1 Nyt Magazin for Natnrvidenskaberne. Udgives af den physiographiske Forening Christiania ved CHR. LANGBERG. Niende Bind. (Mad 6 iith. Tavler, 3 Karter, 5 Profiltavler og mange Træanil). Trykt i Carl C. Werner & Comp.s BogtrykkerL 1 8 5 7. h S i\ fl* ■' ? & r. ov'r -v>: •. ?■. 4 .;n- ål: . . i | il 1 - lb >.V !;’!■) I : •• u .. i b!)V / i.- . . • •: ; r,*: r ‘ ' v. . .>* <•■ / I n d h o 1 d. Første Hefte. Side. I. Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter. Af David Forbes 1. II. Mineralogiske Iagttagelser omkring Arendal og Kragerø. Af D. Forbes og T. Dahll. (Fortsættelse) ... 14. III. Notitser om det erratiske Phænomen i Lofoten. Senjen og ved Tromsø. Af J. C. Hørbye 21. IV. Besvarelse af den af det Akademiske Collegium d. 2 3 de Mai 185 4 fremsatte Prisopgave No. 6: „At under- kaste de forskjellige Theorier, der ere fremsatte om Dannelsesmaaden af de uskiktede Bjergarter i Christia- nias Overgangsformation, en videnskabelig Prøvelse, samt veie dem mod hinanden.“ AfTh. Kjerulf . . . 31. Y. Indberetning til Collegium academicum over en paa of- fentlig Bekostning foretagen zoologisk Reise i Somme- ren 18 50. Af J. Koren . . . . . . . . . 89. åndet Hefte- Yl. Om Indretningen og Brugen af Bunsens Photometer. AfChr. Langberg . . . 97. VII. Bidrag til Kundskaben om Middelhavets Littoral-Fauna, Reisebemærkninger fra Italien. Af M. Sars . . . 110. VIII. Gæoiogiske Undersøgelser over det metamorphiske Ter- ritorium ved Norges Søkyst. Af David Forbes . 165. IX. Mineralnotiser. Af Nic. Benj. Møller . . . . 186. Tredie og Fjerde Hefte. X. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens von Th. Kjerulf mit Beitrågen von Tellef Dahll . . . 193. XI. Nogle Ord om Medusernes Udvikling. Af Sars . . 3 2 7. XII. Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. Af N. Mejdell 442. v I : id . . ■ ■ • ■ t-i il ■. i . . - .• :'JM. •!. ‘i: L 1 ■< \ ' -r'.T. it‘ , A.; Ij i ■ ■j • : ■ ~ ■ r !; \ * - t . - • it: .. . . ' . ... ?v. '. • ■ : i':* • t . ; : L ■ • '■ ■ : a - : ■ : .... ■. ' •' 'r '' ■ A . ■ . • • • • • ; ; i . . ■ ■ vA . f i' -: ■ r \ . C. . f 9de Binds Iste Hefte. Af Da? id F ^ r bes. De forskjellige Slags Parallelstructur, som optræde i de ældre Bjergarter, kunne inddeles i følgende Arter: Skiktning, Slet- ter, Kløvbarhed, Foliation og Lavastructur. Enhver af disse Arter er aldeles uafhængig af de øvrige. De have nemlig alle deres Oprindelse af forskjellige Aarsager, og uagtet vi enkelte Gange tinde, at ilere af dem samtidig kunne være tilstede i een Bjergart, existerer der alligevel ikke nødven- digviis nogen Sammenhæng imellem dem, hvilket man altid maa erindre sig, naar man vil soge at faae et klart Begreb om Sagen, da man hidindtil alt for ofte har sammenblandet de for- skjellige Arter med hinanden. Desuden høre de 3 førstnævnte Arter alene hjemme i de sedimentære Bjergarter, medens de to sidstnævnte ikke kunne være tilstede i disse i deres normale Tilstand. 1 2 David F o r b e s. 1. SfclktmiBg. Ved dette Udtryk maa forstaaes den Dannelse af Flader, som opstaaer ved et Materials suecessive sedimentære Afsættelse i Vand eller under Paavirkning af Vand. Uagtet disse Flader oprindelig have været parallele, tinde vi dog, at dette ikke altid nu er Tilfældet, da det ofte har hændet, at de ere blevne mere eller mindre forstyrrede ved Paavirkning af Strømninger eller andre Aarsager, forinden det derpaa følgende Lag blev afsat. Det ånder ofte Sted, at Skikterne udkile sig enten paa Grund af Mangel paa tilstrømmet Material eller paa Grund af Udvidelse eller Indskrænkning af det Terrain, hvorpaa de af- sattes. Desuagtet bærer Skiktningen altid, i det Store betragtet, Præget af Parallelismus. I Skiktfladernes Retning sees ofte Rulle- stene deponerede, ligesom ogsaa i forsteningsforende Bjergarter organiske Levninger af alle Slags. I samme Retning åndes ofte Mærker efter Bølgeslag (ripple- marks), Fodspor af Dyr, Udhulinger af Regndraaber, Solsprække o. s. v., hvilke alle fuldstændigt bevise Structurens Oprindelse. I Bjergarter, som ere ældre end de forsteningsforende Lag, eller hvor Forsteningerne ere udslettede ved metamorphiske Virk- ninger, er Skiktningen synbar ved de større Leier eller Zoner af Mineralsubstantser af forskjellig Natur, eller i homogene Bjerg- arter, som f. Ex. i mange Leerskifere, ved Farvebaandene. Ret- ningen af de enkelte krystalliniske Blade, saasom Glimmerblade, indenfor saadanne Leier eller Zoner maa ikke forvexles med Ret- ningen af selve Leierne, hvorom siden. II. ©tetter (joints). I alle Formationer uden Undtagelse seer man, at Lagene eller Bjergmasserne som oftest ere afdeelte ved et større eller mindre Antal af Sprækker eller Flader, der danne forskjellige Vinkler med Skiktningen. Disse Sprækker, som oftest ikke Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter. 3 parallele, vise dog undertiden en bestemt Parallelismus endog over betydelige Strækninger. For om muligt at forebygge en fremtidig Forvexling med de ovige Arter af Parallelstructur, skulle vi her gjøre opmærk- som paa, at der er Grand til at antage, at i flere Ttlfælde, f. Ex. i Gudbrandsdalen og paa Hedemarken, have disse Sletter været anseede som Skiktning (efter Th. Kjerulf), hvilken Feil ikke kunde have fundet Sted ved en nøiagtig Undersøgelse. Den meest bestemte Betegnelse, man kan give Sletterne, og hvorved man kan adskille dem fra alle øvrige Arter af Parallel- structur, er den, at de enten ere eller engang have været virke- lige Sprækker, hvori en større eller mindre Afsætning af Mate- rial har fundet Sted og uagtet Klippemasserne nu ofte ere sam- menvoxede, undertiden ligesaa solid som før Sprækkernes Dan- nelse, kunne vi dog let opdage hvor disse oprindelig have været, ved det afvigende Udseende af det sammenkittende Material. Det maa erindres, at da Sletter kun ere Sprække med eller uden Fyldning, besidder den Bjergmasse, som ligger mellem to saadanne Sprække, i sig selv ikke nogen Structur, der har Paral- lelisme med selve Sprækkene. I alle Tilfælde kan man, hvor en mulig Forvexling med de øvrige Arter kunde finde Sted, fjerne al Tvivl i saa Henseende ved en mere udstrakt Undersøgelse af Terrainet. Sletternes Oprindelse maa ansees som aldeles lokal, men da de kunne frem- komme af to aldeles forskjellige Aarsager, kunne vi inddele dem i 2 Afdelinger. a) Sletter, som findes i alle Formationer og ere frembragte ved mekaniske Kræfter, saasom Hævning, Synkning o. s. v. Naar Kraften enten er en hævende eller en synkende paa Grund af, at et underliggende Lag er borttaget, vil Føl- gen blive, at der fremkommer et Antal Revner eller Sletter, mere eller mindre regelmæssige eller parallele, eftersom 1 * 4 David For bes. Kraften har virket med en mere eller mindre eensformig Intensitet over et bestemt Areal. Derfor tinde vi, som man af Kraftens Natur kunde formode, at Parallelismen kun er local og udbredt over et forholdsviis ringe Areal. Ogsaa Bjergartens Beskaffenhed har en stor Indflydelse, og man kan neppe vente at tinde parallele Sletter, hvor Bjergarten ikke er meget homogen. Det er ogsaa ofte Tilfældet, at Parallelismen kun er tiisyneladende, idet det ofte kan paa- vises, at Sletterne ere radiale, men Divergentsen er lidet ieinefaldende paa Grund af Radiernes store Længde og hyppige Optræden. Saavelsom ovennævnte kunne ogsaa andre mechaniske Aarsager frembringe Sletter, men det er unodvendigt her at gaae i en videre Detail ; vi skulle alene fastholde, at man ofte tinder endog meget betydelige Strækninger, livori Slet- terne efter Udseendet at dømme, besidde en bestemt Paral- lelisme. I Almindelighed ere dog Sletterne langtfra fuld- kommen parallele, men findes udviklede i alle Retninger i mange indbyrdes forskjellige Stillinger i samme Bjergmasse, og ere et Resultat af een eller dere Kraftudviklinger. Saa- ledes kan man ofte tinde, at Bjergarterne have en Tendents til Afsondring i Blokke af forskjellige Figurer, mere eller mindre regelmæssige. b) Sletter, som ere egne for plutoniske Bjergarter, og som ere fremkomne ved Afkjølinger og Sammentrækninger. Denne Klasse af Sletter, der hører hjemme hos pluto- niske Bjergarter, kan ofte sees vel udviklede f. Ex. i Granit- steenbrud, hvor Afsondringerne ofte ere nogenlunde paral- lele med Bjergmassens Overflade , saa at der fremkommer forskjellige Lag af større eller mindre Mægtighed, og som i flere Tilfælde kunne ligne neptuniske Strata. Disse Sletter maa ansees som fremkomne under Afkjølingen af Masserne. Om Parallelstrncturen i de ældre Bjergarter. 5 Eftersom nemlig Afkjølingen skred frem, maatte naturligviis ethvert overliggende Lag skille sig fra det underliggende ved cn bestemt Flade, da Contractionen i det koldere over- liggende var stærkere end i det varmere underliggende. Samtidig dannede der sig ogsaa af lignende Aarsag et andet System af Sletter, lodret paa det første. I de vulkanske Bjergarter, som Lava, Basalt, Porphyr o. s. v., tinde vi, at det samme har fundet Sted, og, hvor Texturen er funkornig eller tæt, kan man undertiden træffe en indtil Spaltbarhed i en bestemt Retning gaaende Slette- dannelse. Fra et teehnisk Standpunct vise begge disse Slags Sletter sig af en stor Vigtighed, da det kun er ved Benyttelsen af dem, at man med Lethed kan losbrvde Masser af saadanne Bjergarter, som ellers ikke besidde Spaltbarhed. I Bjergvæsenet er det vel be- kjendt, hvorledes Sletters Tilstedeværelse lette Grubearbeidet, og følgelig formindske Omkostningerne. 111. Mlovbarhed (Cleavage). Den Structur, som vi nu komme til, Kløvbarhed, er en Structur, som i en næsten mathematisk Betydning af Ordet kan kakles en Parallelstructur, og som Sedgwick har paaviist ikke, som tilforn antaget, indskrænker sig til de ubetydelige Punkter, hvor Tagskifer brydes, men kan gjennemsætte Bjergarter af alle Characterer og følgelig udstrække sig over vide Districter. Naar Kløvbarhed er udviklet i sedimentære Bjergarter af en homogen Natur, saasom i fiin Tagskifer, naaer denne Struc- tur sin høieste Udvikling, idet Kløvningsfladerne ere næsten uden Grændse i Antal og folge saa hyppigt paa hinaden, at de kunne sammenlignes med Gjennomgangene i et Mineral, samt udmærke sig ved den fuldkomneste Parallelisme. Af jo større og ujævn- nere Korn Bjergarterne bestaae, jo mindre fuldkomne ere Kløv- (5 David For bes. ningsfladerne, og det er kun i Bjergarter, hvis Korn besidde en vis Grad af Fiinhed, som Leerskifer, enkelte Glimmerskifere, Sandstene o. s. v., at KløvningSÉader ere af technisk Yigtighed, og frembringe Producter af oeeonomisk Værdi, som Tagskifer, Skrivetavler, Heller o. s. v. Kløvbarheden kan let adskilles fra Sletterne, deels ved den mere fuldkomne Paralellismus, og deels ved den Egenskab, at Klovningen kan fortsættes uden Grændse, hvilket ikke tinder Sted ved den Masse, der ligger mellem to Sletter. Tillige tinder man, at en Kløvbarhedslinie, forfulgt saalangt den er udviklet, aldrig fraviger den fuldkommen nøiagtig rette Linie, medens en Slet altid tidligere eller senere gaaer over til at være en uregelmæs- sig Spræk. Der er tilstrækkelige Indieier forhaanden til at bevise, at Kløvbarheden har en af Skiktningen aldeles oafhængig Retning, desuagtet er der Grund til at troe, at Kløvbarheden, hvor den her i Norge er forhaanden, i de fleste Tilfælde har været anseet som Skiktning. Ved nøiagtigere Undersogelser vil det oftest vise sig, at Kløvbarheden danner meget hoie eller endog lodrette Vinkler med Skiktningen, hvilket bekræftes baade ved mine egne og Hr. Th. Kjerulfs Observationer. Naar man tinder, som al- mindeligt i andre Lande, Kløvbarhed udviklet i Bjergarter, som indeholde Forsteninger, saa ligge Forsteningerne aldrig efter Klov- barhedslinierne, men ere bestandig gjennemskaarne af disse i liøie Vinkler, hvilket ogsaa er Tilfælde i Conglomerater, hvori da Kløv- barheden gjennemskjærer Rullestenene. I de azoiske Bjergarter tinde vi, at Kløvbarheden ikke stemmer med Farvebaandene, hvilket man saa ofte kan iagttage i almindelige Tagskifere. Man maa alligevel ikke forglemme, at man i enkelte Tilfælde kan spalte temmelig regelmæssige og endog tynde Heller efter Skikt- fladerne i de Tilfælde, hvor den sedimentære Afsættelse er fore- gaaet af et jævnt og hint Materiel; men ved Undersøgelse vil Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter 7 det snart vise sig, at disse liave aldeles forskjellig Characteer og Udseende fra dem, som cre et Resultat af den lier omhandlede Klovbarhed, ligesom de heller ikke besidde disses bestemte og plane Begrændsningsflader. Aarsagen til denne Structur har i de senere Aar været Gjenstand for Geologernes Forskninger, og man har paaviist, at i alle Tilfælde, hvor Klovbarhed er tilstede, har Bjergarten været udsat for et Tryk, og er i en mere comprimeret Tilstand end op- rindelig, ligesom ogsaa at dette Tryk kan refereres til en mere eller mindre iøinefaldende local Aarsag. Sorby har viist, at naar Klovbarheden verticalt gjennem- sætter horizontale Lag af forskjellig Natur, der saaledes frembyde en forskjellig Modstandskraft mod Sidetryk, som f. Ex. et Lag a f haard qvartsrig Sandsteen mellem to Lag af mildere Leer- skifere, vil man tinde, at det haarde Lag altid ere bolgeformig sammenstuvet ved det Tryk fra Siden, der har foraarsaget den verticale Klovbarhed, og saaledes har man i Bolgernes Axer et Maal for Graden af Sammenstuvningen. Phillips og Sharpe have paaviist, at naar Forsteninger ere tilstede i klovbare Bjergarter, have hine ikke bibeholdt sine oprindelige Contourer, men ere forkortede i een Retning og forlængede i en anden, og vise saa= ledes Virkningen af den comprirøerende Kraft, der har virket lodret paa Klovbarhedens Retning. Ved Sammenligning af saadanne forandrede Forsteninger med de normale har man et Maal for Trykkets Størrelse. Ved mikroskopisk Undersogelse af klovbare Skifere kan man overbevise sig om, at endog de mindste Par- tikler deri ere udstrakte i den ene Retning paa den andens Be- kostning, og dette endog saa tydeligt, at man med et Microme- ter kan faa noiagtige Maalbestemmelser. Ved Sammenstillingen af Fleres Resultater har Sorby beregnet, at for at frembringe Klovbarhed f. Ex. i en almindelig Tagskifer, udfordres en Sam- mentrykning af omtrent til Halvparten. I de haardere Bjergar- David For hes. 8 ter, som besiddc Kløvbarhed, hvor Modstanden har været såa meget større, og folgelig Sammen trykningen såa meget mindre, har man fundet, at Klovbarheden er bleven mere eller mindre fuldkommen i Forhold til Sammentrykningens Grad, livilket saa- ledes fuldkommen bekræfter den mechaniske Oprindelse af Klov- barheden. Sorbys synthetiske Experimenter maa saaledes nu an- sees for at have afgjort Sporgsmaalet, da han har viist, at man ved simpelt mechanisk Tryk kan frembringe Kløvbarhed i al min - deligt Leer, og videre, at Retningen af de saaledes frembragte Kløvningsflader ere lodrette paa den anvendte Krafts Retning. Vi komme nu til at behandle den næst efter Skiktningen vigtigste Parallelstructur i de ældre Bjergarter, hvorfor Darwin har foreslaaet Navnet Foliation, og som her er bibeholdt, fordi Sproget mangler et passende Udtryk for samme. Denne Struc- tur har et bestemt Præg, som fuldkommen adskiller den fra alle de øvrige, d. e., at den væsentlig er en metamorphisk Structur, da den udelukkende er indskrænket til mere eller mindre fra den oprindelige Tilstand forandrede Bjergarter. Da denne Forandring er fremkommen ved Virkningen af chemiske Kræfter, kunde man ikke med Urette benævne den en krystallinisk-chemisk Parallel- structur. Dens Parallelisme er ikke udviklet som hos de hidtil behandlede ved paa mechanisk Vei frembragte Flader, men hid- rører fra en alternerende Optræden af Mineralier, chemisk for- skjellige fra hverandre og meer eller mindre krystallinske. Enten paa Grund af den eiendommelige Habitus af et eller flere af disse Mineraliers Krystaller, eller paa Grund af Trykket af de overliggende Masser fin de vi disse som oftest tilstede som kry- stallinske Folii, eller Krystaller udstrakte i den ene Retning. Indtil den allersidste Tid har man anseet den som en Structur udelukkende tilhørende krystalliniske Skifere, men jeg har fore- Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter. 9 «dauet dets Anvendelse udvidet til mange plutoniske og endog vulcanske Bjergarter, og har paaviist Exempler paa folierede Graniter, Sveniter, Trap, Lava, Trachyt m. fl., hvori et eller flere af de constituerende Mineralier optræde i en bestemt parallel Anordning. Af Ovenstaaende vil det indsees, at en Forvexling med nogen af de øvrige Parallelstrukturer er umulig Det maa dog bemærkes, at man undertiden hos enkelte Sandstene af nep- tunisk Oprindelse tinder en meget svag Bladstructur, paa Grund af Tilstedeværelsen af enkelte Glimmerblade, hvilket man imidler- tid erkjender at være uden Slægtskab med den egentlige Folia- tion, da disse strax ville erkjendes ikke som ordentlige Krystal- ler, men som afrundede og i Almindelighed forvitrede Blade, som paa Grund af Forskjel i Egenvægten have viist en Tendents til Anordning i parallele Lag. Medens man paa. Grund af Oven- anforte har let forat adskiile Foliationen fra alle de øvrige Struc- turer, er det derimod forbunden med megen Yanskelighed at opstille en bestemt Regel for Foliationens Retning. Indtil den allerseneste Tid have Geologerne anseet Foliationen for at være parallel med Skiktningen om ikke identisk med samme, men for nogen Tid siden har Darwin og Sharpe modsagt dette, samt opstillet den F orme- ning, at den er parallel med Kiøvbarheden. Efter et stort Antal Observationer, som jeg har foretaget fornemmelig i Norge og Skotland, og som tildeels flndes i et Foredrag, trykt i det Lon- donske geologiske Selskabs Forhandlinger for Januar 1855, har jeg paaviist, at Foliationen deels er parallel med Skiktningen, deels med Kiøvbarheden, deels er uafhængig af begge, og udtalt den Formening, at Foliationen anordner sig efter den mindste Mod- standslinie i Bjergarterne, hvad enten denne er Kløvbarhedens Retning eller Skiktningens eller er begrundet i andre i Bjergar- ten virkende Aarsager, som vi senere skulle behandle. Det maa her bemærkes, at mine Observationer, som bekræftes af Sorby, vise at Foliationen, naar den ikke stemmer med Skiktningen, 10 David Forbes. ofte danner lave Vinkler (10° — 20°) med samme, hvoriinod Klovbarheden, som før omhandlet, gjerne danner særdeles hoie Vinkler; og jeg har antaget, at de Bjergarter, hvori Foliationen stemmer med Skiktningen, vare klovbare forinden de bleve folierede. I Norge troer jeg, at Foliationen i de fleste Tilfælde er ndviklet i Skiktningens Retning eller danner meget lave Vinkler med samme, saa at Divergentsen i Almindelighed har været overseet*). Dog har jeg fundet mange Tilfælde, hvor Forskjellen er meget stor, samt enkelte hvor Foliationen stemmer med Klovbarheden. I Skotland har jeg fundet nogle faae Tilfælde, hvor Foliationen følger Skiktningen, men maa ogsaa indrømme Rigtigheden af Sharp’s Observationer, der vise, at den ofte, men ikke altid, som han paastaar, følger Klovbarheden, altsaa danner meget hoie Vinkler med Skiktningen. Sharp har ogsaa forsøgt at opstillc den Regel, at Foliationen i Skotland danner Dele af enorme semicylindriske Hvælvinger af flere norske Miles Diameter, hvilket jeg dog troer ikke er almindeligt. Darwin har viist at Foliatio- nen over den storte Deel af Sydamerika danner hoie Vinkler med Skiktningen, hvilket ogsaa har været observeret i Schweitz af Hugi og Studer. Af dette Resuiné vil det indsees, at uagtet Foliationen baade kan være overenstemmende med Skiktningen og Kløv- barheden og være forskjellig fra dem begge, kan man dog hver- ken ansee den for at være afhængig af den ene eller den anden, og man maa tage sig iagt for at forvexle dem med hinanden, hvilket hidtil har ledet til saamange falske Resultater. I Norge har man som Regel noteret Foliation for Skiktning, og uagtet man vistnok har mange Uovereensstemmelser, ere dog *) Prof. Keilliau har dog angivet et Sted i Thelemarken, hvor Foliatio- nen i et Skikt danner en meget høi Vinkel med sammes Retning i et andet Skikt. (Nyt Mag. for Nat. Iste Bind Iste Hefte). Om ParaHelstructuren i de ældre Bjergarter. 11 de derved fremkomne Feil mindre end man skulde vente, paa Grund af ovenanforte Bemærkning om de lave Vinkler, disse to Retninger her danne med hinanden. Vi have nu at behandle Aarsagerne til Foliationen, der hiitil have været omhyllede af det dybeste Mørke. Flere Geo- loger have antaget, at den enten er fremkommen under selve Bundfældningsprocessen af de forskjellige Mineralier, eller gjen- nem en Smeltning (in situ ) af disse Skikter. Den Formening jeg har udtalt, støtter sig paa synthetiske Experimenter og gaaer ud paa, at Foliationen er Resultatet a f en combineret Virkning af en chemisk Kraft og en moleculær Anordning i faste Legemer, foraarsaget ved en Ophedning, meget under Smeltepunctet (formodentlig i Almindelighed ikke over Rødglodhede), og som har vedvaret gjennem længere Tid. Ex- perimenterne bestode i at udsætte Blokke af sedimentære Bjerg- arter i en Tid af faae Uger til mange Maaneder for en Tempe- ratur, ikke hoiere end Rødglodhede, under et svagt Tryk fra 7 til 12 Pund pr. Qvatrattomme, for at ophæve Virkningerne af de forskjellige Bestanddeles ulige Udvidelse. Da der tillige fandtes lavere Oxydationsgrader i flere af de behandlede Bjergarters Bestanddele, var det nodvendigt at beskytte samme for Luftens Paavirkning under Ophedningen. De herved vundne Resultater overgik mine største Forventninger, og jeg har saaledes kunnet frembringe Prover, som have været forelagte det geologiske Sei- skab i London, og ere blevne erkjendte for at være saa lige i Naturen forekommende Bjergarter, at det næsten ikke er muligt at erkjende dem som kunstig frembragte metamorphiske Produc- ter. Leerskifer og Glimmerskifer fra Espedalen vare saaledes omvandlede til bestemt folierede Bjergarter, bestaaende af vex- lende Lag af et hvidt Mineral (formodentlig en Feldspathsort) med Folii og Striber af et sort hornblendelignende Mineral, saa luldkommen lig de i Naturen forekommende Contactdannelser 12 David F o r b e s. * mellem de plutoniske Bjergarter i Espedalen og Skiferne, hvoraf Pro verne vare tagne, at de neppe kunue adskilles. Klæbersteen var saaledes omvandlet til en smukt folieret Bjerg- art af graalig-hvid Farve tilsvneladende en Talkskifer. hvori de kry- stalliniske Blade vare udmærkede ved deres Størrelse og fuld- komne Udvikling. Af disse og andre Resultater har jeg ingen Tvivl om, af sedimentære Bjergarter af forskjellig chemisk Sammensætning og mechanisk Aggregation, at kunne fremskaffe alle Varieteter af krystalliniske Skifere. Disse kunstige Prøver viste alle Grader af metamorphisk Udvikling, eftersom de vare udsatte i kortere eller længere Tid for en svagere eller stærkere Hede, ligesom man tinder de samme Bjergarter i Naturen i større eller mindre Afstand fra plutoniske Masser. V. hava - Structur. Endnu staaer tilbage i Korthed at behandle denne Structur, ikke fordi man for Øieblikket formaaer at paavise, at den har spillet nogen fremragende Rolle ved Dannelsen af de ældre Bjerg- arter, men fordi det ikke er usandsynligt, at den staaer i noget Forhold til Foliationen i granitisk Gneis og andre Bjergarter af bestemt plutonisk Oprindelse. Denne Structur er vel udviklet i Lava, Obsidian o. s. v., og uagtet den optræder under forskjelligt Udseende, hidrører dette formodentlig fra Aarsager, analoge med dem som af J. D. Forbes ere udviklede i hans Gletschertheorie, nemlig fra Bevægelsen af de forskjellige Dele i en stiv smeltet Masse med forskjellig Hurtighed. Undertiden viser denne Structur sig kun som en Vexling af forskjellig farvede Baand, hvori Farverne ofte hidrøre kun fra optiske Phænomener, i andre Tilfælde, som en Række af utallige smaae langtrukne Luftceller, hvorved Bjergarten antager et ganske eiendommeligt Udseende af Parallel- Structur, endelig seer man Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter. 13 enkelte Gange, at Krystalliniteten er udviklet i Parallelisme med Lavastructurens Lininer, hvorved fremkommer et Udseende som ved en mere eller mindre folieret Bjergart. Farvebaand, enten alene eller i Forening med sidstnævnte krystalliniske Structur, kan man ofte see vel udviklede i forskjellige Glasarter og Slagge fra metallurgiske Processer. Ved at udsætte Glas eller Slagge med farvede eller ufarvede Striber i en længere Tid for en Temperatur under Smeltepunktet, vil der udvikle sig en krystal- linisk Structur, analog mrd Foliationen. Dette kan ofte sees ved det bekj endte Reaumurske Porcellain samt Slagstene ved Eidsfos og Bærums Jernværker, der have været benyttede til Bygning af den saakaldte Raaskakt i Marsovnene, hvor Temperaturen al- drig har naaet Smeltepunktet. Det kan antages, at den Anordning, som sees i Skriftgranit og enkelte Traparter, Porphyrer o. s. v., skylde lignende Aar- sager sin Oprindelse, og ligesom Foliationen i de krystallini- ske Skifere er frembragt efterat Massen er bleven fast. Uagtet en nøiere Bearbeidelse af den her omhandlede Ma- terie er særdeles ønskelig, samt udentvivl i hoi Grad vilde være lønnende, har denne Sag indtil for nylig været næsten aldeles overseet. Disse Linier med deres Mangler ere derfor blevne fremsatte i det Haab, at Landets Geologer ville tage denne Gjenstand under nøiere Granskning, hvorved forhaabentlig vil fremgaae mange for den geologiske Videnskab vigtige Resultater. lagttagelser omkring Arendal og Kragerø. Af P. F ©r bes ©g T. Da bil. (Fortsættelse fra 8de B. Side 229.) Al vit. L$om allerede før sagt krystalliserer dette Mineral i det tetra- gonale System. Ved Maaling med Reflexionsgoniomefer *) have vi fundet Grundformpyramidens Polkantvinkel = 123° 30'. Heraf nndes Middelkantvinkelen — 84° 2' 20" og Axeforhol- det bliver: a : b : b = 0,6371 : 1 : 1. Dette stemmer temmelig nøie med Zirkonens Dimensioner, nemlig Polkantvinkel = 123° 19' og Middelkantvinkel — 84" *) Krystallerne ere for smaae til med nogen Sikkerhed at kunne blive maalte med Anlæggoniometer og besidde en for svag Glands til at Reflexionsgoniometer uden Videre kan anvendes. For alligevcl at kunne benytte dette, have vi udspaltet overordentlig tynde Glimmer- lameller og ved en Gummiopløsning fastklebet disse til de Flader, vi ønskede at maale. Herved have vi faaet flere ganske godt overeens- stemmende Maalinger. Mineralogiske lagttagelser omkr. Arendal og Kragerø. 1 5 20', saa at man , henseet til den anvendte Fremgangsmaade ved Maalingen , kan ansee Alvit og Zirkon for at være isomorphe. De iagttagne Former, som ere fremstillede paa Fig. 1, 2 og 3 ere P = P. o = P og s => ^ P : Paavirkninger) i Sidestenen og endelig den med de plutonske Tilgange paa en eller anden Maade i Forbindelse staaende Omstyrtning af horizontale Lag. § 9. Naar Hisinger bemærker, at denne Omstyrtning, Forandring og Sammenblanding især var tydelig ved Christianiafjorden, da har han fnldkommen Ret. Allerede Ilaussmann bemærker (Reise I 321), at Skikternes Heldningsvinkel mod Horizonten og Ret- ningen, hvorefter de falde, er yderst afvigende ved Christi- ania; men omstyrtede pleie de i Regelen at være. Denne Be- mærkning er ogsaa rigtig. Den blev derhos fremsat paa en Tid, da den ikke kunde komme de hos Haussmann senere sig udvik- lende plutonske Anskuelser tilgode. Der blev i sin Tid lagt stor Vægt paa Skikternes „urokkede Stillingu i Christiania-Terri- toriet, og hvis den i Sandhed var urokket, vilde det været en Kjendsgjerning af gjennemgribende Betydning; thi hvorledes man end moditicerede de plutonske Anskuelser, kunde man dog ikke lade alle Masser frembryde uden Indflydelse paa Lagenes Stil- ling — vel ved de mindre Gange, vel ogsaa ved de overfladiske Udstrømninger, men neppe ved de store fra Dybet optrængte Masser. Ved disse maatte ogsaa Lagene være trængte tilside. Sporgsmaalet om Leiningen blev saaledes et Hovedsporgsmaal i Christiania-Territoriet. Om end Forandringer kun i ringe Maalestok vise sig ved Christianiadalens Trapgange, kan det ikke forundre os at hore, at de ved Kinnekulle og Hunneberg gik til 6 Fods Afstand. Der ligger her ingen Mistydning til Grund. Vi huske, at i Fallbygden er Trappens Mægtighed 97 Pariserfod, og med en saadan Mægtighed maatte ogsaa Indvirkningen være kraftigere. Det første Spørgsmaal, som her stillede sig, eller den første I \ anskelighed, som Hisinger stødte paa, var: Er Basalt vulkansk? Det næste: Er Trap, Porphyr og Mandelsten vulkanske? Ved 42 Th. Kjemi f. denne Yanskelighed vil Enhver, der ikke kjender vulkanske og basaltiske Formationer blive staaende. Paa den Tid, da Hisin- ger skrev, var Spørgsmaalet imidlertid allerede foreløbig afgjort. Den bekj endte italienske Geolog Scipio Breislak havde afhandlet „0m de vulkanske Produkter, som ikke almindelig blive aner- kjendte som saadanneu (Den tydske Udgave af hans Geologi 1821), og mærkeligt er et Bilag af sammenlignende Ana- lyser, som, skjønt vistnok beheftede med den Tids Ufuldkom- menlied i Methoden, dog forlængst skulde have bragt Spørgsmaalet en sikker Løsning nærmere, hvis man mere havde agtet paa dem. Man saa allerede deraf, at Trap fra Adelfors og Nor- berg var fast identisk i Masse med Basalt, at en Gron- sten heller ikke stod langt derfra, at endelig glasagtig Lava fra Euganeerne var ligesom Pimpsten en overordentlig kiselrig Bjergart, at altsaa de vulkanske Produkter havde været yderst forskjellige, o. s. v. — Forholde, som i den seneste Tid først ved udstrakte Undersøgelser i samme Retning har faaet fuld Be- tydning. § 10. Det er nødvendigt at fastholde denne historiske Gang af Geologiens Udvikling. Basaltens vulkanske Natur indlyste først, og fra den kunne Trap arter ikke skilles. Fra disse Bjergarter, hvis Forholde vare mindre vanskelige og lidet afvigende fra de aetuel- vulkanske, gik man over til den gaadefuldere Granit. Det var ikke Tingenes naturlige Udvikling at gaa den omvendte Yei — og anvende Slutninger fra det mere Gaadefulde paa det mindre Gaadefulde. Man undersøgte Graniten og Syeniten ved Hjælp af Basalten, Porphyren og Mandelstenen ; man undersøgte ikke Trapformationen ved Hjælp af Graniten. Leopold von Buchs Liv er i denne Henseende Geologiens Historie. Den geniale Ud giver af Gæa, som gik den omvendte Yei, maatte derfor, da han kom til Grønstengangene til Trapformationens Gange, Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 43 selv erkjende, at disse var og blev en Anstodssten for Trans- mutationen. § 11. Ogsaa Nauraann, som besøgte Norge paa samme Tid som Hisinger, erkjendte den basaltlignende Karakter af Porphyren langs Kysten ved Holmestrand, og erindrer Breislaks Ord, at den pyroxeniske Trap er nær beslægtet med Basalt en. Naumann studerede Porphyrmassernes og Granitens Leiningsforholde og erkjendte, at Porphyrmasserne ofte fuldkommen svarede til Be- grebet af Leier, paa andre Steder vare de irregulære og paa de fleste Steder gangformige (Beitrage I 2). Han stu- derede Granitens hyppige Ramificationer ind i Sidestenen (I 31). Han erkjendte, at Porphyr og Syenit — trods de ulige ydre Forholde — dog efter sit Yæsen (altsaa ehemisk forstaaet) havde været identiske (I 14), og det Træffende i v. Buchs bekjendte Ytring (Reise I 139): ..Porphyren er kun en til hoieste Finkor- nighed sammenfalden Syenit, og denne en Porphyr, hvor Bestand- delene ere uddragne til synlig Størrelse.4, Saavel denne v. Buchs som Naumanns lignende Bemærkning bringer Syenit og Porphyr — altsaa de store Syenit- — og de store P o r p h y rmasser — i en afgjort Forbindelse. Bernærk- ningen er rigtig, den har stadfestet sig saavel ved geologiske som chemiske Undersøgelser. Men Syenit og Gr an it masser lobe saaledes i hinanden, at disse igjen neppe geologisk kunne skilles (uagtet den chemiske Forskjel ved dem er meget vel betegnet), og saaledes impliceredes Spørgsmaalene om disse Bjergarters Dannelsesmaade i hverandre — Basalt med Porphyr •— Porphyr med Syenit — Syenit med Granit. § 12. Med Alt dette bliver dog Naumann i sine „ Beitrage’4 (eller 1824) staaende ved Uforklarligheden af disse Forhold. Han fri- stedes til at tro, at Den, som vilde forfægte en vulkansk Op- 44 Th. Kjerulf. rindelse af de norske Porphyr- og Syenit-Masser, vilde faa større Vanskeligheder at bekæmpe end Modstanderen, Neptunisten, saa- fremt denne ikke forsmaar at soge Understøttelse i naturphilo- sophiske Anskuelser. Denne sidste Ytring er mærkelig og træffende. De naturphilosophiske Ideer vare som bekjendt en Tid i Mode ogsaa i Mineralogien. Man ved ikke ret, om de paa uheldigst Maade anvendtes i Geologien eller i Mineralogien. Et for alle Tider afskrækkende Exempel i denne Retning var den geniale Oken, som i 1813 førtes tilbage til Oldtidens 4 Elementer til Trods for alle Chemiens allerede dengang gjorte Opdagelser. Dog kommer allerede i Slutningen af Iste Del af „Beitrågeu et Anhang, hvori Forfatteren, allerede dengang synlig rokket i sin antivulkanistiske Tro, . opstiller Indvendinger mod de Indven- dinger, han tidligere opstillede. De isolerede Porphyrkupper (eller „Gabrou og „Syenit’4) ved Randsfjord kunde dog være Optaarninger af engang fremvældede Materier over de Spalter (Gangene), som engang skaffede dem Udvei fra deres indre Hjem (I 232), pmtrent som man maa antage om Trachytdomerne og Basaltkupperne. Porphyrernes Lighed med Basalt og Trapfor- mationer har her øiensynligt atter paatrængt sig ham. Granit, Svenit og Porphyr, bemærker han videre, kunde være trachyt- lignende Dannelser. Br e is la k havde erklæret dem for porphyri- tiske og granitiske Lavaer. C or di er havde ubetinget sluttet sig til denne Erklæring. Ogsaa Humboldt. Naumann slutter derfor med det Ønske, at de norske Geognoster snart maatte bringe afgjørende Kjendsgjerninger for Dagen; thi derpaa kom det nu an. Overalt maatte jo Kjendsgjerningerne selv tale, ikke Navne, om de ogsaa vare saa gode som Breislak, Cordier, Hum- boldt. Dette Ønske — nye og flere og afgjørende Kjendsgjer- ninger — var det samme, hvormed Hisinger omtrent paa samme Tid havde forla dt Norge. Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 45 § 13. Det behøver neppe at tilføies, at Naumann senere har op- givet enhver Tvivl, der i Begyndelsen hos ham modsatte sig en eruptiv Genesis af de nævnte Bjergarter. Naumann er bekjendt som den Forfatter, der fremfor no gen anden har bragt de pyro- gene og plutonske Anskuelser i System. Heller ikke overgav han sig efter den norske Reise ganske til literært „Stuelivu. Hans geologiske Undersøgelse af Sachsen er velbekjendt. Han udvi- dede sine Anskuelser, idet han udvidede sin geognostiske Erfa- ring. Allerede i 1826 stod „de tydske Basalters pyrotypiske Oprindelseu fast for ham (Zeitschrift fur Mineralogi), og i sin Lehrbuch der Geognosi (Bd. II. p. 221) erklærer han: „Hvilke Tvivl der end kan være om Granitens pyrogene Natur, eruptiv er den uimodsigeligU Til samme Resultat er S c hwei z er -Geolo- gen Studer kommen 1852 efter sin mangeaarige Undersøgelse i de ved storartede Blottelser for Geologen ligesom udseede Alper, og om Naumann endnu kunde mistænkes som mere Bog- mand og Theoretiker — saaledes som man virkelig med Uret har — da kan Studer vistnok mindst af Alle regnes til denne Kathegori. De Anskuelser altsaa, hvortil saavel v. Buch og Haussmann som Hisinger og Naumann tidligere eller senere bekjendte sig, ere alle vulkanistiske eller plutonske. Da igjen disse Anskuel- ser, skarpere betegnede og i reneste Form, optræde hos Lyell, kunne de bedst betragtes i deres Anvendelse paa Christiania- Territoriets Bjergarter, idet de knyttes til denne Forsker. 1/ y el L § 14. Medens Neptunisterne lod Jorden begynde Tiden i en van- dig chaotisk Tilstand, antog de første Vulkanister (Leibnitz) den ilciflydende Tilstand for den oprindelige og tænkte sig derpaa en 46 T h. Kjem i f. Skorpedannelse, som var Granit. Lyell lader denne første Til- stand uafgjort. Saa langt tilbage bebove vi heller ikke at gaa. Lyell skiller sig deri fra de tidligeie Vulkanister, at han søger at vise, hvorledes ikke alene ,, Lavaer”*, rnen ogsaa Porphyr, selv Granit endnu kan dannes. Granit udgjør ikke een sam- inenhængende Formation hverken fra de ældste eller fra de yngre Tider, men er optraadt tiere Gange til forskjellige Tider. Dette er for nærværende Tid et uimodstodeligt Faktum. LyelFs bekjendte 4 Klasser af Bjergarter, aqveous, plutonic, voleanic og metamorphic, danne i den chronologiske Tabel 4 Paraleller. De vulkanske Bjergarter i egentlig Forstand ere cfe superficielle Masser af de platonske Dannelser, eller ere de egent- lige Udgydelser. De platonske Bjergarter i egentlig Forstand ere derimod de i stort Dyb paa almindelig vulkansk Maade dan- nede ; de inetamorphiske endelig ere de i Nærheden af disse plu- tonske Masser paavirkede. Vi kunne nu iagttage, hvorledes de vulkanske dannes for vore Øine o: kun hvorledes de udgydes. Ikke saa med de plutonske, ligesom vi heller ikke faa de egent- lige vulkanske Hær der selv at se. Disse hlottes først med Tiden ; vi se de plutonske Bjergarter blottede forst ved de svundne Tiders Arbeide, ligesom ogsaa de vulkanske Hærder fra vor Tid engang ville blottes; thi med Tiden skifter det Dybe med det Hoie. Lyell fremsatte i 1833 sine Anskuelser om de plutonske og inetamorphiske eller med et Ord om de hypogene Dannelser. Egentlig var Huttons og Plaifairs Anskuelser fra 1788, 1795 og 1802 de samme. I Lyeils „Elementsu hndes flere Anvendelser af denne Theori paa Christiania-Territoriets Bjergarter. § 15. Forst og fremst er denne Lyeils Skjelnen meliem voleanic og plutonic rocks at mærke. De første falde sammen med de saakaldte trapp-rocks. Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 47 De ere : Basalt, Grønsten, Trachyt, Porphyr, Slakker, Mandel- sten, Lava og Tuf. De sid ste udskyde, ligesom nogle af de vulkanske, Rami- ficationer fra de centrale Masser, hvori de gjerne optræde, og foraarsage, ligesom hine, Forandringer i de omgivende Bjergarter. De blev benævnte plutonske, fordi de dannedes, saa troede man, i et stort Dyb, i Plutos Hjem. Her dannes de, siger Lyell, og størkne langsomt under stort Tryk. De indeholde dernæst ligesom hine ingen organiske Levninger. Men de ere deri for- skjellige fra hine, at de have en mere ensartet Textur, ikke ere ledsagede af Slakker og Mandelstene, ikke have Porer; heller ikke danne de (i Alrnindelighed) Porphyrer med ukrystallinisk Grundmasse. Deres Hovedtypus er Granit. § 16. Grunden til at man i lang Tid adskilte Lavaer fra de øv- rige Bjergarter i den vulkanske Klasse, er den, at da Geologerne begyndte opmærksomt at studere de nordlige og vestlige Dele af Europas Sammensætning, vare de næsten ganske ubekjendte med de existerende Yulkaners Phænomener. De fandt visse Bjergarter for største Delen uden Stratification og af en eien- dommelig Mineral-Sammensætning, hvilke de gav forskjellige Navne som Basalt, Grønsten, Porphyr, Mandelsten. Man erkj endte dem for at høre sammen under e en Familie, og de kaldtes Trapbjerg- arter af Bergman (a f det svenske trappa), fordi de ofte paa Fjeldsiderne dannede trappelignende Profiler. Disse Bjergarter ere samtlige volcanic rocks (Elements 2 ed. II 186). Hvad begrunder denne Forening af Lavaer med Trapbjerg- arter? Utallige Undersøgelser ligefra Mac CullocKs og Huttons i Skotland og Irland, Leopold von Buchs i Auvergne og paa Ca- narierne, til de nyeste chemiske Undersøgelser af de vulkanske Produkter (Abich, Bunsen etc). Overensstemmelsen i Mineral- 48 Tli. Kjemi f. Sammensætning, i Struktur, som i chemisk Masse-Indhold, i Lei- ning, i Indflydelse paa Nabomasser begrunder den. § 17. Vi skulle nu se, hvorledes Lyell anvender denne vulkanske og plutonske Theori for disse Bjergarters Vedkommende i Chri- stiania - Territoriet — paa Gangene, paa de store Porphyrmasser, paa de store Syenit- og Granitmasser. 1) Hvad Gangene angaar, da paapeger han deres Sam- menhæng med større Masser, deres Struktur, deres indesluttede Fragmenter, deres forskjellige Ind virkning paa Sidestenen. I Christiania - Territoriet har Lyell ikke udtrykkelig paavist Samm enhængen mellem nogen Gang og en større overfladisk udbredt Masse. Derimod erindrer han om de Profiler, som Ky- sterne af Sky viser. Her ser man baade de opstigende Trap- gange og de overgribende Masser øverst (TI 216). Trapgangenes Struktur ere ligesom Lavagangenes. De ere mest krystalliniske i Midten paa Grund af at Afkølingen der foregik langsommere. Exempler paa dette Forhold ere der nok af i Christianiadalen. Lyell omtaler den syenitiske Gang paa Næsoddens Spidse (II 217). som paa Siderne ledsages af en Art ,, Grønsten A Denne Grønsten er efter Lyell kun den for- skjellige Form (bedre Modification , thi en Blanding maa vel være ment), som Syenitmaterialet har antaget i Contact med Næsod- dens Glimmerskifer; thi et afrevet Brudstykke af denne Urskifer, som findes indesluttet i Gangmassen, viser sig ogsaa omgi vet af en smal Rand af Grønsten. Fremmede Fragmenter i Grønstengangene ved Sorgenfri (II 218) vise Gangenes Oprindelse fraDybet; thi derfra stamme Fragmenterne. Et saadant F orhold siger Lyell, „is by no means uncommon“. Han har heri fuidkommen Ret. Med Hensyn til de Virkninger, som saadanne Gangmas- ser have udøvet paa Sidestenen, da gjør Lyell opmærksom paa, Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarfcer. 49 at disse Virkninger nødvendigvis maatte være helt forskjellige efter Gangens egen som efter Sidestenens Natur. Basaltgangen i Antrim (II 221), der opsætter i Kridt, har forandret Kridt til Marmor indtil 8 — 10 Fods Afstand (Gangen er nemlig mægtig), og alle Spor af organiske Levninger ere forsvundne. Flinten derimod i denne forandrede Kridt har kun antaget en graagul Farve. Paa den anden Side er ved Edinburgh (II 223) Sand- sten i Contakt med Grønsten forvandlet til en jaspisagtig Bjerg- art, ligeledes de sekundære Sandstene i Sky til solid Quarts. Et andet Exempel var Næsoddens rede Porphyr, som (næsten blot Feldspath) er paa Siderne — saaledes maa man forstaa Lyell — sammensmeltet med den særdeles glimmerrige Skifer til et grønligt 1—2 Fod mægtigt Saalbaand, idet man da maa antage, at Glimmerens Kali (Glimmeren er nemlig sølvhvid Ka- liglimmer) i Forbindelse med Heden af den frempressede Gang, har tjent som Flussmiddel. Som bekjendt blive Glimmer- og Chlorit- Arter desto usmelteligere, jo mere Magnesia de indeholde. Glimmerskiferen har ogsaa nogle brune Blade af Magnesiaglim- mer, og virkelig findes hist og her i Saalbaandet et saadant brunt — ikke forsmeltet — Glimmerblad. I de foreliggende Tilfælde — med Undtagelse af det sidste hvor en Blanding er tænkt — maa det erindres, at Intet er fra Gangen kommen ind i Sidestenen. Kridtet indeholdt jo allerede den kulsure Kalk til Marmoret, Sandstenen Kiselsyren til Jas- pisen. Men ved Gangrøassens Nærhed er den nye Fordeling af Atomerne eller Krystallisation foregaaet. Men ogsaa efter Gangenes egen Natur maatte Virknin- gerne paa Sidestenen vise sig saa forskjellige, som de ogsaa ere at iagttage, idet de i nogie Tilfælde ere = 0, i andre Tilfælde dog tydelig vise sig som en Søm af forandret Bjergart. Alle- rede den forskjellige Temperatur maatte her, antaget at Foran- dringen virkelig i sin nuværende Skikkelse fremstod paa bed * 4 50 Th. Kjerulf. Vei, spille en Rolle. Sprækken kan være blot fyldt med smeltet Lava, eller den kan have været selve Kanalen for den strøm- mende smeltede Masse i Maaneder og Dage (II 225). I sidste Tilfælde maatte naturligvis Ophedningen og Virkningen blive desto større. § 18. 2) Angaaende P o r p h y r e r n e , da bemærker Lyell , at den Mangel af Porositet i Trapformationer, som skulde adskille dem fra Lavaer, er ganske deceptiv ; thi alle Mandelstene (hvoraf ogsaa vore Porpliyrer ere ledsagede) ere porøse Bjergarter, hvor Cellerne ere senere fyldt e med Kiselsyre, kulsur Kalk etc. (II 237). „As these bubles have been sometimes lengthened by the liow of the lava, before it iinally cooled, the contents of such cavities have the form of almonds.“ (II 200). Han gjor dernæst opmærksom paa ægte, egentlig saakaldet, Lavas Struktur oventil og nedentil i Strømmen og oplyser dette ved et Profil fra Olot. i Catalonien (II 272). Ved disse Bemærkninger kan det tilfoies, at ikke alene den fuldkonme Mandelstenstruktur, med i Længden udtrukne paralelt liggende fyldte Rum, er hyppig i vore store Porphyrdistrikter, men at ogsaa de tomme Blærerum findes den fuldstændige Lavastruktur fra en Strøms Dyb. Kun Slakkerne oventil mangle; men her maa vi (med Scheerer) erindre de store Denudationer, som have fundet Sted i Egnene, og hvorom Friktionsphænomenet vidner. Mangelen af det øverste skrøbelige Dække, det første, som maatte afrives, er i Sandhed det eneste, som adskiller disse Porpliyrer fra Lavaer. Thi, bemærker Lyell, de ungarske Lavaer ere forstørstede- len Feldspathlavaer, og Beudant har iagttaget, at nogle af dem ere cellede, selv slakkede, ligesom de moderne. v. Buch iagttog Lavaen fraVolvic i Auvergne, som hovedsagelig er Feid- Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 51 spath. Ingen Augit i den, knn lidt Jernglands paa Spalter, og lyse Farver karakterisere den. Medens altsaa Hisinger bemærkede den Holmestrandske ba- saltiske Porphyrs Lighed med Basalt og derved med augitiske Lavaer, paaviser Lyell Krogskovens rødbrune Feldspathpor- phyrs Lighed med Feldspathlavaer. Struktur og Mineral - sammensætning tillade her ingen Indvending. Der kan tillægges, at ogsaa det chemiske Indhold lader slutte det Samme. Lyell kalder derfor Christiania-Territoriets store Trapdistrik- ter (greenstone- porphyry og syenitic greenstone) rentud vul- kanske. Men mellem Trapmasserne Vest for Christianiafj orden og Syenit er der en fuldstændig Overgang, og „der er altsaa en Overgang mellem vulkanske og platonske BjergarterA Med denne Overgang har det sin Rigtiglied, forsaavidt ved Trappen er ment Feldspathporphyr. § 19. 3) Om de gr ani tiske Masser bemærker Lyell (II 333): De Mineraler, som sammensætte granitiske saavelsom vulkanske Bjergarter, bestaa forstørdelen af Si Al Mg Ca Na Ka og Fe, og disses Bestanddele maa vel undertiden forekomme i omtrent de samme Proportioner i en porøs Lava, en compact Trap og en krystallinisk Gfranit. Denne Formodning har faaet fuld Be- kræftelse ved den seneste Tids Undersøgelser : Gfranit, Trachyt- trap og Trachytlava ere fuldkommen identiske Masser. Den samme Lava, vedbliver Lyell, kan være glasagtig, slak- ket, stenagtig og porphyritisk, eftersom den har størknet hurtigere eller langsommere. Heri ligger ligeledes en Sandhed. Paa en Glashytte ved Rochelle erholdt man ved en tilfældig langsom Af- køling en Stenmasse med traadig Textur istedetfor en Glasmasse i Diglerne. James Hall’s Forsøg med at smelte forskjellige 4* Th. Kjerulf. Traparter i en Reverberovn og udsætte dem snart for hurtig, anart for langsom Afkoling bevise experimentelt Sætningen. I de plutonske («5: de granitiske) som i de vulkanske Bjerg- arter, vedbliver Lyell, er der enhver G-radation fra den bug- tede Form — tortuous vein — til den mest regulære Gangform. Der er Granitgange med fuldkommen paralelle Sider i Mount Battock i Grampians. I Almindelighed ere dog „granit-veinsw mere „sinuous“ i sit Lob end Trappens. — Denne Sætning maa betragtes som et Svar paa den Paastand af Udgiveren af Gæa, at Graniten altid har de bugtede Former, Hornblænde- bjergarterne derimod altid de regelmæssige snorlige Gangformer. Udgiveren af Gæa ledsagede Lyell paa flere Excursioner i Chri- stiania-Territoriet, og Lyell kjender derfor de vigtigste af de i Gæa paapegede Forholde, hvilke forresten enhver af dem ud- lagde paa sin Vis. I den Anskuelse, at Christiania -Territoriets „Euritporphy- rer“ overgaa til Granit, ere Lyell (II 346) og Udgiveren af Gæa enige, men med forskjelligt Resultat. Lyell slutter deraf, at nogle af disse „Leier‘4 ere partielt afvigende fra Leieformens Paraleller — ved Afvigelse under svag Vinkel, ved Spring eller ved Ud- grening — , at de ere injicerede. I Gergoviabjerget ved Cler- mont skjærer saaledes en Basaltgang under en meget svag Vinkel gjennem næsten horizontale Mergler (II 311). Hvis alt- saa Formen af saadannne Gange eller „Leier” skulde bestemt tale for Transmutation som Udgiveren af Gæa paastod, da rnaatte ogsaa denne Basaltgang være omvandlet Mergel. Angaaende Overgangen fra Euritporphyr til Granit da hol- der Lyell sig aabenbart til de omtalte Forsog over Afkolingen. Nogle af disse porphyritiske Bjergarter („Euritporphyrerne“), siger han, ere meget qvartsrige, andre ere feldspathrige. Og det er aabenbart, at Lyell mener de qvartsrige, naar han tror, at Quartsen har udskilt sig i Massen, og saaledes Strukturen bleven mere Om Dannelsen af de uslviktede Bjergarter. 53 granitisk, jo volumineusere Massen var. Lyell tænker sig her Kiselsyren ikke indkommen i saadanne Masser, han tænker sig den udskilt som Quarts af den Masse, hvori den allerede før i tilstrækkelig Mængde var tilstede. Det er disse „Euritporphyrer44, hvorom man for en stor Del med Ret kan paastaa, at de ere interponerede mellem Over- gangslagene. Leopold von Bucli troede i Begyndelsen, som be- kjendt, at Graniten selv var interponeret mellem de samme Lag ved Christiania — et Forhold, som Udgiveren af Gæa med fuld Ret benægtede. Men Udgiveren af Gæa søgte i Transmutatio- nens Aand at vise, hvorledes disse Euritporphyrer udviklede sig til Granit, alt eftersom de optraadte mægtigere. Euritporphyrernes Forhold var derfor af de, der tiltrængte en streng Undersøgelse. Det har vist sig, at Lyells „Euritpor- p hyrer44 virkelig ere af to Slags — Oligoklasporphyrer, der ikke kunne blive til Granit, men kun til en graa Syenit, og Quartsporphyrer, der hænge sammen med Granitmasserne og selv ere identiske, med Granit. De store Granitmasser selv tænker Lyell sig, som allerede anført, dannede dybt i Jordens Skorpe og derefter blottede ved Elevation og Denudation. At baade Elevation tildels maaske endnu tinder Sted, og Denudation i stor Maalestok har fundet Sted i Norden, derpaa er der nok af Beviser. Endelig taler Lyell ogsaa om de Virkning er, som Gra- niten har udøvet paa de omgivende Overgangslag. Vi mærke os atter her, at Lyell taler om liaardnede Skifer, ikke saameget om kiselrige Skifer. „Sometimes they resemble jasper44 (II 402). Fra Gæa Hefte I anfører Lyell det Forhold, at „nearer the granits the schist often contains crystals of liornblende, which are even met with in some places for a distance of several hun* dred yards44. Dette sidstnævnte Forhold kunde kun opklares ved strengere 54 Th. Kjerulf. Undersøgelse. Disse „schistsu ere de hyppige leieformige Oli- g ok la sp orphyrer, der indeholder nogle Krystaller, der kunne være Augit eller Hornblænde. Antaget altsaa, at Yirkninger paa Sidestenen udgik fra den plutonske Granit, gjor Lyell selv den Indvending: Hvorledes kunde mer og mindre krystalliniske Stråter (bedre : mer og mindre forandrede — Oligoklasporphyrerne bor ikke regnes til disse Strå- ter) vexle med hinanden? — Svaret er: Efter Straternes op- rindelige Natur, efter de Bestanddele, som de indeholde. De ere jo ikke altid lige (II 416). Og med Hensyn til Udstræknin- gen, Vidden af denne Virkning: Hvorledes kunde Metamorpho- sen paa Contacten ske i saa lang Afstand? — Som Svar hen- viser Lyell til, at Bjergarterne ere porøse, de ere gjennemtrængte af Vand. Nedentil i Dybet udvikles Gaser (ved de sekulære vulkanske Eftervirkninger Kulsyre og Svovlvandstof), disse Gaser og Vand damp ere meget skikkede til opv armede at bringe Metamorphosen ud over vid Strækning (II 407 — 408). § 20. Saaledes repræsenterer altsaa Lyell Plutonismen i dens re- neste og mest maadeholdende Form. Han har selv besvaret nogle vigtige Indvendinger og støttet sig med Argumenter. Imid- lertid kunde det forlanges, hvor denne Theori i sin Almindelig- hed skulde anvendes paa Christiania-Territoriet: 1. Bevis os, at Gangdannelsen er Noget saa mangfoldigt, gjennemgribende og i Egnens hele Relief saa fremtrædende, som Begrebet fyldte Spalter forlanger. 2. Bevis os, at de store P orpliyr massers Distrikter vir- kelig er en Trapformation; vis os de forskjellige Trin i Trap- pen, vis os Mandelstene etc. Og paavis her Analogien med uimodsigelig vulkanske Produkter; thi lad os endog antage, at de, som have undersøgt andre store Trapformationer, at Cordier Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 55 v. Bach, Beudant, Forchhammer, Abich o. s. v. have været lutter Bogmænd. Af de andre Plutonister, som bestemt forbinde Begrebet om eruptiv Natur med Granitens Dannelse, kunde derimod forlanges (hvorimod denne Fordring egentlig ikke kan stilles til Lvell, idet efter Lyell Graniten kunde være dannet i sterre Dyb paa det Sted, hvor den nu er): 3. Bevis os, at disse store Gr an it masser ere optrængte. Paavis os Leiningens Forholde i dette Distrikt. Er den op- rindelige Bygning forandret og ved dem? Om Indvendinger i ren cliemisk Aand skal siden være Tale. De her opstillede Fordringer besvares ved en streng speciel Un- ders.øgelse. § 21. Ild givere st af tiæa Norvegica optraadte i 1838 med Anskuelser af ganske anden Art end de hidtil omhandlede. Medens de nævnte lagttagere betragtede de ukrystaliiniske Bjergarter i Christiania-Territoriet mere som frem- mede indtrængte Masser, sogte Udgiveren af Gæa med en be- undringsværdig Conseqventse, og støttet til talrige og vistnok udmærkede Xagttagelser, at vise, at de vare Udviklinger af de oprindelige Overgangslag selv. Spiren til disse Anskuelser findes allerede i Opsatserne 1823 fra samme PIaand. § 22. Steff e i? s. Vi maa her gaa tilbage i den chronologiske Orden for at erindre He i nr i ch Ste f f ens som den Mand, fra hvem den egent- lige Kjerne i Transmutations-Anskueiserne — eller „Ud viklingen1' — skriver sig. I „Geognostisch-geologische Aufsatze von Ileinrich Stefiens 1 810" gjenkjende vi den aandrige Betragtningsmaade, de dristige Slutninger og den Rigdom paa henkastede Vink, fulde af Lys Th. Kje r ul f. for kommende Forskninger, som karakteriserer denne bekjendte Forfatter, der har været en Vækker for saa Mange. Bividenska- bernes Standpunkt hindrede alene Steffens i at blive Geologiens Reformator. Steffens antagerbaade den modsatte og den samme Udvik- ling som den, der siden noiere sogtes eftersporet af Udgiveren af Gæa. Saa forskjellig end Granit er efter den chemiske An- skuelse fra Lerskifer, siger Steffens, saa finder dog en Udvik- lingsrække Sted fra den første til den sidste. Han søgte at be- grunde dette i Feldspaths Forsvinden og Udskillelse af Quarts i Aarer (201 — 202) han søgte at henlede Tanken paa Grani- tens chemiske Materialer, og hvad der blev af dem, idet der af Granit dannedes Lerskifer. Der var ogsaa en Kontinuitet mellem Fløtsformationerne og Basalt. Sandstenen, som er under Basalt, forhærdes lidt efter lidt, bliver „quarzigeru, gaar over til Wakke. denne i Basalt (207.) Altsaa en Udvikiing af Sandsten til Basalt! — Og det er bekjendt, siger Steffens videre, at Basalt og Por- phyrfjeld have megen Lighed i Forekomsten i isolerede Kup- per, Overgribningen, Afsondringer i Plader, Seiler og Kugler, selv det Porphyragtige af hele Massen. Opdagelsen af Overen- stemmelsen mellem Porphyr og Basalt maa med Rette regnes blandt Werners vigtigste (208.) Derved var altsaa ogsaa Ud- viklingen af Sandsten til Porphyr angivet. Men Steffens gaar videre. Saaledes som i Urskiferforma- tionen Lerskifer opstod af Granit, saaledes se vi omvendt i hin yngre Porphyrformation den gran i tiske Syenit opstaa a f en ensformig leragtig og hornstenagtig Masse. Idet denne bliver mere hornig, krystallinisk , kommer Hornblænde til- syne, livoraf der i Porphyrmassen ikke var Spor. Altsaa en retrograd Dannelsens Tendents saavel til Basalt, som til Por- phyr. som til Syenit (207—209). Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 57 Den blotte reflekterende Chemi kan paa ingen Maade fatte en saadan stor og dristig Naturoperation, vedbliver Stef- fens, saa klar den ogsaa viser sig for lagt tåger en. Experi- mentet er en for liden Maalestok for den historiske Reduction, som lier mægtigl aabenbarer sig, og som ikke benytter nogle enkelte, ligesom den experimenterende Chemi, men alle Naturens Potentser til samme Tid og opsluger dem i en stor reducerende Operation (207). Transmutationstheorien er en Udforelse af disse Steffenske Anskuelser. Hvad Steffens betegner som ,, retrograd Dannelses- Tendents“ er hos Udgiveren af Gæa den normale Udvikling. Allerede Steffens angiver denne Udvikling — Sand sten til Ba- salt og Porphyr — Lerskifer gjennem Hornsten til grå- tt i ti sk Syenit. Ogsaa den samme Mistillid til Chemi og Experi- ment, som hos Udgiveren af Gæa endnu voxer. § 23. Men en lykkeligere og — ved Tilslutning til den siden 1810 stedse fremadskridende Chemi — ren videnskabelig Vei tage de Steffenske Anskuelser til Bisehofs Kildetheorier, som ligeledes allerede hos Steffens ere antydede, vistnok under den Tids Præg. Alle differente Legemer geraade ved gjensidig Berøring i indbyrdes elektrisk eller galvanisk Spænding, siger han. Forhøiet bliver denne Spænding ved meilemtrædende Fugtiglied. Spæn- dingens Intensitet voxer med Forstørrelsen af de berørende Fla- der (313). Alle Bje rge, fremfor alle dog Flotsbjergene, ere, saafremt de bestaa af differente Skikter, mellern hvilke Vand be- væger sig, i galvanisk Virksom lied (318). Steffens antog, som bekjendt, at Kildernes mineralske Be- standdele hidrørte fra denne galvaniske Proces. De flydende Vande sluttede de hinanden spændende forskjellige Lag til en Kjæde, og derved opstod den chemiske Produktion proportional med Spændingens Intensitet. Steffens antog paa ingen Maade, 58 Th. Kjerulf. at selve Stofferne dannedes, men de førtes fra Bjergarterne inl i Kildevandet ved Gfalvanisme. Veien for Eftervisn ingen af de chemiske Forandringer i Bjergarterne var derved tydelig nok paavist. Det havde ligget meget nær at forsoge at gjennem- gaa Bjergarternes „Udvikling“ ad denne Vei. I 1810 laa imid- lertid den naturphilosophiske Vei endnu altfor populær ved Haanden. § 24. Heferstelis . En anden Geolog, som før TJdgiveren af Gæa, ogsaa. øien- synlig paavirket af Steffens, har sogt at paavise visse Bjergar- ters Dannelse af andre, er Ke f er stein; men han sluttede sig dog mere til en plutonsk Side. Kef ers tein, som i 1820 havde vist, at Basalt med de be- slægtede Masser Klingsten, Trachyt, Trass etc. vare vulkanske Dannelser, søgte 1829 og 1831 i „Deutschland geognostisch- geologiseh dargestelltu (VI & VII) at vise, at Gfranit, Porphyr og Basalt vare ved Jordens indre Kræfter opstaaede af strati- ficerede Bjergarter — mange Graniter og Porphyrer af Skifere og Overgangslag — Tyrols røde Porphyrer af den derværende røde San ds ten. Denne Udvikling af krystal- liniske Masser hang altid sammen med „Aufblahungen und Er- hebungen“. I 1834 søger han (Naturgeschichte des Erdkorpers) at udvikle, hvorledes Basalt, Porphyrer og Graniter ere „pyro- typiske“ Masser, opstaaede ved Omdannelse af allerede engang forhaandenværende Flotslag „durch die inneren Thåtigkeiten der Erde“ — eller han ansaa dem dog for mere plutonske eller hy- pogeue Bjergarter. § 25. Yon Becheiis Hritik over Uæa- Norvegica. I Gæa, Heft. I, er den Paastand fremsat, at alle de i Chri- stiania- Territoriet optrædende uskiktede Bjergarter (enkelte Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 59 Grønstene undtagne, som bleve oppressede som „Moya‘w) ere Omvandlinger af eller Udviklinger i de oprindelige Overgangslag selv. Dette er Transmutationens Ide. Saavel de allerfleste af de mangfoldige mindre Gangmasser — af det forskjelligste Ma- teriale, som de store Porphyrmasser — af Sandsten, som de store Granitmasser — af Skifere. § 26. Forst og fremst lægges i Gæa Vægt paa, at disse Massiv- dannelser i Christiania- Territoriet ere bestemte Hegler under- kastede, hvorimod de vulkanske Phænomener skulle vise sig som Resultater af vildt virkende Kræfter. Men netop ved Vul- kanerne havde længe Lovmæssigheden og Regelen været bekjendt. Til Lavaerne høre mægtige Adeininger af Tuffe — - ligesom til Christiania-Territoriets Porphyrer de andre sandstenlignende Af- leininger. Trachyterne have i de vulkanske Egne sin bestemte Plads i Anordningen af en Circus, eller som store centrale Mas- ser; videre have de bestemte ydre Former etc., ligesom Christiania- Territoriets Granitmasser indtage en central Plads, og ligesom de i andre Egne danne Domer lig Trachytens, have Former som den. Opspaltningen sker endelig ved Gangdannelsen oftest rolig: omkring en Kraters Yægge ser man de opstigende Lavagange gjennemskjære de opskiktede Slakker, Lavaer og Tuffe uden at forstyrre dem. Inden et vulkansk Centrums Peripheri udgydes endelig, ofte paa et langt snevrere Hum end endog Christiania- dalens, lige saa forskjellige smeltede Stenmasser, og om disses mineralogiske Ulighed ikke alt i d kan erkj endes, fordi de ofte ere tilsyneladende homogene, påvises den let af Analysen. Det var saaledes en dristig Paastand, at de vulkanske Kræf- ter vare ganske vildt virkende og regelløse. § 27. Hovedtypen for hine Bjergarter er Graniten. Theorien for 60 Th. Kje r ul f. hver af dem, for deres Udvikling af skiktet Materiale, er derfor impliceret i G-ranitens Theori. Denne Theori — Transmutationen — er: ,,I en Epoke, som ikke lader sig bestemme, ifølge Motiver, som ligeledes ere ubekjendte, og ved Processer, hvorom man for Tiden kun kan vide, at de — ikke foraarsagende den ringeste Forstyrrelse i Skikternes Strøg og Fald — vare roligeu etc. — og hvorom paa andet Sted siges, at de neppe nogensinde kunne eftervises af lagttagelse eller Experiment — „blive større og mindre Por- tioner af Skifer og Kalk omvandlede til Sy en it og Granit.u Paa lignende Maade blev Sandsten til Porphyr, Alunski- fer til Eurit, visse Strækninger af Overgangslagene til Gron- stene eller eiendommelige Porphyrer, snart i Leier , snart i Gange o. s. v. § 28. Hvorledes kan dette ske? Berzelius bemærker dertil (Jahresbericht uber die Fortschritte der phys. Wiss.): Naar en Lerskifer skal være bleven til Sy en it og Granit — eller en Sandsten til Porphyr, og dog Bestandde- lene i det raa Materiale ere qvantitativt og qualitativt forskjel- lige fra dem i Granit eller dem i Porphyr, saa er dette et Be- vis mod EigtighedeYi af Ilypothesen. Udgiveren af Gæa sva- rede derpaa med at betvivie den analytiske Mefhode og Chemiens Berettigelse. Men Analysen maatte kunne dømme her. Man ved, at en større Noiagtighed end indtil 1 pCt. til Afgjorelse af Sporgsmaal om saa væsentiige Forandringer ikke er nødvendig, og en Analyse kunde dog allerede paa den Tid bringes til den Grad af Noiagtighed mindst. Bestanddelene behøve ikke at være qvantitativt og quali- tativt de samme i den ved Forvandling opstaaede og den oprin- delige Bjergart, men det tilkommer Den, som vil bevise For- vandlingen at vise eller blot paapege, hvilke Bestanddele der Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 61 ere udtraadte og hvorhen, eller hvilke Bestanddele der ere inakomne og hvorfra — i denne forvandlede og denne oprin- delige Bjergart. Udgiveren af Gæa paaberaabte sig Jernkiesens Dannelse i Skiferne. Saaledes som Jernkiesen ligesom kunde fødes i Skifermassen, kunde vel ogsaa Quartsen udvikles af den, og derved tilsidst en Granit fremkomme. Herom skal senere tales. § 29. Som nævnt blev Transmutations-Theorien i 1839 underkastet en Kritik af v. Dechen. Udgiveren af Gæa svarede derpaa i 1840 og har („Einiges“ p. 31) opstillet „det Væsentligste, som ved Undersøgelsen af Christiania-Territoriet bidrog til at befæste Overbevisningen om Transmutationen en Forvandling saavel i Form som i Substants)/' Disse Punkter ere: § 30. A. Hvis de omspurgte massive Bjergarter vare frembrudte fra det Indre, saa maatte de dog paa visse Steder absolut have derangeret de skiktede Bjergarter. — Her kommer altsaa den for nævnte Fordring om Leiningens strenge Under- søgelse. B. Ved Eruptionsmasser maa man vente en skarp Grændse; her ved disse Bjergarter finder man ofte de fuldstændigste Overgange istedetfor denne. C. Steder, som vidne mod en vulkansk Dannelsesmaade, ere saadanne, hvor der mellem en Lagfølge af Leerskifer og Kalk ere Masser indleiede, som gradvis, idet de tiltage i Mægtighed, tillige blive kiselrigere og fastere, mere krystal- liniske, tilsidst fuldkomne SHikatdannelser ligesom Granit. Et saadant Exempel er anført (Gæa I 45—46), hvor mel- lem Lag af Kalksten og Kalkkisel en saadan Udvikling skal foregaa til basaltisk Trap. Paa andre Steder henviser Ud- giveren af Gæa til den Overgang, som i Christiania- Terri- 02 T h. K j e r u I f. toriet skal linde Sted fra Skifer til Granit, idet Skiferne blive kiselrigere, mere krystalliniske etc., endog indeholde virkelig Granit leieformig o. s. v. D. Granit og Porphyr ere bundne til en bestemt Plads mellem Christiania- Territoriets skiktede Bjergarter. Først skulle de forekomme kun paa faa Punkter udenfor Territoriets Grænd- ser. Dernæst ere de ogsaa inden Territoriet selv bundne paa det Bestemteste, Granit og Sy en it til de Steder, hvor Ler skifer forekommer, de mørkere quartsløse Por- phyr er til de Steder, hvor San ds ten forekommer, de røde (gule?) eu ri tiske Leier til de Steder i Nærheden af Grundfj eldet, hvor Alunskifer forekommer. E. Der er i Skiferne smaa isolerede granitiske Partier, ligeledes af Grønsten, Porphyr etc. F. Contactmineraler og visse Forandringer i Sidestenen ere forhaanden overalt ved de granitiske Massers Grændse mod Kalksten og Skifer, derimod ikke ved deres Grændse mod Urskiferne. Yed de dunkle Porphyrers Contact mod Sand- stenen, er denne uforandret o. s. v. I Gæa II p. 233 siges udtrykkeligt, at Contact - Hærdninger ikke forekomme ved de Porphyr- og Grønstenmasser, som mer eller mindre have Form af Leier — dernæst at de ved Granit- og Sye- nitmasserne forekommende betydelige „Silicificationer afLer- skiferenu ophøre, hvor Grændsen streifer nær den underlig- gende Gneis, thi her ser man ganske regelmæssig istedetfor ,,Hornskifer“ fuldkommen milde Alunskifere (tildels med indvoxet Chiastolith). § 31. Til disse Punkter, der ere opstillede som Hovedpunkter, maa bemærkes: A. vilde være et vigtigt Moment i Tran smutati o n en . En streng Undersøgelse af Leiningens Forholde viser derimod, at sær- Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 63 deles storartede Forstyrrelser have ftindet Sted i den oprin- delig nogenlunde horizontalt afsatte siluriske Formation. Dens 2 eller 3 forskjellige Hovedetager, der adskille sig ved deri forekommende forskjellige Forsteninger, kunne meget vel adskilles i de Foldninger, hvori den hele Formation er sammentrængt. B. Yed Granit som ved Porphyr er Grændsen ogsaa ofte saa skarp at den kan bedækkes med to Fingre, for ikke at tale om de oftest skarpt afsondrede Gangstene. Efter LyelFs Anskuelser maatte man imidlertid, som ofte er Tilfældet, vente at finde Grændsen ved Granit tildels forvidsket, C. Disse Forhold ere med Rette uberørte af v. Deohen, der tvivlede om selve lagttagelsernes Rigtighed. Yed det ene anførte Exempel er det snart tætte, snart porphyritisk ud- viklede Augit-rige Masser, der optræde mellem de skiktede Lag. Kalksten gaar ikke over til 0 : forvandles til disse Basalter. — Det andet Exempel vil de have været et Ar- gument ikke mindre kraftigt end A; men Skiferne ere i Yirkeligheden ikke blevne rigere paa Kisel; der er ingen Silicification foregaaet. De indleiede krystalliniske Masser ere de overalt hyppige Oligoklasporphyrer. D. Da den allerstørste Del af Christiania - Territoriets skiktede Bjergarter bestaar af Lerskifer (og Kal kst ene), og den største Del af dets uskiktede Bjergarter igjen bestaar af Granit og Syenit, saa kan man vistnok sige, at Granit og Syenit i Almindelighed optræder der, hvor der er Skifere (og Kal kst ene). Ligeledes staar Porphyr virkelig i et bestemt Forhold til den anden sandsten lign ende Etage af den store Sandstenformation. Imidlertid gribe de forskjellige Porphyrarter, som danne de store Porphyr distrikt er, ogsaa ud over Sandstenen — saaledes i Kroftekollen et ikke ube- tydeligt Parti. Euriterne endelig ere ligeledes paa en vis 64 Th. K jern 1 f. Maade bundne til de ældste og ældre siluriske Skikter over hele Territoriet; ingenlunde blot til Alunskifer eller blot til Grændselinien mod Urformationen. E. Ramificationerne — hvor det gjælder Granit — eller Rester af de engang sammenhængende Masser — hvor det gjælder „Rhombeporphyr% hvilken sidste findes hist og her saaledes overfladisk isoleret, kunne vel være disse isolerede Partier. At bevise, at de ere eller vare absolut isolerede er ikke vel tænkeligt. F. Dette Punkt , Contaktmineralerne og Contaktdannelsernes Forskjeliigheder o. s. v. er interessant. Udgiveren af Gæa gjorde allerede 1829 i en Afliandling i Pogg. Ann. opmærk- som paa „Contaktmineralerne“. En Granat varietet er hyp- pigst af disse Mineraler, ligeledes er Tremolith hyppig. De forekomme paa Contakten o : paa Grændsen mellem Kalksten og Granit — - eller Kalksilikater forekomme mellem den kiselrige Granit og den kalk ri ge Kalksten. Hvad kan være naturligere? Det er ovenfor bemærket i Anledning af disse Contaktvirk- ningers Forklaring efter Lyelfls Anskuelser, at Contaktdannelserne paa ethvert Sted rette sig efter de forhaandenværende Stoffer. Hvad de øvrige Contaktdannelser angaar, da blev ogsaa ovenfor Grunden (ifølge Lyell) angiven til, at de forandrede og uforandrede Skikter kunne vexle. Skikterne, som kom i Grani- tens Nærhed, vare ikke alle lige, nogle vare Alunskifere eller andre kalkfrie Lerskifere, andre vare kalkholdige Ler- skifere, atter andre Kal kst ene. De sidste kunne ikke blive til andet end Marmor -- i Analogi med Kridt til Mar- mor. De næstsidste kunne cementeres o : miste Kulsyre og Yand og blive haarde (ved Dannelsen af Dobbeltsilikat). I de første derimod var ingen Grund til Cementering, ingen Kalk- gehalt forhaanden. De kunde kun blive lidt lysere i Farven. Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 65 Deraf altsaa Yexelen — af de forhaandenværende Bestand- deles Natur. Alt dette er altsaa ingenlunde Argumenter mod vulkanistiske eller plutonske Anskuelser, men ligesaameget for dem. § 32. Istedetfor Ordet „Silicification“ eller „Forkislingu burde billigvis været sat Forhærdning, da det første Begreb ikke fulgte af det sidste. Lyell har i dette Punkt været forsig- tigere. I Sandhed at beklage — som utilbørlig — - var Over- gang fra Navnene „haard Skifer“ eller „kiselskiferagtige Dan- nelser“ til den udtrykkelige Bestemmelse „ Skifer med forhøiet Kiselgehalt (Gæa I p. 11), og fra Udtrykkene „Kalkkisel“ og „Kiselkalk“, hvilke passe overalt i Territoriet paa blandede Kalk- stene, til den bestemte Paastand om en Tilvæxt i Kiselgehalt (I p. 12). Fremfor Alt ytrede sig, hedder det (p. 13). de che- rniske Processer i en „extraordinær Tiltræden af Silicia“, saavel til Skiferen, som til Kalkstenen. Om denne Kisel indtrængte udenfra, eller „om Kiselstoffet udvikledes i Massen selv“ lades uvist (p. 12). Den sidste Proces vilde i alle Fald være ren alchymistisk. Men der tales dog bestemt om et Plus af Kisel, ja det hedder, at i Kalkstenene er Kisel ombyttet for Lerjord. Da Intet af Alt dette var Andet end Formodning, grundet paa nogle Skiferes Haardhed, maatte det i stærkeste Maade først op- fordre til en Undersøgelse, forinden Formodningen gik over til Paastand. § 33. Von Dechen ytrer (Einiges p. 7): „dass aus den eigenen Beobachtungen des Verfassers und aus den Folgerungen, welche er daraus gezogen hat, eine so grosse Verwirrung in der Vor- stellung iiber das Verhalten der geschichteten versteinerungs- fiihrenden Massen zu denen, welche sie begrånzen, sich ergiebt, dass fiothwendig irgend wo entweder in den Beobachtungen oder 5 66 Th. Kj er u 1 f. in den daraus abgeleiteten Folgerungen ein Irrthum vorhanden sein muss.u Da von Dechen selv repræsenterer plutonske og vulkanistiske Anskuelser, og det lier er Stedet — efter Gjennemgaaelsen af de før nævnte Punkter — fremdeles at holde disse plutonske Anskuelser mod Transmutationen, maa det nærmere omtales hvad denne von Dechens Anke gaaer ud paa. Der ligger i den enten Kredsgang i selve Slutningen eller selve lagttagelse r- nes Urigtighed. Af den geniale Udgiver af Gæa Heft. I — et Yærk, der lider under Gjennemforelsen af en streng Consequents — skulde man vel ikke vente Kreds i Slutningen. v. Dechen gjør der- for denne Forfatter Uret i Beskyldningen for Kredsgang. Ud- giveren af Gæa erklærede nemlig, at Lerskifer gaar over (om- vandles) til Granit, men ogsaa Gneis gaar over (omvandles) til Granit. Deraf følger vistnok ikke, som v. Dechen paastaar, at ogsaa Gneisen (selv en omvandlet Skifer) blev til et Produkt af de samme forsteningsførende Skikter, som over leie den. Endnu engang gjør von Dechen Udgiveren af Gæa Uret ved følgende Raisonnement: Paa Grændsen af Skifer og Granit optræde Contaktmineralerne. Disse ere altsaa et Stadium af Omvandlingen. Og virkelig synes dette undertiden at have været Gæas Mening. Men i det samme Stadium, maa jo ogsaa den videre udviklede Granit have været. Altsaa den hele Stræk- ning, nu indtaget af Granit, har bestaaet af disse Mineraler! Eller ogsaa: Contaktgrændsen (o: disse Mineraler) har successiv gaaet gjennem den hele nuværende Granitstræknmg. Dette har vistnok ikke været Gæa’s Mening. Der staar p. 125, at Contaktmineralerne, haard Skifer, Marmor etc. kun ere „den svagere Fortsættelse af det, som foregik, hvor Granit dannedes“. Her er aabenbart den Forestilling udtrykt, at For- andringen eller Omdannelsen, Transmutationen, udgik fra Punkter Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 67 i de Distrikter, som nu ere Granit og som for vare Skifer etc., og at de sidste svage Bolgeringe af det vækkende Stod til denne gaadefulde og aldrig opklarede Proces betegnedes som en Grændse med Contaktmineraler og Contaktdannelser. — Der ligger her den Paastand: Skifer (og Kalk) blive forst til Granit. Granit indvirker dernæst igjen paa de tiloversblevne Skifer (og Kalk- sten) og forandre dem ved Contakten. Trækkes det Første fra, som aldrig har været bevist, saa er det Sidste rigtigt, naar her Silicificationen trækkes fra. Hvad der da bliver tilbage af Argu- mentet (F) ved Hjælp af Contaktmineralerne mod vulkanistiske Anskuelser bliver til et Argument ligesaameget for dem. § 34. Vistnok har von Dechen, idet han udtalte ovennævnte Anke — Kredsgangen i Slutningen — i Tankerne summeret alle de Forvandlinger, som Gæa ved Overgange angiver: Kalksten dels til Gronsten og basaltiske Trapdannelser, dels til Marmor — Skifer til Kiselskifer, Hornsten, Hornstensporphyr og Granit — Granit og Syenit atter til de rødbrune Porphyrer — disse Por- phyrer paa den ene Side til Sandsten, paa den anden Side over- gaaende til Basalt og Grønsten o. s. v. Yed Forudsætningen af alle disse Overgange bliver Theo- rien i egentligste Forstand „flexibleu (Elie de Beaumont). Intet er farligere end den Slutning af to Bjergarters tilsyneladende lithologiske Overgang at uddrage deres genetiske Sammenhæng - — eller genetiske Identitet. En Mængde Bjergarter flyde ved Grændsen paa mange Steder tilsyneladende i hverandre, Øiet kan ikke overalt udse sig Gændsens bestemte Linie. En Mængde blande sig ogsaa med hverandre, uden at derfor deres Oprindelse er den samme. — Lerskifer og Kalkstene, for at tage det forste og simpleste Exempel, ere paa utallige Steder knyttede til hin- anden ved saadanne Overgange ved Blanding. Dog vilde man feile meget, om man antog deres identiske Genesis. Ler- 5 * 68 Th. Kjerulf. skifer er mest paa mekanisk V ei opslidt og afsat og hærdet Slam. Kalksten derimod er resulteret ved Organismers Yirksom- hed, vegetabilske og animalske, som har -udfældt Kalken af den Oplosning, hvoraf den ellers kun ved en enorm Fordampning kunde bundfældes. § 35. Der er en overordentlig stor Forskjel mellem en Sammen- blanding paa Grændsen af to Bjergarter og en virkelig fuldstæn- dig Overgang fra den ene til den anden o: den enes Udvikling af den anden. Serpentin til Exempel udvikles saaledes maaske af Gabbro, men derimod ikke Granit af Gronsten eller Basalt. Yi tinde en herhenhørende træffende Bemærkning af N. B. Møl- ler (Mag. f. Naturv. YIII 266) om den „Overgang“ som i Egnen ved Langesundsfjord synes at tinde Sted mellem Basalt og Gra- nit eller Syenit: „ Naturen udvikler Syenit af basaltiske Bjerg- arter, eller om dette Udtryk klinger for paradox, der kan i Contaktpunkterne ingen skarp Grændse trækkes mellem Syenit og Basalt. Den anførte Anke af v. Deehen maa altsaa nærmest betegne, at Kjendsgjerningerne fremfor Alt atter maatte gjennemgaaes. Der spurgtes i geologisk Henseende fremdeles efter Massernes Formforhold, Gangene, L eining en o. s. v. § 36. Om Massernes Formforhold bemærkede Gæa, at Porp hy- rer og Gronsten skulde især optræde i Gange, Eurit i Leier, Syenit og Granit i uregehnæssigt sig forgrenende Masser. Nogle Bjergarter skulde omgive sig med de stive Former, begrændse sig med plane Flader o. s. v., andre med de uregelmæssige lia- mificationer. Saaledes skulde Hornblændebjergarter (Gronsten, Aphanit o. s. v.) adskille sig fra Feldspathbjergarter (Granit, Syenit o. s. v.) — Denne Paastand kan ikke eftervises. Yi finde Gronsten i smaa Kupper. Yi finde Qvarzporphyren, som er Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 69 granitisk, i snorlige Gange. Vi finde Gronsten, Eurit, Granit, Syenit i Leier som i Gange, de tre sidste ogsaa i store udbredte Masser. § 37. Om Gangene siger v. Dechen: „Men hvem vilde vel tvivle om, at alle disse Gange staa i Forbindelse med Hoved- masserne, at de ere komne fra en fælleds Kilde ? De store Massers Bjergarter findes igjen i Gangene44. Altsaa ogsaa her var Noget at eftervise. For ikke at støtte sig til et eller andet udrevet Exempel, maatte denne Eftervisning, naar den skulde være ganske betryggende, bestaa i Detailkarter. — „Det horer ellers et langt omhyggeligere Studium af Bjergarterne og de dem sammensættende Mineraler til, end der hidtil er blevet dem til Del, forend man kan besvare de herhenhorende Sporgsmaal. Uden et saadant Studium er det forgjæves at forhandle om Be- tydningen af mange Phænomener, om deres mulige Overens- stemmelse eller Ikke-Overensstemmelse.44 (Einiges p. 18). Ud- giveren af Gæa istemmer som Svar paa denne Bemærkning af von Dechen det samme Ønske, det samme, som von Buch, som Naumann, som Hisinger tidligere udtalte. I Et vare altsaa alle Partier enige — i Nodvendigheden af strengere Un* dersøgelser. Saameget mere var en videre Undersogelse nødvendig, som mange af de i Christiania-Territoriet optrædende Bjergarter endnu bare hoist problematiske Navne. Efter de forskjellige Feldspath er, som optræde i de forskjellige Trap- og porphyritiske Bjergarter, falde disse langt ud fra hverandre. Ingen af disse Feldspather var nærmere bestemt. Om Augit eller Hornblænde var tilstede i mange af dem, var et Problem, Det hed — uvist efter hvil- ken Benævner — Hornblænde, og dcrpaa blev bygget videre. Men dette var ikke fine Distinctioner, nren de nødvendige Ele- menter til Grundlaget, for en Kundskab om de virkelige Forholde. 70 Th. Kjerulf. Vi erindre her, hvorledes den Bjergart, der bedækker det be- kjendte Meissner’s Øverste, længe gik for Grønsten; den skulde bestaa af Feldspath og Hornblænde, og Grønsten gjaldt dengang for et neptunsk Nedslag fra Secundærtiden. Men C ord i er viste, at denne Bjergart bestod af Feldspath, Augit og Titanjern, og at den aldeles stemmede overens med nogle af Auvergnes gamle Lavaer, basaltiske ligesom Meissners. Siden her en kuppeformig Dannelse — - Meissners Basalt — - er nævnt, kan ved samme Leilighed en af de mange Kupper erindres, som ogsaa optræde i Christiania- Territoriet. Syenitmas- sen i Sølvsbjerg ansaa Udgiveren af Gæa for et stort Nyre, som „sandsynligvis“ sammentrækker sig og derfor vel ophorer ganske i et ringe Dyb (Gæa p. 37). Den skulde paa den Maade være isoleret i Skiferne. Hvis det kunde bevises om en Kuppe som Sølvsbjergs, at den var virkelig en isoleret Klump, da vilde dette være et Argument for Transmutationstheorien — naar man satte chemiske Hensyn tilside. Men denne Kuppe hænger sammen med Gange i Dagen, som kunne forfølges — ligesom Ullernaasens røde Gange. Dernæst tillader Analogien med andre Kupper ikke at antage, at denne ganske ophører i Dybet. I Druidensten ved Kirchen i Eifel, i Ziegenkopf am Habichtswalde, har det ved Udbrydning af Fjeldet vist sig, at disse Kupper hænge sammen med Dybet ved en „Stilk“. Da Stoller og dybere Skjærpningskanaler ere kostbare, kan man imidlertid ikke paa ethvert Sted tilbagevise Tvivlen paa denne v Maade. Det svageste Punkt i Transmutationstheorien — forudsat at de øvrige Punkter ikke paa geologisk Vei kunde afklædes sin Styrke — bliver Gangenes Dannelse. Hvorledes kan, naar en og samme Gangmasse gaar uforandret gjennem Skifer af alle Arter, gjennem Porphyrer, gjennem Gneis — hvorledes kan den være opstaaet ved XJdsondring eller ved Contraction af Sidestenen? Om Dannelsen af de nskiktede Bjergarter. 71 Gæa erindrer om Skystriberne og om gaadefulde Spændinger. Men disse Gangmasser fore endog Brudstykker fra Dybet. I Transmutationens Aand maatte derfor saadanne Gange, som fore virkelige uimodsigelige Brudstykker af Gneis, være frem- pressede nedenfra som en „Moya“ — en Akt, hvortil der ikke er den fornødne Analogi forhaanden, og som neppe vil finde sin Forklaring uden hos Al ber ti, der forudsætter store Hulerum i Jordens Indre, fyldte medYand, Slam, Gaser etc. (Albertis Ha- lurgische Geologie). Bischof bemærker om disse Albertis Hule- rums-Hypotheser: „Hypothesen, die keine audere Basis als die Einbildungskraft ihrer Autoren haben, und gegen chemische und physikalische Gesetze anstossen, konnen kein Gegenstand der Widerlegung sein. (Lehrbuch II VI p. 1673). I Grønstengange ere ogsaa Syenitfragmenter hyppige. Af Gæa (I 40) synes det at fremgaa, at saadanne Syenitpartier dannes i Grønstenen selv. Analysen gjør her Udslaget, den kan paavise Syenitens Sammensætning, disse Fragmentere Sam» mensætning og Gangmassens Sammensætning. Ved de mærkelige „Gangbildninger“ ved Barnekjern, hvor Melaphyr (saakaldt „Horn- stenporphyr“) fører Brudstykker af Vettakollens lyse Syenit, maa ogsaa Analysen gjøre Udslaget. § 38. Som en Art Contaktdannelse ved Gangene anføres i Gæa øgsaa de „Saalbaanda af Gronsten, som ofte findes ved de røde syenitiske Gange. Der var ovenfor Tale om et saadant Forhold paa Næsodden, og her er maaskee virkelig et Saalbaand for- haanden. I de allerfleste Tilfælde er derimod intet virkeligt Saalbaannd forhaanden, men en Krydsning af forskjellige Gange. I Gæa I 49 beskrives en tydelig Krydsning eller Gjennom- skjæring. Paa et saadant Sted laa den Tanke nær: Ere ikke fast alle Saalbaandene selvstændige gjennemskjærende og yngre Gange? — Disse Gangforhold opfordrede altsaa til et nøie 72 Th. Kjerulf. Studium. Det vilde deraf vise sig, om de vare Udsondringer, om de gik over i hinanden, forandrede Natur — eller om de vare fyldte Spalter, som kunde forfølges milevidt, dannende for- skjellige Systemer og udtrykkende sig i selve Egnens Configuration. § 39. Leiningen maatte, ligesom de nævnte Forhold, strengere undersøges, før man virkelig kunde paastaa en konstant Regel for Indskydningen (Gæa 26.) Beklageligt var det, at der ikke, paa det fortræffelige Kart, som medfulgte Gæa Heft. I, blev ansat Strøg og Fald med de sædvanlige Tegn. Yed denne Frem- gangsmaade vilde nemlig de mangfoldige Afvigelser fra en kon- stant Indskydning have fremlyst ved første Øiekast. Naar denne Ansætning af Strøg og Fald udføres, da viser det sig, at Strø- get i det Store retter sig efter de store Massiver, derimod ikke Faldet. Yed noiere Undersøgelser viser det sig, at Faldet stadigt skif- ter, at man har en foldet Formation af relativ ringe Mægtighed udbredt paa det store Rum. Men lad os forsøge at ansætte de Indskydninger, som Gæa I anfører, omkring det halvkredsformige Granitparti paa Modum eller endnu bedre paa Eker: I Sandsvær, S. h 3 — 4. F. S. O. — Eker, S. ØY. F. syd- lig! i den sydlige Del, nordligt i den nordlige. Skouge, hori~ zontalt eller usikkert. Sandedalen, S. h 12 — 1. F. V. Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 73 Forat gjore den totale Forskjel mellem den paastaaede kon stante Regel og det virkelige Forhold indlysende, hidsættes 1. Det ideale Profil fra Gæa Pl. III Fig. 12. 2. Det ideale virkelige Forliold. No. 1. No. 2. Silur- 3- PB Granit. cr Silur- Formation. o- ■-1 Cu Formation. n o, ST Qd r/l Saavel angaaende Massernes Formforhold overhovedet, som angaaende Gangene og angaaende Leiningen i det hele Territo- rium, forsaavidt denne skulde staa i nogen Forbindelse eller ei til de store Massivmasser, var der en stærk Opfordring til at soge Kjcndsgjerninger. „Det som man har belagt med Navn af Kjends- gjerninger, fortjener ofte kun lidet denne Benævnelseu (Gæa Nor- vegica Heft. II p. 217). § 40. Yi maa nu vende os til de Indvendinger af mere chemisk Natur, som Gæa opstillede mod enhver vulkanistisk Theori. I Gæa I 79 gjøres opmærksom paa de hist og her forhaan- denværende Overgange fra haard Skifer til Granit. Da den 74 Th. Kjerulf. haarde Skifer selv igjen uddannede sig ved Silicilication af almin- delig Skifer, saa vilcle dette været et kraftigt chemisk Argument. Man kunde nemlig ikke vel tænke sig Kiselsyren ligesom indblæst i Skiferne ved Granitens Fremtrængning. Videre aabnes i Gæa II 222 nogle chemiske Indvendinger med den Bemærkning, at Chemikerne erklære Granitens pyro- gene Natur i Egenskab af Amateurer i Geologien. Imidlertid indrømmes det dem, at nogle virkelig ved Hede frembragte Phæ- nomener vare forhaanden, hvilke ved overfladisk Betragtning kunde gjælde som Analogier (p. 231). Der søges dernæst be- vist, at Christiania-Territoriets krystalliniske Kalksten ikke er dannet ved Hede, og Dannelsesmaaden af Mineralerne i Granit, Basalt og krystallinisk Kalksten sættes sammen — og for den samme (221). Der anføres for Marmor flere Argumenter som Knokkelbrecciens Forhold, dernæst Forekomsten af Cateni- pora i Marmor, Calamopora mellem Tremolith. § 41. Naar en Knokkelbreccie synes at have forvandlet den der- med i Berørelse staaende Kalksten til salinisk Kalk eller Mar- mor (I 84), da er dette vistnok at kalde et Contaktphænomen og det ved utvivlsomt neptunske Masser. Gjennem og i Nær- heden af den porøsere Knokkelbreccie fandt Vand fri Nedgang. Dobbelt kulsur Kalk opløstes, ved Tiltrædelsen af mere Kalk udfældtes igjen enkelt kulsur Kalk, og lidt efter lidt omkrystalli- seredes saaledes det forhaandenværende Kalkmateriale paa den naturligste Maade § 42. Naar der videre findes Forsteninger med endnu kjendelige Former i den Marmor, hvortil Kalkstenen i Nærheden af Granit (og P o r p h y r) er forvandlet, da kan dette bevise, at ingen ful dk ommen Smeltning har fundet Sted — men vel kunde en Opvegning fundet Sted. — At kulsur Kalk under Tryk paa hed Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 75 Vei kan forvandles til Marmor er noksom bekjendt. Hvis ingen Aarsag eller ingen tilstrækkelig Aarsag (Havets for ringe Dybde over denne Kalksten) til et saadant Tryk kunde paavises, da maa vi huske, at kulsur Kalk i alle Fald taaler Rødglødhede, endelig at den ved stærk Brænding kaustiske Kalk med stor Begjærlighed atter indsuger Kulsyre, at Vand i en saadan ved Brændingen indsvundet Masse let finder Nedgang, og at der derfor paa et saadant Contaktsted ved den combinerede hede Contaktvirkning og vaade Eftervirkning atter vikle resultere kry- stallinisk kulsur Kalk £>: Marmor paa naturligste Maade. Fra Vesuv er udslynget Kalkstene, der bestod halvt afkaustisk, halvt af kulsur Kalk. § 43. Det er fuldkommen rigtigt, at Marmor ikke maa være dan- net efter Smeltning, men Marmor kan være det. Udgiveren af Gæa paastaar, den er dannet ved „actions lentes44: Og Omdan- nelsen stiller sig i Klasse med de Krystallisationer, der foregaa i amorphe faste Legemer, „hvorved Varme vistnok undertiden ei- et befordrende Middel44 (II 227). — Disse Krystallisationer i faste Legemer kunne ikke siges at foregaa uden Varme. Der er et langt Mellemstadium mellem fast Form og fuldkommen Fluss, men i dette Stadium tiltager Varmen, „Krystallisationens Be- fordrer44 stadigt. Jernaxlerne ved Locomotiver knække under* tiden, fordi de ere blevne krystalliniske og derved skjøre. Fric- tionen frembragte her stærk Hede, og Heden befordrede sand* synligvis Atomernes Omgruppering. — • Ved Kalkstenen derimod bestod les actions lentes i kulsyreholdigt Vand — Draabe for Draabe. § 44. Endelig gjøres (II 228) opmærksom paa, at Kalkstenen er bleven krystallinisk allerede i en Afstand af 4 — 5000 Fod fra Graniten, hvorimod Lava har kunnet flyde over Is (et Tilfælde 76 Th. Kjerulf. i Ætnas Historie). — Lavaen forholdt sig i Mægtighed til Gra- niten som Lavaens Virkning til Granitens Virkning. Det er des- uden bekjendt, at supermarin Lava flyder ikke i en fortlobende overalt smeltet Strøm, men vælter sig frem i en Slakkesæk. Slakkerne baade over, mnder og paa Siderne hindre snart en stærk Indvirkning. Man kunde ellers vende Argumentet om og sige: Lava har ved Ætna ikke kunnet smelte Is ; altsaa Lavaen har ikke flydt. § 45. Angaaende de Forkislinger, som skulde have fundet Sted i Territoriet som Contaktdannelse, gjøres (II 231) opmærksom paa flere Forkislinger, hvor ingensomhelst Hedevirkninger har været Aarsagen — f. Ex. de forkislede Træstammer i Oolith. — Ki- selsyre har her lidt efter lidt, Partikel efter Partikel, fortrængt den organiske Materie. Paa samme Maade ere gamle Pæle, nedrammede i Floder, fundne forkislede. Den i Flodvandet vist- nok i ringe Mængde opløste Kiselsyre har ogsaa her lidt efter lidt fortrængt den organiske Substants. Hundreder af Pseudo- mophoser vise den samme Tilgang. Paa samme Maade maatte Forkislingen af Straterne i Nærheden af Granit være foregaaet — ikke ved uforklarligere Proeesser. „Som en muligvis væsent- lig fremhæves den Omstændighed, at de Masser, hvorved Silici» ficationerne øiensynligt bevirkes, selv ere meget kiselrige. Ved dette beskedne Resultat er dog et Standpunkt naaet/ (II 232). Men denne Forkisling var en Formodning, og UndersøgeL serne stadfæste ikke denne Formodning. § 46. Resultatet bliver derimod med Hensyn til disse Contakt» virkninger, at de for sig alene ikke kunne bruges som Ar» gument mod eller for Nærheden af plutonske Masser. Høist træffende er derfor den Bemærkning (II 232), at „om man end viser hen til mange Steder, hvor Silicificationer foregik ved py- Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 77 rogene Bjergarter, da er det ingenlunde derfor sagt, at disse be- virkedes ved Hede“. Vi kunne Hgge til, at heller ikke Kal- kens Forvandling til Marmor kan — for sig alene — anføres som Bevis paa Hedevirkning. § 47. Men hvorledes skulle vi tænke os de store Omdannelser af de store Masser? Til de for Gfeologerne mærkværdigste Substantser, hedder det (Gæa I 121), horer Jernkisen og Kiseljorden paa Grund af den Villighed, hvormed de synes at frembringes. Jernkisen findes ofte som Contaktdannelse og har sandsynligvis ogsaa som saadan igjen bevirket Formationens Lerskifer-Leds Omdannelse til Alunskifer. Den især i Alunskifer, ogsaa i Kalkstenen, fore- kommende Jernkis forraader sig øiensynlig som en i de allerede afsatte Masser ved stille Processer senere foregaaet Ertsdan- nelse (I 7). Med Jernkisen i Alunskifer forholder det sig saaledes: Den mellem Slam raadnende Tang (som indeholder svovlsur Kali) udvikler Svovlvandstofgas, og derved fældes det forhaandenvæ- rende Jern i Slammet som Svovljern, der samler sig i Concre- tioner. Tangens vegetabilske Stof er forkullet i Alunskiferen, og dens Gehalt netop af Kali og Svovlmetaller er det, som gjør den skikket til Alunberedning. Her fødes altsaa ingen Jernkis, hvis Materialer ikke for var i Massen. — Paa lignende Maade sker Jernkisens Dannelse i Kalksten og paa tusinde Steder for- uden netop paa Contaktlinier. Ogsaa ved de vulkanske Efter- virkninger, ved Fumarollerne, dannes imidlertid denne Jernkis. Heller ikke Kiselsyre fødes i Stenen. Men hvis Skifer skulde transmuteres til Granit, maatte enten Kiselsyre fødes i Skiferen eller Kiselsyre maatte tiltræde udenfra. I begge Tilfælde døm- mer Analysen; thi den maatte kunne paa vi se Kiselsyren. — De smaa Snore og Drammer af Qvarts i Skiferne, som saa ofte 78 Th. Kjerul f. findes overalt baacle i Granitens Nærhed og ikke i dens Nær- ked, de ere Afsætninger af Yand i Revner. Yandet har igjen sin Kiselsyre fra selve Stenen, hvoraf lidt efter lidt opløstes hvad der kunde oploses. — Hvad endelig de nævnte Contaktmineraler angaar, da er Intet lovmæssigere end at netop disse maatte ud- skille sig paa Kontakten, fordi Materialerne der vare forhaanden. Om deres Dannelse er skeet paa hed Yei — saaledes som mange Kalksilikater kunne dannes paa hed Yei — eller om den er foregaaet paa vaad Yei — saaledes som andre Kalksilikater igjen kunne dannes paa vaad Yei — at afgjore dette er vidt- løftigere Undersøgelser overladt. Men med Hensyn til Granitens Genesis bliver dette Spørgsmaal uvæsentligt. Disse Dannelser lade sig altsaa forklare. Men Sandsten til Porphyr — det er umuligt. Der ligger øverst i vor store Sand- stenformation ægte Quartssandsten, fast lutter Quarts. Derover følger Porphyr med kun 50 pCt. Kiselsyre og mindre. Hvor- hen gik Kiselsyren? Hvorfra kom Baserne? § 48. Mod Porphyr ens Dannelse af Sandsten stiller sig altsaa den chemiske Umulighed. Mod Granitens Dannelse af Skifer stille sig de i Yirkelighed usilicificerede Skifer. Mod de forskjel- lige Gangmassers Dannelse af de høist forskjellige Materialer, som de gjennemsætte, stiller sig snart det Ene, snart det Andet. „Wollen wir uns nicht zu dem Mysticismus jener geolo- gischen Alchymie bekennen, welche durch geheimnissvolle Um- wandlungsprocesse ein und dasselbe eruptive Gestein bier aus Thonschiefer und dort aus Kalkstein enstehen låsst“. „Diese Ansicht, dass die Granitadern durch eine langs ge- wisse Flåchen eingetretene Umwandlung ihres Nebengesteins gebildet worden seien, findet schon in der Thatsache ihre voll- ståndige Wideriegung, dass sie bissweilen durch die verschie- denste Gesteine, wie z. B, durch Thonschiefer und Kalkstein, Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 79 mit vollig nnverånderten Eigenschaften hindurchsetzenu. (Nau- manii. Lehrbuch, II 1 56 og II 1 262). § 49. Men det er ikke blot Chemikere, som i Egenskab af Ama- teurer i Geologi have fundet en pyrogen eller en eruptiv Dan- nelse af Granit, Syenit, Porphyr, Mandelsten, Trap o, s. v. • — det er ogsaa Geologerne selv. Mod Porphyr ens Dannelse af Sandsten stiller sig for Geologen hele Analogien med de store basaltiske og trachytiske Trapformationer. Mod Gr a ni te ns Dannelse af Skifer stiller sig for ham Leiningsforholdene; mod Gangenes Dannelse af Skifer, Kalksten, Sandsten, Gneis etc. stille sig for ham Brudstykkerne i disse Gange. § 50. Murcbison og Fprchhammer. Disse Geologer besogte Norge tilligemed Leopold von Buch ved Naturforskermødet i Christiania Sommeren 1844. De be- tragtede ligesom v. Buch Egnens trapagtige og granitoide Bjerg- arter for at have en bestemt smeltet Karakter. Murchison be- mærker (Quarterly Journal 1845 p. 467 o. f.), at disse Graniter, Porphyrer og Grønstene alle ere analoge med de lignende Bjergarter paa de britiske Øer, idet de her foraarsage store Dislocationer, her atter tydelige Forandringer. Han gjør opmærksom paa Hyp- pigheden af (leieformige) Grønstene eller Euriter. Murchisons Anskuelser ere plutonske, og den plutonske Theories Hovedpunk- ter ere før gjennemgaaede. Kun med faa Ord omtaler Murchi- lon disse uskiktede Bjergarter, da hans Opmærksomhed fornem- sig var henvendt paa de skiktede Afdelinger, hvori han paaviste ældre og yngre siluriske og dernæst devoniske Lag. Imidlertid maatte allerede disse faa Ord af en saa erfaren Geolog, der 80 Th. Kjerulf. havde det mest udstrakte Bekjendtskab til alle Englands og Rus- lands siluriske Formationer, i hoieste Maade opfordre til en streng Undersøgelse af Territoriets Forholde, fordi han i dem ingen Argumenter fandt mod de plutonske Theorier. § 51. Naar Murchison bemærker om de bands and dykes of por- phyritic- and greenstone rocks, som ere hyppige (ligesom fast overalt) mellem Hadeland og Ringeriget: „they are seen in some places to cut through, and in others to throw up into domes the silurian strata“ — da maa vistnok ved det Første (cut through) dykes være ment, som skjære ofte snorlige gjennem de foldede Lag, ved det Sidste derimod (throw up into domes) for- nemlig bands eller leieformige Masser (Oligoklasporphyr), som ofte løbe i Midthnien af Foldningerne — ligesom ved Klækken og Houg paa Ringeriget (og paa utallige Steder), „every little ridge being characterised by a nucleus of such rock.“ (p. 471). § 52. Bekjendt er de to nævnte Forskeres Paastand om en For- andring af Christiania - Territoriets ældste Skifere , Alunskiferne, til en egen Art Gneis (egentlig vel en Glimmerskifer) ved nogle Steder paa Grændsen af Urgneisen, navnlig paa to specielt omhandlede Steder, ved „Bugten“ under Egeberg og ved Akershus. Forsaavidt denne Paastand om en Metamorphose er knyttet til den Paastaud, at eruptiv Grønsten paa begge Steder har bevirket den, maa den her berøres. Murchison har omtalt Forholdet i Quarterly Journal 1845. Forchhammer har paavist Overgangen nærmere ved Analyser i samme Journal 1844 og i Kongl. Danske Vidensk. Selskabs Forhandlinger. Forchhammer nævner kun Bugten, Murchison ogsaa Akershus Fæstningsklippe, hvor F. ikke har været. Paa begge Steder er enten virkelig Alunskifer eller andre siluriske Skifere , forvandlede til en Gneis o : en sinudsig, bladig, til- Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 81 sidst tydelig glimmerrig og quartsrig Skifer. Saavel Alunskiferen selv som denne forvandlede Skifer er — ved Bugten — karak- teriseret ved i stærk Mængde indsprængt Kis, og dernæst ere de begge i hoi Grad gjennemsatte af Quartsaarer. Ogsaa den Gronsten, hvorom de nævnte Forfattere tro, at den har bevirket Forandringen, er gjennemsat af Qvartsaarer. Begge Forfattere adskille denne Pseudogneis fra den ældre Urgneis. Murchison siger udtrykkelig, at den første forekommer ved Foden af Egeberg, og at disse Fucoideskifer (Alunskife- ren) „repose on previously form ed gneissose rocks. “ Forchham- mer har udtrykkelig erklæret, at den metamorphoserede Gneis forekommer i small e Stri ber paa Østkysten af Egeberg (ogsaa ved Oslo) men især tydeligt mellem Bugten og Bækkelaget. Udgiveren af Gæa benægtede Alt dette (Gæa III 379) og paastod paa sin Side, at Grønstenen paa disse Steder var „et rent Drøinmebillede og Overgangene det samme i lige hoi Grad.“ — Aabenbart maatte der imidlertid her i disse Udtryk være en Exaggeration, da der ved samme Leiiighed tilføies, at Murchison havde betragtet al vor Urgneis som omdannet Silurskifer (p. 380). For Enhver, der ikke kj endte disse Localiteter, maatte dette være fast som at staa uden Valg mellem Ja og Nei. Hvor in- teressante imidlertid de berørte Steder end ere, blive Forholdene der i nærværende Emne af mindre Vigtighed. Grønstenens Natur og sædvanlige Forholde kunde jo sees af hundrede andre Steder. Nyere Undersogelscrs Retning. Bischof, Bausen, Scheerer ®. FL § 53. Uagtet Ingen endnu har søgt at anvende de Bischofske An- skuelser paa Christiania-Territoriets Forholde, raaa de her berø- 6 82 Th. Kjerulf. res, livor det gjælder at vise den Gang, som den videnskabelige Udvikling i foreliggende Spørgsmaal har taget. Biscliof søger som bekjendt fra et rent chemisk Standpunkt at forsvare den vaade Dannelse eller Omdannelsesakt for de fleste Bjergarter. Han har nedlagt sine Argumenter i det store, just sluttede, Værk „Lehrbuch der chem. und phys. Geologieu , og man har rigtignok paastaaet, at dette Værk har gjennemgaaet fast ligesaa mange Metamorphoser som de Bjergarter og Mine- raler, det omhandler. Men netop heri, at Forfatteren stadig paa Undersøgelsens Vei udvikler sine Anskuelser, og ikke er bange for at tage dem tilbage, naar nye Undersøgelser nøde ham dertil, maa vi se den. rette og trygge Vei — nemlig lagttagelsens, Experimentets og Erkj en deisen s Vei. De trachytiske Lavaer, hedder det (II. 7. 2250), ere utvivl- somt af ildflydende Oprindelse. Saaledes som disse Lavaer en- gang virkelig udflød i ildflydende Masser, saaledes kan man og- saa begribe det samme om Graniterne. Da de (p. 2342) i Sammensætning stemme saa nær med Graniter og besidde en ligesaa liøi Kiselsyregehalt, saa kan Muligheden af, at ogsaa disse ere optraadte som ildflydende Masser, ikke betvivles. Den store Strengflydenhed, som Biscliof før satte som Argument mod Gra- nitens Dannelse paa pyrogen Vei, „taber sin Vægt som Argu- ment“. Den Beredvillighed , hvormed Biscliof erkj ender dette, maa paaskjønnes, naar man erindrer, hvor heftigt han med dette Argument netop gjorde Ud fald mod Plutonismen (II. 3. 739 o. f.). Men saaledes som Trachytporphyr - Lavaer størknede som amorphe Masser og forstørstedelen endnu optræde som saadanne(P), saaledes vilde ogsaa uden Tvivl de smeltede Masser, som senere blev Granit, været størknede som amorphe Masser. § 54. Fordringen maa altsaa stilles derhen, at man maa søge at Om Dannelsen af de uskiktede Bjcrgarter. 83 udfinde Lovene for de enkelte Mineralers U dkrystallisation af en saadan Masse. „Wir blicken (liier) vertrauungsvoll auf Bunsen, dass er uns weiter fiihre“ — (Scbeerer, Paramorphismus p. 115). Det er her, at de plutonske Anskuelser, som sætte Granitens Dannelse i Dy bet, virkelig maaske ville blive frugtbringende for Yidenskaben. I Dybet. var Tryk og Temperatur andre end ved Lavaer udgydte i Overfladen. Det har vist sig, at nogle af de Affiniteter, som virke under sædvanlig Temperatur og paa vaad Yei, forandre sig ved hoi Temperatur og Tryk. Der er her en vid Mark aaben for Experimentet, som alene kan føre os videre. Forene vi hermed den af Bunsen fundne Lov, der knytter de vulkanske Produkters Sammensmeltningsforhold til de saakaldte plutonske Produkters, da synes en Udsigt til Spørgs- maalets Løsning ad denne Yei aaben. § 55. Th. Scheerer har (Bulletin de la société geologique de France, 2 serie, t. IV p. 468, t. Yl p. 644, t. YII p. 276) op- stillet en Theori for Granitens Dannelse, som soger denne under høit Tryk og ved den combinerede Virkning af Varme og Vand. At Vand virkelig kan indgaa i pyrogene Producters Sammen- sætning, idet det formodentlig spiller Rollen af Base, er blandt de øvrige mærkelige Resultater af Bunsens Undersogelser en af de ikke uvigtigste. Der er paa Island Contakt gl ass e, som indeliolde flere pCt. Vand. Våndet spiller i den Scheererske Theori en stor Rolle som Opløsningsmiddel for Kiselsyren til Quartsen. I Modsætning dertil troede Durocher endnu at kunne for- klare Graniten rent vulkanistisk. Den er smeltet, siger han, og afkolet omtrent til Feldspathens Smeltepunkt 1500 derpaa kry- stalliseret, idet Mineralerne udskilte sig, ikke efter Ordenen af de Graniten sammensættende Mineralers Smeltepunkter, men efter 6 * 84 Th. Kjerulf. Ordenen af disse Mineralers Krystallisations-Tendents. Quartsen kunde nemlig, antager han, holde sig oplost saa langt under sit Smeltepunkt ved den Egenskab, som man kaldte „surfusion“, og som i Svovlet havde en Analogi. — Af Scheerers Theori, hvor Vand spiller en saa stor Rolle, fordrede derimod Durocher Til- stedeværelsen af de vandholdige Silikater, Zeolitherne, i Graniten. § 57. Hvorfor er der ingen Blærerum i Granit? svarer Scheerer. Fordi Trykket var for stort. Og hvorfor er ingen Zeolith i Graniten? Fordi Zeolither dannes, hvor Betingelserne for deres Dannelse ere tilstede, hvor der er ringe Quartsmængde, megen Kalk og en vis Mængde Alkali. Dette er jo de gunstige Be- tingelser for Zeolithens Dannelse i de basaltiske Bjergarter. Men Granit har ikke de to første Betingelser, den har megen Quarts og fast ingen Kalk. — Derimod i Zirkonsyenit fra Christiania- Territoriet — der er Zeolith hyppig, fordi den atter indeholder ingen Quarts og megen Kalk. Udtrykkelig anvendt paa Christiania- Territoriets Forholde finde vi ikke meget hos Scheerer. Han antager (Neues Jahrbuch f. Min. 1851 p. 287), at Graniten i Sætersdalen, der ligesom Christiania-Territoriets Granit er yngre end „Urgraniten“, har gjen- nembrudt og disloceret Gneisskikterne, og blandt de Steder, han opregner, hvor Gneisbrudstykker findes i Granit, nævner han ogsaa et paa Trondhjemsveien 1 Mil N. for Christiania. At Granit indeholder saadanne fremmede Brudstykker, er nu et be- kjendt, ikke sjeldent Faktum. § 58. En nyere Hovedretning af disse Spørgsmaal kan altsaa be- tegnes som den, at man som Geolog er nødt til at anerkjende Granit ens eruptive Natur (Naumann, Studer, Vogt), at man Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 85 deri m od som Chemiker endnu har at begrunde dens pyro- g ene Natur eller (Biscliof) dens epi-neptunske. Det Standpunkt, som for Tiden i denne Henseende er naaet, er — naar vi ville glemme en aabnetUdsigt til kommende Losning — dette: at de chemiske Grunde, som ere stillede mod Granitens mere eller mindre pyro gene Natur, ikke ere afgjorende, ligesom at heller ikke de chemiske Grunde som ere stillede for en saadan, ere fyldestgj orende. § 59. Vi maa endnu engang tilsidst, for at paavise denne Spørgs- maalets Stilling, vende tilbage til Bischof. Ertsgangenes Structurforhold , siger han (II. 7. 2093), ad- skiller sig væsentlig fra de saakaldte Gesteinsgånge (3: Gange af Bjergart), hvori liines baaudformige Dannelse ikke viser sig. Plutonisterne anse dette som et Bevis paa disse Ganges erup- tive Natur. Men i ganske smalle Gange, „nach Z oil en und Linien messbaU, der kunde, om ogsaa Massen selv kom neden- fra i ildflydende Tilstand, den krystalliniske Udvikling ikke være en Følge af Størkningen, fordi denne maatte i saa smalle Rum ske hurtigt. Dette er en Indvending af chemisk Natur. Lad os glemme de Brudstykker, som selv temmelig smalle Gange fore, og som for Geologen udtale deres eruptive Natur. Lad os ogsaa glem- me Ly ell’s ovenanførte Bemærkning om Gangene, at de vare snart blot fyldte Spalter, snart Kanaler, hvorigjennem smeltet Materie i lang Tid strømmede, hvor altsaa Sidestenen stærkere maatte opvarmes, og Krystallisationen tilsidst ske under lang- som Afkoling. Lad os blot undersøge de ganske smalle Gange med forskjellige Traparter i Christiania - Territoriet. Netop saa- danne smalle Ganges tætte Structur og mindre krystalliniske Udvikling gjør det i mange Tilfælde vanskeligt at bestemme deres Bjergart uden Analysens Hjælp. Den kornige Diabas 86 Th. Kjerulf. (Grønsten) bliver i saadanne Gan grum Aplianit, den ellers ofte saa syenitisk udvildede Feldspathporphyr bliver i dem mindre let gjenkjendelig, og fuldkommen granitiske Masser blive til en „ quartsrig F elsit “ . § 60. Lad os videre betragte det cliemiske Bevis mod Granitens pyrogene Natur, som saa mange Gange er hentet fra Quartsens Strengflydenhed. Quartsen smelter ved en langt hoiere Tempe- ratur end Feldspath, maatte derfor ogsaa af den størknede Masse udskille sig før Feldspathen. Nu finde vi omvendt, at i Grani- ten har Feldspathen udskilt sig først, Quartsen senere. Men i Vesuvs skjønne Leueitlavaer, som foruden Leucitkry- staller ogsaa have Augitkrystaller, der finde vi, uagtet Smeltefor- søg vise, at Augit er langt mindre strengflydende end Leucit, dog at denne er krystalliseret senere end hin. (Bischof II 7 2274.) Man maatte altsaa i Conseqvents af den Slutning, som, fordi Mineralernes Udkrystallisation i Granit ikke følger i den Række, som de synes at maatte have ved Størkning af en Fluss, afviser enhver Tanke om Granitens pyrogene Natur, ogsaa slutte, at heller ikke denne Lava var af pyrogen Natur. Der er et langt Spring mellem Dannelsesakten af et Mine- ral og Dannelsen af selve den Masse, den Bjergart, hvori det findes. Bischof, som gjennem sit hele Værk soger at gjennem- føre, at ingen F eldsp ath er dannet paa pyrogen Vei, gjør ikke dette Spring, hvor han har Lavaer eller Basalter for sig med Labrador- Feldspath og Augit, uagtet han ligesaalidt er- kj ender Labradorens Udkrystallisation ved selve Størkningen som nogen anden Feldspaths, ikke engang Anorthit-Feldspathens, hvil- ken dog findes udkrystalliseret i den skjønne Anorthitporphyr- Lava ved Thjorså under Hekla — en Lava, der aldrig har fiydt submarin — lige ud i den knudrede Overflades yderste Knuder. Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarler. 87 Saaledes gjælder det om alle de tre Graniten sammensæt- tende Mineraler — om Qnarts, om F eldspath, om Glimmer (thi heller ikke Glimmerens Udkrystallisation i Lavaer svarer til Smeltepunkternes Række), at der er reist stærke chemiske Ind- vendinger mod deres pyrogene Natur, medens dog idetmindste det ene af dem, Feldspathen, forekommer i saa rigelig Mængde og saa hyppigt i utvivlsomme pyrogene Bjergarter, at derved Argumentet overhovedet med disse tre Mineraler mod Granitens pyrogene Natur tab er sin Kraft. Vedlagt ovenindførte Afhandling var, ved dens Indlevering til Bedøm- melse, som nyere Undersøgelsers Materiale (foruden „Das Christiania- Silurbecken, cliemiscli-geognostisch untersucht“, Universitåts-Programm fiir das erste Halbjahr 1855): 6 større geologiske Karter over Christianiadalen og Ringeriget, hvert paa omtrent en Kvadratmil, et i Maalestok Toøøtb 4 i ^øooø? et i sokø? deriblandt et særdeles detailleret Gangkart over den nærmeste Omegn; 6 dertil svarende Profiler; Længden svarende til Karternes Maalestok, Høiden 2^ Gange forstørret; et mindre Kart over Ladegaardsøen; Skizzer og Profiler fra Bugten, Bækkelaget, Akershus, Næsodden og Killingen ; et Blad Tegninger til Oplysning om Porphyrernes Kelation til Mandel- stene og et Blad til Oplysning af § 39 Linie 8 — 9. 88 In d ho Id. Spørgsmaalets Inddeling. Litteratur over det opgivne Emne. Dobbelt Løsning. Nødvendige F orudsætninger. We mers Anskuelser. Deres Aarsag. L. v. Buchs UndersøgeLer af Basalt i Auvergne, Granit i Norge og Tyrol. Haus s manns af Harzen Hovedmomenterne af Plutonismen udtalt af Hisinger. Forstyrrelse af Lagene ved Christiania. Nødvendigheden af at fastholde den historiske Udvikling. Naumann bekræfter en Ytring af v. Bucli. Hans Indvendinger. Naturphilosophisk Støtte. Naumanns senere Anskuelser. Lyell’s Theori. 4 Klasser af rocks. Forskjel mellem volcanic og plu- tonic. Grunden til Adskillelse. Anvendelse paa Chr. -Territoriet. Gan- genes Sammenhæng med Masser, Struktur, Fragmenter og Indvirkninger. Næsodden. Porphyrernes Porositet og Analogi med Lavaer. Granits og vulkanske Bjergarters Bestanddele. Glas og Sten. Former, Overgange, Euritporp hyrer, Indvirkninger. Fordringer til den plutonske Theoris An- vendelse paa Chr.-Territoriet. Udgiveren af Gæa. Steffens om Udvikling af Sandsten til Porphyr, Skifer til Granit. Galvaniske Theori. Kefe r steins Anskuelser. Transmutationens Ide. Vulkanske Kræfter virke ikke regelløst. Gra- nitens Theori. Indvending af Berzelius. v. Dechen’s Kri tik. 6 Ho- vedpunkter. Besvarelse, Silicification. v. Dechen gjør Udg. af Gæa to Gange Uret. Begrebet Overgang. Træffende Bemærkning af N. B. Møl- ler. Om Massernes Formforhold. Om Gangene. Sølvsbjerg. Gangenes Oprindelse. Alberti. Saalbaand. Leiningen. Aetions lentes. Virk- ning i Afstand. Forkislingens Natur. Resultat. Hvorledes skulle vi tænke os Transmutationen ? Chemiske Modbeviser. Geologiske Modbeviser. Mure his on og Forchhammer i Norge. Dykes and bands. Bug- ten og Akershus. Nyere Undersøgelsers Retning. Bischof gjenk alder en tidligere Ind- vending. B unsen. Scheerer. Durocher. Scheerers Svar. Nau- mann, Studer og Vogt erkjende Granitens eruptive Natur. Indvending af Bischof om Gangene. Mineralernes Udkrystallisation i Granit. rgægggæag V. Imlberetning lil Collegimn academicum over en paa offentlig Bekostning foretagen zoologisk Reise i Sommeren 1850. Af i. Eioren. iif det til naturhistoriske Reiser i Norge af Storthinget be- stemte Fond, erholdt jeg i Aaret 1850 en Understøttelse for at gjøre mig bekjendt med de lavere Dyrs Fordeling paa de større Dybder ved den bergenske Kyst. Da den Sum, der stod til min Raadighed var for ubetydelig til dermed at kunne fore- tage vidtloftige Undersøgelser, maatte jeg indskrænke disse til de om Bergen nærmest liggende Fjorde, nemlig: Korsfjord, om- trent 2 norske Mile YSV. og Herløfjord 2 norske Mile NV for Bergen. Den, der har benyttet Skraben paa de større Dybder, har liavt Anledning til at gjøre sig bekjendt med de Besværlig- lieder, som ledsage saadanne Undersøgelser. Det ringe Udbytte, som hver Gang vindes, de store Anstrængelser og betydelige Omkostninger , som dermed ere forbundne , ere tilstrækkelige Grunde nok til at forklare, hvorledes vor Kundskab om de lavere Dyrs Fordeling og Forekomst paa de større Dybder endnu maa være høist ufuldkommen. Man kan saaledes ikke i denne Xnd- 90 J. Koren. beretning vente noget Andet, end en fragmentarisk Fremstilling, hvis Ufuldkommenhed maa søge sin Undskyldning i den Forplig- telse, der paaliviler mig at indberette, hvad de, af Mangel paa tilstrækkelige Resurser, afbrudte Undersogelser have bragt mig. De nærmest Bergen tilgrændsende Fjorde ere tildeels bmgivne af steile, golde Klipper, . der paa sine Steder synke sig ned til en betydelig Dybde. Bunden er for det meste ujevn og klippefuld, især i Nærheden af Landet. Et Stykke længere ud paa Fjor- dene træffes ikke sjelden Sand blandet med Conchyliefragm enter; paa enkelte Steder findes Leerbund, som dog er sjelden; paa Midten af Fjordene, hvor Dybden er størst, bestaar Bunden næ- sten udelukkende af Dynd. Ved at anstille zoologiske Underso- gelser kommer man snart til Kundskab om, at Bundens Beskaf- fenhed og Dybden spiller en ikke ubetydelig Rolle med Hensyn til de lavere Dyrs Forekomst og Fordeling. Saaledes leve mange Dyr kun paa en stenet Bund; mange soge hen, hvor der er Sand, imedens andre foretrække en blod Leerbund. De cha- rakteristiske Former for Stenbunden, hvor Dybden er fra 50 til 60 Favne, ere: Cuvieria sqvamata, Cucumaria Hyndmanni, Thyone Raphanus, Crania anomala, Terebratula caput serpentis & vitrea. Alecto Sarsii, Asteropsis Pulvillus og Anthea Tuediæ. Paa større Dybder, saasom fra 180 til 280 Favne, hnder man * levende Exemplarer af Lima excavata. Charakteristiske Former for Sandbunden ere: Amphidetus ovatus, Eehmocyamus angulo- sus, Thyone Fusus, Ditrupa arietina, Onuphis conchylega & tu- bicola, Terebella conchylega. Som charakteristiske Former for blod Leerbund kunne følgende nævnes: Ophiolepis Sundevalli, Ophiocoma nigra, Astropecten Mulleri, Terebellides Strømii, Am- phitrite auricoma, Aphrodita hystrix. Jeg kan ved denne Lei- lighed ikke undlade at bemærke, at Echinodermerne fornemmelig søge ind i de dybe Fjorde ; derimod ynde Molluskerne og Zoo- phyterne saadanne Steder, som ere udsatte for Havets umiddel- Zoologisk Reise i Sommeren 1850. 91 bare Paavirkning. Det er bekjendt, at Corallernes Region ved den norske Kyst tager sin Begyndelse omtrent ved 100 Favnes Dybde og strækker sig omtrent til 300 Favne. At anstille XJn- dersogelser i denne Region er forbunden med betydelige Bekost- ninger og de største Besværligheder. Anvendes Skraben, erliol- der man i det heldigste Tilfælde et eller andet uddodt Stykke, af en Primnoa lepadifera eller Lobularia arborea; de levende Coraller deri mod ere saa seige og bøielige, at Skraben ikke for- maar at tage dem med. Ikke sjelden staaer denne fast i Klippe- rifter eller Grene af Oculina prolifera, eller i Skove, dannede af Lobularia arborea og Primnoa lepadifera, og i saadant Tilfælde faar man sjelden Skraben tilbage. Fiskerne her ved Kysten kjende overmaade godt de Besværliglieder, de have at kjæmpe med, naar Linerne tage fast i en saadan Skov af Coraller, og de ere da beredte paa, enten at tabe Linerne eller at faa disse sønderrevne op. Ved saadanne Leiligheder er det ikke sjeldent, at Naturforskerne erholde et eller andet Stykke af en levende Coral til Undersøgelse. Den berømte Naturforsker E. Forbes har anstillet en Mængde Undersøgelser i det ægæiske Hav over Sødyrenes Fordeling, hvorved han er kom men til det Resultat, at de der forekommende lavere Sødyr kunne fordeles i 8 Regioner. Enhver af disse har sin bestemte Grændse, og charakteriserer sig ved eiendommelige Arter. Han har fremdeles paaviist, at Regionerne i Dybet har en meget stor Udstrælming, at Slægternes saavelsom Arternes Antal der efterhaanden aftage, og han formoder, at alt organisk Liv ophører i en Dybde af omtrent 300 Favne. Efter de Un- dersøgelser, som ere anstillede ved den norske Kyst, undergaa disse Observationer nogle Modificationer. Det kan jo ikke næg- tes at Sødyrene aftage paa de større Dybder, og at til Slutning paa enorme Dyb alt animalsk Liv maa forsvinde paa Grund af Yandets Tryk og Temperaturens Aftagen; men at dette ikke 92 J. Koren. skeer herved Kysten i den Dybde, som af Forbes er angiven, har allerede Sars paaviist. Han har nemlig erholdt Dyr af Fi- skerne, som ere tagne op fra en Dybde af 300 Favne. Selv har jeg i Skraben fra dette Dyb opfisket Exemplarer af Denta- lium entalis, Yoldia lucida, Axinus Sarsii, Amphitrite Eschrichtii, Terebellides Stromii, Nephtys longosetosa, og Sigalion species, og jeg tvivler ingenlunde paa, at Undersogelser i Fremtiden ville foroge saavel Slægternes som Arternes An tal. Uagtet Undersøgelserne med Hensyn til Dyrenes Fordeling i Dybet ved vor Kyst ikke ere skredne saa langt fremad, at man med Sikkerhed kan bestemme de forskjellige Regioners Grændse, tvivler dog ingen Naturforsker paa, at der ogsaa her hersker en bestemt Lov for de lavere Dyrs Udbredning. Først naar en Mængde Undersogelser ere anstillede, vil man muligens vinde saadanne Resultater, hvorpaa noget Sikkert kan bygges, og til at naa dette Maal ville vel nedenstaaende Notitser kunne bidrage Noget. Da Sars allerede for længere Tid siden i sit Værk be- skrivelser og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye ved den bergenske Kyst levende Dyru har skildret Littoralzonen og en Deel af Laminariernes Region, tinder jeg det overflødigt her at gjentage samme, og jeg vil derfor begynde mine Optegnelser med 10 Favne. Fra 10 til 30 Favne: Stenorynchus Phalangium — Inachus Dorsettensis — Hyas coarctatus — H. araneus — Pirimela den- ticulata — Portunus arcuatus — • P. depurator — P. marmo- reus — P. pusillus — jLithodes arcticus — Pagurus Bernhar- dus — P. pubescens — Galathea sqvamifera — G. strigosa — Homarus vulgaris — Nephrops norvegicus — Crangon vulgaris — - Hippolyte smaragdina — H. pusiola — Pandalus annulicor- nis — Idotea tricuspidata — I. emarginata — Amphithoe po- doceroides - — A. albomaculata — Tanais tomentosus — Ca- prella linearis — Leptomera pedata — Tubularia indivisa — Zoologisk Reise i Sommeren 1850. 93 Eudendrium ramosum — Halecium halecinum — H. muricatum Sertularia fællax — Campanularia dumosa — Alcyonium digi- tatum — Edwardsia tuberculata — Gonactinia prolifera — Adamsia palliata — Tubulifora serpens. T. patina — Cellepora pumicosa — forskjellige Lepralier — Cellularia ciliata — Pla- stra truncata — F. Murreyana — Ophiolepis ciliata — 0. sco- lopendrica — Ophiocoma nigra — Asteracanthion Miilleri ~ A. roseus — Echinaster oculatus — Solaster endeca — Astropec- ten Miilleri — Echinus Flemingii — E. virens — Amphidetus ovatus — A. cordatus — Ecliinocyamus angulosus — Cucu- lnaria frondosa ’) — C. lactea’2) — C. elongata'5) — Synapta inbærens •— forskjellige Nudibrancbier som Doris tuberculata — D. obvelata — Triopa claviger — Polycera cornuta etc. — Akera bnllata — Scuphander lignarius — Cylichna alba — Tri- tonium undatum — Nassa reticulata — N. incrassata — Velu- tina haliotoidea . — Cyprea europæa — Aporrhais pes pelicani — Eulima nitida — Natica pulcbella — Trochus cinerarius — Ernar- ginula reticulata — Rimula noachina — Turritella ungulina — — Lacuna solidula — Rissoa Sarsii — Chiton albus — C. ei- nerens — C. ruber — forskjellige Anomier — Pecten maximus — P. opercularis — P. varius — Lima liians — Leda caudata Cardium echinatum — Venus ovata — V enus aurea — V. virago — Saxicava rugosa — S. arctica — Tellina solidula — Psam- mobia feroensis — Thracia pliaseolina — Corbula gibba — So- len pellucidus — forskjellige enkelte og sammensatte Asiidier — Priapulus caudatus — Sipunculus concharum Aphrodita acu- leata — A. hystrix — Polynoe sqvamata — P. lævis — P. ') Generationsorganernes Udføringsgang ender med 12 a 16 Papiller; ikke . sjelden flere Kalksække, der ved en Hud ere bundne til hverandre. '■) De to Bugtentakler ofte rudimentair. ?) Den Poliske Blære temmelig stor, Maven lang og muskuløs ; Respira- tionsorganerne omtrent af Kroppens Længde ; den øverste Ende fri ; Muskelsystemet som hos C, frondosa; Kalksækken meget liden. 94 J. Kor en. cirrata — Onuphis tubicola — 0. conchilega — Nereis pelagicp* — Castalia punctata — Glycera alba — Cirratulus borealis — Ophelia aulogaster — Ammotrypane limacina — Travecia oestro- ides — Siphonostomum plumosum — S. vaginiferum — Tere- bella conchylega — Pectinaria auricoma — Amphicteis Gunneri — Sabella ventilabrum — S. infundibulum — forskjellige Ser- puler — Filograna implexa — Ditrupa arietina. 2, Fra 80 til 50 Favne : Ebalia Pennanti — E. Breyeri — Munida Rondeletii — Hippolyte Sowerbci — H. tnrgida — Hippolyte Gaimardii — Bopyrus abdominalis — Aega bicari- nata — A. emarginata — Cirolana hirtipes — Gammarus Sa- bini — G. angulosus — Miehroeheles armata — Anonyx am- pulla — A. tumida — Nymphon Grossipes — Yirgularis mira- bilis — Cariophyllia Smithii *) — Mamillifera incrustata — Ac- tinia eoccinea — Anthea Tuediæ — Idmonea atlantica — Alecto granulata — Sarcodictyon catenata") — Hornera frondiculata — Cellepora Skenei — C. cervicornis — C. lævis — forskjellige Lepralier — Retepora cellnlosa — Pedicellina echinata — — P. gracilis — Opliiolepis Sundevalli — O. filiformis — Ophioscolex purpurea ■ — Solaster papposus — S. farcifer — Pteraster militaris1 2 3) Astrogonium granulare — Asteropsis Pulvillus — Luydia Sa- vignyi — Echinus norvegicus — Brissus lyrifer — B. fragilis 1) For omtrent 2 Aar siden erholdt jeg et Exemplar her fra Fjorden ; den er ikke tilforn funden i Norge. 2) Jeg fandt denne, for den norske Fauna nye Art, 'ved Udløbet af Korsfjorden. 3) Hos Pteraster militaris findes paa Ryggen et stort huult Rum, hvori Æggene udvikles, og hvori Ungerne forblive, indtil de have erholdt en radiair Form. Denne Rugehules Bund dannes af en Hud, som bærer Kalknættet og Piggerne ; oventil tillukkes Hulheden af en blød, slimet og tynd Hinde, som bæres og støttes af Piggerne. Ungerne forblive i Rugehulen, indtil de have opnaaet en Størrelse af noget over en Li- nie. En udførlig Udviklingshistorie vil blive bekjendtgjort i Zoologia norvegica af Danielssen og mig. Zoologisk Reise i Sommeren 1850. 95 — Spatangus purpureus — Cucumaria Hyndmanni J) — Thyo- nidiuni pellucidum ") — Thyonidium commune '*) — Thyone Fu- sus — T. Raphanus* I * 3 4) — Cuvieria Phantapus5) Holothuria tre- mula — H. intestinalis — Bonellia viridis — Philine qvadripar- tita — P. seabra — Scaphander librarins — Tritonium Ilolbøllii — T. harpularium — T. Gunneri, — T. Barvicense — T. py- ramidale — Trichotropis borealis — Capulus hungaricus — Sca- laria Turtonii — ivitica Montagui — Trochus Millegranus — Margarita alabastrum — Chiton corallinus — Terebratula cra- nium — T. caput serpentis — • Crania anomala — forskjellige Anomier Pecten sulcatus — P. distortus — P. septemradiatus — P. tigrinus — P. striatus — Lima Loscombii — L. subau- riculata — L. sulculus — Limea Sarii — Modiolaria marmo- rata — Cardium norvegicum — C. nodosum — C. svesicum — Astarte Danmoniensis — A. scotica — Astarte striata — Cyprina islandica — Lucina spinifera — Axinus flexuosus — Venus fas- ciata — V. striatula — V. undata — Kellia suborbicularis — Syndosmya nitida • — Thracia distorta — Lyonsia norvegica — - Xylopbaga dorsalis — Polynoe seabra — P. gelatinosa — Eu- nice norvegica — Lumbriconereis fragilis — Heteronereis assi- milis — H. arctica — Nephtys ciliata — Phyllodoce viridis — Notophyllum polynoides — Goniada norvegica — Aricia armi- !) Generationsorganerne encle mellem de 2de Rygtentakler med 4 coniske Papiller. De 2 Bugtentakler ere som oftest rudimentaire, som hos T. F usus. I sin Reiseberetning over Lofoten og Finmarken har Sars pag. 44 omtalt en Holothurie, som han formoder er den rette Holothurie pel- lucida Vahl. Jeg har havt Anledning til at see Exemplarer hos Sars, og tillige at undersøge Huden, hvorved jeg er kommen til Vished om, at den ikke henhører til Slægten Thyonidium, men er en ægte Chirodata. Sars har antaget de runde Knuder, hvori de kalkagtige, hjulformige Stykker findes, for indtrukne Fødder. I Bergens Museum opbevares en Chirodata fra Grønland, som i det Væsentligste stemmer overens med den Beskrivelse, som Otto Fabricius leverer om H. læ- vis. Saavel den grønlandske, som den norske Art er forsynet med de cliarakteristiske hjulformige Stykker, som udmærke Slægten Chiro- data. Ethvert Hjul var, saavel hos den grønlandske som hos den norske Art, forsynet med 6 Straaler. Jeg for min Deel skulde være tilbøielig til at tro, at den grønlandske ikke er forskjellig fra den norske Art. 3) Imellem de 10 Tentakler har jeg stedse fundet 10 rudimentaire. Ge* nerationsorganernes Udføringsgang ender med 6 a 8 Papiller. 4) Mundringen er dannet som hos T. Fusus, men finere bygget; en liden og tyk Mave. Respirationsorganerne ere omtrent af Kroppens Længde. Kalksækken liden, Muskelsystemet som hos T. Fusus. 5) Hos Cuvieria Phantapus og sqvamata ender Generationsorganernes Udføringsgang i Almindelighed med 4 coniske Papiller. Kalksæk- ken er meget liden hos disse Arter. 96 J. Kor en. gera — Chætopterus norvegicus — Clymene Miilleri — Amtno- cliares assimilis — Sabella penicillus — S. lucullana — forskjel- lige Serpuler. 3, Fra 50 til 150 Favne: Creusia Stromia — Polliceps scalpellum — Pavonaria qvadrangularis ') — Gorgonia placomus Alecto Sarsii — Asteronyx Loveni — Astrophyton Linckii — Astrogonium phrygianum — Astropecten Andromecla — A. Pa- relii — Cidaris papillata — Brissus fragilis — Cuvieria sqvamata — Holothuria tremula — Tyone Fusus — T. Raphanus — Tri- tonium gracile — T. Humphreysianum — Pleurotoma boreale — P. nivale — Scalaria gronlandica — Cancellaria viridula — N a ti ca dansa — Scissurella crispata — Emarginula eråssa — Rimula naachina — Chiton alveolus — Terebratula cranium — Crania anomala — forskjellige Anomier — Area nodulosa — A. pectunculoides — Venus cassina — Neæra rostrata — N. sul- cata — Phyllodoce gronlandica — Nepthys borealis — forskjel- lige Serpuler. 4, Fra 150 til 300 Favne: Galathea sp. — Primnoa lepa- difera — Lobularia arborea — Oculina ramea — O. prolifera — Capnea sangvinea* 2) — Flustra truncata — Retepora cellu- losa — Diastopora obelia — Tubulipora patina — Ascidia Lo- venii — Tylodina Duebenii — Dentaliura entalis — Terebra- tula septigera — Anoinia sqvamula — A. aeuleata — Pecten vitreus — Lima excavata — Yoldia lueida — Axinus Sarsii — Amphitrite Eschriclitii — Lepralia sp. — Terebellides Stro- mii Nepbtys longosetosa — Sigalion sp. — forskjellige Serpuler. Til Slutning skulde jeg ikke undlade at bemærke, at Regi- onerne i Dybet ogsaa ved vor Kyst synes at have en betydelig Udstrækning, og at de arctiske Fonner fornemmelig ere de frem- herskende. Med Hensyn til Farvefordelingen hos Dyrene i de forskjellige Dybder, har jeg ikke havt Anledning til at anstille saa mange Observationer, at jeg derom kan have nogen bestemt Formening, dog er jeg kommen til Vished om, at de rode Dyrs Region strækker sig til en større Dybde, end den af Ørsted an- givne. Hvad Alger ne angaar, har jeg havt Anledning til at overbevise mig om Rigtigheden af Ørsteds Iagttagelser; dog vil jeg ved denne Leilighed bemærke, at Laminariernes Region stræk- ker sig til en Dybde af omtrent 50 Favne. ') Et Exemplar af denne for vor Fauna nye Art blev opfisket i Bergens- fj orden fra en Dybde af over 100 Favne. Exemplaret var over 2 Alen langt og Cellerne vare opfyldte med en Mængde Æg, der phosphore- scerede meget stærkt. 2) 2 Exemplarer, fæstede til en Lima excavata, 1*1 eve. optagne fra en Dybde af 250 Favne i Bergensfj orden. I Nyt Magazin for Naturvidenskaberne. 9 de Binds 2 det Hefte, VI. Om Indretningen og Brugen af Bunsens Photometer. Af Chr. Langberg. Blandt de forskjellige Methoder og Apparater, som til for- skjellige Tider ere udtænkte for at bestemme den relative Lysstyrke af forskjellige Lyskilder, synes det saakaldte Bun- sens Photometer i praktisk Henseende unægtelig at have Fortrinet, naar det anvendes paa den rette Maade; men Theorien for dette Instrument har hidtil ikke været rigtig fremstillet, og den Maade, hvorpaa det har været anvendt har ofte kunnet gi ve Anledning til ikke ubetydelige Feil. Instrumentet er forst beskrevet i Supplement til første Udgave af Muller-Pouillets Lehrbuch der Physik og Meteo rologie, samt i Dinglers polytechnissches Journal (1849) III Band. Side 185, hvor følgende Oplysning gives om Instru- mentets Theori og Anvendelse: 7 98 Chr. Langberg. b A c „Principet for dette Photometer beroer paa den Om- stændighed, at en paa forskjellige Steder ulige gjennemsigtig Flade kun da vil vise sig eensformig belyst, naar den fra begge Sider modtager Lys af samme Styrke, at derimod, naar Intensiteten af Belysningen paa den ene Side er den overveiende, vil paa denne Side den gjennemsigtige Deel af Fladen vise sig mørkere, end den mindre gjennemsigtige. Belyses t. Ex. et Blad stærkt Tegnepapir, som a fra a til b er gjennemtrukket med Stearin syre, paa begge Sider lige stærkt af de to Lyskilder A og B, saa vil baade den med Stearin gjennem- ^ trukne Deel og den ikke gjennemtrukne Deel vise sig lige lyse, og Øiet kan ikke adskille den ene fra den anden. Aarsagen hertil er let at indsee; thi betragter man t. Ex. den af B oplyste Flade, saa er det aabenbart, at den paa alle Punkter modtager en lige stor Lysmængde (naar man for Simpelheds Skyld tæn- ker sig den oplyst af parallele Straaler) der deels reflec- teres, deels efter Graden af Fiadens Gjennemsigtighed gaae igjennem samme. Tænker man sig nu dernæst Lyskilden A borte, saa er Papirfladen, trods den overalt ligestore fra B indfaldende Lysmængde, ikke jevnt oplyst, men viser sig mørk ved ab lys ved bc , da ved ab meer Lys gaaer tabt gjennem det meer gjennemsigtige Papir, end ved bc. Tæn- ker man sig derimod Papiret fra Siden A lige stærkt be- lyst, saa maa det Tab af Lys, som den mod B vendte Side af Papiret lider, nøiagtig compenseres ved det fra A gjen- nem Papiret gaaende Lys af lige stor Intensitet, og Fladen vise sig overalt lige lys, hvor forskjellig endog dens Gjen- sifftighed ved ab og bc maatte være. Ved en lignende Be- tragtning lader sig bevise, at naar det fra A kommende Lys har en større Intensitet, end det fra B , maa det meest gjen- Om Indretning og* Brug af Bunsens Photometer. 99 nemsigtige Papirstykke ab seet fra Siden B vise sig lysere, end bc , og omvendt mørkere end bc , hvis Fladen fra A modtager mindre Lys, end fra B. Indretningen af det. paa dette Princip grundede Pho- tometer er følgende: aa er et Træstativ, som hærer en Rænde bb , der paa Randen er forsynet med Længdeinddeling, og hvori Photo- meterkassen c kan forskydes saaledes, at den kan bringes i vilkaarlige Aftande fra den Lyskilde, som skal undersøges. Den indvendig sværtede Photomerkasse c indeholder en saa- vidt mulig constant Lyskilde, saasom en Argands Lampe, og er forsynet med et Udtræksrør d, hvis ydre Aabning er lukket med et gjennemsigtigt Papirdiaphragma. Dette Diaphragma bestaaer i et hvidt med Stearinsyre gjenncm- trukket Tegnepapir, i hvis Middelpunkt man har ladet fri en liden, ikke gjennemtrukket Ring af Storrelse som en Ært. For at gjøre dette lægger man Papiret paa en op- varmet Plade, og gnider smeltet Stearinsyre (af et Stearin- 7* i 100 Chr. Langberg. lys) om paa samme med Fingeren i stedse mindre Kredse, indtil blot en liden ugjennem trukket Cirkelflade bliver til- overs. Lægger man nu i Middelpunktet af denne Cirkel- flade et lidet Korn Stearin, medens Papiret ligger paa det varme Underlag, saa opnaaer man let at frembringe en liden regelmæssig ikke gjennemtrukket Ring, paa det eensformig af Stearin gjennemtrukne Papir. Betragter man nu Diaphragmet, medens det er belyst af en i Kassens Indre anbragt muligst constant Lyskilde, fra et forresten mørkt Rum, saa viser Papirets ugjennem- trukne Ring sig mørk paa lys Grund. Bringer man deri- mod et Lys foran Diaphragmet, saa bliver den mørke Ring i samme Grad lysere, som Lyset rykker samme nærmere, indtil den i en vis Afstand ganske forsvinder, og naar Ly- set kommer endnu nærmere viser den sig atter lys paa en mørkere Grund. Den Gjennemgangsphase, da Ringen forsvinder, lader sig derfor meget skarpt bestemme. Har man nærmet Pho- tometerkassen til den Lyskilde, man vil undersøge, saa- meget at man ikke længer kan see Ringen paa Diaphrag- met. d. e. til den hverken viser sig lysere eller mørkere end Grunden, saa erholder man det omvendte Intensitetsforhold mellem de Lyskilder, som man vil sammenligne, nemlig den i Kassen og den som udenfor samme belyser Diaphrag- met, naar man maaler deres Afstande fra Diaphragmet, og qvadrerer samme. “ I ovenstaaende Fremstilling; af Instrumentets Theorie og den Maade, hvorpaa det skal benyttes til at sammenligne en Lyskildes Intensitet med den i Photometerkassen anbragte constante Lyskilde, er imidlertid overseet en Omstændighed, som kan give Anledning til betydelige Feil, naar Instru- mentet benyttes paa den angivne Maade. Der forudsættes Om Indretning og Brug af Bunsons Photometer. 101 nemlig, at naar Diapliragmet fra begge Sider modtagerlige meget Lys vil ogsaa Ringen samtidig paa begge Sider for- svinde; men dette tinder i Virkeligheden aldrig Sted; og Grundcn hertil er let at indsee. Tænker man sig nemlig Papirfladen alene belyst fra den mod B vendende Side, saa vil, som rigtig anført, Ringen vise sig lys paa mørk Grund, da paa den med Stearin gjennemtrukne I)eel af Pa- piret meer Lys transmitteres og følgelig mindre reflecteres end fra den mindre gjennemsigtige Ring; belyses nu ogsaa Papiret fra den anden Side A med Lys af saadan Styrke, at det fra B kommende Lys, som er gaaet gjennem Papiret, nøiagtig erstattes ved det fra A kommende, efterat dette li- geledes er gaaet gjennem Papiret og har naaet den mod B vendte Flade, saa forsvinder vistnok Ringen paa den til B vendte Side, men for at dette skal skee maa den Lys- mængde der fra A træffer Papirets hoire (mod A vendte Side) være større, end den der træffer den venstre Side fra B, da en Deel af det fra A kommende Lys, inden det naaer Papirets venstre Side absorberes af dette. For at Ringen skal forsvinde paa venstre Side mod B, maa altsaa den Lysmængde, der fra A træffer Papirets hoire Side, være lig Summen af den, der træffer den venstre Side og det i Papiret absorberede Lys. Følgelig kan Ringen ikke sam- tidig forsvinde paa den høire Side, da Papiret her fra A modtager meer Lys, end der gjennem samme naaer denne Side fra R; Ringen viser sig altsaa her lys paa mørk Grund. Naar derfor ved den oven beskrevne Indretning af Photo- metret, hvor Diaphragmet alene kan sees fra den ene (ydre) Side, Ringen forsvinder, saa er aabenbar den indre Side af Diaphragmet saameget stærkere belyst af det i Photome- terkassen staaende Lys, end den ydre Side af det Lys, hvis Styrke skal undersøges, som den Lysmængde, der er gaaet 102 Chr. Langberg. tabt ved Absorbtion i Papirets Indre. Lysstyrken findes som Følge heraf for stor i Forhold til den constante Lys- kilde. For at eliminere denne ved Absorptionen i Papiret fremkomne Feil i Bestemmelsen af Lysstyrken er det nød- vendigt at kunne iagttage de Afstande af Diaphragmet fra hegge Lyskilder, da Bingen forsvinder først paa den ene, derpaa paa den anden Side, og Diaphragmet maa følgelig kunne sees fra begge Sider. Intensitetsforholdet mellem hegge Lyskilder kan da findes paa følgende Maade. LG forestille en horizontal Maalestok, langs hvilken Skjærmen eller Diaphragmet S kan forskyves; L og G de to Lyskilder, som skulle sammenlignes, og som vi ville antage staae i den constante Afstand LG = D. Afstanden SG fra Diaphragmet til Lyskilden G være lig d, altsaa Afstanden SL fra den anden constante Lyskilde L — 1) — di Inten- siteten i en Afstand = 1 for det fra G udstraalede Lys være — J 0g for L = r. Fremdeles betyde t, r og a den transmitterede, reflecterede og absorberede Andeel af det indfaldende Lys for den ugjennemtrukne Bing, T, R og A det samme for den af Stearin gjennemtrukne Papirflade; altsaa er t -j r -} ci = T R - A = 1. Giver man nu Diaphragmet S saadan Stilling, at Bin- gen forsvinder paa høire Side eller mod G i Afstanden SG = d , saa er den Lysmængde, som Diaphragmet paa høire Side modtager fra G = og den som den modtager paa r (D — d)2' venstre Side fra L — Om Indretning og Brug af Bunsens Photometer. 103 Da Bingen forsvinder paa den mod G vendte Side, saa maa Summen af det fra G modtagne og af Papiret reflec- terede Lys, og det fra L modtagne af Papiret transmitte- rede Lys baade for den gjennem trukne og ikke gjennem- trukne Deel af Papiret være ligestore; altsaa er RI TI* ri ti' d2 + (I) — d)2 “ d2 + (D — df 2 eller : UR-r^w^)At~T) (1)- Forsvinder derimod Ringen paa venstre Side i en Afstand SG — dn saa findes paa samme Maade RI* TI rP tV (D — d,)* + d,2 ~ ( D — d,)2 + d,2 eller J2 (* — T) = j y, (R ~ »') (2) af (1) findes I d2 t—T I' ~ (1) - — r og af (2) I d 2 R — r f (D — dj2 " i— T altsaa d 2 t — T d 2 R- r (D — d)'1' R^— r ~ (D — d,)2 ' t T d2 d,2 fR — r~\2 (f) - — d )2 (D -d,)2 ‘ (. t — r) ellcr d d , R— r d, f, a — !T^~d~~ D — d,"T^T~ D — d, V. Saalænge altsaa fl og i ikke ere ligestore kan Ringen ikke samtidig forsvinde paa begge Sider af Diaphragmet. 104 Chr. Langberg. af (1) findes ogsaa^ : = 1-1 r i t — t ogaf(2) (/} _ dfy 'd2 t R altsaa d * (D— d)* (1) - d,)* d? d^d;1 = ( D kan skee uden at forandre Øiets Stilling eller udsætte det for nogen stærk Lysindvirkning medens de forskjellige Maa- linger foretages. Er Forskjellen d — d, mellem de to Afstande d og d, i hvilke Flækken paa den ene og paa den anden Side af Diaphragmet forsvinder, kun liden i Forhold til Lyskildernes indbyrdes Afstand, saa er det for at lette Maalingernes Be- regning beqvemt. paa den horizontale Maalestok tillige at afsætte Værdierne af d 2 (D-cl) 2 ; sættes nemling og saa kunne altsaa n og m direkte aflæses paa Maalestokken, og den relative Lysstyrke er da paa det nærmeste lig det arithmetiske Middel af begge Aflæsninger. Efter Formel (3) er nemlig / : / = } A n m sættes nu m = n y , saa er ii m = n (n + y ) n ■ i + ) v ii m n 1 |'2 = n n w ii_ii o 8 2~\~ O. s. v. n vr ) Er nu y saa liden, at V 8 n' og Rækken kunne sættes ud af Betragtnin de følgende Led g, saa bliver af y nm = nil + = i (2n + y) \ tlf men 2 n + ?/ — m + n , altsaa I : I' — (m -f- n) (4) I Almindelighed benyttes nok det her beskrevne Pho- tometer paa den Maade, at man soger at indstille Diaphrag- met i den Afstand d , hvori Flækken eller den gjennem- trukne Papirflade paa begge Sider viser sig lige stærkt be- Om Brug og Indretning af Bimsens Photometer. 107 lyst; og er denne Stilling rigtig funden, saa er vistnok den relative Lystyrke lig Qvotienten af Afstandenes Qva- drater. Man har nemlig for dette Tilfælde, med de oven bragte Betegningsmaader / P d* (D—d) V ( = JL, - , 1 t (D — d)2 ’ d* 1 — R A- d- ( D—d)* L r _i_ L (D—d,)* d * (a) T (b) / /' eller af (a) (r-l) = ^ (r-t) og af (b) ~ (R-T) = (D~)2 (R- T) Af begge Ligninger findes overeensstemmende I : P == d2 : (D—d)2 (5). Men ved denne lagttagelsesmaade har man gi vet Slip paa dette Instruments væsentligste Fordeel, og det besidder da intet Fortrin for Bitchies ældre Photometer eller endog for den Bhumfordske Sammenligning af to Skygger, ved hvilke begge den Afstand iagttages, hvori to til grænd sende Flader ere lige stærkt belyste. Til Oplysning om den Indflydelse, som de forskjellige Iagttagelses- og Beregningsmaader kunne have paa den fundne relative Lysstyrke, skal jeg anføre nogle Maalninger valgte' iflæng blandt en Mængde, som jeg har anstillet for at bestemme Intensiteten af den almindelige Lysgas. Gas- sen forbrændte i en Argands Brænder med Glasskorsteen, og den constante Lyskilde, som tjente til Eenhed for Intensi- teten, var et Spermacetlys. De Differentser, som linde Sted mellem de successiv aflæste Værdier af d og d' , ere ingenlunde at ansee som Iagttagelsesfeil, thi allerede en Flytning af Skjærmen af et Par Tiendele af en Tomme vil atter bringe Flækken til- 108 Chr. Langberg. syne, naar den i en vis Stilling er fors vun det; især er Ind- stillingen skarp naar Flækken forsvinder paa den Side, som vender mod Gasflammen eller den stærkeste Lyskilde. Dif- ferentserne ere derfor hovedsagelig en Folge af saavel Gas- flammens som Spermacetlysets stedse fluktuerende Lyskraft. Ogsaa Forskjellen d — d‘, der for det ved disse Maalninger benyttede Diaphragma i Gjennemsnit fandtes lig 1,8 Tomme, er underkastet Forandringer, deels under samme Række af Maalninger, deels til forskjellige Tider, hvis Aarsager og Love det endnu ikke er lykkets mig at udfinde, men som maaskee tildeels kunde grunde sig paa Flammernes noget forandrede Farve. d d‘ 41." 9 41 "1 42. 45 40. 15 41. 37 39. 8 41. 34 40. 15 41. 15 39. 0 Middel 41. 64 40. 04 1. I) = 60" D-d=l 8."36 D—d'=\9. 96 I: r = 4. 55 «=5.14 = j,(l 4 7--7-) d; (D-dy m = 4.02 ^ 8.6^ n -i m *2 = 4.58 2. d 41. 9 d' 40. 3 1:1'== 4.64 - 42. 4 40. 5 T &> 42. 0 39. 4 n = 5.35 —j,(l + 41. 8 39. 9 I 1 , 41. 38 40. 0 m = 4.02 == -p(l — 7^ 41. 89 40. 03 m±n =AfM 2 Om Brug og Indretning af Bunsens Photometer. 1 09 3 d d‘ 40.9 39.1 I : T = 4.16 40.8 38.9 ” - “> “ T < 1 +K6> 40.6 39.4 41.5 39.5 I 1 42.0 39.6 ni = 3.61 = -j-(l -? G) 41.18 39.31 n±* = 4.20 2 4. d d' 41.4 38.24 /:/' = 4.319 41.8 39.36 „ = 5.160= [(1 + ^) 41.76 39.0 41.8 39.87 «=3.615 41.56 40.1 41.66 39.32 m i” = 4.38 5. n m T 6.2 4.6 -j- = |/r»wi = l/’6.1 x 4.6=5.297 6.1 4.7 J m + n — 5.35 2 6.0 4.6 6.0 4.6 6.2 4.5 6.10 4.60 Den Feil, man vilde begaae ved blot at iagttage Flæk- kens Forsvinden paa den ene Side af Diaphragmet, belober sig altsaa i disse Forsøg til mellem i og af den hele re- lative Lysstyrke. VII. Bidrag tii Kundskaben om Middelhavets Littoral-Fauna, Reisebemærkninger fra Kalien. Af M. Sars. I Vinteren 1852—53 tilbragte jeg fire Maaneder i Neapel og Messina med Undersøgelser af de hvirvelløse Sødyr i Omegnen af disse Steder for at lære at kjende de der fore- kommende Arter og disses topographiske og bathymetriske Fordeling, fornemmelig i den Hensigt at kunne anstille en mere omfattende Sammenligning mellem Middelhavets og Nordhavets Littoral -Fauna. Jeg havde regnet paa til dette Øiemed at faae nogen Hjælp af de italienske Naturforskere, som maatte antages at være i Besiddelse af vigtige Kund- skaber og Erfaringer herom, men blev i denne Henseende skuffet ved at erfare, at man her kun lidet kjendte og be- nyttede Bundskraben, dette til deslige Undersøgelser aldeles uundværlme Bedskab, 02; i Almindelighed nøiedes med at undersøge de Dyr, som bragtes af Fiskerne. Jeg var saa- ledes desværre henviist til mig selv alene og de ringe Bes- sourcer, der stode til min Baadighed. Enhver med Gjen- standens store Besværligheder nogenlunde Bekjendt vil der- for ikke undres over, at jeg i den korte Tid og med de Middelhhavets Littoral-Fauna. 111 ringe Midler, jeg havde at. disponere over, ikke kan levere noget Fuldstændigt og Omfattende; imidlertid troer jeg dog at kunne give nogle Bidrag, der ikke ere uden Interesse. I Neapels Golf er Søbundens Beskaffenhed i Alminde- liglied ret godt skikket for deslige Undersøgelser; derfor ere mine Erfaringer om Dyrenes Fordeling fornemmelig hentede derfra. Strædet ved Messina frembyder derimod store Van- skeligheder for Brugen af Bundskraben formedelst Sogrun- dens betydelige Ujævnheder og de samme hyppig bedæk- kende Ansamlinger af store Stene, saavelsom formedelst den rivende Havsrrøm, hvilken imidlertid til Erstatning fremby- der en stor Rigdom af svømmende eller saakaldte pelagiske Dyr, hvorved denne Localitet i mange Henseender bliver ligesaa belærende for Naturforskeren som hiin. Om Dyrenes topographiske og bathymetriske Udbre- delse og Fordeling i Middelhavet eier Videnskaben, med Undtagelse af enkeltstaaende Bemærkninger hist og her i forskjellige Yærker, ingen andre omfattende Oplysninger end dem, som ere meddeelte af den berømte E. Forbes om Ægeerhavets Dyr (Report on the Mollusca and Radiata of the Ægean Sea. London 1844); om den langt større vest- lige Deel af Middelhavet savne vi næsten ganske saadanne. Idet jeg forbeholder mig ved Slutningen af denne Op- sats at give en Skildring af de af mig herom iagttagne O O o O o Forholde, vil jeg her for det første levere en Fortegnelse over samtlige paa min Reise i Middelhavet fundne hvirvel- løse Dyr (deri ogsaa indbefattet de af inig opdagede nye Arter), med Bemærkninger over deres Forekomst, Leve- maade, og hvad der ellers forekommer mig at kunne tjene til nøiere Oplysning om deres Organisation og Artsbestem- melse. I Særdeleshed er det hermed min Hensigt at om- handle udførligere de Arter, der almindelig antages enten 112 M. Sars. for identiske med eller forskjellige fra de i Nordhavet fore- kommende lignende Former, at fremhæve de Uligheder eller Modificationer i Form, Farve, Størrelse &c., som hos samme Arter i disse tvende langt fra hinanden beliggende Have gjore sig gjældende, og derved yde Bidrag til en mulig nøiere Bestemmelse af hvad der bør antages for en for- skjellig Art og hvad ikkun for en climatisk eller lokal Va- rietet, Noget som i Videnskaben endnu er saameget omtvistet, 1. Oassls: Polypi* 1 Or do: Alcyonaria M. Edw. (Octactinia Ehrb.) 1. Alcyonium palmatum Pallas. Paa Klipperne nogle Fod under Søens Speil og indtil et Dyb af 20 Favne ved Neapel, i Exemplarer af 5 Tom- mers Høide. Høirød eller blodrød, Stammens nederste sterile Deel hvidagtig eller blegrød, Polyperne guulhvide med 8 finnede Tentakler, og ved disses Basis paa den udven- dige Side en bred oventil spids tilløbende Stribe af talrige blodrøde Spiculæ, hvilke ere stillede sammen i en Vinkel, hvis Spidse vender mod Tentaklernes yderste Ende. Disse Spiculæ er meget lange og tynde, naaleformige, næsten lige eller oftest ganske lidt krummede, og besatte med smaa coniske Knuder. Hos vor nordiske Alcyonium cydonium Mull. eller A. digitatum L. ere disse Spiculæ langt færre i Antal, meget kortere og tykkere, teenformige, ikke naale- formige, men forresten ligeledes besatte med smaa coniske Knuder. 2. Alcyonium palmatum varietas, an nova species? Paa 10 — 20 Favnes Dyb ved Neapel. Orangerød eller Middelhavets Litoral-Fauna. 113 minierød som den nordiske A. cydonium, 3— -4" høi, ikke „diviso-palmatum“ som A. palmatum, men besat med faa (3 — 4 paa hver Side) og langt fra hverandre staaende Grene. Det, som især udmærker nærværende Form, er, at Spicu- lerne paa Ydersiden ved Basis af Polypernes Tentakler ere hvide (hyalin-hvide), medens de hos den sædvanlige Form af A. palmatum ere blodrøde; forresten er deres Form hos begge den samme. Den nærmer sig mest til vor nordiske A. cydonium, fra hvilken den dog afviger ved sin slankere, mere grenede Form og fornemmelig ved de anderledes dan- nede Spiculæ ved Basis af Polypernes Tentakler. 3. Xenia? indivisa Sars, nov. spee. Kun et eneste Exemplar, fasthæftet til Stammen af en Gorgonia verrueosa fra 20 Favnes Dyb ved Neapel. Fra en flad rnndagtig Basis hæver sig en tyk cylindrisk-conisk kjødagtig steril Stamme, som er uregelmæssigt furet efter Længden og oventil bliver smalere, hvorpaa den igjen ud- vider sig noget til en aflang eller rundagtig Kølle, som rundt om er besat med henved 30 Polyper, hvilke sidde ad- spredte enkeltviis eller 2 — 3 tæt sammen ved deres Basis. Disse Polyper ere temmelig store, cylindrisk-coniske, ikke retractile, og have 8 finnede Tentakler. Polypstokkens Farve er overalt brungraa; dens Høide 2 1 mm , deraf den sterile Deel 16mm høi, nedentil 6mm og oventil 2^mm tyk; den po- lypbærende Deel 5mm høi og 4rnm tyk. Paa den sterile Deel af Stammen ere kun faa Spiculæ synlige; paa den øverste polypbærende Deel falde de der- imod stærkt i Øinene formedelst deres betydelige Størrelse (omtrent |mm lange) og sneehvide Farve. De ligge her ad- spredte eller uregehnæssigt sammenhobede og i forskjellige Betninger under Huden, uden for hvilken de ikke træde frem. De have en langstrakt-teendannet Form d. e. tykkest 8 114 M. Sars. paa Midten og efterhaanden smalere mod begge Ender, hvilke ere tilrundede, og ere glatte, ikke knudrede som hos Alcyonium. Ogsaa ved Basis af Polypernes Tentakler fin- des paa den udvendige Side Spiculæ; men disse ere langt talrigere, ligge tættere sammenpakkede, ere mange Gange mindre end hine, naaleformige , glatte og svagt krummede. Forresten indeholder Polypstokken talløse overordentlig lange og tynde, lige, hyaline, stive, i alle Retninger liggende Traade eller Naale, hvilke danne et tæt spongiøst Væv. Hvorvel Polypstokkens Form er afvigende fra Xenia, som oventil er deelt i Grene og bærer Polyperne paa Toppen af disse stillede i Skjærme, stiller jeg dog midlertidig denne nye Art til hiin Slægt paa Grund af de ikke retractile Polyper, hvorved den ligesom ved dens glatte Spiculæ afviger fra Alcyonium. Den kan diagnoseres saaledes: Stipite sterili cylindrico-conico, supra in discum polypi- ferum ovato-globosum desinente. Polypi sparsi, cylindrici, non retractiles, parte basali duriori coriacea spiculis albis aciculatis gracillimis farcta, apicali retractili molli. Spicula majora elongato-fusiformia alba in disco polypifero inter polypos ir- regulariter disposita. Color griseus. 4. Rhizoxenia rosea (Evagora) Phil. Denne af Philippi (Wiegmanns Archiv fur Naturge- schichte 1842. 1. p. 36 T. 1. f. 2) under Navn af Evagora rosea først beskrevne, senere afM. Edwards (Cuviers Regne anim. illust. Zooph. T. 65 f. 3) under Navnet Cornularia crassa afbildede Polyp forekommer ved Neapel temmelig sjeldent paa Balaner og andre submarine Legemer tæt un- der Søens Speil. Den er opak minierød, har en krybende Stamme og store oprette cylindrisk-coniske Polyper med 8 radiale Furer paa den afrundede Top i contraheret Tilstand, men i udstrakt med 8 finnede lysrødlige Tentakler. Paa Middelhavets Litoral-Fauna. 115 Philippis Figur er den krybende Stamme for smal, M. Ed- wards^ Figur er derimod ret god. Polypernes Krop er fuldspækket med talrige Spiculæ, der ligge tæt pakkede paa hverandre i Retningen af Kroppens Længde. Disse Spiculæ ere krystalklare , ikke synderlig lange, tykke og plumpe, samt overalt rundtom besatte med talrige meget korte og tykke coniske paa Enden afstumpede Knuder, hvilke hyppig igjen ere knudrede. Denne Poiyp bør henføres til Rhizoxenia Ehrb. for- medelst Polypstokkens kjødagtige Beskaffenhed og Tilste- deværelsen af Spiculæ, og ikke som M. Edwards har gjort, til Cornularia, der har en hornagtig Polypstok og ganske mangler Spiculæ. Slægten Sarcodictyon Forbes adskiller sig ikke fra Rhizoxenia ved Andet end de lavere Verrucæ eller Polyper og bør derfor udgaae af Systemet. Hos Rhi- zoxenia skulle Polyperne efter Ehrenbergs Characteristik, som kun beroer paa Lesson’s Beskrivelse og Figur af en af ham observeret Art, ikke være retractile; men saavel hos vor her omhandlede Art som hos den norske R. filiformis S. og den brittiske R. catenata (Sarcodictyon) Forb. ere de virkelig retractile. 5. Cornularia rugosa Lamk. (Tubularia cor- nucopiæ Cav.) Denne for Middelhavet characteristiske Polypform fo- rekommer hyppig paa Stammen af Caulinia oceanica i ^ — 2 Favnes Dyb ved Neapel, i Grotterne ved Nisita endog gan- ske tæt under Søens Speil paa Balaner, Stene, Skjæl og andre submarine Legemer, og ved Messina paa Alger indtil 20 — 30 Favnes Dyb. Fra den meget tynde hornag- tige, cylindriske, krybende Stamme hæve sig af og til i visse Mellemrum lodret op de enkelte ligeledes hornagtige, lys brunlig gjennemsiglige, store, 3 — 4 Gange tykkere Celler, 8* 116 M. Sars. hvilke nedentil ere smale og oventil efterhaanden bredere eller trompetformige , hyppig ogsaa noget uregelmæssige i deres Form og mere eller mindre krumbøiede. Af Cellens cirkelrunde Aabning kommer undertiden den forholdsviis store Polyp frem, som er lys orangeguul og temmelig gjen- nemsigtig; dens 8 med lange og tynde Finner eller Smaa- traade paa begge Sider besatte Tentakler ere guulagtig- gjennemsigtige. Den cylindriske nedentil aabne Mavesæk er mere intensivguul. Polypen kan ganske trækkes ind i Cellen og skinner ved sin orangegule Farve gjennem denne. 6. Corallium nobile (Isis) L. Af denne velbekj endte Middelhavsform fik jeg Exem- plarer fra 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel, hvor den dog ogsaa skal . forekomme paa ringere Dyb. 7. Gorgonia verrucosa Cav. I Grotterne ved Nisita. hvor der er halvmørkt ved høi- lys Dag, forekommer denne Gorgonia hyppig fastvoxen til den steile Ivlippevæg \ — 1 Favn under Søens Speil; dog findes den ogsaa udenfor paa større Dyb, nemlig 10 — 20 Favne. Dens Farve i levende Tilstand er livlig minierød, men ved Tørring bliver den snart guulhvid. Polyperne ere lyserøde og temmelig gjennemsigtige, med 8 finnede Tentakler. Ehrenberg (Corallenthiere des rothen Meeres p. 136) angiver dens Størrelse til Fod; jeg fandt den, endog i Grotterne, af 1 Fods Høide. 8. Gorgonia Bertolinii Lamx. Paa 20 — 50 Favnes Dyb ved Neapel. Den afviger fra G. verrucosa ved dens lysgule Farve, længere og lidet deelte Grene og kun meget lidet fremragende Polypceller (verru- cæ) 1J Fod høi. 9. Gorgonia sarmentosa Esper. Ikke sjelden ved Neapel paa 50 Favnes Dyb og der- Middelhavets Litoral-F auna. 117 over. Farven er mindre livlig rød end hos G. verrucosa, og egentlig mat guulrød med lidt Brunt i eller teglsteen- farvet, Polyperne guulhvide med 8 finnede Tentakler. Eh- renberg henfører den til Eunicea, men Dana (United states exploring Expedition, Vol. 7) rigtigere til Pterogorgia (beg- ge Underslægt er af Gorgonia), da Polyperne paa de yderste tynde Grene sidde i 2 Bader (polypi bifarii), medens de paa de tykkere Grene danne flere Bader. Ehrenberg an- giver dens Størrelse til \ Fod; men jeg fik ved Neapel Exemplarer af 2 Fods Høide. En lys svovlguul Varietet af denne Art (varietas isabellina Ehrb.), som allerede af Esper (Pflanzenthiere T. 45) er afbildet, forekom ogsaa paa samme Dyb ved Neapel. 10. Muricea placomus (Gorgonia) L. Paa 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel. Den henføres af Philippi til M. calyptrata Elirb.; men de Kjendetegn, ved hvilke denne, efter Ehrenberg (Corallenthiere p. 134), skal adskille sig fra M. placomus, nemlig „ramis gracilio- ribus, polypis minoribus, obtusioribus,“ finde ingen Anven- delse paa den ved Neapel forekommende Form, som i alle disse Henseender ikke afviger fra den nordiske M. placomus. 11 . Pennatula grisea Gmel. (P. spinosa Sol. & Ellis). Af denne for Middelhavet eiendommelige Art, som udmærker sig ved sin korte, tykke, bulbøse Stilk, den mel- lem Finnerne glatte Bygside uden Papiller, og ved de frern- staaende lange naaleformige Pigge (Spiculæ) paa Polypcel- lernes frie Ende, fik jeg ved Neapel flere udvoxne Exem- plarer paa henved 100 Favnes Dyb og et yngre ved Mes- sina paa 40 Favnes Dyb, dyndet Grund. Farven, som ef- ter mine Iagttagelser er meget constant hos Søfjærene, var paa den sterile Deel af Stilken smudsig orangeguul, den finne- bærende Deel af Stilken mørk blaagraa paa Midten og gaaende 118 M. Sars. paa Siderne over i det Brungraa, selve Finnerne lysguulgraa eller guulhvide, deres Spiculæ hvideog nogetgjennemsigtige, og endelig Polyperne, der have 8 finnede Tentakler, guulhvide. Ehrenberg anfører i hans Characteristik af denne Art, at den har en Fure paa Ryggen („dorso inter pinnas lævi, sulco tenui“): Ryggen er ganske rigtigt glat og uden Papiller, men der er hos udvoxne Exemplarer ingen tydelig markeret Fure, saadan som man linder den hos andre Arter; kun hos yngre linder man Spor af en smal lidet markeret Rygfure. Det ved Messina fangede unge, lange Exemplar havde en forholdsviis langt smalere Stilk, hvilket ogsaa er Tilfældet med yngre Exemplarer af andre Arter af Søfjære, og længere fra hverandre staaende Finner, hvilke her ty- delig bemærkedes at staa alternerende, hvorimod dette hos voxne Exemplarer, hvor de sidde meget tæt sammen, er mindre tydeligt. Finnernes Antal var her kun 15 Par, af hvilke de nederste 2 — 3 vare meget smaa; hvorimod det hos de voxne, 5 — 6" lange Exemplarer var 28 Par. Bo- hadsch (Anim. marin. T. 9 f. 1 — 3) fandt hos de af ham undersøgte, 8" Tommer lange Exemplarer 30 Par Finner. 12. Penn at ul a phosphorea L. (P. britannica Sol. & Ellis-P. mb ra Ehrb). Paa 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel, hvor den alle- rede er iagttaget af Bohadsch (Anim. marin. T. 8 f. 5). Det eneste Kjendemærke, hvorved Linné (Syst. nat. Ed. 12). i Diagnosen adskiller denne Art fra den meget lignende P. rubra, er „rhachi scabra“; men denne sidste har ogsaa en rue Stilk (rhachis), skjøndt de Papiller, der foraarsage denne Ruehed, her ere langt mindre. Disse tvende Former ere derfor hyppig, f. Ex. afPallas, delle Chiaje o. A, blevne sammenblandede. De ere dog bestemt forskjellige Arter. Pennatula phosphorea udmærker sig ved sin høiere røde Middelhavets Litoral-Fauna. 119 Farve, som altid er dyb purpur-eller cochenellerød, ved den finnebærende Deel af Stilkens mindre Brede, som ikke er større end den sterile Deels, ved langt større og spidsere Papiller paa Rygsiden af Rhachis paa Siderne af den glatte smale Længdefure, ved smalere Finner, og endelig ved Fo- lypcellerne, hvilke ere færre i Antal (omtrent 12 paa hver af de midterste Finner) og staa paa den forreste Rand af Finnerne i en eneste lige Rad. Den mere intensiv røde Farve hos denne Art kommer af de saaledes farvede meget talrige Spiculæ, med hvilke Finnerne, hvis egentlige Grundfarve er blegrød, overalt ere spækkede. Den sterile Deel af Stilken er blegrød eller rødguul. Tværtimod hvad Lamarck (Hist. nat. d. animaux sans vert. Vol. 2. p. 427) siger, , ,1a conlenr, dans ce genre, ne peilt servir å la distinction des espéces,“ er Farven hos denne som andre Søfjære meget characteristisk og constant. Den middelhavske Form af denne Art stemmer fuld- ■ kommen overeens med vor almindelige nordiske, kun synes den i Nordhavet at opnaae en betydeligere Størrelse. Me- dens de neapolitanske Exemplarer kun vare 5" lange, har jeg ved Norges Kyst faaet dem af 8" Længde. Man kan, for at ad skille denne Art fra den følgende, diagnosere den saaledes: Pennatula phosphorea: In- tense rubra seu coccinea, stipite sterili graciliore vexilli fere longitudine; rhachide inter pinnas cylindrica angusta (cras- situdinem stipite s sterilis æqvante), dorso papillis majoribus acutiusculis obsita, ibiqve sulco medio longitudinali angusto lævi; pinnis angustioribus , cellulis polyporum paucioribus (circa 12 in pinnis mediis) distincte uniseriatis. 13. Pennatula rubra L. (P. italica Sol. & EU.==P. granulosa Lamk.=P. phosphorea Ehrb). Paa 100 — 150 Favnes Dyb ved Neapel. Denne Form 120 M. Sars. som af Bohadsch (1. c. T. 8 f. 1, 2) og delle Chiaje (1. c. T. 160 f. 1) er bleven afbildet, ansees af Mange kun som en Varietet af P. phosphorea, fra hvilken den dog speci- fisk ad skiller sig ved Følgende: Farven er orangerød eller minierød; Rygsiden af den finnebærende Deel af Stilken teenformig, paa Midten dob- belt saa bred som den sterile Deel, og besat paa de stærkt convexe opsvulmede Sider af den brede glatte Længdefnre med talrige, mindre og stumpere Papiller; Finnerne bredere og næsten halvmaanedannede ; endelig ere Polypcellerne langt talrigere (30 — 36 paa hver af de midterste Finner), mere tætsidende, og vise Tilbøielighed til at ordne sig i 2 alternerende Rader (idet hver anden Celle er bøiet til den ene, hver anden til den anden Side) langs ad den forreste Rand af Finnerne. Den blekere røde Farve hos denne Art har sin Aarsag i de lidet talrige og mere adspredte Spiculæ (som ogsaa her ere af en intensiv carmosin-eller blodrød Farve) i Fin- nerne. Den sterile Deel af Stilken er blegrød eller rød- guul. Nærværende Art forekommer, saavidt hidtil bekjendt, ikke udenfor Middelhavet. De tvende Exemplarer, jeg er- holdt ved Neapel, viste temmelig stor Forskjel i Forholdet af den sterile og den finnebærende Deel af Stilken. Den første var nemlig hos det ene Exemplar 1J" og den sidste 3" lang med 24 Finner paa den ene og 30 paa den anden Side; hos det andet Exemplar var den første ligeledes lj", men den sidste 4" lang med 36 Par Finner. Ligesom den foregaaende phosphorescere ogsaa Polyperne hos denne Art i Mørket, især stærkt naar den kastes i Spi- ritus, med et smukt og klart lysblaat Skin. Den kan cha- racteriseres saaledes: Middelhavets Litoral-Fauna. 121 Pennatula rubra: Aurantiaca vel pallide miniata; stipite sterili crassiore dimidiam fere totius partem æqvante; rachide inter pinnas subfusiformi , crassitudinem stipitis ste- rilis fere duplicem æqvante, lateribus tumidis dorso papillis minimis obsitis, sulco dorsali medio longitudinali latiore lævi; pinnis latioribus semilunatis, cellulis polyporum nu- merosis (30 — 36 in pinnis mediis) subbiseriatis. 2. Ordo. Zoantliaria Blainv. ( Polyactinia EhrbJ. 14. Dendrophyllia r ame a (Madrepora) L. Ved Neapel paa store Dybder (100 — 150 Favne). En velb ekj endt Mi ddelhavsform . 15. Astroides caly cularis (Caryophyllia) Lamk. Denne for Middelhavet eiendommelige Coral forekom- mer i Grotterne ved Nisita selskabeligt og i stor Mængde tilsammen paa Klipperne imellem og under Balanerne, alt- saa nær ved Søens Speil, dannende et ved Polypernes Farve orangerødt horizontalt Bælte, som idelig beskylles af Havets Brænding, der her ofte er meget voldsom, og saaledes udsat for baade Vandets og Luftens afvexlende Indvirkning. Disse Dyr sidde her, vel nær hverandre, men dog ikke meget tæt sammenpakkede i Fordybningerne af Tufstenen, hvori Modiola lithophaga findes talrig boerende. Polypcellerne vare ad- skilte fra hverandre, med frit fremragende cirkelrund Aab- ning, hvis Diameter hos de største var 5mm; paa nogle be- mærkedes ingen, paa andre fra 1 indtil 5 større eller mindre Gemmer i Omkredsen af Bægerets Rand. Ved Messina fandtes denne Coral ligeledes tæt under Søens Speil, men dog lidt dybere, nemlig 3 — 4 Fod under Flømaalet (Niveauet af liøieste Flod) da der her er større Forskjel paa Flod og Ebbe end ved Neapel, og umiddelbart under Bæltet af den nedenfor beskrivendes Corynactis paa 122 M. Sars. Nordsiden af Lazarettets Molo i Havnen. Den danner ogsaa her ved Individuernes Mængde et horizontalt livligt orangerodt Bælte af omtrent et Spands Bredde eller Hoide, og disse Individuer sidde her hyppig saa tæt sammen, at Polypcel- lernes Vægge voxe sammen med deres Naboers rundtom og Celleaabningerne, hvis Diameter her hos de største var 9 — lCmm, blive polygonale ligesom Bikageceller. Polypcel- lerne danne paa denne Maade paa Klipper og Stene rund- agtige, aflange eller halvkugleformige Polypstokke af 4 — 5J Tommes Gjennemsnit og 2 Tommers Hoide i Midten. Dog forekom her ogsaa, ligesom ved Neapel, adskilte Polypceller med fri cirkelrund Aabning; mellem begge Former fandtes fuldstændige Overgange. ( Polyperne ere, som allerede bemærket, af en livlig oran- gerød Farve og cylindrsk Form; de hæve sig \ — 1 Tomme over deres Celler, og have 40 — 48 (jeg har hos forskjellige Individuer talt 43 — 48) korte, cylindrisk-coniske , i 2 Rader stillede Tentakler, hvilke under Loupen vise sig besatte med smaa runde Papiller. De kalkagtige Polypcellers Form og Beskaffenhed hos denne Art ere noksom bekjendte. PIos meget unge Exem- plarer viser Polypcellens Bæger (calyx), ved en Diameter af 2mm, 6 primaire, hos ældre 12 (6 primaire og 6 secun- daire) Lameller (septa) stærkt og ligemæssigt udviklede, saa at de naae lige ned og indtil den kuglerunde spongiøse Co- lumella. Mellem disse Hovedlameller udvikle sig de terti- aire Lameller (3de Cyclum), nemlig mellem hvert Par een, som er lavere end hine og paa langt nær ikke naaer hen til Columella, og endelig paa hver Side af den tertiaire een qvaternair Lamelle (4de Cyclum), som er endnu lavere og kortere og neppe naaer halvt ned i Bægerets Dybde. Ofte ere de qvaternaire Lameller kun lidet udviklede eller paa Middelhavets Litoral-Fauiia. 123 visse Strækninger (Systemer, Edw. & Haime) af Bægerets Kreds abortive. Det hele Antal af Lameller er altsaa nor- malt: 6 + 6 + 12 + 24 = 48. Sjeldent er dette Antal com- plet, sædvanlig er det ringere. — Hos de ovennævnte meget unge Exemplarer af 2mm Diameter, som havde 6 stærkt ud- viklede primaire Lameller, lidet udviklede secundaire og tertiaire, men slet ingen qvaternaire, var Columella endnu meget liden og viste 1 — 3 Dreininger eller Vendinger, hvor- imod den hos fuldvoxne Exemplarer var af betydelig Stør- relse (3 — 4mm i Diameter) og bestod af talrige med hver- andre forvoxne Dreininger, hvilke danne et spongiøst Væv. 16. Balanophyllia italica Edw. & Haime. Hyppig ved Messina, hvor den forekommer enkeltviis, aldrig mange tilsammen, fastvoxen til Klipper og Stene lidt lavere end Astroides calycularis eller fra omtrent 2 — 3 Fod under Søens Speil ved Ebbetid indtil 1 Favns Dyb. Po- lypen ligner en Actinia, er af en livlig citronguul Farve, og hæver sig ovenover Banden af Bægeret omtrent en halv Gang dettes Høide; Dyrets Hud udbreder sig ogsaa uden- paa Cellen, som den beklæder næsten lige ned til dens Ba- sis, og er stribet efter Længden og rynket paa tværs. De største Exemplarer havde 30—40 Tentakler, hvilke ere stil- lede i 2 Rader, af Længde som Bægerets Radius, conisk- traadformige, besatte med smaa runde Papiller, der ind- slutte talrige Kessel kapsler, og ende med en glat knopformig Spidse. Munden er en foldet Tværspalte af mørkere orangeguul Farve. Et yngre Exemplar havde kun 27 Tentakler. Med Hensyn til Polypstokken bemærkes, at blandt Bæ- gerets Lameller, hvis Antal hos Exemplarer af 8 Millime- ters Diameter var 48, hos Exemplarer af 14 Millimeters Gjennemsnit 87, ere 12 (de primaire og secundaire) stærkt fremtrædende. Hos meget unge Exemplarer af 2—4 Milli- 124 M. Sars. meters Gjennemsnit ere 6 (sjeldent kun 5) primaire Lamel- ler udviklede, medens der kun viser sig Rudimenter til det følgende eller de tvende følgende Cycla. En tydelig Selvdeling (fissiparité, Edw. & H.) bemær- kedes hos et Exemplar, idet tvende Bægere, det ene af 3mm, det andet af 2mm Diameter, vare omsluttede af en fælles Cellevæg (Skedé, theca, E. & H.), som seet ovenfra havde en Indknibning paa Midten eller Figuren af et Ottetal, hvis ene Ivreds var en halv Gang større end den anden. Begge Bægere vare, skjøndt omgivne af en fælles Theca, dog al- lerede fuldstændigt hver for sig begrændsede, og hver af dem viste de 6 primaire Lameller stærkt udviklede, den fremvoxende Columella o. s. v. Selvdeling er, saavidt vi- des, ikke tilforn iagttaget hverken hos Balanophyllia eller nogen anden til Familien Eupsammides E. & H. hørende Polyp, med Undtagelse alene af clcn fossile Slægt Lobop- sanunia (vide M. Edwards & Haime, Monographie des Eupsammides, Annales des Sc. nat. 1848 Vol. 10. p. 105). Cladocora cespitosa (Madrepora) L. Ved Triest, fastvoxen til Klipperne et Par Fod under Søens Speil. Polypcellens Bæger har 36 — 45 (sædvanligst 36) Lameller, indenfor dem 18 — 20 (almindelig 18) Paluli; Columella er spongiøs med tandet eller pigget Overflade (ikke „å surface plane,“ som Edwards og Haime angive). Denne Form stemmer ikke ganske med den af Edwards og Haime (Annales d. Sc. nat 1849. p. 306) givne Beskrivelse, ifølge hvilken „den skyder Knopper kun i store Distancer og ikkun een Gang i samme Høide,“ men i denne Henseende hellere med deres Cladocora stellaria (1. c. p. 307), da den ofte prolifererer i kortere Distancer og det med 2 eller 3, ja stundom endog 4 Knopper i samme Høide. Hvad der imidlertid hindrer fra at henføre den til den sidste Art, er Middelhavets Litoral-Fauna. 125 at den ganske mangler det for denne characteristiske, under Form af „petites collerettes“ sig visende Epitheca, og at Paluli ikke forene sig til at danne sex „chevrons.“ — Der- imod besidder jeg Exemplarer fra Cagliari, som stemme overeens med hine Forfatteres Beskrivelse af C. stellaria ved Formen af deres Epitheca og Paluli, men igjen afvige derved, at de kun proliferere 1 eller 2 Gange og kun med 1 eller 2 Knopper i samme Hoide. Sagen er, som det sy- nes, at begge de omhandlede Arter ere underkastedé be- tydelig Variation. 18. Cladocora astræaria Sars, nova species. Tab. 1. Fig. 5-7. Af denne nye Art fik jeg kun et eneste Exemplar paa 20 Favnes Dyb ved Neapel. Den ligner i det Hele tagef C. cespitosa, men afviger kjendeligt derved, at den har me- get korte Stammer (Polypierites, E. & H.), som proliferere, ikke som hos hiin Art i flere over hverandre staaende Høi- der, men kun een Gang og med flere Knopper i een og samme Høide, hvor Stammerne saavelsom deres Gemmer ere forvoxne med hverandre eller forenede ved et Slags Coe- nenchyma (E. & H). til større Partier, saa at de tilsammen danne en udbredt rundagtig, nedenunder flad eller noget concav, ovenpaa convex Polypstok. Ovenover dennes jævnt cenvexe Overflade hæver ingen Stamme eller Gemme sig; Polypstokken har derfor Udseende af en Astræa. Medens C. cespitosa har 1 — 2" lange, frie og adskilte Stammer med flere Gemmer ovenover hverandre i flere Høider, har nær- værende Art kun | — j" lange Stammer, hvilke alle, ligesom og deres Gemmer, paa et vist Punkt ophøre at voxe mere i Høiden og her forvoxe mere eller mindre med hverandre, saa at deres Bægere (calyces) ikke hæve sig høiere end omtrent •£" ovenover Forvoxningslinien. Den hele Polyp- 126 M. Sars. stok liar en Brede eller Yide i horizontal Retning af og en Høide af ^ — J" midtpaa og efterliaanden mod Peri- pherien lavere. Bægeret viser et forskjelligt Antal Lameller fra 36 indtil 55. Polypcellernes Costæ blive efterliaanden bredere nedentil, hvor de flyde sammen med dem fra de omgivende Naboceller. Hist og her danner Epitheca tynde lamelløse horizontale Broer (collerettes. E. & H.) over til Nabocellerne. Paluli ere adskilte, ikke knippeviis („en chevrons“) forenede, i Antal 18 — 26. Denne Form, som synes at staae nærmest ved C. stel- laria, kan diagnoseres saaledes: Cladocora as træ ar i a. Caulibus flexuosis brevibus Q — longis), omnibus semel seu in eademqve altitudine gemmiparis ibiqve partim concretis , ita ut polyparium eva- dat expansum, rotundatum, subtus planiusculum et supra convexum latum, medio ^ et ad peripheriam \u altum), calycibus modo -i" supra lineam concretionis cauli- um prominentibus. Costæ infra latiores ibiqve cum iis cel- lularum vicinarum confluentes. Septa calycis 36 — 55; pa- luli discreti 18 — 26. Ejiitheca passim pontes lamellosos tenues horizontales inter cellulas velut in C. stellaria format. Tab. 1 Fig. 5 — 7 forestiller Cladocora astræaria. Fig. 5. Corallen seet fra Siden, i naturlig Størrelse, cc dens Ba- sis, aa Celleaabningerne eller Bægerne, bb Coenenchyma, d det lamelløse Epitheca. Fig. 6. Et Stykke af samme, ligeledes i Profil, for- størret. Bogstaverne som i forrige Figur. Fig. 7. Et Stykke af samme seet ovenfra, forstørret. 19. Coelocyathus typicus Sars, novum genus et species. Tab. 1. Fig. 8 — 11. Af denne nye Coral fandtes ved Neapel 5 Exemplarer, Middelhavets Litoral-Fauna. 127 desværre uden Polyper. fastvoxne paa Stammen af. en Gor- gonia veiTucosa paa 10 -20 Favnes Dyb. Den hører til Turbinolidernes Familie, blandt hvilke den synes at maatte danne en ny Slægt. Polypstokken er enkelt, kalkagtig med tynde Vægge, af omvendt kegledannet Form, bueformig krumboiet, og fastvoxen til fremmede Legemer ved en smal Basis. Dens Ovérflåde er næsten aldeles glat, med kun svagt fremtrædende Spor af Costæ, og meget hint og tæt tværstribet (Væxtstriber). Bægeret er meget dybt, dets Band næsten cirkelrund. Lamellerne hæve sig ikke over Bægerets Rand, ja naae knapt engang denne, ere brede, men meget tyn- de med sinuøs eller bølgeformig bugtet Rand, og besatte med store coniske lidet talrige Korn; deres Antal er 12 — 24, altsaa kun dannende 3 Cycla, idet det tredie Cyclum ofte kun er lidet eller ufuldstændigt ud viklet. Hos yngre Individuer ere de G primaire Lameller stærkere udviklede end de andre. Pa- luli mangle. Columella er ufuldkommen eller rudimentair; den er sammensat af de 6 primaire Lamellers nederste med hverandre forvoxne Ender, meget liden og af uregelmæssig rundagtig Form, hvorpaa der hos et Exemplar bemærkedes 4 runde circumscripte Huller, hos et andet 3 og hos et endnu yngre kun 1 Hul. De secundaire. og end nu mindre de tertiaire, Lameller naae ikke hen til Columella. Polyp- stokken var hos det største Exemplar hoi, Bægerets Diameter T5F". Hos et mindre Exemplar (Tab. 1 Fig. 8, 9) var Antal- let af Lameller 24, altsaa alle 3 Cycla udviklede, de 6 pri- maire Lameller (Fig. 9, 3 — 3) udmærkede ved deres Stør- relse fremfor de andre. Et middelstort Exemplar havde kun 12 Lameller, af hvilke de secundaire kun vare lidet mindre udviklede end de primaire; af de tertiaire fandtes intet Spor. De største af de fundne Exemplarer endelig 128 M. Sars. (Fig. 10, 11) viste kun 20 Lameller, idet de primaire (Fig. 11, 1-1) og secundaire (Fig. 11, 2 — 2) vare næsten lige meget udviklede, men 3de Cyclum (Fig. 11, 3 — 3) derimod kun deelviis udviklet. Paa dette sidste Exemplar sad et ungt Individuum (Fig. 10, 11, c) fæstet tæt under Bæge- / rets ydre Rand. Denne Coral synes at staae nærmest ved Desmophyl- lum, men afviger fra denne Slægt derved, at Bægerets Lamel- ler ere adskilte , ikke knippeviis forenede , og at de ikke hæve sig ovenover Bægerets Band, samt ved Tilstedeværel- sen af en, skjøndt ufuldkommen, Columella. FraFlabellum adskiller den sig ved sin krumme, ikke comprimerede Form. Den kan diagnoseres saaledes: Coelocyathus*) typicus. Polyparium simplex, fixum, obconicum seu turbinatum, curvatum, costis inconspicuis seu nullis. Columella incompleta, paluli nulli. Calyx subcir- cularis, fissura caliciualis profundissima. Septa supra mar- ginem calycis non prominentia, 12 — 24, tria cycla, tertium incompletum, formantia. Tab. 1 Fig. 8 — 11 forestiller Coelocyathus typicus. Fig. 8. Et mindre Exemplar seet i Profil, i naturlig Størrelse, a Basis, b. Bægeret. Fig. 9. Bægeret seet ovenfra, noget forstørret. I Cen- trum sees Columella med 3 Huller eller runde Fordybnin- ger. 1 — 1 de primaire, 2 — 2 de secundaire, 3 — 3 de terti- aire Lameller. Fig. 10. Et stort Exemplar seet i Profil, i naturlig Størrelse, a, b, som i forrige Figur, c et ungt Individuum fæstet tæt under Bægerets ydre Rand. *) Navnet er dannet af xoiAoc huul, og xvct&oc Bæger, for at be- tegne Bægerets dybe Hule hos denne Form. Middelhavets Litoral-Fauna. 129 Fig. 11. Samme seet ovenfra, noget forstørret. Be- tegnelse som Fig. 9. 20. Paracyathus striatus (Cyathina) Phil. Tilsammen ved forrige Art fandtes paa samme Gorgo- nia et Exemplar af den af Philippi (Wiegm. Archiv 1842. 1. p. 43) under Navn af Cyathina striata beskrevne Coral. Den er, som Edwards og Ilairne (1. c. p. 331) allerede for- modede, virkelig en Paracyathus. Den stemmer vel over- eens med PhilippFs Beskrivelse, hvori dog udentvivl er ind- løbet en Feil, naar han siger, at Paluli ere tynde („lamel- lis coronalibus tenuibus)44 , da han dog selv senere bemær- ker, at de ere „langt bredere44 end hos C. pulchella. Fra denne sidste Art adskiller den sig især ved dens tydelige og stærke Costæ. Denne Corals Form er egentlig ikke „subcylindrica44, som Philippi siger, men turbinata eller om- vendt kegleformig. Mit Exemplar var 9mm høit, Basis 4mm bred, Bægerets største Axe 7mm og dets mindre 5.}mm. La- mellernes Antal vare 52 (efter Philippi 48); blandt disse udmærkede sig 12 (de primaire og secundaire) ved deres betydeligere Størrelse og Tykkelse, ligesom Philippi be- mærker ved C. pulchella. Antallet af Paluli var 27 (efter Philippi 24), hvilke ere stillede i 2 Kader eller Ivredse; de ere tykke og stærke, og de i den indre Kreds, som bestaaer af 12, der staae ligeover for de 12 Hovedlameller, ere min- dre end de i den ydre. Columella bestaaer af omtrent 20 runde Papiller. 21. Cyathina pseudoturbinolia Edw. & Haime. Et Exemplar fæstet til en Steen paa 20 Favnes Dyb, og et andet til en af de lange Pigge paa en Cidaris hystrix paa 50 Favnes Dyb ved Neapel. Stemmer ganske overeens med vor eneste norske Art Cyathina, som i alle Henseender svarer til den af Edwards og Haime (1. c. p. 289 T. 9 f. 1, 9 130 M. Sars. 1, a) givne Beskrivelse og Figur af deres C. pseudoturbi- nolia, der udmærker sig ved dens smalere Basis og ovale Bæger, medens C. Smithii, efter hine Forfattere, skal have en Basis ligesaa bred som det sifbcirculaire Bæger. Denne Forskjel er dog ingenlunde indlysende af de engelske Zo- ologers Beskrivelser af denne sidste Form (vide Johnston, Hist. of Brit. Zooph. p. 199), som udtrykkelig siges at variere meget. Forresten har Navnet Cyathina clavus (Caryoph- hyllia) Scacchi (1835) Prioritet fremfor C. pseudoturbinolia Michelin (1841); men begge disse Navne synes dog at maatte vige Pladsen for det ældre C. Smithii Stokes & Broderip (1828). Hos unge Fxemplarer af denne Coral ere 12 (de pri- maire og secundaire) af Bægerets Lameller meget større og stærkere udviklede end de øvrige. 22. Mammillifera arenacea (Zoanthus) delle C h i a j e. Almindelig paa forskjellige submarine Legemer, især paa Murex brandaris, Cynthia microcosmus og C. Savignyi & c., i 10 — 20 Favnes Dybde ved Neapel. Denne af delle Chiaje (Descrizione e Notomia degli animali invertebrati della Sicilia citeriore T. 98 f. 11, 12) afbildede, men kun ufuldstændigt beskrevne Polyp hører aabenbart til Slægten Mammillifera Lesueur. Fra en som en meget tynd og flad Cruste paa submarine Legemer (ogsaa paa Piggene af Mu- rex brandaris) krybende Basis (-J — bred) af uregelmæssig baandagtig Form, der ofte deler sig dichotomisk og ana- stomoserer nætformig, hæve sig lodret i større eller mindre Afstand fra hverandre (indtil \n) enkeltviis de cylindriske mere eller mindre korte Polyper. Disse have en Længde eller Høide af og en Bredde eller Tykkelse af ^ de ere ligesom deres Basis mørkgraa og incrusterede over- Middelhavets Litoral-Fauna. m alt med fiin Sand som hos den nordiske M. incrustata y. Duben & Koren. Deres frie afrundede Ende viser i con- traheret Tilstand, naar Tentaklerne ere indtrukne i Kroppen, 12 radiale Furer; i u ds trakt Tilstand er den besat med 20 — 24 Tentakler, hvilke i 2 Kader eller Kredse, sædvanlig 12 i hver (hos et Exemplar tåltes 13 i den ydere Kad)* omgi ve den centrale guulhvide Mund. I delle Chiajes Fi- gur sees kun en eneste Kad af 14 Tentakler, den tæt un- der siddende ydre Kad er bleven overseet. Tentaklerne ere alle af samme Længde (noget længere end Kroppens Tykkelse), traadformige, tyndere mod Enden, graalig gjen- nemsigtige med hvid Spidse. Som ovenfor bemærket kom- me Polyperne som oftest enkelte og i større eller mindre Mellemrum frem af den krybende og prolifererende Basis; undertiden staae de dog tættere sammen, og jeg har i et eneste Tilfælde fundet 3 Individuer sammenvoxne med de- res nederste Ende, saa at alle tre hav de een fælles Krop- eller Visceralhule. Denne Art adskiller sig ved det ringere Antal Tentak- ler, den baandformige Basis, og ved F arven fra den lignen- de nordiske M. incrustata, som har 40 Tentakler, en skive- formig ndbredt Basis, lysere graa Farve paa Kroppen og minierøde Tentakler. ? 23. Corynactis mediterranea Sars, nova spe- cies. Tab. 1. Fig. 1—4. Ved Messina forekommer hyppig paa Klipperne nær ved Søens Speil en Polyp , som ved Undersøgelsen strax viste sig at henhøre til Slægten Corynactis Allman, der hidtil ikke har været iagttaget i Middelhavet. Dens bløde Krop, som ligner en Actinia, er meget for- anderlig efter den forskjellige Contractionsgrad, og viser idelig vexlende Former, saaledes som Allman (Annals of 9* m M. Sars. Nat. Hist. 1846 Vol. 17 p. 418) saa træffende har beskre- vet og afbildet dem (1. c. T. 11 f. 1) hos Corynactis viri- dis. Snart har den nemlig Skikkelse af en smal Cylinder, (Fig. 1, bb, Fig. 2) som paa sin ydre Ende bærer en med Tentakler besat kredsformig Skive, hvis Diameter langt over- gaaer Kroppens; snart er den kølleformig, (Fig. 1, c, e) idet dens øvre Deel er opsvulmet, medens den nedre er smal ; snart indknibes dens midterste Deel, saa at Kroppen, som er opsvulmet i begge Ender, ligner et Timeglas. (Fig. 1, d). Den med Tentakler besatte Mundskive er snart flad, snart concav, undertiden ogsaa convex eller conisk frem- ragende. Endelig bliver Kroppen i stærkt contraheret Til- stand, under hvilken Mundskiven med dens Tentakler gan- ske inddrages, betydelig forkortet (indtil en Fjerdedeel af dens Længde i udstrakt Tilstand) og saameget bredere, buget-conisk eller halvkugleformig. (Fig. 1. a). Iøvrigt er Kroppen ganske glat, og dens Basis danner en flad rund- agtig Skive, som er mere eller mindre udbredt paa og fast- voxen til fremmede submarine Legemer. Mundskiven, (Fig. 3), i hvis Midte er anbragt den runde eller aflange, egentlig en Spalte dannende Mundaab- ning (Fig. 3, e), som indvendig viser 12—16 verticale Fol- der ligesom hos Actinierne, er cirkelrund, og dens Rand besat rundtom med to tæt sammen, den ene (Fig. 3, b — b) in- denom den anden (Fig. 3, a — a), siddende Rader af Tenta- kler, hvilke stua afvexlende, omtrent som hos den nordi- ske Lucernaria cyathiformis (Fauna littoralis Norvegiæ Tab. 3 Fig. 8 — 10), med hvilken vort Dyr har adskillig Lighed i ydre Habitus. Længere inde paa Mundskiven blive Ten- taklerne mindre og danne to mere eller mindre regelmæssige Rader eller Kredse (Fig. 3, ’c — c, d — d), især ere de i den inder- ste (Fig. 3, d — d) hyppig meget uregelmæssigt stillede eller næ- Middelhavets Litoral-Fauna. 133 sten adspredte. Mellem de inderste Tentakler og Mundeii er der et temmelig stort nøgent Rum. Tentaklernes Antal er forskjelligt efter Individuernes Alder, 70 — 85 hos de største, nemlig 40 — 50 i de 2 ydre Rader og 30 — 35 i de 2 indre. Hos et Exemplar talte jeg saaledes 21 Tentakler i hver af de 2de ydre Rader, 20 i den tredie indenfor disse saa temmelig en Kreds dannende Rad, og 12 i den fjerde eller inderste mindre regelmæssige næsten adspredte Rad. I de 2 yderste Rader (Fig. 3. a — a, b — b) ere Tentaklerne størst, nemlig omtrent saa lange som Mundskivens Radius, i den tredie Rad (Fig. 3, c — c) kun en Trediedeel af hines Længde, og i den inderste (Fig 3, d — d) neppe Halvde- len af de sidstes Størrelse. Af Form ere de alle lige, (Fig. 4), nemlig cylindriske, imod Enden tyndere end ved Basis, overalt besatte med temmelig store rundagtige Papiller, som indslutte talrige Resselkapsler, og endende i en tyk- kere rund eller halvkugleformig glat Knop (Fig. 4, a), som er uigjennemboret. Nesselkapslerne fandt jeg ved mikroskopisk Undersøgelse aldeles overeensstemmende med Allmans Iagttagelser. De talrigste vare de af denne For- sker 1. c. Tab. 12 Fig. 3 afbildede, sjeldnere og af langt betydeligere Størrelse de Fig. 4 — 7 afbildede. Ved Contraction kunne Tentaklerne stærkt forkortes, ligesom hele Mundskiven kan lukkes og skjules indeni Kroppen, saa at der, ligesom hos Actinierne, kun sees en liden rund Fordybning paa Midten af den øverste frie Ende af den contraherede coniske eller halvkugledannede Krop. (Fig. 1, a). Den indre Bygning er overeensstemmende med Actini- ernes, med Undtagelse af at Generationsorganerne, hvis Antal er 20 — 24 og som have Form af bugtede Traade eller Rør, hvilke oventil ere tyndere og nedentil henimod 134 M. Sars. Kroppens Basis tykkere med tilrundet Ende, sidde enkelte (ikke to tilsammen paa hver af Mesenterialskillevæggene som hos Actinierne) fasthæftede til Randen af de tynde lamel- løse Mesenterialskillevægge. Dyret er i udstrakt Tilstand ^ — J" langt eller heit. Kroppens Farve er orangeguul eller undertiden noget brun- guul, Mun dskiven temmelig gjennemsigtig lys grønlig-graa- guul med en bred opak hvid mere eller mindre bred Kreds, som dog deelviis eller ganske fattes hos enkelte Individuer, me- dens den hos andre udbreder sig næsten over hele Skiven; Tentaklerne graagule og gjennemsigtige med opak orange- guul Endeknop. Mundfolderne ere guulrøde; den korte nedentil aabne Mavesæk og Generati on s organ erne ere intensiv orangegule og skinne igjenne mden halvgjennemsigtige Hud. Denne Polyp findes i stor Mængde paa Stenene afLa- zarettets Molo i Messinas Havn ganske tæt under Havets Speil (1 — 3 Fod under Flømaalet) og umiddelbart ovenfor Bæltet af Astroides calycularis, snart enkeltviis, snart, og det hyppigst, siddende mange ganske tæt sammen uden noget synbart Mellemrum. De danne saaledes paa en lang Strækning langs ad Stranden et brunguult liorizontalt Bælte af et Spands eller en Fods Bredde eller Høide, i det de enkelte Polyper med deres udbredte Mundskive, krandset med flere Tentakelrader, see ud som Blomster i et tæt Bed. Yed nøiere at iagttage nogle paa en Steen siddende Indi- viduer, som jeg havde bragt hjem levende i et Glas fyldt med Søvand, bemærkede jeg, at de aldrig som Actinierne bevægede sig fra deres Plads eller krøbe om paa deres Sueskive, men syntes at være fastvoxne til Stenen, hvorpaa de sad. Yed nærmere Undersøgelse befandtes flere Indivi- duer at være forbundne med hverandre eller sammenvoxne for- medelst en tynd skivedannet Udbredning af deres Basis, (Fig. Middelhavets Litoral-F anna. 135 1. f — f) som var fastvoxen til Stenen og havde samme Farve og bløde Beskafienhed som den øvrige Krop. Her er alt- saa tydeligt en Prolification, en Art Stolondannelse, et Phæ- nomen, som man ikke skulde vente at finde hos Slægten Corynactis, som er bleven stillet blandt Actiniernes Fami- lie, hvor en saadan Forplantningsmaade i Almindelighed ikke forekommer. Jeg bemærkede saaledes 3 — 4, ofte endog 8 — 10 (Fig. 1) og flere Individuer forbundne paa denne Maade; derved forklares da ogsaa let disse Polypers selskabelige Forekomst saa tæt ved hverandre paa Overfladen af Klipper og Stene, som hyppig ganske bedækkes af dem som af et tæt Blomsterbed. De yderste Individuer i en saadan Klyn- ge ere sædvanlig mindre, ved Prolification fremvoxende Unger. De saaledes ved en proliferende Basis forbundne Individuer vare altid meget større end de ovenfor ommeldte enkelte, som af og til forekom i Nærheden af hine paa Ste- nene, men endnu hyppigere paa Stammerne og Kødderne af en liden paa samme Sted voxende brunrød dobbeltfin- netTangart (Fucus cartilagineus Cav. non Linn). Det er derfor sandsynligt, at Polypen først i udvoxen Tilstand har Evne til at proliferere, og denne Prolification skeer altid fra Ba- sis af som en skiveformig Udbredning, af hvilken i nogen Afstand fra Moderdyret den nye Polyp hæver sig som en Knop. Det er af de anførte Iagttagelser klart, at Slægten Corynactis ikke længere kan forblive staaende blandt Fa- milien Actinina Ehrb., hvortil den hidtil har været henført, men maa, formedelst Mangelen paa Evne til at bevæge sig fra Stedet og formedelst dens proliferende Basis, blive at stille til Familien Zoanthina Ehrb. og det tæt ved Slægten Mammillifera Lesueur, fra hvilken den fornemmelig adskil- sig ved sine i en Knop endende Tentakler. Angaaende den her beskrevne Art, som jeg foreløbig be- 136 M. Sars. tegner med Navnet Corynactis mediterranea, da ligner den saa meget den ved Irlands Kyst forekommende C. viridis Allman, at man kunde betvivle dens specifiske Forskjel, som imidlertid først ved en nøiere Jævnførelse af begore Former med Sikkerhed kan afgjøres. Den stemmer nemlig næsten i Alt overeens med Allmans Beskrivelse og Afbildning (1. c. T. 11 f. 1, 2), med Undtagelse af at bos ligestore Exem- plarer af C. viridis ere Tentaklerne i de 2 yderste Bader talrigere (efter Fig. 2, thi Forfatteren nævner ikke i Tex- ten Antallet, 32 i hver, i tredie Rad 18 og i fjerde eller inderste Rad 16) og tilllge meget kortere (i — i Deel af Mundskivens Radius). Derimod synes den ved Cornwall af Peacb fundne Form, som Johnston (History af British Zoophytes Vol. 1. p. 206) forener med C. viridis, efter den givne Afbildning (ibidem T. 35 f. 10, 11) at være en me- get afvigende Art (som kunde erholde Navnet C. Peachii), udmærket ved dens meget smale i en dobbelt Knop (den mindre siddende paa den ydre Ende af den større) endende Tentakler. Endvidere er C. Alhnani Thompson (Johnston 1. c. p. 474 Fig 85) en fjerde Art, som har 4 regelmæssige Rader Tentakler foruden en Deel adspredte nærmere Mun- den, og endelig C. heterocera Thompson (Annals of Nat. Hift. 1855 Vol. 15 p. 314) en femte Art, udmærket ved den forskjellige Form af Tentaklerne i alle 4 Rader. Hos ingen af de hidtil bekj endte Arter er nogen Prolification fra Polypernes Basis bleven iagttaget. Foruden de ovenanførte Afvigelser i Structuren er og- saa Farven hos C. viridis forskjellig fra C. mediterranea. Den er nemlig, efter Allman (1. c. p. 417) „lysgræsgrøn, med Undtagelse af en Kreds af radierende brune Striber, der omgiver Munden i en kort Afstand fra dens Rand. Ten- taklerne ere af en Sienafarve og de knopformige Ender af Middelhavets Litoral-Fauna. 137 en lys Rosenfarve.“ Allman omtaler ogsaa en Varietet, hos hvilken den grønne Farve, undtagen paa den smale Ring paa den øverste Kant af Kroppen, er ganske erstattet ved en los Kjødfarve. I denne Varietet bliver Dyret saa gjen- nemsigtigt, at Skillevæggene og de ormformige Traade ofte opdages gjennem Integumenterne; den er, tilføies der, et evident Exempel paa Albinisme. Corynactis mediterranea kan diagnoseres saaledes: polliearis, aurantiaca, basi prolifera; tentaculis exterioribus in series binas regulares dispositis, radium disci oralis longitudine æqvantibus, 20 — 25 in qvaqve serie; in- terioribus minus regularibus vel sparsis. Tab. 1. Fig. 1 — 4 forestiller Corynactis mediterranea. Fig. 1 Syv Individuer, sammenvoxne ved deres skiveformig udbredte Basis f — f, 1 Gang forstørret. Man seer her nogle af de forskjellige Former, som denne Polyp antager. a fuld- kommen contraheret, bb med halvt indtrukne Tentakler, c d e med udstrakte Tentakler. Fig. 3. Et Individuum seet i Profil, samme Forstør- relse. a— a Tentaklerne, b Munden, conisk fremstrakt, c den gjennem Huden skinnende Kæringskanal og d Generations- organerne. Fig. 3. Mundskiven med Tentaklerne, seet ovenfra, no- get mere forstørret, a— a den yderste Rad Tentakler, b — b anden R^d, c — c tredie Rad, d — d den inderste uordentlig spredte Rad, e Mundaabningen. Fig. 4. En enkelt Tentakel, forstørret. Den er over- alt (b) besat med Papiller, med Undtagelse af Endeknop- pen a, som er glat. 24. Cerianthus membranaceus (Tubularia) Gmelin. Af denne mærkværdige Polyp har J. Haime nylig (An- 138 M. Sars. nales des Scienses nat. 1854. Vol. 1. p. 341. T. 7, 8) leveret en udførlig Skildring, med hvilken mine Iagttagelser over det samme Dyr stemme fuldkommen overeens. Disse, som saaledes nu ikke længere have Nyhedens Interesse, med- deles her derfor kun i Udtog for at tjene til Stadfæstelse af hiin Forskers. De største af mig fundne Individuer vare 4" lange og ^ , , brede eller tykke, Randtentaklernes Kreds 2^" i Dia- meter. Kroppen er cylindrisk; dens bageste Ende conisk tilrundet, uden Sueskive, og forsynet med en liden rund al- lerede af Rapp (Nov. Act. Acad. Curios. Nat. Vol. 14. p. 654) iagttagen Porus eller Aabning, der fører ind i Krop- hulen (Visceralhulen). Tentaklerne ere talrige (henved 200), alle af samme Form, nemlig traaxldannede, tykkere ved Basis og efter- haanden tyndere irnod deres Spids; de ligne saaledes samme hos Anthea cereus og ere ligesom disse ikke retractile. De ere fordeelte i tvende kredsformige Partier eller concentriske Bælter, som ere adskilte ved et bredt nøgent Ruin: Rand- tentakler og Mundtentakler. De første (i Antal omtrent 100) staae rundtom Mundskivens Rand i 3 — 4 tætte Rader, og ere meget lange (omtrent en Trediedeel eller lidt mere af Kroppens Længde); de sidste (ligeledes omtrent 100) om- give umiddelbart Mundaabningen, og ere langt mindre (omtr. en Trediedeel af hines Længde). Mundskiven eller det nøgne Rum, som adskiller begge Tentakelbælter, viser straa- leformige Striber, som svare til Insertionen af de indvendig i Kroppens Hule sig befindende verticale Mesenterialskil- levægge (septa). Den indre Bygning, som i det Væsentlige, f. Ex. Ma- vesækken, de slyngede Traade („fils pelotonnés,“ Hollard) og Skillevæggene med de til dem befæstede GeneratiOnsor- Middelhavets Litoral-Fauna. 139 ganer, stemmer overeens med Actiniernes, viser dog nogle mærkværdige Eiendommeligheder. Saaledes findes i Mave- sækken den ene af de tvende hos Actinierne forekommende, Mundspaltens Commissurer begrændsende Folder („coulisses,“ Hollard) stærkt udviklet , medens den anden kun er svagt markeret, i Form af en dyb Rende omgiven paa hver Side af en fremstaaende Kant. Endvidere ere Mesenterialskille- væggene, som hos Actinierne strække sig lige ned til Krop- pens Basis, langt kortere, idet de kun indtage den øverste Halvdeel af Ivrophulen (Visceralhulen), med Undtagelse af to af dem, hvilke løbe paralelle nær ved hinanden, dannende tilsammen en dyb Rende, som begynder fra den nederste Ende af den ovenomtalte Mavefold , hvoraf den synes at være en Fortsættelse, lige ned til Bunden af Krophulen, hvor de ende ved den derværende Porus. Dyrets Farve er meget variabel, idet Kroppen snart er holet, lysere eller mørkere, næsten sort, snart kastaniebruim med guulgraa urcgelmæssige Baand efter Længden; Ten- taklerne snart fiolette, snart brune med guulgraa Ringe eller Pletter. Af disse og flere Farveforandringer har delle Chiaje med Uret dannet flere Arter (C. cornucopiæ, C. Breræ og C. actinioides). Jeg fandt denne Polyp saavel ved Neapel som ved Messina. Paa det sidste Sted forekommer den især talrig i stille Smaabugter eller Vige, 2 — 6 Fod under Søens Speil, hvor den lever i et i dyndblandet Sand heelt nedsænket Rør, over hvis Munding den øverste Deel af Kroppen med dens talrige, en Tragt dannende Tentakler strækkes frem. Dette afgiver, seet fra Baaden, et meget smukt Syn, da sædvanlig mange af disse Dyr sidde selskabeligt nær ved hverandre. Rører man ved Tentaklerne for at gribe Dyret, trækker dette sig lynsnart dybt ned i sit Rør, ganske lige- 140 M. Sarg. som Serpulerne o. fl. pleie at gjøre. Dette Rør staaer op- ret i Sandet, dets øverste frie Ende naaer op til Sandets Overflade og dets nederste Ende er befæstet til under San- det værende Stene eller andre faste Legemer. Det liar en cvlindrisk Form, en blod og bøielig, men meget stærk og seig, ligesom filtet eller overordentlig fiintraadet Beskaffen- lied; udvendig er det ujævnt, sortagtigt ved at være incru- steret med Sand og Dynd, indvendig derimod graahvidt og glat. Naar Dyret berøves sit Rør, til hvilket det forresten ikke er fastvoxet og som det uden Hinder kan forlade, af- sondrer det snart en Mængde seig Sliim, hvormed det om- hyller sin Krop, og synes paa denne Maade at danne sig et nyt Rør. Slægten Cerianthus delle Chiaje viser sig, efter den be- skrevne Organisation af vort Dyr, at være vel begrundet. Den adskiller sig nemlig fra Actinierne ved Mangelen af Sueskive, og stemmer i denne Henseende overeens med Ed- wardsia Quatrefages; men fra denne Slægt saavelsom fra alle andre bekjendte actinieagtige Dyr (Familien Actinina Elirb.) afviger den ved Tentaklernes Stilling i tvende ved et nøgent Rum adskilte concentriske Bælter (Rand- og Mundtentakler), ved de korte Mensenterialskillevægge, hvilke, med Undtagelse af tvende, som tilsammen danne en dyb uparret Rende, ikke strække sig ned til Krophulens (Visce- ralhulens) Bund, ved den paa Kroppens bageste Ende an- bragte Aabning, og endelig ved Tilstedeværelsen af et til Søbunden fæstet Rør, hvori Dyret er indsluttet. Ved denne sidste Eiendommelighed bliver Cerianthus et stationairt Dyr ligesom Coraldyrene, medens Actinierne kunne bevæge sig fra Stedet krybende ved Hjælp af deres Sueskive og Edwardsia ved at vride sig frem gjennem San- det ligesom Sipunculus og andre Annelider. Cerianthus Middelhavets Litoral-Fauna. 141 bør derfor ganske vist danne en særegen Familie, som gjør Overgangen fra de actinieagtige (Actinina Ehrb.=Zoantharia malaco.dermata. Edw. & H.) til Coraldyrene (Zoantharia sele ro der mat a Edw. & H.). 25. Actinia mesembryanthemum Eli. & Sol. Denne velbekjendte Art ( — A. rubra Gravenh., delle Ch.= A. eqvina L.) er saavel ved Neapel som ved Messina al- mindelig paa Klipper og Stene, mellem Balanerne & c. tæt ved Søens Speil og sidder hyppig tør, udsat for Luftens Indflydelse i Ebbetiden. Den opnaaer her en betydeligere Størrelse end i Nordhavet, nemlig 2— 3" i Diameter; men forresten stemmer den fuldkommen overeens med den nor- diske, ogsaa i Farven, som ligeledes almindeligst er mørk blodrød med himmelblaa Basalrand og Papiller af samme Farve ved Mundskivens Rand. 26. Actinia effoeta Baster, Bapp. Hyppig vedNeapel paa et Par Favne indtil 20 Favnes Dyb, fasthæftet til Skallerne af Murex brandaris, M. trunculus o. fl., saavel paa saadanne, hvori Snekken endnu levede, som paa dem, der vare forladte og beboedes af en Pagurus. 27. Actinia viduata Mull. Mellem denne ved Neapel paa Caulinia oceanica i 1 — 10 Favnes Dyb i talrig Mængde forekommende Form og den nordiske Actinia viduata 'Miill. kan jeg ikke finde nogen Forskjel, hvorfor jeg ikke tager i Betænkning at hen- føre den til Miillers Art. Kroppen er kun lidet convex, smudsig grøngraa med brune Længdestriber. Tentaklerne ere grøngraa med brune uregelmæssige afbrudte Linier eller Pletter efter Længden; de ere stillede i 3 Rader, af hvilke den inderste Rads ere de længste, nemlig dobbelt saa lange som Kroppens Diameter, og de yderste kortest. Munden er lysguul. 142 M. Sars. Ehrenberg (Corallenthiere p. 34) henfører denne Acti- nia nrigtig til Afdelingen Isacmæa („tentaculis omnibus æqvalibusu); den hører derimod aabenbart til hans Afdeling Entacmæa („tentaculis intimis validissimis , marginalibus sensim aut subito minoribus“). Den af Grube (Actinien, Echinodermen und Wurmer des Adriatischen- und Mittelmeers p. 7) under JSTavn af Ac- tinia zebra beskrevne Art synes at staae nær ved A. vidu- ata, men adskiller sig dog ved kortere Tentakler og lysho- let Mund. 28. Actinia elongata delle Chiaje? Ikke sjelden i Hulinger mellem Rødderne af Caulinia oceanica paa 4 — 1 Favns Dyb ved Neapel. Kroppen cy- lindrisk-kølleformig, lysrødlig, nedentil mere graa og bedæk- ket med Dynd, 2" lang. Basalskiven liden, ikke videre end Kroppens Bredde, minierød og straalet stribet. Mund- skiven graag-uul med foldet intensiv rødguul Mund. Ten- taklerne ere korte, cylindrisk-coniske, og stillede i 3 — 4 Ra- der, af hvilke de i den inderste Rad ere længst, de i den yderste neppe halvt saa lange; deres Antal er 12 i den in- derste og dobbelt saa stort i de yderste Rader. Deres Farve er i de 2 inderste Rader rødguul paa den yderste Tredie- deel, derpaa følger en svag hvid Ring, og den inderste Deel er graahvid; i de ydre Rader ere de eensfarvet graahvide. Ved Contraction bliver Kroppen vel kortere, men beholder dog sin Cylinderform. Jeg har henført denne Art til delle Chiajes A. elongata, fordi den ligner Fig. 19 Tab. 98 i hans ovenciterede Værk; men hans Beskrivelse er altfor kort og irrelevant til at begges Identitet med Sikkerhed kan paastaaes. Grubes A. elongata (1. c. p. 11), til hvilken delle Chiaje dog henfører sin Art, synes at være en meget afvi- gende Art, maaskee en Anthea eller vel endog en Cerianthus. Middelhavets Litoral Fauna. 143 29. Actinia aurantiaca delle Chiaje. Medens de fleste Actinier leve ved Stranden nær ved Havets Overflade, hører denne skjønne Art til de faa, der stige længere ned i Dybet. Grube (1. c. p. 7) fandt den ved Fiume paa Klipperne tæt under Havfladen; mig fore- kom den derimod altid saavel ved Neapel som Messinapaa Dybet frå 20 — 40 Favne. Kroppen som er 2— 3" lang, hai- en guulhvid Farve med orange- eller rninierøde uregelmæs- sige Længdebaand, og nær ved den øverste Rand en Deel hvidagtige tildeels i Rader staaende lidet convexe runde Knuder (Suevorter). Mundskiven er græsgron; Tentaklerne, som ligeledes ere græsgrønne med smukt fiolet Endespids, staae i 3 — 4 Rader, alle af lige Størrelse, og have paa deres Spids en tydelig Aabning, ud af hvilken undertiden en Vandstraale og i Døden,' naar Dyret var sat i Spiritus, en dy n det Sliimtraad kom frem. 30. Adamsia palliata (Medusa) Bohadsch. Denne mærkværdige og smukke Actinia, som i Nord- havet i Almindelighed er sjelden, forekommer ved Neapel meget hyppigt paa 5 — 10 Favnes Dyb, fæstet til døde Con- chylier, f. Ex. Natica olla o. fl., hvori en levende Pagurus har taget Bolig og saaledes forer Actinien omkring med sig. Denne stemmer i alle Henseender overeens med den nordiske. Ogsaa her er det altid den samme Krebsart, som paa denne Maade associerer sig med Actinien, nemlig Pagurus Prideauxii Leach, ganske som i Nordhavet. 31. Anthea cereus (Actinia) Eli. & Sol. I stor Mængde ved Neapel paa Klipper og Søplanter 1 — 2 Fod under Soens Speil. De her forekommende vare mest yngre Individuer af 1 — 2 " Længde, af en smudsiggrøn Farve overalt, undtagen Papillerne ved Mundskivens Rand og Tentaklernes Spidser, hvilke vare hvidagtige. Paa 3—4 144 M. Sars. Favnes Dyb fandtes derimod voxne Exemplarer af 3 — 4" Længde. Farven var hos disse meget forskjellig, brunguul, guulrød, kastaniebrun indtil brunsort paa Kroppen ; Munden guul, Tentaklerne graagrønne eller græsgrønne af en noget fløielsagtig Glands og med smukt fiolet Endespids. De hos denne Art, ligesom hos Actinia mesembryanthemum, ved Mundskivens Rand forekommende rundagtige Papiller finder jeg ikke omtalt af nogen mig bekjendt Forfatter. Tentak- lerne ere, som hos de andre Arter af Slægten Anthea, ikke retractile; de klæbe meget stærkt ved Fingrene og foraar- sage paa ømme Steder af Huden, med hvilke de komme i Berørelse, en ulidelig Brænden. 32. Anthea cinerea (Anemonia) Contarini. I Havnen ved Messina i talrig Mængde paa de flere Alen lange Vandhaar (Chorda filum?), der danne ligesom grønne Enge l — 1 Favn under Søens Speil. Kroppen ^ i Diameter, kort conisk eller ikke meget hvælvet, lys brun- grøn, halvgjennemsigtig; Mundskiven af Kroppens Farve. Tentaklerne i 2 — 3 Rader, næsten dobbelt saa lange som Kroppens Diameter, brungrønne med rundagtige melkehvide Pletter: i den yderste Rad ere de lidt kortere. II. Classfs» Mydroisiedusæ. 1 . Ordo. Hydroida. 33. Podocoryna carnea Sars. Af og til ved Neapel paa 10 — 20 Favnes Dyb og al- tid, ligesom i Nordhavet paa tomme Conchylier, hvori en levende Pagurus har taget Bolig. Den middelhavske Form stemmer fuldkommen overeens med den nordiske af mig beskrevne og afbildede (Fauna littoralis Norvegiæ p. 4 Tab. 1. Fig. 7—18); den bar altid kun Medusegemmer, aldrig saakaldte Kjønskapsler, som jeg fandt paa en Deel ved den Middelhavets Litoral-F auna. 145 norske Kyst iagttagne meget lignende, men med talrigere Tentakler forsyn ede Individuer (1. c. p. 7. Tab. 2. Fig. 5 — 11), livilke jeg da henforte til samme Art, men nu indrømmer at turde være specifisk forskjellige. Dr. Krohn, som ligeledes observerede denne Art ved Ne ap el, har udførlig omhandlet dens Forplantningsmaade (Wiegmanns Archiv 1851 p. 263); efter ham er ogsaaDys- morphosa concliicola Philippi identisk med min Podocoryna carnea. 34. Podocoryna fucicola Sars, nova species. Tab. 2. Fig. 6— -13. Denne nye Art er mærkværdig derved, at den ikke, som den foregaaende og andre nærstaaende (Synhydra pa- rasites Qvatrcfages, Echinochorium clavigerum Hassall o. fl.), findes paa tomme af en levende Pagurus beboede Conchy- lier, men paa Søplanter*), nemlig en liden brunrød dob- beltfinnet Tangart (Fucus cartilagineus Cav., non L.), som voxer i Mængde paa Stene i Messinas Havn tæt ved eller omtrent 1 Fod under Søens Speil. Den danner, ligesom P. carnea, Colonier af talrige ved en flad, paa Tangets Overflade udbredt Basis med hverandre forbundne Indivi- duer. (Tab. 2. Fig. 6, 7). *) Nylig har jeg ogsaa ved den norske Kyst (ved Manger) fundet en Art Podocoryna, som forekommer i Mængde paa Stammen af Tubularia indivisa L. paa 30 — 40 Favnes Dyb. De golde Individuer af denne Art, som har den største Lighed med P. carnea, have 10 — 13 Tentakler ; de geinmebærende som ere af ringere Størrelse end Line, have 2 — 8 Tentakler og producere kun Medusegemmer, aldrig saakaldte Kjønskapsler. Meduse- gemmerne ere forsynede med 4 korte Tentakler, have 4 radi- aire Kar o. s. v. kort ligne ganske dem af P. carnea. Jeg betegner denne Art med Navnet Podocoryna Tubulariæ. 10 146 M. Sars. Denne fælles Basis forholder sig her ganske ligesom hos F. carnea efter Krohns Fremstilling (1. c. p. 264). Den bestaaer nemlig af krybende, hornagtige, forgrenede, i mæandriske Vendinger løbende, hyppig med hverandre ana- stomoserende og saaledes Masker dannende Smaastammer (Fig. 7, e — e), hvilke indslutte Forlængelser af Dyrenes bløde Ivrop eller det af Loven saakaldte Tarmrør. Hist og her hæve sig, som det synes mest paa Hovedstammerne og altid i nogen Afstand fra Dyrenes nøgne Kropdeel (capitu- lum), enkelte lange hornagtige Pigge (Fig. 7, D) lodret i Veiret, hvilke Philippi (1. c. p. 37) feilagtig ansaae for Dy- renes Stilke, men af Krohn rigtigere paralleliseres med lig- nende Dannelser hos visse Sertulariner, f. Ex. Plumularia. Disse Pigge have samme conisk-tilspidsede Form og brun- gule Farve som hos P. carnea, men ere talrigere, længere og smalere end hos denne. De golde Individuer (Fig. 7, A) ligne meget samme hos P. carnea, og have ligesom hos denne Tentaklerne (Fig. 7, a, a) siddende ved Grunden af den snabelformig fremra- gende conisk-tilrundede Mund (Fig. 7 , b) i tilsyneladende tvende tæt sammen staaende alternerende Bader, idet hver anden Tentakel er noget kortere og mere udadbøiet, og hver anden længere og mere opretstaaende; men i Virkeligheden danne de kun een eneste Bad eller Kreds, hvilket man seer bedst naar de befinde sig i contraheret Tilstand. Tentak- lerne ere traadformige, Enden tilrundet og ikke smalere end Basis; deres Længde udgjør lidt mere end en Trediedeel af Kroppens (capitulum’s) Længde, men de kunne betydelig forkortes ved Contraction (indtil \ — 4 Deel af deres Længde) og blive da saameget tykkere. Deres Antal er 6 — 8 — 10, almindeligst 8, hos voxne Individuer (Fig. 7, A, a— a); kun sjeldent og hos ganske faa fandt jeg 12. Yngre Individuer Middelhavets Litoral-Fauna. 14? have, som sædvanligt, endnu færre, 6 — 4 — 2. Tentaklernes Antal er altsaa i det Hele ringere end hos P. carnea, hvor det stiger indtil 16. Indvendig have de Tverskillevægge eller den hos Hydroiderne sædvanlige celleagtige Bygning, og deres Hud er fuld af runde eller aflange Nesselkapsler. Selve den bløde Krop (capitulum) er cylindrisk, smal og næsten overalt af lige Tykkelse eller lidt tykkere paa dens øverste Halvdeel; i contraheret Tilstand er den derimod krukkeformig og neppe Trediedelen af dens Længde i ud- strakt Tilstand, men saameget tykkere. Dens indre bleg rosen-eller minierode Hule er videre i dens øverste Tre- diedeel end nedenfor. Den hele Krop viser Nesselkapsler adspredte overalt i Huden; men især ere de i størst Mængde samlede paa den snabelformige Mund, hvor de ligge tættere paa hverandre pakkede og ere mere langstrakte (lang-el- liptiske) end paa den øvrige Krop. De frugtbare eller gemmebærende Individuer (Fig. 7, B, C) ere ligesaa lange, ja stundom endog længere end de golde, men derimod meget smalere, og denne Smalhed er ligeformig over hele Kroppen. Tentaklerne (ibid, a — a) have samme Form og Stilling som hos de golde Individuer, men ere kortere og færre i Antal, 2 — 4 — 6, sjeldent 8. — Gem- merne (Fig. 7, B, f — 1) eller de saakaldte Ivjønskapsler sidde langt nede paa Kroppen, omtrent ved de to Femtedele af dens Længde fra Tentakelkrandsen af regnet. De ere i An- tal sædvanlig fra 3 til 7 og af meget forskjellig Størrelse og Udvilding paa samme Dyr; hos unge Individuer (Fig. 7, c, g) findes ofte kun 2 eller 1 Gemme eller slet ingen. De sidde heller ikke alle i samme Høide, men den ene no- get ovenfor den anden og, som det synes, i spiral An- ordning; de øverste (Fig. 7, B. f, h) ere gjerne de mindst udviklede. Deres Form er, som sædvanligt hos Hydroiderne, 10* 14S M. Sars. kugledannet, og de ere ved en kort og smal Stilk (Fig. 8 — 13, b) befæstedc til Kroppen. Deres ydre Hud (Fig 8 — 13, c) viser en dobbelt Contour eller Membran, af hvilke den indre boier sig om ved Gemmens Basis og gaaer over i og danner den ind i Gemmens Hule fremragende coniske Tap eller saakaldte Mave (Fig. 8 — 13, a), hvis indre Hule communicerer med Moderens Krophule. Alle Gemmer i en Colonie ere af et og samme Slags : nogle Colonier bære blot mandlige, andre blot qvindelige Gemmer eller Kjønskapsler. Sæd vanlig forekomme kun Colonier af det ene Kjon paa samme Fucus, ligesom det i Nordhavet er Tilfæl- det med Coryna sqvamata; dog har jeg ogsaa nogle Gange fundet begge Kj on i forskjellige Hobe paa samme Tangbusk. De mandlige Gemmer (Fig. 11, 12, 13) ere hidtil ikke bleven iagttagne hos Slægten Podocoryna (jeg fandt kun de qvindelige hos den af mig undersogte Art, Fauna littor. Norveg. Tab. 2. Fig. 5 — 11); de ligne ganske samme hos Coryna sqvamata. De unge Kapsler (Fig. 11, Fig. 7, B. f. g» i>) ere gjennemsigtige, og Tappen eller den saakaldte Mave (ibid. , a) indtager den største Deel af deres indre Hule; hos de ældre (Fig. 7. B. i, k, 1, Fig. 12, 13) bliver Maven efterhaanden smalere og cylindrisk (ibid., a) eller ligesom svinder ind, idet den dog beholder sin røde Farve, medens Kapselhulens Indhold , som tilfora var aldeles klart og uden Farve, nu bliver guulagtigt (ligesom en olieagtig Vædske) og mindre gjennemsigtigt og omsider opak hvidt (ibid., d) hos de fuldkommen udvildede Gemmer, hvor det bestaaer af lutter livligt sig bevægende Spermatozoider. De qvindelige Gemmer eller Kapsler (Fig. 8, 9, 10) sidde paa samme Sted af Moderens Krop, ere ligedannede og af samme ulige Størrelse og Udvikling som de mand- lige, med Undtagelse af at de istedetfor Sæd indeholde Æg Middelhavets Litoral-Fauna. 149 (Fig. 9, 10, f) hvilke ligge tæt paa hverandre pakkede og ganske opfylde det store Huulrum mellem den rødgule Mave og Kapslens indre Membran. Paa ældre Individuer findes 4 — 5, paa yngre 3 — 2 eller 1 af disse Gemmer. De mind- ste af disse (Fig. 8) ere gjennemsigtige og uden Æg i Huul- ruraraet omkring den store coniske eller flaskeformige Mave ; de større (Fig. 9) have 4—6, de største (Fig. 10) 8 — 10 Æg, hvilke overalt omgive Maven og ligge saa tæt paa hverandre, at de kun adskilles ved en dem omgivende fiin lys Linie, som synes ct være Æggchuden. Æggene (Fig. 9, 10, f) ere kugledannede eller ovale; men da de ere bløde og ligge saa tæt paa hverandre pakkede, vise de for det meste uregelmæssige Former; ved Compression blive de po- lygonale (Fig. 10), hvorved da ogsaa i deres Midte en lys rund Plet, som er Kiimblæren, kommer tilsyne i den for- resten opak blegfiolette eller rosenrøde Blomme. Dyrenes Farve hos denne Art er bleg rødlig eller næ- sten hvid og temmelig gjennemskinnende, Tentalderne hya- lin-hvide, Kroppens Hule (Fi g- 8, A. B. C., d) (især paa de golde Individuer) bleg minierød. I udstrakt Tilstand ere Dyrene omtrent 3mm lange, i eontraheret lmm, Polypstokkens Pigge lmm lange. Denne Art adskiller sig fra P. carnea ved en i Almin- delighed ringere Størrelse, de frugtbare Individuers betyde- lige Længde og Smalhed, et mindre Antal af Tentakler hos de golde Individuer, og endelig ved Polypstokkens talrigere og langt større Pigge. Den kan diagnoseres saaledes: Podocoryna fu ci cola. Individua sterilia tentaculis 8 — 12 (in junioribus paucioribus); individua gemmipara illis longitudine æqvantia, sed multo graciliora, tentaculis 4 — 8. Gemmæ seu capsulæ generationis in qvoqve animali 3 — 7, 150 M. Sars. globosæ, in aliis coloniis omnes masculæ, luteæ aut albæ, in aliis fæmineæ, roseæ. Polyparium aculeis numerosis et longis (tertiam partem longitudinis animalium æqvantibus) obsitnm. Tab. 2. Fig. 6 — 13 forestiller Podocoryna fucicola. Fig. 6. Tre Individuer i naturlig Størrelse. Fig. 7. Samme, forstørrede. A. et goldt Individuum, B et ældrc og C et yngre Individuum, hvilke bære mand- lige Gremmer, c — c Kroppen, d dens indre Hule, a — aTen- taklerne, b Munden, f g h yngre og i k 1 ældre mandlige Gemmer eller Kapsler, e — e den af krybende Stoloner be- staaende Basis, m — m Mellemrummene eller Maskerne mel- lem Stolonerne, D en af de hornagtige Pigge. Fig. 8 — 10 qvindelige Gemmer. Fig. 8 en ung Gemme uden Æg, Fig. 9 en ældre med 4 Æg, Fig. 10 en endnu ældre med 8 Æg trykket nnder Compressoriet, a Tappen eller den saakaldte Mave, b Stilken, ved hvilken Gemmen er fæstet til Moderens Krop, c den dobbelt contourerede ydre Hud, f. Æggene. Fig. 11—13 mandlige Gemmer. Fig. 11 en ung, Fig. 12 en ældre og Fig. 13 en fuldkommen udviklet Gemme. a b c som hos Fig. 8 — 10. d det med Spermatozoidei fyldte Iluulrum mellem Maven og den ydre Hud. 35. Syncoryna Cleodoræ Gegenbaur. Hyppig ved Messina paa Skallen af levende Individuer af Cleodora cuspidata Quoy &> Gaim., en pelagisk Pteropo- de. Fra den overmaade tynde, traadformige , overalt paa Skallen indtil de yderste Ender af dens 3 lange Spidser krybende, hornagtige, af og til sig forgrenende Stamme (Grenene udgaae mest i en mere eller mindre ret Vinkel fra begge Sider af Stammen) hæve sig enkeltviis i større eller mindre Afstand fra hverandre lodret de kølle-eller Middelhavets Litoral-Fauna. 151 teenformige nøgne Hydroider (Polyphoveder, capitula). Disse ere gjennemsigtighvide, nedentil ved en kort og smal Stilk forbundne med Stammen, og conisk tilspidsede paa den øverste Ende, paa hvilken Mundaabningen befinder sig. Paa deres midterste bugede Deel sidde Tentaklerne adspredte ; disse ere traadformige, tynde, af ulige Længde, de størte af Kroppens Længde eller endnu lidt længere. De meduseagtige Gemmer, som udførlig ere beskrevne af Gegenbaur (Zur Lehre vom Generationswechsel 1854, p. 11 T. 1. f. 3,. 4), komme frem, ikke paa Dyrenes nøgne Krop (capitulum) som sædvanligt hos Coryneerne, men paa Stammen (Polypstokken) ligesom hos Perigonynms muscoides. Flere saadanne Gemmer (indtil 5) af meget forskjellig Størrelse og Alder sidde saaledes i en Række langs ad Stammen mel- lem to Dyr. De have den sæd vanlige Medusebygning og, naar de ere modne til Alløsning fra Stammen, 2 lange traad- formige Tentakler eller Randtraade samt i disses Mellemrum to smaa runde Knopper, Anlæggene til de tvende andre Randtraade , som snart voxe efter. Denne Hydroide kan ikke vel henføres, som af Gegen- baur skeet, til Slægten Syncoryna Ehrb., fra hvilken den afviger ved sin Prolification, idet dens Medusegemmer frem- staae paa den krybende Stamme og ikke, som hos hiin Slægt, paa Moderdyrets nøgne Krop (capitulum). Det er klart, at den bør danne en ny Slægt, som staaer mellem Podocoryna og Perigonymus, adskillende sig fra den første ligesom fra Syncoryna ved at dens meduseagtige Gemmer spire frem paa Stammen (Polypstokken), og fra begge ved at de enkelte Dyrs Tentakler ere adspredte, ikke stillede i Krandse (Verticillis) , hvori den stemmer med Slægten Co- ryna. Fra Syncoryna afviger den desuden ogsaa ved dens traadformige, ikke i en Knop endende Tentakler. 152 M. Sars. 36. Tubularia larynx Ellis & Sol. Denne i Nordhavet almindelige Art forekommer ogsaa hyppig ved Messina paa Stenene af Lazarettets Molo i Hav- nen tæt under Søens Speil, saa den endog undertiden i Eb- betiden tildeels sidder tør. Jeg har sammenlignet Exern- plarer fra begge Have og finder ikke den ringeste Forskjel mellem dem. Røret har i ubestemte Mellemrum svage ringformige Indsnøringer, især hos yngre Individuer, medens det hos ældre mest er glat overalt. Endvidere er det altid enkelt, aldrig forgrenet, som det hos nogle Forfattere siges at væ- re; thi de tilsyneladende Grene, som sees hist og her staa- ende lodrette ud fra Stammen , ere yderst uregelmæssigt 8tillede og af meget ulige Størrelse, saa at det bliver klart, at de stamme fra andre Individuer, som i deres unge Alder have sat sig fast paa det ældre Rør. Man skulde maaske, ved at sammenligne de af Gegen- baur (Zur Lehre vom Generationsweehsel T. 1. f. 10 — 14) givne Afbildninger af de saakaldte Kjønskapsler og de af dem udkommende Unger hos den middelhavske med Korens og Danielssens Figurer (Magazin for Natur vid. Christiania 1847 T. 1) af den nordiske Form, falde paa at troe, at her var en Artsforskjel tilstede; men jeg har ved omhyggelig Undersøgelse af Forholdene overbeviist mig om, at begge ganske vist hore til een og samme Art. Gegenbaur’s Fig. 1 1 viser nemlig de qvindelige Kjøns- kapsler (thi de mandlige stemme hos begge Former over- eens med hans Fig. 10) kortere og mere bugede end Ko- rens og Danielssens Fig. 1 og 9. Disse Kapsler ere hos den nordiske Form heller ikke egenlig „pæreformige“, som det hedder hos K. og D., men ovale og fasthæftede ved en tydelig afsat og overmaade kort cylindrisk Stilk, som Ge- Middelhha vets Littoral-F auna. 153 genbaurs Fig 11 viser (hvor dog denne Stilk er tyndere end sædvanlig). De ældre Kapsler ere ogsaa almindelig smalere oventil end paa deres Fig. 1, eller omtrent som paa Fig. 9, og de 4 Knopper omkring Aabningen hos de fuld- modne Kapsler ofte næsten dobbelt saa store som paa de- res Figurer, hvorimod de hos den middelhavske Form ere mindre eller omtrent som paa Gegenbaurs Fig. 11, e. Hos denne sidste Form fandtes dog ogsaa hyppig Kapsler, som vare mere langstrakte end Gegenbaurs Fig. 11, og saaledes ganske lignede samme hos den nordiske. O O Ungerne have, naar de komme frem af Kapslerne, efter Gegenbaur 8, efter Koren og Danielssen derimod 16 Ten- takler. Her skulde man atter ville formode en Artsforskjel ; men ogsaa hos den nordiske Form komme Ungerne ofte frem af Kapslerne med færre Tentakler. Saaledes iagttog jeg i Julii Maaned ved Manger af Kapslerne hos denne Art fremkommende Unger, der kun havde 9 — 10 — ll eller 12 Tentakler, hvilke vare, som K. og D. rigtigen afbilde dem (paa Gegenbaurs Fig. 13 og 14 ere de for korte), om- trent dobdelt saa lange tom Kroppens Gjennemsnit. Hos de største af disse Unger saaes allerede, hvilket ingen af de nævnte Forskere have bemærket, de første fremvoxende Mundtentakler i Form af 4 meget smaa runde eller noget aflange, i en Kreds stillede Knopper omkring Munden yderst paa Kroppens øverste coniske fremragende Ende, Denne sidste var hos de mindre Unger rund og bred som paa Fig. 7 og 8 hos K. og D. , men hos de større conisk, forlænget og smalere, eller næsten dobbelt saa lang som paa Gegen- baurs Fig. 13, a. Tubularia coronata Van Beneden (Recherehes sur les Tubulaires Fig. 1. f, 7 — 19) synes ikke at være forskjellig fra vor T. larvnx. 154 M. Sars. 37. Eudendrium racemosum (Sertularia) Ca- volini. Denne ved Cavolini’s skjønne Iagttagelser bekj endte Art findes meget almindelig og paa samme Steder som Tu- bularia larynx. Den ligner meget vor nordiske E. ramosum (Tubularia) L., men er meget spædere, idet Stammen og Grenene kun ere halvt saa tykke og Dyrene halvt saa store. Blandt de talrige af mig undersøgte Exemplarer var del- ingen, hvis Stamme eller Grene bestod af flere end eetRør; hvorimod disse hos den nordiske E. ramosum ikke sjeldent ere sammensatte af flere agglutinerede og sammenflettede eller uregelmæssigt mellem hverandre snoede Rør (med Und- tagelse af Grenenes yderste Deel, som kun bestaaer af et eneste), hvilken Varietet Johnston uden tilstrækkelig Grund har afsondret som en egen Art under Navn af Eudendrium fameum (History of British Zoopliytes p. 45 T. 5, f. 1, 2). 38. Eudendrium pusillum Sars, nova species. Tab. 1. Fig. 14-16. Temmelig hyppig ved Messina paa det samme brun- røde Tang (Fucus cartilagineus Cav.), paa hvilket Podoco- ryna fueicola ogsaa forekommer, tæt under Havfladen og indtil 1 Favns Dyb. Denne nye Art adskiller sig paafal- dende fra de andre af denne Slægt ved sin ringe Størrelse og korte, , tykke Stilke og Grene. Fra den langs ad Sø- planten krybende traaddannede og forgrenede glatte Stamme Fig. 14, 15, a — a) hæve sig af og til de kun i" hoie Stilke (ibid., b — b), som ere ringede i deres hele Længde og besatte med nogle faa (3 — 4) adspredte Grene. Disse sidste ere ligeledes stærkt ringede, meget korte og tykke, mere eller mindre bøiede eller dreiede, enkelte eller tvedeelte, og ende med en noget trompetformig udvidet, cirkelrund, fra Dyrets øverste tykkere nøgne Krop (capitulum) afstaaende Mun- 155 Middelhavets Litoral-Fauna. ding (Fig. 14—16, c). Pen hele Polypstok er aldeles hy- alin og farvelos, hvorimod den hos E. racemosum og E. ramosum er brunguul eller hornfarvet. Ogsaa Dy rene (ca- pitula), som hos de nævnte Arter ere blegrode, af en rund- agtig eller aflang og buget Form samt noget indknebne umiddelbart under Tentaklernes Krands, adskille sig hos nærværende Art ved deres hvide Farve og meget mere for- længede eller elliptiske, ja i fuldkommen udstrakt Tilstand ganske cylindriske Form (Fig. 14, 16, d, d). Tentaklernes Antal er 18 — 20 (i et eneste Tilfælde 21). Vesikler eller Kjønskapsler bemærkedes ikke paa nogen af de talrige iagt- tagne Exemplarer; formodentlig forekomme de kun i Som- mertiden. Denne Art staaer nærmest ved Eudendrium ramosum Van Beneden (Becherches sur les Tubulaires p. 56, Tab. 4), en eiendommelig Form (som bør have et andet Navn), som adskiller sis; fra vor her beskrevne ved at de meget læn- gere, smalere og utydeligt ringede Grene ende i en lang og vid tragtdannet Celle (næsten som en Campanularia), indeni hvilken Dyrets øverste kølleformige Deel (capitulum) næslcn ganske kan inddragcs. Vor nye Art kan diagnoseres saaledes: Eudendrium pusillum. Surculis e tubulo repente filiformi ramoso lævi erectis, humilibus, annulatis, hyalinis; ramis paucis (3 — 4), sparsis, brevibus, crassis, flexuosis seu tortis, annulatis, simplieibus aut dichotomis, apice instar tubæ aliqvantum dilatato et a corpore seu capitulo anima- lis distante; capitulo animalium elongato, subcylindrico, non retractili, albo, tentaeulis circiter 20 uniserialibus. Tab. 1. Fig. 14 — 16 forestiller Eudendrium pusillum. Fig. 14. Et af de største og mest grenede Exempla- rer, forstørret, a — a den krybende Stamme, b — b Stilken med dens Grene, c Grenenes Ende eller Celleaabningen, 156 M. Sars. dd Dyrene og f deres Tentakler ,^ee unge Grene, hvis Dyr endnu ikke er brudt frem. Fig. 15. Et mindre Exemplar med kun 3 simple Grene ee, samme Forstørrelse. Brgstaverne som i forrige Figur. Fig. 16. Enden af en Gren a med dens Dyr d, stær- kere forstørret, c Celleaabningen, e Dyrets øverste over Tentaklerne (f) fremragende Deel, paa hvilken Munden findes, gg Dyrets indre Hule. 39. Pennaria Cavolinii Ehrb. Nogle 5 — 6" høie Exemplarer af denne Hydroide med levende Dyr fandtes med deres traadformige, i mangfoldige Bugter om en Ptilota lignende fiin brun dobbelt finnet Tangart slyngede Stamme paa 2 — 3 Favnes Dyb ved Nisita. I Grot- terne dersteds, hvor den om Sommeren, efter Cavolini’s Iagttagelser, er saa hyppig, forekom i den Tid (Vinteren) jeg var der, ikke mere denne Hydroide. De meduseagtige Gemmer vare paa denne Aarstid heller ikke udviklede. 40. Campanularia volubiliformis Sars. Denne af Gegenbaur (Zur Lehre vom Generationswech- sel T. 1 f. 8, 8 a) afbildede, men ikke videre beskrevne eller navnojvne Art forekommer almindehV ved Messina paa den oftere nævnte lille rødbrune Fucus cartilagineus Cav. tæt under Søens Speil og indtil en Favns Dyb. Den ligner meget, men er dog tydelig forskjellig fra den nordi- ske C. volubilis Ellis, Johnston. Denne har nemlig sæd- vanlig længere Stilke, som ere ringede oventil og nedentil, men glatte paa Midten, hvorimod de hos C. volubiliformis ere ringede i deres hele Længdé; ogsaa ere Tænderne (hvis Antal er 12 — 14) om Cellens Rand hos den sidste mere spidse. Men især ligger Forskjellen i Vesiklerne (Kapsler- ne), hvilke hos C. volubilis ere kortere og tykkere, ovale eller urneformige, med 8 — 10 stærkt fremstaaende og skarpt Middelhavets Litoral-Fauna. 157 kjølformige (carinate) Tvær-Ringe; hvorimod de hos C. volubi- liformis ere mere langstrakte med 10 — 12 ikke meget frem- staaende eller temmelig flade Ringe uden Kjøl. Gegenbaur bemærkede kun 6 — 7 Ringe paa de af ham iagttagne Kap- sler, hvilke, uagtet de indeholdt modne Kjønsstoffer, dog ikke have været fuldt udviklede; thi alle yngre Kapsler ere forholdsviis kortere og tykkere og have færre Ringe end de ældre. De ældste Kapsler vare ogsaa virkelig mere lang- strakte og smalere end Gegenbaur afbilder dem, og havde, som sagt, 10 — 12 Ringe. Endelig er der en Hovedforskjel mellem begge Arter deri, at disse Kapsler hos C. volubilis, efter Johnston (Brit. Zooph. p. 119 Fig. 26) og Hincks (Annals of Nat. Hist. 1852 Tab. 3 f. 5) indeholde Meduseyngel, men hos C. vo- lubiliformis saakaldte Kjønskapsler. Arten kan diagnoseres saaledes: Campa n ul a ria volubiliformis. C. volubili simil- lima, attamen diversa: pedunculis cellularum brevioribus et per totam longitudinem annulosis, denticulis ad marginem cellularum angustioribus, et præcipue vesiculis (capsulis ge- nerationis) magis elongatis, annulatis (annulis usqve ad 10 — 12) non carinatis, organa generationis sic dicta, nunqvam Medusas, includentibus. 41. Campanularia Gegenbaurii Sars. Denne ligeledes af Gegenbaur (1. c. T. 1. f. 1, 1. a) afbildede og ikke af ham benævnte Art forekommer paa samme Steder med den foregaaende, men sjeldnere. Den udmærker sig ved de korte og brede Tænder, i Antal 10, som omgive Cellernes Rand; disse Tænder eller Spidser ere vel almindelig lidt længere end paa Gegenbaurs Fig. 1 , a, men dog paa langt nær ikke saa lange som hos C. volu- biliformis og C. volubilis. Fra denne sidste Art, med hvil- 158 M. Sars. ken den har mest Lighed ogsaa ved Productionen af Me duser med 4 Tentakler, adskiller den sig fornemmelig ved sine Vesikler, hvis Ringe ikke have nogen skarp Kant eller Kjøl. Den kan diagnoseres saaledes: Campanularia Gegenbaurii. C. volubili similli- ma, attamen denticulis marginalibus cellularum brevioribus et latioribus, et præcipue vesiculis (capsulis generationis) annulis non carinatis ornatis diversa. 42. Campanularia breviscyphia Sars, nova spe eies. Tab. 1 Fig. 12, 13. Hyppig med de foregaaende Arter ved Messina paa den samme Fucus. Den stemmer i Cellernes Form og Bygning (det saa- kaldte dobbelte Bæger & c.) overeens med C. caliculata Hincks (Annals ofXat. Hist. 1853 Vol 11. p. 178 T. 5, B). De eneste Afvigelser bestaae deri, at Cellerne (Fig. 12, 13, a), ere betydelig kortere og at deres Stilke, som ere længe- re og tyndere, have flere Binge (20 til 24 paa de største Cellestilke, 10 — 12 paa de mindre, som ogsaa ere noget tykkere), medens Hincks for C. caliculata kun angiver 9 — 10. Af disse Binge ligger den øverste (ibid. , c.) altid indenfor det ydre Bæger eller paa dets Bund og forestiller, efter Hincks’ s Udtryk, Grebet („the handle w) af en Haandklokke, med hvilken han sammenligner det indre Bæger (ibid., b.). Desværre havde ingen af de talrige iagttagne Exemplarer Vesikler paa denne Aarstid. Ved den Bergenske Kyst (Manger, Florøen o. fl.) fo- rekommer temmelig hyppigt i Corallinernes Region (20 — 50 Favnes Dyb) paa de røde Alger, især paa Delesseria sang- vinea, en Campanularia, som har stor Lighed med C. ca- liculata Hincks, skjøndt den viser nogle Afvigelser fra den engelske Form. Den har nemlig noget længere Celler og Middelhavets Litoral-Fauna. 159 betydeligt længere og tyndere Cellestilke med over 30 (30 — 40) Ringe, af hvilke de midterste ere fladere og mindre tydelige end de nærved begge Ender siddende. Yesiklerne ere hos denne Form (hos den engelske ere de endnu ube- kjendte) meget store, cylindriske, lige afskaarne paa den øverste frie Ende, nedentil efterhaanden overgaaende i en tynd Stilk, med hvilken de sidde fast paa den krybende Stamme, og have omtrent 6 mere eller mindre fremstaaende convexe og tykke Tvær-Ringe uden Kjøl. Yngre Vesikler ere korte og bægerformige med kun 2 — 3 mere flade Ringe. Den nye middelhavske Art kan diagnoseres saaledes: Ca mp an ul ar i a br eviscyphia. C. caliculatæ simil- lima, sed pedunculis cellularum longioribus et gracilioribus, annulis pluribus (usqve ad 20 — 24) obsitis, et præcipue cellulis multo brevioribus diversa; vesiculis ignotis. Tab. 1 Fig. 12 — 13 forestiller Campanularia breviscypbia. Fig. 12. En Celle med Dyr, forstørret, a det ydre, b, det indre Bæger, c den øverste indenfor det ydre Bæger liggende Ring af Stilken. Fig. 13 Samme uden Dyr. 43. Laomedea exigua Sars. * Med de foregaaende Hydroider sammesteds, men sjeld- 'nere. Denne lille Art, som af Gegenbaur (1. c. T. 1 f. 5) allerede er afbildet, stemmer i sin hele Form og Bygning meget overeens med den nordiske Laomedea gelatinosa (Sertularia) Pallas, men er meget mindre (kun 6 — 7 Milli- meter høi) og Cellerne kun halvt saa store som hos denne. Yed i sine Yesikler at udvikle saakaldte Generationsorganer (saaledes som Gegenbaur har observeret, thi jegfandt ingen Vesikler paa mine Exemplarer), og ikke Meduser, afviger denne Art væsentligt fra L. gelatinosa, og kunde diagnoseres saaledes 160 M. Sars. Laomedea exigua. L. gelatinosæ affinis, sed multo minor, et vesiculis organa generationis sic dicta, non Me- dusas, includentibus satis diversa. 44. Laomedea gracilis Sars, varietas. Tab. 2 Fig. 5. Den af mig i min Beretning om en zoologisk Beise i Lofoten og Finmarken (Magazin for Natur vid. Christiania 1850, 6 B. p. 138) opstillede Laomedea gracilis, som jeg her kommer til at omtale, fordi jeg ved Messina har fundet en næsten fuldkommen overeensstemmende Form, burde maaske hellere have været henført til Campanularia end til Laomedea, hvorhen jeg paa Grund af dens forgrenede Stæn- gel stillede den. Den viser nemlig ved sin lige, ikke bug- tede eller leddede Stængel (Tab. 2 Fig. 1, 2, e — e) med kun et lidet Antal Celler, der sidde paa meget lange Stilke, større Lighed med den første end med den sidste Slægt, eller rettere: disse to Slægt er ere neppe væsenlig forskjellige, og den omhandlede Art synes virkelig at danne en tydelig Overgang mellem begge. Da der i min anførte Keisebe- retning kun er givet en kort Diagnose, skal jeg her tilføie nogle omstændeligere Oplysninger om denne mærkelige Art. Fra en krybende traadformig glat Stamme (Fig. 2, d) hæver sig den ringede, meget spæde og ganske lige, ikke zigzagbøiede eller leddede Stængel, (Fig. 2, e e), som i lange Mellemrum er besat med enkelte adspredte Grene (ibid., ff) eller ogsaa deler sig dichotomisk. Disse Grene ende med en Celle (ibid., a. a, b) og ere hyppig igjen besatte med en og anden mindre Gren, som ligeledes alle ende med en Celle. For det meste staa Cellerne afvexlende og i lang Afstand fra hverandre, stundom dog ogsaa modsatte, ja 3 Cellestilke kunne udgaae fra samme Punkt, i hvilket Til- fælde den midterste (Fig. 2, g.) altid er meget kortere end Middelhavets Litoral-Fauna. 161 de tvende paa Siderne. Cellestilkene ere ellers i Alminde- lighed meget lange og, ligesom Stængelen, oventil og ne- dentil ringede, men midtpaa glatte. Cellernes Form er lang- strakt klokkeformig , deres Rand rundtom besat med om- trent 12 triangulaire Tænder med spids Ende. Yesiklerne (Kapslerne) (Fig. 2. c, Fig. 4) sidde adspredte paa Stængelen, aldrig paa den krybende Stamme som al- mindelig hos Campanularia , enkeltviis eller lige overfor en fra Stængelen udgaaende Gren. De ere lidt længere men smalere end Cellerne, cylindriske, glatte, deres øverste frie Ende lige afskaaret, den nederste Ende smalere og fæstet til Stængelen ved en kort og tynd ringet (3 — 4 ringet) Stilk. De indeholde aldrig Meduser, men altid kun saakaldte Ge- nerationsorganer, som ere dannede efter samme Typus som hos Campanularia geniculata Midi. (vide Loven, Vetensk. Acad. Handl. 1836 T. 7 f. 11, 12), idet de qvindelige (Fig. 4, b b), ligesom hos denne, vise, naar de træde frem uden- for Yesiklernes Munding, en Ivrands af korte Tentakler (Fig. 4, c) og i deres Ivrop indslutte to Æg eller Unger. Polypstokken eller Røret er ganske vandklart og far- veløst; Dyrene (capitula), som have omtrent 20 Tentakler (Fig. 3, a a), ere rødliglivide. Denne Art forekommer ikke sjeldent ved Bergen fæstet til Lamin arier (L. sacharina) og opnaaer kun en Høide af 1 Tomme. I min ovenfor citerede Reiseberetning har jeg urigtigen henført til denne Art en i Finmarken fundet Cam- panularia; denne sidste, som ogsaa forekommer ved Bergen, har ved senere Undersøgelse viist sig at være en forskjellig og ny Art. Sluttelig tilføies en forbedret Diagnose sf Arten: Laomedea (vel Campanularia) gracilis. Surcu- lis e tubo fdiformi lævi repente crectis, gracilibus, annulatis, 11 162 M. S ars. rectis, non flexuosis nec geniculatis, parce ramosis, ramis divaricatis sparsis; cellulis elongato-campanulatis margin e denticulato (denticulis triangularibus acuminatis circiter 12), in pedunculis prælongis supra et infra annulatis, medio læ- vibus, insidentibus; vesiculis (capsulis) cellulis longioribus, sed angustioribus, cylindricis, lævibus, apice truncato, pe- dunculis brevibus annulatis surculo affixis, organa genera- tionis sic dicta, non Medusas, includentibus. Med denne nu beskrevne Laomedea eller Campanula- ria gracilis har en af mig ved Messina hyppig fundetFonn, som forekommer ved Lazarettets Molo i Havnen tæt under Tubularierne og Eudendrium paa smaa grønne Alger, hvilke den bedækker med sine smaa t ætte Buske, en i de fleste Henseender saa stor Lighed , at jeg ikke vover at af sondre den som en forskjellig Art. Polypstokkens Form, Cellerne, Vesiklerne og deres Indhold, er overeensstemmende. Den eneste Afvigelse, den viser, er at Cellerne (Fig. 5) ere lidt kortere og videre og at Tænderne om disses Rand ere ikke ubetydeligt kortere end hos den nordiske. Jeg betegner derfor den middelhavske Form som Laomedea eller Cam- panularia gracilis, varietas denticulis cellularum minoribus. Tab. 2. Fig. 1—4 forestiller Laomedea eller Campanu- laria gracilis fra den norske Kyst. Fig. 1. Et Exemplar i naturlig Størrelse. Fig. 2. Samme forstørret, d den krybende Stamme, e — e Stængelen, ff Grenene, aa Cellerne, b en Celle med Dyr, g den midterste af 3 fra samme Punkt udspringende Celler, c Vesikel eller saakaldet Kjønskapsel. Fig. 3. En Celle med Dyr, stærkere forstørret, a — a Tentaklerne, b Mnnden, d Dyrets Krop, c dennes indre Hule og Fortsættelse e i Stængelen, f Cellens Septum, hh Cellerandens Tænder. Middelhavets Litoral-Fauna. 163 Fig. 4. En qvindelig Vesikel eller Kjønskapsel. d det indre Rør, aa Gemmer med 2 Æg, bb tvende af Vesiklen udtraadte Gemmer med korte rudimentaire Tentakler c. Fig. 5. Laomedea eller Campanularia gracilis varietas Ra Messina, en Celle forstørret. 45. Sertularia pumila L. Almindelig ved Neapel paa Balaner, Stene, Alger &c. fra Havspeilet indtil 1 — 2 Favnes Dyb, hvor den hyppig voxer paa Caulinia oceanica. Cellerne ere noget længere og smalere i deres ydre Halvdeel (som ogsaa Cavolini af- bilder dem Tab. 8 Fig. g) end hos den nordiske Form; for- resten er der ingen Forskjel at bemærke. 46. Sertularia polyzonias L. Ligeledes almindelig paa samme Steder som forrige Art ved Neapel og Messina. Paa det første Sted forekom- mer den ogsaa paa større Dyb (10 — 20 Favne, paa Myrio- zoon truncatum Cav.). Denne Art, som jeg selv har fundet ligetil Nordcap, og hvoraf jeg besidder Exemplarer fra Mas- sachusetts i Nordamerica, ja som efter Johnston (Hist. of Brit. Zooph. p. 62) ogsaa skal forekomme ved det gode Haabs Forbjerg, har saaledes en ganske overordentlig stor geogra- phisk Udbredelse. — Den middelhavske Form stemmer i alle Henseender fuldkommen overeens med vor sædvanlige norske. Exemplarer fra den arctiske Region, som jeg sam- lede i Havøsund ved Nordcap, ere derimod, ligesom de fra Massachusetts, mere robuste og af betydeligere Størrelse (Cellerne ere dobbelt saa store) end hos den sædvanlige Form. 47. Plumularia pluma (Sertularia) Cav. Denne smukke, ved sine bælgfrugtformige med Tvær- kanime (cristæ) af Pigge besatte Vesikler udmærkede Hyd- droide er ikke sjelden ved Stranden i Neapels Bugt, hvor 11* 164 M. Sars. den findes fastvoxet til smaa Alger mellem Balanerne, Co- rallina ofticinalis og rubens, ogsaa hyppig paa Stammen af Caulinia oceanica, altsaa fra Havfladen indtil 1 — 2 Favnes Dyb. Dog gaaer den enkeltviis ogsaa dybere; vedMessina fik jeg nemlig et Exemplar af 2 Længde, (de ved Stran- den forekommende Exemplarer ere sædvanlig kun 1" lange) op i Bundskraben fra 30 —40 Favnes Dyb. Den svarer fuldkommen til Afbildningen hos Cavolini (1. c. T. 8. f. 5) og den nøiagtigere hos Johnston (1. c. T. 23 f. 1-3). Faa en Tangart (Cystosira ericoides) fandtes en større (3 — 4" lang) Varietet, som aldeles stemmer overeens med John ton’s Tab. 24 Fig. 1. Denne Varietet udmærker sig ved at Stængelen er regelmæssig tvedeélt. 4 — 5 Gange i visse temmelig lige Mellemrum og de deraf resulterende Grene spredte udad til begge Sider. Den kan betegnes som Varietas dichotoma. 48. Plumularia setacea (Sertularia) Pallas. Flere Exemplarer af denne, saavidt mig bekjendt, for Middelhavet nye Art fandtes fastvoxne paa en Phallusia in- testinalis nogle Fod under Søens Speil ved Messina. Den stemmer fuldkommen overeens medJohnston’s Afbildning 1. c. T. 22, f. 3, 5 (ikke med 4). Polypstokken er guulhvid og gjennemsigtig, Grenene have mellem hvert Par af de meget langt fra hverandre siddende Dyr et langt Led, der begrændses af 2 ringformige Indsnøringer. Dyrene ere for- holdsviis store, guulhvide, med 18—20 (sædvanligst 18) Tentakler. (Fortsættes). .7. .€!■■■ V luj.hi. Fiq.lS. */ SiAjJi. X ny iq.8. V' >{ ±Ttf. rt . i > Gæologiske IJndersiigelser over det metainorphiske Terri- torium ved Norges SydkysL Af David Ferbes, Hvad der har bevæget til at vælge Benævnelsen „meta- morphisk,44 idet man afhandler Urformationen, er det, at der ere enkelte Grunde til at antage , at denne Formation mu- ligens bestaaer af Skikter af en almindelig sedimentær Oprindelse, senere forandret ved metamorphiske Kræfter. Muligens kunde den heromhandlede Deel af disse Skikter ogsaa henføres til det cambriske System; men isaafald re- præsenterer den ikke engang de laveste Dele deraf, eller, med andre Ord, vi kjende Bjergmasser, der befinde sig i en forholdsviis næsten uforandret Tilstand, og som, gæolo- gisk talt, ere ældre end mange af de Skikter, hvoraf det Territorium, som vi par excellence ere vante til at betragte som Urterritorium, er bestaaende. Igrunden er ogsaa Gæ- ologen for nærværende Tid ikke istand til med nogen Sik- kerhed at paavise nogen Kække af Skikter, der med Sik- kerhed kan erkj endes for primære. Disse Bjergarter have, som bekjendt, saavel i andre 166 David Forbes. Lande som her i Norge hidtil været et af Gæologen saa- godtsom ubefaret Felt, idet det vide Territorium, hvori de raade, er blevet anseet for monotont og derfor uinteressant, og idet Gæologen rimeligviis har ladet sig afskrække ved dets efter Udseende confuse og i Virkeligheden ogsaa høist indviklede Structur, og derfor næsten udelukkende har ind- skrænket sin Virksomhed til de høiere Formationer. Men at det derfor ikke maa ansees som uvigtigt, at vort Kjend- skab til de lavere Formationer udvides udover de samlede Resultater af de faae i denne Retning hidtil fremkomne Forarbeider, trænger vist ikke til nogen nærmere Belysning, og at virke til dette Maal er Hensigten med nærværende Arbeide, som man dog ønsker betragtet, som et blot præ- liminært Forsøg. Da man i de metamorphiske Bjergarter ikke har As- sistence af Forsteninger, characteriske for de forskjellige Skik- telag, er Yanskeligheden i Studiet af disse saameget større end af de høiere Formationer, hvor disse forefindes. Det har saaledes været umuligt hidindtil i Undersøgelsen af disse at kunne fastsætte noget Udgangspunkt eller saa at sige gæologisk Horizont, og tillige have vi ikke et tilstrækkeligt Antal Observationer over Structuren og Forekomsten af disse Bjergarter forhaanden til at vi med Sikkerhed kunne anstille nogen Sammenligning mellern Skikterækken i de for- skjellige Felter, og endmindre til at kunne fastsætte be- stemte Love for deres Optræden. Da man, som sagt, i selve de metamorphiske Bjergarter ikke har noget bestemt (Jdgangspunkt eller Horizont, maa man vende sig til den nærmest over samme liggende, og da nærværende Afhandling udelukkende beskjæftiger sig med de metamorphiske Bjergarter ved Sydkysten, maa man naturiigviis gaae ud fra Silurformationens Optræden ved Gæoløgiske Undersogelser. 167 Langesundsfj orden, som ved dens utvivlsomme siluriske Character, samt ved dens regelmæssige characteristiske Skiktning og endelig ved dens umiddelbare Berørelse med de underliggende metamorphiske Bjergarter', maa ansees for mest stemmende med nærværende Afhandlings Øiemed. Vi berøre til den Ende Silurformationen samt Fore- komsten af de blandt samme optrædende massive Bjergarter, men vi ville i Henseende til disse forsteningsførende Skikter ikke gaae videre i Detailen, end fornødent for at belyse deres Forhold til de underliggende metamorphiske Bjerg- arter. " m Denne forsteningsførende Formation i sin almindelige Udvikling hertillands har indtil nylig været benævnet Over- gangsformation, et Udtryk, som medrette maa indrømmes at være mindre svarende til Gæologiens nærværende frem- rykkede Standpunkt, hvorefter man heldigviis ikke behøver at ant age nogen Overgang i Formationernes Bække , me- dens rigtignok i denne Videnskabs Barndom en saadan An- tagelse ansaaes nødvendig for at forklare Phænomener, som nyere mere gjennemgribende Undersøgelser og Medvirkning af udvidet Videnskabelighed har vist at være begrundede i paaviselige Aarsager. Chartet Planche 1. Fig. 1, til hvis Construction Profes- sor Keilhaus i „Gæa norvegica“ tildeels er benyttet, frem- stiller det Territorium, der optages af ovennævnte siluriske og de denne nærmest tilstødende Formationer. Af oven- nævnte Grand* er derpaa ikke opført noget saakaldet Haard- skifer-System, da det ved Distriktets nøiagtige Undersøgelse har vist sig, at ingen saadan Inddeling i gæologisk Betyd- ning finder Sted, da de samme Fag, som paa enkelte Ste- der ere forvandlede til Haardskifer, paa andre Steder fin- des i deres normale Tilstand. 168 David Forbes. Det er naturligviis Tilfældet, at naar de forsteningsfø- rende Skikter komme i Contact med de eruptive Syenit- og Porphyrmasser, have samme været udsatte for større eller mindre Forandringer; men denne Omstændighed har ikke tilintetgjort Regelmæssigheden og Sammenhængen af Skikterne i dens Heelhed, og selv i de mest forandrede Partier kan man næsten altid finde Forsteninger, tilhørende characteristisk siluriske*) genera. De Forandringer, som disse Bjergarter have undergaaet, ere aldeles af samme Natur, som de, der have fundet Sted i Omegnen af Christiania, og som have været underkastede en nøiagtig Undersøgelse af Kjerulf. De ere alle saadanne som Bjergarter af en lignende chemisk Natur vikle under- gaae, naar de vare udsatte for Varmens Paavirkning, hvor- ved den tilstedeværende Kiselsyre vilde decomponere den kulsure Kalk og frembringe Kalksilicater ved Uddrivning af Kulsyren. Saaledes tinder man de kalkholdige Leerskifre forvandlede til mere eller mindre haarde Bjergarter, efter det tilstedevæ- rende qvantitative Forhold mellem Leret og Kalken i samme. Naar de kalkholdige Skifere have indeholdt Kalkboller eller be- findes vexlende med tynde Ivalklag, ere disse forvandlede til en *) Den siluriske Character af disse Skikter er utvivlsom, da de Forsteninger, som i dem forefindes, ere erkjendte for identiske species med de til de siluriske Formationer overalt henhørende. Blandt disse kan her nævnes : Diplograpsus nodosus , Lingula attenuata, Favosites Gothlandica, Syringopora, Atrypa reticu- laris, Stenopora fibrosa, Enchrinites, Enomphalus sculptus, Stromatopora, Terebratula reticularis, Orthoceratit.es, Pentamerus Murchisonia, Petraiea, Favosites Alveolaris, Heliolites tubulata, Spirifer, Leptæna sericea, Orthis actoniæ, Echinosphærites punctatus, Millipora rep ens, Calymene Blumenbacliii &c. &c. Gæologiske Undersogelser. 169 kornig, los , hvid Marmor, paa samme Tid, som selve Ski- ferne af de ovenanforte Grunde ere blevne næsten flint- haarde. Saaledes faaer enten den forandrede Bjergart Ud- seende af alternerende Paralelstriber af hvidt Marmor og ovennævnte Haardskifer, eller denne sidste danner et ir- regulært Net, hvis Masker ere udfyldte med Marmor. Saa- danne Forekomster ere lier meget almindelige over betyde- lige Strækninger; de ere afbildede paa Tavle 3. Fig. 1 nøiagtig efter Naturen, og fremstille et Parti paa Langoen lige ud for Langesund. Profilen, Tavle 2 Fig. 2 (A, B, C, D, E, F*) viser et almindeligt Gjennemsnit af Districtet, hvoraf man seer, at det er meget gjennemskaaret af Trapgange, men som for- øvrigt optræde meget hyppigere i Egnen, end derpaa kan fremstilles. Disse Trapgange ere høist interessante, hvorfor de have været Gjenstand for en nøiagtigere Undersøgelse, hvis Pesultat dog ikke har ledet til samme Slutninger, som af deres Forekomstforhold ere fremsatte i „Gæa Norvegica“ (Pag. 41 45. 55). De kunne henføres til to eller maaskee tre bestemte Varieteter. En af disse er idetmindste ældre end Zircon- Syeniten, men dog yngre end de Devoniske, og er hoved- sagelig bestaaende af Augit med en Feldspathart, og er saaledes maaskee en Doleri? eller Melaphyr; Augit er altid fremherskende. Den anden er en lys smudsiggraa feld- spathisk Trap med Indblanding af Svovelmetaller, og lig- ner meget nogle af Gangene i Christianias Silurformation. En tilsyneladende tredie Varietet kan maaskee være den *) Herved raaa bemærkes , at den vestre Ende af Arø paa Pro- filen er feilagtig farvet Guul istedetfor Blaae, som den burde liave været, fordi den bestaacr af øvre Siluriske Skikter. 170 D av id F or bes. samme som sidstnævnte, indeholder ogsaa Svovelmetaller, men er i Almindelighed betydelig mørkere i Farve. Alderen af de tvende sidstnævnte er ubestemt; men muli- gens kunne de antages at være af samme Alder, som de Trapgange, der gjennem skjære Zirkon-Syeniten (f. Ex. Sve- neroen ved Fredriksværn). Uagtet disse Trapgange og de tilstødende Bjergarter meget nøiagtig ere blevne undersøgte, er der ikke fundet Grund til at antage nogen Overgang disse imellem, og For- holdene ere befundne at være saaclanne, som man under de givne Omstændigheder maatte kunne slutte sig til. Grundplanerne, Planche 3 forestille Partier, hentede, Fig. 2 fra Fordostsiden af Gjeterøen, og Fig. 3 fra Sydvestsiden af samme, formodentlig den samme som er beskrevet, i „Gæa Norvegica“ Pag. 45. og vise Trapgange, der over- skjære Slukterne og forgrene sig meget uregelmæssigt. Mange af disse Forgreninger følge Skiktlinierne meget nøiagtig og i temmelig Længde, udkilende sig i yderst smale Striber. Paa Grund af disse Grenes Indleining, isærdeleshed naar de ere meget smale, har det været paastaaet, at de umuligt kunde være af en senere Dannelse, eller rettere sagt ind- trængte. Som Gjensvar hertil kan man bemærke, at ved Hytten i Espedalen , hvor store Heller af Leerskifer ere benyttede som Bundstene i Smelteovnene, har det vist sig, naar disse Stene have været optagne, at der i samme har indtrængt sig tynde Lag af metallisk Svovelforbindelse, og indleiet sig langs Skiktlinierne i Leerskiferet', ofte i en Længde af flere Fod, og ikke sjelden have de været saa fine, at man for at kunne forfølge dem til deres yderste Ende har maat- tet benytte sig af Lupen. Tager man Hensyn til den ube- tydelige Qvantitet af den her tilstedeværende flydende Masse Gæologiske Undersogelser. 171 og dens Trvk, som belebcr sig fra 7 til i det høieste 12 % pr. Q Tom. vil man ikke kunne forundre sig over de i Skiferen indleiede Grene af Trapgangene, hvor For- holdene ere saa umaadelig store. Tom Beviis paa Trappens store Letflydenhed kan man bemærke, at en Trapart i England, formodentlig af samme Alder som den her omhandlede, benyttes i det Store som Material til Støbning af alleslags Gj en stande tjenlige til Decorationer , som Substitut for udhugne Steenarbeider, da den paa Grund af sin overordentlige Ledflydenhed udfylder de fineste Dele af Formen. Trappens herbenævnte techni- ske Anvendelse har givet Anledning til, at man fuldkommen kan forklare de saa høist forskjellige Texturtilstande, hvori man finder den i Naturen. Saaledes faaer man af den smel- tede Trap, naar den afkjoles i Luften under almindelige Omstændigheder en sort Glasart, svarende til Obsidian ; ved mindre hurtig Afkjøling begynde Krystaller af lysere Farve at optræde i den sorte Grundmasse og fremstille saaledes en porphyragtig Obsidian. Begge disse Tilstande vare uanven- delige, og derfor er det i Praxis nødvendigt at holde de nysstøbte Gjenstande i længere Tid udsatte for rød Varme hvorved man igjen faar den oprindelige fiinkornige Textur af Trappen eller med andre Ord faar det samme Material tilbage, som man havde før Smeltningen, og hvorved den oprindelige Styrke gjenvindes. Ved de Experimenter, som have givet disse Besultater, hvorpaa Trappens hele techniske Benyttelse hviler, har det tillige viist sig, at naar de deraf støbte Gjenstande i endnu længere Tid holdes udsatte for Varmen, bliver Texturen mere og mere grovkornig og ud- krystalliseret i Forhold til Tidslængden. Naar man anvender disse Data paa Bjergarterne in silu , kan man Jettelig forklare, hvorledes de forskjellige 172 David F or hes. T nip gange , ja endog de forskjellige Dele af een og samme Trapgang kunne være saa aldeles ulige i Henseende til Textu- ren, omendskjont deres chemiske Bestanddele ere fuldkom- men de samme. De samme Bemærkninger, som i det Fo- regaaende ere gjorte i Anledning af Trapgangene paa Gjeter- oen, ere ogsaa anvendelige paa dem, der forekomme ved Arø. hvoraf Planche 3 Fig. 4 forestiller en, som optræder paa Sydvestkysten afØen og er tildeels baade gang- og leiefor- mig, indeslutter Partier af den tilstødende Skifer, samt ud- sender leieformige Grene i samme. Sammesteds finder man at Forrykninger have foregaaet, der have sat Trapgangene, saavel leieformige som gangformige, ud af deres oprindelige Stilling. Et simpelt Tilfælde af denne Art er fremstillet Planche 3 Fig. 5; det fremtræder paa Nordvestsiden afGje- terøen, og det kan antages, at Stedfindelsen at flere saa- danne Forrykninger have bevirket de Afvigelser fra Trap- gangenes almindelige Udseende. som ere omhandlede i „Gæa Norvegica “ Pag. 46. Efter Undersøgelse af Forholdene kan ingen Tvivl existere om, at Forrykninger have fundet Sted efter Trapgangenes Indtrængen i Skiferen. Det er desuden ikke en nødvendig Følge, at et eller flere mindre Partier, fordi de paa Overfladen tilsyneladende fremtræde isoleret, derfor ikke høre sammen til een og samme Trapgang, da der ved Mineringer i Dybet meget ofte har været Anledning til at bevise det Modsatte. Eaar som paa Arø, en senere optrængende eruptiv Zirkon-Syenitmasse har stødt sammen med en Trapgang, kan man med stor Sandsynlighed antage, at denne sidste ved Contacten er bleven noget splintret, og at den første ved Optagelsen af endeel af de løsrevne Trap- frngmenter har faaet Udseende af en syenitisk Grønsteen, uden at man derfor behøver at antage, at nogen Overgang h;ir fundet Sted, som antydet i „Gæa Norvegia“ Pag. 60. Gæologiske Undersogelser. 173 Naar vi see hen til Profilen, Planche 2 Fig. 2, finde vi, at en Deel af Arø saavelsom afStoko, er optaget af en Bjergart med næsten vertical Fald vinkel. Denne Bjergarts Forekomst kan sees meget tydelig af Grundplanen af en Deel af den sydlige Ende af Stokø Planche 1 Fig. 2, og a f Fig. 3, som er en Profil over en Deel af Arø. Som et Heelt er den vanskelig at beskrive. Undertiden forekommer den med Udseende af en bruun Glimmerskifer , hvori man neppe kan gjenkjende Bestanddelene; paa andre Steder seer den ud som en Hornblendeskifer eller Hornblendegneis, og synes da efter Udseende at bestaae af en særdeles fiinstraa- lig, mørkgrøn til sort Hornblende, sammenblandet med en Feltspathart, som undertiden er udviklet i bestemte Striber. Yed Enden af Stokøen forekommer den som en mørk augitisk Bjergart, ofte ldøvbar og med en meget charac- terisk folieret Structur. Fremkomne ved Forvittring frem- vise Kløvningsfladerne en Mængde vel udviklede Augit Kry- staller. Paa enkelte Punkter seer man den endelig- antage Formen af augitisk Trap, som undertiden er porphyragtig. I en tidligere udgiven Afhandling*) var denne Bjergart, som da ikke var saa nøie undersøgt som nu, anført som Hornblendeskifer, og antaget at repræsentere brune, glim- merholdige Lag, som i dette Districts nordostlige Dele ligge ovenpaa den devoniske Sandsteen. At dette er Tilfældet, antages endnu; men det synes, at disse Lag have deres Op- rindelse fra augitiske Bjergart er, og formodentlig have væ- ret afsatte i Tilstande af Tuff ovenpaa den devoniske Sand- steen. Da dette er skeet, førend Zirkon-Syeniten udbrød, har denne sidste formodentligt være Aarsag til de mange Forandringer i Udseende, som nu vise sig, og ved dens paa- *) Edinburg New Pkilosophical Journal Vol. ITT. 174 David Forbes. virkende Hede frembragt Foliationen og den dermed for- bundne skifrige Structur i Massen. Ved enkelte Punkter paa Stokø seer det ud som om Porphyrudbrudet har vedvaret i Tidsrummet, hvori Tuffen har været afsat, da denne undertiden viser sig som ind- trængt deri. Paa Arø viser denne Bjergart sig undertiden saa skif- rig, at man ikke lettelig skulde kunne udforske dens Op- rindelse. Contacten med Zirkon-Syeniten har paa mange Steder forvoldet den største Confusion i Skiktningen, som undertiden er meget stærkt bøiet, og tillige finde vi Skikt- partier indesluttede i Zirkon-Syeniten og derved i en mere eller mindre oplost Tilstand, hvorved de ofte faae Udseende af Gneis. Disse omtalte augitiske Bjergarter ere altid ældre end Zirkon-Syeniten, og uagtet der ofte findes Fragmenter af førstnævnte indeni denne sidste, saa befandtes dog aldrig omvendt Fragmenter af Syenit indesluttede i de augitiske Bjergarter; der saaes vel nemlig enkelte Partier af et Ud- seende , der kunde lede til en saadan Antagelse; men ved Undersøgelse befandtes disse enten at staae i Forbindelse med en Zirkon-Syenitgang, eller at være Levninger af en forhenværende overflyttet Zirkon-Syenitskorpe, som ofte har været meget tynd, som Profilen Pl. 3 Fig. 6 viser. Denne er hentet fra Extremiteten af Stokøen, hvor Zirkon-Syeniten bedækker den underliggende vertikalspaltede Porphyr. Hvor Zirkon-Syeniten gjennemskjærer den forandrede devoniske Sandsteen paa Arø, optræde deri hyppig Ovartskorn, som ellers aldrig ere tilstede i den normale Zirkon-Syenit. Naar man over- farer Profilen, Planche 2 Fig. 2. finder man ligefra den for- steninojøse forandrede devoniske Sandsteen Siiurformatio- nernes Skikter indtil man kommer til Rognstranden. Skik- Gæologiske Underscjgelser. 175 ternes Strøg med Undtagelse af enkelte mindre Svingninger er temmelig constant; derimod er Faldvinkelen c-onstant kim over visse Strækninger. Saaledes paa Arø kan den an- tages at være circa 70° østlig paa Gjeterø 40°, paa Lang- øen 20°, fra Langesund til en liden Kile vestenfor samme 40°, derefter 30° til Sandvigen, og endelig ved Rognstran- den 20°. Kaar man saaledes anslaar Gjennemsnitsfaldvin- kelen til mindst 35° og da Distancen bliver circa 15000 norske Fod, bliver Mægtigheden af Silurformationen over 8600 Fod, uden i Beregningen at medtage den devoniske Formation. Kjendskab til Overdåden af Profilen gjør denne Mægtighed usandsynlig, hvilket man tillige finder bekræftet ved at iagttage de Punkter, hvor enkelte af de større Lag stikke frem i Dagen. Saaledes antages f. Ex. den ko- ralførende Kalksteen, som findes ved Strandkanten paa vestre Side af Arø at være Deel af det samme Lag, som stikker frem ved Vestsiden afFugleøen og endnu vestligere paa Vestsiden af Gjeterøen o. s. v. Enkelte Forsteninger, fremtræde ogsaa paa Steder, hvor de ikke kunde ventes, medmindre en Forrykning havde fundet Sted. Resultatet er altsaa, at Forholdene stille sig iVirkelig- heden, omtrentlig som i det ideale Profil Planche 3 Fig. 7 hvor en Række Forrykninger svarende til de forskjellige an- førte Faldvinkler have bevirket, at idet man gaaer fra Øst til Vest, kommer man gjentagne Gange til at fare over Overfladen af samme Skikt. Den virkelige Mægtighed kan altsaa for Tiden ikke angives, men kan maaskee antages ikke at udgjøre mere end af den før opførte. Hvadsomhelst Tykkelse Formationen har, synes det dog at Følgerækken er den normale, og man kan med Lethed erkjende de mørke Alunskifere som de laveste af de forste- ningsførende Lag. For at undersøge den derunder forekom- 176 David Forbes. mende Skiktfolge er paa flere Steder Profiler optagne over Districtet ved Grændsen af samme. Nordenfor Skien tvertover Boelven vedFossum er Pro- filen Planche 3 Fig. 8, optaget. Denne viser Silurforma- tionen, strygende*) 23° N.V., med 35° østligtFald. Den er aldeles regulær, og allernederst bestaaende af de morke Alun- skifere. Under disse har man et Lag; af ganske ubestemt Character, som adskiller dem fra den derunder liggende 7 oo meget feldspathiske, massive Gneis. Foliationen af Gneisen er ikke stærkt udviklet, men er conform med de overlig- gende Skikter. Denne Gneis ansees i Virkeligheden kun som Granit med Paralelstructur, og som saadan har den væ- ret ophævet i fast eller muligens i ophedet Tilstand og der- ved foraarsaget den ubestemte Character af det mellemlig- gende Skikt, hvilket, uagtet det har været benævnet Eurit, ikke usandsynlig er den underliggende. Cambriske Sandsteen i forandret Tilstand. Nærmere Undersøgelse over de her tilstedeværende For- hold tiltrænges; men under den Forudsætning, at denne gra- nitiske Gneis var eruptiv eller ophævet, og saaledes ikke re- præsenterer den normale Skiktefolge under Alunskiferne, var det overladt til Profilerne over Districtets Grændser at afgjøre Sagen, da deraf vilde indsees, at ovennævnte An- skuelse sandsynligviis er den rette, idet, naar vi hensee til Profilerne, Planche 2 Fig. 1 & 2 E. F’., saavelsom til en- deel andre, som det ikke ansees for nødvendigt her at have aftegnet, vilde fremlyse, at Alunskiferne hvile paa en Sand- steen og ikke paa granitisk Gneis som ved Fossum. Det hænder ikke sjelden ved Grændsen, at betydelige *) Compasstrøget i Afhandlingen anføres efter den magnetiske - Meridian. Gæologiske Undersogelser. 177 Trapganges Optræden er til Hinder for, at man kan iagt- tage Contacten af Alunskiferne saa vel, som man kunde ønske. I Profilen, Planche 3 Fig. 1, sees det at de 2de i Alunskiferen indleiede Trapgange, i Forbindelse med den store Trapgang, ab, formodentlig bar bevirket en Opbøining af Skikterne fra 12° til 15° som betegnet i Profilen. Hen i Tegningen viste Trapmassse a b er kun Dele af een og samme Gang, som svinger sig, hvor Profilen overskjærer den. Den bry der gjennem Sandstenen, som ligger umiddelbar under Alunskiferen og seer ud næsten som en Qvartzit; men hverken her eller ved Tangvold, som angivet i „Gæa Norvegica“ Pag. 98, kunde nogen saakaldet Overgang fra Trap til Qvartzit observeres. Under Qvartziten (Sandste- nen) kommer en smudsigfarvet Bjergart med characteristisk Glimmerfoliation, samt med samme Strøg og Fald som de ovenomhandlede Skikter. Paa Grund af Trapmassens Op- træden kan denne ikke vise sig i Profilen, men kommer til- syne i Profilen ved Bognstranden, Planche 2 Fig. 2. Under denne finde vi en Qvarzitisk Bjergart, som strækker sig saa langt, som Profilen rækker. Denne Bjergart er af en eien- dommelig Character og Paralelstructur , hvilken sidste ikke stemmer med den hos de hidtil iagttagne regelmæssige Skikt- ninger. Strøget og Faldet af Paralelstructuren mellem Om- bersnæs og Storbugten er meget variabel, hvilket sees af følgende Iagttagelser, gjorte i nogenlunde lige Afstande fra hverandre mellem Ombersnæs og Storbugten: Strøg 108° N.V. Fald 20° Sydl 125° — QC O 0 1 170° - — 87° — 65° — 1 æ o 0 1 165° — — verticalt 65° — — do. 12 178 David Forbes. Strøg 65° N.V. Fald 75° Sydlig — i o 00 QO — _ ? ■ — • 1 o O — — ? - — 155° — — 80° Sydlig — 140° - — verticalt — W»1 ^ o oo 0 1 — 70° Sydlig — 118° - — 1 o • — 118° - — 50° - — 98° — — ? uregelmæssi __ 135° - — ' r — 140° — — * ? r> — — 135° — — ? ,, — t-i ►P* O 0 1 — ■ n — 130° - — ? ' n — I o QO 5— i — 80° Sydlig — 108° — — i o O 00 — 128° — _ verticalt Observationerne kunne ikke udledes af nogen egentlig V Skiktning eller Paralelstructur i selve Bjergarten, men af Striber af en hornblende-skiferagtig Natur optrædende i den graahvide, qvartzige Grundmasse, der i sig selv ikke egentlig besidder nogen Structur. Planche 3 Fig. 9 viser naturtro aftegnet, et lidet Parti af det Strøg, hvori disse Striber allerhyppigst forekomme, uagtet samme i Alminde- liehed ikke optræde saa ofte som Tegningen udviser. Disse Striber, som variere i Mægtighed fra mindre end 1" til en- kelte Gange et Par Fod, ere aldrig sammenhængende i nogen Udstrækning, men afbrydes og fortsættes igjen uregelmæs- sigt som af Tegningen sees. I det Store bærer det Præg af en saa at sige irregulær Paralellismus, hvilken man dog ikke kunde tænke sig opstaaet ved nogen Forandring i Skikt— linierne, hvorimod det synes antageligt, at samme kan være Gæologiske Undersogelser. 179 fremkommet ved et moderat tykt Lag af en almindelig Sandsteen, som liar været opspaltet formodentlig samtidigt med de granitiske Eruptioner, og at Spalterne have været opfyldte med en Mineralmasse i fiin Tilstand, formodentlig hidrørende fra Traptuffer eller hornblendeholdige Bjerges Afslidning. Yed en Varme, ud viklet fra senere forekomne plutoniske Eruptioner, har samme paa lignende Maade som ved Stoko faaet en udviklet krystallinsk-folieret Structur, og saaledes viser deres nærværende Udseende sig* Sidstnævnte Profil gaaer ikke længere end til Storbug- ten; men paa Planche 2 Fig 2 EF seer man en længere udstrakt Profil. Da den føromtalte store Tr ap gang ikke gjennembryder den under Alunskiferen liggende Sandsteen ved Rognstranden, seer man samme tydeligere end ved Om- bersnæs. Derunder ligger «let førnævnte smudsige glimmer- holdige Lag, følgende de øvrige Skikter nøiagtigt baade i Strøg og Fald. Men uagtet det Sidste, er den deri ved chloritisk Glimmer udviklede Foliation aldeles afvigende fra selve Skiktningen. Medens nemlig Skikterne heri vise sig strygende 42° N.V. med 20° østligt Fald, er Glimmer- bladenes Foliation udviklet 108° N.V. med 45° nordligt Fald, hvilket tydeligt viser at Foliationens Retning ikke er betinget af Skikternes. Under dette Lag finde vi det før- nævnte qvartzitske, som hyppigt gjennemskjæres af Granit- gangene saavelsom af enkelte Trapgange. Grundmassen ligner aldeles den ved Ombersnæs, men, foruden i Nærhe- *) Med Hensyn til den her fremsatte Antagelse om Foliationens Oprindelse gjennem Varmens Paavirkning, samt om denne Struc- tur overhovedet maa henvises til en Afhandling i „Quar- terly Journal of the Geological Society of London “ for Au- gust 1855. 12* 180 David Forbes. den af Evindsvig, finde vi ikke de mørke Hornblendestriber saa tydelig udviklede, og den svage og confuse Foliation gjenkj endes ved Optrædelsen af lidt Glimmer i Grundmas- sen , hvilken dog sommesteds ved Elvig og vestenfor viser sig som mere characteristisk Qvartzit. Som det sees af Profilen optræder ogsaa Hornblendeskifer med vertical Foliation, men hvis Masse efter Udseende stikker under den ovenomtalte. Uagtet denne Strækning fortjener en langt nøiagtigere Undersøgelse, end hidtil har kunnet finde Sted, har man dog, under Forudsætning af, at Foliationen (som i de førnævnte smudsig glimmerholdige Lag) er udviklet i en fra Skik- terne forskjellig Retning, udkastet det paa Profilen ved de punkterede Linier opførte Billede, hvorefter Forholdene kunde maaskee forklares. Af disse sees, at Bøiningerne fremstille Gjennemsnitene af flere mere eller mindre skaalformige Basiner, hvoraf det ene stikker under Silurformationen, der ovenpaa har været afsat. Det øverste Lag kan ansees sva- rende til en forandret Sandsteen , hvilende paa det under- liggende Hornblendeskiferlag, og Foliationens Paralelstruc- tur er efter denne Fremstilling udviklet i høie Vinkler med Skiktningen, som saaledes ikke betragtes som forholdsviis bøiet fra dens oprindelig engang horizontale Retning. Dette Billede af Strøgets Dannelsesmaade er imidlertid ikke fremstillet som en afgjort Sag, men kun som en sand- synlig Slutning, bygget paa Iagttagelser i andre Districter. Hvorledes, f. Ex., naar man mileviis farer frem over metamor- phiske Skikter med verticale Fald vinkler, kan man forestille sig, at saadanne virkelig representere engang horizontalt liggende Skikter, opkastede i deres nuværende verticale Stil- ling? Naar man i saadant Fald ogsaa beholder for Øie, at den verticale Foliation, som vi hidtil i Regelen have anseet for at være Skiktning, kan bevises ofte at være meget af- Gæologiske Undersogelser. 181 vigende fra samme, og derhos rette vor Undersogelse efter Bjerginassernes mineralske Sammensætning i det Store, kan man forhaabentlig vente, at noget Lys bliver udbredt i det Mørke, som saa længe har hvilet over Urfor mationen, og man vil muligens kunne erholde no gen Idee om dens Dan- nelsesmaade. Da Profilen, Planche 2 Fig. 2 EF danner en skjæv Vinkel med Strøgretningen , vil det være mindre hensigts- mæssigt at forfølge samme videre formedelst Kystens Con- tur, hvorimod det antages, at Forholdene blive bedre be- lyste ved Profilen, Planche 3 Fig. 10, der er trukken om- trent K. og S. fra Elvigsfj orden til Saasteinsløbet. Heraf sees, at man farer over en Række af alternerende Qvartziter (paa Chartet gule*) og Hornblendeskifer med enkelte Glim- merskiferlag , som allesammen stryge fra 55° til 70° N.O. med et Fald af omtrent 55° nordlig. Muligens kunde den sydligste Dcel af Profilen være en Repetition af samme Skikter, frembragt ved Forrykninger, som før forklaret ved Langesunds Silurformation. Disse alternerende Skikter sy- nes efter lagttagelsen at strække sig endnu længer vestover end til Kragerø, og ved sine Bøininger at danne en Række af Curver, som danne ligesaamange skaalformige Bassiner, hvoraf Strækn ingens Overflade bestaaer. Enkelte Profiler ville tydeliggjøre dette Forhold; saaledes løber Planche 3 Fig. 11 N.V.— S.O i skjæv Vinkel tvertover Børtøeidet. Forholdene ere her saa simple, at de lettelig indsees af selve Tegningen uden Assistence af nogen nøiagtig Beskrivelse. Gaae vi endda længere vestover, som angivet paa samme *) Paa Profilerne, Planche 3 Fig. 10, 11, 12 og 13, er Horn- blendeskifer betegnet med grøn, Qvartzit med guul, Glimmer- skifer med orange, Granit og Syenit med rød Farve. 182 David F or bes. Planche, Fig. 12, der gaar omtrent i Retningen N.O. — S.V. fra Skarholmene over Valbjcrg til Kalstadkilen, have vi samme Række Skiktninger, visende sig med meget regulær Character, som, med Undtagelse af de store Syenitmasser, der danne Centrum af Yalbjerg, forholdsviis kun lidet ere forstyrrede af massive Bjergarters Optræden. Men endnu mere vestover have vi en Profil, Planche 3, Fig. 13, der gaaer over Øen ved Kragerø, derefter over denne By selv og derfra i lige Linie til Kalstadkilen, altsaa omtrent fra S. til N. Som det sees heraf, have Skikterne været meget forstyrrede ved Optrædelsen baade af Granit- og Syenitgange, som endog ofte paa ikke ubetydelige Strækninger indleie sig i Skikterne, men dog atter gjennembryde samme; undertiden har ogsaa Graniten flydt over og viser sig temmelig udbredt, men i forholdsviis ganske tynde Masser. Da man agter i et senere Arbeide at levere en detail- leret Behandling af det her omkringliggende Felt, skal man ikke gaae videre i Detail over de her tilstedeværende Forhold. Det kan alligevel bemærkes, at den samme Følgerække af de øverste Lag af disse metamorphiske Bjergarter optræde endnu længere vestover mod Østreriisøer, og lade .til at være de almindelige over et temmelig vidt udstrakt Terræn. Det vilde være yderst vanskeligt at sammenligne disse forskjellige Lag med hverandre, der i deres Natur have saa megen indbyrdes Lighed, uden at have noget bestemt Ud- gangspunkt for Følgerækken. Heldigviis har en meget nøi- agtig Undersøgelse af Kragerøs Distrikt ydet os en meget god Ledetraad til Bestemmelsen af Følgerækken, idet nemlig det øverste og derhos mægtigste Lag af Hornblendeskifer i sine allerlaveste Dele, omtrent hvor de sammenstøde med Glimmerskiferen , indeslutte et meget tyndt, men bestemt Skikt af en ganske eiendommelig Charakter, som, uagtet Gæologiske Undersogelser. 183 det egentlig ikke kan navngives, maaskee kunde sammen- lignes med Cliiastolitskiferen, da det indeholder dette og andre analoge Mineralier, saasom Kyanit og Rhætizit, samt en Række Talkjordsilicater, som Dicliroit, Aspasiolit, Pra- seolit &c. med eiendommelige Glimmer- og Chloritarter; derved fremtræder det med et saa charakteristisk Udseende i det Hele, at man øieblikkkelig erkj ender det og deraf seer, hvor man staar i Formationernes Række , hvorfor det ved Undersøgelsen |af dette Territorium har viist sig særdeles tjenligt som en deri indesluttet Horizont. Paa Profilerne, Planche 3 Fig 12 & 13 er dette Skikt antydet med en sort Streg, trukken i den underste Deel af det øverste Hornblendeskiferlag. Under dette linde vi et Glimmerskiferlag, som i sine underste Skikter er mere qvartzig end i sine øverste. Dette Lag hviler paa en Qvartzit, som er den øverste af en Række, bestaaende af 6 Qvartziter, alternerende med et lige Antal Hornblendeskifer. Saavidt, kunne vi med nogen Sikkerhed antage at have et Overblik over Følgerækken under Silur- formationen; men i denne Afhandling vilde det være uti- digt at angive nogen Følgerække derunder igjen, uagtet vi ved noget Tillæg til de hidtil samlede Data troe at kunne blive snarlig satte istand til at gjøre det. For Nærværende maae vi altsaa indskrænke vore Bemærkninger til disse øverst liggende Skikter i det metamorphiske Territorium, idet vi til Slutning forsøge at sammenligne deres Alder med den af udenlandske Skikter, der ere blevne nøiere undersøgte. For at kunne dette maae vi atter vende tilbage til Alunskiferne, som de laveste af de forsteningsførende Lag. Heldigviis indeholde disse Skifere (da Langesunds og Christianias Territorier maae ansees eens) Forsteninger, der forsyne os med en Ledetraad. 184 David Forbes. I disse og nærmest derover liggende Skikter have vi Forsteninger, som godtgjøre, at disse Skikter svare til den i Britanien saakaldte „Lingula flags,“ idet de indeholde f. Ex. Diplograpsus folium og teretiusculus, Fenestella socialis, Agnostus pisiformis &c. Da disse lingula flags ere de som de laveste erkjendte forsteningsførende Skikter tilhørende den øvre Cambriske*) Formation, blive naturligviis den under Alunskiferen føl- gende Sandsteen og de glimmerholdige Lag at henføre til denne Formation. Da disse Lag af Cliarakter ogUdseende ere ligesaa metamorphiske som de Lag, paa hvilke de hvile, kunde man antage, at de sidstnævnte ogsaa kunde høre med, saafremt de i mineralogisk Cliarakter saavelsom i Mægtighed ikke ere afvigende fra de i andre Lande forekommende Cam- briske Skikter. Uagtet deres saa forskjellige Udseende, ere der dog flere Analogier mcllem samme; hvad Mægtighed angaar, saa er derfor Intet iveien, da de her beskrevne Lag i Mægtig- hed kun vilde svare til en Smaadeel af de udenlandske Cambriske. Disse sidste ere charakteriserede ved deres mangfoldige Sandstene, indleiede Porphyrer, Trapskifere, Tuffer og Lcerskifere, samt ved Chiastolit-skifer og, hvor Graniten optræder, ved Hornblende- og andre metamor- phiske Skifere. Man vil saaledes see, at disse kunne meget godt sam- menlignes med de herværende, da man maa antage Qvart- ziten for at repræsentere Sandstenene, Glimmerskiferen sand- holdige Leerskifere. — Chiastolitskiferens Analogon have vi — , og endelig Hornblendeskifer, denne sidste æqvivalent *) Murchison i sit nys udkomne Værk „Siluria“ har nu tillagt den øvre Cambriske Formation til den lavere Siluriske. Fty 10 FFHRS Lit* CO f?/ ST /JUV f A- Gæologiske Undersogelser. 185 med Trapskiferc og Tuffer og de jernholdige Leerarter, (op- 6taaede ved Trapbjergarternes Forvittring), saa mægtigt ud- viklede i den Cambriske Formation. Nedenstaaende Ana- lyse vil vise, at fra det chemiske Standpunkt er Intet iveien for denne Antagelse: Hornblemleskifer Trap (Bischoff). (Streng). Kiselsyre 48,65 47,80 Leerjord 16,42 14,80 Jernoxyd 18,62 ( 13,08 Jernoxydul 4,69 i Manganoxyd 0,48 0,09 Kalkjord 7,16 12,89 Talkjord 2,32 6,84 Natron 0,89 2,48 Kali 0,56 0,86 Vand 0,21 1,41 100,00 100,25 Heraf sees, at Forskjellen hovedsageligen ligger deri, at Trappen indeholder mere Kalk, Talk og Alkali. Dette kan imidlertid lettelig forklares, da, siden man gaar ud fra den Forudsætning, at Hornblendeskiferen har sin Oprindelse fra forvittrede Trapbjergarter, det netop ere disse Elementer som gjennem Forvittringer og Yandets Paavirkning vilde være bortførte. IX. Mincralnotitser. Af Bergmester Nic. Benj. Møller, Medlem af Solvverksdirectione^n. I. Antydninger til en rimelig Rcduction af endeel af de som nye opførte og med nye Navne forsynede Mineralspecies, der i de sidste Decennier ere fundne ved Brevig og i sammes Omegn. Aaret 1827, da Hr Pastor Esmark i Magazin for Naturvidenskaberne 2det Hefre pag. 323 beskrev et af ham ved Brevig fundet, og som nyt antaget, Mineral under Navn af Radyolith, har man deels der deels i Omegnen fundet en Række af Mineralier, hvilke man har givet nye Navne og optaget i Systemet som nye Species. Imedens det hermed vistnok har sin Rigtighed med Hensyn paa flere af disse, forholder det sig dog neppe saa- ledes med dem Alle, hvoraf jeg antager, at endeel maa henføres til forhen bekjendte Mineralspecies, hvilket jeg i det Følgende skal søge at vise, ved at anføre de af dem, med hvilke dette synes at være Tilfældet, tilligemed mine Grunde derfor. 1. Radyolith. Ved i 1827 at forevises dette Mineral, sagde jeg Hr. Esmark strax, at jeg ansaa det for at være det Samme som Werners Spreustein, en Mening, som jeg paa den Tid ogsaa Mineralnotitser. 1S7 yttrede i en Chorographie over de da bekjendte Mineralier i Lan gesundsfj orden (Magazin for Naturvidenskaberne 1827 pag. 269) med Tilføiende, at Radyolith blot syntes at være en krystalliseret Varietet af Spreustein, hvilken Formodning senere lien blev befunden rigtig af flere Mineraloger. Sidstnævnte i 1811 af Werner som eget Species be- stemte Mineral, der allerede forud har havt det Uheld at faae formange Navne, saasom 1. Spreustein 2. Bergmannit 3. fasriger Wernerit 4. Avnesteen, og som senere er blevet beriget ved endnu et Par i Tillæg nemlig 5. Kadyolith og 6. Brevicit, er omsider befundet at være 7. Natrolith, med hvilket Mineral det ikke alene stemmer overeens i chemisk Sammensætning, men især paa en paafaldende Maade i Struc- tur med de meest forskjellige Varieteter fra Island, Færø- erne og Bøhmen, lige fra de grovstængelige til de haarfor- mige 02; i de fleste Farvenuancer. Følgelig blive her 7 Navne, hvoraf de 6 ere urigtige, at reducere til et Eneste. 2. Esmarkit, 3. Praseolith og 4. Aspasiolith. ansees af Dana og Haidinger alle tre som Pseudomorphoser efter Cordierit, og stemme saameget baade i Form og øv- rige physiske Egenskaber dermed, samt afvige heller ikke meer i Bestanddele, end at de formeentlig maa anføres som oprindelig henhørende til et og samme Species. Meest er dette Tilfældet med Esmarkit, der kun deri er forskjellig fra Cordierit, at den har optaget 5-6 Procent Vand. Esmarkit er desuden et mindre vel valgt Navn, da man allerede forud har dette i Mineralogien som Synonym for Datolith til Ære for Finderen af Samme, den for sin Tid udmær- kede Mineralog Professor ved Norges Universitet Jens Esmark, der tillige bestemte Datolithen som et eget nyt Species. Da nu endvidere Cordierit før er blevet forsynet med 188 Nic. Bcnj. Moll er. en Mængde Navne, saasom Dicliroit, Jolith, Peliom , Stein- heilit, blauer Qvarts, spanischer Lazulith, Wassersaphir, harter Fahlunit foruclen flere, er der tilvisse saameget min- dre Grund til at belemre dette Species med endnu flere. 5. Ægyrin. Med dette Navn bar man betegnet tvende ved Brevig forekommende Mineralier med Augitens eller Hornblendens Former, imedens det dog oprindelig vel kun er tiltænkt det Ene af dem. Imidlertid stemme de begge baade i Form og ydre Kjendetegn saameget overeens enten med Augit eller Hornblende, at de formeentlig bør henføres til det Ene eller det Andet af disse Mineralier, imedens de med Hensyn paa no- get forskjellige Bestanddele maa betragtes som ureneVarieteter. Ved Hornblende Varieteten bar jeg oftere bemærket en meer eller mindre fuldkommen Overgang til Glimmer. 6. Eudnopbit. Alle de Exemplarer, jeg bidtil bar seet af det med dette Navn betegnede Mineral, have ved nærmere Under- søgelse viist sig at være Analcim, og efter de af v. Bork og Berlin foretagne Analyser deraf bar det ogsaa samme Bestanddele og samme Formel. Den af Hr Weiby tegnede Krystall bar sandsynligviis været en hvid Feldspath, der forefindes sammen med den saakaldte Eudnopbit, en Forklaringsmaade, der forekommer mig langt rimeligere, end at antage, at Eudnopbit rnaaske er en dimorph Varietet af Analcim, og det saameget mere som de ufuldkomne Krystaller, hvilke jeg bar bavt Anled- ning til at see, temmelig utvivlsomt syntes at antyde det regulære System. 7. EukolitK Dette Mineral forekom mig strax ved første Øiekast Mineralnotitser. 1S9 at have særdeles megen Lighed med Eudyalilh, og ved nærmere at undcrsøge det, samt ved at sammenligne det med et Par Stykker af sidstnævnte Mineral, hvilke Hr Berg- candidat, Overstiger Friis har havt den særdeles Godhed at medbringe til mig fra sit sidste Ophold paa Grønland, har jeg fundet Ligheden saa stor, at jeg anseer begge disse Mineralier for at være identiske, en Mening, der ogsaa bekræf- tes ved at sammenholde de afRammelsberg og Scheerer foretag- ne Analyser, hvilke give følgende med Hensyn paa de constitu- erende Bestanddele temmelig overeensstemmende Resultater. Si Zi Fe Ca C Na Mn Mjr H K ChI : Eudyalit |4l),92| 16,88 | 6,97 1 11,11 | — 12,28 1 1,15 ) — — j 0, 65 1 1,19 | Rammelsberg. Eukolith |47,85| 14,05 | 8,24 J 12,06|2,98| 12,31 | 1,94 | Spor j 0,9 i j — j — j Scheerer. For Blæserøret smelte begge Mineralier temmelig let til en grønlig-graa Perle, og med Tilsætning af Borax til et lysegrønt Glas. Ovennævnte Stykker Eudyalit, der ere fra Kangerlu- arsuk paa Grønland, ledsages ligesom ofte den saakaldte Eukolith fra Brevig, af Fjeldspath og Hornblende, hvilken sidste aldeles ligner den Hornblende Varietet fra Brevig, som man har kaldet Ægyrin. 8. Po ly kras. Det mig under dette Navn fra Brevig foreviste Mineral er ikke Andet en Polymignit, og identisk hermed anseer jeg foreløbig ogsaa Polykrasen fra Hifterø, der under alle Omstændigheder baade i Krystalform og øvrige physiske Egenskaber staaer Polymignit meget nær, og da nu disse Mineralier tillige have de fleste constituerende Bestanddele fælles nemlig, Titansyre, Zirkonjord, Ytterjord ogjernoxyd, samt ligesaa Ceroxyd, Kalkjord og Talkjord, maae de vel blive at henregne til samme Species. 190 Nic. Benj. Moll er. Skulde nu ovenstaaende Antydninger ved nærmere Drøvtelse befindes grundede, vilde der iblandt de ved Brevig ouf i samme? Omegn forekommende Mineralier blive at o o foretage en Reduction af O til Natrolith til Cordierit til Ilornblende eller Åugit til Analcim til Eudyalit til Polymignit 13 forskjellige deels Species deels Navne kunne forsvinde af Systemet, hvilket, — saa forekommer det idetmindste mig, — naar en saadan Beduc- tion af deels overflødige deels urigtige Mineralspecies og Navne blev almindelig, og foretoges paa en gjennemgribende Maade, vilde blive til ikke lidet Gavn baade for begyndende og fuklfærdige Mineraloger, thi der kan vel neppe gives nogen fornuftig Grund til at besvære Hukommelsen med en Mængde nye Navne, ved ubetænksomt at danne nye Species af gamle Mineralier , der findes paa for disse hidtil ubekjendte Findesteder, blot fordi de ved første Øiekast have et noget fremmed Udseende, og man ved Analyse støder paa nogle tilfældige fremmede Bestanddele, naar det ved nøiagtig Undersøgelse og Sammenligning vilde have viist sig, at de paa Grund af deres ydre og indre Hoved- 1 OpiKUSltJlH 2 Bergmannit 3 Fasriger Wernerit 4 Avnesteen 5 Radyolith 6 Brevicit 7 Esmarkit 8 Praseolith 9 Aspasiolith 10 Ægyrin 11 Eudnophit 12 Eukolit 13 Polykras og herved ville da foreløbig Mineralnotitser. 191 cliarakter maatte henføres til forud bekjendte Species. Især burde vel Pseudomorphoser, idetmindste til en vis Grad af Forvandling, forskaanes for en saa summarisk Behandling. Tilbøieligheden til, paa en saadan Maade uden tilstræk- kelig Granskning at berige Mineralogien med nye Species og til at døbe disse med desværre som oftest altfor slet valgte Navne, skriver sig vel forendeel fra Forfængelighed, fordi mange ansee det for en Ære, at kunne fremstaae som Opdager og Døber af et Mineral, hvoraf det Første dog i de fleste Tilfælde skyldes et Slumpetræf; forendeel fraFrygt for, at en Anden maaskee kunde tilegne sig denne proble- matiske Ære, hvis man ikke uopholdelig skyndte sig med at vindicere sin Prioritet. Men iallefald lægges der med en saadan Fremgangs- maade ikke stor mineralogisk Dygtighed for Dagen, thi jo dygtigere en Mineralog er, jo færre vil der forekomme ham nye af de hidtil bekjendte Mineralspecies. For den mindre Dygtige ville langt flere synes nye, og for Begynderen ere naturligviis alle Mineralier nye. En ganske anden Sag er det med dem, der efter en nøiagtig Undersøgelse vise, at et Mineral — det være sig et forud bestemt, der urigtig er antaget som henhørende til et andet Species , eller et endnu ikke bestemt — paa Grund af dets ydre og indre Ivjendemærker ikke kan hen- føres til noget forud bekjendt Mineral, og derfor erklærer det for et eget nyt Species'; thi en saadan Fremgangsmaade er al Ære værd; men ved at overile sig med at gjøre nye Mineralier af gamle, og med at omdøbe disse, fordi de træffes paa for dem hidtil ukj endte Findestæder, uden først paa det Nøieste at have undersøgt, om de ikke henhøre under forud bestemte Mineralspecies, erhverver man sig in- gen Fortjeneste af Videnskaben. 192 Nic. Benj. Mo 11 er. II. Tillægsbemærkning om A k m i t. Siden jeg nedskrev mine Bemærkninger om Akmit (af- trykte i nyt Magazin for Naturvidenskaberne 8de Bind pag. 164) er jeg blevet bekjendt med nogle af Bammelsberg (i Poggendorfs Annalen 68de Bind pag. 505) meddelte Ana- lyser af dette Mineral, hvilke hovedsagelig ere foretagne for at bestemme, om Jernet i samme er tilstede som Oxyd eller Oxydul, og hvortil valgtes ganske friske Krystalstykker af sort Farve og med sorte glindsende Brudflader. Af disse paa flere Maader udførte Analyser viser det sig aldeles afgjørende, at Jernoxydul ei findes iblandt Ak- mitens Bestanddele, men at dens hele Gehalt af Jern bestaaer i 34.44 procent Jernoxyd. Et neppe mærkeligt Spor af Jernoxydul, der med Guld- chlorid fældtes ud af en fortyndet og filtreret Opløsning af Akmit-Pulver i Svovlsyre, Chlor- og Fluor- Yandstofsyre, antager Bammelsberg at hidrøre fra en formodet mechanisk Indblanding af Titanjern, hvilken han ogsaa tilskriver 3.1 procent Titanoxyd, der fandtes ved ovennævnte Analyser. Herved bekræftes da fuldkommen, hvad jeg i ovencite- rede Bemærkninger har yttret om Akmitens chemiske Sam- mensætning, hvilken fremdeles maa betragtes som et Tri- silicat af Natron og et Bisilicat af Jern. Følgelig kan Hr L. Gmelins, paa flere Gjætterier grundede Forslag om at opføre Akmiten i Systemet som en Natron- Augit ikke antages. Nyt Magazin for Natiirvidenskaberne, yde Binds 3 die Hefte. Vil. Ueber die Ueologie des sudiieheii Norwegens*) von Theodor åjerulf, mit Beitrågen vo» Tell ef Oahli I F r ii h e r e A n s i c h t e n. Ourch die Heisen fremder Geologen galt es lange als be- kannt, dass der grSsste Theil Norwegens ans dem sogenann- te :i U rgebirge bestehe, das ist, vorzuglich aus Granit, Gneiss und krystallinischen Sehiefern, ferner dass langs dem Chri- *) For at gjøre sit Arbeide tilgjængeligt for et større videnskabe- ligt Publikum har Forf. ytret Ønske om at faae den trykt i det tyske Sprog. Da det behandlede Emne er af almindelig videnskabelig Interesse, men her i Landet forholdsviis kun kan paaregne faa Læsere, har jeg troet at burde imødekomme dette Ønske, saa meget mere som ingen af Magazinets Abon- nenter kan antages heri at linde nogen Hindring for at tilegne sig Afhandlingens Indhold. L. 13 194 Theodor Kjerulf. stianiafjorde und hoher hinauf bis an den Mjosén in gesegne- teren Gegenden von milderem Karakter Kalk nnd Schiefer mit Versteinerungen von der sogenannten Uebergangs- zeit vorkommen, und ausser diesen zwei Hauptformatio- nen, neben einer dritten viel j tingeren Ablagerung von Thon, Sand und Gerolle - die durch Lyell als eine p 1 i o c e n e bestimmt isf — wåren denn gar keine andere Formationen vorhanden. Seit den ersten beruhmten Reisenden L e o po 1 d v. Buch, Haus mann, Hisinger m. m. warKeilhau bemuht vie- les Material iiber den Bau des Landes aufzuhåufen in dem ruhmlichen Werke Gaea Norvegica, und durch dieselbe Hand ist auch ein erster Versuch einer geognostischen Karte von Norwegen zustande gekommen, den man vielleicht lie- ber als einen petrographischen Versuch bezeichnen mochte, weil die Relationen chronologischer Formationen noch un- berucksichtigt blieben. Wir entdecken auf dieser Karte weit- låufige Partien (mit Gran angelegt) von Gneiss oder terrain prim ai re (No. 1, 4, 8, 9, 10, 11), dann eine kleinere Par- tie im sudlichen Norwegen (mit Violett angelegt) von Schie- fer, Grauwacke und Kalk oder terrain sil u rien (No. 13 und 14 zum Theil). Sonst sind alle ubrigen Theile (No. 2, 3, 5, 6, 14, 15, 16, 17, — mit Blau, Gelb, und Grim angelegt) petrographisch bezeichnet, als aus Glimmerschiefer, Conglomerat, Phyllade, Quarzit, Marmor &g bestehend, aber noch von ganz unbestimmtem Alter. Wenn wir weiter — naeh Untersuchung einiger Theile des Landes — die Par- tien vom Gneis, Granit und massiven Gebirgsarten be- trachten (7, 9 a, 12 und zum Theil 13, mit Roth angelegt), mtisssen wir nothwendig voraussetzen, dass sie nur einen beschrånkten und willkurlich gewahlten Theil des in der That aus Massiven Bestehenden repråsentieren. Wenn wir endlich, in das terrain silurien der Karte hinein gekommen, wissen, Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 195 dass Leopold von Buch von der Grauwacke bei Freng etc. am Mj øsen ausdriicklich sagt, dass sie den Kalkstein trage und ihm vielleicht weit genug in der For mation sr ei he vorhergehe, , und wenn wir aucli nacli den angegebenen Streichungsrichtungen die auf der Karte gezogenen Grenz- linien des Distrikts 14 gar nicht verstehen konnen, gera- then wir auch hier mit der einzigen geognostis ch bestimm- ten Formation ins Ungewisse. In dem dunklen Bilde also, das wir uns beim Anblick dieser Karte oder auch nach muhevollem Durchgehen des benutzten Materiales entwerfen konnen, ahnden wir, wie viel uns noch ganz unbeobachtet entzogen und fur die weiter gehende Untersuchung behalten ist. Von allen Arbeiten alterer Beobachter sind wohl die BeitrS.se zur Kenntnisse Norwegens von C. F. N au mann zu empfehlen wegen der weiter ins Detail hineingehenden und zweckmåssigeren Methode, die von diesem spåter so bekannten Verfasser angewandt wurde. Naumann war der erste, der es versuchte Specialkarten uber interessante Theile des Landes aufzunebmen und der auch wagte Profile zu ziehen, die auf einen reel len Werth Anspruch hatten. Sehr zu bedauern war es, dass dieser Versuch so lange gar keine Nachfolger hatte; schon langst wåre dadurch das Licht gew or- ten tiber Gegenden, wovon man zu wenig wusste und zu viel sprach. Es ist aus Naumann’s Beobachtungen von der Halbinsel Bergens, von Vossevangen und Dovre leicht zu sehen, dass nur die genaue Detaillirung neben reellen Profilen zur wirklichen Erklårung leitet, wåhrend wir sonst Beispiele genug finden, die die Gefahr der wiederholten fluehtigeren Durchschnittsreisen und die Irrthumer der zu- fållig zusammengestellten. Beobachtungen zeigen. Diese Namen Urformation and Uebergangsformation 13* Theodor Kjerulf. konnen wir nicht langer behalten. Jeder weiss, woher diesel- ben sich schreiben, und dass die Begriffe der Wernerschen Schule, die in diesem Nam en ihren Ausdruck fanden, schon långst bedeutend modificirt worden sind. Vom Urgebirge konnen wir darum nicht mehr reden, weil es schon gewiss ist, dass grosse Strecken, die man daraus bestehend glaubte, garkeine primare sind. Wie wir wissen, konnen ja Gebirgsarten von jedem Alter durch Me- tamorphismus diesen Habitus annehmen, den man einst den åltesten oder dem wahren Urgebirge eigenthumlich glaubte. Und was Norwegen betrifft, werden wir wenigstens so lange nicht von Urthonshiefer und Urkalkstein reden, bis es be- wiesen ist, dass dieselben nicht silurischcr Herkunft oder gar j unger sein konnen. Noch weniger sind wir geneigt den vieldeutigen Namen Uebergangsformation langer beizuhalten. Es ist gezeigt wor- den, dass die Schichten, die einst unter diesem Namen ein- begriffen waren, in keiner Weise die einzigen seien, die ei- nen intermediåren Karakter behalten zwischen primåren und sekundåren Gebilden, oder zwischen dem Urgebirge und den Flotzgebirgen. Dasjenige aiso, was der Gruppe eben eigenthumlich sein sollte, bezeichnet sie nicht. Hierzu kommt, dass man, vielleicht schon wegen des Nåmens, allzu oft die Vorstellung von allerlei Uebergången und IJmwand- iungen mit dieser Gruppe verband, als ob sie nur da recht ein heimi sch w aren . Wir sind genothigt den gi*osscn englischen Geologen nachzufolgen, die die Uebergangsformation in kambriscbe, silurische und devonische Abtheilungen getheilt haben. Von dem Besuche Sir Roderic-h Murchisoivs 1844, der zuerst åcht silurische Gegenden am Christiania^ ord erkannte, datiert eine neue Epoche fur die Geologie Norwegens. Wenn Ueber die Geologie des siidlicheti Norwegens. 197 wir uns aber uberzeugen konnen, dass auch andere grosse Theile des Lundes, worunter das vermeinte Urgebiet selbst, bald devonischen, bald silurisehen bald kambrischen Zeiten angehoren, wird auch das wahre Urgebiet zuletzt sehr be- schrånkt, um in metamorphische D istrikte verschie- d enen Alters vertheilt zu werden . Ricliten wir uns endlich an die Granite und Trapparten, die wir einst durch so viel råthselhafte Uebergånge mit den verschiedenen Straten verbunden glaubten, dann finden wir gegen die eruptive Natur derselben keinen Beweis, der sic-h auf Specialuntersuchung und Profdierung des Felsbodens stutzen kann; wir tinden Durchbriiche verschiedener Massen zu verschiedenen Zeiten, die wir aber doch vielleicht muhevoll nach einander w erden reihen konnen. Es steilt sich an eine geologische Karte Norwegens die Forderung, dass sie neben den evidenteren, silurisehen und devonischen Formationen auch die metamorphischen Aequi- valenten derselben angebe. Wird dazu auf die durchsetzen- den Massen von Granit und Trapp gehorige Ruckssicht ge- nommen, die man so weit moglich fur sich bezeichnen inuss, und nicht in den Straten mit einbefassen darf, dann wird auch zuletzt ein wundervoller Zusammenhang zwischen C011- figuration des Landes und Verbreitung normaler oder me- tamorphischer Formationen herauskommen. Mit einer derartigen verånderten geologischen Karte, die uns Anfangs vielleicht wie ganz fremd vorkommen mdchte, wird auch eine andere Auffassung vom Bane des Landes zu verbinden sein. Als Murchison 1844 Norwegen besuchte, erkannte er in den Uebergangsstraten am Christianiafjord ein s i 1 u r i s c h e s B a s s i n von verhåltnissmåssig geringer Måchtigkeit. Weil bei uns eine ganz andere Ansicht iiber die Stellung der Schichten herrschte, die mit der Idee von 198 Theodor Kjerulf. eines Bassin oder Beckens in volligem Wiederspruch stand, fand diese Thatsache nur wenig Glauben. Durch mehrjåh- rige Untersuchungen habe ich indessen spåter die Wahrheit des Urtheils Murchisons erkennen miissen. Es ist durch Karten und Profile constatirt worden, dass unsere silurischen Schichten — wie die tiefer liegenden kambrischen und hoher liegenden devonischen — gefaltet sind, dass sie in hohen und tiefen ganzen oder gebrochenen Wellen zusammenge- presst liegen vom Christianiafjorde bis nach dem Mjøsen, es ist weiter constatirt, dass die Faltung bis nach dem Dovre fortsetzt. Es sind hier Verhåltnisse geoffnet, die unsere al- ten Ansichten ganz veråndern. Ich kann also keinen Au- genblick langer die Meinung Keilhaids theilen: diese Stra- ten stunden alle fiber die ganze Strecke hin mit starkem Ein- fallen gegen N. oder N. W. nach einander gelehnt, eben- sowenig wie ich einer sonderbaren Meinung beipflichten kann, die Thonschiefer in Granit, Kalkstein in Trapp, Por- phyr in Sandstein umgewandelt wissen will. Vcrbreitung und Måchtigkeit der Sil urf orination. Im siidlichen Norwegen, langs der westlichen Seite des Christiania^ ordes und von da iiber Ringeriget nach dem Mjøsen, sind evident silurische Gegenden vorhanden, Schich- ten von Thonschiefern, Mergeln, Kalksteinen, Kalksandstei- nen, mit fossilen Resten, die theils mit denen der Brittischen Silurformation auf der einen Seite, theils mit Schwedens und Russlands auf der ånderen ubereinstimmen. Durch dieje- nigen Versteinerungen, die in derThat mit denen der Nach- barlander gemein sind, wie durch die Reihenfolge, worin sie in den auf einander gesehichteten verschiedenen Ab- theilungen erscheinen, ist die Silurformation Norwegens hin- långlich orientirt. Wie man erwarten konnte, ist die Ueber- einstimmung mit der Entwickelung der schwedischen For- Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 199 mation besonders gross, so dass fast dieselben Abtheilungen identisch in den beiden yereinten Låndern nachgewiesen werden konnen, obwohl in dein einen Lande die urspriing- liehe Lage verhåltnissrnåssig mehr ungestort zu Tage liegt als in dem andern. Es kann keinem Zweifel unterworfen sein, dass die Silur- bassins von Schweden und Norwegen als einst zusammen- hangende Ablagerungen aufzufassen sind. Schwedische Ge- ologen hatten schon långst die einzelnen Abtheilungen der Uebergangsformation im siidlichen Schweden unterschieden. In den Westgdthabergen lag zu unterst Sandstein, dann Orthoceratitkalkstein, und oben Graptolithschiefer. Auf der Insel Gothland dagegen zeigten ihnen die Untersuchungen andere Abtheilungen mit Terebratuliten, Encriniten und mit einigen ånderen Arten von Trilobiten. » Dieselben Abtheilungen konnen wir am Christiania! jorde nachweisen. Wir finden auch hier unten den Sandstein als Quarzit und Quarzconglomerat, so zum Beispiel bei Lan- gesund. Daruber ruhen die Alaunschiefer, dann kommt Or- o 7 thoceratitkalkstein und Graptolithschiefer, wie man an so sehr vielen Steilen beobachten kann, und zuletzt finden wir, hoher liegend, dieselben Mergel und måchtigere Kalksteine als die Gothlånder, wie zum Beispiel bei Skien, auf Rin- geriget. Murchison hat gezeigt, dass die erstgenanten Schichten seinem Lower Silurian, die zuletzt genannten dagegen dem Upper Silurian angehoren. Der Unterschied ist aber gleich auftallend, dass, wåh- rerid die Straten Westergothlands und Gothlands grossten- theils ihre ursprungliche Lage behalten haben, am Christia- niafjorde dieselben Straten emporgerichtet, gebrochen, um einander geworfen oder gefaltet sind auf mannigfache Weise. Offenbar haben die gewaltigen Katastrophen, die die.se Sto- 200 Theodor Kjerulf. rungen begleiteten, sich nicht bis in das sudliche Schweden hinein ausgedehnt, oder sie spielten hier eine verhåltniss- måssig ruhige Rolle. Damit stimmt, dass wir in dem siid- lichen scbwedisehen Festlande, auf Gothland und im ge- geniiberliegenden Theile von Russland die grossen Massen von jiingerem Granit, Syenit und Trapp-Porphyren nicht linden, die in Norwegen die Silurstraten durchbrechen, in- dem sie an jeder Seite das ganze silurische System in Fal- tu ngen z u s ammen press en . In Norwegen war, liegend in einer Linie zwischen Lan- gesund und dem Mjøsen, ein Centrum jener plutonischer Kraltåusserungen, die convulsivisch die ganze Gegend er- griffen. Hier brachen die verschiedensten Massen aus, die zu Granit, Syenit, Porphyre oder Trapp, je nach der Silicat- mischung und dem Verhåltnisse von Druck und Temperatur erstarrten. Die Straten wurden zur Seite geschoben, empor- gerichtet, gefaltet, gegen ein ander gepresst und theilweise veråndert. In den Westgothagegenden fanden dagegen nur die verhåltnissmåssio; weit ruhigeren Ausfliessunøren von dem Trappe stått, der daselbst in vielen Bergkuppen den Grap- tolithschiefer bedeckt. So geschah es, dass die ursprungliche Lagerfolge, die im sudlichen Schweden leicht zu entzifiern war, am Christianiafjorde so lange der Beobachtung entge- hen konnte. Wåhrend man in den Bergkuppen Westgotha- lands und in den Terrassen Gothlands nur die Yersteine- rungen zu sammeln brauchte, indem man von unten nach oben aufstieg, um die wahre Formationsfolge herauszubringen, konnte diess nicht am Christianiafjorde geschehen. Aeltere und jtingere Straten waren hier, besonders bei Christiania selbst und am Mjøsen, in einander gefaltet, und die Er- kenntniss, dass man dennoch in der That hier dieselben Straten vor sich hatte, konnte nicht gleich erfolgen. Ver- Ueber die Geologie des siidlichen Norvvegens. 201 steinerungen wurden auch hier gesammelt; weil man aber zu selber Zeit kein einziges treues Profil beilegte, war es un- moglich die wahre Folge aus den Sammlungen zu entdecken. Im Gegentheil, wir mochten noch jetzt glauben, dass in ei- ner Silurformation von enormer und beispielsloser Måchtig- keit bei uns die Fauna ganz paradox entwickelt wåre, wenn wir dem Resultate trauten, das man aus Beobaclitungen iiber die Position dieser St raten ausgezogen hatte. ,Die mdglichste Sorgfalt bei Untersuchung des Streichens und Fallens in diesem Territorium, sagt Keilhau,*) ist von besonderer Wichtigheit. Hiebei ist denn auch keine Miihe gespart worden, indem die Anzahl der einzelnen mit Genau- igkeit ausgefuhrten Beobachtungen sich gewiss auf zwei O O O o oder drei Tausend belåuft.“ Und das Resultat dieser vielen Beobachtuno-en sei die Regel: uberall steil nordwestliches bis nordliches Fallen, sowohl im Christiania-Territorium als, mit noch grosserer Gewissheit, am Mjøsen. Wenn wir ter- ner mit dem genannten Verfasser alle diese Straten als ein und dasselbe Schichtensystem nehmen, konnen wir an meh- reren Steilen meilenweit und weiter wandern in dem festen Glauben, wir gehen vom Aelteren in das J tingere hinein, und am Ende der Wanderung sind wir keine Stufe hoher hin- auf geriickt in der Entwickelungsgeschichte der Fauna, als am Anfang. Wir finden dieselben Versteinerungen am Fusse des Egebergs bei Oslo und .] Meile weiter in nordwestlicher Richtung, und doch wåren wir hier eine halbe Meile weit von tieferli egen den nach hoher liegenden Schichten gegangen! Mitt en zwischen Straten mit den åltesten Thierformen erfullt finden wir auf einer ånderen Wanderung karakt eristische obersilurische Versteinerungen. Wenn wir in der Entwicke- lung unsrer Uebergangsformation so wenig Uebereinstim- *) Gaea Norvegica I. 2 1. 202 Theodor Kjerulf. mung mit der sonst bekannten fanden, mussten wir denn nieht auch an einer Entwickelung der Faunen iiberhaupt zweifeln, an der chronologischen Geologie, und zuletzt mit Keilhau auch die Yerhåltnisse unsrer Massivgebilde ebenso unerklårlich, abweichend und paradox finden? Eine Betrachtung fiber die Måchtigkeit einer solchen Formation macht aber die Existenz derseiben unmoglich. Yon der Stadt Christiania nach N. W. kann man 1| norw. M. weit auf den silurischen Schichtenkopfen gehen. Wenn alle diese Schichten nach einander folgten mit stetigem Fallen gegen N. W., und man das Mittel des Fallwinkels nur zu 45° setzte, wurde hier schon die Måchtigkeit 30,000 norw. Fuss ausmachen. Dehnen wir den Durchschnitt langs dem Holsfjorde fort, haben wir 2f n. M. oder 60,000 Fuss >< sinus 45°, das ist eine Måchtigkeit von 42,000 Fuss. Am Mjøsen ist der Abstand vom sogenannten Gneisse im Kirchspiel Stange bis zu den Quarziten und Conglome- raten in Ringsaker 3 n. M., oder, wenn wir auf sinus 50° Rueksicht nehmen, die Måchtigkeit gegen 86,400 Fuss. Dehnen wir aber hier den Schnitt noch weiter aus bis Dovre — iridein wir uberall dasselbe steil nordliche Fallen voraussetzen — haben wir 15 n. M. oder das Dreifache von der fruheren Måchtigkeit. Die gesammte Måchtigkeit einer Formation, die vom Mjøsen nach Dovre mit auf einander ruhenden Straten vorkommen sollte, muss denn gegen 518,400 Fuss sein. Wir wissen aber jetzt,*) dass die Måchtigkeit der Straten von den Lingulabeds aus bis zu dem Up per Ludlow nur 30,000 engl. F. ist. Ferner ist die Måchtigkeit dersel- *) Murchison?s Siluria. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 203 ben Formation mit Zulage der verst einer ungslosen Straten 56,000 engl. F. Die Silurformation Norwegens am Mjøsen sollte denn die englische mit fast dem Dreifachen ubersteigen! Und wenn wir die versteinerungslose Strecke von Ringsaker nach Dovre zule- gen,die ja nach den bisherigenAnsichten grosstentheils fur kam- brische geiten musste, håtten wir eine Formation, die die ent- sprechende englische mit mehr als dem Zehnfachen uberwoge. Es sind aber solche Zahlen fur die Måchtigkeit einer Formation schon an und fiir sich hochst zweifelhaft. Da auch kein einziges reelles Profil vorhanden war, fiihlte ich mich aufgefordert Profile aufzunehmen, um zu sehen, ob in der That der Schichtenbau so sei, Avie bisher angenommen Avorden. Das vorlåufige Resultat habe ich friiher**) an» gegeben. Durch Zåhlung der auf cjer Lange von 1 n. M. gewohnlich vorkommenden grossen Faltungen — 15 — nahm ich fiir die Silurformation im Christiania-Becken 990 Fuss an. Nach der Schåtzung Murchisons libersteigt die untersilu- rische Etage in Skandinavien niemals 1000 engl. F. Durch Aufnahme der Profile und Messung oder Schåtz- ung der einzelnen Abtheilungen in der Umgegend Christia- nias bin ich auf folgende Werthe gekommen: Alaunschiefer 170 Fuss untere Graptolithschiefer 50 — Orthoceratitkalkstein 30 — 40 — obere Graptolithschiefer 160 — - zusammen 415 Fuss Sehen wir, wie die entsprechenden Straten im Wester- gothland entwickelt sind. Ani Kinnekulle erreichen CD ? **) Das Christiania Silurbecken. 185 5. 204 Theodor Kj er ulf. Alaunschiefer 50 F. Måchtigkeit Ortboceratitkalkstein 165 - Tbonschiefer mit Graptolithen 270 - zusammen 350 F. Ferner babe icb in der Umgegend Christianias die uber den scbon aufgezåhlten Abtheilungen genden gemessen : (die Oslo-Gruppe) lie- Oslo-Gruppe etwa 400 O s car shall- Grup p e 700 untere Malmo-Gruppe 050 obere Malmo-Gruppe 180 zusammen 1930 Fur die gesammte Måchtigkeit der Silurformation bei Christania also gegen 2000 Fuss. Der Unterschied zwi- schen dieser Augabe und der fr ub er en (990 F.) ruhrt daher, dass nicht alle Abtheilungen in den Faltungen zu T a g e k o m m e n , wie es fur die Berechnung zuerst angenom- men wurde. Wenn wir zu diesen 2000 Fuss måchtigen silurischen Straten noch 1000 Fuss legen fur die hoher liegenden wahr- scheinlich devoniscben rotben Scbiefer, Sandsteine und Con- glomerate am Holsfjord und Stensfjord, dann zuletzt aueb gegen 2000 Fuss fur die tiefer liegenden kambriscben Sehich- ten am Mjøsen (Quarzit, Conglomerat und gråne Scbiefer), ist die Måchtigkeit der gesammten zwiseben dem oberen Ende des Mjøsens und dem Cbristianiafjorde liegenden stratificirten Formationen gegen 5000 Fuss, und darin sind kambrische, silurische und devonische Schicbten einbefasst. Am Christianiafjorde ist es die Westseite, die aus silu- rischen Straten, vielfach von Granit, Porphyren und Trapp- arten durcbbrocben, bestebt. Dieselben setzen tiber Ringe- Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 205 riget und Hadeland fort bis Ringsaker und Birid am Mj fi- sen. Weiter nordlich ist mit wenigen Ausnahmen der evi- dente silurische Karakter verschwunden, vveil Versteinerun- gen bis jetzt fehlen. Nichtsdestoweniger nehme ich an, wie die Profile zeigen, dass sie aucli Gudbrandsdalen hinauf und quer tiber den centralen Theil des Stifts Akershus bis iri Schweden hinein grosse Råume einnehmen. Der leichteren Uebersicht wegen konnen wir die evi- denteren Silurgegenden folgenderweise eintheilen: 1. Das Christiania-Bassin im Christianiathale und auf den Jnseln hångt tiber Asker und Holsfjord mit den Rin- geriger-Straten zusammen . Fortsetzung hoher hinauf ist ferner ein Theil von Hadeland. 2. Die Gegend am Mjosen, von Stange und den Skrei ber- gen tiber Helgo, Næs, Hamar, Furuberg, Fangberg nach Ringsaker. Hoher hinauf in Birid. 3. Das Bassin an der westlichen Seite des Christianiafjor- des. Den sudwestlichen Rand desselben haben wir bei Langesund, Brevig, Porsgrand und Skien, den nordli- ch en und ostlichen dagegen im Kirchspiel Eker, siidlich von Kongsberg, im Sandethale und bei Holmestrand zu suchen. Dass wir es aber hier nicht mit geschiedenen Bildun- gen zu thun haben, sehen wir bald beim Durchgehen der Profile. Diese Gegenden zeigen auch auf der Karte Zusammenhang genug und haben fast alle dieselben Ab the i- lungen aufzuweisen. Sie sind die zerstreuten Reste eines grossen norwegischen Silurbassins, welche von den Durch- brtichen von Granit, Trapp u. s. w. geschont wnrden. Die Schicbten am Mjøsen hangen durch die in Feigringen, Nan- nestad und Nittedal mit dem Christianiathale, die Ringen- ger-Straten dagegen tiber Modum mit denen von Eker zu- 208 Theodor Kjerulf. sammen. Ferner ist es klar, dass es nur der Granit (und Porphyr) vom Dramsfjord ist, der die Straten am Holsfjord und im Kirchspiel Lier von der Depression des Sandethales, dessen Fortsetzung wieder die Inseln bei Holmestrand sind, geschieden hat. Alles diess ist aus Keilhau’s Karte von dem Uebergangs-Territorium von Christiania schon zu selien. Betrachten wir die Ausbreitung von evidenten silurischen Straten in Schweden, dann konnen wir durch die Kalkstein- lager in Oesterdalen die Silurstraten am Mjosen mit denen in Dalarne am See Siljan vereinigen, ferner die grossen Strecken im Gudbrandsdal mit den Silurstraten am Stor- sjo in Jåmtland. Weiter nordlich bin ieh mit meinen ITn- tersuchungen noch nicht vorgedrungen. Wer will aber von Urkalksteinen am Snaasen im Drontheimischen sprechen? Gewiss sind wenigstens diese aucb siluriscb. Wir kommen gleich auf die Profile und die wenigen Versteinerungen zu- riick, die die Existenz dieser ausgedehnten silurischen Forma- tion nordlich vom Mjosen beweisen. In jedem Falle mussen wir in der geologischen Bestim- mung Norwegens von den zuerst genannten evidenten si- lurischen Gegenden ausgehen, denn wir sind hi er orien- tirt, und nur schrittweise und mit grosser Umsicht wagen wir uns aus dieser festen Grundlage in die noch unbestimm- ten (aber keineswegs unbestimmbaren) Gegenden hinein. E i n t h e i I u n g und G r u p p i e r u n g. In der Umgegend Christianias sind schone zusammen» hangende Profile zu verfolgen, die die verschiedenen Abthei- 1 ungen der Silurformation zeigen. Auf i iner kleinen bei- gefugten Karte habe ich die Verbreitung dieser Abtheilun- gen darzustellen versucht, indem ich dieselben zur leichte- ren Uebersicht in Gruppen vertheilt habe. Isuv durch genaue Profile ist es moglieh diese interea- Ueber die Geologie des svidlichen Norwegens. 207 sante gefaltete Formation zu ordnen. Man wiirde weit fehlen, wenn man voranssetzte, dass die Straten immer schnurgerade iiber weite Strecken hinstreichen, und wenn man in dem Glau- ben Frofile von weit geschiedenen Steilen combinirte. We- gen der bald starkeren bald schwåcheren Faltung wiir- de man dadurch auf gariz falsche Resultate hinsicht- lich der wahren Lagerfolge kommen. Man entdeckt aber gleich hei der Einseglung zur Stadt, dass langs der Kustenlinien derlnseln und des Festlandes schon entblosste natiirliche Profile zur Schau liegen. Auf der Hohe cles Ege- bergs steliend bemerk t man, dass langs dem westlichen Ab- falle einer Terrasse ein ahnliches Profil von dem Galgeberg bis nach Thorsboug sich darbietet. Ferner hat man oft langere Profile entblosst, langs den Båchen und Flusschen des Thales. IJeberall in dem ganzen Thalboden habe ich diese unzåhligen Profile aufgesucht und erst dann mit einan- der eombinirt, wenn ich an beiden Steilen das identische Stratum aufgespurt hatte. Es wird moglich die wahre Relation dieser Abtheilun- gen zu einander nachzuweisen durch gewisse Ieicht zu er- kennende Schichten, diejedesmal einen ausgezeichneten Ho- rizont in den verschiedenen Hohen der Formation ange ben, Ich habe schon fruher einige unter diesen Schichten als Leitschichten bezeichnet. Alles was sich einem gewohn- iichen monotonen Karakter entzieht, schickt sich zur Orien- tirune;. Sehr verbreitet sind graue kalkige Thonschiefer mil Kalkstemnieren, reiheriweise liegend (grosstentheils der Os- carshall-Gruppe angehorend). Von diesen aber gleich abste- ehend sind zuerst die Al au ns chiefer mit ihren grossen El- lipsoiden von oft beinahe schwarzem strahligem Anthrakonit. Da indessen diese Straten die untersten der ganzen Lager- 208 Theodor Kjerulf. folge sind, verschwinden sie auch bald in den Faltungen. Am Fusse des Egebergs, im ganzen Boden von Oslo und Christiania liegen Alauns chiefer. Ferner tauchen dieselben an der nordwestlichen Ecke der Halbinsel Ladegaardso in den Faltungen empor, ferner bei Våkkero und an ånde- ren Steilen. So sind wir auch durch die Alaunschiefer ori- entiert im Nittedal, am Mjosen durch die Anthrakonitellip- soiden im schwarzen Schiefer auf dem Boden Storhammers, w eiter nordlich wieder durch Alaunschiefer in der Nåhe von Furnås und am Abhange des Vangsaas, noch weiter bei Ringsaker Station u. s. w. In ånderen Gegenden ist eben- falls dadurch unsre Grenze orientiert, so vom Honenfos uber Modum nach dem See Ekern, weiter bei Fossum im Bo -Elv und am Stokkevand westlich von Langesund. Kurz, Alaun- schiefer bil den den Boden unsrer vorliegenden Formation. Sie sind auch durch ihren schwarzen Strich, durch das hier und da ausbluhende Alaunmehl, durch Kies-Reichthum, Vi- triolisierung und feine Gypslamellen und, zwischen den Hån- den oft abfårbend, so wohl bezeichnet, dass wir sie auch ohne die begleitenden fossilen Reste als Leitschichten benutzen konnten. Dann bilden die åltesten Gr ap to li th schiefer und der Orthoceratitkalkstein eine Folge von ausgezeichneten Straten zur Orientierung. Wåhrend der Alaunschiefer schwar- zen Strich besitzt nnd selbst oft glånzend ist, hat dieser Schiefer mit den ersten verkiesten Graptolithen einen licht- grauen Strich, und die Ellipsoiden von Kalkstein, die er enthålt, sind nicht stinkend und blau. Der Orthoceratitkalk- stein ist hellblau, liegt in 4 bis 6 Fuss starken Schichten — •zusammen 30 bis 40 Fuss, — worin die oft mehrere Fuss langen Orthoceratiten und die Schwanzschilder von Asaphus gleich auffallen. Die grossen Orthoceren liegen immer dem Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 209 Fallen der Schichten parallel, auf dem Querbruche dieser Kalksteinbånke sieht man den kreisformigen Durchsclmitt derselben und den gewohnlich ganz excentriscben, zu åusserst am Umkreise liegenden Siphon. Ueber und unter den hel- len Kalksteinbanken kommen die dunkeln Thonschiefer mit Graptolitlien. Das Cersteinerungsmittel im letzteren war fast iiberall Kies, wåhrend im Orthocerkalkstein die Formen gewohnlich sowohl mit Kalkstein gefullt als in Kalkspath umgewandelt sind. So haben wir diese Schichten mit ihren fossilen Resten an hundert und wieder hundert Steilen, im Kirchspiel Eker. Durch den Wechsel von Kalkstein und Schiefer sind die Wellenlinien der Faltung an solchen Steilen stark markiert. In der Umgegend Christianias wurden auf den Orthoceratiten-Kalkstein sehr viele Steinbmche eroffnet. Man uberzeugt sicli, das alle diese zerstreut liegenden Stein- bruche auf d ense lb en Kalksteinbanken arbeiten. Am Abhange selbst vom Egeberg bei Kvårner hån gt der erste schaaienformig gebogene Kalkstein zwischenGraptolithschiefer in dem geoffneten Bruche. Dagegen mussten wir nach der friiheren Annahme von einem steil nordwestlichen Fallen fast eben so viele aufeinander liegende Kalketagen voraussetzen, als Steinbmche da wåren. Nach den im Christianiathale so verbreiteten kalkigen Thonschiefern mit Kalknieren haben wir zu oberst in der Oscarshall-Gruppe wieder einige Straten, die uns hoher hin- auf in der Reihe der Entwickelung orientieren. Es sind dicke Banke von Kalk sandstein , zusammen, als solche entwickelt, gegen 35 Fuss måchtig. Die Måchtigkeit ist a~ ber am Mjosen und bei Holmestrand etc. weit grosser. Kleine Quarzkorner sind mit Kalk cåmentiert. Oben kommt ein etwas grobkorniger Kalk sandstein, dann einige Schichten eine8 Conglomerates oder Brecciengesteins, indern Bmch- U 210 Theodor Kjerulf. stiicke von feinkornigem Sandstein, reinem Kalkstein oder Schiefer in dem grobkornigen liegen. Das Conglomerat liegt oben im Hangenden, an einigen Steilen dagegen, wo Inver- sion stattgefunden hat, giebt es eben den Beweis dadurch, dass es sich im Liegenden befindet. Das karakteristische Aeussere dieses Kalksandsteins ist schon fur sich oft zur Orientierung genug; sonst sind diese Banke auch durch so ausgezeichnete Versteinerungen bezeichnet — als Favosites alveolaris, Halysites catelunatus, grosse Turbino- lien etc. — dass man dieselben auch, wo der eigenthum- liche petrographische Karakter verschwindet, wiederzuerken- nen vermag. Als Kalksandsteine haben wir sie am Mjosen in dem Furuberg, auf Helgo, auf Ringeriget mit mehr und mehr iiberwiegendem Quarz bei Loken, in der Birkø bei Holme- strand, in der Gegend von Skien, und wohl am ausgezeich- netsten auf den Xnseln bei Christiania, wo sie die Faltungen des ganzen Schichtensystemes schon angeben. Wenn wir diesen Kalksandstein weiter verfolgen, finden wir ihn noch einmal gleich im Silden von Oscarshall schalenformig gebogen, dann verliert sich seine Spur bis am sudlichen Fusse des Vettakollen, \ M. nordlich von der Stadt, wo er mit dem- selben petrographischen Karakter wieder in der Nåhe des Granites auftritt. Gegen Westen dagegen am sudlichen Ufer des Engervand ist dieser Karakter verschwunden, und seine Versteinerungen kommen im gewohnlichen unreinen Kalk- stein vor. Es ist durch Hiilfe des Kalksandsteins, dass wir zur bestimmten Combination unsrer jiingsten silurischen Straten in Malmo mit den ålteren Abtheilungen kommen. Bei Båk- kelaget sehen wir, wie dieser Kalksandstein den unteren Malmoschiefer unterteuft, wåhrend er dagegen zu oberst Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 211 in den Schichten von Oscarshall liegt. Das Altersverhålt- niss zwischen jener kleinen obersilurischen Partie, dte tibri- gens behufs des Kalkbrennens jåhrlich mehr und mehr be- schrånkt wird, und dem ubrigen Thalboden ist dadurch auf das Bestimmteste gegeben. Hoher binauf sind wieder andere Leitschicliten vorhan- den. Einen mit Pen tam er us oblongus uberfullten Kalk- stein oder kalkigen Schiefer konnen wir uber weite Strecken verfolgen, auf Ringeriget in dicken Banken, iiber Malmo, Malmokalv und Ulvo nur als einzelnes Stratum, Wir lin- den denselben Pentamerus-Kalkstein in der Gegend von Skien, auch in Hadeland, und wir konnen ihn wohl — um eine Grenze zu haben — als die untere Linie der obersilu- richen Etage nehmen. Sehr ausgezeichnet und zur Orientierung brauchbar ist ferner der obere Encrinite n-M e r g e 1 , ein mit Encriniten- stielen, den sogenannten Trochiten (vom Malmoer-Encrinit) uberfullter Schiefer, der eine grosse Verbreitung erreicht. Auf Malmo, Malmokalv und Ulvo ist dieser Mergel grun- lich, und die aus Kalkspath bestehenden Encrinitstiele sind schwach violett gefårbt, auf Ringeriget dagegen wie bei Sand- vigen ist der Mergel ziegelsteinroth und die Encriniten von schneeweissem Kalkspath. Ein scharfer geologischer Hori- zont wird durch diesen Encriniten-Mergel angegeben; die Schichten am Stensfjord und Holsfjord werden dadurch mit denen am Sandvigen, Jong etc., und diese wieder mit denen in Malmo verknupft. Grosse Orthoceratiten gesellen sich auch sehr håulig in einigen Gegenden zu diesen Encriniten, sie haben aber einen centrischen oder subcentrischen Siphon. Ein wenig hoher liegt auch ein anderer Encriniten- Mergel oder Kalkstein mit Stielen von Cyathocrinus rugosus Gold f., wozu neulich auch die Kronen gefunden 212 Theodor Kjerulf. sind. Durch diesen oft aus lauter Encrinitengliedern beste- henden Kalkstein konnen wir namentlich die obersilurischen Schichten bei Skien und Porsgrund mit denen am Holsfjord identificieren. Endlich sind uns auch als Leitschichten die obersten Kalksteine und Mergel auffallend, gewohnlich hellgrau bis blau, ein wenig stinkend, und voll von Spirifer elevatus Dalin. sammt Chonetes lata v.Buch. Sie schliessen die ganze silurische Kalk- Mergel- und Thonschiefer-Formation, auf Ringeriget, im Lierthale, am Fusse des Kolsaas, in der Gegend von Skien. Hoher hinauf ist der Karakter der Gesteine ganz ver~ åndert. Jetzt findet sich kein Kalkstein mebr. Mit der Ablagerung vom Kalke ist auch das organische Leben wie auf einmal verschwunden. Wir treten in eine neue (devo- nische) Formation hinein, wo theils rothe glimmerfuhrende Letten und Mergel, theils graue und weisse Quarzite und Conglomerate herr sch en. Die ganze Folge imChristianiathale ist von unten nach oben (die beigefiigten Zahlen entsprechen denen, womit die Abtheilungen in den Profilen bezeichnet sind): Gruppen Kambrisch Oslo- Gruppe(400) Oscarshall- Gruppe(TOO) Måchtigkeit im Gesteine. , Christianiathale. 1. Quarzit und Conglomerat Fuss. 2. Alaunschiefer mit Anthrakonit 150 — 160* oben untere Graptolithschiefer 50. 3 a. Orthoceratit-Kalkstein 30 — 40. 3 /$, Obere Graptolithschiefer . , . . 160. 4. Kalkige Thonschiefer mit ) Kalknieren, Mergel mit den > 700. ersten Encriniten. ; 5 a. Kalksandstein Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 213 Gruppen. Gesteine. Machtigkeit im Christianiathale. Fuss. Unt ere Malmo- Gruppe(650) Obere Malmo- Gruppe (1 80) i 370. 280. 180. 5 ft. Unt ere Malmu chiefer d. h. graue Thonschiefer mit ein- zelnen diinnen Kalkstein- platten, sehr reich an V er- steinerungen. 6. Kalkstein oder Mergel mit Pentamerus 7 a. Korallen- oder Encriniten- Kalkstein 7 j8. ObererEncrinitenMergelund \ 7 y. Oberer Orthoceratit-Kalk- stein 8 a. JtingsteGraptolithschiefer d. h. grunliche kalkige Thon- schiefer mit Graptolites L u d e n s e 8 ft. Malmokalkstein mit Thon- schiefern, 8 y. Jnngster Kalkstein mit Mer- gein und Thonschiefern. Mit Ausnahme von 1 und 8 y. kommen alle diese Ab- theilungen in der nåchstenUmgebung derStadt Christiania vor. Der Quarzit (1) ist nur in verwischten Spuren vorhanden, der Kalkstein und Schiefer (8 y,) steht. erst bei Øverland an, wo er $ eine Machtigkeit von zwischen 50 und 100 Fuss erreichen mag. Weil der Quarzit (1) die Keihe von versteinerungslosen und kalkfreien Straten beginnt, die am Mjøsen sehr måch- tig und selbstståndig als Grundgebirge auftreten, und weil derselbe Quarzit sich in ånderen Gegenden bald in einem 214 Theodor Kjerulf. metamorphischen Grundgebirge verliert, miissen wir ihn wohl am besten zu der ålteren in jedem Falle kambrischen F ormationen hinrechnen. Was iiber diesem Quarzit liegt, also vom Alannschiefer ab, konnen wir entweder mit Murchison Alles silurisch benennen, oder mit Sedgwick in j tingere kambrische und dann erst in silurische Formationen eintheilen. Weil mir indessen fur die Karte Norvegens das Erstere bequemer scheint, bebalte ich das Wort kambrisch, um dasj enige zu bezeichnen, das unter den Alaunschiefer liegt. Die drei Hauptgruppen, wTorunter ich diese bei Christi- ania entwickelten Schichtenabtheilungen einbefasse, die auch in den ånderen Gegenden ihre entsprechenden finden, habe ich nach den Lokalitåten benannt. Die Oslo-Gruppe nimmt den grossten Theil vom Bo- den Oslo’s und Christiania’ s ein. Langs dem nordlichen Abhange des Egebergs lehnen sich die Straten derselben an das metamorphische Grundgebirge, am westlichen Abfalle dagegen zwischen Bugten und Båkkelaget sind an mehre- ren Steilen Spuren vom Alaunschiefer oder von einem ån- deren schwarzen Schiefer streifenweise in der metamorphi- schen Gebirgsart selbst steckend zu sehen. Sonst taucht diese Gruppe, wie schon bemerkt, hier und da in den Fal- tungen empor. Die Malmo-Gruppe kommt vielleicht iiber den gros- seren Theil des Thales zu Tage. Weil die hieher gerechneten Schichten schon entblosst iiber den Schichten der Oslo- Gruppe auf Ladegaardso liegen, und sich mit dem Kalk- steine abschliessen, der dicht sudlich von Oscarshall zu oberst in der schaalformigenFaltung emportritt, habe ich die Gruppe selbst nach diesem ausgezeichneten Punkte, nach der Villa des Kiinigs benannt. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 215 Die Malmo-Gruppe tritt schon entblosst und wohl entwickelt in Malmo auf. Diese Insel besteht von unten nach oben aus den Gliedern dieser Gruppe. Es ist auch daselbst der einzige Ort, so nahe bei Christiania, wo die jiingsten Glieder erscheinen. Die unteren Etagen bilden die Nachbarinseln Ulvo und Malmokalv. Die zu unterst lie- gende (5 /#.), ausgezeichnet durch die Fiille ihrer Verstei- nerungen, tritt noch auf einigen naheliegenden Inseln — auf den beiden Langoer, Blego, Hovedo iiber den Kalksandstein hervor, aber nur mit einigen Schichten, und verschwindet schon bei Oscarshall. Die Schichten der Malmo-Gruppe sind also in der Re- gel nicht mit in denFaltungen uber den grossten Theil vom Christianiathale einbegriffen. Erst nordlich von Sandvigen finden wir sie wieder. Im Christiania-Silurbecken sind die Schichten dieser Gruppe, von dem Pentamerus-Kalk- stein (6) an, mit graner Farbe angegeben und als o ber si- lur i sch bezeichnet. Im Christianiathale sind es, wie die Profile zeigen, eigentlich die zwei unteren Gruppen, die gewohnlich in den Faltungen vorhanden liegen. Die F olge davon war, dass die Måchtigkeit dieser zwei Gruppen auch nach der genaueren Messung sich so ziemlich dieselbe zeigt als schon fruher angegeben im Christiania Silurbecken. Da- gegen ist die Måchtigkeit der hoheren dritten Gruppe viel grosser als ich anfangs glaubte, indem icli damals die Hohe von Malmo flir die ungefahre Måchtigkeit hielt, wåhrend die Aufnahme des Profils mich erst spåter uberzeugte, dass auch in Malmo selbst Faltungen vorhanden waren. Vergleichung mit der Silur formation Schwedens. Wenden wir uns, um ein deutliches Bild von diesen gefalteten Schichtensystemen zu entwerfen, an die Silurfor- mation im siidlichen Schweden. 216 Theodor Kje r ul f. In den Bergkuppen am See Wenern haben wir, von unten nach oben aufsteigend, in fast horizontaler Lage z. B. irn Mosseberg: A Sandstein mit undeutlichen Fukoiden, etwa 70 Fuss, B. Alaunschiefer mit „Orsten“, etwa 70, C. rothlichen oder grauen Kalkstein mit Orthoceratiten etc., etwa 186, D. Thonschiefer mit Graptolithen, etwa 112, X. Trapp, etwa 95. Die gesammte Måchtigkeit der Abtheilungen B bis D ist also hier gegen 370 Fuss. Angelin*) hat in diesen Schichtenabtheilungen die Reste von verschiedenen Trilo- biten-Faunen aufbewahrt gefunden. Yon unten nach oben aufsteigend, hat Angelin angegeben : in B R e g i o C e r a t o p y- garum, in C Regio Asaphorum, in D Regio Trinu- cleorum, zu oberst in D unmittelbar unter dem Trappe R e- gio Harparum. Angelin hat auch das Auftreteh dieser Regionen an verschiedenen Orten in Norwegen erwåhnt, so die Cera- topygae bei Oslo in dem Alaunschiefer. Ferner sind die A s ap hi in unsrem Orthoceratitkalkstein (3 «), die Trinuclei dagegen vorzuglich in den obersten Schiefern (3 JS.) zu Hause. Regio Harparum endlich ist von Angelin in den Inseln bei Christiania erwåhnt, und die Gebirgsart ist dabei als Kalkstein mit Mergeln und sandigen Lagern angegeben. Wir werden diese Region zu den Schichten unsrer Oscars- hall-Gruppe (4 und 5 a) verweisen. Dagegen finden wir auf Gothland nachstehende Ab- theilungen, die Murchison mit den obersilurischen Etagen in England parallelisiert, wåhrend Angelin in diesen Schichten *) Palaeontologia Suecica 1851. Palaeontologia Scandiuavica 1854^ Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 217 die Region seiner Cryptonymi erkennt. Die gesammte Måchtigkeit scheint nach den Angaben Hisingers kaum 300 Fuss zu erreichen. E. Dunkelgraue Schiefer mit Kalksteinnieren F. Crinoiden-Kalkstein, oben mit grossen unregelmåssigenCon- cretionen. G. Griinlichgraue Schiefer ®H. Kalkstein 60 Fuss måchtig I. SandigerKalkstein und kalk hal tiger Sandstein mit un- Nach Murchison. Wenloch-Schiefer. Wenlock-Kalkstein und ballstone. untere Ludlow-Schiefer. Aymestry -Kalkstein. obere Ludlow. tergeordnetem Oolith. In unsrem Profile von Malmo, das durch den Kalk- sandstein (5 a) leicht mit dem Schichtenbaue der ubrigen Inseln in Zusammenhang gebracbt werden kann, entdecken wir gleicb eine fast ålmliche Folge. In dem unteren Malmo- schiefer (5 fi.), worin wir gleicb das Auftreten von Cryp- tonymi erkennen, haben wir das Aequivalent der Wenloch- Schiefer E. Korallen und Crinoiden, die mit denen Goth- lands zum Theil identisch sind, linden wir in unsrer Ab- teilunng 7 (= F), ferner den Ludlow-Graptolith, Gr apt o- lites Luden se in der Abtheilung 8 a, endlich in dem obe- ren Kalkstein und Schiefer (8 JS.) die meisten von den Ay- mestry-Versteinerungen. Ich setze 8 a — G, 8 ft = H, und die jiingsten Kalksteine und Mergel von Krogsund, Nås, Opsahl, Øverland, Holm etc. 8 a = I. Denken wir uns iiber eine Schichtenreihe wie die des Mossebergs hier und da die gesammten Schichten Gothlands gelegt, denken wir uns ferner durch gevvaltigen Seitendruck das Ganze zusammengepresst und gefaltet, dann haben wir 218 Theodor Kjerulf. das einfache Bild des Schichtensystemes in der Christiania- gegend. Der Sammler kann, wenn er sich zuerst durch Pro- file in den mannigfaltigen Windungen der Schichten orien- tiert hat, aber auch nur dann, ebenso leicht hier als in den Treppen Mossebergs oder in den Terrassen Gothlands die Entwickelungsgeschichte des ersten organischen Lebens durchgehen. Wenden wir uns jetzt an den norwegischen Repråsen- tanten fur den Sandstein A in Mosseberg. Ich habe schon erwåhnt, dass in den norwegischen zerstuckelten Silurbas- sins Quarzit und Quarzconglomerat an mehreren Stelen unter dem Alaunschiefer erscheint. Die kornige Zusammen- setzung dieses Quarzits tritt mitunter auf der verwitterten Oberflåche recht deutlich hervor. Er entspricht einem åch- ten Sandstein und behålt auch als groberes Conglomerat mit Quarzgerollen denselben Karakter. Als ich im Herbste 1855 mit Herrn David Forbes die Schichtenreihe in der Gegend von Langesund durchgieng, fanden wir langs dem Stokkevand den Alaunschiefer uberall auf Quarzit ruhend. Keilhau hat denselben „graulich und gelblichweissen, fein- splittrigen, zum Theil kornig abgesonderten Quarz“ in seiner „Darstellung der Uebergangs-Formation in Norwegen“*) erwåhnt. Wir haben hier sicher das Aequivalent des schwedi- schen sogenannten F ucoiden-Sandsteins. F orbes**) hat meh- rere Untersuchungen tiber die friiher als Gneiss-oder Ur- Gebirge bezeichnete Formation an der Grenze des Siluri- schen mitgetheilt, und er behauptet, dass dieser Quarzit sich als das oberste Glied an eine ganze Reihe von rneta- *) Leipzig 1826. **) Nyt Magaz. f. Naturvidenskaber. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 219 morphischen Straten, Hornblendeschiefern, Glimmerschiefern und Quarziten, anschliesst — eine Reihe, die wir unter dieser Voraussetzung nothvendig zu dem ålteren kambrischen Schichtensysteme hinsetzen mussen. Dieser Quarzit, den wir als Quarzit, Sandstein, Conglo- merat u. s. w. fast iiberall unter dem Alaunschiefer mehr oder minder deutlich entwickelt finden, im siidlichen Schwe- den, auf Oeland, in Jåmtland am Storsjø, tritt auch am Mjøsen in derselben Lage auf als oberes alt-kambrisches Glied; er ist aber hier wegen des steilen, bis zur Inversion gehenden, Fallens an einigen Steilen, oder wegen der eigen- thiimlichen mit Schichten verwechselten joints an ånderen, in eine ganz falsche Stellung gekommen. Mit diesem Quar- zite beginnt das grosse Schichtenprofil von Gudbrandsdalen; wenn wir den Quarzit in falscher Stellung anbringen, komnit auch die nordlich von den evident silurischen Gegenden am Mjosen liegende grosse Schichtenreihe, das ist, der grosste Theil des siidlichen Norwegens in eine falsche Relation. F r u h e r e Ansichten uber das Profil von Dovre nach dem Mjosen. Bevor wir also das Profil vom Mjosen nach Dovre durch- gehen, wie es jetzt vorliegt, mussen wir die bisherigen An- sichten uber den Zusammenhang dieser weit uber das Land sich erstreckenden Straten betrachten. Keilhau*) hat einen Durchschnitt mitgetheilt von dem grossen Uebergangsterritorium von Gårde in Jåmtland nach Vårdalen im Drontheimischen. Weil er dabei ausdriicklich bemerkt, dass dieser Durchschnitt demjenigen vom Mjosen nach Dovre „in allenStiicken ganz analog44 sei, miissen wir den hieher gehorigen Theil desselben besprechen. Das ganze Stiick vom Magazin f. Naturvidenskaber B. XI p. 35 und Tab. IV fig. 1. 220 Theodor Kjerulf. cn pr Vårdalen (= Trondhjem). Suul (— Dovre.) Skalstugan. Mjosen bis nordlich von Dovre ist nach Keilhau nur als ein und dasselbe fåcher- formige Schichtensystem an~ zusehen. Von Siiden nach Norden gehend hatte man zuerst steil gegen N. o- der N. W., dann vertikale und zuletzt in die entge- gengesetzteRichtung hinein- fallende Schichten zu iiber- schreiten. Auch wåre iiber diese Strecke gar keine zuverlåsssige Formations- grenze vorhanden, der Ka- rakter der eigentlichen so- gen ann tenU eb erga n gsform a - tion verliere sicli allmålig, selbst jenes Stuck, das or™ ganische Reste enthålt, hatte keine naturlichen Grenzen gegen das Uebrige*), und man såhe sich nach nnd nach von Gebirgs arten um- geben, die von Hisinger als der Urformation gehorig, von Esmark und Keilhau selbst aber richtiger als eigenthumliche IJébergangsstraten gehalte c B» xj O 2 a c -X cr “> 2 tt 95 % 3 O W sr ro r: o- sr fr> £5 3 c W ES* 3 (iårde (= Rotmnedal.) en wurden. Ich bin mit der von Esmark zuerst ausgesprochenen 0 G-aea Norvegica p. 881. Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 221 Ansicht ganz einverstanden, dass der grosste Theil dieses Landstiicks der einst sogenanten Uebergangsformation an- gehort; dass aber auf diesem Durchschnitt gar keine bestimm- tere Formationsgrenzen gezogen w er den k onn en, kann jch in keiner Weise zugeben. Wir sehen auch, dass Keil- hau die Nothwendigkeit einer Grenze fuhlte, denn er hat auf der Karte die nordliche Grenze seines ter r a in siluri en zwischen Øier und Moshus gezogen. M. I. Du ro ch er*), der eben (1855) nach den Angaben Hisingers undKeilhaus mit Hinzufugung eigner Beobacht ungen eine geologische Karte von Norwegen hat erscheinen lassen, dehnt diese Grenze etwas weiter nordlich bis Losnes**) aus und erweitert uberhaupt die sehr kritische Grenzlinie Keil- haus bedeutend. In den nach Durocher mitgetheilten Durch- schnitten (siehe PL IV) finden wir auch die Lage der Schich- ten neben bestimmteren Grenzen der Gesteinsformationen an vielen Steilen genau angegeben. Wahrscheinlich nach den ausdriicklichen Angaben Keilhaus hat aber auch Durocher das ganze Stiick von Frogner bis Moshus als ein und das- selbe Schichtensystem, immer vom Liegenden zum Hangen- den, gezeichnet. Dies ist falsch. Warum hat man hier die Worte Leopold von Buch’s vergessen ! Von der Relation der quarzreichen Gebirgsarten nord- lich am Mjosen zu den evident silurischen Gegenden hån gt die Auffassung des ganzen Proiils ab. Es ist leicht einzu- sehen, wenn wir den ersten, hier silurischen, Kalkstein auf *) Voyages en Scandinavie etc. sous la direction de M. Paul Gaimard. Geologie par M. J. Durocher. **) In den Durchshnitten zieht Durocher die Grenze des terrain siluri en bei Losnes, wåhrend dieselbe auf seiner Karte bei Tromsen geht. An welche von den beiden soll man sich halten? 222 Theodor Kjerulf. Quarzit ruhend finden am Mjosen, miissen auch in den ersten aufruhenden Kalksteinen an der nordlichen Seite dieses alteren Grundgebirges silurische Repråsentanten anerkannt werden. Ebenso deutlich, als spåter behaiiptet wurde, die Grau- wacke wåre das Hangende des Uebergangskalksteins, hat Leopold von Buch im Gegentheil die Wahrheit ausge- sprochen: „dass die Grauwacke bei Freng etc. am Mjosen den Kalkstein trage und ihm vielleicht weit genug in der Formationsreihe vorhergehe.“ Das wahre Verhåltniss entgieng seinen Angen nicht, obgleich er im April, halb im Winter reiste. “Man tritt mit jedem Schritte von neueren zu alteren Schichten hertiber. Und die Bildung der Grau- wacke steigt nicht bis zu der Zeit der organischen Welt her- unter.“ Auch die quarzreiche Gebirgsart am Brumundelv erschien ihm als ålteres Gestein, “denn -der Kalkstein kommt wieder daruber.“*) Diese Beobachtungen sind in der That glånzend; wir haben noch darin den Schliissel zur Erklårung. Weil ihm kein Kalkstein nordlich von Birid am Mjosen bekannt war, konnte Leopold von Buch die Consequenz seiner Beobach- tung nicht auf den Durchschnitt bis Dovre uberfiihren. Durch die Schnelle der Reise und die winterliche Bekleidung der Feisen wurde es auch ihm unmoglich die Schichtenwindun- gen zu beobachten, die wir auf dem Durchschnitte von Du- rocher nur zum Theil angegeben finden. So entstand die falsche Ansicht: im ganzen Gudbrandsdal hinauf herrsche stetiges Einfallen gegen N. H ising er, der indessen auch von einer Ueberlagerung des Kalksteines bei Mo spricht, wiederholt v. Buchs Bemerkung: man schreite immer von *) Reise durch Norwegen. Berlin 1810. Bd. I. p. 171, 17 8. Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 223 jtingeren zu ålteren Gebirgsarten. Man bat spåter mehr oder weniger dasselbe nachgesprochen. Als man aber den Kalkstein bei Losnes wieder auf den quarzreicben Gebirgsarten am Mjosen ruhend entdeckte, hatte man nicht mehr an altere Gebirgsarten denken sollen, son- dern nach den Worten Leopold von Buchs eben an den Ubergangskalkstein, und weiter nordlich an noch j tinge- ren Kalkstein (Dolomit). Durch Uebergånge, wodurch man leider in der Geolo- gie einst Alles verband, was oft gar keine Verbindung hat, dachte man sich hier das Jtingere an das Aeltere gekntipft, oder das Unkrystallinische in dem Halbkrystallinischen und dem Aecht-Krystallinischen verwebt. Es giebt in dem Ver- stande gar keinen solchen Uebergang. Durocher theilt die alten Gebirgsgruppen Scandinaviens „d’aprés Fordre de leur ancienneté“ folgenderweise : 1. Les terrains primitifs ou schistes cristallins. 2. Les terrains de transition inférieure ou schistes semi- cristallins. 3. Les terrains paleozoiques (silurien et devonien). „Le groupe des terrains primitifs comprend avec le gneis, les schistes cristallins qui lui sont associés, les shis- tes inicacés talqueux, amphiboliques etc. Le terrain gneissique de la Suéde et de Finlande est vraiment digne du titre de gneis primitif (Urgneis); car il représente trés-probablement la formation schisteuse la plus ancienne du globe. Il a été déposé et a revétu son aspect cristallin avant le commencement de la periode silurienne. Le second groupe, qui parait former la base des terrains de transition, se compose de dépote intermédiaire entre les terrains primitifs et les terrains de transition fossilifére. — Dans une grande partie de la Norvége on voit succeder au gneis des for- 224 Theodor Kjerulf. mations stratifiées, semicristallines et depourvues de fossiles, qui paraissent étre antérieure å Tepoqve silurienne - - elles semblent correspondre å le terrain cambrien. Ce terrain renferme des assises de schistes argileux et de schistes cri- stallins, de grauwacke, de poudingue, de quartsite et de cal- caire etc.“*) Wir haben in Scandinavien ganz gevviss grosse Strecken aua Granit, Gneiss und metamorphischen Schiefern bestehend, mid, weil wir kaum irgendwo altere finden werden, verdienen solche vielleicht die Nåmen Urgranit, Urgneiss, Urschiefer. Darum gehort aber nicbt aller Gneiss und nicht alle vollkommen krystallinischen Scbiefer diesen ål- testen Formationen. Es wåre auch sehr ubereilt die ganze Gruppe der sogenannten halbkiystallinischen Schiefer zu einer zwischen Ur-und Uebergangsformation intermediåren hinzurechnen. DieLagerungsverhåltnissegebendazu kein Recht; aus dem mehr oder weniger krystalli- nischen Karakter låsst sich nicht auf das Alter schliessen. In den Sectionen von Langesund und Kragero haben wir nach Forbes**) wahrscheinlich kambrisclie Straten, die man bis neulich alle zu der Gneiss-Formation zåhlte. In dem Durchschnitte von Birid nach Liisnes haben wir kam- brische Straten, die man — wegen ihres unkrystallinischen Habitus — noch nie zu dem Gneisse rechnen wagte. Wei- ter nordlich liaben wir silurische und devonische Aequiva- lente von demselben halb- oder ganz krystallinischen Ka- rakter wie bei Kragero* *) Géologie II p. 225, 229, 236, 240. **) Geologiske Undersøgelser over det metamorpkiske Territorium ved Norges Sydkyst. Nyt Mag. f. Naturv,. Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 225 Wenn wir grosse Streeken von dem sogenannten ter r ai n primitif mit regelmåssigen Kalklagern erfiillt sehen, so ist diess der Beweis, dass diese Streeken nicht primitiv sind; denn die ers ten Kalkstein e treten irgendwo in denkam- brischen oder åltesten silurisehen Zeiten hervor. Der Name „Gneiss“ ist fur die Geologie Norwegens unheilbringend gewesen. Auf der Existenz eines Urgneisses als auf siche- rer Grundlage bauend, hat man auch den halbkrvstallinischen Karakter als bezeichnend fur die nåchste Altersstufe genom- men. Es ist auch zu erinnern, dass man unter dem etwas elastischen Begriffe Gneiss ziemlich bunte, krvstallinische Gebirgsarten zusammengefasst hat. So sind also die bisherigen Ansichteo uber den Zu~ sammenhang der Schichten vom Mjøsen mit denen vom Dovre-Fjeld. Ich werde jetzt das von mir im Sommer 1855 und 56 aufgenommene Profil durchgehen. Die vvichtigsten Punkte sind aus der Karte Keilhau’s zu ersehen; sonst muss ich auf die vor einigen Jahren erschienenen Amtskarten*) verweisen. Kambrische und si lu rise be Formationen am Mjosen. W enn wir eine etwa gegen N. W. gerichtete Linie ziehen von der Kirche Rommedals uber Hamar nach dem Bru- mund-Elv bei Nedre-Kvårn, uberschneiden wir im mittleren Theile die weicheren silurisehen Schichten von Schiefer und Kalkstein, deren Parallele wir auf dem Profile vom Mjosen nach Dovre in der flelgo und im Kirchspiel Nås ha- ben, an bei den Seiten dagegen, in dem Bryns-Aas und den *) Kart over Christians Amt forfattet ifølge den kongelige norske Regjerings Foranstaltning under Bestyrelse af Opmaalings» Directionen af Gj es si ng 1845. Kart over Hedemarkens Amt Do, Do, af N. A. Ramm og G. Munthe, 182 9. 15 226 Theodor Kjerulf. letzten Auslåufern des Vangs-Aas, harte (kambrische) Quar- zite mit Conglomerat. Der Bryns-Aas ostlich von Rommedal besteht aus einem quarzarmen Glimmerschiefer, grobem Conglomerat mit Stii- eken von Quarz und Feldspath und feinerer Grauwacke, in aufsteigender Folge. Am nordlichen Abhange des Bryns- Aas fallen die Straten etwa 30° gegen S. W., am westlichen 35° etwa gegen W., an der ostlichen Seite dagegen liegen sie schwankend oder fast horizontal. Schon hier werden wir also der Regel eines immer steil nordwestlichen Fallens widersprechen. Es kann keinem Zweifel unterworfen sein, dass die jetzt auf der Linie von Rommedal nach dem Agers- Vig folgendén silurischen Straten nber jenen quarzigen Ge- bilden liegen. Die Gegend . ist aber zu viel nberdeckt um ein Profil zu verstatten. Dagescen ist auf der Strecke von Agers-Vig nach Nedre-Kvårn das Gebirg eben so viel ent- blosst, dass wir den wahren Schichtenbau mit einiger Miihe entdecken konnen. Wåhrend das Streichen im Ganzen mit der Linie des Vangs-Aas oder mit der des Sundes zwischen der Helgo und Nås parallel geht, entdecken wir hier und da Windun- gen in der Richtung des Fallens. Bei einer Wanderung von Hamar langs dem Agers-Vig werden uns gleich die da nicht seltenen vollkominenen Umbeugungen eines und desselben Kalksteinlagers auffallen. In der Nåhe von Hamar an der nordwestlichen Seite des Agers-Vig sehen wir drei bis vier solche Sattel oder Windungen, an dei1 entgegenge- setzte Seite einen in der Nåhe von Togstad. Auf dem Wege von Storhammer nach dem Furuberg haben wir Orthoceratitkalkstein und schwarzen Thonschiefer stark aufwårts fallend, eben am Hofe Storhammer aber, neben Spuren von Alaunschiefer, diejenigen grossen Ellip- Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 227 soiden von Anthrakonit, die auch sonst fast iiberall den Alaunschiefer begleiten. In dem Fnruberge linden wir eine hohere Etage von Schiefer, Kalksandstein nnd reinem Kalkstein in der schonsten schalenformigen Lage. Weiter anfwårts — immer langs der Kustenlinie — liegt wieder der Orthoceratitkalkstein in schalentormiger Lage, darunter schwarzer Schiefer stark znsarnmengepresst. Der Schiefer ist glanzend, enthalt Kalksteinellipsoiden nnd hat nicht den Strich des Alaunschiefers. In uingekehrter Lage trcten dann dieselben Schiefer und daruber der Kalkstein zwischen Grot- odden und Langodden hervor. In der hervorspringenden Landzunge, Langodden, dagegen steht graner Quarzit oder Qnarzschiefer an, von 30° bis 10° etwa gegen S. O. fallend. Auch hier also kann die Ueberlagerung der silurischen For- mation nicht oresehen werden. O Folgen wir aber der Grenzlinie zwischen Quarzit und Kalkstein hoher hinauf in die Richtung des Streichens, dann lindet sich zwischen den Hofen Hellerud und Sollerud der erste ausgezeichnete Grenzpunkt. Hellerud. Der Quarzit liegt zu unterst, die Poststrasse geht dar- uber. Hoher hinauf wird er von Alaunschiefer zuerst, dann von Kalkstein bedeckr. Die Grenze zwischen beiden Formationen zieht sich von Langodden uber Hellerud langs dem sudlichen Abhange des Yangs-Aas, uber Kjol- stad, Bnsterud etc. Ueberall in dieser Linie sind Alaunschiefer und Quarzit, m Beruhrung. Wo letzterer auf ersterem in steiler Lage 15* Durchschnitt vom Langodden nach Hamar. Theodor Kje r ul f. Langodden. L Giestnes. is zn ruhen scheint, da ist diess Verhåltniss durch In ver- sion hervorgcbracht. Beispiele åhnlicher Inversionen haben wir bei Ringsaker, im Gudbrandsdal bei Laurgaard, auch in kleinerem Maassstab bei Christiania auf Hovedo. Die Unterlage der silurischen Straten bildet der Quarzit (1), dar- iiber kommen die Abtheilungen 2 und 3 des Christianiabassins, welche von unten nach oben bestehen aus: Alaunschiefer und schwarzem Schiefer Ml i I mit Anthrakonit-Ellipsoiden, Kalk- | stein mit Orthoceratiten , dunklem Schiefer (ganz vom Aussehen des Graptolithschiefers 3 ft). Ueber den Straten dieser tieferen Etage, die zu starken Windungen zusammengepresst sind, hier und da vielleicht sogar invertirt oder iibergestiirzt, liegen in dem Furuberg schon entblosst die Schichten einer oberen Etage (4 und 5). Es ist schwierig die Machtigkeit der unteren Gruppe ahzuschlagen. Doch steigt dieselbe gewiss nicht iiber 300 Fuss. Die obere Etage kann 400 Fuss måchtig sein; wir haben also Hamar hier eine gesammte Machtigkeit von nur etwa 800 bis 700 Fuss. Die Schichten des Furubergs sind : a) graue Thonschiefer und Mergel mit einzelnen Kalk- platten. Sie enthalten Favosites fibrosa und \ a- rietåt Lvcoperdon in Menge, Trocholites angui- n 'si Storhanv mer. cn O Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 229 mis Salter, einige Orthiden, kleine Lcptaenen und undeutliche Encrinitenstiele ; b) dicke Banke vom grauen Kalksandstein; iiber und unter denselben einige Schieferschichten. In diesem Kalk- sandstein: Rhynconella nucula und Rh. diodon- ta, ferner Strophomena rugosa und ein Euom- ph alus; c) fetter blauer Kalkstein mit nur wenigen und diinnen eingelagerten Mergelschichten, wahrscheinlich sehr arm an Versteinerungen ; erreicht eine Måchtigkeit, die der Hohe des Furubergs fast gleich ist (gegen 250 Fuss?); darin nur gefunden Atrypa dorsata His. Furuberg Die sohone Faltung des Furubergs setzt quer iiber den Furnes-Fjord; gleich ostlich von Enger linden sich dieselben Schichten (4 und 5) in schalenformiger Kriimmung wieder, und sie sind weiter im Kirchspiel Nås zu verfolgen bis an die Hohe bei Berg (Pl. I). Auch auf der Helgo mitten im Mjosen finden wir die- selbe Schichtenrcihe, die eben durchgangen wurde. In Ho- vindsholmen, an der Siidspitze von Helgo sind gewundene graue Thonschiefer mit Kalknieren. Sie setzen nach Helgo fort, mit grosseren Kalkstein-Ellipsoiden, worin eine Fulle von Versteinerungen steckt: Orthoceratites imbricatus Wahl. O. regularts, O. duplex, O. trochlearis, O. distans, Ni- lens depressus Ss. & Bk., Asaphus, Lituites lituus, L. cornu arietis J. Sow., Lituites angulatus M. C., Euomphalus tri- gonalis, Bellerophon bilobatus, Trochus ellipticus His. \ 230 Theodor Kjerulf. Die ganze sudliche Hålfte von Helgo besteht aus diesen wahrscheinlich st ark gewundenen Straten. Dagegen ist die hohere mittlere Partie der Insel von der oberen Etage (b und c im Furuberg) gebildet. Die schone scha- lenformige Faltung sieht man am besten in denKalkfelsen bei Lodvigen. Besonders schon ist der mit Korallen erfullte Kalkstein am sudliclien Arme der Faltung, wo senkrechte Wande auf Pfeilern zu ruben scheinen wegen Auswaschung duroh das W asser des Sees in tiefen Spalten, die die com - pacten Kalkbånke von unten nach oben durchsetzen. In dem kiystallinischen marmorartigen Gesteine ist die ganze Wand von sechseckigen Korallenrohren bekleidet (Favosites alveolaris?). Aus diesen ScJiichtenabtheilungen besteht die silurische Formation, die uber die Kirchspiele Stange, Vang, Nås und Ringsaker sich verbreitet — wir konnen sagen aus den Sehichten von Hamar und den Schiehten von Furuberg, Gruppen, die der Oslo- und Oscarshall-Gruppe entsprechen. Wenden wir uns aber wieder an die Fortsetzung des Profiles am Furnes-Fjord, weil die westliche Seite der Halb- insel vom Kirchspiel Nås, wodurch linser grosser Durch- schnitt gezogen ist, nu r sehr unvollkommen entblosst ist. Narud Aas, ^ sjj Hostbjor Aas, Von Langodden bis zu dem Brumund Elv herrschf der vorerwåhnte Quarzit. In der langen Linie des Vangs Aas, die mit der Hohe Hostbjur- Aasen gegen Westen en- Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 231 digt, setzt der Quarzit fort. Man åndet in dem Vangs Aas bald Quarzit und Quarzschiefer, bald einen Quarzsandstein, bald ein grobes Conglomerat. In dem Profile am Brumund Elv liegen die Hohen Hostbjor Aas und Narud Aas zu beiden Seilen. Sie gehoren auch beide zu derselben alten quarz- reichen Formation. Auf der rechten Seite scheint Quarz- i schiefer steil nach N. W. einzuschiessen, auf der linken Seite dagegen åndet sich rothlichgelber Sandstein mit thonigem eisenschussigein Bindmittel, gemengt mit rothen thonigen Schichten, steil nach S. O. fallend. Auf der Spitze des Narud Aas und im ganzen nordlichen Abliange setzt roth- lichbrauner Feldspathporphyr aus der Tiefe auf. Die rothen Schichten lehnen sich an den Porphyr und sind augenschein- lich theilweise aus ihm gebildet. Rothen Sandstein (und Conglomerat) kann man von da zuerst eine Strecke weit den Leer-Elv hinauf, dann uber das Plateau nach Giten- Aa bei Ejornstad Sater in Oesterdalen verfolgen, wo ihn Kalkstein mit Orthoceratiten uberlagert — den bis jetzt letzten Spuren von Versteinerungen gegen Norden. Die unmittelbare Grenzlinie habe ich hier nicht entblosst zu sehen bekommen; am Giten-Aa schien aber die Folge von oben nach unten diese zu sein : schwarzer Schiefer, Orthoceratit- Kalkstein, vielleicht wieder Schiefer, rothlichweisser Quarzit, rother Sandstein und grobes Conglomerat. Der Porphyr vom Narud Aas, der ubrigens dem Porphyr vom Holsfjord und Asker nicht unåhnlich ist, rothlichbraun mit weisslichen grossen Oligoklaszwillingen, hat die alten kambrischen Sandsteine und Quarzite eben in der Zeit ihrer Ablagerung durchbrochen, ist theilweise zerstort worden und mit dem Quarzmateriale als rother eisenscliussiger Sandstein, von thonigen Letten begleitet, wieder abgelagert. Die Spu- ren dieser rothgefårbten Quarziten oder Sandsteine ånden 232 Theodor Kjerulf. * sich noch weiter gegen N. W. an mehreren Steilen zwischen den tibrigen Straten dieser Formation — der sogenannten Grauwacke, grobem Conglomerat und dunklem Schiefer. Dieser Ausbruch vom Porphyr, der sich vielleicht auch in dem Yerlaufe des Narud-Aas, in der Lime vom Brumund Elv neben mehreren ånderen parallelen Linien geltend macht, steht dagegen in keiner Verbindung mit dem Zuge von me- tamorphischen Gebfrgsarten quer uber der Halbinsel, auf der Grenze der Kirchspiele Nås und Ringsaker (Pl. I). Die grosste Plohe erreichen die metamorphischen Ge- birgsarten in Roraasen, wohl 1000 Fuss uber dem Mjosen. Am nordlichen Abfalle bei Stenseng, dem Brumundelv ge- geniiber, ist noch deutlicher Quarzit, am sudlichen bei Lien und Biskopslien setzen die Faltungen von Langodden und Gjest- nes uber. Die Strukturebenen des Glimmerschiefers, Am- phibolithschiefers und des Gneisses, woraus dieser metamor- phische Theil sonst besteht, scheint sich kreisformig um Roraasen zu drehen. Vielleicht ist das Ganze nur als die metamorphosierte kambrische Formadon des Vangs Aas zu betrachten. Wir haben am Fusse von Vangsaasen Granit in der Nåhe. Ein grosses Granit-Territorium erstreckt sich liierhin von der Reichsgrenze. Wir ånden den Granit an- stehend sudlich von Bjornstad, \ Meile weit. DerWegvon Grundset nach Leuten ist mit Granitblocken uberfullt. Wenn wir jetzt den Durchschnitt am Furnes Fjord weiter gegen N. fortsetzen wollen, werden wir auf dem Wege von Fangberget uber Veid re nach Haakenaasen Såter nur wenig entblosst ånden. Ueber dem Quarzit von Brumund™ Elv kommt wieder die silurische Formation bei Fangberget . Die Thonschiefer mit den Schraubensteinen (ausgehohlten Encrinitenstielen) und die Kalksteine in dem gegen 200 Fuss hohen Berge bei FangbeVget scheinen unserer Abthei- Ueber die Geologie des siidiichen Norwegens. 233 lung 4 anzugehdren. Bei der Kirche von Veldre hat man noch den Kalkstein, 60° nach S. O. fallend, in einer von den so gewohnlichen Windungen; dann tritt man in die quarzreiche Formation hinein etwa auf dem halben Wege zwischen Fangberget und Haakenaasen. Bei Rognlien der rothe Sandstein, bei Haakenaasen Grauwacke. Gehen wir iiber Ellefsåter langs dem Mo-Elv nach Ringsaker zuruck, um ein besseres Profil aufzusuchen, lin- den wir im Mo-Elv das ausgezeichnete Conglomerat mit Quarzgerollen und Feldspathstucken, offenbar einen zerstor- ten Grundgranit, 10 bis 20° nordlich fallend, in der Nåhe von Baardset rothen quarzreichen Sandstein, und erst am Abhange gegen Tande betreten wir wieder die silurischen Kalksteine. Auch wenn wir die ganze Halbinsel vom Kirchspiel Nås durchziehen, von Nås bis nach Herssong, bekommen wir nur wenig zu sehen. Ich habe darurn das ostlichere Profil genauer bechrieben. Dagegen finden wir in der Ge- gend von Ringsaker die schdnsten Aufschliisse. Zwischen Tjerne und dem kleinen Bache siidlich von Ringsaker ist uberall Quarzit zu sehen, sowohl unten am Strande als hoch ins Land hinauf. An einzelnen Steilen fal- len die Schichten dieses Quarzites, an ånderen joints in demselben, steil gegen N., N. N. W. oder N. N. O. hinein. Ueber dem Quarzit liegt aber die silurische Formation. Zwischen Vinju und der Station Ringsaker sieht man unten am Strande den Alaunschiefer unmittelbar auf dem harten kornigen hellgefårbten Quarzit ruhend; dariiber kommt wieder Kalkstein. Die Schichten fallen hier alle steil gegen N. Auch aber weiter westlich im Lande zwichen Ackerland undWald tauchen mehrere Hohen, oben aus dem Kalkstein bestehend, empor. Sie bilden oft kleine Riieken in der 234 Theodor Kjerulf. Richtung von W. gegen O. Der Kalkstein liegt oft in schwach gcneigten Schichten, so bei Ulven, Leene, Målum u. s. w. Man iiberzeugt sich hier, wenn nicht friiher, dass der Quarzit in der That zu oberst in dem -åkeren kambrischen Grundgebirge liegt. Die silurischen Straten setzen von der Station Ringsaker bis nordlich von Steen fort. Bei Steen springt eine kleine Halbinsel hervor, an deren westlicher und ostlicher Seite man das Profil sehr leicht durchgehen kann. Man hat hier, steil nach N. N. W. einschiessend und wie auf einander fol- ge nd, den Kalkstein, Alaunschiefer nnd Grauwackenschiefer und den Quarzit. Die Grenze zwischen Alaunschiefer und Quarzit zieht iiber Dumstua und Tande hin langs dem Ab- hange des etwas hoheren Quarzgebirges. Profil bei Dumstua. Hier ist denn Nichts als eine deutliche In version ; das Aeltere lehnt sich langs dem Abhange vom Tande Aas an das J tingere an. In jedem Falle sind, wie iiber die eben beschriebene Strecke, auch hier grosse Zusammenpressungen vorgegangen. Die Quarz- itformation behålt dabei gar keine constante Fallrichtung. Schon gleich nordlich von Stensodden finden wir am Strande — gegen den Mo-Elv hin — ein Profil, wo gefaltete Stran- ten deutlich hervortreten. Diess Profil ist die Fortsetzung des vorigen. Diesel- ben Straten, die fm Profile bei Dumstua iibergestiirzt ste- hen, sind hier in normaler Faltung zusammengepresst. Die Straten selbst sind von steilen nach N. oder N. N. Mr. hin- ein fallenden joints tibersch nitten, die manchmal in der Ent- fernung starker hervortreten als die Linien der Stratification, Ueber die Geologie des siidlichen Norvvegens. 235 C' (T 3 Vy s. C/l c Svennes. Birke- hougen. Bersrstuen. ^ und die man also gewiss mit Schichtenlinien verwechselt haben muss, wenn man von der Regel des nordlichen Einfal- lens spraeh. Denn wie man >y sonst zu dieser Schichtenstel- lung gekommen ist, begreife ieh nicht. Die beschriebenen Ver- håltnisse wiederholen sich im- mer in der Linie unse res gros- sen Profiles. Ueber der quarz- reichen Formation des Grund- gebirges , und mitunter zwi- schen den gefaltetén Straten stark gepresst, liegen schwar- ze S chiefer, worin man noch oft den Karakter des Alaun- schiefers entdeckt, und darii- ber Kalkstein. Die Faltungen selbst nelimen alle moglichen Formen an, sie bild en gros- se Bogen wie zwischen La- rud und Odden, sie sind stark gebogen bis zul* Xnvérsion oder liegen dicht ge- kråuselt wie zwischen Svennes und Roterud in Birid u. s. w. Weder von allmahligen Uebergången von Kalkstein in Grauwacke, noch von der reellen Supraposition der letzte™ ren ist hier zu reden; uberall scharfe Grenzen und wohl zu unterscheidende Formationen. Im Profile von Svennes nach Roterud ist die zum Theil wieder ganz invertierte Folge, in normaler Stellung gedacht, von oben nach unt en : Koterud. 236 Theodor Kje r ul f. 1. blauer Kalkstein mit einzelnen Lagern von Kalksand- stein, die in den vielen Windungen am Strande hier und da zur Orientierung dienlich sind, 2. harter Schiefer mit eingeschalteten dunnen Kalkstreifen, 3. dunkler Schiefer, 4. harter Schiefer mit dunnen Kalkstreifen, 5. feinkorniger hellgrauer Quarzit (oder „Grauwacke“), 6. grobes Conglomerat mit kleineren und grosseren Ge- rollen aus Quarz bestehend, neben Stiicken von weis- t sem Oligoklas, in der vorigen Masse als Bindmittel, mehrere hundert Fuss måchtig, 7. dunkler Schiefer ( Gr au wacken s chi efer w ) , 8. feinkorniger grauer Quarzit. Das grobe Conglomerat, dessen oft kopfgrosses Gerolle wie aus der Nagelfluhe hervorsteckt, setzt siidlich von Ro- terud quer tiber den Mjosen und tritt in den Wanden bei Biskopsaasen hervor, dann weiter gegen Osten langs dem Abhange, uber Quislien u. s. f. Es kommt in dicken Ban- ken vor, die durch einige Zwischenlager von feinkorniger er Zusammensetzung getrennt sind. Die oberen Banke dieses Conglomerates sind auch unten in der Wolbung des Grund- gebirges zwischen Larud und Odden zu seheri. Wenn wir von hier weiter gegen Norden hinauf diesel- be Grundgebirgs-Formation verfolgen, zuerst gefaltet bis nach dem Zusammenflusse von Gousa und Logen, dann all- mahlig schråg nach Norden abfallend, kdnnen wir die måch- tigen Banke des groben Conglomerates als leitende Schich- ten brauchen; und wenn wir, einige Meilen nordlicher im Gusdal und Fodvang, dasselbe wieder von den (ersten) Kalksteinen uberlagert finden, sind wir auch hier in der Formationsgrenze orientiert. Mit eben demselben Rechte, womit wir den Kalkstein in Birid als silurisch betrachten — 41 Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 237 und wer wird das nicht? — miissen wir auch an jenen Stei- len nordlicher die silurische Grenze wieder aufziehen. Wir treten daselbst nicht in „terrains de transition inferieureu hinein (cfr. das Profil von Durocher Pl. IV,) wohl aber haben wir hier „des schistes semicrystallins“, die mit siluri- schen und noch jiingeren Etagen åcjuivalieren, vor uns. Silurische und devonische Æequivalente in Gudbrandsdal. In drei einzelnen Gebirgsdurchschnitten haben wir diese ganze — uber der erwåhnten kambrischen Formation lie- gende — Lagerfolge, woraus der grosste Theil des centra» len Norwegens besteht, vollståndig vorhanden. Man wird ans dein grossen Profile (Pl. I) sehen, dass wir, wenn wir den ersten Durchschnitt bei Fodvang nehmen, in die Hohe eben so weit wie bis zu Elstad in die Lange vorrucken. Den nåchsten Durchschnitt nehmen wir uber Elstad und Strudsfjeld; wir stossen dabei an dieselben Schichten, die sich weiter nordlich unter der Kirche von Kvam senken, Wir i ziehen also den dritten Durchschnitt von Kvam gegen N. N. W. iiber Furusjo nach den Rund an, und wir sind da- mit iiber alle Schichten von den tiefsten zu den hochsten gegangen. F iigen wir dazu auch einen vierten Durchschnitt iiber Borga Fjeld in Gusdal, um die silurische Grenze auch auf einem ausser unserem Profile liegenden Punkte zu bezeichncn, so sind auf diese Weise die Bau- theile eines bedeutenden Theiles vom Lande schon ge™ geben. Dass aber in der That die ganze Strecke vom Mjo- sen nach Dovre nur aus diesen einfachen Bautheilen be- steht, davon miissen wir uns durch zusammenhangende Pro- file uberzeugen. Siidlich von Fodvang liegt der feste kambrische Quarzit, thalaufwårts sich neigend, von Granwacke und dem groben Theodor Kjerulf. Conglomerat mit Quarzgerollen begleitet. Daruber liegt in dem Bakkeberg: x > ■o O X c/J Su o Opsal Kampen 2800‘ l a. schwarzer diinnblåttriger Schiefer, dem Alaunschiefer sehr åhnlich, mit einzelnen dunkeln Kalksteinplatten, b. reiner hellgefårbter Kalkstein, sehr måchtig, e. schwarzer Thonschiefer, dem Graptolithenschiefer åhn- lich, mit einzelnen Kalksteinschichten, d. grimer seidenglånzender diinnplattiger Dachschiefer (chloritischer Thonschiefer). Der Hof Bakke liegt zwischen zwei hervorragenden kleinen Kupp en, worin der Kalkstein (b) ansteht. In der nordlicheren Kuppe liegen oben die quarzreichen Schiefer e, darunter die grimen Dachschieferfd, darunter diinnschiefri- ger Mergel, blauer Kalkstein, schwarzer Thonschiefer und wieder Kalkstein. In der siidlichen Kuppe (dem Bakkeberg) dagegen oben Schichten aus lauter Kalkconcretionen zusam- mengesetzt, dann der dichte hellblaue måchtige Kalkstein (b), der dem oberen Kalkstein des Furubergs so åhnlich ist, dass ich noch hoffe darin einst Versteinerungen zu finden, ob“ wohJ ich schon stundenlang vergebens gesucht habe. Audi der Furubergskalkstein war aber sehr arm an Versteinerun- gen, Die Kuppe erhebt sich 4—500 Fuss iiber die Losna, Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 239 e. f. h. Unter dem Kalkstein kommt schwarzer Schiefer. YVie das grosse Profil (Pl. I) zeigt, senkt sich dieser Kalkstein bis zn dem Wasserspiegel der Losna herunter und erhebt sich dann, wie es scheint, gegen Tromsen Elv hin wieder in die Hohe, so dass der unter ihm hervortauchende Quarzit mit dem Fod vanger identisch sein muss. Aufwårts bis an die Hohe von Opsalkampen liegen blaue quarzreiche Schiefer, dunnblåttrige grime glånzende Thonschiefer mit einzelnen dicken Banken von weissem grobsplittrigem Quarz. Die Schiefer (f) werden nach oben zu quarz- reicher; zu oberst liegt reiner Quarzit. Allen Vorbeireisenden wird die tiefe Felsenschlucht des Tromsen Elv bekannt sein. Ich nehme an, dass ein Aufrucken långs dieser weit gegen O. fortsetzenden Spalte stattgefun- den hat, weil die Schichten an beiden Seiten sonst nicht zu correspondieren scheinen. Vielleicht werden weitere Un- terzuchungen Aufklårung geben. Die Fortsetzung des Kalk- steins von Fodvang, der augenscheinlich schon sudlich von der Tromsen-Schlucht sich auszukeilen beginnt, habe ich in den Spuren von Kalkstein in der Nahe von Trostaker am Bergabhange gesucht. Den Elstad-Quarzit setze ich mit dem Quarzit (h) des Opsalkampen identisch. Kaum wird man sich hierin tåusschen, weil wir auf der ånderen Seite des Logens den Kalkstein von Fodvang bei Strandesåter, Trest- aker gegeniiber, wiederfinden. Weiter gegen N. W. setzt er uber Dybdalen und Hofde fort. Beim Håuslerplatze Trostakerbraaten fand ich lose Kalk- steine, dem Fodvangerkalke nicht unålmlich, voll von Verstei- nerungen: Orthis lunata, Rhynconella nucula , Trocholites u. m. Die Steine waren zu einer Mauer vor dem Flause angewandt. 240 Theodor Kjerulf. Die Wahrscheinlichkeit irgendwo in dieser Gegend Verstei- nerungen zu finden ist sehr gross. Am sehr bedeckten Ab- hange des Berges hier habe ich aber, wie bei Fodvang, bis jetzt vergebens gesucht; nur mehrere lose Stiicke eines blauen Kalksteins wurden gefunden ohne Yersteinerungen. Ich bin auch spåter unterrichtet worden, dass jene Steine von einem alten Meilenzeiger von der Zeit Christians VII herrtihren; wo dieser Meilenzeiger gehauen wurde, wusste man indessen nicht anzugeben. Bei dieser Gelegenheit muss ich daran erinnern, dass man auch weiter nordlich in Gudbrandsdal von Ver- steinerungen gesprochen hat. Esmark*) erwåhnt, das man ihm von einem Kalkstein mit Versteinerungen in der Nåhe von Kringlen berichtet hatte. Esmark fand aber diesen Kalk- stein nicht. Wir wissen jetzt, dass sowohl Kalkstein als Dolomit in dieser Gegend ansteht. Wenn wir von Brostad aus, gerade siidlich von Fod- vang, das entgegenstehende Ufer der Losna betrachten, sehen wir, dass sich der Bodenquarzit von Brostad allmah- lig gegen Sliden in dem Abhange erhebt. Mit dem Quarzite muss sich auch der Kalkstein von Fodvang allmåhlig erheben. Den Kalkstein, der bei Losnes im Niveau der Losna (620 Fuss u. d. M.) und im Bakkeberg gegen 300 Fuss hoher liegt, sehen wir darum auf der Hohe des Plateau’s (gegen 3000 Fuss) zwischen Sjo-Såter und Kilid-Såter. Er wird hier in kleinen Mengen gebrochen, nach Granskougen, am westlichen Ufer der Losna ^ VI. siidlich von Fodvang, ge- bracht und daselbst, verkauft. Von Kilidsåter weiter gegen S. und S. S. W. senkt sich der Kalkstein wieder; wir finden ihn am Abhange iiber dem Ilofe Klave, der Kirche von Gusdal gegen uber, in einer *) Reise fra Christiania til Throndhjem. p. 6 5. Ueher die Geologie des siidlichen Norwegens. 241 Hohe von gegen 1 300 Fuss; westlicher beim Ho fe Bratland, in der Nåhe von Birkehage, in einem noch tieferen Niveau, and auf dem Wege zwischen den Stor Elv und Forset-Såter wieder ein wenig hoher hinauf. Den letzteren Ort konnen wir ferner durch eine nach dem Vismund Elv gezogene Linie verbinden, und so, indem wir dem Verlaufe des Vis- mund Elvs langs dem linken Åbhange folgen, diesen Kalk- stein mit demjenigen in Birid vereinigen. Der Grenzlinie zwischen unserer ålteren kambrischen und darauf ruhenden silurischen Formation miissen wir etwa einen åhnlichen Verlauf geben ; wegen der gleichformigen Anflagerung der jiingeren Formation, neben den vielen Fal- tungen und der oft schwankenden, ziemlich horizontalen Lage, muss sieh ind essen diese Linie langs den Abhången hin winden. Åuch haben wir schon gleich sudlich von Birid wieder eine kambrische vielleicht noch inehr gezungelte Partie, deren Verlauf nacb W. ich fur die Zeit gar nicht anzugeben wage, am nicht voreilig zu viel zu behaupten. Zur Bestimmung der ubrigen Grenzlinien der kambia- sehen Formation am Mjosen, in Gudbrandsdal, Oesterdal u, s. w. sind noch gar keine zusammenhangende Profile vor- banden. Den Kalkstein von Fodvang linden wir bei Kop- ang in Store Elvedalen wellenformig gescbicbtet wieder; ferner bei Lid (?) am Stor Stien. Die nordliche Grenze wird also etwa in dieser Kichtung zu ziehen sein; eine sud- lichere dagegen gebt von Ringsaker iiber Veldre nach Bjorn- stad bin, dann wieder zuiiick nach Fangberget am Mjøsen und davon langs dem Vangs Aas nacb dem siidlichen Ende vom See Osen und weiter bis in der Nåhe von Tryssild. Wie aber in dieser Gegend der Kalkstein bei Sorknes in Åamodt, der am Nordende Osens und der bei Jordet in Trys- sild sieh verbalt, und in welchem Verbåltnisse (d. b. wie 16 242 Theodor Kjerulf. viel j tinger) die grosse Sandsteinformation an der Reichs- grenze, imFulufjeld, Faxefjeid und in Dalarne zu der eben- falls quarzreichen kambrischen Formation steht — das Alles ist durch Profile und Gebirgsdurchschnitte nocb. zu bestimmen. In jedem Falle haben wir am Nordende Mjosens, in den Ivirchspielen vonFodvang,Gusdal,Faabei*g,Birid u.s.w. ein auf- tauchendes ålteres Grundgebirg, aus Quarzit, Congiomerat und mitQuarz gemengtemThonschiefer bestehend und wellenformig gescbichlet. An beidenSeiten dieses alt-kambrischen Grun dgebirges breitet sicb die silurische Forma- tion aus, im Suden mit Versteinerungen erfiillt, im Nor- den mit versteinerungslosen oder — wahrscheinli cher — - sehr versteinérungsarmen Kalklagern. Fiir die Tbeorie uber die Entstehung des sonst ganz metamorphischen Grundgebirges, das wir bei Christiania, Langesund, Ekern etc. finden, fin* die Theorie uber die„Gneiss- Formation14, ist die Entdeckung dieses unverånderten, sehr måchtigen, deutlich geschichteten Grundgebirges yon grosster Redeutung. Bevor wir aber zu viel sprechen, miissen die yielen Durchbruche von åchtemGranit, die uns in diesem metamorphi- schen Theile des Grundgebirges gleich auffallen, soin dem gan- zen siidostlichen Theile des Landes von Trysild, Elverum, Leu- then aus bis nach Frederikstad und Frederikshald, nur einiger- maassen derWahrheit gemåss in eine Karte eingetragen werden. In dem Durch- schnitte von Borga- fjeld liegt: a. Quarzit, Grauwa- cke und gr au er Schiefer abwech- selnd, unten an der Gousa in derHohe N. N. W. S. S. 0. von 800 Fuss. Borgafjeld 3800' o o £ I — co 5 © Jz o oo Ueber die Geologie des sudliciien Norwegens. 243 b. dunkler mit Kalk gemengter Thonschiefer , c. hellblauer weicher und fetter Kalkstein, sehr måchtig; in einer Hohe von circa 1300 Fuss, d. ist nicht hinlånglicb untersucht. e. Schwarzer schlechter Dachschiefer. f. Korniger Quarzit, den man als Muhlstein zu benutzen versucht hat. Die eingesprengten Quarzkorner vertre- ten die im gewohnlichen Muhlstein (Glimmerschiefer) herumgestreuten Granaten. g. Grauer seidenglånzender (chloritischer) Thonschiefer. h. Quarzit. Bei Forset, | Meile sudlich von Klave, tritt wieder das grobe Conglomerat von Birid auf. Die Schichtung ist schwan- kend und wellenformiff. Der Kalkstein bei Bratland ist all» zuwenig entblosst um in unbestrittene Relation zu dem Conglomerate gebracht werden zu konnen. Mr. David Forbes hat mir ein Profil von dem Wege nach Fspedalen, in dem Verlaufe des Stor Elv und Drit- juen, mitgetheilt, das uberall in schonster wellenformiger Schichtung blåuliche Thonschiefer und dunnschiefrige chlo- ritische Thonschiefer, beide mit Quarzlentikeln zeigt. Nåher dem Espedaler-Syenit zu sind die Schiefer metamorphosirt. Das Ganze betrachte ich als uber dem Kalkstein von Brat- land liegend. — Auch uber diese Strecke ist ubrigens steil nordwestliches Einfallen als „Regel“ angegeben! Strudsfjeld 3400' £ J ©g In Elstad- knabben steht reiner Quarzit in dickenB an- ken an, von 16* 244 Theodor Kjemi f. quarzigem Thonschiefer begleitet. Daruber kornmt vom Niveau der Losna bei Elstad (630 bis 640 Fuss u. d, M.) bis oben au vinter Strudsfjeld in einer Hohe von gegen 2800 Fuss : a. grauer und grini er, oft dunnblåttriger, wenig glånzender Thonschiefer mit Quarzlentikeln und b. einzelnen eingeschalteten Quarzitbånken und bei c. Spuren von Kalkstein in diinnen Lagen. Diess sind die Schieierge bilde, die, an den Thalgehången von Ringebo und Froen verbreitet, zuerst mit dem Nam en *Urthonschiefer“, spåter als „åltere halbkrystallinische Ueber- gangsschieferu bezeichnet worden sind. Sie nehmen aber jedenfalls einen Platz ein, der schon betråchtlich hciher liegt als unsere ersten silurischen Aequivalente (bei Fodvang) nordlich vom Mjosen. Gegen oben nehmen in dieser Thon- schieferfolge die Quarzlager zu, und in dem Strudsfjeld selbst haben wir (d) reinen, weisslichen, blåulichen oder griinlichen Quarzschiefer, und wir sind in diesen Schichten auf dieselbe Formation gestossen, die wir auf den Hohen meilenweit in der Richtung gegen W. N. W. verfolgen kon- nen, vom Klinkenberg und Strudsfjeld, an dessen Spitze die Fallrichtung etwa 45° gegen N. N. O. ist, dber Houg- stad und Forrestad in Vånebygden, Stegberg, Kolokampen, Amundsbrekke, Teigekampen in Kvam nach Standvigen und Måleiinsvangen sudlich von Kringlen, wo sie sich unter noch jungeren Straten verliert; ferner, in neuen Faltungen auftauchend, von Kleivshovde nordlich im Thale von Våne- bygden, langs dem F rya Elv, db er Furusjo nach der Kirche von Sål, unter Raasdalsfjeld nach Laurgaard, dann db er Sals Vand nach Vange, dann, wie schon von Naumann beo- bachtet wurde, kreisformig um das Jåttafjeld herum, endlich in den tieferen Stufen der bis gegen 7000 Ueher die Geologie des siidlicheii Norwegcns. 245 Fuss hoch emporrageuden Gebirgskuppe von Rondan, u. s. w. iSIach dem Jatta Fjeld habe ich diesen Quarzit den Jåtta-Quarz benannt. Durch die an der oberen Grenze des- selben anfangeirden Dolomite wird der Jåtta-Quarz fur die Orientierung des ganzen Felsenbaues im centralen Norwe- gen von grosser Bedeutung. In diesen Dolomiten hoher oben haben wir, wie in den ersten Kalksteinen tiefer unten, Leitschichten, die uns in den gewundenen Etagen der scan- dinavischen Schichterisystemen sicher fuhren konnen. Der letzte von den drei Gebirgsdurchschnitten , wo- durch die ganze Lagerfolge im centralen Norwegen repråsen- tirt wird, ist derj enige von Kvam tiber Furusjo. In die- sem Durchsehnitte bedeutet: a. den Jatta-Quarz, b. die hoher liegende Etage des Glimmerschiefers und od ån z en d én Tho n sch iefer s mit d. dem Dolomit. Yon Kvam aufsteigend hat man, iiber dem mit Chlorit £ und G bonner roehr oder we~ i niger gemengten Jåtta-Quarz a (a), graue Thonglimmerschiefer (b) mit grossen Eisenkies- 246 Theodor Kjerulf. Hexaédern, dann einige Banke von hellblauem, fast wie gewohnlicher Kalkstein aussehenden, Magnesia-Kalkstein (d), und hoher oben ain Abhange stehen einige Schichten (e) von Quarzit an. Bei Lovaas Såter uberschreiten wir zum ersten Male die vertikale Zone des eigenthumlichen Gebildes, das Nau-. mann in seiner Skizze von Dovre Fjeld als porphyrartigen Gneiss bezeichnet. Leopold von Buch erwåhnt dieselbe Gebirgsart in der Schlueht Driva. „Die grossen, beinahe runden, weissen und fast immer Zwillingkrystalle von Feid- spath leuchten glånzend in der Mitte des dickschuppigen Glimmers, der wie ein Band die Krystalle umgiebt. Die Feldspathe sind åusserst gehåuft und (oft) wohl eine Hand gross, die Glimmersclmppen glånzend und leicht von einan- der zu trennentt. Dasselbe Gebilde steht mit dem viel besprochenen Bustenberger-Conglomerat in Verbindung; denn die vertikale Zone von Lovaas-Såter ist iiber Brånd- bakken, Blomsåter-Båk, Kringsåter (gerade im Osten von Kringlen), Formokampen (4700 Fuss hoch) und Karihougen in dieThalenge bei Busten hinab zu verfolgen. Åus derThalenge steigt das Gebilde wieder in dem Jåtta-Fjeld empor,verliert sich aber an dessen nordwestlichen Seite wieder unt er dem Jåtta- Quarz. Diess ist eine Streckc von gegen 3 norw. Meilen. Das Gestein des Bustenberges (auf unserem Profile — Pl. I — bei Bust-Båkken) schildert Leopold von Buch*) als eine Art von Glimmerschiefer mit zerstreuten betråcht- lichen Gneisstucken, in welchen der Feldspath vorwaltet. “Diese Stucke, fast alle eckig, sind von ansehnlicher Grosse, fusso-ross und daruber, und sie erseheinen zum Theil recht dick auf einander gehåuft, doch so, dass man immer noch *) Reise I. 19 7. Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 247 die bindende Gneissmasse dazwischen erkennt. Oft sind die Streifen verschiedener, nahe liegender Stiicke parallel unter sicb, oft aucb geben sie nach ganz verschiedenen, von ein ander abweichénden KichtungenL In dem Yerlanfe dieser liberal! mehr oder weniger ver- tikalen Zone sieht man oft Lichts als einen mit Parallel- struktur verselienen Granit („Gneiss~Granit“), und icb habe also die Gebirgsart auf dem Profile als Granit mit Con- glomerat bezeichnet. Dass die “Gneisstiicke“ bei Kusten wirkliche Briichstucke sind, dariiber kano icb keinen Zwei- fel hegen. Dass ferner diese hochst interessante Zone sicb ganz abnorm iu die Keihen miserer geschichteten Etagen hineinwirft, wird nach ge nauer Untersuchung eben so deut- lich. Wir finden diess variable Gestein bei Laurgaard sowohl in der Thalengé des Logen (1050 Fuss li. d. M.) als hoch oben, den ganzen gegeniiberstehenden Abhang vom Heirnfjeld hin auf, und nocb hoher iiber die Hoben der lin- ken Tlmlseite sicb erstreckend in dem Niveau von 3000 bis 4000 Fuss. Dass also das Gestein aus der Tiefe hervor- steigt, i st nicht zu bezweifeln. Wenn wir bier der verschie- denen Ansichten gedenken, die iiber das „Poudingue-Gestein% das „Pseudoconglqmerat“, ausgesprochen sind, ist es nicht iiberflussig zu bemerken, dass der Lauf einer vertikalen Zone iiber Berg und Thal bis jetzt nicht bekannt war. Setzen wir unseren Gang vom Lovaas-Såter fort, so haben wir auf dem Plateau die Straten, die wir am Ab- bange beobachteten, in umgekehrter Folge und scbeinbar in hoherem Grade metamorphosirt. Wir liberschreiten rotblichen Quarzit (bei c), dann gr line seidenglånzende halbkiystallini- scbe Thonglimmerschiefer, worin (bei f) Lager von Topf- stein, die von Houg-Sater bier heriibersetzen. Der Topf- stein nimmt den Platz des Dolomites ein. Aucb von den i Theodor Kje rul f. schwarzen Dachschiefern finden wir dann beim Weitergehen Spuren. In Skjerild-Fjeld liegt a. am Fusse wieder der Jåtta-Quarz in einem Niveau von gegen 2700 Fuss, dann b. gr iiner quarzreicher Gliinmerschiefer, c. feinkorniges graues quarzreiches Gestein, d. glånzender diinnblåttriger schwarzer Dachschiefer, e. reiner Quarzit und Quarzschiefer, die Formation des Rond-Quarzes, hier bis zur Hohe von gegen 3500 Fuss, Di ese letzte Stufen sind in den Vormauern der hohen und zackigen Gebirgsgruppe der Rondan noch zu verfolgen. Die oberste Etage (e) scheint in den Rondan eine viel gros- sere Måchtigkeit zu erreichen. Der Diger-Rund, der bis zur Hohe von 6730 Fuss emporragt, ist von unten nach oben mit Fragmenten von Quarzgesteinen bedeckt, ebenso die ånderen Pyramiden der Gruppe. Der Quarzit liegt, wo er als festes Gestein ansteht, in flach genéigten schwankenden Straten. Vom Dolomite habe ich im Skjerild-Fjeld nichts be- merkt. Es ist indessen gewiss, dass der Dolomit auch in den Rondan nicht fehlt. Herr Georg H. R. Scheel hat (1841) Talkschiefer und talkige Schiefer sowohl nord west- lich bei Myssu-Såter als im Frya-Thale bei Hovde beobach - tet. Jener Ort liegt in der Fortsetzung desAbhanges vom Skjerild-Fjeld, dieser etwa auf dem Parallele von Houg- Såter und Langkjern. Ferner hat Scheel auf dem Plateau nordlich von den Rondan, am Haverdals-Åa auf dem W ege nach Rodol-Åa, einen mit Quarz durchsprengten Dolomit, worin Magneteisen, Asbesth und Amiantb, anstehend gefun- den. Im Tage war diess Gestein rothlich von beigemengtem Braunspathpulver. Die Gebirgsart war sonst an dieser Stelle Ueber die Geoløgie des siidlichen Norwegens. 249 Glimmerschiefer mit Granaten. An einem Punkte, bemerkt Scheel, war der Dolomit ganz in Topfsstein verwandelt, mit eingesprengten bråunlichrothen Krystallen von Bitterspath. Dieser Punkt liegt eben, \vo der Jåtta-Quarz, sich um das Jåtta-Fjeld herum windend, von Jåt-Dalen westwårts in das Plateau hinaufsetzt, auf unserem Profile etwa 1 Meile westlich von Jåt-Dalen. Auch in diesen Gegenden kommt also theils Dolomit, theils Magnesia-Siiikat iiber dem Jåtta- Quarz hervor. Die Bescbreihung passt ganz auf denjenigen (identischen) Dolomit, der in unserem Profile (Pl. I) sich langs dem linken Abhange siidlich von Kringlen hinwindet. Die Verbindung des Topfsteins mit dem Dolomit ist durch den Platz beider Gebirgsarten angedeutet. Die Vert auschung der kohlensauren Magnesia mit Magnesiasilikat wåre wohl auch nicht ganz unerklårlich. Der Dolomit von Kjorum, Kolo u. s. w. bis Måleims- vangen tritt in mehreren Banken zwiscben grunem Glim- merschiefer mit Quarzknollen auf. Streifenweise ist der Glimmerschiefer mit diesen kohlensauren Salzen imprågni rt Einige Quarzschichten kommen gewohnlich dariiber, und der weisse zuckerkornige Dolomit, oder der hellblav e unver- ånderte Magnesiakalkstein, ist an vielen Steilen selbst mit Quarz gemengt, oder richtiger von dem Quarze verdrångt. Bei Kolo hat das Gestein den Karakter eines gewolmliclien Kalksteins, es ist etwas fetter anzufuhlen, hellblau, mit fei- nen Quarzkornchen gemengt, die nacli der Behandlung mit Såure als Sand ungelost zuruckbleiben. Bei MåPimsvangen dagegen, wo es sich wieder aus der Huhe bis zu dem Ni- veau des Logen gesenkt hat, ist es reiner schneeweisser kry- stallinischer Dolomit-Marmor. Der Yerlauf dieses dolomiti- sehen Bandes wird oben in dem Abhange clurch die rost- 250 Theodor Kjerulf. braune Farbe angegeben, die von Oxydation des beigemeng- ten Eisenoxyduls herriihrt. Wir konnen Dolomit — oder Magnesiakalkstein — von Elstad bis nach Yaage verfolgen, d. h. gegen 1 norw. Mei- len weit. Der von Sclieel beobachtete Dolomit ist von Vaage 21 M. entfernt. Wir werden uns aber durch den Dolomit noob viel weiter ostlich orientieren konnen, an der Reichs- grenze ostlich vom See Fåmund und in Herjeådalen. Ueberall tritt dieser Dolomit uber dem Jåtta-Quarz auf, bei Stivlen, im ersten Querthale nordlich von Elstad; in Vånebygden in der Nåhe der Kirche; bei Kvam, Kjorum, Kolo, Standvigen, Måleims vangen; ferner bei Tolfstad am Lalum-Yand in Vaage, bei der Kirche von Yaage und end- lich am Haverdals-Aa nordlich von den Rondan. Die uber dem Jåtta-Quarz ruhenden chloritischen Thon- glimmerschiefer, quarzigen Schiefer oder reinen Dachschiefer, unten durch die Dolomite wohi begrenzt, bild en zusammen eine Etage, die ich mit einem Nam en als Dovre schiefer bezeichne. Der Rond-Quarz, die oberste Etage, die in dem letz- ten Durchschnitte wieder uber dem Dovreschiefer liegt , kommt auf unserem Profile (PL I) nicht zurn Vorschein, wenn sie nicht in dem sehr quarzreichen Gli miner schiefer, der den Amphibolithschiefer von Einbug-Aa uberlagert, vielleicht repråsentirt ist. Eilåuteru ii gen zu dem Profile von Dovre nach dem Mjoseii. Das Profil (Pl. I) folgt im Ganzen der Spalte des Gud- brandsdal und richtet sich also nach den Windungen des Hauptthales. Der Massstab flir die Långendimensionen ist 27>t>tto(t5 c^e Hohen sind der Deutlichkeit wegen in viel grosserem Verhåltniss gezeichnet. Audi fehlen scharfe Ho- henbestimmungen noch zu viel um ein kolossales Profil Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 251 im wahren Verhåltniss geben zu konnen. Die Linie des Profils ist von Domaas nack Kringlen etwa gegen 8. O, von Kringlen nach Kolo gegen S. von Kolo nacli Kvam gegen O. von Kvam nach Myre etwa O. S. O. von Myre nach Sodorp gegen 8. S. O. von Sodorp nach Ringebo gegen O. S. G, von Ringebo nach Throtten gegen S. 8. O. von Throtten oder Skard nach Øier gegen O. S. 0. von Lier nach Birid gegen 8. 8. O. von Birid nach der Insel Helgo gegen 8. O. gezogen. Ferner ist zu bemerken, dass das Stiick von Domaas nach Jåtdalen die linke Thalseite repråsentirt. Dagegen schneidet das Profil quer durch die Massen des Jatta und Raasdals Fjeld. Von Kringlen an ist im Granzen wieder die linke Seite repråsentirt bis zu dem Punkte, wo das Profil uber den Mjosen gezogen ist bei Roterud. Das Stuck von Roterud nach Larud ist als das rechte, westliche Ufer zu betrachten; von Ringsaker nach Nås schneidet die Linie quer durch das Land, zuletzt ist sie in Helgo langs der Ostkiiste gezogen. Von Sliden nach Norden gehend, verlassen wir die Si- lurformation in Birid, um sie, iiber dem kamhrischen Gruud- gebirge ruhend, wieder bei Fodvang repråsentirt zu finden. Die obere Grenze clieses silurischen Aequivalentes orientiren wir durch den Jåtta-Quarz und den Dolomit. Weiter koui- men wir in die noch hohere Etage des Dovre s chief ers hin- ein. Faltungen haben wir im ganzen Verlaufe unserer Pro- fillinie; besonders stark treten sie auf dem Parallele von Ringsaker, Birid und Laurgaard hervor, an welchen Steilen 252 Theodor Kje r ul f. sie theilweise als Inversionen erscheinen, die aber nicht alle auf dem Profile angegeben werden konnten. So finden wir in der Nåhe von Laurgaard, wenn wir ans nach den Topfsteinbruchen auf dem Pucken von Raas- dals-Fjeld begeben, eine Inversion, die in dem Profile (PLI) nicht eingezeichnet ist. Der Jåtta-Quarz liegt bei der Kirche von Sål deutlich unt er den grimen chloritischen und glim- merreichen, mit Quarzknollen ei ftillten Schiefern von Kring- len, etwa 50° gegen S. S. W., er steigt aber im Abhange von Paasdals-Fjeld, allmålig emporgerichtet, hoher, und sudlieh von Laurgaard in der Nåhe von Haukstulen lehnt er sich, steil nach N. O. fallend, uber dieselben Schiefer auf dem Raasdals-Fjeld. Man kann sich hierin nicht irren, weil man auf dem Wege nach Vaage bei Såls-Vand wieder den Quarz nach S. S. O. einfallend, dann auf dem Felsenweg von \raage nach Jåtdalen denselben Quarz bei Jåtta-Kjern nach W. N. W., und in Jåtdalen mehr nach N., also ringformig um den Koloss des Jatta, sich windend beobachtet. Auch der Dolomit giebt hier und da die obere Grenze an So findet man Dolomit sudlieh im Thale bei Laurgaard, bei Volfstad, bei der Kirche von Vaage u. s. w. Das ^ letzte Stiick unseres Prohles verdient jedenfalls nåhere Erwåhnung. Von Stav-Aa nach der Einbug-Aa hin fallen vveiche Glimmerschiefer thalaufwårts, sich allmå- lig von 50° gegen N. mehr nach N. N. O. drehénd. Da- rin liegen Ellipsoiden, deren gross ere Diameter 2 bis 3 Fuss stark ist, von einem amphibolitischen Trappe, wahre Gerolle. Ge gen Raad-Aa hin legt sich dagegen ein feiner Amphibo- lithschiefer, mit dem vorigen Glimmerschiefer vvechselnd, dann gewohnlicher Hornblendeschiefer mit Granaten daruber, indein sich das Einschiessen noch mehr ceo-en N. O. dreht. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 253 Am Abhange iiber Yigenstad bei liaad-Aa hat man dann flassrigen quarzreichen Glimmerschiefer mit Granaten, 20 bis 40° gegen N. O. und X, X. O., dessen Quarzlamellen gestreckt, verbogen und gek raus elt sind. In diesem Schiefer vvaren Granitbånke, ] bis 5 Fuss stark, eingekeilt, von der- selben Beschaffenheir als der Granit bei Domaas. Weiter nordlich im Boden des Thales stehen nur grunlichgraue odergraue, hier und da fast mettallisch glånzende Thonglim- merschiefer an mit Strukturebenen, die rnehr oder minder ins Vertikale schwanken und sich scheinbar nach dem Gra- nite bei Domaas richten. Dieser feinkornige glimmerarme oft fast schneeweisse Granit setzt vom Xiveau des Logen am Lesso-Vand (gegen 1600 Fuss ii. d. M.) bis oben an das Plateau von Fogstuen, iiber 1400 Fuss hoher, auf. In den wilden und nackt.en Engen von dora und Gromt steht dieser Granit in den W ån- den an, von unten nach oben. Er hat sich initten durch die Formation des Dovreschiefers seinen Weg gebahnt, denn von Gronsåter an beginnt dieselbe wieder. Granit war aber der einzige Ausbruch in diesen Ge- genden nicht; bei Fogstuen an der Seite der Poststrasse streichen in dem Schieferterrain neben mehreren Gangen von Granit auch amphibolitische Trappgånge hin. Ich habe hier noch nicht Schichten mit Sicherheit nachweisen konnen. Die Strukturebenen in diesem eigentlichen Dovres c h i e f e r richten sich liberal. nacb der grossen Granitmasse und nach den dane ben hinstreichenden Gangen. Audi ist Åmphibolitb sonst nicht selten. Amphiboli- tischer Trapp, oft in reinen Syenit ubergehe-nd, steht zwi- schen Helleberg- Kjern und Bu-Såter sudlich von Sålsjord- kampen an, ferner bei den alten Såls-Gruben ostlich von Kring- len und oben im Gebirge siidlich von Sals Kirche, iiber all in 254 Theodor Kjerulf. nordwestlicher Richtung hinstreichend. Von den Sålsgruben streicht Amphibolith nach den Topfsteinbruchen auf Raas- dals-Fjeld hinuber. W eiter stidlich wurde Amphibolith |auch aii einem Topfsteinbruch bei Sex-Kjern auf dem Plateau ostlich von Måleimsvangen beobachtet; lose Stiicke wurden bei dem Topfstein von Houg-Såter und Langkjern (siehe Durch- schnitt von Kvam nach Furusjo) gefunden. Die Ellipsoi- den von Amphibolith in dem weichen Giimmerschiefer bei Dovre Kirche sind aucli hier zu nennen. Dieselben erzåhlen vom Ausbruche des Trappes durch långere Zeitråume hin- durch. In der Zeit der Ablagerung des Thons und Schlammes, der zu diesem Giimmerschiefer metamorphosirt wurde, war schon Trapp vorhanden und wurde theilweise wieder zerstort. Ferner beobachtet man, wenn man den Granit von Domaas uber Fogstuen, Vola-So und Af-So verfolgt? hat, auf dem Wege von Jerkin nach Foldal mehrmals dieselben amphibolitischen Trappmassen. Bei Sloén und weiter bei Borkhus streicht Syenit, ausweissem Feldspath und griiner Hornblende bestehend, parallel dem Granitzuge von Dom- aas K. O. nach S. W. Etwa in derselben Richtung setzt bei Foldal eine eigen thumliche Gebirgsart quer fiber das Thal, von den Foldals-Gruben an der linken gegen den Abhansr von Knudshovde hin an der rechten Seite. Diess Gestein besteht aus weissem Quarz,grunenHorn- bl enden adeln und blutrothenGranaten. An beiden Seiten Durehschnitt von Erzlager Foldals. dieses eigenthumli- chen Gesteins, wovon auch an ånderen Steilen Spuren zu linden sind, so z. B. auf Raasdals-Fjeld in der Nåhe von i C Vj — « ja s- O «c ^3 O fe* føn.M. N. N. W. S. S. 0- Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 255 den Briichen, steht der Dovreschiefer an mit steil in die Tiefe hinabsetzenden Strukturebenen. Åuch in der Mitte des syenitischen Ges:eins kommt derselbe Schiefer, milder grimer Thonglimmerschiefer, vor, das eigentliche Erzlager enthaltend, das aus kupferhaltigem Eisenkies und wenig Kupferkies besteht. An den Seiten des Foldaler-Syenites sind die Grenzen verwischt. Kleinere und grossere eckige Stiicke von grunem Scbiefer liegen vollkommen regellos im Syenite herum — ein wahres Brecciengestein. N. W. von Husum kommt glinmierreicher Kalkstein mit kalkhaltigem Glimmerschiefer vor. Die erwåhnten Darchbruche von amphibolitischen Trapp- massen gewinnen dadurch brdiere Bedeutung, dass die Kiip- ferlagerståtte und der Topfstein an denselben geknupft schei- nen. Die kupferhaltigen Kiese sind an mehreren Steilen in dem Dovreschiefer gefunden — bei Verkensåter, zwischen Storhovden und Klinglot-Fjeld, bei Hjelle und Oyra im Dovre-Thale, bei Aasermoen unterhalb Veggeims-Kampen etc. Wåhrend das alte kambrische Grundgebirge sich in seinem metamorphischen Zustande durch Gold und Eisen auszeichnet, ist uns in der viel jungeren Formation der Dov- reschiefer der Kupferreiehthum auffallend. C6 Raasdals Fjeld. c e bfj © S. W. N. 0. Topfstein wird auf Raasdals-Fjeld zwischen dem Logen und 256 Theodor Kjerulf. der Otta gebrochen nnd zu Oefen oder verschiedenen Geråth- schaften verarbeitet. Die Briiche liegen oben auf dem Ro- cken des Gebirges gerade im N. O. von Aase r Såter. Auf dem Wege dahin ist die vorerwåhnte Inversion in der nor- malen Aufeinanderfolge unserer Etagen zu sehen. In dem Durchschnitte von S. W. nach N. O. quer ubei Raasdals-Fjeld setzt zur linkenSeite amphibolitischerTrappauf. a. ist der Topfstein d. h. mit Chlorit gemengter Talkschiefer, auf dessen Paralleie hier und da die Steinbriiche ganz ohne Regel angelegt sind, b. grimer und milder Thonglimmerschiefer, c. schwarzer glånzender mit kleinen Granaten eingespreng- ten und Hornblende haltiger Dachschiefer; in dem gegen» iiberstehenden S ålsj ord -Kamp en ein ganz åhnlicher. Xwischen a und b sind Spuren von der eigenthumlichen Fol daler Gebirgsart zu sehen. Raasdals-Fjeld gegentiber, an der Vereinigung der Otta mit dem Logen, liegt Sål sj ordkampen. Ichhabe diesen Berg auf dem Prohle (Pl. I) in den linken Thalabhang hineinge- setzt, weil der Schichtenbau in den schroffen Wånden des S ålsj ordkampen leichter zu entziffern sva r, als in den sehr uberdecktenGebirgen an der linken Thalseitebei Kringlen, Eben hinter der Spitze des Sålsj ordkampen, in der klei- nen Vertiefung oben auf dem Plate au, sind die Dachschiefer” Steinbriiche vom Kirchspiel Sål eroffnet worden. Dachschiefer-Bruch von Sålsjordkarapen. a. = Dachschiefer. b. = Marmor. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 257 a. ist glånzender Thonglimmerschiefer, der Dachschiefer, von grauer oder schwarzer Farbe, mit kleinen Granaten und oft zolllangen Hornblendenadeln erfullt, 30 bis 40° N. K W. fallend, am åussersten Rande des Abhanges und in der Spitze von Sålsj ordkamp en selbst sich allmåhlig wendend gegen N. W. und W. b. ist weisser korniger Marmor in mehreren Banken, zusam- men etwa 20 Fuss måchtig. Durch diese Straten uber- zeugen wir uns auch von der wahren Schichtung des Dachschiefers. Die Strukturebenen des Dachschiefers gehen hier mit den Ebenen der Schichtung ganz paral- lel, was nicht immer der Fall ist. Vergleichcn wir diese zwei Durchschnitte mit dem Pro- file (Pl. I), indem wir uns den ersten quer iiber Raasdals- Fjeld, also gegen das Profil perpendiculår, den letzten da- gegen mit demselben parallel gezogen denken, dann sehen wir gleich, dass die Dachschiefer auf Sålsj ordkampen viel hoher liegen als diejenigen auf dem Rucken von Raasdals- fjeld. Die Mamorlager am ersteren Ort haben also Nichts mit dem Topfstein zu thun. Dagegen finden wir, dass Topf- stein den sonstigen Platz des Dolomites einnimmt. Der Jåtta-Quarz (Qv.) liegt unten am Abhange und ist gegen Laur- gaardhin stårker an die Schieferetage gepresst, bis zumUeber- sturzen. Uebrigens wird aus diesen in verschiedenen Richtun- gen gezogenen Schnittlinien hoffentlich die Art der Faltung hervorgehen. Wenn also der Topfstein oder das Magnesiasilikat hier den Platz des kohlensauren Doppelsalzes einnimmt, und wenn wir auch an ånderen Steilen sowohl Uebergånge zwischen beiden als auch das gleichzeitige Auftreten vom amphiboliti- schen Trappe beobachten, miissen wir nicht den Topfstein als einen in derNåhe des Trappes umgeånderten Dolomit ansehen? 17 258 Theodor Kjerulf. Die Måchtigkeil der gesaminten Formation zwischen Dovre und dem Mjosen. 1. Im Durchschnitte von Kvam uber Furusjo. Die Formation des Dovreschiefers erreicht in Skjerild-Fjeld eine Måchtigkeit von gegen 400 Fuss. An ånderen Steilen ist dieselbe wenigstens 600 Fuss. Die jimgste Formation des Rond-Quarzes erreicht in den Rondan wenigstens die dop- pelte Hohe. 2. Im Durchschnitte von Strudsfjeld nach Elstad. Der Jåtta-Quarz kann in Strudsfjeld gegen 600 Fufes måchtig sein. Die Formation des Schiefers von liingebo und Froen ist gegen 2000 Fuss stark. 3. Im Durchschnitte von Opsalkampen. Angenommen, dass der Elstad-Quarzit mit demjenigen oben in Opsal- kampen identisch ist, werde ich die Måchtigkeit von oberem Quarzit, Schiefer und Kalkstein bei Fodvang auf 1700 Fuss anschlagen. Wenn wir im Durchschnitte von Borgafjeld den oberen Quarzit mit dem oberen Quarzit von Opsalkampen paral- lelisieren , wird die gesammte Måchtigkeit von Quarzit , Schiefer und Kalkstein an diesem Orte gegen 2000 Fuss. Unter dem Kalkstein bei Klave in Gausdal lient Gram O wacke, Conglomerat, Schiefer etc. 500 Fuss måchtig. Die Gousa lauft hier im Mveau von 800 Fuss ii. d. M. Bei Lillehammer steigt dieselbe Formation bis an den Was- serspiegel vom Mjosen hinab , 400 Fuss tiefer. Die kambrische Formation wird also wenigstens 900 Fuss måch- tig sein. Rond-Quarz 1200 Fuss Dovreschiefer 600 — J åtta-Quarz 600 — Schiefer in Ringebo und Froen 2000 Fuss. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 259 Silurische Aequivalente bei Fodyang ...... 1700—2000 Fuss Kambrisches Grundgebirg 900 — "*000 — Totale Måchtigkeit 7000 bis 7400 Fuss. Zwischen Dovre und Mjosen liegen also gefaltete For- mationen, worin wir kambrisclie, silurische und devonische Aequivalente zu haben glauben, zusammen 7000 bis 8000 Fuss måchtig. Vergleichen wir mit dieser Zahl die nach der fruheren Ansicht berechnete Måchtigkeit — 518400 Fuss! Dass die Faltungen auch an der nordliehen Seite von Dovre-Fjeld fortsetzen, sehen wir aus den von Durocher mitgetheilten Profilen. Wir finden auf dem Wege nach Drontheim viele unserer beschriebenen Ftagen wieder, zuletzt am Fjorde auch gewiss die silurischen Aequivalente. Da ich spåter das Profil (Pl. I) bis nach Drontheim fortsetzen zu konnen hofte, muss ich hier vorlåufig auf das nach Durocher abgedruckte Profil — Coupe de la vallée de Stor- dal å Trondhjem — Pl. IV verweisen. Kalkstein und D o 1 o m i t als Leitschichten. Wenn wir das Princip festhalten, dass Kalkstein in regelmassigen ansgedehnten Straten durch Organismen ge- bildet ist, d. h. dass kohlensaurer Kalk durch Hidfe der Organismen aus den Auflosungen gefållt wurde, haben wir in den ers ten Kalksteinen auch gewiss eine Grenze, die etwa in die Zeit der ersten Organismen fallen muss. Wir gehen von diesem Satze aus trotz den vielen „Urkalkstei- nenu, denn wir werden eben dadurch zeigen, wohin die sogenannten Urkalksteine gehoren. Vergleichen wir die Entwickelung der prim åren und ersten palåozoischen Formationen in den verschiedenen Lån- dern, wo die Untersuchung so weit vorgeschritten ist 17* 260 Theodor Kjerulf. dass eine Vergleichung moglich wird, finden wir in einem gewissen tiefen Niveau die ersten Kalksteine. Von oben nach unten hinabsteigend ist die Folge: In Bohmen Graptolithschiefer, Quarzit mit Trilobiten (D); Thonschiefer mit den ersten Kalkstein-Sphåroiden (C) — zusammen die Urfauna Bar rand e’s; Conglomerat, Grau- wacke, einzelne Einlagerungen von Alaunschiefer, Thon- schiefer (B); krystallinische Schiefer — zusammen die azoi- schen Formationen Barrande’s. In Schweden Graptolithschiefer, Kalkstein mit Ortho- ceratiten und Trilobiten, Alaunschiefer mit dem ersten Kalkstein, Sandstein, krystallinicbes Grnndgebirge. In No r w e g e n Graptolithschiefer, Kalkstein mit Ortho- ceratiten und Trilobiten, Alaunschiefer mit Lingula und dem e r s t e n Kalkstein — zusammen die tieferen Etagen von der untersilurischen Gruppe; Sandstein oder Quarzit, Conglo- merat , dunkler Schiefer etc. — zusammen kambrisches Grnndgebirge. In Wales und England (nach Sedgwick) Upppr Bala rocks d. h. liraestone, calcareous dags, shelly sandstone ; Lower Bala Rocks d. h, grits, slates and dags — zusammen Upper Cambrian; One irregular band of liinestone, porphyry and Trapshale, grits, dags and slates, Tremadoo slates, Lingula -dags - zusammen Mi d die Cambrian (Upper und Middle Cambrian wird von M u r c hi s o n zusammen gestellt als Lower S i 1 u r i a n) ; XTarlech-grits with con glo mo rate, Llanberris roodng-slates and grits, Longmynd-slates — zusammen Lower Cambrian. In den Vereinigten Staten und Canada (nach Lye 11) Hudson-River Group, Utica-slate , Trenton-lime- stone, Black-River liraestone, Bird’s-Eye limestone, Chazy li- mestone, Calciferous Sandstone — zusammen L o w e r S i 1 u- Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 261 rian; Potsdam Sandstone d. h. weisser quarziger Sandstone, riple-marked, mit Lingula — Ca mb r i an. Wie es scheint, tritt also der erste Kalkstein eine Stufe huher auf als die Schiefer, Sandsteine etc. mit Lingula; tiefer hinab kein Kalkstein und auch im Ganzen nur we- nige Versteinerungen (in Irland sind in Lower Cambrian die bis jetzt åltesten gefunden: Oldhamia radiata und O. anti- qua), hoher hinauf dagegen mehr und mehr von dem Kalkstein und eine immer zunehmende Fiille von Versteinerungen. Nur unter dem Potsdam-Sandstein in Canada sollen nacli Mr. Logan sedimentare Gebirgsarten mit noch ålteren Kalk- steinen ruhen; es ware aber doch moglich, dass es sich mit diesen Kalksteinen åhnlich verhålt wie mit unseren XJrkalk- steinen in Norwegen, denen man einen viel tieferen Platz angewiesen hatte als ihnen gebiihrt. Die ersten Kalksteine werden also jedenfalls fur uns wahre Leitschichten, indem sie die untere Grenze der Silur- formation, worin wir mit Murchison Lipper und Middle Cam- brian einbefassen, angeben. Kommt auch Ålaunschiefer in der Nåhe dieser ersten Kalksteine vor, wird die Grenze noch sicherer. Der Beweis ist gegeben, weil unsere ersten Kalksteine eben diesen Platz einnehmen da, wo sie durch deutliche Profile in Verbindung mit evident silurischen Ge- genden gebracht werden konnen. Wenn aber auch Kalk- stein durch die Organismen ausgefallt wurde, diirfen wir nicht iiberall die Spuren derselben zu entdecken erwarten. Zu Marmor metamorphosirt, wird der Kalkstein jedenfalls in der Regel keine deutliche Versteinerungen mehr zeigen konnen; denn wo wir solche gefunden haben, sind es doch immer Seltenheiten. Ferner, wenn die ganze Masse des Kalksteins conglomerirt oder breccienartig erscheint, wie es so oft mit diesen alten Straten der Fall ist, konnen wir auch 262 Theodor Kjerulf. nicht viele Spuren von Formen wohl erhalten erwarten. Es sind wohl endlich auch Weichthiere, deren Formen zum Ab- druck und Aufbewahren nicht geeignet waren. Fs ist aber in dem Profile vom Mjosen nach Dovre einleuchtend, dass Magne si a-K a lk stein und Dolomit einen viel hoheren, bestimmten Platz einnehmen als diese ersten Kalksteine. Durch diesen Platz werden sie auch gewiss in andern Gegenden zur Orientierung brauchbar. Fm diese Frage zu beantworten, habe ich Kalksteine und Marmorarten von sehr verschiedenen Fundorten unter- sucht. In unserer ganzen evident silurischen Formation tritt noch kein Magnesia-Kalkstein empor. Der in der Nåhe von Granit oder Porphyr zu Marmor verånderte Kalkstein ist nur Magnesia-haltig. In den Gegenden der (versteinerungslosen) silurischen Aequivalenten sind auch nur Magnesia-haltiger Kalkstein und Marmor vorhanden. Dagegen liegen die Dolo- mite und die Magnesiakalksteine in einer hoheren Etage. Dolo- mit ist nur die kry stallinische Entw icklung vomMagne- siakalkstein; denn der ganze Gehalt von kohlensaurer Magnesia ist schon im letzteren zugegen. Die sedimentare Natur diese? hellblauen, dichten, mit feinem Quarzsand gemengten Mag- nesiakalksteine kann keinem Zweifel unterworfen sein. Es folgen hier die Analysen. 1. Anthrakonit von den grossen Ellipsoiden im Alaun- schiefer bei Våkkero (2 in den Profilen). 2. Der mit Kalkstein geifdlte Sipho eines Orthoceratites imbricatus vom Orthocerkalke bei Huk (3 a). 3. Mergelplatte von Blego (4). 4. Kalksteinniere von Blego (4). 5. Kalksandstein von Lango (5 a). 6. Oberer Malmokalkstein von Malmo (8 @). 7. Marmor von Isi in der Nåhe von Bårum, ein durch Ueber die Geologie des stidlichen Norwegens. 2(53 den rothen Feldspathporphyr umgeånderter obersiluri- scher Kalkstein. 8. Marmor von Barnekjern am Fusse von Vettakollen, ein durch den Granit umgeånderter, wahrscheinlich zu der (3 s c ar skall-Gr up p e gehorender Kalkstein. 9. Feinkorniger Kalkstein von Trosterud, durcli Kohle dunkel gefårbt, sudlich von Vettakollen, derselben Gruppe angeborend. 10. Kalkstein von Jugerud, sudlich von Vettakollen. 11. Hellgefårbter Kalkstein von Bratli, sudlich von Bogstad. 12. Kalkstein bei Oeverland (8). 13. Rothlieher Kalkstein von Glomstad in Oesterdalen. 14. Rothlichweisser Kalkstein von Hovdeknappen. 15. Marmor von Hop in Bergens Stift. 16. Marmor von Moster in Bergens Stift. 17. (Orthoceratit?) Kalkstein bei Christi- ania. 18. Kalkniere bei Christiania. 19. Kalkniere ebendaselbst. 20. Mit Kalk gefiillter Orthoceratit eben- daselbst. 21. Hellblauer Magnesiakalkstein von Kolo in Gudbrandsdal. 22. Weisser mit Quarz gemengter Dolomit-Marmor von Skarvolds-Åa bei Måleirns vangen in Gudbrandsdal 23. Schneeweisser Dolomit-Marmor von Vånebygden. 24. ' Dolomit-Marmor von Laxefjordbotten in Finmarken. 25. Magnesiakalkstein von Talvig in Finmarken. 26. Dolomit-Kalks tein von Vaage. Analyse von Hernn Prof. Th. Scherer. r 27. Weisser reiner Dolomit aus Herjeådalen. Analyse rnit- getheilt von Hi sin g er. Analysen von HerrnTøn s ager 264 Theodor K j e r u 1 f o ^3 s cn to. n> z> r& 3 h— • O O O tø o to O w O o o tø Os 50 o c O o o «-te CD w tø > *“? 9» * * t® P= s e o P* O il X «f “ as * co s * • © *•> s: Gl. * • n 3 O • C- O- « Jo 00 * ***** ' bO I Q1 1.72 i 97 23 1.26 O-Jfc 0.39 i Cn ■o s CO P o 00 3.53 1 17 18 1 i.94 : 3.94 88.29 5.83 t— t 00 ta-4. to i— x Cn © 05 © «55 © 00 to k— k. OO 00 to r bo to u< co to 45 © to © © to Cn -f 45. 1 05 to O» 45. oo Cn 45. cn © to Cn 1 1 to 45. 00 bo ! ! © -a k»^ 00 U' Cn 1 co i -41 CO Jo © =S a **3 p cn ■jq 3 rs 3 te=j - o O o tø crq ee c tø © -# o O O o o tø Oi a» r-* O o tø O > © 3 95 tø t* se N • o o 1 CTj « 0» 95 CO s * <6 f— t° «■4* 95 a» • o 3 c a • o. g. <* • • • •"i cn © © © © £ 1 *© © © *-* © © © ■ <} © 00 ♦ k-*» i © ♦ to © *■“ cn 00 t— fc> w-A» ♦ i © © ♦ i— > co i <1 © © to 45. to © © to co i cn 00 to tenW cn i 45 © 5 ! k» *» o © -} © © to Cn Cn u< , ^ © 1 ♦ cn <1 © to © to 00 cn 00 © 00 to N-t. ♦ © 1 45 1 t— © © ♦ to © Cn 45 pæfc to © k«^ ♦ © 1 ♦ 45 I © 45 © cn Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 265 Es fragt sich: Woher kommt die grosse Menge von Magnesia, die in diesen Magnesiakalksteinen (21 — 27) aus- geschieden wurde, und die wir auch in dem Topfstein und Talkschiefer, welche denselbenPlatz einnehmen, wiederfinden? Ueber und zwischen den rotlien Letten, grauen Sand- steinen und dem Conglomerate am Holsfjord, bei Holme- strand etc. finden wir Trapp und Augitporphyr. Wåhrend und nach der Ablagerung von Schichten, die auf denjung- sten silurischen ruhen, und die Murchison als die Reprå- sentanten des Old red betrachtet, erfolgten also Ausbruche von Magnesia-reichen Gesteinen. In Gudbrandsdalen sind diese Magnesia-reichen Gesteine durch den amphibolitischen Trapp repråsentirt. Dieser Trapp ist die Magnesia-Quelle gewesen. Wåhrend der Ablagerung von devonischen Schichten in einem tiefen Meere geschahen wieder und wieder diese Ausbruche, In den siidlichen Gegenden haben sich dadurch måchtige Massen von augitischen Porphyren aufgehåuft. In den nordlichen setzen Gange nicht selten in die Straten des Dovreschiefers auf, und Bruchstucke des Trappes liegen zu- gerundet in dem Schiefer bei der Kirche von Dovre. Kalk und Magnesia wurde aus der Silicatverbindung durch star- kere Såuren ausgezogen und vielleicht nach vielfacher Uni- setzung endlich als kohlensaure Salze ausgeschieden. Diese, oft mit feinem Quarzsande gcmengten, Magnesiakalksteine haben dann ferner an vielen Steilen Krystallinitåt angenom- men, wie iiberhaupt die ganze Formation in diesen Ge- genden metamorphosirt worden ist; Thonschiefer ist zu Glimmerschiefer und Thonglimmerschiefer, Sandstein zu Quarzit geworden u. s. w., das heisst: Jedes Gestein nahm denjenigen krystallinischen Karakter an, der von der Natur der urspriinglichen Mischung und der procentischen Menge 266 Theodor K j e r u 1 f. der Bestandtheile abhieng. Darum weil die Trapp-Ausbruche in einer devonischen Zeit wåhrend der Aufschichtung ge- schahen, haben wir auch in den Magnesia-Kalksteinen Leit- schichten in der hoheren devonischen Etage. Zwischen den silurischen Straten finden wir a us demselben Grunde noch keinen Magnesiakalkstein. In Russland finden wir eben die Magnesiakalksteine bei Oka*) auf dieser hoheren, daselbst durch Versteinerungen deutlich bezeichneten, devonischen Wo aber der schon gebildete Magnesiakalkstein von den immer fortdauerndenT rapp-Injecti onen berlihrt wurde, geschah wieder die Umsetzung des kohlensauren Salzes in die Sili- catverbindung (Topfstein); die Bitterspathrhomboeder, die wir reichlich im Talke eingcstreut fanden, deuten diesen Ursprung des Topf steins schon an. Wo endlich das ganze geschichtete Gebirg durch Metamorphose einen so krystalli- nischen Habitus angenommen hat, werden wir uns auch nicht verwundern, wenn wir den Trapp selbst eigenthumlich inodi- ficirt finden. In jedem Falle mlissen wir die wenigen Merkmale fest- halten, die uns ausser der Lagerung ubrig gelassen sind in versteinerungslosen Gegenden. Die Gesteine von Haa r teigen. Die erwåhnten, im Profile vom Mjosen nach Dovre nach einander auftretenden Etagen aus kambrischen, silurischen und devonischen (und aus wie viel jungeren?) Zeiten sind iiber grosse Theile des Landes ausgebreilet, die wir vor- låufig als silurisch bezeichnet finden in the geological map of Europe, by Murchison, Nicol and J ohns to r. *) The Geology of Russia in Europe by Murchison, de Verneuil and von Keyserling, vol I, p. 5 5 u. f. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 267 (1856). Nur durch fortgesetzte Untersuch ungen werden die Grenzlinien gezogen werden konnen ; ich muss aber hier noch einen Punkt kurzlich besprechen. Auf dem Hardangerfjeld liegen iiber dem metamorphi- schen Grundgebirge des Plateau’s in Kuppen, die deutlich einer aufgesetzten Et age angehoren, Straten von schwarzen und glånzenden S chief er n, Quarzit und einzelne Kalksteine, worin wir das vollkommene Analogon zu den auf dem Gneiss- gebirge aufgesetzten Gebirgskuppen in Westgothaland haben. Nur fehlen auf dem Hardangerfjeld die Versteinerungen, und es ist zweifelhaft, ob wir je Spuren davon entdecken werden. In Haarteigen liegen nach Keilhau*) in schwach gen ei g- ter oder schwankender Lage uber dem sehr granitischen Grundgebirge in einem Niveau von 3700 bis 3800 Fuss fol- erende Etaten von unten nach oben: 1 . Schwarzer Thonschiefer, mit Lagern von Quarz, gegen 200 Fuss måchtig. 2. Quarzit gegen 100 Fuss. 3. Glimmerhaltiger Kalkstein. 4. Glånzender Thonschiefer mit Quarzknollen , 600 bis 700 Fuss. 5. Das Gestein des frei hervorragenden cylinderformigen Berges, Haarteigen selbst, ein mit einer Art von Parallel struktur versehenes Gemenge aus Hornblende und Feldspath, gegen 700 Fuss. Ich habe diese Gesteinsarten untersucht. *) Gæa Norvegica p. 417. 268 Theodor Kjerulf. 1. 4. 5. 5. Berechnet. 74.13 53.50 58.25 58.00 AJ, O, , . . 11.19 19.55 15.79 | 24.78 Fe2 03 . . . 3.55 13.09 Fe 08.63 Ca O . . . . Spur — 7.52 8.35 Mg 0 . . . . 0.91 3.71 5.60 4.65 Ka 0 . . . . 2.68 2.65 1.74 1.51 Na 0 ... . 2.25 2.88 1.70 2.71 Kohle .... 4.33 — — — Gltihverlust . 1.86 4.09 — — 100.9 99.4 92.2 100. Neben der Analyse des Amphiboliths (5) liabe ieh die nach Bunsen’s*) Formel berechnete Zusammensetzung (von S Theile Trachyt auf 1.959 Theilen Pyroxengestein) hinge- setzt, uin die grosse Uebereinstimmung der gefundenen und der nach der Mischungstheorie berechneten procentischen Wertbe zu zeigen. Man konnte, an Infiltrationstheorien denkend, in dem unter dem Amphibolith-Gestein liegenden Kalkstein (3) einen Magnesiakalkstein vor sicb zn haben glauben. Er enthalt aber nur Spuren von Magnesia, sonst nur kolilensauren Kalk. Weil die Etage 1 in ihrer weiteren Verbreitung oft alaunschieferahnlich wird, weil die schwarze matte Farbe auch oft einen noch hoheren Gehalt an Koble andeutet als in dem untersuchten Gesteine, weil endlich Alaunschiefer in der That auf dem Hardangerfj eld gefunden ist, wird es hochst wahrscheinlich, dass wir in 1 den Alaunschiefer, in *) Ueber die Processe der vulkanischen Gesteinsbildungen Islands Pogg. Ann. Bd. LXXXIII. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 269 3 einen von den ersten Kalksteinen repråsentirt haben, oder dass die ganze geschichtete Formation des Haarteigen, von gegen 1000 Fuss Måchtigkeit, ein Seitenstiick bilde zu den besprochenen silurischen Aequivalenten in Gudbrandsdal. Wenn also auf der Karte von Murchison und Nicol diese Gegend des Hochgebirges als silurisch bezeichnet wird, ist diess auch wahrscheinlich richtig. Pro f i le durch das Christiania-Bassin. Zur Darstellung des Christiania-Bassins, als dessen west- liehen Rand man die silurischen Straten von Ringeriget be- trachten kann, werden neben der Karte uber die nåchste ITmgebung der Stadt, wo besonders in den Inseln die Ver- breitung der verschiedenen Etagen wohl am Leichtesten zu studieren ist, folgende Profile dienen : 1. Profil von Malrno (an der westlichen Seite) uber Ormo nacli Sjurso, etwa gegen N. gezogen, weiter uber Blego und Hovedo gegen N. W.; dann, indem die Linie des Profiles mehr westlich vorgeruckt ist, iiber Nakholmen und langs der Westkuste von Ladegaardso (Pl. III). Man hatte auch ein Profil uber Lindo, Grås-Holmen, Ram- bergo, die beiden Lang-Oer und Husbergo ziehen konnen. In diesen Inseln wird man Alles wiederfinden, was ich in Hovedo, Blego und Sjurso angegeben habe. 2. Profil vom Egeberge sudlich von Oslo, uber Galge- berg, langs dem Abhange einer Terrasse, durch die Stein- bruche bei Toien, nach Thorshoug — etwa in derRichtung gegen N. (Pl. II). 3. Profil von der sudlichen Spitze der Klippe vom Akershus langs dem westlichen Rande derselben, durch die Vorstådte Pipervigen und Ruselokbakken (Algier), am Schlosse (Slottet) vorbei, iiber Uranienborg nach Nygaard etwa gegen N. N. W, (Pl. II). 270 Theodor Kjerulf. 4. Profil von den Inselchen (Vas-Holmene) zwischen Nåsodden und Snaro, langs der westlichen Seite von Snaro, Langodden, Storo, Lilleo, etwa gegen N* N. W. In dem weiteren Verlaufe ist die Linie, von Holtekilen an, weiter westlich vorgeriickt, geht durch Brandskjårodden, Maage- holmen, Sandvigs-Aasen, Enger Vand u. s. w. nach dem Fusse von Kolsaas, etwa gegen N- W. Bei Levre werden auf diesem Profile die Schichten von Øverland durchschnitten (Pl. III). Man konnte auch die Profillinie gerade von Snaro nach Øverland ziehen, indem man etwa der Landstrasse folgte; es ist aber auf dieser Linie weniger zu selien. 5. Profil von Hogda, auf der Hohe des Paradisbakken, 3 norw. Meilen von Christiania entfernt, langs dem schroffen Abhange der Porphyrberge, die mit Kroftkollen gegen Siiden endigen, im Kirchspiel Lier und langs dem Holsfjorde bis nach Sundvolden. Die Linie des Profils, die der Kriimmung des Holsfjordes folgt, geht zuerst gerade nach N., dann N. N. 0., N. N. W., wieder N. und zuletzt N. O. (Pl. III). 6. Profil von Sundvolden gegen N. W. iiber Feikar, Borgen u s. w. nach dem Hauslerplatze Rolighed (An dieser Stelle ist auf Pl. III unrichtig “Luken “ geschrieben). Die Christiania-Gegend giebt den Schlussel zu der Geo- iogie von Norwegen. Keine Miihe und kein bis ins Klein- liche gehendes Detail war iiberfliissig, wo es galt diesen kias- sischen Boden zu bestimmen. Jndem ich gleich die in den verschiedenen Etagen gefundenen Versteinerungen aufzåhlen werde, kann ich frei gestehen, dass die Arbeit fur den Pa- leontologen noch lange nicht weit genug vorgeschritten ist. Die Hauptsache war hier die Etagen zu karakterisieren, und diess ist die Arbeit des Geologen. So viel wird aber auch dem Sammler einleuchten, dass ohne. geologische Profile in Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 271 einer Gegend wie diese Missverstandniss und Verwirrung unyermeidlich werden. In der Schichtenfolge von Malmo (PL II) kann man bei- nahe alle die gleicli unten aufgezåhlten Verst einerungen von 5 ft bis 8 /3 linden. Mehrere von diesen Formen waren friiher nicht gefunden oder beachtet worden, so die Krone von Eucalyptocrinus decorus, das Kopfschild von Bumastus Barriensis , der obersilnrische Graptolith G. L u d en s i s u. m. Zwischen dem jiingsten Graptolithenschiefer (8 a) und den alteren (3 liegen Straten zusammen von 1350 Fuss Måchtigkeit. Durch die Straten der Etage 5 ft, besonders durch Spirifer insularis, Sp. Lynx etc. ist der Zusammenhang des Profiles von Malmo mit den nordlicher liegenden Inseln sehr deutlich gegeben. In Malmokalven und in Ulvo kom men nur die Abthei- lungen 5 fi, 6 und 7 vor. Die Straten 5 a bei Båkkelaget und in Ormo sind in Lango fortgesetzt, die Straten von Sjurso tauchen wieder in Kambergo empor, die von Blego in Gråsholmen, die von Hovedo in Lindo. An mehreren Steilen ist die Folge 4, 5 a und 5 in vertikaler oder selbst invertirter Steiking zu beobackten. Besonders schon tritt die Inversion im sudwestlichen Theile von Hovedo hei- vor, die sich indessen nicht bis zur stidostlichen Ecke der Insel fortsetzt. In 5 a mitunter riple-marks. Die Yerbreitung der alteren Abtheilungen sind besonders im Profile vom Egeberge nach Thorshoug zu studieren. Eine der åltesten Formen ist Fenestella socialis in dem Alaun- schiefer. Die Bestimmung verdauke ich Salter. Aus Bornholm war sie bekannt unter dem Namen Ceramites Hisingeri Lieb. Sie ist sowohl bei Oslo als bei Yåkkero und in Lade- gaardso gefunden. Der Graptolithenschiefer (3 ft) ist von 272 Theodor Kjerulf. Brynd an der Eisenbahn iiber den Thalboden und die In- sein bis weit westlich von Christiania verfolgt worden. Im Kirchspiel Eker und in der Gegend von Skien und Lange- sund findet sich dieselbe Etage wieder. Diese grosse Ver- breitung war bis neulieh unbekannt. Die Klippe von Akershus erstreckt sich in die Richtung N. N. W.nach S. S. O - der Richtung der Trappgånge — an der westlichen Seite gegen 100 Fuss ti. d. M. an der ostlicheren flåcheren nur gegen 20. Etwa ^ besteht aus Gn eiss. Diese metamorphische Gebirgsart erstreckt sich von der nordlichen Ecke der Festung nach Torskeberget. Dunk- ler Labradorporphyr mit grossen Krystallen, die wegen dem Karte von Akershus. 1 = Pipervigs-Bucht. 2 — Studenten-Berg. 3 — Torske-Berg. 4 = Vippetangen. & = Schlossbrueke, 6 == Loge. 1 = Tbeater. 8 — Bank. Å — Alaunschiefer. O P — OligokSaspor- pk yr. L P = Labradopor- phyr. T == Trapp. Feber die Geologie des sudlichen Nonvegens. $73 rhombischen Durchschnitte zu dem Nåmen Rhombenporphyr Veranlassung gaben, setzt von der Pipervigsbucbt in den Gneiss hinein. Diess ist der beruhmte Rhombenporphyr von Tyveholmen, derselbe, der den Egeberg durchschneidet, und der von Vettakollen herabstfirtz. Ein Gang von griinem Trapp lehnt sich unten am Strande an den Gneiss zwischen 2 und 3, wåhrend einige andere Gange in den Gneiss selbst hinein dr ingen, hoher hinauf an der westlichen Selte. Der ganze tiefere Theil besteht aus Trapp und Porphyr. An der ostlichen Seite liegt fast horizontal, einige Fuss tief, griinlicher Trapp, und darunter kommt Oligoklasporphyr. Zwischen beiden sieht man (zwizchen 5 und 4) einige Streifen von Alaun- schiefer. Dieselben Trapp- und Porphyrmassen richten sich mit dem Alaunschiefer im Abhange vom Egeberge steil auf. Sie sind also wahrscheinlich eben in der altesten silurischen Zeit, und bevor die Faltung geschah, ausgebrochen. Durchschnitt vom Studentenberg narh der Schlossbtncke An der nordlichen und nordwestlichen Seite konnen mehrere Banke von Oligoklasporphyr verfolgt werden. Sie neigen sich bei der Schlossbrucke gegen N. O. mit dem Alaun- schiefer. Am Studentenberge, wo die Neigung weniger con- stant ist, wird dieser, in måchtigeren Massen prachtvolle Porphyr, wie in Tyveholmen, vom Labradorporphyr bedeckt. Im „Querschnitte am Studentenberg“ (PL II) sieht man Oligoklasporphyr auf dem Alaunschiefer ruhend. V on un- ten steigt hier ein Trappgang empor, der sich aber nicht durch den Porphyr hindurch gedrangt hat. Zwischen dem IS 274 Theodor Kjerulf. Porphyr und dem oberen Ende des Ganges sind an dieser Stelle einige Streifen von Ålaunschiefer gebogen worden. Etwa*) im Punkte 2 befinden sich zwischen karakteri- stischem Gneiss und dem von Stinkkalk begleiteten Ålaun- schiefer einige Schichten von zweifelhaftem Karakter. Die Graphitblåttcben dieser schiefrigen Bildung und einige schwarze Streifen in clerselben deuten noch auf das ursprungliche kohlenstohreiche Material hin. Viel deutlicher aber als an dieser Stelle treten mela* morphosierte silurische (oder kambrische) Straten als wahrer Gneiss bei Bugten hervor. Thonschiefer und Mergel, die zu den Et agen 4 oder 5 gehoren, liegen am sudlichen Ende der kleinen Halbinsel zwischen „nordre“ und „ sondre Bugten44 in noch unveråndertem Zustande. An der Grenze der me- tamorphischenGebirgsart, dieubrigens an der zuerst erwåhnten Stelle uber dem Mergel liegt, bemerkt man unten am Strande Streifen und Partien eines schwarzen Schiefers, von Quarz- adern durchzogen. Der Gneiss selbst ist quarzreieh und stark mit Eisenkies imprågnirt. An der Chaussee zwischen Bugten und Båkkeiaget bemerkt man andere Partien von schwarzem Ålaunschiefer in dem verworreneii Gneisse am Åbhange. Als ich im Sommer 1856 mit Prof. Forchhammer diese Stelle wieder besuchte, fanden wir keine 50 Schritte von dem metamorphischen Gesteine entfernt die Encrinitenstiele der Oscarshall-Gruppe, dieselben, die in Sindsenbakken (Pl. ii) oben in der schaalenformigen Faltung vorkommen. Weil wir also hier Straten der Etage 4 haben, und weil die der unterliegenden Etaten 3 und 2 = — was sonst niemals der Fall ist •— fehlen, muss ich schliessen, dass der Gneiss bei Bugten durch Metamorphose entstanden ist. Auf dem erwåhnten Punkie am Strande gehoren dann die schwarzen lleber die Geologie des sudlichen Norwegens. 275 Schiefer den Etagen 4 oder 3 an (der Graptolithschiefer 3 j3 ist sehr kohlenstoffreieh und oft ganz schwarz); an der Chaussee dagegen haben wir vielleicht die Spuren von wah* rem Alaunschiefer vor uns. Ich habe diese zwei Localit&ten, Akershus und Bu gt en, genauer heschrieben, weil sie der Gegenstand*) eines wenig erbauiichen Streites gewesen sind. In jedem Falie sind es nur Stucke von unsern „unter- silurischen44 Straten (von derEtage2 an), die Mer veråndert wurden. Dass aber ganze Strecken von unserem „kam- brischen44 Gebirge (die Etagen 1) metamorphisch auftreten, davon werden wir uns durcli Profile vom Mjosen, von Kra- gero**), selbst vielleicht vom Egeberge uberzeugen, Wenn wir das Profil von Ladegaardso verfolgen, kom- men wir am nordwestlichen Ende an eine Stelle, wo, indem die Straten steil aufgeworfen sind, die zu unterst ruhende Etage wieder zuro Vorschein komrat. Starke Zusammen- pressungen und theilweise Inversionen sind besonders in der gegenuberliegenden Insel Killingen zu sehen. In den *) The quarterly Journal of the geol. society ol London 1845 p. 4 7 3. Gaea Norvegica p. 3 80. Kyt Magazim f. Naturvidenskaber. 1855. ^Besvarelse af den af det Åkad. Coll. fremsatte Prisopgavea ete. § 5 2. **) Nyt Magazin f. Naturv. B. 8. H. 4. „ Geologiske Undersøgeiser* etc. af David Forbes. 18* 276 Theodor Kjerulf. sehr starken Biegungen der Straten von Killingen treten zu unterst Alaunschiefer mit grossen Ellipsoiden vom schonsten stengligen Anthrakonit (2) hervor, dariiber kommen die måchtigen Banke des hellblauen Orthoceratit kalksteins, und dariiber wieder die Graptholitenschiefer. Diese Schichten stehen aber znm Theil ganz steil neben einander. Der iviicken des vorigen Profiles wird von einem ge- wohnlichen Trappgange ge- bildet (T), den wir in dem Quersehnitte links haben. RP & T 2. T Ein viel måch tigere r Gang Querschnitt von Killingen. . T, . , . von rothem r eldspathpor- phyr stréicht die Mitte der Insel entlang. Audi bei Våkkero gleich nordlich von Killingen tau- dien dieselben altesten Schichten stark gewunden und theil- weise invertirt hervor. Das Profil ist am Strande genom- men zwischen Våkkero und dem westlich vom Hofe hin- streichenden måchtigen Gange von Feldspathporphyr. In dem Alaunschiefer kommen hier Fenestella socialis, Agno- stus pisiformis und eine Lingula vor. Die erste Form ist auch an der eben erwåhnten Stelle auf Ladegaardso vor- handen. Unmittelbar iiber dem Alaunschiefer (2) liegt hier der untere Graptolithenschiefer 3, dariiber der Orthocera- titkalkstein, durch eine Fulle von Versteinerungen karakte- Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 277 risirt, und weiter gegen N . W. und W. tritt auch der obere Graptolithenschiefer 3 ft hervor. Ueberall also tindet man dieselbe normale Folge, nur wegen den starken Krummun- o'en hier und da entstellt. o Dem Sammler wiirde ich diesen letztgenannten Punkt neben den alten Alaunschieferbruchen bei Oslo, ferner den sudwestlichen Rand von Hovedo und die ganze Insel Malmo empfehlen. Er wird hier in einigen Tagen das Meiste lin- den konnen, was die silurische Schichtenfolge im Christiania- thale karakterisirt. Auf der sudwestlichen Spitze von Snaro befinden wir uns in den Parallellen von Huk. Die Etage 3 liegt aber am ersteren Ort tiefer, nur die Schichten der Etage 4 tre- ten hervor. Thonschiefer und Merisel mit Kalkknollen wech- sein mit reineren Kalksteinen, und darin sind besonders Orthoceratites regularis, Favosites tibrosus Lycoperdon und Encrinites Snaroensis håufig. In dem Verlaufe des Profiles (Pl. IXII) tauchen indessen etwas nordlicher auch die Grap- tolithenschiefer (3 /£) auf. Nachdem wir das Profil weiter uber Langodden, Storo und Lilleo verfolgt liaben, stossen wir bei Holtekilen in Brandskjårodden beim Platze Ovnen auf gerade dieselben Schichten, die wir zuerst in der Spitze von Snaro beobach- ten, dieselben Encrinitenschiefer, daruber dieselben Mergel und Kalksteine mit Orthocer. regularis und Favos. fibr. Lye Weiter gegen N. W. sind wir in Maageholmen wieder eine Stufe hinabgestiegen. In diesen Schichten tinden wir Lituiten, Echinosphaeriten, Graptolites sagittarius, Diplo- grapsus pristis, Lingula attenuata, Orthis parva etc. Sie streichen gegen Ramberg an der Posttrasse hin, und stehen an der See iiberall steil, von mehreren Porphyr- und Trapp- gången dem Streichen parallel durchsetzt. 278 Theodor Kjerulf. Bei Sandvigen kommen an der Sudseite vom Enger- See einige måclitige sehr unreine Kalksteine zum Yorscheiti, die icb als das Aequi valent des Kalksandsteines (5 a) setze. Sie enthalten einen grossen Pentamerus, Favosites alveolaiis, Catenipora labyrinthica and Cyathophyllen. Darauf ruht der Malmoschiefer (5 ft), dann in Lokkeaasen Schichten mit Fentamerus oblongus, and daruber zuletzt der Korallenkalk- stein (7). Hoher hinauf kommen wir bier nicht, indem wei* ter gegen N. W. dieselben Schichten, jetzt vom Hangenden zum Liegenden, nacb einander folgen. Gehen wir aber vom Enger-See gegen Jong hin auf dem Wege nacb Tanum, entdecken wir eine Folge von ro* then Mergelschichten, die die schaienformige Vertiefungdes ICorallenkalksteines (7 Pl. III) fallen. Auf der „Ueber~ sicbtskarte des Christiania-Silurbeckens" sind diese Schich- ten nnd ihre ungefåhre Verbreitung weiter gegen W. roth angelegt. In diesen rothen Mergelschichten von Jong, die den j angeren devonischen rothen Tnffen und Mergeln tåu- schend åhnlich sind, habe ich durch mehrere mit schneeweis* sem Kalkspath gefullte Versteinerungen die Et age 7 fi von Malmo wiedererkannt, und sie sind dadurch ausgezeichnete Leitschichten geworden, die uns noch weiter am Holsfjorde und auf Bingeriget orientieren. Die Versteinerungen sind: Encrinites Malmoensis, Terebratula reticularis, Halysites ca- telimatus, Cystiphyllen. Die j angsten silurischen Schichten in unserem Pro file durch das Chrtstianiathal stehen zwischen Levre und Hau- ger an. Sie sind aber leichter zugånglicl bei Oeverland, weiter nach N. O in der Streichrichtung. Wir finden bei Oeverland unsere Etage 8 a von Malmo, durch Graptolites Ludensis bezeichnet, wieder. In den obersten Kalksteinter- rassen bei Oeverland sind besonders Orthoceratites nummu* Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 279 . larius, Favosites polymorpha und Chonetes lata v. Buch zu nennen. Gleich oberhalb Oeverland beim Platze Garlos sticht die rothe Farbe der uber unseren jimgsten siluriscben Stra» ten ruhenden Mergel- und Sandsteinformation stark gegen die hellen Kalksteine ab Die Grenzlinie dieser Forma- tion die wtr wegen des Platzes und der eigenthumiichen Karakters mitMurchison als d ev o nise h bezeichnen, streicht von Garlos uber Dåli-Kjern siidlich unter Kolsaas, uber Houger nach Kirkerud etwas nordlich von der Kirche von Tanum. W enn wir ferner eine gerade Linie von Kirkerud nach Opsahl im Lierthale ziehen, giebt diese dieselbe Grenz- linie der rothen Formation unter der weit hervorspringenden Porphyrdecke an. Alle die Porphyrmassen von Tanum- Åas5 Groset-Fjeld, Skouum-Åas etc. bis Kroft-Kollen, liegen ubergreifend uber den abgerissenen steilstehenden Schich- tenkopfen der siluriscben Formation. Das Profil von Kroft* kollen repråsentiert die ganz åhnlichen Profile von Skou- um-Åas und Tanum- Aas. Man hat den Porphyr an den (devonischen) Sandstein gebunden geglaubt. Wir haben aber hier uber mehr als -J nonv. Quadratmeile ausserhalb derGrenze dieses Sandsteines verschiedenePorphyre als Decke* in dem von Porhpyrwånden halbkreisformig umgebenen Tanumthale liegt rothlicher oder graner Sandstein in flachen schwankenden Schichten. Nordlich im Thale bei IsP) tau- chen wieder die siluriscben Straten unter diesem Sandsteine hervor. Diese Stelle wird eben von einer Chaussee durch- schnitten. Es sind dieselben Straten, die am Holsljorde bei Nås und Sonsterud zum Vorschein kommen. Die Kalksteine sind aber in Marmor verwandelt und die Mergel gehårtet *) Siehe Das Christiania Silurbecken p. 4 7 und 48.. 280 Theodor Kje r ul f. worden durch den rothen Feldspathporphyr, der in der Nåhe von Isi unmittelbar an die Silurstraten grenzt. Unter dem sudlichen Abhange von Kolsaas treten in der devonischen Formation zu unterst rothe thonige Let- ten, dann rothe Schiefer mit silbcrweissen Glimmerblåttchen hervor. Hoher oben am Abhaime kommt zuerst grauer Sandstein, dann zu oberst grobes Conglomerat mit abge- schliffenen Quarzgerdllen. Ueber dem Conglomerate liegt schwarzes Augitgestein mit einzelnen Augitkry stallen, hoher hinauf rothbrauner F eldspathporphyr. Die Måchtigkeit die- ser Porphyrmassen kann zu 200 bis 300 Fuss angeschlagen werden. F\st iiberall wo wir an diesen Porphyrwånden hinaufklettern ist diess die regelmassige I^olge: unten die rothen mit Glimmer eingesprengten Schiefer, oben Sandstein und zu oberst Conglomerat, dann Augitporphyr und zuletzt Feldspathporphyr, der oft den ganzen Pucken der Berge ein- fonnig bedeckt; von Kolsaas, Bårum, Rams-Aas, langs dem Lierthale aill JJolsfjord und Stensfjord, iiberall ein åhnliches Profil. Versteinerungen sind in dieser devonischen Formation nicht gefundcn, mit Ausnahme von FVrosites polymorpha in ei nem granen Schiefer, der nur durch einige Sandstein- schichten von den jungsten silurisehen Kalksteinen getrennt ist unten bei Garlos. In einemzwischen Quarzporphyr [und Augitgestein liegenden rothen Tuffe an der Sudseite von Kroftkollen bei „Skrådderstua“ sind einige Steinkerne gefun- den worden, die an Leptaenen errinern. Lm bei dieser Geiegenheit Alles zu erwahnen. was wir von der fossil en Welt unserer devonischen Formation wissen, konnen wir auch hier die Pflanzenabdrucke nennen, wovon Hausmann*) in *) Reise durch Skandinavien Y 300. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 281 dem rothen Sandstein zwischen Idre und Sårna erzåhlt, und die von Id las am Naksjoberg im Kirchspiel Sårna an der Reichsgrenze beobachtet wurden. Aus den alten Marmorbruchen von Gjellebåk oben au f der Hohe des Paradisbakken kann man das Lieinandergrei- fen von Granit und Kalkstein studieren. Dieser krystalli- nische Kalkstein ist arm an Versteinerungen; doch wurde Pentamerus oblongus darin gefunden. J tingere Schichten als 6 scheinen hier nicht vorlianden zu sein. Auf der Strecke zwischen Gjellebåk und Asker kommen in den mit Kalk gemengten erharteten Schiefern Encrinitenstiele, Orthis pecte.n und Calymene punctata (Dalm.) vor. Der im Kirch- spiel Asker sehr verbreitete und behufs des Kalkbrennens oft gebrochene Kalkstein entspricht unserer Etage 5 a, Nau- mann und Keilhau haben Detailzeichungen von Gjellebåk geliefert. Die Verwandlung (von reineren) Kalksteinen in Marmor, die Erhårtung der (kalkhaltigen) Schiefer und das Auftreten der sogenannten Contactmineralien sind hier bekannte Sachen. Dagegen war wohl Niemand, der den kurzen Weg nach dem naheliegenden Kr oft kollen einschlug; denn hier sind noch ganz unerwåhnte V^erhålt nisse. Ein schoneres Profil giebt es in allen diesen Porphyrbergen nicht. Die Schichtenkopfe der steil stehenden silurischen St raten sind in åhnlicher Weise modificirt w orden wie die uber dem Granite hier und da hervortauchenden Schichtenpartien bei Gjellebåk. Audi hier kommt in einzelnen Straten Marmor vor, in ånderen sind aus dem Mergel die Kohlensåure und das W asser entwichen, und sie steilen die gehårteten Schie- fer dar, die man lange unrichtig als silicificierte Schiefer be- zeichnet hat. Hier aber war der Quarzporphyr, dort der Granit die Ursache der Verwandlung. Ueber den Schich- 282 Theodor Kjoruif. tenkopfen ruht machtiger hellgefårbter Quarzporphyr, darti» ber einige Schichten vom rothen feinkornigen Tuff, dann schwarzer augitiscber Trapp und oben braunrother Feid- spathporphyr. Nichts kann mehr verschieden sein als diese drei Porphyre, und an keiner Stelle ist von der treppen- formigen Aufbåufung der Porphyrmassen deutlicber erzåhlt In den Kalksteinen, Mergeln und Schiefern bei Opsahl, Enger, Sonsterud und Nås ist wieder die ganze Folge der obersilurischen Versteinerungen eingeschlossem Sehr reich ist die unter den Porphyren hervorspringende silurische Partie bei Nås und Sonsterud, wo sowohl unt en am Strande als 100 bis 200 Fuss hoher oben langs der Chaus- see die beste Gelegenheit das Profil durch zu gehen sich anbietet. Wie es bei Opsahl der Fall ist, setzt auch hier das Conglomerat oben fort, indem es die Faltungen der Si- lurformation ubergreift. Es scheint, dass die devonischen Ablagerungen nach und nach die zwischen den Faltungen offén gebliebenen Buchten gefullt und geebnet hatten, und dass das Conglomerat zulezt Alles in der aiten Meereslinie be- deckte. In dem Profile von Rolighed nach Sundvolden (Pl. III) hat man schråg gegen S. O. hineinfallende Schichten, die dem Sammler wieder eine reiche Ernte anbieten. Ich hatte dies Profil weiter gegen N. W. fortgezetzt, wenn nicht das Land irn Kirchspiel Hoie zu sehr von Wald und Åcker bedeckt wåre. Den ungefåhren Verlauf der Grenze zwi- schen uber- und untersilurischen Abtheilungen — durch den Pentameruskalkstein bezeichnei — habe ich frfiher an- gegeben. Was westlich von dieser Grenze liegt, gehort, so viel rnir bekannt, Alles den Etagen 6 bis 2 an. Die zwei unteren Etagen (3 und 2) sind in der Uingegend von Klåkken zu sehen, mit stark gepressten, gewohnlich verti- Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens, 283 kaien und von Trapp- und Porphyrgången sehr durchsetz- ten Schichten. Bei Hønefossen an der Grenze gegen das hier ganz bedeckte Grundgebirg steht Alannschiefer mit schwarzem Kalkstein an. Wie bei Oslo ist darin Olenua gibbosus Wahl. gefunden. Eine wohl markierte Orientierungslinie wird in diesen Gegenden von den erwåbnten Mergeln (7 jS) mit Encriniten gebildet. Dieselbe ist auf der Uebersichtskarte des Christiania- Silurbeekens mit einem rothenStreifen bezeichnet. Wir haben hier die Schichten von Jong wieder. Zwischen Nås und Sonsterud stehen sie mit den slark gewundenen Schichten fast vertikal. An der Spitze bei Sonsterud kommt etwas hohér ein anderer E n cri n i t en-Mergel mit Stielen von Cyathocrinus rugosus Goldf. vor. Es sind dies die Schichten von Bjorn- tvet bei Porsgrund. Dieselben Durchbruche, die im Christianiathale so hått- % sind, rnachen sich in Ringeriget geltend. Måchtige Trapp- und Porphyrgånge streichen den Porphynvånden parallel. Sie schneiden unveråndert durch silurische und devo- nische Straten, mehrere von denselben auch durch die Por- phyre. Im Trappgange zwischen Nås und Sundvolden sind grosse mitgerisscne Stucke eingeschlossen. An keiner Stelle sind aber Bruchstucke allerlei Art in reicherer Menge vor- handen als in der Porphyrwand an der Chaussee zwischen Fiulsrud und Elvene. Der Porphyr ist hier in dem Grade mit Bruchstucken gespickt, dass ein wahres Brecciengestein herauskommt. Die Porphyrtreppen in Kroftkollen, diess Breccienge- stein, die Windungen bei Sonsterud mit dem itbergreifenden Conglomerat maehen das Profil am Holsfjord zu einem der 284 Theodor Kjérulf. schonsten, die uns gerade vor den Augen offen entfaltet liegen konnen. Versteinerungen im Christiania-Bassin. In der Et age 2. Schwarzer Thonschiefer, sogenannter Alaunschiefer, mit schwarzem Strich, reich an Kohle und Eisenkies, bier und da anthrazitisch und glånzend. Mit ein- zelnen Platten vom schwarzen bitumineusen, beim Zerschla- gen stinkenden, Kalkstein oder mit grossen Ellipsoiden von strahligem Anthrakonit. — A bedeutet im Alaunschiefer, K im Kalkstein gefunden. Fenestella socialis Salter A. Spuren von (den ersten) Grap- tolithen.*) Orthis callactis Dalm. A. Atrypa lenticularis Dalm. Lingula Davisii (?) M*Coy, mit einigen ånderen Lingulae. Agnostus (Battus) pisiformis Wahl. Peltura scarabaeoides Boeck. Eurycare latus Boeck. Sphaerophtalmus alatus Boeck. Battus pusillus Sars. Olenus gibbosus Walil. Olenus spinulosus Wahl. Ceratopyge for- ficula Sars. In der Etage 3. LTnterer Graptolithenschiefer, Orthoceratitkalkstein (3 a) und oberer Graptolithenschiefer (3 fi). Der Kalkstein fest, hellblåulich bis grau. Der Schiefer åchter schwarzer bis grauer Thonschiefer, sehr wenig kalkhaltig, dunnschiefrig, mit grauem Strich, oft mit Kiesknollen. G bedeutet: schon im unt er en Graptolithenschiefer gefunden. Prionotus sagittarius His. G. Graptolites foliaceus Murch. G. Diplograpsus folium His. G. Prionotus pristis & scalaris His. Didy- mograpsus geminus His. Didymograpsus Murchisoni Beck. Lingula attenuata Sow. mit drei ånderen Lingulae. Patellites anhymus Schloth. Orthis callactis Dalm. Orthis pavva Vern. Orthis demissa Dalm. *) Bemærkninger angaaende Graptolitherne af Chr. Boeck. Chr. 1851. pl. 2. fig. 30. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 285 Orthis calligramma Dalm. (Orthis flabellulum Sow.). Euomphalus aequilaterus His. Euomphalus trigonalis Goldf. Kleine Trochiten^ dem Trochus laevis His. åhnlich. Turbo bicarinatus His (3 fi). Bellerophon bilobatus Sow. Belleropbon acutus Sow. Orthocera- tites communis Wahl. O. imbricatus Wabl. O. regularis. O. dup- lex. O. trochlearis und O. undulatus His. O. annulatus Sow. Lituites lituus. Trocliolites. Asaphus expansus Daim. Illaenus cras- sicauda (?) Schloth. Megalaspis grandis Sars. Asaphus dilatatus Dalm. Pliomera Fischeri Eichw. Asaphus angustifrons Dalm. Ampyx (Lonchodomas) rostratus Sars. Ampyx mamillatus Sars. Calymene speciosa Dalm. Calymene clavifrons Dalm. Trilobites angustatus Ss. & Bk. T. radiatus und T. conicoplitalmus Ss. & Bk. Niieus depressus Boeck. Asaphus frontalis Dalm. Anm. Die folgenden Trilobiten gehoren auch wahr- scheinlich der Etage 3 an. Lonchodomas domatus Ang. Harpides rugosus Ss & Bk. Ce.n- topleura dicraeura Ang. Oentopleura serrata Ss & Bk. Pliomera primigena Ang. Euloma ornatum Ang. Trinucleus bucculentus Ang. Rhodope oblongata Ang. Asaphus acuminatus Boeck. Lichas Nor- vegicus Ang. (Tril. scaber Boeck.) Ampyx aculeatus Ang. Tril. v striatus & costatus Ss& Bk. Tril. sphaericus Esm. In der Etage 4. Thonscliiefer mit Kalkplatten, kalkhaltige graue Thon- schiefer oder Mergel mit Kalknieren, reihenweise liegend. Einige von den erwahnten Graptolithen. Stenopora fibrosa var. Lycoperdon Hall. Turbinolopsis bina (?) Murch. Encrinites Snaro- ensis (mit rundem Nahrungskanal, glattem Stiel, und gleicken Glie- dern). Echinosphaerites aurantium. Tentaculites annulatus. Orthis moneta Vern. O. zonata Dalm. O. testudinaria Dalm. O. ele- gantula Dalm. O. pecten Dalm. O. demissa Dalm. O. parva mit einigen ånderen Orthiden. Leptaena sericea Sow. Leptaena (Stro- ph omena) tenuistriata Sow. L. imbrex s. transversa Vern. Linguia 286 Theodor Kjerulf. atfcenuata Sow. Lingula quadrata. Patellites anbymus Scbloth. Modiola Nilssoni His. Cardium carpomorphum Dalm. Turbo bicarinatus Elis. Trochus laevis His. Trochus eliipticus His. Euom- pbalus trigonalis. Euorapbaius alatus His. Euomphalus acutus. Belleropbon bilobatus Sow. Belleropbon acutus Sow. Belleropbon sculptus. Conularia quadrisulcata His. mit vielleicht einigen ånderen Conulariae. Orthoceratites regularis His. O. attenuatum s. dimb diatum Murcb. O undulatus Schloth. 0 lineatus. O. gigas. 0. distans. O. duplex. Cyrtoceras. Lituites cornu arietis Sow. Tro- cholites anguiformis Salter. Illaenus crassicauda Dalm. Dysplanus centrotus Dalm. Åmpyx nasutus Dalm. Åsaphus expansus Dalm. Megalaspis extenuata. Dalm. Åmpyx costatus Boeck. Illaenus per- ovalis Murcb. Calymene Blumenbachii var. pulchella Dalm. Tri- nucleus seticornis His. Trinucleus Caractaci Murcb. Trinucleus Wab- lenbergi Rouault. Ftycbopyge rimulosa Ang. Phacops macroura (?) Sjogr. Phacops conicophtalma Ss & Bk. Ånm. Die foigenden Trilobiten gehoren wahrscheinlich hieher: Lichas 4-spinus & 6-spinus Ang. Cyrtometopus Sarsi Ang. (Calymene clavifrons Ss & Bk.) Loncbodomas crassirostris Ang. Loncbodomas affinis Ang. Trinucleus discors Ang. Trinucleus foveo- latus Ang. Telephus bicuspls Ang. Trinucleus Bronnii. In den Straten 5 a. Kalkstein von bald feinerem, bald groberem Korn? zu oberst mit einigen Straten von einer Kalksreinbreccie. Bei Sandvigen unreiner Kalkstein. Åuf Kingeriget kalkhaltiger Sandstein und reiner graner Sandstein von grosser Måch- tigkeit. Stenopora fibrosa var Lycoperdon. S. bbrosa Goldf. Favo- sites alveolaris Goldf. Heliolites megastoma M’Coy. Halysites ca- telunatus Linn. (Catenipora escharoides Lam.). Cyathopbyilum tur- binatum Goldf. Cyathopbyilum arfciculatum His. Turbinoliae. Eehi» Ueber die Geologie des sudlichen Nonvegens. 287 nosphaerites. Tentaculites annulatus Schloth. Åctinocrinites moniliferus Goldf. Åctinocrinites raonoliliformis Murch. (von beiden nur dieStiele): Ophimorphae (in der Sammlung der Universitåt: «Limaria clathrata"). Orthis zonata Dalm. Orthis testudinaria Dalm. Leptaena ragosa Dalm. Leptaena imbrex Vern. Terebratuia cuneata Dalm. Rhynconella (He- mithyris) angustifrons M’Coy. Spirifer pachyrinchus (?) Vern. Gren- ser Pentamerus (dem P. Voguiicus Vern. nicht unahnlich). Murchi- sonia semirotundata (?) M’Coy. Euomphalus sculptus Sow. Cyrtoceras (Phragmoceras?) ventricosum Stein. Encrinurus (Calymene) punc- tatus Dalm. In der Etage 5 jS. Graue und grunliche kalkhaltige Thonschiefer mit ein^ zelnen Kalkplatten. Gorgonia assimilis. Aulopora repens Goldf. Millepora repens His. Limaria fructicosa (?) und Eschara scalpellum Murch. Flu^ stra. Favosites alveolaris. Haiysites catelunatus. iFavosites spongifces Murch. Orthis calligrammaDaim. O. elegantuia Dalm. O. testudinaria Dalm. 0. pecten Dalm. (0. filosa Murch.). O. zonata Dalm (Terebra- tulites umbraculum Schloth.). O. lamellosa. Leptaena (Strophomena) de- pressa Dalm. Leptaena. transversaiis Dalm. Spirifer insularis Vern. (Atrypa retrusa Bronn). Spirifer Lynx Vern. Spirifer bisulcatus Sow. Atiy- pa canaliculata Dalm. Atrypa crassicostis Dalm. Spirifer dentatus (Diese 4 Species sind mit Spirifer biforatus Vern. verwandt). Deltbyris (Spirifer) cardiospermiformis Dalm. Delihyris cataractes Bronn. Cyrtia trape- zoidalis Dalm. Trigonotreta (Spirifer) compressa. Atrypa galeata Dalm. Atrypa dorsata His. Åtrvpa prunum Dalm. Atrypa tumi- da Dalm. Pentamerus iaevis. Pentamerus Lens Sow. Terebratuia reticu laris Dalm. Atrypa aspera Dalm. Piieopsis cornuta His. Turbo carina- tus Murch. Euomphalus funatus s. sculptus. Calymene tuberculata Brtinn. Calymene punetata Dalm. Calymene elegans Ss & Bk. Åra» pyx nasutusDalm. Acidaspis armata Boeck. (?). Trilobites elliptifrons Esm. Dysplanus centrotus Dalm. Illaenus perovalis Murch. 288 Theodor Kjemi f. In den Straten 6. Kiys tallinischer oder dichter Kalkstein, anf Ringeriget sehr måchtig. Pentaraerus oblongus. Pentamerus laevis. Mit mehreren von den vorigen Versteinerungen. In den Straten 7 a. Der Korallen- oder Encrinitenkalkstein, gewohnlich von halbkiystallinischer Zusammensetzung. Cyathopbyllum turbinatum Goldf. Cyatbphyllum flexuosum Goldf. Turbinolia turbinata His. Flustra. Fenestella assimilis Lonsd. Pti- lodictya scalpellum Lons. Halysites catelunatus. Catenipora labyrin- tbica. Goldf. Favosites alveolaris. Favosites (Calamopora) Goth- landicus Lam. Sarcinula organum Lam. Heliolites interstinctus Wabl. (Porites pyriformis Ehrenb ). Heliolites tubulata. Syrin- gopora exilis. Syringopora reticulata Goldf. Ptychophyllum patel- latum Schlotb. (Strombodes plieatum). Thecia (Swinder- nana ?) Goldf. Stromatopora concentrica Goldf. Cornulites serpularius Schloth. Actinocrinites moniliferus Goldf. Encri- nites Malmoensis (mit rundem Nahrungskanal, einem mit Knos- pen besetzten Stiel und Gliedern zweierlei Art). Ac- tinocrinites muricatus (?) Goldf. Cyatliocrinus triearinatus (?) Roem. Cyatliocrinus rugosus Goldf. Leptaena euglypha Dalm. Terebratula plicatella Dalm. (non Sow.). Pentamerus oblongus Sow. Pentamerus Conchidium Dalm. Holopella (testa laevi.). Murchi- sonia. Turitella? (dem T. cancellata Goldf. verwandt). Euompha- lus carinatus Sow. Euomphalus sculptus Sow. Orthoceratites un- dulatus His. O. annulatus His. (= O. Ibex Murcb.) und O. ca- naliculatum Murcb. In den Straten 7 /? und y. Encriniten-Mergel mit Orthoceratiten-Kalkstein. Der Mergel ist in Malmo etc. grtinlich bis grau, bei Sandvigen, am Hoisfjord und Tyrifjord dagegen roth. Der Kalkstein Ueber die Geologie de;? siidlichen Norwegens. 2»9 ist and blau. Sonst auch Mergelschiefer, rait Kalkknollett er fullt. Favosites alveol avis. Oystiphyllum. Cyathophyllum. Halysite* catelunatus. Encrinites Malmoensis. Térebratula reticularis. Or- tlioeeratit.es nummularius Murch. (O. crassicostis His.). O. Lu- dense (?) Sow. (Grosse Orthoceratiten mit subcentrischen Siphon). Cvrtoceras. Gomphoceras pyriforme Sow. In der Et age 8 a Oberer Graptolithen-Mergel , durmschiefrig, grunlieh oder grau. Graptolifhus Ludensis Murch. (priodon (?) Broun). Retiolites (Gladiolites) Geinitzianus. Cyathocrinus rugosus Goldt. Leptaena transversalis Dalm. Terebratula reticularis. In den Et agen 8 /$ und y. Oberer Malmukalkstein, grau, eiu wenig bituminos, mit nntergeordneten Mergel-und Thonplatten („mudstone“) oder Thonschiefer (8 j$). Jungster Kalkstein von Oeverland, Qp~ sahl, Nas,IKrogsund etc, gewohnlich blau, mit untergeordne- tem Thonschiefer und Mergel,( 8 y). Ptilodictyå lanceolata Goldf. Ptilodictya scaipellum Lonsd. Millepora repens. Cyathophyllum. Turbinolia turbinata His. Favosi- tes alveolaris Goldf. Favosites Gothlandicus var. Heliolites inter- stinctus. Syringopora bifurcata. Favosites polvmorph.a (?) Goldf. (s r). Calamopora spongites Goldf. (8 y). Cornulites serpularius Schloth. Eucalyptocrinus (Hypanthocri- nus) decorus Goldf. Cyathocrinns rugosus (?) Goldf. Tentaculites tennis (?) Sow. Orthfs lunata (?) Sow. Orthis (mit O. resupinata Martin var. striatula verwandt). Orthis (non sinuata plicosa, costis bifidis). Orthis orbicularis Sow. Strophomena pecten Linn. Lep- taena depressa Dalm. Leptaena rugosa Dalm. Leptaena (Chcme- tes) lata v. Buch (8 y). Leptaena transversalis (?) Dalm. Leptaena iaevigata (?) Sow. Leptaena minima (?) Sow. Terebratula pliea- 19 't)9(U)0q9Aix 290 Theodor Kjerulf. tella*) Dalm. (non Sow.). Terebratula (mit T. Strajeskiana Vern. verwandt, costis in sinu dorsali bifidis modo duabus). Terebratula (mit T. Livoniea v. Huotina Vern. verwandt) 8 y. T. Wilsoni (?) Sow. 8 y. Terebratula navicula Sow. (mit T. concentrica Vern. ver- wandt). Rhynconella nueula Sow. Terebratula (Atrypa) reticularis ^ Dalm. var. alata His. Spirifer (Delthyris) eleva- tus Dalm. Spirifer (Delthyris) sulcatus His. Spi- rifer (Delthyris) cyrtaena Dalm. (mehrere Species, \ mit Spirifer plicatellus Linn. verwandt). Holo- pella obsoleta (?) Sow. 8 y. Turbo corallii Sow. Orthoceratites Ibex (?) Sow. Bumastus Bar- riensis Murch. Encrinurus punctatus (?) Dalm. Phacops Downingiae Murch. Endlich ist aueh in 8 $ eine Alge,Zonariae species (?) gefunden. Gange tind Durchbruche im Christiania- B assi n. Nicht viele Schritte wird man in die sen eben beschriebenen Gegenden tbun olme auf irgend eine von den Durchbruchs-Massen xu stossen. Es ist schon so viel von die- sen Massen geredet worden, und ich habe denselben schon fruher weitlåufige Lntersu- chungen gewidmet. Ich brauche sie also hier nur mit wenigen Worfen zu besprechen. Durch die Durchkreuz ungen Kunnen diese Massen mitunter sehr bestimrat in j tinger e und altere untersehieden wer- den. Die åltesten sind ohne Zweifei die Oli- *) ist von Ter. euneata Dalm. sehr versehieden. Ueher die Geologie des sfldlichen Norwegens. 291 goklasporphyre. l) Dieselben werden nicht nur von allen tibrigen Gangen durchschnitten, sondern auch mitunter von dem Labradorporphyr bedeckt. Diess sieht man in dem Pro- Gle von Akershus unter Escarpe du Nord nnd in Tyve- holmen. Der Labradorporphyr2) breitet sich in Masse uber LP W. Tyveholmen. 0. den schråg stehenden und abgerissenen Schichtenkopfen mit den dazwischen eingeschlos senen Banken von Oligoklaspor- phyr aus. Die Kry s talle des ersteren Porphyrs sind. sehr schief und verzogen; sie zeigen die Flåchen T, L, v, und M (wenig entwickelt). Dieser Labradorporphyr wird, wie man an der Siidseite von Tyveholmen sieht, selbst von Trappgangen durchsetzt. Die meisten von diesen Trappgangen3) sind junger als die rothen und grauen Feldspathporphyre,4) die sie an sehr vielen Steilen durchschneiden , so zum Beispiel auf Nak- holraen. Von dem schonen Quarzporphyr,5) der hier und da, theils in Gangen, theils in Massen hervortritt, låsst sichjetzt so viel hestimmt sagen, dass er in der Regel alter als Au- gitporphyr und rothbrauner Feldspathporphyr ist; denn in D Das Christiania Siiurbecken p. 9. 31. 6 0. *) A. a. O. p. 2 i). 3) A. a. O. p. 2 5. p. 59. 4) A. a. O. p. 14. 3) A. a. O. p. 4. 19* 292 Theodor Kjemi f. dem Profile von Kroftkollen liegt er deutlich zu unterst als der ålteste von diesen drei Porphyren. In einem Gange von Quarzporphyr, der iiber Snaro, Holtekilen, Hovig nach Oeverland streicht, ånden sich neben den glasglånzenden Quarzkry stallen weisse Carlsbaderzwillinge von Orthoklas, dazu einige Eisenkies-Hexaéder, Nicht weit von Christiania steht dieser Quarzporphyr, ausser bei Riis und Trosterud, in einem Gange zwischen Hof und Smedsstad an. Derselbe ist ant* unserem klein en Karte sichtbar. Der Schnitt (Pl. II) am Holtekilen langs dem Strande in dem da hinstreichen- den Encriniten Mergel (4), wird eine Idee von der Hauågkeit dieser Durchbruchs- Massen geben, Das Profil von Kolsaas nach Snaro (Pl. III) schneidet diese St ra- ten in der Spitze von Brandskjærodden. Damit man auch sehe, wie oft die Gange im Kleine ren durch leich- tes Zusammenpressen oder Kråuseln ei~ niger Schichten ihre eruptive Natur gel~ tend machen, theile ich auch ein ziem- lich genaues Profil mit, das an der west- lichen Seite von Ladegaardso, der Sfid- spitze von Killingen gerade gegenuber, genommen ist. Zwischen dem måchtigen Trappgange und dem hellgefårbten dichten Felsitpor- phvr sind die Thonschiefer stark ge- kråuselt ; an den Seitenwånden selbst ist die Schichtung gånzlich vertilgt wor- den. Diese Kråuseiung in kleinerem Massstab © ©a ss 2 or. as 3 a. o © 3 ri as o. <*5 a s a? å. V. ©t gehøri nicht den o;ewohnlicheii o o Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 29tS grossen Faltungen an, die aus einer viel grossartigeren Kraft- åusserung als dem Empordringen solcher Gangmassen hervorgingen. Man bemerke auch die leichte Verånderung in der gefalteten Schichtenreihe, die bei dem 4 Fuss måch- tigen Trappgange zur Linken stattgefunden hat. Im Grossen treten diese mannigfåltigen Gange in den Contouren des Landes stark hervor. Die Kustenlinien im cranzen Christianiathale richten sich nach zwei Linien. dem © 7 Streichen der Schichten und dem Streichen der quer darfi- ber hinsetzenden Gange. Bruchstucke verschiedener Art sind in vielen von die- sen Gangen vorgefunden. Zu dem Profila von Tyvcholmen fugen wir noch eine Karte von Nakholmen , wo mehrere Durchkreu- z ungen zu sehen sind. Der altere Trappgang (T2) wird hi er von dem Feldspathporphyre (H P), und di eser wieder von dem gewdhnlicheren T rap - pe (T) durchsetzt. Die eben erwahnten oder fruher besproche- nen verschiedenen Durch- bruchs-Massen im Ohri- stiania-Bassin haben wahr~ scheinlich in folgender Ordnnng von den alteren Karte von Nakholmen. zu den jfmgeren stattgefunden : 294 Theodor Kjerulf. In den Profilen bezeichnet mit Rothbrauner Feldspathporphyr in Hedemarken . . BP Gligoklasporphyr O P Quarzporphyr, mit Granit identisch Q P Augitporphyr und schwarzer Trapp ...... ÅP Rothbrauner Feldspathporphyr, Hols-\ fjord, Holmestrand etc. Damit identisch. I _ * I QTC « ff \** GEG£jV/) bM A . . A Langesund, Skien - — ' uncl ; Porsgrund- TellefDahll M.>6. WS Si/c/nt HM .■iiujilfjiir/tlii/r OSI Dtvonuchc Sumlsltine m m . ■■ Obtrsilurisclu liiilkstrint , SchUjir ■B / nttrsilurischt fut ffishine m.m f_l GneissJIambluulut/i irJtr. QvunH» f/iirrjrtnaul Sulum* /ntww. Jfr i /r .t.sn \ «nu* Profil von. Dovre mmh dem Mjoserii Maasfft.Yb fur die Lauge (900.000) ^ Drf/itins-irinylm S.Ø. (rfiiriiiifit7isc7iry?r Jatta Onarti- Gran it n.(bn//7(/i/icrat •/ritta (/r arts Kr/rty/en -Ao/o S. Th match iefcr, GI/t/mterscTi ie/ir r/n t Jfalomit, t/rartsit (/iles e/erorrisc/r J •Tritta J/rarts EcIc-JlTarn (7. J7y7Y—i'or7o/// 77. Ai/r/m/J- fi i/zyeitz 77S.7t. Grane T/r/msc/iiefcr mit einxeTr/e/t Grarts/t/r/yern 77/e.v si/nnsc/r • ø J n a Jiirtr/e///v-T7/T//tte7i A.o.77. Ga ittiritscTer 77ra.Tt.vit and Sc/tiefer SAcartl -Oier O.A.O. Orer-Thr/// S.,S '.77. 7'a/airrjfc7irr Gfrartrit, A r 7/ ir /ir uatl a n 000 - WO Gr/ny/ar/tere/t 777/7/7 -77e7y// S.77. At : Juris c7/ CamT/risc/i Ca///7/risc7i A' 7 7 n t 7 s c 7i A'i7ti rixc/i JIetarnorp7usc7i 7ri/a7jr/.rc7/ . 77////rtxrt , G///y7/////er'//f, Ar7//e/é/' &/r//77 77r//rt.seJ/iefir 7// it l7er// enten 7Ge/7Æ7ayerrif/ti7irrisr7i. 7 £y y /.//a a 7/.vr7t 7 e/ér. 77rt//ocer/e///r . 7 Åft 77v// 777/v/e 77/ . 777/e r/'7\/tt //.y/e777 . aifr///. j T/freartsit e7es •Jr/tte/ /////. 7/1/77/ J/(/i/rcsc7/ie/ér f /7er///rt/.tr7t J 77/ 7/7/ xc 7/ /eftrr-, Glvrnmerxc/i/e/ér 7 a it 7)o7t/r/iit , 7/7/7/// /7/t/ 7// 7/ sc7/ie/er U7//7 7// / a / 1. vit Litli v Lon i a "FeTirs Enlte in Cfiriffii.T Profil Yon \akkerb nach Malmb JL Lån^e in* Maasfstali 10,0 O O T = Trapp li P = X a brarforporpjtrr Lad OP = ffhyaMjisporphyr RP = Jtotiar Fe/d.r/tftffipurp/iyr OP Quarlsporp/iyr , d s o ttak 3/J cJ 3/J 3r/ _^aaagi. 4 RP Profil von L rani enl) or •* a i, « *, i» „ « Torxhef/ery Vipp/tanyen *■ Jffr/arnor J)fiisc7i Schnitt r/tirc7r ei// .yinr/ r7//sseiie Xayer, ThønscTutfér mr/ Tåicrir/ite/i 77) a ra IXoi/eÅiie// \ . w Pl. Ul. Abfiany rom Kohruis Pr □fil y/iDnj Kolsaas tiijajcibi S n arb ^ Lånée im Maasfstab io! OOO 4 i 3.1- f) \ 6 7 6/ 5/J D e r o n i s ~Mn(Kjc7wInicn KPa RP Uran r/ •>• fi j a r o e7 i7 srrn—rn7ii h 7/e o -I a n y o r/ cf Profile iiBer Ringeriket _ Maanfstab fiir «lie Lan< A.Loken nach SimdYoltlen % n. Me ile Tx.eclct l-rerulr d-tlm l£.r>b. Pl . IV Conpe des ierrains s elen daut de la vallée du Gruve daL jus qu åla partie méridionale de celle du 5 fafft* tfn Gudbrandsdal . Coupe du ierrain Silurien du lac liosea tS Sl v < n ^ t 4 1 r- .&«§•* § MilH «1 .> it Ihili «5 * k 3 « 4 WÆ^^TTTTTTTTÆ^^S^Tt-T! Coupe de la vallee de Stordal aTrondhjeni '< J '-i I i v I s i rj Jfax/ms Zrf/f7tf/7Ti mr r Jfoe Hzsr/ff Froyntr JTéZ/éår Nach J.Durocher Tr<7Zt/7/y*r. JTouyi Størrffzle/t Frofil X?J? JHOTTfi Thorsbery Durohschnitt durcK die Gegend von Skien und Porsgund Tellef L ali II delin 1356 Porsyr777rf/ J}ora4 r] i EM R.P. - Botn r/. i SM&. A.P. IS.W. Profil bei Holmestrand. 8~n.Meile. Holmestrand/ \SandsUui( divoui) JJt ta m orph isc/i t s. ; ; it:Æm Kuinm