KANN NAN å NN i CAE ANNA VI MN NI > re : Re Se ; s EEE Å pe: rag, à. . å SA rad a Re = REN N N NR SN N ; | x Hs 3 LS AR NN \ SUN NUN ANN Na Le ss NS A PUR, LEA >. =. [4 ” ' === A WERT “Ii > vr dr Me ry . m ; ». | à K W Al À à ll | 5 DER år .| un If; Å K PEP “ = , - 4 N 1 iat of, . à . Ay \} : ‘ \ a : Y N 5 À » : LA ; » = bg 4 Å » Ej 4 = = og H Lå 4 | R A! 5 » À > Seriiter udgivne af Videnskabsselskabet 1 Christiania 1900 I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse LIBRARY NEW YORK BOTANICAL GARDEN Satr2» x R FOI KLIMA-TABELLE No 1. 1900. 9 or | 9 | så L or| 8 L L JEV 9 £I b OI II TI og | + | 12qu222q 8 Alm 8 SI 91 St 140 Er | JoquaaoN 8 BI | «8 9 mil} Er ae) 11 | * 124010 9 8 $ at L Sl Og| L | 13quajdag 8 L 6 8 or | gf OI! 9 8 | * qsnsny 6 L II tr mj OI L € Zz Sn: ee NE | uf 8 s Ss 9 ET | £ | av £ ein av [4 Zz +1 6 L L 6 b | ” * Judy 5 Ge ME r FA ra |) © r | * SUEN r 6 8 14 b TI | 40 EI 8 | * aenıgaJ Lé OZ | a 8 te LI | 40 o TI | oeenue | '9U32014 ‘poybijuAspues-1sqpon ot | £ | (5 £ L £ Zz ST £ Ry ot LT b nel & | © 40 o 91 | 12quiaoag og GE S or Sf yy we |e z Li | 12quasoN 19 OL £ 6 I (4 EI tr Li |* 13q0}40 rE i LE £ 6 | «2 Zz E € Li | saqwaydas 16 £ £ S Er £ £ S Li |: "1snöny oS £ | 9 Wen E | 2 z zZ Ar EEE Pl 1£ CN I Ss Ce Nat £ € re run] 68 GE r 9 gr NE I £ pt LS ag „17 el ae #1 OD 12 I Zz € 91 |‘ ° judy ze Tale z r G CIS I 91 |° ° sue of € £ £ G LØ eo) I I or |‘ 1eniqax 67 r | 9 (2 £ + | 40 o £ Sr |‘ * 1enuef ams [MN a las! s las] a lan] N s6—glg1 'sqo 0001 'payßrddAY-10gpaNn mu oor = Fay Ol — = eg vesten G 6 TT SI Er ee ZZ ST SI SI ey L gz gz el Go || 22 sae |] ee Jaquiaoaq $ tz Sr | 61 Bee En HT | 461 Jaqwaaon 11 Sz br | „6 an || de 8sz SI Ez * 120940 ZI oz VI | 48 Fi 7 GZ| 8! 61 Jaquiaydag 6 IT 91 Er O1 | pc | 9 9I * ysnsny I I 61 ZI | 471 br | gt cz oz EI GOE gj 6 91 Ge ZL | OF 61 | S1 €1 ao Orsaff Gait AS OI 11 | GI £I br SI 2 D Sant a oi ZI ir 0 SI roy |} fe NOT Se ud: L TT Ez | 61 | 421} 91 Ba Ja 3% * 9 SN 6 IE 11 CNET || Gye OT 17 IT * 1enIq 8 tz JE Grade | Ane Nl ar TT * * Jenuef '34U32014 ‘poubruÂspues-19qp9N 6z 6z | 9 Ss} Li IT fet 97 Rv SE Sz 6 6 Ge | FAS © ae 61 || oz | 12quaoag ze 6z | 4 8 61 | Ez 8 44 ti oz | Jaquiaaon ot 6£ | t € 61 | Lz | 6 11 gz _|| oz | * 12qo}4O LE gz 9 r be | zz | or | 47 Og | oz |12quaydasg 61 Gz 9 L Ez 92009 40 6£ | ov |* ysnåny TT Va | ut 9 oz 702 | ıı 5 PE | of |: mof IT Lz ç Pi tr Er 9 14 9€ | oz |* * ‘iunf Li Grå Nl 4 t Lx QI G t 6z | oz |° * "tem SEN os || ÿ ZI gI G #2 erd | ors Eon Sz ve} 6 8 tr vr L at ze | oz |! * sem 1b GJEN b br | Zi 8 ac 17 || oz |‘ ıenıqay VZ NG) b 61 | ov G PA 61 oz |‘ * zenuef ams Imn| m | msl s las] a | an! nN | S6—oLgr ‘s4O 0001 ‘poybiddAH-10qpeNn u Eee AGO RER M.-N. KI. MOHN. H. 0 g. fer |e | 2 | et or Ja] 871 | 2v Ss pz| Ez Sr | gr | gt | 4 | 11 ol 12qua22q 9 bi Ss or | 61 Fzz | 2 | at 6 13qW2A0N 8 S1 €1 Fr oz | gez | „o IL | g * 12290140 L L al + Sr | 02 | 91 t S Jaquwajdas £1 or | 4% 8 or | CI t € S * "jsnöny pr | L a Meee ECO) ey vai G Sra za or L 5 L Ua A al cz SAINS DO RUN 9 6 9 L Ir | ti SI | av b oe eB TAR s | 2 L z | 8 8 € ar S ‘+ qudy Se a de zı | ET 6 L L * SPR he | Oe Wes £ ol 11 t ez 8 1en1q2 + | år Si! 6 TREGT 11 SI | at * * senuef 3u2201q4 ‘paybijukspues-1eqpen Sz Sı Zale Zee Oe LES 1 S Rwy of | o1 Sl te ion. 6 80 z 5 oz | 12qW222gq gz | 11 KNÆR 14 90 9 || oz | saquaaon LE oz CAT Ge: | err |) 50 z S || oz | * 124940 67 6 PJ POS EN Ay NET VE 1 + || oz | aqwaydas wy | Sx | ex £ Oo Bat 1 t || oz |‘ ysnöny FE $1 1 gl gg 116 = £ L GLASS Tin] Li 61 £ € LZ EL «0 £ g | 02 |° * *ıunf «01 61 € OM Er abe! EC ETS LE | NT | sap $1 6 z re a er: Gy 202. CT Li SEITEN IHEe | 8 z 1 9 | oz |: * sue 61 61 £ I FE in / 12180 S jj oz |* eng Ls Si £ £ vz | 01 tel & | gt || oz | > *aunuef MANI MIMSI S | 3 | Å | IANI N s6—gigı 'sq0 0001 ‘peybidd AH -r9qpan .—mm—mmaa— —ÄÄs—— / “£0=7] '50929=g "(21a0q) ‘seewoq ‘+ 8 | Co) SD | st [oz | 1e | 61 | Sr a? to | 11 | 6 “os | ss] ı9| gb | ti 9 IT | ZI o | Lår EE I GL | 0 9 TI. 0170| oe 8 10 oz| 6 £1 TI L o 9 zı | o Ono Iz S1 S SKO 9 ler 130 b LL GL (ep LER see LE za | £1 |,7 8 o S o so | PT | 0 9 o 6 S o z „o | SZ o sz| tz t z L S$ o |,0 ıs| 0 o 9 #0 o 14 lijo 68 | 6z | o r za Ser 1840 95007 09 1100 zs | tr o lf på ‘oan! 62 |) gr Er '3UIIOL -paybijuXspueg-1eqpan LEN MES OT | st | = Daley | #51 les re er | I zt t I | IZ | 40 T El ud 6€ + AEG SD JA ge Lo Hal le 2 sd eo ce o o tg z 6 Dal se z „o z 06 T ata T L or Le o col om 80. Ss o £ 98 € oO | £ o £ 0 CI zz SEE SON S o | 40 II) 0 Geer oa 6 & 150 ez) € ze | 9 Iz | 6 o | € 6 0 ze o LE LE 6 al NE 2 D er S b ams [AN] a last s las! a lan ‘S40 0001 “peybidd dy -s08q w6S6=y «OC av — en | NO=«Qisao0o N P9N | ev | 13qu222q 12qQW3A0N “ 1290410 zaqwaydas * ysnsny af * runf "EN judy SURI * aeniqa.] * * yenuef Jaquiazaq 12QU240N * 21249140 Jaqmaydas SHE]Y * 1e} * senoef vo AN NA MAA | S6—1691 ‚„t00=7 ,h,9=g ‘(e1A0q) ‘urysef € In NORGE. FOR KLIMA-TABELLER No. 1. 1900. 91 G På | 9 S || © 9 fe || Ry II AS 9 8 II 91 | Og | å tz | 1e gt OI 9 | 40 £ L fo) L 6 | Jaquiasa(q EI 8 6 8 «9 or NZ | 97 ST | 1aquia2aq (op 9 £ 30 r II 8 6 € I9QU2AON 6 På G Er bi Iz | €¢€ 67 kar 12QUI2AON Sr Fr 8 6 8 en |) t BE * 129010 hi G gr we ga EGEN Ge * 124010 wel b „I GTS II OI b ol Jaquia}das al 5 S$ TI ıı | Zr | z& | Op | 2 | quads gr | + oa gt | & 6 9 * -ysnany ae | ek yy || Soe] wa ee || pee || Bs NOT > "jsnöny pe NS Z| 40 L Sr TI or | 4 F9 9 al St | «9 6 or | vr | 11 | og | 67 | oz | 2 919 juil Cm ise De | & | et lol om er oe LEE IC IC Ge ee | ea | lt S1 £ GN £ OI | 9 £ L OE TENT ail || ee € b 8 Go |] aks ER GZ | Ten tr € 30 9 5 6 G € 9 “> TH Il I T #1 rt OI | oz Og | ST | ie 91 S Zz tr 8 Gral 30 b å SEN I I L L SE 91 | pr | 9F 61 | STILE Gr T pr | $ br G 8 Se * em OI L 6 oe EM | AS ks || Ce || BE * ıenıge] Sr | + || 4a te Ml faye |) ts g 6 * : renuef bi GES Gye ford MOMIE FE I Cys * * senuef | | | | '3JU32014 ‘poybriuÂspues-18qpa9N ‘Ju99014 ‘poyphruAspues-10qpaN ol L å Vero £ OI £ I £ Vy 61 9 OI 8 8 rm oz | pe | 49 ey Tor | ir & o I L 40 I = oz | 12qua22q dø || pe) PE 8 8 or | or LE | or || or | rquosaq 16 9 I #0 I GI r I I oz | 1aqwaaoN it He TI I I 11 (opt || SUG Gi lå OI | 1aqw2aoN bl 9 I I £ SI r sl I oz |* 199010 II L Sr „I L zu | TS OG Fr 8 * 2990720 19 9 T I b GI E “1 G oz | raquiaydas st 9 61 Sey I o1 | 61 SE | 59 8 Jaquia}das Lo 9 € 40 b OI L T € 61 |: 'ysnåny QI 9 gz Gi || Ga 8 z | (QP | aa L * "jsnönYy gs 6 T 40 L EZ 9 € S (on, fo Sf GE or | oz 9 9 på Iz | OF L 8 om ot L £ „I Fr GI T I L en |] nm 61 t 8 S II Sr | or GI | x 8 Ds En] 4608 L £ 30 £ ZI Zz I £ ra CET ETAT 61 LA få st G cane || cain OI 6 8 Zen 95 G 50 I € ZI Zz I £ oz |9 5 judy oz I 5 #1 E 8 Lt 62 9 8 Semi: LL 6 I o tr OZ Zz 40 I TU spe oz 6 LX ie |) S ZI | OE | 67 | 46 8 D OMSITETA 78 OI I yi € OZ I I I oz | * Jenigay tz 8 9z | 6 TI 5 8 6 GE * Ieniqa.y Lg L z 40 I £I I I Zam OZ al as Jenue[ og or | Si oe |) teh gr | or 9z | «4 16 * * jenue[ = | Ber i| as | MN| M Ms | S Pas | a LENIN 56—9Lg1 IHS | MN] MI MS! S | aS] a | ANIN $6—9881 'sqo 0001 ‘poubidd{-10qpoN 'sqo 0001 ‘poubidd{x-10qp2N "woof =H 488 o8=T 90 19=4 "(24P4S "A) ‘wWreyuesy 9 I zen 8 == a] 78 0 oe (Sarnen) BueAr ic F 6 | Ivy å L | 12qu222( Z 9 12qU2A0N = gt + 30 6 gz | L LE I Fz Li * 13290940 etl Ro ay TI Ir | 17 | op | Lx 6 13q31da5 gi 9 „o 6 or | Lr |ezz | vi tı + ysnäny Lı „o S or | Sr | or | GE | zx L GP pf Sr et L L Li | 27 | 6z | 11 S Sr “anti | Li 6 8 or Li sr | L eZ br nn | 61 <> £ r 6 g zı ET | 8 ‘+ judy 61 Er | så oz | be T gt Op | zz * * SN or | St | «9 8 6 Er | OG | Sz g | * Jen zz | gt | på tb tz | oz | gi | SG | af | * aenuef '9u32014 'paybrjukspueg-J1øgpaN Å 2 pf. 9 1-8 NS Flo ITS eee EN Es = ee be ve Kr | + | € KE L L | st || 11 | saquiacag à 621 9 CAN RU b z RK £ || 11 |19quason | Sz 1 „o S GI 1 or | 11 L | 11 12340140 „6L vr lat ry i L 9 6 £ || zı | saquiaydag £6 z 20 6 or 8 9 EI or || Er | * ysnåny 76 0 Nor S 5 rl | nf og az £ 5 iy Gel GE 9 6 9 || ıı “anf 101 9 b 8 8 S av L 6 | 11 "ten £z1 el 1 = b z £ 6 å * judy fri 6 z 8 9 zı PR 2 zz €1 | Ix |* © SHC zıı S ors -) £ el 6 b 11 1en1qa,] 091 | or | a1 b 6 z z rI 6 11 | * * senuvf ms MNT las! s las! alan! nl | so-tsg 'S40 0001 'p>ybıddAY-seqpaN og wu ot9=H '8t9p0="] '6t,09=gq "ueseesuo 'g aj jo [ue pese |6 Je] À av TI 9 Er io b 6r | ot |,0 | z 12qW322( or = o LS SS av 150 o 17 Jaquiaaon 9 NON NO o iz | GZ |,0 o * 120140 Ss L oO #0 zı | gg | € o o Jaquiaydas zı € o gs | 4z | £z |oz |,0 o * "jsnäny Li or |) wr ra, Uhre Se 08 09 | „0 QC 111) L I o o o EV Fr 140 o ean ti Lı | €1 | o gz | tr |,o o 1 ne TENE aS € o |,0 zr | 81 lo z z .* Judy $1 or |o |o oz | of | OGT s0 o | GEL IN 11 Fr o g9 | £8 | ce Lo o z * seniqa4 8z | $1 | ££ les | gz | 6F |o | os | + fi * zenue| '3U32014 'paybijukspurg-1øqpan an ee: SR z z | sey 65 11 £ o SE Se 1030 £ | + | 12qw22g og £ o € Sprigg so (| 0 £ i + | au»aoN TE zz o o o ze 11 | © «0 £ |: 124040 zz | 61 | «o | o | 9 | ce | + o | o € | rquaidos £9 + o ri 9 6r z | 20 o £ ısnäny 66 r b + g 9¢ AA es o £ nf 97 + o | o o op | z |o|o £ > ‘run/ tt bE L o St | 6€ | .0 o | 6 00 Be eK «81 L pre) o | + LE | o N, € judy 19 ge oo EC Zz | 07140 | o £ | se 09 9 © | of | oz | gE] .o | o | = £ |* emp cor! 91 z o 11 | GO | eo. | £ t € | * * genuef ms [MNT m las! s las] alanin | 56-z6g1 ‘SdO 0001 Peubidd{x-10qpaN "wu Str=p1"/479 6="1 49% 9090=g (S4P[EA) ‘puntuepésy ‘2 KLIMA-TABELLER FOR NORGE. No. 1. 1900. ry OI IT roo SI 07 ZZ 13qua23( JaqwaAoN * 120140 13qwajdag ° ysnsny Je pif un] EIN TT ‘ * SUN 1enIq D enue, aybrjukspueg-1øqp> ny OI 9I tz Sr * WM to Lx tz gg mmr Jaquiacaq 12qW2340N * 12100 12qwajdag * "ysnsny Pet . . * 1unf © EN : pudy * Step * aenıgag * * aenuef 21115 MN| M 'SY0 0001 a | aN *poybiddAy-19q pon | S6—oLgr wu Sef = 79001 ="] ,90919= 4 *UINIJOJEUES SJ[epsnen ‘OI + Xo) Vy - O co t+ t+ no I m. AO MORA AMIN N<+| + \O mo N+ - - * oooeDdoo0- mo m0 æ Minto mo an om + co - = 13qui323( J9qwaAoN * 13240140 J1aquajdag * *gsnöny nt en = I SAN : © rdv spe * reniqay * * zenuef ‘1U99014 No} + a UuES-1ØQ PIN on ey - MOMOD Me + HA A À 000000 ON MND IHG O+NQV +A+ 4 * NTtoooOmamao oO m = MmmMmMoyHAtMA AA +++ + tununinininin 1aquia22J 13qui2a0N * 124910 Jaqwua}das * ysnsny Te © . nf + + runf ee IN °° dy * * SUN * reniqayy enge] Ss aN ‘SdO 0001 "payßrddAH-1ogpoN S6— 1681 "95 00 = 7 “PL 919 = gq ww eh ‘(uayepspueiqpnn) ‘pejst] ‘6 M.-N. Kl. 1900. No, 1. Vidensk.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. H. MOHN. 10 | "ey | saquisoaq Jaquiaaon * 99040 jaquiaydas * ysnany 8 ers m St if 9 Qo 130 yz | th o | Er Sr | Er SSE 9 „o o L ç o |o L ZI Ree dy, £1 gi cc | ir NET ON eae Lz | tz * SPENN of gr | 41 ti 6 o |,0 91 | or || * Jen] fi oz | ££ |.oz | 1£ gb | og I gt lag! | * zenuef De Beis | | Jus901g ‘peybijuAspueg-1eqpon fe | [ot | 4 | tz | t RO ET EE | ev g9s | z | S | og | + o t | 6z | 9 12{ 999 Lo z he 3 6 | of 1 „o 9 £p | 9 | 12quaaoN tS |}. | o|t | gee] 4 | o | & | dr | 9 |" 2900 SE ° o | 9 ez | © o 17 | 91 | 9 | quads LS Vu let tr | 17 11 z sr | ze | 9 | ° ısnöny 99 r +0 b 61 b o ze 9 nl Er „o o|g ız| + I See SE SEO oil „Oo o Er | gz o 1 97 | BE S sR TAT zz „o o zt Ls o o or | pz 5 ‘+ judy zs + | z + tz | 40 t Len | "ey || Si | een L S. ||. # 6 L o | 60 61 | tz | S * Jenıga,] 69 | y lee b SE br z oe To Ss | ° * enuef | amslmnlm Tus! s las! alan] n | | s6-osg ‘S40 0001 'paybıdd4yY-ıegpaN wotr=H ‚zul=7] %o0l9=g wu ‘EI er |'o [soni ze | av zı rt o S| 29 | OG | z | 30 | o 12qu292 (J tr o o oe eve a 40 17 12qW2A0N gi OI | ,0 ga ser LET S o | or * 120140 30 OI | so o 6 Ze ol 8 z Jaquiaydas ti L 40 11 vr | #1 $ 6 | ST * *ysnåny €1 OI | ,0 £ 19 61 | 4 let Be nh) £1 tr #0 Ce lus 91 | 6 g | Sorte S1 t SO Heed Oz | PT lie | I ° * * EN SI o o o L £I | 20 S £ ‘+ Judy 91 Er o o ti zz | so o 17 || * * sey ti o1 o |,0 TI | 8 o was yl * zenıqa eon, 140 | 30 | ST | 91 o | L + | | * * senuef '3U32014 "paybıjukspueg-iegpaN ES | $ | .0 z Lin RG IE Sur lee wy n |— — PS z o | 1 of | gg z |.o | © | § | 12qu22g 15 o o o |oz | eg] + 1.0 | = | S | mqwaaon og | 9 o 1 | tr | zz | € 1.0 | Sr | S | * 229040 Lz 6 o 30 11 or 8 t < S$ zaquaydas It 5 +0 9 og | ov z # | 9 | S * jsnäny St 9 30 z | ut EZ | 7 z ar i 5 unf area) „o LGT au € + | HA 7) anf are ES 27 150, | ez) 6x So oy Ea I A eet trey of o € oO 1181 [ney | so 9 E | rl" dy Lo 11 o o | et | Zell so o frr | + | °° sem 1L 6 Xe) o |9 9 o eis + | * seniqoq ort! © o | | Er lon o s 1.8 + |‘ * zenuef — m = = = boet z——— mr = = aus [ANT m last s | as! alanin 56 —1681 ‘sqO 0001 ‘peybidd4-16qpoN ‘Wu O1 = ,82001=7 '2,19=g 'Wwweyallı ‘H KLIMA-TABELLER FOR NORGE, No. 1. 1900. II | L | at t L SI | SI bi ç | ey OZ S | #T b z1 | GI | 91 | 91 £ | raqmaoaq L g I Zz Er Mad Ar Ai 12qWa3A0N gl 2 eg OI G er MG) 8 * 1940140 II Gr |i I 9 TI GJE £ Jaqwaydas Er ie |) eye |) ete 6 OI 8 or L * qsnsny € 91 | or SN 8 Lı ezine m £ 6 € Ae € Er 6] | Zr t u ut zI | I $ „I 6 GI | $1 or Ze b Sa EE € 9 6 61 | 91 + adv 8 af G S L me GTR L SSE SI S € Pr b 6 61 | 4 L * JenIgag 61 GET L ot | Jere | 6 Sr € enue) ‘Ju99014 ‘poybryuÂspues-19qp9N 9 HE | Os Ges ee || ec) ry 6 9 #0 I 9 QI | gz Ir | 4 II 12qua22q rt € «I I 9 bz | gr | gz Zz II | Jaquiaaon 9 r #2 G € Lz Ww | Zu b Ir | * 124910 9 L I “ji LI ze gt £ or | 19qwajdag Ss II 6 Pi gr | Zr | ot TI 9 6 * "gsnåöny GI Er L 6) AFS tr | OZ'| 61 9 6 m 1 6 | 48 vo SE | ANNE | 6 * ‘runf I Or leer 8 z ae || FAA || (on 11 | 6 De OAR 7 9 1 b 8 6 GE | oz b 6 * > qudy S + “© L G Wat NGS NI SZ 9 6 * SEN SI s we Wea € 8 6z | t1 £1 | or | * sensgag ti | 9 Ai 12 9 1z | ob 44 ç OI Senne] ams Imn| mlms] s | as | a | an] w 156-6881 2g-Esgı ‘S40 0001 'paybıdd4Y-1oqpaN won Polit 7 85,09 —g sewer «bi bi zu |) Ae Cu || ZZ 2 TI 6 I I ey br br | „E v 6Z | gr St 6z | gz 13qua22q TI Sie || ©) mat NE Wh Se | Fo) oz JaqwaaoN oz 6 ac 9 Gz | oz 8 oı | + * 12240140 SI 6 € 61 | OZ | Sr |. L L 13quajdag QI E1 L 6 FT tr 40 L ° ysnsny 72 Bret Gye |) Soe |) ANN [ee 8 TI mi TI 61 GMV en G 6 40 6 Tun $1 OH) 2 | ae ll eA) oe |) rey || fe CNT ETAT OI | at L |8 ze EE || G) GE °° mdy 11 11 (0) G 6I |? 30 8 EI tt SN #01 Sn Moro ah ie || ee |} wpe * reniqaq TI 6 #0 2 IT 67 | 07 zz | bı * + enue 'JU3201q4 'payßıjukspues-isgp>N EE ea Mr tr Gz | II | 9 | £ tz | IBV 6€ gf | € | “il Ez 6 T T z9| 9 Jaquiadaq Ez TE 9 8 EE 11 fe || © Or | 9 12240 N gb ions || Cope |) eu 17 £ 9 9 | * 12403510 Ib 01 = 8 671180101860 T bi 9 | 12quajdag tb QI S to || eee WW ois i 740 EI 9 ° gsnåny TY | gu | ne GET NNN GN || OG etapa Lz TT € 9 9741 6 40 tr S Do ef TT FI I S FAS || Fr 40 6 G EAN 17 L ç eK QI | 6 Zz 9 EI G md 97 TT 40 I QI T o £ IE S : * SN „07 Qf || 40 o | Lz £1 gi L LE | 9 | * zniqy 6z a || 6 ar || te S S 6£ | @) || O TEN TE |] ams |mn| m [msi s las | alanın | zeg—tlgr ‘sdO 0001 ‘“peybiddAy-s9qpen "un ger =H GE BOT =" 8S 009 = 4 ‘Wig ‘tr M.-N. Kl. H. MOHN, 'Sq0 0001 ‘peybidd4y søqp>N Sy NG | »9 | L | tr | oz | 12 | L | 8 | Jev 13 PG | gı | ta | 67 | ce | Sz $ 8 J2qu222q b 6 or | 6 og | te | tr Xe) £ J2QW2A0N or or | 36 or | 61 | 61 | Ss €Z| 2 * 12240140 5 £ «0 z Er £z | oz br) + Jaquiajdas S L 11 | 9 9 PI 19 0 9 * "jsnöny + ZT | © o 6 6 9 2 3 OS Je EE JE EEE | Jr 19 Jo | € Jo SO o GI | er L L vr | 2 Fr 6 Bh CONTENT AA ld | L |6 ler | 8 lez | 1 6 “+ qudy IX, | er ho: SE zz | 6z | 9g Ss $1 * SPE 9 |8 Lee eat (or | sı | gE Er | or * qeniqay Il | 6 | ef | Fr | 18 gg or 17 | Si * + aenuef | qus001g ‘paybijudspueg-1eqpey 5, | ee | 2 b le | pg | Hr |. | Fn | ey + 11 el 9 St GG | «I z | 81 9 12qui322 9 17 £ 9 sr | Lt T 0 3 9 JaqwaaoN EI | 97 | & 8 I ge gg! © ee |) 124010 + 8 «0 z tz Tr ç É 9 9 | 12quajdag r Si S S$ £1 8z z „o 8 9 * ysnäny z GZ | 20 o 61 61 | % 1 9 9 nf o | 61 € 1 tr 6I z «0 £ S “es Sun] © | 6P | ov + TI tz tr z £1 S " * EN z or | € On oer er 6 | 4,0 £1 S + qudy 6 |1£ | 20 z | ob | wg | or | 1 zz S |: * suey Ss PZ | el 8 ot bi t 3 tz ç * JET 6 | 6z z 9 ot PG | oz £ 1£ S * * jenue[ å = = — Å — ams | MNI mw | Ms! s | as! a | ani N | S6—o6g1 wlbi=p 4971 ="] "4 909=g "(udueq'asduoy) ‘UeZoqey ‘91 o | 9 | at | = | £1 | 91 | OI Aer Enr | ey o aS LAN ET ET | gl Tea ls | Jaquasaq o (2 ANG | Eze Sr or 11 Pquaaon o «9 4 | tr LI | zı 9 or 12q40}40 o rå 9 | #ı oz gz | 41 zı Jaquaydas o 9 € el 11 OI | z | 91 6 * ysndny o £1 6 oS II 91 Te nye or "nf o GIVE + 18 8 douter | 6 + * + unf o S | el SI ner Euro 6 8” ESTER o £ S € ZI 91,6 av ol * * qudy o I 30 S ZI EZ | oz 9 or * SHEN o SER: EEE Sr | oz wz | tr * sen o 11 | ,1 £ £1 Er 6I | 91 E1 | * senuef ser | | | pe '3u32014 'paybiukspurg-1øqpan o | E |[.z | & | | Sr b | € | EF || | ey o | z r | os |o | § + | gg | oz | 12qua22g o z | 0 z TL | ¥ t z | 6£ || oz | s2quason o € £ € Sh | dr € |. Ly | oz 19900 o az t by | eg: | Az 6 | + | gf | oz | Rqumydas o £ I «1 LE | & sul 5 67 oz | * "ysnåny o L at 5 9£ | oz 9 | F FE | oz | * * mf o t PG £ tz | 6 E | gg | oz | * * * nf o £ el b z 11 t | + ce | où |: m o T T 1 éz | £1 € |-31 Gy | oz | * * judy o 1 |, glisse | S | 1 | S¥ | 6 |: * mem ° z | 40 1 6£ | 11 £ | $ | 69 | 61 | * renxqoz o S |. cee i) 20% € | + | 6p | 61 * senuef Wi as es BR ams |MN| M msi s | as! a lan] N s6—gisı 'sqo 0001 “peybidddpy-seqpan wooi=H flgil="] 29 =g 'Ploaspıg '$ KLIMA-TABELLER FOR NORGE. No. 1. 1900. II 8 QI | Zz Sz lz | ye | 7 | yz Rey o1 | ea ENS NI AINSI 7 Jaquıa9aq 8 or | Sz | ge | or FE JAIME 30 I2QU2AON II L gi | cae ST 17 ze 6 oe * 1200 I I gr | La | SE | Le | op | oF | br 48 12quajda5 br 6 Er | 9z | oz Eb St OF | at * "1snåny 6 OL | zu br || kz E1 ot LY 10 on Il | gl GS L $1 62 | HG) z 2 2 2 nl II at ne | Rae 6 Sz Im | 8! (A ag II b+) XT tz | OG | gz 61 € 40 * > Judy OZ 8 61 | 97 | OF | oz Le | 6 #1 * : sey al 9 zz | ze | OF | SI OT Kode! * 1enIgag SI 5 Go| Saker Nec Gea Oz ST * ‘ genue[ ‘}uU29014 ‘peybijuAspues-1eqpon Lz or | oF | 97 G en ea oa Vy gz Lr | gg | rt 6 17 | gt #1 Zz 11 12QWa22q Ez Il 29, 002 £ gz | Sz I 50 11 | 12quaaoN Ez 6 SE OI € SG Sm OI 129040 OT LENGE 8 EGG kø LG 8 or | or | szaquiajdag Ez fr | Sz LE 9 se | HG IT | så or | * "gsnåny #91 II | gz Ch: 9 SI | OG £r | 40 Ce |) en gl 42 OZ | 8 T OI ot TI T OI ron gt I Er £I £ SI 9Z ET | al 11 cae STR TT of S 17 Ez 6 Sa | Gz © || «© ra mag IG 6 EP ||| ce 9 ZI 97 r Ro) II * SPENN 61 tr PG | IE 8 2 SI LAT eit 11 | * eniqo gt | b 7G | br € L 91 GI | 41 Dre enue | ams [mn] m | ms! s as a !4N|IN S6—tge1 'S40 0001 "paybidd£H-Jøgpan wu 960=p 7089 4="] ‚IE 909=g (pue) ‘Bseqprela 'gr € gl of £E It | gp | 67 Gr | EPS © ry o or | Sz Fer Go | se | of z | zr | Jaquiaoaq fo) 91 pG| zS | oF E£ ot Sa te JaquaaoN o TT Lea | 16x gg | of | 40 b * 129010 (0) OI OM |) ea NE NES | ay Sz | sti 12quajdag EE Li os 792210502 799, eee OT | 401 + *ysnöny o SI of | 9€ Et 120029 ESN Na J 900 af (0) TI 61 | ob SI zy | 6z | 40 Zz > Off o Sr og | LY | oF | Lz 07 8 44 ESTER o 8 g1 | sz | OG & | g | 40 | 7 ° Judy fo} gr ras lt SES OG | Sz OI OI | 46 * * SHEN o TT or | Gz | Sz | oz Sz TI | 49 * enga o CAS TEE "To) ker EG | & I I OI II || * * zenuef '3Uu32014 ‘poybruÂspues-18qpoN (0) iz |9y 6£ zı | ar bo Ivy fo} 8 gg oz 91 | st Et 8 19qU1992 (T o OL | 97 TT gz | at SE 8 JaqwusAoN o Lx Ares 68 ar ga 8 8 * raqo}O o Ur 3s OG IT | st gb 8 12quajdag + bz |Sg €6 | 8 at bz 8 * *ysnåny ° OZ Sor] £6 | MS 1 8182 NB nial o sz |r | oF | 8 | 2 | 8 SE ean o OLS AG 91 8 «Pr 07 8 Ste: o meg NESET || 40) r 8 TG fo} ze \ iv TI + AL 91 8 * SIE o gI |gı 6 LE 46 SI 8 * zeniqayq o ot ies TI | + st 9€ 8 Pendel sms [mn] m | msl s | as] åa lan] nl | so-sssr ‘SdO 0001 'p>yßrddAH -1oqpaN "wWOIg=H "98=" OF 09 = "(ep3uypepq) ‘Preesuteag “Lt oe sl CIEL Ps DR es 6 alter S gz | ey | 17 | 17 | Li Jaqwa9ag CA L CPAS r te | py | ze | te | St 12qW2A0N = 6 S på 9 gt | gg | tz IT 11 * 124940 9 S |. b Ti) 6711107 || pOu a|nax jaquiaydag 9 or| 8 | st 8 S1 | og | 61 | fi jsnåny FI gr | 6 | 482 se 1,007 AS Sal L or | så 5 L TI tr | gr | Og ser ff ol L | 9% b L er SES zT ar Te erg L | al + | or | or | or | zZ | 8! °° Judy g at v 9 Cr pe bee | ae) PET ° SPENN a al Le | 9 91 | 6z | Sz | gz | 6r | * emo 6 | på NER | tz | gz | ec | £z | gı | * * Jenuef | | '9ua2014 ‘poyfijuAspues-18qp9N Zz x fi | z [er | S | fe | 61 | Sz | se | 91 ey 7 peker | Lz | gz | 6z | pg | oz | oz | 12qux2q = Li 5) gt z 6z SE | te | gp | gı || oz | saquiaaoy gt z et Fr oz he on 1) 2H | 9x oz 12409140 11 1 el Fr gz zz | $1 | 62 | 91 oz | saquiaydas 8 € ei 8 ez | & ve | &z 11 oz *ysnåny zı S | of Er | 9Z | Li | zz | £z | zı || oz il .I £ | oe 6 61 1x | te | ST | Sı || oz | * * “anf 6 £ | of 9 gi m } St | gz. | Xr || or | 2 * Se or £ | 80 r St fr | £z | ey | 91 | oz | * * pudy | St et T | oz | oz | FE | gg | Zi | ot | * * sex | o1 „Oo 1 Fr gi gt KE | p9 | Ez | oz | * senugpg £z | „o o € Le | Lr | 9€ | 65 | 61 | oz * avnurf . £ | | A EEE aus [MNT Mas! s | as} alanın £6—gLg1 ‘sqO 0001 'paybrddAy-ıegpaN JT .,5:,6°=g "eruensHyg ‘oz Y av aqua22q 12qU2s0N * 12Q0140 12qwa)da5 jsnåny a Kon nf 102 mnt tunf tre > Judy at Zz 80 61 | or | of | og | £ Og | * * SPENN 8 br | ,0 S zı | © Hie NOE IE * Em 9 b L st 91 17 £z zı vz * * senuef END å L = 3u32014 'payßıukspueg-iegp>N sr Ira | s | 91 | or Ta RE LC | ev 08 9 | 20 z 8 z F oı| gr L qu222( zs “| £ or | og Er | az £ | op | L | saqu>aon S9 T z z | zx | oz | 40 + | gel] 4 | 229040 99 t «0 z |g1 £1 9 L | 6€ | & Jaquiaydas PE g1 | 40 8 gi t£ | 6 | oz | Zy || 9 jsnäny £9 oz | at s | & €1 os | or | ge | $ | °° mf zz 5 T or | gr | or o «0 | OE | 9 mf fz t 1 1 18219 £ eo her] å "EN Zz | 0 ajo |9 1 1 Ez er Le “Tea „iz 1 0 S €1 t b 1 | 6r| 4 |° mem St b „o z |6 c I S$ 19 | & senqeg ob ol 1 1 zı 8 SJ ENGE L * * senuef | Le eas fød] = nus [MNT m las! s | as| alan! N | £g—otsi 'Sq0 0001 ‘poubidd£}-16qp2N ‘Ww LOI = H {91,01 =] "Fo09=4 -(ayuadury) 210H ‘6 FOR NORGE. KLIMA-TABELLER 1900. No. 1. ç I sl ol QI z er | 9 zı || ry 9 40 o TI Ven Nos €9 | Et Li N Jaq 992] Be o 50 61 gz 1S Er GG | or JaquaaoNn £ (0) 40 o 6z | ob 6g MES £1 * 12900 Lå © „oO Zz SI EG) ns 6£ OI Jaquia}das 12 9 „Oo 6 Fr ££ ZONE 8 jsnsny 6 #0 r 8 OI AA ae 8 2 7 © mil 9 „I 8 £ L 8Z | OI oz 9 eg] L € 40 8 11 | wg | Si zz 6 2 © OA LE 40 (0) 6 TI zr | 97 97 6 za; t o #0 TT SI OG LG | op Sr * SEN £ 40 o G 61 | gg | ES | 6z ST * enga £ o | 40 62 | Fe OP ur Per Li ATEN || ‘yusd01g ‘poybijuAspurs-1eqpon tr 40 o Fr 6£ | 61 Fa | 62 | £z ry cz | ,0 o E Gy | gz 1 LE || 07 Tien EE 13qua22q TI 40 o S FAG} || teks jit |) ches || fe 11 | 12qWw2a0N 401 o oO | 40) 6h more 08 rec || oz 11 130110 ZI I 30 I Covey Sø |) Cee vn Sr II | 12quajdag 91 Zz 40 4 OG | ti Ze || 97 TI Ir | * "ysnöny OI 40 I L FE | 71 ben No QI vo CET TT (| OI al T T crains b O7 17 oe JE CLIC | £1 I 20 b Of) |e Eee eg CT ud Ne ma OI #0 o b 17 Ve oe |) Mat || er wi se) o Ss hse lise | NE I || ae Tr OR ST ETAT 11 #0 (e] z ze fe I ce | 61 yy | 11 | * amie II #0 fo) 6 sy || zz Sed war or DI ene] : | ams |mn| m |ms| s | as | a | an] nN | s6—Sgg1 'sqo 0001 ‘peouBidd{x-10qpoN “u 06-77 92001 yorgos—q “Sky ec G 8 Je ESS Li FANGST 6a || 2x ry L Er | Oot ac | € | tk | tr || 6 gl 12qt0299( 2 Sz |40 IT | 8 & | £1 GE + J9quaaoN $ #0 | 0 Sl LE | gg | SE OI * 129010 o Fo) fo) 6 Er gt jie) \\ tas! 6 Jaquia}dasg 40 tae |). Ki S EE LY |:0 oz QI * qsnsny 8 oO |40 L ni |] Gt | © or | + 2 II L 140 6 G Sz | OG | 61 OI D TT (| € o |,0 o SE | bz | gg | o 8 Te € 20 | OF a Nee [eas |) Se lz L radi € o |,0 II | VI tt | 001 6 OI tt Sur 6 #0 o zu PZ| sı o OZ o ‘ reniqay G «0 | o or | II z9 | Lz | OS 9€ * * enue[l '9UI2014 ‘poyfruAspues-18qp9N bi £ ul Lnr | & | Eg | 8 ge | zı Ivy ££ ese A st 97 vr ST | gz li £ 1aqua22q St i 40 De seh | Gael) i || we t € JaquaaoN QI o 40 CUT S LS 6 LS | 6 € * 190940 #0 fo) „Oo ge | Li ££ TE 9 Zz Jaquiaydag o £1 S gr | SE Oy | 40 tl of 7 ° ysnsny II (e] 40 ee | we | Vi o 11 5 z er Lt 9 | 0 Ly) ri 8z 2 NET II z Stein S (e) o o OL | zz TEN 30 II Zz OSEN 8 #0 b ia Or og TINGEN 8 £ + qudy gi © | 40 uae || vse |) easel tp Nh abe 11 & | Aspen Oz o o Sz | Gy | 8 40 Iz o £ + qeniqayy QI Xo) o Are sir of 11 | €oq| £E € * * Jenue| | STS RACING | SANS ANS ESS ETS 9 | AN) N Ls:-tgg1 ‘sqo 0001 'payßrdd4Y-1eqpaN wogI=H ‘OPoli=T ",1690$=g 'usdogsys ‘I M.-N. Kl. H. MOHN. \O A at 9 | or 61 | 61 | 8! | zı ivy rt o 6 Sr | 92 | zz | Sz | gi | 20 1211992 (J 9 £ or | 8 GISI fers at 13qU2A0N 9 „o + | 6 Og | zz | 61 | gt | 4 * 12490140 rt £ 3 ZI eile GC | Oe or 20 Jaquiajdas 9 G Vor 9 wr |) Sx €Z | o1 6 * asnåöny 8. |, Ven le r £ t L 149 IT | 8 PG rung L „o 1 9 6 9 Tror ee ota SS TET az at 8 br | gt "gr 18810406 Zz * + qudy 9 | o 9 oz |g |92|9 | Sr | 20 ° * SIN £ av EEE: pp | sr | 61 | £ı Lå * aeniqay + b or | £1 | & | 62 | 61 | gr | af | * * yenuef | | | '3ua2044 ‘peybijuAspueg-1eqpen gt |»! 6. |.3 Lox ea 1ey 1z o 6 | 1 or | oı | OF | 6 | „o | I 12qui222( 8z |» tr (EC 8 9 |gele | I TI | mqwaaon ar Ge ee zı | E1 | 8€ Er A zı 129140 bi z II | OI OE EZ EE 11 | 12quajdag S1 tr 6 | 9 S | 9 zeig | + Ir | ° ysnöny Si az un | 6 | L Ss ZI | a 9 I Kenn] 8 a a ap Zu | ean sı „o 1 5 tr 5 cz | L z | tr |: ren et 1 6 |g ao Ibrerori ek ars | © md zz o g | a = ti | pp | OL | 40 Ti} 2. SE 11 | el! OL I MOMIE PEN Be NG 11 | * aeniqay br | PE | PARA OE ral) 6} 11 | * * senuef 1 | | | ms |mn| m |ms] s | as! a lan| n | [s6-tss: ‘S40 0001 ‘peubidd4-10qpoN w Zor=pH4ty11="7 6965 =g(ueyspjey1,J) ‘oyeddesy ‘bz L s | oF | ot tz | og | 6z | gz | sı || 12y 9 rt | ,0 Sz | gel GG | 47 | 16 | 62 | 12q1292(] L sl t i SS | gz | gg | Lr | 91 Jaquiaaon 8 Se: 12 | fr |, Goel re | Zr 192 * 299040 «7 t o Er | Lr | o |,0 61 | 7 Jaquiaydas 9 hr | PI | ak gr | $1 9g | lz | ti * jsnöny ç o1 | 11 | of EL zz om | sor 11 > am b 6 or | $ ONE L ol TI ron] 6 TI | so Ss L or | £ zı | GI PR EN 9 Fr | 40 8 Ez Sa Sor eZ. TS | “+ judy 11 TI | at L | 6r | 29 | oS | FE | Sz | * * SPENN (2 + | 40 L £1 | wz | OG | Zg | 91 | * sensqag EI OI | 92 LAKE | 19 | €9 | 2S (gr | | * senuef | | | ‘Ju22014 'paybıjukspueg-iegp>N Er ol | af | 11 | | 6r [21 | zz | 95 | ivy | | — 11 11 | so. | HE Voge |. gs L | ce | er |, £ 12qu322( Sı “| t + er | tz tz | Er |-£1 | € | aqwaaon Sr 6 | oF oz | gi oz L | oz | og | £ * 12{0)XO or 9 | o zı | OZ |. o zı T £ 12quajda5 8 Pr | ag zı | 6Z | S1 eo | te, lier i I jsnäny $ at L TY Aeee" (COS) (sr 2 ee en g | L 9 AG et SE L |g ER Fl arm tz pe | Kor S L Er le) ben og aoe | 57 Seng tr b- 140 t gı oz fe | zg | OF | + R judy zz QI | av + Er | gf | by | SP | yo | © | * spe rum ase) ol | s |8 9 | ze} oe | € 1* snqay 62 oz. | 11 ££ | pe | ze | ıE | ze £ | * * senuef anys | MN| M | MS | S | 45 | 4 | aN] N | 16—3881 wet=y (61,01—7] ‘sqO 0001 ‘peybidd4-16qpoN “6c06$=g "'pueyseawjoH “Ez KLIMA-TABELLER FOR NORGE. 17 No. 1. 1900. £ S 47 b | tr | ya | 2 ya ade | rey 7 Gl gt rt | oz | ov | Sz oz | Sz | | raquiesaq G S Ay 9 lia Wine 7 as || oye | Jaquoaony 14 „I I £ | tr | 9€ | 97 Ak |) (6 * 13240910 tr G € ri Kot |) gers |] Wy |) tet | on Jaqma}das G Oi |) ca INT OE ° gendny #0 Sr Ne SE 8 SI | or st OI 20 9 Gill £ S$ #0 BV L £I OI | 8 u] b r EE 8 61 NS) ro |g CENT € EX 9 EG IG me MT ie |] N dy, Zz b | 40 ee |) Sore | Gut |] 2 " * Sue (4 Sl 0) Gord || (ehh |) va (ope | En: * Jenıqa,] € I Mo) £ | gt | oz IE or | €1 * > renue[ ‘yus001g ‘poybijuAspues-reqpony z € #1 6 Lı Er II 61 tz | ley 1 GA oi L £z | zz | o | 67 | gg | 6 12q{ 999 z vg Vel v1 | gg | Se | 4x | ge | Ee! 106 12QU2A0N go | eu I L Git zz iu ES Lr || 6 * 1990P10 T ME z 8 GI | 81 ET |) Sie GT or | saquia}das Con Er Nr ioe |) 6) cir |) Six || soe PE || or || © nantes 40 S 2 Sr | of | or UL lets Fr Ct || 2 2 ga I I #0 6 Swe 9 II TI or ran T GN 6 ET Kor 6 A L ONE TT iS EL I G 9 b | EG on | 2 a audy; Zz € 40 8 O7 Or Mil ZN] SG or | * SIP I I #0 S tz Fi 8 TE 9g | or | * zen} Zz I 40 6 SI S ie 91 SE | on A OO ET NS | MN| M | MS! S | as | a | AN |-N Sg—9481 'S40 0001 ‘poubidd{H-10qpaN wg=H 'v80901="] ',$904=g4q ‘punsepueS gz gu HE #1 tr Vie | pz | ee SI or ny Zz MSA b ea | he || Se) Se IO | 13qu322( = ql T € En | Se er | 1206) 13QU210N € T #7 9 Ors) Sz GZ) eben er * 12901410 Sø eae ar r ae EZ NET L G 13qu2jda5 2 | GE b as || Cea or || ee RG * *gsnåny & 9 | at A SC | She ES El o LÅ #7 £ S or PI | or b D © Din = S „I T 6 Iz | 6 TI g | SORT ETAT 40 30 I G €1 Iz | oz Li £1 ehr; 9 S al T Wad | ea Kr || tone Er °° sep o € a Ir | Oz UCI OI S * 1enIQ € TN ge Ss 17 | OE | IG OI TI * * enuef ‘Ju20014 'paybrukspueg-søqpaN I Zz ae L SI 91 zı | GI | 91 1e I #1 I L La \\ ie Sr | 61 61 II | saquiaoaq I se le 5 61 AMIS Gs ar II | Jaquaaon I T 142 6 61 oz 61 ee | cz II * 199010 T #7 T 6 Ege | b 9 8 or | saquiajdas I b | ah ont NZ || ee Se JE Mots er |e rn I & | av 6 Gr er vr an Kor GH NVE © at o | å EN 797159 9 ES or | * * ‘tunf I € «I E zı ai 9 Gp WHE | ee | TE TT 40 40 I L Sie |) an Be Gs || 6% or MONO, it ry £ oy £ 91 SI Sr Sz | te or | * * spe o Pa Zz b II 9 G Oz or | * zeniqay I £ 47 8 ze | to GI NEDE EG OL |) 2 aenuyl | sms | MANI M [MS] S | as | a | aN] N | 56—S3g1 ‘SdO 0001 ‘poubiddAH-10qpoN on nie) Egon ==" ,‚06°=g ‘Jopiæux ‘Se No. 1. 1900. M.-N. Kl. Vidensk.-Selsk. Skrifter. H, MOHN. 18 oz | $ | gre Len | sz | L | + | | Ivy 8 | | S | 11 | of | ar | se | lz | or | ry oz orig o|o o | cl. o | 12qu>23g of b | + £1 | St | 6g | of | Sb | 9 Jaquiacaq 6z | 0 8 o NE ot | gp | 50 o 12qU2AON L 7 £ Li | st | tg | 1b | 67 9 13qW23A0N zz 11 8 40 | ze 69| SE | ££ £¢ * 199010 Er € pe Sr at) IGG NES SE oi * 12q0}4O $1 o $ o | Gg | Se | zz 1.50 o jaquia}das 11 30 tr FITS} OEL éco er £ Jaquia}das gi 11 b 62 | tr | 40 | Zi ge] ti ° ysndny S II | på or | 17 | ge | Le | & £1 | * *ysnåny oz 9 € o lo +0 11 0Zz| o Jo "ST | GT 9 ti | 29 St a |e eas eke gı | ent stl o £ 0170 o 8 30 o | = Ton 5 9 | of 9 L i, Oz | or zı | un, Er, | ey t o o o xd 120 ol | He L L oft 6 LS) ey fae sg We br 11 || in: gl GE o | 0Z | 0 61 | ,0 o | » * qudy F £ „I L or Whe 1 Qz|| “bz 6 ‘+ judy 87 € 9 | o o o LZ | 40 o * * SPIN TI az Zz S tz | 6F | gt gz Sr * suew 12. [to L o |o 0.” | OT igo Q * Jen] 11 al arg P| OS cc. os | re 6 | | * seniqaq te |ui | L o | o | o Er | 40 o | * * aenuef 6 | =] or | gi | oS | 09 | #5 | Et | „6 + > jenuef | | | I I 1 I ‘qu9001g ‘paybijuAspues -18qp9N '9U32014 "payßıpukspueg-iegpaN quel ei Mei} EDR Te pe I | I ry S Ze of Suse | Seal ee 1 SE | ee | tg | o | oz o | od o fige | fo Mo 2 jaquiacaq at b |.E | 41 | gs | 12 | or | gt oz || o1 | sug 621170 EE 20 | z £ 9} o 0,1 & 13qW2A0N L ez | 2 fe 261 tz or | gz |. ız || o1 | Rnqwaaoy 68 z | 67 | 20 8 Li | 1G | z £ L | * 12409940 or | © | Li | yp | FE | 92 | of | 1€ | or | * 22900 og ont so | 2 T Leo ol L aaqwaydag f2 30 ga LOL a TG Oe) [ox gy pao or | saquiajydas SL z TI £ | z s0 IE z E L * ysnäny £ g | z | gr | gi or | zz | oz zı | * ysnäny Sa zt 6 o|o o TE z 40 9 am 6 | + | 6 | zı | 6E | gr zr | tz tz I * * mf gz o 11 oslo Oo |-PZ | s0 o 9 * * tunf os of or | gt | + g tr or | zı | * * "ranf ost z oz o | o o 8E | «0 o 9 GJ EG oF | 91 TE | Se | g | of | 91 or | * * ry bs a pel o}] £ o | GE | . o de z z | el L | gz Iz e 1 JG | Sx or | * * judy Lor t | Sz o|o O | 6£ | 20 o 9 * ‘ sue 6 al 1 L | of | 6 | Sz | Gy | or or | * ° sem 1§ | o | € 1.0 | 0 o 91 o o 9 1en1q 4 r € «7 gr | 6€ | gr Sr | 665 | of 6 | * seniqaq gu b | fz | o o o | gg! .0 o 9 | * * aenuef L 8 | oS 6z | SE | Se | Sr | g9 | 1£ | 6 * * senuef | i | | | I | MANIA | as! s las] a lan] x | $6—63g1 ams [MN] a | ms! s | as! a | an| N 056-16'0%g-tg1 'S90 0001 ‘peybiddAy-seqpen 'sqo 0001 ‘peybidd{H-18qpaN witor=p"8$94="] lz) 6S — 94 (uayıewap [)‘uereq “gz wgi=H '£op01=] ‘Pos =g mare] ‘Le 19) KLIMA-TABELLER FOR NORGE, No. 1. 1900. 6 sf | 9 61 na VERN era Er G ey G 47 & | or | & | og | taz | 17 | or ey TI så or | 6£ £ OG | St QI Gj 12qW323q L PA £ ae || 5 st Gg | of | 9 19qW292( ZI £ 40 aa) az | CE NS € I2qQU2AON £ MG r gr | LE ge | 28) | kz 19 12QU2A0N TI #9 6 Gr | eee PE | zt QI 6 * 13240140 “ 2 t (3 of PE | ve | 6r 8 * 120140 L £ #1 T SI iz | or EZ 2 12quajdag Se ee r roe NOT og | £1 Li 6 Jaquia}dag ZI tr PG OI II OI | ca 8 * qsnsny Set af or | 9I | 91 TI Sr SI jsnsny 8 sc t € I I I I pc | 8 S 2 © © fi EI | «9 få 6 Sr TT S1 SI 9Z > Srialt #9 ZI 15 £ G 5 II II t OG Oen € el € 9 L SI OI GI | or GO Oral L Pr G II II bi AT |S Ÿ D 009 TTT G 40 = 8 OI ZN Er EI II Te 6 I 30 te NE ti ve | Li T ° * Judy 12 Zz #1 9 Li SI | 8! Sr b MONT: 6 #7 6 Iz | ZE cr "ir 97 € tt SIN T #0 I 8 QI zr | 87 | 62 8 * * SJ 9 „I 91 im ||| eee, Lz Og | 67 g |! * JenIgag #1 T 40 6 og | FE TE Lz 8 * reniqa iy FI 5 L 1h | py | lb ka US || 6 * * aenuef + „0 T ail || AR Ve NES VE NE * zenuef | ‘1u92014 ‘poybruÂspues-19qpoN '3U32014 ‘poybrjuAspues-18qp9N 6€ a ra 9 ti PG |v r ry T A Ie Ke N Er 61 ji PN 8 ey Sa „7 $ Sr | 61 97 | 6£ | 8 3 II jaquiaoaq £ “a vr | 92 61 | 61 lz | 19 | ar | oz | 12quaoag LS Zz 40 6 91 Cys Se er £ 11 | 12quaaoN I MG G IE gz | bz 1z | GG | or | oz | saquaaoN Et 9 7 9 Er Se RE 11 | 11 | * 199010 I ER? 5 TT 61 S1 I | pp | 71 oz | * 13240940 TT 5 I 1 yz | gr |9 OI T 11 | Jaquiajdas tr “= S gz TI Sr nr Lz | 6 oz | 12quajdas gt GJ Vi 9 FI 8 FAT S G 11 | * "gsnöny € at 9 gz | & 8 zu || hz, 8 oz | * ysnäny TT £ 7 AG JA | pe RO E € mie PES Cnil 9 at 9 A| Hi Er br | oz 6 || C “nf all eM yi T 5 L rat NG T ag JO Opera Zz ea Zz ord 9 L Ir | 9g | £ Ga || 9 Sel IT Pr T (2 II oz | Og | ¥ Zz DI Ten € #0 c OT L Oy | REAR a? Oz et SE I 40 G 9 6 gE | 61 T II * * Judy Zz I ay 11 9 S Ez GG | & oz) |) SI may 2 a T £ TI SI | EG | 47 € 1a | SEN I 40 I tr 8 £1 tz | HL | O1 oz | * * SE 1€ Fi L 8 6 OI IG [ES L OI | * ıenıgaq «I Pr Zz Li SI 6 Se, || ea) Arr oz | * ıenıqadg GL T T Er | kz oz | yz | tz PG OT |] Pacey] T 40 = & IT S1 Lx 8G | 7I Ger Kr renue | I ams |MN| M las] s | as| a lan] N S6—$ggr ams |MNI M | MS! S41 as | a | IN| N s6—glgr ‘SdO 0001 ‘peubidd{H-10qpoN ‘SdQ 0001 'p>ybidd£y-199P9N ‘mw zz =H ‘6So/="T'0108$— gq (puessuegsuyg) ‘Ba “of m= ryg co 8 — MN vodunsor ‘62 EE eee ee eee ae SSS = Sr | 6 | | 61 | ez | = | tr | 17 | 61 | ry EEE: | oz | gz | 61 | 41 | 8 | ev > : 61 | gı | spl ge | st | ee | fe | oe | 281 Jaquis2aq gærn] ryg [Fo | saquiasaq 7 Li TL | 40 gz | gE | zu | Ez | oz gz 12qW2A0N € pr b £1 | 67 | og | 67 oz | 4 Jaquiaaony = Sx 1,0 o gr | SE | og zz (gg | og * 29299140 ZI | av b FL OZ | /ZZAINST gr | L * 134040 8: o so | 61 Zz | v1 8 61 Er 12qwajdag 8 at + g 91 FAR 2: br ol Jaquiajdas 61 |,0 o 116 SI GN Le) L S1 * tysnåny 5 P | 92 b or I va ST im | 8 © [+ gsnåny go ey. 1350 109 tr | 6 or | 6 ti Ope esi L gler iv er |-sp | 2 aXe ||) zı eS oro) g |o o |# Grå dee + |g L ran]; £ b | gt I 8 si | L ler = ronfı 6 LI | „o v | on 189 9 91 €1 SEN ÿ Z | ef tr or FA Wor zı 8 Fos EY or zz gg | Sı Sr |s4 Ir | 2 61 * + qudv = #0 z S z1 Gz | f1 zı 9 * * mdy er Lo | br | Sz | 6z | gg | or | Se | 12 "+ sut ser ro ire oz os [azz | 8 | * : SUE 6 o | «0 | LE | 91 17 of | 67 9 | senIQ34 „Oo el + 8 zz Lz | & gi zr || * enga zz | o | 0 | EE | pp | ge | Sz | gt gz * + genuef b al | 5 Srl ge | Le | za | tz | 9 | * senuef | | RQ (RER ser [et qua001g ‘poyfruAspues-18qp29N ‘yusv01g ‘peybijudspueg-reqpen A e) | - I rs tn Per or | LE | 6 b Er 196 | Ry I | sz $ | St | or | Er | st | 62 | oF | | ev = L6 |» plar cc oer | 8 gr | oz | 9 | 12quaxog Tez 9 | oz | ‘zz | oz | tz | cp | Er || oz | saquiasag og z so | or | Ef zz 5 Lı | OG 9 J2QUI2AON I 4 9 17 tz gz | £z | Og | z || oz | nqwaaoy 19 0 o 8 ES ti 11 1£ | ca 9 * 12401410 T på L | gı gı oz | gr | Og | z || ov | * 129040 gz 30 o | tr | 9g | 9 z Er | 61 9 | Jaquiaydas I A LE GI | ti Dry I zı | oz | saquiajdas So 0 o 6 Er 11 o b 61 | 9 jsnöny 1 Å pP | cr TI er | 77 | er S || oz |- "jsnöny PS £ 12 L 6E | 8 Ss S oz 9 ain 1 at 9 Bre | AT OP. | £1 | or gy oe! [ate anf | fl Xe) o S Zz | 7 z or | g 9 * * * 1unf I z el b 8 9 6 |} or] F |} oc |" * "nf | gr | = „Oo z Er Ss Lå tz | 6Z 9 * EN 1 T «7 or or 8 gt yz| + oz | °° ny | ce | © | of 9 Li £ S Seal oc 4 |< judy: I „o a ale 8 dur | GEN 5 oz | * * judy gS 0 1 91 | 18 zı zt of | EG [Å * * SUEN Zz ev € Si Lı in | tz | op | 11 | ot |: * spenn | og „o o fr || Gr tb 9 gf | 99 9 18012 +0 el b S1 gI or | ze | Ep | 61 | oz | * senqay 601! | o £1 | zy | or | S gt | St 97 ee aenuef I „I L | £z | tz | Sx | gr | Op | zx | oz | * * senuef | | | | | | | ans | MN| mA lasi s | as! a | ani Nn | S6—6ggr ms [an] ml msl s l'as] alan| xn | | Sé—og 'S90 0001 'p>yßıdd4y 1eqp>N ‘sqO 0001 ‘pouPidd4H-10qpaN wol=H (z€o=7] E798s=g ‘puenefa ‘2€ wn=H ‘Wo8=T logs =4 exo TE 20 KLIMA-TABELLER FOR NORGE. 1900. No. 1. I I tr 6 orig || ri 9 6 st IV Er 9 oz | zz GE | SI G t av || Jaquasaq tr L 6 Con VZ Sey 1% JaquiaAoN a] 4 we) EZ | Ee Mca ats r * 12400 S £ omrzz | 060 ES 9 v Jaquiajdag II Fr b | Li GT | 91 | st 8 9 * "gsnåny 9 [å ON Li SI cz Lı S Zu ol Zz @ 9 8 8 6 IS | +0 um at Ke G | 6 OI ZI £ 6 5 Te r u 9 |9 $ L 23 #7 > qudy gl € SZ || Oe | te |) oe E € SPENN ZI S 61 | og | Er Li 9 Var Fr * zen] tr L OI | ZI Og | Sr | sz 9 € * * zenue[ ‘1u99014 'paybrukspurS-1øqpan 9 II 9 Git |) Hae WGA | Wee Xe wy t ZI ri | gi Le N ZE 8 S ut oz Jaquacaq L €1 9 LT tz | Ly 9 v ia oz | 12aquasoN ZI 91 or | Li pt NE G 8 Mg 61 | * 124090 £ 6 If zz mu Oz sl te € SI | aqwaıdas L br + 91 61 GE | a! I T SI ° "gsnåny £ 8 DE 6 Eu gz. L Zz 7 Gr NS L L £ (2 6 I b Zz 40 Gå || MO ain PA 8 S L 11 GZ | +2 £ T [074 HER CT IN T 8 b + + 91 G + Hii 07 TTC 6 6 9 11 Sr 174 r £ ac oz | site S II 6 or IZNGE 6 r st oz | * zeniqax 9 ti 8 8 Ez | Og £ L UG oz | * * renuef ams | MANI M | MSI S | as | 4 | EN | N s6—92g1 'sqo 0001 ‘peubrdd{H-10q4p2N ng Te sg a On SS CN IPS 2206 LE S | az b II Iz | 91 Sr OI 8 | ry r Pr 9 6 LE | og Sz 11 | 138qu222( € 40 Sg Hist NES OG ra Nie (re) I9QU9AON vr 30 5 61 Ez og | 61 II OI * 134040 5 ml & or | yz | 91 L 8 tr 13qua)dag 9 € på + tI II GI | ov 5 * "jsnöny 8 T al G TI OI ti TI GI 0 9 0 malt “2 40 I £ & 9 G L L m] G “1 € S 9 € L 8 £ OG Dia + al € zit || en ol L 9 & TT TC + ut 9 Li 8z | SI SI SI 6 * * SN el S Ba || Se ar || Aa | da * senga 9 | PG L €1 SSG ecw eer Ss * + renuef '3U32014 ‘poybijuAspues-reqpeny by | oi | b gı | or | tr on | 20) & | ry ET ør 9 |1z | gr 8 fr | gz | z oz | 18qua22q OI #0 G £z | oz L Ini || eA & oz | 12aquasoN II 40 9 ÿz | or II SIE Me r oz | * 124010 SI 40 £ jive SEE Fr tr E1 £ oz | 1equaydag 91 I 5 8 6 € Er ET | «! oz | * "ysnöny 91 «I T TI Fait || @ 6 II T or || à 9 Sag 2 30 T L S & + 6 I or rn] 11 „I Ss 6 G I 9 OI I OZ Te II i Zz OI + Zz 9 ZZ | 20 Ga OS EE Sx #7 HN Le i) © € or | JAS | ts oz | * * spe SI #0 2 Sz L + 8 CV G oz | * zen zz I L 91 TI b EI | EEE | at oz | * * zenuef EG L == es PRET sms [mn] ml msl s las] a lan] NÛ | 86-888: 'sqo 0001 'payßrddAH seqp>N wlı=H ‘,/Z0/—="T '208°=g Tepuew ‘€€ M.-N. Kl. ov no and mm ND A '3U32014 gf 'paybrjukspurg-1øqpaN H. MOHN. =a TNO Tre an) om Sb £s €¢ gb SE 1€ ot 17 11 LE 1€ gt MS ‘S40 0001 81 oo =4 poubidday-s0qp2N 17 ey r 12qui222q 13 Jaquiaaon 1£ * 229940 ti Jaquia}dag bi * jsnöny 01 oral gaa ıunf at «tt 9 °° dv bz "Se 97 * en SE | * * aenuef | 67 | Rey LE Jaqwasacq gt 12QW2A0N gb * 229910 lz quads ££ *Jsnåny 1€ = EU 81 =o st run[ Li "7 EN 11 * * Judy ££ * * sue Sz * Jenıgag lz * * yenuef N S6—g9Lg1 ouspn “of ‘40 “0001 wt=H" ae ai 6006 ==" -‘sauepnhys "SE or | tr Ls ns EI |,01 | 6 28 Pqupaon LY Vart * 12290140 SI 9 Jaquiajdas Løs Se * gsnåny of | gg raf bi | 61 uni: 11 | 61 ge KARA or 8 * * judy ti 91 * + se 91 |,9 * Jem1qo A Er | 48 * * senuef paybrukspues-1øqpan 9 gt | at ai L 61 PT 12qQui: 24 ar | EI Pg Jaqwaron 6 ot 29 * 124940 ç | NL iret 12qu21da5 ¢ | 91 al * ysnäny S 1537 9 S$ nn S s | af $ om, JOD] L or} 9 | 4 °°° FEW + SI | ar F * * qudy 8 Or | of 8 * * suey 5 Ez | of L " JEU L 61 | gz Fr * * senuef ans | MN | a | aN S6—glg en a KLIMA-TABELLER FOR NORGE. No. 1. 1900. Li tr tr Er IE 6 #9 cope |) fag ry 17 IT ro NZ ee FI Co) A | Jaquıaaq QI Er OS N ae 6 tr | ze 13qW3A0N 61 OI gı | Gy | SE S Cho |) Sh 1240P10 zz 8 gz | eh pr Fi Era ES 13qunajdag ot II Ly ge | ££ Sy ap | ets 6 * ysnsny SI ZI 9 DENE TI QI | 40 11 N TI G O1 Te) || 32 6 #0 Oo 5 ag] 11 [4 6 og | Sz 9 Fr #0 TI in 40 6 9 | £a | 81 vo | yt t | or > pudy (op OI 9 OG) | 28 8 Ww 1z | 91 st SJT Si Zz ZI og | ££ 8 G at z£ * JeniŒ 61 bz TT EE JG 9 Sz | gz * * zenuef '3U32014 "paybrjukspurg-1øgpaN £9 [Å Fr of | og | 8 € ul Er Ry TI I L Fr se | Lz 91 9 we 8 oz 12qu222q 76 9 Zz 65" | Sp | & 9 | «I br oz | 1aqwaaoN COS 9 | ge | €£ | 9 | ot | S |g | 61 |" 129050 szı| ? Segel nz) 8 al a Wi oz | 13quajdag for | 9 L TT ee Ro Zz wl ZI 61 | * *ysnöny I L £ 61 tz 9 Zz Fo) (ANG nm ss r GN ERE EG o 140 | 6 Ge, GT ea ob €1 WW tora NZ GS I (er || (ore | TR Pots 9 1 ZU cI 9 I wl 11 [074 the 78 g gl Benz 6 £ z 11 OMS TETAT gl 8 I og | FE 6 9 ml 61 oz | ' Ienigay 06 ol 1% EG | gt 9 G we Fi oz | * * aenuef ANS | MN} M | MS | S | as a | an| N | $6—oLe1 ‘S4O 0001 'payßrddAy-segpaN "wu of =H '07,9=7 ‘07009—4 "'Sueasuann ‘8€ 8ç | st T | +9 OI I I Rey gz ot 89 | cg | 99 og Q lad OI 12411999 (T bz st po | gr | SS gz CN Po) 07 JaqwaAoN SI OG gs 19 | ot TT Q 140 Er * 124010 TT gz Cle) i] J4/4 || owe bz o 8 40 Jaquiaydag IT TI BE NOG 0% Se | 4 TI II * qsnsny SI SI A ET RON 61 8 €€ | «9 PO © ji] £1 Lt Zone NiO Wo ell | ays TT 9 à D aaf 61 6 EE | Er | gg! 67 9 6 ut OG Oda peal TG | TS ze og 97 Z 1,0 8 sax: TT OG 69 | z6 | LS CANIN 07 LT DU Sey Ez og PL | 26 | OF oz L lat oz * reniqay (EA |) the zu | we | zh St OI | ,0 11 | * * ienuef | ‘]u99014 ‘poybrjuÂspues-19qpoN toi zı | 6Z | 61 L QI 6 wl Zz Ivy ADN PG | ct 6 S1 ZI | wl £ I] 12quia22q CA | gz | a Er Lz MINS Zz 6 Jaqwiaaon Lit | 3 Sz | 61 or Mor Er | Ae) € zı | * 1q0]NO Se ne | ea || dor || oe er C I o TI | 1oquojdos grr | 9 ov | Oz | Gr Zz I Er | * qysnsny one || Ål Ta NG 9 Lt Fr I ul TN m EL I I Tales b 8 If = pl Ne Na > ef zor | € Ard E 6 61 £1 (4 ul Or EN #09 HER || hei S I OZ or (0) Zz one |] OO phen gir | Og | bz | 97 I 61 Se ra 9 zu este 6z1 | 91 ey | ft II Er PI | ar 9 TI | * aenıgayq 91 | 6 OG | tr 9 Ez 61 | zo I II Le * aenuef STS ANG AS GANS TS: as GEN N S6-—£gg1 ‘sqQ 0001 ‘poubrdd{H-10qpoN MNO = ec O— Te AC enes LE M.-N. Kl. H. MOHN, Tr a o00000000000|0 ey 124222 J13qW2A0N * 2990440 zaquaydas * jsnöny oran nf 3. ete ıunf °° ° EN > mdy “spe * qensqa.y * * aenuef ° 00000000000 "wozl=H °,Fy - a gr OT om arena TAN O + TON am - 4u32014 'paybijukspueg-1ø9paN reeeerennnn] ivy Jaquiaoa(y J13qU2AON * 12290140 12qu2)dag * jsnöny MADS nf ut runf "TEN > Indy "SPE * 2en1qo y] * * genuef | + 02 wo co [un ni Ran me ro las] a | an | ‘SO 0001 'paybıddAy-ıogp>N ss—Fesı 187 909=g (198uepaepy'psofjprg) 'UpED ‘oF ‘SO 0001 ‘peybiddAp-seqpan usdsag ‘6€ IT ny EE 12qW222( SE Jaquiaaon bz * 21290140 17 13quiajdag S1 * asnåny or nn] 9 Ne ran] al "EM 8 ° * Judy zz | Ge | ££ gz S1 * * SUEN we ge | ge 61 91 * En 11 bE | oF | tt 6z 61 * * Jenuef '3uU32014 'paybrjukspurg-1øqpaN gi kr £z |sor| Zz 91 ivy TI gı Lz oF br 12qu222( 1 8 Ez th St 12W2A0N 6r | €1 17 ob Ez * 124040 bz | br bh gz 61 Jaquia}das 97 IT TT kr 91 * ysngny tz 91 tz SI St BY St Ihr la or ee roof gr | 6 Li | €1 + egg ı | o1 Fr | €1 6 + judy gt | gt kı 1£ 17 * * sun Cr M à It £z ti * sens 91 | 11 Sz th ot * * senuef | | | ams | MN] m | ms] s | as N S6—gLgr un a KLIMA-TABELLER FOR NORGE. 'Sq0 0001 'payßbrddAy-ıogqp>N of | 95 | gg | 65 | zh | && | 16 | Le | 497 wy 1g | ol | 06 | g6 | oS 40 Jaquiaoa(q 66 So | gg | IL |40 ob 13qW2A0N 1£ | OS INGO se cee | 30 * 1910710 oF | 99 29 | oS | GL | oS jaquia}dag gr | 79 | 29 | Lt | OG | os : qsnsny 6 | zo) || SE Et | 001 001 nf Bo Se "Ge | IG 149 | o de Coral] Iz | 97 GEN 25) 40 o ET ETAT „Öl sh LY SS | 001 Pre) + judy Le St AV (he) | Lg ** SPENN bz Lo | og | 19 | 40 ° 1en1Œ z£ | 89 16 | SL Go 40 * : renue[ | '3U32014 ‘paybipudspues-19qpon Ser yg Er z z | tr SANTA el wy For | 09 | 25 | 68 £ gS Se |) wae || © zı | 12qua22q Lor | 66 | Gy | gf | 40 | 6€ og Sr £ II | 12QU9A0N og! | OG E Sr I 1t gz gz | 40 11 | * 1340140 127 | Of | SL | tz S$ of eg i) pe | ets 11 | raquiajdas gez tS | gc ce || et CAS | seh INT € 11 | * "3snåny a | ce || Gr SE I St 97 iif ET at PT jf Ze | OG ie ESSEN 1 Sz 61 5 40 | OL © Past Spine I ese || re || Cr o | pG | 9 car || 40) || GE one „09, | z Le | Sz 8 SER (ee | te #0 Dr Be dv; aa) | ze | Oo GE aa || {in € Ir | * * sem zzı | fr | €9 | 6z o th L PI | 40 11 | * deniqaq lyr | 1£ | ob | gz CHAN I eee WW ae 0 Ir | * TUnUE || | | | ams [MNT m [msl s las] a | an! n 56—tgg1 1 00/ = H',95 9 9= 7 ch 909=4 (uapepuny) ‘euearerx ar o | Sf | gg | es gz FI hi (2 GN ry o 15 | 99 | LS br | gt O | 40 9 || 13qua22( o €& | t9 | LS fo | or 9 40 ad Jaquiaaon o og | gg | PS | gr | tr | 40 £ ju | * 13901410 fo) Ir | 89 | 14 || lake IE | 40 Zz G Jaquiajdas o SE | 79 | 65 1S (ea |W) (0) £ G ° *gsnöny o ot | zg | #5 lig \\ Ed 0) Opi |} te Saft ©) of | 6F | IF 61 OI | 40 I T rn o oz | oy | LE 61 2 (0) 40 EN ON o AMI IN jig \\ 61 8 o #0 b Don THAT o z GG | AS Ne VE @ || x |) VA * Sue (0) GE EE |) Gå Lx QI | 40 o * zenıgag (0) tt | co | £9 17 | 6 #0 £ 9 Zrenuej]l *3U32014 ‘poybrjuAspues-1eqpan o St |yor| #2 eee || Src Nh ee I 8 | Ry (6) oS | G6T | LL | @ eI o 40 TI TI 12qua22 (0) ov | SLT) £8 ab L € #0 EI TI | 1oqwaaoNn o PE 791 ah TT 91 | 40 1 I Il * 12Q0PI0 o 19 | 9Gz| 56 SI SI | 40 Zz 8 11 | sJaquiajdas o os | Z0z | 69 Se Ne | ed I 9 11 | * qsnsny OZAN | ee || Be ON UNE wit ES gel fo} It | EzqT| 6€ Lx 8 30 z £ me SS Sui o gz | €or | LS se | 9 #0 fo) tr Tr ESTEN o | 67 126 | 19 SE o | 40 9 mye LE ehr o | 89 | SET | 78 EI Lå G 40 gl Ir || > SPENT o br |gcr|sS Sr 8 O | 40 OI 11 | * zeniqay o SHIRT am ea 30 I 6 II | * * senuef | sms [mn] m | msl s las] a [an] N | 56—t3g1 ‘sdO 0001 'paybidd£y-1øqpanN ‘a SPE=p1 OF p9=T ,SCo09= 4 ‘(uaaviD) ‘puefedsy 1 1900. No. 1. M.-N. Kl. Vidensk.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. | 11 | oF | zh | py | 6€ | 6z | 91 [aust | 91 | sev o | Sz | gz | 6z | Sz | 91 | +6 | or | & rey £1 of | os | €9 | oS Iz | 401 | 11 ze | 19q11992( o o | be | Gy | Ez | 8 | L Val TI 124299 | LZ \ 65 | 95 | of | xs 1943 | 38 oz gz Jaquaaon o Le | zz |EE | ger | gr Lx |,0 £z J2qQW2A0N | 6 g5 11090 65 | ab | 18 ZI |p71 Sz * 13249140 o Pr Of ce Neeikgr E1 |,0 61 * 120140 | or er | zu | EP | ce | VE Ez | br | sEı 12qu31da5 o 91 | 9f | HG | og SE | .0 o or Jaquiaydas | £1 Le | La | LE | 18 | LE SE} 87 | Og | * asnåny o 292 AE Pr | 09 | 0 * *ysnåny | EI Ez og LZ ££ 6£ CAN TN EX arm o LE OF | og oz Cr ISF) où cbs oz CCE IL | 9 Sı Si fe of Weegee | Or | zu Var | anf o 11 $1 tz LZ | sı L 140 oO; =< sam | 8. | oz | zz |Ize 767 Lz gr | 8 “| Ze o TI LØ S1 L Er |,0 61 | COTE | . Sz ze | St | pe | zz 6 II | ad °° judy o 8z | 8! 6 Sx g PL oz 6 | * * judy | 8 6b | 75 | gg | 1h | de } gor | Sx Ez | ° ‘ SUN o tz EZ Nase ee er 11 | 40 Ed) 7 * SHEN ZI Le | pg | LS | Lt | zz | 46 6 Ez || * JenIgag o oz | 97 | gg | Oz 9 (0 | EN * seniqay | L NES | $$ | 9g} 6F | L 39 | TI kz || * * ienuef o | or | BERN MOT NE 61 ze | az | * * senuef ve pe NN Las SEE EE EE | : | = — == — — = = — | ‘122014 ‘poybijuAspues -1eqpon '3u32014 "p>ybıjukspuegs-isgpaN = 8 Sz | 67 | 9 |16 ££ rata | ars | Sz || | wy o z | £6 Ib IZ] nk 8 sv | or || | Jey O — Å : —— | - — —— = ——— ; __ —|| -—— = £ of | z# | £S lérr | 15 | 61 | gb | og || oz | squ222g 9 z£ |£OI LP 9: PX or + | 9 s | IqQuasaq ne 6 ge | rb | of |ZZp | oS 11 | «ir | 92 || Oz | nqwaaon o se 126 ob | 6r | or s | eo | gell g | saquaaon a L zb Ib Le |68 gb Ii | of St || oz | * 129040 o ZI |£OI | oF zz tz or | so | 92 || $ | * 229040 6 +£ it | zS |08 og AA Lz | oz | saquiaydas o 1% | PPT] IS tr 9 o so 1148 g Jaquiaydag Fi 61 91 zE ITZ lz II | at | Sz oz | * gsnåny o ob |ggı| oF | z 99 | or 9 | © g * jsnäny er | or | oz | Sz |g9 | Sr | $ 2 202) CN kos en o PE |e6 | oF | Li bz] gr|ag | oz] 8 | * * * nf 8 6 8 61 | cc 6 t REN or ran] o L OF |) LI WIE or | 9 Jo | utv g * * ‘runf or zı | 6 17 | GL £ L See SA CT RER TT o s |€Z z $z g | 91 | 40 | g [°° ny | L zı Er £1 99 gz | or | sf | gr | oz | pudy o IE | HG Er $1 tb se | 8 or | & ** judy | S ze | ce | FE ZOT I SE | Er | ag | GE | oc | = * stem o 6£ |06 | IF | Serene L | 0 | z | Z * * SUEN | 9 fz | Sh | at /etr| gf | Sr | ot | Sz | oz | ‘ aeniqagq o sz |g8 | ig | € OI | „o fri £ | sensqag | oz se | 1t | ze |6zr | 65 | 8 PC | zz || oz | * * aenuef o | 6£ |F01| S$ | 4 gl z «0 91 L | * znuef | | | | | ons [MNI AM | ms! s las | a lan] N | S6—olg1 ams |MNI M msi s | as! a lan] N S6--gsgt ‘sdO 0001 ‘paybiddkpy-10qpan ‘sdO 0001 ‘poubidd4y-10qpaN 2 woop if t= 15S ,c0o—q ‘Osten “FF ‚ızo2=7 ‘S009=4 "(u8ogr pueuny) ‘repuns ‘Er KLIMA-TABELLER FOR NORGE, No. 1. 1900, Lz ll ES Gp | Ge | Sit: at or | or 1e gz zr | of GG | og II OI TI 12qu222q 123 SMS EA ee 11 12240 N Se oz | ob ze | 15 | og br TI * 124010 gz a tates |) aK (eke QI 6 QI Jaquia}dag jis LE Se rec | 61 QI TI 6 * qsnsny Oz Zn va Nad SNE av 61 > OP jeff #91 TI b 6I 9 v #0 £ 2 0 0 conf QI T L JEN 38% || ©) we L Ben TT oz Tr | Sf | ae 6 b L Ten, 67 ie I fig] he QT Qz | 48 TI * Sem 6z GE | of Gp 162 | ear tr #2 ° Jenıgog of ie te OS ce |) Sie L L * * renuef 'JU3201q 'paybrukspurs-1øqpan EL fe aN GEA | 2 S1 rae || tone | 5 Ry £9 yy | ve | LE | LS mat le ea ls 7 L OI Jaquiasaq 101 TE | = | Sz 6 Wik i (04 11 | 46 OI 12QW2A0N oor | OF | TE | Zi 8 Bea Nee rat || AS 6 * PAOPIO 96 61 FE | OG 6 OG |) ah Oz | „E 6 Jaquia}das LOI | zz tz | ov 6 ve | Gr ZI | 40 8 * ‘ysnsny PS L Li | vz 6 br | 4 DZ L 2 © ©] „Ir I I £ LI Fr 9 40 € Si 6 zn]! ae Wy el CNE el Pe PEN St ee Ne & ae || 8 TI | 49 8 “judy 99 Seca SI L gz Sx 11 | 40 8 DU SJEN EL ZG | 97 | gr 9 TI 8 “CE Er | 8 * reniqaq £6 | 1S Gy I 2g or | or or IS «I 6 * + senuef I ams |MN| M IMS | S | as | AF | AN | N S6—988! 'S40 0001 'paybiddkp-søqpan wsı=H vt99= *£1919=g 'puensopg "of SI TE EE NPG |) ve eee bi 18 „Pr Ivy GE | 1% | oS | zg | Er gz TI Palo 13qu22( Ez 61 | 09 | 89 | oF Sz € 40 b 13QWaA0N 91 Sz | or | zg | Lt Og gl Zz S * raqo}O Lt Li REG GÅ Sit tz | 40 I 9 Jaquia}das OI 6 tr | zei | pe | 97 tr 30 £ * qsnsny £ 8 SI z | pe | 67 fo) II | 40 em 8 8 or | 9Z Zz oz o Gz || 40 ri 6 SI or | 9g tay U| 0) o t CT ETAT Pr Li (Ae TG | ts OI TNT I av; Ez | 97 | Er. | OZ | LS Va || „I r b "spe gz | th | gz | gg.| 95 Sire | ae rie 8 ° genıqaT SE | of | LE | go | GF (4 AA | eget II * * senuef '3U32014 ‘peybipudspues-19qpon 6z re oa or | OO) | Ge | ee r tr ry Sy SI z gk c9 | 09 Cu 16 «I ol 19401992 (7 og 6 lig VE ZN EN ET i OI | Jaquiaaon LE SI zo ner NG Le || Xe) Zz G II | * 1290P|0 Lt gi Sal OSs JA Ow 10 I iS 11 | 19quajdag oz 6 Ve | SE NGG 08 I 40 z Ir | * gsnåny Ez Ss z | 64 | 99 | 67 |40 T o | EI 6 Ten Tv ite Sz | 40 I o wy SG rhin O1 zz oz | 6€ PG | &z | :0 fo) 5 II ONE OG ar #11 £1 VAG || (ore EE G «I z ye |) © ehr SE OG 17 | gh | 99 | IF 140 8 G DI sen Sz EZ Sx |) PS NGS | LE || ON we 8 11 | * zeniqoy gt VAL ROZ Ko NE tele ee | vie | 2 II | * "aenue|) ams [MNT m msi s las] a [ani nl | 9890 ‘sdO 0001 poyfidd{H-104p2N win 2 000 — Er ‘(usos) ‘afserx St. is he P| AS ee, ET 1 z 1 = (eee eer |) | eee Es | av ero ER] oe eps Jå PRE | ay 2 8 gr | ze | eg | ir ie: | © À 5° 10 12qW222( He re ea Re raquiaao oa aa a ee 12Qu292(] = on | s |e Bez | EAA oe PaO FE ge bes ON or z Er | 9€ | Le | € + | ,0 L raquiaydag Er : LE I £ Cr | 20 z * 124940 o 19 SG OG * ”ysnåny z ê EEE EU ee de es : r b 6 u: £ so Å + + + umf er v OI | 8 z $ 40 Oo * asnåny sa EEE 6 | Ss EE + + qunf Na RAS ES NES san ENE eee OG EE å ë SEC pe | ge le emilee ania EN asker bor ee | ete laa | ie 6 . SHE ir #098 een . judy 2 16 | 62 | Ofc GE 1en1qo A er ar QE > ines ||: * * Sue 8 8 £E | 87 Oi) se een (ot mete) | * + aenuef TI 2 EE | 9 : £ Qu EE | LICE | I Ez | pp | 11 9 9 o o | 2 f 4 å | | | | * | Jenue| ‘Ju22014 ‘poyfruAspues-10qp? Å ny FE zz, = p>ybıjuAspues-10gp>N ju22014 ‘paybijudspues-1eqpen = © = zs KERNEL DENE TIME I o o Ser omg a a a a It TIER A ør Jeep I, mat | T 1 o || oz | 1oquoss 3 = Swen rs 1 | 8 AR) S I | <0 | oz N is oil eZ | 8 le 1% O | 00 || 51 | zaquaoag ss z 9 9 z rt z o | 90 | oz |” “pas + : N 81 es ae «0 o | $1 | aqumaon GL 1 L eye, 1 SD 1 ot es ‘ek € oe oe a ee AR OOK 129040 bs so | Fr 9 ur o o o | oz | * qsniny 6 5 Å 3 AN o | 9 | 51 | squoidos if ON A NE Pt 1 | 30 I | Sad] E : b g Al dE o | oO || tr | * “ysndny | og | | OT | E z z 1 o 1 fl oz |: Da bs 3 x - x | on 1 | on | ID} } Se ei, ral leo liao. |x| Poe te 29 Si e |x| 5 | o | | | + + + runf az | 1 € I 6 : x ” | pan |e IN gs T 9 € z z | | I © | %ı le. + Ten is | € | € € » 1 | o | oz | judy att + £ 9 I z | x = | NE | es = 8 å T Zz I «0 | oz * + sue LL = 6 EI : : = 5 1 || 91 judy bc ; mi | 3 2 å | 1 ul at || oz | * senIqoy 88 5 fr | 61 6 all = | - på | 9! | * um G lo ie | |A rer 8 | È | 9 * ensqa, | % | ; Ze. os | 40 | o zenuef 06 7 Ir | Ze € T | T o | co | SE N, peus. aus [mn] malas! slasla [ani | SK enl ERE ER VER SN = RF U S Ss IS A AN} N il | $6—94g1 ams | MN I M | ms | s|as| TF lanl N | | 16—9lg1 ‘Ss . 6 a . 40 0001 ‘Pad RUES J9QP9N sqO 0001 ‘poybidd4-16qpoN —— ———————— © ws=y ,6ol=T7T : = . zu ; - Å x: = | 9019=g 'Tepıe] ‘gt? wtr=pH yloyl=" ‘Pis1i9=g (udos) tepußos Lt NORGE. KLIMA-TABELLER FOR No. 1. 1900. ı | ££ | 62 | vg | 92 | oz Ll gS 8 Ivy 11 Lt LE | gg | & S1 8 b 40 19qu1222q tr Sz AZ CH Sia 87 | ur E1 £z J9quiaaoN 6 Sb er | gg | Sz Li | 48 IT Er * 139010 6 £9 vo | 99 | EF 17 L #0 b Jaquiaydag 8 40 Lr Or | gz SI QI o b * "4snsny En rs) br | ye | 2 | gz] & O | 40 2 © © xml OI OZ L | tr | & tr b 40 L run al ot J, Li Iv | 6z 1Z L S ur TE 6 GE | 71 | OF 6 Li L #0 9 ‘+ quidy TI gt V2 WARN Nie OZ S wa OI she LY \ st wy | 79 | z& SI 8 6 “eo * zen 6 ot zh | GG | 67 IT 8 #7 LI “= renue[ '3U32014 ‘poybijuAspues-19qpon Sr br | of | SE | HH | Sz | or | av II Vy 6 oz | Ez Iv | 6& | og Le || z 40 9 12q1322q Lx L of farce || tar OG | 49 L SE 9 12qU2A0N br 91 | 6£ Sz Ly | vz ON å Ez 9 * 12901410 61 zz | VS 1b co | Lz b #0 9 9 12quajda5 Lx 140 od IRON å mine € L * "gsnåny OT Zz ss Sz | pg | St Zz CN) L > Er 9 6z I7 | OG | OI z 40 OI L Zr 8 oz | 7E Be Ge) hr ep || u 8 L BO Cu za a le GT NOT LI or | 40 E1 L sud Lx ra ME op | at Sz 9 me 61 L SIE 61 Sz | Se | eb IG | 62 E1 8 MG L ° reniqayy 29 S1 | 6z | bS | GG | og Wall az Hye MW | ren | ams |Imn|mIms| s las] a | an! Nn 29-9181 'SY0 0001 *paybidd£py-199p2N u IT Om 75 919= ‘uajsoquioq ‘oS ZI bz 4 KOSE tele na || P50 |) Si Ry EI 6r | ov Et |- ot 61 |,91 QI 6z Jaquiasa(] OI py | 6F eb Ev IT 91 #0 of 13qW2A0N br LE gt cp | LE QI 61 „el Sz * 120140 TI 91 bz ee | 67 Sz QI S ut jaquiaydas “8 8 or 61 97 £z 8z b ul * ‘snëny 6 9 6 QI bz Gz | se 8 #7 OG pr) OI b £ Li yz | of | 91 Pr £ ON ON area 6 or | $ å ENG ZAR I 40 STEN OI EI ç 61 Oz | £1 II 40 OI Sa, Er SEN NE ££ tz | 61 SI wel of ° ‘: SUN II 6£ | 1£ GE bE Li SI Xo} bz * enga SI | of zy | iv ze oa Nl fey 401 Sz ° * zenuef '3U32014 'p>aybıjukspueg-iegp>aN Li | Se | Sı | tz gz | ge | 6z Ivy oz ze gr | ££ TE IG | eb 12qui222J IT gz 61 Zz Er || Goh NA IaquidA0N EZ | Tr | va 92 be Ge oh * 124040 17 gz | oz | SE ne AGE | Sie aquaydag Er Li St 17 ig || tae Le + *ysnåny 11 91 ZN be I QI DD © rt MIT 6 L Oz | 61 | & or D à saka 11 61 L 91 ae NZ ED OSET QI 07 £ ZI Bre || yea | ke ++ Judy 61 9€ Ly 17 tz | ey | 16 * © SHEN or CENT SA 1enIGaJ 61 Ez * senue[ === aus | MN ‘SqO 0001 'poybrdd£p-Jø9p>N LA GEA os —=T 9€ 019=4 “104 ‘6 M.-N. KI. MOHN. H. CP WAS | TE | gz | Iz | zı | „6 | 91 | og | atv zı | of | ge | z£ | oz | zr 149 | 11 |. zz | Y ev 6 | ee) 8 tz | LY 12qu222( £1 IG | tr | oF | 61 9 € Lı | SE | 19qwaoad L ep | Le | Lz | or | 49 6 Sz | SP J2qQU2A0N ez | or | oF | 8£ | #1 | 6 af Sr. | xp 12QUI2A0 N 8 SE | SE | 85 | ær Våt 6 ız | EP * 12909410 or 6€ | 6g | LE | zz | Er | 29 | Zi | Ez * 19290140 £ €€ | of 1€ | Ez op GE TI | OG 12quajdag TI IE | gf | ge | dz Lr | ag 61 | &z Jaqwajdag 8 zz | 61 ve | fz | FZ) OG 20 | ee - * jsnäny £1 Ly | oz | Og | 07 | Lx Pr | 8 145 * asnåny Or | $a bz 97 | GE | Iz GI | 8 SI renn TI 91 Ez i ke || yz.) Sı II | et g FE] et? zz | St 97 | OG | €1 6 at €1 Seer KO || ol 6 zz | zz | zz | 61 or | S jee Seiten] S ag | vr | he: Tenor at Li \toz SE TBA 6 (23 00 ae I Gee) esi |! et Hal AL | Pcs COTE £ LE | of Lz | zı | 8 g of * ‘ mdy at 17 | br | Og | oz | £ at 5 8 * * Jody S oS | gf | 62 | zr 189 6 Sr | EG ° * SAN OI GE | SE | 67 | Sr 6 „€ 11 | 62 * * SN L LS |) LE ge | ere A at Ez sro. | * zen Er INGE INGE I SER OG som PG L | PF * Jenıga,f 8 Lt | sy | of | zı | 99 91 ge | gt | eee Er sy | Sb | #£ | ox 8 eo Er | PE * " senuef aa re | | å | | Å '9U32014 ‘paybijuAspues-1eqpoyy 3u32014 ‘poybijudspueg-reqpan S Li ££ |z8 11 L | 09 | 61 | Lı | Ivy tz Sz | HE | 6e | gr | 4 | 4 | ok -| o1 | ry € | 17] wr |zzr| gr] 6 | + | 11 | gr || oz | saquiacaq tz | of | t€ | go | 1€ | 2 | 4 | o£ | | oc | saqmaoag £ 61 | zb or fx | OF | »$ S1 £z | oz | aquaaon ze vz LE I og | Ve | or PEL Neko oz | mquaaon b 61 | 1t 116 or 6 8 tz | 6z || oz | * 129910 lz EE | of Iv | 97 | 11 or | 49 | 6 | oz | * 224940 g gr | fr |9g Si Frl gr oz | £1 oz | mqwaydag re | ge F6. | ek bz 6 | 68 | $ | 91 | oz | Rquaydas EX 1-8 gz Sp eå 01 8 97 11 | oz | * "ysnåny gf TT Ip | 17 | or 07128 «9 6 || oz | * snäny PI | of gz | IG 9 $ zı | 62 11 GE ni gz Sz 1€ | 61 or jh | ¥ of gt oo |< * * mi se 109 oz |0S 9, I et & $1 8 or ran 91 gr | ZE | 11 AA ta 5 8 os 19500 ann] 9110 | or | gg 9 9 AL zz | OI Oz | * > tae gi 91 | 67 | 61 Er | »£ „€ L | er | où | ° em y | #r ve |29 S #8 ç Iz gI oz | * * udy ez 61 Sz on 1. 15 9 på 9 oz | * * judy + | ov | ch 196 | a L s9 | 91 gz || oz * * syeW RI LE IE | ey | 91 | 6 9 Å 6 oz | * * gem y | x1) c& 166 | gr 9 at bi bi 61 | * 1en1qoy Li EET tah ad L at ol oz | * seniqay y | gel bb peep Li 8 at br | 6r oz | * * zenuef 17 | of | ££ | gg | £z | or 01 | så 9 oz | * * zenuef ans |MN| mM | AS! s | as| a |] aN! N £6—9Lg1 ams | MN] M | MS] s | as! I | IN] N | $6—g4g1 'sqO 0001 ‘peubidd{}-10qpoN ‘40 0001 ‘peubidd4H-18qp2N w6=y ;ft,9=7 ',25929=g WO "tå wfı=H ,0199=7 ,8°079=g ‘Punsejey 1S 31 un en ry + co co co = OA + m m EE 13qu222( 12qW210N 199010 Jaquia}dag * ysnony . . . nf . . run{ em °° dv ® * SEN * 1eniqo * * enuef en "paybıukspueg-isgp>N ey KLIMA-TABELLER FOR NORGE. No. t. 1900. = MAM A tA MO MH O II Il I I II II I I ol OI OI OI OI OI 19quia22( 13qw3A0N * 13240140 13quajdag * "ysnsny . . . nf . . . runf + Ten > Judy » SPENN * 1eniŒ Bene] IMS LAS ‘S40 0001 ‘poybiddApy-18q pon S6—Sggr 97 09 = 4 ‘woafypuory "HS L Gz y OI ey I I ZE Lå 9 1aqua22q OI of Pr SI 19 QUIDAON L VE Ss by * 12Q0PI0 GI Oz ad 8 Jaquia}das S LY L FE * 4qsnsny He 91 6 L nf G Si We Ne al ¢ tr 9 På ET £ vz au G °° judy r Ze ut TI * * SPENN 2 of t SI ° JenIgavy L 1€ 9 tz * + renuef '3U32014 'payßıukspueg-isgpaNn Zz ob L 12 Vy £ ob 9 #2 oz 12qui222 € 6€ u x9 OZ | Jaquarson ü Lt +6 OI oz | * 12409910 9 LE O1 || 48 oz | saquiajdas 2 G£ L S [074 * jsnöny „I VE L 91 CANONS © Hel I ZE så b Ore en I of 9 8 (ord Ten: I LE at 9 oz | * * dv I st Ag 8 oz | * * sueny I ot I) ws oz | * ıenıqa,g 7 ot ol L oz | * : zenuef M | Ms a | aN S6--glgı ‘S40 0001 ‘poubidd{p-10qpaN ist (Opt ET ot al 770to=4 *punsuensnyg "ES H. MOHN, ZI € st |z2| fr [6 | gr | x | .2 ry Lı sg | oz | tz lo | Chad Me qa | 8 13ui223( 11 so | ku rel sz 108 6 € L 12qU2A0N 29 o len | ge | 98 |e or | 9z | so * 13240940 ST «leo | Bx te | 3 Sl az Lı o Jaquiaydas 6 20 2 NSX FO Fr. 108 8 o * jsnäny er || 30 12 | Sr | Oz || Er | zı S o gl L o | 80 sez ST ie II Sr | 40 SP Sigua) ti 200 | ek fez sior Je | 61 LT 9 STEIN Lı rr | on For MATING | 6 4* 190 ++ judy Iz | «0 | Se | ee | ar een ANS * + SUN 8 Sie Need lees | 6 S ° : sen TI Tees ze | 40 9 OG | 01 o * * avnuef L'EST ke '3ua2014 ‘poybruÂspues-18qp9N 1£ z | az | cp | t HE | TI | gl ny og 9 | 6£ | Ez | ,0 9 11 | 1€ £ z Jaquiaoaq of | 0 | 8 en | Fu 6 S1 | r | P € 13qW2A0N ell «0 | 91 | £9 | L | + bx | gr | o € | * 120910 Qe lao | seelegp me | ser jigs | tr | “o + | »qwaydag $1 One LG MN oO |e [On| rr 140 € ° ysnäny gz «0 LE | SE | 8 £1 Si | 14 o £ Rent | zı «0 Lr | co | + o Li | 2 o t ed zz „o 11 9£ 9 11 of | g1 I b SEEN 6h £ LT | £1 9 L tr | 6 so | + 7. jody 09 | «0 ot | gg L 8 tr | € o | + * * SUEN zz 0 BY LE] Se Mer Si b o || £ qeniqayy zh Sry Sr | ZZ | 0 + 61 | 8 o || £ | * *zenuef aus |mn| mins] s [as] a Jan] n | [ss-s: "payßıddAy-1ogp>N “of - Cr —— Bt ofl =] ‘9% ohO= 4 ‘ausery ‘9S 61 SE | wy | oF | Lz ger rs i ivy 61 zb | Lt | gg | LE Er | 26 Sl ex 12qu222g SI ge | zg | oS gz I ss 8 br Jaqwaaon £z 95 | 69 | ot | € Er | gar | Sr | oz * 2290140 ez | ££ | gt | pr | PE Li | gz} 491} 61 12qudjda5 gl zz’ | OG | 87 IT | arr tr TI tr * asnöny gi eros 1 682 | 87 br ze | 6 125 Ho nn gt zz | zz | €Z | OG II | at 6 9 ° * *runf S1 07 seus |G om | ee tr | £ı 17 en S1 EE AED EL en lied 9 6 gi * + mdy gl Sh | 6G | gh | Ze | of 6 6 61 * surt eb1 PS | €9 | oF | Lz 11 | £ | + TI | | * aeniqaq TT ot IZ | PS | oF Li | ,01 Er or | | * * senuef | '3u32014 'payßıpufkspueg-iegpaN gz gt | lz | £6 | oz or | gor | Zr | or | ey ce II tz |pOI! Oz or tr | gz | of £1 Jaquiacaq cf | 8 | z |zzı| og Esl) 29 Ir le zı 12QW2A0N Le +1 OE IE 26 gz £ı gr | zz | „or || TI * 2340140 sr 61 | 97 |6ET | Og br or gt | es | © »qunydas Lz ız | 87 |69 SI „6 or | TI 6 | zı ysnäny 61 Sr zz |79 91 6 or | or | of zı Sl! 61 | 6z | gz | Ez ti Eek 19,129 zı > * tunf est | Pr tz |09 br 11 | „or | 91 | gr zı > ey oz | Sr zz 186 TI 9 av ei frier | * judy 6z z FE |901| gr | of or | tr | zı || zı SEIN fz of 196 v1 | 99 |. & “i 6 | tr ı * senuqog of gz |y6 | 181 tr] eux | of | Er] ar | * nur ams | MN| m Ims| s | as| a | aN] N | ET ‘sqO 0001 ‘poubidd4-16qp2N TO NO TT “I oto=a Tefgusis 'SG FOR NORGE. KLIMA-TABELLER No. 1. Lr | gy | 1 | Sh | gz | +8 BL SALE ny 1£ | FE EE FEAR 13qw222( Pr | vo | zo | zo | ze 146 | 91 | Ek | oF 12QUI2AON m (2s | Sb | pe | re | SMS Ne SiN tay * 124010 or | tt GHG eee Eg yaquia}dag ar | Te | of | dz | 97 GO PAs is 61 | : 4snsny L | Sz | 67 | ge | be | at SEN OE EP pel 8 | zz 8z | 97 oz cat || 4s I I g 2 Pai 91 | 9¢ e Vg | ae OI IE et S1 Cure TAT Ge aces || 265 a || ez G Pr 9 | oz “+ qudy g | ZG | 9¥ gt Oz 14 FA Er | PE * * SCI 6z Mb to Ma od 19 or | 61 | Lv * JenIgag 67 | ss | oF 19 TE | opt ee | Gone |p Er * * enuef '3UIIOIJ ‘poybrjuAspues-19q pony 9 ob | 6£ |y9 of oz | 8 Xe) TT | wy L ab LE | OZ LE ot | 6 As OI TI | 13qw222q g | 09 St |z8 gt ze br | 471 | 92 II | 12quaaoN G ss Et | yo LE fag |) ie || vac |) ats |i) cae |) sEetobilo) OI gt +S | 76 bE aN te 8 br || zı | 12quaydag Fr Ez 9f | OF OI TI v at ze zı | * ‘ysnsny L TT bE |99 | 6 ae 9 L En Nat |] > Seil! 8 oz LE |\6r L & ey) | ge || ae || Seen! TI EEG ze |PYG bz ZI II | at bz ET EG aan se ar |e IT II S #£ tz | Er | ° * pudy “2 | 19 | Er |09 Lz ZT | „2 S gz Sr SE STI ETAT 9 St (ee || JC gt Sz | 8 PA Li Er | * reniqox 9 ot It |OOI | 95 1£ L | #7 tr Br | Garda ams lan] m [msl slaslalan|ln | gg—olgr 'sqo 0001 'p>ybidd£p-søqpan wo=y yåy11=7 Yvyro=g Sa "es Gu |] ve | LS | gz | 8 #2 G €1 | gr ey gt ze LE | gf I I ao Gl Ea bz 12qui2232( 61 cz I 6€ | gt 8 47 9 SI as J2QU2AON II Se | ere |) Se 8 ae G gi | Ez * 120110 br 67 | 67 | Lz L ae r TI |. 91 yaquiajdas ol Oz Iz | 61 6 8 på G o1 * *jsnöny ga We ee Wee | aS NE 5 20 ll br | £r | 97 | oz | 9 £ Eg Mg L O22 ioral Sr lew ia || GANS 4 G GA 2 DO ENN I I 97 Og | 77 8 ate + On| cr ° * adv +9 £z LE € OI | 47 € 11 | bz STEEN os INGEN 125) Ga INC 4c t fr | og * enıqag tr ge ee | GE |) or | ar 6 Gender + * renuef | *3U3I014 ‘poyfruAspues-10qpoN S sı | Ly | 68 | Sx |b et 6 br ry @ oz | of | zg | se L | at Fr or | tr | 12qu092 Zz 17 | Z9 | 19 IT rt „7 L 17 || br | Jaqmaaon € Ez | zg | ov RI 9 Ag OI SI tr * 12Q0PI0 o1 oz | OG | St TI Nek 6 Er || br | saquaydag 8 Drang Enke 9 OL | er 6 ol tr | * gsnåny TAL || EN ASRS r #7 9 zu | eae el L ZI | OG | Iz € 1 Zz G 11 Sa nun 8 br | gp | bz | S RZ £ 6 rae lll Spe ETEN 9 Sr | '9g | 67 E1 r st tr ol Gr dv: il 1z | ZG | & Iz £ wc 9 61 Sr | * * sueM I cz | oF | ey | 17 9 | av tr ST Sr | * 1eniqex I Oc zo NS Nea No G ars RS TETE ve (| = ams | MN] m | ms! s las! a | an! N 06—9481 'S90 0001 ‘poybiddAy-19qpen EE 0 OO OO mu =p 712007 NES Selen "LS Le) 1900. No 1. M.-N. Kl. Vidensk.-Selsk. Skrifter. g 8 | sz | 18 | se | oz | L | st | EO: | ivy z 11 | 91 | ev . or 6z | 16 | gp | 17 | 9 | of L 6z | 12qu222( o 97 | lz Jaquiaoaqy 7 6 SE | py | OG zz | 8 på 8 bz 12QU2A0N o gr | oz Jaqwaaon = 6 6& | cE | Gy] og | rr | 27 9 Sz * 129040 o Ya | SE * 120140 6 Er | LE | 6£ | bz | 6 «9 TI | or zaquajdas o 6 Er 12qu3jda5 | 8 zi | 1 | gz’) 6: b PE L * asnåny or 8 or * "ysnåny 6 br | Gt IE | ti | 2 S Gar rm o ate b ome anf; 8 BI EX Te | 722150 S$ sl b pe ram fl o o L zent or | ör | te | pg | vi 5 st 9 9 sa Te 5 + 9 + (BEN L ££ | 62 | pe | br 9 af 9 I * * dv OI S Er ° * mdy 9 or | LE | Op | 1z | £ eZ 9 OT Se o TI ti * * SUEN aS ge | ot Ip | 61 S at S zz || * Jenıqa,T o br IT || * seniqaq 8 oF | sf | OG | gz | 6 Se | + Ez || * * zenuef o kr | gı * * zenuef Ka i ron | hi ME 2 '9ua201q "p>aybıpukspueg-iegp>N '3U32014 "paybıjukspueg-iegp>aN Z 3 sed Sr | Si Li | yL | 17] 9 | + | of | Si | | ey I fz | ££ | wg | 2x £1 | 29 9 fr || ry Be] gl zı | gr | cg | Of | 8 S Jar | z1 | oz 12qu222( o Ze Kae og ote VA ac or tor 9 Jaquiacaq Lı Qt | eee ee + | tr || oz | szaquaaoy o oz |og | gg | o1 | Lr| zı 49 g || 9 | Rqwaaon oz oz 91 | PL | oz Er | 92 € $z | oz | * 124010 o th | gz GG | .6 1£ Er Er | Gr || S * 229040 61 11 | te | 96 | fa | 3 at S zı | oz | mqwaydag o EE | Lb | pe | br] + 9 L | £r | S | s2quadag Lı S Tech er | £ || et 61 | oz | * ysnåny z gz | oc | 6€ | 9 Or | of Er | gr S |* ysnåny zı 6 IX och € E av £1 OU es anni o 6 6 €z Ss så 5 Gear ilies dent | „6 8 or 19 | #1 z T el LA Er se it o 17 | å €z b o z 30 wz | S el Sı 11 | St | 69 | 6 £ Flee Gr || or | em z Sx | br | 6z | ¥ Sue + TE NEC) MORE br 91 tr | €G | gr b b at 61 oz | * * mdy T of | z& | OG | av 11 £ £ g | S "+ dy zı ge 662. I cz Nkr 9 ER || el ame eine o Le | gs | tr oz | Lz] 49 9 | 6 S [°° sem 11 61 AA TA all la 2 9 „ Ir || oz | * seniqaq o 1 |ES | 6Z $e | 21 | ok 2 11 Ss * Jensqay Si zz | oc | £6 | st | 6 | 9 | „ S1 oz | * * senuef o 6 6z | 09 | gr EI Sr left 83 S * * zenuef | | | | PA EE 1 JER LE et å Im ans [MNIM Ims] s las! a [an] nl | se—otg: ams |MN| Ml ms! s las! a lan! x | $6--06g1 ‘S40 0001 ‘peubidd{H-10qpoN ‘sqO 0001 ‘poupidd{H-16qpaN er wimı=H ‘Êioti="T 'g2,599=g '0uuelg '09 w1t=p ‘E£o0l=T "gPyro=gq ‘ousepionu ‘6S Le co KLIMA-TABELLER FOR NORGE, 1900. No. 1. 6 61 le ETEN KO 6 OI | ZI ey 8 | 97 | 9F | OF Si OI | or 6 |,0 12qua22 6 La VSt | Gy | Ez br | 8 L 140 12QW2AON TI Gro | ER ly Gras Nate) OI 61 Li * 13240940 L 61 | HE BENN ar TI 8 ti Jaquiajdag 8 g me || Ged || me Nose L bt |) ©) ° qsnsny 6 af | 8 tz | 4 228 9 $1 ei OI G L Gz | SI rat 6 Gje > dt 8 5 61 oz | 61 vi | 6 OI |4 2 0 0 Hat al TI MZ er S1 8 8 G Ve Indy; L Lz | ov ||| ze €1 6 | «hl L1 | Or "SUE II hE | Og | Lz €1 8 6 6 | 40 * eniqa yy II Iv | 6G | gz Or or NOT De NCAP * * zenue[ Jus9014 ‘poybijuAspues-19qpon SI 11 | of | 6€ | 81 | &r | Zr | 9 a ry TI 9 figs || cag oz tz | zz + o EI 13quia22J OI or es eG IE Sz || oz INC o £1 | JaquaaoN JAW NIE Wy? || ie Er | Ez | L #1 €r | * 12840910 SI or | tr | gg | og Ih Ve | ay o £1 | xquoaydes zz 9 tr Ja |) ©) ale L at Er | * ‘snany Ez 9 tr Og | 8 5 L b b fie || 9 © all tr OL | er ser: S II L 40 Wk rn EI G Ez Ir | 41 | En at || 0 VAR | 2 2 2 Vian Sr 8 97 | 62 | ti 6 OI G 40 PI | 2 ud 6 gı | zv Gÿ | 91 Gr L ul br ette] OI eye ER EE AGE oz | 61 € 40 br | * zen «8 Le \ eb | py | 76 Se) Se | G uz Dr |) eenue la eS |MN I M | MS S as 4 ‘SdO 0001 dn N 6g—gLg1 wei=H ‘Roi = T ,Z1999—q ‘(sauwH) ‘UeueY "29 IZ It | Gy | ov | Sr II II TI | al rey 61 EG jiji, \\ 38) Li 8 8 Sr | av Jaquia22J Lz 19 | 89 | 9S gı 91 TI Li | 49 12qU2A0N Ez IG | or | 6£ bg 91 Sr ee EN * 124090 6z | Et zh Gy | tz SI IZ | 40 £1 Jaquia}dag Zo 167 | zu. gz vat | oc oc || AS G * ysnsny „La | 81 | br | €Z | 8 | aa 8 zI | 8 >08 pil Lx | ve | gg} ki 8 Er 8 S Pr Où 0, Cali I7 | of He ES 16) L 6 woe |) He SETET] oz 6 er gz L or | L Q VE Say; Io | 68 op | 6€ ol | 49 8 Ez TI ° * SPENN oz | gg | SS | og QI IL II | av * Jen ız | of | oS | ¢Q | 81 pie | at GI | „7 * * zenuef Jus9014 ‘poybijudspues-19qpoyy +6 | op | SE av: I I v + rt ey oor | 6p | tt IT OI 6 9 T „I ZI J1aqua23qJ EPT | PG | 75 ske || Ta S1 Ss € Fra ZI | 19qu9A0N bis 79 | fz 6 Oz 61 9 #£ 8 zI | * 139010 OII 99 | ot 67 IT br € Po) or | zı | 12quadag 16 Ge GE ør Sr L z «I r zı | * qsnsny £9 61 ge || G) € Hg b 5 ie || © ENT “Ir 6G | LE ZI L L å AT T coy EO åra 9S EG | ez Li S OI 9 DE L Ay || OP Olan LL ZH | 6€ £r | 9 ZI Ne r rae SS meter sé SENS rae NOT G 6 G ae rt ZI | * * sep gor cr | Er 6z 6 Er Fr „I I zı | * reniqay gir | PE | ıE 97 S$ Lı 8 € #0 LE * * zenue[ ams |mn| m lus] s las | x | AN | N S6—tger ‘sdO 0001 ‘poufidd{-18qpoN u (here | Hoti=T ‘bf os9=—_ "usjeppjofyeH ‘19 M.-N. Kl. H. MOHN, | ey ey | 1oquaoq gr lé | SE | ew | of | gr | 9 | 8 | Se | 1quos2q Jaquiaaon 61 of ||| ge | pp Se | Be | eg or | & JaquIaAON * 129040 Li gz | 1£ | 6€ | oz Lı | „6 6 gt * 12490140 12qu21d25 8 or | zz | OF | 87 or 8 8 | eS Jaquiaydas * "jsnäny L TI br | 61 | dr S 9 9 st * 3asnåny Se 6 6 €1 | oz Iz. | = L + | of anni rund 6 zu er. er laa S ¥ || sl rot an 6 L zı |& | yo | Ex 9 ¥ | gt BRATEN ‘+ pudy L 61 gi TE | 61 6 g så or 2 Tao ro spe 11 61 zz | ze | 81 gi L | 49 9 * * SHEN 1e01q9 4 pa | 61 | ze | GE | 17 | tr ME zz | * zenıga,] * + aenuef 29 ız | gz | gg | 77 | oz 6 | 38 zz | ° * senuef | | 1 ‘ju99014 ‘poybhijudspueg-1eqpon S €z | lz | Le | wg | oz | ag | 11 | 6: | ey 9 | 6 Ber iz pol ge 1006 £z | 4 | 09 | iy + tz ££ | o9 68 | 6£ or | + zz 9 Jaquiaoaq z | 4 ££ PG zi | 6 lz | or 29 | oz | 12qw222 T gl SE I Gg | 18 tz | of 9 Li 9 JIQWIIAON € II PE | go | 6 61 | 9£ | 6 sg || oz | Rqumaon PE 6€ | Sz | 6£ | gg | 6€ | ,9 zz ze 9 * 13249140 8 zı Le | Gp | 09 | £1 LE 11 6 || oz | * 124940 9 br | bh | pg | 7 Er | „6 gt Li 9 | 12quajdag 8 S Lz | LL Er | 9 17 | L ef | oz | sequiajdas r Sr zr | zz IE | 01 8 148 Sr | 9 * ysnäny £I L 61 | ZE S$ | of rr |" 9 t | oz | * *ysmåny 6 or | gt | Sı | oz 2 at 9Z | 8! 5 unf o1 S oz I £ GAGE or S Cal Oe tee) of L Er 11 | zy | 91 L az ol br iS ehem 6 8 iz CE |) Ge 65 L t ot Or |) >) >.< vont 9 | 91 La | og gg | 91 ZI 108 or | $ «EN 9 Då SI ae or 6 ti S # Niog "2" TN p | 9r | 2& | gz IG | 41 6 |, Li Ss ‘judy S orm Nor) GE 8 | 9 gr | 9 g | oz |‘ pudy r | 6 68 St cp | 41 QI | 96 6z || S * « sue t ti zz Ir 8 6 gz | 8 of | oz | * * sue 6 gz 17 | gz | 24 61 | „6 bi tr || S * senga b 6 17 | IG 8 6 | 7E 149 11 || oz | * seniqay h | iv | zh | gt €9 | sf TI | at oz | $ * * jenuef et It 6z | ZS 6 | 981 6 | «8 oz | * * senuef | | | = “ i à J | å us | mn] m | ms] s-|aslalanln | $6—06g1 ams | Mn! mlmsl] s | as! a | an] Nil 16—9L$1 ‘40 0001 ‘peufidd4H-184p2N 'sqo 0001 ‘poufiddé}-16qp2N = = —— wo=y ‘bSou=T 'Piglg=g 8AWORS “+9 w/=y ‘Wcoti=T ,/10/9=4 'epog "9 37 KLIMA-TABELLER FOR NORGE. 1900. No. 1. br SE | gz | ey | ee | Er | of L St Ivy S Fi ae || FeAl) GE 9 | 49 6 | ey Li SE LE | PAG VA L al | or jaquasaq o £1 bz LE | 02 Sr A 8 11 ET 61 1b TENG GE er | Ou jigs ti J2QU9AON 9 Oz deg VF Gå | Sone ør SG 12QU9AON Oz | Ly | LE | St Lø | ı€ TI Er * 1390P[0 L QI Bi VG | vie En ce Vy by * 134010 07 ıb da fice OSE Nhe lore or [4 Jequaydag o 11 | || See NA L 9 ue 128qu2)da5 Er ob Sal zy 50 TI 9 OI * "jsnany 40 ae 8 FI | ti 11 OI S b * *gsnöny or lz SEE | Ope |) py 6 2 © & yt II OI 6 re | the | Cee 5 en & San 8 gz Se | 6Z | # L b 8 ru] o £ Cyn |) cu OI | uz Zz © Ton] #8 zz nor | ZE | & 9 b 6 EN L z1 OI | ZI LY | 4 8 Gar eS eT 8 6£ | 9£ | gz Lz € ol 17 adv 6 IT br tz | t1 61 9 at 5 OM TI T ZI or | 16 | SE gt ZI E bz * > SUN (0) cz | SI 17 ze el at 8 17 * * sem br bP ob | og | tr 6r | at 17 * qeniqay L 02 | gr | 97 | oz | fr | av L gt * reniqa.T 6 Lt gz | 6 | 17 | or | al br * * ienuef PT oz Gr jez az be 149 9 11 ° * zenuef ‘JU29014 ‘poybijuAspues-19qpen '3U32014 "paybıjukspues-Iegp>aN oz | ££ | 97 | €9 | 9 L 8 9 | tz Ivy I €1 | 9¢ | oz | zz 6 | 44 | OI ry £1 | 6€ bh |1G S L sl 9 Li 6 12222 o oz | 6p | 77 | gz 8 «8 or | II 12qu222( 61 Sb | bb |,9 |. 6 L få Sz 6 | pqwaaon I Ton wech NTG Se 6r | 8 | Ir | 12quasoN ee | Sr Lz 10S | ag EI ge Bol er 6 | * 129010 I Sx IG | tz | Lr mt | 48 61 | zr | * 19909410 IE | 6€ tay ae “hi I) We SI | 49 EE 6 | pqwaydas 40 or | gv | 97 | & xe |] (oN ae) zı | saquiaydag 6z EX 11 |99 | ,0 L 6 S TT 6 + *ysnåny o 9 Jere no | 50 €1 8 8 11 | * "psnöny le | £r zi |£9 5 Se S Lz Gy PES Sinai I L JA | eae || 10: EG 9 er ET und br Li €1 |9G Zz £ eM oa Ez fp ag are] o r 074 Ei |) © ae £ S coy art TI 91 9! |87 € b G wo oz 8 SRST TAT I 6 OI ou NAT ZI | 48 8 Ir | OT ET | 61 ge | Li | 1 Tre Met I L ze 8 NTIC I fr || 6g | Er | 12 8 8 al aye dv, gt og zz |8G 9 at tr or | Sz 6 * * SPENN o 6r | 9E | ve | 17 | 49 6 dl DL * SLN LI LOM || Er Inka all tet, PM Eh Sg IZ 6 | * aenıgag I ln Wi fie NN a ea 0) 9 Er | 11 | * zenıqaq ell | 61 17 |£9 8 II Dres 17 8 rente) I (ord ete Wore NVA Ne) 9 6 Dis TENTE] L | | | AE | = ams | MNT m Ims| s las] a | an! m [56-68 ‘88-9851 ams [ANT m Ims| s | asl a | an! n [l6s—og 249481 'sqo 0007 ‘poubidd{x-104p2N 'sqo 0001 ‘poufidd{H-10Qp2N w/=p „lEofI=7 W1099 — qu I@AJ0AS "99 wg=y ‚Ha=7 '1t9lg=g wea '59 el tr | 61 | yz | & EPLE EE | ot | € | ev . S1 612 | Zr | 87 [PET I COR RS 1241292 7 gr | Le | tz | te | St | 6 | +) ot | 12qu2A0N s 91 61 | 9Z | 77 oz z r el 91 * 124040 91 or | Og | 67 Ez 9 b | ol 6 Jaqua}des S1 zz | 6Z | Ÿz gz 11 r +0 9 * jsnäny 6 Lx | 17 | we | 17 9 I al 9 ANT 20 £ı | gt | gt Li | so z I b ern] pi oz | pg | S1 8 #0 £ I 8 Gr £1 zz | 61 €z | 91 £ £ 40 TI * * judy TI te | gg | 61 QI | al £ 1 61 ‘ + sue £1 17 | OG | 2 61 S 9 | al £r * em CAIN | gz | zz | or L r * * senuef ‘Ju92014 ‘peybijudspueg-1eqpen Z 5 EEA ENE z | 8 |» | or | ry ad S b oz | gz | a ı | 6 | 30 £ oz | 12qu222( = zı 6 gz JE | 91 S Er | „2 L oz | mqwaaon 91 6 GEN FI Sr | ,1 11 T 11 oz | * 12409410 SI tr OL | tz 61 z 8 el 8 oz | 1aquajdag Lx Ss 6G | Fı lz £ 6 „Oo 91 oz | * ‘ysnäny 11 £ eg | Sr TI = I el br Dre ra 6 $ LS | 9 9 #0 z I 6 | oz | * * * runf zı 11 | OS | $ z „o t 1 OL || oz | © © "rem tr zı gz | a 8 1 9 sl 1 oz | * * Judy 6 91 | pg | £1 TI | 40 L (4 6 oz | * * sue L 11 | €€ | 17 SL let Si £ ¢ || oz | * sen st 18 | RE | 77 Li £ II | pl | 9 || oz | * * senuef | | | | | ons [NI wm | AS! S | as l 4 lan! N S6—gLgr 'SQQ 0001 ‘peyfidd4H-160qpoN = . == « C7 en ug=pH Co id m 1 (42989 = ‘(ua10JO) ‘seussdeg ‘89 91 | $e | L #8 6 11 er MST net 6x | 01069 I or 9 6 a ae 9 af £ £ 20 S Sa | L $z | av 8 Er S al gz | 40 £ or | ey AG 12322 TI J9qupaoN or * 129040 E1 Jaquia}dag II * ysnsny ¢ lie of 6 lesa 11 DEN at ° judy IT °° SEN OI * qeniqaq S1 * * senuef gz 11 | LE | 89 | = Kerze: | z || | ev 61 11 | €€ | og | zen vee gee er |e | g | rquosq LS | 8 97 | 8G | 87 | oF 9 61 zz 8 JaquIgAON 6€ Lr | SE | [9 | gz |. 9 zı | Ei | g | * 224940 gt 5 SE | wz | Lt + a or | Sr || g 12qua1da5 bz £ gz | PG | z al € Er TI 8 * ysnåny 61 € of | gr] & | z la L S Com Li L a Er MAIS I 6 o1 8 AD CUT „91 II St | o£ | S1 I 30 zı zl 8 LEA 15" ze € ge | ZB} za 9 T ZI |, | 8 * * judy Sz 11 | z | gg | tz or | gt | br | £z | 6 | * * men zz | tz | 6€ | 99 | or | 9 ¢ lar | €1 | 6 | * mug lz of LS | 66 | tr | Exel 50 NE Li 6 * * zenuef —— | — =— = ams [MNI M | as! s | as! 3] aN! N tg—olgt 'sqo 0001 ‘poubidd4}-10qpoN wei=y yl991="] ‘Vro89—g ‘ueSurmpeTt “Lo 39 KLIMA-TABELLER FOR NORGE, No. 1. 1900. II 67 | 87 Ez 61 L «9 ZI 61 || ey al CEN ES se TT G 40 SI ve | 13qu222( OI ze | 61 tz bz EI | 48 61 Z| 12QU2AON TI ££ € Sz Greg G II T * 129040 II 61 GE | gz 61 | 401 OI | OI Sr Jaquiajdag £1 Gras op Fire | OMIS 1z | 4 6 * gsnôny II T TZS 6 OI GJ NE b ern 11 €z | 91 17 Li sj ME b 9 2 9) aan] ZI 67 | 6f | 41 br + „0 9 £I Cea anit L or | ££ | & Ez 8 47 TI QI OD neh; Er Iv | ££ | 92 bz L |» vat || Sets * * se OI £ gg | Sz 97 || Fra || ar |) hi * reniqaq II LE | of Lz bz 9 HE of | og * * 1enuef '3u99014 ‘poubruAspurS-19q4p9N tz II Ne | ZO. | ve £ #7 6 II ey Sx cue NW Ce ifs} || ee E Vo 8 zı | oz | 12qua22q TT II tai || Leis) || whe 9 | st 6 11 oz | 12qu240N €¢ Er He NAS OG ET T 8 II oz | * 134040 [43 $ ge | 98 | 17 alee 8 8 oz | mqwaıdas LE 8 OI 6£ | 8 „I T 11 TI oz | * ‘ysngny O7 I I NG Z 9 is „I 9 L Oe 9 2 9 gn Li te | tal cers or rer 8 en || (era || © © Surf Sz 6 Se Naa NT I 40 OI ye || Ge |) 9 9 9 eA stI ol ız | 99 | Lz 9 opt cat Er (erd TT ICT Sz 91 tie. || eye || ae 5 ri ZI oz oz | * * se Sz OI of | 76 | IF 9 wa 9 6 oz | * ıenıqaJ gi oI | oz | 86 | sE + Er 91 zı | OG | * * rtf aS | MN| M | MS| S | aS | a | AN| N | $6—9Lg1 ‘dO 0001 "payßrdd4y-ıegpaN m =P 78009 60000 — | :oswmory, 0) Sz 16 PA OI 67 ey Sz EAN || 5) Ge | 6 ve] SS Jaquiaoaq JS NG) bl Ten Kos lager ca || 147 | (Xe) I2QU2AON IT GL | sl | LS Ga Vett or | PE | +S * 199010 17 Lo 99 | 69 | 97 8 etz gz | 95 Jaquia}dag #8 6+ 6E gg | dz | as 8 E1 | og * ysnsny or | gf | 88 | GE} 572 | 9 | 9 lar | on en 6 gg ge | (GE) | Sz @ | G 17 or] Sr 6r | ov | br | 61 | „E 9 £ 6£ > SEAN 91 fey) |) EG | SIS | Gee | 9 L ce || oS Edv TT GYLNE EG Ih xa NS or | gh | SZ "SPENT zz ol tf | 1 || ge | 46 Ent |) TS | coy * qeniqay IZ ol £9 | 19 Sz | 59 zı | oF | 97 oS sagan] '3U32014 ‘paybijuAspues-1eqpeny TI zs | £9 |GZ gt Te gz | gt ey OI Sa £9 |G8 99 OI | 48 Li 122 oz 13qua22q JA RAS 69 1201 | 69 Ua et |) LAS 1S | oz | saqmason £1 9L | 9S |$9 ot TI | 48 6€ Sb | oz | * 19890910 QI to | 88 126 St 6 7 67 Sb | oz | raquiaydas II lz | 85 |99 gz | wf L Se ze | oz | * ysnsny 61 bz 6r | te Ka Nl rs 5 TI Lx Grå EG ad 6 ze | 66 |cg IT 9 ae II Ga || oz | un II lz | OG |7G Gå |) AG L ra |) VAP ll or || © © oi TI EG 09 | SS ob | 48 8 ga | (43 Ml fers |] md 6 PL | £9 |ol 09 oa) EE | ASN) eke | DO ant L LS g4 |901 | £4 QI | 46 6z | vb || oz | * seniqaq så La | ta |ZOr | 09 RV ld gz | 6b | oz | * : senuef ams |mn| m|ms] s [as] a | an | N | 56-9251 'S4Q 0001 ‘poubrddA-10qpoN MW O=H ,809I=7 ,02069—4 'seuepuy ‘69 M.-N. Kl. oO men ADN |D L2 un an + + LEE pe ls I 1 OE | sı PI | av T gz | 41 | 11 + | 40 tr Sr S £ 8 ti £1 | 4 Zz (2) SJ Fo | ES) 9 t ov 1-8 01100 wT | Va EC ae r ze | Er | or | € T Gz | cz | Sx 9 | © PE | oz | 91 € z 8z | 61 | Sı | € z Ivy 12qu222q 13qW2A0N * 12901410 Jaquiaydas * jsnöny Chee 95 ynf = irony) Ten > mdy * * sue * seniqay * * zenuef © — a en a - MOHN, H. 40 AN AO 10 ND 0 10 10 09 00 | O z sf or | £1 r 1 1 LT | 2 £ z | 40 6 6 T T I Lye or 1 I ° OE | 8 02 Nee 9 Z1 | 5 T 1 20 pay ee ey o I I Iz | o b 1 I 91 61 S £ o gi Iz.) z | el BL OZ eu ae I MN| M | MS| S | as 'sqo 0001 'paybıddAy-ıogp>N 85 009 = 4 tri=p Slot ="T ivy ot J3qui222( oz | 19QW2A0N oz * 12940140 oz | 12qwajdag oz | * ysnsny oz |" * nnf oz ae tunf ot "REN oz | * * judy oz | * * SUEN oz | * 1en1q2Y ot * ‘ senuef S6—gLg1 uoyy 'zL un Le * mu, IND ms AD AD In" Onwmoramauom« - mawnnmawnnmö0o0 TA UN + EN tH OOO ONO OM + in Le] f | | | OTNOnAQMOoONE+A *0000NAM | et mt Nm | —- « r Ø næ aa NA TOD mın ans | MN Im! FY 'sq0 0001 ‘peyfidd{-10qp2N gr | br | ZZ | or sey „Oo gg | 6 o 12quia22( 91 |.0 o 5 Jaquiaaon gr | ov | FE | gt * 13909140 y | zr | tz 9 12qu9)d2s AIS L 6I ° asnåny ST oe RL TN ET NEAS or ES > *unf 91 Lz | dx TI DEIN o #0 ST | vr || OU Er zz | pz | Lx | ** SVEN tI II 180 ey 1e01q2 os |o | oor 1 | * senuef ‘ju29014 ‘poybijudspueg-1eqpen t b 8 11 ry 20 ae o L | s32qux2g z pre) o Ls L 12QW3A0N 9 kr | St ti L * 1240140 Il £ CN jee L 12quo)des 9 + |6 | Lz £ S z gr | £E 9 . b „o L ol 9 Ss or | pz | oz gl o 20 PI | 11 L * E | z Sos RT L SEIN I I |,0 1 S ; rnuqag T o I Fr 9 * * zenuef as | 4 | AN | N | 56—6881 ‘0009—4 ‘our#xomnoy ‘IL 41 KLIMA-TABELLER FOR NORGE. 119 1900. za | o¢ | 12 | £1 | as | L 6 gi | oz | ev 6 zı | „6 or | or | gı | 8! | oz | z1 | ev TI gz | 61 | I I | 1% ac G QI Oz 1aqua23q 9 br | «8 11 | 6 | gi TI ZZ | or 12qu222( €1 oz 97 | oral | 8 zı | gg | tz Jaquisaony 6 61 ZI br | gl Li Gz, | 41 91 12240 N Sx ecrit 8 | ad 6 | Zz | gz * 124010 ZI OZ | 49 HÅ tea NEA EE NA * 124040 11 Gz | zz | 61 9 at or | 91 L 12quajdag 8 «8 11 61 | or | oz ZZ | 91 91 12qui2jdag 6 pa | oz | 11 OMS 6 | or TI * ysnsny SI Sx 6 | wh rae || oe NET Iz | HZ * *gsnåny 11 NE Ks | Pt I I L 8 11 29 © Gif OI or ca \\ 68 8 I I Lx ZN op © Hel 6 ST |,81 | o | 9 PTT ag | MN D D Di] L 9 få Ma br | tr Gr | cr | + II Tisai 8 GL NO 4€ tr | Sr 61 DJ Guan PE 11 8 ut 9 G £r AE a al pz | gt | 11 | + | af 9 Ga Ve ° * Judy L OI | 401 ca å OZ | o1 andy, Er bE TT | br | at 6 Sr | Ed 3 * * SPENN 8 || 43 6 Urs ao 1072 oka | * SEN 91 Se | 57 | tr S ae 11 | 61 Oz * JenIgag L L al opt | OL || (ap tz | 97 | 11 * reniqay st | 9z | £z | We |) ei VAY VA VEG || kr * * zenue[ Lt Er G 6 zı | gt | 9 rae az * * renuef '3U32014 'paybrjukispueg-1øqpaNn *3032014 'paybrukspurs-1øqpaN (op ve | 61 | dr | Sı | av || || a | TV bz OI | 6 | al II 11 | 6I 11 | tr ry 30 61 | by ZZ | 81 wl I L L 61 | 191999 Lz | S 9 6 | 6 OI | 8 EN eG SI 12qt1992(T br Lx Ez TEN 792 Pl (5 Er TI 61 | 1aquaaoN or €1 OI or | 8 OI SZ ist: OI 91 | 1aqwaaoN gi of | tz tr FAS Fe G or | 91 61 | * 1249p10 LE br | ag Cont |] cee PT SZ) Orn Mor tr | * 19290910 Ez 17 rz | SI gı ws 9 OI £ 61 | 12quajdag Ez al TI ET UAC £1 €z ør | or TI 13quajdag bz Gr || Gp £ L rail L 61 ti QI | * "jsnöny Sz £1 6 ae br TI ze 61 | GE I I * jsnöny 97 | Og | 1 £ Zz #1 Zz aa |) eh ie ES if TT TI 6 at or | 6 rz Lx | &z £1 en 17 iA || te L € rt PG oz | 6 61 OG Saf 8 6 8 På E1 11 SI 6 8 te |p Pe? pena Lt QI ZI L G PG 1 Po PEN EN TT SE ud 91 8 ae 9 r 61 BZ INT (Bere Il ZZ | 91 Lx GI Pi € 61 | 61 Or de: ri II Se || Ao || å TI LI Er | or br |‘ pudy OI cc 6x gz | ti ut G lise || ch 61 | ° * sy 1£ 8 6 8 8 gI zz (oy I, gr | © © sem Er Mae MER ea NG T L tr 61 | * senugag ze 2 8 8 8 6 £I L 9 Lr | * zenxqax ZI be | 2 67 | gi £ an 8 11 SI Tenuelt 97 6 r L Cpe Weare || U7 Ele | Lene | = Inn | ams [MN] m lms! s las] a lanl n | So—LLgx eus [MNT ml msl s | asl alan! n | s6-0tgı 'S40 0007 ‘peybidd{p-10qpoN 'S40 0001 ‘poybrdd{p-10qpoN wor=H ‘S10$2—T ,9200/—=4 'puensryg ‘vl OZ Ha 948062 41,60 ofsereg “EL 1900. No. 1. M.-N. Kl. Vidensk.-Selsk. Skrifter. MORN. H. 6 | SE | 61 | 26 | Sr | 17 | PE | LE | 6€ | ev b | 12qu222( 91 12qU12A0 N] og * 21990140 9 zaquwajdag tr * 4ysnsny 8 DAAD 6 .. * runf a an L > judy zı * * Sue 6 * JenıgaT b * * zenuef z | ey el | IG | 091 | ob | ££ | zz | gi Sb | 61 oz | 12qw322( + L9 | sız | 62 | oF gz | zz 6£ gt || oz | JaquasoN £ 9¢ zz | Erz | ge | s91 | Lz 1S | gf || oz | * 124010 z PG | Lil gtr | Ez S1 | oz gz | EE || oz | raquiajdas £ Iv | 9 at or 8 bi oz | tz | oz | * ysnany T LE £ på OI CLAIRE 61 Deu Merz NG Seel z PE 1X | 24 8 8 6 Zoo) errant z 67 £1 6 |.6 Li | pe | Se | gz | oc | * * "EN T 6r te | gx | VI gi | tz ob Ez | oz | * * pudy T 19 | ££ | LE | 17 | oh | og Eb | ı# | oz | * * spe z op | tz | bb] oz | ght | Lt bh | 1€ || oz | * seniqaq 1 | cP lz vy | Sy Li | gt FE 1€ || oz | * * senuef | | | ams [mn] m ImsIs las] a lan! nT 6—glg1 'w Ol =H “Bol t=" or | 17 |pz|6r | 9 | oS | za | 17 | 61 | ev or 8 6 17 | Li 12qu322( TI L tri | gg | tz 12qW2A0N II L or | 12 | €¢ * 129940 8 «9 zı | bz | 61 Jaquia}das S G Ss 6 S1 * *ysnåny 9 S r “i or nn G S S II | oz DE at På a7 or | og | £z "TEN bi S$ 6x | og | Sz * * judy 91 8 sı | 62 IT * * sper ST oe re 9€ | 81! å eect 91 * I | Z| OI | fe ee '3uU32014 'paybıpukspueg-iegpaN 8! | 61 | ge | 81 | 09 ENE | oz | €1 | rev br | vz | og | 61 | II | ol | er 91 12q222( oz oz | gz | 81 | ag or | 11 | zz | Zı || 61 | Rqwaaon 17 zz | ep | tz 8 ot tr | 61 Lz || 61 | * 124040 br Iz | gg | #7 L 29 6 91 or 61 | 12qwajda5 £1 OX ey | 10 ll ee £ 5 11 61 | * ysnåny Li tz | JE | 9 sa £ |g Grae) a NOL TI oz IS | 11 az T b £r ri gt 2% of 28 QI SI | av tr er re | OF |) ON nn Sz 91 | SE | zz | st 5 +1 | gz 1 | gr | °° judy 61 Sr | oF | og OI | 69 zı | Lz 1 | gr | say ez | tz | LE | 91 | L TI | +9 | 87 1 | gr | * sensqog zz Li £E | zz 9 8 L IT & | gx |" * zenuef —— = SR | ies 7 ms lanlmImsI s las] alan] nI T so-usı 'sqo 0001 ‘poubidd{H-10qpoN w/=y ‘Vto$t="T 'Qoll=g 'sæasefn ‘SL 43 KLIMA-TABELLER FOR NORGE. No. 1. 1900. TT | y„eıI 1 TI zz | OG | gp | 17 | ey 11 97 91 OI | ,6 gz | gt EG | oz | Jaquiacaq Si Sz | fr | Gr cl) (ha | Ve aa hs JaquıpaoN OI AN] gt Er 11 vz | 97 | St TT 120140 £1 ye |i (ore | Cope Wh ese gi | Lz | EF | 12 Jaquia}dag ZI IT | 49 II 9 oz | I7 6Z | zz jsnåny SI TT EZ | I II | 49 Li IT Lx 0 © vil br Iz |, 2 | ‘ox EI | av 17 cz | $1 en] #0 QI SI | 46 £1 6z | op | LE 61 > 90 “ait II a lg 91 61 EE | LS gg | 17 MON F0 OI ET | 401 SI Li 6z | 19 | 98 bz * Sep £1 Lz | #9 €1 br 16 | €€ | HG T * eng £1 Sr | 44 OI 8 ei || Lori * renue{ '3U32014 ‘paybijuAspues-ssqpoyy oS op eZ or | 11 | 6 zı | gz | 61 | ry zs IZ 142 Oz 6 €1 £ IT | OI OT | 12quia22 tA || te ot Sr Sit er 61 91 oz | 12quoaaonN 69 Of | yr oz | OI TI 8 Og | fr oz 124090 oF | bz | 49 gr | Zı zr | 4 Gz | 91 || oz | saquiajdas 6€ ea II pr S L 6 87 | Og | 17 || oz | * 'ysnåny ab Og 12 £ fan |) 4 6z | zz zz || oz * yn PE GIN Sg 6 st gz | Sz IE || oz * runf „oz | 87 | so 8 II Ga MN ed || Coy * eI or Gå Met 12 | Cr br 8 6p | £z | oz judy Sere gr be | £1 6 Mec bd | OG SHE 69 Cr 61 TI L € Lı Li || oz | * zenxqox GS ax I | tz | & | 8 | «I | HZ E oz | * * ıenue[ T TI ams mn m las s las] alm|n | 56-9231 ‘SdO 0001 ‘poubidd{H-10qponN wor=p o1got=" ‘or p69— gq ‘zozuereapsys ‘LL Trykt 22 Mai 1900, Die limnetischen Peridineen in norwegischen Binnenseen Von H. Huitfeldt-Kaas Mit 1 Tafel Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1900. No. 2 > fé Christiania In Kommission bei Jacob Dybwad A. W. Breggers Buchdruckerei 1900 Fremlagt i Vid.-Selsk. Mode, math.-naturv. Klasse, af Prof. N. Wille, 26. Jan. 1900, Die limnetischen Peridineen in norwegischen Binnenseen. Von H. Huitfeldt-Kaas. Whiter den zahlreichen Organismen, aus welchen sich das Plankton in unseren Binnenseen zusammensetzt, bilden die Peridineen eine kleine, aber nichtsdestoweniger sehr interessante Gruppe, die aber sowohl bei uns wie in den nächsten Nachbarländern wenig untersucht ist, während sie in Deutschland schon seit langem sorgfältig studirt wurde und gut bekannt ist. Bei einer Vergleichung zwischen den deutschen! und den norwegi- schen Peridineen habe ich gefunden, dass die Peridineen der norwegischen Seen wesentlich verschieden sind von den Arten, die in den deutschen Seen leben. In den holsteinischen Seen, deren Plankton von Dr. Apstein? und Dr. Zacharias? sorgfältig untersucht worden ist, werden nur 4 Arten als limne- tische aufgeführt, nämlich Peridinium tabulatum, Gymnodinium fuscum, Glenodinium acutum und Ceratium hirundinella. Von diesen habe ich nur die eine bei uns wiedergefunden, nämlich Ceratium hirundinella; dagegen kommen in den norwegischen Binnenseen 4 andere Formen vor, von denen 3 bisher unbekannt waren. Ich habe also in den norwegischen Binnenseen zusammen 5 Formen gefunden, nämlich folgende: 1 A. I. Schilling: Die Süsswasserperidineen. Separat-Abdruck aus «Flora oder allge- meine botanische Zeitung» 1891, Heft 3. 2 0. C. Apstein: Das Süsswasserplankton. Methode und Resultate der quantitativen Un- tersuchung, Kiel 1896. 3 0. Zacharias: Forschungsberichte aus der Biologischen Station zu Plön. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 2. N H, HUITFELDT-KAAS. M.-N. Kl. Peridinium laeve n. Sp. — Willei n. Sp. Ceratium cornutum Claparède und Lachmann. — Curvirostre n. Sp. — hirundinella O. F. Miller. Während also über die limnetischen Peridineen, in Bezug auf die Anzahl der Arten, gesagt werden muss, dass sie eine wenig hervortretende Rolle spielen, so kann dagegen die Quantität einzelner Arten zu Zeiten sehr bedeutend sein. Besonders tritt Ceratium hirundinella zuweilen in solcher Menge auf, dass man von «Wasserblüte» sprechen kann, es kann sogar bis zu % der gesammten Planktonmenge eines Gewässers ausmachen Peridinium laeve n. Sp., Fig. 1—5, ist von Form ellipsoidisch, Die Länge ist ca. 52 u, die Breite 44 u. Der Panzer ist glatt, die Platten sind ohne Areolirung, die Säume ohne Querstreifung. Doch findet man, ebenso wie bei P. tabulatum, kleine hervorragende Stacheln in den Ecken der polaren Platten. Die Anzahl der Platten ist 21, von denen 13 auf die vordere Hälfte fallen und 7 auf die hintere. Unter den ı3 Platten findet man die gewöhnlichen 7 Antaequatorialplatten, die alle ungefähr von derselben Breite sind. Die Rautenplatte ist vierseitig, klein und schmal ausgezogen in der Längsachse der Schale. Von Apicalplatten findet man 5: ein Paar grosse sechsseitige ventralliegende und ein Paar dorsale von ungefähr derselben Grösse und Form. Eingekeilt zwischen diesen liegt auf dem Apex selbst die fünfte, von quadratischer Form, Ihre Grösse ist etwas variabel, wie dies aus den beiden mit der Camera ausge- führten Abbildungen hervorgeht, (Fig. 4 schräg ventral gesehen, und Fig. 5 schräg dorsal gesehen). Fig. 6 ist nach Fig. 4 und 5 construirt. Die hintere Panzerhälfte setzt sich aus 7 Platten zusammen, nach gewöhnlicher Weise symmetrisch angeordnet. Die Aequatorialfurche ist breit und teilt den Panzer in 2 beinahe gleich grosse Teile. Die Flagellarfurche ist ganz schmal und läuft schräg von der Kante‘ der Rautenplatte gegen die Aequatorialfurche, worauf sie sich nach hinten hin erweitert bis zu ungefähr der doppelten Breite derselben; sie hat auf diesem Stück unebene, klein buchtige Seiten. Diese Art habe ich nur in zwei Gewässern bei Christiania gefunden, nämlich im Padderudvandet und Sognsvandet. Sie kommt in grösster Menge im Mai vor, 1900. No. 2. DIE LIMNETISCHEN PERIDINEEN. 5 Peridinium Willei n. Sp., Fig 6—0. Die Form ist kuglig, etwas zugespitzt gegen die Pole hin, besonders ist der vordere Teil dorsal- ventral etwas zusammengeklemmt. Die Länge ist 51—61 u, die Breite 53—64 u. Die umschliessende Schale bildet einen starken Panzer, dessen fein areolirten Platten durch breite quergestreifte Säume von einander ge- trennt sind. Die vorderste Panzerhälfte hat 14 Platten. Von diesen sind 7 Aequa- torialplatten, unter diesen ist die auf der rechten Seite der Rautenplatte liegende bedeutend grösser als die auf der linken Seite. Die übrigen Praeaequatorialplatten sind symmetrisch, Die Rauten- platte ist von dominirender Grösse, von beinahe dreieckiger Form, mit zwei gleichen Seiten, die Aequatorialplatten begrenzend, und einer bogen- förmigen Seite gegen den Apex hin. Vor der Rautenplatte liegen 2 ventrale ungefähr rechtwinklige Apicalplatten, mit ihrer kurzen, medialen Seite zusammenstossend. Parallel zu diesen beiden Platten und dorsal vor denselben liegen in einer Reihe 3 vierseitige, beinahe gleich grosse Api- calplatten. Die äusseren (dorsalen und ventralen) Seiten dieser beiden Reihen werden von rechten Linien begrenzt, wodurch sie zusammen ein breites Band quer über den Apex bilden. Längs diesem Bande laufen 3 her- vorragende Kämme (auf Fig. 8 durch fettere Linien angedeutet), auf der dorsalen Seite der 3 Apicalsäume zwischen der Grubeplatte, den beiden Reihen von Apicalplatten und der unpaarigen dorsalen Apicalplatte. Diese grosse sechsseitige Apicalplatte wird auf der hinteren Seite von der dor- salen Praeaequatorialplatte begrenzt. Von der Seite gesehen, machen die 3 Kämme den Eindruck von 3 Stacheln, von denen der längs der Grubeplatte laufende etwas über diese Platte hinaus neigt, während die beiden übrigen Kämme gerade heraus vom Apex stehen. Die hintere Körperhälfte hat 7 durch breite Säume getrennte Platten. Die Anordnung der Platten ist die bei den Peridineen gewöhnliche. Nur ist die rechte Antapicalplatte bedeutend grösser als die linke (Fig. 9). Die Aequatorialfurche, die etwas unter der Mitte des Körpers läuft, ist breit und von ziemlich weit hervorragenden Rändern umgeben. Die Flagellarfurche, deren Form am besten auf Fig. 8 hervortritt, erweitert sich nach hinten zu. Ihre Ränder sind längs beiden Postaequatorial- platten uneben und ihr hintres Ende läuft oft in zwei kurzen Stacheln aus. Diese Art, die nach Professor N. Wille benannt ist, ist eine der grössten, wenn nicht die grösste der bis jetzt bekannten Süsswasserperi- dineen, da ihre Länge bis auf 61 wu und ihre Breite bis auf 64 « hin- 6 H. HUITFELDT-KAAS, M.-N. KI. aufgehen kann. Sie variirt aber sehr in Bezug auf ihre Grösse; man findet z. B. Exemplare, deren Maasse 51 resp. 53 u sind. Sie lebt pelagisch sowohl in niedrig- wie in hochbelegenen Gewässern bis 4000 Fuss ü. d. M. hinauf, z. B. im Besvand. Ich habe sie in den allermeisten untersuchten Gewässern gefunden, sowohl im westlichen wie im östlichen Theile des Landes, bei Christiania, auf Jäderen, in Vos, Gud- brandsdalen u. s. w. Sie tritt zu allen Jahreszeiten auf, auch mitten im Winter, aber doch in grösster Anzahl im Frühjahre. Ceratium cornutum Claparède und Lachmann kommt selten und in geringer Anzahl im Plankton der norwegischen Binnenseen vor und darf sicherlich nur als ein mehr zufälliger Gast betrachtet werden. Ich habe es im Grudevandet (Jäderen) und Melsvandet und Lönevandet (Vos) ge- funden; alle diese Gewässer werden von grösseren Flüssen durchströmt, die es wahrscheinlich von seinen eigentlichen Aufenthaltsorten, am Grunde und an den Ufern, mit sich gerissen haben. Ceratium curvirostre n. Sp. (?), Fig. 10—11. In wiefern dies eine neue Art ist oder nur eine Varietät von C. cor- nutum oder hirundinella wage ich, nach dem vorliegenden Materiale, nicht mit Bestimmtheit zu entscheiden. Es steht in der Mitte zwischen diesen beiden Formen, sowohl in Bezug auf die Grösse wie das Aussehen. Die Lange ist ca. 156 « und die Breite ca. 103 u (bis zur Spitze des hin- teren kleineren Hornes gerechnet), Der Panzer ist überall fein areolirt, wie bei C. cornutum. Die Säume zwischen den verschiedenen Platten waren bei den untersuchten Exem- plaren nicht sichtbar. Ebenso wie €. cornutum hat diese Form nur 3 Hörner, von denen das vorderste das grösste und nach der rechten Seite hin stark gekrümmt ist An der Spitze des Hornes konnte keine Oeffnung beobachtet werden. Alle untersuchten Exemplare hatten 2 Hörner auf der hinteren Körperhälfte, von denen das kleinere schräg aus der Longitudinalachse des Körpers hervorspringt. Die rechte Seite des Körpers, auf welcher das kurze Horn belestigt ist, ist zu einen schmalen Vorsprung ausgezogen, der ungefähr '/s der Breite des Körpers einnimmt und über welchem die Aequatorialfurche verläuft. Die entsprechende linke Seite springt eben- falls etwas vor. Auf Grund dieser Vorsprünge und des eigentümlichen Baues der Hörner, bekommt diese Form schon beim ersten Anblick ein von den früher beschriebenen Süsswasserceratien abweichendes Aussehen. Die Aequatorialfurche ist ganz wie bei C. hirundinella und ver- schmälert sich gegen die rechte Seite der Flagellarfurche hin, Die Seiten der Flagellarfurche sind bogenförmig. 1900. No. 2. DIE LIMNETISCHEN PERIDINEEN. | Diese Form habe ich in 4 Gewässern gefunden, alle zu demselben Wassergefålle gehörend, nämlich: Bredevandet, Hoflandsvandet und Flöskyren (Sogn). Sie kommt in geringer Anzahl vor. Ceratium hirundinella O. Fr. Müller. Diese sehr variirende Art ist von allen Peridineen die haufigste Plank- tonform in den norwegischen Binnenseen. Man findet sie sowohl in den grössten Binnenseen wie in ganz kleinen Wasserpfiitzen, sowohl in niedrig wie in hochbelegenem Wasser (Gjendin, Besvand) und oft in ausser- ordentlich grosser Anzahl. Im Selsvandet (Gudbrandsdalen) kamen nach einer Zählung ca. 50,000,000 auf einer Oberfläche von ı m.? vor. Sie wird vom April bis September gefunden; ihr Maximum tritt wahr- scheinlich gleichzeitig mit dem Temperaturmaximum des Wassers ein. Fig. 1 » 2. 3 » 4. » 5 » 6. 2. 7; » 6. » 9. » 10. Peridinium laeve n. Sp. von der Ventralseite. Peridinium Ceratium curvirostre n. Sp. (?) von der Ventralseite. Figuren-Erklärung. Willei n. Sp. von der Ventralseite. von der Dorsalseite, vorderste Schalehälfte von vorn. vorderste Schalehälfte von vorn und etwas ventral. vorderste Schalehalfte von vorn und etwas dorsal. von der Dorsalseite. vorderste Schalehälfte. hinterste Schalehälfte. von der Dorsalseite. Gedruckt 20. April 1900 L, Fehrs ith. Off. H. Huitfeldt-Kaas del 1-5. Peridinium læve n.sp. 679. Peridinium Willei n.sp 10-11. Ceratium curvirostre n. sp. Einige Zahlentheoretische Probleme von A. Palmström Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturv. Klasse. 1900. No. 3 —— a —— Christiania In Kommission bei Jacob Dybwad A. W. Bröggers Buchdruckerei 1900 Fremlagt i Selskabets Mode 9. Febr. 1900. Einige zahlentheoretische Probleme von A. Palmström. k seiner Zahlentheorie erwähnt Lucas als Beispiel unter Multipli- kation zwei Zahlen, jede von Io Ziffern, die so beschaffen sind, dass das Quadrat jeder auf dieselben 10 Ziffern endigt wie die Zahl selbst. Diese Zahlen sind 8212890625 und 1787109376. Diese Zahlen sind später Gegenstand einer Frage von Æ. B. Escott in «IIntermédiaire des Mathematiciens» für 1896 gewesen. Er wünscht einen Beweis dafür, dass die erste Zahl mit den letzten 10 Ziffern von 52" * (» > 10) geschrieben wird und dass die zweite Zahl mit den letzten 10 Ziffern von 25".4 (z>>10) und von 3.5?"*!-3 4 1 (z>>5) und endlich von gar * (2! —r)tr (>10) geschrieben wird. Hinsichtlich dieser Sätze habe ich in derselben Zeitschrift für 1897 bewiesen, dass der erste, zweite und dritte richtig sind und dass sogar in jedem Falle 7 —9 und # — 10 sein kann, während der dritte Satz falsch ist. Wir wollen uns mehr allgemein die Aufgabe stellen diejenigen Zahlen von p Ziffern ( eine beliebige ganze Zahl) zu finden, deren Quadrate auf dieselben 2 Ziffern endigen, mit denen die Zahl selbst geschrieben wird. Eine solche Zahl x, muss der Gleichung: 2 = p 4p — %=).10 genügen, wobei y eine ganze Zahl ist. Die Gleichung lässt sich schreiben: Xp (%— 1) = y. 10". Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 3. 4 A. PALMSTROM. M.-N. Kl. Es muss somit, weil x, und z,—1 relativ prim sind, entweder: I. z,— 2s, oder IL z.—;57, = Se à %,—1=5'u, %—1=2%, sein, wobei sowohl z,.2, wie v,.w, gleich y ist. Es ist dann vorausgesetzt, dass y von o verschieden ist. y=o giebt entweder x, —0 oder = 1. Der Gleichung für z, wird auch genügt, wenn man %=10, oder %=% % —I1=4 x, — I = 1044 setzt, wobei zu in beidem Fallen gleich y ist. Diese Gleichungssysteme geben aber Zahlen von mehr als p Ziffern und somit keine Lösungen der gestellten Aufgabe. Jedes der Gleichungssysteme I und II lässt nur eine Lösung zu. Ge- setzt es wäre zum Beispiel: = (1) _ SPA) SS und 2) =2z'z, - 1) — cP,,{1) u — I = 53"up # —1=5% dann wåre auch Xp — z, V == 2 (2, — 20) = 3" (vy, — ud). 39 —30 müsste somit durch 5” teilbar sein. Da aber sowohl z, als 20 kleiner als 5° sein muss, da sonst %, und 2 nicht -ziffrig (1) wåren, muss 2p = 2, sein. Um die Lösungen der Gleichungssysteme I und II unterscheiden zu können, wollen wir sie mit x, beziehungsweise x,’ bezeichnen. Man hat: +5 = 2" (29 + Wy) + 1 = 5° (19 + 09) + 1. 24 w, muss also durch 5” teilbar sein. Da aber sowohl z, als w, kleiner als 5” ist, muss z, +w,=5 sein. Es ist somit: 4, + 4,/=10°+ I. Um x, bestimmen zu können, müssen z, oder u, bestimmt werden. Diese Zahlen sind durch die folgende unbestimmte Gleichung ersten Grades 2, — 5'uy=1 = bestimmt. Wir wollen zeigen, wie man 2,+1 und u,+1 bestimmen kann, wenn man z, und w, kennt. Aus den Gleichungen: 1900. No. 3. EINIGE ZAHLENTHEORETISCHE PROBLEME. 5 2? 29 — 5°Up = 1 P+ 1 Få 2 24 — 5 Ugi1= I folgt, dass a — Sa | D pi 5p +1 = Up + 251, wobei 5,1 eine ganze Zahl ist. Aus der ersten der letzten zwei Glei- chungen folgt: BP gg — 2 Ep 110541, das heisst: Fe fa SI 10 Sp 11- Aus dieser Gleichung geht hervor: erstens dass s,., die erste Ziffer von % + ı ist, und zweitens, dass man x, ., erhält, wenn man x, 5p+1 voran- schreibt, dass somit x, mit den ø letzten Ziffern von x, : ı geschrieben wird. Man kann 5,:, sehr leicht bestimmen, wenn man z, und z, kennt. Wenn man nämlich von 10 die letzte Ziffer von 2, . #, subtrahiert, kommt Sp+1 heraus, vorausgesetzt, dass diese letzte Ziffer nicht Null ist, in wel- chem Falle auch 5,:, —0 ist. Denn es ist: 102p + 149 41 = Zpllp + St + 10 = Spllp + $p +1 (2 - 545 + 1) + 10'541 * ied SX: und somit: $p:1=—p-%+10(3p+1-Up+1—10"—$p11—3" Spi -%). Die Gleichung 22, — 54, = I ergiebt se ie und somit ET Es ist folglich: 5,=10—3=7 a +55 und Br = ==" 2 = 9 u, + 2s, == + -= > 5 Aus den Werten von 2, und z, berechnet man: S$, = 10—7 =3 u. S. W. Auf diese Weise können wir den Wert von z, für beliebig grosse p sehr leicht nach und nach berechnen. Die Zahl x,‘ ist durch die Gleichungen: Sy == Syn Xp — I = 2 w, 6 A. PALMSTROM, M.-N. Kl. bestimmt. v und æ, müssen folglich der unbestimmten Gleichung: P Fe 5 øp — 2004 = I 1 +1 genügen. Da se Up+1 — = Wp +11 ist, hat man: 5Up 4a = Up + + 2 P 2p 41 = Wp + 5 hr. Aus diesen Gleichungen können wir schliessen, dass 4,41 die erste Ziffer von xp+1 ist und dass man ++, erhält, wenn man 2, 441 voranschreibt. Aus den letzten Gleichungen schliessen wir auch, dass: a = p—1,2 p—1, by 41 = UpWp — 10(7p+1Wp+1 —IO +1 —5S pep +1) und dass somit 441 die letzte Ziffer des Produktes w,w, ist. Wir wollen einige Zahlen angeben, die auf dieselben 5 Ziffern endigen wie die Zahl x,, beziehungsweise die Zahl +}. Es sei A eine Zahl, die auf dieselben 2 Ziffern endigt wie die Zahl x. Dann ist A—x%=k.10, wobei Æ eine ganze Zahl ist. Aus dieser Gleichung ist ersichtlich, dass A durch 2” teilbar sein muss, denn 2,=2"z, ist durch 2" teilbar. Setzt man A=2"« und bemerkt, dass xp = 5’) — I ist, so nimmt obige Gleichung die Form: Fa — up — 1 —/#.10 an, oder wenn wir up +k.20=8 setzen: a — 58 =1. Dieser Gleichung muss also genügt sein, wenn 2’« auf dieselben p Ziffern endigen soll, mit denen x, geschrieben ist. Umgekehrt, wenn a und Å zwei ganze Zahlen sind, die der letzten Gleichung genügen, wird die Zahl, die sich mit den letzten p Ziffern von 2’« schreiben lässt, æp sein. Denn es ist: a — 5/B8=1 und 2 ay — 5"% = 1 somit: 2a — ap = 5"(B — uy). Da 2’,= x, ist, sieht man, dass die Differenz 2"4 — 2, sowohl durch 2" als durch 5” teilbar ist, sich also durch 10” teilen lässt. 1900. No. 3. EINIGE ZAHLENTHEORETISCHE PROBLEME. 7 HE sp —1 Wir können A= ala) " setzen, wobei » eine beliebige ganze Zahl, und y eine beliebige nicht durch 5 teilbare ganze Zahl ist. Denn nach dem bekannten Satze von Euler ist in diesem Falle 2’« — 1 durch 5” teilbar. Für y=1, m=1 5p—1 hat man A=2'° Man kann auch 4—=58+1—108— (59) "+1 setzen, wobei 3 und 7” beliebige ganze Zahlen sind und Å eine ganze ungerade Zahl. Denn (56)” "*—ı ist in diesem Falle durch 2" teil- bar. Ist å von der Form 4» + 1, so ist auch GN — 1 durch 2” teilbar und man kann in diesem Falle: A= 10"B — (56) =f op der setzen, vorausgesetzt dass 2-2,» = ist, wenn Å nicht durch 5 teilbar ay. ; —2 ist. Man kann zum Beispiel wenn p> 3 ist 10B=2". Da > dei, n=1 setzen und bekommt dann: A= 5 (2 9 de vie Auf dieselbe Weise sehen wir, dass die Zahl Da (co 1) +1 auf dieselben 5 Ziffern endigen, mit denen 2,’ geschrieben ist, und dass dasselbe für 5” gilt wenn p > 3 ist. Die Aufgabe, die wir jetzt für das Zahlensystem gelöst haben, dessen Grundzahl 10 ist, können wir uns auch für andere Zahlensysteme stellen. Wenn die Grundzahl, g, eine Primzahl ist, giebt es keine Zahl von 2 Ziffern, die der Gleichung: 22 —x=y.£? genügt, wenn y eine ganze Zahl sein soll. Denn ist g eine Primzahl, so wird der letzten Gleichung nur dann genügt, wenn: a oder wenn: x=v x—I1=4% x— 1 = W£?, wobei z und z einerseits, v und w anderseits ganze Zahlen sind, deren Produkt gleich y ist. Diesem Gleichungssysteme wird ausser von x=ound r=1 nur von Zahlen, die mehr als 2 Ziffern haben, genügt. Ist g die Anzahl der Zerlegungen von g in das Produkt zweier Zahlen, die relativ prim sind, so giebt es, ausser o und 1, 2g Zahlen, die kleiner sind als g?, welche der Gleichung a? — x= yg? genugen, 8 A. PALMSTRÖM. M.-N. KI. Es seien g, und g, zwei Zahlen, die relativ prim sind und deren Produkt gleich g ist. Dann können wir haben: x=3? oder z= vg z—ı=ug!? x—1=wg". Jedes dieser Systeme giebt eine und nur eine Zahl x, die dadurch gefunden werden kann, dass man die unbestimmte Gleichung v pr Sige a Å beziehungsweise givu—giw=1 löst. Sind g,‘ und g,‘ zwei andere Zahlen, die relativ prim sind und deren Produkt gleich g ist, dann werden die unbestimmten Gleichungen Ea gå =y md ES zwei andere Zahlen x< g? ergeben, die der Gleichung At — Hee genügen. Alle die Zahlen, die man auf diese Weise erhält, sind verschieden. Gesetzt nämlich es wäre: 28, = Fe so dass auch DE NES dann wäre auch LT — glu—1 oder wenn gi — 6182 82 eingesetzt wird: A =z,": Es müsste somit g,’ durch g, teilbar sein. Wenn wir dann: £, = kg, setzen wiirden, dann wiirde: kg =, sein, und die Gleichung gs ae gru SS ergäbe Bes — Pe Pu! ı, - dem bei ganzen Werten von z und w nur dann genügt sein kann, wenn est: 1900. No. 3: EINIGE ZAHLENTHEORETISCHE PROBLEME. 9 Ist z.B. g=30 und setzen wir 4=2, so können wir die folgenden Gleichungssysteme aufstellen: ye x=93 X— 253 æ— 362 x = 1002 x —225% x—1=225% x 11004 x—I1=36m% x—l1=254% x—1=94 x—1=44% und hieraus ergeben sich fir x die Werte 676, 801, 325, 576, 100, 225. Mehr allgemein können wir uns die Aufgabe stellen, diejenigen ganzen positiven Zahlen x< g? zu finden, die der Gleichung: ax? + dx + co =yg? geniigen, wenn 62 — 4ac=d? = eine Quadratzahl ist. Å a : ae: b + Es sei @ der grösste gemeinsame Divisor von å und —— und b+d b—d A=0.0 > 2 = aß, ’ 2 = a,ß a, und £, sind dann ganze Zahlen und auch 8; denn es ist Bed 2ac ae III ARE: Da a, und £, relativ prim sind, muss ~ eine ganze Zahl sein. Wir können immer voraussetzen, dass a positiv ist, so dass « und a, auch positiv gewählt werden können. Es ist (ar + B) (a,2+ 8) = ax + (a8, + 0,84 88, =ax+ bx + c und die Gleichung ax? + dx + c= yg? kann somit auch so geschrieben werden: (ax + 6) (a,¥ +8) = IE”. Wir setzen zuerst voraus, dass a, 6 und c keinen gemeinsamen Divisor haben. Dann haben auch a und å keinen gemeinsamen Divisor. Weiter wollen wir vorläufig voraussetzen, dass a und a, relativ prim sind und auch dass d und g keinen gemeinsamen Divisor haben. Sind dann g, und g, zwei Zahlen, die relativ prim sind und deren Produkt gleich g ist, so wird die Zahl x zwei Gleichungen von der Form: ax + B= 2g," at, =ug, 10 A. PALMSTROM. M.-N. KI. geniigen miissen, wenn der Gleichung ax? + bx-+ c= yg? genügt sein soll. s und # müssen der unbestimmten Gleichung ag fu — ag, —d geniigen. Von den verschiedenen Wertsystemen von z und z kann nur eins benutzt werden, weil x f= "> 11x14 — 6% 7x+11= 3% x = 226 112 + 14 = 102% 11 — 22 has 3 x=551 I 1x + 14 = 152% 7x i å ai 2320 Tix + 14 = 302% 12 A. PALMSTROM. M.-N. KI. Wir wollen nun voraussetzen, dass g und d einen gemeinsamen Divisor haben, aber fortwährend, dass a und a, relativ prim sind. Wir bemerken dann zuerst, dass die zwei Gleichungen ax + B = PG 2 a,7+8, = PG, wobei P Faktor von d, x kleiner als g? und PG ,G, =g" ist, P Werte von x ergeben, wenn die Gleichungen iiberhaupt Lösungen gestatten. Setzen wir J= pen so ergeben die letzten Gleichungen aG,u—a,G2=D, und bezeichnen wir mit #,, 4, ein Wertpaar von z und 2, so sind alle anderen Werte durch die Gleichungen: u=u + aGt z=2,+aG,t gegeben, wobei ¢ eine ganze Zahl ist. Wird der Wert von z in die Gleichung ax + $ = PG ,a eingesetzt, so nimmt diese die folgende Form an: und liefert somit P positive Werte von x< g?. In dem Falle, dass P?2G,z — PB . : : =e eine ganze Zahl ist, wird einer der Werte ø=0 sein. Ist z. B. g=30, ?=2, a=11, B=7, 4 ="% Øy = 11, GG =235, @9=1,P=6, so sind die Gleichungen zur Bestimmung von æ die folgenden: 12 + 7 = 1502 7c+ıı=6u und diese ergeben: 114 — 1752= 12. Die Werte von z, die dieser Gleichung genügen, sind durch die Gleichung z=12-+ 117 gegeben, und wenn man hier ¢=-—I, 0, I, 2, 3, 4 setzt, erhält man für z die Werte 3 =1, 12, 25, 34; 45, 56 und für x à æ= 13, 163, 313, 463, 613, 763. 1900. No. 3. EINIGE ZAHLENTHEORETISCHE PROBLEME. 13 Ist @=150, #—102 und haben die anderen Grössen dieselben Werte wie im vorigen Beispiel, so sind die Gleichungen, durch welche æ bestimmt wird, die folgenden I1x+ 150 = 1502 7æ+ 102=64. Diese ergeben wie im vorigen Beispiel 124 — 175£= 12. Die Werte Hen 195 Pe 805 OG GO ergeben aber in diesem Falle æ=0, 150, 300, 450, 600, 750. Wenn d und g einen gemeinsamen Divisor haben, so ergeben zwei Gleichungssysteme wobei 2,2, =8,2,=g? ist, nicht immer verschiedene Werte von x. Wir betrachten zuerst den Fall, dass g, und g, relativ prim sind. Wir können dann immer zwei Zahlen y und yw finden so dass 08,9 — 4,2, Wr! ist und die Werte von w und gz, die der Gleichung ag,u—a,g,2—d geniigen, sind dann durch u=—dp-+a,g,t 2 = dy + agit gegeben. Soll der Wert von x, der den Gleichungen ax + PB —=£8 az +, = gu geniigt, auch den Gleichungen ak TP = LS, a2 +, = gu! genügen, so muss LE = LE Lu —= LU" sein und somit £,4W+ og gt = 8,0 £429 + a, ggg. Diese Gleichungen können auch folgendermassen geschrieben werden: gdy+ ag,gt = 5,0 Ladp + a gigi = £w". 14 A. PALMSTROM. M.-N. Kl. Diese Gleichungen liefern dann und nur dann ganze Werte für # und w’, wenn g,d durch g,, g,d durch g, teilbar sind. Setzen wir Ed = gs, g3d=k 81, so ergeben die letzten Gleichungen: a’ = ky + ag! ui =kip + agit. Wie wir früher bewiesen haben, können wir ¢ nur einen bestimmten Wert erteilen. Die Gleichungen gd=kg,, g@a=k,Z,, die bestehen müssen, wenn den beiden Gleichungssystemen durch den- selben Wert von æ genügt werden soll, können wir auch so schreiben: grd—=kg,g;, grd=kg,8: Es muss somit g?d sowohl durch g,g, als durch g,g, teilbar sein. Haben g, und g, einen gemeinsamen Divisor ?, der auch Divisor von d ist und setzen wir £,=PG, 8. = PG, d= PD so müssen z und x der folgenden unbestimmten Gleichung: aG,u—a,G,z=D genügen. Ist dann aG,p —a,G p=, so muss 2=Dwy-+aG,t u=Dp+a,G,t sein, und die Bedingung, dass den beiden Gleichungssystemen durch denselben Wert von æ genügt wird, ist somit & Dy + aG,git = PC,z, £,Dp + a, Ggt= PGu.. Es muss also g,D durch G,, g,D durch G, teilbar sein. Setzen wir £,D=kG,, 8,D=kG, so nehmen die letzten Gleichungen folgende Form an: = Pe, — agit = ky Pu, — a gyt= kp. 1900. No. 3. EINIGE ZAHLENTHEORETISCHE PROBLEME. 15 Es sei / der grösste gemeinsame Faktor von P und g,, m der grösste gemeinsame Faktor von P und g,. Sollen dann die letzten Gleichungen möglich sein, so muss £,m durch / teilbar sein, dass heisst &, muss durch / teilbar sein. Hat nämlich g, einen Faktor, /,, der auch Faktor von 9 ist, so lehrt die Gleichung aG,p — a,Gy= 1. dass À nicht Faktor von G; sein kann, und die Gleichung 22 = kG, dass 7, Faktor von #, sein muss. Auf dieselbe Weise sehen wir, dass 3 h D De 3 : k durch m teilbar sein muss. 227 und #2 müssen somit ganze Zahlen 1G mG, 1 2 sein, und umgekehrt, wenn dies der Fall ist, wird den beiden Gleichungs- systemen für denselben Wert von æ genügt. Haben « und «, einen grössten gemeinsamen Faktor y, so darf dieser nicht Faktor von g sein. Wir haben uns nämlich noch nicht von der Bedingung frei gemacht, dass @ und 8 relativ prim sein sollen. Ist a— «y, a, =a,'y, d=d und setzen wir a'yn + B = 5,0 ay <= Bi = E44; wobei ¢, 2, = g? ist, so müssen 2 und % der Gleichung a'g,u — a, g,2 = d" genügen. Setzen wir zuerst voraus, dass g,, g, und 4’ keinen gemein- samen Faktor haben und ist z, ein Wert von z, der der letzten Gleichung genügt, so sind alle anderen Werte von z durch die Gleichung e=2,+ a'g,t gegeben. Es muss somit aya + B= 8,2, + 0S, £0t 4 . g ===" sein, oder yx eto ! ER å a a ist eine ganze Zahl, denn es ist a’ (2,4, — Al = a, (8, a, P) und a’ und a,’ sind relativ prim. 16 A.PALMSTROM. EINIGE ZAHLENTH. PROBL. M.-N. KI. 1900. No. 3. Wenn y und g? keinen gemeinsamen Faktor haben, wird der Gleichung 84 p — pj— 211 + yx gr a’ durch einen und nur durch einen Wert von x g? genügt. Wir sehen leicht ein, dass wir, wenn g,, g, und d’ einen gemein- samen Faktor P haben, P Werte von x finden können. Wir wollen jetzt voraussetzen dass a, & und ¢ einen gemeinsamen Faktor å haben. Dieser ist dann auch Divisor von d, von «a und von 8. Schreiben wir dann «= ad, 8 = £0 und adc + BO = ga az + B, = 82% wobei g,g, = g? ist, so sind zwei Fälle zu unterscheiden, je nachdem g, und Å relativ prim sind oder nicht. Sind g, und Å relativ prim, so wird alles wie früher sein. Haben g, und Å einen gemeinsamen Faktor d, und setzen wir oe, $ =£,'; md’ so werden z und x durch die folgende Gleichung verknüpft a'd'g,u— a,g,2=d'. Wir setzen zuerst voraus, dass a'd/g, und a, 7,‘ keinen gemeinsamen Faktor haben. Es sei in dem Falle z, ein Wert von z, der der letzten Gleichung genügt. Alle anderen sind dann durch die Gleichung 2=2,+a'dg,t gegeben, und es ist somit: AER 81%, =P = J, t+ em Diese Gleichung giebt J, Werte von a< g?. Haben «‘ö‘g, und ag," einen gemeinsamen Divisor, P, der auch Divisor von @‘ ist, so wird die Anzahl der Lösungen 6,2. Gedruckt 19. Mai 1900. m Indicanur al Eyvin Wang Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1900. No, 4 Udgivet for Fridtjof Nansens Fond Christiania I kommission hos Jacob Dybwad A. W. Brøggers bogtrykkeri 1900 Fremlagt af prof. dr. E, Poulsson i mødet den 25de mai 1900. Forord. Efter opfordring af Prof. dr. Axel Fohannessen begyndte jeg hosten 1893 en række undersogelser over indicanuriens diagnostiske betydning specielt med hensyn til dens brugbarhed lige overfor den latente tuber- culose hos barn. Det viste sig imidlertid, at saadanne undersøgelser ikke godt kunde udføres med tilstrækkelig noiagtighed, medmindre exacte kvan- titative bestemmelser kunde foretages. I løbet af vaaren 1895 foretog jeg derfor under Prof. dr. E. Pouls- sons veiledning en række forsøg paa at bestemme kvantiteten af urin- indicanet, da de foreliggende methoder hverken kunde ansees for at være saa praktisk anvendelige eller saa exacte, at man ved hjælp af dem kunde opnaa tilfredsstillende resultater. Sommeren 1896 lykkedes det mig at bringe sporgsmaalet om en be- kvem methode til kvantitativ indicanbestemmelse til en losning, som syntes tilfredsstillende. Vintersemesteret 1896—97 benyttede jeg derefter til at udfore en rekke dyreforsøg under Prof. dr. E. Salkowskis veiledning, dels for at kontrollere den nye methodes korrekthed, dels for at anstille undersøgelser af indolets udskillelse gjennem urinen. De kemiske undersøgelser er udførte dels paa Rigshospitalets afdeling for barnesygdomme dels paa Universitetets farmakologiske institut. Ma- teriale til disse undersøgelser er hovedsagelig stillet til min disposition fra afdelingen for barnesygdomme, hvor Prof. Fohannessen med stor liberalitet har tilladt mig at benytte den stationære klinik, desuden har jeg ved vel- vilje fra Prof. dr. S. Laache og Dr. med. P. F. Holst faaet tilladelse til at undersøge patienter fra Rigshospitalets medicinske afdelinger, ligesom Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No.4. 1 jeg ogsaa ved imødekommenhed fra Dr. O. Borchgrevink, som dengang var kst. overlæge, fik anledning til at undersoge enkelte tilfælde af in- carcererede hernier fra Rigshospitalets chir. afd. B. Til udferelsen af de kvantitative bestemmelser har jeg delvis erholdt assistence af Assistentlæge Theodor Frelich og cand. med. Nils Roede. Det er mig en kjær pligt ogsaa paa dette sted at udtale min for- bindtligste tak for al interesse og velvillig imedekommenhed, som er vist mig under udførelsen af nærværende arbeide. Christiania d. 6te Januar 1900. FRA UNIVERSITETETS FARMAKOLOGISKE INSTITUT. 1. Indican og dets dannelse i organismen. Indtil 1845 foreligger der kun spredte iagttagelser af urin, som ved henstand eller efter tilsetning af kemiske reagenser udskiller et blaat farve- stof. Et mere indgaaende studium af dette forhold finder man forst hos Heller. Han iagttog i 1844, at urinen i et tilfælde af «cholera sporadica» blev blaaviolet efter tilsætning af salpetersyre eller saltsyre!. Det folgende aar gav han en udforlig meddelelse om denne farve- reaktion, og han fandt, at urinen indeholdt et gult farvestof, som han kaldte uroxanthin, dette spaltes ved oxydation i et smukt rubinredt og et rent ultramarinblaat farvestof; det sidste gav han navnet wroglaucin og det første urrhodin®. Heller erklerer sig ude af stand til at identificere de nye farvestoffes kemiske natur; men han angiver reaktioner, der tillader, at man kan for- mode, at uroglaucin er identisk med indigoblaat?, Simon“ er den første, som omtaler forekomsten af indigo i urinen. I 1846 beskrev Martin® et blaat farvestof urokyanin, som dannedes efter tilsætning af saltsyre til urinen. Han gjorde opmærksom paa, at det havde egenskaber fælles med indigoblaat. Samme aar omtaler ogsaa Scherer®, at tilsætning af koncentreret saltsyre til kogende urin kan bevirke dan- nelsen af et blaat farvestof, som ligner indigo. Han extraherede farvestoffet 1 Heller: Warn, Blut, Feces und Vomitus bei Cholera sporadica. Arch. f. physiol. u. pathol. Chemie u, Mikroskopie, Bd. 1, 1844, s. 15. 2 Heller: Ueber neue Farbstoffe im Harn, Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin, Arch. f. physiol. u. pathol, Chemie u. Mikroskopie, Bd. 2, 1845, s. 163. 8 Heller: Sammesteds s. 170. 4 Refereret i Canstatts Jahresbericht 1843, Bd. 2, s. 125. 5 Martin: Ueber das Urokyanin und einige andere Farbstoffe im Menschenharne. Arch. f. physiol, u. pathol. Chemie u. Mikroskopie, Bd, 3, 1846, s. 289, 6 Scherer: Ueber die Extractivstoffe des Harnes. Annalen d, Chemie u, Pharmacie, Bd. 57, 1846, s. 191. Uroxanthin, Indigo. Urokyanin. Indican Glucosid, 6 EYVIN WANG. M.-N. Kl. med alkohol og udførte elementæranalyse. Resultatet stemmer ikke overens med den procentiske sammensætning af indigoblaat. I 1853 omtaler Zill-Hasall! den hyppige forekomst af indigo i men- neskeurin. Han iagttog blaafarvning af urinen, naar den henstod i luften, og han paaviste, at farven beroede paa udskillelse af indigoblaat. Sikker paavisning af indigoblaat efter tilsætning af lige volum koncen- treret saltsyre til urin, der synes normal, finder vi ogsaa hos Sicherer?. Det udskilte farvestof sublimerede ved 2809 og kunde ikke adskilles fra sublimeret indigo. Hellers uroglaucin blev undersøgt af Äletzinsky®, som paaviste, at det var identisk med indigoblaat, idet den procentiske sammensætning viste sig at være; Uroglaucin Indigoblaat GE sn 734700 73.28 % Hr oui 3-82 » Nata: Soin nr 10.68 » 6 PROPRES OMR re 12.22 » Vi ser altsaa, at det allerede tidligt lykkedes at konstatere tilstede- værelsen af en urinbestanddel, som kunde give anledning til dannelsen af indigoblaat. At erkjende denne forbindelses kemiske natur lykkedes forst betydelig senere. I 1854 havde Schunck* paavist, at de indigogivende planter indeholder et glucosid, som ved behandling med mineralsyrer spaltes i indigoblaat og sukker. Dette glucosid kaldte han zndican. Senere troede han at have paavist, at urinens indigogivende substans var identisk med planteindicanet®. En saadan identitet antager ogsaa F. Hoppe-Seyler® i 1863. 1 Hill-Hasall: On the frequent Occurrence of Indigo in Human Urine and on its Che- mical and Physiological Relations. Philos. Mag. and Journ. of Science Vol, 6 (Fourth Ser.) 1853, 8. 229. Sicherer: Ueber die Bildung von Indigo im menschlichen Organismus. Annalen der Che- mie u, Pharmacie Bd. go, 1854, s, 122, 9 Kletzinsky: Ueber die chemische Konstitution und semiotische Bedeutung des Harnindigs. Wiener med, Wochenschr, 1859, Nr. 27, sp. 438. 4 Schunck: On the Formation of Indigo-blue, Philos, Mag, and Journ. of Science Vol. 10 (Fourth Ser.) 1854, s. 73. 3 5 Schunck: On the Occurence of Indigo-blue in Urine. Philos, Mag. and Journ. of Science, Vol. 14 (Fourth Ser.) 1857, 8. 291. 0 F. Hoppe-Seyler: Ueber Indican als konstanten Harnbestandtheil. Arch, f, pathol. Anatomie, Bd, 27, 1863, s. 389. — 5 a | 1900. No. 4. OM INDICANURI. 7 Denne feilagtige opfatning af urinindicanets kemiske sammensætning holdt sig uforandret, indtil A. Æoppe-Seyler! i 1875 udtalte tvivl om dets glucosidnatur, og efter hans foranledning optog Baumann? sporgs- maalet til fornyet bearbeidelse. Han fandt, at urinindicanets spaltning kon- stant gav anledning til dannelse af betydelig mængde svovlsyre, hvorimod han ikke kunde paavise nogen reducerende substans. Ved experimenter paa dyr paaviste han rigtigheden af sin formodning om, at indicanet fore- kommer i urinen som en parret svovlsyreforbindelse. Baumann og Brieger® fremstillede urinindicanet i krystallinsk form, og analyse af disse krystaller viste en sammensætning svarende til formelen; C,H, NSO, K = Indoxylsvovlsurt kalium. Koncentreret saltsyre spalter denne forbindelse under dannelse af hy- droxyleret indol eller indoxyl, og dette kan ved oxydation overføres til indigoblaat. Den kemiske reaktion antoges at foregaa paa følgende maade: C, H, NSO, K + H,0 = C,H,N (OH) + SO, HK Indoxylsvovlsurt kalium Indoxyl 2({C,H,N (OH) +0, = C,,H4N20,+2H, 0 Indoxyl Indigo For at prøve rigtigheden af denne antagelse udførte Baumann og Tiemann* kvantitative forsøg og fandt, at indoxylsvovlsurt kalium, gav 46%0 indigo, medens den beregnede mængde skulde være 5200. Baeyer® forholdt sig en kort tid tvivlende ligeoverfor denne opfatning af indicanet. Han fremstillede indigohvidtsvovlsurt kalium, som ved spaltning og oxydation ligeledes gav indigo. — Baumann og Tiemann* paaviste imidlertid, at denne forbindelse tydeligt adskilte sig fra det indoxylsvovlsure kalium, og heller ikke kunde de finde noget indigo- hvidtsvovlsurt salt i urinen, hvorefter Baeyer* opgav sin tidligere udtalte tvivl, idet han fremstillede indoxylsvovlsurt kalium efter Baumann og Brie- 1 7. Hoppe-Seyler: Handbuch d. physiol, und pathol, Chemie, 4 Aufl, Berlin 1875, s. 191. 2 Baumann: Ueber gepaarte Schwefelsäuren im Organismus, Arch. f. die gesammte Phy- siologie, Bd. 13, 1876, s. 305-307. 8 Baumann & Brieger: Ueber Indoxylschwefelsäure, das Indican des Harnes. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 3, 1879, s. 257. 4 Baumann & Tiemann: Zur Constitution des Indigos. Berichte d, deutschen chem. Ge- sellschaft, Bd. 12, 1879, s. 1101. 5 Baeyer: Ueber das Verhalten von Indigweiss zu pyroschwefelsaurem Kali. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd. ı2, 1879, s. 1600, 6 Baumann & Tiemann: Ueber indigweiss und indoxylschwefelsaures Kalium. Berichte d, deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 13, 1880, s. 413. Baeyer; Ueber die Verbindungen der Indigogruppe. Berichte d. deutschen chem, Ge- sellschaft, Bd. 14, 1881, s. 1746. = Indoxyl- svovlsurt kalium, 8 EYVIN WANG. M.-N. KI. gers methode. Han anvendte hundeurin, der var gjort indicanrig ved fodring med indol. Indoxylsvovlsurt kalium er ogsaa fremstillet af G. Hoppe-Seyler; for at skaffe sig indicanrig urin fodrede han kaniner med ortho-nitro-phenyl- propiolsyre, hvilken efter Baeyers! undersøgelser kan overføres til indigo. G. Hoppe-Seyler? antog, at syren ogsaa inden organismen kunde give anledning til dannelsen af indoxyl med deraf følgende indicanudskillelse gjennem urinen; han fandt ogsaa, at der hos kaniner optraadte betydelige mængder indigodannende substans i urinen, hvilken kunde paavises allerede faa timer efterat dyrene havde faaet 1—3 gram opløst i vand ved hjælp af natriumcarbonat. Ved senere forsøg? fremstillede han flere gram in- doxylsvovlsurt kalium, der havde alle egenskaber fælles med et præparat, som var fremstillet af urin efter fodring med indol. Endelig anfører G. Hoppe-Seyler4, at han af 25 1. normal hundeurin har isoleret nogle gram indoxylsvovlsurt kalium, der rigtignok ikke var ganske rent; men det gav reaktioner og havde øvrige egenskaber feelles med de præparater, som var fremstillede af urinen efter fodring med. indol og ortho-nitro-phenylpropiolsyre. Ogsaa Fac. G. Otto? angiver at have fremstillet indoxylsvovlsurt kalium af meget indicanrig diabetesurin. Han behandlede ca. 10 |. urin efter G. Hoppe-Seylers methode og fik smaa mængder af en substans, der kry- stalliserede i skjæl eller blade; disse viste sig ved nærmere undersøgelse at være indoxylsvovlsurt kalium. Hverken Baeyer, Hoppe-Seyler eller Otto giver nogen nærmere be- skrivelse af de fundne krystaller, ligesom der heller ikke kan sees, at nogen analyse er udført. I det hele har jeg i den mig tilgjængelige literatur ikke fundet flere end den tidligere nævnte analyse, der er udført af Bau- mann og Brieger*, Synthetisk fremstilling af indoxylsvovlsurt kalium, er forsøgt af Baeyer?, der benyttede indoxyl og pyrosvovlsurt kalium, hvorved han erholdt en 1 Baeyer: Ueber die Verbindungen der Indigogruppe. Berichte d. deutschen chem. Ge- sellschaft Bd, 14, 1881, s. 1741. 2 G. Hoppe-Seyler: Ueber das physiologische Verhalten der Orthonitrophenylpropiolsäure Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 7, 1882—83, 5. 179. 3 G. Hoppe-Seyler: Beiträge zur Kenntniss der Indigo bildenden Substanzen im Harn und des künstlichen Diabetes mellitus, Zschr. f. physiol. Chemie Bd, 7, 1882—83, s. 423. 4 G. Hoppe-Seyler: Zur Kenntniss der Indigobildenden Substanzen im Harn. Zeitschr. f. physiol, Chemie Bd. 8, 1883—84, 5. 79. 5 Jac. G. Otto; Das Vorkommen grosser Mengen von Indoxyl und Skatoxyl-schwefelsåure __ im Harne bei Diabetes mellitus. Arch. f. die gesammte Physiologie, Bd, 33, 1884, s. 612, 6 Ses, 7. -7 Baeyer: Ueber die Verbindungen der Indigogruppe. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft Bd. 14, 1881, s. 1745. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 9 opløsning, som gav indicanreaktioner; men det lykkedes ham ikke at fremstille forbindelsen i krystalform. Fergen Thesen! har anvendt phenylglycin-ortho-carbonsyre til syn- thetisk fremstilling af indoxylsvovlsyre. Han fik en temmelig stor mængde hvide perlemorglindsende krystaller, som med saltsyre og jernchlorid gav - rigelig mængde indigo; med saltsyre og chlorbaryum udfældtes baryumsulfat. Heller ikke af disse krystaller foreligger der nogen analyse. Foruden den almindeligt forekommende indoxylforbindelse har man ogsaa enkelte gange fundet en indigogivende substans, som langt lettere kan spaltes, saaledes, at der endog kan dannes frit indigo alene ved urinens henstand i luften. Ved denne spaltning bliver ingen svovlsyre fri. Baumann? omtaler en saadan forekomst efter fodring med indol. Schmie- deberg? antager muligheden af, at man kan have med en indoxylglykuron- syreforbindelse at gjøre. ÆX%#/:4 fodrede kaniner med phenol, hvorefter der fulgte udskillelse af en kvælstoffri, krystalliserende syre, som dreiede polarisationsplanet til venstre. Paa grundlag af flere analyser fandt han at maatte betegne den som phenylglykuronsyre. Efter fodring med indol paaviste han ligeledes en parret glykuronsyre i urinen. Muligheden af saadan forbindelses forekomst omtales ogsaa af G. Hoppe-Seyler® og Fac. G. Otto®; noget indgaaende kjendskab til den har vi imidlertid ikke, og dens forekomst i urinen synes at være sjelden. Det første bidrag til kundskaben om indicandannelsen i organismen finder vi hos 7affe*, som formodede, og senere ved dyreforsøg beviste, at zndol var’ indicanets modersubstans. 1 Thesen: Ueber Phenylglycin und Phenylglycinorthocarbonsåure und deren Verhalten im Thierkörper. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 23, 1897, s. 24. Baumann: Zur Kenntniss der aromatischen Substanzen des Thierkörpers. Zeitschr. f, physiol, Chemie, Bd. 1, 1877—78, s. 307. Å 3 Schmtedeberg: Ueber Oxydationen und Synthesen im Thierkörper. Arch. f. experiment. Pathol. u. Pharmakol, Bd. 14, 1881, s. 68. + Aüls: Zur Kenntniss der synthetischen Vorgänge im thierischen Organismus. Arch, f. die gesammte Physiologie, Bd. 30, 1883, s. 485. 5 G. Hoppe-Seyler: Beiträge zur Kenntniss der Indigobildenden Substanzen im Harn. Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd. 7, 1882—83, 5. 425. 6 Jac, G. Otto: Das Vorkommen grosser Mengen von Indoxyl- und Scatoxylschwefel- säure im Harn bei Diabetes mellitus. Arch, f. d, gesammte Physiologie, Bd. 33, 1884, s, 610. 7 Safe: Ueber den Nachweis und die kvantitative Bestimmung des Indicans im Harne, Arch, f. die gesammte Physiologie, Bd. 3, 1870, s, 449. 0 Indoxyl- glykuron- syre, Indol. 10 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Indolets forhold til indigofarvestoffene var allerede paavist af Baeyer!, hvem det lykkedes at fremstille indol som det sidste reduktionsprodukt af isatin. En forbindelse, som sandsynligvis var indol, fandt Kühne? ved kunstig fordøielse af æggehvide med pancreas, og Radziejewski? paaviste, at indol var en regelmæssig fæcalbestanddel. Faffe antog derfor, at ialfald en del af urinindicanet maatte skyldes indol, der var dannet ved pancreasfordoielse i tarmen. Han paaviste, at subcutan injection af indol bevirkede oget indicanmængde i urinen*, Ud- skillelsen begyndte allerede faa timer efter injectionen, og den var i re- gelen afsluttet inden 24 timer. Videre observerede han, at underbinding af tyndtarmen havde en betydelig tiltagen af indicanmængden til folge®. Fodring med Rigtigheden af Faffes antagelse er ogsaa senere godtgjort. Forøgelse indol. af urinens indicangehalt efter fodring med eller subcutan injection af indol er paavist af Masson®, Nencki", Salkowski®, Baumann? og Christiani! samt ved fornyet undersøgelse af Yaffe. Endelig benyttede Baumann og Brieger ® fodring med indol for at skaffe sig indicanrig urin til frem- stilling af indoxylsvovlsurt kalium. Toxisk virk- Med hensyn til indolets giftighed konstaterede Nencki!%, at der kom ning afindol. heftig diarrhoe med hæmaturi hos en hund efter en dose af 2 gram i 24 timer. 1 Baeyer:: Ueber die Reduction aromatischer Verbindungen mittels Zinkstaub, Annalen d. Chemie u. Pharmacie, Bd, 140, 1866, s. 296. 2 Kühne: Ueber die Verdauung der Eiweiss durch den Pancreassaft. Arch, f. pathol. Anatomie, Bd. 39, 1867, s. 165. 3 Radstgjewski: Zur physiologischen Wirkung der Abführmittel. Arch, f. Anatomie, Phy- siologie u. Wissenschaftl, Medicin, 1870, s. 50. Yaffe: Ueber den Ursprung des Indicans im Harne, Centralblatt für d. med, Wissen- schaften 1872, Nr. 1, s, 2. 5 Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Centralbl. f. d. med. W. 1872, Nr. 31, s. 482. Masson; Des matitres colorantes du groupe indigo au point de vue physiologique. Arch, de Physiologie norm, & path, Bd, 21, 1874, s. 960. ? Nencki; Zur Geschichte des Indols und der Fäulnissprocesse im thierischen Organismus, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd, 9, 1876, s. 300. Salkowski: Phenolbildende Substanz im Menschenharn Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd, 9, 1876, s. 1596. # Baumann: Zur Kenntniss der aromatischen Substanzen des Thierkörpers. Zeitschr. f. physiol, Chemie Bd. 1 1877—78 s. 67. 10 Christiani: Ueber das Verhalten von Phenol, Indol und Benzol im Thierkörper. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 2, 1878—79, s. 276 og 284. 11 Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiol. u, pathol, Verhältnissen Arch, f pathologische Anatomie, Bd, 70, 1877. s. 78. å 12 Baumann & Brieger: Ueber Indoxylschwefelsiure das Indican des Harns. Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd. 3, 1879, 5. 255. 18 Nencki: Zur Geschichte des Indols und der Fäulnissprocesse im thierischen Organismus, Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 9, 1876, s. 300. => = OM INDICANURI. II 1900. No. 4. Ogsaa fra den sidste tid foreligger der forsog angaaende indolets toxiske virkning udførte af Rovighi1, som fandt, at dosis letalis for voxne kaniner var 11/2 til 2 gram, samt af Herter?, som iagttog død i løbet af et par uger efter daglig subcutan injection af smaa doser paa hunde og kaniner. Hos mennesker kom der hovedpine, kolik og diarrhoe efter 0.5 — 1.0 gr. indol givet pr. os. Med andre forbindelser af indigogruppen er der ogsaa udfert under- sogelser angaaende deres forhold til indicanuri. Masson® prevede saaledes oxindol og dioxindol, som injiceredes subcutant paa kaniner uden at frem- kalde oget indicanudskillelse gjennem urinen. En hund fik ı gram diox- indol med næringen, og han selv tog 2 gram af samme substans i to doser, uden at der kom nogen indicanuri, I samtlige tilfælde blev urinen brunlig rød efter tilsætning af salpetersyre, farvestoffet lod sig extrahere med æther. Niggeler* forsøgte isatin, som han dels gav hund i fint pul- veriseret tilstand, dels tog han det selv. I urinen paaviste han et farvestof, som han antog for indigoredt. /xdigoblaat er prøvet af Niggeler? og Nencki®; der kom ingen forandring af urinen, og hele den givne mængde indigo gjenfandtes i hundens excrementer. — Baumann & Tiemann? fandt ligeledes, at indigoblaat passerede hundens tarmkanal uden at forandres; hos kaniner antog de, at endel af det givne indigoblaat kunde reduceres i tarmen til indigohvidt, som paany kunde oxyderes i organismen, Efter længere tids fodring døde kaninen, og der fandtes da indigoblaat afsat i nyrerne. Endelig har Brieger® prøvet subcutan injection af methylindol (ska- tol) paa kaniner; der kom ingen forogelse af indicanmængden; men han kunde paavise et eiendommeligt rødt farvestof i urinen, hvilket fremkom efter tilsætning af saltsyre. - Rovighi: Sul’azione dei prodotti tossici della prutrefazione intestinale. Policlinico III 1896. Ref. i Schmidts Jahrbiicher, Bd, 251, 1896, s. 12. 2 Herter: An experimental Study of the Toxic Properties of Indol. Medical Record. Bd, 53, 1898, s. 569. 3 Masson: Des matitres colorantes du groupe indigo etc. Arch. de physiologie norm. & pathol., Bd. 21, 1874, s. 960. 4 Niggeler: Ueber Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe. Arch, f. experiment pathol. u. phar- makol. Bd. 3, 1875, s. 70. Niggeler: Sammesteds s. 73. Nencki: Ueber Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe und über die Pancreasverdauung- Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 7, 1874, s. 1597. 7 Baumann & Tiemann: Ueber Indigweiss und indoxylschwefelsaures Kalium. Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 13, 1880, s. 408. Brieger: Ueber die flüchtigen Bestandtheile der menschlichen Excremente, Journ, f. prakt. Chemie N. F., Bd. 17, 1878, s. 137. a Å ao Oxindol og dioxindol. Isatin, Indogoblaat. Methylindol (Skatol), Indo! af æggehvide. 12 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Vi ser altsaa, at indol er den eneste forbindelse af indigogruppen, som giver anledning til indicanuri, Yaffe antog, som tidligere nævnt, at indol var et produkt af ægge- hvidens fordøielse med pancreas. For at komme paa det rene med rig- tigheden af denne antagelse foretog Nencki! fordøielsesforsøg med pan- creas og fibrin, hønseæggehvide samt lim. Blandt fordøielsesprodukterne kunde han paavise indol, dog bemærkede han, at lim gav meget ringe udbytte. Kort tid efter lykkedes det ham sammen med Frankiewicz? at fremstille indolet i substans. Serum og hønseæggehvide gav omtrent lige stort udbytte, medens lim gav saa lidet, at det kunde skrive sig fra æggehvidegehalten i den pancreas, som blev benyttet til fordøielsesforsøget. Baade ved elementæranalyse og smeltepunktsbestemmelse overbeviste de sig om, at det fremstillede indol var indentisk med det, som Baeyer havde fremstillet af indigoblaat. Ved at benytte ozon som oxydations- middel lykkedes det Nencki?, at overføre det til indigoblaat, og ved damptæthedsbestemmelse fandt han*, at molekylarvægten svarede til form- len C,H,N. Kiuhne> fremhævede, at indol sikkert ikke var noget produkt af pan- creasfordøielsen; han iagtog, at der aldrig manglede bakterier i fordøielses- vædsken, naar indolreaktionen var positiv; paa den anden side fik han ikke spor af indol selv efter ugers forlob, naar han anvendte pancreasfermenter og æggehvide uden tilgang af bakterier. } Ogsaa Nencki® gjorde opmerksom paa, at der aldrig manglede bak- terier ved den kunstige pancreasfordøielse, han mente derfor, at den nor- male fordeielse for en stor del bestod i forraadnelse eller spaltning af æggehvide ved lavere organismer. Koukol-Fasnopolsky? paaviste, at indoldannelsen ved forraadnelse af æggehvide kunde ,foregaa uden pancreas, idet han fremstillede indol af 1 Nencki: Ueber die Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe und der Pancreasverdauung. Berichte d. deutschen chem, Ges,, Bd. 7, 1874, s. 1596. 2 Nencki: Ueber die Bildung des Indols aus dem Eiweiss. Berichte d. deutschen chem. Ges., Bd. 8, 1875, 5. 336. 3 Nencki: Ueber das Indol, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd, 8, 1875, 5. 727. 4 Nencki: Ueber die Dampfdichte des Indols. Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft Bd. 8, 1875, s. 1517. 5 Kühne: Ueber Indol aus Eiweiss. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 8, 1875, 5. 206. 6 Nencki: Ueber das Indol, Berichte d, deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 8, 1875, s. 728. 7 Koukol-Fasnopolsky: Ueber die Fermentation der Leber und Bildung von Indol. Arch. f. die gesammte Physiologie, Bd. 12, 1876, s. 85. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 13 vandigt udtrek af nyre, lever og muskler, naar kun vaedskens reaktion var alkalisk. Ogsaa Weyl! fremstillede indol af fibrin uden anvendelse af pancreas. Talrige senere undersogelser? paa dette omraade viser, at indol saa godt som uden undtagelse forekommer blandt spaltningsprodukterne ved æggehvidens forraadnelse. Indolets forekomst i tarmkanalen blev, som allerede nævnt, paavist af Radziejewski. Fornyet undersøgelse af faeces blev foretaget af Brieger3, som fandt ringe mængde indol; det lykkedes ham ikke at fremstille det i substans, til trods for at han benyttede 50 kg. fæces. I tarmindholdet fra pludselig døde mennesker fandt han betydelige mængder indol, ligesom han ogsaa paaviste det i hundefæces. Tappeiner* konstaterede indol i tarmkanalen hos ko og hest. Spørgsmaalet, om der ogsaa udenfor tarnien kan foregaa en spaltning af organæggehvide med dannelse af indol, har ligeledes været diskuteret. Saadan dannelse er absolut sikkert konstateret ved putride sygdomspro- cesser, saaledes har f. ex. Ortwezler® fundet indol i stinkende pus fra em- pyem og pyopneumothorax. Paa basis af urinundersøgelser, som senere nærmere skal omtales, op- stillede Brieger® en gruppe sygdomme under navn af »Faülnisskrankheiten«, hvortil han regnede endel infektionssygdomme som difteri, erysipelas, mange tilfælde af pyæmi samt delvis ogsaa scarlatina. Han antager, at der under disse sygdomme opstaar »kleinste necrosen« ved bakteriernes invasion i vævene, hvilket giver anledning til øget udskillelse af æggehvidens aroma- tiske forraadnelsesprodukter gjennem urinen. Senator” anfører som resultat af sine undersøgelser over indican- udskillelsen, at en øget mængde i første række er knyttet til inanitions og consumptionstilstande. I den omstændighed, at der findes indican i urinen hos hungrende dyr, saa Salkowski* et væsentligt argument for den an- 1 Weyl: Failniss von Fibrin, Amyloid und Leim, Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd 1, 1877—78, S. 339. 2 Se Salkowski: Zur Kenntniss der Eiweissfåulniss I. Ueber die Bildung des Indols und Skatols. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 8, 1883—84, s. 448. 3 Brieger: Ueber die flüchtigen Bestandtheile der menschlichen Excremente, Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 10, 1877, s. 1029. 4 Tappeiner: Untersuchungen über die Eiweissfäulniss im Darmkanale der Pflanzenfresser Zeitschr. f. Biologie, Bd. 20, 1884, s. 222. 5 Ortweiler: Ueber die Physiologische und Pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation. Würzburg, 1885 s. 36. i Brieger: Einige Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr, f. klin. Medicin Bd 3 1881 s, 489. Senator: Ueber Indican und Kalkausscheidung in Krankheiten, Centralblatt für d. med. Wissenschaften, 1877, s. 371. Salkowski: Ueber die Quelle des Indicans im Harn der Fleischfresser. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 9, 1876, s. 140, = œ Indol i tarmindhold. Indol af organ- æggehvide. Putride syg- domme, «Fäulniss- krankheiten». Inanitions og consump- tions- tilstande. 14 EYVIN WANG. M.-N. Kl. skuelse, at organæggehviden hos det levende individ kunde spaltes ganske paa samme maade som ved forraadnelse. Han antog, at indoldannelsen skeede ved fermenter i vævene uafhængig af pancreasfordøielsen. I anledning heraf hævder Nencki!, at indol er et specifikt spaltningsprodukt af ægge- hvide ved formede fermenter. Salkowski? mener imidlertid at have iagt- taget optræden af indol ved pancreasfordøielse uden tilstedeværelse af bak- terier. Til støtte for denne observation anfører han, at Hoppe-Seyler® har paavist indoldannelse af fibrin under æther, ligesom ogsaa Koukol-Fasno- polsky* har konstateret indol efter ophedning af æggehvide med vand til 180°, Antagelsen af en fermentativ dannelse af indol i organis- mens væv uden indvirkning af bakterier har Salkowski dog senere opgivet®. Indoldan- I forbindelse hermed kan ogsaa nævnes, at Aühne® og senere Engler nelse uden 6, Yanecke? erholdt et indollignende legeme ved smeltning af æggehvide med ætskali, de sidstnævnte kaldte dette pseudoindol®, og de antog det for en paraforbindelse af indol. Nencki? paaviste, at pseudoindol var en blanding af indol og skatol, og det lykkedes ham at isolere disse forbin- delser, saaledes at han fik indolet i ren tilstand, det viste sig da identisk med Baeyers. Af de her anførte undersegelser fremgaar, at indol kan bakterier, dannes uden indvirkning af bakterier. Friske orga- Koukol-Fasnopolsky% indleirede muskelsubstans i vox og terpentin ners og vævs- for at hindre tilførsel af bakterier udenfra; præparaterne var tagne fra friske deles bak- teriegehalt. kaniner umiddelbart efter slagtningen. Efter 14 til 20 dage paaviste han dannelse af indol, ligesom han ogsaa iagttog rigelig mængde mikroorga- ws = > ~ på W = Nencki: Zur Geschichte des Indols und der Fäulnissprocesse im thierischen Orga- nismus. Berichte d. deutschen chem. Ges., Bd, 9, 1876, s. 300. Salkowski: Ueber die Bildung des Indols im Thierkörper. Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 9, 1876, s. 409. à F. Hoppe-Seyler: Ueber die Processe der Gährungen und ihre Beziehung zum Leben der Organismen. Arch. f, die gesammte Physiologie, Bd. 12, 1876, s. 9, Koukol-Fasnopolsky: Ueber die Fermentation der Leber und Bildung von Indol, Archiv f, die gesammte Physiologie, Bd, 12, 1876, s. 85. Salkowski: Ueber die Entstehung der aromatischen Substanzen im Thierkörper. Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd. 10, 1886, s. 286. 4 Kühne: Ueber Indol aus Eiweiss, Berichte d, deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 8, 1875, 5. 209. Engler & Fanecke: Beiträge zur Beteitungsweise des Indols, Berichte d, deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 9, 1876, s. 1412. Engler & Fanecke: Einiges über die Eigenschaften des Indols etc. Berichte d. deut- schen chem, Gesellschaft, Bd, 9, 1876, s. 1417. Nencki; Ueber die Zersetzung des Eiweisses durch schmelzendes Kali, Journ, f, prak- tische Chemie N, F., Bd, 17, 1878, s. 100, Koukol-Jasnopolsky: Ueber die Fermentation der Leber und Bildung von Indol. Arch, f. die gesammte Physiologie, Bd. 12, 1876, 8. 79. on 1900. No. 4. OM INDICANURI. I nismer. Forsogene var overensstemmende med Tiegels!, og han.antog tilstedeværelsen af bakteriekim i levende og friske individers organer og vævsdele. Meissner? paaviste først, at friske organer og vævsdele kan opbevares uden forraadnelse, naar der kun iagttages streng aseptik ved udtagelsen og opbevaringen; senere undersøgelser af Hauser” viser ligeledes, at nor- male dyrs organer ikke indeholder bakterier eller bakteriesporer. Negativt resultat med hensyn til bakterieforekomst i organerne fra mennesker er ogsaa paavist af P. F. Holst, Han tog ved 11 obduktioner kulturer fra milt, nyre og lever 10—12 timer efter døden. Ved samtlige tilfælde fandt han milten steril, 5 gange viste ogsaa nyrerne sig sterile og 6 gange var leveren det samme, i de øvrige tilfælde fik han væxt af coli, som var postmortalt indvandrede i organerne fra tarmen. Ogsaa blodet fra normale dyr er efter undersøgelser af Zahn? og Fodor® fuldstændig bakteriefrit. Nocard*, samt Porcher og Desoubry* angiver at have fundet mængder af bakterier i chylus hos friske dyr under fordøielsen af fedt. De sidste undersøgelser har Neisser” gjentaget, han fodrede hunde med rigelig mængde kjød og fedt samt store kvantiteter (indtil 500000 millioner) bakterier, men kunde dog ikke paavise mikro- organismer hverken i chylus eller i blodet. Hvis man derfor gaar ud fra, at bakterier er nødvendige for dannel- sen af indol inden organismen, saa kan man ikke let tænke sig, at indol- produktionen hos det friske individ kan foregaa udenfor tarmen. Til for- klaring af indicanurien under hunger er det heller ikke nødvendigt at antage spaltning af organæggehvide udenfor tarmen som aarsag. 1 Tiegel: Ueber Coccobacteria septica (Billroth) im gesunden Wirbelthierkörper. Arch. f. pathologische Anatomie, Bd. 60, 1874, 5. 456. 2 Rosenbach: Ueber einige fundamentale Fragen in der Lehre von den chirurgischen Infectionskrankheiten. Deutsche Zeitschr. f. Chirurgie, Bd. 13, 1880, s, 353. 3 Hauser: Ueber das Vorkommen von Mikroorganismen im lebenden Gewebe gesunder Thiere. Arch. f. experiment, pathol, u. pharmakol., Bd, 20, 1886, s. 197. 4 P FE. Holst: Masseforgiftningen paa Gaustad Sindssygeasyl i 1891. Norsk Mag, f. Lægevidensk,, 1894, s. 834. Zahn; Untersuchungen über das Vorkommen von Fäulnisskeimen im Blut gesunder Thiere, Arch, f. pathol. Anatomie, Bd. 95, 1884, s. 406. 6 Fodor; Ueber Bakterien im Blute des gesunden Thieres. Deutsche med. Wochenschr, Jahrg. 11, 1885, No. 25., s. 435. ? Nocard: Influence des Repas sur la Pénétration des Microbes dans le Sang. La semaine medicale, 1895, s. 63. 8 Porcher & Desoubry: Microbes du chyle, La semaine medicale, 1895, s. 212. 9 Neisser: Ueber Durchgängigkeit der Darmwand für Bakterien, Zeitschr. f. Hygiene und Infektionskrankheiten, Bd. 22, 1806, s. 19, or Indoldan- nelse under hunger. Indol i tynd- eller tyk- tarm. 16 EYVIN WANG. N.-M. Kl. I Voits laboratorium! er der paavist, at hunde i hungerperioden produ- cerer fæces med en kvælstofgehalt af 5—7.9%0 (af tørsubstansen), der skriver sig fra galdens og tarmsaftens aggehvidebestanddele, desuden paa- viste Hofmann? blod i hungerfæces, hvilket ogsaa Müller® fandt i tarm- indholdet hos hungrende hund og kat. Hos Cætti fandt Müller* at der udskiltes 0.2 gr. kvælstof med fæces pr. hungerdag; mængden af fæces udgjorde 3.47 gr. pr. dag, altsaa var der en kvælstofgehalt af 5.77 %. Hos Breithaupt fandt han? 0.113 gr. kvælstof i 2 gr. fæces pr. hun- gerdag, altsaa 5.65 %o. I hungerperioden er der saaledes ingen mangel paa kvælstofholdigt tarmindhold, som kan være gjenstand for forraadnelse med dannelse af indol. Direkte bevis for, at indicandannelsen ogsaa under hunger finder sted i tarmen, er leveret af Müller®. Ved omhyggelig undersogelse af muskler og organer fra hund og kat fandt han ikke det mindste spor af indol efter hunger, derimod kunde han i begge dyrs hungerfæces (især hundens) paa- vise intens indolreaktion. Endelig har ogsaa Baumann? paavist, at uri- nens indican kan svinde fuldstændigt, naar han tømmer tarmen hos hun- grende hund ved hjælp af store doser calomel. For at komme paa det rene med stedet for indoldannelsen i tarm- kanalen foretog Fafe® underbinding af tynd- og tyk-tarmen hos hunde. I første tilfælde fandt han øget indicanudskillelse gjennem urinen, medens underbinding af tyktarmen ikke havde saadan følge. For kaniners ved- kommende fandt Peurosch®, at indicanmængden tiltog, enten han under- bandt tynd- eller tyktarmen. 1 Miller; Ueber den normalen Koth des Fleischfressers. Zeitschr. f. Biologie, Bd. 20, 1884, 5. 335. 2 Sammesteds side 337. 3 Müller: Ueber Indicanausscheidung durch den Harn bei Inanition. Mittheilungen aus d. med, klin, zu Wirzburg, Bd, 2, 1886, s. 353. Müller; Ueber das Verhalten des Faeces und der Producte der Darmfäulniss im Harn. Berliner klin, Wochenschr. Jahrg. 24, 1887, No. 24, s. 434. Miller o. fl: Untersuchungen an zwei hungernden Menschen. Arch, f, pathologische Anatomie Bd, 131, Supplementheft, 1893, s. 67. Miller; Ueber Indicanausscheidung durch den Harn bei Inanition, Mittheilungen aus d. med, Klin. zu Würtzburg, Bd. 2, 1886, s. 352. ? Baumann: Die aromatische Verbindungen im Harn und die Darmfäulniss, Zschr. f physiol. Chemie, Bd, 10, 1886, s. 129, 8 Jaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter Physiologischen und Pathologischen Verhältnissen. Arch, f, pathol, Anat., Bd. 70, 1877, s. gı. = 9 Penrosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper, Dis- sertation. Königsberg, 1877, s. 29. > u 1900. No. 4. OM INDICANURI. 17 Undersegelse af sekretet fra tyndtarmfistel hos mennesker er foretaget af Ewald! og Baumann? samt Macfadyen, Nencki og Sieber®. De fandt alle sammen negativ indolreaktion, enten fistelen laa langt nede eller hoit oppe i tyndtarmen. Brieger* underbandt tarmstykker a 1 meter hos koen og fandt indol først i tyktarmen. 7appeiners undersøgelser er tidligere nævnt?, han paaviste indol i baade tynd- og tyktarm hos koen samt i hestens tynd- og blindtarm. H¢rschler® fandt ingen aromatiske forraadnelsesprodukter i tyndtarmen hos hunde, og Winternitz" paaviste ringe mængde indol først i tyktarmen, medens Æ7#st% hos nylig dræbt hund fandt tydelig indolreaktion allerede i jejunum, forraadnelsesprocessen tiltog i ileum og tyktarmen. Resumé: 1. Urinindican er en parret svovlsyreforbindelse — indoxylsvovlsurt kalium. Desuden kan indoxylglykuronsyre forekomme som indigogivende substans i urinen. 2. Indicanet spaltes af koncentreret mineralsyre; spaltningsproduktet, indoxyl, kan oxyderes til indigo, som er identisk med plantefarvestoffet. 3. Indicanets modersubstans i organismen er indol. 4. Indol er hos friske individer et normalt produkt af æggehvidens fordøielse i tarmen, og det dannes ved indvirkning af bakterier paa ægge- hvidens spaltningsprodukter. ! Ewald: Ueber das Verhalten des Fistelsekretes und über die Phenol und Indican- ausscheidung bei Anus praeternaturalis. Arch, f. path. Anat. Bd. 75, 1879, s. 400. 2 Baumann: Die aromatischen Verbindungen im Harn und die Darmfäulniss, Zeitschr, f, physiol, Chemie. Bd. 10, 1886, s. 127. 3 Macfadyen, Nencki & Sieber: Untersuchungen über die chemischen Vorgänge im menschlichen Dünndarm. Arch, f. experiment. pathol, u. pharmakol, Bd. 28, 1891, S. 321. å Brieger: Ueber die aromatische Produkte der Fäulniss aus Eiweiss. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 3, 1879, s. 147. Tappeiner: Se s. 13. 8 Hirschler: Ueber den Einfluss der Kohlehydrate und einiger anderer Körper der Fettsäurereihe auf die Eiweissfäulniss. Zschr. f. physiol. Chemie, Bd. 10, 1886, s. 310. 1 Winternitz: Ueber das Verhalten der Milch und ihrer wichtigsten Bestandtheile bei der Faulniss, Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd. 16, 1892, s. 484. 8 Ernst: Ueber die Fäulniss der Galle und deren Einfluss auf die Darmfäulniss. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 16, 1892, s. 217. a Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 4, 2 18 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 5. Indoldannelsen foregaar normalt i den nederste del af tyndtarmen, samt i tyktarmen. 6. Under pathologiske tilstande kan der ogsaa finde indoldannelse sted udenfor tarmkanalen ved spaltning af organismens egen æggehvide. Mine egne undersøgelser om indolets resorption og dets udskillelse gjennem urinen skal jeg behandle i et senere afsnit, idet jeg først skal omtale methoderne til paavisning og kvantitativ bestemmelse af indican, samt de foreliggende undersøgelser om urinindicanets forhold til de øvrige spaltningsprodukter af æggehviden, hvilke konstant forekommer i urinen. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 19 2. Paavisning og kvantitativ bestemmelse af indican. Saavel den kvalitative paavisning som den kvantitative bestemmelse af indican har altid skeet ved spaltning af den i urinen forekommende indoxylforbindelse ved hjælp af koncentreret mineralsyre og efterfolgende oxydation af indoxyl til indigoblaat. Heller’ anvendte først koncentreret salpetersyre, hvoraf han satte Kvalitative ca. 10 draaber til omtrent 15 ccm. urin. Senere? anbefalede han rygende VYT saltsyre i en mængde af 5—10 ccm., hvortil han under stadig omrystning satte 20—40 draaber urin; efter kort tids henstand kom der violet til blaa farvereaktion. Ved liden indicangehalt samt i æggehvideholdig urin benyttede han foruden saltsyren ogsaa tilsætning af 2—3 draaber sal- petersyre. Schunck® udfældte indicanet af urinen, hvorefter han benyttede salt- syre til spaltning og luftens surstof til oxydation. Urinen blev først ud- fældt med blyedike, hvorefter han tilsatte overskud af ammoniak til filtratet; foruden udfældning af blyoxyd fik han ogsaa indicanet; dette bundfald udvadskedes og behandledes med syre, hvorefter han filtrerede. Ved stor indicangehalt fik han indigoblaat samlet paa filtret. Stokvis* tilsatte dobbelt volum af saltsyre til urinen og ophedede til 60 å 709. For at extrahere det dannede indigoblaat benyttede han chloroform, 1 Heller: Ueber neue Farbstoffe im Harn, Uroxanthin, Uroglauein und Urrhodin, Arch. f. physiol. u. pathol. Chemie u. Mikroskopie, Bd. 2, 1845, s. 166. 2 Heller: Die organischen Normalbestandtheile des Harns in medizinisch-diagnostischer Beziehung. Arch, f. physiol. u. pathol. Chemie u. Mikroskopie. Bd. 5, 1852, s, 122. 3 Schunck: On the Occurrence of Indigo-blue in Urine. Philos, Mag. and Journ. of Science. Vol. 14 (Fourth Ser.), 1857, s. 292. Stokvis: Bijdragen tot de Kennis der Indigo-kleurstoffen, Ref. i, Jahresberichte üb. d. Leist. u, Fortschr. d. ges. Medicin. Jahrg. 5, 1870. Bd. 1, s. 88. 20 EYVIN WANG. M.-N. Kl. /Ether som extractionsmiddel er senere foreslaaet af Weber1, For at befordre dannelsen af indigo anvendte Yaffe? chlorkalk som oxydationsmiddel; til en blanding af lige dele urin og koncentreret salt- syre satte han draabevis en mættet oplesning af chlorkalk; naar han efter nogle minuters forløb filtrerede, viste der sig et blaafarvet residuum paa filtret. Senator? kombinerede Stokvis’ og Jaffes methoder, idet han blandede lige dele urin og rygende saltsyre samt tilsatte chlorkalkopløsning draabevis, indtil blaafarvning indtraadte, hvorefter han extraherede med chloroform. Denne fremgangsmaade har senere været benyttet og benyttes frem- deles meget almindeligt til paavisning af indican i urinen. Istedenfor chlorkalk er der foreslaaet at anvende andre oxydationsmidler, saaledes af Hammarsten* en halv procents opløsning af overmangansurt kalium, af Rosen- stirn® chlorvand, videre findes anvendt bromvand af Michatlow®, endelig vandstofhyperoxyd af Zoudiou?. De nævnte oxydationsmidler har imidlertid den ulempe, at de maa benyttes med stor forsigtighed. Ved tilsetning af for lidet kvantum faar man nemlig ikke fuldstændig oxydation af det tilstedeværende indoxyl, og hvis man tilsætter et overskud, foregaar der strax en fortsat oxydation af indigo. Disse ulemper er afhjulpne ved den af Odermayer® foreslaaede fremgangsmaade med benyttelse af jernchlorid som oxydationsmiddel, hvor- ved urinindicanet kvantitativt overføres til indigoblaat. For at faa et fuld- stendig klart chloroformextract maa urinen forst udfældes med blysukker, hvorefter den filtreres og tilsættes lige volum koncentreret (rygende) salt- syre, som indeholder 2—4 gr. jernchlorid pr. kg. — Obermayer anvender 10—15 ccm. urin og ca. I ccm. chloroform. I Weber: Nachweis von Indican im Harn. Arch. der Pharmacie. Bd. 113, 1876, 8. 341. Jaffe: Ucber den Nachweis und die quantitative Bestimmung des Indicans im Harn, Arch, f, die gesammte Physiologie, Bd. 3, 1870, s. 452. i Senator: Ueber Indican und Kalk-Ausscheidung in Krankheiten, Centralblatt f. die med, Wissenschaften, 1877, no. 20, 8. 357. Hammarsten: Prof paa indican i urin. Upsala läkareförenings Förhandlingar. Bd. 15, 1879—80, s, 220. ® Kosenstirn: Die Harnbestandtheile bei Morbus Addisoni. Arch, f, pathol, Anatomie. Bd. 56, 1572, s. 36. : Michailow; Zur Frage über die Auffindung und Bestimmung des Indicans und seiner Homologen im Harn. Ref, i Berichte d. deutsch. chem, Gesellschaft. Bd, 20, Ill, 1887, s. 605. Loubiou: Neues Verfahren zum Nachweis des Indicans im Harn, Ref, i Jahresberichte lib, d. Fortschr. d. Thierchemie, Bd, 27, 1897, s. 323. Obermayer: Ueber eine Modification der Jaffe'schen Indicanprobe, Wiener klin, Wochen- schrift, 1890, No. 9, s. 176, 18 1900. No. 4. OM INDICANURI. Bi Endelig angiver Amann}, at man med fordel kan anvende tilsætning af en vandig 10 %o’s opløsning af natriumpersulfat istedenfor andre oxyda- tionsmidler. I forbindelse med de nævnte indicanreaktioner maa ogsåa nævnes en reaktion, der er angivet af Rosenbach®. Ved kogning af urinen under draabevis tilsætning af salpetersyre fandt han, at urinen kunde antage en dyb burgunderrød farve, og ved rystning viste der sig da i karakteri- stiske tilfælde et blaarødt skum. Efter tilsætning af et større eller mindre antal draaber indtraadte under let opbrusning en pludselig farveforandring til gult. — Alle uriner, som viste den burgunderrøde farve indeholdt ogsaa forholdsvis rigelig mængde indigodannende substans. Salkowski® forklarer denne reaktion saaledes, at salpetersyren først virker spaltende og oxyderende paa de aromatiske svovlsyreforbindelser, hvorved den rede farve fremkommer. Ved fortsat indvirkning om- dannes de afspaltede aromatiske forbindelser til nitroforbindelser, væsentlig trinitrophenol og nitrosyrer, der er mere eller mindre gulfarvede. Han finder det tvilsomt om Rosendachs reaktion kan træde istedenfor de almindelige reaktioner paa indican og phenol. Rosin* isolerede det rede farvestof, som dannedes ved Rosenbachs reaktion, og paaviste, at det var indigoredt; dette lod sig ogsaa frem- stille ved hjælp af Yaffes prøve (saltsyre og nogle draaber chlorkalk- oplesning), naar han benyttede opvarmning omtrent til kogning; farven blev da merk purpurred istedenfor den vanlige blaagrenne eller blaa- violette®. Reaktionen, som Rosendbach® tillægger stor klinisk betydning, idet den skal være af baade diagnostisk og prognostisk værd, synes ikke at have fundet synderlig anvendelse. Zwald? anfører som resultat af sine undersøgelser med denne methode, at den saavel i diagnostisk som pro- gnostisk henseende er fuldt overensstemmende med indicanreaktionen, og 1 Amann: Bestimmung des Indicans im Harne, Ref. i. Jahresberichte üb. d. Fortschr. d. Thierchemie, Bd. 27, 1897, s. 323. * Rosenbach: Ueber eine eigenthümliche Farbstoffbildung bei schweren Darmleiden. Berliner klin. Wochenschr. Jahrg. 26, 1889, No. 1, s. 5. 3 Salkowski: Bemerkungen zu der Abhandlung von O. Rosenbach. Berliner klin. Wochen- schr, Jahrg. 26, 1889, No. 10, s, 202. * Rosin: Bildung und Darstellung von Indigoroth (Indirubin) aus dem Harn. Centralblatt f. klin. Medicin. Jahrg. 10, 1889, No, 29, 5. 508. 5 Rosin: Ueber das Indigoroth (Indirubin). Arch. f. pathol. Anatomie. Bd. 123, 1891, S. 537. 8 Rosenbach: Die pathogenetischen Bedeutung der burgunderrothen Urinfårbung. Ber- liner klin. Wochenschr. Jahrg. 26, 1889, No. 22, Ss. 490 og No. 23, s. 520. ? Ewald: Die pathologische Bedeutung der burgunderrothen Urinfärbung (Rosenbachs Reaktion), Berl. klin. Wochenschr, Jahrg. 26, 1889, No, 44, S. 955. Rosenbachs reaktion. Kvantitativ bestemmelse, te ty EYVIN WANG. M.-N. Kl. Abraham! finder, at den har ringe diagnostisk og ingen prognostisk betyd- ning. Undersogelser af Rumpel og Mester? ledede ogsaa til samme resultat. Til kvantitativ bestemmelse af urinens indicangehalt har man dels benyttet veining af den udskilte indigo, dels har man udført spektrofoto- metrisk bestemmelse i urinen, dels er ogsaa chloroformextractet af indigo- blaat anvendt til colorimetrisk eller spektrofotometrisk bestemmelse; endelig — har man segt at danne sig en mening om kvantiteten ved at maale, hvor stor mangde af den oxyderende substans der skal til for at frembringe maximum af farveintensitet. Den første kvantitative methode er angivet af Faffe®. Hans frem- gangsmaade er overmaade kompliceret, og resultaterne saa lidet noiagtige, at methoden neppe kan betragtes som brugbar. Efter undersogelser, som han selv har udfert, er de fundne indigoværdier stadigt for smaa, uden at der imidlertid viser sig at være nogen konstant deficit, denne varierer nemlig i de anførte kontrolanalyser mellem 7.5 og 37.1 % af den bereg- nede indigomængde. Synderlig anvendelse har methoden ikke fundet. Thudicum* kritiserer den skarpt og mener, at Jaffe hverken har arbeidet med indican eller indigo i ren form. Salkowski® har beskrevet en kolorimetrisk methode. - En enkelt parallelanalyse anføres, og denne viser en forskjel af 7.1% af de to fundne værdier. Heller ikke denne methode kan sees at have fundet synderlig anvendelse. Kolorimetriske bestemmelser er ogsaa udførte af Krauss® og Adrian*, som anvendte chloroformextractet af indigo, efterat urinen var behandlet efter Odermayers methode, dette éxtract, som imid- I Abraham: Ueber die Rosenbachsche Urinfårbung. Berliner klin. Wochenschr, Jahrg, 27, 1890, No. 17, 5. 387. Kumpel u. Mester: Klinische Untersuchungen über Bedeutung und Ursache der soge- nannten Rosenbachschen Reaktion. Ref. i Jahresberichte üb. d. Fortschr. d, Thier- chemie, Bd. 21, 1891, s. 397. ® Yaffe: Ueber den Nachweis und die quantitative Bestimmung des Indicans im Harn, Arch, f. die gesammte Physiologie. Bd. 3, 1870, s. 458 fig. * Thudicum: Ueber Indican und das Verhältniss des Herrn Max Jaffe zum Begriff der chemischen Reinheit. Arch. f. die gesammte Physiologie, Bd. 15, 1877, s. 343. i 5 Salkowski: Ueber die Bestimmung des Indigos im Harn, Arch. f. pathol, Anatomie: Bd. 68, 1876, s. 409. ® Krauss: Ueber die Ausnützung der Eiweissstoffe in der Nahrung in ihrer Abhängigkeit von der Zusammensetzung der Nahrungsmittel. Zeitschr. f, physiol. Chemie. Bd. 18, 1894, 5. 173. 1 Adrian: Weitere Beobachtungen über den Einfluss täglich einmaliger oder fractionierter Nahrungsaufnahme auf den Stoffwechsel des Hundes. Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd. 19, 1894, 8. 129, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 23 Jertid ikke er nogen oplesning af rent indigoblaat, sammenlignedes med en oplosning af planteindigo. Vierordt! har angivet spektrofotometrisk methode til bestemmelse af indigomængden i urin. Denne fremgangsmaade blev forbedret af Fr, Müller?, som extraherede det udskilte indigo med chloroform og udførte bestemmelsen i chloroformextractet. Endelig har Keilmann? som maal for indicanmængden benyttet an- tallet af de draaber chlorkalkopløsning, som skal til for først at frembringe maximum af blaafarvning og dernæst affarve det dannede indigoblaat. Han gjør ikke krav paa, at methoden skal ansees som kvantitativ; men han anser den brugbar i praktisk øiemed. Den samme fremgangsmaade er tidligere prøvet af Zenrichsen*, som imidlertid fandt methoden fuld- stændig ubrugbar. Dels bevirkede saltsyretilsætningen alene en saa intens farvning, at indicanreaktionen efter tilsætning af chlorkalk dækkedes, dels fremkom der efter chlorkalktilsætningen de forskjelligste farvenuancer, hvilket gjorde det umuligt at afgjøre, hvorvidt en af- eller tiltagen af farveintensiteten fandt sted. Egne undersøgelser. Ved mine egne undersøgelser over indicanuri har jeg foretaget kvan- titative bestemmelser ad titrimetrisk vei, idet urinens hele indicanmængde overføres til indigo efter den af Odermayer® angivne fremgangsmaade. Det extraherede indigo overføres videre til indigosulfosyre og titreres med overmangansurt kalium. Bestemmelserne blev udførte paa følgende maade: 1. Urinen fældes med 20°/o’s opløsning af blysukker og filtreres gjennem tørt filter. 2. Det klare filtrat blandes i skilletragt med lige volumdele Oder- mayers reagens. 3. Blandingen rystes saa ofte med chloroform, indtil chloroform- extractet viser sig farveløst. Extracterne samles i en liden glaskolbe. I Vierordt: Physiologische Spectralanalysen, Zeitschr, f. Biologie. Bd. 10, 1874, s. 27—41 og Bd. 11, 1875, s. 187—195. 2 Fr. Müller: Ueber Indican-Ausscheidung durch den Harn bei Inanition. Mitthei- lungen aus d, med. Klinik zu Wiirzburg, Bd, 2, 1886, s. 344. 3 Keilmann: Beobachtungen über die diagnostische Verwerthbarkeit der Indicanurie. St. Petersburger med. Wochenschrift. Jahrg. 18, 1893, No, 15, s. 135. 4 Henrichsen: Beitrag zur Kenntniss von der Wirkung der Abführmittel Dissertation. Kiel 1884, s. 47. 5 Ses, 20, 24 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 4. Chloroformen afdestilleres og residuet torres nogle minutter paa vandbad, hvorefter 3—4 ccm. koncentreret svovlsyre tilsættes. 5. Omtrent 24 timer efter heldes kolbeindholdet i ca. 100 ccm. koldt vand, hvorefter kolben udskylles med vand. 6. Titrering med kaliumpermanganat. Ved denne fremgangsmaade er at bemerke: Ad ı. Det til bestemmelsen nødvendige kvantum urin afhænger naturligvis af dens indicangehalt. Det er derfor i regelen heldigt at udføre en foreløbig kvalitativ prøve i reagensglas. Af normal menneskeurin har jeg fundet 300 ccm. at være det bedst passende kvantum. Af indicanrig urin kan man benytte langt ringere mængder — indtil 50 og 25 ccm. Blysukkeropløsningen tilsættes portionsvis, 10—25 ccm. ad gangen; i almindelighed er 25—50 ccm. tilstrækkeligt. Et lidet overskud er uden betydning. Ad 2. Af filtratet har jeg i regelen anvendt 250 ccm. Obermayers reagens bestaar som tidligere nævnt af koncentreret salt- syre (sp. V. 1.19) med tilsætning af ca. 2 gr. jernchlorid pr. kg. syre. For at faa den hele mængde indican overført til indigo har det ved parallelbestemmelser vist sig nødvendigt at tilsætte lige saa stort kvantum saltsyre-jernchlorid, som man har urinfiltrat. Indigoværdierne bliver nemlig for smaa ved anvendelse af mindre saltsyre, selv om dens jernchlorid- gehalt øges. Ad 3. For at extrahere den hele indicanmængde er 2—3 udryst- ninger med chloroform i regelen tilstrækkeligt; hver gang benyttes 25—30 ccm. chloroform. Denne viser sig i almindelighed efter første udrystning med nogenlunde ren blaa farve, oftest dog med et violet skjær. Selv de reneste blaa farver har jeg ikke fundet egnede til kolorimetrisk bestemmelse, da farven ikke stemmer overens med en opløsning af ren indigotin i chloroform. De senere extractioner viser en mere eller mindre stærkt fremtrædende rødlig farvenuance, indtil chloroformen tilslut bliver farveløs. Har man til analysen benyttet for stor kvantitet af meget indicanrig urin, vil man kunde iagttage, at indigoblaat efter rystning med saltsyre- jernchlorid udskiller sig krystallinsk, saaledes at det af og til kan sees svømmende paa overfladen af vædsken som en hinde med tydelig kobber- lignende glands. I saadanne tilfælde er det nødvendigt at begynde ana- lysen paany med en betydelig mindre urinportion. k Efter rystningen med chloroform maa man passe nøie paa, at chloro- formen sætter sig godt af, saaledes at forurensning af extractet undgaaes. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 25 Ad 4. Ved afdestillation af chloroformen kan man stadig iagttage en forandring af opløsningens farve, idet den fra mere eller mindre violet gaar over til næsten burgunderred, Efterat chloroformen er afdestilleret, viser der sig paa kolbens bund et residuum, som dels bestaar af rene kry- staller af indigoblaat, dels af rødbrune farvestoffe. For at fjerne de sidste rester af chloroformdampe har jeg fundet det hensigtsmæssigt at lade kolben Zgge et par minutter paa vandbadet. Allerede medens kolben endnu er varm tilsættes 3—4 ccm. koncen- treret svovlsyre (sp. v. 1.84), hvori residuet opløses. Den svovlsure op- løsning viser sig i begyndelsen brun, senere bliver farven mere blaagron, eller hvis de rødbrune farvestoffe har været tilstede i ringe mængde, endog helt blaa. Ad 5. Efter tilsætning af svovlsyre lod jeg af praktiske hensyn kol- ben henstaa til den følgende dag eller ca. 24 timer; nødvendig er imid- lertid en saa lang tids henstand ikke, hvilket vil fremgaa af følgende parallelbestemmelser: Urinportioner å 250 ccm. I. Efter 18 timers henstand med svovlsyre: 1.12 mgr. indigo. » 16 —»— —) — 1.13 = » 14 — » — —» — 1.09 yi » 12 —)— ==) 1.10 == II. » 12 — »— —» — 1.20 == == » IO —»— —» — 1.22 === » 8 —» — —»— 1.22 == » —» — —»— 1.21 == II. » 6 —» — —» — 1.50 — D) — » 4 —» — —) — 1.47 N » 2 —»— —»— 1.52 — p — Efter saa kort tids henstand som 2 timer har det dog gjentagne gange hændt, at overførelsen af indigo til indigosulfosyre ikke har været fuld- stændig, og det synes derfor ikke hensigtsmæssigt at fortynde med vand tidligere end 4 timer efter svovlsyretilsætningen. Den svovlsure opløsning maa sættes forsigtigt til et forholdsvis stort kvantum vand og ikke omvendt, da man istedenfor at erholde indigosulfo- 26 EYVIN WANG. M.-N. Kl. syren i klar oplesning kan faa en udfældning af blaafarvede fnokker, hvilket gjor den titrimetriske bestemmelse umulig. Den vandige oplesning af indigosulfosyre er ikke ofte absolut klar blaa, dels kan den vere blakket, dels kan den have et violet skjær, dels kan den ogsaa vise en mere eller mindre smudsig grøn farve. Efter nogle timers henstand kommer der i disse tilfælde en brun fnokket ud- fældning, medens opløsningen antager ren blaa farve; efter frafiltrering af de brune fnokker og udvadskning af filtret med varmt vand lader opløs- ningen sig uden vanskelighed titrere. Ad 6. Titreringen udføres med en sterkt fortyndet opløsning af overmangansurt kalium. Efter undersøgelser af O. Miller) forløber oxyda- tionen efter følgende ligning: 5C,,H,)N,0, + 4KMnO, +6H, SO, = 5C,,H,,N,0, + 2K,SO, + 4MnSO, + 6H,0. For at overbevise mig om rigtigheden heraf har jeg foretaget titre- ringsforsøg med indigotinopløsninger af kjendt styrke, idet jeg har benyttet mig af ren indigotin fremstillet efter Fritzsches? methode. For at finde permanganatopløsningens titer for indigotin behøver man altsaa blot at stille den paa oxalsyre; oxydationen af denne syre forløber efter følgende ligning: 5 (C,0, H, + 2H,0) + 2KMnO, + 3H,SO, = = 10CO, + 18H,0 +K,SO, + 2MnS0,. Af de to anforte ligninger fremgaar, at der fordres den samme mængde overmangansurt kalium til oxydation af 10 molekylarvægter oxalsyre og 5 molekylarvegter indigotin, hvorefter man kan omregne permanganat- oplosningens oxalsyre-titer til indigotin ved multiplikation med 1.04. Titrervædsken opbevares bedst i en nogenlunde koncentreret oplas- — ning (ca. 3 gr. til 1 1. vand) og den nødvendige fortynding (5 ccm. til 195 ccm. vand) foretages umiddelbart for hver titrering. Naar stam- vædsken opbevares i mørk flaske med glaskork hensat paa et mørkt sted, forandrer den i maanedsvis ikke sin titer. Titreringen har jeg foretaget i bægerglas under stadig og rask om- røring med glasstav. I begyndelsen forandres ikke den blaa farve syn- derligt, senere bliver den grønlig, og naar den grønne farve er fuldstæn- dig forsvunden, er titreringen afsluttet. Vædsken viser sig da gulagtig eller endog ganske farveløs. Titreringen maa ikke fortsættes til der ind» ' Ref. i Berichte d, deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 25, 1892, s. gıgc, 2 Gerhardt: Lehrbuch d, organ. Chemie 1855, Bd. III, s. 567. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 27 finder sig varig rodfarvning af vædsken. Farveovergangen er for det meste ganske tydelig. Parallelbestemmelser udforte efter denne methode gav særdeles godt overensstemmende resultater, hvoraf en rekke kan anfores: Pr. 250 ccm, urin. Pr. dag. a. b. a b. 2.89 mg. 2.77 mg. 15.5 mg. 15.1 mg. indigo. 0.98 0.88 5.9 5.3 5:38 5:47 53-5 39:0 2.70 2.76 10.8 11.0 1.41 1.40 7.60 7.55 1.08 1.06 6.16 6.04 0.75 0.57 10.4 7.9 1.18 1.22 7.9 8.2 1.52 1.56 15.2 15.6 1.78 1.84 25.8 26.1 For at anstille yderligere kontrolanalyser har jeg gjentagne gange forsøgt at fremstille indoxylsvovlsurt kalium. Dels har jeg hertil benyttet store kvantiteter indicanrig menneskeurin (ved hvert forsog ca. 20 1.), dels ogsaa kaninurin, som var gjort meget indicanrig ved fodring med ortho- nitrophenylpropiolsyre. (2 kaniner fik i lobet af en uge ca. 20 gr.). Urinen blev behandlet efter den af Baumann! og G. Hoppe-Seyler? angivne methode, uden at det lykkedes mig at komme videre end til et meget indicanrigt alkoholextract, som ikke indeholdt sulfatsvovlsyre. Alkoholextractet af kaninurin blev inddampet til tørhed paa vandbad og opløst i vand. En del af denne vandige opløsning blev benyttet til bestemmelse af zthersvovlsyre, og der fandtes 0.0082 gr. BaSO,, hvilket svarer til 0.00883 gr. indoxylsvovlsurt kalium. Dette sidste omdannes efter Baumann og Brieger til indigo paa felgende maade: C,H,NSO,K+H,0 = C, H, NOH+ SO,HK 2C,H,NOH+ 0, = C,,H,,N,0, + 2H,0. Den beregnede mængde indoxylsvovlsurt kalium (0.00883 gr.) svarer altsaa til 0.0046 gr. indigo. 1 Baumann & Brieger: Ueber Indoxylschwefelsäure, das Indican des Harns. Zeitschr. fiir physiologische Chemie. Bd. 3, 1879, s. 255. ? G, Hoppe Seyler: Beiträge zur Kenntniss der indigobildenden Substanzen im Harn und des künstlichen Diabetes mellitus. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 7, 1882—83, s. 23. 28 EYVIN WANG. M.-N Kl. I et lige stort kvantum af den vandige oplesning fandtes imidlertid indigomængden ved titrering kun at vere 0.00288. gr. Samme undersogelse af alkoholextractet fra menneskeurin gav lignende resultat: Aethersvovlsyremængden svarede til 0.0168 gr. BaSO, eller 0.00944 gr. indigo, medens indigomængden ved titrering kun viste sig at være 0.0076 gr. I begge tilfælde indeholdt alkoholextracterne altsaa langt mere æther- svovlsyre end, hvad der svarede til den tilstedeværende mængde indigo. Synthetisk fremstilling af indoxylsvovlsurt kalium af phenyl-o-carbon- syre og pyrosvovlsurt kalium efter 7%esen! har jeg ogsaa forsøgt uden dog at komme til noget positivt resultat. Da jeg saaledes ikke kunde erholde den rene substans, maatte jeg anvende det indicanrige urinextract til kontrolanalyser, og disse viste, hvad der vil fremgaa af følgende, god overensstemmelse: I. 50 ccm. «extract» blev tørret paa vandbad og opløst i 250 ccm. vand; der fandtes ved titrering 7.5 mg. indigo. Den samme mængde »extract« opløstes i 250 ccm. ##dicanfri urin og der paavistes 7.4 mg. indigo. II. Indigogehalten i normal urin og det indicanholdige extract be- stemtes hver for sig: I 250 ccm. urin paavistes 3.52 mg. indigo. = 050 3 »extracte ROS dn I en blanding af 150 ccm. af ovennævnte urin og 100 ccm. »extract« fandtes 3.24 mg. indigo, medens den beregnede mængde udgjorde 3.17 mg. Disse forsog sammenholdte med de tidligere nævnte parallelanalyser gav mig anledning til at anse methoden for fuldt paalidelig. Fortsatte undersøgelser viste mig imidlertid, at dette ikke altid var tilfældet. For at opnaa nøiagtige resultater er det nemlig absolut nødvendigt, at der ikke gaar urinbestanddele over i chloroformen, hvilke er opleselige i eller indgaar forbindelse med koncentreret svovlsyre og saaledes virker forstyrrende paa titreringen med kaliumpermanganat. Ved at udføre sammenlignende titrimetriske og kolorimetriske bestem- melser fandt jeg nu, at den vandige opløsning af indigosulfosyre frem- stillet af urinen for det første ikke havde samme farvenuance, som den der var fremstillet af ren indigotin, dernæst fandt jeg ved titrering af urinindigo, der havde samme farveintensitet som en opløsning af indigotin,” ! Thesen: Ueber Phenylglycin und Phenylglycinorthocarbonsäure und deren Verhalten im Thierkörper Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 23, 1897, s. 24. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 29 at resultaterne i det forste tilfælde var betydelig for store. Det viste sig derfor nodvendigt at modificere den anvendte fremgangsmaade, hvis man skulde finde korrekte værdier for den af indicanet dannede mængde indigoblaat. Som tidligere bemærket dannes der stadig efter afdestilleringen af chloroform en forskjellig mængde brunredt residuum ved siden af indigo- blaat. Behandler man dette residuum med en blanding af lige volumdele ether, alkohol (96 %) og vand, faar man en brunrød opløsning, i hvilken ogsaa en større eller mindre mængde indigopartikler er suspenderede. Den brunrøde opløsning frafiltreres, hvorefter saavel kolbe som filter ud- vadskes med æther-alkoholvand. Paa filtret samles endel indigoblaat, hvorfor dette tørres og koges med chloroform indtil al indigo atter er opløst. Denne opløsning filtreres — for at fjerne papirfibre — tilbage i den oprindelige samlekolbe, i hvilken man nu har en udmærket smuk og glandsfuld opløsning af indigoblaat, som ikke forandrer sin farve under afdestillering af chloroformen. Tilsætning af svovlsyre sker nu paa samme maade som tidligere, farven bliver strax grøn og efter et par timer mørk blaa. Efter fortyn- dingen med vand faar man nu en klar blaa opløsning, der neppe lader sig adskille fra en opløsning af indigosulfosyre fremstillet af ren indigotin. Oplosningen er dog endnu ikke egnet til at titreres med kaliumperman- ganat; parallelanalyser med kolorimetrisk og titrimetrisk bestemmelse viser fremdeles for høie værdier ved den sidste methode; vædsken er saaledes endnu ikke fuldstændig fri for fremmede bestanddele. Af og til kan man ogsaa iagttage smaa glindsende tilsyneladende krystallinske blade eller skjæl, der er suspenderede i den klare vædske. Først efterat opløsningen er filtreret, faar man derfor overensstemmende resultater ved kolorimetriske og titrimetriske bestemmelser: Urinmængde. Titrimetrisk. Kolorimetrisk. 530 ccm. 3.04 mg. 2.91 mg. 720 1.26 1.23 750 0.69 0.70 640 0.79 0.77 290 2550) spall! 440 1272 1.79 1620 4.17 4.70 600 0.82 0.81 800 3.76 3.65 600 0.70 0.72 2 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Samtidig med min forste meddelelse om den kvantitative bestem- melse af urinindican! publiceredes ogsaa en methode af Odermayer?, hvil- ken ligeledes bestod i at overfere det extraherede indigo til indigosulfo- syre, som titreredes med kaliumpermanganat. Den vesentligste forskjel mellem de to fremgangsmaader bestaar i, at Ohermayer fjerner de ovenfor omtalte rødbrune farvestoffe ved udvadskning med alkohol (45 %). Mine senere undersøgelser? har imidlertid vist, at dette ikke er tilstrækkeligt, saaledes at ogsaa denne methode giver for store indigoværdier. En række undersogelser udførte af Bouma‘ har fort ham til den opfatning, at indicanbestemmelserne netop bør udføres efter den af mig forst angivne fremgangsmaade. Udvadskningen finder han ikke alene over- flødig, men ganske urigtig, idet han anser de rødbrune farvestoffe, som fjernes, for at være oxydationsprodukter af indoxyl — indigoredt og indigobrunt —, som dannes i vexlende mængder under analysens udførelse. Ogsaa Odermayer® er af den anskuelse, at disse farvestoffe er oxyda- tionsprodukter af indoxyl; men han anser det alligevel nodvendigt at bortse fra dem, da der desuden ogsaa gaar andre urinbestanddele over i chloroformextractet, hvilke virker reducerende paa kaliumpermanganat, og saaledes hindrer opnaaelsen af korrekte resultater. Efter min mening foreligger der ikke tilstrekkelig grund til at anse disse substanser for farvestoffe af indigogruppen, og naar jeg efter min oprindelige fremgangsmaade ikke fjernede dem, var det fordi jeg antog dem for organiske forbindelser, som destrueredes af den concentrerede © svovlsyre; denne antagelse har vist sig at være feilagtig. Hvad der imidlertid taler meget sterkt imod, at de skulde tilhøre indigogruppen, er deres opløselighedsforhold. De rødbrune farvestoffe er nemlig meget let opløselige saavel i fortyndet alkohol (45 %) som i en blanding af lige volumdele æther, alkohol (96) og vand, medens indigorødt er meget tungt opløseligt i alkohol og æther, og indigobrunt kun å ringe mængde opløses i alkohol. At i hvert fald en del af dette residuum ikke tilhører indigogruppen lader sig med sikkerhed bevise, idet man allerede med 1 Wang: Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindikans. Zeitschrift f. physio- logische Chemie. Bd. 25, 1898, s, 406. 2 Obermayer: Eine Methode zur quantitativen Bestimmung der Indoxylschwefelsäure (Indican) im Harn. Wiener klin. Rundschau, 1898, No, 34, s. 537. % Wang: Weiteres über die quantitative Bestimmung des Harnindikans. Zeitschr, f. physiologische Chemie, Bd, 27, 1899, s. 139. * Bouma: Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindicans nach Wang—Obermayer, Zeitschr. f, physiol. Chemie, Bd. 27, 1890, s. 348. 3 5 Obermayer Bemerkungen zu der vorläufigen Mittheilung des Dr. Eyvin Wang: »Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindikanse, Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd. 26, 1898—99, 8. 427. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 31 koldt vand kan extrahere et gult farvestof og derefter med varmt et brunt, medens indigofarvestoffene som bekjendt er uoploselige i vand. For dannelsen af disse farvestoffe opstiller Bouma den hypothese, at rodt og brunt skulde skyldes »depolymerisation« af indigoblaat, idet det sidstnævnte skulde repræsentere det sterste indigomolekyl. Til stette for denne hypothese anfører Bouma den iagttagelse, at rent indigoblaat opløst i chloroform ved kogning delvis omdannes til indigoredt. Til fremstilling af dette »rene« indigoblaat benytter han den i handelen værende plante- indigo, som koges med fortyndet svovlsyre, indtil denne holder sig næsten farveløs, hvorved indigolim og humusbestanddele fjernes. Ffter kogningen udvadsker han resten med vand til al svovlsyre er fjernet. Denne frem- gangsmaade kan imidlertid neppe benyttes til fremstilling af vent indigo- blaat eller indigotin. Denne forbindelse fremstilles imidlertid meget let i rene krystaller efter Fritzsches methode ved oxydation af indigohvidt med luftens surstof. Naar man benytter indigotin fremstillet efter denne sidste methode, kan man koge dens chloroformopløsning i timevis — med opadstigende kjøler — uden at bemærke den mindste forandring af den rene blaa farve; det samme er ogsaa tilfældet, naar man koger chloroformopløsning af indigo fremstillet af urin, efterat de rødbrune farvestoffe er fjernede ved vadskning med ætheralkoholvand. Anderledes forholder det sig, hvis man koger det første chloroform- extract af urinindigo; allerede ved afdestillation af chloroformen viser der sig her konstant en farveforandring fra blaat eller blaaviolet til næsten burgunderrødt, uden at man dog kan tilskrive dette nogen »depolymeri- sation«. Ved et enkelt forsøg kan man let overbevise sig om, at opvarm- ning ved kogning eller destillation af chloroformopløsningen ikke foraar- sager nogen overforelse af indigoblaat til rødt. Udforer man saaledes parallelforsøg paa den maade, at chloroformopløsningen i en portion koges en time med opadstigende kjøler, forend den afdestilleres, i en anden lige stor portion destilleres paa almindelig maade, og i en tredje for- dampes ved almindelig temperatur i vacuum under stadig sugning med luftpumpe, saa faar man i samtlige tre portioner et residuum med samme udseende, og efterat de rødbrune farvestoffe er fjernede ved vadskning med ætheralkoh »lvand, faar man ved titrering af den filtrerede vandige opløsning af indigosulfosyre med kaliumpermanganat fuldstændig overens- stemmende værdier. — Som resultat af et saadant forsøg fandt jeg: I, 1.38 mg., II, 1.40 mg. og IN, 1.43 mg. EYVIN WANG. M.-N. KI. Los te Man ser altsaa, at hverken destillation eller den langvarige kogning af chloroformopløsningen har indflydelse paa det fundne resultat, og rød- farvningen under ophedningen kan saaledes ikke bero paa »depolymerisa- tion« med dannelse af indigorodt; men den maa skyldes fremmede farve stoffe. Hvis Boumas hypothese var rigtig, kunde man heller ikke tænke sig at parallelbestemmelser kunde give overensstemmende resultater, naar der blev foretaget udvadskning af residuet som af mig angivet. Den inkon- stante dannelse af forskjellige indigomodificationer, af hvilke to (rødt og brunt) fjernes, vilde nødvendig føre til, at man fik en varierende rest af indigoblaat tilbage til titrimetrisk bestemmelse. Ved talrige parallelanalyser har jeg dog overbevist mig om, at de fundne indigoværdier stemmer udmærket godt overens, og det baade naar analyserne udføres med lige store mængder urin, eller om man benytter vexlende kvantiteter af samme urin. Følgende undersøgelsesrække kan tjene til exempel: Ca. 2 |. urin blev udfældt med blysukkeropløsning og 8 portioner af filtratet, hver paa 100 ccm., blev behandlede efter min modificerede methode; der fandtes 0.96—0.00 — 1.04—0.90—0.89—0,93—0.96 og 0.90 mg. indigo, Af samme urinfiltrat fandtes i 250 ccm.: 2.3 mg. indigo = 0.92 mg. pr. 100 ccm. - 200 » 1.86 — — 0.98 —)— - 100.» 0.95 — = 0.95 = — = 50 » 0.45 == = 0.90 age Som støtte for sin theori om »depolymerisation« anfører Bouma videre, at der dannes forskjellige kvantiteter indigoblaat eftersom oxydationen af indoxyl sker ved høiere eller lavere temperatur. Ogsaa dette fund kan imidlertid finde en anden forklaring end den af Bouma antagne. Saaledes har jeg altid fundet, at resultatet ved indigotitreringen kan variere uaf- hængig af temperaturen, eftersom man lader blandingen af urinfiltrat og saltsyre-jernchlorid henstaa kortere eller længere tid, inden man foretager udrystningen med chloroform. Aarsagen til at jeg anstillede disse forsøg var, at Obermayer anbefaler at lade blandingen henstaa ca. 15 minutter, førend extractionen foretages, medens jeg selv altid havde paabegyndt extractionen sørax efter syretilsætningen; at dette sidste er at anbefale fremgaar af følgende forsøgsrække: 1900. No. 4. OM INDICANURI. 33 Urinportioner A 250 ccm. Extraheret med chloroform: a. Strax 1.95 mg. indigo. b. strax Moro en c. efter 1/4 time 1.50 —»— d. » la » 1.43 —»— e » mS Tara —>— fee, 2 9 Cr I ovenstaaende forsogsrække har jeg benyttet min modificerede methode, og man kunde saaledes tænke sig muligheden af, at de af- tagende mængder kunde skyldes dannelse af de af Bouma antagne modi- ficerede indigofarvestoffe, hvilke var fjernede ved vadskningen. Dette er imidlertid ikke tilfeeldet, thi resultaterne er fuldstendig analoge ved be- nyttelsen af min oprindelige fremgangsmaade. Det synes altsaa afgjort, at en kortere eller længere tids henstand af urin-saltsyreblandingen, forend chloroformextractionen foretages, bevirker et tab af indigo. Dette tab kan enten bero paa, at oxydationen af indoxyl ved den langvarige indvirkning af saltsyre-jernchlorid foregaar videre end til indigo, eller det kan bero paa, at indigo ved den længere tids henstand udskiller sig krystallinsk, saaledes som man kan iagttage det ved meget indicanrig urin, i denne tilstand lader det sig kun vanskeligt extrahere med chloro- form. Bouma fandt den laveste indigomængde, naar oxydationen forleb ved 09. Ved denne temperatur antager han en langsom oxydation og lader derfor blandingen henstaa paa is i længere tid. Mængden af det paaviste indigoblaat var i dette tilfælde omtrent halvparten af, hvad han fandt, naar oxydationen forløb ved værelsetemperatur eller ved ca. 45°. I begge de sidste tilfælde begyndte han imidlertid extractionen strax eller i hvert fald allerede 10—15 minutter efter tilsætningen af saltsyre. Bouma angiver heller ikke paa hvilken maade, han har kontrolleret, at han virkelig har erholdt den samlede mængde indoxyl som indigo- farvestoffe, han nævner blot, at residuet i den første portion er rødviolet, medens det ved de to øvrige bestemmelser viste sig «blaat med rødbrunt belæg» og «næsten rent blaat med meget liden rødfarvning». Af disse forhold drager han den slutning, at den manglende mængde indigoblaat er tilstede som rød og brun modification. Det forekommer mig imidlertid meget rimeligt, at farven af de røde eller rødbrune tilblandinger bliver sterkere fremtrædende, naar indigoblaat er tilstede i ringe mængde. Heraf kan man i hvert fald ikke slutte mere end, at de fremmede farvestoffe Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No, 4. 3 44 EYVIN WANG. M.-N. Kl, er tilstede i relativt større mængde, uden at man kan afgjøre noget med hensyn til den adsolute kvantitet. For at prøve indflydelsen af forskjellig temperatur har jeg udført parallelbestemmelser med lige kvantiteter urinfiltrat. I det ene tilfælde blandedes urin og saltsyre-jernehlorid af 20°, hvorved temperaturen steg til ca. 379, og i det andet tilfælde blev urin og saltsyre-jernchlorid før blandingen afkjølet til 09%, dennegang steg temperaturen efter blandingen kun til ca. 15% I begge tilfælde foretoges udrystningen med chloroform strax efter blandingen. Den fundne mængde indigo viste sig i begge tilfælde lige stor (ved 37° 0.87 mg. og ved 15° 0.83 mg. indigo). Mod theorien om «depolymerisation» taler endvidere med største bestemthed den omstændighed, at dannelsen saavel af de rødbrune farve- stoffe som af andre fremmede bestanddele i høi grad er afhængig af næringen. For at bringe dette paa det rene har jeg udført forsøg med to hunde, der velvillig blev stillet til min disposition i Universitetets fysiologiske institut af kr. prof. dr. S. Torup. Dyrene, som før undersøgelsernes begyndelse havde faaet blandede affald, fik under forsøgsrækken 450 gr. kjed, 50 gr. fedt og 150 gr. ris pr. dag. Indicanbestemmelse udførtes daglig, idet jeg gjorde parallel- bestemmelser med min oprindelige og modificerede methode med føl- gende resultat: E I. Datum. Urinmængde. Opr. meth. Modif. meth. + (a) (b.) 6—1—1899 230 1.33 mg. 0.78 mg. 1.7 8 780 7.70 » 5.06 » 1.5 9 760 2.34 » 2.013 Tod 10 600 2.85 » 2.26 » 1. 11 650 2,73 » 2.54 » Ler 12 600 0.82 » 0.82 » 1.0 13 800 2.85 » 2.89 » 1.0 II. 25—1—1899 680 5.74 » 2703 1.5 26 1240 ‘ 10.08 » 7.45 » 1.4 27 1370 14.01 » 9.83 » 1.4 28 1100 21.75 » 17,25 » 13 29 1030 20.90 » 18.00 » 1.2 ki 30 1470 25.32 » 23.41 » 1.1 31 600 8.22 » 8.02 » 1,0 1900. No. 4. OM INDICANURI. 35 Datum, Urinmængde. Opr. meth. Modif. meth. = (a.) (b.) | 1—2— 1899 880 30.89 mg. 29.12 mg. 1.1 2 1140 Ag 12.23 » lig 3 220 10.13 » (ORIN 9) I.I Man ser altsaa, at forskjellen mellem de resultater, som findes ved de to fremgangsmaader stadig aftager under den ensartede næring, som for en væsentlig del bestaar af kjød. Samtidig hermed kunde man ogsaa tydelig iagttage en sterk formindskelse af de rødbrune farvestoffe. For at konstatere næringens indflydelse har jeg ogsaa udført selv- forsøg, idet jeg efter en forperiode med almindelig blandet kost gik over til en ernæring, der bestod af 1600 gr. kjød pr. dag i 3 dage. Resultatet af dette forsøg viste sig at være: Datum. Urinmengde. Opr. meth. Modif. meth. — (a) (b.) | Forperiode. 15—2—1899 1530 9.49 mg. 4.34 mg. 2.2 16 1970 10.63 » 4.99 » 251 17 1640 11.36 » 4.65 » 2.4 18 2790 8.86 » 443 » 2.0 19 1540 11.02 » 5:30 » 2.1 20 2070 10.09 » 4.57 » 222 1600 gr. kjød pr. dag. 21 3030 25.58 » 19.89 » 1.3 22 2710 26.72 » 20.73 » 1.2 23 2730 18.87 » 15.86 » 1.2 Efterperiode. 24 2790 10.70 » 4.90 » 2.2 25 2560 ur 220 2.0 Ogsaa her viste den vandige oplesning af indigosulfosyre sig betydelig renere blaa under kjodnæringen end i forperioden, ligesom der ogsaa var en betydelig aftagen af de rødbrune farvestoffe. Efter dette synes det ikke muligt, at de redbrune farvestoffe kan udgjore forskjellige modificationer af indigo, og dannelsen af indigorodt og brunt ved siden af blaat synes fremdeles at være tvivlsom. 36 EYVIN WANG. M.-N. KI. Ved den kvantitative bestemmelse af urinindican vil det i hvert fald ikke være muligt, at de kan komme i betragtning. Foruden disse farve- stoffe gaar nemlig, som tidligere bemærket, ogsaa andre urinbestanddele over i chloroformextractet, af disse indgaar ialfald en del forbindelse med svovlsyre og virker reducerende paa kaliumpermanganat, hvorfor de absolut nødvendig maa fjernes. Af saadanne forbindelser maa først og fremst nævnes hippursyre, denne spaltes af koncentreret saltsyre i benzoesyre og glycokoll. Den med chloroform extraherede benzoesyre danner imidlertid med koncen- treret svovlsyre en sulfosyre, der er opløselig i vand og reducerer over- mangansurt kalium. Videre forekommer phenol i enhver urin i form af phenolsvovlsurt kalium, der spaltes af koncentreret saltsyre, hvorefter phenol gaar over i chloroformen. Paa samme maade forholder sig sand- synligvis ogsaa de aromatiske oxysyrer. Der forekommer saaledes i enhver urin en række forbindelser, som virker forstyrrende ved indigo- titreringen, hvis de ikke fjernes fra chloroformextractet ved udvadskning. Noiagtig bestemmelse af urinindicanet faar man altsaa efter følgende fremgangsmaade : 1. Urinen fældes med 20°/o blysukkeroplesning og filtreres gjennem tørt filter. 2. Det klare filtrat tilsættes lige volumdele Odermayers reagens. Det dannede indigo extraheres med chloroform og samles i en kolbe. 3. Chloroformen afdestilleres, hvorefter det afkjølede residuum ud- vadskes med en blanding af lige volumdele æther, alkohol (96%) og vand. De indigopartikler som følger med ved udvadskningen samles paa et filter der tørres. 4. Det tørrede filter koges med chloroform, til al indigo er opløst, filtreres derpaa tilbage i den første kolbe. 5. Chloroformen afdestilleres paany, og svovlsyre tilsættes. 6. Efter nogle timers forlob fortyndes med vand, filtreres og titreres. 7. Hvis urinen indeholder æggehvide, maa denne udfældes (ved kogning) før tilsætningen af blysukker. (os) SI 1900. No, 4. OM INDICANURI. Denne modificerede fremgangsmaade giver betydelig lavere indigo- verdier end den oprindelige methode, uden at der er noget konstant forhold mellem de erholdte resultater, hvilket ogsaa fremgaar af den ovenfor omtalte rolle som næringen spiller, Af de talrige indicanbestemmelser, som jeg har udfort efter den op- rindelige methode er saaledes et meget stort antal uden synderligt værd. En del af dem har dog interesse, for saa vidt som de fundne værdier er saa smaa, at en oget indicanudskillelse med sikkerhed kan udelukkes. En anden del er udforte under forsøgsbetingelser, ved hvilke ogsaa den op- rindelige methode giver brugbare resultater. Endelig omfatter undersøgel- serne ogsaa forsøg paa at faa indicanudskillelsen til fuldstændig at svinde; hvor dette er lykkedes, har det selvfølgelig ingen betydning, hvilken af methoderne man har benyttet. Phenol. 38 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 3. Indican og æthersvovlsyre. Kort tid efterat Baumann havde omtalt sandsynligheden af, at indican var en parret svovlsyreforbindelse!, lykkedes det ham at fremstille den phenoldannende substans af hesteurin i krystallinsk form?, senere frem- stillede han ogsaa den samme forbindelse af urin fra patienter, som var behandlede med carbolsyre’. De erholdte krystaller havde en sammen- sætning og viste reaktioner, der karakteriserede dem som en æthersvovl- syreforbindelse, og han kaldte den phenylsvovlsurt kalium. Phenol som konstant spaltningsprodukt ved æggehvidens forraadnelse blev ligeledes paavist af Baumann*. Phenoludskillelse under sygdomme omtales første gang af Salkowski®, som efter sine iagttagelser mente, at det havde samme oprindelse i orga- nismen som indican. Den samme formodning er ogsaa udtalt af F. Hoppe- Seyler®, som stadig kunde paavise indican ved siden af phenol i hesteurin. I Baumann: Ueber gepaarten Schwefelsäuren im Harn. Arch, f, die gesammte Physiologie, Bd 12, 1876, s. 69. 2 Baumann: Ueber Sulfosäuren im Harn, Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd. 91, 1876, s. 55. 3 Baumann: Ueber gepaarten Schwefelsäuren im Organismus. Arch, f. die gesammte Physiologie. Bd. 13, 1876, s. 294. - * Baumann: Ueber die Bildung von Phenol bei der Fäulniss von Eiweisskörpern, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 101, 1877, s. 685. 5 Salkowski: Phenolbildende Substanz im Menschenharn, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft 9 II, 1876, s. 1596 og Centralbl. f. die med. Wissenschaft, 1876, No. 46, s. 819, : ® Æ Hoppe-Seyler: Ueber das Vorkommen von Phenol im thierischen Körper und seine Einwirkung auf Blut und Nerven. Arch, f. die gesammte Physiologie. Bd. 5, 1872, 8, 472. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 39 | Dyreforsog er udforte af Sa/kowskit, Han underbandt tarmen hos hunde med det resultat, at urinen 24—36 timer efter operationen regel- mæssig indeholdt phenol ved siden af indican. En tredje aromatisk forbindelse paaviste Brieger? i faeces fra friske mennesker, han kaldte den skatol. Ved at give skatol med næringen fandt han øget udskillelse af de parrede svovlsyrer. Han forsøgte ogsaa at fremstille skatolets æthersvovlsyre; men udbyttet blev for lidet til, at han kunde udføre nogen analyse?. Efter de anstillede reaktioner maatte han anse det for skatoxylsvovlsyre. Sac. E. Otto* angiver at have frem- stillet skatoxylsvovlsurt kalium af diabetesurin. Skatol som produkt af æggehvideforraadnelse er paavist af Nenc/:3, Brieger® og E. & H. Salkowski'". Ved æggehvidens forraadnelse i tarmen dannes der altsaa baade phenol, indol og skatol, der udskilles gjennem urinen som parrede svovl- syrer. For de to førstnævntes vedkommende har ÆX%/2$ paavist, at de desuden kan forekomme i urinen som parrede glycuronsyrer, Mester” an- tager, at det samme ogsaa kan være tilfældet for skatolets vedkommende. Videre har Salkowsæi10 blandt æggehvidens forraadnelsesprodukter fundet skatolcarbonsyre; fodringsforsøg med kaniner"! viste, at denne forbindelse passerede organismen og udskiltes uforandret gjennem urinen. 1 Salkowski: Ueber die Entstehung des Phenols im Thierkörper. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd. 101, 1877, s. 843. 2 Brieger: Ueber die flüchtigen Bestandtheile der menschlichen Excremente, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd. ı0 I, 1877, s. 1209 og Journ. f. praktische Chemie, N. F., Bd. 17, 1878, s. 129. 3 Brieger: Weitere Beiträge zur Kenntniss des Skatols, Zeitschr. f. physiologische Chemie. Bd. 4, 1880, s. 416. 4 Fac. G. Otto: Das Vorkommen grosser Mengen von Indoxyl u. Skatoxylschwefelsåure im Harn bei Diabetes mellitus. Arch. f. d. gesammte, Physiologie. Bd, 33, 1834, s. 616. 5 Nencki: Vortheilhafte Darstellung des Skatols. Centralblatt f. die med. Wissenschaften. 1878, No, 47. —»— Zur Kenntniss der Skatolbildung. Zeitschr. f. physiologische Chemie. Bd. 4, 1880, s. 371. 6 Brieger: Ueber Skatol. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd. 12, 1879, s. 1985. 7 E.& Å. Salkowski: Weitere Beiträge zur Kenntniss der Fäulnissprodukte des Eiweisses, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd. 12, 1879, s. 648, og Berichte d. deut- schen chem, Gesellschaft. Bd. 13. 1880, s. 191. —»— Zur Kenntniss der Eiweissfåulniss I. Zeitschr. f. physiologische Chemie. Bd. 8, 1884, S. 423. 8 Külz: Zur Kenntniss der synthetischen Vorgänge im thierischen Organismus. Arch. f. die gesammte Physiologie. Bd. 30, 1883, s. 484. 9 Mester: Ueber Skatoxylschwefelsäure und Skatolfarbstoff. Zeitschr f. physiologische Chemie, Bd. ı2, 1888, s. 142. 10 Sa/kowski: Zur Kenntniss der Eiweissfäulniss II. Zeitschr. f, physiologische Chemie, Bd. 9, 1885, s. 8. 11 Salkowski: Ueber das Verhalten der Skatolcarbonsäure im Organismus. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 9, 1885, s, 27. Skatol Phenolglyku- ronsyre, Skatolglyku- ronsyre. Skatol- carbonsyre, Aromatiske oxysyrer. Indican som maal for æggehvide- forraadnelse, Phenol som maal for æggehvide- forraadnelse, 40 EYVIN WANG. M.-N. KI. Endelig har Baumann! og E. & H. Salkowski? paavist de aroma- tiske oxysyrer, paraoxyphenylpropionsyre og paraoxyphenyledikesyre som spaltningsprodukter ved æggehvidens forraadnelse, disse udskilles gjennem urinen hovedsagelig som frie syrer og salte, men ifelge Baumann & Herters®©4 undersogelser forekommer de ogsaa tildels som parrede svovlsyrer. Ved hjælp af de ovenfor nævnte forraadnelsesprodukter af ægge- hviden og deres forekomst i urinen har man søgt at finde et maal for æggehvideforraadnelsens omfang i organismen, specielt i tarmkanalen. For at bringe nogen klarhed over dette spørgsmaal anstillede 7affe> og senere Senator® en række undersøgelser med kvalitativ bestemmelse al det udskilte indican. Brieger" fandt det imidlertid urigtigt at slutte sig til tarmforraadnelsens intensitet ved at maale indicangehalten alene. Han bestemte kvantiteten af udskilt phenol, idet han henholdt sig til en række undersøgelser af Odermatt®, som havde paavist, at phenol og indoldan- nelsen ikke forløb parallelt. Indol optraadte nemlig tidligst i forraadnelses- vædsken og mængden af dette aftog lidt efter lidt under forraadnelsens fremadskriden. Salkowski” har senere paavist, at dette indoltab skyldes fordunstning; det finder nemlig ikke sted naar forraadnelsen foregaar i lukkede kar. Phenolet fandt Odermatt først efter længere tids forraad- nelse, og dette tiltog stadig i kvantitet. Hvor der var abnormt store mængder phenol i urinen antog han derfor at forraadnelsesprocessen i tarmen havde været af lang varighed. Salkowski! mente paa grundlag af sine observationer at kunne antage en parallelisme mellem indol og phenoludskillelsen under sygdomme. 1 Baumann: Ueber die Bildung von Hydroparacumarsåure aus Tyrosin, Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft, Bd, 12, 1879, s. 1452. E. & H. Salkowski: Weitere Beiträge zur Kenntniss der Fäulnissprodukte aus Eiweiss, Berichte d, deutschen chem, Gesellschaft, B. 13, 1880, s 189. * Baumann & Herter: Ueber die Synthese von Aetherschwefelsäuren und das Verhalten einiger aromatischen Substanzen im Thierkörper. Zeitschr, f. physiol, Chemie. Bd, 1, 1877-78, s. 256. Baumann: Weitere Beiträge zur Kenntniss der aromatischen Substanzen im Thierkörper, Zeitschr, f, physiol, Chemie. Bd. 4, 1880, s. 310, 5 Jaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiol. u, pathol, Verhältnissen. Arch, f, pathol, Anatomie, Bd. 70, s. 72 flg. ® Senator: Ueber Indican u. Kalkausscheidung in Krankheiten. Centralbl. f. die med, Wissenschaften, 1877, No, 20, 21 og 22, Brieger: Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch, Zeitschr, f, physiol. Chemie. Bd, 2, 1878—79, s. 241. 8 Odermatt; Zur Kenntniss der Phenolbildung bei der Fäulniss der Eiweisskörpef Dissertation, Leipzig, 1878, s. 12. " E.& H. Salkowski: Zur Kenntniss der Eiweissfäulniss I. Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd, 8, 1883—84, s. 457 10 Salkowski: Phenolbildende Substanz im Menschenharn, Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd, 9 Il, 1876, s, 1596, w 1900. No. 4. OM INDICANURI. AT Ogsaa ved subcutan injection af indol paa kaniner fandt han, at begge disse urinbestanddele tilsyneladende øgede i mængde i samme grad, ligesom de ogsaa svandt samtidigt efter injectionernes ophør. Baumann! gjentog disse forsøg og viste, at benyttelsen af rent indol ikke havde nogen indflydelse paa phenoludskillelsen. Senere meddeler Salkowski?, at han har iagttaget rigelig phenolmængde uden mærkbar tiltagen af indican, medens indicanrig urin stadig ogsaa viser stor phenolgehalt. Resultatet af Briegers undersøgelser var, at han ikke kunde over- bevise sig om nogen parallelisme mellem forekomsten af indican og phenol i urinen®, Angaaende phenol som maal for tarmforraadnelsen mener Salkowskit, at selv om dette dannedes udelukkende i tarmkanalen, saa vilde mængden af det «dskilte phenol ikke være noget maal for mængden af det produ- cerede. Tauber® har nemlig paavist, at en del af det resorberede phenol oxyderes i organismen. Schaffer® udforte ligeledes fodringsforsøg med phenol; han gjenfandt noget mere end 600 i urinen. Foregelsen af æthersvovlsyrer efter phenolfodring var betydelig større end, hvad der svarede til det udskilte kvantum phenol; hvilken aromatisk substans, der dannedes ved siden af phenylsvovlsyre, kunde han ikke afgjere. Til samme resultat, som de to sidstnævnte, kom ogsaa Auerbach". Baumann & Preusse® paaviste, at phenolforgiftning af hunde gav anledning til udskillelse af hydrochinon og brenzkatechin som æthersvovl- sure forbindelser, disse er oxydationsprodukter af phenol og dannelsen foregaar analogt med phenoldannelsen af benzol. Schmiedeberg? gjør opmærksom paa, at den udskilte mængde æther- svovlsyre i Schaffers forsøg svarer nøiagtigt til den givre mængde phenol, U Baumann: Ueber die Bildung von Phenol bei der Fåulniss von Eiweisskörpern. Berichte d. deutschen chem. Gesellschaft. Bd. 101, 1877. s. 685. ? Salkowski: Ueber den Einfluss der Verschliessung des Darmkanals auf die Bildung der Carbolsäure im Thierkörper. Arch, f. pathol. Anatomie. Bd. 73, 1878, s. 439 3 Brieger: Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch. Zeitschr, f. physiologische Chemie. Bd. 2, 1878—79, s. 255. 4 Salkowski: Ueber die pathologische Phenolausscheidung. Centralblatt f. die med, Wissenschaften, 1878, No. 31, s. 563. Tauber: Beiträge zur Kenntniss über das Verhalten des Phenols in thierischen Organis- mus. Zeitschr. f, physiol. Chemie, Bd. 2, 1878—79, s. 369. chaffer: Ueber die Ausscheidung des dem Thierkörper zugeführten Phenol. Journal f. prakt. Chemie. N. F. Bd 18, 1878, s. 282. 7 Auerbach: Zur Kenntniss der Oxydationsprozesse im Thierkörper. Arch. f. pathol. Anatomie. Bd. 77, 1879, s. 231. 8 Baumann & Preusse: Zur Kenntniss der Oxydationen und Synthesen im Thierkörper, Zeitschr f. physiol, Chemie, Bd. 3, 1879, s. 159. 9 Schmiedeberg: Ueber Oxydationen und Synthesen im Thierkörper, Arch, f. experiment, Pathologie u. Pharmakologie. Bd. 14, 1881, s. 310, Ethersvovl- syrer som maal for æggehvide- forraadnelse. Forholdet mellem æthersvovl- syrer og sulfatsvovl- syrer. 42 EYVIN WANG. M.-N. Kl. denne sidste kan altsaa ikke være forbrændt i organismen, og den reste- rende del maa vere udskilt som hydrochinon og brenzkatechin. Spergsmaalet om de aromatiske spaltningsprodukters forekomst i urinen blev paany optaget af Drieger!, han bestemte nu ikke alene phenol- og indigogehalten, men ogsaa de aromatiske oxysyrer samt endelig mængden af de udskilte æthersvovlsyrer og deres forhold til sulfatsvovlsyrerne; noget bestemt forhold mellem nogen af disse aromatiske stofvexelspro- dukter kunde han ikke konstatere. Forholdet mellem æthersvovlsyrer og sulfatsvovlsyre blev først under- søgt af von den Velden*, som under normale forhold fandt det nogen- lunde konstant (i gjennemsnit 1:10). Ved stor indicangehalt fandt han ogsaa forøgelse af de parrede svovlsyrer. Baumann & Herter® paaviste betydelig større variationer i forholdet mellem æther- og sulfat-svovlsyrer (fra 27.0—4.2), hvorfor de ansaa det umuligt at bestemme nogen middel- værdi. Aethersvovlsyrernes afhængighed af æggehvideforraadnelsen i tarm- kanalen blev først konstateret af Baumann*, som fandt, at han kunde bringe dem til helt at forsvinde fra urinen, naar han gav en hungrende hund store doser calomel, og derved hindrede æggehvidespaltning i tarmen. Fr. Müller5 fremhæver, at man maa lægge mindre vægt paa det relative forhold mellem de parrede svovlsyrer og den totale end paa de absolute værdier, naar man vil slutte sig til forraadnelsesprocessens grad, de nævnte størrelser er nemlig incommensurable, idet totalsvovlsyren er afhængig af æggehvideomsætningen i organismen, medens zthersvovl- syrerne afhænger af æggehvideforraadnelsen i tarmen. Ogsaa Salkowski® hævder nødvendigheden af at benytte den absolute kvantitet af æther- svovlsyre som maal for tarmforraadnelsen, idet nemlig en formindskelse af æthersvovlsyre kvotienten —————___> —_ sulfatsvovlsyre ligesaa godt kan fremkomme ved forøgelse af sulfat — som ved formindskelse af æthersvovisyre. En forøgelse af den | Brieger: Einiger Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr, f. klin, Medicin Bd. 3, 1881, s. 472. ? von den Velden: Ueber die Ausscheidung der gepaarten Schwefelsäuren im mensch- lichen Harn. Arch. f, pathol. Anatomie. Bd, 70, 1877, s. 343. Baumann & Herter: Ueber die Synthese von Ætherschwefelsäuren und das Verhalten einiger aromatischen Substanzen im Thierkörper, Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd. 1, 1877—78, 5. 246. * Baumann: Die aromatischen Verbindungen im Harn und die Darmfäulniss. Zeitschr, f, physiol, Chemie, Bd. 10, 1886, s. 129. -_ 5 Fr, Müller: Untersuchungen über Icterus. Zeitschr. f, klinische Medicin. Bd, 12, 1887, s. 63. ® Salkowski: Ueber den Einfluss der Phenylessigsäure auf den Eiweisszerfall. Zeitschr, f, physiol. Chemie, Bd, 12, 1888, s, 225. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 4 ww førstnævnte kan imidlertid kun fremkomme ved en øget æggehvideomsæt- ning i organismen, der ikke har noget med tarmforraadnelsen at gjøre. Heller ikke de absolute værdier for æthersvovlsyreudskillelsen udgjør noget exact maal for æggehvideforraadnelsen i organismen, * idet nemlig samtlige kjendte spaltningsprodukter ogsaa kan udskilles i anden form, saaledes er tidligere nævnt, at skatolcarbonsyre udskilles uforandret gjen- nem urinen, og de aromatiske oxysyrer udskilles væsentlig som frie syrer eller salte, endelig kan baade phenol, indol og skatol udskilles som parrede forbindelser med glycuronsyre. Ved siden af æthersvovlsyrebestemmelsen vil det derfor ogsaa være Forholdet af interesse at bestemme kvantiteten af de enkelte kjendte aromatiske "lem spaltningsprodukter som dannes ved æggehvideforraadnelsen. Hidtil har peas man kun været i besiddelse af brugbar methode til kvantitativ bestem- syrer. melse af urinens phenolgehalt, medens de øvrige, og da specielt indican, kun er bestemt ved hjælp af kvalitative methoder. Særlig har man ved talrige undersøgelser søgt at bringe paa det rene, hvorvidt der hersker noget konstant forhold mellem indican og æthersvovlsyrer. Resultaterne heraf er ikke synderligt overensstemmende, saaledes anfører Brieger*, at han ikke har kunnet konstatere nogen parallelisme med hensyn til udskil- lelsen af indigo, phenol, oxysyrer og æthersvovlsyrer. v. Noorden? anfører, at indigobestemmelse i grunden kommer ud paa det samme som veining af de parrede svovlsyrer, dog anser han den førstnævnte for mindre værdifuld end den anden. v. Pfungen® observerede hyppigt aftagen af indicangehalten, samtidig med at æthersvovlsyremængden sank; men heller ikke sjelden iagttog han, at der zkke var nogen parallelisme mellem begge størrelser. Det samme kan ogsaa siges om de af Krauss* anførte værdier for indigo og æther- svovlsyre, medens Adrian? saa godt som uden undtagelse fandt samtidig af- og tiltagen af disse urinbestanddele. | Brieger: Einige Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr. f. klin, Medicin. Bd. 3, 1881, s. 484. v. Noorden: Ueber die Ausnutzung der Nahrung bei Magenkranken. Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd. 17, 1890, s. 530. v. Pfungen: Beiträge zur Lehre von der Darmfåulniss der Eiweisskörper. Ueber Darm- fäulniss bei Obstipation, Zeitschr. f, klin. Medicin, Bd. 21, 1892, s. 138. ‘ Krauss: Ueber die Ausnutzung der Eiweissstoffe in der Nahrung in ihrer Abhängig- keit von der Zusammensetzung der Nahrungsmittel. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 15, 1894, 5. 173— 78. Adrian: Weitere Beobachtungen über den Einfluss täglich einmaliger oder fractionierter Nahrungsaufnahme auf den Stoffwechsel des Hundes. Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd, 19, 1894, s. 129. 44 EYVIN WANG. M.-N. Kl Mærkes maa det dog, at indicanbestemmelserne enten er udforte som kvalitative prover, eller der er anvendt en methode til kvantitativ bestem melse (Adrian, Krauss) hvilken ikke kan betragtes som fuldstændig exact. For nærmere at undersoge dette forhold har jeg derfor fundet det af interesse at optage spergsmaalet paany, idet jeg samtidig har udført kvantitativ bestemmelse saavel af æthersvovlsyrerne som af indican. Resul- tatet af disse undersøgelser skal jeg komme tilbage til i et par af de følgende afsnit af nærværende arbeide. 1900. No, 4. OM INDICANURI. 45 4. Fodringsforsog med indol. Efterat det var lykkedes mig at foretage kvantitativ bestemmelse af urinindicanet ved hjælp af en nogenlunde bekvem og neiagtig methode udførte jeg i vintersemesteret 1896—97 efter foranledning af Ar. prof. dr. E. Salkowski en række forsøg med indolfodring for at undersøge: 1. Forholdet mellem den givne mængde indol og den udskilte indigo. 2. Forholdet mellem den givne mængde indol og de udskilte æther- svovlsyrer. 3. Forholdet mellem den udskilte indigo og æthersvovlsyrerne. Tidligere undersøgelser paa dette omraade er overordentlig spar- somme. I den mig tilgjængelige literatur har jeg kun fundet, at Masson! en enkelt gang har foretaget kvantitativ bestemmelse af den udskilte indigo efter injection af indol. Til forsøget benyttedes en kanin, som injiceredes 0.135 gr. indol subcutant. 4 timer senere paavistes indigokrystaller fra urinen og 36 timer efter injectionen var urinen indicanfri. Den udskilte mængde indigo udgjorde 0.0455 gr. eller 30% af det givne indol. Kvantitative bestemmelser er ogsaa udførte af Faffe?; han experi- menterede med hunde og gjenfandt 21—27 % af det givne indol i form af indigo, naar den injicerede mængde var 0.15—0.20 gr.; efter indsproit- ning af 0.05 gr. gjenfandt han 16%. Indicanurien var altid forbi efter 36 timers forleb. 1 Masson: Des matières colorantes du groupe indigo, considérées au point de vue physiologique, Arch. de Physiologie norm. et path. Bd. 21, 1874, s. 960. ’ Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Arch, f, pathol, Anatomie. Bd, 70, 1877, s. 78. 46 EYVIN WANG. M.-N. Endelig har Baumann) foretaget kvantitativ bestemmelse af de ud- skilte æthersvovlsyrer efter fodring med indol: Han gav 0.9 gr. indol i flere portioner i løbet af en dag, og gjenfandt 68.6%0 bundet til svovl- syre, Ved siden af den indigogivende æthersvovlsyre fandt han ogsaa en anden substans, som afspaltede indigo allerede efter faa timers henstand i luften, uden at svovlsyre blev fri. Schmiedeberg® har senere anseet det for sandsynligt, at denne substans har været en parret glycuronsyre. Egne undersøgelser. Til forsøgene benyttede jeg en middels stor hund, som holdtes i bur. Urinen toges med katheter 2 gange daglig og samledes i døgnmængder. Under forsøgsperioderne fik den ensartet næring bestaaende af 450 gr. kjød, 50 gr. flæsk og 150 gr. ris pr. dag. Den veiedes hver morgen, efterat urin og fæces var udtømt. Indicanbestemmelserne udførtes efter min «oprindelige» methode, i regelen benyttedes 200 ccm. urin, der udfældtes med 50—60 ccm. bly- sukkeropløsning (20%), hvorefter 150 ccm. af filtratet rystedes med Obermayers reagens. Nogen udvadskning af chloroformresiduet med ætheralkoholvand blev altsaa ikke foretaget; men undersøgelser, der tidligere er refererede (se s. 34), har vist mig, at dette under nærværende forsøgsbetingelser ikke kan spille saa stor rolle, at det øver nogen indflydelse paa de fundne resultater. Kvælstofbestemmelserne udførtes efter Kjeldahls methode. Til bestemmelse af total- og æthersvovlsyre benyttedes Baumann- Salkowskis methode. Det til fodringerne benyttede indol skrev sig fra £. & H. Salkow- skis undersøgelser over æggehvideforraadnelse?, Det havde smeltepunkt ved'ige". 1 Baumann: Zur Kenntniss der aromatischen Substanzen des Thierkörpers. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. ı, 1877—78, s. 67. ? Schmiedeberg: Ueber Oxydationen und Synthesen im Thierkörper. Arch, f. experiment: Pathol, u. Pharmakol. Bd. 14, 1881, s. 307. 3 E. & H. Salkowski: Zur Kenntniss der Eiweissfäulniss I, Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd, 8, 1883—84, s. 436. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 47 For at opnaa de gunstigst mulige forsogsbetingelser sogte jeg for indolfodringen at bringe hunden i kvælstofbalance; Sa/kowski1 har nemlig paavist, at udskillelsen af æthersvovlsyrer hos en ensartet ernæret hund, som befandt sig omtrent i kvælstofligevægt, udgjorde en paa det nærmeste konstant størrelse. Af nedenstaaende tabel fremgaar imidlertid, at saadanne forhold i nærværende tilfælde ikke lod sig bringe tilveie: > | Total- | Total- Er ee Uri ) | Es 23/12.114 970 24. |15015| 930 |1013| 10.2 0.212 || 13.1 || 16.2| Aff. 25. 200 | 800 |1016| 10.2 0.186 || 13.1 || 14.2 26. 255 | 700 |1017| 8.6 | 4.1134] 0.157 || 14.4 || 10.9| > 24. 540} 500 | 1022] 9.8 0.144 || 10.4 || 13.8 28. 600] 785 | 1014] 9.7 0.129 || 9.5 || 13.5| > 29. 930| 620 |1018| 9.3 0.122 6.6 || 18.4 30. |16190| 600 |1019| 9.1 0.144 || 13.6 | 10.6| » So gr. = 23 gr. tør- 1/12.| 270| 890 |1014| 9.9 0.125 || 8.6 || 14.5 substans med 6.13 °/, 2. 420| 710 | 1017} 10.2 | 4.6746] 0.157 6.2 || 25.3 NHS tarer: 3 470| 940 |1012| 9.7 |4.6535|0.150 || 15.4 | 9.7} > Fra 1/12. kogt kjød. 4. 630] 750 | 1018] 10.8 0.126 || 11.9 || 10.6 Gp gıo| 695 |1018| 10.6 0.106 || 10.1 || 10.4| » 6. 980 | 970 |1012| 11.0 0.144 || 11.8 || 12.2 7. 980| 810 |1015| 9.8 |4.6433| 0.165 || 19.3 8.6| > 8. |17180| 665 | 1020] 10.2 0.120 || 1I.Q || 10.9 9. 280] 755 |1020| 10.8 |4.9538| 0.110 || 5.3 || 20.8 10. 410] 660 | 1023] 12.8 0.127 9.5 || 13.3 » Efter 17 dages forlob var der altsaa ikke indtraadt nogen kvælstof- balance. Udskillelsen gjennem urinen var den sidste dag steget blot til 12.8 gr., ellers havde den holdt sig mellem 9 og 11 gr. pr. dag. Kvælstoftilførselen gjennem næringen kan anslaaes til 16.8 pr. dag, naar man beregner kjødets kvælstofgehalt til 3.4 og risens til 1. I 17 dage er altsaa: N. tilført med næringen: .......... Bo Zr) ear N. udskilt gjennem urinen........... 172.5 » Differents + 113.1 gr. Vægtforøgelse: 2440 gr. = Siig EN: RES Gite ING 1 Salkowskt: Ueber die quantitative Bestimmung der Schwefelsäure im Harn, Arch, f. pathol, Anatomie. Bd, 79, 1880, s. 554. 48 EYVIN WANG. M.-N. KI. Den anførte rest af 32 gr. kvælstof skulde altsaa ikke være udnyttet af organismen, da denne mangde syntes paafaldende stor udfertes en enkelt dag den 30./11. kvælstofbestemmelse af faeces, hvorved fandtes 1.41 gr., altsaa ingen abnorm hei værdi for faeces fra 2 dage. Endelig udfortes ogsaa enkelte dage bestemmelse af den totale svovl- udskillelse gjennem urinen for at undersøge forholdet mellem kvælstof og svovl; værdierne viste dog, som det fremgaar af følgende tabel, ingen afvigelse fra det normale: Total Total svovl N. Dat. Urin. kvalstof BaSO, H,S0, H,50, 26./11. 700 8.6 4.1134 1.7276 5.0 32/55 710 10.2 4.6746 1.9633 5.2 3/12. 940 9.7 4.6535 1.9545 5.0 6./12. 810 9.8 4.6433 1.9502 5.0 9./12. 755 10.8 4.9588 2.0827 5.2 - Forsøget var dog ikke anordnet som nogen exact stofvexelunder- sogelse; analyse af faeces blev saaledes kun udfert en enkelt gang, og den anvendte næring analyseredes slet ikke. Sporgsmaalet om dyrets kvælstofomsætning laa ogsaa udenfor rammen af den opgave jeg havde stillet mig, nemlig at undersege indicanudskillelsen og dens forhold til æthersvovlsyrerne under fodring med indol. Aethersvovlsyre-udskillelsen udgjorde ikke, som ventet, en næsten konstant størrelse; bortser man imidlertid fra de to første dage, i hvilke værdierne muligens paa grund af den tidligere ernæring er høiere end de øvrige dage, saa ser man, at æthersvovlsyre-udskillelsen holder sig omtrent mellem 12 og 14 ctgr. (udtrykt som BaSO,) pr. dag med enkelte varia- tioner som ligger baade høiere (max. 16.5 ctgr.) og lavere (min. 106 ctgr.). Den gjennemsnitlige udskillelse fra 26./11. til 10/12. udgjør 13.5 ctgr. pr. dag. Ogsaa naar man i denne tid udregner gjennemsnitsværdierne for kortere perioder, hver paa 5 dage, finder man temmelig konstante værdier, som ikke afviger synderligt fra den ovenfor nævnte: fra 26./11. til 30/11. findes saaledes 13.9 ctgr. pr. dag. 2. B02, 0 SÅ ETR) oe HEG —»— » 6/10. » 10/12. »— 13.3 —s— * Paa samme maade som æthersvovlsyrerne forholder sig ogsaa indican- udskillelsen, variationerne fra dag til anden er dog her større. Den gjennemsnitlige døgnmængde fra 26./11. til 10./12. udgjør 10.9 mg. Pr. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 49 dag med et maximum af 19.3 og minimum af 5.3 mg. pr. dag. Ogsaa for indicanets vedkommende finder man godt overensstemmende gjennem- snitsværdier for de samme kortere perioder som ovenfor: fra 26./11. til 30,/11. 10.9 mg. pr. dag. menes se | Gee 10.4 — — D C2 SD LO! 12 11.4 på Forholdet mellem æthersvovlsyre og indican viste ingen konstant størrelse, det gjennemsnitlige forholdstal udgjorde 13.8 med variationer fra 25.3 til 8.6. Da jeg imidlertid havde opnaaet at finde konstante gjennemsnits- værdier baade for æthersvovlsyre- og indicanudskillelsen, begyndte jeg den 11./12. med indolfodringerne. Den afveiede mængde indol strøedes paa et lidet stykke raat kjod, som rulledes sammen, hunden slugte det uden spor af modvilje. Resultatet af disse forsøg vil fremgaa af følgende tabel: | Total Ether | | Tot, | svovl- svovl- || Indigo} r N | syre- | a b Dat. | Vægt. |Urin |Sp. v.| N. 8280, = Baso, = mg. = Anm. gr. gr. gr. (c) (a) (b) 1896 B cae | re 6./12.|16 980| 970 | 1012 11.0 0.144 11,8 12.2 We 980| 810 | 1015 | 9.8 0.165 19.3 | 8.6 | Afi, 8. 17180) 665 | 1020 |10,2 0,120 11.9 10.9 9. 280| 555 | 1020 |10.8 0.110 | 5:3|20.8 10. 410| 660 | 1023 |12.8 0.127 | 9.5113:3| > (CCM U TETE ESTONIE PIC 0.133 11.4 | Indolperiode I. | I urinen : 11. |17430| 915 | 1016 |1 1.8 1.305 521.6 2.5 | » 1.0 g. indol. Albumin 12, 460] 535 | 1025 | 9.9 1.301 611.5) 2.1| » 10 - » » 0. blod. 13. 730| 560 | 1023 |11.2 0.805 244.6) 3.3 0.50- » » » I I 14. |17900| 600 | 1023 |11.6 0,158 || 16.6 | 9.5 » » 15. 920| 620 | 1022 |12.2 0,169 || 30.7 || 5.5 | Aff grodet » 16. |18 100} 580 | 1023 |12.3 0,241 | 53-6 || 4.5| » » » 17. |17940| 530 | 1022| 9.9 0,178 27.2 || 6.5| » vællingagtig. 18, |18 270) 640 | 1016 | 9.6 0,205 34.9 || 5.9| » gredet. 19. 270 625 | 1016| 9.0 0.220 26.0 || 8.5| » formet. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 4. 4 50 EYVIN WANG. M.-N. KI. Total Ether | | Tot. | svovl- ¥ svovl- Indigo, å Dat. |Vægt. | Urin. |Sp. v.| N, Baso, = BaSO, x mg. Res Anm. gr | gr. gr. (c) | TUG 1897 I 7./1.|20 670 8. 770! 540 3.033 | 4.1| 0.191/15.9|| 20,1 9. 850) 715 2.934 | 4.2| 0.200114.7|| 21.0| 9.5 10, 950} 540 2.657 | 4.7| 0.164/16.2| 17.5 9.4 11, |21 140) 595 2.635 | 4.7| 0.162|16,2|| 15.3 12. 230| 535 2.544 | 4.7| 0.163115.6|| 13.4 13. 380) 550 2.177 | 5.2] 0.165/13.2|| 12.6 14. 450) 600 2.160| 5.4 | 0.149114.5 || 12.6 15. 530! 595 2.271| 5.4| 0.153/14.8| 12.2 Gj.snit af Il forperiode . .» . . . . 2,551 0.158 | 13.2 16. |21550| 585 17. 670) 455 18. |21720| 710 19. 720| 545 20. 850| 560 Gj mit af HI forperiode 21 21 850| 800 22 800| 530 23. 880) 610 24. 980| 665 25. 920) 765 26, 800} 620 (ij-anit af IV forperiode 27. |21930| 575 28, |22060| 690 29. |22020| 540 30. |21 700 31. | goo} 320 1025 1031 13.0 13.3 1023 |14.5 1030 |14.7 1030 |15.4 1017 1028 14.0 13.4 1024 1020 13.5 13 2 1025 |12,7 1044 |14.8 | 3.199 | 4.6 Indolperiode II. 2.516] 5.2 0,870| 2.9 255.8 3.3| » 0.50 gr, indol, 2.659 5.0 /0.542| 4.9 158.7) 3.4 0.25) = ay 3.042) 4.8] 0,162/18.8 164) 9.9 | » 3.006| 4.9| 0.129/23.4 5.1 25.0 3.185) 4.8| 0.085/37.5 6,1 |14.0| » 3.078 0.125 9.2) Indolperiode III. 3.101| 4.5 0.803] 3.9 245.6 23] oo - = 2.625| 5.1 [0.608] 4.3 157.3 201910 0268 =i) ae » 2.833| 4.8| o.161/17.6|| 14.1 11.4 2.753) 4.7| 0.157117.5 || 15.6|10.1 2.907| 5.3| 0.187J15.5 || 18.4 10.1 2.785) 4.5| 0.156117.9| 9.8/15.9| » 2.815 0.167 14.6 Indolperiode IV. 3.022 | 4.5 |0,927| 3.3|286.3) 3.2 0.50 - » 2.655 | 5.0|0,580 4.6 121.1 4,8] 2 025 - » 2.862 | 4.4 | 0.171116.7|| 14.1 ||12.1 0.186|17.2 » 4—5 halvflydende, 25.6|| 7.3 1900. No. 4. OM INDICANURI. 51 Total Æther | | Toi, |svovl- à svovl- Indigo Å 5 = N i a || Dat. | Vegt.| Urin. |Sp. v.| N. Baso, = BaSO, = | mg. = Anm, Br. | gr. gr. (c) | (a) (b) | - =~ === — = = 1./2.|22 060] 450 | 1047 |14.7 SI 0.169 18.0 16.8 |10.1 Aff, 2. 20| 550 | 1026 |12.9| 2.704| 4.8 | 0.143/18.9 9:7 14:7 3. 100] 480 | 1030 |13.0| 2.799| 4.6| 0.154/18.2 97 115.8 » 4. 70| 505 | 1025 [13.5 | 2.703] 5.0| 0.107/25.3|| 8.1 |13.3 (ij.snit af V forperiode . . . . . . . 2.735 0.135 | 9.2| Indolperiode V. 5. |22250| 480 | 1031 |13.7| 2.736 | 5.0 0.488) 5.6 137.4 3.6 0,25 gr. Indol. 6. 290| 560 | 1027 |14.1 | 2.941 | 4.8 |0.327 9.1 | BATA SO > 010 = 3 7. 210| 800 | 1018 |13.8 | 2.778 | 5.0| 0.163|17.0| 12.7 12.8 35 - ris tilbage, 8. I 10| 400 | 1037 13.6 | 2.724 | 5.0| 0.:099/27.5|| 14.0| 7.1 85) = » » 9. 110| 330 | 1043 |12.8 | 2.729 | 4.7| 0.105/26.0|| 10,2 10.3 Forsøgsrækken blev afbrudt den 19./12. 96 og atter fortsat den 8./1. 97. Hunden fik i mellemtiden blandede affald; fra den 7./r. blev den atter fodret med 450 gr. kjod, 50 gr. flæsk og 150 gr. ris pr. dag. Heller ikke nu indtraadte kvælstofbalance; hunden tiltog fremdeles raskt i vægt. Efter et par dages forleb indtraadte dog en særdeles regelmæssighed i udskillelsen af æthersvovlsyrer, ligesom ogsaa indigomængden efter kort tid viste sig konstant. Foruden de tidligere udførte bestemmelser foretoges i denne periode ogsaa daglig bestemmelse af den udskilte totalsvovlsyre. I det hele blev der altsaa givet indol i 5 perioder i vexlende mæng- der fra 2.5 til 0.35 gr. fordelt paa 3 og 2 dage. Hunden befandt sig under hver indolperiode ikke saa vel som ellers; den var noget urolig, af og til med smaapibende ynken. Appetiten var ikke som sædvanlig; istedenfor at spise den hele portion med begjærlig- hed i løbet af faa minuter, tog det under indolfodringerne flere timer, førend den hele portion var fortæret. I to dage efter det sidste fodrings- forsøg med indol lod den ogsaa en del af den kogte ris (35 og 85 gr.) tilbage. Hunden tiltog ogsaa under indolperioderne i vægt, dog ikke saa rapid som ellers. Nogen indflydelse paa kvælstofomsætningen kunde ikke merkes; udnyttelsen af det tilførte kvælstof syntes under indolfodringerne ikke mindre god end ellers. to EYVIN WANG. M.-N. Kl. Urinladningen var ikke saa regelmæssig som tidligere; det havde nemlig altid vist sig tilstrækkeligt, at katheterisere 2 gange daglig for at samle den hele døgnmængde; under indolperioderne afgik der imidlertid desuden urin i tiden mellem kl, 6 em. og kl. 8 fm.; denne opsamledes i porcelænsskaal gjennem burets afløbsrende. Betydeligere forgiftningssymptomer iagttoges efter det første fodrings- forsøg, da hunden i løbet af 3 dage fik 2.5 gr. indol. Allerede første dag viste urinen sterk albuminreaktion; den følgende dag kunde ogsaa blod paavises. Albumin lod sig paavise 3 og blod 2 dage efter indol- fodringens ophør. Videre kom der ogsaa efter denne forsøgsperiode en diarrhoe, som varede 9 dage; i denne tid var saavel indican- som æther- svovlsyreudskillelsen betydelig forøget. | Ved anvendelse af 0.75 gr. indol fordelt paa to dage indeholdt urinen kun en enkelt gang (i forseg no. 3) spor af albumin. Efter forsog no. 4 optraadte der en akut diarrhoe, som kun varede et døgn. Hunden havde dennegang i løbet af natten faaet anledning til at bryde ud af buret; i 3 af laboratoriets rum fandtes om morgenen 4—5 portioner halvtflydende fæces samt en betydelig mængde urin. Urinen fra dette døgn kunde saaledes ikke undersøges; indicangehalten viste sig den følgende dag høiere end sædvanligt, æthersvovlsyremængden var ogsaa samtidig betydelig foreget. . Afføringen viste sig under samtlige fodringsforsøg betydelig mørkere farvet end ellers og var ikke af fuldt saa fast konsistens som vanligt, den — havde aldrig nogen udpræget lugt af indol. Det givne indol syntes hver gang fuldstændig udskilt i løbet af 24 timer efter sidste fodring; urinen viste nemlig allerede første døgn efter hver indolperiode fuldstændig normale tal baade for indigo- og æthersvovl- syremængdens vedkommende. Urinen var i indolperioderne mørkere, særlig blev dette fremtrædende efter nogle timers henstand, og da saaledes, at øverste lag viste den mør- keste farve. Urin, som var taget med katheter om eftermiddagen, eller som i løbet af natten var opsamlet fra buret, viste efter den første indolfodring rigelig afspaltning af frit indigo, der svømmede som en kobberglindsende hinde paa urinens overflade. Under de senere fodringsforsøg iagttoges ikke saa rigelig spontan afspaltning af indigo, men urinen viste hver gang en tyde- lig gronlig fluorescens, naar den havde staaet natten over, og der kom tydelig blaafarvet fældning ved tilsætning af alkalisk chlorbaryumopløsning til æthersvovlsyrebestemmelse. Urinen viste sig under disse omstændig- heder at virke sterkt reducerende paa kobberoxyd i alkalisk opløsning, nogen nærmere undersøgelse paa glycuronsyre udførtes ikke. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 53 Den under indolfodringen paaviste mængde æthersvovlsyre viser imid- lertid, at en del af det givne indol maa vere udskilt i andre forbindelser; beregner man nemlig den mængde æthersvovlsyre, som kan dannes af det givne indol, saa finder man storre værdier end det, som er paavist i urinen: Forsøg no. I (3 dage). Parrede svoylsyrer i indolperioden, . >. =... 3.411 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer i forperioden = 0.133 gr. BaSO, Pradaosgallsaagiorsardagener er ne. ..0309 » » OversiudmatparredeusvOvisyteh aa ee 3012 gr. — BaSO Parrede svovlsyrer som svarer til mængden af tilført indole PSE CIS) Mr ele ir ee ae 206008, > » Ditferensere 00010578 gr. — 39.4 0/0 Forsøg no. II (2 dage). Parrede svovlsyrer i indolperioden . . . : . res BaS0, Parrede svovlsyrer i forperioden = 0.158 gr. Baso, PEmdasmaltsaasfors 2adage un. sce ws ese OS 1003 » Overskud af parrede svovlsyrer. . ....... 1.096 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer, som svarer til en af til- lertindo (Ey Stern) MEME EE AN 1.219091 3 » Dikteren O.4 4018 ——26:51¢/0 Forsøg no. III (2 dage). Parrede svovlsyrer i indolperioden ....... 1.401 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer i forperioden =0.125 gr. BaSO, De Gee Alicea tle 2 daverun 6p & biog ENGIN ONE » Overskndvafsparrede svovlsyrer NN Es or BasO;, Parrede svovlsyrer, som svarer til 2 af til- fforpandol (O75 ere. seas 6.0.1. 4906 > » Differens . . . . . . 0.3399 gr.= 22,80 Forsøg no. IV (2 dage). Parrede svovlsyrer i indolperioden. . . . . . . . 1.507 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer i forperioden = 0,167 gr. BaSO, pin dagwaltsdamtonendager ssn cysts 00:334 » » Overskud af parrede syovlsyrer. ....... . 1.173 gr. BaSO, 54 EYVIN WANG. M.-N. KI. Parrede svovlsyrer, som svarer til mængden af til- ført indol (0.76 gr) a oie We Se 0 1.400980 Ba Differens . . . . . . .0:3179 gr. = 21.3% Forsog no. V (2 dage). Parrede svovlsyrer i indolperioden. . . . . . . . 0815 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer i forperioden = 0.135 gr. BaSO, pr. "dag altsaa tore lage Fr. 2 0 0... 1. 270) 2 » Overskud af parrede svovlsyrer . . . . . . . . . 0.545 gr. BaSO, Parrede svovlsyrer, som svarer til mængden af til- fort ‘Indo! No. SE en) ss A OHNE TE » Differens, . . . . + 0.1508 gr. —21708 Man ser altsaa, at der til den store indolmængde i første forsøg svarer en mindre procentisk udskillelse af æthersvovlsyrer end i noget af de øvrige, hvad der ogsaa stemmer overens med den i dette forsøg iagttagne rigelige spontane afspaltning af indigo. Som tidligere nævnt, fremgaar der ogsaa af Baumanns fodringsforsøg med indol,! at den udskilte mængde æthersvovlsyre er mindre end, hvad der svarer til den givne mængde indol; differensen udgjorde i dette til- fælde 31.4 %o. Ved de tidligere undersøgelser af indigoproduktionen efter indolfodring? er de kvantitative bestemmelser udforte efter Faffe’s methode med anven- delse af chlorkalkopløsning som oxydationsmiddel og veining af det dan- nede indigo. Methoden er meget omstændelig og oxydationen med chlor- kalk meget vanskelig, idet tilsætning saavel af for meget som for lidet bevirker tab af indigo. Man ser derfor ogsaa, at resultaterne viser sig sterkt varierende. Ved beregning af den udskilte indigomængde ved mine undersøgelser finder man, at den udgjør omtrent halvdelen af, hvad der svarer til den tilførte mængde indol. Forsøg no. I (2.5 gr. indol). Indigo 4 indolperioden . , . . . GST TE Indigo i forperioden = 0,0114 pr. dag, altsaa for 3 dage . 0.0342 » ‘Overskud af indigo . . . . 1.3435 gr. Indigo svarende til tilført indol. . . . 2. . 2 222 00. 28 »f Af den beregnede mængde er altsaa paavist 47.98 %o. ı Ses 46. u 2 Ses. 45. 1 C,H,NSO,K+ H,O = C,H,NOH + SO,HK, 2C,H,NOH + 0, = C,,H, )N,O, + 2H,0, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 55 Forsog no. II (0.75 gr. indol). Indigo i indolperioden (2 dage). . yeaa 0.4145 gr. Indigo i forperioden = 0.0132 pr. dag, altsaa for 2 dage . 0.0264 » Overskud af indigo . 0.3881 gr Indigo, svarende til tilført indol. . . . . . . SE . 0.84 » Af den beregnede mængde er altsaa paavist 46. 20 Vo. Forsøg no. III (0.75 gr. indol). mapomindelperoden Gildas NAN eo 0.4029 gr. Indigo i forperioden 0.0092 pr. dag, altsaa for 2 dage. 0.0184 » Overskud af indigo , 0.3845 gr. Indigo, svarende til tilført indol ar. . 0.84 Af den beregnede mængde er altsaa paavist 45. 77 %. Forsøg no. IV (0.75 gr. indol). Indieo iindolperioden (2 dage). 5 3.5.2... - 0.4074 gr Indigo i forperioden 0.0146 pr. dag; altsaa for 2 dage. 0.0292 » Overskud af indigo. 0.3782 » Indieo,ssyarendestilktilfereindola 4) oe. 0.84 » Af den beregnede mængde er altsaa paavist 45. 02 %. Forsøg no. V (0.35 gr. indol). Indigo iindolperioden (2 dage) . . . . . . . . . DT OSLO2 Inet Indigo i forperioden 0.0092 pr. dag, altsaa for 2 dage. . . 0.0184 » Overskud af indigo . 0.1737 gr. malo, Guercaals (all ndo EEE 56 6 boo 0.392 +» Af den beregnede mængde er altsaa paavist 44.31 0/0. Udskillelsen af indigo viste sig saaledes hos denne hund meget kon- stant, og den procentiske mængde var uafhængig af det givne kvantum indol. Sammenligner man endelig de under indolfodringerne udskilte kvanti- teter indigo med mængderne af æthersvovlsyrer, saa finder man, at der ved hvert forsøg er paavist en større mængde æthersvovlsyre, end hvad der svarer til den under samme forsøg fundne mængde indigo, og det selv om man betragter hele indigomængden som indoxylsvovlsurt kalium. Dette er dog under alle omstændigheder urigtigt, da der ogsaa forekommer en anden indigogivende substans, som spaltes allerede ved urinens henstand i luften, 56 EYVIN WANG. M.-N. Kl. I forsog no. I er der saaledes paavist en forogelse af æthersvovl- syrerne = 3.012 gr. BaSQ,, hvilket svarer til 1.6852 gr. indigo. I samme periode er imidlertid kun paavist 1.3435 gr. indigo. Paa samme maade findes i Forsøg no. Il. Beregnet af æthersvovlsyreforøgelsen . . . . . . . . 0.6132 gr. indigo Fundet SG AES TR pe at, OO SERRES « Forsøg no. Ill. Beregnet: JIN SO CAO ET » Fundet 25 GSE i a «Jeg ke oe Geen Oe » Beregnet. SD sø SN ee » Fundet „ : Joe ES » Beregnet . . DNG EE ea Anne » Fundet 2 SSR EO 1027 0RES » Ved siden af indoxyl maa altsaa indol give anledning til dannelsen al andre oxydationsprodukter, der udskilles som parrede svovlsyrer, uden at disse kan overføres til indigo. Fuldstændig analoge forhold er tidligere! omtalt for phenoludskillelsens vedkommende, idet man har konstateret, at fodring med phenol bevirker udskillelse af dioxybenzoler (hydrochinon og brenzkatechin), der forekom- mer i urinen som parrede svovlsyrer. Paa samme maade maa man da tenke sig, at indolet foruden at oxy- | deres til indoxyl ogsaa kan give anledning til dannelse af de ner beslæg- tede oxydationsprodukter oxindol, dioxindol og isatin, hvilke ikke udskilles som indigogivende forbindelser i urinen (Masson?, Niggeler®). At disse forbindelser (eller i hvert fald isatin) bevirker en foroget udskillelse af æthersvovlsyrer, har jeg ved selvforsøg overbevist mig om. Efter 2.0 gr. isatin, som blev taget i 4 portioner å 0.5 gr. i løbet af 11/2 time, viste æthersvovlsyremængden en stigning fra 0.7728 gr. BaSO, — til 1.4339 gr.; den følgende dag fandtes atter 0.7583 gr. BaSO,. Indigo- udskillelsen de samme dage var 5.8, 5.6 og 7.8 mg. ; ı Ses, 41. ? Masson: Des matières colorantes du groupe indigo ete. Arch, de Physiologie norm; et pathol, Bd, 21, 1874, s. 961. Niggeler: Ueber Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe. Arch, für, experiment, Pathologie u, Pharmakologie, Bd, 3, 1875, s. 70. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 57 Af disse undersogelser fremgaar altsaa: 1. At indol fra tarmkanalen udskilles gjennem urinen i løbet af 24 timer. 2. At 1.00 gr. indol er istand til at frembringe forgiftningssymptomer hos en middels stor hund. 3. At henimod halvdelen af det givne indol udskilles som indigo- givende substans. 4. At den udskilte æthersvovlsyremængde er mindre end svarende til det givne indol. 5. At indol giver anledning til udskillelse af andre æthersvovlsyre- forbindelser end indoxylsvovlsurt kalium. 6. At indigoudskillelsen under normale forhold ved ensartet ernæring ikke er konstant. 7. At æthersvovlsyreudskillelsen under samme forhold heller ikke altid udgjor en konstant størrelse. 8. At der ikke hersker noget konstant forhold mellem forekomsten af indican og æthersvovlsyrer i urinen. 58 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 5. Indican i normal urin. Kort tid efterat Heller havde paavist indican (uroxanthin) i patho- logisk urin, fandt han ogsaa, at det forekom i ringe mængde i normal. Schunck”? fandt den indigodannende substans saa hyppigt, at han ansaa den for en normal urinbestanddel. Han undersøgte urinen fra 40 forskjel- lige friske individer i alderen fra 7 til 55 aar, og paa en undtagelse nær var der mere eller mindre indigo; mængden viste sig ved gjentagne under- søgelser af samme individ at være sterkt vexlende. Carter? undersøgte urinen fra ca. 300 individer og fandt indican som konstant urinbestanddel saavel hos syge som hos friske. F. Hoppe-Seyler* kom til samme resultat ved undersøgelse af mere end 100 uriner. Kvantitativ bestemmelse af indicangehalten i urinen fra friske har jeg kun fundet udført af Faffe.® Som gjennemsnit af 8 undersøgelser anfører han 6.6 mgr. indigo pr. 1000 ccm. urin; mængden varierede ved de enkelte undersøgelser fra o til 13 mgr. pr. 1000 ccm. Til sammenligning anfører han, at hesteurin gjennemsnitlig indeholder ca. 23 gange mere indican. 1 ER For at undersoge indicanudskillelsen hos friske mennesker har jeg selv sogelser, udfort 55 analyser af urin fra 10 forskellige individer med følgende resultat: 1 Heller: Ueber neue Farbstoffe im Harn, Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin. Arch, f. physiol, u. pathol, Chemie u, Mikroskopie. Bd. 2, 1845, s. 164. Schunck: On the Occurrence of ‘Indigo-blue in Urine, Philos. Mag, and Journ. of Science, Vol. 14 (Fourth, Ser.) 1857, s. 294. % Carter: On Indican in the Blood and Urine. Edinburgh Medical Journal, No. 50, August 1859, s. 126, ' F. Hoppe-Seyler: Ueber Indican als constanten Harnbestandtheil. Arch, für pathol, Anatomie. Bd, 27, 1863, s. 388. Jafe: Ueber den Nachweiss und die quantitative Bestimmung des Indicans im Harn, Arch. f, die gesammte Physiologie. Bd. 3, 1870, s. 469. “ 1900. No 4. OM INDICANURI. 59 No. 1 — 25 aar. 3.1—1.8—2.1—1.3—1.4—1.6—0.8 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 1.7 mg. . No. 2 — 33 aar. 4.2—3.9—6.1 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 4.7 mg. No. 3 — 32 aar (egen urin). 4.3—5.0—4.7—4.4—5.3—4.6 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 4.7 mg. No. 4 — 7 aar. uw 4.8—1.9—1.1 4—2.6—2.1—1.9—1.7—0—0—0.8 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 1.8 mg. No. 5 — 8 aar. 1.0—4.8.—1.3—0 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 1.9 mg. No. 6 — 8 aar. 1.2 —3.2—1.4—4.1—2.5 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 2.5 mg. No. 7 — 7 aar. 4.9—2.9—4.6—3.0—2.6— 4.6—2.3—3.7 —3.3 —3.0— 1.3 —0.7 — 3.6— 1.7 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 3.0 mg. No. 8 — 9 aar. 7.3—9.0—7.6 mg. pr. dag. Gjennemsnitlig 3.0 mg. No. 9 — 6 aar og no. 10 — 11 aar (kun en analyse fra hver). 2.6 og 2.8 mg. pr. dag. Gjennemsnitsværdien for samtlige undersogelser udgjor 3.0 mgr. pr. dag. — Udskillelsen hos de undersogte voxne individer viser noget jæv- nere værdier fra dag til anden, end tilfældet er hos de undersogte born; kun hos disse sidste paavistes enkelte dage negativ indicanreaktion. Angaaende indicanudskillelsen til forskjellige tider af dognet anforer Ortweiler!, at han altid fandt større mængde i morgenurinen end til 1 Ortweiler: Ueber die physioiogische und pathologische Bedeutung des Harnindicans, Dissertation, Würzburg 1885, s. 29. Indican til forskjellige dagstider. Individuel disposition, 60 EYVIN WANG. M.-N. Kl. andre tider af dognet; til sine undersogelser anvendte han kun kvalitativ reaktion. For æthersvovlsyrernes vedkommende har von den Velden! paavist storst maengde efter hovedmaaltidet, hvorefter der viste sig kon- stant aftagen indtil hovedmaaltidet den næste dag. Rovighi? fandt rela- tivt større mængde æthersvovlsyrer om dagen end om natten. I et enkelt tilfælde har jeg udført indicanbestemmelse i dag- og nat- urin i 5 paa hinanden følgende døgn. Dagurinen samledes fra kl. 8 mor- gen til kl. 8 aften og naturinen fra 8 aften til 8 morgen. — Indigomængden viste sig at være: Dag: 5.7—4.5—4.5—4.4—4.2 mg. Nat: 5.2—2.8—3.4—3-8—3.5 mg. altsaa gjennemgaaende noget lavere værdier for nattens vedkommende. Individuel disposition for indicanudskillelse er omtalt af Peurosch,® som fandt, at enkelte kaniners urin aldrig indeholdt indican, ikke engang efter underbinding af tarmen; han antog, at der hos disse dyr ikke fandt nogen indoldannelse sted, idet han nemlig efter injection af indol fik posi- tiv indicanreaction. Hos høns fandt han ikke indican, aarsagen hertil an- tog han at være manglende evne til at overføre indol til indican. Heller ikke Christiani* fandt indican hos høns; men han paaviste, at Pewrosch’s antagelse ikke holdt stik, idet fodring med indol havde en meget smuk indicanreaction til følge. v. den Velden; Ueber die Ausscheidung der gepaarten Schwefelsåuren im menschlichen Harn. Arch. f. pathol, Anatomie. Bd. 70, 1877, s. 348. Rovight; Die Aetherschwefelsåuren im Harn und die Darmdesinfection. Zeitschr. für physiol, Chemie. Bd, 16, 1892, s. 30. Peurosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper. Dis- — sertation, Königsberg 1870, s. 26 og 32. 4 Christiani: Ueber das Verhalten von Phenol Indol und Benzol im Thierkürper. Zeit- schr. f. physiol. Chemie. Bd. 2, 1878—79, s. 274. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 61 6. Næringens indflydelse paa indicanmængden. Heller! saa ingen forandring af urinens uroxanthingehalt hverken ved udelukkende plantenæring eller ved kjødnæring ligeoverfor almindelig blandet kost. — Foruden i menneskeurin fandt han ogsaa uroxanthin baade i plante- æderes (hest, ko, kamel, kanin o. fl.) og i kjødæderes (hund, ulv, løve, tiger) urin; videre i abe og svineurin. Schunck? kunde heller ikke konstatere nogen sikker indvirkning af diæten; derimod fandt han hos koen og især hos hesten betydelig større mængde indican end hos mennesket. EF. Hoppe-Seyler® fandt betydelig rigeligere indican hos hund end hos menneske. Han paaviste ogsaa indican i urin fra ko, hest, svin, elefant og kanin. Efterat Yaffe havde paavist, at indol var indicanets modersubstans i organismen, faldt det af sig selv, at man henvendte sin opmerksomhed paa næringens kvælstofholdige bestanddele som medvirkende til urinens indicangehalt. Yaffe* paaviste ogsaa, at næringens art havde fremtrædende betydning for indicanudskillelsen; ved kjødnæring var den forholdsvis rigelig, derimod forsvindende ved kvælstoffattig kost. | Heller: Nom Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin, Arch, f. physiol, u. pathol. Chemie u, Mikroskopie. Bd. 5, 1852, s. 120. ? Schunck: On the Occurrence of Indigo-blue in Urine, Philos, Mag. and Journ, of Science. Vol, 14 (Fourth Ser.) 1857, s. 295. 3 7. Hoppe-Seyler: Ueber Indican als constanten Harnbestandiheil. Arch. f. pathol, Anatomie, Bd. 27, 1863, s. 389. Jaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Centralblatt f, die med. Wissenschaften, 1872, No, 31, s. 481. Plante- og kjødædere. Indican i forhold til næringens kvælstof- gehalt, Vegetabil og animal æggehvide. 62 EYVIN WANG. M.-N. KI. Salkowski og Weiss? udførte forsøg med hund og fandt, at indican- gehalten aftog under fodring med lim, idet der i tre dage paavistes fra spor til 3 mg. indigo; under fodring med fibrin i tre følgende dage var der gjennemsnitlig 16.6 mg. indigo i urinen pr. dag, og under en føl- gende periode med kjødfodring holdt indicanudskillelsen sig meget betydelig. Faffe* anfører, at indicangehalten hos hunde er proportional med næringens kvælstofmængde. Naar dyrene fik kjøkkenaffald væsentlig bestaaende af grød og poteter, var indicanreaktionen negativ eller meget svag, Peurosch* udforte forsøg med kaniner og fandt, at vegetabilske næringsmidler med undtagelse af friskt gras, ikke var istand til at frem- bringe indicanuri; ved fodring med kjod fandt han derimod konstant en strax han gav kjød, kom der betydelig mængde indican i urinen. meget sterk indicanreaktion. Den samme forskjel mellem plante- og dyre- æggehvide blev konstateret af Christiani®, som hverken kunde paavise phenol eller parrede svovlsyrer hos høns under vegetabilsk næring. Ved fodring med kjød fandt han begge dele, hvorimod indican ikke kunde paavises. Ortweiler® foretog selvforsøg og fandt meget rigelig indicanmængde, naar han spiste kjød eller fisk. For at prøve indflydelsen af hønseægge- hvide spiste han i to forsøg 9 æg pr. dag, dette bevirkede ikke paa langt nær saa rigelig indicanudskillelse som kjødet. Ved plantenæring (brød, bønner, lindser og ærter) aftog reaktionens styrke. To forsøg med kvæl- stoffattig næring bragte indicanreaktionen til at forsvinde. Hos kaniner kom han til samme resultat som Peurosch. Fr. Müller‘ foretog kvantitativ indicanbestemmelse ad spectrofoto- metrisk vei og fandt hos en kanin 0,9 og 0.4 mg. indigo under ernæring med kogte ærter. Under kjødnæring steg mængden til 5.8 mg., hvor- efter den under kvælstoffri næring i løbet af 4 dage fuldstændig svandt. 1 Salkowski: Ueber die Quelle des Indicans im Harn der Fleischfresser. Berichte der deutschen chem, Gesellschaft, Bd. 91, 1876, s. 139. * Weiss: Beiträge zur Lehre von der Pancreasverdauung, Arch, f, pathol, Anatomie, Bd. 68, 1876, s. 419. % Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans ete, Arch, f, pathol, Anatomie, Bd. 70 1877, 8. 76. * Peurosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper. Dis- sertation, Kønigsberg 1877, s. 28. Christiani: Ueber das Verhalten von Phenol, Indol und Benzol im Thierkörper. Zeit- schr, f. physiol. Chemie, Bd. 2, 1878—79, 5. 275. 6 Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation, Würzburg 1885, s. 18. 7 Fr Müller: Ueber Indicanausscheidung durch den Harn bei Inanition. Mittheilungen aus d. med, Klinik zu Würzburg. Bd, 2, 1886, s. 348. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 63 En hund udskilte under kjød-fedtnæring 10.8 og 14.2 mg. indigo, to dage med kogte ærter viste 0.2 og 1.2 mg. fire dage med ren kjødkost 6.4—15.6—15.3 og 5.1 mg. indigo, i fem felgende dage gav han kvæl- stoffri stivelse og fedt, hvorved indigomængden aftog til 0.1 -mg. Peurosch* antog muligheden af, at den ogede indicanudskillelse ved kjødnæring kunde skyldes tilførsel af bakterier sammen med næringen. I en række forsøg desinficerede han derfor det finhakkede kjød i en op- løsning af salicylsyre, eller han kogte kjødet umiddelbart før fodringen; ingen af disse forholdsregler viste nogen indflydelse paa indicanudskillelsen. Negativ reaktion fik han, naar kjødet var tørret og pulveriseret; hvor- vidt dette skyldes en desinficerende virkning af tørringen, eller det beror paa en forandring af albuminet under tørringen, kunde han ikke afgjøre. Haagen? anvendte kynurensyre som maal for tarmforraadnelsen, han fandt, at mængden af denne aftog 40.9 0/, naar han gav hunden kogt kjød istedenfor raat. Indicanreaktionen viste ingen iøinefaldende forskjel enten næringen var steriliseret eller ikke. Albu og Eisenstadt* fandt ingen væsentlig formindskelse af ægge- hvidens forraadnelsesprodukter i urinen efter brugen af steriliseret næring. Hirschler? studerede kulhydraternes indflydelse paa æggehvideforraad- nelsen. Ved forraadnelsesforsog udenfor organismen fandt han, at ror- sukker, glycerin, dextrin, stivelse og melkesur kalk hindrede dannelsen af aromatiske forraadnelsesprodukter, medens saadanne forekom i rigelig mængde i kontrolprøver uden tilsætning af de nævnte stoffe. Fodrings- forsøg med hunde viste en betydelig ringere gehalt af aromatiske forraad- nelsesprodukter i fæces, naar han gav kjød og kulhydrater end ved kjød alene. Sukkerets hæmmende indflydelse paa tarmforraadnelsen er ogsaa kon- stateret af Sa/kowski®, som lod en liden portion blod mættet med ror- sukker henstaa i værelsetemperatur ca. 11/4 aar, uden at der indtraadte nogen forraadnelse. 1 Peurosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper, Dis- sertation Kønigsberg, 1877, s. 22, * Haagen: Ueber den Einfluss der Darmläulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde. Dissertation, Kønigsberg, 1887, s. 11. Albu; Ueber den Einfluss verschiedener Ernährungsweise auf die Darmfäulniss, Deutsche med, Wochenschr Jahrg. 23, 1897, Nr. 32, s. 510. * Eisenstadt: Ueber die Möglichkeit die Darmfäulniss zu beeinflussen. Dissertation, Berlin 1897, s. 20. Hirschler: Ueber den Einfluss der Kohlehydrate und einiger anderer Körper der Fett- såurereihe auf die Eiweissfäulniss. Zeitschr. f. physiol Chemie. Bd, 10, 1886, s. 309. 8 Salkowski: Zur Frage über den Einfluss der Kohlehydrate auf die Eiweissfåulniss. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd, 27, 1899, s. 316, a » Desinfek- tion« af næringen, Kulhydra- ternes ind- flydelse paa tarmforraad- nelsen. Melkens ind- flydelse paa tarmforraad- nelsen, 64 EYVIN WANG. M.-N. KI. Biernacki! kunde ikke paavise nogen aftagen af de parrede svovl- syrer i urinen paa grund af kulhydrater i næringen. Undersogelse af indicanudskillelsen ved forskjellig ernæring er ogsaa udført af Xrauss?, som paaviste betydelig større indicanmængde under ren kjødnæring, end naar han gav hvedebrød ved siden af kjødet. Melkens indflydelse paa tarmforraadnelsen blev først omtalt af Poehl®, som iagttog formindsket udskillelse af æthersvovlsyre hos en mand, som nogle dage havde nydt udelukkende melk. Biernacki* fremhævede, at melk var et daarligt substrat for tarmforraadnelsen. Rovighi" paaviste, at indicanudskillelsen ophørte efter brugen af kefyr; som hæmmende for forraadnelsen antog han i dette tilfælde melkesyre. Winternitz® lod melk henstaa i 20 dage og kunde efter denne tid hverken paavise indol, phenol eller skatol. Ved tilsætning af melk til kjød var forraadnelsen mindre end ved kjød alene; virkningen var sterkere, jo mere melk han tilsatte. Hirsch- ler's tidligere nævnte undersøgelse af kulhydraternes betydning bragte ham til at antage melkesukkeret som den virksomme bestanddel af melken. Han prøvede caseinet og fandt ingen virkning af dette; fedtet antog han uden indflydelse (Peurosch? iagttog forøget indicanudskiillelse, naar der sattes fedt til næringen). Ved hundeforsøg fandt han æthersvovlsyremængden i urinen 3.7 gange mindre ved melkediæt end ved kjøddiæt. Indicanreaktionen var i melke- perioden varierende inden vide grændser, nogen betydelig forskjel til gunst for melkenæringen kunde han ikke iagttage. Efter rigelig nydelse af melk kunde han ikke finde indol, phenol eller skatol i fæces. Schmitz® fandt altagen af æthersvovlsyrerne hos hund, naar han gav melkesukker, det samme var ogsaa tilfældet, naar han gav ost. Ren casein bevirkede ingen ! Biernacki: Ueber die Ausscheidung der Aetherschwefelsäuren bei Nierenentzündun und Icterus. Centralblatt f. d. med, Wissenschaften, 1890, No. 50. * Krauss; Ueber die Ausnützung der Eiweissstoffe in der Nahrung in ihrer Abhängigkeit von der Zusammensetzung der Nahrungsmittel. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd, 18, 1894, 8. 173 À * Foehl; Bestimmung der Darmfäulniss durch Untersuchungen des Harns. Petersburger med, Wochenschr., Jahrg. 12, 1887, No. 50, s. 424. \ Biernacki; Ueber die Ausscheidung der Aetherschwefelsäuren etc. Centralblatt f, d. med: Wissenschaften, 1890, No, 50. Kovighi: Die Aetherschwefelsäuren im Harn und die Darmdesinfection, Zeitschr. f, physiol, Chemie. Bd, 16, 1892, s, 31. 5 Winternitz: Ueber das Verhalten der Milch und ihrer wichtigsten Bestandtheile bei der Fäulniss, Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 16, 1892, s. 478. 7 Peurosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper. Dis sertation, Kønigsberg 1577, s. 26, ® Schmite: Die Kiweissfiiulniss im Darm unter dem Einfluss der Milch, des Kefyrs und des Käses, Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 19, 1894, s. 385. u 1900. No. 4. OM INDICANURI. 65 aftagen, hvorfor han anser melkesukkeret som det virksomme agens. Hos mennesker aftog saavel æthersvovlsyrerne som indicanet, naar neringen bestod af ost. Albu’ og Eisenstadt? konstaterede betydelig og rask nedsættelse af æggehvideforraadnelsen i tarmen under ren melkediæt. I samme grad som andre næringsmidler blev givet ved siden af melken blev den nævnte virkning mindre. Melkens indflydelse tænktes enten at bero paa en laxe- rende eller en direkte Rene virkning, i begge tilfælde skrivende sig fra melkesukker. Tilslut maa ogsaa nævnes, at der er anstillet forseg med »fractioneret« Indican ved ernæring. Adrian? gav en hund i en forsøgsrække 4 portioner kjod å 150 gr., og i en anden 600 gr. kjød paa en gang om morgenen. I den 4 sidste række viste indicanreaktionen sig sterkest. Egne undersøgelser. For at prøve næringens indflydelse paa udskillelsen af saavel æther- svovisyrer som indican udførte jeg vaaren 1897 en række selvforsøg, under nvilke jeg foruden de nævnte bestanddele ogsaa bestemte den totale kvæl- stofudskillelse pr. døgn. Totalkvælstoffet blev bestemt efter Kjeldahls methode, æthersvovl- syrerne efter Baumann-Salkowski's; til indicanbestemmelserne benyttede eg min »oprindelige« methode, og de fundne værdier er saaledes for hoie. Efterat jeg havde modificeret fremgangsmaaden til indicanbestemmelse, idførte jeg derfor vaaren 1899 en ny række selvforsøg, under hvilke jeg laglig foretog parallelbestemmelse af indicangehalten efter den »oprinde- ige« og »modificerede« methode. Resultaterne vil fremgaa af omstaaende tabeller: ' Albu; Ueber den Einfluss verschiedener Ernährungsweise auf die Darmfäulniss. Deutsche med. Wochensehr., Jahrg. 23, 1897, No. 32, s. 510. > Eisenstadt: Ueber die Möglichkeit, die Darmfäulniss zu beeinflussen. Dissertation, Berlin 1897, s. 20, % Adrian: Weitere Beobachtungen über den Einfluss einmaliger oder fractionirter Nahrungsaufnahme auf den Stoflwechsel des Hundes. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 19, 1894, s. 136. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No, 4. 5 EYVIN WANG. Ik Alm. blandet kost. Æther- : Total | svovlsyre 3 Dat. Urin Sv ION: som |jladigo Anm. mængde. gr. BaSO,. mg. gr. 1897 27./4.| 1660 | 1023 | 17.6 | 0.618 6.7 || Normal aff. 28. 1655 1023 | 17.7 0.715 13.0 or 29. 1615 1024 | 16,8 0,657 III —3— 30. 1600 1022 | 16.6 0.624 9.5 —» — 1./5.| 1730 1020 | 17.5 0.637 123 —»— 2 2450 1018 | 18.6 | 0.686 13.4 —»— 3 2770 1012 | 16.6 0.742 10.4 —»— 4. 1730 1020 | 18.5 | 0.651 83 —— 5. 2000 1020 | 18.3 0.672 15.7 or 6 2170 1016 | 16.5 0.512 13.3 —r— 1600 gr. oxekjød pr. dag + selters. 7. 2800 1024 | 38.3 0.627 26.2 || Normal aff. 8. 2680 1026 | 51.8 0,568 21.5 || ı sparsom, merk, haard. 9 2610 1027 | 54.3 0,731 20.1 || Ingen. Alm. blandet kost. 10, 1850 1023 | 33.9 0.838 15.0 || ı mork, fast, sparsom, 11. 1780 1020 | 21.5 0.548 12.3 || Normal aff. 12, 2040 1016 | 19.3 | 0.596 14.6 1 12. 2700 1012 | 16.2 0.724 15.3 —»— 3.5 liter melk pr. dag. 14. 3440 1010 | 17.7 0.550 19.7 | Ingen. 15. 2640 1012 | 18,5 0.560 19.3 | I sparsom, fast, merk. 16. 2530 | 1014 | 19.1 | 0.455 17.8 —»— == Alm. blandet kost. 17. 1550 1020 | 17,1 0.502 | 9.6 || 1 rigelig, lys, gul. 18, 1470 1022 | 19.3 0.517 | 88| 1 haard, tør, kalkagtig. 19. 1205 1024 | 16,6 0.572 12.8 || 1 sparsom, graabrun, 20. 1870 1020 | 199 | 0,636 12.9 || Normal aff, 21. 1930 1020 | 17.5 | 0.764 16.3 | —»— 22, 2610 1014 | 16.7 0,919 12.5 | er 23, 1520 1022 » 0,772 11.2 | u 24. 2600 1014 | 18.6 0.780 gr | —r— 1900. No. 4. OM INDICA NURI. 6 1.5 liter bouillon + 500 gr. kogt ris pr. dag. Æther- GE Total | svovlsyre 3 Dat. ae Sp. v.| N, som _ ||/2digo Anm. mængde. gr. BaSO,. mg, gr. 25. 1060 1025 | 14.5 0 645 14.8 || Normal. 26, 2090 1021 | 20.4 0.510 9.4 || 2 grodede, lysgule m. riskorn, DF 2270 1025 | 18.8 0.591 7-7 || Ingen. Alm. blandet kost. 28. 3310 1010 | 17.3 0.755 6.5 || ı lysgul, grodet m. riskorn. 29. 1850 1020 | 19.0 0.636 11.3 || 1 formet, brun, uden ris. 30. 1480 1024 | 16.8 0.604 14.4 | ı brun, lidt los. aie 1830 1018 | 15.2 0.652 12.2 | 2 grodede, brune. 2 liter melk + 500 gr. rugbred pr. dag. 1./6. 1100 1025 | 15.7 0.603 13.2 || Normal, 2. 1240 1024 | 16.4 | 0.526 15.8 || 1 formet, graagul. 20 900 1030 | 15.9 0.566 26.0 || 1 lys, gul, formet. 4. 1070 1024 | 17.6 0.497 15.7 —» — 5. 1430 1020 | 17.3 0.429 | 13.2 — Alm. blandet kost. 6. 1460 1022 | 17.5 0.637 12.4 || 2 —»)— Fi 1850 1020 | 17.6 0.873 12.8 || ı fast, mørk, brun. 8. 1910 1017 | 14.8 0.711 15.4 —»— Ii Alm. blandet kost. Æther- Å Fare Urin- Total) | svovlsyre delig modif.| |, Dat. |mæng-| Sp.v.| N som frede Sales Anm. de. 8T. |BaSO, gr.|| mg. | mg. (a) (b) (c) : 1899 15./2. | 1530 | 1021 | 16.7 0.563 9.5 | 4.3 ||ızı | 2.2 | Normal aff. 16. 1970 | 1016 | 16,5 0.690 10.6 | 5.0 ||138 | 2.1 —»— 17. 1640 | 1022 | 17.4 | 0.669 1.4 | 4.7 \\142| 2.2 9 18. 2790 | 1012 | 17.2 0.614 9.8 | 44|140| 2.0 —»— 19. 1540 | 1025 | 16,6 | :0.702 11.0 5.3 || 132 | 2.1 —»— 20. 2070 | 1016 | 15.6 0,679 || 10.1 4.6 \\148| 22| EE 68 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 1600 gr. kjod pr. dag + selters. Indi Æther- Les å 1 Urin- Total | svovlsyre delig [modif A Dat. |mæng-| Sp. v.| N, som Methode Ab Anm. de. gr. |BaSO,gr.|| mg. | mg. (a) 6) | ©} | | å 21. 0.848 | 25.6 | 19.9 | 43| 1.3| Normal aff. 22. 0.965 | 26.7 | 20.7 | 47) 1.3] 1 sparsom, haard, merk, 23. 0.895 18.9 | 15.9 | 56] 1.2 —3— —»— Alm. blandet kost. 24. 2790 | 1015 » 0.915 || 10.7 | 4.9 1187 2.2 —r — —sr— 25. 2560 | 1015 | 23.6 | 0.696 | 6.4| 3.2 |218| 2.0] Normal aff. 26, 2250 | 1018 | 21.4 | 0.729 rir | 6.6 ||110| 1.7 —»— 27. 2460 | 1010 | 12.4 | 0,522 6.6 | 46 ILE 1.4 —»— .5 liter me r, dag. 3.5 lit Ik pr. dag 28. 2650 | 1013 | 17.8 | 0.816 | 16.8 | 12.8 | 64 | 1.3| I sparsom, mørk. 1./3. | 2680 | 1012 | 17.2 | 0.536 m.5 | 8.0 || 67| 14 — — 2 2220 | 1013 | 19.2 0.533 | 13.2 | 9.5 | 56| 1.4 | Ingen. Alm. blandet kost. | | Ch 2060 | 1014 | 16.2 0.577 || 8.r 5-4 ||107| 1.5] 1 lys. gul. 4: 2160 | 1013 | 18.4 0.691 || 19.2 | 13.0 | 53| 1.5| 1 haard, tor, kalkagtig. SE 2120 | 1015 | 17.5 0 636 13.0 | 7.8 || 82| 1.7| Normal aff, 6. 2110 | 1015 | 17.7 0.897 12.2 | 10.6 | 85| 1.2 —»— 1.5 liter bouillon + 500 gr. kogt ris pr. dag. 7. 1390 | 1023 | 15.9 | 0.678 | 29.9 17.6 | 39| 1,3) Normal, 8. 2730 | 1016 | 12.9 | 0.655 8.9 | 6.4 \ı102| 1.4| I los, med riskorn, 9. | 2320 | 1015 | 21.1 0.696 | 63 | 3.4 | 205 | 1.9| Ingen. Alm, blandet kost. 10, 2340 | 1015 | 19.3 0.758 5.9 34 1223 1,3 | 2 lose, m, riskorn. 11. 2700 | 1011 | 16.0 | 0.518 6.1 | 3.4 |ı52| 1.8] Normal aff. 12: 2850 | 1013 | 18.5 0,741 10.9 | 5.8 |ı28| 1.9 —3— Under en forperiode med almindelig blandet kost, som i den første forsøgsrække varede 10, i den anden 6 dage, viste der sig en nogenlunde regelmæssig udskillelse af æthersvovlsyrer, som iste række udgjorde 2den « " ans ay ROOS EE 1 -10:0421er. BaSO ‘pr dar { gjennemsnitlig i = Max, 0.742 Min, 0.512 Max, 0,702 ; u Min. 0.563 1900. No. 4. OM INDICANURI. 69 Indigoværdierne, som kun i den anden række er udforte efter den modificerede methode, viste sig i forperioden overmaade lidet varierende og udgjorde gjennemsnitlig 4.7 mg. pr. dag med et maximum af 5.3 og et minimum af 4.3 mg. Ved forsogene med kjødnæring anvendte jeg renskaaret beafkjød, Kjødnæring. som blev nydt i størst mulig kvantitet pr. døgn. Kjødet var kun tilberedt ved at opvarmes (brunes) i stegepande uden anvendelse af smør eller anden tilsætning, det blev nogenlunde rigelig saltet. Den første dag for- søgte jeg at nyde kjødet raat som »skrabekjed« med pebber og salt, men maatte opgive dette, da denne tilberedelsesmaade viste sig altfor usmagelig. Som dagligt kvantum opnaaede jeg at konsumere 1600 gr. kjød, fordelt paa 4 lige store portioner. Under kjødperioden, som i begge forsøgsrækker varede 3 dage, følte jeg mig vel med undtagelse af, at der kort tid efter hvert maaltid indfandt sig nogen hungerfornemmelse, ligesom jeg ogsaa følte en ringe grad af træthed. | Afferingen var trægere end ellers og ganske sparsom, i den forste forsøgsrække var der en dag uden afføring. De mørke kjodfæces var i begge undersogelsesrækker tilstede ogsaa den forste dag efter kjodperioden. Udskillelsen af totalkvælstof tiltog raskt og naaede den sidste dag henholdsvis 54.3 og 53.5 gr. Beregner man kjodets kvalstofgehalt til 3.4 Vo, faar man en kveelstoftilforsel af 54.4 gr. pr. dag. Indicanudskillelsen viste under begge forsøg en betydelig forøgelse, hvilket ogsaa stemmer overens med tidligere omtalte undersøgelser paa dette omraade. Ved det andet forsøg viste der sig ligeledes en tydelig forøgelse af æthersvovlsyrerne, som ogsaa holdt sig den første dag efter kjødperioden, uden at der dog denne dag var nogen forøget indicanmængde. En lignende tiltagen af æthersvovlsyremængden fandt ikke sted ved det første forsøg; den høieste værdi noteredes dagen efter kjødperioden, og oversteg heller ikke da, hvad jeg har kunnet paavise under almindelig blandet kost. Under en efterperiode, som ved begge forsøg varede i fire dage, Melkediæt. aftog kvælstofudskillelsen jævnt og saavel æthersvovlsyrerne som indicanet viste værdier, som laa inden de sædvanlige grændser, hvorfor jeg gik over til at prøve melkens indflydelse paa udskillelsen af æthersvovlsyrer og indican, Ogsaa disse to forseg varede i 3 dage, i hvilke jeg drak 3.5 liter nysilet melk pr. dag, hvilket var tilstrækkeligt til at hindre enhver hunger- fornemmelse. Melken virkede under begge forsog i generende grad obstru- erende med sparsom, haard og tor kalkagtig afføring; tydelige lyse melke- 70 EYVIN WANG. M.-N. KI. fæces holdt sig begge gange to dage efter melkeperiodens ophor. Under melkeperioderne følte jeg stadige, men ikke sterke koliklignende smerter. Nogen synderlig nedsættelse af æthersvovlsyreudskillelsen lod sig ikke paavise; ved det andet forsog var der endog den første dag et noget høiere tal end de hyppigst forekommende, og mængden viste sig heller ikke de følgende dage mindre end, hvad man hyppig kan finde under ernæring med blandet kost. I den første forsøgsrække viste der sig sidste dag af melkeperioden nogen, men langt fra betydelig, aftagen af æther- svovlsyremængden. Heller ikke for indicanets vedkommende blev der konstateret nogen formindsket udskillelse, værdierne viste sig endog noget høiere end de almindeligst forekommende. Den rene melkediæt viste sig saaledes i disse to tilfælde at være uden synderlig indflydelse paa æggehvideforraadnelsen i tarmen. Kulhydrater. En nedsættelse af æggehvidens aromatiske spaltningsprodukter har man ogsaa fundet ved kulhydratrig næring. For at prove virkningen af kulhydratrig næring nod jeg i tre dage 500 gr. kogt ris samt 1.5 liter bouillon pr. dag, fordelt paa 4 lige store maaltider. Efter den første dag blev afføringen løsere end sædvanligt med nogen antydning til diarrhoe, i fæces observeredes ikke ubetydelig mængde ufordeiede riskorn. Da næringen ikke paa langt nær dækkede det daglige behov, havde jeg under disse forsøg saa godt som stadig en udpræget fornemmelse af sult afvexlende med en ubehagelig følelse af overfyldning af ventriklen umiddelbart efter hvert maaltid. Heller ikke denne næring viste sig i nogen af de to forsøg at have mærkbar indflydelse paa tarmforraadnelsen, idet saavel indican- som æther- svovlsyreudskillelsen holdt sig uforandret. Melk og kul- Da jeg i den første undersøgelsesrække under forsøget med ren melke- hydrater. diet havde iagttaget en synkende tendens for æthersvovlsyrernes vedkom- mende, provede jeg i en senere forsøgsrække, om tydeligere resultater kunde opnaaes ved anvendelse af melk og kulhydrater, hvorfor jeg i en periode af 5 dages varighed nod 500 gr. rugbred + 2 liter melk pr. dag; herunder befandt jeg mig fuldstændig vel og afføringen holdt sig under hele forsoget regelmæssig af normal konsistens. Der kunde dog heller ikke under denne ernæring konstateres nogen betydelig aftagen af æther- svovlsyrerne. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 71 Af de anforte forsog med forskjellige naringsmidler er det saaledes kun den rene kjeddiæt, som har havt en tydelig forogelse af indican- udskillelsen til folge ligesom der ogsaa i den ene række viste sig nogen forogelse af æthersvovlsyrerne. De øvrige næringsmidler viste saa liden indflydelse, at man neppe kan anse dem for i nærværende tilfælde at have spilt nogen rolle ligeoverfor æggehvidens forraadnelse i tarmkanalen. I den anden forsøgsrække blev der daglig udfort sammenlignende undersøgelser med den »oprindelige« og den »modificerede« methode til kvantitativ indicanbestemmelse, forskjellen mellem de fundne værdier viste sig i de første 6 dage under ernæring med blandet kost at være nogen- lunde konstant, idet den oprindelige methode gjennemgaaende gav noget mere end dobbelt saa store værdier som den modificerede; i den efter- følgende kjødperiode udjævnedes denne forskjel i høi grad, saaledes at differencen mellem begge værdier den sidste dag kun udgjorde 16 9, ogsaa under den efterfølgende melkeperiode var forskjellen mindre, end den almindelig fandtes ved blandet kost, forøvrigt viste der sig i det hele taget saavidt store variationer i den fundne differens, at jeg ikke finder det muligt at opstille noget konstant forhold, hvorefter man kan foretage reduk- tion af de efter den »oprindelige« methode fundne indigoværdier. I den anden forsøgsrække har jeg ogsaa udregnet forholdet mellem den udskilte æthersvovlsyre og indicanmængde. I forperioden var dette forhold nogenlunde konstant og udgjorde gjennemsnitlig 139 med varia- tioner fra 131 til 148. Under kjødperioden aftog dette forhold til omtrent 50, idet der var en betydelig større forøgelse af indicanet end af æthersvovlsyrerne. Under den derpaa følgende periode med blandet kost var forholdet sterkt varie- rende for atter under melkeperioden at aftage til omtrent 60, idet der var en ubetydelig aftagen af æthersvovlsyrerne, medens indigomængden var noget høiere end tidligere. For den resterende del af forsøgsrækken viste forholdet sig sterkt varierende, og det lykkedes mig saaledes ikke at kon- statere nogen parallelisme mellem udskillelsen af disse urinbestanddele. I te EYVIN WANG. M.-N. Kl. 7. Indicanudskillelse hos born. I tilslutning til næringsmidlernes indflydelse paa indicanudskillelsen ligger det nær at omtale de undersogelser, som foreligger angaaende indican- uri hos friske børn, specielt hos nyfødte og hos spædbørn. Indican hos nyfødte. Senator) gik ud fra, at de bakterier, som bevirker æggehvideforraad- nelse i tarmen, tilføres organismen sammen med føden, og han undersøgte derfor forholdene hos nyfødte, førend de endnu havde faaet nogen næring. Urinen viste altid negativ indicanreaktion, derimod fandt han parrede svovl- Indican syrer. Meconium indeholdt hverken indol eller phenol. I fostervandet i fostervand. fandt han æthersvovlsyrer. Da tarmindholdet hos nyfødte var bakterie- frit, antog han, at de parrede svovlsyrer maatte skrive sig fra moderens organisme. Ogsaa Baginski? fandt ved 3 undersøgelser spor af oxysyrer i fostervand, 2 gange fik han negativ reaktion; i meconium kunde han derimod hverken paavise oxysyrer eller phenol. Mangelen af æggehvidens forraadnelsesprodukter i meconium blev ogsaa paavist af Fr. Miller. Hochsinger,* Kahane? og Steffen® kunde heller ikke paavise indican Senator: Ueber das Vorkommen von Produkten der Darmfäulniss bei Neugeborenen, Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd. 4, 1880, s. 3 og 4. Baginski: Ueber das Vorkommen von Produkten der Fiiulniss im Fruchtwasser und im Meconium, Ref, i Jahresber, üb, d. Fortschr. der Thierchemie, Bd. 13, 1883, s. 314. Fr. Müller: Ueber den normalen Koth des Fleischfressers, Zeitschr, f, Biologie, Bd, 20, 1884, s. 327. Hochsinger: Ueber Indicanurie im Säuglingsalter, Verhandlungen d, 8, Versamml, d, Gesellschaft f, Kinderheilk, in Bremen 1890, s. 33. i Kahane: Ueber das Verhalten des Indicans bei der Tuberculose des Kindesalters, Beitr, zu Kinderheilk, aus dem I öffentl. Kinderkrankeninstitute in Wien, N. F, Bd, 2, 1892, s. 63. Steffen: Beiträge zu Indicanausscheidung bei Kindern. Jahrbuch f. Kinderheilkunde. Bd. 34, 1891, s 33. —— — VE 1900. No. 4. | OM INDICANURI. 73 i urinen fra nyfødte. Til samme resultat kom ogsaa Momidlowski!, som dog paaviste indican i urinen fra friske barn allerede nogle timer efter fodselen. | Ved Senator's? undersøgelser af urinen fra barn i alderen fra flere dage til uger, hvilke dels fik modermelk, dels komelk, var forholdene vexlende med hensyn til forekomsten baade af æthersvovlsyrer og indican. I fæces fra børn i denne alder kunde han ikke paavise indol eller phenol. Til samme negative resultat kom Winternitz* ved undersøgelse af faeces fra spædbarn. Hochsinger* kunde ikke paavise spor af indican i urinen hverken fra friske brystbarn eller fra kunstigt ernærede spædbarn med normal for- døielse, saalænge de udelukkende blev ernærede med melk. Hos 3 barn, som var over 10 mdr. gamle, og som allerede fik kjød og æg i rigelig mængde, fandt han minimale spor af indican. Steffen? fandt ligeledes negativ reaktion hos friske brystbarn, og Momidlowski® anfører, at reak- tionen i regelen var negativ hos disse, medens han næsten konstant fandt smaa mængder, naar barnet fik komelk, selv om fordøielsen var normal. Hos ældre barn med normal fordøielse, hvor ernæringen med kjød allerede var i fuld gang, var der ved Hochsinger's" undersøgelser næsten altid negativ reaktion, hvilket han forklarer ved, at tarmindholdet hos disse passerer raskere end hos voxne. Til samme resultat kom ogsaa Mlle. Djouritch,® medens Gehlig? og Zwiebel! ofte paaviste indican hos friske barn, og Momidlowski hos barn i alderen fra 11/2 til 6 aar fandt indican som konstant urinbestanddel. 1 Momidlowski: Ueber das Verhalten des Indicans bei Kindern. Jahrbuch f. Kinderheil- kunde. Bd. 36, 1893, s. 199. Senator: Ueber das Vorkommen von Produkten der Darmfäulniss bei Neugeborenen. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 4, 1880, s. 4. 3 Winternitz: Ueber das Verhalten der Milch und ihrer wichtigsten Bestandtheile bei der Fäulniss. Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd. 16, 1892, s. 485. * Hochsinger: Ueber Indicanurie im Säuglingsalter. Verhandl. d. 8. Versamml, d. Ges. f. Kinderheilk. in Bremen, 1890, s. 34. > Steffen: Beiträge zu Indicanausscheidung bei Kindern. Jahrbuch f. Kinderheilkunde. Bd, 34, 1892. s, 33. 5 Momidlowski: Ueber das Verhalten des Indicans bei Kindern. Jahrbuch f. Kinderheil- kunde. Bd. 36, 1893, s. 204. 7 Hochsinger: Ueber Indicanurie im Säuglingsalter. Verhandl, d. 8. Versamml, d. Ges. f. Kinderheilk. in Bremen, 1890, s. 35. Djouritch: Contribution a Vetude de l’indicanurie chez les enfents. Rev, mensuelle des Maladies de l’enfence T 12, 1894, s. 58. ” Gehlig: Beobachtungen über Indicanausscheidung bei Kindern. speciell bei der kind- lichen Tubereulose. Jahrbuch f. Kinderheilkunde. Bd. 38, 1895, s. 312. Zwiebel: Ueber die Verwerthbarkeit der Indicanurie für die Diagnose der Tuberculose im Kindesalter. Dissertation, Bern 1895, s. 23. 11 Momidlowski: Ueber das Verhalten des Indicans bei Kindern Jahrbuch für Kinder» heilkunde. Bd. 36, 1893, s. 208, tw Indican hos spædbarn. Indican hos ældre barn. | 74 EYVIN WANG. M.-N. KI. | Egne under- Selv har jeg undersogt urinen fra 22 born under ı aar, hos ı2 af | seselser. disse var indicanreaktionen negativ, og hos 5 fandtes kun ganske svagt spor af indican, medens 5 viste tydelig reaktion. Samtlige børn var kun- stigt ernærede, men fremviste ingen symptomer af fordøielsesforstyrrelse. I urinen fra 3 nyfødte børn kunde indican ikke paavises. Ved 10 forskjellige undersøgelser af fostervand var indicanreaktionen stadig negativ. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 75 8. Indicanuri under hunger. Jaffe’ paaviste, at indicanudskillelsen hos en hungrende hund ved- varede lige til døden. Kvantitative bestemmelser af indicanmængden i hungerperioden er udført af Sa/kowski,? som fandt 4—5 mg. indigo i hundeurin fra 2den til ste hungerdag; Müller? iagttog stigning af indican- gehalten under hunger saavel hos en hund som hos en kat, og Krauss* udforte ligeledes forsog med hunde; hos den ene var udskillelsen gjennem- snitlig 3 mg. pr. dag i 6 dage (de to sidste dage kun spor) og hos den anden 29.4 mg. pr. dag med 15.8 mg. den 6te hungerdag. Ortweiler® fandt rigelig mængde indican de første hungerdage hos kaniner, enten dyrene i den foregaaende periode havde faaet kvælstofrig eller kvælstoffattig næring, mængden aftog raskt i løbet af 3—5 dage. Indican i urinen fra hungrende menneske paaviste Faffe® hos en pa- tient med øsofaguscarcinom, hvilken flere dage før døden ikke havde op- taget spor af næring (heller ikke pr. clysma). Kvantiteten var den sidste levedag 17 mg. indigo. 1 Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Centralblatt f. d. med, Wissenschaften, 1872, No, 31, s. 481. 2 Salkowski: Ueber die Quelle des Indicans im Harn der Fleischfresser. Berichte d. deutschen chem, Gesellschaft. Bd. 91, 1876, s. 139. 8 Müller: Ueber Indicanausscheidung durch den Harn bei Inanition, Mittheilungen aus d. med, Klinik, zu Würzburg. Bd. 2, 1886, s. 348. 4 Krauss: Ueber die Ausnützung der Eiweissstoffe in der Nahrung in ihrer Abhängigkeit von der Zusammensetzung der Nahrungsmittel. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 18, 1894, S. 173 og 177. 5 Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans, Dissertation Würzburg, 1885, s. 20. 6 Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen, Arch, f. pathol. Anatomie, Bd, 70, 1877, s, 77- 76 EYVIN WANG. M.-N. KI. Hos Sucei paaviste Luciani! baade indol og phenol i urinen hver eneste dag under hans 30 dages hungerforsog. De parrede svovlsyrer forekom hele tiden i samme mængde som for hungerperioden. I modsætning til disse fandt Tuczek? negativ indicanreaktion under absolut æggehvidehunger hos en sindssyg fra 15de til 22de hungerdag, og indicanet optraadte paany forst 5te dag, efterat patienten havde begyndt at optage næring. Hos en anden patient gav reaktionen stadig positivt udfald; denne patient drak den hele tid lidt ol, i en del af perioden ogsaa noget bouillon. Ved Cett’s hungerforsøg fandt Fr. Müller, at indicangehalten alle- rede den første dag var ubetydelig, fra den 3die dag var reaktionen nega- tiv, og først dagen efter at han paany havde optaget næring kom der atter indican i urinen. Phenoludskillelsen forholdt sig ganske anderledes, idet den fra 3die hungerdag hurtig tiltog; parallelt med denne forøgelse gik ogsaa tiltagen af de parrede svovlsyrer. Hos Breithaupt var der heller ikke indican i hele hungerperioden, medens phenol og parrede svovlsyrer lod sig paavise (Munk & Müller). 1 Luciani: Das Hungern. Hamburg & Leipzig, 1890, s. 50. Tuczek: Mittheilung von Stoffwechselsuntersuchungen bei abstinierenden Geisteskranken. Arch, f. Psychiatrie u. Nervenkrankheiten. Bd, 15, 1884, s. 787. 8 Fr. Müller; Ueber das Verhalten der Faces und der Produkte der Darmfäulniss im Harn. Berliner klin, Wochenschrift. Jahrg. 24, 1887, No. 17, s. 433. 4 Munk, Müller o. fl.: Untersuchungen an zwei hungernden Menschen. Arch. f. pathol, Anatomie. Bd. 131, Supplementheft 1893, s. 68. w 1900. No. 4. OM INDICANURI. me 9. Indican under sygdomme. Efterat indolets forhold til urinindicanet var blevet kjendt, og efterat man havde paavist indol som produkt af æggehvidens forraadnelse i tar- men, faldt det naturligt at søge forøget indicanudskillelse ved sygdomme i fordøielseskanalen. Meget stor indicanmængde i urinen ved tyndtarmocclusion (invaginatio) er første gang omtalt af Carter). Dernæst iagttog Jaffe? i et dødeligt forløbende tilfælde af ileus (incarceration af tyndtarmen) en kolossal indican- uri. I en større række analoge tilfælde paaviste han senere det samme”, og han ansaa derfor pathologisk forøgelse af indicanet i første række at være knyttet til sygdomme med hindret passage for tyndtarmens contenta. Ved dyreexperiment paaviste han, at ligatur af tyndtarmen bevirkede en sterk forøgelse af indicanudskillelsen, hvilken allerede begyndte inden 24 timer og i løbet af de følgende 2—3 dage naaede sit maximum. I overensstemmelse hermed iagttog han ogsaa, at indicanurien var ubetydelig og hurtig forbigaaende, naar tarmocclusionen kun var af kort varighed. Ganske andre resultater gav ligatur af tyktarmen, idet der for det meste slet ikke viste sig nogen forøgelse af urinens indicangehalt, eller den var ubetydelig og optraadte meget senere end ved tyndtarmocclusion. Ved tyktarmileus af længere varighed ansaa han derfor indicanforøgelse I Carter: Notes of two cases in which the Urine yielded Indigo. Edinburgh med. Journal No. 37, July 1858, s. 85. Jaffe: Ueber den Ursprung des Indicans im Harne, Centralblatt fiir die med, Wissen- schaften, 1872, No. 1, s. 2, 3 Jaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Centralblatt f. d. med. Wissenschaften, 1872, No. 31, s, 482. Yaffe: Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Arch, f. pathol, Anatomie. Bd, 70, 1877, s. 80. tw Tyndtarm- occlusion. Tyktarm- occlusion. Obstruction EYVIN WANG. cerede de tynde tarme. Ved almindelig obstruction fandt han aldrig indicanforøgelse. Aarsagen til den store indicanforogelse ved tyndtarmocclusion kunde altsaa ikke alene skyldes den hindrede passage med deraf folgende oget resorption af indol, men væsentlig en oget indoldannelse paa grund af hindret resorption af æggehvidens fordoielsesprodukter, hvorved disse ud- sattes for en videregaaende spaltning med foreget dannelse af aromatiske stoffe. En saadan oget indolproduktion kunde derimod ikke finde sted ved hindret passage gjennem tyktarmen, idet den væsentligste del af æggehvidens spaltningsprodukter allerede var resorberede, førend tarmind: : holdet havde passeret valvula Bauhini. Kun naar hindringen var af lang varighed, saaledes at der sekundært kom en stase ogsaa i tyndtarmen havde man betingelserne for en eget indicanudskillelse. Faffe fandt derfor at kunne tillegge indicanurien diagnostisk betyd- ning ved afgjorelsen af sædet for en tarmocclusion ved symptomcomplexet ileus, dog fandt han ikke at turde tillegge de positive fund særlig betyd- ning; men hvor der var ileussymptomer og manglende indicanuri, ansaa han det heist sandsynligt, at lidelsen var en ukompliceret tyktarmocclusion. Undersøgelse af indicanudskillelsen under de nævnte sygdomstilstande er senere meddelte af de Vries!, Senator®, Brieger3*4, Hennige®, Ori weiler® og G. Hoppe-Seyler?, som alle kom til lignende resultater som Jaffe. Ogsaa E. Winge® har ved sine undersøgelser af tarmocclusione prøvet indicanreaktionens diagnostiske betydning, og fandt i det væsent- lige samme forholde som de nævnte forfattere. Den diagnostiske betydning af indicanuri ved bedømmelse af en tarm- 1 de Vries: Ueber das Indican im Harn und seine diagnostische Bedeutung. Disse! tion, Kiel 1877, s. 11 fig. : Senator: Ueber Indican und Kalk-Ausscheidung in Krankheiten. Centralblatt für die med, Wissenschaften, 1877, No. 20, 21 og 22. ; 8 Brieger: Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 2, 1878—79, s. 244 flg. Å Brieger: Einige Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd. 3, 1881, s. 474 flg. 5 Hennige: Die Indicanausscheidung'in Krankheiten. Deutsches Arch, f. klin, Medicin. Bd. 23, 1879, s. 278 fig. 6 Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindi Dissertation, Würzburg, 1885, s. 23 flg. 7 G. Hoppe-Seyler: Ueber die Ausscheidung der Ætherschwefelsäiuren im Urin bei Krank- heiten, Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 12, 1888, s, 21 fig. 8 Æ, Winge: Tarmokklusioner behandlede paa RH, med, Afd, A, 1868—ı887. Klini aarbog, Bd, 4, 1887, s. 72. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 79 occlusions lokalisation formulerer Mothnage/! saaledes: Efter udelukkelse af feilkilder (peritonit, tidligere tarmsygdom) taler indicanuri i de første dage af sygdommen for occlusion af tyndtarmen, medens manglende indican- forøgelse taler for tyktarmocclusion. Ved længere varighed taler det nega- tive fund fremdeles for tyktarmen, medens det positive ikke længer giver nogen veiledning for diagnosen. Leichtenstern? fremhæver ogsaa symp- tomets vigtighed, men gjør opmerksom paa, at occlusion af tyndtarmens øverste del (duodenum) ikke ledsages af indicanuri, saaledes at altsaa for- holdet bliver det samme som ved tyktarmocclusion. Sterk forøgelse af indicanmængden ved diffus peritonit blev ogsaa først iagttaget af Faffe?, samt senere konstateret af samtlige ovennævnte forfattere. Aarsagen er den samme som ved tyndtarmocclusion, idet saa- vel tarmindholdets bevægelse som resorptionen fra tarmslimhinden er hindret. Nothnagel* anser indicanuri som et særdeles vigtigt symptom ved den akute, diffuse peritonit, saaledes at han endog anser diagnosen for tvivlsom, hvis dette symptom mangler. Circumscript peritonit og perityphlit viser derimod mere varierende forhold med hensyn til indicanudskillelse; Fagfe fandt saaledes i to tilfælde lidet indican, det samme var ogsaa tilfældet i to af Brieger? undersøgte tilfælde, medens et tredie (perityphlit) viste meget sterk reaktion, hvilken aftog samtidig med patientens bedring. Rigelig indicanuri ved disse lidelser er paavist af Senator?, Ortweiler® og G. Hoppe-Seylerÿ. Det er imidlertid ikke alene hindret tarmpassage, som giver anledning til øget indicangehalt i urinen. Det samme, dog ikke i saa høi grad, er ogsaa paavist under stik modsatte omstændigheder, nemlig ved tarm- sygdomme, som er forbundne med diarrhoe, saaledes ved chronisk tarm- katarrh (Hennige®, Ortweiler?) og gastro-enterit (de Vries®, Brieger®, Hen- nige>, Ortweiler?) samt tabes meseraica (Senator3). Kun spor af indican- under gastroenterit iagttog Brieger® hos 13 patienter, som var syge efter nydelsen af bedærvede fødemidler. Hvis diarrhoen skyldes sygdom i tyk- tarmen, er indicanudskillelsen liden, ved dysenteri fandt Faffe? og Brieger? saaledes lidet indican. Nothnagel: Die Erkrankungen des Darms und des Peritoneum, Pathologie u, Therapie. Bd. 171, Wien 1896, s. 380. Leichtenstern: Der Meus und seine Behandlung. Verhandl, des VIII Congresses für innere Medicin, Wiesbaden 1889, s. 41. Jaffe: Se literaturangivelse s. 77. Nothnagel: Die Erkrankungen des Darms und des Peritoneum, Pathologie und Thera- pie. Bd. 17 II, Wien 1898, s. 577. Se literaturangivelse s. 77 og 78. 0 a Peritonit, diffus. Peritonit, eircumscript, Diarrhoe, Dysenteri. 80 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Ved et stort antal indicanprøver (2000) overbeviste Nothnagel) sig om, at mangel eller forøgelse af indican var uden betydning for lokalisa- tionen af tarmkatarrh. fee Ved tarmtuberculose og ved diarrhoe hos patienter med lungetuber- tuberculose. culose foreligger der talrige iagttagelser af oget indicanudskillelse (de Vries?, Senator?, Brieger?, Hennige?, Ortweiler?), Typhoidfeber. Ved typhoidfeber er angivelserne forskjellige. Ortweiler? observerede betydelig indicanuri i 20 tilfælde, ligegyldigt om der var diarrhoe eller ikke, ligeledes anfører Hennige®, at indicanudskillelsen var forøget. Varie- rende forhold iagttoges af de Vries? og Senator?. Endelig fandt Brieger? ingen forøgelse hverken af indican eller phenol. Curschmann* anser indicanuri for at vere uden baade diagnostisk og prognostisk betydning ved typhoidfeber. | Cholera. Ved et tilfælde af cholera var det, at Aeller* første gang paaviste uroxanthin, senere? angav han, at uroxanthinforøgelsen ved denne syg- dom var konstant. Til samme resultat kom ogsaa Gudler®, der ligeledes havde fundet indicanuri ved typhoidfeber; sterkest var den dog ved choleri- form diarrhoe og asiatisk cholera. Wyss* undersøgte ligeledes choleraurin med samme resultat. Senere foreligger lignende undersøgelser fra Sena- tor?, Brieger?, Hennige® og Ortweiler ?. Gastro- Ved gastro-duodenalkatarrh med icterus fandt Yaffe? ingen forøgelse duodenal- af indicanet; Brieger? paaviste derimod en betragtelig forøgelse; men katarrh (Icterus catarrhalis). fælde af icterus catarrhalis, i hvilke urinen stadig viste sig indicanfattig. hans tilfælde var komplicerede med: peritonit. //ennige? undersøgte 4 til- P I 74 gte 4 Tilfældene kom til behandling, efterat den forudgaaende gastro-duodenal- katarrh var afloben. Ortweiler* fandt ligeledes i 7 tilfælde af katarrhalsk icterus kun ringe mængde indican, medens der i 3 tilfælde, hvor icterus skyldtes carcinom i.ventrikel og lever, samt ved galdestenskolik med sam- tidige peritonitsymptomer, var en meget betydelig indicanuri. Fr. Müller® ı Nothnagel: Zur Klinik der Darmkrankheiten, II Abtheilung. Zeitschr, f. klin, Medicin. Bd, 4, 1882, s. 244. 2 Se literaturangivelse s. 77 og 78. 3 Curschmann: Der Unterleibstyphus, Nothnagels Pathologie und Therapie. Bd. 31, Wien 1898, s, 177. ‘ Heller; Harn, Blut, Feces und Vomitus bei Cholera sporadica, Arch. f. physiol u, pathol, Chemie u. Mikroskopie. Bd, I, 1844, s. 15. 5 Heller: Vom Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin. Arch, f. physiol. u. pathol, Chemie u. Mikroskopie. Bd. 5, 1852, s, 137. 6 Gubler; Ref. i Schmidts Jahrbücher der gesammten Medicin. Bd. 104, 1859, s. 35. 7 Wyss: Ueber die Beschaffenheit des Harns im Reaktionsstadium d. Cholera, Cit, efter Ortweilers dissertation. Wiirzburg 1585, s. 27. 8 Fr, Müller: Untersuchungen über Icterus, Zeitschr. f, klin. Medicin, Bd, 12, 1887, s, 63 og 66, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 81 fandt de parrede svovlsyrer ved icterus som under normale forhold. Uri- nens indicangehalt viste sig afhængig af næringen, idet den var meget liden, naar patienten fik melk og tiltog noget under kjednæring. Röhmann! prøvede, hvorvidt galden kunde have nogen antiputrid virkning paa tarmindholdet ved at anlægge galdefistel hos hunde; dette indgreb bevirkede imidlertid ingen forøgelse af de parrede svovlsyrer, lige- som ogsaa kvælstofresorptionen fra tarmen forblev uforandret. Hirschler & Terray? anstillede ligeledes forsøg med galdefistelhunde og fandt heller ingen øget æggehvideforraadnelse i tarmen ved udelukkende kjødnæring, selv om galdetilførslen fuldstændig manglede. De nævnte resultater stemmer ikke overens med Diernackis®. Han fandt i 4 tilfælde af icterus catarrhalis, at æggehvideforraadnelsen var øget, idet de parrede svovlsyrer udskiltes i forøget mængde, udskillelsen aftog raskt, saasnart galdesekretionen atter kom igang. Allerede Bidder og Schmidt* omtaler galdens antiseptiske virkning paa tarmindholdet, og Maly og Emich® fandt, at man kunde hindre egge- hvideforraadnelsen ved tilsætning af galdesyrer til finhakket kjød og okse- pancreas. Lignende virkning af galdesyrerne fandt ogsaa Zindberger®; sterkest udtalt var virkningen i svagt sure opløsninger, og da reaktionen af tarmindholdet ialfald i den øverste del af tyndtarmen er svagt sur, maa altsaa galden her kunde udfolde sin forraadnelseshæmmende virkning. Til samme resultat kom ogsaa Dufalini? og Limbourg®. Disse iagttagelser finder altsaa støtte kun i Biernackis observationer, medens æggehvide- forraadnelsen eller ialfald indoldannelsen ifølge de øvrige undersøgelser ikke synes at tiltage, naar galdetilførselen til tarmen er hindret. Mavesaftens indflydelse paa forraadnelsesprodukternes dannelse i tarmen Anaciditet og hyperaciditet i ventriklen. 1 Röhmann: Beobachtungen an Hunden mit Gallenfistel. Arch, f. d. gesammte Physi- ologie. Bd. 29, 1882, s. 523 fig. 2 Hirschler & Terray: Darmfäulniss und Fettresorption bei einem Gallenfistelhunde, Ref. i Jahresberichte üb. d. Fortschr. der Thierchemie. Bd. 26, 1896, s. 438. 3 Biernacki: Ueber die Darmfäulniss bei Nierenentzündung und Icterus. Deutsches Arch, f. klin. Medicin. Bd. 49, 1892, s. 114. Bidder & Schmidt: Die Verdauungssäfte und der Stoffwechsel. Mitau u. Leipzig, 1852, S. 103. Maly & Emich: Ueber das Verhalten der Gallensäuren zu Eiweiss und Peptonen und über deren antiseptischen Wirkung. Ref. i Jahresber. üb. d. Fortschr. d. Thierchemie. Bd. 13 1883, s. 293. 6 Lindberger: Om gallans betydelse för förrutnelsen i tunntarmen, Upsala läkareförenings förhandlingar. Bd. 19, 1884, s. 473. Bufalini: Azione antisettica dei principii biliari. Ref. i Jahresberichte üb. d. Fortschr, der Thierchemie. Bd. 14, 1884, s. 483. 8 Limbourg: Ueber die antiseptische Wirkung der Gallensäuren. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 13, 1889, s. 201. a Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N.Kl. 1900. No. 4. 6 82 EYVIN WANG. M.-N. Kl. På blev først studeret af Aast1, som benyttede urinens ætliersvovlsyremængde som direkte maal for tarmforraadnelsens intensitet. Da mavesaftens salt- syre har antiseptisk virkning, gik han ud fra, at den normale mavesaft maatte virke hæmmende paa tarmforraadnelsen, idet den tilførte næring »desinficeredes« i ventriklen. For at bringe dette paa det rene gav han enkelte dage store doser alkali (calciumkarbonat eller natriumbicarbonat) for at neutralisere den fri saltsyre; han iagttog da, at æthersvovlsyrerne i flere (3—5) dage efter tiltog i mængde. I et enkelt tilfælde undersøgte han ogsaa urinens indicangehalt uden at konstatere nogen forøgelse efter alkali, medens phenolreaktionen et par dage efter alkalitilførselen tiltog i styrke. Lignende forsøg er ogsaa udførte under Stadelmanns ledelse af Hagen- torn?, som fandt, at sodavand og natriumkarbonat ikke foranledigede nogen forøget udskillelse af æthersvovlsyrer, eller den var i ethvert fald ganske ubetydelig. Derimod tiltog deres mængde med 30—40 % under forsøg med citronsurt natron; denne forøgelse vedvarede kun under alkaliperioden, saaledes at der allerede den første dag i efterperioden atter viste sig nor- male forhold. Wasbutzki? fandt øget mængde æthersvovlsyrer og samtidig sterk indicanreaktion, naar mavesaften ikke indeholdt fri saltsyre, eller naar salt- syregehalten var liden. Ved hyperaciditet var udskillelsen af de nævnte forbindelser mindre end under normale forhold. v. Noorden* finder ikke at kunne tillægge disse sidste undersøgelser synderlig betydning ved bedømmelse af saltsyrens indflydelse, da de er udforte med patienter, som led af cancer og ulcus ventriculi. Med hensyn til Kast’s resultater bemærker han, at forsøgsanordningen ikke er fuldt tilfredsstillende, idet tarmen oversvømmes med alkali, hvilket ikke kan være uden betydning for sekretion af galde-, pancreas- og tarmsaft, hvorved nye faktorer, hvis rækkevidde ikke kan bedømmes, kommer til. Endvidere antager han, at resorptionen af æggehvidens spaltningsprodukter hindres, hvorved fgrraadnelsesbakterierne faar anledning til at paavirke mere ægge- hvide end normalt. Han undersøgte selv 8 patienter, hos hvilke der var 1 Kast: Ueber die quantitative Bemessung der antiseptischen Leistung des Magensaftes, Festschr, z, Eröffn, des neuen allg. Krankenhaus zu Hamburg — Eppendorf 1889, s. 2 flg. 2 Hagentorn: Ueber den Einfluss des kohlensauren und citronsauren Natrons auf die Ausscheidung der Säuren im Harn, — Sfadelmann: Einfluss der Alkalien auf den Stolfwechsel, Stuttgart 1890, s. 117. 8 Wasbutzki: Ueber die Magengährungen und Ihren Einfluss auf die Fäulnissvorgänge im Darmkanal. Dissertation, Strassburg 1890, s. 32. Å v, Noorden: Ueber die Ausnützung der Nahrung bei Magenkranken. Zeitschr, f. klin, Medicin. Bd. 17, 1890, s, 522—533. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 8 19) saa godt som anaciditet, medens ventriklens motilitet var normal; de par- rede svovlsyrer i urinen viste sig hos samtlige at udskilles i normal mængde. I en række tilfælde med hyperaciditet havde han. foretaget indican- undersøgelse og hyppig fundet sterk forøgelse. Han mener derfor, at ventrikelsaltsyren ikke virker desinficerende udenfor ventriklens grændser, og at den specielt slet ikke har det mindste med desinfektion af tarmen at gjøre. Biernackil undersøgte æthersvovlsyreudskillelsen ved nephrit, under hvilken sygdom han konstaterede nedsat eller manglende saltsyregehalt i mavesaften. Han fandt tarmforraadnelsen øget, uden at der var nogen forstyrrelse af tarmfunktionen. Naar han gav saltsyre pr.os, fik han strax aftagen af æthersvovlsyrerne, hvilket vedvarede i hele saltsyreperioden, medens der atter kom forøgelse, naar syren blev seponeret. Mester? paaviste ligeledes tarmforraadnelsens afhængighed af mave- saftens saltsyre, idet han fandt betydelig forøgelse af de parrede svovl- syrer, naar han ved hjælp af chlorfrit kjød bragte ventriklens saltsyre- sekretion til at ophøre. Samtidig med æthersvovlsyrerne var der ogsaa sterk forøgelse af indican og phenol. Ved disse forsøg er at bemærke, at kjødet gjordes chlorfrit ved gjen- tagne ganges kogning med destilleret vand, hvorved det ogsaa samtidig blev »steriliseret«. Resultatet af hans første forsøgsrække viste ingen for- øgelse af de aromatiske stoffe i urinen, dette fandt han at stemme overens med v. Noordens ovennævnte iagttagelse. Forsøgsbetingelserne var i begge tilfælde nogenlunde de samme, idet der var anaciditet med uforandret moti- litet af ventriklen. Den af v. Noorden anvendte næring maatte være rela- tivt fattig paa forraadnelsesbakterier, og der manglede saaledes enhver anledning til abnorm gjæring i ventriklen, ved hvilken tarmforraadnelsen kunde begunstiges. Ved en følgende forsøgsrække lod derfor Mester det chlorfri kjod ligge i luften, til det var begyndt at raadne; efter fodringen med dette kjød kom der en meget betydelig forøgelse af de aromatiske produkter, hvilken han atter kunde forebygge ved at give chlornatrium sammen med det raadne chlorfri kjød. Schmitz3 prøvede virkningen af saltsyre, idet han selv tog 30 draaber 10 pct.s saltsyre pr. dag. I syreperioden fandt han gjennemsnitlig ca. 1 Biernacki: Ueber die Darmfäulniss bei Nierenentzündung und Icterus. Deutsches Arch. f. klin. Medicin. Bd. 49, 1892, s. 106. Mester: Ueber Magensaft und Darmfäulniss. Habilitationsschrift, Breslau 1893, s. 18 flg. 3 Schmitz: Die Beziehung der Salzäure des Magensaftes zur Darmfäulniss. Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd. 19, 1894, s. 408. Gastritis. Cancer ventriculi 84 EYVIN WANG. M.-N. Kl. 30 % mindre æthersvovlsyrer pr. dag end i normalperioden. Ved forsog med hunde viste saltsyren ingen virkning; han antager derfor, at der hos hunde allerede normalt er en hyperaciditet, som er tilstrækkelig til at ud- øve den maximale virkning paa forraadnelsesprocesserne i tarmen. Som støtte for denne antagelse anfører han, at æthersvovlsyrerne ved hans selvforsog ikke viste fortsat aftagen, naar han øgede den optagne mængde saltsyre til omtrent det dobbelte. Tilslut kan anføres, at Simon! efter en række undersøgelser af indican- uriens forhold til mavesaften, kom til det resultat, at indicanmængden kunde betragtes som indikator for mavesaftens gehalt paa fri saltsyre. Undtagelse dannede alene ulcus ventriculi, hvor der tiltrods for hyperaciditet var øget udskillelse af indican. Ved chronisk gastrit med saltsyremangel og abnorm gjæring i ven- triklen kan man altsaa vente øget udskillelse af aromatiske forbindelser i urinen som tegn paa øget æggehvideforraadnelse i tarmen. Stor indican- udskillelse ved chronisk gastrit er paavist af Brieger® og Ortweiler?, Medens Faffe* og de Vries? ansaa tarmsygdomme som aarsag til pathologisk indicanuri, fremhæver Senator? som almindeligt resultat af sine undersøgelser, at abnorm indicanudskillelse meget hyppigere optræder ved chroniske end ved acute sygdomme, og at den hyppigst iagttages ved consumptions- og inanilionstilstande. Syge, som liden eller ingen næring optager, og som tildels ogsaa kaster det nydte op, eller fordøier det slet, viser hyppig enorm indicanmængde i urinen; jo sterkere den ledsagende anæmi er, desto rigeligere er ogsaa udskillelsen. Foruden ileus synes diffus peritonit at være den eneste acute sygdom, som er forbunden med enorm indicanuri. Af de chroniske sygdomme var det specielt cancer ventriculi, som havde enorm indicanforogelse, uafhængig af afforingens forhold. Indican- forøgelse ved cancer ventriculi er ogsaa iagttaget af Brieger?, Hennige? og Ortweiler®, den sidste hævder, at indicanurien skyldes en forstyrrelse af den specifike ventrikelfordøielse, saaledes at en stor mængde af nærin- gens æggehvide passerer over i tyndtarmen enten uforandret eller endog i begreb med at forraadne. Han fæstede sin opmerksomhed væsentlig ved saltsyremængden og anstillede forsøg med to patienter, som led af cancer: han gav dem i 6 dage 12 draaber ren saltsyre 3 gange daglig og iagttog væsentlig formindskelse af indicanudskillelsen i saltsyreperioden. I Simon: The modern Aspect of Indicanuria with special Reference to the Relatio) between Indican and the Acidity of the Gastric Juice, Ref. i Medical Record. Bd. 49, 1896, s. 447. 2 Se literaturangivelse s. 77 og 78. 1900. No. 4. OM INDICANURI. pal Lynn Häberlin! udforte Faffe’s indicanreaktion gjentagne gange hos 51 patienter med cancer ventriculi. Kun hos rr (20%) fandt han sterk for- øgelse; hos mange vexlede gehalten i løbet af sygdommen betydelig, og han anser derfor indicanundersogelsen uden diagnostisk betydning. Ogsaa ved ulcus ventriculi er der gjennemgaaende paavist øget indican- udskillelse (Senator?, Brieger®, Hennige?, Ortweiler?, v. Noorden3), dog ikke saa sterk som ved cancer. Dannelse af æggehvidens spaltningsprodukter udenfor tarmkanalen blev først paavist af Brieger‘, som fandt phenol i stinkende pus fra en phleg- monos absces; senere har ogsaa Ortweiler? fundet indol i stinkende pus fra empyem og pyo-pneumothorax. Øget udskillelse af æggehvidens forraadnelsesprodukter kan man altsaa foruden ved sygdomme i fordøielseskanalen ogsaa vente ved sygdomme, som er forbundne med putrescens, f. ex. bronchitis putrida, gangræna pul- monum, mange carcinomer, abscesser 0, s. v. Ved en række sygdomme, hvor der hverken var tarmforstyrrelser og heller ikke nogen pusansamling, fandt Brieger® en øget phenoludskillelse, navnlig var dette tilfældet ved en del infektionssygdomme som difteri, erysipelas, mange tilfælde af pyæmi samt delvis ogsaa scarlatina. Han antager, at der under disse sygdomme opstaar »kleinste necrosen« ved bakteriers invasion i vævene, og han samler dem i en gruppe med navnet »fåulnisskrankheiten«. Ved difteri, scarlatina og erysipelas fandt dog Ort weiler lidet indican og Haldane" fandt tal, som laa indenfor normen ved phenolbestemmelser under scarlatina, miliærtuberculose og difteri. Keilmann° fremhævede indicanuri som et vigtigt hjælpesymptom ved diagnosen af skjulte pusansamlinger; han mente, at reaktionens styrke stod i forhold til sygdommens omfang og intensitet. Han excluderede tarmen ı Haberlin: Ueber neue diagnostische Hülfsmittel bei Magenkrebs. Deutsches Arch. f. klin, Medicin. Bd. 45, 1889, s. 339. Se literaturangivelse s. 77 og 78. 3 v. Noorden: Ueber die Ausniitzung der Nahrung bei Magenkranken, Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd. 17, 1890, s. 531. ‘ Brieger: Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch. Zeit- schr. f. physiol. Chemie. Bd. 2, 1878—79, s. 253. 5 Ortweiler: Ueber die physiologische u. pathologische Bedeutung des Harnindicans- Dissertation. Würzburg, 1885, s. 36. 6 Drieger: Einige Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr. f klin. Medicin. Bd. 3, 1881, s. 489. 1 Haldane: Die Ausscheidung der aromatischen Körper in Fieber. Ref i Jahresberichte ib. d. Fortschr. d. Thierchemie, Bd. 19, 1890, s. 424. 3 Keilmann: Beobachtungen über die diagnostische Verwerthbarkeit der Indicanurie, St. Petersburger med. Wochenschr. Jahrg. 18 : © 1893, No. 15, s. 135. ? Ulcus ventriculi. Putride sygdoms- processer. Briegers »fåulniss- krankheiten«. Abscesser, phlegmoner etc. Forskjellige sygdomme. Morbus Addisonii. Diabetes mellitus, 86 EYVIN WANG, M.-N. som indicankilde, naar fordoielsen var normal, eller naar indicanurien for- blev uforandret efter »desinfektion« eller temning af tarmen. Til samme resultat som denne forfatter kom ogsaa Hartmann) o Testi?, medens Pafenholz® kun fandt ringe mængde indican ved syg domme, hvor der var pusansamlinger, alene i to tilfælde var der forogelse og i disse var pusset putrid, stinkende. Beckmann‘ undersøgte 25 pati- enter med purulente aflektioner i bækkenorganerne. Kun 6 af disse vist øget indican; hos 15 patienter, hvor der ikke var pus, fandt han øge! udskillelse i 2 tilfælde, han kom altsaa ligeledes til det resultat, at der ikke var nogen sikker sammenhæng mellem pus og indicanuri. Heller ikk Mori? kunde paavise nogen saadan sammenhæng. Undersøgelse af indicanudskillelsen er videre udført ved en hel mængd forskjellige sygdomme. Med hensyn til detaljerne, som ikke frembyder synderligt af interesse, skal jeg henvise til de ovenfor gjentagne gang refererede arbeider af Yaffe, de Vries, Senator, Brieger, Hennige, Ort- weiler og G. Hoppe-Seyler. Betydelig indicanudskillelse blev af Rosenstirn® fundet i to tilfælde af morbus Addisonii; Hennige" paaviste det samme i et og Senator® i to tilfælde af denne sygdom; medens Ortweiler? i 4 tilfælde ikke kunde paa- vise nogen betydelig indicangehalt i urinen; til dette sidste resultat kom ogsaa Katz! og Leva), Ved diabetes mellitus fandt Otto!” en overordentlig forøgelse af indican- 1 Hartmann: Ueber die diagnostische Verwerthung der Indicanurie bei versteckten Eiter- ungen. Dissertation, Strassburg 1895, s, 32. 4 ® Testi: L'indicanuria nelle Suppurazioni, Il Policlinico 1895, s. 211. Ref. i Deutsch med. Wochenschr,, 1896, L, s. 10, 8 Paffenholz: Ueber Indicanurie bei Eiterungen. Dissertation, Bonn 1893, s. 33. ‘ Beckmann: Klinische Untersuchungen über den diagnostischen Werth der vermehr Indicanausscheidung bei Eiterungen, St. Petersburger med. Wochenschr, 1894, s. 265—68. 5 Mori: Ueber Indicanurie bei eiterigen Processen. Ref. i Centralblatt f. Chirurgie Bd, 22, 1895, s. 10. ® Kosenstirn: Die Harnbestandtheile bei Morbus Addisonii, Arch. f, pathol. Anatomie. Bd, 56, 1872, s. 37. 7 Hennige: Die Indican-Ausscheidung in Krankheiten. Deutsches Arch, f. klin. Medicin. Bd. 23, 1879, s. 284. 8 Senator: Ueber Indican und Kalkausscheidung in Krankheiten. Centralblatt f. d. m Wissenschaften 1879, No. 20— 22, I 9 Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation. Würzburg, 1885, s. 34. } 10 Kate; Harnuntersuchungen in einem Falle vom Mb. Addisonii. Wiener med, Blätter, Jahrg. 13, 1891, No. 21, s. 323. 11 Leva: Zur Lehre des Morbus Addisonii. Arch, f, pathol, Anatomie, Bd. 125, 1891 8. 59. i 12 Otte: Das Vorkommen grosser Mengen von Indoxyl- und Skatoxylschwefelsäure im Hi bei Diabetes mellitus. Arch, f, die gesammte Physiologie. Bd, 33, 1884, s. 609, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 87 mængden; men hans patient led af diarrhoe. Tidligere har ogsaa Schunck! fundet meget indican i et par tilfælde af diabetes, medens Heller? kun fandt uroxanthingehalten maadelig. A. Katz? har efter foranledning af Oser sogt at finde holdepunkt for diagnosen af pancreassygdomme ved urinundersøgelse uden at komme til noget resultat af pathognostisk betydning. Han lagde særlig vægt paa indicanudskillelsen. Saavel dyreforsøg udførte af Pisenti, Katz og de Renzi som kliniske undersogelser af Stefaninz, Biondi og Schlagenhaufer giver vexlende resultater med hensyn til indicanuri ved pancreaslidelser3. Ogsaa milten har man villet sætte i forbindelse med indolproduktionen i tarmen. Masetti* fandt saaledes sterk indicanreaktion hos 3 patienter med febris intermittens og stor miltsvulst. Patienterne levede paa meget æggehviderig næring. Han udførte ogsaa dyreforsøg, idet han exstirpe- rede milten hos en hund, som ikke havde vist sterk indicanreaktion under ernæring med kjød; efter exstirpationen viste den i gjentagne perioder under samme ernæring intens reaktion. Indicanreaktionen hos malariapati- enter er ogsaa undersøgt af Hennige?, som hos 9 patienter fandt øget indicanreaktion kun hos den ene. En vis grad af opsigt vakte det, da Hochsinger® i 1890 publicerede den iagttagelse, at der konstant var sterk indicanreaktion ved tuberculose i barnealderen; reaktionen kunde være saa intens, som den ellers kun forekommer hos voxne med ileus eller carcinom. Han iagttog reaktionen i urin fra de mindste smaabarn, og den var ikke knyttet til nogen bestemt form eller lokalisation af tuberculose, den indtraadte ligegyldigt om der var kliniske tarmsymptomer eller ei. Dette forhold fandt han ikke knyttet blot til spædbarnperioden, men til den hele barnealder. De nærmere de- taljer, som danner grundlaget for Hochsinger's slutninger, er meddelte af Kahane’, 1 Schunck: On the Occurence of Indigo blue in Urine. Philos, Mag. and Journ, of Science, Vol. 14 (Fourth Ser.), 1857, s. 295. Heller: Vom Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin. Arch. f. physiol. u. pathol. Ana- tomie u. Mikroskopie. Bd. 5, 1852, s. 137. 3 Oser: Die Erkrankungen des Pancreas. Nothnagels Pathologie u. Therapie. Bd. 18 II, Wien 1898, s. 9g9— 100, 4 Mazetti: Intorno alla Influenza della Milza sulla eliminazione del’Indicano per le Orine. Ref. i Jahresberichte üb. d. Fortschr, d. Thierchemie, Bd, 21, 1891. s. 418. 5 Hennige: Die Indican-Ausscheidung in Krankheiten. Deutsches Arch, f. klin. Medicin. Bd. 23, 1879, s. 279. 8 Hochsinger; Ueber Indicanurie im Säuglingsalter. Verhandl. d. 8. Versamml. d. Ges, f. Kinderheilk, in Bremen 1890, s. 33. ? Kahane: Ueber das Verhalten des Indicans bei der Tuberculose des Kindesalters. Beitr, zu Kinderheilk. aus d, I öffentl. Kinderkrankeninstitute in Wien, N. F. II, 1892, s, 63. no Pancreas- sygdomme. Milt- sygdomme. Tuberculose i barne- alderen, 88 EYVIN WANG. M.-N. KI. I lobet af kort tid fremkom en række meddelelser fra forskjellige barnekliniker, af hvilke de fleste ikke viste overensstemmelse med Hoch- singer's og Kahane's resultater, saaledes hævder Steffen), Voute?, Momid- lowski®, Giarré’, Cima®, Fahm®, Haverschmidt", Gehlig® og Zwiebel? samtlige, at indicanurien ikke kan tillegges nogen diagnostisk betydning ligeoverfor tuberculose i barnealderen. De fleste fandt, at reaktionen ved tuberculose ikke var konstant, samt at den forekom ligesaa ofte enten hos friske barn eller ved andre sygdomme, særlig var indicanurien fremtræ- dende ved sygdomme i intestinaltractus. Til samme resultat som Hochsinger og Kahane kom Mlle. Diouritch 19, som fandt indicanurien konstant ved tuberculose hos barn, medens den manglede hos friske. Ved forskjellige sygdomme (typhoidfeber, perityphlit, chronisk dyspepsi etc.) fandt hun ogsaa indicanuri, men den var. her in- konstant. Cattaneo" undersogte urin fra 100 børn og fandt, at der, bortseet fra tuberculose og fordoielsesforstyrrelser, kunde forekomme pathologisk indican- uri ved forskjellige barnesygdomme, dog ikke regelmæssigt og konstant. Ved tuberculose var indicangehalten konstant og i de fleste tilfælde patho- logisk. Ved mave- og tarmaffektioner forekom den hyppig, men kunde ogsaa mangle. Han anser derfor konstant forekomst af indicanuri som diagnostisk moment ved tuberculose, naar fordøielsessygdomme og puru- lente sygdomsprocesser kan udelukkes. 1 Steffen: Beiträge zu Indicanausscheidung bei Kindern. Jahrbuch für Kinderheilkunde. Bd. 34, 1892, s. 28. 2 Voute: Quelque remarques sur la coincidence de Pindicanurie et de la tuberculose chez les enfants. Rev. mensuelle des Malad. de Venfence. T. 11, 1893, s. 59. % Momidlowski: Ueber das Verhalten des Indican bei Kindern. Jahrbuch für Kinderheil- kunde, Bd. 36, 1893, s. 209. 4 Giarré: Sul valore semeiologico delle indicanuria nella tuberculosi infantile, Ref, i Jahrbuch für Kinderheilkunde, Bd, 36, 1893, s. 486. 5 Cima: Ueber den diagnostischen Werth der Indicanuri im Kindesalter, Wiener med. Blätter, Jahrg. 17, 1894, No. 23, s. 309. 6 Fahm: Ueber den diagnostischen Werth der Indicanreaktion bei Tuberculose im Kindes- alter, Jahrbuch für Kinderheilkunde Bd, 37, 1894, s. 186, 7 Haverschmidt: Ref. i Revue mensuelle d, Malad, de l’enfance, T. 12, 1894, s. 88. 8 Gehlig: Beobachtungen tiber Indicanausscheidung bei Kindern, speciell bei der kind- lichen Tuberculose. Jahrbuch f. Kinderheilkunde. Bd, 38, 1895, s. 312, ® Zwiebel: Ueber die Verwerthbarkeit der Indicanurie für die Diagnose der Tuberculose im Kindesalter. Dissertation, Bern, 1895, s. 23. 10 Diouritsch: Contribution a Vetude de Vindicanurie chez les enfants, Revue mensuelhe des Malad, de l'enfance, T, 12, 1894, s, 58. 11 Cattaneo: Beitrag zum Studium der Indikanurie bei Kinderkrankheiten, Ref. i Jahres- berichte üb. d, Fortschr. d. Thierchemie, Bd. 28, 1898, s. 679, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 89 Concetti! udferte 2325 indicanundersogelser og kom til det resultat, at indicanurien kun havde diagnostisk betydning med hensyn til digestions- tractus’ tilstand, pathognomonisk tegn paa tuberculose er den derimod ikke. Tilslut maa ogsaa omtales, at forøgelse af indican- og æthersvovlsyre- Autointoxica- mængden i den senere tid ogsaa nævnes i forbindelse med lidelser, der Re antages at skyldes auto-intoxication fra tarmkanalen. Saaledes iagttog Singer? ved flere hudlidelser som urticaria, acne vulgaris etc., at der var rigelig udskillelse af indican, athersvovlsyrer eller phenol. De nævnte lidelser bedredes eller helbrededes ved anvendelse af menthol som tarm- antisepticum og samtidig svandt ligeledes de aromatiske stoffe i urinen. I tilslutning til denne publikation meddelte ogsaa Freund>3, at han i en række tilfælde af erythema multiforme paaviste ganske excessive mængder af indol, skatol, phenol og æthersvovlsyrer i urinen. Desinfektion af tarm- kanalen med calomel viste sig i disse tilfælde at være af udmerket virkning. Rovighi* anstillede dyreforsøg for at prøve den toxiske virkning af indol og skatol. Den letale dose for voxne kaniner var r11/2—2 gr.; mindre kvantiteter fremkaldte torpor og somnolens samt lidt efter lidt lammelse med hjertesvækkelse, temperatursynkning og urinretention. Herter® fandt ligeledes toxisk virkning paa nervesystemet ved intra- venøs injection af indol hos hunde og kaniner. Hos et menneske frem- kaldtes let frontal hovedpine, kolik og diarrhoe efter 0.5 gr. indol pr. os. Hos et andet individ havde denne dose ingen virkning, hvorimod 1.0 gr. frem- kaldte tydelig toxisk virkning. Han ser i sine experimenter en mulig forklaring til den indisposition, som ledsager obstruction. Langvarig obstruction tænker han sig ogsaa at kunne danne basis for udviklingen af neurastheni. Ved undersøgelse af urin fra 32 neurasthenikere fandt han i 2r tilfælde sterk indicanreaktion, medens den i 11 tilfælde var svag eller negativ. Med hensyn til spaltningsprodukterne ved æggehvideforraadnelsen som aarsag til auto-intoxication bemærker Fr. Müller®, at netop de produkter, ' Concetti: Ricerche sulla Indicanuria nelle Malatie Infantili. La Pediatria 1898, No. 1 og 2. Separataftryk s. 29. Singer; Ueber den sichtbaren Ausdruck und die Bekämpfung der gesteigerten Darm- fäulniss. Wiener klin. Wochenschr. Jahrg. 7, 1894, No. 3, s. 37. 3 Freund: Ueber Autointoxicationserytheme, Wiener klin, Wochenschr. Jahrg. 7, 1894, No. 3, s. 39. À Rovight: Sull'azione dei prodotti tossici della putrefazione intestinale etc. Policlinico 1896, s. 6. Ref. i Schmidts Jahrbücher Bd. 251, 1896, s. 12. 5 Herter: An Experimental Study of the Toxic Properties of Indol. Medical Record, Bd, 53, 1898, s. 569. 6 Fr. Müller: Autointoxicationen intestinalen Ursprunges, Verhandl d. XVI. Congresses fiir innere Medicin in Wiesbaden 1898, s. 162. 19 go EYVIN WANG. M.-N. K kan forekomme i stor mængde i urinen, uden at der er mindste forgift- ningssymptomer tilstede. forhold til auto-intoxicationerne. I enkelte sygehistorier findes anført, : indicanmængden ved en enkelt undersøgelse er stor. I andre tilfælde an: den theori, at sygdommen skyldes en auto-intoxication fra tarmkanalen, dog tør han i det enkelte tilfælde ikke tillægge urinanalysen nogen større be tydning. - I det hele taget har man ved disse undersøgelser mindre fæstet sin cutan injection paa dyr. Egne undersøgelser. Af foranstaaende literaturoversigt fremgaar, at indicanudskillelsen he veret gjenstand for talrige undersogelser ved de forskjelligste sygdoms- tilstande. Bortser man imidlertid fra de undersegte tilfælde af tyndtarm- occlusion og diffus peritonit, saa finder man, at der i de aller fleste til fælde angives særdeles divergerende resultater for samtlige andre under: sogelsers vedkommende. Aarsagen hertil kan naturligvis ligge deri, at indicanudskillelsen i hø grad er varierende, saaledes at man ved de forskjellige undersøgelser kan komme til modsatte resultater. ‘Muligt er det ogsaa, at divergensen kan skyldes mindre tilfredsstillende anordning af undersøgelserne. 1 Hochhaus: Ein Fall von Tetanie und Psychose mit tödtlichem Ausgang bei eine Kranken mit Syringomyelie. Deutsche Zeitschr, f. Nervenheilk, Bd, 7, 1895, s. 110 2 Goldflam: Weitere Mittheilung über die paroxysmale, familiäre Lähmung. Deutsche Zeitschr. f, Nervenheilkunde, Bd. 7, 1895, s. 12. 1900. No. 4. OM INDICANURI. or Saa godt som uden undtagelse er indicanbestemmelserne kun udførte ved hjælp af kvalitative prøver, desuden har man i mange tilfælde til undersøgelserne kun benyttet en liden urinportion fra en tilfældig tid af døgnet. I andre tilfælde har man vistnok undersøgt den samlede døgn- urin; men der kan ikke sees, at man har taget hensyn til urinens kon- centration, hvilket naturligvis kan give anledning til misvisende resultater, idet en liden døgnmængde af sterkt koncentreret urin selvfølgelig vil give langt sterkere reaktion end det samme kvantum urin af en større døgn- mængde, i hvilken indicanmængden pr. dag er den samme. For at undgaa disse feilkilder har man ingen bedre vei end at fore- tage kvantitative bestemmelser af indicangehalten i den samlede døgnurin. I løbet af de sidste par aar har jeg foretaget en række saadanne be- stemmelser, idet jeg har benyttet mig af den tidligere beskrevne methode. En del af undersøgelserne er udførte uden anvendelse af ætheralkoholvand til udvadskning af chloroformresiduet, og i disse tilfælde er altsaa de an- førte indigoværdier for høie, hvorfor jeg kun anfører de undersøgelser, hvor resultaterne er saa smaa, at man med sikkerhed kan udelukke en indicanforøgelse. I enkelte tilfælde er der ogsaa ved hjælp af denne me- thode paavist saa store værdier, at en forøget udskillelse er udenfor al tvivl. I den efterfølgende oversigt vil disse analyser blive betegnede med »oprindelig methode« — hvor saadan tilførsel ikke findes over tabellen, er bestemmelserne udførte efter den modificerede methode 9: udvadskning med æther-alkohol-vand. Resultatet af disse undersøgelser skal jeg anføre i en følgende række tabeller. No. 1. R.H. chir. afd. B. L.-no. 2280/98. M. I, 75 aar. Hernia inguinal. incart. Incarcerationssymptomerne begyndte ca. 20 timer før operationen. Opereret d. 8./4. kl. 9 fm. Oprindelig methode, Dat. Urin- Spay: Indigo Kvalitativ Änm: mængde, mg. reaktion. 1898 8./4. 220* 1026 10.1 sterk * Urin taget med katheter for opera- 9. 380 1026 36.2 intens tionen, 10. 950 1024 59.8 || meget sterk II. 730 1025 2.2 | middels 12. 1690 1025 | 23.8 | middels 13 960 1025 ge \ svag 14 960 1025 | 6.5 | svag 14./4. Sparsom, klumpet aff. e, klyster. Tyndtarm- occlusion, No. 2. crural, dextr. incarc. EYVIN WANG. RH. chir. afd. B. L.-no. 1304/97. M.-N. Kl. K. O., 69 aar. Hernia Incarcerationssymptomerne begyndte ca. 24 timer for operationen. Opereret d. 18./12. kl. 7 em. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sp, v. Indigo Kvalitativ mængde. mg. reaktion, 1897 | 18./12. 60* 1030 4.9 | intens 19. 370 1020 43.8 || meget intens 20. 660 1022 24.9 | meget tydelig 21 940 1017 22.2 || tydelig 22. 1070 1015 | 16.2 | middels 22: 660 1025 9.9 middels 24. 1210 1017 9.6 svag 25. 490 1025 9.1 middels No. 3. inguinal, incarc. * Urin taget med katheter for opera- tionen. 19./12. Rigelig aff, et par timer efter operationen. 22/12. Sparsom aff. efter klyster. R.H. chir. afd. B. L.-uo. 1808/98. M. S., 23 aar. Hernia Incarcerationssymptomerne begyndte ca. 4 timer før operationen. Opereret 17./2. 98 kl. 2 em. Oprindelig methode. Anm. Dat Urin- | | Indigo Kvalitativ mengde, mg. reaktion, i] 1898 | 17./2. 210% 1026 1.0 || ganske svag 18. 350 1028 6.8 middels 19. 800 1027 278 | meget tydelig 20. 390 1032 Su tydelig 21 680 1028 25.9 || meget tydelig 22, 1200 1025 34.4 tydelig 25: 850 1030 25.8 = 2 1160 1025 24.3 -- 25. 870 1030 13.5 middels 26. 1820 1025 144.7 tydelig 27. 880 1019 17.5 = 28. 1510 1028 46.4 || meget tydelig 1,/3.| 1250 1026 26.1 tydelig 2 1250 1030 50.0 sterk 3 1100 1025 28.9 middels 1 1000 1024 36.5 | meget tydelig 5 790 1028 21,1 tydelig * Urin taget med katheter for tionen, opera- 20,/2, rigelig flatus, 26./2. rigelig aff, efter klyster. be Re 1900. No. 4. OM INDICANURI. 93 tonitis tuberculosa ? Sterk omfindtlighed over underlivet, der ikke er udspaendt, mest ud- talt i begge fossæ iliacæ, særlig paa hoire side, hvor der ogsaa er let daempning: Dat. Urin- Sr Indigo Kvalitativ Aft. Fe mængde. mg. reaktion, 1899 19./3. 750 1027 102.4 meget intens | 2 20, 570 1028 81.7 —»— I 21. 570 1027 83.4 —— 0 22. 580 1027 61.2 —»— I 23. 510 1026 771 —»-- I 24. 570 1028 88.8 —»— 2 25. 600 1030 84.8 1 — 2 26, 380 1030 Og; —3— 2 27. 1120 — 90.7 intens 2 28, 520 1025 69.3 || meget intens | 2 29. 760 1025 79.0 —» — 2 30. 810 1024 77.4 —» — 2 No. 5. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1590/98. B. B., ol/2 aar. Peritonitis tuberculosa. For 11/2 aar siden begyndte smerter i underlivet, som tiltog i omfang. Diarrhoe. | Er bleg og mager. Underlivet noget udvidet. Daempning fra 3 fingers- bred nedenfor umbilicus. Dæmpningen i sidepartierne opklares ved leie- forandring. Ingen tydelig fluktuation. Oprindelig methode, Dat Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Af Ren mængde. mg. reaktion, 1898 17./1. 130 1031 15.5 | meget intens| 2 | grodede 28. 380 1030 48.7 =H= 5 | vællingagtige 29. 340 1031 248 intens 4 — 30. | 330 1029 17.6 sterk 5 — 31. 370 1030 18.5 — 4 — 1 /2. 590 1020 Seg — 2 | grødede No. 6. R.H. med. afd. B. L.-no. 1502/98. I. Ø., 13 aar. Peri- tonitis tuberculosa. De sidste par maaneder af og til smerter i underlivet. Den 25./12. 97 frysning, sterke smerter i underlivet, intens hovedpine; brækning. Af 94 EYVIN WANG. M.-N. KI. føringen træg med 2 å 3 til 5 dages mellemrum. Underlivet betydelig udspændt. Smerter især omkring navlen. Dæmpning nedenfor umbilicus. Leverdæmpning fra 6te til 7de costa. Feber. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sp. v. Indigo | Kvalitativ Afi, Aga mængde, mg. reaktion, 1898 | 21./1. | 560 1033 | 8.7 middels o 22. 800 1027 Sur — o 23. 890 1016 10.7 — 1 | sparsom, efter klyster. 24. 510 1025 11.3 tydelig o 25. 970 1025 13.7 middels 1 | efter klyster. 26. 630 1025 9.9 — o 27 1040 1017 12,1 — 1 | efter klyster. 28 570 1025 10.9 | — o 29. 260 1029 2 | — I | spontan. 30. 380 1027 13.0 RES tydelig) o No. 7. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1540/98. W. S. +10 aar. Peritonitis tuberculosa. Syg siden julen 1897. To dage før indkomsten paa hospitalet (d.20./1. 1898) blev han tyk over underlivet. De sidste 8 dage diarrhoe. Underlivet stort og bredt, navlen udslettet, udvidede vener. Dæmp- ning fra 2 fingersbred nedenfor navlen; tydelig fluktuation. Oprindelig methode. D Urin- Sp. v. Indigo Kvaltatiy Aa Ann mængde. mg. || reaktion, | | 1898 | 22T. 360 1035 5.5 | middels 2 | lose 23. 450 1035 68 | = 3 | — 24. 330 1036 || 5.3 | — 3 | — 25. 300 1035 38 | _ 3 | — 26. 350 1032 7.1 | tydelig s 4 | — 27. 310 1033 || -7.0 «|| — 2| — 28, 320 1030 | 75 | — 4 | — No. 8. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2787/97. B. S., 4 aar. Pert- tonitis tuberculosa. Peritonit med stort exsudat, der gjentagne gange udtomtes ved punk- tion. Dede 3./2. 98. Ved partiel sektion fandtes tuberculos peritonit. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 95 Oprindelig methode 2 Æther- | j == Dat Urin- Sa svovlsyre | Indigo Kvaltatiy Aff ee mængde. som mg reaktion. BaSO, igr| 1897 28./8.| 250 1025 0.191 1.6 svag 3 29. 220 1023 0.126 2.6 middels 2 30. 4 air. 230 1026 0.150 1.3 svag I 1./9. 210 1026 0.148 0.9 — 3 2 210 1026 0.194 2,8 middels 2 3 210 1023 0.164 34 — 2 4 210 1024 0.230 4.5 tydelig 2 No. 9. R.H. med. afd. B. L.-no. 2201/99. A. I, 13 aar. Peri- tonitis tuberculosa? Altid tilbøielig til obstruction. side af underlivet med gjentagne brækninger. I begyndelsen af mars smerter i heire Mellem navlen og høire costalbue en bevægelig tumor, som kan skydes over til Underlivet betydelig udvidet med blaalige venetegninger. venstre side næsten forbi midtlinien; den vender dog strax tilbage til sin oprindelige stilling. Under hospitalsopholdet svandt tumor fuldstændig. Stadig obstruction. Afebril. Dat. Urin- Sn Indigo Kyalitativ Aff. Retna mængde. mg. reaktion, 1899 23./3.| 1200 1018 15.2 tydelig o 24. 1350 1017 21.6 = o 25, 1470 1016 20.9 -- o 26, 1330 1023 14.3 — I 7. 1100 16.9 = o 28. 1730 1016 18.0 — o 29. 1120 1019 21.8 ||meget tydelig| o 30. 700 1023 9.8 tydelig I No. 10. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1966/98. G. A., 71/2 aar. Tuberculosis. Fra julen 1897 diarrhoe. Sterk afmagring. Smerter i underlivet, iser omkring navlen. Fine blærer i fossa supra- og infraspinata paa venstre side. Ved sektion fandtes: Peritonitis circumscripta fibrino-purulenta. losis ren. sin. Tuberculosis apicum pulmon. Pyelitis tuberculosa. Cystitis. Tuberculosis intestin. ten. et gland. mediast. Tubercu- Appendicitis 96 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Dat. Urin- cn Indigo Kvalitativ Aff. ANZ = Anm mængde, mg. reaktion, —— == — 1 u —S>a === 1898 | | 12/3.| 250 1026 16.4 || meget sterk | 1 EY 120 1027 25.6 |\overm, intens| 1 14. 220 1030 36.3 | meget intens| 3 | grodede. 15 180 1033 36.6 | —-— 3 16. 170 1033 42.7 |\overm.intens| 2 - 17; 150 1029 44.5 —3— 3 | vællingagtige. 18. 180 1023 28.8 | meget intens| 2 = Å 19. 180 1026 46.8 | overm. intens | 5 = 31. 260 1019 39.6 | meget intens | 1 | fast. 1./4. 540 1018 2.0 | —»— 1 2: 620 1014 57.1 || intens 2 3. 510 1014 34.9 || meget sterk | 1 | ! brækning. 4. 650 1010 31.7 sterk I 5. 530 1016 46.0 | intens 2 6, 160 1028 49.0 |overm. intens| 1 7- 150 1030 46.0 | —»— 3 8. 140 1031 493 | —- 3 9 180 1030 || 55.0 —3— 2 No. 11. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 765/97. K. H. 13/2 aar. Peritonitis. 14 dage før indkomsten paa hospitalet, mavesmerter og hovedpine. Træg afforing. Daarlig madlyst. Den 4/10. brækning; smerte og ømhed i høire side af underlivet — efter nævnte dag ingen afføring. Der er dæmpning i høire fossa iliaca, hvor ogsaa nogen ømfindtlighed. Oprindelig methode, | | | Dat, | Urin- ae | Indigo || Kvalitativ Af) A mængde. | mg. || reaktion, | | Me : =T — — 1897 | | 9./10, 780 1023 || 347 | sterk o | melk + bygsuppe. 10, 7700 1026 | 28.4 | — o TI, 420 1030 | 129 ||meget tydelig | o 12, 600 1030 || 26.0 || sterk o 13. || 1 14. 460 1023 | 16.2° || meget tydelig) 2 | do. + 1 fiskebolle, 15. 680 1020 | 12.3 || middels 3 | do, do. + smørbrød, 16, 1030 1014 | 10.4 || — 2 ‘| do. do. + æg. 17. 1100 1015 | TS | svag 1 | Ya D.V. 18, 1300 1016 me || En 1 Es 19. 1130 1018 | 10,2 | — I 20. 900 1020 | 163 | middels I 21; 630 1025 || 128 | — 2 22. 1260 | 1020 || 10.6 | svag 2 1900. No. 4. OM INDICANURI. 07 Oprindelig methode, | Dat. Urin- søv Indigo | Kvalitativ Afr | RE mængde, mg. reaktion. : 1897 | 26./10. 910 1022 17.3 middels o 27. 1720 1015 = 2 28, 1780 1015 Bae ganske svag | 3 29. 1630 1016 9.5 svag 3 30. 1360 1017 13.2 middels I 31. 2170 1015 12.8 = I No. 12. R.H. med. afd. B. L.-no. 1488/98. R. D., 23 aar. Appen- dicitis. Ingen afforing siden 15./1. morgen. Underlivet udspændt, ujævnt, mest fremstaaende omkring navlen og over mod høire sideparti. I høire side noget dæmpet percussionslyd. Diffus omfindtlighed, dog sterkest ud- talt i høire regio iliaca. Oprindelig methode, Dat Urin- Sov Indigo Kvalitativ An mængde. mg. reaktion, | 1l 1898 R Dype 650 1030 9.5 middels o 22, 600 1032 9.1 — o 23. - 380 1032 9.5 tydelig o 24, 830 1030 21.6 = o 25, o 26 630 1025 11.7 — o 27. 580 1026 10.2 = o 28 570 1025 12.0 — o 29 520 1025 127, — o 30. 690 1022 14.5 F= I | sparsom efter vandinjection, 31. 850 18.6 = o 1./2 730 1016 22,7 ||meget tydelig| o 2. 1080 1018 24.6 tydelig o 3. 1300 1021 22.7 middels I | rigelig efter klyster. 4 1000 1020 15.8 — o 5 1170 1017 14.7 — fo) 6 1150 1021 17.9 — I | rigelig efter klyster. 7 980 1020 || 13.4 — I | rigelig, spontan. 8 990 1020 7.4 svag o 9. 1030 1020 73 — 1 | do. do, , No. 13. R.H. med. afd. A. L.-no. 2042/99. R. R., 25 aar. Appen- dicitis. Ingen afføring fra 21./2. til 1./3. 99. Underlivet let udspændt, mest omfindtligt i regio ileo-coecalis, dæmpning — ingen tumor. Vid-Selsk. Skrifter. M-N.Kl. 1900. No. 4. Obstruction, EYVIN WANG, Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aft. Knin, mængde, mg. reaktion, = === = 1899 | 1./3. 960 1025 28.3 |meget tydelig) 2 2, 790 1027 20.2 — I % 710 1026 19.7 - 2 | 1 liter melk, 4. 660 1026 20.8 sterk 1 5. 670 1026 14.5 ||meget tydelig| 3 6. 720 1024 13.6 — 2 | Diet ı B. 7. 800 1020 8.7 tydelig 2 8. 930 1018 53 middels 2 9. 660 1020 8.8 tydelig o 10, 710 1019 5.2 middels o II, 840 1019 12.9 tydelig o | 8/, liter bygsuppe. 12. 750 1017 9.1 _ o EN 880 1012 9.2 — o 14. 720 1016 9.2 — o 15. 960 1011 10.3 — o 16, 1200 1007 5.9 middels o 17. 690 1013 8.5 tydelig I 18, 570 1019 63 — 2 19, 1300 1008 17: — I No. 14. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 755/97. K. A., 8 aar. Appendicitis. Å Ingen: afføring den sidste uge. Dæmpning og ømhed i høire regio iliaca. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. ¥ | Indigo | Kvalitativ Ana mængde, | mg. reaktion, Tuberculosis. Hoste siden sommeren 97. — bleg, noksaa mager, | | middels Kortere percussionslyd over venstre top | No. 15. RH. afd. f. barnesygdomme. L.-no. 1890/98. O. S., 6 aar. Oprindelig methode, Anm, Dat. Urinr Sp. v | Indigo Kvalitativ Aff, mængde | mg. reaktion, 1./3. 340 1031 | 15.7 I sterk Le | 3, 270 1036 | 15.4 | — o ce 220 1035 || 16.0 || meget sterk | 1 4. 230 1033 || 145 | — 1 sparsom efter klyster, rigelig, spontan, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 99 No. 16. R.H. afd. f. barnesygd. Chorea. L.-no. 1660/98. S. T., Io aar. Oprindelig methode, | | Dat. | Urin- Sain | Indigo Kvalitativ Aft poe mængde. mg, reaktion. | 1898 3./2 380 1027 | 19.5 |meget tydelig | I 4 420 1029 | 22.4 sterk o 5 510 1022 25.0 — I 6. 660 1018 | 12.0 middels I 7. 670 1023 | 16.8 tydelig o 8 880 TOMS) |) 75.7 middels I 9 810 1013 7.6 svag o 10, 1050 1017 13.0 middels o II. 650 1020 13.3 — o 12, 400 1021 12.0 tydelig o 13. 380 1027 73 middels fo) 14. 310 1023 7.1 tydelig o R$ 150 1038 7.6 sterk I No. 17. R.H. med. afd. B. L.-no. 1412/98. (Pleuritis). K. K., 30 aar. Febris I den senere tid aftaget betydeligt i huld og kræfter. Pleuritiske gnidningslyd. Hoste uden expectorat. Appetiten yderst liden. Dat. Urin- Soe Indigo | vat Aff. Anm: mængde. mg. reaktion. 1899 3./3. 600 1021 4.0 middels I 4. 870 1020 FL — o 38 1000 1020 6.0 — o 6. 700 1021 8.r tydelig o GE 420 1024 5.0 | -- o 8. 570 1024 6.6 || — I No. 18. R.H. med. afd. B. L.-no. 1464/98. E.H., 19 aar. Phthisis pulmon. Nogenlunde velbefindende. Ikke rigelig expectoration. Gaar oppe. | | Dat Urin- Sp. v. | Indigo EEE Aff Ann, mængde. mg. reaktion. 1899 2./3. 440 1026 A.T middels 2 3 1910 1019 Py dy | — o 4 1450 1016 19.0 — 100 EYVIN WANG. M.-N. Kl. pat | om | Indigo | Kvalitativ ove mængde. mg. reaktion. | 1899 5./4. 1020 1014 14.3 middels o 6. 1415 1016 25.3 tydelig o 7 870 1015 12.4 middels 1 | efter Hunyjadyjanos, 8. 480 1030 14.3 | meget tydelig) o 9. 1250 1015 11.8 middels o 10, 910 1019 6.7 = I 11, 1300 1021 14.4 — o 12, 1120 1028 8.6 — o 13. 815 1027 11.6 — I 14. 800 1032 13.1 — I No. 19. RH. afd. f. barnesygdomme. L.-no. 1086/97. R. P., 6 aar. Meningitis. | Fra sluten af december 97 udtalt hovedpine, gjentagne brækninger. Pupillerne trægt reagerende. Urolig med skrig om natten. Puls uregel- mæssig. Feber. | Sektionsdiagnose: Miliær tuberculose. Oprindelig methode, Dat Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ Anm, mængde, mg reaktion. 1898 | t/t. 100 1035 1.6 middels | 00 2. 440 1035 | 6.8 — o | 3 brækninger. a: 160 1029 3.7 tydelig o | 4 os 4. 350 1026 5.6 middels TO fr = Se I 6. 320 1025 3.6 — o a 230 1024 | 27 — o 8. 270 1020 21 — o No. 20. R.H. med. afd. B. L.-no. 1949/97. H.S., 26 aar. Phthisis Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Am, mængile. mg. « reaktion. 1898 I Il 16,/1,| 1500 101$ | 5.7 || Gansk svag | 2 17. 2400 1013 | 7.6 — 3 - 18. 1600 1012 || 2,8 — o 19 goo 1012 18 o 20 800 1013 2,0 = Oo 1900. No. 4. OM INDICANURI. 101 No. 21. R. H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1322/97. I. G., 41/2 aar. Bronchitis. Oprindelig methode. Dat. Urin- Spee Indigo Kvalitativ | ag ARM. mængde. mg. reaktion. 1897 23./12. 220 1031 oy tydelig 00 24. 200 1032 6.1 meget tydelig| o 25. 120 1035 5.6 sterk I 26, 110 1036 3.8 meget tydelig| o 27. 160 1035 6.2 — 2 28, 320 1025 6.6 tydelig o No. 22. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1693/98. F. E., 7 aar. Poliomyelitis anterior ? Meget mager og bleg. Atrofierende slap lammelse af begge under- extremiteter. Afebril. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sel Indigo Kvalitativ Aff, ER mængde. mg. reaktion, 1898 10./3. 230 1030 18.7 intens 4 | vællingagtige. II, 250 1030 33 middels I = 12, 360 1019 6.8 = I — 5 gr. subnitr, bismuth. 13. 370 1016 5.8 — 2 -- =)= 14. 370 1023 31.8 intens 1 | formet, =)= 15, 380 1022 | 30.6 | — 2 | vællingagtige, == 16, 370 1022 17.8 sterk I | grødet, —p — 17. 290 1025 2.5 svag I | vællingagtig, —» — No. 23. R.H.med.afd.B. L.-no. 1809/99. J.M., 47 aar. Diarrhoea. Diarrhoe fra midten af novbr. 1898. Dad Urin- Spy. Indigo Kvalitativ Af. Avra mængde. mg. reaktion. 1899 26./2. 1250 1021 5.0 svag 27. 2400 1013 1.4 || svagt blaaskjer 28. 1840 1012 4. svag 3-5 | løse 1./3. 1370 1018 9.6 middels 2, 1620 1017 6.2 svag 3. |» a 1000 1023 II.2 middels 3 » 4. 1950 1015 10.5 svag 3 » Be 2000 1015 10.7 — 2 || >» 6. 1420 1016 8.3 - 3 |» Me 2120 Ioll 4.1 ganske svag | 2 » 8, 2030 1020 2.7 — 2 » Diarrhoe, Cancer ventriculi, 102 EYVIN WANG. M.-N. No. 24. R.H. med. afd. B. L./no. 1389/98. H. O., 17 aar. Phthisis. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aone mængde, mg. reaktion. 1898 ı2./1.| 250 1027 3.6 middels 4 | lose. ER 280 1026 9.6 |meget tydelig| 4 | » 14. 360 1022 IT — == 25 » No. 25. RH. afd. f. barnesygd. L./no. 270/97. I. F., 81/2 aar! Hysteria. “4 Oprindelig methode, ; Dat. Urin- Sp. +: Indigo Kvalitativ Ar 1 mængde. mg. reaktion. 1 1897 17./9.| 890 1020 1.5 ganske svag | 3 | lose 18, 820 1015 0 lys redlig 3 19. 580 1020 83 middels 3 20, 570 6.6 — 3 21, 510 1020 4.6 — 2 | grodede. 22. 500 1027 0 lys rodlig 2 » i 22) 490 1028 25 svag 2 o>), al No. 26. R.H. med. afd. B. L.-no. 1983/98. A. P., 60 aar. Cancer ventriculi. Omtrent i et aar daarlig madlyst, sure og bedste spate) af og il brækning. Hurtig afmagring og kræftetab. Afforingen træg. Siden så aar for det meste tilsengs. Icterisk, ødematøs. Palpabel tumor. Oprindelig methode, Kvalitativ Indigo Dat. Urin- v | Aff mængde mg, reaktion. å 870 1020 12.5 middels 1 13. 750 1012 5.2 svag I 14. goo 1020 sg | — 1 15. 1100 1013 86 | , — 1 16, 570 1023 | 6.1 — 1 17. 750 1012 || 11.0 middels o No. 27. R.H. med, afd. B. L.-no. 1197/98. ventriculi. Palpabel tumor. maaltider fandtes negativ saltsyrereaktion. Tydelige knuder i leveren. Anm, B. O., 50 aar. Cancer Ved gjentagne prove- 1900. No. 4. OM INDICANURI. 103 Dat. Urin- Ss < Indigo Kvalitativ mængde. mg. reaktion, Aff, Anm, I 500 | 1019 | ra ri meget tydelig No. 28. R.H. med. afd. A. L.-no. 2031/99. A. P., 70 aar, Dila- tatio ventriculi. Langt fremskreden cancer med udtalt cachexi. Stor dilatation af ven- trikelen med retention. Ikke spontan urinladning. Katheteriseret en gang daglig. Dat. Urin- Sp. +. Indigo Kvalitativ Aff. Am mængde. mg. reaktion 1899 9./3. 200 1025 6.8 sterk o | I brækning. 10, 170 1023 5.0 — o|ı -- 11. 200 1021 5.9 — I | 4 — 12, 120 1017 4.0 = o |5 — 13. 200 1015 6.4 — o 14. 120 1015 2,7 meget tydelig| o | 3 — No 29. R.H. med. afd. B. L.-no. 1731/98. O. H., 43 aar. Cancer? Ructus, pyrose, ofte brækning i 4 aar. Icterus for 1 aar siden. I flere aar hævelse i underextremiteterne om aftenen. Bleg og mager. Ingen smerter. Underlivet noget opdrevet. Gar- gouillement over colon. | Oprindelig methode, Dat Urin- Sp. v. Indigo Kyalitativ AH. nme mængde. mg. reaktion. = 1898 Minas 700 1027 49.2 meget sterk | 1 | vællingagtig 12, I = er 640 1027 38.6 — I — 14. 700 1027 36.8 — I — 15. 960 1027 88.3 meget intens| 1 — 5./3.| 1520 1020 30.5 tydelig I 6, 1540 1018 33.0 middels À m 2000 1016 33.1 tydelig I — 8. 1580 1017 70.5 sterk I = 9. 1970 1018 74.6 — I — 10, 1620 1018 55.4 — I — zn 104 EYVIN WANG, M.-N. Kit Dilatatio No. 30. R.H. med. afd. B. L.-no. 2178/99. I. ®., 61 aar. Dila ventriculi. M A : tatio ventriculi. Bleg og mager, ikke cachektisk. Dyspepsi i 5—6 aar. Prøvemaaltid viste madrester fra foregaaende dag — svag men tydelig saltsyrereaktion. Aciditet 0.9 pro mille. Curvatura major noget nedenfor umbilicus. Ingen paaviselig tumor. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Ka mængde. mg. reaktion. 1899 23./3. 730 1020 5.1 middels o 24. 550 1030 5 — o 25, 550 1028 15.6 ||meget tydelig| o 4 26. 520 1020 9.3 tydelig I 27. 650 10.0 — o 28, 630 1020 9.5 — ° 29. 1320 1015 6.4 middels o 30. 630 1024 6.6 tydelig 1 Ulcus No. 31. R.H. med. afd. B. L.-no. 2153/99. L. L., 20 aar. Ua ventricul, ey tricull. Dyspepsi ca. 1 aar — sterke smerter og hyppige brakninger. Ikke blodbrækning. Tate Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ Aft. EN mængde reaktion, 1899 15./3. 750 1017 34 svag 16. 640 1012 6.9 middels 17. 340 1020 1.8 svag 18, 600 1022 745 tydelig 19, 460 1013 | 8.4 _ No. 32. R.H. med. afd. B. L.-no. 2177/99. J. T., 20 aar. Hæmate- mests. I begyndelsen af mars gjentagne blodbrækninger, Indigo || Kvalitativ £ Aff. Anm. mg. reaktion, tydelig ganske svag tydelig middels tydelig Diet IL Fuldst. velbefindende, ——= D = © © 1900. No. 4. OM INDICANURI. 105 No. 33. R.H. med.. afd. B. L.-no. 1825/99. I. H, 21 aar. Hemate- mests. Rigelige blodbrækninger i midten af februar. Dat Urin- Spiv. Indigo Krakau Aff. An mængde, mg. reaktion. | I 1899 25./3.| 1020 1025 LI ganske svag | o | Diet III, Fuldst, velbefindende. 26, 1320 1018 9.5 middels I 27. 1500 3.5 svag I 28. 730 1020 2.2 — I 29. 1150 1020 5.4 - I 30. 1120 1027. | 56 — I No 34 R Ea medi afd. BY 1%.-no. 773/98. LJ. 29 aar. Tuber- culosis pulmon. (Empyem). Langt fremskreden lungetuberculose med pyo-pneumothorax. Expec- torerer omtrent et krus pr. døgn. Spiser lidet. Afforingen træg. Dat. Urin- Spy: Indigo Kvalitativ Aff. Man mængde, mg. reaktion. === 1899 2./3. 860 1021 15.0 | tydelig i 3; goo 1022 15.4 — o 4. 800 1023 16.6 — I 5. 730 1024 13.8 = o 6. 760 1025 15.3 = o hs 600 1024 16.0 || meget iydelig| 1 8. 700 1024 21.8 — o 9. 870 1024 17.5 || tydelig 1 | Fik ved en feiltagelse 1.5 gr. 10. goo 1024 | 0.9 || ganske svag| o subnitr. bismuth, t. p. d. 11. 570 1023 17.4 meget tydelig| 1 | 11./3. Ved thoracocenthese ud- 12. 645 1024 SS = o tomtes 1 1, pus. 13. 760 1022 8.4 middels I 14. 772 1021 || 10.5 | I No. 35. R.H. med. afd. A. L.-no. 1918/99. H.N., 19 aar. Em- pyema. Ved punktion udtemtes den 11./2. 99 1900 ccm. stinkende pus. Den 9./3. secerneredes gjennem en liden fistel kun ringe mængde tyndtflydende pus. Velbefindende. Dat Urin- Sp. ¥: Indigo kvast Aff, eta mængde, mg. reaktion. T 1899 9:/3. 710 1027 14.2 tydelig I 10, 860 1027 11.7 middels © Empyema pleure, Pleuritis. 106 EYVIN WANG, M.-N. Kl. Dat, Urin- Sp.» Indigo Kvalitativ Aa mængde. mg, reaktion, 1899 11./3. 610 1027 | 19.2 sterk I 12. 640 1030 | 19.3 — 1 13. 700 1026 | 6.9 middels o 14. 690 1026 | 16.2 meget tydelig | 1 No. 36. R.H. med. afd. B. L.-no. 1879/99. I. N., 21 aar. Em- pyema. Resectio costa den 10./2. 99: 3—400 ccm. pus udtømtes. Gaar nu oppe; befinder sig vel. Ingen pussekretion. Dar Urin- Sp. v. | Indigo | Kvalitativ Aft. Ke mængde. | mg. reaktion, 1899 18./3.| 1750 1015 8.2 middels I 19. 1740 1013 gg: Vi — I 20, 1840 1012 0 | lys rødlig | 2 21, 2050 1013 | r.9 || ganske svag | 1 22, 1320 1016 27 — I No. 37. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1491/98. B. H., 11 aar. Pleuritis. Gnidningslyd paa venstre bagflade. Ingen dæmpning. Velbefindende. Afebril. Oprindelig methode, | Dat Urin- Spy Indigo | Kvalitativ Aff. Am) mængde mg, reaktion. 1898 15% 18./1,| 530 1017 5.5 svag I 19. 940 1024 6.4 -- 4 20. 700 1026 8.8 middels I 6./2.| 930 1018 7.6 svag 3 va 520 1031 10,1 tydelig I 8. 420 1035 10.9 - 1 9. 660 1028 9.6 middels 2 10, 430 1030 6.3 — o 12) 450 1026 8,4 _ 4 | lose. 12, 840 1028 0 lys redlig I | 0,25 mg. tuberculin: + reaktion, 13. 390 1024 0 — I 14. 510 1032 9.7 middels I 15. 410 1032 9.9 tydelig 2 16, 660 | 1030 6,8 middels 2 å ia — @ I pe Pr TT TS OM INDICANURI. No 38. R'Eemed.-afd. B. L.-no. 2210/99. C. A., 20 aar. monta. Syg fra 12/3. 99. Typisk croupes pneumoni. Dat. Urin- Spe v: Indigo Kvalitativ Aff. nae mengde, mg. reaktion. 1021 4.2 middels I | 38.9— 36.8, 1021 6.1 — I | 37.3—36.2. 1021 7.5 = I | 36.8—36.2. 1022 6.8 — 1 | 36.8—36.3. 1023 3.8 — I | 36.7 —36.2. No. 39. Pneumonia, Syg fra 3./11. 97. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 993/97. S. Be Typisk croupes pneumoni. Oprindelig methode. Pneu- Pneumonia. 13 aar. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ AH, Pt, mengde, mg. reaktion. 1897 6./11 310 1024 spor Isvagtgraablaa 0 | 39.0— 38.9. 7: 430 1030 — nest, farveløs| 0 | 39,8 —38.2. 8. 570 1026 — graablaa I | 38.6—38.1. 9. 430 1025 = I 15. 680 1027 10.3 middels I 16, 420 103 I 10.7 tydelig 2 17. 890 1028 reg. middels 2 No. 40. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 947/97. K. M, 13 aar. Vit. organ. cordis. Hjertefeil efter rheumatismus acutus juli 1897. Bleg og mager. Velbefindende. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sps Indigo Kvalitativ Aft an mængde. mg. | reaktion, | 1897 30./12,| 1100 1016 LI ganske svag | 2 que 880 1018 3.8 svag 1 Nephritis, 108 EYVIN WANG. M.-N. Kl, | Dat. Urin- Sp. v. | Indigo Kvalitativ Aff. Tan mængde. | mg. reaktion. 1898 | 1/1. 1540 | 1012 1.6 ganske svag | 1 2. 1360 — 9.6 svag I 3: 800 1015 9.8 || middels I 4. 810 1013 | 8.4 — 1 | 5 1240 1012 | LI ganske svag | 1 | No. 41. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2174/98. O. G., 6 aar. Vit. organ. cordts. Medfødt hjertefeil. Bleg, mager — cyanotisk. Oprindelig methode. Sp. v. | Indigo Kvalitativ Aff Per || mg. reaktion, 1023 | rt | meget tydelig| 3 1035 | 14.0 — 3 1035 | 6.9 | tydelig 2 1036 | 2.0 meget tydelig| 2 No 42. R.H. med. afd. B. L.-no. 2080/99. A. B., 45 aar. Vit. organ. cordis. Forstørrelse af hjertet. Galloprythme. Ingen tydelig bilyd. Lever- dæmpning fra 7de costa til 3 fingersbred nedenfor costalbuen. Ødem. Dat Urin- | Indigo Kvalitativ © | mengde, mg. | reaktion. | Il 1899 | 15./3.| 1175 1020 13.9 tydelig I 16. 1450 1016 17.7 — I 17% 1580 1017 2I.T — I 18. 1430 - 1015 27.4 meget tydelig | 1 19. 1035 1019 12.8 tydelig 2 20. 1310 1016 5.1 middels tal 21. 1120 1014 13.8 * tydelig 2 | 22. 1150 1015 12.0 = 2 | No. 43. R.H. med afd. B. L.-no. 1543/98. J. F., 19 aar. Nephri- tis hæmorrhagica. Nogle dage for indkomsten paa hospitalet (d. 29.12. 98) acut hæmor- rhagisk nephrit uden kjendt aarsag. 1./1. 99 uræmiske kramper. 6./3. urinen albuminfri, Velbefindende. 2. V. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 109 Ans Urin- Spee Indigo | Kvalitativ Aff. rey mengde. mg. || reaktion, | 1899 | 15/3.| 1200 1020 0.8 ganske svag | 1 16, 1290 1017 8.8 svag 4 17. 1600 1015 18.7 middels 2 18. 1950 1015 15.0 svag 2 19. 1300 1015 5.8 — 2 20, 1075 1016 5-6 — I No. 44. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 640/97. P. I, 4 aar. Me phritis acuta. Acut hæmorrhagisk nephrit, muligens efter vaccination. Syg i 3 uger. | pat. | Un | spy, | Albumin | Indigo Kvalitativ | 6p Fes mængde. i urinen. | mg. reaktion. 1897 23./9. 350 2.0 0}, o | Udelukkende melk. 24. 450 0:5) - 7.6 middels o EE 25. 550 0.2 =} 7.2 — 2 —»— 26, 300 01 - 0 —»)— 27. 200 ONE 11.9 sterk 0 —»— 28. 240 0.05 - 12,0 — I —»— 29. 375 1023 spor 4.8 middels 2 — 30. 520 1022 | antydn. 4.8 — 2 —p— 1,/10. 1 |melk + fiskeboller. 2. 720 1020 ikke 8.7 = 1 | pandekage + vælling. 3. 440 1017 » VG — 1 | Alm, kost. 4 520 1022 » 9.2 = I — 3 — 5. 380 1022 » NSD — I —»— 6 590 1018 » 6.0 -- I == No. 45. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 776/97. I. M., 5 aar. Spon- Spondylitis. dylitis. Pukkel 1 md. for indkomsten paa hospitalet (d. 9./10. 97). Bleg, i godt huld. Oprindelig methode, DE Urin- Sp x. Indigo Kvalitativ Aff. Anm mængde. mg. reaktion, Sr en 1897 15./10, 500 1027 9.9 tydelig o 16, 280 1025 6.6 — I GR 700 1019 spor radviolet I 18. 620 1026 4.8 svag 2 19. 430 | 1030 1.6 — I 20. 430 1026 RS — I 21. 540 1020 || 28 — I 22, 610 1025 | 34 = I Diabetes mellitus. 110 EYVIN WANG. M.-N. KI. No. 46. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 467/97. R.H., 11 aar. Spondylitis. Har brugt korset siden 1896. Kyphosen stadig tiltaget. Har de sidste uger ikke kunnet gaa. Spastisk paralyse af begge underextremiteter. Mager, bleg. Oprindelig methode. : | å | athe | Dat. | Urin- Sp. v. | Indigo || Kvalitativ Aff Rant | mængde, | mg. reaktion, | 1897 | 1 | 23./11. 840 1013 | 0 |nzest, farvelos| 1 24 1040 | 1017 | svag 2 25. 1450 1016 || 2r.2 middels o 26. 850 1016 | 10.6 -- I 27. 1000 1013 spor || redviolet 3 28, 770 1017 0 | lys redlig o 29. 1080 1019 16.2 || middels I 30. 910 1015 | 12 ganske svag | I 1./12.| * 990 1016 | 13.3 | middels 1 2. 1030 1016 | 6.1 svag 3 3 990 1018 | 0 | lys rødlig 2 I No. 47. RH. med. afd. B. L.-no. 1261/96. O. M. 171/2 aar. Dia- betes mellitus. Urinen giver sterk sukkerreaktion (7.5 %). Gaar oppe og ude, befin- der sig efter omstændighederne ret vel. Spiser godt; tørster meget — sveder sterkt. Oprindelig methode. | Æther- || | Dat: Urin- Sp. v svovlsyre Indigo | Kvalitativ Aff. ES mængde. som mg. | reaktion, BaSO, igr. | 1897 | | | 17./8.; 2600 1035 0.448 || 8.4 || ganske svag | I 18. 3000 1037 0:744 |. 11.5 | — 1 19, 2800 1047 0.448 | 9.6 —' I 20. 2500 1038 0.580 | 97 = I 21. 2700 1038 | 88 | — I No. 48. R.H. med. afd. B. L.-no. 400/97. E. H., Diabetes mel- litus. Symptomerne begyndte ca. % aar for indkomsten paa hospitalet (den 23./8. 97). 1900. No. 4. OM INDICANURI. TITI Oprindelig methode, Æther- | Sp. v. See svovisyre| Indigo | Kvalitativ : kan som mg. reaktion. BaSO, igr. 7 TT == 1 | 24./8. Diabetesdiæt B. 6 aff, siden igaar. — Det.: Subnitr, bis- muth, 1.00 + Tr. opii gtt. X. 25./8.| 1060 1033 20% 0.886 NR middels 2000 1032 2 - 1.152 24.4 || — 26./8. af. fremdeles | tynde. 900 * 1031 0.349 2,2 ganske svag | 27./8. Diabetesdiæt A. 1150 1033 0.469 14.8 middels 1050 0.445 20.2 tydelig 1600 1035 1.7 - 0.432 10.6 svag 30./8. aff, fremd, løse. Det,: Tannalbin 0.50 q. p. d. 1600 * 1035 0.557 153 middels 1./9.| 1300* 1036 sjy) = 0.572 40.2 ||meget tydelig å 2100 1036 4.2 - 1.546 273 middels 2b 2300 1036 1.785 22.9 - 1500* 1036 3.6 - 1.140 9.9 svag 5./9. fremd. lose all, * En del af døgnmængden gaaet tilspilde, Diabetesdiæt A: Diabetesdiæt B: Frokost: Frokost: Kogt kjød 100 gr. Kogt kjød 150 gr, Spegeflæsk 100 - Flesk 100 - 2 æg, Sort kaffe. Sort kaffe, Formiddag: Middag: 2 2g, Kjød, kjødpølse, Spegeflesk 100 gr. Fersk fisk, frikasse, Bouillon 0,25 liter. Fiskeboller, ell. Middag: Kjødkager uden brød ell, poteter, Beaf 250 gr., Bouillon 0.75 liter, Bouillon 0.50 liter, Aften: Eftermiddag : Kogt ell. stegt kjod 150 gr., I eg, Smør 15, gr., Bouillon 0.25 liter. Sort the. Aften: Kogt kjød 150 gr., Flesk 100 - Sort the. No. 49. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 649/97. R. A., 13 aar. Diabetes mellitus. Syg siden mai 1897. EYVIN WANG. i Æther- ] | | Dat. ren je Qu | Indigo | RE Aff Al er BaSO, i gr. ae, aes 1897 | p 25 /9. 8200 1038 1.771 | 27.3 | ganske svag | 2 | alm. bland. kost, 26. 11600 1037 740 1.021 394 | — o De 27. 9150 1035 660.5 1.391 | 322 | — 2 —3— 28. 3100 1038 158 0.521 | 18.5 || svag 1 | ren kjødnæring. 29, 3200 1028 61 0,883 | 22.4 | — I — 30. 4700 1019 52 0.743 | 22.4 | -- I —3— 1./10.| 6600 1027 158 1.162 | 19.9 ganske svag | 4 | kjod + hvedebr. CA 4400 1025 101 0.598 5.2 | — 6 u 3. 2700 1025 67.5 0.389 87 | — 1 —3— 4. 3300 1028 92.4 | 0,554 27.0 svag 4 | kjed, flode, aleu- | ronatskonrok, 5 2045 1030 62 | 42.9 tydelig 2 | 1/pDiabetesdiæt Bs 6. 2400 1027 82 | 75.5 | svag o Anm. 1./10.: 4 vællingagtige stinkende aff. Det,: Calomel 0.25, Det,: Tre opii gtt. V t. p. d, 2./10,: 6 vællingagtige aff. Keit,: Calomel 0,25. 4./10.: 4 lose aff. 5./10.: 3 brækninger, Oprindelig methode, Sukker. || gr. Indigo mg. ganske Kvalitativ reaktion. Aff, Anm, svag 1/, Diabetesdiæt B. DOW Uù = D ND ND = m m No. 50. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2082/98. T. B., 14 aar. Diabetes mellitus. Føler sig ikke syg. Har faaet ren kjod-fedtnæring de sidste 8 dage før indkomsten paa hospitalet (den 18./3. 98). 11 - OM INDICANURI. 113 Oprindelig methode, | | Dat. Urin- Sper Sukker Indigo | Kvalitativ Af. Roan mengde. gr. mg. || reaktion. 1898 20./3.| 1190 1027 o 5:3 ganske svag |00 | Beaf, æg, smør, tran. 21. 2000 1026 16.7 svag 1 |do, do. 22, 2300 1024 20.2 — 1 |do, do, + melk. 23. 2280 1026 20.8 — 1 |do. do. 24. 2080 1027 10 15.1 — o |do. do, + kaal, brød. 25. 2100 1027 21 48.1 tydelig I =)= 26. 1900 1026 19 53.8 — I == 27. 1820 1026 10 33.0 middels I —»— 28. 1390 1017 | 5 21.8 — 2 sa} 29. 1380 1027 spor 17.0 — I —3— 30. 2040 1028 24 15.9 svag I —3 — BIT. 1920 1029 27 25.2 middels I —» — 1./4.| 1740 1030 24 22.2 — 2 == No. 51. R.H. med. afd. B. L.-no. 1726/98. O. B., 18 aar. Pseudo- leucemia. Svulne glandler paa begge sider af halsen, i fossa supra- et infra- claviculares, begge axiller; neppe i inguin, Forstørret palpabel milt. Milt- regionen frembuget. Feber. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sp, v. Indigo | Kvalitativ Aff. Aner mængde, mg, || reaktion. 1898 20./1. 570 1022 43 violet I Die 810 1021 6.1 — I 22. 1680 1017 12.6 svag I 23. 790 1028 3.2 ganske svag | I 24. 980 1020 2.6 — I 25. 980 1025 spor rodviolet 1 No. 52. R.H. med. afd. B. L.-no. 1747/99. M. K., 45 aar. Anemia gravis. De sidste aar tab af kræfter og tiltagende bleghed. Ved fysikalsk undersogelse intet abnormt paaviseligt. Ingen forstorrelse af lever eller milt. Ingen glandelsvulst. Rode blodlegemer 11/3—11/2 million. Hvide blodlegemer ikke foroget i mangde. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No.4. 8 Pseudoleu- cæmia, Anæmia, i14 EYVIN WANG. | M.-N. Kl. | Dat. von Sp. v. | Indigo Kvalitativ Aff, Anm, mængde. | mg. | reaktion. 1899 | 2./3. 2200 1011 11.4 middels 1 Bi 2000 1011 13.3 — 1 4 1770 1013 16.4 — 1 Å 1670 1014 9.8 _ 1 6. 2010 1012 Int — 1 a, 1970 1011 7.0 svag oO 8. 1820 1012 74 || = I No. 53. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2019/98. A. P., 10 aar. Anemia, Velbefindende. Er bleg og mager. Raskt tiltagende vægt. Oprindelig methode. il Dat, | Urin- En | Indigo || Kvalitativ Fee mængde, | mg. || reaktion, | Il — — nn =—===="= — — —— == 1898 | | | 12./3. 610 1015 | 13.1 tydelig o 13. 380 1021 25.6 || meget sterk | o 14. 660 1023 || 37.1 sterk 2 15 A |) 2280 1026 24.0 || intens 2 16, 260 1030 | 13.2 sterk oO 17- 1220 1016 | 373 meget tydelig| 1 18. 570 1025 | 223 | sterk I 19. 400 1027 || 19.0 — I 20» 790 1025 | 51.4 meget sterk | 2 Nov 54. REN afd af: barnesygd. L.-no, 2063/98. J. E., 6 aar. Anemia. Bleg, i godt huld. Intet abnormt ved fysikalsk undersogelse. Oprindelig methode, | Dat. Urin- Sp. V: | Indigo | Kvalitativ Aff ee mængde, mg. || reaktion. I | 1898 | 18./3.| 640 1017 Io lys rødlig | 2 19. 540 1018 | 1.4 || ganske svag | 2 20. 340 1023 1.5 | — I 21, 460 1023 | 42 svag I = 22, 580 KORB 9:7 — I 23, 330 1027 3.6 middels 1 24, 630 1021 4.3 svag I 25. | 870 1017 | Bd NM — 1 1900. No. 4. No. 55. OM INDICANURI. 116 R.H. poliklin. f. barnesygd. 5 aar. Anemia. Prot. A. no. 39/98. INN, Bleg, i godt huld. Intet abnormt paaviseligt ved fysikalsk under- sogelse. ; Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo pes Aff, Ra maengde. mg. reaktion. 1898 4./3., 640 1017 53 svag I = 300 1020 53 middels I 6 420 6.6 — I 7 280 1031 5.6 tydelig I No. 56. G. R., 4 aar. Anemia. Bleg, sterkt afmagret, forøvrigt intet abnormt paaviseligt. Oprindelig methode. Æther- Dat. Urin- Se. svovlsyre | Indigo Kvalitativ Aff. ee mængde. SO mg. reaktion. BaSO, igr. 1898 25/7. 500 1026 0.180 7:2 middels I 28, 560 1025 0.141 EG — I 29. 370 0.175 5.6 — I 30. 410 1030 0.165 6.8 = I 31. 380 1035 0.154 1.8 svag I 1./8. 390 1030 0,156 4.0 middels I Å 340 0.193 5.3 — I No. 57. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1746/98. L. N., 12 aar. Chorea. Syg fra begyndelsen af januar. Ikke sterkt udtalte choreiske beve- gelser. Oprindelig methode. Dat Urin- Spay Indigo Kvalitativ Aft erie maengde. mg, reaktion, 1898 17./2. 820 1021 6.6 svag o 18. 690 1023 6.2 = 2 19. 1280 1017 5.6 ganske svag | I 20 1180 1015 4.3 — 2 Chorea. 116 EYVIN WANG. M.-N. Kl. No. 58. RH. afd, f. barnesygd. L.-no.734/97. M.S., 9 aar. Chorea. Symptomerne næsten svundne. Oprindelig methode. | Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff. an mængde, | mg. reaktion. _ nn I = — _ _ _ _ ie 1897 | 3./11.| 1450 1024 9.8 svag 2 4. 1140 1020 95 = 3 5. 1100 1023 .2 — 2 6. 970 1020 | 74 — 2 7. 1450 :016 | 8.7 — I u I Hysteria, No. 59. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1699/98. A.F., 131/2 aar. Hysteria. Friskt udseende, velbefindende. Oprindelig methode, | Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff. ‘Asin mængde. mg. reaktion, 1898 | 7:12, 500 1028 | 10.9 tydelig 000 8. 630 1020 has — I 9. Sıo 1022 || 18.3 — I 10, 320 1030 2, violet 2 11. 450 1024 5.9 tydelig 1 12. 260 1034 | 4.9 — I 13. 580 1019 | 86 — o I No. 60. R.H. med. afd. B. L.-no. 1768/99. E. Ø., 30 aar. Hysteria. Spiser næsten intet, i regelen brækning efter middagsmaden. Da Dan Sp. v. ey Braun! Aff, Anm, miengde, mg.‘ reaktion, 1899 | 23./3. 130 1028 | 0.7 | middels 1 | 2 brækninger. . 24. 170 1030 | 0,5 svag o|2 —- 26. 150 1031 | 04 = o 30. 200 | 1031 1.3 middels o|1 —- | 1900. No. 4. OM INDICANURI. No. 61. R.H. med. afd. A. L.-no. 299/97. E.P., 21 aar. Hysteria. Oprindelig methode. Æther- Aer Tae = Dat. Urin- Sp svovlsyre | Indigo Kvalitativ Narre mengde, som mg. || reaktion, BaSO, igr. 1897 | 28./8. 1650 1020 0.640 ILA svag 29. 1500 1020 0.496 7.4 — 30. 1230 1023 0.504 31. 1230 1015 0.335 7.6 — 1./9. 750 1030 0.279 7.4 — 2. 1700 | 1017 0.286 7.2 — No. 62. R.H. med. afd. A. L.-no . 2574/97. H. O., 16 aar. Hysteria. Oprindelig methode. Æther- Dat. Urin- Sp. v svovlsyre || Indigo Kvalitativ Aaa mængde. B ES mg. reaktion. aSO, igr. 1897 | 28./8. 1200 1010 0.427 7.4 svag 29. 600 1013 0.202 4.2 — 30. 1020 1010 0.388 5.9 == 231; 1025 1012 0.390 7.0 — 1./9. 1000 1012 0.356 6.0 DÅ | 1050 1010 0.391 9.7 = No. 63. R.H. med. afd. A. L.-no. 205/97. F. R., 21 aar. Neurasthenia. Oprindelig methode. Æther- Dat. Urin- Sp v svovlsyre | Indigo Kvalitativ Annie mengde, SO mg. reaktion. BaSO, igr. 1897 28./8. 1050 1025 0,231 6.3 svag 29. 1900 1015 0,327 6.2 = 30. 1400 1016 0,218 8.3 = EE 750 1031 0.273 5.4 = 1./9. 700 1028 0.232 6.0 — 2. 1500 1017 0.378 10:8 — Epilepsia, Thrombosis ' ven, iliac. 118 EYVIN WANG. M.-N KI. No. 64. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 114497. K. D., 9 aar. Epilepsia. Epileptiske anfald de sidste 3 aar. | Oprindelig methode, —— Dat. | Urin- Sp. v Indigo | Kvalitativ Alt, Epilept. Anm! mængde mg. reaktion. anfald. | 1897 | 22./12 1200 1018 | 14.5 || middels I ikke 23. 1180 1015 | oe nest. farveløs| 1 — | 24. 1490 1012 | 0 | u I — 25. 1460 1014 0.9 \svagt blaalig | 2 2 26. 1200 1011 0 svag rodlig I 3 27. 1260 1014 | 0 | — 2 B 28, 1430 1011 7 svag 1 4 1 29. 1310 1013 | 7 — I 5 30. 1630 1012 | 15 ganske svag I 3 31. 1130 1013 | 57 || svag I 5 1898 DK: 1810 1012 11.6 — 1 5 1140 9.5 — 1 ikke 3 1750 1008 | 18.4 middels 1 = 4 1250 1010 8.3 svag I I 5. 1200 1012 7.6 - I I 6, * 1800 1010 11.4. — I ikke 7 1810 1010 0 farvelos I 1 8 1960 1010 || 17.0 middels 1 2 9. 1380 1010 | 15 ganske svag I I 10, 1500 1010 | 12.6 middels I I IT 1440 1014 | 0 svagt rødlig I I 12, 1050 1014 | 9.0 middels 2 2 13. 1630 1010 | 37 ganske svag| 1 3 No. 65. R.H. med. afd. B. L.-no. 1827/99. R. I, 12 aar. Throm- bosts ven. iliac. God appetit. Afføringen iorden. Gaar oppe. Underlivet spændt og haardt. Ingen resistens. Venerne paa venstre underextremitet udvidede. Dat. Urin- Sp. v. | Indigo | Kvalitativ dal Aa mængde, mg. || reaktion, 1899 i Fr 23./3 570 1025 19.5 | sterk 1 24 480 1025 19.7 || — I 25. 460 1025 || 25.2 meget sterk | 1 26, 710 1022 20,8 |meget tydelig| 1 = 27. 530 18.4 || sterk o 28. 600 1020 16.8 |meget .tydelig| ı 29 600 1026 || 26.0 || sterk I 1900. No. 4. OM INDICANURI. 119 For at skaffe en lettere oversigt over de fundne indigoværdier ved de undersøgte sygdomstilstande, har jeg sammenstillet mine resultater i følgende tabeller: A. Modificeret methode. > | 5 | ale M EE EE EIRE Ste No. Diagnose, S cell EE TO A TA GE PA A TE å RE EEE sees ee: eg || 5 4 | Peritonitis tubereulosad| 1 | ı 4 | 3|2|-|- | r|)- | -/-|- | -| - | 22 9 — — ps SE EE EE 8 | 8 å MARQUES LAS 0 AL ENES EN EN SNE MC Tl 20) NL SAG) 17 AGENCE) ECS NE NON ON NN ON = | = | = A226 18 || Phthisis — 5.) 3] 9212 || >| Sah ER EEE 23 MN ees ee ee = = = |) Zeal 3,1 501 rr 270 ||Cancersventicul a Zee mala} | =) = | ri =) = I Zsa Dilatatventre (caneen)) 2 2 EEE | = f= = ll AU 25] 6 40 || DREIER we Gall el ll AS EE Wear ten AE 8 an WR WARS. 25 ers ga) STE EI EN ay) ee GENENE EE BF | (Ekematemesisee ae Es Es ler 2 lV 6 33 =. ce otal se see soos EE BEEN EN 6 34 EE eee el ENS EEE A eal GS a 75 35 Ses » = sl ee PS ES NE SSB EN EA ENE 36 = £ ae Wie JE EN SEN a EN SN EN N ac) 16 |Eneumona 95 SAL STENENE ee | = CE 5 42 || Vit. organ, cordis. , I - | - | - | --| - otc ae ET 4 | | - 8 28 | ING Bo All lS Ou RS ae | | EE 6 PAPA TEeNNA Ip raviSuty eks is lee [amen el ECS ea re SN Bilis 7 60 ÉTEINT EE = ee Een le = = 4] A 65 ren ON ES 0) NE | Nee Ne NES EE EE 7 B. Oprindelig methode. Sp a EEE SANS" De ere Re | No. Diagnose, Digs 7 N Rollo MO ay ee ES SE Er En |T3 3 5 1 || Hernia incarcerat.. . =) EN oo re) oth |] He EEE 2 6 2 —»)— så all el coll EN Yh oa SNE EN au = ECS 7 3 == Mrs CAEN STI tle A ne 2 la 2 16 5 ||Perit. tubere. (diarrhoe)| - | - | - | - | - | - | x - I|ı1|3|-|-|- 6 6 —)-- SE EE EEE EEE 69 730 | 1 | ro 7 —»— - - -|- - - - - - - - - | 6 I 7 8 => — she Eee >17. 7 10 —»— (enteritis)| - |- |r|-|-|2|7|5|2|-|r||-|- 18 11 || Appendicitis, . . . .|| - = || eds | alls ds || ol EIRE IE 18 12 = ee Be SENSE STENE |. 5 en 129 14 =) sg dore ALe lies alec ea SE || | | a 120 EYVIN WANG. M.-N. KI. er} | — PE EEE EEE EA FEET EEE & No. Diagnose, Er) rhe telly al if TRI UE MR nie LE g PElgIS|A|SJA EK LIL|HJE|n|9|TE Wate: | = ined | = Tuberculosis (obstruct.) 64 | Epilepsia ER GG ZI || | o D w | 15 =e elle | ea SN EN PR ES 3lr1|-l-| 4 16 | Chorea _ 21, OT) NON ON | EN = | = ER EN a | coe le 19 || Meningitis — re et fm |i EE EEE EN 20 | Phthisis (obstruct.) SEE EE == | EEE 21 |Bronchitis — å FA - = =. Jed EN ENE EG 22 | Poliomyelitis (diarrhoe)| - |- | -|-|- | - |- |2|- |- !2|-|2|2 8 24 || Phthisis — ENE PEPE PENE 3 25 | Hysteria — NE EE EE ee ES En (ete || tl Les 26 | Cancer ventriculi . = | MO CN SN EE SCO EE ENE EEE EE 6 29 || Cancer? (diarrhoe) . | = | - |r ]2)-|r]xr|5}]-|-|-i- |=) To 37 ||Pleuritis . . , 412 ue tape et = de NE NOSSA 39 || Pneumonia, . . .. === et) ee ER ne 40 Vit.sorgan. cordis. . .| = | - | - j-|- 1-1) - |- IN 7 41 —>— | Sp te ee US RM Re 44 ||Nephritis acuta. . . | - |- | - | -!-/-|-|- |) -|- | -J2]7 | 21 ır A5jppondylktss. on i=. | = |= | =] = = | ES le ale TG [2 46 EEE TE Bell 47 || Diabetes mellitus . . .|| - se JE EN EEE Er TO 5 48 SS PE se Nede see EET 49 =)= EE Eee EA De Ro 23 50 === Jade |e SPO ET ats rar rogn ce | I GE WS 1 51 ||Pseudoleucemia . . .|| - «EEE ee re EEE Eee 6 53 ||Anemia....... = = ENE 2 ax 720 fey || ae | ba xe} CH 5 Ed Se EEE ENE EEE 55 EA > JE JENTENE EE ENE EE 56 == IL NE EEE EEE NS ZT Sy p||( ite) a 2 edf PN EN ENE EEE 58 = Å op SOR es = EN EY HEEN EEE EEE EE SOulyelera. .. +20 CDR ea ee ee EEE EE ehe | er 61 Sor EN EE EE ENE ESS er 62 DE sees de eV EN EEE EG 63 ||Neurasthenia . . . . . 2 Po MS ES EEE EE ed er 7 Som øverste grændse for normal indicanudskillelse har jeg for den modificerede methodes vedkommende, i henhold til mine undersøgelser af urin fra friske individer, sat 10 mg. indigo pr. døgn. Ved de øvrige undersøgelser har jeg anscet en foroget udskillelse som sikker, naar vær- dierne har overskredet 15 mg. indigo pr. døgn. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 121 Ved et stort antal af undersogelserne har indigoværdierne vist bety- delige variationer fra dag til anden, uden at nogen aarsag hertil har været mulig at paavise; saaledes findes daglige variationer af indigomaengden i mg. i: Tilf. no. 3: 13.5—44.7—17.5—46.4—26.1—50.6—28.9. » - 5: 15.5—48.7—24.8. » - 6: 10.9— 2.5—13.0. D TI: 10.4— 5.1 IL. me 03: (63 17.3. » - 16: 15.7— 7.6—13.0. » - 18: 19.6—14.3—25.3 og 11.8—6.7—14.4—8.6. » - 22: 5.8—31.8—30.6—17.8—2.5. mM = 26: 12.5— 5.2. » - 29: 36.8—88.3—30.5. » - 32: 20.5— I.9—15.0 08 14.0— 9.8—19.4. » - 35: 19.3— 6.9—16.2. » - 42: 27.4—12.8— 5.1—13.8. » = 43: 0,8— 8.8—18.7—15.0— 5.8. » - 46: 7.9—21.2—16.0—spor—o—16.2—1.2—13.3—6.1—o. » = 49: 19.5— 5.2— 8.7—27.0—42.9—15.5. » - 50: 5.3—16.7 og 15.1—48.1—53.8—33.0. » - 51: 6.1—12.6— 3.2. ; Mr 53: 13.2—37.3—22.3—19.1—51.4. M = 59: 18.3— 2.9— 5.9. « - 64: 14.5—0 og II.4—O—17.0— 1.5—12.6—0— 9.0— 3.7. Gaar vi dernæst over til nærmere at betragte indicanudskillelsen ved de forskjellige sygdomsgrupper, som er undersegte, saa finder vi ogsaa her varierende resultater. Saa godt som uden undtagelse ser man nemlig inden samme sygdomsgruppe, at indigoverdierne i et tilfælde er store, medens et andet tilfælde med samme kliniske billede viser indigomængder, som ikke overskrider det normale. Videre finder man, at forogelsen i mange tilfælde, hvor man skulde vente, at den var betydelig, dog ikke er større end, hvad man kan finde under tilstande, hvor ingen rimelig aar- sag kan paavises til, at der overhovedet er en forøgelse. Ved de 3 tilfælde af tyndtarmocclusion er der i de to første (no. I & 2), hvor incarcerationen havde varet omtrent et døgn, en betydelig forøgelse de første dage, hvorefter indicanmængden hurtig aftager til normale værdier. I det 3die tilfælde (no. 3), hvor incarcerationen kun havde varet nogle timer, er der det første døgn ingen forøgelse, hvorefter der viser sig en Tyndtarm- ocelusion, Peritonitis, 122 EYVIN WANG. M.-N. Kl. maadelig stigning med paafølgende formindskelse, efterat tarmpassagen atter er reetableret. I en længere efterperiode (13 dage) viser der sig imidlertid i dette tilfælde en betydelig forøget indicanmængde med de største indigoværdier, efterat der endog har været rigelig afføring. Der paavistes i disse tilfælde indtil 60 mg. indigo pr. døgn (oprinde- lig methode). Ligesaa store og større værdier fandtes i et tilfælde af chronisk peritonit (no. 4), hvor der var daglig regelmæssig afføring, lige- — ledes i et tilfælde af circumscript peritonit med tuberculøs enterit (no. 5) samt i et tilfælde af tvivlsom cancer med chronisk diarrhoe (no. 29). En- delig har jeg ogsaa paavist over 50 mg. indigo (oprindelig methode) i et tilfælde af diabetes (no. 50), hvor patienten befandt sig vel og havde regel- mæssig afføring. Næringen bestod i dette tilfælde for en væsentlig del af kjød; dette moment kan imidlertid neppe tilstrækkeligt forklare den store indicanmængde. Under mine selvforsøg (se side 68) lykkedes det mig i ethvert fald ikke at paavise mere end 26.7 mg. indigo trods nydelsen af et meget stort kvantum kjød. Tilslut skal ogsaa nævnes, at jeg en enkelt gang hos et barn, der befandt sig fuldstændig vel, og specielt ikke frem- bød noget tegn til fordøielsesforstyrrelse, har paavist over 50 mg. indigo. Indicanmængden hos denne patient (no. 53) var ogsaa de øvrige dage af undersøgelsesperioden betydelig større, end hvad man skulde anse for normalt. 2 I det hele har jeg undersogt 7 tilfælde af peritonit; i 4 af disse var indicanudskillelsen øget. Det ‘ene af tilfældene (no. 4) viste den største indigomængde, som det er lykkedes mig at konstatere, idet værdierne, paa en undtagelse nær, varierede mellem ca. 60 og 100 mg. (modificeret methode). Tilfældet var en chronisk peritonit uden paaviseligt exsudat. Særdeles stor indicanmængde fandt jeg ogsaa hos no. 10, hvor der for- uden en circumscript fibrino-purulent peritonit var en tarmtuberculose med chronisk diarrhoe. Det 3die tilfælde med indicanforøgelse (no. 5) var en chronisk peritonit med maadeligt exsudat, ogsaa hos denne patient var der i hele undersøgelsesperioden diarrhoe. Endelig var der øget indican- udskillelse i et tvivlsomt tilfælde af peritonit (no. 9), hos hvilken der i undersøgelsesperioden var obstruction. De øvrige 3 tilfælde (no. 6, 7 og 8) viste indigoværdier, som ikke overskred normen. Samtlige. disse tilfælde var chroniske tuberculose peri- toniter med let paaviseligt exsudat. I det ene tilfælde (no. 6) var der obstruction, i det andet (no. 7) diarrhoe, og i det 3die (no. 8) var affø- ringen paa det nærmeste normal; i dette sidste tilfælde foretoges ogsaa kvantitativ bestemmelse af æthersvovlsyrerne uden at der fandtes nogen øget mængde af disse. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 123 Blandt de undersogte er 4 tilfelde af appendicit; hos den ene af Appendicitis, disse (no. 14) blev der kun foretaget en indicanbestemmelse, ved hvilken der blot fandtes lidet indigo. Der havde ikke været afforing de sidste 8 dage for undersogelsen fandt sted. I det andet tilfeelde (no. 13) havde sygdommen ligeledes varet 8 dage for undersogelserne begyndte, i denne tid ingen afforing. Den forste dag fandtes her betydelig forogelse af indicanet og værdierne viste sig hoie ogsaa de folgende 3 dage til trods for, at der i disse fire dage var 1 og 2 afforinger pr. dag; fra den 7de dag overskred indigoværdierne ikke grænd- sen for den normale udskillelse. Fra ode til 16de dag var der atter ob- - struction uden at der i denne periode viste sig nogen forøgelse af indican- udskillelsen; endelig var der den rode dag atter en tydelig forogelse af indigomængden, og dog havde der de foregaaende dage været rigelig spontan afføring. I det 3die tilfælde (no. 11) havde der været obstruction 5 dage før undersøgelserne begyndte; der viste sig hos denne patient en maadelig forøgelse af indicanmængden i de 4 første dage under fortsat obstruction, dog var der en forbigaaende synkning den 3die dag. Efterat tarmen igjen var begyndt at fungere, viste indigoværdierne ingen tydelig afvigelse fra det normale. I det 4de tilfælde (no. 12) havde obstructionen varet 6 dage, før undersøgelserne begyndte; i de 9 første dage var der fremdeles obstruc- tion, i denne tid var indigomængden kun en enkelt gang 21.6 mg., for- ovrigt fandtes ikke mere end ca. 10—12 mg. pr. døgn. Den ıode dag var der en sparsom afføring efter vandinjection; indicanmængden viste sig dog baade denne og de 3 følgende dage, i hvilke der ingen afføring var, fremdeles stigende og naaede den 13de dag til 24.6 mg. (oprindelig me- thode), hvorefter mængden viste sig jævnt aftagende. Blandt de 7 tilfælde af obstruction er der kun et (no. 18), hvor indican- Obstruction. mængden er øget under en obstruction af 4 dages varighed; patienten led af phthisis pulmon., han befandt sig nogenlunde vel, hostede og expecto- rerede lidet — gik oppe. I et andet tilfælde (no. 15) var værdierne mu- ligens noget høiere end sædvanligt; men der viste sig her ingen formind- skelse af indigomængden i de to dage med normal afføring, hvilke fulgte efter 4 dages obstruction. De øvrige 5 tilfælde (no. 16, 17, 19, 20 og 21) viste ingen øget indicanudskillelse ved obstruction af 3 til 6 dages varig- hed. I et af disse tilfælde (no. 16) aftog endog indicanmængden, medens obstructionen vedvarede, og i et andet (no. 20) var udskillelsen under 3 dages obstruction mindre end de nærmest foregaaende dage med nor- mal afføring. Diarrhoe Cancer ventriculi. Ulcus ventriculi, Empyema pleura, Pleuritis Pneumonia, 124 EYVIN WANG, M.-N. KI. Foruden disse er ogsaa tidligere nævnt to tilfælde, hvor obstruction — var tilstede, nemlig no. 6 med peritonit uden indicanforøgelse og no. 9, hvor diagnosen peritonit var tvivlsom og indicanmængden tydelig oget. Ved 4 tilfælde af diarrhoe var der i 3 af dem (no. 23, 24 og 25) ingen indicanforøgelse; i det 4de (no. 22) viste udskillelsen sig meget uregelmæssig; kun enkelte dage var der en tydelig forøgelse, medens indicanmængden andre dage var særdeles liden. Tidligere er omtalt et tilfælde af tuberculøs peritonit (no. 7), hvor der var diarrhoe uden indicanforøgelse, samt et tilfælde af circumscript peri- tonit med tarmtuberculose og chronisk diarrhoe (no. 10), hvor indican- udskillelsen var meget stor. Forøvrigt har jeg iagttaget meget stor indicanmængde hos en patient med chronisk diarrhoe (no. 29), hvor der desuden muligens forelaa en cancer ventriculi. Endelig viste indicanudskillelsen sig hos en diabetes- — patient med diarrhoe (no. 48) at være meget uregelmæssig med store varia- tioner fra dag til anden. I to tilfælde af cancer ventriculi oversteg indigoværdierne ikke det normale (no. 26 og 27). I et 3die tilfælde (no. 28) var heller ikke de absolute værdier store, men indicanreaktionen var dog hele tiden stærkt udtalt, da urinmængden i dette tilfælde var overordentlig liden. Meget store indigoværdier fandt jeg endelig i et 4de tilfælde, hvor diagnosen cancer ikke med sikkerhed kunde konstateres (no. 29); men hvor der var en chronisk diarrhoe. To tilfælde af ulcus ventriculi (no. 31 og 33) viste ingen forøget indican- mængde, i et 3die tilfælde (no. 32) var udskillelsen tildels sterkt varierende med værdier, der laa over det normale i 4 af de 6 undersøgte dage. Tydelig og konstant forøgelse af indicanmængden paaviste jeg i et tilfælde af pyo-pneumothorax (no. 34). Patienten led af en langt frem- fremskreden lungetuberculose; expectoratet var nogenlunde rigeligt. Efterat der ved thoracocenthese var udtømt en liter pus, viste der sig nogen for- mindskelse af indicanudskillelsen. Lige store indicanværdier fandt jeg imidlertid ogsaa hos en patient (no. 35), som en maaned før undersøgelsesperioden var opereret for em- pyem. Patienten befandt sig fuldstændig vel, og der udtømtes kun ringe mængde tyndtflydende pus gjennem en liden fistel. Hos en 3die patient (no. 36), som ligeledes var opereret for empyem en maaned før undersøgelsernes begyndelse, var indicanmængden normal. Patienten gik oppe, befandt sig vel, og der var ingen pussekretion, - Ved et tilfælde af tør pleurit (no. 37) og to tilfælde af pneumoni (no. 38 og 39) var indicanmængden normal. rå 1900. No. 4. OM INDICANURI. 125 Af to tilfælde med vit. organ. cordis, hvor der ikke var fuldstændig kompensation, fandtes der i det ene (no. 41) noget stærkere indicanreaktion end sædvanligt, i det andet (no. 42) var udskillelsen øget. En 3die patient (no. 40) med kompenseret hjertefeil viste normale indigomængder. I et tilfælde af acut nephrit (no. 44) var der ingen forøgelse af indican- mængden. Hos en anden patient (no. 43), hvor nephriten var afloben, viste indicanudskillelsen sig betydeligt varierende. Indicanmængden var hos to patienter med spondylit i det ene tilfælde (no. 45) normal, i det andet (no. 46) sterkt varierende. Ved et tilfælde af diabetes mellitus (no. 47) fandt jeg normale vær- dier saavel for indican som æthersvovlsyrer. Hos en anden, der befandt sig fuldstændig vel (no. 50), var udskillelsen betydelig forøget, tildels med store variationer. En 3die patient (no. 49) viste under en undersøgelses- periode eget indicanmængde; ca. 14 dage senere var udskillelsen hos samme patient i en periode af 11 dages varighed fuldstændig normal. Endelig fandtes indicanmængden hos en 4de patient (no. 48), som i hele undersogelsesperioden led af diarrhoe, meget sterkt vexlende. Af de øvrige tilfælde (no. 51—64) viser samtlige (pseudoleucæmi, an- æmi, chorea, hysteri og epilepsi) paa en enkelt undtagelse nær (no. 53) / ingen forogelse af indicanmængden. Den ene patient var en 10 aar gl. pige, som blev behandlet for anæmi; hun befandt sig i undersogelses- perioden vel og tiltog raskt i vægt; indicanudskillelsen forholdt sig hos hende temmelig uregelmæssig og opnaaede en enkelt gang ligesaa stor sterrelse, som jeg havde fundet ved tyndtarmocclusion. Det sidste tilfælde (no. 65) er en patient med thrombose af vena iliaca, som ogsaa i enhver henseende befandt sig vel, indigoudskillelsen viste sig dog tydelig og konstant foreget, uden at der kunde paavises nogen rimelig forklaring hertil. I det hele taget ser man altsaa, at nærværende undersogelser i flere henseender har givet inkonstante resultater, og det synes vanskeligt at fastslaa nogen bestemt forbindelse mellem den fundne indicanmængde og de kliniske sygdomsbilleder. I et senere afsnit skal jeg komme tilbage til sporgsmaalet om indican- uriens diagnostiske betydning. Vit. organ. cordis, Nephritis. Spondylitis. Diabetes mellitus. Pseudoleu- cæmia, Anæmia, Chorea, Hysteria, Epilepsia. Thrombosis ven. iliac, Calomel, 126 EYVIN WANG. M.-N. KI. 10, Medikamenters indflydelse paa indican- mængden. s Indicanets dannelse skyldes i første række æggehvidens forraadnelse i tarmkanalen. Ved dyreforsog paaviste Baumann), at samtlige parrede svovlsyreforbindelser, som forekommer i urinen, udelukkende skyldes stoffe, som dannes ved forraadnelsesprocesser i tarmen, Udskillelsen af æther- svovlsyrer ophorte nemlig ganske, naar han foruden i størst mulig ud- strækning at tømme tarmen ogsaa sørgede for en samtidig og tilstrække- lig desinfektion af den. Som desinfektionsmiddel anvendte han calomel; Wassilieff ? havde nemlig ved fordøielsesforsøg med pancreas og fibrin udenfor organismen paavist, at tilsætning af calomel hindrede dannelsen af æggehvidens forraad- nelsesprodukter, ligesom han ogsaa havde fundet, at der manglede indol i tarmindholdet hos hunde, naar han havde givet store doser calomel. Baumann's forsøg blev gjentaget af Morax, som for calomels ved- kommende kom til det resultat, at virkningen mindre skyldtes dets anti- septiske end dets laxerende egenskaber. Ved hundeforsøg fandt han saa-- ledes en meget betydelig aftagen af æthersvovlsyrerne, naar han unddrog dyret næring og samtidig gav calomel i meget store doser (2 gr. pr. dag). Ved forsøg med menneske viste der sig ingen antiseptisk virkning af de smaa doser calomel, som kunde bringes i anvendelse. Steiff* gav calomel * 1 Baumann: Die aromatische Verbindungen im Harn und die Darmfäulniss. _ Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 10, 1886, s. 129. * Wassilief: Ueber die Wirkung des Calomel auf Gährungsprocessen und das Leben von Mikroorganismen, Zeitschr. f, physiol, Chemie, Bd. 6, 1882, s, 120 og 132. ~ 8 Morax: Bestimmung der Darmfäulniss durch die Aetherschwefelsäuren im Harn, Zeit- schr, f, physiol, Chemie, Bd, 10, 1886, s. 322. 4 Steiff; Ueber die Beeinflussung der Darmfäulniss durch Arzneimittel, Zeitschr, f. klin, Medicin, Bd, 16, 1889, s. 324. «STA, À 1900. No. 4. OM INDICANURI. 12 SI i en mængde af 0.3 gr. 3 gange daglig til 4 patienter uden at kunne paa- vise nogen virkning paa udskillelsen af de parrede svovlsyrer. Biernacki! observerede det samme ved at give calomel til to patienter med icterus catarrhalis. I modsætning til disse fandt Bartoschewitsch? aftagen af æther- svovlsyreudskillelsen ved calomel, medens Kühn? fandt aftagen af indican- mængden uden synderlig forandring af æthersvovlsyrerne. Spørgsmaalet om desinfektion af tarmindholdet hører blandt dem, som har været gjenstand for talrige undersøgelser, og et meget betydeligt antal af de antiseptiske midler er ved disse forsøg bragt i anvendelse. For at bedømme virkningen af dem har man bl. a. benyttet sig af deres indfly- delse paa udskillelsen af indican, phenol eller æthersvovlsyrer. Actol er prøvet som tarmantisepticum af Mosse*, som fandt rask aftagen af æthersvovlsyrerne hos en hund, tiltrods for at der indtraadte obstruction. I ventriklen giver det melkesure sølv anledning til dannelse af chlorsølv og sølvalbuminat, hvorfor Mosse fandt det af interesse at prøve, om disse havde nogen indflydelse paa æthersvovlsyremængden i urinen. Af chlorselv gav han i to forsøgsrækker med hunde 2.5 og 5 gr. pr. dag uden at observere nogen formindskelse; heller ikke argonin i en dose af 2 gr. pr. dag viste nogen indflydelse paa æggehvideforraadnelsen i tarmen. Morax> anstillede forsog med subnitras bismuthicus uden at konsta- tere nogen indflydelse paa æthersvovlsyremængden i urinen. Til forsoget anvendte han imidlertid en hund, som var meget syg efter en tidligere udført undersøgelse med iodoform. Hunden befandt sig saa daarlig, at for- søget maatte afbrydes efter et par dage. v. Pfungen® gav 4 gr. subnitras bismuthicus pr. dag i 16 dage uden at iagttage nogen formindskelse af æthersvovlsyreudskillelsen; men indican- reaktionen aftog og holdt sig paafaldende svag til trods for obstruction af 2—4 dages varighed; Surveyor & Harley" gav 1 gr. pr. dag og fandt 1 Biernacki: Ueber die Darmfåulniss bei Nierenentziindung und Icterus, Deutsches Arch, f klin Medicin. Bd. 49, 1892, s, 120. 2 Bartoschewitsch: Zur Frage über das quantitative Verhalten der Schwefelsäure und der Ætherschwefelsäure im Harn bei Diarrhoen. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 17, 1893, S. 57. 8 Kühn: Ueber Benzoenaphtol, ein neues Darmantisepticum, Deutsche med. Wochenschr, Jahrg. 19, 1893, No, 19, s. 445. 4 Mosse: Die Aetherschwefelsäuren im Harn unter dem Einflusse einiger Arzneimittel. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 23, 1897, s. 169—73. Morax: Bestimmung der Darmfäulniss durch die Aetherschwefelsäuren im Harn. Zeit- schr. f, physiol. Chemie, Bd. 19, 1886, s. 321. 8 Pfungen: Beiträge zur Lehre von der Darmfäulniss der Eiweisskörper, Zeitschr. f. klin. Medicin, Bd. 21, 1892, s, 139. 7 Surveyor & Harley: The action of Beta-Naphtol and Bismuth subnitrate as intestinal Antiseptics. British Med. Journ, 1895, II, s. 1483. Actol, Chlorsølv. Argonin. Subnitras bismuthicus Dermatol, Tannigen & tannalbin, Tannin, lodoform, Borsyre, Campher. Terpentin, terpinhydrat eucalyptol, menthol, 128 EYVIN WANG. M.-N. KI. aftagen af æthersvovlsyrerne, hvilket ogsaa paavistes af Devotol, der til- lige fandt, at indicanet forsvandt, dette sidste er endelig ogsaa konstateret af Xühn?. Dermatol blev prøvet af Mosse®, men det viste sig uden indflydelse paa æthersvovlsyre- og indicanudskillelsen. Han forsøgte ligeledes tannigen og tannalbin med samme resultat. Rovighi* anstillede forsøg med tannin, som han applicerede pr. clysma uden at konstatere nogen indflydelse paa udskillelsen af de aromatiske forraadnelsesprodukter gjennem urinen. lodoform bevirkede ifølge Morax® en betydelig aftagen af æther- svovlsyrerne i hundeurin; Calderone® gav ligeledes hunde iodoform pr. os med den virkning, at æthersvovlsyrerne svandt. Haagen" fandt der- imod, at store doser iodoform var uden indflydelse paa udskillelsen af kynurensyre, hvilken han betragtede som maal for tarmforraadnelsen. Rovighi® anvendte borsyre i 3 9%'s opløsning som klyster, hvorefter der fulgte betydelig formindskelse af æthersvovlsyrerne og indicanet. Campher tilskrives en ringe desinficerende virkning paa tarmindholdet af Steiff"; i to tilfælde fandt han nogen aftagen af æthersvovlsyrerne efter 0.3 gr. campher 3 gange daglig, i et 3die tilfælde var der ingen forandring. Rovighi® fandt, at store doser campher (5—10 gr. pr. dag) bevirkede en betydelig formindskelse af æthersvovlsyrerne, samtidig som der ogsaa syntes at være en formindsket indicanudskillelse; hos mennesker var virkningen mindre fremtrædende. Terpentin, terpentinhydrat og eucalyptol forholdt sig paa samme ’ maade, ligesom ogsaa menthol viste betydelig formindskelse saavel af æther- 1 Devolo: Abhandlungen des Kongresses f. innere Medicin (in Rom) 1895. Ref. i Cen- tralblatt f. Bakteriologie. Bd. 19, 1896, s. 874. 2 Kühn: Ueber Benzoenaphtol, ein neues Darmantisepticum, Deutsche med. Wochenschr Jahrg. 19, 1893, No. 19, s. 445. 8 Mosse: Die Actherschwefelsäuren im Harn unter dem Einflusse einiger Arzneimittel. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 23, 1897, s. 166, 4 Kovighi: Die Aetherschwefelsäuren im Harn und die Darmdesinfection. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 16, 1892, s. 38. 5 Morax: Bestimmung der Darmfäulniss durch die Aetherschwefelsäuren im Harn, Zeit- schr. f. physiol. Chemie, Bd. 10, 1886, s, 321. 6 Calderone: Ueber Darmdesinfection mittelst Jodoform, Ref. i Jahresberichte über d. Fortschr, d, Thierchemie, Bd, 26, 1896, s. 395. 7 Haagen: Ueber den Einfluss der Darmfäulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde. Dissertation Konigsberg 1887, s. 25. = 8 Rovighi: Die Actherschwefelsäuren im Harn und die Darmdesinfection, Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 16, 1892, s. 40. 9 Steiff: Ueber die Beeinflussung der Darmfäulniss durch Arzneimittel, Zeitschr. f. klin. Medicin, Bd, 16, 1889, s. 324. a | 1900. No. 4. OM INDICANURI. 120 svovlsyrer som indican, det sidstnævnte middel blev af Singer! benyttet ved enkelte hudsygdomme, der af ham opfattedes som udslag af auto- intoxikation fra tarmkanalen; under samme forhold benyttedes ol. menthæ piperitæ af Freund?; i begge tilfælde svandt saavel hudlidelsen som indican- urien. Til denne gruppe medicamenter hører ogsaa thymol, som efter Boh- land > skal bevirke eget indicanudskillelse, naar det gives i store doser. Han antager, at thymol maa være en indicandannende substans ligesom indol og orthonitrophenylpropiolsyre. Haagen* fandt tilsyneladende sva- gere indicanreaktion under thymolbrug, og kynurensyreudskillelsen aftog med 13.4 9/0. Rossbach? anbefalede at benytte naphtalin som et virksomt tarmanti- septicum. Det blev prøvet ved tarmsygdomme med øget indicanudskillelse af Ortweiler®, han kunde imidlertid ikke paavise nogen aftagen. Haagen" fandt rigelig mængde indican i urinen under brugen af naphtalin, hvilket ogsaa blev iagttaget af Rosenhain®. Benzoenaphthol blev prøvet af K/m", uden at nogen bemærkelses- værdig aftagen af æthersvovlsyrerne kunde konstateres, heller ikke viste der sig nogen formindskelse af indicanmængden. Under brugen af salol syntes indicanreaktionen i en forsøgsrække af Haagen at være svagere end for salolperioden, udskillelsen af kynuren- syre aftog med 30 %. I forbindelse hermed kan nævnes, at Wolffberg™ 1 Singer: Ueber den sichtbaren Ausdruck und die Bekåmpfung der gesteigerten Darm- fåulniss. Wiener klin. Wochenschr., 1894, No. 3, s. 38. 2 Freund: Ueber Autointoxicationserytheme, Wiener klin. Wochenschr., 1894, No. 3, S. 39. 8 Bohland: Ueber vermehrte Indicanausscheidung im Harn nach grossen Thymoldosen. Deutsche med. Wochenschr., 1890, No. 46 a, s. 1040. 4 Haagen: Ueber den Einfluss der Darmfäulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde. Dissertation. Konigsberg, 1887, s. 18. 5 Rossbach: Ueber die Behandlung verschiedener Erkrankungen des Darms mit Naphtalin. Berl. klin. Wochenschr, Jahrg. 21, 1884, No. 42, s. 665. 6 Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation. Würzburg, 1885, s. 25. 7 Haagen: Ueber den Einfluss der Darmfäulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde. Dissertation. Konigsberg, 1887, s. 22. 8 Rosenhain: Beiträge zur Kenntniss der Kynurensäurebildung im Thierkörper, Disserta- tion. Konigsberg, 1886, s. 17. 9 Kühn: Ueber Benzoenapthol, ein neues Darmantisepticum, Deutsche med. Wochenschr, Jahrg. 19, 1893, No. 19, s. 445. 10 Haagen: Ueber den Einfluss der Darmfäulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde. Dissertation, Kønigsberg, 1887. s. 15. Wolffberg: Ueber die Veränderung der Indigo-Ausscheidung durch den Harn bei inner- lichen Gebrauch der Salicylsåure. Deutsches Arch. f. klin. Medicin, Bd. 15, 1575, s. 406, Vid.-Selsk. Skrifter. M--N. Kl. 1900. No, 4. 9 Thymol. Naphtalin. Benzoe- naphtol. Salol, Salicylsyre, Kreosot. Guajacol. Laxantia. 130 EYVIN WANG. M.-N. Kl. fandt meget indican under brugen af salicylsyre. Han mente, at der ved siden af salicylsyredannelsen i organismen ogsaa fremkom en forbindelse af indigogruppen. Fafe! gjentog forsøget, idet han gav saavel mennesker som hunde salicylsyre; han kom uden undtagelse til negativt resultat med hensyn til indicandannelsen. At salicylsyren udskilles kvantitativt dels i uforandret tilstand, dels i form af salicylursyre, er paavist af Mosso® i Schmiedebergs \aboratorium. Af de antiseptisk virkende lagemidler skal tilslut ogsaa kreosot om- tales. Aletzinsky® fandt, at smaa doser bevirkede en paafaldende forø- gelse af urinindicanet. Som desinfektionsmiddel for tarmen blev det ogsaa prøvet af Pfungen*; den gjennemsnitlige udskillelse af parrede svovlsyrer var den samme som i den forudgaaende periode uden medicin. Indican- udskillelsen viste heller ingen forandring. Han anstillede ogsaa forsog med guajacol med samme resultat. De forste iagttagelser af afforingsmidlers indflydelse paa indicanudskil- lelsen findes hos de Vries”; efter brugen af ol. ricini, Karlsbadersalt og sulphas natricus iagttog han en sikker men ikke betydelig forøgelse af urinindicanet. Henrichsen® anvendte foruden de nævnte midler ogsaa pulvis liquiritiæ compositus og Ofener bittersalt og konstaterede i neppe halvparten af de undersøgte tilfælde en tydelig forøgelse af indicangehalten, medens ‘han ogsaa enkelte »normaldage« uden paaviselig grund fik en betragtelig forøgelse, der ikke stod tilbage for, hvad der var anseet som virkning af de laxerende midler. I det hele taget var indicangehalten til de forskjellige dagstider meget vexlende og afhængig af urinens con- centration. Ol. ricini er videre prøvet af Morax? og Bartoschewitsch®, som begge 1 Yaffe: Ueber die Entstehung des Indigos im Thierkörper. Centralblatt f. die med. Wissenschaften, 1875, No. 39, s. 657—61. Mosso: Quantitative Untersuchungen über die Ausscheidung der Salicylsäure etc. Arch. f. experiment, Pathol. u. Pharmacol, Bd. 26, 1890, s. 275. 3 Kletzinsky: Ueber die chemische Konstitution und semiotische Bedeutung des Harn- indigs. Wiener med. Wochenschr, Jahrg. 9, 1859, No. 27, s. 438. 4 Pfungen: Beiträge zur Lehre von der Darmfäulniss der Eiweisskörper. Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd. 21, 1892, s. 138. 5 de Vries: Ueber das Indikan im Harn und seine diagnostische Bedeutung. Dissertation. Kiel, 1877, s. 21. 0 Henrichsen: Beitrag zur Kenntniss von der Wirkung der Abführmittel, Dissertation, Kiel, 1884, s. 47. 7 Morax: Bestimmung der Darmfäulniss durch die Ætherschwefelsäuren im Harn, _-Zeit- schr. f, physiol, Chemie, Bd. 10, 1886, s. 323. 8 Bartoschewitsch: Zur Frage über das quantitative Verhalten der Schwefelsäure und der Actherschwefelsäure im Harn bei Diarrhoen. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 17, 1893, 8. 57. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 131 fandt forøgelse af æthersvovlsyrerne under diarrhoe fremkaldt af medika- mentet. Ved brugen af Karlsbadersalt og Marienbadervand fandt Rovighit for begges vedkommende i de forste dage en betydelig foroget æthersvovl- syremængde, samtidig som ogsaa indicanreaktionen holdt sig sterk, hvor- efter der fulgte en tydelig formindskelse af begge de nævnte urinbestand- dele. Han tænker sig, at de laxerende mineralvande fremkalder diarrhoe ‘med forøgelse af tarmindholdets vædskemængde, der begunstiger tarm- bakteriernes udvikling; naar imidlertid næringsresterne sammen med mikro- organismerne paa grund af den vedvarende diarrhoe fjernes, aftager tarm- forraadnelsen. Rheum og infus. fol. sennæ viste ifølge Pfungens® forsog ingen af- tagen hverken af indican eller de parrede svovlsyrer; den undersøgte patient led af chronisk obstruction, og midlerne fremkaldte ingen diarrhoe. Ortweiler? tog selv extract. aloës i doser, som fremkaldte diarrhoe (0.60 gr. pr. dag), hvorefter indicanet to gange viste betydelig aftagen, og en 3die gang fuldstændig svandt. Hvorvidt man ved kunstig fremkaldt obstruction kan bevirke en oget dekomposition af æggehvidens fordoielsesprodukter, er forsogt af Drzeger*, som ikke fandt nogen øget udskillelse af phenol, ligesom heller ikke Orz- weiler® kunde paavise nogen bemærkelsesværdig indflydelse paa indican- mængden under brugen af opiater. Egne undersøgelser. Til mine undersøgelser af medikamenters indflydelse paa indicanudskil- lelsen har jeg kun benyttet enkelte af de hyppigst anvendte midler, som antages at have desinficerende virkning paa tarmindholdet. De fleste af disse undersøgelser er udførte med subnitras bismuthicus, som ved flere tidligere undersøgelser (se side 127) har vist sig istand til 1 Rovighi: Die Aetherschwefelsåuren im Harn und die Darmdesinfection. Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd, 16, 1892, s. 42. 2 Pfungen: Beiträge zur Lehre von der Darmfäulniss der Eiweisskörper. Zeitschr, f. klin. Medicin. Bd. 21, 1892, s. 137. 3 Oytweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation. Würzburg, 1885, s. 28. Brieger: Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch. Zeit- schr. f. physiol Chemie. Bd. 2, 1878—79, s. 254. Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans. Dissertation. Würzburg, 1885, s. 26. er Opiater. Subnitras bismuthicus, 132 EYVIN WANG. M.-N. Kl. dels at bringe indicanmangden til i hei grad at aftage, dels har bragt den til helt at svinde. Dernæst har jeg ogsaa anstillet en række forsog med salol, hvis des- inficerende virkning beror paa, at midlet af den alkaliske pancreassaft i tarmen spaltes til salicylsyre og phenol. Endelig bragte Mosse's undersogelser af actols indflydelse paa æther- svovlsyreudskillelsen mig til at prøve det nær beslægtede præparat, itrol. Til undersøgelserne benyttede jeg dels patienter, som befandt sig i rekonvalescens efter forskjellige sygdomme, dels patienter, som led af diarrhoe. Resultatet af disse undersøgelser skal jeg anføre i nedenstaaende række tabeller: No. 1. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1491/98. B. H., 11 aar. Pleuritis. Tør pleurit — afebril — velbefindende. Oprindelig methode, | Dat. | Urin- Sp. lv: || Indigo Kvalitativ AR. ren mængde. mg. | reaktion, 1898 | 27./1. 420 1032 || 12.1 tydelig 1 28. 450 1033 12.4 — I 29. 390 1030 | 5.3 middels I 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 30. 750 1025 || 10.6 tydelig I 31. 730 14.5 er U 1./2. goo 1022 15.1 -- 3 2; 460 1027 | AR middels I B; 600 1022 7.4 — 2 4. 770 1028 Sur — 1 5; 600 1031 12.4 tydelig 3 | Ikke medicin, 6. 930 | 1018 7.6 svag 3 7 520 1031 10,1 tydelig I 8. 420 1035 | 10.9 — I 9. 660 | 1028 9.6 middels 2 10, 430 | 1030 6.3 — o mase oe I Gi u 4 | lose, 12. 840 1028 || 0 | lys rødlig I | 0,25 mg, tuberculin: + reaktion, 13 390 1024 0 = I = 14. 510 1032 | 9.7 middels I 15. 410 1032 9-9 tydelig 2 16, 660 1030 6.8 middels | 2 1900. No. 4. OM INDICANURI. 133 No. 2. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1682/98. O. H., 9 aar. Scoliosis. Altid sygelig. Ofte bronchit. Efter tuberculininjection (0.5 mg.) nega- tiv reaktion. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp: v. Indigo Kvalitativ Aff. ean, mængde, mg. reaktion. 1898 27./3- 800 1026 13.0 middels I 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 28. 620 1026 10.3 middels I 29. 340 1031 4.9 I 30. 750 1028 16.6 tydelig I ane 540 1030 8.9 middels I 1./4. 460 1032 12,1 tydelig I 2. 410 1033 11.4. — oO 2 530 1031 73 middels o 4. 660 1028 10.5 — 2 på 420 1030 57 — 2 Ikke medicin. 6. 620 1027 8.1 — > No. 3. R.H. poliklin. f. barnesygd. Prot. A. 39/98. A. A., 5 aar. Anemia. Bleg, i godt huld. Intet abnormt paaviseligt ved fysikalsk under- sogelse. Oprindelig methode. Dat Urin- Sp. v, Indigo Kyalitativ Aff. eee maengde, mg. reaktion. 1898 4-/3- 640 1017 5.3 svag I 5. 300 1020 5e) middels I 6. 420 6.0 = I Te 280 1031 5.6 tydelig I 1.00 subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 8. 400 | 1025 1.8 svag I 9. 500 1022 92 — o 10, 530 1018 Si — I 11. 530 1018 5.6 middels I 12. 320 1028 5.0 — 1 | Ikke medicin. 13, 250 1020 3.4 — o 14. 230 1033 3-5 — 1 | 0.5 mg. tuberculin: — reaktion. 134 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Oprindelig methode. Kvalitativ Dat. in Urn: Sp. v | Pas 3 Anm. ee | reaktion, 1898 | | 15./3. 1031 || 26 middels o | 1.0 mg. tuberculin: — reaktion, 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 16. 570 1017 4.2 svag I | if, 690 1018 3.4 — 1 18. 540 1021 4.9 middels o 19 600 1022 6.7 — I 20. 740 1017 5.2 svag I I 21, 580 1020 6.0 || middels 1 22, 360 1025 4.0 | — o No. 4. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1890/98. O.S., 6 aar. Tuber- culosts. Hoste siden sommeren 97. Kortere percussionslyd over venstre top. Bleg, noksaa mager. Oprindelig methode, | Kvalitativ mg. || reaktion, Anm. 1031 | 15.7 sterk 32, 270 1036 15.4 _ x 220 1035 16.0 | meget sterk sparsom, efter klyster 4. 230 1033 | 145 — rigelig, spontan. 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. Ss 260 1036 13.0 | sterk o Ore 300 1035 | 13.5 || — ° 7: 320 1032 | 5.3 | middels I | sparsom, spontan. 8. 350 1027 | 7:9 tydelig 2 9 370 1032 | 75 || = © 10. 450 1026 | 53 middels o ye 290 1033 | 4.8 | — 1 12. 270 1033 || 6.8 tydelig 1 | 28/3. 0.5 mg. tuberculin: Es | 350 | 1032 | 7.9 | svag | o — reaktion, | No. 5. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 216/97. T.F., 11 aar. Tuber- culosis. Syg i 3 aar. Bleg, temmelig mager. Paa høire laar et par fistel- aabninger, hvorfra rigelig sekretion af tyndtflydende pus. Lungerne nor- male. Kræfterne jævnt aftagende. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 135 Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ LAM. re mængde. mg. reaktion. | : 1897 29./11. 940 1023 13.4 middels I 39. 950 1023 10.2 = I 1./12. 710 1025 10.6 — 1 2. 990 1022 10,6 — I 3 910 1025 11.6 — I 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig 4 960 1024 12.4. middels I 5. 850 1022 11.8 — I 6. 950 1020 8.2 — o ie 680 1023 10.5 == I 8. 1080 1017 10.7 — 2 9. 950 1020 9.8 — 2 10, 720 1022 9.2 — I IT. 760 1021 11.3 = 1 | Ikke medicin. 12, goo ayo) | Te | — o 13 860 1022 6.9 — I 14. 720 1023 9.0 — o Bin: 490 1025 9.5 tydelig ı | 28./3. 98 0.5 mg. tuberculin: — reaktion, No. 6. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2082/98. T. B., 14 aar. Diabetes mellitus. Foler sig ikke syg. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo aber Aff. eee mængde. mg. reaktion. 1898 29./3. 1380 1027 17.0 middels I 30. 2040 1028 15.0 svag I cae 1920 1029 25.2 middels I 1./4. 1740 1030 22.2 2 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. Ds 1290 1028 13.0 | middels I 3. 1820 1024 17.0 — 2 4. 2130 1024 10.4. svag 2 5. 1930 1023 | ILS =; I 6 1910 1023 15.4 middels P 130 EYVIN WANG. M.-N. KI. På No. 7. Leno, 1540/98. R.H. afd. f. barnesygd. W. S., 10 aar. Peritonitis tuberculosa. Chronisk peritonit med maadeligt exsudat. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ AI. Ana | mængde. mg reaktion, 1898 | 6./2. 410 1032 53 middels 1 7. 450 1030 | 84 — 8. 390 1030 | 10.4 tydelig 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 9. 810 1025 13.3 middels 3 10. 580 1029 4.7 svag 1 (OG 480 1030 12.2 tydelig I 12. 520 1030 9.8 u I 13. 470 1032 | 12:5 Ol — 2 | 3 KE 14. | 510 | 1035 | 11.8 | = | I |} Ikke medicin, | No. 8. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2174/98. O. G. 6 aar: Vit. organ. cordis. Medfødt hjertefeil. Bleg, mager, cyanotisk. Oprindelig methode. Dat Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff Ann mængde. mg. reaktion. — t= _ | EEE 1898 30./3. 380 1023 LIT meget tydelig| 3 31. 300 1035 | 14.0 = 3 1./4. 390 1035 8.9 tydelig 2 2, 320 1036 12.0 | meget tydelig| 2 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 2: 330 1035 11.7 |Imegettydelig| 2 re 430 1032 7.6 tydelig I E 5. 540 1023 6.4 middels o 6. 510 1023 | 10.5 tydelig ? 1900. No. 4. OM INDICANURI. 197 No. 9. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1590/98. B. B. Peritonitis tuberculosa. Chronisk peritonit med lidet exsudat. Oprindelig methode, i i | ral iv Dat. Urin- Sp Indigo | Kvalitativ Aft. AS mængde. mg. || reaktion. 1898 6./2. 180 1028 8.7 sterk 3 | grødede. 7: 420 1022 14.9 meget tydelig| 3 | formede. 1 brækning. 8. 300 1023 22.8 meget sterk | 3 — 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 9. 600 1020 30.5 sterk 3 10. 260 1025 9.9 meget tydelig | 3 DI. 400 1023 30.2 meget sterk | 5 | ganske løse. 12, 320 1029 16.1 | sterk 4 | grodede 13: 210 1031 17.0 intens 2 = | 14. 150 1028 12.6 > 2 ~ + Ikke medicin, 15. 360 1028 34.9 = ai = | No. 10. R.H. med. afd. B. L.-no. 1731/98. O.-H., 43 aar. Cancer? Bleg og mager. Ingen smerter. Underlivet noget opdrevet. Gar- gouillement over colon. Oprindelig methode. Dat Urin- Sp. Indigo Kvalitatay Aff. Anm. mængde, mg. reaktion, 1898 17/2. 700 1027 49.2 meget sterk | 1 | vellingagtig. 13. 640 1027 38.6 — I = I4 | 700 1027 36.8 — I = 15. 960 1027 88.3 | meget intens | 1 — 2.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 16. 690 1025 36.7 || sterk I | grodet. VE #400 1027 II.Q |\meget tydelig| 1 — 18. 820 1022 18.2 tydelig 2 — 19. 800 1022 12.3 middels 2 — 20. 1440 1016 27.5 tydelig 2 — 21. 1570 1014 11.6 || middels 2 = 22, 1270 1016 26.4 | tydelig > 24. 1660 1015 O || lys rød I — 25. 1680 1018 0 — I — 26, 1440 1018 28.7 tydelig I = 27. 1480 1019 14.0 middels I — 138 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Dat, = Sp. v. Indigo Kvalitativ An mængde reaktion, 1898 | 28./2 | svag 1 | grodede, 1./3. 1030 1015 meget tydelig| 1 — ER 1160 1023 middels 1 — 3. 1800 1018 = ARE 4 1430 1015 10.3 svag I = 5 1520 1020 30.5 tydelig I — 6. 1540 1018 33.0 middels ? 7e 2000 1016 33.1 tydelig I — Ikke medicin, 8 1580 1017 70.5 sterk I — 9 1970 1018 74.6 — I = 10 1620 1018 55.4 — I — No. 11. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1693/98 F. E., 7 aar. Poliomyelitis anterior ? Meget mager og bleg. Atrofierende slap lammelse af begge under- extremiteter. i Oprindelig methode. Dat Urin- Sp. v Indigo Kvalitatiy AT mængde. reaktion, == 1898 | 10./3. 230 1030 18.7 | intens vællingagtige. 11. 250 1030 33 I middels — 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 12 360 1019 6.8 middels 1 | vællingagtig. 13 370 1016 5.8 _ 2 — 14 370 1023 | 31.8 intens 1 | formet. 15 380 1022 | 30.6 | — 2 | vællingagtige. 16 370 1022 | 17.8 | sterk I | grødet. 17 290 1025 | 2.5 | svag 1 | vællingagtig. 18 440 1017 | 4.7 middels 4 | grodede, 19. 320 1023 ? svag 1 | grødet. 20, 200 1031 18.7 intens 1 | formet. Å 21: 230 1027 39° tydelig I — Ikke medicin. 22, 270 1030 9.0 meget tydelig| 1 | vællingagtig, No. 12. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1966/98. G. A., 71/2 aar. Tuberculosis. Stadig diarrhoe. Sterk afmagring. 1900. No. 4. OM INDICANURI. 139 Ved Sektion: Tuberculosis intest. ten. et gland. mediast. Peritonitis circumscript. fibrino-purulenta. Pyelitis tuberculos. Tuberculos. ren. sin. Tuberculos. apicum pulmon. Cystitis. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff. bee mængde, mg. reaktion, TT 1898 15./3. 180 1033 36.6 meget intens | 3 | grodede, 16. 170 1033 42.7 |overm. intens| 2 “= 17. 180 1029 44.5 — 3 | vællingagtige. 18, 180 1023 28.8 | meget intens | 2 — 19. 180 1026 46.8 |\overm, intens | 5 — 1.00 gr. subnitr, bismuth. 5 gange daglig. 20. 160 1026 33.3 overm. intens | 6 | vællingagtige. 21. 160 1026 29.0 meget intens | 5 — 22. 120 1016 10.8 intens 5 | vellingagtige. 23. | 140 1023 3.4 tydelig 5 == 24- | 160 1018 37 | =" 4 = 25. 270 1015 4.9 middels 5 — 26, 240 1016 0 rodlig 4 — 27. 350 1013 20.6 meget sterk | 5 — 28, 640 1012 37.6 - 4 — 29. 450 1015 52.9 meget intens | 1 | grodet, 2 brekninger, 30. 360 1014 BE meget intens| 2| grodede A1. 260 1019 39.6 — I | formet. | T./4. 540 1018 82.0 = I = Ikke medicin, 2. 620 1014 57.0 intens 2 — | 3. 510 1014 34.9 meget sterk | 1 | 1 brækning. 4. 650 1010 31.7 sterk I No. 13. R.H. med. afd. B. L.-no. 1747/99. M. K., 45 aar. Anemia gravis. De sidste aar tab af kræfter og tiltagende bleghed. Ved fysikalsk undersøgelse intet abnormt paaviseligt. Ingen forstørrelse af lever eller milt. Ingen glandelsvulst. Dar Urin- Ep, Indigo Kvalitativ Aff. Girne mengde. mg. reaktion, ll ——== 1899 | fo 2200 1011 11.4 middels I 3% 2000 1011 13.3 — I 4. 1770 1013 16.4 — I 5. 1670 1014 9.8 — I 6. 2010 1012 red || = I | 140 EYVIN WANG. M.-N. Kl, Urin- mængde. Kvalitativ reaktion. Anm, 1.50 gr. subnitr. bismuth. 3 gange daglig. 9. 1800 1012 1.8 || ganske svag | o 10. 1600 1013 2.8 — I 11. 2200 1013 0.7 — o 12, 1700 1013 0 farvelos I 13. 1730 1012 0.9 ganske svag | o 14. 1540 1013 1.9 — I No. 14. R.H. med. afd. B. L.-no. 1368/97. A.R., 28 aar. Hæmate- mesis. å Fra 18de Januar 1898 behandlet med 15.00 gr. subnitr. bismuthicus : 3 gange daglig. Oprindelig methode, Dat Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ aid mængde. mg. reaktion, 1898 26./1. 2000 1012 18.9 middels 27. 1700 1012 0 || farvelos 28. 1900 1017 0 — 29. 2000 1014 9.9 svag 30. 1500 1019 0 farvelos ar: 1220 0 — No. 15. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2891/99. A. IL, 9 aar. Pneumonia. Pneumoni med krisis 28./5. 99. Velbefindende, Dat Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ | 1f An | mængde. ‘ve mg, reaktion. à ; 1899 26./6. 1190 1018 8.9 middels 1 27. 890 6.3 — I 28. 1120 1020 10,5 tydelig I 1,00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 29. 760 1021 svag 1 5 30. 400 1022 27 middels 1 31, 590 1025 9.7 tydelig o 1/7. 479 1027 47 || = 2 1900. No. 4. No. 16. R.H. afd. f. barnesygd. OM INDICANURI. 141 L.-no. 2756/99. E. P. Chorea. Syg ca. 1 maaned. Lidet udtalte choreiske bevægelser. Dat. Urin- Indigo Kvalitativ Aff, hee mængde. mg. reaktion. i 1899 26./6. 890 1020 4.3 svag 1 27. 930 3.0 = 1 28. 800 1018 2177 — o 1.00 gr. subnitr, bismuth. 5 gange daglig. 29. 790 1019 3.5 svag 2 30. 790 1018 1.8 ganske svag | I 31. 1000 1015 7:5; middels (0) 1./7- 590 1021 5.6 — I No. 17. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 467/97. R. H., 12 aar. Spondylitis, Velbefindende. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff. N mængde. mg. reaktion. 1899 26./6. 1130 1025 VEG ganske svag | I 27- 1090 33 svag I 28. 840 1020 1.5 — > 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 29. 890 1017 1.4 ganske svag | o 30. 800 1019 2.0 svag o QT: 1020 1016 0.9 ganske svag | I 1./7- 1120 1015 1.5 — I No. 18. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. myelitis. Velbefindende. Raskt ogende vægt. 620/98. B. O., 11 aar. Polio- Dat. Urin- Sp. || Indigo Fran Aff. ert mængde, mg. reaktion. 1899 26./6. 820 1018 4.9 middels I 27. 1710 3. svag I 28, 830 1020 Di — 2 142 EYVIN WANG, M.-N. Kl. Dal, Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ FES mængde, mg. reaktion, ss | eee (| | | 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 29./6. 1270 1017 | 0.8 || ganske svag | 3 30. 1530 1011 | 16 | — o 31. 1170 1016 | 8.4 middels 2 nef 1500 1017 34 | svag 1 | | No. 19. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 947/97. K. M. 13 aar. Vit. organ. cordis. Hjertefeil efter rheumatismus acutus i juli 1897. Velbefindende. | Dat Urin- N | Indigo mængde | mg, ee Eee = el 1897 | | 11/12 1240 1014 | 21.7 12. 1160 1015 10,1 13. Sto 1020 13.0 14. 1140 1012 6.9 15 Soo 1019 5.8 1.00 gr. subnitr. 16, 1160 1017 0 x 1540 1012 0 18. 1160 1013 0 19. 1070 1017 (7) 20, *650 1015 2.1 21. 680 1013 1.8 22. 810 1016 73 23. 1080 1018 220 24. 1050 1016 1.9 25. 680 1015 9.7 26. 1000 1012 0 No. 20. Chorea. Dat. Urin- Sp. v. mængde, 1899 26./6. 520 1020 27. 670 28, 650 1021 tydelig ganske svag Ser frisk og kjæk ud, kun lidet udtalte choreiske bevægelser. Indigo mg. | | | 1 Oprindelig methode, Kvalitativ reaktion, tydelig 2 middels 2 I svag 2 I bismuth. 5 farveløs ange daglig. || ganske svag Ikke medicin, middels 2 2 svag 2 1 1 1 farvelos 1 RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2892/99. T.S., 7 aar. Kvalitativ Aff. Anm, reaktion. middels 1 — o svag o 1900. No. 4. OM INDICANURI. 143 Dat. | Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aft en maengde, mg. reaktion, — + EE = ee ts 1899 | | 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 20./6. 990 1018 AT svag I 30. 930 1020 (2) farveløs 1 No. 21. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2113/99. E. N., 6 aar. Hemorrhagia. Sidste aar gjentagne blodninger fra nase, mund, ventrikel og tarm samt subcutane blodninger. stændig velbefindende. Fra sluten af mars 99 bedring. I juni fuld- Anm, 1 I | Dat. Urin- Sp w: Indigo | Kvalitativ Aff. maengde. mg. reaktion. 1899 || 26./6. 720 1023 | 04 svag I Ari 300 1031 43 middels I 28. 1140 1020 2,8 || ganske svag | 1 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 ga 29. 790 1023 2.5 svag o 30. 410 1027 (7) | farvelos I No. 22 Bleg, i godt huld. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2063/98. I. E.,6aar. Anemia. Intet abnormt ved fysikalsk undersogelse. Oprindelig methode, | Dat. Urin- Spey Indigo Kvaltativ Af. AGE mængde. mg. reaktion, 1898 | 18./3. 640 1017 0 lys rodlig 2 19, 540 1018 1.4 ganske svag | 2 20, 340 1023 1.5 — I 21. 460 1023 2 svag I 22. 580 1019 3-7 == 2 23. 330 1027 3.6 middels I 24. 630 1021 4.3 svag I DEG 870 1017 5.4 — I | 0.5 mgr. tuberculin: — reaktion, 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 26, 670 1015 2.0 ganske svag | I 27» 790 1018 OM farvelos I 28, 990 1020 0 | _ I | 144 EYVIN WANG. M.-N, KI. | | Dat, Urin- Sp. v. | Indigo Kvalitativ Aff, Ann mængde. | mg. reaktion, | | = 1898 | 29./3. 790 1017 | 0 farveles I 30 780 1020 | 43 svag Y Ikke medicin, 31 720 1020 | 0.7 ganske svag | o No. 23. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2019/98. A. P., 10 aar. Anemia. Velbefindende. Er bleg og mager. Raskt tiltagende vægt. Dat Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ | ag mængde. mg. reaktion. 1898 | | 13./3. 380 1021 25.6 || meget sterk | o 14. 660 1023 BY sterk 2 15. 280 1026 24.0 | intens 2 16. 260 1030 | 13:20 sterk o 17. 1220 1016 || 37.3 ||meget tydelig| 1 18. 570 102$ | 22 | sterk I 19. 400 1027 19.0 — I 20. 790 1025 5.4 meget sterk | 2 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 21. 790 1021 ag meget svag | O 22. 700 1018 0 farvelos 1 23 860 1019 0 — 1 24. 1000 1018 0 — o 25. 1020 1020 0 — 2 26. 890 1018 || 10.9 | middels I a? 3 | do | pe | rae | LE | 6 } Ikke medicin, No. 24. RH afd. f. barnesygd. L.-no. 1760/97. A. B. Paralysis spastica. Velbefindende. Dat Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aft, kun mængde. mg. reaktion. mm = T === — 7 == = — — —— 1899 = 26,/6. 350 1028 3.0 middels I 27. 480 | 20 svag I 28 350 1025 | 43 middels 2 OM INDICANURI. 145 Dat. Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ Att Rot mængde. mg. reaktion, 1899 | | 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 29, 500 1025 2.2 svag [0] 30. 530 1022 LS — 2 an, 840 1017 0 farvelos o No. 25. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 2586/97. M. J., 6 aar. Tuberculosis. Velbefindende. Rask vægtforøgelse. Oprindelig methode, Dat. Urin- Sp. ¥: Indigo Kvalitativ Aff. Kar mængde. mg. reaktion. 1897 11./12. 940 1014 13.4 middels I 12. 620 1018 6.7 = I 13. 650 1021 5.9 — 2 14. 570 1020 4.6 — I 15. 420 1025 5.6 — I 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 16. 710 1028 oe! svag I 17. 540 1013 BG | — I 18, 720 1015 0 || farvelos o 19, 740 1016 0 — o 20, 750 1015 0 — I 21 320 0 — o 22. 360 1026 5.5 middels I 23. 630 1021 6.1 o 24. 530 1018 12.8 svag I 25. 790 1019 4.7 = 2 Ikke medicin. 26, 320 1026 1.2 — I 27. 560 1013 0.6 meget svag | I 28. 540 1014 3-5 svag fo) No. 26. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 993/97. S. F., 13 aar. Pneumonia. Typisk croupos pneumoni med krise 7./11. 97. Velbefindende. Oprindelig methode. SS eee — nr) Dat. Urin- Sp. v. Indigo Ekel Aff. Aam mængde. mg. reaktion. cas — — | = = 30./11. 920 1020 13.5 middels 1 1./12. 1420 1020 127 | — I 2, 820 | 1023 11.0 — 2 3. goo 1025 10.9 — I Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 4. 10 146 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Kvalitativ Dat. Urin- EE mængde. br mg reaktion =] Toul FT 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 4./12. 990 1020 0 farvelos 2 5 920 1023 14.8 middels o 6. 800 1027 0 svagt rødlig | 1 Å 960 1018 0 farvelos I 8 650 1030 0 = I 9 1080 1020 2] — 2 10 900 1027 | (7) — 2 278 960 1020 8.7 middels 2 12. 1120 | 1016 0 farvelos I 13. 1110 1024 13.2 middels 2 tay SE DL ST = 2 Ikke medicin. 15. 1000 1022 13.5 — 1 16. 940 1023 0 svagt rødlig | 1 17. 980 1023 7) — 2 18, | 960 1018 10,2 middels I No. 27. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 1492/98. R. H., 9 aar. Pleuritts. Tor pleurit. Afebril. Velbefindende. Oprindelig methode. Dat. Urin- Sp. ¥. Indigo Kvalitativ Aft, AO mængde. mg. reaktion. 1898 29./1. 430 1027 | 14.0 |\meget tydelig| 1 30. 1080 1016 | 6.8 svag I ays 870 20.1 tydelig I 1./2. 990 1018 29.1 — 3 2. 660 1019 rodviolet I 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 3 950 1014 | 129 middels I 4 1030 1020 | 9.4 _ 1 5. 840 1015 0 farvelos I 6. 720 1015 (2 — 2 7 910 1021 0 _ 2 8 1200 1015 0° = 2 9. 1110 1020 0 svag rodlig 1 | Ikke medicin. 10, 1240 1018 2.3 ganske svag | I 11, 670 1017 IL, tydelig 3 5 12. 840 1021 o farvelos 2 | 0,25 mg, tuberculin: — reaktion, 19: 820 1016 0 — I 14. 450 1024 7.6 middels 2 15. 820 1017 | 29.6 || tydelig 2 | 0.37 mg, tuberculin: — reaktion, 1900. No. 4. OM INDICANURI. 147 Dat. Urin- oes Indigo Kvalitativ Af. RK mængde. mg. reaktion. 1898 16.72. 350 1031 5.0 middels I Gp 490 1016 5.6 — 2 18, 800 1021 IL. — 2 |1 mg. tuberculin: — reaktion, 19. 520 1021 6.0 _ 2 | No. 28. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 974/98. R. L., 51/2 aar. Tuberculosis. Knæledstuberculose. Ingen suppuration. Befinder sig vel. Dat. Urin- Sp. v. Indigo ! Ryaklalıy INK mængde, mg. reaktion. 1899 26./6. 450 1024 2:2 svag I 27. 240 1030 1.8 middels | 1 28. 530 1020 1.4 svag VEG 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 ga 29. 210 1033 1.6 middels I 30. 430 1019 1.8 svag I 31. 390 1024 2.6 middels fo) 1./7. 730 1016 0 farvelos o nge daglig. No. 29. R.H. afd, f. barnesygd. L.-no. 2110/98. A.T., 7 aar. Chorea. Lidet udtalte choreiske bevægelser. Velb efindende. Oprindelig methode, Dat Urin- Sp. v. Indigo DES Aff. Anm. mængde. mg. reaktion. 1898 23 /3. 340 1030 10.3 ||meget tydelig| 1 24. 550 1023 7.2 middels | 1 25. 530 1023 13.7 tydelig 2 1.00 gr. subnitr. bismuth. 5 gange daglig. 26, 410 1030 1912 meget tydelig| 2 | 0.5 mg. tuberculin: — reaktion, 27. 690 1021 6.7 å middels 2 28, 500 1021 5.4 - I 29. 690 1024 (7) farveløs I 30. 660 1026 0 — I UA 800 1023 0 — I Salol, 148 EYVIN WANG. M.-N. KI. | Indigo Kvalitativ n Aff. Anm, mg. reaktion. farvelos middels meget sterk Ikke medicin, No. 30. T. T., 33 aar. Morbus nullus. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Af. Ar mængde. mg. reaktion. 15. — 16. middels 1.00 gr. salol 3 gange daglig. 17. 720 1027 | 3.8 svag I 18. 1150 1021 | 5.5 — I 19. 1550 1019 | 9.6 | middels I 20, 800 1023 | 45 == I | 21. 670 1028 | 3.9 — I No. 31. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 620/98. B. O., 11 aar. Polio- myelitis. Velbefindende. Raskt øgende vægt. Dat Urin- Sp. v Indigo Kvalitativ Aam mængde. “I mg. | reaktion. ee å IL _| = a 1899 | 20./6. 1200 1016 | 5.9 middels 27. 910 1018 3.2 svag 22, 1200 1018 || 1.4 — | 1.00 gr. salol 3 gange daglig. 23. 1640 wer) | svag 3 24. 910 1022 | 2.8 = 2 25. 1090 1021 4.6 | middels 4 26, 820 101$ | 49 middels 1 27 1710 | 3.1 | svag I Ikke medicin, 28, 830 1020 | 29 — 2 | | 1900. No. 4. OM INDICANURI. 149 No. 32. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2756/99. E.P., 8 aar. Chorea. Syg ca. ı maaned. Lidet udtalte choreiske bevægelser. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff KE mængde. mg. reaktion, 1399 20./6. 680 1014 73 middels I | 21. 670 1021 9.0 = 1 | 22. 650 1025 7.6 = TÅ 1.00 gr. salol 3 gange daglig. 23 730 2.5 svag I 24. 790 1019 2.2 — I 25 410 | 1023 0.9 — I 26, 890 1020 43 — I | 27 930 3.6 — 1 | Ikke medicin. 28. 800 1018 2.7 u o | No. 33. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2891/99. A. J., 9 aar. Pneu- monia. Pneumoni med krisis 28./5 99. Velbefindende. Dat Urin- Suey Indigo Kvalitativ Aff Man © | mængde. 2 mg. reaktion, i | 1899 20./6. 690 1020 16.3 | meget tydelig| 1 | PG 1600 1018 9.4 middels 3 22, 950 1021 1.0 svag I 1.co gr. salol 3 gange daglig. 23. 1240 10.6 tydelig I 24. 790 1028 12.0 — o 25. 1010 1021 8.7 — I 26. 1190 1018 8.9 middels I 27. 890 630 || = 1 |} Ikke medicin, 28, 1120 1020 10.5 tydelig I No. 34. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 1760/97. A. B. Paralysis spastica. Velbefindende. Dat. Urin- Sp +: Indigo Kvalitativ Aff. "Anm: mængde, mg. reaktion. 1899 20,/6. 720 1020 2.0 svag I 21. 380 1027 3:2 middels I 22. 590 1025 1.8 svag I Itrol, 150 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Dat. Urin- Sp. v. Indigo Kvalitativ Aff. Am) mængde, mg. reaktion, 1899 | | | | ie 0.03 gr. itrol 4 gange daglig. 23./6. 600 4.6 middels 1 24. 600 1024 5.4 — I 25. 540 1022 3.0 svag I 26, 350 1028 3.0 middels I 27. 480 2.0 svag I Ikke medicin, 28. 380 1025 43 middels 1 No. 35. RH. afd. f. barnesygd. L.-no. 467/97. R. H., 12 aar. Spondylitis. Velbefindende. Dat. Indigo Kvalitativ ff, Fee reaktion, I I I 0.03 gr. itrol 4 gange daglig. 23. 770 2.7 svag o 24. 440 1033 1.3 = 2 25, 810 1025 0.7 ganske svag | 1 26. 1130 1025 1.7 || ganske svag | 1 HE 1090 33 Svag I Ikke medicin, 28. 840 1020 1.5 — ? No. 36. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 2113/99. E. N., 6 aar. Hæmorrhagia. Sidste aar gjentagne blødninger fra næse, mund, ventrikel og tarm samt subcutane blødninger. Fra sluten af mars 99 bedring. I juni fuld- stændig velbefindende. Dat. Urin- Sp. ¥. Indigo || Kvalitativ 2 Anm, mængde, mg, reaktion, 20,/6, 680 1018 | 1.8 svag 1 3 21. 900 1020 1.0 ganske svag | ı 22, 980 1017 2.4 ae 1 1900. No. 4. OM INDICANURI. 151 | | Urin- Sp. v. Indigo | SEMIN, A fi EN mængde. mg. || reaktion, 1899 | 0.03 gr. itrol 4 gange daglig. 23./6. 730 3.8 svag I 24. 480 1024 6.2 middels o 25. 520 1026 38 = I 26. 720 1023 2.4 svag I 27. 209 KOST 43 middels 5 Ikke medicin, 28. 1140 1020 2.8 ||ganske svag | 1 No. 37. R.H. afd. f. barnesygd. L.-no. 974/98. R. L., 51/2 aar. Tuberculosis. Knæledstuberculose. Ingen suppuration. Velbefindende. | Dat. Urin- Sp. v Indigo Selle Aff. Aa mængde. mg. reaktion. = — -= === == 1899 20./6. 270 1020 mg svag I 21. 520 1020 1.9 = I 22. 680 1018 1.7 - I 0.03 gr. itrol 4 gange daglig. 23. 220 1027 GE middels I 24. 270 1031 1.9 — I 25. 230 1017 1.0 svag I 26, 450 1024 | | — I 27. 240 1030 1.8 middels I Ikke medicin, 28, 530 1020 rd svag I Af de benyttede 3 medikamenter viser det sig altsaa, at subnitras bismuthicus er det eneste, som har været istand til at bringe indican- udskillelsen til fuldstændigt at ophore. Denne virkning har imidlertid ikke været konstant, idet der i enkelte tilfælde kun har vist sig en storre eller mindre aftagen af den paaviste mængde indigo, og i andre tilfælde har indicanurien under wismuthperioderne forholdt sig fuldstændig uforandret. Aarsagen til dette varierende forhold maa sandsynligvis seges deri, at indolproduktionen i tarmen skyldes forskjellige bakteriearter, hvis virk- somhed i varierende grad paavirkes af det givne wismuth. I begyndelsen af mine forsog med dette middel var det paafaldende, at indicanurien svandt i de tilfælde, hvor det undersegte individ befandt 152 EYVIN WANG. M.-N. KI. sig fuldstændig vel og ingen forstyrrelse af dets ernæring lod sig paavise (se no. 19, 23, 25, 26 o. fl.), medens den forholdt sig uforandret eller kun aftog i tilfælde, hvor patienten led af sygdomme med chronisk ernærings- forstyrrelse (se no. 4, 5, 7, 9, 10, 13 o. f.). Hos to patienter (no. 1 og 27), som led af tor pleurit, fandt jeg, at indicanurien hos den forste vedvarede i wismuthperioden, og hos denne patient viste injection af tuberculin positiv reaktion; hos den anden, hvor tuberculininjectionen viste negativt resultat, ophorte indicanudskillelsen to dage, efterat hun var begyndt med wismuth. Begge patienter saa godt ud og befandt sig vel. Af de ovenfor anforte iagttagelser fremgaar, at der kunde tankes en mulighed for, at indicanurien i tilfælde med chronisk ernæringsforstyrrelse ikke alene skriver sig fra indolproduktion i tarmen, men ogsaa kan skyldes spaltning af organismens egen »ggehvide. De fortsatte undersogelser giver imidlertid ingen stotte for en saadan antagelse. Det har nemlig vist sig, at indicanudskillelsen hos flere patienter (se no. 3, 15, 16, 17 og 18) har vedvaret under brugen af wismuth, og dog har ernæringstilstanden i disse tilfælde været udmærket god; hos den ene af disse (no. 3) forsøgtes ogsaa tuberculininjection, men med negativt resultat. Videre maatte man ogsaa forlange, at der konstant indtraadte en formindsket indicanudskillelse under brugen af wismuth, hvis dette middel altid var istand til at hindre indol- produktionen i tarmen, dette er imidlertid, som tidligere nævnt, ikke til- fældet, idet udskillelsen i flere tilfælde (se no. 1, 5, 7, 9 0. fl.) forholder sig aldeles uforandret under brugen af wismuth i 4 til 7 paa hinanden følgende dage. De udforte undersogelser med salol og itrol viser ingen indflydelse paa indicanudskillelsen gjennem urinen. Foruden de i ovenstaaende tabeller anførte undersøgelser med disse midler har jeg ogsaa givet salol hos 3 patienter i tilsammen 24 dage, og hos 6 patienter itrol i 39 dage; heller ikke i disse tilfælde har jeg kunnet konstatere nogen formindskelse af indicanudskillelsen. 1900. No, 4. OM INDICANURI. 153 11. Slutningsbemerkninger. Af indigodannende forbindelser, som forekommer i urinen, kjender man for tiden indican (indoxylsvovlsurt kalium) og indoxylglykuronsyre. Begge disse forbindelsers modersubstans i organismen er indol, som dannes ved spaltning af æggehvide under paavirkning af bakterier. Denne indol- dannelse foregaar hos friske individer udelukkende i tarmkanalen; under pathologiske forholde kan der ogsaa dannes indol udenfor tarmen, hvor der er sygdomsprocesser forbundne med pusdannelse. Det producerede indol oxyderes til indoxyl, hvilket indgaar parret forbindelse med svovlsyre og under enkelte omstændigheder ogsaa med glykuronsyre, hvorefter det udskilles gjennem urinen. Paavisningen af urinens indigogivende substans sker ved at spalte disse forbindelser ved hjælp af koncentreret mineralsyre, hvorefter det afspaltede indoxyl oxyderes til indigo, hvilket i regelen extraheres med chloroform. Urinens indicangehalt har man betragtet som maal for æggehvidens forraadnelse i organismen, og man har søgt at benytte indicanurien som diagnostisk hjælpemiddel ved forskjellige sygdomstilstande. Forst og fremst har man anseet en rigelig indicanudskillelse som tegn paa occlu- sion af tyndtarmen, medens lignende tilstande i tyktarmen ikke skulde være istand til at bevirke nogen stærkere indicanuri, ialfald ikke for occlusionsfænomenerne havde vedvaret i nogen tid. Desuden er ogsaa en stor indicanmængde betragtet som et vigtigt symptom ved acut diffus peritonit. Videre har man søgt at sætte indicanuri i forbindelse med en række forskjellige sygdomme, hvor man har antaget en øget forraadnelse af æggehvidestoffene i tarmkanalen, ligesom man ogsaa har fremhævet dette symptoms betydning for diagnosen af sygdomme forbundne med putrescens, 154 EYVIN WANG. M.-N. Kl. Ved at gjennemgaa den foreliggende literatur vil man imidlertid finde, at angivelserne om indicanuriens forhold ved de forskjellige sygdomme er meget varierende, saaledes at man vanskelig kan danne sig noget klart billede af, hvilken betydning den i virkeligheden har. Ved æggehvideforraadnelse saavel i som udenfor tarmen dannes der ved siden af indolet en række aromatiske forbindelser, af hvilke de hidtil kjendte hovedsagelig udskilles som parrede svovlsyrer. Man har derfor ved en række undersøgelser som maal for æggehvideforraadnelsen dels foretaget kvantitativ bestemmelse af den samlede mængde æthersvovl- syrer, dels har man ogsaa bestemt kvantiteten af en enkelt af disse for- bindelser, nemlig phenol. Paavisningen af indican har imidlertid ofte været foretrukket paa grund af den lethed, hvormed reaktionen kan udføres, og man har derfor ved gjentagne undersøgelser prøvet, hvorvidt der er noget konstant forhold mellem den udskilte mængde æthersvovlsyre eller phenol og indicanet. Ogsaa disse undersøgelser har fort til resultater, der i mange henseender stemmer daarligt overens. En betydelig indflydelse paa æggehvideforraadnelsen i tarmkanalen har man tilskrevet de forskjellige næringsmidler, saaledes at udskillelsen af saavel de parrede svovlsyrer idetheletaget som af indican skulde være størst ved ren æggehvidenæring, medens forraadnelsesprodukternes mængde skulde aftage endog i betydelig grad ved tilsætning af kulhydrater til næringen samt ved melkediæt. Heller ikke paa dette omraade er man kommet til fuldt overensstemmende resultater. Endelig har man ogsaa udfort et betydeligt antal undersogelser af forskjellige medikamenters indflydelse paa udskillelsen af indican og andre aromatiske forraadnelsesprodukter gjennem urinen. Af den tidligere gjen- givne literaturoversigt vil man imidlertid se, at man heller ikke paa dette omraade har opnaaet overensstemmende resultater. Aarsagen til disse uoverensstemmelser maa forst og fremst soges deri, at indicanbestemmelsen i en flerhed af tilfældene er udfort paa en lidet tilfredsstillende maade. Saaledes har man ved mange undersogelser benyttet sig af smaa urinportioner fra en tilfaldig tid af dognet, istedetfor at undersoge en prove fra den samlede døgnmængde. Og selv om denne sidste fremgangsmaade er benyttet, fremgaar det ikke af de foreliggende undersøgelser, at man altid ‘har taget hensyn til urinens koncentration. Den væsentligste indvending bliver dog, at man hovedsagelig har anvendt kvalitative reaktioner til de udførte indicanbestemmelser, og disse kvalita- tive reaktioner har ogsaa i flere tilfælde været yderst mangelfulde. Dette er saaledes tilfældet, hvor man har benyttet Zellers salpetersyreprøve paa æggehvide i urinen og sluttet sig til indicangehalten af den dannede 1900. No. 4. OM INDICANURI. 155 farvering. Ved andre undersogelser har man til urinen kun sat koncentreret saltsyre uden at anvende noget oxydationsmiddel, hvorved indigodannelsen af de forhaandenværende indoxylforbindelser selvfølgelig i de fleste tilfælde maa blive hoist ufuldkommen. Endelig har man ogsaa i et stort antal tilfælde — sandsynligvis de fleste — benyttet tilsætning af oxydations- midler, som let giver anledning til en feilagtig opfatning af den tilstede- værende indicanmængde, idet saavel for stor som for liden mængde af det anvendte oxydationsmiddel giver for smaa resultater. Den eneste fuldt paalidelige fremgangsmaade er selvfølgelig at fore- tage kvantitative bestemmelser af indicanet. De tidligere methoder til dette brug lider imidlertid dels af den feil, at de er altfor omstændelige, dels giver de heller ikke fuldt paalidelige resultater. For at studere indicanuriens forhold saavel under fysiologiske som pathologiske omstændigheder, samt for at undersøge forholdet mellem indicanmængden i urinen og det i organismen producerede indol har jeg derfor fundet det af interesse at søge spørgsmaalet om en let anvendelig og fuldstændig nøiagtig methode til kvantitativ bestemmelse løst. Som udgangspunkt for saadan methode har jeg benyttet den af Obermayer angivne kvalitative indicanreaktion, efter hvilken de i urinen forekommende indoxylforbindelser kvantitativt overføres til indigo, som derefter titrimetrisk er bestemt ved hjælp af kaliumpermanganat. Ved hjælp af denne methode har jeg udført en række fodringsforsøg med indol, og det viste sig da, at kun en del af det givne indol kom tilsyne i urinen som indigogivende substans. Vistnok viser denne del sig ved de udførte forsøg at udgjøre en nogenlunde konstant størrelse; bemærkes maa der dog, at undersøgelserne er udførte med en hund, og resultaterne kan saaledes ikke uden videre overføres paa forholdene hos mennesker. Videre blev der til forsøgene anvendt en og samme hund, og man kan derfor heller ikke anse det som fastslaaet, at en gjentagelse af forsøgene vil vise samme resultater. Tidligere udførte undersøgelser af phenoludskillelsen under analoge forholde synes endog at tale stærkt for, at man vil komme til varierende resultater med hensyn til forholdet mellem den givne mængde indol og de udskilte kvantiteter indigogivende substans. Foruden de indigogivende forbindelser paaviste jeg ved disse forsøg, at der udskilles andre parrede svovlsyrer, der muligens er nær beslægtede oxydationsprodukter af indol (oxindol, dioxindol og isatin). Endelig maa fremhæves, at æthersvovlsyremængden ogsaa viste sig mindre end svarende til den tilførte indolmængde, og der er saaledes en mulighed for, at der ved siden af indigogivende substanser og parrede svovisyrer desuden kommer en dannelse af endnu ukjendte forbindelser. 156 EYVIN WANG. OM INDICANURI. M.-N. Kl. 1900. No. 4. Af de her anferte forholde synes at fremgaa, at man vanskelig kan antage noget konstant forhold mellem det i organismen producerede indol og det gjennem urinen udskilte indican, hvorefter det bliver tvivlsomt, hvorvidt urinens indicanmangde kan betragtes som maal for indoldannelsen i organismen. Videre maa nu fremhæves, at indicanets modersubstans i organismen, indol, kun udgjor en del af de aromatiske produkter, som dannes ved æggehvidens forraadnelse. Af disse udskilles de fleste kjendte gjennem urinen som parrede svovlsyreforbindelser. Nu har imidlertid mine under- sogelser godtgjort, at der ikke altid hersker noget konstant forhold mellem det udskilte indican og æthersvovlsyrerne, og indicanbestemmelserne kan saaledes ikke træde istedetfor den kvantitative bestemmelse af de parrede svovlsyrer. Ser man videre hen til mine kliniske undersogelser over indicanuri, finder man heller ikke her nogen støtte for dens diagnostiske betydning. Vistnok har jeg ved enkelte sygdomme fundet en betydelig forøgelse af indicanmængden, men paa den anden side har jeg ogsaa under sygdomme med samme kliniske billede fundet værdier, der ikke overskrider normen. Hertil kommer endvidere, at jeg ogsaa har fundet en betydelig forøgelse af indicanet hos individer, der intet abnormt frembyder. Tilslut maa og- saa nævnes, at jeg ved en flerhed af undersøgelserne har konstateret en betydelig variation af indicanudskillelsen fra dag til anden. Det vil saaledes være indlysende, at en enkelt indicanundersøgelse, selv om den udføres med hensyntagen til urinens koncentration, vil være absolut uden diagnostisk betydning; men selv om man gjennem længere tid kan konstatere en betydelig forøgelse af indicanmængden, maa dette symptom som diagnostisk hjælpemiddel benyttes med saa hei grad af forsigtighed, at dets værd i det enkelte tilfælde bliver af meget tvivlsom natur. Mine undersøgelser af næringsmidlernes indflydelse paa indicanudskil- lelsen har vist en tydelig forøgelse alene for den rene kjødnærings ved- kommende, medens kulhydrater og melk var uden tydelig virkning. Af de prøvede medikamenter har subnitras bismuthicus ved en del forsøg vist sig istand til at bringe indicanudskillelsen til at ophøre, medens det i andre tilfælde viste sig uden indflydelse. Salol og itrol havde ingen formindsket indicanuri tilfølge 12. Benyttet literatur. Abraham: Ueber die Rosenbachsche Urinfårbung. Berliner klin, Wochenschr. 1890, No. 17. Adrian: Weitere Beobachtungen iiber den Einfluss tåglich einmaliger oder fractionierter Nahrungsaufnahme auf den Stoffwechsel des Hundes. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 19, 1894. Albu: Ueber den Einfluss verschiedener Ernährungsweise auf die Darmfäulniss, Deutsch, med. Wochenschr., 1897, No. 32. Amann: Bestimmung des Indicans im Harne. Ref. i Jahresberichte d. Thierchemie. Bd. 27, 1897. Auerbach: Zur Kenntniss der Oxydationsprocesse im Thierkörper. Arch, für pathol. Anatomie, Bd. 77, 1879. Baeyer: Ueber die Reduction aromatischer Verbindungen mittels Zinkstaub. Annalen d. Chemie u. Pharmacie. Bd. 140, 1866. —»— Ueber das Verhalten von Indigweiss zu pyroschwefelsaurem Kali. Berichte d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd. ı2, 1879. —»— Ueber die Verbindungen der Indigogruppe. Berichte d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd. 14, 1881. Baginski: Ueber das Vorkommen von Produkten der Fäulniss im Fruchtwasser und im Meconium, Ref. i Jahresberichte d. Thierchemie. Bd. 13, 1883. Bartoschewitsch: Zur Frage über das quantitative Verhalten der Schwefelsäure und der Aetherschwefelsäure im Harn bei Diarrhoen. Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd 17, 1893. Baumann: Ueber Sulfosäuren im Harn. Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch. Bd. 9, 1876. —»— Ueber gepaarte Schwefelsäuren im Harn. Arch. f, die gesammte Physiologie. Bd. 12, 1876. —»— Ueber gepaarte Schwefelsäuren im Organismus. Arch. f. die gesammte Physiologie, Bd. 13, 1876. —»— Ueber die Bildung von Phenol bei der Fäulniss von Eiweisskörpern. Ber. d. deutsch, chem, Gesellsch, Bd. 10, 1877. —»— Zur Kenntniss der aromatischen Substanzen des Thierkörpers. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 1, 1877—78. —»— Ueber die Bildung von Hydroparacumarsäure aus Tyrosin. Ber, d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd. 12, 1879. —»-- Weitere Beiträge zur Kenntniss der aromatischen Substanzen im Thierkörper. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 4, 1880. —»— Die aromatischen Verbindungen im Harn und die Darmfäulniss. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd 10, 1886. Ss Baumann & Brieger: Ueber Indoxylschwefelsäure, das Indican des Harns. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 3, 1879. —»— & Herter: Ueber die Synthese von Aetherschwefelsäuren und das Verhalten einiger aromatischen Substanzen im Thierkörper. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd. 1, 1877—78. —»— & Preusse: Zur Kenntniss der Oxydationen und Synthesen im Thierkörper, Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 3, 1879. —»— & Tiemann: Zur Constitution des Indigos. Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch. Bd. 12, 1879. —»— & Tiemann: Ueber Indigweiss und indoxylschwefelsaures Kalium. Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch. Bd. 13, 1880. Beckmann: Klinische Untersuchungen über den diagnostischen Werth der vermehrten — Indicanausscheidung bei Eiterungen. St. Petersburger med. Wochenschr., 1894. Bidder & Schmidt: Die Verdauungssäfte und der Stoffwechsel. Leipzig u. Mitau, 1852. Biernacki: Ueber die Ausscheidung der Aetherschwefelsåuren bei Nierenentzündung und Icterus. Centralbl, f. d. med. Wissensch., 1890, —»— Ueber die Darmfäulniss bei Nierenentzündung und Icterus, Deutsch, Arch. f. klin. Med, Bd. 49, 1892. Bohland: Ueber vermehrte Indicanausscheidung im Harn nach grossen Thymoldosen. Deutsch, med. Wochenschr., 1890 Bouma; Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindicans nach Wang-Obermayer. Zeitschr, f, physiol. Chemie. Bd. 27, 1899. Brieger: Ueber die flüchtigen Bestandtheile der menschlichen Excremente. Ber. d, deutsch. chem, Gesellsch, Bd. 10, 1877. —»— Ueber die flüchtigen Bestandtheile der menschlichen Excremente. Journ, f. prakt. Chemie. N. F., Bd. 17, 1878. —»— Ueber Skatol. Ber. d. d. chem, Gesellsch. Bd. 12, 1879. —»— Ueber Phenolausscheidung bei Krankheiten und nach Tyrosingebrauch, Zeit- schr. f. physiol. Chemie. Bd. 2. 1878—79. —»— Ueber die aromatische Produkte der Fäulniss aus Eiweiss, Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 3, 1879. —»— Weitere Beiträge zur Kenntniss des Skatols, Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd, 4, 1880, —»— Einige Beziehungen der Fäulnissprodukte zu Krankheiten. Zeitschr. f. klin. Med. Bd. 3, 1881. Bufalini: Azione antisettica dei principii biliari. Ref. i Jahresber. d. Thierchemie. Bd. 14, 1884. Calderone: Ueber Darmdesinfektion mittelst Jodoform. Ref. i Jahresber. d. Thierchemie, Bd. 26, 1896. Carter: Notes of two cases in which the Urine yielded Indigo, Edinb, med. Journ. 1858. —»— On Indican in the Blood and Urine, Edinb. med. Journ., 1859. Cattaneo: Beitrag zur Studium der Indikanurie bei Kinderkrankheiten. Ref, i Jahresber., d. Thierchemie, Bd. 28, 1898. Christiani: Ueber das Verhalten von Phenol, Indol und Benzol im Thierkörper. Zeit- schr, f. physiol. Chemie. Bd. 2, 1878—79. Cima: Ueber den diagnostischen Werth der Indicanurie im Kindesalter. Wiener med. Blätter, 1894. Concetti: Ricerche sulla Indicanuria nelle Mallatie Infantili, La Pediatria, 1898. Curschmann: Die Unterleibstyphus. Nothnagels Pathologie und Therapie. Bd. 3, Wien 1898. Devoto: Abhandlungen des Kongresses f. innere Medicin 1895. Ref, i Centralbl; f. Bakteriologie, Bd. 19, 1896 Djouritch: Contribution a Vetude de Vindicanurie chez les enfants. Rev, mensuelle des maladies de l’enfance, Bd. 12, 1894, Eisenstadt: Ueber die Möglichkeit die Darmfäulniss zu beeinflussen, Diss, Berlin. 1897. 49. 50. 51. 52. 53. 54: 55. 56. 57- 58. 59. 60. 61, 62, 63. 64. 65. 66. 67. 68, 69. 70. 71. 72. 73. 74. 75» 70. 77: III Engler & Fanecke: Beiträge zur Bereitungsweise des Indols. Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch. Bd. 9, 1376. À —»— & Fanecke: Einiges über die Eigenschaften des Indols, Ber, d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd. 9, 1876. Ernst: Ueber die Fäulniss der Galle und deren Einfluss auf die Darmfäulniss, Zeit- schr. f, physiol. Chemie. Bd. 16, 1892. ; Ewald; Ueber das Verhalten des Fistelsekretes und iiber die Phenol und Indican- ausscheidung bei Anus preternaturalis, Arch. f, pathol. Anatomie, Bd, 75, 1879. —»— Die pathologische Bedeutung der burgunderrothen Urinfarbung (Rosenbachs Reaktion). Berliner klin. Wochenschr., 1889. Fahm: Ueber den diagnostischen Werth der Indicanreaktion bei Tuberculose im Kindes- alter. Jahrb. f. Kinderheilk. Bd. 37, 1894. Fodor: Ueber Bakterien im Blute des gesunden Thieres. Deutsch, med, Wochenschr. 1885. Freund: Ueber Autointoxicationserytheme, Wiener klin. Wochenschr., 1894. Gehlig: Beobachtungen über Indicanausscheidung bei Kindern, speciell bei der kind- lichen Tuberculose, Jahrb, f. Kinderheilk, Bd. 38, 1895. Gerhardt: Lehrbuch der organischen Chemie. Bd. Ill, 1855. Giarre: Sul valore semeiologico delle indicanuria nelle tuberculose infantile, Ref. i Jahrb, f. Kinderheilk. Bd. 36, 1893. Golflam: Weitere Mittheilung über die paroxysmale familiäre Lähmung. Deutsche Zeitschr. f. Nervenheilk. Bd, 7, 1895. Gubler: Ref. i Schmidts Jahrbücher der gesammten Medicin. Bd. 104, 1859. Haagen: Ueber den Einfluss der Darmfäulniss auf die Entstehung der Kynurensäure beim Hunde, Dissertat., Konigsberg, 1887. Häberlin: Ueber neue diagnostische Hülfsmittel bei Magenkrebs. Deutsch, Arch, f. klin. Med. Bd, 45, 1889. Hagentorn: Ueber den Einfluss des kohlensauren und citronsauren Natrons auf die Ausscheidung der Säuren im Harn. Stadelmann: Einfluss der Alkalien auf den Stoffwechsel. Stuttgart 1890. Halaane: Die Ausscheidung der aromatischen Körper in Fieber. Ref. i Jahresber, der Thierchemie. Bd. 19. 1890, Hammarsten: Prof paa indikan i urin. Upsala läkarefören, förhandl. Bd. 15, 1879—80. Hartmann: Ueber die diagnostische Verwerthung der Indicanurie bei versteckten. Eiterungen. Dissert., Strassburg 1895. Hauser: Ueber das Vorkommen von Mikroorganismen im lebenden Gewebe gesunder Thiere, Arch, f. experiment. Pathol, u. Pharmakol. Bd. 20, 1886. Haverschmidt: Ref i Revue mensuelle d. maladies de l'enfance. Bd. 12, 1894. Heller: Warn, Blut, Feces und Vomitus bei Cholera sporadica, Arch. f. physiol. u. pathol, Chemie u. Mikroskopie. Bd, 1, 1844. —»— Ueber neue Farbstoffe im Harn, Uroxanthin, Uroglaucin und Urrhodin. Arch. f. physiol. u. pathol. Chemie u. Mikroskopie. Bd. 2, 1845. —»— Die organische Normalbestandtheile des Harns in medizinisch-diagnostischer Beziehung. Arch, f. physiol, u. pathol, Chemie u. Mikroskopie. Bd 5, 1852. Hennige: Die Indican-Ausscheidung in Krankheiten. Deutsch. Arch, f. klin. Med. Bd. 23, 1879. Henrichsen: Beitrag zur Kenntniss von der Wirkung der Abführmittel. Dissert., Kiel 1884. Herter: An experimental Study of the toxic Properties of Indol, Medical Record. Bd, 53, 1898. Hill-Hasaill: On the frequent Occurrence of Indigo in humane Urine and on its chemical and physiological Relations, Philos. Mag. and Journ. of Science, Bd. 6, 1853. Hirschler: Ueber den Einfluss der Kohlehydrate und einiger anderer Körper der Fett- säurereihe auf die Eiweissfäulniss. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 10, 1886, 101, 102, 103. 104. 105. me Hirschler & Terray: Darmfäulniss und Fettresorption bei einem Gallenfistelhunde. Ref, i Jahresber. der Thierchemie, Bd, 26, 1896, Hochhaus: Ein Fall von Tetanie und Psychose mit tötlichem Ausgang bei einem Kran- ken mit Syringomyelie. Deutsch. Zeitschr. f, Nervenheilk, Bd, 7, 1895. Hochsinger : Ueber Indicanurie im Säuglingsalter, Verhandl. d, 8, Versamml, d, Gesellsch. f, Kinderheilk. in Bremen 1890, Holst, P. F.: Masseforgiftningen paa Gaustad Sindssygeasyl i 1891. Norsk. Mag. f. lægevidensk. 1894. FE, Hoppe-Seyler: Ueber Indican als konstanten Harnbestandtheil, Arch, f. pathol. Anatomie, Bd, 27, 1863. —»— Ueber das Vorkommen von Phenol im thierischen Körper und seine Ein- wirkung auf Blut und Nerven. Arch, f. die gesammte Physiologie, Bd. 5, 1872, —»— Handbuch der physiologischen und pathologischen Chemie, Berlin 1875. —»— Ueber die Processe der Gährungen und ihre Beziehung zum Leben der Orga- nismen, Arch, f, die gesammte Physiologie. Bd. 12, 1876. G. Hoppe-Seyler: Ueber das physiologische Verhalten der Orthonitrophenylpropiol- säure, Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 7, 1882—83. —»— Beiträge zur Kenntniss der Indigobildenden Substanzen im Harn und des künstlichen Diabetes mellitus, Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd, 7, 1882—83. —»— Zur Kenntniss der Indigobildenden Substanzen im Harn, Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 8, 1883—84. —»— Ueber die Ausscheidung der Aetherschwefelsäuren im Urin bei Krankheiten, Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd. 12, 1888, Jafe: Ueber den Nachweiss und die quantitative Bestimmung des Indicans im Harne. Arch, f, die gesammte Physiologie, Bd, 3, 1870, —»— Ueber den Ursprung des Indicans im Harne, Centralbl. f. d. med. Wissen- schaften, 1872, —»— Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen, Centralbl. f. d. med. Wissenschaften, 1872. —»— Ueber die Entstehung des Indigos im Thierkörper. Centralbl. f. die med. Wissenschaften, 1875. —»— Ueber die Ausscheidung des Indicans unter physiologischen und pathologischen Verhältnissen. Arch, f, pathol. Anatomie. Bd, 70, 1877. Kahane: Ueber das Verhalten des Indicans bei der Tuberculose des Kindesalters, Beitrag z. Kinderheilk, aus dem I öffentl. Kinderkrankeninstitute in Wien, N. F., Bd. 2, 1892. Kast: Ueber die quantitative Bemessung der antiseptischen Leistung des Magensaftes. Festschr. z, Eröffnung des neuen Allg. Krankenhauses zu Hamburg —Eppen- dorf, 1889. Katz: Harnuntersuchungen in einem Falle von Mb, Addisonii, Wiener med. Blätter, 1891. Keilmann: Beobachtungen über die diagnostische Verwerthbarkeit der Indicanurie, St. Petersburger med. Wochenschr,, 1893. Kletzinsky; Ueber die chemische Konstitution und semiotische Bedeutung des Harn- indigs, Wiener med. Wochenschr., 1859. Koukol-Jasnopolsky: Ueber die Fermentation der Leber und Bildung von Indol. Arch, f. die gesammte Physiologie. Bd. 12, 1876. Krauss: Ueber die Ausnützung der Eiweisstoffe in der Nahrung in ihrer Abhängigkeit von der Zusammensetzung der Nahrungsmittel. Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd, 18, 1894. Kühn: Ueber Benzoenaphtol, ein neues Darmantisepticum, Deutsch. med. Wochen- schr., 1893. Kühne: Ueber die Verdauung der Eiweiss durch den Pancreassaft. Arch, f. pathol. Anatomie. Bd, 39, 1867, —»— Ueber Indol aus Eiweiss, Ber, d. d. chem, Gesellsch, Bd, 8, 1875, Kiilz: Zur Kenntniss der synthetischen Vorgänge im thierischen Organismus. Arch. f. d. gesammte Physiologie, Bd, 30, 1883. 106, 107- 108. 100. 110, III. 112. 118. 114. 115. 116, 217: 118. 119. 120, 121. 122. 123. 124. 125. 126, 127. 128, 129. 130. 131. 132. 133. 134. 135. V Leichtenstern: Der lleus und seine Behandlung. Verhandl, des VIII Congresses f. innere Medicin, Wiesbaden 1880. Leva: Zur Lehre des Morbus Addisonii, Arch. f, pathol. Anatomie. Bd. 125, 1891. Limbourg: Ueber die antiseptische Wirkung der Gallensäuren. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 13, 1889. Lindberger: Om gallans betydelse för férrutnelsen i tunntarmen, Upsala likarefören. förhandl. Bd. 19, 1884. Loubiou: Neues Verfahren zum Nachweiss des Indicans im Harn. Ref, i Jahresber. d. Thierchemie. Bd. 27, 1897. Luciani: Das Hungern. Hamburg & Leipzig, 1890. Macfadyen, Nencki & Sieber: Untersuchungen über die chemischen Vorgänge im menschlichen Dünndarm, Arch, f. exper. Pathol. u. Pharmakol. Bd. 28, 1891. Maly & Emich: Ueber das Verhalten der Gallensäuren zu Eiweiss und Peptonen und über deren antiseptischen Wirkung. Ref. i Jahresber, d, Thierchemie, Bd. 13, 1883. Martin: Ueber das Urokyanin und einige andere Farbstoffe im Menschenharne, Arch. f. physiol. u. pathol. Chemie u. Mikroskopie. Bd. 3, 1846. Masson: Des matières colorantes du groupe indigo considérées au point de vue physiologique. Arch. de Physiologie norm. & path, Bd. 2, 1874. Mazetti: Intorno alla Influenza della Milza sulla Eliminazione del’Indicano per le Orine. Ref. i Jahresber. d. Thierchemie. Bd, 21, 1891. Mester: Ueber Skatoxylschwefelsäure und. Skatolfarbstoff. Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd. 12, 1888. —»— Ueber Magensaft und Darmfåulniss. Breslau, 1893, Michailow: Zur Frage über die Auffindung und Bestimmung des Indicans und seiner Homologen im Harn, Ref. i Berichte d. deutsch. chem, Gesellsch. Bd, 20, 1887. O, Miller: Ref. i Berichte d. deutsch, chem. Gesellsch, Bd. 25, 1892. Momidlowski: Ueber das Verhalteu des Indicans bei Kindern, Jahrbuch f. Kinder- heilk, Bd. 36, 1883. Morax: Die Bestimmung der Darmfäulniss durch die Aetherschwefelsäuren im Harn. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 10, 1886. Mori: Ueber Indicanurie bei eiterigen Processen. Ref. i Centralbl. f. Chirurgie, Bd, 22. 1895. Mosse: Die Aetherschwefelsåuren im Harn unter dem Einflusse einiger Arzneimittel. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 23, 1897. Mosso: Quantitative Untersuchungen über die Ausscheidung der Salicylsäure etc, Arch, f, exper. Pathol, u. Pharmakol. Bd. 26, 1390, Müller: Ueber den normalen Koth des Fleischfressers. Zeitschr. f. Biologie. Bd, 20, 1884. —»— Ueber Indicanausscheidung durch den Harn bei Inanition. Mittheil, aus d. med. Klinik zu Würzburg. Bd. 2, 1886, -—»— Ueber das Verhalten des Faeces und der Produkte der Darmfäulniss im Harn, Berl, klin. Wochenschr,, 1887. —»— Untersuchungen über Icterus. Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd. 12, 1887. —»-— Untersuchungen an zwei hungernden Menschen. Arch. f. pathol. Anatomie. Bd. 131, Supplementheft, 1893. —»— Autointoxicationen intestinalen Ursprunges. Verhandl, d, XVI Congresses f. innere Med., Wiesbaden, 1898, Neisser: Ueber Dürchgängigkeit der Darmwand für Bakterien. Zeitschr, f, Hygiene und Infektionskrankheiten. Bd. 22, 1896. Nencki: Ueber Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe und über die Pancreasverdauung. Ber. d. deutsch, chem, Gesellsch, Bd, 7, 1874. —»—- Ueber die Bildung des Indol aus dem Eiweiss, Ber. d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd. 8, 1375. —»— Ueber das Indol, Ber, d. deutsch. chem. Gesellsch, Bd. 8, 1875. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 4. 11 ør AN 142. 144. 145. 149. 150. 5 Nencki: Ueber die Dampfdichte des Indols. Ber. d. deutsch. chem. Gesellsch. Bd, 8, 1875. —»— Zur Geschichte des Indols und der Fäulnissprocesse im thierischen Organismus, Ber, d. deutsch, chem, Gesellsch. Bd. 9, 1876. —»— Ueber die Zersetzung des Eiweisses durch schmelzendes Kali. Journ. f, prakt. Chemie. N, F., Bd, 17, 1878. —»— Vortheilhafte Darstellung des Skatols. Centralbl. f, d. med. Wissensch., 1878. —»— Zur Kenntniss der Skatolbildung. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd. 4, 1880, Niggeler: Ueber Harnfarbstoffe aus der Indigogruppe. Arch, f. exper. Pathol, u. Pharmakol Bd. 3, 1875. Nocard: Influence des Repas sur la Penetration des Microbes dans le Sang. La semaine Medicale, 1895. Noorden: Ueber die Ausnutzung der Nahrung bei Magenkranken. Zeitschr, f, klin, Med. Bd. 17, 1890. Nothnagel: Zur Klinik der Darmkrankheiten. Zeitschr. f. klin. Med. Bd, 4, 1882. —»— Die Erkrankungen des Darms und des Peritoneum, Pathologie und Therapie. Bd, 17, Wien 1896 og 1898. Obermayer: Ueber eine Modification der afe'schen Indicanprobe. Wiener klin. Wochenschr., 1890, --»— Eine Methode zur quantitativen Bestimmung der Indoxylschwefelsäure (Indican) im Harn, Wiener klin. Rundschau, 1898. —»— Bemerkungen zu der vorläufigen Mittheilung des Dr. Zyvin Wang: «Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindikans». Zeitschr. f. physiol, Chemie. Bd, 26, 1898—99. Odermatt: Zur Kenntniss der Phenolbildung bei der Fäulniss der Eiweisskörper. Dissertat., Leipzig, 1878. Ortweiler: Ueber die physiologische und pathologische Bedeutung des Harnindicans, Dissertat., Würzburg, 1885. Oser: Die Erkrankungen des Pancreas, Nothnagel: Pathologie u, Therapie, Bd. 18 II, Wien, 1898. Otto, Fac. G.: Das Vorkommen grosser Mengen von Indoxyl- und Skatoxylschwefel- säure im Harn bei Diabetes mellitus. Arch, f. die gesammte Physiologie, Bd. 33, 1884. Paffenholz: Ueber Indicanurie bei Eiterungen, Dissertat., Bonn, 1893. Peurosch: Beiträge zur Lehre über die Entstehung des Indicans im Thierkörper. Dissertat., Konigsberg, 1877. Pfungen: Beiträge zur Lehre von der Darmfäulniss der Eiweisskörper. Ueber Darm- fåulniss bei Obstipation, Zeitschr. f. klin. Med, Bd, 21, 1892. Poehl: Bestimmung der Darmfäulniss durch Untersuchungen des Harrs. Petersburger med. Wochenschr., 1887. Porcher & Desoubry: Microbes du Chyle, La semaine Medicale, 1895. Radsiejewski: Zur physiologischen Wirkung der Abführmittel. Arch, f. Anatomie, Physiologie u. wissenschaftl. Med, 1870, Rosenbach: Ueber einige fundamentale Fragen in der Lehre von den chirurgischen Infectionskrankheiten. Deutsche Zeitschr. f, Chirurgie. Bd, 13, 1880, —»— Ueber eine eigenthümliche Farbstoffbildung bei schweren Darmleiden. Bel. klin, Wochenschr., 1889. —»— Die pathogenetischen Bedeutung der burgunderrothen Urinfärbung. Berl. klin. Wochenschr,, 1889. Rosenhain: Beiträge zur Kenntniss der Kynurensäurebildung im Thierkörper. Dissert. Königsberg, 1886. - Rosenstirn: Die Harnbestandtheile bei Morbus Addisonii. Arch. f. pathol, Anatomie, Bd. 56, 1872. Rosin: Bildung und Darstellung von Indigoroth (Indirubin) aus dem Harn, Centralbl, f, klin, Med,, 1559, 165. 166, 167. 168, 169. 170. 171. 172. 173. 174. 175. 176. 177. 178. 179. 180. 181. 182. 183. 184. 185. 186, 187. 188. 189. 190, 191. 192. VII Rosin: Ueber das Indigoroth (Indirubin). Arch, f. pathol, Anatomie. Bd, 123, 1891. Rossbach: Ueber die Behandlung verschiedener Erkrankungen des Darms mit Naph- talin, Berl. klin. Wochenschr., 1884. Rovight: Die Aetherschwefelsäuren im Harn und die Darmdesinfektion. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 16, 1892. å —»— Sul’azione dei prodotti tossici della putrefazione intestinale, Ref. i Schmidts Jahrbiicher. Bd. 251, 1896. Rumpel u. Mester: Klinische Untersuchungen über Bedeutung und Ursache der sogenannten osenbach’schen Reaktion. Ref. i Jahresber. d. Thierchemie, Bd, 21, 1891. Röhmann: Beobachtungen an Hunden mit Gallenfistel. Arch, f, d. gesammte Physi- ologie. Bd. 29, 1882. E. Salkowski: Ueber die Quelle des Indicans im Harn der Fleischfresser, Ber, d, deutsch. chem, Gesellsch, Bd. 9, 1876. —»— Ueber die Bildung des Indols im Thierkörper. Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch, Bd. 9, 1876. —»— Phenolbildende Substanz im Menschenharn. Ber, d. deutsch. chem, Gesellsch, Bd. 9, 1876 og Centralbl, f. d. med. Wissensch., 1876. —»— Ueber die Bestimmung des Indigos im Harn, Arch, f. pathol. Anatomie, Bd. 68. 1876, —»— Ueber den Einfluss der Verschliessung des Darmkanals auf die Bildung der Carbolsäure im Thierkörper. Arch f. pathol, Anatomie. Bd. 73, 1878. -—»— Ueber die pathologische Phenolausscheidung. Centralbl. f. die med, Wissen- schaften, 1878. —»— Ueber die quantitative Bestimmung der Schwefelsäure im Harn. Arch, f. pathol. Anatomie. Bd, 79, 1880 —»— Zur Kenntniss der Eiweissfäulniss II. Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 9, 1885. —»— Ueber den Einfluss der Phenylessigsäure auf den Eiweisszerfall. Zeitschr. f. physiol. Chemie. Bd. 12, 1888. —,— Ueber die Entstehung der aromatischen Substanzen im Thierkörper. Zeitschr, f, physiol. Chemie. Bd. 10, 1886, —»— Ueber das Verhalten der Scatolcarbonsäure im Organismus, Zeitschr, f. physiol. Chemie. Bd. 9, 1885. —»— Ueber die Entstehung des Phenols im Thierkörper. Ber. d. d. chem, Gesellsch. Bd. 10, 1877. —»— Bemerkungen zu der Abhandlung von O, Rosenbach, Berl. klin. Wochenschr., 1889, —»— Zur Frage über den Einfluss der Kohlehydrate auf die Eiweissfäulniss. Zeit- schr. f. physiol. Chemie. Bd. 27, 1899. E. & H, Salkowski: Weitere Beiträge zur Kenntniss der Fåulnissprodukte des Eiweisses, Ber, d. deutsch, chem, Gesellsch., Bd. 12, 1879 og Ber. d. deutsch. chem, Gesellsch., Bd. 13, 1880. —»— Zur Kenntniss der Eiweissfäulniss I. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 8, 1883—84. Schaffer: Ueber die Ausscheidung des dem Thierkörper zugeführten Phenol. Journ. f. prakt. Chemie. N. F., Bd. 18, 1878, Scherer: Ueber die Extractivstoffe des Harnes. Annalen d. Chemie u. Pharmacie. Bd. 57, 1846. Schmiedeberg: Ueber Oxydationen und Synthesen im Thierkörper. Arch. f, exper. Pathol, und Pharmakologie, Bd. 14, 1881. Schmitz: Die Eiweissfäulniss im Darm unter dem Einfluss der Milch, des Kefyrs und des Käses. Zeitschr. f. physiol Chemie, Bd. 19, 1894. —»— Die Beziehung der Salzsäure des Magensaftes zur Darmfåulniss. Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd, 19, 1894. Schunck: On the Formation of Indigo-blue. Philos. Mag. and Journ. of Science, Bd, 10, 1854. 193. 194. 195. 196, 197. 198. 199. 200, 201, 202, 203. 204. 205. 206, 207. 208, 209. 210, 211. 212. 213. 214. 215. 216, 217. 218, 219. 220, 221, 222, VII Schunck: On the Occurence of Indigo-blue in Urine. Philos, Mag, and Journ, of Science. Bd. 14, 1857. Senator: Ueber Indican und Kalk-Ausscheidung in Krankheiten, Centralbl, f. die med, Wissensch., 1877. —»— Ueber das Vorkommen von Produkten der Darmfäulniss bei Neugeborenen, Zeitschr, f, physiol, Chemie, Bd, 4, 1880. Sicherer: Ueber die Bildung von Indigo im menschlichen Organismus, Annalen d, Chemie u. Pharmacie. Bd, go, 1854. Simon: Ref, i Canstatts Jahresbericht, Bd, 2, 1843. —»— The modern Aspect of Indicanuria with special Reference to the Relation between Indican and the Acidity of the Gastric Juice, Ref, i Medical Record, Bd. 49, 1896. Singer: Ueber den sichtbaren Ausdruck und die Bekämpfung der gesteigerten Darm- fäulniss, Wiener klin, Wochenschr., 1894. Stadelmann: Einfluss der Alkalien auf den Stoffwechsel. Stuttgart, 1890. Steffen: Beiträge zu Indicanausscheidung bei Kindern, Jabrb, f. Kinderheilk, Bd. 34, 1891, Steiff: Ueber die Beeinflussung der Darmfäulniss durch Arzneimittel, Zeitschr, f, klin. Medicin, Bd, 16, 1889. Stokvis: Bijdragen tot de Kennis der Indigo-Kleurstoffen, Ref. i Jahresber, üb. die Leist, u, Fortschr, d, ges. Medicin, Jahrg. 5, 1870, Surveyor & Harley: The action of Beta-Naphtol and Bismuth, subnitrate as intestinal Antiseptics, British med, Journ,, 1895, II, Tappeiner: Untersuchungen über die Eiweissfäulniss im Darmkanale der Pflanzen- fresser, Zeitschr, f, Biologie. Bd. 20, 1884. Tauber: Beiträge zur Kenntniss über das Verhalten des Phenols im thierischen Organismus, Zeitschr. f. physiol, Chemie, Bd, 2, 1878—79. Testi; L'indicanuria nelle Suppurazioni. Ref. i Deutsch, med. Wochenschr., 1896, L. Thesen: Ueber Phenylglycin und Phenylglycinorthocarbonsäure und deren Verhalten im Thierkörper. Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 23, 1897. Thudicum: Ueber Indican und das Verhältniss des Herrn Max Yaffe zum Begriff der chemischen Reinheit. Arch. f, die gesammte Physiologie, Bd, 15, 1877. Tiegel: Ueber Coccobacteria septica (Billroth) im gesunden Wirbelthierkörper. Arch, f. pathol, Anatomie, Bd. 60, 1874. Tuczeck: Mittheilung von Stoffwechselsuntersuchungen bei abstinierenden Geistes- kranken, Arch, f, Psychiatri u, Nervenkrankheiten, Bd, 15, 1884. Velden: Ueber die Ausscheidung der gepaarten Schwefelsäuren im menschlichen Harn, Arch, f. pathol. Anatomie, Bd. 70, 1877. Vierordt: Physiologische Spektralanalysen, Zeitschr. f. Biologie. Bd 10, 1874 og Bd, 11, 1875. Voute: Quelque remarques sur la coincidence de l'indicanurie et de la tuberculose chez les enfants, Revue mensuelle des Malad, de l’enfance, Bd, 11, 1893. Vries: Ueber das Indikan im Harn und seine diagnostische Bedeutung. Dissertation, Kiel, 1877. Wang: Ueber die quantitative Bestimmung des Harnindikans, Zeitschr. f. physiol. Chemie, Bd, 25, 1898, —»— Weiteres über die quantitative Bestimmung des Harnindikans. Zeitschr, f, physiol, Chemie, Bd. 27, 1899. —»— Fütterungsversuche mit Indol. Zeitschr, f, physiol, Chemie, Bd, 27, 1899. —»— Ueber die rothbraunen Farbstoffe bei der quantitativen Bestimmung des Harn- indicans, Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd, 28, 1899, Wasbutzki: Ueber die Magengährungen und Ihren Einfluss auf die Fäulnissvorgänge im Darmkanal, Dissert, Strassburg, 1890, \ = Wassilieff: Ueber die Wirkung des Calomel auf Gährungsprocessen und das Leben von Mikroorganismen, Zeitschr, f, physiol, Chemie. Bd, 6, 1882. Weber: Ueber den Nachweiss und die quantitative Bestimmung des Indicans im Harn, Arch, der Pharmacie, Bd, 113, 1876, 223. 224. 225. | 226, 227. 228, 229. 230, IX Weiss: Beiträge zur Lehre von der Pancreasverdauung. Arch. f. pathol, Anatomie, Bd. 68, 1876. Weyl: Fåulniss von Fibrin, Amyloid und Leim. Zeitschr, f. physiol, Chemie, Bd. 1, 1877—78. E. Winge: Tarmokklusioner, behandlede paa Rigshospitalets med, afd. A, 1868—1887. Klinisk aarbog. Bd. 4, 1887. Winternitz: Ueber das Verhalten der Milch und ihrer wichtigsten Bestandtheile bei der Fäulniss. Zeitschr, f. physiol. Chemie, Bd, 16, 1892. Wolfföerg: Ueber die Veränderung der Indigo-Ausscheidung durch den Harn bei innerlichen Gebrauch von Salicylsäure. Deutsch. Arch, f. klin. Med, Bd. 15, 1875. Wyss: Ueber die Beschaffenheit des Harns im Reaktionsstadium d. Cholera. Cit. eft. Ortweiler: Dissert. Würzburg, 1885. Zahn: Untersuchungen über das Vorkommen von Fäulnisskeimen im Blut gesunder Thiere. Arch, f. pathol. Anatomie. Bd. 95, 1884. Zwiebel: Ueber die Verwerthbarkeit der Indicanuri für die Diagnose der Tuberculose im Kindesalter, Dissert. Bern, 1895, Fortatterregister. Side Side Abrabam ES oie ee 22 1 MELUN 2 SE once CRE 89, 129 ATARI oes) økte å 22, 143,405 1 Eitsohe SØN SAS be eee 26 Niven sn SE. 63265 KG ay © nce eee 73, 88 mantelen arista tele STI (Gerhardt ers 2, seve: ee 26 Auerbach’ xx RUE Oo ie AL LIGA ER. Lee a EE 88 Baever ie track Ce ee 7. Sit) | Gold fam. M 20.00 2 02 Rue ee go Baginsk FS He Gubler- re SOK NC EE 80 Bartoschewitsch . 5... 2. « 12701301 Haagen LGT re 63, 128, 129 Baumann/7, 8: 9,10: IL 010, 1727 28: Ho) Dklaberlin PR ee 85 41, 42, 46, 54, 1261" Hagentom“ SG SN 82 Beckmann ae ea ee + = 586) Både SE REE 85 Biden ph EN, 81 |" Hammarslenı JOE 20 Berman, ee die de à 64, 8583 127 Hale SE SEE 127 Bonded re GR nya ae 87°| Hartman JE GE re 86 Bonin ewer Se CR EN EE eee eee se) 1 TER ae A ENT RR Ts go: | "Haverschmidti Jå ER NE 88 Brieger7, 8, 10, 11, 13, 17, 27, 39, 40, 41, | Heller. Fr eur 5, 19, 58, 61, 80, 87 42, 43, 78, 79, 80, 84, 85, 86, 131 | Hennige 78, 79, 80, 84, 85, 86, 87 BAUER RE RN Pe ue ce Sri Hem cden SEE 23, 130 Galderoner rms tsi Si KJE 128: | Heter SJ ES ee 11, 40, 42, 89 Garter meter. NUL EPA ANS PEL: 58 yz EE sa sey ee er 6 Er ED A eue ed 88 1 Hirschlera..2 TR. 17, 63, 81 AXIS ES Preis. sd Soe 10,"00;162 | WHochhaus SSE FE EPER go Gidea shy erat os LT: 8841 Hochsioper. 1 GE 72, 73: 87 CONCERT God THE ate 801 Hofmann 2 56 EEE 16 Corschmann eier ee ne 80 | olet PES EE 15 IB Dr Å ar Je 15 | Hoppe-Seyler, F.. . . 6, 7, 14, 38, 58, 61 MECH es: Søket eve MN: 128 | Hoppe-Seyler, G. 8, 9, 27, 78, 79, 86 Dye rel ORR aes JO ek pane viol ont 73, 88 | Jaffe 9, 10, 12, 16, 20, 22, 40, 45, 54, 58, Bisenstadty Sweets ee as lands 63, 65 61, 62, 75, 77, 78, 79, 80, 84, 86, 130 Fete erre Ge (os Ale SI. 1 #Janecke';. 000 TIER 14 Engler ee øre Å xd Kahane: 6 Så AEG 72, 87 OL ee Ve ur Sh ahah EE EG PA Kast Eee Oe Gee EE - 82 EVA NE ER sis bs INA a pea JG RE 86, 87 Faber PR SE SE 8811 (Keilmann 2 4 GERE 23, 85 Fodor’ JANS EG RES TUE 354 Kletringky ++ "EE 6, 130 Franckiewits ene KAL Roar aaa 12 | Koukol-Jasnopolsky ....... 12, 14 KTAUSSE. å Side . 22, 43, 64, 75 Kühn 127, 128, 129 Kühne EO 025) 14 Ruz - 9; 39 Leichtenstern 79 eva... . 86 Limbourg . a a OM Lindberger AST Loubiou . 20 Luciani . 76 Macfadyen å SU Maly . . 81 Martin Sor GO a iene 005 Masson . 10, II, 45, 56 Mazetti . oj Meissner SETS Mester . 5 22, 39, 83 Michailow . 20 Miller 26 Momidlowski GA 88 Morax : 126, 127, 128, 130 Mori . . 86 Mosse 127, 128 Mosso å 130 Miller . 16, 23, 42, ee = 15, 76, 80, 89 Munk 2076 Neisser . Ato thao ; å, AG) Nencki . 10, II, 12, 14, 17, 39 Niggeler , 56 Nocard . Aare 5 må LG Noorden te re 82, 85 Nothnagel . 79, 80 Obermayer 20, 23, 30 Odermatt . . 40 Ortweiler EN 59, en OG pe po 80, 84, 85, Oser . Otto . Paffenholz . Peurosch Pfungen Pisenti Poehl . Porcher . Preusse . Radziejewski . Renzi. . Rosenbach Rosenhain, . . Rosenstirn, . Rosin . 86, 129, 131 : oa ge er] Bs 9, 39, 86 Gh Se Opa Serato le) . 16, 60, 62, 63, 64 43, 127, 130, 131 187 . 64 15 AT 10, 13 . 87 HEG PÅ 129 20, 86 ota 720 Side Rossbach . .. å 129 Rovighi . Loi, ay et, 89, 128, 131 Rumpel . 22 Röhmann . DORE å . SI Salkowski, E. 10, 13, 14; 21, 22, 38, 39, 40, 41, 42, 46, 47, 62, 63, 75 Salkowski, H 39, 40, 46 Schaffer , 1.40 Scherer . AE ns Schlagenhaufer , 5 7) Schmiedeberg . . 9, 41, 46 Schmidt "BI Schmitz . ee 64, 83 Schunck 6, 19, 58, 61, 87 Senator . 13, 20, 40, 72, 73, 78, 79, 80, 84, 85, 86 Sicherer 6 Sieber ART, Simon . 5, 84 Singer å . 89, 129 Stadelmann . , . 282 Stefanini A 87 Steffen 72, 73, 88 Steiff . . 126, 128 Stokvis . 5 Ue) SULVEY OL ee 127 Tappeiner , 13, 17 Tauber. . - 41 Terray 0 ST Testi . - . 86 Thesen . + 9, 28 Thudicum . 22 Tiegel CUS Tiemann ay Tuekzeskr METRE. 70 Velden . 42, 69 Vierordt + 23 Voute : 88 Vries . te 78, 79, 80, 84, 85, 130 Wang + 30 Wasbutzki . . 82 Wassilieff . 126 WEAR EME leslie rich 20 Weiss SNE DE 62 Weyl. 13 Winge = 78 Winternitz. . . 17, 64, 73 Wolffberg . . 129 Wyss. . 80 Zahn . ahh GAG cer otre . 15 Zwiebel . 73; 88 XII Indhold. Side 1: »Indican og dets dannelse morgamsmen. 2 . . m... SER 5 OLA ER ne vei ke pte eue Re ae Rs EG Uo logan in mere iene tise ois pene ce ey eee OT Srey EL 5 Blantemdican itis) su» ee o> ic å va eee. NJS SED Indoxylsvovisurt Kalium. + Je 2 pek ge el: 7 Tndoxyielykoronsyre att. atte Gøs cle Kone MERE CS Peacoat: 295) LG, Gå RS ENO ESS Sy fen se Fodnng med indol tr Fe ke nd oa eS Torsk virkning: afsindol es is ce) ea te eee 10 Fodring med oxindol'op idioxindol EE 11 -— Sane ee as see LH 19 indigablaat ren. str, rs | 1 meihylmdolre 20. ou ces VENT: a Indol af eggehvide. . . . . . ve PENE oo lo op ne 12 —. 4 a mindhold << ua Is AMEN ic hé (See US — af organæggehvide . . ... . . . . . ir Ps et ee or ttt Putride Sygdomme FEE EET EN »Fåulnisskrankheitene. .,. . . . . . OR PR OR Has gr GE Inanitions- og consumptionstilstande . . . . . . . . . . . . . . 13 Indoldannelse uden bakterier . . . . . . : ° St Friske organers og vævsdeles bakteriegehalt . . HET le u 14 Indoldannelse under hunger. . . . . . . . . . PTS Marre 16 Indol i tynd- eller tyktarm . . . . . EP lire - 16 REG se. Å fatte LR EE ra eee ere na alee gt 17 2. Paavisning og kvantitativ bestemmelse af indican........ MG Kvalitative prøver FS EEE Se Rs re M ELD Rosenbachs reaktion . . . . . . D ID MR MO ME M 5 TO RL 2) Kvantitativ bestemmelse CE oa et cel SE 5 22 Egne undersøgelser . . . . . . ÉD ele Se UT RETENUE on x. Judican og æthersvovlsyrer SSG bees we orks is <= ol Oe . 38 PHENOM Gy Ss se Fe ee oS ee ate ea ICO, due = As oi meee SMe cis, OT ce Ae Ome © À 39 Phenolglykuronsyre. . . .... ta vet inc Ge ees cs ee) Skatolplykuronbyre . . T1: - AE Ta . 39 Skatolcarbonsyre . 9). + GSE ates rate EN 39 Aromatiske oxysyrer . . . . . . satan eee mette ie RON te Co) Indican som maal for æggehvideforraadnelse . , . . . . . . . . SL at Phenol som maal for æggehvideforraadnelse , . . 2 . . . . . Rel ac ol LC) Æthersvovlsyrer som maal for æggehvideforraadnelse , . . . . . . . . . 42 Forholdet mellem æthersvovlsyrer og sulfatsvovlsyrer . . . . . . . . . . 42 Forholdet mellem Indican og æthersvovlsyrer . . . . . . . . . . . . . 43 Egne undersøgelser . ..... XII 4. Fodringsforsøg med indol . . .. Egne undersogelser 5. Indican i normal urin Egne undersogelser Indican til forskjellige Senter Me ete Individuel disposition , 6, Neringens indflydelse paa dndieasnisnaden. Indican hos plante- og kjedædere Indican i forhold til næringens kvælstofgeh: ut Vegetabil og animal æggehvide »Desinfektion« af næringen Kulhydraternes indflydelse paa Ei dnelsen à Melkens indflydelse paa tarmforraadnelsen , Indican ved »fraktioneret« ernæring Egne undersøgelser . . . . . Kjodnæring . Melkediæt. . . Kulhydrater . . ac Melk og ee å 7. Indicanudskillelse hos børn Indican hos nyfødte Indican i fostervand Indican hos spædbarn Indican hos ældre barn. Egne undersøgelser 8. Indican under hunger i 9. Indican under sygdomme, .......... Tyndtarmocclusion . Tyktarmocelusion var Obstruction . Peritonit, diffus — circumscript DIEM G5 6.0.6 Glo oot Dysenteri . å Tarmtuberculose . Typhoidfeber ab od Cholera: So oc Gastro-duodenalcatarrh (lete amet Anaciditet og hyperaciditet i ventriklen , CHU No hich ao Gancensyentrieulli ne Ft st ea Wlcussventriculi ea an vey ee Putride sygdomsprocesser , , . . . Briegers »fäulnisskrankheiten«, Abscesser, phlegmoner etc. Porskjellige sygdomme sn are NOUS Addison er ee Diapetesumellitus ee are Pankreassygdomme . GEO Milisygdommes, Aa = « Tuberculose i ten SO oe HRD OL Autointoxicationer fra tarmkanalen . . . Ryndtaxrmocclusionys) erden. ROUES 5615 o 800.0 OO DO a D © © Ge I I ww © WN III II ın 0 Appendicite. OS wl see å «Usb Scents We Obitueto å SE TE EN ech Diarrhoe s,s, TN RES ees rs 415 RER Loe VOIS Canter :venineuli GSE Das NE LR Dilatatio ventriculi . . ++. «vas Kr re stair ates 5 p 104, Ukkussventnc SEERNE å 5 Pe eerste Ka ad, Empyema pleuræ . . . . . 2 i å sad ERR år ee LOSS Pene SL SETE RL tisk Bee ee Poeumonia ag AS ee Let os Oter Vit Of Corse AE eee int Green 2007, Nephritis sm ne, Sør Ke CRE N 108, Spondylte ee Sue Le made sr riss ET VE 109, Diabetes mellitus Fu rs ea ae le EE RIOD Pseudoleucæmia KSS een å N MALE LE DET EE Oat a RE ID SARE ge ee 113, Ghorea SENEST hed Seer Ee th hee OUT Le A TRE å 115, ERVHLCKIA wey tec BR Gist ihe acs 4 ae tar NR Å 116, EpUepsas lt se Se AR GE SE 115, Thrombosis ven, iliac. . . . . . 10, Medikamenters indflydelse paa indicanmængden, . . . . . Galomelk EEE lee Ra fo EN ENTER Bar EE aie YN) CER a Lee bot a oa One Oa RS AEG ors Chloe CNE ae CCR wie er ete ° ° SAT ZONIN’ erin ee oe beets artes PP ei DSUbNitras DISMULNIGUS a. AT re re ne Ku el Eee Dermatol ors) SSØ ej rer Ao NE CR Tannigen og tannalbin . RIDER Lo u Tapnin met ee GENE . . Todolormw & < Wes as ask SNE 5 Borsele nu ta tal Ka rele Po Camper PT RE ear EROS aera ie ny Kart oy Terpentin og Terpinbydrat 2... lee MCE EE ne ies : Fucalypo PEN RER ER Ce T6 ar SA ‘Menthol fie ee ee ee: PN res le ets Tyme aS ES SE ches Tea ann Maphralın vor Fer SNS inte, AR ee Nes Benzoe-naphtol . . . . . . . . . te ee ion se fe Salo) FEE ESN EN ve sr Bester eer arte ANE Saleylsyre LISE FER: Ara ed Ke CIC KEGEL IE te es cite Te Oe ge Lime ree Guajacol IR aa aa De me 2 PT Re Sead Daxanua fore AN eo; cuties ub LL Opater NSL ET SE six Sie aiid! tal Beis . Epnelundersepelser v. . % vu nr alu D Ter MEN ee en Subnitras bismuthicus . . . . . . ot re acs, Ss SAONE Mee Ren Soc er CHR, ut atte be ke Fe a) PRE T0 rc CM or RAT ors eh Ses 11. Slutningsbemærkninger .......... å 5 ser . TILPTAIUIOTIEPDEIBE 9 vo Th he en A Pa 74 3 3 Forfatterregister. , . . . . CR ET re kone ; HÆRS, Det 2 SIC: 10, 13, 13, 16, 16, 16, 7) 17, 24, 41, 42, 73» 73, 88, 108, 118, 124, 126, Trykfeil. staar: formelen; skal være: — Wissenschaftl, =)= — Physiologische —» — — Pathologische —»— —= klin, — yy — — Wiirtzburg =)= — Penrosch =)= — pathol. u. pharmakol. —»— — aromatische — 7 — — kunde BE — in —3— — Einiger = — Penfence —;j= — enfents == — l’enfence —»— — Galloprythme == — svag rødlig —»— — frem- er — aromatische —3— Trykt 17de august 1900. formelen: wissenschaftl, - physiologische pathologische Klin, Wiirzburg Peurosch Pathol. u, Pharmakol, aromatischen kunne im Einige l’enfance enfants Venfance Galoprhythme svagt redlig udgaar. aromatischen On Partial Differential Equations of the Third Order Alf Guldberg Christiania Sold on Commission by Jacob Dybwad A. W. Brogger, Printers 1900 Read at a Meeting of the Videnskabsselskab, May 25th, 1900. “N On Partial Differential Equations of the Third Order by Alf Guldberg. The theory of partial differential equations of the first order in one dependent and any number of independent variables may be regarded as complete in so far as we regard their theory as fulfilled, when we are able to reduce their integration on that of a system of ordinary differen- tial equations. The same has been secured by the classic works of Monge and Ampere, for the theory of partial differential equations of the, second order in one dependent variable and two independent variables, when the given equation admits of an intermediary integral, — a result which has recently been generalized by Vivanti and Forsyth to partial differential equations of the second order in one dependent variable and three independent variables possessing an intermediary integral. The present paper deals with those partial differential equations of the third order!, involving one dependent variable (say z) and two inde- pendent variables (say x, y), and possessing an intermediary integral of the second order. When the derivatives of z of the first order with regard to x, y are as usual represented by g and g, those of the second order by 7, s, ¢, and those of the third order are taken to be «, B, 7 0, the general form of the equation, the theory of whose solution we propose to consider, is 1 The results may, without difficulty, be generalized to the partial differential equations of the th order, that admit of an intermediary integral. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 5 4 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. (1) 4a+ BB + Cy + Dd + Ei — ay) + Fy? — på) + + Glad — By) + H= 0, in which A, B, C,.... G, A are functions of x, y, 2, p, 7, 7, S, t. The given partial differential equation of the third order is remark- able as including all the cases in which a partial differential equation of the third order admits of a first integral of the form (2) u=/A0), u and v being definite functions of x, y, 2, ~, 9g, % 5, & and /(v) arbitrary in form. We propose now to shew, first, that the solution of the given equa- tion on the assumption that a first integral of the form # =/v) exists, requires the satisfaction of a system of four! partial differential equations of the first order, of which one is of the first degree, the three others of the second degree; secondly, that this system, under given conditions, may be resolved into a certain number of systems of three partial differential equations of the first order and first degree, some of which are irrelevant, and others relevant, to the solution of the given equation; thirdly, that the solution of the relevant systems ultimately depends on the solution of a system of total differential equations of the first order and first degree. But before treating the general equation of the given form, we will deal, in a first section, with the linear partial differential equations of the third order. As to the methods employed in the present paper, they are essen- tially the same as those which Boole has used in his researches upon the partial differential equations of the second order of the Monge- Ampere form. The chief results of this paper have been summarized in a note pre- sented to the Academy of Sciences in Paris, on the 28th May, 1900. On the linear partial differential equation of the third order, Aa + BB + C + Då + H= 0, in which A, B, C, D, H are given functions of x, y, 2, p, 4, 7,5, &. 1. It is easy to prove, not only that it is not true that a linear partial differential equation of the third order necessarily has a first integral of the 1 If the given partial differential equation is linear, the system consists of only three partial differential equations of the first order and second degree. 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 5 form # = f(v), but also that the converse proposition is false. We propose therefore, first, to inquire under what conditions an equation of the second order of this form leads to a linear equation, and secondly, to establish upon the results of this direct inquiry the inverse method of solution. Proposition. A partial differential equation of the second order of the form u= fv), u and v being determinate functions of x, y, 2, p, I, r,s, t, and f an arbitrary functional symbol, can only lead to a partial differential equation of the third order of the form (3) Aa + BB + Cy + Då + H— 0, when u and v are so related as to satisfy identically the three conditions: D(u,v) ou ov du ov _ Dass er Wer eos: D(u, v) _ Ou dv Ou dv _ POI UE CC ETC NE D(u,v) _Ou dv: Ou dv _ DGD) or of Vet Ore Since w=/(v), we have du — f'(v) dv, an equation which, since /(v) is arbitrary, involves the two equations 44 — 0, dv =o. Hence 2 5 Ot det, tapt ay + gg dry ds +S dt=o. zz DH det, dp +. cdg +e dr +o ds + a, But dz = pdx + gdy, dp = rdx + sdy, dg = sdx + tay, dr = adx + Bdy, ds = Bdx + ydy, dt = ydx + ddy. Hence, by substitution, ou ou Ou Ou Ou ee ° à Ou ° EE ten tha tra tea a 97 oz à 2 a ov à Er Er ©) 97 oz testet te tea tra toa] v=o. Eliminating dx and dy, it will be found that the only terms involv- ing a, ß, y, Å in a degree higher than the first, will be those which 6 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. contain 9%, y?, ay, Bd, ad and By. The equation will in fact assume the form Aa + BB + Cy+ Då + E(®— ay) + Fy? — på) + +G(ab—py)+H=0 (5) in which _ Du; v) _ Du, v) __ D(u, v) Dr AN heel Sy GT 2)" Now this equation assumes the form (3), when the conditions (a) are satisfied — and only then. A consequence, which is important for the investigations in the following section, may here be noted, namely, that it would be useless to seek a first integral of the form «= /(v) for any partial differential equation of the third order, which is not of the form (5). The relations (a), as we see, are the well-known conditions, that # and v, considered as functions of 7, s and Z, should not be independent. 2. Proposition. If the equation Aa + Bg + G+ Di+ H=o (3) admits of a first integral of the form u=f(v), then u and v, const- dered as functions of x, y, 2, p, 9, % 5, t, will each satisfy three partial differential equations of the form eu 2 Qu ou Qu ou er DER MET, as ar aar Qu\ ou Ou\ du ou Ou 4(z) a +2() ap by BE ; ; ou ou ou in which and a stand for ? = + pe 35 ur 3 + 32 sp and 5, =: 3 2 A u ou du Ou Ê 2 + Pie = ED ‘= “a io 7 respectively. By the last proposition z and v must satisfy the conditions (a) which are expressible in the forms au ov ou av ou ov - ag es re 0 BEE; Qu m’ Ou m’ On m ar Ss 95 or aA 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 7 Hence, if we represent each member of those equations respectively with #, » and /, we have Ou Pr © Ou ay Ou Os dr’ ot or” Å (0 v ov ov ov == 00 le if 3 Substituting these values in (4), we have sets dy +o dz = +; dat, “(dr + mas + ldt) = 0 de and 4 de + dø + dg +s (dr + mds + Id) — Now making dz = pdx ni gay, dp =rdz + sdy, dq = sdx + tdy, we have: tems ea + 2% dr 4 mds + Id) = (6) ov ov Ge pate el wur vn: 432 (dr + mas + Id) = From these, and from the equations dr = adx +Bdx, ds = Bdx + ydy, dt = ydı + day, (7) if we eliminate the differentials dx, dy, dr, ds, dt, we shall necessarily obtain a result of the form (3). To effect this elimination, we have, from (7), dr + mds + ldt = (a + mß + ly) dx + (8 + my + 18) dy, or adx + 8 (dy + mdx) + y (dx + may) + dldy — (dr + mds + /dt — 0. (8) Now the system (6) enables us to determine the ratios of dy and dr + mds + ldt to dx, and these ratios, substituted in (8), reduce it to the form (3). But in order that it may be not only of the form (3), but actually equivalent to (3), it is necessary and sufficient that we have dx dyt+mdx _ldx4+ mdy ldy _dr+mds+ dd 79 TN ES > 8 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. If we here substitute for » and / their values from the two first equations (b), and set dr = adx + Bdy, ds = Bdx + ydy, dt — ydx + ddt, and remember that «=a is to be a first integral of the given equation, we have, after an easy reduction, du Ou du du ou ou Ou 5945 dr dx + = one (+ (5) 4 dx or at or ° AT ou SE ou me: du år ore Då m ER. AR; 5 Eliminating the ratio a between these equations, we find the fol- au |? du à pe Ou Ali] ne lowing equations: au 12 Alt ou ou or | ‚| Me ds 3 ot ar Er ? - + (9) au ou Ga ou ou Ou a5) äh RE pep] Hence u, considered as a function of x, y, 2, ~, g, 7 $,4, satisfies the three given partial differential equations, which are all of the first order and second degree}. As # and v enter symmetrically into the equations (4), v will also satisfy three partial differential equations of the same form. The only condition respecting the application of the above equations is Å : å : à 3 that we do not admit any relations, which make either zus or OG disappear. ot 3. Proposition. The solution of the system of partial differential equations established in the last proposition, may be made to depend upon that of simultaneous linear partial differential equations of the first order. We observe at once, that if Do, the given partial differential equations are immediately resolvable into linear factors; we assume there- fore in the following, that D + o. Multiply the second equation of system (9) by an indeterminate quantity A, and add it to the first; we then have 3 Ou ou du ou eu ou az] NE RA) at Sie oe er er or a JPA De (20) 1 In the next section, we shall see that these equations are only a special case of a system of partial equations, determining a first integral of the general form of a partial differential equation of the third order, possessing a first integral, 1900. No. De ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 9 We shall enquire whether it is possible so to determine A as to resolve it into linear factors. The form of the given equation suggests what the forms of the linear factors must be, if the resolution be possible. For Ou as the squares of — = and 2" =. both appear, and these squares only, in the ; Må Ou We. JE function to be resolved, it is clear that = and 5: will be the only diffe- rential coefficients of z, which will appear in both linear factors in common. We are then led to assume, as the proposed equivalent of our function, an expression of the form Ou ou ou 1 24 atmet re] LE - tm | where m, x and #1 are indeterminate quantities. Multiplying the factors of this expression together, and then equating the coefficients with those of the first member of (10), we have MO (VD) C+ 16 = — Im! — Dm A=m.m!' 1D)= 7 12) 14 = n .m! From the last three equations we find that DV CD AA, m FR These values reduce the second equation of condition to 433 + Bi? + Ch + D=o, (A) so that A is determined by a cubic. The resolved form of equation (10) now becomes I Ou Ou Ou Ou [257 + te 3 [PG +42] =>. Let now A, and A, be two values of A determined by (A), then our given system (9) is eqivalent to the following equations: I Ou , Ou ou Rn a a I [2s +uaG]|=- I ou Ou Ou Ou ou | nat te] [Pe +242]=° | om QUN Ou cu\ Ou Ou ou a ele a p(s) or er VE ae 10 ALF GULDBERG. M.-N. KI. Now to satisfy these equations simultaneously, it is necessary that we should equate to zero one linear factor from each of the first two equa- tions, and combine these with the third equation. If we equate to zero the first linear factors, we thus have ou I Ou , Ou ni MO ay EE ls au I u tas? Ou\ 2u Ou\ ou Ou du rer from the first two of which equations we derive Ou ou Ay Å» or = u = 0. Subitituting this value for En in the third equation, and supposing ou SF + 0, we find that ou ou ou hå A EF +2() — He =o. We thus have the following system of linear partial differential equations : 2 Ou Ou , Ou Ay 5 tA 5, Hy =? 2 Ou Ou ou An thx tH =? (12) ou ou Qu hjåg Å PRE Eg That this system is relevant to the solution of the problem under consideration, may be shown by eliminating from it, by means of the equation ou ou Ou Ou Bb eh rare] ou ou ou ou G)+ +840 the quantities 3 au Ou\ Ou Ou Ou ax)" \ay)’ ar’ ds’ à 1900. No. Be ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. I I The actual result will be: ludo [da + B3 + Cy + Då + H|=0, which, while we suppose D + 0, reduces to the given equation. If we now equate to zero the second factor of the first equation and the first factor of the second equation, we shall have Ou Ou I ou , ou age spar — Qu\ du ou\ ou Ou ou g EE x —° whence we derive the following system of linear partial differential equations : DT AE =0 EE) Again equating to zero the first factor of the first equation of (11) and the second factor of the second equation, we have, in the same manner, Pl = i 25 en Ht = 0 ° Da Ve 2 Ou ‘ou Ou WS the +e That these systems are relevant to the solution of the problem under consideration, may be shown in the manner that has been used for system (12). It is however easy to see that the two linear systems (12‘) and (12“) give no new linear systems, but are both equivalent to the linear system (12), which we obtain by giving to å its different values deter- mined by the cubic (A). 12 ALF GULDBERG, M.-N. Kl. The linear system which we get by equating to zero the last two factors of the first two equations of (11) combined with the third equation must be rejected as irrelevant. 4. Asa result of the foregoing investigations, it is found that the func- tion z is to be determined by the solution of three simultaneous linear partial differential equations with eig4t independent variables. Now the theory — of linear systems shows that the number of integrals of such a system cannot exceed five. This theory enables us both to determine what the number of integrals is, and to construct the system of total differential equations upon which their discovery depends. We will here consider this last problem. To reduce the determination of the first integrals of (3) to the solu- tion of a system of total differential equations. Each of the systems (12), (12°), and (12°) presents # as satisfying simul- taneously three linear partial differential equations of the first order. In the following investigation, we consider # as given by the system (12“). To deduce the value of # thus conditioned, it will obviously suffice to multiply the second of the partial differential equations (12) by an in- determinate multiplier #, and the third equation by a multiplier z, and add these results to the first equation, so as to form a new equation which will be linear and of the first order, and which, on account of the indeterminate quantities # and x, will be equivalent to the three equations. If in this way we combine the equations of system (12“), we have ou eu Ou ou Du Ds + DP — De gg + (Dr — DA G+ ou 2, ou ou + (Ds — i, Di åg + (mD + nå,) 37 + nd, = + ou + (å, Am + 4 + 1H) = 0 Hence we have the auxiliary equations EE LE ee D —i,D” Dp—1,Dp Dr—i,Ds Ds —i, Dt dr ds dt 3 ~~ mD + nh; na, MAmtn-+ A, 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 13 Eliminating # and ” from these equations we have å åg Adr + (D — 1,454) ds + 1,4, Hat —1,Ddt =o dy + 1,dx = 0 dp — rdz — sdy = 0 dg — sdx — tdy = 0 dz — pax — qdy = 0, or written in another form, å, Adr + (43 A + å, B) ds — Dat + 1, Hdıx = 0 dy + 1,d%=0 db —rdx — sdy=o ( (13) dg — sdx — tdy =0 dz— pgx — qdy =0 This then is the system of total differential equations deduced from (12°) upon the integration of which the determination of will depend. If we here successively subititute A, and A, for A,, where A, and A, designate the two other roots of the cubic (A), we get the different systems of total differential equations corresponding to the systems of linear partial differential equations obtained in the same manner by (12). If one of these systems thus obtained admits two integrable com- binations, van =, it is obvious, from what precedes, that u =f (v) will constitute a first integral of the proposed equation (3). Remark We should also, by a more direct process, have obtained the three different systems of the form (13). For eliminating # and / between the equations (A), page 7, we find that Ady? — Bdy?dx + Cdydx — Ddx* =o Adxdydr + Bdxdyds — Ady?ds + Ddx?dt + Hdx?dy = 0, 14 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. equations which, combined with (7), are eqvivalent to the three systems obtained above.! We could also have obtained the same equations in the following manner: Of the four equations: Aa + BB+ Gy + Dö+ H=0 dr — adı — Bdy =0 ds — pdx — ydy = 0 dt — ydx — ddy = 0, only three are independent. But the last three equations are obviously | distinct. It is then necessary that the first equation is a linear combination of the last three, and we have Aa + BB + CG + DÖ + H=X (dr — adx — Bdy) + Y(ds — pdx — — ydy) + Z (dt — ydx — ddy), X, Y, Z being independent of a, 8, y, 6. We have further, A+ Xdx = 0 B+ Xdy + Yax = 0 C+ Ydy + Zdx=o ¢ (14) D + Zdy = 0 H— Xdr — Yds — Zdt= 0 Eliminating X, Y, Z between these equations, that we find again that Ady — Bdy?dz + Cdydx? — Ddx* = 0 Adxdydr + Bdxdyds — Adx*ds + Ddx?dt + Hdx*dy = 0? 5. We have seen that the knowledge of two integrals, # — 4, v = 4, of one of the three different systems of the form (13), enables us to construct a general first integral, D—=u—f(v) = 0, of the partial differential equation (3). And the solution of this partial differential equation of the second order would lead us to the final solution. 1 cfr. M. Falk: »On the integration of partial differential equations of the mth ordere, Nova Acta Regie Ups. 1872. = 2 Without entering here into details, we may remark that the equations (14) give a very convenient form for discussing the various combinations of total equations, which arise when some of the coefficients of the given equation (3) vanish, 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. I in As, however, in the case of the solution of the partial differential equations of the second order, which possess a first integral, the solution of the partial differential equation found, ® — 0, may in certain cases be avoided. For let & be an integral of the system (13) and w and 9 integrals of the associated systems obtained by changing A, into A, and A, (supposing these quantities to be different), and it is then evident that D—0, w=0, 96 = 0 are in involution, and the values of 7, s, ¢ derived from these equations, will render the equation dp = rdx + sdy dg = sdx + tdy integrable, and then, also, de = pdx + gdy!. On the partial differential equation of the third order, Aa + BB+ Gy + Då + E(3?—ay) + F(y? — på) 4 G(ad — py) +H =o, in which A, B, C, .. G, H are given functions of x, y, 2, p, Oh ty 9 Uo 1. In the previous section we have shewn (page 5) that a partial differential equation of the second order, 4 =/(v), in which w and v are any function of x, y, 3, p, g, 7, 5, ¢, always leads to a partial differential equation of the third order of the above form. We shall now shew that when a first integral of the above form exists, its discovery depends upon the solution of four simultaneous partial differential equations of the first order, resolvable, under certain condi- tions, into linear equations. The following propositions will enable us to gain this point. 1 A detailed discussion of the importance of the first integrals for the integrations of a given linear partial differential equation of the #th order will be found in the previ- ously mentioned interesting memoir by Mr. Zalk, where several examples are discussed, 16 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. Proposition. If u=f(v) be a first integral of the equation Aa + BB + Cy + Di + E (8? — ay) + Fy? — på + + G(ad— py)+H=o.., I then u and v, considered as functions of x, y, 2, p, q, r, 5, t, will each satisfy four partial differential equations of the form aut? , poter II ALT _ BIT of TANA YS _ Te EG =) a Ja CAE af of VL NY of JG Cor at + Dez (DEE ce he ae i à SAN KES in which GE and (2) stand for = Fn PG ap 0 ag 39 and — 3 + +7 2 +52 +t = gee To demonstrate this proposition, we shall compare directly the par- tial differential equation of the third order, of which =/f(v) is a first integral, with the equation (I), and then deduce the conditions for the determination of # and v. Differentiating «= /(v), first with respect to x, and secondly with respect to y, we have ou ou ou Ou , av ov ov ov re BEST (+++ Fer trete ty? | Eliminating f’(v), we arrive at the partial differential equation of tlie third order, 1900. No.5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 17 3 -G)81- +16) 0 ee ee Clan Er - BEE skje mn ov %u ov au du ov av ou 2 = SF EF Sp = of) os | ls EE TE | (ad — By) + er oa: It is seen, that as regards the mode in which the quantities @, B, y, 0 are involved in this equation, this is of the same form as in the given equa- tion (I). That it may be equivalent, its coefficients must stand to those of (I) in a common ratio u. This gives (5) > a) 7 =ud (a) Er.) 2 AA sla =e ea @ Ou Ov ou ov as ar) or os I 9A Å As we have here eight equations which are homogeneous with respect to the five differential coefficients of v, and to w, it is clear that we can, Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1900. No. 5. 2 18 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. by the eliminations of these quantities, obtain certain relations connecting the differential coefficients of z with A, B, C, ...G, A. But the peculiar form of the functions in the first member of the above system enables us to effect this elimination so as to lead to four final equations independent of v and u. Thus multiplying (e) by = (/) by - and (g) by 2 “ and adding, we find, on rejecting the common factor u, that eu ou ou : BEE: eu\ ou 9u\ ou Again, multiplying (a) by lols —, (2) b de) 3" (g) by = (=) (5) and (4) by — 5 me, adding, and again rejecting the common factor z, we have ou\ ou u\ du au\ (du du ou ar) 2 Further, multiplying (a) by = = (6) by — = oe (d) by 4 or dt (/) by — no 2 and (g) by — lee om + BE =| adding, and rejec- ting the common factor u, we find that du du Ou Ou ou |? au, ou ou\ ou aper TIQUE E ay) a» az) ee. dy } os Lastly, multiplying (a) by - | (ce) by — = = ‚(d) by = 4 (e) b MV ad (ed by = Li ed Y (3x) 37 81 9Y ay) å the common factor u, we have + (::) « adding, and rejecting 1900. No. Ke ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 19 Qu 2 Qu Ou Ou Ou GUN ou Ou\ du EN TAN Se D = af) Ga ot ac os ot 2) dé cf) ot QUN ou le Hence, # considered as a function of x, y, 2, , g, 7, 5, å, satisfies the proposed four partial differential equations of the first order. As x and v enter symmetrically into the system (a), (0)... (g), (A), v will also satisfy the given four partial differential equations. Remark. We may also in a more direct manner prove that each first integral, F(z, J; CA D; 2 7,5, 0, of the given partial differential equation (I) satisfies the four proposed equations of the first order, For differentiating the proposed first integral with respect to x, and with respect to y, we have OF) oF | oF. , OF ler mer am oF, 3F | aF 2 Fødte has If we then determine algebraically two of the quantities a, ß, y, 0, (we select & and 0) from this system, and substitute their values in the given equation (I), that equation ought to be satisfied independently of the value of the remaining quantities 8 and y. Now supposing 7 and Z Å : ; oF oF Å to be both contained in Æ, so that neither ag Dor vanish, we have, from the last system, Kerr) dx he oF or oF | OF oF “UE AE JE oF ot which, when substituted in equation (I), give the result 20 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. [år år Aloe) år" (5) åt OG) et +eFel +04] rate +7 [By +e +02 | +027 ++ Os] a =? Now as this equation is to be satisfied in virtue of the constitution of A,B, ... G, H, and the function 7, and independently of 8 and y, the coefficients of the various combinations of $ and y must be separately equated to zero, when we obtain, just for F, the 4 proposed equations of the first order. The only condition then, respecting the application of the equations obtained above, is that we do not admit any relations which cause cither oF oF ; ; : : 5 are to vanish. It is evident, however, that this may occur, if, for instance, in equation (I) we have E +0, F=o, G=o or F $0, E =o, G=o. In these cases, the above equations will not lead to the determination of a first integral of equation (I), but we must then establish — another system of partial differential equations of the first order, upon the solution of which a first integral depends. But before treating these particular cases, we will occupy ourselves with the general equations obtained above. 2. Proposition. The solution of the system of partial differential equations established in the last proposition may, under certain conditions, be made to depend upon that of simultaneous linear partial differential equations of the first order. | In demonstrating this proposition, we shall consider first the case in which none of the quantities Æ, Æ#, G vanish, next the cases in which one of the quantities 2, Æ, G is equal to zero, and lastly the case in which £=0, F=0, G = 0: 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 21 2 Case 1. Suppose £ +0, # +0, G+ 0. Eliminating first = from the first and third equations of system (II), p. 16, we find that AE [ou Qu|? AF+ BG dudu Qu du Ou\ Ou res el +2[2] er Gel® (ele = Multiplying this equation by an indeterminate quantity 4, and adding the result to the second equation of (II), we obtain =e ac +0 1Ê | (EVE. megle) åa ~ (35) (5) = Now let us see if it is possible, as above on p. 9, to determine A so as to make the first member of the equation resolvable into linear factors, We cannot say a priori that such a resolution is possible, as we should be able to do if that member were homogencous and of the second degree with respect to ¢#ree instead of with respect to the four subject variables, Ou Ou 94 Ou ot or (32 (5 3 Ou Ou ; : Observing that the squares of bel and lg) are wanting in the first 7 member of (A), while those oe and © = # appear, we are led to assume as the proposed equivalent of that er an expression of the form ou =) Ou , (0% ‚au BEST a) + (5 (| [as tm | Multiplying the factors of this expression together, and then equating the coefficients with those of the first member of (A), we find ADP) Dan n == ALF GULDBERG. M.-N. Kl SJ BO Tn IG = — im G=—m.m en LE 1h. From the third and sixth equations, we find that m=1, m=—G. Substituting these values in the seventh and eighth equations, we find that =, n=AE, values which will be found to satisfy the second and fifth equations, and which reduce the fourth equation to the form EGi? + (AF + BG) å + HG — AD=0 Supposing 4 to be thus determined, the equation (A) becomes (4) A êu pels] later If A, and A, be the roots of the equation (A), we have peu A ou pr lat Pa] [a +) Ga] ou ou ou ou 2 A ou 2 LE = tr] Br, — 33 |= and these two equations are manifestly together equal to the second and third equations of system (II). In the same manner, we may substitute two new equations for the second and fourth equations of system (II). Eliminating first = from the first and the fourth equation, we find au]? FD [au|?_ ED + CG UM ¢ pies | G ort cele a + a an 1900. No.5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 23 Multiplying this equation by an indeterminate quantity uw, and adding the result to the second equation of (Il), we obtain ou)? ÆD[au]? (ED+ CG)u+ HG du ou Ou\ Ou nals EG [>| GA Voy UG | | ou Her) + Agel ge + PU a AG) - Reasoning as before, we are led to assume, as an equivalent of the first member of our equation, an expression of the form (arme Multiplying the factors of this expression together, and then equating the coefficients with those of the first member of the proposed equation, we obtain uA=uA a2 aes 72 Ber a oa (ED + OUT A+ my u.G=—m.u uF=n.m G=—m.m Den) all 7 From the last four equations, we find oe =? AND values which will be found to satisfy the second and fourth equations, and which reduce the third equation to the form FGu? + (ED + CG) u + AG — AD =o. (u) 24 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. Supposing w to be thus determined, the equation in question becomes CCE fre If u, and u, be the values of u, we have 4% - (5) t nr | pce -ga|=" acer] fed +) 22 and these two equations are evidently together equivalent to the second and fourth equations of system (II). After the considerations expounded above, we may substitute for system (II) the following equivalent: au ou ou ee redd EC EEE when u and å are determined by the two equations (u) and (A). Now these equations can only be simultaneously satisfied by equating to zero one factor in the first member of each; and the various combina- tions which thus become possible give rise to different systems of linear partial differential equations of the first order. Remembering that all systems which lead to = 8) (ot = = 0, must” be rejected, an easy discussion shows that the only possible systems are 1900. No. SE ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 25 Gu gn +65 0 a) —G (S| tur =o IH. Da = Gz) +125 = where A and w must satisfy the condition AD — HG ar and Ou Ou Ou 25 ane apr ER Gr Gå Ou De FE G(s, | or Go Ou A% Cet lay AG =9, where Å and w must satisfy the condition AD — HG uh = ad rc ae ’ and these two systems are equivalent. We have then only to consider the systems (III). That these systems are relevant to the solution of the problem under consideration may be shown by eliminating from (II), by means of the system ei eo 474 = Er 26 ALF GULDBERG, M.-N. KI. the five quantities ou ou Ou ou Mu | N Tee The actual result will be GAa + [uEF — AEG — AF] 8 + [REF — u FG — ED] y+ GDö+ + GE (82 — ay) + GF iy? — på) + 6? (ad — fy) + AD—WEF =o, which, in the case here considered, G +0 reduces to the given partial differential equation (I).1 The determination of a first integral of the given equation (I), in the case in which none of the quantities Æ, #, G vanish, is thus under certain conditions reduced to the integration of a system of three Znear partial differential equations of the first order. We shall now consider the case in which oze of the quantities Æ, F, G vanishes. Case IT. a. Let E=o, F +0, G +o. System (I) (p. 16) then becomes ou ou Ou\ ou Het Ou - = ot Ve -6f 7) = ae at ou ou Ou ou ou]? = eu G(s ou es cee or oe À = ler ae GS )a —° ou]? Ou ou pi ou ou JE å SPR De ae om ee): En dr | an — N NER, ‘ : Eliminating = from the first and the third equation, we have Ou på _ AF + BG du _ ul __ ar | or G et | 1 It is easy to show that HEF — MEG — AF = BG AEF — u FG — ED = CG, - For, multiplying the first equation by å, and the second by #, we obtain REG + 1(BG + AF) = ku EF = AD — HG WFG + u (CG + ED) = å EF = AD — HG, bo “I 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. By now eliminating & from the first and the fourth equation, and multiplying the equation obtained by an indeterminate quantity u, and adding the result to the second equation, we obtain, a result which, reasoning as on page 21, may be expressed in the form area where w is determined by the equation FGu? + CGu + HG — AD— 0. It is then easy to see, reasoning as before, that the only possible combination of equations is the following: Ou Qu HR EE D ou AF + BG du G Qu LE dr Go = Ou ou ou TA; G 5 „= where wu is determined by the above equation of the second degree, and where (FA + BG) [AF? + G (BF + GC)| = G3 (AD — HG). Conversely it may be shown, in the same manner as the above, that a solution of any one of the systems of equations which are satisfied by u, should lead to the given partial differential equations of the third order. db. Let A=o, E+0, G +o. System (Il) (p. 16) then becomes Ou Er +G™ Ou\ Ou 7 du\ (ou Ou ou Aly a +P 15 ie, Se or ot 28 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. Ou Ou Ou Ou eu |? Ou > Aa role Eller a ee EG ot ar ot os or ox] al dy | dt ox] os BSH NE : Eliminating = from the first and the fourth equation, we have es A - 5 2 Then eliminating 7 from the first and the third equation, multi- plying the equation obtained by an indeterminate quantity A, and adding the result to the second equation, we may set the result in the form på ef + Fa] åt] ea] where A is determined by the equation EG)? + GB + HG — AD =0. We see then, reasoning as above, that the only systems relevant to the solution of our problem are ou ou Ou ou ap TIE — ge Sist _ ED+ CG du ER JE å 9 where A is determined by the given equation of the second degree, and where [ED + CG] [£2D + G(CE + BG))= G* [AD — GA]. 1900. No. GE ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. c. Let now G=0, E +0, F +o. System (II) (p. 16) becomes Ou Ou Ou du A(; ie Tage lee or Er a Ou Ou Ou Ou au |? ou ou _ oe oe ou]? cu Ou Ou du Ou\ Ou a B CES an ae > 2 (3) spe If we substitute the value of 2 * drawn from the first equation, the three other equations, we å re ou ou ou ar) DE, + HEZ=0 Ou u AR: å + (EBF + ED) + EP (Z) =o AZ cn) 2 a DE 27 BE in Multiplying the first by ##?, the second by ZD, and the third by AF?, we obtain [4?7° + E?F?H + D2E® + ACEF? + BDE?F) pe 0, Ou or, when DE ENO) A2F3 + E2F2H + DE? 4 ACEF? + BDE?F=0; and when this relation exists, only two of the last three equations of our system are independent of each other. ALF GULDBERG. M.-N. Kl. We deduce then Ou ou E 3 -+ I =0, (EBF + ED) Å 4 APT + EP (;;) =% (AF+ CE) — DET — ni 0, as the only possible combination of equations. That this system is relevant to the solution of the proposed problem may be shown as before. Case III. Let now E=o, F=o, G+o. System (II) (p. 16) then becomes ou rms ee : A 3 wee À The first equation gives = =o, and by substituting this value of u a in the third and fourth equations, we obtain, when © = + 0, ENO, os ee ()= 0 We then easily derive, as a necessary condition, AD— HG= BC, and we obtain the following system of linear partial equations: 1900. No. 5. ON PARTIAL SUES GL BENN å ETC. 31 au os Ou Ou Ou ou ou Ou Ar a pr Conversely, we may show, in the same manner as the above, that this system, supposing that AD — HG = BC, is relevant to the solution of the given equation. 3. It remains now to consider the two cases in which £=0, Go, F +o, and F =o, G=o, E + o, and when therefore system (II), (p. 16) will not lead to the solution of equation (I). We must then try to construct a system of partial differential equa- tions of the first order, which, in the cases here considered, is equivalent . to the proposed equation (I). In the same way as before (p. 18), we may show that each first integral of the given partial equation (I) will, when considered as a function of x, y, z, p, 9g, r, s, å, Satisfy four partial differential equations of the form of of of I aS oe 4 GE dy dy or Er «B2- EY) 3 + 6 +-4- 416 e+ 7G) e+ 00 G+) &) QL O24- We shall here consider two cases, viz. À + 0 and A =o, roter 2 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. J” Case 1. Let F=o0, G=o, E +0, and suppose A + 0, and our system becomes BON WEHR re tee JAVA _ me i) ar as The second equation gives either D— 0, or (5)= = 0, Or u 0. oy dr It is easy to see that neither of the last two assumptions can lead to a value of / satisfying the given partial differential equation (I). It remains then only to assume that D=0. Our system then becomes (5) (er) DEE ar) +(e) tere Multiplying the second equation by an indeterminate multiplier 4, and adding the result to the third equation, we obtain (aff + 24 (Å) La (LL + cam (0) 2 UE IEEE 1900. No.5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 33 Reasoning as above, we see that this equation may assume the fol- lowing form: ae ew ee amy (cla un [2 Gi) a >) A | 12) Be TE Å EL where À is to be determined by the equation of the second degree, A21— ABA+ CA + EH=o. If A, and A, be the values of A thus found, our given system becomes of Ts DUREE aaa. po 2 [PD + aa Now these equations can only be simultaneously satisfied by equating to zero one factor in the first member of each of the last two equations; and the different combinations which are thus possible give rise to four systems of linear equations. If we equate to zero the first linear factors, we have Po ot a +22 +) whence, by subtraction, 2 eae) S| =o. This combination must therefore be rejected. In like manner the combination formed by equating to zero the second linear factors in the Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1900. No. 5. 3 34 ALF GULDBERG. M.-N. KI. left-hand members of the above two equations must be rejected. There remain then only the combinations formed by equating to zero the first factors of one of these members, and the second factors of the other. We should thus obtain the combination Fy et TÉCELS Ras with the combination which would be obtained from this by interchanging Å, and A,. That these systems are relevant to the solution of the problem under consideration may be shown by eliminating from either of them, by means of the equations +40 a+ T8 +70 (+ Le +X7+22=0 the quantities Ge) fs): a a år x)’ \ay)’ er’ as’ et’ The actual result will be Aa + Alk, He + (a nd) + BB? — ay) + H=o, which, when / All, +4.) = B nA — = C, < reduces to the given equation. 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 35 Case II. Let F=o, G=o, E +0, and suppose A~o. case I, we are led to assume that D — 0. assumes the form As in The given system (p. 31) then Of es a ie) CUS The second equation reduces to one equation, or breaks up into two equations of the form 0 DAN SZ of of I) or ts ap À being determined by the quadratic equation fj? — BL + E=o. Making is À ai in the third equation of our system, we get > er oy q y S (+e wt] which breaks up into JAN of VA of (2) ar 2 (Å) + CZ 14 =o. But if we combine the first of these with the two other equations of our system, we obtain a combination which must be rejected as irrelevant to the solution of our problem. There remains then the combination GLE SP BP) +f m =o ox 0 36 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. and this will represent either one or two systems of equations, according as the quadratic for determining 4 has equal or unequal roots. That these systems are relevant to the solution of the given equation may be shown as above. | We have now finally only to consider the case in which Æ=o, G=o, F +o. As the treatment of this case is quite analogous with the case just examined, we shall here only give the results. Case I. Let E=o, G=o, F + 0, and suppose D +o: We then obtain the following system: AN (AN AY «(9-27 Me af _ =) +DL_1,Dz =o, where A, and 4, are the roots of the quadratic equation D? — CDI + BD + FH=o0, and where 0 Case II. Letting £=0, G=o, F + 0, and supposing D— 0, we obtain the systems 7 =o Y-uß)- F(Z Rone ce ae EAE Fe where u is determined by the quadratic equation Hu? — Cu+F=o, and where A= 0. F That these systems are relevant to the solution of the given equation may be shown as before, 1900. No.5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 37 4. The above remarks prove that a first integral, #, of the given partial differential equation (I), is, under certain conditions, to be determined by the solution of ¢#ree simultaneous linear partial differential equations with eight independent variables. We now finally proceed: to construct the systems of total differential equations upon which the discovery of the integrals of the linear equations obtained depends. To reduce the determination of the first integrals of the given partial differential equation (I) to the solution of a system of total differential equations. We must here, as above, consider various cases. We will begin with that in which none of the quantities Z, Æ, G vanish. We then found, that a first integral of (I) was determined by the linear system. Ou ou ou EG are ur GE ent t or ou eu ou Am + ur AR ou ou ou ner a J=- where À and u satisfied the two quadratics (A) and (u), p. 22 and p. 23, and where a, — 42 = AG SS ER To deduce the value of # thus determined, it will obviously suffice to multiply the second equation of the given system by an indeterminate multiplier #, and the third equation by another indeterminate multiplier 7, and add the result to the first equation, so as to form a new equation which, like those from which it is formed, will be linear and of the first order, and which, on account of the indeterminate characters of mm and x, will be equivalent to three equations. From the auxiliary equations which we obtain in the process of solution, # and » must be eliminated. _If in this way we combine the equations of our system, we have, on arranging the resulting equation according to the differential coef- ficients of x, 38 ALF GULDBERG, M.-N. Kl. — mG = — mG 5 — — (nGp + mGg) 2 — — (nGr LaCie D — — (nGs + moi 2 a+ (nD + mF + FS + GE ps + (E+ mA + BE) = o, Hence we have the auxiliary equations ax dy dz ap —1G —mG —(nGp+mGq) —{(nGr + mGs) — (nGs + mGt) — nD+mF+F_ G mE+mA+E Eliminating # and z from these equations, we have Gdr + Ddz + uFdy — Fds =0 Gdt + 1Edx + Ady — Eds = 0 dp — rdx — sdy = 0 dq — sdx —tdy = 0 da — pdx — gdy =0. This then is the system of total differential equations upon the inte- gration of which the determination of # will depend. If Afand w receive their different values, determined by the quadratics (A) and (u), we get different systems for determining z. If from any of these systems we can deduce two integrals of the forms u=av=b, it is obvious, from what precedes, that u=/(v) will constitute a first integral of the proposed equation (I). 1900. No. 5: ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 39 Example. Let the given equation be —g.a+(1+p—g)B + (1 + Dy + (6 — ay) + (7? — 80) —(ad — fy) + p=0. Here Ar ER — (51.97), Ga DE OE AIG MIE: The equations for « and A become ++ (1 + på +2=0 f+ (1 + pu +2=0, which give h=— lg =— 5 4 =—A = — 15 and when J AD — HG Au m = we must combine À, and wg or dy and w. Using A, and wg, the total differential equations for determining # become dr + dy + des=0 dt + pdx + qdy + ds=0 dp — rdx — sdy = 0 dp — sdx —tdy = 0 dz — pax — pay = 0, from which we find u=y+r+s=2,v=2t+5+t=35. A first integral of our equation is then y+r+s=f(2+35+%2) We shall now, in the manner here explained, proceed to deduce the systems of total differential equations corresponding to the various systems of linear partial equations established above. 1. Letting Z=o, F + 0, G + 0, we had the sytsems ou Qu TO AF + BG ou eu ou Sen rat se |= where « was determined by the quadratic FGu? + CGu + HG —AD=o, 40 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. and where (AF + BG) [(AF + BG)F + G?C]= G3(AD— HG). The corresponding systems of total differential équations are then AGdy — (AF + BG)dx + G?dt = 0 Ddx + uFdy — Fds + Gdr = 01 2. Letting A=o, £ + 0, G + 0, we had the systems eu eu DE + BG eu eu eu Zee = | )= where 4 was determined by the quadratic EG}? + BGi + HG — AD— 0, and where (DE + CG) [DE + CG)E + G?B)] = GYAD — HG). The corresponding systems of total differential equations are DG dx — (DE + CG)dy + Gdr = 0 Ady + LEdx — Eds + Gdt =o, 3. Letting G=0, £ + 0, F + 0, we had the system eu eu (EBF 4. BD" 4 apa pes (PÅ =, et es ey eu en eu AF + CE)— — DE — — EF |—|=0 ( D ) et es ox L 1 We omit here and in the following systems of total equations, the equations dp —rdx — sdy = 0 dg — sdx — tdy = 0 da — pdx — qdy = 0. 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. AT where. A2F3 + E2F2H + D2 E3 + ACEF? + BDE?F =o. The corresponding system of total differential equations is AFdy + DEdx — EFds — 0 (ZBF + E?D) dy — F(AF + CE) dx + E?Far — EF?dt =o. 4. Letting Z=o, F=o, G + 0, we had the system ou 2 een Ou ou ou mul de Se where AD — HG = BC. The corresponding system of total differential equations is Ady — Bdx + Gdt=o Dax — Cay + Gar =o. sa. Letting =o, G=o, E +0 and A + 0, we had the system Ou ar a 0 ou Qu ou ou ou ou | AN where A, and A, are the roots of the quadratic 421? — ABL + AC + EH — 0, and where DI (0), The corresponding system of total differential equations is A1, dx + Eds — Ady — 0 Hdx + å, Ads + Adr = 0. 42 ALF GULDBERG. M.-N. Kl. sb. Letting F=0, G=o, E +0, and A=0o, we had the systems where å is determined by the quadratic equation MR — Bi +- C=o, and where TD), The corresponding systems of total differential equations are )Hdx + Eds = 0 Edy + 1Edr — 1Cdx =o. 6a. Letting Z=o, G—0, F + 0, and D + 0, we had the systems where A, and À, are the roots of the quadratic equation D2j? CD, + BD + FH =o, and where | A=o. The corresponding systems of total differential equations are Di,dy + Fds — Ddz = 0 Håy + à, Dds + Dat =o. 1900. No. 5. ON PARTIAL DIFFERENTIAL EQUATIONS, ETC. 43 6b. Letting Z=o, G=o, F + 0, and D=o, we had the systems ou NE or ou ou ou 20, Ee oe where A is determined by the quadratic equation HP —Ch+ F=o0, and where A "0. The corresponding systems of total differential equations are AHdy + Fds = 0 Fax + 1Fdt— iBdy =o. Printed 29. November, 1900. Studien tiber Chlorophyceen IVII Von Dr. N. Wille (Mit vier Tafeln) Videnskabsselskabets Skrifter. I. Math.-naturv. Klasse. 1900. No. 6. = IB f Christiania In Kommission bei Jacob Dybwad A. W. Brøggers Buchdruckerei 1901 Vorgelegt in der Sitzung der mathem -naturwiss. Klasse vom 28. Sept. 1900. I. Uber Sykidion Droebakense n. sp. Von Dr. N. Wille. (Hierzu Tafel I, Fig, 1—16.) Während eines Aufenthaltes auf der biologischen Station zu Dröbak fand ich am 11. Juli 1899 in einer kleinen engen Bucht auf der Nord- westseite der Insel Haaö, wo die Strömungen sich wenig geltend machten, eine reiche Vegetation von Fucaceen und Chlorophyceen; unter letzteren zeichneten sich besonders Cladophora crystallina (Roth) Kg. und schwimmende Massen von Rhizoclonium Kerneri Stockm. durch ihre reiche Anzahl aus. Auf diesen beiden Chlorophyceen, besonders auf der letztgenannten, wuchsen zahlreiche Individuen einer kleinen kugelformigen Chlorophycee (Taf. I, Fig. 1, 2, 4, 11—13), die zwar zur Gattung Sykidion Wright! gestellt, aber unbedingt für eine neue Art erklärt werden muss; ich will sie deshalb nach ihrem Fundorte Sykidion Droebakense n. sp. nennen. Wright sagt (a. a. O. S. 27) von der von ihm gefundenen Art: »They were one-celled, the basal or attached portion of the cell being ın some cases very slightly stipulate, but in others quite sessile. The outline of the apical or free portion of the cell varied with age. In the very young condition it was nearly spherical; as it matured it became eiter slightly flattened, so as to give a fig-shape to the cell, or 1 E. P. Wright, On a new Genus and Species of Unicellular Algæ, living on the Filaments of Rhizoclonium Casparyi. (The- Transactions of the Royal Irish Academy. Vol. XXVIII. No. 4. Dublin 1881.) Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 6. 12 4 N. WILLE. M.-N. Kl. sometimes it became irregulary pentagonal. In the early stages the bright-green chlorophyllaceous contents completely filled the cell. Later on a second cellulose membrane seemed to be formed, and within this the protoplasmic contents divided into numerous biciliated zoospores. These escaped through the apical portion of the cell, leaving as they escaped the somewath tough coats of cellulose of a faint straw tinge and irregularly burst through«. Die Zellen sind bei Sykidion Droebakense fast immer kugelrund (Taf. I, Fig. 1), und nur dort, wo sie sehr gedrangt sitzen, so dass sie beim Wachsen einander driicken, fallen sie aus diesem Grunde manch- mal vielleicht etwas eckig aus (Taf. I, Fig. 2, 4). Die Zellen sind nie, wie bei S. Dyeri, birnenförmig, sondern haben eine ziemlich dünne Mem- bran, die selbst dort, wo sie an der Wirtpflanze ansitzen, nicht ver- dickt ist oder einen Vorsprung hat; mit der Wirtpflanze hangt sie also nur durch einen festen Schleim zusammen, Die Individuen sind auf der Wirtpflanze ohne feste Regel angeordnet, manchmal fanden sich nur vereinzelte Zellen vor, manchmal mehrere nebeneinander oder auch grössere oder kleinere dichtgedrangte Häufchen (Tafel I, Fig. 4). Der Durchmesser der ungeteilten Zellen belief sich auf 6—9 u. Die Zellen hatten einen einseitigen, wandständigen, tellerförmigen, in der Mitte etwas verdickten Chromatophor, der eine etwas unregel- mässig abgerundete Begrenzung aufwies, aber doch nicht so stark gelappt war wie z. B. bei Chlorocystis Cohnii (Wright) Reinh.; doch konnte es bei jungen Zellen vorkommen, dass der Chromatophor mit fadenähn- lichem Vorsprung sich in den farblosen Teil des Zellinhaltes hinein- drängte, wenn dieser von kleinen Vacuolen durchsetzt war (Taf. I, Fig. 2). In der Chromatophorplatte befand sich regelmässig ein Pyrenoid (Taf. I, Fig. 1, 2, 4, 6, 7, 10—16). In dem farblosen Teil der Zelle sah man gewöhnlich kleine Körner und manchmal in der lebenden Zelle sogar den Zellkern; besser aber trat dieser doch (Taf. ı, Fig. 7) hervor, wenn das Material, das in einer konzentrierten Auflösung von Pikrinsäure in Salzwasser fixiert und darauf in Salzwasser ausgewaschen worden war mit Hæmatoxylin gefärbt wurde; es zeigte sich dabei, dass der Zellkern (Taf. ı, Fig. 7) eine etwas wandständige Stellung in dem farblosen Teile, der Zelle hatte, | Wenn die Zellen eine Grösse von über 6 x erreicht haben, kann man die ersten Teilungsstadien zur Bildung von Zoosporen beobachten (Taf. I, Fig. 3, 4); bei einfacher oder zweimaliger Teilung entstehen da 2 oder 4 Zoosporen, die mit Hinsicht auf den Haftpunkt der Mutter- zelle keine bestimmte Orientierung besitzen, indem die erste Teilung 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 5 entweder horizontal oder vertikal sein kann (Taf. 1, Fig. 3, 4). Bei der Zellteilung teilen sich natiirlich auch Chromatophor und Pyrenoid. Wenn die Zoosporangien reif sind, öffnen sie sich an der Spitze mit einer ziemlich grossen Öffnung (Taf. I, Fig. 4), durch die die Zoo- sporen austreten, Ich habe, ebenso wie Wright (a. a. O.) beobachtet, dass sich die Zoosporen oft, ehe sie aus dem Zoosporangium austreten, mit einer gemeinsamen inneren Haut bekleiden, die dann ebenfalls entweder durchbrochen wird (Taf.I, Fig. 8, 10—11) — so dass es aussieht, als ob das Zoosporangium eine doppelte Membran hätte (Taf. I, Fig. 8, 10, 11) — oder zugleich mit aus dem Zoosporangium herausgepresst wird, wie die dünne Blase, die oft die Zoosporen verschiedener Algen umgiebt, wenn sie gerade aus dem Zoosporangium herausgekommen sind (z. B. bei Ødo- gonium, Ulothrix). Ich habe früher! bei den Trentepohlia-Arten nach- gewiesen, dass sich diese Blase mit Chlorzinkjod blaufarbt; so haben wir bei Sykidiom einen extremen Fall vor uns, da sich oft eine deutliche Zellwand anstelle der dünnen Blase entwickelt, die sich bei den anderen erwähnten Algen ganz allgemein vorfindet. In der Regel öffnet sich das Zoosporangium mit einem Deckel, der dadurch entsteht, dass sich die Zellwand in einem ringförmigen Schnitt ablöst. Dieser Deckel kann entweder ganz abgeworfen werden oder an der einen Seite des Zoosporangiums hängen bleiben (Taf. I, Fig. 9— 1r). Ich habe nicht ganz sicher feststellen können, ob sich nicht auch bis weilen dieses ganze Stück auflöst und sich so in dem Zoosporangium ein grosses Loch bildet ohne Deckel; sicher ist dies bei der inneren Mem- bran der Fall, wenn eine solche um die Zoosporen herum auftritt. Die Zoosporen sind klein, eiförmig (Taf. I, Fig. 5; a, von der Seite, 6, von oben gesehen); sie haben ein ziemlich grosses farbloses Vorder- ende, von dem zwei Cilien ausgehn, welche 2—3 Mal so lang sind wie die Zoosporen selbst. An dem Hinterende hat die Zoospore einen scheibenförmigen, halbkugligen Chromatophor mit einem Pyrenoid und an der Seite der- Zoospores an der Vorderkante des Chromatophors befindet sich ein kleiner linienförmiger roter Augenpunkt (Taf. 1, Fig. 5). Die Zoosporen bewegen sich unter dem Deckglase nicht sehr lebhaft kommen bald zur Ruhe und befestigen sich dann gerne mit ihrem Vorder- ende an einer Wirtpflanze. Manchmal kommen die Zoosporen auch ohne sich zu befestigen zur Ruhe (Taf. I, Fig. 5c), runden sich dann 1 N. Wille, Algologische Mittheilungen I. (Pringsheims Jahrb., Bd. 18, Berlin 1897, S. 428.) 6 N. WILLLE. M.-N. KI. * etwas ab und beginnen sich mit Zellmembran zu umgeben; bei dem abgebildeten Exemplar sieht man an dem farblosen Vorderende gerade vor dem Augenpunkte einen kleinen Körper, der, seiner Lage, Gestalt und Grösse nach zu urteilen, der Zellkern sein muss. Wenn die Zoosporen sich an der Zellwand der Wirtpflanze befestigt haben, werden sie ganz rund, umgeben sich mit Zellwand, wachsen bald zur gewöhnlichen Grösse an (Taf. I, Fig. 6, 13 @) und können dann wieder Zoosporen bilden. Wenn die Bedingungen fur die Bildung von Zoosporen ungiinstig sind, wie z. B. dann, wenn sie sich einige Zeit in einer Schale mit See- wasser im Laboratorium befunden haben, so bilden sich an ihrer Stelle Aplanosporen (Taf. I, Fig. 11—14), die man also in diesem Falle fir eine unterdriickte Zoosporenbildung halten kann. ; Die Aplanosporen können sich entweder einzeln im jedem Individuum durch Zellverjiingung bilden, oder der Inhalt kann sich erst in 2—4 Teile teilen, die sich alle zu Aplanosporen entwickeln, die von einer besonderen Membran umgeben sind und bald selbständiges Wachstum aufweisen; sie werden oval oder etwas eckig und drängen sich bald aus dem Mutterindividuum heraus, welches sich auch hierbei, wie die Zoo- sporangien beim Austritt der Zoosporen, mit einem Deckel öffnet (Taf. 1, Fig. 11, 12, 13 4), auch dies spricht dafür, dass diese Aplanosporen für reduzierte Zoosporen angesehen werden müssen. Die Aplanosporen, welche bisweilen von der abgerissenen Membran der Mutterpflanze (Taf. I, Fig. 14) begleitet waren, sammelten sich in Menge auf dem Boden des Kulturgefässes an und setzten dort ihre Entwicklung ohne Ruheperiode fort, die ja im Grossen und Ganzen bei den Vermehrungsorganen der Salzwasseralgen selten vorkommt. Die Aplanosporen beginnen sich ziemlich schnell zu teilen (Taf. I, Fig. 15) und wenn sich dann durch kreuzförmige oder Tetrateilung 4 Zellen gebildet hatten, zersprang die Membran der Aplanospores in zwei Teile, ein wenig an das Abspringen des Deckels bei der Bildung von Zoosporen und Aplanosporen erinnernd. Die keimenden Aplanosporen fuhren inzwischen mit ihren Teilungen in Kreuz- oder Tetraform fort, so dass ein Palmellastadium (Taf. I, Fig. 16) mit schliesslich ziemlich kleinen Zellen eintrat. Eine weitere Entwickelung derselben konnte ich in dem Kulturgefässe nicht erzielen, aber man darf — um zu der ursprünglichen festsitzenden Form zurück- kehren zu können — wohl annehmen, dass sich bei ihnen im Natur- stande ein Schwärmstadium einstellen muss; eine geschlechtliche Genera- tion braucht ja auch nicht ausgeschlossen zu sein. 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN, I—VII. 7 Die Beschreibung der Art könnte folgendermassen gefasst werden: Sykidion Droebakense Wille n. sp. (Tab. I, Fig. 1—16). Die Individuen sind rund oder bei gegenseitigem Druck etwas eckig, aber nie gestielt, 6—9 u im Durchmesser und wachsen auf Chladophoraceen in Salzwasser. Der Chromatophor ist eine einseitige, parietale Chlorophyllplatte, die ein Pyrenoid enthält. Die Vermehrung geschieht durch Zoo- und Aplano- sporen. Die Zoosporen, welche in einer Anzahl von 2 oder 4 in jedem Individuum entstehen und oft von einer gemein- samen inneren Membran umgeben sind, sind oval mit 2 Cilien und rotem Augenpunkt. Das Zoosporangium öffnet sich mit einem Deckel. Die Zoosporen wachsen direkt zu neuen Individuen aus. Von den Aplanosporen entstehen, ı, 2 oder 4 in jedem Aplanosporangium, das sich mit einem Deckel öffnet; sie keimen sofort und bilden durch Teilung in Kreuz- oder Tetraform ein Palmellastadium, dessen weitere Schick- sale unbekannt sind. II. Über die Entwickelung von Trochiscia Kiitz. (Hierzu Taf. I, Fig. 17—41). Über die Entwickelung von Formen, die zur Gattung Trochiscia Kütz. (incl. Acanthococcus Lagerh., Glochiococcus de Toni, Déctyococcus Hansg, Kymatococcus Hansg.) hat man nur sehr wenig Mitteilungen. Kützing! bemerkt nichts über die Vermehrung bei der Trochiscia. Lagerheim? teilt über die Vermehrung beim Acanthococcus mit: «Divisio succedanea multido cellularum filialium globosarum, non aculea- tarum, in cellula matricali provenit, qua, membrana cellule matricalis in mucum conversa, liberæ fiunt. Cellule perdurantes oleosæ». Reinsch? welcher eingehend zu beweisen sucht, dass der Acantho- coccus mit den Desmidiace-Zygoten nicht identisch ist, hat auch nicht gerade viel mehr über die Enwickelungsgeschichte mitzuteilen: »Eine entwickelte und vollkommen ausgewachsene (überwinterte oder heurige) 1 F. T. Kützing, Phycologia germanica. Nordhausen. 1845, S. 129. 2 G. Lagerheim, Bidrag fill Sveriges algflora (Ofversigt af Vet. Akad. Förhandl, Stockholm 1863, S. 61). 3 P. Reinsch, Ueber das Palmellaceen Genus Acanthococcus (Bericht d. deutschen botanischen Gesellschaft. B. 4. Berlin 1886, S. 237). 8 N. WILLE. M.-N. Kl, Mutterzelle theilt sich in 8—16 Tochterzellen, Durch Zerfliessen der erhärteten Hülle werden dieselben frei und verbleiben sehr kurze Zeit aneinanderhängend verbunden. Man begegnet desshalb in grösseren Ansammlungen überaus zahlreichen kugeligen, glatten, an Palmella erinnernden Zellchen. Nach dem Zerfallen in Tochterzellen erleidet die gallertige Aussenschichte der Tochterzellen eine mannichfaltige Umbil- dung. Die Aussenschichte der jüngsten Zustände zeigt sich bei einigen» Formen ganz glatt, bei anderen sind schon Andeutungen verschieden gestalteter Prominenzen wahrzunehmen. Nach der vollständigen Aus- bildung der Aussenschichte der Tochterzellen erscheint die Oberfläche mit Warzen, Stacheln oder leistenförmigen, maschig zu sammenhängenden Prominenzen bedeckt. Die mit der charakteristischen ausgebildeten Aussenschichte bekleideten Zellen stellen den überwinternden Ruhezustand der Pflanze dare. — — — — »Jede der ausgewachsenen Zellen theilt sich bei den meisten Formen in 4 bis 8 ganz gleich grosse glatte Tochterzellen (bei anderen in 8—16). Ein vorhergehender zweitheiliger Zustand ist nicht zu beobachten«. Hansgirg!, der mit zweifelhafter Berechtigung Kützings Gattungs- namen » Trochiscia« wieder aufgenommen hat, hat über die Entwickelungs- geschichte nichts mitzuteilen. De Toni? wiederholt, was frühere Forscher über die Enwickelungs- geschichte mitgeteilt haben, mit folgenden Worten: »Propagatio plasmatis divisione succedanea; cellulæ hoc modo generat diffluentia membranæ cellulæ maternæ liberatæ contentus viridis chlorophyllaceus; cellulæ per- durantes guttulas oleosas continentes«. Soweit mir bekannt ist, hat bisher Niemand Abbildungen der Ent- wickelungsstufen bei » Trochiscia« geliefert. Anfang September 1899 fand ich in Dröbak eine neue Varietät von Trochiscia granulata (Reinsch.) Hansg., welche auf einem alten halb- verrotteten Holzstamme wuchs, der am Strande so nah am Meere lag, dass er bei etwas über mittlerem Wasserstande vom Seewasser erreicht und so abwechselnd von Salz- und Regenwasser benetzt wurde. Die Zellen hatten eine verhältnissmässig dünne, auswendig mit kleinen Höckern besetzte Membran; die Grösse schwankte zwar sehr, indessen bewegten sich die Maasse bei den meisten zwischen 15—27 u. In der 1 A. Hansgirg, Ueber die Süsswasseralgen-Gattungen Trochiscia Ktr. (Acanthococcus Lagrh., Glochiococcus de Toni) und 7etraödron Ktz. Astericium Corda, Polyedrium Nägl., Cerasterias Reinsch). (Hedwigia 1888. Heft. 5, 6. Sep, S. 1). 2 J. B, de Toni, Sylloge Algarum, Vol. 1. Patavii 1889, S. 963. 1900. No. 6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 9 Regel waren die Zellen kugelrund (Taf. I, Fig. 17), aber ab und zu konnte man auch eiförmige oder ovale Zellen antreffen (Taf. I, Fig. 23, 24), die sich aber hinsichtlich des Baues der Membran und der Gestalt der Hocker wie die runden verhielten. Ich will diese Form Trochiscia granulata (Reinsch.) Hansg. var. submarina n. var. nennen. Sie weicht deutlich von 7. kalophila Hansg. ab, die die einzige bisher bekannte Salzwasserart! ist. Der chlorophyll- führende Inhalt der Zellen war sehr dicht und schien die Oberfläche der Zelle ganz anzufiillen; bei genauerer Betrachtung zeigte sich aber, dass der Chromatophor parietal sein musste, und es fand sich oft eine unregel- mässige, aber in der Regel etwas eckige Partie, wo der Chromatophor fehlte (Taf. 1, Fig. 18, 19). Vielleicht kann dies aber als ein Teilungs- stadium gedeutet werden. Wenn man solche Stadien mit Pikrinsäure- lösung fixierte, in Wasser auswusch und dann in gewöhnlicher Weise mit Hematoxylin färbte, trat deutlich in jeder Zelle ein kleiner Zellkern und ein Pyrenoid zutage (Taf. I, Fig. 20— 22), der etwas excentrisch und daher wohl im Mittelteile des Chromatophors liegt. Ich bin daher zu der Auffassung gekommen, dass der Chromatophor bei 7rochiscia im Grossen und Ganzen am meisten mit dem Chromatophor bei verschie- denen Arten von Chlamydomonas übereinstimmt; denn er ist einseitig, wandständig, muldenförmig, hat nach hinten hin, wo das Pyrenoid liegt, 8, eine starke Verdickung, und ist weiterhin dort ausgehölt, wo der Zell- kern mit dem diesen umgebenden Protoplasma seinen Platz hat. Der Chromatophor bei diesen Trochiscia-Zellen erstreckt sich aber so weit nach vorne, dass nur ein ganz kleiner Raum von ihm unbedeckt bleibt, so dass es aussieht, als ob der Chromatophor die ganze Oberfläche einnähme. Wie bereits erwähnt war die Membran der Zellen, verglichen mit verschiedenen anderen Trochiscia-Arten, verhältnismässig dünn; aber an der Aussenseite hatte sie kleine Höcker. Bei Ölimmersion ergab sich, dass diese Höcker kurz und kegelförmig waren und von einer kleinen flachen Senkung in der Membran, welche dicht und fein geschichtet war ausgingen; diese flache Senkung war natürlich nur bei den ihrer ganzen Länge nach sichtbaren Höckern zu erkennen (Taf. I, Fig. 25, 26). Ausserhalb der eigentlichen Membran und ungefähr in derselben Höhe mit den Spitzen der Höcker, bisweilen aber auch ein kleines Stück innerhalb derselben, sah man einen vereinzelten Umriss (Taf. I, Fig. 25, 26), der nach meiner Ansicht die äussere Grenze einer dünnen Schleim- 1 Sie kommt »in margine stagnorum subsalsorum ad Auzitz prope Kralup Bohemiæe vor, (Hansg. a. a. O, S. 3). 10 Å N. WILLE. M.-N. KI. hülle sein muss oder eine Art Cuticula, welche die Trochiscia-Zellen umgiebt. Wie gesagt findet man oft, selbst bei verhåltnismåssig kleinen Trochiscia-Zellen, eine Art Spaltung des Chromatophors (Taf. I, Fig. 18, 19); bei grösseren Zellen findet man eine bedeutend weiter gehende Teilung (Taf. I, Fig. 27—30) und da kann man nicht gut zweifeln, dass man hier eine allmählich erfolgende Teilung der Zellinhaltes vor sich hat, was so bei freier Zellbildung die Bildung von Propagations- organen vorbereitet. Als ein solches Stadium (Taf. ı, Fig. 32) mit Pikrinsäure fixiert und mit Hæmatoxylin gefärbt wurde, ergab es sich dass der Zellkern sich ebenfalls geteilt hatte, so dass sich für jeden Chromatophorteil auch ein Zellkern vorfand. Auf diese Weise zerteilen sie sich da in eine grosse Menge Tochterzellen (Taf. ı, Fig. 27—30), die sich schliesslich gegen einander abrunden und dabei wohl auch Mem- brane um die einzelnen Vermehrungszellen bilden, was ich allerdings in der Mutterzelle nicht direkt beobachtet habe. So kann kein Zweifel darüber bestehen, dass diese höckerigen Tro- chiscia-Zellen als eine Art Ruhestadium aufgefasst werden müssen oder besser als ein Stadium, während dessen zuerst ein starkes Wachstum stattfindet und sich darauf auf einmal eine grosse Anzahl von Ver- mehrungszellen bildet. Solche Verhältnisse stehen ja bei den Chloro- phyceen keinesweges ohne Beispiel da. Es erheben sich nun die Fragen: 1) Wie sehen die Vermehrungs- zellen aus, welche aus den höckerigen Trochiscia-Zellen entstehen? und 2) wie entstehen dann wieder hieraus die höckerigen Trochiscia-Zellen? Obwohl ich diese Fragen nicht mit voller objektiver Sicherheit beantworten kann, glaubte ich doch meine Beobachtungen und die sub- jektiven Schlüsse, die ich nach meiner Meinung ziehen durfte, verôflent- lichen zu müssen, da dies die Aufmerksamkeit anderer auf die Sache hinlenken kann. Wie bereits früher erwähnt, geben sowohl Lagerheim wie Reinsch (a. a. O.) an, dass die aus den höckerigen 7rochiscia-Ruhezellen ent- stehenden Vermehrungszellen glatt sind. Zusammen mit den genannten höckerigen Ruhezellen von Trochiscia granulata (Reinsch) Hansg. var. submarina fand ich grosse Mengen eines Palmellastadiums vor (Taf. ı, Fig. 32—34). Ich neige sehr der Annahme zu, dass diese letz- teren teils durch Teilungen der ausgeschlüpften Vermehrungszellen der höckerigen Trochiscia-Ruhezellen entstanden sind, teils diese selbst darstellen. | Diese Palmellazellen haben einen einseitigen muldenförmigen Chro- matophor mit einem kleinen Pyrenoid und teilen sich reichlich durch 1900. No.6, STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. [—VII. I I Zweiteilungen, so dass oft Tetraden entstehen (Taf. I, Fig. 32—34), von denen aber nicht immer alle Zellen zur Entwickelung gelangen. Die Teilungen gingen dem Anscheine nach sehr rasch vor sich, so dass die Zellen nicht gerade viel Zeit hatten während der Teilungen auszuwachsen; auf diese Weise entstand eine grosse Anzahl kleiner Zellen, die anfangs dicht bei einander lagen, aber sich später, je nach dem sie wuchsen, von einander entfernten, indem sich zwischen ihnen Schleim aussonderte. Besondere Schleimhüllen um die einzelnen Tetraden waren nicht sichtbar, und es wurde auch keine Färbung vorgenommen, um solche nachzuweisen. Inzwischen ergab sich bald, dass wenn die Teilungen aufhörten, diese Tetrazellen allmählich zu grösseren kugelförmigen Zellen (Taf. I, Fig. 24—34) anwuchsen, die auf der einen Seite einen fast halbkug- ligen muldenförmigen Chromatophor mit einem Pyrenoid hatten und auf der anderen Seite eine Öffnung oder krugförmige Vertiefung im Chro- matophor aufwiesen, wo sicher der Zellkern seinen Platz hatte. Dass diese Zellen in der That aus der Trochiscia entstanden waren, ergiebt sich daraus, dass sie beim Älterwerden eine Membranskulptur auszubilden beginnen (Taf. I, Fig. 36), welche der der ausgewachsenen Trochiscia- Zellen sehr ähnlich ist. Dieses war inzwischen ebenfalls eine innere Zellstruktur, die ganz und gar der uns von verschiedenen Chlamydomonas- Arten her bekannten gleicht, und ich bezweifle umsoweniger, dass die erwähnten Tetraden und kugelförmigen Zellen Entwickelungsstadien von Chlamydomonas sind, als ich unter diesen und Trochiscia-Zellen wirklich vollentwickelte schwärmende Zellen von Chlamydomonas (Tal. I, Fig. 37) gefunden habe, sonst aber keine anderen Chlorophyceen als Pseudendoclonium submarinum n. sp., von dem später gesprochen werden soll, und Prasinocladus lubricus Kück., mit dem keine Verwechslung möglich ist. Bekanntlich kommen Chlamydomonas-Arten auch in Salz- wasser vor, z. B. Chlamydomonas Mikroplankton Reinke}, so dass auch von dieser Seite der Ansicht nichts im Wege steht, dass die Trochiscia- Arten Ruhestadien von Chlamydomonas-Formen sein können. Bereits 1895 bin ich hinsichtlich einer in Stisswasser vorkommenden Art Trochiscia zu der subjektiven Überzeugung gekommen, dass sie das Ruhestadium einer Chlamydomonas-Art darstellt. Bei einem Aufenthalte auf dem Fäforsanatorium in Gudbrandsdalen, Sommer 1895, hatte ich eine Algenprobe genommen, die ich einige Tage in einer Schale mit Wasser aufbewahrte. Anfangs wimmelte es 1 J. Reinke, Eine neue Alge des Planktons. (Wissenschaftliche Meeresuntersuchungen, Neue Folge. B, III, H, 2. Kiel 1898), 12 N. WILLE. å M.-N. Kl. in dieser Probe von einer Art Ch/amydomonas, welche lebhaft unter den übrigen fadenförmigen Algen herumschwamm; von einer Trochiscia war aber kein einziges Individuum zu sehen. Leider versäumte ich es am ersten Tage die Ch/amydomonas-Zellen der Art zu bestimmen und ge- dachte es am folgenden Tage zu thun. Ich war nun sehr überrascht, als ich ein Paar Tage später dieselbe Probe untersuchte und nun fast keine einzige schwärmende Chlamydo- monas mehr entdecken konnte, dagegen anstatt dessen eine grosse Anzahl Trochiscia-Zellen in verschiedenen Entwickelungsstadien (Taf. I, Fig. 38—40). Bei allen war der chlorophyllhaltige Inhalt sehr dicht und da ich damals keine Reagenzien zur Hand hatte, gelang es mir nicht einen Einblick in die Zellstruktur zu erhalten; doch konnte ich bei einzelnen Zellen mit Sicherheit ein Pyrenoid erkennen (Taf. I, Fig. 39). Von der Entwickelung der Membranhöcker sah man die verschie- densten Stadien (Taf. I, Fig. 38—40) und hier war bemerkbar, dass sich aussen herum ein schwacher Umriss zeigte, der nach meiner Annahme von der ursprünglichen Hülle der Ch/amydomonas-Zellen herrühren musste, die noch vorhanden war, aber dann später verschleimt sein konnte, Nach- dem diese Algenprobe längere Zeit gestanden hatte, ergab sich auch, dass die Trochiscia-Zellen an Grösse zunahmen und schwache Andeu- tungen einer beginnenden Teilung aufwiesen; weil ich aber abreisen musste, konnte ich die Entwickelung nicht weiter verfolgen. Zieht man nun in Betracht, dass die Trochiscia-Arten nach allen Kenn- zeichen zu urteilen (wie dem Aufspringen der Membran, dem dichten Chlorophyllinhalte, Öl als Reservenahrung usw.) ein Ruhestadium von Algen darstellen müssen, dass junge Trochiscia-Zellen, was den inneren Bau angeht, an Chlamydomonas erinnern, dass ich zweimal beobachtet habe, wie das Auftreten von Trochiscia-Zellen unmittelbar auf das von beweglichen Chlamydomonas-Zellen folgt, dass die Trochiscia bei freier Zellbildung Veranlassung zur Bildung einer Menge von Tochterzellen gab, denen die Höcker der Membran fehlen und dass diese (bei Trochiscia granulata (Reinsch) Hansg. var. submarina) ein Palmella- stadium durchzumachen scheinen, welches auch von verschiedenen Chla- mydomonas-Arten her bekannt ist, so scheint mir der Schluss höchst wahrscheinlich zu sein, dass die 7rochiscia-Arten wenigstens zum Teil Ruhestadien (Aplanosporen?) von Chlamydomonadineen sind. = Gänzlich sicher durch lückenlose Beobachtungen der Entwickelung einer einzelnen Zelle, ist meine Annahme allerdings noch nicht erwiesen, aber ich habe es nicht unterlassen wollen sie hier zu entwickeln, teils 1900. No.6, STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 13 weil ich sie selbst für richtig ansehe, teils weil dies die Veranlassung dazu geben kann, dass die Frage bei einer günstigen Gelegenheit durch die Kultur einzelner Zellen einer endgültigen Prüfung unterworfen wird, so dass deren Entwickelung Schritt für Schritt verfolgt werden kann; allein hierdurch kann hinsichtlich des Zusammenhörens der verschiedenen Formen innerhalb eines Entwickelungskreises ein völlig sicherer Beweis zuwege gebracht werden. III. Eine submarine Form von Prasiola crispa (Lightf.). (Hierzu Tafel I, Fig, 42—53.) Im Jahre 1891 hob Gay! als charakteristisch für die Gattung Schzzo- gonium (Kg.) Gay hervor »Chloroleucita in unaquaque cellula centralis, stellata, pyrenoide singulo instructa«. Später habe ich? nachgewiesen, dass die früher aufgestellten Gattungen Prasiola, Hormidium und Schizo- gonium vereinigt werden müssen und dass der Name Prasiola gegen- über Schézogonium das Prioritätsrecht besitzt und deshalb gebraucht werden muss. Bereits 1888 vereinigt Gay? unter seinen Schzzogonium radicans die früheren Ulothrix radicans Kg. und Hormidium murale Kg. (Phyc. gener.) und später vereinigt er (Algues vertes, 1891, S. 86) diese beiden mit mehreren anderen vermuteten Synonymen, unter welchen auch Prasiola crispa (Lightf) Menegh., zu seinem Schzzogonium crispum (Lightf) Gay, das also richtiger Prasiola crispa (Lightf.) genannt werden müsste. Zu dieser letzten Art muss die unten näher zu besprechende Form unter dem Namen P. crispa f. submarina n. form gerechnet werden. Es kann vielleicht Zweifel darüber herrschen, warum sie nicht als selb- ständige Art aufgeführt werden soll, da sie keinerlei Übergang auf- weist zu Prasiola crispa (typische Flächenform), welche auch keines- 1 F, Gay, Recherches sur le Développement et la Classification de quelques Algues vertes. Paris 1891. S. 85. 2 N. Wille, Om Færøernes Ferskvandsalger og om Ferskvandsalgernes Sprednings- maader. (Botaniska Notiser. Lund 1897. S. 31). 3 F. Gay, Sur les Ulothrix aériens. (Bulletin de la Soc, botanique de France. T. 35. Paris 1888, S. 69). 14 N. WILLE. M.-N. Kl. wegs mit ihr zusammen vorkommt. Dagegen habe ich wie viele andere oft Prasiola crispa (Flächenform) mit Hormidium murale Kg. (Phyc. gener.) zusammen gefunden und zwischen diesen kommen deutliche Übergange auch so häufig vor dass man ihre genetische Verwandtschaft nicht anzweifeln kann. Wildemanl liefert eine ausführliche Beschrei- bung mit Abbildungen von » Ulothrix radicans Kg.« und giebt besonders Aufschlüsse über das verschiedene Auftreten der Rhizoiden. Übrigens sagt er über die Entwickelung dieser Art (a. a. O. S. 15): »Le filament se dissocie; les cellules se séparent les unes des autres, s’arrondissent et prennent une forme analogue A celle des Protococcus. Ces cellules libres ainsi formées constituent-elles un autre mode de propagation? C'est là un fait que je n'ai pu établir jusqu’ icie. Gay (Ulothrix aériens S. 67) findet dass die Rhizoiden bisweilen durch eine Wand abgegrenzt sein können, aber niemals mehrzellig sind; besonders hat er den inneren Bau der Zelle untersucht, worüber er an- giebt: »Un grossissement de 700 diam. fait apercevoir dans chaque cellule un chloroleucite médian dont les bords sont frangés. Enfin l'emploi de réactifs durcissants et colorants, comme la picronigrosine, permet de raconnaitre que les choroleucites ont la forme d'étoiles irrégu- liéres A branches courtes et sont pourvus d'une amylosphèreu. Sowohl Wildeman wie Gay bemerken über die Form, welcher sie den Namen Ulothrix radicans Kg. geben, dass in den Zellen Langen- teilungen vorkommen. Im April 1898 und im September 1899 beobachtete ich an den Pfåhlen der Dröbaker Landungsbrücke die Form von Prasiola crispa (Lightf.), die ich form. submarina n. form. genannt habe. Sie wuchs hier mit Pseudendoclonium submarinum mn. sp., zusammen auf der Schattenseite am höchsten Wasserstandszeichen, so dass sie nur bei Springflut oder starkem Wellenschlag von Salzwasser benetzt werden konnte, und deshalb abwechselnd der Durchnetzung mit Salz- und Regenwasser ausgesetzt war. Die Fäden waren immer vereinzelt, sie waren weder zusammengewachsen, noch der Länge nach gespalten; ihre Breite betrug 10—12 u. In Allgemeinen waren die Zellen wenig bis um die Hälfte kürzer als die Breite betrug; man konnte aber auch Zellen finden, besonders solche, die Rhizoiden aussandten, die bedeutend länger waren als breit (Taf. I, Fig. 42—45). Das hängt wahrscheinlich me —- = 1 E. de Wildeman, Note sur deux Espèces terrestres du Genre Ulothrix, (Bulletin de la Soc. roy, de Botanique de Belgique. T. 25). Bruxelles 1886, S 11, Pl. I. 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VI. 15 mit dem Umstande zusammen, dass diese Zellen sich nicht wie die übrigen Zellen der Fadens durch Querwände teilen können. Bekanntlich enthalten die Zellen einen sternförmigen Chromatophor mit einem Pyrenoid (Taf. I, Fig. 41, 48). Nach der Fixierung der Faden mit Pikrinsäure, sorgfältigem Auswaschen in Wasser und nachträglicher Fär- bung mit Hämatoxylin tritt in jeder Zelle deutlich auch ein Zellkern hervor. (Taf. I, Fig. 45. 46%). Da das Pyrenoid die centrale Lage eingenommen hatte, hatte der Zellkern zur Seite weichen müssen und lag excentrisch in der Zelle nahe der einen Wand derselben, aber auf derselben Seite von ihr nur bei solchen Zellen, die eben durch Teilung aus einer Mutterzelle hervor- gegangen waren (Taf. I, Fig. 46). In einigen Zellen sah man auf der entgegengesetzten Seite des Zellkerns zwei kleine Körner, welche sich mit Haematoxylin ebenfalls blau färbten (Taf. I, Fig.46), deren Beschaffenheit aber nicht näher untersucht wurde, da sie vollständig den Charakter zufalliger Bild- ungen an sich trugen und vielleicht eiweisshaltiges Reservematerial darstellten. Als die Zellen mit Alkohol entfärbt und dann mit Jodlösung gefärbt wur- den, zeigte sich um das Pyrenoid herum eine deutliche blaue Zone; bei An- wendung einer sehr starken Vergrösserung (Ölimmersion) löste diese Zone sich in sehr kleine blaue Körner auf, welche die ganze Oberfläche des Pyrenoids bedeckten. So kann ich Gays Beobachtung bestätigen, dass hier wirklich Stärke als Assimilationsprodukt auftritt. Die Rhizoiden bilden sich in den Fäden mit fast regelmässigen Zwischenräumen, indem ein kurzes Rhizoid von einer Einzelzelle ausgeht (Taf. I, Fig. 43) oder zwei Nachbarzellen je ein Rhizoid bilden (Taf. I, Fig. 42). Manchmal sind auch zwei Rhizoidzellen durch eine Einzelzelle, welche kein Rhizoid bildet, von einander getrennt (Taf. I, Fig. 44). In einem einzigen Fall (Taf. I, Fig. 53) fand ich, dass sich mehrzellige Rhizoiden gebildet hatten, was von Wildeman (A. a. O. S. 16) und Gay (Not. aériens S. 72) als Kennzeichen für Praszola parietina (V auch) (= Ulothrix parietina Kg.) angegeben wird. Diese mehrzelligen Rhizoi- den enthielten in ihren Zellen einen sternformigen Chromatophor mit einem Pyrenoid und, wie man annehmen darf, dann auch wohl einen Zellkern, so dass sie mehr den Charakter von Zweigen als von Rhi- zoiden hatten, Dieses abnorme Verhalten fand ich bei hunderten von untersuchten Faden nur ein einziges Mal und zwar in der Nahe des abgebrochenen Endes eines Fadens, wahrend sonst auf dem Faden die Rhizoiden normal, einzellig waren; sonst aber habe ich ebensowenig wie Wildeman je gefunden, dass das Rhizoid durch irgend eine Wand von seiner Mutterzelle getrennt gewesen wäre, was nach Gays Angabe bisweilen der Fall sein soll. Es scheint so hieraus hervorzugehen, dass 16 N. WILLE. M.-N. KI. das Verhalten der Rhizoide einigermassen abwechseln kann und bei diesen naheverwandten Formen keinen völlig konstanten Artencharakter liefert. Die normalen Rhizoide (Taf. I, Fig. 42—44, 46) entstehen durch ein einseitiges Auswachsen der Mutterzelle, und der Chromatophor reicht in normalen Fällen ganz in das Rhizoid hinein (Taf. I, Fig. 42—44); doch geschieht dieses wesentlich durch eine einseitige Verlangerung der- selben, da das Pyrenoid dem Anscheine nach sich nicht gut weiter als bis zur Grenze von Rhizoid und Mutterzelle bewegen kann (Taf. I, Fig. 44). Bekanntlich hat Haberlandt! nachgewiesen, dass das ein- seitige Auswachsen einer Zelle zu Haaren oder ähnlichen Bildungen mit einer einseitigen Lage des Zellkernes in Verbindung steht, indem das Aus- wachsen auf der Seite vor sich geht, wo der Zellkern liegt und dass dieser nachher in die Ausbuchtung wandert und gleichsam deren Aus- wachsen bedingt. In diesem Punkte weichen bei dieser Alge die Rhi- zoide ab, denn hier habe ich nur Beispiele dafür (Taf. I, Fig. 46) beob- achtet, dass das Rhizoid von der Seite, die dem Zellkern gegenüber liegt, gebildet wird und ich habe kein Rhizoid gesehen, das Zellkerne enthielte. Inwiefern das immer zutrifft, kann ich natürlich nicht sagen, aber dies galt für alle von mir untersuchte Fälle, und ich bin geneigt anzu- nehmen, dass dies der Grund für die geringe Ausbildung dieser Rhizoide ist. An einzelnen Fäden konnten in gewissen Abständen einseitige Verdickungen der Querwände beobachtet werden (Taf. I, Fig. 47). Man kann vielleicht einen Grund finden, dies für die Folge einer Unter- drückung der Rhizoidbildung zu halten, aber sicher ist es, dass sich dadurch der Faden schliesslich in mehrere kleinere Fäden spaltet. Wie diese Spaltung vor sich geht, habe ich nicht direkt beobachtet, aber da es sich zeigt, dass die Zellen auf der einen Seite sich durch Turgor- druck gegen die Celluloseverdickung abrunden, so deutet dies darauf hin, dass eine Trennung angestrebt wird, wie man auch oft kurze Fäden sehen konnte, die vermutlich auf diese Weise gebildet wurden. Bereits Wildeman hat Vermehrungsakinete beobachtet. Diese bilden sich sicher vorzugsweise in der kalten Zeit, im Spätherbste, Winter und im Vorfrühling, da ich sie nur ganz vereinzelt im Sommer, dagegen in grossen Mengen im April 1898 angetroffen habe. Wenn die Vermeh- rungsakineten sich bilden wollen, beginnen die Einzelzellen eines Fadens sich gegeneinander abzurunden (Taf. I, Fig. 48, 52), indem die 1 G. Haberlandt, Ueber die Beziehungen zwischen Function und Lage des Zellkernes bei den Pflanzen, Jena 1887. 1900. No.6, STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN, I—VII. 17 Faden entweder aufbrechen (Taf. I, Fig. 52), so dass sie freiwerden, oder die äusseren Schichten der Zellwände zu verschleimen beginnen, so dass sie nur, wenn sie gefärbt werden, sichtbar sind (Taf. I, Fig. 48 a). Bisweilen treten gleichzeitig Teilungen des Fadens ein’ (Taf. I, Fig. 48) und die Tochterzellen können sich dann entweder gegen einander ab- runden oder es können auch zweizellige Vermehrungsakinete entstehen, was inzwischen viel seltener ist. Bisweilen stirbt auch die eine Zelle während der weiteren Entwickelung eines solchen zweizelligen Vermehr- ungsakinetes ab (Taf. I, Fig. 49). Dass die Vermehrungsakineten oft von einer Schleimhülle umgeben sind, welche daher wohl durch die Verschleimung der äusseren Membran- schichten der Mutterzelle entstehen, geht daraus hervor, dass sie leicht überall hängen bleiben und nicht leicht abgelöst. werden können, selbst dann nicht, wenn auf das Deckglas ein ziemlich starker Druck aus- geübt wird (Taf. I, Fig. 44 a). In April 1898 fand ich manchmal unter den Zormidium-Fäden Vermehrungsakineten, deren Zellinhalt in eine Anzahl ovaler Zellen (Aplanosporen) (Taf. I, Fig. 49) geteilt war. Dass dies wirklich weiter- entwickelte Vermehrungsakineten waren, ging daraus hervor, dass sich manchmal wie bei dem abgebildeten Exemplar eine zweite Zelle des Vermehrungsakinets neben dem Aplanosporangium entwickelt hatte. Später werden die Aplanosporen frei, anscheinend durch Verschleimung der Wand des umgebenden Sporangiums. Diese Aplanosporen, die so in grosser Menge entstehen und sich massenhaft zwischen den Praszola- Fäden finden, sind anfangs sehr klein, beginnen aber bald zu wachsen, so dass man sie in allen Grössen zusammen da liegen sieht (Taf. I, Fig. 50) und sie wachsen allmählich an bis sie schliesslich etwa die Dicke eines Hormidium-Fadens erreicht haben (Taf. I, Fig. 51 a, 2). Ich habe Grund zu glauben, dass diese Aplanosporen später direkt zu Prasiola-Fäden auswachsen; denn ich habe Teilungsstadien gesehen (Taf. 1, Fig. 51 c), welche im April noch ausserordentlich selten waren. Dann aber fanden sich nachher im Sommer, im Juli, viele kurze lebhaft grüne junge Prasiola-Fäden, die dicht bei einander lagen und offenbar aus Vermehrungszellen hervorgegangen waren, da sie an beiden Enden abgerundet waren und jedes Gegensatzes zwischen Spitze und Basis entbehrten: eine Differenzierung, welche erst dann bei den Prastola- Arten eintritt, wenn sie sich zu Flichenformen entwickeln. Wie man sehen wird, bestehen gewisse Übereinstimmungen zwischen der hier nachgewiesenen Bildung von Aplanosporen bei Prastola crispa (Lightf) f. submarina und der bei Prasiola mexicana J. Ag. var. Vid.-Selsk. Skrifter. 1900. M.-N. Kl. No 6. 2 18 N. WILLE. _ M.-N. KI. quitensis Lagerh., welch letztere Lagerheim beschrieben hat!; diese scheint aber nicht durch das Keimen der gebildeten Akineten zu entstehen, sondern, wenn ich richtig verstanden habe, durch Teilungen selbständiger Zellen an der Kante des Thallus. IV. Einige Beobachtungen über Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. (Hierzu Taf. I, Fig. 54—57, Taf. II, Fig. 58—63.) Kützing? stellte diese Art zuerst zur Gattung Hormidium, später? aber als erste Art in die Gattung Hormotrichum, welche verschiedene confervoide Salzwasserarten umfasst, die zum Teil zur Gattung Ulothrix, zum Teil zur Gattung Urospora gehören. Rosenvinge* hebt hervor, dass Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. öfter mit Urospora mirabilis Aresch. verwechselt worden ist, mit welcher sie oft zusammen vorkommt; wenn man die Zellstruktur nicht untersucht, sind sie auch gar nicht immer so leicht von einander zu unterscheiden, | Kützing giebt (Phyc. germ. S. 204) an, dass sein Hormotrichum mit der früher von E. Fries aufgestellten Gattung Hormiscia identisch ist, welcher Name nicht angenommen werden kann, da schon früher »unter den Schwämmen« eine Gattung Hormiscium Kze. vorkam. Was die vielen Synonymen betrifft, welche Hauck® und de Toni® unter Ulothrix flacca aufführen, so kann man mit Sicherheit davon aus- gehen, dass die von Kützing? aufgestellte Art Hormotrichum vermicu- fare Kg. nur ein Gametangienstadium von Ulothrix flacca ist; was aber die anderen betrifft, so kann kaum festgestellt werden, ob sie hierher gehören oder zu Urospora mirabilis Aresch. oder zu der Art, die ich 1 G. de Lagerheim, Ueber die Fortpflanzung von Prasiola (Ag.) Menegh. (Berichte d. deutsch. bot. Ges. B. 10. Berlin 1892, S. 370). 2 F. T. Kützing, Phycologia generalis, Leipzig 1843, S. 244. 3 F. T. Kützing, Phycologia germanica, Nordhausen 1845, S, 204. 4 L. Kolderup Rosenvinge, Grønlands Havalger. Meddelelser om Grønland, B. III, Kjobenhavn 1893, S. 935. 5 F, Hauck, Die Meeresalgen Deutschlands und Oesterreichs. Leipzig 1885. S. 442. 6 J. B. de Toni, Sylloge Algarum. Vol. I. Patavii 1889, S. 232. 7 Kützing, Species Algarum. Leipzig 1849, S. 382; Tabulæ Phycologicæ, Vol. II, Nordhausen 1853, S. 20, Tab. 64, Fig. II c—e, 1900. No.6, STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 19 nachher unter dem neuen Namen Ulothrix subflacca bespreche. Dies wäre nur durch die Untersuchung von Originalexemplaren möglich, vielleicht auch nicht einmal dann; denn die »Salzwasser-Conferven« verändern sich oft beim Trocknen so sehr, dass es nicht immer möglich ist sie in dem getrockneten Material wiederzuerkennen. Um sicher zu sein, muss man lebendes oder nach den neuen Methoden fixiertes Material der Untersuchung zu Grunde legen. Bei Dröbak kommt Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. sehr gewöhnlich auf Steinen und Felsen bei mittlerem Wasserstand um das Wasser- standszeichen herum bis zu einem Meter darunter vor, zusammen mit Baugia crispa Lyngb., Urospora mirabilis Aresch. und Ulothrix sub- flacca Wille. Besonders im April war sie reich entwickelt; sie war aber auch sonst im Sommer zu finden, allerdings in viel geringeren Mengen, so dass sie dem Anscheine nach am besten bei niedriger Temperatur gedeihen, was ja auch dazu stimmt, dass sie im nördlichen atlantischen Ozean beheimatet ist und unter anderem nach Rosenvinge! an mehreren Stellen der Küste von Grönland vorkommt. Wie bereits aus den Abbildungen von Foslie? und Rosenvinge (Grönl. Havalg., S. 935, Fig. 44) hervorgeht, haben die Fäden bei U. flacca ein ziemlich wechselndes Aussehen. Die Fäden können mehrere Cm. lang werden und ich habe in einem und demselben Faden vegetative Zellen gefunden, deren Dicke zwischen 18—30 u schwankt und die, wenn sie Schwärmzellen bilden, noch breiter werden. Rosen- vinge (Grönl. Havalg. S. 935) giebt als Grenze für die Zellbreite der Art 14—80 u an. Sehr gewöhnlich findet man, dass die Fäden durch Verschiedenheit in der Dicke der Querwände, durch Celluloseverdickung (Taf. I, Fig. 56), durch Einschnürungen des Fadens oder auch aus mehreren dieser Gründe gleichzeitig sich in Partien von einer grösseren oder kleineren Anzahl Zellen abgrenzen (gewöhnlich eine durch zwei teilbare), welche durch wiederholte Teilungen einer Mutterzelle entstanden sind. Ich habe bei Dröbak nur Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. auf Steinen und Felsen wachsend gefunden, während Rosenvinge für Grönland angiebt (Grönl. Havalg. S. 936), dass sie auch »auf verschiedenen Algen, besonders Rhodymenia palmata und Fucus vesiculosus« wachsen; das- selbe berichtet Foslie (a. a. ©. S. 145) für Finmarken. 1 L. Kolderup Rosenvinge, Gronlands Havalger, Kbh. 1893, S. 936; Deuxième Mémoire sur les Algues marines du Groenland. (Meddelelser om Gronland, B. 20. Kjøbenhavn 1898, S. 115.) 2 M. Foslie, Contributions to Knowledge of the marine Algae of Norway, I. (Tromso Museums Aarshefter. B. XII, Tromsø 1890, S. 144, Tavl. II, Fig. 1—3). 20 N. WILLE. M.-N. Kl, Bei Dröbak fand ich Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. immer durch eine Basalzelle mit stark verdickten Zellwanden befestigt, und es konnten sich, abweichend von anderen mir bekannten U/othriz-Arten, Rhizoide bilden. Diese gingen zwar wohl meistenteils subcuticular von den untersten Zellen nahe der Basalzelle aus (Taf. I, Fig. 55), aber ich habe auch extracuticuläre Rhizoide gesehen, nämlich in einem Falle, wo die Fäden abgerissen und einige Zellen abgestorben waren (Taf. I, Fig. 54 a); einige der noch lebenden untersten Zellen wuchsen da zu Rhi- zoiden aus, die an die Rhizoidbildung bei einigen Cladophoraceen erin- nern. In Fig. 55 war die innere Zellstruktur der Basalzelle zerstört und in Fig. 54 a, die nach Aufbewahrung in Pfeiffers Lösung (gleiche Teile von Formol 40 pCt., Methylalkohol und Holzessig) gezeichnet ist, wiesen die Rhizoide und die nächstliegenden untersten Zellen übrigens einen strukturlosen Zellinhalt auf, während die weiter nach oben hin liegenden Zellen desselben Fadens (Taf. I, Fig. 54 4) sämtlich einen durchaus normalen Zellinhalt besassen. Dies scheint dafür zu sprechen, dass die Basalzelle, die Rhizoide und vielleicht einige andere der dick- wandigen untersten Zellen des Fadens sich vielleicht nicht teilen oder Schwärmzellen bilden können, da sie bereits zu stark als mechanische Organe differenziert sind, deren Funktion unabhängig vom Zellinhalte ist und nur auf der Stärke der Zellwand beruht. Der Zellinhalt hat wie bei den typischen Ulothrix-Arten einen wandständigen Chromatophor, der vollständig bandförmig und nur dort etwas dicker ist, wo sich die Pyrenoide befinden, und der ferner ganz um die Zelle herumgeht, indem er nur ab und zu ein kurzes Stück an dem einen oder an beiden Enden der Zelle freilässt. Manchmal rufen die Vacuolen in dem Zellinhalte eine eigentümlich schaumförmige Struktur hervor (Taf, I, Fig. 58; Taf. II, Fig. 59). Der Chromatophor enthielt je nach der Grösse der Zellen 1—3 (vielleicht noch mehr) grosse Pyrenoide (Taf. I, Fig. 54 6—57; Taf. II, Fig. 58). Ziemlich zentral in der Zelle befindet sich an Protoplasmafäden hängend ein verhältnismässig grosser Zellkern, der einen kleinen Nucleolus enthält (Taf. II, Fig. 53—60). Hier war der Zellkern nicht so leicht von dem Pyrenoid durch Färbung mit Haematoxylin zu unterscheiden, er trat dagegen (nach Fixierung mit Pikrinsäure und Auswaschen) bei Färbung mit Boraxkarmin viel deutlicher zutage, Besonders der Kernkörper färbte sich auf diese Weise sehr intensiv, während die Pyrenoide blassrot waren und sich, wenn sie ein wenig im Wasser gelegen hatten, fast ganz entfärbten; die Farbe des Zellkernes dagegen blieb erhalten, 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 21 Rosenvinge giebt über Ulothrix flacca (Dillw.) Thur. von Grön- land (Gronl. Havalg. S. 936) an, dass sie »in den Monaten Marz—Juli mit Zoosporen gefunden wurde, dass sie aber besonders im Sommer zu fructificieren scheine«. Ich habe sie bei Dröbak nicht mit Zoosporen angetroffen, weder im April noch in Juli und August, dagegen hatte sie besonders im April eine unendliche Menge von Gameten und da diese später im Sommer fast völlig verschwinden, geht vermutlich die Bildung von Zoosporen bei ihnen noch früher im Frühling vor sich. Gametangientragende Individuen haben ein sehr charakteristisches Aussehen (abgebildet von Kützing (Tab. Phyc. B. III, Taf. 64, Fig. II c—e) unter dem Namen Hormotrichum vermiculare) mit gekriimmten oder spiralförmig gewundenen Fäden und sehr kurzen Zellen, die eine eigentümlich gelbgrüne Farbe bekommen, wenn die Gameten reif werden. Zellkern und Inhalt der Gametangien teilen sich zu wiederholten Malen hintereinander (Taf. II, Fig. 61—62) in eine grosse Anzahl kleiner Zellen, jede mit einem besonderen Zellkern (die abgebildeten braunen Partien stellen Hypochlorin dar hervorgerufen durch: die Einwirkung der Pikrinsäure), Die Gametangien öffnen sich, wie bei den übrigen U/otkrix-Arten, auf die Weise, dass sich in der Seitenwand des Gametangiums ein rund- liches Loch bildet und sie sich nun eines nach dem anderen heraus- drängen. Oft bleiben aber einige im Gametangium zurück, wo sie dann eine Zeitlang lebhaft herumschwimmen, Die Gameten sind sehr klein uud unmittelbar nach ihrem Entstehen ziemlich langgestreckt eiförmig (Taf. II, Fig. 63 a’); sie runden sich aber bald etwas ab (Taf. II, Fig. 63 a, 4) und werden dann eiförmig mit zwei langen Cilien in den farblose Vorderende, das oft schwach körnig ist und gewiss den Zellkern enthält; in dem Hinterende haben sie einen gelbgrünen Chromatophor und ungefähr in der Mitte tragen sie einen seitenständigen roten Augenfleck. Bei den Gameten zeigt sich ein schwacher Geschlechtsunterschied, indem die männlichen (Taf. II, Fig. 63 a) etwas kleiner, die weiblichen (Taf. II, Fig. 63 4) dagegen etwas grösser sind. Unter dem Deckglase geht die Kopulation nicht so häufig vor sich wie im freien Wassertropfen, aber doch in der gewöhnlichen Weise, indem die Gameten einander erst mit den Vorderende berühren (Taf. II, Fig. 63 c) und sich darauf mit den Seiten an einander legen und zusam- menzuschmelzen beginnen (Taf. II, Fig. 63 d), so dass die junge Zygote 4 Cilien und 2 rote Augenflecke trägt. Später werden die Cilien ein- gezogen (Taf. II, Fig. 63 e); die weitere Entwickelung der Zygote habe ich indessen nicht verfolgt, te te N. WILLE. M.-N. Kl. V. Uber einige neue marine Arten von Ulothrix. (Hierzu Taf. II, Fig. 64, Taf, III, Fig. 100.) Dodel-Port! hat sehr ausführlich die Entwickelung einer marinen Ulothriz-Art beschrieben, die er für ©. flacca (Dillw.) Thur. hält. Diese Bestimmung ist indessen offenbar unrichtig, denn es handelt sich um eine ganz andere Art. Hauck? stellt dieselbe zu Ulothrix sub- marina Kg., wie später de Toni? zu Ulothrix implexa Kg. Das ist aber ebenfalls unrichtig, denn wenn man sich Kützings Abbildung von Ulothrix implexa Kg. ansieht (Tab. Phycol. B. II, Taf. 94, Fig. II), so findet man, dass es sich um ganz verschiedene Arten handeln muss; ausserdem giebt Kützing (a. a. O. S. 30) auch ausdrücklich von seiner Ulothrix implexa an, dass sie »in Gräben« vorkommt. Er rechnet sie übrigens auch gar nicht zur Gattung Hormotrichum, die sonst die marinen Formen umfasst. Es ist nun zwar nicht unmöglich, dass man durch eine Untersuchung der Originalexemplare näher feststellen kann, was mit Ulothrix implexa Kg. und U. submarina Kg. gemeint ist, aber eigentlich doch nicht wahrscheinlich. Denn nach dem, was ich bei Dröbak gefunden habe, giebt es mehrere verschiedene U/othrix-Arten, welche in Salz- und Brack- wasser vorkommen, von einander aber nur in Verschiedenheiten in der Struktur des Zellinhaltes wesentlich abweichen. Da ich diese mit Sicher- heit nicht mit den von früher her bekannten Arten identifizieren kann, habe ich es für angebracht befunden denjenigen Arten, deren Entwicke- lungsgeschichte ich im folgenden beschreibe, neue Namen zu geben, 1. Ulothrix pseudoflacca n. sp. Die Fäden sind 8— 22 u. breit, unter einander frei, an Felsen, Steinen oder anderen Algen mit einer verlängerten, nach unten hin sich allmählich verschmälernden, am Ende abgerundeten Basalzelle befestigt, frei ins Wasser hinein ragend. Die Zellen 1/4 bis fast ebenso lang wie breit. Der Chroma- tophor wandständig, bandförmig, fast die ganze Länge der Zelle anfüllend, auf der einen Seite, wo ein vereinzeltes 1 A. Dodel-Port, Illustrirtes Pflanzenleben. Zürich 1883, S. 149, Fig. 28. 2 F. Hauck, Die Meeresalgen Deutschlands und Oesterreichs. Leipzig 1855, S. 441. 3 J. B. de Toni, Sylloge Algarum, V. I. Patavii 1889, S. 168, 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 23 Pyrenoid ist, stark verdickt. Die Zoosporangien mit wenigen (4—8) Zoosporen, welche oval-eiförmig sind und 4 Cilien tra- gen. Die Gameten sind oval-eiförmig mit 2 Cilien. Man kann zwei — aber kaum scharf von einander getrennte — Formen unterscheiden : form. major. Breite des Fadens 10—22 u. Auf Steinen und Felsen bei der biologischen Station zu Dröbak. form. minor. Breite des Fadens im Allgemeinen 8—16 u. Epiphytisch auf Fucus vesiculosus bei der biologischen Station zu Dröbak. Beide Formen wachsen um das Niveau des mittleren Wasserstandes herum und gehen nicht viel unter dieses hinunter. Die Fäden, welche bezüglich der Breite oft innerhalb desselben Fadens wechseln können, sind mit einer Basalzelle befestigt, die nur ein wenig länger als breit ist, nach unten hin etwas zugespitzt, am Ende abgerundet. Die Fäden ragen frei ins Wasser hinein und haben im Allgemeinen mit grösseren Zwischenräumen schwache Einschnürungen und dickere Querwände (Taf. II, Fig. 64, 65), was auf das verschiedene Alter der Teilungen hinweist. Die Zellen sind 1/4 bis eben so lang wie breit; oft findet man abgestorbene Zellen und wenn neben diesen Gametangien entstehen, so können diese eine Breite erreichen, die bis zu ein paar Malen so gross ist wie die der gewöhnlichen Fäden, indem da die erstorbenen Zellen, deren Turgor aufgehört hat, auf eine eigentümliche Weise zusammengepresst werden (Taf. II, Fig. 66). Der Chromatophor ist bandförmig und füllt meist die ganze Länge der Zelle aus, kann bisweilen an den Enden Partien frei lassen (Taf. II, Fig. 67), ist aber immer auf der einen Seite, wo ein einziges stark verdicktes Pyrenoid eingelagert ist, stark verdickt (Taf. II, Fig. 64, 65). Wegen des Pyrenoides und der grossen Dicke des Chro- matophors, wo dieses vorkommt, wird der Zellkern beiseite geschoben und hängt an Plasmafäden auf der Seite der Zelle (Taf. II, Fig. 68, 69). Die Vermehrung der Fäden geht durch Zoosporen, Gameten oder Akineten vor sich. Die Zoosporangien weichen nur wenig (Taf. II, Fig. 66 Z, 70, 71) von den allgemeinen vegetativen Zellen ab und von den Zoosporen bilden sich durch successive Zweiteilungen wenige (2—8) in jedem Zoosporangium. Es sieht so aus, als ob die Zoosporen sich vorzugsweise im Sommer bilden, da sie im Juli sehr zahlreich, im April dagegen seltener waren. Wenn sich nur zwei Zoosporen in jedem Zoosporangium bilden, können diese entweder parallell quer über dem Faden liegen oder in dessen Längsrichtung (Taf. II, Fig. 70); wo sie 24 N. WILLE. M.-N. KI. dagegen zahlreich sind, ist die Anordnung mehr unbestimmt (Taf. II, Fig. 71). Wenn sich das Protoplast zur Bildung von Zoosporen teilt, teilt sich auch das Pyrenoid, so dass jede Zoospore ein Pyrenoid be- kommt, Die Zoosporen schliipfen durch ein Loch aus, welches sich in der Mitte der Zellwand bildet; dieses Loch ist in der Regel eine der Lange nach verlaufende oder schiefe Spalte (Taf II, Fig. 70, 72), kann aber ab und zu auch rund sein. Die Zoosporen (Taf. II, Fig. 73) sind eiförmig oval und tragen 4 Cilien in dem farblosen Vorderende, wo ein kleiner Zellkern (#) zu sehen ist; der Chromatophor, welcher das Hinterende der Zoospore ausfüllt, enthält ein Pyrenoid und hat in der Mitte der Zelle oder etwas weiter nach hinten hin einen roten Augenpunkt. Die Zoosporen befestigen sich oft auf älteren Fäden derselben Art (Taf. II, Fig. 74, 75). Nach der ersten Teilung bildet die unterste Zelle eine etwas verlängerte Befestigungszelle mit ab- gerundeter Basis, ohne aber zu irgend welcher mehr hervortretender Hapterzelle auszuwachsen. Die obere Zelle liefert durch ihre Teilungen den Ansatz zum Faden selbst, in dem jede Zelle teilungsfähig ist. In einem vereinzelten Falle habe ich auch gefunden, dass die Basalzelle sich ein- mal teilte (Taf. I, Fig. 76); doch kommt dies kaum gewöhnlich vor, Die Gametangien, die in demselben Faden mit den Zoosporangien vorkommen können (Taf. II, Fig. 66g) sind besonders zahlreich im Früh- ling, im April, seltener im Sommer. Sie weichen oft bedeutend von den vegetativen Zellen ab, indem sie im Allgemeinen stark angeschwol- len sind (Taf. II, Fig. 66), was aber nicht immer der Fall ist (Taf. II, Fig. 77). Dagegen können sie von den Zoosporangien leicht durch ihre eigentümliche gelbgrüne Farbe unterschieden werden. Die Gameten, die durch Öffnungen ausschlüpfen, welche wie bei den Zoosporangien in der Regel spaltförmig sind, aber auch rund sein kön- nen, sind anfangs von einer Blase umgeben (Taf. II, Fig. 77) und treten entweder einzeln oder mehrere zusammen aus derselben heraus. An- fangs sind sie etwas langgestreckt (Taf. II, Fig. 77), nehmen aber nach- her eine rundliche Eiform an (Taf. II, Fig. 78), haben eine blassgrüne Farbe, am Hinterende einen Chromatophor mit einem Pyrenoid und etwas hinter der Mitte einen ovalen roten Augenpunkt; an dem farb- losen Vorderende tragen sie zwei lange Cilien. Bei form. minor, welche epiphytisch auf Fucus vesiculosus wächst, haben die Gameten eine etwas geringere Grösse (Taf. II, Fig. 79) als bei der Hauptform. Es findet sich kaum ein merklicher Geschlechts- unterschied, da die kopulierenden Gameten in den meisten Fällen fast immer genau dieselbe Grösse haben, Die Kopulation geht auf gewöhnliche 1900. No. 6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I— VII. 25 Weise vor sich (Taf. II, Fig. 78, 79), so dass sich Zygoten mit zwei roten Augenflecken und 4 Cilien, die später eingezogen werden, bilden. Bisweilen können die Schwärmzellen (Zoosporen und Gameten) in ihren Zoosporangien und Gametangien keimen und besonders aus solchen parthenogenetisch keimenden Gameten wachsen, wie Dodelt früher bei Ulothrix zonata (Web. et Mohr) Kg. nachgewiesen hat, sehr dünne Fäden heraus. Die Akineten bilden sich im Sommer in den oberen Regionen, wo die Alge vorkommt, und wo sie deshalb der Trockenlegung ausgesetzt ist; oft bilden sich die Akinete in dem einen Teile eines zoosporangien- führenden Fadens (Taf. II, Fig. 80). Wenn sich Akinete bilden sollen, wird der innere Teil der Membran dick, die Zellen runden sich gegen einander ab und werden durch Verschleimung des äusseren Teiles der Membran, welche dadurch leicht abbricht, frei (Taf. II, Fig. 80). Hierbei können sich entweder einzelne Akineten bilden oder mehrere können zusammenhängen. Die Akineten teilen sich später auf gewöhnlicher Weise durch Querteilungen wie im Mutterfaden und wachsen zu neuen Zellfäden aus (Taf. II, Fig. 81). Solche Teilungsstadien waren indessen selten, trotzdem dass die Akineten sehr gewöhnlich vorkamen. Vielleicht beruht das darauf, dass sie ein Ruhestadium, oder wol besser ein Zuwachs- stadium durchmachen. Ich bin geneigt diese Akineten zu erklären als Anpassung an die zufällig eintretenden Trockenperioden, denen diese Alge ja leicht aus- gesetzt ist, weil sie meist auf dem Niveau des mittleren Wasserstandes vorkommt. Die aus den Akineten hervorwachsenden Fäden besitzen keine Hapterorgane (Taf. II, Fig. 81] und können deshalb von den Wellen leicht weggeführt werden, wenn sie nicht zwischen anderen Algen hän- gen bleiben. Wahrscheinlich bilden sie bald Zoosporangien. 2. Ulothrix consociata n. sp. Die Fäden 9—25 u breit, oft wie beim Schizogonium zusam- mengewachsen, auf Steinen kriechend, woran sie mit einer ovalen, etwas verlängerten Basalzelle und sekundären Rhizoiden von den nächsten Zellen befestigt sind. Die Zellen sind Va bis fast ebenso lang wie breit. Der Chromatophor wand- ständig, auf der einen Seite, wo sich das Pyrenoid befindet, stark verdickt und von da ab schmäler werdend, so dass er 1 A. Dodel, Die Kraushaar-Alge Ulothrix zonata. (Pringsheim’s Jahrbücher für wissen- schaftl. Botanik. B. X Leipzig 1876, S. 102). 26 N. WILLE. M.-N. Kl. nicht immer den ganzen Umfang der Zellen anfüllt weder der Länge noch der Breite nach. Ein seitenständiger Zell- kern in jeder vegetativen Zelle In den Zoosporangien wenig (8) Zoosporen. Gametangien und Gameten unbekannt. Diese Alge habe ich nur im Anfang April 1898 in Dröbak gesehen, am höchsten Wasserstandszeichen auf Steinen wachsend. Als der Wasserstand im Verlaufe des Monats niedriger wurde, starb sie ganz ab, so dass ich sie später nicht mehr gesehen habe. Die Fäden, welche gewöhnlich eine Breite von 16 w hatten, aber zwischen 9—25 u schwanken konnten, sassen mit einer kurzen, fast eiförmigen Basalzelle (Taf. II, Fig. 82. 83) entweder an dem Steine oder an eigenen Fäden fest. Von den Zellen, welche der Basalzelle am nächsten liegen, können kurze einfache Rhizoide ausgehen (Taf. II, Fig. 82). Die Fäden krochen auf der Unterlage und bildeten eine dichte grüne Decke, die sehr fest an der Oberfläche der Steine haftete; sehr gewöhn- lich fanden sich zwei oder mehr Zellfåden zusammengeklebt oder -gewachsen (Taf. II, Fig. 84), was aber nicht, wie bei den Prasiola- formen, durch Längsteilung eines ursprünglich aus einer einzigen Zell- reihe bestehenden Fadens entstanden ist, sondern durch das Zusammen- wachsen ursprünglich freier Nachbarfåden. An der Spitze endeten die Fäden wie bei anderen Wothrix-Arten in eine abgerundeten Zelle (Taf. II, Fig. 85). Die Aussenwand der Fäden war ziemlich dick und hatte, ausser dort wo abgestorbene Zellen vorkamen keine deutlichen Ein- schnürungen. Die Zellen waren 1/4 bis 11/2 Mal so lang wie breit und enthielten einen bandförmigen seitenständigen Chromatophor, der nicht immer die ganze Länge der Zelle bedeckte (Taf. II, Fig. 84, 85). Der Chromato- phor ist auf der einen Seite, wo das Pyrenoid liegt, stark verdickt, wird aber nach den Seiten zu dünner, so dass er durch einen schmalen offenen Raum unterbrochen werden kann; er ist deshalb als eine gebo- gene, in der Mitte stark verdickte Chromatophorplatte aufzufassen, die ab und zu einen deutlich gelappten Umriss aufweist. Er bildet so in gewisser Hinsicht eine Mittelform zwischen dem bandförmigen wand- ständigen Chromatophor bei U/othrix und dem zentralen sternformigen gelappten Chromatophor bei Prasiola (incl. Hormidium). Mehr oder weniger seitwärts steht in der Zelle ein Pyrenoid (Taf. II, Fig. 86, 87). Abgesehen von der Basalzelle und den untersten Zellen, welche Rhizoide bilden, scheinen alle Zellen teilungsfähig zu sein. = Ich habe Zoosporangien (Taf. II, Fig. 88) mit (8) Zoosporen gesehen, habe sie aber nicht im freien Zustande beobachtet, ebensowenig ihre 1900. No.6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VIL 27 Entleerung. Dagegen fand ich in einem einzigen Falle einige rundliche Zellen, die auf der Oberfläche des Fadens festsassen (Taf. II, Fig. 89) und offenbar aus Zoosporen entstanden waren, welche zur Ruhe gelangt, sich mit Membran umgeben und zu wachsen angefangen hatten. Vielleicht kann man sich die verwachsenen Fäden daraus entstanden denken, dass solche Zellenhaufen gleichzeitig auswachsen. Gametangien und Gameten habe ich nicht gesehen, da die Alge wegen der längere Zeit andauernden Niedrigkeit des Wasserstandes abstarb und sich in den Sommermonaten, der einzigen Zeit wo ich nachher Gelegenheit hatte nach ihnen zu suchen, nicht zeigte, 3. Ulothrix subflaccida n. sp. Die Fäden 5— 26 u breit, nicht verwachsen, an Felsen und Steinen mit einer verlängerten nach unten stumpf abge- rundeten Basalzelle befestigt, frei ins Wasser hinein ragend. Die Zellen 1/2—2 (4) mal so lang wie breit. Der Chromato- phor eine gebogene wandständige Platte (abnorm mehrere in jeder Zelle), die in der Mitte verdickt ist und ein Pyrenoid enthält. In jeder Zelle ein seitlichgestellter Zellkern. In den Zoosporangien wenige (8) breit eiförmige Zoosporen mit 4 Cilien. Gametangien und Gameten unbekannt. Diese Art wächst auf Steinen und Felsen zusammen mit einer Chaetomorpha-Art, ungefähr ı Meter unter mittlerem Wasserstand, so dass sie nur bei selten eintretendem ungewöhnlich niedrigem Wasser- stande und dann natürlich nur auf eine sehr kurze Zeit trocken zu liegen kommt. Ich habe sie sowohl im April wie im Juli und August ge- funden. Die Breite der immer einzeln vorkommenden Fäden schwankt sehr (von 5—26 u); sie sind mit einer kürzeren oder längeren, nach unten nur wenig schmäleren Basalzelle (Taf. III, Fig. 90, 91, 94, 99, 100) an Stei- nen, Felsen oder Fäden von Chlorophyceen befestigt, weshalb sie frei ins Wasser hinein ragen. Rhizoiden wurden nicht wahrgenommen, vielleicht weil ich nur verhältnissmässig junge Fäden gesehen habe. Die oberste Endzelle der Fäden war abgerundet (Taf. III, Fig. 92). Die Zellen waren selten kürzer als die Breite und in der Regel 1—2 Mal, (bisweilen noch mehr) länger als breit. Die Zellwand war bei jungen Individuen (Taf. III, Fig. 90—92, 94, 98, 100) dünner als bei den oben beschriebenen Arten. Der Chromatophor ist eine wandständige gebogene Chlorophyliplatte, in der Mitte, wo ein Pyrenoid eingelagert ist, dicker, mit einer unregelmässig gelappten oder gezahnten Kante. Im Verhältnis zur Zelle ist der Chromatophor klein, so dass nur ein 28 N. WILLE. M.-N. KI. kleinerer Teil der Oberfläche der Zelle von ihm bedeckt wird (Taf. III, Fig. 90—06, 99—100). In jeder Zelle befindet sich ein stark nach der Seite hin verschobener Zellkern (Taf. III, Fig. 93). Manchmal kamen in einzelnen Fäden mehr oder weniger abnorme Zellen vor mit einer be- deutend grösseren Länge, manchmal auch Breite, und mit mehreren Chromatophoren (Taf. III, Fig. 91); ich hatte aber nicht die Möglichkeit festzustellen, ob darin auch mehrere Zellkerne — was anscheinend der Fall ist — vorkamen. Im April sah man oft Zoosporangien!; diese müssen aber auch im Sommer vorkommen, da ich im August viele junge gerade aufgekeimte Fäden gefunden habe. Wenn die Zoosporangien im Begriffe sind zu entstehen, scheinen die Fäden eine dickere Membran zu erhalten und der Zellinhalt sich etwas abzurunden (Taf. II, Fig. 94—96). Die Zoo- sporen, von denen bis zu 8 durch successive Teilungen entstehen und von einer Blase umgeben (Taf. III, Fig. 96) aus dem Zoosporangium schlüpfen, sind breit eiförmig und haben einen blassgrünen Chromato- phor mit einem Pyrenoid an dem Hinterende und 4 Cilien an dem farb- losen Vorderende (Taf. III, Fig. 97). Am Hinterende des Chromatophors befindet sich auch ein seitenständiger ovaler roter Augenpunkt. Die Zoosporen können sich auf Felsen, Steinen oder Fäden der- selben oder einer anderen Alge befestigen und wachsen zu einem neuen Faden aus (Taf. III, Fig. 90, 94— 100), indem sich offenbar die Basal- zelle, welche ja bei dieser Art wenig differenziert ist, ebenfalls, wenig- stens nach einiger Zeit, teilen zu können scheint. Gametangien und Gameten zu beobachten habe ich bisher noch keine Gelegenheit gehabt. Die Entwickelungsgeschichte der beiden letzten Arten ist also noch nicht vollständig bekannt, aber ich habe sie doch mit aufgenommen, da ich es für angebracht hielt die Aufmerksamkeit darauf zu lenken, dass sich unter dem, wie ich nachgewiesen habe, an und für sich unrichtigen Namen Ulothrix implexa Kg., wie dieser von späteren Gelehrten ge- braucht worden ist, mehrere deutlich verschiedene marine Ulotkrix-Arten verstecken. 1 Wie weit die beobachteten Zoosporangien und Zoosporen (Taf. III, Fig. 95—97) zu dieser Art gehören oder eine Art für sich bilden, kann ich zur Zeit nicht absolut sicher feststellen; aber da diese Fäden an genau derselben Stelle gefunden wurden und der Bau der Chromatophors derselbe ist, habe ich sie zu derselben Art gestellt. Ich habe dies um so eher thun dürfen, weil es mir nicht möglich war konstante Unter- scheidungsmerkmale zwischen diesen und den jungen dünnwandigen Fäden zu ent- decken, welche oft auf den mehr dickwandigen wachsen (Taf. III, Fig. 95). 1900. No.6, STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 29 VI. Über eine neue marine Chotophoracee. (Hierzu Taf. III, Fig. 101— 134.) Pseudendoclonium nov. gen. Der Thallus besteht aus einer unregelmässigen Sohle mit unregelmässig verzweigten Zellen, von denen einzelne zu einzelligen, selten mehrzelligen Rhizoiden auswachsen kön- nen; an den aufrechten Fäden fehlt die Haarspitze, sie haben aber unregelmässige Verzweigungen, welche von der Mitte der Zellen ausgehen; sie bilden oft kreuzweise geteilte Pleurococcus-ähnliche Kolonien. Die Zellen haben eine ein- seitige, wandständige Chlorophyllplatte mit einem Pyrenoid; der Zellkern liegt fast zentral. Vermehrung durch Zoo- sporen und Akineten. Die Zoosporangien sind rundlich und öffnen sich mit kurzem Halse. Die Zoosporen sind breit eiförmig mit 4 Cilien, aber ohne roten Augenpunkt. Von Akineten giebt es zwei Arten: die Vermehrungsakineten bilden sich, einzeln oder mehrere zusammen, durch das Frei- werden von Zweigzellen, welche sofort zu neuen Individuen auswachsen; ruhende Akineten mit dicken Membranen und rundlichem, gelbgrünem Zellinhalt bilden sich mehrere zusammen und sind umgeben von Schleimmassen. Gamet- angien und Gameten unbekannt. P. submarinum n. sp. Kommt bei Dröbak an Bollwerkspfählen und Holzwerk in Salz- wasser vor. Diese Alge bildete einen dicken dunkelgrünen Belag, der das blosse Auge auffallend an Pleurococcus vulgaris Menegh. erinnert. Sie kommt an den Bollwerkspfählen in Dröbak vor, teils gegen Norden und dann so, dass sie nur bei sehr hohem Wasserstand von den Wellen durch- feuchtet wird, teils an anderen Stellen des Bollwerkes, aber dort so, dass sie in der Regel unter Wasser stand und nur bei niedrigem Wasserstande trocken wurde. Sie scheint das Austrocknen sehr gut vertragen zu kön- nen, da die Zellen sich völlig lebenskräftig erwiesen, nachdem sie bei dem lang anhaltenden niedrigen Wasserstande des Sommers 1899, wo ich ihr Verhalten in den Monaten Juli, August und September studierte 30 N. WILLE. M.-N. KI. — wie friiher im April 1898 — lange Zeit hindurch eingetrocknet ge- wesen waren. Wenn man einen Querschnitt in das Holzwerk macht, auf dem sie wächst, ergiebt es sich (Taf. IN, Fig. 101—103), dass die Fäden die Tracheiden der Bollwerkspfähle dicht anfüllen; wegen des engen Raumes sind da die Teilungen der Zellen gezwungen gewisse bestimmte Regeln zu befolgen: oft bilden sich mehrere parallele Reihen der Länge nach (Taf. II, Fig. 101) oder die Zellen teilen sich nur in eine einzige Richtung, werden aber von den Wänden der umgebenden Tracheide gezwungen sich kreisförmig zu biegen, wie es bei endophytisch vorkommenden Algen oft der Fall ist. Wo die Alge nicht in Tracheiden eingeschlossen ist, die Verzweigung also frei vor sich gehen kann, ist sie viel unregelmässiger und kann fast mit den Verzweigungen bei den Gongrosira-Arten oder bei Trentepohlia umbrina (Kg.) Born! verglichen werden. Es kann nämlich jede freie Fläche einer Zelle auswachsen und durch eine Querwand abgegrenzt werden, so dass oft Tochterzellen von höchst ungleichem Aussehen ent- stehen. Bei der Zweigbildung entsteht zuerst eine Ausbuchtung mitten auf der Mutterzelle (Taf. III, Fig. 104), welche sich vergrössert und die nach der Teilung von Zellkern und Chromatophor durch eine Zellwand abgegrenzt werden kann. Bisweilen kann diese Verzweigung einseitig sein (Taf. III, Fig. 104, 105), oft geht sie aber auch nach beiden Seiten hin vor sich, oder überhaupt überallhin, wo sich ein Plätzchen für das Entstehen eines Zweiges findet (Taf. III, Fig. 106—107). So entstehen höchst unregelmässige dicht aneinandergereihte Zellkomplexe, die von einer gemeinsamen Schleimhülle umgeben sind und fast den Namen Pseudoparenchym verdienen könnten; durch einen starken Druck auf das Deckglas kann man die Zellen in diesen Komplexen auseinander drücken, so dass man einen Einblick in diese höchst unregelmässige Verzweigung erhält (Taf. III, Fig. 108). Durchgehends sind die Zellen der Alge sehr klein, so dass ihr Durchmesser im Allgemeinen 6—7 « nicht überschreitet, bisweilen aber können mehr vereinzelt grössere Zellen auftreten (Taf. III, Fig. 105) und besonders sind die Zoosporangien selbstverständlich mei- stenteils, aber nicht immer, grösser (Taf. III, Fig. 124— 126). Sehr oft treten auf den äusseren Zellverzweigungen kreuzförmige Teilungen ein, so dass man glauben könnte einen Pleurococcus vulgaris Menegh, (Taf. III, Fig. 109—112) vor sich zu haben; oft aber zeigen 1 N. Wille, Algologische Mittheilungen (Pringsheims Jahrbücher für wissenschaftl, Botanik, B, 18, Berlin 1887, Taf, XVI, Fig. 1, Taf, XXVIII, Fig. 106), 1900. No.6, STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. [—VII. 31 diese Zellen ein deutliches Bestreben zu Rhizoiden auszuwachsen (Taf. III, Fig. 114, 115) oder sie verzweigen sich auch bald, so dass eine Ver- wechselung mit der erwähnten Alge nicht gut möglich ist. Über den inneren Bau der einzelnen Zellen kann bemerkt werden, dass sie eine einseitige Chlorophyllplatte besitzen, welche etwas gebogen, wandständig und dort, wo das Pyrenoid liegt, dicker ist. Der Chroma- tophor ist so klein, dass er nur ein Teil der Oberfläche der Zelle bedeckt. In dem farblosen Teil der Zelle, wo das Protoplasma fein gekörnt ist, liegt ein Zellkern mit einem Nucleolus (Taf. III, Fig. 116). Beide konnten deutlich nachgewiesen werden, wenn das zuerst mit Pikrinsäure fixierte und darauf ausgewaschene Material mit Haematoxylin gefärbt wurde, Wurde der Chromatophor mit Alkohol entfårbt und Jod zugesetzt, so zeigte sich um das Pyrenoid eine blaue Kappe. Bei Anwendung von starker Vergrösserung (Ölimmersion) löste diese Kappe sich in unzählige kleine blaugefärbte Körner auf, so dass das Assimilationsprodukt unzwei- felhaft Stärke ist. Die geschlechtslose Vermehrung geschieht durch Bildung von Zoo- sporen und Akineten, abgesehen davon dass der ganze Zellkomplex sich leicht losreissen und mit Hilfe von Wind oder Wellen zerstreuen kann. Von Akineten giebt es zwei Arten, nämlich Vermehrungs-, und Ruheakineten. Die Vermehrungsakineten werden, wie bei Trentepohlia umbrina (Kg.) Born. auf die einfachste Weise dadurch frei, dass sich die einzelnen Zellen abrunden und bei der Spaltung der Querwände zu den Nachbar- zellen von der Vereinigung mit diesen freimachen (Taf. II, Fig. 117). Manchmal sind die Vermehrungsakineten nur von einer dünnen Wand umgeben (Taf. III, Fig. 118), welche beim Keimen durch ihre ganze Masse wächst; bisweilen können sie aber auch dicker sein und dann wird teilweise, wenn der Akinet herauswachsen soll, eine äussere Membran- schicht zersprengt (Taf. III, Fig. 119). Beim Herauswachsen der Akineten bildet sich oft sofort ein kurzer Rhizoid (Taf. III, Fig, 119, 120), der durch eine Querwand von dem oberen, mehr angeschwollenen Teile, der das wesentlichste des Chromatophors enthält, getrennt ist; in der Regel scheint sich diese obere Zelle erst durch eine Wand zu teilen, welche senkrecht zur vorhergehenden steht, so dass man drei Zellen bekommt (Taf. II, Fig. 114—115), von denen die beiden chlorophyllreichen weiter auswachsen, während sich die Rhizoidzelle nur selten und unter allen Umständen nur wenig teilt (Taf. III, Fig. 106, ı21). Bisweilen wachsen aber die Vermehrungsakineten zuerst zu kurzen Zellfäden an ohne deut- 32 N. WILLE. M.-N. Kl. lichen Rhizoid, was aber nicht gewöhnlich zu sein scheint (Taf. III, Fig. 122, 123). Für ruhende Akineten muss ich gewisse Stadien erklären, die ich auf etwas niedriger gelegenen Teilen der Bollwerkspfähle vorfand, die also nur bei niedrigem Wasserstand trocken zu liegen kamen, wie das während des langanhaltenden niedrigen Wasserstandes Ende August 1899 der Fall war. Diese ruhenden Akineten bildeten verhältnismässig kleine Kolonien von wenigen rundlichen und von ziemlich dicken Zell- wänden umgebenen Zellen (Taf. III, Fig. 133, 134); ausserdem waren die Kolonien in Schleim gehüllt, Der Zellinhalt der Ruheakineten war wenig deutlich, da die Abgrenzungen des Chromatophors wenig hervor- traten, ihre Farbe gelbgrün, an der Kante jedoch oft in eine gelbbraune Nüance übergehend (Taf. III, Fig. 133, 134); sie waren reich gefüllt mit kleinen Körnern, die gewiss eine Reservenahrung darstellen, deren Be- schaffenheit ich aber nicht näher untersucht habe. Diese Ruheakineten fanden sich meist zwischen Calothrix-Fäden und anderen blaugrünen Algen, die in lebhaftem Wachstum begriffen waren, eingebettet. Die Möglichkeit dürfte also nicht ausgeschlossen sein, dass dieses Verhältnis eine grössere Bedeutung für die Hervorrufung von Ruhe- akineten hatte, deren Keimen ich nicht beobachtet habe; sie machen dann vermutlich eine längere Ruheperiode durch, Zoosporen habe ich Ende Juli und im August gesehen, aber nicht im April; sie kamen in geringer Anzahl zu Tage, wenn man ein wenig von der Alge, nachdem sie einige Tage halbtrocken da gelegen hatte, in frisches Seewasser legte. Wegen der dichten Anhäufung der Zellen war es schwierig, die Zoosporangien im Zusammenhang mit den vegeta- tiven Zellen zu Gesicht zu bekommen; dagegen gelang es öfters losgeris- sene Zoosporangien (Taf. III, Fig. 124—126) zu finden. In einigen Fällen fand ich die Zoosporangien auch in Verbindung mit den vegeta- tiven Zellen (Taf. III, Fig. 127). Die Zoosporangien bildeten sich oft aus zwei oder mehr zusammen- hängenden Zellen, die sich abrundeten und an der Seite mit einem kurzen Halse (Taf. III, Fig. 124, 126) öffneten, an die Zoosporangien bei Gongrosira de Baryana (Rabh.)! erinnernd. Wo diese Öffnung ent- stehen sollte, war die Membran wohl meist von vorneherein angeschwollen (Taf. III, Fig. 25), was wohl die Auflösung der Zellwände erleichtert. Von Zoosporen scheinen sich wenige (4—8) in jedem Zoosporangium 1 N. Wille, Algologische Mittheilungen (Pringsheims Jahrbücher für wissenschaft- liche Botanik, B. 18, Berlin 1887, Taf, XVIII, Fig. 110, 111). 4 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 33 zu bilden, sie waren durch eine farblose schleimartige Substanz von der Wand getrennt (Taf. III, Fig. 124—127). Vermutlich entspricht dies jener Blase, die so oft mit den Zoosporen bei vielen Algen herauskommt, und es dürfte daher bei der Entleerung der Zoosporen:eine Rolle spielen, was sicher ziemlich rasch vor sich geht, da es mir trotz vielen Suchens nicht gelingen wollte es zu beobachten, obwohl ich im Präparat viele Zoosporen bemerkt habe, wenn einige Zeit verstrichen war. Die Zoosporen sind sehr klein (gewöhnlich etwa 4 w breit), breit eiförmig, mit einer kleinen Spitze an dem farblosen Vorderende, wo die 4 Cilien sitzen (Taf. III, Fig. 128, 129). Ein krugförmiger ausgehöhlter Chro- matophor mit einem deutlichen Pyrenoid nimmt das breitere Hinterende der Zoospore ein.. Sowohl das Pyrenoid wie die 4 Cilien waren am besten sichtbar, wenn man die Zoosporen vom Ende betrachtete (Taf. II, Fig. 130), wobei es sich zeigte, dass die Cilien im Kreuzform standen. Die Zoosporen schwimmen sehr lebhaft herum und umgeben sich, wenn sie zur Ruhe kommen, schnell mit einer Membran. Dabei be- festigen sich oft viele zusammen an älteren Teilen der Alge (Taf. III, Fig. 131) und beginnen auszuwachsen, indem sie sich durch eine Quer- wand (Taf. III, Fig. 132) teilen. Oft fand ich, dass die kleine farblose Spitze, die man am Vorderende der Zoosporen sah, als eine spitze Membranverdickung auf der einen Seite der keimenden Zoosporen erhal- ten blieb (Taf. III, Fig. 32), woran man ihn leicht erkennen konnte, wenn er in der richtigen Lage war. Jedoch trat dieser Membranhöcker nicht überall gleich gut erkennbar hervor; vielleicht wird er beim späteren Wachstum auch weniger deutlich. Gametangien und Gameten habe ich zwar trotz vielen Suchens nicht entdecken können, doch wage ich ihre Existenz nicht zu verneinen, da sie doch vielleicht gefunden werden könnten. Über die Verwandtschaftsverhältnisse dieser Alge können die Mei- nungen gewiss stark auseinandergehen, da ihre Entwickelung einige Berührungspunkte mit Algen aufweist, welche zu verschiedenen Gruppen gestellt worden sind. So bieten z. B. einzelne Entwickelungsstadien von Pseudendoclonium submarinum gewisse Übereinstimmungen mit Pleurastrum insigne Cho- dat! dar, andere mit Pseudo-Pleurococcus vulgaris Snow?, welchen I R. Chodat, Matériaux pour servir à l'Histoire des Protococcoidées (Bulletin de l’Herbier Boissier, T. II. Genève 1894, S. 613, Pl. 28, f. 16-45). 2 Julia W. Snow, Pseudo-Pleurococcus, nov. gen, (Annals of Botany, Vol, 13, London 1899, S. 193, Pl. XI). Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 6. 3 34 N. WILLE. M.-N. KI. inzwischen Chodat! für ein Entwickelungsstadium von Pleurococeus vul- garis Menegh. hält, womit ich aber nicht einverstanden sein kann, da der in Norwegen überall vorkommende P/eurococcus vulgaris sich mir bei lange fortgesetzter Reinkultur ebenso konstant erwiesen hat, wie Klebs das für seine süddeutschen Reinkulturen desselben vermerkt. Da Pleurastrum insigne Chod. Zoosporen mit nur zwei Cilien hat, muss Pseudendoclonium submarinum ihm bestimmt als eine eigene Gattung gegenübergestellt werden, gerade so wie die Alge wenigstens nach den bisher vorliegenden allerdings kaum für erschöpfend zu hal- tenden Untersuchungen von Pseudo-Pleurococcus, der keine Zoosporen hervorbringt, getrennt werden muss. Dass die Zoosporen bei Pseudendoclonium submarinum 4 Cilien haben, scheint am meisten auf Verwandtschaft mit Stzgeoclontum und Endoclonium hinzudeuten, von denen die Alge aber doch verschieden ist durch ihre unregelmässigere Verzweigung, durch die aufrechten Thallus- zweige, das Fehlen von haarspitzigen Thalluszweigen und durch ihr Pleurococcus-ähnliches Teilungsstadium, welch letzteres aber doch wohl am ehesten für eine Anpassung an die eigentümlichen Lebensverhältnisse dieser Alge um das Wasserstandszeichen am Meere gehalten werden muss und deshalb keinen besonders hohen systematischen Wert besitzt. Auch im inneren Bau der Zellen weist Pseudendoclonium subma- rinum verschiedentlich Berührungspunkte mit Endoclonium polymorphum Franke auf. Es ist deshalb für mich aus verschiedenen Gründen wahrscheinlich, dass Pseudendocloninm systematisch unter die Chotophoraceen zu stellen ist, als eine besonders stark reduzierte und umgestaltete Form neben Stigeoclonium und Endoclonium. VII. Über einige Rhizoclonium-Arten. (Hierzu Taf. III, Fig. 135 —137, Taf. IV, Fig. 138 —168), Die Gattung RAzzoclonium, welche Kützing? im Jahre 1843 wegen der Verzweigungsverhältnisse von Conferva und Cladophora schied, ' R, Chodat, Pleurococeus et Pseudo-Pleurococcus, (Bulletin de I'Herbier Boissier, T, VII, Genève 1899. S. 827). 2 F, T. Kützing, Phycologica generalis, Leipzig 1843, S. 261. 1900, No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. US Fi nimmt innerhalb der Familie der Cladophoraceen eine ziemlich centrale Stellung ein, so dass es manchmal mit bedeutenden Schwierigkeiten verknüpft sein kann, zwischen den Gattungen Rhzzoclonium und Clado- phora einer, und Rhkzzoclontum und Chetomorpha ‘anderseits scharfe Grenzen zu ziehen. | Wie bereits Stockmayer! hervorgehoben hat, ist es kaum möglich, den in der Verzweigung liegenden Unterschied von Cladophora scharf zu be- grenzen, da einzelne Khzzoclonium-Arten, z. B. R. pachydermum Kjellm., unter normalen Verhältnissen mehrzellige Rhizoiden tragen und andere Arten, welche normaler Weise einzellige Rhizoiden besitzen, unter gewissen Umständen mehrzellige erhalten können (Taf. III, Fig. 136, 137; Taf. IV, Fig. 138). Aber anderseits können R/zzoclonium-Arten bisweilen nur sehr schwer von Chetomorpha-Arten zu trennen sein, da einige, z. B. Rhizoclonium Kerneri Stockm. unter normalen Verhältnissen ohne die geringste Andeutung von Lateralrhizoiden vorkommen. Einzelne XÆzizoclonium-Arten können wenigstens zuweilen eine basale Hapterzelle mit korallenähnlichen Verzweigungen entwickeln. Eine solche habe ich auch gefunden und 1881 im botanischen Laboratorium zu Kopen- hagen abgebildet (Taf. III, Fig. 135): es war ein Rhzzoclonium hierogly- phicum (Kütz.) Stockm. form. typica Stockm., die sich auf einer C/ado- phora-Art befestigt hatte. Ursprünglich waren diese Algen in Montreux von Prof. Warming gesammelt worden, aber hatten lange in einem Glasgefässe kultiviert im Laboratorium gestanden. Der Unterschied zwischen einer solchen basalen Hapterzelle bei Råizoclonium und Cheto- morpha oder Cladophora dürfte unmöglich festzustellen sein. Im Grossen und Ganzen bin ich, obwohl ich keinen direkten experi- mentellen Beweis vorlegen kann, sehr zu der Annahme geneigt, dass die Rhizoidenbildung eine Einwirkung von aussen (Reiz) zu verdanken ist. Dieser kann teils ein chemischer sein, wie z. B. dann, wenn Rhzzoclonium riparium (Harv.) Stockm. auf feuchten Boden wächst und dann, was sehr gewöhnlich vorkommt, in diesen Rhizoiden hineinsendet, teils können gewiss auch mechanische Ursachen Rhizoiden zur Bildung gelangen lassen. Für letzteres spricht der Umstand, dass, ich auf der Insel Haaö bei Dröbak in einer stillen Bucht schwimmende Rk. riparium (Harv.) Stockm. ohne eine Spur von Rhizoiden gefunden habe, aber ein kleines Stück weiter draussen, wo die Wellen mehr Kraft hatten, wuchs sie auf der Strandseite unter einer Chetomorpha-Art und hatte sich da mit zahl- I S, Stockmayer, Über die Algengattung Ahzzoclonium. (Verhandlungen der k. k. zoologisch-botanischen Gesellschaft in Wien, Jahrgang 1890, S. 571). 36 N. WILLE. M.-N. KI. reichen seitlichen bald ein-, bald mehrzelligen Rhizoiden (Taf. IV, Fig. 131) an dieser angeklammert. Von besonderem Interesse war hierbei der Umstand, dass in einigen Fällen die Endzelle eines Fadens (Taf. III, Fig. 137; Taf. IV, Fig. 138) begonnen hatte sich zu Rhizoiden umzubilden; ausserdem gingen zwei- oder dreizellige von einer Zelle in der Nähe aus. Hier liegt unzweifelhaft die Annahme nahe, dass die ungewöhnlich reiche Rhizoidbildung der Bewegung zu verdanken ist, in welche die Wellen die Rhizoclonium-Fäden versetzen und womit sie sie zur Rhizoidbildung veranlassen; auf diesem Wege befestigen sie sich an den Chetomorpha- Fäden, welche mit viel kräftigeren Hapteren am Boden festsitzen. Mit den obengenannten dürfen diejenigen Hapteren nicht verwechselt werden, welche nur scheinbar als Basalzellen vorkommen und die bereits von Gay zur Sprache gebracht werden. Wie diese entstehen, erkennt man leicht an glücklichen Exemplaren (Taf. IV, Fig. 140, 141): an einem Faden, an dem einige Zellen erstorben waren, wuchs ein Hapter aus der darüber liegenden lebenden Zelle (Taf. IV, Fig. 140) heraus, der die dazwischenbefindliche Querwand wie ein Handschuhfinger eindrückt, bis schliesslich die Querwand aufbricht. Bei fortgesetztem Wachstum findet man, dass sich die Membran der erstorbenen Zelle abgelöst hat, so dass von ihr nur noch eine Kappe übrig ist, welche ein Stück über dem anscheinend ursprünglichen basalen Hapter sitzt. Späterhin kann auch diese verschwinden, besonders wenn sich nachher die Hapterzelle durch eine Querwand (Taf. IV, Fig. 142) teilt, womit jede Spur einer möglichen intercalären Entstehung verloren geht. Ähnlich war auch das Verhalten bei einer RAizoclonium-Art, welche auf einer am 18. Mai 1882 mit Prof. P. Magnus und Custos P. Hen- nings nach Mariendorf bei Berlin unternommenen Excursion mit Pleuro- cladia lacustris A. Br. wachsend gefunden wurde und die ich später längere Zeit hindurch im botanischen Institut zu Berlin in einem Glas- gefässe kultivierte. Aus einigen am 20. Juli 1882 ausgeführten hier wiedergegebenen Zeichungen geht hervor, dass diese Form, welche ich vorläufig Rhizoclonium hieroglyphicum (Kg.) Stockm. form. longiartt- culata n. form. nennen will, eine gut charakterisierte neue Varietät ist, welche sich vielleicht bei näherer Untersuchung als eine besondere Art herausstellt. Sie hatte ziemlich schmale Zellen (Breite 12—17 u), die 3—8, ja vor der Teilung sogar bis zu 12 mal so lang waren wie breit. Die verhältnismässig dünnwandigen Zellen enthielten mehrere Pyrenoide 1 F, Gay, Recherches zur J. Dével, et la Classif, de quelques Algues vertes. Paris 1891. S, 29. 1900. No. 6. STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 37 (Taf. IV, Fig. 143), aber nur einen einzigen Zellkern, der bei Färbung mit Eosin sehr deutlich zutage trat (Taf. IV, Fig. 144) und sich als sehr gross, rund und einen Kernkörper enthaltend erwies. Bemerkenswert war es auch, dass sich bei der Zellteilung welche genau so vor sich geht wie es Pringsheim! für die von ihm Conferva utriculosa genannte Art angegeben hat (welche vielleicht mit dieser RAzzoclontum-Form identisch ist) die neue Querwand nicht immer in der Mitte der Mutterzelle bildet, sondern etwas näher gegen deren einem Ende zu, so dass zwei ungleich lange Tochterzellen entstehen (Taf. IV, Fig. 145). Diese Rhzzoclontum-Form, welche ebenfalls nur im Wasser schwim- mend, aber an keinerlei Unterlage festsitzend vorkam, hatte, soweit ich sehen konnte, niemals laterale Rhizoiden, wol aber ein Basalrhizoid (Taf. IV, Fig. 146), das man sich entweder durch das Keimen der Zoo- spore gebildet denken kann, oder das nach dem Obigen sekundär entstanden sein kann, indem eine Zelle eine andere darunterbefindliche durchwächst (Taf. IV, Fig. 147), deren Reste wegsprengt und sich so zu einem Rhizoiden ausbildet. Den inneren Bau der Zellen von Rhizoclonium riparium (Harv.) Stockm. habe ich in Dröbak z. T. in den Frühlingsstadien im April 1898, z. T. in den Sommerstadien im Juli 1899 untersucht; es zeigte sich, dass die Friihlings- und Sommerstadien einige Verschiedenheiten aufwiesen. Die untersuchten Frühlingsstadien (Taf. IV, Fig. 148), welche von Husvik bei Dröbak stammen, wo sie auf dem Meeresufer zwischen Pflanzenwurzeln wachsend einen grünen Belag bildeten, waren Ruhe- stadien (Akineten), die gerade auszuwachsen begannen und eine Dicke von 25—28 u. hatten. Die Zellwand war ziemlich dick und geschichtet, der Zellinhalt dicht und es zeigte sich, dass der chlorophyllhaltige Teil nicht ganz bis zur Membran reichte, so dass eine breite Schicht von farblosem Protoplasma ausserhalb des Chromatophors blieb; daher war es ohne Färbungsmittel ziemlich schwierig eine scharfe Grenze zwischen dem Protoplasma und der verdickten Zellwand zu finden. In der Mitte der Zellen zeigten sich 2 oder 4 blasse rundliche Partien, welche die Stelle des Zellkernes bezeichneten, was aus den Zellen hervorging, die behufs des Nachweises des Zellkernes mit Farb- stoffen behandelt wurden. 1 N, Pringsheim, Untersuchungen über den Bau und die Bildung der Pflanzenzelle. Berlin 1854, S. 29, Taf. I, Fig. 15—18, 38 N. WILLE. M.-N. Kl. Der Chromatophor schien bei diesen lebenden Akineten aus un- zähligen kleinen spindelförmigen Körperchen zu bestehen, die oft S-för- mig gebogen waren und ein dunkleres grünes Netzwerk auf einer helleren, mehr gleichmässig grünen Grundfarbe, die der zylindrischen Chromatophor- platte eigen ist, bilden. Dieses dunklere Netzwerk schien oft in einer Art Spirale um die Zellen zu liegen, so dass die Spirale, wenn auch etwas undeutlich, an der einen Ecke begann und an der diametral ent- gegensetzten Ecke der Zelle aufhörte (Taf. IV, Fig. 148). In diesem Stadium waren die Pyrenoide nicht deutlich erkennbar, da sie vom Zell- inhalte verdeckt wurden. Bei Behandlung mit Pikrinsäurealkohol zog sich der Zellinhalt ein wenig zusammen (Taf. IV, Fig. 149—151) und die Struktur des Chro- matophors wurde zerstört; dagegen trat der Zellkern nach sorgfältigem Auswaschen der Pikrinsäure und Färbung mit Haematoxylin sehr deutlich zu Tage. Jede Zelle enthielt, wie sich zeigte, unter normalen Verhält- nissen zwei Zellkerne (Taf. IV, Fig. 149), aber vor der Zellteilung dehnte sich die Zelle bis zu ungefähr der doppelten Länge aus und die Zellkerne teilten sich da, ehe die Bildung der Querwand begann, so dass man in jeder Zelle 4 Zellkerne fand (Taf. IV, Fig. 150). In einer Zelle‘ sah man 3 Zellkerne, von denen zwei gerade auf gewöhnliche Weise durch Teilung entstanden waren, während der dritte sich gerade im Stadium der Teilung des Kernes befand (Taf. IV, Fig. 151); sie lag in der Zelle etwas schief und schief nach unten, so dass nur ihr oberer Teil deutlich zu sehen war. An jedem Pol traten Kernschleifen hervor (dem Anscheine nach 3, vielleicht aber 5—6, da ich nicht feststellen konnte, ob sich nicht auf der Rückseite des Zellkernes 2—3 Schleifen befanden) und in der Mitte des Zellkernes sah man zwischen den beiden Kernfiguren einen helleren Streifen. Bei der angewandten Vergrösserung war keine achro- matische Kernspindel sichtbar, aber am oberen Pol, der am besten zu sehen war, lag bis zum Zellkerne reichend ein kleines Körnchen, das vielleicht, was ich aber keinesweges bestimmt behaupten möchte, ein Centrosom sein könnte. Bei der Sommerform, die ich im Juli 1899 derselben Stelle entnahm, waren die Fäden etwas schmäler (13—15 u breit) und wiesen oft inter- calare Teilungen auf, welche durch eine den Zellinhalt successiv abschnü- rende und in zwei Tochterzellen zerlegende Ringleiste geschah. Prings- heim hat (a. a. O. S. 29, Taf. I, Fig. 15—18) diesen Vorgang bereits bei einer naheverwandten Art beschrieben und abgebildet. 3 Der Chromatophor der Zellen hatte einen in den Hauptziigen gleich gearteten, aber nicht so scharf ausgeprågten Bau wie ihm die Akineten ss ment PR 1900. No, 6, STUDIEN UBER CHLOROPHYCEEN, I—VII. 39 zeigen. Auch hier ging der Chromatophor ganz iiber die Zelle hin (war durch farblose Protoplasmaschichten von der Wand getrennt), und von diesen gingen auf der Aussenseite kurze ovale Vorspriinge aus, die als dunkelgrüne Partieen hervortraten (Taf. IV, Fig 152). Die Anzahl der Pyrenoide konnte stark schwanken, zwischen 2 bis 4 im jeder Zelle, Wenn die Zellen mit Pikrinsäure fixiert, dann ausgewaschen und schliesslich mit Bordeauxrot gefärbt wurden, traten Pyrenoide und Zell- kerne sehr deutlich hervor, da sie sich stark rot färbten; aber die Pyre- noide erkannte man leicht daran, dass sich nur der innere Teil färbte und jene daher von einem farblosen Bande umgeben erschienen. In kurzen Zellen sah man nur einen Zellkern (Taf. IV, Fig. 153, 154), in längeren fanden sich deren regelmässig zwei vor (Taf. IV, Fig. 155) und in sehr langen, die vermutlich kurz vor der Teilung standen, fand ich gewöhnlich 4 Zellkerne (Taf. IV, Fig. 156). Mehr als 4 Zellkerne in jeder Zelle habe ich bei dieser Art nie gesehen und bin deshalb zu der Annahme geneigt, dass es tür abnorm angesehen werden muss, wenn Gay 5 in einer Zelle vorfand; vielleicht bereitet sich die lange Zelle auf zwei einander rasch folgende Teilungen vor. Bei der erwähnten Behandlung der Zellen mit Pikrinsäure zieht sich das Protoplasma etwas von der Wand zurück, der Chromatophor ent- färbt sich und verliert etwas von der eigentümlichen Struktur, die er im lebenden Zustande besitzt. Das Maschennetz, welches auf diese Weise mehr oder weniger deutlich hervortritt (Taf. IV, Fig. 153—156) dürfte doch wol für den etwas kontrahierten Chromatophor gehalten werden können, indem die hervorspringenden äusseren Processe, die man bei der lebenden Zelle (Taf. IV, Fig. 148, 152) findet, nunmehr eingezogen oder wenigstens undeutlich geworden sind. Dies ist auch bei Gays Abbil- dungen des Chromatophors der Fall (a. a. ©. PI. II, Fig. 14), wo die Zellen ebenfalls fixiert und gefärbt sind. Dass indessen der Chromatophor in der That eine durchbrochene, fast wandständige Cylinderplatte ist, scheint mir die Untersuchung von abnorm vergrösserten Zellen mit schwach entwickeltem Chromatophor (Taf. IV, Fig. 157) zu bestätigen: dieser zeigte sich nämlich hier nur als ein stark reduziertes, in einer Cylinderebene liegendes Netzwerk, welches Ausläufer z. T. in derselben Ebene, z. T. ausserhalb derselben bis hin zur Zellwand, die aber nicht erreicht wird, aussendet. In 1 F, Gay, Recherches sur Devel. et Classif, de quelques Algues vertes. Paris 1891, Pike TC. 40 N. WILLE. M.-N. Kl, dieser Zelle befanden sich 2 Pyrenoide und 1 Zellkern, wurden aber vom Chromatophor verdeckt. Was das Auftreten von Stärke in den Zellen bei RAzzoclonium ripa- rium (Harv.) Stockm, betrifft, so habe ich Gays Angabe (a. a. O. PI. Il, Fig. 146) über die Bildung von Amylonherden um die Pyrenoide nicht bestätigt gefunden. Dagegen ergab sich bei chlorophyllarmen Zellen, dass Stärkekörner von verschiedener Grösse ringsum in der Zelle zer- streut lagen (Taf. II, Fig. 157), besonders in der Nähe des Vorsprungs der Chromatophors, wo sie sich zu bilden scheinen. Bei anderen ganz normalen Zellen fand ich bei der Färbung mit Jod, dass die Stärke eine periphere Schicht bildete, deren einzelne Körner oft sehr dicht zusammen lagen, aber ohne jede besondere Verbindung mit den Pyrenoiden. Bei Rhizoclonium Kerneri Stockm. weicht der Bau der Zellen in einigen Punkten von dem oben geschilderten bei R. riparium (Harv.) Stockm. ab. Die Zellen der Fäden sind im Allgemeinen länger und schmäler (Breite 10—15 u), ausserdem sind sie nicht überall gleich breit, sondern dort, wo die Querwände liegen, sind die Fäden etwas breiter, bei den jüngeren, dünneren und daran kenntlichen Querwänden etwas schmäler. Der Chromatophor hat allerdings eine ähnliche netzförmige Struktur, wie ich das für R. riparium (Harv,) Stockm. beschrieben habe, aber die Vorsprünge nach aussen scheinen an ihm zu fehlen oder wenigstens viel kürzer und darum auch weniger bemerkbar zu sein (Taf. IV, Fig. 158). Bei Fäden, welche verhungert waren, da sie einige Zeit in einem Zimmer nach Norden gestanden hatten, blieb der Chromatophor stärkefrei und hierbei zeigte sich, dass er eine Art netzförmiger Struktur hatte (Taf. IV, Fig. 161), indem dunklere Partien sich netzformig von dem wandstän- digen hellgrünen fast nirgends ganz durchbrochenen Chromatophorcylinder abhoben. In den kürzesten Zellen sah man nur einen Zellkern und ein Pyre- noid (Taf. IV, Fig. 159), in den längeren zwei Kerne und eine grössere Anzahl (2—6) Pyrenoide (Taf. IV, Fig. 159, 160). Auch hier trat die Stärke peripher als eine mehr oder weniger dicht zusammenhängende Schicht, welche nach ihrer Lage zu urteilen in keinem bestimmten Ent- wickelungsverhältnisse zu den Pyrenoiden zu stehen schien, deutlich zu Tage. In einigen Zellen konnte kein Spur von Stärke nachgewiesen werden, obwohl der Zellinhalt allem Anscheine nach unversehrt war. Bei dieser Art bilden sich Zoosporen (Taf. IV, Fig. 162—163) sehr leicht; oft werden ganze Reihen von Zellen hintereinander zu Zoospo- rangien umgebildet. In einem Zoosporangium (Taf. IV, Fig. 163) sah — 1900. No. 6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I— VII. 41 — — — man 8 fast fertige Zoosporen, die eine ziemlich unregelmässige Anord- nung aufwiesen. In einem anderen Falle fand sich ein teilweise ent- leertes Zoosporangium vor (Taf. IV, Fig. 164), welches noch einige Zoo- sporen enthielt, von denen einige im Begriffe waren ‘sich mit Membran zu umgeben, andere abzusterben. Wenn das Zoosporangium reif ist, öffnet es sich mit einem runden Loch in der Zellwand (Taf. IV, Fig 162, 163); dafür scheint die Stelle im Voraus durch einen Vorsprung, den die Zellwand an genannter Stelle trägt, bestimmt (Taf. IV, Fig. 162, 164); dies pflegt gerne entweder oberhalb oder unterhalb der Mitte der Zelle zu geschehen. Die Zoosporen sind eiförmig und tragen an der Spitze des farb- losen Vorderendes zwei ungleich lange Cilien, von denen die eine längere und dickere nach vorne, die andere, kürzere und diinnere, nach hinten gerichtet ist. In dem vorderen Ende des Chromatophors befindet sich ein ovaler, roter Augenpunkt. Bisweilen waren abnorme Zoosporen, an eine Gametenkopulation erinnernd, zu sehen; aber da diese nur zwei Cilien und einen roten Augenpunkt (Taf. IV, Fig. 165) wie die normalen Zoosporen hatten, dürften sie vermutlich durch eine unvollständige Tei- lung innerhalb des Zoosporangiums entstanden sein. Beim Keimen der Zoosporen bildet sich ein basales Endrhizoid (Taf. IV, Fig 166-168); aber da sich die Fäden durch intercalare Teilungen uud zufällige Zerreissungen sehr stark vermehren, so findet man Fäden mit Endrhizoid sehr selten. Inwiefern die Fäden ursprünglich festsitzen, kann ich nicht mit Sicherheit ausmachen, vielleicht darf die eigentümliche starke Verdickung an dem abgebildeten Rhizoid (Taf. IV, Fig. 168) als eine abnorme Entwickelung gedeutet werden, indem sie keine Gelegen- heit gehabt hatte sich zu befestigen, da dieses Exemplar nur lose zwischen den übrigen Fäden hing. Fig. N, WILLE. M.-N. Kl. Erklårung der Figuren. Tafel I. 1—16. Sykidion Dröbakense Wille nov. sp. (Alle Abbildungen sind 570 mal 4 10. vergrossert), Zelle von Cladophora crystallina (Roth.) Kg. mit 7, z. T, älteren, z. T. jürgeren festsitzenden Individuen von Sykidion Dröbakense. Zelle von Rhizoclonium Kerneri Stockm. mit 4 Individuen von Sykidion, die durch gegenzeitigen Druck eckig geworden sind, Zoosporenbildung, wobei sich in jedem Zoosporangium 2 Zoosporen bilden. Zoosporenbildung. In der Mitte 2 entleerte Zoosporangien; rechts 2 Zoosporan- gien mit je 4 Zoosporen; links erst ein Zoosporangium nach seiner ersten Teil- ung, dann eine ungeteilte Sykrdion-Zelle, Zoosporen: a) von der Seite, b) von oben gesehen, c) eine gerade zur Ruhe ge- langte Zoospore.. In dem farblosen spitzen Ende 2 Cilien, in dem abgerundeten Hinterende ein Chromatophor mit einem Pyrenoid, an der Grenze zwischen dem Chromatophor und dem farblosen Teile ein roter Augenpunkt, Junges Individuum von Sykidion, aus Zoospore entstanden, Eine Zelle von Ahizoclonium Kerner? Stockm. mit einem Individuum von Sykidion Dröbakense mit Haematoxylin gefärbt, so dass die Zellkerne (n, n) her- vortreten. Ein Zoosporangium mit 4 Zoosporen; der Deckel ist gerade aufgesprungen, Entleertes Zoosporangium mit Deckel. Geöffnetes Zoosporangium mit einer inneren Membran um die Zoosporen; diese sind ausgetreten mit Ausnahme einer einzigen, die zurückgeblieben und abnormal ausgewachsen ist, Aplanosporangium mit einer Aplanospore und einem entleerten Zoosporangium mit doppelter Membran, Aplanosporangium mit zwei herauswachsenden Aplanosporen, Faden von Ahizoclonium Kerneri Stockm. mit zwei jungen Individuen (a) von Sykidion und zwei Aplanosporangien (4), von denen das eine sich öffnet, Aplanospore und daranhängende Aplanosporangienmembran vom Boden des Kultur- gefässes. Aplanospore, im Begrifie sich zu teilen, Palmellastadium, durch Teilung von Aplanosporen entstanden, Vid Selsk. Skr MN AZ 1900, No 6. A e: BEN ® KE #7 ykidion Droebackense n.sp, 17-36 Trochisaa granulata (Reinsch.) Hansg Si 1-16, var submarina n.var, 37 Chlamydomonas sp., 38-40 Trochiscia sp:, 41-55. Prasiola erispo (Lightt) form. submarina n form, 34-57 Ulothrix Ilacca (Dill) Tur. >) 1900. No.6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I— VII. 43 Fig. 17—36. Trochiscia granulata (Reinsch) Hansg. var, submarina Wille nov var, 17. Ein Einzellindividuum im Ruhezustande (570: 1). 18, ı9. Beginnender Teilungszustand im Zellinhalte (570: 1). 20, 21, 22, Zellen mit Pikrinsäure fixiert und darauf mit Haematoxylin gefärbt, In jeder Zelle ein Zellkern und ein Pyrenoid sichtbar (570: 1). 23, 24. Selten vorkommende ovale Zellen (570: 1). 25, 26. Teil der Membran, stark vergrössert; etwa am Aussenende der Höcker ist ein einfacher Umriss einer die Zelle umgebenden Hülle sichtbar (ca. 1500: 1). 27—30. Verschiedene Teilungsstadien des Zellinhaltes (570: 1). 31, Teilungsstadium mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt, so dass 4 Zellkerne sichtbar sind (570: 1). 32—36. Palmellastadium, mit 7ochiscfa-Zellen zusammen gefunden und vermutlich durch Teilung derselben entstanden. Sie teilen sich meist in Tetraden und darauf beginnen die Zellen zu neuen 7rochiscia-Zellen auszuwachsen (Fig. 34, 35), indem der Chromatophor krugförmig wird und die Zellen endlich ihre Membransculptur (Fig. 36) zu entwickeln beginnen, gerade so wie die ursprünglichen 7rochiscta- Zellen (570: 1). 37. Chlamydomonas sp. 37. Schwärmspore, mit Trochiscia granulata (Reinsch) (Hansg.) var, submarina Wille zusammen gefunden, mit Osmiumsäure behandelt (570: 1). 38—40. Trochiscia sp. 38—40. Individuen in verschiedenen Entwickelungsstadien aus Süsswasser; vermutlich aus schwärmenden einige Zeit kultivierten Chlamydomonas-Zellen entstanden (480: 1). 41— 53. Prasiola crispa (Lightf.) Wille form, submarina Wille nov. form. 41, Ein einzelner Faden ohne Rhizoide, mit einem sternförmigen Chromatophor mit centralem Pyrenoid (570: 1). 42. Faden mit Rhizoiden von 2 Nachbarzellen ausgehend (570: 1). 43. Faden mit einem einzelnen Rhizoid (570: 1). 44. Faden mit zwei Rhizoiden, durch eine Einzelzelle von einander getrennt; an dem kurzen Rhizoid ein Vermehrungsakinet festgeklebt (570: 1). 45. Faden mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt, eine erstorbene Zelle hat homogenen Inhalt ohne Zellkern oder Chromatophor; » Zellkern, 5 Pyrenoid. 46. Faden mit Rhizoid, mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt; in der Rhizoidzelle liegt der Zellkern an der am weitesten vom Rhizoid abgelegenen Wand; p Pyrenoid, & kleines Korn (Reservestoff?), das sich mit Haematoxylin blau farbt, n der Zellkern (990: 1). 47. Faden mit Celluloseverdickung, die den Faden in kleinere Teile teilt, welche frei werden können (570: 1). 48. Bildung von Vermehrungsakineten; a) Faden mit Vermehrungsakineten, b) Ver- mehrungsakinet vom Ende aus gesehen (570: 1). 49: Bildung von Aplanosporen in der einen keimenden Zelle eines Vermehrungsaki- neten; die andere Zelle abgestorben (570: 1). 50. Aplanosporen in verschiedenem Alter (570: 1). 51 a, 6. Ganz ausgewachsene Aplanosporen; c Aplanospore in Teilung begriffen (570: 1). 52, Zellfaden mit Akineten, die dadurch frei werden, dass der Faden aufbricht (570: 1). 53. Abnormer Fall mit mehrzelligen Rhizoiden, an denen Erdteilchen hängen (570: 1). 54—63. Ulothrix flacca (Dillw.) Thur, 54 a. Unterer Teil eines Fadens mit extracuticularen Rhizoiden; der ursprüngliche Basalteil des Fadens ist abgebrochen; 5) weiter oben am selben Faden Chromato- phore und Pyrenoide zeigend. Die Zellwände sind unter dem Einfluss von Pfeiffers Conservierungsflüssigkeit stark angeschwollen (570: 1). 55. Basalteil eines Fadens mit subcuticularem Rhizoid, nach einem lebenden Exemplar gezeichnet (570: 1), 44 Fig. N. WILLE. M.-N. KI. 56. Teil eines Fadens mit zwei erstorbenen Zellen, die eine Familie von 4 Zellen — aus einer ursprünglichen Mutterzelle entstanden — begrenzen, an deren einem Ende eine eigentümliche schalenförmige Celluloseverdickung (570: 1). 57. Zellen mit einer eigentümlichen Vacuolbildung im Protoplast (570: 1). Taf. II. 58. Faden von Ulothrix flacca (Dillw) Thur,, sich zur Bildung von Gametangien anschickend; mit Pikrinsäure fixiert und mit Säurefuchsin gefärbt; » Zellkern mit Nucleolus; øp Pyrenoide (570: 1). 59. Zwei Zellen eines vegetativen Fadens, mit Pikrinsåure fixiert und mit Boraxkarmin gefårbt. Dabei treten Zellkern und Nucleolus — dieser besonders stark — hervor (685 : 1). 60. Zellen wie die vorhinerwähnten behandelt; sie hatten sich rasch geteilt, wahr- scheinlich Beginn der Gametangienbildung (685: 1). Beginnende Gametbildung. Faden mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt, Die Zellkerne sind blaugefärbt, die braunen Flecken deuten auf Hypo- chlorin (685: 1). 62. Wie die obigen behandelt; die Gametbildung fast abgeschlossen (685 : 1). 63. Gameten, einzeln und in verschiedenen Copulationsstadien mit Osmiumsäure behandelt. a‘ Gamet, unmittelbar nach dem Heraustreten aus dem Gametangium a nach Verlauf einiger Zeit, nachdem es mit der Abrundung begonnen; 4, å Ga- meten in ihrer endgültigen Form; c beginnende Copulation; 4 e weitere Copula- tionsstadien (570: 1) 64—81. Ulothrix pseudoflacca Wille nov. sp. 64. Teil eines Fadens mit Zellen von verschiedener Dicke und beginnender Gamet- angienbildung (570: 1). 65. Vegetative Zellen, von demselben Faden wie die obigen (570: 1). 66. Faden mit 2 Zoosporangien (z) und mehreren Gametangien (g, g), sowie vielen erstorbenen Zellen (570: 1), 67. Faden mit vegetativen Zellen von form, minor, auf Fucus vesiculosus L, wachsend (570: 1). 68, 69. Zellen von form. min., mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt; in jeder Zelle zeigt sich dabei ein Zellkern und ein Pyrenoid (990: 1). 70. Faden mit 4 Zoosporangien, jedes mit 2 Zoosporen (570: 1). 71. Faden mit Zoosporangien, jedes mit 6—8 Zoosporen (579: 1). 72. Entleerte Zoosporangien mit der runden oder spaltförmigen Austrittsöffnung (570: 1). 73. Zoosporen (570: 1), å 74, 75. Keimende Zoosporen nach der ersten Teilung (570:1). 76. Keimende Zoosporen, die Basalzelle hat sich geteilt (570: 1). 77. Faden mit Gametangien, von denen sich 2 gerade entleeren (570: 1). 78. Gameten und verschiedene Kopulationsstadien (570: 1). 79. Gameten und verschiedene Kopulationsstadien bei form. minor. (870: 1). 80, Bildung von Akineten in einem zoosporangienführenden Faden (570: 1). 81, Keimender Akinet (570: 1). 82—89. Ulothrix consociata Wille nov. sp. 82. Zwei Fäden, mit Basalzellen befestigt, die Bildung von sekundären Rhizoiden aufweisend (570: 1). å 83. Ein junger Faden, dessen Basalzelle auf einem Algenfaden festsitzt (570: 1). 84. Zwei verwachsene Fåden (570: 1). 85. Die Spitze eines Fadens (570: 1). e 86, 87. Ein schmälerer und ein breiterer Faden, mit Pikrinsäure fixiert und mit Hae- matoxylin gefärbt; in jeder Zelle ein Zellkern und ein Pyrenoid (990: 1), 88. Zwei Zoosporangien (570: 1) 89. Keimende Zoosporen (570: 1). 61. - TTassEeenn SAUIBSERZBI å 6 sg å == = AIS ee Me 232: pee ER ær | Tasse Se UN. 1900, NO.6. =: vi Aapaannonongennes € end» Vid. Stlsk. Ski: mao ee re ah a | Ca Wille det. 58-63 Uothrix flacca (Dillm) Thur, 64-81 Ulothrix Ba. 7. Sp. 82-89 Ulothrix consociatu n. sp | Vid. Selsk. Skr MNA. 1900 N0.6. 90-100 Vlothrix subflaccida n. sp, 101134 Psendendoclonium submarinum n genet sp, 136 Rützoclentum heroglyphicum (Kg) Stock f. ‘typica Stockm 156, 137 Rh. riparium (Hart) Stock. 1900. No. 6. STUDIEN ÜBER CHLOROPHYCEEN. I—VII. 45 Taf. IH. Fig. 90—100. Ulothrix subflaccida Wille nov. sp, go. Ein junger Faden, auf einem Algenfaden festsitzend (570.: 1), 91, 92. Basalteil und Gipfelteil desselben Fadens; am Basalteile abnorm lange Zellen mit mehreren Chromatophoren (570: 1). 93. Zellen mit Pikrinsäure fixiert und mit Haematoxylin gefärbt, so dass Zellkern und Pyrenoid sichtbar sind (570: 1). 94. Junge keimende Pflanze, auf einem sich zur Zoosporenbildung anschickenden Faden befestigt (570: 1). 95. Faden mit rundlichen Zellen, die sich zur Zoosporenbildung anschicken; in einer Zelle sind sowohl Chromatophor wie Pyrenoid geteilt, in einer anderen nur das Pyrenoid (570: 1). 96. Zoosporenbildung; 8 Zoosporen treten in einer Blase durch ein Loch in der Wand des Zoosporangiums aus (570: 1). 97. Mit Osmiumsäure fixierte Zoosporen; a, a gerade ausgetreten; 4, 6 etwas ältere und etwas kontrahierte; c Zoospore von oben gesehen (570: 1), 98— 100. Keimende Zoosporen, 101—104, Pseudendoclonium submarinum Wille nov. gen, et sp. t01— 103, Thallus in querdurchsschnittenen Tracheiden von Pinus silvestris von Boll- werkspfählen; die Zellreihen sind z, T. durch Druck auseinandergepresst (570: 1), 104—105, Einseitige Verzweigung aufrechtstehender Thallusfäden (570: 1). 106—107. Kleine Individuen, Basalsohlen mit ı—mehrzelligen Rhizoiden bildend (570: 1). 108, Thallus; darin die Zellen mit Schleim umgeben, durch Druck auseinander gepresst, so dass der Inhalt aus den Zellen hinaus gedrängt ist (570: 1). 109—115. Plewrococcus-ähnelndes Teilungsstadium in verschiedener Entwickelung z, T. mit beginnender Rhizoidbildung (570: 1). 116. Pleurococcus-ähnelndes Teilungsstadium, mit Pikrinsäure fixiert und mit Haema- toxylin gefärbt, so dass der fast centrale Zellkern zu sehen ist (990: 1), 117. Bildung von Vermehrungsakineten (570: 1). 118—120, Das Keimen der Vermehrungsakineten (570: 1). 121, Verzweigungsverhältnisse bei jungen Individuen (510: 1), 122, 123, Keimende Vermehrungsakineten, die sich nur in eine Richtung geteilt haben (570: 1). 124— 126. Losgerissene Zoosporangien, teils mit Zoosporen, teils entleert (570: 1). 127. Ein kleines Exemplar mit einem kleinen Zoosporangium (sp) an einer Zweig- spitze (510: I). 128, 129. Zoosporen (128 a, 990: ı, 128 4, circ, 700: 1, 129 Circ, 570: 1), 130, Zoosporen von oben gesehen (570: 1). 131, 132. Keimende Zoosporen (570: 1). 133, 134. Ruhende Akineten (570: 1). 135. Rhizoclonium hieroglyphicum (Kg.) Stockm, f. typica Stockm, 135. Der Basalteil mit korallenartig verzweigtem Haptere auf einer Cladophora-Zelle (480: 1). 136—142 Rhizoclonium riparium (Harv.) Stockm, 136. Faden mit einem einzelligen und einem dreizelligen gabelförmig geteilten Rhizoid (210: 1). 137. Faden mit zweizelligem Rhizoid, wo die abgerissene Endzelle ein neues Rhizoid zu bilden beginnt (210: 1). ay UN 138. Faden mit einem mehrzelligen Rhizoid; die Endzelle zu einem Rhizoid umgebildet (210: 1), 46 N. WILLE. STUDIEN Ü, CHLOROPHYCEEN. I—VII. M.-N. KI. 1900. No.6, Fig. ı39. Faden, mit einem einzelligen Hapter an eine Chætomorpha-Zelle befestigt (210: 1), 140, 141, Entwickelung eines Endrhizoides nach dem Abwerfen toter Zellen (210: 1), 142. : Endrhizoid, das sich sekundär in zwei Zellen geteilt hat; von einer Zelle weiter oben ein laterales Rhizoid (210: 1), ; 143—147. Rhizoclonium hieroglyphicum (K£g.) Stockm, form, longiarticulata Wille nov. form, 143. Zwei Zellen mit Pyrenoiden (f, 4) und einem Zellkern in jeder Zelle (480: 1). 144. Eine Zelle, deren Kern mit Eosin gefärbt war (480: 1), 145. Eine Zelle, welche im Begriff ist sich in zwei ungleich lange Tochterzellen zu teilen (480: 1), 146. Bildung eines intercalaren Endrhizoids (480: 1). 147. Endrhizoid eines Fadens (480: 1). 148—157. Rhizoclonium riparium (Harv.) Stockm. 148. Zwei lebende Akineten (im April), den Bau des Chromatophors mit einer fast wandständigen Chlorophyllplatte mit nach aussen hervorragenden kurzen spiral- förmig angeordneten Rippen zeigend, zwei Zellkerne in der obersten, 4 in der untersten Zelle (570: 1). 149-151, In Pikrinsäure fixierte und mit Haematoxylin gefärbte Zellen. Fig. 149 zeigt in jeder Zelle zwei Zellkerne; auf Fig. 150 sind in jeder Zelle 4 Zellkerne zu sehen; die Zellen stehen unmittelbar vor der Teilung; auf Fig. 151 sieht man in einer Zelle 3 Kerne, von denen der eine sich gerade teilt, so dass die Chromozom- schleifen (und vielleicht ein Centrosom?) zu sehen sind (ca. 400: 1), 152. Zelle der Sommerform mit 2 Zellkernen, 7 Pyrenoiden und einem fast wandstän- digen Chromatophor mit kurzen unregelmässig hervorragenden Rippen auf der Aussenseite (990: 1). ; 153—156. Mit Pikrinsåure fixierte und mit Bourdeauxrot gefårbte Zellen, eine wech- selnde Anzahl Zellkerne (x) und Pyrenoide (f) aufweisend, z. T. kurz vor z. T. kurz nach der Teilung der Zelle (990: 1), 157. Eine etwas abnorme Zelle mit sehr stark reduziertem Chromatophor, netzförmig mit nach aussen ragenden kurzen Rippen; ringsumher in der Zelle, besonders aber in der Nähe des Chromatophors liegen kleine Stärkekörner (570: 1). 158-168. Rhizoclonium Kerneri Stockm. 158. Vegetative Zellen in lebenden Zustande, die Verteilung des Chromatophors zeigend (570: 1). 159, 160, Mit Pikrinsäure fixierte und mit Haematoxylin gefärbte Zellen mit 1—2 Zell- kernen und einer wechselnden Zahl von Pyrenoiden (ggo: 1). 161. Verhungerte (stärkefreie) Zellen, mit den Pyrenoiden und der netzförmigen Struk- tur des Chromatophors (570: 1). 162, Faden mit einer vegetativen Zelle und 3 entleerten Zoosporangien (570: 1). 163. Entleertes Zoosporangium, sowie ein solches mit 8 Zoosporen (570: 1). 164. Zoosporangium, das seine Zoosporen nur z. T. entleert hat, (Die Öffnung ist auf der Zeichnung nicht sichtbar, befindet sich aber an dem erweiterten oberen Ende); die im Zoosporangium zurückgebliebenen Zoosporen sind teils im Begriffe der Destruktion zu verfallen, teils haben sie sich mit Membran umgeben und scheinen zu keimen anzufangen (990: 1), : 165. Abnorme Zoospore, wahrscheinlich durch unvollständige Teilung im Zoosporangium entstanden (990: 1), 166, 167. Keimende Zoosporen, (990: I). 168, Endrhizoid an einem älteren Faden (570: 1). Gedruckt am 20 Miirz 1901. ee Vid. Selsk. Skr MN tl. 1900 N°6. #1/ NWille del À ; = 5377 SEZ 158-148 Rlizoclonium, riparium (Harv) Stockm., 173-147 Rh. hierogb- phicum (iy) Stockm. form. longi-articulata n.f, 178-157 Rh rpariun (Harr) Stockm. .158-168 Rh. Kerneri Stockm Ueber den Bau und die Entwickelung Dictyosiphon foeniculaceus (Huds.) Grev. Von Sv. Murbeck. Mit 1 Tafel. Videnskabsselskabets Skrifter. Mathem.-naturvid. Klasse 1900. No. 7. Christiania. In Commission bei Jacob Dybwad. A. W. Brøggers Buchdruckerei. 1900. Vorgelegt in der Sitzung vom 12. Oct. 1900 durch N. Wille, Uber den Bau und die Entwickelung von Dictyosi- phon foeniculaceus (Huds.) Grev. Von Sv. Murbeck. Die folgende kleine Untersuchung griindet sich fast ausschliesslich auf Material, das dem Christianiaer Fjord entnommen wurde, und ist im wesentlichen wahrend eines Aufenthalts auf der biologischen Meeres- station bei Drobak im Juli und einem Teil des August 1899 und 1900 ausgeführt worden. Herrn Professor Wille, welcher der Station während der genannten Zeit vorstand und der meine Arbeit auf alle Weise unterstützt hat, möchte ich hierdurch meinen verbindlichsten Dank aussprechen. Das Wachstum. Bei den Repräsentanten der Familie Dictyosiphonaceae wird das Wachstum, bekanntlich, durch eine Scheitelzelle vermittelt, die parallel mit ihrer Basis eine Reihe von Segmenten abgliedert, in denen die Gewebe des Thallus ihren Ursprung haben. Diese bei den übrigen Braunalgen ziemlich seltene Art des Wachstums, die zuerst von Jan- czewskil und zwar gerade bei der Species, von der hier die Rede ist, nachgewiesen wurde, habe ich an Schnittserien, die mit dem Mikrotom ausgeführt waren, etwas näher verfolgen können, besonders auch mit 1 Janczewski, Obs, s. l’accroissem, du thalle d, Phéosp., p. 4. Vid.-Selsk, Skrifter M.-N. Kl. 1900. No. 7. 4 SV. MURBECK. M.-N. Kl. Rücksicht auf die Teilungen in Segmenten, die von der Scheitelzelle etwas mehr entfernt waren. Der Verlauf ist folgender (s. Fig. I und die Tafel Fig. I). Das der Scheitelzelle am nächsten liegende Segment wird durch eine longitudinale Wand in zwei Hälften geteilt (Fig. I, 5), welche kurz darauf ihrerseits durch Längswände, die rechtwinklig zu der ersten stehen, halbiert werden, sodass ein Querschnitt durch dieses oder das darunter liegende Segment das Bild eines Kreises oder einer breiten Fig. I. 4—15 circa 235: 1. Ellipse, die in vier Quadranten geteilt ist, aufweist (Fig. I, 6). Die in der Längsrichtung des Sprosses etwas gestreckten Quadrantenzellen erleiden nun eine Teilung in transversaler Richtung; infolgedessen besteht das primäre Segment aus zwei Etagen von Zellen (Fig. I, 15, wo die punktierten Linien die Grenzen der verschiedenen Primärseg- mente angeben). Jede Quadrantenzelle wird hierauf durch Wände, die entweder sämtlich gegen die zuerst entstandene axile Wand rechtwinklig stehen (Fig. I, 1 & 7) oder — weniger häufig — wie auf Fig. I, 2& 3 T900. No. We UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 5 verlaufen, longitudinal geteilt; die vier Zellen, die sich in das Centrum des Querschnitts hinein erstrecken, werden darauf durch eine Längs- wand in je eine centrale und eine peripherische geteilt. Ein Ouer- schnitt durch das fünfte oder sechste Segment von der Scheitelzelle ad gerechnet zeigt in Übereinstimmung hiermit 4 centrale Zellen, umgeben von 8 peripherischen (Fig. I, 8). Diese letzteren teilen sich bald in longitudinaler Richtung, die vier am frühesten abgegliederten zuerst und durch Wände, die rechtwinklig zu der in jedem Quadranten zuerst ent- standenen stehen (Fig. I, 8), die vier anderen etwas später und durch Wände, die mit der erwähnten parallel laufen. Ausser den 4 centralen Zellen zeigt also ein Querschnitt durch das 7. oder 8. Segment 16 peri- pherische. Die Centralzellen, deren Durchmesser sich schon jetzt ver- doppelt hat, zeichnen sich noch eine Zeit lang weiter durch grösseres Lumen als das der übrigen Elemente aus, Teilungen treten in ihnen überhaupt nicht, weder in radialer noch in tangentialer Richtung ein [in transversaler Richtung teilen sie sich nur ein einziges Mal, nämlich gleichzeitig mit der Entstehung von vier Etagen von Oberflächenzellen, d. h. schon im 5. oder 6. Primärsegment (Fig. I, 15)|. Sehr bald weichen sie etwas auseinander, wodurch ein Intercellularraum entsteht, der den Anfang des centralen Hohlraumes der Pflanze bildet (Fig. I, 9— 14). In den 16 peripherischen Zellen treten nun gleichzeitig damit, dass die centralen sich in die Längsrichtung erstrecken und ihr Lumen noch mehr erweitern, Teilungen durch transversale, tangentiale! und radiale Wände ein. Bald findet man also an einem Querschnitt die 4 centralen Ele- mente von zwei Zellenschichten umgeben (Fig. I, 11), von denen die innere aus ungefähr 16 Zellen? besteht, von welchen jede einzelne durch eine der ebenerwähnten Oberflachenzellen abgegliedert ist; wenn sich die Zahl dieser letzteren — Hand in Hand hiermit oder kurz nachher — durch radiale Teilungen ungefähr verdoppelt hat, setzt sich nach innen noch eine Schicht ab (Fig. I, 12); nach dieser entsteht auf dieselbe Weise eine dritte, vierte und fünfte, während in der äussersten Lage stets auch radiale und transversale Teilungen eintreten. Die Zellen der 1 Die ersten Teilungen in tangentialer Richtung, die übrigens sehr oft schon eintreten, wenn die peripherische Schicht aus ı2 Zellen besteht, scheinen, falls die erste Teilung der vier Quadrantenzellen nach dem gewöhnlicheren Schema vor sich gegangen ist (Fig. I, ı), konstant die vier Oberflächenzellen zu treffen, welche durch die in jedem Primårsegment am frühesten entstandene axile Wand begrenzt werden (Fig. I, 10). Die Zahl wird oft etwas reduziert befunden, was zum Teil darauf beruht, dass 2—4 von den ı6 Oberflächenzellen, die zu der obersten Etage eines Primärsegmentes ge- hören, regelmässig zu Haaren auswachsen (vgl. S. ı7) statt nach innen Zellen abzuson- dern. [9 6 SV. MURBECK M.-N. Kl. Schichten, die sich auf diese Weise nach innen absetzen, verbleiben ebenso wie die 4 Centralzellen ungeteilt, und alle Neubildung geht folg- lich von den Zellen der Oberflächenlage aus vor sich!, — Nicht unwe- sentlich anders verhält sich, nach Reinke?, Dictyosiphon Chordaria Aresch., meines Wissens die einzige Art innerhalb der Gattung, deren Wachstum etwas mehr im Einzelnen untersucht worden ist, indem bei ihr die vier Centralzellen »zahlreiche radiale, hier und da auch einige tangentiale Zelltheilungen« eingehen. Die erste axile Wand, die in einem von der Scheitelzelle soeben abgegliederten Segment entsteht, liegt nicht in derselben vertikalen Ebene wie die entsprechende Wand in dem Segment unmittelbar dar- unter. An geradlinigen Querschnittserien, die in parallelen Reihen auf den Objektträger aufgeklebt waren, habe ich dies nicht nur in Bezug auf die beiden obersten Segmente, sondern leicht genug auch ein Stück- chen weiter nach unten in den Sprossspitzen® konstatieren können, dadurch nämlich, dass die erste axile Wand mit dem grössten Durch- messer der etwas ellipsenförmigen Querschnitte zusammenfällt. Die Dre- hung, welche die erwähnte Wandebene in einem nächstjüngeren Segment macht, ist indess recht variabel, indem sie einem Winkel von 30° bis 90° entspricht; sogar die Richtung, in welcher sie ausgeführt wird, wech- selt offenbar. Diese erste Lage der Wandebene oder (mit anderen Worten) die Richtung, in welcher die erste Kernteilung in einem Seg- ment vor sich geht, ist, wie weiter unten (S. 18) gezeigt werden soll, bestimmend für die Orientierung der am frühesten angelegten Trichome auf dem Spross. Die Verzweigung. Die Äste entstehen dadurch, dass eine von den Öberflächenzellen des Sprosses sich in Form eines halb aufwärtsgerichteten, gerundet- kegelförmigen Vorsprungs über die Thallusoberfläche erhebt und sich darauf rechtwinklig zu ihrer Längsrichtung in eine niedere Zelle, die sich 1 Vgl. jedoch die S, 20—22 besprochenen Hyphenbildungen. 2 Reinke: Algenfl, d. westl, Ostsee, deutsch. Anth., p. 64. 3 Noch weiter nach unten kann man durch später eintreffende Torsionen leicht irre- geführt werden (s, S. 16), 1900. No. Mo UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 7 ebenso wie die Segmentzellen des Hauptsprosses verhalt, und in eine obere, die in derselben Weise wie die Scheitelzelle dieses letzteren parallel mit ihrer Basis neue Segmente abgliedert, teilt. Hinsichtlich der Anordnung der Äste kann ich mich darauf beschrän- ken, die Beobachtungen, welche Janczewski! mitteilt, anzuführen: »La ramification de la fronde n’ obeit a aucune regle; les rameaux naissent A une di- stance considerable du som- met du thalle et ne depen- dent nullement de sa cellule terminale — — — Quoique Fag, 122 Lange 3'717; Breite 3001. généralement les rameaux se développent dans l’ordre acropète, cependant, parmi les développés on en trouve, et de tout jeunes, qui sont pour ainsi dire adventifs«. Obenstehende Figur, die mit Hilfe einer langen Serie von Mikrotomschnitten konstruiert ist, mag als Illustration der Anordnung der Aste auf einer Strecke eines unver- sehrten Hauptsprosses über dessen Mitte dienen. Sie giebt sowohl die vertikalen wie die horizontalen Abstände zwischen den Insertionspunkten mit ziemlicher Genauigkeit wieder, da sämtliche Schnitte dieselbe Dicke hatten und in geradlinigen, unter einander parallelen Reihen auf die Objekträger aufgeklebt werden konnten. Die kräftigsten Äste sind durch grössere Ringe, die zuletzt hervorgekommenen, schwächeren, durch Punkte bezeichnet. Der Thallushohlraum. Ungefähr zu der Zeit, wo an einem Querschnitt durch eine Spross- spitze die Zahl der Oberflachenzellen 16 oder 32 beträgt, fangen die vier Centralzellen an, etwas auseinander zu weichen, sodass im Centrum des Sprosses ein kleiner viereckiger Intercellularraum entsteht (Fig. I, 9—11). Dieser erweitert sich immer mehr, wird aber eine Zeit lang gleichwohl ausschliesslich von den vier Centralzellen begrenzt, da nämlich 1 Janczewski: Obs, s. l’accroissem, du thalle d. Phéosp., p. 4. 8 SV. MURBECK. M.-N, KI. auch diese während der Zeit beträchtlich an Umfang gewonnen haben (Fig. I, 12 & 13). Die Dimensionen des Intercellularraumes vergrössern sich indess immer noch mehr, sodass man weiter unten in den Ästen und dem Hauptspross einen axilen Hohlraum trifft, dessen Durchmesser gewöhnlich beinahe ein Drittel von dem des Querschnittes ausmacht. Der Hohlraum wird dort nicht nur durch die Centralzellen, sondern zum grössten Teil durch weitlumige, dickwandige Elemente begrenzt (Tafel Fig. 4), die zu dem während der Zeit ausgebildeten eigentlichen Lei- tungs- und Festigkeitsgewebe gehören. (Der Anfang dieses Stadiums wird durch Fig. I, 14 repräsentiert). In dem unteren Teil des Haupt- sprosses und der stärkeren Äste vergrössert sich der Durchmesser des Hohlraumes gewöhnlich noch etwas, was darauf beruht, dass die Central- zellen zuletzt kollabieren und absterben, was übrigens auch mit dem einen oder anderen der übrigen Elemente, die an der Begrenzung des- selben teilnehmen, geschehen kann. Der Hohlraum, der nach dem oben Gesagten im grossen und ganzen schizogen ist, bekommt also zuletzt, wenigstens in Bezug auf die Zellen, die ihn am frühesten begrenzt haben, eine lysigene Ausbildung. In dem untersten Teil des Hauptsprosses verengt er sich ziemlich schnell und hört gewöhnlich einige mm. über dem Befestigungspunkt des Individuums auft, Die Entstehung und Ausbildung des Thallushohlraums erklärt sich leicht dadurch, dass das Wachstum in der äussersten Zellenschicht auch an älteren Thallusteilen im Zusammenhang mit den wiederholten Zell- teilungen in derselben fortdauert. Der Kreis, welchen diese Zellenschicht bildet, erweitert sich in Folge dessen beständig, und zur Teilnahme an der Erweiterung werden offenbar auch die inneren Gewebeschichten gezwungen. Die Zellen, welche die innerste Schicht des Thallus zusam- mensetzen, d. h. die vier Centralzellen, sind indess die am frühesten aus- gebildeten, und ihre Fähigkeit, sich in erforderlichem Masse auszudehnen, hört in Übereinstimmung damit früher auf als bei den Zellen des unmittelbar davorliegenden Zellenkreises; sie werden deshalb bald genug aus ihrem gegenseitigen Zusammenhang herausgerissen und folgen dann isoliert von einander? diesem letzterwähnten Zellenkranz, während dieser nach aussen rückt. — Bei Dictyosiphon Chordaria sollen sich nach Reinkes 1 Bisweilen ist er in dem ganzen Thallus sehr eng; ausnahmsweise kann er sogar fehlen, in diesem Falle lassen sich die vier Centralzellen kaum von den umgebenden unter- scheiden, Bei der Form flacefdus Aresch. ist der Hohlraum dagegen sehr weit, = ? Dass die Centralzellen unter solchen Verhältnissen zuletzt kollabieren und sich auflösen, erscheint leicht erklärlich, 1900. No. 7. UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 9 Darstellung! die Verhältnisse anders gestalten. Reinke sagt: «Die Subcorticalschicht folgt durch radiale Zelltheilung, zugleich unter Auf- treten von Quertheilungen, der Ausdehnung der Centralzellen — — —«. Die Ausdehnung der Centralzellen würde also dort das Primäre sein. Dies setzt jedoch aktive Spannung in den centraleren Thallustheilen, passive in den peripherischen voraus, und da derartige Spannungsverhältnisse bei den Meeresalgen niemals vorzukommen scheinen (vgl. S. 14), fällt es mir schon aus dem Grunde schwer, die erwähnte Darstellung für korrekt zu halten. Der Thallushohlraum ist mit Wasser gefüllt. Ob er eine specielle Aufgabe hat, will ich dahin gestellt sein lassen. Das Leitungs- und Festigkeitsgewebe. Die Anlage dieses Gewebes beginnt mit der Entstehung der vier Centralzellen, ungefähr im fünften oder sechsten Segment unter der Scheitelzelle (Fig. I, 8). Auf die oben (S. 5) beschriebene Weise glie- dern die umgebenden Oberflächenzellen, nachdem sich ihre Zahl durch radiale Wände verdoppelt hat, eine aus ungefähr ı6 Zellen bestehende Schicht über den Centralzellen ab (Fig, I, 11). Dann lagert sich über dieser eine andere, darauf eine dritte und vierte Schicht ab; sämtlich entstanden infolge tangentialer Teilungen der Oberflachenzellen, nach- dem diese jedesmal durch radiale Wände sich verdoppelt haben, woraus folgt, dass an einem Querschnitt eine jede der erwähnten Schichten aus ungefähr doppelt so viel Elementen als die nächstinnere aufgebaut erscheint (Fig. I, 13 & 14). In den einmal abgesetzten Schichten kom- men dagegen keine Zellteilungen vor. Zusammen mit den Centralzellen bilden diese 4 (zuletzt bisweilen 5) Zellenschichten, die sich übrigens wegen der Form der Zellen nicht scharf von einander unterscheiden lassen, das Leitungs- und Festigkeitsgewebe der Pflanze. Querschnitte durch dieses Gewebe (Tafel Fig. 3 & 4) zeigen ge- rundete Zelllumina, die von den inneren Schichten nach den äusseren zu an Grösse abnehmen?; Intercellularräume fehlen vollständig, An 1 Reinke: Algenfl. d. westl, Ostsee, p. 64. 2 Ehe das Gewebe völlig ausgebildet ist, haben die Centralzellen den grössten Durch- messer (Fig. I, 11—13; Tfl. Fig. 2). 10 SV. MURBECK. M.-N. Kl. radialen Längsschnitten (Tfl. Fig. 5) zeigen die Elemente cylindrische Formen, um so weniger langgestreckt, je mehr man sich der Oberfläche des Sprosses nähert: während die Länge der Centralzellen schliesslich ungefähr 30—40 Mal grösser ist als der Durchmesser, wird das Ver- hältnis zwischen Länge und Durchmesser in der direkt umgebenden Schicht ungefähr (15 bis 30) : 1, in der darauf folgenden (6 bis 10) : 1, usw., und in der äussersten mit hierhergerechneten Zellenlage, die histologisch und physiologisch eher den Übergang zu dem Assimilations- gewebe bildet, werden die Elemente sackförmig oder sogar rundlich ellipsoidisch, usw. Die Querwände der langgestreckteren Elemente stehen gewöhnlich schräg, seltener horizontal. — Die Zellwände zeigen, wie bei anderen Braunalgen!, eine stark wasserhaltige und nach Behandlung mit Alkohol deshalb äusserst verdünnte?, im übrigen, ebenso wie bei den Laminariaceen®, ohne Zweifel aus Pectinverbindungen bestehende Mittellamelle, die gegen das Lumen angrenzender Zellen hin von einer weniger wasserreichen, stärker lichtbrechenden, nach Behandlung mit Chlorzinkjod violettgefärbten Celluloselamelle umgeben ist. Die Dicke der Wände ist recht bedeutend, besonders dort wo mehrere Zellen zusammen- stossen, da die Pectinlamelle daselbst mächtiger wird. Die Cellulose- lamelle hat an dem von mir untersuchten Material ziemlich konstant eine Dicke von 5—7 u; da indess auch sie relativ wasserhaltig ist, wird die Festigkeit, welche die Wände erhalten, nicht besonders gross. Auch scheint es für die fragliche Pflanze, die weniger häufig, und an mehr exponierten Stellen wohl nie, auf einer festen Unterlage sitzt, sondern gemeiniglich epiphytisch auftritt, nicht so sehr auf eine hochgradige Zugfestigkeit anzukommen, ausser in nächster Nähe der Basis des Indi- viduums; von dort pflegt nämlich eine grössere Zahl besonders kräftiger Äste auszugehen, und in Übereinstimmung hiermit reicht auch das in Rede stehende Gewebe daselbst bis in das Centrum des Querschnittes hinein, indem der Thallushohlraum, wie schon erwähnt, etwas über dem Befestigungspunkte aufhört. Dass dieses Gewebe zugleich, und vielleicht in erster Linie, eine führende Aufgabe hat, geht unter anderem aus dem allgemeinen Vor- kommen grosser Poren teils in den Querwänden, wo sie nie zu fehlen scheinen, teils auch in den vertikalen — und besonders den tangen- 1 Vgl. Wille: Alg. physiol, Anat., p. 12; Beitr. z. phys, Anat. d, Lamin., pp. 40—48. Vgl, die Dicke der Membranen bei den Schnitten, die vor der Einbettung in Paraffin wasserfrei gemacht worden waren (z. B. Fig. I, 8—14; Ill, 1 & 2), und bei denen, die an lebendem Material verfertigt werden (z. B. TA. Fig. 2—5). Wille; Beitr. z, phys, Anat, d Lanim,, p. 47. 1900. No. 7- UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. I I tialen — Wänden hervor. Wenn man die Porenmembran, besonders nach Behandlung der Schnitte mit Safranin oder Pikrinsåure und Nigrosin, von vorn betrachtet, zeigt sie meist eine grössere oder kleinere Zahl hellerer Punkte. Ob dies åusserst verdiinnte Stellen:der an und fir sich feinen Haut sind oder ob sie von einer wirklichen Perforation derselben herrühren und demnach als identisch mit den »Mikroporen« bei A/arial angesehen werden missen, ist mir nicht gelungen zu entscheiden. — Das Protoplasma ist in den innersten Zellschichten zu einem dinnen Wandbelag reduciert: der Zellkern hat dort oft nicht mit Sicherheit nachgewiesen werden können?, und die äusserst spärlichen Chromato- phoren sehen aus, als hätten sie ihre assimilatorische Wirksamkeit in dem Masse, wie davorliegende Schichten abgesetzt wurden, aufgegeben, In diesen letzteren, wo oft zahlreiche feine Plasmastränge den Saftraum durchsetzen (Tfl. Fig. 5), trifft man stets einen grossen Zellkern; Chro- matophoren werden nach aussen hin immer weniger selten, und auch das Fucosan ist vorhanden, wenn auch in unbedeutender Menge. — Was das Fucosan betrifft, das nach Hansteen? und Wille? als ein Assimilationsprodukt zu betrachten ist, verdient hervorgehoben zu wer- den, dass dasselbe bei dieser Alge nirgends aufgespeichert vorkommt; da die Pflanze einjährig ist, stimmt dieser Umstand wohl mit der erwähnten Auffassung überein. Das Assimilationsgewebe. Dieses Gewebe, das über den ganzen Thallus die Begrenzung nach aussen bildet, trifft man schon im 5. oder 6. Segment an, wo es an einem Querschnitt aus 8 endochromreichen Oberflächenzellen besteht welche die vier zum Leitungs- und Festigkeitsgewebe gehörigen Central- zellen umgeben (Fig. I, 8). Diese Oberflächenzellen teilen sich erst durch radiale und transversale, darauf auch durch tangentiale Wände; derselbe 1 Wille: Beitr. z, physiol. Anat, d. Lamin., p. 19. Vielleicht ist er nur in den unmittelbar an den Thallushohlraum grenzenden Elementen, die schon im Absterben begriffen sind, verschwunden, 3 Hansteen: Stud, z. Anat. u, Physiol. d. Fucoid. p. 347; Fortsetzung der Unter- suchungen in einer im Druck befindlichen Abhandlung. 4 Wille: Beitr. z. phys. Anat, d, Lamin., p. 32 und 35. 15 12 SV. MURBECK. M.-N KI. Teilungsverlauf wiederholt sich später, wenn auch immer weniger schnell, fast während der ganzen Lebensdauer des Individuums. Eine Zellen- schicht nach der anderen von denen, die durch die tangentialen Teilun- gen nach innen abgesetzt werden, geht indes, durch die bedeutende Ausdehung der Zellen in die Länge, die Verdickung der Membranen usw., in Leitungs- und Festigkeitsgewebe über. Die Umbildung geschieht jedoch ziemlich langsam, woraus folgt, dass die Grenze zwischen den beiden Gewebesystemen keineswegs scharf ist (Tfl. Fig. 2—5). Man kann jedoch sagen, dass das Assimilationsgewebe bei jüngeren Thallus- teilen aus nur 1—2, bei älteren aus 2 Zellenlagen besteht. In unmittel- barer Nähe vom Befestigungspunkt des Individuums trifft man oft 3 derartige Lagen, und die Assimilationszellen erscheinen dann auf einem Querschnitt in radialen Reihen geordnet, die offenbar den als freie Fäden ausgebildeten assimilatorischen Zellenreihen bei der nahestehenden Gat- tung Godia! entsprechen. Bei der hier in Rede stehende Alge sind indess diese Zellenreihen, ebenso wie die Zellen im Assimilationsgewebe überhaupt, durch feste Wände zu einem typischen Parenchym verbunden. In der äusseren Assimilationsschicht haben die Zellen, von der Ober- fläche gesehen, eine abgerundet 4-, 5-, oder 6-eckige, auf Längs- und Querschnitten eine abgerundet quadratische Form mit einem Durch- messer von 12 bis 15 #. Die Aussenwand ist ziemlich dick, aber mit schwacher Cellulose-Reaktion, die übrigen Wände dagegen ganz dünn. Die Chromatophoren sind dick linsenförmig oder abgeplattet ellipsoidisch, mehr oder weniger hell braungefärbt?, an den Seitenwänden entlang (TA. Fig. 2—5) oder in den Ecken belegen und im Verhältnis zu den Dimensionen der Zellen ziemlich gross, sodass im allgemeinen nur für eine einzige längs jeder Wand Platz verbleibt. Von der Oberfläche gesehen zeigen also die Zellen gewöhnlich 4—5, im optischen Querschnitt läng- liche Chromatophoren (Tfl. Fig. 7). Kleine Fucosankörner treten ziem- lich regelmässig, aber in geringer Menge auf. — In der inneren Zell- schicht haben die Elemente im wesentlichen dieselbe Form und auch sonst dieselbe Ausbildung wie in der äusseren; die Innenwand ist jedoch im allgemeinen dicker und meist mit Poren von derselben Beschaffenheit wie in dem Leitungs- und Festigkeitsgewebe versehen, und falls jene Zellschicht späterhin dieser letzterwähnten einverleibt wird, was ja überall 1 Reinke: Algenfl. d. westl, Ostsee, S. 65. Chromatophoren bei Dictvosiphon hippuroides (Lyngb.) eines der wenigen Kennzeichen, worauf man den Artunterschied zwischen diesem und D, foeniculaceus gründet, 2 Bisweilen jedoch gesättigt braungetärbt, Wie bekannt, ist die dunkelbraune Farbe der” te eee 1900. No. ie UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 13 ausser in den ältesten Thallusteilen der Fall ist, vergrössern sich die Zelldimensionen bald, sodass jeder Zelle sowohl auf Längs- wie Quer- schnitten zwei Elemente in der Oberflachenschicht entsprechen. Gewebespannungen. Längsschnitte durch den Thallus, die durch den axilen Hohlraum geführt werden, bestehen offenbar aus zwei unter einander freien Hälften. Bei jeder derartigen Hälfte trifft man an dem einen Rande assimilierendes Gewebe, an dem anderen Elemente, die an der Begrenzung des Thallus- hohlraums teilgenommen haben. Solche halben Längsschnitte krümmen sich sofort bogenförmig, besonders wenn sie in Wasser gelegt werden, und dabei stets auf die Weise, dass die konvexe Seite des Bogens von dem Assimilationsgewebe, seine konkave Seite von den centraleren Ge- weben eingenommen wird. Die Krümmung ist so bedeutend, dass der Bogen, z. B. bei 4 mm. langen und 0.2 mm. breiten Schnitten, oft eine vollständige Kreislinie oder eine uhrfederähnliche Spirale bildet. Sie wird offenbar dadurch hervorgerufen, dass die verschiedenen Gewebeschichten sich in verschiedener Spannung befinden. In der äussersten ist die Spannung aktiv: diese Schicht strebt danach sich zu verlängern; in den übrigen wird die Spannung nach dem Centrum des Sprosses zu immer mehr passiv: eine Verkürzung tritt bei ihnen ein, sobald sich eine Gele- genheit dazu bietet. Dass — mit anderen Worten — in der äussersten Schicht Druckspannung, in den übrigen eine nach innen immer stärkere Zugspannung herrscht, erklärt sich leicht aus dem, was oben über die Art und Weise, auf die sich der Thallus bei dieser Pflanze aufbaut, angeführt worden ist. In der Aussenschicht gehen beständig trans- versale Teilungen vor sich, die ein fortschreitendes aktives Längen- wachstum derselben im Gefolge haben. In weiter nach innen gelegenen Schichten kommen dagegen keine Teilungen vor; damit deren Wachstum in der Länge jedoch mit dem an der Peripherie stattfindenden gleichen Schritt halte, müssen sich die Zellen statt dessen strecken, und zwar um so mehr, je weiter sie nach dem Centrum des Sprosses zu liegen, da sie nach innen in jeder vertikalen Reihe immer weniger an Zahl werden. Da indess diese Streckung passiv ist, folgt ihr eine Verkürzung, sobald die streckende Kraft aufhört. 14 SV. MURBECK. M.-N. Kl. Auf Gewebespannungen bei den Meeresalgen ist man erst in der letzten Zeit aufmerksam geworden. Wille hat solche 1897 in der intercalaren Wachstumszone des Stipes bei Alaria esculenta! nach- gewiesen, und in einer im vorigen Jahr veröffentlichten Abhandlung von Küster? wird diese Erscheinung bei verschiedenen sowohl braunen wie roten Algen konstatiert und beschrieben. Ich selbst habe gefunden, dass sie in dem grössten Teil des Thallus bei Chorda Filum und bei Chordaria flagelliformis deutlich hervortritt®. Besonders beachtenswert ist, dass nach den vorliegenden Beobachtungen die Spannungsverhält- nisse bei dem Thallus der Algen beständig mit den soeben bei Dictyo- siphon geschilderten übereinstimmen. Küster sagt hierüber (a. a. O. S. 844, 845): »Sehen wir von mancherlei Details ab, so hat die Prüfung der verschiedenen Algen insofern überall zu demselben Resultat geführt, als wir bei allen untersuchten Formen, an welchen sich Gewebespan- nungen feststellen liessen, Druckspannung in der Rinde, Zugspannung im Markgewebe gefunden habene. — — — »Interessanter noch als die Consequenz, mit der das nähmliche Schema überall durchgeführt ist, scheint mir fast der Umstand zu sein, dass es Algen von verschiedenstem Aufbau sind, um die es sich bei unseren Betrachtungen gehandelt hat, dass bei den Vertretern grundverschiedener Typen, ungeachtet aller Unterschiede in ihrer Entwickelungsgeschichte und der Anatomie des ausgebildeten Thallus, hinsichtlich der Gewebespannungen bez. der Ver- theilung der Wachsthums-Intensität überall dieselbe Regel gilt». Betreffs der biologischen Bedeutung des ebenerwähnten Faktums ist bis jetzt keine Ansicht ausgesprochen worden. Es liegt indess nahe, es mit der Beschaffenheit .des Mediums, in welchen die Algen leben, in Zusammenhang zu bringen. Bei den krautartigen Teilen der höheren Pflanzen (Stengelinternodien, der Mehrzahl der Blattstiele usw.) sowie auch bei dem Stipes der Hutpilze begegnet man allgemein einem Stre- ben nach Biegungsfestigkeit, und gegenüber den Bewegungen eines Mediums von so geringem specifischem Gewicht, wie es die Luft besitzt, können auch biegungsfeste Konstruktionen von genügender Stärke zustande kommen. Falls ein besonderes mechanisches System fehlt oder noch nicht zur Ausbildung gelangt ist, kann in den genannten Organen eine gewisse Biegungsfestigkeit ganz einfach durch Spannungsdifferenz 1 Wille: Beitr. z, physiol, Anat, d. Laminar,, S. 13. 2 Küster: Uber Gewebespannungen u. passives Wachstum bei Meeresalgen. (Preuss. Akad. d, Wiss., Sitz.-Ber. 26, Okt, 1899). 3 Meine hier mitgeteilten Beobachtungen über die Gewebespannungen sind gemacht wor- den, ehe ich von der durch Küster ausgeführten Untersuchung Kenntnis hatte, 1900. No. 7- UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 15 zwischen den äussersten Schichten auf der einen und den inneren auf der anderen Seite erreicht werden. Aber diese Spannungsdifferenz ist derjenigen bei den Meeresalgen ganz entgegengesetzt, indem, wie schon längst bekannt ist, in der Peripherie passive, in Innern des Organs aktive Spannung herrscht. Das Expansionsstreben der inneren Gewebemassen übt mit Hinsicht auf die Festigkeit des Organs in seiner Gesamtheit dieselbe Wirkung aus wie der hydrostatische Druck des Zellinhalts auf die Straffheit z. B. der fruchttragenden Hyphe bei einem Mucor. — Der gewaltigen Kraft gegenüber, die das Meereswasser immer wieder gegen eine algenbewachsene Küste entwickelt, würden aber keine für Biegungs- festigkeit eingerichteten Konstruktionen Stand halten, und solche trifft man deshalb — wenn man von Kalkinkrustierungen absieht — bei den Meeresalgen fast nie, wenigstens nicht bei langgestreckteren oder reicher verzweigten Formen. Im Gegenteil, man begegnet bei ihnen durch- gehends einem Streben nach grosser Biegsamkeit, wodurch die dem Seitendruck ausgesetzte Oberfläche in der That vielfach vermindert wird. Es scheint mir in voller Übereinstimmung mit diesem Prineip zu stehen, dass man bei den Meeresalgen aktive Spannung an der Peri- pherie, passive im Innern des Thallus antrifft. Die Biegsamkeit, welche ein Algenthallus besitzt, dadurch, dass die dickwandigeren Gewebe eine relativ centrale Lage haben, wird durch die erwähnten Spannungs- verhältnisse nicht vermindert; ein Thallusspross kann mit einer cylindri- schen Zelle verglichen werden, in welcher der hydrostatische Druck des Inhalts aus irgend einem Anlass abgeschwächt worden und die selbst dadurch schlaff geworden ist. Eine Verminderung der Biegsamkeit würde dagegen eintreten, falls dieselbe Spannungsdifferenz sich vorfände wie in den Blattstielen und Stengelgliedern der Phanerogamen oder in dem Stiel der Hutpilze. Auch unterliegt es wohl keinem Zweifel, dass sogar die unverzweigte Chorda Filum beim ersten Sturm geknickt und vernichtet werden würde, falls sie infolge derselben Spannungsverhältnisse wie in dem Blütenschaft beim Taraxacum ungefähr dieselbe Straffheit wie dieses Organ besässe. Aber auch in einer anderen Hinsicht scheinen mir die bei den Meeresalgen konstatierten Spannungsverhältnisse auf natürliche Weise mit der Beschaffenheit des umgebenden Mediums in Zusammenhang gebracht werden zu können. Die Wirkungen des in Bewegung befind- lichen Meereswassers äussern sich, wie bekannt?, hauptsächlich als eine 1 Wille: Bidr. til Alg. physiol. Anat,, S. 13. 2 Wille: Bidr, til Algernes physiol. Anat., S. 4—10, 79—80. 16 SV. MURBECK. M.-N. Kl. ziehende und reissende Kraft, der das mechanische Gewebe der Algen Widerstand entgegensetzt. Dieses Gewebe ist indess nie so fest, dass nicht die ziehende Kraft oft zum mindesten eine innerhalb der Elastici- tätsgrenze liegende, also momentane Streckung des Thallus in seiner Gesamtheit bewirkte. Wenn sich aber nun die äusserste Zellenschicht in Druckspannung befindet und demnach eine gewisse Fähigheit sich von selbst zu verlängern besitzt, zeigt sich eine derartige Thallusstreckung offenbar nicht als ein Ziehen in der genannten Schicht, soweit sie nicht das Plus, welches die aktive Ausdehnungsfähigkeit repräsentiert, über- steigt, und in jedem Falle verringert sich offenbar durch die erwähnten Spannungsverhältnisse das Ziehen oder Reissen in der Oberflächenschicht, das einer durch die Wogen hervorgerufenen Thallusstreckung folgen kann. Dass dies für die Alge vorteilhaft ist, scheint mir aufgrund der mehr oder weniger meristematischen Beschaffenheit der erwähnten Zellen- schicht unzweifelhaft zu sein. Dadurch, dass auch radiale und tangentiale Teilungen in der Ober- Nächenschicht lange fortdauern, weiter nach innen aber nicht vorkommen, machen sich bei Dictyosiphon auch Querspannungen geltend. Dass sich die Entstehung des Thallushohlraums leicht als eine Folge derselben erklärt, ist schon hervorgehoben worden. Die Anordnung der Oberflächenzellen an dünneren oder mitteldicken Sprossen des Dictyosiphon foeniculaceus zeigt oft, dass eine mehr oder minder deutliche Torsion des Sprosses vor sich gegangen ist. Eine viel stärkere wird, wie bekannt, schon makroskopisch z, B. bei Chorda Filum konstatiert Dass die Torsion, wenigstens bei Dictyosiphon, als ein Ausschlag der Druckspannung, in der sich die äusserste Gewebeschicht befindet, anzusehen ist, scheint mir mehr als wahrscheinlich zu sein, Die Haarbildungen. Feine, bis zu 1,2 mm. lange, schräg abstehende, gegliederte, farblose Haare (Fig. III; TA. Fig. 6) trifft man, wie bekannt an älteren und jüngeren Sprossen mehr oder minder zahlreich; an dem untersten Teil des Hauptsprosses fehlen sie bisweilen, indem sie allmählich zerstört und dann dort nicht immer durch neue ersetzt werden, Seltener treten sie ganz spärlich über den ganzen Thallus hin auf. 1900. No. Hic UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 17 Diese Haare entstehen über den ganzen Thallus von Zellen aus, die zu der äussersten Schicht gehören, und erscheinen anfangs als eine Ausstülpung von denselben. Die am frühesten angelegten, welche gewöhnlich an dem 5. oder 6. Segment unter der Scheitelzelle auftreten (TA. Fig. 1), haben jedoch später ihren Ausgangspunkt tief in dem Thallusgewebe drin (siehe Fig. III, ı, wo ein Haar, das entstand, als die vier Centralzellen nur von einer einzigen Zellenschicht umgeben waren, mit seiner Basalzelle an eine von ihnen grenzt), was darauf beruht, dass die übrigen Ober- flächenzellen in demselben Masse, wie sich neue Zel- lenschichten in der Rich- tung nach innen vonihnen g abgliederten, allmählich gleichsam nach aussen BR rückten. Bei etwas später entstandenen Haaren liegt der Befestigungspunkt in Übereinstimmung hiermit Me weniger tief (s. Fig. IH, 2), und auch an älteren Thal- dab Im: /m4 lusteilen kann direkt beo- bachtet werden, wie die dort neuangelegten Haare von den Oberflåchenzellen ; ÿ aus entstehen. Hinsichtlich ihrer ge- … Å 4 Fig. II. 1—6 circa 300:1; 7 schematisiert und stärker genseitigen Anordnung vergrössert. zeigen die am frühesten angelegten Haare insofern Regelmässigkeit, als sie acropetal entstehen und sich konstant bloss von der obersten Oberflåchenzellenetage eines Primärsegmentes aus entwickeln (Fig. I, 15) und also in bestimmten vertikalen Abständen von einander stehen!. Ausserdem sind es nur gewisse bestimmte Zellen in dieser Etage, von denen Haare auswachsen, nämlich die vier?, welche gerade vor den abgestumpften Ecken des 1 Janczewskis Angabe (a. a, O.), dass die Haare bei Drctyosiphon foeniculaceus »dis- posés sans ordre apparent« sind, kann demnach nicht als giltig angesehen werden in Bezug auf die am frühesten hervorkommenden, Gewöhnlich wachsen Haare nicht gleichzeitig von allen vier, sondern meist von zwei 1 einander diagonal entgegengesetzten aus. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1900. No. 7. 2 18 SV. MURBECK. M.-N. KI. Quadrates stehen, das durch die vier Centralzellen gebildet wird (s. Figg. I, 10; II, 1). Aber die Lage der erwähnten haarerzeugenden Zellen in der Horizontalebene ist offenbar von der Richtung, welche die erste vertikale Teilungsebene des betreffenden Segmentes einnimmt, abhängig; mit anderen Worten, die horizontale Lage der Insertionspunkte der ersten Haare wird durch die Richtung bestimmt, in welcher die erste Kernteilung in dem Segment vor sich geht. Dass die Anordnung der Blätter an den Ästen bei gewissen Florideen in ganz derselben Weise durch die Richtung bedingt ist, in welcher die Kernteilung — dort in der Scheitelzelle selbst — vor sich geht, ist von Rosenvinge! nach- gewiesen worden. Da indess bei Dictyosiphon die erste Vertikalwand in auf einander folgenden Segmenten sich in Ebenen stellt, die keinen kon- stanten Winkel unter einander bilden (vgl. S. 6), zeigen die Haarbil- dungen bei demselben keine spiralformige Anordnung, wie es mit den Blättern bei verschiedenen Florideen der Fall ist. — Zwischen den jetzt besprochenen, am frühesten hervorkommenden Haaren entstehen später andere, anfangs ebenfalls mit einer gewissen Regelmässigkeit, z. B. in Segmenten mit 12 (4-+ 8) oder 16 Etagen Oberflåchenzellen aus der 8. Etage von unten gerechnet. An etwas älteren Ästen kann dagegen keine Gesetzmässigkeit bemerkt werden. Dort treten die Haare ausser- dem sehr oft in Büscheln von 2—6 auf. In einem solchen Büschel sind die verschiedenen Haare von mehr oder minder verschiedenem Alter, was sich auch dadurch zu erkennen giebt, dass sie gewöhnlich in etwas verschiedener Tiefe im Thallus inseriert sind. Betreffs der Entwickelung der Haare bei Dictyosiphon foeniculaceus giebt Janczewski (a. a. O.) richtig an, dass sie »par leur base« wach- sen, und er fügt hinzu »exactement comme dans toutes les Phéosporées«. Eine nähere Untersuchung hat indess an die Hand gegeben, dass das Wachstum nicht basipetal in des Wortes einfachstem Sinne ist. Es geht auf folgende Weise vor sich (Fig. III, 3—7). Eine der Oberflächen- zellen wächst hervor und nimmt eine keulenförmig cylindrische Gestalt an, worauf sie sich ein wenig vor der Thallusoberfläche durch eine Querwand in eine Basalzelle (4) und eine Terminalzelle, welch’ letztere ich hier als Mutterzelle No. 1 (»» 1) bezeichne, teilt. Beide strecken sich unbedeutend; darauf teilt sich # 1 in zwei Tochterzellen (d r a, d 1 b), und ungefähr gleichzeitig damit gliedert die Basalzelle nach aussen eine neue Mutterzelle, m 2, ab. Nachdem d ra, d 1 6, m 2 und 6 sich 1 Rosenvinge: Bidr, til Polysiph, Morfol, — Id,, Sur la disposit, d, feuilles chez les Polysiph., S. 7. 1900. No.7. UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 19 gestreckt haben, die beiden ersten bedeutend, die beiden letzteren da- gegen wenig, teilt sich # 2 in d2 a und d 2 6, während die Basal- zelle gleichzeitig eine dritte Mutterzelle, # 3, abgliedert. Das Charak- teristische dieses Wachstums ist also die später eintretende Zweiteilung jedes von der Basalzelle abgegliederten Segmentes. Diese Zweiteilung, die ganz nahe an der Haarbasis vor sich geht, ist fast über die ganze Länge des Haares hin zu erkennen, dadurch nämlich, dass zwei von derselben Mutterzelle herstammende Tochterzellen unter einander unge- fähr dieselbe Länge haben, aber merklich kürzer als die beiden nächst- äusseren Schwesterzellen und bedeutend länger als die beiden nächst- inneren sind. Der hier geschilderte Entwickelungsverlauf findet sich möglicherweise bei der Mehrzahl der Phaeophyceen wieder; eingehende Untersuchungen über die Entwickelung der Haarbildungen dieser Pflan- zen scheinen bisher noch nicht ausgeführt worden zu sein. — Das Wachstum der Haare dauert recht lange fort, und die vorher erwähnte Längendimension (1,2 mm.) würde offenbar bedeutend überschritten werden, wenn nicht die äusseren Glieder nach und nach abstürben und abfielen. In den Zellen (Tfl. Fig. 6) trifft man einen grossen, nach Behand- lung mit Pikrinsåure und Nigrosin scharf hervortretenden Kern sowie mehr oder weniger zahlreiche rundliche, oft zu unregelmåssigen Klumpen zusammengefiigte Fucosankörner. In den jiingsten Zellen, wo der Plasma- körper von mehreren kleineren Vacuolen durchsetzt wird und wo der Kern central aufgehångt ist, findet sich ausserdem eine Anzahl ganz kleiner Chromatophoren, in den übrigen, wo ein grosser Saftraum die Hauptmasse des Zellinhaltes bildet, fehlt dagegen Endochrom ganz und gar. Durch ihre grosse Menge bewirken die Haare bei der fraglichen Alge eine ansehnliche Vergrösserung der Thallusoberflåche. Da sie ausserdem in ausgebildetem Zustande in Griibchen sitzen, die sich oft tief in das leitende Gewebe hinein erstrecken, und ihre Membranen sich in hohem Grade permeabel erweisen (so z. B. dringen Farbstofflösungen sehr schnell ein), scheinen diese Bildungen geeignet zu sein, in wesentlichem Grade dazu beizutragen, der Pflanze aus dem Wasser mineralische Nahrung zuzuführen. Reinke hat, wie bekannt, betreffs der Funktion der Haarbildungen bei den höheren Braunalgen eine derartige Auffassung ausgesprochen!, die Wille in seinen Untersuchungen über die Laminariaceen noch mehr 1 Reinke: Beitr. z. Kenntn. d, Tange, S. 321, 20 SV. MURBECK. M-N. Kl. gestützt hat!, Wille führt u. a. an, dass die A/aria-Exemplare, die nach seinem Befund am reichlichsten mit Haaren versehen waren, sich durchgehends auch überhaupt am kräftigsten entwickelt zeigten, und die Beobachtungen betreffs Dictyosiphon foeniculaceus, welche ich in der erwähnten Hinsicht gemacht habe, gehen im wesentlichen in derselben Richtung. Hyphenbildungen. Hyphenbildungen sind bis jetzt bei der fraglichen Alge nicht bemerkt worden. Wenigstens habe ich in den vorliegenden Beschreibungen keine Angaben darüber gefunden, und Kjellman sagt ausdrücklich (Handb. Skand. hafsalgfl., S. 50): »Intercellular wachsende Zellenreihen werden nicht ausgebildet«. Indessen ist an all den zahlreichen Individuen, die ich untersucht habe, das Vorkommen von Hyphenbildungen festgestellt worden, nämlich teils an und unmittelbar über dem Befestigungspunkt (s. hierüber S. 24), teils auch höher hinauf in dem Thallus, hauptsäch- lich jedoch in dem unteren Viertel, selten bis hinauf nach der Mitte zu. Ihre Verteilung innerhalb der genannten Thallusregion ist indess keines- wegs so gleichförmig wie bei anderen Algen, z. B. Chordaria flagelli- formis; im Gegenteil, ihr Auftreten ist in den meisten Fällen mehr oder weniger lokal, was übrigens, obgleich in geringerem Masse, auch bei Dictyosiphon hippuroides, wo Kjellman das Vorkommen von Hyphen- bildungen erwähnt, der Fall ist. Bei Dictyosiphon foeniculaceus kann man also sehr wohl zahlreiche Querschnitte auch durch das untere Viertel des Thallus machen, ohne eine einzige Hyphe anzutreffen, und auch an kürzeren Längsschnitten können sie fehlen. Dass man sie übersehen hat, lässt sich also leicht erklären. An den Stellen, wo sie entwickelt sind, treten sie indess mehr oder weniger zahlreich auf, oft in sehr grosser Menge. — Ihrem Aussehen nach stimmen diese Hyphenbildungen voll- kommen mit denen bei Dictyosiphon hippuroides und Chordaria flagelli- formis überein. Sie bestehen also (Tfl. Figg. 4, 12, 13) aus längeren und kürzeren, schwach verzweigten, feinen, hie und da jedoch schwach angeschwollenen Fäden, die sich unter zahlreichen Biegungen durch die Pectinlamelle der Zellmembranen einen Weg bahnen. Die Fäden beste: 1 Wille: Beitr, z, physiol, Anat, d. Lanim,, S. 39. 1900. No. 7e UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 21 hen aus nach einander aufgereihten, cylindrischen oder schmal röhren- förmigen Zellen (die Länge dieser letzteren ist meist 8—20 Mal grösser als die Breite, die im allgemeinen 10— 14 u beträgt), mit vertikal gestellen Querwänden. Die ziemlich dünnen Membranen werden durch Chlorzink- jod schwach violett gefärbt; in den Querwänden konnten keine Mikro- poren entdeckt werden. Der Zellinhalt zeigt, neben einem Saftraum, ein wandständiges Protoplasma mit Zellkern sowie vereinzelte, abge- plattet ellipsoidische oder linsenförmige Chromatophoren; spärlich kom- men auch grössere oder kleinere Fucosankörner vor. Die sehr ungleichmässige Verteilung der Hyphenbildungen in dem Thallus — an der einen Hälfte eines Querschnittes können sie sich in grösster Menge finden, während sie an der anderen ganz fehlen (TA. Fig. 4) — liess mich anfangs glauben, sie gehörten zusammen mit einer an Dietyosiphon allgemein auftretenden kleinen Lctocarpus-Art, um so mehr, als ich die Hyphen oft in das assimilierende Gewebe hinein ver- folgen konnte, während es mir nicht gelang, sie, sei es an dünneren oder dickeren Schnitten, mit Sicherheit von Zellen, die zum Dictyosiphon selbst gehören, ausgehen zu sehen. Andererseits vermochte ich jedoch nicht nachzuweisen, dass die Hyphen wirklich mit der Zefocarpee in Ver- bindung traten. Erst bei Maceration, die am besten gelang, wenn 1—2 mm. lange Thallusstücke nach Trocknen in der Luft mit Ammoniak behandelt und darauf zwischen dem Objecttrager und einem stärkeren Deckglas zerdrückt wurden, ging unzweideutig hervor, dass die Hyphen- bildungen nicht von einem fremden Organismus herrühren, sondern aus Zellen, die den eigenen Geweben der fraglichen Pflanze angehören, ent- springen. Die Hyphen gehen indess bloss zum geringen Teil von den stärker gestreckten und zentraler gelegenen Elementen aus, sondern vorzugsweise von den kurzcylindrischen, ellipsoidischen oder rundlichen Zellen, die man unmittelbar innerhalb des Assimilationsgewebes trifft (Tfl. Fig. 12); sehr oft geschieht es sogar, dass sie von den Assimila- tionszellen selbst ausgehen. In den Hyphen, die ihren Ursprung in cen- traler gelegenen und demnach dickwändigen Schichten haben, sind die Basalglieder, infolge relativ dicker Wandungen und etwas weiteren Lumens, weniger typische Hyphenzellen; die Fäden dagegen, welche einen mehr nach aussen gelegenen Ursprung haben, sind auch an ihrer Basis typische Hyphen. An Stellen, wo die Hyphenbildung reichlich ist, sieht man bisweilen, wie von einer und derselben, rundlichen oder ellipsoidischen Zelle zwei oder sogar drei Hyphen ihren Ursprung neh- men (Tfl. Fig. 13). Die Mehrzahl der Hyphen strebt unter zahlreichen Zickzackbiegungen einwärts auf den centralen Thallushohlraum zu; die 22 SV. MURBECK. M.-N. Kl. meisten laufen dort in der Richtung nach unten, einige jedoch oft nach der entgegengesetzten Seite. Über besonders lange Strecken hin können sie im allgemeinen nicht verfolgt werden, sondern sie flechten sich gern zu spindelförmigen oder länglichen Bündeln zusammen, die indess, wo der Thallushohlraum aus irgend einem Anlass erweitert ist, bisweilen eine recht ausehnliche Ausdehnung erhalten. Betreffs der Aufgabe dieser Hyphenbildungen, der Ursache ihres gewöhnlich kolonieartigen Auftretens usw. bin ich nicht zu voller Klarheit gelangt. Dass die Hyphen assimilieren, ist offenbar auf Grund des konstanten, wenn auch spärlichen Vorkommens von Chromatophoren, und dass die Assimilation, ebenso wie z. B. in dem inneren endochrom- haltigen Gewebe bei Desmarestia aculeata, auf Kosten von Kohlensäure, die durch die Respiration entstanden ist! und sich in dem axilen Hohl- raum vorfindet, geschieht, scheint mir höchst wahrscheinlich zu sein. Die Anhäufung von Hyphen an gewissen Stellen und das oft vollstän- dige Fehlen von solchen in zwischenliegenden Teilen des Thallus spricht indessen nicht dafür, dass die Verwertung von ausgeatmeter Kohlen- säure, welche ja gleichmässig verteilt sein muss, die Hauptaufgabe dieser Bildungen ist. Aus denselben Gründen kann man kaum der Ansicht sein, dass sie als Leitungswege fungieren. Eher fühlt man sich versucht, ihnen mechanische Bedeutung in einer bestimmten Hinsicht zuzuerkennen. An dem von mir untersuchten Material hat sich nämlich herausgestellt, dass Hyphen in grösserer oder kleinerer Menge ziemlich regelmässig an der Basis der kräftigen Äste, die in kurzen Abständen von einander oberhalb des Befestigungspunktes des Individuums zu entspringen pflegen, auftreten. Von diesen Ästen aus dringen die Hyphen in das Festig- keitsgewebe des Hauptsprosses ein und bilden dort gewöhnlich ein reiches Flechtwerk. Bei Maceration zeigt es sich, dass ein solches Flecht- werk eine staunenswerte Widerstandskraft gegen Reissen in verschiedenen Richtungen besitzt, und dass dies die Festigkeit der Gewebe, welche bei der Insertion der genannten, sehr reich verzweigten Äste erforderlich ist, in hohem Grade erhöht, liegt auf der Hand. Hyphenkolonien trifft man indessen auch an anderen Stellen des Hauptsprosses als an denen, wo grosse Äste inseriert befunden werden. Zwar findet man in den meisten Fällen vor einer solchen Kolonie eine kleine Erhöhung an der Thallusoberfläche, ob diese aber immer die Narbe von einem losgelösten Ast repräsentiert, hat nicht mit Sicherheit konstatiert werden können. Da ausserdem einige Male Hyphen bei Astinsertionen fehlen, wo man 1 Wille: Über d Lichtabsorpt f. d. Meeresalg., S. 535. 1900. No. ifs UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 23 ihr Vorkommen erwartet hätte, so bin ich keineswegs sicher, dass sie besondere Bedeutung in der letztangedeuteten Richtung haben. — Für eine klare Auffassung dieser Bildungen scheinen Untersuchungen über nahestehende Arten erforderlich zu sein. Geeignetes Material von diesen ist mir nicht zugänglich gewesen. Die Befestigung. Die hier in Rede stehende Alge soll bisweilen an Steinen oder Muscheln befestigt sein, tritt jedoch, wie angegeben wird, vorzugsweise | | 2 SAKA ù Z NR ER F } Bigs LV. I circa 92:1, 2 circa 37T. epiphytisch an anderen Fucoideen auf. Letzteres ist an den Stellen im Christianiaer Fjord, wo ich die Pflanze angetroffen habe, stets der Fall gewesen, und in den allermeisten Fällen habe ich gefunden, dass sie auf Chordaria flagelliformis vegetiert. Die Art und Weise, auf welche die Befestigung dort bewirkt wird, habe ich dadurch studieren können, dass in einigen mit Mikrotom verfertigten Schnittserien zufälligerweise instruk- tive Långsschnitte durch ganz junge Dietyosiphon-Individuen erhalten worden waren. Diese Schnitte zeigen folgendes. Wenn die Dietyosiphon- Pflanze eine Länge von ca. 0,5 mm. hat (Fig IV, 1). sitzt sie gleichsam eingeklemmt zwischen einer Anzahl der dichtstehenden Assimilationsfäden, welche die Thallusoberflåche bei Chordaria bilden. Mit ihrer Basis 24 SV. MURBECK, M.-N. KI. reicht sie nicht bis zu dem aus isodiametrischen Zellen gebildeten Paren- chym, von welchen die Assimilationsfaden ausgehen, hinab, aber von den centraleren Zellen in dem jungen Thallus aus laufen hyphenähnliche Ausstülpungen hinab, welche gerade dabei sind, zwischen die Zellen in dem ebenerwähnten Parenchym einzudringen. Von den inneren Gewebe- schichten etwas älterer Dictyoszphon-Individuen dringen typische Hyphen in grösserer Zahl durch die Parenchymschicht der Chordaria hinein und stossen unmittelbar darunter auf Massen von Chordaria-Hyphen, mit welchen sie sich untrennbar zusammenflechten. An der Stelle, wo ein ausgebildetes Dictyosiphon-Individuum inseriert ist (s. Fig. IV, 2), trifft man eine halbkugelförmige oder niedrig pyramidenähnliche Erhöhung, die wohl im Allgemeinen als eine zum Dictyosiphon gehörige Haftscheibe aufgefasst worden ist. Sie weist jedoch die für Chordaria so charak- teristische Struktur auf, nämlich aussen einen dichten Sammet von Assi- milationsfäden und innerhalb desselben ein aus isodiametrischen Zellen aufgebautes Parenchym; das ganze Innere ist durch ein mächtiges Bündel von Hyphen ausgefüllt, die offenbar zum grössten Teil von dem Inneren des Chordaria-Sprosses, zum kleineren Teil von dem Dictyosiphon her- stammen. — Dass der feste Zusammenhang, der zwischen Dictyosiphon und Chordaria besteht, im wesentlichen durch das genannte Flechtwerk von Hyphen bewirkt wird, liegt auf der Hand. In dem alleruntersten Teile des Thallus haben die Hyphenbildungen bei Dictyosiphon demnach jedenfalls eine mechanische Bedeutung, Die Art und Weise, auf die die Befestigung bewirkt wird, wenn die hier behandelte Alge z.B. an Scytosiphon lomentarius!, in dessen Thal- lus Hyphenbildungen fehlen, auftritt, bin ich nicht in der Lage gewesen zu untersuchen. Die Reproduktionsorgane. Diese werden, wie bekannt, von uniloculären Zoosporangien gebildet. Sie zeigen sich zuerst mehrere mm. unterhalb der Sprossspitzen und werden dann ziemlich dicht gestreut über den Thallus hin, fast bis hinab zu dem Befestigungspunkt, angetroffen. Sie werden ohne bestimmte © 1 Reinke sagt (Algenfl, S. 63) über das Vorkommen in dem südwestlichen Teile der Ostsee: »besonders an anderen Algen, wie Scytosiphon lomentariuse. 1900. No. 7. UEBER DICTYOSIPHON FOENICULACEUS. 25 Ordnung angelegt, und neue entstehen zwischen schon völlig ausgebildeten. Von der Sprossoberfläche gesehen (Tfl. Fig. 7) sind sie breit länglich bis rundlich elliptisch und werden anfangs von 6—8, später von bis zu 16 Oberflåchenzellen begrenzt. An Querschnitten durch den Thallus zeigen sie eine eirunde oder längliche, nach innen oft unregelmässige Form und erstrecken sich nach innen bis in gleiches Niveau mit der zweiten oder bisweilen dritten Zellenschicht von aussen gerechnet. Nach aussen bilden sie eine ganz schwache, meist kaum merkbare Erhöhung über die Thallusoberflache. Nach J. E. Areschoug! sollen die Sporangien nicht entstanden sein »directa metamorphosi cellularum strati corticalis exteriarum«, sondern gebildet werden »ex cellulis quibusdam interioribus, quoniam ... initio a strato corticali tecta sunt«. Auch Hauck giebt an*, dass die Sporangien »durch Umwandlung einzelner unter der Rindenschichte gelegener Zellen» entstehen, und in Übereinstimmung hiermit wären sie auch »von den Rindenzellen anfänglich ganz bedeckt«. Kjellmans Darstellung’, nach welcher bei der Familie Dictyosiphonaceae überhaupt jedes Spor- angium durch eine Zelle, die zu. der äussersten Zellenschicht gehört, ausgebildet wird, ist indessen diejenige, welche der Wirklichkeit ent- spricht. Auch sind die Sporangien niemals, und vor allen Dingen nicht anfänglich von den Rindenzellen ganz bedeckt; eine Umwallung, d. h. eine partielle Bedeckung trifft zwar um die Zeit ihrer Reife ein (Tfl. Fig. 7); diese beruht aber, ebenso wie die erwähnte Einsenkung, darauf, dass die angrenzenden und mit ihnen gleichwertigen Oberflächenzellen in radialer Richtung wachsen und sich zu wiederholten Malen durch transversale, radiale und tangentiale Wände teilen. Gleichzeitig mit den genannten Teilungen wachsen die Sporangien teils nach den Seiten, teils in der Richtung nach aussen und werden deshalb niemals vollständig von den äussersten Zellenschichten überdeckt. Aktives Wachstum nach innen scheint dagegen nicht stattzufinden; die unregelmässige, bisweilen gabelästige Form, die sie oft an ihrem Grunde besitzen, ist ohne Zweifel eine Folge der negativen Spannung in den angrenzenden inneren Schichten. Die beim Öffnen der Sporangien herausgeschleuderten Zoosporen (Tfl. Figg. 8—11) sind in Uebereinstimmung mit Areschougs Angaben (a. a. O. S. 31) breit ei- oder birnenförmig (Länge 6—8 u, Dicke 4,8—5,5 10), beide Cilien deutlich sichtbar (bei D. hippuroides »cilium posticum, si adfuerit, 1 J. E. Arschoug: Observ, phycol, III, S. 26, 2 Hauck: Meeresalg. Deutschl. u. Osterr., S. 373. 3 Kjellman: Handb. Skand. hafsalgfl, S. 49. — Id, in Engl. & Prantl: Pfl.- ayn, 1 2, 82173} 26 SV. MURBECK. UEBER DICTYOSIPH. FOENICUL. M.-N. Kl. 1900. No. 7. non visibile«), Pigmentkörper im hinteren Teil gelegen (bei D. hippuroides »in media phaeozoosporac). Nach Areschoug (a. a. O. S. 27—30, Taf. III) sollen bei Dictyosiphom hippuroides die Zoosporen bisweilen kopulieren und würden also, wenigstens zeitweilig, sich wie Gameten verhalten. Obwohl ich meine Aufmerksamheit darauf gerichtet habe, ist es mir nicht gelungen, bei der hier behandelten, sehr nahestehenden Art Schwärmzellen in Kopulation zu schen. Überhaupt habe ich deren weitere Entwickelung nicht verfolgen können; in den reichen Kulturen, die ich gehabt habe, starben sie nach Verlauf von ı bis 3 Tagen, ohne dass sie, so weit ich finden konnte, in ein neues Stadium eingetreten waren. Citierte Litteratur, Areschoug, J. E., Observationes phycologicæ, Part. III. (Nova Acta reg. Soc, scient, Upsaliensis, Ser. II. Vol, X. Upsaliz 1875.) Hansteen, B., Studien sur Anatomie und Physiologie der Fucoideen, (Jahrbücher für wissenschaftliche Botanik. Hg. von N. Pringsheim, Bd. 24. Berlin 1892.) Hauck, F., Die Meeresalgen Deutschlands und Oesterreichs, (L. Rabenhorst’s Kryp- togamen-Flora von Deutschland, Oesterreich und der Schweiz, Zweite Auflage, Bd. II. Leipzig 1885.) Janczewski, E. de, Observations sur l’accroissement du thalle des Phéosporées, (Me- moires de la Société nationale des Sciences naturelles de Cherbourg. T. XIX, Cher- bourg 1875.) Kjellman, F. R., Handbok i Skandinaviens hafsalgflora. I. Fucoideæ. Stockholm 1890. — Dictyosiphonacex. (Die natürlichen Pflanzenfamilien nebst ihren Gattungen und wich- tigeren Arten begründet von A. Engler und K. Prantl, I. T., II. Abt. Leipzig 1893.) Küster, E., Uber Gewebespannungen und passives Wachstum bei Meeresalgen. (Sitzungs- berichte der kgl. preussischen Akademie der Wissenschaften zu Berlin. XLII. 1899. Berlin 1890.) Reinke, J., Beiträge zur Kenntniss der Tange, (Jahrbücher für wissenschaftliche Botanik. Hg. von N. Pringsheim. Bd. 10. Berlin 1875.) — Die Algenflora der westlichen Ostsee, deutschen Antheils, (Separatabdruck aus dem VI. Bericht der Kommission zur Untersuchung der deutschen Meere, in Kiel, Kiel 1889.) Rosenvinge, L, Kolderup, Bidrag til Polysiphonias Morfologi. (Botanisk Tidskrift udgivet af den Botaniske Forening i Kjøbenhavn. Bd. 14. Kjøbenhavn 1884—1885.) — Sur la disposition des feuilles chez les Polysiphonia. (Ibid. Bd. 17. 1890.) Wille, N., Bidrag til Algernes physiologiske Anatomi, (Kgl, svenska Vetenskaps-Aka- demiens Handlingar. Bd. 21. No, 12, Stockbolm 1885.) — Uber die Lichtabsorption bei den Meeresalgen, (Biologisches Centralblatt. Hg, von J. Rosenthal, Bd, XV, Erlangen 1895.) — Beiträge zur physiologischen Anatomie der Laminariaceen. (Særaftryk af Universi- tetets Festskrift til Hans Majestæt Kong Oscar II i Anledning af Regjeringsjubilæet 1897. Christiania 1897.) Fig NT, S—11, Erlauterung zur Tafel. Dictyosiphon foeniculaceus (Huds.) Grev. Sprossspitze, aus einer Scheitelzelle und 6 Primärsegmenten bestehend. Im dritten Segmente sind 2 Etagen von Oberflächenzellen vorhanden, im fünften 4. Von den Oberflächenzellen des sechsten Segmentes ist nur die oberste Etage gezeichnet; aus der einen dieser Zellen ist ein Haar hervorgewachsen. — Nach Behandlung mit verdünnter Sodalösung. — Vergr. c. 350. Querschnitt durch einen ziemlich jungen Spross, Der Thallushohlraum ist erst ein viereckiger Intercellularraum, Das Leitungs- und Festigkeitsgewebe besteht nur aus den 4 Centralzellen und einer ausserhalb derselben gelegenen Zellschicht. — Vergr. c. 350, Querschnitt durch einen etwas älteren Spross, Der Thallushohlraum ist bedeutend erweitert; an der Begrenzung desselben betheiligen sich nicht nur die 4 Central- zellen, sondern auch Elemente, die dem eigentlichen Leituugs- und Festigkeitsgewebe angehören; das letztere besteht aus 2 Zellschichten. — Vergr. c, 200. Querschnitt durch den Hauptspross, einige Centimeter oberhalb des Befestigungs- punktes, Der Thallushohlraum beträgt mehr als !/, des Sprossdurchmesssers, Im Leitungs- und Festigkeitsgewebe, das aus 3—4 Lagen dickwandiger Zellen besteht, ist die Celluloselamelle hell, die Pectinsubstanz dunkel, Durch die letztere drin- gen Hyphen in den Thallushohlraum hinein. — Vergr, c, 200, Radialer Längsschnitt durch den Thallus. Die grösseren, ellipsoidischen Körper in den Zellen sind Chromatophoren, die kleinen, rundlichen sind Fucosankörner, Ein Haar mit 3 Paar »Tochterzellen« und einer soeben abgegliederten, vierten, (noch nicht in Tochterzellen getheilten) »Mutterzellec, Die rundlichen, hellen Körper in den Zellen sind Fucosankörner. — Vergr. c. 550. Ein nahezu reifes Sporangium, dessen Rand von den angrenzenden Assimilations- zellen bedeckt ist. Die sehr kleinen, dunkeln Punkte im Sporangium entsprechen dem Pigmentkörper der Schwärmzellen, — Vergr. c. 400, Schwärmzellen. — Vergr. c. 1900. Hyphenbildungen im Hauptsprosse, etwa 2 Centimeter oberhalb des Befestigungs- punktes, Die Hyphen entspringen der Zellschicht, welche den Übergang zwischen dem Assimilationsgewebe und dem Leitungs- und Festigkeitsgewebe bildet. — Schwache Maceration, nach Behandlung mit Ammoniak, — Vergr, c. 200. Drei Hyphen entspringen einer eiförmigen Zelle, die der Grenzschicht zwischen dem Assimilations- und dem Festigkeitsgewebe angehört, In der Scheidewand' zwischen den Hyphen und der eiförmigen Zelle ist an jeder Stelle ein (auf der Figur nicht deutlich sichtbarer) Porus vorhanden. Maceration nach Behandlung mit Ammoniak, — Vergr, c. 200, Trykt den 17, December 1900, SS 2 ZB De zn u dae ' aL) v Å \ x fr h LE Oi aa 2508 a0 VID.SELSK.SKR.I. M=N.K1.1900 N97. Sv. Murbeck del. ) Dictyosiphon foeniculaceus (Huds. FEIERN pe nn 3 5185 002 NYA vi ANY