Le ce i é Foer FE * peters EEE sta serer fel, I SZ | (sae LIBRA eee Q D | Å | db = : x = RY ENEV YORK BOTANICAL CARDEN å N SE Em Skrifter udgivne af Videnskabs-Selskabet 1 Christiania 1905 I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse (Med 12 Plancher, 3 Textfigurer, 3 Karter og 5 grafiske Fremstillinger) Christiania I Kommission hos Jacob Dybwad A. W. Broggers Bogtrykkeri 1906 7 «4 1900 = No. LIBRARY NEW YORK BOTANICAL GARDEN. Indhold. 1, J. Fr. Schroeter, Bestimmung der Bahn des Cometen 1864 III Os in SJ C. F. Larsen. Nordlandsbefolkningen. Antropologiske Undersøgelser 1904. (Med 5 grafiske Fremstillinger og 1 Kart). H. Geelmuyden. Den magnetiske Misvisning i Norge £ P. Bull. Om Dermoidcyster og teratoide Svulster. (Med 12 Plancher og 3 Figurer i Texten) : Anders Daae og Hans Daae. Indlands- og Kystbefolkningens Legems- høide, Favnevidde, Brystomfang og Siddehoide. (Med 2 Karter) Adolf Fonahn. Orm og Ormmidler i nordiske medicinske Skrifter fra Mddeadeen NE EE EE Th. Hiortdahl. Fremstilling af Kemiens Historie, I.. Bestimmung der Bahn des Cometen 1864 II von I. Fr. Schroeter: (Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1905. No. 1). AUF KOSTEN DES NANSEN-FONDS HERAUSGEGEBEN. Christiania. In Commission bei Jacob Dybwad. A, W. Brøggers Bogtrykkeri. 1905, Vorgelegt in der Sitzung am 27. Mai 1904. 4 7 - r pi af OG N LE 2 nu S 1. Einleitung. De Comet 1864 III wurde am 23. Juli 1864 von Donati und Tous- Saint in Firenze entdeckt und zwar im Haupthaare der Berenice. Die erste genauere Beobachtung aber gelang erst Donati am 27. Juli. Spåter wurde der Comet auf mehreren Sternwarten in Europa beobachtet, trotz- dem in der nördlichen Hemisphåre die Sichtbarkeitsverhåltnisse im allge- meinen sehr ungiinstig waren. Der Comet, an und fiir sich nicht hell, war fur die nördlich vom Aequator gelegenen Sternwarten nur tief am westlichen Horizonte sichtbar, so dass auch durch die Diinste der Atmosphåre sein Licht wesentlich geschwächt wurde, und er war deswegen für schwache Instrumente eben an der Grenze der Sichtbarkeit. Nur mit stärkeren Refractoren konnten brauchbare Positionen erlangt werden. Dass der Comet so schwach erschien, ist wohl hauptsächlich dem soeben erwähnten Umstand zuzuschreiben, denn Donati bemerkte am 3. August, begünstigt durch die Reinheit des italienischen Himmels, einen 15 Bogenminuten langen Schweif. Der Comet zeigte eine gut zu beob- achtende fixsternartige Verdichtung, und dieser Umstand allein bewirkte wohl, dass die Beobachtungen, trotz der Schwäche des Objektes, einiger- massen befriedigend unter einander stimmen. Der Comet wurde auf den europäischen Sternwarten am längsten von Engelmann in Leipzig verfolgt, der die letzte Position am 13. August erhielt und noch am 15. den Cometen sah; er war da aber zu schwach zur Beobachtung, auch mangelte ein Vergleichstern. In Europa konnte der Comet also nicht länger als ı7 Tage verfolgt werden. In Amerika wurde derselbe nicht beobachtet. Für die südliche Halbkugel war die Lage des Cometen weit gün- stiger, da er am 2. Dezember vom Südpole nur 81/,° entfernt war. Trotz- dem wurde er nur von Mösta in Santiago in Chile beobachtet und zwar vom 2. Novbr. bis zum 23. Dezbr. Leider hat uns Mösta nicht mitgeteilt, unter welchen Umständen er den Cometen beobachtet hat. Die von ihm Vid.-Selsk. Skrifter. I. M-N. Kl. 1905. No. 1. 1 4 J. FR. SCHROETER, M.-N. Kl. in den » Astronomischen Nachrichten« veröffentlichten Beobachtungen geben nur die für die Berechnung notwendigen Daten, In A. N. No. 1483 machte Engelmann darauf aufmerksam, dass der Comet für die nördliche Hemisphäre wieder sichtbar werden würde, »im Fall es seine Helligkeit erlaubt.» Schmidt in Athen hat mitte Januar mit Hülfe der Ephemeriden von Oppolzer und Engelmann den Cometen aufgefun- den und ihn vom 19. bis zum 30. Januar 1865 beobachtet. Dank der Durch- sichtigkeit des Himmels in Athen hat Schmidt am 19. Januar einen 7 Bo- genminuten (am 27. Januar 5‘.5) langen Schweif bemerkt, Auch er sah im Cometen einen scharfen sternartigen Kern, der trotz der grossen Licht- schwäche noch leidlich gute Messungen gestattete. Schmidt hat später auch versucht den Cometen aufzusuchen, aber vergebens. Der letzte, der überhaupt diesen Cometen gesehen hat, ist Peters in Clinton und zwar am 24. Febr. Ihm schien es auch, als ob der Comet eine kleine fixstern- artige Verdichtung zeigte, Wie es aus der eben angeführten Darstellung hervorgeht, ist der Comet vor dem Periheldurchgang 17 Tage hindurch verfolgt worden und zwar in den Tagen vom 27. Juli bis zum 13. August, aber nur auf euro- päischen Sternwarten; die nördlichste ist Berlin, die südlichste Firenze. Nach dem Periheldurchgang ist der Comet in den Monaten November und Dezember beobachtet, aber nur an 14 Tagen, im Januar vom 10. bis zum 30., und am 24. Febr. wurde er zum letzten Male gesehen. In den Monaten, innerhalb deren der Comet beobachtet werden konnte, beschrieb er einen heliocentrischen Bogen von nicht weniger als 181°, von v = — 80° bison Wie oben erwähnt war der Comet sehr schwach. Der einzige Beobachter, der eine Sterngrösse angegeben hat, ist Schmidt und zwar nur in folgender Weise: »Der Kern des Cometen war anfangs (Jan. 19.) 11 Grösse, später (Jan. 27.) 12 Grösse.« Wenn der Comet der theore- tischen Helligkeitsformel H, = ae oder der Formel 4, — = gefolgt ware, würden die Helligkeitsverhåltnisse, die Helligkeit am Entdeckungs- tage als Einheit genommen, aus folgender kurzen Tabelle hervorgehen: H, Hi, 1864 Juli 27e 1.00 1.00 Aug 4. 1.08 1.14 — 12 1.18 1.30 1905. No. I. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 5 Hl, Hå 1864 Novb. 30. 3.87 1.57 Dezb: | 3. 3.34 1.37 — 16. 2.63 1.19 — 24. 1.93 1.05 1665 Jan. 18. 0.66 0.72 — 24. 0.51 0.67 — 30. 0.41 0.62 Feb.2123: 0.19 0.47 Die erste genauere Bahnberechnung ist von Oppolzer unternommen und von ihm im L Bande II Abt. der Sitzungsberichte d. math.-naturw. Cl. der kais. Akademie der Wissenschaften in Wien veröffentlicht. Vor- läufige Elemente aus den Beobachtungen im Juli und im August hatten Krueger, Donati, Celoria, Oppolzer, Tietjen und Engelmann berechnet und sie in A. N. No, 1487—8 publicirt. Tietjen und Engel- mann haben auch Ephemeride berechnet, Titjen für die Zeit Aug. 8. bis Dezb. 30. in 16 täglichen Intervallen, Engelmann für die Zeit Novb. o bis Dezb, 10, und vom 24. Jan. 1865 bis zum 1. März in 4 täg- lichen Intervallen. Oppolzer hat alle ihm zur Verfügung stehenden Beobachtungen einer genaueren Untersuchung unterzogen und mit Hülfe der von ihm gegebenen »Entwickelung von Differentialformeln zur Verbesserung einer Planeten- oder Cometenbahn nach geocentrischen Orten« eine Ausglei- chung der Bahn vorgenommen. Seine Elemente sind die folgenden: T = 1864 Oct. 11.35573 mittl. Zeit Berlin 233420509 | 4 = 109 57 29. 4 mittl. Aequin. 1864.0 om 220 715.6 log 4 = 9.975959. Mittelst dieser Elemente hat Oppolzer eine Ephemeride für die Zeit Jan. 24. bis März 5. in 2 täglichen Intervallen berechnet. In derselben Nummer der Astronomischen Nachrichten (No. 1504), worin Oppolzer einen Auszug aus seiner soeben erwähnten Abhand- lung gegeben hat, hat von Asten aus den Beobachtungen Juli 28. bis Aug. 13., im ganzen 32 Beobachtungen, eine Berechnung der Bahn durch 4 Normalörter veröffentlicht. Später hat von Asten auch die Beob- achtungen von Mösta und Schmidt benutzt und alle ihm zur Ver- fügung stehenden Beobachtungen in 6 Normalörter zusammengezogen 6 J. FR. SCHROETER, M.-N. KI, unter Berücksichtigung der Jupiter-Störungen, Mit Benutzung von Op pol- zers Differentialformeln hat er eine Ausgleichung vorgenommen und ist zu den folgenden definitiven parabolischen Elementen gekommen, die in A. N. No. 1568 veröffentlicht sind: T = 1864 Oct. 11.442211 mittl. Zeit Berlin N = 31" 45" 23.94 4 — 109 41 58. 42 mittl. Aequin. 1864.0 w= 232 27 25. 75 | log. 9 = 9.9690425. Die Darstellung der Beobachtungen ist keine ganz befriedigende, was auch durch die Einführung einer Excentricität nicht verbessert wird. 16 Jahre, nachdem von Asten seine definitiven parabolischen Bahn- elemente publicirt hatte, wurde von Peters in A. N. No. 2365 die oben erwähnte Beobachtung vom 24. Febr. 1865 veröffentlicht. Obwohl diese Beobachtung sich einigermassen der von von Asten hergeleiteten Bahn anschloss, schien das Interesse am Cometen 1864 III mit der Unter- suchung von von Asten nicht erschöpft zu sein. Es war zu erwarten, dass das Beobachtungsmaterial eine erheblich bessere Ausnutzung gestat- tete, als ihm von Asten zu teil werden liess. Ich habe mich haupt- sächlich aus diesem Grund vor einiger Zeit entschlossen, die Unter- suchungen über die Bahn dieses Cometen wieder aufzunehmen und sie unabhängig von den früheren Bearbeitungen durchzuführen. Anderer dringenden Arbeiten wegen sind meine Rechnungen erst neuerdings zum Abschluss gebracht worden. Es ist mir gelungen, einigen Beobachtungen auf die Spur zu kom- men, welche nicht früher veröffentlicht waren und deswegen von von Asten nicht benutzt werden konnten. Unter diesen erwähne ich beson- ders die von Krueger am Bonner Heliometer gemachten Beobachtungen. Durch die Güte von Deichmüller habe ich eine Abschrift aus dem Tagebuch Kruegers erhalten und die Beobachtungen selbst reducirt. Dagegen ist eine Nachfrage in Santiago in Chile nach den Beobachtungs- biichern Möstas unbeantwortet geblieben, und es war mir nicht möglich zu ermitteln, ob sie überhaupt noch existiren. Möglicherweise könnte eine nochmalige Reduction der Moesta’eschen Cometenbeobachtungen etwaige systematische Fehler ans Licht bringen. Weiter unten komme ich auf diese Beobachtungen zurück. Alles eingerechnet habe ich 57 Beobachtungen zu meiner Verfügung gehabt. Leider sind deren 23 °/o an demselben Instrumente angestellt wor- den und zwar in Santiago. Dass die Art, wie sie gemacht sind, nicht ohne 1905. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 II. 7 Einfluss auf die definitive Bahn ist, wird noch die endgiiltige Ausgleichung zeigen, Und es ist sehr zu bedauern, dass Moesta keine Bemerkungen iiber die Art der Beobachtungen und iiber das Aussehen des Cometen mitgeteilt hat, ganz davon abgesehen, dass er der einzige gewesen war, der wie schon erwåhnt auf der siidlichen Halbkugel diesen Cometen iiber- haupt beobachtet hat. Meinen ganz besonderen Dank erlaube ich mir an dieser Stelle den Herren Professoren Auwers und Bruns abzustatten, welche mir mit grosser Bereitwilligkeit ihre Beobachtungsresultate der Berliner und Leip- ziger Zonen zur Verfügung gestellt haben. Gleichfalls fühle ich mich dem Herrn Professor Becker, welcher auf meine Bitte einige Vergleich- sterne von neuem am Strassburger Meridiankreise bestimmen liess, zu grossem Danke verpflichtet. s 2. Ephemeride des Cometen. Der Bahnberechnung habe ich die parabolischen Elemente zu Grunde gelegt, welche von Asten als die definitiven angesehen hat. Indem ich den von Hansen gegebenen Wert der Schiefe der Ekliptik benutzt habe und zwar ¢ = 23° 27° 24.“87 (1864.0), sind die folgenden rechtwink- ligen Aequatorealcoordinaten, bezogen auf das jedesmalige wahre Aequi- noctium, hergeleitet. | x = (9.9388213).7. sin (v + 310° 40° 17.“22) + 4x y = (9.9030129).7.sinfv+ 15 19 36. 64) + 4y z =(9.8911493). 7. sin (v + 248 4 21. 40) + 42 wo 42 =(—f.y—gcosG.z)sin 1” 4y=(f.2+gsinG.z) sin 1” 4z=(gcosG.x—gsinG.y)sin 1“ Fiir die ganze Dauer der Erscheinung des Cometen ist die folgende Ephemeride gerechnet. Die rechtwinkligen Sonnencoordinaten und die Grössen f, g, G sind dem Berliner Jahrbuch entnommen. J. FR. SCHROETER. M.-N. KL Ephemeride des Cometen fiir mittl. Zeit Berlin. 1864 a app. à app. log. J Aberr.-Zeit h m 8 = 4 4 m 5 Juli 27.0 12 52 1.56 +19 11 16.6 0.2516 14 50.0 27.5 12751722889 +18 51 51.7 98.0 12 50 56.82 +18 32 291 0.2530 14 529 98.5 19.50 95.35 +18 13 89 29.0 12 49 54.46 +17 538 512 0.2544 14 55.9 29,5 12 49 24.14 +17 34 359 30.0 12 48 5438 +17 15 93.1 0.2559 14 58.8 30.5 12 48 25.16 +16 56 12.8 31.0 12 47 5648 +16 37 5.0 0.2573 | 15 18 31.5 12 47 28.33 +16 17 59.7 Aug, 1.0 12 47 0.70 +15 58 569 0.2587 | 15 48 1.5 12 46 383.58 +15 39 56.7 | 20 12 46 6.96 +15 20 59.0 0.2601 | 15 77 2.5 12 45 40.83 +15 2 39 | 3.0 12 45 15.17 +14 43 11.4 0,2615 15 10.6 3.5 12 44 49.98 +14 MA 914 | 4.0 12 44 95.95 +14 5 340 0.2629 15 135 4,5 12 44 0.97 +13 46 492 | 5.0 12 43 37.13 +13 98 69 0.2643 | 15 164 5.5 12 43 18.12 +13 9 972 6.0 12 42 50.73 +12 50 50.1 0.2656 15 19.3 6.5 12 42 98.16 +12 32 15.5 7.0 12 492 5.99 +12 13 434 0.2670 15 922 7.5 12 41 4429 +11 55 138 8.0 12 41 9983 +11 36 46.7 0.2683 15 950 8.5 12 41 1.82 +11 18 22.4 9.0 12 40 41.18 +11 0 0.0 0.2696 15 27,8 12 40 20.90 +10 41 40.8 10.0 1940 09 +10 23 9230 0.2709 15 30.6 10.5 12 839 41.39 +10 5 80 11.0 12 39 22.14 + 9 46 554 0.2722 15 33.3 11.5 12 39 32 + 9 28 452 12.0 12 38 44.63 + 9 10 373 0.2734 15 35.9 12.5 12 38 26.35 + 8 52 31.7 13.0 12) 238% 8:37 + 8 34 283 0.2746 15 384 13.5 12-.37 50.69 FO 10 271 14.0 12 37 33.31 ten os 280 0.2758 15 40.9 Nov. 20 11.2597 751.1 —45 11 33.6 0.1608 12 +90 2.5 11 59. 20.07 — 45 2 91 3.0 11 58 4745 — 46 13 39 0.1561 11 543 3.5 11 058 13:81 —46 44 182 4.0 fi 57 39.10 —47 15 523 0.1515 11 46.7 26.00 10), 419° 4656 — 75 43 96.2 0.0626 9 35.9 26.25 10 15 13.54 —76 3 438 26.50 90 10 57.66 — 76 23 48.6 0.0614 9 344 26.75 10 6 28.06 — 76 43 39.0 27.00 10 1 43.76 —77 3 135 0.0604 9 33,0 1905. -No. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 1864—65 @ app. à app. log. J Aberr.-Zeit h zn 3 > : ge m S Nov. 29.00 9 13 809 —79 96 49 0.0569 9 984 29.25 9 5 9832 —79 41 345 29.50 8 57 9435 —79 56 22.1 0.0562 9 975 29.75 8 48 55.58 —80 10 24.0 30.00 8 40 162 —80 23 36.6 0.0555 9 967 30.25 8 30 4234 —80 35 56.0 30.50 8 20 57.98 —80 47 17.7 0.0550 | 9 260 30.75 S 10 49.15 —80 57 372 Dez. 1.00 8 0- 16.89 81 0.6.1509 0.0546 9 954 1.25 7 49 9269 —81 14 545 1.50 7 38 863 —81 21 454 0.0542 9 249 1.75 7 96 3723 —81 27 202 2.00 | - 7 14 51.55 = 81, 31 356 0.0539 9 245 4.00 5 39 4855 —81 15 359 0.0536 9 94.1 4,25 5 98 4541 —81 7 323 4.50 5 18 34 —80 58 16.1 0.0537 9 243 4.75 5 7 44.98 —80 47 51.0 | 5.00 4 57 4995 —80 36 20.6 0.0539 | 9 46 5.25 4 48 19.16 —80 23 491 5.50 4 39 1440 —80 10 204 0.0542 9 95.0 5.75 4 30 35.00 —79 55 584 6.00 4 92 20.68 —79 40 468 0.0546 9 255 6.25 4 14 30.90 —79 % 496 6.50 4 7 499 990080 103 0.0551 9 96.1 6.75 1 00 913 —78 50 52.1 7.00 3 53 21.36 —78 32 58.1 0.0556 9 268 8.00 3 99 5886 — 77 16 209 0.0570 9 28.6 8.25 3 24 5323 —76 56 87 8.50 3 20 363 76 35,857 0.0579 9 29.7 8.75 3 15 29.12 —76 14 43.6 9.00 au 0878 —75 53 342 0.0588 9 309 15.0 9 4 300 —66 46 38.9 0.0759 9 538 155 2 8 18.85 266 1,0185 16.0 2 5 46.73 65.16.2467 0.0797 9 592 16.5 2 3 95.54 —64 98 57 17.0 SANT IV T4 = —63 42 172 0.0839 10 49 29.0 1 45 56.74 —56 20 983 0.1079 10 39.3 22,5 1 44 53.70 —55 38 164 23.0 1 43 5449 —54 56 98.9 0.1132 | 10 472 23.5 1 42 58.86 —54 15 62 | 24.0 1 42 658 53 34 87 0.1188 | 10 55.5 Jan. 19.0 1 31 49.78 —97 96 153 0.2792 | 15 485 19.5 1 31 56.78 RO Si 17 | 20.0 1; 33° 413 —96 44 155 0.2852 16 15 20.5 NE 11:83 —96 3 385 | 21.0 1 32 19.84 —% > 165 0.2911 16 14.6 10 ‘ J, FR. SCHROETER, M.-N. KI. 1865 a app. | ö app. log. J Aberr.-Zeit. h m 8 | 2 4 44 m 8 Jan. 21.5 1 382 9818 | — 95 43 92 22.0 1 832 86.88 — 95 93 164 0.2969 16 27.8 22.5 1, 132 14578 -5 3 379 23.0 1 32 55.03 —% 44 134 03026 | 16 41.0 93.5 10188. ST —% 9 97 | 24.0 1 3 1439 —94 6 55 0.3083 | 16 543 24.5 1 33 9448 Er pa | 25.0 1 33 3.83 —93 98 51.0 0.3140. |; ie 25,5 1 33 45.45 —93 10 332 | 26.0 1 33 56.33 —92 52 98.1 03196 | 17 209 26.5 1 34 746 —99 34 354 27.0 PELSEN 92 46 550 0.3251 17 342 27.5 1 84 3045 | —21 59 267 28.0 1 34 4298 —91 42 10.3 03306 | 17 476 28,5 1 34 5434 +91 95 56 | 29.0 1 35 662 =O 8 195 0.3360 | 18 1.0 29.5 1 35 19.12 — 20 51 306 | 30.0 1 35 3183 — 90 34 59.8 03414 | 18 144 30.5 1 35 44.74 — 90 18 39.9 31.0 1 35 5784 2909 307 0.3467 18 27.8 Feb. 23.0 1 48 3425 —10 11 339 0.4517 23 30.9 93.5 1 48 53.09 10 4 179 24.0 1 49 11.99 EROS GO 04556 | 923 435 24.5 1 49 30.96 NON +12 | 35.0 1 49 50.02 29081 04 0.4594 23 56.1 § 3. Vergleichsterne, Die Oerter der nördlichen Vergleichsterne sind, soweit sie darin vor- kommen, den Catalogen der astronomischen Gesellschaft entnommen, wåhrend fiir die siidlichen Sterne in erster Reihe Meridianbeobachtungen vom Cap, die Cordobaer und Melbourne Cataloge und Gillis: Catalogue of 16748 southern stars in Betracht kamen. Ich habe alle Sterne auch in älteren Catalogen gesucht, um etwa vorhandene Eigenbewegung beriick- sichtigen zu können. Da solche sich mit Sicherheit nur bei dem Stern 13 nachweisen liess, habe ich bei der Annahme der der Rechnung zu Grunde gelegten Sternörter mich fast ausschliesslich an die neueren Cata- loge gehalten und teile deswegen nicht die älteren Positionen mit. Die 1905. No. I. BESTIMMUNG D. BAHN D, COMETEN 1864 III. IT Beobachtungen des Cometen 1864 III sind nicht so genau, dass es der Mühe wert scheint, die Fixsternörter einer eingehenderen Discussion zu Jedenfalls liegen die Fehler, die durch Vernachlässigung der Reduction der einzelnen Sternörter auf ein gemeinsames System begangen werden, weit innerhalb der Unsicherheiten der Beobachtungen unterziehen. selbst. Mittlere Oerter der Vergleichsterne. Zahl | : 3 | ‘1102 Autorität | der | Epoche a 1864.0 0 1864.0 Bemerkungen | Beob, | = | h m s Oo i di | [11 7.8| II. Paris 1908 | 1.1 1858.8 1 95 56.64 | —27 14 60.4 Varnall 749 | 1.2 | 1869.7 1868.9 62 59.3 Argentina 1473 | 6.6 1876.6 57 | 61.9 | Cape (Stone) 607 | 3.3 78.9 .63 62.7 | BERGAN 1 95 56.60 | —27 15 1.5 12 219 | Cord. Z. 1h 235, 1.1 1873.4 | 1 2 976 | —95 12 28 | Strassburg Mer. 29 .96 4.1 C+25 1 29 989 |—25 12 3.7 3 3 || 9.8) Argentina 1542 | 33 1880.9 1 29 32.59 | -27 12 51.9 L || 9.5| Argentina 1563 | 33 1880.9 1 30 41.85 | —25 16 10.5 | || 8 I, Paris 2020 | 1: | 1840.8 1 30 46.09 II. Paris 2020 | 1.1 1858.8 46.05 | -25 42 39.2 III. Paris 2020 | 1.1 19.9 45.99 39.1 | Argenti 15 77.3 46.11 | 38.6 rgentina 64 | 55 | EET 1 30 46.08 | —25 42 388 8 5 | 6 I, Paris 205011 1847.7 1 32 21.74 II, Paris 2056 | 19 | 1860.8 1858.3 85 | —21 58 10.1 III. Paris 2056| 33 | 1879.3 91 91 Argentina 1588 | 44 77.0 97 9.5 Radcl, (Stone) 388 | 33 | 84.6 .93 9.5 Grw. X y. 959 | 33 85.2 99 | 9.6 Cincin, Zone 2317| 33 85.8 96 | 95 | IP FAFR HER C 1 32 21.94 | —21 58 95 5 717 I. Paris 2058| 9 1843.3 1 32 26.98 | II, Paris 2058 | 12 1858.8 26.88 | —25 42 553 | Cape Cat, 236 | 99 | 1851.7 1851.3 26.93 | 55.1 | Yarnall 796 15 35 63.0 ot 26.91 | 54.3 Argentina 1593 | 65 74.4 27.00 55.2 | Cape (Stone) 651 | 33 1878.9 26.92 548 | Radcl. (Stone) 8390 | 33 87.5 26.86 55.5 | IP+C+Y+A+St+R 1 32 26.93 | —25 6 42 55.0 | 10 11 12 13 14 15 16 17 18 Grösse 9 8.5 6.9 7.4 Autorität Corde Zei 882 Strassburg Mer, I, Paris 2103 Argentina 1639 Cincin, Zone 994 Cincin, Zone 996 Strassburg Mer, ll, Paris 9149 III, Paris 9149 Cincin, Zone 230 Il, Paris 9165 Cincin, Zone 933 Strassburg Mer, Cincin. Cat, 943 Argentina 1790 I. Kam 417 Argentina 1875 Strassburg Mer, I. Melbourne Cat, 193 Cape (Stone) 817 Argentina 2056 = 377 Gillis Cat. 1146 Argentina 2114 | Cape (Stone) 836 3.9 9.9 J. FR. SCHROETER. Epoche 1873.5 1843.3 78.9 86.3 1886.2 1858.8 1859.38 1879.8 86.3 1859.5 85.8 90.9 89.4 1880.8 1865 79.8 1890.9 1868.9 75.9 76.7 1851.9 64.4 80.0 | M.-N. KI, 3cmerkungen | E. B. —0.0038, —0.278 (Cine. 2 P+CZ.+S+4C 4 | K+2A 3 angesch, an M+C+3A 5 a 1864.0 ö 1864.0 h m 8 | ° ‘ u 1 32 41.26|—9 50 1.1 40 | 1.6 1 32 4133 |-95 50 13| 1 34 4254 49 | -22 24 30.8 15 29,1 1 34 49.59 | —22 24 30.0 | 1 34 47.45 |—20 37 44.7 1 34 57.49 |-22 49 318 | 1 36 46.80 |—22 18 222 | 46.85 91.7 47.06 20.9 | 1 36 46.94 | -22 18 215 | 1 37 5461 | —21 16 10.7 59 8.5 62 10.5 60 108 | 1 37 54.61 | 21 16 101 1 43 5497 |-53 59 12.1 1 48 53.96 | —55 25 339 .99 33.9 1 48 53.98 | —55 25 33.9 1 50 24.77 | — 9 39 229 1 52 90.96 | — 9 38 403 1 57 57.25 |—64 16 486 A 48.7 14 48.4 25 473 1 57 57.22 | -64 16 482 2 0 (57.55) —65 47 312 58.55 29.1 58.55 28.9 2 0 5855 | —65 47 29.3 8 G+4A+3C 1905. No. I. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 II. 13 v Zahl | || 8 Autoritåt der Epoche a 1864.0 0 1864.0 Bemerkungen Oo Beob. å h m s | 3 4 u y5| Gillis Cat. 1819 | 22 1852.0 3 12 33.13 | -76 13 10.1 1. Kam 614 65 32.53 10.3 Argentina 3579 | 44 80.9 32.86 9.2 = GEK SA 3 193985 |+76:48 96| 15 7 9 | Gillis Cat. 2307 | 3.3 1852.0 4 1 41.82 | -78 54 522 I. Kam 715 65 41.57 52.2 Argentina 4594 | 22 76.1 42.07 dt.1 a Z.| 43 22 80.0 41.80 53.8 Å PIG EE RESTA 1 41.84 |-78 54533| 5 — 9 | Gillis Cat. 2566 | 2.2 1851.5 4 97 51.51 |-79 53 5.6 I, Kam 805 65 50.74 6.2 i A Argentina 5111 | 44 80.9 50.86 6 G+K+3A 4 97 5097 |—79 53 62 5 09 | Gillis Cat. 92853 | 11 1851.1 4 56 14.67 |-80 52 9.0 I, Kam 875 65 13.54 8.6 Argentina 572 | 45 81.0 13.92 8.0 G KES 4 56 13.99 | -80 52 83 5 10 | Gillis Cat. AST ia? 44 1851.4 7 95 59.51 | -81 20 28.4 9,5| Gillis Cat. 5851 | 1.1 1850.2 8 51 3.99 | 80 10 16 I. Kam 1508 65 8.19 3.9 5 nl GE 8 59811260 10 287,09 9.5| Gillis Cat. 6775 | 22 1851.2 10 6 (25.40) —76 36 30.8 I. Kam 1700 65 26.86 29.9 4 G+k 10 6 26.86 | -76 36 304| 2 8.5! I. Kam 2161 1865 11 51 3494 |-47 5 388 Argentina 16349 | 33 80.5 .78 37.0 K+3A 11 51 3482 |-47 5374| 4 8.5| I. Kam 2169 1865 11 53 10.78 | -46 1 285 Argentina 16386 | 3.3 79.3 50 25.6 = Z. 3678 | 22 80.5 44 26.9 K +34 11 53 1055 |—46 1268) 4 9 | Romberg 2855 | 6.6 1875.6 12 34 113| 9 34378 Leipzig A.G. II. 6198 | 22 84.3 09 38.8 3R+L 12 34 112| 9 34381| 4 Å 6.0) Leipzig A.G. I. 4646 | 22 1868.3 19 34 43.11 | 11 10 227 7.1| Leipzig A.G, I. 4648 | 22 1868.3 12 34 56.50 10 37 54.8 14 J. FR. SCHROETER. M.-N. KI. | o | Zahl u Nr. | 8 Autorität der Epoche a 1864.0 å 1864.0 Bemerkungen Oo 3eob. | = | + | $ DUR à silos. 0 (CORRE 31 | 7.5] Berlin A. G. A. 4748 | 3,3 | 1870.2 1870.1 | 12 38 3734| 15 7 65 32 | 8.9| Leipzig A. G.I. 4667 | 22 1868.3 12 38 4095 11 19 18.9 | 33 | 6.5| Leipzig A. G. II. 6218 | 22 1883.3 12 38 4479| 8 25 37 | 34 || 8.7| Leipzig A. G. I. 4670 | 44 1879.3 |} 12 39 9.98} 11 18 353 | 35 | 6.4| Leipzig A. G. I, 4674 | 22 1868.3 | 12 39 28.08 10 18 16 36 | 7.1| Berlin A.G.A. 4753 | 3.3 | 1870.2 1870.1 | 12 40 22.42 16 20 96 | 37 | 6.5| Leipzig A. G. I. 4681 | 22 18683 | 12 40 92280| 12 42 76 | 38 | 8.8| Leipzig A. G. 1. 4684 | 22 1868.3 12 41 346) 10 52 86 | 39 | 6.7 | Leipzig A. G.I. 4687 | 22 1868.3 12 41 05.57 14 17 474 | 40 | 8.3 | Leipzig A. G. I. 4689 | 22 1868.3 12 41 5898| 14 3 56.7 | 41 | 94| B. B. VI. 11 1855.3 12 41 59.14| 12 32 52.6 42 || 5.7 | Berlin A. G. A. 4764 | 33 | 1870.5 1870.4 | 12 42 529! 14 51 58.4 | 43 | 8.9| Leipzig A. G. I. 4699 | 44 1879.3 12 43 865| 10 49 25.1 44 | 9.0 | Leipzig A. G. I, 4701 | 29 1868.3 12 43 33.37| 13 10 409 45 | 8.4 | Leipzig A. G. I. 4702 | 33 1882.9 | 12 43 44.10 18 Hig 46 || 9.2| B. B. VI. 3.2 | 1862.2 1865.8 | 12 44 3354| 14 20 55.6 47 | 6.5| Berlin A. G. A. 4780 | 5.5 | 1870.1 1870.0 | 12 45 4141| 16 51 475 | 48 | 8.8| Berlin A. G. A. 4781/2| 88 1870.2 19 46 1120, 15 46 102 ee et 49 || 6.1| Leipzig A. G. I. 4711 | 44 1879.3 19 47 0.92; 13 9 29.7 | 50 | 8.5| Berlin A. G. A, 4785 | 3.3 | 1870.2 1870.1 | 12 47 1877) 16 4 11.7 | 51 || 8.6| Leipzig A.G.I. 4714 | 22 1868.3 12 47 44.23| 12 38 450 52 | 9.0| Berlin A. G. A. 4789 | 3.3 | 1870.2 1870.1 | 12 49 11.75| 16 57 547 53 || 4.8] Berlin A.G, A. 4799 | 44 1870.2 12 52 1182) 18 8 362 54 || 6.6| Berlin A.G, A. 4804 | 44 1870.2 12 53 5804| 19 6 17.2 ne 12 46 30.28) 13 54 19.9 | angesch. an 56 || 8.0| Leipzig A. G. I. 4745 | 22 1868.3 12 54 37.70| 13 54 45 Die Reductionen der Vergleichsterne vom mittleren auf den schein- baren Ort sind fiir die nördlichen Sterne in der Weise durchgefiihrt worden, dass ich zunåchst fiir die Zeiten und Orte meiner Cometen- ephemeride in 2 tåglichen Intervallen die Ausdriicke bildete: 1905. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 5 da, =f +g sin (G + a)tgd+hsin(H-+ a) sec d 46, = g cos (G + a) + h cos (H + à) sin å +12 cos Å wo f,9, h, G, H dem Berliner Jahrbuch entnommen wurden. Ausserdem rechnete ich in 6 tåglichen Intervallen die Grössen = (9.4637,) [9 cos (G + a) sind + h cos (H + a)] sec d Er = (8.2876,) [g sin (G + a) + Å sin (H+ oa) sin å] sec?0 = (9.6398) [g sin (G + a) + h sin (H + oa) sin Å] ‘= (8.4637) [t sind — Å cos (H + a) cos Å] Nachdem diese Grössen fir die Zeit der Beobachtung interpolirt waren, stellte sich die Reduction eines Sterns auf das jedesmalige schein- bare Aequinoctium folgendermassen dar: SE ann 41 (0 — Kat rors LE *) a 45, ae 167 ee. rho QUE — X)}s Hierbei ist zu bemerken, dass die obigen numerischen Factoren so gewählt sind, dass man (4 — x), in Zeitminuten, (4° — *)s in Bogen- minuten anzusetzen hat, und dass man die Correctionen in « in Zeit- sekunden, in à in Bogensekunden erhält. Wie oben erwähnt wurde, ist dies Verfahren nur für die nördlichen Sterne angewandt, mit anderen Worten für die vor dem Periheldurch- gang angestellten Beobachtungen. Für die Beobachtungen nach dem Periheldurchgang, welche nur in Santiago, Athen und Clinton angestellt sind, habe ich die Reduction vom mittleren auf den scheinbaren Ort mit den dem Berliner Jahrbuch entnommenen Constanten durchgeführt. S 4. Uebersicht über die Beobachtungen. In der nachfolgenden Uebersicht habe ich alle mir bekannt gewor- denen Beobachtungen des Cometen nach der alphabetischen Ordnung der Beobachtungsorte zusammengestellt. Die Beobachtungszeiten sind auf Mittl. Zeit Berlin reducirt und ohne Berücksichtigung der Aberra- tions-Zeit angegeben. Die Grössen R—B beziehen sich auf die in $ 2 gegebene Ephemeride. 16 J. FR. SCHROETER. M.-N. KL Alle Reductionsdaten sind neu berechnet worden. Für die in Milano angestellten Beobachtungen ist nicht die angewandte Reduction und die Zahl der Vergleichungen mitgeteilt. Schiaparelli hat nur die appa- rente Position des Cometen und die mittlere Position der benutzten Ver- gleichsterne veröftentlicht. Ich habe deswegen diese Beobachtungen um den Unterschied zwischen den von mir und den von dem Beobachter benutzten Vergleichsternen corrigirt. We Astr. Nachr. Bd. 64, S. Die Beobachtungen sind vermittelst eines Kreismikrometers angestellt worden. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Athen. 157. Beobachter: J. F. Julius Schmidt, - . ; ic) = Comet-Stern | Parall, | R-B Mittl, Zeit Berlin = ol X | a geoc, å geoc, | Se in @ in 0 | ina | in 0 | | | ina | ir = | bm fs | m s 4 N 8 san s Oo EG | s 1865 Jan. 19. 6 35 3 2 | 8| +2 17.76 |- 2 31.3) +0.12| +40 | 1 31 53.67 | —27 15 11.3 | —0.24 | + 19. 6 36 35 | 5 | 1) +5 53.78 |— 0 16.3) +0.12| + 4.0 | 91 53.68; —27 15 5.7 | —0.24 | + 21.6 2 44 || 4 | 8| — 0 20.50 |— 3 49.2) +0.09| + 40 | 32 24.14 | —95 53 38.5 | —033 + 21.6 6 1| 2 | 7| —0 6.04 |—10 57.8| +009! + 3.9 | 32 24.20 | —% 53 40.9 | —0.35 | £ 91. 6 14 98 | 3 | 5| + 1 34.80 | —10 45.6) +0.10| + 3.9 32 24.19 | —95 53 123 | —024| = 91. 7 12 31 | 3 | 8| —0 19.65 |— 1 542| +0.16| + 3.7 32 25.06 | —25 51 43.8 | —0.44 | + 21. 7 21 26 | 4 | 7| —0 5.00 +0.16 | | 32 25.31 | —0.58 | 99.6 25 57 | 4 | 4| + 1 56.51 |+ 2 469| +0.11| + 3.8 32 41.68 | —2 13 11.5 | —0.30 + 99. 7 32 39 || 2 | 2 +3 29.52 |+ 0 30.8 | +0.17| +36 | 32 42.76) —25 11 208 | —0.54 — 96. 6 10 39 | 4 |11| — 0 57.97 |+ 5 27.5) +0.10| +35 | 34 284) —22 43 523 | —1.08| + 97. 6 22 14 | 4 | 6| + 1 59.84 |—10 20.8] +0.12| +34 | 34 25.12) —22 8179| —044| + 27.6 34 42 | 4 | 9| —0 19.68 |+16 33.0| +0.13| + 3.4 | 34 26.25| —22 7 449 | —1.87 | + 97. 6 44 38 | 4 |12| — 2 2441 |+10 29.0| +0.14 | + 3.4 | 34 25.90 | —22 7 40.5 | —0.86 + 98. 6 44 47 | 3 |138| —3 9.33 |-17 12.9] +014) + 3.8 | 34 48.66 | —21 33 113 +0.07 | + 30. 6 30 27 | 7 |10| + 0 48.86 |+11 0.8| +0.13| + 3.2 | 35 39.15| —20 26 31.6 | Bu — | || Der Kern des Cometen war anfangs 11", später 12”, und wie der Beobachter bemerkt, »nur dieser scharfe sternartige Kern gestattete noch leidlich gute Messungen, die im Uebrigen wegen der grossen Lichtschwåche des Cometen nicht zu den leichten gehörten.« Jan. 19 Lange des Schweifes = 7‘ 55 — 21 22 = 61 Jan. 19 Scheitelradius der Coma = 33" 1905. No. I. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 II. 17 2. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Berlin. Asir Nachr. Bd. 62, S. 379, Bd. 67, S. 115. Beobachter: F, Tietjen. Geek ; 0-51 | Comet-Stern Parall, R—B Mittl, Zeit Berlin |-% * | a geoc, | Ô geoc. 3 5 || l'UE I Mate | IN | | ina ind | ing in Å ina in Å 3. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Bonn. Heliometerbeobachtungen von A. Krueger. ; | | Comet-Stern Parall. R—B Mittl. Zeit Berlin HK || a geoc, | 0 geoc. | H . | > . | . | | - BE | in a le ino ina | ind | in a lind h m s m s | 4 “u s | ii h m s o i u = u I + Juli 31. 10 22 34 1150| + 0 11.65 +16 58.3 | +0.22! + 3.6 | 12 47 32.48 6 21 82! +0.21!— 9.8 Aug. 2 10 1 5 2 1 4 53 48 — 0 29.09 —40 502 +021) + 3.6 45 44.13 | 15 5 18.1 +1.03 |- 5.0 3 10 0 15146 + 0 18.41 +.6 59.9) +0.21| +3.5 44 53.98 | 14 27 53.0 +0.69 0.0 4. 10 8 3040 + 2 3.35 |—13 46.2 | +0.21| +36 44 436 | 13 50 79 +0.85|— 0.9 5. 9 52 1/44| — 0 17.55 |+ 2 308 | +0.21| + 3.6 43 17.84 | 15 13 85| +0.51 |+ 1.3 Diese Beobachtungen habe ich reducirt aus den Originalbeobach- tungen, welche mir giitigst von Prof. Deichmiiller zugeschickt sind. Juli 31. Eine Einstellung scheint weggeworfen, und die Uhrzeit der letzten Einstellung ist corrigirt. Komet schwach, schwer zu beobachten. | Aug. 2. Comet äusserst schwach bei tiefem Stande und Dunst. Krue- ger bemerkt überdies: »Die Beobachtungen taugen nichts.« 3. Beob. sehr schwer. 4. Beob. äusserst schwer. 5. Comet bei Dunst kaum zu ahnen. 7. Comet noch gesehen, bei Dunst aber nicht zu beobachten. À 4. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Clinton. Est Nachr, Bd. 99, S. 204. Beobachter: C. H. F, Peters. 4 : Kreismikrometer am 131/, zölligen Refractor, på Feb. 24. 13 54 21 må] É o © | : log | Comet-Stern Parall, BE ttl. Zeit. Berlin la ee x || | a geoc. 0 geoc. ah ; : IN> | | ina | in Å ina in gr ina | ind T — —— Inne = = — — —— T == — — === — a m s | | | m so | AXE | = h m s ee EEL s = || | 12 | ‚16 — 0 53.99 | —0 96.6 | +014 | +29 1 49 34.12 | —9 39 30.6 | —0.76 |-148 ,-Selsk. Skrifter. I. M-N. KI. 1905. No. 1. 2 18 J. FR, SCHROETER. M-N. Kl. »Sometimes, at immersion and emersion on the ring, it seemed as if the comet had a very small stellar nucleus. Very fine sky.« mm AMENER 5. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Firenze. Asir. Nachr, Bd) 62° S5 364, 375. Bd. 163,8. 93. 3eobachter: G, B, Donati, | dl | | + RTE) < 4 ; a: 3 ne) Comet-Stern Parall. R—B Mitt]. Zeit Berlin |- %| * | | å geoc, 0 geoc, NE] in @ ind | ina | in d ina | in’ pms | m 8 | f Juan! s | u h m 8 od ‘4 8 | “ 1864 Juli 27. 10 20 12 98.48 |—10 56.3| +0.26) + 3.1 | 12 51 31.68 | 18 55 19.8 | +2.37 |-2% = zz | bo je Go +++++1 98. 9 34 34 30. 9 16 43 31. 9 29 1) Aug. 1. 920 26 1 42.18|+ 9 11.1| +0.24| +29 50 31.74 | 18 17 45.7 | +057 | -1& 2 48.34 |+ 9 36.2| +0.24| +29| 48 31.82 | 17 1 214 || +0.52 248 7 10.20 + 2 249| +0.24| +3.0| 47 34.66 | 16 22 31.8 | +0.11 - & 0 4 7 Co Oe HE SOT & ND ww 2 26.30 |— 1235| +024| +30 | 46 39.57 | 15 44 442 | +0.54 18 2. 9 32 56 st) 6.31 — 0353| +024| +31| 454569 | 15 6 382 | +0,99 — & SS 139) + 3 26.35 +10 246 | +024| +32 | 44 53.97 | 14 28 9.1 | +102|— fl 5. 9 21 24 2 — 3 43.59 + 4 35.6 +0.24| + 3.1 | 43 18.70 | 13 14 2.2 | +0.63|— @ 8. 9 22 22 34|| + 1 54.04 |+ 4 154) +093) +32 | 41 6.01 | 11 22 467 | +0.83+ © 9. 9 56 58] 4 |30| + 5 27.14 |+ 8 55.3] +0.23| + 3.1 | 40 25.64 | 10 46 45.8 | +0.82|- 4 3) + 0 16.70|- 8 1.3| +0.23| +3.1 | 39 46.79 | 10 9 56.1 | —0.06 + 121 | | Il | 10. 858 41 Juli 27. Die Beobachtungen sehr durch Wolken gestôrt und deswegen nicht gut. Aug. 3. Der Comet hatte einen Schweif von 15’ und zeigte einen klei- nen sternartigen Kern, 6. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Leipzig. Astr. Nachr. Bd. 62, S. 381. Beobachter: C. Bruhns und R, Engelmann, — — GE - —— — : , Sn Comet-Stern : Parall, || R-B Mittl. Zeit Berlin |-%* = a geoc, 0 geoc, S| | io en å lina|ind| ina | ind i a h en sail 2 ne a | a] Ines | 27 | Note on s | SUN ct | s 1864 Aug. 4. 9 38 52 | 12.4/55| — 2 96.57 | — 3 34.6 IB.E.|+0.21 | + 3.6112 44 5.74 | 13 50 429 +047 +10 5. 927231 8 45 — 0 27.64 | — 4 11.9| B. |+0.21 | + 3.6 43 18.48 | 13 13 52.6 +0.66 | — 4 135 19°20) 7 | 9.4331 —0 53.81 | = 4 14.0) E. Nees + 3.6 37 52.94 | 8 20 45.5 +2.08 + 5 | | | Il Aug. 4. Der Comet liess sich infolge des punktartigen Kerns recht leidlich beobachten; die Nebenhülle war wegen nicht reiner Luft ziemlich klein und schwach (E). 13. Comet ausserordentlich schwach (bei etwa 5° Hohe); die Beobachtung wurde nur mit sehr grosser Muhe erhalten und ist daher nicht gut (E). 1905. No. r BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 19 Aug. 15. Comet noch mit grosser Muhe wahrgenommen; zum Beob- achten aber zu schwach; auch war kein Vergleichstern in der Nahe (E). 7. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Milano. Astr. Nachr,, Bd. 62, S. 364, 375. Beobachter: G, V. Schiaparelli. 5< | | å CE Parall. | R—B Mittl, Zeit Berlin zu * | @ geoc. Ô geoc, NS | ina in Å | ina in Å h m s || s u h m 3 ° 4 di Ss si 1864 Juli 30. 10 7 35) 52| +0.24 | + 3.0 | 12 48 29.21) 16 59 43.6 | + 1.08 | — 74 Aug. 1. 9 50 28 48 +093 | + 32 | 46 38.36 | 15 43 50.6 | + 0.63 | — 51 de D 44| +093 | + 3.2 43 18.54| 13 13 56.0 | + 0.61 | — 7.4 Seo 187 15 32| + 0.23 | + 82 41 6.56] 11 22 463 | + 0.39 | + 7.3 Juli a Comet ist schwierig zu beobachten der hellen Dämme- Aus, 1. rung wegen. S. erwähnt nicht, wie viele Vergleichungen er gemacht hat, und sagt nur, dass das Fernrohr «de 46 lignes« ist. 1. Der am ı. Aug. benutzte Vergleichstern ist X 1686; ich habe die Mitte genommen. 8. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Paris. Annales de l’Observatoire de Paris, 1864. Beobachter; M. Loewy. ls] | ; Io 5 | | Comet-Stern | Parall | R—B Mittl, Zeit Berlin |= | K | a geoc. Ô geoc, || IS ina in 0 | ina | in Å | in x (Mind en FÅ] | ms ae | i ET a m u på Juli 30. 10 22 58| 5 |47| + 2 45.01 + 7 38.8) +0.22| +3.4 | 12 48 28.47 | 16 59 24.5 | +1.20 |—12.9 Aug. 2. 9 56 32) 4 | 42) + 3 37.46 |+13 50.7) +0.22| +33 45 44.78 | 15 5 464 | +1.04 - 42 3. 9 48 57) 5 |39| + 3 26.66 +10 28.2) +0.21| +3.3 | 44 54.25 | 14 28 12.8 | +0.81 |-- 2.1 5.10 1 8] 5 |49| — 3 45.09 + 3 31.3!) +0.22| +34 43 17.17 | 13 12 58.2 | +0.90/— 1.4 6. 9 43 32| 6 |37| + 2 6.91 |— 5 56.1| +0.21| +34 49 31.72 | 12 36 83 | +2.17 |+ 2.0 8 9 45 59| 5 |29| + 6 19.96 |+11 48.3) +0.21| +34 41 5.05) 11 22 7.1 | +1.10|+ 41 11. 9 44 42) 5 28 | +5 832/— 2 65) +0.21| +35 | 39 6.42| 9 32 27.4 | +0.74|+ 6.0 20 J. FR. SCHROETER. M.-N. KI, } y 9. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Santiago in Chile. Astr, Nachr. Bd, 64, S. 265. Beobachter: C, W, Mösta, | Parall = © | Vo 4 ~ RER Å IT ‘© Comet Stern R—B Mittl, Zeit Berlin || * a geoc, | å geoc. I | © . | . N P . | | . ø IN > in a ind || ina | ind | | ina | ind MERS bh Sms m 8 4 aA | h m 8 on 8 | | 1864 Nov. 2,20 3328| 3 |27| + 5 45.31| — 0 36.8| —0.49| — 3.0 | 11 58 57.65 |-46 2 132|+ 1.17 |- @ 3. 20 20 26| 3 |26| + 6 13.19 | + 0 13.9) —051 | — 26 | 11 57 49.83 |-47 5 326|+ 055 - @ 26. 17 52 93| 3 |25| + 0 17.61 | — 5 47.0| —1.84| 0.0 | 10 6 45.51 |—76 42 20.1|- 4.26| 9% 29. 17 5 26| 5 |24| — 0 29.88 | + 2 25.7| —2.39| + 1.3 | 8 50 34.35 |-80 7 383|- 642|-19 30. 17 12 45| 3 — 3 18.60 | +3 12.1| —235| + 2.7 | Dez. 1.16 6 30| 3 4 51.11|—4 580] —2.62| +22| 7 4.17 152] 2 |92| +13 31.63 | + 1 59.7| —056| +56 | 5 9 47.16 | 80 50 42|- 851|+10 5. 18 23 51| 1 |21| + 2 28.84 | —9 34.4) +0,83 +53 | 4 30 2281 |—79 55 363|-- 811 +13) 6. 18 59 22| 4 120) — 9 3261|+6 45 +135| +42 | 3 59 12.79 |—78 48 454|- 7.54 +20 8. 18 32 13| 6 | 19] + 2 40,33) — 0 40.0! +1.24| +35 | 3 15 16.79 |—76 13 46.3|- 4.50| +99) 15. 15 37 9| 3 |18| + 6 33.96|-0 29] +040! +35 | 35.64 |—65 47 27.5|-— 174|+9% 16. 15 37 16| 3 |17| + 4 47.88| + 1 23.7| +040| +32 | 2 9 48.96 |—64 15 19:9|- 1.47 |+% 99, 15 32 46| 6 | 15] — 4 20.76) — 1 306) +038) + 1.7 | 1 44 36.54 |-55 27 06|+ 0.17 +30 22. 16 12 42) 3 |15| — 4 93.79) + 0 47.4) +047, +12 | 1 44 33.60 |—55 24 43.1 - 0.21 |+32 93,17 0 12] 4 |14|.— 120.24) —0 ie a +02 | 1 42 37.52 = 59 21.2 — 0.06 +45 | | Il | | 30 50.46 —81 25 26.3 —1540 — 8 bo & + + me m bo RO w 1 Novb. 30. Mösta hat als Vergleichstern C. P. D. —81° 249 benutzt, nicht den von ihm bestimmten Stern, der identisch mit C.P. D. — 81" 252 ist. Der benutzte Stern kommt nicht in den mir zu Gebote stehenden Catalogen vor. Dez. 1. Der Vergleichstern ist der Herschelsche Doppelstern (H 3975) und die Mitte ist benutzt. Die genauere Position dieses Sterns habe ich nur in dem Gillis'schen Catalog vorgefunden und zwar nur einmal bestimmt. 10. Beobachtungen auf der Sternwarte zu Wien. Astr. Nachr. Bd. 62, S. 367, Bd. 66, S. 101. Beobachter: E. Weiss. ‚Annalen der k. k. Sternwarte in Wien, Dritte Folge, 13. Bd., Jahrgang 1863, S. 149, 150. Kreismikrometer am 6 zöll, Refractor. Parall, Mittl, Zeit, Berlin Zahl der Vergleich. * | | in & | Bel m s i u s “u h m s ° 4 si hems | | s 1864 Aug. 5. 9 49 44| 6 |45| — 0 28.36|—5 0.2) +022) + 3.5 | 12 43 17.77 13 13 41 | +0.65| +! 6 99% 7 | | 41| + 0 31.65 | +3 = +0.22| +35 | 42 32.82 | 12 36 33.9 || +0.61 | + Aug. 5. Der Comet ist schwach, hat jedoch einen kleinen sternartigen Kern, = Soe 1895. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 21 11. Beobachtungen auf der Privatsternwarte Josephstadt zu Wien. Astr, Nachr. Bd. 62, S. 365—368, 379, Bd. 63, S. 79. 3eobachter: Th. von Oppolzer. 3 5 | Comet-Stern | Parall Å | R—B en -3 | are = N— Mittl. Zeit. Berlin, Le X || | a geoc 0 geoc | IN | | ina | ind | ina | ina | | ina lind h m a = Ss I i u | s 7 u di | h ra] S o 4 di S ; 7 Mm Aug. 6. 8 50 59| 4 |51| — 5 1225 -—1 6.3 | +0.22| + 34 | 12 42 34.03 | 12 37 37.0 | +0.50 | — 5.4 6. 9 34 25 4 137| + 2 7.77|-5 37.0 | +0.22| +35 42 32.58 | 12 36 37.5 || +0.59 | — 3.1 9. 8 43 58 | 4 ‚43 — 9 44.79 |- 2 98.0 | +0.21 | + 34 40 25.94 | 10 46 53.6 | +0.88 | + 9.5 991536 4 38 b= 0 40.24 |— 5 53.1 | +0.22 +35 40 25.24 | 10 46 11.9 | +0.69! + 2.9 11. 8 53 | ? |98| +5 447 > pa! Die erste der Beobachtungen am Aug. 6. und 9. wurde am Ring- mikrometer, die zweite am Lamellenmikrometer erhalten. Aug. 6. Der Comet ist nicht sehr schwach, gleicht etwa einem Nebel erster Classe mittlerer Helligkeit und zeigt eine gute centrale Verdichtung; die ersten Vergleichungen des Cometen mit dem Sterne (51) wurden noch bei ziemlich heller Dåmmerung erhalten. Aug. 9. Beide Beobachtungen sind nicht sehr sicher, da bei ersterer die helle Dåmmerung, bei letzterer die ziemlich dunstige Luft am westlichen Horizonte den Cometen an die Grenze der Sichtbarkeit brachten. $ 5. Herleitung der Normalabweichungen. Im Folgenden gebe ich eine chronologisch geordnete Zusammen- stellung der Abweichungen der einzelnen Beobachtungen von der Ephe- meride (I), mit Angabe der Gewichte. Die letzteren konnten wegen der geringen Anzahl der Beobachtungen nicht rechnungsmässig festgelegt werden. Um jedoch den sicher vorhandenen Unterschied in der Güte der Beobachtungen nicht ganz unberücksichtigt zu lassen habe ich nach Gutdünken die Gewichte o, 1, 2 in folgender Weise verteilt. Das Gewicht Null haben solche Beobachtungen erhalten, die in unzulässiger Weise von allen anderen Beobachtungen derselben Epoche abweichen. Die Beobachtungen, die vom Beobachter selbst als wenig vertrauens- würdig bezeichnet sind, oder bei denen der benutzte Vergleichstern nicht genügend sicher bestimmt ist, sind in der Rechnung mit dem Gewicht — 0 46.0 | +0.21| + 34 39 757 | 9 33 47.7 | +0.93| + 3.4 22 J. FR. SCHROETER. M.-N. Kl. Eins benutzt worden. Den iibrigen Beobactungen ist das Gewicht Zwei erteilt worden. Die zwischen zwei Strichen eingeschlossenen Beobach- tungen sind zu einem Normalort zusammengefasst worden, und zwar durch | Mittelbildung mit Berücksichtigung der Gewichte. I JI Mittl, Zeit Berlin Ort. | PE LETE Gewicht | Ja cos 8! Jd ||dacosd| 28 | UT | De! 5 4 | 1864 Juli 27.431 | Firenze | + 2.25 |-228| +146 —135| 0 0 28.399 = | + 0.54 |-18.7|| — 0.25 |-104| 2 0 30.387 = + 0.50 |--24.0| — 0.29 |-176| 2 0 30.422 | Milano | 4.03 |— 74| + 095 (MAIS 30.433 | Paris | + 1.15 |-12,9| +0.36 |- 66| 2 1 31.895 | Firenze + 0.11 |— 8.2| — 0.67 |— 28| 2 2 31.432 | Bonn + 0.20 |— 9.8| — 0.58 |- 44| @ 2 Aug. 1.389 | Firenze + 0.52 |-11.2| — 0.25 |— 66| 2 2 1.410 | Milano | +061 |- 5.1| —0.16 |- 06] 2 2 9,398 | Firenze + 0.96 |— 88) + 018 |= BE 9,414 | Paris + 1.00 |— 42| + 0.23 |- 05| 2 2 2.497 | Bonn + 0.99 |-- 5.0] + 0.22 |-- 13| 1 1 3.409 | Paris | + 0.78 |— 2.1|| — 0.02 |+ 08] 2 2 3.410 | Firenze + 0.99 |— 1.6| + 0.22 |+ 1.31 2 9 8.417 | Bonn + 0.67 0.0| — 0.10 |+ 29| 2 2 4.402 | Leipzig + 0.46 |+10.4| — 0.30 |+13.1| 2 0 4.423 | Bonn + 0.83 |— 0.9| + 0.07 |+ 1.8| 2 2 5.350 | Firenze + 0.61 |— 48| — 0.15 |- 35| 2 2 5.394 | Milano +0.60 |— 7.4 — 016 | HE” 5.394 | Leipzig + 0.64 |— 45| - 0.12 |- 32] 2 9 5.410 | Wien + 0.63 |+ 9.3| — 0.13 |+106| 2 1 5.411 | Bonn + 0.50 |+ 1.3!) — 0.26 |+ 26] 2 2 5.417 | Paris + 0.88 |— 1.4| + 0.12 |- 01]. 2 9 6.382 | Wien- Josephstadt + 0.53 |— 42|| — 0.22 |— 371 9 8 6.393 | Wien + 0.60 |+ 3.3|| — 0.16 |+ 38] 2 2 6.405 | Paris +212 |+ 2.0) +1.37 |+ 25| 0 2 6.409 | Berlin + 1.25 |— 71| + 050 |— 6.6| 2 2 8.388 | Milano + 0.38 |+ 7.3| — 0.36 |+ 62] 2 2 8.391 | Firenze + 0.81 |+ 0:7|| +007 |— DA EE 8.407 | Paris + 1.08 |+ 4.1| +0.33 |+ 30| 2 2 9.373 | Firenze + 0.81 |— 25| + 0.06 |— 431 2 9 9.375 | Wien—Josephstadt + 0.77 |+ 6.2| + 0.02 + 44] 2 2 10.374 | Firenze 10:06 | == 19:0) 0:79 8/459 9'6 | eee 11.870 | Wien—Josephstadt + 0.92 |+ 34| + 0.20 |+ 04| 2 2 11.406 | Paris + 0.73 |+ 6.0) + 0.01 |+ 30| 2 2 13.389 | Leipzig + 2.01 |+ 5.0| + 1.28 |+ 08| 1 1 Nov, 2.836 | Santiago + 0.81 |— 84] + 0.60 |— 94] 2 9 3.848 = 40:37 |= 891 + 0.48. |= So 0 ——— — —— 96.745 | — — 0.98 |--22.5| — 0.15 |— 38] 2 2 20749 |, Iu — 1.10 |-195 || + 0.28 |- 44] 2 9 Dez. 1.671 ar — 2.30 |— 83| —054 - 07| 1 1 1005. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 23 | I II Mittl. Zeit Berlin Ort, 2 ___|| Gewicht a cos d| Jd || Aacosd| Ad 1864 Dez. 4.710 | Er | 136 |+108| +050 |+07| 2 2 5.767 — | — 1.42 |+13.5| + 0.33 |-15| 2 2 6.791 | — | — 146 |+202| +0.15 |+14| 2 2 8.772 | — 034 |+ 56| -0.18 |-15| 2 2 92.291 = | —0:33 |+ 1.0| -018|-57| 2 2 26.257 = — 1.00 |+12.0| — 087 |+72| 1 1 97.273 = — 0.82 + 87| —0.70 |+44| 2 2 28.281 =, + 0.07 |+13.1| + 0.19 |+93| 1 1 30.271 = | — 0.64 |— 04] —053 |-32| 1 1 Feb. 24.579 Clinton —0.75 |-14.8|| +0.68 |-90| 2 2 Es folgt ein Verzeichniss der Normalörter selbst, welche mit Hilfe der aus dem Vorstehenden sich ergebenden Normal-Abweichungen 4a und 46 gebildet sind. Die letzteren gelten im Sinne Rechnung—Beob- achtung, sind also mit entgegengesetztem Zeichen an die betreffenden Oerter der Ephemeride anzubringen. Die nachstehenden Reductionen der Normalörter von dem jedes- maligen wahren Aequinoctium auf das mittlere von 1864.0 habe ich nach den Formeln gerechnet: — (m +f+nsinatgdö+gsin(@—+ oa) tgd) für « — (n cos a +g cos (G + a)) für Å m und n verschwinden für die in das Jahr 1864 fallenden Oerter, für die übrigen erhalten sie den Wert: 3.0709 resp. 20.”053. | Als Gewicht ergibt sich für jeden Normalort einfach die Summe der Einzelgewichte, Nr, Norr Aug, Nov, Dez, Jan, 24 J. FR. SCHROETER, M.-N. Kl, || ae | Rechnung-Beobachtung | Reduct, auf 1864.0 Normalort Br nalorts | | | 2 E | 2 | Ja cos 0 Pa ah) in a in Å a 1864 0 3 1864.0 | 8 8 D | 8 u h m 4 2 x N) 5.0 | + 0.713 | + 0.733| — 1.79| — 2.482 | + 15.65 | 12 43 33.915 | + 13 28 24.34 3.0 | + 0.590 | + 0.853 | — 8.65 | — 3.661 | + 20.76 | 11 58 42.936 | — 46 12 34.49 | 29.0 | — 1.292! — 7.046 | — 18.46, — 0.176 | + 21.70! 9 13 14.960 | — 79 25 24.74 | 6.0 | — 1.328 | — 7.413 | + 16.70 | + 5.262 — 92.23 | 4 92 33.355 | — 79 41 5.73 | 20.0 || — 0.350 | — 0.684 | + 26.98| — 1.593 | — 17.16) 1 50 52.131 | — 59 13 49.64 | 24.0 || — 0.452 | — 0.495| + 5.65 | — 3.442 | — 20.65) 1 33 11.433 | — 24 6 31.80 | 25.0 | — 0.750 | — 0.760 | — 14:80 | — 3.978 | — 20.87) 1 49 46.802 | — 931 647 | Feb. $ 6. Die Störungen. Um die Bahn des Cometen von den Einwirkungen, die die Planeten unseres Sonnensystems während der Dauer seiner Sichtbarkeit auf sie ausgeübt haben, zu befreien, ermittelte ich die speciellen Störungen in den rechtwinkligen Coordinaten, also nach der von Encke im Berliner Jahrbuche für 1858 gegebenen »Methode zur Berechnung der speciellen Störungen in rechtwinkligen Coordinaten.« Als Grundebene habe ich die Ekliptik genommen und bin erst später mit Hülfe der bekannten Formeln Ene => EE Nac = Nek COS € — Cox sin € ae = Nek sin € + 2 COS € zum Aequator übergegangen. Die rechtwinkligen Ekliptikalkoordinaten der Planeten sowie die vom Orte des gestörten Körpers unabhängigen Teile der störenden Kräfte entnahm ich den von der astronomischen Gesellschaft herausgegebenen »Hülfstafeln zur Berechnung specieller Störungen, Leipzig 1865.« Da diese Tafeln nur bis 1864 reichen, habe ich für die Monate Jan. und Feb, 1865 die von B. Tiele in A. N. No. 1417 gegebenen Tafeln für die Planeten Jupiter und Saturn benutzt. Für die Planeten Venus und Erde habe ich selbst die Tafeln berechnet. Da ich als mittleres Aequinoctium Gewicht in a 66 4 5 8 8 11 2 in m EEE ET 1905. No. I. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. | NW | Ur 1864.0 angenommen habe, die Coordinaten aber in den Hülfstafeln für 1860.0 gegeben sind, sind dieselben auf 1864.0 vermittelst_ folgender Formeln übergeführt worden: %640 = %60.0 — 0.00000047 . & — 0.00097423 . Y — 0.00000111.2 Yes.0 == Yeoo + 0.00097423 . & — 0.00000047 . Y — 0.00000923 . 2640 = 260.0 + 0.000001 1 I . À + 0.00000923 . Y Die von B. Tiele gegebenen Tafeln beziehen sich auf das Aequi- noctium 1870.0 und mussten deswegen auf 1864.0 vermittelst folgender Formeln reducirt werden: X64.0 = %70.0— 0.00000107 . x + 0,001 46138 . y + 0.00000165 . 2 Yero = Yr00 — 0.00146138 . x — 0.00000107 . y + 0.00001384 . 2 264.0 = 270.9 — 0.00000165 . — 0.00001384 Y Auf das Aequinoctium 1864.0 beziehen sich auch die rechtwinkligen heliocentrischen Ekliptikal-Coordinaten des Cometen, welche ich hier in 10-tåglichen Intervallen mitteile. Comet Mittl, Zeit Berlin x y | 2 log. r 1864 Juli 91. — 1.0660 — 0.9945 + 0.7948 0.22022 31. — 1.0647 — 0.9191 + 0.6177 0.18645 Aug. 10. — 1.0546 — 0.8362 + 0.4356 0.15065 20, — 1.0334 — 0.7446 + 0.2491 0.11323 30. — 0.9983 — 0.6428 + 0.0592 0.07512 Sept. 9. — 0.9455 — 0.5298 — 0.1316 0.03814 19. — 0.8712 — 0.4049 — 0.3191 0.00533 29. — 0.7723 — 0.2687 — 0.4975 9.98097 Okt. 9. — 0.6476 — 0.1234 — 0.6590 9.96951 19. — 0.4996 + 0.0263 — 0.7968 | 9.97353 29. — 0.3339 + 0.1751 — 0.9066 9.99208 Nov. 8. — 0.1578 + 0.3186 — 0.9884 0.02135 18. + 0.0226 + 0.4540 — 1.0450 0.05676 98. + 0.2027 + 0.5805 — 1.0807 0.09462 Dez. 8. 037982 06980 | 1 1.0997 0.13253 18. + 0.5524 | + 0.8075 — 1.1057 0.16920 98, + 0.7200 + 0.9094 — 1.1014 0.20399 1865 Jan. 7. + 0.8824 + 1.0047 — 1.0890 0.23668 17. + 1.0397 + 1.0943 — 1.0705 0.26730 97. + 1.1922 Aie | 02 10468 0.29590 Feb. 6. + 1.3401 + 1.2586 — 1.0192 0.32264 16. + 1.4838 + 1.3345 — 0.9882 0.34770 26. + 1.6234 + 1.4068 — 0.9547 0.37120 Eine graphische TRE! Darstellung zeigte, dass die SCHROETER, von M.-N. KI. Merkur, Mars, Uranus und Neptun herrührenden Störungen vollständig ausser Betracht gelassen werden konnten, Störungen durch Venus, Erde, Jupiter und Saturn beschränkt. Ich habe mich daher auf die Berechnung der Die Störungen wurden alle 10 Tage berechnet und werden in Einheiten der 7. Decimale gegeben, Osculationsepoche: 1864 Okt. 14. ? & 1864—65 | : Eg g 7 £ & 2 £ Juli 91. + 85.59 + 4269 + 29.20 — 23.88 + 2.38 + 1.17 31. + 66.53 + 34.06 + 26.3: — 18.96 + 0.83 + 1.00 Aug. 10. + 49.05 + 25.29 + 22.49 — 14.36 — 0.12 + 0.83 20. + 33.48 + 16.86 + 17.80 — 10.25 — 0.61 + 0.68 30. + 20.16 + 9.49 + 12.87 — 6.77 — 0.77 + 055 Sept. 9. + 9.72 + 432 + 6.65 — 3.99 — 0.69 + 0.42 19: + 8.57 + 2.09 + 2.46 — 1.97 — 0.48 + 0.27 29. 0:37 + 0.87 + 0.66 — 0.69 — 0.22 + 0.12 Okt 9: +011 + 0:11 + 0.06 — 0.07 — 0.04 | + 0.02 19; + 0.06 + 0.12 + 0.06 — 0.07 — 0.06 | + 0.02 29. + 0.35 + 1.14 + 0.44 — 0.60 — 0.40 + 0.19 Nov. 8. + 0.50 + 8.19 + 1.12 — 1.56 — 1.15 + 0.60 18. + 0.13 + 6.13 + 2.10 — 2.78 — 2.42 + 1.39 28, — 1.06 29773 + 3.30 — 422 — 4.28 + 2.78 Der il. — 3.29 + 13.70 + 471 — 5.90 — 683 + 4.96 17. — 6.69 + 17.68 + 6.35 — 7.89 — 10.22 + 8.01 27. — 11.32 + 21.27 + 8.29 — 10.24 — 14.58 + 11.83 an. — 17.07 + 24.09 + 10.56 — 12.88 — 19.98 + 16.25 17: — 23.79 + 25.78 + 13.23 — 15.68 — 26.45 + 21.13 27. — 31.19 + 26.09 + 16.25 — 18.48 — 35.96 + 26.87 Feb: 16: — 38.95 + 24.84 + 19.54 — 21.12 — 42.43 + 31.90 16. — 46.72 + 21.94 + 23.00 — 93.47 = 91.729 37.65 26. — 54.40 + 18.36 + 26.58 — 25.43 — 61.75 | + 43.57 2} R 1864—65 S ” “ 5 7 g faset: + 98.84 — 127.99 + 19.08 — 11.50 +054 | 441.51 31. + 18.72 — 92.31 + 19.72 — 8.65 + 0.47 + 1.82 Aug. 10. + 11.61 — 63.39 + 18.31 — 6.22 + 0.40 +14 20. + 6.96 — 40.91 + 15.50 = 4.23 + 0.53 + 0.89 30. + 421 — 24.32 + 11.86 — 2.66 + 0.25 + 0.67 Sept. 9: + 2.67 — 12.85 + 795 — 1.51 +0.17 + 0.45 19. + 1.63 — 5,62 + 437 — 0.72 + 0.09 + 0.25 29. + 0.65 — 1.70 + 1.65 — 0.24 + 0.03 + 0.10 Okt: + 0.07 — 0.18 + 0.18 — 0.03 0.00 + 0.01 19. + 0.07 — 0.15 + 0.19 — 0.02 0.00 + 0.01 29. + 0.82 — 0.67 + 1.76 — 0.18 + 0.03 + 0.11 Pr 1905. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. 27 på h 1864—65 er : & | 7 (a & n | & Nov. & | + 246 | — 092 | + 501 | —043 | +00 +031 18. =~ 50t | — 0099 | = G008+| *— 0.74 + 0.18 + 0.62 98, + 887 | + 174 | + 16.76 | —1.06 | +030 + 1.04 Dez, 8. +1241 | + 565 | + 2507 | —13£ | +04 | +157 18. 170% 14 1187 | + 3473 | Sy +061 | +291 28. | +92222 | + 2080 | + 45.49 | 10 +082 | +295 Jan. 7. OP EE SSL Se! 497 | 4108 + 3.77 ON 47 | 404836 | + 6946 | —17 +15 + 4.67 97. + 4005 | + 6768 | + 9291 | —149 | +176 + 5.63 Feb. 6. || + 48.23 | + 91.12 | + 9557 | —112 | 492.90 + 6.65 16. | +5605 | + 11893 | + 10908 | —056 | +273 + 7.72 26. + 6444 | +15136 | + 19281 +019 | +336 | +88 Fiir die einzelnen Normalorte ergeben sich also die Störungen, welche von den Correctionen der Ephemeride algebraisch zu subtra- hiren sind, um die Normalorte von Störungen frei zu erhalten. u | | | | | Nr. 1864 — 65 | Eae = Ek | Nek Eek Nae Cae | da | A0 I | Aug 5. | +47.7|— 469|+ 459) —613 | + 234) + 0.063] + 0.32 I | Nov. 3 |+ 05|+ 05|+ 45| — 13 |+ 43/040002| +005 I 29. | + 201+ 7614+ 9253| — 31 |+ 962|+ 0.006! + 0.02 IV Dez, 6. || + 221+ 112|+ 340! — 2214 35.7|| - 0.022) + 0.08 v 20. |+ 04 |+ 210/+ 551| — 27 |+ 589|—0010| + 048 VI | Jan. % | — 99|+ 56.6|+1247| + 23 | + 1869| +0.004| + 1.23 VII | Feb. 925. || — 164 |+ 1071 | + 202.5| + 17.7 | + 2984 + 0.001 | + 1.54 $ 7. Die Ausgleichung der Beobachtungen. Fiir die Zeiten der Normalorte habe ich aus den von Asten’schen Elementen die Ephemerideorte berechnet und mit den Normalörtern verglichen. Bei dieser Berechnung habe ich die Leverrier'schen Sonnen- tafeln zu Grunde gelegt. In Nautical Almanac für 1864 und 1865 sind diese Tafeln schon benutzt, und die rechtwinkligen Aequatorealcoor- dinaten sind auf das jedesmalige wahre Aequinoctium bezogen, aber ohne Beriicksichtigung der Sonnenbreite. Ich habe diese Coordinaten 28 J. FR, SCHROETER. M.-N. KI, fiir die Breite korrigirt und sie mit den von Hill gegebenen Formeln auf das von mir angenommene mittlere Aequinoctium 1864.0 reducirt. Die auszugleichenden Unterschiede zwischen Beobachtung und Rech- nung laufen daher im Sinne (B—R.): 1864—65 Ju | Ja cos 0 JÖ | 5 3 å Aug. 5.0 — 0,835 — 12.18 + 1.82 Nov. 3.0 — 0,943 — 9.80 + 9.06 29.0 + 6.914 + 19.02 | + 19.24 Dez. 60 + 7.464 + 20.06 — 16.51 20.0 + 0.761 + 5.83 — 95.02 Jan. 24.0 + 0.499 + 683 _ 773 Feb, 25.0 + 0.781 + 11.55 + 12.39 Die Berechnung der zur Ausgleichung der Normalabweichungen erforderlichen Differentialquotienten ist nach Schönfeld (A. N. 2693—95) vorgenommen worden. enten logarithmisch): Aus den Rectascensionen, Die 14 Bedingungsgleichungen lauten (Coeffici- 9.5958m du + 9.1585 d4 + 9.7233 n dv + 9.5078 % V2dT + 9.5853n dq + 94549 . 4 de = 1.0856 9.5787 n 9.5491 9,3626 9.6757 8.5299 n 9.1809 » 0.9912» 9.8909 » 8.8009 9.0574 9.8775 9.7863 9.6891 n 1.2792 9.9212 » 9.5130, 9.8777 » 9.6173 0.0075 8.7478 n 1.3023 9.6559 » 9.3422 à 9.9475 n 8.2350 n 9.7995 9.5878 0.7657 9.6544 n 8.4492 9.8523 à 7.4637 n 9.6682 9.6800 0.8344 9.6632 n 9.0999 9.7817 n 8.4122 9.6158 9.6564 1.0626 Aus den Declinationen. 9.8314 dx + 9.0431 då + 9.6079 dv + 9.4346 k V2dT + 9.9088n dy + 8.3644n. 0.2601 95449, 9.6730 n 9.4865 à 9.6006 8.9374 9.0724 n 0.9571 9.6551 » 9.6672 n 9.9236 à 9.2319 9.8073 8.7182 1.2842 9.7986 9.3210 9.6857 n 9.8071 à 9.6927 » 9.7180 1.2178 0.0353 8.7254 n 9.3307 n 9.7915n 0.0767 n 9.5049 1.3983 n 9.9180 8.2607 9.6638 n 9.3795 n 9.9411 à 9.0752 n 0.8882, 9.8156 8.9911 9.6729, 9.0753 n 9.7919 » 9.4591 à 1.0931 teilt: Diesen Bedingungsgleichungen habe ich die folgenden Gewichte er- 1905. No. 1. BESTIMMUNG D. BAIIN D. COMETEN 1864 II. 29 Gleichung Gewicht I, VIII KD VE DER, XIV Vi V, VI XL XIT, XII HEN u we Ich habe nun die Bedingungsgleichungen zunåchst mit den Quadrat- wurzeln der ihnen erteilten Gewichte multiplicirt und dann die fol- genden neuen Unbekannten eingeführt: x = (0.14) dx t=(9 81) kV2dT y = (9.53) da u= (0.21) dq z = (0.03) dv w = (9.76) . å de log. Fehlereinheit: 1.49 Die Bedingungsgleichungen gestalten sich jetzt folgendermassen: Aus den Rectascentionen: 9.7568 n . x + 9.9295 . y + 999431 . z + 9.9988 . t+ 9.6763 . u + 9.9959 . w = 9.8966, 9.2882 » 9.8686 9.1821 9.7152 8.1694 n 9.2704 n 9.3507 n 9.6004n 9.1204 8.8769 9.9170 9.4258 9.7786 n 9.6387 9.7812 n 9.9830, 9.8477 n 9.8073 9.7975 8.9878 n 9.8128 9.5159 » 9.8122 n 9.9175 n 8.4250 n 9.5895 9.8278 9.2757 9.5144 n 8.9192 9.8223 n 7.6537 n 9.4582 9.9200 9.3444 9.3727 n 9.4194 9.6012» 8.4517 9.2553 9.7459 9.4221 Aus den Declinationen: 9.9924. . x + 98141n .y + 9.8789 . z + 9.9256 .t + 9.9998, .u + 8.90542 . 20 = 9,0711 9.2544 n 9.9925 n 9.3060 n 9.6401 8.5769 9.1619 n 9.3166 9.3646 n 9.9867 » 9.7431 » 9.2714 9.4468 8.8077 9.6437 9.6586 9.7910, 9.6997 n 9.9971» 9.4827 n 9.9580 9.7278 n 9.8953 9.1954» 9.3007 n 9.9815 n 9.8667 x 9.7449 9.9083 u 9.7780 8.7307 9.6338 x 9.5695» 9.7311, 9.3152 2 9.3982 n 9.5251 9.3106 9.4924, 9.1148» 94314 n 9.5416 » 9.4526 Hieraus ergeben sich die Normalgleichungen, in denen die Coeffi- zienten jetzt nicht mehr logarithmisch, sondern numerisch angesetzt sind: + 3.5071.x2 + 0.7607. y + 0.2078. z — 3.8054. t — 0.6942. u — 0.1647. w = — 1.6126 + 0.7607 +54910 +0.8053 + 03061 — 0.6017 —0.0768 = — 1.6002 + 0.2078 + 0.8053 + 4.2303 + 0.0056 —0.8579 —26752 = + 0.1448 — 3.8054 + 03061 +0.0056 +4+5.3548 + 0.6038 — 1.0804 = + 1.6908 — 0.6942 —06017 —0.8579 + 0.60388 + 3.0302 —04688 = + 2.0591 — 0.1647 —0.0768 —2.6752 — 1.0804 —04688 +4.0985 = — 1.6501 [nn] = 3.0997 = 2960."2 30 J. FR. SCHROETER. M.-N. Kl. Die Auflosung der Gleichungen ergiebt log. =0.241204 log. dy == 1.50120, log.y=9.02449 log. dh, = 0.98499 log. Z—=.9;70005, log, dy = 1.22005», log 12007106, pg. k Y2AT = 1.75106, log. u=9.29579 log. dq =0.57579 log. 10 =0.055014 log. } de = 1.78501, und daraus: IN == 120.724 ot ——— 2, 48 ew = — 32. 19 er = — 0.011250 2 log.q = + 0.0000085 2e = — 0.000591 Das in der Ausgleichsrechnung vorkommende Glied [nn 6] ist 239.4, während sich [pvv] = 238.3 ergiebt. Durch Addition der Werte der Unbekannten zu denen des von Asten’schen parabolischen Systems erhält man die folgenden neuen Elemente (A), denen ich die zugehörigen wahr- scheinlichen Fehler beifüge. Elemente A: Osculation 1864 Okt. 14. I = 1864 Okt. II. 430961 + 0.002073 N — 3145.44. 18 = 1.07 à — 100 4210 00 + 8.08 > 1864 (9) — 22202013 102 7:05 log. g = 9.9690510 + 0.0000037 e = 0.999409 + 0.000082 a — 1575 7210.60 U = 62545 + 13016 Jahre Wahrscheinlicher Fehler eines Normalortes mit dem Gewicht Eins y = + 3.“60. Heliocentrische Aequatorealcoordinaten. © = (9.9387994) . » . sin (v + 310" 39" 34.60) Y=(9.9030344) . 7. sin (v+ 15 18 47. 56) z =(9.8911534). 7. sin (v + 248 3 57. 96) Mit diesen elliptischen Elementen habe ich eine Ephemeride fur die Epochen der Normalorte gerechnet und die Abweichungen zwischen 1905. No. 1. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 IIL. 31 Normalort und Ephemeride in folgender Tabelle mit den Abweichungen zusammenstellt, die sich durch Einsetzen der Unbekannten in die Bedin- gungsgleichungen ergeben. Durch Einsetzen der Unbek. A dr benne 1864—65 in die Bedingungsgleich. | da cos å 4 Ja cos å Jå Bee LEO 200 +04 — 0.05 +02 Nov. 3.0 — 0.44 + 9.8 —044 | +98 29.0 + 0.04 + 2.5 +003 | + 924 Dez. 6.0 — 0.38 — 0.5 — 0.39 — 0.6 20.0 — 0.35 + 24 — 0.34 + 2.5 Jan. 24.0 + 0.29 — 0.8 + 0.29 — 0.9 Feb. 25.0 + 0.66 | +75 +0.66 | + 7.4 Die soeben erwahnten elliptischen Elemente stellen die Beobach- tungen einigermassen dar. Um dieselben indes wo möglich noch weiter zu verbessern, habe ich eine neue Ephemeride ftir die ganze Beobach- tungszeit berechnet. In der folgenden Tabelle gebe ich die Reductionen der alten Ephemeride auf die neue. da dd da A | s u | s u 1864 Juli 27. | — 0.84 + 98 1864 Nov. 26.0 + 3.06 + 18.8 98. — 0.83 + 87 26.5 3.40 + 18.8 99. | — 0.83 + 7.7 27.0 + 3.89 + 18.6 30 — 0.82 + 6.7 i an i 27081 "30: 2901 + 6.75 + 16.8 Aug. 1 — 0.80 #49 99.5 + 7.66 + 15.7 9, — 0.80 + 40 30.0 + 8.68 + 14.2 EGG + 39 30.5 | + 9.68 + 12.5 BONS ft GIS OA Dez 1.0, + 10.63 + 10.5 Barge. bore 5 41159 + 83 Re NG 2.01 + 12.82 pl PU 026 | 0.0 8 | — 076 0.8 £0| + 12.52 — 63 9. 076 UE 45/1 + 11.92 — 9.0 10. ie = 0.75 _ 99 5.0 + 11.20 — 11.5 11. | — 07 _ 98 55| + 10.42 — 13.8 12. || — 0.73 LEE 6.0! + 9.61 — 16.0 13 Pos UE 65| + 8.79 — 17.9 14 260291 46 7.0 | + 8.00 — 19.4 Nov. 2. | — 0.33 — 13 8.0 + 6.66 — 22.1 3 ER — 08 8.51 + 6.11 — 93.3 4. | — 029 0.0 9.0! + 5.60 — 24.1 32 Ja 1864 Dez. 15. | + 2.25 16. | + 1.99 17.1 =e 1418 99, + 1.11 93. + 1.04 24. + 0.99 1865 Jan. 19. + 0.19 20, + 0.18 21. + 0.18 22. aS aly 93. + 0:16 Mit dieser Vr FR. 08 — 29.0 — 29,2 — 29.1 SCHROETER. 1865 Jan. Feb.. H++++ +++ +++ es> >51 I I | M.-N. KI. neuen Ephemeride habe ich sämtliche Beobachtungen wiederum verglichen und die auf diese Weise erhaltenen Abweichungen in der Tabelle S. 22 (Il) aufgeführt. Die dann noch übrig bleibenden Abweichungen im Sinne Normalort minus Ephemeridenort sind in der folgenden Tabelle zusammengestellt. 1864—65 da Ja cos Ö 1L = he === a u Aug. 5.0 — 0.047 — 0.69 Nov. 3.0 — 0.637 — 6.61 29.0 + 0.163 + 0.45 Dez 6.0 473 — 4.76 20.0 — 0.670 — 5.14 Jan. 24.0 + 0.854 + 4.95 Feb = 95.0 + 0,661 + 9.78 Eine nochmalige Auflösung der Gleichungen gab die folgenden Ver- besserungen der elliptischen Elemente. N = — 2.50 ot =o AU = —+ 1. 94 oT — + 0.000511 2 log g = — 0.0000005 de = + 0.000006 No. 1. 1905. BESTIMMUNG D. BAIIN D. COMETEN 1864 III. [#2] (Os) Elemente B: T — 1864 Okt. 11. 431472 + 0.001990 A — 217 457 41.608 E 1.02 4 — too 42" 3. 64 E 6, 30 > 1864:0 « EOS NOE. 54 log. g = 9.9690505 + 0.000003 5 e = 0.999415 + 0.00007 2 a os +, 105.6 U — 37263510, 211725. Jahre Wahrscheinlicher Fehler eines Normalortes mit dem Gewicht Eins ge 3 20. Heliocentrische Aequatorealcoordinaten. x = (9.9388028) . » . sin (v + 310° 30/ 36.11) y = (0.9030356).r.sin(v + 15 18 52. 98) z = (9.8911 480).7.sin(v-+ 248 3 59. 50) Die Summe der Fehlerquadrate reducirt sich von 237.3 auf 188.7. Die Normalorte werden so dargestellt: 1864—65 | Gleichungen | Directe Rechnung | Ja cos I A0 | da cos å | Ad | S di I s | 4 Aug. 50 | — 0.03 +05 | —003 | +05 Nov. 3.0 | — 0.35 +81 | —034 +81 29.0 | + 0.08 +35 | 40.08 + 3.6 Dez, 6.0 Va 0.28 —18 | — 0.29 | —18 20.0 | — 0.34 +04 | —-03 | + 0.4 Jan. 240 | +080 | -04 | +030 | —05 Feb. 25.0 I +060 | + 7.0 + 0.61 | + 7.0 Im allgemeinen kann die Darstellung der Beobachtungen als durch- aus befriedigend bezeichnet werden, wenn man die Schwierigkeiten bedenkt, bei welchen man diesen Cometen zu beobachten hatte. Und die verhält- nissmässig grosse Abweichung des zweiten Normalortes findet vielleicht ihre Erklärung in der Auffassung des Cometen. Wie oben erwähnt wurde, Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl. 1905. No. 1. 3 34 J. FR. SCHROETER, M.-N. Kl. ist mehrmals eine fixsternartige Verdichtung bemerkt worden, und wahr- scheinlich hat auch Mösta sie wahrgenommen. Es ist aber zu bedauern, dass von Mösta keine Beschreibung des Cometen vorliegt, vielleicht håtte man dann die Beobachtungen vom 2. und 3. Nov. eines constanten Fehlers wegen verbessern können. Eine solche Verbesserung låsst sich aber wegen Mangel an Beobachtungen auf anderen Sternwarten nicht ermit- teln. Ich habe deswegen den Versuch gemacht, diesen zweiten Nor- malort einfach auszuschliessen und die Bedingungsgleichung nochmals aufzulösen. Es verbleiben dann 12 Bedingungsgleichungen. Die Auf- lösung ergab mir die folgenden Correctionen der Elemente A: on, == 298 ei = — 6.67 ew = — 2.26 oT = — 0.001689 2 log {4 = — 0.0000025 ee = — 0.00005 I Also Elemente C: te = 1864 Okt. 11. 429272 + 0.001650 iS = 1 4547 Vi Ol, OO a — TOON 542 20, 25.45 1864.0 0) Se LORS OE 07 | log. 9 = 9.9690485 + 0.0000029 e = 0.999358 + 0.000052 a — 14505255117 5 G | 55242 =: 0712 Jahre Heliocentrische Aequatorealcoordinaten. æ = (9.9387945) . 7 . sin (v + 310° 39‘ 34.76) y=(99030285).r.sin(v- 15 18 39. 66) z = (9.8911657).r.sin(v +248 3 55. 37) Die Summe der Fehlerquadrate reducirt sich auf 109.5 und dem- gemäss der wahrscheinliche Fehler eines Normalortes mit dem Gewicht Eins te No. TI. 1905. BESTIMMUNG D. BAHN D. COMETEN 1864 III. UT In den Normalorten bleiben folgende Fehler zurück: Ich halte die Ellipse C fir Cometen. Gleichungen Directe Rechnung 1864—65 Ja cos å Ad Ja cos å Br} Aug. 5.0 — 0.01 + 0.6 — 0.01 + 0.6 Nov. 3.0 (— 0.45) (+ 5.1) (— 0.46) (+ 5.2) 29.0 + 0.08 — 1.6 + 0.08 — 1.6 Dez. 6.0 —015 | — 0.3 — 0.15 — 0.3 20.0 — 0.28 | + 1.6 — 0.27 +15 Jan. 24.0 + 0.33 | — 0.9 + 0.33 — 1.0 Feb. 25.0 + 0.62 | + 5.0 + 0.62 + 5.0 Gedruckt 23, Juni 1905. das beste Elementensystem dieses NORDLANDSBEFOLKNINGEN ANTROPOLOGISKE UNDERSØGELSER 1904 AF C.F. LARSEN MED 5 GRAFISKE FREMSTILLINGER OG 1 KART (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. I. Martm.-Naturv. Krasse 1905. No. 2) UDGIVET FOR FRIDTJOF NANSENS FOND CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD Å, W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1905 x ' Foredraget og fremlagt i Modet d. 24de Marts 1905. vi Nordlandsbefolkningen. (Antropologisk Studie, 1904). Seni bekjendt har det nordlige Norge allerede fra forhistorisk Tid veret bebygget af norsk Befolkning ialfald saa langt nord som til Senjen. Uanseet de talrige Fund af Stenredskaber, som ogsaa forekommer i Mengde længer nordpaa, men hvis Oprindelse endnu ikke kan ansees for at være sikkrere kjendt, viser Fundene fra den ældre Jernalder, at den norske Be- byggelse paa denne Tid var ikke ubetydelig op mod den nævnte Nord- grændse, medens den nordenfor kun kan antages at have været meget liden og spredt. Tillige viser disse Fund, at den derværende Befolkning efter al Sandsynlighed dengang stod væsentlig paa samme Kulturtrin som Befolkningen i Landets sydligere Egne. Skeletdele fra denne Periode, som er fundne i Salten, tyder paa, at Befolkningen typisk har været ens- artet med eller staaet nær Trønderbefolkningen. Fund fra den yngre Jernalder viser, at Bebyggelsen da har strakt sig længer mod nord og, hvad Tromsø Amt angaar, op til de nordligste Fjordegne. Den kan dog neppe have været betydeligere før ud i den senere Middelalder eller kanske heller den nyere Tid. Et enkelt her- værende Kranium fra yngre Jernalder, fundet i Ledingen, har den almin- delige dolichocephale Form. Under de nuværende Bebyggelsesforhold findes indtil det nordlige Senjen og Tromsøsundet en forholdsvis talrig norsk Befolkning, som det synes for den største Del væsentlig ensartet med den trønderske, dog i de nordligere Egne noget opblandet saavel ved Indflytninger længer sydfra som ved Lap og Kvæn. Længer nord aftager den norske Befolkning stærkt i Talrighed, og Tilblandingen med fremmede Elementer af forskjelligt Slags bliver betydeligere. Laptilblandingen optræder i nævneværdig Grad først i det nordlige Salten. Paa enkelte Steder er den noget større, saaledes at der kan Vid -Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl, 1905. No. 2. 1 4 C. F. LARSEN. M.-N. KI. spores Indvirkning paa de typiske Befolkningsforhold, men større Betyd- ning faar den dog først i den nordligste Del af Tromsø Amt. Her fore- kommer ogsaa en betydeligere Tilblanding af Kvæn, som søndenfor er meget sparsom, og som først optræder fra Ofoten af og nordover. De mest nærliggende Spørgsmaal, som her kunde stille sig for en antropologisk Forskning, er den norske Befolknings typologiske Forhold, særligt relativt til samme Forhold i andre Dele af Landet, dernæst de mulige Forandringer i Typeudviklingen, som kunde være bevirket ved Blanding af de etnologiske Elementer, som her er stødte sammen. Dertil vilde ogsaa slutte sig Studiet af den rene Lap og Kvæn fra de forskjellige Indvandringssteder. Dette Punkt har dog ligget udenfor nærværende Undersøgelsers Plan. De her refererede Undersøgelser er foretaget i Løbet af Sommeren 1904 i Tilslutning til tidligere Undersøgelser i Trondhjems Stilt og nær- mest som en Fortsættelse af dissel. Fremgangsmaaden har været væsentlig den samme, idet de typiske Forhold er søgt konstaterede, saavidt ske kunde, ved Maaling og Inspektion af et tilgjængeligt Antal Individer fra dels sammenhængende, dels spredte Distrikter. Omraadet har i sin Helhed været Nordlands og Tromsø Amter, men inden dette har det igjen været tre adskilte Kredse, som har været Gjenstand for Undersøgelsen, nemlig det sydlige Helgeland, Egnene om Vaagsfjorden i Salten med Ofoten og Dele af Vesteraalen og Tromsø Amts nordligste Fjordparti (s. Oversigts- kart Pl. 1). Efter hvad der synes mig sandsynligt, vil ogsaa Undersøgelsen af de nævnte Kredse række til at bestemme Grundlinierne af Nordlands- befolkningens Beskaftenhed. Ligesom ved mine tidligere Undersøgelser af samme Art har Mate- rialet udelukkende været det paa militære Ovelsespladse? samlede Mand- skab, samtlige unge Mænd som Regel i 23 Aars Alder, hvilke jeg ved de militære Chefers Imødekommenhed har faaet Anledning til at under- søge. Det samlede Antal undersøgte beløber sig til vel 220 Mand. Dette Material er selvfølgelig lidet, men det vil dog, naar Undersøgelsen er foretaget paa ensartet Maade, ved systematisk Behandling kunne byde noget Resultat. Et mere omfattende Material vil i disse fjerntliggende Egne vanskeligt kunne tilveiebringes uden gjennem Undersøgere, som gjentaget har Anledning til Arbeidet. Dette vil af nærliggende Grunde 1 Tronderkranier og Trendertyper. Vid.-Selsk. Skrifter. Math.-nat. Kl. 1903, No, 6. 2 I Vefsen og Bardo. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. | Ua ikke let kunne ske ved udenforstaaende. Selvfølgelig vil mit Arbeide i etnologisk Henseende mest være at betragte som en Rekognoscering 1. Maalingerne er foretaget væsentlig paa samme Maade som ved Under- søgelserne i Trondhjems Stift, med samme Apparat (Virchows Krum- passer og Millimetermaal) og efter samme Schema (s. Tab. 2, S. 19): Kraniets største Længde er maalt til det mest fremspringende Punkt af Baghovedtuberositeten?. Med Hensyn til Undersogelsen. paa de forskjellige Steder maatte den i det sydlige Felt paa Grund af militære Tjenesteforhold foretages under lidet gunstige Omstændigheder, hvorfor det er muligt, at der kan være indløbet nogle flere af de Ukorrektheder, som overalt til en vis Grad vil forekomme, uden at jeg dog antager nogen nævneværdig Ind- flydelse deraf paa Resultaterne. I det nordre Felt, hvor ogsaa Tiden mere stod til Raadighed, er Maalene i de fleste Tilfælde kontrolleret ved Gjentagelse og efter Omstændighederne Middelværdier benyttet. Dog maa jeg nu som før referere mig mod, at de kan betragtes med Udgang fra Nøiagtighed paa Millimeteren, noget som jeg tror meget vanskelig kan opnaaes hos levende Individer og mindst, naar det gjælder i stærkt be- grændset Tid at samle et større Material. 1. Helgeland (Søndre Kreds, PI. 1, 1). Undersøgelserne i Helgeland omfatter Drene, Vik, Bindalen, Vega, Tjetta og Vefsen (og Hatfjelddalen). Desuden er undersøgt endel Indi- vider fra Mele, Rede, Here, Lure. Af disse Sogne er kun et enkelt, Vefsen (og Hatfjelddalen) at betragte som Indlandsdistrikt, samtlige øvrige er Fjord- eller Kystdistrikter, for en Del Øer. Der er undersøgt (undtaget Bindalen og Hatfjelddalen s. ndf.) 71 Individer. ! Den nu paa Bane bragte antropologiske Landsundersøgelse vilde selvfølgelig kunne bringe et fuldstændigere Material. 2 Jeg har benyttet Krumpasseren og ikke Skyvemaalet, dels fordi jeg finder Passeren sikkrere, og dels fordi jeg ønskede Overensstemmelse i Methoden med den ved tidligere Undersøgelser benyttede. Hovedets Længdemaal vil, som bekjendt, ved Passer kunne blive lidt større end ved Skyvemaal. Den har tillige den Fordel, at Hovedets Stilling under Undersøgelsen faar mindre Betydning. Det maa ogsaa her nævnes, at Maalet for Kraniets største Bredde for mig almindelig er faldt 2—3 Ctm, ovenfor Ørebruskens Insertion. 6 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. Af disse var: blond! morkhaaret! Dolicho-Mesocephaler 39 26 13 Drachycephaler 32 25 7 Deraf: a) Index 82 og derover 13 I b) — 80—82? 12 6 Antaget tilhørende den blonde brachycephale Særtype 5. — maaske Blanding med denne — 9. Desuden undersøgtes fra Dindalen (sydligste Fjorddistrikt i Nordland) 11. Af disse havde 8 Præg som den nordisk-germ. Dolicho-Mesocephal, 2 som blond Brachycephal, 1 er opført som Blanding med denne”. Fra Hatfjelddalen fremmedte 5 eller 6 Mand, som tildels havde ubestemt Præg af Blanding eller Degeneration. Af 3 undersøgte var 2 Mesocephaler, 1 angaves at være fuldblods Lap. Middel af Kefalindex for de 71 ovenfor opførte Individer vil falde omkring 78—79. Den var for samtlige Distrikter dolicho-mesocephal (dolichocephal for nogle faa) undtagen for et enkelt (Vega 7 Individer), for hvilket den var 80. Forholdet er i denne Henseende som i Trond- hjems Stift. Forholdet for de forskjellige Indices vil sees af Kurve 1, Pl. 1 (s. videre Bemærkninger til de grafiske Fremstillinger S. 24 f.). I det hele kan udentvivl Befolkningen i denne Del af Nordland nærmest sidestilles med den vesttrønderske Befolkning. Imidlertid vil mit Material for de enkelte Distrikter oftest være for lidet til at give tilstræk- keligt Grundlag for nogen gyldig Statistik, medens dog det samlede Antal giver ganske gode Oplysninger. Som af ovenanførte Tal vil sees, og hvad man ogsaa faar bestemt Indtryk af, er Blondheden stærkere repræsenteret end i det hele i Trond- hjems Stift, men mere i Overensstemmelse med Forholdet inden den oven- nævnte vesttronderske Befolkning. Den mørkhaarede Mesocephal med trøndersk Præg forekommer forholdsvis sjeldnere, og den merkhaarede Brachycephal med mere udpræget eiendommelig Typus, som ikke er saa ganske sjelden blandt Trønderne, saaes her (som overalt i Nordland) saagodtsom ikke. De faa mørke Brachycephaler, som forekom, maatte nærmest antages at tilhøre den trønderske mesocephale Variant eller (med Hensyn til Haarfarve) at være Variant af den blonde Brachycephal. 1 Blona = lysblond og merkblond, merkhaaret = mørkt Haar med Skala fra mørk- blond isprængt med sort, mørkgraaligt og mørkbrunt til fuldkommen sort (sjeldent). 2 rettere 31,9. 3 Der er gaaet ud fra, at denne Type er væsentlig ensartet, om ogsaa med noget særeget Præg, i de forskjellige Dele af Landet (cfr. »Norske Kranietyper« S, 20), 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 7 Om der er nogen Forskjel i typisk Henseende mellem den ydre Kyst- og Øbefolkning og paa den anden Side Fjord- og Indlandsbefolkningen, kunde af det her foreliggende Material ikke bestemtere sees. Af de ovenfor nævnte Distrikter var det egentlig kun Vefsen (med Hatfjelddalen), som kunde kaldes Indland, medens Tjetta og Bindalen nærmest maatte ansees som Fjorddistrikter. 77etta frembød fornemmelig en udpræget Befolkning af nordisk-germanske Dolicho-Mesocephaler, medens der i Vefsen saaes noget hyppigere Forekomst af Brachycephaler — dog i overveiende Antal med Præg af den mesocephale Type. Udentvivl stammer det meste af Vefsens Befolkning fra Indvandring Søveien, men en Indflytning fra Namsendalen overland kan dog heller ikke være ganske udelukket. 7jetta maa antages at være befolket over- veiende ved Indvandring langs Kysten, men, som det synes, af en Stamme med den norske Hovedtypes mere udprægede Karakterer. Den nordlige Del af Helgeland har ikke været Gjenstand for denne Undersøgelse. Dog tror jeg neppe, at der herved vilde være tilveiebragt videregaaende Oplysninger i typologisk Retning end de, som erholdtes navnlig fra Vefsen og Tjøtta, som udentvivl omtrent fuldstændig kan repræsentere den sydhelgelandske Befolkning, maaske med nogen Ind- skrænkning for den ydre Kysts Vedkommende. 2. Senjen, Vesteraalen, Ofoten (Nordre Kreds, PI. 1, 2). De store Fjord- og Daldistrikter i Helgeland kan betragtes som det sydlige Nordlands Befolkningscentrum. Et andet Centrum findes henimod den nordlige Grændse af det gamle Nordland, i Senjen og Vesteraalen. Her forekommer fremdeles den største sammenhængende Bebyggelse. Den indtager det store Indlandsbassin, Vaagsfjordens Bredder, og strækker sig videre ud over Vesteraalens Øgruppe og op gjennem det nordlige Senjen mod Tromsøsundet. Fra Ofoten (som egentlig ligger noget udenfor denne Kreds, men som støder op til dens sydlige Grændse), Hadsel, Be, Trondenæs (Kvæfjord), Bjarke, Trane (Dyrø), Lenvik og Ibbesiad er undersøgt c. 100 Individer, Deraf er sammenstillet 95. 8 C. F. LARSEN. M.-N. KI. Forholdet er her tildels forskjelligt fra Forholdet i den sydlige Del af Nordland. Det væsentlige i denne Henseende er, at Indvandring af Lapper og Kvænert forekommer i noget større Maalestok, navnlig i enkelte mere isolerede Distrikter. Der vil saaledes være større Anledning til Race- krydsninger. Kefalindex viser saagodtsom overalt større Tal end i den søndre Befolkningskreds. Dens Middel faldt mellem 80 og 82 (cfr. Kurve 2, Pl 2): Ved den følgende Oversigtssammenstilling er Zöbestads Fjorddistrikter stillet for sig selv, fordi Lappcbosættelsen i disse er saavidt betydelig, at den kan antages at have havt noget større Indflydelse paa de typiske Forhold inden Befolkningen. I Materialet for de øvrige ovennævnte Distrikter (81 Individer) fore- kom: blond mørkhaaret Dolicho-Mesocephaler 32 17 16 Brachycephaler 49 30 19 a) Index 82 og derover 24 14 b) — 30—82 6 5 Antaget henhørende under brachycephal Sertype 20 — Blanding med denne — 12 Opgivet Blanding med Lap 2 — — - Kven 2 Fra /édestads Fjorddistrikter (Salangen, Lavangen, Gratangen, Grav- fjorden) undersøgtes 14. blond mørkhaaret Dolicho-Mesocephaler 4 2 2 Brachycephaler 10 4 6 a) Index 82 og derover 2 6 b) — 80—82 2 o Antaget henhørende under brachycephal Særtype 4 — — Blanding med denne — 1 Opgivet Lap eller Blanding med Lap eller Kvæn 3 Brachycephalerne er saaledes i denne Kreds relativt betydelig flere end i den undersøgte Kreds af Helgeland. I Tilslutning hertil viser sig en ulige større Procent af antagne typiske blonde Brachycephaler. 1 Jeg har overalt i denne Afhandling benyttet Benævnelsen »Lap« og ikke »Fin«, da denne Benævnelse paa dobbelt Maade kunde være udsat for Mistydning, medens »Lap« ikke kan misforstaaes. »Kvæne er her overalt den almindelige Benævnelse paa den indvandrede Finlænder. Jeg erindrer dog ogsaa at have hørt »Karel« (Østfinmarken). 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 9 Imidlertid vil der her nodvendigvis tillige maatte regnes med en anden brachycephal Type. Medens Lapindvandringen i den sydlige Del af Nordland er meget tilbagetrædende og egentlig kun gjør sig lidt mere gjældende i en enkelt mindre Bygd, Hatfjelddalen, er den i Senjen- kredsen allerede saavidt betydelig, at den ialfald i flere Distrikter faar mere nævneværdig Indflydelse paa Befolkningen gjennem Blandingsforhold. Det maa saaledes allerede paa Forhaand formodes, at en Del af de 60 % Brachycephaler vilde kunne skyldes denne Aarsag, og det kan heller ikke uden videre antages, at den ikke har noget at gjøre med de c. 2490 antagne typiske Brachycephaler foruden c. 1000 antagne Blandinger. Det faktiske Forhold vilde blive, at Mesocephalerne, naar til disse regnes endel Brachycephaler af de laveste Indexklasser med Præg af Mesocephalernes Typus, omtrent udgjorde Halvparten, og den anden Halvpart, Brachy- cephalerne, fordeler sig dels paa typiske norske Brachycephaler og Blan- ding med disse, dels paa Lap- og Kvænblandinger, medens dog den typiske Brachycephal i det hele er stærkere fremtrædende end søndenfor. Den Kurve over Kefalindices for denne Kreds, som er fremstillet paa Pl. 2 (Kurve 2), har en eiendommelig Form. Den viser en høit opstigende dolicho-mesocephal Del og en mindre hei langstrakt brachycephal, høiest fra Index 81 til 84, men tillige fremdeles relativt hoi paa Index 80. Dette sidste passer ikke til Indflydelse af den brachycephale norske Type. Den har udentvivl sin Del i Stigningen 81—84, men neppe større Andel i sidstnævnte Forhold, som neppe er tilfældigt, men i Hoved- sagen maa antages at skyldes anden brachycephal Indflydelse, og som saadan maa her nærmest tænkes paa Laptilblanding. Det Material, som for denne Kreds er benyttet til ovenstaaende Sam- menstilling, er samlet fra alle undersøgte Distrikter undtagen som nævnt Fjorddistriktet i Ibbestad. For om muligt at komme Forholdet lidt nær- mere har jeg forsogt et par andre Sammenstillinger. De har ogsaa, som jeg tror, givet noget Resultat trods den Reduktion af Tallene, som derved nødvendigvis maatte finde Sted for hver enkelt Klasse. Den ene Sammen- stilling har sat samtlige undersøgte Fastlandsdistrikter mod de under- søgte Ødistrikter (Trondenæs, Bjarkø, Hadsel, Bø), den anden kun Fast- landsdistrikterne Ofoten, Lenvik mod sidstnævnte Odistrikter. Førstnævnte Sammenstilling bliver nærmere omhandlet under Forklaringen til Kurverne (S. 24 f.). Resultatet af den anden, som ikke er optaget i Kurveform, skal jeg her kortelig berøre med Opgave over Procenttallene for de forskjellige Indices. Desuden er Procenttal for forskjellige Inddelingsgrupper af Brachycephaler stillet mod hinanden. 10 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. For den Gruppe, som omfatter Lenvik og Ofoten, fandtes følgende Procenttal af Indices: Index 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88—00 Procent © 2,7 7,8 10,5 7,8 5,2 10,5 7,8! 13,1 7,8 10,5 10,5 0 MORE Som Kurve 4 viser, er de samme Procenter for Trondenæs m. v.: 2,7 2,7 13,8 16,6 13,8 2,7 38.083 28 385 0 5,7 27 KG Disse Rækker er saaledes ogsaa væsentlig forskjellige. Førstopførte Række nærmer sig stærkt Kurve 5 (Fastlandskurven), men har ikke den udtalte Stigning paa 85, som denne viser, og som navnlig skyldes Ibbe- stads Fjorddistrikter. Den vil dog maatte antages at have et stærkt Forhold til Lapindflydelse. Brachycephalerne var i Ofoten-Lenvik 71,0 %, deraf 28,9 ægte Brach. og 23,6 antaget blond brach. Særtype, i Trondenæs m. v. 50.0% med 33.3 ægte Brach. og 25,6 antaget Særtype. Det synes efter disse Tal, som om Lapindflydelsen i Fastlandsdistrik- terne overalt har forogct Antallet af Brachycephaler, men tillige, at An- tallet af norske typiske Brachycephaler inden det benyttede Material ikke er større (kanske mindre) paa Fastlandet. Man støder jo vistnok her ogsaa paa den Vanskelighed, som jeg andetsteds har berørt, at Adskillel- sen af en Brachycephali gjennem norsk Indflydelse paa Blandingsproduk- terne og gjennem lappisk Indflydelse ofte vanskelig vil kunne adskilles. Resultatet for den norske Brachycephals Vedkommende vil være, at den inden denne Kreds ikke var saa lidet talrigere end inden den søndre, men dog endda ikke paa langt nær naaede Mesocephalerne i Talrighed, Den tronderske Dolicho-Mesocephal vil sandsynligvis ogsaa her være den forherskende Type. Den vil i Forhold til den norske Brachycephal maaske være det i noget hoiere Grad, end de anførte Tal antyder, da Lapindflydelse heller ikke i Ødistriktet (specielt Trondenes) ganske kan udelukkes. Kvænindflydelsen vil neppe faa mærkbar Virkning paa Befolkningens Typusmdetihele” Sandsynligvis har saaledes Lapblandingens Indflydelse været noget større end den, som ved Undersøgelsen blev mig bekjendt. Denne stræk- ker sig kun til 2 Lapblandinger fra Lenvik og 2 fra Fjordene i Ibbestad. 1 Med Hensyn til Hyppigheden af de fremmede Nationaliteter henvises til det S. 22 op- tagne Uddrag af den officielle Statistik, der vistnok ikke direkte kan benyttes for Antro- pologien, men dog antyder Forholdshyppigheden. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. II Samtlige ligesom ogsaa et par Kvænblandinger er medtagne ved Op- tællingen1. I Høide med Senjens Kystdistrikt løber inde i Landet et stort to- spaltet Dalføre mod nord ud mod Malangen, nemlig Maalselv- og Bardo- dalen. Som bekjendt er det fra forst af for c. 100 Aar siden bebyggede ved Indvandrere fra Østerdalen og Gudbrandsdalen. Senere er dertil kommet endel fra omliggende Egne og en liden Kontingent af Lap og Kvæn. Denne Blandingsbefolkning, nærmest af Østlandskarakter, har saa- ledes liden Interesse for Nordlands Etnologi, og jeg fandt mig heller ikke foranlediget til at anvende noget af den knappe Tid paa en saadan Special- undersøgelse, hvis Maal maatte ligge i andre Retninger end de, jeg for Øieblikket fulgte. Naar man fra Lenviken i Senjen gaar nordover, saa passeres Tromse- sundet og Tromso By, hvortil Indflytningen vistnok for en større Del er af nyere Datum (de sidste par hundrede Aar). Nordenfor kommer man ind i, hvad man i Tilslutning til den ovenfor benyttede Inddeling kunde kalde den nordligste Befolkningskreds i Tromsø Stift. Den omfatter Øerne ud mod Polarhavet og den indenfor liggende Kyststrækning med dennes mod Syd indskjærende Fjorde og Dalfører (Pl. 2, 3). I denne Kreds er Undersøgelser foretagne for Lyngen, Skjerve med Nordreisen og Kvænangen. Fra Karlse haves kun et par Undersøgelser. Sandsynligvis vil Karlse og Helgø i Befolkningshenseende ligge nærmere Tromsøtrakten. Komplexet Lyngen-Skjærve-Nordreisen-Kvænangen udmærker sig blandt Distrikterne i Tromsø Amt ved den betydelige Forekomst af Lap og Kvæn (s. hvad nedenfor er anført i Uddrag af den officielle Befolk- ningsstatistik). 1 Ved Undersøgelsen af Materialet fra Ibbestads Fjorddistrikter blev hver enkelt af de fremmødte examineret om Forekomst af Kvæn eller Lap i Slægten. Ellers blev saadan Examination kun foretaget, naar det af en eller anden særlig Grund ansaaes nødvendigt. Regelen var, at der spurgtes om Forældrenes Fødested. Desuden har jeg saavidt muligt ved Forespørgsel ved de militære Afdelinger søgt at skaffe mig herhen hørende Oplys- ninger. Imidlertid tror jeg efter de indhentede Erfaringer rigtigst overalt i Tromsø Amt og nordligst i Nordlands Amt at udspørge hver enkelt Mand med Hensyn til Blanding inden Slægten med Lap eller Kvæn. Ved denne Leilighed skal jeg tillige oplyse, at alle Individer, som paa den ene Side stammede fra vedkommende Bygd, blev opført som tilkørende denne, derimod ikke de i Bygden boende, hvis Forældre begge var udenbygds Folk (forresten inden mine Optegnelser Undtagelser), 12 °C. F. LARSEN. M.-N. Kl. Mellem denne Befolkningskreds og Senjengruppen ligger Malangen og Balsfjorden. Mit Material fra disse Distrikter er særskilt opført, men det er sparsomt. I samtlige nævnte Distrikter er hver enkelt Mand tilspurgt, om der er Lap eller Kvæn i Slægten, og i dette Tilfælde saavidt muligt søgt udredet dette Slægtskabs nærmere Forhold (maaske maa dog undtages nogle faa af de først undersøgte Skjærveboere, for hvilke intet Notat herom findes i mine Optegnelser). Fra Lyngen undersøgtes 15 Individer, fra Skjærve 23, fra Malangen og Balsfjorden 10, tilsammen 48. Folkene fra Lyngen angav alle paa en enkelt nær, at der var Kvæn eller Lap i Slægten, enten paa mødrene eller paa fædrene Side (eller paa begge). 2 opgav at være fuldblods Lap, 1 at være fuldblods Kvæn. Sammenstilling for Lyngen (Schema som ovenfor) viser: blond mørkhaaret Mesocephaler 2 2 O Brachycephaler 13 11 2 a) Index 82 og derover 7 I b) — 80—82 4 I For Skjærve: Å Mesocephaler I I O Brachycephaler 22 19 2 (ubestemt Haarfarve 1) a) Index 82 og derover 13 2 (ubestemt Haarfarve 1) b) — 80—82 6 0 For alle Individer paa 6 nær er anført Blanding med Lap eller Kven. Af de nævnte 6 er 4 anført at være af Præg som norsk Dolichocephal, 2 med tvivlsomt Præg af norsk Brachycephal. Fra Malangen og Dalsfjorden var: blond mørkhaaret Dolicho-Mesocephaler 5 5 o Brachycephaler 5 3 2 a) Index 82 og derover 2 I b) — 80—82 I I Opgivet Blanding med Kvæn eller Lap 4. Paa Tab. 2 (S. 19 f.) er opført de undersøgte Blandingsindivider (paa et par Undtagelser nær) med tilføiede Maal og Indices. Se endvidere Kurverne over Kefalindices. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 3 Typologiske Grupper. Efterfelgende Tabel giver en Oversigt over Middelmaal af Kraniets Længde og Bredde, Overansigtets Bredde (mellem Arc. zygomat.) og Høide og Pandens mindste Bredde. I hver Rubrik er tilføiet Indices. Den sidst opførte Index »Pandeindex« (s. nærmere nedenfor) angiver det relative Forhold mellem Kraniets største og Pandens mindste Bredde. For de fleste Grupper er søndre og nordre Kreds særskilt behandlet. Kun for to af dem har jeg fundet dette mindre nødvendigt eller hensigts- mæssigt. Intet Material er benyttet fra Distrikter, hvori Lap- eller Kvæn- blandinger var stærkere fremtrædende (saaledes i nordre Kreds ikke fra Fjorddistrikterne i Senjen). Den nordligste Kreds er ganske udenfor denne Sammenstilling. Nogle af de undersøgte Individer, som kunde henhøre under disse Grupper, er af forskjellige Grunde ikke medtaget. Selvfølgelig er de opførte Middelmaal kun at betragte som omtrentlig repræsenterende de særskilte Grupper. Til en nøiagtig Repræsentation vilde fordres et betydelig større Antal. Med Hensyn til den paa Tabellen optagne Rubrik, som er benævnt » Pandeindex«, maa jeg gjøre nogle særlige Bemærkninger, som kan tjene til Oplysning om, hvorfor jeg har optaget den, og hvorledes jeg er til- bøielig til at betragte dens Betydning i anatomisk og typologisk Hen- seende. Den oprindelige Grund til, at jeg har beskjæftiget mig med dette Maalsforhold, er, at jeg allerede for Aar siden under Kranieundersøgelser i det anatomiske Instituts Samling blev opmærksom paa en, som det for mig syntes, tydelig Forskjel i Forhovedets og Parietaldelens relative Omfang hos Lappekranier mod hos norske brachycephale Kranier, idet de først- nævnte hurtigt og stærkt tilsmalnede i Frontaldelen, der i sin Helhed som Regel syntes relativt til Parietaldelen at være mindre end hos det norske Kranium. Det lykkedes mig dog ikke at kunne bestemtere fast- sætte dette ved de Maaleforsøg, som jeg i denne Hensigt foretog. Imidler- tid blev jeg staaende ved Forholdet mellem Kraniets største Bredde og Pandebredden, hvilket vel ikke kunde være afgjørende for Rumforholdet, men dog viste sig at frembyde en fremtrædende Interesse i typisk- diagnostisk Henseende og viste sig ogsaa forøvrigt at give Holdepunkter, der kunde fortjene nærmere Undersøgelse. 14 : C. F. LARSEN. M.-N. KI. Tabel 1. Typologiske Grupper. Middelmaal og Middelindices (Millimeter). u w | on 42) 2 o|2 as Q ERE a ISegifaevl| Oo | m2| 65 = å — Mae oral a iS Aa 5 N! = dr Å peer) = Sen er | 2 | | Nordisk-germanske | Dolicho-Mesocephaler 28 196,8 | 152,7| 77,8| 139,6| 71,0] 50,8 107,8| 70,5 Søndre Kreds | Do. 21 194,7 | 152,3! 78,2 | 140 70,7 | 50,3 70,6 Nordre Kreds , 3 , 409,5 | 707| 99,3 | 107,9 Brachycephaler 80—82 med Præg af nordisk- 15 190,0 | 154,0| 81,0 | 140,1 | 69,3 | 49,4 | 107,3 | 68,9 germansk | | c iG erty | Blond brachyc, Særlypel „3 | 188,5 | 159,2| 84,3 141,1 | 70,5 | 49,9 | 111,8 | 69,8 Sondre Kreds Do. | Non cle. 20 | 190,0) 162,0! 85,4 | 148,3 69,6) 46,8 | 110,6 68,0 Brachycephaler ? med Præg af blandet 12 | 188,8! 158,7| 84,0 | 143,4| 70,5 | 48,4 | 108,9| 68,6 nordisk-germansk Type | Specielt har jeg troet at kunne give dette Forhold Anvendelse paa Adskillelsen mellem Lappetypen og den norske Brachycephal#, et Punkt, som ikke er uden Betydning for norsk Etnologi. Det kunde ligge nær at antage et direkte proportionalt Forhold mellem de nævnte Dimensioner, og det viser sig ogsaa tildels at vere tilstede, dog kun i meget indskrænket Grad, saaledes nemlig, at de bredere Kranier almindeligvis vil have en liden relativ Overvegt i Pandebredde, naar Midlet af et større Antal Maalinger beregnes, medens Forholdet hyppigst bliver modsat, naar de nævnte Dimensioner benyttes til Beregning af en Index. Den nærmere Undersøgelse viser et inden rummelige Grændser Jov- bundet Forhold af »Pandeindex« til Kefalindex, saaledes at den ferst- - Betegner Forholdet af Pandebredden til Kraniets største Bredde. Efter mine Optegnelser antages i 10 Tilfælde Blanding med blond Brachycephal, i 2 med ubestemt morkhaaret Type (maaske samme). 2 fra Bindalen (i foranstaaende Oversigt særskilt), For denne Sammenligning kan maaske ogsaa komme i særlig Betragtning Forholdet mellem Issebredde og Pandebredde. Det kan dog neppe antages at vere saa regulært som det her paapegede. » & © 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 15 nævnte er større ved lav Kefalindex og mindre ved hei, i det hele nogenlunde paa regelmæssig Maade, naar Middelberegning anvendes. Men desuden synes det bestemt, som om Typeinflydelse tillige gjør sig gjæl- dende. For de enkelte Individers Vedkommende er Forholdet derimod noget varierendel. At gaa videre ind herpaa, er der paa dette Sted ikke Anledning til. Hvad denne Index efter Maal paa levende Individer angaar, Saa kunde der selvfølgelig blive Tale om Reduktion til Kranieforhold, idet Sammenligning med Kraniemaalet kun derved kunde gjøres. Nærmere Omtale af de her berørte Forhold maa udsættes til mulig senere Leilighed. Til Tad. 1. Det vil forstaaes, at det ikke ved denne Deling af Materialet har været Hensigten at opstille »Typer«, men kun gjennem Gruppering at give en Oversigt over Typeforhold, som med større eller mindre Sikker- hed er antaget at have været tilstede, og saaledes, at de forskjellige Befolkningskredse herved særligt er taget under Behandling?. 1 Til Undersøgelser herom er benyttet en Række Racekranier fra den anatomiske Samling. Af disse udmærker sig særlig de malayiske Kranier ved samme Forhold som Finne- kranierne, Jeg maa tillade mig en herhenhorende Sidebemerkning, Benzvnelsen »Type« kan i det hele let være udsat for forskjelligartet Opfatning og for Mistydning. Det er saaledes ikke ganske det samme, om man taler om antropologisk Type ialmindelighed eller om Kranietype. Det forste.Begreb er mere omfattende, men ofte vil de i Resultatet falde sammen. Naar jeg saaledes i »Norske Kranietyper« har opstillet endel saadanne, som jeg troede at kunne udlede af det foreliggende Material, da er det vistnok en nærliggende Tanke, at de tildels repræsenterer forskjellige antro- pologiske Typer, men dog ikke sikkert. Jeg har ogsaa om enkelte saadanne brugt Udtrykket »Grupperc, hvilket betegner, at jeg ikke sikkert ansaa dem for typisk ad- skilte. Dette har dog Dr. A.M. Hansen i hans Værk »Landnåm å Norge« ikke været fuldt opmærksom paa. Forøvrigt maa jeg ogsaa i Anledning af en Yttring i nævnte Værk bemerke, at det synes mig forhastet, naar enkelte af de opstillede Kranietyper uden videre sættes ud af Betragtning, fordi de er opstillet paa nogle faa Exemplarer, Er der væsentlige anatomiske Forskjelligheder tilstede og disse ikke bærer Præg af at være tilfældige, saa vil selv et enkelt Kranium have Værd som særeget typisk Fænomen. Tror f. E. nogen, at det gaar an at anse vort høist eiendommelige Kranium fra Stenalderen som Variant af nogen anden her forekommende Type? Og kan man sætte dette Kranium ud af Betragtning, fordi der kun findes nogle faa i Samlingen, som synes at have nærmere Slægtskab med det? Eller er »Skraahovedet« (som jeg forøvrigt ikke netop fastholder som egen Type) uden typisk Værd, fordi der kun er opstillet et par Exem- plarer? Desuden forholder det sig ikke saa, at Forekomsten er indskrænket kun til de faa Exemplarer, som er henført under de to nævnte Typer. Jeg tror tvertimod at have fundet Tegn til hyppigere Forekomst, men ikke saa udpræget, at jeg vilde tabellarisk opstille vedkommende Kranier. Dette er ogsaa udentvivl bemærket i Skriftet, Jeg skal 12 16 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. De to forste Grupper vedrerer udelukkende den dolicho-mesocephale nordisk-germanske Type. Hver enkelt af disse Grupper er dog sammen- sat af to, som det synes lidt forskjelligartede Bestanddele, den trønderske Dol.-Mesocephal (cfr. »Trønderkranier etc.«) og den almindelige blonde Dolicho-(eller Meso-) cephal. Den væsentlige kraniologiske Overensstem- melse har dog bragt mig til at slaa disse Variationer sammen, Det vil sees, at der med Hensyn til Maaleforhold ikke er nævneværdig Forskjel mellem Kredsene, hvad disse Grupper angaar. Den næste Gruppe omfatter en Række Individer fra begge Befolk- ningskredse, som frembød samme almindelige Præg som de førnævnte Grupper, men efter Maal paa de levende Individer maatte henregnes til Brachycephaler. Nogle ganske faa med Index 82, der maaske vilde kunne henføres under samme Gruppe, har jeg ikke opført. Gruppe 4 og 5 vedrører den typiske blonde Brachycephal, sammen- stillet særskilt for-sondre og nordre Kreds, saaledes som de i foranstaaende Oversigt er begrændsede. Som før bemærket vil man særlig for nordre Kreds's Vedkommende ikke kunne være ganske sikker for Lapblanding. Forholdet bliver her saameget mere kompliceret, som Typeblandingerne kan frembyde overveiende Tegn paa norsk brachycephal Typus. Jeg maa med Hensyn til denne Type henvise til, hvad ovenfor i Oversigten er anført for nordre Kreds, og hvad der senere under Omtale af de grafiske Fremstillinger vil blive nævnt. Her skal jeg kun særskilt nævne, at den høie Middelkefalindex turde vise hen til nogen Indflydelse af dette Slags. Endelig er tilføiet en Rubrik for endel Individer inden begge Kredse, opført som Blanding af Brachycephaler og anden Type, nærmest norske Dolicho-Mesocephaler (se Tab. 1, Anm. 3). minde om, at A. Retzius bestemte og beskrev Nordboens Hjerneskal efter 6 Kranier og Virchow opstillede Lappekraniet efter 3 saadanne. Udentvivl griber den antro- pologiske Undersøger meget ofte feil, men det gjælder, eftersom Erfaringskredsen ud- vides, at rette Feilene og tillige erindre, at ogsaa de smaa og usikkre Bidrag har sin Betydning i den videnskabelige Udvikling. Forevrigt vil jo Kraniematerial oftest blive noget sparsomt, naar det gjælder at sammenstille typiske Exemplarer. De er sjeldnere, end man skulde tro. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 4 Lap og Kvæn. Lap- og Kvænblandinger. Som af den foranstaaende Oversigt (S. 12) sees, var Forekomsten af Lap- og Kvænblandinger særdeles hyppig inden det undersøgte Material fra den nordligste Kreds (Lyngen-Skjerve-Kvenangen), mindre hyppig blandt Folkene fra Balsfjorden og Malangen og fra Senjens Fjorddistrikt. Ren Lap og Kvæn er kun ganske enkeltvis forekommet. Det vilde selvfølgelig være af særlig Interesse at kunne studere Be- folkningsfaktorernes Virkning for Afkommet. Hertil strækker dog ikke en Undersøgelse af et fra forskjellige Kanter sammenhobet Material. Dels er Slægtskabsopgaverne ikke altid fuldkommen sikkre, dels har man ikke An- ledning til at kontrollere de typiske Forbold inden Slægterne. For Tiden kommer nu dertil, at den rene Kvæns og Laps Former m. v. neppe hidtil er studeret saaledes, at der foreligger Grundlag i denne Henseende for en nærmere Udredning af Formerne m. v. hos Blandingsindividerne. Særligt hvad Lapbefolkningen angaar, turde der kanske blive Tale om forskjellige Typer hos den vidtspredte og forholdsvis talrige Befolkning. Undersøgelser i disse Retninger, som i og for sig vilde være af en særlig biologisk Interesse, vilde imidlertid fordre et udstrakt Specialarbeide og maatte for en stor Del foretages paa Befolkningens Hjemsteder. Hvad der i denne Henseende kunde udbringes af de sparsomme Data, som her foreligger, vil ikke række langt. Jeg har imidlertid gjort Forsøg paa at ordne Materialet paa en overskuelig Maade og fremlægger det saa- ledes i Tab. 2 med Inddeling efter de forskjellige Blandingsforhold, saa- vidt dette har ladet sig gjøre. Den forskjelligartede Blanding bliver herved Hovedsagen, medens Blandingsgraden ikke har været medtaget som Ind- delingsgrund. Det er det hele Material med Undtagelse af 5 Numere, som er udeladt paa Grund af usikkre Opgaver over Afstamningsforholdet eller ufuldstændigt Notat af Maalene. De tagne Maal og derefter bereg- nede Indices er opførte, ligesaa Haar- og Øienfarve. De vedføiede Talbetegnelser for Haar- og Øienfarve har følgende Betydning: — Haar: lysblondt 1 Øine: lysblaa mørkblondt 2 mørkblaa 1 mørkt 3 brunblaa 2 (brunsort eller graaligsort) sort 4 brune à Jeg skylder dog at gjore opmærksom paa, at jeg tror at have Erin- dring om en Usikkerhed med Hensyn til de to sidste Betegnelser for Øienfarve inden en Del af et enkelt Distrikt, uden at jeg efter de fore- Vid -Selsk, Skrifter. I MN. KI, 1905. No. 2. 2 18 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. liggende Optegnelser nærmere kan betegne dette. For Hovedsagen vil dog dette neppe have Betydning. Med Hensyn til Rubrikken »Slaegtskabsforhold« bemærkes: Fader er altid stillet foran + Tegnet, Moder efter dette Tegn. 3ogstaver forbundne ved angiver Blanding inden det vedk. Led. Brøk angiver fremmed Types Blanding med norsk Type (intetsteds Blanding af to fremmede Typer). N = Norsk, ÅL Sp RE Myren, Opgaverne over Slægtskabsforhold havde for det meste Præg af at være sikkre, hvad Racen angik. De enkelte Tilfælde, hvori Opgaven var usikker, er som nævnt her udeladt. Dog forekommer ogsaa et par Tilfælde, hvori en Feiltagelse maaske har fundet Sted trods tilsyneladende sikker Angivelse. De er særlig paapeget i efterfølgende Bemærkninger. Til Tabel 2. 1. Efter Maalene skulde det kunne ansees for ikke usandsynligt, at Op- gaverne for de to førstopførte Individer er feilagtige, og at de turde være Kvæner og ikke Lapper, hvilket ogsaa for den enes Vedkom- mende støttes af Tilførselen om Udseendet. i) Over 1/2 Lap. Maal væsentlig som Lap. Hyperbrachycephal. Uregelmessige Blandingstyper. Den hoie Pandeindex sammen med QD stor Kraniebredde bemærkes. 4. Maal nærmest som norsk Mesocephal. 5. Meget forskjellig Kefalindex, kun første og sidste har noget større Brachycephali. Hos No. 4 synes Gudbrandsdalsarten at gaa igjen fra Farfaderen. De store Pandebredder bemærkes ogsaa her, medens Kraniebredden almindelig er middels, hos et par liden. 6. Blanding af Norsk og Kvæn antages at give en smuk og kraftig Type. Kefalindex gjennemgaaende betydelig høiere men Pandebredden SG alligevel oftest relativt stor 1 Forhold til Kraniebredden (synes at stemme med Kvænkraniets Forhold). Relativt heie Kefalindices. 8. Samtlige paa No. 3 nær synes nogenlunde at have Kvæntype. Den nævnte Undtagelse, som indeholder noget plus af Kvæn, har Forhold, der vel kunde stemme med den norske Mesocephals. 9. Blandingerne i Numrene 1, 5 og 7 lige Dele. De har alle Lapfader og Kvænmoder. Forholdsvis store relative Pandebredder. 10. Megen Uregelmæssighed, dog overalt brachycephal Index. Ansigts- og Pandeform meget forskjellig. Den i Slægterne forekommende norske Types særlige Beskaffenhed er overalt ukjendt. Å | ig 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. Tabel 2. Fortegnelse over Maal og Indices for Lap, Kvæn og disses Blandinger med Norske og indbyrdes. || Oo oO er | be bo D | 20 | 2 'z 'z = bo Distrikt | 25 | 2.2 2. Eu gie V © 2 a lens Le |Seiiss| 8 | = | | 88 ee Oa Os) EE ES ee 1. Fader og Moder Lap. Lyngen | 185 | 151 | 81,6| 142 66*MAGÆ |. 132, 1574,81 ZAR NL NE ES), = ad: | 185 161 | 87,0 | 145 70 | 48,4) 111 | 68,8) 2. 3 | Do. (ligner mere Kvæn). Ibbestad . . | 184 | 161 | 87,5| 142 | 72] 50,7| 107 | 66,4| 3. » | Do. Hatfjelddalen | 189 | 156 | 82,5| 140 | 67 | 47,8| tor | 64,7| 1. 2 | Do. 2. Fader Lap, Moder Norsk—Lap. Menvik. . . || 177 | 170.| 96,0| 143 | 68 | 47,5| 106 |62,3| 2. 3 | L + delvis L. 3. Fader norsk, Moder Lap. Lenvik .. 188 160 | 85,1 | 142 76 | 53,5 | 110| 68,7 | 3. 2 | Lidt Lap .medrene Side. | | Lyngen 189 | 161 | 85,1| 151 73 | 48,3| 115 | 71,4| 2. 1 | N + Svensk—Lap. Ibbestad . . 183 | 156 | 85,2| 142 | 69 | LD) Par: | 74,3 | 4. 2 | N +L (ligner ikke Lap). 4. Fader lapblandet, Moder norsk. Balsfjorden . || 200 | 152 | 76,0| 141 | 69 | 48,9| 108 | 71,0| 2. 2 | Lidt Lap fædrene Side. 5. Fader og Moder Kvæn. Lyngen 195 | 160 | 82,0| 143 69 | 48,2| 109 | 68,1| 2. 3 | K + K. | | — tags || "758 | 81,1 "150 » a. |) 104065. FE 28 Do; 6. Fader norsk, Moder Kvæn eller kvenblandet. Skjærvø . . NEO | Soi ag) 72 | 48,90 tie 73.7) JANNIE K RE 197 | 156 | 79,6 | 140 67 | 47,8| 116 | 74,3| 222 |N + 4K. — 182 | 147 80,7 | 133 7O.| 32.6" Sone 7237 10223 | N + 2K. Lyngen 195 | 148 | 75,3| 133 63 | 47,4| 107 | 72,2) 1. 1 | Farfader Gudbrandsdel, | | | Moder + K. Balsfjorden . | 209 | 152 | 72,7| 145 | 72|49,6| 113 | 74,3| 1.1 N + lidt K. Trane , . 191 | 162 | 84,8| 147 no | 47,6| 116 | 69,4! 1. 1 | N + lidt K. — 1 Se Side 17. 20 C. F. LARSEN. M.-N. KI. | | | 2 18 3 | bn on Vv vol Z, = | a = br Distrikt | 2 i | LT | M | as | 6 v > | 2 ¥ = A | Hd | Ka | = | or Gr: à aS nm © 7. Moder norsk, Fader Kvæn eller kvenblandet. Skjærvø . . || 201 172. 85,5 7 157. 069 | 42,6] » | » | 2.2 |} K + norsk. == G | 185 157 | 84,8 | 134 | 70 | 522|, 195 | 73,2 | 2.1 | + K + norsk. > ST 159 87.8 Våt | 70 | 49,6 110 | 69,1 | 22,2 5 | KNE Balsfjorden. | 193 | 159 | 82,3 | 147 | 78 | 53,0. 112-| 70,4| 3.1 | I Km Trano . | 195 | 150 | 769| 135 | 63|46,6| 105 | 66,5| 3.1|1K +N. 8. Fader og Moder Kvenblanding med Norsk. Skjærve 180 153 | 85.0| 140 665) 471 | 107 | 69,9 | 2.3 | 3 RE — 133 TSO 89.2) OL 67 47,5 | 103 | 66,0. DS | Do. Lyngen 197 | 159 | 80,7 | 140 75.535 110 70,5 | 2.3 | 4K + lidt K. — 189 1561 82,5 || 135 67 | 48,8 » » | 2.1 | Lidt FØR = | 185 158 | 85,4] 141 or PS 1064) 167.01 3. 2 UK + K. 9. Lap og Kven. Lyngen | 186 | 146 78:41) rai 65 46:15) 108 | 73,9 | 2: 11 E 1 = 185 1580185141 13% 66 | 48,1 | 106 67,0 | 3.2 | LK pir Skjærvø . . 187 156 | 82,9| 140 66 47,21 112 7177| 3. 2) Le Re — 184 159 | 86,4 | 146 63 (431 || 10691 68,5 | 4.5 | LER. —— 179 154 | 86,0| 134 66 | 49,2| 110 Piel Beare | L + K. = 183 | 152 | 83,6| 140 66, NATO rr | 72,9 | 2: '2. | BERE — | "790. 163 785,7. 1141 65004601 ato |267,4| 2.1) L ER 10. Lap—Kven— Norsk. Skjærvø . . || 195 | 165 | 81,6 142 | 72|°50,7| 106 | 63,6 | 2.1 | Tysk—K + L—K. — au | 186 154 | | er | 63 | 459| 117 | 75,9 | 2.3|N+L-3K Ibbestad . . | 104 161 | 82,4 144 | BAT cere | 68,9 EN | L+ 43K. Lyngen . . || 182 | 164 94,5 | 142 4,4 75409258 eros. | 163 4] 2. 2 | Sc AE 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. ar “= Der vil vistnok af de her foreliggende faa Data ikke kunne trakkes videregaaende Slutninger med Hensyn til de forskjellige Blandingselemen- ters Indvirkning paa Afkommets typiske Forhold. Om der i denne Henseende er Forskjel paa Faderens og Moderens Indflydelse, kan ikke med nogen Tydelighed sees. Mest ledes man til at formode, at Arven af de somatiske Eiendommeligheder er uregelmessig, saaledes at under- tiden en, undertiden en anden Eiendommelighed nedarves, undertiden omtrent det hele ene Led blir bestemmende, undertiden Blandingsfæno- menerne mere jevnt fordelt. Af Tab. 2 kan sees, hvorledes samtlige der opferte Indices er varierende. Merkelig er den overveiende Brachy- cephali selv med ringere Blandinger med de fremmede Typer (især ved Lapblanding). Maaske dog det norske Leds Brachycephali kan have Del deri. De af og til forekommende høie Indices ved Blanding af Norsk og Kvæn kan maaske ogsaa undertiden skyldes det norske Led. Meget almindelig var Totalpræget nærmest norsk. Overansigtsindex ligger gjennemsnitlig lidt lavere end hos den norske mesocephale Type, omtrent i samme Høide som den norske Brachy- cephals. Den relative Pandebredde viser sig i Forhold til Kraniebredden meget uregelmæssig. Den kan selv ved Lapblanding være stor, men i mange Tilfælde er den liden (de to Tilfælde, hvori den hos opgivet ren Lap sees stor, er som før bemærket noget tvivlsomme). I Kvænblandin- gerne, især i Gruppe 5, er denne Index overalt høil. 1 Til Sammenligning hensættes her tilsvarende Indices (Middel) for Lap- og for Karel- kraniet, de første beregnet af Mantegazza og Sommier og efter egne Maal af Forfatteren, de sidste beregnet af samme efter G. Retzius's Maal for 28 karelske levende Individer (kun 27 er benyttet). For Finlænderne og de norske Lappekranier har Overansigtsindex kunnet opstilles, derimod ikke for Manteg. & Somm, Kranier, for hvilke ikke Maal af Overansigtet er anmærket. Lapkranier Karelkranier (hos levende Mænd) Manteg. & Somm. G, Retzius 18 Kranier 8 Kranier fra Varanger 27 Individer Læpgdebredde- index $4,91 85,0 beregnet Overans.index » 48,6 f s. Middel Bande | = 65,0 63,7 J af Indices. Reduceret til Maal paa Zevenae Længdebr.index 86,91 87:0 80,9 Overans. — » 50,8 48,3 Pande — 66,3 65,0 71,1 De anferte Tal kan maaske sammen med Indices paa Tab. 2 for norske Typer give et lidet Bidrag til Orientering i de Variationer, som Listen over Blandingsindividerne frem- byder, og de for disse begrundede Typeforhold. 22 C, F. LARSEN. M-N. Kl. Optegnelserne om Haar- og Øienfarve viser som almindeligt Resultat, at blond Haarfarve i det hele var hyppigere end mørk og især dette i Kvænblandingerne, videre at blandede og brune Øine var hyppigst ved alle Blandingskombinationer, dog mest ved Blanding med Lap. I Forbindelse hermed skal jeg give et kort Uddrag af den officielle Statistiks! Opgaver over Forekomst af Lap og Kvæn i Nordlands og Tromsø Amt. Da i denne Sprogforholdet i Forbindelse med Blandings- forhold er lagt til Grund, vil Tallene ikke ligefrem kunne anvendes i antro- pologisk Retning. Hertil vilde fordres, at visse Blandingsgrupper indgik i Statistiken som. saadanne, at den rene Lap eller Kvæn særligt opførtes, og at Sproghensynet blev væsentlig underordnet, medens Afstamnings- forholdet blev det bestemmende (hvilket selvfølgelig ikke vilde hindre, at Sproghensynet blev benyttet som Grundlag 1 dertil bestemte Tabeller). Imidlertid vil dog en almindelig Oversigt over Udbredningen af Lap og Kvæn kunne faaes ogsaa ved Sammenstillingen i Statistikens særdeles anskuelige Tabeller. Efter den i den officielle Statistik behandlede Folketælling af 1890 kan for Nordlands og Tromsø Amter følgende almindelige Forhold antages at være tilstede. Fra Nordlands Amts sydlige Grændse til Saltenfjord findes ingen Bosættelse af Aven. Antallet af Lap (efter Statistikens Begrændsning) er overalt forsvindende uden i Hatfjelddalen, hvor det gaar op til noget over 5 %o af Befolkningen (og i Dindalen 1,6 9). Fra Saltenfjord nordover optræder Kvæn meget sparsomt, men i de fleste Bygder. Lidt større Udbredning begynder i Tromsesundet (2,72 %), stærkere i Lyngen (8,05), Skjærvø (7,37), Nordreisen (33,93) og Kvæn- angen (8,36). Lap er sjelden i Salten, men forholdsvis talrig i Tysfjorden (18,60 %o), noget hyppig i Ofoten (Ankenes 3,0 %, Evenæs 14,26 %). I Lofoten og Vesteraalen sjelden, i Senjen noget hyppigere (Kvæfjord 3,75, Trondenæs 6,90), Lbbestad 10,18, Salangen 16,72, Dyrø 5,28, Trane 3,30, Serreisen 7,58, Lenviken 9,0. Videre opgives for Balsfjorden 14,07, Lyngen 44,48, Karlso 14,55, Helge 11,39, Skjærvø 20,79, Nordreisen 5,74, Kvænangen 38,29. Resultatet af denne Undersøgelse vilde saaledes være følgende: I den sydlige Del af Nordlands Amt (fra Grændsen mod Trondhjems Stift til Ranenfjord) har Befolkningen omtrent udelukkende samme antro- ' Folketællingen i Kongeriget Norge 3die December 1900, 4de Hefte (1904). 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 23 pologiske Beskaffenhed som den tronderske. Den omfatter de to norske Hovedtyper, den nordisk-germanske Dolicho-Mesocephal og den blonde Brachycephal, førstnævnte frembydende vesentlig sammé Variationer som i Trondhjems Stift, om end i noget forskjelligt Forhold. Det overveiende Antal tilhører denne Type. Lapper forekommer paa et par Steder i sparsomt Antal, flest i Hatfjelddalen. Kvener forekommer ikke. I den sydlige Del af Tromsø Amt (Senjen og Vesteraalen) dannes Hovedbefolkningen af de samme Typer med noget hyppigere Forekomst af de norske Brachycephaler, dog endnu med den nordisk-germanske Mesocephal som den talrigste af de udelukkende norske Typer. Tilflyt- ning af Lapper er her hyppigere, i enkelte Distrikter (Fastlandsdistrikter) endog temmelig betydelig. Kvæner forekommer i sparsommere Antal. Blanding af Norske med de fremmede Typer gjør sig tildels gjældende. Disse Blandinger fremtræder hyppigst med brachycephal Kefalindex. Der forekommer ikke faa Indflytninger fra sydlige Egne i Landet, og større Bygder i Indlandet Er tildels koloniseret af saadanne Indflyttere. I den nordlige Del af Tromsø Amt er den ublandede norske Befolk- ning stærkt aftaget i Talrighed, medens Antallet af de nævnte fremmede Indvandrere er betydeligt, saaledes, at Blandingsbefolkning endog kan være overveiende hyppig. I det hele og væsentlige maa Nordlands og Tromso Amters Befolk- ning ansees som Udløber af Trønderbefolkningen. Nævneværdig Ind- flydelse af den indvandrede Lap- og Kvænbefolkning kan kun antages i det nordligste af Tromsø Amt og paa ganske enkelte .mere isolerede Steder søndenfor. Som Udløber af Trønderbefolkningen maa Nordlændingen sandsynligst have udbredt sig efterhaanden nordover, indtil den allerede i den ældre Jernaldersperiode, kanske allerede i den trønderske Stenaldersperiode har besat Egnen om Vaagsfjorden (og Vesteraalen). Fra antropologisk Hold kan der neppe være noget iveien for at antage dens Ankomst hertil allerede i Stenalderen, efterat G. Retzius har paavist vel karakteriserede dolichocephale Kranier af germansk Typus allerede blandt de sydsvenske Stenalderskranier. Dog er det, saavidt vides, et endnu uafgjort Spørgs- maal, hvorvidt de i det nordlige Norge fundne »arktiske« Stensager er at henføre til norsk Befolkning. Fastholdes det nære Slægtskab mellem Tronder- og Nordlandsbefolk- ning, saa bliver der trods den maaske noget større Talrighed af den norske Brachycephal i den nordlige Del af Tromsø Stift neppe synderlig 24 :C. F. LARSEN. M.-N. Kl. Plads for Formodninger om en seregen Indvandring af denne Type hertil, Imidlertid har man for Tiden ikke tilstrækkeligt Material til paa Grundlag af et saadant at optage dette Spørgsmaal til Behandling. Naar ovenfor Trønderen almindelig talt er antaget som Nordlæn- dingens Stamfader, da er ikke hermed angivet, at det netop skulde gjælde Trønderen i sin Helhed eller en gjennemgaaende Blanding af forskjellige trønderske Specialbefolkninger. Mere er det Udtryk for Mangel paa sikkrere Kundskab i denne Henseende. I »Trønderkranier og Trøndertyper« (S. 11) har jeg udtalt den Formodning, at Nordlands Befolkning sandsynligvis vilde vise sig ensartet med den trønderske Kystbefolkning. Dette kan jeg vel ogsaa nu efter Undersøgelsen fastholde som det væsentlige, men jeg vil dog helst give det en noget videre Betydning og heller i denne Forbindelse nævne Nordmeringen, deri da ogsaa indbefattet saavel den nordtrønderske Kystboer som Fjord- og Kystbefolkning søndenfor Trond- hjemsfjorden, ialfald ned mod Christiansund. Den trønderske eller nord- mørske Kystboer er, som tidligere paapeget, temmelig hyppig brachycephal og blond. Men der forekommer ved Siden heraf og udentvivl i det hele i større Mængde typiske Dolicho-Mesocephaler (ogsaa for en stor Del blonde), hvortil her som andetsteds ogsaa for en Del maa regnes endel Individer med brachycephal Kefalindex1. Jeg har udarbeidet grafiske Fremstillinger af Kraniets Længdebredde- forhold inden hver enkelt af de tre Kredse, i hvilke Undersøgelserne er anstillet (Pl. 2). For søndre og nordre Kreds omfatter Kurverne alene det Material, som er opført i Hovedgrupperne, for nordligste Kreds tillige Malangen og Dalsfjorden. 1 [ Dr, Andr. M. Hansens Skrift »Landnåm i Norge« er paa et af de ledsagende Karter (Pl. IV) opført Betegnelse for stærk Forekomst af Brachycephaler opover hele Nordland, ifølge en Paategning paa Kartet »efter C, F. Larsens Antagelsec, hvilket vel er at henføre til den ovenanførte Udtalelse. Selvfølgelig vil en saadan Formodning, som jeg havde udtalt i Forbindelse med Referatet af Undersøgelser i Trondhjems Stift, ikke danne noget holdbart Grundlag for en grafisk Fremstilling. Det har da ogsaa vist sig, at Forholdet ikke vel vil kunne betegnes paa den her brugte Maade. Saavidt Undersøgelserne i nordlandske Distrikter strækker, vilde man ikke kunne betegne den typiske norske Brachycephal (og efter hvad jeg forstaar, er det kun denne, det herved gjælder) som særlig hyppig i den sydlige Del af Nordlands Amt, vel neppe heller i den nordlige, før man kommer op mod Amtsgrændsen, medens den herfra synes at være noget hyppigere. Medtages Brachycephaler, for hvilke Blanding med Lap eller Kvæn kan formodes at have Del i Hovedets Form, da vil der selvfølgelig kunne regnes paa et større Antal i Stiftets nordligere Egne, Hvorledes For- fatteren af ovennævnte Skrift vil anskue disse, tør dog være uvist, da han synes at til- lægge Indvandrerne østfra en noget særegen etbnisk Betydning. Jeg maa i Anledning af min Betegnelse for de Steder i Trondhjems Stift, hvor jeg fandt flest blonde Brachycephaler, særlig fremhæve, at de gjælder de blonde Individer med brachycephal Index uden Hensyn til typisk Indordning 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. bo on Det for Udarbeidelsen benyttede Material (for Helgelandskredsen 71 Individer, for Senjenkredsen 81 og for Skjærvø-Lyngen-Kredsen 48) vil vel ikke kunne give noget fuldt exakt Billede. Imidlertid sees det at angive meget vesentlige og bestemt udtalte Forskjelligheder mellem de tre Kredse, og det supplerer paa en meget anskuelig Maade de ovenfor ved Talangivelser antydede Forhold. Som Felge af Materialets Knaphed maa nødvendigvis opstaa Uregelmæssigheder i Kurveformerne, saaledes at de mindre vel vil kunne benyttes for en detailleret Analyse. Dog er Formerne i sin Helhed meget karakteristiske og -angiver meget bestemt de forskjellige Typeforhold inden disse tre fra hverandre skilte Landsdele. Den sendre Kreds viser en Form, som nesten ganske svarer til Kurverne for Tronderbefolkningen og mest til Kurven for de donde Trøndere (cfr. »Trønderkranier o.s.v.«, s. tillige ovenfor S. 6). Den nordre Kreds (Senjenkredsen) har stærkere Fremtræden af den Del, som repræsenterer Brachycephalien. I Kurven for den nordligste Kreds falder den dolicho-mesocephale Del næsten bort, medens et bredt Høideniveau strækker sig udover store Dele af den brachycephale Kurvedel. Overalt maa dog erindres, at Høiden paa Index 80 ofte for en væsentlig Del kan skyldes germanske Mesocephaler. I ringere Grad gjælder kanske det samme Index 81, men her er dog den genuine Brachycephal mere for- herskende (cfr. særligt Kurven for Helgeland). Paa Grund af den noget større Forekomst af Lap i de indre Bygder af Senjenkredsen har jeg endvidere forsøgt en Sammenstilling af Fastlands- (Fjord-) Distrikterne med Ødistriktet. Herved er imidlertid Forholdet af Materialet lidt forrykket, idet jeg i de indre Distrikters Kurve har optaget Lenvik og Ofoten, der efter den officielle Statistik maa formodes at have en lidt mere fremtrædende Lappebefolkning (cfr. ovenfor den off. Statistiks Opgaver). Mod Fastlandsdistrikterne i Ofoten-lbbestad-Lenvik! er saa- ledes stillet Ødistriktet Hadsel-Trondenes, idet Trane som liggende nær- ved og delvis paa Fastlandet er udeladt. Antallet bliver derved selvfølgelig reduceret for de enkelte Kurver, men trods dette viser de sig særdeles karakteristiske og yder en meget virksom Forklaring til Forstaaelse af Typeforholdet i Senjenkredsen. Fastlandskurven er fornemmelig karakteriseret ved den stærke Stig- ning af de brachycephale Indices med Toppunkt paa 85, men viser tillige et udtalt Toppunkt paa 78. Dens førstnævnte Toppunkt maa med over- veiende Sandsynlighed tilskrives Lapindflydelsen (særligt fra Ibbestad). ! Under Lenvik Thinglag hører et par mindre Ødistrikter foruden Hovedbygden paa Fastlandet. 26 :C. F. LARSEN. M.-N. KI. Ganske forskjellig er Kurven for Ødistrikterne med sin største Høide paa 78 og sin forholdsvis lavtliggende brachycephale Del. I denne Kurve fremtræder Mesocephalerne stærkest og Brachycephalerne lidet i de høiere Indices. Sandsynligvis var her Lapindflydelsen liden eller kanske ingen. Førstnævnte Kurve nærmer sig mere til Kurven for den nordligste Kreds, sidstnævnte til Kurven for den søndre Kreds1. illederne er saaledes meget oplysende. De vil af enhver, som er vant til at behandle Sammenstillinger i denne Form, kunne gives en regelmæssig Skikkelse, som exakt betegner deres forskjellige Indhold. Grundlaget for de forskjellige Kurveformer ligger nær for Haanden. Som i alle saadanne Tilfælde kan der for enkelte Partier være Tale om en Kombination af samvirkende Motiver, dog almindelig med et enkelt som det nærmest bestemmende. I Kurven for den nordligste Kreds (Lyngen m. v.) vil den brachy- cephale Kurvedels Høide for det meste maatte tilskrives Blandinger med Lap og Kvæn, dog vel ogsaa i nogen Udstrækning den norske Brachy- cephal i eller udenfor saadanne Blandinger. Den store Høide af Kurven 81—83 tyder i denne Retning, medens Spidsen paa 85 afgjort tyder paa dD? Lapindflydelse?. Fysiske og psykiske Evner. Mine lagttagelser i disse Retninger er ikke meget betydelige. Men Forholdene inden denne Befolkning saavel i typisk Henseende som med Hensyn til Udviklingspaavirkninger er dog saa eiendommelige, at de uvilkaarlig opfordrer til ikke ganske at forbigaa dette Punkt, og dette saameget mere, som jeg skulde tro, at der tildels kan findes falske Fore- stillinger derom. De faa Erfaringer, som jeg kan have derom, skriver sig selvfølgelig mest fra de militære Afdelinger. Hvad Forholdet inden disse Afdelinger 1 En lidt forskjellig Differentiering af Materialet er omhandlet under den almindelige Oversigt S. 9 og 10. Der foreligger for Tiden ikke tilstrækkeligt Material for lignende Behandling af den rene Lap- eller Kvæntype. Det maa dog, efter hvad der forefindes i denne Retning, være at antage, at Indices for den norske Brachycephal gjennemsnitlig ligger høiere end for Kvæn og noget lavere end for Lap, hvilket da ogsaa modificeret vil kunne antages for Blandinger. Den norske Brachycephals Kurve skulde jeg efter de i sin Tid for Jæderen (den norske Brachycephals vigtigste Forekomststed, cfr. ogsaa Arbo, »Stavanger Amta) og endel andre Vestlandsbygder foretagne Undersøgelser antage at have sit Heidepunkt mellem 80 og 84 og sin Top paa 83—84, medens Lappekurvens Top maaske turde sættes paa c. 87, hvor Middelindex synes at falde, Kvænens (Fin- lænderens) Kurvetop mellem So og 82. 2 to sa 1905. No.2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. angaar, maa der ogsaa mærkes, at det ikke kan ansees for at være fuldt kongruent med det inden Befolkningens Masse, da overalt et Antal paa Grund af legemlige eller aandelige Mangler er fritaget for militær Tjeneste. Imidlertid vil dog Hovedsagen blive lidet berørt derved, og Præget saavel i legemlig som i aandelig Henseende af det tjenstgjørende Mandskab vil uden Betænkelighed kunne overføres paa Befolkningen i det hele. Det Indtryk, man umiddelbart faar, er, at Nordlændingerne paa frem- trædende Maade ligesom Trønderafdelingerne udmærker sig ved legemlig Kraft og Dygtighed.- Det er den samme høie Statur og lignende stærk Legemsbygning, kanske ikke fuldt saa robust som Indtrønderens, men med en ieinefaldende Forening af Kraft og Lethed. Hermed stemmer ogsaa de Idrætspræstationer, som jeg havde Anledning til at se i Vefsen. De, som deltog i disse, viste sig at være usædvanlig udholdende og kom efter anstrængende milelang Distancemarsch (eller Løb) frem i en Kondition, som var forbausende god og betydelig overtraf, hvad jeg under lignende Omstændigheder andetsteds har seet. Indtrykket af den legemlige Dygtig- hed var paa de forskjellige Steder væsentlig det samme. Saavidt jeg kunde dømme efter det korte Samvær, var Folkene gjennemgaaende kvikke, med let Opfatning og villige. Det forekom mig ogsaa, at de røbede større kulturel Udvikling, end man almindelig træffer 8; mange andre Steder i Landet under samme Forhold. De inden de militære Øvelser gjorte Erfaringer stemmer ogsaa med disse Indtryk. Den nordlandske Soldat faar af sine militære Chefer Skuds- maal for, at han afgiver et fortrinligt Soldateremne. Hvad de oprindelige psykiske Anlæg angaar, vil de i det store taget her som overalt være i hei Grad afhængige af de specielle Typeforhold. Disse er, hvad den rent norske Befolkning angaar, ialfald efter hvad der ved denne Undersøgelse er fundet, i det væsentlige overensstemmende med Forholdene i de fleste andre Dele af Norge. Typerne maa, som ovenfor omhandlet, antages at være de, som ogsaa ellers i Landet udgiør Hovedmassen af Befolkningen, den dolichocephale nordisk-germanske og den blonde brachycephale, begge væsentlig med samme Præg som i de trønderske Egne. Der vil her som overalt, hvor denne Spaltning fore- kommer, gives Anledning til en Nedarvning af de Evner, der tilkommer disse Typer, den førstnævnte Types, som det synes, stærkere udpræget i Retning af Villie og Handling, den sidstnævntes mere i Retning af Følelseslivet. Hvorledes dette i det mere enkelte forholder sig inden det nordlige Norge, kan her ikke bestemtere paapeges. Muligens og sandsynligvis vil Forholdet optræde noget forskjelligt i de forskjellige Dele af dette efter 28 ‘ C, F. LARSEN. M.-N. Kl. den forskjellige Fordeling af Typerne og efter de lokale Udviklings- betingelser. Den som det synes stærkere Forekomst af norske Brachy- cephaler i Tromsø Amt vil herved kanske være værd at paaagte. I denne Landsdel vil udentvivl ogsaa Betingelserne for Evneudviklingen være eiendommelige og kunne fremkalde særegne Udslag. Det hele Liv arter sig her i flere Henseender paa en Maade, som kan begunstige dette. Med Hensyn til den psykiske Indflydelse af Blanding med de frem- mede Raceelementer kan jeg lidet udtale. Antagelig vil Fænomenerne for en stor Del være afhængige af, med hvilken norsk Type Blandingen er skeet. Saavidt kjendes om Lappens og Kvænens Aandsevner, turde man vel kanske ogsaa for disse Leds Vedkommende gaa ud fra Anlæg tildels i samme Retning, som ovenfor er nævnt for den norske Brachycephal. Typologiske Slutningsbemærkninger. Jeg finder mig foranlediget til, før jeg afslutter dette Arbeide, at frem- komme med en kort Redegjørelse for min Opfatning af den typologiske Kundskabs nærværende Standpunkt for den norske Antropologis Vedkom- mende, dels fordi der i denne Henseende udentvivl vil gjøre sig gjældende forskjellige Meninger, dels fordi det muligens kan indsnige sig Misfor- staaelser med Hensyn til de Betegnelser, som i Referatet af mine Under- søgelser er benyttet. Det vil ske i ganske faa Ord, som da ogsaa faar Anvendelse paa den forudgaaende Beretning om Undersøgelser i Trond- hjems Stift. Det vil forstaaes, at jeg kun med megen Indskrænkning følger den, man kunde sige, nedarvede Lære om Typebestemmelse efter Kraniets Længdebreddeforhold eller i det hele mere gjennemført søger Typetegn i Maalsforhold. Naar jeg har nævnt en Typebetegnelse, da. vil denne vistnok almindelig staa i et vist Forhold til den almindelig benyttede Klassifikation efter Kefalindex, hvilket ogsaa ligger i de benyttede Beteg- nelser, men den vil ikke netop være bunden til disse Klassers Begrænds- ning. Hvad den Type, som jeg her har benævnt den nordisk-germanske Dolicho-Mesocephal! (i »Trenderkranier o.s. v.« norron-germ.) angaar, saa kan den udentvivl, som allerede af A. Retzius paavist, væsentlig henføres under en bestemt Kranieform, men jeg har dog fundet det nødvendigt, og navnlig for Befolkningen i det nordenfjeldske Norge, at gjøre en ialfald 1 Jeg tror, at en saadan Benævnelse omtrent rammer de faktisk existerende Forhold, om ogsaa med store Indskrænkninger, hvad de nuværende Befolkninger angaar. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 20 foreløbig Deling mellem to lidt forskjellige Varianter, der nærmest kan betegnes som den blonde og den mørkhaarede. Haarfarven er vel ikke det afgjørende, men dog oftest eiendommelig. De divergerer ogsaa noget med Hensyn til andre Tegn, saaledes navnlig enkelte Ansigtsformer, og jeg tror ogsaa Legemsformer ellers. Disse typiske Varianter forekommer vistnok omtrent overalt i Landet ved Siden af hinanden, men som det synes med særlig Fremtræden af den mørke Variant i større Dele af Trondhjems Stift! og tildels i de bergenske Fjorddistrikter. Med det Material, som for Tiden foreligger, vil Spørgsmaalet om deres Identitet eller Forskjellighed neppe kunne neiere besvares. Det vilde fordre ud- bredte Specialundersøgelser blandt den levende Befolkning og indgaaende anatomiske Kranieundersøgelser. Hvorom alting er, saa er Spørgsmaalet om den blonde og mørke Dolichocephal, som jeg tror, naaet frem til at staa paa Dagsordenen i den norske Antropologi”. I den Sammenstilling, som er opført paa Tab. 1 (S. 14), har jeg slaaet dem sammen. Der blev først gjort særlige Beregninger for hver enkelt, men Antallet blev da tildels lidet, og det viste sig, at Maalsforhol- dene inden begge var væsentlig overensstemmende. Til denne Sammen- stilling blev kun benyttet Indices under 80. Inden den nulevende Befolkning i Landet kan for Tiden neppe med større Sikkerhed udpeges dolichocephale Typer af anden Art end de nævnte. Det er muligt, at de forekommer, men det vil ialfald ikke kunne antages i nogen større Udstrækning. Efter hvad de norske Middelalders- kranier viser, turde dog maaske i tidligere Tider saadanne Typer have havt nogen Udbredelse. Maaske vil man ved nærmere Undersogelse endnu kunne konstatere dem paa enkelte Steder. For Brachycephalernes Vedkommende stiller det sig endmere ind- viklet end for Dolichocephalerne. Inden deres tidligere typemæssig af- grændsede Masse har i den senere Tid indtraadt en Adskillelse mellem de blonde og mørkhaarede Brachycephaler som i mange Henseender typisk forskjellige. Begge træder i et vist Forhold til den blonde eller mørke Dolichocephal, men paa noget forskjellig Maade. Som før nævnt kommer, dersom man gaar ud fra Maalet paa levende, hvilket har været det .almin- 1 Omtalt i »Trønderkranier o, s, v.« og med Forbehold af mulig fremmed Typeind- flydelse. 2 Jeg skal i denne Forbindelse nævne den Mærkelighed, at man, naar man bringer For- holdet af Kefalindex i Kurveform, ofte vil finde to Kurvespidser inden den dolicho- mesocephale Række, en paa 75—76 og en paa 78—80. Her kan jeg ikke gaa nærmere ind derpaa, men anfører det kun som Antydning til en (mere eller mindre typisk) Forskjel inden den nævnte Række, hvis Aarsag ikke endnu er bestemt. 3 Cfr, »Norske Kranietypere og »Trønderkranier &c.« (Text og Afbildninger), 30 'C. F. LARSEN. M.-N. Kl. delige, et Antal Brachycephaler af de lavere Indices, maaske ogsaa læn- gere op, til efter overveiende Sandsynlighed at gaa ind under samme Type som de fleste Dolicho-Mesocephaler. Endel af disse kan være Blandinger, endel ikke. Denne Gruppe vil omfatte saavel blonde som mørkhaarede, men inden de sidstnævnte synes samme Type at kunne forekomme hyppigere end i den høiere Indexrække, fremdeles med samme almindelige Præg. Dog bliver Forholdet for begge Klasser mere tvivl- somt ovenfor Index 82, hvor maaske ogsaa Blandingsforhold i denne Hen- seende meget gjør sig gjældende. Udentvivl findes ogsaa hos os et ikke lidet Antal af mørke Brachycephaler, som stammer fra sydeuropæiske Folkeslag. | Den blonde Brachycephal er en bestemt og udpræget Bestanddel af vort Folk. Den forekommer overalt, men i forskjellig Mængde, næsten altid i betydelig mindre Antal end den dolicho-mesocephale Befolkning. Dens Stilling som egen Type synes at være utvivlsom, men den er vanskelig at afgrændse. Fuldkommen afgjort tør man neppe opstille Typens Identitet i alle Landsdele, hvor den forekommer. Dog er det vel sandsynligt, at Forskjellighederne mest skyldes lokale Udviklinger. Det Material af Kranier, som er tilgjængeligt, er ikke tilstrækkeligt i disse Henseender, og man er væsentlig henvist til den levende Befolkning, hvis mere specielle Undersøgelse i denne Retning falder vanskelig og ofte usikker. Man er hidtil ofte nødt til at gaa meget efter Anskuen og Ind- tryk. Kun enkelte mere karakteristiske Formforhold har hidtil kunnet præciseres. Man vil kunne støde paa Brachycephaler, som ikke rigtig kan henføres under nogen af de nævnte Typer. Det kan være frem- mede, eller det kan være Blandinger, maaske endog temmelig konstante saadanne. I Regelen vil de vistnok* mere eller mindre tydelig kunne henføres til de almindelige Typeformer. | Jeg kan ikke undlade her med nogle Ord at omhandle en Anskuelse angaaende de norske Brachycephalers typiske Forhold, som er fremsat i Dr. A. M. Hansens førnævnte Værk. Den gaar ud paa, at de i Virkeligheden er at betragte som en morkhaaret (brunet) Type, og at de feilagtig er opfert,som blonde, fordi man ikke har taget »Eftermorking« med i Be- tragtning. Efter min Opfatning savner denne Mening ganske faktisk Grundlag. De undersøgte Individer fremstiller sig i 23 Aars Alder eller lidt ældre 1 Afbildninger kan hjælpe noget paa Vei, naar Valget gjøres med Forsigtighed. Selv har jeg ikke, som jeg havde ønsket, kunnet ledsage denne Afhandling med Afbildninger af de omhandlede Typer, da det senere viste sig, at de tagne Fotografier ikke kunde anvendes. Arbo har i sit sidste Arbeide »Bratsberg Amt« forskjellige saadanne af Interesse, særligt nogle meget anskuelige Portræter af kvindelige Brachycephaler. 1905. No. 2. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. 31 med gulblond (undertiden lidt gulrødligt) eller oftest lysere mørkblondt Haar (kun i sjeldne Tilfælde med, hvad der kan benævnes mørkt eller sortagtigt) En senere Overgang til Nuancen »mork« maa være yderst usandsynlig og er ikke kjendt. For ganske enkelte allerede før mørkere blonde kunde den kanske tænkes. De Beregninger, som For- fatteren anfører, kan ialfald ikke gjælde ligeoverfor et Forhold, der maatte konstateres ved direkte Undersøgelse. Indtil en saadan maatte vise andet, skulde jeg tro, at den typiske blonde Brachycephal maa faa beholde sin Plads. Det er intet Argument, at Fftermørking finder Sted i en yngre Alder. Det er et velkjendt Fænomen, at den er almindelig i Barnealderen, men dette beviser intet for den voxne Alder. I 23 Aars Alder (hos os laveste regulere Soldateralder) er Udviklingen hos de fleste væsentlig tilende- bragt eller den nærmer sig sin Afslutning. Naar der er Tale om Resultater af Masseundersøgelser, vil enkelte Undtagelser ikke kunne komme i Be- tragtning. Det ligger indenfor samme Kreds af Argumenter, naar Forf. endog stiller det tvivlsomt, om ikke ogsaa den opstillede blonde Brachycephals Kranieform i mange Tilfælde maaske senere vilde kunne udvikle sig til den blonde Dolichocephals Typus. Jeg vil ikke indlede nogen Diskussion om denne Tvivl, der vel tildels staar i Forbindelse med Forfatterens stærkt fastholdte forudfattede Mening, at den norske Brachycephal er brunet (hvorfor?). Jeg skal desangaaende kun henvise til mine gjentagne Ud- talelser om de norske Brachycephaler og deres Forhold til den dolicho- mesocephale Type. Man vil af disse kunne se, at der kan være Vanske- ligheder nok ved Tydning af disse Naturforhold som af saamange andre, og at Vanskelighederne, som jeg udtrykkelig har bemærket (ogsaa i denne Afhandling), ikke mindst gjælder en saadan Types Afgrændsning!. Men det faar det nu blive Kraniologiens og den systematiske Undersøgelses Sag at behandle. Jeg antager dog, at den allerede nu vil være berettiget til at afvise den af Forf. vakte Tvivl i denne Henseende?. Under Korrekturlæsningen fik jeg ihænde en nylig trykt Afhandling af Professor First i Lund »Om åldersanatomi«. I Anledning af oven- staaende Bemærkninger vedkommende de norske Brachycephalers Hoved- form og Haarfarve skal jeg her vedføie, hvad Forfatteren anfører angaaende de deri berørte hidtil systematisk mindre kjendte Punkter. 1 Lad mig ved samme Leilighed minde om, at Tab, 7—12 ikke har typol, Forhold, men kun Kefalindex og Haarfarve som bestemmende Inddelingsgrund. 2 Der forekommer i Dr, Hansens Skrift en Hypothese (eller Theori), saavidt jeg har for- staaet fornemmelig grundet paa de arkæologiske Fund, hvilken ikke kan forbigaaes, 32 C.F, LARSEN. NORDLANDSBEFOLKNINGEN. M.-N. Kl, 1905. No. 2 »Hufvudets största langd ock största bredd . , . . tyckas tilltaga, om ock ringa, hele lifvet igenom ock nä i stort sedt sit maximum vid 31— 40-åren. Från 15 år år ökningen ringa. Hufvudets höjd når vid 20—25 år sit maximum. « »Sedan (efter tidligere Barnealder) mörknar i allmånhet håret, efter 20de lefnadsåret foga, men kan fortsåtta intill det 4ode.« naar Talen er om det nordlige Norges Befolkning. Det er hans Hypothese, at den fastboende »Fin« (hos Dr. H. »Sjofin«) er eller oprindelig har været ensartet med den norske Brachycephal, begge Efterkommere af et Fortidens omstreifende Folk, som syd- fra var trængt op mod nord, Forf. tager dog herved ogsaa tilhjælp endel anatomiske Data, navnlig saadanne fra det bekjendte Skeletfund i Varanger. For min Del finder jeg ikke, idet jeg lader det arkæologiske endnu uløste Spørgs- maal tilside, at denne Theori stemmer med Forhold, som hvad den nuværende Befolk- ning angaar foreligger i disse Egne, men jeg kan heller ikke indrømme Varangerskelet- ternes Beviskraft. De nu fastboende »Finner« er uden al Tvivl Lapper eller vel i mange Tilfælde Lapblandinger (med Norsk og Kvæn). Som Forholdene nu er, vil Benævnelsen »Fin« i Regelen neppe anvendes for andre end Lapper. For den ind- vandrede finske (finlandske) Befolkning bruges Benævnelsen »Kvæne eller (sjelden) »Karele. Det er dog meget muligt, som ogsaa Dr. H. fremholder, kanske endog sandsynligt, at Benævnelsen »Fin« i sin Oprindelse ikke netop har Hensyn til en bestemt Nationalitet. Jeg havde tænkt at optage til Behandling den ovenfor nævnte Paastand i Dr. H.s Værk, at de i Varanger fundne Kranier, om hvilke der har været Tale, ikke, som her almindelig antaget, er lappiske men tilhørende en med den norske Brachycephal identisk Type. Men jeg har ved nærmere Overveielse fundet, at det vilde ligge for langt fra det Emne, som i nærværende Afhandling er bebandlet. Desuden har jeg nogen Tvivl om, at der baade i det hele og særligt her er tilstrækkeligt Material til Specialstudium af Lapkraniet, navnlig med Tanke paa, at der ogsaa inden Lappetypen sandsynligvis forekommer Varieteter. Saaledes skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at jeg efter Undersøgelse med Maaling af de nævnte Kranier, som her er tilgjængelige, for min Del er kommet til det Resultat, at af de 14 Kranier, som i denne Hensigt kunde benyttes, 8 med nogenlunde Sikkerhed tør antages at være Lapkranier, medens 6 er mere usikre, kanske Blandingsformer, kanske Varianter. Af de anatomiske Forhold, som viser i Retning af Laptypus, skal jeg fremhæve de smaae Dimensioner, det brede Parietalparti med de store udbugede Issebuler, det relativt smale Forhoved (cfr. ovenfor »Pande- index« m. v.) og den udtalte Prognatisme. Ved Siden heraf tror jeg ikke at kunne lægge større Vægt paa den for Laptype noget lave Næseindex. Nogen almen Form- lighed med de kjendte norske brachycephale Kranier forekommer kun utydeligt hos et enkelt af de som mere usikre betegnede Varangerkranier, — Dr, H. har i ikke saa liden Udstrækning omtalt og som Grundlag for sine Deduk- tioner benyttet de vel i og for sig lidet omfattende Undersøgelsesresultater, som jeg har bragt frem for Offentligheden i »Norske Kranietyper« og »Trønderkranier og Trønder- typer«, Jeg er Forfatteren erkjendtlig for hans velvillige Omtale af disse, men staar selvfølgelig udenfor hvilketsomhelst Ansvar for Anvendelsen, som i Virkeligheden gaar udover, hvad jeg selv turde vove mig til. Opfatningen er jo heller ikke fri for Mis- forstaaelser. Resultaterne af den typologiske Forskning inden den norske Antropologi rækker endnu ikke langt, og der er faa Punkter, som kan antages mere fast bestemte, Det meste er sub judice, og den Ordning af Stoffet, som maa gaa Haand i Haand med Undersøgelsen, kan være hjemfalden til Forandringer. Ofte vil de kun være at anse som Etapper paa Veien, som Udgangspunkter for det videre Arbeide. Trykt den 7de Juni 1903. PLA: 22. 1905 N CHRA. VID. SELSK. SKR. 1 M-N. KI. CAT NAT ER RU © (2) * = es 2 on <= z Q H a Ev Kita ; ©. te iin es | SAE pe då ® a po QE ‘ vo AG MM wy 2 | 85 2% | pes D. LAS Run 43 293 la = 2 N gg Sum ce A L £0 Så oa Å gr =A Z pi 0m R = å 3 5 G 2 OVERSIGTSKART DET NORDLIGE NORGE + + wur. * * TRONDHJEMS ag Aut? nr whe arr * pe trond Vo | TT RH ] se t+ tH x i Hu = tt i { I EI See rr | JE “SEE, ~ = Vid Selsk Skr M-N KL.1905 No2 PL Procenttal for de enkelte Indices inden de særskilte undersögte Befolkningskredse Specialkurve for nordre Kreds | 2 3 Söndre Kreds Nordre Kreds Nordligste Kreds 4 5 | (Sydlige Helgeland) (Senjen-Vesteraalen -Ofoten) (Lyngen-Skjærvö -Kveenangen) 1. Trondenæs-Hadsel 2. Lenvik -Ibbestad - Ofoten 5 Antal 71 Antal 81 Antal 48 } Antal 36 Antal Be 15 76 YY YS 79 HH H+ HEHE HE HHR H HER i i + HH H 75 26 17 38 79 80 01 BP 83 84 65 80 8 88 89 90 72 73 1 15 % 07 OR 79 8O &I 82 83 8% 85 8G BY 88 89 90 15 %G 77 VM 20 MO I BY #3 BY 85 8G 87 #8 89 90 75 m OT 98 79 SO SI 8? 83 8h 85 86 87 88 89 90 Kart og Litogre kontoret, Chramia DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE AF H. GEELMUYDEN. (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. I. Marn.-NaTUrv. Kr. 1905, No, 3). UDGIVET FOR FRIDTJOF NANSENS FOND. CHRISTIANIA. I COMMISSION HOS JACOB DYBWAD. A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI. 1905. . ‘ Å ‘ + ' ad + i's ' ‘ ¢ . at " f à ø : à Å , . ae 1 Å ’ + . i PÅ Foredraget i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse den ıode Marts Den magnetiske Misvisning i Norge. Af H. Geelmuyden. I. | Løbet af forrige Aarhundrede, navnlig dets første Halvdel, har Chr. Hansteen dels selv udført, dels ladet udføre en Mængde magnetiske Observationer, ikke alene her i Landet, men over en stor Del af Jorden. Disse Observationer gik dog især ud paa at bestemme Jordmagnetismens Styrke og Magnetnaalens Heldning. I en Række af Aar forsømte Hansteen ingen Leilighed til at udruste kyndige Reisende med de af ham konstruerede smaa hændige Svinge-Apparater og med Inclinatorier. Derimod foreligger der fra den Tid kun faa Bestemmelser af Mis- visningen her i Landet. I den Afhandling, hvori Hansteen offentlig- gjorde Resultaterne fra sin bekjendte Reise til Sibirien i Aarene 1828—30, og hvori han ogsaa har medtaget en hel Del andre Observationer!, bemærker han, at Misvisningen i de norske Bergegne undertiden afviger flere Grader selv paa nærliggende Punkter. Dette i Forbindelse med, at selve Bestem- melsen kræver et astronomisk eller geodætisk Grundlag, som i hine Tider var vanskeligere at tilveiebringe paa Reiser, har vel bevirket, at hans Bidrag for dette Elements Vedkommende er blevet mindre rige end hvad han har ydet for de to andre. ! Resultate magnetischer, astronomischer und meteorologischer Beobachtungen auf einer Reise nach dem östlichen Sibirien in den Jahren 1828—30. Von Professor Christoph Hansteen und Lieutenant Due. Gleichzeitige Beobachtungen v. Dr. Erman nach Kam- schatka, v. Georg Fuss nach Pekin, und v. Baron Ferd. Wrangel und Lieut. Anjou in dem nordöstl. Sibirien und auf dem Eismeere in den Jahren 1821—23 beigefügt. Mit drei Karten und einer Figuren-Tafel. Anhang, enthaltend magnetische Beobachtungen auf verschiedene Land- und Seereisen von dem Verfasser und seinen Landsleuten. Her- ausgegeben von der Gesellschaft der Wissenschaften zu Christiania. Christiania 1863. Vid.-Selsk Skrifter. I M-N KI. 1905. No. 3. 4 H. GEELMUYDEN. M.-N. KI. At saadanne uregelmæssige Variationer med Standpunktet ikke nød- vendigvis skyldes den umiddelbart underliggende Grund, fremgaar af Obser- vationer, som til forskjellige Tider har været udført paa Isen i Kristiania- Fjorden. Den første Række udførtes i Marts 1870 af daværende Student Kr. Getz, senere død som Overlærer paa Hamar. Han bestemte Misvis- ningen dels paa 6 Punkter i Observatoriets Meridian (mellem Lindøen og Land, en Strækning paa 17—1800 Meter), dels paa 5 Punkter i en Tver- linie over det samme Strøg. Under behørigt Hensyn til de samtidige Observationer paa Observatoriet fandt han, at Afvigelserne mellem disse Punkter indbyrdes vistnok ikke gik op til flere Grader, men dog nærmede sig en halv Grad. Den nord-sydgaaende Linie havde et udpræget Maxi- mum omtrent paa Midten, i Tverlinien var der et Minimum paa et Punkt i ca. 800 Meters Afstand fra den anden Linies Maximum. Vandets Dybde paa dette Strøg overstiger ikke 25 Meter. I Januar 1896 blev en lignende Observationsrække paa Isen udført af Kommandørkaptein S. Miiller, Chef for den Geografiske Opmaalings hydro- grafiske Sektion. Ogsaa han arbeidede paa to Linier, nemlig med 4 Punkter omtrent i Observatoriets Meridian, men fortsat noget længer sydover (ind- til henimod halvveis ind Bundefjorden), og 5 Punkter 4—5 km. længer Vest (Lysakerbugten i Retning mod Nesodden). Han fandt Misvisningen paa den vestre Linie gjennemsnitlig 18’ mindre end paa den østre, altsaa modsat af den sædvanlige Forandring med Længden; den største Forskjel mellem to Punkter gik op til vel en halv Grad. Vandets Dybde udgjorde her 50—100 Meter. I Forbindelse hermed kan nævnes, at begge Observationsrækker gav Misvisningen paa Fjorden noget større end hvad den samtidig var paa Observatoriet, nemlig Getz's i 1870 gjennemsnitlig 11"1, Millers i 1896 18°. Forskjellen kommer af, at Misvisningen i Bundefjorden, hvor Müller observerede, viste sig voxende sydover. Derimod fandtes den i 1902 af A. Steen paa Gaasøen, ca. to km. SV for Observatoriet, vel en halv Grad mindre end paa Observatoriet; paa Volden i Asker, 17 km. fra Observatoriet i samme Retning, hvor Miller i 1898 har foretaget Obser- vationer paa sex Punkter, var den igjen meget nær den samme som paa Fjorden efter Observationerne i 1896, altsaa en Grad større end paa Gaas- een. Endelig kan for Kristiania Omegns Vedkommende tilfoies, at Forf. i 1896 foretog nogle Bestemmelser i Skovtrakterne i Nord for Byen; fra- 1 Til Kontrol tog Getz ogsaa sit Instrument ud til Observatoriet og fandt her samme Værdi, som fremgik af det derværende Unifilar. 1905. No. 3. DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. 5 regnet en enkelt Station med stærke lokale Afvigelser, som uden Tvivl skyldtes den nærmest underliggende Fjeldgrund, fandtes Misvisningen i Middeltal for 6 Stationer ı°.o mindre end paa Observatoriet. 2. I Aarene 1868—70 paabegyndtes en systematisk Undersøgelse af Mis- visningen ogsaa udenfor Kristiania, og fra 1875 har der næsten ikke hen- gaaet et Aar uden at den Geografiske Opmaalings Officerer har foretaget Bestemmelser deraf, naturligvis især paa Kysten. I 1868 og 1869 udførtes Observationerne af daværende Realkandidat Be. FH. Sinding, nu Direktør for den tekniske Skole i Kristiania, med et af ham selv konstrueret Apparat, paa ı3 Kyst-Stationer mellem Kri- stiania og Bergen. Han fandt snart Bekræftelse paa Hansteens ovennævnte Erfaring og observerede derfor altid paa flere Punkter paa hvert Sted (fra 3 lige op til 17) under behørigt Hensyn til Terrænets Bekvemhed og geologiske Beskaffenhed. Forsaavidt ikke nogen Værdi var saa stærkt afvigende, at den maatte tilskrives udpræget lokale Aarsager, forenede han dem derefter alle til et Middeltal for hver Station. Under Anvendelse af de i det samme Tidsrum (13de Juli—15de August 1868, 7de Juli—16de August 1869) udførte daglige Observationer i Kristiania reducerede han saavidt gjørligt saavel for den daglige Periode som for tilfældige Uregel- mæssigheder. Det første Aar bestemte Sinding Vinklerne udelukkende paa geodætisk Vei, i 1869 tog han ogsaa astronomiske Observationer til Hjelp, idet han beregnede Solens Azimut ved at maale dens Høide. I 1870 afsluttedes disse Observationer med samme Apparat og efter samme Methode af Kr. Getz paa 7 Stationer mellem Bergen og Trondhjem. Disse Expeditioner, hvis Resultater er offentliggjort i »Nyt Magazin for Naturvidenskaberne<, Bind 17 og 18, blev bekostet af den Geografiske Opmaaling; det første Aar havde Sinding tillige Understøttelse af Univer- sitetet. Den af Opmaalingens Officerer fulgte Methode er den sædvanlige Bestemmelse af Meridianens Retning ved Observation af Solen efter et . Kronometer med bekjendt Stand, hvorved de fra Observatoriet udsendte telegrafiske Tidssignaler kom til Nytte. I de første Aar benyttedes et engelsk Azimut-Kompas, senere (fra 1881) et Declinatorium af Bamberg. Saalænge det hovedsagelig gjaldt at opnaa et foreløbigt Kjendskab til For- holdene paa hele Kysten, indskrænkede man sig gjerne til ett Punkt paa 6 H. GEELMUYDEN. M.-N. Kl. hver Station, dog for flere Stationers Vedkommende med Gjentagelser efter nogle Aars Forlob. Men fra 1893 har Kommandorkaptein Müller overalt gjennemfort det af Sinding og Getz anvendte Princip, saavel med Hensyn til Punkternes Fordeling paa hver Station, som ved Observationernes Reduktion, kun med den Forskjel, at han reducerede til Observatoriets Middelværdi for Aaret istedenfor Middelværdien i det Tidsrum, hvori Obser- vationerne paagik. I de fleste Tilfælde kommer dette ud paa det samme, da Juli og August er de af Aarets Maaneder, som slutter sig nærmest til Aarets Middelværdi. Miller har ogsaa af og til medtaget Stationer i det indre af Fjordene. Fra 1893 af har Resultaterne af disse Observa- tioner været offentliggjort i de af den Geografiske Opmaaling udgivne »Efterretninger for Sjofarende«. De af Opmaalingen tilveiebragte Observationer udgjor det egentlige Hovedmateriale til Bestemmelse af Misvisningen i vort Land. Men der foreligger dog ogsaa andre Observationer. Under den Norske Nordhavs- Expedition i Aarene 1876—78, som havde sit egentlige Virkefelt paa Havet, blev der af Kaptein Wille ogsaa udfert nogle magnetiske Bestemmelser paa Norges Kyst. I 1902 har A. Steen, Underbestyrer ved det Meteoro- logiske Institut, foretaget en Expedition, hvorunder ikke blot Misvisningen, men ogsaa de to andre magnetiske Elementer blev bestemt. Disse Obser- vationer, hvis Resultater er trykt i »Archiv for Mathematik og Naturviden- skab«, Bind 26, er af særlig Interesse dels derved, at der er medtaget nogle Indlands-Stationer, dels og især derved, at Bosekop, som var Sæde for den af Hr. Steen ledede Expedition i Aarene 1882—83, indgik i denne Række. Endvidere har Ingeniør /. Dahl i 1902 under en Opmaalings- Forretning i Skovdistrikterne paa Hedemarken bestemt Misvisningen paa 6 Punkter ved Observation af Solen med en med Bussole forsynet Theo- dolit. Endelig har en tysk fhv. Skibskaptein A. Schück i 1900 bestemt de magnetiske Elementer paa en Række Punkter af Kysten mellem Kri- stiania og Bergen}. I »Annales du Bureau des Longitudes<, Tome VI, som indeholder Resultaterne af en Række franske magnetiske Expeditioner, deriblandt med Korvetten La Manche i de nordlige Farvande, findes ogsaa Bestemmelser af Misvisningen, udført i 1896 af Løitnant Morache ved Hammerfest, Tromsø, Trondhjem, Bergen, Kristiansand og Kristiania. Vaerdierne er for det meste vel overensstemmende med, hvad der forøvrig foreligger fra 1 Magnetische Beobachtungen an der Deutschen Ostseektiste, II, mittlerer und ostlicher Teil, sowie an der Küste des südlichen Norwegen. Hamburg 1001, 1905. No. 3. DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. 7) disse Steder, men det har sine Vanskeligheder at forene dem med disse, da flere af de geografiske Koordinater tydeligvis er feilagtige. 3. At optrække Isogoner, som er fuldt korrekte i den Forstand, at Mis- visningen til den valgte Tid paa alle Punkter har den til Linien svarende Verdi, og at omvendt alle Punkter med den givne Misvisning (f. Ex. for hver hele Grad) gjennemlobes af Kurverne, vil vel til alle Tider vere umuligt, da dertil vilde kræves et uoverkommeligt Antal Observationer. Selv om man bortser fra lokale Anomalier, som kun tilhører et saa ind- skrænket Terræn, at det bliver umærkeligt i det benyttede Karts Maale- stok, vil Opfyldelsen af den nævnte Fordring i vort Land medføre uover- vindelige Vanskeligheder. Det for Tiden foreliggende Materiale kan dog yde et Bidrag og er i ethvert Fald tilstrækkeligt til at vise, at Isogonerne ikke vil kunne optrækkes som Linier, der strækker sig paa en ensartet Maade gjennem Landet; paa mange Steder vil der optræde sekundære Maxima eller Minima, altsaa sluttede Kurver over et Terræn af større eller mindre Udstrækning. Det første, som kræves for en derhen sigtende Behandling af Obser- vationerne, er Reduktion til et fælles Tidspunkt. Kun for Kristiania foreligger daglige Observationer, som med fuld Sikkerhed giver den seku- lære Forandring gjennem et længere Tidsrum, men man har tilstrækkelige Data til at undersøge, om der er nogen væsentlig Forskjel for de øvrige Dele af Landet. I Aarene 1893 og 1894 har S. Miller paany bestemt Misvisningen paa de 20 af Sinding og Getz i 1868—70 benyttede Stationer. Naturlig- vis har han ikke overalt kunnet benytte nøiagtig de samme Punkter som disse, heller ikke er Antallet af Punkter paa hver Station det samme begge Gange, saa Muligheden af mindre Afvigelser mellem Stationerne indbyrdes ikke er udelukket. Resultaterne er af Miller selv sammenstillet i »Efter- retninger for Sjofarende« for Marts 1895. Det fremgaar deraf, at Misvis- ningens Aftagen i disse 24 eller 25 Aar for samtlige Stationer har dreiet sig om 3°. De to Extremer er Karmøen med en gjennemsnitlig aarlig Aftagelse af 6.0 og Smølen paa Nordmør med 8.7. Gjennemsnittet for alle 20 Stationer er 7/.6, medens den paa Kristiania Observatorium i samme Tidsrum udgjorde 7.2. Selv om Forskjellen mellem disse to Tal skulde indeholde en Realitet, vilde den i en Reduktion for 20 Aar ikke medføre større Feil end 8’, 8 H. GEELMUYDEN. M.-N. KL Hvad der foreligger for den nordlige Del af Landet er sammenstillet i nedenstaaende lille Tabel, som ved Siden af Misvisningens Aftagen i det for hver Station anforte Tidsrum angiver Aftagelsen paa Kristiania Observatorium i samme Tid, samt Differensen mellem begge, saaledes at -+ betegner stærkere, — svagere Aftagen paa Stationen end i Kristiania. For alle Stationer undtagen Bosekop er som Udgangspunkt benyttet enten Opmaalingens Observationer (de fleste i 1875) eller Nordhavs-Expeditionens i 1877. Stationernes geografiske Koordinater vil findes i en senere Tabel. Seal eae | Ep I Obs | Obs Aasver 1875— 1899 ||2°52° | 2°34‘ | +18’ | Fuglenes 1877—1895|| 2°13'| 2° 2°| + xx 1883—1899 |1 42 |1 31 | +11 1877—1900| 2 37 | 2.22 | + 15 1877—1902 | 2 56 | 2 26 | + 30 Bodø 1877—1900 |2 34 |2 22 | +12 ui 6 i | | Vardø 1875—1895 || I 54 | 2 19 | — 25 Rost 1875— 1900 ||2 53 |? 39 | +14 1875—1902| 2 31 | 2 43 | ma Name 1871-1902 ja 45) |2 26 | +19 Vadsø pe 2 23 | 2 43)/— 20 Bosekop 1839— 1883 ||6 43 5 52 | +51 a GS ke I 1882—1902 || 1 39.1; 1 48.6 — 9.5 | 1883— 1902 ||ı 34.5| I 40.6| — 6.1 | | | Ved Bosekop, som er den egentlige Hovedstation for Finmarken, er folgende at bemaerke: I Gaimard’s Beretning om Korvetten »Recher- che’s« Expedition, Magnetisme terrestre, Tome I er pag. 471 anført, at Middelværdien af Deklinationen i Bosekop for de fire Maaneder September, Oktober 1838, Marts og April 1839 var 10°46.’6 vestlig. Til Sammen- ligning er derfor her benyttet de samme fire Maaneder i 1882 og 1883, som gav 4 3.4.1 Steens Observation i 1902 blev udfert 14de August; denne blev sammenlignet med Middelværdien, saavel for August 1882 som August 1883. For Kristiania blev ved de to sidste Sammenligninger benyttet Middelværdierne for 1882, 1883 og 1902. Fra 1839 foreligger ingen Observation i Kristiania, men hvad enten man extrapolerer fra den regelmæssige Række, som begyndte 1843, eller man interpolerer mellem de to nærmest omgivende Værdier (se nedenfor), kommer man paa det nærmeste til samme Resultat, nemlig for 1839.0 resp. 19°5° og 1934. Middeltallet heraf blev kombineret med Middeltallet af Aarsværdierne for 1882 og 1883, hvilket svarer til 1883.0. 1 Beobachtungs-Ergebnisse der Norwegischen Polarstation Bossekop in Alten. Heraus- gegeben von Aksel S. Steen. II Theil. Christiania 1888, 1905. No. 3: DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. 9 Angaaende de andre Stationer er kun at bemærke, at paa Fuglenes blev Observationerne i 1895 og 1900 udført af Miller (i 1895 paa to Punkter), i 1902 af Steen; for Vardø 1902 er benyttet Middeltallet for 5 Punkter, hvoraf 4 blev bestemt af Miller, 1 af Steen; paa Vadsø blev Observationen i 1875 udført paa selve Vadsøen og derfor først kombineret med to Bestemmelser af Müller i 1902 paa samme ©, dernæst med 3 Bestemmelser paa Fastlandet, to af Miller og en af Steen. Af de i Tabellens sidste Rubrik anførte Differenser fremgaar for det første, at Misvisningen i Bosekop omkring Midten af forrige Aarhundrede har aftaget noget stærkere end i Kristiania, men dernæst at Aftagelsen i Aarhundredets Slutning har været paa det nærmeste den samme; Diffe- renserne er her. nemlig ikke større end man maa være forberedt paa, naar et Maanedsmedium skal kombineres med en enkelt Observation. For de øvrige Stationer, hvor man ikke som i Bosekop har identiske Punkter, er Differenserne dels positive, dels negative, med en liden Overvegt af de første; men da Bosekop tydeligvis tilkommer større Vegt end de andre, vil man for den sidste Fjerdedel af Aarhundredet vistnok uden Betænke- lighed kunne anvende den sekulære Forandring i Kristiania paa samtlige Stationer. I nedenstaaende Tabel, som indeholder de fornødne Data for en saa- dan Reduktion, er for Fuldstændigheds Skyld medtaget alle Forf. bekjendte Bestemmelser af Misvisningen i Kristiania. Værdierne for 1843 er kopieret efter Hansteens Angivelser, dels i »Nyt Magazin for Naturvidenskaberne<, Bind 4 (1845) pag. 233, dels (for 1828) i det før citerede sibiriske Værk. For disse, af hvilke kun de to fra 1840 er taget paa Observatoriets Grund, er Brøkdelen af Aaret tilføiet. Med 1843 begynder de daglige Observa- tioner paa det magnetiske Observatorium; alle følgende Værdier er derfor Aarsmedier, gjelder altsaa for Midten af Aaret. Tab. I. Misvisningen i Kristiania. E761.8 ||) 15 15! 1843 18933.8' 1856 | 16°55.0' 1869 14° 58.8 1769.1 16 45 1844 ROM aad 1857 | 16 48.0 1870 | 14 50.0 1780.4 | 18 42.5 1845 18 19.2 1858 | 16 39.3 1871 | 14 42.5 1816.1 | 20 15 1846 18 12.2 1859 16 31.3 1872 14 35-2 1817.2 | 20 3 1847 18 5.2 1860 16 22. 1873 14 29.3 1818.4 19 59 1848 | 17 56.6 1861 16 13.6 1874 14 20.4 1821.7 19 45 1849 | 17 48.5 1862 200.72 1875 Ta. 1822.4 | 19 47.5 1850 | 17 41.1 1863 15 55:3 1876 14 2.1 1828.3 19 48.6 LOS 07 33-2 1864 15 46.0 1877 | 13 53-7 1830.5 19 50 1852 | 17 26.8 1865 | 15 36.5 1878 | 13 45-9 1831.2 19 56 1853 | 17 21.1 1866 | 15 25.4 1879 | 13 38.5 1840.2 18 54.2 1854 17 11.8 1867 151 15:97 1880 13 31.3 1840.7 18 51'3 miss, |e BER 1868 | 15 7.2 1881 13 24.5 10 H. GEELMUYDEN. M.-N. Kl. 1882 13° 16.5! 1888 120404 1894 11" 59,8’ 1900 | 11°32.0‘ 1883 13 8.5 1889 ora 36.9 1895 II 52.2 1901 | 11_32.0 1884 ng Beano 1890 12 31.4 1896 IT 49.0 1902 | 11 27.9 1885 12 56.3 1801 12 24.8 1897 11 464 1903 | II 26.2 1886 12 50.3 1892 12 16.6 1898 II 41.2 1904 II 23.7 1887 | 12 46.0 1893 122073 1899 | 11 37.8 | | | Det kunde ligge nær at soge Værdierne fra 1843 af fremstillet ved en Interpolationsformel, f. Ex. en kvadratisk Funktion af Tiden, altsaa Misvisning = a-+6.t+c.¢?? hvor ¢ er udtrykt i Aar og regnet fra et Tidspunkt, da Misvisningen har Værdien a. En grafisk Fremstilling viser imidlertid, at Kurven fra 1843 til Begyndelsen af Ottiaarene, paa nogle ganske smaa Bølger nær, slutter sig nær til en ret Linie, d. e. at Aftagelsen er paa det nærmeste propor- tional med Tiden; først lidt ud i Ottiaarene faar Kurven en svag Afbøi- ning med den konkave Side opad. Under disse Omstændigheder vil man tydeligvis ikke faa en tilfredsstillende Fremstilling af det hele Tidsrum efter ovenstaaende Formel. Jeg har heller ikke forsøgt dette. Derimod har jeg foretaget en Udjevning for de 25 Aar 1880—1904, under Opfyldelse af den sædvanlige Betingelse, at Summen af Kvadraterne af Differenserne mellem de observerede og de beregnede Værdier skal være saa liden som mulig. Men ogsaa denne faldt utilfredsstillende ud, ikke paa Grund af Afvigelsernes Belob (de gik i Maximum op til + 6’), men fordi de har en tydelig systematisk Karakter. De første 6 Aar giver negative Differenser, saa følger efter et Aar med Afvigelsen Nul 6 Aar med noget større posi- tive Differenser, derpaa 8 negative, og sluttelig 4 positive. Der er altsaa tydeligvis noget periodisk ved Fænomenet. Det ligger nær at tænke paa Solpletperioden, som jo griber saa dybt ind i alt, hvad der vedrører Jord- magnetismen, og som oscillerer noget om sin Middelværdi 11 Aar. Man vilde visselig ogsaa kunne opnaa en ret væsentlig Formindskelse af Diffe- renserne ved at indfore et trigonometrisk Led med Periode paa t2—14 Aar, men da dette vilde være af mindre Interesse for et saavidt kort Tids- rum, har jeg ikke udfert denne Regning. Jeg skal for Fuldstændigheds Skyld tilføie, at naar Tiden regnes fra det midterste Aar, 1892, giver Udjevningen b = — 51.54 og ¢ = + 04.083. Hvis man kan gaa ud fra, at det anvendte Tidsrum er paa det neer- meste et Multiplum af den eller de Perioder, som spiller ind, vilde man EE 1905. No. 3- DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. iF it heraf kunne slutte, at Misvisningen skulde opnaa et Minimum efter For- lobet af a = 33 Aar fra 1892, altsaa i 1925, og at den da vilde faa Veerdien 10°44’. Som bekjendt havde den et Maximum i Begyndelsen af forrige Aarhundrede (af Hansteen beregnet til 20°12’ i 1813), dog, som det synes at fremgaa af ovenstaaende Tabel, med et sekundzert Maximum omkring 1830. Sidstnævnte Omstaendighed bidrager naturligvis sit til at gjøre en saadan Extrapolation usikker. 4. Ved Hjelp af ovenstaaende Tabel I er de foreliggende Observationer reduceret til Aaret 1900 og sammenstillet i nedenstaaende Tabel II, hvor Landet er inddelt i Striber mellem Parallelcirkler, som overalt ligger mindre end en Grad fra hinanden. Striberne er ordnet fra Nord mod Syd, og inden hver Stribe er Stationerne ordnet fra Øst mod Vest. Hensigten hermed er at skaffe en Oversigt over Misvisningens Forandring med den geografiske Længde. Hovedregelen paa vor Kant af Jorden er, at den vestlige Misvisning tiltager mod Vest, men da det ikke er udelukket, at Isogonerne kan afvige mærkbart fra Meridianerne, vil man ved at føre Forskjellen: mellem to Stationers Misvisning udelukkende paa Regning af deres Laengdeforskjel begaa mindre Feil og opnaa bedre Kompensation af disse, naar man kun kombinerer Stationer inden en smal Stribe, end om man vilde kombinere Punkter med større Breddeforskjel. Første Rubrik indeholder Stationens Navn. Som før bemærket er der paa hver Station gjerne observeret paa flere Punkter, hvis Antal er anført i Rubriken »Pkt.«. Middeltallet af disse Punkters Koordinater, som natur- ligvis kun afviger lidet indbyrdes, er i femte og sjette Rubrik anført som Stationens Bredde og Længde. De i Rubriken »Aut.« benyttede For- kortelser vil forstaaes af det foregaaende; W. eller Wille betegner Nord- havs-Expeditionen. Fjerde Rubrik angiver det eller de Aar, da Observa- tionerne blev udført. Det kan bemærkes, at Observationer fra tidligere Aar kun er medtaget for det Tilfælde, at et tilstrækkeligt Antal Observa- tioner fra senere Aar ikke foreligger. Som Følge heraf forekommer Sin- dings og Getz's Observationer fra 1868—70 ikke i denne Sammenstilling, da alle deres Stationer er eftergaaet af Müller i 1893 og 1894.1 1 Ved at føre den i Tab. II angivne Misvisning for 1900 tilbage til Observationsaaret ved Hjelp af Tab. I vil man undertiden finde en Afvigelse paa 4' eller 5' fra de i „Eiter- retninger for Sjøfarende" anførte Værdier. Dette beror paa, at den fra Observatoriet opgivne Middelværdi for Aaret, som har været benyttet ved Reduktionen, var beheftet 12 H. GEELMUYDEN. M.-N. KI. Vestlig Misvisning er anført uden Fortegn, østlig er betegnet som negativ. For saavidt muligt at udnytte det hele Materiale til Undersøgelse af Misvisningens Forandring med Længden er enhver Stribe med tilstrækkelig Udstrækning i Øst og Vest delt i en østlig og vestlig Del, og Stationerne i disse to Dele kombineret parvis i den Orden, hvori de er anført. Ved hver af de benyttede vestlige Stationer er i Rubriken L. anført Forskjellen i Længde, i Rubriken M. Forskjellen i Misvisning; den sidste er regnet som negativ, naar den vestlige Station har mindre vestlig Misvisning end den østlige. Hvilken østlig Station er kombineret med hver enkelt vestlig, er ikke udtrykkelig anført, men kan sees af Tallene. Undertiden er to Nabostationer i Tabellen slaaet sammen til en. De Værdier af Misvis- ningen, som herunder ikke er kommet til Anvendelse, enten fordi Bestem- melsen er usikker, eller fordi der foreligger en stærk lokal Anomali, er sat i |]. Endelig er for hver Stribe Tallene i Rubrikerne L. og M. sum- meret, og derefter i den sidste Rubrik (4) tilfoiet deres Kvotient, udtrykt i Minutter, som altsaa for vedkommende Stribe angiver Misvisningens gjen- nemsnitlige Forandring for 1° forandret Laengde. Lokale Anomalier forekommer ret hyppig, men naar Afvigelsen ikke er særlig stærk, er det ikke altid let paa Forhaand at afgjøre, hvilken af to afvigende Værdier er at betragte som normal og hvilken ikke. Som et Exempel paa en utvivlsom Anomali kan nævnes, at samme Sommer, som Steen fandt Misvisningen i Kaafjord lidt østlig, fandt Miiller, at den en halv Grad længer mod Nord var over 7° vestlig. Begge disse afviger til hver sin Kant fra det normale. De mest extraordinære Forhold er dog fundet paa Øen Skaalvær paa Helgelandskysten. Her og paa nogle nær- liggende Holmer havde Miller i 1894 foretaget Observationer paa 12 Punkter, hvoraf de 9 gav vel overensstemmende Værdier paa ca. 10, medens de tre andre afveg noget, dog ikke over 4”. I 1899 kom han igjen og observerede da igjen paa tre nærliggende Punkter, hvoraf det ene gav en Misvisning paa over 50°. Her synes Aarsagen at ligge i den nærmest underliggende Fjeldgrund. med en Feil af dette Beløb. Ved Observationerne paa Skaalvær i 1804, offentliggjort i „Efterretninger for Sjøfarende" for Marts 1805, er der, ifølge Meddelelse fra Komman- dorkaptein Müller, en Feil i Længden, idet samtlige Punkter er sat ı norsk Mil, som her udgjør 14‘.9, for langt Øst, hvilket ogsaa har havt Indflydelse paa Beregningen af Misvisningen. Begge Feil er her rettet. 2) 3) 1905. No. 3: DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. 13 Tab. I. | | | " | | Misv. | Sted Aut | Pkt. | Tid Bredde Lede. | M | 4 | | | 1900 å File | | | | i | MARRANT... Opm., St.| 5 | 1895-1902 | 71° 2‘|27°51 ant SOI . ....:.. Opm | 2 1895 70 58 | 27 20| 23 | Honningsvaag . . . . .. — 2 1895 17959125 57 en) Jevn ee = 4 1902 |71 6|25 23 I 37 2°28"| 1955 Fruholmen, Ingo .... = I 1875 | 71 6 | 23 59 2 21 3 21 r 58 Vest-Finmarken, Havet. Wille | 1 1878 goe jer Kr 2: 44612 15 | | | 10 35 | 5 58| 34 | | | | Øst-Finmarken, Havet . | Wille I 1878 70 46 | 30 7|—24 | Bershordl.i. ....-... Opm. I 1902 | 70 38 | 29 44 | —2 50 | — "FETE — 3 = 70 38 29 43|—1 45 | Moupsijord........ = 2 1895 170 44 | 29 2t|—x 27:| | | Hammerfest, Storklubben = I 1900 70 43 | 23 56 2 27 | CON MS = Storevand . = I 1900 |70 40 | 23 43 2-42 6 Onl) 4197 — Fuglenes OGpm SI 1895 — 1902 | 70 40 | 23 40 27 ON eS AL 4 17 Vatnholmen, Sorgen . . Opm 2 1902 qo 34 22 56) [7 23] | | | 17 41 |13 48| 47 | | | | | | | | | api: 4 . . : Opm., St.| 8 | 1895— 1902 | Jo 231123126, —— 228) | Mansa = =] 1902 79 5129 46| —r 6 | ÉUSEROp 2. 5s. . Steen 1 1902 69 58|23 15| 2 30 | ahord'ı........| — I 1902 169 57/23 o|[—o 24]| 0 | Opm 4 1902 |70 20|21 28| 3 59 | 9 38 | 6 27 Mile Skaarg....... | — I 1891 |79 9/20 o 5 £59: 46") 6-51 en gga oe | = rm | 1890 |70 7/19 23 6 38 À en | yte Ouvær, Malangen. . . | = [er | 1875 69 54118 3| 6 27 J = | 2 I | | en - | | | | | | 2 56 |16 50! 42 | | | | | | Syd-Varanger...... Opm., St. 5" | 1902 169 42 130 -3| —1 40 | Øyneseidet ....... Opm 5 1902 69 34 | 20 17 5155 | ms > Steen I 1902 69 3918 55 7 37 | Sommerø, Malangen . .| Opm. | | 1888 69 38/18 o 6134 Era 32 7253 Finnes, Gisund .... .|| = | 1900 69 14|17 58 q 2 u 7 Andenes, Vesteraalen = | 3 1903 CORTE) TELUS 844 Ie 4g) ler 1 | | | | | | | iT | | | | | EP 920 711735 | | | | | oii . . Steen I 1902 68 26 | 17 26 4 48 | ne N... Opm 3 1902 68 25|17 16| 640 | ter — 2 == 68 28 16 58 7 39 de. : . | = | 2 1902 68 49|16 38| 713 048 | 2 25 miadselgen. . . . .... | — | 1900 68 30| 14 55 10 30 2 21 3 50 = Te | 2 — 68 30 | 14 5I | 9 22 20 7 I 43 | | | | | 516| 758| 9: 14 H. GEELMUYDEN. M.-N. Kl. | Misv | Sted Aut, Pkt. Tid un Lgde. 1000 | M. 6) Svellingen, Lofoten. ..| Opm. 5 1899 68918'| 15°23'| 8° 5' Svolveer — ,. . || Opm, St.| 4 | 1899—1902 | 68 14 |14 34| 10 17 — — (Rødholmen) | Opm. I 1899 68 13/14 34| [14 7] | Vestfjorden ....... Wille I 1877 68 5|14 30| 88 | Henningsvær, Lofoten . Opm. 3 1899 68 9/14 13| 8 17 Leknes — £ — I 1901 68 8|13 37 7 50 N 1°48! |-0%9" Nord for Balstad — . En I 1901 68 6|13 33 he Mot Balstad — u. — I 1901 68 4|13 33| Iı 10 x 210853 Lilleeidet Zn — 2 | 1887—1899 |68 8113 33 8 47 o 57 | 0.0 Sund — (Kunna) — + 1899 68 0/13 14| [6 44] = — — I 1899 68 o|13 II 9 43 I 2 1 26 4 48 | 140 M) BOUGER ue Opm 4 1900 67 17 |14 24 9 7 Helligvær, Salten. . . . — I 1875 67 24 (13 54| 9 ær Fleinvær EE — I 1885 67 91/13 48 9 8 Ørnes, Helgeland = I 1901 66 53/13 42 8 36 Stott — = 5 1901 66 5513 24 9 29 1 Follos Melo og Grønø — — 7 1900 66 49| 13 23 955 o 31 | 0 34 Myken = u 4 1900 66 45.12.28] 700 12090052 Rost, Lofoten . ve. = 8 1900 67 31 |12 6| to 43 1 936 10207 as — (Maaveer) — I 1900 673023 [8235] | 4 27 | 3059 AIRES UE DANONE Opm. 4 1897 66 12 |13 39 8 42 Melfjorden, Helgeland . — 2 1901 66.35, 13 31 9 II Sørfjorden — : — Ti 1899 66 27 | 13 16 8 50 Lurø — 5 = I 1899 66 26 | 12 55| Io 23 = = ; = I == 66 25 12 54 9 32 } Nesoen = 5 — I 1901 66 34 | 12 30 9 41 I “9200959 Lovunden = Il = Ti 1899 66 21|12 27 [4 10] ee = = 4 — 66 22 |12 24| 10 25 T «JUR Vandve 5 — a 1900 66 10|12 21| Io 22 o 554|#r023 Aasvær = : — q 1899 66 14|12 14| To 26 Oo 41 | © 29 3 52 | 4 14 9) Skaalvær, Helgeland. .| Opm. I 1804 65 51 12 ıı| [13 58] — — — I — 65 52) ra rr [or 2] = = — I — 65 5212 rr| [fær 26] = a = 9 = 65 50/12 9| 9 56 — — — L 1809 65 52 | 12 11 [19 56] — — — it = 65 52|12 11| [50 6] — — 5 — it — 65 52| 12 1x| [15 31] 1905. No. 3 DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. I5 ; Misv. Sted Aut. Pkt. Tid Bredde) Lgde IE M. A 1900 an ..2...0.: Steen I 1902 65° 28'| 12*12'| 10 36 = MCE . . . -. Opm. I 1897 65 27 | 12 ır | [15 17] EK valøen. . . ++ — 2 1882—83 - |65 27 |12 10| 10 55 “hice. — 0 en 9 1894 64 5alrr 24 | ED 34 19 5t| 1918! Selmden ...-.: « » == 4 1875—86 |65 ı2lıı o| 12 15 | Ten Se =. 6 1897 64 53 |10 42| II 52 I 28 | 0 57 2 3312 25 1158 MeryNamsos ......... Wille I 1876 64 (2S) STÅ or 13 BEGORYCEI oe a wile Steen I 1902 64 t|II 30| 10 24 Besakerı. - > > ++ as Opm. 9 1897 64 15 |10 20| ıı 52 Byankolden ....... — I 1879 64 28/10 13| 10 44 Halten, Froøerne . . — 4 1875—82 |64 11| 9 25| 12 2 Saugen = = 5 1878—1901 |64 o| 9 11| 12 27 2302 0.1274 Kunna — — 2 1901 64 1| 9 9| 12 49 Dr 27 2005 Svingla — — I 1901 63 50| 8 57| 12 27 I 23 | 0 35 Gjesingen — = 3 1901 63-56| 8 55| 13 7 Pero) 2723 Sulen SE = I 1877 636520827) 0 13023 osean 820 17 58 57 12) Statsbygden . . . . . .. Opm. 4 1894 og gør E 72272 Wensviken : . +++ . . . = 2 1894 63030 Moore føplandet. +10 250200 Opm: ot: | 6 1894— 1902 |63 40| 9 37| 12 38 TER HE Opm 4 1804 16374 |:92261|, 72025 0235010813 Troen SEE — 8 1894 63 43 108 32)||_ 19) 22 727187 0,47 == NS — 5 1894—98 |63 40| 8 22| 13 36 I 15 | 0 58 ABN 38 HalTrondhjem. . . . . . .. Opm. 7 1894—97 |63 24 | 10 25| Ir 34 Værø, Hitteren . . . .. = 3 1894 6325| 8 28] 13 42 Smolen, Nordmor... . — 7 1894 63 ar | 8 ro} 13 57 Grip = = I 1875 63 12| 7 35| [14 35] Averoen — — 5 1894 0373 72703056 Fe 2022 Sando, Romsdal = 3 1878—80 |62 48| 6 36| 14 39 I 52 | 0 57 Ona = = 6 1903 62 52110633 || 140 = PSTN 074 6 27 | 3 23 | 31 mtønset.......... Steen I 1902 62 16 | 10 47 9 24 Vestnes, Romsdal... . Opm. 6 1894 62 37 | 7 0 14 10 Vigra, Søndmør. . . .. = 5 1895 62733 7676| 14 56 Gisko AR — 5 1895 625530. or åa 114058 40431534 Rlaaver — ..... — 4 1894 62 19| 5 36| 15 53 I 24 | I 43 Voxø og Sandø — 7 1894 62 14| 5 28] 15 43 0 38 | o 47 | | 64518 4] 72 16 H. GEELMUYDEN. M.-N. Kl. Misv. Sted Aut. Pkt. Tid Bredde, Lgde. 1006 JE M. 15) Loen, Nordfjord. . . .. Opm. 1 1902 61°52'| 6°54'| 15°31’ | — EE Paes — 1 — 61 52| 6 53| 15 2 = == Pahari belly — I — 615 6 52| 14 40 Nordfjordeid....... | — 2 1902 61 54| 6 ©} 14 30 Moldøen, Nordfjord. . . — 3 1894 61 56| 5 8| 15 11 | 16) Askroven, Sondfjord . . Opm. 4 1902 62.3005 oO} 15 20 Kinn — Sue — 6 1894 61 33| 4 47| 15 40 Molvær = 3% — 2 1878—80 |61 23| 4 47] 16 13 Værø ON = 9 1894 61 19) 4 44) 15 27 Finsø(Suen Her en Opm.,Sch.| 5 | 1894—1900 |61 o| 4 37| 15 43 | 17) Hedemarken ...... Dahl A 1902 60 32 |11 26| 12 2 Lå MINES — 2 — 60 33|11 18| 12 39 Fama seu Steen I 1902 60 48 | 11 4| 11 5 Bergen ee ci Sch. I 1900 60 24| 5 18| 15 26 6 8 Mare Maigenr a) syle Opm. I 1875 60 26] 4 53| 15 38 6 25 | 2 59 Feie . . .........|Opm,Sch.| 4 | 1894—1900 | 60 47| 4 43| 15 37 6 21 | 4 32 EITHER | Opm. 2 1894 60 46| 4 43| [9 9] | 18 54 | 10 55 18) Kristiania Obs. . . . . . Obs. I 1900 59 55| 10 43 | TT 32 — — Fjorden (Isen) | Opm. 9 1806 59 52| Io 42| 11 50 Gaassent ee sg | Steen I 1902 59 51/10 36| ro 58 Volden, Asker ..... Opm. 6 1898 59 49|10 30| II 54 Mosterø, Bommelen . . as 9 1893 59 42| 5 22| 14 53 Sais) Sean Fane, Bergensleden . . u 9 1893 60 16| 5 14| 15 16 5 28° |" 3°26 Espevær og Bommelo . Opm.Sch. 2 | 1878—1900 | 59 36| 5 12) 14 43 Kvalø ved Kalsø . . ... Sch. 1 1900 60, 18.25.76) 25022 h > Ale SHORE, Saati obo ol == I 1900 59 54. 5 15 10 À pr | Pact Texelen, Korsfjord . . . Opm. I 1878 60 ol 5 | raga 21 43 | 13 44 1905. No. 3. DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. iy | ; | | Misv. Sted | Aut Pkt. Tid ee Lede. 608 | Be M. å | | zT Er Opm., Sch. 4 1906-63 |59° 5/| 11° 2'| 11048 — Fredrikstad og Torgauten — 2 1900—02 59 II | 10 53 | 12 40 Bastø, Kristianiafjorden | Sch. I 1900 | 59 23 | ro 32 | 12 36 Ferder—Tjomo..... | Opm. 5 1893 159 4|1032| rz 31 = — TÉRMENRTE |Opm.;Sch.| 9 | 1893— 1900 Es 5|10 28| 12 22 Buroen ved Tjomo. . .| Opm. 2 | 1893 59 8) 10 27| 13 50 | Vaarnes, Tønsbergfjorden = I 1893 59 Em ro/20| 13 19 Ølbergholmen, Tjølling | Sch. I | 1900 59 1/10 8| 13 32 | Langesund - Nevlunghv. |Opm.,Sch. 8 | 1893—1900 58 59 949 10 18 ertraland © >... | = 10 | 1893—1900 | 58 52, 9 36 | MIE Bruvanper RS | Opm. | 4| 1893- (5357| 5 45)| 14 6 SG 18 Malde ved Stavanger . | = 3 | 1893 158 57] 5 40] 1429 | 5 13 25 Bemauger ..:..... | Sch. I | 1900 158 56| 5 35| 14 8 | 4 57 | I 32| Hvidingsø . . . . . . .. ‚Opm.,Sch.. 4 | 1893— 1900 159 73] 5 25) 14 8 5 7| 237 Karmoen og Haugesund) Opm. | ı2 1893 |59 23| 5 16| 14 36 Sure | aera | bkndesnes. . . - . . . .| Opm.,Sch.| 3-| 1875—1900 |59 8| 5 16 | 15,935 JERN AG mr. | Sch. I 1900 OMEGA SA 7544 5 26 | 235 | | | | 36 23 |15 26| -25! Maeyp@sterrisor ........ |Opm., Sch.| 6 | 1893— 1900 | 58 43 | 9 | Ir 48 | “Sando og Boro..... | — | rx | 1893—1900 |58 33| 9 2| 13 2 Fladskjær ved Tromøen Opm. I 1887 58 3r| 8 59 | NG Rauna ved Jæderen . . = 2 1902 Soy re as rs CEA À ENS Stranden indenfor — 3. | 1902 58 32| 5 43| 14 39 | Vigrestad, Jæderen 3 | 1886—03 |58 34 | 5 42| 12 53 \ Porites dot Horr — — 3 1893 58 34 | 5 40| 13 51 | Bore = PTE 3 1893 58485 34 u 2 \ ag i) i San Orre = hen 4 | 1893 58 44| 5 31| 14 17 | | | | | | IO 22 | 4 22| 25 hi | | | | r) Merdø ved Arendal | Opm. 3 | 1878—80 58 2 | 8 49 | 14 58 | || Sch. 1 | 1900 158 26/1 180481] 12742 | Omkring Grimstad . .. Opm. 12 | 1803 158 19| 8 38] 11 48 | eat are | Sch. I 1900 EG SEP GO EF > 0 SE | — I 2000 58, 71) Ka ES | soba ew | Omkring Kristiansand . Opm.,Sch.| 14 | 1893—1900 | 58 6| 8 3) 13 3 | Sands, ©. f. Ryvingen | Sch. ST 1900 157 58! 7 34 | 22 35 Lindesnes og Udvaare | Opm. 10 | 1878—1900 |58 2| 7 10| 13 40 MEME dal ..:..2. — 5 1900 5807 MO 50 ena) 6 Færø ved Lodshavn . . — I 1878 58 3| 6 50] 13 28 Te — 9 1893 58 6 6 38| 12 35 | | Kirkhavn, Hiterø . Sch. I 1900 58 14| 6 32| [ 4 33] | Dyrnes ved Egerøen. . — 1 1900 58:25 On En laud) 13 ot Opm. 4 1902 58 26 5 57| 12 44 | he: — I — 158 27| 5 54| [ 8 39] | N he = | I — [58 27| 5 54 [19455] | Vid.-Selsk. Skrifter. 1. M-N. KI. 1905. No. 3. 2 18 HM. GEELMUYDEN. M.-N. KL 5. Vil man benytte Tallene i Tab. II til at konstruere Isogoner, eller egentlig til at beregne Punkter, hvorigjennem Isogonerne skal gaa, saa kan det, naar Misvisningens Forandring med Længden forudsættes bekjendt, ske med tilstrækkelig Tilnærmelse paa den Maade, at man forandrer Læng- den saa meget, som behøves for at reducere Misvisningen til nærmeste hele Grad, men med Bibehold af Bredden, hvorhos Virkningen af lokale Anomalier kan i nogen Grad kompenseres ved at forene Koordinaterne for nærliggende Punkter i samme Isogon til et Middeltal. At benytte den for hver Stribe beregnede Værdi af Størrelsen 4 i dette Øiemed vil neppe være raadeligt, og vil navnlig ikke kunne gaa an for de Striber, som kun har ringe Udstrækning i Øst og Vest, da lokale Anomalier, selv om de mest iøinefaldende udelukkes, der kan faa altfor stærk Indflydelse. I enkelte Striber har, som vil sees af Tab. Il, 4 overhovedet ikke kunnet bestem- mes, nemlig Nordfjord, hvor Misvisningen tiltager fra Nordfjordeid baade indover mod Loen og udover mod Kysten, Søndfjord, hvor alle Stationer ligger paa Kysten, og endelig hele Sydkysten mellem Arendal og Eger- sund. Her er der talrige lokale Anomalier, men skjønt Længdeforskjellen gaar op til næsten 3°, er der ingen tydelig Forandring med Længden. Forener man Striberne til større Grupper, faaes følgende Resultat: Str. Bredde | IE, M. | J mer , | | | | | I 7058" — aqme a | 10°35' Pasty | 2 19,3% — 270,46 17 41 | 13 48 3 | 69 54 — 70 23 23 56 1650 4 | 69 14 — 69 42 EE | | 5 | 68 25 — (68 49 5 16 7 58 | 6 68 o — 6818 | 4 48 I 40 | | 68 o — 71 7 79 25 56 21 42.5 7 60451 — 69030 4 27 3055 8 66 10 — 66 35 3 52 4 14 10 64 52 — 65 28 205800 2 15 IT 63 50 — 64 28 8 20 7 58 12 63 30 — 63 43 SE 1 58 13 62 48 — 63 25 6 27 3 23 14 62 14 — 62 37 6 45 8 4 62 14 — 67 3% 35 32 31 47 DENN 1905. No. 3: DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. IQ Str. Bredde | M. A 17 | Goran 60, AG. | 18° 54° 10 55 | 18 | 59 36 — 60 9 21 43 13 44 19 | 58 52 — 23 36 23 15 26 20 | Senate — 58048 IO 22 22 | > é sø i RS. AREA eter LS : | 561814 60148 87 22 44 27 | 30'.5 Heraf synes at fremgaa, at Isogonerne i den nordlige, og navnlig 1 den mellemste Del af Landet ligger tættere sammen, relativt til Meridia- nerne, end i den sydlige Del, hvorved dog er at mærke, at J i den mel- lemste Gruppe, saaledes som man kan se af Tallene i Rubriken L., til- kommer betydelig mindre Vegt end i de to andre. Ved at slaa de to første Grupper sammen faar man 4 = 46’.0 og i Gjennemsnit for hele Landet d = 39".3. Ihvorvel der saaledes kunde vere Grund til at benytte en forskjellig Reduktion for de forskjellige Dele af Landet, er dog det foreliggende Materiale ikke tilstrækkeligt til uden Vilkaarlighed at afgjøre, hvorledes Overgangen skulde finde Sted. I Virkeligheden er heller ikke Forskjellen af synderlig Betydning ligeoverfor den Nøiagtighed, som overhovedet kan opnaaes ved Beregning af Isogonerne. Naar man nemlig reducerer enhver observeret Værdi af Misvisningen til nærmeste hele Grad, saa vilde en Forandring af 30° i Misvisningen give en Længdeforandring af 60° for A = 30" og en Leengdeforandring af 36° for 4 = 50". Da nu Forskjellen mellem disse to Tal betegner en Maximumsværdi for disse to extreme Værdier af 47, og da desuden Reduktionen naturligvis gaar lige hyppig til den ene Kant som til den anden, hvorved en Kompensation kan opstaa, naar flere Nabopunkter slaaes sammen, saa har jeg til Beregning af den føl- gende Tabel for det hele Land benyttet Gjennemsnitsværdien af 4, eller med rundt Tal 40’ per Længdegrad. Tabel III indeholder de saaledes beregnede Koordinater (Bredde og Længde Øst for Greenwich) af Punkter med den i første Rubrik anførte Værdi af Misvisningen ved Midten af Aaret 1900. Isogonerne for hver hele Grad skulde saaledes gaa gjennem disse Punkter. I sidste Rubrik er anført den eller de i Tab. II opførte Stationer, som er kommet til Anven- delse ved Bestemmelse af Punktets Beliggenhed. De Punkter, som af en eller anden Grund er mere usikre end de øvrige, er betegnet ved : anbragt ved Længden. For de Punkter, som ikke vil kunne forbindes med de øvrige Punkter med samme Misvisning, uden at der opstaar Skjæring med 25 'H. GEELMUYDEN. M.-N. KI. andre Isogoner, og som altsaa tilhører en isoleret Kurve, er Længden sat i Parenthes. Herunder er ogsaa medtaget enkelte af de i Tab. II anførte Punkter, som paa Grund af lokal Anomali ikke kunde benyttes til Bereg- ning af Størrelsen 7. Imidlertid maa det bemærkes, at Indcirklingen i Tab. III kun kan have relativ Betydning; den Mulighed er nemlig ikke udelukket, at en kontinuerlig Isogon kan smyge sig frem paa en saadan Maade, at den kan gaa igjennem et her indcirklet Punkt, medens et eller flere andre tilhører en isoleret Kurve. Det ringe Antal Stationer i Ind- landet tillader ikke nogen Afgjørelse heraf. Tab. III. Misv. : a... . Bredde Leengde Stationer, benyttede ved Beregningen 1900 De 70° 46' 29°31':| Havet ved Øst-Finmarken. 70 38 30 6 Baadsfjord i Ost-Finmarken. 70 23 30 24 | Vardø. 69 42 30 33 Syd-Varanger. I 70 44 28 41 Kongsfjord. 70 5 29 37 Vadso. 0° qi o 27 29 | Mehavn og Kjollefjord. 69 57 (22 24) | Kaafjord. 12 70 59 26 25 | Honningsvaag paa Magerøen. 22 71 6 24 39 Gjesvær og Fruholmen. 70 43 24 36 Storklubben ved Hammerfest. 69 58 24 0 Bosekop. 37 71 7 21 47: | Havet ved Vest-Finmarken. 70 40 23 20 Storevand og Fuglenes ved Hammerfest. 69 58 22 30 Bosekop. 4° 70 20 21 27 Loppen. 5° 70 9 20 22 | Lille Skaaro. 68 26 Tee Narvik. 6° 69 54 18 43 | Ouveer. 69 38 18 20 Sommerø. 69 34 (20 10) | Lyngseidet. 72 70 31 (23 30) | Vatnholmene ved Sorgen. 7o 7 18 50 Helgø. 69 14 Tite te Finnes, Gisund. 68 49 16 58 Harstad. 68 25 16 46 Ofoten. 68 6 (13 34) | Nord for Balstad, Lofoten. 68 o (12 50) | Kunna, Sund i Lofoten. 1905. No. 3. DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. Misv. || 1900 Bredde | Længde Stationer, benyttede ved Beregningen 8° 69° 30‘ 18° 20° Tromso. 68 28 16 28 Ofoten. 68 18 15 30 Svellingen, Lofoten. 68 of) 14038 Henningsveer — 68 8 (13 22) Leknes — 92 69 18 TA Andenes, Vesteraalen. 68 30 15 24 Hadseloen _ 6805 I4 12 Vestfjorden. 68 8 (mas) Lilleeidet, Lofoten. 67 8 EA eS Bodø, Helligvær, Fleinvær, Ørnes, Stott. 66 25 13 20 Ranen, Melfjorden, Sørfjorden. 62 16 TE 23 Tønset. 10° | 68 30 (15 | 68 14 (15 o) Svolvær, Lofoten. 776870 12 46 Sund — | 66 43 | 12 35 Melø, Grønø, Myken, Nesøen. 40) Hadseløen, Vesteraalen. | 66 24 | 12 54 Lurø og Lovunden. 66 12 12 54 Aasvær og Vandve. 65 50 AG Skaalvær. 64 1 12 6 Stenkjær. | 58 59 (10 16) Langesundsfjorden. 1e 68 4 | (13 48) | Balstad, Lofoten. 6732 | xz 40° |. Røst = 65 27 | 11 49 Brønøsund. 64 28 II 50 Namsos. 64 28 | (9 49) | Kya, Folden. 60,48 IE Tr Hamar. 59 51 10 33 Gaasøen 1 Kristianiafjorden. 58 52 | (9 40) | Jomfruland. 12* 65 12 II 22 Sklinden. 64 53 10 33 Vikten. 64 15 TONIS, Besaker. 64 o 9 39 Halten, Sauøen, Svingla (Fro-Øerne). 63 32 TOM Statsbygden, Fosen, Trondhjem. 60 32 (11 20) Hedemarken. 59 52 10 16 Kristiania Observatorium, Fjorden, Volden i Asker. 59 6 10 38 Fredrikstad, Hvaler, Færder-Tjomo. 58 37 9 10 Østerrisør, Tromøen. 58 19 | 8 20 Grimstad. 13° 63 56 9 o Kunna, Gjesingen, Sulen (Fro-Øerne). 63 38 9 7 Lensviken, Ørlandet, Frøien. 60 33 (10 47) Hedemarken. 59 17 10 15 Basto i Kristianiafjorden, Vaarnes i Tonsbergfjorden. 58 33 9 5 Sando og Boro ved Lyngor. = _ Det meste af Sydkysten mellem 6° og 9° Laengde. 22 H. GEELMUYDEN. M.-N. KI. Misv. SL a BR: sredde Længde Stationer, benyttede ved Beregningen 1900 14° | 63° 40! 7° 46' Frøien. | 63 16 7 49 Hitteren, Smølen, Averøen (Nordmør). 52 45 6 55 Ona, Vestnes (Romsdalen). 61 54 6 45 Nordfjordeid. 59 8 (10 12) 3urøen ved Tjømø. SONT (9 26) Ølbergholmen, Tjølling. 58 58 5 55 Stavanger, Malde, Tananger, Hvidingsø. 58 42 5 39 Bore, Orre, Horr paa Jæderen. 58 25 (6 20) Dyrnes ved Egerøen. | 58 2 (6 40) Lindesnes og Udvaare. 15° 63 12 6 57: | Grip (Nordmør). 62 37 6 2 Sande, Vigra, Giskø (Søndmør). 61 55 5 20 Nordfjordeid, Moldgen. 61 52 (6 39) Loen (Nordfjord). 61 24 5 27 Askroven, Værø (Søndfjord). 60 14 5 20 Bergen, Fane, Texelen, Kvalø. 59 44 56 Slotterø, Mosterø, Espevær, Bømmelø. 59 23 4 40 Karmøen og Haugesund. 58032 ee Jeederstranden. 16° 62 16 5 14 Flaavær, Voxo, Sando (Søndmør). 61 52 (6 10) Loen (Nordfjord). 61 28 4°42 Kinn, Molvær (Søndfjord). 6r o 4 12 Husø (Sognesøen). 60 37 4 14 Feie, Maiøen (Bergensleden). 59 13 4 34 Skudesnes, Udsire. Ved at se paa Tallene i Rubrikken »Længde< vil man finde, at Iso- gonerne paa flere Steder afviger ret mærkbart fra Meridianerne. I Øst- Finmarken er Afvigelsen sydestlig, dog er Linierne her saa korte, at det ikke kan tillægges nogen særlig Betydning. Ellers er Afvigelsen næsten overalt mod Sydvest. Et ret mærkeligt Forhold er, at Isogonerne paa visse Strøg synes at have en Tendens til at følge Kysten. Navnlig er dette udpræget i Vesteraalen og Lofoten, hvor Forholdene dog er tem- melig komplicerede med flere lokale Maxima og Minima, men hvor Isogo- nerne synes at have en stærk Afbøining i Ogruppens Retning, for der- efter at bøie nedover mod Salten. Ligeledes, som allerede før bemærket, paa Sydkysten mellem Arendal og Egersund, hvor Misvisningen hele Veien er paa det nærmeste konstant, omkring 13°, men ogsaa her med isolerede Maxima og Minima. Da de her observerede Værdier saaledes ikke til- _ TEP Gy SEE 1905. No. 3. DEN MAGNETISKE MISVISNING I NORGE. 23 ? lader nogen Reduktion for Længde, er i Tabellen under Misvisning 13° ingen Koordinater anfort for denne Del af Kysten, men Forholdet kun antydet ved en Bemærkning i sidste Rubrik. Ogsaa Isogonerne for 14°, 15° og 16, som tilhører den vestligste Del af Landet, synes i sine syd- ligste Partier at svinge lidt ostover ligesom Kysten. Trykt 18. Juli 1905. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. ET BIDRAG TIL KUNDSKABEN OM STRUKTUREN OG GENESEN AF OVARIELLE, INTRA- OG RETROPERITONEALE SAMT MEDIASTINALE DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. AF P BU EL. (MED XII PLANCHER OG 3 FIGURER I TEXTEN). (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. I. MaTH.-NATURV. KLASSE. 1905. No. 4). UDGIVET FOR FRIDTJOF NANSENS FOND. CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI, 1905. Fremlagt ved prof. dr. med, Fr. Harbitz i fællesmødet den 24de marts 1905. Forord. JER udførelsen af det arbeide, som jeg herved fremlægger for offentligheden, er jeg kommen i taknemmelighedsgjæld til mange, baade overordnede og kolleger, hvem det nu er mig en stor glæde at kunne fremføre min tak. Dette gjælder først og fremst min forhenværende chef, professor dr. med. Francis Harbitz, som 1 de 4 aar, jeg var ansat ved Rigs- hospitalets path.-anatom. institut, havde anledning til at følge mit arbeide fra dets første begyndelse. Ingen ved bedre end jeg selv, hvor befrug- tende og stimulerende professorens utrættelige interesse har virket for arbeidets jevne fremadskriden, ligesom jeg ogsaa tilskriver hans velvilje og imødekommenhed paa saa mange hold en væsentlig andel i, at det har lykkedes mig at fuldføre det. Derfor hjertelig tak! Af mine 14 casus skriver 3 sig fra Rigshospitalet, nemlig 2 ved obduktion af patienter fra professor Peter F. Holsts med. afd. (casus IV, dermoidcyste fra ovariet, og casus XIV, teratoid svulst i mediastin. antic.) samt ét fra professor Hagb. Strøms chir. afd. (casus XIII, der- moidcyste i bursa omentalis). De fleste svulster har jeg dog faaet mig oversendt fra følgende kolleger i Kristiania: Dr. med. Otto Borchgrevink: Casus XII, retroperitoneal dermoidcyste. Dr. med. Kr. Brandt: Casus I, II & III, samtlige ovarielle dermoidcyster. Livmedicus Th. Egeberg: Casus V, ovariel dermoidcyste. Dr. Einar Kjerschow: Casus III, do. Dr. A. Malthe: Casus IX, do. & Casus XI, retroperitoneal dermoidcyste. Dr. Emil Rode: Casus VII, ovariel dermoidcyste. Dr. med. Oscar Semb: Casus VIII, do. Endelig har overlæge A. Cappelen, Stavanger, sendt mig et stykke af en teratoid svulst i ovariet, casus X. Samtlige disse herrer aflægger jeg herved min bedste tak for den beredvillighed og elskværdighed, hvormed de har stillet saavel materialet som sygehistorierne til min raadighed, IV En speciel tak har jeg at frembære til de herrer, som har givet mig uindskrænket adgang til sit bibliothek, nemlig dr. med. Kr. Brandt, professor G. A. Guldberg, dr. Kr. Jervell, dr. A. Malthe, professor Julius Nicolaysen, dr. Emil Rode og professor Sophus Torup. Dr. Berdon Broch, hvis nøiagtige og elegante tegninger bidrager meget til at øge nærværende arbeides værdi, sender jeg herved min bedste tak. Til slutning maa jeg gjøre opmerksom paa, at mit arbeide var saa- godtsom afsluttet i april 1904; forskjellige omstændigheder har imidlertid bevirket, at jeg først nu har kunnet afse tid til at lægge sidste haand paa det, rigtignok med det resultat, at jeg i det sidste halvaar ikke har kunnet følge med i litteraturen. Kristiania i september 1904. P. Bull, A u 2 Indhold. EN. cs re à ue å = ow Le iste afsnit. Casuistik. a mate ele one ay “el ey lege. te. + ee A. Ovarielle dermoidcyster. a) enkeltvis optrædende (I-V). CASSER CR EE EU ore Seine a EEE EEE col cnc =>) PU RE Re So) MOE TO EEE ES AN Ls. sro leppe > ee > MO AR ID AE SE ET EE SE EE ‘ SE ; DRA GEER 5 B. Teratoid svulst i ovariet. I fe Ge) Ve à N eee ere PO er ee C. Intra- og retroperitoneale dermoidcyster. a) Simple dermoidcyster. ASUS PA laren. RS stuen shoes certe ile b) komplicerede dermoidcyster. SERIE SIE SE NS ETE JMU Sø GT PENE SE Gr ABA EN TR S - D, Teratoid svulst i mediastin, antic. MISTE IN NE UE EE SEN Side 58 61 VI 2det afsnit. Struktur og beliggenhed. Av Ovarielle dermoidcyater Å . sss + + ne ws (6. DN MG I. Generel beskrivelse af det makroskopiske udseende,.....,. II, Detaljeret beskrivelse af de i ovarielle dermoidcyster paaviste væv og organer. UG AE ed EE 2)E Mundslimhinde nn ee pr wile 2e 0 ee Ce RE 3) Flerlaget cylinderepithel (respirationstractus) . A) Enlaget cylinderepithel (tarmtractus) > . . >. zn vo = eee SJ Gattemuskafibe 3 fio 2.2020 SJ AA GA Tversinbede muskler 1. Slå ccs CU de er OR es ee Cee err re SEN EE was nl Qe lender. . = EE ee EE Ce - 10) Substans fra Fever fød an 0 098 born a AC TaN) MERI MEM Er RU Men see tele te re Re 12) Glandula thyroidea ES) MAMA Eee Sy PET Le RE CES RENE en) SER 14) Lymfefollikler , 15) Fosterhinder . II De forskjellige organers indbyrdes anordning We Hionrmer somsafviger fra den almindelime type 2 2 22 Fr V. Ovariet og dets forhold overfor dermoidcystens vær. Anhang: Kombination af dermoidcyste og andre svulster i ovariet, Ber heratoidessvulster 1 ovariet 2 + =. =. 0. 6 0 NERE GS intra= og retroperitoneale dermoidcyster . . 1202 nun Tre RRSP Me mcremmfoicdicysiGie lie PFA SES EEE IEMRKompliicerededenmoideysten. .. Gen OE ie OMe das. > a) Oprindelig udgaaende fra ovarium (eller testis) ee à - b) Dermoidcyster, uafhængige af ovarium (eller testis) . . . . . . . . . . Gasusukatranlitteraturen een SEE RT ON en - Beliggenbe de ENE Kjensossalders wre ee ee SE SEE D. Dermoidcyster og teratoide svulster i mediastin. antic. Belizsenned ce a ee a ann ori Nop eat Sou’ à sea Ge ee Jr FEST TE SØREN Ryengup salter Jack pe STO wes Sr eanet ag ware a Ge Anhang>isombination med maligne svulster. 1 2 ao , Ge EE Side 79 79 100 102 103 105 105 106 106 108 109 112 113 113 113 113 114 115 116 Wes cates deli VII 2 die afsnut: Genese. A. Ovarielle dermoidcyster .......... I Theorier, som gaar ud fra, at disse svulsters struktur lader erkjende et rudimentert udviklet foetus a) Leberts theori (plastisk heterotopi) . b) Virchows — (heterolog udvikling). c) Lannelongues enelavements-theon 2 «<<. <..... d) His-Waldeyers theori (axestrengen) Side ikke IE Theorier, som gaar ud fra, at de i tumor paaviste organer representerer et udviklet foetus FEeretsuudyvikling og degeneration. 1 2 stian es « 0 es 2 nodningjopibeirugnns sn SNMESIVAMCCESKCUE cor sv ke GN es Metra ele) os ew ere oe Biskarthenopenese (ASA je (ose, de wc fev a ws ka à 2 c) Befrugtning af pollegemer ...... dye Blastomertheornen AL Ga 202. aan GA Ge Me pe. ek vet mio NE 6s se B. Intra- og retroperitoneale dermoidcyster........... ls2Sımpllerdenmoideyisterr zo ae: II. Komplicerede dermoidcyster. C. Dermoidcyster og teratoide svulster i mediastin. antic. PE raftoide svulsters LL en. oem esse ee 9 à con al à PEPE xperimenter paa dyr + . : . 205 2 2 0 =. D. Slutning: Hvilken betydning har dermoidcyster og teratoide svulster læren om ovarialtumores og svulstlæren i sin almindelighed? Eiiteraturfortegnelse…, Plancher EE nu) entree ere then Sire: see cie ee, nl on ne ner Indledning. TRE dermoidcyste er indfort af Lebert (1852), som derved forstaar »Cysten, welche ganz die Organisation der äusseren Haut bieten können, und in deren Innern sich Haare, Drüsen, selbst Knorpel, Knochen und Zähne erzeugen können« !, For den tid taltes der om »Desorgani- sation af Ovarierne med Haaransamling« (Hansson?) eller om »Sæk- svulster, som indeholde Haar, Fedt, Tænder osv.« (Hempel). Cyster med talgagtigt indhold og indvendig udklædte med hud fore- kommer paa de fleste steder af legemet, om der end kan paavises ud- pregede prædilektionssteder. Dermoidcyster, der kun bestaar af hud og dens attributer, optræder særlig paa alle steder, hvor der i foetal- livet forekommer en spaltedannelse; forklaringen hertil ligger sikkert deri, at under lukningen af vedkommende spalte afsnøres samtidig et lidet stykke af huden, som saa siden udvikler sig videre. Derfor vil man ogsaa finde, at huden i disse cyster og særlig da haarene i byg- ning stemmer overens med den omgivende huds (f. ex. i de supraorbi- tale dermoidcyster korte stive haar i lighed med gienbrynene). Endnu mere bevisende for rigtigheden af denne anskuelse er det, at man flere gange, hvor cysterne har ligget intracranielt, har paavist en bindevævs- agtig streng fra dermoidcystens væg tvers gjennem benet ud til huden, som svarende til dette sted har været haarbar og arlignende; det var saaledes tilfældet med et af Heschl4 beskrevet hydrocephalisk misfoster, hvorved for første gang leveredes bevis for den oprindelig af Remak® fremsatte ovennævnte theori. Simple dermoidcyster, dannede ved lukningen af foetale spalter, forekommer indenfor eller udenfor kraniet, i ansigtet (hyp- 1 Lebert: Handbuch der allg. Pathol. u. Therapie 1876. * Hansson: Ugeskrift for Medicin og Pharmacie 1842. 3 Hempel: Ugeskrift for Leger 1852. 4 Heschl: Prager Vierteljahrschrift 1860 (cit. hos Salomonsen). 5 Remak: Deutsche Klinik 1854. Vid.-Selsk. Skrifter. M,-N. Kl. 1905. No. 4. 1 P. BULL. M.-N. Kl. w pigst supraorbitalt), paa halsen, i bunden af mundhulen, foran eller bag ster- num, intraabdominelt, i perineum, scrotum, bækkenbindevævet og 1 verte- bralkanalen. Desuden forekommer simple dermoidcyster bag peritoneum og i ligam. latum; men deres genese er, som vi siden skal se, lidt anderledes. Disse medfødte, simple dermoidcyster skiller sig theoretisk fra atheromerne, som opstaar ved tilstopning af en talgkjertels udførsels- gang, derved at deres væg indeholder alle hudens bestanddele, medens kun epidermis udklæder atheromernes væg. I virkeligheden lader der sig dog ikke opretholde nogen skarp grænse mellem disse to, idet der ogsaa findes medfødte epidermoidale cyster, som ikke staar i relation til talgkjertler. Men foruden de her nævnte simple dermoidcyster, som kun bestaar af en bindevævskapsel udklædt med hud eller epidermis, forekommer der paa forskjellige steder af legemet, hyppigst i ovarierne, ikke sjelden dermoidcyster med en meget kompliceret bygning. Ved en række systematiske undersøgelser i de sidste 10 aar af Wilms! og mange andre er det fastslaaet, at disse komplicerede dermoidcyster, — i ovarierne omtrent uden undtagelse og andre steder som regel, — indeholder derivater fra alle tre kimblade. Følgen heraf er, at med det stigende kjendskab til disse svulsters struktur er »kompliceret dermoidcyste« vokset op til et begreb, som for strukturens vedkommende i de fleste tilfælde falder sammen med teratom, teratoide svulster, inclusio foetalis osv. Da der ikke hersker nogen overensstemmelse mellem de enkelte forfattere i an- vendelsen af de forskjellige betegnelser, finder jeg det nødvendigt allerede nu, før jeg gaar nærmere ind paa de af mig undersøgte svulsters indde- ling, ganske kort at gjennemgaa nomenclaturen paa dette omraade; herunder vil jeg da faa anledning til at pointere, hvilken betydning der skal tillægges de af mig anvendte udtryk. Wilms? har i den senere tid foreslaaet at kalde alle svulster, som indeholder derivater fra alle tre kimblade, for tridermomer. For dei kjønskjertlerne forekommende former — og fra først af kun for disse — anvender han udtrykket embryom. Han opstiller 2 former: cystiske embryomer, hvor der kan paavises rudimentære organanlæg, indbyrdes anordnede i analogi med, hvad der finder sted under dannelsen af et foetus, og solide embryomer, der vistnok ogsaa kan indeholde organ- anlæg, men hvor disse danner et fuldstændigt péle-méle uden antydning til foetallignende anordning. De første kaldes »cystiske«, fordi vedkom- 1 Wilms; Deutsches Archiv f. klin. Medicin, Bd, 55, 1895. 2 Wilms: Die Mischgeschwülste III, 1902. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 3 mende embryonalanlæg findes i veggen af en med hud udklædt cyste; betegnelsen »solide« for de sidste er derimod ikke ganske korrekt, idet de altid indeholder talrige, gjennemgaaende smaa, men undertiden dog nød- til valnødstore cyster; det er saaledes kun i forhold til de cystiske embryomer, at man — rigtignok høist uegentlig — kan tale om solid. For at undgaa en betegnelse, der let kan give anledning til misforstaaelse, kalder derfor Wilms dem ogsaa for »embryoide svulster« istedenfor »solide embryomer«. I sit første arbeide kaldte Wilms det cystiske embryom for »rudimenter ovarialparasit«. Dette Wilms’s schema med sine 2 vel adskilte hovedgrupper stemmer efter min mening overens med de faktiske forhold, om der end undertiden kan paavises sjeldne former, som staar mere paa overgangen mellem begge. Hvorledes er nu forholdet mellem Wilms's nomenclatur og de ældre betegnelser for denne gruppe af svulster, saa som kompliceret der- moidcyste, foetus in foetu, inclusio foetalis, teratom og tera- toid svulst? Som allerede nævnt vil ved en nøiagtig, mikroskopisk undersøgelse en kompliceret dermoidcyste næsten altid vise sig at indeholde derivater fra alle 3 kimblade, og hvad mere er, disse derivater optræder i form af forskjellige rudimentære organer, der indbyrdes ind- tager en mere eller mindre tydelig foetal anordning; følgelig vil kompli- ceret dermoidcyste næsten altid være synonymt med Wilms's »embryoma cysticumx. Ved foetus in foetu forstaaes som bekjendt en svulstlignende dannelse, hvis grundlag udgjores af et af en dobbeltdannelse fremgaaet rudimentært foetus, der indesluttes et eller andet sted i et andet individ. Den foetale anordning af de rudimentære organer burde derfor i dette tilfælde være en selvfølge; hertil kommer desuden, at saagodtsom alle under denne betegnelse beskrevne casus er cystiske tumores, 1 hvis væg det formodede foetus har ladet sig paavise. Det fremgaar saaledes heraf, at ogsaa »foetus in foetu« som regel falder sammen med betegnelsen embryoma cysticum, — Større usikkerhed hersker der i anvendelsen af »inclusio foetalis«, idet nogle herved forstaar det samme som foetus in foetu, medens andre tøier dette begreb ud til at omfatte nærsagt alle svulster, hvis genese antages at skyldes en afsprængning af celler tidlig i foetallivet. For min egen del anvender jeg inclusio foetalis kun med samme betydning som foetus in foetu; men da ud- trykket er lidet concist, bør det allerhelst undgaaes. Da foetus in foetu er et udtryk, som i sig indeholder en bestemt udtalelse om genesen af disse dannelser, foretrækker jeg den mere indif- ferente betegnelse teratom. De fleste forfattere benytter teratom som 4 pP, BULL, M.-N. Kl. betegnelse for svulstlignende dannelser, hvor der kan paavises rudimen- tære organanlæg; det svarer da baade til cystiske og solide embryomer å la Wilms. I samme betydning anvender mange udtrykket teratoid svulst. Jeg skulde imidlertid anse det for heldigere, om man for frem- tiden kunde enes om at lade teratom være synonymt med Wilms's cystiske embryom og teratoid svulst med solid embryom. Med den betydning vil iethvertfald disse betegnelser komme til anvendelse i nærværende arbeide, hvorved der vil opnaaes at faa trukket en nogen- lunde skarp grænse mellem teratom og teratoid svulst, udtryk, der ellers af mange bruges om hinanden. Af det, som jeg her har anført om nomenclaturen, fremgaar, at kompliceret dermoidcyste næsten altid vil svare til cystisk em- bryom eller teratom; endvidere at disse betegnelser som regel — iethvertfald hvad strukturen angaar — dækker begreberne foetus in foetu eller inclusio foetalis. Paa den anden side er solid embryom, embryoid svulst og teratoid svulst i enhver henseende synonyme. Naar jeg i det følgende foretrækker at benytte det gamle navn »dermoidcyste« fremfor Wilms's embryom, saa sker det, dels fordi dermoidcysterne i ovariet i enkelte sjeldne tilfælde ikke er embryomer i Wilms's forstand, men væsentlig dog fordi »dermoidcyste« er det udtryk, som bedst karakteriserer disse svulsters makroskopiske udseende; af den grund vil det neppe nogensinde lykkes blandt chirurger og gynæ- kologer, som er mest direkte interesserede paa dette omraade, at faa et saavidt betegnende udtryk som dermoidcyste fortrængt af embryom. Disse komplicerede tumores, tridermomer, findes i hjernen, paa basis cranii (i sella Turcica), i næse-svælgrummet eller ragende frem af munden (epignathi), paa halsen, i mediastinum, intra- og retroperitonealt, i sacralregionen, i bækkenbindevævet, i blæren, i rectum, i abdominal- væggen eller endog paa laaret; men først og fremst findes de i kjøns- kjertlerne, særlig i ovarierne. Det var de i ovarierne forekommende dermoidcyster, som jeg fra først af havde tænkt at underkaste en nærmere granskning; under arbeidet hermed fik jeg imidlertid anledning til ogsaa at undersøge andre abdo- minelle dermoidcyster og tillige to exemplarer af de med komplicerede dermoidcyster beslægtede teratoide svulster, en fra ovariet og en fra mediastin. antic., hvorfor jeg fandt det rigtigst ogsaa at medtage disse for derved muligens at kaste bedre lys over de almindelige ovarielle dermoid- cyster. 1 | \ 1 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 5 De 14 casus, som jeg har undersøgt, burde, efter hvad jeg har anført om nomenclaturen, inddeles paa følgende maade: A. Dermoidcyster: HøSimple dermoideyster. . - . . 1 tilf, retroperitoneal. II) Komplicerede dermoidcyster (= cystiske embryomer = teratomer) OVARICNG STP Ja Still b) intraperitoneale (bursa omental.) ı » eretroperitonedie’ - 4 1.5: . 1. » B. Teratoide svulster (= solide embryomer = embryoide svulster): amovarele = 000.0", . . BEE. Biimediastnaler. 2 sant. +01 3 Af praktiske hensyn vil jeg imidlertid under beskrivelsen af disse 14 casus følge et andet schema, idet jeg retter mig efter tumors udgangs- punkt og derefter opstiller følgende inddeling: A. Ovarielle dermoidcyster: a) enkeltvis optrædende. . . . . . 5 tilf. Djsmnleple sae O) +. RE EE Be slleratordesvulser .ovariet "RD: Te. 1 C. Retro- og intraperitoneale dermoidcyster: a)-simplesdermoideyster 1 4-4 TE b) komplicerede dermoidcyster: T)rtettopenitonealen. VA SEN NS 2) intraperitoneale (bursa omental.). 1 » D. Teratoid svulst i mediastin. antic. . . I» 6 ie BULL, M.-N. Kl, Iste afsnit. CAS iis tick Teknik. Kort efter ankomsten til det pathologisk-anatomiske institut er tumor bleven aabnet og det talgagtige, fede indhold udtømt; endel af indholdet klaber altid fast til cystens indre vegge, hvorfor disse helst bør vadskes med ether, æther-alkohol eller benzin-alkohol for at faa fjernet de sidste rester af den talgagtige masse. Efter en forelobig undersøgelse og beskrivelse af tumor er denne bleven opbevaret paa 4 %o formol, indtil jeg har kunnet afse tid til at bearbeide den videre, hvilket undertiden forst har kunnet ske efter flere maaneders eller endog et aars forløb; som regel har dog vævets farveevne ikke taget synderlig skade af denne lidt lange opbevaring. Den gjængse methode ved forfærdigelsen af de mikroskopiske præ- parater har været hærdning i stigende alkoholgrader, indleiring i cel- loidin og farvning med hæmatoxylin-eosin eller hæmatoxylin- van Gieson; enkelte gange har jeg til farvning af substans fra central- nervesystemet brugt thionin eller toluidinblaat. Af mere specielle differentieringsmethoder har jeg omtrent kun anvendt Weigerts marvskedefarvning til paavisning af nervefibre. Derimod har jeg ikke anvendt nogen specifik farvning for gliavæv, men ladet mig nøie med, naar jeg ikke tillige har kunnet paavise typiske ganglieceller, at anse for gliavæv ethvert væv med tydelig fin retikulær struktur, som af van Gieson farves gulagtig eller brungult og inde- holder celler, hvis grænser som regel er lidet tydelige, men hvis kjerner er distinkte, runde. Det vanskeligste i teknisk henseende har imidlertid været decalci- nationen. Sagen er nemlig, at benene i disse svulster ofte er ganske usædvanlig haarde og derfor lidet tilgjængelige selv for langvarig ind- virkning af decalcinationsvædsker. Følgen heraf har været, at endel præ- parater har jeg maattet kassere, andre er desværre mindre gode. Efter 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 7 at have forsøgt de forskjelligste methoder er jeg tilsidst bleven staaende ved følgende fremgangsmaade som den bedste: fixation i 4 % formol, hærdning i stigende alkoholgrader, decalcination i lige dele 4 °/o formol + 5 %o salpetersyre (sp. v. 1.41) i 4—6 uger med daglig skiftning af decalcinationsvædsken, udvadskning i rindende vand i 24 timer, fornyet hærdning i alkohol, indleiring i celloidin osv. Ved denne methode an- gribes ikke de øvrige væv overvættes sterkt. Men det har hændt, at benet selv ikke efter 6 ugers decalcinering har ladet sig skjære saa let som ønskeligt kunde været. A. Ovarielle dermoidcyster. a) Enkeltvis optredende (I—V). Casus I. (Se pl. I, fig. 1). Høiresidig ovarialtumor, — Det prominerende parti trabekulert, 6,5 cm. langt, 2 cm. bredt. — Hud. — Glatte muskler. — Tverstribet (>) muskulatur. — Brusk. — Ben. — En molar paa overfladen, en premolar i en tandsek. — Cylinderepithelklædt indbugtning. — Kjertler. — Mundslimhinde. — Centralnervesystem (ganglie- celler og gliavæv). — Spinalganglier. — Nervestammer, Fra dr. med. Brandt. 0. B. 35 aar. Protokolnr. 1098/01, Hist, morbi: IV-para, Sidste fødsel 19/,, 99, besværlig og med tang, da der laa noget iveien, Har nu havt lidt smerter i hofterne og ryggen. St. præs.: 16/,, 1900. Bleg, mager. Hypertrofisk, hønseægstort prolaps af forreste skedeveg, Uterus lidt forstørret, blød, devieret; bag uterus ligger en dobbelt knytnævestor, fluktuerende, multiloculer cyste, mest i høire side; i fossa Douglasii føles et meget haardere parti. 24/, or Ovariotomia: Tumor udgaaende fra høire ovarium. Ingen adhærentser. Uterus blød, gravid. 23/, Reaktionsløst forløb. Makroskopisk undersøgelse: Tilsendt en opklippet cyste, som i fyldt tilstand maa have været over kokusnød- stor. Spredt over cystens overflade sees endel større og mindre, op til ertstore cyster med klart indhold, som skinner igjennem; cysterne ligger lige under den forøvrigt glatte overflade, I cysten findes en potetstor, flad klump bestaaende af talg og haar; ved hjælp af de sidste hænger klumpen fast til et trabekulært parti paa cystens indre væg. Det trabekulære parti prominerer ind mod lumen, er uregelmæssig spolformet og maaler 6,5 cm. i længde, 2 cm. paa det bredeste. Foruden i de 2 tilspidsede ender er dette parti ogsaa paa midten forbundet med cystens indre veg ved hjælp af en 2 cm. bred, 3—4 cm. lang, tynd bro samt desuden ogsaa ved en traadformig, 1,5 cm. lang streng. Paa den mod cystens lumen vendende side er det trabekulære parti dækket af epidermis samt talrige lange, tæt siddende haar, der kun vanskelig kan rykkes ud; den ene af de tilspidsede, broformige ender af det trabekulære parti er klædt med hud ogsaa paa den mod cyste- væggen vendende side, medens den anden broformige ende, — hvori et tyndt benstykke — er glat paa bagsiden. Midt inde i det trabekulære parti føler man et 24 cm, langt, 1 cm. 8 ERBETEN; M.-N. Kl. bredt og næsten ligesaa tykt, uregelmæssigt benstykke (se pl. J, fig. 1) overalt fuldstændig skjult; uden sammenhæng hermed føler man ogsaa et andet meget tyndere benstykke (2), som fortsætter sig ud gjennem den ene af de tilspidsede, broformige ender helt bort til cystevæggen, aftagende i tykkelse i retning mod denne, hvor det ender med en liden for- tykkelse; denne benlamelle er 4 cm. lang, men ikke over 5—6 mm, bred, Paa den side af det sidste benstykke, som vender mod cystevæggen, findes en tand, der ligner en molartand (3); den er for størstedelen dækket af glat, temmelig tyk, opsvulmet slim. hinde(?), der ved basis er noget blodinfiltreret. Klods op til tanden ligger en hampefrø- stor, polyplignende excrescents, dækket af hud eller slimhinde, som fra basis af denne strækker sig over til huden paa den anden side af det trabekulære parti, Lige ved siden af denne tand føler man en fortykkelse af benet, der imidlertid paa snit viser sig at være en tandsæk, hvori ligger en præmolartand (4) som endnu ikke er brudt igjennem bloddelene; Cystens indre veg forovrigt er temmelig ujevn, idet der sees flere lidt ophøiede, for- tykkede partier samt fremspringende lister. Hvorvidt der findes epidermis paa cystens indre veg udenfor det trabekulære parti, lader sig vanskelig afgjore makroskopisk, Hovedmassen af ovariet findes i cystevæggen 4,5 cm, fjernet fra det trabekulære parti og indeholder tal- rige større og mindre cyster med klart indhold, Tuben er lidt fortykket, forovrigt normal, Mikroskopisk undersøgelse: Under decalcinationen ødelagdes hele midtpartiet af det trabekulære parti. Under- søgelsen af de broformede ender frembyder imidlertid saa meget af interesse, at den alligevel hidsættes. a) Snit gjennem bloddelene over den nævnte tandsæk: Overfladen er dækket af flerlaget forhornende pladeepithel; under dette et smalt lag af celle- fattigt bindevæv uden tydelig papilledannelse op mod epithelet. Derefter støder man paa et megtigt lag af store talgkjertler og haarfollikler, som strækker sig langt ned i det underliggende brede fedtlag; mellem talgkjertlerne og haarfolliklerne store bundter af glatte muskelfibre. Forfølger man epidermis rundt den ene kant af præparatet, viser det sig, at den efterhaanden gaar over i et flerlaget cylinderepithel; overgangen er ikke skarp, idet man kan finde øer af flerlaget pladeepithel indimellem cylinderepithelet; det sidste udklæder en 4—5 mm, lang indbugtning. Paa begge sider af denne saavelsom indenfor bunden af samme findes der indleiret i fedtvævet et stort konglomerat af smaa kjertler, udklædte med enlaget epithel og som regel gruppevis ordnede. Epithelcellerne er dels cylinderepithel med klart protoplasma og perifert stillet, gjerne lidt fladtrykt, sterkt farvet kjerne og med meget tydelige cellegrænser, dels er epithelet mere kubisk eller kegle- formet — basis udad — med rund kjerne og et protoplasma, der farves svagt, diffust og med mindre tydelige cellegrænser end ved de foregaaende. Der findes ogsaa overgangs- former mellem begge. Disse kjertler strækker sig helt opunder de dybest liggende talg- kjertler. Undertiden ser man, at kjertlerne er ordnede omkring et større lumen, udklædt med regelmæssigt cylinderepithel, hvor baade kjerne og protoplasma farves distinkt, saa det gjør indtryk af at være en udførselsgang, saameget mere som det er omgivet af rigeligere bindevæv. Kjertlerne ligner mest spytkjertler. Mellem den cylinderepithelklædte indbugt- ning og benet, hvori tandsækken ligger, er der et 5 X 2,5 mm, stort parti med substans fra centralnervesystemet, hvori talrige tydelige ganglieceller af forskjellig form og størrelse, runde, ovale eller uregelmæssig polygonale, tildels med udløbere, Et sted i centralnervesystemet er der afleiret flere smaa, blaasorte hæmatoxylinfarvede kalkkorn. Paa grænsen mod det omgivende bindevæv sees et par større kar. B) Snit gjennem tanden og en tandsæk med tand i: Overfladen af bled- delene er dels dækket af hud med dens forskjellige attributer dels — og det er tilfældet paa begge sider af tanden — af et flerlaget pladeepithel uden forhorning; under dette epithel er der et cellefattigt fibrøst væv med tydelige papiller paa nogle ‘1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 9 steder, ingen talg- eller svedkjertler, intet fedtvæv her. Pladeepithelet sees paa nogle steder at sende lange, tildels kolbeformig opdrevne forlængelser langt ned i det fibrøse vey, ligesom man i dette kan finde spredte, ganske smaa uregelmæssige oer af pladeepithel : ja, selv under tanden, i det fibrøse væv mellem den og tandalveolen kan man stade paa smaa striber af pladeepithel. Tanden ligger fast indleiret i det fibrose væv; den har en tydelig, karrig pulpa. Under tanden ligger den for nævnte tandsæk: indvendig er den udklædt med et enkelt lag regelmæssigt, høit cylinderepithel, og den er fyldt med en radi- zit stribet masse (dentin) med karrigt bindevæv (pulpa) i centrum, Tandsekken dannes af cellefattigt fibrøst væv, hvori blodudtrædelser, og udenom dette næsten overalt spongiøst ben med tydelige osteoblaster langs benbjælkerne; de større hulrum i benet er udfyldte med meget fedtrigt væv, de mindre med fibrøst væv, hvori kar. Hvor det spongiøse ben grænser op til det subcutane fedtvæv, sees der paa grænsen mellem begge smaa oer af substans fra centralnervesystemet. 7) Snit paa langs gjennem den ydre halvdel af det lange, tynde ben: Overfladen er paa begge sider dækket af et flerlaget pladeepithel af forskjellig tykkelse, med eller uden forhorning; under epithelet finder man paa enkelte steder talg- kjertler, spredte haarfollikler og sparsomt fedtvæv, men for det meste kun et cellefattigt fibrøst væv. Den lille fortykkelse paa enden af dette benstykke skyldes væsentlig en for- øgelse af det fibrøse væv med sterkt kløftet overflade, Selve benstykket bestaar af spongiest benvæv med smaa marvrum, 0) Snit gjennem den broformede dannelse i den anden ende af det trabekulære parti: Der er lagt en række af snit gjennem »broen« fra der, hvor det store benstykke ender og til »broens« fæstepunkt paa cystens indre veg, Overfladen er helt rundt dækket af epidermis og under denne et bredt bælte af store talgkjertler, haarfollikler, glatte muskler og dilaterede svedkjertler; talgkjertlerne sees ofte ordnede omkring en fælles stor udførselsgang, som med bred aabning munder ud paa overfladen; i centrum findes fedtvæv og langs den ene side af samtlige snit, hvor talgkjertellaget er mindre megtigt, desuden en række forskjellige andre væv. Saaledes finder man her 3—4 stykker hyalin brusk med perichondrium og mellem dem et lidet, kompakt benstykke (sidste udleber af det store benstykke). Mellem bruskstykkerne og overfladen, tæt op til bruskstykkerne, er der en rigelig mængde smaa kjertellumina af fuldstændig samme bygning som de 1 Iste snit beskrevne; mellem kjertlerne er der paa flere steder smaa hobe af rundeeller, særlig udad mod overfladen. Strækkende sig langs efter »broen« sees til siden for brusk- stykkerne en zone, som indeholder dels uregelmæssige, smaa øer af substans fra central- nervesystemet, væsentlig bestaaende af gliav ev, liggende i et fibrøst væv, dels talrige glatte muskelfibre, ikke faa nervegrene samt her og der hobe af store runde ganglie- celler (spinalganglier); disse ganglieceller har dels et overmaade svagt farvet proto- plasma og en svagt farvet kjerne med tydelig nucleolus, dels er saavel protoplasma som kjerne sterkere farvede, men da er ingen nucleolus synlig. Spinalganglierne ligger for det meste i vævet lige under talgkjertlerne; men hvor disse mangler, findes de ogsaa helt opunder epidermis. Desuden kan man her mellem de øvrige væv finde tversnit af et eien- dommeligt, med van Gieson gulfarvet parti, som ved fine bindevævsfibriller er opdelt i polygonale felter; ovale kjerner ligger ofte op til disse bindevævsfibriller; cellegrænser kan ikke sees, men det gulfarvede protoplasma viser mere eller mindre tydelig stribning (tver- stribet muskulatur?) Eftersom man kommer udover i »broen«, taber centralnerve- systemet sig meget raskt, ligeledes kjertlerne mellem bruskstykkerne og overfladen; ogsaa bruskstykkerne forsvinder efterhaanden, hvorimod man helt til den yderste spids kan forfølge den zone, hvori fandtes glatte muskelfibre, nervegrene og spinalganglier. Paa en ‘Strekning er der — svarende til denne zone — intet epidermisdække, men overfladen er f ¢ dækket af almindeligt granulationsvæv. €) Snit gjennem cysteveggen 2 cm. udenfor det trabekulære parti: Den indvendige flade var her makroskopisk lidt ujevn. Mikroskopisk sees indad mod cystelumen et lag af almindeligt granulationsvæv. Væggen bestaar forovrigt af fibrøst 10 P. BULL. M.-N. Kl. vev, som udad er mere cellerigt end indad, udenat der dog er nogen skarp grense mellem begge; noget, som beviser ovarialvæv, kan ikke sees, t) Snit fra 2 andre steder af cystevaggen, langt fra det trabekulære parti: Den indvendige flade viser sig ofte bolgeformet, dækket af pladeepithelceller, som ligger i 2—3 lag eller bare enkelt, Lige under epithelet er der en smal zone af hyalin dege- nereret bindevæv, dernæst et bælte cellefattigt fibrøst væv og yderst cellerigt fibrøst vær, hvor man et sted ser et corpus fibrosum; heller ikke her nogen skarp grænse mellem det cellerige og det cellefattige bindevæv, Casus II. (Se pl. I, fig. 11). Høiresidig ovarialtumor. — Det prominerende parti hampefrøstort, mørkt pigmenteret. — Hud. — Glatte muskler. — Brusk. — Ben, — Centralnervesystem (ganglieceller, corpora amylacea). — Spinalganglier. — Nervestammer, — Kanal udklædt med flerlaget cylinderepithel. — Slimkjertler. Fra dr. med, Brandt. Fru R, B., 28 aar. Protokolnr. 177/or, Historia morbi: I flere aar har hun været vidende om, at hun har en tumor til- høire for uterus; siden sidste barselseng for 2 aar siden af og til smerter i høire side af underlivet. St. præs.: Spædbygget, mager. Liden, palpabel, omfintlig galdeblere, Uterus normalt stillet; i høire side en fluktuerende, ømfintlig, noget bevægelig, knytnævestor, rund tumor. Omfintlig over Mac Burneys punkt. 25/, or Laparotomia, Cholecysto- stomia, Ovariotomia dextra. Makroskopisk undersogelse: Tilsendt en over gaaseægstor, deigagtig tumor, hvis overflade er glat og speilende. Tumor dannes af en tyndvegget cyste, fyldt med talgagtige masser, hvori lange, tynde haar. Stilken udgjøres af tuben og ligam. ovarii; i nærheden af denne er cystevæggen be- tydelig tykkere end andre steder og taber sig successivt i den forovrigt meget tynde veg, Baade i det fortykkede parti og spredt over cystevæggen forevrigt sees paa overfladen smaa hampefrostore eller lidt større gjennemskinnelige cyster, fyldte med en klar, tynd vædske, Paa hovedcystens indre veg sees 1,5 cm, fjernet fra saarfladen efter stilken paa den ydre side en vel hampefrøstor, prominerende, paa overfladen brunlig-sort blød tumor. Lige i nærheden af denne føler man en uregelmæssig, trekantet, 1,5 cm. lang, I cm, bred, tynd, fast benplade, udenpaa hvilken (9: nærmere cystens lumen) der ligger et lidet bruskstykke, fast forbundet med benpladen; ved den ene ende af brusk- stykket lige i nærheden af den mørke tumor sees og føles en neppe knappenaalshodestor, haard, graahvid, rund, glat knude, som kun ved en kort liden haard streng hænger sammen med cystens veg. Over benstykket og den pigmenterede tumor er den indre veg glat, medens den forøvrigt for størstedelen er klædt med epidermis, der dels er glat, dels besat med temmelig rigelige, lange haar, særlig i nærheden af den pigmenterede tumor; paa flere steder skinner store talgkjertler igjennem. Kun et mindre parti af cystens indre veg er ikke dækket af epidermis; grænsen mod denne er som regel skarpt udhuggen. Mikroskopisk undersogelse: (se pl. I, fig. m). a) Med korte mellemrum er der lagt en række af snit gjennem den lille prominerende, brunsorte knude og de tilstodende dele af cysteveggen: Indad mod lumen finder man som regel flerlaget epidermis og under denne et cellefattigt, fibrøst væv — corium (1), hvori talgkjertler (2), haarfollikler, glatte muskel- fibre og svedkjertler, som dels ligger i corium og dels i fedtvævet under samme. Under det subcutane fedtvæv (3) er der en ca. 4 mm. bred zone af glatte muskelfibre og 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 107 nervegrene (10), som kan forfølges gjennem alle snit fra dette parti. Denne zone ad- skilles fra ovarialstromaet, der ligger yderst, ved et smalt belte af fibrost vey; grænsen mellem de to sidste er ikke skarp. Svarende til den brunsorte plet taber epidermis sig, saa overfladen (9: bindevævet) her for det meste er ubedækket, eller man finder et enkelt lag af flade celler, der danner en direkte fortsættelse af epidermis. Den brunsorte farve skyldes et amorft, finkornet, morke- brunt pigment (9), som ligger ansamlet i runde, aflange eller uregelmæssige hobe; man kan ingen steder finde, at pigmentet er afleiret inde i cellerne, men det udfylder smaa spalterum i det bindevæv, som danner en smal skillevæg mellem det underliggende central- nervesystem og cystens lumen; pigmentet kan ogsaa delvis forfølges i bindevævsdrag, som strækker sig ind i centralnervesubstansen. Lige under den brune plet og de tilgrænsende partier finder man tydelig substans fra centralnervesystemet (8), væsentlig gliavæv, men ogsaa enkelte faa tydelige ganglieceller, Den danner intet bestemt afgrænset parti, men bestaar af øer spredt i det omgivende væv, Tydelige hinder kan ikke sees, I det nærmest tilgrænsende bindevæv er der et sted 2—3 corpora amylacea med concentriske lag. I præparater farvede efter Weigerts methode for marvskeder kan der paavises temmelig talrige nervefibre i centralnervesystemet; det samme er tilfældet med nervegrenene i den før nævnte zone af glatte muskler og nerver (10). Under centralnervesystemet er der en uregelmæssig langagtig kanal (6), som strækker sig næsten gjennem alle snit fra dette parti og tilslut ender indunder det benstykke, der senere skal beskrives. Der kan ikke paavises nogen forbindelse mellem denne kanal og cystens indvendige overflade. Kanalen er for det meste udklædt med flerlaget cylinder- epithel, men paa et begrænset sted i væggen er epithelet enlaget (nedad tilvenstre i teg- ningen). Under epithelet er der en smal, tildels cellerig submucosa og paa den ene side (opad i tegningen) glatte muskelfibre udenfor denne. Paa andre steder er der udenom ka- nalen rigeligt fedtvæv (3‘), og i dette sees oftere tversnit af smaa, tildels gruppevis anord- nede kjertellumina med enlaget epithel; cellerne er gjerne lidt bredere ved basis end mod lumen, En liden gruppe lignende glandler findes ogsaa helt opunder epidermis. I fedt- og bindevævet lige udenom kanalen sees endvidere et siykke hyalin brusk (4). Ogsaa nærmere hovedcystens lumen — mellem dette og benstykket — er der flere smaa bruskstykker, omgivne af talrige smaa kjertler af samme udseende som de nys beskrevne. Her hoist ufuldstændig dækket af epidermis, Den lille haarde, glatte, knappenaalshodestore knude skyldes et lidet bruskstykke, som rager ind mod lumen, , hvor bruskstykkerne ligger lige ind mod cystelumen, er overfladen enten ikke eller Det benstykke, som føles i cystevæggen, begynder paa siden af centralnervesystemet og strækker sig efterhaanden ind i dette. Benet er meget kompakt med smaa marvrum, Benet er omgivet af cellefattigt fibrøst vev. I vævet paa begge sider af benstykket er der talrige smaa glandler af samme type som før beskrevet. Endvidere sees der udenfor benstykket 2 typiske spinalganglier, omgivne af fibrøst væv, nervegrene og glatte muskler; i ganglierne tydelige, store, runde ganglieceller, Den ydre del af cysteveggen udgjores af et noksaa cellerigt væv (11), i hvilket der sees saavel primordialfollikler som større follikler. Grænsen mellem ovarialvæv og det øvrige væv er ikke skarp paa dette sted, 8) Snit fra forskjellige steder af cysteveggen udenfor det prominerende parti viser nogenlunde det samme billede: Epidermis, bestaaende af færre eller flere cellelag, corium med større eller mindre talgkjertler, haarfollikler, glatte muskelfibre og sjeldnere svedkjertler, de sidste tildels dilaterede og fyldte med afstodte epithelceller. Omkring de dybest liggende talgkjertler og haarfollikler sees paa nogle steder et sparsomt fedtvæv. Grænsen mod ovarialstromaet dannes overalt af et smalt belte af cellefattigt, fibrøst væv, grænsen mellem begge er dels skarp, dels mindre distinkt; et sted sees der i dette bindevæv et lidet, kompakt benstykke. I ovarialstromaet kan der gjerne paavises spredte primordialfollikler. Kuni den tykkere del af cysteveggen — nær stilken — findes foruden talrige primordialfollikler ogsaa corpor, fibrosa og Graafske follikler, 12 "28 ‘BULL. M.-N. KL Casus III. (Se pl. II & III, fig. 111, rv, v & vi). Venstresidig ovarialtumor. — Det prominerende parti lidet distinkt. — Hud, — Hjernevæv (ganglieceller, nervefibre, gliavæv, corpora amylacea). — Op til æble- store, hydrocephale cyster. — Pigmentcyster. — Kanal, udklædt med flimmer- epithel og siden enlaget cylinderepithel, — Slimkjertler. — Glandula thyroidea. — Brusk, — Ben. — Abnormt tandanlæg. Fra doktor Einar Kjerschow, Fru F, V., 40 aar gl, Protokolnr, 318/or. Hist.morbi: Vill-para, ingen aborter. Menses regelmæssige. For 3 mndr. siden syg med følelsen af nedtrykning mod genitalia ext, smerter i underlivet osv.; der blev da diagnosticeret svulst, som senere har vokset jevnt, ?!/, or Laparotomia, Høire ovarium viste sig under operationen lidt forstørret med enkelte mindre cyster. Tumor udgik fra venstre ovarium, Makroskopisk undersøgelse: Tilsendt en næsten barnehodestor, cystøs tumor med glat, speilende overflade, Saarfladen efter stilken maaler 5—6 cm, i længde, 1,5 cm. i bredde; der sees her talrige kar; tuben kan ingensteds sees, Tumor synes at bestaa af nogle faa, op til eblestore cyster med meget tynde vægge og fyldte med en tynd, lys, klar vædske, der skinner Schematisk fladesnit gjennem tumor med dens forskjellige cyster: a=ben; b=tandanlæg; c=valk, der delvis danner bunden i cyste II; Z= pigmentfiæk ; e = epidermis; o = ovariet. igjennem cysteveggene; kun i den cyste, som ligger nermest stilken, ser mar store, gul- hvide klumper bevege sig langsomt op og ned i vedsken, naar man rerer paa tumor, Et sted i nærheden af stilken er der en skiveformig, 4 X 2,5 cm, stor fortykkelse af den for- øvrigt tynde cysteveg; her ser man paa overfladen optil ertstore cyster med klart indhold skinne igjennem (Graafske follikler); da man desuden finder et lidet corpus luteum, er denne fortykkelse sikkerlig rester af ovariet. De store cyster tømmes tilsammen for ca, 600 cm.3 vædske, der i de fleste af dem er klar og tynd, men i den ene er tilblandet store klumper af talgagtig masse, hvori korte haar; det samme gjælder, om end i mindre grad, en cyste, som staar i aaben kommunikation med denne, Den cyste (I) (se hosstaaende schematiske tegning), hvis indhold er rigelig tilblandet talgagtige 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 13 masser, ligger lige indenfor stilken og er af størrelse som et stort æble, Paa den væg, som ligger ret overfor stilken, er der et 3 cm, langt, bredt parti, dækket af epidermis og tildels broformig forbundet med cystevæggen paa 2 sider; begge broer er hule og danner fortsættelsen af en ægstor, tyndvægget cyste (II), der grænser lige op til den epidermisklædte cyste. I det mellem broerne liggende parti føler man under epidermis et i den ene ende knopformig opdrevet bruskstykke, der fortsætter sig i en tynd benplade, som tiltager i bredde for tilsidst at ende ned en konkav, 1,5 cm, bred basis; men medens bruskstykket ligger i væggen af den epidermisklædte cyste (I), ligger den brede basis af benstykket i skille- væggen mellem cyste II og IV. Det epidermisklædte parti fortsætter sig som en griffeltyk duplika- tur af væggen; denne valk strækker sig over paa en af broerne og derfra over paa den ydre cystevæg. Huden lige under denne valk er tildels tykkere, og haarene sidder tættere end andre steder. Paa snit ser man, at denne valkformede fortykkelse væsentlig skyldes et graahvidt, blodt væv, der tilslut buger sig ind i bunden af cyste II's broformede forlængelse og derfra over paa den ydre cystevæg. Svarende til den skiveformige fortykkelse (ovariet) er indsiden glat, ikke klædt med epidermis, Cyste I I er ægstor og har ganske tynde vægge; den er indvendig udklædt med en tynd, glat, graagul, geléagtig membran; paa skillevæggen mod den delvis epidermis- klædte cyste (I) sees en eiendommelig, 3—4 cm, lang, fryndseformet, lav, blød, bugtet list, som minder sterkt om plexus choroideus, Der kan ikke paavises nogen kom- munikation mellem denne cyste og den epidermisklædte, I aaben forbindelse med den sidstnævnte dels under begge de nævnte broer, dels over den afrundede valk staar derimod en næsten æblestor, meget tyndvægget cyste (III), der indvendig dels er klædt med tynd ufuldstændig epidermis, dels med den samme graagule, geléagtige masse som i cyste II; det sidstnævnte gjælder særlig skillevæggen mod den næste cyste (IV). Uagtet denne skillevæg er ganske tynd, er den dog ikke enkel, men indeholder en valnødstor (V) og 2 nodstore (VI og VII), fladklemte cyster, hvis vægge be- staar helt igjennem af den graagule, medullære masse, der udgjør beklædningen af flere af cysterne. Cyste IV er af størrelse som cyste I; dens vegge er overordentlig tynde, særlig i skillevæggen mod cyste I (der ikke kan sees paa schemaet), papirtynd paa sine steder. Denne cyste er udklædt med det samme tynde lag af graagul, glat masse som i de andre cyster; svarende til den mod overfladen vendende væg sees der paa indsiden et fint karnet. Paa skillevæggen mod cyste II sees en eiendommelig, sterkt pigmenteret, graasort eller blaagraa, skarpt begrænset, næsten cirkelrund plet med svagt takket ydre rand; den maaler 1,5 cm, i diameter; da centrum med en diameter af 0,5 cm, ved en rund rand er afgrænset fra den øvrige del, ligner det makroskopisk ikke lidet en iris med pu- pillen, Denne pigmentplet ligger med sin ene side op mod den konkave basis af det før nævnte benstykke; paa den side af dette, som vender ind mod cyste II, sees ogsaa spredte pigmentstriber. Man kan tydelig se, at pigmentet er dækket af den tynde, medullære, graagule masse, Cyste IV kommunicerer ikke med cyste I. Mikroskopisk undersogelse: a) Snit gjennem den valkformede fortykkelse i 15 forskjellige niveau (lodret paa snitretningen i schemaet): Den side, som vender mod cyste I, er dækket af epithel, som til at begynde med (nær bruskstykket) er utydeligt, dels flerlaget, dels enlaget pladeepithel, undertiden med antydning til flerlaget cylinderepithel; i det sparsomme fedt- og bindevæv, som ligger under epithelet, sees enkelte slimkjertler, Imidlertid optræder meget snart i retning mod den ydre cystevæg et meget tydeligt lag af forhornende epidermis paa indsiden af cyste I lige under den valkformede fortykkelse; samtidig hermed ogsaa store talgkjertler, haarfollikler, glatte muskelfibre og svedkjertler samt et lag af subcutant fedtvæv, hvilket altsammen fortsætter over paa den laterale del af væggen i cyste I, »Valken« derimod er ikke dækket af hud, men kun af et smalt lag epidermisceller og derunder en smal zone med fibrøst vev. Hele veien bestaar den valkformede fortykkelse af hjernevæv med talrige, typiske ganglieceller, runde, ovale eller pyramidale, ofte med tydelige udløbere; gangliecellerne 14 ‘ Pp, BULL. M.-N. Kl, er talrigst i den perifere del af hjernevævet, hvilket ogsaa er tilfældet med de talrige nervefibre, som kommer tilsyne ved Weigerts marvskedefarvning. »Valkene danner som før nævnt bunden i cyste II, hvorfra den sees at gaa over i dennes indvendige be- klædning, der bestaar af et smalt lag med hjernevæv; ogsaa i dette sees ganglieceller, tal- rigst ud mod periferen, Indvendig kan man her og der se hjernevævet dækket af et enkelt lag med kubiske eller cylinderformede epithelceller med noksaa sterkt farvede kjerner; de sidder lige paa gliavævet uden nogen membrana propria; oftest mangler dog disse celler, og gliavævet selv grænser lige op til lumen i cyste II, Hvor valken ligger helt i cyste I's laterale væg, er hjernevævet delt i 2 ved hjælp af et fibrøst septum, som ogsaa indeholder et smalt benstykke med tydelig lamelløs struktur, Her sees ogsaa midt i hjerne- vævet 2 smaa hulrum, udklædte med flerlaget kubisk eller cylinderformet epithel, som uden skarp grænse taber sig i det omgivende hjernevev. Udenom hjerne- vævet er der et fibrøst bindevæv, som ofte er meget karrigt; fra bindevævet strækker der sig ikke sjelden udløbere et stykke ned i hjernesubstansen, saa at grænsen mellem begge blir bølgeformet — en antydning til dannelse af sulci og gyri, medens det karrige binde- væv minder om pia. Et sted ligger der i bindevævet lige udenom hjernevævet en rad af corpora amylacea. Klods op til hjernesubstansen finder man et sted under fedtvævet et større stykke hyalin brusk, hvis kapsler indeholder faa celler, der i centrum staar lodret paa bruskens længdeakse, men parallelt denne i periferien, Brusken er omgivet af et tydeligt perichon- drium, og udenfor dette er der enkelte slimkjertler, som buger sig ind mod hjernevævet eller endog synes at ligge helt i dette, Paa den anden side af dette bruskstykke (se pl II, fig. x) begynder en kanal (1) med svagt bugtede rande og udklædt med flerlaget, flim- rende cylinderepithel, som sidder paa en tydelig membrana propria; denne kanal er vistnok at betragte som en indsænkning fra cyste III, der paa dette sted viser smaa strækninger med flerlaget cylinderepithel indimellem utydeligt pladeepithel. Kanalen udvider sig efterhaanden og maaler paa det bredeste vel 2 mm. Den er paa sine steder næsten helt omgivet af en sammenhængende ring af hyalin brusk (3), siden af flere brusk- stykker; mellem disse og kanalens lumen ligger der indleiret i fedtvæv eller bindevæv smaa kjertellumina (2), som tildels er gruppevis ordnede. Disse kjertler er udklædte med høit, enlaget, konisk epithel med klart protoplasma og basalt stillet kjerne; i nogle sees mellem disse celler andre halvmaaneformede celler med kornet protoplasma trængt ud mod de perifere dele af kjertlerne. Man kan paa sine steder se, at disse kjertler rimeligvis er dannede fra kanalen, idet denne sender forlængelser, hvor det flerlagede cylinderepithel gaar over i enlaget, høit cylinderepithel med klart protoplasma, Omkring kanalen sees ogsaa enkelte glatte muskelfibre, Udenfor bruskene har man i retning mod cyste I det subcutane fedtvæv (4), i retning mod cyste III derimod fibrøst væv, hvori talrige »mastceller«, der forresten ogsaa findes paa flere steder i bindevævet i huden. I det fibrøse væv ligger der uden skarp begræns- ning et større konglomerat af kjertellumina (5) af meget forskjellig størrelse, enkelte temmelig store; de er gjerne runde eller ovale, udklædte med enlaget lavt, regelmæs- sigt kubisk epithel og fyldte med en homogen masse, som farves rød af eosin, brungul af v. Gieson (colloid), Mellem lumina sees ofte ganske smale septa; paa andre steder er disse lidt rundcelleinfiltrede. Hele dette væv minder i hei grad om glandula thyroidea (5). Naar man forfølger den med flimmerepithel udklædte kanal, finder man, at bruskene omkring den taber sig helt, og samtidig forsvinder ogsaa slimkjertlerne og glandula tbyroidea, den sidste først. Efterhaanden optræder der i kanalen smaa uregelmæssige papiller (se pl. II, fig. rv), paa samme tid som flimmerepithelet lidt efter lidt gaar over til et regelmessigt, enlaget slimepithel (1); naar denne forandring er fuldført, bliver ogsaa papillerne fuldstændig regelmæssige, Inde i lumen sees endel opblærede, afstødte epithelceller og kjernerester. Der er ingen glandler eller lymfefollikler udenfor kanalen paa dette sted. Eftersom brusk og kjertler forsvinder, tiltager muskellaget sterkt, og kanalen er tilslut om- givet af et indre lag med circulert gaaende glatte muskelfibre (2) og et mere uregelmæssigt ydre lag tvers paa disse (3). Kanalen ender blindt; men ogsaa siden- efter kan man forfølge et mægtigt lag af glatte muskelfibre mellem det subcutane fedtlag i ve er 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 15 cyste I paa den ene side og det utydelige ovarialstroma paa den anden side, skilt fra dette ved lidt fibrøst væv, som successivt taber sig i ovarialstromaet, I dette kan der sees enkelte primordialfollikler. B) Snit gjennem det formodede bruskstykke og benpladen samt plexus choroideus i cyste II: Hvad man makroskopisk antog for et bruskstykke viser sig mikroskopisk at være et lidet og meget abnormt tandanlæg, som paa det bredeste ikke maaler over 4 mm. Der er et tydeligt emaljelag med 6-kantede søiler, men dentinlaget sees at gaa direkte over i spongiøst ben, som ogsaa kan paavises i pulpaen. Bortenfor tandanlægget træffer man siden spongiøst ben med tydelige osteoblaster paa den side af benet, som vender mod den hudklædte cyste (1). Den del af cyste I, som dækker benstykket, viser gjerne et tydeligt hudlag. I nærheden af tandanlægget gaar der dog paa begge sider af det hudklædte parti en indbugtning ned i det underliggende vev, Ved begyndelsen af disse indbugtninger gaar epidermis over i et flerlaget plade- epithel uden forhorning og uden talgkjertler, haar eller svedkjertler; i bunden af begge indbugtninger derimod sees flerlaget cylinderepithel. Under epithelet i indbugt- ningerne er der fibrøst væv, og i dette ligger der flere slimkjertler, som saaledes kommer til at ligge under talgkjertlerne. Det hudklædte parti taber sig raskt udover til siderne, saa at cyste I snart viser sig dækket blot af et utydeligt en- eller flercellet epidermislag uden andre af hudens attributer. Interessant er resultatet af den mikroskopiske undersøgelse af cyste Ils veg, et fund, som ogsaa bekræftes ved snit fra flere andre steder af cystevæggen. Skille- væggen mellem cyste I og II er paa den mod I vendende side dækket af hud eller et ufuldstændigt lag med epidermisceller; derunder er der et smalt lag med fibrøst vev, medens størsteparten af den tynde veg tilhører cyste II og oftest udgjøres af et ikke meget bredt lag af hjernevev (se pl. Ill, fig. vi); grænsen mellem dette og det tilgrænsende fibrøse væv er ofte lidt bølgeformet. Det fibrøse væv nærmest hjernevævet indeholder ofte talrige kar, Gangliecellerne i hjernevævet (2) er smaa, talrigst i den perifere del af samme; her sees ogsaa flere smaa corpora amylacea. Svarende til den makroskopisk synlige, fryndseformede liste paa indsiden af cyste II finder man forgrenede excrescentser (4), hvis overflade er dækket af et enkelt lag med lave, kubiske eller runde epithelceller med tydelige cellegrænser og rund, temmelig bleg kjerne (se pl. III, fig. v og vi); stromaet i excrescentserne er sparsomt og bestaar saagodt- som udelukkende af blodfyldte kar (5); ogsaa bindevævet udenfor hjernevævet er paa dette sted mere rigt paa kar end ellers, Fra basis af excrescentserne fortsætter epithelet sig over paa indsiden af hjernevævet (3), idet det samtidig bliver høiere, faar en sterkere farvet kjerne og ikke længere har saa tydelige cellegrænser; paa disse steder dannes saaledes den indvendige begrænsning af cyste II af et enlaget cylinderepithel, der imidlertid snart taber sig, saa gliavævet grænser direkte op til cystens lumen uden nogen beklædning, I skillevæggen mellem cyste II og IV ligger benpladen, som viser udtalt lamelløs struktur; paa overfladen er der osteoblaster, tydeligst paa den side, som vender mod cyste IV, Baade cyste II og IV er her indvendig udklædt med et lag af hjernevæv, som dog er meget utydeligt eller mangler helt i cyste IV paa den strækning, som svarer til benpladen. Forøvrigt viser hjernevævet samme udseende som før beskrevet: smaa, mere eller mindre talrige ganglieceller i periferien, gliavæv indad mod lumen, overalt uden epithelbeklædning; temmelig mange kar i det fibrøse væv udenom hjernesubstansen, Et sted ligger der i skillevæggen mellem cyste Il og IV ansamlet i bindevævet, tildels ogsaa i hjernevævet af cyste Il en hel del mørkt, brunsort, kornet pigment, tilsyneladende uden nogen bestemt anordning. I nærheden af pigmentet ligger en uregelmæssig hule, be- klædt af regelmæssigt, enlaget, kubisk epithel og omgivet af bindevæv og hjernevæv; hvor man har truffet fladesnit af epithelet, har cellerne en polygonal form; der kan sees sparsom pigmentafleiring i denne cystes epithelbeklædning, y) Snit gjennem den store pigmentflæk paa skilleveggen mellem cyste II og IV: Skillevæggen bestaar makroskopisk af en graagul, medullær masse, som paa det tykkeste maaler 7—8 mm.; i skillevæggen sees 3 sammenfaldne, figenstore cyster, 16 dre, BULL, M.-N. Kl. som ligger side om side tæt op til hverandre, Mikroskopisk bestaar skillevæggen omtrent udelukkende af hjernevæv med tydelige og store ganglieceller; altid er den del af hjernevævet, som ligger nærmest cystens lumen, mindre cellerig og bestaar næsten kun af gliavæv, ligesom man i Weigert-farvede præparater kun ser faa nervetraade i disse partier, medens de findes i talrig mængde længere fra lumen. Der er kun sparsomme bindevævsdrag i hjernesubstansen, Paa indsiden af cyste II sces en liden excrescents med samme slags bygning som de før beskrevne, Pigmentet danner et sammenhængende lag langs væggen af et par lange, smale spalterum; det er finkornet, brunsort og synes at ligge i større og mindre klumper. Spalterne sender her og der udløbere. Smaa ger af pigment kan man ogsaa finde i hjernevævet udenfor spalterne. I det store hele taget er det umuligt at afgjøre, om pigmentet ligger i celler eller ei; kun paa et par steder, hvor der er skraasnit gjennem pigmentlaget paa indsiden af spalterne, kan man tydelig se, at pigmentet ligger i felter af en celles størrelse; disse felter er polygonale 4—5- eller 6-kantede, og i midten af dem kan man ofte se en lysere flæk — kjernen i cellen, det eneste sted, hvor der ikke er afleiret pigment. Dette billede træder ligeledes tydelig frem paa snit, som er lagt saavidt muligt parallelt med den flade pigmentflæk. Ikke langt fra pigmentspalterne har man i hjernevævet et lidt større og flere smaa lumina, udklædte med enlaget, kubisk epithel, der indeholder mere eller mindre af det samme mørke pigment. d) Snit fra forskjellige steder af skillevæggen mellem cyste I og IT: Cyste I er som regel dækket af et mere eller mindre ufuldstændigt epidermislag; under samme et lag af fibrøst væv og endelig mod cyste II et lag af hjernevæv af samme ud- seende som før beskrevet. Paa indsiden af dette undertiden epithelklædte excrescentser med karrigt stroma, sjelden derimod nogen ependym beklædning langs lumen forøvrigt. e) Snit fra forskjellige steder af væggen å cyste IV: Cyste IV forholder sig i det store hele taget paa samme vis som cyste II; kun er der i cyste IV ingen papillære excrescentser. Skillevæggen mellem cyste I og cyste IV er bygget paa samme maade som det nys beskrevne septum mellem cyste I og II. Det samme gjælder ogsaa for det meste skillevæggen mellem cyste III og IV, om end denne paa sine steder kan bestaa helt igjennem af hjernevæv. Skillevæggen udad mod overfladen i cyste IV er forsaavidt forskjellig, som man yderst har en smal zone med ovarialvæv, hvori spredte primordialfollikler; der er desuden her ingen skarp grænse mellem det karrige bindevæv og hjernevævet paa ind- siden af cystevæggen, idet disse ligger mere uregelmæssig om hinanden, end tilfældet er i skillevæggenc mod de andre cyster. Cyste I II er indvendig for det meste udklædt med et ufuldstændigt lag af epidermis- celler; sjeldnere støder gliavæv direkte op til lumen, væsentligst paa skillevæggen mod cyste IV. €) Snit gjennem det formodede ovarium: I den perifere del talrige p i- mordialfollikler, som dels ligger i en ydre, mindre cellerig zone, dels i et meget cellerigt stroma indenfor denne. Her sees ogsaa flere store Graaf'ske follikler og indenfor disse igjen flere corpora fibrosa. Derefter følger et lag, hvori talrige, tildels hyalin degenererede kar og endelig inderst mcd lumen et bælte af cellefattigt bindevæv, som uden skarp grænse taber sig i ovarialvævet. Dette bindevæv grænser enten direkte op til lumen i cyste I eller er dækket af utydelige, flade epithelceller, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 17 Casus IV. (Se pl. IV, fig. vir). Venstresidig ovarialtumor, — Hud. — 2 særskilt prominerende partier, det største 25 X 1,5 cm — Ben, hvoriblandt 2 rørknokler. — En indbugtning og uden sammenhæng dermed — helt paa den modsatte væg — en kanal, begge udklædte med flimmerepithel, omgivne af slimkjertler, bruskvæv og kanalen tillige af glatte muskler. — Centralnervesystem. — Mange spinalganglier. — Nervestammer, — Slanke pigmentceller i bindevævet. BRA, 33 aar. Obduktionsor, *2"/or. Ppræpar. *52/or. Efter 7 aars ægteskab et barn, der døde 10 mndr. gl. Manden dode for 2 mndr. siden af tabes dorsalis. Ved obduktionen fandtes hos hende som dødsaarsag nephritis granular,, desuden som tilfældigt fund en tumor i venstre ovarium. Makroskopisk undersøgelse: Venstre ovarium er omdannet til en knytnævestor tumor, som ligger fuldstændig klar af det lille bækken oppe i fossa iliaca foran S-romanum, Stilken dannes af lig. ovarii proprium, lig. lat. og tuben; den er 5—6 cm. bred, men tynd, Overfladen af tumor er glat og speilende; under denne sees opad flere punktformige blodudtrædelser. Tumor føles i det hele store taget deigagtig; men paa den side, som vender opad-fortil, kjender man i væggen en benet masse, ca. 4—5 em. fjernet fra stilken; ligeledes føler man bagtil-nedad i væggen et mindre benstykke. Tumor er fyldt med en dels gulhvid, dels graalig vaselinagtig masse, hvori en hel del haar, Den danner en enrummet cyste med tynde vægge, særlig er den bagre væg meget tynd, medens forreste væg — mellem ben- stykket og stilken — er tykkere og maaler 3 mm.; paa snit af væggen ser man her enkelte smaa cyster i nærheden af overfladen, fyldte med klar vædske — rester af ovariet. Tykkest er væggen svarende til benstykket opad-fortil; dette ben er uregelmæssigt, 2 cm, langt, næsten 1 cm. bredt og 0,5—1,0 cm, tykt. Benstykket bagtil-nedad er 1,5 cm, langt, 3-kantet, ca. 4 mm, tykt. Den indvendige flade af cysten viser svarende til benstykket fortil-opad et mod lumen prominerende parti, der er 2,5 cm, langt, 1,5 cm. bredt; deite parti er dækket af hud og endel ikke særlig lange, fastsiddende haar. Paa den erc af benets langsider skraaner det jevnt over i cysteveggen forøvrigt, paa den anden falder det mere steilt af mod denne; herfra udbreder huden sig i stor udstrækning over cystevæggen. I nær- heden af det prominerende parti kan man se talgkjertler skinne igjennem epidermis, I den ene ende af benstykket danner epidermis en vel hampefrøstor prominents, hvis over- flade er ujevn med smaa skaalformige fordybninger. I nærheden af denne kjender man i det prominerende parti lige foran benstykket et ca, ertstort, blødt focus; snit gjennem dette viser — efter hærdningen i formol — en graalig, blød, geléagtig masse af uregel- mæssig oval form, 6 X 8 mm, stor; denne masse ligger helt op under epidermis og er i dybden begrænset af et lidet bruskstykke. Lige ind paa denne masse og uden tydelig grænse mellem dem sees et mindre, lignende parti, af mere blaagraa farve, 2 X 4 mm, stort. Epidermislaget er et stykke udenfor prominentsen ganske tyndt og lader sig med lethed flaa af; det strækker sig helt hen til det andet benstykke. Ogsaa over og omkring dette er der i større udstrækning et tykkere hudlag, hvis epidermis opad gaar i ét med den øvrige epidermis, Cystens indre overflade er ikke overalt dækket af epidermis; dennes grænse er uregelmessig, men noksaa skarp. Ved den ene ende af benstykket bagtil-nedad prominerer der ind mod cystens lumen en 13 mm, lang, 5 mm, tyk tap, der er rigelig dækket af epidermis, som her har et eget skjællignende udseende, saa det hele minder lidt om en blød fugleklo, I centrum af tappen føler man en benspicula. Der kan ikke noget sted sees rester af skillevægge paa den indvendige flade. Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905, No. 4. 2 18 SP CRE, M.-N. Kt. Hoire ovarium er figenstort, viser enkelte punktformige blodninger under overfladen. Langs den frie rand er en nodstor cyste efter et corpus luteum, forovrigt intet at be- mærke, Mikroskopisk undersogelse: a) Snit tvers paa det store benstykke å 13 forskjellige niveau: (se på, IV, fig. vin). Overfladen er dækket af epidermis (1) med sine forskjellige cellelag; ikke langt, fra det sted, hvor pladeepithelet gaar over i cylinderepithel (se nedenfor), indeholder cellerne i basallaget paa en kort strækning brunlige pigmentkorn, Under epidermis er en tydelig corium med talrige talgkjertler (2) og glatte muskelfibre, endel svedkjertler, men temmelig faa haarfollikler, hvis størrelse desuden varierer betydelig; enkelte af disse strækker sig ned i det underliggende, mægtige subcutane fedtlag (3), op til 5—6 mm, tykt. Under dette ligger bensty kket (5), som er uregelmæssigt og bestaar af meget kompakt bensubstans med tydelige, men faa Haverske kanaler. Med sin ene ende nærmer benstykket sig mere og mere den indvendige overflade, saa det sluttelig paa dette sted grænser lige op til de dybest liggende svedkjertler. Et sted sænker der sig fra overfladen en 3 mm. dyb indkrængning (7), udklædt med flerlaget flimmerepithel, som til begge sider af indkrængningen fortsætter sig direkte i epidermis. Væggene i denne ind. krængning viser, særlig paa den ene side, store polypøse excrescentser (12). Flimmerepithelet sidder overalt paa en tydelig membrana propria; stromaet under denne er oftest, særlig i excrescentserne, meget cellerigt og indeholder mange kar, saa det hele ligner meget en almindelig slimhinde. Paa enkelte steder er epithelet delvis afstødt og ligger i border inde i en tildels strukturløs masse (slim) paa samme maade, som man kan se i bronchier, Udenfor det cellerige væv er en smal, ikke altid vel afgrænset zone af fibrøst væv, og udenfor dette igjen sees paa begge sider af indbugtningen noksaa rigeligt fedtvæv, hvori talrige smaa kjertellumina (8), udklædte med enlaget kubisk eller cylinderformet epithel med klart protoplasma, tydelige cellegrænser og basalt stillet kjerne. I mange af kjertlerne er dog epithelet næsten destrueret; indholdet antager her med hæmatoxylin en svagt blaalig farve- tone (slim?). Paa den ene side af indbugtningen (tilvenstre i tegningen) grænser kjertlerne lige op til talgkjertlerne, paa den anden side støder de op til et stykke hyalin brusk (4): enkelte kjertler kan man ogsaa finde i fedtvævet paa den anden side af benstykket. De centralt liggende cellekapsler i brusken er størst og indeholder 1—4 celler; de perifert stillede aftager i størrelse, bliver flade og gaar successivt over i et tydeligt perichondrium. Lignende bruskstykker kan man ogsaa finde paa de følgende snit, dels under bunden af indbugtningen, dels bortimod benstykket. Efterat cylinderepithelet paa den fra benstykket vendende side et gaaet over i epidermis, aftager hudlaget raskt i tykkelse, idet talgkjert- lerne blir langt færre og meget mindre for tilslut at forsvinde helt, om man end fremdeles kan forfølge epidermis paa cystens indre veg, Under bunden af den cylinderepithelklædte kanal finder man i vævet mellem brusken og benstykket (se tegningen) nogle eiendommelige hulrum (10); de er uregelmæssige, bugtede eller spalteformige, noksaa store, udklædte med et enkelt lag af regelmæssige, runde, kubiske eller fladere celler, som ikke farves meget sterkt, Disse hulrum er adskilte dels ved et meget cellefattigt, sklerotisk væv, dels ved et utydeligt netformet, af van Gieson gulfarvet væv, hvori dog ikke kan sees tydelige ganglieceller. Dels i det sklerotiske væv, dels i det andet væv finder man nesten i alle snit og ofte just tet op til lumen af de nævnte hulrum talrige corpora amylacea (11) af forskjellig stør- relse, men alle med tydelig koncentrisk bygning; undertiden finder man et enkelt corpus amylac. liggende langt fra de øvrige og fuldstændig omgivet af sklerotisk bindevæv. Hele dette parti med sine hulrum og corpora amylacea er ikke skarpt afgrænset fra omgivelserne; hulrummene strækker sig saaledes undertiden lige opunder epithelet i indbugtningen eller til de dybe lag af det subcutane fedtvæv. Forfølger man dette parti paa en række af snit, vil man finde, at det efterhaanden strækker sig bortunder det store benstykke, samtidig som hulrummene forsvinder helt, medens man endnu kan træffe paa spredte corpora amylacea; det sklerotiske væv om disse forandrer sig til et meget karrigt væv. Derefter begynder hulrummene mod enden af benstykket at optræde endnu engang, udklædte med { 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 19 samme slags celler som før; men nu er hulrummene gjerne meget større, og ofte viser de talrige smaa excrescentser ind mod lumen, uden at det dog sikkert kan afgjøres, hvorvidt der er kar i disse excrescentser. Samtidig hermed kan man i vævet udenom hulrummene — tildels lige ind til epithelet — paavise uregelmæssige øer af substans fra centralnervesystemet med enkelte tydelige ganglieceller, runde eller uregelmæs- sige med udlebere; paa andre steder er der ikke tydelige ganglieceller, men i gliavævet ligger en mængde tætpakkede, sterkt farvede, lige store epithelceller (udifferentsierede ependymceller) eller smaa hulrum udklædte med lignende celler. Hvor det prominerende parti paa indsiden falder steilt af mod den øvrige del af cystens indre væg, kan man finde større øer af denne substans fra centralnervesystemet lige opunder huden, som her paa en større strækning savner talg-, svedkjertler eller haar, saa at kun cellefattigt sklerotisk vev skiller centralnervesystemet fra epidermis, I det bindevæv, som adskiller de uregel- mæssige eer af centralnervesystemet, kan man paa flere steder paavise talrige, lange S-formede brungule pigmentceller, ofte spolformig opdrevne paa midten eller i den ene ende; det samme gjælder bindevevet mellem hulrummene, selv om bindevævet er fuldstændig cellefattigt. Desuden kan der ogsaa her sees corpora amylacea i bindevævet lige udenom centralnervesystemet. I flere af snittene kan der i bindevævet udenom de be- skrevne hulrum paa forskjellige steder paavises typiske spinalganglier (9), det største maalende næsten 2 mm., med store, runde ganglieceller omgivne af endothelceller; pigment kan ikke paavises i gangliecellerne, Fra det ene af disse ganglier udgaar en stor nerve- stamme, Den perifere del af cystevæggen dannes af et cellerigt væv (13), hvori enkelte faa primordialfollikler; den yderste zone er dog mindre cellerig end den indenfor lig- gende, som atter igjen uden skarp overgang taber sig i det bindevæv, der omgiver ben- stykket og de beskrevne hulrum tilligemed corpora amylacea; paa grænsen mellem begge er der noksaa mange kar (14). B) Snit gjennem den ertstore med geléagtig masse fyldte cyste og de nærmest tilstedende dele: Der er lagt snit i 5 forskjellige niveau. Den ind- vendige beklædning af hovedcysten udgjøres ogsaa her af flerlaget, forhornende plade- epithel; men under dette findes kun faa talgkjertler, enkelte glatte muskelfibre og næsten ingen haarfollikler eller svedkjertler, ligesom der omtrent ikke findes noget subcutant fedtvæv. Mest udtalt finder man disse huddannelser lige over cysten, mens de taber sig fuldstændig til begge sider for denne, saa man her finder epidermis liggende direkte an mod et cellefattigt bindevæv uden kjerteldannelser. Størsteparten af snittet indtages af et 5—6 mm, bredt lag, hvor man ser substans fra centralnervesystemet paa det mest uregelmæssige gjennemkrydses af smalere og bredere bindevævsbjælker. Mellem central- nervesystemet og epidermis er der en ca, $ mm, bred zone af cellefattigt bindevæv, hvori yderst sparsomt fedtvæv, Dette bindevæv staar i direkte forbindelse med bindevævssepta i centralnervesystemet; de sidste indeholder ligeledes her og der lidt fedtvæv. Ogsaa her kan man i septa finde uregelmæssige hobe af slanke, lyse, gulbrune pigmentceller med opdrivning paa midten. Undertiden finder man ogsaa paa grænsen mod centralnervesy- stemets substans enkelte corpora amylacea. Paa mange steder indeholder septa temmelig store kar og tildels ogsaa paa langs eller paatvers overskaarne nervestammer, I central» nervesystemet kan man paa mange steder se tydelige, store ganglieceller, oftest ovale eller runde, undertiden med tydelige udløbere. Et sted kan man i gliavævet forfølge en stor uregelmæssig hule, som paa sine steder er udklædt med et fuldstændig regelmæs- sigt, enlaget kubisk epithel eller lavt cylinderepithel, som ikke har nogen tydelig membrana propria; i vevet, som grænser op til denne kanal, sees undertiden en uregelmæssig ansam- ling af lignende celler. Udenfor centralnervesubstansen finder man paa flere steder, dels mellem denne og epidermis, dels tæt op til et stykke hyalin brusk flere typiske spinal- ganglier, af hvilke det ene er meget stort og muligens er sammensat af flere mindre, adskilte ved fibrøse bindevævsdrag. Den ertstore cyste er indvendig udklædt med et ikke rigtig tydeligt epithel, som vistnok oftest er et enlaget eller i høiden tolaget cylinderepithel, men paa sine steder mu- ligens er et flerlaget pladeepithel (eller fladesnit?); epithelet sidder direkte paa fibrøst væv. 20 VP BULL, M.-N. KI. Cysten er ved en smal fibrøs skillevæg delt i to, I væggen kan der paavises smale striber af glat muskulatur og udenfor denne fedtvæv paa den side, som vender udad, men kun fibrøst væv i retning mod huden, Tet op til cystevæggen, indleiret i fedtvævet, sees paa et par steder temmelig store stykker hyalin brusk, som særlig i dybden bidrager til cystens begrænsning. Udenfor bruskstykkerne træffer man atter fedtvæv og substans fra centralnervesystemet, Udad taber saavel fedtvævet som centralnervesystemet sig i et celle- fattigt væv, som atter uden skarp grænse gaar over i en ca, 0,5 mm, bred zone af bindevæv, der ved sin cellerigdom minder om ovarialstroma, men ikke indeholder nogen af de for ovariet specifike bestanddele, y) Snit gjennem benstykket paa bagre veg og tilgrænsende dele: Der er lagt snit i 10 forskjellige niveau; Overfladen er dækket af flerlaget epidermis; under denne corium med talrige, om end ikke særlig store talgkjertler og glatte muskelfibre, faa og noksaa smaa haarfollikler og svedkjertler. Det subcutane fedtvæv er høist uregelmæssig fordelt, paa nogle steder i rigelig mængde, paa andre yderst sparsomt, Et sted sees der i fibrøst væv under fedtvævet endel dilaterede svedkjertler. Under det sparsomme subcutane fedtvæv ser man en uregelmæssig trekantet, 2,5 å 3,0 mm, bred kanal udklædt med flerlaget, regelmæssigt flimmerepithel, som ogsaa findes afstødt inde i dens lumen i sammenhængende border, Epithelet sees undertiden at sidde paa en membrana propria og udenom denne en meget smal zone af mere kar- og cellerigt væv, der ikke overalt er tydelig udtalt. Forøvrigt omgives kanalen af sparsomt fedtvæv, fibrest væv, glatte muskelfibre uden bestemt anordning og flere stykker hyalin brusk; indleiret i fedtvævet eller det cellefattige fibrøse væv omkring kanalen findes ikke faa slim- kjertler; disse saavelsom bruskvæv kan forfølges endnu et lidet stykke, efterat kanalen er forsvunden. Denne ender blindt; hvorvidt den til den anden kant førte frem paa over- fladen, blev desværre efter flere forgjæves forsøg ikke bragt sikkert paa det rene, Det store benstykke ligger ca, 1 cm. fjernet fra kanalen, adskilt fra denne ved fibrøst væv og fedtvæv; det bestaar af kompakt bensubstans med tydelige Haver'ske kanaler; det strækker sig fra corium indad til opunder ovarialstromaet udad, Lige i nærheden af det store benstykke ligger et mindre, bestaaende af en kompakt, ganske smal, oval benlamelle, der som en tynd skal omgiver fedtvæv, udenat man i dette kan se rundceller eller kar (rorknokkel), Indleiret i fibrost vev mellem benstykket og kanalen sees der et stort typisk spinal- ganglion, liggende opunder et bruskstykke udenfor kanalen; ogsaa i nærheden af andre bruskstykker saavelsom tæt ind til det store benstykke sees mindre lignende ganglier. Paa den side af benstykket, som vender fra kanalen, strækker der sig i cystevæggen mellem det subcutane fedtvæv og en smal zone af fedtvæv udimod ovarialstromaet et ikke vel af- grænset bælte, som ved første oiekast ser ud som cellefattigt fibrøst væv; ved nærmere eftersyn opdager man imidlertid i dette enkelte spredte, store, blege, ovale eller spolformede celler, undertiden med udløbere; her og der er disse celler omgivne af et sparsomt, uregel- mæssig begrænset, af van Gieson gulfarvet vev. Det hele er hoist uregelmæssigt og lidet udtalt, men efterat benstykket er forsvundet og man fremdeles kan forfølge dette lag, op- træder der i det en uregelmæssig spalte, som ikke er udklædt med epithel, men hvis nær- meste begrænsning udgjøres af en smal, uregelmæssig zone med utvilsomt gliavæv, hvori spredte ganglieceller, Et sted er der ogsaa i gliavævet en liden langstrakt, af kubisk epithel udklædt kanal. I bindevævet lige udenom ganglieceller og gliavæv saavelsom i bindevævsdrag indimellem disse sees talrige, slanke, svagt S-formede gulbrune pigment- celler. Desuden sees der her talrige nervebundter og endel glatte muskelfibre. Den ydre zone udgjøres ogsaa her af et cellerigt væv, hvori enkelte primordialfollikler, paa samme maade som i de foregaaende snit; ogsaa her gaar dette væv successivt over i bindevævet omkring kanalen, benstykket og resterne af centralnervesystemet, 0) Suit paa langs gjennem den lille fugleklolignende exerescents paa bagre væg: Centrum indtages af en liden rørknokkel, som mellem sine lameller inde- slutter kun fedivev. Dette ben naar ikke paa langt nær frem til spidsen af excrescentsen, hvis ydre del udgjøres af fedtvæy og bindevæv, der ligeledes omgiver benstykket. “> eal ADV ge EE 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 21 Overfladen, der er hoist uregelmæssig og bugtet, er dækket af regelmessig epidermis med et meget tykt, tildels opflistret hornlag. Langs hele den ene side af excrescentsen finder man under epidermis kun grupper af svedkjertler (palmarsiden?), paa den anden side ved basis tillige talgkjertler, e) Snit fra forskjellige steder af cysteveggen: Væggen er indvendig gjerne dækket af epidermis, bestaaende af nogle faa cellelag, forhorningen tydelig; paa andre steder mangler epidermis og isaafald grænser et cellefattigt bindevæv direkte op til lumen, tildels med svag rundcellet infiltration i det inderste lag. Hvor epidermis findes, er der ofte enkelte spredte smaa talgkjertler, glatte muskelfibre og ubetydelige øer af fedtvæv, men ligesaa ofte mangler disse bestanddele fuldstendig, Under fedtvævet resp. epidermis er der en smalere eller bredere zone af cellefattigt fibrest væv, som i almindelighed successivt gaar over i et bælte af meget cellerigt, fibrøst væv; sjeldnere er grænsen mellem begge nogenlunde skarp; som regel findes der her paa grænsen ikke faa kar, I et af snittene, som er taget i nerheden af det store benstykke fortil, kan der i det cellefattige, tildels hyalin degenererede væv under epidermis sees smaa uregelmæssige oer af gliavev, I det cellerige fibrøse væv, hvis bredde varierer meget, kan der ofte paavises talrige primordial- follikler; i en af disse indeholder ægcellen 2 kjerner; der, hvor man makroskopisk formo- dede ovarialvæv, kan der i denne zone sees en Graaff’sk follikel og et corpus fibrosum, I nogle snit er denne cellerige zone lidet udtalt og indeholder ingen for ovariet specifike bestanddele, Yderst finder man ikke sjelden atter et smalt lag af mere cellefattigt vær, uden skarp grænse mod det cellerige, Casus V. (Se pl. IV & V, fig. vu & 1x). Høiresidig ovarialtumor. — Paa cystens indre væg findes en 6—7 cm, lang, pendulerende tumor, — Hud. — Lymfefollikler. — Flerlaget cylinderepithel. — Slimkjertler. — Ægstort struma colloides. — Ben. — Amorft blodpigment (gammel stilkdreining). Fra livmedikus Egeberg. Frk, N. F., 58 Aar. Protokolnr. 45/01, Hist. morbi: O-para, Menses var altid regelmæssige. Udover vaaren 1901 merkede hun, at hun blev stor i underlivet, hvilket særlig generede hende, naar hun sad eller laa, derimod mindre under gang. Almenbefindendet var hele tiden godt. Hun har altid havt treg afforing med betydelig meteorisme, Ultimo juni fik hun stærke, trækkende smerter i underlivet, udgaaende fra høire side af det lille bækken; samtidig havde hun sterk meteorisme og gik et par dage uden afføring, men brækkede sig ikke; efter et stort vandklyster afføring og bedring af symptomerne (axedreining?), Siden den tid har hun stadig havt fornemmelsen af trækkende smerter i samme retning, Medio juli føltes ved undersøgelse en barnehode- stor, spændt, haard, ikke fluktuerende tumor, som stadig har voldt mere besvær. Omkring Iste september viste ny undersøgelse, at tumor havde vokset adskillig, over barnehovedstor, fluktuerende, mindre spændt, let bevægelig. 10/, 01 Ovariotomia: Tumor udgik fra høire ovarium, tydelig stilket, let at exstirpere, Under operationen udtømtes en skidden, rødbrun vædske, hvori tykke, gulhvide, bløde tjafser og talrige haar, Makroskopisk undersøgelse: Tilsendt en tumor, som bestaar af en opklippet, enrummet, næsten tom cyste, der i fyldt tilstand maa have været omkring barnehovedstor eller større, Stilken dannes af ligament. latum og tuben, ved hvilken der ikke er noget abnormt; saarfladen efter stilken maaler 6 X 2 cm. og viser et par større gabende kar, Tumors overflade er glat og spei- lende, Lige i nærheden af stilken buger der sig frem paa overfladen et ovalt ægstort 7 em, langt, 5 cm, bredt og 4 cm, tykt parti, hvor der sees enkelte mindre, blaagraa 22 AP BULL: M.-N. Kl, frembugninger (resten af ovariet?); snitfladen viser her et konglomerat af cyster, den største næsten valnødstor og fyldt med blodtingeret vædske, medens næsten alle de andre cyster er udfyldt af en blød, graalig eller graarødlig masse, i hvilken der paa nogen steder sees sterkt rodfarvede partier, paa andre steder okergule spætter; denne spraglede, geléagtige snilflade minder sterkt om et struma, Paa den store cystes indvendige flade sees endnu endel brunrød, seig vædske, hvori findes lange, tynde, lyse haar samt nogle smaa, gulhvide, bløde klumper og fedt- draaber, Cystens indvendige væg er i det store hele taget nogenlunde glat, dog sees endel kortere og længere, sterkt applanerede rester af trabekler, Et sted er den indre væg i en 2-krones udstrækning dækket af epidermislignende flag og i nærheden af dette sted er væggen i nogen udstrækning smaanuppet. Hvorvidt der ellers findes epidermis, lader sig vanskelig afgjøre makroskopisk. Svarende til det før nævnte, ovale, fortykkede parti af væggen finder man paa indsiden en høist eiendommelig, pendulerende, 6—7 cm, lang, drueklaseformet tumor, hvor de enkelte tumores tiltager i størrelse fra basis udover mod den frre ende og ved tynde, korte stilker hænger sammen med grund- stokken; den største af de sekundære tumores er valnodstor, Ved basis maaler denne dannelse kun 0,5 cm, i diameter; de derpaa følgende 3 cm, tiltager jevnt i tykkelse og har en graarød farve med smaarynket overflade; inde i denne del af tumor føler man 2 mindre benstykker, af hvilke det ene deler sig gaffelformet, men ingen af dem fortsætter sig ind i cystevæggen. Fastheftet til denne del finder man saa de før nævnte, stilkede tumores, som er glatte, bløde, graalige, gjennemskinnelige, næsten cystelignende; overfladen af disse tumores er paa sine steder dækket af et 0,5—1,o mm, tykt, graagult belæg, der delvis lader sig løsne, men for det meste sidder intimt forbundet med overfladen, Omkring basis af den store, pendulerende tumor har eystens indre veg 1 kort udstrækning det samme smaanuppede udseende som før beskrevet for et andet steds vedkommende; her skinner talgkjertler igjennem den tynde bedekning, 0,5 cm, fra basis af den pendulerende tumor er der en anden mindre, ertstor, graalig, tilsyneladende cystøs, stilket tumor, De ovenfor nævnte trabekler er tydeligst i nærheden af disse 2 tumores paa indsiden, Mikroskopisk undersøgelse: a) Snit i 15 forskjellige niveau tvers gjennem den basale del af den pendulerende tumor: Overfladen er overordentlig sterkt bugtet, saa der ofte dannes smaa polypose excrescentser, som ikke sjelden er mere eller mindre indsnørede ved basis, Den er dækket af et flerlaget regelmæssigt cylinderepithel, som imidlertid paa flere steder, særlig i indbugtningerne mellem excrescentserne, er mere ufuldstændigt, saa man hyppig kan se tolaget heit epithel eller endog enlaget lavt epithel. Epithelet sidder som regel paa en membrana propria, Det vær, som ligger under epithelet, har et noget for- skjelligt udseende, Paa nogle steder bestaar det af et meget laxt bindevæv med talrige kar og langs disse ofte sterk rundcellet infiltration; ogsaa spredt i det laxe bindevæv forøvrigt sees dels mononueleære, dels polynucleære rundceller, hvilket altsammen i forbindelse med det flerlagede cylinderepithel paa overfladen bibringer disse partier fuldstændig samme ud- seende som en almindelig næsepolyp. Paa andre steder sees epithelet at sidde paa mere cellefattigt fibrøst væv; dette udgjør som regel centrum, om man end ogsaa her kan træffe mere laxt, ødematøst bindevæv, men uden rundcellet infiltration, Kun ved basis af den pendulerende tumor er der lidt fedtvæv. Paa enkelte faa steder sees der i det fibrøse væv endel kjertellumina, udklædt med flerlaget cylinderepithel, som imidlertid ogsaa kan vise overgang til tydeligt, enlaget høit slimepithel. Kun et sted finder man en mindre gruppe af smaa kjertellumina, Overalt, men kanske mest i det laxe bindevæv, kan man se smaa korn af amorft, gulbrunt blodpigment. Benstykkerne naar ikke helt ned til basis. De viser udtalt spongiøs struktur med temmelig store marvrum, fyldte med et cellefattigt bindevæv, hvori temmelig talrige kar, Kun paa meget faa steder kan der langs benbjælkerne sees osteoblaster. Udenom og tildels mellem benbjælkerne sees ofte osteoid vær, uregelmæssig fordelt, 144 ee EGG ee en be 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 23 8) Snit gjennem en af de gelatinese tumores, nærmere den frie ende af den pendulerende tumor: Kun her og der kan man paa overfladen se et utydeligt lag af lave epithelceller. Forøvrigt bestaar tumor af et uregelmæssigt netværk, hvor maske- rummene for det meste er fyldte med en næsten homogen, strukturløs masse (ødem), medens der kun sees faa, mononucleære celler, lidt større end rundceller; her og der enkelte tver- snit af kar og paa sine steder uregelmæssige hobe af røde blodlegemer udenfor disse. y) Snit fra cysteveggen svarende til basis af den pendulerende tumor: Overfladen er indvendig dækket af det samme flerlagede cylinderepithel, som ogsaa her snart optræder meget tydelig, snart danner bare et enkelt lag med lave celler. Klods op til basis af tumor gaar cylinderepithelet pludselig over til flerlaget pladeepithel med tydelig forhorning, og svarende hertil er der i det underliggende vev rigelig udvikling af store talgkjertler, der gruppevis ordnede munder paa over- fladen med en fælles stor udførselsgang. Der sees ogsaa enkelte haarfollikler, hvoraf en med tydelig kolbeformet haarpapille; derimod tør det stille sig tvilsomt, om enkelte spredte kjertellumina repræsenterer rester af svedkjertler. Den epidermisklædte strækning er kort og — som det viser sig paa snit i forskjellige niveau — paa alle kanter omgivet af eylinderepithelet. Et sted sees der paa grænsen mellem epidermis og cylinderepithelet, men strækkende sig mere bortunder dette, nogle faa store, eiendommelige skarpt begrænsede, runde øer af tætpakkede pladeepithelceller, .som ligger lige under overflade- epithelet; det perifert liggende cellelag i disse er kubisk med sterkt farvede kjerner, de mere centrale er polygonale med klart protoplasma, medens de mest centralt liggende atter igjen ofte er mindre, langstrakte, med en sterkere farvet kjerne og et svagt farvet proto- plasma. En af disse dannelser trænger sig gjennem cylinderepithelet og rager delvis ind i cystens lumen. — Under epithelet er der et meget karrigt bindevæv; kun hvor epidermis er lidet udviklet, er det underliggende bindevæv cellefattigt med meget faa kar. Spredt i bindevævet sees lidt amorft blodpigment. Under talgkjertlerne er der endel fedtvæv. Saavel under pladeepithelet som under cylinderepithelet kan man paa flere steder se typiske lymfefollikler, paa andre steder en mere diffus rundcellet infiltration, Under fedtvævet (se pl. V, fig. ıx) — eller, hvor dette mangler, under det fibrøse væv — finder man et stort konglomerat af tætpakkede kjertellumina af meget forskjellig størrelse (1); de er runde, ovale eller polygonale, udklædt med enlaget lavt kubisk epithel og adskilte ved karførende septa, der ofte er saa smale, at epithelcellerne i to tilgrænsende hulrum synes at stode op til hverandre, Kjertellumina er fyldte med en homogen masse, som af eosin farves rosa, af van Gieson brungul; ikke sjelden viser denne masse i nogle lumina vacuoler paa grænsen mod epithelet, i andre jevnt fordelt over det hele. Ofte er der i septa rundcellet infiltration og paa enkelte steder ogsaa typiske Iymfefollikler (2). Dette kjertelkonglomerat er indad mod fedtvævet som regel omgivet af en tydelig fibres kapsel; dog kan man ogsaa udenfor denne et enkelt sted se et par kjertellumina. Til siderne derimod er kjertelkonglomeratet ikke skarpt afgrænset (se tilhoire i fig, IX); specielt kan man til den ene kant udenfor de tydelige kjertellumina træffe et cellerigt, daarlig af- grænset væv, hvor man opdager en hel del utydelige epithelceller, som kun paa enkelte steder har ordnet sig til smaa kjertellumina, fyldte med samme karakteristiske indhold som de større (kjertelvæv i proliferation?), Strukturen af det her beskrevne kjertel- konglomerat er saa fuldstændig lig bygningen af gland, thyroidea, at det er aldeles umuligt at opdage nogen forskjel mellem dem, — Hvor dette kjertelvæv ikke skjuler den ydre zone af cystevæggen, bestaar denne af et temmelig bredt bælte med næsten fuldstændig hyalin degenereret bindevæv. då) Snit gjennem det ægstore cystekonglomerat, der buger sig frem paa den ydre overflade og makroskopisk viser en spraglet, gelcagtig snit- flade: Yderst er en kapsel af noksaa cellerigt fibrøst væv. Hele dette parti forevrigt bestaar af fuldstændig samme slags kjertelvæv som nys beskrevet. Kun findes der her ikke sjelden i den colloide masse inde i lumina talrige røde blodlegemer, ligesom der ogsaa i septa, som ofle er ødematøse, findes blodudtrædelser og endel amorft blodpigment, 24 Rute, M.-N. Kl. e) Snit fra cystevaggen, svarende til indsiden af det agstore cyste- konglomerat: Indvendig har man det samme regelmæssige vistnok flimrende cylinderepithel, Under dette en noksaa bred zone af fibrost vev, hvori spredte korn af amorft blodpigment og flere store, dilaterede lymferum; udad grænser dette vey op til det som gland, thyroidea byggede kjertelkonglomerat, der ikke er omgivet af nogen kapsel paa dette sted, 6) Snit gjennem den ertstore stilkede tumor, 0,5 cm, fra basts af den store pendulerende tumor: Svulsten udgaar med meget smal basis fra cystevæggens indside, Dens overflade er heist urcgelmæssig bugtet og dækket af flerlaget, flim- rende cylinderepithel, Stromaet bestaar som regel af et laxt, karrigt bindevæv med rundcellet infiltration langs karrene og ellers spredt i vævet; i de centrale dele, særlig henimod basis udgjøres stromaet af fastere, cellefattigere bindevæv, Epithelet fortsætter sig over paa indsiden af cystevæggen, men er ikke overalt tydeligt; under epithelet har man et paa sine steder ødematøst bindevæv, som paa andre steder viser dilaterede lymfekar; spredt i bindevævet enkelte korn af amorft blodpigment, Under bindevævet har man et sted endel af det strumalignende væv; nogle af kjertellumina i periferien er smaa utyde- lige, liggende i et cellerigt væv, Den yderste del af cystevæggen dannes af cellefattigt, i stor udstrækning hyalin degenereret bindevæv, n) Snit fra det makroskopisk tydelig hudklædte parti paa væggen ligeoverfor den pendulerende tumor (se pl. 1V, fig. vin): Det viser sig, at overfladen bare delvis er dækket af epidermis (1), men for det meste af flimmerepithel (4); overgangen mellem begge (3) er brat. Hvor overfladen er dækket af flimmerepithel, er den bugtet med tildels polyplignende excrescentser, Under epidermis er der enkelte talg- kjertler (2) og haarfollikler, yderst faa svedkjertler og glatte muskelfibre, Lige under epithelet er der dels enkelte lymfefollikler (5), dels mere diffus rundcellet infiltration. Den indre halvdel af cystevæggen udgjøres af noksaa laxt bindevæv, hvori talrige, sterkt blodfyldte dilaterede vener (6) og sparsomt fedtvæv; i de dybere lag af dette bindevæv sees spredte hobe af epithellignende, runde eller polygonale celler med som regel meget tydelige cellegrænser og kjernen undertiden trængt ud i den ene side (7); cellerne kan ogsaa findes enkeltvis i lymfespalterne; en enkelt gang kan man se disse celler inde- holde lidt amorft blodpigment, som forøvrigt findes spredt i det fibrøse vev. Uden skarp grænse gaar det karrige bindevæv over i et temmelig cellefattigt og meget karfattigt binde- væv (8), som danner den ydre del af cystevæggen. Dennes ydre flade er paa en kort strækning dækket af lavt, kubisk epithel, Ved farvning paa elastiske fibre (Weigert) findes disse i sparsom mængde under epidermis og i form af et stribeformet, smalt baand i den karrige del af bindevævet, som derved deles i en ydre og indre halvpart. 3 Snit fra flere forskjellige steder af cystevæggen: Jo mere man fjerner sig fra den pendulerende tumors basis eller fra det sidst beskrevne parti overfor denne, des mere utydelig bliver den indvendige epithelbeklædning, om man end fremdeles paa de fleste steder kan erkjende den som cylinderepithel eller som pladeepithel. Hvor epithelet mangler, dannes den indvendige begrænsning af et smalt, gjerne let bølgeformet lag af hyalin degenereret bindevæv, Forøvrigt bestaar cystevæggen ofte helt igjennem af bindevæv, som paa nogle steder er meget cellefattigt, tildels hyalin degenereret, paa andre steder derimod lidt mere cellerigt, om end neppe noget sted saa meget som normalt ovarialstroma, ligesom man heller ikke noget sted kan paavise de for dette karakteri- stiske dannelser. Hvor epithelbeklædningen er mere tydelig, har man gjerne mellem denne og det ydre lag af cellefattigt bindevæv en smalere eller bredere zone af mere cellerigt bindevæv, hvori endel blodfyldte kar og dilaterede lymferum samt spredt amorft blodpigment, Ford se rt = 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 25 b) Multiple (VI-IX), Casus VI. (Se pl. V, fig. x). Høiresidig ovarialtumor, — 3 adskilte dermoidcyster. — Resterne af ovariet omdannede til et porøst, svampet vev, hvori ofte kjæmpeceller. Cyste 1: Det prominerende parti 4 cm. langt, i den ene ende broformig forbundet med cystevæggen. — Hud. — Glatte muskelfibre, — Ben. — Central- nervesystem, — Corpora amylacea. — Pigmentepithel. — Pigmenterede bindevævs- celler. — Spinalganglier. — Nervestammer. Cyste 2: Ingen prominents indvendig. — Epidermisklædt cyste. Cyste 3: Ertstor prominents indvendig. — Hud, — Ben. — Centralnervesystem. — Corpora amylacea. — Pigmenterede bindevævsceller. — Lymfefollikler. Fra dr. med, Brandt. Fru E., 45 aar. Protokolnr. 19 — 1901, Hist. morbi: Aldrig gravid. I flere aar smerter i høire side af underlivet. Ifjor efter en sindsbevægelse pludselig smerter i korsryggen, saa hun ikke kunde bøie sig eller gjøre noget; smerterne gik rundt livet og nedover laarenes indside, Hun var saa bra til for 2 mdr, siden, da hun har havt togtevis optrædende smerter med blære- og rectum- tenesmer, Aldrig blod eller stene i urinen, der dog har været mørk og stærkt sedimenteret, St. præs.: Ser godt ud. ©m over ileo-coecalregionen, Ved exploration føles en rund, fast tumor bag uterus, som ikke kan skilles ud fra svulsten, Operation °/, 1901: Dobbelt knytnævestor, høiresidig ovarialtumor med lang stilk, ingen adherentser, I den tro, at tumor var et myom, sattes tang i den, og en flødelig- nende, lugtløs, puriform masse kom ud, men opfangedes næsten fuldstændig og tørredes op. I venstre ovarium en liden udspændt Graafsk follikel, ellers normalt. Reaktionsløst forløb. Makroskopisk beskrivelse: Tilsendt en næsten strudseægstor tumor af deigagtig konsistens, saa der paa overfladen kan sættes gruber for fingertryk, Tumor er udvendig temmelig glat; kun i den ene ende buger der sig frem en over valnødstor, deigagtig knude med bred basis (cyste nr. 3, se nedenfor). Svulsten danner en for det meste tyndvægget cyste (cyste mr. 1), som er fyldt med en størknet, gul talgmasse, i hvilken der findes talrige mørke haar. Efter at have fjernet disse masser sees der paa den indvendige væg et ovalt 4 cm. langt, 1,5 cm. bredt prominerende parti, tilspidset i begge ender og dækket med hud og haar. I midten af dette parti føler man et benstykke, som synes at fortsætte ud gjennem en af de spidse ender, aftagende stadig i tykkelse; benstykket er ca. 2 cm, langt. Udenfor benet, paa cystens indre veg, findes en duplicatur af 4—5 cm.’s længde, paa undersiden dækket af tyk epidermis. Den anden spidse ende af det prominerende parti er broformig for- bundet med cystens indre væg, saa der dannes et blyantstykt hul mellem begge; denne broformede dannelse saavelsom det tilgrænsende parti af den prominerende flade har en blød konsistens (rigeligt fedtvæv under huden). Foruden paa det prominerende parti finder man epidermis ogsaa spredt uregelmæssig udover cystens indre væg, altid med nogenlunde skarp grænse mod de ubedækkede partier. Huden over det prominerende parti er tykkere end andre steder, ligeledes haarene, som her vanskelig lader sig rykke ud. Et sted er der paa cystens indre væg et omtr. 2-kronestort parti af gulagtig farve, hvor epider- mis vistnok mangler; derimod sees der spredte løstsiddende haar paa dette sted, I cystevæggen findes der, 1 cm, fjernet fra den broformede spids, en flad, 2-ørestor, gulhvid fortykkelse, som dannes af en noget tyndvægget cyste (cyste nr. 2), der indeholder grødede, gulhvide masser, i hvilke sees mere perlemorglinsende, hvide flak. Cystens indre 26 WiP VBULL, M.-N, Kl. veg er overalt glat, klædt med en tynd epidermislignende membran, Væggen ud mod overfladen er endnu tyndere end skillevæggen mod cyste nr. 1. Ret overfor det ovale, prominerende parti i den store cyste finder man i cystevæggen en over valnodstor tumor af samme deigagtige konsistens som den første, Denne tumor udgjøres ogsaa af en cyste (cyste nr. 3), fyldt med lignende talgagtige, med haar tilblandede masser som hovedcysten, men af mere graalig, vasclinagtig farve. Efter fjernelsen af denne masse sees paa cystens indre væg en næsten ertstor, uregelmæssig prominents og ved basis paa den ene side af denne et 1,5 cm. langt, 1 cm, bredt parti, der ligesom selve prominentsen er dækket af epidermis og mørkt haar, som sidder noksaa fast. Denne ertstore fortykkelse sidder paa skillevæggen mellem hovedcysten og den valnødstore cyste, Skillevæggen mellem disse cyster er som regel ganske tynd, men i retning mod overfladen er den lidt fortykket, og paa snitfladen ser man her talrige dp til hampefrøstore hulrum, som indeholder en gulhvid, dels fast, dels mere flydende fedtagtig masse, Den ydre veg af cyste nr. t er skiveformig fortykket i nærheden af cyste nr. 3; paa snit sees det samme gjennemhullede væv og med lignende indhold (ovarialvæv ?). Mikroskopisk undersøgelse: Cyste nr. I. a) Snit gjennem det prominerende parti i 20 forskjellige niveau: Overfladen er overalt dækket af epidermis, hvis forskjellige lag dog ikke altid er lige tydelige. Under denne en rigelig mængde store talgkjertler og haarfollikler; de sidste naar langt ned i fedtvævet, hvor dette findes, Endvidere sees glatte muskel- fibre i bindevævet mellem talgkjertlerne (corium) og endel svedkjertler inde i fedt- vævet; enkelte af disse er noget dilaterede. Det subcutane fedtvæv er som regel rigelig repræsenteret, baade i den broformede dannelse og det prominerende parti forøvrigt, men aftager dog bortover mod den anden ende af prominentsen, hvor det saagodtsom helt for- svinder tilsidst. — Gjennem alle snit kan man forfølge mere eller mindre tydelige rester af et centralnervesystem, liggende i en smal zone mellem det subcutane fedtvæv eller benet paa den ene side og den ydre fibrøse kapsel paa den anden. Man finder her talrige corpora amylacea, som ligger efter hverandre bortover i et middels cellerigt væv eller midt inde i meget cellefattigt bindevæv; de viser i almindelighed den vanlige koncentriske bygning og farves stærkt af hæmatoxylin; sjelden er de omgivne af en bred, homogen, svagt farvet zone. Enkelte steder tror man at kunne se det første trin til dannelsen af disse corpora amylacea i form af sammenballede og lidt opblærede, utydelige celler, i hobe paa 3—4 stykker. I samme niveau som corpora amylacea og ofte tæt op til dem finder man smaa øer af mere og mindre tydeligt gliavæv, hvori enkelte smaa utyde- lige ganglieceller. Svarende hertil kan der i præparater, behandlede efter Weigerts methode for marvskedefarvning, kun paa disse steder paavises stumper af nervefibre. End- videre kan man indimellem de smaa eer af gliavæv et sted paavise et par smaa cyster udklædt med lavt epithel. I et cellefattigt bindevævsdrag, som ligger mellem det subeutane fedtvæv og resterne af centralnervesystemet, ligger der tæt op til det sidste en ganske liden plet af mørkt pigment; dels forekommer dette som smaa, meget mørke klumper, dels er det indesluttet i polygonale eller ovale cellers protoplasma i form af fine, brune korn; hvor cellerne ikke er altfor sterkt ladede med pigment, viser de et meget klart protoplasma, og tydelige cellegrænser. Disse pigmentførende celler kan ikke sees at danne cyster, men udgjør 4—5 tætliggende, tildels konfluerende hobe, hver paa 5 å 10 celler, | Udenom det rudimentære centralnervesystem er der paa begge sider af samme et som regel cellefattigt bindevæv med faa kar; i dette væv sees dog ikke faa lyse, gule eller brungule pigmentceller, slanke, S-formig krummede og lidt opdrevne paa midten eller undertiden mere uregelmæssige med antydning til stjerneform, sjelden ovale, — Det store benstykke ligger mellem huden og resterne af centralnervesystemet, grænsende lige op til dette, Som regel er det ved et bredt lag af subcutant fedtvæv adskilt fra corium, men et sted strækker det sig dog næsten helt ud til epidermis, Benet viser paa nogle steder tydelig lamellos struktur; det har som oftest kun smaa og faa hulrum, fyldte med å 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 27 fedtvæv, undertiden med blod, men ingen rundceller, — Den broformede del af det prominerende parti er fuldstændig omgivet af hud; centrum bestaar vesentlig af fedtvæv. I dette sees der 3—4 spinalganglier med store, runde, typiske ganglieceller; spinal- ganglierne ligger i et drag af fibrøst væv, hvor man desuden kan paavise glatte'muskelfibre og 8—10 større og mindre nervestammer, Hvor »broen« fæster sig til cystevæggen, bestaar den kun af hud og fedtvæv. Svarende til det prominerende parti udgjøres den ydre del af cystevæggen af et meget cellefattigt bindevæv; kun et sted er det mere cellerigt, men forøvrigt findes her intet, som minder om ovarialvæv, Grænsen mellem dette væv og det bindevæv, der findes udenom centralnervesystemet og indeholder slanke pigmentceller, er ikke skarp. B) Snit gjennem duplikaturen paa cystens indre veg: Overfladen af duplikaturen er dækket af epidermis og en corium, hvori store og talrige talgkjertler og haarfollikler, men faa svedkjertler; ved basis af duplikaturen slaar denne beklædning sig over paa den øvrige cystevæg, hvor den stadig aftager i tykkelse, indtil kun et ufuldstæn- digt epidermislag er tilbage. Hverken i duplikaturen eller tilgrænsende dele af cystevæggen findes fedtvæv, saa talgkjertlerne og haarfolliklerne overalt er omgivet kun af cellefattigt fibrøst vev. Indleiret i dette sees i centrum af duplikaturen en liden ø af gliavev med enkelte store, tydelige ganglieceller; dette parti er omgivet af adskillige, forholdsvis store kar, hvoraf enkelte er mere eller mindre fuldstændig oblitererede. Udenom denne lille rest af centralnervesystem sees i det cellefattige bindevæv, der udgjør stromaet i dupli- katuren, overalt spredte, for det meste slanke pigmentceller, som ogsaa gjenfindes i cystevæggen udenfor duplikaturen under talgkjertlerne eller epidermis. Den ydre del af cysteveggen bestaar af meget cellefattigt bindevæv uden nogensomhelst lighed med ovarialvæv. v) Snit fra forskjellige steder af cystevæggen: Indsiden findes som regel dækket af et tyndt lag epidermis, ofte med forholdsvis stærk forhorning, men uden andre huddannelser, Under epidermis ligger et cellefattigt, fibrøst væv, hvori enkelte faa og smaa rundcellehobe. Næsten i alle snit finder man i det fibrøse væv flere eller færre af de før beskrevne slanke pigmentceller, saaledes ogsaa i skillevæggen til cyste nr. 2 og ligeledes til cyste nr. 3. I enkelte snit sees tillige smaa langstrakte øer af gliavæv, hvori kun faa ganglieceller. Den ydre zone udgjøres i alle snit af et cellefattigt bindevæv, hvori kun her og der drag af cellerigt bindevæv, men ellers uden tegn til ovarialvæv. 0) Snit gjennem det 2-kronestore gulfarvede parti: Dette sted afviger fra de foregaaende derved, at indsiden ikke er dækket af epidermis, men af et bredt lag af granulationsvæv, som udgjør næsten halvparten 2f den tynde cysteveg, Dette granula- tionsvæv bestaar væsentlig af store blege celler med et tildels kornet protoplasma, ofte op- tredende som store kjæmpeceller med centraltstillede kjerner; særlig er dette tilfældet om- kring indkilede stumper af haar, Derimod sees forholdsvis faa rundceller og nydannede kar. Grænsen mod den fibrøse del af cystevæggen er som regel meget skarp; her og der et lidet kar paa grænsen, I det fibrøse væv findes ogsaa her slanke pigmentceller og undertiden sparsomt gliavæv, Cyste nr. 2. Snit fra forskjellige steder af den lille cystes veg viser, at den indvendig er udklædt af et tyndt epidermislag, der væsentlig bestaar af et basallag og et for- holdsvis bredt forhornet lag; ingensteds haarfollikler, talg- eller svedkjertler, heller ikke fedtvæv. Udad mod overfladen er væggen ganske tynd, fibres, I skillevæggen mod cyste nr. I kan der som før nævnt paavises slanke pigmentceller og oer af centralnervesystem, der begge dele ganske sikkert tilhører cyste nr. 1, da man ser dem fortsætte sig videre bortover i denne cystes veg. Skillevæggen er mod cyste nr, 1 dækket af et smalt epidermislag eller sklerotisk bindevæv støder direkte op til lumen; derimod kan der heller ikke her sees haarfollikler eller talgkjertler, 28 SÆ BULL. M.-N. KI. Cyste nr. 3. a) Gjennem den lille prominents er der lagt 2 à 300 seriesnit og gjennem de tilgrænsende dele snit med korte mellemrum: Overfladen er saavel over selve prominentsen som i de tilstødende partier dækket af regelmæssig, temme- lig tyk epidermis; ud mod siderne taber den sig efterhaanden, saa at en smal bord med sklerotisk bindevæv grænser direkte op til cystens lumen. I det under epidermis liggende væv sees talrige store talgkjertler, haarfollikler og svedkjertler samt glatte muskelfibre og fedtvæv, Svedkjertlerne er paa sine steder tydelig dila- terede, epithelet i dem enlaget, dels fladtrykt, dels mere kubisk, protoplasmaet ligesom op- blæret, cellegrænserne tydelige. Svedkjertlerne findes ikke alene inde mellem talgkjertlerne og i fedtvævet, men man kan tildels træffe enkelte af dem temmelig langt fra de andre, liggende i septa i det eiendommelige reticulære væv, der — som vi siden skal se — findes i skillevæggen mellem cyste nr. 3 og cyste nr. 1. Undertiden kan man under epidermis ogsaa finde temmelig store, runde, solide hobe af epidermisceller, i centrum fyldte med forhornede masser. Af og til ser man saavel opunder epidermislaget som inde mellem talg- og svedkjertlerne hobe af rundceller; nogle af disse indeholder i centrum blegere celler, der minder om kimcentra (lymfefollikler), Undertiden ser man i nærheden af overfladen haarstumper, omgivne af flerkjernede, store kjæmpeceller. Benvæv findes kun i form af et lidet stykke kompakt ben, omgivet af cellefattigt bindevæv, i nærheden af centralnervesystemet (cfr. senere). De dybeste lag af det prominerende parti udgjøres paa nogle steder af fedtvæv, paa andre steder af bindevæv, men ingen steder er der nogen skarp grænse mellem disse og det før nævnte reticulære vev; udenfor det prominerende parti udgjøres de dybere lag derimod af centralnervesystemet (cfr. nedenfor), der heller ikke er skarpt afgrænset fra det reticulære væv. Centralnervesystemet forholder sig i denne cyste paa følgende maade: I ca. 15 seriesnit (å 20 x) sees en liden o af centralnervesystem, liggende i prominentsen lige op under epidermis, adskilt fra denne kun ved et smalt lag af bindevæv, i hvilket man kan paavise ikke faa ovale, langagtige eller stjerneformige pigmentceller; endnu talrigere findes disse i bindevævet paa den modsatte side af centralnervesystemet, hvor dette er mindre skarpt begrænset og idetheletaget mindre tydeligt end opunder epi- dermis, Centralnervesystemet bestaar af gliavæv og store tydelige, uregelmæssige, ovale ganglieceller. I præparater, behandlede efter Weigerts methode for marvskedefarvning, lader der sig paavise talrige nervefibre, saavel i det parti, som ligger opunder epidermis som i de dybere liggende, mindre tydelige rester af centralnervesystemet. I de derpaa føl- gende seriesnit forsvinder centralnervesystemet fuldstændig, men dukker saa op igjen rigeligere end før udenfor det prominerende parti og kan forfølges ogsaa udenfor den epidermisklædte del af cystevæggen. Det findes nu under det subcutane fedtvæv, fordelt i septa mellem hulrummene i det reticulære væv; ofte udgjøres skillevæggen i dette, der ber er bredere end ellers, næsten udelukkende af substans fra centralnervesystemet. Denne bestaar her af et noksaa cellerigt væv, cellerne uden tydelige grænser, kjernerne runde eller ovale, liggende i en grundsubstans, der er fint fibrillært eller reticulært anordnet og ved van Gieson farves gullig, Tydelige ganglieceller kan ikke sees; nervefibre lader sig ikke paavise. Overalt i dette væv gaar der bredere eller smalere drag af bindevæv, hvori kun faa, oftest næsten oblitererede kar; der er ingen pigmentceller i bindevævet. Paa flere steder grænser central- nervesystemet op til fedtvæv eller svedkjertler, kun ved fine bindevævsdrag adskilt fra disse. — I de snit, som ligger lige foran den fornyede optræden af centralnervesystemet, kan man paavise enkelte faa corpora amylacea, liggende i bindevæv eller utydelige øer af gliavæv. B) Skillevæggen mellem cyste nr. I og cyste nr. 3: Da det lille promi- nerende parti i cyste nr. 3 ligger paa skillevæggen mellem denne cyste og cySte nr. Ir er seriesnittene og de andre snit lagt saaledes, at man altid ogsaa faar se væggen i cyste nr, 1. Denne er dækket af ufuldstændig epidermis, der som regel kun bestaar af et par cellerækker og et smalt forhornende lag; sjeldnere ser man store, klare, polygonale celler med tydelige grenser, Paa nogle steder er der kun et enkelt cellelag, paa andre steder mangler epi- PE wt us * CE pt 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 20 dermis fuldstændig. Der findes ingen af hudens vanlige attributer; epidermis grænser op til cellefattigt bindevæv, der successivt gaar over i det reticulære væv. I dette fibrose væv ser man et stykke under epidermis paa flere steder, og altid omtrent i samme afstand fra denne, slanke, lyse pigmentceller, hvis længdeaxe er parallel med cystens indvendige flade; corpora amylacea eller gliavæv sees ikke. y) De formodede rester af ovarialvav (det porese væv) sepl.V, fig.x: Som før nævnt findes der i væggen af cyste nr. 1 en skiveformet fortykkelse, bestaaende af et helt igjennem smaacystet væv, der i sine hulrum indeslutter en ofte fedtglinsende, blød, graagul masse; lignende væv findes i skilleveggen mellem cyste nr. 1 og 3. Fra dette væv, der blev antaget for muligens at være resterne af et stærkt forandret ovarialvæv, er der gjort ca. 1000 seriesnit, væsentlig med det for øie muligens at kunne finde en dermoid- cyste i det første udviklingsstadium, hvilket dog ikke lykkedes. Snittene er gjerne lagt saaledes, at den ene rand udgjeres af den indvendige veg i cyste nr. 1, den anden af den udvendige veg (9: overfladen af ovarialtumoren), Det almindeligste fund er nu, at den mod cystelumen vendende side har en smal zone af meget cellefattigt, tildels hyalin degene- reret bindevæv (1), dækket af et smalt, undertiden utydeligt epidermislag; i dette cellefattige bindevæv kan der ofte paavises slanke pigmentceller, Den mod overfladen vendende side viser ligeledes en smal zone af bindevæv, der imidlertid her er forholdsvis cellerigt og undertiden indeslutter corpora fibrosa eller rester af corpora lutea og paa enkelte steder flere store, tykvæggede kar. Mellem de her beskrevne smale, fibrøse lag finder man en som regel meget bredere zone, der bestaar af et eiendommeligt netverk. Maskerummene i dette er dels bitte smaa, adskilte ved meget fine bindevævsfibriller; det hele kan minde om fedtvæv, men hvert maskerum er endnu mindre end en fedtcelle. Fra denne størrelse paa hulrummene findes nu alle overgange til rum saa store som en moden Graaf’sk follikel eller endnu større. Maskerummene (2) er polygonale, runde, ovale eller sjeldnere langstrakte; de er gjerne fyldte med en skjoldet, strukturlos masse, der tildels farves blaagraa af hæmatoxylin. Oftest er væggene i maskerummene uden nogen beklæd- ning; hyppig finder man dog paa den indvendige væg, høist ujevnt fordelt over denne og som regel tydeligst i de smale ender af maskerummene, store eiendommelig udseende celler, runde eller ovale med en enkelt kjerne, men endnu oftere i form af kjæmpe- celler (3), idet der i en svagt kornet protoplasmamasse af høist forskjellig form og størrelse findes talrige, uregelmæssig og gjerne klumpevis anordnede kjerner, som regel temmelig smaa og stærkt farvede, men forøvrigt noget variable med hensyn til form og størrelse. Disse celler sidder ikke paa nogen basalmembran, men ligger direkte op til bindevevet. Den slags kjæmpecellelignende dannelser kan man ogsaa finde i det fibrøse væv (4) udenfor det egentlige porøse væv, om end altid i nærheden af dette; hyppigst er dette til- fældet i den inderste fibrøse lamelle, meget sjeldnere i den nærmest overfladen liggende. Det ser paa disse steder ud, som om kjæmpecellen ganske udfylder et hulrum, idet der i en kornet masse findes flere cellekjerner langs den ene side, Disse i vævet spredte kjæmpe- cellelignende dannelser udgjør kanske det første stadium i udviklingen af det reticulære væv; rimeligvis er de at opfatte som lymferum med uregelmæssig proliferation af endothelet. Maskerummene i det reticulære væv er adskilte ved meget smale septa af cellefattigt fibrøst væv (5); kun i nerheden af den ydre og indre fibrøse lamelle er septa bredere og bestaar nærmest den ydre lamelle tildels af et væv, som ved sin cellerigdom og undertiden ogsaa ved sin karrigdom minder om ovarialstroma, Som før nævnt kan septa ogsaa dannes af substans fra centralnervesystemet (i cyste nr. 3); de er da bredere end vanlig og viser ingen beklædning af kjæmpeceller, men maskerummene mellem dem er fyldte med samme masse som ellers, Undertiden er septa svagt rundcelleinfiltrerede. 30 ‘LP, BULL, M.-N. Kl. Casus VII. Dobbeltsidig ovarialtumor, — I høire ovarium en gaaseægstor dermoid- cyste. — I venstre ovarium en spansknødstor og en valnødstor dermoidcyste, I venstre ligam. latum: Ertstor parovarialcyste, knappenaalshodestor cyste med flerlaget pladeepithel og bitte liden knude bestaaende udelukkende af plade- epithelceller. Fra doktor Emil Rode. Frk, F., 26 aar, Protokolnr, 819 Op: Historia morbi: Opereret januar 1901 for galdesten, Efter operationen frem deles galdekoliklignende smerter, men kun ved menstruationen og da tillige øm over appen- dix og høire ovarium, Tilhoire for uterus føles en barnehaandstor tumor, St. pr.: ?1/, 01. Ovariotomia bilateralis. Paa uteri bagflade er der en kant langs midtlinjen, tydeligst ved collum (uterus bipartitus), Tumor fra høire ovarium. (Cyste nr. 1). Det prominerende parti uregelmæssigt, ikke skarpt begrenset. — Hud. — »Mastceller«, — Hyalin brusk, — Ben. — Mundslimhinde. — 3 tender, liggende i tandsekke, — Flerlaget cylinderepithel fleresteds paa overfladen og i indbugt- ninger. — Slimkjertler. — Glandula thyroidea (?). — Kjertelorgan af ubestemt natur. — Lymfefollikler. — 3 mm. stor cyste med enlaget slimepithel. — 3—4 mm. tykt lag af glatte muskelfibre med sympathiske ganglier. — Ganglieceller, — Neuroepithel. — Pigmentepithel. — Corpora amylacea. — Tynde hinder. — Pig- menterede bindevevsceller, — Sterkt udtalt hydrocephalus. — Nervestammer, — Spinalganglier. Makroskopisk beskrivelse: Høire ovarium danner en gaaseægstor cyste, som udvendig er glat. Stilken dannes af mesovariet og ligam. ovarii proprium. Paa overfladen prominerer et sted en ert- stor cyste fyldt med klar væske og i nærheden af stilken flere mindre cyster med blod- tingeret indhold. Cystevæggens tykkelse varierer fra 2—5—10,0 mm., størst i nærheden af stilken, hvor man paa snit ser en bled, graalig masse (hjernevæv?). Ved opklipning af cysten udtømmes der klar vædske, tilblandet gule fnokker. Cysten er indvendig udklædt med en fin, geléagtig membran, der tildels dækker over talgagtige, gule masser tilblandet lange haar; dog er der et par mindre aabninger i membranen, hvori- gjennem disse har trængt sig frem og blandet sig i det forøvrigt klare indhold. Den gelé- agtige membran lader sig let afløse undtagen i et vel 2-kronestort parti, hvor den dels er fæstet til en 2 mm. hoi, halvcirkelformet list, dels mere diffust til cystevæggen. Bagom den geléagtige membran er cysten indvendig for en stor del udklædt med epidermis; hvor denne mangler, sees spredte gule flækker. Langs den halvcirkelformede list og paa en ertstor, fedtrig knude udenfor denne sees lange, stive, mørke haar, Epidermis fortsætter sig fra den halvcirkelformede list delvis over paa udsiden af den geléagtige membran. Ved flere parallele snit gjennem cystevæggen kan man under den halvcirkel- formede list forfølge en graagul, blød masse, som ialt er 2—3 cm, lang, optil 7—8 mm. bred og 3—4 mm. tyk (hjernemasse?); den hvælver sig ind mod det 2-kronestore parti, fra hvis perifere del den geléagtige membran udspringer. Lige i nærheden af dette sted er der et fladt benstykke, 3 X 2,5 cm, stort, fra hvilket der prominerer ind mod lumen en over spansknødstor, benhaard knude med glat overflade, dækket af fast fibrøst væv. ı cm, fra denne er der en fuldstændig lignende, men mindre knude, som dog ikke sidder paa nogen benplade, Snit gjennem de 2 knuder viser for begges vedkommende yderst et lag af fibrøst væv, der danner en kapsel omkring tandanleg, I den store knude er der en tydelig, men liden fortand samt en stor, uregelmæssig tand, der er dannet ved sammenvoksning af 2 tænder; den ene af disse er sikkert en molar med 3 brede, mé å EN 2 = © 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 31 uregelmessige rodder, hvori tydelig kan paavises — ligesom ogsaa i fortanden — rod- kanaler med pulpa. Den store tands redder strekker sig ned i benpladen. Den mindre knude indeholder en molartand med uregelmæssig krone, idet der i centrum af denne rager op en liden tap. I begge knuder ligger tænderne i tydelige, præformerede hulrum (tandsækker), saa den fibrøse kapsel paa overfladen sikkerlig svarer til gingiva (fast, over- fladen glat) Mellem de to knuder med tandanlæg strækker der sig et hindeagtigt vv, hvori der kan paavises et par ganske smaa, mørke pigmentpletter. Mikroskopisk undersøgelse: a) Der er lagt snit paa 26 forskjellige steder tvers paa den halucirkelformede list og den /ynde, geléagtige hinde, som udspringer derfra: Den fremstaaende list og de nærmest tilstødende dele af cystevæggens indvendige flade er dækket af epidermis: under denne en corium, hvori talrige »mastceller«, talgkjertler, glatte muskel- fibre og haarfollikler samt i det subcutane fedtvæv store konglomerater af dila- terede svedkjertler. De sidste er oftest udklædte med høit, blegt cylinderepithel i et eller flere lag, altid vel afgrænsede fra det omgivende væv, saa man har fuldstændig indtryk af en adenomdannelse, udgaaende fra svedkjertlerne. Der sees ogsaa enkelte faa normale svedkjertler. Det subcutane fedtvæv er ved et skarpt markeret smalt bælte af cellefattigt bindevæv adskilt fra en zone af mere cellerigt bindevæv, hvori talrige tyk- væggede kar og delvis blodudtrædelser; denne taber sig udad successivt i typisk ovarial- stroma med en Graaf'sk follikel og et corpus luteum inderst, adskillige primordialfollikler længere ude og et smalt, ikke vel afgrænset lag af mere cellefattigt bindevæv yderst. Næsten gjennem alle snit kan der forfølges en stor spalte just paa grænsen mellem det bindevæv, hvori store kar findes, og det cellefattige bindevæv under fedtvævet; denne spalte er udklædt med et enkelt lag flade celler (lymfespalte?); den fortsætter sig (se neden- for) videre bortover i cystevæggen under den ertstore, haarklædte knude. De forskjellige huddannelser taber sig bortover cystevæggen, eftersom man fjerner sig fra den fremstaaende list; længst kan man forfølge en bred corium med noksaa talrige glatte muskelfibre og i de dybeste lag enkelte spredte svedkjertler, delvis indleirede i en smal zone af fedtvæv. Epidermis er her paa sine steder afstødt og erstattet af et granulationsvæv, hvori flerkjernede kjæmpeceller, særlig omkring løse haarstumper. Fra den fremstaaende list fortsætter epidermis sig over paa udsiden af den tynde hinde, hvor den dog meget snart bliver utydelig, bestaaende kun af et eller faa lag af flade celler; kun her og der sees korte strækninger med forhornende epidermis, men uden de øvrige huddannelser. Den tynde hinde bestaar af et smalt lag fibrøst væv under den ufuldstændige epidermis; der sees her byppig talrige, gulbrunlig pigmenterede bindevævsceller, slanke, ofte med opdrevet midtparti, sjelden stjerneformede. Inden- for dette bindevævslag findes gjerne endel kar, omkring hvilke undertiden de samme pig- mentceller optreder, Tæt op til karrene ligger paa flere steder et ujevnt, som regel meget smalt lag af typisk substans fra centralnervesystemet: gliavæv, hvori ganglieceller, som paa sine steder er talrige, store, ovale, langstrakte eller polygonale med lange udløbere; et par steder sees smaa corpora amylacea i dette væv eller i bindevævet lige udenom det. Ofte er der paa indsiden af denne substans fra central- nervesystemet — altsaa udklædende det med klar vædske fyldte store hulrum — et lag af kubiske eller runde celler med blegt protoplasma, forholdsvis bleg kjerne og tyde- lige cellegrænser; andre steder synes disse celler at ligge i flere lag, og ofte finder man dem ogsaa midt inde i centralnervesystemets substans, dels i form af smaa, utydelige kanaler, dels som solide cellehobe, Enkelte steder, hvor centralnervesystemets substans mangler, ligger de kubiske celler direkte an mod bindevevet. Mange steder mangler imidlertid det indvendige epithellag; saa bindevæv eller substans fra centralnervesystemet støder direkte op til lumen af det store hulrum, Ogsaa indleiret i cystevæggen finder man ved basis af den halvcirkelformede kant substans fra centralnervesystemet, der tildels tydelig staar i sammenhæng med den paa ind- siden af den tynde hinde; den er her afgrænset fra det subcutane fedtvæv ved hjælp af et bindevævslag med kar nærmest centralnervesystemet og et smalt, kar- og cellefattigt binde- 32 “SP ABULL, M.-N. Kl. vævslag nærmest fedtvævet; i dette sees haarfollikler, som strækker sig helt ned til det sidstnævnte bindevævslag, Et par smaa stykker hyalin brusk og et lidet stykke kom- pakt ben findes i bindevævet udenom centralnervesystemet, Grænsen mellem det sidst- nævnte og cysteveggen udad er ikke altid tydelig, idet uregelmæssige felter af central- nervesystemets substans her sees indesluttede mellem bindevævssepta. I fedtvævet uden- for centralnervesystemet optræder efterhaanden talrige, større og mindre nervegrene og store, runde spinalganglier med typiske runde ganglieceller; ofte ligger nervestammer og spinalganglier indleirede i bindevæv, hvori talrige »mastceller«. Indimellem nerve- grenene findes hyppig glatte muskelfibre; disse optræder dog i rigeligere mængde udenfor nervestammerne, hvor de ligger ordnede i store bundter, der som oftest løber paral- lelt med cystevæggen, men ı det hele taget ikke viser nogen bestemt anordning; udad grænser dette lag af glatte muskelfibre, der er 2 å 3 mm, bredt, op til en karrig del af ovarialstromaet. Indimellem muskelfibrene sees paa flere steder smaa hobe paa 2—6 a 8 blege ganglieceller med bleg, rund kjerne, hvori et tydeligt lidet kjernelegeme. Baade nerver, spinalganglier og glatte muskelfibre strækker sig langs udsiden af den før nævnte spalte i væggen. I retning henimod det store benstykke er den indvendige overflade dækket af regel- mæssigt, flerlaget cylinderepithel, opunder hvilket delvis sees rundcellet infiltration, Indleiret i rigeligt fedtvæv under cylinderepithelet ligger en gruppe slimkjertler med 2—3 tydelige udførselsgange i septa mellem kjertellumina. B) Snit gjennem den ertstore haarkledte knude lidt udenfor den frem- staaende list: Denne knude bestaar kun af hud, hvor særlig svedkjertlerne er enormt ud- viklede. Den i foregaaende snit nævnte spalte strækker sig helt bortunder knuden, hvor den adskiller det subcutane fedtvæv fra den karrige del af cystevæggen; i den ydre del af væggen sees et enkelt corpus fibrosum og nogle faa primordialfollikler. y) Snit fra det hindeagtige væv mellem begge tandanlaggene, hvor man makroskopisk kunde se morke pigmentflækker: Det hindeagtige væv be- staar ogsaa her af bindevæv og kar med eller uden et tyndt lag af substans fra cen- tralnervesystemet, det hele dækket af mere eller mindre fuldstændig epidermis; hvor det hindeagtige væv faster sig til cystevæggen, er det paa overfladen dækket af fuldt ud- viklet hud med talrige »mastcellerc i corium, Ved basis gaar epidermis over i regel- mæssigt, flerlaget cylinderepithel, som strækker sig nedover i en uregelmæssig ind- krængning i cystevæggen, hvor der sees flere epithelklædte papillære excrescentser; epithelet er flere steder forsynet med tydelige flimmerhaar. Cylinderepithelet fortsætter bortover cystevæggens indvendige flade, tildels med smaa indkrængninger. Undertiden ser man en tydelig membrana propria, Under cylinderepithelet er der paa flere steder et stærkt rund- celleinfiltreret væv, tildels med karakteren af lymfoid væv; derunder igjen sees adskil- lige glatte muskelfibre og mere eller mindre fedtvæv, som indeslutter talrige sli m- kjertler, der næsten fuldstændig omgiver et bruskstykke i bunden af indkrængningen. I slimkjertlerne sees ofte Gianuccis halvmaaner; man har ogsaa dels indimellem slimkjertlerne, dels i smaa grupper for sig selv kjertellumina, hvis epithelceller har et kor- net protoplasma; der kan sees alle overgange fra dette epithel til almindeligt slimepithel. Hvor slimkjertlerne danner et større konglomerat, gjennemskjæres dette af brede bindevævs- septa, hvori enkelte smaa øer af hyalin brusk. I vævet under cylinderepithelet optræder der et sted et ganske vel afgrænset, ovalt, 4 mm. langt kjertelorgan, hvis natur er vanskelig at afgjore. Lumina er smaa, jevnt store, tætpakkede, runde eller ovale, udklædte med kubiske celler, som gjerne fylder lumen helt; der sees dog ogsaa adskillige lumina udklædte med et tydeligt, enkelt lag af cylinderepithel. Midt i kjertelorganet ligger en større rundcellehob. I de perifere dele findes større bindevævssepta end i centrum, Mellem dette kjertelorgan og cylinderepithelet paa indsiden af cysteveggen er der oftest glatte muskelfibre, medens derimod kun en tynd fibrøs lamelle skiller det fra det rundcelle- infiltrerede væv under epithelet i indkrængningen. I cysteveggen optræder der under slim- kjertlerne og bruskstykket et optil 3 mm. bredt lag af glatte muskelfibre, hvis bundter for det meste gaar parallelt med cystevæggen, men forøvrigt forleber ogsaa i andre dl TETE, 1005. No. 4 OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. | 905 33 retninger uden nogen bestemt anordning, Udad grenser dette muskellag op til den karrige del af cysteveggen, indad til bruskstykket og slimkjertlerne, mellem hvilke det sender ud- løbere, ligesom det her ved fibrost væv desuden er adskilt fra centralnervesystemet og et kompakt bruskstykke i nærbeden af dette. Indimellem muskelfibrene sees lignende hobe af ganglieceller som før beskrevet; de ligger dels mellem parallele muskelfibre, dels paa grænsen af muskelbundter med forskjellig retning. Lige udenfor dette mægtige muskel- lag ligger en oval, 3 mm, lang cyste, udklædt med enlaget cylinderepithel, hvis celler indeholder slimdraaber; dette epithel danner smaa indbugtninger i den smale zone af cellerigt stroma, som omgiver cysten. I dette cellerige stroma sees desuden enkelte slimkjertler; udenom disse er der delvis enkelte smaa drag af glatte muskelibre (muscularis mucosae), der ved en smal zone fibrøst væv er adskilt fra det nys nævnte mæg- tige lag med glatte muskelfibre, — Svarende til pigmentpletterne finder man indad i cystevæggen i eller i nærheden af sparsomme rester af centralnervesystemet smaa uregelmæssige hobe af fine, brunsorte pigmentkorn, samlede i større og mindre klumper; af og til ser man, at pigmentet ligger inde i protoplasmaet af blege, kubiske eller cylinderformede epithelceller, som i et enkelt lag udklæder smaa cyster; der gives ogsaa cyster med lignende epithelceller, men uden pigment. Indimellem pigmenthobene og smaacysterne findes et par lidt større cyster, som i modsætning til de mindre er fyldt med en af hematoxylin sterkt blaafarvet, kornet eller stribet masse; desuden er epithelbeklædningen mere utydelig, men udgjøres vistnok af et enkelt lag lignende blege celler som i de smaa cyster. 0) Snit gjennem benet og det store tandanlæg efter fjernelsen af tenderne: Indleiret i cystevæggen ligger der 2 benstykker tæt op til hinanden, Det ene bestaar af kompakt ben med tydelig lamelløs struktur og distinkte Haverske kanaler; hvor dette ben alene er synligt, er overfladen dekket af hud, hvis talgkjertler naar helt ind til periost; udad grænser benet op til den karrige del af cystevæggen, i hvis ydre lag sees enkelte spredte primordialfollikler i et temmelig cellefattigt vev. Det andet benstykke ligger dels paa siden af, men hovedsagelig indad for det kompakte ben, for en stor del svarende til den spansknødstore, prominerende knude; dette ben er spongiøst med store marvrum, udfyldte med karrigt laxt bindevæv, hvori tildels fedt; saavel paa overfladen som langs marvrummene sees ofte et lag af osteoblaster. Den spansknødstore knudes over- flade er dels dækket af hud, særlig ved basis, for det meste dog af et tyndt, ikke overalt tydeligt lag af flerlaget pladeepithel uden forhorning, Dette epithel sidder direkte paa et bredt lag af cellefattigt fibrøst væv, anordnet i bundter, som krydser hverandre i de forskjelligste retninger og for en stor del omgiver det spongiøse benstykke; i dette binde- væv sees flere »mastceller«, Dels i dette bindevæv, dels ogsaa i det spongiese ben findes hulrum svarende til tandrødderne. Pladeepithelet gaar henimod basis af den spansknød- store knude over i regelmæssigt, flerlaget, tildels tydelig flimrende cylinderepithel, der — som paa hinanden følgende snit viser — udklæder en rendeformet fordybning langs den ene side af basis, hvor det saaledes ogsaa slaar sig om paa cystevæggen. Under cylinderepithelet sees i cystevæggen, derimod ikke i knuden, talrige slimkjertler med tydelige Gianuccis halvmaaner; disse kjertler omgiver delvis et par smaa stykker hyalin brusk og strækker sig ogsaa helt ned til det kompakte benstykke, I kanten af den spansknødstore knude, hvor huden over det kompakte benstykke fortsætter sig bortover cystevæggen, ligger der subcutant et op til 6 mm, langt kjertelkonglomerat; det er ikke overalt skarpt afgrænset fra omgivelserne, strækker sig lige opunder talgkjertlerne og lægger sig delvis tæt op til det kompakte benstykkes periost. Det bestaar af tætpakkede, smaa kjertellumina, udklædte med et enkelt lag lave, kubiske celler og ofte fyldte med en fuldstændig homogen masse; udseendet minder meget om glandula thyroidea, Paa flere steder sees midt indimellem kjertellumina større og mindre hobe af rundceller med et stort, blegt kimcentrum; i disse rundcellehobe optræder af og til ganske smaa, skarpt afgrænsede hobe af blege, epithellignende celler, mellem hvilke der imidlertid ved farvning med van Gieson kan paavises fine bindevævsfibriller, saa de sikkerlig snarere maa regnes til bindevævsceller, Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 3 34 AP PULL; M.-N, Kl. e) Snit fra forskjellige steder af cystevaggen, hvor den tynde hinde ligger klods op til denne: Cystevæggen er indvendig dækket af forholdsvis tynd epi- dermis; under denne et lag af cellefattigt fibrøst væv med kar i de dybere lag, dernæst smale, uregelmæssige drag af cellerigt bindevæv og lige udenfor disse i et mere cellefattigt væv spredte primordialfollikler. Den tynde hinde er paa den side, som vender mod cyste- væggen, ligeledes dækket af mere eller mindre tydelig epidermis; forøvrigt bestaar den af et tyndt lag sklerotisk bindevæv og endel kar, tildels med fortykkede vægge. Paa nogle steder er den tynde hinde fastvokset til cystevæggen, idet epidermis paa begge sider er afstodt, Tumor fra venstre ovarium, Cyste nr, 2: Spansknedstor tapformet prominents. — Hud, — Glatte muskel- fibre. — Hyalin brusk. — Ben, — Centralnervesystem, — Talrige ganglieceller. — Neuroepithel. — Nervefibre. — Cyster med pigmentepithel, — Spinalganglier. — Nervestammer. — Kanal, udklædt med flerlaget cylinderepithel. — Slimkjertler. — Liden cyste med en- og flerlaget cylinderepithel. Cyste nr. 3: Det prominerende parti vel ertstort. — Hud. — Hyalin brusk, — Ben. — Utydelige rester af centralnervesystem? (Corpora amylacea, pigmen- terede bindevævsceller). — Spinalganglier. — Nervestammer. — Glatte muskel- fibre. — Flerlaget cylinderepithel paa overfladen og i indkrængninger. — Slim- kjertler. Makroskopisk beskrivelse: Venstre ovarium er af størrelse som et lidet hønseæg. Tuben, som medfølger, viser intet abnormt. I nærheden af tubens abdominelle ende er der i ligam, latum en næsten ertstor, tyndvægget cyste samt flere knappenaalshodestore lignende cyster i ligamentum latums bagre blad, I den nærmest uterus liggende del af ovariet kan man i et spansknød- stort parti se flere smaa cyster med delvis blodtingeret indhold og indimellem disse et sammenfaldent corpus luteum, Forovrigt skyldes ovariets forstørrelse 2 tydelige adskilte dermoideyster, af hvilke den mindste vender opad (cyste nr. 2), den største nedad (cyste nr). Cyste nr. 2 er omtrent spansknødstor og indeholder sparsom talgagtig masse, Dens lumen udfyldes næsten fuldstændig af en prominerende, hudklædt, paa spidsen svagt rødlig tap, som i form og størrelse minder om en papilla mammæ; dog er den for det meste dækket af haar. Ved basis er der en hampefrøstor, ligeledes hudklædt og paa spidsen injiceret tap, under hvilken man føler en liden benplade, Basis af den større tap viser i nærheden af den lille en 9 X 6 mm, stor, glat flade, som ikke er dækket af hud eller haar og er af mere graalig farve end huden; snit gjennem tappen paa dette sted viser i et graaligt, blødt væv en knappenaalshodestor, mørkt pigmenteret flæk. Forøvrigt sees paa snit langs efter tappen hovedsagelig fedtvæv. Denne papillelignende tap udspringer fra den side af cysten, som er længst fra overfladen 9: paa skillevæggen mod cyste nr. 3, Ogsaa udenfor tappen er de tynde vægge for størstedelen dækkede af hud med haar, Cyste nr. 3 er valnodstor, fyldt med talgagtige masser og haar. Svarende til stilkens uterine halvdel udvendig sees der paa cystens indre veg en uregelmæssig, vel ert- stor, flad masse, der prominerer endel, Man føler i dette parti flere faste smaa ben- eller bruskstykker. Overfladen er her delvis klædt med epidermis, hvorunder talgkjertler skinner igjennem; desuden sees der enkelte faa fine haar. Over det prominerende parti strækker sig delvis et smalt baand af blødt væv, under hvilket lidt mørkt pigment skinner igjennem, Paa cystens indre veg forovrigt kan der ikke sees epidermis, om der end her og der sidder fine haar lost implanterede i veggen, Denne maaler 0,5—4 å 5 mm,, tykkest nærmest stilken, hvor den tildels er gjennemsat af smaa cyster. Skillevæggen mellem cyste nr, 2 og nr. 3 er 3—4 mm. tyk og synes at bestaa af ovarialvev, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 35 Mikroskopisk undersogelse: Cyste nr. 2. a) Den papillelignende prominents er delt langsefter midten, og gjennem hver halvdel er der lagt længdesnit i 11 resp. 15 forskjellige niveau; Den prominerende tap er paa sin overflade dækket af epidermis, under hvilken corium danner et bredt lag, som indeslutter talrige, store talgkjertler, haarfollikler og glatte muskelfibre. Ofte ser man talgkjertlerne munde med bred aabning paa overfladen; haarfolliklerne rækker ned i det subcutane fedtvæv, som udgjør den største del af centrum af tappen. I corium er der talrige »mastcellere, Svedkjertler findes i rigelig mængde, ordnede i store grupper i fedtvævet lige under talgkjertlerne; de er oftest sterkt dilaterede og udklædte enten med blege, høie cylinderepithelceller i et eller flere lag eller ogsaa med enlaget, fladere, utydeligt epithel, — Centrum af tappen udgjores foruden af fedtvæv ogsaa af substans fra central- nervesystemet, særlig i retning mod basis, hvor det danner et vel ertstort parti. Der kan her paavises tydeligt fibrillært gliavæv, hvori talrige typiske, store ganglieceller af forskjellig form, tildels med udlobere, men uden bestemt anordning. Et sted er der tversnit af et lidet lumen, som er udklædt med tætpakkede smaa epithelceller i flere lag uden tydelige cellegrænser, men med stærkt farvede, svagt ovale kjerner, der er radiært stillede i forhold til lumen; indad mod dette er begrænsningen skarp, udad mod det om- givende gliavæv derimod mindre distinkt (centralkanal med neuroepithel), Med Weigerts methode for farvning af marvholdige nervefibre lader der sig i central- nervesystemet paavise et tæt virvar af disse; de er af hoist forskjellig tykkelse, oftest med tydelige varicositeter, — Et sted ligger centralnervesystemet opunder overfladen af tappen, adskilt fra epidermis kun ved en smal zone af fibrøst væv uden kjertler eller haarfollikler, men hvori ofte sees flere kar; dette sted svarer til den makroskopisk synlige, glatte flade henimod basis af tappen. Hvor man makroskopisk kunde paavise den lille mørke pig- mentflek, finder man mikroskopisk tæt optil centralnervesystemet en gruppe af flere mindre cyster, udklædt med regelmæssigt, enlaget, blegt cylinderepithel eller kubisk epithel med skarpe cellegrænser; disse cellers protoplasma er ofte mere eller mindre ladet med mørke, brune, fine pigmentkorn, Pigmentet findes ogsaa i klumper i smaa uregel- mæssige spalter mellem cysterne, udenat det er muligt at se epithelceller, Tæt optil dette sted ligger en lidt større cyste med mere utydeligt, flerlaget epithel; den buger sig for størstedelen ind i centralnervesystemet, Som regel er grænsen mellem centralnervesystemet og det omgivende væv meget ubestemt, idet bindevæv og substans fra centralnervesystemet her er broget blandet om hinanden, ligesom ogsaa bindevævet sender uregelmæssige, tildels karførende septa ind i centralnervesystemet. I omkredsen af dette kan der, særlig i ret- ning mod tappens basis, paavises ikke faa glatte muskelfibre, større og mindre nervestammer samt flere store spinalganglier, indleirede i sparsomt fedtvæv eller fibrøst væv, som efterhaanden gaar over i typisk ovarialstroma med talrige primordial- follikler, — I fedtvævet et stykke udenfor centralnervesystemet findes en liden cyste, som er ud- klædt dels med enlaget, dels med flerlaget cylinderepithel, der tildels inde- holder smaa slimdraaber. I en smal zone af rundcelleinfiltreret væv lige under epithelet, men særlig i det omgivende fedtvæv er der endel slimkjertler med rigeligt slim i cel- lerne; disse kjertler findes endog indimellem talg- og svedkjertler. I fedtvævet omkring cysten sees desuden et lidet stykke hyalin brusk med tydeligt perichondrium, 1 nær- heden af dette, nærmere basis, ligger et lidet, uregelmæssigt stykke af spongiøs ben- substans med osteoblaster saavel paa overfladen som langs væggene i uregelmæssige marvrum. Just ved basis af tappen er der en liden blindt endende gang, udklædt med regel- mæssigt flerlaget cylinderepithel, siddende paa en delvis tydelig membrana propria eller direkte paa fibrøst væv, Cylinderepithelet fortsætter sig ved indgangen af denne kanal til den ene side i epidermis over den glatte flade; som dækker centralnervesystemet, til den anden side i epidermis, som dækker indsiden af cystevæggen. Adskilt fra bunden af gangen ved fedtvæv og talrige slimkjertler sees et stykke hyalin brusk, som med 36 P BULL M.-N. KI. sin ene ende rager ind i centralnervesystemet, Slimkjertlerne strækker sig tæt ind til bruskens perichondrium; paa den anden side sees de ogsaa her indimellem talg- og sved- kjertlerne, B) Snit fra cystevaggen ud mod overfladen: Indsiden er dækket af epider- mis og under denne corium med glatte muskelfibre, talgkjertler, haarfollikler og sved- kjertler; de sidste er lidt dilaterede, Fedtvæv findes saagodtsom ikke. Til den ene side forsvinder alle kjertler og haarfollikler, saa den tynde epidermis her dækker over et bredt bælte af noksaa cellefattigt fibrøst væv, der ligesom corium udad grænser op til typisk ovarialvæv med primordialfollikler, Cyste nr. 3. a) Der er lagt smit gjennem det lille prominerende parti i 11 forskjellige niveau: Overfladen er ujevn, tildels kløftet, Kun paa forholdsvis faa steder er den dækket af tydelig forhornende epidermis; oftere sees kun et smalt lag af flerlaget, utydeligt pladeepithel, Hvor epidermis er vel udviklet, men tildels ogsaa paa andre steder, er der under samme endel store talgkjertler, men yderst sparsomme haarfollikler og glatte muskelfibre, Under den mangelfuldt udviklede epidermis sees opunder denne og kun adskilt ved et smalt lag af fibrøst væv flere stykker hyalin brusk, som gjerne ligger parallelt med den uregelmæssige overflade. I bindevævet mellem epidermis og brusk- stykkerne sees kun sjelden en og anden utydelig talgkjertel eller svedkjertel, I det for- holdsvis rigelige fedtvæv under brusken er der derimod et stort konglomerat af dilaterede svedkjertler, udklædte enten med høie, blege cylinderepithelceller, undertiden i flere lag, eller med lavere, kubisk epithel, som er stærkt farvet, Langs den ene side af det prominerende parti gaar den utydelige epidermis tildels over i et regelmæssigt, flerlaget cylinderepithel, der med uregelmæssige afbrydelser af pladeepithel fortsætter sig i en større kanal, som ved basis af det prominerende parti sænker sig ind i dette (se nedenfor). Ogsaa her, hvor overfladen er dekket af flerlaget cylinderepithel, findes der opunder dette flere stykker hyalin brusk, delvis omgivne af slimkjertler. Paa toppen af det promi- nerende parti, udspringende med smal basis fra dette, kan der gjennem de fleste snit for- følges en tynd lamelle (se den schematiske tegning), som strækker sig bortover overfladen et stykke parallelt med denne. Denne lamelle er paa begge sider dækket af utydeligt, fler- laget pladeepithel, under hvilket sees endel gulbrunlig pigmenterede, slanke binde- vævsceller, spredte i et noksaa cellefattigt bindevæv; centrum af lamellen udgjøres af nogle forholdsvis store kar med tykke, tildels hyaline vægge (rester af arachnoidea og pia?). Lignende pigmentceller kan ogsaa paavises et stykke fra lamellens basis i bindevævet under overfladeepithelet; endvidere findes de, men ganske sparsomt, lidt dybere omkring et lidet, utydeligt, langstrakt parti, som indeholder noget mere cellerigt, prægløst væv, hvori endel kar; paa grænsen af dette parti sees enkelte corpora amylacea, Under disse igjen er der en rigelig mængde glatte muskelfibre, som sender udløbere indimellem slimkjertlerne (se nedenfor), større og mindre nervestammer samt endel runde eller lange spinal- ganglier med typiske ganglieceller. Omgivne af en smal zone med fibrøst væv ligger nervegrenene og spinalganglierne for en stor del i fedtvæv, som udad ved et skarpt mar- keret drag af fibrøst væv er adskilt fra ovarialstromaet. I den ene halvpart af det prominerende parti sænker der sig fra overfladen 3 epithel- klædte indkrængninger, konvergerende mod et centralt liggende bruskstykke (cfr, den schema- tiske tegning). Af paa hinanden følgende snit fremgaar det dog, at to af indkrængningerne (I og III) siden mødes helt og saaledes kun udgjør dele af en og samme rendeformige fordybning. Den største af disse indkrængninger (I) ligger just ved basis af det prominerende parti og er omtrent hele veien udklædt med regelmæssigt, flerlaget cylinderepithel, der bortover cystevæggen fortsætter sig som utydeligt flerlaget pladeepithel, medens det over prominentsen hænger sammen med det før nævnte flerlagede cylinderepithel paa overfladen af denne, Cylinderepithelet sender udløbere ind i det omgivende væv, hvoraf nogle afsnøres og danner store kjertellumina med flerlaget eylinderepithel, som imidlertid paa flere steder viser overgang til enlaget slimepithel; der kan idetheletaget sees alle overgange mellem en kb LEE a, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 3% disse sterre kjertellumina og almindelige slimkjertler, der i rigelig mangde omgiver bruskstykket. — De to andre indkrængninger fra overfladen er kun i bunden udklædte med flerlaget cylinderepithel, som derimod udad mod mundingen gaar over i flerlaget plade- epithel, eller de 2 epithelsorter afloser hinanden mere uregelmæssig, Omkring bunden af disse indkrængninger sees ligeledes talrige slimkjertler, der saaledes næsten fuldstændig om- slutter bruskstykket og ogsaa strækker sig bortover omkring et lidet stykke kompakt ben (1), der ligger i taget af den førstnævnte gang, I flere af slimkjertlerne sees tydelige Gianucciske halvmaaner. Overalt, hvor man har flerlaget cylinderepithel, sees ofte en rigelig rundcellet infiltra- tion under dette. N = ET å N I tt € LEP RES FHI ox RE 1. Benstykke. 2. Bruskstykke. 3. Lamellen. 4. Cystevæg. I, I & I, Indkrængninger, udklædte med flerlaget cylinderepithel. B) Der er paa flere steder lagt suit gjennem cystevæggen udenfor det pro- minerende parti; indvendig sees ingen epithelbeklædning, saa at sklerotisk bindevæv grænser direkte op til lumen; dette bindevæv gaar udad uden skarp grænse over i typisk ovarialvæv, hvori Graaf’ske follikler, et corpus luteum og talrige primordialfollikler, Nær- mest overfladen er en smal zone af cellefattigere bindevæv. Skillevæggen mod cyste nr, 2 viser samme bygning som de andre dele af cystevæggen. Anhang: Snit gjennem tuben og den ertstore cyste i venstre ligam, latum: Den ertstore cyste er udkledt med utydeligt, enlaget cylinderepithel, Nedenfor den ligger en knappenaalshodestor cyste med flerlaget, utydeligt pladeepithel; lige under denne igjen er der en makroskopisk saavidt synlig knude af tætpakkede, polygonale pladeepithelceller, skarpt aferænset fra det omgivende væv; det basale cellelag viser paa nogle steder antydning til cylinderepithel med stærkere farvet kjerne; cellegrænserne er tydelige, protoplasmaet klart; der kan ikke sees spor af kar eller bindevæv indimellem de polygonale epithelceller, 38 AE: BULL, M.-N. Kl. Casus VIII (Se pl. VI & VII, fig. x1, xm, xn1 & xıv). Dobbeltsidig ovarialtumor, — I høire ovarium en knytnævestor, i venstre en nødstor dermoidcyste. Fra dr. med, Oscar Semb, Fru H,, 46 aar, Protokolnr, 3%?/oı, Hist. morbi: VIlI-para; sidste partus for 3 aar siden, I de sidste 44 har hun af og til havt hyppig og smertefuld nisus mingendi, Menses regelmæssige, temmelig sterke, af 2—3 dages varighed. St. pres, ®/, or. Uterus er retroflekteret; foran uterus en gaaseæg- stor, tilvenstre for den en omtrent valnødstor tumor. 10/, Ovartotomia bilateralis: Den høiresidige tumor laa foran uterus, Ingen sammenvoksninger, Forlobet reaktionsløst. Tumor fra heire ovarium. Det prominerende parti over valnedstort, mammalignende. — Hud. — Hyalin brusk, — Spongiøst ben. — Rørformig knokkel. — Glatte muskelfibre. — Flade, dækket af en- og flerlaget cylinderepithel, fortsættende sig i en gang med lignende udklædning. — Talrige slimkjertler. — Valnødstor cyste med flerlaget cylinder- epithel, omgivet af glatte muskelfibre. — Centralnervesystem, — Ganglieceller. — Neuroepithel. — Pigmentepithel. — Corpora amylacea, — Nervefibre. — Pigmen- terede bindevævsceller. — Spinalganglier. — Nervestammer. — Begyndende dan- nelse af porøst væv, hvori kjæmpeceller. Makroskopisk beskrivelse: Høire ovarium danner en opklippet cystøs tumor, som i fyldt tilstand maa have været knytnævestor. Tuben medfølger, normal, Stilken dannes foruden af denne af ligament, ovarii proprium og lig. lat. Overfladen er glat, speilende, Svarende til insertions- stedet for ligament, ovarii proprium sees paa overfladen et par op til valnødstore, tynd- væggede cyster, fyldte med seigt, klart eller lidt opakt indhold, Tumor forøvrigt be- staar af en cyste, fyldt med en talgagtig masse, hvori talrige, lange, sorte haar; cystens vægge er meget tynde, naar undtages et større, epidermiskledt parti (se pl. VI, fig. x1 og xm), der buger sig ind mod lumen, og hvis sede svarer til det sted, hvor man udvendig kan se de før nævnte cyster, Det epidermisklædte parti indtages for størstedelen af en dannelse, som ved sin form i nogen grad kan minde om en rudimentær mamma (1), idet den er hvælvet, rund, ca. 4 cm, i diameter og lidt udenfor centrum har en vorte- formig, om papillen mindende prominents (2) af en halv nøds størrelse; der er ingen farveforskjel mellem »papillen« og den omgivende hud. Epidermis paa »papillen« saavelsom i 6 mm,’s omkreds omkring den har et eiendommeligt udseende, idet der sees tætsiddende smaa, i høiden knappenaalshodestore, runde gruber, adskilte ved tynde, skjællignende skillevægge. »Papillen« er klædt med endel fine, 1 å 2 cm, lange haar, Der kan ikke sees nogen aabning paa »papillen«, ligesom det ikke lykkes at presse nogen vædske ud af samme, Den »papillene omgivende epidermiszone hæver sig lidt over den øvrige hud, Som før nævnt sidder »papillen« paa et parti af huden, som med en diameter af 4 cm. hvælver sig sterkt frem og ved en grund fure (3) er adskilt fra den øvrige epidermisklædte del af cysten. Huden er paa dette fremhvælvede parti glat og blændende hvid, dækket af spar- somme, ganske fine, korte haar; hele dette parti er blødt, da der under epidermis ligger et op til 3 cm, tykt fedtpolster, Midt i fedtlaget sees et ertstort, graahvidt parti uden skarp begrænsning fra fedtvævet, i hvilket det sender enkelte, finere udløbere. Mellem fedtlaget og den ydre cysteveg ligger en valnødstor cyste, fyldt med graalig, halvt gelatinøs vædske; en mindre hampefrøstor cyste med lignende indhold sees sammesteds, I huden udenfor den fure, som afgrænser det fremhvælvede hudparti, sees i nærheden af dette en stor haarlok med fastsiddende, mørke op til 4 meter lange haar (4). Udsprin- oe 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 39 gende i nerheden af dette sted strekker der sig over til cysteveggen en broformet dannelse (5), som paa sin underside delvis er hudkledt; den fortsætter sig som en valk bortover cystevæggen, hvor den efterhaanden taber sig, Skjult af denne »bro« og sammen- hængende med det nys beskrevne fremhvælvede og haarklædte parti som en fortsættelse af dette er der en spansknødstor, epidermisklædt tumor (6); i det indre af denne føler man et 3 cm. langt, 1,5 cm. bredt, knudret benstykke, som herfra strækker sig ind under det fremhvælvede parti. Epidermis paa denne prominents har tildels samme ru udseende som før for »papillen« beskrevet; et mindre uregelmæssig 3-kantet parti er derimod klædt med glat, rosafarvet slimhinde (7); dette parti, som maaler 1 X 0,5 cm,, er 2 mm, indsunket under hudens niveau og omgivet af afrundede rande, paa hvilke der sidder endel tykke, korte, mørke haar. Ogsaa udenfor det store prominerende parti er cystens indre veg delvis kledt af epidermis. I en smal zone udenom det fremhvælvede, afrundede parti har huden et blaa- hvidt skjær, og man kan her se talgkjertler skinne igjennem epidermis; længer ude derimod danner epidermis et tyndt lag, som ikke ved nogen skarp farvenuance adskiller sig fra den øvrige del af cystevæggen, om man end overalt tydelig kan se grænsen mellem hud- og ikke hudklædte partier. Et sted sees en ertstor, klappeformet, rund aabning, som fører ind i en flad, mere end 2-kronestor hule, delvis fyldt med talg og haar; denne hule strækker sig bortover mod »broen« og dens valkformede fortsættelse og maa opfattes som en poche af hovedcysten. Mikroskopisk undersøgelse: a) Udgaaende fra den spansknodstore, under »broen« liggende prominents er hele det parti, som rager frem paa indsiden af cystevæggen, ved parallele snit skaaret op i 11 forskjellige skiver. Gjennem de 2 første skiver er der lagt seriesnit, gjennem de andre derimod suit i forskjellige niveau, saasandt de har frembudt noget af interesse: Overfladen af det under broen prominerende parti er til at begynde med udelukkende dækket af hud: epidermis og et tykt lag af talgkjertler, haarfollikler, sved- kjertler og glatte muskelfibre, hvilket tilsammen udgjør den væsentligste del af prominentsen paa dette sted, Imidlertid viser overfladen sig snart dækket af cylinder- epithel i et begrænset lidet omraade, som svarer til, hvad man makroskopisk antog for slimhinde, Dette cylinderepithel er dog paa mange steder mere kubisk og undertiden endog afstødt eller heist utydeligt; det træder bedst frem, hvor overfladen gjør en større eller mindre indbugtning. Den cylinderepithelklædte flade er som oftest ved en op til 2—3 mm, dyb fure paa hver side adskilt fra det epidermisklædte parti; denne fures vægge er ligeledes paa begge sider klædt med cylinderepithel, der først henimod overfladen gaar over i epidermis, Lige under cylinderepithelet er der et smalt bælte af sterkt rundcellein- filtreret væv, i hvilket sees tversnit af større og mindre kjertellumina, der under- tiden tydelig kan forfølges som indkrængninger fra overfladen; de er udklædte med en- laget, meget høit cylinderepithel, der er tydeligere end epithelet paa overfladen, Under det cellerige væv kommer man til et bredt lag af fedtvæv, som til begge sider fortsætter sig under talgkjertlerne og sammen med hyalin brusk, ben og substans fra centralnervesystemet udgjor centrum af denne del af det prominerende parti, I dette fedtvæv ligger der spredte smaa kjertellumina, udklædte med et enkelt lag af celler, hvoraf flere tydelig er slimfyldte; kjertlerne er ofte ordnede i smaa grupper, der endog kan paatræffes helt nede ved benet, liggende i fordybninger paa overfladen af dette, Det slim- hindeklædte parti forsvinder efterhaanden fra overfladen, men fortsætter derpaa et kort stykke som en trang, lidt uregelmæssig kanal nedover i det underliggende væv, hvor den tilslut udvider sig; bunden af den støder næsten klods op til benstykket. Denne kanal er paa alle kanter indesluttet af store stykker hyalin brusk og er udklædt dels af enlaget, dels af flerlaget cylinderepithel, der i bunden af kanalen beklæder smaa, papillære excrescentser, I fedtvævet mellem epithelet og bruskstykkerne ligger der talrige smaa tætpakkede kjertellumina, udklædte med høit cylinderepithel eller mere konisk epithel, begge med klart eller af hematoxylin sterkt blaafarvet protoplasma (slim). Efterat kanalen er for- svundet, kan man fremdeles et godt stykke forfølge bruskene og de talrige kjertellumina, 40 ‘= (Ps BULL, M.-N. Kl. som omgiver disse; i nogle af kjertlerne sees tydelige Gianucciske halvmaaner, Bruskene trænger sig her tildels helt op under overfladen, ja en af dem er endog delvis ikke dækket af epidermis engang; men som regel er de dog adskilte fra denne ved et lag af talgkjertler eller ogsaa ved et lag af de nys beskrevne kjertler, som undertiden ligger helt opunder epidermis, Bruskene er paa dette sted op til 1 cm, lange, ordnede i en irregu- lær halveirkel med konveksiteten udad, Bruskkapslerne er altid størst i centrum, indeholder 1—4 celler, oftest bare 1—2; de centralt liggende staar lodret paa bruskens længdeakse, de perifere derimod parallelt med denne; bruskvævet gaar her umærkelig over i et perichon- drium, Kjertlerne forsvinder før bruskene, der kan paavises et kort stykke, efterat den valnodstore cyste begynder at komme tilsyne. Omtrent samtidig som det slimhindekladte parti begynder at vise sig paa overfladen, optræder der i centrum af den under »broen« prominerende tumor et stykke ben, som kan forfølges herfra omtrent ligesaa langt som bruskene, d, v. s, et stykke ind i fedtvævet over den valnodstore cyste, Benet er uregelmæssigt, kompakt med tydelige Haverske kanaler samt faa og smaa med fedtvæv, røde blodlegemer og forskjellige slags rundceller fyldte hulrum. Tat ind til benet ligger et smalt lag af fibrøst væv (periost). Forøvrigt er benet altid omgivet af fedtvæv; kun paa en kort strækning trænger det sig helt opunder talg- kjertlerne. Den sidste halvdel af benet bidrager sammen med enkelte smaa benstykker og de før nævnte halvcirkelformig ordnede bruskstykker til nogenlunde vel at afgrænse en 10 X 8 mm. stor kanal, som optager i sig substans fra centralnervesystemet. Et par af bruskstykkerne ligger her klods op til benstykket med en som regel let takket, skarp grænse mellem begge; kun paa et sted sees muligens overgang fra brusk til ben, idet bruskens intercellulærsubstans i nærheden af benet delvis er omdannet til osteoid vv, i hvilket der just paa grænsen mod benet forekommer afleiring af fine kalkkorn, særlig i bruskcellernes kapsler; lignende forkalkede kapsler synes man ogsaa at kunne se i det til- grænsende benvev, Ikke langt fra det store benstykke sees der indleiret i fedtvævet udenfor de bruske, som grænser op til centralnervesystemet, snit gjennem en 4 mm. lang rørformig knokkel: en oval kapsel af kompakt ben med periost omslutter fedtvev, røde blodlegemer og talrige forskjellige slags rundceller. Substans fra centralnervesystemet begynder som et ganske lidet focus tæt op til benstykket, paa den side af dette, som vender mod det slimhindeklædte parti. Man finder her et utydeligt gliavæv uden sikre ganglieceller, indleiret i cellefattigt fibrøst binde- væv, det hele omgivet af fedtvev, Efterhaanden rykker det nærmere benstykket, hvor det tilslut danner et indsok, Kort før gliavævet lægger sig op til benstykket, og ligeledes efterat dette er skeet, ser man i gliavævet flere runde eller langagtige kanaler, udklædte med regelmæssigt, enlaget cylinderepithel; disse kanaler findes særlig langsmed benet. Epithel- cellernes protoplasma er i disse kanaler hyppig ladet med fine, mørke, brunsorte pigmentkorn, ofte saa sterkt, at man ikke længer kan skjelne cellerne fra hverandre; ikke sjelden ser man store, uregelmæssige spalter, fyldte med klumper af lignende pigment, uden at det er muligt at skjelne en eneste epithelcelle. Foruden de nævnte med pigment- epithel udklædte hulrum sees ogsaa enkelte andre, noksaa store cyster, fyldte med en homogen masse og udklædte med et mere utydeligt epithel, som ikke indeholder pigment- korn, Disse cyster strækker sig efterhaanden midt ind i benstykket, altid omgivne af et cellefattigt fibrøst væv, hvori enkelte smaa pigmentfyldte spalter. Der kan ikke paavises nogen direkte forbindelse mellem disse pigmentcyster og deres omgivende gliavæv paa den ene side og den øvrige del af centralnervesystemet (se nedenfor) paa den anden side. Paa "undersiden af »broen« ligger der substans fra centralnervesystemet, som strækker sig lige opunder talgkjertlerne; der kan paavises talrige ganglieceller (fig. xiv, 1) af forskjellig form, og med Weigert faar man rigelig farvning af marvholdige nervefibre (fig. xiv, 2). I de perifere dele kan der paavises enkelte store corpora amylacea, Fra »broen« af strekker nu centralnervesystemet sig ind i den før nævnte kanal af brusk og ben, passerer denne og fortsætter videre ind i fedtvævet i den mammalignende dannelse, hvor det ligger indesluttet i den tilsyneladende fibrøse streng, som ligger midt i fedtvævet og strækker sig paa skraa opunder papillen, men taber sig, før den naar epidermis. Central- nervesystemet kan fra »broen« ogsaa forfølges i den modsatte retning: gjennem broen over paa cystevæggen, hvor det ligger indesluttet i »broens« valkformede fortsættelse og kan 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 41 paavises i flere cm.’s udstrækning (cfr, nedenfor). — Grænsen mellem den første del af centralnervesystemet og det omgivende væv er ikke skarp, idet der fra det tilgrænsende, fibrøse væv sendes talrige, uregelmæssige forlængelser ind i centralnervesystemet, Omtrent overalt i dette kan der paavises talrige ganglieceller af forskjellig form og størrelse samt paa nogle steder smaa grupper af tætliggende, smaa epithelceller med sterkt farvede kjerner, ikke altid skarpt afgrænsede fra gliavævet (neuroepithel); ligeledes lader der sig paavise talrige nervefibre, Den tilsyneladende fibrøse streng i fedtvævet af den mammalignende dannelse (se fig. xım) indeholder foruden substans fra centralnervesystemet (1) store spinal- ganglier med typiske runde ganglieceller (3), omgivne af endothelceller (4). Tæt op til centralnervesystemet og spinalganglierne, væsentlig paa den ene side af dem, sees talrige større og mindre nervegrene samt en hel del glatte muskelfibre, B) Snit gjennem ,papillen*: Overfladen viser talrige storre og mindre gruber; den er dækket af epidermis med rigelig forhorning, særlig i de nævnte gruber, Under epidermis et lag af corium, hvis tykkelse varierer sterkt; i det dybe lag af denne talrige talgkjertler, hvis udmunding paa. overfladen af huden sees sjeldnere end ellers. Desuden ikke faa haarfollikler og svedkjertler, begge for en stor del helt nede i det subcu- tane fedtvæv. Nogle af svedkjertlerne er sterkt dilaterede, epithelcellerne fladtrykte, lumen fyldt med en homogen masse. Intetsteds i papillen kan der opdages noget slags udførsels- gange, der kunde minde om melkegange, ligesaa lidt som der i fedtvævet i den mamma- lignende dannelse kan paavises noget slags kjertelvæv. y) Snit gjennem fedtlaget fra forskjellige steder viser altid en temmelig skarp grænse mellem dette og det fibrøse væv, som danner den ydre del af tumors væg; der kan her paavises talrige, tykvæggede kar, men ellers intet for ovariet absolut specifikt. Ofte er der i fedtvævet under talgkjertlerne talrige store grupper af svedkjertler. Lige udenfor fedtlaget aftager cystevæggen raskt i tykkelse; nærmest dette er den endnu tydelig dækket af flerlaget epidermis og enkelte talgkjertler, men disse svinder snart og epidermis aftager hurtig i tykkelse. Forøvrigt bestaar væggen ogsaa her af noksaa cellerigt binde- væv, hvori flere tykvæggede kar. 0) Den valnedstore cyste, som ligger mellem fedtlaget og overfladen af tumor, er udklædt med et flerlaget cylinderepithel; i væggen af samme sees glatte muskelfibre samt et sted ogsaa et bruskstykke, men derimod ingen kjertler. Den lille cyste viser samme struktur. €) Snit gjennem den valkformede fortykkelse paa cystens indre væg (fortsættelsen af »broen«) og de tilstedende dele af cysteveggen: Cysteveggen er indvendig paa sine steder dækket af regelmæssig flerlaget epidermis uden andre af hudens attributer, paa andre steder igjen er selv denne enkle beklædning høist ufuldstændig eller mangler helt, Nærmest epidermis ligger et smalt bælte af noksaa cellefattigt fibrøst væv og under dette en fortsættelse af den paa undersiden af »broen« paaviste substans fra centralnervesystemet, som dog her findes rigeligere ansamlet og for en stor del er skyld i den valkformede fortykkelse paa cystens indre veg, Foruden gliavæv og ganglie- celler sees der temmelig talrige corpora amy lacea, der ikke altid viser den typiske koncen- triske bygning, men undertiden mere ser ud som amorfe kalkkorn. Paa grænsen mod det porøse væv (se nedenfor) sees en liden uregelmæssig gang med smale udløbere, hvor et lavt kubisk epithel dels sidder paa gliavæv, dels og oftest paa bindevæv. Centralnervesystemet kan forfølges ligesaa langt som valken, d. v. s. flere centimeter bortover cystevæggen; paa den ene kant breder det sig ogsaa som en smal zone i cystevæggen temmelig langt udenfor for- tykkelsen af denne, Centralnervesystemet er saavel mod den indre som den ydre del af cystevæggen noksaa skarpt afgrænset, særlig udad, hvor grensen dannes af et hyalin degenereret bindevæv, Der strækker sig dog enkelte, tildels karførende septa ind i central- nervesystemet fra det omgivende bindevæv, Saavel i disse septa som midt i centralnerve- systemets substans sees oftere tversnit af haarstumper; omkring nogle af disse er der ingen reaktion, omkring andre sees store, polygonale epitheloide celler. Flere steder er der saavel i septa som paa grænsen af centralnervesystemet og bindevævet under epidermis 42 HP NBL: M.-N. Kl. rundcellet infiltration langs med kar; ikke sjelden sees karvæggene hyalin degenererede, I bindevævet mellem epidermis og centralnervesystemet kan der paavises talrige, pigmen- terede, brungule, S-formede bindevævsceller, smale, men ofte opsvulmede paa midten; de kan forfølges lidt længere end centralnervesystemets substans lader sig paavise, Endel af den valkformede fortykkelse skyldes tillige udviklingen af et porøst væv med maskerum af hoist forskjellig størrelse, fyldte med brokket, af hæmatoxylin blaafarvet masse og enkelte udklædte med celler, der undertiden danner kjæmpeceller, fuldstændig i lighed med hvad der før er beskrevet for casus VI, men mindre udtalt end der; ogsaa her kan man paa sine steder se, at disse hulrum synes at have sit udgangspunkt fra celler, som begynder at proliferere inde i vævsspalterne. I bindevævssepta mellem hulrummene sees undertiden de samme pigmenterede celler som i bindevævet udenom centralnerve- systemet, idet de strækker sig ind i septa fra grænsen mod dette. — Mod den ydre over- flade dannes cystevæggen af en smal zone af et cellerigt fibrøst væv, som dog ikke viser noget for ovarialvæv absolut karakteristisk; indad taber det sig efterhaanden dels i det hyalin degenererede bindevæv, som grænser op til substansen fra centralnervesystemet, dels i det porøse vev, &) I flere af snittene fra den valkformede fortykkelse har man faaet med endel af bunden i den 2-kromestore, med talg og haar fyldte flade poche, Dennes vægge er for det meste udklædte med et tykt lag store, protoplasmarige, polygonale eller runde celler med forholdsvis liden kjerne; her og der desuden flerkjernede kjaempeceller, Af og til sees i cellerne, specielt hvor de ligger i tykke lag, utydelige, ganske fine, lysegule pigmentkorn(?), Foruden paa pochens indre veg findes den slags celler ogsaa i bindevævet lige udenom den, hvor de udfylder langstrakte spalterum (lymfespalter), Mellem cellerne sees paa flere steder haarstumper, ligesom pochen selv for en stor del er fyldt med lose haar, Undertiden grænser centralnervesystemets substans direkte op til pochens lumen; rimeligvis er det ad denne vei, at de i centralnervesystemet paaviste haarstumper er komne ind, Tumor fra venstre ovarium. Det prominerende parti er lidet, broformet. — Hud. — Ben. — Ertstor, epidermisklædt cyste. — Centralnervesystem. — Ganglieceller. — Neuroepithel. Makroskopisk beskrivelse: Tuben medfølger, normal, Venstre ovarium er figenstort og indeholder flere, op til bønnestore cyster fyldte med klar, tynd vædske. Langs ovariets frie rand er der en allerede opklippet, nødstor cyste, fyldt med talgagtig masse og haar. Cysten bestaar af 2 dele, hver omtrent bønnestor; disse dele kommunicerer med hinanden rundt en broformet dannelse, som fra den ene væg strækker sig over til den anden og er dækket af skinnende, lys, graahvid epidermis. Ogsaa forøvrigt er cystens indre veg klædt med epidermis; der sees smaa meget fastsiddende haar, væsentlig i nærheden af »broen«, Ind mod cystens lumen prominerer et sted en liden knude, der paa snit er næsten ertstor og bestaar af en gulhvid, fast, i concentriske lag ordnet masse; den er om- givet af en tynd membran og staar ikke i forbindelse med cystens lumen, Ben kan ikke paavises ved den makroskopiske undersøgelse. Mikroskopisk undersøgelse: Der er lagt snit i ca. 20 forskjellige niveau tvers igjennem hele cysten: Indvendig er cysten for en del udklædt med epidermis, hvorunder haarfollikler, talg- og svedkjertler, men ingen glatte muskelfibre; lignende beklædning findes paa den broformede dannelse, om end ikke særlig rigelig udviklet; forøvrigt bestaar denne af bindevæv og endel fedtvæv med talrige »mastceller« i begge. Jo mere man fjerner sig fra »broen«, des ufuldstændigere er huden udviklet; haarfollikler og kjertler forsvinder efter- 1905. No. 4 OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 43 haanden, epidermis aftager i tykkelse, og ofte mangler den totalt; isaafald finder man paa mange steder indsiden dækket af et lag med store, blege epitheloide celler, indimellem hvilke ofte sees store kjæmpeceller med centralt stillede kjerner, særlig omkring haar- stumper, der ofte sees i dette lag. Andre steder igjen dannes det inderste lag af fuld- stændig fibrøst væv med eller uden haarstumper. Undertiden sees endog substans fra centralnervesystemet at grænse direkte op til cystens lumen. For en stor del ligger nemlig centralnervesystemet lige opimod cystens indre, ofte adskilt fra dette kun ved en smal zone af fibrøst væv eller granulalionsvev. I forhold til cystens størrelse forekommer det i rigelig mængde. Her og der har haarstumper trængt sig ind i det. Gliavævet er meget tydeligt, fibrillært og indeslutter temmelig talrige store ganglieceller, polygonale, ovale eller uregelmæssige. Paa flere steder kan der i centralnervesystemet paavises smaa, uregelmæssig bugtede kanaler, udklædte med smaa kubiske epithelceller; andre steder sees enkelte mere sirlige, runde lumina, hvor epithel- cellerne er noget større med blegere protoplasma og kjerne, og hvor lumina ofte bryder ind i hverandre, Omkring de førstnævnte kanaler ligger der i det tilgrænsende gliavæv tæt op til de kubiske epithelceller ofte endel lignende smaa celler i saa rigelig mængde, at vævet synes næsten udelukkende at bestaa af dem. Da disse cellehobe kan forfølges til- bage til epithelklædte kanaler, bør de sikkerlig opfattes som hobe af neuroepithel. Centralnervesystemet er ikke overalt godt afgrænset; ofte er det ved temmelig brede bindevævssepta opdelt i vel adskilte, uregelmæssige, større og mindre felter; smaa øer af det findes undertiden ogsaa et stykke fra hovedmassen, Et sted ligger der tæt op til centralnervesystemet endel større og mindre kar, indesluttede i laxt bindevæv (pia). Svarende til den ertstore cyste, fyldt med koncentrisk anordnede masser, kan der paavises et hulrum, som er udklædt med epidermis, der dog er lidt mangelfuldt ud- viklet; ingen kjertler eller haarfollikler kan paavises under denne. Lumen er delvis fyldt med afstødte forhornede masser i koncentriske lag, Kun en ganske tynd lamelle af bindevæv skiller den ertstore cyste fra hovedcystens indre. Forovrigt er den næsten fuldstændig omgivet af centralnervesystemets substans, adskilt fra denne ved en smal zone af rundcelleinfiltreret bindevæv. Lige i nærheden af denne cyste er der en anden, 3 —4 mm. lang, oval cyste, som ligeledes delvis er fyldt med forhornede masser samt desuden haar; denne cyste er imidlertid udklædt med vel udviklet epidermis, og under denne sees der, særlig paa den side af cysten, som vender ud mod ovariets overflade, talrige store talg- kjertler, endel svedkjertler og store haarfollikler; de første sees ofte at aabne sig i den lille cyste, de sidste stikker gjerne langt ned i det fedtvæv, som just paa dette sted ligger ansamlet mellem den lille cyste og den ydre, fibrøse kapsel. I det bindevæv, som skiller talg.svedkjertler og haarfollikler fra hverandre, findes talrige »mastceller«. Skilleveggen mellem de to smaa cyster dannes af substans fra centralnervesystemet eller siden af et lidet 3 mm. langt kompakt benstykke med typiske Haverske kanaler. Ingensteds kan der paavises bruskvæv eller slimhinde. Hovedcysten er paa alle kanter omgivet af ovarialvæv, i hvilket der paa den side, som vender ud mod overfladen af ovariet, findes flere primordialfollikler; paa den anden side sees saavel Graaf'ske follikler som corpora fibrosa, Grensen mellem ovarialvævet paa den ene side og fedtvævet samt centralnervesystemet paa den anden side dannes gjerne af et smalt bælte med cellefattigt bindevæv, der efterhaanden taber sig i ovarialvævet; hvor centralnervesystemet og fedtvævet mangler, trænger derimod ovarialvævet sig næsten helt frem til cystens lumen, 44 UP SABOLL, M.-N. Kl. Casus IX. Dobbeltsidig ovarialtumor, — I venstre ovarium 4, i høire ovarium 3 adskilte dermoidcyster. — Resterne af ovariet i begge tumores omdannede til et porøst, svampet væv, hvori kjæmpeceller, Fra doktor Malthes privatklinik. Magdalene H,, gaardbrugers datter, 32 aar gl. Protokolnr. 284/02, Hist, morbi: I de senere aar holdlignende smerter i venste side, Obstruktion. For 2 maaneder siden blærekatarrh, Menses regelmæssige, lidt smertefulde i de sidste aar. St. præs.: Ved palpation føles i venstre hypochondrium en tumor, strækkende sig fra bag symfysen over mod venstre fossa iliaca; tumors overflade glat; den er lidt ømfintlig, af fast konsistens, lidt bevægelig, Zxploration pr. vaginam: Portio staar noget bagover, uterus anteflekteret og skjøvet over tilhøire, ikke forstørret, bevægelig, Lige tilvenstre for uterus føles ovennævnte tumor. I høire ingven føles en knapt valnødstor klump. 8/, 02 Laparotomia: Dobbeltsidig ovarialtumor, Venstre tumor var sterkt adhærent til uterus, saa at tumor delvis blev revet itu under løsningen, hvorved en af cysterne i tumor aabnedes, saa haar og talg traadte tilsyne; stykker af den tynde cystevæg blev siddende igjen paa uterus, Tumor fra venstre ovarium, Cyste nr. 1: Brusten under udtagelsen. — Det prominerende parti næsten hønseægstort. — Hud. — Hyalin brusk, — Ben, — Hjernevæv. — Plexus choro- ideus. — Mørkt pigment. — Ertstor cyste med enlaget, heit, klart cylinderepithel, omgiven af glatte muskelfibre. — Flimmerepithelklædt gang. — Slimkjertler. Cyste nr, 2: Æblestor cyste, — Det prominerende parti fladt og lidet i om- fang, delvis broformig forbundet med cysteveggen. — Hud, — Hyalin brusk. — Ben (tildels i resorption). — Kjertelkonglomerat (glandula thyroidea?). — Central- nervesystem, -- Corpora amylacea. — Slanke pigmentceller. — Gang, udklædt med flimmerepithel, — Slimkjertler. Cyste nr. 3: Spansknødstor cyste. — Det prominerende parti utydeligt ved den makroskopiske undersøgelse, — Hud. — Hyalin brusk. — Glatte muskler, — Tverstribede muskler (*. — Gang, udklædt delvis med flerlaget pladeepithel og delvis med flerlaget cylinderepithel. — Kjertelkonglomerat (glandula thyroidea ?). — Centralnervesystem, — Corpora amylacea, — Slanke pigmentceller. — Spinal- ganglier. — Nervestammer. Cyste nr. 4: Æblestor cyste, — Det prominerende parti tapformet, kastanje- stort. — Hud, — Hyalin brusk, — Ben — Glatte muskelfibre. — Centralnerve- system. — Corpora amylacea. — Pigmenterede bindevævsceller. — Store spinal- ganglier. — Nervestammer. — 15 mm. lang kanal, udklædt med flerlaget cylinder- epithel. — Slimkjertler. — Bønnestor cyste, udklædt med flerlaget pladeepithel og fyldt med fedt og fedtkornceller, — Mammaf(?). Makroskopisk beskrivelse: Den fra venstre ovarium udgaaende tumor er 15 cm, lang, bredere i den ene ende end i den anden, mod hvilken den smalner af jevnt hele veien; dens største bredde er 8—g cm,, dens største tykkelse 6—7 cm, Svulsten viser paa den ene langside en 7 cm, lang, neppe 1 cm, bred saarflade (efter stilken). Svulsten er dels graarødlig, dels gulagtig; overfladen er knudret paa grund af større og mindre afrundede prominentser, og den er delvis dækket af fibrøse pseudomembraner, Cyste nr. I. Den smale ende af tumor svarer til det parti, der var fastvokset med uterus. Man ser her tjafsede, større og mindre rester af den brustne cystes tynde, paa ind- siden delvis epidermisklædte væg; disse tjafser omgiver som en ufuldstændig krave 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 45 basis af en fast, afrundet tumor, der rager frit frem og er af storrelse som et lidet hønseæg. Et smalt stykke af cystevæggen dekker endnu som et bælte midten af den pro- minerende tumor, klods ind til denne, hvor det passer ind i en tilsvarende grund fure. Denne tumor svarer sikkerlig til det prominerende parti, som man kan paavise i saagodtsom alle ovarielle dermoidcyster; men den rager i dette tilfælde frit frem, fordi cysten rumperede under udtagelsen. Ved basis af tumor sees og føles et næsten krakmandelstort, fast brusket og benet parti med knudret overflade; det strækker sig indover mod centrum af tumor, Forevrigt er dennes overflade nogenlunde glat og dækket for størstedelen af hud med tynde fine haar. Den hudklædte del af tumor er ved en vel markeret grænse adskilt fra et kastanjestort parti, hvis overflade ligeledes er glat, men har en mere graalig farve og totalt mangler haar. Parallele, skiveformige snit gjennem tumors bleddele ind til ben- stykket viser under huden et fedtlag paa op til 2 cm. og vel det; i dette fedtvæv ligger her og der smaa bruskstykker og endog benstykker samt øer af et graaligt, blødt væv, der tydelig kan skjelnes fra det mere gulagtige fedtvæv og gjerne indtager mere af bløddelenes centrum. Under den glatte, haarbare overflade finder man ikke noget fedtvæv, men derimod et eicndommelig trevlet, graahvidt, løst udseende vær i forholdsvis rigelig mængde; i dette væv sees et sted en liden mørk, brunsort pigment- stribe, Paa grænsen mellem det hudklædte parti og det førnævnte benede og bruskede parti strækker der sig en uregelmæssig gang mindst I cm, indover i tumor; ved mun- dingen er denne gang 1 cm. bred og 3 cm. hoi, naar man lofter taget, som er blødt, op fra bunden, der udgjøres af ben eller brusk. Cyste nr. 2. Midtpartiet af hovedtumor indtages af en æblestor tumor, der føles -fyldt med en deigagtig masse, Efter opklipning sees cysten proppende fuld af en gulhvid, vaselinlignende masse, hvori endel tynde haar. Efter fjernelsen af denne viser cystens indre veg sig i et vel 2-kronestort parti klædt af epidermis, under hvilken talgkjertler skinner igjennem. Dette hudparti er delvis dækket af haar, hvoraf enkelte er tynde og lyse, andre tykkere og mørkere. Den øvrige del af cystens indre veg er glat, men ogsaa her sees enkelte haar, som synes at staa skraat 1 væggen. Af det hudklædte parti er der en liden del, som prominerer svagt over den øvrige del og paa toppen bærer en hampefrøstor, noget fastere knude, der paa snit viser sig fyldt med en talgagtig masse, Det hudklædte parti er et sted broformig forbundet med cystevæggen; denne bro er klædt med hud og ganske kort, saa der kun kan føres en tynd sonde mellem den og cystevzggen. Snit gjennem det af hud dækkede parti viser under denne et 3—4 mm. tykt fedtlag, under hvilket der er et ertstort, graarødligt, ikke skarpt begrænset parti af blød konsistens; fra denne graarødlige knude stikker der frem et ganske lidet bruskstykke. Væggene i den æblestore cyste er temmelig tynde; kun paa den ene side er de tykkere, op til 1 å 1,5 cm, tykke, med prominerende, graagule partier, der paa snit viser talrige smaa knappenaalshodestore cyster; fra snitfladen gjennem denne del af cystevæggen flyder der frem en plumret, graagul vædske, der er fedtglinsende og mikroskopisk ogsaa indeholder talrige fedtdraaber. Cyste nr. 3. I væggen af den sidst beskrevne, æblestore cyste og tildels bugende sig frem paa overfladen er der en spansknødstor cyste, som er fyldt med talg og haar, og hvis vægge for en stor del er udklædte med epidermis. Denne er dækket af tynde, graalige haar, og under epidermis skinner talgkjertler igjennem. Den hudklædte del af cysten ligger paa skillevæggen mod cyste nr, 2, adskilt fra denne ved et tyndt lag af porøst væv. Den del af cystens veg, som ikke er klædt med epidermis, er glat, graarødlig; grænsen mellem begge partier er noksaa skarp. Ben eller brusk kan ikke paavises makroskopisk. Cyste nr. 4. Den brede ende af hovedtumor indtages af en æblestor cyste, fyldt med talrige lange, tæt sammenfiltrede, lysebrune til mørkebrune haar i en vaselin- lignende masse. Cystens vegge er som regel tynde, særlig skillevæggen mellem denne og cyste nr, 2 er meget tynd, glat paa begge sider; paa andre steder er cysteveggen op til 1 cm. tyk, graagul og viser paa snit det samme porøse væv med lignende indhold som før beskrevet (under cyste nr. 2). Cysten for det meste glat indvendig; et sted er der imidlertid et 2-kronestort, skarpt begrænset parti, dækket af epidermis med gjennem- skinnende talgkjertler, Fra dette parti rager der ind i cystens lumen en kastanje- 46 SUP BULL, M.-N. Kl. stor, blød, hudklædt tumor med en bred, om end indsnøret basis, og noget tilspidset i den frie ende; paa denne prominents sidder haarene tættere end forøvrigt paa det hud- klædte parti; henimod spidsen af tumor er epidermis tykkere, mere skjællignende, Snit gjennem den kastanjestore tumor viser, at den for størstedelen bestaar af fedt. Ud mod spidsen af den ligger der en bonnestor cyste, fyldt med en blakket melkeagtig vædske, hvori mikroskopisk findes talrige fine smaa fedtkugler og fedtkornceller (colostrum- legemer?) samt enkelte røde blodlegemer, som altsammen ligger i et uregelmæssigt netværk af slimtraade. Væggene i denne lille cyste er glatte, graahvide; et sted skinner der igjennem en mere gulbrunlig masse, som danner et } mm, tykt lag. Fra bunden af den bønnestore cyste strækker der sig gjennem fedtvævet til basis af den kastanjestore tumor et smalt bælte af tilsyneladende fibrøst væv. I det hudklædte parti sees der lige ved basis af den kastanjestore tumor 2 mindre prominentser, den ene bønnestor, den anden noget mindre, der begge med sin længdeaxe rager ind mod cystens lumen, Den bonnestore tumor er dækket af hud, men viser kun faa haar; ved basis [gaar epidermis over i en mere glat, graagul flade (slimhinde?), paa grænsen af hvilken der er et lidet ben- stykke. Den anden, mindste tumor er 4 cm. hoi og maaler ved basis ligeledes $ cm.; den er fladtrykt og ligger tættere op til den kastanjestore tumor; dens overflade er tildels smaaknudret, graalig eller graarodlig, og det er tvilsomt, hvorvidt den er dækket af epi- dermis. Mellem disse to tumores er huden dækket af tætsiddende, tykke, mørke haar, som ogsaa strækker sig et stykke opover den tilgrænsende del af den kastanjestore tumor. Mikroskopisk undersøgelse: Cyste nr. I. Paa grund af, at hud og bløddele sammen med det store benstykke tilsammen udgjer en næsten honseegstor tumor, er der ikke lagt efter hinanden følgende snit gjennem dette prominerende parti, men der er taget snit fra forskjellige dele af det. a) Snit fra midten af det fedtagtige væv, hvor man makroskopisk kan se enkelte bruskstykker og et over ertstort graaligt parti (hjerne?): Overfladen er dækket af epidermis, under hvilken sees et tykt lag af cellefattigt fibrøst væv og i dette talrige talgkjertler og haarfollikler, svedkjertler og glatte muskelfibre, Først nedenfor det fibrose lag støder man paa et bredt bælte af fedtvæv. Under fedtvævet en smal zone af cellefattigt fibrøst væv, som danner grænsen mellem fedtvæv paa den ene side og centralnervesystemet paa den anden side. I dette fibrøse væv, paa grænsen mellem fedtvæv og centralnervesystem, kan der paavises et mindre stykke hyalin brusk og lige ved dette et stykke kompakt ben; i den perifere del af central- nervesystemet lige i nærheden af det nævnte benstykke sees en gruppe typiske spinal- ganglieceller, omgivet af centralnervesubstans, Centralnervesystemet danner et næsten afgrænset sammenhængende hele, om der end fra det fibrøse væv i omkredsen strækker sig septa ind over i de perifere dele af samme. Der sees kun meget faa utyde- lige ganglieceller, idet vævet vistnok hovedsagelig udgjøres af gliavæv. I de dybere lag ser man en uregelmæssig lang smal spalte i centralnervesystemet, udklædt med kubisk sterkt farvet epithel; denne spalte sender af og til smaa forgreninger ud til siderne; et par steder rager der ind i spalten smaa papillære excrescentser, klædt med sammeslags epithel og med et stroma, der ved basis hænger sammen med den zone af fibrøst væv, som danner grænsen for centralnervesystemet i dybden; 1 cxcrescentsernes stroma sees tydelig smaa kar. Spredt i centralnervesystemet sees smaa utydelige corpora amylacea. Under centralnervesystemet støder man atter paa et tykt lag af fedtvæv. 8) Snit fra den del af fedtvævet, som ligger lige over den I cm, lange gang: Overfladen er ogsaa her dækket af epidermis med talrige talgkjertler og haarfol- likler liggende i et cellefattigt, fibrest væv, Eftersom man nærmer sig indgangen til den før nævnte kanal, aftager imidlertid stadig epidermis og bliver paa den sidste strækning meget utydelig; paa samme tid forsvinder talgkjertler og haarfollikler fuldstændig, saa at det utydelige epithellag ligger direkte an mod et tykt lag af cellefattigt fibrøst væv. Ved 1905. No. A. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 47 indgangen til kanalen kan man ikke se noget epithel paa overfladen. Et lidet stykke inde i denne er der et tydeligt flerlaget flimmerepithel, der saaledes udgjør beklæd- ningen af taget i den førnævnte kanal. Flimmerepithelet ligger et sted direkte an mod perichondriet af et utydeligt lidet bruskstykke; lige i nærheden af dette sted beklæder epithelet en indbugtning, der dog ikke strækker sig langt nedover. Epithelet sidder paa denne indbugtning paa en tydelig tunica propria; vævet under denne er sterkt rund- cellet infiltreret. Vævet under indbugtningen, saavelsom under det lille bruskstykke, viser grupper af slimkjertler. Lige i nærheden af den med flimmerepithel beklædte stræk- ning finder man en ertstor cyste med svagt bugtede vægge udklædt med regelmæssigt enlaget cylinderepithel med klart protoplasma og basalstillet kjerne, fuldstændig som man finder i visse ovarialeyster eller i tyktarmen, Epithelet danner smaa kjertellignende indsænkninger paa sine steder af væggen; det findes ogsaa tildels afstødt i store sammen- hængende border inde i cystens lumen, som forøvrigt indeholder slim, Kun paa et sted findes der under epithelet en smal zone af cellerigt væv, medens epithelet forovrigt ligger an mod cellefattigt fibrost væv. Der er ingen sammenhæng mellem denne cyste og den med flimmerepithel bekladte kanal, men de er adskilt fra hinanden tildels kun med et smalt lag af cellefattigt fibrost vev. Udenom denne cyste er der paa flere steder, om end hoist ujevnt fordelt, en rigelig ansamling af glatte muskelfibre, hvis bundter imidlertid gaar i flere forskjellige retninger. Mellem den nys beskrevne cyste og den prominerende spids, som danner overgangen mellem den før nævnte gang og overfladen, ligger der 2 øer af substans fra centralnervesystemet, adskilte ved en smal skillevæg af fibrøst bindevæv, Midt i den ene af disse øer sees en lidt uregelmæssig kanal udklædt med en- eller flerlaget kubisk, sterkt farvet epithel, som ikke er skarpt afgrænset fra det omgivende gliavæv, Spredt i centralnervesystemet sees flere typiske ganglieceller tildels med ud- løbere; disse celler er ovale eller spolformede. Ogsaa paa den anden side af den ertstore med slimepithel udklædte cyste er der en smal zone af ikke vel afgrænset substans fra centralnervesystemet. Endnu et tredje sted finder man den samme substans, nemlig tæt ind til et stort benstykke, hvor der sees en smal zone af gliavæv uden tydelige ganglie- celler, men et sted i dette en uregelmæssig gruppe af polygonale, epithellignende celler (neuroepithel). I nærheden af den ertstore med slimepithel udklædte cyste finder man endvidere en anden uregelmæssig cyste, udfyldt med forhornede masser; paa dens indven- dige veg sees et rigeligt granulationsvæv, hvori talrige flerkjernede kjæmpeceller. Lige ved denne cyste ligger et stort uregelmæssigt benstykke, væsentlig bestaaende af kompakt ben, hvori talrige tydelige Haverske kanaler. Lige i nærheden af dette benstykke ligger der et større rundt stykke af hyalin brusk med tydelige bruskkapsler i centrum, men utydelige i periferien, Det ligger midt i fedtvævet, men er omgivet af en smal zone cellefattigt fibrøst væv. y) Snit lige paa grænsen mellem det epidermisklædte parti og det glatte parti: Overfladen er klædt med karakteristisk forhornende epidermis, der taber sig efterhaanden og tilslut svarende til det glatte parti danner et utydeligt enkelt lag af flade celler, der forsvinder helt, saa at cellefattigt fibrøst væv ligger i dagen, Under det epidermisklædte parti finder man talgkjertler, haarfollikler og fedtvæv. Under det glatte parti derimod først en noksaa bred zone af cellefattigt fibrøst væv; derunder en zone af noget laxere fibrøst væv, og endelig nærmest benet substans fra centralnerve- systemet i rigelig mængde, svarende til det ved den makroskopiske undersøgelse paaviste trevlede, løse væv, Denne bestaar her vesentlig af gliavæv, idet der kun sees spredte, heist utydelige ganglieceller. Centralnervesystemet er her ikke skarpt afgrænset, idet der fra bindevævet strækker sig talrige, tildels fine septa indover, hvorved centralnerve- systemet deles op i talrige uregelmæssige oer. Ofte er disse saa smaa, at de kun synes at udfylde spalterummene mellem bindevævsfibrillerne, Man finder et sted i centralnerve- systemet, ikke langt fra benet, dog ikke helt ind paa dette, en uregelmæssig hule, som er fyldt med talrige tvers afskaarne eller langsefter trufne papillære excrescentser af uregelmæssig form; de er samtlige klædt med kubisk epithel, som undertiden viser sig mere ovalt eller polygonalt. Dette epithel sees paa et par steder tydelig at fortsætte sig over paa cystens indre væg, idet det samtidig antager mere cylinderform og kjernerne tillige 48 SPI BULL; M.-N. Kl. farves stærkere; epithelet er ikke tydelig afgrænset fra gliavævet, Samtlige de papillære exerescentser indeholder et stroma, hvori store blodfyldte kar. I Weigert-præparatet kan der i centralnervesystemet kun paavises faa marvskedeholdige nervefibre; et sted kan man dog forfølge en hel bundt af disse, samtlige meget fine med talrige smaa kugleformede opdrivninger. 0) Snit fra liden pigmenteret stribe midt inde i centralnervesystemet (under den glatte overflade); Den pigmenterede stribe viser sig at ligge i en temmelig tyk bindevævsstreng inde i centralnervesystemet, Pigmentet bestaar af mørke, brunsorte korn, som ligger i spalter i bindevævet, uden at det er muligt at se, hvorvidt pigmentet ligger inde i celler; et par steder er der dog i bindevævet smale spalter, udklædt med utydeligt lavt epithel, og i den ene ende af en saadan spalte finder man samme sort pig- ment. I centralnervesystemet kan der her paavises flere typiske ganglieceller, endvidere et par epithelklædte smaa lumina og tillige spredte grupper af utydelige smaa epithelceller (neuroepithel). Endelig kan der ogsaa i dette snit paavises papillære excrescentser af samme udseende som i foregaaende snit, og i enhver henseende forholdende sig paa samme maade, Cyste nr. 2. a) Der er lagt smiøt i 18 forskjellige niveau gjennem stersteparten af det hudklædte parti og den lille prominents: Snittet er lagt saaledes, at den før nævnte lille bro er truffet langsefter. Indvendig er dette parti som regel dækket af epi- dermis og under denne talrige talgkjertler, haarfollikler, svedkjertler og glatte muskelfibre. Netop over den broformede dannelse er epithelbeklædningen mange gange utydelig eller helt afstødt; forbindelsen mellem spidsen af »broen« og cystens indre væg dannes af et aragtigt bindevæv, som indeslutter talrige haarstumper. Der sees i dette bindevæv endnu paa flere steder store flerkjernede kjæmpeceller, — Under talg- kjertlerne støder man paa et noksaa tykt lag af fedtvæv. Svarende til det makroskopisk synlige ertstore bløde parti finder man mikroskopisk kjertelvæv, som er afgrænset fra omgivelserne ved hjælp af et cellefattigt fibrøst væv, hvori enkelte glatte muskelfibre; dog finder man ogsaa udenfor denne kapsel liggende i det subcutane fedtvæv enkeltvis temmelig store kjertellumina omgivne af en meget smal zone af bindevæv. Kjertellumina er af for- skjellig størrelse, fra ganske smaa indtil 3 mm. i diameter. I de største og tildels ogsaa i de smaa kjertellumina finder man en homogen, af eosin sterkt rødfarvet, med van Gieson brungul farvet masse (colloid), Kjertellumina er imidlertid oftest tomme, sjeldnere fyldte med afstødte epithelceller. Beklædningen udgjøres i de perifere dele af konglomeratet, hvor epithelet viser sig tydeligst, af et meget regelmæssigt, kubisk epithel med temmelig klart protoplasma og kjernen liggende midt i cellen, De fleste steder er imidlertid epithelet mere utydeligt, lavere og cellerne mindre, rundagtige; i de største lumina er epithelcellerne altid fladklemte (glandula thyroidea?). Der kan ikke ved farvning paa elastiske fibre paa- vises saadanne i skillevæggene, som overalt er meget smale, Der kan heller ikke paavises nogen forbindelse mellem dette konglomerat og overfladen, Fra periferien af kjertelvævet buger der sig et sted et stykke hyalin brusk langt ind i glandelmassen, saa at det næsten overalt er omgivet af kjertelvæv. Paa spidsen af den broformede dannelse, der væsentiig bestaar af fibrøst bindevæv, finder man flere smaa kompakte benstykker; det samme er ogsaa tilfældet lidt lengere ind paa det hudklædte parti, Flere af benstykkerne er fuldstændig omgivet af store flerkjernede kjæmpeceller, og da overfladen af benene viser sig takket, har man absolut indtryk af, at der her foregaar en sterk resortion af ben, Paa den mod cystevæggen vendende side af det broformede parti er der paa en kort strækning en tydelig epidermis- beklædning; denne taber sig imidlertid snart og erstattes af et cellefattigt, delvis vistnok aragtigt bindevæv. I dette bindevæv kan man finde flere større og mindre, overordentlig tydelige corpora amylacea, I bindevævet, som omgiver disse, kan man undertiden se lyst pigmenterede spolformede celler, et par steder er der ogsaa i bindevævet her smaa uregelmæssige spalterum, helt eller ufuldstændig klædt med kubiske epithelceller med sterkt farvede kjerner, Et sted er der ogsaa en ganske liden ø af substans fra central- nervesystemet, hvori et par tydelige ganglieceller, in er 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 49 Forfølger man bagsiden af »broen« gjennem flere snit, saa optræder der her atter et tydeligt epithel, der imidlertid nu er cylinderepithel (flerlaget flimmerepithel), som ogsaa klæder ud en lang smal gang, der fra bagsiden strækker sig paa skraa i retning mod cystens indvendige flade (altsaa i retning mod det hudklædte parti). I nærheden af denne ‘gang findes enkelte slimkjertler og et par forholdsvis store cyster med utydelig epithelbeklædning og fyldte med en homogen, af hæmatoxylin graablaa farvet masse (slim). 8) Udad for det prominerende parti er fedtvævet kun sparsomt repræsenteret, og epi- dermis taber sig efterhaanden paa cystens indre veg. I disse partier er der en skarp grænse mellem det cellefattige fibrøse væv indad og det cellerige ovarialstroma, som udgjør det ydre lag af cystevæggen. Det mest perifert liggende lag er dog betydelig mindre cellerigt end det lag, som støder op til cystens vev. Der sees her og der primordialfollikler, tillige ogsaa et større corpus fibrosum. Forøvrigt viser ovarialstromaet sig som oftest omdannet til et maskeverk, hvor maske- rummene er udklædt med flerkjernede kjæmpeceller, der undertiden findes i store masser, I en saadan stor cyste finder man mellem de talrige kjæmpeceller rosetformig an- ordnede glinsende krystaller eller spredte krystalnaale (fedtsyrekrystaller?). Cyste nr. 3. a) Der er lagt suit gjennem hele cysten i 16 forskjellige niveau: Ved den mikroskopiske undersogelse viser det sig, at denne cyste tildels er delt i 2, idet der et sted fra cystevæggen rager frem en smal ufuldstændig skillevæg. Cysten er udklædt med epidermis og under denne talgkjertler, haarfollikler, svedkjertler og glatte muskelfibre og paa sine steder noksaa rigeligt fedtvæv. Svedkjertlerne danner paa et par steder store konglomerater i fedtvævet under talgkjertlerne, En stor del af cysten er uden nogen epidermisbeklædning, og her finder man indvendig et granulations- vv, hvori talrige kjæmpeceller, særlig omkring haarstumper. Den nævnte skillevæg er paa sin ene side klædt med epidermis og talgkjertler; paa den anden side er epidermis- bekledningen heist ufuldstændig, og der findes her ingen talgkjertler. Forevrigt indeholder denne skillevæg langs med den side, hvor epithelbeklædningen er ufuldstændig, rester af et centralnervesystem. Skillevæggen rager først frit ind i cystens lumen, men vokser temmelig snart sammen med den anden side af cystevæggen og tiltager fra nu af stadig i tykkelse; paa denne maade afsnøres der ved hjælp af skillevæggen en hule bagom denne; denne hule aftager i størrelse, eftersom skillevæggen tiltager i tykkelse, saa at den meget snart omdannes til en gang, der er klædt med epithel og forløber næsten parallelt med cystevæggens indre flade, Til at begynde med er denne gang udklædt med flerlaget pladeepithel, under hvilket ligger enkelte talgkjertler; pladeepithelet omdannes imidlertid meget snart til et flerlaget cylinderepithel, som dog ikke overalt er meget distinkt. Endog før overgangen til cylinderepithel finder man i det cellefattige bindevæv under epi- thelet tydelige slimkjertler. Langs den ene side af kanalen ligger der et konglomerat af kjertellumina, som i sit udseende fuldstændig svarer til et lignende konglomerat i cyste nr. 2: Tætpakkede kjertellumina, adskilte ved smale skillevægge og udklædte med et noget forskjelligt epithel, dels et tydeligt enlaget cylinderepithel, dels og hyppigst utydelige smaa runde epithelceller, endelig i enkelte lumina et fladtrykt epithel; disse er udfyldt med en homogen masse, som farves stærkt rød af eosin og brunlig af van Gieson, Særlig i de større lumina finder man dette indhold, tilblandet enkelte afstødte epithelceller og under- tiden med vacuoler af samme udseende som ved glandula thyroidea, Hvor lumina er udklædt med smaa runde epithelceller, findes disse ofte afstødte i saa rigelig mængde, at de helt eller delvis udfylder lumina. Det samlede kjertelkonglomerat er noksaa vel af- grænset og er vistnok dannet fra den cylinderepithelklædte kanal, da der kan sees større lumina i aaben forbindelse med denne. Omkring dette konglomerat finder man tæt op til det flere smaa øer af hyalin brusk og udenfor et par af disse igjen tydelige slim- kjertler. Endvidere finder man paa dette sted snit af talrige store nervestammer og flere typiske spinalganglier med store ganglieceller, Endelig ligger der et sted klods ind paa kjertelkonglomeratet en eiendommelig liden knude, som nærmest ligner tversnit af Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 4 50 PP. BULL. M.-N. Kl. en liden bundt med tverstribede muskelfibre(?), og som ogsaa farves gul med van Gieson. Den før nævnte gang aabner sig tilslut atter paa cystens indvendige overflade, hvor den et kort stykke før udmundingen paany er udklædt med tydelig epidermis; der findes i væggen her talrige talgkjertler, tildels dilaterede, derimod kun faa svedkjertler og ingen p tydelige haarfollikler, De store talgkjertler trænger det før beskrevne kjertelorgan længere og længere væk fra kanalens lumen, samtidig som kjertelorganet selv raskt aftager i størrelse paa dette sted og ophører, før gangen atter naar frem paa overfladen, Det er før nævnt, at der i den ufuldstændige skillevæg fandtes en del af et rudimen- tært centralnervesystem; dette ligger lige under overfladen, følger skillevæggen til basis af denne og slaar sig her om paa cystevæggen, hvor det kan forfølges under det subcutane fedtvæv bort til væggen af den store epithelklædte kanal. Det er ikke vel af- grænset og heller ikke overalt lige tydeligt, idet man kan finde smaa øer af substans fra centralnervesystemet temmelig langt adskilt fra hovedmassen, Der findes kun meget faa tydelige ganglieceller; derimod kan der paa flere steder sees epithelklædte kanaler midt inde i gliavæv og ikke skarpt afgrænset fra dette; desuden kan man i dette væv paa- vise smaa solide hobe af som regel runde epithelceller. Undertiden kan man ogsaa finde midt i bindevævet en smal spalte ufuldstændig udklædt med lignende epithel, som det i centralnervesystemet. Da der i det bindevæv, som omgiver disse spalter, findes spredte lyst pigmenterede, spolformige celler, og da disse spalter ligger paa samme sted som centralnervesystemet forøvrigt, bør vistnok ogsaa disse opfattes som hørende til dette, Et par steder kan man paavise faa, men meget tydelige corpora amylacea, liggende i spalter mellem bindevævsfibre, som indeholder pigmenterede spolformige celler, I det subcutane bindevæv kan der et sted paavises rigelig fibrøst væv, hvori talrige bundter af glatte muskelfibre. B) Snittet er lagt saaledes, at man har faaet med en del af skille- væggen mod cyste nr, 2: Denne er paa begge sider glat, ikke klædt med epithel og bestaar af meget cellefattige bindevævsfibre, som er svagt bølgeformig anordnede, Kun paa faa steder kan der mellem disse paavises bundter af glatte muskelfibre. Der er ingen skarp grænse mellem, hvad der maa siges at tilhøre cyste nr. 2 paa den ene og cyste nr. 3 paa den anden side. — Man har ogsaa faaet med et stykke af hovedtumors overflade, Yderst har man her en meget sma! zone yderst cellefattigt bindevæv, hvorefter kommer en zone af meget cellerigt bindevæv, i denne findes enkelte faa primordialfollikler. Denne zone er ikke skarpt afgrænset indad, idet den umerkelig gaar over i et netverk af det tidt be- skrevne udseende: utallige større og mindre hulrum, af hvilke mange er udklædt med uregelmæssige flerkjernede kjæmpeceller, medens de fleste, særlig de mindste, mangler enhver beklædning. Skillevæggene bestaar i almindelighed af fibrøst væv og er som regel smale, Hvor hulrummene er meget smaa og skillevæggene meget smale, kan det hele ligne fedtvev. I skillevæggene eller hvor man har større partier af fibrost væv, finder man ikke sjelden midt i vævet en enkelt eller en gruppe af store flerkjernede kjæmpeceller. Ikke sjelden er disse omgivet af flere polygonale celler med en bleg liden kjerne og et stort kornet protoplasma, som har et tydeligt gulskjær. Et sted ligger der i vævet mellem hul- rummene tydelige rester af et corpus fibrosum, Cyste nr. 4. a) Snit lagt ved basis af den kastanjestore tumor langs efter den bennestore og den glatte tumor: Snittet er lagt saaledes, at endel af cystevæggen ved basis samt et lidet stykke udenfor denne følger med: Cystevæggen er indvendig som regel dækket af et utydeligt epithellag, ofte ogsaa af granulationsvæv, hvori kjæmpe- celler; forøvrigt bestaar cystevæggen af forskjellige lag af fibrøst væv, inderst et cellefattigt lag, dernæst et cellerigt lag og endelig yderst atter et cellefattigt lag. I de to yderste lag findes en sjelden gang primordialfollikler. Den kastanjestore tumor er paa overfladen dækket af forhornende epidermis, under denne fibrøst væv, hvori talrige talgkjertler, glatte muskelfibre, sved- 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. SI kjertler og meget store haarfollikler, hvis nedre ende naar langt ned i det rigelig udviklede subcutane fedtvæv. I bindevævet omkring haarfolliklerne sees talrige »mast- cellere. I fedtvævet, som 'udad naar helt til den udvendige del af cysteveggen, sees flere større og mindre oer af hyalin brusk, endvidere sterke fibrøse drag, i hvilke sees bundter af glatte muskelfibre, store nervebundier og spinalganglier med tydelige ganglieceller, hvori svagt brunligt pigment. Store nervestammer sees ogsaa i fedt- vevet, kun omgivet af en smal zone af fibrøst væv. Endvidere finder man i fedtvævet her et lidet parti af substans fra centralnervesystemet, paa den ene side omgivet af fedt, paa den anden liggende tæt op til hyalin brusk, Der er ingen skarp grænse mellem de dybere lag af den kastanjestore tumor paa den ene side og cystevæggen ved dens basis paa den anden side, Den bønnestore tumor er paa sin overflade dækket af epidermis, store forhor- nede masser ligger ofte her ansamlet i halvkugleformede gruber; forøvrigt bestaar denne tumor kun af bindevæv med talrige talgkjertler og endel haarfollikler, samt endel svedkjertler. Ved basis af den bonnestore tumor ligger der et stykke kompakt bensubstans, som imidlertid ikke strækker sig indover i den bønnestore tumor, Dette benstykke er dels dækket af hud, dels ogsaa paa en kort strækning af flerlaget cylinder- epithel, under hvilket sees slimkjertler, Ulige interessantere er den lille glatte tumor, Til at begynde med er den paa sin ydre side dækket af epidermis og under denne temmelig store talgkjertler, Efter- haanden forsvinder imidlertid henimod spidsen talgkjertlerne, epithelbeklædningen er fremdeles flerlaget pladeepithel, men vævet under samme bestaar af cellefattigt, fibrøst bindevæv, hvori ingen kjertler. Ganske anderledes forholder den lille tumor sig paa den side, som vender mod den kastanjestore tumor; her kan man se, hvorledes pladeepithelet efterhaanden gaar over i et flerlaget cylinderepithel, der fortsetter sig videre og udklæder en vinklet ca. 15 mm, lang kanal, Denne kanal er altsaa paa sin ene side begrenset af den lille glatte tumor, men fort- sætter sig ved dennes basis videre indover i den kastanjestore tumor parallelt med sammes basis. Omkring denne kanal er der en overordentlig rigelig mængde slimkjert- ler liggende i fedtvævet; disse slimkjertler udgjør størstedelen af den lille glatte tumor, idet de indtager mere end halvdelen af dennes bredde, Kanalen passerer langs med et stort stykke hyalin brusk og siden mellem to saadanne; den ender tilslut blindt, I bunden af kanalen er der sterk rundcellet infiltration under epithelet; kanalens lumen er delvis fyldt med slim og afstødte celler. Begge de store bruskstykker ligger i den kastanje- store tumor. Hvor huden fra denne fortsætter sig over i cylinderepithelet, findes der lige under epidermis flere stjerneformedeellerspolformede brungult pigmenterede bindevævsceller. Omkring .den dybe ende af kanalen finder man et større parti af typisk substans fra centralnervesystemet med spredte tydelige ganglieceller og et enkelt corpus amylaceum liggende lige i nærheden, Nærmere overfladen har man et noksaa stort benstykke bestaaende af kompakt ben; udenfor dette igjen støder man paa det subcutane fedtvæv og huden med dens attributer. I bindevævet udenfor centralnerve- systemet ligger der etsted et spinalganglion med typiske ganglieceller. B) Snit gjennem cysten paa spidsen af den kastanjestoretumor, langs efter samme: Overfladen af den kastanjestore tumor viser sig her paa spidsen dækket af flerlaget forhornende epidermis; under denne tildels noksaa rigeligt fibrøst væv, hvori talgkjertler, haarfollikler, svedkjertler og glatte muskelfibre. Under det fibrose vey støder man paa rigeligt fedtvev. Den nævnte cyste er indvendig udklædt med et flerlaget, regelmæssigt forhornende epithel, som sidder paa en forholdsvis smal zone af fibrost vev, Svarende til den makroskopisk synlige, gullig pigmenterede plet finder man lymfe- spalterne i denne fibrøse zone noget dilaterede og fyldte med polygonale celler med et klart protoplasma og liden bleg kjerne; i protoplasmaet sees undertiden en del svagt gul- farvede korn. Udenom det smale fibrøse lag ligger der langs med størsteparten af cystens circumferens en snart smalere, snart bredere zone af substans fra centralnerve- systemet; denne viser overordentlig tydelig den netformige anordning i gliavevet, 52 P. BULL, M.-N. Kl. men kun sparsomme ganglieceller, Et par steder er der smaa hulrum udklædte med cylinderepithelceller uden skarpe grænser sig imellem og heller ikke skarpt afgræn- sede fra det omgivende gliavæv; man kan ogsaa finde spredte solide hobe af disse celler; etsteds udklæder de en længere uregelmæssig gang, Udad grenser centralnervesystemet dels til fedtvæv, dels til de dybere lag af det fibrøse væv, hvori sved- og talgkjertler ligger indleirede, Snit gjennem et andet sted af cysten viser samme beklædning i denne og samme om- givelser, Centralt for cysten finder man imidlertid en mindre cyste, fyldt med homogen masse og udklædt med utydeligt enlaget fladtrykt epithel, Endnu længere centralt er der i fedtvævet et større (9: 3 å 4 mm, stort) parti, bestaaende af talrige nervefibre og store runde ganglieceller, omgivet af endothelceller (spinalganglier), I Weigert-præparat er nervetraadene tydeligt farvet. Ved siden af dette parti med spinalganglieceller optræder atter substans fra centralnervesystemet, som forøvrig staar i sammenhæng med den, der omgiver cysten. y) Smit gjennem den kastanjestore tumor langs efter tumor, stræk- kende sig fra midt i tumor til henimod cysten paa spidsen af den: Hele dette store parti bestaar væsentlig af fedtvæv, hvori endel fibrøse septa og enkelte store nervestammer, Etsted er der ogsaa en ganske liden ø af centralnervesystem. Overfladen er som vanlig dækket af epidermis med talgkjertler, glatte muskelfibre og talrige store svedkjertler. I nervestammerne lader nervefibrene sig farve sterkt med Weigert. Ogsaa i centralnervesystemet findes spredte marvskedeholdige nervefibre. 0) Snit fra fedtvævet lige over for (3: centralt for)eysten paa spidsen: I fedtvævet finder man her, omgivet af en smal zone af fibrøst væv, atter et parti af sub- stans fra centralnervesystemet, hvori flere tydelige ganglieceller og enkelte smaa spredte hobe af runde epithelceller. Centralnervesystemet støder for det meste op til det nævnte fedtvæv, men paa den anden side grænser det op til et væv, som bestaar af fibrøst vev, glatte muskelfibre og enkelte nervefibre. Grænsen mellem centralnervesystemet og dette væv er ikke skarp. Spredt i det sidstnævnte væv ligger uregelmæssige grupper af smaa kjertellumina, udklædte med utydeligt kubisk epithel; de største er fyldte med en homogen af eosin rødfarvet og med van Gieson brungul farvet masse, Lumina varierer noget i størrelse; man har indtryk af, at de paa nogle steder holder paa at atrofiere. Hvor- vidt disse kjertler er svedkjertler, rudimentære kjertellumina fra en mamma eller kanske glandula thyroidea, kan ikke med sikkerhed afgjøres; mod den sidste antagelse taler dog den gruppevise optræden. I nærheden af dette væv og centralnervesystemet ligger et stykke hyalin brusk. €) Smit fra skillevæggen mellem cyste nr. 4 og cyste nr. 2: Skilleveggen bestaar af fibrøst væv; den side, som vender mod cyste nr. 2, er uden nogen tydelig epithelbeklædning, og den svagt takkede rand dannes her af bindevæv. Heller ikke cyste nr. 4 viser nogen tydelig epithelbeklædning, men et sted er der her et granulationsvæv, hvori kjæmpeceller, Midt i skillevæggen er der et lidt mere laxt og mere cellerigt væv, der synes at danne grænsen mellem begge vægge; dette væv fortsætter sig, naar man for- følger det, i et maskeverk af samme udseende som ofte før beskrevet. &) Snit fra de med vaselinagtige masser fyldte hulrum: Der sees et netverk med store maskerum fyldte med en skjoldet af hæmatoxylin graablaa farvet masse, Skilleveggene er tynde, fibrøse, som regel uden nogen bekledning; kun i enkelte af rummene er der antydning til dannelse af kjæm peceller. | | | 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 53 Tumor fra høire ovarium. Cyste nr. 5: Ægstor cyste. — Det prominerende parti 5 X 2 X 1 cm. — Hud, — Flerlaget pladeepithel (uden forhorning). — 6 tender, hvoraf 5 endnu ligger i tandsække. — Glatte muskelfibre. — Hyalin brusk. — Ben. — Flimmer- epithelkledt gang. — Cyste med flerlaget cylinderepithel. — Slimkjertler. — Centralnervesystem. — Ganglieceller. — Corpora amylacea. — Slanke lyse pigmentceller. — Spinalganglier. Cyste nr. 6: Valnødstor cyste. — Det prominerende parti bestaar af 2 tæt- siddende knuder, den største næsten ertstor. — Hud, — Hyalin brusk. — Ben. — Flimmerepithel. — Slimkjertler. — Glandula thyroidea(?), — Centralnervesystem, — Ganglieceller. — Corpora amylacea. Cyste nr. 7: Æblestor cyste. — Det prominerende parti over bønnestort, hjelmformet. — Hud. — Hyalin brusk. — Ben. — Flimmerepithel, — Spytkjertler. — Cyste med utydeligt epithel, Makroskopisk undersøgelse: Den høiresidige tumor er nogenlunde af samme størrelse og udseende som den venstresidige. Den er noget indsnøret nær midten, hvorved den deles i 2 ulige store dele, af hvilke den ene maaler 5,5 X 5,5 X 4,5 cm., den anden 8,5 X 8 X 7 cm. Paa det smalere midtparti fæster stilken sig; den dannes af tuben og ligam, ovarii. Tuben er af vanlig tykkelse, fimbrierne sammenvoksede, Morgagnis hydatide tydelig; serosa paa den ene" side dækket af noksaa sterke, fibrøse pseudomembraner. Under saarfladen efter stilken kan man afgrænse et kastanjestort parti, som paa snit viser talrige smaa cyster med klart ind- hold (det mikroeystisk degenererede ovarium); i nærheden af dette sted er der i furen mellem tumors 2 dele et spansknødstort corpus luteum, Tumors overflade er for det meste glat, her og der svagt buklet, af graagul farve. Begge halvdele føles tyndvæggede og fyldte med en deigagtig masse. Cyste nr. 5. I væggen af tumors mindre halvdel føler man udvendig et stort, uregelmæs- sigt, fast forbenet parti, som er 4—5 cm, langt og paa det bredeste over 2 cm, bredt; det prominerer ikke udvendig, Ved opklipning kommer man ind i en cyste, der indtager hele denne del af tumor og er fyldt med en graagul, vaselinlignende masse, hvori endel tynde, lyse graahvide haar, Cystens indre veg er for det meste klædt af epidermis, som er besat med de samme tynde, lyse haar; talgkjertler skinner igjennem epidermis. Kun i et 2-kronestort parti er der ikke epidermis, men ogsaa her sees der paa cystens væg haar, som dog sidder løsere i væggen end andre steder. Et sted paa den indre væg sees det før nævnte benstykke at prominere, for størstedelen dækket af hud, paa hvilken haarene sidder tættere end ellers. En del af benstykket ligger blottet, en anden del er dækket kun af en tynd hinde, I kanten af benstykket stikker en tand saavidt frem paa overfladen; kronen er uregelmæssig, takket, ligner mest en molar eller premolar, Ben- stykket er uregelmæssig 3-kantet og maaler ved basis 4 cm. og er mindst ı cm, tykt: Fra huden over benstykket strækker sig en traadformig, hudklædt bro over til den modsatte cystevæg. 0,5 cm. fra benstykket paa grænsen mellem hud og ikke hudklædt parti er der en ertstor aabning, som fører ind til det samme porøse, svampede væv med lignende ind- hold, som beskrevet for den venstresidige tumor; lignende væv kan ogsaa paavises audre steder i væggen, uden at det er muligt at paavise nogen kommunikation med dermoid- cysten, Cyste nr. 6. Fra den større halvdel af hovedtumor prominerer der lige i nærheden af den mikrocystisk degenererede rest af ovariet en vel valnødstor, halvt fluktuerende, halvkugleformet tumor med tynde vægge. Denne tumor dannes af en cyste med samme vaselinagtige indhold som i de andre cyster, dog her tilblandet enkelte fastere klumper. Denne cystes vægge er glatte, ikke hudklædte; kun ved basis af skillevæggen mellem denne cyste og den næste prominerer der 2 smaa hudklædte tumores lige ved siden af hinanden; den ene er næsten ertstor, den anden lidt mindre; paa den sidste sees 54 SP. BULL. M.-N. Kl. 3—4 ganske fine haar, Dette lille stykke mellem begge tumores er ikke dækket af hud, Ved basis af de 2 tumores føler man et bitte lidet benstykke, Cyste nr, 7. Resten af tumors større halvpart indtages af en æblestor cyste, der indeholder den samme vaselinagtige, graagule masse, hvori endel haar, Cystens vægge er overalt ganske tynde og er indvendig for det meste klædt med et tyndt epi- dermislag, der delvis er forsynet med tynde, lyse, graaagtige haar. Et sted paa den indre væg prominerer der en over bønnestor, hjelmformet tumor med indsnøret basis og klædt af skjælagtig epidermis; kun i et lidet parti langs den konkave rand af »hjelmen« er der et ganske lidet, glat parti (slimhinde?). Ved basis af den lille promi- nents sees 10~-12 sorte, temmelig tykke haar; under basis føles der i cystevæggen et lidet, smalt benstykke, 1,5 cm. fra basis gaar en traadformig trabekel over til den modsatte cysteveg, Grænsen mellem det hudklædte parti og den øvrige del af cystevæggen er ikke meget skarp, Ret overfor den hjelmformede tumor er cysteveggen i et ørestort parti ru, ligesom forkalket. Mikroskopisk undersøgelse: Cyste nr. 5. a) Der er lagt smit gjennem benstykket og det ovrige prominerende parti paa cystens indre veg, alt i alt i 26 forskjellige niveau; Det viser sig da, at i den del af det prominerende parti, hvor man makroskopisk kan paavise en tand, hvis krone er saavidt synlig paa overfladen, sees paa snit flere tænder under overfladen. Cystevæggens indvendige epithelbeklædning er her høist mangelfuld; der sees nemlig i nær- heden af det prominerende parti paa cystens indre væg et væv, der bestaar af tætpakkede store polygonale epitheloide celler med et blegt protoplasma og svagt farvet kjerne; indi- mellem disse celler sees talrige stumper af haar, og omkring disse er der meget ofte store flerkjernede kjæmpeceller. Overfladen af denne del af det prominerende parti er dækket af et vistnok flerlaget pladeepithel, hvis tykkelse imidlertid varierer betydelig og paa sine steder næsten mangler helt. Under epithelet er der her et fast fibrøst væv, hvis fibre krydser hverandre i de forskjelligste retninger. Overfladen er oftest glat, men kan ogsaa vise sig noget papillomatos; papillerne har som regel en bred basis; paa de papillomatøse steder er der en sterk rundcellet infiltration og dannelse af granulations- væv, hvori kjæmpeceller, idet man ogsaa her ser haar stikke ind under overfladen. Der er i denne del af prominentsen ingen talgkjertler eller svedkjertler. Efterhaanden som man kommer længer indover det prominerende parti, optræder der imidlertid tydelig forhornende epidermis, et tykt lag med store talgkjertler samt store grupper af sved- kjertler, glatte muskelfibre og haarfollikler, samt efterat tænderne ikke længere kan paavises, tillige rigeligt fedtvæv. I det før beskrevne fibrøse væv ligger det store benstykke; dette bestaar af spongiøs bensubstans, ofte med et meget tydeligt lag af osteoblaster saavel paa overfladen som i de spongiøse rum, men mellem osteo- blasterne træffer man ikke sjelden flerkjernede kjæmpeceller (osteoklaster). Helt eller delvis omsluttet af ben finder man nu foruden den tand, som ragede frem paa over- fladen, fem andre tænder, liggende i sine tandsække; disse tænder ligger i de mest forskjellige retninger; de har en tydelig karrig pulpa; i periferien af denne ser man ofte et tydeligt lag af smaa epithellignende celler paa grænsen mod den faste del af tanden; dentinsubstansen viser i samtlige tænder tydelig radiær stribning, indad mod pulpaen er der en smal af eosin sterkt rødfarvet zone, som ogsaa er tydelig stribet, udad mod tandens periost har dentinen en smal af hematoxylin mørkere farvet zone, Tandsækkene er enten helt omgivne af den spongiøse bensubstans eller dels af denne, dels af det faste fibrøse væv. Henimod det sted, hvor tænderne ikke længere lader sig paavise, sænker der sig fra overfladen en kanal nedover i dybden; denne kanals vægge er til at begynde med paa den ene side klædt med flerlaget flimmerepithel, paa den anden side med epidermis, I et andet niveau ser man, at bunden af denne kanal paa begge sider er udklædt med fler- laget flimmerepithel, Man kan tydelig se overgangen mellem flimmerepithelet og epidermis, ligeledes har man indtryk af, at de nedre lag i flimmerepithelet paa sine steder nærmest Gr 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 55 svarer til de nedre lag i epidermis. Flimmerepithelet er paa nogle steder kun med en smal zone af cellefattigt bindevæv skilt fra det spongiose ben, Fra flimmerepithelet kan man tydelig forfølge indsænkninger ned i det underliggende vey og dannelsen af grupper af slimkjertler; disse findes paa sine steder i temmelig stor mængde. Den spongiøse bensubstans forandrer karakter, efterat den ikke længer indeslutter tænder, idet den da be- staar af kompakt ben, hvori tydelige Haverske kanaler, og klods op til dette ben uden spor af bindevæv imellem ligger et stort stykke hyalin brusk, saa man har indtryk af, at benet er dannet af brusken, Tæt op til dette bruskstykke, der ligger lige ved bunden af den flimmerepithelklædte kanal, sees talrige slimkjertler paa begge sider. Bruskcellerne er størst i centrum af bruskstykket og ligger her i kapsler med fra 1—4 celler; kapslernes Jængdeakse er lodret paa bruskens længdeakse i de centrale dele, men i de perifere dele parallel med bruskens overflade. Bruskstrukturen taber sig her efterhaanden i perichon- driet, I nærheden af bunden af den flimmerepithelklædte kanal, men uden nogensomhelst sammenhæng dermed, finder man en vel hampefrøstor cyste, hvis epithelbeklædning til at begynde med er utydelig, men siden viser sig at bestaa af flerlaget cylinder- epithel; denne cyste rager paa et sted næsten helt ud mod den ydre overflade, men rykker efterhaanden længer ind mod det prominerende parti og er omgivet af lange, smale stykker med hyalin brusk. Mellem brusken og cystelumenet ser man indleiret i et bindevæv grupper af kjertellumina (slimkjertler) samt her og der enkelte drag af glatte muskelfibre. Denne cyste rager med sin ene ende helt op mod hjernevæv (cfr. nedenfor). I den del af prominentsen, som ligger længst fra den ende, hvor tænderne ligger, har det prominerende parti allerede makroskopisk et eiendommeligt udseende, idet det ligesom er delt i 2 halvdele, af hvilke den ene er klædt med epidermis, den anden derimod er omtrent glat og hvælver sig halvmaaneformig op langs det hudklædte parti, fast forbundet med dette, Det hudklædte parti frembyder intet af særlig interesse, idet man finder det sædvanlige billede: epidermis, store talgkjertler, haarfollikler, glatte muskelfibre, svedkjertler og rigeligt fedtvæv. Den anden halvdel derimod viser sig at bestaa af substans fra centralnervesystemet; overfladen er dækket af en tynd zone med fibrøst vær, klædt med et utydeligt epithellag, der danner fortsættelsen af epidermis paa det tilgrænsende parti og ligeledes fortsætter sig i epidermis paa cystens indre veg, Den side af central- nervesystemet, som ligger længst fra den glatte overflade, grænser op til de dybeste talg- kjertler under det epidermisklædte parti, adskilt fra disse ved et smalt drag af fibrøst binde- væv. Paa grænsen her finder man paa flere steder i det fibrøse væv corpora amylacea. Som før nævnt er grænsevæggen mod overfladen tynd, fibrøs, men det hænder dog, at man her kan paavise talgkjertler, der strækker sig helt ned til centralnervesystemet, I binde- vævet, som omgiver dette, kan der paa flere steder paavises pigmenterede, brungule, langstrakte bindevævsceller. Centralnervesystemet danner ikke noget vel afgrænset parti, idet der fra bindevævet udenom sænker sig septa ind og deler op den perifere del af centralnervesystemet i mindre uregelmæssige partier. Desuden finder man et større, fra det øvrige adskilt parti af centralnervesystemet, omgivet af myxomatøst væv eller fibrøst væv samt øer af hyalin brusk. I denne del af centralnervesystemet er der en stor kanal, ud- klædt med sterkt farvet enlaget cylinderepithel, som ikke er skarpt af- grænset fra det omgivende væv og paa sine steder ogsaa synes at danne solide hobe af epithelceller. Lignende cyster kan man finde ude i det omgivende fibrøse væv (udbugt- ninger fra den store cyste?). De 2 beskrevne partier af centralnervesystemet sees paa seriesnit at staa i forbindelse med hinanden, idet en ganske smal streng af substans fra centralnervesystemet passerer mellem 2 bruskstykker og derved danner en forbindelsesbro mellem begge. Der lader sig i begge dele af centralnervesystemet paavises spredte, tydelige store ganglieceller med et tydeligt kornet protoplasma. Gangliecellerne er enten ovale, spolformede eller trekantede med tydelige udløbere, I centralnervesystemet lader der sig ligeledes paavise talrige, gjennemgaaende smaa, men forøvrigt i størrelse varierende corpora amylacea; disse viser som regel en tydelig koncentrisk lagring og er som oftest mørkfarvede af hæmatoxylin, men ret hyppig har de en grøngul farve; ikke sjelden er de uregelmessige af form, manualformede eller endnu mere uregelmzssige, I det fibrøse væv udenfor centralnervesystemet, ofte i nærheden af bruskeer og bundter af glat 56 "POULE, M.-N. Kl. muskulatur, ser man tydelige grupper af spinalganglier med store, opblærede, under- tiden svagt pigmenterede ganglieceller, omgivne af sine endothelceller, Den ydre veg dannes af et cellefattigt fibrost væv, som kun danner en smal zone; der kan i dette ingen steder paavises rester af ovarialvæv; grænsen mellem dette væv og det prominerende parti eller den indre væg er gjerne skarp, idet fedtvævet afgrænser sig tydelig mod det cellefattige væv. Mindre tydelig er grænsen, hvor denne udgjøres af glatte muskelfibre, 8) I huden udenfor det prominerende parti kan der undertiden paavises mellem de glatte muskelfibre omkring talgkjertlerne smaa oer af fast bensubstans. I nærheden af det prominerende parti har der dannet sig mellem huden paa indsiden og den ydre væg et netverk af større og mindre tyndvæggede cyster; i septa mellem disse kan der undertiden paavises fedtvæv og glatte muskelfibre, men som regel bestaar septa kun af cellefattigt bindevev, Disse cyster er fyldt med en strukturløs af hematoxylin graablaa farvet masse; de har som regel ingen indvendig beklædning, men i flere af dem kan man dog tydelig se kjæmpeceller langs væggen. Ikke sjelden ser man ogsaa i septa klumper af kjæmpeceller, som ikke danner nogen cyste, Disse cyster finder man undertiden ogsaa, men sjelden mellem basis af det prominerende parti og den ydre veg, Cyste nr. 6. Snittet er lagt gjennem de to smaa prominentser saaledes, at man tillige har faaet med endel af skillevæggen mod cyste nr, 7 samt endel af væggen mod overfladen: Væggen mod cyste nr. 7 viser sig paa samtlige snit (alt i alt snit i 20 forskjellige niveau) indvendig dækket af forhornende epidermis samt haar, talgkjertler, svedkjertler og glatte muskelfibre, Grænsen mellem den del af skillevæggen, der tilhører cyste nr. 7, og den del, som tilhører cyste nr. 6, lader sig ikke med sikkerhed bestemme, Væggen udad udgjøres af et smalt lag af komprimeret ovarialvæv, hvis struktur endnu kan erkjendes, idet man i et meget cellerigt væv med spolformede celler her og der kan paavise en utydelig primordial- follikel. Overfladen er delvis dækket af nydannet bindevev, Cysten er indvendig dækket af et flerlaget tildels forhornende pladeepithel; under dette epithel sees kun paa den prominerende del haarfollikler samt talg- og svedkjertler, mens derimod epithelet forøvrigt kun dækker et cellefattigt, fibrøst væv og tildels er meget ufuldstændigt. Ved basis af den haarklædte prominents forandrer pladeepithelet karakter, idet det gaar over i flerlaget flimmerepithel, som ogsaa fortsætter sig et lidet stykke ud paa det promi- nerende parti, Eftersom man nærmer sig det sted, hvor pladeepithelet gaar over i cylinder- epithel, finder man istedenfor som før talgkjertler liggende i vævet under epithelet kjertler, som har tydeligt udseende af slimkjertler ellerspytkjertler med regelmæssigt, kubisk eller trekantet epithel; i sidstnævnte tilfælde findes undertiden tydelige Gianucci’ske halvmaa- ner, Men ved siden af disse kjertler, der ligger i fedtvævet, finder man dels mellem disse kjertel- lumina, men hovedsagelig som et afsnit for sig og tildels skilt fra foregaaende ved et smalt uregel- mæssigt benstykke kjertellumina med et andet udseende, De er udklædt af et kubisk epithel, der undertiden fylder lumenet helt; ved siden heraf sees større dilaterede kjertel- lumina, som indeholder en homogen, ved van Gieson gulbrun farvet masse; epithelet er i disse lumina fladtrykt og lidet karakteristisk, Der findes ogsaa andre dilaterede kjertel- lumina, hvor den homogene masse synes mindre kompakt, og hvor man i denne masse finder afstødte, utydelige epithelceller; paa disse steder er de enkelte lumina adskilte ved tynde bindevævssepta, Den sidst beskrevne kjertelmasse er ikke aldeles skarpt af- grænset fra det omgivende, cellefattige bindevæv, men fra dette sendes der uregelmæssige og talrige septa ind i kjertelmassen, Man kan inde i denne sogar paavise isolerede ger af substans fra centralnervesystemet, der paa alle kanter omsluttes af kjertelmasse. Det her beskrevne kjertelvæv minder mest om glandula thyroidea. Efterhaanden som denne forsvinder, optræder de i fedtvæv indleirede spyt- eller slimkjertler atter i større mængde, Den ene af de smaa paa indsiden prominerende knuder bestaar omtrent helt igjennem af hud med talgkjertler, haarfollikler, enkelte svedkjertler og meget faa glatte muskelfibre, Midt igjennem dette parti gaar der et stykke hyalin brusk, som ved basis af prominentsen støder op til et lidet uregelmæssigt stykke af kompakt bensubstans, 10905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 57 Det andet prominerende lille parti indeholder for størstedelen substans fra centralnervesystemet; denne begynder nedad i nærheden af det for beskrevne kjertelvæv, der indtager basis af begge de prominerende knuder, og strækker sig herfra næsten helt ud til spidsen af den lille prominents. Den side af denne prominents, som vender mod den først beskrevne prominents, er paa sin overflade dækket af et ufuldstæn- digt fladt epithel, der fortsætter sig som epidermis; den anden halvdel af prominentsen er dækket af tydelig hud med store talgkjertler og haarfollikler; ved basis fortsætter saa epi- thelet i en utydelig en- eller flerlaget, tildels forhornende epidermis paa cystevæggens indside uden talgkjertler eller haarfollikler. Centralnervesystemet danner længst udad i prominentsen et nogenlunde vel afgrænset sammenhængende parti, medens det ved basis af talrige bindevævssepta er opdelt i uregelmæssige smaapartier; længst indad er sogar bindevævet saa rigeligt, at man kun finder rester af gliavæv mellem samme. I det sammen- hængende parti af hjernevæv sees der ikke faa spredte, store, tydelige, spolformede eller tre- kantede ganglieceller med udlobere, Der sees ogsaa enkelte typiske corpora amylacea, dels liggende i selve nervevævet, dels ogsaa i bindevævsseptaerne i dette, Det væv, som ligger mellem indsiden af væggen til cyste nr. 7 og tumors ydre væg samt basis af de smaa, prominerende knuder i cyste nr, 6, bestaar af et netverk, hvor maskerummene for en stor del er udkledt med uregelmæssige kjempeceller, ligesom man ogsaa finder en større hule med samme beklædning. Maskeverket taber sig udad umerkelig i resterne af ovarialvævet. Det er ikke muligt at paavise nogen skarp grænse mellem dette væv og de dybe dele af prominentserne i cyste nr, 6. Cyste nr. 7. Der er lagt 23 suit gjennem ,hjelmen* og de nærmest tilstedende dele: Cysten er paa sin indvendige væg klædt med et utydeligt flerlaget epithel, som i nærheden af det prominerende parti, i ethvertfald paa den ene side af samme, danner tydelige talg- kjertler, haarfollikler og enkelte, men faa svedkjertler. I det dybestliggende lag af dette epithel indeholder cellerne tydelig brunligt pigment paa et lidet stykke, Selve det prominerende parti er paa overfladen dækket af sterkt forhornende epidermis og bestaar forøvrig for størstedelen af talgkjertler, haarfollikler og dilaterede svedkjertler, samt i cen- trum et benstykke, som paa overfladen viser tydelig lamellær struktur og forøvrigt inde- holder Haverske kanaler med store tykke vægge. Ved basis af prominentsen er der et større parti af fedtvæv. Svarende til den konkave side af den hjelmformede prominents finder man, at epidermis gaar over i et utydeligt flerlaget flimmerepithel, tydeligst ved basis; samtidig hermed forsvinder talgkjertlerne, og vævet lige under epithelet er temmelig sterkt rundcelleinfiltret, Det er her under dette slimhindeepithel, at man finder noksaa rigeligt fedtvæv, og i dybden af dette ligger der en gruppe af kjertler, som nærmest ligner spytkjertler med sit trekantede epithel, Efter at det prominerende parti er aftaget betydelig i størrelse, finder man ved dets basis en større, rund, lidt uregelmæssig cyste, der er udklædt med et utydeligt epithel, der som regel synes at være enlaget, paa andre steder muligens flerlaget. Denne cyste staar ikke i kommunikation med overfladen, maaler omtrent 4 mm. i diameter; den grænser lige op til det før nævnte benstykke, kun ved ubetydeligt fibrøst væv og fedtvæv skilt fra dette, Ogsaa et par hyaline brusk- stykker finder man i nærheden af denne cystes væg og enkelte spredte smaa kjertellumina i det tilgrensende fedtvev. Cysten buger sig ind mod lumen, adskilt fra dette ved en ganske tynd veg. Eftersom prominentsen taber sig, kan der fremdeles paavises noksaa rigeligt fedtvæv, et sted findes der her ogsaa mellem overfladen og talgkjertlerne et lidet kompakt benstykke, ben ydre veg dannes i denne cyste af tydeligt ovarialvæv, idet man kan paavise et typisk fladtrykt corpus fibrosum, omgivet af cellerigt karakteristisk stroma. Yderst er der en smal zone af meget cellefattigt væv. Snit fra det formodede ovarium: Mikroskopisk bekræftes diagnosen, idet man i et typisk ovarialstroma finder primordialfollikler og Graaf'ske folli kler samt corpora fibrosa, Paa overfladen af ovariet kan man delvis endnu se et lavt kubisk epithel, særlig er dette tilfældet, hvor overfladen er dækket af pseudomembraner, 58 = PO BULL, M.-N. Kl, B. Teratoid svulst i ovariet. Casus X. (Se pl. VIII, fig. xv og xvi). Venstresidig, næsten barnehodestor, intraligamenter tumor, — Cyster med den forskjelligste epithelbeklædning. — Centralnervesystem paa embryonalt standpunkt (rigeligt neuroepithel, hvori delvis mørke pigmentkorn; spar- somme, smaa ganglieceller) — Spinalganglier. — Bindevæv. — Bruskvæv. — Glatte muskelfibre. — Osteoid væv. — Fedtvæv. Fra overlæge A. Cappelen, Stavanger, Dina K., 40 aar. Indk, ?2°/, 03. Proto- kolnr, 593/03, Historia morbi: V-para De 5 foregaaende fødsler har alle foregaaet uden kunsthjælp; den sidste, for 14 aar siden, var dog langvarig, ca. I døgn, ligesom hun under graviditeten havde velignende smerter 1 maaneds tid før parius. Hun kan nu ikke angive tiden for sidste menstruation, men anser sig gravid i 7de—8de maaned. I 2 maaneder har hun havt smerter i underlivet og tiltagende besværligheder ved urinladningen og afføringen. St. præs.: Tp. 38°. Tilvenstre i det lille bækken føles en adskillig over barnehodestor fast, jevn tumor, aldeles ubevægelig, Orificium uteri ligger fortil, heit oppe bag symfysen; uterus svarer forovrigt nogenlunde til den antagne graviditetsmaaned. Tumor antages at udgaa fra cervix uteri og isaafald sandsynligvis et fibrom; ovarietumor dog ikke udelukket. Fødsel ad naturlig vei var umulig; det blev dog besluttet at se tiden an for ved hjælp af sectio caesarea muligens at faa levedygtigt barn. Imidlertid blev smerter og øvrige be- sværligheder saa store og tilstanden saa tvilsom, at det blev nødvendigt at operere tidligere end fra først af paatænkt, Sectio caesarea et ovariotomia: Tumor fandtes fast i det lille bækken bag uterus; paa grund af den gravide uterus var det meget vanskeligt at orientere sig og fuld- stændig umuligt at at exstirpere tumor. Der blev derfor gjort keisersnit, konservativt. Ved placenta, som sad paa bagre væg af uterinhulen, og hinderne var der intet abnormt. Det viste sig nu, at tumor var intraligamentært udviklet og sikkert udgik fra venstre ovarium; den laa lige ind paa uterus, men havde intet med denne at gjøre. Den lod sig uden særlig vanskelighed løse ud, og stilken, lig. latum, underbandtes *. Makroskopisk undersøgelse: Svulsten var af udseende og konsistens omtrent som et almindeligt ovarialkystom, størrelse 15 X 13 X 10 cm,, vægt 1000 gr., glat. Ved gjennemskjæring lignede den ogsaa et almindeligt kystom, idet der saaes en mængde større og mindre spredte cyster med tykt, colloid indhold; tumor paa enkelte steder tildels af et svampet udseende, Til Rigshospitalets pathologisk-anatom, institut blev der paa 10 °/, formol indsendt et uregel- mæssigt gaaseægstort stykke af tumor. Kun paa et lidet sted af overfladen sidder der igjen et fast, fibrøst vævstykke med sterkt blodimbiberet overflade, muligens rester af en kapsel, Forøvrigt bestaar det tilsendte svulststykke dels af en blød, hvidgraa masse, dels af hæmorrhagiske partier med fine fibrøse drag; ved første øiekast synes snitfladen solid, men ved nærmere øiesyn opdager man paa de fleste steder talrige bitte smaa, saavidt synlige hulrum, fyldte med en homogen colloid masse. Et sted sees der ogsaa en gruppe af ganske smaa, smale, kulsorte pigmentstriber. 1 Efter mundtlig meddelelse af overlæge Cappelen afgik patienten ved døden 2 å 3 maaneder efter at være udskreven fra sygehuset, Underlivet tiltog i den sidste tid stadig i omfang, saa der forelaa utvilsomt recidiv. Obduktion lod sig desværre ikke iverksætte, da patienten boede paa en afsides ø. ee a EØS bar. à mi a any NU Bach 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 59 Mikroskopisk undersøgelse: Der er gjort snit fra 12 forskjellige steder af det tilsendte stykke af tumor og des- uden af en fra Stavanger tilsendt, færdig opklæbet klods; samtlige disse viser med enkelte modi- fikationer nogenlunde det samme billede; Cyster, der varierer sterkt saavel med hensyn til form og størrelse som epithelbeklædning, ligger uden nogen bestemt anordning spredte i et stroma, som bestaar væsentlig af et celle- rigt bindevæv og substans fra et centralnervesystem paa embryonalt standpunkt, men desuden ogsaa indeholder lidt fedtvæv, endel glatte muskelfibre, enkelte spredte smaa oer af hyalin brusk, et par steder lidt osteoid væv og endelig et spinalganglion. Undertiden er der i stromaet nekrotiske partier med rigelige blodudtrædelser. I det følgende skal jeg ofre de forskjellige bestanddele en nærmere omtale, idet jeg begynder med: Cysterne, Disse er runde, ovale eller oftest uregelmæssige, ikke sjelden smale med enkelte forlængelser og ser da ud som epithelklædte spalter. Det almindelige er, at i en og samme cyste gaar de forskjellige epithelsorter over i hverandre; udad er de næsten altid begrænsede af en tydelig basalmembran. Hyppigst træffer man flerlaget pladeepithel, hvor basallaget udgjøres af regelmæssigt cylinderepithel og de andre cellelag for det meste af polygonale celler med klart protoplasma og tydelige cellegrænser, I enkelte spalteformede cyster finder man kun klare epithelceller sirlig anordnede i dobbelt lag. Disse celler ligner meget de af Pick afbildede Langhans'ske celler; ogsaa det cellefattige, sterkt ødematøse, tildels nekrotiske bindevæv (2) udenom disse epithelceller stemmer med Picks tegninger; hvorvidt disse celler virkelig er identiske med Langhans'ske celler, tør jeg ikke med bestemthed udtale (se fig. xv, 1). I andre cyster er der kun et enkelt lag af høit cylinderepithel med klart protoplasma og meget distinkte cellegrænser, cellerne under- tiden bægerformede; ofte sees i disse celler kjernerne at ligge indad mod lumen, en irregu- laritet, som ogsaa af og til findes i basallaget af det flerlagede pladeepithel, Atter andre cyster er ligeledes udklædte med enlaget cylinderepithel, men kjernerne er større og proto- plasmaet farves bedre, 2- eller flerlaget cylinderepithel er heller ikke sjelden. Under- tiden ser man smaa grupper af smaa kjertellumina med enlaget epithel, oftest i omkredsen af større cyster; epithelcellerne er her enten sterkt farvet cylinderepithel eller sjeldnere slim- epithel. Et sted lader der sig paavise en liden, neppe knappenaalshodestor cyste, udklædt med typisk, forhornende epidermis, fra hvilken der skyder sig enkelte solide tapper ned i det omgivende væv; desuden sees nogle faa haarfollikler med tydelige haarløg og haar, der strækker sig ind i eller endog udenfor det sparsomme fedtvæv, som delvis om- giver cysten; i dette fedtvæv er der tillige et par svedkjertler, men ingen talgkjertler. Ogsaa en anden liden cyste er udklædt med flerlaget pladeepithel, som viser begyndende forhorning, men der findes her ingen af hudens øvrige dannelser, — Foruden som beklæd- ning af cyster sees pladeepithelet ikke sjelden i form af større og mindre, solide, runde eller aflange hobe, Foruden de her beskrevne cyster og kjertler forekommer der imidlertid i samtlige snit og ofte i rigelig mængde andre epithelklædte lumina, runde eller aflange (tver- eller længde- snit), aldrig store og altid udklædte med flerlaget epithel (se fig. xv); dette bestaar af meget tætpakkede celler (1) i tykke lag uden tydelige cellegrænser, kjernerne smaa, sterkt farvede, svagt ovalformede eller runde, radiært stillede i forhold til lumen, der er lidet. Indad mod dette viser epithelcellerne ikke sjelden en bord af protoplasma, som ved en skarp linje er afgrænset mod lumen; udad derimod er begrænsningen af epithelcellerne ube- stemt, idet cellerne her raskt taber sig i det omgivende vev, Saavel udseendet og anord- ningen af epithelcellerne som deres forhold til det omgivende væv er saa karakteristisk, at det i høi grad minder om, hvad man hos embryo kan se paa tversnit gjennem medullar- røret. Hvor snittet har truffet kun den perifere del af væggen i disse epithelklædte rør, finder man solide, uregelmæssige hobe af samme slags epithelceller. De her beskrevne epithelrør ligger oftest indleirede i et rigeligt, lyst, mere cellefattigt væv (2), hvor grundsub- stansen farves gullig eller lyst brungullig ved van Gieson og bestaar af overordentlig fine, netformig anordnede fibriller; i dette væv ligger vistnok oftest runde celler med blegt protoplasma og rund kjerne; en og anden gang sees dog en stjerneformet celle, Fine 60 «FP BULL, M.-N. Kl. kapillærkar sees ofte paa kryds og tvers i dette vev, Kun paa faa steder sees der her ovale eller polygonale, lidt større celler med tydelig kornet protoplasma (ganglieceller); disse sees kun, hvor de nævnte epithelrør forekommer sparsomt, I præparater farvede efter Weigerts methode for marvskedefarvning lader der sig ikke paavise marvholdige nervefibre, iethvertfald ikke med sikkerhed, Ikke sjelden kan man træffe de nævnte epithelrer stødende direkte op til bindevæv; heller ikke da kan man se nogen membrana propria, om end den ydre begrænsning er noget tydeligere end ellers, Det er umuligt med sikkerhed at afgjøre, hvorvidt der findes overgange mellem det flerlagede pladeepithel i de ovenfor beskrevne cyster og gange og beklædningen i de her nævnte epithelrør; derimod kan man paa flere steder se det flerlagede epithel i disse fortsætte sig som enlaget kubisk epithel over paa bindevævsagtige, lave, papillære excrescentser, i hvis stroma gjerne findes endel kar (plexus choroideus), Svarende til de makroskopisk synlige pigmentstriber er epithelcellerne i enkelte af de nys beskrevne epithelror mere eller mindre ladede med fine, morke, brune pigment- korn, ofte saa sterkt, at det er umuligt at skjelne en eneste epithelcelle; langs et og samme rum kan findes strækninger med og uden pigment, En og anden gang optræder pigment ogsaa i cyster med enlaget, blegt, kubisk epithel, Bindevevet er cellerigt (se fig. xvr, 3) med ovale, blege kjerner; paa enkelte steder i det forekommer der store, udvidede lymfespalter eller mere diffus ødematøs infiltra- tion. Grænsen mellem bindevævet og det lyse, fintfibrillære væv, der omslutter epithel- rørene (se fig. xvi), er ganske skarp, om der end fra bindevævet sendes uregelmæssige septa ind i det andet. Fedtvæv findes spredt her og der; ofte sees det i udvikling, idet der kan paavises alle overgange mellem almindelige bindevævsceller og fedtceller. Brusk forekommer hist og her som ganske smaa, runde øer af hyalin brusk, der farves meget utydeligt af hæmatoxylin-eosin, tydeligere af hamatoxylin-van Gieson, Brusk- cellerne ligger i kapsler, der oftest indeholder bare én, sjeldnere 2 eller flere celler; disse er som regel runde, men der sees ikke faa smale og lange eller endog stjerneformede celler. Intercellulærsubstansen er sparsom. I almindelighed er der et tydeligt perichon- drium, Benvæv forekommer kun i form af osteoid væv og selv som saadant meget spar- somt, altid omgivet af meget cellerigt bindevæv, fra hvilket det osteoide væv sikkerlig har udviklet sig. Man ser nemlig spredt i dette enkelte celler af samme udseende som det omgivende bindevævs, ligesom den osteoide substans i uregelmæssige indbugtninger langs overfladen eller i smaa hulrum i centrum indeslutter oer af samme slags bindevæv. Ogsaa udenom et bruskstykke findes et sted lignende osteoid væv som en smal bord, der forholder sig paa samme maade overfor det omgivende cellerige bindevæv. Glatte muskelfibre forekommer idetheletaget sparsomt, enten uden nogen rela- tion til cysterne eller ogsaa i omkredsen af enkelte af disse, dog gjerne uden nogen bestemt anordning i forhold til dem, Et eneste sted i bindevævet kan der paavises en samling af typiske spinalganglie- celler: store, runde, blege celler omgivne af endothelceller. Den formodede kapsel omkring tumor bestaar af bindevæv og glatte muskel- fibre i forskjellige retninger; der sees talrige store, tykvæggede kar, men specifikt ovarialvæv kan ikke paavises. Grænsen indad mod det brogede tumorvæv er ikke altid skarp. idee ie Ci 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 61 C, Retro- og intraperitoneale dermoidcyster. a) simple dermoidcyster, Casus XI. Mandshodestor dermoidcyste mellem bladene af mesocolon for colon descend. og S-Romanum, — Cysteveggen ganske tynd og bestaar kun af fibrøst væv og defekt hud, Fra doktor Malthes privatklinik, Otilie H., 37 aar, maskinarbeiders hustru, indk. aa 2902 udskı, 17/4502. Historia morbi: Faderen død af cancer. Menses iste gang 13 aar gl., udeblev saa å aar, siden regelmæssige, hver 4de uge, af 8 dages varighed de første aar, senere 24 dage, for rigelige, nu sparsomme, altid smertefulde; sidste menstruation for 8 dage siden, Gift i 10 aar. O-para. For g aar siden laa hun tilsengs i 3 uger paa grund af »mave- betændelse«; kan ikke erindre, om smerterne sad mere paa den ene side end paa den anden. I de sidste 6—7 aar stadig tiltagende, anfaldsvis optrædende smerter i epigastriet, tildels forbundne med brækninger. Hun synes, at underlivet stadig er tiltaget i omfang. I mange aar har hun havt »nervesmerter« i venstre ben, Afforingen altid træg, vandlad- ningen i orden, Så. fres.: Abdomens nedre 3 opdrevet af en deigagtig, flad, glat tumor, over hvilken der er dæmpning fra symfysen til 2 fingersbred ovenfor umbilicus, I sidepartierne, tydeligst i høire side, er der tympanitisk percussionslyd. Ingen fluktuation, ingen omfintlig- hed for tryk. Portio uteri ligger fortil tilvenstre, fundus tilheire; fornix vaginae er bagtil — tilvenstre frembuget af en stor, glat, ikke fast tumor. !1/,, 02. Laparotomia: Tumor laa paa venstre side mellem mesocolons blade, saa at den bugede frem colon descend, og S-Romanum, kun dækket af mesocolons forreste blad; efter spaltning af dette lod tumor sig i sin helhed skrælle ud noksaa let, Venstre ovarium var normalt. °/,9. Tilheling pr. primam. Makroskopisk undersogelse: Tilsendt en mandshodestor, ægformet, lidt fladtrykt svulst, som veier 3 400 gr, Overfladen er glat uden spor af antydning til stilk. Man føler tydelig, at svulsten udgjøres af en tynd kapsel, der omslutter en deigagtig masse; trykker man paa tumor, fremkalder den tynde, men paa grund af indtørring stive kapsel en pergamentagtig knitren, Svulstens indhold bestaar af en lys, graagul masse, omtrent af udseende og konsistens som gaaselever, men tilblandet endel hvide, opblødte epidermisskjæl; det heie lugter svagt af snedkerlim. Denne masse lader sig med lethed fjerne fra cystens indre væg. Cyste- væggen er papirtynd og paa indsiden overalt klædt med hvid epidermis, som imidlertid ofte med største lethed kan fjernes, særlig hvor den sidder i tykkere lag; cyste- væggen under epidermis er da glat og gjennemsigtig. Saavel i de udtømte masser som paa cystens indre veg sees der kun yderst sparsomme, ganske smaa, tynde haar, Et sted er der paa den indre veg en 6—7 cm, lang, 1 cm, bred og 1 cm. tyk fremspringende kant, der føles meget fast og haard; der kan ikke paavises ben i den, og paa snit viser den sig glat, graalig som skleroseret bindevev. Den er dækket af epidermis paa samme maade som cystens øvrige veg. Mikroskopisk undersøgelse: Cystens indhold viser sig for de graahvide skjæls vedkommende at bestaa af poly- gonale eller lidt aflange epidermisceller, der oftest mangler kjerne. Hvorsomhelst man tager i den graagule masse, som udgjør hovedmassen af indholdet, finder man lignende epidermisceller, men tillige fedtdraaber mellem cellerne, 62 We BULL, M.-N. Kl. a) Smit fra forskjellige steder af den papirtynde veg viser omtrent samme billede; Inderst ser man et flerlaget pladeepithel, der er tyndere end epi- dermis i almindelighed og ikke sjelden næsten udelukkende bestaar af et smalt forhornet lag; som regel kan man dog se et tydeligt basallag af epithelceller, Forøvrigt bestaar veggen af fibrost væv; en sjelden gang kan man se en liden langstrakt ø af fedtvæw eller ogsaa en med overfladen parallelt liggende fladklemt gruppe af utydelige talgkjertler; svedkjertler kan ikke sees. Gjennem den valkformede fortykkelse er der lagt snit i 1 8 forskjellige niveau; 3illedet er omtrent overalt det samme, naar undtages, at valken er smalere i begge ender end i midtpartiet. Fortykkelsen' bestaar hovedsagelig af cellefattigt, for en stor del hyalin degenereret bindevæv, der midt paa det prominerende parti gjerne ligger blottet mod cystens lumen, mens det paa siderne som regel er dækket af et lag af flerlaget for- hornende epithel, som her er tykkere end paa indsiden af den papirtynde væg, bort- over hvilken det fortsætter sig. Der kan ikke her sees talgkjertler eller svedkjertler. Under epithellaget paa siderne af valken er der en smal, uregelmæssig zone af mere kjernerigt væv; fra denne zone strækker der sig smale udlobere ind i det sklerotiske bindevey, I dette kjernerige bindevæv, tildels liggende lige opunder epidermis, ser man en bølgeformet, smal tilsyneladende strukturøs zone, som farves gul med van Gieson. Ved sterk forstørrelse har den et finkornet udseende, I præparater, som er farvede med Weigerts farvning for elastiske fibre, ser man, at denne zone farves intens mørkeblaa og iethvertfald tildels har en fin, fibrillær struktur; den fortsætter sig tildels bortunder epidermis i den tilgræn- sende del af væggen, men taber sig dog her efterhaanden, Ikke alene denne belgeformede smale zone farves sterkt blaa, men ogsaa forøvrigt findes der i det cellerige væv under epidermis talrige elastiske fibre; disse strækker sig dog aldrig indover i de smale udløbere mod det sklerotiske bindevæv. Hvor epidermis fra valken gaar over paa den papirtynde veg, kan der paa et par steder under epidermis paavises glatte muskelfibre, b) komplicerede dermoidcyster. Casus XII. Gaaseægstor dermoidcyste bag pancreas. — Hud. — Ben. — Brusk, — Mundslimhinde. — 3 tænder og 3 tandanlæg. — Flimmerepithel. — Slimkjertler. — Spytkjertelvæv. — Thymus? — Substans fra centralnervesystemet. Fra dr, med. ©. Borchgrevink, B, B., 4 aar gammel pige. Pr.nr. 171/00. Historia morbi: Allerede lige efter fødselen merkede faderen en »kul« lidt til- høire for midtlinjen i underlivet; i de følgende aar tiltog »kulen« jevnt, om end ikke særlig meget. Barnet klagede aldrig over smerter; hun vilde dog aldrig rigtig trives, spiste altid lidet tiltrods for, at hun ikke havde noget besvær af maden, Efter oplysning af hendes læge har hun hvert aar havt lange perioder af bronkit. Afføring og vandladning har været i orden, naar undtages, at maven holdt sig træg det første leveaaret, Hun har en 15 aar ældre broder, som er frisk; ingen sødskende døde. Tvillinger ukjendt saavel i faderens som moderens familje. ?°/, oo Stat. præs.: Bleg, mager, liden for sin alder. Epigastriet meget sterkt fremdrevet, det hele underliv temmelig stort. Mellemrummet mellem ribbenskurvaturerne, navletransversalen og mammillarlinjerne indtages af en tydelig palpabel tumor af omtrent et barnehodes størelse; dens kuppel ligger noget tilhøire for midtlinjen. Tumor er sterkt spændt, næsten uomfindtlig, saagodtsom ubevæge- lig; den bevæger sig ikke med respirationen, Fluktuation ikke sikkert paaviselig. Tumors veg er noget uensartet, enkelte partier synes tyndere end andre, Perkussionslyden over tumor er mat, over resten af underlivet tympanitisk, Undersøgelsen blev foretaget i chloro- formnarkose; der indtraadte truende collaps, saa narkosen maatte afbrydes. 5/, oo: Laparotomia: Snit fra proc. ensif, til 5 cm, forbi navlen med et 8 cm, langt tversnit tilheire, Gjennem lig. gastro-colicum kommer man ind paa en tykvægget, hvid og glat eg OE 7 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 63 tumor, over hvilken pancreas ligger som en næsten haandsbred, tynd hinde; afløsningen af denne foregik uden vanskelighed. Tumor ligger retroperitonealt; efter afløsningen af periton. pariet. gaar udskrællingen let uden blødning. Med de store bugkar kol- liderede man aldeles ikke, Tumor synes at udgaa fra columnas venstre side i høide med pancreas, — Straks ved narkosens begyndelse indtraadte pludselig syncope, som barnet imidlertid kom over, og narkosen fortsattes uden ulemper. Efter operationen injiceredes 500 cm3 1 °/, saltvand subcutant; patienten var da vaagen, 1 time senere pludselig syncope med mors, . Makroskopisk undersøgelse: 7/, 1900: Tilsendt en gaaseægstor, cystøs tumor, hvis veg bestaar af en for det meste tynd, fibrøs kapsel. Ved opklipning viser den sig at indeholde en paranødstor og flere mindre klumper af en hvid, talgagtig masse, hvori lange, fine, lyse haar, Efter fjernelsen af indholdet sees paa cystens indre væg et 4 X 2,5 X 2 cm, stort, meget haardt parti, som væsentlig bestaar af ben, og som rager næsten frit ind mod lumen, alene ved 2 broformede dannelser forbundet med cystevæggen. Den ene af »broerne« fæster sig paa den mod lumen vendende side af det prominerende parti, den anden derimod, som er hul, gaar rundt den ene ende af benstykket og strækker sig op paa bagsiden mellem cystevæggen og benet, hvor den fester sig. Hvor denne hule »bro«, hvis vægge er ganske tynde, er fæstet til indsiden af cystevæggen, kan den forfølges bortover denne og taber sig tilslut henimod det andet benstykke (se nedenfor). Langs den ene af benstykkets ender sees der tydelig en molartand og spidsen af 2 andre tænder. Molartanden rager med sin krone frem over overfladen; den lader sig kun vanskelig fjerne fra benet. Efter rød- derne at dømme er det en venstresidig overmundsmolar, hvis laterale rodder er sammen- voksede, medens den palatine rod er enkelt; kronen devierer lidt udover istedenfor som normalt lidt indover mod midtlinjen. De 2 andre tænders krone er endnu delvis dækkede af en tynd hinde; efter at have fjernet tænderne viser den ene sig at være en venstresidig lateral skjæretand fra overmunden med en fremtrædende crista paa indsiden af kronen, medens den anden er en typisk hjørnetand fra høire side i undermunden. Samtlige disse tænder er melketænder. Ved siden af molartanden sees en ertstor frembugning af den glatte hinde, som dækker benet her; ved gjennemskjæring af den tynde hinde kommer man ned i en liden hule, der er udfyldt af et tandanlæg; dette bestaar af den øverste ufuldstændige halvpart af kronen til en molartand, der kun danner en tynd, haard, brunlig skal, hvilende paa en bled, graagul masse af størrelse som vel en halv ert; den haarde skal passer ind i smaa ujevnheder paa overfladen af den bløde masse, fra hvilken den let lader sig løsne; den bløde masse ligger nede i en fordybning i benet. Man har her utvil- somt for sig emaljeorganet og tandkimen med begyndende kronedannelse, medens der endnu ikke er tegn til dannelse af rødder. I nærheden af de 2 andre tænder er der ligeledes en frembugning af den glatte hinde, men mindre udtalt; ogsaa denne indeholder vistnok et tandanlæg, som imidlertid kun bestaar af en blød graalig masse (emaljeorganet + tand- kimen), der stikker ned i en liden fordybning i benet og opad endnu hænger sammen med overfladen, | Indsiden af benstykket er i denne ende dækket af en glat, fast, fibrøs hinde, som sidder tæt ind til benet og paa det tykkeste maaler 4 mm,; kun i en bonnestor fordybning er der en epidermisklædt, polyplignende dannelse. Næsten hele bagsiden af benstykket er derimod dækket af hud, der begynder i nærheden af tænderne og strækker sig rundt ben- stykkets anden ende og lidt op paa indsiden af benet; huden er forsynet med haar, som er tykkere og længere ved enden af benstykket. Svarende til tænderne og tandanlæggene finder man kun den glatte hinde, — Den mod lumen vendende flade side af benstykket og den ene ende af langsiderne er for størstedelen dækket af en et par cm, tyk, blød, uregel- mæssig foldet hindeagtig masse, som i sig indeslutter en solid, medullær substans. Denne masse strækker sig aftagende i bredde og tykkelse fra benstykket over paa cyste- væggen, saaledes at den danner en 3-kantet, flad bro, hvis frie rand maaler 4—5 cm. Det er hovedsagelig foran benstykket og langs den frie rand, at man finder den medullære substans, medens den 3-kantede bro for en del kun bestaar af fine, tynde hinder, I det hindeagtige væv finder man, hvor det fæster sig til langsiden af benstykket, mørkt, 64 '+ P, BULL; M.-N. Kl. brunsort pigment uregelmæssig spredt i vævet, Det sted, hvor det hindeagtige yey fester sig til cystevæggen, er 4—5 cm, langt og 1 å 2 cm. bredt; forbindelsen med cyste- væggen er delvis temmelig los, Der sees her et sted et bønnestort, prominerende parti, som dels er hudklædt, dels glat og meget haardt, Inde i den haarde del ligger der fuldstændig skjult i en afkapslet sæk en liden smal tand uden rod; kronen dannes kun af en tynd skal, som hviler paa en blød, graahvid masse, der stikker sig op i den hule krone som en tap; den viser lighed med en hjørnetand ellers muligens en fortand; der kan ikke paa dette sted paavises ben, saa tandanlægget er udelukkende omgivet af fibrøst vv, — Lige overfor det store benstykke er der i cystevæggen paa den modsatte side et 2-kronestort, fladt, 3-kantet benstykke med afrundede hjørner; paa den mod lumen vendende side har dette benstykke en knudret overflade med tildels noksaa skarpe, lave benkanter; tydelig epidermisbeklædning kan her ikke sees, Cystevzggens indside forøvrigt er svagt rynket, ikke tydelig epidermisklædt; iethvertfald er ikke epidermis skinnende hvid. Paa cystens ydre væg, der er ujevn efter overrevne bindevævsstrenge, sees svarende til det store benstykke 3 bløde knuder, som ligner smaa lymfeglandler, Mikroskopisk undersøgelse: a) Snit fra forskjellige steder af det hindelignende væv: Overalt ud- gjøres den væsentligste bestanddelaf substans fra centralnervesystemet, hovedsagelig gliavæv med sine celler med smaa runde kjerner, men derimod i almindelighed faa ganglieceller, Kun i den del, som ligger tæt ind til benstykket, sees der noksaa mange ganglieceller, for det meste runde; her er ogsaa i hjernevævet en liden spalte, som er udklædt med et enkelt lag lave, kubiske eller runde epithelceller, der ikke er skarpt af- grænsede fra det omgivende vey. I nærheden af benstykket ser man et sted enkelte papillære excrescentser, bestaaende af et meget karrigt stroma, dækket af et enkelt lag kubiske eller runde epithelceller, hvis kjerne ikke farves særlig sterkt. Det makrosko- pisk synlige pigment optræder i form af bitte smaa, mørke, brune korn, ofte samlede til større og mindre uregelmæssige klumper; pigmentet er sterkest afleiret i nærheden af kar, men findes ogsaa spredt diffust i hjernevævet. Man kan ikke med sikkerhed afgjøre, om pigmentet noget sted er bundet til celler, Overalt finder man centralnervesystemet gjennemsat af bindevævssepta, hvori store kar; ikke sjelden er der, særlig langs de mindre kar, sterk rundcellet infiltration. Saavel i hjernevævet som i bindevævssepta finder man næsten overalt rigelig afleiring af kalkkorn; de farves sterkt blaa af hæmatoxylin og minder ofte i udseende om corpora amylacea, men viser kun sjelden den samme koncentriske bygning som disse. Man kan finde alle over- gange mellem store og smaa runde kalkkorn til uregelmæssig forgrenede saadanne, under- tiden med fine udlebere, — Hvor det hindeagtige væv fester sig til cystevæggen, stoder centralnervesystemet med en skarp, men ikke aldeles ret grense direkte op til det bindevey, hvoraf cystevæggen bestaar; dette er for en stor del hyalin degenereret. I væggen sees ikke faa noksaa store kar, hvor specielt media synes sterkt udviklet; i disse kar kan man undertiden se membrana elastica interna lidt opsvulmet og fuldstændig hyalin degenereret, Det hænder undertiden, at hjernevævet ikke ligger direkte an mod bindevævet, idet dette er dækket af et enkelt lag med flade celler. Et sted buger der sig under hjernevævet en 2—3 mm. høi polyplignende dannelse ind mod lumen; overfladen af denne excrescents er dækket af et epithel, som dels er flerlaget pladeepithel uden forhorning, dels flerlaget cylinderepithel. Centrum af excrescentsen bestaar af bindevæv og spar- somt fedtvæv; opunder epithelet findes uregelmæssige blodudtrædelser. Indleiret i dette stroma sees endel slimkjertler og enkelte andre lumina med epithel i et eller flere lag, hvor epithelcellernes protoplasma farves af eosin, og kjernefarvningen er meget sterk, Frem- deles sees i denne excrescents et reticulært væv, hvis maskerum er fyldte med eien- dommelig smaa runde celler med tydeligt protoplasma og en kjerne, der ikke farves saa sterkt som rundcellernes (angaaende disse celler se nedenfor). B) Snit gjennem den bennestore prominents i cystevaggen, hvor der fandtes en rudimentær for- eller hjernetand: Snit i flere forskjellige niveau viser, at denne prominents er temmelig sterkt indsnøret ved basis, men kun fra den ene ve ea wi 1905. No, 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 6 side, saa at den her vælter sig udover den tilgrænsende cystevæg. Overfladen er som regel dækket af flerlaget pladeepithel med tydelig forhorning og under epithelet spredte talgkjertler og svedkjertler; kun svarende til der, hvor den rudimentære tand laa skjult, viser epithelet paa overfladen en utydelig forhorning og yderst sparsomme talg- kjertler samt smaa spredte øer af pladeepithel nede i det fibrøse væv. Hvor prominentsen vælter sig udover cystevæggen, er paa en kortere strækning saavel undersiden af promi- nentsen som det overforliggende parti af cystevæggen klædt med flerlaget flimrende cylinderepithel, der gaar direkte over i forhornende pladeepithel, Hjernemassen (i det hindeagtige væv) ligger tæt op til spidsen af prominentsen, hvor denne vælter sig udover cystevæggen; svarende hertil er overfladen af prominentsen sterkt kløftet, dakket af for- hornende pladeepithel og furerne udfyldte med forhornede masser. Undertiden mangler epithelet, saa hjernevævet støder direkte op til bindevævet i prominentsen, som sender ud- løbere ind i hjernevævet, — Den bønnestore prominents bestaar forøvrigt af fibrøst væv og fedtvæv; indleiret i dette stroma sees, mest i nærheden af det flimmerepithelklædte parti, smaa grupper af slimkjertler. Et sted er der en gruppe af smaa kjertellumina, som fuldstendig minder om en spytkjertel. I den del, som vælter sig udover den til- stødende cystevæg, sees desuden 5—6 store, uregelmæssige hulrum, af hvilke det største maaler 2—3 mm, i diameter; de er udklædte med et epithel, som i en og samme cyste dels er lavt, enlaget, dels 2-laget kubisk epithel, dels høit cylinderepithel i et eller flere lag, muligens ogsaa flerlaget pladeepithel, Disse cyster er fyldte med en af hematoxylin blaagraa farvet masse, hvori sees 1 nogle cyster større og mindre med van Gieson intenst gulfarvede skjæl (afstodte forhornede epidermisceller?). I bindevævsstromaet mellem cysterne ligger et lidet stykke hyalin brusk, Lige under flimmerepithelet ligger et eiendommeligt konglomerat af alveolært anordnede smaa runde celler med tydeligt proto- plasma og en liden rund, ikke særlig sterkt farvet kjerne; alveolerne grænser tæt op til hverandre, adskilte med tynde karførende septa. Ikke alle alveoler er fuldstændig fyldt med celler; enkelte har et tydeligt lumen, hvori en homogen masse. Andre lumina er ud- klædte med kubiske epithelceller og indeholder en homogen masse, hvori man tildels kan finde enkelte polygonale celler, men hyppigst de samme smaa runde celler som i de før beskrevne alveoler. Det tør saaledes ansees for sikkert, at man her har for sig et kjertel- organ; hvilket organ er det imidlertid vanskeligt at afgjore — (thymus? cfr. ovenfor i den lille polyplignende dannelse lignende celler) Udenfor det prominerende parti er den til- grænsende del af cystevæggen klædt med’ epidermis og under denne endel talgkjertler, haarfollikler og fedtvæv. Forøvrigt bestaar cystevæggen her som ellers af et sterkt hyalin degenereret bindevæv. y) Snit i 5 forskjellige niveau gjennem den ene halvpart af det store benstykke: Benstykket strækker sig ikke helt til enden af det prominerende parti, Benet er uregelmæssigt og viser flere store hulrum, fyldte med fedtvæv, rundceller og kar; det er omgivet af et cellefattigt periost. Lige ind paa benet ligger 3 større stykker hyalin brusk, som har et tydeligt perichondrium og ikke viser nogen direkte overgang i ben, Udenfor benet har man paa den side, som vender mod cystevæggen, en bred zone af fedtvæv, dækket af epidermis med corium, hvori haarfollikler, talg- og sved- kjertler. Paa den mod lumen vendende side af benet er der hjernevæv af samme udseende som før beskrevet; det ligger dels lige i dagen, dels er det ved et smalt lag af fibrøst væv skilt fra cystens indre; isaafald er der undertiden en utydelig epidermisbeklæd- ning paa dette, 0) Snit gjennem den tykkeste del af det glatte parti, som dekker det store benstykke i nærheden af tænderne: Overfladen er dækket af flerlaget pladeepithel med tydelige papiller fra det underliggende fibrøse væv; epithelet for- horner ikke, ligesom der heller ikke findes talgkjertler, svedkjertler eller haarfollikler. Epithellaget er noksaa tyndt, uregelmæssigt, tildels mangelfuldt; det gaar paa en strækning over i et ligeledes mangelfuldt udviklet flerlaget cylinderepithel; heller ikke under dette nogen kjerteldannelse. Under epithelet finder man et cellefattigt, fast, fibrøst bindevæv, der af hæmatoxylin delvis farves blaagraat, Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 5 66 | pP, BULL: M.-N. KL e) Snit gjennem den hule bro i 5 forskjellige niveau: Denne bestaar af cellefattigt, fibrøst væv, der omslutter et uregelmæssigt hulrum; paa begge sider af dette sees her og der smaa uregelmæssige oer af hjernevæv uden tydelige ganglieceller. Det samme gjælder ogsaa delvis den side, som vender mod hovedcystens lumen, men i langt mindre grad den mod cystevæggen vendende side. Hvor centralnervesystemet mangler, ligger det sklerotiske bindevæv lige i dagen uden at være dækket af epithel. Hvor der paa indsiden findes hjernevæv, er der tillige rigelig udvikling af kar. &) Snit gjennem den anden bro i flere forskjellige niveau: Denne bestaar hovedsagelig af sklerotisk bindevæv; der kan dog sees smaa rester af hjernevey paa den mod eystevæggen vendende side, ligeledes her og der i det sklerotiske vey, Svarende derimod til den side, der laa an mod huden, er overfladen enten uden nogen- somhelst beklædning eller dækket af et utydeligt, lavt, forhornende pladeepithel. n) Snit fra det flade 3-kantede benstykke: Svarende til den perifere del af benstykket og tilgrænsende dele af cystevæggen er der ingen epithelbeklædning paa ind- siden; over den mere centralt liggende del af benet derimod er der utydelig, flerlaget epidermis. Udenfor benstykket bestaar cystevæggen helt igjennem af hyalint degenereret bindevæv; henimod kanten af benet ligger der i bindevævet et lidet stykke hyalin brusk, som forøvrigt er uden sammenhæng med benstykket. Mellem dette og cystens indre findes kun et smalt lag cellefattigt fibrøst væv, hvori talrige blodudtrædelser. I den perifere del bestaar benstykket af kompakt benvæv med tydelig lamellær anordning; her og der sees dog enkelte smaa hulrum, udklædte med osteoblaster og fyldte med kar- førende bindevæv, Længere ind paa benstykket sees tydelige Haver'ske kanaler, ligesom hulrummene er større og indeholder dels karførende bindevæv, dels fedtvæv og rundceller; her har tillige den mod lumen vendende side af benstykket en meget ujevn overflade Benstykket er omgivet af et lag mere cellerigt bindevæv — periost. Mellem benet og cystens ydre overflade ligger der dels fedtvæv (nærmest benet), dels cellefattigt fibrøst væv. I dette sees udad mod overfladen ikke faa grupper af smaa kjertellumina, udklædte med et kubisk eller konisk epithel, som næsten helt fylder lumen; omtrent overalt ser man ved siden af vel udviklede kjertellumina talrige atrofierede, idet kjertelacini er sprængte fra hverandre af cellefattigt bindevæv; det hele minder om, hvad man kan finde ved en kronisk interstitiel betændelse i et kjertelorgan, f. ex. pancreas, 9) Snit fra 4 forskjellige steder af cystevæggen: Omtrent overalt sees det samme billede: Indvendig mangler enhver epithelbeklædning fuldstændig, eller der sees et dække af fladtrykte epithelceller i et eller flere lag. Cystevæggen forøvrigt bestaar omtrent udelukkende af bindevæv, der som regel er sterkt hyalint degenereret; kun i et af snittene kan der i det degenererede bindevæv sees en smal stribe af hjernevev. Undertiden sees der enkelte uregelmæssige kalkkorn i det degenererede bindevæv. NB. Rester af ovarialvæv kunde ingensteds paavises, Casus XIII. (Sepp. KG X, figs vir, kvin, xx & xx). Mandshodestor dermoidcyste i bursa omentalis. — Hud, — Ben, — Brusk. — Mundaabning med læber. — 6 tender. — Spytkjertelvæv. — Cyster med flerlaget cylinderepithel. Fra Rigshospitalets chir, afd. B. (overlæge, professor Hagb. Strøm. Karen V,, 14 aar. Indk, 17/, 1901, udskreven ?3/,, 1901. Protokolnr. 485—01. Historia morbi: Helt fra fødselen stort underliv, der siden har vokset jevnt sammen med barnet. Hun har altid følt sig frisk, indtil hun for 9 maaneder siden faldt paa maven; hun syntes da, at noget brast inde i underlivet, og fik voldsomme smerter, Hun fik feber paa op til 40°, og læge diagnosticerede peritonit med vædskeansamling 1 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 67 underlivet; først efter 8 ugers sengeleie naaede underlivet samme omfang som for faldet. Siden har det atter vokset jevnt, uden at hun har følt sig noget syg af det. Afføring og vandladning altid iorden, St. præs.: Hoi, godt udseende pige, klager ikke over noget. Underlivet jevnt for- størret; dog buger et vel haandfladestort parti omkring navlen sig sterkere frem end det øvrige. Dette parti er adskilt fra det frembugede epigastrium og høire hypochondrium ved en tversgaaende fure Ligeledes sees regio lumbal. ant. paa høire side sterkere fremhvælvet, adskilt fra partiet omkring navlen ved en i mamillarlinjen gaaende let fordybning, Navlen er let frembuget. Brystkassens nedre del er fremdrevet, mere paa venstre side end paa høire. Den nederste del af abdomen til 3 fingersbred nedenfor umbilicus er ikke frem- drevet, Bedækningerne er normale, ingen udvidede vener. Ved opblæsning af ventrikelen buger partiet lige under proc, ensiformis sig frem og bliver tympanitisk — ellers naar den tympanitiske percussionslyd ikke nedenfor proc. ensiformis, Efter opblæsning af colon sees colon, transv. 3 fingersbred nedenfor navlen, lidt skraat forløbende fra venstre nedover mod høire. Tumor bevæger sig med respirationen; den er ikke ømfintlig. Høire del af tumor giver tydelig fluktuation, Naar man lægger patienten over paa venstre side, synker tumor i dybden under en gurglende lyd. Afstanden mellem proc. ensiformis og navlen er paafaldende lang. Underlivet maaler paa det tykkeste — mellem proc. ensiformis og um- bilicus — 78 cm, Thorax er meget kort; ictus cordis i 2det intercostalrum indad for pa- pillen. Urinen indeholder ikke albumin eller sukker. 217). Laparotomia:. Snit fra proc. ensiformis til nogle fingersbred nedenfor navlen ; bugvæggen var iynd. Tumor var dækket af det tynde, udspilede ligam. gastro-colicum og laa tilvenstre for det tynde oment. Ingen adhærentser til bugvæggen. Colon transv. sammenfalden langs tumors nedre rand, Troicart indførtes, men ingen vædske udtomtes gjennem den; aabningen viste sig tilstoppet af talgagtige masser; gjennem den i tumor frembragte aabning sivede der frem en skidden, graalig, tynd vædske. Aabningen udvidedes, og der udtømtes 3—4 liter vædske. Derefter lukkedes aabningen med tænger, og man be- gyndte at skrælle cysten løs efter spaltning af det tynde blad, som dækkede den fortil. Løsningen fra colon vanskelig, opad og paa siderne derimod forholdsvis let, overalt kun ubetydelig blødning. Langs cystens venstre side en fingertyk vene (v. meseraica?); langs den høire rand den sterkt forlængede duodenum, fra hvilken løsningen var vanskelig; endnu vanskeligere var den dog bagtil. Det parti af tumor, som laa længst bagtil og opad, dannedes af en fingertyk benplade af en liden haandflades størrelse. Dette parti var sterkt fastsiddende, kun lidet forskydelig og maatte løsnes med saksen, hvilket skede uden nogen blødning. - Efter fjernelsen af tumor var der en stor hule, i hvis bund saaes art, meseraica sup., og hvis vægge dannedes nedad af mesocolon; tilheire laa duodenum og caput pan- ereatis. Det var ikke muligt med sikkerhed at afgjore tumors udgangspunkt; vistnok ikke udgaaet fra pancreas, men fra bindevævet omkring den. Randene af den store hules aabning forenedes ved catgutsuturer, idet dog midtpartiet lodes aabent og fæstedes til periton, parietale i midten af bugsaaret, og i hulen indlagdes 4 gazetampons, der fortes ud gjennem bugsaaret. ?3/,,. Reaktionsløst forleb. Udskrives helbredet. Makroskopisk undersøgelse: Tilsendt en opklippet cyste, hvis indhold er udtømt og delvis medfølger; det bestaar af kidtagtige, hvidgraa masser, som tilsammen veier 860 gr.; disse masser er tilblandede talrige, tynde haar samt en ubetydelig mængde graarødlig, seig. slimlignende vedske, Cysten maa i fyldt tilstand have været mindst mandshodestor. Dens udvendige flade dannes af overrevne bindevevsfibre, som et sted er lidt tykkere end forøvrigt, uden at der dog paa nogen maade dannes nogen stilk. Et sted i cystevæggen føler man et skiveformet Denparti, 10: X 8 cm. stort, 3 cm. tykt paa midten og stadig afsmalnende mod kanterne, Cystevæggen forøvrigt overalt tynd, som regel ikke over 1 mm, tyk; kun henimod ben- stykket maaler den 3—7 mm, Indvendig er cysten udklædt med epidermis (se fig. xvn), stil hvilken der paa flere steder hefter noksaa lange, tynde, lyse, ikke tæt siddende haar. ‘ro cm, fra kanten af benstykket er der et 5 X 2 cm. stort, lidt ujevnt parti af redgraa farve, hvor man ikke ser nogen epidermis; langs den ene side af dette parti danner den 68 Ps BULL; M.-N. KI. tilgrænsende hud en voldformet duplikatur, som vælter sig indover det; just paa grænsen her sees en hampefrøstor graalig prominents, besat med korte tynde haar, Ved basis af denne fører en 6 X 2 mm. stor spalte ind under duplikaturen og ud paa cystens udvendige væg; denne kanal er fyldt med talgagtig masse og smaa lyse haar, Overalt sees spredt i huden paa cystens indre væg op til 2-kronestore, lidt rødlige, aragtige, runde partier, hvis niveau ligger lidt lavere end den omgivende hud, Over benstykket er huden tykkere end paa cystevæggen forøvrigt, maaler op til 6—8 mm, Foruden den tydelige mundaabning, som senere skal beskrives, sees der her 2 smaa runde aabninger, 5 X 5 mm., resp. 5 X 3 mm, 1 cm, fjernede fra hinanden; de staar i kommunikation med hinanden under huden og er fyldt med samme masse som cysten selv, Henimod den ene kant af benstykket er der en aldeles typisk, oval mundaabning (se fig. xvır), der dog ikke maaler mere end 2 cm,, diastasen mellem læberne 0,5 cm. En tydelig fortand (3) rager med spidsen af sin krone, der viser en tydelig melkehvid emalje- defekt, ret ud gjennem aabningen, og lidt længere inde skimter man lidt af en anden tand. Man kan tydelig se, hvorledes epidermis rundt randen af aabningen gaar over i slimhinde, som udklæder læbernes (2) indside og derpaa — som normalt — slaar sig brat om paa ben. Gjennem mundaabningen kommer man ind i en liden hule, der maaler 2,5 cm, fra side til anden og vel ı cm, ovenfra-nedad; denne hule er ganske grund og staar ikke i kommunikation med nogen større hule; bunden dannes af 3 distinkte tænder samt antyd- ning til en fjerde, saa at den svarer til det parti, som normalt ligger mellem læberne fortil og proc, alveolar. med tænderne bagtil 9: vestibulum oris. Ved at legge snit gjennem omslagsfolden for den ene læbe og løsne bløddelene fra benet faar man bedre oversigt over tændernes forhold, Alt i alt er der 6 tænder, men af disse er kun 4 synlige i mund- hulen før løsningen af bløddelene. Den ene af tænderne er en typisk venstresidig Iste premolar fra underkjæven; de 5 andre, af hvilke den ene næsten fuldstændig mangler krone, er fortænder, hvis bygning ikke er saa typisk, at man med sikkerhed kan afgjøre, hvorvidt de tilhører over- eller underkjæven; samtlige tender er blivende tender. Den før nævnte fortand med emaljedefekten og en af de skjulte fortænder sidder lodrette i forhold til de 4 andre tender, hvis retning er normal; rødderne af de sidstnævnte tænder er parallele og ligger efter fjernelsen af bløddelene lige i dagen, idet de rager ned i en flad, 2-kronestor benhule, som fortil kun er dækket af hud og en ganske tynd ben- lamelle, der medfølger bløddelene under løsningen. Omkring halsen af de 3 af disse tænder kan man fra side til anden forfølge et stramtsiddende, slimhindeklædt, smalt baand (ligamentum circulare dentis?); den fjerde tands krone kommer først tilsyne efter løsningen af bloddelene. Præmolartanden maaler 2,5 cm. fra kronen til spidsen af roden, for- tænderne 2,0—2,3 cm.; den tand, hvis krone er yderst defekt, maaler alligevel 1,8 cm. Lægger man et snit gjennem benpladen lodret paa mundaabningens retning og gjennem midtlinjen af denne (9: gjennem et tænkt sagittalplan), ser man følgende: 1) Hud og læber, 2) tænderne, 3) benstykket. Det sidste bestaar af en forreste og en bagerste sammenhængende tynd benlamelle, der atter igjen er forbundne ved enkelte tynde bensepta. Rummene mellem disse septa er dels fyldt med 4) et blødt graaligt væv, som et sted samler sig til et 3,5 cm. langt, 1,5 cm. tykt parti, dels med op til 5) valnødstore cyster, fyldte med en gelatinøs seig, graarød vædske. Væggene i disse cyster dannes dels af bløddele, dels af tynde benlameller; de er glatte, graalige, yderst sjelden sees smaa excrescentser paa indsiden. Betragter man nøie det ovennævnte bløde graalige væv, kan man saavidt øine smaa, punktformige aabninger (kjertellumina?). Fra overfladen af benet kan man let løsne bloddelene sammen med et tydeligt periost. Mikroskopisk undersøgelse: a) Smit fra den ene af leberne (se fig. xvii &xıx): Den udvendige flade er lidt uregelmæssig bugtet, dækket af flerlaget epidermis (1) med sterk forhorning; de nævnte indbugtninger er ofte fyldt med forhornede masser. Der er en tydelig corium, hvor der ligger talrige, store talgkjertler (3) og haarfollikler (2), som ikke er særlig store, endel svedkjertler og sparsomme muskelfibre. Forfølger man epidermis rundt randen af læben, vil man se, at forhorningen efterhaanden taber sig, om den end kan for- 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 60 2 følges et stykke paa indsiden (5); her gaar epidermis over i flerlaget pladeepithel (4), som tiltager i tykkelse, jo længere man kommer ind, og viser usædvanlig tydelige celle- grænser mellem de store klare, polygonale celler. Ved randen af læben ophører dannelsen af talgkjertler, haarfollikler og svedkjertler; fra dette sted af sidder derfor pladeepithelet paa et fibrøst væv, hvori til at begynde med ikke findes kjertler; dette væv danner udtalte papiller overfor epithelet, Under den indre halvdel af pladeepithelet sees i det underliggende fedtvæv og fibrøse væv et par større hobe af tætpakkede kjertellumina (7). Kjertlerne er udklædte med enlaget, heit, konisk epithel, der begrænser et meget trangt lumen; protoplasmaet i cellerne er som regel klart, næsten ufarvet, kjernen liden, trængt helt ud til basis. Paa enkelte steder kan man se tydelige billeder af Gianucci's halv- maaner, idet der mellem de klare celler findes andre, som ligger klemt op til den perifere del af kjertlens lumen, og hvis protoplasma er mere kornet og farves bedre. I bindevævet mellem disse grupper af kjertellumina kan der sees tversnit af gange med 2-laget epithel, et indre lag af cylinderceller, et ydre af lave kubiske celler (udførselsgange). Mellem talgkjertlerne paa den ene side og de nys beskrevne kjertelgrupper paa den anden side er der rigeligt fedtvæv (8), hvori flere bundter af glatte muskelfibre (9); derimod er det ikke muligt at opdage tverstribede saadanne. Ved basis af læben (6) slaar epithelet sig over paa det benstykke (10), som indeholder tænderne, adskilt fra dette ved et tyndt lag fibrøst væv uden kjertler og med utydelige papiller (gingiva); cpithellaget er her lavere end paa læben. Under epithelet lidt rundcellet infiltration. Benet (10) udgjøres af en smal plade kompakt ben; paa den side, som vender fra epithelet, er der paa overfladen af benet talrige osteo- blaster. Under benpladen er der igjen fibrøbst væv og fedtvæv. 8) Snit gjennem den anden læbe: Viser fuldstændig samme billede; kun er der ingen glatte muskelfibre i fedtvævet i midten. y) Snit fra den formodede kjertelsubstans mellem benlamellerne (se fig. xx): Der er taget snit fra 8 forskjellige steder, tildels saaledes at væggen af de før nævnte cyster medfølger. Den mikroskopiske undersøgelse bekræfter, at det graalige bløde væv mellem bensepta bestaar af kjertelvæv, indleiret i fedtvæv eller fibrøst væv (se 1 og 2). Kjertellumina er gjerne ordnede i større og mindre uregelmæssige grupper, sjelden ligger de enkeltvis i fedtvævet; de er gjennemgaaende smaa og udklædte med et enkelt lag af koniske epithelceller, som enten fylder lumen helt eller næsten helt; i første tilfælde er cellernes protoplasma kornet og farves endel, i sidste tilfælde derimod er protoplasmaet klart og kjernerne trængt ud til basis; i disse lumina sees paa flere steder Gianucci’s halvmaaner (se de med sterkere forstørrelse tegnede kjertellumina ved siden af fig. xx). Som regel er kjertler med sammeslags epithel ordnede i grupper for sig, men der findes ogsaa i en og samme gruppe begge slags kjertler. Anordningen af kjertelgrupperne er ikke karakteristisk; kun et sted minder den sterkt om en spytkjertel eller pancreas, Septa mellem kjertelgrupperne bestaar af fibrøst væv og indeholder desuden smale lameller af kompakt bensubstans. I disse septa forløber mange større og mindre, ofte forgrenede kjertelgange, udklædt med enlaget cylinderepithel; i lumen sees ofte homogene med van Gieson gulfarvede masser, undertiden tilblandet afstødte epithelceller eller polynucleære rundceller. Væggene i disse kjertelgange er ikke sjelden hyalin degenererede og epithelet mindre tydeligt; ofte er der sterk rundcellet infiltration langs kjertelgangene, I nogle snit, hvor det fibrøse væv er sterkere fremtrædende end fedtvævet, er kjertelvævet væsentlig repræsenteret af kjertelgange, medens der kun findes faa acini, eller de 2 grupper er ad- skilte ved et fibrøst septum. Ogsaa karvæggene viser paa flere steder hyalin degeneration, — De store cyster er udklædte med flerlaget cylinderepithel, som specielt er tydeligt over en liden excrescents i en af dem; paa nogle steder er cylinderepithelet utyde- ligt eller helt fladklemt, ja kan ogsaa mangle fuldstændig; isaafald grænser hyalin degene- reret bindevæv lige op til lumen. Et lag med cellefattigt fibrøst væv adskiller cysternes lumen fra den beskrevne kjertelmasse; for nogle cysters vedkommende ligger der desuden i det fibrøse lag en smal lamelle af kompakt ben, parallelt med cystelumen og med et lag tydelige osteoblaster paa den side, som vender mod lumen, — I et srit er der langs den ene side et mere eller mindre fuldstændigt dække af flerlaget pladeepithel uden for- 70 ‘=P; BULL. M.-N. Ki. / horning; fra dette sænker der sig enkelte dybe indbugtninger, hvor pladeepithelet gaar over i flerlaget cylinderepithel, som atter igjen undertiden kan forfolges direkte over i de be- skrevne kjertellumina. 0) Snit fra cystevæggen paa 16 forskjellige steder udenfor benstykket: Samtlige snit viser med enkelte afvigelser nogenlunde samme billede: Den indvendige flade er dækket af regelmæssig epidermis med tydelig forhorning; under denne en corium, hvori talrige talgkjertler, haarfollikler og glatte muskelfibre, men som regel faa svedkjertler, forkrøblede eller undertiden dilaterede, Dernest et lag med subcu- tant fedtvæv og yderst en zone fibrost væv, Fedtlaget er sterkest udtalt i nærheden af benstykket; længere fra dette mangler det ofte aldeles, saa cystevæggen hovedsagelig bestaar af fibrøst, ofte hyalin degenereret bindevæv, hvori sparsomme eller slet ingen talgkjertler opunder epidermis, Den indvendige flade viser undertiden tætsiddende papillære fremspring af epithel og bindevæv, Paa de steder, hvor man makroskopisk formodede tilstedeværelsen af ar, viser cystevæggen sig tyndere end i de tilgrænsende partier; bunden af det formo- dede ar er dækket af et tyndt epidermislag med mindre tydelig forhorning, og cystevæggen bestaar her helt igjennem af cellefattigt fibrøst væv, medens man i de tilgrænsende partier finder de sædvanlige huddannelser, Formodningen om ardannelse bekræftes saaledes af den mikroskopiske undersøgelse. I enkelte præparater kan man i det ydre fibrøse lag af cystevæggen paavise hobe af store polygonale epitheloide celler med et rigeligt, noksaa blegt protoplasma og en forholdsvis liden, ikke sterkt farvet kjerne; ingen kjæmpeceller; mellem disse celler fine drag af fibrøst bindevæv. I dette ydre lag finder man desuden som regel blodudtrædelser og kornet blodpigment, Det er ogsaa her, man finder talrige større og mindre kar, hvis antal aftager opimod epidermis, Nervegrene finder man baade i de ydre lag af cyste- væggen og i fedtvævet opunder talgkjertlerne, NB. Rester af ovarialvæv kunde ingensteds paavises. €) Snit fra huden over benstykket viser samme billede; kun er udviklingen af talgkjertler og haarfollikler saavelsom af det subcutane fedtvæv sterkere udtalt. 6) Snit gjennem den ertstore ,ulceration* i huden over benstykket: Det er ingen ulceration, men kun en fordybning i huden, udfyldt med forhornede masser; bunden er ujevn paa grund af større og mindre papillære excrescentser, overalt dækkede af sterkt forhornende epidermis. Talgkjertlerne under denne er enormt udviklede og danner et bredt mægtigt lag; haarfolliklerne forholdsvis mindre. Et par steder er der oer af hyalin brusk, liggende i bindevævet i nærheden af sved- og talgkjertler, under hvilke man har fedtvev. Den hyaline brusk viser store kapsler, der næsten overalt kun indeholder en celle og aldrig mere end to; perichondrium tydeligt. D. Teratoid svulst i mediast. antic. Casus XIV. (Se pl. XI & XII, fig. xx1, xxm & xxi). Barnehodestor tumor i mediastin. antic. — Fibrøst væv.— Glatte muskelfibre, — Fedtvæv. — Hyalin brusk, — Ossification. — Benvæv. — Centralnervesystem. — Spinalganglier. — Nervearene. — Talrige cyster, udklædte med alle slags epithel- celler. — Cyster med pigmentepithel. — Foci med atypisk epithelproliferation (cysto- papilloma proliferans). — Hele øvre venstre lungelap svulstinfiltreret. — Metastase til glandlerne i mediastinum, venstre axille og venstre fossa supraclavicularis. — Me- tastase til høire lunge, sternum, 4de costa paa venstre side og leveren, — Venstre- sidig pleurit. — Bronchopneumoni i nedre venstre lungelap. Hans K., gaardbrugers søn, 17 aar, Ullensaker, Indk. paa Rigshospitalets med. afd.B. (overlæge prof. P. F. Holst) */, 03, død */4 03 kl. 2 morgen, obduceret °/, kl 101 fm. Historia morbi; Faderen pukkelrygget siden 2-aarsalderen, 2 søskende, hvoraf en pukkelrygget. _Moderen frisk, — Har selv havt morbilli, scarlatina -og tussis convulsiva, JE gg VP Ep eee eee ee S—~—S 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 71 For et par aar siden begyndte han at blive kortpusten ved smaa anstrengelser, hvilket siden har holdt sig uforandret til ivaares, fra hvilken tid det har tiltaget. I disse par aar har han ogsaa hostet endel med sparsomt expectorat, bestaaende af gule klatter, hvori der af og til er seet blodstriber. Han er tillige bleven bleg og mager. Fra slutningen af marts 1903 har hans tilstand forværret sig betydelig. Han merkede paa den tid en frembugning af venstre brysthalvdel, og læge erklærede da, at han havde vand i lungen med forskydning af hjertet over til høire side. Siden marts har han tillige havt stikninger i venstre bryst- halvdel; de har forværret sig i de sidste 14 dage og optraadt som smerteanfald i venstre skulderbladsregion straalende tvers igjennem til brystet samt ud i venstre arm, undertiden saa sterke, at han har skreget. For 14 dage siden merkede han hævelse i nedre del af sternalregionen; han har ligget siden da. Han har svedet lidt om natten de sidste 3—4 uger, Appetit og søvn var god til for 14 dage siden, men efter den tid har de været daarlige. Afføring og vandladning i orden. Temperaturen har været maalt flere gange og angivelig været normal. St. pres. */3: Bleg, mager. Klager over smerter i venstre brysthalvdel. P. 112, af og til falder et slag væk; den er lige paa-begge sider. R. 28, abdominel typus; venstre brysthalvdel ligger efter. Tp. 37,1. I venstre axille en dueægstor, noget omfintlig glandel, Brystkassen viser en frembugning, der omfatter sternums nedre halvdel og tilgrænsende dele af venstre brysthalvdel; denne frembugning topper sig i et blødt, nødstort, fluktuerende eller pseudofluktuerende parti, svarende til 4de venstre costo-sternalled; betydelig ømhed over dette led samt nedre halvdel af sternum. Huden over den nævnte frembugning er bleg, Hjertet: Udbredt pulsation tilhøire for sternum og i epigastriet. Spidsstodet (?) føles i 4de intercostalrum i høire mamillarlinje. Dæmpningen begrænses af en buelinje, der begynder ved høire sternalrand paa 3de c. og herfra gaar udover gjennem høire papilla mammae, Nedad gaar dæmpningen over i levermatheden, indover paa sternum lader den sig ikke afgrænse fra dæmpningen paa venstre forflade (cfr, nedenfor). Hjerteaktionen er noget uregelmæssig, idet den af og til ligesom stopper op et øieblik. Ingen bilyd. 2den pul- monaltone høres saavidt i 2det intercostalrum tilv. for sternum; 2den aortatone synes at have normal styrke. Lungerne: Paa hele venstre forflade er der sterk dæmpning resp. mat lyd; denne dæmpning lader sig mod høire ikke afgrænse fra hjertedempningen; ogsaa i Traubes rum dæmpning. I venstre supra- og infraclavicularis fjern, men tydelig blæsen; respirationslyden taber i styrke nedover og kan nederst neppe høres. Paa venstre bag- flade er der sterk dæmpning eller snarere mat lyd fra apex til angulus scapulae; nedenfor er dænipningen lidet udtalt og lyden har her tympanitisk klang. I de øvrige partier høres fjern blæsen, nedenfor angulus derimod er respirationslyden tydeligere og neppe blæsende, Ingen tydelige bilyd over venstre lunge, I høire supraclavicularis er percussionslyden maaske noget kort og her saavelsom i supraspinata er exspiriet forlænget. Forøvrigt giver høire lunge sonor lyd og vesiculær respiration, der dog muligens er lidt ru over de øverste partier af lungen. Leverdempningen fra 6te c. til et par fingersbred nedenfor costalbuen. Leveren kan ikke føles, men man har dog en ubestemt resistensfornemmelse nedenfor costalbuen og tvers over epigastriet, Milten ikke palpabel. Underlivet temmelig udspændt med diffus ømhed, ingen dæmpning. Columna viser deviation, idet der i lumbaldelen er en venstresidig skoliose og tilsva- rende svag skoliose med konveksiteten tilhøire i dorsalregionen. Svarende omtrent til 2den og 3die lumbalhvirvel noksaa tydelig lordose samt nogen ømhed. Urinen klar, sur, ikke albumin eller sukker. 5/, 37,1—36,6. Ved prøvepunktion fortil i det pseudofluktuerende parti i sternal- regionen aspireredes kun lidt sanguis; bagtil i interscapularregionen paa venstre side aspire- redes derimod en næsten klar, ganske let rødlig vedske, I det rigelige, røde centrifuge- bundfald sees foruden talrige 1) røde blodlegemer og 2) lymfocyter næsten ligesaa mange 3) polynucleære, neutropbile celler samt 4) talrige endothelceller. I den blodige masse, som aspireredes fra tumor paa forsiden af thorax, viste sig enkelte graahvide brokker, bestaaende af detritus og enkelte fedtdegenererede celler. ®/4 37,9—370- 7/, 38,2—37,0. Siden igaar klaget over hold nedad tilvenstre fortil og i axillarfladen, Hoster endel, men uden expectorat, Thoracocenthese paa venstre bagflade, hvorved udtømtes ca, 300 gr. temmelig sterkt sanguinolent vædske; denne strømmede kun ud, naar kanylen blev holdt lige indenfor thoraxveggen; fortes den dybere ind, stødte man i for- skjellige retninger paa en fast, som det syntes skjør masse, De perkutoriske forhold som før thoracocenthesen, Centrifugebundfaldet ‘af exsudatet: talrige røde blodlegemer, talrige leucocyter, flere end lymfocyter, talrige endothelceller og lignende, delvis degenererede celle- former. Ingen vækst paa agar eller bouillon, ingen mikrober paaviselige i exsudatet, Ingen tuberkelbaciller. 8), 38,6—37,3. Nedenfor venstre clavicula føles udad en noksaa blød hævelse, der bindrer palpation af de enkelte costae. Over hævelsen paa sternum tydelig Dupuytrens crepitation, 9/8 39,0—371- 10/, 38,6— 37,2. Hasselnødstor, middels haard, let bevægelig glandel ovenfor venstre clavicula. Fremdeles intet expektorat. 1 8 .38,4— 37,2. 12/, 38,3—37,0. Hoster, men faar fremdeles intet op. la 39,7—37,3: 14/, 39,3—38,6. Over venstre bagflade tydelig tympanitisk anstrøg helt fra spina og nedover. Fortil nedad-udad for v. papille høres dumpe, torre blærer (gnidningslyd?); i supraclavicularis tydelig in- og exspiratorisk blæsen. 15/, 39,3—38,6. Provepunktion i venstre axilarregion omtrent ret nedad for papillen. Ca, I cm, indenfor brystvæggen lykkedes det at aspirere et par cm.® af en graalig let blakket, slimet substans, hvori adskillige distinkte hvide til graahvide naalehodestore korn, 'som mikroskopisk viser sig at være runde eller ovale, rosetformige dannelser, der minder noget om actinomycose; mange af kornene viste sig imidlertid at bestaa af fedtdegenererede celler. Ingen mikrober i Gramprzparater, Lan, 39,7— 38,4. 17/5 39.2— 38,2. la 38,9 — 37,5. 19/, 38,7— 36,7. Siden igaaraftes expektoreret en ringe mængde slim, hvori et par blakkede klatter samt enkelte lyse blodstriber. 20/, 38,8—37,5. Provepunktion udad for venstre papille, hvor der aspireredes en ringe mængde sanguinolent, seig, slimet eller colloid masse, der indeholder røde blodlegemer, degenererede rundceller samt talrige større, for det meste fedtdegenererede celleformer. 21/, 39,0—36,9. Expektoratet, der indeholder blodstriber, viser mikroskopisk særdeles talrige, fedtdegenererede store celleformer. 22/, 38,3—37,0. I de sidste 2 døgn hostet op ca. 20 cm.3 meget seigt expektorat, hvori en brunlig klat. 23/4 38,6—37,4. 24/8 36,7 —37,2- 25/8 38,6—37,3. 26/, 38,1—37,2. Blodundersogelse: Tallquist 60. Gowers 60. Røde blodlegemer 4 mill., hvide 18,800 (15/, 12,700). 27/8 37:4—37,2. 28/3 38:3—37,1. 29/, 38,6—38,0. Sterke smerter i venstre axille og arm, Foruden den henseægstore glandel i venstre axille flere mindre, der strækker sig forover mod hævelsen under venstre clavicula, hvilken hævelse er tiltaget i det sidste. 30/8 37,9—37,9- Pile 3798—37,4- 1/, 38,0—37,7. Paa det svulne parti i sternalregionen har der dannet sig 3 nye, rundagtige, pseudofluktuerende prominentser. Der sees temmelig sterkt udvidede vener paa forsiden af brystet rundt tumor, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. ?Jo 38,0— 37,7. 3/4 38,2—37,7- 4/9 39,1—37,4. 5/4 39,2—37,8. Hævelsen nedenfor venstre clavicula i hurtig vækst: hele venstre thoraxhalvdel er ogsaa tiltaget i størrelse, saa at skoliosen er mere fremtrædende, SJ 38,6—37,3. 1/a 37,9—37,5. Dyspnoen tiltaget, ligeledes hosten. Expektoratet indeholder friske blodstriber. P. 120, liden, bled. 8/3 38,1—37,2. I sidste døgn delvis uklar. P. 120. 2... Døde kl, 2 fm. Af obduktionen (nr. 146/03) hidsættes følgende: Liget er af en ung, mager mand. Paa øvre del af brystet sees udvidede vener, især paa venstre side. Over nedre halvdel af sternum er der en knytnævestor, fluktuerende eller pseudofluktuerende tumor, i venstre supraclavicularregion en lignende, ægstor tumor, ligesom venstre regio infraclavicularis er udfyldt af en blød, mere diffus masse; i venstre axille er der ligeledes nød- til hønseægstore, pseudofluktuerende tumores. Huden er bleg over samt- lige frembugede partier. Paa alle de frembugede steder skyldes fremhvælvningen en blød svulstmasse, der paa snit er graarød med talrige smaa blodudtrædelser; huden er ikke infil- treret. De nævnte tumores i axillen og fossa supraclavicul, udgjøres sikkerlig af sterkt for- størrede glandler, I fossa infraclavicularis derimod findes muskulaturen mere diffust infil- treret af svulstmasse, som gjennem ıste og 2det intercostalrum fortsætter sig ind i cavitas pectoris. Tumor i sternum er 10 cm, lang, 8 cm. bred, 4 cm. tyk; den indtager næsten hele corpus sterni og tilgrænsende dele af ribbensbruskene, idet den dog kun velter sig udover disse uden at infiltrere dem. Tumors overflade er knollet saavel paa for- som bag- siden af sternum og dækket af en ganske tynd kapsel. Svulsten gaar tvers igjennem sternum, saa at der paa dette sted kun er spredte rester tilbage af bensubstansen. I 4de ribben paa venstre side lige paa grænsen mod ribbensbrusken er der en nødstor knude i benet af samme beskaffenhed som de ovenfor nævnte svulstmasser; der føles paa dette sted abnorm bevægelighed. Denne knude fortsætter sig ind i 4de I, C/s muskulatur og buger sig frem paa indsiden, Cavitas pectoris: Diafragmas stand paa høire side til 4de c., paa venstre side til 7de c., idet diafragma her danner en blød, kuppelformet frembugning mod abdominalhulen. — Tæt op til bag- siden af sternum ligger der i mediastinum et par flade, næsten 2-kronestore, bløde, skjøre tumores, som rives over under udtagelsen af sternum; de overrevne rester lod sig siden dissekere løs fra sternum, uden at der kunde paavises nogen kontinuerlig sammenhæng mellem dem og svulsten i sternum, Efter at have aabnet brystkassen sees der i media- stin. antic, en 15 X 15 cm, stor svulst (se fig. xxı), som indtager de nederste ? af dette rum, vesentlig tilvenstre for midtlinjen, men delvis ogsaa tilhøire for samme, Fortil støder tumor op til brystvæggen; tilhøire grænser den op mod pericardiet, idet den har skjøvet hjertet over tilhøire for sternum og ligeledes trængt høire lunge tilbage, saa man kun skimter dennes forreste rand. Tumor naar med sin øvre grænse til aortabuen, som er forskudt lidt opover; bifurcaturen ligger paa bagsiden af tumor, 1 å 2 cm, nedenfor dens øvre rand og skilt fra svulsten ved hjælp af de store kar; bifurcaturstedet er trængt 2 å 3 cm. tilhøire for midtlinjen. Nedad hviler tumor paa diafragma, fra hvilken den noksaa let lader sig løsne; underfladen er dækket af et fibrøst belæg (pleura). Mod venstre buger tumor sig ind i venstre pleurahule, paa sin overflade dækket af temmelig tykt fibrinøst belæg. Den har trykket venstre lunges øvre lap opover, udover og lidt bagover, medens nedre lap af lungen og det i venstre pleurahule fundne exsudat (se nedenfor) er trykket udad, bagover og nedad. Tumors relation til omgivelserne, særlig til venstre lunge, blev først fuldstændig tydelig, efterat halsorganerne, hjertet, tumor og begge lunger var taget ud i sammenhæng. 74 = IP; BULL, M.-N. Kl. Tumor er nogenlunde rund med en dels glat, dels storknollet overflade, som i sidste tilfælde fluktuerer, Den er omgivet af en temmelig tyk bindevævskapsel, som nedad fortil mod heire indeslutter en fast, benet skal, Udenom kapselen er der saavel paa forsiden mellem tumor og sternum som særlig paa oversiden mellem tumor og venstre øvre lunge- lap bløde, knudeformige, op til kastanjestore tumores med graarød snitflade; de lader sig delvis skrælle løs fra kapselen, Paa to frontalsnit gjennem tumor ser man, at der fra den tykke bindevævskapsel strækker sig uregelmæssige septa (8) indover i tumor. Snitfladen viser, at tumor bestaar dels af talrige cyster, dels af fastere partier. Cysterne er fra saavidt synlige til hønseægstore; nogle er fyldte med en seig, skidden graabrun eller graagul vædske, og isaafald er væggene glatte (7); i andre cyster, der er mindre talrige end .de fore- gaaende, finder man talgagtige masser, tilblandet tynde, korte haar (6); indsiden af disse cyster er ofte ujevn, helt eller delvis udklædt med epidermis, hvori enkelte fine, fastsiddende haar, Desuden sees et par dueægstore cyster, fyldte med lignende colloid masse som de andre og med glatte vægge; men paa indsiden sees et mørkt brunsort pigment, ansamlet i større og mindre, uregelmæssige pletter. I septa mellem cysterne finder man foruden bindevæv og tildels fedtvæv næsten overalt større og mindre ser af bruskvev (5), det største bruskstykke (5) er 3 cm. langt og ligger indleiret i fedtvæv; oftest er bruskene fra hampefrø- til bønnestore og giver undertiden indtryk af at være ordnede i grupper. Benvæv findes rigeligst nær overfladen nedad-fortil, men ogsaa ellers sees enkelte smaa spredte benstykker, Udad i tumor kan man et sted se et focus, som er blødt og har en rødgraa farve; det er omtrent nødstort og ikke skarpt begrænset. Venstre pleurahule indeholder 1 liter vædske, hvis øvre lag er serøst, gulrødt farvet, medens de nedre lag er af tykkere konsistens, colloidlignende og af en skidden brunrød farve; ’ Venstre lunges øvre lap er fastvokset til brystvæggen ved hjælp af en blød, pleura parietale er dækket af fibrinøse tjafser. medullær svulstmasse, som maa rives over for at faa lungen ud; det er denne svulstmasse, som gjennem iste og 2det intercostalrum fortsætter sig ud i muskulaturen nedenfor clavi- cula; ribbenene paa dette sted er ikke infiltrerede. Øvre lungelap er i sin helhed infiltreret af blød svulstmasse og saa sterkt forandret, at den vanskelig kan gjenkjendes; kun her og der er der nogen lighed med lungevæv, særlig paa undersiden fortil, forsaavidtsom man paa overfladen ser polygonale felter, der minder om lungens lobulære bygning. Disse felter har en graahvid farve og buger sig frem mellem bindevævssepta. Paa snit sees en blød, næsten henflydende, graalig svulstmasse, hvori talrige blodudtrædelser eller blodfyldte smaa kar; desuden finder man her spredte, mørke pigmentkorn (kulpigment). Gransen mellem tumor og øvre lap er blot delvis fuldstændig tydelig; iethvertfald er det kun med stor vanskelighed, at øvre lap delvis lader sig løsne fra tumor, idet saavel de førnævnte bløde knuder udenpaa tumors kapsel som den svulstinfiltrerede lungelap under forsøget herpaa let rives itu. I bronchierne til øvre lap findes en rigelig graahvid tykflydende masse; man kan tydelig se svulstmasse skinne gjennem væggen af bronchierne, Venstre lunges nedre lap er med den flade, som ellers ligger an mod øvre lap, ved hjælp af et for størstedelen fibrinøst exsudat fastloddet til tumor, sterkest nedad-fortil; den lader sig uden større vanskelighed løsne fra tumor. Pleura pulmonalis er delvis be- lagt med et tykt, fibrinøst exsudat. Nedre lungelap er liden, sammenfalden, for største- deien af kjødet konsistens og graablaa farve; paa snit omtrent fuldstændig lufttom. Dens forreste flig kjendes i en udstrækning af 6—7 cm, fast infiltreret, snitfladen er graagul, smaagrynet og lader trykke frem en noksaa rigelig puriform vædske. Midt paa bagre rand er der et valnødstort, blodt graagult parti, der ligeledes paa snit lader udpresse puriform vædske. I høire pleurahule ingen vædskeansamling; pleurabladene glatte og speilende, ingen adhærentser. Høire lunge overalt crepiterende, naar undtages, at der i nedre og midtre lap føles et par op til spansknødstore knuder af samme konsistens og udseende som svulst- massen i øvre venstre lap; de er skarpt begrænsede, prominerer paa overfladen eller ligger helt inde i det indre af lungen; paa snit gjennem knuderne vælter svulstmassen sig frem. I hilus af lungen er der en lignende valnødstor knude (glandel?). Pericardiehulen indeholder ca. 50 gr. klar, gul vædske med enkelte fnokker. Venstre væg af hjerteposen er fuldstændig konveks, buget ind af tumor, Pericardiets blade REE nie ne te es 1903. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 7 75 er glatte og speilende; kun paa den del af det parietale blad, som dækker tumor, sees i et ertstort parti smaa, ru ujevnheder; ved gjennemskjæring her finder man lige under peri- cardiet en liden, blød tumor, som holder paa at bryde igjennem. Hjertet er trykket helt over paa høire side af sternum; spidsen ligger i 5te I. C. lige ved høire rand af sternum. Det er dilateret, veier 350 gr., viser forøvrigt intet abnormt. Columna viser hoiresidig scoliose i dorsalregionen, temmelig sterk, venstresidig i lumbalregionen, Den er ikke infiltreret, men trykket tilside af tumor og øvre venstre lungelap. Cavitas abdominis: Leveren rager en haandsbred nedenfor costalbuen; vegt 1850 gr. Paa grænsen mellem begge lapper sees bagtil en omtrent ægstor, prominerende tumor af graahvid farve, blød, ikke skarpt begrænset. Milten: Vægt 250 gr. I randen et vel ertstort blegt infarkt. Tydelige tegninger. Ved de øvrige abdominalorganer intet abnormt, Mikroskopisk undersøgelse: Hvorsombelst man tager snit fra tumor, kan der paavises talrige større og mindre cyster, ogsaa i de partier, der makroskopisk giver indtryk af at bestaa af solid væv. Cysterne ligger uregelmæssig spredt 1 et stroma, som i broget forvirring indeholder bindevæv, fedtvæv, glatte muskelfibre, brusk, ben og substans fra centralnervesystemet. For at hindre gjentagelser er det bedst at beskrive hvert enkelt væv for sig efter det totalindtryk, som efterlades ved undersogelsen af snit fra 30 forskjellige steder i tumor. a) Cysterne ligger spredt om hverandre uden nogen bestemt anordning. De varierer sterkt baade med hensyn til form, størrelse og epithelbeklædning. Snart finder man enlaget, fladt epithel, snart flerlaget pladeepithel med eller uden forhorning; nogle cyster er udklædte med enlaget kubisk epithel, andre med høit slim- epithel, atter andre med regelmæssig 2-laget epithel, af hvilke det inderste lag er kubiske epithelceller, det yderste mere runde; endelig har man cyster med flerlaget eylinderepithel med eller uden flimmerhaar, Hertil kommer, at man i en og samme cyste ikke sjelden kan se de forskjellige epithelsorter gaa over i hverandre; særlig sees hyppig afvekslende flerlaget pladeepithel og flerlaget cylinderepithel, oftest med skarp grænse mellem begge. I de største cyster er der visse strækninger, hvor epithelet fuld- stændig mangler, saa at lumen begrænses af et sklerotisk bindevæv. I væggen af de forskjellige cyster kan man ofte paavise dels tydelige slimkjertler, dels kjertler af mere ubestemmelig karakter med smaa lumina og udklædte med et kubisk epithel. De med epidermis udklædte cyster viser ikke sjelden op til 0,5 å 1,0 cm, høie papillære excrescentser; ved bunden af disse gaar undertiden pladeepithelet over i slimepithel. Under epidermis ligger spredte smaa haarfollikler og endnu sparsommere smaa talgkjertler; svedkjertler lader sig kun sjelden paavise, Pladeepithelet forekom- mer ikke alene i cyster, men ogsaa som smaa, solide, oftest runde, skarpt begrænsede cellehobe, — Foruden de her beskrevne cyster har man de før nævnte dueægstore cyster med pigment paa indsiden. Pigmentet er finkornet, brunsort, ansamlet i større og mindre uregelmæssige klumper, som udfylder spalteformede rum; kun sjelden kan man se, at disse spalter er udklædte med epithelceller, hvori pigmentet er indesluttet. Mellem de pigment- fyldte spalter og de store cysters lumen har man gjerne bindevæv og altid inderst en smal zone af gliavæv, som ikke er epithelklædt paa indsiden. I nærheden af disse store pigment- cyster finder man længer ude i stromaet, saavidt synlige for det blotte oie, fine uregel- mæssige pigmentstriber mellem øer af bruskvæv; disse pigmentstriber viser sig mikroskopisk at skyldes smaa, gjerne uregelmæssige, undertiden spalteformede cyster (se fig. xxu, 1) ud- klædte med pigmentførende epithel (2); dette ligger i et enkelt lag, og man kan i en og samme cyste have strækninger, hvor epithelcellerne er uden tydelige grænser og fuld- proppede af brunsort pigment, saa at kjernen ikke er synlig, og andre steder, hvor epithel- 76 Tap BULL, M.-N. KI. cellerne er fuldstændig pigmentfrie; der findes alle overgange mellem disse to yderlig- heder, Hvor epithelcellerne ikke indeholder pigment, viser de sig at være kubiske eller uregelmæssig runde med tydelige cellegrænser, blegt protoplasma og en kjerne, som ikke farves sterkt i almindelighed, I en cyste har man delvis faaet fladesnit gjennem pigmentcellerne (3); disse viser sig da som regel at være polygonale, 5- eller 6-kantede; men ogsaa uregelmæssig firkantede eller ovale celler findes (3); kjernen i disse celler danner en rund, lys plet, omgivet af pigmentkorn, I en og samme cyste kan man forfølge epithelcel- lerne i en retning, til de taber sit pigment, og kort derefter sees de at fortsætte sig over paa papillære excrescentser, hvis stroma indeholder forholdsvis store kar (minder om plexus choroideus). Epithelet i disse smaa pigmentcyster ligger som regel direkte an mod binde- væv (4), der ikke sjelden repræsenterer netop perichondrium; det kan dog ogsaa hænde, at man under epithelet paa en kortere eller længere strækning kan finde gliavæv; i retning henimod dette mister epithelcellerne sit pigment, tiltager gjerne i høide, og saavel proto- plasmaet som særlig kjernen farves sterkere; ofte taber epithelet sig fuldstændig igjen bortover gliavævet, som saaledes støder direkte op til cystens lumen, Indimellem de smaa pigmentcyster har man andre smaa cyster udklædte med samme slags epithelceller, men uden at nogen af dem indeholder pigment. B) Bindevæv: Oftest forekommer det som cellefattigt, fibrøst bindevæv, undertiden med lidt rundcellet infiltration; sjeldnere og kun omkring enkelte med slimepithel eller flerlaget cylinderepithel udklædte cyster findes der lige under epithelet et cellerigere bindevæv. Paa sine steder kan man finde overgang til tydeligt myxomatøst vv, ») Glatte muskelfibre: Omtrent overalt kan man paavise glatte muskelfibre, dels i form af bundter uden nogen bestemt anordning, dels i form af mere eller mindre tydelige langs- eller tversgaaende drag i væggen af de cylinderepithelklædte cyster. Tverstribede muskelfibre kan ikke paavises. 0) Fedtvæv er i det store hele taget noksaa sparsomt repræsenteret, oftest som subcutant fedtvæv, men ogsaa her og der spredt i det fibrese vev, rigeligst omkring de største bruskstykker. e) Brusk findes omtrent overalt i tumor, Det er oer af hyalin brusk (se fig. xxm, 5) med noksaa store, runde bruskceller i centrum, liggende 1 til 4 celler i bruskkapslerne; udover mod periferien af bruskstykket aftager bruskcellerne i størrelse, ofte saa sterkt, at man i den perifere del kun har en smal, næsten kjerneløs, homogen zone, som efterhaanden gaar over i et tydeligt perichondrium. Intercellularsubstansen er som regel blaafarvet af hæmatoxylin, men undertiden finder man uregelmæssig ansamlet, tildels i store masser en intercellularsubstans, som baade af eosin og van Gieson farves intenst rød (osteoid væv), I 2 bruskstykker kan man paavise tydelige ossificationszoner: prolifererende brusk- celler med anordning i rækker, afleiring af kalk, indtrængende kar og overgang til typisk, spongiøs bensubstans. Bruskstykkerne viser ingen udpræget anordning omkring cyster med flerlaget cylinderepithel, men ligger uregelmæssig spredte overalt, saaledes ogsaa i væggen af de før beskrevne smaa pigmentcyster. £) Ben: Rigeligst finder man bensubstans nedad fortil mod høire, hvor der nær overfladen er en større, sammenhængende, op til 1 cm. tyk benet masse. Den bestaar af spongiøst ben, som er skilt fra tumors overflade ved et smalt lag fibrøst væv og enkelte smaa bruskoer, Midt inde i benmassen kan man finde enkelte cyster, udklædte med cylinderepithel eller med sterkt forhornende epidermis. Forevrigt forekommer benvæv noksaa sjelden, oftest i form af smaa øer kompakt bensubstans. Kun et sted er der an- tydning til en rørformet knokkel, idet man har en ydre skal af kompakt bensubstans, som omslutter forholdsvis rigeligt fedtvæv, hvori endel kar. 7) Nervesubstans: I de fleste snit kan der, om end ofte meget sparsomt, paavises smaa uregelmæssige oer af gliavæv, omgivet af fibrest væv og som regel skapt afgrænset fra dette. Gliavævet kan dog ogsaa forekomme i større mængde; det danner saaledes som 1905. No. À. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 77. før nævnt den indvendige beklædning i de dueægstore pigmentcyster, og i den ene af disse, hvor der findes en nodstor sækformet dannelse, bestaar denne omtrent udelukkende af gliaveev og et forholdsvis sparsomt bindevev, hvori talrige kar, Kun i et snit kan man i gliavevet se tydelige store ganglieceller med udlobere; derimod kan man paa flere steder i gliavævet finde kanaler med kubisk epithel, som ikke er skarpt afgrænset fra gliavævet, ligesom man ogsaa kan finde enkelte smaa solide hobe af lignende epithel- celler. Endel snit er behandlede efter Weigerts marvskedefarvning, udenat man kan paavise nervefibre; det maa dog bemærkes, at der heller ikke fandtes ganglieceller i noget af disse snit, men kun gliavæv. — I stromaet secs paa flere steder større og mindre nervegrene; et sted er der tillige 2 spinalganglier med typiske, store, runde ganglieceller omgivne af endothelceller; disse spinalganglier ligger lige udenom det gliavæv, hvori fandtes tydelige ganglieceller. 9) Snit fra forskjellige steder, hvor man mikroskopisk finder wuregelmæssig epithelproliferation: Det ene snit skriver sig fra det nødstore, bløde, graarøde focus udad i tumor. Der kan vistnok ogsaa her paavises enkelte med en-, to- eller flerlaget cylinder- epithel udklædte cyster, hvor epithelet er nogenlunde regelmæssigt; men for det meste finder man cyster, som er fuldstændig udfyldte med papillære excrescentser, der paa sin overflade er dækkede af uregelmæssige epithelceller i tykke lag, og hvis stroma gjerne inde- holder rigelige, tyndvæggede kar. I de perifere dele af disse cyster har man indtryk af, at der stadig foregaar en nydannelse af cyster; derfor tør det muligens være tvilsomt, hvorvidt de nævnte papillære excrescentser i centrum virkelig hanger sammen med cyste- væggen og ikke snarere repræsenterer resterne af skillevægge mellem cyster, som er brudt ind i hverandre, et forhold, som det er vanskeligt med sikkerhed at bringe paa det rene. Paa nogle steder finder man ogsaa uregelmæssige, ikke skarpt begrænsede, noksaa store, solide hobe af de samme atypiske epithelceller. Der forekommer her ikke sjelden blod- udtrædelser eller necrose. En lignende epithelproliferation, som her beskrevet, kan gjen- findes mindre udtalt i enkelte faa snit fra andre steder af tumor, hvor man makroskopisk ikke kan paavise noget suspekt. Paa atter andre steder, langt fra den graarøde, bløde knude, kan der ligeledes paavises en fra cyster udgaaende uregelmæssig epithelproliferation af en noget anden karakter. Man finder nemlig dels smaa, ikke skarpt begrænsede, uregel- mæssige lumina, udklædte med et oftest enlaget, uregelmæssigt epithel, dels og oftest ser man smaa hobe eller strenge af smaa, atypiske epithelceller, liggende i et cellefattigt bindevæv, som farves graablaat af hæmatoxylin. Disse partier er ikke skarpt afgrænsede og minder sterkt om, hvad man kan finde ved en cancer mammae. Undertiden har man indtryk af, at epithelcellerne undergaar en colloid degeneration, hvorved det hele ligner mere en colloid cancer. t) Snit fra grænsen mellem den mediastinale tumor og eure venstre lungelap: Svulsten i mediastinum viser samme brogede struktur som før beskrevet. Den er adskilt fra øvre lungelap ved en noksaa bred zone af cellefattigt fibrøst væv; udenpaa denne endel laxere bindevæv, hvori tildels smaa øer af fedtvæv, og endelig nærmest lunge- lappen et meget kar- og cellerigt granulationsvæv, der vistnok bør opfattes som den for- tykkede pleura. Lungelappen er, hvad der viser sig saavel her som gjennem snit fra andre steder af den, overalt infiltreret af svulstceller; disse er gjerne ansamlede i uregelmæssige, større og mindre cellerige knuder, mellem hvilke man ser oer af lungevæv, hvis alveoler er udspilede af ødem eller afskallende epithel. Disse knuder er ikke altid skarpt begrænsede, og man kan flere steder se, at de tilgrænsende lungealveoler er fyldte med samme slags celler. Strukturen af svulstknuderne er ikke altid let at erkjende; dels har man indtryk af, at de bestaar af tætpakkede smaa cyster, udklædte med atypisk epithel i et eller flere lag og adskilte ved tynde fibrøse septa, idet dog de enkelte cyster ofte bryder ind i hver- andre; dels ser det ud, som man har større cyster, men disses lumen er udfyldte af papil- lære excrescentser, hvis stroma udgjøres af et karrigt bindevæv, der paa sin overflade er dækket af epithelceller i tykke lag; undertiden ser det ud, som excrescentserne bestaar kun af atypiske epithelcelJer (skraasnit). Paa enkelte faa steder er der ingen cystedannelse, men solide hobe og strenge af sterkt farvede, uregelmæssige epithelceller. Hvor man har tversnit 78 “VP; BULL. M.-N. Kl. af bronchier, sees disse ikke sjelden omgivne af svulstceller i mægtige lag; bronchiallumina er fyldte med afstodte border af flerlaget cylinderepithel eller paa andre steder delvis af svulstceller, Endel af karrene er tromboserede. Paa sine steder er der udtalt nekrose af svulstvævet saavelsom af resterne af lungevævet. Her og der kan sees kulpigment. x) Snit paa grænsen af den mediastinale tumor og en valnodstor, bled knude udenpaa samme, liggende mellem tumor og ovre, venstre lungelap: Ogsaa her er der mellem den mediastinale tumor og den bløde tumor en zone af cellefat- tigt fibrøst væv, men derimod ikke noget cellerigt granulationsvæv. Grænsen er paa dette sted skarp, idet der direkte op til den mod mediastinaltumoren vendende side af den fibrøse kapsel støder smaa cyster, udklædte med enlaget, uregelmæssigt, sterkt farvet epithel. Heller ikke her er det let at erkjende strukturen i den bløde tumor, idet man dels synes at have smaa, tætliggende cyster, dels større, fyldte med epithelklædte, uregelmæssige excrescentser med mere eller mindre tydelige kar, Ikke sjelden ser det ud, som cellerne sidder i tykke lag paa store tyndvæggede kar, og at der saa herfra udgaar større og mindre papillære excrescentser, hvis stroma ofte er hoist utydeligt. Ogsaa her er der tildels tromboserede kar og undertiden nekrose. Undertiden kan man i karrene finde ikke faa, lange, tenformede celler. Denne bløde knude er omgivet af en tynd, fibros kapsel, som gaar i et med kapselen omkring den mediastinale tumor, å) Samme struktur som for disse tumores beskrevet gjenfinder man i alle meta- staserne, saavel i glandler som i høire lunge, sternum og lever, idet man overalt har indtryk af dannelsen af saavel cyster som af papillære excrescentser. I høire lunge er der ingen fuldstændig skarp grænse mellem knuderne og det omgivende væv; heller ikke i leveren er det tilfældet (se fig. xx, 5). Dog sees der her i periferien af knuden en smal, ikke vel begrænset zone af fibrøst væv, hvori flade leverceller. Leverceller kan ogsaa forfølges indover i septa (2) i de perifere dele af de metastatiske tumores. Medens man her har tydelige excrescentser eller rester af skillevægge (4), er strukturen i de centrale dele af den metastatiske tumor mere ubestemt, idet man ikke finder tydelige cyster, men væsentlig store hobe af tætpakkede, uregelmæssige epithelceller, gjennemsat af store, blodfyldte, tynd- væggede kar. Ogsaa her i levermetastaserne er der tildels udbredt nekrose. J samtlige metastaser sees paa flere steder større og mindre blodudtrædelser. u) Snit fra valnedstor, bled knude langs bagre rand af venstre nedre lungelap: Lungealveolerne viser sig her fyldte dels med fibrin, dels med afskallede epithelceller og røde blodlegemer, dels med polynucleære rundceller. Man kan ogsaa finde større med polynucleære celler infiltrerede partier. v) Snit fra venstre lunges nedre lap, fra randen nedad fortil: Over- fladen er belagt med fibrin, under hvilket sees sterkt blodfyldte, nydannede kar, tildels ogsaa blodudtrædelser. Bronchierne er fyldt med afstødt epithel og rundceller; i alveolerne findes dels ødem, dels afstødte epithelceller og dels rundceller, derimod sjelden fibrin. 0) Snit fra milten viser et typisk miltinfarkt. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 79 2det afsnit. Struktur og beliggenhed. A. Ovarielle dermoidcyster. I. Generel beskrivelse af det makroskopiske udseende. Jo oftere man ved mikroskopisk undersøgelse har havt anledning til at fuldstændiggjøre det makroskopiske billede, des bedre lærer man sig til allerede ved blotte øie at erkjende detaljer, som man ellers let vil kunne overse. Naar jeg derfor i de følgende linjer skal redegjøre for «det almindelige makroskopiske billede af ovarielle dermoidcyster, saa kommer denne beskrivelse delvis til ogsaa at hvile paa erfaringer ind- vundne ved hjælp af mikroskopet. Dermoidcyster i ovariet bliver som regel ikke store, almindeligst fra gaaseæg- til kokosnødstore; mandshodestore dermoidcyster er en ren und- tagelse, medmindre der foreligger kombination med andre svulster. Væggene i en dermoidcyste er for det meste tynde; kun paa et sted, oftest i nærheden af stilken, er det gjerne en skiveformet fortykkelse, som successivt taber sig i de tynde vægge. Svarende til denne for- tykkelse sees paa overfladen næsten bestandig smaa, op til ertstore cyster fyldte med en klar eller let blodtingeret vædske. Ogsaa spredt paa overfladen af den tynde del af cystevæggen sees som regel lignende cyster, der ligesom de første er Graaf'ske follikler. Da man paa snit gjennem det fortykkede parti desuden ofte kan paavise et corpus luteum eller rester af et saadant, er dermed end yderligere godtgjort, at for- tykkelsen repræsenterer en del af ovariet. Allerede for man aabner cysten, kan det hænde, at man et eller andet sted i væggen føler en benet fortykkelse af samme. Dermoidcysterne er fyldte med en fedtagtig, graahvid eller graagul, ofte vaselinagtig masse, tilblandet kortere eller længere haar, undertiden ogsaa mere skinnende hvide epidermisskjæl. — Først efter at have fjernet 80 TER GEUEL, M.-N. Kl. denne masse faar man et overblik over cystens indre overflade. Hvad der her falder mest i øinene, er et prominerende parti, hvis form og størrelse i de forskjellige cyster varierer sterkt, fra hampefrø- til over hønseægstort eller endnu større; omfanget af dette parti staar ingenlunde altid i forhold til cystens størrelse. Det prominerende parti optræder oftest i form af en tap, men heller ikke sjelden som et mere uregel- mæssig formet parti med bred basis og ujevn, knudret overflade. Af og til udgaar der fra det prominerende parti en eller to, undertiden flere broformede dannelser, som strækker sig over til den nærliggende cystevæg; disse »broer« er 0,5—6 a 8 cm. lange og danner undertiden den eneste forbindelse mellem det prominerende parti og cystevæggen, Den pendulerende tumor i casus V maa saaledes sikkerlig forklares som opstaaet derved, at det prominerende parti kun ved hjælp af to »broer« har været forbundet med cystevæggen, og at der saa siden — muligens paa grund af den stedfundne stilkdreining — er kommet nekrose af den ene, hvorved det prominerende parti er blevet hængende igjen ved hjælp af den anden. »Broerne« smalner gjerne af i retning mod cysteveggen; de er ligesom det prominerende parti helt rundt dækket af hud eller tillige af slimhinde. Wilms antager, at disse »broer« dannes derved, at cyster i ovarialsubstansen (follicularcyster) brister ind mod dermoidcysten. Som vi siden skal se, findes der imidlertid paa grænsen mellem ovarial- vævet og det til dermoidcysten hørende væv et lag med cellefattigt, fast bindevæv; af den grund finder jeg det rimeligere, at det er udvidede sved- og talgkjertler eller andre til dermoidcysten hørende dilaterede kjertler, som brister paa grænsen mellem det prominerende parti og den plane del af cystevæggen; den derved fremkaldte defekt udfyldes saa ved proliferation fra den tilstødende hud eller slimhinde, og »broen« dannes lidt efter lidt paa den maade. Det prominerende parti, den af Wilms saakaldte »Zottex, er dækket af hud; lange, tykke, fastsiddende haar, der ligner hovedhaar, er samlede i en eller to dusker, som udspringer fra begrænsede partier af prominentsen. Talgkjertler sees gjerne at skinne igjennem huden baade her og i det prominerende partis nærmeste omkreds; haarene derimod er kortere og tyndere udenfor prominentsen. Huden er oftest glat, undertiden blændende hvid, gjerne med store, tydelige hudporer; over smaa polypøse excrescentser antager den som regel et mere ru, skjællignende udseende. Hvis det prominerende parti er ganske lidet, er huden ofte utydeligere, ligesom man da gjerne baade ser og føler lige under overfladen en eller et par ganske smaa, perleformede, graa- hvide knuder af fast konsistens (brusk). Paa det prominerende parti, ‘905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 81 oftest henimod dets basis, kan det hænde man finder et vel afgrænset parti med glat, graahvid, ikke fugtig glinsende overflade uden haar, under hvilken der paa snit sees graaligt, blødt væv (substans fra centralnervesystemet). Ved basis af prominentsen vil man end- videre som regel kunne paavise en eller et par uregelmæssige, smaa, graarøde, fugtig glinsende flader, undertiden begrænsede af korte, stive haar (slimhinde). Det prominerende parti kan helt igjennem være blødt, eller man føler i midten og endnu hyppigere ved basis et ben- stykke, der strækker sig noget bortover cystevæggen; hvis der findes flere benstykker, danner de enten et sammenhængende hele, hvor de enkelte ben er vanskelige at adskille, eller de optræder paa flere steder i nærheden af hverandre. Benstykkerne er gjerne uregelmæssige, dæk- kede af hud eller fast, glat, tilsyneladende fibrøst væv. Fastsiddende i et eller andet benstykke, hvis form en sjelden gang kan minde noget om en over- eller underkjæve, sees ret ofte fuldt udviklede tænder, melketænder eller blivende tænder, fortænder, hjørnetænder, præmolarer eller molarer. Lægger man snit gjennem en nogenlunde blød, tapformet »Zotte«, ser man i den perifere del en bred zone af talgkjertler, medens centrum hovedsagelig udgjøres af fedtvæv, hvor man ofte ser enden af haarene stikke sig ned. I fedtvævet sees undertiden smaa bruskstykker og et eller flere runde eller uregelmæssige, graalige bløde partier, der ved mi- kroskopisk undersøgelse aabenbarer sig som substans fra centralnerve- systemet, sjeldnere som et eller andet kjertelorgan. Ikke sjelden secs netop her i fedtvævet tilsyneladende fibrøse drag, der mikroskopisk viser sig at være substans fra centralnervesystemet sammen med spinal- ganglier, nervefibre og glatte muskler. Enkelte gange sees smaa mørke pigmentflækker. Kommer man udenfor det prominerende parti, taber huden sig efterhaanden, og man træffer her kun korte, tynde haar. Bare epidermis fortsætter endnu et langt stykke bortover cystevæggen, hvor den tilslut ophører med uregelmæssig, men i almindelighed skarp begrænusning. Hvor ogsaa epidermis mangler, er overfladen enten glat (sclerotisk bindevæv), eller der sees gullige flækker, med løstsiddende haar (granulationsværv). ; Dermoidcysterne optræder hyppig multiple, dels blot i det ene ova- rium, dels saaledes, at man finder en eller flere dermoidcyster i hvert af ovarierne; blandt mine g casus af ovarielle dermoidcyster er ikke mindre end de 4 udrustede med flere cyster. Det høiest kjendte antal hos et individ er vistnok 11, hvoraf 7 i det ene ovarium (S chröder- Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 6 82 Si xD PRET, M.-N. Ki. Pfannenstiel)!; men ogsaa 7 dermoidcyster i begge ovarier tilsammen, 4 i venstre, 3 i høire, som i det ene af mine casus (nr. IX) maa regnes til sjeldenhederne. I tilfælde af multiplicitet forholder hver enkelt af der- moidcysterne sig i alle henseender omtrent paa samme maade, som naar man kun finder én, om end gjerne flere af cysterne er temmelig smaa. Langt sjeldnere er det, at man i én og samme dermoidcyste finder flere af de karakteristiske prominerende partier, hvoraf hvert enkelt viser den for disse eiendommelige bygning. Saadanne tilfælde omtales af Bandler?, der i et tilfælde af dobbeltsidig dermoidcyste fandt 2 »Zotten« i hver af dem; Kroemer? fandt endog 3 i én dermoidcyste. I det ene af mine tilfælde (nr. IV) fandtes der paa den del af cystevæggen, som laa lige overfor det mest prominerende parti, en anden, fladere prominents med tyk hud, ben, brusk, cylinderepithelklædt kanal og centralnervesystem. Den slags multipel optræden af det karakteristiske prominerende parti kan dels forklares som fremkommet ved konfluents af nærliggende dermoidcyster, dels som et multipelt anlæg fra først af; i tilfælde af konfluents skulde man vente at kunne paavise rester efter skillevægge, hvad jeg i mit casus ikke kunde. ll, Detaljeret beskrivelse af de i ovarielle dermoidcyster paaviste væv og organer. For at skaffe en oversigt over, hvilke organer man har paavist i ovarielle dermoidcyster, og hvilke forandringer de har undergaaet i disse svulster, skulde jeg anse det for heldigst at omtale hvert enkelt organ for sig. Paa punkter, hvor mine egne undersøgelser er lidet karakteri- stiske, skal jeg supplere med illustrerende exempler fra litteraturen. 1) Huden: Den er som før nævnt bedst udviklet over det paa indsiden prominerende parti og tilstødende dele af cystevæggen. Den mikroskopiske undersøgelse viser en epidermis, der ikke afviger synderlig fra den normale; noget stratum lucidum er aldrig paavist. Enkelte gange har jeg i basallaget kunnet paavise fine, brune pigment- korn. Corium bestaar som ellers af fibrøst væv; meget hyppig sees der her talrige »mastceller«. Corium er gjerne bredere end normalt; derimod er papillerne som regel mindre udtalte end vanlig. Haarfolliklerne er store og vel udviklede, stikker helt ned i det subcutane fedtvæv og 1 Pfannenstiel: Die Erkrankungen der Ovarien, Veits Handbuch der Gynäkologie. Bd. HI, ? Bandler: Archiv f. Gynåkologie. 61 — 1900. 3 Kroemer: Ueber die Histogenese der Dermoidkystome u. Teratome des Eierstocks, Arch, f, Gyn. Bd. 57. 1899. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 8 Oo har en tydelig papille; sjeldnere sees kolbehaar. Naar det har været sagt, at haarene i farve skal stemme overens med patientens hovedhaar, ja endog graanes sammen med disse (Bland-Sutton)!, er der intet, som bedre modbeviser — iethvertfald almengyldigheden af denne paa- stand — end den omstændighed, at hvor man hos én patient har flere dermoidcyster, er ingenlunde haarfarven den samme i alle (cfr. casus IX). Talgkjertlerne staar ikke altid i relation til haar; de er ofte store og munder med bred aabning paa overfladen; undertiden findes de saa rigelig, at man gjerne kunde tale om et adenoma sebaceum. Sved- kjertlerne ligger som vanlig i det subcutane fedtvæv paa grænsen mod corium. De kan have samme udseende som i normal hud; oftere viser de sig dog forandrede, enten simpelthen dilaterede eller tillige hypertro- fierede og ordnede i store konglomerater; isaafald er epithelet høit cylinderepithel med blegt, kornet protoplasma og blegere kjerne end vanlig, liggende i ét eller ofte i flere lag, saa det hele billede fuld- stændig ligner et adenom, udgaaende fra svedkjertlerne. I corium findes næsten bestandig store bundter af glatte muskelfibre, selv om haar- follikler eller talgkjertler mangler. Det subcutane fedtvæv kan fore- komme i en tykkelse af lige op til 3 cm. Naar huden taber sig udover paa cystevæggen, er det haarfolliklerne, som først forsvinder, medens talg- eller svedkjertlerne endnu kan for- følges et stykke; i almindelighed holder de glatte muskelfibre sig endnu længere; snart forsvinder ogsaa de, saa man tilsidst kun har en smal epidermis med eller uden forhorning, ofte reduceret til et enkelt cellelag liggende direkte an mod sclerotisk bindevæv, der udad successivt gaar over i mere eller mindre tydeligt ovarialvæv. Sjelden er grænsen mellem disse to skarp. Det sclerotiske bindevæv støder paa sine steder direkte op til cystelumen uden spor af epithelbeklædning. Svarende til de før nævnte gule pletter paa den indre væg finder man et temmelig tykt lag af granulationsvæv, hvori løse haarstum- per har kilet sig ind. Dette granulationsvæv er eiendommeligt derved, at det væsentlig bestaar af store, blege, epitheloide celler, indimellem hvilke ofte sees ikke faa kjæmpeceller med centralt stillede kjerner, hyp- pigst omkring haarstumperne (9: »Fremdkörper-Riesenzellen«); derimod forekommer der i granulationsvævet forholdsvis faa rundceller og kar, de sidste mest i de dybeste lag. Den gullige farve skyldes rimeligvis en begyndende fedtdegeneration af de epitheloide celler. 1 Bland-Sutton: Dermoids, London 1880, 84 i BULL, M.-N. Kl. 2) Naar Wilms siger, at man næsten altid ved basis af prominentsen et eller andet sted vil finde flerlaget, ikke forhornende pladeepithel, der fortsætter sig i en gang med flerlaget cylinderepithel, saa har vistnok ogsaa jeg enkelte gange kunnet konstatere rigtigheden heraf. Mundslimhinde lader sig imidlertid efter min erfaring lettest paavise, hvor der findes tænder, enten nu disse er brudt frem paa over- fladen eller ei. Man finder nemlig i tændernes nærmeste omkreds eller som dække over dem et fibrøst væv, hvis overflade bærer flerlaget pladeepithel uden forhorning; der er ofte udtalt papilledannelse, Det fibrøse væv er fast, cellefattigt og bestaar af bundter, som krydser hver- andre i de forskjelligste retninger og gjerne strækker sig ned til periost af det benstykke, man i almindelighed finder paa dette sted af det pro- minerende parti. Af og til sees der under pladeepithelet lidt fedtvæv, hvori smaa grupper af slimkjertler med eller uden Gianucci’ske halvmaaner!, Pladeepithelet staar i kontinuerlig forbindelse med epi- dermis eller med flerlaget cylinderepithel. 3) Regelmæssigt, flerlaget cylinderepithel finder man saagodtsom i samtlige tilfælde. Det optræder hyppigst ved basis af det promine- rende parti, hvor det udklæder en kanal eller ofte en aaben, rendeformet fordybning langs den ene side af prominentsen; det hænder imidlertid ret ofte, at det flerlagede cylinderepithel kun optræder paa overfladen i form af en eller flere smaa, uregelmæssige ger. Sjelden ser man derimod, at epidermis og flerlaget cylinderepithel afløser hinanden uregelmæssig over store strækninger af cystens indvendige flade saaledes som i casus V. Det flerlagede cylinderepithel fortsætter sig i flerlaget, ikke forhor- nende pladeepithel eller oftere i epidermis, gjerne med skarp grænse mellem begge; sjeldnere kan man paavise overgang mellem flerlaget og enlaget cylinderepithel. Hvad enten cylinderepithelet findes paa over- fladen eller udklæder en gang, finder man oftest en tydelig membrana propria og ikke sjelden flimmerhaar; under epithelet er der gjerne en zone af rundcelleinfiltret væv, undertiden med tydelig karakter af lymfoid væv. Udenom denne zone sees ikke sjelden smale bundter af glatte muskelfibre og næsten altid mere eller mindre fedtvæv, hvori talrige slimkjertler. Man kan tydelig se, at de sidste dannes ved indkræng- ninger og paafølgende afsnøring af cylinderepithelet; paa sine steder finder man nemlig dels udbugtninger fra den cylinderepithelklædte kanal, udklædte baade med flerlaget cylinderepithel og enlaget høit slimepithel, 1 Cfr, fig. xx fra en dermoidcyste i bursa omentalis; lignende billeder faaes ofte ogsaa fra ovarielle dermoidcyster, pr i ge i a u a 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 8 | on dels helt afsnørede, temmelig store kjertellumina, der viser den samme overgang mellem de to epithelsorter, dels endelig alle overgange mellem disse lumina og fuldt udviklede almindelige slimkjertler. Epithelet i disse er som vanlig cylinderformet eller let konisk, protoplasmaet klart, kjernen liden, godt farvet, liggende ved basis. Meget ofte ser man i flere af kjert- lerne Gianucci’ske halvmaaner. Det hænder ogsaa, at man indimellem store grupper af kjertler med tydeligt slimepithel kan finde enkelte smaa grupper af kjertler eller endog blot et eneste kjertellumen, hvis epithel ligeledes er konisk, men hvor protoplasmaet er let kornet og derfor farves endel, samtidig som kjernen er større, noget blegere og ligger nærmere cellens centrum (kjertelceller i hvilestadiet?) Af og til ser man enkelte tydelige udforselsgange i septa, som gjennembryder en større gruppe af kjertler. Det hænder en og anden gang, at man i nærheden af de her be- skrevne kjertler, enten nu disse ligger under flerlaget pladeepithel eller under flerlaget cylinderepithel, kan træffe paa smaa kjertelkonglomerater, som i hele sin bygning minder sterkt om spytkjertler. I nærheden af det flerlagede cylinderepithel kan man saagodtsom altid gjøre sikker regning paa at finde smaa runde eller langstrakte stykker af hyalin brusk, som — ifald cylinderepithelet udklæder en kanal — ofte strækker sig ringformig omkring denne; bruskene er omgivne af slimkjertler, særlig paa den mod cylinderepithelet vendende side. En og anden gang strækker brusken sig lige opunder det flerlagede cylinderepithel, der isaafald ligger klods ind paa perichondriet. Det fremgaar tydelig af denne be- skrivelse, at det flerlagede cylinderepithel med omgivelser repræsenterer en rudimentær respirationstractus (se fig. III fra casus III). 4) I enkelte tilfælde har det lykkedes mig at paavise enlaget, regelmæssigt cylinderepithel (se fig. IV), undertiden med tydelige bægerceller, udklædende enten en blindt endende gang, der danner en direkte fortsættelse af en med flerlaget cylinderepithel udklædt kanal (casus II), eller en liden hampefro- til ertstor cyste, hvor en forbindelse med flerlaget cylinderepithel ikke lader sig paavise (cfr. casus VII, høire ovarium, cyste 1). Det enlagede cylinderepithel dækker i nogle tilfælde papillære excrescentser, i andre danner det kjertellignende indsænkninger ned i en smal zone af rundcelleinfiltreret stroma, som udad begrænses af sparsomme, tynde bundter af glatte muskelfibre (muscularis mu- cosae). Adskilt fra disse ved drag af fibrost væv eller ogsaa græn- sende tæt op til dem, lader der sig paavise forholdsvis mægtige bundter af glatte muskelfibre, som kan danne op til 3—4 mm. tykke lag udenom det hele. Muskelbundterne viser i nogle tilfælde et indre circu- 86 P. BULL, M.-N. KL lært og et ydre langsgaaende lag, om end som regel denne anordning ikke er tydelig; de kan gjerne forfølges langt bortenfor den med enlaget cylinderepithel udklædte gang eller cyste. Saagar smaa hobe af sympa- thiske ganglier har jeg i et enkelt tilfælde (casus VII, cyste 1) kunnet paavise, dels indimellem parallelt forløbende muskelfibre, dels paa grænsen mellem muskelbundter med forskjellig retning; gangliecellerne var i dette tilfælde store blege runde med bleg kjerne, hvori en tydelig liden nucleolus; ofte var gangliecellerne næsten skjult af omgivende bindevævsceller. At det, jeg her har beskrevet, repræsenterer en rudimentær tarmtractus, derom kan der ikke herske skygge af tvil, om man end paa grund af den noget ufuldstændige udvikling kan tvistes om, hvilken del af samme man i det enkelte tilfælde har for sig. I et af Répin! meddelt casus fandtes der paa indsiden af dermoidcysten en halvcirkelformet, trind, 4—5 mm. tyk, hul streng, der indeholdt en substans, som mindede om meconium (?); strengens begge ender var fri, medens den forovrigt var fastheftet til cystevæggen ved hjælp af en karholdig bindevævsmembran — mesenteriet. Mikroskopisk viste denne streng typisk strukturen af en tyndtarm. 5) Glatte muskelfibre forekommer som før nævnt i hudens corium og omkring kanaler eller cyster, udklædte med en- eller flerlaget cylinderepithel, desuden finder man dem næsten altid indimellem spinal- ganglier og mnervestammer, naar disse paa et sted optræder i større mængde. 6) Tverstribede muskler har jeg ikke med sikkerhed kunnet paavise; et par gange (casus I og casus IX, cyste 3) har jeg fundet noget, som kunde ligne tversnit af en bundt tverstribede muskelfibre, forsaavidt som der i begge tilfælde saaes et lidet parti med polygonale, af van Gieson gulagtig farvede felter. At tverstribede muskler meget sjelden lader sig paavise, stemmer ogsaa med resultatet af andres under- søgelser. 7) Brusk har jeg fundet kun i form af hyalin brusk. Den op- træder hyppigst i nærheden af flerlaget cylinderepithel. De centralt lig- gende bruskkapsler er størst og staar lodrette paa bruskenes længdeakse; eftersom man nærmer sig overfladen, forløber de mere og mere paral- lelt med denne, aftager i størrelse og taber sig lidt efter lidt i et tydeligt perichondrium. Ogsaa i nærheden af ben kan man finde bruskstykker, ofte klods op til dette; alligevel har jeg kun én gang troet at kunne iagttage overgang af brusk til ben, idet bruskens intercellularsubstans 1 Répin: Kystes dermoides de l'ovaire. These, Paris 1892. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 87 paa grænsen mod benet antog karakteren af osteoid væv og var sædet for afleiring af fine kalkkorn (casus VIII, høire ovariums cyste). Ossi- fication har jeg derimod aldrig seet i dermoidcyster fra ovariet. 8) Ben forekommer hyppigst i form af kompakte, uregelmæssige benstykker med tydelig lamellær struktur og distinkte Haverske ka- naler, medens marvrummene er sparsomme og smaa, fyldte med fedt eller tillige med rundceller af forskjellig slags og røde blodlegemer. Osteoblaster sees ofte paa overfladen, osteoklaster sjeldnere; de sidste kan undertiden dog optræde i saadan mængde, at vedkommende ben- stykke utvilsomt befinder sig i resorption (casus IX, cyste 2). Det er ikke sjelden at træffe almindelig spongiøst ben, hvor marvrummene er fyldte dels med laxt bindevæv, fedtvæv og talrige kar, dels desuden med talrige rundceller af forskjellig slags og røde blodlegemer. Rør- knokler lader sig sjelden paavise, men findes dog en og anden gang i form af en liden, oval, solid corticallamelle, der omslutter vanlig marv- substans. Ikke i noget tilfælde har det lykkedes mig at paavise ben, som har lignet et eller andet normalt ben. I litteraturen vil man derimod ofte finde anført exempler herpaa; ikke blandt nogen af dermoidcysternes vekslende bestanddele — huden undtaget — har man oftere ment at gjenfinde en mere eller mindre tro kopi af normale forhold end netop, hvor det gjælder tydningen af forskjellige ben. Men der er heller intet omraade, hvor fantasien har tumlet sig vildere; ethvert lidt længere, smalt ben er straks bleven opfattet som ribben, medens mere flade ben som oftest uden spor af grund tydes som kranieben, os sacrum, scapula o. s. v. Idetheletaget bør man vistnok fastholde, at det stiller sig meget vanskelig af formen at afgjøre, hvilket ben hvert enkelt af de i en dermoidcyste forekommende repræsenterer, medmindre deres indbyrdes anordning viser, at de tilsammen udgjør bestemte dele af skelettet. En undtagelse i saa henseende danner kjævebenene, idet man for disses vedkommende maa gaa ud fra, at tænderne er en saa eiendomme- lig og karakteristisk bestanddel af en kjæve, at ethvert ben, som inde- holder tænder, eo ipso repræsenterer et kjæveben eller iethvertfald dele deraf. Det er denne tanke, Répin! udtrykker paa følgende slaaende maade: ».”... On peut donc dire, que la caractéristique nécessaire et suffisante d’un maxillaire, c’est assurément la présence de germes dentaires. Cela est tellement vrai, que lorsqu’un paléontologiste trouve un simple 0 TEA 88 å BULL: M.-N. Kl. fragment d'os portant une dent ou seulement un alvéole, il ne lui en faut pas davantage pour affirmer, que cet os est un maxillaire , . . .« Det er meget sjelden, at formen af et med tænder udstyret ben- stykke tillader at afgjøre, hvorvidt man har for sig en over- eller under- kjæve; i litteraturen vil man dog finde enkelte overbevisende exempler paa begge dele (Ruge), Wilms?) Bourneville & Bourgeois (cit. efter Répin) har en tegning, der fuldstændig overbeviser én om identiteten af det fundne ben og os temporale; det samme gjælder Wilms's beskrivelse af et 4 cm. langt ben. Rudimentære extremitetsknokler, særlig tær og fingre, er be- skrevet af flere, f. ex. Klaussner (cit. efter Bandler) og Omor & Ikeda*, Skelet efter Répin pag. 27. Kranieben er med sikkerhed paavist af Axel Key‘, idet han nemlig fandt flere sammenhængende ben, som næsten dannede en hul- kugle, der indeholdt graarød, hjernelignende masse, hvori mikroskopisk paavistes nerveceller og nervetraade. Ogsaa dette casus indeholdt for- øvrigt rudimentære extremitetsanlæg med spor af negle paa den frie ende. 1 Ruge; Centralbl. f. Gynåk. 1890. Wilms: Arch, f. klin, Medicin 1895 (casus 16). Omor & Ikeda: Berlin, klin. Wochenschr. 1890. Axel Key: Hygiea Bd, XXVI, 1864. Förhandlingar pag. 100. = © 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 89 Ikke i noget tilfeelde er dog udviklingen af det hele skelet naaet til en mere fuldkommen høide end i det af Répin meddelte tilfælde, som jeg allerede før har refereret til for tarmens vedkommende. Jeg skal derfor her omtale dette merkelige casus lidt mere udførlig (cfr. tegningen pag. 88): ©. 5 Hos en 34 aar gl. kvinde fandtes der en dermoidcyste i hoire ovarium af storrelse som et fosterhode. Paa indsiden af denne sees der midt i et haandfladestort, hudklædt parti en dannelse, der ved sin form minder mest om et firben. Ved at dissekere sig ind her finder man et 9 cm, langt skelet, hvor en stor del af legemets forskjellige ben kan gjenkjendes, ikke altid paa grund af formen, der for manges vedkommende er hoist abnorm, men mere paa grund af den gjensidige anordning. Paa høire underextremitet var der 4 tæer, hver med 2 phalanger, tydelige metatar- salben og mindre tydelige tarsalben, alle disse forbundne ved bevægelige led; crus dannes paa denne side af 2 ben, femur blot af et kugleformig opdrevet ben, som articulerer med en uregelmæssig flad benmasse, der maa opfattes som bækkenet. Venstre underextremitet er mindre fuldkommen; tæerne dels benede, dels fibrøse, 3 metatarsalben, tarsus og crus daarlig udviklede, femur til gjengjæld saa meget bedre. Høire overextremitet viser smaa fingre og metacarpalben, smaa ben paa carpus's plads, 1 ben for underarmen og et kort, ovalt ben paa humerus’s plads, Venstre arm er fibrøs-brusket. Begge claviculae vel ud- viklede; ingen scapula. Et eneste ben, der er uregelmæssig kubisk, repræsenterer kraniet; øverst paa dette 3 tender, Der er ingen columna i egentlig gforstand, men flere langagtige ben er smeltet sammen til et midtstykke; nedad aabner dette sig bredt, og der passerer her talrige nerve- traade, som breder sig paa bagsiden af underextremiteterne, paa høire side i form af en hvidagtig streng (nervus ischiadic.). Der er ingen egentlig canal. vertebralis, heller ingen medulla, men de nævnte nervestammer taber sig opad i benede huller 9) Tænder er et relativt hyppigt fund i dermoidcyster. De er gjerne mindre end tænderne i munden og heller ikke altid saa typiske, at man straks kan afgjøre, hvilken plads der vilde tilkomme dem i en mundhule. Som regel sidder tænderne fast i en alveollignende fordyb- ning af et benstykke; undertiden er de dog fæstede blot i den fibrøse del af cystevæggen eller ligger saagar frit i cystens lumen. Der er paa- vist lige op til 2 å 300 tænder frit inde i én cyste (Plouquet, cit. hos Harres1). I almindelighed staar tænderne om hverandre uden bestemt anordning; i andre tilfælde kan man finde dem ordnede gruppevis, saa at fortænder danner én, bicuspidater en anden og molarer en tredje gruppe. Tænder af samme gruppe. befinder sig som regel paa samme udviklingstrin; er der flere sorter tænder, men paa forskjellige udviklings- trin, saa er fortænderne bedst udviklede, dernæst hjørnetænderne, præ- molarerne og molarerne derimod mindst (Harres!), Undertiden finder man kun en krone, hvilende paa en blød pulpa, men ingen tegn til rod; isaafald har kronen som ellers ved tænder i sin vorden en brunlig farve (cfr. casus XII, der forresten er en retroperitoneal dermoidcyste). Emaljen viser undertiden uregelmæssigheder i form af defekter (melkehvide pletter) 1 Harres: Ueber Zähne in Dermoidcysten. Inaug,-Dissert, Darmstadt 1892, 90 IP BULL, M.-N. Kl, eller emaljeperler, ligesom den ogsaa kan mangle helt. Rødderne er ofte sammenvoksede; det samme er ikke sjelden tilfældet med 2 eller endog flere tænder (cfr. casus VII), Fældning af tænder skal være iagt- taget et par gange; at det ikke er observeret oftere, beror vel derpaa, at dermoidcyster findes mest hos voksne, og da der bestaar en relation mellem dermoidcystens væv og patientens alder, vil tandskiftet være et tilbagelagt stadium i de aller fleste tilfælde. Naar tænderne rager frem , paa overfladen, er tandhalsen helt eller delvis omgivet af en glat, fast hinde, der mikroskopisk bestaar af fast fibrøst væv, dækket af flerlaget, ikke forhornende pladeepithel (mundslimhinde). Huden sender ofte forlængelser helt bort til tandhalsen; derimod har jeg aldrig seet tand- halsen fuldstændig omsluttet af hud. Selv om tænderne er fuldt udvik- lede, er de ikke altid brudt frem paa overfladen, men kan ligge dækkede — én eller flere sammen — af en lignende fast hinde som nys beskrevet. Som det fremgaar af flere af mine undersøgelser, kan man undertiden paavise smaa ger af pladeepithel nede i det fibrøse væv i nærheden af tandalveolen — rester efter den afsnørede epithelstreng, der danner emaljeorganet, ganske som man finder det i en normal mundhule. Endnu mere bevisende for, at tænderne i dermoidcyster udvikler sig paa samme maade som hos foetus, er Harres's fund af epithelstrenge, der endnu staar i forbindelse med pladeepithelet paa overfladen, men med begyn- dende differentiation af epithelcellerne: høie cylinderepithelceller langs randen, runde eller vel udviklede stjerneformede celler i midten, altsaa et billede, der svarer til den normale dannelse af emaljeorganet. 10) Substans fra centralnervesystemet vil man ved en ndgi- agtig undersøgelse saagodtsom altid kunne paavise, om den end varierer sterkt, baade hvad mængde og tydelighed angaar. I 2 af mine casus har jeg dog forgjæves søgt efter rester af et centralnervesystem (casus V og casus IX, cyste 7). Oftest finder man baade et tydeligt gliavæv og store typiske ganglieceller saavelsom talrige med Weigerts methode let paaviselige nervefibre (cfr. fig. XIV); de sidste er af meget for- skjellig tykkelse, ofte perlesnorformede. Nogen forskjel paa graa og hvid substans har jeg ligesaalidt som andre kunnet konstatere. Paa for- skjellige steder af centralnervesystemet sees tver- eller længdesnit af kanaler, udklædte med enlaget, kubisk eller cylinderformet epithel, sjeldnere med flerlaget, der ikke er skarpt afgrænset fra det omgivende væv (centralkanal med neuroepithel). En og anden gang fore- kommer epithelcellerne i rigelig mængde i det omgivende gliavæv. Ka- nalerne er undertiden lidt dilaterede og ind i lumen rager papillære excrescentser, hvis overflade er dækket af de samme epithelceller, der 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. OI dog her er lidt blegere og ofte lidt mere afrundede; da stromaet væ- sentlig udgjøres af blodfyldte kar, har saaledes disse excrescentser fuld- stændig samme bygning som plexus choroideus (cfr. fig. V & fig. VI). Udenom centralnervesystemet kan man ret ofte med lethed erkjende de tynde hinder. Man finder nemlig her de for arachnoidea karak- teristiske gullig eller brunlig pigmenterede, stjerneformede eller slanke, paa midten opdrevne bindevævsceller, der undertiden forekommer i stor mængde (cfr. casus IV & VI). Nærmere centralnervesystemets substans sees ofte talrige kar — pia mater (f. ex. casus III); grænselinjen mellem dette karrige væv og hjernesubstansen kan være bugtet i lighed med gyri. Det er imidlertid i de færreste tilfælde, at centralnervesystemets substans er omgivet af de tynde hinder; oftest støder den udad direkte op til cellefattigt fibrøst væv (cfr. fig. II), enten skarpt afgrænset fra dette, eller det fibrøse væv sender uregelmæssige septa ind i den perifere del af centralnervesystemet. I mange tilfælde finder man, dels inde i substans fra centralnerve- systemet, dels i bindevævet klods ind paa dette koncentriske, af hæmat- oxylin sterkt blaafarvede runde legemer af forskjellig størrelse — de saakaldte corpora amylacea (cfr. fig. VII. De er en form for dege- neration af ganglieceller eller nervefibre; derfor kan de alene eller sammen med de pigmenterede bindevævsceller (arachnoidea) tjene til at finde op centralnervesystemet, naar der blot existerer utydelige rester af dette. Isaafald finder man gjerne i nærheden af corpora amylacea smaa øer af gliavæv og i dette eller endog midt i cellefattigt bindevæv smale, uregel- mæssige spalter, udklædte med enlaget blegt epithel; endelig lader der sig her som regel paavise mere eller mindre oblitererede kar (clr. casus IV, fig. VII). Centralnervesystemet findes gjerne hyppigst helt eller delvis skjult af et benstykke, som ligger mellem det og huden; ikke sjelden trænger det sig ogsaa helt opunder epidermis, saa at dette parti udvendig skiller sig fra den omgivende bud derved, at der her ikke findes haar eller kjertler (cfr. casus VII, cyste 2 og casus IX, cyste 1). Undertiden kan substans fra centralnervesystemet forfølges bortover cystevæggen, der svarende hertil buger sig ind som en fremstaaende kant, tabende sig lidt efter lidt, jo længere man fjerner sig fra det prominerende hoved- parti (cfr. casus VIII). I et tilfælde (casus VI, cyste 1) kunde jeg paa- vise gliavæv eller iethvertfald pigmenterede bindevævsceller saagodtsom overalt i hele cystevæggen. Undertiden danner centralnervesystemet ikke et sammenhængende hele, men optræder paa to eller flere forskjel- lige steder. 92 FP. VBULL. M.-N. Kl. I to af mine tilfælde (casus III og casus VII, cyste 1) fandtes der op til æblestore, tyndvæggede, hydrocephale cyster, fyldte med klar vedske, At disse virkelig er fremkomne ved dilatation af de for nævnte epithelklædte kanaler, bevises deraf, at cysternes vægge indvendig mere eller mindre fuldstændig er udklædte med et enkelt lag af kubiske epithel- celler, siddende paa en smal zone af gliavæv med ganglieceller, som iethvertfald et eller andet sted er fuldstændig typiske; nærmest denne substans ligger saa et lag, hvori talrige kar (pia), og yderst en smal zone bindevæv med eller uden lyse pigmentceller (arachnoidea), cfr. fig. V & fig. VI. Dette sidste lag vil, ifald dilatationen har fundet sted indad mod dermoidcystens lumen, paa sin overflade være dækket af mere eller mindre fuldstændig epidermis, kanske delvis ogsaa af hud; hvis den hydrocephale cyste derimod buger sig udad mod ovariets overflade, vil den yderste del af den tynde cystevæg udgjøres af en smal zone mere eller mindre tydeligt ovarialvæv. Den slags hydroce- phale cyster har jeg kun fundet omtalt af Katsuradal og muligens af Spencer Wells” der citeren ct tillælde af Gray, I nærheden af centralnervesystemet, oftest paa grænsen af dette og ovarialstromaet, finder man noksaa hyppig endel store nervestammer og glatte muskelfibre samt store spinalganglier, der undertiden maaler op til 3—4 mm. i diameter (cfr. fig. XIII). Gangliecellerne i disse er store, runde, blege med svagt farvet kjerne og tydelig nucleolus; deres protoplasma indeholder en og anden gang fine, brunlige pigment- korn (casus IX, cyste 4). Nervestammerne ligger gjerne indleirede i fedtvæv. 11) Mørkt brunsort pigment er et hyppigt fund, og altid ligger det i nærheden af eller inde i substans fra centralnervesystemet, hvad enten denne er rigelig eller sparsomt repræsenteret. Allerede med blotte gie kan man opdage det i form af mørke pletter eller striber. Mikro- skopisk ser man, at det bestaar af meget fine korn, der oftest er an- samlede til større eller mindre uregelmæssige klumper, som udfylder lumen eller bare beklæder væggen af langstrakte spalter 1 bindevævet, ofte tæt op til et eller andet benstykke. Indimellem disse pigmentspalter vil man næsten altid kunne opdage smaa runde cyster, udklædte med et enkelt lag af kubiske eller cylinderformede epithelceller med blegt, svagt kornet protoplasma og næsten centralt stillet kjerne; i disse cellers protoplasma kan man hyppig gjenfinde de samme mørke pigmentkorn, 1 Katsurada: Zieglers Beitråge, Bd, 30, Heft 2. 2 Spencer Wells: On ovarian and uterine tumours. London 1882. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 93 ofte i saadan mængde, at cellekonturerne er forvidskede. Det er derfor al rimelighed for, at ogsaa i de nævnte spalter og hobe af pigment har dette fra først af ligget inde i epithelceller, noget, som fremgaar med al ønskelig klarhed i enkelte sjeldne tilfælde, hvor man har faaet fladesnit af pigmentet i spalterummene (cfr. casus III); man ser nemlig da, at pigmentkornene tydelig ligger i polygonale, 5- eller 6-kantede celler, hvor kjernen danner en rund eller oval, lysere flæk midt inde i pigment- massen (i lighed med, hvad man kan se i fig. XXII). Ikke i nogen af de ovarielle dermoidcyster har det lykkedes mig med sikkerhed at paa- vise, at de celler, hvori pigmentet er afleiret, stammer fra neuro-epithel; denne antagelse sandsynliggjøres dog i høi grad baade af cellernes ud- seende og deres konstante leie i nærheden af centralnervesystemet. Mine undersøgelser af de to teratoide svulster (casus X og XIV) beviser deri- mod aldeles sikkert, at pigmentet for deres vedkommende er bundet til neuro-epithelceller. Dette mørke pigment betragtes af de fleste forfattere som identisk med retinas pigment; derfor kalder ogsaa tyskerne de pigmenterede pletter eller striber for »Augenpunkte«. Det forholder sig vistnok saa, at pigmentet saavel ved sit udseende som ved sin anordning 1 polygonale epithelceller stemmer overens med retinalpigmentet; derimod har det intet tilfælles med retina, at det omtrent altid findes i flere sær- skilte smaa cyster eller spalter, der i almindelighed ligger nær hverandre, men ogsaa kan træffes temmelig langt fra hverandre. Specielt denne multiple optræden af pigmentcysterne taler mod den opfatning, at der altid hersker en sammenhæng mellem pigmentet og dannelsen af en retina. Kanske kommer man sandheden nærmere ved at betragte pigmentdan- nelsen som udslag af en neuroepithelet normalt iboende egenskab, der af en eller anden aarsag kommer til rigeligere udvikling end vanlig paa grund af de abnorme forhold, hvorunder neuroepithelet befinder sig i en dermoidcyste. Baumgarten! refererer dog et casus, hvor der sandsynligvis fore- ligger exempel paa en rudimenter øiendannelse. Han fandt nemlig i en dermoidcyste en kirsebærstor cyste, udklædt med pigment og fyldt af en klar vædske; den lille cyste bugede sig ind mod dermoidcystens lumen; den var omgiven af karrigt bindevæv, hvori stjerneformede, pig- menterede bindevævsceller (choroidea), og udenfor dette lag mere celle- fattigt bindevæv, der indad mod dermoidcystens lumen havde en la- mellær struktur og var gjennemsigtigt (cornea). Den lille cyste var for- 1 Baumgarten: Virch. Arch. 107, pag. 515. 94 SP BULL. M.-N. Kl. øvrigt omgiven af substans fra centralnervesystemet. Nogen retina eller linse fandtes ikke. 12) Glandula thyroidea har jeg i enkelte tilfælde paavist med sikkerhed (casus III & V), i andre med sandsynlighed. I almindelighed danner den et kjertelkonglomerat af nogle faa millimeters udstrækning, hvor de enkelte lumina gjerne er mindre end vanlig i glandul. thyroidea, Den lidet udviklede gland. thyroid. ligger som regel i nærheden af den rudimentære respirationstractus. I det ene af mine tilfælde (casus V) derimod er glandula thyroidea af størrelse som et lidet hønseæg og fuldstændig af samme bygning som et typisk struma colloides: konglomerat af op til næsten valnødstore cyster, fyldte med blodtingeret seig vædske eller med en blød graalig eller graarødlig masse; mikroskopisk (cfr. fig. IX) sees runde, ovale eller polygonale kjertellumina af vekslende stør- relse, udklædte med lavt, regelmæssigt, enlaget epithel og fyldte med en homogen masse, der farves rød af eosin, orangegul af van Gieson; i denne masse sees ikke sjelden vacuoler saavel langs periferien som, om end ikke saa hyppig, i de centrale dele; ogsaa afstødte epithelceller og røde blodlegemer sees undertiden tilblandet indholdet; kjertellumina er adskilte ved smale bindevævssepta, der for en stor del bestaar af fine kar, undertiden saa smale, at det næsten ser ud, som om epithelcellerne i tilstødende cyster ligger klods op til hverandre; andre steder er septa ødematøst infiltrerede eller viser hæmorrhagier. I de perifere dele af denne store kjertelmasse har man indtryk af, at der foregaar en stadig nydannelse, idet man i et meget cellerigt væv ser smaa, utydelige, solide hobe af epithelceller, som undertiden viser antydning til anordning i kjertellumina. Glandula thyroidea indtager ved den maade, hvorpaa den kan fore- komme i dermoidcyster, lidt af en særstilling overfor de fleste andre væv, idet man nemlig har flere exempler paa, at den aller væsentligste del af hele tumor udgjøres af et væv, som fuldstændig ligner en eller anden form af struma, oftest struma cystic. colloides; i disse tilfælde har man maattet lede med lys og lygte for ved siden heraf at kunne paa- vise enkelte smaa brusk- eller benstykker eller lidt hud. I saa henseende indtager mit casus V en mellemstilling, forsaavidt som man let kunde paavise hud og flerlaget cylinderepithel, men forholdsvis sparsomt benvæv og slet ikke bruskvæv, heller ikke substans fra centralnervesystemet — altsaa ikke den fuldkomne bygning, som dermoidcysterne vanlig opviser; dette stemmer godt med Walthards paastand, at jo rigeligere struma- vævet er repræsenteret, des vanskeligere kan man paavise andre organer. Den slags tilfælde, hvor tumor bestaar hovedsagelig af strumavæv, er 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 95 beskrevne af Glockner!, Polano* og Walthard3: den sidste refe- rerer ikke mindre end 3 tilfeelde, af hvilke det ene er det storste hidtil kjendte exemplar, idet tumor maalte 13,5 : 7 : 6 cm. og kun indeholdt strumavæv (seriesnit) omgivet af ovarialvæv. Antallet af disse tilfælde forøges yderligere, om man som Pick ogsaa anser det af Gottschalk beskrevne folliculoma malignum for ikke at være andet end et struma ovarii. Jeg ved ikke, om det skyldes en tilfeldighed; men i alle casus, hvor man finder rigeligt strumavæv, har patienterne været i den klimak- teriske alder eller lidt ældre (48—58 aar); kun i det ene af Walthards tilfælde var patienten 33 aar. Enkelte af patienterne havde samtidig struma*paa halsen; men netop fundet af brusk, ben eller hud i den ovarielle tumor beviser — selv om det er sparsomt — at denne ikke kan opfattes som en metastase fra strumaet paa halsen. 13) Mamma. Naar man betænker, hvor fuldkommen huden som regel er udviklet i dermoidcysterne, og naar man endvidere erindrer, at ogsaa melkekjertlerne udvikler sig fra ektodermen og ikke altid er bundne til brystregionen, da smaa aberrante mammakjertler jo er et relativt hyppigt fund, skulde man kanske a priori vente sig ofte at kunne paavise mammavæv i dermoidcyster. Det forholder sig dog neppe saa. Vistnok vil man i litteraturen finde flere tilfælde, hvor visse dannelser i dermoidcyster er beskrevne som mammaer; men jeg føler mig ikke altid overbevist om paastandens rigtighed. Selv har jeg i to tilfælde efter den foreløbige makroskopiske undersøgelse troet at have en mamma for mig. Det ene var casus VIII, hvor der saaes et frem- hvælvet mammalignende parti af huden, 4 cm. i diameter og forsynet med en papilla mammae lignende vorte; den sidste indeholdt imidlertid ingen melkegange, men bestod udelukkende af hud med sterkt udvik- lede talgkjertler, ligesom der i det mammalignende partis fedtvæv ingen- steds kunde paavises kjertler, men derimod en streng af substans fra centralnervesystemet, spinalganglier, nervestammer og glatte muskelfibre. Det andet tilfælde var casus IX, cyste 4, hvor jeg paa spidsen af den kastanjestore, tapformede prominents fandt en bønnestor cyste fyldt med melkeagtig vædske, som mikroskopisk indeholdt talrige fedtkugler og colostrumlegemer. Denne cyste var udklædt med flerlaget pladeepithel og havde ingen udførselsgang, ligesom heller ingen kjertelgange tømte sig i den; i fedtvævet ovenfor den fandtes der imidlertid indleiret i glatte 1 Glockner: Centralbl, f. Gyn. nr. 26 — 1903. 2 Polano: Miinch. med, Wochenschr, nr. 1 — 1904. 3 Walthard: Zeitschr. f. Geb, und Gyn. Bd, 50 — 1903. 4 Gottschalk: Berlin. klin. Wochenschr, nr, 26 — 1902, 96 ~~, BULL. M.-N. KI. muskelfibre, nervefibre og fibrøst væv tildels gruppevis optrædende, ganske smaa og ofte utydelige kjertellumina, udklædte med lavt, lidet distinkt enlaget epithel; de største lumina indeholdt en homogen af eosin rød- farvet masse, Hvorvidt dette kjertelkonglomerat kan opfattes som rudi- mentære mammaacini, tør jeg ikke med sikkerhed afgjøre. Det er lig- nende eller endnu mindre overbevisende fund, der udgjør en stor del af de som mamma beskrevne dannelser. Iethvertfald har Bland-Sutton! sikkerlig uret, naar han mener, at det hele mammaanlæg i visse tilfælde kan være repræsenteret ene og alene af en papilleformet dannelse med rigelig udvikling af talgkjertler; han søger at forklare denne form af en mamma ud fra et phyllogenetisk standpunkt, idet han henleder opmærk- somheden paa den store overensstemmelse mellem mammas og talg- kjertlernes udvikling paa den ene side og paa den anden side fremhæver, at melkekjertlerne hos de lavere pattedyr aabner sig direkte paa huden uden nogen papilla mammae. Bland-Sutton gjør sig dog herved skyldig i flere feiltagelser. For det første er en rigelig udvikling af talgkjertler et saa hyppigt fund i dermoidcyster, at det vilde være una- turligt at sætte det i forbindelse med en rudimentær mammadannelse, fordi om det forekom paa en papillelignende fremstaaenhed; for det andet staar mamma 1 sin udvikling langt nærmere svedkjertlerne end talgkjertlerne (se Köllikers Handbuch der Gewebelehre). Endelig kan man ikke uden videre overføre forholdet hos lavere dyr paa de høiere; thi hvilken opfatning man end har af dermoidcysternes histiogenese, saa er det icthvertfald sikkert, at de udvikler sig paa basis af celler, der sidder inde med de for den menneskelige organisme eiendommelige egenskaber, og derfor kan, hvor talen er om mindre fuldkomment ud- viklede organer, disse aldrig forekomme i en for de lavere pattedyr karakteristisk form, men kun paa et eller andet trin af den for vedkom- mende menneskelige organ eiendommelige udvikling. Af de i litteraturen beskrevne mammaer synes mig det af v. Velits? refererede casus mest overbevisende: Han fandt i en dermoidcyste en barnehaandstor fremhvælvning, der ved sin ydre form lignede en mamma; den var forsynet med en papille, som ved sin rødlige farve skilte sig fra den omgivende hud, foruden at «den var omgiven af en brunlig areola med Montgomery’ske legemer i periferien. Fra denne papille kunde der udpresses 2—3 draaber melkeaglig vædske, hvori mikroskopisk fandtes fedtkugler og colostrumlegemer, I papillen var en 2—3 mm, stor hule, udklædt med flerlaget pladeepithel; i denne hule mundede der ud endel gange, ligeledes klædt med flerlaget pladeepithel. I den formodede mammas fedtvæv fandtes 2 bønnestore, tilsyneladende fibrøse knuder med en knappenaalshodestor kanal i 1 Bland-Sutton; Dermoids, London 1889. 2 v, Velits; Virchows Archiv Bd. 107, pag. 505. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 97 centrum; mikroskopisk var denne kanal udklædt med flerlaget pladeepithel, medens der i knuden forovrigt kunde paavises flere kjertelgange med kubisk epithel og smaa kjertelacini. I nærheden af disse knuder fandtes nervefibre, spinalganglier og glatte muskelfibre. Som man ser, har det mikroskopiske billede i dette tilfælde ikke ringe lighed med mit casus IX, cyste 4. 14) Lymfefollikler af typisk struktur har jeg paavist i enkelte tilfælde, dels opunder cylinderepithel eller epidermis (cfr. fig. VIII), dels indimellem kjertellumina, der sikkert (casus V) eller sandsynligvis (casus VII, cyste 1) repræsenterer glandul. thyroid. (cfr. fig. IX). 15) Fosterhinder: Medens tilstedeværelsen af fosterhinder gjen- tagende gange er bevist for de i testikelen forekommende teratoide svulster derved, at der i disse er paavist foci med malign nydannelse og metastaser af fuldstændig samme struktur som chorioepithelioma malignum — denne fra villi chorii udgaaende, ondartede svulstform — er forholdet anderledes for de ovarielle dermoidcyster. Mig bekjendt er det kun én gang lykkedes at paavise fosterhinder i disse, nemlig i et af Pick? offentliggjort tilfælde, hvor der fandtes en blæremola-lignende proliferation. Da casus i theoretisk henseende har den største interesse, skal jeg kortelig referere samme: Hoiresidig ovarialtumor; samtidig heiresidigt tubarsvangerskab. Ovarialtumoren ud- gjøres for størstedelen af en dermoidcyste; desuden en 5 X 4 X 3 cm. stor cyste, skilt fra hovedcysten ved en tynd fibres veg + subcutant fedtvæv. Denne mindre cyste indeholder dels enkelte, dels drueklasformig ordnede, stilkede blærer samt klar vedske, De blærelig- nende dannelser bestaar mikroskopisk af nekrotiseret bindevev i centrum, koncentrisk ord- nede bindevævsdrag i periferien; ingensteds kar i stromaet. Overfladen glat eller dækket af I) mere eller mindre tydeligt syncytium, 2) skarpt begrænsede, polyedriske celler med liden kjerne (Langhans'ske celler), 3) indimellem disse enkelte kjæmpeceller, 4) polynucleære rundceller. Den hule, hvori disse dannelser ligger, er enten glat eller udklædt med cylinder- 'epithel. At denne blæremola ikke har noget med det fundne tubarsvangerskab at gjøre, bevises deraf, at der ikke var spor af blodinfiltration i eller omkring hulen, hvilket dog isaafald maatte have været tilfældet, Lever, nyrer eller kjønsorganer er aldrig paavist. I en retro- peritoneal dermoidcyste derimod mener Marchand! at have fundet prostatavæv og cavernøst væv. Il, De forskjellige organers indbyrdes anordning. Mine undersøgelser af de ovarielle dermoidcyster har med faa und- tagelser bekræftet det af Wilms fremsatte postulat, at alle dermoidcyster i ovariet indeholder derivater fra alle tre kimblade. Af stor betydning er det, om man tillige kan konstatere, at disse derivater viser tegn til 1 Marchand cit. efter Lexer: Arch, f. klin. Chirurgie, Bd. 61 & 62. 2 Pick, L.: Berlin. klin. Wochenschr. Nr. 51 — 1902. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 7 98 Ole), BULA: M.-N. Kl. en indbyrdes anordning, som stemmer nogenlunde med, hvad man finder hos foetus. At dette er tilfældet 1 det ovenfor refererede casus af Répin med dets fuldkomne udvikling af skelet og tarm, maa enhver indrømme. Men er ikke dette casus en undtagelse? eller kan man ogsaa i de mindre udviklede former konstatere en bestemt orden mellem de forskjellige or- ganer? Hertil maa der for det første svares, at der findes alle overgange mellem de mere fuldkomment udviklede former og de mere enkle; og dernæst, at i mange af de sidste, særlig da i de, om man saa tør sige, typiske former af ovarielle dermoidcyster, hvor det prominerende parti danner en enkelt, mere eller mindre tydelig tap, Wilms's »Zotte«, kan man paavise følgende konstante anordning: Yderst hud med lange haar, som i udseende svarer til hovedhaar; under huden gjerne et benstykke og derunder igjen substans fra centralnervesystemet; endelig ved basis af tappen og delvis strækkende sig indunder centralnervesystemet en liden kanal, udklædt med flerlaget cylinderepithel og med slimkjertler samt bruskstykker i væggene; undertiden flerlaget pladeepithel uden forhorning ved kanalens munding paa dermoidcystens indvendige over- flade. I disse tilfælde hersker altsaa samme anordning, som man vilde faa, om man tænkte sig, at det tapformede, prominerende parti var fremgaaet af et embryonalanlæg, som vendte rygsiden indad mod der- moidcystens lumen, og hvor særlig den forreste del af anlægget var kommen til udvikling: hovedhud, ben (kranium), centralnervesystem, respirationstractus og mundhule. I de færreste tilfælde kan man dog tydelig erkjende denne anordning. Ofte danner det flerlagede cylinder- epithel ingen kanal, men beklæder en liden del af dermoidcystens indre flade, hvilket ogsaa kan vere tilfældet med det flerlagede pladeepithel ; centralnervesystemet holder sig ikke altid skjult under ben, men trænger sig ofte helt opunder epidermis; kort sagt, en uendelighed af variationer kan finde sted. Men hvad enten anordningen er den ene eller anden, er det altid hovedsagelig de organer, der svarer til den forreste del af legemet, som er komne til udvikling, nemlig hovedhud, centralnervesystem, respirationstractus, mundslimhinde, tænder og ikke sjelden glandula thyroidea; derimod er de organer, som udvikler sig i den bagre del af kroppen, i almindelighed sparsomt repræsenterede eller mangler helt; det sidste er saagodtsom altid tilfældet med samtlige viscera undtagen tarmtractus, af hvilken rudimentære dele ikke saa sjelden kan paavises. Endvidere fremgaar det af mine som af andre undersogelser, at derivater fra entodermen er sparsomt udviklede i forhold til ektodermens og mesodermens dannelser, idet man finder 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 99 rigelig epidermis og substans fra centralnervesystemet, ligeledes relativt store mængder af ben, brusk, glatte muskler, fedt- og bindevæv, medens respirationstractus og særlig tarmtractus i forhold hertil er sparsomt re- præsenterede og andre entodermdannelser — med undtagelse af gland. thyroid. — saagodtsom aldrig kan paavises. Der gives dog enkelte exempler paa, at de entodermale dannelser er overveiende (Katsurada }), IV. Former, som afviger fra den almindelige type af ovarielle dermoidcyster. I to tilfælde (casus V og casus IX, cyste 7) lykkedes det mig ikke at paavise substans fra centralnervesystemet; det samme gjælder ét af Katsuradas tilfælde. Denne mangel tillægger jeg dog mindre vægt, naar der alligevel — som i de nævnte tilfælde — kan paavises derivater fra alle 3 kimblade. Derimod antydede jeg ovenfor, at der blandt mine casus findes enkelte faa undtagelser fra denne Wilms's hovedregel. 'Saa- ledes har jeg i 2 cyster (casus VI, cyste 3 og casus VIII, cyste 2) ikke fundet spor af entodermdannelser; den slags enklere byggede dermoid- cyster i ovariet refereres ogsaa af Steinert? og Neck & Nauwerk3, Steinert fandt i ovariet en kirsebærstor cyste, indvendig for en stor del klædt med hud, som et sted var mere fortykket; her fandt han svedkjertler, talgkjertler, fedtvæv, glatte muskelfibre samt smaa brusk- og benstykker, men ingen hjernemasse og ingen derivater fra ento- dermen. Neck & Nauwerk fandt i en ovarialtumor med 4 dermoid- cyster i den ene af disse kun hud og ganglieceller, i den anden bare hud og blot i de 2 resterende cyster derivater fra alle 3 kimblade. Hertil maa endvidere regnes Saxers* merkelige tilfælde: Høire ovarium dobbelt saa stort som venstre hos en 46-aarig kvinde. Midt i høire ovarium en 14 cm. lang tand, som udfylder en tilsvarende hule, men hænger fast med hulens væg blot paa det sted, der danner tandroden; hulen indvendig dækket af tyndt, flerlaget pladeepithel, og udenom dette er der et ı mm. tykt bindevevslag, Ellers intet abnormt ved ovariet. I ét tilfælde (casus VI, cyste 2) bestod den nødstore cyste af en bindevævskapsel, indvendig udklædt med epidermis, altsaa fuldstændig samme bygning som en atheromcyste; da den imidlertid laa i væggen af en anden, mere kompliceret dermoidcyste, kan man vel ikke afvise muligheden af, at den simple cyste har dannet sig i væggen af den anden paa samme maade som ellers en atheromatøs cyste i huden. 1 Katsurada: Zieglers Beiträge, Bd. 30, Heft 2. + Steinert: Virchows Arch., Bd, 174 — 1903, pag. 232. 3 Neck & Nauwerk: Monatsschr, f, Geb. und Gyn,, Bd, XV, Heft 5. 4 Saxer: Zieglers Beiträge, Bd. 31, pag. 452. 100 POBULE; M.-N. Kl. Jeg maa paa dette sted henlede opmerksomheden paa et forhold, som ikke altid fremhæves tilstrækkelig, men som tor være af betydning iethvertfald i nogle tilfælde — for forstaaelsen af sammenhængen mellem den almindelige type af ovarielle dermoidcyster og de mere enkle former af samme, Jeg sigter her til det hyppige fund af tegn paa regressive processer i dermoidcystens væv. Centralnerve- systemet frembyder kanske det bedste exempel i saa henseende, redu- ceret som det ofte er til endel corpora amylacea liggende i et fibrøst bindevæv med eller uden kanaler udklædte af neuroepithel. Et exempel paa, at endog ben kan bringes til resorption, vil man finde i casus IX, cyste 2. Hvis cylinderepithelet ikke udklæder en kanal, men kun findes udbredt efter fladen, maa det let kunne hænde, at epithelet afstødes paa grund af den stadige berøring med dermoidcystens indhold og erstattes af den mere modstandsdygtige epidermis eller af bindevæv; 1 et saadant tilfælde kunde man komme til fuldstændig at savne derivater fra ento- dermen. Det hyppige fund af sclerotisk bindevæv paa forskjellige steder tyder sikkerlig ogsaa i nogle tilfælde paa, at høiere organiseret væv er gaaet tilgrunde og siden erstattet af bindevævet. Men ikke bare regressive forandringer kan bringe det høiere organi- serede væv til at svinde; det samme gjælder ogsaa, om end sjeldnere, progressive processer. Det sidste er saaledes sikkert tilfældet i de før nævnte casus, hvor tumor hovedsagelig udgjøres af thyroidea-væv; Katsurada f. ex. iagttog i et tilfælde, at thyroideavæv infiltrerede et ben- stykke, og i casus V, hvor der ikke kunde paavises noget centralnerve- system, findes der i de perifere dele af det store struma tegn til endnu videre udbredning af dette (cfr. ovenfor under gland. thyroid.). V. Ovariet og dets forhold overfor dermoidcystens væv. Man kan, naar patienten ikke er for gammel, altid paavise saavel makro- som mikroskopisk karakteristiske rester af ovarialvæv; 1 størst mængde finder man det gjerne i nærheden af stilken, hvor det udvendig gjerne svarer til det prominerende parti paa dermoidcystens indre veg. Paa dette sted er anordningen mellem ovarialvævet og dermoidcystens væv gjennemgaaende følgende: Yderst har man en smal zone af forholdsvis cellefattigt væv; dernæst et mere cellerigt stroma, hvori primordialfol- likler, indenfor hvilke ligger — ligeledes 1 et cellerigt stroma — corpora lutea og fibrosa samt Graaf'ske follikler; længer inde en zone af større og mindre tykvæggede kar, tildels ogsaa blodudtrædelser; dette væv taber sig saa uden tydelig markeret grænse i et cellefattigt bindevæv, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. IOI om hvilket man ikke kan afgjore, hvorvidt det tilhører ovariet eller dermoidcystens veev. Indenfor denne fibrøse grænselamelle træffer man gjerne fedtvæv; eller der ligger indleiret i grænselamellen væv, som med sikkerhed tilhører dermoidcysten, oftest ben, nervestammer, spinalganglier eller glatte muskelfibre, hvorved grænsen mod ovarialvævet bliver mere ubestemt. Jo mere man fjerner sig fra det indvendig prominerende parti, des tyndere bliver i almindelighed ogsaa den del af cystevæggen, som udgjøres af ovarialvæv; af specifik ovarialsubstans gjenfinder man nu kun sjelden andet end primordialfollikler, undertiden et eller andet langstrakt corpus fibrosum, oftest kun endel cellerigt stroma, Ogsaa udenfor det prominerende parti er der paa grænsen mod dermoidcystens væv cellefattigt fibrøst væv, som udad efterhaanden taber sig i ovarial- vævet. I 3 tilfælde (casus VI, VIII & IX, samtlige med flere dermoidcyster) har jeg fundet en eiendommelig forandring, som jeg kun har seet omtalt af Kroemer!. Makroskopisk er i disse tilfælde cystevæggen, særlig de tykkeste dele af samme, omdannet til et porøst, svampet vev med op til over bønnestore hulrum paa snitfladen, fra hvilken der lader sig udpresse en fedtglinsende graagul masse, som ligner dermoidcystens indhold paa det nær, at den saagodtsom aldrig indeholder haar; mikro- skopisk indeholder denne masse talrige fedtkugler. Dette porøse væv bestaar af større og mindre hulrum, adskilte ved tynde, fibrøse septa (cfr. fig. X); langs væggene i mange af hulrummene sees uregelmæssig fordelt flerkjernede kjæmpeceller eller blege, runde, epitheloide celler, men endnu oftere er der ingen paaviselig beklædning i dem, Lumina indeholder en skjoldet, af hæmatoxylin blaafarvet masse, eller de er tomme; er dei sidste tilfælde tillige meget smaa, kan det hele paa grund af de tynde septa minde om fedtvæv, kun er hulrummene ofte endnu mindre end en fedtcelle. Septa mellem de større hulrum kan selv indeholde mindre hulrum. I den perifere del af dette porøse væv sees der i det tilstødende bindevæv saavel i retning indad mod dermoid- cystens væg som udad mod overfladen flere bitte smaa hulrum, udfyldte af nogle faa flerkjernede kjæmpeceller — sandsynligvis det første ud- viklingstrin for de større hulrum. I septa mellem de før nævnte hulrum kan man paa nogle steder udad i det porøse væv træffe utvilsomt ovarialvæv i form af corpora fibrosa; paa enkelte andre steder kan man i de indre dele af samme paavise ligesaa utvilsomme dele af dermoidcystens væv (f. ex. i casus 1 Kroemer: Arch. f. Gyn., Bd. 57. Casus IV & VIII. 102 VP SHEL: M.-N. KL VI substans fra centralnervesystemet), Kun i ét tilfælde (casus IX, cyste 5) lykkedes det makroskopisk at finde en kommunikation mellem dermoidcysten og det porøse væv; indholdet i dette tyder dog paa, at en saadan forbindelse iethvertfald engang maa have fundet sted. Hvor- ledes det porøse vævs opstaaen skal forklares, tør være tvilsomt; dog tror jeg, det er sandsynligt, at indholdet i dermoidcysten af en eller anden grund er trængt ind i vævsspalterne, hvor det saa fremkalder en reaktion i form af kjæmpecelledannelse. . Anhang. Kombination af dermoidcyste og andre svulster i ovariet. Sammen med dermoidcyster optræder der ikke sjelden andre tumores i ovariet, oftest cystadenoma pseudomucinosum (Pfannenstiel1) en kombination, der forekommer saavidt ofte, at den af flere forfattere endog tillægges betydning som bevis for en fælles genese af begge (Bandler*). Selv har jeg 2 gange iagttaget dette sammentræf; men da jeg ikke har undersøgt disse tilfælde tilstrækkelig nøiagtig, har jeg ikke taget dem med i min casuistik. Det kan undertiden ved denne komplikation være vanskeligt at paavise dermoidcysten, da mange af de andre cyster bryder ind i den og tømmer sit colloide indhold her, medens til gjengjæld talgagtig masse og haar fordeler sig i cystadeno- mets hulrum, At en dermoidcyste er kompliceret med en ondartet svulst, er ligeledes flere gange beskrevet. Efter at have gjennemgaaet litteraturen over dette emne kom Tauffer? til det resultat, at ovariet selv er det hyppigste udgangspunkt for den maligne nydannelse; han kunde foruden sit eget kun opspore 5 sikre tilfælde af cancer, udgaaende fra selve dermoidcysten, alle sammen pladeepithelcancroider, altsaa rimeligvis op- staaede i huden. Wilms anfører dog samme aar 8 lignende tilfælde foruden et af ham selv iagttaget. Hertil føier Vamagiva* yderligere ét samt desuden et adenocarcinoma, der efter hans mening havde ud- viklet sig fra en rudimentær mammakjertel; i saa henseende føler jeg mig dog ikke overbevist. I vor hjemlige litteratur har F. G. Gade? 1 Pfannenstiel: Centralbl. f. Gynäk. 1897, pag. 799. 2 Bandler; Arch. f. Gynäk. Bd. 61. 3 Tauffer: Virch. Arch, Bd. 142, pag. 389. 4 Yamagiva: Virch. Arch, Bd. 147, pag. 99. > Gade: Norsk Magazin for Legevidenskaben 1892, pag. 1062. 1005. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 103 offentliggjort et tilfælde af dermoidcyste + malign tumor, af forfatteren kaldet cysto-papilloma proliferans: Hos en 40-aarig kvinde fandt Gade paa den indre veg af en dermoidcyste sagogryn- til nødstore medullære knuder, tildels strækkende sig indunder epidermis og her mindre fremtrædende end, hvor de laa ubedækkede. De medullære masser bestod af en hel del punktformige til 2 å 3 mm.—1 cm. lange cyster, udklædte med flerlaget cylinder- epithel; kun i de mindste cyster dannede epithelet en regelmæssig, circulær begræns- ning; i de større derimod var lumen fyldt af dendritisk forgrenede udløbere med flerlaget cylinderepithel. Disse cyster laa i et stroma, som dels bestod af fibrillært bindevæv, dels af glatte muskelfibre, der enten forløb parallelt med cystens væg eller dannede større, krydslagte fibrebundter. Gade siger udtrykkelig, at cylinderepithelet ikke infiltrerede nabo- vævene, hvilket vel tyder paa, at de nævnte cyster ikke fandtes udenfor det beskrevne muskellag. Disse glatte muskelfibre i forbindelse med det flerlagede cylinderepithel og udbredningen langs dermoidcystens indre væg gjør det efter min mening sandsynligt, at den maligne nydannelse har taget sit udgangspunkt snarere fra en cylinderepithelklædt flade eller gang, tilhørende dermoidcysten selv, end — som Gade tror — fra ovariet. B. Teratoide svulster i ovariet. Billedet af casus X (se pag. 58) er i enhver henseende saa typisk for teratoide svulster i ovariet, at jeg her kan indskrænke mig til føl- gende generelle bemerkninger om det karakteristiske ved disse tumores: Teratoide svulster i ovariet er hurtig voksende, hvorfor pati- enterne i almindelighed ikke kommer til operation, før tumor er barne- hodestor, mandshodestor eller endnu større. De indeholder altid talrige cyster, der rigtignok i nogle tilfælde er fuldstændig mikrosko- piske, saa tumor giver indtryk af at være helt igjennem solid (Gsell!), i andre tilfælde derimod er ægstore eller endnu større, hvorved svulsten helt ud faar karakteren af en polycystisk tumor. Dette forhold bør chirurger og gynækologer vel merke sig, da det kan være let gjort i farten at tage en teratoid svulst for et almindeligt kystom, sarcom eller carcinom. Paa snitfladen af en teratoid svulst vil man foruden de større eller mindre cyster, der er fyldte med colloid eller slimet masse, finde bindevævssepta, bruskstykker, benstykker, ofte en medullær masse og ved nøie betragtning ikke sjelden mørke pigmentstriber. Den mikroskopiske undersøgelse bekræfter yderligere, at disse svulster indeholder derivater fra alle 3 kimblade og derfor — 1 Gsell, Otto: Ueber ein intraligamentår entwickeltes Teratom des weiblichen Genitalap- parates. Arch. f. Gyn. Bd. 51, pag. 303. 1896. 104 “+ ©. BULL, M.-N. Kl. ligesom de komplicerede dermoidcyster — hører til tridermomerne, hvad jeg allerede kortelig har berørt i indledningen; det karakteristiske ved dem er imidlertid, at de forskjellige vævssorter ligger kastede om hverandre uden spor af orden. Mikroskopisk kan man vistnok ogsaa her paavise talrige rudimentære organanlæg, f. ex. hud, ben, kjertler, centralnerve- system o.s.v.; men medens saadanne organanlæg i de komplicerede der- moidcyster gjerne ligger samlede paa et bestemt sted i tumor og saavel efter sin struktur som indbyrdes anordning delvis kan siges at svare til den rudimen- tære udvikling af et embryonalanlægs forreste del, vil man i en teratoid svulst forgjæves søge efter et ordnende princip i de forskjellige organanlægs gjensidige forhold, idet disse findes spredt hulter til bulter overalt i tumor. Hertil kommer en anden væsentlig forskjel: de i dermoidcyster paaviste organanlæg befinder sig nogenlunde paa samme udviklingstrin som de tilsvarende organer hos vedkommende patient, medens de for- skjellige vævssorter og organanlæg 1 teratoide svulster altid — uanseet patientens alder — viser en mere eller mindre udtalt embryonal karakter; denne eiendommelighed kommer i casus X bl. a. særlig tydelig frem for centralnervesystemets vedkommende, idet ligheden mellem de der beskrevne epithelrør og det embryonale medullarrør er slaaende (se pl. VIII, fig. XVI). I lys af cellernes embryonale karakter synes den hurtige vækst af de teratoide svulster mere forklarlig. Der hersker uenighed om, hvorvidt disse tumores bør opfattes som ond- artede eller ei; hvis man som bevis for malignitet kræver, at en svulst skal give anledning til metastaser af samme struktur som primærtumor, vil denne betingelse vistnok sjelden opfyldes for de teratoide svulsters vedkom- mende; man kjender dog enkelte exempler paa, at metastaser fra en teratoid tumor har udvist det samme brogede billede som den primære ovarialsvulst (Emanuell, Ewald?, Falk), Almindeligere er det imidlertid, at en enkelt vævssort — bindevævet nemlig — prolifererer sterkere end de øvrige, saa at man faar en kombination af teratoid svulst + sarcom; i eventuelle metastaser gjenfindes da kun sarcomstruk- turen. Hvorvidt der paa basis af en teratoid svulst i ovariet ogsaa kan udvikle sig et carcinom, tør indtil videre være tvilsomt (Jung 4). - Emanuel: Ueber Teratoma ovarii, Zeitschr. f. Geb. u. Gyn. Bd. 25. 1893. 2 Ewald: Recidivirendes und metastasirendes Teratom des Ovarium, Wien, klin, Wochenschr. 1897. Falk: Ueber einen Fall von Teratoma ovarii mit teratoider Metastasierung. Monatsschr. f. Geb. u, Gyn. Bd. XII, pag. 351. 4 Jung: Zur Frage der Malignitåt der soliden Embryomen. Monatsschr. f. Geb. u. Gyn. Bd, XIV, p. 646. Jung mener, at kombinationen teratoid svulst + carcinom aldrig er paavist for de ovarielle teratoide tumores (cfr. derimod mit casus XIV, teratoid svulst ct i mediastin. antic, med metastaser af adeno-carcinom). 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 105 Der er beskrevet enkelte faa tilfælde, hvor der i samme ovarium er paavist en teratoid svulst og en kompliceret dermoidcyste af det sædvanlige, typiske udseende (Wilms!, Kroemer*); i Falks casus var der en teratoid tumor i det ene, to almindelige dermoidcyster i det andet ovarium. Det er vel verdt at notere sig, at denne kombi- nation kan finde sted for ovariernes vedkommende; vi skal nemlig siden se, at det er overmaade vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de me- diastinale tridermomer at opretholde |nogen skarp grænse mellem kom- pliceret dermoidcyste og teratoid tumor. Teratoide svulster i ovarierne er idetheletaget 'sjeldne; efter Jung skal der ialt ikke være beskrevet mere end 20 tilfælde. Derimod fore- kommer de forholdsvis hyppig i testes, hvor til gjengjæld komplicerede dermoidcyster er sjeldne. Teratoide svulster i ovarierne udvikler sig oftest hos 15—30 aar gl. kvinder. C. Intra- og retroperitoneale cyster. I. Simple dermoidcyster. Da mit arbeide væsentlig gjælder undersøgelsen af de komplicerede dermoidcyster, skal jeg ikke levere nogen fuldstændig fremstilling af de simple, men kun opholde mig ved de retroperitoneale og de former af intraperitoneale, som staar i relation til de ovarielle. Kolaczek3, Frånkel* og Latham? har samtidig med en der- moidcyste i ovariet fundet spredt udover periton. parietal. og visceral. talrige fra bitte smaa til nød- og valnødstore simple dermoidcyster. I Lathams tilfælde døde patienten efter bristning af den ovarielle dermoid- cyste; i de andre kunde ingen ruptur paavises, heller ikke merker efter en saadan. Rimeligvis skyldes dog i alle disse tilfælde de peritoneale cyster en udsæd af epidermisceller fra dermoidcysten 1 ovariet. De retroperitoneale, simple dermoidcyster er altid meget store, før de kommer til operation, indeholdende flere liter af en grød- agtig masse. De har bestandig en meget tynd væg, som kun bestaar af en fibrøs kapsel, indvendig klædt med mere eller mindre tydelig hud med haar og kjertler. De ligger oftest netop paa samme sted som den af dr. Malthe exstirperede cyste (casus XI), nemlig mellem bladene Wilms: Ueber die soliden Teratome des Ovarium, Zieglers Beitr, Bd. XIX. Kroemer: Arch. f. Gyn. Bd. 57. 1899. Kolaczek: Virch. Arch. Bd. 75, pag. 399. Frankel cit. hos Lexer. Latham: Lancet 1898 II, pag. 1330. ao fF 8 12 - 106 SP. PULL. M.-N. Ki, af mesocolon descendens eller mesosigma; her laa saaledes baade Herrerasl, Zweifels?, Moynihans® og Ruges* cyster. Den sidste, hvis struktur afviger noget fra de andres, er et godt exempel paa, hvor vigtig den mikroskopiske undersøgelse er, naar man vil komme til et paalideligt resultat. Cysten, som var kolossal, havde nemlig overalt en ganske tynd væg; kun et sted i denne var der en listeformet, tilsyneladende fuldstændig fibrøs fortykkelse, hvor der imidler- tid mikroskopisk lod sig paavise en cylinderepithelklædt kanal og udenom denne lymfefollikler og glatte muskelfibre. Det er saaledes ikke ganske korrekt at medregne denne cyste blandt de simple dermoidcyster; naar jeg alligevel har taget den med her, er det af den grund, at ogsaa i den af mig beskrevne cyste fandtes der en lignende fibrøs fortykkelse i væggen; rigtignok kunde der i denne ikke paavises nogen epithelklædt kanal, men paa grund af disse cysters store overensstemmelse forøvrigt har jeg tænkt mig, at den strengformede, sclerotiske fortykkelse i mit casus kan være fremkommet efter obliterationen af en lignende kanal- — Undertiden hænger disse cyster sammen med den ene nyre (Schlegten- dal?, Madelung). I. Komplicerede dermoidcyster. al Oprindelig udgaaende fra et ovarium (eller testis) Hvad de intra- og retroperitoneale komplicerede dermoidcyster an- gaar, gjælder det først og fremst at udelukke, at de har udviklet sig i et ovarium eller en testikel. For de ovarielle dermoidcysters vedkom- mende kan man her ved en overfladisk undersøgelse paa to maader komme til at gjøre sig skyldig i feiltagelser: 1) Vedkommende dermoidcyste har udviklet sig i et normalt liggende ovarium, men paa grund af torsion med paafølgende nekrose afrives stilken. Cysten kan da komme til at ligge frit i peritonealhulen, saa- ledes som følgende af professor Harbitz obducerede tilfælde viser (section 52/1895): S. G., 65 aar gl. Dødsaarsag: atrofia granular. renum. Aldrig symptomer af nogen underlivslidelse, Medens man under obduktionen paa vanlig vis løsner genitalia, kommer der pludselig dumpende frem fra foss. Douglasii en cystes, gaaseægstor, gulhvid oval tumor, hvis overflade er fuldstændig glat; ingen merker efter adhærentser. Paa enkelte steder » Herrera: Virchow-Hirsch’s Jahresbericht 1880 Il, pag. 297. Zweifel: Centralblatt f. Gynäk., 1888, pag. 439. Moynihan: Lancet 1898 I, pag. 30. Ruge: Zieglers Beitr. 34, H. 1, 1903, pag. 143. Schlegtendal: Arch. f. klin. Chir. Bd. 36, pag. 304. Madelung: Deutsche med, Wochenschr, 1887, pag. 436 (kort referat). or > wo to a 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 107 føles der i kapselen haarde smaa klumper ligesom efter ben eller kalkafleiringer; ved et ganske lidet indsnit i kapselen viser den sig fyldt med en tyk, gulhvid, smøragtig eller smegmalignende masse, Paa venstre side intet ovarium; derimod sees der endnu foran og nedenfor resterne af tuben en poche i peritoneum, idet denne med en opad konkav, lidt retraheret bindevævsfold begrænser delvis et hulrum, som i udstrækning kan have svaret til den omtalte tumor. Istedenfor tuben føles der en tyk, fast streng, som udgaar fra venstre uterinhjørne; nogen abdominal tubeende kan ikke sees. Langs lig. rotund. temmelig langt ude i lig. lat. viser der sig enkelte smaa, indtil nødstore cyster, fyldte med klar serøs vedske, Høire ovarium lidet, haardt, atrofisk; høire tube normal, Valnødstort myom paa bagre uterinvæg. Langt hyppigere vil dog den løsrevne cyste indgaa adhærentser med forskjellige af abdomens organer, oftest endog før stilken er helt afsnøret. Funke! har samlet ikke mindre end 14 kjendte tilfælde af losrevne, ovarielle dermoidcyster, liggende paa forskjellige steder i ab- domen; ikke sjelden findes de kun fasthæftede til omentet, saa at Funke af den grund endog benegter existentsen af autochthone dermoidcyster i omentum maius. de Quervain? har publiceret et casus, hvor den løsrevne dermoidcyste, som skrev sig fra venstre ovarium, havde fæstet sig til den mediale flade af mesocolon ascend. helt opunder colon trans. Den slags udstrakte vandringer af tumor forklares bedst i lys af det nys refererede casus: tumor ligger først ganske løs og indgaar siden adhærentser. 2) Den anden mulighed er, at dermoidcysten har udviklet sig i et 3die ovarium; derfor vil man risikere at støde paa komplicerede dermoidcyster paa de samme steder, hvor overtallige ovarier erfarings- mæssig hyppigst findes, d. v. s. i nærheden af normale ovarier eller mellem ligam. latums blade. Man har virkelig flere exempler paa, at der foruden 2 normale ovarier eller foruden en dermoidcyste i et af dem tillige er paavist en dermoidcyste mellem ligam. latums blade og 1 denne cystes veg ovarialvæv (Wilms, Franz); herhen hører muligens ogsaa et af Schou* publiceret casus, hvor imidlertid undersøgelsen ikke er tilstrækkelig nøiagtig. Men selv retroperitonealt ved siden af nyren har Borst® fundet en stor, kompliceret dermoidcyste, udviklet i et retro- peritonealt liggende ovarium. Hvis man angaaende sædet tør trække analogier fra andre ovarialtumores, forfleres end yderligere de steder, hvor man muligens kan træffe dermoidcyster med ovariel oprindelse; saaledes har Thumim® paavist et kystom i venstre ovarium og et —- Funke, A.: Beiträge zur Geb. u. Gyn. Bd. III, pag. 101. de Quervain: Deutsche Zeitschr. f. Chir, Bd. 49, pag. 67. Franz: Monatsschr. f. Geb. u. Gyn, Bd. VIII, pag. 39. Schou, Jens: Ugeskrift for læger, nr. 27 1901, pag. 636. Borst: Die Lehre von den Geschwiilsten, pag. 846. Thumim: Cit, hos Funke, to a ua» & 108 "pi PULL, M.-N. Kl. andet i omentum maius, hvor der tillige var et friskt corpus luteum, me- dens høire ovarium var normalt; Bassinil skal have skrællet ud af mesocolon trans. et utvilsomt ovarialkystom, medens begge ovarier var normale og fandtes paa plads; endelig har Sacchi? i bursa oment. paavist en ovarialtumor, medens begge ovarier var paa plads. Disse tilfælde kan man først ved mikroskopets hjælp bringe til klarhed, hvis det lykkes at paavise ovarialvæv i cystevæggen. Ogsaa en testikel, der ikke er nedstegeni scrotum, kan danne udgangspunktet for udviklingen af en dermoidcyste i abdomen som i et af Lexer*? meddelt tilfælde. Hertil bør vel, da venstre testikel manglede, endvidere regnes Bornhubers* casus »den gravide kaptein fra Passau«, som imidlertid baade Ahlfeldt, Répin og Lexer refererer som et typisk exempel paa en inclusio abdominalis. Det fremgaar heraf, at man altid ved de abdominelle der- moidcyster, uanseet deres beliggenhed, maa have sin op- merksomhed henvendt paa ovariernes eller testiklernes for- hold; findes disse paa plads, maa man alligevel ved nøiagtig mikroskopisk undersøgelse søge at bringe paa det rene, hvorvidt ikke cystevæggen indeholder ovarialvæv (eller te- stikelvæv?). Strukturen af de dermoidcyster, der har udviklet sig i kjønskjertler, men ikke indtager disses sædvanlige beliggenhed, er naturligvis den samme som i dem, man ellers træffer i ovarier og testikler, og giver derfor ikke anledning til nogen nærmere beskrivelse her. b) Dermoidcyster, uafhengige af ovarier eller testis, At give en generel fremstilling af, hvorledes strukturen er i de der- moidcyster, som findes i abdomen udenfor ovarierne (eller testik- lerne), er af mange grunde overmaade vanskeligt for ikke at sige umu- ligt. Dels forekommer nemlig komplicerede dermoidcyster 1 abdomen saa sjelden, at det maa regnes for et særsyn, om det falder i én mands lod at faa undersøge flere af dem; følgen heraf er, at det ikke godt lader sig gjøre at opretholde en bestemt methode i undersøgelsen. Dels viser de ogsaa, hvis man kan slutte noget bestemt af de forholdsvis faa beskrevne tilfælde, en saavidt vekslende bygning, at det ikke falder let at bringe dem ind under én synsvinkel, saameget mere som kjønskjertlernes forhold yderst sjelden ofres nogen speciel omtale. Den største vanskelig- 1 Bassini: Cit. hos Funke. 2 Sacchi: Cit, hos de Quervain. 3 Lexer: Archiv f. klin, Chirurgie. Bd. 61 & 62. 1900, 4 Bornhuber: Cit. hos Ahlfeldt: Die Missbildungen, 1880, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 109 hed beredes dog af den omstendighed, at mange af de beskrevne casus ligger saa langt tilbage i tiden, at de aller fleste af disse undersøgelser savner den kontrol, som alene en flittig brug af mikroskopet kan give; derfor maa man ofte stille sig skeptisk overfor undersøgerens fortolk- ning af det, han har seet, særlig da det flere gange fremgaar af beskri- velserne, hvorledes den ene løse formodning trækker den anden efter sig. Da antallet af de kjendte komplicerede dermoidcyster — svarende til, hvad de fleste forfattere opfører som inclusio abdominalis — ikke er særlig stort, finder jeg det hensigtsmæssig ganske kort at referere dem her efter Ahlfeldt, Forster, Répin og Lexer. Jeg skal herunder kun holde mig til de former af »inclusio abdominalis«, hvor den væsent- ligste del af tumor udgjøres af en stor, helt eller delvis hudklædt cyste, idet jeg dog samtidig gjør opmerksom paa, at der omtrent paa de samme steder er paavist solide eller multiloculære tumores, bestaaende af derivater fra alle 3 kimblade, om end den slags svulster er endnu sjeldnere end de monocystiske. I. Breschet: Bulletin de la société de med. Vol. I, 14-aarig gut (født 1790). Melonstor tumor i venstre side af underlivet; 6 uger fer mors afgang af haar i faeces. Ved obduktionen fandtes en sækformet tumor, sammenhæn- gende med alle tarme i nærheden, særlig med tyktarmen, med hvilken den kommunicerede. Ernæringen af indholdet fandt sted gjennem en kort navlesnor, som insererede sig paa colon trans. og indeholdt en arterie og en vene, Sækken indeholdt pus, haar og et ufuldkom- ment foetus, som hang sammen med sækken ved et baand. Foetus skal have været af mandkjøn; enhver nærmere beskrivelse mangler dog. 2. Young: Med.-Chir. Transactions, London 1809. Vol, I. 9 mndr. gl. gut. Tumor konstateredes lige efter fødslen. Svulsten udgjordes af en 5 pund tung cyste, som laa mellem mesocolon transv.'s blade, Krop og extremiteter vel udviklede, paa hodets plads derimod kun en kjodet masse; i en serøs hule fandtes en tarmanse og muligens en lungelap. Gjennem umbilicus kom der fra det lille bekken en streng, som dannede navlesnoren; den bredte sig ud i en fortykkelse af cystevæggen nedad. Ogsaa fra det rudimentære hode strakte der sig en streng over paa cysteveggen, Indvendig var cysten udklædt med en serøs membran, der boiede sig om paa navlesnoren og endte braat ved foetus's navle. I umbilicalstrengen fandtes 2 karstammer, der forgrenede sig saavel i foetus som i det fortykkede parti af cystevæggen; det sidstnævnte sted modtog en stor gren fra arter. colica sinistr. 3. Reiter u, Steiniger: Med, Jahrb. des k. k. österr, Staates. Bd. 2. Wien 1814. 8 mndr. gl. pige. Født sammen med en tvilling (gut), Nogle maaneder efter fødslen begyndte underlivet at vokse. Bagenfor og nedenfor ventriklen fandtes en cyste, som veiede 3 pund; den var adhærent til ventriklen, mesenteriet og psoas. I cysten fandtes foetus; men forholdet mellem det og sækken fremgaar ikke tydelig af beskrivelsen. Foetus bestod af 3 lapper og et midtparti; der var en dobbeltfod med 10 tæer, 2 arme, 2 hænder, en 31 tomme lang tarmanse, et fragment af columna og nogle muskelbundter. 4. Dupuytren: Bulletin de la faculté de med. I. 1812. 14-aarig gut. Frembugning af underlivet bemerkedes kort efter fødslen. I mesocolon trans. fandtes en meget stor cyste med tykke vægge, adherent til omgivelserne; den kom- 110 "SP. BULL. M.-N. KL municerede med colon gjennem en frisk, pathologisk aabning. I cysten fandtes i en puru- lent, gulbrunlig vædske 2 fastere partier, et nedadtil, som bestod af infiltrede haar, det andet opadtil var et rudimenfært foetus, lidt over 3% tomme langt. Dette embryo var en paracephale, Viscera og hjerte manglede Alle kar fra foetus samlede sig i en streng med her delte den 2 karstammer (en arterie og en vene), der forlob henimod mesocolon transv ; sig paanyt i et fortykket parti af cystevæggen. . Schützer: Det svenske akademis förhandlingar (?), Bd. 20, S, 1231. 5 , 3 15-aarig pige. Barnehodestor tumor liggende i mesenteriet foran de nederste bryst- hvirvler og de første lændehvirvler; der fandtes et kjævelignende ben og tænder. 6. Schönfeld: Annales et Bulletins de la Société de med. de Gand, 1841. Barn (kjøn?) død 3 timer efter fødslen. Stort underliv. Paa autositen kunde man foruden navlevenen ogsaa se en anden streng gaa til leveren; denne streng indeholdt en arterie og en vene, som trængte ind i leveren og kom frem igjen paa venstre side af leveren; den tjente som navlesnor for parasiten. Denne var indesluttet i en amniossæk; foetus var 16 cm, langt, abdomen og thorax aabne, lungen fandtes, Extremiteterne var ufuldstændig udviklede. Dette foetus modtog sin blodforsyning fra autositens navlesnor; der fandtes ingen placenta; en sonde kunde føres fra autositens navlekar lige ind i para- sitens thoraxkavitet. 7. Fattori: De feti che rachindono feti, detti volgarmente gravidi, Parma 1815. Kvindeligt foster, født i Sde maaned. En cystøs tumor var fast adhærent til colon og mesocolon transvers., strækkende sig ned i det lille bækken bagenfor uterus, Sækken dannes af 2 blade, som let kan adskilles, Paa indsiden af væggen er en placentalignende masse adherent, fra hvilken der udgaar 2 kar, hvoraf det ene taber sig i et rundt legeme (leveren?), der ligger sammen med en tarmanse i en hudfold og hænger sammen med foetus, Mellem placenta og cystevæggen (9: amnion) smaa kar. Hovedmassen af foetus bestaar af et uformeligt legeme, dækket af hud og forsynet med 2 fødder, af hvilke den ene har 5 tæer, den anden bare én taa. Desuden fandtes der en tumor under huden i regio sacro-coceygealis, staaende i strengformig forbindelse med sækken i underlivet. Tumor i perineum laa ogsaa i en sæk, der indeholdt stinkende vædske; man kunde paavise et vel udviklet ben med 5 tæer, et kort ben med 5 tæer, en rudimentær arm med 4 fingre paa haanden; extremiteterne udgik fra en uformelig krop, dækket af hud. Placentalignende masse. Tarmslynger. 8. Schaumann: Casus rarior Foetus in foetu. Inaug.-Diss. Berlin 1839. Nyfødt pige. Abdomen sterkt udspændt; maatte punkteres under fødslen. I under- livet fandtes en stor cyste, som var truffet ved punktionen, og 2 andre sække, som havde skjøvet sig under glutæerne og trængt detle parti sterkt udover. Den største sæk var ud- klædt med hud, paa hvilken fandtes haar; i bunden et lidet fremspring med 3 smaa ben af ubestemt natur. I venstre sek 2 underextremiteter og 2 sammenvoksede overextremi- teler med dertil hørende ben, af hvilke især phalangerne paa dobbelthaanden (med 9 fingre) var vel udviklede, I høire sek, der aabnede sig i venstre, var tarmanser, cyster, benvioy ss vi. 9. Pigné: Société anatomique, 1847. 32-aarig mand, Adherent til colon transv. fandtes en tumor med haarde, forkalkede vægge; den indeholdt seros vædske, og flotterende i denne sees en masse, der selv er om- sluttet af en transparent, ganske tynd membran, som dog kan adskilles i 2 lag, I denne membranøse sæk findes lidt vædske samt et legeme af størrelse som et kalkunæg, liggende 1 Har forgjæves søgt originalen; cit. efter Ahlfeldt og Répin, | | | ae ow EEE ES Tr i 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. [II fuldstændig frit uden adhærentser til væggene. Dette legeme er paa overfladen dækket af hud og delt ved en indsnering i 2 vel adskilte partier; her paa grænsen findes endel korte, fine haar. I den ene, mindre halvpart findes indesluttet af 2 membraner en hvidagtig bled masse, som minder om forraadnet hjernemasse, I den anden halvpart finder man under huden paa overfladen et tykt lag af fedt og bindevæv og lengere nede et skelet, hvor man kan erkjende en columna, ribben o. s. v. Fingre og tæer med negle, | 10, Highmore: De foetu intra foetum, Leyden 1818. 16-aarig gut, Svulst i epigastriet, regio umbilical, og venstre hypochondrium; be- gyndte at udvikle sig sterkt i 7-aars alderen, Tumor var sækformet og veiede 4! pund; den var fast forbunden med duodenum i hele dennes forlob og kommunicerede med den, Sækken indeholdt et forkrøblet foetus med en kort navlesnor; der fandtes haar, columna, tarm, 2 overextremiteter og en underextremitet med 6 deforme tæer. 11. Hecker & Buhl: Klinik der Geburtskunde. Bd. 1, 1861, I 4 timer gl. pige. Mellem nyrerne, pancreas og diafragma laa der bagenfor peritoneum en sek, som var 9.5 cm. lang, 5 å 7 cm, bred, Den forsynedes gjennem en gren fra aorta lige under diafragma. Sækken var sammensat af 3 hylstre; det første dannedes af det subperitoneale bindevæv, det andet af en serøs hinde (indre blad af Chorion?), det tredje var amnion, Foetus havde 3 underextremiteter og 2 overextremiteter, kranieben, et bækken og tarmanser; paa en af disse sees ductus omphalo-meseraic., som gaar ind i abdominal- væggen. Ikke hjerte, ikke lever, ikke nyrer, ikke genitalorganer. Buhl antager en acardi- acus, forsynet med blommesæks-cireulation, 12. Klebs: Handb. der patholog, Anatomie, 1876, pag. 1013. Hos en nyfødt (kjon?) blev der i abdomen iagttaget en tumor af størrelse som en liden neve; tumor foretog bevegelser, uafhængige af barnets. Barnet døde nogle uger gammelt af peritonit, Under mesocolon transv. fandtes en cyste, hvis veg bestod af peri- toneum og amnion. En arterie gik fra barnets aorta gjennem cystesækken og videre gjen- nem en kort navlesnor ind i parasitens krop; hvor navlesnoren insererede sig, fandtes et hernia funiculi umbilical., hvori tyndtarmslynger og den rudimentære lever. [Foetus selv har ægform; de perifere dele ligger presset op til hovedmassen, som udgjøres af caput med tydelig hjernemasse, indesluttet i en afkapslet hule. Rudimentær, blind næse, under hvilken overlæben sees at strække sig langt nedover, saa den skjuler mundaabningen og hagen. Antydning til tunge; tandanlæg i overkjeven. Rudimentært hjerte, bestaaende af forgrenede, tverstribede muskelfibre, rudimentære lever- og lungeanlæg (cyste med delvis bruskede vægge, udklædt med flimmerepithel); tynd- og tyktarmslynge. Extremiteterne er forkrøblede, men har tydelige fingre og tæer; den ene fod har 8, den anden 4 tæer, den ene haand 4, den anden 3 fingre. I de nedre dele et stykke af columna og bekkenet. 13. Bonfigli: Rivista clinica di Bologna 1875. 50-aarig kvinde. Cyste i oment. minus. Væggen hudklædt; et benet parti med 21 tænder, hvoraf de to var kariøse. 14. Maydl: Wien. klin. Rundschau 1896 (cit. efter Lexer). 19-aarig mand. Tumor laa mellem begge blade af mesenteriet; den havde udviklet sig i løbet af 2 aar og indtog nu størstedelen af abdomen. Foetus havde vel udviklet krop og extremiteter; hodet manglede fuldstændig, men paa det tilsvarende sted fandtes en dot med lange haar, Foetus var indesluttet i en fast, amniotisk sæk, som indeholdt en oljeagtig vædske; en fortykkelse i den amniotiske membran havde histologisk strukturen af en placenta; den hang sammen med arter. meseraic. Navlesnor manglede. Ernsringen fandt sted gjennem bredere og smalere sammenvoksninger mellem amnion og foetus. 112 7 iP. BULL. M.-N, Kl. Hvad strukturen af de intra- og retroperitoneale komplicerede dermoidcyster angaar, saa fremgaar det af de kjendte casus, at udvik- lingen som regel naar høiere end i de ovarielle dermoidcyster. Baade er det, som efter de flestes mening repræsenterer en parasit, større i omfang end det tilsvarende prominerende parti i de ovarielle dermoid- cyster, og desuden er ogsaa de enkelte organer som regel mere fuld- komment udviklede; saaledes omtales baade extremiteter og tarmanser forholdsvis langt hyppigere, end tilfældet er med de ovarielle dermoid- cyster. Dernæst vil man have lagt merke til, hvor ofte der beskrives en vædskefyldt sæk, som skal svare til fosterhinderne, og fra indsiden af sækken en navlesnor, hvori foetus er ophængt. Under omtalen af pathogenesen kommer jeg nærmere ind paa dette forhold; kun saa meget vil jeg allerede her gjøre opmerksom paa, at ikke en hvilken- somhelst streng med en arterie og en vene kan gjøre fordring paa at gjælde for en navlesnor, ligesaalidt som hvilkensomhelst tynd, vædske- fyldt sæk repræsenterer fosterhinder. I den anledning kan det være gavnligt at minde om, at jeg selv i den tyndvæggede hydrocephale cyste i casus VII fra først af troede at se en fostersæk, indtil den mikro- skopiske undersøgelse overbeviste mig om feiltagelsen. Naar et for- tykket sted i sækkens væg flere gange opfattes som en placenta, da kræves der som bevis herfor mere end vedkommende forfatters nøgne paastand. Til de før kjendte tilfælde har jeg nu føiet 2 nye (casus XII & XIII), af hvilke det ene laa retroperitonealt, det andet i bursa omentalis. Rigtignok blev ovariernes forhold ikke undersøgt i noget af disse til- fælde; men da jeg trods nøiagtig undersøgelse ikke kunde paavise ovarialvæv i cystevæggen, kan man vel gaa ud fra som sikkert, at mine 2 casus ikke har udviklet sig i aberrante ovarier, særlig da jo ovarial- væv ellers, naar cysterne er af ovariel oprindelse, med lethed lader sig paavise. I struktur skiller disse 2 cyster sig fra de fleste af de ovenfor refererede casus. Saaledes er bygningen saavelsom anordningen af de enkelte organer i casus XII ikke anderledes end, at man godt maatte kunne finde noget lignende i en lidt atypisk ovariel dermoidcyste. Anderledes forholder det sig med casus XIII; i et diffust fortykket parti af cystevæggen sees paa indsiden af samme en mundaabning, hvis læber har naaet en saa fuldkommen udvikling, som jeg endnu aldrig har seet det beskrevet (se pl. IX, fig. XVII & XVIII); ligeledes er spytkjertlerne af usæd- vanligt omfang og tænderne særdeles veldannede. Men dermed er ogsaa det karakteristiske af positive fund ved denne cyste udtømt. Paa den anden side er den ligesaa merkelig ved sin mangel paa det, man ellers gjerne finder, idet 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 113 der nemlig ikke kunde paavises noget centralnervesystem, ingen extre- miteter, ingen tarmanser og heller ikke spor af noget, som kunde ligne navlesnor eller fosterhinder. Beliggenheden af de 16 svulster er folgende: Mesocolon transv. . . . . . . § tilfælde (Young, Dupuytren, Fattori, Pigné, Klebs). Mesenteriet 2 — (Maydl, Schiitzer). Retroperitonealt. . . . . . . 3 —- (Hecker & Buhl, Schaumann, casus XII, pag. 62). Bursa omental. . . . . . . . 1 — (casus XIII, pag. 66). — — eller oment. min. . 1 — (Schönfeld). — — — retroperit. . I — (Highmore). Øment. min. . . .. . . =. 41 — (Bonfgli. Usikkert, dog øverst i abdomen ty (Breschet, Reiter & Steiniger). Man vil heraf se, at disse svulster væsentlig findes i den øvre halv- part af abdomen omkring mesocolon transvers., radix mesenterii og bursa omental. | Kjon og alder: Af de 16 tilfælde, som jeg har anfort, er de 8 af kvindekjon, 6 af mandkjon, og for 2 er kjønnet ikke angivet (Klebs, Schönfeld). Paafaldende er det, at ikke mindre end 7 er under ı aar og de Beste af disse nyfødte; I er 4 aar, 5 er 14—16 aar, I er 19 aar, I er 32 aar og ı er 50 aar. Det ser efter dette ud, som om der er 2 kritiske perioder i udviklingen af disse svulster: den første falder intrauterint eller straks efter fødslen, den anden henimod eller i puberteten. I sammenligning med de ovarielle og mediastinale dermoidcyster er særlig den hyppige optræden hos nyfødte ioinefaldende, idet medfødte dermoidcyster i ovarierne er meget sjeldne, i mediastinum ukjendte. D. Dermoidcyster og teratoide svulster i mediastinum. Beliggenhed: Ved at gjennemlæse en række af beskrivelser over dermoidcyster i mediastinum vil man se, at de saagodtsom alle ligger 1 mediastin. antic., enten foran pericardiet eller mellem dette og pleura mediastinal. paa høire eller venstre side, hvorved hjertet findes forskudt til den modsatte side og den ene eller begge lunger trængt udad og gjerne bagover. Tumor udfylder enten nedre del af mediastinum og naar da gjerne til diafragma, eller den indtager mere den øvre del af Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4 8 114 —P. BULL. M.-N. KI. samme, saa at den tilslut buger sig frem i den ene eller begge fossae supraclaviculares. Vcd trykusur kan tumor trænge sig ind i den ene lunge og derved delvis faa udseende af at udgaa fra denne. Struktur: Blandt de mediastinale dermoidtumores vil man yderst sjelden finde enkle dermoideyster; kun de 2 af Collenberg! og Vil- lard! beskrevne tilfælde kan ansees for utvilsomme, af hvilke det sidste udgjordes af en nødstor, epidermoidal cyste paa diafragma. Hvorvidt Marfans! casus ogsaa hører herhen, lader sig vanskelig afgjøre, da cysten var degenereret. Det almindelige udseende af en mediastinal dermoidcyste er føl- gende: Man finder en cystos tumor fra gaaseægs til barnehodes størrelse, som bestaar af en eller to større cyster fyldte med talg- masser og haar og udklædt af hud; et eller flere steder i væggen, oftest nedad eller bagtil, sees der en fortykkelse, som indad mod lumen danner temmelig store, knudrede prominentser, der paa snit indeholder talrige mindre cyster samt smaa brusk- og benstykker. De smaa cyster er udklædte dels med epidermis, dels med cylinderepithel eller kubisk epithel og da fyldte med slimlignende vædske. I stro- maet mellem disse cyster sees foruden brusk og ben tillige talrige glatte muskelfibre, bindevæv og fedtvæv. Da der ikke hersker nogen bestemt anordning mellem cysterne indbyrdes og ofte heller ikke 1 stro- maet, har man paa dette sted billedet af en teratoid tumor. Tverstribet muskulatur er flere gange paavist i disse svulster (Virchow?, Dangschat3), hvad der yderlig sjelden er tilfældet med dermoidcyster i ovariet. Substans fra centralnervesystemet er kun paavist 1 et af Dangschats casus samt i det af mig beskrevne tilfælde; spinalganglier derimod desuden hos Ekehorn Tender er sjelden paavist (Gordon, Jores®, Ekehorn). At jeg for disse mediastinale svulsters vedkommende har valgt at beskrive dermoidcysterne og de teratoide svulster under ét, er begrundet i det ovenfor nævnte forhold, at man i de fleste tilfælde et sted i veggen vil kunne paavise en fortykkelse med karakteren af en teratoid tumor ; derfor er det her langt vanskeligere end for de ovarielle svulster at opretholde nogen skarp grænse mellem dermoidcyster og teratoide svulster. 1 Cit. hos Ekehorn: Arch, f. klin. Chirurg, Bd. 56, Heft 1. 2 Virchow: Virchows Arch, Bd. 53, pag. 444. 3 Dangschat: Beiträge zur klin. Chirurgie, Bd. 38, Heft III, pag. 692. 4 Gordon cit. efter Ekehorn. 5 Jores: Virchows Arch., Bd, 133, og Kraus: Inaug.-Dissert. Bonn 1893. GE 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 115 Det af mig beskrevne casus indtager lidt af en særstilling, forsaa- vidt som svulstens teratoide karakter er iøinefaldende allerede ved den første makroskopiske undersøgelse: ingen hovedcyste, men talrige større og mindre cyster, fyldte saavel med talgagtige masser som slim og i septa mellem dem brusk, ben, bindevæv og fedt; hertil kommer saa endel cyster med pigment paa indsiden. Mikroskopisk viste de nævnte cyster sig som vanlig udklædte med det mest forskjelligartede epithel, og i stromaet fandtes foruden de makroskopisk paavislige vævssorter desuden talrige glatte muskelfibre, substans fra centralnervesystemet og et par spinalganglier. Ligheden mellem denne tumor og den af dr. Cappelen fjernede teratoide tumor i ovariet (casus X) er stor; kun er vævenes embryonale karakter meget mindre fremtrædende i den mediastinale tumor, der desuden indeholder meget mere brusk og ben. — Ekehorn og Dangschat har samlet alle kjendte tilfælde af dermoid- cyster og teratoide svulster i mediastinum. Antallet beløber sig til 44, efter hvad Dangschat oplyser; hertil kan jeg foruden det af mig selv beskrevne casus foie følgende typiske tilfælde af Hempel !: 20-aarig pige; indkom 3/,, 1846. Frisk til for 7 dage siden, da hun blev svimmel og besvimte 2 gange. Dæmpet til mat percussionslyd paa hele venstre forflade, paa bagfladen fra spina scapul, til basis; svækket respirationslyd i det dæmpede parti, 4/, 1847: Besvær- lig trykken for brystet, opstød, hikke. I urinen lidt albumin, 6/, mors, Section: 1 liter sanguinolent serøs vædske mellem pleura costal. og brystvæggen paa venstre side, men ingen videre vædskeansamling i pleurahulen. Frisk fibrines pericardit, Morb, Brightii. Knytnævestor sæksvulst beliggende i mediast, antic,, strækkende sig fra diafragma til over udspringet af hjertets store kar, bagtil sammenvokset med den forreste flade af hjerte- posen, mod venstre med pleura, fortil laa den op imod brystbenet. Sækken bestod af fibrøst væv og indeholdt den sædvanlige fedtagtige masse; paa den indre væg paa flere steder haar. Fra bagre væg rager der ind mod cystens lumen uregelmæssige, knollede masser, oftest med bred basis forbundne med cystevæggen, men enkelte dog stilkede. Disse masser var tildels beklædt med hud og viste paa snit under denne fedt og bindevæv samt længer nede smaa cyster med vandklart eller ialgagtigt indhold liggende i et stroma af bindevæv og en mængde ben- og bruskstykker; det største benstykke var 24 tomme langt. Paa flere steder var der hvælvede, ja endog stilkede polypøse prominentser, som var hule, fyldte med hvid talgagtig masse, hvori haar, og indvendig udklædte med epithel, Disse cyster opfattede Hempel som sekundære haar- og talgsvulster, udviklede i modercystens veg, Kjon og alder: Dermoidcyster og teratoide svulster i mediasti- num optræder hyppigst omkring eller lige efter puberteten. Dangschat anfører saaledes, at af 33 tilfælde med opgiven alder var 21 under, 12 over 30 aar; føies hertil de 2 af mig meddelte til- fælde, forøges antallet af dem, som var under 30 aar, til 23 af 35. Lebert! har den eldste patient, en 60-aarig mand, som rigtignok havde havt dyspnoe siden 16-aars alderen. 1 Hempel: Ugeskrift for læger, 2den rekke, Bd. XVI 1852, 116 op OE M.-N. KI. Af 35 tilfælde med oplysning om kjønnet har Dangschat fundet 18 mænd, 17 kvinder, et forhold, der ikke forandres efter tilkomsten af de 2 nye casus, idet man da faar 19 mend og 18 kvinder blandt 37 tilfælde. Kjønnet spiller altsaa giensynlig ingen prædisponerende rolle ved disse svulster. Anhang: Da der før kun kjendes 2 tilfælde i litteraturen, hvor en mediastinal dermoidtumor har været kombineret med malign nydannelse, skal jeg ganske kort omtale disse: I det ene, som Virchow? har publiceret, havde den primære tumor en fra det sædvanlige afvigende bygning, idet den venstre, større halv- part var solid og bestod af tverstribede muskelfibre, bindevæv og celler som ved et sarcoma fusocellulare, medens høire halvpart var multilocu- lær cystøs; en større hudklædt cyste og flere lignende mindre var fyldte med grødagtigt indhold, andre cyster derimod med en geléagtig masse. Stromaet mellem cysterne saa ud som sarcom, andre steder mindede det mere om cancer. I lever og nyrer var der metastaser, som imidlertid paa grund af forraadnelse ikke kunde undersøges nærmere. I 3die venstre ribben en nævestor metastatisk knude, bestaaende af smaa cyster, hvis beklædning ikke nærmere omtales, og tverstribede muskelfibre samt en liden knude med netformig anordnede elastiske fibre (foetal lunge?). Det andet tilfælde er beskrevet af Jores®. Primærtumor havde her det sædvanlige udseende, men var opad omgivet af en stor, malign tumormasse, der infiltrerede venstre lunge fuldstændig. Metastatiske knuder fandtes kun i høire lunge. Den maligne del af tumor bestod af et netformet væv, hvis bjælker dannedes af bindevæv og glatte muskel- fibre, medens maskerummene var udfyldte af tætpakkede tenformede celler og mellem dem talrige smaa uregelmæssige hulrum, udklædte med høit cylinderepithel, som ikke sad paa nogen membrana propria; mellem de nævnte tenformede celler og de glatte muskelfibre kan der sees over- gange. Da forfatteren trækker lighed eller endog mener at kunne paavise overgang mellem den maligne del af tumor og visse partier i den cystøse (glandulære) del af primærtumor, staar det ikke klart for mig, hvorfor han opfatter den maligne tumor som et cysto-sarcom; peger ikke de glatte muskelfibre, bindevævet og de epithelklædte lumina snarere hen 1 Lebert cit. hos Ekehorn. 2 Virchow: 1. c. D foess IE Ce 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. II paa, at den maligne del af tumor og metastaserne er opbyggede af endel af de mange i den primære tumor paaviste vævssorter? Til disse to tilfælde slutter sig nu den af mig beskrevne tumor, som jeg her ikke skal opholde mig nermere ved, men blot henvise til be- skrivelsen (casus XIV, pag. 70); kun vil jeg pointere, at det lykkedes mig i den primære tumor at paavise foci af malign karakter, udgaaende fra epithelkledte lumina og af fuldstendig samme udseende som metastaserne (se pl. XII, fig. XXIII). 118 pr. BULL. M.-N. Kt 3die afsnit. Naar jeg i dette afsnit skal gjøre rede for, hvorledes man har søgt at forklare sig de komplicerede dermoidcysters (-teratomernes) og de teratoide svulsters opstaaen, vil jeg lægge de almindelige ovarielle dermoid- cyster til grund for disse betragtninger og siden se, i hvilken udstræk- ning de samme anskuelser kan overføres paa de andre. A. Ovarielle dermoidcyster. Efterat læren om cellularpathologien var trængt igjennem, har alle theorier det tilfælles, at de søger at finde som udgangspunkt for svulsten en eller flere celler, der sidder inde med evnen til at udvikle de forskjel- lige væv og organer, som er paavist i de ovarielle dermoidcyster. Paa den anden side er det klart, at den basis, som man gaar ud fra under sin søgen efter disse celler, maa være forskjellig, enten man i tumor kun ser en tilfældig blanding af forskjellige organer, eller man føler sig over- bevist om, at disse organer saavelsom deres indbyrdes forhold med bestemthed peger hen paa en rudimentær udvikling af et fosteranlæg. I henhold hertil kan man indordne de forskjellige theorier i 2 hoved- afdelinger: I. Theorier, som Saar ud fra, at disse svulsters struktns iklserladerserkjiend eseterudimentzrt foetus. Il, Theorier, som gaar ud fra, at de i tumor paavistesee ganer repræsentérer et rudimentært udviklet foetus derfor oprindelig maa skyldes et embryonalanlæg eller denmedæquiporente celler I. Theorier, som gaar ud fra, at disse svulsters struktur ikke lader erkjende et rudimentært foetus. Herhen hører a) Leberts theori om, at dermoidcysterne i ovariet skyldes en plastisk heterotopi, et temmelig dunkelt begreb, hvad han ogsaa selv indrømmer, naar han i sin lærebog af 1876 derom ud- 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 119 TE ER zwar keine Erklårung, aber ein unbefangener Ausdruck dieser bisher nicht erklärten Thatsachen«. Beslægtet hermed, men mere klar er b) Virchows theori, som forovrigt gjælder alle blandingssvulster og ikke bare dermoidcysterne, og som gaar ud paa, at disse svulster skyldes en heterolog udvikling af det væv, hvori de findes. Som bekjendt tænkte Virchow sig, at dette foregik paa den maade, at bindevævscellerne først omdannedes til indifferente celler med fuldstændig samme egenskaber som celler fra et tidligt stadium af embryonallivet, de saakaldte »Bildungszellen«, der saa kunde udvikle sig til hvilketsom- helst væv, altsaa til hud, ben, tænder o. s. v. Ingen vil dog nutildags falde paa at tilskrive den færdigdannede bindevævscelle en saa høi grad af metaplastisk evne; derfor har ogsaa Virchows theori maattet dele skjæbne med Leberts, idet begge er fuldstændig forladte. c) Anderledes forholder det sig med den theori, som franskmændene kalder »enclavement«, hvorved forstaaes afsnøring af dele tilhørende ét eller flere kimblade. Da Heschl havde leveret bevis for, at de enkle dermoidcyster skyldes en afsnøring af ektodermceller, laa det nær at tænke sig, at en lignende proces fandt sted under dannelsen af de komplicerede dermoidcyster; men skulde theorien kunne bringes til an- vendelse paa disse, maatte den udvides saaledes, at ikke blot ektoderm- celler, men ogsaa celler fra mesodermen og — alt efter det herskende kjendskab til dermoidcysternes struktur — tillige celler fra entodermen afsnøredes. Det er disse tanker, som kommer til udtryk hos Lanne- longue?, naar han siger: »Il suffit d'admettre, qu'une cause acciden- telle determine l’enclavement d’elements du feuillet corné dans les rudi- ments du corps de Wolff, alors que ces derniers sont trés voisins de l’ectoderme«, og videre: »Cet accident pourra interesser en même temps les éléments d’autres parties de l’embryon, par exemple des éléments des masses provertébrales et méme du feuillet interne, et cela d’autant plus facilement que ces parties sont encore trés simples et reunies dans un espace extrêmement restreint . . . . .« Cornil & Ranvier adopterer fuldstændig Lannelongues theori. d) Lidt forskjellig herfra er en anden theori, som i en aarrække kunde glæde sig ved almindelig tilslutning, nemlig den saakaldte His- Waldeyerske theori, et navn, som den delvis bærer med urette, da iethvertfald Waldeyer ingen direkte befatning har havt med den. His? troede først, at urnyregangen dannedes ved indkrængning af ekto- 1 Virchow: Die krankhaften Geschwiilste 1863. 2 Lannelongue, cit. efter Cornil & Ranvier: Manuel d’histologie pathologique, Paris 1907, 3 His, Wilh,: Arch, f. mikr, Anatomie, Bd, 1. 1868, 120 te WP BULL, M.-N. Kl. dermen; da han desuden antog, at urnyrens epithel dannede udgangs- punktet for dannelsen af ovariets parenchym, saa skulde dette i sidste instans vere en ektodermdannelse, hvorved han mente saa meget bedre at kunne forklare sig en optræden af hud, haar og tænder i ovarierne. His? forlod imidlertid meget snart sin anskuelse om urnyregangens dannelse ved direkte indkrængning af ektodermen; han henlagde siden den oprindelige kjerne for det hele urogenitalsystem til axestrengen, en opfatning, der fandt kraftig støtte hos Waldeyer?, Efter begge disse forskeres mening dannes axestrengen væsentlig ved proliferation af celler fra ektodermen; men da axestrengen danner det sted, hvor de enkelte kimblade støder sammen og ikke med sikkerhed kan adskilles, kommer den ogsaa til at indeholde celler fra de andre kimblade. Paa denne maade kunde man efter His's anskuelse let tænke sig, at celler fra alle kimblade, men væsentlig fra ektodermen, transponeredes ind i ovarierne under deres udvikling; i denne eventualitet skulde man da have en fyldestgjørende forklaring for en senere optræden af en tumor med derivater fra de forskjellige kimblade. At en »Keimverirrung«, fremkaldt efter theorier som Lannelongues eller den His-Waldeyerske, vil kunne danne udgangspunktet for en svulst med derivater fra alle 3 kimblade, er klart. Men det er vel høist urimeligt, om man paa den vis skulde faa dannet organer (tænder, respirationstractus, glandul. thyroidea o. s. v.), som ikke hører hjemme i den region, hvor urogenitalsystemet udvikler sig — selv om man tager hensyn til, at celler under abnorme forhold viser sig at sidde inde med flere differentieringsmuligheder end dem, der kommer tilsyne under den normale udvikling. Lannelongues theori kan derfor kun strække til for svulster, som maatte indeholde derivater fra alle 3 kimblade, men ingen andre organer end dem, som normalt hører hjemme i den region, hvor svulsten findes. Er saaledes i en svulst tilstedeværelsen af heterochthone organer i og for sig nok til at modbevise enclavementstheorien, saa gjøres denne theori endnu mindre sandsynlig overfor de ovarielle dermoidcyster, hvor de nydannede organer ordner sig saaledes, at det tildels kan minde om et foetus (se pag. 97). Skal en saadan anordning af de forskjellige organer kunne finde sted, trænges der en regulerende faktor, som neppe andre celler sidder inde med end de, om hvilke man ved, at de er istand til at danne et nyt individ. 1 His, Wilh,: Untersuchungen über die erste Anlage des Wirbelthieres. 1868. 2 Waldeyer; Eierstock und Ei, 1870, Ea cd z= 1905. No, 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. I21 I. Theorier, som gaar ud fra, at de i tumor paaviste organer repræ- senterer et rudimentært udviklet foetus og derfor oprindelig maa skyldes et embryonalanlæg eller dermed æquipotente celler. Da jeg efter mine undersøgelser i det store hele taget maa give Wilms ret i, at det prominerende parti i de ovarielle dermoidcyster repræsenterer den forreste del af et rudimentært foetus, er det en selv- følge, at efter min mening ethvert forsøg paa forklaring, som ikke holder sig dette for øiet, aldrig kan føre til maalet. For at naa dette maa man først og fremst søge at løse følgende spørgsmaal, som paatrænger sig: Hvilke maader kjendes for dannelsen af nye individer? og dernæst: Hvilken af disse maader kan appliceres paa de ova- rielle dermoidcyster? Under behandlingen af disse spørgsmaal kommer jeg imidlertid saa ofte til at referere til æggets udvikling saa- velsom til dets forandringer lige før og lige efter befrugtningen, at jeg finder det nødvendigt i korthed at omtale disse forhold. Ved proliferation af kimepithelet udvikles ægcellerne som be- kjendt samtidig med de vordende granulosaceller; fra først af er begge lige, men efterhaanden skiller de sig fra hinanden derved, at de celler, som udvikler sig til æg, tiltager i størrelse, samtidig som deres kjerner lidt efter lidt undergaar gjennemgribende og høist komplicerede foran- dringer. Det er tvilsomt, hvorvidt kimepithelet efter fødslen formaar at danne nye ægceller; samtlige disse præformeres efter de flestes mening i foetallivet for siden at udvikle sig til modne æg. Dog ikke alle naar saa langt; tvertimod er det kun en ganske liden brøkdel af de tusenvis af ægceller, som findes i ovarierne, der bliver til modne æg. Dette fremgaar af folgende betragtning: Hos den modne kvinde regner man, at begge ovarier tilsammen indeholder 36,000 egceller i forskjellige udviklings- stadier; sættes nu en kvindes avlsdygtige periode til 30 å 35 aar med 12 å 18 aarlige menstruationer, repræsenterer det en afgang af 360 å 630 modne æg i en enkelt kvindes liv; resten af de fra foetallivet med- bragte ægceller gaar sent eller tidlig tilgrunde. At der ved klimakte- riets indtræden og i de derpaa følgende aar maa foregaa en udbredt degeneration af ægceller, fremgaar deraf, at ovarierne efterhaanden omdannes til fibrøst væv, hvor der kun med stor vanskelighed lader sig paavise en og anden ægcelle. Men denne degenerationsproces er ikke begrænset til den sidste periode af kvindens liv; den foregaar ogsaa stadig i den forplantningsdygtige del af livet og i barneaarene, ja selv i de første stadier af fosterlivet; med andre ord: en degeneration af egceller finder stadig sted, helt fra deres første dannelse, 122 P. BULL. M.-N. Kl. Til trods for at man hos mennesket som hos de fleste pattedyr allerede henimod fødslen eller lige efter denne kan paavise fuldt udviklede Graaf'ske follikler, befinder dog æggene i disse sig altid i et mere eller mindre fremskredet stadium af degeneration, noget, som jeg har havt anledning til at overbevise mig om ved undersøgelse af ovarier fra nyfødte; men særlig ved en række undersøgelser paa faareembryoner i forskjellige udviklingsstadier har jeg kunnet konstatere en udbredt dege- neration af ægceller i og udenfor Graaf'ske follikler. Professor E. van Beneden har mundtlig meddelt mig, at efter hans mening æggene i samtlige Graaf’ske follikler, som udvikler sig før puberteten, degenererer, og at folliklerne atrofierer uden at briste. Det er forøvrigt altid tilfældet, at en Graaf’sk follikel obliterer, naar dens æg degenererer. Denne proces maa opfattes som fuldstændig fysiologisk og gaar under navn af follikel- atresi. Naar et æg nærmer sig det tidspunkt, at det er modent 5: istand til at befrugtes, rykker kjernen ud mod æggets overflade, hvor den deler sig ved karyokinese; den yderste af de 2 nye kjerner buger proto- plasmaet lidt frem foran sig, udstødes saa sammen med endel af dette og lægger sig under zona pellucida — udstødning af iste pollegeme eller retningslegeme; kort efter udstødes paa samme maade 2det pollegeme. Begge pollegemer er, som man ser, dannede ved kløvning af ægcellen og derfor paa en vis maade sidestillede med denne, om end mindre; de danner en slags abortive æg. Dannelsen af ıste pollegeme foregaar i ovariet, 2det i tuben (Mar- chand!). Den efter udstødningen af de 2 pollegemer i ægget gjen- værende kjerne kaldes ægkjernen eller pronucleus femininus. Samtidig med dannelsen af 2det pollegeme trænger spermatozoen ind i ægget?, hvor den omdanner sig til spermakjernen eller pronucleus masculinus. Først efterat 2det pollegeme er udstødt, foregaar den egent- lige befrugtning 9: konjugationen af spermakjernen og ægkjernen, hvorved dannes kløvningskjernen. Denne gaar uden hvilestadium over i furingsspindelen, hvorefter ægget deler sig i de 2 furingsceller. Ved videre deling af disse opstaar en solid liden kugle af celler, morula, der siden forvandles til en hulkugle, blastula. Cellerne i disse tidligste stadier af udviklingen kaldes blastomerer. Paa blastulaen optræder i et begrændset parti area embryonalis 9: ektoderm og entoderm samt siden primitivstregen, hvorefter den videre differentiation finder sted. 1 Marchand: Missbildungen, Eulenburgs Real-Encyclopædi. 1897. 2 Hertwig, R.: Handb, der Entwickelungslehre, X & XI Lieferung pag. 483. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 12 Ved æg, som udvikler sig parthenogenetisk (9: uden befrugtning), udstødes Iste pollegeme paa vanlig vis; derimod hersker der ikke fuld enighed om, hvorvidt ogsaa 2det pollegeme udstødes. Brauer! har paavist, at hos artemia salina foregaar den parthenogenetiske kløvning af ægget dels efter udstødelsen af iste pollegeme alene, dels, men sjeldnere, efter udstødelsen af 2det pollegeme, der isaafald trækkes ind i ægget igjen og forener sig med ægkjernen, som saaledes paa en vis befrugtes af 2det pollegeme. Efter disse orienterende bemerkninger vender jeg mig atter mod det første af de 2 før fremsatte spørgsmaal: Hvilke maader kjendes for dan- nelsen af nye individer? Af betydning for det emne, som her beskjæf. tiger os, er kun de forplantningsmodi — naturlige eller experimentelle —, som forekommer hos organismer, der formerer sig ved hjælp af kjøns- celler. Alle de hos den slags organismer forekommende forplantnings- maader er i tidens løb anvendt eller anvendes fremdeles til forklaring af dermoidcysters opstaaen i ovarierne. Lad mig dog sige det straks: det er et stort spørgsmaal eller rettere ganske sikkert, at man vilde gjøre sig skyldig i store feil ved uden videre at overføre paa den menneske- lige organisme fænomener, som forekommer naturlig eller kan fremkaldes kunstig hos de lavere vertebrater eller endog hos invertebrater. Da det imidlertid er umuligt hos de høiere organismer at anstille undersøgelser over de fænomener, som i det følgende kommer til at omtales, kan man ikke foreløbig godt komme udenom de hos de lavere vertebrater eller høiere invertebrater opnaaede resultater, der iethvertfald maa siges at være brugbare som arbeidshypotheser i dermoidcysternes patho- genese. Hos de organismer, som formerer sig ved kjønsceller, kan nye indi- vider opstaa af: 1) Befrugtede æg. Af ét æg fremkommer der i regelen kun ét individ; der kan dog dannes 2 individer af ét æg (dobbeltdannelse), yderlig sjelden flere. Ved blastotomi o: isole- ring af blastomerer kan der imidlertid fremkomme flere individer af ét æg. 2) Ved befrugtning af pollegemer er der hos enkelte organis- mer dannet nye individer (Bonnet?, Fischl3). 3) Af ubefrugtede æg kan der udvikle sig nye individer (parthenogenese). — Efter dette kan der for dannelsen af nye individer opstilles følgende grupper med underafdelinger; rubriken tilhøire viser deres tilsvarende anvendelse paa dermoidcysters opstaaen i ovarierne: 1 Brauer, A.: Arch, f. mikr, Anatomie, Bd. 43, pag. 162. Bonnet: Ergebnisse der Anatomie und Entwickelungsgeschichte, Bd, 9. 3 Fischl: Verhandl. der deutschen patholog,-anatom, Gesellschaft 1903. nw 124 “ep, BULL, M.-N. Kl. 1. Befrugtet æg. a) ét individ a) Svangerskab. b) tvillinger (dobbeltdannelse) b) Inclusio foetalis. c) blastotomi c) Blastomertheorien. 2. Befrugtning af pollegeme. d) Befrugtning af pollegeme. 3. Ubefrugtet æg (parthenogenese). e) Parthenogenese. a) Svangerskab. Buffon? (i det 18de aarh.) antog, at dermoidcyster i ovariet skyldtes conception og svangerskab paa dette sted. At tanken om svangerskab som aarsag til dermoidcyster har været den gjængse opfatning blandt lægfolk og prester, fremgaar af Pauly s* beretning om, at dermoidcyster selv i det 19de aarh. skal være bleven døbte. Det er dog unødigt at opholde sig lange ved denne theori, da saavel dermoidcysternes optræden hos virgines eller endog hos nyfødte som den omstændighed, at de ikke sjelden optræder multipelt, tilstrækkelig beviser, hvor uholdbar den er. Derfor kan man trygt slutte sig til Axel Key, naar han om dermoid- cyster i ovarierne siger, at »de åro åfven der af moraliskt oskyldig natur«, b) Barthenogenese: Naar en række af forfattere har tænkt sig, at dermoidcyster i ova- rierne opstaar ved proliferation af et ubefrugtet æg, og naar de saa giver denne theori navn af den parthenogenetiske, da er ikke denne betegnelse fuldt korrekt. Ved parthenogenese forstaar man nemlig, at det ube- frugtede ægs proliferation resulterer i dannelsen af et selvstændigt individ og ikke i en parasit. Med dette forbehold vil jeg alligevel for nemheds skyld under parthenogenese behandle alle de theorier, der i ovariernes egenskab af kjønskjertler søger forklaringen til dermoidcysters hyppige optræden paa dette sted; thi for alle tilhængere af denne opfatning staar det mere eller mindre klart, at dermoideysterne er at betragte som et produkt, der i dette specielle tilfælde er fremkommet uden befrugtning, medens lignende processer ellers kun foregaar ved hjælp af saadan. Baillie* (1789) synes at være en af de første, der har tænkt sig dermoidcysterne opstaa ved en slags parthenogenese. I anledning af, at han hos en 12—13-aarig virgo fandt en dermoidcyste i ovariet, siger 1 Buffon cit. efter Répin. ? Pauly cit, efter Mantel: Inaug.-Dissert, Heidelberg 1892. 3 Axel Key: Hygiea, Bd. XXVI 1864, pag. 300 i förhandlingar, Balles toitseltentdanes lc: 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 125 han nemlig: ».... dass die weiblichen Eierstöcke in sich selbst ein Vermögen besitzen auch ohne Beischlaf etwas zu machen oder hervorzu- bringen, dass eine Nachahmung der Erzeugung sei . . .«; Baillie tror at have fundet grunden hertil »... da sie einen Teil von denjenigen Werkzeugen ausmachen, die mit dem wirklichen Zeugungsgeschåft so nahe verbunden sind«. Krüger! (1782) mener, at coitus abruptus virker irriterende paa ovarierne og fremkalder dermoidcyster i dem; han hen- holder sig til Astruc, som af den grund hovedsagelig fandt dermoid- cyster hos jomfruer og enker, »quae rationis et castitatis prae se ferunt« 9: som gjør sig til af sin forstand og dyd. Ritchie? siger: »Every dermoid cyst of the ovary is an ovum, which has undergone a certain amount of development; it is a perverted attempt at parthenogenesis«, Samme anskuelse nærer Lawson Tait*, som finder det naturligst at forklare dermoidcyster »by the hypererchetic action of an ovum«. Répin# ender sin afhandling (1892) med følgende ord: »C’est donc le développement parthénogenétique de l’ovule qui, comme l’a proposé M. Mathias Duval, nous semble devoir étre invoqué pour rendre compte de l’origine de la trés grande majorité des dermoides de l’ovaire«. Man vilafde sidste citater se, med hvor liden ret Wilms i sit forste arbeide (1895) soger at haandheve for sig prioriteten for theorien om den parthenogenetiske udvikling af de ovarielle dermoidcyster, naar han siger: »Die Anschauung einer Entwickelung der Dermoidcysten aus dem fertigen Ei hat, soviel ich sehe, bisher Niemand vertreten«. Naar Waldeyer® mener, at kimepithelet eller granulosacellerne ved sin proliferation under visse omstændigheder skulde kunne differentiere sig og danne derivater fra alle 3 kimblade, da begrunder han denne an- skuelse dermed, at ægget og alle epithelceller i ovariet har samme ud- gangspunkt — kimepithelet — og at derfor alle disse celler maa ansees for uudviklede kimceller eller uudviklede æg, der under givne forhold udvikler samme egenskaber som disse. Denne anskuelse om ovarial- epithelets vidtrækkende differentieringskvaliteter er neppe rigtig; ser man nemlig hen til, hvilke gjennemgribende forandringer der foregaar i en ægcelles kjerne, for den bliver færdig til befrugtning med paafolgende differentiering, og naar man endvidere betænker, at i alle kjendte til- fælde af parthenogenese hos dyr maa ægcellens kjerne gjennemgaa just 1 Krüger cit. efter Mantel I, c. Ritchie cit. efter Atlee: Diagnosis of ovarian tumours, Philadelphia Lawson Tait: Diseases of the ovaries, Birmingham 1883, pag. 175. Repin 1, c. Waldeyer: Arch f, Gynakol, Bd, I, pag. 304— 306. ew I © a > wo Ww 126 PE APTE: M.-N, Kl. de samme forandringer og iethvertfald ét pollegeme udstødes, før furings- processen kan begynde, da forekommer det mig, at man ikke kan overse disse kjerneforandringer som betydningsløse, men at meget mere evnen til differentiering i 3 kimblade paa det ngieste er sammenknyttet dermed. Derfor har Bonnet vistnok ret i, at kun det modne æg kan danne grundlaget for en parthenogenetisk udvikling. Ribbert! har nylig opstillet en theori, der delvis er beslagtet med Waldeyers, forsaavidtsom ogsaa han tror, at kimepithelet danner udgangs- punktet for dermoidcyster i ovariet; dog vel at merke ikke kimepithelet i det udviklede ovarium, men kun de paa et meget tidligt stadium i fosterlivet optrædende kimepithelceller, der endnu ikke har begyndt at differentiere sig i ægceller og granulosaepithel, celler, som altsaa med rette kan siges at sidde inde med raamaterialerne — sit venia verbo — for ægcellen. Lad os nu gaa ud fra, at den parthenogenetiske theori, som den er opstillet af Ritchie, Lawson Tait, Répin, Wilms og Pfannen- stiel, er rigtig, og at saaledes ægget i en Graaf'sk follikel danner udgangs- punktet for en dermoidcyste, og lad os dernæst se, hvordan udviklingen isaafald vilde forløbe. Den første begyndelse til dannelsen af en dermoidcyste maatte da ytre sig ved, at ægget inde i en Graaf'sk follikel begyndte at proliferere, der vilde dannes flere og flere blastomerer, som siden vilde differentiere sig i kimbladene, hvorfra saa organdannelsen vilde udgaa i den udstræk- ning g, som de mekaniske forhold og de enkelte cellers livsenergi maatte tillade. De første trin af denne udvikling maatte foregaa inde i en Graat'sk follikel, af hvilken man ogsaa paa et senere stadium muligens kunde finde spor i form af en theca. Hvilke holdepunkter giver nu den mikroskopiske undersøgelse for en saadan udvikling? Hvad proliferatio- nen af æg angaar, saa er der af flere forfattere, Flemming”, Janosik®, Schottlånder*, Spuler®, van der Stricht® o. s. vi, påse Graaf’ske follikler saavel æg med kjernespindler eller udstødning af pol legemer som paa æggets plads kjerneholdige celler i et autal af op til 10 stykker (van der Stricht); de sidste celler er efter nogle dannede ved fragmentarisk deling af ægkjernen, efter andre derimod ved almindelig Ribbert: Geschwulstlehre 1904. Flemming: Arch f Anat u. Physiol. Anat, Abtheil. 1 85. 3 Janosik: Arch. f. mikr. Anatomie, Bd. 48, pag, 169. 4 Schottlånder: Arch. f. mikr. Anatomie, Bd. 37, pag. 192 og Bd, 41, pag. 219. 5 Spuler: Anatomische Hefte, Bd. 50. 6 van der Stricht: Verhandl, der anat, Gesellsch, 1901, pag. 108. | - 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 127 mitotisk deling af samme efter udstodning af et eller to pollegemer, altsaa en ren parthenogenetisk proces. Denne »spontane« proliferation af ægget fører imidlertid aldrig længere end til dannelsen af nogle faa celler; da man desuden samtidig hermed i vedkommende Graaf'ske follikel altid kan paavise sterk degeneration af follikelepithelet og tegn til, at theca begynder at proliferere og sende udløbere ind mellem granu- losacellerne, bør æggets prolifereren kun opfattes som et fænomen, der undertiden ledsager den fysiologiske follikelatresi. Man antager, at de- generationen af granulosacellerne fremkalder en forandring af liquor folliculi, der tjener som irritament paa ægget og bringer dette til proliferation. At et forholdsvis lidet irritament virkelig er istand til at fremkalde en proliferation af æg, som normalt ikke udvikler sig ved parthenogenese, fremgaar af Jaques Loebs! og andres experimenter paa æg af søpindsvin. Ved at lade ubefrugtede æg fra disse dyr for- blive 1 å 2 timer i en blanding af sovand og en saltopløsning eller sukkeropløsning og derpaa føre dem tilbage til rent søvand, lykkedes det Loeb hos et stort procentantal at frembringe en parthenogenetisk udvikling, som førte lige til larvestadiet. Loebs experimenter gjør, at man ikke kan stille sig afvisende overfor den tanke, at æg i ovariet kan besvare en irritation ved chemiske reagentser, frembragte i organismen selv, med begyndende proliferation og differentiation. Et stort hul i bevisrækken for dermoidcysters udvikling fra ægget opstaar derved, at endnu ingen har paavist noget af de stadier, som ligger mellem den ovenfor nævnte proliferation af ægcellen og den fuldt udviklede dermoidcyste med sin differentiation i forskjellige væv og organer. Denne omstændighed, at det ikke er lykkedes nogen at finde dermoidcyster paa et tidligt stadium af deres udvikling, stiller forøvrigt — i parenthes bemerket — ogsaa store hindringer iveien for at fastslaa med bestemthed nogen af de andre theorier om deres opstaaen. Kunde man for den fuldt udviklede dermoidcystes vedkommende bringe beviser tilveie for, at den har udviklet sig inde i en Graaf’sk follikel, vilde dermed alligevel theorien om parthenogenese vinde i sand- synlighed. Naar Bland-Sutton og andre med ham har troet at finde saadant bevis deri, at det prominerende parti paa indsiden, »die Zotte», 1 Jaques Loeb: a) On the artificial production of normal larvae from the unfertilized eggs of the sea urchin (arbacia), American journal of physiology, Vol. Ill, no- IX, april 1900 pag. 434. b) Further experiments on artificial parthenogenesis and the nature of the process of fertilization. Ibidem. Vol. IV no- IV pag 178 (august 1900). c) Experiments on artificial parthenogenesis in annelids (chætopterus) and the nature of the process of fertilization Ibidem, Vol, IV no- IX pag. 423 (january 1901). 128 "+, BULL, M.-N. Kl. hvor jo de forskjellige organer findes udviklede, indtager den plads, som i en tilsvarende Graaf’sk follikel vilde være tilkommet ægget, da er dette kun en paastand, hvis værd reduceres til intet af den grund, at ægget ikke indtager nogen bestemt plads i en Graaf'sk follikel. Andre har ment udenom dermoidcysten at kunne gjenfinde rester af theca til tegn paa, at tumor fra først af har udviklet sig inde i en Graaf's follikel. Hertil er at bemerke, at fund af thecarester gjøres høist usandsynlig af den grund, at selv om udviklingen var foregaaet i en Graaf'sk follikel, maatte dog trykket fra den voksende dermoidcyste fremkalde en reaktiv betændelse i det omgivende væv, d. v. s. netop i theca, saa at dennes paa forhaand noget vage kjendemerker maatte fuldstændig udslettes. Dernæst, selv om man 1 større eller mindre udstrækning udenom der- moidcysten følte sig overbevist om at have rester af en theca, hvem borger vel for, at denne ikke skriver sig fra en anden Graaf's follikel, som har ligget tæt ind paa dermoidcysten, af trykket fra denne er bleven sat paa stræk og derved bragt til obliteration, saa at æg og granulosa- epithel er forsvundet, medens den formodede theca endnu lader sig erkjende som saadan? De støttepunkter, som den parthenogenetiske theori søger i objek- tive fund ved undersøgelsen af dermoidcyster eller ovarier, maa derfor siges at være mere end svage og trænger godt at stives op ved ræson- nerende betragtninger. Det er saaledes denne theori, som bedst for- klarer, hvorfor ovarierne er det sted af legemet, hvor dermoidcyster oftest findes. Vanskeligheden med at finde en plausibel forklaring for den ikke sjeldne multiple optræden af dermoidcyster i ovarierne løses ligeledes paa en let og naturlig maade, hvis man antager, at flere æg kan proliferere og hvert af dem danne udgangspunktet for en dermoid- cyste. Endelig stemmer ogsaa dermoidcysternes optræden væsentlig i kvindens avlsdygtige periode godt med antagelsen af en parthenogene- tisk udvikling af modne æg. Men netop fordi parthenogenesen er knyttet til modne æg, er det mange, som mener, at dermoidcysternes optræden i den tidligste barnealder eller endog hos foetus ikke finder nogen for- klaring gjennem denne theori; isaafald maatte man idetmindste ind- rømme, at der selv i den periode af livet kan findes modne æg, noget, som benægtes af alle. Saaledes finder man ved den for nævnte degene- ration af æg aldrig hos foetus eller nyfødte denne proces ledsaget af dannelsen af kjernespindler som i ovarier fra voksne. At der imidlertid ogsaa hos barn kan produceres modne æg, synes jeg fremgaar nogen- lunde sikkert af de sjeldne tilfælde af menstruatio praecox, som jo kan begynde lige fra fødslen af. Derfor taler ikke den omstændighed, at ee 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 129 man kjender enkelte overordentlig sjeldne tilfælde af dermoidcyster hos foetus eller nyfødte, absolut mod den parthenogenetiske theori. Interes- sant vilde det vere, om man engang kunde finde kombinationen dermoid- cyste + menstruatio praecox. Mod den parthenogenetiske theori kan indvendes, at de ovarielle dermoidcyster derved kommer til at indtage en særstilling og i sit væsen skille sig fra andre dermoidcyster med fuldstændig samme udseende, specielt de i testes. c) Befrugtning af pollegemer. Det er for nævnt, at pollegemerne maa opfattes som abortive æg- celler, hvilket ydermere bevises deraf, at de hos lavere dyr kan be- befrugtes og udvikles (Bonnet1). Man kan skjelne pollegemerne endnu en tid, efterat furingen er begyndt; de ligger da under zona pellucida udenom blastomererne eller undertiden ogsaa inde blandt disse. Da man hos hunden tillige har paavist spermatozoer (levende?) udenom det be- frugtede æg, efterat allerede udviklingen var naaet til dannelsen af en medullarfure, vil Bonnet ikke udelukke muligheden af, at tilstedeværende pollegemer kan befrugtes af disse spermatozoer og udvikle sig ved siden af eller indimellem blastomererne og derved tilsidst indesluttes i den af disse opstaaede organisme. Befrugtning af pollegemer kan dog neppe være aarsagen til dermoidcyster i ovarierne; det er nemlig ikke let at indse, hvorfor isaafald just disse organer danner et prædilektionssted for disse tumores. Endvidere: da det hænder, at det ene pollegeme deler sig endnu én gang, kan man ialt faa 3 pollegemer; men selv om alle 3 befrugtes, vil det dog ikke strække til at forklare de casus, da man hos en og samme person har endnu flere dermoidcyster (Wilms). Fisch]? gaar endnu videre, idet han overhovedet anser befrugtningen af polle- gemer med paafølgende udvikling for usandsynlig af den grund, at pol- legemerne indeholder protoplasma, der blot skriver sig fra æggets peri- feri og derfor neppe sidder inde med alle differentieringskvaliteter. I de faa tilfælde, hvor man virkelig har faaet et fuldstændigt embryo af et pollegeme, har dette været ligesaa eller næsten ligesaa stort som ægget selv; det sidste er imidlertid ikke tilfældet med pattedyræg og derfor rimeligvis heller ikke med menneskets. ! Bonnet: |. c. 2 Fischl: Verhandl, der deutschen patholog.-anatom. Gesellschaft 1903. Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 9 130 — PP. BULL, M.-N. Kl. d) Blastomertheorien. Det har lykkedes mange forskere (Hertwig!, Driesch*, Wilson», Morgan? o.s. v.) ved rystning af befrugtede æg, hvor furingsprocessen allerede var indtraadt (fra froske, benfiske og amphioxus), at isolere enkelte af blastomererne, som derefter har gjennemgaaet en selvstændig udvikling; selv naar der allerede har dannet sig 16 furingskugler, har dette experiment været kronet med held. De af blastomerer dannede individer er dog altid mindre end normale og naar ikke ud over larve- stadiet. Jo flere blastomerer en isoleret celleklump indeholder, des mere vil dens videre udvikling, ogsaa hvad størrelsen angaar, nærme sig det normale. Det er med støtte i disse experimenter, at man har tænkt sig, noget lignende kunde finde sted »spontant« under eggets furing, idet én eller muligens flere blastomerer løsner fra sin sammenhæng med de andre, indesluttes af disse og tidlig eller sent udvikler sig videre paa det sted, hvor de maatte komme til at ligge. Samme resultat vilde man opnaa — og det anser Bonnet for sandsynligere —, om én eller flere blastomerer af os ukjendte grunde bliver liggende tilbage med hensyn til delingen (forsinket deling) og includeres mellem de øvrige blastomerer for derpaa siden engang at udvikle sine organanlæg. — Det interessante spørgs- maal er nu, hvor langt frem i udviklingsprocessen de enkelte celler kan tænkes at bevare evnen til — under abnorme forhold NB! — at danne derivater fra alle 3 kimblade, naar der ikke foreligger en fuldstændig isolering. Noget bestemt svar kan der selvfølgelig ikke gives herpaa; kun forekommer det mig sandsynligt, at aberrante blastomerer, som ligger indesluttede mellem de øvrige, maa kunne skrive sig fra et senere stadium, end isoleringsforsøgene viser, og alligevel være i besiddelse af denne evne. Isoleringsforsøgene er nemlig i og for sig voldsomme, og de isolerede celler maa let kunne gaa tilgrunde, før deres udviklingsmuligheder er bragt paa det rene, og det desto lettere, jo længere furingsprocessen er kommet. Gunstigere er forholdet derimod, hvor blastomererne ikke er fuldstændig isolerede, men fremdeles — om end løsere end vanlig — staar i sammen- hæng med de andre celler og kan hente sin ernæring fra samme kilde som disse. Fischl® mener, at alle æg kan deles i 2 typer med hensyn til blastomerernes udviklingsmuligheder: 1) Hos den ene type viser allerede de første blastomerer — ved 4-cellestadiet — sig forskjel- 1 Hertwig: Lehrbuch der Entwickelungsgesch. 2 Cit. efter Marchand (1. c.) og andre, 3) Fischle ll. c. . 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 1727 Po) lige overfor den videre differentiering, idet hver af dem danner visse bestemte organer, noget, man kan overbevise sig om ved at fore- tage isoleringsforsog. Hos denne type kan man allerede i det befrug- tede ægs protoplasma paavise bestemte organogene zoner. 2) Den anden type af æg viser en større labilitet mellem æggets organogene substanser, saa at én og samme del af æggets protoplasma under forskjellige for- hold yder noget forskjelligt >: de forskjellige substanser er ligevardige, æquipotente, hvad differentieringsevnen angaar. Til denne type hører efter Fischls mening de fleste æg, hvoriblandt ogsaa det menneskelige. Hos disse æg indtræder derfor cellernes specialisering paa et senere sta- dium end hos æg af den første type. Differentieringen indfinder sig lidt efter lidt, idet hver celle paa et givet stadium indeholder i sig ikke blot de potentser, som kommer frem under en normal udvikling, men ogsaa andre, der kun kan gjøre sig gjældende under abnorme udviklingsforhold; dette fremgaar jo tydelig af de ovenfor nævnte isoleringsforsøg af blastomerer, hvor celler, der var bestemte til at udvikle en del af organismen, over- tager dannelsen af den hele. Ogsaa celler, som af en eller anden grund kommer til at indtage et abnormt leie, vil paa grund af de forandrede omgivelser udvikle slumrende potentser og differentiere sig til noget andet end normalt. Theorien om afsprængte blastomerer som aarsag til dermoidcyster i ovarierne medfører, at disse svulster maa betragtes som medfødte. Herimod kunde ved første øiekast den omstændighed tale, at de ovarielle dermoidcyster meget sjelden findes hos nyfødte og heller ikke ofte hos barn, men hyppigst i kvindens kjønsmodne periode. Dette forhold modbeviser dog ikke, at de er kongenitale i sit anleg; thi ligesaavel som anlægget til normale organer, f. ex. tænder og skjæg, dannes i foetallivet, men først senere kommer til fuld udvikling, ligesaa- vel kan det tænkes, at blastomerer enten som saadanne eller efter en vis grad af differentiering holder sig uforandrede, indtil de for en videre udvikling gunstige betingelser indtræffer. Derimod forklarer blastomer- theorien os ligesaalidt som nogen anden theori med undtagelse af den parthenogenetiske, hvorfor dermoidcyster optræder hyppigere i ovariet end noget andet sted. I saa henseende føler jeg mig langtfra tilfreds- stillet af Bonnets lære om, at kjønskjertlerne under udviklingen ind- tager en saavidt stor del af embryo, at chancen for, at en blastomer forvilder sig did, er større end for noget andet organs vedkommende; selv om man nemlig indrømmer, at kjønskjertlen paa et tidligt stadium er stor, saa udgjør den dog i forhold til den øvrige del af legemet en mindre del af dette. Ligeledes lader den multiple optræden af dermoid- 132 P. BULL, M.-N, Kl. cyster i ovarierne sig vanskelig udlede af blastomertheorien; man har iethvertfald ondt for at tænke sig, at der til grund for hver dermoid- cyste skulde ligge en fra morula- eller blastulastadiet afsprængt blastomer, og at saaledes lige op til 11 blastomerer — overensstemmende med det høiest iagttagne antal af dermoidcyster — kan løsne fra sin sammen- hæng med de andre, uden at dette medfører anden ulempe for den organisme, som er ifærd med at danne sig, end udviklingen af nogle dermoidcyster i ovarierne. Rimeligere vilde det da være med Steinert? at antage en proliferation af den eller de oprindelig afsprængte blasto- merer og en siden optrædende adskillelse med paafølgende differentia- tion af nogle af dem; denne anskuelse tillader jo forklaringen af et hvilketsomhelst antal dermoidcyster. Jeg har allerede nævnt det usandsynlige i, at en afsprængt blasto- mercelle saa ofte skulde slaa sig ned just i ovariet; men man kan ogsaa gaa et skridt videre og spørge: hvorfor kommer den idetheletaget til at ligge indenfor embryonalanlægget? hvorfor ikke ligesaa gjerne udenfor dette et eller andet sted paa blommesækken og siden mellem denne og hinderne eller der, hvor rudimenter af blommesækken findes, d. v. s. i nærheden af umbilicus? Paa et tidligt stadium af udviklingen udgjør dog embryonalanlægget en forholdsvis liden del af blastula-blæren, saa det er ikke godt at indse, hvorfor en af de celler, som tjener til opbyg- ning af denne, altid, naar den løsrives fra sin sammenhæng med de andre, skal komme til at ligge inde i embryonalanlægget og ikke ligesaa gjerne kan have sin plads udenfor dette. Er det muligens saa at for- staa, at en forvildret blastomer udenfor embryonalanlægget finder ugun- stigere ernæringsbetingelser og derfor ikke kommer til udvikling? eller kanske omvendt, at den udenfor embryonalanlægget kommer til selv- stændig udvikling og saaledes danner udgangspunktet for en fuldt ud- viklet tvilling? Er det sidste tilfældet, da er ikke spranget langt til at tænke sig denne udvikling mindre fuldkommen og siden ledsaget af inde- slutten i det vel udviklede broderanlæg; med andre ord, vi har da faaet slaaet en bro over fra blastomertheorien til theorien om e) Foetus in foetu. Meckel” (1815) siger: »Nach einigen Schriftstellern sind diese Substanzen (Zåhne, Knochen, Haare) uberschiissige Teile, welche durch denselben Zeugungsakt, welcher den Körper schuf, in welchem sie gefunden werden, hervorgebracht 1 Steinert: Virch. Archiv, Bd, 174, H. 2. 1903. ? cit. efter Harres (1. c.) 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 133 wurden, die sich im Inneren desselben entwickelten. Diese Körper wären also Doppelmisgeburten, und die Fälle derart gehörten zu dem zeugungsartigen Doppeltwerden. Dieser Meinung ist vorzüglich Tumiati.« Man vil heraf se, at tanken om dannelsen af 2 fosteranleg, af hvilke det ene includeres i det andet og danner grundlaget for en kompliceret dermoidcyste, er gammel. For at bringe klarhed i dette sporgsmaal er det nodvendigt: 1) at kjende de grundlove, som er felles for udviklingen af alle dobbeltmisdannelser, og undersoge, hvilken anvendelse de kan finde paa dette specielle forhold; 2) dernæst maa man gjøre sig rede for, om der vilde gives specielle kjendemerker for en tumor, ifald den tog sit udgangspunkt i et foster- anleg. Ad 1). Det maa ansees for fastslaaet, at alle dobbeltmisdannelser udvikler sig fra ét og samme æg, hvis udvikling helt til blastulastadiet foregaar paa vanlig vis; af ukjendt aarsag danner der sig nu paa denne blastula 2 særskilte embryonalanlæg (eller muligens 2 primitivstreger paa ét embryonalanlæg eller 2 medullarfurer paa én primitivstreg), som paa et meget tidligt stadium (Guinard) vokser sammen. Erfaring har endvidere lært, at alle énæggede dobbeltdannelser — følgelig ogsaa dobbeltmisdannelserne — har fælles chorion og placenta; alle de sæd- vanlige dobbeltmisdannelser har tillige fælles amnion. Hvis nu et dobbelt fosteranlæg. skal give anledning til dannelsen af foetus in foetu, saaledes at det ene fosteranlæg indesluttes i det andets abdomen, maa det ene anlæg for overhovedet at kunne omfattes af det andet paa et tidligt stadium blive tilbage i udvikling eller fra først af være daarlig udviklet i forhold til det andet. At en saadan forskjel i udviklingen af 2 fosteranlæg ikke bare er et tankeexperiment, synes at fremgaa af en observation af Kaestner?, der ved siden af et normalt hønseembryo paa 17 ursegmenter paa samme kimskive fandt et rudiment af en primitivstreg. Og videre, skal det for inclusion prædestinerede foetus kunne komme i relation til det andet foetus's ovarium, er det na- turligst at antage, at det maa passere gjennem dettes navleport ind i coelomhulen; for at saa skal kunne ske, maa det imidlertid ligge udenfor autositens amnion og kan selvfølgelig ikke have amnion fælles med denne, hvilket ellers er regelen ved dobbeltmisdannelser. Hvorvidt man skal antage, at det includerede foetus i inclusionsøieblikket kan være forsynet 1 Guinard: Précis de teratologie. Paris 1893. 2 Kaestner: Doppelbildungen an Vogelkeimscheiben. Arch, f. Anat. u. Phys, Anat. Abth. 1901 pag. 293. 134 + VE, BULL, M.-N. Kl, med sin egen amnion, afhænger af det tidspunkt i udviklingen, til hvilket man henlægger inclusionen; under normale forhold udvikles amnion meget tidlig, saa man selv hos de mindste kjendte menneskelige fostre, som har en længde af omkring 2 mm., og hvis alder anslaaes til 12—15 dage, allerede finder en lukket amnionhule (Keibell). Hvis inclusionen finder sted, efterat det for indeslutning bestemte fosteranlæg allerede har dannet sin egen amnion, maa imidlertid denne iethvertfald være rudimen- tær, da et fosteranlæg med fuldt udviklet amnion, udspilet som denne hurtig bliver af amniosvandet, paa grund af sin størrelse ikke vilde kunne passere gjennem autositens navleport. Det er meget vanskeligt at gjøre sig op nogen tanke om, hvilke kræfter der maatte træde i virksomhed for at bringe et rudimentært fosteranlæg ind i coelomhulen paa et andet; specielt er det ikke let at forklare, hvorledes bugstilken, der særlig for det menneskelige fosteranlægs vedkommende allerede fra de første udviklingstrin fæster det til den fælles chorion, kan tøles, saa den tilslut brister; og dog er denne proces absolut nødvendig, forat fosteranlægget kan blive saa mobilt, at en inclusion overhovedet kan finde sted (Marchand*). Selv om vi medgiver muligheden af, at bug- stilken kan strækkes og sluttelig rives over, anser jeg det for lidet rime- ligt, at den herunder kan rive med sig et stykke af den fælles chorion; Peters? har nemlig vist, at ægget allerede fra 2den og 3die dag, med en størrelse af 1 mm. i diameter, er fæstet til uterinslimhinden ved hjælp af begyndende villi chorii; det er derfor ikke sandsynligt, at der fra bugstilken kan øves saa sterkt et drag, at et stykke af chorion følger med. Og dog er dette, saasandt man antager, at inclusionen finder sted, efterat hinderne har begyndt at danne sig, den eneste maade, hvorpaa chorionvæv — som jo Pick mener at have paavist i ovarielle dermoidcyster — kan indesluttes sammen med det includerede foetus. Hvis der for inclusionen overhovedet har dannet sig fosterhinder, bliver det derfor rimeligst at antage, at det fosteranlæg, som indesluttes, iethvertfald ikke kan have andre hinder end en mere eller mindre rudi- mentær amnion. Anderledes stiller forholdet sig, hvis inclusionen finder sted allerede før dannelsen af hinder; da maa man være forberedt paa at finde saavel chorion som amnion hos det includerede foetus, eftersom dannelsen af fosterhinder er en ren foetal akt. 1 Keibel, F.: Hertwigs Handb. der Entwickelungslehre, Zweite Lieferung. 2 Marchand: |, c. 3 Peters cit, hos Strahl: Hertwigs Handb. der Entwickelungslehre. Vierte und fünfte Lieferung. ; 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 135 Ad 2). Af det ovenfor anforte fremgaar det, at om et includeret fosteranlæg skulde give anledning til tumordannelse, burde denne kunne kjendes dels paa, hvad der kan tilskrives den videre udvikling af selve embryo, dels paa hindernes fortsatte vækst. At der virkelig existerer bigerminale (9: fra 2 fosteranlæg opstaaede) dobbeltdannelser, af hvilke den ene er høist mangelfuldt udviklet, har man et slaaende exempel paa i de saakaldte amorphi, der undertiden naar en saadan grad af ufuldkommenhed, at man kun finder en uforme- lig, hudbedækket masse, som ved en særskilt navlesnor er fæstet til autositens navlesnor og i sit indre uden nogen regelmæssig anordning indeholder forskjellige rudimentære organer. Endnu lettere er det derfor at tænke sig, at et fosteranlæg, som er indesluttet i et andet og henvist til at søge sin ernæring hos dette, maa blive meget mangelfuldt udviklet, ja saa mangelfuldt, at man vil have vanskelig for overhovedet at er- kjende det som oprindelig udgaaende fra et tvillinganlæg. Hvis vi paa den anden side tør overføre paa mennesket de fra lavere dyr vel kjendte fakta, at en blastomer eller et ubefrugtet æg under visse omstændigheder er istand til selvstændig udvikling af et foster eller rudimenter af et saadant, saa indser jeg ikke, hvorledes man skal kunne skjelne det pro- dukt, som kan fremkomme ved proliferationen af et æg eller en blasto- mer, fra det, der er resultatet af et fosteranlægs rudimentære udvikling. Fund af fosterhinder, der for de ovarielle dermoidcysters vedkommende kun én gang er paavist med sikkerhed (Pick, se pag. 97), kan heller ikke hjælpe os udover denne vanskelighed, da dannelsen af baade cho- rion og amnion er en ren foetal akt; kan derfor en blastomer eller et ubefrugtet æg udvikle alle de i et foster indeholdte væv, er der heller intet iveien for, at de kan danne fosterhinder. Paa grund af de moderne anskuelser om blastomerernes omnipotens gives der saaledes ingen sær- skilte kjendemerker for en fra et supponeret fosteranlæg udgaaende tumor. Saavidt jeg kan forstaa, er derfor alle de definitioner, som skal afgjøre, hvorvidt der i et specielt tilfælde foreligger et teratom af mono- germinal eller bigerminal oprindelse, mere eller mindre kunstige; Borst! f. ex. antager en bigerminal origo, naar svulsten indeholder foetale væv og organer, som ikke lader sig forklare af vedkommende regions ud- viklingshistorie, og naar desuden disse svulster optræder paa steder, hvor erfaringsmæssig monogerminale transpositioner ikke finder sted; en saadan definition kan man kun give, naar man gaar ud fra som noget selvfølgeligt, at der maa existere bigerminale teratomer, noget, som dog først burde bevises. ! Borst: Die Lehre von den Geschwiilsten. Zweiter Band pag, 836, 136 «P, BULL. M.-N. Kl. Er det saaledes overhovedet vanskeligt at bevise, at et includeret fosteranleg ligger til grund for udviklingen af et teratom, er det paa den anden side let at paavise denne theoris uholdbarhed overfor de ovarielle dermoidcyster. Jeg lægger i saa henseende mindre vægt paa, at heller ikke denne theori forklarer os, hvorfor ovarierne er prædilek- tionsstedet. Af større betydning er det, at de komplicerede dermoid- cyster altid ligger inde i ovarierne, paa alle kanter omgivet af mere eller mindre tydeligt ovarialvæv, hvilket neppe kunde være tilfældet med en dobbeltdannelse, der snarere maatte antages at sætte sig fast udenpaa ovariet. Fuldstændig uforenlig med theorien om »foetus in foetu« er det dog, at dermoidcysterne i ovariet ofte forekommer paa begge sider eller flere paa én gang i samme ovarium, alt 1 alt lige op til 11 stykker; det er jo aldeles utænkeligt, at der paa en blastula skulde findes 12 embryonal- anlæg, af hvilke det ene kom til normal udvikling, medens alle de andre blev indesluttede i dette og til og med kun 1 dets ovarier! Efterat jeg i det foregaaende har gjennemgaaet de forskjellige i naturen kjendte maader for dannelsen af nye individer og allerede under hver enkelt omtalt, hvad der taler for og hvad der taler imod dens an- vendelse til forklaring af dermoidcysters opstaaen i ovariet, behøver jeg ikke at opholde mig længe ved det pag. 121 fremsatte spørgsmaal: Hvilken af disse maader kan appliceres paa de ovarielle dermoidcyster? Der er 2 punkter, som det særlig falder vanskeligt at finde tilfredsstil- lende forklaring for: det ene, at ovariet danner et udpræget prædilek- tionssted for optræden af komplicerede dermoidcyster, det andet, at disse hyppig optræder multiple. Af grunde, som jeg allerede tidligere har anført (se pag. 128), kommer man lettest over begge disse vanskelige punkter ved hjælp af den parthenogenetiske theori, mindre let ved blastomertheorien, medens de øvrige theorier maa ansees for høist usandsynlige eller helt ud ualntagelige. B. Intra- og retroperitoneale dermoidcyster. I. Simple dermoidcyster. De fleste er enige om, at de simple, retroperitoneale dermoidcyster maa skyldes ektodermceller, der af den Wolff’ske gang trækkes med i dybden. Den Wolff’ske gang udvikler sig fra mesodermen, men hænger i på PO 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 137 i sin bagre del sammen med ektodermen; naar nu denne forbindelse løsner, hvilket efter Robert Meyer? indtræffer, før embryo er 3 uger gammelt, er det tænkeligt, at enkelte ektodermceller følger med og senere kommer til udvikling. Denne antagelse er ikke en blot og bar hypothese, men hviler ogsaa delvis paa kjendsgjerninger; iethvertfald har Meyer! hos nyfødte af begge kjøn kunnet paavise smaa, 0,3—1,5 mm. store epidermisklædte cyster 1 nær relation til rester eller derivater af det Wolff’ske legeme eller den Wolff'ske gang, altsaa for mandens ved- kommende ved funikelen eller epididymis, for kvindens vedkommende under forreste blad af ligam. lat. i nærheden af parovariet. Det ligger da nær at tro, at lignende ektodermafsnøringer kan findes paa andre steder i den Wolff’ske gangs forløb og saaledes ogsaa i lumbalregionen, bagenfor peritoneum. De retroperitoneale dermoidcyster skulde da være at sidestille med endel af de intraligamentære. Særlig Moynihans casus synes mig skikket til at bestyrke denne antagelse, idet der her blev fundet to af hinanden uafhængige dermoidcyster, den ene mellem mesosigmas blade, den anden derimod nede ved vagina, bugende sig ind i denne og i beliggenhed svarende til den Gårtnerske gang (9: den caudale ende af den Wolff'ske gang). I et af mine tilfælde (casus VII, dobbeltsidig dermoidcyste 1 ova- rierne) kunde jeg i venstre lig. lat. paavise en liden epidermisklædt cyste og lige ved denne en endnu mindre hob af pladeepithelceller, rimeligvis epidermisceller; begge laa i nærheden af en større cylinderepithelklædt cyste (en af de parovarielle gange) og svarede saaledes, baade hvad stør- relse og beliggenhed angaar, til de Mever'ske. I. Komplicerede dermoidcyster. Den del af disse svulster, der har udviklet sig i aberrante eller løs- revne ovarier, maa selvfølgelig have samme pathogenese som de alminde- lige ovarielle dermoidcyster. Men ogsaa for de øvrige abdominelle der- moidcyster, der ikke paa nogen maade staar i sammenhæng med ova- rier, maa man, da de forholdsvis hyppigere end de ovarielle viser flere og bedre udviklede organer end disse, gjøre de samme betragtninger gjældende angaaende pathogenesen som for de ovarielle og saaledes søge udgangs- punktet kun i de celler, som formaar at danne et nyt individ. Man faar ogsaa her vælge mellem svangerskab, parthenogenese, befrugtning af et pollegeme, afsprængte blastomerer eller foetus in foetu. { Meyer; Virchows Arch. Bd. 168, H. 2, pag. 250. 138 "P, BULL. M.-N. KI, Fftersom disse svulster imidlertid forekommer ogsaa hos individer af mandkjøn, kan man bortse fra graviditet og parthenogenese; da desuden befrugtning af pollegeme er usandsynlig hos mennesker (Fischl 1), kan der kun blive tale om blastomertheorien eller theorien om foetus in foetu. Netop for de intra- og retroperitoneale komplicerede dermoidcyster er det, at de fleste baade ældre og nyere forfattere hævder oprindelsen fra et includeret fosteranlæg; det er disse svulster, som udgjør »foetus in foetu« par excellence, Det er muligt, at denne anskuelse er rigtig; men noget absolut bevis i saa henseende er dog endnu neppe leveret. Afgjørende for en bigerminal oprindelse vilde det være, om man nogen- gang kunde paavise en sammenhæng mellem autositens tarmtractus og en hos dermoidcysten optrædende rudimentær tarm til tegn paa, at de engang havde havt fælles blommesæk og saaledes havde udviklet sig paa samme blastula (Klebs); et saadant casus er imidlertid aldrig be- skrevet. Derimod vil man blandt de tidligere anførte casus (se pag. 109—111) finde flere, hvor forfatterne omtaler fund af fosterhinder, pla- centa eller navlesnor, og netop disse fund er det, som de ved siden af tumors komplicerede struktur forøvrigt anvender for at bevise den biger- minale oprindelse. Lad os derfor se lidt nærmere paa, hvad der i saa henseende faktisk foreligger! Hvad nu først amnion angaar, da er det ikke nok for at bevise tilstedeværelsen af denne, at de solide dele af tumor er omgivne af en med serøs, oljeagtig eller endog purulent vædske fyldt bindevævssæk. Hvad der karakteriserer en bindevævsagtig membran som amnion, er dens forhold til chorion og navlesnoren. Youngs tilfælde er det eneste, hvor man finder omtalt, at en serøs membran fra indsiden af cyste- væggen slaar sig om paa den formodede navlesnor; hvor dette ikke er tilfældet, eller hvor navlesnoren endog mangler, der har man heller ikke noget bevis for, at en tilstedeværende serøs hule er amnioshulen, med- mindre den udvendig er omgivet af chorion. Men kun den mikro- skopiske paavisning af villi chorii kan levere det afgjørende bevis for tilstedeværelsen af chorion; det samme gjælder de fortykkelser af sækken, der opfattes som placenta. Da imidlertid den mikroskopiske under- søgelse mangler i saagodtsom alle de casus, hvor forfatterne mener at have paavist fosterhinder og placenta, kan disse ikke tillægges afgjø- rende betydning overfor spørgsmaalet om, hvorvidt der i disse svulster virkelig kan findes fosterhinder. Alene Maydl? har beskrevet et til- aS Eischillse lnc: 2 Maydl: Wien. klin, Rundschau 1896; cit. hos Lexer. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 139 fælde — som jeg desværre trods al møie ikke har kunnet skaffe mig i original —, hvor han støtter diagnosen placentarvæv paa den mikrosko- piske undersøgelse; jeg ved ikke, hvorvidt han til paavisning af placen- tarvæv lader sig nøie med fund af villi chorii, eller om der ogsaa virkelig fandtes deciduaceller og intervillose rum; det sidste synes mig paa forhaand lidet rimelig, da en saadan placenta umulig kan være funktions- dygtig. Som man vil have seet, findes der blandt de anførte casus flere gange omtalt fund af navlesnor. Forat en karførende streng skal kunne gjælde for navlesnor, maa man strengt taget forlange følgende: én vene og mindst én arterie, paavisning af Whartons slimvæv og der- næst, at karrene i den ene ende af strengen opløser sig i rester af placentarvæv, medens de i den anden ende forsvinder langs parasitens lever eller — da det er tvilsomt, om levervæv findes i disse svulster — iethvertfald langs den rudimentære tarm; endvidere maatte, da ernæringen jo sker fra autositen, circulationen i navlestrengens kar ogsaa for arte- riens vedkommende foregaa fra den formodede placenta til det include- rede foetus. Denne bevisrække er nu i de tilfælde, hvor man finder omtalt en navlesnor, meget mangelfuldt udfyldt; man har tvertimod ind- trykket af, at vedkommende forfatter er gaaet ud fra som givet, at en be- stemt karførende streng virkelig repræsenterer navlesnoren, hvilket saa igjen har bragt ham til at opfatte en fortykkelse i cystevæggen ved strengens ene ende som placenta og en fortykkelse ved den anden ende som levervæv, udenat der fremlægges noget bevis for, at saa virkelig er tilfældet. Hvorom alting er, beviset for, at der i de intra- eller retroperi- toneale dermoidcyster kan optræde rudimentære navlesnore eller foster- hinder, hviler iethvertfald paa et temmelig løst grundlag; dette vil kanske altid vedblive at være tilfældet, da det er rimeligt at antage, at foster- hinder, som udviklede sig under saa eiendommelige forhold, altid maatte blive mangelfulde eller maatte undergaa saa sterke sekundære forandringer, at de vanskelig vilde gjenkjendes. Selv om der nu virkelig fandtes fosterhinder eller navlesnor, vilde da det være et absolut bevis for, at tumor var af bigerminal oprin- delse? Af grunde, som jeg nylig har fremholdt (se pag. 135), er dette ikke i og for sig selvfølgeligt; paa den anden side vil jeg ikke benægte, at utvilsomt fund af fosterhinder eller navlesnor taler mere til gunst for en bigerminal opstaaen, forsaavidtsom vi jo med sikker hed ved, at fosterhinder er karakteristisk for et fosteranlæg, medens blasto- M.-N. Kl. 140 Pi BULL, merernes forhold overfor udviklingen af fosterhinder hviler paa et mere hypothetisk grundlag. Allerede før har jeg (se pag. 135) hævdet, at der ikke fra svulstens struktur forøvrigt kan hentes noget sikkert bevis for, hvorvidt den er af bigerminal oprindelse. Derfor er efter min mening blastomertheorien ligesaa sandsynlig som theorien om »foetus in foetu«, naar det gjælder pathogenesen af de intra- og retroperitoneale komplicerede dermoideyster. Forskjellen mellem de 2 theorier er nu i virkeligheden ikke saa stor, som man ved første øiekast skulde tro. I det ene tilfælde indesluttes der i et fosteranlæg én celle, som besidder evnen til at udvikle alle mulige organer; i det andet tilfælde er det en klump af celler, nemlig et rudi- mentært embryonalanlæg, som indesluttes, og som selvfølgelig ogsaa ved Mesogastr, ant. Leveren Bursa omentalis. Vena umbilic, --… Randen af mesogastr, ant. = Tænkt tumoranlæg (2), tilvenstre for mesogastr, Tænkt tumoranlæg (1) tilhoire for mesogastr, EN 5 logs IN N SS I ISG RI å > { à SR HAN = SSS SI == Pancreas. Mesogastr. post, Duodenum, Ventriklen omentalblad). Mesocolon transv, Colon transv. Bursa omentalis, Skematisk fremstilling af includerede svulstanlægs oprindelige beliggenhed i øvre del af abdomen (efter Lexer 1), I det første tilfælde foregaar hele udviklingen inde i det andet foster, i det andet tilfælde sin videre udvikling kan danne alle mulige organer. ligger de aller første trin af udviklingen udenfor dette. Hvad disse svulsters beliggenhed angaar — om i eller lige udenfor peritonealhulen — (cfr. pag. 113), gjør baade Répin og Lexer opmerk- 1 Lexer: Ueber teratoide Geschwülste in der Bauchhöhle, Arch. f, klin, Chirurgie. Bd. 61 pag. 668. Tænkt tumoranleg (3). Mesogastr. dorsal, (bagre 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 141 som paa, at fordi om tumor senere i livet findes mellem bladene af mesocolon transv. eller mesenteriet eller endog helt retroperitonealt, kan det godt hænde, at tumor oprindelig har ligget intraperitonealt. Dels kan det nemlig tænkes, at anlegget til tumor, medens det var ganske lidet, har ligget paa peritoneum, men at der siden har dannet sig en fordybning i denne, hvorved tumor tilslut er bleven overvokset af peri- toneum. Dels er det muligt, at tumor paa et tidligt stadium af foster- livet ligger paa høire eller venstre side af det oprindelige mesogastrium og saa siden, naar ventrikelen gjør sin bekjendte axedreining, og lige- ledes naar bursa omentalis udvikler sig, fremdeles følger mesogastriet herunder. Det maa da erindres, at pancreas til at begynde med ligger i mesogastr. post. og først siden, naar venstre blad af dette vokser sammen med periton. parietal. over bagre abdominalvæg, kommer til at ligge retroperitonealt. Ligger det lille tumoranlæg paa høire side af mesogastriet (1), vil tumor let kunne udvikle sig i bursa omentalis; ligger det paa venstre side af mesogastrium post., kan det enten komme til at ligge retroperitonealt, hvis det ligger helt ved radix af mesogastriet (2), eller ogsaa mellem mesocolons blade (3), da forreste del af mesogastr. post. danner den del af bursa omentalis's bagre væg, som vokser sammen med mesocolon transv. (cfr. hosstaaende skema efter Lexer). C. Dermoidcyster og teratoide svulster i mediastin. antic. Som før omtalt (se pag. 1 14—115) er for de mediastinale tridermomers vedkommende grænsen mellem teratomer og teratoide svulster mindre skarp end andetsteds, hvorfor de ogsaa for pathogenesens vedkommende rettest bør behandles under ét. Da disse svulster har en kompliceret bygning med derivater fra alle 3 kimblade, er det klart, at de ikke kan skyldes en afsnøring fra ekto- dermen eller ektoderm + mesoderm under lukningen af forreste bryst- veg, Mindre tilfredsstillende er ogsaa den af Marchand! fremsatte theori, at disse svulster opstaar samtidig med dannelsen af thymus og stiger ned i mediastinum sammen med denne. Marchand støtter denne anskuelse derpaa, at han i et tilfælde fandt 2 strenge, som fra tumors øvre kant strakte sig opover til henimod nedre rand af gl. thyroidea og mikroskopisk bestod af thymusvæv. Jeg indser dog ikke, hvorfor tumors opstaaen af den grund nødvendigvis maa sættes i forbindelse med thy- mus's udvikling; dens relation til resterende dele af thymus finder en 1 Marchand: Beitr. zur Kenntniss der Dermoidgeschwiilste. 22ster Bericht der Oberhess, Gesellschaft f. Natur- u. Heilk. 1883. Cit, hos Ekehorn: Arch. f. klin. Chir. Bd. 56, H. 1. 142 P. BULL. M.-N. Kl. ligesaa naturlig forklaring, om man antager, at tumor fra først af har udviklet sig bagenfor nedre ende af thymus og derved efterhaanden drevet denne fremover, udenat der forøvrigt er nogen connex mellem begge. Dernæst er det et stort spørgsmaal, om udviklingen af thymus forklarer dannelsen af de forskjellige vævssorter, som ofte findes i en saadan tumor. Thymus er som bekjendt af epithelial oprindelse, ud- gaaende fra entodermen paa bagsiden af 3die visceralfure; da entodermen paa dette sted grænser lige op til ektodermen, og da endvidere meso- dermen i visceralbuerne giver anledning til udvikling af brusk, ben og muskelvæv, er det tænkeligt, at hvis der under udviklingen af thymus afsnøres et lidet vævsparti, vil dette let komme til at bestaa af baade ekto-, ento- og mesoderm og vil saaledes ved videre udvikling kunne fremkalde en tumor, som indeholder derivater fra alle 3 kimblade. Men da aberrationen af vævsdele efter denne theori finder sted paa et saavidt sent tidspunkt, er differentiationen af ekto- og entoderm saa langt frem- skreden, at der i tumor kun kan udvikle sig simple hudcyster eller simple epithelklædte cyster. Marchands theori kan derfor kun strække til for de casus, der som hans eget er forholdsvis enkelt bygget. Finder man derimod centralnervesystem, tænder eller andre komplicerede organer, maa vi atter ty til blastomertheorien eller theorien om »foetus in foetuc. D. Teratoide svulster. Kan nu de samme anskuelser som for teratomerne overføres paa de teratoide svulster? Den fuldstændige mangel paa anordning af de for- skjellige væv og organer, som karakteriserer disse tumores, kunde tyde paa, at de fra først af har maattet savne den regulerende faktor, som gjør sig gjældende ved de cystiske embryomer, og at derfor de teratoide svulster snarere maatte skyldes »enclavement« af dele fra de 3 kimblade. Imidlertid foreligger der enkelte omstændigheder, som taler imod rigtigheden af den sidstnævnte anskuelse. Man har saaledes i de til- fælde, hvor disse tumores danner metastaser, flere gange seet (Ewald - Emanuel2, Steinert? for testikelteratoid), at metastaserne indeholder de samme slags væv som primærtumor og i samme uorden; man har 1 Ewald: Recidivirendes und metastasirendes Teratom des Ovariums. Wiener klin. Wochenschrift 1897. Emanuel: Ueber Teratoma ovarii. Zeitschr. f. Geb. u. Gyn. Bd. 25. 1893. 3 Steinert: Ueber die embryoiden Geschw. der Keimdrisen u. ueber das Vorkommen chorion-epitheliumartiger Bildungen in diesen Tumoren. Virch. Arch. Bd: +74; He 2: 1903. nr 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 143 endvidere observeret, hvad specielt Ewald betoner, at saalange metasta- serne er ganske smaa, bestaar de af tætpakkede, ensartede celler, men naar de metastatiske knuder er komne udover en vis størrelse, indeholder de derimod alle slags væv. Dette er et punkt af den største theoretiske interesse, hvorfor alle fremtidige undersøgere bør have sin opmerksom- hed specielt henvendt paa det. Hvis nemlig Ewalds observation er rigtig, tyder det med bestemthed paa, at de smaa metastatiske knuders celler differentierer sig, eftersom knuderne vokser 3: eftersom cellerne bliver ældre; derved stiger sandsynligheden for, at ikke alene metasta- serne, men ogsaa primærtumor oprindelig udgjøres af én sort celler, som sidder inde med alle differentieringskvaliteter. Den slags celler kan ikke opstaa ved enclavement fra alle 3 kimblade, men maa ligge længer tilbage i fosterlivet 5: de maa vere blastomerer, hvad enten man nu tænker sig, at disse fra først af danner et embryonalanlæg eller ei. I samme retning tyder den relativt hyppige forekomst af fosterhinder. særlig i testikelteratoiderne, tildels i form af maligne tumores med Se struktur som chorioepitheliomerne. For de i kjønskjertlerne optrædende teratoide svulster kan man kanske ikke udelukke muligheden af, at de skyldes en proliferation af udifferentierede kjønsceller (kimepithelceller) eller — for ovariet — parthenogenetisk udvikling af et modent æg. Som man ser, finder jeg det naturligst at antage samme pathoge- nese for de teratoide svulster som for de komplicerede dermoidcyster; herfor taler ogsaa den omstændighed, at man for de mediastinale trider- momer ikke kan opretholde nogen skarp grænse mellem dem, og lige- ledes at man for ovariets vedkommende har exempler paa samtidig op- træden af begge svulster i samme ovarium (cfr. pag. 105). Derimod er det temmelig uforstaaeligt, hvorfor de celler, der tænkes at ligge til grund for den vordende svulst, bevarer sit embryonale præg i tilfælde af, at der udvikler sig en teratoid svulst, men differentierer sig overens- stemmende med patientens alder, naar der danner sig en kompliceret dermoidcyste. E. Experimenter paa dyr. For at bekræfte theorien om, at der til grund for teratomer og teratoide svulster ligger embryonale celler, har flere undersøgere an- stillet forsøg med implantation af fosteranlæg eller dele af samme. Den slags experimenter vil dog altid kun være en høist raa og ufuldkommen gjengivelse af det, man tænker sig finde sted under dannelsen af de komplicerede dermoidcysters første anlæg; thi da alle theorier om disse gaar 144 ~P, BULL. M.-N. Kl. ud paa, at indeslutningen af embryonale celler foregaar paa et meget tidligt trin af udviklingen, er det dermed selvsagt, at den slags processer ikke tilnærmelsesvis kan eftergjøres ved experimenter. Det, man ved disse kan opnaa, er at bringe paa det rene, hvorledes fosterdele forhol- der sig, naar de implanteres paa postfoetale individer. De sidste burde for at komme theorien saa nær som muligt kanske helst være nyfødte eller ganske unge, naar implantationen fandt sted; dernæst maatte de observeres i længere tid, ogsaa efterat de var fuldt voksne. Hidindtil er imidlertid alle implantationer foretaget kun paa voksne indi- vider, Tiltrods for den øiensynlige mangel, der saaledes i flere hen- seender klæber ved disse experimenter, har dog enkelte undersøgere opnaaet saavidt bemerkelsesværdige resultater, at jeg finder det umagen værd nærmere at referere enkelte af disse. Traina! har i ovarierne paa voksne marsvin foretaget implantation af embryonale vævsdele fra et tidligt udviklingsstadium, saasom under- kjæve, tæer, phalanger og hud; han kunde da bl. a. iagttage, at ossifica- tionsprocessen for de implanterede deles vedkommende foregik paa samme vis som ellers, men langsommere. Paa tæerne udviklede der sig negle. Hudstykkerne manglede i det øieblik, de blev implanterede, haar saavel- som sved- og talgkjertler; efter 30 dages forløb fandtes hudstykket om- dannet til en hule, hvis vægge var dækkede af hud med haar; de over- fladiske cellelag i huden var utydelige, rete Malpighii derimod meget tydeligt. Ogsaa naar han havde implanteret kjæve eller ter, dannede der sig en cyste i ovariet, op til bønnestor og udklædt med lavt cylinder- epithel. Efter implantation af hyldemarv, kork, kautschuk eller glas dannede der sig aldrig cyster, heller ikke om han gjorde bare et snit i ovariet og saa syede igjen. Forf. har samtidig gjort implantation i glandula thyroidea, testes, peritonealhuden og subcutant, men altid faaet resorption af det implanterede stykke. Han tror derfor, at ovariet er særlig skikket til videre udvikling af implanterede vævsstykker, og at denne omstændighed snarere end den anatomiske beliggenhed er grunden til det hyppige fund af dermoidcyster i dette organ. Féré & Lutier? har indpodet paa høns — som regel subcutant — embryoner af den størrelse, som forekommer ved at lade befrugtede hønseæg ligge 72 timer i en rugekasse. Der viste sig nu mellem dyrene en stor individuel forskjel i evnen til at udvikle tumores af de indpodede 1 Traina: Ueber Transplantationen von Embryonalgeweben ins Ovarium und die Bildung von Ovarialcysten. Centralbl. f. allg. Pathologie u. patholog. Anatomie 1902 no- 2. 2 Féré & Lutier: Nouvelles observations sur les tératomes experimentaux, Archives d’anatomie microscop., t. III pag. 336. 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 145 embryoner; hos enkelte lykkedes dette saagar aldrig, En hane blev i løbet af vel 31/2 aar podet med 172 embryonalanlæg, hvoraf 36 udvik- lede sig til svulster; 17 indpodninger i peritonealhulen blev uden resultat hos denne hane; resten af embryonerne indpodedes under huden eller i kammen (9: øre- og næselapperne). Denne hane synes at have været mere end almindelig modtagelig; flere af svulsterne holdt sig aarevis. — Hyppig danner der sig straks efter indpodningen paa stedet en tumor, som imidlertid i løbet af nogle uger hurtig forsvinder; overlever svulsten derimod først denne tid, bliver den gjerne staaende, om end ofte med sekundær kalkafleiring senere. Den største af de hos den ovenfor nævnte hane udviklede tumores veiede 12 gr.; ellers varierer størrelsen fra et hampefrø til en diameter af 3 cm. Som regel er tumor cystisk, en- eller flerrummet; væggen dannes af fibrøst væv, alene eller isprængt øer af brusk eller kalk, hvorimod forfatterne kun én gang kunde paavise ben; undertiden findes ogsaa glatte muskelfibre uden bestemt anordning eller liggende i 2 tydelige lag, hvis fibreretning er lodret paa hinanden. Indvendig i cysterne finder man i nogle kun bindevæv direkte mod lumen, i andre »cellules embryonaires« eller epithelceller; de sidste danner et lag af kubiske celler eller flerlaget pladeepithel. Cysterne indeholder ikke sjelden fjær, der enten sidder fast i væggen eller ligger løse; merk- værdig nok har forf. fundet fjær ogsaa 1 cyster, hvor der ikke fandtes nogen epithelbeklædning. Andre cyster havde et kornet indhold, eller dette bestod af kalknaale. I 2 cyster fandt forf. høit cylinderepithel med slimfyldte epithelceller, siddende paa villi; der var tillige glatte muskler i væggen paa disse cyster. Tverstribet muskulatur blev paavist i tumores, som kun havde varet nogle uger, derimod aldrig, naar tumor havde holdt sig lenge. Forf. kom til det resultat, at jo yngre materiale de podede ind, des længere holdt det sig 1 organismen; ældre materiale resorberedes hurtigere. Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1905. No. 4. 10 146 TR BOL. M.-N. Kl. Slutning. Hvilken betydning har dermoidcyster og teratoide svulster for leren om ovarialtumores og svulstleren i sin almindelighed ? For de teratoide svulster i testiklerne har Wilms! paavist, at en enkelt vævssort hyppig udvikles meget sterkt i forhold til de andre og derved kan give svulsten preg af enchondrom, sarcom, carcinom eller endog chorio-epitheliom (Schlagenhaufer?, Steinhaus). Ogsaa for teratoide svulster i ovarierne kjender man exempler paa excessiv udvikling af en enkelt vævssort, f. ex. bruskvæv (Keller 4) eller neuro- epithel (Saxer>). Det samme gjælder tildels for de i ovarierne optrædende kompli- cerede dermoidcyster, idet ogsaa her et enkelt organ kan udvikles en- ormt i forhold til de øvrige, saaledes som det gjentagne gange er fastslaaet for den sjeldne svulstart »struma ovarii« (se pag. 94—95); uden kjendskab til dermoidcysternes sædvanlige struktur vilde disse svulsters histiogenese være indhyllet i fuldstændigt mørke. Derimod staar Hanau ® og Ribbert? foreløbig temmelig alene med den opfatning, at de almindelige glandu- lære ovarialkystomer ikke er andet end teratomer med excessiv udvik- ling af entodermen; denne anskuelse støtter Ribbert dels paa den for- holdsvis hyppige forekomst af dermoidcyste og glandulært kystom i samme ovarium, dels derpaa, at han i 3 tilfælde af almindeligt kystom tillige kunde paavise strumavæv. Analogier fra de teratoide svulster = Wilms: Embryome u. embryoide Tumoren des Hoden. Deutsche Zeitschr. f. Chir. Bd. 29. 1898. Schlagenhaufer: Ueber das Vorkommen chorionepitheliom- und traubenmolenartiger Wucherungen in Teratomen. Wien, kl, Wochenschr, no- 22 & 23. 1902. Steinhaus, Julius: Ueber chorionepitheliomartige Wucherungen beim Manne, Wien. med, Wochenschr, no- 17. 1903. 4 Keller: Teratoma enchondromatodes, Zeitschr. f. Geb. und Gyn, Cit. efter Wilms. 12 eo Z. B.'XIX. 5 Saxer: Ein Beitrag zur Kenntniss der Dermoide und Teratoma. Zieglers Beitr. Bart 6 Hanau cit. hos Kappeler: Neue Beispiele für bis jetzt als selten betrachtete Befunde in Teratomen (sog. Dermoiden) des Ovarium. Inaug.-Dissert, Zürich 1896, | Ribbert: Geschwulstlehre, 1904. + 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 147 i testiklerne opfordrer imidlertid til, at man ogsaa for ovarialsvulsternes vedkommende ofrer dette punkt storre opmerksomhed; det turde da hænde, at man ved ngiagtig mikroskopisk undersøgelse af en tumor undertiden vilde kunne paavise organanleg af en eller anden sort som bevis for tumors oprindelig teratomatøse natur; særlig turde dette komme til at gjælde maligne tumores hos yngre individer. — Fraseet theorierne om parthenogenese eller befrugtet pollegeme, saa bunder i grunden alle andre theorier, hvad enten man antager en dobbeltdannelse, en aberrant blastomer eller enclavement paa en eller anden vis som grundlaget for en kompliceret dermoidcyste, i den gamle Cohnheimske opfatning, at den slags svulster skyldes en »Keimverirrung«; men medens Cohnheim! mente, at denne aber- ration aldrig fandt sted før kimbladenes fuldstændige differentiering, er man nu tilbøielig til at henlægge den til de aller tidligste stadier af udviklingsprocessen. Det spørgsmaal opstaar da helt naturlig, om der ikke gives svulster, hvis grundlag udgjøres af aberrationer fra et senere trin i udviklingen. Det er denne tanke, Wilms? har forfulgt, idet han har gjort alle blandingssvulster til gjenstand for en nølagtig undersøgelse. Han har derved bragt paa det rene, at de i nyreregionen forekommende med- fødte blandingssvulster, som bestaar af muskelvæv, slimvæv, brusk og kjertellumina, kun kan være dannede ved videre differentiation af afsprængte celler fra mesodermen i embryonets urnyreregion; endvidere, at blandingssvulster i mamma med udvikling baade af kjertel- gange og perler af pladeepithel i et stroma af bindevæv, myxomatøst væv eller sarkomlignende væv maa skyldes afsnøring og videre udvik- ling af ektoderm + mesenchym i denne region paa et tidspunkt, da ektodermen endnu kan danne baade kjertelepithel og epidermis 9: paa den tid, da mammakjertlen skal til at dannes; endelig mener Wilms, at blandingssvulsterne i parotisregionen med pladeepithel, cylinderepi- thel, bindevæv, myxomatøst væv og brusk udvikler sig fra afsnørede dele af mundhulens ektoderm + mesenchymet; denne afsnøring maa finde sted, før mundhulens ektoderm har differentieret sig i pladeepithel og kjertelepithel, og før differentiationen af mesenchymet er begyndt. Vel kjendte er de aberrationer, som finder sted under dannelsen af forskjellige organer og siden optræder under form af smaa biorganer i kortere eller længere afstand fra hovedorganet, f. ex. afsprængte smaa milter 1 Cohnheim: Vorlesungen ueber allg. Pathologie, Geschwiilste pag. 622, Berlin 1877. 2 Wilms: Die Mischgeschwiilste, 1899— 1902. 148 P. BULL. M.-N. Kl. i omentet, pankreasvev i oment eller under slimhinden i tarm eller ventrikel, en liden gland. thyroidea ved siden af den egent- lige, et stykke binyrevev under nyrekapselen eller i ligam, lat. 0. s. v. Særlig de smaa ger af binyrevæv viser, at disse afsprængte organdele kan blive udgangspunktet for svulster — de saakaldte hyper- nefromer; paa den anden side lærer det hyppige fund af smaa binyre- knuder, at disse ingenlunde altid udvikler sig til svulster, men at der maa »særlige omstændigheder« til for at bringe dem til proliferation. I analogi hermed er det naturligt at antage, at aberrante celler fra et tidligere stadium i fosterlivet heller ikke altid behøver at danne udgangs- punktet for en svulstdannelse, men at ogsaa her proliferationen skyldes »særskilte omstaendigheder«. Dermoidcysterne, de teratoide svulster og iethvertfald de nævnte blandingssvulster saavelsom hypernefromerne viser, at der gives tumores, som sikkert tager sit udgangspunkt fra en foetal aberration, enten man nu som for hypernefromerne har paavist denne aberrations anatomiske substrat eller blot af svulsternes bygning slutter sig til, at en saadan maa have existeret og dannet grundlaget for tumor. De eventuelle svulsters struktur hænger paa det nøieste sammen med differentiationsevnen af de aberrante celler, hvorfra de udgaar; derfor kan man som regel sige, at jo mere mangfoldig tumors sammensætning er, des tidligere i den em- bryonale udvikling er den til grund liggende aberration opstaaet. De komplicerede dermoideyster og de teratoide svulster danner saa- ledes det første led i en række af tumores med stadig enklere bygning, men som alle har det tilfælles, at deres egentlige kjerne opstaar tidligere eller senere i fosterlivet ved aberration af embryonale celler. Om alle svulster kan bringes ind under denne synsvinkel, er vel mere end tvilsomt. At enkelte af de ovenfor nævnte svulster ofte er maligne og danner metastaser som andre ondartede tumores, er bekjendt nok, f. ex. hypernefromerne og de teratoide svulster. Dette forhold, at grundlaget for visse maligne tumores sikkerlig er medfødt, er vel værd at lægge merke til for alle dem, som, naar talen er om maligne svulster, straks er færdige til at tænke paa en parasitær oprindelse. For dannelsen af disse svulster er nemlig den foetale aberration en conditio sine qua non; for infek- tionen maatte da — hvis man alligevel antager en saadan — kun blive til- overs rollen som den, der sætter proliferationen i gang; den med proliferatio- nen sammenhængende differentiation derimod kan ikke have noget med infektion at gjøre, men maa skyldes en cellerne iboende medfødt evne. Netop dette, at de aberrante celler paa et senere stadium 1 livet og ligeledes cellerne i mulige metastaser ikke alene prolifererer, men ogsaa Jørn STE EP ee eee -* + > Teen pr 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 149 differentierer sig, viser, at svulstcellernes udvikling foregaar paa en maade i lighed med den normale udvikling hos et embryo og derfor maa skyldes »kræftere, som er beslægtede med dem, der betinger de normale cellers proliferation og differentiation. Hvilke disse »krafter« end er, saa udløses de iethvertfald ikke ved nogen infektion, ligesaalidt som man tilskriver den ved befrugtning fremkaldte proliferation af ægget nogen saadan; hvori de bestaar og hvorledes de virker, kan man derimod ikke sige noget om, før man kjender nærmere til de ved den embryologiske udvikling og den fysiologiske vækst virkende momenter. Af alt, hvad jeg har fremført, fremgaar det, hvor klart Cohnheim! allerede for 30 aar siden saa paa genesen af de »heterologe« svulster (0: blandingssvulster), naar han siger: »Es wird die zukiinftige Aufgabe sein jedes derartige Vorkommniss vom Standpunkte der Entwickelungs- geschichte aus gerade so zu erklåren, wie es fiir die Missbildungen langst allgemeiner Grundsatz ist«. 1 Cohnheim: 1. c, pag. 645. 150 Litteraturfortegnelse. Ahlfeld, Friedrich: Die Missbildungen des Menschen, Leipzig 1880, Arnsperger: Zur Lehre von den sogenannten Dermoidcysten des Ovarium, Virchows Arch. Bd. 156 S. 1 1899. Atlee: Diagnosis of ovarian tumours, Philadelphia 1873. Augagneur: Tumeurs du mesentère, Thèse, Lyon 1886. Backhaus: Ueber ein metastasierendes Teratoma ovarii, Archiv f, Gynäkologie Bd, LXIII 1901, Bandler, S, W.: Die Dermoidcysten des Ovarıums, ihre Abkunft von dem Wolffschen Körper. Arch. f. Gynäk. Bd, LXI 1900. Baumgarten, P,: Ueber eine Dermoidcyste des Ovarium mit augenähnlichen Bildungen, Virch, Archiv Bd, 107 pag. 515. Beard, J.: Die Embryologie der Geschwiilsten, Centralbll, f. allg. Path. u. pathol. Anatomie Bd. XIV H. 13. 1903. \ Belin: Kyste dermoide du mediastin. Ref, i Jahresbericht der gesammten Medicin 1900 Bd. II pag. 381. Benda: Teratologie, Ergebnisse der allg. patholog. Morphologie u. Physiologie (Lubarsch- Ostertag) 1894 Bd. 2 pag. 544. Beneden, Edouard van: Contribution å la connaissance de l'ovaire des mammiferes, L'ovaire du vespertilio murinus et du rhinolphus ferrum-equinum. Archives de biologie. 1880 pag. 475. —»— et Julin, Charles: Observations sur la maturation, la fécondation et la seg- mentation de l’oeuf chez les cheiroptéres, Archives de biologie t. I p. 551. Bergh, R, S.: Das Schicksal isolierter Furchungszellen. Zoolog. Centralbl. Bd. VIII 1900 pag. I. Birch-Hirschfeld: Allg. patholog. Anatomie 1896—97. Blochmann: Ueber die Zahl der Richtungskörper bei befruchteten und unbefruchteten Bieneneiern. Morphol, Jahrb, Bd. 15 pag. 85. Bonnet, R.: Zur Aetiologie der Embryomen. Monatsschr. f. Geb. u. Gyn, Bd. XIII Ee 25) Toor —»— Giebt es bei Wirbelthieren Parthenogenesis? Ergebnisse der Anatomie u, Ent- wickelungsgeschichte, Bd. 9. Born: Die Reifung des Amphibieneies und die Befruchtung unreifer Eier bei Triton taeniatus. Anatom. Anzeiger 1892. Borst: Die Lehre von den Geschwiilsten, Wiesbaden 1902. Bouchacourt: Gazette médicale de Paris 1850 no- 35. Ref. i Ugeskrift for Leger, Bd, 15 1851 pag. 136 (Inclusionsfoster i endetarmen). Brauer, A.: Zur Kenntniss der Reifung des parthenogenetisch sich entwickelnden Eies von Artemia salina. Arch. f. mikr. Anat. Bd. 43 pag. 162. Biichner: Deutsche Klinik 1853 no- 28. Ordret citeret hos Cordes (se denne). Chievitz, I. H.: Fosterets Udvikling. Kjøbenhavn 1898. Cloötta: Ueber das Vorkommen einer Dermoidcyste in der Lunge. Virch, Arch, Bd, 20 pag. 42. Cohnheim: Vorlesungen iiber allg. Pathologie, Geschwiilste pag. 622. Berlin 1877. Cordes: Dermoidcystoid im Mediastinum antic. Virch, Arch. Bd, 16 pag. 290, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. ISI Cornil & Ranvier: Manuel d’histologie pathologique. Paris 1901. Courant: Ueber eine seltene Orbitalgeschwulst des Neugeborenen. Centralbl, f. Gyn, Bd. XVII no. 32. Dangschat: Beitråge zur Genese, Pathologie u. Diagnose der Dermoidcysten und Tera- tome im Mediast. antic. Beitr. z. klin. Chir, Bd. 38 H, III S. 692. Delbet: Semiologie des organes génitaux. Traité de pathologie générale (Bouchard), t. V pag. 289. Paris 1901. Driesch: Zur Verlagerung der Blastomeren des Echinideneies. Anat, Anzeiger 1903 pag. 348. —»— Entwickelungsmechanisches. Ibidem 1892 pag. 584. Duval, M.: Pathologie générale de l’embryon. Tératogénie. Traité de pathologie générale (Bouchard), t. I pag. 199. Paris 1895. Ekehorn, G.: Die Dermoidcysten des Mediastin. antic, Arch. f. klin. Chir, Bd. 56 H. 1. 1898. Emanuel: Ueber Teratoma ovarii. Zeitschr. f. Geb. u. Gyn. Bd. 25. 1893. Emanuel-Hansemann-Hollånder: Chorioepitheliom beim Manne, Centraibl. f. Gyn. no- 5 1904. Engländer, Bernard: Ein Fall von Teratoma oment, maior. Centralbl. f. allg. Path. u. pathol, Anat. Bd. XII, Ewald: Recidivirendes und metastasierendes Teratom des Ovarium. Wien. klin. Wochen- schrift 1897. Ebner, Victor von: Weibliche Geschlechtsorgane. Koellikers Handb. der Gewebelehre, Bd. Ill, Leipzig 1902. | Falk, Otto: Ueber einen Fall von Teratoma ovarii mit teratoider Metastasierung. Monats- schr. f. Geb. und Gyn, Bd. XII pag. 351. Féré & Lutier: Nouvelles observations sur les tératomes expérimentaux. Archives d'anatomie microscop. t. III p. 336. Fischl, Alfred: Ueber den gegenwärtigen Stand der experimentellen Teratologie. Ver- handl. der deutschen pathol.-anat. Gesellschaft 1903. Flemming: Ueber die Bildung von Richtungsfiguren in Såugethiereiern beim Untergang Graaf'scher Follikel, Arch. for Anat. u. Physiologie. Anat. Abtheil. 1885. Förster: Die Missbildungen des Menschen, Jena 1861. Franz: Ein Fall von Dermoid eines Eierstocks und Dermoid eines dritten Eierstocks der- selben Seite. Monatsschr, f. Geb. u. Gyn. Bd. VIII pag. 39. Funke, A.: Die Dermoide der Bauch- und Beckenhöhle. Hegars Beitr. zur Geb. und Gynäk. Bd. II. Gade, F. G.: Cystis dermoidea, cystopapilloma proliferans et tuberculosis ovarii, Norsk Magazin for Lægevidenskaben. 1892 pag. 1062. Glockner: Ueber ein fast ausschliesslich aus Schilddriisengewebe bestehendes Ovarial- teratom. Centralbl. f. Gyn. no- 26 — 1903. Gottschalk, Sigmund: Ueber das Folliculoma malignum ovarii, Berl. klin. Wochen- schr, no- 26 — 1902. —»— Dermoidcyste in Lig. lat. Centralbl, f. Gynäk, 1901 pag. 726. Graff: Eine retrorectale teratoide Geschw. mit adeno-carcinomat, Degeneration. Ref. i Jahresbericht der gesammten Medicin 1903. Grawitz: Ueber die Entstehung krankhafter Geschwiilste. Deutsche med, Wochenschr. no- 13 & 14 — 1884, Besondere Beilage. Grieshammer: Ueber eine grosse Dermoidcyste der linken Brusthöhle, Ref. i Jahres- bericht der gesammten Medicin 1899 Bd. II pag. 398. Gsell, Otto: Ueber ein intraligamentös entwickeltes Teratom des weiblichen Genital- apparates, Arch, f, Gyn. Bd. 51 pag. 303. 1896. Guinard: Précis de tératologie. Paris 1893. 152 oh BULL M.-N. Kl, Hammar, I. Aug.: Ist die Verbindung zwischen den Blastomeren wirklich protoplasma- tisch und primar? Arch. f. mikr, Anat. Bd, 55 p. 313. Hansemann, David von; Die mikroskopische Diagnose der bösartigen Geschw. Berlin 1902, Hanson, Johannes: Desorganisation af Ovarierne med Haaransamling. Ugeskrift for Medicin og Pharmacie, Bd, I pag. 270. 1842. Harbitz, Francis: Om nyre- og binyresvulster, fornemmelig om de saakaldte Hyperne- fromer. Norsk Magaz, f, Lægevidenskaben 1899 pag. 521, Harres: Ueber Zähne in Dermoidcysten, Inaug.-Dissert, Darmstadt 1892. Helbing: Ueber ein Rhabdomyom an der Stelle der linken Lunge. Centralbl, f. allg. Path, u. pathol, Anatomie, Bd. IX, Hempel, C.: Om Sæksvulster, som indeholder Haar, Fedt, Tender o. s. v. Ugeskrift for Leger, 2den Række, Bd. XVI 1852, Hertwig, O.: Lehrbuch der Entwickelungsgeschichte, —»— Missbildungen u. Mehrfachbildungen, die durch Störung der ersten Entwickelungs- processe hervorgerufen werden, Handb. der Entwickelungslehre der Wirbelthiere. Kapitel IV, S. 967. His, Wilh.: Beobachtungen über den Bau des Såugethier-Eierstocks, Arch, f. mikr, Anat. Bd. I pag. 151. —»— Untersuchungen über die erste Anlage des Wirbelthierleibes, Leipzig 1868, —»— Das Princip der organbildenden Keimbezirke und die Verwandschaften der Gewebe. Arch, f, Anat. u. Physiol. 1901. Anat. Abtheil. Hoffmann, Johannes: Ueber Dermoide des Eierstocks. Inaug.-Dissert, Berlin 1898. Hültl, H.: Embryoma ovarii. Centralbl. f. Gyn, Bd, 23 no- 31. (3-aarig pige). Janosik: Die Atrophie der Follikel und ein seltsames Verhalten der Eizelle. Arch, f. mikr. Anat. Bd. 48 pag. 169. Joël: Ein Teratom auf der Arteria pulmonal. innerhalb des Herzbeutels. Virch, Arch, Bd. 122" pag: 381. Jores: Ueber die Verbindung einer Dermoidcyste mit malignem Cystosarcom der linken Lunge. Virch. Arch. Bd. 133 pag. 66 (se Kraus), Jung: Zur Frage der Malignitåt der soliden Embryome. Monatsschr, f. Geb. u. Gyn. Bd. XIV pag. 646. Kaestner: Doppelbildungen an Vogelkeimscheiben, Arch.f. Anat. u. Phys. Anat, Abth. 1901 pag. 297. Kappeler: Neue Beispiele fir bis jetzt als selten betrachtete Befunde in Teratomen (sog. Dermoiden) des Ovarium. Inaug.-Dissert. Zürich 1896. Katsurada: Zur Lehre von den sogenannten Dermoidcysten oder Embryomen des Eier- stocks. Zieglers Beitråge. Bd. 30 H. 2. Kaufmann: Lehrbuch der speciell. pathol. Anatomie 1901. Kehrer, E,: Die primäre carcinomatöse Degeneration der Dermoidcysten des Ovarium. Hegars Beiträge zur Geb. u. Gyn. Bd. IV 1901 pag. 92. Key, Axel: Dermoidcysta från ovariet. Hygiea. Bd. XXVI 1864 pag. 300 (förhand- lingar). Klebs: Handb. der pathol. Anatomie 1869 & 1876. Kochs, W.: Ei. Eulenburgs Realencyclopädie, Koelliker: Erinnerungen aus meinem Leben (pag. 299—309). Krabbe: Om de saakaldte forvildede Kindtænder hos Hesten, Tidsskrift for Veterinærer 1872. Kraus, Joseph: Ein Fall von ausgedehntem linksseitigem Pleuratumor (malignes Sarcom u. Dermoidcyste). Inaug.-Dissert. Bonn 1893 (cfr, Jores). Kroemer: Ueber die Histogenese der Dermoidkystome u. Teratome des Eierstocks. Arch, fi Gyn. Bd. 57. 1899. Lang, Otto: Experimentelle Beitrage zur Geschwulstlehre. Deutsche med, Wochenschr, 1899 no- 20, 1905. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 153 Latham: Lancet 1898 II pag. 1330 (dermoidcyster spredt over peritoneum), Lebert: Handb. der allg. Pathol, u. Therapie. 1876. Lebert: Gazette médicale 1852 —»— Mémoires de la Société de biologie, T. IV 1853 Disse har jeg ikke kunnet —»— Prager Vierteljahrschrift 1857 opdrive i original. Levi, Guiseppe: Ueber die spontane und unter dem Einflusse eines Entzündung erregenden Agens im Amphibieneie stattfindenden Verånderungen, Arch. f. mikr Anatomie Bd..55 pag. 111. Lexer, E.: Ueber teratoide Geschwii'ste in der Bauchhöhle u. deren Operation. Arch, f klin. Chir. Bd. 61 & 62. 1900. eten NM. & Virchow, R.: Ein Fall von Androgynie mit malignem, teratoidem Kystom des rechten Eierstocks u. doppelseitiger Hydrocele cystica proc. vagin, peritonei Virch. Arch. Bd. 75 :pag. 320. Loeb, Jacques: On the artificial production of normal larvae from the unfertilized eggs of the sea urchin (arbacia). The american journal of physiology. Vol, III no- IX (april 1900) p. 434. —»— Further experiments on artificial parthenogenesis and the nature of the process of fertilization, Ibidem. Vol. IV no- JV (august 1900) p. 178. —»— Experiments on artificial parthenogenesis in annelids (chætopterus) and the nature of the process of fertilization, Ibidem. Vol, IV no- IX (january 1901) p. 423. Loewenthal: Ueber die Rickbildung der Eizellen u. das Vorkommen von Leukoevten im Keimepithel u. in den Eischlåuchen. Internat. Monatsschr. f. Anat. u. Phys. Bd. 6 pag. Ss. | Luschka: Ueber ein angeborenes Hygroma cystic, perineale mit Foctus in foetu. Virch, Arch. Bd. 13 pag. 411. 1858, Madelung: Dermoideyste der Niere, Deutsche med. Wochenschr, 1887 pag. 436 (Ref) Mantel, Karl; Dermoidcysten des Ovarium. Inaug.-Dissert, Heidelberg 1892. Marchand: Missbildungen. Eulenburgs Realencyclopådie, ; ‘Meyer, Robert: Ueber Ektoderm- (Dermoid-) Cysten im Ligam. lat., am Samenstrang u. Nebenhoden bei Foetus u. Neugeborenen, Virch, Arch. Bd. 168, H. 2, pag. 250. Moynihan: Dermoidcyst in the Sigmoid meso-colon, Lancet. Bd. I 1893, pag. 30. Miinz: Cit, hos Salomonsen, Bibliothek for Leger 1863 (dermoidcyste i thorax). Neck u. Nauwerk: Zur Kenntniss der Dermoidcysten des Ovariums. Monatsschr, f, Geb. u, Gyn. Bd. XV H. 5. Neumann: Doppelseitiges multiloculares Dermoidkystom mit Neubildung centraler Nerven- substans. Virch. Arch. Bd, 104 pag. 492. Nussbaum, M.: Zur Parthenogenese bei den Schmetterlingen, Arch. f. mikr, Anat. Bd. 53 p. 444. Opitz: Zeitschr, f. Geb, u. Gyn. Bd. 47 pag. 118 (Verhandl. der Geseilsch. f. Geb, u Gyn, zu Berlin); »metastase« til omentet fra en dermoidcyste i ovariet, Oppel, Albert: Die Befruchtung des Reptilieneies, Arch. f. mikr, Anat, Bd. 39 p. 215. Orth: Lehrbuch der spec. pathol. Anatomie. Bd. IH. Berlin 1893. Perls-Neelsen: Lehrb. der allg. Pathologie 1S86, Pfannenstiel: Die Erkrankungen der Ovarien, Handb. der Gynåk. von Veit. Bd III Abth, I. —»— Ueber die Histogenese der Dermoidcysten u. Teratome des Eierstocks. Centralbl. f. Gyn. 1897 pag. 799. Pick, L.: Beitrag zur Lehre von der Geschw.; Ueber Struma thyreoid. ovarii aberrata, Berl. klin, Wochenschr,. 1902 pag. 442. —»— Zur Kenntniss der Teratome: blasenmolenartige Wucherung in einer »Dermoid- L _ cystec. des Eierstocks. Ibidem no- 57 —,1902. | j —»— Das Epithelioma chorio-cktodermale, Berl; klin. W. no- 7 & 8 — 1904. wn = P, BULL, M.-N. KL Pinders, Wilh.: Ueber Dermoideyste des vorderen Mediastinum, Inaug,-Dissert, Bonn 1557. Platner: Die erste Entwickelung befruchteter u, parthenogenetischer Eier von liparis dispar. Biolog, Centralbl. Bd. VIII pag. 521. Pöhn: Dermoidcyste des Mediast. antic, Inaug.-Dissert, Berlin 1871. Polano, O.: Ueber Kropfbildung im Kierstock, ein Beitrag zur Lehre von den embryoiden Tumoren, Münch. med, Wochenschr, 1904, pag, 45. Quensel, Ulrik: Om de teratoide svulsterna i könskörtlorna, Prölförelåsning. Upsala läkareförenings förhandlingar 1900—1901 p. 28. Quervain, F. de: Zur Differentialdiagnose der Bauchgeschw, Ueber die Lostrennung und Wanderung der Ovarialcysten, Deutsche Zeitschr, f, Chir, Bd. 49. —»— Ueber die Dermoide des Beckenbindegewebes, Arch, f. klin. Chir, Bd. 57. Rabl, Hans: Mehrkernige Eizellen u. mehreiige Follikel. Arch, f. mikr. Anat. Bd. 54 De 2421. Repin, Charles: Kystes dermoides de l’ovaire, These. Paris 1892. Ribbert: Ueber Umbildungen an Zellen und Geweben, Virch, Arch. Bd. 157. —»— Geschwulstlehre, 1904. Rindfleisch: Lehrbuch der path. Gewebelehre, 1867—69. Rokitansky: Lehrbuch der path, Anatomie, Bd. III pag. 428. 1561, Rolleston: A tumour (hemorrhagic adeno-chondro-sarcoma) of the anterior mediastinum arising from the thymus gland, Journal of pathology and bacteriology. Bd. IV pag. 228, Ruge, Hermann: Ueber einen Fall von mächtiger retroperitonealer Dermoidcyste beim Manne. Zieglers Beitr, Bd, 34 H. 1 S. 143. 1903. Salomonsen, L, W.: En Dermoidcyste i Lungen, Bibliothek for Leger, Juli—Oktober 1863 pag. 23. Sanger: Die klinischen Verhåltnisse der Ovarialembryome. Martins Handb, der Krank- heiten der weiblichen Adnexorgane. Bd. II pag. 674. Leipzig 1899. Sant’Anna, J. de: Kyste dermoïde de l’ovaire chez une enfant agée d'un an. La Gyne- cologie, Juin 1896. Saxer, Fr.: Ein Beitrag zur Kenntniss der Dermoide und Teratome. Zieglers Beitr, Bd. AMIENS panne. Schlagenhaufer, Friedrich: Ueber das Vorkommen chorionepitheliom- und trauben- molenartiger Wucherungen in Teratomen, Wien. klin, Wochenschr, no- 22 & 23 — 1902. Schlegtendal: Ein Fall von Atherom der Niere, Archst. klin. Chir Bds s6epesose Schmaus: Grundriss der path. Anatomie, Schottländer: Beitrag zur Kenntniss der Follikelatresie nebst einigen Bemerkungen ueber die unveränderten Follikel in der Eierstöcken der Säugethiere, Arch. f. mikr. Anat. Bd.37p-.192: —»— Ueber den Graafschen Follikel, seine Entstehung beim Menschen und sein Schick- sal bei Mensch u. Säugethieren. Ibidem. Bd. 41 p. 219. Schou, Jens: Casuistiske meddelelser (dermoidcyste i lig, lat.). Ugeskrift for Leger no- 27 — 1901 pag. 636. Schreiber: Ueber einen Fall von solidem Ovarialteratom. Virch. Arch. Bd. 133 p. 165. Schreiner, K. E.: Om den experimentelle embryologis betydning for belysningen af dobbeltmisdannelsernes genese. Proveforelæsning. Norsk Magazin for Lægeviden- skaben no- 9 — 1903. de Sinety & Malassez: Sur la structure, l’origine et le développement des kystes de Vovaire, Arch. de physiol. normale et pathologique, t. 5—S. Sloman: Schmidts Jahrb. 1888. Bd. 220 p. 114 (teratom i nakken). Spuler, Arnold: Ueber die Theilerscheinungen der Eizellen in degenerierenden Follikeln des Såugerovariums, Anat. Hefte. Bd. 50. EEE ee 1005. No. 4. OM DERMOIDCYSTER OG TERATOIDE SVULSTER. 155 Steinert: Ueber die embryoiden Geschw. der Keimdriisen u. über das Vorkommen chorion-epitheliomartiger Bildungen in diesen Tumoren. Virch, Arch. Bd, 174 HS 2 pag. 232, 1993. Steinhaus: Ueber die Mischgeschw. der Speicheldriisen, Virch. Arch, Bd. 168 p. 233 Stilling: Eine Flimmercyste des Mediast. ant. Virch. Arch. Bd. 114 p. 557. Stoeckel: Ueber Theilungsvorgånge in Primordial-Eiern bei einer Erwachsenen, Arch, f, mikr, Anat. Bd. 53 p. 357. Stricht, O. van der: L’atrésie ovulaire et l'atrésie folliculaire du follicule de De Graaf dans l’ovaire de chauve-souris, Verhandl, der anat. Gesellschaft ıgor pag, 108. Sutton, J. Bland: Dermoids, London 18S9. Tait, Lawson: Diseases of the ovaries, Birmingham 1883. Pag. 175. Tarchetti: Cisti dermoid, intratoracica, Chir, med, Ital. 1900. Ref, i Jahresbericht der gesammten Medicin 1900 Bd, II pag. 381. Tauffer: Ueber die primåre carcinomatöse Degeneration von Dermoidcysten, Virch. Arch, Bd? 112 p. 290. Thumim: Ueber carcinomat, Degeneration der Eierstocksdermoide. Arch, f. Geb, u. Gyn, Bd. 53 pag. 547. Tichomiroff: Die künstliche Parthenogenese bei Insecten, Arch, f. Physiol, 1886. Supplement-Bd, pag. 35. Török, G.: Teratom der Brusthöhle (foetus in foetu) durch Operation aus dem Thorax eines 44jahrigen Mädchens entfernt. Zeitschr. f. Heilk. Ref. i Jahresb, d. ges. M. 1901 Bd. II pag. 311. Traina: Ueber Transplantationen von Embryonalgeweben ins Ovarium und die Bildung von Ovarialcysten. Ref. i Centralbl, f. allg. Pathol, und pathol. Anatomie 1902 ide 2. v. Velits: Eine Mamma in einer Ovarialgeschw. Virch, Arch. Bd. 107 p. 503. Virchow, R.: Die krankhaften Geschwiilste. 1863. —»— Teratoma myomatodes Mediast. Virch. Arch. Bd, 53 p. 444. Waldeyer: Die epithelialen Eierstocksgeschw., insbesondere die Kystome, Arch, f. Gynäk. Bd. I pag. 204. —»— Eierstock und Ei. Leipzig 1870. Walthard: Ueber struma colloid. cystic, im Ovarium, Zeitschr, f. Geb. u. Gyn. Bd. 50. 1903. Wells, Spencer: On ovarian and uterine tumours. London 1882 p. 35. Wendeler, P.: Entwickelungsgeschichte u. Physiol. des Eierstocks, Martins Handb. der Krankheiten der weibl, Adnexorg. Bd. II, Leipzig 1599. Wilms, Max: Ueber die Demoidcysten u. Teratome, mit besonderer Berücksichtigung der Dermoide der Ovarien. Deutsch, Arch, f. klin. Medicin. Bd. 55 pag. 289. 1895. —»— Ovarial-Embryome, Dermoide u. Teratome, Martins Handbuch der Krankheiten der weibl, Adnexorg, 1899. —»— Ueber die soliden Teratome des Ovarium. Zieglers Beitr. Bd. XIX p. 367. —»— Embryome u. embryoide Tumoren des Hodens. Deutsche Zeitschr. f, Chir. 1898. Bde zor. i py ie —»— Die Mischgeschwiilste, I—III. Berlin & Leipzig 1899—1902. Winiwarter, Hans von: Recherches sur l’ovogénèse et l'organogéntse de l'ovaire des Mammiferes (Lapin & Homme). Arch. de biologie t. XVIII Witthauer: Seltene Ovarialmischgeschw. Monatschr. f. Geb. u, Gyn. Bd, XII p. 618 (dermoidcyste, glandulært kystom og papillær ovarialcancer). Yamagiva: Zwei Fälle von Dermoidcyste des Ovariums mit carcinomat, Degeneration u. Metastasenbildung. Virch. Arch. Bd. 147 p- 99. Ziegler: Allgemeine Pathologie. 1895. Trykt den 7 september 1905. al ‘oo ’ pr à) VI å u Å Ma petites PS a JD JRK ENS i EG Ke NES ¢ a Vid. Selsk Skr I M-N.KL.1905 N°4 PLI Fig.] (casus 1) (Röntsenfotosrafi) Det store benstrkke. Det lange, tynde benstrkke. Molartand. Premolartand liggende i sin tandsæk. 5 & ù Ay UN Ar Dr: Berdon Broch, pinx. Reiss obj.4. Reichart oc. 2. Zubuslengde 165 mm. vr Tegnealstand 325 m.m. Fi O, Il (casus I) (Hematoxvin - van Gieson) 7 Corium. 7 Slimkjertler. 2 Talgkjertler. 8 Substans fra centralnervesystemet. 3 Fedtrev. 9 Pigment. 4 Brusk. 10 Glatte muskelfibre og nervegrene. 3 Ben. II Ovarialstroma luden follikler). 6 Kanal med flerlaget cylinderepithel. Kart-og Litogr kontoret Ka Tid. Selsk. Skr.I.M-N Kl.1905 No 4. PL II Zeitz ocular? ” Obectir3 io [Il (casus II) (Hematoxylin— eosin) 1 Flimmerepithelklædt gang. 2 Slimkjertler omkring samme. 3 Hralin brusk. 4 Fedtver. 3 Glandula thyroidea. Leitz ocular I Object} Fi. [V (casus II) (Hæmatoxvlin -van Gleson) 1 Kanal, udklædt med höit enlaget crlinderepithel, danner en fortsættelse af kanalen i fig. 11. 2 Circulært forlöbende glatte muskelfibre. 3 Langsgaaende glatte muskelhibre. 4 Subcutant fedtvær. 3 Swedkjertler. PLU Vid. Selsk. Skr.I.M-N.K1.1905 No 4. Leitz ocular 1. À T aa à Objectir3. I 19 A (casus I) (Heematoxvilin—van Gieson) 7 Hjern esubstans. 2 Ganglieceller i samme. 3 Ependym paa den indre over- flade af hjernesubstansen. 4 Plexus choroid. 5 Blodkar. 6 Binderær. Leitz ocular I Objectir 7. Fio VI (casus ID (Hematoxviin—vean Gieson) Plexus choroid fra fig. V. I Ependymet. 2 Det karrige stroma. id Xeiss A* Dr: Berdon Broch, pinx. = oad Fi9 VII (casus IV) Tubuslengde 160 mm. TS (Hæmatoxylin- eosin) 1 Epidermis. & Slimkjertler. ? Talgkjertler. 9 Spinalganglion. 3 Subcutant fedtver. 10 Hulrum, udklædt af ependvmeeller 3' Submucöst fedtrær. 11 Corpora amylacea. 4 Brusk. 72 Vert ENGESET paa slimhinden. 5 Ben. 13 Ovarialstroma. 6 Et större kar. 14% Kar. 7 Flimmerepithelklædt indbugtning. Beichert oc2 Zubuslengde 190 mm Tegicalstand 350 man Xeiss A* Dr. Berdon Broch, pinx. Reichert oc.2 Iuhbuslangde 140 FS. VII (casus V) (Hæmatoxylin-eosin) Tegnealstand 300 mun. I Epidermis. 5 Iymfefollikel. 2 Talgkjertler. 6 Blodkar. 3 Overgangen mellem epi 7 Epitheloide celler. dermis og flimmerepithel. & Idre del af cystevæggen. 4 Flimmerepithel. PEN Vid. Selsk. Skr.I.M-N.K1.1905 No4 Leitz ocular 0 ” Objectir3 Fie. IX (casus V) (Hematoxylin — van GIESON) 1 Struma. 2 Lymfetollikel. 3 Fedtrær (subcutant /. 4 Kar. > Tumors ydre bindeværskapsel. Leitz ocular 1. Objecar 3 FiO. X (casus VI ) (Hematoxylin - eosin) Snit gjennem den poröst degenererede del af orariet. 1 Etstykke afden indre fibröse lamelle i cyste no 7. 2 Maskerum med skjoldet strukturlöst indhold. Maskerum, hrori kjeempeceller langs væggen. 4 Kjæmpeceller i det fibröse vær. w “Vs Septa. Vip. SELSK. SKRIFTER. I. M.-N. Kr. 1905. No. 4. Pe. ML. fo fom NS OU Fig. XI & XII (casus VIN). Det paa cystens indre veg prominerende parti. (Naturlig storrelse). Det fremhvælvede, mammalignende parti. Papilla mammae lignende prominents. Grænsefuren mellem det mammalignende parti og den øvrige epider- misklædte del af cysten. Stedet, hvor den lange haarlok fæster sig. Den broformede dannelse. Spansknødstor tumor under , broen”. Slimhindeklædt parti, 2 mm. under hudens niveau. PL VII Vid. Selsk. Skr.I.M-N.K1.1905 N94. Reichert 4B. Reichert oc 2. Tubuslengde165 m.m- Tagneakstand 325 mm. Dr. Berdon Broch, pix. Fig. XIII (casus VIN) (Hematoxylin —van Gieson) 4 Spinalganglie-celler, trdelig omgivne afendothelceller. g i Substans fra centralnervesystemet. 2 Ganglieceller i centralnervesrstemet. 5 Bindevev. 3 Spinalganglie - celler. Leitz ocular I ” objectir 7. Fie. XI\ (casus VIII (Weiserts marvskedelarvning.) Snit fra centralnervesystemet. I Ganglieceller. 2 Nervetibre. Vid. Selsk. Skr.I. M:N.KI.1905 N°4 PL VII Leitz ocular I objectir 7. Fie. XV (casus X) (Hematoxvin- eosin) I Langhans ske celler/*. 2 Sterkt ödematöst, tildels. nekrotisk binderær. Leitz ocular 3 2 83 4.forst objecthr3 = Fie. XVI (casus X) (Hæmatoxvhin-eosin) / Kanaler, omgivne afneuro-epithelceller. 2 Gliavev. 3 Cellerigt binderær. 4 Kar. Vid. Selsk. Skr.I.M-N.K1.1905 N94. PL IX Dr: Berdon Broch, pinx. Fig. XVII (casus XIII) (Hematoxylin — eosin) nit gjennem den ene af læberne. (Luppeforstörrelse ) I Epidermis. 2 Haarfollikler. 3 Talgkjertler. 4 Flerlaget pladeepithel. Fis. XVII (casus XIII) Erstens indre veg, udklædt med hud; tydelig mundaabning i centrum. (Nat. störrelse) 1 Hud. 2 Læber. 3 Fortand med melke agtig emaljedetekt. 4 Poche i huden. 5 Overgangen mellem cpidermis og flerlaget pladeepithel. 6 Omslagsfolden mellem leben og gingira. 7 Slimkjertler. & Fedtreev. 9 Glatte muskler. 10 Ben. Karf-o0 Litear kontoret fa Vid Selsk. Skr.I.M-N.Ki.1905 N94. PL X Æ Leitz ocular I objectir3. + € NIV 2 Fig. XIX (casus XII) Snit gjennem den ene af læberne. (ctr. fig. XVI. / 1 Talgkjertler. 2 Shmkjertler. ? Fedtvær. 4 Glatte muskler. 5 Ben. xxis halvinaaner Fid. XX (casus XII) I Sprtkjertler. 2 Fedtrær. 3 Benstrkke, 4 Bindevev. Leitz ocular 0 objechr3 Leitz ocular 1 objectir X Di + ee a. D NE ” Vin. SELSK. SKRIFTER. I. M.-N. Kr. 1905. No. 4. Pr XE Å + { di EL 3 ur u %4 i + by hig: à = Fig. XXI (casus XIV). ('/, nat. størrelse). Frontalsnit gjennem tumor og venstre lunge. 1. Trachea. 2. Venstre lunges øvre lap. GA — — medre — 4. Den mediastinale tumor. 5. Brusk. y 6. Stor cyste, fyldt med talgagtige masser og haar. 7. Stor glatvægget, delvis sammenfalden cyste, oprindelig fyldt med colloid masse, 8. Septa. MALE y Le nr 4 Vid. Selsk. Skr.I M-N.K1.1905 No4 PL XII ee E BEE NR Fie. XXII (casus XIV) gm RE (Hærmatoxvlåin— eosin) : % Leitz ocular 1 . objectir 3 Snit gjennem en erste, delvis ud Leitz ocular 1 3 7 ; klædt med pigmentepithel. 1 Crsten. 2 Pigmentepithel. J Fladesnit gjennem samme. Binderær. siv Brusk. - + “r Leitz ocular 1 Fig XXIII (casus XIV) (Hæmatoxyln— eosin) objectir 3 Metastase til leveren. I Leversubstans. pr Spredte leverceller i septa. 3 Oyster, udkladte og delris fyldte med svulstceller. 4 Epithelklædte cacrescentser. 5 Smaa hobe afsvulstceller udenfor horedknuden. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE, FAVNEVIDDE, BRYSTOMFANG OG SIDDEHØIDE. VED ANDERS DAAE oc HANS DAAE. MED 2 KARTER. (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. I. MatH.-Naturv. KLasse. 1905. CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD, A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI, 1905 No 5). r ‘ L { + + ü - = 5 . Le Å 1 é ; 1 ex à # Å “ - ' Je å LA Oat + ' y . i ) - a . Fremlagt i det math,-naturv. Klassemøde 27. Mai 1904 ved Brigadelæge C. Indlands- og Kystbefolkningens Legemshøide, Favnevidde, Brystomfang og Siddehoide. Fellesforskningsopgave, opstillet af det militer-medicinske Selskab, Ved Anders Daae og Hans Daae, Fengselsdirektor. Sanitetskaptein. Naren 1902 blev nedenstaaende Skrivelse af r4de April s. A. tilsendt Sanitetsofficererne ved de forskjellige militære Afdelinger: Ærede kollega. Kristiania den r4de april 1902, Det militær-medicinske selskab har for 1902 opstillet følgende fælles- opgave: »Indlands- og kystbefolkningens legemsheide, favnebredde, bryst- omfang og siddehoide.« Opgaven, der har saavel antropologisk som direkte praktisk interesse, bedes velvilligst besvaret med udfyldning af følgende schema: gems- Overskrift: Afdelingens navn. | Beskjæfti- Le- | Matr. Navn | Fed- | Fødested | Bopæl else nr, selsaar (Herred) | (Levevei) hoide) =| re) I 2 3 4 EE 2 __|—___- | || Le | | | | | Ad. 7. Legemshoiden. | Favne.| bredde | | 3ryst- | Sidde- omfang høide | ' Anm, Mandskabet maales barfodet, med ryggen mod en plan veg i rettet stilling, hælene sammen, blikket rettet ligeud. Det medfølgende maalepapir (millimeterpapir i remse) klæbes paa væggen Mandskabet stilles til siden med sin nederste ende 155 cm. over gulvet. Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1905. No. 5. 1 4 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. for maaleskalaen, saa at aflæsningen i millimeter let kan ske ved hjælp af en retvinklet træklods, helst med et haandtag. NB. Mandskabet bør maales før frokosthvil og inden det har baaret pakning. Tiden for maalingen bedes opgivet i rubrik 11. Ad. 8. Favnebredden >: afstanden mellem de horisontalt udstrakte armes langfingerspidse. Mandskabet staar rettet, med ryggen ind til en plan væg; den ene langfinger berører en fra væggen retvinklet udstaaende list eller retvinklet hjørnevæg. Maalet aflæses i hele centimeter ved den anden langfingers spids. Det medfølgende maalepapir (med vertikale streger) klæbes paa væggen 150 cm. fra den retvinklede list eller hjørne- væggen, der er o-punktet. Ad. 9. Brystomfanget. Maalet tages paa bart bryst med maalebaand (der findes i medicinkasse eller randsel og sacoche). Mandskabet staar i rettet stilling, armene horisontalt udstrakte; maalebaandet lægges derefter rundt om brystet 4 — fire — centimeter nedenunder brystvorterne, og brystomfanget aflæses i aandedrætspausen, efter at armene er sænket ned til siden af kroppen. Ad. 10. Siddeheiden. Mandskabets høide maales i siddende stilling. Der maa benyttes en til væggen fast krak, 40 cm. høi med plant, haardt sæde, der er 20 cm. bredt forfra bagtil. Mandskabet sidder med sædet helt ind til væggen (herom maa man overbevise sig ved at føle efter), knæerne bøiet i ret vinkel, korsryggen uden overdreven strækning, skul- drene ligelig sænkede og blikket rettet ligeud. Maalet aflæses i millimeter ved hjælp af den for nævnte træklods. Maalepapiret (millimeterpapir i remse) opklæbes som for legemshøiden, men 70 cm. over niveauet af krakkens høide, der er o-punktet. Maalingerne bør udføres af lægen selv og tallene dikteres en assistent. De indkomne Besvarelser fandtes ikke at være fuldt ud tilfredsstillende, idet der manglede Besvarelser fra militære Afdelinger i flere Dele af Landet. I 1903 tilstilledes derfor Sanitetsofficererne ved disse militære Afdelinger samme Henvendelse som i 1902. I Somrene 1902 og 1903 blev foretaget Maalinger 1: ıste Brigade: Gudbrandsdalens Bataljon Aar 1902 af 268 Mand ved sanitetskapt. Arentz. Østerdalens = » — » 335 — » — Mathisen. Smaalenenes — » — » 71 — » — Torgersen. Oplandenes Kav. Korps » — » 177 — » == Natvig. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 5 2den Brigade: Valdres Bataljon Aar 1903 af 243 Mand ved Sanitetskapt. Helaas. Hallingdals — » — » 167 — » Sanitetsprmlt. Kinck. ste Feltartillerikorps » 1902 » 322 — » er Krogh. —»—— » — » I41 — » Sanitetskapt. Daae. Festningsartilleri, Oskarsborg » — » 110 — » Sanitetsprmlt. Bendichsen. Tønsberg Befæstninger» — » 101 — » Sanitetskapt. Mørk. Ingeniørkorpset » — » 200 — » —«— Bruun. at LE EEE == Lindeman. Akershusske Kav. Korps 1903 » 86 — » Sanitetsseclt. Ulstad. 1481. 3die Brigade: Telemarkens Bataljon Aar 1903 af 144 Mand ved Sanitetskapt. Bruun. Nedenes med Bjergartilleriet » — » 479 — » —»— Kraft. Topdalsfjordens Befæstninger 1902» 56 — » —p— Helaas. Stavanger Bataljon >» — » 368 — » Sanitetsprmlt. Endresen og Sanitetskapt Nilsen. Kristiansands — » — » 239 — » Sanitetsprmit. Endresen. Bjergartilleriet » — » AI — » Sanitetskapt. Kraft. Underofficerskolen >» — » 30 — » —»— Kraft. 1357 4de Brigade: Sogns Bataljon Aar 1903 af 278 Mand ved Sanitetsprmlt. Madsen. Fjordenes — » 1902 » 296 — » Sanitetskapt. Sodring. Bergens Befæstninger » — » 48 — » —» — Krabbe. em ste Brigade: Nordmøre Bataljon Aar 1903 af 237 Mand ved Sanitetsprmit. Jensen. Søndmøre — 7366 | — 0 = HSaniteskapp Nature Nordmøre — — 1902 2 251 — 3 —»— Schaft og Leitnant Gillebo. Trondhj. Sanitet — — » 105 — » Sanitetsprmlt. Knudsen. — = 1003 » 174. — » — — Boye. Trondhj. Kav. Korps — — » 54 — > —»— Halla. 6 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N, KI, Tromsø Stift: Saltens Bataljon Aar 1902 af 111 Mand ved Dr. H. L. Hansen. Alten = » 1903 » 82 — » Sanitetsprmlt. Lorange. Varanger — > — » 58 — » —»— Wilhelmsen. 25%, Forevrigt: He Aar 1902 af 163 Mand ved Sanitetsprmlt. Svenneby. SE 2 6, Sanitetsseclt. Ulland. ‘ oe » — » — » : ys IHNEN | pe Richter. 227. ps Mickelsen. Da det er Meningen, at den samme Opgave skal opstilles paanyt om nogle Aar, for at der kan blive foretaget Maalinger af de samme Mand- skaber, som nu er maalt — Rekruter, naar disse bliver Landværnsmænd, vil vi henlede Opmærksomheden paa, at det nu benyttede Schema ikke er heldigt, forsaavidt som der i Rubrik 4 staar kun »Fodested«. Da det er mest hensigtsmæssigt at lægge Mandskabernes Fødested til Grund for Bearbeidelsen af Materialet, er det nødvendigt, at Fødestedet bliver be- tegnet ganske nøiagtigt. Der bør derfor under Fodestedet staa »Thinglag«. Det voldte stort Bryderi at faa nøiagtig Besked om Mandskabernes Føde- sted, efter de indkomne Besvarelser. Meget ofte var der som Fødested opgivet et Gaardsnavn eller Navnet paa en Husmandsplads. Ved Hen- vendelse til Folk, der var særlig vel lokalkjendte i vedkommende Dele af vort Land, lykkedes det som oftest at finde Folkenes Fødested og at kunne henføre dem under det rette Thinglag. Som Bidrag til Bestridelse af Udgifterne ved Bearbeidelse af det indkomne Materiale bevilgede Nansenfondet Kr. 300. Af de 5776 maalte Personer udskiltes alle, der var ældre eller yngre end 23-Aarsklassen. De allerfleste af de Udskilte var ældre, men der var ogsaa endel yngre f. Ex. Underofficerselever, Aspiranter og nogle Rekruter. Desuden blev ogsaa af 23-Aarsklassen udskilt endel Personer, fordi deres Fødested ikke med Sikkerhed lod sig bestemme. I det hele udskiltes 1821 Personer, og der blev saaledes tilbage kun 3955, hvis Maal er bleven bearbeidede. De 3955 Individer fordeler sig paa de enkelte Amter og paa de samlede Kjøbstæder saaledes, som nedenstaaende Tabel udviser. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 7 Amt. Antal Individer, TESE JG Akershus. . . : JE ED EE as a | LOS Da ARS ee Erekeruds . . . . . : 138 Jarlsberg og Larvik . ere ee eee eer treo Sees | TT SNE fe: EE DN SØN EE å Beer Mandal 2 . 2:2. D. ea. sure: 207 N en ie a et cale ara à 304 Eee ee Nordre Bergenhus. Å : sr 306 Romsdals. » 405 Søndre Trondhjems . 20 Nordre Trondhjems . . . . . ee ee ae Bardemds Se ON cach ee eee Cle : 148 Tromsø . . Eimmarkens. » ++. 2 529 34 Kjøbstæder, der ikke er medtagne i ovennævnte Ämter ... 426 M en NT eue Des © 9009 Fra Tromse Amt fandtes ingen Maalte, naar undtages 5 fra Tromse By. Forevrigt var der Maalte fra alle Amter og alle Fogderier og end- ogsaa fra de allerfleste Thinglag. Antallet af Kjøbstæder, i hvilke Maalte er født, og som ikke sammen med Landdistrikt danner Thinglag, er 34. Disse Kjøbstæder er behandlet særskilt, da det blev os opgivet, at man ikke ønskede dem medtagne ved Opgavens Besvarelse. Fra de militære Afdelinger, hvorunder de maalte Personer er opførte i det primære Materiale, overførtes de, der toges med i Beregningen, paa særskilte Lister for hvert af de givne Maal til det Thinglag eller den Kjebstad, hvori de er fedt. Thinglagene samledes i Fogderier og disse igjen i Amter. Disse Lister, som det har kostet megen Møie at udarbeide, og hvis Detailler vistnok har sin Interesse, vil det imidlertid paa Grund af deres Vidtleftighed neppe være rimeligt at lade trykke. Vi tillader os derfor her at henvise til dem gjennem følgende Fortegnelse: 1 Ved Folketællingen 3. Decbr. 1900 var Antallet af Mænd i 22—23 Aars Alder i Byg- derne 11 395. Af dette Antal udgjør 3 529 Individer 31 0/0 8 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. De forskjellige Slags Lister og deres Antal. A. Vedkommende hele Norge: Legemshøide, Thinglag, Fogderi og Amt. 8 dobb. Lister Do. do. do. do. ı.enkelt do. Favnevidde do. do. do. 17 — do. zumal) Siddehøide do. do. do. 17 — do. Brystomfang do. do. do. 17 — do. Kjøbstædernes Maal, 1 Liste for hvert Maal. 4 — do. 64 Lister Fogderiernes Middeltal af alle 4 Maal, 1 Liste for | hvert Maal, samt EE ee 4 do. Pee Forhold til Legemshøide og Sidde- høide, fogderivis . . . . . . 2 8 Middeltal af de 4 Maal og desuden af Benlængden for Amterne, de samlede Kjøbstæder og hele Norge, Do. - a » Siddeheide, Do. Ill.’ samt Brystomfang i Forhold til Legemshøide og oe å TS Gøs Se 7 do. Do vs Amterne og de samlede Kjøbstæders enkelte Maal | À angivne i Tal for hvert af de 4 Maal, tilsammen. . 4 do. Do f Amternes og de samlede Kjøbstæders enkelte Maal \ angivne i Procenter for hvert af de 4 Maal, tilsammen 4 do. — 87 Lister. B. Vedkommende Indland: De 5 Amter: Smaalenenes Amt, Akershus Amt, Hedemarkens Amt, Kristians Amt og Buskerud Amt ere udelukkende Indlandsamter. Gruppe VL} Legemshøiden i Thinglag, Fogderi og Amt 6 Lister Favnevidde - do. do. » “do: "6 de: Siddeheide = do. do. » do. 6 de. Brystomfang - do. do. » do, 6 do. 24 Lister Do, VIL Middeltal at de 4° Maalvfor Amterne 2). 22.5 = 4 dor 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 9 C. Vedkommende Mellemdistrikterne : Hu amtsvis med Gr. af Thinglag og Fogderi 1 L. Erappe VIII, Rod dor == (5 do. Edo rn pee dø ANS = do. » do 1» Brystomfang do. — » - do. » do, 1» NT: Bo IX. Middeltal af de:4 Maal for Amterne . . . . . . . . 4 _D. Vedkommende Kyst: Legemshøide amtsvis med Gr. af Thinglag og Fogderi 1 L. ex Favnevidde do. —-» - do. Hw Oe re» Pen do. —! » - do. do Vy» Brystomfang do. — » - do. Vy don ar nt KE Ro XP Middeltal af de 4 Maal for Amterne . .. 2: ...4>» = 44 L Karter Der udarbeidedes 9 Karter. 4 af dem viser den absolute Legems- heide, Favnevidde, Siddehgide og Brystomfang i Landets forskjellige Dele. 3 andre af dem viser Favnevidden, Siddehøiden og Brystomfanget i For- hold til Legemshøiden i Landets forskjellige Dele. 1 af dem viser den Deling i{Kyst, Indland og Mellemdistrikter, der dannede Grundlaget for vore Klassificeringer; 1 af dem viser, hvorledes Landet burde deles i Kyst, Indland og Mellemdistrikter ifølge de Resultater, hvortil vi kom ved vor Beregning. Af økonomiske Hensyn er kun de to sidstnævnte Karter No. VIII og IX medtagne her. Legemshøiden. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Middeltal af Legems- høide i Amterne, de samlede Kjøbstæder og Norge. I venstre Række er Amterne ordnet efter deres geografiske Beliggenhed, i høire efter Tallenes Heide. Smaalenenes . +. . . . . 1.71 425 | Jarlsberg og Larvik . . . 1:73 451 Presis Je) 1.71'950.| Nedenes, 1.73 415 edemancen (iy. 21.08 01.72:1290| Stavanger % bol (80 Lk 7 SO Borg. 1.1.1) 1.71 606 | Lister 'og Mandal 21200020 2:93 579 Essen. 0 00,21.1.72404 | Nordlands . . . på ti! 75.057 10 ANDERS DAAE OG HANS DAAE, M.-N. KI. Jarlsberg og Larvik . 1.73 451 | Søndre Bergenhus. 1.72 968 3ratsberg 1.71091 | Sondre Trondhjems. 1,72 632 Nedenes . 1.73 415 | Buskerud 1.72 464 Lister og Mandal . 1.73 179 | Romsdals 1.72 251 Stavanger 1.73 190 | Norge. 1.72 132 Sondre Bergenhus. 1.72 968 | Hedemarkens. 1.72 129 Nordre Bergenhus. 1.71 830 | Akershus Å 1.71 956 Romsdals 1.72 251 | Nordre Bergenhus. . 1.71 830 Søndre Trondhjems . 1.72632 | Kristians. 1.71 696 Nordre Trondhjems . 1.70 577 | Kjøbstæder. 1.71 586 Nordlands 1.73 057 | Smaalenenes . 1.71 425 Tromsø . Sp ae Bratsberg 1.71 OG I Finmarkens 202 . 4 2 1.68551 | Nordre Trondhjems 170577 Kjøbstæder, der ikke er med- Finmarkens. 1.68 551 tagne i ovennævnte Amter 1.71 586 Norge og Uden Kjøbstæder . . . . 1.72 108 Uden Finmarken 1.72 292 Det fremgaar heraf, at det største Middeltal af Legemshøide er fundet i Jarlsberg og Larviks Amt, Nedenes Amt, Stavanger Amt, Lister og Mandals Amt, samt Nordlands Amt, idet i alle disse Amter den gjennem- snitlige Legemshøide er fra 1.73 451—1.73 057. I enkelte Fogderier er Legemshøiden særlig stor, saaledes i Hardanger og Voss samt Sætersdalen gjennemsnitlig over 1.76 og i Numedal og Sandsvær samt Idde og Marker gjennemsnitlig over 1.74. Det maa imid- lertid bemærkes, at Antallet af Maalte i disse Fogderier er meget lidet. Den laveste Væxt er i Finmarken, hvor Legemshøiden gjennemsnitlig er 1.68 551. Legemshøide ikke større end 1.68 000. I Varanger Fogderi var hos 15 Maalte den gjennemsnitlige Ogsaa i Nordre Trondhjems Amt er den fundne Legemsheide for- holdsvis meget lav, 1.70 577, skjønt Befolkningen der i Regelen er høiere. Den officielle Rekruteringsstatistik for 1902 udviser saaledes, at 506 maalte Individer af Indherreds Bataljon havde en gjennemsnitlig Legemshøide af 1.7294, uagtet Maalene er tagne ved Sessionerne, altsaa da de maalte Individer var omtrent 1 Aar yngre end de, hvis Maal her er bearbeidede. Grunden til den nu fundne ringe Gjennemsnitshøide maa søges deri, at alle de til Nordre Trondhjems Amt hørende Individer, hvis Maal her er bleven bearbeidede, hørte til Kavaleri og Sanitet, og at deres Antal var lidet, kun 71. kN ee 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. II Gjennemsnitshøiden for Kjobstæderne er 1.71 586. Den gjennemsnitlige Legemshoide for Norge, Kjøbstæder og Lade- steder iberegnet er 1.72 132. Blandt de 3955 maalte Individer er Legemshøiden 1.740 det hyppigste Maal, nemlig hos 150 Individer eller 3.79 %. Derefter kommer 1.700 hos 148 Individer eller 3.74 90, 1.710 og 1.720, hvert hos 147 Individer eller 3:71 % og 1.730 hos 144 Individer eller 3.64 9. Kart I viser Middeltallene af Legemshøide i Amterne i en Farveskala, som stiger med Middeltallenes Heide. Favnevidden. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Middeltal af Favne- vidde i Amterne, de samlede Kjøbstæder og Norge, i venstre Række efter Amternes geografiske Beliggenhed og i høire efter Tallenes Heide. Fimaalenene .-. .. . . 177494 | Hedemarken . + . ...-. 170579 AIRES NUS we à, » we ss 11.70 801 | Jarlsberg og Larvik . . . 1.70 373 Hledemarkens'..+. ++, = > 1.79 579 | Buskerud. TESE FRE 020 NS SE 17 777 | Bratsbere „rue: as 179208 Pise . =. « 170203 | Nordre Bergenhus. ... . 1.79105 Jarlsberg og Larvik.. . . 1.79 373 | Lister og Mandal. . . 1.79 087 Bratsberg 1.79201 | Akershus... . - . . = . 1-78 891 Nan 4-3 1.78 619 | Kristians. JE NRS Bister og Mandal . . . . 1.79 087 | Nedenes 43... 9 SETE Stavanger 1074:632:| «Nordland .:2, ss... 148466 Søndre Bergenhus. . . . 1.76882 | Norge. . . . . . . . . 178243 Nordre Bergenhus. . . . 1.79105 | Søndre Trondhjem . . . 1.78 178 RE 00170158: Romsdal... 2 se % 1.78 158 Søndre «Trondhjem . . . 1.78 178 | Stavanger . . . . . . . 177 632 Nordre «Trondhjem . . . 1.75 873 | Smaalenene . . . . . . 1.77 494 Nordland . . . . . . . 1.78 466 | Søndre Bergenhus. . . . 1.76882 Tromsø | Kjøbstæder aja 16 E257 Finmarken . . . . . . . 1.74326| Nordre Trondhjem . . . 1.75873 Kjøbstæder, der ikke er med- | Finmarken . . . . . . . 1.74 326 tagne i ovennævnte Amter 1.76 257 | Noreen Se Yok. 0. 1.78 243 | Uden Kjøbstæder . . . . 1.78 483 og uden Finmarken . . . 1.78 591 12 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N, KL Den storste gjennemsnitlige Favnevidde er funden i Hedemarkens Amt, Jarlsberg og Larviks Amt, Buskerud Amt og Bratsbergs Amt, idet den for disse Amter er mellem 1.79 579 og 1.79 201. I enkelte Fogdericr udenfor de nævnte Amter synes Favnevidden at vere meget stor, saaledes i Hardanger og Voss 1.84 og i Sætersdalen 1.83. Mindste gjennemsnitlige Favnevidde har Finmarkens Amt med 1.74 326 og dernæst Nordre Trondhjems Amt med 1.75 873. I Varanger Fogderi var hos 15 Maalte en gjennemsnitlig Favnevidde ikke større end 1.71 933. Den gjennemsnitlige Favnevidde i Kjøbstæderne er 1.76 257. Den gjennemsnitlige Favnevidde for hele Norge, Kjøbstæder og Lade- steder iberegnet, er 1.78 243. Blandt de 3055 maalte Individer er Favnevidden 1.77 det hyppigste Maal nemlig hos 232 Individer eller 5.87 %; derefter kommer 1.78 hos 227 Individer eller 5.74 %, 1.80 hos 211 Individer eller 5.34 % og 1.76 og 1.75, hvert hos 209 Individer, eller 5.28 0/0. Kart II viser Middeltallene af Favnevidde i Amterne i en Farveskala, som stiger med Tallenes Heide. Favnevidden er saagodtsom altid noget større end Legemshøiden. Som Regel kan man regne, at jo større Differencen er, jo større er Arm- længden og omvendt: jo mindre Difference jo mindre Armlængde. Det er kun sjelden, at stor Favnevidde findes sammen med stort Brystomfang, saaledes som i Nordre Bergenhus Amt. Man finder tvert- imod som Regel stor absolut Favnevidde sammen med lidet absolut Bryst- omfang, saaledes i Hedemarkens Amt, Bratsberg Amt, Buskeruds Amt, Jarlsberg og Larviks Amt, Akershus Amt og Søndre Trondhjems Amt, og ligeledes liden absolut Favnevidde sammen med stort Brystomfang, som i Nordre Trondhjems Amt og Søndre Bergenhus Amt. Mindre stærkt træder dette Forhold frem ved de relative Maal; men dog har ogsaa her især Bratsberg Amt og Hedemarkens Amt stor Favnevidde og lidet Brystom- fang og Nordre Trondhjems Amt stort Brystomfang og liden Favnevidde. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Favneviddens Størrelse i Forhold til Legemshøiden. I venstre Række staar anført, hvormange Centimeter den absolute Favnevidde er større end den absolute Legems- høide, og i høire Række Favneviddens Størrelse, naar Legemshøiden sættes = 100. I begge Rækker er Tallene ordnet efter deres Heide. Bratspere . 2.0... ,. 8.272 M Bratsberg, gr 22. GE PAR Fledemarken. > . » >. ». 9.45. —= Ul Hedemarken . . > ... .. Tore Nordre Bergenhus . . . 7.28 — | Nordre Bergenhus . . . . 104.234 Kristians tu avse 2 TOLE bu Kristians «Sr GL ee 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 13 mr. er as 3 Wkershus. .... . . 6.94 Cm. | Akershus. . ..... . . . 104.033 Read. 20. ... . - 6:74 — | Buskerud. . . 2.1 2. 103.909 . Norge uden Kjebstæder 6.29 — | Norge uden Kjebsteder . 103.650 bere Gir — | Norge 2. | aa 240 03,550 Smaalenene . . . . .. 607 — | Smaalenene. . . . . . .. 103.540 Jarlsberg og Larvik. . . 5.92 — | Romsdal +23 SAT 103.420 fisker oo Mandal. . . = 5.91 — | Finmarken . . . . . . . .103.426 Bomsdal = - - - . 591 — | Jarlsberg og Larvik . . . 103.414 Einmacken. ..... . 5:78 — | Lister og Mandal 2... 03.411 Søndre Trondhjem. . . 5.55 — | Søndre Trondhjem . . . 103.213 Mineman... 2.2. 5:41 — | Nordlande I nu, 935226 Nordre Trondhjem . 5.30 — | Nordre Trondhjem. . . . 103.105 Bedenes -. : . . 5.20 — | Nedenes . . PE 103.001 Kjøbstæder . 467 — | Kjøbstæder . + 0102722 Stavanger . Hi Stavanger! . «0 ak 102.565 Søndre Bergenhus . . . 3.91 — | Søndre Bergenhus. . . . 102.228 Det vil heraf sees, at den relative Favnevidde 9: Favnevidden i For- hold til Legemshøiden er mindre i alle Kystamter, naar undtages Nordre Bergenhus, og størst i Indlandsamterne. Det Amt, der har den mindste relative Favnevidde, er Søndre Bergenhus. Det Fogderi, der har den mindste relative Favnevidde, er Søndhordland, hvor Favnevidden kun er 2.47 Cm. større end Legemshøiden. I Thinglagene Sund og Austevold, Fjeld, Alversund, Manger og Herlø tilsammen, alle af Nordhordland Fogderi, er Favnevidden endog kun 1.64 større end Legemshøiden. Størst er den relative Favnevidde i Bratsberg Amt, hvor den er 8.11 Cm. større end Legemshøiden. I Øvre Telemarkens Fogderi er Differencen 8.50 Cm. Det Fogderi i Norge, der har den største relative Favnevidde, er Solør, hvor Differencen er 9.39 Cm. Kart III viser Tallene for den relative Favnevidde i Amterne i en Farveskala, som stiger med Tallenes Heide. Siddehøiden. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Middeltal af Sidde- høide i Amterne, de samlede Kjøbstæder og Norge. I venstre Række er Amterne ordnet efter den geografiske Beliggenhed, i høire efter Tallenes Hoide. 14 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. Smaalenenes . 91.057->Co | Nedenes». 0.91 873 Akershus . 91.223 — | Nordlands . 0.91 848 Hedemarkens 91.302 — | Søndre Trondhjems. 0.91 639 Kristians 91.140 — | Lister og Mandals. 0.91 510 Buskerud . 91.496 — | Buskerud 0.91 496 Jarlsberg og Larvik. 90.990 — | Nordre Trondhjems . 0.91 451 Bratsberg . 90.365 — | Hedemarkens.. 0.91 302 Nedenes 91.873 — | Romsdals 0.91 285 Lister og Mandal. Or. 510 —! | Akershus, 0.91 223 Stavanger. . 91.016 — | Norge. : 0.91 188 Søndre Bergenhus . . 91.161 — | Søndre Bergenhus 0.91 161 Nordre Bergenhus . 91.127 Kristians . 0.91 140 Romsdals . 91.285 — | Nordre Bergenhus. 0.91 127 Søndre Trondhjems 91.639 — | Smaalenenes , 0.91 037 Nordre Trondhjems 91.451: — || Stavanger 0.91 016 Nordlands. 91.848 — | Jarlsberg og Larvik . 0.90 990 Tromse . Kjøbstæder. 0.90 940 Finmarkens 100.120 Bratsberg 0.90 365 Kjebstæder, der ikke er Finmarkens . 0.90 129 medtagne i ovennævnte Amter : 90.940 — Norse. 91.188 — Uden Kjøbstæder 91.218 — og uden Finmarken. 91.246 — I alle Amter er den gjennemsnitlige Siddehøide mellem 91 Cm. og 92 Cm.; dog undtages Jarlsberg og Larvik Amt, Bratsberg Amt og Fin- markens Amt, hvor den er mellem 90 Cm. og gt Cm. Størst er den absolute Siddehøide i Nedenes Amt, hvor den er 91.87 Cm., og mindst i Finmarkens Amt, hvor den er 90.13 Cm. I enkelte Fogderier er Siddehøiden særlig hei, saaledes i Sætersdalen, Hardanger og Voss, Idde og Marker samt Strinden og Selbu, i hvilke alle den er over 93 Cm. I Alten Fogderi er den gjennemsnitlige Siddehøide hos 23 Maalte kun 89.40 Cm. I Kjøbstæderne er Siddehøiden gjennemsnitlig 90.94 Cm. Den gjennemsnitlige Siddehøide for hele Norge, Kjøbstæder og Lade- steder iberegnet, er funden at være 91.19 Cm. Blandt de 3055 maalte Individer er Siddeheiden 91.0 Cm. det hyp- pigste Maal, nemlig hos 293 Individer eller 7.4 Vo; derpaa følger 92.0 Cm. hos 286 Individer eller 7.2 90, og saa 90.0 Cm. hos 272 Individer eller 6.9 %o. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 15 Kart IV viser Middeltallene af Siddehøide i Amterne i en Farveskala, som stiger med Middeltallenes Heide. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Siddehøidens Størrelse i Forhold til Legemshøiden, naar denne sættes = 100. I venstre Række er Amterne ordnet efter sin geografiske Beliggenhed, i Høire efter Tallenes Heide. Smaalenenes . 53.118 | Nordre Trondhjems. , 53.613 Akershus 53.050 | Finmarkens 53-473 Hedemarkens 53.043 | Smaalenenes. . . . 53.118 Kristians 53.082 | Søndre Trondhjems. 53.083 Buskerud 53.052 | Kristians. 53.082 Jarlsberg og Larvik. . . 52.459 | Nordlands . . 53.074 Eualspere . +++ av 52.817 | Buskerud . 53.052 Nedenes. < 52.979 | Akershus 53.050 Lister og Mandal. 52.841 | Hedemarkens 53.043 Stavanger . 52.553 | Nordre Bergenhus 53.033 Søndre Bergenhus 52.704 | Kjøbstæder 53.000 Nordre Bergenhus . 53.033 | Romsdals 52.995 Romsdals 52.995 | Nedenes. 52.979 Sendre Trondhjems. SOON AVON Bie oe See eos 952.07 Nordre Trondhjems. 53.613 | Lister og Mandals 52.841 Nordlands . . . : . 53.074 | Bratsberg 52.817 Sig tie: va 20200 ss | Søndre Bergenhus 52.704 Einmarkens . . > ++ = « 53.473 | Stavanger . å 52.553 Kjøbstæder . . . . . . . 53.000 | Jarlsberg og Larvik. 52.459 NEE ka Norge uden Kjebsteder. . 52.973 | Det vil heraf sees, at den relative Siddehøide er mindst i alle Kyst- amter fra og med Jarlsberg og Larvik Amt til og med Romsdals Amt, naar undtages Nordre Bergenhus Amt, der ogsaa her, saaledes som for Favneviddens Vedkommende, forholder sig som et Indlandsamt. Det Amt, der har den mindste relative Siddehøide, er Jarlsberg og Larvik Amt. Størst viser sig den relative Siddehøide at være i Nordre Trondhjems Amt. Dette skriver sig vistnok derfra, at de til dette Amt hørende In- divider, hvis Maal er bearbeidede, har mindre Legemshøide end den for 23-Aarsklasse i dette Amt almindelige. Kart V viser Tallene for den relative Siddehoide i Amterne i en Farveskala, som stiger med Tallenes Høide. 16 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. Ved at trække Siddehøiden fra Legemshøiden faar man den omtrent- lige Benlengde. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over den saaledes fundne Benlengde i Amterne, de samlede Kjøbstæder og Norge. I venstre Række er Amterne ordnede efter den geografiske Beliggen- hed, i høire efter Tallenes Høide. Smaalenenes Amt. . . 80.37 Cm. | Jarlsberg og Larvik Amt 82.46 Cm. Akershus.!..1: . . « 08004 — | Stavanger .-. += > OCR Hedemarkens .: ... ... 80.83 — | Søndre Bergenhus . . $1.81 = Kristians. HS 180.560 — | Lister og Mandal . . . 81.67 — Buskerud. .. .... 8096 — | Nedenes . . . . . . . 81.55 — Jarlsberg og Larvik . .: 82.46 — | Nordland.- .: .: . . 2. 8121 = Bratsberg + „+... 20 40 8072 — | Søndre Trondhjem . . 80.99 — Nedenes . .:. . .. . 81.55 — | Buskerud. . . . . . 8006 Lister og Mandal. . . . 81.67 + | Romsdal... . .. (90008 Stavanger. S.J. 48207 | Norges 20.220.200. MORE Søndre Bergenhus. . . 81.81 — | Hedemarken . . . . . 8083 — Nordre Bergenhus. . .- 80.70 — | Akershus. . . . . . eo Romsdal 22, = ee COO) | Bratsberg +. + 4, + „oa Søndre Trondbjems . . 80.99 — | Nordre Bergenhus. . . 80.70 — Nordre -Irondhjems . . 79.13 — | Kjøbstæder. . . . . . 80.65 — Nordland. 4 54 + ++ 81.21% — | Kristians. 2 50 SNS roms es. As | Smaalenene . . . .. 80.37 — Finmarken . . .. 2... 78.42: == | Nordre Trondhjem > jose Kjøbstæder., -0': 1.8065 — | Finmarken: :: . + . SANTE Norse 20004 — Af denne Sammenstilling fremgaar det, at Befolkningen i Jarlsberg og Larvik Amt har den største Benlængde, nemlig 82.46 Cm.; dernæst kom- mer Stavanger Amt med 82.17 Cm. Finmarkens Amt staar lavest med 78.42 Cm., hvorefter kommer Nordre Trondhjems Amt med 79.13 Cm. I Kjøbstæderne er den gjennemsnitlige Benlangde 80.65 Cm. Den gjennemsnitlige Benlængde for Norge, Kjøbstæder og Ladesteder iberegnede, er funden at være 80.94 Cm. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Benlængdens Størrelse i Forhold til Legemshøiden, naar denne sættes = 100. Jo større den relative Siddehøide er, jo mindre er den relative Ben- længde og omvendt. Summen af begge er = 100. I venstre Række er Tallene ordnede efter den geografiske Beliggen- hed, i høire efter Tallenes Heide. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 17 Smaalenenes Amt... * . 46.88 | Jarlsberg og Larvik Amt . . 47. 7-54 Bess sm, ee 2 2... 40.95 | Stavanger . 2 . . 5s 2. oe Hedemarkens . . ... . . 46.96 | Søndre Bergenhus, . . . . 47.29 Mens cs). 0.0 46:92 | Bratsberg. . . så 00 50478 et. . .. 46.94 | Lister og Mandal ; 2 sa) 47.16 Jarlsberg og Larvik Ar SA GINOT se 2 JEG Ear Bratsberg. 47610 Nedenes REG 47102 Nedenes . 417.024 NRomsdals. 00 STR 400 Lister og Mandal 47.206: Riebstaeder 2. sade if 700 Stavanger 47.45 | Nordre Bergenhus . . . . . 46.97 Søndre Bergenhus. . . . . 47.294 Hedemarkens . . . . . . . 46.96 Monee Bergenhus . . . . - 46.97 | Akershus. ++ å . 2... . 46,05 sd i 147.000 Buskerud. . 204 . 23.0011 40:94 Søndre Trondhjems . . . . 46.92 | Nordlands . . . . . . . . 46.93 ordre Drondhjems ... . 46.390 | Kristians . . . . . . .,. 46.02 Nordlands ...... .. 46.93 | Søndre Trondhjems . . ... 46.92 NOISES SE à Smaalenenes . . . . . . . 46.88 Binmarkens 16.53 | Finmarkens . . . 26-24 -46.53 Mebsiæder. . . .. . +» . 47.00| Nordre Trondhjems . . . . 46:39 Mose chon cs 2 Rew, 14702 Herefter har Nordre Trondhjems Amt og Finmarkens Amt de mindste Benlengder. For Nordre Trondhjems Amts Vedkommende er dette af tidligere nævnte Grunde neppe korrekt. Naar disse 2 Amter undtages, viser det sig, at Indlandsamternes Befolkning har kortere Ben end Kyst- amternes, disse Amter seet i deres Helhed. Brystomfanget. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Middeltal af Bryst- omfang i Amterne, de samlede Kjøbstæder og Norge, i venstre Række efter Amternes geografiske Beliggenhed og i høire efter Tallenes Heide. Smaalenenes Amt. . . 87.20 Cm. | Nordre Trondhjems Amt . 0.89 59 Nordre Bergenhus . . . . 0.8903 Hedemarkens . . . . . 86.72 — | Stavanger. . . . . . . . 08895 Kristians. . . . . .. 88.01 — | Lister og Mandals . . . . 0.8882 Buskerud. . . . . . . 87.46 — | Søndre Bergenhus . . . . 0.88 68 RENEISHUN EN 500 87.04 — Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1905. No, 5. 2 18 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. KI. Jarlsberg og Larvik . . 86.98 Cm. | Romsdals . . . . . . . . 08865 Bratsberg» uw na. 4 (80022 | Nordlands. . .:-2 . „OBER Nedenes , 4 45, 4400 188.45 = | Nedenes . ..,.,:,:, + PN Lister og Mandals. . . 88.82 — | Kristians . . . 2... 08801 Stavanger... . . « 8895 — | Akershus . . ... . > +. Søndre. Bergenhus, . . 8868 — | Worge....... “007065 Nordre Bergenhus. . . 89.03 — | Buskerud . . . . . . . . 0.87 46 Romsdals . . . . . . 88.65 — | Søndre Trondhjems . . . 0.87 39 Søndre Trondhjems . . 87.39 - Smaalenenes .. . : 4 PES Nordre Trondhjems . . 89.59 — | Jarlsberg og Larvik. . . . 0.8698 Nordlands . . . . . . 88.48 — | Hedemarkens . . . . . . 08672 Tromsø = 0. 2 we. Kjobsteder 0 a ame 0.86 30 Finmarkens. . . + . . 86.20 — | Bratsberg ..... ... None Kjøbstæder, der ikke er Finmarkens . . . .-. teen medtagne i ovennævnte Amteri nr ki. 8620 Noreen « + «+ 87.85 — Uden Kjøbstæder . . . 8804 — og tiden Finmarken «2 88.08 — Det største gjennemsnitlige Brystomfang af mere end 89 Cm. er funden i Nordre Trondhjems Amt og Nordre Bergenhus Amt. Mindst er Brystomfanget i Jarlsberg og Larvik Amt, Hedemarkens Amt, Bratsberg Amt, Finmarkens Amt og de samlede Kjøbstæder, nemlig mellem 87 Cm. og 86 Cm. Middeltallet af Brystomfang for hele Norge, Kjøbstæder og Ladesteder iberegnet, er funden at være 87.85 Cm. Blandt de 3955 maalte Individer er et Brystomfang af 88 Cm. det hyppigste, nemlig hos 380 Individer eller 9.6 0; derpaa følger 89 Cm. hos 360 Individer eller 9.1 %, og saa 87 Cm. hos 348 Individer eller 88 9/,. Kart VI viser Middeltallene af Brystomfang i Amterne i en Farve- skala, som stiger med Middeltallenes Heide. Nedenstaaende Tabel viser Differencen mellem det gjennemsnitlige Brystomfang og den gjennemsnitlige halve Legemsheide. I venstre Række er Amterne ordnede efter den geografiske Beliggen- hed, i høire efter Tallenes Heide. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDEM. V. 19 Overskud af Overskud af Brystomfang. Brystomfang, Smaalenenes Amt . . + 1.49 Cm. | Nordre Trondhjems Amt + 4.30 Cm. Akershus . ra 290 —. | Nordre Bergenhus.*, I ary Hedemarkens . + 0.66 — | Romsdals 2er — Kristians . + 2.16 — | Stavanger . TRE TE Buskerud . + 1.23 — | Lister og Mandal. . + ee ae Jarlsberg og Larvik. . + 0.25 — | Søndre Bergenhus . + 2.20 — Bratsberg . . + 0.67 — Kristians. SG Nedenes. : . + 1.74 — | Akershus . +1.96 — Lister og Mandal. . . + 2.23 — | Nordlands . + 1.95 Stavanger ... . + 2.35 —_| Finmarkens . +1 | = Søndre Bergenhus . . + 2.20 — | Norge +178 — Nordre Bergenhus . + 3.11 — | Nedenes. . + 1.74 — Romsdals . . . + 2.52 — | Smaalenenes . . + 1.49 — Sendre Trondhjems. . + 1.07 — | Buskerud .. $1.23 — Nordre Trondhjems. . + 4.30 -— | Søndre Trondhjems. . + 1.07 — Nordlands . . + 1.95 — | Bratsberg . +0.67 — Drome. >... . . | Hedemarkens. + 0.66 — Finmarkens . . . . . + 1.92 — | Kjøbstæder . +051 — Kjøbstæder . . . + 0.51 — | Jarlsberg og Larvik. . +0.25 — Norge . +1.78 — Brystomfanget er i Regelen lidt større end den halve Legemshøide. Forholdsvis størst er det gjennemsnitlige Brystomfang i Nordre Trond- hjems Amt, hvor det har et Overskud af 4.30 Cm., dernæst i Nordre Bergenhus Amt, hvor Overskuddet. er 3.11 Cm. Det mindste Overskud findes i Bratsberg Amt og Hedemarkens Amt med henholdsvis 0.67 og 0.66 Cm., i de samlede Kjøbstæder med 0.51 Cm. og i Jarlsberg og Larvik Amt med 0.25 Cm. I enkelte Thinglag er der endog Underskud, saaledes f. Ex. i Nøtterø, Tjømø og Brunlanæs hos tilsammen 8 Maalte et Underskud af 1.657 Cm. For hele Norge, Kjøbstæder og Ladesteder iberegnet, er Brystomfan- get gjennemsnitlig 1.78 Cm. større end den halve Legemsheide. Omstaaende Tabel viser Differencen mellem den gjennemsnitlige Siddehoide og det gjennemsnitlige Brystomfang. I venstre Række er Amterne ordnede efter den geografiske Beliggen- hed, i høire efter Tallenes Høide. 20 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. | T 2 9.49 Norge”. sa ses 334 — | Underskud Underskud af Brystomfang. af Brystomfang. Smaalenenes Amt . + 3.86 Cm. | Nordre Trondhjems Amt — 1.86 Cm. Akershus. . 2... — 3.28 — | Stavanger . . . . . . 200 = Hedemarkens . . . . — 4.58 — | Nordre Bergenhus . , — 2.10 — Kristians 4 25 2318 | Søndre Bergenhus . . — 2.48 — Buskerud .+ . . 2. == 404 — | Romsdals .... .. SØR Jarlsberg og Larvik. . + 401 — | Lister og Mandal. . . + 2.69 Bratsberg . |...» — 405 — | Kristians. . u. PRS Nedenes ...... — 3.42 — Akershus + . . .. . E38 Lister og Mandal . . =2.69.— | Norge „ 2. ... .. SØ Stavanger. . . . . — 2.07 — | Nordlands . . . . . . SE Søndre Bergenhus . . — 2.48 — Nedenes. . . 2 „. SME Nordre Bergenhus . . — 2.10 — | Smaalenenes . . . . . + 3.86 — Romsdals. . . . . . — 2.64 — | Finmarkens . . . . . — 393 — Søndre Trondhjems . — 4.25 — Jarlsberg og Larvik. . — 4.01 — Nordre Trondhjems . — 1.86 — Buskerud . . . . . . — 4.04 — Nordlands. , . . . . — 3.37 — | Bratsberg .. . . . . 45 Tromsø: Lu Søndre Trondhjems. . — 4.25 — Finmarkens . . ... = 3.93 — | Hedemarkens. . . . 2 ass Kjøbstæder . . . . . — 464 — | Kjøbstæder . . . . . + 464 — Brystomfanget er saagodtsom altid noget mindre end Siddehøiden. Det er forholdsvis størst eller har det mindste Underskud i Nordre Trond- hjems Amt, nemlig 1.9 Cm. og dernæst i Stavanger Amt, Nordre Bergen- hus Amt, Søndre Bergenhus Amt, Romsdals Amt samt Lister og Mandal Amt, hvor Underskuddet overalt er mellem 2 og 3 Cm. Brystomfanget er forholdsvis mindre eller har det største Underskud i de samlede Kjøbstæder, Hedemarkens Amt, Søndre Trondhjems Amt, Bratsberg Amt, Buskeruds Amt og Jarlsberg og Larvik Amt, hvor Under- skuddet er mere end 4 Cm. For hele Norge, Kjøbstæder og Ladesteder iberegnet, er Brystomfan- get gjennemsnitlig 3.3 Cm. mindre end Siddehøiden. Nedenstaaende Tabel giver en Fortegnelse over Brystomfangets Stør- relse i Forhold til Legemshøiden, naar denne sættes = 100. I venstre Række er Amterne ordnede efter den geografiske Beliggen- hed, i høire efter Tallenes Høide. nd 1005. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. Smaalenenes Amt... 50.87 | Nordre Trondhjems Amt. . 52.52 Akershus. . . 51.14 | Nordre Bergenhus. . . . . 51.81 Rédémarkens..: . . . | . . 50.38 | Romsdals. . 51.47 Seristians . . . 51.26 | Stavanger =) A Buskerud. . . . 50.71 | Lister og Mandal 51.29 Jarlsberg og Larvik 50.15 | Søndre Bergenhus . . . . . 51.27 Bratsbere. . : + . 50.39 | Kristians . . { 51,26 Bee. N... 51.00 | Akershuss. MT ees et Lister og Mandal . . 51.29 | Finmarkens . N 51.14 Bea 00 51361 Nordlands u... 2.0... cris Søndre Bergenhus. . . . 51.27 Norge uden Kjebsteder . . 51.13 Nordre Bergenhus. . . . 51.81 | Norge. 0 ST OM Fremsdals. Lez." a . sm Nedenes 20 GSE ks OG Søndre Trondhjems . . . . 50:62 | Smaalenenes . . . . . . . 50.87 Nordre Trondhjems . . . 2262 Buskerud Nu 4 2 ates ox Nordlands . - . . : . . . 51.13 | Søndre Trondhjems . . . . 50.62 TOGO le bratsbero Va ENE PSOE Beimankens.. . + = + - . . 51.14 | Hedemarkens : . . . 2044 50:38 Kjøbstæder . . sere -Kiobstrder > Mite EE ON NA 51.04 | Jarlsberg og Larvik . . . . 50.15 Norge uden Kjebsteder . . 51.13 Det vil heraf sees, at de Amter, der har det mindste relative Bryst- omfang, er Jarlsberg og Larvik Amt, Hedemarkens Amt og Bratsberg Amt, samt dernæst Søndre Trondhjems Amt, Buskerud og Smaalenene. Af Østlandets Amter er det kun Kristians Amt og Akershus Amt, som i Lighed med de fleste Kystamter har et Brystomfang noget større end Middeltallet for Norge. Det største relative Brystomfang har Nordre Trondhjems Amt og dernæst Nordre Bergenhus Amt. Kart VII viser Tallene for det relative Brystomfang i Amterne i en Farveskala, som stiger med Tallenes Høide. Efter hidtil, saa godt som det af det foreliggende Materiale har ladet sig gjøre, at have givet en Oversigt over Legemshøide, Favnevidde, Sidde- høide og Brystomfang for de enkelte Thinglag, Fogderier, Amter, de samlede Kjøbstæder, forsaavidt ikke nogen af dem indgaar som Del af noget Thinglag, og for det hele Land, gaar vi nu over til Undersøgelse NO D ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. KI. af, hvorvidt der med Hensyn til de nævnte Maal skulde være nogen Forskjel mellem Indlandsbefolkningen og Kystbefolkningen. Adskillelse af Kystdistrikter fra Indlandsdistrikter er foretaget paa den Maade, at vi henvendte os til flere i de forskjellige Dele af Landet vel kjendte Herrer og af disse fik opgivet, hvilke Thinglag efter deres Mening burde paa Grundlag af Befolkningens Levevei henføres til Kyst og hvilke til Indland. De Thinglag, om hvilke alle Herrer var enige, blev opført under de angivne Rubrikker, medens vi ved Henvendelse til vedkommende Brigadelæge fik Opgave over Thinglagenes Fordeling til Kyst eller Indland, naar der blandt Herrerne var Dissens. Under denne Sortering blev det snart klart for os, at vi ikke kunde benytte den Thinglagsind- deling, hvorpaa den officielle Rekruteringsstatistik er bygget; thi hvad der i denne kaldes Thinglag, er ikke Thinglag efter den nuværende Inddeling af Landet. Det blev desuden klart for os, at der foruden Kyst og Ind- land maatte opstilles en tredje Gruppe, som vi kalder Mellemdistrikter, hvis Befolkning kun for en mindre Del lever af Søbrug. De omfatter de indre Fjorddistrikter og største Delen af det sydlige Norges Kyst. Vi har saavidt muligt holdt Kjøbstæderne udenfor denne Undersøgelse. Kart VIII giver en Oversigt over de nævnte Distrikters Fordeling. Middeltal | Middeltal | Middeltal | Middeltal af Legems- | af Favne- | af Sidde- | af Bryst- høide. vidde. | hoide. | omfang. Middeltal af alle de 3 955 Individers | Maal, altsaa for hele Landet er. 11.72 132 | 1.78 243 |0.91 19 0.87 85 Naar Kjøbstæderne ikke medregnes, | | er Middeltallet af de øvrige 3 529 | | Individers Maale ara 20 2172198 | 1.708.483 10.91 218 0.88 04 Fordeles disse 3 529 Individer paa | Indland, Mellemdistrikter og Kyst, blir der 2077 paa /ndland med | | Middeltal af Maal. . . . . . .|1.72 1181 1.78 800 |0.91 212 |0.87 714 857 paa Mellemdistrikter med | Middeltal af Maal. . . . . |1.72 099 | 1.78 481 | 0.91 305 | 0.88 735 595 paa Kyst med Middeltal af Maal | 1.71 496 | 1.77 655 | 0.91 116 | 0.88 173 1 En stor Streg under Tallet betegner det sterste Maal; en liden Streg det midlere Maal; et Tal uden Streg betegner det mindste Maal. NT pe a 3 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 2 Differencen mellem den halve Legemsheide og Brystomfanget er: Halv Brystomfang. | Overskud, Legemshoide Band. = «à . . . . . ss . | 0.86059 | 0.87 714 | + 1.655 = Mellemdistrikter. . . . . . . . . .| 086500 | 6.88 735 | + 2.235 eee . . || 0.85 748 | 0.88 173 | + 2.425 Gjennemsnitlig Benlængde (Differencen mellem Legemshoide og Sidde- høide) er: | Legemshoide, Siddehøide. Benlængde. rand 20 2 | 172118 | — 0.91 212 | = 0.80 906 = Mellemdistrikter . . . . . . . «|| 1.72999 | — 0.91 305 | = 0.81 694 ee ee al] 1.71 496 | — 0.91 116 | = 080 380 Sættes Legemshøiden til 100, faaes følgende Maal: Favnevidde. | Siddehøide. | Brystomfang. | Benlængde, Misdianid 1... . 2040 | 103.882 52-994 50.962 | 47 006 - Mellemdistrikter . . . . || 103.169 52.778 51.292 | 47.222 =. GE ee ER 1 | 103.591 53.130 51.414 | 46.870 Det vil sees, at Indlandet har den sterste absolute Favnevidde og Mellemdistrikterne alle de øvrige største absolute Maal, ogsaa for Benlængden. Alle de mindste absolute Maal, ogsaa for Benlængden, er i Kyst- distrikterne, naar undtages Brystomfanget, der her er større end i Indlandet. Det absolute Brystomfang er i Mellemdistrikterne 0.56 Cm. større end i Kystdistrikterne og 1.02 Cm. større end i Indlandet. Den absolute Legemshøide er i Mellemdistrikterne 0.88 Cm. større end i Indlandet og 1.50 Cm. større end i Kystdistrikterne. Den absolute Favnevidde er i Mellemdistrikterne 5.48 Cm. større, i Kystdistrikterne 6.16 Cm. større og i Indlandet 6.68 Cm. større end den resp. absolute Legemsheide. Sættes Legemsheiden til 100, saa er: Favnevidden størst i Indlandet, Benlængden størst i Mellemdistrikterne og Siddehøiden saavelsom Brystomfanget størst i Kystdistrikterne, hvis Befolkning altsaa har den forholdsvis mest udviklede Overkrop. 24 ANDERS DAAE OG HANS DAAE, M.-N. KI. Mindst er Brystomfanget i Indlandet, Favnevidden og Siddehøiden i Mellemdistrikterne og Benlængden i Kystdistrikterne. Udskilles foruden Kjøbstæderne ogsaa Finmarkens Amt, hvis Befolk- ning paa Grund af dens ringe Vækst og stærkt udviklede Overkrop skiller sig skarpt ud fra Landets øvrige Befolkning, bliver Middeltallet af de øvrige 3 440 Individers Maal: Legemshoide. | Favnevidde, | Siddehøide. | Brystomfang. | 1.78 591 | 0.91 246 | 0.88 08 Fordeles disse 3 440 Individer paa Indland, Mellemdistrikter og Kyst, bliver der: Legemshoide. Favnevidde, | Siddehøide. | Brystomfang. 2076 paa Indland med Maal | 1.72 122 | 1.78 810 | 0.91 216 | 0.87 708 851 » Mellemdistr.» — | 1.73 019 | 1.78505 | 0:91 312 | 0.88 734 513 » Kystdistr. » — | 1.71973 | 1.78 185 | 0.91 260 | 0,88 526 Differencen mellem den halve Legemsheide og Brystomfanget er: Halv | Brystomfang. | Overskud. || Legemshøide. | Pindaad JAG STN 10.86 061) 087708 VEE = Mellemdisteikten. SEM 22. 036510 10887324 ee SG Sts oa uer eder 20:85 9877 10.88.5260 + 2.539 Gjennemsnitlig Benlangde (Differencen mellem Legemsheide og Sidde- høide) er: | Legemshoide. | Siddehøide, | Benlængde. I Indland VE 2.2.2 ROMANE 211220 | 091 216 | = 00000 sMellémdistikter Li AISNE 1.73019 | — 0.901.312 | = 0.81 707 Kst GEN INA Mir og + 09200 ES 080 å 1005. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 25 Sættes Legemshøiden til 100, faaes følgende Maal: | Favnevidde, Siddehøide. | Brystomfang. | Benlængde, Band... . . : .- | 103.886 52.995 59.957 47.005 - Mellemdistrikter . . .. | 103.171 52.776 51.286 47.22 | j — — MSG 0. 5 2... | 103.612 | 53.066 51.477 46.934 Det vil heraf sees, at medens Indlandets absolute Maal er omtrent uforandrede, er alle øvrige absolute Maal blevne større saavel for Mellem- distrikterne som for Kystdistrikterne. For Kystdistrikterne er Siddehøiden bleven saa meget større, at det nu er Indlandet, der har den mindste absolute Siddehøide. Skjent Middeltallet for Benlængden i Kystdistrikterne nu er vokset ikke saa lidt, er Benlængden i disse Distrikter dog fremdeles mindre end i Indlandet og meget mindre end i Mellemdistrikterne. Den absolute Legemshøide er i Mellemdistrikterne 0.90 Cm. større end i Indlandet og 1.05 Cm. større end i Kystdistrikterne. For alle de relative Maal er det gjensidige Forhold omtrent uforandret. Hvad enten Finmarken regnes med eller ikke, har altsaa Befolkningen i Mellemdistrikterne alle de største absolute Maal, naar undtages Favnevidden. Indlandet har saavel absolut som relativt den største Favnevidde og det mindste Brystomfang. Kystdistrikternes Befolkning har mindre Legemshøide og saavel absolut som relativt mindre Benlængde end baade Mellemdistrikter og Indland. Men i Forhold til Legemshøiden har Kystdistrikterne saavel det største Brystomfang som den største Siddeheide. Saavel for Indland som for Mellemdistrikter og Kyst gjælder det, at indenfor hvert af disse Distrikter skiller saavel Maalene for de enkelte Individer som ogsaa Middeltal af Maal for Thinglag og Fogderier og nogle Gange endog for Amter sig undertiden ikke saa lidt fra de for det hele vedkommende Distrikt gjældende Middeltal af Maal, 26 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. KI. Saaledes har f. Eks. 1: Indland: - Ieremenside, Favnevidde, | Siddehoide, | Brystomfang, Numedal og Sandsvær Fog- | deri med 5 -Maalte . ... | 1.74 600 | 1.81 319 | 91.900 Cm.| 83.20 Cm. Rakkestad Fogderi med 55 | | | Maalte „ers sa ep | 1.69 991 | 1.76818 | 90.082 — | 86.95 — Mellemdistrikterne: Te | ; , ; | | Legemshoide. Favnevidde, | Siddehøide, | Brystomfang. I Nordre Trondhjems Amt | med tils. 12 Maalte. . . | 1.70 167 | 1.74 250 90.917 Cm, 90.75 Cm. I Søndre Trondhjems Amt | | | med tils. 37 Maalte. . . | 1.73 743 | 1.79946 |91.608 — | 86.70 — Kyst: i= i TE | 53 | | Legemshoide,| Favnevidde. | Siddehøide. | Brystomfang. | | Thinglagene Nøtterø, Tjøme | og Brunlanes i Jarlsberg og Larvik Amt med tils. 8 NRA ER er GEAR. Thinglagene Sund og Auste- vold, Fjeld, Alversund, | | Manger og Herle i Søndre NI No) Q SI UT 91.500 Cm. 85.50 Cm. | Bergenhus Amt med tils. | 14 Maalte 0.05 2 21 1.74714 | 3.76357 01020. — 10220053 De for Mellemdistrikterne karakteristiske Maal strækker sig ind i Landet over de fra først af antagne Grændser for disse Distrikter. For med nogenlunde Sikkerhed at kunne sige, hvorlangt indad disse udvidede Mellemdistrikter strækker sig, maatte man have et meget større Antal Maalte at regne med, end der i dette Arbeide har været os givet. Den Grændse, vi nu trækker, bliver derfor noksaa vilkaarlig. 1905. No. 5. INDLANDS- OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 27 Vi tager de g Kystamter fra og med Nordlands Amt til og med Nedenes Amt. De Dele af disse Amter, der antages som Kystdistrikter, beholdes som saadanne. Resten af disse Amter betragtes som Mellem- distrikter. Som Indland betragtes de øvrige 7 sydlige Amter, i sin Helhed, ogsaa iberegnet de ubetydelige Dele af disse Amter, der er os opgivet som Kyst. Se Kart IX. Foruden Befolkningen i Finmarkens Amt og Tromsø Amt er ligesom tidligere ogsaa Kjøbstædernes Befolkning undtaget. Af de øvrige 3 440 Individers Maal er: Indland: || Middeltal af | Middeltal af | Middeltal af | Middeltal af | Antal |Legemshoide. | Favnevidde. Siddehøide. [Bis couse: Pers. Smaalenenes Amt . . | 1.71 425 | 1.77 494 ‘gt 057 Cm.| 87.20 Cm. | 87 Akershus Amt. . . .| 1.71 056 | 1.78 891 91.223 — 187.94 — | 238 Hedemarkens Amt . . | 1.72 12 1.79.579 91.302 — 1 86.72. — 1.435 Kristians Amt . . . „|| 1.71 696 | 1.78 777 91.140 —| 88.01 — | 461 Buskeruds Amt . . .| 1.72 464 | 1.79 203 | 91.496 — |87.46 — | 138 Jarlsberg og Larvik Amt | 1.73 451 | 1.70 373 | 90.990 — | 86.98 — | 51 Bratsberg Amt. 1.710091 | 1.79 201 |90.365 — | 86.22 — | 159 For alle Amter tils.| 1.71 904 | 1.79045 |91.14 Cm. 87.33 Cm. 1569 Mellemdistrikter: Deg Kystamter med Undtagelse af de opgivne Kystdistr. | Middeltal af | Middeltal af | Middeltal af | Middeltal af | Antal || Legemsheide., | Ponies Siddehøide, Brystomfang. | Pers, Nedenes Amt . . . .| 173415 |.1.78 619 91. 873 Cm. 88.45 Cm.| 118 Lister og Mandal Amt| 1.73 179 | 1.79087 |91.510 — | 88.82 — | 207 Stavanger Amt . . .|| 1.73 190 | 1.77 632 1.016 — | 88.95 — | 394 Søndre Bergenhus Amt | 1.72658 | 1.77 101 191.03 =| 88iou ==" 240 Nordre Bergenhus Amt | 1.72 208 | 1.79 464 191.28 — | 89.14 — | 209 Romsdals Aut. . . .|| 1.72876 | 1.77 888 |91.43 — |88.57 — | 170 Søndre Trondhjems Amt! 1.73 032 | 1.78714 |91.77 — 87.56 — | 63 Nordre Trondhjems Amt) 1.70 803 | 1.75 955 91.58 — 89.68 — | 66 Nordlands Amt . . .| 1.73 333 | 1.78 150 a — | 88.60 NS | | For alle Amter tils. | 272873 | 1.98 78 225 |91.36 Cm.| 88. 77 Cm. | 28 ANDERS DAAE OG HANS DAAE. M.-N. Kl. Kyst med Undtagelse af Thinglagene Tjømø, Nøtterø og Brunlanes af Jarlsberg og Larvik Amt. | Middeltal af | Middeltal af | Middeltal af | Antal Favnevidde, | Siddehoide. | Brystomfang.| Pers, Middeltal af Legemshøide. 1.71937 | 1.78 166 | 91.26 Cm. | 88.59 Cm. | 505 Differencen mellem den halve Legemshøide og Brystomfanget er: DEE systemene Overskud. For de 7 Indlandsamter tils. . . . ... 185.905 Cm. | 87.33 Cm. |+ 1.38Cm. For de 9 Kystamter med Undtagelse af | de opgivne Kystdistrikter . . . . .186.44 — | 88.77 — H+ 2.33 — Kyst med Undtagelse af Thinglagene | | Tjømø, Nøtterø og Brunlanes af | | Jarlsberg og Larvik Amt . . . . .185.07 — 88.59 — + 2.62 — Gjennemsnitlig Benlængde (Differencen mellem Legemshøide og Sidde- høide) er: | Legemshoide. | Siddehøide. | Benlængde. For de 7 Indlandsamter tils. . . .| 1.71904 |— 91.14 Cm.|= 80.76Cm. For de 9 Kystamter — Kystdistrik- | | | terne IS AES Lu 02072872 | = 91.306 | Seren For Kystdistrikteme. "Mu |. 1:71 937 le 91.26 — | = 80.68 — Sættes Legemsheiden til 100, faaes følgende Maal: | Siddeheide. Brystomfang. | Benlængde. i Favnevidde, + 5 T For de 7 Indlandsamter tils. 104.154 53.02 50.80 46.99 For de 9 Kystamter — Kyst- | distrikterne sis) 2... 205.097 52.85 51.35 ATES For Kystdistrikterne . . . || 103.623 53.08 46.92 cn — in Oo Det vil heraf sees, at de 9 Kystamter tilsammen med Undtagelse af de opgivne Kystdistrikter har alle de sterste absolute Maal, naar undtages _ 1905. No. 5. INDLANDS OG KYSTBEFOLKNINGENS LEGEMSHØIDE M. V. 29 Favnevidden, der er størst i de samlede 7 Indlandsamter. I Forhold til Legemshøiden har Kystamterne den største Siddehøide og det største Brystomfang. Indlandsamternes Befolkning har saavel absolut som relativt den største Favnevidde (de længste Arme) og det mindste Brystomfang. Den yderste Kyst mod Nordsøen, Atlanterhavet og Nordishavet har en Befolkning med for Størstedelen mindre Legemsheide og saavel absolut som relativt kortere Ben og større Brystomfang end det øvrige Lands Befolkning. I de indre Kystdistrikter — de saakaldte Mellemdistrikter — stiger Legemshøiden og med den ogsaa alle de øvrige absolute Maal undtagen Favnevidden. Disse større Maal strækker sig imidlertid ogsaa længere ind i Landet, saa de vistnok ikke alene har sin Grund i Søbrug, men ogsaa sandsynligvis i et lunere Klima, bedre Levemaade, Færdsel i det bjerglændte Terræn, der fordrer mere alsidig Brug af Legemets for- skjellige Muskler, hvorhos vel ogsaa den friske Søluft vil kunne øve heldig Indflydelse endog langt inde i Landet. Det vilde være ønskeligt, om en gjentagen Maaling af saa mange Mandskaber som muligt af 23-Aarsklasse kunde finde Sted, for at faa de nu fundne Resultater konstaterede eller korrigerede. Kristiania i Marts 1904. Trykt den 7. Oktober 1905. = 3 3 ALLES, _ 4 “h > fa: | { de Kart No. VIIL md ku A No. 5. 1905. FE MSN Ki. Vip. SELSK. SKRIFTER. | | m aNvsnvusni ONVS3 mar | | avonsav@"). 2 Å ONVMASIOIRL, 2) vo iu] AU] Fr] UASLE IR uaswwzje Cry ene ENDT 0 Jour Ab ; > Tunsuvs 3 Morsaynay, hl DØR Lh ils } Yanvondos aa å TSAR ral 2 Yr | SP UISIDUAU WAY OS WoL], TAX PUDIP-ON TAX | mali puUod] Mpson AY waAliypuosy aspuog AIX jppswoyy TTX | snyusbiag spsoyy JW smyndbasg atpuogy IX 120 UDADIS Me | pp my bo 17877] M : SUP [IA | Biaqsynig THA __ sungsiy JA ea wyuDwopa]] A yrarogbobuagspinp AI PRY mn snyssaYP If Jusuppuuse [ — nn puppnboyooy 'c T Ww Bimyjnjsosz bowaspiy % buaypupy ‘ge 1 s2pby bo bunpmbiog -z | opa 1 | 'Quauopbuy | | OSWOJ], uty — puosy H ub | 24 purs a «UDIs AT Anita DJ] pip aps bay | Oy «JUDQULS osuwahnunuopbor sus bsjuy wasuniBs) ME asunsbsbr :burrepya opuboy, unne ne mr Oe 00000191 JoJsaje rw |. YDYON. | JOAO | LEVY | IX Kart No. Noss. 1905. I. M.-N. Kr. Vip. SELSK. SKRIFTER. 1onauvÅ ony uns Å rt: na {SUT QU] sp] us: “Mayen z TAX ape So OSUOUY TAX | SPunsuvs puvypion LAX | Le ra malpuosyapson AY roves vaugos walipuoss aspuog AIX | À | ANGNOGUIe3 0 epsuoy JUX | là” IN AN 7 UIyIDU pay] A auuoppmus: ] 297 | Paes | ONITIAAN] SLAANVY A4 upqusr puoyobovoy 'c OSUON, -— Bunpoysosy bonaspig : ren Bungumg g of |__2P5y Bo bunpmbiog 'z Pos LL - usb OY pmo -17914y | 7708 tosuDahaunuophoy vase» SUD bspuÿr wasumsBsyyng + - Juke osunsbsbgp mme :burseppaogub 31, / MENA VAN ET us \ | '"UNVIAN] > "LANLSIANAT TA JA] KR! ‘0000049 °F HOJSYPEP HD ON 1940 LY vy ORM OG ORMMIDLER NORDISKE MEDICINSKE SKRIFTER FRA MIDDELALDEREN. AF ADOLF FONAHN PAGES (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. MATH.-NATURv. KLASSE 1905. No. 6.) CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI. 1905. ae Ve ae aoe MORAL ey) NUE Oe Die. ete De D ar ch ? = 7 t re LE 2775 Indledning Kap. I. Kap. II. Kap. III. Kap. IV. Kap. XII. Kap. XIII. Kap. XIV. Tilleg . Indholdsfortegnelse. Begrebet orm Ormestik og bid af giftige dyr Profylaktiske midler og for ormen særlig utaalelige stofte . Orm som sympathi- og lægemiddel. . Ringorm . Hjerneorm Orm i oiet Orm i øret . Tandormen . Orm i munden. Orm 1 maven Ormsygdomme i hud og underliggende bløddele Besværgelser Sammenstilling af ormmidler. Tabel Literaturfortegnelse Pag. Orm og ormmidler i nordiske medicinske skrifter fra middelalderen. Af Adolf Fonahn. Indledning. Re om orm spiller en fremtrædende rolle i oldtidens og middel- alderens lægekunst og tiltrækker sig derfor medikohistorikerens interesse 1 hei grad. Det har da ogsaa været særlig behandlet af flere forskere, bl. a. af v. Oefele i en række afhandlinger; en af disse: » Studien zur mittel- niederdeutschen Parasitologie Bang, Hexeform. 963. 10 ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Eller i en lidt anden redaktion!: »Snogestene at bekomme. Tag en vandsnog, bind ham fast med en sime eller baand paa et træ med rumpen over hans hoved saa at hovedet hænger ned. Sæt et fad under ham med vand udi nogle dage. Saa spyer han en sten ud i vandet af fadet, som vand er udi. Samme sten trækkes fra fadet; bind denne sten paa den vattersottiges legeme, og lad ham idelig bære den paa sig. Saa fortorres vandet af det hele legeme paa den vattersottige.« — Mellem nedtegnelsen af fabelen om vattersotstenen i dansk og i norsk ligger et tidsrum af henimod 500 aar. Vi vil dernæst gaa over til at betragte de sygdomme (hos mennesket), som man i hine dage satte i forbindelse med orm. Kap. V. Ringorm. Begrebet »ringorm« efter middelaldersk opfatning dækker vistnok, hvad vi nu betegner med herpes tonsurans, men omfatter ogsaa andre grupper hudsygdomme af herpetiform karakter samt eczem og af og til favus. I walsk medicin finder vi — rigtignok ufuldstændige — definitioner af ringorm; saaledes i »Physicians of Myddvai« § 599: »For ringworm, being a disease somewhat like humid tetter, attended with much irritation.< Sammesteds § 795 angives, at: »This virus [eruptive poison from the blood and humors] is the cause of all eruptions, boils, scalds, scrophula, lepra, cancer, erysipelas, pneumonia, dropsy [vattersot] etc.< Efter dette ser det rigtignok ud, som om ringorm ikke skulde have noget med orm at gjøre selv efter de gamles mening; men ovenfor er udviklet, hvorledes de stadig tænkte sig, at orm opstod i saadanne lidelser, og hvorledes man havde at afgjøre, om der var orm tilstede eller ei, samt at sygdommen havde let for at helbredes, naar ormen blev dreebt?. Af midler mod ringorm fremhæves: »Man stryger ringormen med duggen? af ringormgræs (Drosera, sol- dug). Svage øine helbredes paa samme maade. Planten kaldes derfor ogsaa oiengrees *.<« Bang, Hexeformularer nr. 964 [Nedtegnet aar 1790]. De gamles ,orm“ laa allevegne paa lur — som vore dages bakterier. Duggen antoges at have en særegen evne (overnaturlig, stammende fra „himmelen“ som den selv!) til at udtrække de virksomme substanser, foruden at den selv indebar en overnaturlig kraft. Er dette en ægyptisk overlevering? Vi finder nemlig i Papyr. Ebers ofte, at lægemidlet skal: ,sder m aat", stilles i duggen. * Bang, Hexeformularer nr. 610. I Elverum bruges ringormgræs i folkemedicinen. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. TI »Man skjærer en kat i øret og smører sig med sammes blodl.< I svensk? bruges orebark, hassel, purre, malurt og hugormsskind (brændt til aske). I dansk heder det®: »Tac hugorms kiurtel oc bræn, oc blandæ aschzen mæth oleo og smör houæth thær mæth.< I walsk* medicin benyttes »hvid rosin<, »saften« af snegler, humle- blade, svovl, syre (Rumex), rødløg (Allium Cepa) i edike, æggehvide, paddehat (Boletus), knusk, rødt almeløv, rævemarv (?), saften af klenge- maure (Galium aparine). Kap. VI. Hjerneorm. Fra Gothaer Arzneibuch folio 55 b anfører Oefele |. c. »eine ganz merkwürdige Stelle« vedrørende hjerneormen (Gehirnwurm). Det lyder saaledes: »Gegen den Wurm, welcher im Kopfe sitzt, schneide dem Patienten den Hirnschädel auf und lasse die Schädelstücke daran hangen und nehme die Füsse (des Wurmes: Lappen?) mit kleiner Baumwolle rasch auf und lege mit einem geeigneten Instrumente etwas Baumwolle darunter. Das Gleiche thue unter alle seine Fiisse. Darnach nimm eine geeignete Zange und ziehe ihn schnellstens aus. Fasse ihn aber ja feste und siehe zu, dass er dir nicht entgleite; denn sonst gråbt er an anderer Stelle seine Fiisse und Zehen in die Gehirnmasse ein und dann muss der Patient sterben. Ergreife ihn darum damit in der Mitte. Wenn du dem I Bang, Hexeform. nr. 427. 2 „2den legebog“. 3 Arnamagn. hdskrift. n. 187. 4 Physic. of M. $ 46: „Ringworm. For the ringworm Take white rosin, warm it and when soft apply it to the part. This will cure it.“ L. c. § 27: „For a malignant scald [favus] or ringworm. Take some snails and prick them all over with a needle till a kind of water exudes from them, and with this water wash the scald or ringworm; then bind some honeysuckle [humle] leaves on the part; let this be done night and morning, and in a short time You will be cured.“ L. c. $ 186: „For the ringworm. Take some brimstone [brændesten, svovl] and grind fine, also ox tallow and dock root [syre], boil the root and tallow together and when cold add the powdered brimstone and mix with the tallow as much thereof as will make a hard ointment. This will destroy the ringworm.“ L. c. § 44: „For a ringworm. Take the roots of red dock and salt them, then put the same in vinegar, and give them a boil, then wash the ringworm with the liquor. “ L. c. § 406: „For all sorts of cutaneous eruptions, including ringworm. Take onions [Allium Cepa, rødløg] pounding them small and boiling in water or vinegar, let the affected part be washed with this and it will heal a scald head or any other erup- tion on any other part of the body.“ L. c. $ 437: „For a ringworm, Take the white of an egg baked, apply as a plaster on a linen cloth,“ 12 ADOLF FONAHN. M.-N. KI. Patienten den Wurm herausgenommen hast, so lege ihm die Knochen- stücke wieder auf, lege ihm ein Pflaster darüber und heile ihn damit. Dem du dies thun willst, gieb zuvor einen Schlaftrunk und binde ihn fest auf einem Operationstisch, so dass er in keiner Weise im Stande ist sich zu rühren (Parallele im Talmud). At ogsaa nordboerne kjendte hjerneormen synes fremgaa af folgende citater fra svensk: »Foræ howæt wærk. Item Tac sambuci frö, oc barchæn gör reen, oc stampæ mæth ædikæ, oc giör thet warmt innen een pannæ, oc leg thæt warmt with wærchæn. ær thær orm innæn, tha opænbaræs han l.< Kap. VII. Orm i øiet. Ogsaa 1 øiet tænkte man sig, at ormen kunde fremkalde sygdoms- processer; særlig var det oienlaagene, som var udsatte for at angribes deraf. De sygdomme, det her gjælder, svarer vel først og fremst til vort hordeolum og blepharit, idet der tales om, at »orm gaar I bra(a) 9: oien- laag. « Midlerne mod denne ormlidelse var: atramentum, gallizensten, calamin (se calamintha i tabellen), kobberrog, braendevin?. Kap. VII. Orm i øret. Orm i øret mente man dels kunde opstaa ved spontan generation i øret selv, eller ormen kunde trænge ind udenfra. Midlerne mod orm, som »fødes i ørerne<, var saft (eller afkog) af Cen- taurea, af Marrubium vulgare, malurt og Ruta graveolens, af hampefrø, ! Foruden dette sted er der ogsaa et par andre steder i svensk, som tydeligvis sigter paa hjerneorm. ,2den lægebog" pag. 12: „For orm. Tak pors ok malörth ok låg j ätikio ok twaa hoffuidith ther wthi." »7de legebog“ pag. 274—5: ,Brenth win [især af hwiet wiin] Ted år goth then ther madken har i buken ok i hoffdena, ty tz dråper honom — fordriffwer madk i ögon, ther man smör thom ther med.“ 13 I Arnamagn. hdskrift. nr. 187, pag. 10: „Ad dolorem oculorum. — Thættæ ær smö- rielsæ for the öghæn, thær orm gar i bran æller skimbl ær upa waxet: tac atramen- tum [jern- og kobbersulfatholdig] oc calamin oc kopærröch, gör thær alt pulver af, oc lat thæt i een reen grydæ, oc lat ther meth rent kildæ watn, oc wel thæt litet, oc lat thæt i öghæt, oc om orm ær i öghæn i bran [oldn. brå, oldsvensk bra — egentlig gienhaar] tha lat thet udæn a öghæn." »7de legebog“ pag. 274—7 brændevin mod mark i øinene: „— fordriffwer madk i ögon, ther man smör thom ther med.“ L. c. pag. 278: „Constantinus en annan mestare sigher ath brenth viin ... dråper madken i ögon.“ 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 13 kattemynte (Nepeta cataria), ceder. Denne sidste benyttede ogsaa Dio- skorides mod øreormen. Videre tjente til samme brug saften af fennikel og olje af viol. Øresus er et symptom paa orm; hos Macer heder det om viololjen: » .... auribus infusum sonitum fugat atque dolorem«, hvorfra Harpestreng har hentet sin brug af dette medikament. Myrra og bulmeurt infus kunde ligeledes dræbe orm 1 øret. Et sted i den islandske »Lækningaboök< 1 Gislasons »Prøver af old- nordisk Sprog og Literatur< synes ogsaa at pege paa øreormen, om den end ikke staar udtrykkelig nævnt: »Malurt blandin vid ufsa gall (galde af storsei, Gadus virens) ok smurt of eyro manns — pat styrkir pau ok hrindr frå 6hlj6d, enn ef pat er lagt i klæpa örk (kiste), på mun mölr eigi spilla (fordærve) . ...< Kalvemarv med vin og sennep roses 1 svensk mod samme sygdom. I Nordens folketro som mangesteds forøvrigt i Europa frygter man ørentvisten (tysk Ohrwurm) som et meget farligt dyr, der søger med for- kjærlighed at trænge sig ind i ørerne, hvor den kan forvolde livsfarlig sygdom. Denne Forficulat auricularis var ogsaa i middelalderen folks skræk; den kunde endog forvolde døden! Twestiert heder den paa middel- svensk; naar denne »orm< trængte ind i øret, skulde man dryppe ind en vandig opløsning af »armonisk salt« (stensalt eller salmiak? se tabellen) eller saft af malurt?. I Tilhører Orthoptera, gruppe Cursoria. ? Her anføres de steder, hvorpaa ovenstaaende fremstilling af øreormen grunder sig. Arnamagn. hdskrift. nr. 187, pag. 31: „Om orm föthæs i öræn, Tac osæn af centaurea oc af marrubio oc af absinthio oc af rutæ, oc tha lyckæs ormænæ utæ oc that ær rönt [prøvet] sannendæ [sandhed].“ L. ©. p. c. „Item Tac osæn af hampæ frö oc dröp i öret, oc tha dör ormæn." „Item om ormæ ær i Green, Tac calamentis cedrie os oc blandæ meth wijn oc dröp i örzen.“ Henr. Harpestreng: ,Fænikæl oos dræpær ormæ i örnæ." ,Giuthæs thet [oli af uiolæ] i öre tha dughær thet for ormæ sang oc werk.“ Cnfr. Macer. „4de lægebog" p. 154: „Mirra . . . Item dråper hon matka i ürom . . . “ Samme sted pag. 171: „Jusquianum bölma [Hyoscyamus] . . . tas moster dråper marka i örom.“ »7de lægebog" pag. 287: „Er orm i mans Gra, stampe kalve mergh enz wiin oc synep oc lath i örath." »4de lægebog“ pag. 171: „Item om madk kryper i örath. Stööt malyrtha blad oc dröp en dropa eller twa i örath, swa dör madken eller kryper strax wth." »7de lægebog“ pag. 387: „For madk j öronen som kallas twestiert, ter en man kan vel hafwa sin död af, Tag sal armoniatij [stensalt eller salmiak ?] oc fins j apoteken, oc lat tz j klart vatn röör tz vel omkring sa at tz kan smelta, lat af tz j dropa j örat sa dör madken, oc komber fram for holit, Sa kan tw tage honum wt mz en knopnal.“ 14 ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Kap. IX. Tandormen. Dette kapitel er som allerede ovenfor nævnt særdeles interessant der- ved, at man kan følge ideen om tandormen fra folkemedicinen i Norden gjennem middelaldersk og oldtidens medicin helt tilbage til ægypter og babyloner. Oefele har velvilligst tilstillet mig en copi af en af ham fundet babylonisk tandormrecept!, som jeg skal tillade mig at gjengive efter hans oversættelse, da den i virkeligheden er af megen betydning som ét bindeled (blandt de mange andre) mellem orientalsk og occidentalsk medicin. »Als Gott Anu schuf den Himmel, der Himmel schuf die Erde, die Erde schuf die Flüsse, die Flüsse schufen die Kanäle, die Kanäle schufen den Schlamm, der Schlamm schuf den Wurm (tu-ul-tu), da ging der Wurm; beim Anblick der Sonne weinte er. Vor das Angesicht des Gottes Ea kamen seine Tränen: »Was gibst du mir zu meiner Speise? Was gibst du mir zu meinem Tranke (?)?« »Ich gebe dir das Holz MA, welches reif [faul?] ist, und die Granate des Baumes Chasch Churu.< »Für mich was ist dies: faules Holz MA, und Granate vom Baum Chasch-Churu! Lass mich festsetzen im Innern des Zahnes (si-in-nu) und die Alveolen (?) gib mir zur Wohnung! Aus dem Zahne will ich saugen (?) sein Blut. Und aus ihren Alveolen (?) will ich ausbrechen seine Schneiden. « »?? ?? den Fuss [Zahnwurzel?] ergreifel Weil du dies gesagt hast, Wurm, möge dich schlagen Gott Ea mit der Stärke seiner Hände. Beschwörung für Schmerz des Zahnes. Handlungen dabei: Du sollst Hyoscyamus pulverisieren und mit Mastix zusammenkneten. Die Beschwö- rung dreimal sollst du darüber hersagen, in den Oberteil seines Zahnes sollst du es bringen.« Ikke alene den hypothetiske tandorm, men endog det i aartusinder benyttede middel mod samme: Hyoscyamus, bulmeurt, finder vi her i denne ærværdige gamle text! — saafremt Oefeles tolkning af gruppen —- s— , SA—RIM = Hyoscyamus or ni ae er rigtig, hvilken tydning oversætteren dog anser sikret af flere grunde (saaledes bl. a. gjennem parallelrecepter hos Ishaq ibu Amran o. a.). Ogsaa i en ægyptisk papyrus træffer vi tandormen: »Ormen bider hans tand.< Combinationen orm — Hyoscyamus er vandret over i indisk, som det fremgaar af Madhava’s Siddha-yoga (8—gde aarh. efter Kr.), hvor der som Å Senere offentliggjort i „Mitteilung. zur Geschichte d. Mediz. u. d. Naturwiss.“ for sept. 1904. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 15 middel mod orm anbefales Hyoscyamus, kaldet parasiya-yavani, persisk yavani (Sten Konow)!. Gjennem graesk-romersk og middelaldersk literatur helt op 1 det haie Nordens folkemedicin ser vi hvorledes tandormen fortsætter at spille en fordringsfuld rolle og volder menneskeheden megen sorg og smerte. Der hidsættes fra nordisk literatur nogle prøver paa raad og daad for denne ubehagelige gjest. Naar der i norsk som middel mod tandpine* tilraades at spise kjød af en orm, som er slaaet for al menneskets ondskab, saa hviler dette tydeligt nok paa forestillingen om orm i tænderne. Følgende raad?, hvis væsentligste indhold er besværgelse, taler ud- trykkelig om tandorm: >For orm 1 tænderne. Det første man ser is paa vandet efter Mikkelsdag, saa læg tre stykker is i munden (og sig): Lig stil, Lam, under Gam, indtil der bliver dræit (?) i rug i det hellige trefoldige navn Gud Fader, Søn, og Gud den Hellig- aand. Og spyt saa tre gange for hvert et stykke du synker, og gjør det ligesaa, naar du siger (eller »seer< ifølge et andet manuskript): dræet (?) i rug, nemlig: tag tre rugaks i munden og sig: Lig stil, Lam, under Gam, til is kommer paa vandet etc. etc.< >For orm i tændernef. Skriv disse bogstaver eller karakteres paa et stykke smørrebrød og giv ham det om aftenen saaledes: Agata + Sagata + Amen.< >For tandværk?: Hager Orm Jæger Orm Næger Orm.« »For tandverk®. Jeg har orm i mine taender, hvad heller de er rode eller hvide eller graa, da skal de saa, visselig do som Jesus er fød af Jomfru mø. I navn Gud Fader, Søn og Helligaand. Amen.s Denne skjelnen mellem forskjelligfarvede orme gaar igjen saavel i norske, svenske og danske som i sydligere besværgelsesformularer. 1 Yderligere om tandorm og Hyoscyamus i forf.s artikel ., Historiske bemerkninger om bulmeurten“ i „Pharmacia“ for 15de juli 1905. ? Bang, Hexeform. nr. 481. 3 = = 908. 2 = 1149. Do = 1153. 6 — — 1201. 16 ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Endnu en norsk formular!: »For tandverk. Jeg staar paa jorden den grønne og ser til himlen den skjønne: Gud skille mig ved den onde gjest, som sidder i mine tænder fæst i Namn Gudfader, Son og Helligaand. Probatum.« Fra svensk literatur hidsættes ?: »For tanna wårk skal man thetta låsa, når lesthen sågx Matk esth tw j min been, then helga låsth wari tik tiil men, then hålgå herren som låstena skop, raadhe minom tandhom both in nomine patris &c pater noster aue maria.< Rosmarinaske skal efter svensk kilde” være god for orm i tænderne, ligesaa brændevin* og pastinakrod®. Tilsidst skal nævnes, at der i walsk anbefales at knuse Hypochæris, guldbørste, og anbringe paa tænderne tre nætter i rad, saa dræber det ormen ®, Kap. X. Orm i munden. Denne art nævnes kun et enkelt sted, nemlig i 8de svenske lægebog pag. 400: »För ether. »Dragonthea [Arum Dracunculus] år ffraknoth som en orm hon år goth moth alskens eter oc fordriffwer matk aff munne. Item pipran åthen fastandhe gör thz samma.< Bang, Hexeform. nr. 1208. * ,2den lægebog" p. 40. 5 ,3die legebog“ p. 95: ,Flos marinus. — Item gör aff thz asko oc bint innan een grönan (ny?) linnen klwth wål renan, oc gno ther mz thina tåndher oc år ther madkir i, tha döör han oc helir mornin aff alle fylsko.“ »7de legebog“ p. 277: „Aristoteles then hedniska mestaren siger . . . Ath huilkin som haffwer hardan tannawerk och madke haffuir i tenderna, han skal twa sin mwn ther med [med „brennewin“] om affton och morgon och tha han åtiith haffuir, Tha dör madkin och werkin minskas och tw faar bötir.“ „7de legebog“ p. 321: ,Stöth pastinata roth, oc gnidh tenderna ther mz, tz dråper madkin i thom.“ „Io destroy a worm in the tooth. Take the roots of the cats ear (Hypocheeris, Ferkel- kraut], bruise, and apply to the patients tooth for three nights, and it will kill the worm.“ (Physic. of Middv.). 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 17 Mundormen var visselig ikke identisk med tandormen, da man i syd- ligere landes medicin finder en særskilt mundorm omtalt (stomatit !). Kap. XI. Orm i maven. Man finder hovedsagelig to benævnelser anvendt i middelalderen for orm i indvoldene: »spolorm« om ascaris lumbricoides og »madk, mark etc.« om oxyuris vermicularis. Spolormen var et større, mere udvokset exemplar af marken. Men saa antog man ogsaa en tredie (hypothetisk) orm, der kunde forvolde maveknib (»refform<, »bukorm<), en orm som er vel kjendt i ældre, sydgermansk medicin (Höfler)1. Angaaende disse ormes opstaaen har vi ovenfor udviklet de gamles anskuelser. Bændelorm nævnes ikke. Ormenes sæde kunde være i ven- trikelen, tarmen eller selve underlivshulen. Hugorm og snog, padder og deslige uhyggelige dyr mente man kunde trænge ind i maven, som ovenfor nævnt. (Cnfr. Talmud, hvor lignende beskrives). Af midler?” mod orm i maven fandtes en hel mængde: bønner, hvid- løg, kaalfrø, sellerifrø, abrod, kjæmpe, kjørvel, karve, mynte, myrrha, viololje, zedoar, slangeurt, rosmarinus, vild merian, coriander, »røgelse<, { Efter Oefele omtales denne slags indvoldsorm ogsaa i ægyptisk, og i assyr.-babylonisk forekommer medicinske udtryk, som synes skjule tanken paa en særskilt „kolikorm“. ? Arnamagn. hdskrift. nr. 187: „Item. Om man hauer levende orm isek, tac böner oc stöp [legge i blød] een nat, oc siuth them, til the refnæ oc tac thet soth oc skier clof löch [hwitæ löch] i oc dric. thæt hiælpær. Item tel thæt sammæ dric kal [kaal] frö oc mærkæ [selleri] frö, oc thæt dugheer. “ Henrik Harpestreng: ,Drickær man af ambrot [Artemisia abrotanum] oftæ tha dughær thæt for spolorm.“ | L.c. „Oc hænnæ [wægbræth, arnoglossa siue plantago] oos drukkæn æltær burt spolormæ." L. c. ,Stampæs hun [Cerefolium, kjorvel] mæth starc ædikæ oc dryks tha dughær hun for spolorm.“ — ,Thæt [carui, danst kumyn = Carum Carvi] dræpær spolormæ." L. c. mentha, myrrha, viololje og zedoar. I svensk plantago og rosmarinus. „zdie lægebog" p. 99: „Item wardhir serpentina [Polygonum Bistorta] sudhin mz wiin oc drukin oc år ormbir i manz lifwe tha wardhir han lös aff hånna dygdh oc kombir honom wth aff liffweno." I svensk bruges ogsaa — som i dansk — ,Origanus, konungr“ [Origanum vulgare] mod spolorm. y3die legebog“, p. 105: „Coriandrum år kalt oc thorth stæmpær man thz mz wiin ätikio oc drikkir thz tha fordrifwir thz spolorma.“ I ,4de legebog“ bruges „thus, rökilse“ sammen med rosenolje og skrivefarve mod spolorm, ligesaa myrra, isop ,sudhin i åtikio" og karve. Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. KI. 1905. No. 6. 2 18 ADOLF FONAHN. M.:N. Kl. rosenolje, skrivefarve, isop, »sädhäfer« (Curcuma zedoaria eller Flos Cinæ, ormefrø ?), karse, reinfann, sennepsfrø, Ligusticum Levisticum L., tusind- gylden, Arum Dracunculus, Ruta graveolens, og særlig mod oxyuris: pulveriseret lunge, brændenesle; i walsk benyttes orebark, valnødbark, hagtornbark, slyngende søtvider, »natron« (soda), turnipssaft, melk af ko »7de lægebog" p. 256—7: „Sädhäfer [Curcuma zedoaria eller Flos Cine?) dwger for ether oc ormæstyngh . . . . dricker man henne, hon fordriffwer spolorme.“ »1de lægebog" pag. 281: „Nasturtium krasse han wraker wth... orma aff mans qwiidh.“ Nasturtium nævnes oftere som ormmiddel. „jde lægebog" pag. 285: „Then myndre groddeblat [Plantago „minor“] hennes oos fordriffwer spolorma.“ Frø af ,renefana" (Tanacetum vulgare] fordriver spolorm, ligesaa kaalfrø og sen- nepsfrø, saavelsom ,lybbestycka" frø og „myntha“. n3die lægebog" p. 110: „Caulis romana [kaal] . . . Item stampæs hans fröö mz ätikio oc drikx tha kombir thz wth ondha orma aff manz quidh.“ „gdie lægebog" p. 140: „Centaurea [Erythræa Centaurium, tusindgylden] dråpper madke i bwken.“ I Uetrechter Arzneibuch sees Centaurea brugt mod spolorm, hvorfor mulig udtrykket ,madke“ her i den svenske-lægebog er ment i udvidet betyd- ning, indesluttende spolorm. y5te lægebog" p. 201: „Tag gräs som heter drachonia [Arum Dracunculus] . . . . Thz dråper madka som i manna wäxir.“ y3die legebog“ p. 82: „.... Item wardir hon [rwta — Ruta graveolens] swden mz olio tha dråper hon matka som pläga wäxa 1 quidenom.“ »7de lægebog" p. 222: „Contra uermes uentris atramentum (skrivefarve) cum uino bibat paciens et liberabitur.“ Arnamagn. hdskrift. nr. 187: „Item || ad uermes in ano. Om ormæ waxæ 1 arzæn [anus & rectum]. Tac lunge oc thyrckæ hænnæ oc gör puluer aff, oc thæt puluer cast i arzæn, oc tha kommæ ormænæ tel arzæn tel thæt puluer, oc thær af helæs bathæ man oc quinnæ." Medens dette sted kan gjælde spol- orm, er følgende sted derimod sikkert myntet paa oxyuris: „zdie legebog“ p.86: „Urtica minor thz kallas etirnetla wardir the sodna mz ätikio feller efter 7de lægeb. p. 238 „stöth mz honag oc win“] wthan salt ok swa åtna tha rönsa the magan aff onda wädzsko, ok dråper sma madka i maganom ok körir them » wt aff honom ok åre the mykit skadelige om the fa wåxa mange... .“ Walsk: =, Physicians of Myddvai" § 36: „For worms [Indvoldsormene slaaes i Ph. of M. sammen under benævnelsen worms, medens orm paa marken kaldes snake — overensstemmende med udtryksmaaden i moderne engelsk]. Take elder [or] bark, wallnut bark, white thorn bark [Cratægus oxyacantha], bittersweet [Solanum dulcamara, slyngende søtvider] and boil them together in water. Let a cupful be drunk thereof daily fasting, and let the patient obtain from food till it is almost evening. This should be repeated nine times." L. ec. § 44: „Worms. Remedy. — For intestinal worms. Take wine and natron [soda], mix together and drink every morning fasting.“ L. c. $ 108. „To destroy worms in the stomach or bowels. Take the juice of turnips, foment therewith, and they will come out.“ L. c. § 111: „For worms. Take the milk of a cow, that has a bull calf sucking her, with barley meal and honey. Boil it in a pan after the manner of porridge [grød], and apply hot to the stomach. — Another plan is to bruise fresh rue [Ruta graveolens] and mugwort [Artemisia vulgaris, burod] and drink the juice thereof. L. c. § 126: „If worms be generated in man or beast, apply to (his stomach) the roots of the taragon [estragon, Artemisia Dracunculus], and the worm will die fortwith. — Another way is to mix the leaves of the dittany [Dictamnus, dansk dragebynke] with strong wine, and let the patient drink it fasting.“ ein rz 2005. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 19 som har oksekalv, (bygmel), ekenodkjerner, burod, Dictamnus — dansk dragebynke, ryllik, hvedeblomster, Cerinthe — dansk voxblomst. Mod indtrængende slanger og orme brugtes (foruden bønnesuppe med kjød og flesk) troldhæg, tysbast, reg af skosaale og mandepis; i walsk kamilleblomst. Kap. XI. Ormsygdomme i hud og underliggende bløddele. Man tænkte sig gjerne, at orm var tilstede i gamle saar, i cancer og cancerlignende lidelser, ved lymfangit, panaritium, podagra [chiragra], ring- orm o.s.v. Om ormen opholdt sig i og avledes i de dybere lag af blød- delene, søgte den som oftest at trænge sig frem til overfladen ved at bore sig kanaler (fistler) og huller (f. aabninger) op gjennem huden. Den kunde ogsaa findes i selve bensystemet. Om diagnosen af orm i saar se foran. Der benyttedes adskillige midler for at dræbe ormen, og medi- kamenternes virkning understøttedes af besværgelser. L. c. $ 127: „For intestinal worms. Let the patient drink a cupful of the juice of the plantain [Plantago — major —], and apply the same herb to the navel. — Another way is to make mi(l)foil [Achillea millefolium, ryllik] in wine, once whilst fasting, and they will be expelled that day.“ L. c. II § 25: „For worms in children. Take as much as will stand on three golden crowns of wheaten flower bolted [pres- sed] through a fine silken sieve, put it in a glass vial [liden flaske] and pour [held] thereon as much spring water as will suffice to bring it to the consistency of milk, and no more; then let it be given the child to drink, and dead worms will be seen in his evacuations. This is a very excellent recipe.“ L. c. § 433. „Take the juice of tansy [Tanacetum vulgare, reinfann] and milk, strain [filtra!] and boil well till reduced to a third, drinking it warm.“ L. c. $ 178: „For worms in the stomach. Make a powder of turnips, by slicing [skive op] them and roasting them before the fire. They should be ground and given to the patient to eat cold, for nine mornings fasting, or at nine separate times, and the patient will be cured.“ L. c. $ 192. „To destroy worms in a mans stomach, when nausea is produced. Take the herbs called honeyworth [Cerinthe, dansk voxblomst], pound it well with some white wine, warm some thereof and administer to the patient fasting for three mornings, and it will cure him.“ L. ec. § 25: „The roots of the mugwort [Artemisia vulgaris, burod] boiled in wine, will form an issue also; the leaves treated in like manner will destroy worms.“ „Strödda låkedomar" p. 451: Mod udenfra kommende orme i maven: „Fore for- gifftelse och ath oorme moge opkastes eller paadher eller andre ethermarcker. Först giffuis them som sywker er i try dygn encthet [intet] annet dricke en bööneswdh hwilke swdith er i kiöth och flesk, en uppo tredie dagenom skall saman sywdas brakewidha barcker [Rhamnus frangula, troldhæg], tybasth [Daphne mezereum, tysbast, tyved] i gamblo ölee, en fiskå swdh och skall aff skrapas thz ytherste aff barckenom oc skulle tessa barkin ligge wndhen passione domini. Oc skall thz silas och siden skall skawes ther j menia Och thz skall then dricke som forgiffwen er I nampn fadhers söns och then helge andhe Amen.“ 20 ADOLF FONAHN. M.-N. KI. Saadanne midler! var: Alun, brændevin, rugaks, slangerod (Aristo- lochia), laurbær (Laurus nobilis), kogte bønner, dekokt af æbletræets bark, atramentum (skrivefarve), enebær, harskt smør, svovl; i walsk: smult af redt svin, Maybutter (en Ranunculus?), salvie, kjerner af ekenodder, frisk ost, sverdlilje, sort snegle, pepper; Ruta graveolens, linfrø, Matricaria parthenium. I ,qde lægebog" p.291. „For madka aat. Tagh alwn och stöth tz smaath eller maal mz qwarn och blanda medh renth watn oc stryk ther madken gaar mz ena fiedhwr. Item brenth wiin gör tz samma." L. c. p. c.: „For madka i manna köth eller lymmer. Thagh rogh ax som lenge haffwa ligath oppo hwstakin, en xL eller L (40 eller 50) tiil hopa, eller een handh fwlla, och lägh oppo saarith, ther madkane åre. Tagh sidhan lynnet klädhe oc låg offwan aa axin och handena offwan oppo kladiit, Haff sidan warmt vatn som tw hetast tol, oc lath rynna i millan fingren nider oppo kladith oc axen oc trysth nagoth til medh fingren, tha löpa madkana op aff kötiith och in i axen, Skodha sidhan axen moth eldin, tha ser tw madkana i axen, sköl thom reen oc lågh aather oppo, saasom för, til thes ath madkana årw alle vthe, Tha helis sarith aff sig sielffth, tetta er offta pröffwat oc er visseliga santh.“ L. c. p. 309: „For lik madk (= gangræn?). Tag först honig oc hwetemiöll oc gör ter aff een deegh oc låg sa ter oppo som madken er, oc tag sa renafana, holyrt [Aristolochia] oc lagerbår [laurbær], tz skal stroöyas pa degin oc leggia ter som lük- madk er.“ Mod kræft anbefales brændevin som fortræffeligt, ligesaa grod af kogte bønner, hon- ning, dekokt af æbletræets bark, brændt linklud og atramentum [skrivefarve]. Følgende salve berømmes 1 ,7de leegebog“ p. 394 mod markfuldt saar: „En salwa til samma saar. Hemta j hanka stop fwlt med grön enäbär oc ter til ij marker gamalt smöör iw eldre iw bätre, Oc tw loodh brennesten [svovl] oc tw lod alwn, oc stampa tz smaat j en mortare sidan skal tz alt til hopa smeltas j ena krwka Oc sidan silas eller trystas j ginom ett klede, Tenna salua skal man stryka wel twntt kringom sarit, men icke for ner saarit, Oc legge inte plaster oppo sarit Vtan binde itt rentt klede som icke smittar saarit.“ I walsk: „Phys. of Middv.“ $ 478: „To destroy a worm lodged in a mans flesh. Take the lard [smult] of a red pig [svin], Maybutter [Ranunculus?], sage [Salvia offici- nalis], and acorns [kjerner af ekenødder], pound them well together till they become an ointment, and apply the same to the part.“ L. c. § 479: „Another. Take the juice of sage and a little of the destillation of wine [spirit of wine or brandy], anoint the part where the worm is lodged, and it will kill it.“ L. c. § 621: „An application to a pain, which will show whether it proceeds from bruised flesh or contusion. Anoint the whole of the affected part with honey, and get fresh cheese and rye meal, put these ingredients in the earth for a night, then apply it to the openings in the painful part. When You remove this plaster next day, if there are holes therein, know that there is a worm in the ulcer.“ L. c. § 623: „The way in which the worm may be destroyed. Take the root of the gladwin [Iris, sverdlilje], and bruise in honey and wine, apply a black snail to the part and cover it with above plaster, and it will destroy the worm.“ Hensigten med at anbringe en sort snegle er vistnok at lokke ormen frem, saa det dræbende gladwinplaster kan virke paa den. L. c. $ 624: „Another. Take pepper, rue, linseed and feverfew [Matricaria par- thenium], dry these three last, powder and apply to the part; it will destroy the worm.“ LA 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 21 Kap. XIII. Besværgelser. I det foregaaende er nævnt endel exempler paa besværgelsestherapien, hvorfor det kun vilde trætte læseren at ramse op end yderligere en mængde kjedelige besværgelsesformularer; det skal kun fastslaaes, at disse var meget anvendte saavel i human som veterinær medicin. Formlerne er ofte importerede fra sydligere lande, omend mere eller mindre ændrede i sin ordlyd. Særdeles hyppig træffer vi i formularerne » Jobs orme<, der som det heder var dels sorte, dels røde, dels hvide — en inddeling der imidlertid ikke forekommer i Bibelens fortælling om Jobs orme, idet der kun staar det collektive 3% rimmah, arab. Xe) rimma (-tun), mark (Gewürm). I Talmud nævnes dog forskjelligfarvede orme. I Norge brugte man (cnfr. Bang nr. 27) tildels de hedenske gudenavne Thor, Odin og Frigga istedenfor Gud Fader, Søn og Helligaand for ikke at tage Guds navn forfængelig — det skulde da ikke længer være nogen synd ved besværgelsen. Tallet 271 indtager en fremtraedende plads: »Mod ringorm”. Man tager paa fastende hjerte spyt paa fingeren og dreier den om- kring det syge sted mod solen og siger: Ringorm, ringorm med alle dine unger, fra:9—8, fra 8 til 7, fra 7 til-6, fra 6 til 5, fra 5 til 4, fra 4 til 3, fra 3 til 2, fra 2 til 1, fra ı til o. Dette gjentages tre morgener, hver morgen tre gange.< [tilsammen g!]. Kap. XIV. Sammenstilling af ormmidler. Vi vil dernæst sammenstille de i literaturfortegnelsens nordiske og walske skrifter fundne ormmidler og delvis vedføie de tilsvarende midler fra ældre middelalderske og oldtids skrifter tilhørende sydligere lande. Identificeringen af disse midler er ofte vanskelig, og da det hovedsagelig er planter det gjælder, blir det en mængde plantenavne, som volder besvær at gjengive i vor moderne botaniske nomenklatur. Mange af de plantenavne vi finder er indførte fra Syden og har da vistnok oftere i de ældste tider (Dioskorides, Hippokrates) betegnet andre arter og varieteter, end de gjorde i nordisk middelalder. Man maatte substituere med inden- f Cnfr. i indisk, semitisk, ægyptisk ligesaa. ? Bang, Hexeformularer nr. 103. 22 ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. landske planter, hvor de oprindelige ikke kunde tilveiebringes gjennem drogehandelen eller særlig kultivering i klosterhaverne. Vistnok er ikke alle midler medtagne i denne fortegnelse, men ihvert- fald hovedmeengden af de stoffe, der ansaaes som specifikt virksomme > mod orm. I = islandsk, N = (ny)norsk, S = (middel)svensk, D = (middel)dansk, W = walsk dialekt af keltisk >: kymrisk, gjengivet i nyengelsk oversættelse, T = tysk. [ ] om et medikamentnavn betegner, at samme ikke er fundet som ormmiddel i de undersøgte skrifter fra Norden. Tabel over ormmidler i middelalderen. eo 1. Abrotanum, abroth S. mod hugorm, spolorm. D. ambroth mod hug- orm, spolorm. [N. abrod]; Macer. abrotanum. Diosk. mandlig aßootovov mod slangebid. Plinius habrotanum campestre. T. Eberreis, Zarter Beifuss. — Artemisia abrotanum L. 2. Absinthium, malyrth S. mod spolorm. D. absinthium mod orm i øret [N. Ægte malurt]. Diosk. awivdıo» mod ørelidelser. Arab. afsantin. En Pers. afsantin. Syr. [5 TN , gedre. Kopt. MH AANPH (T)?, pschén empere = üoreuoia. Arab. el-demsisa. T. Absinth, Wer- muth. — Artemisia absinthium. 3. Ale-trå bark S. mod ringorm og tandverk. W. elder bark »for worms«. [N. or, older]. T. Erle. — Alnus (særlig glutinosa) L. 4. Agrimonia, agermönja S. mod bid af orm og »dyr med gifttænder«. [N. akermaane]. Diosk. evsratoetov mod slangebid. T. Odermennig. — Agrimonia Eupatoria L. 5. Alleum, klofflök vel hwitlök S. mod ormestik. D. hwidelög, cloflök mod bid af hugorm og skorpion. [N. hvidlog]. Diosk. 0x000do» mod beendelorm. I Talmud berettes, at BI, schum, dræber indvoldsorme. Arab. es5, tsüm. Pers. sir. Kopt. y&Hst (T), schedjén. Syr. lok, tumå. Mellemnedertysk kluflok, kloflok. T. Anoblauch. — Allium sativum L. (Se ogsaa greslog — »vild hwitløg<). 6. Apium, mårke S. mod ormestik. D. mærke, mærky mod ormestik og indvoldsorme. [N. selleri]. Diosk. oedivoy mod bid af giftige dyr. 9 Syr: | m» i keriksa. Kopt. gest, mit. T. Gebaute Sellerie. — Apium graveolens L. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 23 Fic IO. IT. 12. 13. T4. Agaric, W. mod ringorm [N. Knusk]. Diosk. @yagızoc mod slangebid. T. Larchenschwamm — Agaricus albus L., Polyporus officinalis Fries. I Kina bruges en polyporus, chuh-tan, der vokser paa bambusen, som ormmiddel. Atramentum, S. mod »vermes ventris<. D. atramentum mod orm i oienlaag og mod orm i kjød. Arab. MX, midad blandt andet ved oiensygdomme. Persisk murakab som stypticum, adstringens. Diosk. uéiav, adstringens ved saar. Bekjendt er anvendelsen af skrivefarven og & , anu, hos ægypterne som adstringens i ølet og i tarm- kanalen. Indeholdt væsentlig jern og kobbersalte (sulfater). Alwn S mod »madka aath< i hud og underliggende bløddele. Arab. Cr schabb. Pers. zak-bluri. Galen, Diosk. og Hipp. otværnyola. ip Alaun. — Alumen. Barochus se Marochus. Biugmiel S. mod orme i huden. W. barley ligeledes. Diosk. «ord mod purulente saar og mod svulster. I Talmud forklares, at orme ofte opstaar af byg, DWN, hårdås eller hådrås. Arab. Scha ir, Pers. dschow. Kopt. eswt (M), eiot og Swe, lot (T). Ægypt. at, og ta = I SP . T. Gerste. Hordeum vulgare L. Bener D. mod orm i kjød og mod indvoldsorme. S. bööneswdh »mod paadher eller andre ethermarcker< i maven. Diosk. ouélaë. T. Stangen-, Garten-Bohne. — Phaseolus vulgaris. Brenth wiin S. mod »madk i buken, i ögon, 1 tånderna<, ved fistel og cancer. W. Spirit of wine mod »a worm lodged in a mans flesh«. Alkohol var meget skattet i oldtid og middelalder som antitoxisk og desinficerende middel. Diosk. anbefaler i V bog kap. 11 sregl duvauewg twv olvwy vinen ved »ondartede, kræftlignende og vædskende saar«, mod slangebid og alslags gift. Araberne ligesaa. Vin og andre alko- holholdige vædsker anvendtes meget i medicinen hos de ældste kultur- folk (ægyptere, assyrere og babylonere). Brakwidha barcker S mod dem »som forgiffwna er« (nysvensk: brak- vedsbark). [N. almindelig froldhæg|. T. Faulbaum. — Rhamnus frangula L. Brimstone W. mod »ringworm<. D. brænnæsteen mod vædskende saar. S. brenmesten mod gammelt saar med mark i. I. drennisteinn. [N. svovl]. Diosk. Jeiov. T. Schwefel. — Sulfur. Ir 18. 19. 'ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Bytirum S. [N. smør]. Diosk. fovrvøov mod saar og bid af Aspis- slangen. Butyrum. Benedicta S. én art hvid og én rød fordriver af huset! »etirköns madka« [N. Krathumleblomst]. St. Hildegard (cr. 1150) og i »Pulvis contra omnes febres« (gode aarh.) benedicta. Andre middelald. syno- nymer er: gariofila, sanamunda (Albertus Magnus), anantia, pes lepo- rinum (Alphita i Collectio Salernitana). T. Nelkenwurz, Goraffels, Benedictwurz. — Geum urbanum L. (= Caryophyllata urbana Scop.) = »then rödha benedicta«. (»Den hvide b.« = ? Se Th. M. Fries). Bittersweet W. »for worms«. [N. Slyngende søtvider|. [Nydansk Bittersod|. St. Hildegard: Stignus. T. Dilttersüss. Solanum dulca- mara. Betonica, jorthumble D. mod hugorm. S. jordhumblä(—bla) mod orm. Baade i dansk og svensk fortælles — næsten ordret citeret efter Macer —, at en krans af planten lagt udenom hugorme hindrer disse fra at komme undaf, og at de dræber hverandre indenfor ringen. Hos Macer heder det: »Si de betonica uiridi sit facta corona circa serpentes (ut Plinius apperit autor) audebunt nunque positam transire coronam sed morsu proprio pereunt & verbere caudae.< Plinius: Hist. nat. XXV c. 8: »— — — morsibus inponitur Vettonica precipue, cui vis tanta perhibetur ut inclusae circulo eius serpentes ipsae sese interimant flagellando.< Diosk. mxéotpov »nyttig ved bid af giftige dyrs. Synonymer i middelald. er serratula, cestron. Ifølge Mercks Index 1902 »aus dem keltischen bentonic zusammengesetzt aus den (Kopf) und fom (gut), also gut für Kopfweh als Niessmittel.« T. Befonten- kraut. — Betonica officinahs L. Bævergjæld N. mod slanger og orme. For at prove bævergjælden skal man slaa en ring med den og sætte en maur indenfor; kan denne ikke komme ud, er bævergjælden god. Arab. pr dschun- dubådastar mod bid af giftige dyr. Pers. Asch Bitschekan. Diosk. naotogog VOYE mod slanger. Hipp. xaoroguor. T. Bibergeil. — Castoreum af Castor fiber. Höfler, Zur altgermanischen Heilkunde, Janus 1903, gjør opmerksom paa ,hus" i en anden betydning, nemlig som Wurm-Haus. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 25 20. 21. 22. 93. 24. 25. 26. 27: Cc. Calaminta, calamentum nepta, katthemynte D. [S. Näpte, calmentum]. Macer: »Herbam, quam Neptam uulgari more uocamus, hane medici grece calaminthi nomine dicunt . Serpentem morsus superaddita trita nocere, non sinit & pellit cum vino sumpta venena potus & iniectus lumbricos enecat eius succus in membris uermes necat omnibus ipse.< Diosk. xaiauévIn mod bændel- og andre indvoldsorme. De 3 arter hos Diosk. svarer efter Berendes til »Mentha tomentella Link, »Trockene Minze<, Menta gentilis L., »Zarte Minze<, og Thymus Calamintha L. »Hoher Thymus<. Efter Th. M. Fries er calamentum Nepeta cataria, kattemynte. Canapis, hamp S. mod hugormsbid. Hampæ frö D. mod orm i øret. Nævnes ikke hos Macer. I Susrutas Ayurveda anføres (Sutra- sthåna kap. 36). I , Sana som blødgjørende middel (bevirker ua. EN 2: (Sonne), Hampen kaldes ogsaa i Ayur- sl bhangd. Arab. 23, kunnab ogsaa som ormmiddel; ait APLE schahdanadsch er = semen Cannabis sativae. Det af hamp tilberedte ré, eg. tort græs, haschisch, benyttedes (ogsaa nu) som berus- ningsmiddel. Pers. Schahdand. Diosk. zavvaßıs huéoog. — Cannabis sativa L. Caulis romana S. mod »ondha orma i manz quidh<. D. Kal-fro mod »orm i quith<. Diosk. zo@ußn. T. Kohl, Gartenkohl. — Bras- sica oleracea L. Cats ear W. >for worms in the tooth«. [N. Guldborste]. — Hypo- cheris. Childs hair W. »for worms in children«. Cheese W. fresh »for a worm in the ulcer«. Cedria D. mod orm i øret. [N. Ceder]. St. Hildegard: Cedrus. Arab. c4#, scharbin. Diosk. zédgoc »dræber orme i orene<, — fjerner sus og klang for ørene. Hipp. zédpog som ormmiddel. Hebr. TIN, éréz. Assyr. i-ri-nu eller erinu. T. Ceder. — Pinus Cedrus (eller Juniperus oxycedrus? Hos Hipp. menes vistnok denne). Centaurea D. mod orm i øret. S. Centaurea mod »matke i bwkenc. [N. Tusindgylden]. St. Hildegard: Centaurea. Macer Centaurea. Diosk. xevraugıov tor wéxgov som laxans. T. Tausendgüldenkraut, — Erythraea Centaurium L. 29. 30. oie 32. 33: 34: 35: ‘ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Cerefolium, kirfwil S. mod spolorm. D. cerefolium, kyruæli mod spolorm. [N. kjorvel]. Macer »Caerifolium . . . . . lumbricos tali potu, tineasque repellis«. Arab. U*;*, mirris. Diosk. uvøøwg. T. Körbel. — Anthriscus cerefolium. Ciminum, kwmyn S. mod »ormz styngh< og »ormabyt«. D. Thitæst (tysk) kumyn 1 modsætning til »danst kumyn«, der betegner Å å : : J > = carum carvi — mod ormestik. Arab. kumun. Syr. | ax, kemunå. Dj p 2 a Vw al» 0 apr £ = Ic at Sb ER 77 Æ or NIA 10sk. zuuwov nuéoog mod bid af giftige dyr. Ægypt. Boll tepnen. Kopt. T&Me€sl, tapen. Assyr. kamunu. Nysvensk spis- kummin som folkemedicin. — Cuminum Cyminum L. Cipul, sipol, uniæn, röthelög D. mod hugormsbit. S. sepa, sipul, rödlök mod »orms bijt« [N. rødløg]. W. onion mod »ringworm«. Diosk. are å 2 2 De . sr ° xoouuvov. Arab. \uos, basal. Pers. pjaz. Syr. Pos besla. Kopt. @TST hetit. T. Zwiebel, gemeine. — Allium Cepa L. Carui, »danst kumyn« D. mod spolorm. S. Danst commin eller karffwa mod spolorm. Diosk. x@oov. Arab. karoja. Syr. karvaja. T. Kümmel. — Carum Carvi L. Coriandrum, koriander, coriander S. mod spolorm. Susruta TAN dhanyaka o. fl. Hebr. 73 NI, sera (fro af) gad. I ægyptiske texter forekommer koriander ofte, men ikke direkte som ormmiddel. Ægypt. schau. Kopt. Kepwyer, berschev, eller REPYHOT , berschéu. Syr. kusbirta. Assyr. kusibirru. T. Koriander. — Corian- drum sativum L. Cleavers or goose-grass W. mod scald (favus og mycosis tonsurans). [N. Klenge-maure]. Diosk. @agivn. T. Wandlabkraut. — Galium Aparine L. Camomile W. mod »snake or living reptiles in a person<. [N. Kamilleblomst]. Diosk. «veis. T. Kamille. — Matricaria Chamo- mille L. ID. Draguntea D. mod »orme af eter waxe<. Dragencia, dragonthea, drachonia S. mod »madke i manne<. Dragontea i Caroli Magni Capitulare de villis. Alphita: Draguntea, serpentaria, colubrina (var. columbaria), basilica, cocodrilla idem. Arab. Gpdy lüf. Diosk. doaxovtia som beskyttelsesmiddel mod hugorm. Hipp. dgaxovrexor. T. Grosse Drachenwurz. — Arum Dracunculus L. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 27 36. ST7- 38. 39: 40. 41. 42. 43: Dictamnus, hakyrt S. mod ormestik. W. Dittany mod »worms gene- rated in man<. St. Hildegard: diptamnus. Diosk. déxrauvoc. Efter Aristoteles og Plutarch en vækst fra bjerget Dikte paa Kreta med evne til at trække pile ud af saaret. T. Aechter Diptam. — Origa- num Dictamnus L. (Th. M. Fries: Dictamnus albus L.). Dunc D. mod »orm i föthaer.« V. Såby i sit glossar til Arnamagn. h. nr. 187: »dunc, plantenavn, Cicuta virosa L.? (Jvf. mnt. woden- dunk, »schierling<).« Alphita: »Cicunita (var. cicuta), coniza, conium ; quaedam species illius calidae sunt, habet semen arabice dictum horri- nel.« Dunc = thung S.? Efter Th. M. Fries: »Elleborus, thung< = Helleborus niger L. Dunc har været sat i forbindelse med othæ yrt D. odhyrt, othyrt S. Navnet Elleborus blev i svensk ogsaa brugt om fluesoppen (Agaricus muscarius). E. Enebår S. mod »gammalt markfuldt saar<. Diosk. &oxevdog. Arab. arar. Pers. aerår." Syr. La [ALS bacca Juniperi. Ægypt. * 6 per schen. T. Wachholder. — Juniperus. E. Fenekol S. mod orm i øret. »Item hugorma tha the varda gambla tha etha the fenekol, och saa warda the wnga igen. Och forty gör hun mykit ghoth gamblom mannom.« (Svensk lægeb. 8, pag. 407). Nævnes i Capitulare de villis. Fennikel D. mod orm i øret; ogsaa her fortælles, at hugormen spiser fennikel og blir ung igjen. Diosk. uæoa- Joov mod slangebid. T. Fenchel. — Anethum Foeniculum L. (Foeni- culum officinale Gaertner). Flos marinus S. mod »madhkir i tåndher<; regen af samme mod »ormbir i mauen eller i annan nokrom stadh<. Diosk. ABavøtis. — Rosmarinus officinalis. Fever few W. udvortes »to destroy the worm« S. matram mod spol- orm. Gml.engelsk feferfuge, middellatin febrifuga. Diosk. zaovdévtov. T. Mutterkraut. — Matricaria Parthemum L. (Chrysanthemum Par- thenium Persoon); indeholder partheniumkamfer. Fox’s marrow, rævemarv W. mod ringorm. (Eller plantenavn??). Ge. Gladwin W. udvortes for at »destroy the worms. [N. Sverdlilje]. Diosk. toıs. T. Schwertlilie. — Iris (germanica, florentina), eller maaske acorus calamus? 45. 46. 47: 48. / ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Gallice steen D. mod »orm i bran«; galiziensten (i »Folkenavne paa Lægemidler« af E. A. Petersen. Kbhn. 1891). [N. Galisensten]. T. Galitzenstein. Sulfas zincicus (ogsaa om sulf. cupricus). Galde N. af bjørn eller svin mod ormebid. Diosk. 7045 mod bid af giftige dyr. I kinesisk medicin bruges bjørnegalde, /iung-tan, som anthelminticum. Greslök sive vild hwitlök S. mod spolorm (griislöker!). T. Graslauch. — Allium oleraceum L. Getælöch D. = skovløg. — Allium Scorodoprasum L. EX . Hugorms kiurtel D. mod haaraffald. Braad af levende hugorm N. for at opvække kjærlighed. Hugormsaske N. i saar som gromiddel, indvortes mod vattersot. Sten af orm N. mod vattersot se »Orm«, Hönsaköth S. udvortes mod ormestik. Honning i salver for saar med mark i, S. D. & W. Hvidorm N. — hoved mod alleslags sygdomme paa feet. »Hvidormen fælder aarlig sin hud«, der benyttes til forløsning af barselkvinder, heder det. Efter Höflers Krankheitsnamenbuch = væsel, (Wiesel), norsk: røskat, tilhørende maarfamilien; dens næsten ormformede krop og hvide farve om vinteren kunde nok bringe den dette navn. Og dog er det vel ikke saa ganske sikkert, at den norske »hvidorm< er identisk med røskatten i vinterdragt. Der gaar et sagn om hvidormen i det vestenfjeldske, der lyder saa: Etsteds var der i en egn saadan mængde orm, at folk var rent ængstelige for at færdes ude i marken. De fik da fat i en mand, der var kyndig i at drive orme væk. Denne mand spurgte gjentagende, for han tog fat paa besværgelserne: »Er hvidormen her i nærheden?< Svaret lød bestemt »Nei!«, hvorfor han trøstig tog fat paa at drive alle ormene paa sjøen. Dog ikke før er dette skeet, før hvidormen kommer stormende imod ham; rædsels- slagen udbryder han: »Hvorfor har I ikke sagt mig dette for!« og styrter sig i sjøen, hvor hvidormen dræber ham. Det er rimeligt, at denne besværgelse maatte foregaa eke om vinteren (oktober, november —april), men paa en tid, da røskatten #ke er hvid, hvorfor dette sagn ikke netop peger paa dette dyr som hvidormen. — Man kunde tænke sig, at der med hvidorm muligens var ment oprindelig slet- snogen, dansk hasselormen (Coronella lævis), der er lysere end den sortagtige snog og mørke hugorm; den klatrer gjerne, og man træffer oftere dens ham hængende i hasselbuskene. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 20 52. Heslewandh S. udvortes mod ringorm. [N. Hassel]. Plinius: nux pontica. Diosk. z«gt« zrovrızn mod alopeci. Talmud: Vois, nökli. Syrisk: ja) KW", alsera. T. Haselnuss. — Corvlus avellana L. 53. Honagx kakw S., honningkage, mod spolorm. 54. Hörfrö D. mod ormebid. Diosk. og Hipp. åtvor. W. Linseed mod N \s \ N »worms in a ulcer<. Ægypt. Ne DN E=> | Ve sara 0. a., Caps. PA T. Flachs — Linum usitatissimum L. = 55. Holzyrt; kallas se/ena root S. indvortes mod orm [D. holzyrt]. [N. Alant]. T. Alant. Diosk. &lerov mod bid af giftige dyr. — Inula Helenium L. 56. Holyrt S. mod »lik madk«. [D. hulyrt]. [N. slangerod]. Diosk. @oıoroköyıea mod slanger og dødbringende gift; udvortes mod puru- lente saar. T. Osterluzei, gammeltysk Holwurtz, Osterlucy. — Aristo- lochia (Clematitis). Honeywort W. indvortes to destroy worms in a mans stomach, Qi I when nausea is produced. [Nydansk Voxblomst]. Diosk. rnA&pıov T. Wachsblume — Cerinthe (aspera). J- 58. Jorth ormæ, vermes terreni D. udvortes ved vena male incisa, som adstringens paa saar. [N. Betemark]. T. Regenwurm. — Zumbricus terrestris. Jordhumblå S. se betonica. 59. Jusquianum, bölma S. mod »marka i örom<. D. Jusquiami (bylnæ) os (saft, afkog) udvortes og indvortes »ad uermes necandos<. N. Bulmeurt mod tandverk. Middelalderske synonymer er simfoniaca, symphoniata, caniculata, altercum, cassilago, dens equinus. Regnes af Albertus Magnus (f 1280) blandt de »herbae septem, que a Plane- tarum influentiis virtutem habent«. W. llewyg y iår, hyoscyamos. Russ. Bena, belend. Arab. zus, bandsch. Diosk. og Hippokr. 1 boozvauog. Kopt. Caf, saphti. Ægypt. Sin Spt (W. Max Müller, —T | Oefele). Assyr. is SA-RIM (Oefele). — T. Bilsenkraut. == Ed — Hyoscyamus (albus, niger) L. 60. Jörd su er å innsigli er lögd i manns likneski. I. indvortes mod giftig drik og mod ormestik = Terra sigillata. Det er interessant at se, at dette medikament, der hovedsagelig blev fundet paa Lemnos (»lemnisk jord<), er vandret saalangt mod nord som til Island. T. Siegelerde. Arab. „.x=° .,45, thin machtum. oO 30 63. 64. 65. 66. 67. 68. 69. ADOLF FONAHN. M.-N. KI. IX. Kalve mergh S. mod »orm i mans öra«. D. Kaluæ margh mod »orm i manz Oras. Koperröök S. mod »reff orm<. D. kopærrök »mod orm i bran« (sienlaagene). Arab. PEN 95, zahr en-nuhås. Diosk. «vos zakuov. T. Kupferrauch, Kupferblüthen. — Flos aeris efter Molbech, Glossar til Harpestreng »grøn rust, der samler sig ved kobberertsens smelt- ning <. Kats ore N. blod fra . . . . mod ringorm. LL. Ligurius D., sten af urin fra gaupen (linx) mod »ormæstyngh, — slagh<. St. Hildegard: »De urina autem animalis hujus ligurius na- scitur<. Marbods: Evacis carmen de gemmis. Lunge D. mod »orme i arzæn< (oxyuris). Lyli blath D. udvortes mod hugormsbid. [N. Hvid lilje]. Diosk. xolvov: Bladene af planten hjælper som omslag ved slangebid. Macer >Sicque superpositus morsus curabitur anguis<. Hipp. xowardeuov, Baoilurov. T. Weisse Lilie. — Liltum candidum L. Læknisgras I. mod »ormsbit<, S. plantago vel arnoglossa, grobladh, wegbredha mod »all etherful bith«. »Then myndre groddeblat« (plan- tago »minor«) fordriver spolorm. D. Plantago sive arnoglossa, wæg- bræth, groblad mod spolorm. [N. kjæmpe, groblad]. W. Plantain mod »intestinal worms<. St. Hildegard: Plantago. Mnt. Wegebrede. Findes blandt bestanddelene af Pulvis contra omnes febres et venena et serpentium morsus< (gde aarh.). Arab. Je les) lisan el-hamal, faaretunge. Syrisk ent, N , laschon kalba. Assyr. lischan kalbi, begge betydende »hundetunge<; i assyr. medicin benyttedes den mod mavekolik. Diosk. cevoyAwoooy (»faaretunge<) og zvV0/Aw000V (»hundetunge<). T. Wegerich. — Plantago (major). Lybbestycka S. mod spolorm. Nysvensk: Libsticke. [D. Liuestich — diureticum]. Diosk. deyiorexov mod meteorisme og mod bid af giftige dyr. Diureticum. T. Liebestöchel. — Ligusticum Levisticum L. (Levisticum officinale, Koch). Lagerbår S. mod »liik matk<. [D. Lauerbær]. Diosk. dagyn. T. Lorbeer. — Laurus nobilis. Talmud NJB7, daphna, mod orm i tarm- Tue kanalen og mod slangegift. Syr. Xi ydD I (dapridtov) dapnidiön. Arab.-pers. jé, gar. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 31 IM. 70. Mandepis N. mod »orm som kryber ind i folk. Diosk. ove«, men- neskeurin — éns egen drukket hjælper mod bid af hugorm, mod dødbringende gift«. Merky se apium. 71. Marubium S. mod orm i øret. Planten nævnes hos Strabus (Hortulus ad Grimaldum 872 eft. Kr.). Diosk. z@aovov mod bid af giftige dyr, ved oresmerter. T. (Gemeiner) Andorn. — Marrubium (vulgare). 72. Moracus, barochus, moratus, mathiri, »zödhyrt, byttogrås S. mod hugormsbid og »cancer«. D. Marochus, miotthyrt, myödh vrth mod hugormsbid. [N. mjédurt]. Middelalderske synonymer er citaria, citrago, cedronella, citraria, citragia, melissa, melago. Macer: baroc- cus. Diosk. uelsooopuiioy mod stik af skorpion og edderkop samt mod hundebid. — Identificeringen af moracus er noget tvilsom. For Nordens vedkommende maa man jo først og fremst tænke paa mjed- urt — Spirea Ulmaria L., hvad ogsaa Th. M. Fries fastholder. Berendes derimod identificerer Macers baroccus med Melissa offiei- nalis L. (M. altissima Sibth.), omend med nogen usikkerhed. Professoren meddeler mig i den anledning følgende: »Nichts ist schwieriger als nach alten Quellen Pflanzen zu bestimmen. Meyer (Gesch. d. Botanik Ill, pag. 433) sagt vom Baroccus (der Name findet sich im Vers 1641 des Walafrids Gärtlein, die Zeit lässt sich nicht näher bestimmen), es sei der landesübliche Name für Melissa officinalis. Dafiir scheint auch die Bezeichnung Citraria zu sprechen, da ja die Melisse spåter noch Melissa citrata genannt wird. Matthåus Sylvaticus hat in seinem Worterbuche »Barocho« mit derselben Bedeutung.< Mulig at navnet »barochus« — som oprindelig betegnende Melissa officinalis — i Norden er overført paa Spiræa Ulmaria. Melissa er vel kjendt i arabisk medicin under navnet Sagat oh, bädrandschabuja, og slau >, habak er-rihani. T. Hohe Melisse. 73. Menta, mintæ, myntæ D. mod spolorm. S. mynthä, minta, mynthe, mynta mod spolorm. Diosk. ijdvöduog muégos, »dræber de runde orme<. T. Minze. — Menta (piperita o. a... I ægyptisk medicin benyttedes hyppig Mentha montana. 74. Maybutter W. »to destroy a worm lodged in a mans flesh«. En ranunculace ? 75. Mora, pastinaca, pastinakka S. mod mark i tænderne; spises eller bæres mod hugorm. D. mora, pastinaca mod hugorm. St. Hilde- gard: pastinaca. 32 10: TT: 78. 79: 80. 81. 82. 83. 84. ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Macer: »Qui pastinacam fert, aut qui mandidit illam Dicitur a nullo serpente posse noceri. Diosk. &Aapoß00z0v i vin mod slangebid. T. Gemeiner Pastinak. Pastinaca sativa L. (Efter Th. M. Fries: mora = Daucus Carota). Milfail W. mod »intestinal worms«. St. Hildegard: millefolium. [N. Ryllikj. Diosk. oroarıwrng geAtopvikos. T. Grillenkraut, Schafgar- benkraut. Achillea Millefolium L. Mirra D. mod spolorm og »matka i örom«. Diosk. øuvørn mod øre- smerter, »dræber orme«. Arab. .-, murr. Hebr. 45%, mor. Pers. Vær) Pr murr-ab. Syr. | „AND mira. Kopt. y&A schal og ways (M) scha- å schi. Ægypt. mA a , anti (Pap. Ebers). Assyr. murru. T. Myrrhe. — Myrrha (af Balsamodendron Myrrha L.). Mugwort W. mod »worms<. Angelsaxisk: mugwyrt. [N. Burod]. — Artemisia vulgaris. Milk of a cow, thas has a bull calf sucking her W. apply (with barley meal and honey) hot to the stomach for worms. Man mindes ved dette middel om det bekjendte: »Melk af en kvinde, som har født en søn<, der findes saavel 1 middelaldersk (arabisk!), græsk som ægyptisk materia medica. Matram se feverfew. Myredicke S. mod giftigt bid. — Nasturttum armoracia L. Iv. Nasturtium, karse D. mod »ormæ i manz quith<. S. Marstucium, krasse ligesaa. [N. Havekarse]. Diosk. Assridıov (Berendes). Tidligere mente man, at nasturtium var identisk med Diosk. z@odauov; for denne opfatning kunde dog det tale, at den »driver orme ud«, medens Aertidtov ikke anbefales som ormmiddel. Talmud DSM schachlim mod orm (Schabb. XIV fol. 110a). Kopt. CANIS, gheléimi. Arab. SLi, raschäd. T. Gartenkrasse. — Lepidium sativum L. Noseth D., sten fra paddehoved, mod ormestik. Noctiluca, »orm ther liuser om nat« D., blandet med edike, drikkes af en kvinde, om hun er »of mikæt argh< (9: salax, libidinosa). [St. Hans orm]. Arab. Ses hubahib. Græsk zvoolauris. T. Johan- niswürmchen. — Lampyris noctiluca (fam. Malacodermata, kl. Coleo- ptera). Natron W. mod »intestinal worms<. [N. Soda]. Arab. ise burak, der forevrigt ogsaa kan betyde boraks og salpeter. Pers. bura. Diosk. 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 33 : : pu, o (== ===> vitoov mod cancrese saar. Hipp. vitoov. Ægypt. ; Ume hesmen (toscher), natron (rødt) benyttedes meget bl. a. som middel mod »pend<-ormen, en indvoldsorm. 85. Nezla S. mod »sma madka i magan< (oxyuris). Se urtica. O. 86. Orites D. (en ædelsten?) »treslags« mod orm. 87. Origanum, konung D. mod »spolorm«. S. Origanus, konungir, mod spolorm. Michetto: Lexicon botanicum: »Origanum . . . . serpentum ictibus medetur.« [N. Vild Merian. Macer: »illa . . . . lumbricos projicit hausta.« Diosk. 'Ogiyavov mod giftige bid; strør man planten paa sit leie, holdes slanger borte. Denne origanon er Origan. hera- cleoticum, mens @ygtooiyavor, hvis blade og blomster benyttes mod . . . . , bid af giftige dyr, er = Origan. vulgare. Arab.-pers. marzangusch. D D bei! D D fe) : ; en S09 Syr. en (= o0lyavov). Xauwvyov (arab. Aw, sumsuk, Tal- mud pwn, schamschak, schumschuk) er = Origanum Majorana. T. Gemeiner Dosten. — Origanum (vulgare) L. 88. Orm. Orma-skin S. paa »köttboldar« for at »drage hol«. N. Tunge af orm eller braad af levende hugorm spises for at »opvække kjær- lighed«. Kjød af orm spises for tandverk. D. Swort orm, scarabeus, thortifil »ad spinam extrahendam<. S. Swrbees (»scarabeus<) an- vendes, om »orm eller paddha j man skridher«. N. »Risorm« som middel til at blive »synin<. — I kinesisk medicin benyttes skindet og kjødet af forskjellige slags snog (dog ikke hoved og hals) mod for- skjellige sygdomme, som lepra, rheumatisme og nervelidelser. Se »Hugorms kiurtel<. P. 89. Pors S. mod orm i hovedet (»Gehirnwurm, chaman, Ba, sabuka, bi, aktha. T. Hol- lunder. — Sambucus (nigra). Sal armoniatij S. mod »madk i öron, som kallas twestiert« (Forfi- cula auricularis, Ohrwurm). Menes der salmiak eller stensalt? Den svenske lægebog, hvori dette medikament nævnes, stammer fra begyn- delsen af 15de aarh., og dengang var salmiaken ihvertfald kjendt, da den hos den latinske Geber (beg. af r4de aarh.) brugtes til frem- stilling af kongevand (prof. Hjortdahl), og aabenbart er identisk med det kunstige, sublimerede sal. ammoniacum hos Albertus Magnus (+ 1280) i hans skrift »De alchymia<. Hos Avicenna, Ibn el-Beithar 0. a. arabere betyder dog efter seneste undersøgelser nuschadir stensalt og ikke som tidligere ment salmiak. Vi maa vel antage, at ogsaa dette svenske sted — om sal. ammoniacum — som saa meget andet i sidste instans skriver sig fra Dioskorides, der sterkt betoner anven- delsen af &Glec ’Auuwvıazoi som ormmiddel og mod allehaande giftige bid og insektstik; isaafald skulde sal. amm. nærmest betyde sten- salt. Naar man endnu i folkemedicinen ser anvendt ofte salmiak mod 1905. No. 6. 103. 104. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 97 insektstik, saa kunde dette muligens tydes som en overlevering fra Dioskorides, idet der dog i tidens lob paa grund af den saalænge herskende feilagtige tolkning af »Ammonsaltet« har fundet en for- vexling sted, saa salmiak er indført istedenfor stensalt. Efter Plinius fandtes det ammonske salt i nærheden af Ammons- templet (i den libyske ørken i Nordafrika). Det er ikke gjenfundet i gammelægyptisk, om det end er sandsynligt, at det omtales. I assyrisk- babylonisk medicin møder vi derimod en art salt, som kaldes »tåbat (salt) Amanim<, et udtryk, der vistnok ikke er tydet, men som man nok kunde være sterkt fristet til at bringe i forbindelse med Dio- skorides’ og Plinius Ammonsalt. Küchler foreslaar forsøgsvis: salt fra Amanubjergene, men bemerker dog, at salt ikke (ifølge Max Bauer) forekommer i Amanus, og at der mangler ideogrammet KUR (determinativ foran landsnavne) foran Amanim, hvilke punkter han mener taler mod den foreslaaede tolkning. Det assyriske Amanim maatte, om det hanger sammen med det »ammoniske salt<, stamme fra det ægyptiske gudenavn Ammon, i hvilket tilfælde Plinius' an- tagelse, at ordet er afledet af det græske «wuwoc, sand, vilde være feilagtig. I middelalderen brugtes om hverandre benævnelserne sal ammoniacum, armoniacum, armeniacum. Det er saaledes ikke godt at afgjøre, om disse udtryk betegner salmiak eller ei; men det ligger dog ganske nær at antage, at man i Norden med disse benævnelser har ment salmiak, idet »sal ammoniacum< i løbet af middelalderen vistnok mere og mere gik over til at betegne salmiak. Synap, sinap, S. ved »ormsbyth<. Sinapis D. ved hugormsbid. Regim. salernitan.: »sinapis . . . . . tollitque venenum.« Macer: »Morsum serpentis trito si jungas acetum et superponas tali medicamine curas< Arab. $5.>, chardal. Pers. såpendan. Talmud. NONE, gargila (= Syr. gargira) mod hvide orme i tarmkanalen. Diosk. øwnzt. Hipp. Sm. Oo vanv. (Ægypt. Hh? seneft? Benyttes mod indvoldsorme). WA a — Sinapis (alba L.). Sådhåfer, sådefrö, cedefer, cedoaria S. mod »ormastyngh<, mod spolorm. D. Zeduar mod ormstyng, spolorm. Macer: »Zedoar ... & reptilium morsus levat haustum . . . . lumbricos ventris depellere dicitur haustum<. Efter Th. M. Fries er sådhåfer = Curcuma zedo- aria L. Navneligheden er jo ogsaa slaaende. Men . . . man maa erindre, at navnet zedoar, hvoraf alle disse sådhåfer, Zitwer o. s. v.-forvræng- 105. 106. 107. 108. 109. IIO. TREE ADOLF FONAHN. M.-N. KI. ninger afledes, ogsaa brugtes om Flores Cina, ormefrø, hvorfor man med god grund maa tænke paa, at der i Norden med sädhäfer o. Ss. v. kan have været ment denne sidste droge. Flückiger siger, at navnet stammer fra arab. djudwar, og at Rhiz. zedoariae i middel- alderen indførtes gjennem araberne til Europa. //ores Cine blev dog ogsaa indført paa korstogenes tid og fik paa sig overført dette samme »zedoar, zitwer< navn. Diosk. nævner to planter, hvoraf frøene anvendtes som ormmiddel: åypirdwv dJahkassiov (Artemisia maritima) og éwivdtoy Xavroviov (Artemisia judaica). Om nogen af disse er identisk med stamplanten for Flores Cinae er uvist. Berendes (Dioskurides 1902) siger derom: »Dass die heutige Be- zeichnung Santonin von der Pflanze des D. abgeleitet ist, bedarf wohl keines Beweises, ob aber Artemisia maritima und judaica des D. identisch sind mit der Stammpflanze unserer Flores Cinae, muss eine offene Frage bleiben. Gerade so, wie die Droge früher bei uns Semen Cinæ hiess, empfiehlt auch D. die zahlreichen kleinen Samen als Wurmmittel. Die Stammpflanze der heutigen Flores Cinæ ist Artemisia maritima L., var. A. Cina Berg, Artemisia pauciflora Weber, heimisch in den Steppengebieten Turkestans. « Serpillum D. mod »alskyns ormæ<. St. Hildegard: serpillum. Diosk. &orcullog mod slangebid. T. Quendel — Thymus Serpyllum L. Skosaale-røg N. i munden, »om orm kryber ind i et menneske«. Serpentina, sempertina, ormyrth. S. mod »ormabithe og mod »ormbir i manz lifwe<; naar én bærer planten paa sig, flyr ormene. Nysvensk: ormrot. Nydansk slangeurt. T. Natterwurzel. — Poly- gonum Bistorta. L. (Efter Th. M. Fries: Serpentina = Plantago maritima L.). Salve Nalve N., saften mod orm (= Salvia officinalis?). Sage W. mod »a worm lodged in a mans flesh<. Diosk. &iekiopazog som saarmiddel. Strabi Hortulus: salvia. Caroli Magni Capitulare: salvia. St. Hildegard: salvia. T. Salbei. — Salvia (officinalis). Swrbees S. se scarabeus under »orm«. Spyt N.; sputum smøres paa ringorm under iagttagelse af bestemte forskrifter, se ovenfor. Sinticetus, sten af »watn orm« (snogesten) mod vattersot, se ovenfor. Spirit of wine W. se Brenth wiin. Snails W. og den vædske man faar af disse ved at prikke dem med en naal — mod orm i saar. Diosk. xoyAta som adstringens paa saar: landsneglen klæber haarene sammen, naar man trækker en naal 1905. No. 6. E12. amy I I4. DES. E16: T17: 118. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 39 gjennem dens kjød og med det vedhængende slim bestryger haaret. T. Schnecke. — Arter af Helix. T. Taragon W. udvendig mod »worms generated in man«. Nydansk: dragebynke, dragon, dragun, estragon (Jenssen-Tusch). Keltisk: dragans, dragauns. Arab. ose b tharchun. Pers. tarchuni. I assyr.-babyl. finder vi en plante TAR-HU brugt mod mavekolik. Omtales ikke i greesk-romersk medicin. Det synes, som om plantens navn er af semitisk afstamning og dens brug indført gjennem araberne. Tor man 1 det assyriske navn se betegnelse for nærværende plante, maatte man tænke sig plantens navn og anvendelse stammende fra landet om Eufrat og Tigris. T. Kaisersalat, Estragon. — Artemisia Dra- cunculus L. Thiuræ horn D. = oxehorn mod orm. Terreni lumbrici, iorthormæ D. betemark, se ovenfor. Tiur-hjerte N. mod orm og troll. S. Tieders hiertha mod orm og troll. Toadstool W., en boletus, mod ringorm. Thus, røkilse S. mod spolorm [N. Virak]. Macer: thus. Arab. SAR) luban, af træet es, kundur, Boswellia thurifera Colebr. ; kun- dur er vistnok et persisk ord. Hebr. 3129, lebönah (hvid). Syr. 7 = In a 5 etra. Diosk. & Hippokr. AP . Ægypt. || hi; A etrå é ppokr. Aéfavoc gypt L Im (Pap. Ebers), nutr sontr. T. Weirauch. — Gummi-resina Olibanum. Turnips W. juice of . . . som omslag ved »worms in the stomach<; powder of t. udvortes ved »a worm lodged in a mans flesh<. Det nær beslægtede yoyyvån (Hvidroe, Weisse Rübe, Brassica rapa) hos Diosk. benyttedes, ligesom flere andre Brassicaarter, som middel mod dødbringende gifte. T. Turnips. — Brassica campestris var rapifera. Tansy W. juice of... mod »worms in children«. Endnu meget brugt som folkemiddel i mange lande. [N. Reinfann]. I keltisk for- skjellige navne, dannede af stammen tanc-, tans-. I Nordland tansi og Helgeland tansegras. Bornholm tand-urt. St. Hildegard: tanacetum. Alphita (i Collect. Salernitan.): »tanacetum id est athanasia. Athana- sia, tanacetum idem est; hac utuntur Salernitani pro arthemisia et Hispani similiter.« Tanacetum vulgare er ikke identificeret hos Diosk., men vel andre T.-arter. Nævnes ikke i arab. eller pers. medicin, saavidt jeg har havt anledning til at undersege, T. Reinfarn. — Tanacetum vulgare L. 40 I 19. I20. I21. 122. 123, 124. 125. ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. Tormentilla, blodörth S. mod serpentum morsus. [N. Tepperod, blodrot]. Macer, capit. inedit. Reusch: »Tormentilla . . . cancrum sanare.. .« St. Hildegard: Quinquefolium (P. reptans). Diosk. har zevtapvddoy, Potentilla reptans, mod dødelig gift og som omslag paa saar. Alphita: Tormentilla. Potentilla tormentilla (P. erecta L.). Tybasth S. mod orm. [N. Tyved eller tysbast] »Cilant im althoch- deutschen schon vor dem XII Jahrhundert« (Flückiger). Diosk. har flere arter: Jvuehata (Daphne Gnidium), zauehata, [dapvn aleSavögeıe, dapvosıöng (Daphne alpina). Hipp. zv&wgov. Araberne optog de graeske daphnearter, tildels ogsaa navne f. ex. Unbdasadt dsafnioi- © O24) Seidelbast. — Daphne Mezereum L. das; .,lax» matsanan, D. Gnidium; le, mäzarjun (mezereum). T. Us. Ufsa gall I., galde af storsei, Gadus virens, mod øreorm. Urtica minor, etirnetla S. mod »sma marka i maganom<. St. Hilde- AGE . . a gard: urtica. Arab. 3,=, andschura. Macer: urtica. Diosk. axaAupn. on > Pers. andschura og kåzåne. Syr. (Ac é qursebta. T. 5 4 DI = Nessel. — Urtica urens L. Ve Verbena N. Saften smøres paa hænderne, saa kan orm optages uden skade. S. Verbena, jårnyrth, vppa gredzko gerebotanum ållir piste- rion, mod »flwghur<. [Harpestreng: jernurth, Chr. Pedersen: jern- urt]. Macer: verbena. St. Hildegard: verbena. Albertus Magnus: Verbena, Hierobotane, Veneris, tilhører de syv planter »quae a Planetarum influentiis virtutem habeant<. Arab. ala ee ria el hamam. Diosk. sregıor&gewv Ürcrıov indvortes og udvortes virksom mod slangebid. »Plinius XXV 105 nennt die Hierobotane oder Ver- benaca die vornehmste Pflanze der römischen Flora« (Berendes). Viola D. »oli af violae« mod »ormæsang< (i øret) och wærk (dito)<; mod spolorm. Macer: »viola... auribus infusum, sonitum fugat atque dolorems. Arab. and, banafsadsch. Diosk. tov. T. Veilchen. — Viola (odo- rata). XV. Wallnut W. —bark »for worms. Harpestreng: walnötæ oleum ved verk i hovedet — hjerneormen! St. Hildegard: nux. Caroli 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 41 126. 127: 128. Magni Capitulare: Nucarios. Arab. dschauz. Pers. girde-kan. Celsus: juglans ved blyforgiftning. Der zaota Paola driver bændelormen ud. Ifølge de Candolle: indisk akschöda (der ogsaa forekommer i Ayurvéda, men af Hessler nærmest identificeres med Croton moluccanum). Berendes! bemerker om valnødden: >» Juglans regia, Welsche Nuss oder Wallnus? hat Namen (Juglans = Jovis glans, Jupiters Eichel) daher, dass die Alten die Niisse, welche frisch einer Eichel åhnlich sind, für eine Götterspeise hielten (Macrobius, Saturnal. II, 14). Ihre Heimath ist Persien, sie heisst daher bei Theophrast auch xaova zceg014n, samt zagla evßoızn oder evBoızov (Hist. pl. II 6,2; V 4, 1, 3). Plinius XV 86 sagt: dass die Wallnus von den Königen der Perser zu uns gebracht sei, beweisen am besten die griechischen Bezeich- nungen Persicon und Basilicon (die Königliche); wegen der Be- schwerde, welche ihr starker Geruch dem Kopfe verursache, sei sie Caryon (z«o«, Haupt) genannt.« Withe thorn W. — bark »for worms«, [N. Hagtorn]. St. Hilde- gard: Tribulus. Diosk. b&vaxåvdy, ikke som ormmiddel, derimod hos Plinius XXIV, 70 pyracantha som drik mod slangebid. T. Hage- dorn, Weissdorn. — Crataegus oxyacantha L. Wheaten flower W. mod »worms in children<. [Harpestreng: hwetæ miel eller meel]. St. Hildegard: triticum. Efter Wilkinson arab. kumh, efter Ph. Wolff hintu”, kamh (Woenig). Diosk. ztvooi (zcvoog) mod bid af giftige dyr. I koptisk findes en hvedeart wre, Tritic. 00 Spelta (?), der paa gammelægyptisk heder J å dr » bdt, be- tet. Ægypterne dyrkede dog særlig 77. vulgare Vill. Arab. kGi= hintha. Kopt. coro (M), sto. Syr. ES pl., chite (= arab.) eller «mo0ja5, purus (= xvooc). Pers. gendum. DCE Ysopus S. mod spolorm; mod tandverk. D. Ysop mod spolorm. [Isop forvildet i Norge ved Kristiania og Hamar]. Medens Hyssopus i Regim. Salern. ikke nævnes som ormmiddel, men hovedsagelig som »purgans a pectore flegma<, har derimod Macer: »(Hisopus, hyso- pus) . . . . lumbricos ventris eadem potata repellit.« Diosk. toowzcdg Dioskurides. Efter Flückiger „wal, walch, welch so viel als fremd.“ vistnok feil for hintha. 42 ADOLF FONAHN. M.-N. Kl. dræber orm. Arabisk zufa (ls, eller 59). Syr. |> 9) zupä. 47 + ” 4 Us"? Assyr. zupu. Kopt. evos, stoi. I Abdul-Achundows commentar til Abu Mansur sættes dog zufa = oesypum, uldfedt, pers. sängäl- misch. | anden Mosebog 12,22 befales jøderne at dyppe isop (hebr. SYN sob) i paaskelammets blod og stryge paa dørstolperne. ey aes 2 JS i Mysop. Hysopus officinalis L. 129. Æthikio S. mod »ormbith«. Regim. Salernitan.: Acetum. Diosk. 0Ë0G »inddryppet dræber den orme i ørerne<; mod bid af giftige dyr. Arab. MS chall, chill. Pers. Sirke. T. Essig — Acetum. Tilleg. I mode den tode nov. 1905 i »Christiania Videnskabsselskab« berettede professor M. Hagstad om fundet af et norsk medicinsk fragment, stam- mende fra 1330—1350 e. Kr. Fragmentet maa antages at være en afskrift af et ældre (ukjendt) lægeskrift, der atter var en copi af Henrik Harpe- strengs legebog. Det interessante brudstykke bliver i nærmeste fremtid trykt i Videnskabsselskabets skrifter. Eee in eu 1905. No. 6. ORM OG ORMMIDLER FRA MIDDELALDEREN. 43 Literaturfortegnelse. Foruden græske og latinske klassikere og sproglige hjælpemidler er hovedsagelig benyttet: Henrik Harpestreng, dansk lægebog, udg. ved Molbech. Det arnamagnæanske Haandskrift Nr. 187 i oktav, dansk lægebog udg. ved Viggo Såby. Kbhvn. 1886. . Berendes. Arzneimittellehre des Pesanios Dioskurides. Stuttgart 1902. s 9 IQ Ig Th. M. Fries. Svenska Våxtnamn i Arkiv för Botanik. B. 3, No. 14. 1904. Felix v. Oefele. Studien zur mittelniederdeutschen Parasitologie i ,Archives de parasito- logie. Paris 1902". Flückiger. Pharmacognosie des Pflanzenreiches. Papyros Ebers. Das hermetische Buch tiber die Arzneimittel der alten Aegypter in hieratischer Schrift. Herausgegeb. von Georg Ebers und Ludwig Stern. Leipzig 1875. H. Joachim. Papyros Ebers. Das älteste Buch über Heilkunde. Uebersetzt. Berlin 1890. The Physicians of Myddvai. Published for The Welsh Mss. Society. Llandovery 1861. de Candolle. Origine des plantes cultivées. Paris 1883. H. Jenssen-Tusch. Nordiske plantenavne. Kbhvn. 1867. W. Ebstein. Die Medizin im alten Testament. Stuttgart 1901. Susrutas Ay urvedas id est medicine systema. Latine vers. Franciscus Hessler. Er- langae 1844. The Susruta or system of medicine. (Sanskrit text.) 1835. Collectio Salernitana, udg. ved de Renzi. Macer Floridus. Biblia hebraica. St. Hildegard, udg. ved Reysch. Caroli Magni Capitulare de villis (Reysch). Immanuel Löw: Aramäische Pflanzennamen. Leipzig 1879. Franz Woenig. Die Pflanzen im alten Aegypten. Leipzig 1897. Arabiske og persiske forfattere. Talmud, Pragerudgaven. 1842. Der babylonische Talmud ved L. Goldschmidt. Berlin 1897. A. Chr. Bang. Hexeformularer og magiske Opskrifter. G. E. Klemming. Läke- och Örte-böcker fran Sveriges Medeltid. Lækningabök, islandsk, trykt i „Prover af oldnordisk Literatur og Sprog‘ Kbhvn. 1860. M. Höfler. Krankheitsnamenbuch. — y— Zur altgermanischen Heilkunde. Janus 1903. Abdul-Achundow, Commentar zum sogenannten Liber fundamentorum pharmacologiae des Abu Mansur Muwaffak-Ben-Ali-el Hirowi. Dorpat 1892. v. Grot. Ueber die in der hippokratischen Schriftensammlung enthaltenen pharmakologi- schen Kenntnisse. Dorpat 1887. Dragendorff. Die Heilpflanzen. Stuttgart 1808. ‘ af Gislason. Trykt 23de november 1905. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE AF TH. HIORTDAHL (VIDENSKABS-SELSKABETS SKRIFTER. 1. MaTtH.-NATURrv. KLASSE 1905. No. 7) UDGIVET FOR FRIDTJOF NANSENS FOND CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1906 Fremlagt i Møde i mathematisk-naturvidenskabelig Klasse d. 27de November 1905. = 2, . 7 JE hie = =) Indhold. Indledning. Oldtidens forestillinger om stofferne. — Metallurgiske og kemiske kundskaber Første del, Alkemi. I. II. II. IV. Den græske alkemi. Akademiet i Alexandria. Det ægyptiske metalarbeide. Forestillinger om alkemiens høie alder og guddommelige oprindelse. De ældste græske alkemister, deres arbeide, theorier, tegn og apparater. Akademiets opløs- ning. De senere græske alkemister. — Byzantinerne EE De østlige landes alkemi. Den syriske og arabiske videnskabelighed. Arabiske alkemister og læger. Gebers skrifter. Latinske oversættelser af senere arabiske alkemister. Den arabiske theori om metallerne. Lærebøger. Arabernes apothekervæsen og teknisk-kemiske indsigter. — Den kinesiske alkemi u: Europa i middelalderen. Skolastiken. Universiteternes oprettelse. Albertus Magnus, Roger Baco, Arnald af Villanova, Raymund Lullus, den latinske Geber. — Alkemiens almindelige udbredelse i middelalderen. Alkemisternes forestillinger om metalforvandlingen. Den store panacé. Alkemisternes sprog og bonner. — Berg- verks- og hyttedrift, tekniske fremskridt ue te. nfs Renæssancetiden. Humanisterne. Paracelsus og hans medicinsk-kemiske sy- stem. Basilius Valentinus’ skrifter. — Metallurgi og teknisk kemi Sele Medicin og kemi. Antimonstriden. Libavius og hans alchymia. Eklektikerne. Van Helmont og Sylvius’ iatrokemiske system. Tachenius, Glauber, Rey. — Apo- thekerne i det 16de og ı7de aarhundrede. — Almindelig tro paa metalforvand- lingen. Alkemisternes bedragerier og deres forhold til fyrsterne. Alkemistiske selskaber, Mystik. Alkemistisk literatur Side 39 Indledning. De allerferste spor af naturvidenskabelige og teknisk-kemiske kund- skaber finder man i Østerlandenes ældgamle kultur; allerede flere tusinde aar før vor tidsregnings begyndelse var man fortrolig med metallernes udvinding, man kjendte glastilvirkning og havde flere steder drevet det meget vidt i farvekunsten, ligesom man ogsaa forstod at tilberede for- skjellige lægemidler. I Ægypten, Babylon og Kaldæa samt de tilstødende egne var i hine fjerne tider al kundskab udelukkende i presternes hænder, og indbegrebet af tidens viden, der foruden religionen væsentlig omfattede astronomi og lægekunst, udgjør magien, den hemmelige videnskab, der har navn af den mægtige prestekaste hos de gamle medere og persere, hvem folket tillagde overnaturlige evner. Gjennem presterne var da de for- skjellige kundskaber og deres anvendelser knyttede til gudsdyrkelsen og templerne, og de var indbefattede i den hemmelige mystik, som omgav alt dette. Man var endnu ikke kommen til nogen tanke om naturfænomenernes lovmæssige sammenhæng, men forestillede sig hele naturen opfyldt og behersket af overnaturlige væsener, af aander og dæmoner, og under natur- kræfternes hemmelighedsfulde virken anraabte man de gode aander om bistand eller søgte ved besværgelser at holde de onde borte. Saaledes var brugen af lægemidler altid forbunden med magiske besværgelser, og det var disse, som fik æren, men ikke selve midlet, der var anvendt. Om nu end fra først af det overnaturlige blev anseet for hovedsagen, maatte man dog efterhaanden blive opmærksom paa, at visse ting, f. ex. visse planter eller stene, havde en bestemt virkning, eller at forskjellige slags arbeider lykkedes bedst under visse betingelser, — og den slags erfaringer Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1905. No. 7. 1 > TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. forte da til praktiske regler eller forskrifter, som de indviede vaagede over tiligemed templernes øvrige mysterier. I særdeleshed var presterne i Ægypten i besiddelse af mange kundskaber og erfaringer om metalarbeide, glastilvirkning og farvning; de havde fordel af sine kundskaber og holdt dem derfor strængt hemmelige, saa de ikke kom udenfor de indviedes kreds. Ganske forskjellige fra disse ældste samfund i østen var de senere opstaaede græske, hvor presterne ikke havde nogen særlig magt eller ind- flydelse. Der var ikke stort af hemmeligheder, som folket holdtes udenfor, men det hele folk bevægede sig frit 1 offentligt liv, og dets ledere og lærere var statsmænd og lovgivere, der ikke havde noget af den sacerdotale mystik. Her var det da ogsaa, at en rationel og ren videnskabelig betragt- ning af naturen og dens kræfter først kunde komme til at udvikle sig. Der havde vistnok ogsaa 1 en fjern oldtid saavel i Kina som i Indien dannet sig forestillinger, der var uafhængige af presteskabets lærdomme, og navnlig Inderne har muligens i nogen grad paavirket grækerne; men det var dog først hos disse, at en rationel erkjendelse af tingene med nogen større virkning gjorde sig gjældende, og det er i ethvert fald fra grækerne, at den videnskabelige tradition, som fortløbende rækker til vore dage, først er udgaaet. De ældste græske vismænd, de ioniske naturfilosofer, henførte verden og alle de ting, som er i den, til et grundprincip eller grundstof. Thales fra Milet, den første af de syv vise, samtidig med Solon og Krøsus (om- kring 600 aar f. Kr.), en høit anseet mathematiker og astronom, søgte dette grundstof i vandet, hovedbetingelsen for alt liv, — medens hans noget yngre medborger Anaximenes søgte det i luften, der omfatter hele verden ligesom sjælen omspænder legemet; af luften tænktes ilden frem- kommet ved fortyndning, men vind, skyer, vand og jord ved fortætning. Noget senere saa Heraklit fra Efesus, der antages at have levet fra 535 til 475, i ilden udtrykket for den almindelige energi, der er sjælen i al bevægelse og alle forandringer, som foregaar i naturen. Han erkjendte disses lovbundethed, og gjennem den dunkle fremstilling har man villet skimte tanken om materiens og energiens uforgjængelighed, — at det kun er tilstandsformerne, som veksler. Denne tanke kommer ogsaa frem hos den atomistiske skole, der ligeledes antog et grundstof, men tænkte sig dette igjen bestaaende af udelbare smaadele, atomer, hvis form, størrelse og vægt (men ikke stof) var forskjellig, og som befandt sig i en stadig bevægelse i det tomme rum. En fremtrædende repræsentant for denne skole har man i Demokrit fra Abdera, der antages at have levet i tiden mellem 460 og 360; intet 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 3 bestaaende, mente denne, kan tilintetgjøres, det kan kun forandres, og enhver forandring betinges af atomernes forening eller adskillelse. Alle tingenes egenskaber beror udelukkende paa atomernes størrelse, form og indbyrdes ordning, og egenskabernes forskjellighed, sødt, bittert, varmt, koldt o. s. v. er kun indtryk, som de forskjellige atomgrupperinger gjør paa sanserne; i virkeligheden existerer intet andet end atomerne og tom- rummet. Den pythagoræiskel skole førte ikke tingene tilbage til noget grundstof af sanselig natur, men betragtede dem i forhold til harmonien i verdensordenen, og da al harmoni hviler paa talforhold og i mange naturfænomener visse tal stadigt gjentager sig, lagde den en særlig vægt paa tallene, og udtalte ligefrem, at alt bestod af tal. Af tallene blev de rumlige former udledet, og af disse igjen tænktes stoffernes beskaffenhed af- hængig. For ilden antoges som grundform tetraedret, for luften oktaedret, for vandet ikosaedret og for jorden terningen, medens dodekaedret svarede til verdensaltet eller til ætheren, der fylder verdensrummet. Visse tal tillagdes en fremtrædende betydning, saaledes 4-tallet som det mindste antal flader, der kan danne et legeme i rummet (tetraedret), eller 10-tallet, der er summen af de 4 første tal. Firetallet kommer igjen i den bekjendte lære om de 4 elementer, der tilskrives Empedokles fra Agrigent (495—435). Disse elementer? tænktes som stoffer, der var delbare, men forøvrigt uforanderlige, saaledes at det ene af dem ikke kunde overføres eller forvandles til noget af de andre. Stoffernes forandringer tænktes foregaaende derved, at smaadele af det ene kunde gaa over 1 porerne af det andet og tiltrækkes af det, ligesom jernet af magneten. Elementerne tænktes under paavirkning af to bevægende kræfter, en tiltrækkende og en frastødende. Læren om elementerne blev optaget af de attiske filosofer, der ud- viklede den i en retning, som for lange tider fik afgjørende betydning for naturvidenskaberne, idet elementerne tabte sin karakter af uforanderlighed, og tænktes at kunne forvandles, det ene af dem til det andet. Sokrates’ elev Platon (427—347) tillagde de fire elementer de samme grundformer som pythagoræerne, men da de regelmæssige polyedres flader er tre- kanter eller kan deles til saadanne, tænkte han sig hver af disse grund- i Pythagoras antages at have levet fra 580 til omkring 500; han var fra Samos, men virkede hovedsageligt i Italien. 2 Empedokles selv bruger ikke dette udtryk, men taler om ,alle tings rødder," tøv navtov diouata; senere brugte man udtrykket oroızeia. Det latinske udtryk element antages afledet af Vanua (Van), materie. 4 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. former sammensat af et stort antal smaa trekanter, og at de kunde opløses til saadanne, der da atter kunde samle sig og danne en ny grundform med det dertil svarende element. Forøvrigt saa han tingenes egentlige væsen i deres ide, d. v. s. det almindelige begreb, som en række enkelte ting har tilfælles; og samtidigt tænkte han sig alt behersket af en sjæl, verdens- sjælen, fra hvilken det er, at al bevægelse og alt liv udgaar. En særlig fremtrædende betydning har Platons elev Aristoteles fra Stagira (384—322), som var lærer for Alexander den store og derefter i mange aar virkede i Athen. Han har bearbeidet logiken, og er derhos den første, som har leveret mere indgaaende naturhistoriske og naturviden- skabelige arbeider; af hans mange skrifter er foruden naturhistorien, til hvilken hans mægtige discipel sendte ham bidrag fra de fjerneste egne, han naaede paa sine erobringstog — isærdeleshed at mærke de under titlerne meteorologica, physica og problemata bekjendte. Aristoteles tænkte sig verdensaltet bestaaende af det jordiske, der betinges af de fire elementer, og af det himmelske, ætheren!. Grundlaget for de forestillinger, man i Oldtiden og meget lange efter, væsentligt efter Aristoteles, havde om stofferne, var materiens enhed; til grund for alt existerende ligger en og samme materie, der 1 og for sig er ubestemmelig; den existerer ikke alene, men er kun en mulighed, der ved at udstyres med forskjellige egenskaber kan danne de forskjellige slags stoffer. Som de vigtigste eller fundamentale egenskaber betragtedes de fysikalske — varmt og koldt (de aktive) samt tørt og fugtigt (de passive). Disse 4 egenskaber kan, naar man gaar ud fra, at to modsatte ikke fore- kommer sammen, kombineres til 4 par, og Id... . varmt... Luft saaledes fremkommer 4 tilstande, der re- preesenteres ved de 4 elementer: varmt | forenet med tørt svarer til ilden og varmt tørt fugtigt med fugtigt svarer til luften (de to lette elementer, som stræber opad); koldt med | fugtigt svarer til vandet, og koldt med ma NG Vang ert til jorden (de to tunge elementer, der søger nedad). Disse 4 elementer er saa- ledes ikke stoffer, der ligesom nutidens elementer kan fremstilles og iso- leres, men de er at opfatte som repræsentanter for visse tilstande — nærmest de tre aggregattilstande samt ilden, en dynamisk tilstand — og de til disse tilstande hørende egenskaber. Og da de alle indeholder den samme materia prima, kan hvert af dem forandres til de andre, derved at 1 Forestillingen om en saadan femte høiere elementærpotents kom senere til at spille en betydeligere rolle (quinta essentia). 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 5 egenskaberne undergaar forandring, at visse egenskaber gaar bort eller andre kommer til. Den græske filosofi gik ud fra enkelte erfaringer om naturen og søgte at samle de forskjellige iagttagne kjendsgjerninger under et almindeligt synspunkt. Men dens feil var, at den for raskt hævede sig op til en almin- delig grundtanke, for saa ud fra denne uden videre erfaring at udlede de særskilte tilfælde, og denne ensidig deduktive methode, der afleder alt fra almindelige grundsætninger, hvis gyldighed ansees utvivlsom, blev nu den af grækerne og længe efter dem fortrinsvis anvendte. I forholdet til naturvidenskaberne har methoden imidlertid den svaghed, at den opkon- struerer altfor meget paa forhaand og giver for lidet rum for erfaringen eller experimentet. Oldtidens naturbetragtning var saaledes ganske for- skjellig fra nutidens naturforskning, der har et meget bredere og solidere induktivt grundlag, idet den tager udgangspunktet i experimentet og samler de enkelte erfaringer til almindelige naturlove. Noget egentlig experiment i bevidst videnskabeligt oiemed var der i oldtiden saa godt som ikke tale om; de iagttagelser, hvortil videnskabelige betragtninger kunde knytte sig, var mere tilfældige eller ogsaa ganske umid- delbart fremgaaede af opmærksom betragtning af naturen og dens fænomener. Man var vistnok langtfra blind for, at de enkelte erfaringer har betydning for erkjendelsen af det almindelige, men experimentet laa nu engang ikke for en tid, hvis aandelige kraft hovedsageligt nyttedes til abstrakt filosofi, rhetorik, poesi, politik og historie. Man maatte ogsaa, ialfald for at kunne anstille nogenlunde neiagtige forsøg, være naaet længere frem i de for- skjellige tekniske og haandværksmæssige kunster, men saadant var noget, som den lærde og overhovedet den dannede klasse saavel i Grækenland som senere i Rom ikke havde nogen interesse for og som den derfor, lalfald naar den æsthetiske side undtages, saagodtsom ganske holdt sig udenfor og overlod til trællene og de lavere klasser. Aristoteles’ elev Theofrast fra Lesbos (371—286) har skrevet om mineralerne. I en senere tid, efterat herredømmet i Grækenland var gaaet over til Rom, skrev Dioskorides fra Anazarba i Lilleasien 5 bøger om materia medica; og dennes samtidige, romeren Plinius (23—79 e. Kr.) har efterladt os en udførlig og vel ordnet historia naturalis i 37 bøger, der er en af de allervigtigste kilder for vort kjendskab til oldtidens viden og erfaringer paa kemiens og naturvidenskabernes forskjellige omraader. Foruden disse filosofer og naturkyndige er i det gamle Grækenland ogsaa at nævne legen Hippokrates (460—377), der gjennem lange tider har været betragtet som en betydelig autoritet. Af den senere græsk- romerske tids læger er den navnkundigste Claudius Galenus, født i Per- 6 TH. HIORTDAHL, M.-N. Kl. gamos 130 e. Kr. Han slutttede sig til den gjængse lære om elementerne og antog, at legemets sundhed og sygdom bestemmes af elementernes (kvaliteternes) blanding; var legemet for tort, for fugtigt, for varmt eller koldt, søgte han at bringe det tilbage til den normale sunde tilstand ved at tilføre organismen lægemidler af modsat beskaffenhed. Galen stod lige- som Aristoteles gjennem hele middelalderen i den allerhøieste anseelse. Alle de ældste kulturfolk kjendte til metallurgiske processer og benyt- tede navnlig guld, sølv, kobber og jern. Guldet, der forekommer gedigent og hvis udvinding af alluvium ikke er forbundet med større vanskeligheder, har allerede fra en ubestemmelig oldtid været kjendt af ægypterne og Orientens øvrige folkeslag, og er vel fra dem gjennem fønikerne, der alle- rede paa Homers tid, en 1500 aar f. Kr., drev betydelig søfart, kommen over til grækerne, medens sølvet, der ikke forekommer alluvialt og hvis udvinding vel oprindeligt har været vanskeligere, synes at være blevet noget senere kjendt. Ogsaa kobberet har været anvendt siden umindelige tider; hos ægypterne skal det have været i brug 5000 aar f. Kr., og i As- syrien og Kaldæa samt Kina gaar ogsaa dets brug tilbage til flere aar- tusinder før vor tidsregnings begyndelse; det anvendtes til redskaber og vaaben, og fra først af i ren tilstand, ikke legeret. Dets legering med tin, bronsen, var vistnok ogsaa kjendt i meget gammel tid, men da tinnet kun findes paa faa steder, kunde den ikke fra produktionsstederne komme ud til almindeligere anvendelse, før noget mere udviklede handels- og sam- færselsforhold var indtraadte; hos ægypterne synes den først at være bleven kjendt meget senere end kobberet og synes at være kommen fra Asien; fønikerne og jøderne, senere ogsaa grækerne kjendte den og man havde tidligt lært at forarbeide den. — Naar metallerne opregnes i de ældste skrifter, er det i almindelighed i den ovenfor angivne rækkefølge, der navnlig forekommer i Hesiods verdensaldere, fra den lykkelige guld- alder ned til den slidsomme jernalder, som vi lever i; og det er en meget almindelig forestilling om metallernes historiske rækkefølge, at der efter sten- alderen har fulgt en bronsealder, som igjen er afløst af jernalderen, — en fremstilling, der ogsaa lader sig forene med jernets egenskaber som det tungere smeltelige og vanskeligere reducerbare metal, men som dog neppe svarer til noget almindeligt eller overalt virkeligt gjældende forhold. Man maa her tage i betragtning, at jernet i langt mindre grad end kob- beret og de ædle metaller er istand til at modstaa tidens tand, og af fra- værelsen af jern i ældgamle oldfund kan man derfor neppe slutte, at det overhovedet ikke har været anvendt. Jernet har været kjendt meget 2905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 7 tidligt, af ægypterne ialfald i det 4de aartusinde f. Kr., ligeledes af assy- rerne samt jederne og fønikerne, og det nævnes ofte i det gamle testa- mente, om end i dettes ældste skrifter langt sjeldnere end bronse eller kobber. Til grækerne synes jernet først noget senere at være kommet; det omtales flere steder hos Homer, men ogsaa der langt sjeldnere end yahnoc, og det ældste græske udtryk for en smed er afledet fra dette metal og ikke fra jernet, ligesom der overhovedet er anført flere sprog- lige grunde for den antagelse, at de indogermaniske folk først har lært jernet at kjende efter bronsen!. — Bly har ogsaa været kjendt meget tidligt, hos inderne og ægypterne samt hos jøderne og fønikerne, senere hos grækerne; men man forstod ikke bestemt at holde det ud fra tinnet. Kviksølvet er blevet kjendt noget senere end de før nævnte metaller; i den græske literatur har man ikke fundet det omtalt før hos Theofrast; i Kina var det kjendt i slutningen af det 3die Aarh. f. Kr.? Flere end de her nævnte 7 metaller kjendtes ikke i oldtiden®. De omtales alle af Plinius, der udleder ordet metal* af wet’ @AAa, ved siden af hinanden: hvor man har fundet en metalførende gang, finder man gjerne en anden ikke langt derfra, siger han om sølvertsernes forekomst. De metaller, om hvilke den samme benævnelse brugtes, var dog ikke altid identiske, idet benævnelserne betegnede saavel de rene metaller som deres legeringer; man opfattede overhovedet ikke metallerne som bestemt defi- nerede stoffer, men som blandinger, hvis egenskaber kunde forandres ved at tilsætte eller borttage visse bestanddele. Saaledes gjælder den samme benævnelse (æs, yalxoc) baade for kobber, bronse? og messing; kobberet kom først fra Cypern, deraf navnet æs cypricum, senere cuprum. Bly og tin forstod man, som allerede nævnt, længe ikke skarpt at skjelne mellem; Plinius er den første, som adskiller dem og angiver bestemte kjendetegn for dem, men han adskiller dem kun som to arter af bly, plumbum album 1 O. Schrader, Sprachvergleichung und Urgeschichte, Jena 1890, p. 251, 293, 307. Men der er ogsaa dem, som mener, at naar jernet sjeldnere omtales hos Homer, dette kun ligger deri, at det var et almindeligt metal, der ikke egnede sig til kunst- nerisk bearbeidelse eller passede i den digteriske stil (A. Rössing, Geschichte der Me- talle, Berlin 1901, p. 3). Keiser Tchi Hoang Ti (221—209) lod sig bygge et kolossalt underjordisk grav- w kammer, hvis tag var prydet med stjernebillederne, medens gulvet var indrettet som et kart over riget, hvor havet og floderne bestod af kviksølv. Les mémoires historiques de Se-Ma-Ts’ien, trad. par E. Chavannes, Paris 1897. Il. 194. 3 Man anvendte vistnok legeringer, der indeholdt zink, men selve dette metal var ikke kjendt. 4 Ordet uétalloy forekommer først hos Herodot, hvor det betegner bergverk, og har først senere antaget betydningen metal; ellers har man ogsaa villet aflede ordet af hebr. matal, smede. Ordet bronse skal være afledet af Brundisium (Brindisi), hvor man fabrikerede en lege- ring, der benyttedes til speile. ar 8 TH. HIORTDAHL. M.-N. KL og plumbum nigrum, lyst og mørkt bly. Ligeledes skjelnede han mellem to slags kviksolv, og adskilte det naturligt forekommende som argentum vivum fra det af zinnober fremstillede, hydrargyrum. Han omtaler dets fremstilling af zinnober ved ophedning i et kar, paa hvis laag det destii- lerede kviksølv afsættes som »en sved«, der efterpaa samledes (sudore deterso); ganske samme fremgangsmaade er beskrevet af Dioskorides, hvor ogsaa laaget (@ußı&), paa hvilket kviksølvdraaberne fortætter sig, om- tales. Man kjendte i oldtiden kviksølvets anvendelse til amalgamering og forgyldning, saavelsom tinnets til lodning og fortinning. Kobberets legering med zink, messsing er omtalt i et skrift, der har været tillagt Aristoteles, men nu ansees for uægte; der siges, at det mossuniske! kobber (fra Sortehavslandene) er lysere af farve, ikke paa grund af nogen tilsætning af tin, men fordi det er smeltet sammen med en der forekommende jordartet substants. Den slags naturligt forekom- mende zinkforbindelser, galmei o. desl., som her er tale om, kaldtes i old- tiden cadmia, en benævnelse, der ogsaa brugtes om zinkoxydet, der dannes ved sublimation under zinkertsernes behandling; man kaldte dette ogsaa pompholyx og senere tutia. Af kobberets øvrige forbindelser kjendte man baade det røde oxydul og det sorte oxyd, hvilket sidste efter Dioskorides var stærkere brændt; endvidere kobbervitriol (chalcantum, y&lxardov), angaaende hvilket Pli- nius bemærker, at det udkrystalliserer som et salt (fit et salis modo), og Dioskorides siger, at det er en vædske, som er bleven fast; man lod det udkrystallisere ved i opløsningen at hænge traade, som var belastet med en sten; under chalcantum indgaar ogsaa for en del jernvitriol, der dog i almindelighed af romerne kaldtes atramentum sutorium; man kjendte ogsaa kobberacetat, ærugo, men forstod ikke altid at holde det ud fra vitriolen. Af blyets forbindelser kjendtes blyglansen (molybdæna) og saavel det almindelige blyoxyd (lithargyrum, scoria plumbi) som den røde mønnie (minium), der imidlertid ofte forveksledes med zinnober; Dioskorides omtaler flere slags lithargyrum, deriblandt en af bly og en af sølv, idet han synes at have staaet i den formening, at glætten fremkom af sølv under afdrivningen. Blyhvidt (cerusa, wwubd9ov) var vel kjendt; dets frem- stilling, ganske svarende til den s. k. hollandske methode, beskrives ud- førligt af flere forfattere. Det brugtes bl. a. til hvid sminke (ad candorem feminarum). Svovlbly synes at have været grundlaget i den sorte sminke, der allerede fra gammel tid brugtes af de østerlandske kvinder til at farve i Ordet messing er af senere oprindelse og antages afledet af lat. massa, en klump, metalklump. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 9 øienbrynene; man har ogsaa antaget, at hertil benyttedes svovlantimon, et mineral, der omtales saavel af Dioskorides under benævnelsen oriuuc som af Plinius, der kalder det stibium, hvilket ord først langt senere er gaaet over til at betegne selve metallet. Allerede fra Aristoteles’ dage kjendte man det gule og røde svovlarsen; det gule kaldes af Dioskorides oavdagann og det røde agoenxcy (adderızöv);! Plinius siger arsenicum. Svovlet (9eiov) brugtes fra gammel tid til røgning ved religiøse og mystiske ceremonier; romerne kjendte noget til dets anvendelse til bleg- ning og i medicinsk øiemed. Plinius omtaler det som det mest brændbare af alle stoffer, og mener, at det indeholder en stor kraft af ild (quo apparet ignium vim magnam ei inesse). Kalkbrænding og kalkens læskning var vel kjendt; den ved læsk- ningen optrædende varmeudvikling var Plinius meget paafaldende; mirum est, det er et under, udbryder han. Tilvirkningen af glas, der allerede fra gammel tid havde været kjendt, var efterhaanden mere udviklet; man kjendte forskjellige slags farvet glas, og Plinius omtaler brunstenens evne til at affarve visse glassorter; han kalder brunstenen magnes, og har den forestilling om dens virkning, at den, ligesom en magnet tiltrækker jern, udtrækker den fugtighed, som forurener glasset. Den eneste syre, oldtiden kjendte, var edike (o&0c, acetum), vinedike, hvoraf den bedste kom fra Cypern og Alexandria. Den opbrusen eller skummen, som den bevirker hos karbonater, saavelsom dens evne til at oplese saadanne, tildrog sig megen opmeerksomhed, og man vil erindre fortællingen om dronning Kleopatra, der opløste perler af en millions veerdi. Man havde idetheletaget store forestillinger om dens opløsende virkning; Livius fortæller, at Hannibal paa toget over alperne brugte edike for at bane sig vei gjennem klipperne; efterat disse ved fyrsætning var bleven ophedede, heldtes edike paa, og klippen blev da saa mør, at stykkerne let kunde brydes af jernredskaber. Her er det imidlertid aaben- bart ilden, som har havt den hovedsagelige virkning ved at brænde kalk- stenen, og bare vand vilde vel have udrettet det, som blev tilskrevet ediken. Noget lignende forekommer ogsaa hos andre forfattere, saaledes hos Vitruv, der mener, at ligesom ediken blødgjør og opløser æggeskal, forvandler bly til blyhvidt og opløser perler, saa er den ogsaa istand til at opløse haarde klipper, som hverken jern eller ild hver for sig paavirker, naar der iforveien har været sat ild paa dem. 1 Betyder ogsaa mandlig; maaske den mandlige farve, den farve, hvormed malerne frem- stillede de solbrændte mænd, i modsætning til de hjemmesiddende hvide kvinder. Diergart, J. pr. Ch. (1900) 61. 508. Io TH. HIORTDAHL. M.-N. KL Mineralsyrerne kjendtes endnu ikke, men man anvendte vitriol eller blandinger af rostet kis eller alunskifer med kogsalt for at virke paa metallerne, isærdeleshed for at rense guldet. Salpeter var ikke kjendt; alun (stypteria) omtales af Dioskorides, men var neppe kjendt i ren tilstand. Foruden kogsaltet kjendte man over- hovedet kun faa salte, og disse forstod man ikke bestemt at holde ud fra hverandre. Man kaldte i oldtiden, og endnu lenge efter, et hvilketsomhelst af en vandig opløsning udkrystalliseret stof for et salt. Saaledes beretter Aristoteles, at man ved at afkjøle den indkogte opløsning af en plante- aske, faar »fuldt af salte. Ved salt menes her, som det fremgaar af sammenhængen, raa potaske, kaliumkarbonat. Plinius kjendte saavel dette som natriumkarbonatet, soda, og benyttede for begge ordet nitrum, der afledes af det hebraiske ntr, der nævnes flere steder i det gamle testa- mente. Af beskrivelserne fremgaar det, at nitrum betyder alkalikarbonat og ikke salpeter, som det senere kom til at betyde!. Plinius kjendte til, at alkalikarbonaternes etsende virkning forhøies ved behandling med kalk. Salmiak synes man ikke at have kjendt i oldtiden. Benævnelsen sal am- moniacum anvendes hos Plinius paa stensaltet, og navnet antages at staa 1 forbindelse med Ammondistriktet i den libyske ørken, hvis saltforekomster nævnes allerede af Herodot; det er muligens afledet af &uuog, sand. Sæbe omtales først af Plinius, der siger, at den er opfundet af gallerne og tilberedes af talg og aske; baade haard og blød sæbe (spissus ac liquidus) nævnes. Af fedtarterne tilberedtes ogsaa blyplaster eller et lignende præparat samt forskjellige salver, der anvendtes i medicinen; man kjendte uldfedt (lanolin), og Dioskorides, der kalder det ovøvzrocg, beskriver udførligt dets fremstilling. Til salver benyttedes ogsaa voks, og Dioskorides har lige- ledes givet en udførlig anvisning til dettes blegning. Stivelse, amylum, efter Plinius saa kaldt, fordi den tilvirkedes uden mollesten (uviog), fremstilledes i det store især i Grækenland. Som sød- stof brugtes honning, hvoraf den bedste var den attiske, fra Hymettos; sukker var vistnok kjendt siden Alexander den stores tid; det kom fra Indien, men var sjeldent og anvendtes kun i medicinen. Dioskorides kalder det honning af sukkerrøret, han sammenligner det efter udseendet og beskaffenheden med salt, og den romerske læge Archigenes, der levede kort tid senere, kalder det ogsaa sal Indus. 1 I vor bibeloversættelse er i Ordspr. 25, 20 ntr oversat med salpeter, hvilket ikke giver den rigtige mening. I Jeremias 2, 22 er det oversat med lud, hvilket er overens- stemmende med meningen, 1905. No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. ET Ren alkohol kjendtes ikke, kun vin og andre gjærede veedsker, som man endnu ikke forstod at destillere; dog vidste man, at visse sorter stærk vin indeholder noget brændbart. Ganske uden kjendskab til destillationen var man dog ikke; Plinius beskriver saaledes terpentinoljens destillation af harpix; man ophedede denne i et kar, hvis aabning var dækket af uld, hvori dampene fortættedes og hvoraf man efterpaa udpressede olien. Harpixdestillation blev især drevet i den græske by Kolofon, hvoraf navnet kolofonium. — Flygtige lugtestoffer af planterne udtrak man med fedt, og af parfumerier brugtes hovedsageligt vellugtende salver, hvis brug Plinius regner inter honestis- sima vitæ bona. Papir kjendtes ikke af grækerne eller romerne; man skrev paa perga- ment, der tilberedtes af skind og har sit navn af Pergamos 1 Lilleasien, samt paa det s. k. papyrus, der tilberedtes af en i Nildalen voksende sumpplante og var gjenstand for betydelig udførsel fra Alexandria. — Blækket var oprindeligt en slags tusch, 3 dele kjønrøg og 1 del gummi efter Dioskorides; senere brugtes et virkeligt blæk af galæbler og jernvitriol (atramentum librarium). Mangfoldige af de stoffer, der benyttedes, var gjenstand for forfalskning, og man finder hos Dioskorides og Plinius adskillige vidnesbyrd herom!, tildels om noksaa raffinerede forfalskninger. Man søgte vistnok at kon- trollere stoffernes renhed, men det skede kun ved fysikalske midler, og nogen kemisk analyse var der ikke tale om. Noget andet reagens end et galæbleudtræk for at paavise jern, havde man neppe; efter Plinius brugte man det i form af reagenspapir (papyrusstrimler), for at paavise jern i kobbersalte. I det første aarhundrede af vor tidsregning havde man saaledes, som alt det ovenfor meddelte viser, naaet til at erhverve mangfoldige og for- skjelligartede kemiske erfaringer og kundskaber, der var istand til at dække de fleste af de krav, som en høiere civilisation stiller til det daglige livs behov; men til noget særskilt fag, endsige til nogen videnskab, havde disse endnu ikke samlet sig. 1 F. ex. om forfalskning af opium (mekonion) hos Dioskorides 4. 65. FORSTE DEL. ALKEMI. Br fu ~ 4 ® aS Jart T. Den græske alkemi. Det alexandrinske akademi i Ægypten var, allerede siden Ptolemæer- nes tid (323—30 f. Kr.), et vigtigt lærdomssæde, der udmærkede sig ved omfattende methodisk lærdom, og hvor de mathematiske og exakte viden- skaber stod heit; her virkede bl. a. mathematikeren Euklid (300 f. Kr.), hvis skrifter læses endnu i vore dage, geografen Eratosthenes (276—190), der gjorde det første forsøg paa ved gradmaaling at bestemme jordens omfang, samt astronomen Claudius Ptolemæus (150 e. Kr.), der i sin ueyadn ovrraig opstillede en lære om verdensbygningen, der stod gjen- nem hele middelalderen. Alexandrias heldige og centrale beliggenhed gjorde den ikke blot til det fornemste knudepunkt for handel og samfærdsel mellem østen og vesten, men der mødtes ogsaa de østlige landes filosofi, magi og mystik med den græske videnskabelighed; og ved tilstrømning at grækere, romere, ægyptere og jøder opkom der en kosmopolitisk helleni- stisk høiskole, hvor i de første aarhundreder af vor tidsregning, i bryd- ningen mellem de gamle og de ved kristendommen fremkaldte nye ideer, de gnostiske og nyplatonske retninger udvikledes, der var de sidste ud- løbere af den græske tænkning og forberedte den antike kulturs overgang til den kristelige. I disse omgivelser udvikledes nu ogsaa, navnlig i det 3die og 4de aarh. e. Kr., en ny retning, der i hei grad paakalder vor interesse som det ældste kjendte forsøg paa ved experimentel naturvidenskabelig forsk- ning at lese en bestemt opgave. Opyaven for denne retning, den s. k. hellige kunst (@yıa téyyn) eller alkemien, som den med en senere be- nævnelse gjerne kaldes, var dog endnu ikke den mere omfattende, som al virkelig bevidst videnskab stiller sig, men den var af en mere speciel natur, idet den væsentligst gik ud paa at forvandle metallerne, og da navnlig de uædle til ædle, til guld og sølv. Kunstens udøvere kunde ikke frigjøre sig for paavirkningen af de raadende filosofiske anskuelser; men nyplatonismen, 16 ‘TH, HIORTDAHL, M.-N. Ki. i hvilken disse udmundede, var med sin fra Orienten stammende til- blanding af mystik ingenlunde skikket til at lede en experimentel forsk- ning fremover til videnskabelig erkjendelse, og arbeidet løber ogsaa tilslut ud i den rene mystik. Men den alexandrinske kunst har ikke destomindre sin overordentlig store betydning; den har i lange tider, i over tusende aar, været bestemmende for vor videnskabs udvikling, og alkemien har gjennem tidernes løb samlet det væsentligste af de erfaringer og kjends- gjerninger, paa hvilken den videnskabelige kemi endeligt blev opbygget. De gamle egypteres, oprindeligt fra presterne og templerne stam- mende tekniske kunster og færdigheder, havde som allerede nævnt, længe været holdt hemmelige. Imidlertid var de dog efterhaanden, og isærdeles- hed eftersom der ved kristendommens udbredelse kom til at staa mindre respekt af templerne og deres hemmeligheder, blevne mer almindeligt kjendte, og man var begyndt at optegne de vigtigste forskrifter for de for- skjellige slags arbeider. Nogle saadanne optegnelser af teknisk indhold, i papyrushaandskrifter fra det 3die aarhundrede, er endnu opbevarede til vore dage; de findes i bibliotheket i Leyden, og udgivelsen af deres text blev afsluttet 1885. Der er isærdeleshed et af disse haandskrifter, den s. k. papyrus X, der er af interesse for os; det indeholder 111 paa græsk affattede optegnelser, der er kritisk behandlede af Berthelot; de fleste af dem angaar behandlingen og prøvningen af metaller og legeringer for guldsmedarbeide, medens nogle andre gjælder farvning af tei; To af op- tegnelserne er afskrevne efter Dioskorides. Skriftet, der er slet ordnet og fuldt af orthografiske og grammatikalske feil, gjør indtrykket af at være nedskrevet af en haandværker til eget brug. Omtrent en fjerdedel af op- tegnelserne handler om det s. k. asem, naturligt forekommende eller kun- stigt fremstillede blandinger af guld og sølv, tildels ogsaa med andre metaller. Uagtet de meget varierende forhold, hvori bestanddelene inde- holdes i de forskjellige slags, blev dog asem eller elektrum længe betragtet som et særeget metal, paa lignende vis som kobberet og dets blandinger betragtedes underet; det tildrog sig isærdeleshed opmærksomhed derved, at man kunde faa saavel rent guld som rent sølv af det. De øvrige op- tegnelser gaar hovedsageligt ud paa at meddele forskjellige uædle metaller de ædles farve og udseende, enten kun udvendigt (forgyldning og forsølv- ning) eller gjennem hele massen ved fremstilling af legeringer. Somme af disse legeringer, ser man, indeholdt overhovedet ikke noget ædelt metal, saaledes den gule legering af kobber og zink eller den hvide, man kan faa frem af kobber ved hjælp af arsenforbindelser — en ligefrem forfalsk- ning, der i rene ord angives bestemt til at blandes med asem uden at kjøberen skulde kunne mærke det. Andre legeringer fremstilledes ved at 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 17 smelte en mindre mængde ædelt metal ind i en større mængde uædelt; man kaldte denne fremgangsmaade diplose, fordobling (nemlig af det ædle metal), og det ser ud til, at man fra gammel tid havde den forestilling, at det ædle metal tiltog i mængde; man synes at have tænkt sig det som en spire, der ved en slags gjæring voksede i legeringen. Optegnelserne viser, at de ægyptiske guldarbeidere havde naaet frem til en ikke ringe grad af dygtighed; det er ganske vist deres forskjellige kunstgreb og erfaringer om de ædle metaller og deres legeringer, som ved at komme ud fra templernes mørke til akademikernes diskussion fra først af har givet stødet til det alkemistiske arbeide i Alexandria i det 3die og følgende aarhundreder. Om man end fra gammel tid kan skimte visse uklare forestillinger om forvandling til guld, som i det bekjendte sagn om Midas, er det dog ikke før i det 3die aarh., i Alexandria, at metalforvandlingen træder frem som et bestemt og bevidst maal for forskning; hverken hos Aristoteles eller Plinius eller nogen anden af de ældre forfattere har man fundet noget derom. Man har nok i forskjellige ældre beretninger om udvindning af ædle metaller villet se alkemistiske forsøg, men det er ganske vist kun ved misforstaaelse af almindelige metallurgiske forsøg. Naar man nemlig ved en række metallurgiske operationer faar et ædelt metal frem af en substants, hvori saadant fra først af ikke kunde sees eller erkjendes, ligger det nær at faa indtryk af, at metallet var skabt ved disse operationer, medens det i virkeligheden kun er det allerede før tilstedeværende metal, som er ud- skilt og samlet i fri tilstand. Dette er øiensynligt tilfældet med den be- kjendte fortælling hos Plinius, at keiser Caligula lod anstille forsøg med at udvinde guld af auripigment (gult arsensulfid), hvor der dog ikke handles om andet end tilgodegjørelse af et ringe guldindhold, som den slags mineraler ikke sjeldent har. Man forstod overhovedet ikke at skjelne mel- lem metallurgiske og alkemistiske forsøg, og mangfoldige gamle sagn og beretninger, der kun angaar metallurgiske operationer, er senere blevne tagne til indtægt, naar man har søgt at hævde en høi alder og endog guddommelig oprindelse for alkemien. De jødiske hellenister i Alexandria henførte saaledes oprindelsen til de hedenske videnskaber og kunster i deres sammenhæng med presteskab og magi, til den Gen. 6, 1—2 omtalte omgang mellem guds sønner og menneskernes døtre før syndfloden. Disse jødiske sammendigtninger, der kjendes allerede fra det 2det aarh. f. Kr. og som gaar ud paa, at de faldne engle lærte de jordiske kvinder, som de ægtede, at forfærdige smyk- ker af guld og ædle stene, at male øienbrynene og desl., kommer igjen ved flere leiligheder, saaledes i det 2det aarh. e. Kr. hos kirkefaderen Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N, Kl. 1905. No. 7. 2 18 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Tertullian, der ivrede mod den kvindelige forfængelighed og søgte at vise dens syndige oprindelse. En ligefrem anvendelse paa kemien har dette faaet af den alexandrinske lærde Zosimos i det 3die aarh. Han skal have skrevet 28 bøger yvuevrıza, der ikke i sin helhed er bevarede, men hvoraf bl. a. nogle stykker findes gjengivne hos den byzantinske kronist Synkellos (8de aarh.). Efter Zosimos lærte dæmonerne menneskernes døtre alle naturens værker; af deres ægteskab fremkom giganterne, til hvilke hørte Kemes, der skal have skrevet en bog om disse kunster, som efter ham har faaet navnet kemi (ynuela) 1. En anden række forestillinger fører alkemien tilbage til en aldeles mythisk Hermes Trismegistos, vel nærmest en personifikation af den gammelægyptiske gud Toth; han skal have været ophavet til de hemme- lige kunster, og der tillægges ham et utroligt antal skrifter. Alkemisterne pleiede at paakalde ham 1 besværgelser, der gav udtryk for tanken om materiens enhed, grundlaget for muligheden af metalforvandlingen. Han har til alle tider været anseet som en af alkemiens allerførste autoriteter, og hans navn gaar endnu i vore dage igjen i det bekjendte udtryk hermetik. Men det reelle, bestemt paaviselige udspring for alkemien er meget senere; det er, som ovenfor gjentagende nævnt og som Berthelot har godtgjort, at søge i det ægyptiske metalarbeide. Man legerede uædle metaller for at meddele dem de ædles udseende og farve. Metallernes farve maatte overhovedet paa en tid, da man ikke havde stort andet end de rent ydre kjendetegn at holde sig til, spille en vigtig rolle som det mest ioinefaldende og fremtrædende af disse. Og naar man kunde med- dele et uædelt metal guldets farve, laa den tanke nær, ogsaa at meddele det guldets øvrige egenskaber eller forvandle det til virkeligt guld. Hvad det angaar, at forvandle det ene metal til det andet, mente man at have 1 Ordet kemi (chemi) antages afledet af Khem, navnet paa Ægypten; man har ogsaa villet sætte det i forbindelse med kam, sort; Ægvypten kaldtes det sorte land, efter jordens "mørke farve i modsætning til den omgivende ørken. Kemi skulde saaledes betyde den ægyptiske (eller ogsaa den sorte) kunst. Man har ogsaa tænkt sig ordet afledet fra græsk, af yvwos, vædske eller zéæ, smelter ven Det ældste skrift, i hvilket man har fundet udtrykket kemi som en kjendt og gjængs benævnelse for et fag eller en videnskab, er et astrologisk værk af Julius Maternus Firmicus i det 4de aarh. Der tales om den indflydelse, som planeternes stilling i et menneskes fodselstime har paa dets tilboieligheder eller naturlige anleg: Merkur giver astronomi, Venus sang og glæde, Mars vaabenbrug, Jupiter kyndighed i gudsdyrkelse og lov, og Saturn kyndighed i kemi (scientiam chemiz). Det arabiserede udtryk alkemi pleier man at anvende om metalforvandlingen og de forskjellige dermed i forbindelse staaende forestillinger, medens det oprindelige ord kemi bruges om kemien som videnskab. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 19 syn for sagen i asem eller elektrum, som man kunde forvandle til baade guld og sølv; man udvandt ogsaa sølv af blyertserne, og mente da at have forvandlet blyet til en fuldkomnere tilstand. Forvandling af metaller var overhovedet noget, der paa ingen maade kunde synes urimeligt efter de raadende anskuelser om materiens enhed; alle stoffer, saaledes ogsaa me- tallerne, indeholdt jo den selvsamme materia prima, og forskjellen mellem dem var kun betinget af de egenskaber, som denne materie i de forskjel- lige tilfælde var udstyret med; det gjaldt da at forandre egenskaberne, tage somme bort og sætte andre istedet. Og saaledes kunde man da fra forsøg, der oprindeligt kun havde gaaet ud paa at eftergjore de ædle metaller, tilslut komme til at tro paa, at man skulde kunne blive istand til virkeligt at fremstille dem af uædle, naar man blot fandt de rigtige blandings- og fremgangsmaader, og — da man snart mærkede, at man ved egen kraft ikke kom længere end et stykke paa veien, at der altid mang- lede noget — under forudsætning af, at de overnaturlige magter, som man derfor altid paakaldte, vilde træde hjælpende til. Overnaturlige og mystiske forestillinger ligger det idetheletaget meget nær at sætte i forbindelse med metalforvandlingen. Naar saaledes det røde kobber med arsen giver et lysere, hvidt metal, saa man deri frugten af det mandlige (p. 9) princips forening med det kvindelige, kobberet, som var helliget Venus. Paa maaske en lignende maade, som vi nu an- tager, at solen er kilden til al jordisk energi, og at alle energiytringer paa jorden derigjennem staar under solens indflydelse, tænkte man sig alle ting, levende som livløse, staaende under indflydelse af de himmellegemer, for hvilke man havde erkjendt regelmæssige baner, — forestillinger, som oprindeligt har sin rod i Babylon og Kaldæa. Man kjendte 7 saadanne himmellegemer og antog, at disse svarede til de 7 metaller, man kjendte: guldet og sølvet til solen og maanen!, hvis glans og farve, de har, kobberet til Venus, jernet til Mars, og blyet til Saturn; hvad Jupiter og Merkur angaar, hørte oprindeligt elektrum under den førstnævnte og tin under den sidstnævnte, men senere, da man ikke længere betragtede elektrum som et særeget metal, svarede tin til Jupiter og kviksølv til Merkur. Tallet 7, der var fælles for himmellegemerne og metallerne, tillagdes overhovedet megen betydning. Videre satte man ogsaa dyr og planter i forbindelse med metallerne, isærdeleshed røde og gule blomster med guldet o. s. v. Hvert af tegnene i dyrekredsen tænktes at have sin bestemte indflydelse, og de forskjellige arbeider i den hellige kunst burde foregaa under det 1 Man har ment, at værdiforholdet mellem guld og sølv, der ved Darius Hystaspis’ myntordning blev sat som 13:1, repræsenterer forholdet mellem solens og maanens omløbstider, svarende til det persiske solaar, der har 13 maaneder. 20 TH. HIORTDAHL. M.-N. KI. rigtige tegns beskyttelse. Og overhovedet, alt som horer under astrologi, magi og mystik, horer uadskilleligt sammen med alkemien i Alexandria, og har siden troligt fulgt den gjennem tiderne. Det ældste af de græske alkemistiske skrifter er puowza zal uvorıza, physica et mystica, af en, som det almindeligt antages, pseudonym for- fatter fra det 3die eller 4de aarh., der har taget navn af den græske filosof Demokrit. Skriftet begynder med et rent teknisk stykke om farv- ning med purpur; den øvrige del, der indledes med en aabenbarelse af forfatterens afdøde lærer, mederen Ostanes, handler om fremstilling af guld samt af asem og solv; 1 de forskjellige forskrifter, der meddeles, gjen- tages uafladeligt det mystiske omkvæd: naturen glæder sig over naturen, naturen overvinder naturen, naturen behersker naturen; men forøvrigt er forskrifterne selv fri for mystik, de angaar forgyldning, legering o. dsl. og stemmer ganske med haandværkerens papyrusoptegnelser. — Den allerede nævnte Zosimos fra Panopolis har leveret en hel del skrifter, der dog ikke er bevarede i sin helhed; han siger bl. a., at erkjendelsen (40702) er kjendskaben til sandheden og afslører alting om alt, som er til. Den, som har logos, vil ved den se guldet lige for sine øine, medens den, som ikke har den, gaar i det tomme mørke og kun foretager sig latterlige ting. — Videre nævnes Synesios, biskopen af Ptolemais, en kristen ny- platoniker, der døde omkring 430; han har bl. a. leveret en kommentar til den ovenfor naevnte Demokrit 1 form af en samtale med en prest ved Serapistemplet, ligesom han ogsaa har efterladt endel breve, der indeholder ting af interesse. Synesios gjør opmærksom paa, at man i den hellige kunst ikke skaber noget ved sit arbeide, men kun forandrer materien og giver den en form eller tilstand, den ikke før havde; haandværkerne ska- ber heller ikke, siger han, den sten eller det træ, som de bearbeider, men de behandler dem med veerktoiet og bringer dem over til en tjenlig form. — Zosimos er kommenteret af Olympiodoros, en græsk gnostiker og historisk forfatter fra Theben 1 Ægypten, der 412 var sendebud fra keiser Honorius til Attila, altsaa en mand i høi og anseet stilling. Olympio- dor har bl. a. givet en inddeling af stofferne efter deres flygtighed, en egenskab, som særligt tildrog sig opmærksomhed, og som vi senere flere gange vil komme tilbage til; der er 3 slags: nogle, der ligesom svovl og arsenik forflygtiges hurtigt og fuldstændigt; dernæst saadanne, som for- flygtiges langsomt og ufuldstændigt, som kis og andre svovlholdende mine- raler, samt endelig dem, der slet ikke forflygtiges, som metaller, sten og jord. Alle disse alkemistiske forfattere citerer en hel del ældre, fuld- stændigt pseudonyme alkemister med navne, der ligger langt tilbage 1905: No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 21 i tiden; foruden Hermes ogsaa Moses, jodinden Marie!, Kleo- patra o. fl Til sine arbeider benyttede alkemisterne, foruden guld, solv og kobber, ferst og fremst kviksolv, derhos bly og dets oxyder, svovl og sulfider som zinnober, svovlarsen, svovlantimon, forskjellige kiser, kalk, salt o. m.; det er imidlertid ofte vanskeligt at identificere de forskjellige stoffer, som næv- nes, da udtrykkene i mangfoldige tilfælde har en ganske anden betydning end den, de samme ord senere har faaet. Kviksølvet, der ved sine paafaldende ydre egenskaber har saa let for at tiltrække sig opmeerksomhed, tillægges altid en fremtrædende betydning. Synesios karakteriserer det saaledes: det antager alle former ligesom voks kan optage alle farver; det hvidfarver alle legemer (amalgameres med metallerne) og trækker deres aand (flygtige dele) til sig. Det kan forandre alle farver og bestaar, selv om disse forgaar, og selv om vi ikke længere kan se det, siges der, er det dog indeholdt i stofferne — en mærkelig ud- talelse, der vel indeholder en af de allerældste antydninger til begreb af kemisk forbindelse. Kviksølvet betegner imidlertid i alkemisternes sprog ikke blot det egentlige eller almindelige kviksølv, men ogsaa substantser af lignende egenskaber; der tales saaledes om kviksølvet af arsenik, hvorved antageligt er ment det metalliske arsen, man faar frem af svovlarsen; baade dette og det almindelige kviksølv fremkommer af røde stene, begge er flygtige og begge farver kobber hvidt. Fra forestillingen om, at zinnober og svovlarsen har en som kviksølv betegnet bestanddel tilfælles, synes man, som Berthelot mener, at være kommen over til en tredie, mere udvidet anvendelse af ordet kviksølv, idet nemlig kviksølv ogsaa betegner en kvintessentieret almindelig metalbestanddel, en for alle metaller fælles materia prima. Alkemisternes forsøg paa metalforvandling maatte da først gaa ud paa at tage bort de særegne egenskaber, for at faa frem den egentlige materia prima eller komme denne saa nær som muligt, og derefter meddele denne saadahne egenskaber (navnlig farve), at den kunde blive skikket til at bruges til fremstilling af guld. Det almindelige kviksølv maatte derfor først fixeres, d. v. s. berøves den flydende tilstand og flygtigheden (hvilket f. ex. kunde ske ved amalgamation), og derefter farves, i hvilket sidste eiemed man brugte røde eller gule stene som svovlarsen o. dsl. Man mente da at skulle faa frem et mercurius philosophorum, et praeparat (Er000v, et pulver), som skulde tilsættes (kastes paa, éeu3cdAdewy, projicere) det metal, man vilde forvandle, og som da skulde vokse ligesom gjær. I Hvis navn, har man ment, endnu gaar igjen i vandbadet, bain-Marie. 22 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Imidlertid maatte der i dette præparat, de vises sten, som det senere blev kaldt, ogsaa være guld tilstede fra begyndelsen. Zosimos udtaler sig udførligt derom; han gaar ud fra, at begrebet »guld« er en egenskab, der er uafhængig af det metal, som bærer den; naar man derfor kan faa frem et stof, i hvilket denne egenskab er nedlagt paa lignende maade som det farvende princip i et farvestof, vil man ved hjælp af dette kunne farve de andre metaller og frembringe virkeligt guld. Det er det store mysterium, udbryder han, at egenskaben bliver til guld og kan frembringe guld. Hvis Du vil farve i sølv, maa Du paa samme tid, siger han videre, ind- bringe et sølvblad, og for at farve i guld et guldblad; thi korn frembringes kun af korn, en løve avles kun af en løve, og guld frembringes kun af guld. Ligesom en liden smule surdeig, fortsætter han, kan hæve en stor meengde deig, saa kan et lidet blad guld eller sølv frembringe hele pulveret og bringe alt i gjæring. At farve er der uafladeligt tale om; man adskiller leukose, hvid farv- ning til sølv, og xanthose, gul farvning til guld; den første skulde gaa foran den sidste, og man maatte søge at farve metallet tilbunds, forvandle det gjennem hele massen og ikke blot paa overfladen. Farvningen af metallerne tænkte man sig overhovedet foregaaende som al anden slags farvning. Man fremstillede farvet glas og mente derved at eftergjøre de ædle stene, navnlig smaragden; og ligesom baade ved farvning af glas og farvning af teier! en forholdsvis ringe mængde af det farvende stof for- maar at gjennemtrænge hele massen, udbrede sig i den og give den en særegen karakter, saaledes skulde ogsaa det præparat, man søgte, gjennem- trænge hele metallet og give det karakteren af et ædelt. Disse forestil- linger om farvningen holdt sig længe; i middelalderen blev det at farve, tingere, en ligefrem terminus technicus for at gjøre guld, og man har der- fra udtrykket tinktur. Der er hos de græske alkemister oftere tale om tdwg Jeior, et udtryk, der har en dobbelt betydning, saavel aqua divina, guddommeligt vand, som svovlvand. Man kan i flere tilfælde ogsaa tydeligt se, at der er tale om dels svovlvandstofvand og dels opløsninger, der indeholder polysulfider af alkalier og jordalkalier. Det er let forstaaeligt, at denne slags vædsker ved deres forhold til metallerne, deres fældning af forskjelligt farvede bund- fald og den opløsende evne, de i flere tilfælde har, i hei grad maatte tildrage sig experimentatorernes opmærksomhed. Men ved siden deraf synes der ogsaa at være tale om andre slags, men neppe nærmere definer- bare, aktive vædsker, der indvirkede paa metallerne. 1 Man vil erindre, at forskrifter til farvning af tøier findes baade i papyrusoptegnelserne og hos Demokrit sammen med forskrifter, der angaar metallerne, 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 23 De græske alkemister benyttede kemiske tegn (onueta), hvoraf nogle sees paa vedføiede, fra Berthelot laante faksimile af en tegnforklaring i et gammelt smukt manuskript fra St. Markusbibliotheket i Venedig. Metal- lerne har de tilsvarende himmellegemers tegn: guld (yoevoog 1. 1—7) be- tegnes ved solskiven, fra hvilken udgaar to i spids vinkel sammenstødende straaler; sølv (&oyvoog 1. 8—13) ved aftagende maane (tiltagende bruges undertiden for kviksølv); kobber (yaaxög I. 14 HARAS —20) ved speilet, tegnet for Venus; jernet Ayr pans (oiöngog 1. 21—25) ved tegnet for Mars, og d'xpre verras blyet (uouBog 1. 26) ved et tegn, der ialfald Å NTV EPER ERE minder om Saturn. Hver af de forskjellige Axper recrpons E kemiske eller fysiske forandringer, som metal. GQ XPT XL SALA OO lerne undergaar, har ogsaa sine bestemte tegn, # LEA ry poe der kombineres med metaltegnene paa lignende € aa R . . ri pow tH maade, som vi nu kombinerer metallernes ke- g A] e $: G STEHT i ars miske tegn med tegnene for klor, svovl e. I. Gen Pr meTanNd Caprepoxpreoxomna € streger paa metaltegnet (l. 2, 10, 16 og 23); Gå ap rrprextnarauner blade (zérada) ved en rektangulær plade under Q xan cK vatpret=g . aa) = = = Filspaan (gérmua) betegnes ved 2—3 smaa metaltegnet (I. 3, 11, 17 og 24); glødet eller 3 XANKIV TH kalcineret (xExavuEvog) ved begyndelsesbog- på HAA Kew PIKH LIE stavet x ved siden af (l. 4 og 13) eller under 2 X tt TAAL (1. 18) metaltegnet. Legering af guld og sølv az ee - | Lo XANICIV (yovondextooy 1. 5) har begge metallers tegn oi Ma å D spixaAxet forenede o. s. v. AA RME UNI 7] REISTE „ran EG [eae spiller en vigtig rolle hos alkemisterne, saa- IND foe TE PAA Foruden himmellegemernes tegn er der ogsaa andre allegoriske tegn og billeder, som ledes isærdeleshed ægget, symbol paa skabel- JA IDN POW tok sen og universet med de 4 elementer; ægge- Tn sis arrsac skallen repræsenterende jorden, æggehinden luften, hviden vandet og blommen ilden. Det gule og hvide i ægget sattes ogsaa i forbindelse med xanthosen og leukosen, de vigtigste alkemistiske arbeider, for hvilke ægget saaledes ogsaa er et symbol. Ægformen har ogsaa, som det synes alle- rede den tid, men isærdeleshed senere, været yndet for alkemistiske kar og apparater (ovum philosophicum). Tegnet for materiens enhed er det af gnostikerne meget benyttede symbol, slangen, der bider sig selv i halen, ogsaa symbolet paa det alkemistiske arbeide uden begyndelse eller ende; fra slangetegnet stammer de magiske cirkler og ringe, man ligeledes finder i de alkemistiske haandskrifter. TH. HIORTDAHL. M.:N. KL N + Den kemiske experimentelle teknik naaede i Alexandria en ikke ringe grad af udvikling. Blandt Zosimos’ skrifter finder man et, der inde- holder beskrivelse af apparater og ovne, og saavel hos denne forfatter som hos Synesios finder man meget tydelige opgaver om destillations- apparaterne, der sees at have været omtrent som de senere brugelige, idet de var forsynede med hjelm og forlag af glas, undertiden med 2 eller 3 recipienter. Synesios har i sine breve ogsaa beskrevet et aræometer: det er et cylindrisk rør med transversale linier, som angiver, hvor dybt det synker i en vædske; for at røret skal holde sig vertikalt, er ved dets nedre ende anbragt en liden konisk belastning, baryllion. Zosimos bemærker, at han har lært de af ham beskrevne destillations- apparater at kjende i et tempel i Memfis, og det er overhovedet i de ægyptiske templer, at man har de ældste kemiske laboratorier. Men i aaret 391, under keiser Theodosius, da kristendommen blev stats- religion i hele det romerske rige, blev templerne i Alexandria, Memfis og andre steder fuldstændigt ødelagte og ligeledes en stor del af det engang saa berømte bibliothek i Alexandria opbrændt af fanatiske kristne; akade- miet blev opløst, og en stor del af videnskabsmændene udvandrede til Athen; men heller ikke der kunde videnskaben hævde en af kirken uaf- hængig stilling, og 529 blev ved et dekret af Justinian de filosofiske studier forbudne og skolens formue inddraget. Med det alexandrinske akademis opløsning gik dog ikke de alkemi- stiske studier tilgrunde; dels havde de nemlig betydning for vigtige industri- grene, og dels var haabet om at kunne naa frem til at gjøre guld altid en spore til fortsat arbeide. Men naar studierne efter akademiets ødelæggelse fortsattes 1 Ægypten, saa blev det ikke længere saa meget af experimen- terende forskere som af filosoferende lærde, der hovedsageligt kommente- rede de ældre. Flere af disse er anonyme eller pseudonyme, idet de vel ikke vilde udsætte sig for ubehageligheder fra autoriteterne, af hvem stu- dierne ikke var vel seede; en af dem er kjendt som den kristne filosof, og hans skrifter indeholder en blanding af alkemi og theologi med de den tid saameget yndede nypythagoræiske spekulationer i tal, geometriske figurer 0. LT En anden anonym filosof har bl. a. skrevet en afhandling om musik 1 Som en prøve paa denne slags talspekulationer hidsættes følgende: Der er 3 slags fremgangsmaader, den tørre vei, den vaade vei og den blandede, og ved hver af disse kan man faa frem 3 slags produkter, tørre, fugtige og inter- mediære, saa man ialt har 9 klasser. Nu indbefatter materien i sin helhed 4 dele, der repræsenteres ved de 4 dele af ægget; men den enkelte specielle materie kan ogsaa være 4 slags, idet den i sig kan indbefatte: A) alle 4 dele, B) kun 3 dele, C) kun 2 dele eller D) kun 1 af de 4 dele. I Å kan man adskille 9 tilfælde, svarende til de ovennævnte 9 klasser; i B (eftersom den ene eller den anden af æggets 4 dele mangler) 1905. No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 25 og kemi. Den mest bekjendte er imidlertid Stephanos fra Alexandria, en kristen nyplatoniker, der antages at have levet omkring 630; man har fra ham g afhandlinger om at gjøre guld. Om metalforvandlingen siger han, at man maa tage egenskaberne bort fra stoffet, faa sjaelen eller aanden frem og skille den fra legemet. Kobberet er ligesom mennesket, det har legeme og sjæl. Sjælen er den subtile bestanddel, den farvende aand, legemet er det materielle, som har vægt og skygge; man maa nu skaffe skyggen bort for at faa frem den rene natur. Dertil bruges kviksølvet; man maa destruere dette og tage bort dets bevægelighed, for at aanden, som vedbliver at bestaa og som indeholder det farvende princip, kan blive fri og komme til at indgaa forbindelse og derved bevirke metalforvand- lingen. Denne slags forestillinger om materiens sjæl og legeme, som ogsaa senere oftere kommer frem, staar i nøie forbindelse med nyplatonikernes ideer. Stephanos beskjæftiger sig ligeledes meget med alskens tal- kombinationer og søger navnlig at sætte alkemien i forbindelse med astro- nomien; ved at betragte hvert af de 4 elementer for sig selv samt i forhold til 2 andre (ilden, varm og tør, giver luften det varme og jorden det tørre Oo. s. v.), altsaa tage hvert element 3 gange, fremkommer 12 kombinationer, der svarer til de 12 tegn i dyrekredsen o. s. v. Han har en stærk tro paa videnskabens ubegrændsede magt, og udbryder, naar han taler om den hellige kunst, i enthusiastiske udtryk, o visdommens deilige blomst! og lignende. En saadan enthusiastisk følelse for kunsten giver sig endogsaa udtryk i alkemistiske digte, hvoraf man har flere; saaledes har en Helio- doros skrevet om alkemien i jambiske vers, som han har tilegnet keiser Hbeodosius: I. Alexandria blev 641 erobret af araberne, og herefter var det Kon- stantinopel eller Byzants, hovedstaden i det østromerske rige, som for lange tider blev det vigtigste centrum for græsk videnskabelighed. Af egentlige alkemistiske forfattere, som kan tillægges nogen betydning, findes der dog ikke mange blandt byzantinerne. Den mest bekjendte er Michael Psellos (1020—1110), fra hvis haand haves et skrift om at gjøre guld samt afhandlinger om elementerne. Hos ham er det mystiske traadt mere 4X9= 36 tilfælde; i C, idet der kan fremkomme 6 kombinationer (hvide og blomme, skal og hinde, skal og hvide, skal og blomme, hinde og hvide, hinde og blomme), 6X9= 54 tilfælde; iD, da hver af de 4 dele svarer til de 9 klasser, 4 X 9 = 36 tilfælde. Ialt 135 forskjellige slags arbeider eller processer, 9 hvor ægget i sin helhed er anvendt, og 126 (36 + 54 + 36) andre, og det er umuligt at finde flere. Selv om man fremstiller tusinder forskjellige substantser, vil de dog altid gaa ind under disse tilfælde. 26 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. i baggrunden, og han siger ligefrem, at materiens omvandlinger skyldes naturlige aarsager og ikke besvaergelser, mirakler eller hemmeligheder. Da araberne, efterat have underlagt sig Ægypten, angreb det byzan- tinske rige, mødte de en stærk modstand, og bl. a. skal det have været den s. k. græskel ild, der bidrog til, at deres angreb, første gang 672 og gjentagne gange derefter, blev tilbageslaaede. Denne græske ild har vel ikke været noget explosivstof med salpeter, som paa den tid endnu neppe var kjendt; man har bl. a. opstillet den formodning, at det kan have været en blanding af ulæsket kalk med jordolie og andre let antændelige stoffer?. Først 1453 blev Konstantinopel indtaget af muhammedanerne, og fra den tid begyndte, eftersom videnskabsmændene derfra drog til Italien og de vesteuropæiske lande, studiet af den græske literatur at blomstre op i disse lande, hvor den i lange tider saagodtsom ganske havde været glemt. Det var først i det 15de aarh., at de alkemistiske haandskrifter fra Kon- stantinopel fandt veien til Venedig, Paris og Europas andre store bibliotheker, og først i det 16de aarh. var de gjennem latinske oversættelser blevne mer almindeligt kjendte*. De har saaledes ikke direkte kunnet paavirke det studium af alkemien, som allerede i det 13de aarh. stod i fuld blom- string i de europæiske lande og der beskjæftigede flere af de første lærde. I hovedsagen var det ad en ganske anden vei, at alkemien i mellemtiden var kommen til Europa, nemlig gjennem araberne. Brandsatser til krigsbrug har længe været kjendt af grækerne og beskrives udførligt allerede i det 4de aarh. f. Kr. af Æneas, taktikeren kaldet. Forskjellige saadanne satser til krigsbrug beskrives ogsaa af Julius Africanus i det 3die aarh. e. Kr.; han har skrevet et encyklopædisk værk, af hvilket kapitlet om krigskunsten endnu haves, dog opblandet med senere byzantinske tilføielser. 12 v. Romocki, Geschichte der Explosivstoffe. I. Berlin 1895, p. 10—18. De græske originaltexter er først publicerede af Berthelot: Collection des anciens alchimistes grecs, texte et traduction. 3 vol. Paris 1887—88. I; De ostlige landes alkemi. Araberne, der efter Muhammeds ded i utrolig kort tidhavde erobret store landstrækninger og grundlagt nye riger, tilegnede sig, efterat mere rolige tilstande var indtraadt, snart de overvundnes høiere kultur og blev ivrige befordrere af videnskaberne. Den græske videnskabelighed havde meget tidligt fæstet rod i de østlige lande, som nu var blevne erobrede, saaledes isærdeleshed i Syrien, hvor Edessa i Mesopotamien, der allerede i det 2det aarh. var bleven kristnet, havde betydning som et vigtigt viden- skabeligt centrum, der navnligt blomstrede i det 4de og 5te aarh. Da skolen i Edessa paa grund af den der herskende nestorianske lære 489 var bleven ophævet af keiser Xenon, drog mange af de lærde til Persien, hvor de under Sassaniderne blev vel modtagne og grundede filosofiske og medicinske skoler. De syriske lærde dyrkede alkemien sammen med medi- cinen og mathematiken; de faa af deres alkemistiske skrifter, som kjendes, er af paatagelig græsk oprindelse og indeholder neppe noget nævnevær- digt originalt; dog bør det anføres, at den græske ild skal være opfunden af syreren Kallinikos fra Heliopolis. De syriske videnskabsmænd over- satte mange af de græske forfattere paa deres eget sprog og senere paa arabisk, saaledes bl. a. Aristoteles, Theofrast, Dioskorides, Galen, Euklid og Ptolemæus, hvis astronomiske værk araberne kalder Almagest, — og det var ad denne vei, at de græske værker kom til araberne. Ogsaa fra Indien! blev medicinske og andre videnskabelige værker, dels over 1 Indien har en gammel medicinsk og kemisk literatur, i hvilken to værker, Charaka og Susruta, er de betydeligste; det førstnævnte er det ældste, og man har, dog med megen usikkerhed, anslaaet dets alder til omkring 500 f. Kr. I Charaka omtales 6 metaller og metallernes oxyder (faeces], 3 slags salte, hvis benævnelser det dog er vanskeligt at tyde, endvidere kobber- og jernvitriol, realgar, auripigment og svovl, der alle an- vendtes i medicinen til udvortes brug. Der omtales ogsaa kshara, alkali, og i Susruta beskrives udførligt dets tilberedning, dels kausticering med kalk og dels neutralisation (smagsforandring) med syrer. Man finder mange oplysninger om den indiske kemi hos Praphulla Chandra Ray, a History of Hindu Chemistry, Vol. I. London 1902. 28 TH. HIORTDAHL. M.:N. KI. Persien og dels direkte, overførte til de nye lærdomssæder, som seierher- rerne grundede. Allerede i begyndelsen af det 8de aarh. var Basra, noget senere Kufa ved Eufrat, hovedsæder for det filologiske studium, der væsent- ligt paa grundlag af Aristoteles’ logik bearbeidede den arabiske gramma- tik. I de abbasidiske khalifers hovedstad Bagdad havde allerede al Mansur (754—775) gjort meget, især for det medicinske studium, men denne hoved- stad fik først egentlig betydning som videnskabeligt centralpunkt under Hartn ar Raschids søn al Ma'mun (813—833), som selv var kyndig i græsk filosofi og anlagde et rigt bibliothek samt et astronomisk observa- torium. Ogsaa i andre muhammedanske riger, isærdeleshed i Spanien, tog de videnskabelige studier et betydeligt opsving; berømt er høiskolen i Cordova, der ogsaa, især fra det rode aarh., besøgtes af kristne fra de europæiske lande og som saaledes i væsentlig grad har bidraget til at overføre videnskaberne til disse. Man maa idetheletaget sige, at den ara- biske videnskabelighed stod meget høit 1 forhold til samtidens kulturstand- punkt, og man maa erkjende, at den har været en lærer for den euro- pæiske. Imidlertid havde den dog, om den end benyttede det arabiske sprog, ikke slaaet rødder i selve det arabiske folk; det var, som allerede nævnt, hovedsageligt kristne syrere, der omplantede videnskaberne fra den hellenistiske til den muhammedanske kulturkreds, og af de ægte arabere var det kun et mindretal, som beskjæftigede sig med dem. Det var især- deleshed fyrsterne og hofferne, som havde interesse for studierne og be- skyttede videnskabsmændene, og efterhaanden som rigerne opløstes og fyrsterne faldt fra, døde derfor ogsaa studierne snart hen}. Blandt dem, der har fortjeneste af at have ladet astronomiske, medicinske og alkemistiske skrifter oversætte fra græsk, nævnes Khalid ibn Jazid, en prins af det umaijadiske herskerhus; han døde 704. Hans lærer skal have været en syrisk munk, Marianos, og selv skal han have skrevet alkemistiske afhandlinger, tildels paa vers”. Som hørende til hans skole nævnes Djabir ibn Haijan (Geber), der skal have levet i Kufa omkring midten af det 8de aarh., men om hvis livsomstændigheder forøvrigt intet vides. Han er den mest anseede af de arabiske alkemister, og i det biblio- grafiske værk Fihrist af an Nadim (988) nævnes han som forfatter af et overmaade betydeligt antal skrifter, hvoraf dog endel vistnok skriver sig fra hans disciple; men der er kun et mindre antal af dem bevarede 1 originalsproget. 1 C. Brockelmann, Geschichte der arabischen Litteratur. Leipzig 1901, p. 134. ? Hverken Marianos' eller Khalids skrifter kjendes i original, men man har latinske oversættelser af arbeider, som tillægges dem; oversættelsen af Marianos er det ældste daterede af de arabisk-latinske alkemistiske skrifter; den er fra 1182. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 29 Videre er at nævne legen Abu Bekr Muhammed ibn Zakarija ar Razi (Rhazes), hvis verk om metalforvandlingen indbragte ham anseelig belønning af den samanidiske fyrste Mansur i Khorarsan, der imidlertid senere, da experimenterne ikke gav det forønskede resultat, lod ham piske; han døde 932. Alkemien vakte almindelig interesse, og i det rode aarh. var den gjenstand for en vidtløftig diskussion, idet mathematikeren og astrologen Jacqub al Kindi, arabernes første aristoteliker, udtalte sig mod den, medens Abu Nasr al Farabi, der havde optaget meget af nyplatoni- kernes lære, tog den i forsvar. Et stort ry, navnlig blandt lægerne, har Abu'l Hasan ibn Sina (Avicenna), født i Bukhara 980 og død i Persien 1037. Hans hovedværk, der i latinsk oversættelse er kjendt som canon medicinæ, og som isærdeleshed har bevaret hans navn ned igjennem hele middelalderen som den største autoritet efter Aristoteles og Galen, indeholder vistnok ikke saameget originalt, men det giver en omhyggeligt ordnet oversigt over alt, hvad der til hans tid, saavel gjennem grækernes som senere gjennem arabernes ar- beider var kjendt. Samtidigt med Avicenna levede i Persien Abu Mansur Muwaffaq, som har efterladt en liber fundamentorum pharmacologiæ, der er et af de ældste værker, som er forfattede i det nypersiske sprog. Han skjelner her bl. a. ret tydeligt mellem de to alkalikarbonater, for hvilke han bruger ud- trykkene natrun og qalja (kali). Blandt de arabiske videnskabsmænd i Spanien nævnes endel frem- ragende læger: Muhammed ibn Ruschd (Averroes), der oversatte og kommenterede Aristoteles; han virkede længe i Cordova og drog derfra til Marokko, hvor han døde 1198; sammesteds døde ogsaa aaret efter den sidste af lægefamilien ibn Zuhr (Avenzohar), der i hele det ı2te aarh. gjennem 3 generationer havde leveret udmærkede læger, som gjorde sig fortjent af medikamenternes tilberedning og isærdeleshed anvendte destilla- tionen i større udstrækning end før, navnlig ved tilberedningen af destil- lerede vande. — Efter det rete aarh. har araberne ikke længere nogen nævneværdig videnskabelig betydning, hverken for kemien eller idethele- taget. Foruden nogle værker, der enten ligefrem er oversatte fra græsk eller hvis græske forbilleder er paatagelige, f. ex. Krates' (Demokrits?) bog fra tiden henimod det ode aarh., udgjores den arabiske alkemistiske literatur hovedsageligt af Gebers værker. Disse har ikke været kjendt i original- sproget, før de ved Berthelot blev udgivne og oversatte 1893). Man 1 La chimie au moyen âge. 3 vol: 1. Essai sur la science antique au moyen âge. 2. Al- chimie syriaque. 3. Alchimie arabe. Paris 1893. 30 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. finder i dem en vidtloftig, tildels ret uklar ordstrem, hvor der forekommer mange modsigelser og som er rigeligt opblandet med dromme, hemmelig- hedskræmmeri, skryderi, høitidelige forsikringer og eder, troesbekjendelser o. dsl.!. Til grund for fremstillingen ligger de græske anskuelser om elementerne og fundamentalegenskaberne tilligemed forestillingerne om, at materien bestaar af legeme samt sjæl eller aand. Der er lidet af virkelige forsog, men desto mere af spekulationer, der bygger paa noksaa luftige grundlag. I bogen »om barmhjertigheden« forklares, at aanden ikke kan trænge ind i eller optages af andre legemer end dem, som passer for den og er beslægtet med den, ligesaalidt som sjælen af et dyr kan optages 1 et menneskes legeme. Saaledes kan kviksølv kun trænge ind i metallerne, men ikke i den slags legemer som markasit, tutia, talk, glas, salt e. L, hvilke derfor ikke bør bruges i blandingerne; til den slags legemer svarer mineralsk aand som svovl eller arsenik. Begge bestanddele, saavel legemet som sjælen, maa renses; aanden maa virke til at opløse og forflygtige legemet, og legemet maa virke til at fæstne aanden; og disse to processer, hvorved legemet efterhaanden antager mere og mere af aandens natur og omvendt aanden af legemets, fortsættes, indtil man faar et homogent hele, hvor der ikke er forskjel paa legeme og aand, hvor begge har flydt sammen som Eufrat og Tigris vande, der ikke kan skilles fra hinanden. Produktet (den for alle særlige egenskaber befriede materia prima) er nu, da det indeholder alle de i stofferne boende kræfter forenede, uden at de modstrider hverandre, istand til at beherske de modstridende naturer og tvinge dem til at forvandle sig. 1 I slutningen af den mindre bog om barmhjertigheden heder det f. ex.: — — Naar Du har faaet færdig en elixir af en af de for de to lysende himmellegemer eiendommelige farver, da har Du — jeg sværger ved min herre — den naturlige ligevægt i alle operationer, de fjernere, de midlere og de nærmere. Lad det da smelte, saaledes som jeg i min bog har angivet i følgende udtryk: ,smelt det afveiede, det parallele, ved hjælp af ilden i de 3 grader, ilden i begyndelsen, ilden i midten og den yderste ild, som smelter elixiren; det faste vil smelte som voks og vil hærdes i luften. Det vil trænge ind som en gift. Resultatet vil svare til operationen, hvis substantsen er god.“ Operationen vil kun gaa hurtigt ved den substants, som er nævnt i det foregaaende; denne er fast, fortræffelig og klar. En eneste del er nok for en million. Men om Du har en god substants og Du viser nogen forsømmelighed under arbeidet, saa vil resul- tatet staa i forhold til forsømmelsen. — Opbevar elixiren i et kar af bergkrystal, guld eller sølv; glas duer ikke, det vil gaa istykker. Bed Gud om hjælp i alle ting, og Du vil være lykkelig og paa den rette vei. Jeg sværger ved min herre og skaber, at jeg i denne lille bog ikke har skjult noget for Dig, ikke et eneste ord. Jeg har udjævnet alle vanskeligheder for Dig, og det kunde ingen anden end jeg gjøre, ingen anden hverken af de yngre eller af de ældre. Se hvad jeg har gjort for Dig og for alle dem, der søger; beløn mig i Dine bønner, Dine ønsker og Din tale. Tag noget af elixiren, uddel den i mit navn til de fattige og ulykkelige. Gud vil forskylde mig dette hos Dig; han er mig nok og ha er den bedste beskytter. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 31 Hos Geber spiller, ligesom hos Stephanos, alskens kombinationer af tal eller bogstaver en vigtig rolle, og han søger ved hjælp af saadanne at aflede stoffernes egenskaber af deres navne. I bogen »om ligevagten« har han konstrueret en tabel, der indeholder 4 vertikalrækker for kvalite- terne, varmt, tørt, koldt og fugtigt, samt 7 horizontalrækker for kvanti- teterne, tidobbelte grader, grader, minuter, sekunder, tertser, kvarter og kvinter, af hvilke enhver er 1/10 af den foregaaende. I de fremkomne 28 felter er indtegnet det arabiske alfabets 28 bogstaver, og for at bestemme et stofs natur søger man nu op de til dets bogstaver svarende kvaliteter og kvantiteter og lægger disse sammen. Som exempel tages ordet khl (edike); de to bogstaver, hvoraf ordet bestaar, kh og I, staar begge 1 4de vertikalrække (fugtighed), medens kh staar i 6te horizontalrække (kvart) og 1 i 3die (minut): »Ediken har 1 minut og 1 kvart fugtighed; den maa da indeholde 2 minuter og 2 kvart kulde. Da den ikke har noget bogstav, der svarer til varme, ved vi, at kulden overveier, fordi der er mindre fugtighed end kulde. Men da ethvert legeme maa indeholde noget varme, vil vi give ediken saameget, som svarer til halvdelen af kulden, og den indeholder da 1 minut og 1 kvart varme. Da paa den anden side tør- heden altid er det halve af varmen, maa ediken indeholde 5 sekunder og 5 kvint tørhed. Jeg siger Dig dette, for at Din viden skal være fuldstæn- dig, og for at Du kan faa besked, om Du har gaaet rigtigt frem< o. s. v. I et andet skrift, bogen »om foreningen«, udvikles en theori, som senere blev optaget af middelalderens alkemister i Europa, om de ydre og de indre (latente) egenskaber samt deres forhold til metalforvandlingen. Der gaaes ud fra en forudsætning om et vist antal kræfter, der virker paa tingene. Ingen ting, der findes i naturen, har mere end 17 kræfter, siges der; derhos har enhver ting 3 gange saa meget varme som kulde eller 3 gange saameget kulde som varme, idet der for de aktive egenskaber ikke existerer noget andet forhold. Ligeledes er forholdet mellem tørhed og fugtighed som 5: 8 eller omvendt, hvilket er absolut regel for de passive egenskaber. Naar den ene af de to aktive virker paa stoffernes ydre, vil den anden virke paa deres indre, og paa samme maade forholder de to passive sig; naar det ydre er varmt og tørt, vil det indre være koldt og og fugtigt. Bly er udvendigt koldt og tørt, indvendigt er det visselig varmt og fugtigt; guld er derimod udvendigt varmt og fugtigt, indvendigt koldt og tørt. Guldets indre svarer saaledes til blyets ydre, og blyets indre til guldets ydre. Hvis nu blyets ydre indeholder 3 kulde og 8 tør- hed, saa har dets indre ı varme og 5 fugtighed (tilsammen 17). Kulden er overveiende; det er altid den overveiende egenskab, som er synlig, medens den anden kun er latent; dette er et axiom. Guldet indeholder 3 32 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. varme eller 2 mere end blyet; hvis man nu vil farve blyet med noget, hvis ydre har 2 varme og 3 fugtighed, og man blander dette noie med blyet, saa vil blyets ydre faa 3 varme og 8 fugtighed. Man uddriver kulden og tørheden, thi varmen behersker altid fugtigheden, og blyet bliver da rent guld o. s. v. Blandt Gebers værker naevnes i Fihrist en bog paa 70 ka- pitler, hvis arabiske original ikke haves, men hvoraf endel, dog neppe uden senere tilsaetninger!, er bevaret i en latinsk oversættelse, liber de septuaginta. De senere arabiske alkemister kjendes kun i latinske oversættelser, der i det 12te og 13de aarh. synes at have været meget udbredte i Eu- ropa. Blandt de mere bekjendte af disse kan nævnes turba philosophorum, en orientalsk kompilation af græske reminiscentser, der stod 1 stor anseelse blandt middelalderens alkemister. Fremdeles liber secretorum Bubacaris (Abu Bekr?), de salibus et aluminibus, der tillægges Rhazes, de per- fecto magisterio af en pseudonym Aristoteles, samt endelig en i Spanien udført oversættelse af et Avicenna tillagt, og iethvertfald utvivlsomt arabisk værk, de anima in arte alchimiæ. I dette sidste finder man, foruden læren om elementerne, om de syn- lige og latente egenskaber, om legeme og aand?, tillige nærmere udviklet en eiendommelig, uvist af hvem først fremsat — men iethvertfald gjennem lange tider senere almindelig herskende — theori om metallerne. Metal- lerne betragtes som sammensatte af kviksølv og svovl; af kviksølv, fordi de ved ophedning kan blive flydende ligesom dette, af svovl, fordi de kan frembringe stoffer, der har svovlets farve (gule og røde oxyder og sul- fider). Kvikselv og svovl betegner her visse grundegenskaber eller prin- ciper; det førstnævnte repræsenterer det bestandige og er aarsagen til metalglans, duktilitet og andre metalliske egenskaber, medens svovlet re- præsenterer ubestandighed og foranderlighed. Metallernes forskjellige egen- skaber skulde nu bero paa disse grundbestanddeles mængdeforhold og accessoriske egenskaber; guld indeholder det reneste kviksølv med kun lidet, rent og rødt svovl, sølv rent kviksølv med lysere svovl, kobberet tykt og mørkt kviksølv med mørkere og grovere svovl o. s. v. Jo mere et metal indeholder af kviksølvet, desto fuldkomnere er det, medens svovlet ! Deriblandt hvad der meddeles om sublimation af salmiak. ? Der gives, siges der, 4 mineralske „spiritus“, svovl, arsenik, salmiak og kviksølv, der har den evne at sublimere, samt 6 metalliske legemer, guld, sølv, kobber, tin, jern og bly. De første er ,spiritus“, fordi deres indtrængen er nødvendig for at fuldbyrde legemets (metallets) forening med aanden. Man ser, at begrebet ,aand“ nu mere specielt og tydeligt anvendes paa flygtige substantser, der virker aktivt paa metallerne, overfører dem til sulfider, klorider o. |. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 33 gjor metallet ufuldkomment; guldet er det allerbestandigste og angribes allermindst af ilden, fordi det indeholder kun lidet svovl. Skriftet de anima, der tildels har form af en samtale mellem Avicenna og hans son, under hvilken bl. a. Geber karakteriseres som en charlatan, er delt i to dele, en indledning (porta elementorum) samt 10 bøger (X dic- tiones), af hvilke den 5te er som en lærebog i kemi, hvor i methodisk orden gjennemgaaes først metallerne, dernæst svovlmetallerne (markasiter), og derefter salte, natron, vitriol, alun og borax (en kollektiv benævnelse for flusmidler). I de 8 bøger, hvoraf Bubacars skrift bestaar, har man en lignende inddeling i aand eller spiritus, legemer eller metaller, stene (13 1 tallet, forskjellige slags markasit, magnesia, tutia o. s. v.), vitrioler og alun, borax (flusmidler, 6 slags) samt salte (11 slags), hvoriblandt alkalisk salt, askesalt og indisk salt, ved hvilket sidste antageligt er ment salpeter!. Derefter kommer et afsnit om syrer samt stærke og giftige vædsker; mineralsy- rerne kjendtes endnu ikke i nogenlunde ren tilstand?, men der nævnes, at edike og andre vædsker opløser stofferne anderledes end vand, idet de bevirker opbrusning. En fuldstændig og ligeledes methodisk ordnet lærebog, hvis affattelse synes at være nogenlunde samtidig med de nysnævntes (tiden omkring det rite aarh.), har man i et dels paa arabisk og dels paa syrisk, men helt igjennem med syriske bogstaver skrevet manuskript, som Berthelot udgav 1893. Det adskiller sig fra de før nævnte derved, at alle inddelinger, mere eller mindre kunstigt og vilkaarligt, bringes til at gaa paa tallet 7: de 7 legemer (metallerne, hvoriblandt kviksølv), de 7 flygtige (kviksølv, sal- miak, rødt og gult svovlarsen, samt gult, rødt og hvidt svovl), de 7 stene, der indeholder aand og er flygtige (svovlmetaller o. 1.), de 7 stene, som ikke er flygtige (talk, agat, malakit o. 1.), de 7 magnetiske stene, de 7 slags vitriol, 7 slags salt, 7 slags alun, 7 slags flusmidler o. s. v. Hertil slutter sigjbeskrivelser af apparater og operationer. Man ser overhovedet tydeligt, bemærker Berthelot, at man var be- gyndt at behandle stoffet paa en mere ordnet og videnskabelig maade, og at der havde udviklet sig et bestemt system, der benyttedes i lærebøgerne. En stor del af den arabiske kemis termini technici er laant fra det græske; de gaar tildels igjen endnu i vore dage. Af Dioskorides außı er afledet det arabiske ord for destillationsapparater, anbik, med 1 Den først bestemte angivelse om salpeter skal findes i Ibn Baitärs encyklopædi fra ıste halvdel af det 13de aarh.; det kaldes der bärüd og siges at komme fra Kina. 2 I Gebers bog ,om foreningen" omtales en ved destillation af vitriol erholdt vædske (uren svovlsyre), men uden nogen nærmere angivelse af dens egenskaber. Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. KI. 1905 No. 7. 3 34 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. bestemt artikel: alanbik (fransk: alambic); Enoıov er bleven til iksir, aliksir (elixir); ynuela kimija, alkimijå o. s. v. Ord som chalkantum, markasit, tutia, talk o. dsl. omskrives ligefrem paa arabisk; arsenik gjengives i almindelighed med zernikh, azzernikh. Man skylder araberne mange vigtige anvendelser af kemiske kund- skaber; det forste offentlige apothek oprettedes i Bagdad i midten af det 8de aarh.; araberne benyttede moskus, rhabarber, kamfer, sukker, tama- rinder o. 1., og deres mest anvendte medikamentform var siruper og lat- værger. Fra araberne kom de farmaceutiske kundskaber til Spanien og Italien, hvor i det ııte aarh. i Salerno oprettedes det første apothek i de kristne lande, og hvor man allerede 1233 fik lovmæssige forskrifter og be- stemmelser for apothekerne. — Araberne indførte sukkerrøret fra Indien og dyrkede det flere steder, i Ægypten, paa Sicilien og i Spanien, hvor der i det 13de aarh. var en betydelig sukkertilvirkning. — Fabrikationen af papir, der synes at have været kjendt i Kina ved tiden omkring Kristi fødsel og derfra har forplantet sig vestover til Bukhariet, blev af araberne ligeledes befordret videre mod vest, i det 8de aarh. indført i Damask, 1 det gde aarh. i Spanien og derefter i Italien. Den keramiske kunst, som efter det vestlige romerske riges fald var saagodtsom uddød i Europa, blev af saracenerne bragt til Sicilien og af maurerne til Spanien, hvor den især- deleshed blomstrede paa øen Majorka (Majolika) og derfra, efterat øen i det r2te aarh. blev frataget araberne, udbredtes til Italien og efterhaanden videre. Araberne har ogsaa bidraget meget til fremme af kemiens og natur- videnskabernes hjælpefag, isærdeleshed mathematiken; de har fra Indien overført til os sinusbegrebet, der muliggjorde trigonometriens udvik- ling, og vi skylder dem ligeledes vort talsystem, hvorpaa arithmetiken og regnekunsten hviler, et umaadeligt fremskridt fra de tungvindte romertal, som endnu langt ud i middelalderen var de eneste, der brugtes 1 Europa. Før vi gaar over til at betragte alkemien i de europæiske lande i middelalderen, maa vi endnu vende tilbage til oldtiden, til et ældgammelt kultursamfund, der har været uden berørelse med og uden paavirkning af de hidtil betragtede. I Kina har man allerede langt tilbage 1 tiden, mange hundrede aar før man begyndte i Alexandria, arbeidet paa at for- vandle metallerne og frembringe guld; men dette arbeide har en fra det før betragtede væsentligt forskjellig karakter, da det fra første stund af paa det nøieste har været forbundet med bestræbelser for at vinde udødelighed. Disse bestræbelser har sit udgangspunkt i mystiske forestillinger, der hænger 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 35 sammen med det for menneskerne til alle tider saa naturlige ønske om at komme i besiddelse af livets goder og at kunne nyde dem i en uafbrudt og stedsevarende lykke. Der gik sagn om, at der mod øst, paa øer langt ude i havet, boede udødelige, altid lykkelige væsener; der voksede ogsaa den vidunderlige plante, som bragte udødelighed. Keiser Tchi Hoang Ti udsendte i aarene 219 og 215 f. Kr. expe- ditioner for at finde øerne og planten, og lignende forsøg blev i det føl- gende aarhundrede gjort af keiser Wu Ti (140—86 f. Kr.). Denne havde ved sit hof en stor mængde adepter og magikere, som han overøste med æresbevisninger og gaver, men af hvem han ogsaa flere gange paa det drøieste blev bedraget, og som han da straffede med raffineret grusomhed. Historieskriveren Sse Ma Ts'ien, der ved høi embeds- og hofstilling stod keiseren meget nær, har i sit berømte værk Sse Ki, og isærdeleshed i dettes 28de kapitel! givet en skildring, der som et samtidigt historisk dokument af utvivlsom ægthed maa tillægges fuld troværdighed. Isaerdeles- hed er beretningen om Li Siao Kiün af interesse; den giver et ret tydeligt begreb om de eeldste forestillinger om guldmageriets forhold til livets forlængelse og udødeligheden. Den nævnte adept, der havde for- staaet at bibringe folk overdrevne forestillinger om sin rigdom, høie alder og overnaturlige evner, raadede keiseren til at foretage en »ofring til smelteovnen<; han vilde da faa magt over overnaturlige væsener, og ved deres hjælp blive istand til at forvandle zinnober til gult guld; naar han saa betjente sig af dette guld til spise- og drikkekar, vilde hans liv blive forlænget, og han vilde blive istand til at se de udødelige beboere af de fortryllede øer; og naar han yderligere havde foretaget visse ofringer, vilde han selv opnaa udødelighed. Alkemien og hvad dermed staar i forbindelse, blev isærdeleshed drevet af de s. k. tao-lærde. Læren om tao, der tilskrives Lao Tse (6te aarh. f. Kr.) var oprindeligt en ren moralfilosofi, men den undergik i tidernes løb adskillige modifikationer og udartede tilsidst til den groveste overtro og udstyredes med de besynderligste fabler. Det var ikke blot keiser Wu Ti selv, som interesserede sig for alkemien; ogsaa et andet medlem af keiserhuset, prins Liu Ngan, almindeligt kaldet Hoai Nan Tse (mesteren fra det sydlige Hoai), beskjæftigede sig med metalforvandling og livselixir; han har ogsaa efterladt nogle mystiske og filosofiske afhandlinger om naturfeenomenerne. Hoai Nan Tse samlede om sig en skare lærde mænd, saavel tao-lærde som lærde af andre skoler, ' Le traité-sur les sacrifices fong et chan de Se Ma Ts'ien, trad. på E. Chavannes, Peking 1890, p. 49. 36 TH. HIORTD AML. M.-N. KI. og tilsatte sine midler ved at dyrke disse interesser. Han blev indviklet i en sammensveergelse mod keiseren, og da denne blev opdaget, dræbte han sig. Af de mere anseede taoistiske filosofer kan isærdeleshed nævnes Ko Hung (4de aarh. e. Kr.), mere kjendt under navnet Pao Pu Tse; han har skrevet en bog om det ydre og en om det indre, hvilken sidste især i 4de og rite kapitel omhandler alkemi og udødelighed. Af den over- ordentlig store mængde senere alkemister vil det være nok at nævne T’ao Hung King (5te aarh.) samt Lu Tsu (8de aarh.); den sidstnævnte har bl. a. efterladt endel under de alkemistiske forsøg benyttede høitidelige paakaldelser af overnaturlige magter, der sættes hoit som digterværker. Udgangspunktet for de kinesiske alkemisters arbeide var røde og gule mineraler, zinnober og svovlarsen, isærdeleshed det førstnævnte, om hvilket de havde eiendommelige forestillinger, der var ganske forskjellige fra græ- kernes og romernes, som kjendte kviksølvets giftige egenskaber. Medens de fleste andre stoffer brænder op, tilintetgjøres eller dør, naar de bringes i ilden, saa giver zinnoberet metallisk kviksølv, selve det levende metal. Det er en meget gammel forestilling, som ogsaa har holdt sig længe gjennem tiderne, at selve de regulinske metaller er noget levende, i mod- sætning til deres oxyder eller andre forbindelser. Da nu zinnoberet paa denne maade frembringer noget levende, tillagde man det overhovedet evne til at frembringe liv, gjøre menneskerne udødelige og føre dem op i de himmelske aanders række. — Det vidunderlige præparat, man skulde faa frem, kaldtes tan”; dets tilberedelse skulde efter forudgaaende faste og renselse foregaa paa toppen af et fjeld (nærmere himmelen) i enrum eller kun nogle faa troendes nærvær. De substantser, der anvendtes, angives i regelen at være 8 1 tallet, deriblandt zinnober, svovlarsen, alun, salt eller borax, kalksten o. 1.; forsaavidt forskrifterne kjendes og der lader. sig bringe nogen mening ud af dem, er der ikke tale om fremstilling af gule legeringer, som hos de græske alkemister, men de synes nærmest at maatte forstaaes som gjældende udvinding af et guldindhold i arsensulfiderne under tilsætning af en hel del, for størstedelen vist ganske overflødige 1 Uagtet det med sikkerhed vides, at han begik selvmord, har der om hans endeligt dannet sig en fabel, der illustrerer de forestillinger, man havde om udødelighedselixirens virkning. Han fremstillede, siges der, en saadan, og da han havde drukket den, for han til himmels. Men han havde spildt nogle draaber af den vidunderlige drik; hans hund slikkede dem op, og den fulgte da straks efter ham! Zinnober heder tan sha, rød sand; ordet tan, der oprindeligt betyder rød, er ogsaa en almindelig betegnelse for præparat, dekokt, destillat eller elixir. Det bruges i forbin- delse med ordet kim (guld, metal overhovedet), kim tan, der saaledes betyder guldelixir eller metalpræparat. Ogsaa med sien (aand, genius, udødelig), sien tan, livselixir. » 1905. No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 37 mineralske stoffer. Den fuldstændige tilberedning skulde foregaa i 9 (under- tiden nævnes 7) gjentagelser eller perioder, og virkningen af den frem- komne tan skulde være forskjellig efter den grad af fuldkommenhed, hvor- til man var naaet!. Den materielle substants i præparatet kaldes nguai tan (den udvortes) og giver udødelighed her paa jorden, der i almindelig- hed nydes paa et eller andet helligt fjeld, medens nui tan (den indvortes), den allerfuldkomneste tan, er resultatet af en aandelig proces, hvorved legemet befries fra alt urent og bliver istand til at have sig op til de udødelige aanders boliger”. Om man end har beretninger om fremstillingen af store maengder guld, saaledes om Wang Pa, der under en dyrtid i det 6te aarh. frem- stillede guld og uddelte det til de fattige, saa synes dog idetheletaget udødeligheden at spille hovedrollen, og guldet mere at betragtes som et middel til at opnaa denne. Guldet, siger Pao Tu Tse, er uforanderligt, det dør ikke, fortæres ikke af ilden og ruster ikke i jorden, og naar mennesket nyder det, vil legemet heller ikke fortæres eller forfalde, og man vil opnaa udødelighed. Det er denne slags forestillinger om at tage ind guld, som ligger til grund for Wu Tis brug af alkemistisk guld til kar for den daglige næring, og den ligefremme konsekventse er da at spise eller drikke guldet. Ny- delsen af kim tan (metalopløsninger) som livselixir har til sine tider været meget udbredt i Kina, isærdeleshed, som det lader til, i det ode aarh., da i aarene 821—860 ikke mindre end 4 keisere af T'angdynastiet satte livet til ved livselixir. At dette saaledes stadigt kunde gjentage sig, ligger deri, at forestillingerne om den fuldkomne grad af udødelighed ikke gik ud paa noget stedsevarende liv med samme legeme her paa jorden. — Brugen af metalliske livselixirer synes at have holdt sig lenge, og omtales bl. a. af Marco Polo, der reiste i Østasien i det 13de aarh. 1 I Pao Pu Tse 4de kapitel nævnes 9 slags tan. Den første, tan hua (blomsten), frem- stilles af zinnober og svovlarsen med alun, stensalt (borax?), potaske, muslingskaller o. m. dsl. Tilberedningen medtager 36 dage, og (ved at bruge den) i 7 dage opnaaes udødelighed. Udsættes den for en meget stærk ild, fremkommer øieblikkelig gult guld, og 10 unzer med 100 pund kviksølv vil ligeledes give guld. Tilberedningen af de øvrige slags tan er ikke angivet, men der tillægges dem mange vidunderlige virkninger; saaledes giver den 2den tan udødelighed i 100 dage, 3 knivspidser fordriver og tilintet- gjør alskens kryb, og 100 vil helbrede alle sygdomme. Bringes en knivspids af den 4de tan over ilden med 1 pund kviksølv, vil man straks faa gult guld; denne tan kan ogsaa jage op til 100 djævle paa flugten. Den 7de tan lader alt, som er gaaet itu, blive helt igjen; den lader en gammel mand blive kraftig og faa børn; bragt i ilden sammen med bly giver den gult guld o. s. v. 2 Mayers, the chinese readers manual, Shanghai 1874, 202. Man har ogsaa i udtrykkene indvortes og udvortes villet se forestillinger om dekomposition og synthese. (Chem: Zeitung 1902, 627), 38 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Ikke blot i Kina, men ogsaa i Indien! var nydelsen af metalpræparater i brug; allerede i det 6te aarh. omtales kviksølv og jern som aphrodisiaca og tonica, men det var isærdeleshed i det ııte og nærmest følgende aar- hundreder, at brugen af kviksølv som livsforlængende middel blev almindelig og udbredt i Indien, hvor i den tid ogsaa dette metal spillede en rolle i den s. k. tantra kultus. Brugen af metalpræparater som indvortes midler gik efterhaanden over i de indiske lægers hænder, og disse brugte dem længe før de europæiske læger begyndte at tage dem i brug. De faa ældre forfattere, som har omtalt den kinesiske alkemi?, har i sin tid i denne villet se udspringet for den arabiske og dermed den euro- pæiske middelalders; men efterat det nu er godtgjort, at den arabiske alkemi er en ligefrem fortsættelse af den græske, lader dette sig ikke antage for den egentlige metalforvandlings vedkommende, den stammer ganske vist fra Alexandria. Men der udviklede sig senere i den euro- pæiske middelalder visse andre forestillinger, som hos grækerne og araberne kun sjeldent og uklart har faaet udtryk, forestillinger om livs- elixir (panacé), aurum potabile (drikkeligt guld) o. I. Og det er heist sand- synligt, at denne slags alkemistiske forestillinger, saavelsom metalpræpa- raternes indførelse 1 medicinen i en noget senere tid, oprindeligt har sin rod i Kina og Indien. 1 Ray; XLVIL 2 I. Edkins, Phases in the development of tauism. Transactions of the China branch of the royal asiatic society. V. (1855). 87. W. Martin, On the study of alchemy in China. Journ. of the american oriental society. IX. (1869). XLVI. (Afhandlingen foreligger ikke i sin helhed, men kun som et kort resumé). II. Europa i middelalderen. I de europæiske lande, hvor siden folkevandringernes tid krig og urolighed havde raadet, laa videnskaberne fuldstændigt nede, indtil for- holdene havde fæstnet sig omkring det 8de aarh. Karl den store havde megen omhu for at bringe Frankrige og Tyskland op til et høiere kultur- standpunkt, og han tog sig kraftigt af skolevæsenet. Han lod de geistlige, der i lange tider havde været de eneste, som havde bevaret nogen viden- skabelig tradition, ved klosterne og kirkerne anlægge skoler, hvor der ved siden af theologien undervistes i de syv frie kunster, grammatik, rhetorik, dialektik (trivium) samt astronomi, arithmetik, geometri og musik (qua- drivium). Kirken havde den allerstørste indflydelse, og theologien var den vigtigste af alle videnskaber. Dens studium hvilede imidlertid udelukkende paa kirkefeedrenes skrifter, og man søgte at bringe den af disse fastslaaede og af kirken anerkjendte tro i overensstemmelse med den tænkende forstand og bringe den i forbindelse med den antike filosofi. Det er denne s. k. skolastiske retning, som sætter sit præg paa hele middelalderens viden- skabelighed. Den var vistnok, som kun hvilende paa fastslaaede dogmer og autoritetstro, ganske ude af stand til at udvikle nogen fri videnskabelig- hed paa den selvstændige forsknings grund, men den har dog havt stor betydning, idet den nærmere definerede de aandelige begreber og tænk- ningens love, og saaledes for en væsentlig del har skabt de former, tænk- ningen siden har benyttet. Det var isærdeleshed i det r2te aarh., at den skolastiske videnskabelighed tog opsving; gjennem arabernes oversættelser begyndte man at faa noget kjendskab til den græske videnskabelighed og isærdeleshed til Aristoteles, som nu ogsaa i Europa begyndte at blive en autoritet af den allerførste rang, som uafladeligt paaberaabtes og kom- menteredes. Bøger var den tid endnu sjeldne og saa kostbare, at almindelige folk neppe kunde anskaffe dem; vilde man lære noget, maatte man derfor slutte sig sammen om anseede lærere for at faa høre det levende ord, saaledes som man allerede længe havde gjort ved de arabiske høiskoler i Spanien, 40 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. I de kristne lande var den medicinske skole i Salerno, omkring 1100, den ældste af denne slags sammenslutninger. Hundrede aar efter var Paris bleven hovedcentrum for theologien og Bologna for jurisprudentsen. Til saadanne steder strømmede der nu en mængde studerende, og byerne, som havde fordel af tilstrømningen, søgte at beskytte og opretholde stu- dierne. Efterhaanden samledes flere lærere paa samme sted, saa at der dannedes lærde samfund, hvis love og statuter fik pavens eller lands- herrens stadfæstelse og efterhaanden, fra oprindeligt at have været special- skoler, udvikledes til fuldstændige universiteter. Paris havde omkring midten af det 13de aarh. faaet 3 fakulteter, theologisk, juridisk og medi- cinsk; til juristerne i Bologna sluttede sig filosoferne (artisterne, der dyr- kede de frie kunster, artes liberales), derefter medicinerne og tilslut theo- logerne; de ældste af universiteterne forøvrigt er Padua, Oxford og Sala- manca, alle fra ıste halvdel af det 13de aarh.; noget senere kom Prag, Köln, Leipzig o. fl. — Latin var de lærdes sprog, og alle middelalderens videnskabelige værker er skrevne i dette. | Hvad der af oldtidens kemiske kunster direkte var nedarvet til Europa — fra Ægypten og Byzants kommet til Rom og derfra over Norditalien videre — var isærdeleshed de forskjellige tekniske opskrifter om metal- legeringer, glas, farver o. 1.1 De var blevne opbevarede og pleiede af de geistlige, navnlig af munkene i Brescia, Cremona og andre steder i Nord- italien samt ogsaa i Tyskland. Man har et billede af de kemiske kunsters standpunkt hos den tyske klostergeistlighed i en »schedula diversarum artium< af Theophilus Presbyter, hvilken antages affattet i det rate aarh. og som indeholder mange tekniske forskrifter samt meddelelser om apparater o. desl. — Klosterbrødrene tilberedte ogsaa lægemidler og dyr- kede lægekunsten. ! Blandt de ældste paa latin affattede skrifter, der er levninger af denne direkte over- førelse fra oldtiden, kan nævnes ,compositiones ad tingenda" fra det 8de aarh., Hera- clius fra det rode samt ,mappæ clavicula“, oprindeligt vistnok ogsaa affattet i det 10de aarh., men med seneic tilfgielser fra det r2te. Alle de i dem indeholdte tekniske for- skrifter er tydeligvis af græsk-ægyptisk eller byzantinsk oprindelse. I de to sidstnævnte skrifter indeholdes bl. a. angivelser om den hydrostatiske vægt og dens brug ved under- søgelsen af guld- og sølvlegeringer. At den hydrostatiske vægt i saadant siemed brugtes i Rom, fremgaar ogsaa af et ,Carmen de ponderibus", der antages at skrive sig fra det 4de eller 5te aarh. I dette læredigt finder man ogsaa en anvisning til at bestemme den slags legeringers egenvægt; efter engang for alle at have bestemt vægten af lige voluminer rent guld, rent sølv og voks, bestemte man vægten af den gjenstand, som skulde undersøges, og derefter vægten af en voksafstobning af den. I et samtidigt manuskript har man fundet angivet vægten af forskjellige metaller i forhold til voks, og den deraf beregnede egenvægt viser, at man allerede kjendte metallerne i en ret tilfreds- stillende grad af renhed. 1905. No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 41 Fra araberne var ogsaa, som vi har seet, en vis sum af positive kundskaber samt tillige en begyndelse til videnskabelig theori og syste- matisk ordning gaaet over til de europæiske lærde i middelalderen. Metal- forvandlingen behandledes nu som et videnskabeligt problem og undergaves diskussion, under hvilken i det 13de aarh. ogsaa begyndte at fremkomme tvivl, idet man var opmærksom paa, at de kunstigt fremstillede metaller ikke stod for alle prøver. De, der kom ind paa disse ting, var som oftest theologer og lærde i mere omfattende forstand, tildels ogsaa læger. Spe- cielle kemiske fagmænd forekom endnu ikke blandt videnskabsmændene. Forsaavidt der i middelalderen kan tales om nogen særlig fagkyndighed i kemi, finder man den udenfor de egentlige lærdes kreds, hos en klasse, der nærmest svarer til hvad vi nu vilde kalde teknikere. Blandt de lærde geistlige, der har beskjæftiget sig med at diskutere metalforvandlingen, kan nævnes Vincents af Beauvais (Vincentius Bellovacensis), en dominikaner, der omkring 1250 har skrevet en ency- klopædi under titelen speculum majus eller quadruplex i 4 dele; første del, der heder speculum naturale, omhandler metaller og mineraler med hvad dertil hører. Skriftet har en betydelig interesse ved de mange og lange uddrag, som det giver af de latinske oversættelser af de senere arabiske alkemister. En af de allermest fremragende lærde i middelalderen var grev Albert af Bollstådt, almindelig kjendt som Albertus Magnus. Han var født i Schwaben 1193, studerede i Padua og gik derpaa ind i den for lærdom og videnskabelig interesse anseede dominikanerorden. I en aar- række virkede han som lærer forskjellige steder i Tyskland samt en tid (1245—48), i Paris, med hvis universitet hans orden havde megen forbin- delse. Han blev 1260 biskop i Regensburg, men nedlagde allerede to aar efter dette embede, og døde i Köln 1280. Han stod i sin tid og endnu længe efter i den allerhøieste anseelse paa grund af sin omfattende lærdom, der — tiltrods for hans ufuldkomne sprogkundskaber — strakte sig over den menneskelige videns allerforskjelligste felter og skaffede ham tilnavnet doctor universalis, og endog bragte ham i ry som troldmand!. Albert har forfattet et næsten utroligt stort antal skrifter, af hvilke de vigtigste blev trykt 1651 i 21 foliobind. Han skildres som »magnus in magia naturali, major in philosophia, maximus in theologia<; de allerfleste af hans skrifter er ogsaa af theologisk indhold, men han har derhos leveret betydelige filosofiske arbeider, især over logiken, samt endel naturviden- 1 I Köln modtog han i den strængeste vinter besøg af en fyrstelig person, og førte sin gjæst ned i en have med grønne træer og blomstrende buske; han maa saaledes have forstaaet at indrette sig et drivhus. 42 TH. HIORTDAHL. M.-N. KI. skabelige og naturhistoriske, hvoriblandt 4 bøger de coelo et mundo, 4 de meteoris samt 5 de mineralibus. I de naturvidenskabelige skrifter har han dog ikke saa meget nedlagt sit eget, som han med utrolig flid har sam- menstillet alt hvad der kunde hentes »e pelago auctorum infinito«, for at bruge et udtryk af hans samtidige Baco. Naturvidenskaberne behandlede han overhovedet, som Kopp bemeerker, mere som lærd end som natur- forsker, og han lægger den største vægt paa autoriteternes, navnlig Ari- stoteles’ meninger. Dog meddeler han ogsaa et og andet af sine egne iagttagelser, saaledes isærdeleshed i det mineralogiske værk. — Han ind- deler mineralerne i 3 grupper, stene, metaller og media; stenene og navnlig ædelstenene omhandles i 2den bog, metallerne, af hvilke han kjendte syv, i 3die og 4de bog; media omhandles i den 5te bog med den bemærkning, at de ikke er omtalt af Aristoteles og kun ufuldstændigt af Avicenna; til media regner han salt og vitriol, hvilken benævnelse her antagelig forekommer for første gang og benyttes om jernvitriolen, atramentum viri- dum, quod a quibusdam vitreolum vocatur; fremdeles hvid, rød og gul arsenik, markasit, tutia, elektrum samt alumen og nitrum, uden at det dog kan sees, at han virkelig har kjendt alun eller salpeter. I det mineralogiske værk henholder han sig som overalt til Aristo- teles, men hvad metallerne angaar, tillige til den arabiske skole og dens lære om svovl og kviksølv som metallernes bestanddele; han fremsætter ogsaa læren om de ydre (manifesta) og de latente (occulta) egenskaber, anvendt paa bly og guld. Metallernes farve forklarer han dels ved deres indhold af de aristoteliske elementer, den hvide farve saaledes ved et ind- hold af jord, dels ved deres indhold af arabernes grundbestanddele, den gule farve ved indhold af svovl, og glansen ved indhold af kviksølv; naar en blyplade bliver hvid ved paavirkning af edike, tilskrives dette en ud- skillelse af blyets mercurius o.s. v. Forholdet mellem elementerne og de arabiske grundbestanddele angives saaledes, at svovlet indeholder alle fire elementer, men kviksølvet hovedsageligt jord og vand; vandet bliver der- igjennem en grundbestanddel af alle metaller, ligesom overhovedet af alle substantser, der kan bringes i flydende tilstand. — Grunden til metallernes forkalkning (oxydation) ved ophedning søgte Albert deri, at den i metal- lerne indeholdte fugtighed gik bort; han kjendte til, at man ved at tilberede messing under et dække af smeltet glas kunde undgaa forkalkningen, men forklarede dette derved, at glasdækket hindrede fugtigheden fra at und- vige. Man finder hos Albert visse udtryk, der senere har faaet en bestemt betydning i kemien, i 4de og 5te bog de mineralibus saaledes flere steder udtrykkene affinitas eller cognatio (slægtskab), f. ex. »sulphur enim propter 1905. No. 7: FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 43 affinitatem naturæ metalla adurit« eller »humor sulphuris est multum pene- trativus in metalla, propter cognationem, quam habit ad ipsa, et adurens eas. Meningen har vel, som Kopp bemærker, været den, at vedkom- mende stoffer indeholdt noget, de havde tilfælles; da de rene metaller indeholder (grundprincipet) svovl, beror det almindelige svovls slægtskab til metallerne paa, at begge indeholder svovl!. — I 3die bog de coelo et mundo defineres elementerne som det, hvortil de andre sammensatte stoffer kan spaltes, men som selv ikke lader sig dele »in alias res specie diver- sas« — en definition, der paa det nærmeste dækker det senere begreb af element, men hvis betydning vel neppe har staaet klart for ham. Angaaende metalforvandlingen siger Albert i 3die bog de mineralibus, at den ikke hører til naturvidenskaberne, men til den kunst, der kaldes alkemi; om denne udtaler han sig forsigtigt og noget reserveret; de alke- mistiske forfattere er uklare og vanskelige at forstaa, og det alkemistiske guld og sølv, som er kommen ham i hænde, har ikke vist sig ægte. Paa den anden side benægter han ikke metalforvandlingen og tør ikke modsige de autoriteter, som har udtalt sig for den. Hvad han siger om metal- forvandlingen, synes han hovedsageligt at have fra bøger, og personligt har han sandsynligvis ikke beskjæftiget sig synderligt med alkemistiske forsøg. Man har vistnok tillagt ham forskjellige alkemistiske skrifter, deri- blandt en libellus de alchimia, der er optaget i 2rde bind af hans værker, samt et compositum de compositis; men de er ganske vist ikke ægte, og skriver sig vel fra en noget senere tid. I et i den store udgave af hans værker ikke optaget men ham tillagt skrift de mirabilibus mundi omtales en blanding af salpeter, svovl og kul og dens anvendelse til fyrværkeri- sager (ignis volans); der angives ogsaa, at man ved hjælp af edike kan paavise salpeterets forfalskning med alkalikarbonat, men heller ikke dette skrifts ægthed er ubestridt. Alberts virkelige betydning for kemien er vistnok ikke saa stor som man, paa grundlag af de ham tillagte alkemistiske skrifter, i sin tid pleiede at antage; men det har dog altid interesse at dvæle noget nærmere ved de naturvidenskabelige og kemiske anskuelser, man finder hos den aller- lærdeste mand 1 det 13de aarh. Alberts samtidige, englænderen Roger Baco, der antages at have levet fra 1214—1294, er en af de mærkeligste skikkelser i middelalderens videnskabelighed. Han var i mange stykker langt forud for sin tid, og i modsætning til den herskende autoritetstro og deduktion fra forudfattede 1 Det var først en 400 aar senere, at man begyndte at bruge udtrykket affinitet i den betydning, det senere fik, 44 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. meninger hævdede han forskningens frihed, og fremhævede betydningen af scientia experimentalis, den experimentale methode i naturvidenskaberne, nødvendigheden af planmæssigt anlagte og bevidste forsøg istedetfor de mere tilfældige iagttagelser. Han vilde ogsaa paa andre maader forbedre den videnskabelige methode; han havde øie for det mathematiske studiums videnskabelige betydning, idetheletaget og specielt for naturvidenskaberne, og i forstaaelse af de gjængse latinske oversættelsers ufuldkommenhed frem- hævede han ogsaa nødvendigheden af sprogstudier, hvorved de gamles skrifter kunde blive tilgjængelige i originalsproget. Med en rigtig op- fattelse af den i tiden herskende overtro søgte han at vise, at det gaar ganske naturligt til i mangfoldige tilfælde, hvor den store maengde (stultum vulgus, som han dybt foragtede) tror, at overnaturlige kræfter virker. Baco, der tilhørte franciskanernes orden, var paa grund af sin selv- stændighed og sine fra autoriteterne saa afvigende meninger udsat for ad- skillig forfølgelse; han blev forvist til Paris, hvorfra han først 1267 efter tiaarigt ophold, ved pave Clemens IV mellemkomst, fik vende tilbage til Oxford, hvor han imidlertid ogsaa senere paa grund af opposition mod de kirkelige autoriteter en tid holdtes feengslet. Han var i besiddelse af mangeartede og i visse retninger, navnlig astronomi, optik og mekanik, endog betydelige kundskaber; af de mange skrifter, som denne doctor mi- rabilis har forfattet, er hovedværket det hans velynder pave Clemens til- egnede opus majus, hvortil slutter sig opus minus og opus tertium; des- uden bør nævnes epistola de secretis operibus artis et naturæ et de nulli- tate magiæ, samt speculum alchimiæ. Baco inddeler, paa en for den tid høist mærkelig maade, kemien i praktisk og theoretisk kemi, i en alkimia operativa et practica, der be- skjæftiger sig med fremstilling af ædle metaller, farver o. dsl., samt en alkimia speculativa, der handler om stoffernes fremkomst af elementerne og hvad dermed staar i forbindelse. Forøvrigt slutter han sig ligesom sine samtidige til den arabiske theori om metallerne og til den aristoteliske lære om elementerne, men noget væsentligt nyt eller selvstændigt har han neppe leveret. Det ser overhovedet ud som han, om han end havde saa langt rigtigere begreber om videnskabelig methode end sine samtidige, dog ikke har formaaet at gjennemføre dem. Og hvor der er tale om metal- forvandlingen slutter han sig, trods alt han har ivret derimod, til autori- teterne; der høres intet om scientia experimentalis, men han løber ud i de vildeste fantasier, som at en del elixir kan forvandle mere end en million dele (millies millia et ultra) uædelt metal til guld, og at det men- neskelige liv kan forlænges i hundreder, for ikke at sige tusinder af Bele fay. Ib 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 45 Af det 13de aarhundredes alkemister er endnu at nevne Arnald af Villanova, fodt omkring 1240 1 Sydfrankrige eller i Katalonien; han var læge i Barcelona, men blev for astrologi og kjætterske meninger banlyst og maatte flygte til Frankrige og derfra videre til Italien; han døde om- kring 1312. Arnald har forfattet endel alkemistiske skrifter, rosarius philosophorum, flos florum o. fl.; om metalforvandlingen havde han lig- nende forestillinger som Baco, dog noget mindre fantastiske om elixirens virksomhed; den kan overføre 100 gange sin egen vægt kviksølv til guld, siger han. Han har bidraget meget til at bringe kemiske præparater til anvendelse 1 lægekunsten, saaledes kviksølvpræparater til udvortes brug. Hovedsageligt arbeidede han med destillation og fremstillede forskjellige ætheriske olier samt aqua ardens, det brændende vand eller livets vand, som man dengang benævnede det, vi nu kalder alkohol!. Denne vædske, som man faar ved at destillere vin, siger Arnald, modtager ethvert ind- tryk af smag, lugt eller andre eiendommeligheder, og naar den optager kraften af rosmarin eller andre planter, har den en helbredende virkning. Saadanne med forskjellige plantestoffer tilberedte alkoholiske vædsker kaldte man paa grund af deres gule eller brune farve for aqua auri, guld- vand, og de hører med i kredsen af de vel oprindeligt fra Østen (pag. 36) stammende forestillinger om et aurum potabile, drikkeligt guld, som læge- middel eller livsforlængende middel. Endelig nævnes ogsaa Raymund Lullus, en spansk adelsmand, som efter et langt, omflakkende og eventyrligt liv skal være død i Nord- afrika 1315; han var i sin tid en anseet lærd, kjendt som. doctor illumina- tissimus. Man har tillagt ham forfatterskabet til et betydeligt antal alke- mistiske skrifter, testamentum i 12 bøger o. m. a.; men det er at antage, at disse i virkeligheden skriver sig fra en noget senere tid, længer ud i det 14de aarh. Vi vil ikke dvæle nærmere ved disse skrifter, der — vist- nok ved siden af flere træk, der viser fremskridt i experimentel teknik og i Naar Geber og de latinske oversættelser af de senere arabiske alkemister taler om livets vand, gjælder denne benævnelse neppe alkohol. Den ældste kjendte omtale af alkohol har man fundet i mappæ clavicula fra det ı2te aarh., hvor den er indklædt i et kryptogram: De commixtione puri et fortissimi xkuk cum III gbsuf tbmkt cocta in ejus negocii vasis fit aqua, que accessa flammam incumbustum servat materiam. Naar de tre uforstaaelige ord læses saaledes, at bog- staverne erstattes med de i alfabetet nærmest foregaaende, altsaa som vini, parte og salis, er meningen let at forstaa: naar man blander ren og meget stærk vin med 3 dele salt og opheder i et dertil indrettet kar (destillationsapparat), faar man en vædske, der er brændbar uden at antænde materien (d. v. s. underlaget)? Meningen med at til- sætte salt var, at dettes tørhed skulde modvirke vinens fugtighed, der var til hinder for antændelsen. — Det var i middelalderen meget almindeligt at bevare tekniske eller videnskabelige hemmeligheder ved at indklæde dem i gaadefulde eller ikke for alle og enhver forstaaelige udtryk. 46 TH. HIORTDAHL. M.-N. Ki. empirisk kundskab! — indeholder en mængde mystik samt navnlig om elixirens virkninger de yderligste overdrivelser, mod hvilke endog Bacos millies millia et ultra er for intet at regne, og som kulminerer i det be- kjendte: mare tingerem, si mercurius esset — havet skulde jeg forvandle til guld, saafremt det bestod af kviksølv. Af alkemister i det ı4de aarh. pleier man at nævne Nicolas Flamel, en franskmand, der byggede kirker og grundlagde milde stiftelser ved hjælp af midler, som han mentes at have erhvervet ved alkemistisk arbeide, Isaak Hollandus og hans søn Johan, noget senere Bernhard af Trevigo, englænderen Georg Ripley o. fl., men for kemiens historie har de mindre interesse. Fra det 14de aarhundredes første halvdel antager man ogsaa at endel latinske skrifter hidrører, der bærer Gebers navn som forfatter?. Disse skrifter — summa perfectionis magisterii, de inventione veritatis m. fl. — er af meget stor interesse, og viser at der var gjort fremskridt, der maa betegnes som særdeles betydelige, saavel i det nøiere kjendskab til stofferne som i de kemiske operationers teknik. Der omhandles bl. a. destillation og sublimation (rei siccæ elevatio per ignem cum adhærentia sui vasis), opløsning og krystallisation (congelatio), videre filtrering, der opfattedes som en slags destillation (destillatio per filtrum) og udførtes ved at hænge den ene ende af et stykke porøst væv i den uklare vædske, medens det opsugede klare dryppede ned fra den anden ende. Til ophedning be- nyttedes bl. a. askebad, der var indrettet paa lignende maade som sand- badene, der først noget senere kom i brug. — Der gives mange oplys- ninger om metallerne, ved tinnet (Jupiter) omtales saaledes det s. k. tinskrig, den eiendommelige lyd, man hører, naar en tinstang bøies. Der gives forskrift til fremstilling af salpetersyre (aqua dissolutiva) ved ophedning af salpeter med vitriol og alun; ogsaa kongevandet omtales, salpetersyren bliver kraftigere, siges der, og formaar bl. a. at opløse guld, naar man 1 Saaledes fremstillingen af det flygtige alkali (kulsur ammoniak) af urin, samt alkoholens rensning ved behandling med potaske og paafølgende destillation. Blandt apparater, der beskrives i de Lullus tillagte skrifter, kan nævnes den s. k. athanor (den udødelige), en ovn, der fra en beholder forsynedes automatisk med kul. 2 Vi har allerede ved flere leiligheder, saavel i oldtiden som i middelalderen, seet pseudo- nyme forfattere smykke sine værker med gamle eller anseede autoriteters navne (Moses, Kleopatra, Demokrit, evangelisten Johannes, Albertus Magnus, Lullus o. fl.), men ingen saadanne pseudonyme skrifter har bragt saa megen forvirring i kemiens historie som disse Gebers, som man i lang tid antog for ægte arabiske. Det er først efterat den virkelige Gebers værker gjennem Berthelots publikationer 1893 er blevne kjendt i originalsproget, at man har kunnet paavise den latinske Gebers langt senere oprindelse. 1903. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 47 tilsætter salmiak!. Svovlmelk omtales her for første gang; det erholdes ved at koge svovl med aske og kalk og paafølgende tilsætning af stærk edike- syre (ecce totum congelabitur ut lac); videre omtales sølvnitrat saavel i krystalliseret som smeltet tilstand, samt kviksølvsublimat, der erholdes ved at ophede kviksølv med kogsalt, salpeter, vitriol og alun, — og alt dette er fremsat i et klart og fuldstændigt forstaaeligt sprog, der er ganske anderledes end de sædvanlige alkemisters mystiske og uklare fremstil- linger”. Ved siden af læren om elementerne og deres betydning for materiens tilstandsforandringer, fremstilles udførligt theorien om metallernes bestand- dele, kviksølv samt svovl, ved siden af hvilke ogsaa nævnes arsenik, dog neppe anderledes end som noget med svovlet beslægtet. — Metallernes oxydation ved ophedning i luften, kalcinationen eller forkalkningen, op- fattes som en pulverisering ved hjælp af ild, hvorved fugtigheden, som holder delene sammen, fjernes; calcinatio est rei per ignem pulverisatio, per privationem humiditatis partes consolidantis. Man kan, siges der, ved kalcination i et aabent kar faa fugtigheden ud af kviksølvet, faa det »koa- guleret< (overført til en fast substants, det røde oxyd) men det gaar, bemærkes der ganske rigtigt, sent og kræver lang tid. — Som noget fra metallernes oxydation ganske forskjelligt, men paa en maade, der mere nærmer sig det rigtige, opfattes metallernes forandring ved paavirkning af svovl og klor. Det er kun de flygtige stoffer, siges der, som er istand til at forene sig med metallerne; af saadanne »spiritus« har man 7: kviksølv, salmiak, svovl, arsenik, markasit (eller pyrit, kis), magnesia® samt tutia. Med hensyn til virkningen paa metallerne er somme af dem etsende og brændende, som svovl, arsenik og kis, medens andre er mildere (forandrer de metalliske egenskaber i mindre grad), som de forskjellige slags tutia. 1 Forskrifter til fremstilling af salpetersyre og kongevand (aqua prima og aqua secunda) meddeles ogsaa i det Albert tillagte skrift compositum de compositis. — Hvad salmiak angaar, der benyttedes til fremstillingen af kongevandet, kaldes dette af middelalderens alkemister gjerne sal. armoniacum; senere (i det 17de aarh.) forekommer ogsaa arme- niacum, maaske oprindeligt salt fra Armenien; men efter den tid udelukkende den nu brugelige benævnelse salmiak, sal ammoniacum, der oprindeligt havde en ganske anden betydning (pag. 10). — Naar der i alle ældre forskrifter siges, at kongevand ogsaa op- løser sølv, ligger dette vel deri, at man benyttede et stort overskud af salpetersyre. 2 F. ex. forskriften til fremstilling af sølvnitrat: Primo dissolve lunam calcinatam in aqua dissolutiva ut prius, quo facto coque eam in phyala cum longo collo, non obturato ori per diem solum, usqueque consumetur ad ejus tertium partem aquæ, quo peracto pone in loco frigido, et devenient lapilli ad modum cristalli fusibiles. 3 Dette udtryk, hvis betydning har vekslet gjennem tiderne og ligetil det 18de aarh. været en ganske anden end den nu er, bruges her for at betegne zinkblende og lig- nende mineraler, der ved ophedning under lufttilgang ved sublimation danner oxyder (tutia). 48 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Her kommer atter meget tydeligt frem de flygtige aktive stoffers virkning paa metallerne, som kjendes fra skriftet de anima. Den videnskab, der omhandles i den latinske Gebers skrifter, siges udtrykkeligt at have metallernes forvandling til opgave — at forvandle de ufuldkomne (uædle) til fuldkomne, til guld og sølv. Forfatteren mener ialfald at have taget nogle skridt henimod lesningen af denne opgave, og holder sig i saa henseende til det samme, som allerede havde tildraget sig Alexandrinernes opmærksomhed, at kobberet, der efter sin sammensætning nærmer sig guld og sølv, kan antage disse metallers farve ved zink eller arsen. Videre mener den latinske Geber ved behandling med kviksølv at have forvandlet bly til tin, og dette har han saa ved gjentagne kalci- nationer og reduktioner atter forvandlet tilbage til rent bly; men han har ikke forstaaet, at det formentlige tin var et blyalmagam, der selvfølgeligt maatte gaa over til rent bly ved den behandling, det blev underkastet. De midler, ved hvis hjælp man kan forandre metallernes egenskaber, kaldes for mediciner. En medicin af første eller laveste orden bevirker kun forandringer, der ikke er fuldstændige eller bestandige; herhen hører de nysnævnte substantser, der kun forandrer kobberets farve. Mediciner af mellemste orden, der er rensede ved sublimation eller andre processer, skulde bevirke mere indgribende og varige forandringer af metallernes egenskaber; men den virkelige og fuldstændige forvandling til ædelt metal vilde man ikke opnaa uden ved medicin af 3die orden — de vises sten eller den store elixir. Alkemien blev i middelalderen dyrket meget ivrigt, kunsten var bleven populær og interesserede alle samfundsklasser, om den end mest dreves i klosterne; konger og fyrster tog sig af den, saaledes Alfons X af Kastilien (død 1284), Robert Bruce af Skotland (1306—29) samt isærdeleshed markgreve Johan af Brandenburg (død 1464), der er kjendt under tilnavnet alkemisten. Der var selvfølgeligt en stor del, og i begyndelsen var det vel den allerstørste del af alkemisterne, som arbeidede i god tro; men det er klart, at der paa dette felt, hvor den menneskelige vindesyge forespeiles saa meget, har været mange fristelser, og der er ikke den mindste tvivl om, at der ogsaa har været drevet en betydelig svindel. Samtiden forstod godt dette, og man finder mangfoldige vidnesbyrd derom i tidens literatur; Dante (13de aarh.) lader i sin commedia alkemisterne pines i helvede, fordi de forfalskede metallet og vilde efterligne skaberen; den lærde Petrarca (r4de aarh.) lalder alkemien for ars mentiendi et fallendi, kunsten at lyve og skuffe, og hans samtidige, englænderen 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 49 Chaucer stempler i sine Canterburyfortællinger ligefrem alkemisten som bedrager. Der blev ogsaa, men som det synes med liden virkning, givet love og straffebestemmelser mod alkemi, saaledes 1317 ved en bulle af pave Johan XXII samt ved love af Karl V i Frankrige 1380 og Henrik IV i England 1404; men den sidste lov blev igjen ophævet af Henrik VI (1423—61), som ligefrem opfordrede til alkemistisk arbeide i haab om derved at faa midler til at betale statsgjælden!. I England prægedes 1 hans tid ogsaa penge (rosenobler) af en guldlignende kobber- legering, og de blev sat i omløb i nabolandene, især i Skotland, hvor man 1449 og gjentagne gange senere blev nødt til at træffe særegne forføi- ninger for at værge sig mod dem. Alle mennesker troede paa metalforvandlingens mulighed. Man gik ud fra som givet, at den for alle stoffer fælles materia prima kunde an- tage eller iføre sig forskjellige egenskaber, og at forvandle et metal til et andet var da ikke noget andet end ligesom at afklæde materien det ene metals attributer og iføre den det andets. En saadan opfatning kommer ofte frem i alkemisternes billedrige sprog; naar der tales om at forvandle et uædelt metal til guld, metallernes konge, heder det at iføre det konge- kaaben, eller naar der tales om, at jern udfælder kobber af en blaastens- oplesning?, er det materien, som aflægger Mars’ rustning og ifører sig Venus’ kaabe. Ogsaa den latinske Geber troede paa metalforvandlingen; han paastaar dog ikke at have virkeligt udført den eller fremstillet elixiren, men der er fuldt op af dem, som mener at have gjort det. Alkemisternes forestillinger om metalforvandlingen, saaledes som disse efterhaanden udviklede sig gjennem middelalderen samt i den derefter følgende tid, dreier sig væsentligst om de vises sten, det store magisterium (mesterstykke) eller den røde tinktur, som skulde være istand til at bevirke den fuldstændige forvandling, helt op til guld (universaltransmutation); men der tales ogsaa om partikulartransmutation, mindre fuldstændig for- vandling, til sølv, og en saadan skulde bevirkes ved den hvide tinktur eller det mindre magisterium, en forestilling, der minder om den forskjel» lige grad af fuldkommenhed hos de kinesiske alkemisters tan. — Man maatte først og fremst gaa ud fra det rigtige raastof, den rigtige materia prima cruda; dette søgte man først i mineralriget, ophavet til det metal- liske, senere i jorden, ophavet til det mineralske, eller i salpeter, vinsten, plantesafter o. dsl., endnu senere i produkter af den dyriske organisme. ! Da presterne hver dag forvandlede brød og vin til Kristi legeme og blod, ansaaes de særligt skikkede til ogsaa at udføre forvandling af de uædle metaller til de ædle. ? Man vidste dengang endnu ikke, at blaastenen (kobbervitriol) indeholder kobber. Vid.-Selsk. Skrifter. I M.-N. Kl. 1905 No. 7. 4 50 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Den rigtige materia cruda var hovedsagen, og havde man forst den, skulde resten af arbeidet ikke vaere saa vanskeligt, blot som en ludus puerorum, en barneleg, siger endog Isaak Hollandus. Af materia prima cruda skulde man da faa frem materia prima proxima (matura) eller mercurius philosophorum, der indeholdt de to kemiske hovedprinciper for metallerne i den storste renhed og dermed betingelsen for dannelsen af metaller over- hovedet. ‘Til dette maatte foies et aurum philosophicum, der skulde virke som et ferment, og det hele skulde da ophedes i et ægformet kar (pag. 23). Gjennem disse forskjellige stadier, hvis produkter symbolsk betegnedes efter farve og egenskaber, grøn love, sort ravn, hvid svanel o. s. v., skulde man da endelig komme til selve elixiren, som ved at kastes paa et smeltet metal (projektionen) skulde bevirke dettes forvandling. — Vi har allerede hørt om de overdrevne forestillinger, man havde om elixirens augmentation, at meget smaa mængder af den, ligesom en surdeig ved gjæring, kunde for- ædle store mzengder uædelt metal (Baco, Lullus o. a.). Ligesom elixiren kunde forædle de uædle metaller, tænkte man sig den ogsaa istand til at forædle alt andet, ogsaa det menneskelige legeme, og under paavirkning af denne slags forestillinger, der vel oprindeligt stammer fra Østen, opkom læren om den store panacé, der virkede hel- bredende og foryngende, en lære, som en tid udover spillede en vis rolle; man gik tildels endog saavidt, at man mente at panacéen ogsaa skulde forædle menneskets indre; hvis et gjerrigt og ondt menneske fik den, mener Flamel, vilde han blive gavmild, from og gudfrygtig. Endel be- retninger om panacéens foryngende og styrkende virkning, at den (som der staar 1 de Lulliske skrifter) er consolatio ultima corporis humani o. 1. lader sig høist sandsynligt henføre til virkningen af alkohol, der i det 13de aarh. begyndte at blive mere kjendt, og hvis egenskaber i høie toner prises af den tids alkemister. Af disse erfaringer om alkoholens virkning har man da draget mere vidtgaaende slutninger om panacéens virkning idet- heletaget, og det er vel ved lignende generalisation af enkelte erfaringer, at flere af de i middelalderen gjængse forestillinger har udviklet sig. Alkemisternes sprog har til alle tider været dunkelt, og middel- alderens alkemister gjør ingen undtagelse herfra; navnlig hvor det gjælder de vigtigste spørgsmaal, bliver fremstillingen gjerne uforstaaelig og ligesom undvigende at sige noget helt ud. De store sandheder maatte nemlig holdes hemmelige og slet ikke meddeles til alle og enhver?. Baade ! Den hvide svane flyver op, d. v. s. en hvid substants sublimerer; den røde løve beteg- nede i almindelighed zinnober, den gule løve metalsulfider, og den grønne jern- og kobber- salte. ? Hemmeligholdelsen er et gammelt trek, der er nedarvet fra de ægyptiske mysterier; man finder det baade hos grækerne og araberne. Zosimos indprenter det gjentagende 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 51 Arnald og Lullus og ligeledes Alberts berømte discipel Thomas af Aquino advarer herimod; man maa ikke kaste perler for svinene, siger den sidstnænte. Hemmelighederne maatte ikke komme i hænderne paa andre, end dem, som dertil var udseede ved en særlig benaadelse af gud (prædestination); og guds navn blev ogsaa bestandigt paakaldt, saa selv den allersimpleste ting, om det saa kun var tilsætning af et eller andet stof, ikke foretoges uden bøn. Hos Arnald finder man udførlig besked om de bønner, man skal bruge ved de forskjellige operationer, og hvor- mange gange man skal fremsige dem), og guds navn, bibelsteder og bønner blev overhovedet meget misbrugt. Foruden de egentlige alkemister var der, som allerede nævnt, i middel- alderen ogsaa teknikere, der reiste omkring og øvede kemiske og dermed beslægtede kunster i det praktiske livs forskjellige øiemed, som bergmænd og metallurger, probermestere, krudtmagere og artillerister?. Medens berg- og hyttedrift fra oldtiden uden afbrydelse havde været fortsat af araberne i Spanien, var det først i det rite aarh., at den be- gyndte i de øvrige lande paa det europæiske kontinent, men i det 13de og t4de aarh. stod bergværker og smeltehytter mangfoldige steder i fuld flor. I midten af det r4de aarh. begyndte man at udbryde stenkul i Belgien, i det 15de aarh. at udvinde kviksølv i Idria, samt alun, først i Italien, senere ogsaa i Ungarn, Böhmen og Sachsen. — Tilvirkningen af glas tog et opsving i middelalderen; allerede i det ı2te aarh. begyndte kirkerne at faa vinduer med glasmalerier, men i almindelige folks huse var glasvinduer endnu ved middelalderens slutning ikke blevne almindelige; speile af glas begyndte man at tilvirke i England i slutningen af det 13de aarh. — Keramiken, der fra Spanien var overført til Italien, gjorde i det 13de aarh. et betydeligt fremskridt ved indforelsen af tin- og blyglasur; bekjendt var isærdeleshed stentoiet fra Faenza i Mellemitalien (Fayance). Tilvirkningen af papir blev fra Spanien i det 13de aarh. overført til Syd- og Mellemeuropa, og papiret begyndte nu at komme i mere almin- og Geber siger: lad Dig ikke forlede til at udbrede fremgangsmaaden og meddele den til Din slægt, til Din hustru eller Dit kjæreste barn eller til nogen anden. Ved gud, kjære broder, iagttager Du ikke dette, vil du komme til at angre det engang, naar det er forsent at angre (i begyndelsen af kongebogen). 1 Kopp mener, at dette hanger sammen med den i middelalderen brugelige skik, at an- give kortere tidsrum i bønner; man skulde f. ex. koge en tid af 6 paternostere. — I afsides bygder her i landet har man lige til vore dage brugt at synge en salme for at koge æg, et vers for blødkogning og to for haardkogning. 2 H. Peters. Chemiker-Zeitung 1902, p. 496. 52 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. delig brug. — Brændevinsbrænding begyndte at drives i større udstræk- ning i det t5de aarh., og ved dettes slutning forstod man at tilberede kornbraendevin!. Krudtet var oprindeligt kommet fra Kina, og derfra gjennem araberne til Europa; dets anvendelse i Kina ligger dog neppe saa langt tilbage i tiden som man tidligere var tilbøielig til at antage. Det omtales første gang ved Mongolernes beleiring af en by i Nordkina 1232, hvor forsva- rerne med held anvendte den »himmelrystende torden«, som det kaldtes?. I Europa var krudt kjendt i det 13de aarh.?; det omtales i skriftet de mirabilibus samt i Bacos epistola, hvor hemmeligheden ved dets tilbe- redning er indklædt i et kryptogram. Det pyrotekniske spiller overhovedet en betydelig rolle i middelalderens tekniske literatur; man har saaledes en liber ignium af Marcus Græcus, et lidet skrift, der antages at skrive sig fra det 13de aarh. og hvis oprindelige original vel har været græsk, samt Konrad Kyesers Bellifortis, der er skrevet 1405, og hvor man bl. a. finder omtalt salpeterplantager. — Krudtets anvendelse til krigsbrug begyndte i det 14de aarh.; den var ikke den mindst vigtige af de faktorer, der medvirkede til den forandring i samfundsforholdene, som betegner den egentlige middelalders ophør, henimod slutningen af det 15de aarhundrede. 1 I Norge finder man brændevin første gang omtalt 1531, da slotsherren i Bergen Eske Bilde sendte erkebiskop Olaf noget aqua vitæ, der skulde hjælpe for alle sygdomme, som et menneske kan have indvortes. Brændevinet synes dengang endnu ikke at være kommet i handelen, men det fik snart større udbredelse, og allerede 1568 blev man nødt til at forbyde brændevinssalg paa helligdagene under kirketjenesten. 2 Romocki, Gesch. d. Explosivstoffe I. 47. 48. 3 I Norge omtales krudt første gang 1294; ved kong Erik Magnussøns hof i Bergen var der i julen en tilreisende flamlænder, som gjorde kunster med krudt. IV. Renæssancetiden. Vi har nu fulgt alkemien gjennem et tidsrum af mere end 1000 aar, i Alexandria, hos araberne og i Europa i middelalderen. Den havde selv- følgeligt i denne lange tid samlet en vis sum af erfaringer og var i visse henseender bragt i system. Men med alt dette maa man dog sige, at egentlige fremskridt havde den ikke gjort; stort ud over det første skridt, som allerede var taget i Alexandria, var man ikke kommen. Og andet var heller ikke at vente af den videnskabelige methode med dens bundne autoritetstro og dens fuldstændige mangel paa forstaaelse af experimentets betydning og nødvendighed. Naar generation paa generation gjentager og fortolker uafbrudt de samme og atter og atter igjen de samme gamle autoriteter, og kun gjentager, men aldrig selv prøver, saa bindes aanden, og den stivner i de engang anerkjendte former; det bliver vanskeligt for nye tanker at komme frem, eller selv om de en enkelt gang bryder frem, som hos en Baco, bliver det fast umuligt at udforme og udnytte dem. Men omsider bryder en ny retning igjennem, i renæssancetiden, denne mærkelige tid, da videnskaben saavelsom kunsten gjenfødes og reiser sig af dvalen. Efter Konstantinopels erobring begyndte, som vi allerede har nævnt, oldtidens og navnlig den græske literatur at blive kjendt i Italien og derfra udover Europa, og i denne store og rige literatur fik nu viden- skaben et nyt udgangspunkt, der i en ganske anden grad end kirkefædrene eller Aristoteles og de faa andre oldtidsforfattere, man hidtil havde dyrket, kunde give den menneskelige aand stort og frit raaderum. Den nye videnskabelige retning, den humanistiske, som man pleier at kalde den, var et vigtigt led i den udvikling, som førte til reformationen; paa naturvidenskaberne havde den vistnok fra først af ikke nogen umiddelbar indflydelse, men den har ogsaa gavnet disse ved at frigjøre den alminde- lige videnskabelige methode og forberede til mere selvstændig tænken og forsken. Amerikas opdagelse (1492) og den øgede samfærdsel og handel, der satte mange nye produkter og mange nye tanker i omløb, bragte meget 54 TH. HIORTDAHL. M.-N. KI. nyt liv ind i tiden; der oprettedes flere nye universiteter, endog i de nordligste lande (Upsala 1476, Kjøbenhavn 1479), og efter bogtrykker- kunstens opfindelse (omkr. 1450) og med dens udbredelse var ogsaa universi- teterne og videnskaben komne til at virke under langt gunstigere kaar end nogensinde tidligere. Blandt de lærde var meningerne om alkemien delte, og man finder fremdeles mange vidnesbyrd om, at den i slutningen af det 15de og be- gyndelsen af det 16de aarh. i ikke ringe grad var i miskredit. Humanisten Erasmus af Rotterdam (1467—1536) spottede den ligefrem, og hans samtidige, den lærde abbed Tritheim, Alberts biograf, udtaler sig om den i de stærkeste udtryk: den driver taabelige til vanvid, rige til fattig- dom og lærde til dumhed, og svig, bedrag, spidsfindighed, griskhed, falsk- hed, løgn, taabelighed, fortvivlelse, flugt og betleri er dens følge. Pave Leo X haanede alkemisten Augurelli, som 1514 havde tilegnet ham sit i elegante latinske hexametre affattede digt chrysopoeia, ved at give ham en tom pung til foræring — det var jo det eneste, han behøvede. Ogsaa alkemisterne selv kunde komme til erkjendelse af tomheden og frugtesløs- heden af deres bestræbelser; den urolige polyhistor Cornelius Agrippa af Nettesheim, der efterat have tilbragt hele sit liv med at flakke om fra det ene land til det andet og fra den ene af de hemmelige videnskaber til den anden, døde i yderste elendighed 1535, fordømte i sine sidste dage alkemien i sit skrift de incertitudine et vanitate scientiarum. — Men paa den anden side var der mangfoldige, endog af de lærdeste og mest op- lyste mænd, som holdt paa alkemien eller interesserede sig for den, om de end personlig ikke kjendte nærmere til den. Luther taler saaledes om »den herlige og skjønne lighed, som den viser med de dødes opstan- delse paa den yderste dag. Thi ligesom ilden udtrækker det bedste af enhver materie og skiller det fra det daarlige, og lader aanden stige op i høiden, medens materien bliver liggende som et dødt legeme, — saa- ledes vil ogsaa gud paa den yderste dag ved sin dom, ligesom ved ilden, skille de retfærdige og fromme fra de uretfærdige og gudlese«. Imidlertid var alkemien ogsaa bleven paavirket af den nye tid, den begyndte fra det 16de aarh. at udvikle sig i en ny retning og satte sig nye maal, der bragte den i en meget nøie forbindelse med lægerne. Den gik da fra guldmagerne, der ofte var uvidende nok, over i videnskabeligt dannede, til selvstændig iagttagelse opøvede mænds hænder. Og derved kom den til at gjennemgaa en forberedelse og modning, der senere satte den i stand til at gaa over til en virkelig selvstændig videnskab. »Alkemiens maal er ikke at gjøre guld, men at fremstille lægemidler.< Den, der udtalte disse ord og førte alkemien over i den nye retning, var 1905. No. 7: FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 55 Paracelsus. Hans egentlige navn var Theophrastus Bombast von Hohenheim, og han var fodt 1493 i nærheden af Einsiedeln i Schweiz, hvor hans far dengang var læge. Efter at have flakket viden omkring i mange aar, nedsatte han sig 1526 som læge i Strassburg, men opholdet her blev kun ganske kort, idet han efter en heldig kur paa den berømte og mægtige bogtrykker Froben blev kaldet til stadslæge og medicinsk professor i Basel. Han optraadte her med stor skarphed mod den i medi- cinen som overalt ellers herskende autoritetstro og uafladelige kommenteren af de gamle, en kommenteren, som da ogsaa under ensidig humanistisk paavirkning ikke sjelden var udartet til blot og bar textkritik; naturen selv, sagde han, har skrevet en text, og den er det, lægen skal kommen- tere; Avicennas canon brændte han ogsaa offentligt. Paracelsus kom snart i stort ry, og der blev stærk tilstrømning allevegnefra til hans fore- læsninger, som foruden den djærvhed, hvormed han fremførte sine menin- ger, ogsaa vakte opsigt derved, at de ikke blev holdt paa latin, men paa tysk, hvilket paa den tid var noget ganske uhørt, der forargede de lærde af den gamle skole. Disse stødte han ogsaa paa andre maader, bl. a. ved ikke at ville bære lægernes almindelige dragt, og det varede ikke længe, før han var fuldstændigt paa kant med sine kolleger. Det gik saavidt, at der paa kirkedøren blev opslaaet et mod ham rettet latinsk skamskrift, der baade i titel! og indhold var yderligt plumpt. Kort efter blev han udsat for en anden ubehagelig sag, idet en rigmand i Basel, som efter forgjæves at have søgt andre læger henvendte sig til Paracelsus, sendte ham 6 gylden istedetfor 100, som han havde lovet ham; da Paracelsus ad ret- tens vei søgte at erholde sit tilkommende, gik imidlertid dommen ham imod. Han kunde da ikke dy sig for at bruge ukvemsord mod domsto- lene, og for at undgaa straf for disse maatte han flygte. Opholdet i Basel havde ikke varet i mere end halvandet aar, og derefter optog han igjen sin omflakkende levemaade og streifede — uden at tage fast bopæl, vist ofte i smaa omsteendigheder og i blandet selskab — om i Elsass, Schweiz, Bayern og Østerrige, indtil han 1541 døde i Salzburg. Paracelsus fik oftere høre ilde for sit omflakkende liv, og han har derfor flere gange udtalt sig om det og søgt at vise, hvor nødvendigt det er for en naturforsker at se sig om ude i verden. Man finder ikke, siger han bl. a., nogen lærer ved at sidde hjemme i ovnskrogen, men man maa gaa ud for at finde ham. Videnskaben er heller ikke indespærret i ens fædre- land, men spredt over hele verden, og derfor maa man søge den, hvor den findes; man maa gaa ud og søge den, thi den søger ingen. Vil man ! Manes Galeni adversus Theophrastum, sed potius Cacophrastum. 56 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. lære at kjende lande og byer og faa erfaring om himlens og elementernes væsen, maa man naturligvis gaa efter dem, for de gaar sandelig ikke efter nogen. En læge bor bl. a. være kosmograf, men det bliver man ikke ved at sidde hjemme, man maa ud og vandre; thi sygdommene vandrer over hele verden og holder sig ikke paa noget enkelt sted; vil man lære dem at kjende, maa man vandre efter dem. Lægen maa ogsaa være alkemist (kemiker), og derfor maa han lære at kjende, hvor mineralerne vokser, men da nu fjeldene ikke kommer til ham, saa faar han gaa til dem. Kort sagt, den, som vil gjennemforske naturen, maa træde med fødderne i dens boger. Ligesom skriften forskes ved dens bogstaver, saaledes for- skes naturen fra land til land, hvert land er et blad i naturens bog. Ja, saaledes er nu engang codex naturæ, det er paa den maade man skal blade i den}. Det urolige og omflakkende liv har ikke hindret Paracelsus fra literær virksomhed; han har forfattet et stort antal skrifter, af hvilke ar- chidoxis, paragranum og paramirum samt de tinctura physicorum er de mest bekjendte; flere af dem er først offentliggjorte efter hans død og da ikke uden forandringer eller tilfoielser, ligesom hans navn har været knyttet til skrifter, som er forfattede af hans tilhængere; de nyere Para- celsusforskere, isærdeleshed Karl Sudhoff, har imidlertid kritisk sigtet alt dette og skilt det uægte fra. I Paracelsus’ skrifter moder man en djærv og kraftig, polemisk anlagt, i høi grad selvbevidst personlighed, der ikke sjelden? giver sine følelser luft med en drøi plumphed, der virker yderst stødende paa vor tid, og som endog samtiden, saa plump end tonen var saavel i literaturen som i det hele taget, tildels kunde finde an- stødelig 3. 1 I den s. k. fjerde defension „von wegen meines Landfahrens“ (1538); denne defension, der fortjener at læses som prøve paa Paracelsus’ eiendommelige kraftige stil, er i sin helhed indtaget i Fr. Strunz Theophrastus Paracelsus, Leipzig 1903, p. 35—40; det væsentligste af den findes ogsaa i Netzhammers Paracelsus, Einsiedeln 1901, p- IIO—1II3. 2 Saaledes i fortalen til paragranum (1530), hvor han gjør op med skamskriftets forfattere og overøser dem med skjældsord. Strunz paragranum-udgave, Leipzig 1903, p. 6—23. 3 Med hensyn hertil siger Paracelsus bl. a.: Merket auf, wie ich mich verantworte. Von der Natur bin ich nicht subtil gesponnen, ist auch nicht meines Landes Art, dass man etwas mit Seidenspinnen erlangt. Wir werden auch nicht mit Feigen erzogen, noch mit Met, noch mit Weizenbrot; aber mit Kås, Milch und Haberbrot, das kann nicht subtile Gesellen machen. Diejenigen in weichen Kleidern und die, so in der Frauen Zimmer erzogen werden und wir, die wir in Tannzapfen erwachsen, verstehen einander nicht wohl. Darum kan sogar der als grob geurteilt werden, der sich selbst gar subtil und holdselig zu sein vermeint. Also geschieht mir auch, was ich fiir Seiden achte, heiszen die andern Zwillich und Trillich. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 57 Paracelsus havde paa sine mange reiser seet meget og gjort mange erfaringer, han var bleven fortrolig med de kemiske operationer og kjendte godt de forskjellige stoffer; og da han var en selvstændig og skarp iagt- tager, har han beriget kemien i flere henseender. Foruden de fra gammel tid kjendte metaller, for hvilke han antog smidigheden som den bestem- mende karakter, kjendte han ogsaa zink, og han er den første, som nøiere har omtalt dette metal, hvilket han dog paa grund af dets sprødhed ikke vilde erkjende som et fuldstændigt metal, men kun som en metalbastard eller et halvmetal; til halvmetallerne regnede han ogsaa vismut samt det regulinske arsen, der vistnok allerede synes at have været kjendt af de græske alkemister, men som først af ham er karakteriseret med mere be- stemthed. Paracelsus var ogsaa den første, som med klarhed har for- staaet at skjelne mellem alun og vitriol, idet han udtrykker forholdet mellem dem saaledes, at alun tager sit corpus fra jordarterne, men vitriol fra me- tallerne. Han har ogsaa iagttaget den ved jernets opløsning i syrer op- trædende gasudvikling (vandstofgas); luften bryder ud som en vind, siger han, men han kom ikke til at erkjende den undvigende gas som noget fra luften forskjelligt. Det bør ogsaa nævnes, at han anstillede undersøgelser af mineralvande og forstod at bestemme jernvande ved galæbletinktur. Hans anskuelser om stoffernes sammensætning var en udvidelse af de gjængse forestillinger om svovl og kviksølv som bestanddele af metallerne. Ikke blot metaller og stene, men alle ting overhovedet, saaledes ogsaa planter og dyr, antog han dannet af 3 grundstoffer, svovl, kviksølv og salt, der betinger deres kemiske forhold, — paa samme tid som de fire ele- menter »finaliter< er i alle ting. Disse tre principia chymica, resina, liquor og balsamum, som han ogsaa kaldte dem, giver udtryk for visse alminde- lige forhold hos stofferne: den del af stoffet, som brænder, er dets sul- phur, det som ryger uden at brænde, det flygtige, er dets mercurius, og det, som bliver tilbage, det ildfaste og uforanderlige, er sal. Da disse tre principer betegner almindelige og mere omfattende begreber, kunde der tænkes forskjellige slags af dem, enten efter deres større eller mindre fuldkommenhed eller efter deres naturlige forekomst; der er mange slags sulphur, siger han, harpix, gummi, fedt, olie, aqua ardens o. s. v., og nogle er sulphur af planter, andre af dyr, atter andre af metaller og stene. Ved indførelsen af det nye tredie princip sal har han villet give udtryk for, at askebestanddelene er væsentlige og selve stoffet tilhørende; tidligere betragtede man dem gjerne som noget uvedkommende eller mindre rent, der ikke egentlig hørte til selve stoffet — en betragtning, der overhovedet anvendtes paa alskens residuer, ikke blot efter forbrænding, men ogsaa efter destillation og sublimation, Den slags residuer, som blev tilbage 58 TH. HIORTDAHL. M.-N. KI. efter at den oprindelige substants var bleven tilintetgjort betegnedes ogsaa som noget dødt!. Naar metallerne forkalkedes, beroede dette efter Para- celsus’ mening derpaa, at svovldelene gik bort, og da svovlprincipet var ligesom sjælen i metallerne, var metalkalkene (oxyderne), der blev liggende igjen, ligesom lig; overensstemmende med denne opfatning blev ogsaa ud- trykket revivificere (bringe tillive igjen) brugt om at reducere metallerne, faa dem frem i levende (metallisk) tilstand. Lægemidlerne, arcana, i hvis fremstilling han saa alkemiens vigtigste maal, hentede han saavel fra planteriget som fra mineralriget. Istedetfor at anvende planterne i sin helhed eller deres saft, søgte han at udtrække deres specifikt virksomme bestanddele, deres quintæ essentiæ, navnlig i form af tinkturer og extrakter; han anvendte saadanne i langt større ud- strækning end man før pleiede, ligesom han ogsaa bl. a. gjorde megen brug af opium, som lægerne før ham nok kjendte, men lidet brugte. Han antog dog idetheletaget, at man af planterne ikke fik saa kraftige læge- midler som af mineraler og metaller, og det synes, at han tilskrev dette den omstændighed, at planterne var døde, medens mineralernes livsvirk- somhed ikke havde været afbrudt?. Han benyttede derfor metalpræpara- ter, af kviksølv, antimon og andre tunge metaller, i stor udstrækning, ogsaa til indvortes brug, noget som lægerne i Europa, paa grund af de giftige egenskaber, tidligere ikke havde indladt sig paa. Gjennem tilbered- ningen af de forskjellige præparater, som Paracelsus indførte, blev læ- gerne og apothekerne mere fortrolige med de forskjellige kemiske opera- tioner, som hidtil udelukkende havde været foretagne i alkemisternes labora- torier, og Paracelsus har herigjennem havt en betydelig indflydelse paa farmaciens udvikling. Det var imidlertid ikke alene i forholdet til lægemidlernes fremstilling, at Paracelsus antog kemien for en af de fire grundpiller, hvorpaa me- dicinen hviler? men kemien var ogsaa bærer af hans hele medicinsk- kemiske system, i hvilket han søgte at fore alle de i legemet stedfin- dende processer tilbage til de fænomener, som viser sig ved udførelsen af de kemiske operationer. Naar de tre principia chymica er tilstede i 1 F. ex. caput mortuum (vitrioli), det døde hoved, en almindelig benævnelse paa det ved ophedning af vitriol dannede jernoxyd, der ogsaa endnu i vore dage ofte kaldes dodenkop. 2 Jo mere levende stoffet var, desto kraftigere arcana vilde det give; var man istand til at udtrække kvintessentsen af et levende menneske uden at dræbe det, vilde man faa det absolute lægemiddel; den folkemedicinske brug af mumier var en, vistnok ufuld- kommen tilnærmelse til dette. 3 De fire grundpiller, filosofi, astronomi, alkemi og dyd, omhandles udførligt i de 4 ka- pitler, hvori bogen paragranum er delt. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 59 den rigtige kvalitet og den rigtige blanding, er legemet sundt; men naar et af dem overveier eller mangler, bliver det sygt; saaledes giver formeget sulphur feber, og mercurius foraarsager vanvid, naar det destillerer fra et organ over til et andet o. s. v. — En særlig vigtig sygdomsaarsag var det s. k. tartarus!, udfældte faste stoffer, som i sund tilstand skulde være opløste; naar tartarus solutus gaar over til t. coagulatus, fremkommer stiv- hed, nyre- og leversygdomme, gigt, podagra, stensmerter o. desl.; det er de konkrementer (stene), som man ved den slags sygdomme kan finde ud- skilt i vedkommende organer, der synes at have ført ham ind paa denne forestilling, som for endel ialfald ogsaa svarer til senere tiders opfatning af den slags sygdomme. I sit medicinsk-kemiske system var Paracelsus dog ikke fuldt ud konsekvent, idet han ved siden af de kemiske ogsaa antog overnaturlige virkninger, selvstændige aander, der boede i legemet, men virkede uaf- hængigt af menneskets villie. Det var i særdeleshed fordøielsen, han tænkte sig paavirket af en saadan archeus, der arbeider som en kemiker og skiller det ubrugelige ud af næringen, men forarbeider det brugbare til en tinktur, der kan assimileres. Saa længe archeus befinder sig vel, er alt i orden, men hvis den vantrives og slappes i sin virksomhed, vil legemet lide derunder, og lægens opgave er da ved passende midler at støtte denne spiritus vitæ, hvorimod han ikke skal søge at influere paa sammensætningen af legemets safter, da disse alligevel vil komme i orden, naar archeus bliver frisk. Paracelsus var overhovedet pantheist, og antog overalt tilstedevæ- relsen af forskjellige, mere eller mindre fuldkomne aander, og denne mystik i forening med magi og kabbala?” spiller hos ham en betydelig rolle og hjælper ham ialfald, som Gmelin bemærker, til at overhugge mangen knude, som kemien alene ikke vilde være istand til at løse. Og denne mysticisme er den væsentlige grund til at han, med alt det han berigede medicinen med nye og vigtige lægemidler, dog ikke har kunnet hidføre _ 1! Benævnelsen tartarus, der er af arabisk oprindelse, anvendtes siden det rite aarh. om vinsten; ordet har en dobbelt betydning, og hentyder foruden til tungtopløseligheden tillige til de med sygdommene forbundne smerter, der sammenlignes med kvalerne i tartarus (helvede). Kabbala (overlevering) var en fra jøderne stammende mystisk religionsfilosofi, i hvis videre udvikling i middelalderen den hemmelige betydning af tal, bogstaver og ord samt disses anvendelse til at se ind i fremtiden spillede en betydelig rolle. Af de mere bekjendte kabbalistiske ord kan nævnes AZAŸ (azoth), der forener det for de 3 vig- tigste alfabeter (latinsk, græsk og hebraisk) fælles begyndelsesbogstav med deres ende- bogstaver, og saaledes indbefatter alt andet i sig; ordets brug er noget vilkaarlig, men som oftest synes det at svare til mercurius philosophorum. 60 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. nogen gjennemgribende reform af den, men kun veeret istand til at for- berede en saadan, navnlig derved, at han bragte autoritetstroen til at falde. En i flere henseender med Paracelsus beslægtet, men som virkelig kemiker mærkeligere forfatter har man i Basilius Valentinus. Man ved ikke sikkert, hvem der har forfattet de skrifter, som gaar under dette navn, der i ethvertfald er et pseudonym, og heller ikke naar de er for- fattede; man har længe betragtet Basilius som en forløber for Para- celsus, men den overveiende sandsynlighed taler for, at hans skrifter er fra en noget senere tidl. Det mest bekjendte af disse skrifter er antimonets triumfvogn; ved antimon menes her det naturligt forekommende sulfid, for hvilket Basi- lius ogsaa indførte benævnelsen spydglas, der senere gik over til spyd- glans. Denne substants betegnes som et af verdens syv underværker, og ligesom den anvendes i kemien for at rense guldet?, saaledes kan den be- nyttes i medicinen for at rense det menneskelige legeme. Basilius er- kjendte, at spydglansen indeholdt svovl samt derhos et eiendommeligt metal, hvilket han ved smeltning med jern fik frem som en regulus, hvis krystallinske tegninger paa overfladen tildrog sig hans opmærksomhed; I I 1602 og de nærmest følgende aar blev i Leipzig af Johann Thölde udgivet nogle paa tysk, senere ogsaa nogle paa latin affattede alkemistiske skrifter af Basilius Valentinus, i hvilke forfatteren angaaende sig selv ikke meddeler andet, end at han var tysk benediktiner, og heller ikke gav udgiveren, saavidt vides, nogen meddelelse om forfatterens person. Skrifterne gjorde opsigt, og spørgsmaalet om forfatterens livs- omstændigheder vakte interesse. 1645 udkom i Strassburg Basilii Valentini Letztes Te- stament, hvis original paa titelbladet angives at være fundet under høialteret i Frfurt, og i en 1675 udkommen Erfurts historie blev det videre berettet, at Basilius levede i et derværende kloster 1413. I Schmieders Geschichte der Alchemie (1832) fortælles yderligere, at Basilius’ værker blev udbredte i afskrifter og tildrog sig keiser Maximilian I's opmærksomhed, saa at denne 1515 lod anstille en, rigtignok resultat- løs undersøgelse angaaende forfatterens person. Alle disse beretninger, der stadigt har gaaet igjen i literaturen, er udførligt kritisk behandlede af Kopp, der paaviste urigtigheden af det ovenfor nævnte aarstal 1413 samt beretningernes ringe troværdighed overhovedet. Kopp har ogsaa gjort opmærk- som paa, at Basilius’ værker ikke i noget bibliothek har været at finde i haand- skrifter, der kunde tilskrives det 15de eller 16de aarh., samt at hans navn ikke findes nævnt i noget utvivlsomt før det 17de aarh. forfattet værk. Imidlertid kom han først (Beitråge zur Geschichte der Chemie III 1875), væsentligt af den grund, at det ikke var muligt at indse, hvorfor Thölde skulde have villet skuffe publikum, til det resultat, at skrifterne var forfattede for det I7de aarh., uvist om før eller efter Paracelsus, dog nærmest det sidste. Men efter fornyet overveielse udtalte han senere (Die Al- chemie I, 1886) ligefrem, at skrifterne maa være fra slutningen af det 16de eller be- gyndelsen af det 17de aarh., og at de er udgivne under et fingeret navn. w Basilius lærte at skille guld fra sølv ved smeltning med svovlantimon; der dannes svovlsølv og antimonguld. Svovlantimonet kaldtes ogsaa judex ultimus, lupus metallo- rum o. l., og guldets rensning med svovlantimon skulde foregaa ved tre gange at jage den røde løve gjennem den graa ulv. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 61 selve metallet betragtede han som et halvmetal, som en afart af bly, og han omtalte (hvad ikke er uden betydning for skriftets tidsbestemmelse), at man var begyndt at bruge det til typemetal istedetfor de oprindeligt benyttede trætyper. — Af spydglansen fremstillede Basilius en mang- foldighed af præparater, saaledes antimonoxyd (flores antimonii), kalium- antimoniat (antimonium diaphoreticum ablutum), antimontrisulfid og penta- sulfid!, antimonsmer (spydglasolie) og deraf det senere saaakaldte algarot- pulver?. Denne mærkelige monografi, den første i sit slags, der kjendes, har ganske vist, siger Ostwald?, bidraget til at bane veien for en rig- tigere opfatning af metallerne og elementerne overhovedet, om end en saadan endnu ikke var gaaet op for forfatteren og hans tid. Naar man nemlig saaledes af det samme udgangsmateriale kunde fremstille et stort antal forskjellige derivater, og af disse atter faa metallet tilbage, maatte . metallerne begynde at tabe sin abstrakte karakter og antage en mere konkret; istedetfor at være egenskaber og tilstande af materien, blev de selv materie. Af andre halvmetaller kjendte Basilius zink og vismut samt arsen, hvilket sidste han betragter som en afart (bastard) af kviksølv og antimon; han nævner ogsaa kobolt, dog uden nogen nærmere forklaring. Af de mange andre kemiske præparater, hvis fremstilling Basilius har omtalt, kan nævnes knaldguld samt kulsur ammoniak, som han fremstillede af salmiak; han kjendte ogsaa klorsølvet og dets udfælding ved kogsalt; han omtaler svovlblomst og kjendte svovlets opløselighed i linolie og terpentin- olie. — Kjendskabet til mineralsyrerne har gjort anseelige fremskridt hos Basilius; han fremstillede saltsyre (spiritus salis) ved at ophede kogsalt med vitriol, og han lavede kongevand ved til salpetersyren at sætte salt- syre istedetfor salmiak, som man tidligere havde brugt. Ogsaa i den kemiske experimentelle teknik finder man forbedringer hos Basilius; han indførte brugen af tubulerede retorter, samt kjolekar, der var forsynede med en hane, saa det opvarmede vand kunde løbe ud; til destillation saavelsom til andet brug anvendte han mest kar af sachsisk 1 Pentasulfidets benævnelse guldsvovl, sulphur auratum, er senere og skyldes Querce- tanus 1663. 2 Efter den italienske læge Victor Algarotus i slutningen af det 16de aarh.; det kaldtes ogsaa pulvis angelicus eller mercurius vitæ. w Verwandtschaftslehre I, 1896— 1902, p. 3. 4 Vor Gottes Thron stehen die sieben Ertz-Engel, nach ihnen die sieben Planeten, ©, © und Sternen, mit den sieben Metallen-Gebürgen von ihrer Eigenschaft, als Gold, Silber, Kupffer, Eisen, Zinn, Bley, Quecksilber, darnach Vitriol, Antimonium, Schwefel, Wissmuth, Kobolt, -Allaun,. Saltz, samt allen andern Berggewächsen“. Af denne ret karakteristiske prove paa tidens sprog ser man ogsaa, at -den gamle tro paa 7-tallet fremdeles hænger i. 62 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. stentoi. Han synes ogsaa at have kjendt spirituslamper, men fandt dem for kostbare, og der hengik endnu en tid for disse kom mere almindelig i brug. Basilius antager de samme 3 principia chymica som Paracelsust og ligesom denne anbefaler han lægerne brugen af kemiske og metalliske præparater, navnlig antimon. Han har været godt inde i paavisningen af de forskjellige metaller, og viste f. ex., at det mansfeldske kobber indeholdt sølv, og det ungarske sølv indeholdt guld. Han gjør opmærksom paa, at en saadan tilblanding af ædle metaller til mindre værdifulde kan bevirke skuffelse og lade det metallurgisk udskilte ædle metal gaa for fremkommet ved transmutation. Paa samme tid som man i Basilius's skrifter finder alt dette, der viser den virkelige kemiker og nøgterne iagttager, møder man imidlertid ogsaa en alkemist af reneste vand, hvis fremstilling kan udarte til den mest fan- tastiske mystik, — saa der vel kan reises tvivl om, hvorvidt alle disse skrifter i virkeligheden har en og samme forfatter. I den nu paafølgende tid gik kemien, som allerede bemærket, over til saagodtsom udelukkende at udøves af lægerne og i medicinens tjeneste. Før vi gaar over til at omtale dette, er dog endnu at nævne nogle mænd, der staar udenfor den ved Paracelsus vakte bevægelse i medicinsk ret- ning, men som ved arbeide af anden art har sikret slg en plads i ke- miens historie; de to af dem var omtrent samtidig med Paracelsus, den tredie noget yngre. Georg Agricola (Bauer) var født 1490 og døde i Chemnitz 1555; han virkede som læge, men hans hovedfag var metallurgi og proberkunst samt kemisk teknologi. Han har i sine 12 bøger de re metallica givet den første sammenhængende fremstilling af ertsernes forekomst, udvind- ning, probering, rostning og videre metallurgiske behandling; dette op- tager de 11 bøger, medens den sidste omhandler tilvirkningen af salt, sal- peter, alun, vitriol samt glas, under hvilket sidste emne han bl. a. omtaler de berømte glasværker i Murano ved Venedig, som han kjendte fra per- sonligt besøg. Han satte proberkunsten i system, og har foruden de hidtil anvendte tørveismethoder ogsaa angivet enkelte bestemmelser paa vaad vei, saaledes anvendelsen af salpetersyre (aqua valens) til at skille guld og sølv; vedføiede noget formindskede gjengivelse af en teg- ning i dette afsnit (rode bog) viser laboratoriet med salpetersyre- destillationen og analysen. Agricolas methoder og apparater var saa godt og klart udarbeidede, at de holdt sig i almindeligt brug endnu langt 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 63 ud i det 18de aarh. — Blandt hans øvrige skrifter kan mærkes 10 bøger de natura fossilium!, der vel er den ældste mineralogiske haandbog, samt 5 bøger de ortu et causis subterraneorum; i slutningen af det sidstnævnte skrift, som han forfattede i sine ældre dage, optræder han mod alkemi- sterne og metalforvandlingen, hvilken han tidligere havde anseet for mulig. Hans samtidige, italieneren Vanoccio Biringucci fra Siena (1480— 1539), der ikke var læge, men mathematiker, har i sine 10 bøger piro- technia ogsaa været med at lægge grundvolden til metallurgien og prober- N === kunsten. Ved sine kemiske forsøg gjorde han i langt større udstrækning end man før pleiede, brug af vægten, og under fremhæven af experimen- tets og erfaringens betydning optraadte han mod aristotelikerne og alke- misterne. ! Foruden de egentlige mineraler omtales her (i 4de bog) bl. a. tillige kamfer, som sammenstilles med fossile harpixer og jordolie. Han har vel hørt, at kamfer skal komme af et træ, men finder det lidet rimeligt, fordi der anvendes varme ved dets ud- vindning; ved hjælp af varmen udtrækker man nemlig ikke planternes, men vel mine- ralernes bestanddele. 64 TH. HIORTDAHL M.-N. Kl. Endnu stærkere fremtræder erkjendelsen af experimentets betydning hos franskmanden Bernard Palissy, der døde 1589; han var keramiker og bragte sin kunst op til en før ukjendt høide ved indsmeltning af farver paa glaserede lerkar, et resultat, som han først opnaaede efter mange aars forsøg, som han under utallige skuffelser og megen modgang gjennemførte med enestaaende seig ihærdighed. Han har ogsaa beskjæftiget sig med mineralogi og agrikulturkemi, og var vel den første, der havde oie for de mineralske stoffers betydning for planternes ernæring. — Palissy var uden videnskabelig uddannelse, men i besiddelse af en karakterfasthed, fordomsfrihed og klarhed, der giver ham plads blandt sin tids allermærke- ligste mænd. I sine skrifter, der for en stor del har form af en samtale mellem theori og praxis, advarer han mod autoritetstroen og tomme spe- kulationer, der ikke er grundet paa forsøg og erfaring. Han har selv, siger han, ikke læst nogen anden bog end naturens, himmelens og jor- dens; den bog ligger aaben for alle, og alle bør læse den. Og langt klarere og bestemtere end nogen før ham har han hævdet betydningen af experimentet. Men endnu maatte en tid gaa hen, før dette kunde slaa igjennem. OQ ånds V. Medicin og kemi. Paracelsus’ lære vakte megen strid og fremkaldte en mangfoldig- hed af modskrifter fra de lærde medicinere af den gamle skole, der ikke kunde finde sig i at der blev rørt ved Galens og Avicennas autoritet; deres mest fremtrædende talsmand var Thomas Erastus (Lieber), der var medicinsk professor i Heidelberg og senere i Basel, hvor han døde 1583. Det var isærdeleshed kemien, hvis betydning for medicinen de ikke vilde anerkjende, og indførelsen af de nye kemiske præparater som lægemidler var dem en torn i eiet. Der havde ogsaa forekommet lige- fremme misbrug af giftige præparater i uvidende lægers hænder, og der var drevet svindel med hemmelige præparater, som under markskrigersk reklame solgtes som livselixir o. 1., saa der forsaavidt kunde være meget berettiget i de lærde lægers misnoie. Disse lod sig imidlertid ikke nøie med at bekjæmpe den nye retning i sine skrifter, men de lod ogsaa de medicinske fakulteter, i hvilke de indehavde de fleste pladse, lægge sin officielle autoritet i vægtskaalen og foranledige ligefremme forbud mod be- nyttelsen af de nye lægemidler. I Paris blev det saaledes 1566 forbudt at bruge antimonpræparater, og fakultetet i Heidelberg lod sine doktorander aflægge ed paa ikke at bruge hverken antimon eller kviksolv!. Blandt talsmændene for den nye retning kan nævnes alkemisten Leonhard Thurneysser, der længe virkede i Berlin, hvor han 1571 var bleven livlæge hos kurfyrsten af Brandenburg, samt Joseph du Chesne (Quercetanus), der var livlæge hos kong Henrik IV og døde i Paris 1609; han skal navnlig have gjort megen anvendelse af kalomel?. I de nordiske lande var den mest fremtrædende paracelsist dansken Petrus ! Disse forbud stod ved magt i omtrent 100 aar; modstanden mod kviksolvet var dog idetheletaget mindre end mod antimon, paa grund af den øiensynlige virkning i syfilis. ? Kalomel kaldtes efter ham længe Panchymagogum Quercetani; dette præparat kaldtes ellers draco mitigatus eller manna metallorum, i modsætning til sublimat, draco eller mors metallorum. Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N KI. 1905. No. 7. 0 66 TH. HIORTDAHL. M.-N, Kl. Severinus (Peter Sorensen) (1570—1602), der var livlege hos kong Fredrik II *. Medens saadanne mænd ved deres indflydelsesrige embeds- stilling var sikret mod fakulteternes misnoie, rammede denne desto haardere andre læger, saaledes navnlig Turquet de Mayerne. Denne var født i Genf 1573 og virkede som læge 1 Paris, hvor han nød megen anseelse; men da han aabent bekjendte sig til Paracelsus’ lære og i sin praxis anvendte de forbudne antimonpraeparater, blev han 1603 af fakultetet i Paris erklæret for uværdig til at praktisere »propter temeritatem, impuden- tiam et veræ medicinæ ignorantiamé, og fakultetet forbød under trusel om straf de andre læger at indlade sig med Turquet »eige similibus«. Denne fakultetets dom nødte vistnok Turquet til at forlade Frankrige, men den synes ellers ikke at have gjort noget indtryk; ialfald blev Tur- quet, da han var kommen over til England, ansat som kongelig livlæge; han døde der 1655. — Denne læge var en dygtig kemiker, og man skylder ham flere iagttagelser af interesse; han var den første, som erkjendte brændbarheden af den gas, der udvikles ved jernets opløsning 1 syrer, og han har først angivet benzoesyrens fremstilling ved sublimation af benzoe- harpix. I striden mellem det gamle og det nye gik det efterhaanden saa, at flere og flere læger og kemikere, om de end i hovedsagen sluttede sig til den nye retning, dog ogsaa optraadte mod dennes overdrivelser og mis- brug, og idetheletaget istedetfor blindt hen at forkaste det gamle, fordi det var gammelt, og antage alt nyt, fordi det var nyt, søgte at holde sig til det, som erfaringen viste var godt og rigtigt; og gjennem disse eklek- tikeres bestræbelser blev saa kemiens og medicinens indbyrdes forhold klarere, og overgangen til de nye anskuelser formidlet. Tidens mest fremragende kemiker var Andreas Libavius (Libau), en grundigt uddannet lærd, der var i besiddelse af betydelige kundskaber i flere forskjellige retninger. Han var først (1588—91) professor i historie og poesi i Jena, virkede senere som læge og som skolemand i Rothen- burg a. d. Tauber samt i Koburg, hvor han døde 1616. Han bekjæmpede alt det mystiske i den paracelsiske skole, og paaviste, at det i regelen var uvidenhed, som laa under det opstyltede sprog, der mere var en leg med kemiske udtryk, end det havde noget reelt og forstaaeligt indhold, og han var ivrig i at afsløre den svindel, som dreves med hemmelige lægemidler. 1 Hans hovedværk, Idea medicine philosophicæ, der hovedsageligt gik ud paa at bringe Paracelsus’ anskuelser i samklang med de ældre filosofers, nød i sin tid stor an- seelse; Erastus sagde, at det var saa grundigt og lærd, at Paracelsus’ uvidende disciple ikke var istand til at forstaa det. — Ved Kjøbenhavns universitet virkede sam- tidigt ogsaa en anden paracelsist, Anders Krag (1553—1600). | 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 67 Men paa den anden side optraadte han mod galenisterne, fordi de ikke vilde erkjende kemiens betydning for medicinen; han forsvarede de ke- miske præparaters anvendelse som legemidler!, og optraadte gjentagende mod fakultetet i Paris, hvis beslutninger og forbud han stemplede som uretfærdige og uvidenskabelige. I kemien er hans navn knyttet til tintetrakloridet (spiritus fumans Libavii), som dog maaske allerede tidligere var bleven fremstillet; han har ogsaa beskjeeftiget sig med analytiske arbeider, og isærdeleshed med under- søgelse af mineralvande, som han har behandlet i et eget skrift, de judicio aquarum mineralium. De faste bestanddele bestemte han ved i askebadet at inddampe en vis vægtsmængde vand, og de enkelte bestanddele af residuet søgte han at adskille ved at lade dem udkrystallisere paa traade eller halmstraa, som bragtes ind i den koncentrerede opløsning. Af re- agentser kjendte han neppe noget andet end den fra gammel tid benyttede galæblesaft; men saa ufuldkomne hans methoder end var, viser de dog mærkbare fremskridt, naar man sammenligner dem med de tidligere mineral- vandundersøgelser, som isærdeleshed Paracelsus og Thurneysser havde beskjæftiget sig med. For i almindelighed at erkjende, om et vand var mineralsk, lod han det opsuge af et tørt veiet tøistykke, hvis udseende og vægtsforøgelse, efter at det paany var bragt til tørhed, gav holdepunkter for bedømmelsen. En betydelig fortjeneste har Libau indlagt sig ved sin 1595 udgivne og senere i flere oplag udkomne Alchymia, der var den første virkelige lærebog, hvor tidens kemiske viden var samlet under et almindeligt syns- punkt; den indeholder ikke meget theori, men behandler den praktiske kemi, metalforvandlingen iberegnet, i en systematisk orden; bogen udgjør et anseeligt foliobind, den stod i sin tid i stor anseelse, og var gjennem flere menneskealdere saagodtsom den eneste lærebog, man brugte. Al- chemia defineres som ars perficiendi magisteria, et essentias puras e mistis separato corpore, extrahendi; den deles i to bøger, og den videre ind- deling af hver af disse vil sees af følgende uddrag af den værket forud- skikkede oversigt: EY NEON Ey AN PRIMI LIBRI ALCHEMLÆ _ J Solutio Elaboratio | Coadunatio f Maturatio | Gradatio LIBRI SECUNDI ALCHEMLÆ . Magisteria Chymia, Simplex Extracta cujus species . Elixyr Composita { Clissus Encheria Exaltatio Alchymiz partes sunt 1 Isærdeleshed antimonpræparaterne, hvis virkning han fyndigt sammenfattede i tre ord: vomere, cacare, sudare. 68 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Den første bog, der indeholder 65 kapitler, omhandler encheria (om operationerne) med hjælpefagene ergalia (om apparaterne) og pyronomia (om ildens anvendelse og regulering). Encheria deles igjen i elaboratio, ved hvilke «res in substantia« behandles (fysikalske) samt exaltatio, opera- tioner, hvorved stofferne bringes over til »altiorem substantiæ et virtutis dignitatem« (kemiske). Hver af disse to er igjen delt i en mangfoldighed af underafdelinger, af hvilke kun de første er gjengivne i det ovenstaaende uddrag. Blandt underafdelingerne under solutio forekommer bl. a. calci- natio, overførelse til calces, kalke, hvilket ord her bruges som almindelig betegnelse for pulverformede stoffer; der er to slags calcinatio, reverbera- toria og alcolismus, af hvilke den første svarer til den latinske Gebers calcinatio per ignem. Alcolismus er en kalcination, der frembringer pulver paa anden vei, enten ved mekaniske paavirkninger (comminutio) eller ved kemiske (corrosio, f. ex. corrosio per aquas fortes). Alcool (alkohol) er oprindeligt en betegnelse for et pulverformet praparat, f. ex. pulvis seu alcool auri, pulver eller præparat af guld; men man finder det hos Libau ogsaa (II. 2. XXVI) brugt i den betydning, ordet nu har: quando vini spiritus rectificatur per suum salem, seu potius exasperatur, nominant vini alcool, vel vinum alcolisatum. — Den anden bog, chymia, omhandler de species chymica, der er fremstillede ved de forskjellige operationer; den er delt i 3 traktater, om magisteria (49 kapitler) om extracta (41 kapitler) samt om composita (2 kapitler.) Under magisteria hører metallernes op- løsninger, oxyder (kalke), sulfider og forbindelser, samt flusmidler o. ds. 1. Under extracta hører essentia, der fremstilles af »rebus tota sua natura, derunder igjen mysteria eller essentser af mere intim natur, som inde- holder den 1 stofferne værende kraft mere koncentreret. Mysteria deles igjen I quinta essentia og arcana; de første er mineralske (herunder bl. a. blysukker og det ved ophedning deraf dannede aceton), vegetabilske og animalske (f. ex. moskus); under arcana hører de forskjellige tinkturer og olier, ikke blot af organisk oprindelse, men ogsaa metalliske (f. ex. oleum arsenici, henflydt arsensyre), endvidere aqua fortis, alkalier, vitriol, turpethum! o. m. Til Libaus bog hører endnu en kommentar, hvis første del, i 6 bøger, indeholder mange tegninger af metallurgiske og kemiske apparater; her gjengives en tegning, der viser endel glasapparater. Derhos gives 1 Turpethum er hos Libau en fællesbenævnelse for et eget slags faste stoffer (est coagulum specificum fixum); den af paracelsisterne anvendte benævnelse turpethum mine- rale gjælder det basiske kviksølvsulfat. 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 69 en tegning til en laboratoriebygning, saaledes som Libau tænkte sig, at en saadan burde være indrettet 1, Kommentarens anden del begynder med en afhandling de natura metallorum?, hvor bl. a. omtales en egen art tin fra Ostindien; dette har (4, B, C, Cucurbitæ; D, E, F, Digestoria; G, H, Pelicani; I, L, Circulatoria (L, Rebecca cum hydria); P, Aquila (ogsaa duo fratres); Q, vultur). 1 Laboratoriet er en statelig 3-etages bygning, der ogsaa indeholder beboelsesleilighed (pag. 71). Grundplanen (pag. 70) er af ıste etage; hovedindgangen er gjennem det østlige runde taarn, hvor ogsaa hovedtrappen befinder sig. F er forhallen, G selve laboratoriet med cc, dampbad, dd askebad og ee vandbad, gg sublimationsapparat, kk og // destillationsapparater samt hh og ii ovne. I det nordlige taarn fører en vindeltrappe op til musæum og biblio- thek; her befinder sig ogsaa den alkemistiske ovn, furnum philosophicum, der har en afsides beliggenhed, for at man uforstyrret kan arbeide med hemmelige ting; rummene K, N er materialrum. Det sydlige taarn Å er proberstue med ovnen gg, O er præ- parationsrum med destillationsapparater og plads for krystallisationskar etc.; de to mellem- liggende rum M og L er for assistenter, P rum for brænde, og S er badeværelse; X er vinkjælder, D have og yy fiskedam. to I denne afhandling, der som motto har begyndelsen af 28de kapitel af-Hiobs bog, be- svares spørgsmaalet quid metallum? saaledes: Metallum est corpus minerale, vi virtutis 70 TH. HIORTDAHL, M.-N. KI. tydeligvis været zink, som man kan se af den videre beretning om, at metallet ved forbrænding gav et pompholyx eller tutia, hvis gule farve ved ophedning her første gang er omtalt (in igni totam esse auream, sed extra ignem plane niveam!). Forøvrigt optages kommentarens anden del af afhandlinger om mercurius og lapis philosophorum, azoth o. dsl.; med al sin betydelige lærdom var nemlig Libau dog ikke istand til at frigjøre sig for tidens sædvanlige fordomme, han var alkemist og troede paa metalforvandlingen. “SASWDIO warn an É 3 ws ZZ : I Libaus senere aar og en tid’ efter virkede Angelus Sala, en italiener, som 1625 blev livlæge hos hertugen af Mecklenburg. Uden at dele Libaus meninger om metalforvandling o. dsl., sluttede han sig dog idetheletaget forøvrigt til denne og anbefalede de kemiske lægemidler?. Han var en dygtig kemiker og gav gode anvisninger til lægemidlernes fremstilling, 1 hvilke han i større udstrækning end man ellers pleiede, tog hensyn til de forekommende forurensninger og forfalskninger; han gjør metallorum seminariæ in terra chalcantosa minera, a mercuriali succo sulphureoque spi- ritu catoris digerentis vehiculo constitutum et in substantiam fusilem, extensilemque malleo conformatum. — Af metallernes to bestanddele karakteriseres mercurius som mater metallorum, og sulphur som pater. ! Zinkoxydet kaldtes ellers lana philosophica, eller paa grund af ligheden med snefnug nix alba, der senere blev til weisses Nichts (nihilum album). 2 Sala har givet anledning til en literær feide, der ikke er uden interesse som et tids- billede, der illustrerer tonen i den tids lærde polemik. Han var paa grund af sin til- slutning til den nye retning bleven angrebet af Peter Lauremberg, doctor me- dicinæ og professor i poesi ved universitetet i Rostock, men blev taget i forsvar af den oldenburgske livlæge Billich, der tidligere havde været militær. Denne udgav 1624 et skrift, der var rettet mod Lauremberg, mod hans giftige bid, staar der paa titel- 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 71 saaledes opmærksom paa, at man ved brugen af lægemidler, som er frem- stillede af spydglans, maa være meget forsigtig, da dette mineral kan indeholde arsen. Han indforte den almindeligere brug af helvedessten, crystalli Dianæ, magisterium argenti; og det bør endelig nævnes, at medens man endnu ellers altid anførte kobberets udfælding af blaasten som et bevis for metalforvandlingens mulighed, saa forstod Sala, at kob- TTT SARA SS Tel 197 ISIS ae CH rs <<< à SSS MERIDIES. bladet. Aaret efter svarede Lauremberg i jet skrift, som han kaldte deliria chymica in officina filiæ temporis et magistræ stultorum, hvorpaa Billich replicerede i et nyt skrift med titelen Petri Laurembergii deliria chemica. Saa drøie allerede disse titler synes, var de dog intet at regne mod, hvad der fremkom, da en trediemand, Arnold Schröder i Nirnberg, blandede sig i striden og i to skrifter kom Laurem- berg til undsætning. Det sidste af disse har allerede paa titelbladet en karakteristik af Billich, som det ikke vel gaar an at oversætte (ex infami ac perfidioso milite nuper transformatus in stercoreum et pediculosum empyricum), og i selve texten anvendes med den groveste plumphed alle mulige ord, der paa nogen tænkelig maade kan afledes af stercus eller sættes i forbindelse dermed. 72 TH. ‘HIORTDAHL. M.-N. Kl. beret allerede var tilstede i blaastenen, og at der saaledes ikke kunde være tale om nogen forandring, men kun om udfældning. Af de mange andre samtidige læger, der virkede for udbredelsen af de kemiske lægemidler, kan nævnes Oswald Croll, der i sin basilica chymica (1608) gav en fremstilling af Paracelsus’ lære; han har indfort brugen af ravsyre (bernstensalt, flores succini) og kaliumsulfat (tartarus vitriolatus); han lærte ogsaa nærmere at kjende klorsølvet (hornsølv, luna cornea). Adrian von Mynsicht har i sin thesaurus et armamentarium medico-chymicum (1631) bl. a. beskrevet tilberedningen af brækvinsten. Daniel Sennert, der til 1637 var medicinsk professor i Wittenberg og nød stor anseelse for sin lærdom, bidrog ogsaa meget til at gjøre lægerne for- trolige med den rigtige anvendelse af de kemiske lægemidler; han tilhørte nærmest Paracelsus’ skole, men optraadte ogsaa mod dens vildfarelser og misbrug af hemmelige universalmidler, og idet han tillige advarede mod uden prøvelse at forkaste det gode, paa erfaring grundede i den ældre skole, søgte han at formidle dens tilnærmelse til den nyere. Langt betydeligere og meget mere selvstændig end disse eklektikere var Johan Baptist van Helmont. Han var født 1577 i Brissel og tilhørte en meget fornem og rig slægt; efter først at have studeret filosofi og theologi, gik han over til medicinen. Han sluttede sig i begyndelsen til den ældre skole, men da han var bleven bekjendt med Paracelsus' skrifter, forstod han, at man ikke kunde blive staaende ved det gamle medicinske system, men at der maatte arbeides videre i den af Para- celsus indledede kemiske retning. Hertil virkede han, uden dog i alle dele at tiltrede Paracelsus’ anskuelser, først flere aar i udlandet og senere hjemme, hvor han levede i stilhed, udelukkende beskjæftiget med videnskabeligt arbeide, indtil han døde 1644. Hans efterladte værker blev 1648, under titelen ortus medicinæ, udgivne af hans søn; de var skrevne paa latin, men blev snart oversatte paa fransk, engelsk og tysk. I modsætning til Paracelsus var van Helmont en fint dannet mand, der havde gjennemgaaet en grundig videnskabelig skole, men han har dog ikke lidet tilfælles med denne sin forgjænger. Han ansaa sig, ligesom denne, kaldet af gud til at reformere medicinen, og han var — om det end ytrer sig paa en finere maade — ligesaa selvgod som denne, og han var ligesaa hengiven til mystik og overtro. Han troede paa metalforvandlingen, og han troede paa existensen af et. universelt op- løsningsmiddel af de vidunderligste egenskaber, den saakaldte alkahest, som allerede Paracelsus havde antydet noget om; han troede ogsaa paa hekseri, besættelse af djævle o. dsl., og havde flere besynder- 4. a le Poe se 1905. No. 7- FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 73 lige meninger!. — Om han end saaledes, med al sin selvstændighed, ikke har været istand til i alle dele at frigjøre sig fra det, som endnu hang igjen i tiden, saa var han dog en skarp iagttager og et klart hoved, og viden- skaben skylder ham i flere retninger overordentligt meget. Van Helmont havde en langt klarere og rigtigere forstaaelse af den kemiske forbindelses natur, end nogen anden for ham. Han kan vel regnes som den første, der med fuld klarhed erkjendte, at visse stoffer vedbliver at bestaa selv efterat de ved kemiske paavirkninger er overført til andre produkter; naar solvet er oplost 1 salpetersyre, saa ser det kun ud, som det forsvinder, det er ikke tilintetgjort, men bestaar fremdeles (permanet tamen in pristina sua essentia) i opløsningen, saa forskjellige end dennes egenskaber er fra solvets; ligeledes kviksølvet i det hvide sulfat, der dannes ved svovlsyrens paavirkning, samt kobberet i blaastenen?. — Han blev ikke staaende alene ved det kvalitative, men gik ogsaa ind paa de kvantitative spørgsmaal, og kom til erkjendelse af, at stoffernes vægt for- bliver uforandret, om de overføres til en forbindelse og atter igjen frigjøres af denne; han fik en vis mængde guld, efter at have opløst det, tilbage igjen med uforandret vægt, in pristinum auri corpus et pondus, og lige- ledes bly. Han smeltede ogsaa en afveiet maengde kiselsyre med alkali, og fældte den atter ud af vandglasopløsningen med uforandret vægt; ved dette sidste forsøg bemærker han, at kiselsyren udskilles, naar man til- sætter saameget syre, som behøves til at mætte alkaliet, quantum saturando alcali sufficit, og dette er den første gang, at begrebet mætning af alkali med syre kommer frem. Van Helmont benyttede overhovedet i større udstrækning end nogen før ham vægten til videnskabelige forsøg. Isærdeleshed er et forsøg bekjendt, som han anstillede med en plante, der veiede 5 pund; han satte den i jord, som i tørret tilstand veiede 200 pund, og planten blev derefter hver dag vandet med regnvand. Efter 5 aars forløb veiede planten 169 pund, medens jorden havde næsten samme vægt som ved for- 1 Saaledes om fremkomsten af levende organismer ved en slags generatio spontanea. Herom siger han bl. a., at, naar man bringer smudsigt linned ind i et kar, hvori der er hvede, saa vil inden faa dage (f. ex. 21) det ferment, der kommer fra linnedet og er bleven paavirket af kornets duft, forandre hveden med sit skal til mus. Si indusium sordidum intra os vasis, in quo sit triticum, comprimatur: Intra paucos dies (puto 21) fermentum indusio haustum, et odore granorum mutatum, ipsum triticum, sua pelle in- crustatum, in mures transmutat. — Der siges ogsaa, at frøet af basilikum (ocimum ba- silicum L.), maar det forandres ved forraadnelse, frembringer virkelige skorpioner, noget, som allerede Plinius og flere af oldtidens forfattere har antaget. 2 Det bør dog nævnes, at englænderen Thomas Norton (15de aarh.) synes at have været inde paa en lignende forestilling; metalla manent, siger han, in sua integra com- positione, cum ab aquis fortis dissolvuntur, 74 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. segets begyndelse (der manglede kun 2 unzer). Han mente derved at have bevist, at planten i sin helhed, ikke blot de organiske bestanddele, men ogsaa de mineralske, var fremkommet af vandet at vand, med andre ord, lod sig forvandle til jord. Han ansaa idetheletaget vandet for hovedbestanddelen i alle ting; at vandet var hovedbestanddelen i alle organiske stoffer, sluttede han deraf, at det dannes, naar de paavirkes af ilden, saavel ved ophedning som ved forbrænding; selv den reneste alkohol, der iforveien var befriet for alt vand, giver vand ved forbrændingen. De 4 elementer vilde han ikke erkjende, navnlig ikke ilden, som umuligt kunde være en bestanddel af nogen ting; desuden var, siger han, Aristoteles en hedning, som ikke fortjente tiltro og som det var en skam for kristne at følge, turpe sane christianis istum in physicis patronum adhuc sequi. Han vilde heller ikke gaa med paa Paracelsus' tre principia chymica, svovl, kviksølv og salt, hvilke han ansaa som blot og bart opspind, stridende mod naturen og sandheden; de tre principer stammede ogsaa fra vandet, mente han, og lod sig forvandle til vand. Foruden vandet var luften det eneste, han synes at have villet er- kjende som et element; men han bestred rigtigheden af den almindelige opfatning, at vand lod sig forvandle til luft eller omvendt, idet han forstod, at vanddamp ikke er det samme som luft, og at luften ikke lader sig for- tætte til vand. Han var overhovedet den første, der gjorde forskjel paa dampe og gasarter: dampene lader sig fortætte, men gaserne ikke, gas est spiritus non coagulabilis. Kjendskabet til gaserne begynder egentligt først med van Helmont, og det var ham, som, da der manglede et navn, in nominis egestate, indførte betegnelsen gas, som han afledede af de gamles chaos, halitum illum gas vocavi, non longe a chao veterum secretum. Han anvendte denne benævnelse for de luftformede legemer, som er forskjel- lige fra den atmosfæriske luft, men da han ikke forstod at opsamle gaserne, blev hans kjendskab til dem kun ufuldstændig. Han kjendte kulsyregasen, gas sylvestre, og vidste, at den dannes ved forbrænding af kul, ved gjæ- ring af vin og øl, samt at den kan fremstilles ved at behandle kalksten med syrer, og at den forekommer i naturen, f. ex. 1 mineralske vande. Angaaende dens egenskaber havde han bemærket, at lys ikke kan brænde eller dyr ikke leve i den; men han forstod ikke at holde kulsyregasen ud fra andre gasarter, saaledes ikke fra svovlsyrlinggasen, der ligesaalidt som kulsyregasen underholder forbrændingen; fra gas sylvestre adskiller han kun gas pingue, brændbare gasarter. I sit medicinsk-kemiske system afveg van Helmont fra Paracelsus derved, at han ikke som denne gik ud fra de tre principer eller overhovedet BT IT ur Å nn 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 75 fra vilkaarlige supponerede bestanddele, men søgte at udlede legemets funktioner af legemsvædskernes (safternes) egenskaber og navnlig af deres reaktion, som han tillagde den væsentligste indflydelse paa organismens tilstand og virksomhed. De kemiske processer i organismen betegnede han som gjæring, fermentatio, et udtryk, som imidlertid dengang ikke havde samme betydning som nu, men ialmindelighed var ensbetydende med digestio, fordøielse, eller brugtes som en almindelig betegnelse for kemiske omszetninger. Virksomheden indledes ved den i maven indeholdte syre og fortsættes ved leveren; mavens syre neutraliseres af det alkaliske i galden, saa at syren i normal tilstand ikke kan træde over i de andre . organer. Hvis der ikke er galde nok til neutralisationen, opstaar syg- domme, og disse maa da modarbeides ved alkaliske midler. Om end van Helmont saaledes i mange punkter afveg fra Paracelsus, delte han dog dennes mening, at fordøielsen staar under paavirkning af en archeus, hvis tilstand betinger beskaffenheden af legemets øvrige vædsker og er den første og egentlige sygdomsaarsag. Van Helmonts lære, der, om den end heller ikke er fri for over- naturlige elementer, dog ved at indbringe rene kemiske begreber i fysio- logien og pathologien, betegner et stort fremskridt fra Paracelsus, — vandt stor tilslutning blandt lægerne, og blev videre udviklet til et rent iatrokemisk system, hvor alle fysiologiske processer udelukkende forkla- redes kemisk. Lægevidenskaben, og isærdeleshed anatomien, gjorde i det 17de aarh., og navnlig i den nærmeste tid efter van Helmont, betydelige fremskridt, der medførte en dybere indtrængen i de fysiologiske processer. Englæn- deren William Harvey offentliggjorde 1628 sin opdagelse af blodets samlede kredsløb, italieneren Asellus opdagede 1622 kyluskarrene, og franskmanden Jean Pequet 1677 melkebrystgangen (ductus thoracicus). I 1651 og 52 fandt dansken Thomas Bartholin og svensken Olof Rudbeck uafhængigt af hinanden legemets lymfekarsystem, og derved blev Galens gamle lære om leverens rolle som bloddannende organ endelig omstødt. Hjertets muskelnatur paavistes 1662 af dansken Nicolaus Steno. Eng- lænderen Thomas Wharton beskrev 1655 underkjævespytkjertelens ud- førselsgang og idetheletaget de kjertelformede organer, Steno opdagede 1661 ørespytkjertelens udførselsgang, og man blev nærmere kjendt med saften af pankreas, bugspytkjertelen, hvis udførselsgang allerede 1642 var bleven paavist af Georg Wirsung i Padua. Van Helmonts nærmeste efterfølger var Franz de le Boé (Du- bois) Sylvius, der ligeledes tilhørte en nederlandsk adelsslægt; han var født i Hanau 1614 under forældrenes ophold i Tyskland, og blev 1658 professor 76 TH. HIORTDAHL. M.-N. KI. i medicin ved universitetet i Leyden, hvor han døde 1672. Sylvius var en af sin tids allerberømteste læger og lærde, og en talrig skare fra alle lande søgte til hans lærestol; han var i besiddelse af usædvanlige medi- cinske kundskaber og indsigter, forstod bl. a., at arterieblodets røde farve skyldes den indaandede luft, og at aandedrættet og forbrændingen er be- slægtede processer. Hans medicinske system har meget tilfælles med van Helmonts, men adskiller sig derfra deri, at enhver tanke paa over- naturlige, spiritualistiske kræfter er udelukket; han vilde ikke erkjende nogen archeus som leder af fordøielsen, men betragtede den som en ren kemisk proces. Medens van Helmont ikke kjendte andre ved fordøiel- sen virksomme fermentative safter end mavesaften og galden, søgte Syl- vius at udnytte de senere opdagelser om de kjertelformede organer og deres afsondringer, og han antog, at der ved fordøielsesprocessen virkede 3 kardinalvædsker. Først og fremst spyttet, som han tillagde en særligt fremtrædende betydning; det skulde indlede gjæringen, til hvis videre forlob galden og pankreassaften betragtedes som hovedsageligt medvir- kende. Ved blandingen af den sure pankreassaft og den alkaliske galde gjærede fødemidlerne under opbrusen til en sur melkesaft, der gjennem melkebrystgangen førtes til den øvre hulvene. Naar dette blod i høire hjertes forkammer og hjertekammer mødtes med blodet fra nedre hulvene, der efter hans mening havde optaget alkalisk galde fra leveren, skulde der atter, som altid naar syrer og alkalier blandes, ske en ny opbrusen og en varmeudvikling, der da skulde forklare blodvarmen. Paa lignende maade søgte Sylvius at forklare alle andre fysiologiske og pathologiske processer, og sygdommene var, mente han, ikke andet end abnorme ke- miske processer, der maatte modarbeides ved modsat virkende kemiske midler. Idet han saaledes gjorde den hele medicin til anvendt kemi, trak han de yderste konsekventser indtil det aabenbart urigtige, og hans iatrokemiske system undergravede sig selv, faldt sammen, og fik ikke nogen blivende betydning for lægerne, der snart vendte sig bort fra de aprioriske theorier og gik tilbage til naturen selv som læremester. En følge af den store betydning, som Sylvius tillagde kemien, var, at han ved universitetet i Leyden foranledigede bygningen af et labora- torium, det første og det ældste universitetslaboratorium, har man ment}. Forøvrigt er i kemien hans navn knyttet til klorkalium (sal digestivum Sylvii), som han tillagde betydelig medicinsk virkning. En elev af Sylvius var Otto Tachenius, en tysker, som 1644 slog sig ned i Italien; man skylder ham flere vigtige iagttagelser. Han 1 Sir M. Foster, Lectures on the history of physiology during the 16, 17 and 18th centuries, Cambridge 1901, p. 147. = u Men PN 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 77 har, i sin Hippocrates chemicus 1666, givet den første brugbare bestem- melse af begrebet salt, som forbindelse af syre og alkali, omnia salsa in duas dividuntur, in alcali nimirum et acidum; som exempel nævner han salmiak, af hvilket man kan faa saltsyre og flygtigt alkali, og som kan dannes ved at bringe disse to sammen. Med hensyn til saltene forøvrigt mente Tachenius, at de af asken af forskjellige slags planter udvundne, væsentligt af kaliumkarbonat bestaaende salte havde forskjellige egenskaber og virkninger alt efter plantens natur; han fremstillede de forskjellige plante- salte ved at udtrække den forkullede, istedetfor som ellers den fuldstæn- digt forbrændte plante, og saadanne salia Tacheniana blev optagne i farmakopøerne. Rigtigere bedømte han visse andre salte, saaledes ammo- niumacetatet, som han erkjendte i den af Augsburgerlægen Raymund Minderer i begyndelsen af det 17de aarh. indførte spiritus Mindereri. Ligeledes forstod han, at der ved forsæbningen foregaa dannelse af et salt, idet alkaliet forbinder sig med en syre, der indeholdes i fedtet; man havde tidligere troet, at det var fedtet i sin helhed, som forbandt sig med alkaliet, og Tachenius’ langt rigtigere opfatning blev i begyndelsen ikke aner- kjendt. Man skylder ogsaa Tachenius kjendskabet til flere reaktioner, f. ex. sublimatets forskjellige fældninger med det fixe og det flygtige alkali, og endelig har han meddelt den første nogenlunde rigtige kvantitative an- givelse i kemien, at blyet tiltager 1/10 af sin vægt, naar det gaar over til mønnie, og at denne giver den oprindelige vægt bly ved reduktion. Vægts- forøgelsen tilskrev han en 1 flammen af brændselet indeholdt syre, der absorberedes af blykalken. — Tachenius troede paa alkahest, og mente at have fundet denne 1 destillatet af kobberacetat, hvorved man faar en stærkere edikesyre end den sædvanlige edike. En samtidig af Sylvius var Johann Rudolph Glauber; han var født 1604 i Franken, og opholdt sig forskjellige steder, først i Tyskland og senere i Amsterdam, hvor han døde 1668, men om hans livsomstændig- heder er kun lidet nærmere kjendt. Hans virksomhed var ikke saa meget som hans samtidiges rettet paa medicinen; han var i hovedsagen kemiker, og vor videnskab har ham at takke for en mangfoldighed af tildels betyd- ningsfulde opdagelser. Fremstillingen af mineralsyrerne gjorde ved ham et stort fremskridt, idet han lærte at fremstille saltsyre og salpetersyre ved at ophede kogsalt eller salpeter med svovlsyre, istedetfor som før ved tør destillation med jernvitriol; samtidigt erholdt han de tilsvarende alkalisulfater, af hvilke navnlig natriumsulfatet, det efter ham benævnte glaubersalt eller sal mirabile, som han kaldte det, tildrog sig hans opmærksomhed og tillagdes megen medicinsk betydning. 78 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Af Glaubers mange andre undersøgelser er isærdeleshed hans ar- beider over metalkloriderne af vigtighed, idet han med en for den tid ganske enestaaende klarhed har opfattet disse forbindelsers virkelige natur. Da man pleiede at fremstille dem ved at destillere med sublimat, antog man, at de indeholdt kviksølv. Det var først Glauber, som paaviste urigtigheden heraf; naar man opheder en blanding af sublimat og svovl- antimon, siger han, saa vil den spiritus, der var forbunden med kviksølvet, forlade dette og angribe antimonet, hvorved dannes antimonsmør, som for- tættes i forlaget; antimonsmør er da ikke noget andet end antimonmetal- lets opløsning i spiritus salis, saltsyre. Det svovl, som før var sammen med antimonet, »konjungerer< sig med det friblevne kviksølv og frem- bringer zinnober, som afsætter sig paa retortens hals. For at godtgjøre rigtigheden af denne sin forklaring, paaviste han, at antimonsmøret lader sig fremstille uden at tage kviksølv til hjælp, blot ved at opløse antimon- oxyd (flores antimonii) i saltsyre; og ved at opløse andre metaller eller deres kalke (oxyder) i saltsyre fremstillede han flere andre klorider, saa- ledes af zink (zinksmer) og af arsen (den etsende arsenikolie). Om zink- smøret, oleum lapidis calaminaris, siger han, at den er »nicht sonderlich corrosivisch, denn der spiritus salis hat sich an den Galmey matt gefressen und also seine Schårfe dadurch verloren<. Glauber er den første, som har havt et mere almindeligt gjennem- ført begreb om, hvad man senere kaldte affiniteten, om han end ikke selv benytter dette udtryk. I novi furni philosophici, 1648, taler han om at fremstille ammoniak af salmiak. Man bruger dertil, siger han, alkali, kalk eller zinkoxyd, men man kan ikke benytte hvilketsomhelst andet, som sand o. dsl., der er ganske uden virkning. Processen beror derpaa, at zinkoxydet har den natur, at det elsker alle syrer og igjen elskes af disse; naar det derfor optager den i salmiaken indeholte syre (sal acidum, salt- syren), vil ammoniaken (sal volatile) blive sat i frihed. Glauber havde en udpræget interesse for den tekniske kemi, og man skylder ham adskillige fremskridt i salpeterfabrikation, glastilvirkning, farveri o. l. Han fandt, at hans fædreland altfor lidet udnyttede sine naturlige hjælpekilder og raastoffer, og søgte i et værk paa seks bind, Teutschlands Wohlfart, 1656—1661!, at henlede sine landsmænds opmærksomhed her- paa. Han forbedrede ogsaa fremstillingen af de kemiske præparater, der havde medicinsk anvendelse, og indførte ved det kemiske arbeide nye apparater, saaledes bl. a. sikkerhedsrøret, der dog først senere kom i I I dette skrift finder man bl. a. første gang omtalt kaliumpermanganat; naar brunsten smeltes med kalihydrat, dannes en grøn opløsning, der gaar over til rød. — OG PET" 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 79 mere almindelig brug. — Han skrev paa tysk, men flere af hans værker har latinsk titel. Ellers troede han paa metalforvandling, aurum potabile og alkahest, hvilket sidste han tilskrev stor lægekraft, men hvis fremstilling han holdt hemmelig, for at man »ikke skulde bruge den til et yppigt, hoffærdigt og gudløst liv, den arme menneskeslægt til skade og fordærve. Han holdt paa Paracelsus" meninger og polemiserede imod lægerne af den ældre skole. Som det vil sees, gjorde kemien i det tidsrum, hvis mere fremtrædende mænd vi nu har betragtet, en række betydelige fremskridt. Den kemiske forbindelses begreb blev væsentligt opklaret, og man lærte sammensæt- ningen af de vigtigste salte og metalforbindelser nærmere at kjende. Ogsaa det for hele den kemiske opfatning saa vigtige spørgsmaal om metal- oxydernes (metaikalkenes) natur, hvis endelige løsning vistnok tilhører en senere tid, blev nu gjenstand for et arbeide, som bragte ind et væsentligt nyt moment. Spørgsmaalet havde allerede tidligere interesseret de italienske - polyhistorer, Scaliger (1484—1558) og Cardanus (1501—1576). Sca- liger mente, at de luftpartikler, som havde været indesluttede i metallet, blev fortærede, og at kalken derved blev specifik tungere, medens Car- danus antog, at blyets vægtsforøgelse ved forkalkningen skyldtes en undvigen af den himmelske varme, hvem de regulinske metaller skyldte sit liv — en antagelse, der er en forløber for den i det 18de aarh. alminde- ligt herskende lære om flogiston. Van Helmonts samtidige, den franske læge Jean Rey, blev ved en forespørgsel fra en apotheker foranlediget til (1630) at udføre et arbeide om vægtsforøgelsen ved kalcination af bly og tin. Gjennem en fortrinligt udført undersøgelse kom han til et ganske andet resultat end sine for- gjængere, at der ikke gik noget bort ved forkalkningen, men tvertimod kom noget til. Vaegtsforogelsen fandt han skyldtes luften, der trænger ind, og Rey er den første, som har udtalt dette; dog forstod han ikke, det var selve metallet, som optog luften; han mente, at luften blev op- taget af metalkalken og virkede til at gjøre denne tungere, paa lignende maade som vand kan optages af sand og bevirke vægtsforøgelse. Han paaviste udførligt, at vægtsforøgelsen ikke hidrørte fra kullene eller brænd- selet, eller fra nogen absorption af fugtighed og dsl., og godtgjorde dette experimentelt, idet han kalcinerede antimon ved hjælp af brændglas og fandt, at det tiltog i vægt. Han paaviste ogsaa, at tinnets vægtsforøgelse kun gaar til en vis grad og, naar denne er naaet, ikke kan drives videre, idet kalken da er mættet med lutt. 80 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Man begyndte nu at komme saa langt frem i kemien, at man kunde stille sig rent videnskabelige opgaver, der var uafhængige af medicinen. Kemien ophører nu hovedsagelig at være et hjælpemiddel for medicinen}, skiller sig fra den og gaar sin udvikling som selvstændig videnskab imøde. Med den stedse tiltagende anvendelse af kemiske præparater som lægemidler gik disses tilberedning, der oprindeligt var bleven besørget af lægerne selv, efterhaanden over til apothekerne. Antallet af apotheker tiltog og farmacien udvikledes. I det 16de aarh. og navnlig 1 dets sidste del var der bleven oprettet mange apotheker rundt om i Europa?, og der var udkommet farmakopøer samt taxter og forordninger angaaende apothe- kerne. Man finder saaledes i keiser Karl V's bekjendte lovbog af 1533, constitutio criminalis carolina, adskillige bestemmelser om salg af giftige stoffer, forfalskninger, misbrug o. l. Af de mere bekjendte gamle farma- kopøer er at nævne det for Niirnberg 1555 udgivne dispensatorium pharma- corum omnium, af Valerius Cordus?; men i denne saavelsom den for Paris gjældende codex medicamentarius (1590 og 1615) og overhovedet de ældre farmakopøer var de kemiske præparater kun i ringe grad optagne. Men ud i det 17de aarh. begyndte farmakopøerne ved siden af de gale- niske ogsaa at optage de kemiske lægemidler, saaledes f. ex. Leydens farmakopø 1638, Londons 1650 og Kjøbenhavns 1658, og der blev nu ved apothekernes visitation ogsaa taget hensyn til disse, om end kemiske reagentser endnu kun sjelden anvendtes. Saavel i det 16de som i det 17de aarh. udkom ogsaa flere skrifter om apothekervisitationen, bl. a. 1672 og 1673 af Thomas Bartholin* (1616—1680), professor ved Kjøben- havns universitet. ! Ved universiteterne var kemien altid bleven foredraget af de medicinske professorer. Den første selvstændige lærestol i kemi blev oprettet i Paris, ved jardin du roi (j. des plantes), hvor skotlænderen Davisson indkaldtes 1606. Det er betegnende for den mangel paa agtelse, man endnu havde for experimentet, at der foruden professoren ansattes en demonstrator, som efterat professoren havde sluttet forelæsningen, udførte de tilhørende forsøg. — I Tyskland blev kemien først foredraget som selvstændigt fag i Marburg, af Johann Hartmann (1568—1631); i Jena blev 1629 Werner Rol- fink den første professor 1 kemi. ? I de nordiske lande var der apotheker i Kjøbenhavn 1514, i Stockholm 1550, i Bergen 1588, i Christiania 1628. 3 Valerius Cordus kjendte fremstillingen af æther, men forskriften blev ikke offentlig- gjort før efter hans død (1544); ætheren blev under navnet oleum vitrioli dulce verum optaget i de følgende udgaver af hans farmakopø. * Dennnes yngre bror, Erasmus Bartholin, ligeledes professor i Kjøbenhavn, har først beskrevet den islandske kalkspat og dens dobbeltbrydning (1669). £905. No. 7, FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 81 Følgerne af at apothekerne var begyndt at beskjæftige sig med frem- stillingen af de kemiske præparater og med kemiske arbeider overhovedet, viste sig snart, og fra midten af det 17de aarh. udgik, som vi senere vil se, fra farmaciens skole en hel del kemikere, der maa regnes blandt de betydeligste for sin tid. Medens kemien i løbet af det nu betragtede tidsrum efterhaanden skilte sig ud fra medicinen, formaaede den dog endnu ikke at frigjøre sig fra alkemien. Denne havde tvertimod en rig blomstring i denne tid, og selv de lærdeste mænd troede paa den. Libau var alkemist og fuldt over- bevist om muligheden af metalforvandlingen. Selv van Helmont, der dog var saa langt forud for sin tid i opfatningen af metalforbindelsernes natur, var en fuldttroende alkemist og saa begeistret for alkemien, at han den til ære opkaldte sin søn, Franz Mercurius. Han paastod selv at have udført en metalforvandling ved hjælp af et pulver, han havde faaet af en fremmed alkemist; i 1618 havde han, i sit eget hus, uden at den fremmede var tilstede og under iagttagelse af enhver tænkelig kontrol og forsigtighed, ved hjælp af 1/4 gran tinktur forvandlet 8 unzer kviksølv til ganske rent guld. Og lignende beretninger har man fra andre anseede mænd, hvis ærlighed ialfald er hævet over enhver tvivl; saaledes for- tæller prinsen af Oraniens livlæge, dr. Helvetius, der længe ikke havde villet tro paa metalforvandlingen, at han var bleven aldeles over- bevist, da han 1667 ved hjælp af en prøve tinktur, der ikke var større end et frøkorn, selv forvandlede 6 drakmer bly til rent guld, der blev undersøgt af myntguardeinen og bestod enhver prøve. Helvetius havde, ligesom van Helmont og alle andre, om hvem lignende berettes, mod- taget tinkturen af en fremmed ubekjendt person. Baade Glauber og Sylvius troede fuldt og fast paa metalforvandlingen. Den lærde dr. Joachim Tancke (1557—1609), professor i Leipzig, stillede endog for- slag om, at der ved universiteterne skulde ansættes særegne professorer i alkemien, der skulde fortolke Geber og Lullus ligesom juristerne læste over corpus juris. Der blev præget mynter! og medaljer af alkemistisk guld, og ved udtalelser af domstolene blev metalforvandlingen anseet juri- disk bevist. Af mere anseede kemikere var der kun nogle faa, som tvivlede, saa- ledes Rolfink, der erklærede det hele for blendværk, samt Sala og 1 Det er en misforstaaelse, naar Gmelin og Kopp har ment, at Christian IV's brilledukater fra 1647 er alkemistiske med indskriften vide mira domi{ni] (se hvilket herrens under). Dukaterne er af norsk guld, og indskriften vide mira domi (se hvilket under hjemme) hentyder til, at guldet er fra kongens lande. Vid.-Selsk. Skrifter. I. M-N. KI. 1905. No. 7. 6 83 TH, HIORTDAHL. M.-N; Kl Tachenius. Den lærde jesuit Athanasius Kircher (1601—8o), pro- fessor i Würzburg, senere i Rom, advarer ogsaa mod alkemien i sin mundus subterraneus; om det maaske kan teenkes, siger han, at man engang kan komme til at udføre metalforvandlingen, er der dog ialfald ingen, som virkelig har gjort det: alchymia scibilis est, non tamen adhuc scitur. Pariserlægen Dominique Duclos (1597—1684), der havde været ivrig alkemist, brændte siden alle sine bøger og manuskripter for ikke at narre flere til at kaste tiden bort ved saa tom og ørkesløs stræben. Men disse enkelte kunde ikke dæmme op mod strømmen af den almindelige mening, der ogsaa havde næsten alle autoriteterne for sig. Alle mennesker vilde gjøre guld, fallerede handelsmænd og en maengde forulykkede eller tvivlsomme existentser slog sig paa kunsten, og der vrim- lede af alkemister, som der dels holdt sig i de store byer, hvor de nar- rede lettroende tilreisende!, og dels — som alkemisterne til alle tider havde pleiet — flakkede om fra det ene sted til det andet. Der var mange, som søgte til hofferne og reiste fra den ene fyrste eller stormand til den anden. Disse blev da ofte grundigt bedragne, saaledes Cosmo I af Medici, storhertug i Toskana (1537—74), der lod sig narre af en om- streifer ved et kneb, der fuldstændigt er et sidestykke til (om ikke forbil- lede for) Holbergs bekjendte komedie, det arabiske pulver?. Andre 1 En fransk adelsmand, Denis Zacchaire, der var født 1510, lod sig narre den ene gang efter den anden. Engang lod han opfilet guld koge med brændevin et helt aar, men da tiden var gaaet, saaes ingen forandring paa guldet, og det var ikke istand til at meddele uædle metaller sine egenskaber. Tilslut havde han næsten gjort ende paa sin arv, han havde blot 800 daler igjen og med dem reiste han til Paris; her faldt han i hænderne paa en græker, som kunde forvandle zinnober til sølv. Til forsøget skulde bruges noget sølv og han kjøbte ind 3 mark. Da alt var smeltet sammen, fandt han de 3 mark sølv igjen, men lod sig indbilde, at dette sølv var fremkommet af zinnoberet, idet det tilsatte sølv var forflygtiget. Han blev endelig 1556 i nærheden af Køln dræbt og udplyndret af folk, som troede, at han var i besiddelse af tinkturen. En med sagkyndighed skrevet og tillige meget morsom samtidig skildring af alke- misterne i de store byer, deres bedragerier og ofrenes lettroenhed er indeholdt i Ben Jonsons 5-akts lystspil the alchemist, der er skrevet 1610. Man har ment, at hoved- personen Subtle og hans famulus Face sigter til englænderen John Dee (1527— 1607), en i kabbala og magi vel bevandret mathematiker, samt hans ledsager alkemisten Kelley, der maatte forlade England paa grund af bedragerier, og i 1585 kom til Prag, hvor keiser Rudolf II i begyndelsen var meget naadig mod ham, men senere; da han ikke lærte hemmeligheden fra sig, holdt ham i fængsel. Ogsaa den kinesiske literatur har en skildring af alkemistiske bedragerier; den indeholdes i en novellesamling fra Ming-dynastiets tid, og det væsentligste af indholdet findes gjengivet i W. Grubes Geschichte der chinesischen Litteratur, Leipzig 1902, P. 446— 49. ? En Daniel fra Siebenbürgen, der nedsatte sig som læge i Toskana, brugte for næsten alle sygdomme et præparat, usufur, som han selv havde tilberedt og indfort hos apo- thekerne. Han var tillige alkemist og fik adgang til storhertugen, hvem han lærte at fremstille rent guld; blandt de ingredientser, som benyttedes, var naturligvis ogsaa 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 83 kneb, der brugtes, var rene taskenspillerkunster, digler med dobbelt bund og guld i mellemrummet; eller man amalgamerede rent guld, saa det ud- vendigt fik farve som sølv, og ophedede det, saa kviksølvet atter fordam- Dede o. s. v.! Blandt de mange fyrster, som interesserede sig for alkemien, kan nævnes keiserne Rudolf II (1576—1612), den tyske Hermes Trisme- gist, som han kaldtes, og Ferdinand III (1637—1657); videre kurfyrst August af Sachsen (1533—86) og hans efterfølger Christian II, samt hertug Friedrich af Wirttemberg (1557—1608), der for at tilfredsstille sin lyst til alkemistiske forsøg paalagde saa store skatter, at der flere gange blev gjort indsigelser. De norsk-danske konger Fredrik II, Christian IV og Fredrik III havde ogsaa megen interesse for alkemi, og isærdeleshed var den sidste meget ivrig og satte mange penge til; deres hofalkemister var Kaspar Harbach samt italieneren Borri?. Men hovedsageligt var det ved de tyske hoffer omkring midten af det 17de aarh., da finantserne efter trediveaarskrigen var i uorden, at alkemisterne var velseede. å De omstreifende alkemister, som var heldige, fik store belønninger og adelige titler; Rudolf II adlede en omreisende barbersvend Miller under navnet von Millenfels, og Ferdinand IIT udnævnte en Richthausen, der 1648 i hans paasyn havde forvandlet 2'/2 pund kvikselv til rent guld, til friherre af Chaos. Men naar alkemisternes bedragerier blev opdagede, da gik det dem ogsaa ilde; hertug Julius af Braunschweig-Wolfenbiittel (1568—89) lod folk, som i lange tider havde staaet i høi gunst hos ham, lide den gru- somste dødsstraf med gloende tænger, partering og alt tidens barbariske tilbehør. Den almindelige straf for overbeviste alkemister var dog den forgyldte galge; delinkventen maatte bære en med bladguld besat dragt, og straffen blev undertiden skjærpet ved haanende indskrifter, som op- sloges paa galgen?. usufur. Da forsøgene lykkedes godt, fik Daniel udbetalt 20000 dukater, hvorpaa han drog til Frankrige, medens storhertugen, da han hos apothekerne vilde forsyne sig med mere usufur, fik mærke, at præparatet nu havde tabt sin kraft. ! En del nærmere oplysninger om alkemistiske kneb indeholdes i Fr. Geoffroys af- handling Des supercheries concernant la pierre philosophale 1722. 2 Joseph Borri (Burrhus) var født i Milano 1627; for at undgaa inkvisitionen maatte han flygte til udlandet, hvor han bl. a. i Hamburg underviste den svenske dronning Christina i alkemi og hemmelige videnskaber; fra 1665 til 1670 opholdt han sig i Danmark, men siden blev han paagrebet og udleveret til Rom, hvor han holdtes fængslet til sin død 1695. 3 F, ex.: Ich war zwar, wie Mercurius wird fix gemacht, bedacht; Doch hat sich's umgekehrt und ich bin fix gemacht. 84 TH. HIORTDAHL. M.-N. Kl. Det var overhovedet langtfra uden fare for alkemisterne at komme i de stores nærhed. Kurfyrst August af Sachsen havde David Beuther I sin tjeneste som alkemist. Beuther gik for at kjende transmutationens hemmelighed, men han vilde ikke ud med den, og da han derhos havde vist sig forsømmelig i kurfyrstens tjeneste, blev han stillet for retten i Leipzig. I dommen, der faldt 1580, udtaltes, at Beuther var at anse som overbevist om at kjende hemmeligheden om de vises sten; han skulde ved tortur tvinges til at meddele den, og endvidere piskes, miste to fingre og holdes i livsvarigt fængsel. Han undgik torturen ved at aflægge løfte om at meddele hemmeligheden, men dræbte sig ved en hurtigt virkende gift. — En skotlænder ved navn Seton, der gik for at være adept, blev fængslet af kurfyrst Christian II i Dresden og, da han udholdt torturen uden at meddele noget, dømt til livsvarigt haardt fængsel. En polsk adelsmand Sendi vogius, der stod i gunst hos kurfyrsten, hjalp ham til at flygte, og de undkom begge til Krakau, hvor Seton døde 1604 som følge af den udstaaede mishandling. Sendivogius, der af Seton vel ikke havde faaet oplysning om hemmeligheden, men dog en prøve af tinkturen, reiste med denne til Prag, hvor Rudolf II personligt udførte en transmutation. Derefter fulgte Sendivogius en indbydelse fra hertug Friedrich af Wirttemberg, der modtog ham vel. Den før nævnte von Miillenfels, der var i hertugens tjeneste som hofalkemist, bestjal ham imidlertid, og fik af hertugen rigelig belønning for de kunster, han udførte ved hjælp af den stjaalne tinktur. Sendivogius fik dog senere anled- ning til at oplyse sammenhængen, og von Miillenfels endte 1 den for- gyldte galge. Indtil begyndelsen af det 17de aarh. havde alkemisterne mest arbeidet alene og ikke gjerne meddelt sig til andre, idet man — som allerede nævnt — skulde holde kunsten hemmelig og ansaa det syndigt at med- dele den til nogen. Men paa den tid begyndte de at slutte sig sammen og danne alkemistiske selskaber og foreninger. Der havde vistnok allerede i det 16de aarh. været en hermetisk forening i Paris, og en lignende, det s. k. collegium rosianum, fandtes i Sydfrankrige i begyndelsen af det 17de aarh.; men det mest bekjendte var dog Rosenkreuzernes selskab, frater- nitas roseæ crucis, der synes at være opstaaet i de første aar af det 17de aarh.; det havde vel fra begyndelsen af neppe nogen bestemtere organi- sation, men i løbet af endel aar fik det mange medlemmer over hele Europa, ikke blot de egentlige alkemister, men ogsaa andre, især prester og læger. Det alkemistiske selskab i Nürnberg, hvor Leibnitz 1666 og 67 var sekretær, synes at have hørt under Rosenkreuzerne. De har vel 1905. No. 7. FREMSTILLING AF KEMIENS HISTORIE. 85 neppe ovet nogen anden indflydelse paa alkemien end at bringe ind i den endnu mere mystik end der allerede for var. Høidepunktet i blanding af mystik og alkemi naaedes, da den religiøse sværmer, Jacob Böhme, skomageren i Gørlitz (1575—1624) og hans til- hængere begyndte at benytte alkemistiske udtryk for at betegne religiøse begreber. I deres mystisk-theologiske skrifter betyder de vises sten om- vendelse og saliggjørelse, den ovn af ler, hvori stenen tilberedes, er menneskets jordiske legeme, den grønne løve er løven af Davids stamme o. s. v.; uden at kjende disse udtryk skal det være umuligt at forstaa mange af de s. k. alkemistiske traktater lra det 17de aarh., der slet ikke handler om alkemi, men kun om theologisk mystik. Trykningen af alkemistiske boger begyndte temmelig tidligt; den la- tinske Gebers skrifter udkom første gang i Rom 1473, 1541 udkom i Nürnberg et volumen tractatuum scriptorum rariorum de alchymial, 1572 i Basel bl. a. artis chemicæ principes, der foruden Geber ogsaa indeholder skriftet de anima, 1573 i Padua Demokrit, Synesios, Stephanus o. fl. i latinsk oversættelse af Domenico Pizimento, 1602 i Franfurt theatrum chemicum, ligeledes en samling latinske oversættelser af gamle alkemister?. I det 17de aarh. udkom der en stor mængde alkemistiske skrifter, og i aarhundredets ferste halvdel vrimlede det ligefrem af saadanne; de er til- dels anonyme, og meget ofte er flere forskjellige skrifter samlede og ud- givne underet. Saadanne samlinger har da gjerne i titelen en angivelse af de indeholdte skrifters antal, f. ex. Mercurii zweifacher Schlangenstab, Drei- fache chimische Fackel den wahren Weg zu d. edlen Chimikunst bescheinend, Quadratum alchymisticum, alchymistisches Siebengestirn o. s. v. Andre titler paa deslige samlinger hentyder til, at man kan vælge eller udtrække en af de indeholdte afhandlinger, saaledes gynæceum chemicum (harem) eller Chemischer Gliickshafen (lotteri. Ved siden af titler, der ligefrem angiver indholdet — de metallorum transmutatione, transmutatio Veneris in solem, Chymischer Wegweiser o. s. v. — forekommer en broget mang- foldighed af de mest forskjellige titler, som Schatzkammer der Natur, Le tombeau de la pauvreté, Eröffnung der Thure des königlichen Palastes, aperta arca arcanorum arcani artificiosissimi, Baum des Lebens, phoenix candida — lige op til de aller barokkeste bogtitler som Kinderbett des ! Deriblandt den s. k. tabula smaragdina. Der berettes, at Alexander den store paa sit tog til Ægypten lod aabne Hermes Trismegists grav, og at man i denne fandt indgravet paa en smaragd et skrift, der indeholdt nøglen til metalforvandlingens hemmelighed. Skriftet, som er paa latin, ganske kort, men overmaade dunkelt, stod i lange tider i høi anseelse og blev gjentagende kommenteret. 2 Til disse samlinger slutter sig det af genferlægen Manget 1702 udgivne bibliotheca chemica curiosa, Steins der Weisen eller Philosophische Jägerlust und Nymphenfang. Alt dette er blot stikordene i titlerne: selve disse er, som brug var endnu langt ud i det 18de aarh., meget lange og vidtloftige! og indeholder ikke sjelden udfald mod anderledestænkende*. Ogsaa poetiske alkemistiske skrifter forekommer ikke saa sjeldent, f. ex. la table d’Hermes expliquée par sonnets (Paris 1620), og mangfoldige af skrifterne er udstyrede med høitravende reklamer og dedikationer. En stor del, antageligt vel den største del af denne slags skrifter, er forfattet af Rosenkreuzere, adelsmænd. prester og andre, der drev alkemi uden at være i besiddelse af dybere kemiske kundskaber; de egentlige kemikere, ialfald de mere fremtrædende af det 17de aarh.s kemikere, har — om de end, som f. ex. Becher, ikke helt er udenfor — kun en mindre andel i denne literatur. I F. ex.: Hortulus olympicus aureolus, das ist, Ein himmlisches, güldenes hermetisches Lust-Gårtlein, von alten und neuen Philosophis gepflantzet und gezielet, darinn zu finden, wie die Cölestivische, Edle, Hochgebenedeyte Schwelross und Scharlachbaum des Car- funckelsteins zu brechen sey. Frankfurt a. M. 1608. 2 F. ex.: Grosse Herzstårkung för die Chymisten, nebst einer Dose voll gutes Niesepulver fir den unkundigen Widersprecher der Verwandlungskunst der Metalle, im Kloster zu Oderberg seit Anno 1426 aufbehalten. Trykt 2den marts 1906. 16 ny FR nee V MN, ul Ay Dent’ lu al (PT iii 4852 å NA fart UN SA Tease Meno NAME Lo va