HARVARD UNIVERSITY 


ml] 
JES 


LIBRARY 


OF THE 


Museum of Comparative Zoology 


12 
ger 2 =z 
ss eter 


Fr K 


i DT ' AR | (el 


TIDSSKRIFT 


FOR 


POPULÆRE FREMSTILLINGER 


AF 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET AF 


C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 
FJERDE RÆKKE. 


ÅNDET BIND. 


MED 3 TAVLER OG TRÆSNIT INDTRYKTE I TEXTEN. 


KJØBENHAVN. 


PEGSPEFEJPSENS FOR LÆG: 


- THIELES BOGTRYKKERI. 


1870. 


AF NERE eet 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET 


DERE 
FF Ka RSD RL Le 
£ 5 SÅ Km 
E IDS d KRIE I - 
POPULÆRE FREMSTILLINGER re EN 
| " MAN 10 194 2 


AF 


C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 


FJERDE RÆKKE. 


ANDET BINDS FØRSTE HEFTE, 


KJØBENHAVN. Re 


Pe PHILIPSENS FORLAG. 
THIELES BOGTRYKKERI. 


1870. 


7. G. Shilipfens Tee Ea 


AMS NANNA BESES re TE 


MUN DTERSE Tidsfhrift 


de nyejte HteirebeteiD er 


for 
Skildringer af Naturen, Folkeliv, mærkelige Begivenheder m. m. 


Udgivet under Ledelfe af Cabitain i Søetaten $. É, Turen. 


Uargangen 1869 
med 76 fortrinlige og tildeels meget ftore Billeder og flere Kort. 


Uf Presjeng eenftemmig anerfjendende Dom om dette TidstÉrift anføres 
fun følgende: 

(,Berl. Tid.”) ,,Samtidig med, at der opbydes Alt for "paa eengang 
at gjøre Terten livlig, underholdende og belærende, lægges der iffe mindre 
Bægt vaa Slluftrationerne end hidtil. I faa Henjeende ville vi blot minde om 
de fortrinlige Afbildninger i Mages Heife fra Senegal til Niger, og i 
Catlins Udflugt til Sndianerftammerne, [amt om Guftave Dorés jnart 
idylliffe og jnart romantiffe Skizger til Darvilliers Retje i Spanien, Der 
er fort jagt her bande ved Indhold og Afbildninger ydet jaa meget Smuft 
og gortrinligt og det for en forholdsvis yderft billig Priis, at vi paa det 
Bedfte funne anbefale den nu affluttede Aargang. 

(Det norffe ,,Morgenblad”.) ,,De flefte Artikler ere ledjagede af ganfee 
fortræffelige Træfnit, i hvilfen Henfeende det ftore Format og fmutfe 
Papir tillade ogfaa at bringe jaadanne Tegninger fom f. Ex. nogle af de ypper- 
lige Billeder fra Japan og Guftave Dorés mefterlige Tegninger fra Spanien. 
Et Bind af dette TidsfÉrift vil derfor danne et virkeligt Øragtværk, 09 
den danffe Boghandel har re af at funne præftere et i typografiff og fonfi= 
neriff Henjeende jaa tilfredsftilende Værk for en Briis af hidt over 4 SÉ. 
norff pr. Ari.” 


É 


Hver Maaned udgaaer et Hefte i ftort Kvartformat, jmuft tryft paa 
BVelinpapir og rigelig iMuftveret med fmuffe og værdifulde Billeder i ftort 
gormat. Subffriptionsprifjen er 40 Sf. for hvert Hefte. argangen 1869 
med 76 tildeels ftore Billeder faaes indbunden i fmuft Omflag for 5 Roll. 
Subffriptionen er bindende for en Aargang eller 12 Hefter og modtages i alle 
Boglader famt hos Forlæggeren. 

Uf argangen for 1870 ev de tre førfte Hefter udfommne. 

Paa mogle faa Cremplarer nær er førfte Margang udfolgt. 


&, id 


Tidsskr. f. pop. Fremst. af Naturv. Tavle Il. 


Ildkuglen ved Knyahinya (Ungarn) 
den de Juni 1866. 


e d ØRE 2 MAR 16 1942 ) 
Om Meteoriterne ER kr 
og nogle i de senere Åar iagttagne Meteorfald=). 


Af F. Johnstrup. 
(Hermed Tavle I ) 


KR iaanden som man lærer de fysiske og kemiske 
Forhold ved vor Jordklode bedre at kjende, er det na- 
turligt, at Opmærksomheden henledes mere end tidligere 
ogsaa paa Legemerne udenfor denne, de større saavelsom 
de mindre, og de derhen hørende Undersøgelser ere fore- 
tagne paa to meget forskjellige Maader. Ved Hjælp af 
Spektralanalysen%%) er det lykkedes at bestemme, 
hvorvidt adskillige Grundstoffer, der ere kjendte her paa 
Jorden, ogsaa findes selv paa de fjerneste Himmellege- 
mer, saavelsom i hvilken Tilstandsform de der fore- 
komme. Den anden Maade, hvorpaa vi kunne lære 
de kosmiske Legemers Beskaffenhed at kjende, er ved 
Hjælp af Meteorstenene, der uagtet deres Liden- 
hed dog nærmest maa ansees for at være selvstændige 
Kloder eller, hvad der i en vis Henseende kommer ud 
paa det samme, i det mindste Brudstykker af saadanne. 
Den sidste Undersøgelse hviler naturligvis paa et langt 


”) Et populært Foredrag holdt i den naturhistoriske Forening i 
April 1869. 

”) Se dette Tidsskrift 2den Række 3die Bind. S. 279. 

Fjerde Række. Il. ik: 


2 


sikkrere Grundlag end Spektralanalysen, da man her er 
istand til ved den kemiske Analyse at bestemme alle 
Bestanddelene i disse Legemer baade kvalitativt og kvan- 
titativt samt de deri forekommende Grundstoffers Sam- 
mensætningsmaade, og derved anstille en umiddelbar Sam- 
menligning med de tilsvarende Mineralier, der findes her 
paa Jorden. | 

Kjendskabet til Meteorstenene (Meteoriterne) er ikke 
nyt; thi allerede i Oldtiden vidste man, at der af og til 
faldt Stene ned gjennem Luften, undertiden endog i en 
saadan Mængde, at det næsten kunde kaldes en Sten- 
regn, og paa Grund af-det usædvanlige i denne deres 
Fremtræden sattes Fantasien derved let i Bevægelse, og 
man saa deri et overnaturligt Fænomen. Da man nu i 
det hele taget dengang var tilbøjelig til at betragte Him- 
mellegemerne som guddommelige Væsener, var det ganske 
naturligt, at slige »nedfaldne Stjerner«, som man antog 
Meteorstenene for at være, tillagdes en guddommelig Op- 
rindelse, hvorfor de ogsaa opbevaredes og tilbades i 
Templerne som Helligdomme, da man mente, at de maatte 
være besjælede af en eller anden Guddom. Man hen- 
vendte sig til disse saakaldte Bætylier for at faa 
Orakelsvar +), og afbildede dem i Forbindelse med en 
Stjerne paa Mynter som Attribut for en Gud eller Gud- 
inde, f. Ex. Gudinden Astarte, der ifølge Sagnet »skal 
have optaget en Stjerne, som var falden ned fra Himlen 
et Sted i Phønicien og derpaa holdtes hellig i Tyrus«%+). 


”) F. Muinter. Sammenligning mellem de Gamies Bætylier og de 
i nyere Tider fra Himlen nedfaldne Stene. Vidsk. Selsk. Skr. for 
Aar 1803 02:4.:—.111:B.;S. 113. 

”) L, Muller, Hermes-Stavens Oprindelse. . Vidsk. Selsk. Sk. V 
Række. Hist. og phil. Afd. III Bd. S. 173. 


3 


Alle Beskrivelser af Bætylierne hos de Gamle passe 
fuldkommen paa Meteorstenene baade i Henseende til 
deres Størrelse, Form og Farve, og selv den hellige 
Sten i Kaabaen i Mekka formodes at være en Meteorit. 
Til denne knytter sig nemlig det Sagn, at den skal være 
falden ned fra Himlen som en ildrød' Rubin, men være 
bleven sort ved Menneskenes Synder, medens det efter 
et andet Sagn er Englen Gabriel, der har bragt den ned 
fra Himlen. I ethvert Tilfælde er det værd at lægge 
Mærke til, at begge Angivelser om Stenens Herkomst, og 
især den første, godt kunne tyde paa en meteorisk Op- 
rindelse. 

Det er ikke blot i Oldtiden og igjennem Middelal- 
deren, men endog senere, at man holdt fast ved Tradi- 
tionerne om de enkelte Meteorfald, men i det 18de Åar- 
hundrede, da Naturvidenskaberne fortrængte tidligere Tiders 
Mysticisme, laa det nær at betvivle Rigtigheden af et saa 
usædvanligt og efter Datidens Anskuelser naturstridigt 
Fænomen, som en Stenregn. Det blev endog ligefrem 
… anseet for Daarskab at ville tillægge slige Fostere af en 
vild Fantasi den mindste Betydning, og paa mange Ste- 
der, hvor man hidtil havde opbevaret slige Stene, fryg- 
tede man nu for at blive gjort latterlig ved at gjemme 
paa saadanne intetsigende Gjenstande. Følgen deraf var, 
at mangfoldige Meteorstene, hvorom man havde sikkre" 
historiske Meddelelser, bleve bortkastede, og det er mu- 
ligt, at de to Meteorstene, som opbevaredes her i Kjø- 
benhavn fra Meteorfaldet d. 30 Marts 1654 i Fyen, ere 
gaaede samme Vej; i ethvert Tilfælde have de længe 
været sporløst forsvundne, og ved den med Museernes 
Forening følgende Oprydning er det hidtil ikke lykkedes 


at finde dem. 
17 


+ 


Det er i højeste Grad paafaldende, at man i den 
nævnte Periode ikke havde Øje for Overensstemmelserne 
i alle disse Stenes Bestanddele og Udseende, eller tænkte 
sig Muligheden af, at det dog maaske kunde forholde sig 
rigtig med deres ejendommelige, om end noget gaade- 
fulde Herkomst. 

Da Fysikeren Chladni i Aaret 1794 udgav sit 
navnkundige Arbejde om »Ild-Meteorerne«, hvori han 
godtgjorde imod de dengang herskende Anskuelser, 1) at 
Meteorstenene ofte vare sete falde ned fra Him- 
len, 2) at de vare identiske med Ildkugler, og 
3)at de stammede fra Verdensrummet, altsaa vare 
af kosmisk Oprindelse og aldeles fremmede for vor Jord 
og Atmosfære, blev han udleet af de fieste af Datidens 
Naturforskere, der ikke engang ansåa det for Umagen 
værd at gjendrive saa intetsigende Paastande. Der hen- 
gik et Decennium, førend hans Theori begyndte at finde 
almindelig Anerkjendelse, og det vilde neppe engang være 
skeet saa hurtig, hvis der ikke heldigvis i Aaret 1803 var 
indtruffet et betydeligt Meteorfald paa omtrent 2000 Stene 
ved P”Aigle i Frankrig,' hvor det ikke var muligt at be- 
tvivle Rigtigheden, da Fænomenet var iagttaget under 
gunstige Forhold af en Mængde paalidelige Personer. 
Fra dette Øjeblik kunde man ikke længere skyde Meteo- 
riterne fra sig som rent Hjernespind, og i ethvert af de 
derpaa følgende Aar har man faaet yderligere Bekræftelse 
paa Rigtigheden af Chladnis Theori, hvorfor der nu 
ogsaa i alle større Museer samles paa Meteoriter, hvilket 
for Øjeblikket er nærved at blive til en Modesag, skjøndt 
af en noget kostbar Beskaffenhed. 

Hvad der meget bidrog til, at man i en saa sildig 
og oplyst Tid kunde tvivle om deres Tilværelse og Op- 


3) 


rindelse, var, at Fænomenet er overordenlig kortvarigt, 
fremtræder uden mindste Varsel og var dengang kun 
seet af faa, der ikke sjelden gave overdrevne og falske Be- 
retninger om hvad de havde seet. Med den stigende Kultur 
og Oplysning hos Flertallet af Befolkningen betragtes nu 
slige Naturfænomener med større Ro og Opmærksomhed 
end tidligere, da Overtroen og Frygten for det over- 
naturlige ligesom blændede og forvirrede Iagttageren. 
Det er derved blevet muligt for Naturforskeren, i hvis 
Lod det næsten aldrig falder selv at studere Fæno- 
menet, at kunne indsamle hos Øjevidner en Mængde 
paalidelige Kjendsgjerninger, der ved at sammenstilles 
med tidligere mere og mere belyse alt, hvad der ved- 
rører Meteorstenenes Bevægelse igjennem Atmosfæren. 

Førend jeg gaaer over til at give en Fremstilling af 
nogle under heldige Omstændigheder indtrufne Meteor- 
fald i de senere Aar og de derved indvundne Resultater, 
maa jeg give en kort Oversigt over Meteorstenenes Be- 
skaffenhed, uagtet jeg derved kommer til at gjentage 
noget af, hvad der alt tidligere er meddelt i dette 
Tidsskrift af Forchhammer”), hvortil Anledningen den- 
gang nærmest var tvende i Grønland fundne Stykker 
Meteorjern. 

Meteoriterne kunne henføres til to større Grupper, 
Meteorstene og Meteorjern, alt eftersom deres Ho- 
vedmasse bestaaer af Sten eller metallisk Jern. 

De egenlige Meteorstene have hyppigst en graa- 
hvid, kornet Grundmasse, hvori der findes indsprængt 
metallisk nikkelholdigt Jern, der, selv om det kun 
findes i meget smaa Korn, let kjendes ved det omgivende 


1) Meteoriterne. Jste Række Zdet Bind. S. 250. 


6 


Parties Rustfarve, samt forskjellige Mineralier, der 
ikke væsenlig adskille sig fra lignende, der findes i vor 
Jordskorpe (Augit, Feldspath, Magnetkis, o. fl. a.), og 
den hele Stenmasse nærmer sig derved visse Lavaarter 
eller nogle saakaldte plutoniske Bjergarter, der i smeltet 
Tilstand ere pressede op gjennem Jordskorpen til Over- 
fladen. Blandt de nævnte Mineralier i Meteorstenene er 
der dog et, hvortil vi her paa Jorden ikke have noget 
tilsvarende, nemlig det metalliske Jern, rimeligvis af 
den Grund, at det her ikke kan holde sig i denne Til- 
stand, da det er omgivet af den atmosfæriske Ilt og 
Fugtighed,; hvorved det med stor Lethed omdannes til 
iltede Forbindelser, hvilket Meteorjernet, der kommer fra 
det tomme, iltfrie Verdensrum, ikke har været udsat for. 
Vel paastaaer man, at metallisk Jern ogsaa skal være 
fundet i forskjellige Jordlag, men altid under Forhold, 
der gjør det saare tvivlsomt, om det ikke snarere skyldes 
en senere Udskillelse ved kemiske Forandringer af jern- 
holdige Forbindelser. 

Et Stof, der hører til de sjeldnere i Meteorstenene, 
er Kulstof; men at det dog kan forekomme deri, vides 
nu med Sikkerhed, da man i de Meteorstene, der faldt 
ved Orgueil i Frankrig (1864), fandt ikke mindre end 6 pCt. 
humuslignende Stoffer saavelsom Vand og Chlorider af 
Alkalier og Ammoniak. Man har vel nogle lignende 
Iagttagelser fra et Par tidligere Meteorfald, men Under- 
søgelsen foretoges dengang først 20—-30 Aar efter Faldet, 
hvorfor denne Angivelse var noget usikker, da enkelte af 
disse Stoffer let kunne være optagne af Atmosfæren 
ved Stenenes Henliggen. Det vigtigste Resultat, man er 
kommet til ved Sammenligningen mellem de kosmiske og 


telluriske Legemer, er, at der i de første ikke er fun- 


7 


det'et eneste Grundstof, som ikke var kjendt i 
de sidste, hvilket peger hen paa en fælleds Grundkilde 
for begge Slags Legemer, og stemmer med de ved Spek- 
tralanalysen erholdte Resultater for Himmellegemernes 
Vedkommende. 

Hvad dernæst Meteorstenenes Form angaaer, da er 
den mere eller mindre uregelmæssig, ikke sjelden pyra- 
mideformig, med afrundede Kanter; udvendig ere de over- 
trukne med en tynd, sort Skorpe, der i Forbindelse med 
deres ejendommelige graa, plettede Grundmasse giver 
dem et saa karakteristisk Udseende, at de ikke let 
kunne forveksles med nogen Stenmasse fra den kjendte 
Del af Jordskorpen. 

Den anden Gruppe, Jernmetoriterne, adskille sig 
fra Meteorstenene derved, at de bestaa af en sort eller 
staalgraa Masse, der næsten alene bestaaer af Jern ag 
har en vis Lighed med Smedejern, men adskiller sig dog 
væsenlig derfra ved at være nikkelholdigt, saa at man 
alene derved er istand til at afgjøre, om et Stykke Jern 
er et Kunstprodukt eller af meteorisk Oprindelse. End- 
videre har Meteorjernet: den Egenskab, 
at der derpaa ved Slibning og Ætsning 
kan frembringes de saakaldte Widmann- 
ståttenske Figurer”), der skyldes en 
Udkrystallisation af Jern, der er rigere 
paa Nikkel, Svovl og Fosfor end den 
egenlige Grundmasse. Originalen til den 
her afbildede Figur (Fig 1), der viser disse SOX 
Linier meget tydelig, er et direkte Aftryk af Fig. 1 


4) De have faaet dette Navn efter von Widmannståtien, der er 
den første, der har paavist (1808), hvorledes de kunne fremstilles. 


8 


en sleben og ætset Plade af Meteorjernet fra Elbogen, fundet 
i Slutningen af det l4de Aarhundrede. Imidlertid kan man 
dog ikke frembringe de Widmannståttenske Figurer paa alle 
Jernmeteoriter; men naar det er Tilfældet, afgive de et 
vigtigt Kjendemærke, eftersom de aldeles ikke ere iagt- 
tagne paa kunstig tilberedt Jern, der desuden aldrig 
indeholder Nikkel 

De her anførte Kjendetegn paa Meteorjernet faa stor 
Betydning derved, at medens man har iagttaget Faldet 
af næsten alle kjendte Stenmeteoriter, er det kun Tilfældet 
med yderst faa Jernmeteoriter, uagtet Tallet paa disse 
sidste nu udgjør mere end 100, saa at det altsaa nær- 
mest er disse Jernmassers kemiske Sammensætning og 
de ved Ætsningen frembragte Figurer, der skulle afgjøre, 
om en paa Jorden funden Jernmasse kan antages at 
være meteorisk Jern eller ej. 

Af Jernmeteoriterne er der en, der fortjener særlig 
Omtale, nemlig den saakaldte Palassiske Masse, der 
i Aaret 1749 blev funden af en russisk Bjergmand paa 
en Højderyg mellem to af Bifloderne til Jenissej i Sibirien. 
Han søgte efter nye Metalgange i de derværende Bjerge 
og blev meget overrasket ved at finde en 1376 Pd. 
vægtig, fritliggende Metalmasse, hvis store Bøjelighed, 
glindsende Brud og ejendommelige Klang lod formode et 
ædlere Stof end Jern, og han troede at finde en yder- 
ligere Bestyrkelse i denne sin Formodning ved Tatarernes 
Udsagn om, at det var en fra Himlen nedfalden Hellig- 
dom. Med megen Besvær fik han den flyttet i disse 
uvejbare Egne hen til det nærmeste beboede Sted, Med- 
wedewa, der ligger flere Mile derfra, og hvor Pallas paa 
sin Rejse 1771 fik den at se. Han lod den nu bringe til 
Byen Krasnojarsk, der i Almindelighed angives som 


9 


Findestedet, men med Urette, da dette er mere end 50 
Mile derfra. Senere bragtes den i Aaret 1777 til St. 
Petersborg, hvor man opbevarer Hovedmassen, der nu 
vejer omtrent 1040 ÆZ, medens Resten er spredt i næ- 
sten alle større Meteoritsamlinger. Det største Kvantum, 
der er samlet paa et Sted udenfor Rusland, er her 
i Universitetets Mineraliesamling, hvor der haves ikke 
mindre end 7 Stykker med en samlet Vægt af omtrent 
(272 

Den Palassiske Masse danner egenlig en Over- 
gangsform mellem Sten- og Jernmeteoriterne, 
da den foruden nikkelholdigt Jern, der udgjør de 88 pCt. 
deraf, tillige indeholder 11 pCt. Olivin, et gulgrønt 
gjennemsigtigt Mineral, der forekommer meget almindelig 
i basaltiske Bjergart>r og er en Forbindelse af Kiselsyre 
og Magnesia. Brudstykkerne af denne Meteormasse have et 
højst ejendommeligt Udseende, næsten som et meget hullet, 
svamplignende Stykke Smedejern, hvis Mellemrum oprin- 
delig vare udfyldte med Olivin. men da dette er et meget 
skjørt Mineral, der let falder ud ved Sønderslagningen, faaer 
Massen derved det uregelmæssig takkede Udseende, der 
ikke giver noget Billede af Jernmeteoritens oprindelige 
Yderflade, som forresten allerede var tildels forstyrret, 
da Pallas saa den i 1771. Der er dog endnu enkelte 
Antydninger af, selv paa et af de her opbevarede 
Stykker, at den har havt en temmelig jevn Overflade og 
været bedækket med en jernstenagtig sort Masse. 

Næst efter sin noget afvigende kemiske Beskaf- 
fenhed har denne Meteorit tillige én vis historisk Inter- 
esse, ved at det er det første Stykke Meteorjern, der 
er fundet, og det var ved at se Brudstykker heraf i 
Wien, at Chladni's Opmærksomhed først blev vakt for 


10 


disse dengang ringeagtede Masser og lededes til at un- 
derkaste dem en grundig Kritik og en videnskabelig Un- 
dersøgelse, ligesom det ogsaa er dette Meteorjern, der 
har afgivet Hovedmaterialet til en Mængde Undersøgelser 
af Berzelius og andre Kemikere over. Meteorjernets 
Sammensætning. 

Med Hensyn til Theorierne om Meteoriternes 
Dannelse skal jeg ikke her videre gaa ind paa en 
Fremstilling af, hvorledes man til forskjellige Tider har 
antaget dem for at være vulkanske Masser, udkastede 
fra Kratere her paa Jorden eller fra Vulkaner paa 
Maanen, .idet de i sidste Tilfælde tænktes slyngede saa 
langt bort fra denne Klode, at Jordens Tiltræknings- 
kraft fik Overhaand over Maanens og drog dem herned. 
Jeg skal heller ikke opholde mig ved den Anskuelse, at 
de skulde hidrøre fra jordagtige Dampe fra vor egen 
Klode, som skulde være blevne fortættede, paa samme 
Maade som Regn, Sne og Hagel kunne dannes af At- 
mosfærens Vanddampe; thi disse Hypotheser tilhøre en 
svunden Tid og ere nu alle opgivne, efterat en Mængde 
samstemmende Iagttagelser have godtgjort, at Meteori- 
terne ere Legemer, der bevæge sig i Universet i meget 
langstrakte elliptiske Baner, som de nødes til at forlade, 
naar de komme Jorden for nær, påa Grund af dennes 
Tiltrækningskraft. 

Under deres Bevægelse igjennem Atmosfæren vise 
de sig som rødglødende, stærktlysende Legemer eller 
saakaldte Ildkugler, der i Almindelighed have en meget 
betydelig Størrelse og bevæge sig med en stor Hastighed, 
indtil de pludselig standse i deres Bane, og der foregaaer 
da en stærk Explosion i Ildkuglen. Enkelte eller, hvad 
der hyppigst er Tilfældet, en stor Mængde Meteorstene 


11 


af den foran beskrevne Beskaffenhed falde derpaa ned til 
Jorden, og Meteoritens kosmiske Tilværelse er nu afsluttet. 

Det er kun en ringe Del af alle de Meteorstene, der 
komme til vor Klode, som blive iagttagne og fundne, 
fordi mange falde om Natten og blive da som oftest 
upaaagtede, eller falde i ubeboede Egne eller i de store 
Verdenshave, og Reichenbach har endog anslaaet det 
sandsynlige Antal af aarlige Meteorfald til 4500. Selv 
om denne Angivelse er altfor overdreven, er det dog 
vist, at de maa være meget hyppige”), naar man tager 
Hensyn til, fra hvor lille en Del af hele Jordens Over- 
flade vi kunne vente paalidelige Oplysninger derom, og 
det er indlysende, at Meteoriterne maa tilvejebringe en 
Forøgelse af Jordens Masse, der ellers ansees for at 
være en aldeles uforanderlig Størrelse. Man kunde synes, 
at denne Tilvækst maatte i Tidernes Løb kunne faa Ind- 
flydelse paa visse fysiske Forhold ved vor Jordklode, 
navnlig i Henseende til den Hastighed, hvormed den ro- 
terer om Aksen og bevæger sig i sin Bane; men hvor 
store end enkelte Meteoriter kunne være, ere de dog 
ligeoverfor Jordens uhyre Masse baade for faa og for 
smaa til kjendelig at kunne frembringe slige Forandringer 
selv efter længere Perioders Forløb. 

Istedetfor at give en mere detailleret Skildring af 


”) I Aaret 1868 har man saaledes iagttaget 8 større Meteorfald: 
1) det senere omtalte i Distriktet Pultusk i Polen, d. 30te Jan. 
2) Ved Motta dei Conti i Nærheden af Casale, d. 29de Febr. 
3) Ved Slavetiz i Kroatien, d. 22de Mai. 
4) Ved Namur Natten mellem d. åte og 6te-Juni. 
5) Ved Kansas (N-Am.), d. 6te Juni 1868. 
6) Ved Ornans (Doubs-Departementet i Frankrig), d 1lte Juni. 
7) Ved Pnompeng (Kambodscha, Bagindien) i de sidste Dage af Juni. 
8) Ved Sauguis Saint-Etienne i Nærheden af Mauléon (Frankrig), 

den 8de September. (Red. Anm.) 


12 


de her kort antydede Fænomener, der ledsage Meteori- 
ternes Bevægelse igjennem Atmosfæren, vil jeg hellere 
anføre et Par Exempler paa nogle i den nyeste Tid skete 
Meteorfald, der ere iagttagne under meget gunstige og 
noget forskjellige Forhold. 

Det ene indtraf imellem Kl. 4 og 5 om Eftermiddagen 
d. 9de Juni 1866 ved Knyahinya i Komitatet Unghvar 
i Ungarn”), idet man pludselig saa en Ildkugle dale næ- 
sten lodret fra en betydelig Højde, efterladende en Sky 
bag sig paa den ellers fuldkommen klare Himmel. Ved 
at sammenholde mange forskjellige Iagttagelser fra fjernt 
fra hinanden liggende Steder har man kunnet bestemme | 
Højden, hvori den først blev seet, til 73 Mile. Meteoret 
havde en vis Lighed med en hvidglødende Jernmasse, og 
kun Halen var ligesom omgivet af en Ultramarin-Bræmme, 
der forneden gik over i en Orangefarve, og indenfor dette 
lysende Hylster syntes man at kunne skimte et fast 
Legeme. ] 

Den vedføjede Fig. (Tavle I), der er tegnet af et 
Øjenvidne, -som befandt sig i en Afstand af 12 Mile fra 
Knyahinya, viser, hvorledes der under Faldet spredtes 
rundt om Ildkuglen en Mængde mindre glødende Lege- 
mer, hvoraf igjen ethvert var omgivet af en Lyssfære, der 
efterlod en uigjennemsigtig graa Røg, som tilsammentaget 
dannede den omtalte skylignende Stribe, der først forsvandt i 
Løbet af et Kvarters Tid. Fænomenet sluttede som sædvan- 
lig med en voldsom tordenlignende Bragen, som om mange 
Kanoner vare blevne affyrede umiddelbart efter hinanden, 


hvorved baade Bygninger og Jorden rystede, og derefter 


”) Haidinger. Der Meteorsteinfall bey Knyahinya. Sitzungsberichte 
d. Wien: Akademie d. Wissens. LIV. Bd. II Abth, S. 475. 


13 


hørtes en Larm, der lignede en Raslen med Stene, Over 
en Strækning af omtrent 2 Miles Længde og % Mils Brede 
i Retningen af ONO til VSV iagttog man, at en Mængde 
Stene faldt ned paa Jorden, omtrent 3—4 Minutter efter 
den heftige Explosion, medens en tordenlignende Rullen 
vedblev i nogen Tid paa Grund af Lydbølgernes Tilbage- 
kastning, ganske som under et almindeligt Tordenvejr, og 
endnu 1 Time efter kunde man spore en ejendommelig 
Svovllugt endog i en betydelig Afstand fra Knyahinya. 
Mærkelig nok saa man paa dette Sted intet til selve 
Ildkuglen, men derimod kun Skydannelsen om den, me- 
dens den derimod viste sig tydelig for alle Iagttagere, 
der vare længere borte, hvilket ogsaa var Tilfældet ved 
Meteorfaldet ved New Concord i Nord-Amerika, d. liste 
Mai 1860. De Stene, der optoges kort efterat de vare 
faldne, vare ikke varmere, end at man kunde tage paa 
dem uden at brænde sig, og alle fuldstændig beklædte 
med den sorte Skorpe. 

Hvad der udmærker dette Meteorfald, er ikke saa- 
meget Stenenes Antal; thi i saa Henseende er det over- 
gaaet af enkelte andre, skjøndt de dog her udgjorde om- 
trent et 1000 Stykker, som derimod enkelte af de ned- 
faldne Stenes overordenlige Størrelse, hvori det ikke er 
overtruffet af noget andet Fald. De første Stene, der op- 
samledes, havde den sædvanlige Vægt imellem faa Lod 
og en 10—20 Af; men 3 Uger efter Meteorfaldet opda- 
gede man 11 Mil NO for Knyahinya i en Eng et 4" bredt 
og 41" dybt Hul, og da man havde Grund til at formode, 
at det maatte hidrøre fra en der falden Meteorsten, fore- 
tog man forsigtig en Udgravning, og det lykkedes i en 
Dybde af 11 Fod under Jordens Overflade at finde en i 
3 Dele spaltet Meteorsten. der paa Grund af dens store 


14 


Bevægelsesmængde var trængt ned til denne ikke ube- 
tydelige Dybde igjennem den der almindelig udbredte 
Karpathsandsten. Alle tre Stykker havde tilsammen 
en Vægt af 560 Æ, og medregnes de mindre afrevne 
Brudstykker og Splinter, har den sikkert ialt vejet om- 
trent en 6 Centner. Det er saaledes den største Me- 
teorsten, der hidtil er fundet, naar man ikke tager Hensyn 
til enkelte Jernmeteoriter, men hvis Fald ikke er iagttaget. 
At denne store Meteorsten maa have været hel,.da den 
naaede Jorden, kunde tydelig sees deraf, at alle tre 
Brudstykker, der laa tæt op til hinanden, kun vare for- 
synede med den sorte Skorpe paa Ydersiden, men ikke 
paa Spaltefladerne, ikke at tale om, at Stykkerne natur- 
ligvis passede nøjagtig til hinanden. Den kan først 
være gaaet istykker ved Anslaget mod Jordoverfladen paa 
Grund af den betydelige Modstand, Sandstenen udøvede 
imod dens Indtrængen i samme. 

Da Banens Zenithdistance kun var 6?, saa at Faldet 
næsten foregik lodret ned igjennem Atmosfæren, og da 
Fænomenet indtraf ved højlys Dag, havde man ikke Lej- 
lighed til at forfølge det fra dets første Begyndelse. I 
saa Henseende ere Iagttagelserne fuldstændigere ved et 
senere Meteorfald d. 30te Januar 1868 ved Siele i Nærheden 
afPultusk, 91 Mile Nord for Warschau'") (Fig. 2). Dette 
indtraf nemlig om Aftenen Kl. 7, altsaa paa en Tid da 
Beboerne endnu vare oppe, og mange erdog udenfor 
Husene i den klare Vinteraften, hvor alle Lysfænomener 
let kunde iagttages. Paa den anførte Tid saaes der SV. 
for Warschau pludselig et lysende Punkt, der straks i 


”) Notice sur la méteorite tombée le 30re Jan. 1868 aux envirens 
de la ville de Pultusk. Publiée par la Haute Ecole de Varsovie. 


15 


Begyndelsen lignede en Stjerne af første Orden, men til- 
tog hurtig i Størrelse, saa at Meteoret allerede, da det 
passerede Warschaus Meridian, havde en tilsyneladende 
Diameter omtrent halv saa stor som Maanens. Fra Ild- 
kuglen udsendtes en svagt lysende Hale med en Ud- 
strækning som Vognstangen i. Karlsvognen og en Brede, 
der udgjorde omtrent 1 af Længden. Lyset, der udgik 
fra Ildkuglen, forandrede sig med den tiltagende Stør- 
relse; i Førstningen var det blaagrønt, men antog senere 
en blodrød Farve, og Lysstyrken, der i Begyndelsen var 
lig Maanens (i første Kvarter), tog derefter til i en 
saadan Grad, at Beboerne, der forskrækkedes ved det 
stærke Gjenskin inde i Værelserne, styrtede ud af Hu- 
sene i den Tanke, at der var udbrudt en voldsom Ilde- 
brand i Nærheden. Lyset var ikke roligt, men forstær- 
kedes stødvis, eftersom flere eller færre Dele bortslyn- 
gedes fra Ildkuglen, og var henimod Slutningen saa 
stærkt, at man aldeles blændedes deraf. Fænomenet 
iagttoges over en stor Del af Mellem-Evropa, imod V. 
indtil Wien, Prag og Danzig, over hele Posen, Polen og 
ind i Rusland indtil Kowno, Grodno og Dorpat imod NO, 
eller paa et Fladerum af omtrent 10—15000 CT) Mile. 
Efter alle de indsamlede Iagttagelser fra hele dette 
Terrain har man beregnet, at Meteoret maa være kommet 
ind i Atmosfæren i en Højde af 23,5 Mile og have be- 
væget sig i en Bane, der dannede 45? med Warschaus 
Horizont, saa at det i Nærheden af Pultusk, ved Gostkowo, 
endnu befandt sig i en Højde af 21 Mile over Jordfladen. 
Den Del af Banen, hvori Meteoret var synligt i Atmo- 
sfæren, udgjorde henved 30 (29,6) Mile, og Hastigheden 
var 6,6 Mile i Sekundet, saa at hele Fænomenet kun va- 
rede 41 Sekunder. Hvor stor altsaa dette Meteors Ha- 


16 


stighed har været, kan man bedst danne sig en Fore- 
stilling om ved at sammenligne den med Jordens Ha- 
stighed i dens Bane, som udgjør 4 Mile i Sekundetø), saa 
at Meteorernes Bevægelseshastighed i Verdensrummet 
med Rette kan betragtes som planetarisk, saameget mere 
som den her angivne ingenlunde er den største, der over- 
hovedet er iagttaget. 

Da Ildkuglen standsede i sin Bane og »sprængtes«, 
som man plejer at udtrykke det, saa man Stykkerne i 
Form af røde og blaa Stjerner falde lodret ned, men de 
slukkedes, inden de naaede Jorden, og påa det Sted, 
hvor Ildkuglen forsvandt, efterlodes en blaalig zigzag- 
formet Sky, der langsomt trak bort med Vinden. Efter 
tyve Sekunders Forløb hørte Beboerne i Egnen mellem 
Pultusk og Sielc en heftig Explosion, der syntes at ud- 
gaa fra Skyen og efterfulgtes af et Par stærke Skrald 
og en vedvarende Knalden, der havde en vis Lighed med 
en stærk Pelotonskydning, som ialt varede omtrent I 
Minut. Forskjellige Personer, der netop befandt sig ved 
Floden Narew, hørte en pibende Lyd i Luften og umid- 
delbart derefter en Pladsken i Vandet, der flød ovenpaa 
Isen, saavelsom de faldende Stenes Anslag mod selve 
Isen. Ved Byerne Sielc og Gostkowo hørte Beboerne, 
at en Mængde Stene faldt omkring deres Boliger, paa 
selve Husene og mod Træernes Grene. 

Den hele Overflade, hvorpaa Stenene faldt, udgjorde 
omtrent lå (] Mil, og paa Isen paa Floden Narew 
iagttog man, at der var henved 100 Fod imellem hver 
Sten. Dog maa man ikke deraf drage den Slutning, at 


f) En af de mest ødelæggende Orkaner har derimod kun en Ha- 
stighed af 130—170 Fod i Sekundet. 


17 


de faldt ligelig over hele dette Terrain, idet der nemlig 


i den sydvestlige Del, altsaa i den Retning, hvorfra man 


4 


. 
søg” 


fvo zy b z 
SI . 
s 7 ; 
i s Kapitury | | & 
s sida SRozuljer 


 , Dabrowka 


R, 


Bienduz 


n: e > GEN 
LE v ER ØE hj ; 
LTG ENN 
(U |) s= = W 
Å rs NY FM ; EN ate 
sø WM RK S 
& = i 
| NY 


(4 B7%7 


Ålen 


SEN ; 
eN! 


12000 


ARE 


VÆ ike DELES 


LS 


É BEDRE ty, Dal 


| 
SE ER 
sæt 
Cygany 


Fk 


0 


2Zuau 1000 


Fig. 2. De i Nærheden af Pollusk nedfaldne Meteorstenes Udbredelse og 


forholdsvise Størrelse. 


saa Ildkuglen komme, rigtignok faldt det største Antal, 


men tillige de mindste af dem alle, hvorimod der i det 
Fjerde Række. II. 2 


18 
nordostligste Parti faldt færre, men lutter store Stene, hvilket 
let sees paa vedføjede Grundtegning, hvor de hvide Pletter 
antyde Fordelingen og Størrelsen af de faldne Meteorstene. 


Vægten af de enkelte Stene udgjorde i Omegnen 
af Obryte gjennemsnitlig .….. 20 Kvint 


- Ciolkowo === SR EN: KOS "E 
- Gostkowo — -— ere 
- Sielc zE "ae FØRES 38 


Man opsamlede ialt en 400 Stkr., hvoraf den største 
vejede 14 Z, men mangfoldige af de mindre gik tabt i 
Floden og paa Engene, som stode under Vand, saa at 
man neppe kan gjøre Regning paa, at der blev fundet 
mere end omtrent den tredie Del, hvorefter hele Vægten 
tilnærmelsesvis kan anslaaes til 1000—1200 Æ. Alle 
Stene vare overtrukne med en ikke glindsende sort Skorpe, 
der havde en Tykkelse af omtrent 1 Linie, og vare gul- 
graa i det indre med indsprængt Olivin og Korn af 
metallisk Jern, der udgjorde 25 pCt. af Stenens Vægt, 
og i Jernet fandtes 4 pCt. Nikkel. En 8 Æ tung Me- 
teorsten, der blev optaget 10 Minutter efter Faldet, var 
fuldstændig afkjølet, og ved Overfladen heftede paa flere 
Steder et tyndt Lag Sne uden Spor af, at der var skeet 
nogen Smeltning i den omgivende Snemasse, 

De her anførte Data kunde gjerne være supplerede 
med nogle Iagttagelser fra et endnu senere Meteorfald 
d. Iste Jan. 1869 ved Hesle i Nærheden af Upsala, det 
første, der vides nogensinde at være forefaldet i Sverig; 
men de vilde ikke føje noget væsenlig nyt til det alt 
meddelte, og da det foregik ved Middagstid, og Himlen 
var overtrukken med Skyer, iagttog man kun Slutningen 
af Fænomenet, Explosionen og Stenenes Nedslag, uden 


at det var muligt at bestemme Meteorets Udseende, 


£9 


Bane eller Hastighed. Der fandtes ialt 2—300 Stykker, 
hvis Vægt varierede mellem 4! Ø og 7; Kvint. 

Ved at sammenstille forskjellige ældre Iagttagelser 
over Meteorfald kom Haidinger allerede i 1861 til 
Resultater, der vare meget afvigende fra de dengang 
herskende Anskuelser om den rette Forklaring af de her 
beskrevne Fænomener). Man antog nemlig tidligere, at 
Ildkuglen var den glødende Meteorsten, der paa Grund 
af den stærke Opvarmning sprængtes, og at det var de 
ved Explosionen dannede Brudstykker, der som enkelte 
Meteorstene faldt ned til Jorden. De af Haidinger gjorte 
Indvendinger ere nu ved senere Iagttagelser og bestemte 
Talangivelser for Tidsvarighed, Hastighed, Størrelse osv. 
gaaede over fra at være sandsynlig rigtige til at være 
saagodtsom aldeles sikkre. 

For det første har man nu i Angivelserne af den 
samlede Vægt for de paa en Gang nedfaldne Meteor- 
stene et fast Udgangspunkt ved Bestemmelsen af Stør- 
relsen af hele Meteormassen. Selv om man ansætter 
Vægten meget rundelig, udgjør den for Knyahinya-Faldet 
(1866) dog ikke over 8—10 Centner, og om man 
endog vil antage, at der ved Pultusk (1868) i Virkelig- 
heden er faldet 3 Gange saa mange Meteorstene, som 
der blev fundet, vil Vægten dog ikke kunne overstige 12 
Centner. Da nu disse Stenes Vægtfylde er 3,7, vil det 
hele kun udgjøre en Masse paa c. 5 Kubikfod, men for 
at kunne faa en tilsyneladende Størrelse, der. er halv 
saa stor som Maanen i en Afstand af f. Ex. blot 2 
Mile, maatte Ildkuglen have havt et Rumindhold af omtrent 


”) Haåaidinger. . Ueber die Natur der Meteoriten in ihrer Zusam- 
mensetzung und Erscheinung.  SSitzungsberichte d. Wien. Akad. 
der Wissensch. 43 Bd. II Abth. S. 389. 


PS 


20 


6 Millioner Kubikfod. Vel kan et stærkt glødende og 
lysende Legeme let synes at være større end det virkelig 
er, men det er aabenbart, at der her hersker et altfor 
stort Misforhold mellem Rumindholdet af samtlige Me- 
teorstene og Ildkuglens Dimensioner, som man tidligere 
ikke har værdiget synderlig Opmærksomhed, fordi sikkre 
Kjendsgjerninger dengang fattedes. 

Dernæst har der været noget gaadefuldt i, at de 
straks efter Faldet optagne Meteorstene aldrig vare var- 
mere, end at man godt kunde taale at tage paa dem 
(Varmegraden betegnes i Reglen at være lig den, et for 
Solstraalerne udsat Legeme er i Besiddelse af), hvilket 
ikke stemmer med den formodede Sprængning af helé 
Ildkuglen, som man antog var fremkaldt ved de i Me- 
teoritens Indre udviklede Gas- og Damparter, der for- 
udsætte en meget betydelig Opvarmning af den hele 
Masse. Hertil kommer en anden Ejendommelighed ved 
Meteorstenene, at de altid ere fuldstændig overtrukne 
med den sorte Skorpe, uagtet Meteoriten ophører at 
gløde umiddelbart efter Explosionen, hvorved en Smelt- 
ning af de derved nydannede Brudflader er umulig. 

Ildkuglens tilsyneladende Størrelse, Skor- 
pedannelsen paa hele Overfladen af hver enkelt 
Sten og Explosionen ere sammenhørende Fænomener, 
der væsenlig skyldes den planetariske Hurtighed, hvor- 
med Meteoriten fra Verdensrummet farer ned i Luft- 
kredsen, der omgiver vor Jordklode, og forklares natur- 
ligst paa følgende Maade. 

De øverste Luftlag ere som bekjendt overordenlig 
tynde og udøve derfor kun ringe Modstand imod et Le- 
geme, der trænger ind deri; først naar Meteoriten kom- 


mer ned i de tættere Lag, vokser Modstanden og i samme 


21 


Forhold den ved Luftens Sammentrykning frembragte 
Varme i den foran Meteoriten sammenstuvede Luftmasse, 
der bringes til Glødning. Denne glødende Luftmasse be- 
gynder nu i den store Afstand at blive synlig som et 
lysende Punkt, der, efterhaanden som den kommer nær- 
mere, og Luftens Tæthed tager til, vil vokse i Størrelse. 
Den stærkt sammenpressede Luftmasse stræber nemlig 
efter at sætte sig i Ligevægt ved at undvige til Siden, 
hvorved der dannes et pæreformigt, ildglødende Lufthyl- 
ster, Ildkuglen, med et betydeligt Rumfang, og i dens 
forreste bredere Del befinder Meteoriten sig, men ind- 
tager kun den mindste Del af hele Ildkuglens Volumen. 
Da den kommer fra Verdensrummet, hvor Temperaturen 
er langt under 0?, har den en ligesaa lav Varmegrad 
ved Ankomsten til Åtmosfæren, men bliver nu af den 
omgivende glødende Luftmasse opvarmet saa stærkt paa 
Overfladen, at denne bringes til Smeltning, og da den 
er langtfra at være et regelmæssigt Legeme, vil den ved 
Luftens Modstand sættes i en stærk roterende Bevægelse. 
Den smeltede Masse slynges ved Centrifugalkraften straale- 
formig omkring til alle Sider baade i og udenfor Luft- 
hylsteret, der tilsammentaget danner det vi kalde »Ild- 
kuglen«, og er altsaa noget aldeles forskjelligt fra den 
egenlige Meteorit. Paa dennes Overflade kan man ofte 
tydelig se Sporene af, hvorledes den smeltede Overflade 
er stivnet under den midtpunktflyende Bevægelse, som 
giver sig tilkjende i en Mængde straaleformige Linier i 
Skorpen. 

Man har undret sig over, at ikke hele Stenen, men kun 
dens Overflade viser Spor af Smeltning, samt at 
Skorpen altid er meget tynd (i Almindelighed kun 


HE AE Linie tyk). Hvad det første angaaer, da maa man vel 


22 


erindre, at de faa Sekunder, hvori Meteorstenen, der 
kommer fra det iskolde Verdensrum, er udsat for Op- 
hedningen, er en altfor kort Tid, til at Varmen fra den 
omgivende glødende Luft kan trænge ind i det indre af 
en saa slet varmeledende Masse som en Meteorsten, 
og der haves flere Beviser for, at Stenen i det Indre har 
endnu havt en Temperatur under Frysepunktet, naar den 
kom ned til Jorden"), hvilket er et ikke uvæsenlig Mo- 
ment, der afgjort taler imod den tidligere antagne Spræng- 
ning. At Skorpen har en saa ringe Tykkelse, hidrører 
især derfra, at ligesaa hurtig som Stenen smeltes påa 
Overfladen, slynges det smeltede, som alt anført, be- 
standig bort under den roterende Bevægelse, saa at kun 
den senest smeltede Overflade under Afkjølingen kan 
forblive heftet til Stenen, og Skorpens Tykkelse maa 
altsaa for en Del rette sig efter Massens større eller 
mindre Letsmeltelighed. Det er de udsondrede glødende 
Smaadele, der om Aftenen sees danne den lysende Hale 
bagefter Ildkuglen, om Dagen derimod smaa skylignende 
Masser, hvorved Meteoritens Bane ligesom ere en 
kort Tid pe Himlen ”), 


") Da Meteoritens Bestanddele i Reglen ikke ere flygtige Stoffer, 
maa de udsondrede glødende Dele falde ned til Jorden enten i 
Form af smaa Korn eller som Støv, og vilde sikkert kunne iagttages, 
hvis de ikke spredtes over saa store Fladerum, der f. Ex. ved 
Pultusk-Meteoret udgjorde en Strækning paa 21 Miles Længde. 

%) Ved et i flere Henseender. mærkeligt Meteorfald ved Dhurmsala i 
Ostindien den 14de Juli 1860 var en Sten paa i Fods Diameter 
umiddelbart efter Faldet saa kold, at det isnede i Fingrene, naar 
man rørte ved den. Overfladens hurtige Opvarmning var under 
Faldet allerede tilintetgjort og udjevnet ved den lave Temperatur 
i det indre af denne store Masse, hvad der ikke saa let kan ske 
ved de mindre Meteorstene. Ved Jernmeteoriterne med deres 
store Varmelednings-Evne er Forholdet naturligvis anderledes, 


23 


Luftmodstanden i de tættere Dele af Atmosfæren 
bliver tilsidst saa stor, at Ildkuglen mister sin Bevæ- 
gelseshastighed, og da den stærke Sammenpresning af 
Luften foran Meteoriterne har været ledsaget af en til- 
svarende Luftfortynding bag samme, maa der i det Øje- 
blik, Meteoret standser i sin Bane, foregaa en voldsom 
Tilstrømning af Luft til det luftfortyndede Rum, hvorved 
Knaldet, den.saakaldte Explosion, frembringes. Virk- 
ningerne deraf forplantes ved de stærke Svingninger, som 
den atmosfæriske Luft sættes i, selv til betydelige Af- 
stande og forveksles undertiden med en virkelig Jordrystelse. 

Man har vel Exempler paa, at der er ankommet en 
. enkelt Meteorsten f. Ex. den åte Mai 1869 ved Krå- 
henberg i Nærheden af Zweibruicken, men som oftest er 
det hele Meteorsværme, Grupper af større og mindre 
Stene, der komme samlede ind i Atmosfæren, og da hver 
enkelt Sten i en saadan Sværm er udsat for de samme 
Paavirkninger af den glødende Luftmasse, der omgiver 
dem, maa de selvfølgelig alle overtrækkes fuldstændig 
med den. karakteristiske Skorpe, hvilket altsaa kun kan 
ske før og ikke efter Explosionen. 

Under Meteorstenenes fremadskridende Bevægelse i 
Atmosfæren følges de ad i Sværmen, men i Explosions- 
Øjeblikket kastes de imod hinanden paa Grund af de 
heftige Svingninger, Luftmassen sættes i, idet den strøm- 
mer ind i det lufttomme Rum; man hører dem derfor 
rasle imod hverandre, og efterat have mistet deres selv- 
stændige Bevægelse falde de ned mod Jorden paa Grund 
af dennes Tiltrækningskraft og afkjøles naturligvis let 


hvorfor disse sidste ogsaa kunne vedblive at være meget varme 
længe efter Nedfaldet. 


24 


under Faldet, da det kun er den yderste Overflade, der 
har =faaet Tid til at blive ophedet. Det kunde synes, 
at Luftens Modstand mod en Sværm Meteoriter af meget 
forskjellig Størrelse maatte kunne frembringe en Adsplit- 
telse, og der haves ogsaa flere Exempler paa, at en Ild- 
kugle har delt sig i to eller flere, der da som selvstæn- 
dige Ildkugler have fortsat Bevægelsen igjennem Atmo- 
sfæren, den ene efter den anden”); men at de ogsaa 
kunne forblive samlede maa vistnok for en Del hidrøre 
fra, at de største Meteorstene, der længst kunne bevare 
deres selvstændige Bevægelse, bryde saa at sige Banen 
for de mindre, der samtidig ligesom suges ind i det 
lufttomme Rum, som frembringes i det Indre af Ildkuglen 
bag de foran ilende større Meteorstene. Vi se altsaa heraf, 
at de enkelte Meteorstene ikke ere Brudstykker af en 
større, der er sprængt i Explosions-Øjeblikket, men at 
de maa være ankomne til Atmosfæren i den Form, vi 
finde dem, kun noget modificerede ved Afsmeltningen af 
en Del af Overfladen. 

Man fatter nu ogsaa Grunden til, at Ildkugler kunne 
vise sig uden Explosion og uden Nedfald af Meteorstene; 
thi hvis deres Bane under Bevægelsen igjennem Atmosfæren 
er tilnærmelsesvis parallel med den nærmeste Del af Jord- 
overfladen, uden dog at gjennemskjære de tættere Luftlag, 
vil det kunne lykkes dem igjen at slippe ud af Atmo- 
sfæren, inden Luftmodstanden har naaet sit Maximum 
og Meteoritsværmen derved mistet al selvstændig Bevæ- 
gelse. I dette Tilfælde vil man se Ildkuglen langsomt 


"slukkes, efterhaanden som Luftens Tæthed og dermed 


") Haidinger. Das Doppelmeteor von Elmira und Long Island (20de 
Juli 1860). Sitzungsberichte der Wiener Akademie der Wiss. 
43 Bd. II Abth. S. 304, 


25 


Modstanden bliver mindre, og Meteoriterne ville da be- 
væge sig videre i Verdensrummet med en noget for- 
mindsket Hastighed. Et saadant Fænomen iagttoges 
d. Ste Sept. 1868 Kl. 8 om Aftenen ved Clermond Fer- 
rand i Frankrig%), hvor der hverken hørtes Explosion 
eller iagttoges noget Nedfald af Meteorstene. 

Et tredie Tilfælde kan imidlertid ogsaa indtræde, og 
dertil maa f. Ex. Meteorfaldet d. 1ste Mai 1860 ved 
New Concord (Ohio) henregnes, naar der udsondres en Del af 
Meteorsværmen, som da paa sædvanlig Maade falder ned 
til Jorden, medens Hovedmassen bevæger sig videre lige- 


som i det foregaaende Tilfælde”). 


”) GComptes rendus. 1868. LXVII. Nr. 12. 
”) Silliman. Amer. Journ. 1860, XXX. p. 296. 


Hvad er Centrifugalkraften ? 


Af Adolph Steen. 


I Eulers Mekanik I Del 2260 læres, efterat Kræfternes 
Midtpunkt er forklaret som det Punkt, til hvilket et 
Legeme drages af en Kraft, der er afhængig af Afstanden 
til Punktet, følgende Definitioner: 

»Den Kraft, som drager Legemerne til et saadant 
Midtpunkt, kaldes en Centripetalkraft. Men bliver 
den negativ, idet den støder Legemérne bort fra Midt- 
punktet, saa kaldes den en Centrifugalkraft.« 

Dette er vistnok en fuldkommen tilfredsstillende For- 
klaring paa, hvad man burde forstaa ved Centrifugal- 
kraft, og man har jo ikke vanskeligt ved straks i 
- Naturens almindelige Syn at finde Exempler derpaa. De 
tiltrækkende og frastødende Kræfter, hvorved man for- 
klarer Virkningerne af modsatte eller samme Elektrici- 
teter, af uensartede eller ensartede Magnetpoler, maa 
aabenbart baade af etymologiske og fysiske Grunde be- 
tragtes som en Centripetal- og Centrifugalkraft i Eulers 
Betydning. Men opfatter man i Almindelighed Navnet 
Centrifugalkraft paa denne Maade? Gjør nu først og 
fremmest Euler selv dette? Nej ingenlunde. 

I anden Del af hans Mekanik, hvor Talen er om en 


ikke fri Bevægelse, en bunden Bevægelse, gives der 


27 


ogsaa en ny Definition paa Centrifugalkraft. I 
2 1 anføres, at et Legemes Bevægelse er bunden, naar 
ydre Hindringer afholde det fra den Bevægelse, det som 
Følge af de mødende Kræfter vilde faa som frit. Og i 
de følgende Paragraffer forklares det, hvorledes den 
tvungne Bevægelse, Legemet maa. underkaste sig, frem- 
kalder et Tryk imod Hindringerne, som beregnes i 2 20 
og følgende, idet Hindringen fremstilles som en fast Kurve 
(krum Linie), hvortil Bevægelsen er bunden. Derefter 
hedder det i 2 33: 

»Dette Tryk, som et Legeme, der bevæger sig 
paa en Kurve, udøver imod denne, kaldes Centrifugal- 
kraften, fordi dens Retning er fra Centrum af 
den oskulerende Cirkelf)«, 

Heri ligger egenlig kun en Udtalelse af, at man 
har fundet det bekvemt at betegne dette Tryk med 
Navnet af en Centrifugalkraft, fordi det har Retning til- 
fælleds med, hvad der forhen rigtig og passende er be- 
tegnet saaledes. Det .kan være en bekvem Betegnelse, 
men den er strengt taget baade urigtig og upassende, 
fordi den hos dem, der kun skulle tilegne sig de første 
Grundsætninger af den mekaniske Naturlære, vækker 
uklare Forestillinger om en noget mystisk Kraft, 
der i Virkeligheden slet ikke existerer. Der er 
nu vel ingen Tvivl om, at alle Lærere, som ere trængte 
rigtig ind i Naturens mathematiske Grundlove, opfatte 
og forklare Sagen paa rette Maade, men man gjør Uret i at 
beholde dette vildledende Navn. Navne ere ofte kun Stik- 
ord, som uvidende og halvvidende Folk slaa om sig med 


”) Ved denne Cirkel forstaaes den, som paa ethvert Punkt af Be- 
vægelsen falder nærmest sammen med den krumme Linie. 


28 


og give sig derved Udseende af at forstaa, hvad der i 
Virkeligheden er dem ganske uklart, ja selv mangen 
tænksom Studerende opfatter den simple Naturlov, der 
ligger til Grund for det, man kalder Centrifugalkraft, 
urigtig, fordi man giver Sagen en uheldig Betegnelse. 

Jeg vil derfor foreslaa Lærerne enten at banlyse 
dette Navn eller dog at give det med saadant Forbehold, 
at det bliver utvivlsomt, at man benytter det som 
historisk givet, men ingenlunde som betegnende. De 
Læsere, som ikke tilegne sig Naturkundskaben uden til 
egen Brug, vil jeg bede følge en kort Fremstilling af den 
Maade, hvorpaa Sagens Væsen bedst forstaaes uden Til- 
sætning af utilfredsstillende Betegnelser. 

Grundloven for hele Mekaniken er Inertiens Lov, 
hvorefter ingen Bevægelse kan forandre sig, derunder 
indbefattet begynde (faa anden Hastighed end Nul) og 
ophøre (antage Hastigheden Nul), uden en udvortes 
Aarsag. Ogsaa denne Lov har man gjort uklar ved at 
tale om Inertiens Kraft. Paa Grund af Inertiens Lov 
gjøre alle Legemer Modstand imod Forandringer i 
deres Tilstand, men Ordet Kraft betegner netop Aar- 
sagen til Forandringer; Legemerne besidde netop 
ikke Kraften, Aarsagen til Forandringer, de modsætte 
sig tvertimod disse. 

Men en Bevægelse, tænkt i sin Simpelhed, skeer efter 
en ret Linie; Aarsagen dertil, Kraften, virker derfor 
ogsaa efter en ret Linie. Naar en Bevægelse opstaaer, 
gaaer den kun i en bestemt Retning. Først ved 
idelig Indvirkning af andre Kræfter kan et frit Legeme 
bringes til at bevæge sig paa anden Maade end efter en 
ret Linie. Bomben kastes ud af Mørseren i Retning af 


dennes forlængede Akse, men Bombens Vægt, Tyngden, 


29 


trækker den imod' Jorden, og i stedse nye Retninger be- 
skriver den sin krumme Bane, indtil den falder til Jorden. 
Er Legemet ikke frit i sin Bevægelse, saa ere Hin- 
dringerne derfor Aarsag til, at det beskriver en krum 
Vej. Saaledes naar et Legeme bindes til en Snor og 
svinges rundt. Kunde man bringe Tyngdekraften til at 
ophøre at virke, eller vilde man klippe Snoren over i 
det Øjeblik, Svingningen begyndte, skulde man se baade 
Bomben og det før bundne Legeme gaa bort i en ret 
Linie, følgende Inertiens Lov. 

Der behøves altsaa en bestemt Kraft eller en anden 
Modstand til at overvinde Legemets Modstand imod 
at fravige Inertiens Lov; for et frit Legeme er det 
en udenfra kommende Naturkraft, for et bundet er det 
Hindringernes, Baandenes Styrke, Modstand imod at 
sønderrives eller brydes. Det er denne Modstand imod 
Afvigelse fra Inertiens Lov, som kommer til Syne ved 
enhver Bevægelse, der ikke skeer i en ret Linie. 
Er der ingen Bevægelse, Hastigheden Nul, saa er 
Modstanden forsvunden, er selv Nul; skeer Bevægelsen 
i en ret Linie, der mathematisk kan betragtes som en 
Cirkel med uendelig stor Radius, saa er Modstanden 
atter forsvunden; men jo større Hastigheden og jo mindre - 
Radius er i den Cirkel, der i hvert Punkt af Vejen 
maaler Krumningen, desto større er Modstanden. Altsaa: 
Legemets Modstand imod Afvigelse fra Inertiens Lov 
maa vokse med Hastigheden, og idet Krumningsradius %) 
aftager. En mere indtrængende mathematisk Behandling 
viser, at Modstanden imod ÅAfvigelse fra Inertiens Lov 


”) Saaledes kaldes Radius i den oskulerende Cirkel. 


- sammensættende Kraft dertil 


30 


udtrykkes ved Hastighedens Kvadrat divideret med Krum- 
ningsradius. 

Naar nu en given Kraft k er i uafbrudt Virksomhed 
påa et frit Legeme, der af en anden øjeblikkelig virkende 
Kraft K er sat i Bevægelse efter en vis ret Linie, som 
ikke ligger i den første Krafts Retning, saa maa deraf 
som bekjendt flyde en Bevægelse efter en krum Linie. 
Opløser man da begge de virkende Kræfter) efter 
Tangenten T til Kurven, saa 
faaer man de Kræfter n og N, 
som samlede (n + N) faa Lov til at 
fremkalde Bevægelsen; men de 


andre sammensættende Kræfter 


(+ M og —-M), der virke vin- 
kelret paa Tangenten, og som hver for sig vilde trække 
Legemet bort fra Tangenten, maa ophæve hinanden, være 
ligestore i modsatte Retninger, og enhver af dem afgiver 
ligefrem Maalet for Modstanden imod at fravige 
Inertiens Lov. 

Er derimod et Legeme bundet til at følge en krum 
Linie og paavirkes af en given Kraft k, som ikke er 


rettet efter Tangenten dertil, saa vil atter kun den 


efter Tangenten n være den, 
som virkelig kommer til at frem- 


kalde Bevægelse,. medens den 


paa Tangenten vinkelrette sam- 
mensættende Kraft M bruges til at overvinde Mod- 
standen imod at fravige Inertiens Lov og saaledes 
maaler denne Modstand. 


” Overensstemmende med Loven for Kræfternes Parallelogram. 


31 


I alle de Tilfælde, hvor et Legeme er tvunget til at 
dreje sig om en Akse, ville Legemets enkelte Punkter 
beskrive Cirkler om Aksen, og disse ere da de krumme 
Linier, som Legemets enkelte Dele maa gjennemløbe., 
Jo fjernere disse Punkter ligge fra Aksen, desto større 
Cirkler beskrive de i samme Tid, og med desto større 
Hastighed bevæge Punkterne sig. Da Cirklernes Om- 
kredse vokse i samme Forhold som Radierne, maa 
Hastigheden ogsaa vokse med Radius til den beskrevne 
Cirkel. Da nu Modstanden imod Afvigelse fra Inertiens 
Lov maales ved Hastighedens Kvadrat divideret med 
Radius, saa vil Modstanden komme til at forholde sig 
som Radiens Kvadrat divideret med Radien, det er som 
Radius selv til den beskrevne Cirkel. Altsaa ved Legemer, 
der dreje sig om en Akse, er paa hvert Punkt Mod- 
standen imod Afvigelse fra Bevægelsen i ret Linie pro- 
portional med den beskrevne Cirkels Radius. 

Dette finder let sin Anvendelse paa Jorden. Paa 
ethvert Punkt er Modstanden imod Bevægelsens Afvigelse 
fra den rette Linie proportional med Punktets Afstand 
fra Aksen. Ved Ækvator er den f. Ex. dobbelt saa stor 
som under 60? Brede (Christiania og St. Petersborg). 
Nu ved man, at en Klump blød plastisk Ler, som man 
anbringer paa Pottemagerskiven i Kugleform efter en rask 
Omdrejning derpaa i nogen Tid hører op at have Kugle- 
formen, idet den bliver noget fladere paa de Punkter, 
hvor der ingen Bevægelse er, der hvor Omdrejningsaksen 
gaaer igjennem Leret, men mere ophøjet der, hvor Be- 
vægelsen er stærkest, ved Kuglens Ækvator, og man 
forklarer dette Særsyn af den forskjellige Modstand, der 
påa hvert Punkt er imod Bevægelsens Afvigelse fra den 


rette Linie, som Inertiens Lov foreskriver. Jo blødere 


32 


Lermassen er, desto mindre Modstand formaaer den at 
sætte imod at trækkes bort fra en Bevægelse efter en 
ret Linie, og jo fjernere Punkterne i Massen ligge fra 
Omdrejningsaksen, desto større Modstand gjøre de. Man 
kan derfor vel forklare sig, at der ved Massens Ækvator 
er saa stor Modstand, at Delene maa give noget efter 
og flytte ogsaa de nærmeste Dele længere bort fra Aksen, 
indtil der opstaaer Ligevægt imellem Lermassens Mod- 
stand imod Delenes Adskillelse og deres Modstand imod 
at fravige Bevægelsen efter en ret Linie.  Virkningerne 
heraf antages at ligge for i Jordens Figur, som formenes 
dannet paa en Tid, da en større Masse deraf endnu var 
i flydende eller dog blød Tilstand. En endnu stærkere . 
Virkning af Modstand imod Fravigelse fra Inertiens Lov 
seer man i Saturnsringen, der ganske har udskilt sig fra 
Planeten Saturns Ækvator, den Gang Planeten var mindre 
fast, end den nu er. 

Saaledes antager jeg, at velbekjendte Naturforhold 
have faaet en ganske tilfredsstillende og forstaaelig For- 
klaring ganske uden Anvendelse af et saa uheldigt Navn, 


som Centrifugalkraften er. 


Nyere Undersøgelser angåaående Planternes 
Befrugtning >). 


Af J, Hoffmeyer, cand. måg. 


år nogle Aar siden blev der i dette Tidsskrift givet en 
Oversigt over de interessante Forhold, som Darwin 
havde paavist ved Orchideernes Befrugtning.”) En Under- 
søgelse af Blomstens Byguing viste, at denne var særlig 
beregnet paa, at Støvet ved Insekternes Hjælp skulde 
føres fra en Blomst over paa Årret i en anden. Disse 
Undersøgelser ere imidlertid kun et enkelt Led i en lang 
Række, som i de senere Aar ere anstillede for at under- 
søge, paa hvilken Maade Støvet i Blomsten føres over 
paa Arret. Darwin har paa flere Maader anvendt Re- 
sultatet af disse Undersøgelser til en videre Udvikling af 
sin bekjendte Theori, som, man mene nu ellers om den, 


hvad man vil, dog har den Fortjeneste at have givet 


+) Den her meddelte Oversigt over de interessante Resultater af en 
Række nyere Undersøgelser, hvormed tildels endnu mange Bo- 
tanikere ere beskjæftigede, støtter sig især til Hildebrandts 
Arbejde »Die Geschlechtervertheilung bei den Pflanzen« 
(1867) og Severin Axells »Om anordningerne får de 
fanerogame våxternas befruktning « (1869). 

XX) I 3die Rækkes Zdet Bind, pag. 273, »Om Orchideernes Be- 
frugtning ved Insekter, af Darwin«, ved M. T. Lange. 
Fjerde Række. Il. 3 


34 


Stødet til nye Undersøgelser i mange Retninger. Inden 
jeg gaaer over til at give en Fremstilling af det Stand- 
punkt, hvorpaa vort nuværende Bekjendtskab til Be- 
støvningen staaer, og de Resultater, man troer at kunne 
uddrage deraf, skal jeg give en kort Fremstilling af 
dets historiske Udvikling. 

Det første og ældste Kjendskab til Planternes Kjøn 
indskrænkede sig til saadanne Planter, hvis mandlige og 
kvindelige Kjønsorganer ikke vare indesluttede i samme 
Blomst, men hver i sin. Man vidste saaledes allerede i 
Oldtiden, at for at en Daddelpalme skulde kunne sætte 
Frugt, maatte der være en Hanblomsterstand i Nærheden. 
Nogen dybere Forstaaelse af dette Fænomen var der dog 
ikke. Først mod Enden af det 17de Aarhundrede finder . 
man bestemte Udtalelser om Tilstedeværelsen af to Kjøn 
hos Planterne. 

Nehemias Grew erklærede 1682, at Støvets Ind- 
virkning paa Støvvejen var nødvendig til Frødannelsen. 
Camerarius (1694) og Vaillant (1717) støttede denne 
Anskuelse dels ved Forsøg og dels ved hos en Mængde 
Planter at paavise, hvilke Organer der vare Kjønsorganer. 
Tournefort, den sidste Stjerne, som blegnede for 
Linnés opgaaende Sol, bekæmpede Læren om Kjønnet, 
men Striden endtes ved Linnés afgjørende Beviser derfor 
(1735). 

Nu gjaldt det om at vise, hvorledes Støvkornene 
kom hen paa Årret. Hos de tvekjønnede Blomster laa 
det nær at antage, at Støvet meget let fra Støvdragerne 
kunde komme over paa Arret i samme Blomst, og hvad 
de enkjønnede angik, tildelte man Vinden udelukkende 
Mellemmandens Rolle. Man gjorde opmærksom paa, at 


i de oprette Blomster vare Støvdragerne længere end 


30 


Griflén, i hængende kortere, et Forhold, som imidlertid 
langt fra er saa almindeligt, som man troede. Man 
glemte heller ikke Insekterne, som besøge Blomsterne 
for at opsamle Honningsaften, og som ved at rode om 
mellem Støvdragere og Griffel let kunne udføre Be- 
støvningen, men at de kunde føre Støvet fra en Blomst 
til en anden, troede man ikke havde nogen Betydning. 

Da paaviste Koelreuter 1761, at Insekternes Virk- 
somhed var ligefrem nødvendig for flere Blomsters 
Vedkommende enten paa Grund af Blomstens Bygning, 
eller fordi Kjønsorganerne i samme Blomst vare udviklede 
til forskjellig Tid, hvorfor Støvet fra den ene Blomst 
maatte bæres over til den anden. Dette paavistes endnu 
tydeligere i Sprengels mærkelige Værk »Das ent- 
deckte Geheimniss der Natur im Bau und in der Be- 
fruchtung der Blumen« (1793). Mærkelig nok benyttedes 
Opdagelsen af disse Forhold samt egne Undersøgelser, 
der gik 1 samme Retning, af nogle senere Forskere, f. Ex. 
Henschel, netop til at modbevise Planternes Kjøn, men 
selv disse Undersøgelser have dog tjent til at udvide vore 
Kundskaber om Kjønsforholdet hos Planterne endnu mere. 

Sprengel anstillede ogsaa Forsøg med en Lilie 
(Hemerocallis fulva) og viste, at hos denne Plante gav 
Arrets Befrugtning med Støv fra samme Blomst kun et 
daarligt Resultat, medens Bestøvning med Støv fra en 
anden Blomst frembragte en rigelig Mængde Frø. Saa 
vidt var man altsaa kommen. Men nu gik der en lang 
Tid, hvor disse Resultater synes at være glemte eller i 
alt Fald lidet paaagtede af de fleste Forskere. 

Da opstillede Darwin (1859 i »On the origin of 
species«), støttet paa praktiske Erfaringer af Gartnere, 
den Lov, at intet organisk Væsen skulde kunne 

3F 


36 


befrugte sig selv gjennem en uendelig Række 
af Generationer (»No hermaphrodite fertilizes itself 
for a perpetuity of generations«). I en Række Under- 
søgelser over Befrugtningen hos Ærteblomster, Gjøge- 
urter, Hør og Kodriver har han senere søgt at bevise 
denne Lov, og hans Tilhængere have ved omfattende 
Undersøgelser af andre Planter søgt at støtte den. Blandt 
disse andre skulle vi især fremhæve Tyskeren Hilde- 
brandt og Italieneren Delpino. Hvorvidt Loven herved 
kan ansees for at være bevist, skal jeg senere komme 
ind påa, men først skal jeg give en Oversigt over disse 
Undersøgelsers Resultat. 


A. Enkjønnede Blomster. 


Det vil være bekjendt nok, at hos en stor Mængde 
Planter indeholder Blomsten kun det ene Slags Kjøns- 
organer, enten blot Støvdragere eller blot Støvveje. Vi 
faa saaledes Han- og Hunblomster, som enten findes 
begge paa samme Plante (enbo Pl.) eller paa to Plan- 
ter (tvebo Pl1.). Forskjellen mellem Han- og Hunblom- 
sterne kan nu være større eller mindre. I første Tilfælde 
ere Blomsterne af helt forskjellig Bygning. Hos en Eg 
har saaledes Hanblomsten et hjulformigt, fliget Blomster- 
dække, og der er ikke Spor af nogen Støvvej i den, 
medens Hunblomsten, der sidder i en skaalformig Ud- 
videlse af Blomsterstilken, har et Blomsterdække, der 
kun viser sig som nogle smaa Tænder, og slet ikke har 
Spor af Støvdragere. Enhver vil ogsaa have lagt Mærke | 
til den store Forskjel mellem Hasselens Han- og Hun- 
blomster. Hos andre enkjønnede Planter ere Blomsterne 
ens byggede, uden at der dog findes Spor af mere end 


37 


en Slags Kjønsorganer i hver enkelt af dem. Hos en 
tredie Slags enkjønnede Blomster finde vi, at det enkjøn- 
nede Forhold tydelig nok kun er frembragt ved, at det 
ene Kjøn er slaaet fejl, idet man i Hanblomsten finder 
bestemte Spor af en uudviklet Støvvej og i Hunblomsten 
af Støvdragere (f. Ex. mange til Nælde-, Lavrbær-, 
Agurkfamilien osv. hørende Planter). 

Hos alle disse er nu en Selvbetrugtning umulig, og 
Støvet maa føres fra den ene Blomst over i den anden 
enten ved Vindens eller Insekternes Hjælp. 

— Fra de sidst nævnte af disse Blomster er der nu en 
bestemt Overgang til de tvekjønnede. Vi finde nemlig 
mange Planter, som baade have en- og tvekjønnede 
Blomster. Det var den Slags Planter, hvorpaa Linné 
grundede sin senere opgivne 23de Klasse: Polygamia. 
Snart have vi hos en og samme Planteart foruden Tve- 
kjønsblomster kun Hunblomster (f. Ex. hos Timian), snart 
kun Hanblomster (f, Ex. Hestekastanien), snart ogsaa alle 
tre Slags Blomster (f. Ex. Ask”). 

Vi komme saaledes over til den anden store Af- 


deling, nemlig: 


B. Tvekjønnede Blomster. 


Her skulde man nu ved en overfladisk Betragtning 
allevegne let føres til at tro, at Støvet med Lethed maa 
kunne komme fra Støvdragerne over paa AÅrret i samme 
Blomst, men ved nøjere Betragtning viser det sig, at hos de 


fleste forhindres dette ved, at de to forskjellige Kjønsorganer 


”Y Hos denne Plante bære nogle Træer blot Hanblomster, andre blot 
Hunblomster og en tredie Slags blot Tvekjønsblomster. Hos 
Lychnis ocymoides findes derimod alle tre Slags Blomster paa 
den samme Plante. 


38 


i samme Blomst udvikles til mere eller mindre forskjellige 
Tider. Snart er det Støvdragerne, som ere de først udvik- 
lede, snart er det omvendt Støvvejen. Man kalder dette 
Forhold, som finder Sted hos de fleste tvekjøn- 
nede Blomster, Dichogami, og i Mangel af et dansk 
Ord skal jeg i Fremtiden tillade mig at benytte dette. 
For at forstaa dette bedre ville vi gjennemgaa nogle 
Exempler og da først undersøge Blomsten af Læge- 
Baldrian eller Velandsurten (Valeriana officinalis). 
Saasnart Knoppen springer 
op, vokse Støvdragerne noget 
ud af Blomsten, Støvknapperne 
aabnes og staa i denne Til- 
stand omtrent over Blomstens 
Midte (a). Efter nogen Tid vil 
Støvet i Reglen være afvisket 


af Insekter, og nu bøje Støv- 
Fig. 1. Blomster af Baldrian. É . 
dragerne sig udad og visne, 
medens Griflen vokser op (b). Arret udbreder sig først nu og 
vil omtrent indtage samme Plads som Støvknapperne før. 

Endnu mærkeligere fremtræder dette Forhold hos en . 


udenlandsk Plante, Lopezia coronata, I a er den 


Fig. 2. Blomster af Lopezia coronata. 


unge Blomst afbildet. Kronblade og Bægerblade (hvoraf 


de fleste ere fjernede paa Tegningerne b og c) ere af 


Sek 
39 

forskjellig Form. I det nederste skeformige Kronblad 
ligge endnu Kjønsdelene skjulte.  Berøres dette Kron- 
blad, springer Støvdrageren (Blomsten har nemlig kun en) 
elastisk frem (b). I c er Støvdrageren visnet og har 
bøjet sig tilbage, og nøjagtig paa dens Plads se vi Griflen 
med det først nu udviklede År. 

Hos flere Balsaminer er Griflen omgiven af et 
Rør, som dannes af de sammenvoksede Støvdragere. Støv- 
knapperne aabne sig udad. Nogen Tid efter at de have 
aabnet sig visne Støvdragerne, Griflen begynder at vokse 
og river ved sin Vækst Støvtraadene over ved Grunden, 
hvorved disse komme til at sidde som en vissen Hætte paa 
AÅrrets Top. Først efter at denne Hætte ved Vindens 
eller Insekternes Hjælp er fjernet, indtræder det Tidspunkt, 
da Arrets hidtil sammenklæbede fine Flige udbrede sig. 

Hos Klokkeblomsterne (Campanula) er Griflen 
ogsaa omgiven med et Støvdragerrør, men her aabne 
Støvknapperne sig indad. Dette finder Sted allerede i 
Knoppen, og den med udspærrede Haar beklædte Griffel 
forsynes derved med et helt Foderal af Støv. Allerede 
før Blomstens Aabning ere Støvdragerne visnede, og 
Griflen sidder frit i Blomstens Midte med Støvet om- 
kring sig. Nu springer Blomsten ud, Griflen berøves lidt 
efter lidt sit Støv af honningsøgende Insekter, og først 
naar dette er skeet, kløver dens Spidse sig, og de to Flige 
af Arret rulle sig ud. Kun paa disses indvendige Side. 
findes den slimede Vædske, som er bestemt til at fast- 
holde og nære Støvkornene. 

Hos Kjællingetanden (Lotus corniculatus) er 
Griflen og de om den sammenvoksede Støvdragere inde- 
sluttede af de to inderste Kronblade. Disse ere sammen- 
voksede til den saakaldte Kjøl, som hos denne Plante 


40 


indeslutter Kjønsdelene som et Rør, blot med et lille 
Hul i Spidsen. Støvknapperne aabne sig allerede i Knop- 
pen, og Griflen, der da er kort, vokser først senere 
til og skyder Støvmassen foran sig ud i den forreste Del 
af Kjølen. Sætter nu et Insekt sig paa denne, trykkes 
den noget nedad, og den stive Griffel virker som et Stempel 
påa Støvmassen, der drives ud af Hullet i Spidsen som 
en lille Sky. Først naar alt Støvet ved gjentagne Insekt= 
besøg er udjaget, vokser Griflen ud af Hullet, og nu ud- 
dannes Årret. 


Som sidste Exempel skal jeg nævne Anoda hastata 


Fig, 3. Blomster af Anoda hastata. 


af Katostenes Familie, I Knoppen (åa) ere de mange 
"Støvdragere samlede i en Pyramide. De øverste ere op- 
rette, de andre mere eller mindre tilbagebøjede. Efter 
Blomstens Udspring aabne først de øverste Støvknapper sig, 
og efterhaanden skrider Aabningen frem nedad, idet Støv- 
dragerne samtidig rette sig ivejret (b). Først naar Støv- 
dragerne have rejst sig, opdage vi den mangedelte Griffel 
med de endnu uudviklede Ar, som ligge tilbagebøjede langs 


41 


ned ad Støvdragersøjlen og skjulte under Støvknapperne. 
De ligge i 5 Bundter og mellem hvert Bundt er Støv- 
dragersøjlen beklædt med udstaaende Haar, saa at Arrene, 
der ligge ligesom i en Rende af Haar, ere sikkrede mod 
Berøring (c). Naar Støvknapperne have udtømt Støvet, 
visne Støvtraadene og skrumpe ind, og nu rejse Griflens 
Grene sig, saa at de fuldt udviklede År komme til at staa 
paa samme Plads, hvor før Støvknapperne vare (d). 
Jeg kunde anføre mange flere Exempler paa Blom- 
ster, hvor Støvdragerne ere udviklede før Støvvejen 
(Proterandri, af mQoTEpog, først og dveg, Mand), men de 
her anførte maa være nok til at vise, hvor udbredt dette 
Forhold er%). Hos alle de anførte Exempler, og vi 
kunne godt sige hos saagodtsom alle de undersøgte pro- 
terandriske Blomster, gjentager sig det Forhold, at Støv- 
knapperne befinde sig paa samme Sted i den unge Blomst, 
som Årrene i den ældre. Herved tilstræber Naturen 
noget ganske bestemt. Et Insekt, som besøger Blomster 
af samme Art, vil næsten altid indtage samme Stilling i 
de forskjellige Blomster, da det skal have sit Sugerør 
stukket ned til Honninggjemmet, der altid sidder paa en 
bestemt Plads. Skal nu Bestøvningen foregaa derved, at 


”) De proterandriske Blomster ere af dobbelt Art. Hos nogle indtager 
Årret senere den samme Plads, som Støvdragerne tidligere, blot 
ved en Tilvækst af Griflen; dette er Tilfældet hos Kar- 
toffelfamilien, Baldriansfam., Krapfam., Klokkefam., Lobeliaceæ, 
Gesneriaceæ, Hjulkrone, Slangehoved, Smalbladet Ensian, Skjaller- 
gruppen, Primula stricta, Balsamineæ og Pilurt. Hos andre 
skeer dette ved særegne Bevægelser, og hertil høre: Kurv- 
blomster, Læbeblomster, Polemonierne, Fingerbøl, Akeleje, Storm- 
hat, Ridderspore, Nigella, Katostfamilien, Storkenæb, Leverurt, 
Tropæoleæ, Nellike- og Fladstjernefamilien, Passionsblomsterne, 
Stenbrækfamilien, Natlysfamilien, Løvefod, Lyngfam., Løg, Brude- 
lys, Skjærmplanter. 


42 


Insektet bærer Støvet fra den ene Blomsts Støvknapper 
over paa den andens År, saa maa det være de samme 
Dele af dets Krop, som først komme i Berøring med 
Støvknapperne og senere med AÅrrene. Medens en Be- 
støvning ved fremmed Hjælp saaledes i høj Grad'er 
lettet hos disse Planter, er en Selvbestøvning næsten 
umulig. Dels ved Arrets fuldstændige Mangel paa Ud- 
vikling, dels ved dets Lukning, dels endelig ovenikjøbet 
ved Beskyttelse af Haar o. desl. har Naturen sørget for, 
at intet Støvkorn fra Støvdragerne skal komme paa Årret 
i samme Blomst. At et enkelt Støvkorn kan blive sid- 
dende i Blomsten og senere komme over paa Årret, 
hører naturligvis ikke til de rene Umuligheder%), men 
er i høj Grad usandsynligt, og om disse Planter kan det 
nok siges at gjælde, hvad Darwin anfører: »nature tells us 
in the most emphatic manner, that she abhorrs perpetual 
selffertilisation.«  (»Naturen fortæller os paa den mest 
slaaende Maade, at den afskyer fortsat Selvbefrugtning«). 


Medens i alle de nævnte Exempler Støvdragerne vare 
udviklede før Støvvejen, have vi en anden, mindre talrig 
Række Blomster, hvorStøvvejen kommer først (Prote- 
rogyner, af xeotegog, først og yvon, Kvinde). Her træder 
Årret i Reglen allerede 
ud af Blomsten, medens 
denne endnu er Knop(a). 
Dette er saaledes Til- 


fældet hos Parietaria 


Fig. 4. Knop (a) og Blomst (b) af Parietaria ; å 
åsfrasa, diffusa. Først naar 


”) Hos mange dichogame Blomster er Tidsforskjellen mellem Kjøn- 
nenes Udvikling overmaade ringe. 


43 


Arret er visnet og faldet af (b), aabner Knoppen sig, og 
Støvdragerne komme frem, og saaledes er en Selvbefrugt- 
ning her fuldstændig forhindret. Der er dog den 
store Forskjel mellem proterandriske og proterogyniske 
Blomster, at der hos de sidste ingen Bestræbelse findes 
for at bringe Støvknapperne hen paa det |samme Sted, 

hvor før ÅArret var. Grunden til dette Forhold vil senere 
" blive forklaret, foreløbig skal dog bemærkes, at disse 
Blomster ikke ere bestemte til at befrugtes ved Insek- 
ternes, men ved Vindens Hjælp). 

En meget interessant Ejendommelighed, som findes 
hos en stor Mængde Dichogamer, er Mangelen af den 
ene eller den anden Slags Kjønsorganer hos de først eller 
sidst i Blomstringstiden udviklede Blomster paa samme 
Plante. Da hos de proterandriske Dichogamer den ældre 
Blomst altid bestøves med Støv fra en yngre, ville de 
sidste Blomster jo ikke kunne bestøves, fordi der ingen 
flere Blomster fremkomme, som kunne levere Støvet der- 
til. Heraf kommer det, at de sidste Blomster ofte ikke 
sætte Frugt. At dette ikke er meget almindeligere end det 
er, kommer deraf, at medens en Plante er ifærd med at 
afblomstre, kan et andet Exemplar af samme Art endnu 
staa i fuld Blomst og altsaa levere Støvet. Men en 
Kjendsgjerning er det dog, at de sidste Blomster hos 
mange Proterandrister kun have rudimentære Støvveje. 


Saaledes ere de inderste (altsaa yngste) Blomster i Skjær- 


”) Som proterogyne Dichogamer anføres fremdeles: Nyserod, flere 
Vejbred-Arter, Frytle, Eng-Rævehale, vellugtende Gul-Ax, Katte- 
skæg, Lonicera corulea, knollet Brunrod, Mandragora vernalis, 
Scopolia atropoides, Wulfenia corinthiaca, Globularia vulgaris og 
cordifolia, Goethea cauliflora, Parietaria diffusa, de tvekjønnede 
Blomster hos Hestekastanien og Pavia rubra,.… Aristolochia Cle- 
matitis. 


di 


mene hos Skjærmplanter næsten altid Hanblomster. Dette 
er et interessant Bidrag til Darwins Theori om, at unyttige 
Organer efterhaanden svækkes i deres Udvikling og for- 
svinde, og unyttige blive Støvvejene i det nævnte Tilfælde 
jo netop derved, at de aldrig eller dog med stor Van- 
skelighed kunne blive befrugtede. I Analogi hermed skulde 
man vente, at de første Blomster vare Hunblomster. Men 
dette finder dog kun sjælden Sted). Støvet er Planten - 
i det hele taget meget ødsel med, og det er jo ogsaa 
tænkeligt, at noget af de første Blomsters Støv kan 
gjemmes i længere Tid og saaledes komme de senere 
Blomster tilgode. Hos de proterogyniske Dichogamer maa 
vi vente, at de første Blomster ikke sætte Frugt eller 
ere Hanblomster, og dette synes virkelig ogsaa stundom 
at finde Sted =+). 

Ved den forhindrede Selvbestøvning slutte Dicho- 
gamerne sig nær til de enkjønnede Blomster. Dette træder 
især klart frem i en Familie, de Kurvblomstredes. Hos 
nogle, f. Ex. -Morgenfruen (Calendula), finde vi nemlig 
blot enkjønnede Blomster: Hunblomster i Randen af 
Kurven og Hanblomster i Midten. Hos andre, f. Ex. 
Kamilleblomsten, er der Hunblomster i Randen og pro- 
terandriske Skiveblomster, og hos en tredie Afdeling 
endelig (Salatgruppen, hvortil f. Ex. Løvetand hører) er 


der lutter proterandriske Tvekjønsblomster i Kurven. Her 


”) At Randblomsterne i Kurven hos de Kurvblomstrede ofte ere 
Hunblomster, er dog maaske et Exempel herpaa. 

Hele denne Theori trænger dog i høj Grad til at støttes ved nøj- 
agtigere Undersøgelser. I det hele taget maa det bemærkes, at 
mangt af det her og i det følgende anførte trænger til nøjere 
at undersøges. Navnlig ville Undersøgelser over Insekternes Fær- 
den i Blomsten, sammenholdt med dennes Bygning, være af 
stor Interesse, 


SÅ) 


45 


haves en tydelig og» smuk Oversigt over Forholdene i 


deres Sammenhæng. 


Inden vi forlade Dichogamerne, skal jeg anføre et 


Exempel, som staaer paa Overgangen mellem disse og 


de Planter, hos hvilke begge Kjøn ere samtidig udviklede: 


det er Slangeroden (ÅAristolochia Clematitis). 


Denne Plante er proterogyn 
og indrettet saaledes, at In- 
sekterne aldrig kunne komme 
til at bevirke en Selvbestøv- 
ning. Ved Grunden af den rør- 
formige Blomsterkrone er der 
en kugleformig Udvidelse (k). 
Indeni denne sidder Griflen 
med et stort skiveformigt År (n). 
Støvknapperne (a) sidde skjulte 
under Årrets Rande og kunne 
kun blive frie ved at dette 
visner. Hele den Del af Kron- 
røret (r), som er ovenover den 
opsvulmede Del, er paa sin 
indre Side beklædt med Haar, 
der vende indad og nedad og 
saaledes vel tillade et Insekt 


at krybe ind i Blomsten, men 


Fig. 5. Aristolochia Clematitis. 
A fremstiller den unge, B den "ældre 
Blomst. 


ikke at krybe ud igjen. Kommer nu et Insekt (1) med Støv 


paa ind i Blomsten, bestøver det først Arret, men holdes 


saa fanget ligesom i en Ruse, indtil Arret er visnet og 


Støvknapperne have aabnet sig. Først da falde Haarene 


i Kronrøret af, og Dyret kan 


slippe ud, førende Støvet 


af den nu befrugtede Blomst med sig for at foretage Be- 


støvning med det paa samme Maade i en anden Blomst. 


46 


Omendskjøndt denne Plante er proterogyn, afviger den 
dog fra de andre Dichogamer derved, at Insektet ved et 
og samme Besøg baade bestøver Arret og bortfører Blom- 
stens eget Støv. Hos de andre Dichogamer ere to Insekt- 
besøg nødvendige til at udføre det samme, et, medens det 
ene Kjøn, et andet, medens det andet Kjør er udviklet. 

Vi komme derved over til en anden stor Række 
Planter, hvor hver Blomst kun fordrer et Insektbesøg, 
nemlig dem, hos hvilke begge Kjøn ere samtidig 
udviklede. 

Vi skulle blandt disse først betragte dem, hvor 
Støvdragerne just ikke sidde saa nær ved Arret, at en 
Selvbestøvning kunde synes uundgaaelig. Her træffe vi 
straks en Gruppe Planter, som ere mærkelige ved, at de 
optræde med flere Former af Blomster. 

Undersøger man. en stor Mængde Blomster af vor 
almindelige Vaarkodriver (Primula officinalis), saa vil 
man finde, at i nogle er Kronrøret 
udbuget. paa Midten, Griflerne 
ere lange, og Arret sidder næsten 
ude i Kronrørets Munding, medens 


Støvknapperne findes langt nede 


i Blomsten (a). Hos andre er det 


omvendt; der er Kronrøret lige 


vidt overalt, Støvknapperne sidde 


Fig. 6. Dimorfe Blomster af 
Kodriver. ved Mundingen, og Årret langt 


nede (b), saaledes at den Højde, hvori Arret befinder 
sig i den ene Slags Blomst, nøje svarer til den, hvori 
Støvknapperne befinde sig i den anden. Man kalder 
disse Blomster langgriflede og kortgriflede, og 
hele Forholdet betegnes ved Ordet Heterostyli (af 
éregoc, forskjellig, og c7i4og, Griffel). Foruden Vaar- 


47 


kodriveren vil der selv i vor Flora ikke findes saa faa 
dimorfe Blomster”). Forskjellen mellem Griflens og Støv- 
dragerues Længde er imidlertid ikke den eneste Forskjel. 
Hos de korte Støvdragere er Støvet ofte af en anden 
Form og Farve end hos de lange, og den lange Griffel 
har i Reglen et større Ar end den korte. I første Øje- 
blik kunde man tro, at vi her havde Blomster for os, 
som viste Tilbøjelighed til Særkjønnethed. De langgriflede 
Former skulde da nærmest være Hunblomster med mangel- 
fuldt udviklede Støvdragere, de kortgriflede derimod Han- 
blomster med mangelfuldt udviklet Støvvej. Hvis dette 
var Tilfældet, maatte man vente, at de langgriflede for- 
trinsvis satte Frugt, i ethvert Tilfælde med rigeligere og 
bedre Frødannelse end de kortgriflede. Men en Under- 
søgelse i Naturen viser, at dette ingenlunde er Tilfældet. 
Begge Former kunne bære gode Frø i rigelig Mængde. 
Ved en Række Forsøg, som Darwin og adskillige 
andre have foretaget, har der vist sig noget ganske andet. 
Tager man de to Former for sig, kan en kunstig 
Bestøvning foretages paa flere Maader. Følgende Schema 
vil vise det: 
En langgriflet Plan- ) Støvdragere i samme Blomst. 
tes Støvvej be- « Støvdragere i en anden langgriflet Bl. 
støves af ) Støvdragere i en kortgrifl. Bl. 
Støvdragere i samme Bl. 


En kortgriflet Form 


Støvdr. i en anden kortgr. Bl. 
bestøves af 


Støvdr. i en langgr. Bl. 


”) De mest bekjendte dimorfe Blomster findes hos: Kodriver, Vandrøl- 
like, Sandkryber, Jasmin, Stenfrø, Lungeurt, Bukkeblad, Skovmærke, 
Hør, Vejbred, Boghvede. Dog ere ikke altid alle Arter i en 
Slægt heterostyle, fordi nogle ere det; der nævnes saaledes 36 
heterostyle og 6 homostyle Primula-Arter; 29 heterostyle Hør- 
Årter og 3 homostyle 0. s. v. 


48 


Hvad Resultat gave nu disse Forsøg? Bestøvninger 
med Støv fra samme Blomst eller fra en anden Blomst 
af samme Form gave kun faa eller ingen Frø, Bestøv- 
ninger derimod med Støv fra Blomster af en anden 
Form gave derimod rigelige og gode Frø. 

Disse Forsøg have, hvergang de bleve anstillede, 
givet samme Resultat. Naturen synes derfor her hverken 
at ønske Selvbestøvning eller Bestøvning ved Støvknapper, 
der sidde i en anden Højde i andre Blomster end Grif- 
len i den bestøvede. Derimod synes Bestøvning af 
Støvknapper i samme Højde som Arret at være ønskelig, 
og denne sidste Art Bestøvning kalder Darwin derfor 
den »legitime«.  Forskjellen mellem den »illegitime« og 
»legitime« Bestøvnings Resultater er imidlertid ikke ens hos 
forskjellige Planter. Hos Hør (Linum perenne) og Lunge- 
urt (Pulmonaria officinalis) kom der efter Hildebrandts 
Forsøg næsten slet intet Frø efter begge de illegitime 
Bestøvninger. Hos Kodriverarter fik baade han og Dar- 
win næsten ingen Frø ved Selvbestøvning, flere ved 
Fremmedbestøvning af Støvknapper i anden Højde end 
Griflen, men flest ved legitim Bestøvning. 

Den hidtil omtalte Form af Heterostyli har Darwin 
kaldt Dimorfi, fordi de paagjældende Blomster kun 
optræde under to Former, 

Mere indviklet er Forholdet der, hvor vi have tre 
forskjellige Former af Blomster (Trimorfi). Hos 
Kattehalen (Lythrum Salicaria) har Blomsten en 
Griffel og 10 Støvdragere i to Kredse af ulige Længde. 
Vi kunne nu paa forskjellige Individer af denne Plante 
finde en. Form med lang Griffel og de to Støvdragerkredse 
kortere end Griflen (langgriflet F., Fig. 7, a.), en Form, 
hvor Griflen er kortere end begge Støvdragerkredse (kort- 


49 


griflet F., Fig. 7, c) og endelig en tredie Form, hvor Griflen 
er længere end den ene og kortere end den anden Støv- 
dragerkreds (mellemgriflet 
Form, b). Disse tre Former 
have længe været kjendte 
og iagttagne, men deres 
særlige Forhold til Be- 
frugtningen er først paa- 
vist af Darwin i 1864. 


Imellem de tre Former 


foretog han 18 forskjel- rig. 7. Befrugtningsorganerne hos Ozalis- 
lige Arter Bestøvning: han MDD 

bestøvede den langgriflede Form med dens egne to Støvarter 
(fra de øvre og denedre Støvknapper), med den mellemgrifledes 
og den kortgrifledes to, altsaa i det hele taget paa seks 
Maader.- Paa lignende Maade foretoges seks Bestøvninger af 
den mellemgriflede og seks af den kortgriflede Form. Hoved- 
resultatet var, at kun de Bestøvninger fremkaldte fuld- 
stændig Frugtdannelse, som foretoges med saadanne Kjøns- 
organer, der stode paa samme Højde i de tre Former. 
Af de paa denne Maade mulige 6 Bestøvningsarter gave 
de det bedste Resultat, som vare foretagne paa den 
mellemgriflede Form med Støv fra den langgrifledes øverste 
” eller den kortgrifledes nederste Støvknapper. Jo for- 
skjelligere Længden af de samvirkende Organer altsaa 
var, desto større var Ufrugtbarheden. 

En lignende Trimorfi i Forbindelse med lignende 
fysiologisk Betydning findes hos en stor Del Skovsyre- 
(Oxalis-)Arter, hvor en af Slægtens Monografer har 
været saa uheldig at anse Griflens Længdeforskjel for 
Artsforskjel og derfor har gjort hver af de trimorfe ÅAr- 


ters tre Former til tre forskjellige Arter. 
Fjerde Række. II, 4 


50 


Lad os nu kaste et Blik tilbage paa alle disse di- 
og trimorfe (heterostyle) Former. De have alle det til- 
fælleds, at en Krydsning af Blomsterne ved Bestøvningen 
er det heldigste for Frødannelsen. Hvorledes har nu 
Naturen hjulpet dem til at naa denne Krydsning? Ganske 
simpelt ved at anbringe de Organer, som skulle samvirke 
ved Bestøvningen, i samme Højde i de forskjellige Blom- 
ster. Naar et Insekt besøger flere af disse Blomster, 
ville nemlig de samme Dele af dets Legeme 
komme i Berøring med Støvknappernei den ene 
og Arret i den anden Blomst, og saaledes vil det 
fortrinsvis foretage »legitime« Bestøvninger. At de »ille- 
gitime« ogsaa ere mulige, følger af sig selv, men dels ville 
de være sjeldnere, og dels ville de frembringe færre Frø. 

Hos de dichogame Planter var der hos nogle (de 
proterandriske) ogsaa en Bestræbelse efter at bringe de 
samme Dele af Insektets Krop snart i Berøring med 
Støvknapperne og snart med Årret, men her var Selv- 
befrugtning saa godt som umulig, og Insektet maatte besøge 
enhver Blomst to Gange til forskjellige Tider, nemlig en 
Gang for at modtage og en Gang for at afsæite Støvet. 
Hos de di- og trimorfe Blomster er derimod en Selv- 
bestøvning meget mulig, og enhver Blomst behøver kun 
et Insektbesøg, forsaavidt dette medbringer Støv fra en 
anden Blomst. 


Gaa vi nu videre i Blomsterverdenen og lade de 
øvrige Blomster, som ikke ere Dichogamer, og hvis Støv- 
knapper ere fjernede fra Arret, passere Revue for os, 
finde vi ogsaa der en hel Mængde mærkværdige Forhold, 
som ere paaviste i den senere Tid. 

Der træder os nu først en mindre Gruppe imøde, 


hvis Støvknapper aabne sig udad paa den fra Arret bort- 


LY 


vendte Side. Dette er Tilfældet hos hele store Familier, 
f. Ex. Ranunkler og Sværdlilier. Hos begge disse ligge 
Honninggjemmerne udenfor Støvdragerne (hos Ranunkel- 
slægten t. Ex. paa Kronbladenes Grund), og man kan ikke 
godt vægre sig ved at se et indre Sammenhæng mellem 
Støvknappernes udadvendte Stilling og Honninggjemmernes 
Plads. Det synes nemlig fra Naturens Side et være til- 
sigtet, at Insektet paa sin Vej til og fra Honninggjemmet 
lettere skal kunne børste Støvet ud af Knapperne. Mær- 
keligt er det i denne Henseende, at Støvknapperne hos 
Pæonierne (en Afdeling af Ranunklerne), hvor Hon- 
ninggjemmerne mangle, aabne sig indad. 

Hos de Korsblomstrede finder man seks Støv- 
dragere. Deraf danne de to en ydre Kreds og ere kor- 
tere, de fire andre ere længere og danne en indre Kreds. 
Disse indre Støvdrageres Knapper ere i Begyndelsen ud- 
advendte, men foretage senere ofte Vridninger enten af 
en Halv- eller blot af en Fjerdedel af en Cirkel, saa at 
de komme til at vende mod hinanden, to og to. Disse 
Vridninger synes at staa i et bestemt Forhold til Hon- 
ninggjemmernes Plads. Hos Arabis alpina og Cardamine- 
Arterne, hvor Støvdragerne blot dreje sig en Fjerdedel, 
haves kun to Honninggjemmer, som ligge mellem de 
korte Støvdragere og Frugtknuden. Hos Agerkaal, Løgurt 
o. fl., hvor de vride sig halvt om, er der fire Honning- 
gjemmer, to mellem de korte Støvdragere og Frugtknuden 
og to mellem de længere Støvdragere og Kronbladene, 
I begge Tilfælde ville Støvknappernes Aabninger komme 
til at vende mod Insektet eller dets Sugerør, naar dette 


stikkes ned til Honninggjemmet”). 


”) Disse Angivelser trænge dog vist til nærmere Undersøgelse. R.A. 
AE 


52 


Hos en Mængde andre Familier aabne Støvknapperne 
sig indad (f. Ex. hos Rosenfamilien, Narcisser og Lilier). 
Her sidde Honninggjemmerne næsten altid mellem Støv- 
dragerne og Blomsternes Midtpunkt. Medens Naturen 
hos disse Planter altsaa har sikkret sig, at de honning- 
søgende Insekter faa Støv paa sig, er det vanskeligere 
at forstaa, hvorledes de overføre Støvet paa Årrene, og 
her skorter det desværre i høj Grad paa nøjere Iagttagelser. 

Hos de hængende Blomster, f. Ex. Vintergjæk og 
Nellikerod, er det let at iagttage, hvorledes Bestøvningen 
udføres af Insekterne. Disse holde sig nemlig under Be- 
søget fast til Støvvejene, og naar de nu med Hovedet 
rode om mellem Støvknapperne, faa de ikke alene Hovedet 
overpuddret, men ryste ogsaa en Del Støv ned, som 
hæfter sig paa deres Bug, og som de da let kunne over= 
føre paa Årrene i samme eller andre Blomster. 

Hos disse Planter, saavel dem med udadvendte som 
dem med indadvendte Støvdragere, er en Selvbestøvning 
mulig, og om end Bestøvning fra en anden Blomst ogsaa 
er mulig, er der dog ingen Grund til efter de nuværende 
Iagttagelser at antage, at Blomstens Bygning ligefrem 
skulde være anlagt paa at hindre Selvbestøvningen. Der- 
imod finde vi en Del andre Blomster med samtidig ud- 
viklede Kjøn, hvor en Selvbestøvning ligefrem er for- 
hindret ved særegne Forhold i Blomstens Bygning. Det 
vilde blive for vidtløftigt her at beskrive alle de mærke- 
lige Forhold, som ere paaviste hos disse Planter. For 
en hel Families Vedkommende, nemlig Gjøgeurternes 
(Orchideerne), kan jeg henvise til den Fremstilling, som 
tidligere er givet deraf i dette Tidsskrift. Jeg skal blot 
minde om, at det blev paavist, hvorledes Støvmasserne 
med deres Stilke bleve klæbede fast til Insektets Hoved, 


53 


naar det besøgte Blomsten. Derefter bøjede de før op- 
retstaaende Støvmasser sig fremad, og naar Insektet da 
besøgte en anden Blomst, nødtes det ved deres forandrede 
Stillingsforhold til at 
anbringe dem paa Årret. 

Lidt nøjere skal jeg 
omtale Stifmoders- 
blomsten. De 5 Støv- 
knapper danne her en 
Kegle, og Støvet falder 
fra dem af sig selv ned 
i en paa begge Sider 
med Haar indfattet 
Rende i det nederste 
Kronblad (c). Foran 


denne Rende og over- 


hovedet foran den ene- Fig. 8. a, Længdesnit af Stifmodersblomsten. b, Støv- 

vejen med de nærmest omgivende Dele af Blomsten. 
ste mulige Indgang til c, Haarrenden. d, Arret og Haarrenden sete forfra. 
e, Griflen og Arret sete fra Siden. 


Blomstens Spore ligger 
det tykke, hovedformige Ar, som er af en ejendommelig 
Bygning (d og e). Det er hult, og den indre Hulhed er 
"fyldt med den fra Arfladen afsondrede Vædske. Foran 
er Hulen aaben og har paa sin nederste Del en læbe- 
formig Klap (e), som er bøjet nedad og besat med smaa 
Haar; med sin nederste Rand ligger den tæt op til det 
nederste Kronblad og lukker for Indgangen til Sporen. 
I denne findes Honningen, som afsondres af Forlængelser 
paa nogle af Støvdragerne. Naar nu Insektet vil stikke 
sit Sugerør ned i Sporen, støder dette først AÅrrets 
Læbe tilbage og kommer derpaa ind i den før omtalte 
Haarrende, hvor det bedækkes med Støv. Naar der- 
efter Sugerøret trækkes tilbage, stødes Læben opad, 


54 


bud 


saaledes at den tildels lukker for Hulen i Arret, i det 
mindste saaledes, at intet Støv kan komme ind i denne. 
Derpaa flyver Insektet til en anden Blomst og foretager 
de samme Bevægelser, men naar det nu stikker Suge- 
røret ind, bliver Støvet, som sidder derpaa, strøget af 
paa Arrets Læbe og siddende ved dennes Haar, og naar 
Læben senere trykkes op mod Hulen, bringes Støvet ind 
i denne. Paa saadan Maade kan ved gjentagne Insekt- 
besøg Århulen. fyldes helt med Støv, hvilket man ofte 
kan iagttage i Naturen selv i Blomster, hvor Støv- 
dragerne endnu ikke have ladet deres Støv falde ned i 
Renden. Ved med en fin Naal at efterligne Insektets Virk- 
somhed kan man selv med Lethed fylde Hulen med Støv. 

Lignende Forhold har man iagttaget hos Vibefedt 
(Pinguicula vulgaris), hos Mælkeurt (Polygala vulgaris) 
og hos Thunbergia alata. At en Selvbefrugtning her 
skulde være næsten umulig, er flere Forskeres MeningX). 

Vi komme nu til Blomster, hvorStøvknapperne 
ligge tæt op til Arret. De ere ikke ret mange, og 
en Del af dem er, saaledes som det ovenfor er paavist for 
Klokkeblomsternes Vedkommende, Dichogamer. For de 
øvriges Vedkommende er det umuligt at nægte,'at Selv- 
bestøvning kan finde Sted, da Arret er i saa nær Be- 
røring med Blomstens Støvknapper. Paa den anden Side 
ville Insekterne ogsaa let kunne bringe Støv fra den ene 
Blomst over i den anden. 

Hist og her træffer man blandt disse Blomster ejen- 
dommelige Forhold, som opfordre til nøjere Undersøgelse. 
Hos nogle Planter, som høre til Jordrøgsfamilien 


") Det maa dog først iagttages, om Insektet ved sit Besøg kun en 
Gang stikker Sugerøret ind i Sporen. Stikkes det flere Gange 
ind, kan en Selvbefrugtning jo godt finde Sted. 


55 


(Fumaria spicata, Corydalis ochroleuca og lutea), have 
vi inderst i Blomsten en Støvvej, tæt op til hvilken der 
ligge to Bundter Støvdragere, hver med tre Støvknapper. 
Kjønsdelene ere tæt omsluttede af de to baadformede Kron- 
blade. De øverste Støvdragere stræbe efter at trække 
sig sammen og derved bøje alle Kjønsdelene opad, men 
Kronbladene holde dem tilbage ved deres Tryk. Trykkes 
disse imidlertid nedad ved, at et Insekt sætter sig paa 
dem, saa slippe Kjønsdelene ud" og bøje sig nu opad, 
hvorved de først stryges henad Insektets Bug og dernæst, 
naar Insektet har forladt Blomsten, lukke for Vejen til 
Honninggjemmet. Blomsten vil nu ikke besøges mere af 
Insekter, dels fordi de ingen Honning kunne komme til, 
og dels fordi de ikke mere kunne holde sig fast til 
Kronbladene, medens de besøge Blomsten. 

Den ovenfor omtalte Mælkeurt, som i Begyndelsen 
kun kan bestøves med fremmed Støv ved Insekter, om- 
danner sig, naar Insektbesøget udebliver, ved en Vridning 


af Griffelen saaledes, at den kan selvbestøves. 


En Gruppe Blomster, som have foraarsaget Til- 
hængerne af Krydsningstheorien mange Vanskeligheder, 
ere de »klandestine« (eller »kleistogame«) 9: altid 
lukkede Blomster. Der er nemlig et Antal Plantearter, som 
enten paa samme Exemplar eller paa forskjellige have 
to Slags Blomster, hvoraf den ene Slags aabner sig lige- 
som andre og overhovedet er normalt bygget, medens den 
anden Slags aldrig aabner sig og har et ringe udviklet 
eller slet intet Blomsterdække (i hvilket sidste Tilfælde 
Blomsten er tæt -omsluttet af Dækblade), hvorimod Kjøns- 
delene, i det mindste tildels, ere godt udviklede og ved 


deres Samvirken frembringe gode Frugter. 


56 


Hos en Mængde andre Planter kan der ogsaa indtræde 
Tilfælde, som bevirke, at de normale Blomster ikke 
aabne sig. Naar saaledes Vandstanden er meget høj, 
forblive den hvide Vandranunkels Blomster under Vandet 
uden at aabne sig og sætte dog meget vel Frugt+). 

Det er dog nærmest klandestine Blomster, frem- 
kommende Aar for Aar hos de Plånter, der ogsaa bære 
normale Blomster, som her interessere os. I sin Afhand- 
ling om disse Blomster fremfører H. v. Mohl en hel 
Række af Exempler hentede fra forskjellige Plante- 
familier (Acanthaceer, Klokkefam., Balsamineer, Sur- 
kløverfam., Bælgplanter, Malpighiaceer o.s.v.). Nogle 
af de Arter, som lettest kunne iagttages hos os, ere 
Skovsyren (OQxalis Acetosella), Martsviolen (Viola 
odorata) og Katteøjne (Lamium amplexicaule). 

Hos Skovsyren komme de normale Blomster frem 
om Foraaret, medens de klandestine først udvikle sig 
længere hen paa Sommeren. Disse have ingen Kron- 
blade, og Kjønsdelene ere indesluttede af det lukkede 
Bæger.  Støvvejene og i det mindste en Del af Støv- 
dragerne ere fuldstændig udviklede. Støvrørene vokse ud 
af Støvkornene, ofte medens disse endnu ere inde i 
Støvknapperne, naa let hen paa AÅrret, 
trænge ned i dette og give Anledning 
til en normal Frugtdannelse. Paa lig- 
nende Maade forholde de klandestine 


Blomster sig hosKatteøjne(Lamium 


j MULD KOTE 
amplexicaule), dog med den Und- ||" Ni 


tagelse, at de her udvikle sig i det 
kølige For- og Efteraar, medens de 


Fig. 9. Lukkede Blomster hos 
Lamium amplexicaule. 


") Det samme kan ogsaa iagttages hos Alisma natans, illecebrum 
verticillatum, Subularia aquatica, 0. s. v. R.A 


57 


normale Blomster fremkomme om Sommeren. Hos denne 
Plante aabne Støvknapperne i de klandestine Blomster sig 
ofte slet ikke, og Støvrørene bryde da igjennem Knappernes 
Vægge for at naa hen til Arret. Hos mange Violer ere mærk- 
værdig nok de normale, aabne Blomster i Reglen ufrugtbare. 

Der gives vist næppe nogen Plante, som kun bærer 
lukkede Blomster); ganske vist findes en indvandret 
Græsart, Oryza clandestina eller Leersia oryzoides, ifølge 
Darwin i England. altid med Blomsterne lukkede og 
indesluttede af Bladskederne, men i Nordfrankrig har 
Duval-Jouve iagttaget saavel klandestine som aabne 
Blomster hos den, og i Brandenburg ere de aabne Blomster 
de hyppigste og sætte her regelmæssig Frugt. 

Grunden til og endnu mindre Hensigten med disse 
klandestine Blomsters Forekomst er endnu ikke oplyst. 
Det er rimeligt nok, at det, som Åxell mener, er ydre 
Forhold, der frembringe dem.  SOryza clandestina synes 
saaledes at blive mere og mere klandestin, jo længere 
den kommer mod Nord. Da det er en med Risen i 
Evropa og Nord-Amerika indført Plante, kunne de klan- 
destine Blomster maaske være et Bevis paa, at Planten 
lever i en Temperatur forskjellig fra den, hvorunder den 
bedst trives. Man maa derfor ogsaa vente at finde 
klandestine Blomster især i botaniske Haver, hvor saa 
mange Planter leve under usædvanlige Forhold. Linné 
omtaler ogsaa klandestine Blomster hos en Mængde uden- 
landske Planter, som dyrkedes paa fri Land i Upsala. 

Men hvad Nytte kunne Planterne saa have af de 
lukkede Blomster? Ja, hvis det virkelig er nødvendigt, 
at Planterne skulle have Nytte af de lukkede Blomster, 


”) Der kan under vort nuværende mangelfulde Kjendskab til disse 
Forhold ikke siges noget herom med Bestemthed. 


58 


saa kan man maaske med Axell henvise til, at der ved 
Blomstens ÅAabning fremkommer en forøget Vandfordamp- 
ning og Udvikling af Luftarter, hvilket ifølge fysiske 
Love maa binde Varme og foraarsage Afkjøling+). Det 
skulde da være for at holde paa Varmen, at Blomsten 
forblev lukket. Denne Forklaring kan ogsaa gjælde for 
vor indenlandske Lamium amplexicaule, da de lukkede 
Blomster her udvikle sig i den koldere Aarstid”). Men 
nu Skovsyren og Violerne! Hos dem finde vi netop klan- 
destine Blomster i den varme Aarstid, og her maa alt- 
saa en anden Aarsag søges. At det, som Åxell mener, 
skulde være, fordi »det eller de Insekter, for hvis 
Medvirken Blomsten særlig er konstrueret, ikke findes 
mere paa denne Åarstid«, er kun en Gisning. I fysio- 
logisk Henseende frembyde de klandestine Blomster imid- 
lertid stor Interesse derved, at de utvivlsomt maa bestøve 
sig selv og dog frembringe godt og rigeligt Frø derved. 


Det er en-lang Række af mærkelige og ejendomme- 
lige Forhold, som jeg har ladet passere forbi Læserens 
Øje, og det skal endda bemærkes, at langt fra alt, 
hvad der i Blomstens Bygning kan være af Interesse for 
Bestøvningen, er medtaget. Det gjælder nu om at samle 
alle disse enkelte Tilfælde og se, om Naturen derigjen- 
nem aabenbarer en eller anden almindelig Lov. 

Desværre har man ved disse Undersøgelser altfor 
ofte sammenblandet de to Ting, »Bestøvningen« og »Be- 
frugtningen«. Selv hvor en Selvbestøvning kun vanskelig 
kan finde Sted, kan dog maaske Frugtudviklingen efter 


”) Hos endel Blomster, især af Aroideernes Familie, fremkommer 
der dog tværtimod en stærk Varmeudvikling i Blomsten. 

”) Jevnfør nedenstaaende »Efterskrift« om de om Vinteren blom- 

strende Planter. RNA 


9. 


denne være ligesaa god som efter en Fremmedbefrugtning. 
Hvor Naturen synes at »afsky« en Selvbestøvning, er 
det derfor ikke tilladt uden videre at sige, at den ogsaa 
afskyer Selvbefrugtning, det er noget, som kun fort- 
satte Undersøgelser af Forholdet mellem Selvbestøvnin- 
gen og Befrugtningen ville kunne udvise. Det er netop 
om disse Forhold at den store Interesse drejer sig hos 
de Botanikere, som for Øjeblikket beskjæftige sig med de 
herhen hørende Undersøgelser. Særlig skal jeg dog endnu 
omtale, hvad der kan være at bemærke i Almindelighed 
om Bestøvningen og Befrugtningen hver for sig. 


Bestøvningen. 


Det der her straks maa falde i Øjnene er, at 
medens nogle Blomster, f. Ex. de klandestine, ikke behøve 
noget ydre Hjælpemiddel til at besørge Støvets Over- 
førelse paa Arret, ja endogsaa paa Grund af deres 
Bygning ere udelukkede fra at benytte sig af et saadant, 
saa er der andre Blomster, hvor ydre Hjælpemidler enten 
ere aldeles nødvendige (Orchideer, Viola, Dichogamer, 
Enkjønnede) eller i alt Fald maa antages at spille en 
væsenlig Rolle (dimorfe Bl.). 

De ydre Hjælpemidler, som kunne benyttes, ere kun 
to: Vinden og Insekterne7). Men den Forskjel i Byg- 
ningen af Blomsten, som hænger sammen med, at den er 
henvist til at benytte et af disse Midler, er af en saa gjen- 
nemgribende Årt, at man ofte allerede ved første Øjekast 
kan afgjøre, om man har med en »anemofil« (vind-be- 
nyttende) eller »entomofil« (insekt-benyttende) Plante at 


") I de tropiske Lande kunne dog maaske ogsaa smaa Fugle, f. Ex. 
Kolibrier, Certhia- og Parusarter, spille samme Rolle ved Be- 
støvningen som Insekter, 


60 


gjøre. Allerede Sprengel har paavist denne Forskjel, 
men den, der nærmere har undersøgt den, er Italieneren 
Delpino. Vi skulle først betragte de anemofile 
Planter, hvorunder vi dog ikke alene indbefatte dem, 
hvor Støvet blot føres ved Vindens Hjælp igjennem Luften, 
men ogsaa dem, hvor det føres hen ad Vandets Overflade. 
Hertil høre følgende hele Familier: Naaletræer, Græsser”), 
Halvgræsser, Vandaks, Siv, Birketræer, Skaalbærende, 
Hamp, Nælder, Vejbred o. fl. a. og desuden en Del enkelte 
Slægter f. Ex. Poppel og Skræppe. 

Ulighederne mellem disse og de entomofile Planter 
vise sig baade i AÅrret, Støvknapperne, Støvtraadene, 
Støvet og Blomsterdækket. 

Anemofilernes År ere altid meget udviklede og ligne 
ofte en Børste eller Pensel; de ere i Reglen lodret stillede 
og brede sig gjerne over en stor Del af Griflen.  Støv- 


knapperne ere store med meget Støv og sidde paa lange 


”) Græsserne nævnes her som anemofile og ere jo ogsaa altid bievne 
betragtede saaledes; naar Kornet »dræer«, og store Skyer af Støv 
føres hen over Kornmarkerne, mener man jo, at Befrugtningen 
foregaaer. En ganske ny lIagttagelse gaaer i modsat Retning, men 
synes rigtignok mere end tvivlsom. I »Comptes rendus« 1869 for- 
tæller en Hr.'Bidard: Støvknapperne hos Græsserne aabne sig i 
Knoppen og lade en Støvregn falde ned paa Arrene; derefter for- 
længe Støvtraadene sig pludselig, idet de næres af de to Smaaå- 
skæl ved Frugtknudens Grund, som før vare saftfyldte, men nu 
udtømmes; ved denne Forlængelse sprænges Inderavnerne fra 
hinanden og Støvdragerne kunne rage frit frem; men da skal Be- 
frugtningen alt være udført. Som en anden Mærkelighed anføres, 
at Græssernes Støvkorn ikke udvikle Støvrør eller udkaste den i 
dem værende befrugtende Vædske (fovilla). Men de to Grifler 
skulle være hule Kanaler og alle Arrets Grene og Haar ligesaa, og 
disse sidste skulle være aabne i Enderne; naar nu Støvkornene 
falde paa Arrets Grene skulle disse aabne Haar gjennembore dem, 
pumpe Befrugtningsvædsken ud og lede den gjennem Kanalerne ned 
til Frugtknuden for at udføre Befrugtningen. R. Å. 


61 


bøjelige Støvtraade. Støvet er let og tørt og ikke 
sammenhængende. Saavel Støvknapper som År rage uden- 
for det ufarvede, bægerlignende Blomsterdække, hvis 
Varighed er uafhængig af Befrugtningsmomentet.  Blom- 
sterne ere ikke honningafsondrende, men hyppig samlede 
i tætte Blomsterstande f. Ex. Aks eller Rakler. 

Hos de entomofile Planter derimod er Årret lille 
og horizontalt, sædvanlig indskrænket til en lille Del af 
Griflen; Støvknapperne ere forholdsvis mindre, have færre 
Støvkorn og sidde paa stive Støvtraade. Støvet er tungt 
og ofte klæbrigt. I Blomsten, som indeslutter Kjøns- 
delene, have vi en farvet Krone, der visner og falder af, 
saasnart Befrugtningen er skeet. Endelig afsondres der 
ofte Honning i Blomsten. 

At de ovenfor nævnte Egenskaber hos Anemofilerne 
i høj Grad lette Støvets Overførelse ved Vinden er let 
at indse. Da Vindens Retning altid er mere eller mindre 
horizontal, maa Arrene staa lodret for at have mere 
Udsigt til at opfange Støvet. Men Støvet maa ogsaa 
holdes fast, derfor de mange Haar paa Årret. Den 
uhyre store Støvmasse letter ogsa Bestøvningen. Jeg 
skal blot minde om den Røg af Støv, der kommer frem, 
naar man ryster et blomstrende Fyrretræ, eller om den 
bekjendte »Svovlregn«. At Støvet er let og tørt be- 
gunstiger naturligvis ogsaa dets Spredning. Støvknapperne 
rystes lettere af Vinden, naar de ere store og sidde paa 
slatne Støvtraade. Hos visse Planter som f. Ex. Spring- 
knap (Parietaria) springe de modne Støvdragere elastisk 
tilbage, hvorved Knappen springer op og udkaster Støvet 
som en lille Sky. Hos en lille Plante, som ofte dyrkes 
i vore Drivhuse (Pilea), skeer det samme, naar der 
kommer Vand paa Støvdragerne. Den »ryger«, naar 


62 


den stænkes. Støvknappers og Ars Beliggenhed udenfor 
Blomsterdækket begunstiger naturligvis ogsaa Bestøvnin- 
gen. Der er her aldrig Tale om Bestræbelser for at 
bringe de to Slags Kjønsdele i Berøring med de samme 
Steder af de blomstersøgende Insckters Krop. Han- og 
Hunblomster kunne godt være af hel forskjellig Form, 
hvilket ogsaa i høj Grad er Tilfældet hos en Del af disse 
Planter, f. Ex. Eg, Bøg og Hamp, og intet farvet Blomster- 
dække behøves for at hidlokke Insekterne. 

De fleste Anemofiler have enkjønnede Blomster, og 
Hunblomsterne ere i Reglen udviklede før Hanblomsterne. 
Dette sees tydelig hos Hasselen, hvor de røde År om 
Foraaret sees stikke ud af Knopperne, tør Hanraklerne 
endnu have aabnet deres Støvknapper. Hos de tvekjønnede 
Anemofiler finde vi ogsaa hyppig Proterogyni, og da Kjøns- 
delenes Stilling i de forskjellige Blomster er ligegyldig 
for Vinden, kommer deraf det, som jeg ovenfor anførte, 
at der ingen Bevægelse af Kjønsdelene finder Sted hos 
disse, saaledes som hos Proterandristerne=). 

Denne fremtrædende Tilbøjelighed til Proterogyni hos 
Anemofilerne staaer vistnok iForbindelse med, at der derved 
frembringes større Rimelighed for, at de først udsprungne 
Blomster kunne træde i Bestøvningens Tjeneste. Frem- 
kom Støvet, som ikke er meget holdbart og snart bort- 
føres af Vinden, før der endnu var færdige Ar til at mod- 
tage det, saa vilde dette Støv jo ikke være til nogen Nytte. 

Mellem anemofile og entomofile Planter findes mange 
Overgange, og det er vel tænkeligt, at Insekter ogsaa 


”) Tidligere anførtes paa mange Steder, at for at lette Befrugtningen 
var Griflen i Reglen længere end Støvdragerne i de hængende 
Blomster, derimod kortere i de oprette. Efter vore Undersøgelsers 
nuværende Standpunkt vil denne Regel kun være til nogen synlig 
Nytte hos Anemofilerne; men selv hos disse er den ikke alminde- 
lig gjældende, hvilket man let kan overbevise sig om i Naturen. 


63 


hos de første kunne hjælpe med, ligesom Vinden hos de 

sidste, men denne Hjælp fremtræder dog mere som en 

uforudseet Tilfældighed. 

Hos Entomofilerne er derimod alt beregnet paa 
Insekterne. Den farvede Krone og Honningen lokker 
dem til Blomsterne; de stive Støvdragere bevirke en 
stærkere Gnidning af Støvknapperne mod Insektets Krop, 
og Kjønsdelenes Bevægelse eller Stilling (som hos de di- 
morfe Blomster) begunstiger Berøringen af de samme Steder 
paa denne, ligesom ogsaa det klæbrige Støv hænger lettere 
ved. Mange Blomster ere, som før anført, saaledes 
byggede, at de kun kunne befrugtes ved Insekter”). 

Hvad nu Bestøvningen i det hele taget angaaer, saa 
fremgaaer der af Betragtningen at Blomsternes Bygnings- 
forhold følgende: 

1. Hos mange Blomster er en Selvbestøvning fuldstændig 
umulig. (Enkjønnede Bl.). 

2. Hos endel Blomster er en Selvbestøvning i høj Grad 
usandsynlig. (Proterandrister, Proterogynister, Or- 
chideer, Violer o. fl. a.). 

3. Hos atter andre kan Selvbestøvning vel finde Sted, 
men Krydsning mellem Blomsterne synes at være 
begunstiget. (Di- og trimorfe Bl.). 

4. Selvbestøvning og Fremmedbestøvning synes lige godt 

" at kunne finde Sted (de S. 51—52 og 55 anførte Bl.). 

5. Kun Selvbestøvning kan finde Sted (altid lukkede Bl.). 


"i Her er det Stedet at minde om den af Darwin anførte inter- 
essante Kjendsgjerning, at Kløveren omkring beboede Steder 
bærer rigeligere Frø end paa andre Steder.  Kløverblomsterne 
kunne væsenlig kun befrugtes ved Humlebiernes Hjælp. Disse 
ere talrigst omkring beboede Steder, fordi deres værste Fjender, 
Markmusene, her udryddes af Kattene. Derfor jo flere Katte, desto 
mere Kløverfrø — I Sandhed en besynderlig Sammenhæng! 
Bevisførelsen giver dog Anledning til nogle Indsigelser, 


64 


Befrugtningen. 


Det er fornemmelig paa dette Omraade, at man har 
forsøgt at uddrage vigtige fysiologiske Grundsætninger af 
de foreliggende Undersøgelser. 

Jeg har allerede før gjort opmærksom paa, at Arrets 
Bestøvning ikke nødvendigvis medfører en Befrugtning. 
Om en Befrugtning virkelig har fundet Sted, åfgjøres ved 
at undersøge, om der efter Bestøvningen dannes vel ud- 
viklede Frø. | 

Er Befrugtningen vellykket, vil Frødannelsen være 
rigelig i Forhold til Plantens Natur, og Frøene i Reglen 
spiredygtige. Er den ikke eller i alt Fald mindre vel- 
lykket, vil der fremkomme ingen eller kun faa Frø, og 
af disse ville mange ikke kunne spire. Det Tidspunkt,. 
hvor Befrugtningen finder Sted, angives ofte paa en 
iøjnefaldende Maade af Blomsten selv ved, at Kronen 
og Griflen med Arret visne, Honningafsondringen ophører, 
og Frugtknuden begynder at svulme. De Spørgsmaal, 
som man gjennem Forsøg bør forelægge Naturen, ere 
fornemmelig to: Kan en Selvbefrugtning finde Sted? Hvad 
giver det bedste Resultat, Selv- eller Fremmedbefrugtning ? 

Det første Spørgsmaal er let at løse. Der, hvor en 
Selvbestøvning er umulig, er naturligvis Selvbefrugtning 
ogsaa umulig. I de andre Tilfælde har man faaet forskjellige 
Resultater. I de paa forrige Side anførte Bestøvnings- 
tilfælde giver Selvbestøvning rigeligt Frø hos adskillige 
af de altid lukkede Blomster. Hos nogle af disse (Marts- 
violen) er den endogsaa i vort Klima i Reglen den 
eneste, ;der giver Frugt.… L.de-under 2 nævnte Tilfælde 
har man hidtil ikke anstillet saa omfattende Forsøg, at 


noget Resultat kan uddrages. Hos de di- og trimorfe 


65 


Blomster gav Selvbestøvningen ofte et Resultat, ofte 
intet. Hos de under 4 anførte Blomster er det samme 
Tilfældet. Hos en Lærkesporeart (Corydalis cava) fandt 
Hildebrandt, at Selvbestøvning slet intet Frø gav, 
Krydsning mellem Blomster af samme Plante gav faa, 
medens Krydsning mellem Blomster af forskjellige Planter 
gav rigeligt Frø. Hos Canna gav Selvbestøvning derimod 
rigeligt Frø. Resultatet heraf synes altsaa for Øjeblikket 
kun at være, at Selvbefrugtning kan finde Sted hos de 
fleste Planter, men- at den i mange Tilfælde kun giver 
et daarligt Resultat. Videre tør man ikke gaa, og der 
mangler endnu i høj Grad Forsøg af denne Årt, end- 
skjøndt disse i Reglen ikke frembyde store Vanskeligheder. 
Darwins Udtalelse om den afskyede Selvbefrugtning 
maa man altsaa modtage med stor Varsomhed. 

'Det andet Spørgsmaal var, om Fremmedbefrugt- 
ning (Krydsning) giver et bedre Resultat end 
Selvbefrugtning+). Dette maa, naar man lader de 
altid lukkede Blomster være udenfor Betragtningen, i 
Almindelighed besvares bekræftende. De talrige Forsøg 
med di- og trimorfe Blomster bekræfte denne Regel, ja 
hos dem ere jo endog særegne Arter af Krydsning 
frugtbarere end andre. Man har endogsaa faktiske Be- 
viser for, at fremmed Støv, som samtidig med eget 
falder paa Arret, ofte fortrinsvis fremkalder Frødannelse. 
Hos mange Bælgplanter nemlig, hvor Arret i den Grad er 


omgivet af eget Støv, at en Selvbestøvning uundgaaelig 


”) Vi have i vort Sprog kun det ene Ord »Krydsning« til at betegne 
saavel Befrugtningen af en Art med en andens Arts Støv (Bastard- 
dannelse) som Befrugtningen af en Blomst med Støvet af en 
anden indenfor samme Art; men disse to Ting bør holdes vel 
ude fra hinanden. I denne Afhandling er der kun Tale om 
Blomster af samme Årt. Rk 
Fjerde Række. II. 5 


66 


maa finde Sted, svarer den Frømængde, der fremkommer 
i Naturen, nøje til den, som faaes ved kunstig Krydsning, 
medens Forsøg med udelukkende Selvbestøvning give et 
langtringere Resultat. Darwin bestøvede dimorfe Blomster 
først »illegitimt« og 24 Timer derefter »legitimt« med 
Støv fra en Plante, hvis Blomster havde en særegen 
Farve. Afkommet frembragte Blomster, som mere eller 
mindre bare Spor af denne Farve. Her har altsaa det 
»legitime« Støvs Virkning tilintetgjort Virkningen af den 
tidligere »illegitime« Bestøvning. Dette Resultat kan 
maaske bero paa, at det »legitime« Støvs Rør hurtigere 
naa ned til Æggets Kimmund end det »illegitime«. I 
saa Tilfælde maatte man vente, at Krydsningsbefrugtninger 
overhovedet indtraadte hurtigere efter Bestøvningen end 
Selvbefrugtninger, og dette bekræftes ogsaa af alle Ex- 
perimentatorer. Efter en Krydsbestøvning visne Griffel 
og Krone hurtigere end efter en Selvhestøvning. 

Som almindeligt Resultat kan det altsaa fremsættes, 
at Naturen i Almindelighed synes at foretrække Kryds- 
befrugtning, og at Hermafroditismen i Planteriget er mere 
tilsyneladende end virkelig. Men der er et stort Spring 
herfra til den darwinske Lære om, at intet organisk 
Væsen befrugter sig selv igjennem en Uendelighed af 
Generationer. Det er fristende at gjøre dette Spring, 
men det maa da staa klart, at man vover sig ud påa 
Hypothesernes vilde Hav. Der er endnu ikke gjort en 
eneste Erfaring eller ført et eneste Bevis, som godtgjør 
Sandheden af denne Theori. Det er ganske vist, at 
der heller ingen Erfaringer eller Experimenter foreligge, 
som modsige den, og det vil ogsaa være meget vanske- 
ligt at skaffe saadanne tilveje, men det maa vel nuskes, 


at Bevisbyrden paahviler den, der opstiller Sætningen. 


67 


Man maa om denne Lære bemærke det samme, som 
Quatrefages saa træffende bemærker om den store 
transformistiske Lære, af hvilken den egenlige saakaldte 
»darwinske Lære« er en Afskygning, »at det er ikke 
et Bevis for en Theories Rigtighed, at den ikke 
kan modbevises». 


Efterskrift af Red. Til foranstaaende Afhandling skulle 
vi tillade os at føje kortfattede Meddelelser om nogle 
Undersøgelser, der berøre de samme Æmner. 

Om det Afhængighedsforhold, som existerer 
mellem DyrenesogPlanternes geografiskeUdbred- 
ning, har Italieneren Delpino anstillet nogle Undersøgelser 
(refererede i ,,Botanische Zeitung" 1869). Disse have ført 
til det Resultat, at Bestøvningen for mange Planters Ved- 
kommende udføres alene ved ganske bestemte Dyr.  Saa- 
ledes bestøves Arum maculatum, Aspidistra elatior, Am- 
brosinia Bassii, Ceropegia, ÅAristolochia-Arterne, Asarum og 
flere andre af bestemte Myg; den store Figenslægt af for- 
skjellige Galhvepse (Cynips)-Arter; Stapelierne, flere Aroideer 
og Snylteplanter, der næsten alle have mørkebrune Blomster og 
den Aadsellugt, som ofte følger med denne Farve, af for- 
skjellige Aadselfluer; fremdeles særdeles mange Planter af 
visse Fluer og Bier eller af smaa Kolibrier,  Roserne, 
Pæonierne og den storblomstrede Magnolia af Biller af 
Guldbassernes (Cetoniernes) og Galafridernes Afdelinger; 
andre af smaa Snegle osv. 

Naar derfor de Dyr, som ere nødvendige for disse 
Planters Bestøvning, mangle i en eller anden Egn, ville 
disse Planter, naar de ikke netop ere særlig begunstigede 
i Henseende til Formering ad ukjønnet Vei, ved Knopper, 
Løg 0. desl., heller ikke kunne holde sig eller udbrede sig 
i denne Egn. 

Delpino anfører nogle Exempler. Lobelia syphilitica 
og fulgens dyrkes ofte i botaniske Haver; Blomsterne af 
den første besøges ofte af Humlebier (Bombus terrestris og 
italicus) og sætte derfor Frø; derimod bliver den sidste 
(i det mindste i Florents) aldrig besøgt af noget Insekt, 
skjøndt den har pralende og meget honningrige Blomster, 
og sætter derfor heller aldrig Frø, hvilket let skeer ved 
kunstig Befrugtning. Den første vilde derfor maaske kunne 


Bf 


68 


blive hjemme i Evropa, men den sidste ikke. D. mener, 
at de Dyr, som skulle bestøve denne Plante, ere visse Ko- 
librier, hvis geografiske Udbredning derfor sandsynligvis 
vil vise sig at falde sammen med den nævnte Lobelia-Arts. 

I Almindelighed svarer Blomsternes Størrelse til Stør= 
relsen af de Dyr, der skulle bestøve dem; saaledes ere de 
største Bestøvere i Evropa Aftensværmerne (Deilephilæ) og 
nogle Guldbasser, og naar vi med et flygtigt Blik udpege 
som de tre eller fire største Blomster i Evropa Pæonierne, 
Pancratium maritimum og den almindelige Gjærdesnerle, 
vise Delpinos Iagttagelser virkelig ogsaa, at de to sidste 
bestøves af Deilephila Convolvuli og Pæonierne af Guldbasser. 

Naar man fra varmere Egne vender sig til de nord- 
ligere, kan man let erkjende en jævn Aftagen af visse 
Plantearter, jevnsides med at deres Bestøvere tage af. 
Pæonierne og Roserne maa høre op der, hvor der ingen 
Guldbasser og Galafrer er; den største Del af Pragtstjernerne, 
især de om Natten blomstrende Arter, maa nødvendigvis 
forsvinde der, hvor Natsommerfugle mangle. Og til den 
arktiske Zone gaa kun saadanne Blomster, der bestøves af 
Bier, Fluer eller Vinden. 

Interessant er i denne Henseende en sammenlignende 
Betragtning af Plantevæksten paa Novaja Zembla og Spits- 
bergen. Da Delpino gjennemløb en Plantefortegnelse paa 124 
Arter fra Novaja Zembla, blev han overrasket ved der at 
finde 6 Arter Troldurt (Pedicularis). Nu have Blomsterne 
i Troldurtgruppen (Skjaller, Øjentrøst, Troldurt og Skælrod) 
en saadan Bygning, at de hverken kunne bestøve sig selv 
eller bestøves ved Vindens Hjælp, men alene ved Bier og 
lignende Insekter. Delpino drog heraf den Slutning, at, 
tiltrods for at den varmeste Maaneds (Avgusts) Middel- 
temperatur næppe er 5”? C. og tiltrods for hele Naturens 
Barskhed, maatte der dog leve et bi-lignende Dyr der, og i 
Virkeligheden fandt han et Sted hos Novaja Zemblas Be- 
skriver, Spoerer, saalydende: ,,Af Billernes Orden findes 
der kun en Guldbille; paa solrige Dage og paa varmere 
Steder seer man fremdeles en Jordbi flyve om, men man 
hører den næppe summe, hvad den heller ikke gjør hos os 
paa regnfulde Dage. Noget hyppigere ere Fluerne og 
Myggene". Maaske er det Bombus terrestris, der her er 
Tale om; i Alperne gaaer den op til den øverste Grændse 
for Blomsterplanternes Forekomst. Ogsaa paa Vestkysten 
af Grønland har Dr. Kane funden en ny Art Troldurt 
(P. Kanei) paa 79? n. B.; at den samme eller en lignende 
Humlebi ogsaa trænger helt herop til den yderste Grændse 


69 


for al Plantevækst er saameget rimeligere, som vi fra Grøn= 
land kjende ,to anselige, vidt udbredte arktiske Humler" 
(Bombus hyperboreus og B. balteatus). 

Anstiller man en Sammenligning mellem de 124 Plante- 
arter fra Novaja Zembla og de 91 Arter, som ere samlede 
paa det 3—4 Grader nærmere ved Polen liggende Spits- 
bergen, seer man, at jo længere man kommer mod Nord, 
desto større bliver forholdsvis Antallet af de Planter, der 
skulle bestøves af Vinden, idet det fra 19 pC. paa Novaja 
Zembla er steget til 28 pC. paa Spitsbergen; dette er ganske 
naturligt, fordi Kulden holder flere Insektgrupper borte, 
men ikke forhindrer Vindens Indvirkning. De Planter, der 
alene besøges af Bier, tage meget betydelig af mod Nord; 
fra 13 pC. paa Novaja Zembla synke de ned til 3 pC. paa 
Spitsbergen; derfor mangle Riddersporerne, Phaca, Oxytropis 
og Saussurea i dette Land. Paa intet af de to Steder 
findes Blomster, der skulle bestøves af Sommerfugle, hvoraf 
Delpino slutter, at disse Dyr aldeles mangle i hine Egne£). 

Hertil knytter D. dernæst følgende Bemærkninger: 
Hos os indtræder i Løbet af Aaret, fra Foraar til Efteraar, 
noget lignende som det, vi iagttage ved Overgangen fra 
det middelvarme Belte til det polare. I den allerførste For- 
aarstid, da der endnu ikke er mange Insekter fremme, be- 
gynde først de anemofile Planter at blomstre, saasom Naale- 
træerne, Rakletræerne, Græsserne og Halvgræsserne. Om 
Sommeren ere de Planter herskende, hvis Blomster bestøves 
af Bier og lignende Insekter (Læbeblomstrede, Rubladede, 
Kurveblomstrede, Bælgplanter). Naar endelig Efteraaret 
kommer, blive Bierne sjeldnere, men nu træde Blomster- 
fluerne (Syrphiderne) i deres Sted. 

Det er kun yderst faa Planter, vel ikke engang en 
Snes, som vi i vort Land kunne træffe blomstrende om 
Vinteren. Det er nu interessant at se, hvorledes disse, der 
næsten ere afskaarne fra al Hjælp fra iInsektverdenen, 
blive befrugtede, eller om de maaske slet intet Frø sætte. 
Alfred Bennett har (i det engelske Tidsskrift ,,Nature", 
Nov. 1869) bekjendtgjort nogle herhenhørende Undersøgelser. 
De om Vinteren blomstrende Planter ere dels saadanne, 
hvis normale Blomstringstid netop er den dybe Vinter, som 
f. Ex. Hasselnøden, hvis Befrugtning (ved Vinden) omtaltes 


”) Ifølge Bohemann (1865) findes der paa Spitsbergen efter de 
af de svenske Naturforskere hjembragte Samlinger kun 23 Arter 
af Insekter, hvoraf 14 Tovinger (Fluer og Myg) og 4 Aarevinger, 
men ingen Biller eller Sommerfugle. 


70 


faa Linier ovenfor, dels saadanne, som blomstre og sætte 
Frugt hele Aaret igjennem uden at tage Hensyn til Vejr 
og Varme; saadanne ere f. Ex. Døvnælden og flere, som 
nævnes nedenfor. 

Hos de til denne Gruppe hørende Planter viste det 
sig, at i Almindelighed udføres Befrugtningen i Knoppen, 
førend Blomsten aabner sig, eller i alt Fald aabne Støvknap- 
perne sig og udkaste Støvet forinden, idet Selvbefrugtning 
saaledes sikkres under de gunstigste Betingelser, under fuld- 
stændig Beskyttelse mod Vejrliget og ,,uden Tvivl under- 
støttet af den Varmeforhøjelse, der som bekjendt finder 
Sted i visse Blomster under Blomstringen". Da en Blomst 
af Døvnælden aabnedes i December Maaned, viste Støv- 
dragerne sig krummede ned mod Årret og liggende tæt op 
til dette, og Støvet var helt udtømt af den aabnede Støv- 
knap. Det samme bemærkedes hos flere Ærenpris-Arter 
(Veronica Buxbaumii, polita, agrestis), Tornblad (Ulex 
europæus), Løvetand, Brandbæger, Tusindfryd, Hyrdetaske, 
hos hvilken de fire længere Støvdragere synes at aabne 
deres Knapper i Knoppen, de to kortere først i en senere 
Periode; endvidere rød Tvetand, Springklap (Cardamine 
hirsuta) og Fuglegræs, hos hvilken Blomsterne kun aabne 
sig i klart Solskin. I alle disse Tilfælde bleve fuldtudvik- 
lede frøbærende Kapsler iagttagne paa de undersøgte Exem- 
plarer mellem den 28de December og 20de Januar. 

I Modsætning til disse undersøgtes nu ogsaa en Del 
Planter, som vare blevne forledte af den milde Januar til 
at bringe nogle faa vantrevne Blomster til Verden til en 
for Arten meget usædvanlig Tid, som f. Ex. Ager-Senep, 
Timian og Læge-Jordrøg, men hos disse saaes Støvknapperne 
ikke at aabne sig før Blomsterne, og ingen Frøsætning blev 
bemærket. Paa samme Maade gaaer det ogsaa de Planter, 
som høre hjemme i varmere Klimater, men som dog blom- 
stre hos os midt om Vinteren. Som Exempler anføres den 
kinesiske Jasminum nudiflorum og Chimonanthus fragrans. 

Det synes altsaa, som om disse ovenfor omtalte om 
Vinteren blomstrende Planter til denne Tid have en Art 
klandestine Blomster, der befrugte sig selv, ligesom Violens 
og Skovsyrens eller visse Vandplanters under ugunstige 
Forhold (se ovenfor), og at derimod de Blomster, som de 
samme udvikle om Sommeren, krydsbefrugtes. 


+ 


Mindre Meddelelser. 


1... Bæverens Indvirkning påa visse nordameri- 
kanske Egnes topografiske Karakter. (Af Dr. Hermann 
Credner”). Vor Jords geognostiske Bygning og følgelig 
dens Overfladeforhold ere et Fælledsresultat af Enkeltvirk- 
ninger. En af disse er ØOrganismernes Livsvirksomhed. 
Kulleierne ere Produkter af Plantelivet, visse Kalkstene 
skylde Infusorier og Skaldyr deres Oprindelse, Forverdenens 
og vore nuværende Oceaners Koralrev ere Bygningsværker 
af Straaledyr. 

Fremkomsten af ringformige Koraløer midt i Oceanet 
eller af Koralrev parallelt med Havkysten turde vel være den 
mest iøjnefaldende Indvirkning af Nutidens Dyreliv paa 
Beskaffenheden af Jordens Overflade. For den staaer dog 
Bæverens Indvirkning paa den topografiske Karakter af 
visse Egne ikke tilbage, hverken i Størrelsen af dens geo- 
grafiske Udbredelse eller den enkelte Indvirknings rumlige 
Udstrækning, og ikke mindre Interesse turde den vække 
som Resultat af en ikke ubevidst, men med Behæn- 
dighed, Beregning og Skarpsindighed forenet dyrisk Livs- 
virksomhed. 

» Den Rejsende kan i Urskovene i den nordlige Del af 
det amerikanske Fastland ikke unddrage sig det Indtryk, 
som det ejendommelige i den af Bæverens Virksomhed 
betingede Karakter af alle hine vidtstrakte Egne gjør 
paa ham. Saaledes gik det ogsaa mig under mere end otte 
Maaneders Vandringer i Urskovene i det nordlige Wisconsin 
og Michigan; daglig traadte her Bæverens Arbejder mig for 
Øje, og Dag for Dag syntes de mig at faa større Betydning 
for hine Egnes topografiske Ejendommeligheder. Jeg saa 
Dale, som engang vare bevoksede med Krat, forvandlede 
til Damme og Urskovens mørke Ensformighed afbrudt af 
lyse Oaser, som skylde Bævernes Virksomhed deres Op- 
rindelse. Ere allerede saadanne Fænomener saa paa- 
faldende i Egne, hvor Pelsjægerne i de sidste 20 Aar uaf- 
. brudt og med Held have efterstræbt Bæveren, hvor stor- 
artet maa da ikke Bæverens Virksomhed yttre sig i Egne, 
af hvilke den endnu befinder sig i uforstyrret Besiddelse! 


") Petermanns geographische Mittheilungen 1869. 


72 


For rigtig at kunne bedømme Bæverens Indflydelse 
paa Landskabernes Karakter turde en kort Skitse af dette 
Dyrs Levemaade ikke være overflødig, fordi tidligere Beret- 
ninger ofte have sammenvævet Sandhed og Digt til et 
tiltalende Hele. Nedenstaaende Notiser om Bæverens 
Levevis skylder jeg tildels egne Iagttagelser og Meddelelser af 
mig. bekjendte, paalidelige Bæverfangere, men især et nylig 
udkommet Arbejde af Morgan: ,,The Beaver and his Works". 

Bæverens naturlige Element er Vandet. Deri bevæger 
den sig hurtig og gratiøst, deri er den istand til at for- 
blive 8, ja 10 Minuter uden at aande. Paa Landet der- 
imod ere dens Bevægelser langsomme og plumpe, saa at 
den ikke med Sikkerhed kan fjerne sig langt fra Flodernes 
og Søernes Bredder. Dens Bagfødder ere derfor i Kraft 
af deres Bestemmelse forsynede med Svømmehud, og den 
nøgne Hale er flad og bred for at tjene til at styre 
Farten, men især som bevægende Kraft til at dukke under 
og stige op. 

Bæveren elsker Selskabelighed og Familieliv. En 
Bæverfamilie bestaaer af Hannen, Hunnen og deres et- og 
toaarige Unger, altsaa, da Hunnen aarlig føder 2 til 6 
Unger, af 4 til 14 Medlemmer. Naar Ungerne naa en 
Alder af 2 Aar, blive de fordrevne fra Forældrenes 
Bolig, søge sig Ægtemager og grunde nye Kolonier og 
Familier. 

Bæveren er en Huleboer og graver rummelige Huler 
i Vandenes stejle Bredder eller bygger sig, hvis Lejligheden 
til Anlæg af saadanne ikke er meget gunstig, som Erstat- 
ning en Hytte paa et fladt Sted i en naturlig eller kunstig 
Sø. Et saadant Bæverhus har Form af en flad Bikube og 
bestaaer af Kviste og Stykker af Grene, som ere nøje for- 
bundne ved Dynd og Sand og danne de 3 til 5 Fod tykke 
Vægge af et Kammer paa 6 til 7 Fods Gjennemsnit. 
Dette Kammer, hvis Gulv befinder sig 2 til 3 Fod over 
Vandspejlet, har to Indgange, af hvilke den ene stiger 
jævnt i lige Linie fra Søbunden til Kammeret, medens den 
anden er kroget og stejl. Den første er bestemt til at 
bringe de Stykker af Grene og Kviste, som skulle benyttes 
til Maaltidet, op i Kammeret, den sidste tjener til Ind- 
gang og Udgang for Bæverne, naar de ikke have nogen 
Byrde at bære. 

Hytterne, som i Begyndelsen ere smaa, blive i Tidens 
Løb forstørrede i Forhold til Familiens Forøgelse, idet 
Bæverne paa deres Yderside fordele Stykker af Grene og 
Kviste, efter at de have afskrællet Barken som Foder, og fast- 


73 


gjøre og sammenkitte dem med Dynd, medens de udvide 
Kammeret indenfra udad i et til Forøgelsen af Hyttens 
Omfang svarende Forhold. 

Som allerede sagt er et saadant Bæverhus for det 
meste bygget i en kunstig Sø, Bæverdammen. For at 
bringe denne tilveje opfører Bæveren en Dæmning gjennem 
en Bæk fra den ene Dalskraaning til den anden, idet den 
ovenpaa hinanden opdynger Stykker af Grene paa 3 til 4 
Fods Længde parallelt med Strømmen og sammenkitter dem 
ved Hjælp af Dynd og Sand eller tynger dem fast med 
Stene. Paa denne Maade opdæmmer den ofte Vandet til 
en Højde af 5 til 6 Fod, danner derved en Dam og bygger 
i denne sin Hytte. 

Bæverdæmningerne ere ved Grundfladen 2 eller 3 
Gange saa brede som ved den øverste Rand og anlagte 
saaledes, at de falde stejlt, næsten lodret af imod Dam- 
men, men derimod jævnt skraanende paa den modsatte 
Side nedad Strømmen. Dæmningens øvre Rand er fuld- 
kommen horizontal; det overflødige Vand siver enten gjen- 
nem Dæmningen eller løber bort gjennem en Indskjæring, 
ved hvilken Vandspejlets Højde kan reguleres. I Tidens 
Løb bliver den i Begyndelsen temmelig løse Dæmning ved 
stadig Reparation, ved Bækkens Afsætning af Dynd og ved 
at Pilekvistene, der for det meste ere benyttede som Materiale, 
skyde og slaa Rødder, forvandlet til en fast, solid Vold, 
som modstaaer det stærkeste Højvande. Bæverdæmningernes 
Skikkelse er forskjellig efter de Vandes Beskaffenhed, i hvilke de 
ere anlagte; flyder Bækken kun langsomt, saa er Dæmningen 
temmelig lige; er Strømmen stærk, saa danner den en krum 
Linie, hvis convexe Side er vendt imod Strømmen. 

Det Øjemed, som Bæveren stræber at naa ved Anlæg- 
gelsen af Dæmningen, er altsaa Tilvejebringelsen af en 
kunstig Dam, der tjener den som Tilflugtssted, naar den 
bliver forfulgt, der beskyttende omgiver dens Hus, under 
hvis Vandspejl Adgangene til dens Bolig aabne sig, og 
som gjør det muligt for den at transportere Levnetsmidler 
fra fjernere Prkes til sin Hytte. Dæmningen er derfor 
en Livsbetingelse for Bæveren, hvis Vigtighed den godt 
kjender, hvorfor den ogsaa anvender Omhu og Møje paa 
dens Vedligeholdelse. 

BæverensNæring bestaaer alene af Plantestoffer, for- 
nemmelig af Barken af Birk, Poppel, Pil, Ahorn og Ask. 
Om Foraaret og Sommeren udsøger den sig Buske og 
afskræller paa selve Stedet Barken af de unge Skud. An- 
derledes gaaer det til i den kolde Aarstid. Bæveren har ingen 


T4 


Vintersøvn; Floderne og Søerne, dens sædvanlige Opholdssted, 
ere tilfrosne, Landet bedækket med dyb Sne, hvori den ikke 
kan bevæge sig, saa at den er tvungen til at samle sig et 
Vinterforraad. I dette Øjemed begynder den i Slutningen 
af September at fælde Træer, idet den med sine skarpe 
mejsellignende Skæretænder gjør et ringformet Indsnit paa 
3 til 6 Tommers Brede i Træet og bliver ved med at for- 
dybe det, indtil Træet falder. Skal dette ske til en be- 
stemt Side, bliver Indsnittet der gjort særdeles dybt og 
bredt. Paa denne Maade blive Træer paa 11 til 2, ja 
3 Fods Gjennemsnit bragte til at falde. De Træstubbe, 
som blive staaende, have en kegledannet eller halvkugle- 
formet Ende, hvorpaa Sporene af Bævernes Tænder tydelig 
kunne bemærkes. Saasnart Træet er faldet, begynde Dyrene 
at afgnave alle Grene paa 2 til 6 Tommers Gjennemsnit og 
at skære disse saavelsom ogsaa Stammerne, naar Træerne 
ere tynde nok, i Stykker, som ere korte nok til at kunne 
transporteres til Boligen, hvor de opbevares under Vand til 
Vinteren for senere, efter at Barken er afgnavet, at tjene til 
Udbedring af Hytten og Dæmningen. 

Bæveren er, som ovenfor bemærket, klodset og langsom 
i sine Bevægelser tillands; det vilde derfor blive vanskeligt, 
ja umuligt for den at slæbe Stykker af Grene og Træ- 
stammer til sin Hytte, som ofte ligger langt fra den 
Plads, hvor den skærer sit Vinterforraad. Bæveren fælder 
derfor kun Træer i Nærheden af Floder, Søer og Bække, 
der gjøre det muligt for den at transportere sine Forraad 
tilvands. I mange Tilfælde er heller ikke dette gjørligt, 
fordi Vandkanterne og Dalbundene mest ere bevoksede med 
Thuja, Lærketræ, Rødgran og Hvidgran, medens Løvtræerne 
først begynde paa Skraaningen af Højene og Dalvæggene i 
en Afstand af flere hundrede Fod fra Vandkanten. I saa- 
danne Tilfælde tjener først Bæverdammen, hvori Vandet er 
opstemmet til de med Løvtræer bevoksede Dalskraaninger, 
til Transportvej; men snart ere dens Bredder blottede for 
brugbare Træer. Da anlægger Bæveren Kanaler til Vand- 
transport af de Stykker af Træer og Grene, som tjene den 
til Næringsmiddel og Bygningsmateriale, og opretter saa- 
ledes en Vandforbindelse mellem Dammen, hvori dens 
Hytte ligger, og Bjergskrænterne, paa hvilke dens Næring 
vokser. 

Disse Kanaler ere 2 til 3 Fod brede, 14 til 4 Fod 
dybe og indtil 800 Fod lange, ja endog længere. Deres 
Sidevægge ere lodrette, den overflødige Jord er kastet op 
paa Kanterne eller slæbt ud i Dammen; Rødder, som hin- 


75 


drede den frie Passage, ere afgnavede, og saaledes er der 
tilvejebragt kunstmæssige Kanaler, som fyldes ved Vandet fra 
den Flod eller Bæverdam, hvorfra de udgaa. Naar en 
saadan Kanal naaer hen til de med Løvtræer bedækkede 
Høje, deler den sig hyppig i to Arme, som løbe langs 
Foden af Skrænterne og saaledes afgive en større Opera- 
tionsbasis. 

Den i det foregaaende givne Skitse af Bæverens Leve- 
maade er forsaavidt ensidig, som denne kun er fremstillet fra det 
Synspunkt, hvormed vi her beskjæftige os, hvorfor det alle- 
rede af den turde fremgaa, paa hvilken Maade Bæverens 
Indflydelse paa et Landskabs Karakter yttrer sig. Hvor 
storartet imidlertid denne Indflydelse er, hvor karakteristisk 
for visse store Distrikter, turde fremtræde endnu tydeligere, 
naar vi tage Størrelsen, Hyppigheden og den geografiske 
Udbredelse af Bæverens Arbejder i nærmere Betragtning. 

Bæveren har tidligere, førend den blev paavirket af 
den fremtrængende Kultur, havt en større geografisk Udbre- 
delse end noget andet Pattedyr paa det amerikanske Fast- 
land. Den befolkede Landet fra Atlanterhavet til det stille 
Hav, fra de britiske Besiddelsers Isegne til Mexiko. 
Med Kolonisationens Begyndelse begyndte dog Grændserne 
for dens geografiske Udbredelse at indsnævres, saa at den 
for Øjeblikket kun endnu har beholdt den største Del af 
Michigan, Wisconsin, Minnesota, Jowa, Nebraska, Dakotab, 
Idaho, Montana, Colorado, Washington, Oregon, Canada og 
Hudsonsbugt-Territoriet, altid dog endnu et Fladerum af 
næsten en Million (engelske) Kvadratmile, som den har 
paatrykt Stemplet af sin Tilværelse og sin Virksomhed. 

Først og stærkest falde Følgerne af Bæverdæmnin- 
gernes Anlæggelse i Øjnene. Allerede det Indtryk, som den 
Rejsende modtager, naar han i disse øde Egne daglig Maaneder 
igjennem, til hvilken Dal han end vender sig, seer Dæm- 
ninger paa flere hundrede Fod, ja indtil en halv (eng.) Mil lange, 
drage sig tværs igjennem Dalene, Dæmninger, hvis omhygge- 
lige Bygningsmaade ikke kan undgaa ham — allerede 
dette Indtryk er overraskende, men dog svagt i Sammen- 
ligning med det, som Følgerne af disse Bæverdæm- 
ningers Anlæggelse gjøre paa ham. Ved dem har Bæveren 
opstemmet Bække, oversvømmet Dale og bragt Træer til at 
dø hen og styrte om. I Stedet for mørke, sumpede, med .- 
Krat tæt bedækkede Dale udbrede sig vidtstrakte Damme, 
som bedække 20, 50 ja over 100 Dages Pløjeland, og 
paa hvilke Vandlilliens Blade udbrede sig. Tage vi nu 
Hyppigheden af saadanne Bæverdamme i Betragtning, saa 


76 


bliver det klart, hvilke uhyre Fladerum, der ere satte 
under Vand af Bæveren indenfor Grændserne for dens Ud- 
bredelse. Ved at tilbagelægge en halv Mil træffer man 
ofte 3 til 4 Damme, ved Kildefloderne til Ford paa den 
sydlige Bred af Øvresøen paa & Mil 15 Damme. Choko- 
ladefloden, som i Nærheden af Marquette flyder ud i Øvre- 
søen og selv kun er 6 Mile lang, opviser i Forening med 
sine Bifloder over 200 Bæverdæmninger; vest for Marquette 
ved Kilderne af Ford og Esconaba findes der paa et Areal af 
2 Kvadratmile henimod 70 større Bæverdæmninger og Damme, 
af hvilke adskillige bedække 50 til 60 Dages Pløjeland. 
Ifølge Sir John Simpson er Halvdelen af alt Land i Hud- 
sonsbugtens Omgivelse sat under Vand af Bæveren. 

At en Egns Landskabspræg og Topografi bliver 
meget væsenlig paavirket ved Forvandlingen af sumpede 
eller tæt bevoksede Dale til Damme, er ligesaa indlysende 
som det storartede ved dette Fænomen, naar man tager Hen- 
syn til dets overordenlige Hyppighed og dets almindelige 
Udbredelse over et Areal, som indtager den større Halvdel 
af det nordamerikanske Fastland. 

Men ikke altid vedblive Bæverdammene at være fyldte, 
tværtimod er det hyppigt, at Dæmningerne efter deres Op- 
byggeres Død rives bort af Foraarsstrømmene, og at da det 
opstemmede Vand løber bort. Men dermed forsvinder ikke 
ethvert Spor af Bæveren, som saa længe har været rastløs 
virksom her. Tværtimod bliver et nyt Karakterpræg paa- 
trykt Egnen. Bæverdammene udtørres, men paa deres tid- 
ligere Bund skyder yppigt Græs ivejret. Der danner sig 
»Bæverenge", lyse QOaser i Urskovens ensformige Mørke, 
hvorhen Hjorten søger for at græsse. De ere i hine Di- 
strikter næsten de eneste med Græs bevoksede aabne Pladser; 
i Nærheden af Nybygder blive de derfor aarlig mejede og 
give en forbavsende rig Høhøst. Deres Fremkomst havde 
paa Grund af deres Hyppighed og Størrelse, der selvfølgelig 
svare til Bæverdammenes, en væsenlig Forandring af hine 
Egnes oprindelige Landskabskarakter til Følge. 

Tilværelsen af kunstige Vandveje i Egne, som endnu 
ikke ere aabnede for Kulturen, vilde være everraskende 
nok, men de Følger, som knytte sig til Anlæggelsen af 
mange af disse ,,Bæverkanaler', række videre end det først 
synes. Flertallet af dem strækker sig fra Bæverdammen 
gjennem Sumpe og flade, fugtige Dalbunde til Foden af de 
nærmeste Bakker. Saa længe Bæverdammene vare fulde af 
Vand, fyldtes Kanalerne fra disse, men da Dæmningerne 
gjennembrødes, Dammene tømtes og udtørredes, bleve 


74 


Bæverkanalerne til Afløbsgrøfter for Sumpene, afsivede dem 
og udtørrede dem i Tidens Løb. Der opstod altsaa af de 
engang stillestaaende Bæverkanaler smaa Vandløb, nye Bi- 
floder til den engang af Bæverne opstemmede Bæk. Dette 
er den Sandhed, som ligger til Grund for det indianske 
Sagn, at efter Verdens Skabelse havde den ,store Aand" 
overdraget Bæveren Anlæggelsen af Flodsystemerne. 

I sjeldne Tilfælde have Bæverne ved Kanalanlæg endog 
gjennembrudt Vandskjel. Chokoladefloden udspringer fra 
Østenden af Laksesøen og flyder til Øvresøen. Nærved 
Vestenden af førstnævnte Sø og næsten i samme Højde 
udspringe Kilderne til Esconaba, som fører sit Vand til 
Michigansøen. Bæverne have nu fra Laksesøen gravet en 
Kanal til Esconabas lille Kildebæk, saaledes at denne Sø 
nu har to Afløb, det ene til Chokoladefloden og gjennem 
denne til Øvresøen, det andet til Esconaba og gjennem 
denne til Michigansøen. SI Minnesotas og Wisconsins 
Højsletter, hvor Vandskjellet mellem Mississippi og Øvre- 
søens Tilløb er saa yderst ringe, ofte umærkeligt, skal dets 
Gjennembrydning, altsaa Forbindelsen af Lorenz- og Mis- 
sissippiflodens Systemer, oftere gjentage sig. 

Forvandlingen af mørke, kratbevoksede Dale til vidt- 
strakte Søer og yppiggrønne Enge, af Moser med mørke 
Vandpytter til tørt Land, Flodernes Berigelse med smaa 
Bifloder, den derved fremkaldte Forhøjelse af Vandstanden 
i hine, Gjennembrydningen af Vandskjel og Forbindelsen 
af forskjellige Flodsystemer ved Vandløb — Fænomener, 
som alle, paa det sidste nær, gjentage sig i tusindvis i 
mindre Distrikter, i millionvis indenfor det hele Omraade 
for Bæverens Udbredelse — det er Virkningerne af dette Dyrs 
uafbrudte, med Klogskab forenede Virksomhed og tilvisse 
væsenlige Forandringer i hine Egnes Topografi og i deres 
Landskabers Karakter. 


2. Akklimatisation af evropæiske Laks og Ørreder 
i Tasmanien og Avstralien. Regjerings-Avtoriteterne i disse 
Lande have i de senere Aar interesseret sig meget 
for at faa befrugtede Æg af de nævnte Fiske overførte til 
vore Antipoder og ikke skyet meget betydelige Penge- 
bevillinger for at naa dette Maal. Dette kunde kun ske 
ved ombord paa Skibene at indrette en Art Iskjældere eller 
Ishuse, hvori Kasserne med de befrugtede Æg anbragtes. 
Den lave Varmegrad skulde da bevirke, at Udviklingen 
standsede, men Livsevnen bevaredes under hele Rejsen; 
smeltede al Isen inden Rejsen var til Ende, var Forsøget 


78 


naturligvis mislykket med det samme, men ogsaa andre 
Uheld kunde indtræde, indtil man efterhaanden ad Erfarin- 
gens Vej lærte at tage alle nødvendige Hensyn. De 
to første Forsøg (1860 og 62) mislykkedes; derimod lykkedes 
det tredie (1864). Af 100000 Laks-Æg og 3000 Ørred-Æg, 
nedsænkede i 180 Kasser med vaadt Mos og anbragte paa 
Bunden af et Ishus med 560 Centner Is, var ved Ankom- 
sten til Melbourne en stor Del endnu levende og 
sunde; 4000 Laks-Æg blev beholdte paa Stedet, og af disse 
har der senere udviklet sig 400 unge Laks; Resten blev 
sendt til Tasmanien, hvor der udklækkedes 3—4000 Laks- 
Unger og 500 Ørred-Unger. Ligeledes lykkedes det fjerde 
Forsøg (1866) med 87000 Laks-Æg, 15000 Laksørred-Æg og 
500 Ørred-Æg, der oversendtes paa samme Maade i 141 
Kasser; ved Ankomsten til Tasmanien var c. 40 pCt. i god 
Stand; de bleve straks satte ud i Udklækningsdamme ved 
Plentyfloden, og der er der udklækket 6000 Laks-Unger og 
1000 Laksørred-Unger; derimod vare alle Ørred-Ægene for- 
dærvede. Et femte Forsøg (1868) med at sende Æg af 
Laks til Ny-Seland mislykkedes derimod, og om Udfaldet 
af et sjette (1869) har man endnu ikke Efterretninger. 

Af 500 unge Ørreder fra 1864 blev i April 1864 40 
Stykker slupne ud i Plentyfloden og de øvrige holdte tilbage i 
Dammene, hvor de snart bleve større og sværere end jevn- 
aldrende Ørreder pleje at være i England. Legen ind- 
traadte, som man ventede det af deres Alder, første Gang 
i Vinteren 1865—66, da de netop vare to Åar gamle. 
Laksene fra samme Aar bleve slupne løs i Floden og til- 
traadte allerede i Oktober 1866 deres sædvanlige Vandring 
nedad Floden og ud i Havet. I Begyndelsen af 1867 iagt- 
toges udfor Byen New-Norfolk 8, nogle store ubekjendte 
Fiske, der sprang op over Vandet"; det var formodenlig de 
fra Havet tilbagevendende Laks; d. 14de Febr. saaes med 
Bestemthed en Laks i Derwentfloden flere eng. Mil ovenfor 
det øverste Punkt, hvortil Havet naaer op ved Flodtid; det 
samme gjentog sig d. 2lde og 28de Febr., 2 og 3 eng. 
Mil højere oppe, og derefter oftere i de følgende Maaneder 
(Marts—April) lige op til det Sted, hvor Plentyfloden — deres 
Hjemstavn i den nye Verden — falder i Derwent; den hele 
Strækning er dog kun 8 eng. Mil. Paa de Steder i denne 
Flod, hvor de iagttages hyppigst, er der fin Grusbund og 
rask flydende Vand, altsaa Forhold, som ere meget heldige 
til Legepladser. Naturlige Fjender synes de ikke at støde 
paa i noget særdeles stort Antal. — Af de legende Ørreder 
indsamledes i Juni 1866 1000 Æg, hvoraf der udklækkedes 


79 


40 unge Ørreder, saa at disse Fiske altsaa nu allerede findes 
i Tasmanien i anden Generation, og første Generation — 
hvorimellem der i 1867 allerede var Individer påa 3— 4 Pd. — 
har i det nævnte Aar leget anden Gang; 1868 traf man 
en Ørred paa 91 Pd., og de legede nu i Masse i Plenty- 
floden, hvor deres Legepladser strakte sig i flere engelske 
Miles Længde. — Samme Aar blev der ligeledes seet flere 
Laks i Derwentfloden; det var altsaa anden Gang, at denne 
Opstigning havde fundet Sted. 

Det er saaledes virkelig lykkedes at akklimatisere disse 
to Fiskearter i Tasmaniens Floder; de af de overførte Æg 
udviklede Individer have formaaet at lempe sig efter de 
nye Forhold, som de der mødte, ja de ere endog trivedes 
ualmindelig godt ved den rigelige Kost, som Naturforholdene 
der tilbød dem. Forplantningsdriften er derfor ogsaa ind- 
traadt til sædvanlig Tid og har gjort sig gjældende paa 
sædvanlig Maade; ja de unge Laks have endog medbragt 
deres nedarvede Tilbøjelighed til at søge ud til Havet og 
fra dette tilbage til de selvsamme Smaafloder, hvorfra de 
vare vandrede ud; deres mærkværdige Stedsands er ikke 
bleven svækket ved, at de ere komne under ganske andre 
Forhold end dem, hvorunder deres Forældre have levet i 
talløse Generationer. — Denne Tilbagevenden til Tas- 
maniens Floder beviser ogsaa, at de, tildels i det mindste, 
maa have bestaaet Kampen med de Fjender, der ventede 
dem i de omgivende Have. Hvad deres fremtidige Skjæbne 
vil blive, er dog endnu uvist; maaske ville Aalene i Floderne 
fortære Ægene; maaske ville de selv anrette saadanne 
Ødelæggelser mellem de smaa Ferskvandskrebsdyr, Insek- 
ter osv., der hidtil have ydet dem rigelig Føde, at disses 
Mængde vil tage af i en for de nye Gjæsters Udholdenhed 
i »Kampen for Tilværelsen" betænkelig Grad. 

Af ikke mindre videnskabelig Interesse vil det være 
senere at erfare, hvilke nye Afarter og Forskjelligheder i 
Henseende til Legemsform, Farvetegning, Levemaade osv. 
der paa Grund af de nye Naturforhold (Føde, Klima) vil 
uddanne sig af vore Laksefiske, hvis Bøjelighed og For- 
anderlighed allerede i Evropa har givet Anledning til, at 
næsten hver større Sø eller Flod har sine særegne Former, 
der ofte ere blevne opfattede og beskrevne som særegne 
Arter. (Efter v. Siebold i Zeitschr. f. wissensch. Zool.) 
| 3. En ,flyvende Frø”. ,,Et af de mærkeligste Krybdyr, 
fortæller Wallace, som jeg traf paa Borneo, var en stor 
Løvfrø, der blev bragt mig af en kinesisk Arbejder. Han 


80 


forsikkrede mig, at han havde seet den komme ned i skraa 
Retning fra et højt Træ, som om den fløj. Ved at under- 
søge den fandt jeg, at den havde meget lange Tæer, for- 
bundne ved Svømmehud lige til Spidserne, saa at de i ud-' 
spilet Tilstand frembød en langt større Overflade end 
Kroppen. Dennes Længde var omtrent 4 Tommer, og 
Bindehuden paa alle 
4 Fødder tilsammen 
var "omtrent 12 
Kvadrattommer. Om 
denne == usædvanlige 
Udvikling af Binde- 
huden end muligvis 
ogsaa kan have Be- 
tydning for Svøm- 
ningen, i det mind- 
ste til visse AÅars- 
tider (Forplantnings- 
tiden), ”er- det ” dog 
meget sandsynligt, at 
Hovedhensigten der- 
med virkelig er at understøtte Springet, og det er meget 
lærerigt at se det samme Redskab ved en ubetydelig Til- 
lempning blive særlig skikket baade til Spring, Klattring, 
Svømning og Flagren, — dels som Faldskjærm, dels ved en 
Art Flagren af samme Art som Dragens, Flagre-Abens og 
Flyve-Egernets.” 


4. Fugle efterstræbte af Frøer". Hvad der under 
denne Overskrift blev fortalt”) om indiske Frøer, berettes 
ogsaa om den store nordamerikanske Oksefrø (Rana 
pipiens). ,Jeg har taget halvanden Tomme lange Skild- 
padde-Unger i dens Mave. Naar jeg skød Fugle, har den 
flere Gange frastjaalet mig Exemplarer, der faldt i Kanten 
af Dammen. Engang forsøgte en Oksefrø af Middelstørrelse 
at sluge en ,,Ceder-Fuglf (Ampelis cedrorum)., der var 
falden i Vandet tæt ved den; det lykkedes tildels, men 
Vinge- og Halespidserne stak ud af Munden paa Frøen, 
alt medens den rolig sad og ventede paa, at den øvre Del 
af Fuglen skulde fordøjes. Mange Landmænd ere af 
sørgelig Erfaring blevne belærte om, at den kan sluge smaa 
Ællinger.” (Allen i Proc. Boston Soc. 1868). 


") Dette Tidskr. 4de Række, i1ste Bind, S. 79. 


P. 6. Philtpfens Forlag. 


Para ARR ER AR ARR EEN READ 


Mordifke Digte. 


En Anthologi, famlet og udgiven af 
5. P.' Holst, &, >. Mellin og AA. Mund. 

XII og 438 S. i 8vo. Priis 2 Rd. — Eleg. indb. med Guldfnit 2 Rd. 80 SÉ. 

(Gerl. Tid.) ,, Denne Samling, hvoraf hvert enfelt Blad vil læjes med 
Glæde, omfatter i omtrent to hundrede Digte Blomften af de tre nordiffe 
Rigers Literaturer. SIgjennem disfe clasfiffe Yrembringeljer af Mordens berøm- 
tefte Forfattere vil man bedft funne fee, hvor overordentlig ftort det Fællegeie 
er, der udgjør en væfentlig Deel af ordens aandelige Rigdom.” 

(Fædrelandet.) ,,Nordijfe Digte” indeholde omtrent et Bar Hundrede 
Digte af noget over fiirfindstyve danffe, norjfe og fvenffe Forfattere, og giver et 
næften overvældende Indtryk af den Sangrigdom, der har herffet her i Norden i 
dette Aarhundrede. — — den vil fun være en Samling af (muffe Digte, fremfomne i 
de movdiffe Lande; det er den, og Opgaven fan derfor betragtes fom heldig løft.” 


William Hogarth og hang ndvalgte Bærler. 


Med ffaalffukne Tegninger effer SDogarths Originafer. 

Zerten efter de bedfte og nyefte Kilder ven DH. P. Holst. 

I meer end et Aarhundrede har Hogarths Navn lyft over Berden med en 
Glands, jom Intet har funnet fordunfle. Den famme djærve og funde engelffe 
Humor, der fprudlfler i Smwifts, Smolletg og Fieldings Skrifter, gjenfinde vi 
hos ham, og Ingen har bedre end han forftaaet at ffildre det menneffelige 
Hjerte og dets utallige Labyrinther; men paa famme Tid, jom han ubarmhjertig 
revjer Mennejfenes Daarffaber og Lafter, er der i hang Værfer en Begeiftring 
for det Sande, det Gode og det Stjønne, der trøfter og opføfter. 

Hogarths Bærfer ere i Tidernes Løb hyvpigt blevne commenterede og for- 
flarede, men medens Forflaringerne ere blevne forældede, have BWærlerne vedlige- 
holdt deres Ungdom, og de ere endnu den Dag it Dag en uudtømmelig Guld- 
grube, jfom Zulinder føge hen til for at berigeg og belæreg. 

Af den (tore Samling ftaalftufne Billeder, Bærket indeholder, fremhæves : 

Giftermaal paa Moden (mariage å la mode), 6 Blade: 1) Før Ballet. 
2) Eateffabscontracten. 3) Efter Ballet. 4) Giftblanderffen. 5) Sfilsmisfen. 
6) Nemefis. 

Flid og Dovenffab (industry and idleness), 12 Blade: 1) Læredrengene. 2) 
Hvorledes FlinÉ tilbringer fin Søndag. 3) Dovendyrs Søndagsfornøteljer. 4) Flink 
jom Fabrifmejter. 5) Dovendyr bliver Matros. 6) Flink holder Bryllup. 
7) Dovendyrs Sjemfomft. 8) FlinÉ vælges til Sherif, og der gjøres Feft for ham 
t Guildhall. 9) Dovendyr arrefteres. 10) Miorderne og Sheriffen. 11) Doven- 
dyr føres til Tyburn for at hænges. 19; Flink bliver Lord Mayor t London. 

Bolerffen (the harlot's progress), 6 Blade: 1) Mtolly fra PJorfjhire. 2) Dver= 
. Tajfeljen. 3) Tagfamret. 4) I Arbetdshufet. 5) Døden fommer. 6) Cfterfpillet. 

Svirebroderen (the rake's progress), 8 Blade: 1) Arvingen. 2) Whites 
Kaffehuus. 3) Et Møde med Sarah Young. 4) Gjældsfængjlet. 5) Brude- 
parret. 6) En Spillehule. 7) Sarah Youngs Befjøg. 38) I Bedlam. 

Endvidere: Marfedet i Southwarf (Southwark fair), Punfdefelffabet 
(a midnight modern conversation), Columbus med YEgget, det leende 
Varterre (the laughing audience), Garrid fom Ridarvrd den Tredie, Capitain 
Coram, Lord Lovat, Omflaffende Sfuefpillerinder, Den raufende MufibÉer, 
Digteren i Knibe, Wolitiferen, ofv. ofv. 

»William Hogarth og hang udvalgte Bærfer” med 61 fine 
Genrebilleder i ftort Qvartformat med tilhørende Tert fofter 8 Rd. 32 SE. 
Elegant indb. med Guldjnit 10 Rd. 48 SE. 


Indhold af 2det Binds ste Hefte, 


Pag. 

1. Om Méteoriterne og nogle i de senere Aar iagttagne Meteor- gj 

TE fe Mar ad DER FO ERE SS ONE SR NRP OR BERGE DE SEES SEE TI: 

2. Hvad er Centrifugalkraften? Af Adolph Steen ...... 26. 
2. Nyere Undersøgelser angaaende Planternes Befrugtning. Af 

cand. mag SILENT e ye TY LES BESES SE ESTRESN SEE SENER 33. 


4. Mindre Meddelelser. 1. Bæverens Indvirkning paa visse nord- 
amerikanske Egnes topografiske Karakter. 2. Akklimatisation 
af evropæiske Laks og Ørreder i Tasmanien og Avstralien. 
3, En ,flyvende Frø". 4. ,,Fugle efterstræbte af Frøer, . . 71, 


Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefier (30 Ark) til 
en Pris for hele Aaret af 3 Bål.  Subskriptionen, der 
er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de 
kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. | 

De ærede Forfattere, som ikke, 8& Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, DE om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 

TI alle nå de af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- 
gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Låtken, 
som træffes i sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-6 E., eller til 
Overlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E.…, 
eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 B 
Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet. 
ikke udtrykkelig er bemærket. 


JIDSSKRIFT 


POPULÆRE. FRENSTILLINGER GER | 


LIBKARKN— 


AF 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET 


AF 


C. FOGH, "C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 


FJERDE RÆKKE. 


ANDET BINDS ANDET HEFTE, 


KJØBENHAVN. 


P. &. PHILIPSENS FORLAG. 


THIELES BOGTRYKKERI. 


ARS 


P. G. Philipsens Forlag. 


RAMA PAAANAAAMAMAMAMAMAAMAUMNMIANAAAAAMAAANANANS MANANAMNAANAAAAANANSNASANAAANAANAADSANNSN MMA SAAASASASANST 


Blomsterløse Planter. 


Veiledning 
til Bestemmelse af de i Danmark hyppigst forekommende 


; Svampe, Laver, Aiger og Mosser. 


Af 


E. ROSTLUD. 


Af Bladenes udførlige Anmeldelser anføres : 


(Berl. Tid.) »En Oversigt over samtlige indenlandske 
lavere Planter, svarende til Nutidens Fordringer, har længe 
været et Savn i vor Literatur. — — Det er vor Overbeviis- 
ning, at Forfatteren har løst sin Opgave paa en fyldestgjørende 
Maade og at han vil have ligesaamegen Tilfredsstillelse af 
dette Arbeide som af hans » Veiledning i den danske Flora«, 
hvoraf allerede 3de Oplag ere udkomne. 


(Dagbladet.) »Forfatteren har heri givet en kortfattet, 
men anskuelig Beskrivelse af de i Danmark hyppigst fore- 
.kommende Svampe, Laver, Alger og Mosser, — tilligemed en 
orienterende Indledning. For enhver af Botanikens talrige 
Velyndere, hvis Interesse strækker sig ud over de mere iøine- 
faldende Blomsterplanters Omraade, vil denne Bog være en 
nyttig og kjærkommen Veiledning«. 


(Fædrelandet.)  »Forfatterens sikkre Blik og bekjendte 
Sagkundskab borger for, at der ved hans » Beskrivelse af de 
blomsterløse Planter« vil kunne opnaaes en god Kundskab 
om de mærkeligste Repræsentanter for de store Plantegrupper: 
" Svampe, Laver, Alger og Mosser«. : 


(Lolland-Falsters Stiftstid.) »Da disse Planter ikke 
tidligere ere gjorte til Gjenstand for nogen samlet populair 
Fremstilling, vil Bogen vistnok blive et velkomment Hjælpe- 
middel for dem, der dyrke Botanik, og blive modtagen med 
samme Bifald som den almindelig udbredte » Veiledning« «. 


Priis 88 Sk. 


Tonerne”y). of Compa, 


Få 
« Zoclogy SN 


" MAR 66 1942 
sik HL 2 Ré A vw y 


' Af Cand. mag. Ådam Paulsen. 
UNA ed 


IR 


Å: Lyden fremkommer ved en Bevægelse i det lyd- 
givende Legeme, som fra dette gjennem et eller andet 
Medium, sædvanligvis Luften, forplantes videre til Øret, 
har været en anerkjendt Sandhed ligefra den ældste Old- 
tid, idet den allerede fremhæves af Aristoteles. For 
at bringe en Klokke til at tone er det nødvendig ved 
Stød, Slag eller paa anden Maade at overføre en vis 
Bevægelsesmængde til dens Dele, og berører man den, 
medens den klinger, med et spidst Legeme, hører man 
meget tydelig en Række Stød, der bevise Tilstede- 
værelsen af en svingende Bevægelse. En Metal- eller 
Glasplade, som man stryger med en Bue, frembringer 
derved forskjellige Toner, hvis Højde afhænger af det 
Sted, hvor man stryger, og Beliggenheden af de Punkter, 
i hvilke Pladen understøttes. Helder man lidt Sand eller 
et eller andet Pulver paa den, vil dette kastes hid og 
did og endelig samle sig i visse regelmæssige Linier (de 
saakaldte Klangfigurer), der angive, at disse Dele af 
”) I Februarheftet af »For Ide og Virkelighed« er det samme Thema 
delvis behandlet, men da Hr. Gand. Paulsen's Afhandling i længere 

Tid har været i vore Hænder og bestemt til Optagelse, og de 

to Tidsskrifters Læsekreds rimeligvis ikke er saa lidt forskjellig, 


have vi ikke villet holde den tilbage. Red. 
Fjerde Række. II. 6 


82 


Pladen ere i Ro og ikke deltage i de øvriges svingende 
Bevægelse. Kan denne Bevægelse ikke overføres fra Lyd- 
giveren til Øret, opfatter dette heller ingen Lyd; under 
Klokken paa en Luftpompe kan man ikke høre Slaget 
af et Uhr, under Forudsætning af, at dette er saaledes 
opstillet, at Lyden ikke gjennem faste Forbindelser kan 
forplante sig ud i det ydre Rum. 

Allerede den umiddelbare Sandsning af Lydindtryk- 
kene, hvorved man skjelner Tonerne fra enhver anden 
Lyd, fører os til den rette Opfattelse af det ejendommelige 
ved den Bevægelse, der frembringer disse. Lyden af et 
Slag med en Hammer paa en Mur eller andet Legeme, 
der ikke let lader sig sætte i Svingninger, det ved en 
Explosion foraarsagede Knald eller enhver anden Lyd af 
saa kort Varighed, at Øret opfatter den som øjeblikkelig, 
frembringes ogsaa ved en Bevægelse i Luften, men som 
for den enkelte Luftdels Vedkommende ikke varer længere 
end dens Aarsag; den ene Luftdel afgiver her straks sin 
Bevægelsesmængde til sin Nabodel og forbliver derefter 
selv i Ro. I en Lyd af længere Varighed, en Larm, 
saaledes som den, der opstaaer ved en Vogns Kjørsel paa 
Stenbroen, formaaer Øret i Almindelighed let at opfatte 
en Mængde forskjellige Lydindtryk, foraarsagede ved lige- 
saamange Stød af Hjulene paa Brostenene. En Tone 
derimod gjør Indtrykket af en ensartet, rolig vedvarende 
Lyd, og saalænge Højden og Styrken ikke forandres, for- 
maaer Øret ikke at opfatte nogen Vekslen af uensartede 
Bestanddele. Undersøgelserne af de Bevægelser, der 
frembringe Toner, vise ogsaa, at det tonegivende Legemes 
Dele befinde sig i en vis ensartet Bevægelsestilstand, idet 
disse udføre regelmæssige, periodiske Svingninger eller 
en uafbrudt Række af ensartede frem og tilbagegaaende 
Bevægelser, der nøjagtig udføres i samme Tid, saalænge 


83 


Tonens Højde ikke forandres. Anslaaer man en Stemme- 
gaffel, vil det ikke være vanskeligt for Øjet at opfatte 
den sittrende Bevægelse, hvori Grenene befinde sig, idet 
disse periodisk nærme og fjerne sig fra hinanden.  For- 
syner man den ene Gren af en saadan Stemmegaffel med 
en lille fin Spids, og lader man denne netop berøre en 
med sodet Papir overtrukken Valse, der ved et Uhrværk 
kan sættes i en jevn omdrejende Bevægelse om sin Akse, 
hvis ene Ende er forsynet med en gjennem en Møttrik 
gaaende Skruegang, hvorved Cylindren tillige erholder en 
fremadgaaende Bevægelse, vil Spidsen, naar Stemmegaflen 
bringes til at tone, og Uhrværket sætter Valsen i Be- 
vægelse, aftegne Stemmegaflens Svingninger som en bølge- 
formig Linie paa Papiret; Bølgernes uforandrede Længde 
afgiver et tydeligt Bevis paa, at alle Svingningerne ere 
udførte i samme Tid. Enhver nok saa fuldkommen pe- 
riodisk og nok saa regelmæssig Svingning frembringer 
imidlertid langtfra altid en Tone. Som Typus påa en 
saadan Svingning ville vi anføre Pendulets Bevægelse; 
det er netop overensstemmende med Lovene for Pendulets 
Svingninger, at de fleste tonegivende Legemers Dele be- 
— væge sig, idet Hastigheden vokser fra den ene Yder- 
stilling til Midten af Svingningsudslaget og derpaa atter 
| aftager til det andet største Udsving for at gjentage 
samme Bevægelse i modsat Retning. . Vi skulle senere 
se, at netop saadanne Svingninger frembringe de reneste 
Toner, og dog fremkalder et svingende Pendul ikke den 
ringeste musikalske Lyd. For at en Række Sving- 
ninger skal kunne opfattes som en Tone, er det 
nemlig nødvendigt, at disse følge saa hurtig 
ovenpaa hinanden, at Øret ikke faaer Tid til at 
adskille den ene fra den anden som et selv- 
6= 


84 


stændig Lydindtryk. Holder man saaledes Randen 
af et Kortblad til et Tandhjul, hører man, saalænge dette 
drejes langsomt rundt, kun en Række Slag, og først ved 
en hurtigere Omdrejning smelte disse saaledes sammen, 
at en Tone fremkommer. Men idet nu saaledes en Tone 
alene kan opstaa ved Svingninger, maa der til enhver 
Ejendommelighed ved den svingende Bevægelse svare en 
lignende Ejendommelighed ved den derved fremkaldte 
Tone. Kjender man den Tid, hvori en Svingning 
udføres, Størrelsen af dens Udslag og Formen 
for dens Bevægelse, er selve Svingningen derved 
fuldkommen bestemt; de forskjellige Toner lade sig lige- 
ledes kun adskille ved 3 Kjendemærker, nemlig Højden, 
Styrken og Klangen, og vi skulle nu se, hvorledes 
enhver af disse alene afhænger hver af sin af de 3 
Størrelser, der bestemme Svingningen. 

Lader man paa den Maade, som vi nylig have be- 
skrevet, en Stemmegaffel selv tegne sine Svingninger, 
kan man ved at tælle Antallet af de paa Papiret be- 
skrevne Bølger, naar man tillige kjender den Tid, hvori 
Valsen har drejet sig, let finde, hvor mange Svingninger 
Stemmegaflen har udført i 1 Sekund eller hvad vi kalde 
Tonens Svingningstal; men hvor nøjagtig denne Me- 
thode end kan være, lider den dog af den Mangel, at 
man ved den kun kan undersøge en enkelt ganske be- 
stemt Tones Svingningstal. Man har derfor indrettet 
særegne Apparater, hvorved man er i Stand til at frem- 
bringe Toner af hvilkensomhelst Højde og maale An- 
tallet af deres Svingninger. Et saadant Instrument er 
den af Cagniard de la Tour i 1819 opfundne Sirene, 
som vi her ville beskrive i dens simpleste Form. Den 
bestaaer af en cylindrisk Kasse, fra hvis Bund der ud- 
gaaer et Rør, gjennem hvilket Luften fra en Blæsebælg 


85 


kan føres ind i Cylindren. Laaget er gjennemboret af 
Huller i en Kreds med samme indbyrdes Afstand; Gjen- 
nemboringen er skeet paa skraa, og Retningen er lodret 
paa Radierne til Laagets Omkreds. Ovenpaa Laaget er 
der anbragt en med dette ligestor koncentrisk Skive, der 
let lader sig dreje om en gjennem dens Midtpunkt 
gaaende lodret Akse. Denne bevægelige Skive er lige- 
ledes forsynet med et Hulsystem, der kan bringes til at 
dække det underliggende, men Retningen af Hullerne i 
disse 2 Systemer falder ikke sammen, de danne en Vinkel 
af henved 90 Grader med hinanden. Sætter man nu 
Vindkassen i Forbindelse med en Blæsebælg, vil Hullernes 
Stilling til hinanden bevirke, at den gjennem disse ud- 
farende Luft sætter den bevægelige Plade i en hurtig 
Omdrejning, der ved stærk Blæsning kan stige til 60 
Gange i Sekundet. Den ovenfor omtalte Akse kan ved 
Hjælp af en Skrue uden Ende sætte et Tandhjul i Be- 
vægelse, hvorved en paa samme anbragt Viser rykker en 
Tand frem for hver Omdrejning, Aksen udfører, og man 
kan påa denne Maade let aflæse Antallet af de i en vis 
Tid udførte Omdrejninger. For hver Gang de 2 Hul- 
systemer under Omdrejningen dække hinanden, frembringes 
der en Fortætning af den udfarende Luft, og sørger man 
ved passende Tryk paa Blæsebælgen for, at Omdrejnings- 
bevægelsen bliver jevn, vil der saaledes fremkomme en 
Række periodiske Bevægelser i Luften, der ville opfattes 
som Toner; ved nu at multiplicere Antallet af Skivens 
Huller med Antallet af de i 1 Sekund udførte Omdrej- 
ninger har man den ved disse Luftsvingninger frembragte 
Tones Svingningstal. Det viser sig da ved Forsøg med 
dette Instrument, at Hullernes Størrelse og Form aldeles 
ingen Indflydelse have paa Tonens Højde, og at denne 
ene og alene er bestemt ved Svingningstallet. 


86 


Vokser Omdrejningshastigheden, hvorved naturligvis ogsaa 
Antallet af Luftstødene forøges, stiger Tonens Højde. 
Ved en tilbørlig Afpasning af Trykket paa Bælgen kan 
man let frembringe en Tone af hvilkensomhelst Højde, 
og ved Hjælp af Viserapparatet bestemme dens Sving- 
ningstal. Lad os saaledes antage, at vi ønskede at vide, 
hvormange Svingninger en afstemt Stemmegaffel udførte 
i 1 Sekund. Havde Sirenen 20 Huller, maatte vi bringe 
Skiven til at dreje sig 22 Gange rundt i Sekundet for 
at frembringe en Tone af samme Højde som Stemme- 
gaflens; en simpel Multiplikation vil da vise, at Grenene 
paa en saadan. Stemmegaffel, naar denne anslaaes, ville 
bevæge sig 440 Gange frem og tilbage i et Sekund. 
Man kan ved Hjælp af dette Instrument endvidere let 
finde Forholdet mellem 2 Toners Svingningstal eller hvad 
man kalder.deres Interval. Der viser sig her det mærke- 
lige Forhold, at Intervallet for 2 konsonerende Toner 
altid udtrykkes ved de simpleste Tal. Lader man saa- 
ledes Sirenen frembringe en eller anden Tone, maa Om- 
drejningshastigheden altid forøges til det dobbelte, for 
at Oktaven til denne Tone skal fremkomme. Ved lig- 
nende Forsøg finder man let, at Intervallet mellem en 
vilkaarlig valgt Tone og dennes Oktav, Kvint, Kvart, 
store Terts og lille Terts lader sig udtrykke henholdsvis 
ved. følgende Forholds.1 5239253; 13 545 ÆRE DEAD ENGANG 
indskrænke os her til at angive, hvad Forsøgene vise; 
senere skulle vi lære Aarsagen at kjende, hvorfor netop 
disse Toneintervaller frembringe det for Øret mest behage- 
lige Indtryk. 

Spørger man nu, hvormange Svingninger der 
skal udføres i Sekundet, for at Øretukansop= 
fatte dem som Toner, saa ere de Svar, Undersøgel- 


87 


serne have givet, temmelig uoverensstemmende,.  Er- 
faringen viser nemlig, at Svingningsudslagene maa være 
mange Gange større for de dybe end for de høje Toner, 
naar de skulle gjøre et ligesaa stærkt Indtryk paa Øret, 
og dertil kommer endvidere den Omstændighed, at netop 
saadanne stærke Udsving let fremkalde sekundære Sving- 
ninger, og den Tone, man hører, skylder da ofte sin 
" Fremkomst til disse sidste, medens de første ere for 
langsomme til at blive tonegivende, Saaledes frembragte 
Savart en overmaade dyb Tone ved at lade en Jern- 
stang, der blev drejet omkring en horisontal Akse, to 
Gange under hver Omdrejning passere en af 2 Bjelker 
dannet Spalte, hvis Brede var afpasset saaledes, at 
Stangen netop havde Plads til at gaa igjennem den. 
Luften blev herved med stor Kraft dreven ud af Spalten, 
og der fremkom en Tone af en overordenlig Dybde, sva- 
rende til 8 Svingninger i Sekundet. Tonen var ved dette 
Apparat saa stærk, at den overdøvede enhver anden Lyd; 
ikke engang stærke Orgeltoner kunde høres, saalænge 
Stangen roterede, end sige den menneskelige Stemme. 
Kun hørte man som stærke Skud midt i den dybe 
Drønen Lyden af de Luftexplosioner, der frembragtes, 
hver Gang Jernstangen drev Luften ud af Spalten; en 
Omstændighed, der talte for, at det ikke var disse, der 
vare de egenlig tonegivende Svingninger. Despretz 
undersøgte derfor Sagen paany, men anvendte to Spalter, 
hvorved med samme Omdrejningshastighed Oktaven til 
den afSavart hørte dybe Tone skulde fremkomme; men 
denne Forøgelse af Svingningernes Antal til det dobbelte 
" havde ingen Indflydelse paa Tonens Højde, hvad der nok- 
som viste, at den af Savart antagne Aarsag til dens 
Fremkomst ikke kunde være den sande, men at denne 


88 


maatte søges i de Bisvingninger, der, som ovenfor be- 
mærket, altid ledsage de stærke Svingninger. Omhygge- 
lige Undersøgelser have senere godtgjort, at 16% Sving- 
ninger i Sekundet er det mindste Antal, Øret kan samle 
til en Tone; det er den, der frembringes af de store 
aabne 32 Fods Orgelpiber; men selv en saadan Tone 
har ligesaa meget Karakteren af en drønende Lyd som 
af en egenlig musikalsk Klang; og de benyttes derfor 
kun i Forbindelse med højere Oktaver, hvorved disse 
faa Karakteren af en større Dybde, uden at Opfattelsen 
af deres Tonehøjde derved bliver ubestemt. I Orkester- 
musiken benytter man ingen Tone af ringere Svingnings- 
tal end 411 i Sekundet, Kontrabassens E,, i de nyere 
Klaverer naaer den dybeste Tone vel ned til C, med 33 
Svingninger eller til Oktaven til den nysomtalte dybeste 
Tone; men i musikalsk Henseende ere alle Toner under 
E, ufuldkomne, idet Øret ikke formaaer at bestemme 
den Plads, de indtage i Skalaen. Ogsaa med Hensyn 
til Fastsættelsen af Grændsen for de højeste Toners 
Svingningstal viser der sig en betydelig Vanskelighed. 
Den højeste Tone, der bruges i Orkestermusikken, er 
Pikkolofløjtens d, hvis Svingningstal er 4752; Toner af 
større Højde ere ligesom de dybeste vanskelige at ad- 
skille. Despretz har vel ment ved Hjælp af smaa 
Stemmegafler at kunne opfatte Toner paa indtil 38000 
Svingninger i Sekundet; men da han alene lod sig lede 
af Øret til Bestemmelsen af Tonehøjden, er den paa denne 
Maade fundne Grændseværdi meget usikker. Gaa vi 
imidlertid ud herfra, vil det menneskelige Øre kunne op- 
fatte en Tonerække paa 11 Oktaver. Erfaringen viser 
dog, at Grændsen navnlig for de højere Toner maa rykkes 
betydelig længere ned for de fleste Menneskers Vedkom- 


89 


mende. De fleste kunne høre 9, nogle 10 Oktaver, men 
kun overmaade faa kunne opfatte saa høje Toner som 
de af Despretz frembragte. Mange Mennesker ere ikke 
i Stand til at høre Faarekyllingens Piben, hvorimod de 
kunne have et meget godt Øre for de dybe Toner; frem- 
bringer man i flere Menneskers Overværelse højere og 
højere Toner ved paa den ovenfor angivne Maade at 
sætte at Tandhjul i hurtigere og hurtigere Omdrejning, 
hændes det ofte, naar Tonen har naaet en vis Højde, at 
nogle aldeles ingen høre, medens andre besvære sig over 
dens utaalelige Højde. 

Hvad nu Styrken af en Tone angaaer, saa er det 
let at vise, at denne alene afhænger af Udsvingenes 
Størrelse, idet den vokser og aftager med disse. Et 
kraftigt Buestrøg paa en Violinstreng giver en stærkere 
Tone end et svagt, hvorimod Højden og Klangen ere 
aldeles uafhængige heraf. Vi komme her til at omtale 
en Omstændighed, der spiller en særdeles vigtig Rolle 
med Hensyn til Tonestyrken. — Enhver ved, med hvilken 
overordenlig Lethed en Violinspiller ved et pianissimo 
maa føre Buen hen over Strengene, og dog kan denne 
høres af Tusinder af Tilhørere, eller med andre Ord det 
ved den overordenlig ringe Gnidning mellem Buen og 
Strengen foraarsagede lille Udslag af denne sidste er 
tilstrækkeligt til at sætte flere tusinde Trommehinder i 
Bevægelse; der synes her aldeles intet Forhold at være 
mellem Aarsag og Virkning. Den rationelle Mekanik 
forklarer denne Sag ved hvad den kalder »de mindste 
Virkningers Princip«, som vi ville tydeliggjøre ved 
et Par Exempler. Lad os antage, at vi have et med 
Vand fyldt stort Kar, der er anbragt saaledes paa sit 
Underlag, at det let kan rokkes, men kun ganske ube- 


90 


tydelig. Naar man nu rokker Karret én Gang, fremkommer 
der en lille Bølge, og efterat denne med stedse aftagende , 
Størrelse et Par Gange er bleven kastet tilbage fra 
Karrets Sider, vil Vandoverfladen atter være i Ro. Men 
lader man et andet Stød følge umiddelbart ovenpaa det 
første, før den ved dette frembragte Bølgebevægelse er 
ophørt, saaledes at den herved dannede nye Bølge netop 
kommer til at falde sammen med den alt tilstedeværende, 
ville de 2 Bølger forenes til en eneste saa stor som 
begge tilsammen. Ved et 3die, 4de, dte 0. s. v. Stød, 
udført paa samme Maade som det andet, vil Bølgens 
Størrelse yderligere forøges, og det vil let sees, at den 
endelige Virkning meget nær vilde være den samme, som 
om man oprindelig havde anvendt den dobbelte, tredob- 
belte 0. s. v. Kraft. Af samme Aarsag kan et Barn sætte 
en stor Kirkeklokke i Gang, naar det ved et enkelt Ryk 
i Touget anvender sin Kraft saaledes, at Klokkens Sving- 
ninger derved understøttes. Dove anfører et mærkeligt 
Exempel paa denne Virkning af Additionen af smaa 
Kræfter. En Uhrmager havde paa sin Væg hængende 
2 Penduluhre, af hvilke det ene gik og det andet stod. 
Til sin største Forbavselse bemærkede Uhrmageren, at 
det sidstnævnte Uhr af sig selv kom i Gang, et Par 
Timer efterat han havde bragt det til at staa. Det var 
her det førstes regelmæssige. Tiktak, der efterhaanden 
havde bragt Væggen i større og større Svingninger, til 
disse omsider bleve saa store, at de kunde sætte det 
andet Uhr i Gang. — Vi ville nu let kunne forstaa det 
tilsyneladende Misforhold mellem det anvendte og udførte 
Arbejde i det ovenfor anførte Exempel; thi hvad” der 
ved en Violin som ved ethvert andet Strengeinstrument 
frembringer Tonen er ikke den ringe Bevægelse, hvori 


vad 


Luften sættes ved Udslaget af Strengene; disse ere kun 
en Betingelse for Tonens Frembringelse, men ikke selve 
de tonegivende Legemer. Hvad Øret opfatter som Tone 
er de Svingninger, hvori de med Strengene forbundne 
store Overflader sætte Luften, idet Summationen af 
Strengenes Ryk paa deres med Instrumentets Sangbund 
forbundne Understøtningspunkter sætter denne i saa stærke 
Svingninger, at en forholdsvis kraftig Tone kan frem- 
komme. Udspænder man en Streng mellem Kroge over- 
trukne med Kautsjuk eller et andet Legeme, der vanske- 
lig lader sig sætte i Svingninger, vil et nok saa kraftigt 
Udsving af Strengen neppe frembringe en Tone, der er 
stærk nok til at kunne høres andre Steder end i Strengens 
umiddelbare Nærhed. Fra den daglige Erfaring ved en- 
hver, hvilken væsenlig Indflydelse saadanne medsvingende 
Resonansflader have paa Tonens Styrke. Tonen af en 
anslaaet Stemmegaffel, som man holder i Haanden, kan 
kun høres ved at holde Instrumentet tæt hen til Øret; 
sætter man derimod Skaftet paa et Bord, hvorved Bord- 
pladen sættes i Svingninger, kan Tonen høres over en 
stor Sal. Paa en Forelæsning i »royal institution« over 
Lyden benyttede Tyndall et Forsøg, hvorved han paa 
en meget sindrig Maade paaviste Virkningen af med- 
svingende Overflader. To Etager under - Forelæsnings- 
salen stod et Klaver, hvis Sangbund var forbundet med 
den ene Ende af en lang med Kautsjuk omgivet Træ- 
stav, hvis anden Ende udmundede i Tyndalls Audito- 
rium. Paa Grund af den store Afstand og Kautsjukets 
daarlige Evne til at lede Lyden var det ikke Tilhørerne 
muligt at høre, naar der blev spillet paa Fortepianoet; 
men da han anbragte en Harpe ovenpaa Træstavens Ende, 
der vel at mærke ikke var beklædt med Kautsjuk, bleve 


92 


de fra Klaverets Sangbund gjennem Træet ledede Sving- 
ninger overførte til Sangbunden i Harpen, og herved 
bragtes atter de Strenge til at klinge, hvis Toner bleve 
anslaaede paa Klaveret, saa at Harpen i Forelæsnings- 
salen, uden at nogen berørte dens Strenge, spillede ganske 
det samme Stykke, som der blev spillet langt derfra paa 
Klaveret. Det er imidlertid ikke alene faste Legemer, 
der paa denne Maade kunne tjene til Tonernes Forstærk- 
ning. Som vi senere skulle se, har enhver begrændset 
Luftmasse den Egenskab at kunne sættes i visse ved 
dens Form bestemte Svingninger, og de kunne da derved 
komme til at spille samme Rolle som Sangbunden 1 et 
Instrument, blot med den Forskjel, at deres Svingnings- 
maade er mere begrændset, saa at de kun kunne tjene 
til Resonatorer for visse bestemte Toner. Holder man 
saaledes en Prop i den ene Haand, medens man med 
den anden giver den nogle Slag, frembringes derved ikke 
nogen musikalsk Lyd; men udfører man det samme, idet 
Proppen holdes foran den aabne Mund, vil Luften i denne 
derved sættes i Svingninger, og en Tone fremkommer, 
hvis Højde forandres, eftersom man gjør Mundhulen 
større eller mindre. Naar Gassen strømmer ud af en 
Brænder, vil den derved foraarsagede Gnidning i For- 
bindelse med Forbrændingen sætte Gasflammen i en let 
sittrende Bevægelse, og anbringer man et Glasrør om 
Flammen kan man ved et passende Valg af" Rørets 
Længde let frembringe en Tone. At Luftsøjlen i Røret 
virkelig svinger kan tydeliggjøres paa en smuk Maade 
ved at betragte Flammens Billede i et Spejl, som drejes 
rundt. En ikke tonende, rolig Flamme vil nemlig, naar 
Omdrejningen sker nogenlunde hurtig, vise sig i Spejlet 
som en lysende Linie, men i Stedet for en saadan seer 


93 


man her en Række ved mørke Mellemrum afbrudte Bil- 
leder af Flammen, der følgelig af Luften i Røret maa 
være sat i en saa stærk svingende Bevægelse, at den i 
hurtig paa hinanden følgende Perioder blusser stærk op 
for i næste Øjeblik næsten ganske at forsvinde. 

Ethvert Legeme, der besidder en saadan Spændighed, 
at det er i Stand til at sættes i Svingninger, naar dets 
Dele ved ydre Paavirkning blive bragte ud af deres 
Ligevægtstilstand, kan alt efter den Maade, hvorpaa 
disse Svingninger fremkaldes, eller eftersom man under- 
støtter det paa forskjellig Maade, sættes i en Mang- 
foldighed af forskjellige Svingningstilstande og saaledes 
frembringe ligesaamange forskjellige Toner. En alminde- 
lig Fremstilling af Lovene for Legemernes Svingninger 
vilde derfor blive overordenlig vidtløftig, og vi ville der- 
for nærmest holde os til saadanne Legemer, der benyttes 
ide musikalske Instrumenter, saameget mere som vi især 
ville beskjæftige os med Ørets Opfattelse af Svingningerne 
fremfor med den Maade, hvorpaa disse fremkaldes. 

Vi ville da begynde med at undersøge de vigtigste 
Love for Strengenes Svingninger. Enhver ved, at 
Tonens Højde beroer paa Strengens Spændighed, Længde, 
Tykkelse og Stof. Spænder man en Violinstreng, bliver 
Tonen derved højere; gjør man Strengen kortere ved at 
trykke den ind mod et Punkt nærmere ved Violinstolen, 
vokser ligeledes Tonens Højde; de tykkere Strenge paa 
Violinen give med samme Længde en dybere Tone end 
de tyndere, og alt andet lige, er en Metalstrengs Tone 
dybere end en Tarmstrengs. Det forrige Aarhundredes 
store Mathematikere, Taylor, Bernoulli, d'Alem- 
bert, Euler og Lagrange, have theoretisk udfundet 
. Tonernes Afhængighed af de ovenfor nævnte Forhold, og 


94 


de” experimentale Undersøgelser have fuldstændig be- 
kræftet Theoriens Rigtighed. Ved et ganske simpelt 
Apparat er man i Stand til med stor Tilnærmelse at 
finde de Love, hvorefter Svingningerne rette sig. In- 
strumentet bestaaer af en Fyrretræes Kasse, der tjener 
til Sangbund for en eller flere Strenge. Disse ere i 
deres ene Ende fastgjorte til en paa Kassens ene Ende 
staaende Stol, hvorfra de føres i Flugt med Kassens 
Længde over hver sin Tridse og holdes stramme ved frit 
nedhængende Vægte. Forøges for samme Strengs Ved- 
kommende Spændingen med den firdobbelte, nidobbelte, 
sekstendobbelte Vægt, blive Strengens Toner forhøjede 
til henholdsvis Oktaven, Kvinten til denne og Dobbelt- 
oktaven til den ved den oprindelige Spænding fremkaldte 
Tone; fra Forsøg med Sirenen vide vi, at disse Toners 
Svingningstal forholde sig som 1:2:3:4; vi uddrage 
heraf den Sætning, at Tonernes Højde forholde sig 
som Kvadratroden afde spændende Vægte. — Ved 
Strenge af samme Stof, Længde og Spænding finde vi, at 
Tonernes Dybde tiltager med Tykkelsen, saaledes 
at naar Tvermaalet bliver 2, 3, 4 Gange saa stor, bliver 
Tonen 2, 3, 4 Gange saa dyb. Endvidere kan man med 
samme Instrument undersøge Indflydelsen af Strengenes 
Stof. Anbringer man paa Sangbunden 2 Strenge af 
samme Længde, Tvermaal og Spænding, giver den Streng, 
hvis Stof har den mindste Vægtfylde den højeste Tone; 
Forsøgene bekræfte ogsaa her den af Theorien fundne Lov, 
at Tonehøjden, alle andre Forhold lige, staaer i 
omvendtForhold tilKvadratroden af Vægtfylden. 

Vi komme nu til den fjerde og sidste Lov, der, som 
vi snart skulle se, fører os ind paa en hel ny Side af 
Tonernes Natur, som vi endnu ikke have omtalt, nemiig 


95 


den saakaldte Klangfarve. Lad os atter stryge en 
paa vor Resonansbund anbragt Streng, der er spændt 
saa tilstrækkelig, at den frembragte Tones Højde sikkert 
lader sig bestemme. Understøtte vi den dernæst i Midten 
enten ved at skyde en lille Stol ind under den eller ved 
en simpel Berøring med Fingren, og stryge vi da dens 
ene Halvdel, vil baade denne og den anden ikke strøgne 
komme i Svingninger, en simpel Følge af »Principet for 
de mindste Virkninger«. Øret siger os da, at den saa- 
ledes frembragte Tone er Oktaven til den, hele Strengen 
giver ved at svinge som Helhed; et Understøttelsespunkt 
i en Trediedel af Strengens Længde fra dens ene Ende- 
punkt og en Strygning af den korteste Del af Strengen 
frembringer Kvinten til den halve Strengs Tone; denne 
Trediedel maa altsaa svinge 3 Gange saa hurtig som 
hele Strengen. Det er imidlertid ikke alene den strøgne 
Del, der svinger; de øvrige 2 Trediedele dele sig i 2 
ligestore svingende Partier, adskilte ved et hvilende 
Mellemrum, et saakaldet Knudepunkt, ganske som om 
denne Del af Strengen ogsaa var understøttet. Man kan 
let overbevise sig derom ved at belægge Strengen med 
smaa Papirsryttere; disse ville da, naar Strygningen 
skeer paa den ovenfor angivne Maade, blive rolig sid- 
dende i Midtpunktet af den længere Del, hvorimod de 
alle andre Steder ved den svingende Bevægelse ville 
kastes af, med størst Kraft midt imellem Knudepunktet 
og begge Endepunkterne. De 3 Dele, hvori Strengen 
saaledes deler sig, ville altsaa ganske forholde sig som 
3 særskilte Strenge, hver af en Længde, der er Tredie- 
delen af hele Strengens. Paa lignende Maade kan en 
Streng deles i 4, 5, 6 og flere ligestore svingende Dele, 
og ved at iagttage Tonehøjden uddrage vi den almindelige 


96 


Lov, at Svingningstallet vokser, i Forhold som 
Strengenes Længde formindskes. 

Vi ville nu vende tilbage til at betragte Svingnin- 
gerne af en hel Streng, der ikke er understøttet andre 
Steder end i Yderpunkterne, Er den fastgjort paa en 
Sangbund, og anbringe vi paa denne en anslaaet Stemme- 
gaffel, hvis Tonehøjde falder sammen med Strengens, ville 
Sangbundens ved Stemmegaflen frembragte Svingninger 
faa Strengen til at tone. Dens Svingningsform vil da 
være ganske regelmæssig; alle dens Punkter ville be- 
skrive pendulagtige Svingninger med voksende Hastighed 
fra den ene Yderstilling til Midten af Udsvinget og her- 
fra atter med aftagende Hastighed til det andet største 
Udslag. Bringer man den derimod til at tone ved, som 
sædvanlig skeer, at stryge den med en Bue eller med et 
Ryk med Fingren, vil en nøje Betragtning af dens Sving- 
ningsform vise, at dens forskjellige Dele langtfra udføre 
deres Svingninger paa samme Maade, idet hele Strengen 
nemlig deler sig i en Mængde ligestore ved Knudepunkter 
adskilte Underafdelinger, der foruden at deltage i hele 
Strengens Bevægelse tillige hver for sig svinge som selv- 
stændige Strenge og give den dem efter deres Længde 
tilkommende Tone. Paa dette Fænomen gjorde allerede 
Sauveur opmærksom i 1700, men det er først i den 
allernyeste Tid, at Helmholtz i sit berømte Værk: »Die 
Lehre von den Tonempfindungen« i 1863 paaviste disse 
Bisvingningers Betydning i vor Opfattelse af Tonerne. 
Foruden Højden og Styrken er der nemlig endnu en 
tredie Ejendommelighed, hvorved vi kunne adskille To- 
nerne fra hverandre. Man skjelner jo let en Klarinettone 
fra en Klavertone, selv om disse ere i Enklang; en Horn- 
tone ligner ikke en Harpetone; Violinen klinger ander- 


97 


ledes end Orgelet. Alle disse Toner ere forskjellige fra 
hinanden ved hvad vi kalde deres Klangfarve. Hvor- 
ledes er det nu muligt, at Toner af samme Højde og 
Styrke kunne frembringe saa uensartede Indtryk? Da 
Tonerne alene fremkomme ved Svingninger, maa det være 
en Ejendommelighed ved disse, der frembringer . For- 
skjellen i Klangen. Vi have seet, at Svingningstallet ene 
og alene bestemte Højden, og Udslagets Størrelse Styrken, 
vi have derfor kun Svingningens Form tilbage, hvoraf 
Klangen kan afhænge. I det foregaaende have vi anført 
forskjellige Maader at frembringe Toner paa; ved en 
nærmere Betragtning af Sagen vil det let sees, at Sving- 
ningsformen i intet af disse Tilfælde var ens. Holde vi 
saaledes til et omdrejende Tandhjul et Kortblad, vil dette 
svinge ganske paa samme Maade som en Hammer, der 
ved en omdrejende Tap hæves og dernæst falder ned ved 
sin egen Vægt. Saalænge Kortbladet er i Berøring med 
en af Hjulets Tænder, vil. det løftes med en jevn Be- 
vægelse opad; men i det Øjeblik Tanden slipper, vil det. 
paa Grund af sin Spændighed med voksende Hastighed 
bevæge sig gjennem Mellemrummet mellem 2 Tænder, 
for derpaa at gribes af den næste Tand, der pludselig 
forandrer dets Bevægelsesretning til den stik modsatte. 
Ved Sirenen foregaaer der en pludselig stærk Luft- 
udstrømning i det Øjeblik, de 2 Hulsystemer falde sam- 
men; Luftsvingningernes Hastighed er her størst i Ud- 
svingets første Moment; Bevægelsen aftager dernæst grade- 
vis for atter at springe over fra den mindste til den 
største Hastighed. Helt forskjellig herfra er atter den 
pendulagtige Bevægelse, hvori vi have seet, at vi kunne 
sætte en Streng ved at anbringe en anslaaet Stemme- 


gaffel paa dens Resonansbund. Alle de paa disse 
Fjerde Række. Il. dl 


98 


Maader frembragte Toner have en forskjellig Klangfarve. 
Lad os nu endelig betragte en saakaldet sammensat 
Svingningsbevægelse, og hvorledes den opfattes af Øret. 
Lad os antage, at forskjellige Instrumenter samtidig 
spille unisono. Ethvert enkelt Instrument vil da udsende 
Luftsvingninger, og enhver af disse vil give sit Bidrag 
til at sætte Luftdelene i Ørets umiddelbare Nærhed i en 
svingende Bevægelse, der bliver Resultanten af alle de 
Svingninger, der fra de forskjellige tonegivende Legemer 
samtidig træffe de omtalte Luftdele. Forsaavidt kan man 
altsaa sige, at den resulterende Svingningsbevægelse inde- 
holder alle dem, der frembragte den; men betragte vi 
den uden Hensyn til dens Oprindelse, kan man naturlig- 
vis ligesaa godt betragte den som enkelt som enhver af 
de Svingningsformer, hvorpaa vi nylig have anført Ex- 
empler. Ikke desto mindre formaaer Øret at opløse denne 
Svingning i de Bestanddele, hvoraf den er fremkommen, 
thi det er med Lethed i Stand til i den saaledes frem- 
bragte Klang at skjelne de forskjellige Instrumenters 
Toner fra hverandre. Men formaaer nu Øret at udføre 
denne Analyse, saa ledes vi naturlig til det Spørgsmaal, 
om ikke i Almindelighed enhver af de Toner, et enkelt 
Instrument giver, paa en eller anden Maade kan opløses 
i simplere Elementer, hvorvidt vi kunne gaa i denne 
Deling, og hvad da, naar Grændsen er naaet, et Tone- 
element vil sige. 

I sin Theori om Svingningerne viste den berømte 
franske Mathematiker og Fysiker Fourier, at enhver 
periodisk Bevægelse altid kan betragtes som et Resultat 
af enkelte pendulagtige Bevægelser, men at den kun paa 
en eneste Maade lader sig opløse i saadanne. Denne 
Sætning af Fourier gav den fra Elektricitetslæren saa 


99 


berømte Ohm Anledning til at betragte de af en Sirene 
frembragte Toner og alle andre, hvis Svingninger ikke 
følge Pendulbevægelsens simple Lov, som en sammensat 
Klang, frembragt af flere Toneelementer, idet han som 
Definition for et saadant betragtede den Tone, der frem- 
kommer ved pendulagtige Svingninger; men det var først 
Helmholtz, der i sit ovenfor citerede Værk paaviste, 
at denne Maade at betragte Sagen paa ikke blot var en 
mathematisk Abstraktion, men tillige havde reel Gyldig- 
hed. Ved Helmholtz's Undersøgelser blev det nemlig 
paa det fuldstændigste godtgjort, at enhver Tone, der 
ikke fremkommer ved pendulagtige Svingninger, altid lader 
sig opløse i saadanne enkelte Toner, der svare til de 
Pendulsvingninger, hvoraf Klangens Svingningsform er 
sammensat, at disse enkelte Toner ere Klangens sidste 
Elementer, og at det, der giver de forskjellige Toner 
deres ejendommelige Klangfarve, alene hidrører fra denne 
samtidige Medklingen af forskjellige enkelte Toner. 
Synger man saaledes et kraftigt A mod Sangbunden 
af et Klaver, hvis Strenge ere frigjorte for deres Hamre, 
vil der fra Klaveret, efter at man har ophørt at synge, 
tone en A-lydende Klang. At denne virkelig er en 
sammensat Tone, kan man overbevise sig om ved at be- 
hænge Strengene med Papirsryttere; den heftige Be- 
vægelse, hvori flere af disse komme ved Sangen, viser 
tydelig, at det ikke er Tonerne af en enkelt, men af 
flere Strenge, der her samtidig maa klinge for at frem- 
bringe en Tone af samme Klangfarve som den, der blev 
sungen. Frigjør man derimod kun den Streng, hvis Tone 
er den fremherskende i den sungne Klang, bringes kun 
den til at svinge, og den for Vokalen A ejendommelige 


Klangfarve høres ikke. Paa lignende Maade kan man 
47 


100 


faa Strengene i et Klaver til at frembringe Klarinettens 
Klang. I Almindelighed er det imidlertid temmelig van- 
skeligt selv for et musikalsk uddannet Øre at adskille 
de enkelte Toner i en Klang, om man endogsaa forud 
ved, med hvilke man har at gjøre, da den Tone, efter 
hvis Højde man bestemmer hele Totalindtrykket, sæd- 
vanligvis er saa fremherskende, at man har ondt ved at 
høre de øvrige som særskilte Toner. Anbringer man saa- 
ledes påa samme Sangbund en stor og flere mindre 
Stemmegafler, hvis Toner harmonere med den førstes, 
vil man ved samtidig at stryge dem alle ikke høre en 
Tone af større Højde enå den, den store alene frem- 
bringer; derimod vil Klangen i disse 2 Tilfælde være 
forskjellig, en Omstændighed, der lærer os, at Øret vel 
formaaer at høre Sammensætningen, men derimod vanske- 
lig er i Stand til at opløse den. Helmholtz har 
imidlertid angivet et ypperligt Middel til at udsondre de 
enkelte Toner af en Klang. Som vi allerede tidligere 
have bemærket, kan en i et Rør eller anden Hulhed 
indesluttet Luftmasse kun sættes i visse ved dens Form 
bestemte Svingninger og saaledes kun frembringe de der- 
ved bestemte Toner. I Almindelighed vil en saadan 
Luftmasse være i Stand til, ganske paa samme Maade 
som Strengene, samtidig at udføre Svingninger af for- 
skjellige Perioder; men Fremkomsten af disse Bisving- 
ninger kan i høj Grad vanskeliggjøres ved passende Valg 
af Luftbeholderens Form. Saaledes viser saavel Theori 
som Erfaring, at Luften i vide, lukkede Orgelpiber ved 
en ikke for stærk Blæsning kun kan bringes til at ud- 
føre en eneste Art af pendulagtige Svingninger, og Klangen 
af en saadan Orgelpibe er derfor fri for Bitoner. Det 
samme gjælder, naar man lader Luften svinge i hule 


101 


Kugler. Helmholtz har benyttet dette til Konstruk- 
tionen af sine saakaldte Resonatorer, hule Kugler, 
" forsynede med 2 Aabninger, af hvilke den ene er be- 
stemt til at overføre Svingningerne fra den ydre Luft til 
den indre, og den anden, der er diametralt modsat den 
første, forsynet med et lille Rør, der kan anbringes i 
Øret. Holder man nu en saadan Resonator for det ene 
Øre, og tilstopper man det andet med en lille Skellak- 
prop, vil man, naar flere Instrumenter samtidig udføre 
et Musikstykke, være saa godt som aldeles døv for alle 
andre Toner end Resonatorens, der hver Gang, den inde- 
holdes i Klangen af et af Instrumenterne, gjør sig gjæl- 
dende med stor Styrke.  Angives der efter hinanden 
samme Tone af et Klaver, en Violin, Klarinet, Horn eller 
af et hvilketsomhelst andet Instrument, og opfanger man 
denne ved en efter denne Tones Højde stemt Resonator, 
er det ikke muligt for Øret at opfatte nogensomhelst 
Klangforskjel, da alle Bitoner paa denne Maade ere bort- 
skaffede. Helmholtz har konstrueret en Mængde saa- 
danne Resonatorer, hver for sig afpassede efter en be- 
stemt Tone, og ved at anvende disse til at analysere en 
bestemt Klang er det let at udfinde de enkelte Toner, 
hvoraf den er sammensat. Disse paa denne Maade op- 
fattede Toner udmærke sig fremfor de sammensatte ved 
deres ualmindelige Blødhed og Renhed, tilmed gjøre de 
Indtrykket af en større Dybde end den, der tilkommer 
dem, da de højere Bitoner mangle. Men trods disse 
gode Egenskaber er en saadan fuldkommen ren Tone 
dog ikke at foretrække for en sammensat Klang, under 
Forudsætning af at dens Overtoner harmonere med 
Grundtonen, thi det er netop disses Medklingen, der 
giver Tonerne Pragt og Rigdom, og den enkelte Tone 


102 


gjør derfor i Modsætning til de sammensatte Indtrykket 
af en vis Fattigdom. Ved de vide og lukkede Orgel- 
piber, der som anført ere temmelig fattige paa Overtoner, 
afhjælpes derfor denne Mangel ved de saakaldte Mixtur- 
registre, ved hvilke enhver Tast er forbunden med en 
større eller mindre Række af Piber, der samtidig aabnes, 
hvorved ikke alene Grundtonen, men ogsaa flere af de 
med denne harmonerende Overtoner samtidig klinge; det 
forstaaer sig imidlertid, at man her maa sørge for, at 
de højere Toner ikke blive fremherskende paa Grund- 
tonens Bekostning. 

Vi ville nu atter vende tilbage til de svingende 
Strenge, hvis Svingningsform gav Anledning til alle disse 
Undersøgelser over Klangfarven, og herved lære et nyt 
Middel at kjende til yderligere at paavise Klangens Af- 
hængighed af de omtalte Bisvingninger. Som allerede 
ovenfor bemærket vil enhver saadan Streng ved paa sæd- 
vanlig Maade at stryges dele sig i 1, 2, 3 og flere 
svingende Dele, der hver for sig give sin Tone. Ved 
meget simple Midler er man i Stand til at lade enhver 
af disse Toner fremtræde med større eller mindre Styrke 
og saaledes uden Resonator udsondre den enkelte Tone 
af Klangen. Den engelske Fysiker Young har nemlig 
vist, at der paa det Sted, hvor en Streng anstryges, 
aldrig kan dannes noget Knudepunkt. Stryger man saa- 
ledes en Streng paa Midten, kan den første Overtone, 
hvis Knudepunkt netop skulde ligge 
on sund her, ikke dannes. Strengen vil dele 

Fig. 1. sig, saaledes som Fig. 1 viser i 
3 eller et ulige Antal svingende, Underafdelinger. Af 
denne Grund maa den Åde, 6te, 8&de og alle Overtonerne 
af lige Orden bortfalde, da alle disse skulde have et 


103 


Knudepunkt i Midten; Grundtonens Oktav, dobbelt Oktav, 
Kvinten til denne og Kvarten til den sidstnævnte eller 
Grundtonens 3die Oktav indeholdes derfor ikke i den 
frembragte Klang, hvori kun Partialtonerne af ulige Or- 
den, den 3die, 5te, 7de, blive medtonende. Men desuden 
kan man ved en let Berøring af et af Bitonernes Knude- 
punkter dæmpe dettes Svingninger og saaledes svække 
alle de Toner, hvis Knudepunkter ikke falde sammen 
med det berørte Punkt. Berører man saaledes et af de 
Punkter, hvorved Strengen deles i 3 ligestore Dele, vil 
Grundtonens Styrke svækkes paa Bekostning af den 3die 
Partialtone eller Kvinten til Grundtonens Octav, og denne 
Tone vil da blive den fremherskende. Havde man der- 
imod berørt Strengens Midtpunkt, vilde. dette, der er 
Svingningspunkt for alle Tonerne af ulige Orden, derved 
være kommet i Hvile, de ovennævnte Toner vilde da have 
ophørt at klinge, og hele Strengen saaledes være kom- 
men i Ro. Stryger man Strengen i en Fjerdedels Af- 
stand fra et af Endepunkterne, og dæmper man den 


dernæst i Midten (se Fig. 2), vil i 
mn 

Grundtonen svækkes, og Oktaven 

være den fremherskende. Tone i Fig. 2. 


Klangen. Ved paa denne Maade at stryge og berøre 
kan man enten udsondre enkelte Toner eller lade Klangen 
variere enten ved en fuldkommen Udskydning eller ved 
en let Berøring, ved en mere eller mindre stærk Svæk- 
kelse af hvilkesomhelst af de i Klangen indeholdte Toner. 
En mere end hundredeaarig Erfaring-har lært Pianoforto- 
fabrikanterne at lade Strengehammeren anslaa Strengene 
paa et Punkt, der ligger i en Afstand af mellem 1 og i 
af deres Længde fra deres ene Befæstelsespunkt, idet 
det nemlig har vist sig, at de ved Anslag paa dette Sted 


104 


frembragte Toner faa den skjønneste Klangfarve, Strengen 
kan give; men først Helmholtz har udfunden Åarsagen 
hertil. Herved vil nemlig den 7de og Yde Delingstone 
udgaa eller i alt Fald i høj Grad svækkes ifølge det 
nylig udviklede, og 'disse Toner ere netop de" første” 
Partialtonernes Række, der ikke konsonere med Grund- 
tonen. 

Klangfarven afhænger imidlertid ikke alene af Stryg- 
ningsstedet; Maaden, paa hvilken Strengen bringes i 
Svingninger, har ogsaa sin store Betydning.  Frigjør 
man saaledes en Streng paa et Klaver ved at trykke en 
af Tangenterne ned med en lille Vægt, hvorved Hammeren 
løftes, og frembringer man da en Tone ved et pludseligt 
Ryk med Fingren, ved et Slag med en skarp Metal- 
hammer eller med en Hammer af et blødt og elastisk 
Stof, vil Klangen i alle disse Tilfælde have en forskjellig 
Karakter. Et Ryk med Fingren danner nemlig paa det 
berørte Sted straks en lille, temmelig skarp Bøjning af 
Strengen, og dette lille saaledes frembragte partielle Ud- 
sving giver Anledning til, at de høje Overtoner blive af 
særlig stærk Intensitet, Klangfarven bliver derfor temmelig 
skarp, saaledes som et Pizzicato noksom udviser. Slaaer 
man påa Strengen med en skarp Hammer, der øjeblikkelig 
springer tilbage efter Slaget, bliver kun det Punkt, der 
umiddelbart træffes af Hammeren, straks sat i Bevægelse; 
der fremkommer et overmaade kort, men forholdsvis bredt 
lille Udsving, og Klangfarven bliver derved endnu mere 
skingrende end i første Tilfælde;" de højere Overtoner 
fremtræde saa kraftig, at Grundtonen næsten .slet ikke 
høres. Er Hammeren derimod blød og elastisk, saaledes 
som det er Tilfældet med Klaverhammeren, bliver Slagets 


Varighed forlænget saameget, at hele Strengen faaer Tid 


105 


til at begynde et Udslag, førend Hammeren har forladt 
den; Klangen bliver derved dybere end i de foregaaende 
Tilfælde, idet Grundtonens Fremkomst begunstiges. Ved 
Strøg med en Bue bliver Klangen atter helt anderledes 
end ved de foregaaende Methoder; ved Vedhængningen 
til de Harpixdele, hvormed Buen er bestrøgen, føres 
Strengen ud af sin Hvilestilling, indtil Udsvinget er bleven 
saa stort, at Spændingen bringer Strengen til at slippe; 
ved fortsat Strøg med Buen gribes Strengen i sin til- 
bagegaaende Bevægelse for atter at følge Buen saa langt, 
som Spændigheden tillader.  Strengen bringes saaledes 
til at svinge ved en Mængde hurtig paa hinanden føl- 
gende Smaaryk, og det er den Maade, hvorpaa disse 
frembringes, der bestemmer Tonens Renhed. Der hører 
derfor en stor Kunst til at føre en Violinbue saaledes, 
at en fuldkommen fyldig og klangfuld Tone fremkommer; 
ved den uøvede Begynders Strøg bliver Tonen næsten 
altid skurrende, en Følge af Fremkomsten af en Række 
med Grundtonen og hverandre indbyrdes dissonerende Bi- 
toner, 

Endvidere har ogsaa Strengenes Tykkelse og Sub- 
stans en væsenlig Indflydelse paa Klangfarven. Korte 
og stive Strenge dele sig kun vanskelig i svingende 
Underafdelinger, og Klangfarven er derfor ved disse be- 
friet for de højere Overtoner. En tynd og lang Streng 
derimod er meget tilbøjelig til ved Anslag at frembringe 
en stor Mængde Partialsvingninger. Jo flere saadanne 
der fremkomme, jo nærmere komme de høje Overtoner 
til at ligge ved hverandre i Skalaen; de blive derved som 
alle Toner, der ere hverandre meget nær i Højde, disso- 
nerende, og deres Tilstedeværelse giver sig tilkjende ved 
en klingrende uharmonisk Lyd. 


106 


Men for at alle disse forskjellige Svingningsformer 
af Strengene virkelig skulle kunne give Tonerne den dem 
ved disse Svingninger bestemte Klangfarve, er det nød- 
vendigt, at Resonansbunden, hvortil Strengene ere be- 
fæstede, er forfærdiget af et saa fuldkommen elastisk 
Materiale, at den ved Strengenes Ryk kan sættes i 
samme Svingningstilstand som disse; thi, som ovenfor 
bemærket, er den Bevægelsesmængde, en svingende Streng 
umiddelbart afgiver til Luften, altfor ringe til at kunne 
opfattes som en hørlig Tone. 

Enhver Ufuldkommenhed ved Træets Elasticitet be- 
virker, at en Del af den svingende Bevægelse gaaer tabt 
ved Gnidning mellem Træets Smaadele, og Tonen mister 
derfor sin Fylde. 

Ved alle Strygeinstrumenter er der endnu et ejen- 
dommeligt Resonansforhold, der faaer Indflydelse paa 
Klangen, nemlig Svingningerne af den i Kassen inde- 
sluttede Luft, der bevirke, at de af Instrumentets Toner, 
der ligge det omtalte Luftrums Toner meget nær, frem- 
træde med en særlig Intensitet, hvorved navnlig Grund- 


tonen bliver forstærket. 


Islandske Naåturforhold med særligt Hensyn til 
Islands Plantevækst. 
Af Adjunkt Chr. Grønlund. 


D. sidste Aargange af dette Tidsskrift have indeholdt 
forskjellige Naturskildringer, hentede fra et af Jordens tro- 
piske Lande, nemlig fra Brasilien. Læserne bleve da førte 
hen til et Land, hvor Middagssolen stedse staaer højt 
påa Himlen, hvor Varmen er stor, men hvor Forskjellen 
påa samme til Aarets forskjellige Tider kun er ringe, hvor 
Dagen og Natten ere omtrentlig lige lange hele Aaret 
om, endelig til et Land, hvis organiske Liv udmærker 
sig ved sin Yppighed og Fylde, baade hvad Planterne og 
Dyrene angaaer. Det kunde muligvis have sin Interesse 
i Modsætning hertil at betragte et Land, hvis Nordspids 
berøres af Polarkredsen, altsaa naaer op til det kolde 
Jordbælte, hvor Middagssolen endogsaa paa de længste 
Sommerdage staaer betydelig lavere paa Himlen end hos 
os, hvor Varmegraden er lav, men hvor der dog er en 
betydelig Forskjel paa den til de forskjellige Aarstider, 
hvor Dagen om Sommeren strækker sig ud over næsten 
alle Døgnets Timer, medens det samme om Vinteren er 
Tilfældet med Natten, endelig til et Land, hvis organiske 


108 


Liv langt mere karakteriserer sig ved sin Fattigdom end 
ved sin Rigdom, nemlig til Island. Jeg antog, at en 
saadan Skildring saa meget mere kunde være paa sin 
Plads i dette Tidsskrift, som det for ikke ret længe si- 
den har indeholdt en Meddelelse om den fra den nuvæ- 
rende aldeles forskjellige Plantevækst, som i en tidligere 
Jordperiode fandtes baade paa Island og i andre Po- 
larlande. 

Af langt større Interesse end Islands Plantevækst er 
jo vistnok Øens geologiske Bygning, men just af den 
Grund har denne langt mere. været Gjenstand for Natur- 
forskernes Undersøgelser og for Skildringer i forskjellige 
Skrifter, som jeg i saa Henseende kan henvise til. Idet 
jeg da i det følgende væsenlig beskjæftiger mig med 
Plantevæksten paa Island, skal jeg dog ikke undlade at 
meddele Skildringer af de Naturforhold, hvorunder Plan- 
terne vokse. Det er imidlertid ingenlunde Hensigten at 
give en almindelig geografisk Beskrivelse af Øen, men 
jeg vil navnlig indskrænke mig til at omhandle nogle 
Partier af denne, som jeg selv besøgte under et kort 
Sommerophold i Aaret 1868, for dertil at knytte nogle 
almindeligere Bemærkninger om Plantevæksten paa Island. 

Island er som sagt fattigt paa Planter. For straks 
at give en Forestilling herom kunne vi anstille nogle 
Sammenligninger med Danmark. Her vokser saaledes 
omtrent 1300 forskjellige Arter af Blomsterplanter, hist 
efter de sidste Optegnelser i Aaret 1860”) kun lidt over 
400, altsaa neppe 1 i Forhold til Danmark. I de kol- 
dere Zoner ere imidlertid de blomsterløse Planter mere 
fremherskende end Blomsterplanterne, selv om deres ab- 


”) Lauder Lindsay: The Flora of Iceland. 


109 


solute Antal ikke er saa stort som i de mere tempere- 
rede Jordbælter. Her i Danmark kjendes saaledes om- 
trent 200 Arter Laver, altsaa henved 1 i Forhold til 
Blomsterplanterne; i Island kjendtes indtil 1860 lidt un- 
der 100 Arter eller næsten 1 i Forhold til Blomster- 
planterne. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at de 
lavest staaende Planter i de forskjellige Lande blive se- 
nere undersøgte end de højere; dels ere de mindre iøjne- 
faldende, og dels kunne mange af dem kun ved Hjælp af 
Mikroskopet adskilles fra hverandre. Det vil ogsaa vise 
sig, naar Island bliver nøjere undersøgt, at der findes en 
Mængde blomsterløse Planter, som ikke ere opførte paa 
de tidligere givne Fortegnelser”). Af Mosser (Hel- og 
Halvmosser) kjendes der fra Danmark omtrent 350 Arter, 
fra Island omtrent 200.; Vi kunne ogsaa anstille en an- 
den Sammenligning mellem Island og Danmark ved at 
anføre nogle af de mere fremtrædende Planter, som 
kunne trives her, men ikke hist. I de islandske Haver 
findes saaledes ikke et eneste af vore Frugttræer; intet 
Æbletræ drysser i Vaaren sin Blomstersne ned paa Jor- 
den, intet Pæretræ staaer i Høsten behængt med vel- 
smagende Frugter. Men der findes heller ikke et eneste 
af vore Skovtræer; Bøgen udbreder ikke sin lyse Krone, 
Egen udstrækker ikke sine knudrede Arme, ja endogsaa 
Gran og Fyr, som trives såa godt paa de skandinaviske 
Fjelde, mangle paa Island. Vel findes der vidt udstrakte 
saakaldte Birkeskove (Betula intermedia), men de 
danne kun lave Krat, hvis største Træer ikke blive over 7 
Ålen høje. De vokse der blandede med buskformede 


") Jeg samlede saaledes under mit korte Ophold paa Island omtrent 
40 Lav-Arter, som ikke før ere angivne derfra. 


110 


Pile, med den lille Dværg-Birk og med Dværg-Enen — 
Islands eneste Naaletræ. Istedetfor Træer er der altsaa 
Buske, istedetfor vore Buske er der kun Urter. Der er 
ingen levende Hegn med Hyld og med Hvidtjørn, med 
Roser og med Gedeblad. De fleste Planter ere kun 
smaa med lave Stængler, men til Gjengjæld have mange 
af dem store og smukke Blomster. Sommeren er kun 
kort; først sent paa Vaaren kunne Planterne begynde at 
udvikle sig, og tidlig paa Efteraaret maa de atter af- 
slutte deres Vækst; mange af dem faa saaledes ikke Tid 
til at udvikle modent Frø, og de vilde derfor gaa til- 
grunde, hvis ikke en stor Del af de urteagtige Planter 
ligesom hos os havde fleraarige underjordiske Stængler 
og Knopper, hvorved de kunne vedligeholde deres Liv. 

Naar Naturforskeren undersøger et eller andet For- 
hold i Naturen, opkaster han selvfølgelig det Spørgs- 
maal: hvilke ere de Aarsager, som frembringe de eiler 
de Virkninger? Og det er navnlig det, som giver Natur- 
forskningen sin Interesse, at man paa flere og flere af 
Naturens Omraader ikke blot kan spørge rigtig, men 
ogsaa kan finde det rette Svar, at man bestandig tyde- 
ligere og tydeligere kan se, hvorledes de forskjellige 
Fremtoninger udgjøre en harmonisk Helhed, hvorledes 
hele Naturen følger de samme Love. Ville vi da ved 
det her foreliggende Emne spørge om, hvorfor Islands 
Plantevækst er saa fattig, da bliver der navnlig to For- 
hold, hvorpaa vi maa henvende vor Opmærksomhed, 
nemlig de klimatiske og Jordbundsforholdene. 

Island har som bekjendt en langt nordligere Belig- 
genhed end Danmark; det sydlige, Island ligger saaledes 
over 80 Mile, det nordlige omtrent 130 Mile nordligere 
end Skagen. Paa Grund heraf maatte man allerede an- 


1% 


tage, at Islands Klima var koldere end Danmarks. Der 
er imidlertid ogsaa andre Forhold end Afstanden fra 
Ækvator, der have Indflydelse paa Klimaet; af stor Be- 
tydning er det saaledes, om et Land hører til et udstrakt 
Fastland, eller om det mere eller mindre er begrændset 
af Have, med andre Ord: om "det har Fastlandsklima 
eller Øklima. Island har et stærkt fremtrædende Øklima 
med kolde Somre og forholdsvis milde Vintre. Reykjaviks 
varmeste Maaned, Juli, har samme Gjennemsnitsvarme 
som vor September, medens Reykjaviks Januar omtrent 
er som vor Januar. Saaledes er Forholdet paa Syd- 
landet; Nordlandets Vinter derimod er ikke mindre end 
40 C. koldere end Sydlandets, skjøndt Afstanden ikke 
er længere end fra Skagen til Flensborg; men her kom- 
mer endnu et Forhold i Betragtning, nemlig Havets 
Strømninger. 

Golfstrømmen, som fra den mexikanske Bugt iler 
mod Nordost over imod det vestlige Evropa, gjør Klimaet 
i Vest-Evropa og Syd-Island mildere, end det vilde være 
ifølge Landenes Afstand fra Ækvator. Nord-Island be- 
skylles derimod af en Polarstrøm, som bringer koldt 
Vand og store Ismasser ind imod Kysten og afkjøler 
Luften. Men nu det indre af Øen, som adskiller de to 
Kyster fra hinanden? Ja her kommer atter et nyt For- 
hold i Betragtning, nemlig Landets Højde. 

Island er kun; Lavland ved Kysterne ogi de større og 
mindre Dale, som fra Kystlandet skjære sig ind i Landet 
og ofte kunne være af over en halv Snes Miles Længde. 
Størstedelen af det indre er derimod et Højland, der 
ligger 2—3000 Fod over Havets Overflade, og fra hvilket 
der hæver sig Fjelde, som naa indtil 6000 Fods Højde. 
I det sydlige Island begynder den evige Sne omtrent ved 


112 


3000 Fods Højde, i det nordlige allerede 500 Fod læn- 
gere nede. En stor Del af Fjeldene ere altsaa stadig 
indhyllede i Sne, og Størstedelen af Højlandet nærmer 
sig til Snelinien; det er derfor ubeboet og ubeboeligt, og 
hvad Plantevæksten angaaer, hører det til Fjeldurternes 
højeste Region, der er karakteristisk ved sin Fattigdom 
paa Planter. Jo lavere man stiger ned, desto flere 
Planter komme tilsyne baade hvad Arternes og Indivi- 
dernes Antal angaaer, og de fleste findes naturligvis i 
Lavlandet. 

Foruden de klimatiske Forhold, som hidrøre fra 
Landets Højde, bidrage ogsaa Jordbundsforholdene 
til Plantevækstens fattige Præg. Højlandet bestaaer dels 
af haarde vulkanske Stenarter som Lava,t,Basaltsmsree 
hidrørende baade fra den nuværende og fra tidligere 
Jordperioder, og dels af store med større og mindre 
Sten, Grus og Sand bedækkede Ørkener. Muldmængden 
er derfor kun ringe, og den Smule Muld, som kan blive 
dannet ved Planternes Forraadnelse, bortføres for en 
stor Del igjen af de heftige Regnskyl og de voldsomme 
Storme, som ofte rase paa Højsletterne. I Lavlandet 
bliver Forholdet naturligvis gunstigere, Muldmængden er 
ofte efter Omstændighederne betydelig, der findes Enge 
og Græsmarker, men mange Strækninger ere dog aldeles 
opfyldte med Sten og Grus, eller de ere ved de vulkanske 
Udbrud blevne forvandlede til vilde og øde Lavamarker, 
de saakaldte Hraun. Disse opfylde en stor Del af 
Landet og ere ofte af flere Miles Udstrækning. Det er 
en Gru for den Rejsende, naar han seer et Hraun foran 
sig med Bevidstheden om, at han ikke kan undgaa at 
ride over det. Det gaaer Skridt for Skridt, da den for- 
sigtige Hest stadig maa føle sig for med Fødderne, inden 


113 


den sætter dem til Jorden eller rettere til Stenvejen, der 
er revnet og hullet, ujævn og dog glat, naar Regnvand 
og opblødt Jord bedække Stenene. Da Lavamarkerne 
ere dannede ved Størkning af flydende Masser, kunde 
man være tilbøjelig til at tro, at de vare jævne og flade. 
Dette er dog langtfra Tilfældet; den sammenhængende 
Masse er som oftest atter bleven sønderbrudt, og snart 
er den da ophobet i fantastisk udseende Blokke, snart 
ligger den nedstyrtet i dybe Kløfter. Det er vanskeligt 
at tænke sig noget mere vildt og øde; overalt møder 
Øjet kun graa og sorte Stenmasser, der snart tage sig 
ud som Kæmpevolde, snart som nedstyrtede Taarne, som 
takkede Mure eller som gamle Borgruiner. Ingen Sang- 
fugl opliver den Rejsende med sine venlige Toner; han 
hører kun Ravnens Skrig eller Regnspovens ensformige 
Piben; han mindes kun om Naturens Vælde og Magt, 
ikke om dens Mildhed og Ynde. 

Efter denne korte og naturligvis meget skitserede 
Skildring af Islands Naturforhold, ville vi begive os paa 
Vandring og besøge forskjellige Egne af Øen; låd os 
da først bestige et Fjeld. 

Paa den sydvestlige Kyst af Island ligger som be- 
kjendt Øens største By Reykjavik paa en Landtunge 
ved den sydlige Side af en lille Bugt, som er en ube- 
tydelig Afdeling af den store Faxebugt; den ligger der 
med sine venlige Træhuse, som kun i Udkanten af Byen 
afløses af de kolde og fugtige Jordhuse, der ere alminde- 
lige over hele Øen. Den ligger i en ufrugtbar og stenet 
Egn, som i den Rejsendes Øjne ikke vilde være me- 
get tiltalende, hvis de smukke Fjelde, som trindtom 
vise sig, havde manglet. I Afstand sees i klart Vejr 


aldeles tydelig Snefjeldsjøkelens store Snetop langt 
Fjerde Række. II. 8 


114 


ude paa den Halvø, som adskiller Faxe- og Brejdebugten 
fra hinanden, og nærmere ved sees Fjeld paa Fjeld; det 
nærmeste og mest imponerende af disse er dog Esja. 
Paa Nordsiden af den lille Bugt hæver det sig lidt over 
2000 Fod op over Havets. Overflade, og det viser sig, 
betragtet fra Reykjavik, som en stejl og mægtig Klippe- 
mur. Om Vinteren er det for Størstedelen bedækket 
med Sne; om Sommeren ligge kun smaa Snedriver øverst 
oppe paa Fjeldet. Ofte er det indhyllet i Skyer og 
Taage, men til andre Tider staaer det med aldeles skarpe 
og bestemte Omrids med den klare blaa Luft som Bag- 
grund. Bedst tage Fjeldene sig dog ud, naar Aftensolen 
oplyser dem og spreder en vidunderlig, magisk Glands 
over deres' Toppe, og skjønnest af dem alle er da Esja. 

En af de sidste Dage i Juli Maaned sejlede jeg i 
Selskab med flere andre over Fjorden for at besøge 
Fjeldet, og vi naaede dette efter et Par Timers Sejlads. 
Man stiger i Land paa en smuk, grøn, græsgroet Strand- 
bred, det er Esjas Fod. Det grønne Tæppe fortsætter 
sig et Stykke op ad Fjeldet, men snart bliver den grønne 
Farve sparsommere og viser sig kun pletvis paa de 
ellers mørke Fjeldsider. Øverst oppe dannes Bjerget af 
en aldeles nøgen og stejl Kam, som det er meget van- 
skeligt at bestige. Hele den nedre Del af Fjeldet indtil 
omtrent 1500 Fods Højde kan man derimod temmelig hurtig 
naa over, skjøndt med en Del Besværlighed, da de mørke Si- 
der navnlig bestaa af større og mindre løse Sten, som 
rulle bort under Fødderne, naar man træder paa dem. 
Det samme Forhold viser sig forøvrigt paa mange andre 
islandske Fjelde, og det bidrager meget til at hindre 
Plantevæksten. Kun hvor der findes fladere Afsatser, 
dannes der grønne Partier af Græs eller Mos, og i denne 


115 


grønne Indfatning finder man da de smukke Fjeldvækster. 
Naar man bestiger Esja, træffer man snart paa flere 
gamle Bekjendte blandt Planterne f. Ex. Mark-Jord- 
bær, Stedmodersblomsten, glat Dueurt, Rund- 
bælg, bredbægret Entian, navnlig Varieteten med 
hvide Blomster, trenervet Snerre, Engelskgræs, 
bitter Stenurt, filtstænglet Stenbræk, flere Græs- 
arter m. m. Men man træffer ogsaa paa mange Planter, 
som ikke forefindes i vor Flora, som f. Ex. den lille 
hvide Fjeld-Gaasemad, plettet Potentil, mange 
smukke Stenbrækarter med røde eller hvide Blomster, 
den smukke Bjerg-Ærenpris med prægtige, store, 
mørkeblaa Kroner, den lille Bjerg-Bakkestjerne med 
røde eller sjeldnere hvide Blomsterkurve, flere Græs-, 
Siv- og Halvgræsarter, foruden Mosser og Laver). 
Det er just ikke nogen stor Planterigdom, et saadant 
islandsk Fjeld har at opvise, men rigt er det dog i Sam- 
menligning med Højsletterne; vi ville besøge en af disse. 
En af de alfare Veje, som forbinde Nordlandet med 
Sydlandet, gaaer over den omtrent 2000 Fod over Havet 
beliggende Kaldidal imellem de to anselige Jøkler Ok 
og Gejtlandsjøklen. Efterat have besøgt den mærke- 
lige Hule Surtshellir”=), der strækker sig henved en 
Fjerdingvej under Jorden midt i en Lavamark, red vort 
Selskab tilbage til Thingvellir og Reykjavik gjennem den 
nævnte Højslette. Over stenede Skraaninger kom man 
stedse højere og højere tilvejrs; Landskabet blev mere 


") Årabis petræa, Potentilla maculata, Saxifraga oppositifolia, nivalis og 
hypnoides, Veronica saxatilis, Erigeron alpinus, Poa alpina, Juncus 
trifidus, Elyna Bellardi. Blandt Laverne bør navnlig den ejen- 
dommelige Psora decipiens nævnes. 

"") Jfr. Fædrelandet 1869, Nr. 116—18 

8= 


116 


og mere øde og ufrugtbart, men mest øde var dog 
Kaldidalen. Trindtom var man omgiven af høje, sne- 
dækte Fjelde, engang imellem hørtes et dumpt Drøn, det 
var fra de nedstyrtende Laviner. Selve Dalen var Sten 
paa Sten, Grusmark paa Grusmark; man saa neppe en 
Plante; med mange Alens Mellemrum viste sig nogle 
forkrøblede Græsstængler; den eneste blomstrende Plante 
var den lille haardføre Fjeld-Gaasemad, hvis kry- 
bende Stængler og hvide Blomster af og til viste sig 
mellem Smaastenene. Engang imellem red man over en 
Snedrive, og for at faa Bevægelighed i sine af det lange 
Ridt stivnede Lemmer stod man da af Hesten og opfri- 
skede Mindet om sine Barndomslege ved at slaaes med 
Snebolde. I flere Timer fortsattes det ensformige Ridt 
gjennem Ørkenen, da hørtes Raabet: »Græs, Græs!«, og 
i Afstand viste sig. nogle grønne Pletter; de syntes ikke 
at være ret langt borte, men Afstandene bedrage, og det 
varede et Par Timer, inden man naaede dem. SDet var 
de saakaldte »Brunnar« (Brøndene), hvor de Rejsende 
stadig holde Hvil for at vederkvæge sig selv og deres 
Heste. En lille Bæk rislede afsted, og ved Bredderne 
af samme voksede enkelte Fjeldplanter som trehunnet 
Hønsetarm, Stenbræk, Bjerg-Bartsia, en smuk 
Maskeblomst med mørkeblaa Blomster, som ogsaa vokser 
i Dalene, Fjeld-Rapgræs og Fjeld-Rottehale, 
den sidste med smukke, tykke, rødbrune Blomstertoppef). 

Efter nogle Timers Ridt nærmer man sig Thing- 
vellir Kirke paa Nordsiden af den store og smukke 


”) Cerastium trigynum, Saxifråga stellaris, Bartsia al- 
pina, Poa alpina, Phleum alpinum. De systematiske Navne 
påa de Planter, som ikke forekomme i Danmark, ere her og i 
det følgende fremhævede med spærret Tryk. 


117 


Thingvallasø, men først maa man passere en Del af 
den store og vilde Lavamark, som kaldes Thingvalla- 
Hraun, og som er opstaaet i den forhistoriske Tid ved 
Udbrud af den smukke Skjaldbreid-Jøkel. Ujævn 
og sønderbrudt, revnet og hullet er Lavamarken, og 
Skridt for Skridt fører Hesten langsomt den Rejsende 
over den. Foruden en Mængde mindre Revner findes 
der paa Thingvalla-Hraun flere meget dybe, brede og 
lange, navnlig den saakalte Hvafnagjå og AÅlmannagjå; 
den sidste er næsten en Mil lang og strækker sig lige 
til Thingvellir; dens vestlige Væg er omtrent 140. Fod 
høj, dens østlige betydelig lavere; ned ad den første 
styrter sig den lille Øxarå, som danner et smukt og 
larmende Vandfald. De Rejsende tage gjerne Natteleje 
i Thingvellir Kirke, for at de den følgende Dag med for- 
nyede Kræfter kunne betragte og gjennemvandre den 
nærmeste, vilde og smukke Egn. Tæt ved Kirken ligger 
det saakaldte Lovbjerg, hvor Lovene bleve forkyndte, 
da i gamle Dage Althinget holdtes ved Thingvellir; det 
er egenlig ikke noget Bjerg, men et fiadt og smalt græs- 
begroet Lavaparti, der paa de fleste Sider er omgivet af 
to dybe Gjå'er (9: Revner), som ere fyldte med klart, 
køligt og velsmagende Vand. Dette naaer dog ikke helt 
op til Overfladen, og den øverste Del af Gja'ernes 
Vægge er bevokset med Mos, Græs og andre Planter, 
som hænge ud over Vandfladen og spejle sig i den. Hvad 
der gjælder om disse Revner gjælder ogsaa om mange 
andre: en ret frodig Plantevækst kan trives i dem, me- 
dens de optaarnede Lavablokke ere nøgne eller kun 
sparsomt bevoksede med de nøjsomme Laver; navnlig 
" udmærker Egnen om Thingvellir sig ved smukke og fro- 
dige Bregner og selve Hraunet ved smaa, grønne Pile- 


118 


buske (Salix arbuscula og S. phylicæfolia). Af 
Planter, som ogsaa forekomme i Danmark, vil jeg 
blot nævne: Skør Bægerbregne, Islands almindeligste 
Bregne, dunhaaret og tredelt Engelsød, Mark- 
Viol, Jordbær, Blaabær, Melbær o. fl. Af ikke- 
danske Planter kan fremhæves den lille Bregne Woodsia 
ilvensis, Dværg-Pilen (Salix herbacea), der kun 
hæver sig faa Tommer over Jordens Overflade, den smukke 
Rosenrod (Rhodiola rosea), som er en Stenurt med 
gule Blomster, der ligner St. Hansurten, flere Stenbræk- 
arter og Korsblomster (Draba alpina, D, incana o. fl. 
Et andet vildt Hraun er det, som findes s. f. Reykjavik 
ved den lille Handelsplads Havnefjord. Jeg passerede 
flere Gange dette Hraun og samlede flere af de der 
voksende Planter, som ikke vare meget forskjellige fra 
dem, der fandtes ved Thingvellir; kun manglede flere af 
Bregnerne"). , 

Andre Hraun ere dog mindre vilde og sønderbrudte, 
mere jævne og flade; de kunne da i stor Udstrækning 
være bedækkede med Mos, navnlig med en bestemt Årt: 
Uldhaaret Graamos (Grimmia lanuginosa).  Efter- 
haanden vil denne sagtens vige for højere Planter, naar 
den ved sin egen Forraadnelse har dannet saa megen 
Muld, at disse kunne trives. Det er jo den Vej, Na- 
turen plejer at følge: Laverne bane Vejen for Mosserne, 
disse for Blomsterplanterne. 

Den største Plantemængde findes som alt anført i 


") For ikke at trætte for meget ved Gjentagelser vil jeg anføre 
nogle af dem i en Anm.: Asplenium, filix. foemina, Cystopteris 
fragilis, Poa nemoralis, Aira alpina, Galium verum, Hiera- 
cium floribundum, Gentiana nivalis, Empetrum nigrum, 
Salix lanata. 


119 


Lavlandet, navnlig i de lange Dale, som fra Kysterne af 
skære sig dybt ind i Landet, og selv om Antallet af de 
mere fremtrædende Arter kun er ringe, saa forekomme 
til Erstatning herfor flere af disse i et stort Antal Indi- 
vider. Naar man fra de vilde og ufrugtbare Fjeldpartier 
kommer ind i en Lavdal, tiltaler den straks Øjet ved sin 
Venlighed og Skjønhed. Snart gjennemstrømmes den af 
en bugtet Aa f. Ex. den venlige Seljadal, et Par Mile 
ø. for Reykjavik; snart begrændses den af grønne, krat- 
begroede Banker, som den smukke Laugardal mellem 
Thingvellir og Geysir, snart træffer man paa større eller 
mindre Indsøer, som i Svinadalen og Skorradalen nn. f. 
Hvalfjorden. Men paa andre Steder mindes man om 
Fjeldnaturen ved larmende Vandfald og ved stejle Klippe- 
mure, som adskille Dal fra Dal, eller man mindes om 
den vulkanske Jordbund, som man vandrer paa, ved 
kogende, sydende Kilder eller ved rygende Bække og 
Aaer. Af de mere fremtrædende Planter kunne følgende 
navnlig fremhæves: Vor smukke plettede Gjøgeurt, 
der paa flere Steder er meget almindelig, topspirende 
Skedeknæ med Løgknopper i den nederste Del af 
Blomsteraksene, som i Danmark kun er funden i en Mose 
ved Aalborg, men som er meget almindelig paa Island, 
almindelig Vibefedt, Mosebølle og Melbær, den 
lille Dværg-Azalea(Azalea procumbens) med smaa 
røde Blomster, den nydelige stilkløse Smelleurt (Si- 
"lene acaulis), der vokser i Tuer med en Mangfoldig- 
hed af store røde Blomster paa tommehøje Stilke. Paa 
flere Steder vokse Alpe-Tjærenilliken, Alpe- 
Hønsetarmen (Viscaria alpina, Cerastium alpi- 
num) og Skov-Storkenæb, den sidste med prægtige 
" blaa Blomster, vor almindelige Mjødurt, Eng-Nel- 


120 


likerod, Alpeløvefod (Alchemilla alpina), Frue- 
bær.og det nydelige Rypegræs (Dryas octopetala) 
med store snehvide Blomster, der ligne Is-Ranunkler 
noget i Udseende, men i Bygning dog mere stemme over- 
ens med Jordbær- eller Nellikerodblomster; ligesom disse 
hører den nemlig til den store Rosenfamilie”). 

Efter her at have anført en Del af Lavlandets 
Plantearter maa jeg dog gjøre den Bemærkning, at flere 
af disse ogsaa forekomme i Højlandet, ligesom omvendt 
mange Fjeldplanter naa ned i Lavlandet. Som Følge 
heraf er det vanskeligt paa Island at fastsætte forskjel- 
lige Plantebælter for de forskjellige Højder, ja for en 
stor Del Planters Vedkommende er dette slet ikke gjørligt. 

En yppig Plantevækst findes ved flere af de varme 
Kilder og ved Bredderne af de Aaer eller Bække, gjen- 
nem hvilke deres Vand har Afløb. '”Den første varme 
Kilde, som jeg saa, findes omtrent en Fjerdingvej fra 
Reykjavik; dens næsten koghede Vand kommer op midt 
i en lille Aa.- Paa den ene Side af Kilden er dennes 
Vand koldt, paa den anden Side er det varmt, og det 
vedbliver at være lunkent næsten til Aaens Udløb i 
Havet. Hvidkløver, Prunel, Mjødurt, Kragefod 
0. fl. voksede frodig ved Bredderne, Dynd-Padderck, 
almindeligt Sumpstraa, flere Stargræsarter, 
Vandaks m. m. i meget store Exemplarer i selve Van- 
det. I Reykholtsdalen (Rygedalen) i det vestlige Island 
findes der flere store Rygekilder navnlig i Nærheden af 


”) Endnu bør nævnes Pyrola minor, Thalictrum alpinum, Koe- 
nigia islandica og af Planter, som jeg' ikke bemærkede, men 
som ere fundne paa flere Steder af andre: Campanula rotundi- 
folia, Achillea millefolium, Papaver nudicaule med smukke 
gule Blomster, Rosa pimpinellæfolia, Paris quadrifolia. 


121 


Reykholtsaaen. Tæt ved en af disse, som hedder Klepp- 
holtsreykir, og hvis varme Vand bobler op gjennem en 
Mængde smaa Åabninger, saa jeg en stor lysegrøn Plet, 
der aldeles var bedækket med Planter. Ved nærmere 
Eftersyn viste det sig, at disse navnlig henhørte til vor 
almindelige Vandnavle (Hydrocotyle vulgare), til et 
Par Tørvemos-Arter og til Rademos (Fissidens adian- 
toides). Planterne vare aldeles varme at føle paa, og 
Jorden, hvori de voksede, vistnok over 30?” varm. Den 
berømte Geysirdal er derimod meget fattig paa Planter; 
man seer kun lave Græstuer, som for en stor Del ere 
blevne forstenede ved et Overtræk af Kiselsinter, der af- 
sættes af det varme Vand, som løber ned over dem, og 
nogle faa spredte Exemplarer af vor almindelige 
Spergel, af Tofjeldia, Fjeld-Gaasemad (Tofjel- 
dia borealis, Årabis petræa) og nogle faa andre 
Plantearter. 
Som Exempel paa, hvorledes paa gunstige Steder 
et større Antal Plantearter kunne være samlede paa en 
" mindre Plet, vil jeg anføre Indløbet til Berufjorden i 
det østlige Island. Paa min Rejse fra Kjøbenhavn til 
Reykjavik anløb Postdampskibet denne Fjord og laa bi i 
nogle faa Timer. I nogen Afstand knejsede de mørke 
Fjelde med hvide Snedriver paa Toppene, men ved selve 
Fjorden skraanede Landet lavt ned imod Havets Over- 
flade. I Løbet af tre Timer samlede jeg henved 100 
Arter af højere og lavere Planter. En stor Del af disse 
bleve gjenfundne paa. andre Steder, men nogle af dem 
fandt jeg ikke senere, f. Ex. Læge-Kokleare og det 
smukke sibiriske Engelskgræs (Armeria sibi- 
rica). Men Dampskibet skulde videre; der blev ikke 
lang Tid til at undersøge Plantevæksten; vi stak atter 


122 


tilsøes. Naar Vejret er klart, er det en smuk Sejlads 
langs Sydkysten af Island; selv om Skibet maa holde 
sig flere Mile fra Kysten, seer man dog aldeles tydelig 
forskjellige Partier af de mange Jøkler, som ere Dele af 
den mægtige Vatnajøkel, der opfylder hele den sydost- 
lige Del af Island. I over en halv Snes Timer seer man 
ikke andet end snedækte Fjelde, hvis Toppe rage op i 
Skyerne, og store Isbræer, som skraane ned ad Bjerg- 
siderne og paa flere Steder naa helt ned til Havet; i 
Afstand se de da ud som brede tilfrosne Floder. Naar 
man er træt af at se paa den hvide Sne, kan man 
glæde sig ved at betragte Dyrelivet i Havet, og man 
faaer Syn for Sagn for, at Livet i de koldere Jordbælter 
langt mere er bundet til Vandet end til Landet. I større 
eller mindre Afstand seer man de store Hvaler, hvis 
sorte Rygge rage op over Vandfladen; de hvide Storm- 
fugle omkredse Skibet og styrte flittig ned i Vandet for 
at hente et Bytte; overalt svømme de højnæbbede Sø- 
papegøjer, og det ofte i tusindvis. Undertiden flyve de 
et lille Stykke med en lav og tung Flugt, eller de dukke 
pludselig alle paa éngang under, som om det var paa Kom- 
mando, naar Skibet kommer dem altfor nær. Af og til sejler 
Sulen i Luften paa sine lange hvide Vinger, og naar man 
nærmer sig til Vestmannøerne, opfyldes Havet af Edderfugle 
og andre Andearter, medens »Fuglefjeldene« omkredses 
af Tusinder af forskjelligartede Vandfugle, som have 
deres Reder paa de stejle Skrænter. 

Dog vi maa følge med Dampskibet til Reykjavik for 
atter at gjøre nogle Smaaudflugter i denne Byes nær- 
meste Omegn, som jeg i længere Tid havde Lejlighed til 
at undersøge. Skjøndt Egnen i det hele taget er ufrugt- 
bar, gives der dog forskjelligartede Lokaliteter for Plan- 


123 


terne og som Følge deraf en Del Afveksling i Plante- 
væksten paa forskjellige Steder. Der findes sandede 
Strandbredder og Strandenge, Tørvemoser og Smaadamme, 
stenede Banker og grusdækkede Flader, og endelig græs- 
rige Tun og fattige Smaahaver for ikke at tale om Jord- 
huse og Jorddiger, hvorpaa der fandtes adskillige inter- 
essante Laver. 

Ved Stranden vokser blandt andre Planter den 
smukke Strand-Hestetunge med graalige Blade og 
himmelblaa Blomster, der i Danmark kun er fundet paa 
et Par Steder i det nordvestlige Jylland, Strand- 
Sennep og Svine-Mælde”), i Smaavande tæt ved 
Havet Strand-Vandax, Vandranunkler, Tusind- 
blade og Vandspir%+). Paa øde Grusflader voksede 
ofte som den eneste Planteart den hos os meget sjeldne 
Strand-Smelleurt, der i kraftige Eksemplarer krøb 
henad Jorden og var oversaaet med store hvide Blom- 
ster. I Moserne fandtes Kjæruld, Stargræs, Siv), 
Bukkeblad, i Engene Nellikerod, Eng-Karse, 
Mjødurt, paa forskjellige Steder Kommen, Rund- 
bælg, Frytle, Guldhavre, Dværg-Ulvefod+) og 
mange af de alt fra andre af Lavlandets Egne anførte 
Planter. 

En særlig Omhu anvende Islænderne paa Tunene 
eller de indhegnede Græsmarker, som ligge ved Gaar- 
dene; de blive gjødede og hakkede, men adskille sig 


”) Stenhammaria maritima, Cakile maritima, Atriplex patula. 
”") Potamageton marinus, Batrachium Drouetii, NNTIODRSERDES 
alterniflorum, Hippuris vulgaris. 
") Eriophorum Scheuchzeri og angustifolium, Carex vagi- 
nata o. fl., Juncus triglumis o. fl. 
+) Luzula spicata o. fl., Trisetum subspicatum, Selaginella 
spinulosa. 


124 


dog fra vore Græsmarker derved, at de ikke ere jævne, 
men som oftest bestaa af Tue paa Tue. Herved bliver 
det meget vanskeligere at slaa Græsset, og til dette Ar- 
bejde maa man benytte nogle smaa krumme Leer. Paa 
Tunene faa Islænderne det meste og kraftigste Hø, og 
det er af stor Betydning for dem, om der indtræffer godt, 
tørt Vejr i Høbjergningstiden. Samtalen drejer sig da 
ofte om, hvor mange »Heste« man venter, at Tunet skal 
give, hvorved forstaaes, hvor mange Gange ti Lispund 
Hø man venter at kunne høste; saa stor en Byrde kan 
en Hest nemlig bære ad Gangen, og i det vognløse Land 
bliver Høet som alle andre Byrder ført afsted paa 
Hesterygge. 

Af blomstrende Græsplanter saa jeg navnlig følgende 
paa Tunene: Knæbøjet Rævehale, Vellugtende 
Guldax, Rød Svingel og Mose-Bunke. En Mængde 
andre Planter voksede imellem Græsset, som Høst- 
Løvetand, Lugtløs Kamille, Mark-Forglem- 
migej, Leverurten, Glat Ærenpris, Vandgrenet 
Ranunkel o. fl. 

Island er som bekjendt et Land uden Agerbrug. 
Kun i enkelte Haver og paa gunstig beliggende Tun 
i det sydlige af Øen findes der Smaapletter, som ere be- 
saaede med Havre eller Byg, men Kornet bliver sjelden 
modent, og Sæden høstes grøn til Kreaturfoder. I Ha- 
verne trives sen Del Kjøkkenurter, navnlig Hvidroer, 
Radiser, Kartofler, Salat og forskjellige Kaalsorter. Paa 
enkelte Steder seer man nogle faa Ribs- eller Solbær- 
buske, men kun i gunstige Sommere blive Bærrene 
modne. Af Haveblomster er der kun faa, som ville 
lykkes. Af større, fleraarige Vækster seer man navnlig 
Venusvognen, Læge-Kvan (Angelica officinalis), en 


1925 


stor Skjærmplante, der tillige benyttes som Kjøkkenurt, 
Eng-Storkenæb og nogle faa andre Planter. 

I et paa dyrkede Planter saa fattigt Land søger 
man at drage Nytte af en Del af de vildtvoksende. Syrer 
og :Skræpper”) spises, Birkebarken bruges til Garvning, 
Vedet i mange forskjellige Øjemed; af Melbærrisets Blade 
faaes en brun Farve, Blaabær og Revlingbær spises, 
Mjødurten benyttes til Garvning og Farve. Af den Lav- 
art, der kaldes islandsk Mos, faaes der en gul Farve, og 
man spiser den tillige som Grød; det samme er ogsaa 
Tilfældet med flere Tangarter, af hvilke der findes mange 
forskjellige ved Kysteu; flere af disse udmærke sig ved 
deres livlige røde Farve eller ved deres smukke, fine 
Forgrening. 

I denne korte Skildring ere selvfølgelig kun de mere 
fremtrædende Plantearter anførte, men jeg haaber dog at 
have givet et nogenlunde anskueligt Billede af Plante- 
væksten paa Island. At denne er langt fattigere end i 
Danmark, er allerede omtalt; dette kan endnu mere an- 
skueligøjøres ved en Sammenligning med Antallet af de 
Plantefamilier, som ere repræsenterede i begge Lande. 
De danske Blomsterplanter henhøre saaledes til ikke 
mindre end 101 Familier, de islandske kun til 525). 


") Rumex domesticus; jeg spiste den stuvet med Fløde omtrent 
som Snittebønner, og den smagte upaaklagelig. 

"”) Heraf høre 43 Familier til de tokimbladede Planter, 9 til de enkim- 
bladede; de bedst repræsenterede Familier ere: Halvgræsserne (c. 40 
Arter), Græsserne (c. 35), Kurvblomsterne (c. 20), Korsblomsterne 
(c. 15), Roserne (c. 15), Nellikerne (Alsinaceæ og Silenaceæ c. 24), 
Sivfamilien (c. 15), Maskeblomsterne  (c. 12), Stenbrækfamilien 
(c, 12), Lyngfam. (c. 10), Ranuakelfam. (c. 10), Pilefam., Syrefam., 
Gjøgeurterne, Entianfam…. Antallet af de kjendte Arter kan ikke 


126 


Vilde man nu til Slutning opkaste det Spørgsmaal, 
om Islands Flora udmærker sig ved sin Ejendommelighed, 
da bliver Svaret absolut benægtende. Der findes maaske 
ikke en eneste Plante paa Island, som udelukkende til- 
hører denne Ø. Den islandske Flora" er fuldkommen 
evropæisk, og de fleste islandske Planter forefindes enten 
i Danmark eller paa Mellemevropas Højfjelde eller paa 
den skandinaviske Halvø og de britiske Øer. En stor 
Del af de nordevropæiske, altsaa ogsaa af de islandske, 
Planter findes ogsaa i andre nordlig beliggende Lande, 
f. Ex. i Grønland. Islands Flora kommer saaledes i 
mange Henseender til at ligne Grønlands, men her findes 
der tillige en Del amerikanske Plantearter, medens der 
paa Island kun findes meget faa Arter, som ere ameri- 
kanske uden tillige at være evropæiske. Anderledes var 
Forholdet i den tertiære Jordperiode"). Hvad der gjæl- 
der om de højere, gjælder ogsaa om de lavere Planter. 
Om disse sidste kan der endnu gjøres den Bemærkning, 
at om end flere af dem vokse i store Samlinger og be- 
dække store Strækninger, bære de dog i det hele taget 
ikke Præget af Yppighed og Frodighed. Mange Mosser 
og Laver fandt jeg aldrig eller meget sjelden i Frugt; 
de sidste ofte i smaa, usle Exemplarer, hvilket undrede 
mig, da jeg har seet dem langt kraftigere fra Grønland. 
For Sten-Lavernes Vedkommende ligger dette vistnok 
for en stor Del i, at de maa tage tiltakke med Lava, 
hvorpaa de ikke synes at kunne trives godt. 


opgives med Sikkerhed, da de forskjellige Fortegnelser ikke 
stemme overens. I vor botaniske Haves Herbarium findes flere 
Arter, som ikke ere anførte i Lindsay's Flora of Iceland, og 
omvendt. 

”) Se dette Tidsskrift IV Række, 1ste Bind, pag. 112. 


127 


Et Land med en tarvelig Plantevækst er dog derfor 
ikke altid et uinteressant Land; ogsaa der aabenbarer 
Naturen sin Skjønhed og sin Rigdom, og den, der med 
et aabent Blik for Naturen, rejser over Islands Højsletter, 
bestiger dets Fjelde, betragter dets varme Kilder, rivende 
Strømme og larmende Fosser, eller hviler sig mellem 
Dalens yndige Blomster — han vil ikke angre sit Besøg 
paa den mærkelige Ø fjernt ude i det store Verdenshav. 


Saiga-Antilopen eller den tatariske Antilope. 


(Efter Constantin Glitsch”). 


D. dette ret mærkelige Dyr, som er et af dem, hvilke 
Kulturen stræber at fortrænge og ialfald har berøvet 
deres tidligere store geografiske Udbredning (hvorom 
dette Tidsskrift for ikke længe siden har indeholdt nogle 
Oplysninger”), turde være vore fleste Læsere temmelig ube- 
kjendt, med Undtagelse af Navnet, ville vi meddele nogle 
yderligere Oplysninger om det fra samme Kilde og led- 
sage dem med en Kopi af den fortræffelige Afbildning, 
som er udført i London efter et til denne Stads berømte 
zoologiske Have sendt Exemplar. Indeholder end denne 
Beretning ikke mange nye Træk, d. v. s. saadanne, som 
det overrasker at træffe hos en Drøvtygger, har den dog 
Interesse ved sin Fuldstændighed; saa alsidige Oplys- 
ninger besidder man neppe om ret mange andre end 
om vore egne evropæiske Hovdyr, med hvis Levemaade 
det i flere Henseender kan være af Interesse at sammen- 
ligne Saigaens. 

Saigaen er den eneste Årt af Antilopernes store 
Gruppe, som beboer Evropa, og ;det endda kun Evropas 


”) Bulletin de la Société impériale des naturalistes de Moscou. 1865. 
") 3die Række dte Bind S. 319. 


129 


yderste, nærmest til Asien grændsende Egne; thi Gem- 
sen, som ogsaa ofte regnes til Antiloperne, er i Virke- 
ligheden en Ged med smaa, glatte Horn. Ligesom Sai- 
gaen ved Kavkasus og de mellemasiatiske Bjerge samt 


disses Udløbere er skilt fra Antilope-Slægtens øvrige 


En ung Han-Saiga-Antilope. 


Årter%), synes den ogsaa, i det mindste i Fysionomi og 
Habitus, at staa de fleste af dem temmelig fjernt og at 
have ikke saa lidt tilfælleds med Gederne. Alligevel har den 


neppe noget nærmere Slægtskab med den nordamerikanske 


7”) De forskjellige Afarter af Ant..dorcas (Gåzellen) fra Indien over 
Arabien og Nordafrika til Senegal og Abyssinien; Ant. subgut- 
turosa i »Armenien, det nordlige Persien og Tatariet«; A. gut- 
turosa i Mongoliet og Mandschuriet; A. Hodgsoni paa Thibets 
Højsletter; A. euchore og melampus i Sydafrika; A. cervicapra 
i Ostindien; A.dama, Soemmeringii, lævipesogleptocerus 
i Nord- og Mellemafrika. 

Fjerde Række. II. 9 


130 


Prairi-Antilope eller Gede-Antilope med de gaffeldelte 
Horn (Antilocapra americana eller Dicranocerus 
furcifer), som maaske er et endnu mere afvigende Med- 
lem af Antilope-Gruppen og dennes eneste Repræsentant i 
den nye Verden, hvor den dog i geografisk Henseende nær- 
mest kan betragtes som Saigaens Stedfortræder, da den 
beboer Prairierne i det fjerne Vesten hinsides Klippe- 
"bjergene fra Saskatshevan imod Nord til Kalifornien og 
Texas imod Syd. — Saigaens geografiske Udbredning er 
tidligere omtalt og skal derfor her ikke beskjæitige os. 
— Af dens Beskrivelse udhæve vi blot følgende, idet vi 
forresten henvise til Afbildningen, som bedre end en lang . 
Beskrivelse vil give en Forestilling om dens Udseende. 
Den hører til de Antiloper, hos hvilke Hornene kun findes hos 
Hannen; de ere som sædvanlig ringede og lyredan- 
nede, d. v. s. saaledes bugtede, at de tilsammen danne 
en Figur som en Lyre. Dog er denne Figur først ret 
udviklet med det femte Aar, og det er endda ikke alle 
Exemplarer, hos hvilke den er lige smukt udviklet, tvertimod 
er den udprægede Lyreform snarere en Sjeldenhed. Horn- 
ringenes Antal retter sig ligeledes efter Alderen.”) Størrel- 
sen er som et stort Faars; en gammel Buk veier c. 110 
russiske Pund, en Ged 90. Sommerdragten er korthaaret, 
brungul paa Benene og Siderne, med en mørkere Stribe 
midt ud ad Ryggen, dannet af længere Haar, som rejse 
sig, naar Dyret er angst eller lider Smerte; " Bugen, 


”) En etaars Buk har Horn af 5” Højde med 3 lukkede og 3 aabne Ringe, 


Øs ler LO" FØGØRRRE ET 45 LF NO NOS RRRRERRERER 
ms sd 657 OLES 1 0 URNE EENEEEEEE 
er ed ØE Q- NG SR RENSE 


Endnu ældre Bukke have Horn af 13-14” Længde med højst 22 
Ringe, af hvilke de Å øverste i det mindste ere ufuldstændige. 


131 


Lemmernes Indside, Struben osv. ere gulhvide; Halen 
er kort uden Kvast, Laarene hvidgule. Jo ældre Dyret 
er, desto hvidere er Hovedet, om Vinteren er det rent 
sølvgraat hos gamle Dyr. Forresten er Vinterdragten 
lys graabrun med mørkere Nakkeplet og Rygstribe og 
sølvhvid Bug. Paa denne Tid er Pelsen ogsaa længere 
(2-3") og danner paa Halsen ligesom et stort Skjæg, der 
naaer ligefra Hagen til ned imellem Forbenene. Tidligere 
traf man ikke sjelden store, meget gamle Bukke, hos 
hvilke Hornene i en paafaldende Grad vare vanskabte 
eller forkortede derved, at Spidserne (over de øverste Ringe) 
manglede, efter Glitsches Mening ikke fordi de vare 
afslidte, men paa Grund af »en ved den høje Alder be- 
tinget »Forkrøbling« (?). Disse Dyr, som Jægerne ansaa 
for en egen Art, vare meget søgte paa Grund af deres 
Flegma, Fedme og Dovenskab, som Følge af hvilken de 
næsten altid laa ned og uden Vanskelighed lode deres 
Forfølgere komme sig paa Skudvidde. Nutildags træffer 
man ikke længere saadanne Dyr — en naturlig Følge af 
at Forfølgelsen -i senere Tider er taget saameget til. Sai- 
gaens Skikkelse er langtfra saa smuk som Gazellernes, 
snarere besynderlig og paafaldende, hvilket Indtryk for- 
nemmelig fremkaldes af den forunderlige Næse, som ved 
sin Størrelse og løjerlige Form giver Hovedet en ufor- 
holdsmæssig Størrelse og en tilsyneladende ligesaa ufor- 
holdsmæssig Tyngde. Havde den ikke det store, sorte, 
glindsende, blide og ildfulde Øje, vilde dens Fysionomi 
være fuldstændig hæsligt, men dette smukke Blik for- 
milder noget Ansigtets groteske Udtryk. Denne uhyre 
Næse er overordenlig bevægelig og skifter uafladelig Form, 
thi Saigaen stoler mere paa den end paa noget andet 


Sandseredskab. Under Hvilen eller under stærkt Løb 
9" 


132 


hænger den slapt ned med vidt aabne Næsebor, en 
god Haandsbred nedenfor Overlæben, og svinger frem 
og tilbage som en plump Snabel. Naar Dyret græs- 
ser eller »vejrer«, trækkes den derimod stærkt til- 
bage, dens Overflade er da rynket i utallige Folder 
og Næseborene sammentrukne, næsten lukkede; under 
» Vejringen" vendes den desuden bestandig snart til 
højre og snart til venstre og er derfor i en stadig 
Bevægelse, ledsaget af vekslende Rynkninger. Den store 
»Taaresæk« afsondrer et brunt smøragtigt Stof, der lug- 
ter som gammel Ost; ellers udbreder Dyret, især om Vin- 
teren, en paafaldende Faarelugt. Noget egenlig graciøst 
har Saigaen ikke ved sig: Benene ere nok meget smækkre 
og lette, men Kroppen har tilsyneladende noget tungt 
ved sig, ikke det fine plastiske Præg som hos Raaen eller 
Gazellen, og stemmer derfor ikke ganske med den sirlige 
Underbygning. Dertil kommer endnu, at det store Hoved 
sjelden løftes i Vejret; hvad enten Dyret løber eller 
hviler, rokker Hovedet fra den ene Side til den anden 
paa den mod Jorden ludende Hals; kun naar det 
lugter sig for, løfter det Hoved og Hals. Betragter 
man en Flok, der vandrer rolig afsted, faaer man langt 
snarere Indtrykket af en Faarehjord end af en Rudel 
Hjorte, men dette Indtryk forvandles rigtignok snart 
til Beundring og Glæde, naar man seer Flokken storme 
afsted paa Flugt. I pilsnar Pasgang, ofte afbrudt af 
høje Luftspring eller af ti Alen lange Sæt, forsvinde 
Dyrene snart for det forbavsede Blik! Saigaen skal og- 
saa kunne svømme, men faaer rigtignok i den tørre 
Steppe kun sjelden Lejlighed ti), at vise sin Færdighed i 
denne Retning. Gamle Dyr blive meget fede, især paa 


Ryggen og Siderne, naar de have god Græsning, men 


133 


et- eller toaars Unger ere altid magre. Ungerne lade 
ofte en dyb, lydelig Brægen høre, de gamle kun under 
Parringen, og naar de blive saarede; paa sine Unger 
kalder Moderen ligeledes brægende, men i en noget 
højere Tone. — Det er vanskeligt at afgjøre, om 
Synet, Hørelsen eller Lugten er Saigaens bedste 
Sands. Den seer længere end den mest langsynede 
Jæger, hvorom denne ofte har Leilighed til at over 
bevise sig ved at gjøre en Iagttagelse som følgende: 
i en hvilende Flok opstaaer der pludselig et levende 
Røre og en almindelig Seen hen imod et Punkt 
langt borte, hvor den skjulte Iagttager endnu alde- 
les ikke kan opdage noget; først efter længere Tids 
Forløb, naar den Gjenstand, som foruroligede Dy- 
rene, kommer nærmere, bliver ogsaa han den var. Saa- 
længe Saigaen ikke kan lugte Jægeren, tillader den ham 
at komme nærmere, om den end viser Tegn til Uro; men 
med Vinden er det ikke muligt at komme den nærmere 
end højst paa 200 Skridt. Aandsevner viser den ikke 
i nogen særdeles Grad; forsigtig er den dog i alt Fald. Med 
sin gode Villie vover den sig ikke ned i Kløfter, hvor 
den ikke frit kan se sig om, og tvinges den dertil, sætter 
den med dobbelt II hen over det mistænkelige Sted. Den 
er godmodig og blid og leger gjerne med sine Kame- 
rater. Trods sin Skyhed er den nysgjerrig; naar Jæ- 
geren nærmer sig krybende, lader den ham komme 
nærmere, uagtet den for længe” siden har- opdaget 
ham og bestandig stirrer paa ham, men giver sin 
Uro tilkjende ved at vende sig, snart til den ene, 
snart til den anden Side.  Sjelden tager den Flugten, 
førend den har vejret ham ved at gaa uden om 


ham i en Kreds, til den faaer ham under Vinden, 


134 


men i samme Øjeblik den lugter ham, kaster den sig 
med største Hurtighed paa Flugt. 

Brunsttiden indtræder midt i December; de befinde 
sig da, samlede i større Flokke, i de varmere, som oftest 
snefrie Lavninger ved Sal og Manitsch.”) Gederne blive 
da drevne sammen af de ældre Bukke og staa tæt sam- 
menpakkede som Faar, idelig omkredsede af de talrige 
og yderst ophidsede Bukke, som kæmpé saa hæftig med 
hinanden, at de undertiden gjennembore hinanden. Bry- 
der en Ged ud af Kredsen, bliver den meget ublidt puffet 
tilbage igjen. De unge Bukke faa ikke Lov til at være 
med og græsse derfor i denne Tid for sig selv. Fødselen 
gaaer for sig midt i Maj, kort efter at de ere begyndte 
at vandre ud til Sommergræsgangene, hvert Kjøn for sig. 
Nærmer det Øjeblik sig, da Fødselen skal gaa for sig, 
opsøge Moderdyrene, forenede i Flokke, som ofte have 
en meget anselig Størrelse, ensomme Steder i Steppen, 
om mulig saadanne, hvor der er en højere Plantevækst, 
og føde der næsten samtidig. Hele Lavninger kunne 
da vrimle af nyfødte Dyr saa tæt, at man paa et Rum 
af ti Kvadratfavne kunde tage et Dusin eller flere. De 
drægtige Mødre ledsages ofte af Gribbe, der komme syd- 
fra for at opsluge, ikke Kiddene, men Efterbyrden. Det 
er sjeldent, at Saigaen føder mere eller mindre end tc 
Unger; undertiden seer man tre ledsage den, og en 
Jæger paastod, at han engang havde fundet tre Fostre i 
Livmoderen, men rimeligvis har i det førstnævnte Til- 
fælde den tredie Unge været et antaget Plejebarn, hvis 
Moder var omkommen eller dræbt. Straks efter Fødselen 
skjule Kiddene sig i Græsset eller mellem højere Urter 


”) Nærmere Oplysninger se dette Tidsskrift paa anf. Sted S. 321. 


135 


og forlade ikke for det første dette deres Leje; opjages 
de, vende de altid i en Bue tilbage til deres Plads. 
Saasnart Moderen tidlig om Morgenen har givet sin Unge 
Die, drager den flere Mile bort fra dem for at søge Føde 
og overlader dem hele Dagen til sig selv, hvilken Tid de 
smaa mest tilbringe skjulte. En Jæger fra Sarepta saa 
en Morgen ved Solopgang i en lille Dal ti Modergeder 
staa samlede, dels diede af Ungerne, dels omdandsede 
af disse med de sirligste Spring; lidt efter lidt dukkede 
den ene Unge efter den anden sig ned i det høje Græs, 
og da de alle havde lagt sig, begave de gamle sig bort 
til alle Sider, først ganske langsomt og seende sig ofte 
tilbage, men tilsidst, da de havde overbevist sig om, at 
ingen af de smaa fulgte efter dem, i pilsnart Løb. Ved 
Sølnedgang vender Moderen i Mag tilbage; Ungerne 
springe den glade og brægende imøde og falde straks 
graadig over Yveret, som i den Grad strutter af den i 
de sidste tolv Timer opsamlede tynde blaalige Mælk, at 
denne ved det mindste Tryk springer i Straaler fra Patte- 
vorterne. Alligevel blive Ungerne ikke straks mætte, da 
Moderen ikke bliver staaende stille, men bestandig flytter 
sig og næsten efter hvert fjerde Drag atter unddrager 
dem den moderlige Kilde. Om Natten blive Moderen og 
Ungerne sammen, men allerede efter fire Dåges Forløb 
følges de ad om Dagen, og snart slutte de sig igjen til de 
blandede Rudeler, saa at man allerede midt i Juni seer 
Bukke, Geder og Unger græsse mellem hverandre; før 
denne Tid ligger Kiddet i Almindelighed endnu skjult 
om Dagen, uagtet det gaaer paa Græs med Moderen. 
Overrumples de sammen, opmuntrer den gamle først de 
smaa til at flygte og holder ud paa Stedet, indtil de ere 
afsted, og følger saa bagefter, I en Alder af fire Uger — 


136 


det Tidspunkt, da Hornene bryde frem hos Hannerne — 
begynde Ungerne at fortære fine Urter foruden Mæl- 
ken; dog gaa de til Yveret indtil sidst i Oktober og 
følge Moderen indtil ud paa Vinteren.  Saiga-Kiddet er 
en nydelig munter Skabning, yderst livlig, spøgefuld og 
oplagt til Leg. Ansigtet har endnu ikke det plumpe, 
bisarre Udseende som hos de gamle, da Næsen endnu er 
lille og ikke gjør det overvældende Indtryk som senere. 
Næsten straks efter Fødselen kunne de maale sig med de 
gamle i Hurtighed. Straks kan man rigtignok uden Van- 
skelighed gribe dem med Hænderne, men allerede den 
fjerde Dag er det neppe muligt at indhente dem tilhest. 
Glitsch jagede selv engang til Hest i strakt Galop et 
to Dage gammelt Dyr, der foer afsted som en Hare og 
pludselig kastede sig ned i det høje Græs; men saasnart 
han var sprunget af og stod ved Siden af det, smuttede 
det bort igjen og drev dette Spil flere Gange, indtil det 
tilsidst lod sig gribe aldeles bevidstløst og udmattet. — 
Allerede i den første Vinter ere sandsynligvis begge Kjøn 
forplantningsdygtige; sikkert er dette ialfald om Hun- 
nerne. 

Ligesom andre Antiloper er der intet, som Saigaen min- 
dre ynder end Ensomhed. Den er i høj Grad selskabe- 
lig og viser sig altid i Rudler af forskjellig Størrelse. 
Paa Marschen til og fra Vinterkvarteret antage disse 
Flokke en meget betydelig Størrelse, især paa Foraars- 
vandringen; saalænge Dyrene drage mod Nord kan man 
i Nærheden af deres Udgangspunkt se Hjorder paa tusinde 
Stykker eller flere, men fra disse store Hjorder sondre 
sig først Moderdyrene i smaa Selskaber for at læmme, 
og de øvrige sprede sig snart over Græsgangene i mindre 
Afdelinger paa 5—50 Stykker. Begge Kjøn ere nu 


137 


sondrede, kun golde Geder græsse sammen med Bukkene, 
af hvilke alle Aldre nu gaa fredelig mellem hverandre; og 
efterat Mødrene atter have sluttet sig til dem med deres 
Unger, blive de alle samlede hele Sommeren og Høsten 
indtil næste Vaar. 

Deres daglige Liv er meget ensformigt og regelmæs- 
sigt. Med det første Daggry rejse de hvilende Dyr sig 
og begynde at græsse, idet de langsomt skride frem og 
efterhaanden "sprede sig. Dermed blive de ved indtil 
midt paa Formiddagen; saa samler Flokken sig og træk- 
ker frem og tilbage i tæt Kolonne med dybt sænkede 
Hoveder; til denne Promenade vælge de gjerne luftige 
Højdedrag. Er det kjøligt i Vejret, blive de i Reglen 
ved at være i Bevægelse, men paa varme Dage ligge de 
meget med Hovedet hvilende paa Jorden. Mod Solned- 
gang begive de sig igjen ud for at græsse, indtil Natten 
bryder frem; saa lægge de sig ned og blive liggende paa 
samme Plet til næste Morgen. Man seer ikke noget til, 
at de udstille regelmæssige Vagtposter ligesom Gemserne og 
andre Antiloper. Naar Flokkene ere smaa, seer man ofte alle 
Dyrene ligge i hele Timer, især i den varme Del af 
Dagen; ere de derimod store, er der altid nogle enkelte, som 
staa op, af 50 eller flere som oftest 2—4, men uden 
at man kan se, at Vagterne afløses regelmæssig; nogle 
af de urolige Dyr ere altid ifærd med at staa op eller at 
lægge sig ned. De staaende Dyr synes desuden ikke at 
lægge særlig Mærke til deres Omgivelser, men blive de 
en Fare var, lade de sig det være magtpaaliggende at 
varsko og vække deres hvilende Kammerater, idet de gaa 
stampende gjennem Hjorden og minde deres dovne Stal- 
brødre om at være aarvaagne ved at puffe til dem. 


Især ere de gamle Bukke ivrige i denne Tjeneste.  Be- 


138 


giver Rudelen sig paa Flugt, anføres den af et gam- 
melt Moderdyr, men Ungerne drives stedse foran af de 
ældre Dyr. 

Saigaens Føde bestaaer mindre af egenlige Græs- 
arter end af bladbærende Steppeurter f. Ex. Bynker 
(Artemisia), Melder (Atriplex), Sødrod (Glycy- 
rhiza) og den hist og her i Mængde voksende Alant 
(Inula dysenterica); dernæst elske de Kornet, førend 
det er skredet igjennem, og Hirse paa ethvert Udvik- 
lingstrin. De ægte Salt-Urter, som vokse saa yppig paa 
Steppens egenlige Saltpletter, synes de ikke at ynde, 
men at foretrække dem, der vokse paa en middelsalt 
Jordbund. Idet mindste iagttager man ingen Forkjærlig- 
hed for de talrige Steder, som ere aldeles overmættede 
med svovlsure Salte og allerede i lang Afstand røbe 
sig ved deres hvide mineralske eller purpurrøde vegeta- 
bilske Beklædning. Unge Dyr i Fangenskab holdt dog 
af Kogsalt, naar de fik det indgnedet i Brød. — De 
drikke meget sjelden, og det er vist, at de selv i den 
hedeste Sommer kunne undvære Vand i hele Dage. 
Jægerne tage derfor aldrig Dyrenes vanlige Trang til at 
besøge Vandstederne med i deres Beregninger og påa- 
staa enstemmig, at de endnu aldrig have seet dem drikke 
i det frie; heller ikke tyde Sporene paa, at de besøge 
de afsides Steppekilder. En troværdig Mand, som i 30 
Aar har været en lidenskabelig Saiga-Jæger, saa engang 
i Bissetiden Hundreder af udmattede Antiloper styrte sig 
i en Dam og blive staaende timevis i Vandet indtil op 
paa Kroppen for at kjøle sig og finde Ro for deres 
Plageaander, men han saa ikke en eneste drikke. Unge 
Kid, som opfødes med Mælk af Skaal, stikke baade Næse 


139 


og Mund dybt ned i Mælken og drikke ligesaa rask gjen- 
nem hin som gjennem denne. 

Nogen Dødsfjende har Saigaen egenlig ikke uden 
Mennesket. Ulven og Ræven, Steppens eneste større 
Rovdyr, kunne i det højeste gjøre ganske unge Kid til 
Bytte; de voksne undgaa let deres Graadighed ved deres 
Aarvaagenhed og Hurtighed. Deres største Plage er de 
stikkende Insekter, fremfor alt en Bræmse (Oestrus), 
som til visse Tider rigtignok piner dem grulig. Fra 
Midten af Maj foruroliges de af dem i fire Uger, og efterat 
de have havt nogle Ugers Frist, indtræder atter i Juli 
Maaned en ny Bissetid.  Saalænge Solen staaer højt, 
pines de i højeste Grad af disse Fluer, som sværme i 
stor Mængde paa Steppen. » At tilskrive nogen anden Slægt 
end Bræmserne denne Virksomhed synes ikke muligt, da 
f. Ex. Klægerne (Tabanus) aldrig skulle forekomme i den 
ægte Steppe« f). Derimod forekommer der »Stikfluer«, 
hvilke ogsaa angribe Saigaen, som dog ikke søger at 
befri sig for dem ved Flugten, men kun ved uafladelig 
at stampe og ryste sig; Dyret laver sig derved et ofte 


”) SkjøndtForfatteren sees selv at have næret Tvivl om sin Fremstillings 
— Rigtighed, vil det ikke være overflødigt at anføre, at uagtet 
Oestrus-Arterne hverken kunne stikke eller suge, og uagtet 
det heller ikke er sandsynligt, at Ægets Anbringelse er forbun- 
den med nogen Smerte for Dyret — hvorfor mån kunde falde 
paa den Tanke, at det var stikkende, blodsugende Fluer (Klæger, 
Stikfluer og desl.), som bragte Hovdyrene i det Raseri, som man 
i Almindelighed tilskriver Bremserne — synes virkelig Dyrenes 
instinktmæssige Skræk for at blive befængte med Bremselarver 
at være saa stor, som den her beskrives. Om Rensdyret er dette 
bekjendt siden Linnés Tid, og at Oksens »Bissen« virkelig har 
samme Grund har Brauer oplyst. Ogsaa Faarene- og Hjortene 
ængste sig meget for de Arter, hvis Larver tage Bolig i deres 


Næsehuler eller Svælg. (R. A.) 


140 


2 Alen dybt Leje og bliver ofte liggende længe i disse 
Fordybninger med den ømfindtlige Næse dybt skjult i 
Støvet.  s»Det synes altsaa at maatte være en OQestrus, 
der foranlediger Saigaens Bisning«, og hvad enten 
Smerten bibringes paa den ene eller den anden Maade, 
er Angsten derfor stor nok til at bringe Dyret i fuldstændigt 
Raseri. I Bissetiden føre de stakkels Saigaer aaben- 
bart et elendigt Liv.  Saasnart det begynder at blive 
varmt, ofte allerede noget ud paa Morgenen, seer man 
pludselig den hidtil rolig græssende Hjord høre op med 
at græsse, samle sig ængstelig og, saasnart den sum- 
mende Fjende nærmer sig, fare vildt omkring og atter 
løbe sammen, indtil ved Bræmsernes tiltagende Antal 
endelig den hele Flok styrter fra hinanden til alle Sider 
og ved sit voldsomme Raseri søger at undgaa det truende 
Angreb. Er der et Øjebliks Ro, lægger det jagede Dyr sig 
ned, men springer straks op igjen, lytter med ludende 
Hoved og spidse Øren og sætter sig hurtig igjen i fly- 
vende vedholdende Fart, indtil det næsten er ude af Syne, 
men vender tilbage i en stor Bue, kaster sig paa Jorden 
og springer atter ivejret, indtil endelig Aftenens Frembrud 
befrier det for dets Plageaander. Den adsplittede Hjord 
samler sig nu efterhaanden igjen og begynder at græsse. 
Udviklingen af Bræmselarverne, der som ganske smaa 
ere komne ned i Bindevævet under Huden, varer 
næsten et Aar; de forlade derpaa gjennem  Aab- 
ningen i Huden, som en Tid har været lukket, men 
senere har aabnet sig igjen og efterhaanden er bleven 
større, dette deres hidtilværende Opholdssted for paa 
Jorden at leve et kort Pupeliv og derefter som Fluer i 
de faa Levedage, som de have tilbage, at sætte deres 
Æg i tvungen Pleje hos de plagede Dyr. Man vil der- 


141 


for i Reglen finde en stor Mængde Larver i Bindevævet 
under den af gamle og nye Huller stærkt gjennemborede 
Ryghud; dog ere de sjeldne hos meget fede Dyr. 

Saigaen fanges og jages nutildags meget ivrigere end 
før. Rigtignok har den tynde, af Bræmselarverne gjen- 
nemhullede Hud ingen stor Værdi; den garves og forar- 
bejdes til Trøjer, Huer osv. Kjødet er fint og har en 
ganske god Smag; det er meget tørt og i Almindelighed 
ikke meget fedt, men ligner ellers mørt Faarekjød. Kjø- 
det af yngre Dyr, friskt stegt i Eddike eller sur Mælk, 
roses meget. Det meste bliver dog saltet og opbevaret; 
Kalmukerne anse den fede og bruskede Næse for den 
lækkreste Del af Dyret. Hornene bleve forhen kjøbte af 
Kronen for at anvendes som Merlespir.. Værdien af et 
fældet Dyr ligger derfor ikke højere end mellem to og 
halvtredie Rubel og lønner derfor ingenlunde Jagtbesværlig- 
hederne; thi besværlig er Jagten, og den kan i flere Hen- 
seender sammenlignes med Gemsejagten, hvor forskjellig 
end Skuepladsen for begge er. Naturligvis er der ogsaa 
den Forskjel, at denne Jagt aldeles ikke er forbunden 
med nogen Fare. 

Lad os ledsage Jægeren, som før Morgengry forlader " 
sin Bolig for i rette Tid at naa det fjerne Jagtdistrikt! I 
Vognen lægge vi nogle Levnetsmidler og et Fad med 
Vand, tage Bøssen i Haand og kjøre saa under Lærke- 
sang ud i den tilsyneladende uendelige Steppe.  Heldig- 
vis er det vindstille idag, og det begynder allerede at 
blive varmt ved Solopgang. Efter 6—7 Timers Kjørsel 
ere vi paa et vidtstrakt Høidedrag, kronet af en lang 
ensformig Række Gravhøje fra Fortiden. Jægerens skarpe 
Øje har allerede opdaget flere Flokke i det fjerne, og 
han fortsætter nu sine Iagttagelser fra et højere Punkt. 


142 


Vognen bliver anbragt tæt ved i en snever Kløft ved en 
fattig Kilde, Hesten spændt fra og med sammenbundne 
Fødder overladt til sig selv. Efter at have forfrisket sig 
med Spise og Drikke lader man sig foreløbig nøje med, 
vel skjult, at udspejde Vildtet fra Randen af en af 
Højene. Endnu ere Dyrene i livlig Bevægelse, græsse 
og springe, indtil endelig den stærke Hede indtræder og 
de lægge sig ned den ene efter den anden; tilsidst ligger 
da hele Flokken. Jægeren lader nu sin Flint, prøver 
Vinden og tiltræder Snigjagten. Først maa han, buk- 
kende sig dybt, omgaa Flokken i en stor Bue for at 
faa Vinden imod sig; saa maa han, krybende paa Ma- 
ven, langsomt liste sig nærmere til Vildtet, ofte -stand- 
sende og iagttagende, om ikke et af Dyrene forlader sin 
rolige Stilling. Saalænge alt ligger stille, er der ingen 
Opdagelse at frygte: Paa denne Maade tilbagelægger 
han i den glødende Solhede 1—2 Fjerdingvej. Endelig er 
han kommen paa Skudvidde i c. 200 Skridts Afstand. 
Endnu seer han ikke andet end Bukkenes fremragende 
Horn og hist og her en vældig slap Mule, som kastes 
ivejret for at jage Fluerne bort og falder tungt ned 
igjen. … Kroppene ere aldeles skjulte af det tætte 
Buskads. Allerede vil han -ved en lydelig Piben 
tvinge de dovne Dyr til at staa op, da rejser en stor 
Buk sig, betragter ham skarpt, gaaer urolig gjennem 
Flokken, puffende til den ene efter den anden, og bliver 
endelig, omringet af sine Kamerater, som nureise sig, staaende 
foran den liggende Skytte, maaler ham med sine store 
Øjne og rynker Næsen sammen til dens mindst mulige 
Omfang.  Jægeren har imidlertid stillet Bøssen paa den 
korte Gaffel, der er fastgjort til den — fladt udstrakt 
paa Jorden sigter han, og med et højt Spring styrter 


143 


Bukken til Jorden. De øvrige begive sig paa Flugten i 
rasende Spring, men flygte dog ikke langt, saalænge de 
endnu ikke have lugtet Jægeren. Men ofte omkredser et 
af de behændige Dyr den lurende, og saasnart det 
vejrer ham, flygter det afsted, rivende de andre 
med sig, og saa fortsættes Flugten et temmelig langt 
Stykke. Bliver man ved at følge dem mod Vinden, 
kan man dog dræbe flere af samme Flok, førend de 
øvrige blive saa sky, at de sørge for at komme i Sikker- 
hed, saasnart de se Jægeren, uden at vente til han kom- 
mer nærmere. Det kan ogsaa hænde, at en Buk seer 
Jægeren, men efterat have yttret nogen-Uro stiller sig op 
paa Grund af en naturlig Trang, og den giver da, stiv 
.som en Billedstøtte og stirrende med store Øine, Skytten 
rigelig Tid til at sigte og skyde.  Gaaer Skuddet ikke 
gjennem Hovedet eller Skulderbladet, kan den løbe langt, 
inden den døer, og man er ofte nødt til at give den 
3—4 velrettede Kugler forinden. Saar, der ikke ramme 
nogen ædlere Del, læge let. Saaledes har man fundet 
lægt et Skud tvers gjennem Bughulen over Navlen, et 
andet tvers gjennem Halsen tæt foran Strubehovedet osv. 

At jage Saigaen tilhest er haabløst, naar der ikke 
ligger dyb Sne. Derimod fanger man mange i Slagfælder 
af Jern. Dyret foretrækker i Bissetiden støvede Veje og 
benytter derfor gjerne de ensomme Steppeveje; Jægeren 
lægger da hine til Ankere befæstede Fælder i Vogn- 
sporet og faaer derved ofte et rigeligt Bytte. Tidligere 
fangede Kalmukerne den mest i Læderfælder af lignende 
Beskaffenhed som dem, hvormed Gazellen fanges i Afrika. 
Man tager et Stykke stivt, men bøjeligt Læder og gjør 
midt deri to 2—3" lange Snit, som krydse hinanden. 
Denne Læderplade bliver nu krummet saadan, at Korset 


144 


kommer til at ligge paa det dybeste Sted, og efterat der 
paa Dyrets Vej er gravet et lille Hul, dækkes dette med 
Læderpladen, paa hvilket atter lægges en Læderslynge, som 
ved en stærk Pæl er fæstet i Jorden; og tilsidst bliver det 
hele dækket med Støv. Saigaen, der kommer springende 
henad Vejen, træder tilfældigvis paa Læderet, Foden gli- 
der ned i Korsspalten, og Læderet og Slyngen skydes op 
om Benet; forskrækket springer Dyret til Siden, men 
trækker derved Slyngen i og er fanget. 

Saigaen tæmmes let, naar den fanges som ung. 
Den morer ved sin Munterhed og Venlighed og ved sit 
interessante Fysionomi. Dog bliver den sjelden saa tam, 
at den lader nogen røre ved sin Ryg eller Side; snarere 
vil man faa Lov til at klappe den paa Hovedet. Man. 
kan ofte se unge Saigakid i Gaarde og Stalde, hvor de i 
de første Uger trives: ypperlig ved Komælk; »men jeg har 
endnu ikke seet nogen voksen tam Saiga«, siger Glitsch. 
De omkomme sædvanligvis efter nogen Tids Forløb ved 
et eller andet Uheld, som de  paadrage sig under Leg 
eller af Skræk ved deres voldsomme Bevægelser. Enten 
brække de de fine Ben eller rende' sig ihjel mod en 
Væg. Lader man dem gaa frit ud og ind, vende de nok, 
saalænge de ere unge, hjem hver Aften, men en skjøn 
Dag blive de dog borte og komme ikke igjen. 

Meddeleren, Hr. Glitsch, som har havt det Hverv 
at skaffe den zoologiske Have i Moskva Exemplarer af 
Steppe-Antilopen, har i to Aar ved en erfaren Jægers 
Hjælp gjort Forsøg med at fange, opfostre, tæmme og 
holde unge og gamle Antiloper, og meddeler ogsaa sine 
Erfaringer derom, hvilke vi ligeledes her ville gjengive i 
Udtog, skjøndt der vel kun er fjern Udsigt til at de ville 
faa Betydning for vor zoologiske Have. — Det viste 


145 


sig for det første upraktisk at fange voksne Dyr; deres 
Ben vare gjerne alvorlig beskadigede, enten brækkede 
eller forvredne, men selv om der ikke var nogen ydre 
Skade at se, og de villig toge imod det Foder, som 
raktes dem, bukkede de dog snart under. »Den første 
Sommers Erfaringer lærte os, at der kun med unge Dyr 
kunde gjøres Forsøg med Haab om et godt Udfald». I 
Maj Maaned næste Aar bleve derfor unge Geder tagne 
fra deres Mødre, selvsamme Dag de vare fødte. De, som 
vare behandlede med Omhu paa den lange Stepperejse, 
bleve ved at være muntre, drak med Begjærlighed den med 
en Trediedel Vand fortyndede Komælk gjennem et Sugerør og 
trivedes i nogle Uger paa det bedste. Der var saaledes 
bleven samlet en Hjord paa 23 Stykker, som vare an- 
bragte, knebent nok, i en Gaard paa c. 36 Kvadratfavnes 
Fladeindhold; der var ingen, der kom tilskade ved 
at løbe eller springe, men efter to Ugers Forløb udbrød 
pludselig en Sot iblandt dem. Paa en Nat døde alene 
otte, og paa 14 Dage var hele Selskabet svundet ind til 
nogle faa. Sygdommen havde nogen Lighed med den i 
Egnen ved Sarepta næsten altid herskende Kvægpest; 
Sektionen paaviste dog ingen anden Sygdom, end at 
uHjertet var overfyldt med sort Blod og stærkt betændt 
paa sin Overflade«. Det lykkedes lidt efter lidt at kom- 
pletere Besætningen ved Kjøb, men uagtet den nu blev 
anbragt i et luftigere og skyggefuldere Lokale, bortrev 
den samme Sot den ene Gang efter den anden de for- 
resten sig vel befindende Dyr, saa at der i Avgust Maa- 
ned kun var 13 tilbage af 43. Epidemien ophørte sidst 
i Juli, og Dyrene vare efter den Tid bestandig sunde og 
muntre, men jo større de bleve, desto livligere bleve 


deres Bevægelser; Pladsen var aabenbart ikke stor nok 
Fjerde Række. Ii. 10 


146 
til at tilfredsstille deres Lyst til at springe, hvilket 
havde den bedrøvelige Følge, at endnu fre af dem kom 
til Skade ved at løbe mod hverandre eller. mod Væggen, 
saa at tilsidst kun 9 Exemplarer kunde sendes i bedste 
Stand til Moskva. — Allerede i anden Maaned begyndte 
de unge Antiloper at æde unge Melder, senere desuden 
Hirse og Rugbrød, indgnedet med Salt. Af tidligere Er- 
faringer vidste man, at de ikke godt taale Havre. Da 
hin Smitsot ikke kjendes hos. de vilde Dyr, antager 
Glitsch, at Grunden til den tildels kunde ligge deri, at 
den fortyndede Komælk ikke var deres naturlige Die — 
Faaremælk vilde maaske have passet bedre for dem — 
dernæst fik de den ikke til de sædvanlige Tider (Morgen 
og Aften), men tre Gange om Dagen, og da man var 
bange for at sulte dem, fik de hver Gang Lov til at 
drikke, saameget de vilde, saa at Maven stod paa dem 
som en Tromme, hvorimod Moderen kun tillader dem at 
stille deres Tørst med betydelige Afbrydelser; men Hoved- 
grunden var dog vistnok, at Dyrene vare indesluttede i 
et altfor :snevert Rum mellem høje Brædevægge, hvor 
der ingen Lufttræk var og tvertimod herskede den stær- 
keste Sommervarme hele Dagen igjennem.  SEfterat de 
vare blevne anbragte i en rummelig Stenlade med en 
lille indhegnet Tumleplads, aftog Dødeligheden straks og 
tabte sig snart aldeles; samtidig vare de overlevende 
blevne' større 'og stærkere. Tæt ved denne Ind- 
hegning stod et Kalmuktelt, hvis Beboere netop paa 
samme Tid opfostrede et Saigakid i fri Tilstand med 
Komælk; det var altid sundt og trivedes bedre end de 
indespærrede. I Steppelandsbyerne og i Kalmuklejrene 
opdrages hvert Aar unge Saigaer frit, og det lykkes 
altid. Dette er altsaa den rette Methode. Naar Dyret er 


147 


blevet et Fjerdingaar gammelt eller ældre, vil det dog 
være rigtigst at anbringe det i et lukket Rum, især hvis 
man agter at sende det bort. Indtil det har naaet denne 
Alder eller endnu længere, bliver det ved at være tamt 
og tillidsfuldt og forlader sjelden eller aldrig det tilvante 
Hus; selv om det strejfer vidt omkring hele Dagen med 
Faar og Geder, indfinder det sig regelmæssig igjen om 
Aftenen. Det er da meget morsomt at se, hvorledes det 
tilfredsstiller sin Trang til hurtig Bevægelse som det 
bedste Middel til at bevare Sundheden. Det bliver ikke 
træt af utallige Gange at fare langt bort med Pilens 
Hurtighed og komme ligesaa rask tilbage i store Buer, 
og uden at røbe Frygt jager det med Børn og Hunde; 
hin 1 Kalmukteltet opdragne Saiga førte de den ivrig 
forfølgende Hunde rundt i Kredse af over en Fjerdingvejs 
Længde og reddede sig tilsidst, naar den blev kjed af 
Legen, med et langt Spring ind igjennem den aabne 
Teltdør. — Efter fire Maaneders Forløb kan "man flytte 
dem uden Skade, naar man først efterhaanden vænner 
dem til Indespærringen i det snevre Rum, som de skulle 
bebo i Uger, ja maaske i Maaneder, paa Rejsen. Den 
unge Saiga, der er opdraget frit, maa idetmindste til- 
bringe den sidste Maaned førend Rejsen i en ikke altfor 
snever Indhegning, hvori dens Rejsebur opstilles aabent. 
Den vænner sig snart, saavidt dens Natur tillader det, 
til Indskrænkningen i Plads, gaaer uden Frygt ud og ind 
af Buret, især naar der oftere bliver lagt Hirse til den 
der, og lægger sig tilsidst deri i hele Timer. Paa denne 
Maade vænner den sig ganske til sit Bur, førend den 
kommer ud at rejse i det. Hvert Bur med Vægge af Træ- 
sparrer var til to, da de ikke befinde sig vel i Ensom- 


hed, 7' langt, 3' bredt og 41' højt — stort nok og til- 
10" 


148 


lige snevert nok til at betage dem Fristelsen til vilde 
Spring og heftige Bevægelser, hvorved de kun kunne 
gjøre sig selv Skade. Da de have Tilbøjelighed til at 
springe lige i Vejret, er det nødvendigt at udpolstre Bu- 
rets Loft med en 9" tyk Madras for at beskytte Hovedet 
og Hornene. 

Uagtet man har formaaet at bringe sydafrikanske 
Antiloper i god Behold til Evropa, manglede Saigaen 
endnu i 1865 i alle zoologiske Haver; men efterat dens 
Hjemstavn nu ved Jernbaner og Dampskibe er sat i For- 
bindelse med det vestlige Evropa"), vil den tatariske 
Steppe-Antilope blive en søgt Gjenstand, dels fordi den 
er vor Verdensdels eneste Antilopeart, dels paa Grund 
af dens mærkelige og paafaldende Udseende, og endelig 
paa Grund af at den snart vil være udryddet paa 
sit sidste evropæiske Tilflugtssted. Et Dyr, som før be- 
fandt sig vel i Øst-Polens, ja maaske i Ungarns Klima, 
vil kunne "trives de fleste Steder i Vest-Evropa eller 
ialt Fald kunne vænne sig dertil, uagtet det nu i et Åar- 
hundrede har levet i et Land, som udmærker sig ved en 
overmaade tør Luft og stor Regnmangel. Det vil derfor 
være nødvendigt at beskytte det mod Fugtighed ved gode 
tørre Stalde, af hvilke det kan gaa ud og ind efter Behag. 
Derimod behøver det ikke nogen Beskyttelse mod Vinter- 
kulden. Naar Saigaen har godt Foder, udholder den uden 
Vanskelighed en Kulde af 25. To unge Saigaer, som 
levede deres første Vinter paa en stor Gaard ved Sa- 
repta, forsmaaede selv i den strængeste Kulde at ligge 
under Tag, endskjøndt de gjerne tilbragte Dagen i Smed- 
jen, og overnattede altid i Sneen midt i Gaarden, uden 


”) Allerede 1866 fik den londonske Have et Explr. 


149 


at deres Sundhed led det mindste. — Deres Foder maa 
vælges med Omhu; man maa undgaa saftige Foderplanter 
og Græs fra fugtige Enge baade i frisk og tør Tilstand; 
istedenfor Havre maa de have Hirse.  Grønfoderet og 
Høet maa være vokset paa tør Jord. Godt bagt Brød af 
grovt Rugmel, indgnedet med Salt, synes at bekomme 
dem særdeles godt. Men Hovedbetingelsen er en stor, 
rummelig og luftig Indhegning. Jo friere de kunne røre 
sig, jo mere de kunne tilfredsstille deres naturlige Lyst 
til at løbe og springe, desto bedre ville de befinde sig, 
og desto mindre Omhu ville de i andre Retninger kræve 
af deres Tilsynsmænd. De ville da kunne tage tiltakke 
med mangt et Foder, som ellers ikke vilde tiltale dem, 
og uheldige Vejrforhold ville skade dem mindre. Selv 
deres Forplantning vil da gaa for sig uden Vanskelighed, 
og da de i Reglen faa to Unger ad Gangen, vil Fami- 
lien snart vokse og give Havens Besøgere Lejlighed til at 
beundre en hel Flok af disse muntre, lette og flygtige 
Dyr. 


”) Glitsch anbefaler som Kommissionær Hr. Wilhelm Ruck- 
beil i Sarepta (Gouv. Saratof), under hvis umiddelbare Ledelse 
de her omtalte Forsøg stode, og hvem, som erfaren Jæger, han 
skylder mange af de her meddelte Erfaringer om Steppe-Antilo- 
pens Liv og Levnet. 


Om Jordskjælvsbølger og særlig om Jordskjælvs- 
bølgen i Sydhavet den 13% og l4de Avg. 1868. 


(Fortrinsvis efter Hochstetteér. Ved H.). 
(Hermed et Kort). 


Medens Himalayas Bjerge hæve deres snedækte Tinder 
mod Himlen i majestætisk Ro, ligne deres Medbejlere, 
Sydamerikas Andes, snarere en vældig bunden Kæmpe, 
som ryster sine Lænker, idet han forgjæves søger at 
storme Himlen. Hvert Øjeblik gjennembæves denne 
Kjæde af heftige Stød, som stundom kunne frembringe 
betydelige Hævninger af lange Strækninger.  Stundom 
indskrænke disse Rystelser ikke deres Virkning alene til 
selve Andeskjæden, men den kan spores over vide Stræk- 
ninger, ja selv over en Trediedel af hele Jorden. Dette 
var saaledes Tilfældet ved Jordskjælvet den 13de Åug. 
1868, et Jordskjælv, som i mange Henseender hører 
til de mærkeligste af dem, som have hjemsøgt det 
ulykkelige Peru. Ligesom ved det store Jordskjælv, der 
omstyrtede Riobamba 1797, synes ogsaa her en i lodret 
Retning bævende Bevægelse paa samme Tid at have grebet 
Jorden i særdeles stort Omfang. Om end Virkningerne 
af det første og de følgende Stød vare forfærdelige, saa 
var det dog. Jordskjælvets Indvirkning paa Havet, som 


193 


foraarsagede de største Ødelæggelser. Vi behøve vel næppe 
at minde Læserne om Ødelæggelserne i Chala, Arica og 
andre Stæder langs den peruvianske Kyst. De fleste 
have vistnok læst om, hvorledes Havet traadte tilbage og 
derpaa atter væltede sig ind mod Land i taarnhøje Bølger, 
ødelæggende alt, hvad det mødte paa sin Vej. Det er 
de ved dette Jordskjælv fremkaldte umaadelige Bølger, 
hvis Virkninger mærkedes rundt om paa Kysterne af det 
store Ocean, som næsten indtager den ene Halvdel af 
Jordkloden, der her skulle nærmere beskrives. 

Medens de mindre Bølger, der af Vinden frembringes 
paa Havets Overflade, let kunne iagttages overalt, naar 
de rulle henad Vandfladen, saa gives der paa Havet en 
anden Årt Bølger, som kun blive synlige ved Kysterne, 
medens de paa Grund af deres umaadelige Brede ikke 
bemærkes paa det aabne Hav. Tænke vi os nemlig en 
Bølge af mange Miles Brede, saa vil et Skib, der møder 
en saadan Bølge, slet ikke bemærke den, da Skibet kun 
hæves og sænkes ad en Skraaning med meget ringe Fald, 
og da Havet, saa langt som Øjet rækker, omtrent sam- 
tidig hæves, mangler ethvert Sammenligningspunkt med 
den øvrige Flade. Først ved Kysterne, hvor det faste 
Land afgiver et Sammenligningspunkt, og hvor Bølgen 
paa Grund af den ringere Dybde bliver mere stejl, først 
der træder den tydelig frem. En af de største Bølger 
af denne Art er den store Tidevandsbølge, der med en 
Brede af flere hundrede Mile to Gange i Døgnet ruller 
rundt om Jordkloden fra Øst til Vest. Ingen mærker 
noget til Højvande eller Ebbe ude paa Havet, kun ved 
Kysterne iagttages Vandets Stigen og Falden, og den 
Bevægelse, som de to store Verdenshave sættes i ved 
Tidevandsbølgen, kan snarest sammenlignes med Vandets 


152 


Skvulpen mod Randene af et Kar, der sættes i en frem= . 
og tilbagegaaende Bevægelse, 

Selv om Havet er ganske spejlblankt, ville vi. dog 
altid finde det i nogen Bevægelse ved Kysten; det er de 
brede Bølger som rulle ind, og deres Skvulpen er ofte 
et Bud, som bringes os om et langt bortfjernet Uvejr. 

Det har nu længe været bekjendt, at Jordskjælv ved 
Kysterne og maaske ogsaa i Havets Bund frembringe 
saadanne brede Bølger, om man end ikke endnu ret har 
kunnet forklare sig Maaden, hvorpaa dette skeer. Ved 
ÅAvgust-Jordskjælvet i Peru have disse Bølger kunnet 
iagttages ikke blot langs det store Havs Kyster, men 
ogsaa ude ved de talrige Øer, som ligge spredte paa 
denne umaadelige Vandflade, og Undersøgelsen af deres 
Gang over Oceanet har givet meget interessante Resul- 
tater, som vi her skulle meddele ). 

Selve Jordskjælvets Udbredelseskreds strakte sig fra 
Callao til Copiapo i den nordligste Del af Chile og 
havde altsaa en Længde af omtrent 14 Bredegrader eller 
210 geogr. Mile=x%)... Den Brede, hvori det har virket, 
er ubekjendt. Dog synes Andeskjedens Vandskjel at 
have sat Grændse for Udbredelsen mod Øst, medens 
imod Vest rimeligvis en stor Strækning af Havbunden 
har deltaget i Rystelsen. Det egenlige Midtpunkt for 
Bevægelsen har været ved Stæderne Arequipa, Årica og 
Iquique, hvor Stødene virkede stærkest, hvorfor ogsaa 
disse ulykkelige Byer fuldstændig ødelagdes. Angivel- 
serne om Jordskjælvets Begyndelsestid ere forskjellige og 


”) Iagttagelserne ere samlede af Prof. Hochstetter i en Afhandling 
i Petermanns »Geogr. Mittheilungen «. : 

”) En Strækning, der i Evropa svarer til Afstanden fra Kristiania til 
Venezia. 


153 


variere fra 4 T. 45' til 5 T. 40" Efterm. den 13de Avg. 
I Årica synes det sikkert at være begyndt 5 T, 15”. 
Virkningerne paa Havet, navnlig i den store indadgaaende 
Bugt, som Syd-Amerikas Vestkyst danner ved 18? s. B. 
vare forfærdelige. Lige fra Bunden og til Overfladen, 
selv paa de største Dybder, kom Vandmassen i Bevægelse 
og Svingninger, som udbredte sig over hele det store 
Hav og varede i 60 Timer. Ligesom en Sten, der kastes 
i Vandet, frembringer en Række koncentriske Bølger, 
saaledes dannedes der ved Årica en Række Bølgebuer, 
som bredte sig mod Nord, Vest og Syd ligetil Kysterne 
af Nord-Amerika, Japan, Avstralien og Ny-Zeland. 

Ved Årica og Iquique bestod Jordskjælvets Virkning 
først i Dannelsen af et Bølgebjerg, der påa det første 
Sted skal have været 8 og paa det andet 4 Fod højt. 
Derpaa trak Havet sig tilbage fra Land, saa at store 
Kyststrækninger kom til at ligge tørre, men vendte efter 
nogen Tids Forløb atter tilbage i en Række forfærdelige 
Bølger, som oversvømmede Kysten vidt og bredt og 
gjorde samme Indtryk paa Øjenvidnerne, som om hele 
Kysten sank ned i Havet. Ved Arica skal den første 
af de store Bølger først være indtruffen 20 Minutter efter 
det første Stød og have oversvømmet Kysten til en Højde 
af 56 Fod over Højvande. Denne Bølge gjentog sig nu 
2 Gange med samme Styrke og et Mellemrum af omtrent 
et Kvarter. Lignende Tilfælde iagttoges ved Iquique, 
Chala og Islay. Paa det sidste Sted kom der 5 Bølger, 
hvoraf den sidste endnu naaede en Højde af 40 Fod. 

Alle de hæftigere af de Stød, som fulgte paa det 
første, maa have givet Anledning til Dannelsen af nye 
Bølger, og ved de forskjellige Bølgesystemers Sammen- 
stød kan det maaske forklares, at den første Bølge ikke 


154 


overalt var den største, men påa mange Steder blev 
overtruffen af de paafølgende i Højde. 

Tre Timer efter Katastrofen ved Årica, Kl. 8 om 
Aftenen den 13de Avg., naaede den første Bølge Coquimbo 
i Chile (177 Mile s, for Arica), Kl. 9 kom den til Con- 
stitucion!' (275 Miles! f04AJ) bog! Kl:510 Stik Corral 
ved Valdivia (348 M. s. f. A.). Først den 16de Avgust 
kom Havet atter til Ro paa disse Steder, medens Jord- 
skjælvet selv ikke sporedes paa noget af dem. 

Om Bølgens Fremskriden mod Nord haves mindre 
nøjagtige Angivelser. Den kom til Chinchas-Øerne omtr. 
Kl. 10, til Callao omtr. ved Midnat. Den l4de Avgust, 
Dagen efter Jordskjælvet, oversvømmedes Strandbredden 
ved S. Pedro i det sydlige Kalifornien (c. 1050 Mile 
n. f. A.) af en Bølge paa 63 Fods Højde over daglig 
Vande. Timen, hvorpaa det skete, er desværre ikke angivet. 

Ved Midnat mellem den 13de og lÅde, (3: efter 
13! Times Forløb”) naaedes Sandwich-Øerne (1340 Mile 
fra A.).. Havets Oprør varede her indtil den 16de. 
Iagttagerne' sige, at det saa ud, som om Øerne i disse 
Dage afvekslende hævede og sænkede sig, medens Be- 
vægelsen jo egenlig var'i Havet. De højeste Bølger 
indtraf i Honolulu den l4de Kl. 7 og 11 F. M. og 
Kl. 21 E. M. Samme Formiddag (i Virkeligheden efter 
mere end 24 Timers Forløb), oversvømmedes Havnen 
ved Yokohama i Japan (c. 2250 M. fra A.). 


”) Bølgen udgik fra Arica Kl. 51 og naaede Sandwichøerne Kl. 1 
F. M., altsaa tilsyneladende efter 72 Times Forløb; men da 
Sandwichøerne ligge 85 Længdegrader v. f. Arica, og der for hver 
15 Længdegrader maa tilføjes en Tidsforskiel af 1 Time, bliver den 
sande Tid, som Bølgen brugte paa sin Vej, større. Da Klokken 
var 1 paa Sandwichøerne, var den 6 40 Min. i Arica, 9: der var 
siden Kl. 51 den forrige Aften forløbet omtrent 131 Time. 


155 


De lave Øer (Paumotu- Gruppen) og Marquesas- 
Øerne maa allerede være blevne trufne af de første 
Bølger omtrent ved Midnat og næsten fuldstændig over- 
skyllede. Paa det ensomme Oparo, en Ø' under fransk 
Protektion, hvor der er Kulstation for Dampskibene 
mellem Panama og Ny-Zeland, ankom den første Bølge 
den 13de Avg. Kl. 11 30 Minutter E. M. (efter c. 111 
Timers Forløb). Til Samoa Gruppen kom den Kl. 21 
Morgen den 1Å4de, til Chatham-Øerne mellem 1 og 2 
om Morgenen (efter 151 Timer). 

Paa Sydsiden af Ny -Zeland blev især Banks 
Halvø hjemsøgt mellem Kl. 3 og 4 Morgen den 16de. 
Ved Dagens Frembrud samme Dag hjemsøgtes Avstra- 
liens Kyster ligefra Moreton-Bai mod Nord til Hobart- 
town paa Tasmanien mod Syd. Det fjerneste Punkt, 
hvorfra der haves Efterretning om Bølgen mod Vest, er 
Port Fairy, i Victoria, der ligger 150 Længdegrader v. 
for Årica, en Afstand, der er omtrent 2 af hele Jordens 
Omfang. Her bemærkede man nemlig Kl. 1 E. M. den 
l4de Avgust (a: efter 272 Timers Forløb) en usædvanlig 
Stigen af Vandet i Floden. 

Da den første Bølge, som det sees af ovenstaaende, 
er ankommen til de fleste af Sydhavs-Øerne om Natten, 
er det let forklarligt, at der fra mange af disse Steder 
mangler nøjagtige Angivelser af Klokkeslettet. Bruger 
man imidlertid de nøjagtige Data, der haves, og tager 
man Hensyn til den ved Længdeforskjellen frembragte 
Forskjel i Klokkeslettene, samt antager man, at den 
første Bølge udgik fra Arica Kl. 5 15' E. M., faaes 
følgende Størrelser for den Hurtighed, hvormed Bølge- 
bevægelsen har forplantet sig: 


156 


Fra Arica til Valdivia”) en Hastighed pr. Time af 284 Sø-Mile”) 


» n »… Sandwich » ”» » ” » 417 ” 
, OPDAT ED ” D . »… 362 ” 
» D nntaSamoal st» ”» » , »— 358 , 
» ” »… Chatham >» ” ”» ”» »… 360 ”» 
,» » » Ny-Zeland » , ”» , »… 316 » 
, » »… Newcastle » n » » SES IIS) , 


Man seer heraf, at Hastighederne have været noget 
forskjellige, og det er ogsaa let begribeligt, at Bølge- 
kredsene, der udgik fra Arica, have faaet mere og mere 
uregelmæssig Skikkelse, jo længere de fjernede sig fra 
Udgangspunktet, selv om man ikke tager de Uregelmæs- 
sigheder med i Betragtning, der fremkaldtes ved de 
Lande, som de mødte paa deres Vej. Fra Bølgetheorien 
og fra de Erfaringer, man har gjort med den store Tide- 
vandsbølge, ved man nemlig, at store Bølgers Hastighed 
hovedsagelig er afhængig af det Havs Dybde, hvori de 
bevæge sig. Ved store Bølger forstaaes her Bølger, hvis 
Højde er ringe i Sammenligning med Vandets Dybde, 
men denne atter ringe i Sammenligning med Bølgens 
Brede. At Jordskjælvsbølgerne høre til denne Årt sees 
deraf, at de efter Beretningerne indtraf med et Mellem- 
rum af fra 1 til 21 Time. Sammenligner man nemlig 
dette med den ovenfor angivne Forplantningshastighed, 
faaes en Bølgebrede af fra 1—5 Millioner Fod (40 til 
200 Mile), i Sammenligning med hvilken Oceanets Dybde 
kun er ringe. En saa bred Bølge vil aldeles ikke kunne 
bemærkes af Skibene ude paa Havet, selv om den ruller 
frem med en Hastighed af mellem 70 og 110 Mile i 
Timen, og de her omtalte Bølger ere heller ikke i 
mindste Maade blevne bemærkede af de Skibe, der da 
passerede over Oceanet. 


") Se Tavle IL. 
”) En Sømil er noget mindre end en Fjerdingvej (5911 Fod). 


157 


Naar man kjender Bølgens Højde, Brede og For- 
plantningshastighed, vil man paa den anden Side derfra 
kunne slutte sig til Havets Middeldybde paa de Steder, 
den gjennemløber. Løber en saadan Bølge paa et Sted 
dobbelt saa hurtig som paa et andet, vil Havet paa det 
første Sted være 4 Gange saa dybt som paa det andet. 
Løber den tre Gange saa hurtig, vil Havet være 9 Gange 
saa dybt o.s.v. 

Beregner., man nu Jordskjælvsbølgens Hastighed paa 
de forskjellige Veje, den har tilbagelagt, vil man kunne 
"slutte sig til Middeldybden af Havet paa disse Strøg. 
Fra AÅrica til Valdivia (langs Kysten), hvor Bølgen løb 
langsomt, faaes kun en Middeldybde af 1190 Favne. Fra 
Årica til Sandwich- Øerne, den hurtigst tilbagelagte Vej, 
bliver Middeldybden derimod 2900 Favne. 

Da det stille Oceans Dybder langtfra ere blevne saa 
nøjagtig undersøgte ved direkte Maalinger som Atlanter- 
havets, have disse Resultater ikke lidet Værd, selv om 
de kun give Tilnærmelsesværdier. Det synes saaledes 
med temmelig Bestemthed at fremgaa af dem, at dette 
Hav har sin største Dybde i Ækvatorialegnene, og at 
Dybden efterhaanden aftager mod Syd”). 

I Maury's Meteorologi findes omtalt en Jordskjælvs- 
bølge, der dannedes ved Kysten af Japan d. 23de Decbr. 
1854 og forplantede sig i østlig Retning henover det 
nordlige stille Ocean til Kalifornien. Af Tidsangivelserne 
har man beregnet Middeldybden af. Havet paa denne Vej 


") Prof. Hochstetter har i sine Beregninger ikke taget Hensyn til 
den Indflydelse, som Tidevandsbølgen, der påa samme Tid rullede 
fra Øst mod Vest, samt Jordens Omdrejning kunne have havt paa 
Jordskjælvsbølgens Hastighed. 


158 


og fundet et Resultat (omtrent 2000 Favne), der stemmer 
meget godt med de af Avgustbølgerne udledte. 

Jordskjælvsbølgerne ere imidlertid ikke indskrænkede 
til det stille Ocean alene, om de ogsaa der kunne til- 
bagelægge meget længere Veje end andre Steder, hvorved 
Fænomenet bliver mere storartet og fængslende for Tanken. 
I Atlanterhavet ere de ogsaa oftere blevne iagttagne, f. Ex. 
ved det frygtelige Jordskjælv, der ødelagde Lissabon. Ja 
endog for Nordsøens Vedkommende har Prof. Steenstrup 
fremdraget Exempler paa, at saadanne Bølger ere styrtede 
ind over Jyllands Vestkyst, medens samtidig hans skarp- 
sindige Fortolkning af de gamle Nordboeres »Havgjær- 
dinger» i det nordlige Atlanterhav har gjort det højst 
sandsynligt, at ogsaa dette Strøg ikke saa sjelden er 
blevet hjemsøgt af undersøiske Rystelser og de dermed 
følgende store Havbølger, 


le E 
5 ILYISPLT 
97 Us E 5 


v BOULD 
FA 


——:—77— 


ye 
SKISIVNDAIJI 
susanbu Wi 

| L 

I L 

I 

l 


U 
v 
U 
U 
U 
y 
FAN 
W 
I 
U 
aa 
I 
I 
FEEL 


> 
ore Bad 


Å 

(| 

Sy | 
mn 
! 


Ja YIV 


- < 


EN 


L4 


VIUM Bi Hyy 


FRR AMEN EEN 
=n > 


- 


ler mug" hane! w 


159 


Mindre Meddelelser. 


1. Telegrafernes Udbredelse. I 1870 er, som maa- 
ske bekjendt, et halvt Aarhundrede forløbet siden den største 
Opdagelse, der har været gjort indenfor Danmarks Grændser, 
skete; thi i dette Aar er det et halvt Sekulum, siden Ør- 
sted opdagede Elektromagnetismen. Hvor vigtig og betyd- 
ningsfuld denne Opdagelse har været, vide alle, men maaske 
vil man dog fåa et tydeligere Begreb om den Udstrækning, 
hvori den er bleven anvendt, ved at læse nedenstaaende 
Skildring af Telegrafernes Udbredelse, der er et Uddrag af 
H. Neumanns officielle Beretning. 

I den første Del af sin Telegrafstatistik giver Forfat- 
teren en paa talrige Kilder støttet Oversigt over det tele- 
grafiske Samkvem mellem Evropa, Asien. Afrika og 
Amerika samt den indre Telegrafforbindelse i hver enkelt 
af de fem Verdensdele. Allerede i 18539 anlagdes der en 
Telegraflinie i Persien, der skulde slutte sig til de russiske 
Linier i Kavkasus, men den stadige telegrafiske Forbindelse 
med Asien hidrører først fra Aaret 1865, da en Linie førtes 
fra Konstantinopel gjennem Lilleasien, Kurdestan, Irak-Arabi 
og over Fao til Mundingen af Eufrat og Tigris og derfra 
gjennem den persiske Havbugt direkte til Indien. De rus- 
siske Telegrafliniers Tilslutning til de persiske Linier frem- 
byder en anden Vej for Forbindelsen med Bombay, Kal- 
kutta, Ceylon, ja endog med nogle af de i den nordlige og 
østlige Del af Hindostan liggende Handelspladser. Forbin- 
delsen med den nordøstlige Del af Asien skyldes Ruslands 
storartede Virksomhed paa dette Omraade; i 1862 var den 
russisk-kinesiske Linie over Moskva naaet til Omsk, i 1864 
var den ført til Irkutsk og Kjæchta ved det kinesiske Riges 
Grændse, og derfra skulde den føres lige til det japanske 
Hav. I Peking har Rusland allerede oprettet et telegrafisk 
Agentur, og denne for en Del endnu ikke fuldførte Linie 
tilvejebringer en Korrespondance mellem det atlantiske og 
det stille Oceans Kyststrækninger. Fra russisk Side ar- 
bejdes der paa Fortsættelsen af denne Linie over Okotsk til 
Anadyrs Munding og til Beringsstrædet, og hvis der skeer 
en Tilslutning til denne Linie fra den amerikanske Regjerings 


160 


Side ved en Ledning gjennem de forhenværende russiske 
Besiddelser i Nordamerika, vil dermed Telegrafbaandet om- 
kring Jorden være fuldført. — Evropas Forbindelse med 
Afrika er tilvejebragt ved flere undersøiske Telegraftove, der 
udgaa fra Sicilien, Spanien, Malta og det græske Arkipelag 
til Algier og Ægypten. I selve Afrika træffer man Te- 
legrafanlæg i Tunis, Tripolis og Marokko saavelsom i de 
evropæiske Kolonier i Senegal og paa Kap. — Evropas 
Forbindelse med Amerika er som bekjendt af yngre Datum; 
den første Forbindelse tilvejebragtes i 1866 ved to Kabler 
paa henholdsvis 436 og 454 geografiske Miles Længde, og her- 
til er der i 1869 endnu kommet det fransk-amerikanske Kabel. 
I de forenede Stater, i de engelske Kolonier, i Mexiko, 
Chile og Brasilien findes ligeledes et udstrakt Telegrafnet, der 
-iblandt andet forbinder det yderste Vesten, St. Francisko, 
med det yderste Østen, St. John paa Newfoundland, to Steder, 
mellem hvilke Forskjellen i Tid udgjør 41 Time, ved en 
næsten 900 Mile lang Traadledning. 

Længden af Telegraftraadene, der ere medgaaede til 
Anlægget af de forskjellige Ledninger, er efter et omtrent- 
ligt Skjøn følgende: Evropa 69.685 geografiske Miles Traad- 
længde, Amerika 35,078, Asien 5,404, Australien 2,101, 
Afrika 2,264 og de undersøiske Tove 2,250. Den samlede 
Længde af Telegraftovene hele Verden over udgjør altsaa 
116,784 geografiske Mile. For at gjøre sig en Forestilling 
om, hvilken uhyre Længde dette Tal betegner, kan det an- 
føres, at man med den samlede Længde af Traade vilde 
kunne lægge en tyvedobbelt Ledning omkring Jorden elier 
vilde kunne tilvejebringe en dobbelt Telegrafledning mellem 
Maanen og Jorden, hvorved der endda vilde blive en Stump 
tilovers, stor nok til, at man kunde lægge et tredobbelt Bælte 
omkring Jorden med den. 

Ikke mindre interessante ere Forfatterens Betragtninger 
over de storartede Midler, Telegrafsamkvemmet gjør Krav 
paa. Antallet af Stationer i Evropa kan anslaaes til 8000 
og i hele Verden til 12000. Samkvemmet er saa livligt, 
at der allerede i 1865 i Evropa forsendtes ikke mindre end 
58,000 telegrafiske Depecher daglig, hvortil der udkræves 
ikke mindre end 30,000 Apparater og en Betjening af vel 
henved 36,000—38,000 Personer. 

For at give en tilnærmelsesvis rigtig Forestilling om 
den Mængde Materiel, der udfordres til Anlæget og Vedlige- 
holdelsen. gaaer Forfatteren — idet han udelukker Appara- 
terne og Batterierne — ind paa en Skildring af Liniernes 


161 


Hovedbestanddele. Under den Forudsætning, at der til 1 
Kilometer Ledning i Gjennemsnit behøves 1,5 Centner Jern- 
traad, er der nu anvendt henved 1,300,000 Centner Jern- 
traad til Telegrafledninger. — Naar samtlige Telegraflinier 
bestode af Luftledninger, og der til hver Kilometer behø- 
vedes 20 Telegrafstænger, vilde hele Jordens Telegrafnet 
behøve 74% Million Stænger; men efter de i Østerrig gjorte 
Erfaringer maa de dertil anvendte Naaletræstammer fornyes 
hvert 4—5 Aar; der vilde altsaa behøves en aarlig An- 
skaffelse af mindst 14% Million saadanne Stammer til Ved- 
ligeholdelsen af alle Jordens Ledninger, og naar man sætter 
Prisen til 4 Frank pr. Stang, vilde dette Behov alene med- 
føre en aarlig Udgivt af 6 Millioner Fr. — Under den 
Forudsætning, at der behøvedes 20 Isolatorer til hver Ki- 
lometer Ledning, vilde der til de existerende Ledninger ud- 
kræves 17,330,000 Stykker. Den samlede Kapital, som 
alle Jordens Ledninger have kostet, kan anslaaes til 416 


Mill. Fr. (A. B.) 


2. Nye Belysningsforsøg. Som bekjendt har man til 
forskjellige Tider søgt at ombytte Gaslyset i dets Anven- 
delse til Gadebelysning med andre og stærkere Lyskilder. 
Man har saaledes, især i Paris, anstillet en Række Forsøg, 
der tildels endnu fortsættes, med Anvendelsen af det elek- 
triske Lys, og det er lykkedes at konstruere Regulatorer, 
der sikkre en stadig og uafbrudt Vedbliven af Lyset. Men 
dermed ere ikke alle de Hindringer, der stille sig ivejen for 
Benyttelsen af det elektriske Lys til Gadebelysning, overvundne; 
den største er tvertimod tilbage. Enhver, der har seet det 
elektriske Lys, vil have lagt Mærke til, at det kaster meget 
stærke Skygger, hvilket har tilfølge, at kun den Del af 
en Strækning, hvorpaa Lyset direkte falder, bliver oplyst, 
medens alt det øvrige kommer til at ligge i det dybeste 
Mørke. Dertil kommer endnu, at det elektriske Lys paa 
Grund af sin store Lysstyrke virker i høj Grad blændende 
og angriber Øjnene. 

Istedetfor det elektriske Lys har man derfor søgt at 
benytte det Drummondske Kalklys, der, skjøndt det er 
en stærk Lyskilde, dog er noget svagere end det elektriske 
Lys, men ikke synes, ialtfald ikke i samme Grad som dette, 
at foraarsage de nævnte Ulemper. Det Drummondske Kalk- 
lys frembringes, naar man lader en Kalk- eller Kridtspids 
gløde i en Brint-Iltflamme. Brinten har den Egenskab ved 
sin Forbrænding at give en kun lidet lysende, men stærkt 

Fjerde Række. II. 11 


162 


varmende Flamme, hvis Temperatur end yderligere forøges, 
naar Forbrændingen, som her er Tilfældet, skeer i ren 
Iltluft, og den i Flammen anbragte Kalkspids vil derved 
blive meget stærkt glødende og udstraale et i høj Grad 
kraftigt Lys. Det er opkaldt efter Opfinderen Drummond, 
en engelsk Søofficer, der anstillede sine Forsøg dermed i 
Begyndelsen af dette Aarhundrede. Saavel dengang som se- 
nere stræbte man at benytte Lyset til optisk Telegrafering, 
og Napoleon den Første lod saadanne Forsøg anstille i 
Lejren ved Boulogne i 1804, altsaa paa en Tid, da Elek- 
tromagnetismen endnu ikke var opdaget. Det er dette Lys, 
som Foreviserne af store Mikroskoper ofte benytte, naar 
Solen er fraværende, til Belysning under Navn af Hydro- 
Oxygen-Gaslyset og som ligeledes benyttes i Fyrtaarne, 
til Fotografering paa mørke Steder, hvor Sollyset ikke kan 
trænge hen, eller om Aftenen og til Frembringelse af Maane- 
skinnet paa Theatre. Endelig har man ogsaa stræbt at be- 
nytte det til Gadebelysning, og i den Anledning er der i 
Løbet af de sidste Par Aar blevet anstillet endel Forsøg 
dermed i Paris og foretaget forskjellige Forbedringer der- 
ved, for hvilke vi her skulle gjøre Regnskab. 

Hvad Anvendelsen af Ilt-Brintflammen angaaer, da vilde 
Besværlighederne ved at skulle bruge ren Brint og ren Ilt 
næsten allerede være nok til at forbyde dens Anvendelse 
til Gadebelysning; men man kan med Hensyn til Brinten 
hjælpe sig, idet man i dette Tilfælde, ligesom ved flere andre 
Anvendelser af den, f. Ex. til Fyldning af Luftballoner, kan 
erstatte den med Belysningsgas, der er en Kulbrinte. Van- 
skeligere har Forholdet været med Ilten. Den maa an- 
vendes i nogenlunde ren Tilstand, men hidtil have de Midler, 
man benyttede til Iltens Fremstilling, ingenlunde været saa 
simple og billige, at der kunde være Tale om deres Anven- 
delse i saa stor Udstrækning, som der i det foreliggende 
Tilfælde vilde kræves. Forgjæves saa man hen til den at- 
mosfæriske Luft, hvori Ilten jo forekommer i betydelig 
Mængde, uden at man kjendte noget let og simpelt Middel 
til at udskille den deraf, og først for et Par Aar siden lyk- 
kedes det et Par yngre franske Kemikere, der have gjort 
sig bekjendte ved forskjellige i Fælledsskab anstillede inte- 
ressante Undersøgelser, at finde en bekvem og billig Maade 
til Iltens Fremstilling af den atmosfæriske Luft. 

Allerede tidligere havde Boussingault anvist en Vej 
til Iltens Fremstilling af den atmosfæriske Luft, idet han 
ophedede Bariumoverilte til lys Rødglødhede, hvorved dette 


163 


afgav Halvdelen af sit Ilt; den tilbageblevne Baryt gjengav 
han derpaa den tabte Ilt ved at lade en Luftstrøm stryge 
hen over den, efter at den var afkjølet til mørk Rødglødhede. 
Baryten optager da paany Ilt af Luften, bliver til Barium- 
overilte, afgiver igjen Ilten ved fortsat Opvarmning osv. 
Ved en saadan Række fortsatte Iltninger og Afiltninger har 
man altsaa et fortræffeligt Middel til en stadig Fremstilling 
af Ilten. 

Men Bariumoveriltets Benyttelse frembød forskjellige 
Vanskeligheder i Praxis, og Maréchals og Tessié du 
Mothays Fremgangsmaade bestaaer netop deri, at de iste- 
detfor Bariumoverilte benytte manganoversurt Kali, der er i 
Besiddelse af de samme Egenskaber som det førstnævnte, 
om mulig i endnu større Grad. Fremgangsmaaden herved 
er følgende: den manganoversure Kali eller Natron ophedes 
i Støbejernsretorter lig dem, der benyttes paa Gasværkerne, 
til en Temperatur af 360”, idet man paa samme Tid fra 
en Dampkjedel lader en Strøm af Vanddampe passere 
gjennem Retorterne. Manganoversyren afgiver da en Del 
af sin Ilt; denne er imidlertid blandet med Vanddampe, 
fra hvilke den befries i et Svaleapparat, hvori Vandet for- 
tætter sig, medens Ilten ledes videre og opsamles i et Gaso- 
meter. Naar Operationen er forbi, lader man en Centri- 
fugalblæser, der bevæges af et Lokomobil, drive en varm 
Luftstrøm gjennem Retorterne. Førend Luften indlades i disse 
passerer den et Renseapparat, som ligner dem, der anvendes 
påa Gasværkerne, og hvori den berøves sin Kulsyre. Der 
danner sig da paany manganoversurt Kali, som ved Op- 
varmning paany afgiver Ilten. Paa denne Maade kan man 
altsaa, theoretisk talt, med den samme Mængde manganover- 
surt Kali fremstille en ubegrændset Mængde Ilt. Det man- 
ganoversure Kali virker som en Svamp, der indsuger Ilten, 
for derpaa senere igjen at afgive den. 

Ogsaa Ilt-Brintflammen har undergaaet en heldig For- 
andring. Man har nemlig ombyttet Kalkkuglen med en 
Kugle af Magnesia, som egner sig bedre til denne Anven- 
delse end Kalken, der ofte springer i Stykker, især naar den 
afkjøles.. En italiensk Kemiker, Professor Carlevaris, 
var den første, der foreslog at ombytte Kalken med Mag- 
nesia. Han tildannede et Stykke Kokes, saaledes som det 
erholdes fra Gasretorterne, til et firsidet Prisme, udhulede 
det foroven og anbragte i Hullet et Stykke Klormagnesium, 
saa stort som en Bønne. Herpaa lod han da Ilt-Brintflammen 
virke. Ved Opløsningen sønderdeltes Klormagnesiet og om- 

30 ro 


164 


dannedes til ren Magnesia, hvorfra der udstraalede et blæn- 
dende Lys. Senere forandrede han denne Sammensætning 
noget, og man har desuden en Mængde forskjellige. Forslag 
til Magnesiasammensætninger — i Frankrig er der løst ikke 
mindre end 15 og i England henved 20 Patenter paa disse 
— men ogsaa her have Maréchal og Tessié du Mothay an- 
givet en Sammensætning, der synes at være den hensigts- 
mæssigste. Efter i nogen Tid at have fulgt Carlevaris's 
Forslag anvendte de senere tynde Plader af ren Magnesia, 
der ogsaa frembragte en magisk Lysvirkning, fordi de spredte 
Lyset til alle Sider og ikke frembragte nogen Skygge saa- 
ledes som Kuglerne. Deres Varighed var imidlertid kun 
indskrænket til en Aften, og de sønderbrødes meget let. 
Af en Blanding af Trækul og Magnesia dannede de to 
nævnte Kemiker da smaa Cylindre, som ikke. lade noget 
tilbage at ønske, og som, udsatte selv for Heden af tre Gas- 
blus, kunne vare en Uge. For at frembringe en stærk Be- 
lysning, hvor Lyset skal spredes over store Afstande, an- 
bringer man nemlig foroven i Lampen et vist Antal Cylindre 
ien Rundkreds og lader Blussene fra tre eller fire Ilt-Brint- 
flammer falde derpaa. 

Med en Belysning efter Maréchals og Tessié du Mothays 
System anstilledes der i Vinteren 1867—68, umiddelbart 
efter Verdensudstillingen i Paris, en Række Forsøg i denne 
By paa Pladsen foran Seinepræfekten, Baron Hausmanns 
Bolig, Håtel de Ville. Ovnen til Htfremstillingen blev an- 
bragt i den nævnte pragtfulde Bygnings Kjælder. I Ovnen 
var der anbragt 5 cylindriske Retorter, hvoraf de tre fyldtes 
med manganoversurt Kali, de tre andre med mangansurt 
Kali. Ved Hjælp af en Ventilator indblæstes der en Strøm 
af ren Luft gjennem de tre første Ovne, efter at den 
først paa den angivne Maade var bleven befriet for. sin 
Kulsyre, for derved at ilte det mangansure Salt. Igjennem 
de tre andre Retorter dreves der en Strøm af overhedet 
Damp for at berøve disses Indhold dets Ilt. Naar dette 
var skeet, gjentoges Processen i omvendt Orden, saaledes at 
Luftstrømmen nu passerede gjennem de tre sidste, Damp- 
strømmen gjennem de tre første Retorter. Belysningsgassen, 
der anvendtes istedenfor Brint, toges fra Gasrørene i Gaden. 
Paa Pladsen udenfor Bygningen rejstes der fire store Kan- 
delabre, hver med seks Brændere. Ved Forsøgene — hedder 
det — udstraalede disse et Lys, der i Klarhed og Glands 
mindede om det elektriske Lys. I nogen Afstand derfra 
kunde man godt fæste Øjnene paa det lysende Centrum, 


165 


hvorfra Lyset udstraalede, uden at de angrebes deraf, 
saaledes som Tilfældet er ved det elektriske Lys. Man an- 
slaaer Ilt-Brintflammens Lysstyrke til at være omtrent 15 
Gange større end Gaslysets. Den har tillige en anden, til 
Gadebelysning højst værdifuld Egenskab, nemlig ikke at 
slukkes i Vind eller Blæst. I en stormfuld Nat den 18de 
Januar 1868 lagde man Mærke til, at medens næsten samt- 
lige Gasblus slukkedes af Stormen, vedblev de fire Kande- 
labre paa Pladsen udenfor Håtel de Ville at brænde med 
sædvanlig Styrke. 

Forsøgene med denne Belysning bleve ifjor gjenop- 
tagne paa Kejserens Befaling, og Prøverne bleve anstil- 
lede i Tuileriernes store Gaard.  Belysningsgassen toges 
fra Pladsens Gasledning, medens Ilten hver Dag bragtes i 
komprimeret Tilstand til Tuilerierne i lignende Vogne som 
de, der benyttes i Paris til Transporten af portativ Gas. 
Tuileriernes Gaard, der har en Længde af omtrent 500 
Metre, blev oplyst af 50 Brændere, der vare anbragte i 
tre Rækker Lygter, men som vare af forskjellig Styrke. 
Da disse Forsøg gave et i alle Henseender tilfredsstillende 
Resultat, har Kejseren befalet, at dette System skal anvendes 
til Tuilerigaardens Belysning, og de provisoriske Apparater 
ere derfor blevne ombyttede med andre, der egne sig til den 
stadige Belysning. 

Ved de sidstnævnte Forsøg har man ombyttet Magne- 
siastifterne med andre, dels bestaaende af en Blanding af 
Magnesia og Zirkonjord, dels af ren Zirkonjord. Zirkonet 
eller Zirkonjorden er et Ilte, der staaer meget nær ved 
Kalken og Magnesiaen og som i langt større Grad end 
nogen af disse besidder den Egenskab at kunne ophedes i 
en Ilt-Brintflamme uden at smelte. Zirkonet dannes lige- 
som Kalken eller Magnesiaen til Cylindre eller Kugler og 
udbreder et i høj Grad klart og roligt Skær.  Forskjellen 
mellem dette Lys og Gaslyset — siger en Iagttager — er 
ganske mærkelig; naar man seer dem ved Siden af hinanden, 
er Gaslyset gult, flagrende og mat, Zikonlyset hvidt, roligt 
og altid sig selv. ligt. 

Det synes saaledes, at det her er lykkedes at tilveje- 
bringe et klart og stærkt Lys til Gadebelysning, men paa 
den anden Side er der ogsaa blevet fremsat begrundede 
Anker imod dette. Allerede Prisen vil maaske være en 
Hindring for dets Anvendelse, men ogsaa selve den praktiske 
Udførelse medfører forskjellige Ulemper. En saadan er det 
at skulle have to Rørledninger, en for Ilten og en for 


166 


Gassen, men endnu værre er den Fare, der kan være for- 
bunden dermed. Naar Ilten og Brinten antændes i Fælleds- 
skab, forene de sig til Vand, men dette skeer med en Ex- 
plosion, der er saameget desto stærkere, jo større Kvanti- 
teten af de to Luftarter er, der ere blandede, og som med 
Rette har paadraget Blandingen af Ilt og Brint Benævnelsen 
»Knaldgas". Følgerne af en saadan Explosion kunne være 
frygtelige, og man har derfor ikke kunnet anvende det 
Drummondske Kalklys, før man havde konstrueret et Appa- 
rat, hvori Ilten og Brinten først mødtes ude i Spidsen af 
Røret, i det Øjeblik Antændelsen skete, og derfor kun vare 
tilstede i saa smaa Kvantiteter, at der ingen Explosion 
kunde foregaa. Al Fare er dog ikke hermed afværget, og 
man har ikke vovet at overgive den nye Belysningsmethode 
til det store Publikum og føre den ind i Husene. Man 
ved, hvor store Ulykker der kan afstedkommes ved at lade 
en Gashane staa aaben i et Værelse, men hvor langt for- 
færdeligere » Følger vilde det ikke have, naar Hanerne til 
begge Ledninger stode aabne, og Værelset lidt efter lidt 
fyldtes med Knaldgas? 

Imidlertid behøver man derfor ikke at opgive Haabet 
om Anvendelsen af det Drummondske Kalklys til Gadelysning. 
Denne Belysningsmethode er endnu kun i sin Barndom, og 
muligvis vil det ved fortsatte Forsøg lykkes at undgaa de 
paapegede Ulemper. Et betydeligt Skridt fremad i denne 
Retning er allerede gjort af den fysiske Assistent ved Sor- 
bonne i Paris Mr. Bourbouze, der aldeles afskaffer Brugen 
af ren Ilt og dermed ogsaa den særlige Rørledning til 
denne og foreslaaer at anvende Belysningsgas, blandet med 
atmosfærisk Luft, ganske saaledes som det skeer i Gaskoge- 
apparaterne, hvor Belysningsgassen forbrænder fuldstændig 
til Kulsyre og Vanddampe og derved giver Maximum af 
Varme. I denne Flamme anbringer han dernæst en Mag- 
nesia- eller Zirkoncylinder. 

Der har, saavidt -os bekjendt, ikke været meddelt noget 
nærmere om Forsøg, udførte i det større efter Bourbouze's 
Forslag, og man kan altsaa endnu ikke danne sig nogen 
Mening om, hvorledes Sagen vil stille sig ved disse. Saa- 
meget synes dog at fremgaa af de her beskrevne Forsøg, 
at Ilt-Brintflammens Anvendelighed til Gadebelysning kan 
ansees for konstateret, og at denne Side af vort Belys- 
ningsvæsen gaaer en stor og forhaabenlig snarlig Revolu- 
tion imøde. (A. B.) 


167 


3. Om Koka- og Uaranå-Planten.”) Det er sandsyn- 
ligvis vel bekjendt, at de indfødte i en stor Del af Syd- 
Amerika tygge Bladene af Kokaplanten (Erythroxylon Coca, 
af en lille Familie, Erythroxyleerne, der har hjemme især i 
det tropiske Amerika), og at dette er en overmaade gammel 
Skik, som gaaer tilbage til Inkaernes Tid. Mange af Læ- 
serne have uden Tvivl læst Beretninger af sydamerikanske 
rejsende, som næsten synes fabelagtige, om hvorledes de 
indfødte kunne tilbringe tre til fire Dage uden at tage nogen- 
somhelst Næring til sig og forrette alle deres sædvanlige 
Arbejder, naar de blot have nogle faa Koka-Blade og nogen 
Kalk at tygge. Vi have hørt af en af de mest paalidelige 
Rejsende fra den nyeste Tid, at en Indianer med en Skraa 
af Koka-Blade i Munden kan arbejde strængt to eller tre 
Dage i Rad uden Føde og uden at føle den mindste Trang 
til Søvn.  Koka danner en regelmæssig Handelsartikel 
blandt Indianerne; der er næppe en eneste Mand, hvad hans 
Beskjæftigelse saa end er, som ikke bruger den mere eller 
mindre. De føre de tørrede Blade med sig i en lille Pose og 
den pulveriserede Kalk, sammen med hvilken Bladene tygges, 
i en lille Kalebasse (Flaske dannet af en tørret Græskar- 
frugt, der lader sig forme i forskjellige Skikkelser). 

Den Plante, som frembringer disse Blade, er en Busk, 
der i Regelen er seks til otte Fod høj og bærer nogle smaa 
hvide Blomster i en lille Blomsterstand, der kommer frem, 
efter at Løvet er faldet af. Selve Bladene ere tynde, ovale, 
mørkegrønne ovenpaa og blegere paa Underfladen, med to 
stærke Ribber langs med Randen. 

Følgende Bemærkninger om Brugen og Virkningen af 
Koka, som tages af et Brev fra en Mand, der er bosat i 
Lima, ville sikkerlig have megen Interesse. Planten groer 
vild hinsides Kordillererne, men er ogsaa dyrket i en stor 
Udstrækning i disses Dale, i en Højde af 7—10,000 Fod 
over Havet. Paa gurstige Steder naaer den en Højde af 
ti Fod. Bunden maa være varm og Regnen rigelig. 
Frøene saaes i Regelen sammen med Majs, som beskytter 
de unge Kokaplanter mod Solens altfor stærke Straaler, og 
denne Beskyttelse er nødvendig i de første to Aar. Naar 
Bladene ere fuldt udvoksede, samles de og tørres vel i Solen 


t) Den første Meddelelse er en Oversættelse af en Afhandling af 
"John Jackson i , Intellectual Observer” for 1869; den anden om 
Uaranå en Bearbejdelse af en Artikel i et brasiliansk Blad, ,Jour- 
nal do commercio" med et Par Tilføjelser. Eug, W. 


168 


for at kunne bevares. Hvis der var statistiske Optegnelser 
om Handelen i Indlandet, vilde denne Plante figurere med 
ikke ubetydelige Summer. 

Der er faa eller ingen Overdrivelser i de rejsendes 
Beretninger om denne Plante. Indianerne synes at have 
holdt den hellig i Aarhundreder som en Gave fra Himlen, 
og indtil denne Dag bruge de uden Undtagelse at stikke 
nogle faa Blade i Munden paa deres døde. Det er aldeles 
vist, at Bladene have Evne til at kunne opholde Livet og 
selv Kraften i en meget lang Tid. Haardt er i Sandhed 
disse stakkels Indianeres Liv; Længden af deres Rejser er 
næsten utrolig, og desuagtet begive de sig hyppig paa dem 
uden anden Proviant end et lille Forraad af disse Blade; 
enhver rejsende Indianer medfører en Pose af dem, og af 
og til tager han nogle faa ud, strøer lidt pulveriseret Kalk 
paa. dem, tygger dem, idet han synker Spyttet, og spytter 
de tyggede Blade ud igjen. Undertiden bruges Sukker og 
andre Stoffer, men Kalk gjør, at Saften flyder friere. Et 
Afkog af disse Blade, frembragt ved at lidt varmt Vand 
heldes paa nogle af dem i en Kop, ansees for ofte at have 
frelst syge Folk, som ikke vare istand til at tage Føde til 
sig. At det kan have den modsatte Virkning paa forskjel- 
lige Konstitutioner kommer maaske af, at det er for stærkt 
et Pirringsmiddel for Folk, der føre et uvirksomt Liv; men 
der er tilstrækkelige Beviser for, at det er en Velgjerning 
for de stakkels Indianere, hvis Liv er et langt Kapitel af 
Gjenvordigheder; heller ikke synes det at være skadeligt 
for dem i nogen Henseende, thi det er bekjendt nok, at de 
ere en sund Race, der opnaaer en høj Alder. Idet Brevskri- 
veren henholder sig til en indfødt Præst, som havde gjort 
en Rejse til det indre, og som stadfæster alt, hvad andre 
rejsende have fortalt os om Plantens vidunderlige Kraft til 
at styrke Nervesystemet og endog opholde Livet, tilføjer 
han, at den vilde være en uskattelig Tilgivt til en Armees 
Proviant i Felten, og at han ofte tænkte paa at sende en For- 
syning til Krim under Krigen med Rusland. Han udtaler frem- 
deles sin Overraskelse over, at Kokaplanten aldeles blev 
forglemt, dengang da den engelske Regering sendte Mark- 
ham til Peru for at hente unge Kinatræer til Anlæg af 
Plantninger i Indien, og han troer, at det vilde være en 
ligefrem Velsignelse for Menneskeheden at indføre den i 
Indien. 

Naar Koka nydes i Overmaal, frembringer den en For- 
nemmelse af Beruselse, næsten lig den, der fremkaldes ved 


169 


Opium, men dog maaske næppe saa heftig; brugt med 
Maadehold derimod frembringer den en behagelig Indvirk- 
ning paa Indbildningen, en Følelse af Lethed øg Sorgløs- 
hed. For Tiden er Brugen af Koka herskende overalt i 
den største Del af Peru, Quito og Ny-Granada, saavel 
som langs med Rio Negros Flodbredder. 


Til disse Bemærkninger om Kokaplanten ville vi føje 
nogle om en anden ikke mindre interessånt Plante, der i 
sine Virkninger synes at staa Koka”en nær og maaske lige- 
som den i Fremtiden vil faa stor kulturhistorisk Betydning; 
det er den brasilianske Uaranå-Plante, om hvilken Med- 
deleren af disse Linier netop har en Artikel i en brasiliansk 
Avis liggende for sig, hvoraf følgende Data laanes. 

Uaranå-Planten er en Busk af Sapindaceernes Fami- 
lie (Paullinia sorbilis) og som næsten alle andre til 
denne hørende Planter en Slyngplante, der bugter sig mellem 
Buskene og i Træernes Kroner indtil 30—40 Fods Højde 
og bidrager sit. tilligemed Arter af Bignonier, Aristolochier, 
Bælgplanter og flere andre Familier til at filtre Træerne i 
Urskovene sammen med hverandre. Vildtvoksende synes den 
kun at være funden i visse Egne af Amazonens Floddal, i 
Urskovene om dens Bifloder Tapay6, Marmuru, Andira og 
Maué, de Egne som Maué-Indianerne bebo. To andre nær- 
staaende Arter vokse derimod over den hele Amazon-Pro- 
vinds, men de have ikke den Betydning som hin; den ene 
benævnes af Indianerne endogsaa ,Uaranaråna" eller den 
»falske Uaranå". 

Naar Uaranå-Planten dyrkes, anbringes Exemplarerne 
i lang Afstand fra hverandre og de langstrakte tynde Grene 
støttes af Stilladser af tynde Træstammer. I sit tredie eller 
fjerde Aar begynder Planten allerede sin Blomstring, og 
naar den behandles godt, kan den vare ved i henved 40 Aar. 
Som hos næsten alle Paullinier ere de smaa hvide Blomster 
samlede i rige topformede Blomsterstande og overordenlig 
vellugtende; ikke uden Grund se vi de brasilianske rej- 
sende saa ofte tale om de af ,,de honningduftende Paulli- 
niers" Vellugt opfyldte Skove. Efter deres første Blomstring 
blive Planterne aarlig beskaarne ligesom Vinranken. I 
Juli Maaned blomstre de, og i November modnes Frugterne, 
hvorfor Fabrikationen af Uaranå-Brødene ved denne Tid 
tager sin Begyndelse. Ejeren har egenlig et let Arbejde 
hele Aaret rundt undtagen netop i disse to Maaneder, No- 
vember og December; thi Planten fordrer ikke megen Pas- 


170 


ning. Men naar den ene Plantes Frugter modnes, er det 
samme næsten samtidig Tilfældet med alle de andre, og da 
Frugterne ikke taale at blive overmodne uden straks at tabe 
i Kraft og Værdi, fordres der altsaa en stor Arbejdskraft, 
for at intet af Høsten skal gaa tabt, og Arbejdskraft er det, 
det skorter mest paa i Amazondalen. Saasnart Frugterne 
— trerummede Kapsler — ere indsamlede, maa Frøgjemmet 
fjernes, da det kun er Frøene, der finde Anvendelse, og for 
lettere at opnaa dette lægges de først i Vand. Frøene 
maa dernæst, naar de ere rensede, ristes ved Ilden, hvilket 
Arbejde udføres i de samme Pander, i hvilke Mandiokmelet 
tørres; men det er et Arbejde, som kræver megen Omhu, 
da alle Frøene skulle udsættes i lige høj Grad for Varmen, 
og endelig maa ogsaa dette Arbejde, Ristningen, udføres 
umiddelbart efter Indsamlingen. I store Træmortere blive 
de ristede Frø dernæst bearbejdede med Stødere af haardt 
Træ, knuste til Mel, der undertiden, hvor man vil have et 
rigtig fint Produkt, sigtes, og idet koldt Vand dernæst til- 
sættes, sammenæltes dette Mel til en meget fin og plastisk 
sejg Dejg. I denne Tilstand formes det nu, som vi forme 
vore Brød, i smaa brød- og pølselignende Legemer eller til 
forskjellige Figurer, og nu staaer det blot tilbage at sol- 
og ildtørre dette Produkt, for at Uaranå”en kan gaa i Han- 
delen. (Pasta Guaranå kaldes det sædvanlig her i Evropa.) 

Undertiden benyttes ogsaa Blomsterne og Rødderne, 
de første, idet de sammenstampes med Mandiok-Mel og 
formes til Brød, som bages ved Ilden, de sidste, idet de 
rives paa Rivejern til Mel. 

Uaranå-Frøene ere meget nærende, thi de indeholde 
meget Melstof; af Frugten kan der tilberedes et smukt gult 
Farvestof, og de omtalte Uaranå-Brød anvendes paa føl- 
gende Maade. Man kan næsten sige om Maué-Indianeren, 
at han lever af ,agua branca" oa: hvidt Vand, som de kalde 
Uaranå-Infusionen. Med en skarp Sten eller- andet Instru- 
ment skraber han noget af de haarde, næsten stenagtige 
Uaranå-Brød og ved en Paagydning af Vand laver han sig 
deraf en Drik, som han nyder fra Morgen til Aften. Ua- 
ranå erstatter ham ethvert Næringsmiddel; mislykkes Jagten 
for ham, kan han ofte tilbringe mange Dage uden at nyde 
andet end ,,agua brancaf, og dog se disse Maué-Indianere 
ikke magre ud, tvertimod de ere altid kraftige og synes 
»nærede af det bedste Kjød.” Oprindelig var Brugen af 
Uaranå indskrænket til Maué-Indianernes Gebet, men er nu 
bleven meget udbredt over hele Amazondalen, Bolivia og 


171 


de brasilianske Provindser Mato-grosso (Nord for Paraguay), 
Goyaz samt de vestlige Egne af Minas geraes, Maranhåo 
og Piauhy. Især er det i Mato-grosso, at den er bleven 
udbredt, og den er her Gjenstand for en levende Handel, 
idet Madeira- og Tapayd-Floderne ere de Veje, ad hvilke 
den, vist lige siden Slutningen af forrige Aarhundrede, er 
bleven ført derop. Uaranå er nu i Mato-grosso en ligesaa 
stor Nødvendighedsartikel som Kaffen i Provindserne Minas 
og Rio Janeiro og Paraguaytheen, Matéen, i Landene om 
La Plata, og man kan sige, at det er denne Artikel, der 
alene vedligeholder Handelsforbindelsen mellem Amazon- 
dalen og Mato-grosso; thi alle andre Nødvendighedsgjen- 
stande som Salt, Stentøj, Jernvarer, Tøjer osv. føres ind 
til denne Provinds ikke op ad Amazonfloden og dens af 
Vandfald spærrede Bifloder, men over Buenos Ayres og 
op ad Paraguayfloden — i det mindste var det saaledes, til 
Krigen mellem Brasilien og Paraguay brød ud i 1864. 

Uaranå i Brødform eller raspet som Støv, en Blikdaase 
med Sukker, et Bæger, en Fil og en Sølvske ere nødvendige 
Rejserekvisiter for enhver Søn af Mato-grosso; de ledsage 
ham ved enhver Udflugt for at gjøre Tjeneste ved Tilbe- 
redningen af Uaranå-Punschen; uden Kjød (carne) og Mel 
(farinha, Mandiok- eller sjeldnere Majsmel) kunde han vel 
rejse, men uden Uaranå umulig. ,,Fra den højeste Borger 
til den simpleste Hyrde nyde de alle Uaranå-Drikken, og 
uden den vilde de. vanskelig finde sig i Livet; en god 
Uaranå er den smukkeste Foræring, man kan give, og det 
bedste, en Vært kan byde sin Gjæst.” 

Fordelen ved at dyrke Uaranå er nu næsten større end 
ved at udvinde Kautschuk af Træerne, thi Priserne ere 
i de senere Aar stadig stegne. I 1862 kostede 1 Arroba 
(a: omtrent 2 LÆ) 30 Rigsbanksdaler (30 Mil Reis); i 
1863 derimod 40 og i 1866 endog 50 paa Fabrikations- 
stedet. Ved Tapayd-Floden sælges den for 80 Rdr., i Di- 
amantdistrikternes rige By i Provindsen Minas for 200 og 
i Cujabå, Hovedstaden i Mato-grosso, for 250—300 Rdr. 
»Regjeringen og Folket, — slutter den brasilianske For- 
fatter, — bør betragte Uaranå-Planten svm det Middel, 
hvorved denne Del af Amazonprovindsen skal civiliseres, og 
ikke blot som et simpelt Redskab for pekuniær Vinding." 

Den ifjor afdøde fortjente Botaniker Martius, som 
har nedlagt saa mange Kundskabsmasser i sit store sidste 
Værk ,Beitråge zur Ethnographie und Sprachenkunde Ame- 
rikas, 1867, omtaler ogsaa paa flere Steder Uaranå- eller, 


172 


som han skriver den, ,,Guaranå-Planten", og han bekræfter 
overalt det her sagte. Om Passé-Indianerne siger han f. 
Ex.: ,Ved deres festlige Sammenkomster have de to Ny- 
delser, der ere aldeles ubekjendte i Syden, nemlig ,Ipaduf" 
eller den peruanske Koka og, men i ringere Grad, Gua- 
ranå'en. Det fine Pulver af hine tørrede Blade bliver op- 
bevaret i Bambusrør som et kosteligt Pirringsmiddel og 
undertiden under Festen serveret Dandserne i en Ske af Ben; 
denne derimod kommer kun sjeldnere og som en kostbar 
Handelsartikel fra Maué-Indianerne; den haarde Masse 
bliver revet til et fint Pulver ved Hjælp af det med skarpe 
Tænder forsynede rivejernlignende 'Tungeben af Pirarucu- 
Fisken og drukket udrørt i Vand." 

Her i Evropa er Uaranå”en i sin Tid bragt i Han- 
delen af en fransk Apotheker Fournier, der solgte den i 
Pulverform. som et ÅAÅrkanum under Navn af ,,Prices de 
Paullinia". 

Endnu skal blot tilføjes (efter ,,Das Ausland", 1870), 
at det Stof, Uaranin, som fremstilles af Uaranå-Massen, er 
et Alkaloid, der stemmer nøje overens med Kaffens og 
Theens Alkaloid Kaffeinet; Uaranå'en er endog det af aile 
hidtil kjendte Stoffer, der har den største Mængde af dette, 
nemlig 4—41 pCt., medens Kaffebønnerne kun indeholde 
0,2—0,8 og Thebladene 0,6—2 pCt. Kaffein. Kaffeinet er 
i Syd-Amerika saaledes repræsenteret i de tre Planter: 
Kaffen, Maté-Kristtornen (Ilex Paraguayensis) og Uaranå- 
Planten. 

Da Uaranå'en som omtalt forfalskes med Mandiok-Mel 
(ligesom der ogsaa ofte blandes Kakaobønner i Massen), er 
det af Vigtighed at erindre, at Stivelsekornene i den ægte 
Uaranå-Masse ere meget forskjellige fra dem i Mandiok'en, 
saaledes at en Forfalskning altid vil kunne opdages ved 
Mikroskopets Hjælp. 


P. G. Philipsens Forlag. 


SEE SER, SINA ERA SSA 


Vertednine 


i 


den danske Hlora. 


En popular Anvisning Ul at lære at kjende de danske Planter. 
Af 


E. Rostrup. 
Tredie forøgede Oplag. 


Da første Oplag af dette Værk udkom, blev det omtalt 
af »Berl. Tid.« paa følgende Maade: 


»Vi have hidtil savnet en populair Veiledning til at lære 
de almindelig forekommende Planter i vort Fædreland at kjende, 
og det er dette Savn, Forfatteren ved Udgivelsen af nær- 
værende Skrift har søgt at afhjælpe. 

Ved at fordele Planterne efter deres Fremkomst og an- 
give denne under hver enkelt Art, samt ved i et Tillæg at 
give en orienterende Oversigt over de ydre Betingelser, under 
hvilke de forskjellige Planter helst forekomme, har Forfatteren 
lettet Arbeidet for dem, der selv skulle søge Planterne i den 
frie Natur, og vi tør derfor anbefale den til enhver Begynder 
i Botaniken som en baade nem og tilstrækkelig Veiledning 
ved Excursioner, i Skolerne saavelsom til Selystudium af vort 
Planteliv«. 


Den nye Udgave har modtaget en værdifuld Forøgelse 
af Brægner, Padderokker og Ulvefodsfamilien, ligeledes af de 
hos os udbredte Arter af den store Starslægt, som ei fandtes 
i første Udgave. Disse, i Forbindelse med endeel andre hist 
"og her indskudte Slægter og Arter, have foraarsaget en For- 
øgelse af omtrent 150 nye Plantebeskrivelser, saa at det hele 
beskrevne Antal Plantearter nu udgjør henved 800. 


Priis 1 Rd. 48 Sk. 


Indhold af 2det Binds 2det Hefte. 


— 


Pag. 

Tonerne. … Af: Cand: mar. FA dam; Panks en NS SS VSSSRER 81. 
2. Islandske Naturforhold med særligt Hensyn til Islands Plante- 

vækst. Af"Adjunkt:Chr'Grømlunid MLS ENES 107. 

3. Saiga-Antilopen eller den tatariske Antilope ......... 128. 
4, Om Jordskjælvsbølger og særlig om J ordskjælvsbølgen i Syd- 

havet den: l8de,og "låde Ave 1868 DA DRE er ER TERRE TS 


5, Mindre Meddelelser. 1. Telegrafernes Udbredelse. 2. Nye 
Belysningsforsøg. 3. Om Koka- og Uaranå-Planten |... . 159. 


Trykfeil. 
IV Række. Zdet Bind. 


P. 48. L.5 ff, n. ,,10' læs ,,12%. 
SST LER NG TD RTE , (anggriflet F., Fig. 7, a.), læs: (langgrifet F., sammenlign 
Billedet af Oxalis, Fig. 7, a). 


Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til 
en Pris for hele Aaret af 3 Rdl.  Subskriptionen, der 
er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de 
kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse.  Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. 

De ærede Forfattere, som ikke, 8& Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 5% 

I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- 
gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Lutken, 
som træffes i sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-6 E., eller til 
Overlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E…, 
eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 B 
Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet 
ikke udtrykkelig er bemærket. 


Tor” ff GNXba 0 
| DRS /S 


TIDSSKRIFT 


Bee 


FOR Gare rna) 
POPULÆRE FREMSTILLINGER 2 


AF 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET 


N 


FJERDE RÆKKE. 


DER REN 


C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 
| ANDET BINDS TREDIE HEFTE, 


KJØBENHAVN, 


P. &. PHILIPSENS FORLAG. 
THIELES BOGTRYKKERI. 


1870. 


EJ ' FA M , 


Baa P. 6. Philipfens Forlag er udfommen: 
De for Landbruget famt Sfov- og Havedyrfningen 


Myttige og fkadelige Infecter. 


En Haandbog for Forftmænd, Garfnere og Landmænd af X. C, Holmgren, 
Docent i Naturvidenffaben ved det fgl. fvenffe Forftinftitut, QOverfjat og til 
deels omarbeidet efter den fvenffe Original. 


Med en ftor Mængde i Terten indtryfte Afbildninger. 


Bærfet falder i følgende Hovedaffnit: 1) Om Infercterne i Al: 
mindelighed (Kjendetegn, Forvandling, Kjønsforffjel, Inddeling, Udbredelje, 
Levemaade, Betydning i Naturen ofv.). 2) Om Ynfecternes ffadelige Ind- 
flydelfe paa SFovene i Almindelighed. 3) Ct [mere fyecielt fyftematifé 
Uffnit med Beffrivelfer og biologiffe Meddelelfer. 4) De ffadelige 
Qnferter, ordnede efter de Næringsplanter, de Fortrinsviis hjemføge. 
5) Om Behandlingen af SEove, der have lidt ved Infectangreb. 


YF de genftemmige, gunftige Udtalelfer i den fvenffe Presfe om det 
her omhandlede Værk, anføres her fun Følgende: $ en længere AXnmeldelfe i 
Stodhoims Dagblad hedder det faaledes: — — ,, Zufinder af Idr. Land 
Skov ere henvisnede jom Følge af Infectangreb. Aarfagen hertil er deels 
Mangel pan Opmærkfomhed, deels Ubefjendtffab med de ffadelige $u-= 
fecters Levemaade. Ct Arbeide, der fom det foreliggende jan fuldffændigt 
afhandler dette Emne, bør derfor være meget velfommen faavel for de i 
Sagen Gnteresferede jom ogfaa for Andre, og det jaa meget mere jom 
SHolmgrens udførlige Fremftillinger af Infecternes Levemaade baade frem- 
byde en underholdende Læsning og en Anledning til at anftille Betragt- 
ninger over, hvorledes der ofte udvifler fig frore Virkninger af fmea 
Uarfager.” 


ME den befjendte Brof. &Bohemang Udtaleljer om det her omhandlede 
Værf gjengive vi følgende Brudftykle : , 

»Sfter det, jom jeg nu i al Korthed har anført om det foreliggende 
Urbeides Indhold, troer jeg at funne udtale, at BVærfet udfylder en be= 
tydelig Lacune i vor Landbrugslitteratur. Forfatteren har nemlig 
med Kyndighed og Klarhed behandlet fit Emne og fremftillet et nøi- 
agtigt Billede af hvad vi hidtil fjende om bdisfe fmaa Dyrs mægtige 
Gndgriben i vor Oeconomi. Stilen i Arbeidet er overalt Ietfattelig, 
og de i Terten anbragte Figurer næften uden Undtagelje vellyffede. 
Derfor vil ogfaa dette Arbeides almindelige Udbredelje blandt vort Lands 
Jordbrugere funne ftifte ftor Nytte og desuden væffe Interesfer for 
Jagttagelfer, der funne blive af ftor Betydning for vor Kundffab 
om de ffadelige Infecter og om de rette Midler til deres Udryddelfe,” 


Golmgrens ,, Nyttige og ffadelige Infecter” udfommer i 4 maanedlige 
Leveringer i ftort Median-Octav med en ftor Mængde i Terten indtryfte 
Afbildninger. Brijen for hver Levering er 60 f (42 f£ norff); for det hele 
Bærf 2 Rd. 48 f. 1—3 Levering er udfommen og forefindes i alle Bog= 
flader, hvor tillige Subfcription modtages. 


rese 0! Cy "15, ; 
ENG &o0Giogy Br 


MAR 16 1942” 


Å Å 5 R Å KkY — 


ØELL FE 
Mindetale om Michåel Faraday. 
Holdt i Videnskabernes Akademi af Dumas, Akademiets Secretær. 


(Meddelt efter Bulletin de la Société d'encouragement pour Vindustrie 
nationale, t. XV, Mai 1868. Paris.). 


Micnael Faraday, et af de 8 udenlandske Medlemmer af 
Videnskabernes Akademi, afløste i denne Egenskab sin 
berømte Landsmand Dalton, Skaberen af den nyere Åtom- 
lære; han havde gjort sig fortjent til denne ærefulde Udnæv- 
nelse ved Arbejder og Opdagelser, der have gjort hans Navn 
almindelig bekjendt i den gamle og den nye Verden, og 
som til alle Tider ville sikkre ham en Plads mellem de 
store Genier i Videnskaben. Som Dalton var Faraday 
begyndt fra neden af; som han levede han udelukkende 
for Videnskaben; som han hædredes han i sine sidste 
Aar, da Alderdomssvaghed tvang ham til at trække sig 
tilbage, med særlig Gunst af sin Dronning, der deri viste 
sig som en ædel Tolk for Englands Taknemmelighed. 
. Der er faa, der have efterladt Verden Arbejder, der 
kunne lignes med Faradays; men der er neppe nogen, 
der ikke maa se op til den høje personlige Fuldkommen- 
hed, hvoraf Faradays hele offenlige og private Liv bar 
Præget. Der hvilte en særegen Skjønhed derover, hvad 
enten man saa ham som Læreren, der med Ild og Be- 
gejstring udbredte Videnskabens Sandhed, eller som den 
utrættelige Arbejder, saa ufortrøden og saa veltilpas i sit 


Laboratorium, eller man saa ham i hans Families Skjød, 
Fjerde Række. If. > 


174 


saa god og kjærlig og elskværdig, eller man hørte ham 
som den beaandede Prædikant forkynde Troens Ord for 
den lille Menighed, hvortil han hørte. 

Jeg gjorde Bekjendtskab med ham i vor Ungdom, 
da vi begge endnu vare Begyndere i Videnskaben; jeg 
var siden oftere sammen med ham, og han gjennemgik 
sine Experimenter med mig. Men hvor højt jeg beundrede 
hans Geni, var dog den Beundring, den Kjærlighed 
endnu større, som hans Personlighed vakte hos mig. Idet 
jeg nu vil bevare et lidet Billede af denne, indrømmer 
jeg, at dette Billede ikke kan blive meget farverigt: der 
var ikke megen Afveksling, ingen dramatisk Spænding i 
hans Liv. Men i dets Simpelhed ligger dets Storhed; der 
er mangen nyttig Lære at uddrage af denne berømte 
Mands Liv, der kæmpede sig frem med Værdighed. fra 
en fattig Ungdom, der siden i sin modne Alder bar 
Ærens Krands med Beskedenhed, og hvis høje Alderdom 
var omringet af Ærefrygt og Kjærlighed, indtil hans Livslys 
slukkedes blidt og sagte. En fast Tro og en ærlig 
Overholdelse af Lovens Bud ere de mest fremtrædende 
Træk i hans Liv; vistnok skylder han ikke disse Egenskaber 
sine store Opdagelser; men fra dem skrev sig den Ret- 
sindighed og Retfærdighed, den Selvbeherskelse og Selv- 
agtelse, med hvilken han tillidsfuldt kæmpede sig frem i 
Modgang og siden i Ydmyghed bar sin Lykke. 

Michael Faraday var født den 22de September 1791 
i Newington Butts ved London, hvor hans Forældre 
levede i meget trange Kaar; hans Fader var altid sygelig, 
og Udsigterne for ham selv vare kummerlige nok. Men 
Faraday staaer netop ogsaa derfor som et lysende For- 
billede for enhver Yngling, hvis Lod det blev selv at 
bane sig Vej i Verden; han skyldte sig selv, sit Mod, 


175 


sin Udholdenhed, sit Talent alt. Midt i det aristokratiske 
England, hvor Skjæbnen havde ladet ham fødes under 
saa ringe Vilkaar, hævede han sig ved sit Genies Magt 
op til at staa Side om Side med Jordens Mægtige; de 
kom til ham, de søgte ham paa det Omraade, hvor han 
ikke kjendte nogen Overmand, hvor de maatte bøje sig 
for ham, uden at han nogensinde ydmygede sig for dem; 
den ædle Prinds Albert gav i den Henseende et efter- 
lignelsesværdigt Exempel. 

Indtil sit l4de Aar havde Faraday ikke lært andet, 
end hvad man lærer i en Almueskole: at læse og skrive 
og lidt Regning; han kom da i Lære hos en Bogbinder 
i Blanford Street. Men medens han saaledes syntes 
fordømt til at tilbringe sit Liv ved Klisterbøtten, vaktes 
hans videnskabelige Sands og Lyst især ved et Par Om- 
stændigheder, som vi her nærmere skulle omtale: ved 
Læsningen af Madame Marcets Arbejder og ved nogle 
Forelæsninger af Davy, som han fik Lejlighed til at 
overvære. 

Den nævnte Madame Marcet, hvis Mand paa en 
Gang var en udmærket Læge og en dygtig Kemiker, og 
som selv var en sjelden begavet Dame, der med sine 
Talenter forbandt den elskværdigste Personlighed, havde 
netop da udgivet en lille populær Afhandling, betitlet 
»Samtaler om Kemien«; dette Skrift udmærkede sig, om 
ikke ved andet, saa dog ved sin simple og naturlige 
Fremstilling fremfor de fleste nymodens Afhandlinger af 
denne Art, der vel ofte glimre mere, men hvis Popularitet 
tidt indskrænker sig til det blotte Navn. Nok er det, 
dette Skrift gav først Faraday Interesse for Videnskaben 
og Kjærlighed til den; Faraday omtalte altid med Tak- 


nemmelighed, hvorledes hans Lyst til Kemiens Studium 
12 


176 


skrev sig fra de smaa Experimenter, som han efter hver 
enkelt Anvisning i denne Bog gav sig til at udføre. Han 
fulgte med den største Nøjagtighed og Omhu denne »sin 
Lærerinde«; og da han senere i Verden stødte sammen 
med Forfatterinden, viste han hende paa en rørende 
Maade sin Taknemmelighed. 

Imidlertid henrandt dog næsten 8 Aar for ham i hin 
Stilling, som syntes at skulle blive hans Livsstilling. Da 
føjede en lykkelig Skjæbne det saaledes, at han ved An- 
befaling af et Medlem i den berømte kongelige Lære- 
anstalt fik Adgang til de sidste Forelæsninger i et Kursus, 
som Davy her holdt. Han udarbejdede et omhyggeligt 
Referat af disse Forelæsninger, som han indsendte til 
Davy med .Bøn om, at denne vilde hjælpe ham til at 
opgive sit Haandværk, som han var kjed af, og til at 
studere Kemi, som han følte Lyst til. Den store Kemiker 
fandt Behag i Ynglingen og svarede ham straks, at hån 
skulde se, hvad han kunde gjøre; og faa Uger efter fik 
han ham udnævnt til Underassistent uden at lade ham 
underkaste sig den Prøve, som den lærde Pepys, en af 
Anstaltens Stiftere, tilraadede. Davy viste Pepys Faradays 
Brev: »Hvad skal man gjøre med den unge Mand?« — 
»Hvad man skal gjøre med ham« sagde Pepys; »lad 
ham vaske Skaaler og Glas; duer han til noget, vil 
han gjøre det med Omhu og Iver; hvis han ikke duer 
til noget, saa siger han Nej«. Det var et praktisk Raad, 
betegnende for en Englænder; jeg kan selv af nærliggende 
Exempler og af egen Erfaring bevidne, at man naaer 
hurtigere og sikkrere op i Videnskabernes Selskab, naar 
man begynder med at skylle Glas i Laboratoriet, end 
naar man vil begynde som Geni med Foragt for Experi- 
menterne og Materialet til deres Udførelse. 


177 


Den unge ”Bogbindersvend havde altsaa tilstaaet for 
Davy, at han følte Lede ved sin Haandtering, og derhos 
undselig, men frimodig udtalt sin Begejstring for Viden- 
skaben; i sin barnlige Beundring saa han op til dens 
Dyrkere som de elskeligste og ædleste blandt Menneskene. 
Davy svarede ham forsigtig: »at han dog ikke straks 
skulde kaste rent Vrag paa sit Haandværk, at Viden- 
skaben var en fordringsfuld, streng og lidet lønnende 
Herskerinde; han smilede til Ynglingens naivt begejstrede 
Tro påa Videnskabsmændenes moralske Storhed; denne 
Tro vilde vist et Par Aars Erfaring være nok til at ud- 
rydde hos ham«. Og derom, for Faradays Erfaring i denne 
Henseende, lod Davy ikke noget tilbage for andre at gjøre. 

Faradays tidligste Værker ere simple Studier, men 
ogsaa senere gjenfinder man, midt imellem hans store 
Arbejder, henkastede Skitser; at offenliggjøre alt, hvad 
man anseer for baade nyt og sandt, ansaa hån med 
Rette for Videnskabsmandens Pligt; men til hans Valg- 
sprog: at arbejde og at offenliggjøre det indvundne, 
hørte ogsaa det tredie: at fuldende, hvad han begyndte. 
Hans experimentelle Methode, hvorved han banede sig 
Vej til saa store Opdagelser, var for ham noget helligt; 
ad dens Vej higede han fremad mod Lys og Klarhed. 
Han saa i Experimentet det sikkreste Middel baade til 
at opdage og til at bevise Sandheden; og med et Udtryk 
fra Filosofien kunde man sige, at ingen har bragt det 
saavidt som han i den Kunst at benytte det konkrete 
til at naa op til det abstrakte og da atter at kontrol- 
lere det abstrakte ved det konkrete. 

Et Experiment, der oprindelig var af liden Betyd- 
ning, blev ham efterhaanden det Grundlag, hvorpaa han 
hævede sig op til det højeste Overblik over Naturens 


178 


Rige. Hans første større Arbejde: »Undersøgelser om 
Luftarternes Fortætning til Vædsker« afgiver et højst 
interessant Exempel paa hans Fremgangsmaade. 

For at besvare sig det Spørgsmaal, under hvilke 
Betingelser Atmosfærens Masse vilde forøges eller for- 
mindskes, havde Lavoisier tænkt sig Jorden henflyttet til 
et Sted nærmere ved Solen, f. Ex. til de varmere Re- 
gioner, hvori Merkur befinder sig; i denne Stilling havde 
han paavist, at Vandet og endel andre Legemer vilde 
helt omformes til Dampe, og Luften vilde saaledes blive 
forøget. Naar Jorden derimod blev henflyttet til koldere 
Egne, saa vilde alt det Vand, hvoraf nu vore Floder og 
Have bestaa, samt alle de Vædsker, vi kjende, forvandle 
sig til haarde Sten- eller Klippelag. »Luften«, havde han 
tilføjet, »eller dog nogle af dens Bestanddele, vilde da 
ophøre at existere i den nærværende Tilstand som 
spændige Dampe; og der vilde deraf danne sig nye 
Vædsker, hvorom vi nu ikke have nogen Forestilling.« 

Paa dette Punkt traadte Faraday til; og det lykkedes 
ham ved de mest glimrende Experimenter at virkeliggjøre, 
hvad Lavoisier saaledes havde tænkt sig, idet han forvand- 
lede næsten alle bekjendte Luftarter til Vædsker, om hvis 
mærkværdige Egenskaber man hidtil ikke havde havt 
nogen Anelse. Med denne skjønne Række af Opdagelser 
gik det saaledes til. Klor opløser sig som bekjendt i 
Vand; nogle Grader over Frysepunktet fryser denne 
Vædske, og der udskiller sig deraf en gulagtig Sne, der 
indeholder i Vægt omtrent + Klor mod 3 Vand. Dette 
Stof tog nu Faraday og fyldte dermed et Glasrør, som han 
tillukkede hermetisk og satte ned i lunkent Vand. Nu 
bliver den sneagtige Forbindelse af Vand og Klor atter 
flydende. Men dens to Bestanddele skille sig fra hinanden, 


149 


Vandet antager atter sin sædvanlige Skikkelse; men idet 
Kloret bliver frit og ikke forefinder den Plads, som det 
behøver for at forvandle sig til Luft, sammentrykkes 
Dampene og forvandle sig for Størstedelen til en bleggul 
Vædske, der udmærker sig ved en overordenlig Be- 
vægelighed. 

Faraday fortættede nu efterhaanden ved denne simple 
Fremgangsmaade en stor Mængde Luftarter til Vædsker. 
Han indesluttede bestandig de faste eller flydende Stoffer, 
der vare istand til at levere et stort Rumfang Luft, 
i Glasrør af ringe Udstrækning, tvang saa Stofferne 
til at virke i dette snevre Rum, og Luften blev da til 
Vædske, efterhaanden som den udviklede sig. Men man 
indseer let, at disse Rør dannede ligesaa mange Spræng- 
ningsmaskiner, der bestandig vare rede til at explodere, 
og at der krævedes en sjelden Behændighed til at manøvrere 
med disse farlige Vædsker, saaledes at man kunde under- 
søge deres Egenskaker, maale Dampenes Tryk ved for- 
skjellige Temperaturer, bestemme deres Tæthed, kort 
studere dem i alle Enkeltheder; det var en vanskelig 
Opgave. Faraday løste den som en ægte Kemiker med 
frygtløs Dristighed, parret med den yderste Forsigtighed ; 
han kunde ikke undgaa mange Explosioner under det 
ligesaa vidtløftige som vanskelige Arbejde; men hans 
Omhyggelighed skaanede ham og hans Omgivelser for 
alle Ulykkestilfælde. 

Senere hen føjede han til disse Undersøgelser, hvorved 
han bestandig havde anvendt Tryk, nye Studier over 
Virkning af Afkjøling.  STholowers Experimenter med 
Kulsyre, vor lærde Kollega Bussys Experimenter med 
Svovlsyrling, de, som jeg selv har anstillet med Kvælstof- 
forilte, og de, som Carré har udført med Ammoniak og 


180 


dette Stofs Anvendelse til Fabrikationen af Is i Hjemmet, 
alt dette har kun føjet nogle enkelte Træk til det, som 
var godtgjort af Faraday, men gjort det muligt i en 
endnu mere interessant og populær Form at fremstille 
de uventede Resultater af denne sidstnævnte Frem- 
gangsmaade, som hidtil ingen anden end Lavoisier synes 
at have anet. Det er paavist, at alle disse Luftarter, 
naar de fortættes, enten det nu skeer ved Sammen- 
trykning eller ved Kulde eller ved den forenede Virkning 
af begge disse Midler, danne Vædsker, hvis Bevægelighed 
og Letflydenhed ere saa overordenlige, at Vand ved Siden 
af dem seer ud som en helt sirupsagtig Vædske, og selv 
Alkohol og Æther synes tungt og langsomt bevægelige. 
Naar disse,Vædsker opvarmes i lukkede Rum, forvandle 
de sig til Luftarter, der ere ligesaa tætte som de selv; 
naar de opvarmes i friere Rum, udvide de sig ligesaa- 
meget eller selv mere end de mest udvidelige af alle 
hidtil bekjendte Stoffer, nemlig Luftarterne. 

Men maatte dog ikke disse Luftarter, naar de nu 
vare fortættede ved Tryk, der vare som 30 å 40 Gange 
vor Atmosfæres Tryk, og som altsaa vare istand til at 
sprænge selv stærke Metalkar, maatte de dog ikke nød- 
vendigvis alle frembringe frygtelige Explosioner, saasnart 
Trykket ophørte? Var detikke saa selvindlysende, at man 
maatte anse det for overflødigt og ubesindigt at foretage 
Forsøget? Nej tvertimod, den flydende Kvælstofforilte, 
som man fra først af behandlede med den yderste For- 
sigtighed, den hælder man nu som Vand over fra et Kar 
et andet, i den frie Luft, uden at befrygte nogen Spræng- 
ning; i hele Timer kan man frit studere dens Egenskaber 
i denne dens flydende Form. Naar man hælder den i et 


Champagneglas, seer den ganske ud som Champagne; men 


181 


den har højst mærkelige Egenskaber. Hælder man noget 
Kviksølv deri, saa ikke blot fryser dette paa Øjeblikket, 
men det antager samme Hvidhed, Haardhed og Sejghed 
som Sølv. Et glødende Trækul derimod, som kastes i 
denne Vædske, slaaer øjeblikkelig ud i lys Lue. I en 
Fingerbreds Afstand finder man saaledes Temperaturer 
forenede i det samme Kar, der ere saa lave, at man i 
de yderste Polaregne aldrig har iagttaget dem, og saa 
høje, at den stærkeste Smedeild ikke naaer op dertil. 

Med Kulsyren er Forholdet et andet; den fortættes 
med Lethed; men den derved fremkomne farveløse Vædske 
maa opbevares i Kar af overordenlig Tæthed, da Dampen 
deraf har en saa. uhyre Spændkraft, at den let kan 
sprænge Karret som en Bombe, der da vilde ødelægge 
og dræbe alt omkring sig. Og dog kan man nu efter 
Behag omforme denne Vædske til en Masse, der er fast 
og gjennemsigtig som Is eller hvid og let som Sne; og 
i denne Form, som fast Kulsyre, holder den sig i Luften 
ligesaa let som almindelig Sne; en Kugle af denne 
Kulsyre-Sne, indhyllet i et Stykke Linned, vilde man med 
ligesaa stor Lethed som en Kugle af almindelig Sne, der 
seer omtrent ligesaadan ud, kunne bære fra den ene Ende 
af Paris til den anden. Saa uskadelig bliver da Kul- 
syren i sin faste Form, medens den som Vædske ved 
almindelig Temperatur i de stærke Kar, hvori den op- 
bevares, er lige saa farlig som Vand, der er opvarmet 
til 2—300 Grader i en Dampkjedel. 

Faradays Experimenter bekræfte da Lavoisiers An- 
skuelse om de hidtil ukjendte Ejendommeligheder,' som 
Vædsker, frembragte ved Luftarternes Afkjøling, vilde 
frembyde. Faraday har nemlig tvunget alle bekjendte Luft- 
arter til at- forandre Tilstandsform med Undtagelse af 6. 


182 


Det er dem, som ere mindst opløselige i Vand: Brint, Ilt og 
Kvælstof, den lette Kulbrinte, Kvælstoftveilte og Kulilte. 

Luften bestaaer, som bekjendt, af to af de Stoffer, 
der have modstaaet Forsøgene paa at forvandle dem til 
en flydende, saavelsom til en fast Masse, nemlig Ilt og 
Kvælstof. Hvis nu disse Grundstoffer i Luften kunde 
fortættes, saa vilde de ogsaa være opløselige i Vand, og 
Havvandet maatte da have opløst næsten al den Luft, 
der udkræves til vort Åandedræt. Dyrenes Liv i Havet 
vilde utvivlsomt have vundet derved, men for os, som 
befolke Jordens Overflade, vilde det være blevet umuligt 
at leve. Men vi kunne berolige os, Luften er af Faraday 
bleven underkastet ikke mindre end 50 Atmosfærers Tryk, 
altsaa et Tryk af en Vandsøjle, der var 6 eller 7 Gange 
saa høj som Pantheon, og samtidig afkjølet til 110 Grader 
under Nulpunktet. Andre Experimentatorer have for- 
øget Trykket til det dobbelte — og alt dette uden at 
det endnu er lykkedes nogen at fortætte Luften. 

Ved disse Omformninger af Luftarterne har Faraday 
skaffet Kemikerne Midler ihænde til at afkjøle Tempera- 
turen i en ganske overordenlig Grad. Naar Kuisyre- 
sneen befugtes med Æther, fremkommer der en Tem- 
peratur af 88 Grader under Nulpunktet; den flydende 
Kvælstofforilte holder sig jævnt paa 90 Grader under 
Nul. Fremskynder man Fordampningen af disse Stoffer 
ved at anbringe dem i det lufttomme Rum, erholder man 
endnu en Forringelse af Temperaturen, som kan naa ned 
til 100 å 110 Grader under Vandets Frysepunkt. Naar 
derfor Vædsker eller faste Masser ere saaledes afkjølede, 
saa afsvide de Huden ved Berøring ligesom et brændende 
Jern; dypper man et koldt Stykke Metal deri, saa hører 


man en Syden, som naar man stikker et glødende Jern 


183 


i Vand. En Overhældning med koldt Vand omformer 
dem øjeblikkelig med et stærkt Knald til Luftarter, medens 
Vandet selv pludselig fryser. 

Med al sin Fantasi har da selv en Dante ikke kunnet 
hæve sig op til Virkelighedens Standpunkt; i vore Labo- 
ratorier vilde Italiens Digter have kunnet finde mere end 
et Træk at anbringe i Beretningen om Ugolino i sin Be- 
skrivelse af den Yde Kreds i Helvede, hvorved dette skulde 
være bleven end mere rædselsfuldt. Men rigtignok maatte 
allerede et evigt Ophold i et almindeligt Isbad for en 
Florentiner, der var vant til sit dejlige Klima, synes 
tilstrækkeligt til at betegne den haardeste af alle de 
Pinsler, hvorunder de fordømte vaandede sig. 

Ved første Øjekast kunde nu vel dette sekundære Re- 
sultat af Luftarternes Fortætning synes kun at have liden 
Interesse. Men naar man betænker, hvor indskrænkede 
Midler vi besidde til at frembringe de meget lave Tem- 
peraturer, vil man dømme anderledes; det er da af 
yderste Vigtighed. Naar det gjælder at opvarme Lege- 
merne, kunne vi ved forskjellige Midler naa op til mindst 
2000 Grader, d.v.s. 20 Gange opnaa den Forskjel, som 
der er mellem frysende og kogende Vand; gjælder det 
derimod at afkjøle Legemerne, saa kunde vi hidtil neppe 
naa ned over 50 Grader under Nulpunktet; men nu har 
Faraday gjort os det muligt dog at naa frem til over 
100 Grader. Hvad vilde der vel ske, hvis vi engang 
kunde naa frem til 2000 Grader under Nulpunktet? Ja, 
det kan man ikke vide. Men mærkeligt er det dog, at 
medens man nu ved Sammenpresning kan gjøre Luft- 
arterne flydende, saa har man endnu aldrig ved de mest 
overordenlige Tryk gjort et flydende Legeme til en fast 


Masse; det synes altsaa, som om det fortrinsvis er 


184 


Kuldens Sag at gjøre Legemerne faste og saaledes, i 
det mindste tilsyneladende, at standse Molekulernes Ha- 
stighed, der er saa stor i Luftarterne og fremkaldes saa 
let i Vædskerne. Der er saaledes endnu "meget til- 
bage for os at lære med Hensyn til Kuldens Virkninger; 
og om man kunde opdage en kraftig Kuldekilde, vilde 
dette være af ligesaa stor Betydning for Videnskaben, 
som det har været for den at besidde en saa overordenlig 
Varmekilde. 

Ved dette Aarhundredes Begyndelse troede man paa 
en absolut Kuldegrændse; man dristede sig til at paastaa, 
at, naar Legemerne kunde afkjøles til 267 Grader under 
Frysepunktet, saa vilde de ikke kunne tabe mere Varme 
udover denne Grændse. Da Varmen er en Bevægelse, 
saa vilde altsaa al Bevægelse ophøre ved 267 Grader. 
Intet af alle hidtil bekjendte Fænomener kan give os den 
ringeste Forestilling om, hvorledes Stoffet maatte blive, 
hvis det ophørte helt at være udsat for Varmens Ind- 
virkning. Varmen indvirker nu paa de mindste Be- 
standdele i alt Stof; vi kunne ogsaa erkjende Varmen 
som existerende uden alt Stof, i det tomme Rum; men 
Stof uden Varme er os aldeles ubekjendt. Der er heller 
ingen Rimelighed for, at der skulde existere et saadant 
absolut Nulpunkt, og mindst da, at det skulde ligge saå 
nær ved, hvad vi kjende, og naar Mathematikerne endnu 
tale om Existentsen deraf for en fuldkommen Luftart 
eller for en vis Grændsetilstand mellem de forskjellige 
Former, Stoffet kan antage, saa erkjende de det dog for 
en ren Hypothese, hvis Realitet i Naturen er noget meget 
tvivlsomt. | 

Endelig troede man, at de fortættede Luftarter i en 
særdeles potenseret Grad maatte frembyde de samme 


185 


Egenskaber, som ellers udmærke dem. Deres Evne til 
at forene sig med andre Stoffer maatte være ganske 
overordenlig forøget. Det forholder sig ikke saa. De 
mest brændbare Stoffer som Natrium, Metallet i Soda, 
kunne uden at bryde i Brand bringes i Berøring med de 
mest ildnærende Vædsker som flydende Kvælstofforilte. 
Antimonmetal, som saa let antændes af sig selv i luft- 
formig Klor, holder sig blankt i flydende Klor og forener 
sig ikke dermed. Man kunde fristes til at sige: »det er 
utroligt«, men det er sandt. 

Da Faraday for 45 Aar siden foretog det Forsøg, 
der førte til at fremstille Kloret i flydende Tilstand, og 
som derved blev Anledning til de interessante Studier 
og Opdagelser, var han endnu en ubekjendt Begynder. 
Davy stod i sin Berømmelses fulde Glands; og man 
forstod derfor ikke, at den berømte Præsident for det 
kongelige Selskab i London ansaa det for passende i en 
Note udtrykkelig at fremhæve, at han selv havde raadet sin 
Assistent til at gjøre dette Forsøg med Klorets Vandforbin- 
delse. Da Mesteren stod saa højt, at han ikke kunde vinde 
mere derved, syntes denne Paastand henkastet ene i den 
Hensigt at forringe Disciplens Fortjeneste og nedtrykke 
ham. Det. er mine ærede Samtidige bekjendt, at Davy 
senere, men kun altfor sent, erkjendte den unge Faradays 
Geni; han havde fra Begyndelsen af ikke vist ham de 
Hensyn, som enhver Videnskabsdyrker skylder det unge 
fremadstræbende Talent; i den Henseende hersker i England 
endnu et vist Barbari, der i Skolerne viser sig deri, at 
de unge Elever holdes til at gjøre ligefrem Slavetjeneste 
for de ældre. Men Davy blev for dette sit Forhold be- 
dømt strængere paa Fastlandet end i London; man be- 


tydede ham det samtidig med, at han overalt fejredes 


186 


med Opmærksomheds- og Æresbevisninger paa den Rejse 
gjennem Frankrig og Italien, som han foretog midt under 
Krigen ved en særegen Gunst af Napoleon d. Iste. 
Hans Laboratoriumsassistent havde dengang endnu 
ikke erhvervet sig Ry ved sine Arbejder; men ved sin 
Beskedenhed, sit behagelige Væsen og sin aandelige Dyg- 
tighed erhvervede han sig allerede da hengivne Venner i 
Paris, i Genf, i Montpellier. Blandt hans Velyndere 
maa nævnes i første Række en udmærket Kemiker, 
de la Rive, Fader til den berømte Fysiker, i hvis Hus 
ogsaa jeg traf sammen med Faraday og sluttede mig til 
ham. Vi mindedes ofte med Glæde denne kjærlige og 
tjenstvillige Videnskabsmand, hvem jeg foruden meget 
andet godt nu ogsaa skyldte dette mit nære Bekjendtskab 
med Faraday, og hvis Exempel godtgjorde for os begge, 
at Videnskaben ikke udtørrer Hjertet og Gemyttet. Ogsaa 
andensteds vandt Faraday sig Venner, der altid gjerne 
mindedes ham og følte sig hjertelig knyttede. til ham, 
hvad aldrig havde været Tilfældet med hans Læremester. 
Man beundrede kun Davy, men man elskede Faraday. 
Faraday glemte dog aldrig, hvad han skyldte Davy. 
Tyve Aar efter dennes Død var jeg engang hos ham i 
hans Hjem; Samtalen faldt paa Davy, Faraday havde 
uden Tvivl lagt Mærke til, at jeg svarede noget koldt 
paa de begejstrede Udbrud af ham, som Tanken om 
Davys store Opdagelser fremkaldte, men han lod dog 
som intet. Da Maaltidet, hvorved disse Yttringer vare 
faldne, var forbi, gik vi hen og besaa den kongelige 
Læreanstalts Bibliothek, og her standsede han mig foran 
et Portræt af Davy og bemærkede: »Det er dog en stor 
Mand, ikke sandt?» Saa viste han mig et Sted tætved 
og sagde: »Her talte han første Gang til mig«. Da vi 


187 


— kort efter kom ned i Laboratoriet, tog han en Protokol, 
aabnede den og viste mig et Par Ord, som vare skrevne 
af Davy netop i det Øjeblik, da han ved den galvaniske 
Strøm havde sønderdelt Kali og seet den første lille 
Kaliumkugle, som Menneskets Haand har isoleret. Om- 
kring de tekniske Formler, hvori hans Opdagelse er 
angivet, havde Davy med rystende Haand tegnet en 
Cirkel, der skilte dem fra, hvad der ellers stød paa den 
Side, og under denne havde han skrevet de Ord: »Capital 
Experiment«, som ingen Kemiker vil kunne se uden 
indre Bevægelse. Jeg erklærede mig overvunden og 
maatte nu uden Betænkning indrømme min ædle Ven 
Davys Storhed. 

Fareday glemte, som man seer, aldrig Davys Fore- 
læsninger; han tilgav ham hans hovmodige Adfærd imod 
sig og bevarede kun Mindet om hans store Opdagelser. 
Vor Tid, Historien, dømmer nu ogsaa over deres Person- 
ligheder. Og i Modsætning til Davy, hos hvem Viden- 
skaben endnu ikke formaaede at fjerne Fordommene og 
ophæve det borgerlige Livs Afstande, dvæler da Mindet 
med Glæde ved en Mand som Cuvier, et Geni som han, 
adlet af sin Fyrste ligesom han; og for hvis ophøjede 
Stilling alle bøjede sig. Men Cuvier behandlede alle 
Videnskabsmænd som sine Ligemænd og forlangte at til- 
tales af dem paa samme Vis. Jeg kan endnu se ham, 
som han engang stod og disputerede med en ung Zoolog 
om et Spørgsmaal i Anatomien; han forsvarede sin 
Mening simpelt og ligefrem, medens den unge Mand 
gjentog ved hver Sætning: »Hr. Baron! Hr. Baron!« 
indtil endelig Cuvier ganske rolig afbrød ham med de 
Ord: »Der er ingen Baroner her; der er kun to Viden- 
skabsmænd, som søge Sandheden og kun bøje sig for den.« 


188 


Det er ikke sjeldent, at en Mand, der som Lærling 
har kæmpet og stridt sig frem, bliver fordringsfuld og 
haard, naar han bliver Læremester. Men Faraday 
var en altfor ædel Natur til, at han i sin Lykkes Dage 
skulde have villet holde sig skadesløs paa denne Maade 
for sin Ungdoms Lidelser. Han havde ogsaa en Assistent; 
det var Anderson, den trofaste Anderson, der i den 
Grad gik op i sin Mester, at man kunde anse dem for 
to Mennesker, der kun bevægedes af en Villie, der 
handlede ens uden at have truffet nogen Aftale, og som 
ikke mere behøvede at tale til hinanden for at forstaa 
hinanden. For Anderson, der paa engang var begejstret 
for Faradays Opdagelser og erkjendtlig for hans Hjerte- 
lighed, var Faraday ikke mere et almindeligt Menneske, 
ikke mere en lærd Professor, han var Faraday, den 
eneste, Englands lysende Stjerne; og det var Andersons 
Stolthed og Lykke altid at forblive hans beskedne Bi- 
planet. 

Faraday havde altsaa vundet sine Sporer ved sine 
ligesaa smukke som vanskelige Undersøgelser angaaende 
Luftarternes Fortætning; snart efter blev han inddragen i 
den Bevægelse, der paa den Tid rejste sig i Studiet af 
Elektriciteten som Følge af Ørsteds berømte Opdagelse 
og Ampéres storartede Arbejder. Dette Tidspunkt er af 
største Interesse i Videnskabens Historie; de ældste Med- 
lemmer af dette Akademi ville endnu have det i frisk 
Minde; thi det betegner Afslutningen af en stor Skole 
og Begyndelsen til en ny. Det Held, med hvilket man 
havde formaaet at beregne de himmelske Fænomener, 
havde virket blændende; Mathematikerne havde troet med 
den samme Sikkerhed at kunne lægge den hele Fysik 
under deres Omraade og beregne alt i den; de haabede, 


189 


at Touren ogsaa engang skulde komme til Kemien og 
de øvrige Naturvidenskaber. Varme, Lys, Elektricitet, 
Magnetisme betragtedes alle som lutter forskjellige Stoffer, 
der kun ikke kunde vejes; men de saavelsom de veje- 
lige Legemers Egenskaber indordnedes under Love, der 
forkyndtes med en saa apodiktisk, mathematisk Vished, 
at det saa ud, som om den fysiske Videnskab havde 
talt sit sidste Ord og der ikke var mere at gjøre for den. 
Nu er det atter anderledes; efterhaanden som vi ere 
skredne frem, er dette Maal rykket fjernere ud; i vore 
Dage øjne vi det ikke mere; og alle ere enige om, 
at Erfaringen, Experimentet, endnu i lange Tider vil for- 
blive den sikkreste Vejleder og afgive den frugtbareste 
Methode for Videnskaben. 

Ørsteds og Ampéres Opdagelser, som viste, at Magne- 
tisme og Elektricitet gaa over i hinanden som to Former 
af den samme Kraft, Fresnels Opdagelse, at Lyset ogsaa 
er en Bevægelse og ikke, som man hidtil havde troet 
efter Newton og hans Disciple, et udstrømmende Stof, 
disse Opdagelser gave her i Akademiet Anledning til 
Debatter, der vakte almindelig Interesse i Evropa. Faraday 
tog Parti for den nye Skole, og han blev ved sine be- 
undringsværdige Arbejder en af dens mest glimrende Ledere, 
For paa værdig Maade at omtale disse Arbejder maatte 
man skrive en hel Afhandling om Elektriciteten; der er 
ikke et Punkt i denne Gren af Videnskaben, som Faraday 
ikke har øjennemgransket, ført videre fremad eller helt om- 
formet; og der er mange Dele deraf, som han har skabt 
helt, som utvivlsomt tilhøre ham alene. Men da jeg 
saaledes ikke kan følge ham i hele den umaadelige Række 
af Undersøgelser, hvortil han har offret 25 Aars ved- 


holdende Arbejde, saa skal jeg gjøre et Udvalg imellem 


Fjerde Række. II. 13 


190 


hans Opdagelser, hvorved jeg uden at binde mig til den 
kronologiske Rækkefølge omtaler dem i deres naturlige 
Orden. 

I 1789 havde, som bekjendt, Galvani, der var 
Professor i Fysik i Bologna, under sine fortsatte Experi- 
menter over Elektricitetens Virkning paa Dyrene til disse 
Forsøg ophængt nogle Frølaar paa en Kobberkrog, som 
han ved et rent Tilfælde var kommen til at anbringe paa 
et Jerngitter.  Berøringen af Jernet og Kobberet frem- 
bragte stærke og gjentagne Trækninger i Frølemmerne, 
som man saa springe tilbage, saasnart de ved deres 
Vægt kom i Berøring med Jernet. Galvani bemærkede 
fremdeles, at disse Trækninger altid kom igjen, naar man 
anbragte en Metalforbindelse mellem Frøens Nerver og 
dens Muskler. 

Volta greb med Iver denne Opdagelse, og han viste 
nu, at saa usikkre, svage og forbigaaende disse Træk- 
ninger ere, naar man kun bruger et Metal til at tilveje- 
bringe Forbindelse mellem Nerverne og Musklerne, såa 
øjeblikkelige, stærke og vedholdende ere Virkningerne 
derimod, naar den metalliske Ledning bestaaer af to 
Metaller. Medens Galvani mente, at disse Fænomener 
skrev sig fra en animalsk Elektricitet, der havde sit 
Sæde i Nerverne og Musklerne, og hvorfor Metalledningen 
kun tjente til Gjennemgang, saa forklarede Volta dem 
derimod af en fysisk Elektricitet, der fremkom ved Be- 
røringen af to forskjellige Metaller, ligemeget hvilke. 
Der herskede i lang Tid delte Meninger mellem Evropas 
Lærde. Tiden har siden vist, at de havde Ret begge to: 
Musklerne frembringe virkelig, saalænge Livskraften endnu 
ikke er fuldkommen udslukket i dem, en vis Elektricitets- 
mængde; man kan nøjagtig bestemme denne Mængde. 


Fy" 


Og paa den anden Side frembringe ogsaa to Metaller, 
der med den ene Ende stikkes i en svag Syre- eller 
Saltopløsning og bringes i Berøring med hinanden ved 
deres Overflader, en betydelig Elektricitet. 

Det er almindelig bekjendt, at den voltaske Søjle, 
som imidlertid blev opdaget, først var dannet af Kobber- 
og Zinkplader samt vaadt Tøj, bestandig i samme Orden; 
ved de to modsatte Ender eller Poler af denne Søjle 
iagttages, som bekjendt, de to modsatte Elektriciteter i 
forøget Mængde. Åt man snart gjorde Overfladen større, 
snart forøgede Metalpladernes Antal, og at man istedenfor 
Vand betjente sig af Syre- eller Sodaopløsninger er her 
mindre væsenligt. Men forbinder man de tvende Poler 
med en Metaltraad, saa opvarmes denne, bliver glødende, 
brænder eller smelter; den tiltrækker Jernfilspaan, bringer 
Magnetnaalen til at dreje sig, viser sig med andre Ord 
som en Kilde baade til Varme og Magnetisme. Hvis 
man overskjærer Metaltraaden og holder de to Ender 
nær til hinanden uden at holde dem helt sammen, bliver 
et sammensat Stof, som anbringes i det Rum, der er 
ladet tilbage imellem dem, næsten altid sønderdelt i sine 
Elementer, og ethvert levende Væsen, som sættes i For- 
bindelse med dem, vil mærke Trækninger i Musklerne. 

Det er interessant at gjenkalde i Erindringen en 
nu forgangen Tid, da Lærerne i Fysik fremstillede 
den voltaske Søjles hemmelighedsfulde Theori for deres 
forbavsede Tilhørere. Den blotte Berøring af to Metaller, 
hed det, fremkaldte, uden at disse selv forandrede sig, 
vandt eller tabte det mindste, af dette magiske Apparat 
ligesom Udstrømninger, der i deres Lysevne kunde maale 
sig med Solens Glands, i Varmeevnen med de voldsomste 
Forbrændingsmidler, i deres kemiske Virkninger med de 

13% 


192 


stærkeste Affiniteter, og som for nogle Øjeblikke endogsaa 
ere istand til at gjenopvække Livets Mekanisme i et af- 
sjælet Lig. Og alle disse Virkninger skulde fremkomme 
af intet. Af intet skulde Mennesket nu kunne frem- 
drage Lys, Varme, Magnetisme, mekanisk og kemisk 
Kraft, ja om ikke Livet selv, dog et Billede af 
Livet, der lignede godt nok til at give de dristigste 
Drømme et Skin af Rimelighed, Naar man passiarede 
fortrolig sammen i Laboratorierne i den Art af Sam- 
taler, hvori Illusionerne til alle Tider have fundet deres 
Plads ved Siden af Sandhederne, spurgte man hverandre, 
om da ikke Mennesket nu var udrustet med et Middel, 
der kunde sikkre ham en evig Ungdom, — eller om han 
ikke havde gjenfundet den Ild fra Himlen, ved hvis 
Hjælp der under en ny Prometheus's Haand kunde skabes 
Liv i Leret. 

En sand videnskabelig Theori har siden bortblæst 
alle disse Sæbebobler af en falsk Opfattelsesmaade. En 
af vore betydeligste Kolleger, Becquerel den ældre, gav 
denne mystiske Berøringstheori det første Stød, den 
samme Becquerel, der selv for sit eget Vedkommende i 
det vedholdende Studium af Elektriciteten syntes at have 
fundet et Arkanum til at bevare Legemets Sundhed og 
Aandens Kraft urørte af Alderens Angreb. Efter ham 
gav Faraday hin Theori de sidste og stærkeste Stød. 
Ved en Række Experimenter, alle ledede med det nøj- 
agtigste Kjendskab til Reglerne for den sikkreste Frem- 
gangsmaade i Kemien, har Faraday hævet følgende Prin- 
ciper til en Evidents, der gjør, at man kan stille dem 
ved Siden af de bedst beviste Sandheder: 

Ved enhver kemisk Proces udvikles Elektricitet; den 
elektriske Strøm fødes i samme Øjeblik, den kemiske 


193 


Proces begvnder; den ophører, naar denne ender; den 
svækkes eller tager til, eftersom denne formindskes eller 
forøges; dens Retning forandres med Retningen af den 
kemiske Virkning. 

Den blotte Berøring af to Metaller, ligemeget hvilke, 
udvikler aldrig Elektricitet i tilstrækkelig Mængde til at 
faa nogen Betydning som Elektricitetskilde, om den end 
frembringer enkelte Spor deraf — efter visse Fysikeres 
Mening, hvilke dog ikke længere paastaa, at Elektriciteten 
her skulde fremkomme af intet, om den end var nok 
saa ringe. 

Ligesom Kilden til Dampmaskinens Kraft er i det 
Stenkul, der forbrændes i dens Ildsted, saaledes kommer 
Kraften i den voltaske Søjle af den Zinkmængde, som 
Syrerne forbrænde i ethvert af Søjlens Led.  Galvanis 
oprindelige Experiment finder da sin naturlige Forklaring 
deri, at Kilden til den Kraft, der bevæger Frølemmerne, 
ligger i de brændbare Stoffer, der indeholdes i disse Muskler, 
og som forbrændes af den i deres Blod indeholdte Ilt. 

Men der existerer saaledes hverken nogen Berørings- 
elektricitet af praktisk Betydning eller nogen animalsk 
Elektricitet; de to Fakta, der opdagedes og analyseredes 
af de lærde Italienere, vare særegne Tilfælde af den 
ene almindelige Lov: enhver Forbrænding eller rettere 
enhver kemisk Proces, ligemeget om den foregaaer i 
uorganiske eller i organiske og levende Legemer, udvikler 
Elektricitet. 

Faraday har ikke blot erkjendt og bevist, hvorfra 
den Elektricitet frembringende Kraft i Søjlen skriver sig, 
men han har fremdeles opdaget den Lov, efter hvilken 
de kemiske Sønderdelinger  foregaa, som denne Kraft 
bevirker. 


194 


Det er almindelig bekjendt, at der gives en Frem- 
gangsmaade, hvorved det er lykkedes Jacobi at tvinge 
Kobber, som er opløst i Syrer, til igjen at iføre sig sin 
metalliske Natur, til at udskille sig i Former af Statuer 
eller andre Konstsager og som et regelmæssigt og nøj- 
agtigt Lag beklæde deres fineste Enkeltheder. Det er 
ligeledes bekjendt, at Elkington og Ruolz have skabt en 
ny Industri ved at bringe Guld og Sølv til at afsætte 
sig paa Gjenstande af Kobber, Messing, Bronze eller 
andre Legeringer som et tætsluttende Lag, der beskytter 
dem mod Luftens Indvirkning. Det er Voltas Søjle, som 
udfører disse Vidundere i Nutidens Industri. Men hvor 
megen Elektricitet skal der til at afsætte et Pund Kobber 
i Galvanoplastiken, et Pund Guld eller Sølv ved den 
galvaniske Forgyldning eller Forsølvning? Hvorledes er 
det muligt at maale eller veje denne Elektricitet? 

En absolut Vægtbestemmelse kan der ikke være Tale 
om; Mennesket kjender kun Tingene i deres Forhold til 
hverandre; i Naturvidenskaben er der intet, som kan af- 
gjøres paa en absolut Maade. Enhver Maalbestemmelse 
bestaaer i Sammenligning: et Legemes Vægt bestemmes 
ved at lægge det paa Vægtskaalen med en anden Vægt, 
et Legemes Varme- eller Kuldegrad ved Sammenligning 
med kogende Vand, med smeltende Is eller med frysende 
Kviksølv, en Kraft ved den Modstander, den har at 
overvinde; Tiden ved Stjernernes Gang. Saaledes kan 
ogsaa den Elektricitetsmængde, der er nødvendig til at 
løse et Legeme af en Forbindelses Baand, kun bestemmes 
ved at tage et andet Legeme til Sammenligningsmaal. 

Faraday valgte nu til Maalenhed i sit Voltameter 
den Elektricitetsmængde, der maa anvendes for at sønder- 
dele almindeligt Vand i dets Bestanddele. Den samme 


195 


Mængde Elektricitet, som sønderdeler 9 Pund Vand og 
deraf udskiller 1 Pund Brint, vil af andre Iltforbindelser 
udskille 32 Pund Kobber, 59 Pund Tin, 104 Pund Bly, 
108 Pund Sølv osv., det er: et kemisk Atom af hvert af 
disse Stoffer. Dette smukke Forhold, som Faraday op- 
dagede, og som vor Kollega Becquerel og Matteucci ud- 
viklede videre, beviser altsaa, at i Forbindelser af samme 
Art kræver 1 Atom den samme Elektricitetsmængde 
for at blive frit, hvad dette Atom saa vejer: et eneste 
Pund Brint behøver ligesaa meget som 108 Pund Sølv. 

Faraday afrundede sin Tanke ved at godtgjøre, at 
den Elektricitetsmængde, der sættes i Bevægelse ved at 
1 Atom Zink i Søjlen omdannes til Zinkilte, netop er den 
samme som den, der frigjør 1 Atom Brint eller af et 
hvilketsomhelst andet Metal af dets Iltforbindelse. Kraften 
er lig med Virkningen, en Grundsætning, som Faraday 
mere end nogen anden har hævdet. 

»Gud har gjort alt efter Tal, Maal og Vægt«. 
Disse Ord af Visdommens Bog ere nu et Par tusinde 
Aar gamle; men Kemikerne finde deri bestandig et tro 
Udtryk for Forholdene, som man i vore Dage har iagt- 
taget dem; det gjælder om Antallet af de Smaadele, 
hvoraf Legemerne ere sammensatte, om deres Størrelses- 
og Vægtforhold. Faraday har kun føjet noget nyt til 
denne gamle Sætning; vi lære af ham, at alle Atomer 
af samnie Orden, hvor forskjellige end ellers deres Natur, 
deres Form, deres Vægt og deres særegne Egenskaber 
ere, alle fordre anvendt den samme Kraftmængde for 
at bryde de Lænker, der binde dem i den kemiske For- 
bindelse. Disse Love gjøre samtidig Studiet af Elek- 
tricitetslæren tiltrækkende og dens Anvendelse. let. De 
have det dobbelte Fortrin ved deres Klarhed at vække 


196 


levende Interesse hos Disciplene paa Skolebænkene og 
at angive den praktiske Arbejder i Værkstedet Maalet 
påa de Kræfter, som han anvender. 

Vi komme nu til den Kreds af Arbejder, hvori 
Faraday beskjæftigede sig særlig med den inducerede 
Elektricitet). Det vilde her overalt være passende, men 
paa den Plads, hvor jeg idag har den Ære at tale, er 
det min Pligt at indlede Fremstillingen heraf med et 
anerkjendende Ord om en af Aragos smukkeste Op- 
dagelser. 

Folk, som aldrig have havt Lejlighed til at iagttage 
det Aandsarbejde, der gaaer forud for en Opfindelse, 
ane ikke, med hvormange søvnløse Nætter Opfinderen 
maa betale- det Lynglimt, der endelig spreder Skyerne. 
Jeg seer endnu Arago, syslende med en udmærket 
Magnet, som han havde bestilt hos Gambey, hvordan 
han gik og vaagede over Arbejdet paa den og selv ledede 
dens Opstilling. Den skulde jo blive Udgangspunktet for 
en ny Række af Iagttagelser over Magnetismen. Alle 2 
mulige Forsigtighedsregler vare iagttagne: Kobberstativet, 
hvori der ikke var Spor af Jern, var massivt nok til at 
Apparatet ikke kunde rokkes. Saasnart Arago havde 
modtaget dette saa længselsfuldt attraaede Instrument, 
kom han ilende ligefra sin Forelæsning paa den poly- 
tekniske Skole ind i mit Laboratorium, der stødte op 
til hans Avditorium.  s»Kemien formaaer altsaa ikke at 
opdage, om der er Jern tilstede i en Kobberstang«; med 
disse Ord faldt han mig ind ad Døren. »Hvad behager? 
Intet i Verden er lettere.«  s»Ja da kan Magnetnaalen 
vise Jern, hvor Kemien ikke kan se Spor deraf«. Jeg 


7) Hvad induceret Elektricitet vil sige, forklares nedenfor. 


197 


gik med ham hen paa Observatoriet.  Berthier havde 
analyseret det Kobber, som Gambey havde anvendt; han 
havde ikke fundet Spor af Jern deri. Men nu viste han 
mig, at Magnetnaalen, der var anbragt paa den finest 
mulige Maade og af udmærket Arbejde, naar den sattes 
i Bevægelse, istedetfor da efter 2—300 bestandig kortere 
og kortere Svingninger at komme tilbage til sin Plads, 
indskrænkede sig til endogsaa med en vis Modstand at 
udføre 3 å 4 korte Svingninger, hvorefter den pludselig 
standsede. Det saa ud, som om Luften havde fortættet 
sig paa dens Vej og stillede en uoverstigelig Hindring 
imod den. Arago overlod mig derpaa nogle Prøver af 
det Kobber, der var anvendt til Stativet, og jeg efterviste 
med Lethed, ligesom Berthier havde gjort, at der ikke 
var Spor af Jern deri. I nogen Tid fandt nu Årago 
Behag i at fremhæve denne overraskende Følsomhed hos 
Magnetnaalen paa Kemiens Bekostning; men han uddrog 
senere af det omtalte Fænomen den Slutning, at en 
Masse af Kobber eller af et hvilketsomhelst andet ikke- 
magnetisk Stof, naar det anbragtes i en Magnetnaals 
Nærhed, forsinker eller helt standser dennes Bevægelse. 
Da han ved ny Experimenter forvissede sig om Rigtig- 
heden heraf, formodede han, at en lignende Masse, som 
selv var i Bevægelse, nu ogsaa maatte kunne drage 
Magnetnaalen med i sin Bevægelse, naar den anbragtes 
i dens Nærhed, og han viste i vor Nærværelse denne 
forbavsende Virkning. 

Rotationsmagnetismen eller Magnetismens Bevægelse 
var dermed opdaget. Der stod nu kun tilbage at for- 
klare den; men dette forsøgte Arago ikke. Han hørte 
uden Interesse paa alle de Hypotheser, hvortil hans eget 
berømte Experiment gav Anledning; og endnu da Faraday 


198 


i en af sine bedste Afhandlinger fremsatte en Theori af 
Rotationsmagnetismen, som ganske tilfredsstillede Fysi= 
kerne, var Arago ikke fuldstændig tilfreds med den. 
AÅrago havde jo nemlig paavist, at alle Legemer uden 
Undtagelse, ligemeget om de vare magnetiske eller ikke, 
om de vare ledende for Elektriciteten eller isolerende, 
naar de stilledes i Nærheden af en Magnetnaal, for- 
mindskede Hurtigheden af dennes Svingninger. Men deraf, 
at de ikke ledende Legemer ogsaa havde denne Egenskab, 
sluttede han, at hans Experimenter ikke kunde forklares, 
som Faraday vilde det, af forbigaaende Strømninger, der 
fremkaldtes af Magnetnaalen selv i de bevægede Legemer, 
der vare anbragte i dens Nærhed. 

Men Faraday skulde senere supplere sin Forklaring 
ved en dobbelt Opdagelse, først af Induktionen, dernæst 
af Diamagnetismen. Han skulde nærmere bestemme 
Virkningen af magnetiske Strømme og vise, at alle 
Legemer i Naturen paavirkes af Magnetismen. 

Det er i vore Dage almindelig bekjendt, at Viden- 
skaben og Industrien benytte 3 Slags Elektricitet: den, 
som udvikles af de gamle Elektrisermaskiner med Glas- 
plader, den, som dannes i Voltas Søjle, og den, som 
frembringes af Induktionsmaskinen. De gamle Elektriser- 
maskiner forskaffe en ringe Mængde Elektricitet, men af 
saa stor Spænding, at den, naar den forlader det Legeme, 
hvori den er opsamlet, for at gaa ned i Jorden, bryder 
enhver Modstand, den møder paa sin Vej. Voltas Støtte 
giver en uhyre Mængde Elektricitet, men dennes Spæn- 
ding er saa svag, at den virker paa Legemerne, som om 
den gik fra Atom til Atom. Den kan vanskelig gjennem- 
bryde større Luftlag. Elektrisermaskinernes og Skyernes 
Elektricitet virke ved deres Spænding, Søjlens ved sin 


199 


Mængde. Det skulde falde i Faradays Lod at opdage 
den 3die Slags Elektricitet, som forene de to foregaaendes 
Egenskaber; ligesom den første giver den lange og stærke 
Gnister, ligesom den sidste gjennemtrænger den Legemerne, 
opvarmer, smelter og sønderdeler dem. 

Her er ikke Stedet til at undersøge, hvorledes Elek- 
tricitet fremkommer ved Gnidning af en Glasplade eller 
ved Opløsning af et Metal: saa meget er klart, at ved 
disse to Slags Elektricitet gaar intet iforvejen, som 
ligner et elektrisk Fænomen. Anderledes med Induk- 
tionselektriciteten. Som dens Navn antyder, fremkaldes 
den af en anden Elektricitet. Naar et Legeme gjennem- 
strømmes af Elektricitet, seer man den elektriske Strøm 
spejle sig i et andet Legeme; ja Virkningen er ganske 
som i et Spejl: hvad der er højre i Originalen er venstre 
i Spejlbilledet. 

Naar man lader en elektrisk Strøm uafbrudt gaa 
igjennem en Kobbertraad og parallelt med denne ud- 
spænder en anden Kobbertraad, hvis Ender ere indbyrdes 
forbundne, men som hverken staaer i Forbindelse med 
den første Traad eller med Elektricitetskilden, viser den 
sig ingen paafaldende Virkning. Men afbryder man 
Strømmen i den første Traad eller lader man den virke 
påa ny, saa vil, ved hver Afbrydelse eller hvergang den 
paa ny sættes i Virksomhed, den anden Traad blive 
istand til at dreje en i dens Nærhed ophængt Magnetnaal, 
et synligt Tegn paa, at den gjennemstrømmes af en elek- 
trisk Bevægelse. g 

I det Øjeblik den oprindelige Strøm begynder, frem- 
kaldes en Strøm i modsat Retning i den influerede 
Traad; i det Øjeblik den ophører, vil den derimod frem- 
bringe en afledet Strøm i samme Retning som den op- 


200 


rindelige Strøm. Ved at nærme en Magnetpol til em 
Kobbertraad eller fjerne den derfra, fremkaldes aldeles: 
tilsvarende elektriske Strømme i Traaden. Faraday har 
saaledes udfyldt Ampéres Tanke; han har lært os at 
omdanne Magnetisme til Elektricitet ved en Række Forsøg, 
som have gjort de to Kræfters Identitet aldeles klar. 
Ja han er gaaet endnu videre. Idet han med Ampére 
opfattede Jorden som en stor Magnet, har han benyttet 
sig af den til at fremkalde Induktionsstrømme i Kobber- 
traade, der vare anbragte paa passende Maade. Af 
Magneter og af Jorden selv har han uddraget Elektricitet. 

I alle Lærebøger i Fysik lære Eleverne i vore Skoler, 
hvorledes Faraday har underkastet Induktionsstrømmen 
en experimentel Undersøgelse, der paa engang udmærker 
sig ved Logik, Simpelhed, Sikkerhed og Dybsind; hvor- 
ledes det er lykkedes at lade den oprindelige Strøm af- 
vekslende høre op og begynde med den yderste Hastighed 
og at bringe alle de modsatte Strømninger til at virke i 
samme Retning, og hvorledes den afledede Strøm for- 
stærkes, naar man vinder de to Traade op i Spiraler, 
den ene udenom den anden, og i den inderste Spiral 
anbringer en Cylinder af blødt Jern eller endnu bedre 
et Bundt Jerntraad. 

For at tydeliggjøre den praktiske Vigtighed af Faradays 
Opdagelse, betragtet som en ny Elektricitetskilde og som 
et nyt og vigtigt Hjælpemiddel for Videnskab og Industri, 
behøver jeg kun at sige, at det er den, der har skabt 
Pixiis, Clarkes og Ruhmkorffs berømte Maskiner, hvis 
Gnister ere sande Lynstraaler og istand til at gjennem- 
bore Glasmasser paa 4 Tommers Tykkelse. 

Det er vel værd at lægge Mærke til, at de tre 
forskjellige Former, hvorunder Elektriciteten er frem- 


201 


traadt for den videnskabelige Iagttagelse, alle i de 
første Forsøg, der anstilledes med den, vare langt fra at 
love, hvad de siden have holdt. Af det iille Stykke 
Rav, som tiltrækker Støv eller Halmstraa, naar det gnides 
med et tørt Klæde, have siden disse store Maskiner eller 
elektriske Batterier udviklet sig, der endog kunne slaa en 
uforsigtig Experimentator ihjel paa Stedet; og ved det 
samme Middel saa Franklin sig istand til at forklare 
Tordenen og til at frarøve Himlen dens Lyn. 

Sulzer havde bemærket, at naar man lagde et Stykke 
Sølv paa Tungen og et Stykke Kobber under den og der- 
paa lod Enderne af disse Stykker berøre hinanden, saa 
følte man en ejendommelig Fornemmelse. Deraf fandt 
Volta Principet til sin Søjle og opdagede saaledes en 
hel ny Kraft, som sønderdeler alle Legemer i deres Be- 
standdele, isolerer Kaliumet, frembringer et Lys, der i 
Klarhed kan sammenlignes med Solens, en Varme, der 
overgaaer den stærkeste Ilds, og en fysiologisk Ind- 
virkning, som intet levende Væsen kan udholde! Hvor vidt 
ere vi ikke allerede naaede ud over Sulzers ubetydelige Ex- 
periment! Og denne Kraft efterligner nu fremdeles alle Livs- 
kraftens materielle Virkninger hos et Dyr, som nylig er dræbt, 
den gjenopliver Minespillet i Ansigtet paa en halshugget, 
fornyer Aandedrættets Spil i Brystet paa hans hovedløse 
Krop, giver hans Arme athletiske Muskelbevægelser, og, 
hvis Hænderne finde et Støttepunkt, rejser den ham i Vejret, 
medens Fødderne røre sig i krampagtige Trækninger. 

Og nu Induktionselektriciteten, der i sin Oprindelse 
er saa ringe, at den næsten er umærkelig, er det ikke 
den, der har leveret Principet for de frygtelige Apparater, 
der sprængte Peihos uhyre Estakader og saaledes lagde 
Vejen til Peking aaben for vor Armee? Og den elektriske 


202 


Telegrafs Apparater, hvis Virkninger overgaa alle Vid- 
undere, som man tidligere med den dristigste Indbild- 
ningskraft havde kunnet forestille sig, ogsaa de grunde 
sig paa den samme Opdagelse. 

Jeg har altid i Sagnet om Æblet, der faldt ned og 
ved sit Fald aabenbarede Newton Principet for den al- 
mindelige Tiltrækningskraft i Universet, seet et populairt 
Udtryk for den almindelige Sandhed, at det er de smaa 
Fænomener, der oplyse os; de store blænde mere end 
de lyse. Fra Menneskehedens tidligste Tider har Ilden 
været bekjendt; i tretusinde Aar har man blødgjort Jernet 
i Smedien, og dette Metal har sprudet Gnister under 
Hamrens Slag; Ilden har fortæret hele Skove og Byer. 
Men det er 'dog ikke af disse storartede Forbrændinger, 
at Mennesket har lært, hvorledes Forbrændingen af de 
brændbare Stoffer foregaaer; nej det er af Kviksølvet, 
af dette Metal, der brænder uden Lys, uden Varme, som 
fordrer hele Dage til paa sin langsomme, fredelige Vis at 
virkeliggjøre, hvad Kullet og Jernet kun bruge et Par 
Sekunder til; af denne Forbrænding udfandt man Prin- 
cipet for den sande Forbrændingslære, ved hvis Opdagelse 
Lavoisier gjorde Revolution baade paa Videnskabens og 
paa Industriens Omraade. 

Man fortæller, at Empedokles skal have styrtet sig 
ned i Ætnas Krater af Fortvivlelse over ikke at kunne 
forklare sig den virkende Kraft derinde. Davy, Gay- 
Lussac og Humboldt have undersøgt Vesuv midt under 
Udbrud. Men først nu, efterat vore to Kolleger, Bous- 
singault i Amerika og Charles Sainte-Claire-Deville her 
i Evropa, have havt den heldigere Ide at studere de 
mørke Fænomener, der gaa forud for, ledsage og følge 


203 


efter Vulkanernes Udbrud, ere vi komne nærmere til en 
Forstaaelse af disse Oprør i Jordklodens Skorpe. 

Nordlysene have til alle Tider vakt de Rejsendes 
og Digternes Begejstring; mange udmærkede Lærde ere 
rejste højt opmod Polerne for at udgrunde deres Hem- 
melighed. Men først Arago har Æren for at have op- 
daget deres elektromagnetiske Natur; og han havde dog 
kun deres Virkninger i saa lang en Afstand at gaa efter, 
intet for sine Øjne uden deres Indvirkning paa Magnet- 
naalene i Observatoriet i Paris. Han drev det til paa 
et bestemt Klokkeslet at angive Forekomsten af et Nord- 
lys, bestemme dets Varighed og dets Styrke, alt uden 
at forlade sit Værelse, paa en Tid, da der ikke var Spor 
af Lys paa Paris's Himmel og Nordlysstraalerne kun 
havde vist sig hele Hundreder af Mile borte fra vor 
Horisont.  Observatorierne i Nordpolens Nærhed saa 
Fænomenet uden at forstaa det; Arago forstod det uden 
at se det. 

De store Fremskridt i Videnskaben skrive sig for 
det meste fra næsten ganske umærkelige Smaating, som 
iagttages med fine Instrumenter, maales med Nøjagtighed, 
kontrolleres og forfølges i sine Konsekventser med ud- 
holdende Eftertænkning. Hvo der troer, at det i Studiet 
af Naturen er de store Lejligheder, der frembringer store 
Ting, han tager fejl. Det gaaer med Spiren til en Ide, 
som med Spiren til et levende Væsen; den forbliver 
usynlig, indtil den finder sin Plads beredt, og den kommer 
da frem ligesom et saadant: spagt, skrøbeligt og skjult. 

Induktionselektriciteten er det, der i fortyndet Luft 
eller i Dampe af ringe Spænding frembringer disse 
lysende Farver, som more vore Børn, og som endnu den 
Dag idag forbavse Fysikeren. Og til Induktionselek- 


204 


triciteten tyer man atter for at antænde de frygtelige 
Miner, der sprænge Bjerge, og de undersøiske Spræng- 
ningsredskaber, der faa Krigsskibe til at springe i Luften 
og omgive Havnene med en usynlig, men uigjennem- 
trængelig Forskandsning. Det er fremdeles deres Virk- 
somhed, som Lægekunsten anvender, og som den i Mod- 
sætning til den ældre Elektriseringsmethode benævner 
Faradisation; medens de til hin anvendte Apparater altid 
lagde Vanskeligheder ivejen for den hertil nødvendige 
Gradation i det uendelige, er denne overmaade let at 
iværksætte ved Induktionsapparaterne; i et Øjeblik kan 
man gaa over fra de fineste elektriske Berøringer til de 
voldsomste Stød. 

Man har gjort to interessante Anvendelser af de 
elektromotoriske Maskiner, der bero paa Induktion, idet 
mægtige Magneter i Spiraler af Kobbertraad fremkalde 
elektriske Strømme, der samles og benyttes. I den gal- 
vaniske Forsølvning og Forgyldning er det disse Strømme, 
der bringer Metallet til at afsætte sig. Paa Cap la Héve 
anvender Bestyrelsen for Fyrtaarnene dem med stor Be- 
sparelse til at holde de Kulspidser glødende, der nu paa 
en saa glimrende Maade erstatte de gamle Olielamper. 

Kunsten at forvandle den mekaniske Kraft til Elek- 
tricitet er da opdaget af Faraday og gjort praktisk an- 
vendelig af hans Efterfølgere, som støttede sig til hans 
ldeer; den eneste Udgift ved en elektromagnetisk Maskine 
er nu Stenkullet, hvorved den Dampkraft frembringes, 
der nærmer Kobberspiralerne til Magnetpolerne eller 
fjerner dem derfra; Magneterne ere saaledes blevne en 
rig Kilde til anvendt elektrisk Kraft. Det er noksom 
bekjendt, hvor talrige Forsøg man har gjort paa at for- 
vandle Elektriciteten til mekanisk Kraft; og det er be- 


205 


kjendt, at de alle have været frugtesløse. I Principet er 
intet i Verden lettere; men i Praxis er intet mindre 
anvendeligt; den mekaniske Kraft koster lidet, Elek- 
triciteten er dyr; det er derfor ligesaa naturligt at an- 
vende den mekaniske Kraft til at frembringe Elektricitet, 
som det er unaturligt at ville bruge Elektriciteten til 
Bevægekraft. For at bruge en Sammenligning kunde 
man sige, at det er ligesaa ufornuftigt at ville forvandle 
Elektriciteten til mekanisk Kraft, som det vilde være 
at forvandle Diamanter til Kul; det er bedre at gjøre 
det omvendte. 

Sir Robert Peel havde af Hensyn til de store Tje- 
nester, som Faraday havde ydet ved sine mærkværdige 
Opdagelser af Søjlens Theori, af Induktionen og af Luft- 
arternes Fortætning, tænkt paa at tilbyde ham en aarlig 
Pension; men han havde endnu ikke faaet iværksat denne 
sin Plan, da han traadte ud af Ministeriet. Hans Efter- 
mand, Lord Melbourne, vilde gjennemføre den,” men 
ønskede, naturlig nok, at se vor berømte Kollega, som 
han ikke kjendte personlig. iIstedenfor Taksigelser, som 
Ministeren havde ventet sig, forbavsedes han imidlertid 
ved at støde paa ganske uventede Skrupler hos Faraday. 
Faraday syntes, at han dog endnu var ung nok til selv 
at fortjene sit Brød, og at han ikke havde Ret til af 
Landet at modtage en Betaling, hvorfor der ikke for- 
dredes nogen bestemt Beskjæftigelse; nogle Utaalmodig- 
hedsudbrud, der undslap Lord Melbourne, slog Hovedet paa 
Sømmet; Faraday, som følte sig krænket i sin Værdighed 
derved, afslog rent ud at modtage den tilbudte Pension, 
og Statsmanden, der fra først af havde leet-ad dette 
sjeldne Tilfælde, indsaa efter at have indhentet nærmere 


Underretning, at det ikke var noget at le over, at han 
Fjerde Række. Il. 14 


206 


havde taget Fejl. Han vilde da gjøre det godt igjen; 
han indledte nye Underhandlinger med Faraday. Faraday 
svarede, »at det nu kun var muligt, naar Ministeren vilde 
gjøre ham en Undskyldning, men dette hverken turde 
eller vilde han fordre«. Ministeren svarede med at til- 
skrive ham et ligefremt, aabent, undskyldende Svar; 
dermed var Sagen endt, Ministeren og den lærde havde 
lært at kjende og højagte hinanden. 

Skulde der vel gives nogen, som ikke i sin Barndom 
har interesseret sig levende ved Fortællingerne om de 
elektriske Fisk? Den mærkværdigste blandt disse er 
nu visselig den elektriske Aal; en af Humboldts livfuldeste 
Fremstillinger omhandler denne: | 

» At fiske elektriske Aal«, siger han, »er meget van- 
skeligt, naar det skal foretages med Gavn, fordi disse 
letbevægelige Fisk ved den mindste Larm bore sig ned 
i Dyndet; til vor største Overraskelse høre vi nu af 
Indianerne, at de skulle ud at fiske disse Dyr med Heste. 
De komme virkelig ridende med omtrent 30 Heste ned 
til det Morads, hvori Aalene befinde sig; de pidske 
Hestene ud i Moradset. Vækkede ved Hestenes Stampen 
komme Fiskene frem af Mudderet; Larmen hidser dem 
til Kamp. Man seer nu de sorteblaa Aal, der vel have 
en Længde af 5 Fod og ligne store Vandslanger, svømme 
op til Vandets Overflade og trykke sig ind under Bugenr 
paa Hestene. Der udvikler sig en Kamp, som Indianerne 
ved deres vilde Skrig gjøre end mere hidsig.  Aalene, 
som blive rasende ved den stærke Støj, forsvare sig ved 
gjentagende at udlade deres elektriske Batterier. Man 
seer flere Heste bukke under for de voldsomme Stød; 
fortumlede af de stærke og hyppige Slag forsvinde de 
under Vandet; andre sees pustende, med opretstaaende 


207 


Manke og store stirrende Øjne, der udtrykke Dødsangst, 
at rejse sig og at undfly Stormen; aandeløse naa de 
Strandbredden, hvor de snuble ved hvert Trin og tilsidst 
falde som døde om i Sandet. I mindre end 5 Minutter 
vare to Heste druknede paa denne Maade; men saa 
splittedes efterhaanden de udmattede Fisk, trak ind mod 
Strandbredden og lode sig harpunere uden Modstand og 
uden nogen ubehagelig Fornemmelse for Fiskeren, naar 
denne kun havde sørget for, at det Reb, der var bundet 
om Harpunen, var fuldkommen tørt. « 

Den polytekniske Anstalt i London. havde for- 
skrevet sig en elektrisk Aal fra Amerika for at trække 
Besøgere til sit Museum, og Bestyrerne viste Faraday 
den Opmærksomhed at give ham fuldstændig Raadighed 
over dette ligesaa sjeldne som ejendommelige Dyr, det 
eneste Exemplar, som endnu var seet i Evropa. Faraday 
misbrugte ikke denne Tillid; ved hans sjeldne Udholdenhed 
lykkedes det ham at uddrage alle de Resultater for Viden- 
skaben, som denne .kunde fordre, uden et eneste Øjeblik 
at sætte Dyrets Liv i Fare ved uforsigtige Forsøg. Denne 
Fisk var blind. Den gjorde Runden i sit Bassin lang- 
somt, regelmæssig som en Maskine, uden Gphold og, at 
se til, som om den intet sandsede; og dog viste den sig 
ligesaa aarvaagen som behændig! Naar man sænkede en 
levende Fisk ned lige midt i Bassinet, altsaa saa langt 
borte som muligt fra den store Aal, blev hin i samme 
Øjeblik, den berørte Vandets Overflade, ramt af Slaget, 
og man saa den flyde ubevægelig om paa Ryggen; i 
dette Øjeblik standsede Aalen sin Kredsgang, nær- 
mede sig til Skuepladsen, lukkede Munden op og ud- 
sendte ved en kraftig Aandedrætsbevægelse en Strøm, 


der førte dens Bytte, som den ikke havde seet, lige ind i 
14= 


208 


Gabet paa den med Hovedet forrest, hvorpaa Aalen 
slugte den med Hud og Haar. Derefter begyndte den 
igjen lige ufortrødent paa sin afbrudte Runde. 

Naar man har været med til at fiske elektriske Rokker 
paa vore Kyster, er man forbavset over, at vore Fiskere 
kunne have en saadan Skræk i Blodet for dem, og over 
de latterlige Fabler, som de vide at fortælle om dem. 
Men naar man engang har faaet et Stød af hin gamle 
blinde Karl, saa vil man ikke længere føle sig fristet 
til at beskylde Humboldt for at have overdrevet i sin 
ovenanførte Skildring. 

Faraday fik nu af dette til hans Disposition stillede 
Dyr et nyt Bevis for, at de Virkninger, som frembragtes 
af dets organiske Apparat, ere identiske med dem, 
Elektriciteten fremkalder. Den elektriske Strømning i 
Aalen forskaffede ham baade Gnister og magnetiske 
og kemiske Virkninger, kort sagt, hele den sædvanlige 
Række af Fænomener, som frembringes af Elektrici- 
teten, ligesom Rokkerne have gjort i de Experimenter, 
som Matteucci og andre italienske Lærde foretoge med 
dem. Men den Tid var nu forbi, da Studiet af den 
dyriske Elektricitet forvirrede Åanderne og vakte grændse- 
løse, utopiske Forhaabninger. Faraday bemærkede engang 
i den Anledning til mig: »Eftersom de levende Væsener 
udvikle Varme, og det en Varme, der er ganske identisk 
med Varmen i vore Ildsteder, hvorfor skulle de da ikke 
kunne udvilke en Elektricitet, der er identisk med Elek- 
triciten i vore Maskiner? Men ligesaalidt som den saa- 
ledes udviklede Varme, der er nødvendig for Livet, 
ligesaalidt som den er Livet selv, ligesaalidt er Elek- 
triciteten det. Som Varmen, som den kemiske Proces, 


209 


saaledes er Elektriciteten et Middel for Livet, hverken 
mere eller mindre. « 

Det være mig tilladt her ogsaa at anføre et Par 
Notitser af en Dagbog, som Faraday holdt paa en Rejse, 
som han kort efter dette Møde med mig foretog sig i 
Schweiz for sin Sundheds Skyld. Man vil deraf skjønne, 
hvorledes hans dristigste videnskabelige Ideer standsede 
ved de Grændser, hvor Menneskets Afmagt træder frem, 
og derfor uden Vanskelighed lode sig forene med hans 
dybe, religiøse Overbevisning, ligesom ogsaa Viden- 
skabsmandens rolige og kolde Ræsonnementer aldrig 
stækkede den livlige og begavede Fantasies Flugt hos 
ham. Han opholdt sig i Interlaken og gjorde derfra 
ofte Udflugter til Giessbachfaldet ved Brienzer- Søen. 
»Jdag«, skriver han engang i sin Dagbog, »skummede alle 
Vandfaldene, og Luftstrømmen derfra var saa stærk, at 
vi ikke kunde komme dem nær. Midt i den tætte Støv- 
regn, der hævede sig fra alle Sider, viste der sig præg- 
tige Regnbuer; i Baggrunden af et af de vældigste Fald 
var der især en, der udmærkede sig ved sin Skjønhed 
og ved sit straalende Lys. Rundtomkring den var alt i 
Bevægelse og Uorden; Damptaagerne og Dugskyerne, 
der dannede sig af Stænkene, snoede sig omkring soni 
rasende, de kastedes og brødes paa den samme Klippe, 
over hvilken Regnbuen hvælvede sig. Men denne blev 
paa sin Plads, lige glimrende og straalende, som en ren 
Aand, fast i Troen og stærk midt i Lidenskaberne, som 
storme ind paa den; den skjultes kun for atter at vise 
sig. Urokkelig støttet paa sin Klippe, syntes den lige- 
som i Noahs Dage at afspejle og udstraale det nye 
Haab, der strømmede fra oven ned igjennem den; og de 
ophidsede Vandskyl, der styrtede sig over den og truede 


210 


med at udslette dens Farver, tjente kun til endmere 
at forhøje disses Glands og at forøge Fænomenets Ro og 
Skjønhed. « 

Kort efter denne Tid oplevede Faraday en af de største 
Glæder i sit Liv; thi jeg ved, at han betragtede den 
Ære, vort Akademi viste ham ved at optage ham som 
udenlandsk Medlem, som en af de lykkeligste Begiven- 
heder, der indtraf for ham. De Vidnesbyrd om Ær- 
bødighed og Sympathi, som han mødte overalt, hvor han 
kom hen, rørte ham i høj Grad. Racine undskylder sig 
i Fortalen til Bajazet, fordi han her har skrevet en 
Tragedie over et Emne af den nyere Historie; men han 
bemærker derved, at Afstanden ligesaavel som Tiden 
fjerner Begivenhederne fra os. Faraday havde uden Tvivl 
en lignende Tanke, at nemlig de Stemmer, som komme 
til os langt borte fra, ere ligesom Forløbere for Efter- 
verdenens Dom; og medens han viste sig temmelig lige- 
gyldig overfor de Hædersbevisninger, som hans eget 
Land saa gjerne havde villet give ham, gjemte og 
mærkede han sig omhyggelig alle Tegn paa Anerkjen- 
delse, der kom til ham fra den øvrige Verden; han op- 
skrev den nævnte Udmærkelse i sin Dagbog som en af »de 
lykkelige Begivenheder og værdifulde Minder, der mær- 
kede hans Liv netop i den samme Tid af Aaret, da han 
fejrede Mindet om den lykkeligste af dem alle, sit 
Ægteskab med sin trofaste Hustru«; det er Hjertet, der 
her taler paa sin egen rørende Vis. Og Fru Faraday, hvem 
han altid omgikkes paa engang med Kjærlighed og med 
en udsøgt Ridderlighed, blev ikke skinsyg over denne 
Sammenstilling; men vi, som have været Øjenvidner til 
deres skjønne Samliv, kunne vidne, at han ved den netop 


viste, hvor højt kan skattede den ham viste Ære. 


211 


Faraday skulde afslutte sin videnskabelige Bane med 
to store Opdagelser: Magnetismens Indvirkning paa Lyset 
og Diamagnetismen. 

I et Brev, som han tilskrev mig den 17de Januar 
13845, anmeldte han mig den første af disse betydnings- 
fulde Begivenheder og overdrog mig at give Akademiet 
Underretning desangaaende. Det hed heri: »Naar man 
lader en plansat Lysstraale”) passere et gjennemsigtigt 
Legeme, som er anbragt mellem Polerne af en Magnet, 
saaledes at den Linie, der forener Magnetpolerne er 
parallel med Lysstraalen, saa vil dennes Svingningsplan 
drejes. Naar man bringer Magnetpolerne til at skifte, 
vil Straalens Svingningsplan drejes i modsat Retning.« 

»Jeg seer deri«, tilføjede han, »en ligefrem magnetisk 
Indvirkning påa Lysstraalen selv; men flere af mine 
Venner, der rigtignok ikke have været istand til at tage alle 
de Fakta, som jeg har iagttaget, i Betragtning, ere af den 
Mening, at dette Fænomen ikke beviser noget saadant. 
Skjøndt jeg bliver ved min Mening, erkjender jeg saaledes 
dog, at den mulig kunde være urigtig.« 

Disse Venner, som Faraday havde konfereret med, 
mente, at hans stærke Magneter bevirkede en Forskyd- 
ning eller Vridning i de materielle Dele af de gjennem- 


sigtige Legemer, og meddelte dem i et enkelt Øjeblik de 


") Man antager, at en Lysstraale bestaaer af meget hurtige Sving- 
ninger i et yderst fint Legeme, Ætheren. I en almindelig Lys- 
straale foregaa disse Svingninger i alle mulige Retninger, men 
altid lodret paa Lysstraalens egen Retning. Men en såadan 
Straale kan ved særegne Midler spaltes i to andre. Hver af disse 
have alle deres Svingninger liggende i samme Plan, og disse to 
Planer staa lodrette paa hinanden.  Saadanne Lysstraaler kaldes 
plansatte, og man har Midler til at bestemme en plansat Lys- 
straales Svingningsplan. O.A 


212 


Egenskaber, som Sukker og visse Arter af Kvarts altid 
besidde. Hans smukke Forsøg viste da paa ny magne- 
tiske Strømmes Virkning paa legemlige Atomer, men 
intet videre. Faraday selv antog aldrig denne Forklaring 
og mente, at følgende Forsøg noksom modbeviste den. 
Hvis Magneten virkelig drejede Legemet i en bestemt 
Retning og derved gjorde det analogt med de Legemer, 
der have en naturlig Evne til at dreje en plansat Lys- 
straales Svingningsplan, saa vilde altsaa den Straale, der 
passerede det gjennemsigtige Legeme f. Ex. fra venstre til 
højre, faa sit Svingningsplan drejet en bestemt Vinkel. 
Men lader man nu Straalen gaa samme Vej tilbage, fra 
højre til venstre altsaa, maa dens Svingningsplan drejes 
netop ligesaa meget tilbage og følgelig falde sammen 
med det oprindelige. Saaledes er Forholdet nemlig ved 
en Kvartsplade eller et andet lignende Legeme. Faraday 
beviser nu, at under Magnetismens Indvirkning ere Åf- 
vigelserne saa langt fra at ophæve hinanden, at de tvert- 
imod adderes. Efter 3, 4, 5 Gjennemgange i samme 
eller modsat Retning, det er ganske ligegyldigt, bliver 
Svingningsplanets Afvigelse 3, 4, 5 Gange saa stor. 

Faraday viste mig disse mærkelige Forsøg, og da 
han kom til dette, gned han sig i Hænderne af For- 
nøjelse, hans ildfulde Øjne, hans livlige Aasyn bare 
Vidnesbyrd om den Lidenskab, hvormed han stræbte 
efter Sandhedens Erkjendelse. 

Der skeer da noget mere i dette mærkelige Forsøg 
end en Forskydning af de materielle Dele. Om Magne- 
tismen virker paa selve Ætheren eller forandrer det 
naturlige Forhold meliem Æther og Stof, vil Fremtiden 
afgjøre. Saameget synes vist, at den magnetiske Kraft 
virker direkte paa Lyset, siden den altid paavirker Lys- 


213 


straalen paa samme Maade og drejer dens Svingningsplan 
i samme Retning. Men ligesaa sikkert er det, at Stoffet 
i dette Tilfælde er Mellemled; thi i det tomme Rum 
indtræder Fænomenet ikke, og ved forskjellige gjennem- 
sigtige Legemer er Virkningen vel konstant for hvert 
enkelt, men forskjellig i Størrelse, ja selv i Retning efter 
Legemernes forskjellige Natur. 

Men denne saa mærkelige og uventede Opdagelse, 
hvis Betydning man endnu er langtfra at ane, førte 
Faraday til Erkjendelsen af en af Stoffets almindelige 
Egenskaber. 

En talentfuld fransk Dilettant, Lebaillif, havde fundet, 
at Vismut vel paavirkes af Magneten, men ikke paa 
samme Maade som Jern: istedenfor at tiltrækkes bliver 
det frastødt. Faraday beviste nu, at de to Maader, 
hvorpaa Magneten indvirker paa Jern og Vismut, ere 
særegne Tilfælde af en almindelig Lov. Nogle Legemer 
som Jern, Nikkel, Kobolt, Mangan, Platin tiltrækkes af 
Magneten, andre frastødes, saa at, hvis Virkningen var 
stærk nok, vilde en Magnetnaal, dannet af et af disse 
Legemer, ikke stille sig i Retning af Nord og Syd, men 
i Retning af Øst og Vest.  Magnetismen paavirker hele 
Naturen. De gamle kjendte kun Magnetjernet”); de 
nyere Fysikere have i lang Tid begrændset Magnetismens 
Virkning til Jern og Staal og senere medtaget enkelte andre 
Metaller; Faradays Arbejder godtgjøre, at alle Metaller, 
alle faste Legemer, alle Vædsker, ja selv alle Luftarter 
paavirkes af Magnetismen. Nogle forholde sig som Jern, 
stille sig altsaa parallelt med Jordaksen, andre derimod 


”) En i Naturen forekommende magnetisk Iltforbindelse af Jernet. 
O. A. 


214 


som Vismut, Bly, Sølv, Kobber, Guld stille sig paratielk 
med Ækvator. 

Det er da ikke blot Magnetnaalen, som paavirkes 
af de magnetiske Strømme. Luften, som omgiver os, er 
magnetisk paa samme Maade som Jernet; det er nemlig 
dens Ilt, der paavirkes, som det er eftervist af vor 
Kollega Edmond Becquerel, der saa grundig har studeret 
Luftarternes Magnetisme. Hvis vor Atmosfære var for- 
tættet paa Jordens Overflade vilde den udøve samme 
Virkning som et papirstykt Jernlag.  Brinten derimod 
forholder sig som Vismut, den er diamagnetisk; det samme 
er Tilfældet med Vand baade i flydende Tilstand og som 
Is. De organiske Legemer, Frugter, Blodet, Kjødet for- 
holde sig som Vand. Saaledes bliver i det levende 
Væsen alle Væv og alle Vædsker paavirkede af Magne- 
tismen. Forsvarerne af en dyrisk Magnetisme kunne da 
smile ad Videnskabsmændene og deres Vantro; men det 
gaaer her som overalt: mellem dem og Videnskaben er 
det kun Navnet, som er fælles. 

Her er ikke Stedet til at udvikle de Undersøgelser, 
hvortil Faradays Forsøg over den almindelige Magnetisme 
have givet Anledning. Men man kan anbefale dem, som 
ville sætte sig nøjere ind i denne vigtige Gjenstand, at 
tage den Opfattelsesmaade til Udgangspunkt, som har 
ledet Faraday selv ved hans Undersøgelser. Han an- 
tager, at en Magnets Poler ligesom udstraale Kræfter 
i rette Linier, som, selv usynlige, vise sig ved de 
divergerende Linier, hvori Jernfilspaan ordne sig paa et 
Blad Papir, hvorunder man lægger en stærk Magnet. 
Jern og i det hele de magnetiske Legemer tvinge nu 
disse Kraftlinier til at konvergere, og naar et magnetisk 


Legeme ophænges frit, drives det henimod Kræfternes 


215 


Midtpunkt. Vismut, Kobber og overhovedet de diamag- 
netiske Legemer bringe Kraftlinierne efterhaanden til at 
divergere og fjernes efterhaanden selv fra Kræfternes 
Midtpunkt. 

Lader os nu forsøge i al Korthed at sammenfatte 
Faradays mindeværdige Opdagelser i Elektricitetslæren. 

Han har gjort det utvivlsomt, at enhver kemisk 
Virkning er Kilden til en tilsvarende Elektricitetsudvikling, 
som er den samme for alle Atomer af Stoffer, som 
danne analoge Forbindelser. 

Han har lært os at kjende en ny Form af Elek- 
tricitet, som er den billigste, den kraftigste, den mest 
handelige, den bøjeligste og i sine Virkninger mest om- 
fattende, nemlig Induktionen. 

Han har faststillet det Forhold mellem Magnetisme 
og Varme, som ældre Fænomener havde ladet ane. 

Han har opdaget, at Magnetismen virker paa Lyset, 
og naar det ikke er lykkedes ham omvendt at paavise 
en Indvirkning af Lyset paa Magnetismen, saa har han 
i det mindste brudt Vejen. i 

Han har eftervist en almindelig Indvirkning af Magne- 
tismen paa alle Legemer, faste, flydende og luftformige, 
livløse og levende. 

Han har da ved uomtvistelige Experimenter, som 
siden ere blevne saa populære, godtgjort, at Magnetismen 
virker paa Stoffet i alle Former og paa Kraften i alle 
de Former af den, vi kjende: Lys, Varme, Elektricitet, 
mekanisk og kemisk Kraft. 

Han har ikke opdaget det Forhold mellem Magne- 
tismen og Tyngden, som saa længe, for ikke sige be- 
standig, har været søgt. Men hvis dette sidste Træk 
mangler i dette Billede af hans Livsvirksomhed, hvis han 


216 


end ikke heri har fyldestgjort sin Overbevisning om 
Kraftens Enhed, saa har han banet Vejen for mere lykke- 
lige Efterfølgere. 

| Dette korte Overblik er nok til at vise den For- 
andring, der er foregaaet i Fysikernes Anskuelse siden 
1819, en Forandring der blev varslet ved Ørsteds 
mindeværdige Opdagelse og ved Fresnels første Arbejde 
over Lysets Brydning.  Istedenfor en Udstraaling af 
uvejelige Stoffer, hvorved man tidligere forklarede de 
Egenskaber, Lyset, Varmen, Elektricitet og Magnetisme 
besidde, have vi faaet et System af Svingninger eller 
Bevægelser, som nu forklare alt. Det givne Overblik 
viser ogsaa, hvilken betydningsfuld Del Faraday har i 
denne Revolution. 

Foruden Ørsted, der ved sin gjennemtænkte Over- 
bevisning om Identiteten af de kemiske og de elektriske 
Former, fortjente og opnaaede at blive udødelig som 
den første, der godtgjorde den elektriske Strøms Ind- 
flydelse paa Magnetnaalen, have blandt dem, der ikke 
længere høre blandt de Levendes Tal, Franklin, Coulomb, 
Galvani, Volta, Arago, Ampére og Faraday indskrevet 
deres Navne i Elektricitetens Historie. 

Ampére og Faraday indtage en særegen Plads i 
denne straalende Syvstjerne; de have, hver fra sit Ud- 
gangspunkt, ikke blot opdaget nye Fakta, men samlet 
dem og indordnet dem under nye Love; og naar engang 
Elektriciteten finder sin Newton, saa vil man kunne 
kalde Ampére dens Kepler og Faraday dens Galilei. 
Naar Mindet altid med Glæde dvæler baade ved Ampéres 
og Faradays Personligheder, saa har det en særegen 
Interesse at sammenligne disse tvende af Naturen saa 
forskjellig begavede Mænd, der dog ved deres Talent og 


217 


deres Arbejder kom til at staa ved hinandens Side i 
Historien. Nu er det saaledes, at hvad den ene har 
gjort, det kunde den anden ogsaa have gjort: de ere 
uadskillelige saavel i en Skildring af den videnskabelige 
Udvikling, som Elektriciteten har gjennemgaaet, som i 
alle deres Erindring, der have seet dem begge arbejde 
paa denne Udvikling. Og dog, hvilken Forskjel var der 
ikke i alle Henseender mellem disse to store Genier, i 
deres Opdragelse, i deres Levemaade og selv-i deres 
Forhold til den Natur, hvorover de begge granskede; 
deres hele Studium var forskjelligt i Udgangspunkt og i 
Fremgangsmaade. Først naar de stode ved Maalet, 
mødtes de med hinanden; men der stode de da atter 
hinanden såa nær, at man ikke vel skulde kunne skjelne 
imellem de Resultater, som den ene, og dem, som den 
anden havde opnaaet: der er den samme Korrekthed i Be- 
tragtningerne, den samme Storhed i Slutningsrækkerne 
og den samme Simpelhed i de Formler, hvori de ved 
deres Årbejder indvundne Sandheder ere udtrykte. 
Ampére var høj, noget melankolsk; han var kejtet 
i sine Bevægelser, langsom i sin Optræden; han var 
næsten blind, saa det var ham en Anstrengelse at skrive 
en Linie og en Umulighed at tegne en Cirkel eller et 
Kvadrat blot nogenlunde nøjagtig. Hans øvede og sikkre 
Hukommelse fastholdt alt muligt: Historie og Filosofi, 
Zoologi, Fysik og Kemi; Vers af franske og latinske Klas- 
sikere saavelsom de ubetydeligste Enkeltheder i Jussieus 
Beskrivelser af Planterne og Cuviers af Dyrene. Hans 
Distraktion var saa overordenlig, at man endnu i hans 
Levetid fortalte alle mulige Historier om den; han hengav 
sig aldeles til.sin livlige Fantasi, enhver Pligt var ham 
forhadt. Hans videnskabelige Liv syntes allerede at 


218 


være afsluttet, da Ørsteds Opdagelse kom og kastede en 
ny Brand ind i hans Studium og vakte i hans Aand nye 
Kræfter, som ingen, ikke engang han selv, havde anet. 
I sin Iver for at virkeliggjøre sine Ideer, konstruerede 
han, der ellers var saa ubehændig, de sindrigste Appa- 
rater; han, der selv var saa nærsynet, drev det til ved 
de mest iøjnefaldende Experimenter at gjøre synlige for 
alle de nye skjulte Egenskaber ved Stoffet, som den blotte 
Eftertænkning havde afsløret for hans ÅAÅands Øjne. Den 
gamle Drømmer var bleven greben af det nye som af en 
stærk Lidenskab, og hans Tanke, der pludselig var løftet 
op i en højere Sfære, afslørede i Løbet af nogle faa 
Uger nye Syn paa Magnetens molukulære Bygning, nye 
Fakta, som” han forudsagde med en forbavsende Tænke- 
klarhed og beviste med apodiktisk Vished, nye Love, 
der tilsammen danne den hele, nu allerede af Tiden god- 
kjendte Lovbog for den dynamiske Elektricitet. 

Faraday var en Mand af Middelstørrelse, livlig og 
munter; hans Blik var livfuldt, hans Bevægelser hurtige 
og sikkre, hans Behændighed i at experimentere var 
uforlignelig. Han var bestemt, nøjagtig, forsømte aldrig 
sine Pligter. Naar han i sin Ungdom forberedte de kemiske 
Forelæsninger påa den kongelige Læreanstalt, slog ethvert 
Experiment saaledes til og svarede saa nøje til Lærerens 
Tanke og Ord, at man plejede at sige, at Professoren 
regnede med givet Facit. Da han i sin Alderdom havde 
opgivet Lærerstolen og igjen var bleven Tilhører, fulgte 
han med Øjet ethvert Forsøg, var parat til at fremskynde 
eller standse det, til at raade Bod paa den mindste 
Uorden, alt uden at være fremtrædende, som om han 
var en naturlig Regulator, der var et med Docentens 
Tanke. Han levede i sit Laboratorium, midt imellem 


9 


Apparater: han gik derhen om Morgenen og forlod det 
først om Aftenen, saa nøjagtig, som om det var en 
Grosserer, der tilbragte Dagen i sine Kontorer. Hele 
hans Liv var viet en bestandig Syslen med nye Experi- 
menter: han fandt, at det i de fleste Tilfælde var mindre 
omstændeligt at lade Naturen selv tale end at forsøge 
paåa at gjætte Hemmeligheder. Hans Hukommelse var 
upaalidelig og lidt svag; men han bødede samvittigheds- 
fuldt derpaa ved altid at optegne i bestemt Orden de 
Fakta, som han opdagede, eller de Ideer, som udviklede 
sig i hans Sjæl; han noterede omhyggelig alt saadant, 
fordi han vidste, at han uden denne Forsigtighedsregel 
aldrig vilde gjenfinde det i det Øjeblik, han behøvede 
det. Faraday, som ikke var Mathematiker, var mindre 
hurtig i at undfange nye Tanker end Ampére; hans År- 
bejde, der alene grundede sig paa Experimentet, gik 
langsommere fremad; men ligesom denne hævede han sig 
til det højeste Overblik over Naturens Rige, og ligesom 
denne opdagede han en hel Række af sikkre Fakta og 
af uomtvistelige Love, der for alle Tider ville bevare 
hans berømte Navn i Elektromagnetismens Historie. 
Mellem Ampére og Faraday var der saaledes ved 
første Øjekast ingen Lighedspunkter; den ene var helt 
en Tænkningens, den anden en Arbejdets Mand. Hin har 
mere Lighed med Fysiologen, der gaaer ud fra Livets 
Love og derfra stiger ned til Kundskaben om Livs- 
organerne og deres Virksomhed; denne ligner mere Åna- 
tomen, der fra det materielle Studium af de organiske 
Apparater hæver sig til Forstaaelsen af deres Mekanik 
og til Forklarelsen af deres Rolle i Livsfunktionen. Men 
skjøndt de gaa ud fra modsatte Punkter, naa de begge 
frem til det samme Maal; og ingen skulde her formaa 


220 


at sige, om den Sandhed, som de meddele, er Frugten 
af en lysende Tanke, der er bekræftet af Experimentet, 
eller af et lykkeligt Experiment, der er forklaret ved 
sikker og paalidelig Eftertænkning. For at bruge en 
Sammenligning: det er det samme Skuespil, der viser 
sig for Ørnens Blik, som paa sine Vinger flyver hen over 
Alpernes Toppe, og for den Rejsende, der langsomt, 
Skridt for Skridt, arbejder sig op ad deres Skraaninger. 
Men begge, baade Ampére og Faraday, havde en Digter- 
aare i sig, et aabent Hjerte og en højsindet Aand; 
de kjendte begge lige lidt til Skinsyge og Misundelse. 
Ethvert Lysglimt fyldte dem med Glæde, om det kom 
indenfra eller udenfra, om det udsprang af deres egen 
Hjerne eller en Medbejlers; Ungdommen fandt i dem 
begge kjærlige, velvillige og imødekommende Lærere; de 
glædede sig over enhver fremadskridende Dygtighed. De 
elskede begge Menneskeheden og dens store Opgaver, 
arbejdede med paa dens Udvikling og for dens Bestem- 
melse her paa Jorden. De betragtede sig selv som 
Redskaber for en højere Villie, for hvilken de bøjede sig 
i Ærefrygt; og naar de for dem, der kun kjende dem af 
deres Værker, staa blandt de sjeldne Genier, til hvilke 
Menneskenes Børn med Stolthed pege op, saa vide de, 
der have kjendt dem personlig, at de selv stillede sig 
imellem og regnede sig til Guds ringeste og ydmygste 
Skabninger. 

Ampére var et Universalgeni. Man kjendte ham som 
en af sin Tids skarpsindigste Mathematikere; men naar 
man hørte ham i fortrolig Samtale med Jussieu, med 
Cuvier, med Geoffroy- Saint-Hilaire, thi han holdt meget 


af at omgaaes Mennesker, saa hviskede man: det Men- 


221 


neske, han ved alt, han forstaaer alt, han gjemmen- 
trænger alt! 

Faraday vare mere Specialist; ved Begyndelsen af 
sin Løbebane var han Kemiker, men vendte sig saa lidt 
efter lidt til Studiet af Fysiken og samlede sig her i 
Studiet af" Elektriciteten. Han var mere udadvendt, saa 
og hørte fuldt saa vel, som han tænkte. Han holdt ikke 
af Selskaber og deres Glæder, men han følte sig til- 
trukken af de store Naturscener, ofte helt begejstret 
derover. Naar Solen gik ned paa Landet, naar en Storm 
rejste sig paa Havets Bred, naar Taagen fortonede sig i 
mærkelige Former i Alperne, saa kom der Liv i ham; 
han opfattede da alt indtil det mindste som en Maler, 
han blev stemt deraf som en Digter, og samtidig for- 
klarede han det som en Lærd. Hans Blik, hans Ord, 
hans Gestus, alt i ham forraadte da ligesom et indre 
Slægtskab mellem hans Aand og Aanden i Naturen. 

Under sine fortrinlige Foredrag blev han oftere be- 
tagen af den samme Begejstring. Med hvilken ædel 
Varme gav han ikke i et Aftenmøde i den kongelige 
Læreanstalt i Ebelmens egen Nærværelse, som var dybt 
rørt derved, en Fremstilling af denne vor hedengangne 
Landsmands smukke Arbejder om den kunstige Dannelse 
af Ædelstene! Og en anden af vore berømte Kolleger, 
Henri Sainte-Claire-Deville, har ikke havt nogen mere 
begejstret Beundrer af sine glimrende Experimenter, naar 
han fremstillede Natrium og Aluminium massevis eller 
smeltede Platin til en straalende og blændende Vædske. 
Et elskeligt Geni, hvis endnu friske Tab Akademiet i 
lang Tid vil begræde, Foucault, der i sine Granskninger 
over Naturen gik frem paa ganske lignende Maade som 
Faraday, følte sig aldrig lykkeligere end til de Tider, da 


Fjerde Række. Il. 15 


222 


han havde denne hos sig som fortroligt Vidne til hans 
smukke Experimenter. Naar da disse to Mænd, Haand 
i Haand, med taarevædede, men funklende Øjne tak- 
kede hinanden til Afsked, den ene for den Lykke, 
han havde følt ved at have den anden hos sig, og denne 
for den Ære, der var vist ham, — jeg tilstaaer, jeg kunde 
ved at se det blive greben af en egen Følelse; der var 
noget overjordisk i dette Blik og i dette Haandtryk. 
Ak! hvem skulde have sagt i et saadant Øjeblik, at 
disse to højt begavede Aander saa snart skulde tabe 
deres Svingkraft, og at endnu før de forlode denne 
Verden, i hvilken deres Granskninger have spredet saa- 
meget nyt Lys, skulde den ene i den Grad miste sin 
Hukommelse, at han ikke kunde finde Ord til at udtrykke 
Tankerne, som hans trætte Sjæl endnu dog syntes at 
gjemme paa, og den anden tabe Mindet selv om Be- 
givenheder i sit eget Liv, ja endogsaa om sine egne 
herlige Arbejder, alt imedens han dog bevarede Evnen 
til at meddele sine Følelser og Tanker overfor Hverdags- 
livets Gang! 

Allerede for lang Tid siden havde Faraday med 
resigneret Aand betroet mig, at hans Hukommelse tabte 
sig: han kunde ikke finde Egennavne, han glemte ofte 
rent de Experimenter, han selv havde udført. »Det gaaer 
Dem, svarede jeg maaske i Tilslutning til hans egne 
Tanker, som Jakob, der efter at have kæmpet hele 
Natten igjennem ved Jaboks Vadested med Ham, der 
spærrede Veien for ham, tilsidst blev fri, da Solen viste 
sig i Horisonten, men kun med et af sine Lemmer lammet. 
Saaledes har De ogsaa kæmpet i Mørket, indtil Morgen- 
røden nu er der; og naar der da er kommet Lys, naar 
De har seet Sandheden Ansigt til Ansigt, og al Tvivl er 


223 


bleven fjernet af deres Sjæl, saa ligger denne hen, ud- 
mattet af Anstrengelse.« Faraday, som altid havde be- 
frygtet denne Prøvelse, blev nu nødt til at opgive sin 
Lærerplads i 1862 og tage Afsked med de udvalgte 
Tilhørere paa den kongelige Læreanstalt, i hvis Midte 
han havde tilbragt sit Liv, som havde modtaget Første- 
grøden af hans Opdagelser, og som havde glædet sig 
mere over hans Lykke end han selv. 

Men om han end saaledes kunde siges at overleve 
sig selv i nogen Tid, mens han boede ude paa sin Alder- 
doms Tilflugtssted i Hampton Court, som han skyldte 
Dronningens Naade, saa blev dog hans Hjerte altid lige 
friskt. Det var hans Lykke at se sig omringet af sine; 
og naar han lagde sine Hænder paa sin Discipel Tyndalls 
Hoved, medens denne sad ved hans Fødder, saa var det, 
som han vilde testamentere ham alle de Gaver, hvormed 
han fordum havde virket, og den Opgave, som han havde 
virket for her paa Jorden, og Tyndall har allerede vist 
sig værdig til hans faderlige Tillid. Faraday døde rolig 
hen i sin Lænestol; det var, som han sov ind i den 
retfærdiges Søvn, hans Øjne vare vendte mod Himlen. 
Det var den 25de Avgust 1867. 

Der var i Faradays Karakter en mærkelig Blanding 
af de forskjellige Typer i hans Fædrelands Befolkning. 
Hans Livlighed og Jovialitet mindede om Irlænderen; 
hans reflekterende Natur og skarpe Tænkeevne om den 
skotske Filosofies Hjemstavn; hans forbavsende Udholden- 
hed røbede Englænderen, der aldrig lader sig bortdrage fra 
sin Vej. Og man forundres derfor ikke ved at høre, at 
hans Familie vel i flere Generationer havde været bosat 
i England, men dens Religion, der utvivlsomt ogsaa var 
en Årvelod, var hjemmehørende i Skotland, og hans 

ØJE 


224 


Forældre havde endnu bevaret Mindet om deres irske 
Oprindelse. Saasandt som Faraday imidlertid havde be- 
varet de særegne Karaktermærker ved alle de tre Folke- 
stammer, der syntes at have forenet sig i hans Slægt, 
saasandt havde han udrenset de Fejl, som man maaske 
med Urette tillægger dem: han var hverken letsindig 
eller pedantisk eller egoistisk. 

Man vilde endnu ikke kjende Faraday, hvis man 
ikke ogsaa havde Øje for den mærkelige Sammenhæng, 
der aabenbarede sig i hans Liv, mellem hans Kjærlighed 
til Videnskaben og hans religiøse Tro; det var i hans 
Øjne to vistnok forskjellige, men dog uadskillige Kultur- 
former, hvori han dyrkede Guddommen. Alt jordisk, 
sagde han,.alt, hvad Verdens er, kan erkjendes af Men- 
neskets Aand; men alt, hvad der angaaer det tilkom- 
mende Liv, unddrager sig dennes Erkjendelse og maa 
meddeles ved en ganske anden Art af Lære. Han hævdede 
da med Dristighed en absolut Forskjel mellem den sæd- 
vanlige Overbevisning, der var grundet paa Iagttagelsen 
af Fakta, og den religiøse Tro, der var grundet paa 
Aabenbaring. 

Faraday tilhørte Glassiternes eller Sandemanernes 
Sekt, der ved dette sit: Medlem fik en uventet Berømmelse. 
Navnene paa denne lille Menighed, der nutildags neppe 
tæller tusinde Tilhængere i England, skriver sig fra dens 
Stifter Glass, der henved 1730 afskedigedes fra den skotske 
Kirkes Tjeneste for sine afvigende Meninger, og fra hans 
energiske Discipel Sandeman, der bevarede hans Tro. 
Sandemanerne tro, at Kristi Død er nok til vor Frelse 
og Forsoning; de nærme sig til de første Kristne: deres 
Præster vælges af de troende; mellem de to Tjenester 


om Søndagen holde de et Brodermaaltid; de have Ejen- 


220 


domsfællesskab eller arbejde i det mindste paa at holde al 
Fattigdom ude af deres lille Menighed; Udlaan paa Renter 
er absolut forbudt imellem dem. I denne Kirke var 
Faraday en stor Del af sit Liv Ældste, og han opgav 
ikke sin Prædikantvirksomhed, førend han opgav sit 
verdslige Læreembede. 

Faradays Navn maa føjes til den Række af lærde, 
der have været ligesaa alvorlige i deres Tro som dybe i 
deres Videnskab. Religionens Talsmænd i England frem- 
hæve med Ret, at hverken Newton eller Faraday, af 
hvilke hin betragtes som den største og skarpsindigste 
Mathematiker, denne som den lykkeligste Experimen- 
tator, at ingen af dem i deres Studium af Naturen 
have fundet noget Anstød, som kunde rokke dem i deres 
Tro. Newton skuede ind i Himmelhvælvingens Dybder, 
underlagde for alle Tider Stjernernes Gang den nøjagtigste 
Beregning og aabenbarede Mennesket Verdenssystemets 
Love; Faraday skuede ind i Stoffets inderste Kjærne og 
satte vidunderlige, frygtelige Kræfter, som ere skjulte 
derinde, i Bevægelse ved at fremkalde et Sammenstød 
mellem de usynlige Smaadele, et Møde mellem Kræfterne ; 
men begge, fremhæver man, bevarede de med lige Fromhed 
deres Barndoms Tro. De lode sig aldrig beruse af Stolthed 
over deres uhyre Fremskridt; og medens deres egne Op- 
dagelser ganske nær ved dem brugtes som Beviser af de 
vantro, fornægtede de selv personlig aldrig et eneste 
Øjeblik deres Tro. 

Jeg kan sige, at jeg har studeret Faraday godt; og 
dog har jeg først lært ham ret at kjende efter hans Død 
og det endda af ham selv. Hans personlige Fuldkom- 
menhed, som jeg ansaa for en simpel Udvikling af 
hans Natur, var tvertimod Frugten af en stadig Selv- 


226 


iagttagelse og Selvprøvelse, hvori hans Sjæl blev hærdet. 
Fortrolige Breve, som han har skrevet i sit 20de Aar, vise, 
at han allerede da var Herre over sine Lidenskaber, men 
ikke uden Kamp; senere sees det af hans Breve, at han 
har forstaaet at tæmme en medfødt Stolthed, der altid 
var rede til at oprøre ham, men ogsaa dette kun igjennem 
Smerter; og endnu i sin høje Alder bebrejdede han sig at 
have lyttet til Hovmodets Dæmon og valgte til Text for 
sine Prædikener, der endnu ikke ere glemte i hans 
Menighed, Ord som disse: »At Guds Ord er som en 
Hammer, der sønderbryder Klipper og tager al hovmodig 
og forfængelig Tanke tilfange under Gud«. Som alle 
sine Troesfæller bekjendte han da ogsaa med Sjælens 
hele enfoldige Tro den Sætning som en af Grund- 
lærdommene i sin Religion: »at et Menneskes For- 
tjenester ere intet for Gud«. 

Som Faraday -skjelnede bestemt imellem Troens 
Grundsætninger og Videnskabens Resultater og derved 
gjorde dem uanfægtelige af hverandre, såaledes var ogsaa 
hans personlige Forhold til begge et forskjelligt. Han 
dadlede hos Videnskabsmændene intet højere end den 
blinde, fastgroede Vedhængen ved Theorier og Systemer, 
der hindrede Videnskabens Fremskridt; i alt, hvad der 
angik Videnskaben, har jeg ikke kjendt- nogen friere, 
dristigere, mere uhildet Aand end hans; det var Resul- 
tatet af hans empiriske Methode. Han troede her paa 
intet, end ikke paa Materiens Existents, saa langt var 
han fra at gjøre den til det ene existerende; han saa i 
Universet kun en eneste Kraft i en eneste Villies Tjeneste; 
Materien var efter hans Mening kun en Samling af Kraft- 
centrer. Saaledes stillede han sig fremdeles i en bestemt 
Modsætning til de mange, der tro, at de videnskabelige 


227 


Sandheder have erholdt deres sidste Udtryk, at de nu 
opdagede Love ere evige, uforanderlige, at et Brud paa 
dem er Helligbrøde; han hævdede et bestandigt Fremskridt 
i Naturens, i Lovenes, i Kræfternes Erkjendelse. Netop 
ved at tvivle om de menneskelige Sandheder skulde Døren 
for nye Opdagelser holdes aaben; ved at gjøre dem til Troes- 
artikler spærrede man denne Dør, hindrede man Frem- 
skridtet. Men anderledes var det med de guddommelige 
Sandheder: at tvivle om dem var at kaste sit Liv ud for 
alle Vinde; at tro paa dem var at sejle med en kostbar 
Ladning. Det var Faradays Overbevisning og hans Livs 
Regel. 

Idet jeg nu modstræbende afslutter Betragtningen af 
saa skjønt et Liv, være det mig tilladt efter hans vær- 
dige Discipel og Eftermand, Tyndall, at anføre en Sam- 
menligning, der er laant fra hans egne populaire Foredrag. 
Faraday beviste oftere, at Vandet har en vis Skræk for 
al Urenhed, at det udskiller saadant af sig ved en Mængde 
Processer; hvis man f. Ex. afkjøler snavset eller farvet 
Vand eller ogsaa Vand, hvori skarpe eller bittre Salte 
eller Syrer ere opløste, saa fjerner den Isskorpe, som 
danner sig deri, alle Urenhederne fra sig og fremtræder 
klar, uden Lugt, behagelig for Smagen, hvid og skin- 
nende som Krystal. Saadan var Faraday selv; i Kamp 
med Livets Fornødenheder, dets Fristelser og dets Liden- 
skaber vidste han tidlig at fjerne de onde Tanker, de 
egenkjærlige Følelser og de simple, lave Drifter; mere og 
mere hævede han sin Aand op over alt det jordiske, 
hvorfra den endelig har skilt sig ud for at vende hjem 


til sin Skaber, ren og pletfri. 


Mindre Meddelelser. 


1. Nogle Erfaringer ved Forsøg påa Plantedyrk- 
ning i Grønland (af H. Rink). Da det kan give et ret 
anskueligt Billede af Klimatet, naar man seer, 1 hvilken 
Grad bekjendte Planter kunne dyrkes eller trives i et Land, 
vil jeg her fremsætte nogle spredte Iagttagelser, som jeg i 
saa Henseende har gjort under et 15-aarigt Ophold i Syd-. 
grønland indtil Sommeren 1868. 

Ved Kolonien Godthaab (under 649, eller samme 
Bredegrad som Reikiavig) havde jeg et. lille Drivhus, 
rigelig 6 Alen langt og 3 Alen højt. Der stod en gammel 
Kakkelovn i samme, men den blev saagodtsom aldeles ikke 
benyttet, da der i hele Tiden kun et Par enkelte Gange 
blev prøvet paa at fyre med Tørv i "den om Foraaret. 
Drivhuset selv var gammelt og noget utæt. Om Vinteren 
var det bedækket med Skodder og aldeles tilsneet, saa at 
man i Reglen i flere Maaneder kunde gaae hen over Taget. 
Efter Midten af April gravede vi ned i Sneen og ryddede 
foran Indgangen, og det var da mærkeligt at see de pragt- 
fulde Krystaller af Rimfrost, som bedækkede Vægge og 
Vinduer indvendig. Disse Iskrystallers mærkværdige Stør- 
relse skyldtes selvfølgelig den Langsomhed og Ro, hvormed 
Dampene franeden hele Vinteren igjennem havde kunnet 
afsætte sig paa de afkjelende Vægge og Ruder.  Derhos 
vare Planterne, som stode derinde, næsten af uforandret Ud- 
seende, siden der var bleven lukket om Efteraaret. Ikke 
før midt i Maj var det nogenlunde optøet indvendig og 
sikkret mod Nattefrost. Paa Solskinsdage om Sommeren 
steg Varmen inde i Drivhuset hyppig til 229% R.,. men 
heller ikke meget derover, skjøndt der kun sjelden blev 
aabnet for at give Luft.  Frosten holdt sig ude til sidst 
i September, sjelden til midt i Oktober. 


229 


I April 1857 anskaffede jeg under et Ophold i Hjemmet 
forskjellige Planter til at gjøre Forsøg med og sendte 
dem forud til Grønland med et tidligere afgaaende Skib, 
nemlig- 4 Dværgæbletræer, en Figenplante, Ribs,. Stikkelsbær 
og Hindbær. Senere medtog jeg selv i Maj Jordbær og en 
lille Dværgpommerans. Da jeg ankom til Grønland sidst i 
Juni, vare hine allerede udsatte i Drivhuset og næsten alle 
i Vækst, deriblandt de smaa Æbletræer smukt i Blomst. 
Om Vinteren lod jeg kun enkelte Planter staa i Driv- 
huset. Nogle tog jeg op i Kasser i en Stue, der i Reglen 
ikke var opvarmet, men dog havde en opvarmet Stue paa 
hver Side. Enkelte tog jeg ind i en bestandig varm Stue, 
og i de seneste Aar fandt jeg paa at sætte nogle ned i en 
ganske frostfri, andre i en næsten frostfri Kjælder. Efter 
11 Aars Forsøg paa at holde dem ilive har Resultatet 
været følgende: 

Den lille Orange overvintredes selvfølgelig i den varme 
Stue og stod kun i den bedste Sommertid nede i Drivhuset. 
Den bragtes over med et Par halvmodne Frugter paa og 
blomstrede senere hvert Aar; men Antallet af Blomsterne 
tiltog bestandig, medens Bladene bleve gule og faldt af, saa 
at der tilsidst næsten myldrede Blomsterknopper frem af de 
saa godt som bladløse Grene, af hvilke ogsaa den større 
Del efterhaanden visnede bort. Frugterne bleve ikke til 
noget før i 1866, da der ganske uventet modnedes 2 Frugter 
af en Valnøds Størrelse. Derefter skjød Planten nogle ret 
friske nye Grene. 

Jordbær kunde hverken taale Vinterkulden i Drivhuset 
eller i den kolde Stue, men kun overvintres i en varm 
Stue eller vel bedre i Kjælderen. Jeg satte enkelte Potter 
i Vinduet bag dobbelte og frosne Ruder i Marts Maaned, 
vandede dem med varmt Vand og fik modne Jordbær sidst 
i Maj... Andre satte jeg først ud i Drivhuset, naar dette 
aabnedes. Alle bare de Frugter med en Frodighed, som 
jeg neppe har seet Mage til i Haverne hjemme, og ved- 
varende til ind i Oktober Maaned. 

Æbletræerne prøvede jeg paa at overvintre først i den 
kolde, senere i den halvvarme Stue. Om Sommeren stode 
de i Drivhuset. Efter 3 Aars Forløb var der kun et til- 
bage, og dette bar da endnu 3 Æbler, som dog neppe op- 
naaede Modenhed i Oktober, efter at Planten var taget op i 
Stuen. Trods al anvendt Pleje gik ogsaa denne ud et Par 
Aar derefter. 


230 


Hindbær og Stikkelsbær prøvede jeg paa at overvintre 
paa samme Maade, men de tabte sig straks. I det andet 
Aar modnedes endnu kun et eneste Stikkelsbær; et Par Aar 
derefter vare alle Planterne udgaaede. 

Figenplanten overvintredes i en varm Stue, men he 
gyndte allerede i det andet Aar at dø bort fra oven og gik 
snart helt ud. 

Ribsbuskene vare de eneste, som kunde overvintres i 
Drivhuset, og voksede der med stor Frodighed, saa at de 
dannede et helt lille Buskads langs sammes bageste Væg. 
Men kun i det andet eller mulig tredie Aar opdagedes 
der et Par Frugter paa dem, senere end ikke det ringeste 
Spor til Blomstring. Jeg skulde næsten troe, at Planten 
kunde holde sig i det frie paa meget beskyttede Steder, 
men selvfølgelig uden at give Frugt. 

Engang opdagede vi foran et af Husene ved Godthaab 
blomstrende Hvidkløver, som maa have saaet sig selv af 
Udpakningshalm. Den har i de senere 10 Aar ikke alene 
holdt sig, men endog stadig udbredt sig og fortrængt 
enhver anden Plante paa en Plet af nogle Alens Gjennem- 
snit, over hvilken den danner et tæt grønt Tæppe. Den 
blomstrer ogsaa aarlig, men naaer neppe over et Par Tom- 
mers Højde. 

I Omegnen af Godthaab groer der hist og her Multe- 
bærplanter, som aarlig blomstre, men kun sjelden give 
enkelte modne Bær ganske af Udseende som hvide Hindbær. 
Jeg prøvede paa at hensætte dem i Drivhuset, optagne med 
hele den omgivende Jord, men der trivedes de slettere end 
i det frie, og gave ingen Frugter. Det synes ogsaa van- 
skeligt at omplante indenlandske, træagtige Planter i det 
frie. Saaledes har jeg dels seet, dels selv gjort Forsøg 
med at henplante El, Birk og Røn fra det indre af Fjorden 
til Haverne ved Kolonierne. Men disse ere mislykkede, 
maaske dog ogsaa fordi der ikke anvendtes den tilbørlige 
Pleje, navnlig Vanding i det første Aar. Med andre Planter 
gaaer det lettere, og man kunde vist danne sig en ret smuk 
lille Blomsterhave ved at udsøge og sammenstille passende 
Planter fra de frodigere Egne i det indre af Fjordene, og 
give dem en heneietsel rele Pleje. 

Med Hensyn til Kjøkkenurter bemærkedes der en ført 
bavsende Forskjel mellem Kolonien Godthaab, som ligger 
ved Mundingen af en stor Fjord, kun adskilt fra det aabne 
Hav ved lave Øer, og nogle beboede Pladser, som ligge i 
det indre af den samme Fjord omtrent 8 Mile fra Godthaab. 


231 


nemlig Handelspladsen Kornuk og den herrnhutiske Mis- 
sionsplads Umanak. De ere helt omringede af og fra Havet 
adskilte ved høje Øer, og da Fjorden omkring dem tillige 
i Reglen fryser til om Vinteren, have de uagtet den ringe 
Afstand af 8 Mile, og endskjøndt de ligge ved Fjorden, dog 
Fastlandsklima i Forhold til Godthaab. Om Vinteren ind- 
træffer der ved Umanak paafaldende højere Kuldegrader, 
nemlig i Reglen — 280 R., undertiden — 320 og mere, 
medens Thermometeret ved Godthaab sjelden er sunket 
under — 20% og neppe nogensinde under — 249, især 
vistnok fordi Mundingen af Fjorden aldrig er tilfrossen; 
endog i den strengeste Vinter er der aabent Vand lige op 
til Strandbredden foran Kolonien. Omvendt indtræffer der 
om Sommeren højere Varmegrader ved Umanak end ved 
Kolonien, men dog langtfra i Forhold til Forskjellen paa 
Kuldegraderne. Efter et Par Aars Iagttagelser havde Maane- 
derne Maj—Avgust en Middeltemperatur ved Godthaab af 
+ 4?, ved Umanak af + 5, 3? og Maanederne November— 
Februar ved Godthaab — 11, ved Umanak — 12,69, 
Derhos er der i det indre af Fjorden vistnok mere Solskin 
og mindre Søvind og Taage. 

I de saakaldte Haver ved Godthaab vare Hvideroer, 
Radiser, Salat og Kjørvel egenlig de eneste Kjøkkenplanter, 
som man kunde have nogen Gavn af, og der udfordredes 
endda gode Aar, for at de førstnævnte skulde give et an- 
tageligt Udbytte.  Grønkaalen. var nu slet ikke værd at 
tale om. Kom man derimod op til Umanak og Kornuk, 
var Forskjellen paa Havernes Frodighed højst paafaldende. 
Hvideroerne gave her altid et rigt Udbytte og opnaaede 
betydelig Størrelse.  Gulerødder trivedes godt og opnaaede 
om Efteraaret en Størrelse som unge Gulerødder hjemme; 
der skal endog være høstet et Par Tønder af dem paa 
nogle ganske smaa Bede. Kaalen dannede vel ingen 
egenlige Stokke, men dog ret anseelige Planter, som man 
kunde tage op og gjemme til Brug i Løbet af Vinteren. 
Man har ogsaa dersteds frembragt Kartofler, som netop 
vare spiselige, men dog neppe saa udviklede, som de tid- 
ligste, der bringes paa Markedet hjemme. Det blev endog 
forsøgt ved Umanak at lægge Kartofler, som vare avlede i 
Labrador, og som formentes at være bedre akklimatiserede, 
men Udbyttet svarede ikke til Forventningen. Endelig er 
det netop lykkedes at faa Ærter til at sætte Bælge. 

I Grønlands sydligste Distrikt havdes der lignende 
Smaahaver ved Julianehaab under 60% 43" n. B., ved 


232 


Nanortalik og Fredriksdal under 60? n. B., altsaa omtrent 
paa Christianias Brede. Disse Bopladser ligge temmelig ud 
imod Havet, og man kunde vel sige, at Haverne kunde 
sættes i Lighed med dem, som fandtes ved Godthaab inde 
i Fjorden. Ved Fredriksdal har jeg saaledes seet gode 
Gulerødder, Ved Nanortalik var der en Drivbænk med 
Vinduer over, i hvilken der, saavidt mig bekjendt, flere Aar 
itræk holdt sig Jordbær, som gave Frugt, men senere gik 
ud; hvorvidt dette dog omsider skyldtes Vinterkulden, er 
mig ikke bekjendt. Men der er sammesteds aarlig drevet 
Agurker, endog til Modenhed. Ved Julianehaab opnaaede 
Hvideroerne let en Vægt af 1 Pund; i 1855 fandt jeg 
endog en botfelsk Roe, som vejede 221 Lod. Disse Roer 
vare spiselige midt i Juli, Radiserne i de sidste Dage af 
Juni. Rhabarber groede ogsaa ret frodig og kunde erholdes 
ved Saaning af Frø. Grønkaal, Spinat og Syre trivedes 
godt, men havde, navnlig hvad Kaalen angik, kun en svag 
Smag. " Ialmindelighed fandt vi, at man omtrent ligesaa 
godt kunde bruge Roebladene til Kaal i Grønland. Man 
har ogsaa næsten stadig vedligeholdt nogle faa Kartofler 
ved Forplantning fra det ene Aar til det andet; i enkelte 
Aar have de sat Blomst, og der fandtes gjerne under hver 
Plante et Par Kartofler paa 4 og indtil 8 Lods Vægt, men 
de øvrige vare ganske smaa, saa at der vel neppe høstedes 
4 Fold. Kartoflerne vare ligeledes neppe saa udviklede, at de 
i Danmark vilde være blevne erklærede for spiselige, og 
det lod ikke til, at der i Aarenes Løb frembragtes en for 
Klimatet bedre afpasset Afart.  Petersille trivedes kun van- 
skelig, og Ærter kunde netop kun bringes til at sæite 
Blomst. 

Det er Skade, at man ikke ligesom ved Godt- 
haab har nogle Prøver påa. hvorvidt Havedyrkningen kan 
drives paa beskyttede Steder i det indre af Fjordene ved 
Julianehaab. Der findes her ganske paa lignende Maade 
8 Mile fra Kolonien en beboet Plads Igaliko paa Ruinerne 
af Erik Rødes gamle Gaard Brattelid, i en yndig Egn, 
omgiven med Græssletter og Kratskov og beskyttet af høje 
snedækkede Fjelde. Paa denne Plads har der nu i over 
50 Aar vedligeholdt sig en lille Koloni af indfødte, som 
ere af halv-evropæisk Herkomst og for en stor Del leve 
af Kvægavl. De have ogsaa lidt Havevæsen, men saavidt 
mig bekjendt have de kun dyrket Hvideroer, hvortil de 
aarlig erholde Frø, og som selvfølgelig trives med stor 


233 


Frodighed. Her var det vel værd at forsøge, i hvilken Grad 
Kartofler, Markjordbær og Grønærter kunne trives. 

Af en ganske lignende Beliggenhed som Igaliko findes 
der nærmest mod Syd i det indre af Lichtenau-Fjorden en 
indesluttet Dal med 5—6 Alen højt Krat af Birk, hvor- 
imellem Røn og andre Buskvækster, omgivende en lille 
Indsø, hvori en brusende Fos styrter sig ned. Missionærerne 
ved Lichtenau hente gjerne Brændsel paa dette Sted. Af 
en paalidelig Kilde har jeg erfaret, at de engang paa Lykke 
og Fromme udstrøede noget Naaletræ-Frø imellem dette 
Krat, og at Grønlænderne flere Aar senere, da hin Udsaa- 
ning næsten var gaaet i Forglemmelse, fandt et lille Gran- 
træ af et Par Alens Højde der i Krattet og bragte det 
til Missionspladsen. .Jeg har senere ikke kunnet erfare 
noget. nærmere om denne Kjendsgjerning, navnlig hvilken 
Art Naaletræ det har været, og om der endnu findes flere 
af samme Slags. Det er vel ogsaa et Spørgsmaal, om saa- 
danne Træer kunne hæve sig op over det omgivende og 
beskyttende Krat og trodse den fordærvelige Søvind, der 
forstaaer at finde Vej ind i Fjordenes Forgreninger og overalt 
er den værste Fjende for Plantevæksten. Men forøvrig er 
denne Iagttagelse, hvis den virkelig forholder sig rigtig, 
ganske ny og enestaaende. Den turde tyde paa, at, hvad 
jeg rigtignok tidligere har betvivlet, nogle af de Naaletræer, 
som påa Amerikas Fastland naa op til 69? n. B., og 
som paa Kysten af Labrador endog findes paa de ydre Øer, 
dog mulig kunde trives i saadanne beskyttede Dale i det 
sydlige Grønland. 

I Nordgrønland kan man endnu under 69? 15" ved 
Jakobshavn, som ligger inderst i Diskobugten og har et 
Slags Fjordklima, næsten have det samme Udbytte af en 
Have, som ved Kolonien Godthaab, men ved de nordligste 
Kolonier Umanak og Upernivik troer jeg, at Radiser er 
det højeste. som man kan opnaa. 

Sluttelig bemærkes, at danske Haveblomster, naar de 
plejes udelukkende som Potteplanter i Stuen, kunne haves 
og hist og her ogsaa drives til stor Fuldkommenhed, og at 
man med behørig Omhu kan opnaa den skjønneste Flor 
næsten af hvilkesomhelst Blomster, som man dyrker hjemme. 
Men Forsøg med Blomster i det frie ere saa godt som 
aldrig anstillede. Dog erindrer jeg at have seet blomstrende 
Asters, udplantede i det frie, og ved Julianehaab har jeg 
selv saaet Nemophiler, som ogsaa kom i Blomst, men havde 


234 


ganske tykke og korte Stængler, der holdt sig tæt nede ved 
Jorden. 

2... Regnormenes Nytte.  ,Disse uanselige Skab- 
ninger ere Mennesket til stor Nytte", skriver en engelsk 
Zoolog (Dr. Baird). ,,Allerede gamle Gilbert White 
siger (i sin ,,Natural History of Selborne"): ,,,Skjendt 
Regnormene tilsyneladende ere et af de mindste og mest 
ringeagtede Led i Naturens Kjede, vilde de dog efterlade 
et meget beklageligt Hul, hvis de forsvandt. For ikke at 
tale om de Fugle og Pattedyr, som næsten kun bestaa ved 
dem, synes Regnurmene i høj Grad at befordre Plante- 
væksten, der ingen Veje vilde kunne komme uden dem, ved 
at gjennemrode og løsne Jorden og gjøre den gjennem- 
trængelig for Regn og Planterødder derved, at de trække 
Straa, Bladstilke og Smaakviste ned i den, men fremfor alt 
ved at opkaste de velbekjendte utallige Smaahøje af deres 
jordede Exkrementer, som ere en god Gjødning for Korn 
og Græs. Regnormene skaffe derved ny Jord paa Bakker 
og Skraaninger, hvor Regnen har skyllet Jorden bort, og 
de ynde netop slige Skraaninger, sandsynligvis fordi de der 
ikke ere udsatte for at blive druknede af stærk Regn. 
Gartnere og Landmænd udtale deres Afsky for disse Orme, 
de første, fordi de skæmme deres Gange og give dem meget 
at bestille, de sidste, fordi de tro at de æde det unge 
Korn. Men de vilde gjøre den Erfaring, at deres Jord 
uden Regnorme snart vilde blive kold, haard og gold.”% 
Darwin har senere forfægtet den samme Anskuelse og i en ud- 
førlig Afhandling, som er forelagt det geologiske Selskab i 
London, har han forsøgt at vise, at Regnormen har en be- 
tydelig Evne til at forøge Madjordens Dybde og bedække for- 
holdsvis øde Egne med et Lag af Plantemuld paa Over- 
fladen. Da han først var bleven opmærksom paa denne 
Sag, fandt han, at paa hele Marker, som havde været be- 
dækkede med Kalk, brændt Mergel og Cinders, vare disse 
Stoffer i Løbet af faa Aar blevne begravne flere Tommer 
dybt under Grønsværen. En saadan Marks Historie, som 
han fortæller den, er ret interessant. Tidligere, indtil for 
15 Aar siden, var den et udyrket Overdrev; men saa blev 
den rørlagt, pløjet, harvet og derefter bedækket med brændt 
Mergel og Cinders. Siden er den ikke bleven rørt og giver 
nu en taalelig god Græsning. Et Gjennemsnit viste % 
Tomme Græstørv, 21 Tomme Muld, et 11 Tomme tykt 
Lag af Stykker af brændt Mergel (kjendelige paa deres 
lyserøde Farve og tildels af betydelig Størrelse: 1, i og 1" 


235 


lange, brede og tykke), af Cinders og af Kiselstene blandede 
med Jord; nederst, omtrent 414" fra Overfladen, laa den 
oprindelige faste Tørvejord. De Stoffer, som for lå Aar 
siden vare blevne spredte påa Overfladen, laa altsaa nu 
under et næsten fire Tommer tykt Lag af fine Jorddele, 
blandede med noget Plantestof. Det saa aldeles ud, som 
om disse Brudstykker havde, som Landmændene tro, ar- 
bejdet sig selv ned. Det synes imidlertid at være al- 
deles umuligt, at enten den knuste Kalk eller de brændte 
Mergeldele og Kiselstene kunde synke flere Tommer dybt 
under Overfladen gjennem fast Jord og dog blive ved at 
danne et sammenhængende Lag; heller ikke er det rimeligt, 
at det hensmuldrede Græs, om det end forøgede Overfladen 
med nogle af Muldets Bestanddele, kunde i saa kort Tid 
have skilt den fine Jord fra den grove og opdynget den 
første ovenpaa de Gjenstande, der for saa kort Tid siden 
laa strøede paa Overfladen. Fænomenets Forklaring, siger 
D., ligger i Regnormens Fordøjelsesevne. Ved at se nøje 
efter mellem Græsset paa den omtalte Mark viste det 
sig, at der neppe var et Rum af 2 Kvadrattommer 
uden en lille Dynge af cylindriske Ormexkrementer. Det 
er velbekjendt, at Ormene sluge Jord og efter deraf at 
have uddraget de fordøjelige Dele udstøde Resten og lægge 
den ved Mundingen af deres Gange i Form af smaa tarm- 
dannede Dynger. Ormen er ikke istand til at sluge de 
grovere Dele, og da heller ikke den rene Kalk har nogen 
Tiltrækning for den, vil den fine Jord, som laa under 
Cindersstykkerne, eller den brændte Mergel og den knuste Kalk 
ved dens stille Virksomhed langsomt blive flyttede og bragte 
op til Overfladen. Denne Antagelse er ingen blot og bar 
Gisning; thi paa en Mark, som var bleven bestrøet med 
Cinders for blot et halvt Aar siden, saa Darwin alle- 
rede Ormenes smaa Jordhobe ovenpaa de mindre Cinders- 
stykker. Heller ikke er den virkende Kraft saa ringe, som 
det straks kunde synes, thi den store Mængde Regnorme, 
som enhver er bleven var, der- nogensinde har gravet i 
en Græsmark, vil opveje den ringe Arbejdsmængde, som 
hver af dem kan yde". 

»Denne Hypothese forklarer det fordelagtige ved gam- 
melt Græsland, som Landmændene altid ere saa utilbøjelige 
til at bryde op; thi Ormene maa behøve en temmelig lang 
" Tid til at lave et tykt Muldlag ved rigtig at blande Jordens 
Bestanddele og den paaførte Gjødning. I Tervelodden var 
i Løbet af 15 Aar omtrent 31 Tomme bleven vel fordøjet. 


236 


Men rimeligvis fortsættes Virksomheden, om end langsomt, 
til en langt større Dybde, thi saa efte Ormen nødes af 
Tørke eller en anden Grund til at gaa dybt ned, maa den, 
naar den udtømmer sit Maveindhold, bringe nogle faa Jord- 
dele op til Overfladen. I gammelt Græsland ere sandsyn- 
ligvis alle Jorddele gaaede igjennem Regnormenes Tarme, 
og »Dyremuldf vilde derfor i en vis Henseende være en 
mere passende Benævnelse end ,,Plantemuld"”. 

3. Spitsbergens miocene Flora (efter Oswald Heer 
i »Biblioth. univers. de Genéve.”" Dec. 1869). 

De talrige Rester af fossile Planter, som bleve ind- 
samlede paa Spitsbergen af den sidste svenske Nordpols- 
expedition (1868), ere blevne overgivne til Bearbejdelse af 
Oswald Heer, hvis Navn allerede vil være bekjendt for 
dette Tidsskrifts Læsere af en tidligere Afhandling (Fjerde 
Række, Iste Bind, S. 112); Resultaterne af hans Under- 
søgelser foreligge nu, og de vigtigste ere følgende. Spits- 
bergens nuværende Flora tæller kun 93 Arter, der have en 
fuldkommen alpinsk Karakter. Man maa i Schweiz gaa op 
paa Bjergene til en Højde af 8—9000" for at finde en til- 
svarende Plantevækst. I Modsætning hertil have de endnu 
saa lidet undersøgte miocene Jordlag allerede givet os 131 
Årter, der maa søge en dem tilsvarende Flora paa den 
nørdschweiziske Slette. Af disse høre 8 til de blomsterløse 
Planter (Svampe, Mosser, Alger, Bregner og Padderoøkker), 
123 ere Blomsterplanter.  Naaletræerne spille en meget 
vigtig Rolle, idet der nemlig er fundet ikke mindre end 26 
Arter, hvilket betydelig overgaaer det Tal, der nu findes i 
Evropa. Interessant er det her blandt disse at gjenfinde 
den nordamerikanske Sumpcypres (Taxodium distichum); 
denne Plante var i den miocene Tid udbredt over hele 
Nordamerika fra Alaska til Grønland, over hele Evropa og 
fandtes ogsaa i Asien. I Nutiden er den derimod ind- 
skrænket til Nordamerika, hvor den findes fra Delaware ned 
til Mexico og især er almindelig i Georgias og Syd-Caro- 
linas Sumpe. Den har ogsaa været en meget almindelig 
Beboer af de sumpede Bredder af den Ferskvandssø, der 
rimeligvis engang fandtes paa Spitsbergen, og i hvilken 
flere Stargræsarter, en Iris, en Najas, en Pindsvineknop, en 
Vandaks, to Aakander osv. voksede, hvis Levninger vi nu 
kjende. Af Sumpcypressen har man udmærkede Grene be- 
varede med Han- og Hunblomster, Kogleskjæl og Frø, saa 
at det har været muligt at anstille en minutiøs Sammen- 
ligning med den nulevende. Men Sumpcypressen er ikke: 


237 


den eneste endnu levende Plante, der forefindes i Spits- 
bergens miocene Flora; det mærkeligste er, at man der 
ogsaa finder Rødgranen og Dvergfyrren (Pinus mon- 
tana) sammen med en hel Del Arter, som nu ere uddøde. 
Disse to Planter fandtes ikke i det øvrige Evropa under 
hele Tertiærtiden, hvor derimod Pinus Laricio, der nu er 
indskrænket til Sydevropa, var udbredt lige op til Øster- 
søen idetmindste. Det synes herefter, som om Spitsbergen 
er disse to Planters Fødeland; efter Miocentiden forsvandt 
de imidlertid aldeles derfra og avancerede ned i Evropa 
og Asien, i hvis diluviale Lag de forekomme, og hvor de 
fandt et nyt Hjem, medens Pinus Laricio samtidig rykkede 
ned til Sydevropa. Nu er deres Nordgrændse 10 Bredegrader 
Syd for Spitsbergen. Paa samme Maade forsvandt Sump- 
cypressen fra Evropa og Asien for at vandre ned i Nord- 
Amerika. Naar undtages disse 3 Arter, synes alle de øvrige 
paa Spitsbergen fundne fossile Plantearter at være uddøde. 
Fyrreslægten var repræsenteret der med Arter af alle 
Grupper, baade med 2, 3 og 5 Naale i Knippet. Men ved 
Siden af de endnu levende Typer af Naaletræer fandtes der 
Årter saa afvigende, at de maa danne nye Slægter. En 
saadan er den af Heer opstillede Torellia (med 2 Arter), 
der ligner baade det japanske Gingkotræ (Salisburia) og 
Slægten Podocarpus.  Mærkes maa endnu, at den i de 
arktiske miocene Flora saa almindelige Sequoia Langsdorfii 
mangler paa Spitsbergen. 

Af Enkimbladede er der hidtil fundet 31 Arter, blandt 
hvilke der imidlertid aldeles ikke fandtes Palmer, saaledes 
som der falskt angives i Petermanns ,,Mittheilungenf i en 
Artikel om ,den første tydske Nordpolsfart" (,,Spitsbergen 
var en Ø, bedækket med Palmer, hvor Dadlerne kunde 
modnes", osv.). Af Løvtræerne vare især Poplerne talrige, 
dernæst Birke, Ege, en Bøg, en Platan, en Lind, en Røn osv. 

Af Insekter er der fundet 22 Arter, som alle paa en 
nær høre til Billerne, af hvilke der nu ikke findes en 
eneste levende paa Spitsbergen. We) 

4. Krokodiler i Palæstina. Det synes nu ikke at 
kunne betvivles, at der virkelig findes Krokodiler i ,,det 
hellige Land", hvor allerede Hjob har givet en saa kraftig 
Skildring af disse Dyr under Navnet Leviathan (Hjob 
40, 18). Strabo og Plinius omtale en ,,Krokodilby" 
(Koonodsidæwv zolis) mellem Ptolemais og Stratos Taarn, ja 
de omtale endog Krokodiler baade i Mauritanien og i Bi- 
thynien. Paa Korstogenes Tid omtales de atter; ligeledes 


238 


et Par Gange i det 12te og låde Aarhundrede. Der for- 
tælles saaledes, at ,,Krokodilfloden" havde sit Navn deraf, at en 
Krokodil engang havde slugt to Soldater, som badede sig 
i den. En rejsende, der rejste fra Karmel til Cæsarea, 
satte over en fra dette Bjerg kommende Bæk, ,,hvori der 
var mange Krokodiler", Rimeligvis var det ogsaa en Krokodil, 
som midt i det fjortende Aarhundrede under Stormesteren 
Hélion de Villeneure indgød Rhodiserne saa stor en 
Skræk og blev dræbt af Ridderen Deodat de Gozon frå 
Provence — en Begivenhed som Schiller har forherliget i 
sit berømte Digt ,der Kampf mit dem Drachen". Dens 
Hoved blev fæstet til Stadsporten, hvor Thevenot saa det. 
Endnu i det 17de og 18de Aarhundrede omtales oftere af 
rejsende i det hellige Land en ,,Krokodilfod" og en ,,Kroko- 
dilsø" i Nærheden af Cæsarea, og det tilføjes udtrykkelig — 
men muligvis efter ældre Beretninger eller Sagn — at der 
opholdt sig saa store Krokodiler der, at de havde bortslæbt 
Æsler og Kalve; men i det 18de Aarhundrede døde disse 
Rygter efterhaanden hen, og man antog, at enten havde Kro- 
kodiler aldrig levet i det ,,hellige Land", eller ogsaa var det 
mange Aarhundreder siden. Ingen nyere Geograf eller 
Naturforsker kjendte noget til syriske Krokodiler. De ara- 
biske Vejvisere vidste dog endnu undertiden at fortælle de 
rejsende, at der forekom Krokodiler der, mén den tydske 
Naturforsker Joh. Roth, som døde der af Feber i 1857, 
var den første, hvem det lykkedes at paavise dette Dyrs 
virkelige Forekomst der ved at komme i Besiddelse af et 
Skelet; hvor dette er blevet af, vides dog ikke. Han an- 
fører tillige to Smaafloder (af hvilke den ene, Zerka, ansees 
or at være de gamles ,,Krokodilfod"), hvori den oftere 
blev dræbt af Indbyggerne, fordi den fortærede deres Faar 
og Geder; slige Exemplarer skulde oftere være bragte til 
den preussiske Vicekonsul. Et yderligere Vidnesbyrd har 
den ogsaa her i Norden ved sine Flodrejser og sin 
Guttaperkabaad (Rob Roy) bekjendte rejsende Macgregor 
aflagt; da han roede ned ad Floden Gischon under Bjerget 
Karmel, saa han aldeles tydelig et af disse ham fra Nilen 
velbekjendte Dyr stikke Hovedet op af Vandet tæt ved ham; 
senere bemærkede han talrige Spor af dem paa de dyndede 
Bredder, og i Nazareth saa han selv en Krokodil, der var 
dræbt i Floden Zerka ved Cæsarea 4 Maaneder iforvejen. 
I to af ,,det hellige Lands" Smaafloder tør man altsaa med 
Sikkerhed paastaa, at der endnu lever Krokodiler; om det 


239 


samme er Tilfældet med Jordanfloden, maa Fremtiden vise. 
(Der zoolog. Garten 1869). 

5. Et interessant mineralogisk Fund er nylig blevet 
gjort i Bøhmen. Professor Nordenskåld meddelte i sin 
Oversigt ved det svenske ,, Vetenskapsakademis" Aarsfest 
følgende Oplysninger herom. Ved Dlaschkowitz, nogle Mil 
n. Vv. for Prag, træffer man umiddelbart under Agerjorden 
et. ret mægtigt, lige ovenpaa Kalken hvilende Lag af Rulle- 
stene og' Grus, der øjensynlig for største Delen hidrører 
fra Bøhmens paa Grund af sine varme Kilder ” berømte 
Basaltformation. Dette Lag har fra gammel Tid af været 
bekjendt for de deri forekommende Pyroper eller bøhmiske 
Granater, af hvilke aarlig en stor Mængde anvendes til 
Bijouteriarbejder.  Granaten findes heri sammen med en 
Mængde andre Ædelstene, af hvilke de fleste dog ere for 
urene til at have nogen egenlig Værdi; men selv af disse 
kommer dog en og anden med til Sliberierne for at an- 
vendes til Fantasismykker eller Erindringstegn, der sælges 
til de fremmede, som opholde sig ved Bøhmens Badesteder. 
Iblandt en Samling saadanne Stene, der for nogen Tid 
siden afleveredes i et Granatsliberi, blev man opmærksom 
påa en lille vingul, kubisk Krystal derved, at den var for 
haard til åt kunne slibes paa den sædvanlige med Smergel 
bestrøede Slibeskive. Den afleveredes derfor til nærmere 
Undersøgelse hos Professor Schafarik i Prag, der i den 
lille Krystal gjenkjendte en Diamant, den første, der 
er funden i Evropa. Den er rigtignok kun lille, thi 
den vejer ikke mere end i Karat eller 57 Mgr;. men 
Fundet har dog vakt megen, Opmærksomhed, og da den 
ledsages af rent plutoniske Mineralier, vil dette muligvis give 
et Bidrag til Oplysning om de hidtil gaadefulde For- 
hold, hvorunder denne Ædelsten dannes. Man har nemlig 
endnu ikke kunnet afgjøre, om Diamanten er opstaaet ved 
en Smeltningsproces, der er foregaaet ved en meget høj 
Temperatur, eller om den er dannet ved en gjennem Åar- 
tusinder fortsat Krystallisation af harpixagtige organiske 
Stoffer. Det fortjener tillige at anføres, at man nu har 
fundet Diamanter i alle Verdensdele; i Begyndelsen kjendte 
man dem kun fra Indien, 1728 opdagedes de i Brasilien, 
1840 i Nord-Amerika, 1860 i Avstralien, 1867 i Sydafrika 
og nu 1870.,i Bøhmen, saa at altsaa det gamle Evropa er 
blevet den sidste Verdensdel i Rækken. (A. B.) 

6. Paddernes Dvaleliv. Det er bekjendt, at man 
undertiden har fundet levende Frøer og Tudser under saa- 


240 


danne Forhold, at man maa antage, at de have levet af- 
spærrede fra Verden, uden Føde, uden Lys, ja næsten uden 
Luft, i en meget lang Tid"); og vil man end forkaste mange 
af de vidunderlige Beretninger om Frøer og Tudser, der 
ere fundne inden i Træstammer og Stene, saa bliver der 
" dog Tilfælde nok tilbage, der vidne om en ualmindelig 
Sejglivethed hos disse Dyr under visse Omstændigheder. Til 
Oplysning om disse Forhold kan følgende Iagttagelse af 
den amerikanske Zoolog Allen maaske bidrage. ,,Den 2ådde 
Juli 1865 rensede nogle Arbejdere en Brønd, hvori der i henved 
20 Aar havde samlet sig Dynd og andet Affald, og fandt 
i den, da de havde pumpet den læns, adskillige døde og 
levende Tudser (Bufo americanus). Senere fandtes 
c. 20 i skindød Tilstand i Dyndet, fra nogle faa Tommer 
til 2 eller 3 Fod under Overfladen; straks efter at de vare 
komne frem for Dagens Lys vare de tilsyneladende aldeles 
livløse og rørte ikke et Lem, men efter nogle Sekunders 
Forløb indfandt der sig Trækninger i deres Ben og Tæer. 
og deres Øjne aabnede og .lukkede sig langsomt; i Løbet 
af 3—4 Minuter vare de blevne saa livlige, at de hoppede, 
naar man rørte ved dem, og efter 5—6 Minuters Forløb 
lod endogsaa Exemplarer, der havde ligget 1 Alen dybt i 
Dyndet, sig bevæge til at fremskynde deres Hurtighed be- 
tydelig, naar man puffede til dem med en Stok.… Lod 
man dem være aldeles i Ro, varede det derimod længe, 
inden de satte sig i Bevægelse. De, der laa dybest i 
Dyndet, havde rimeligvis ligget der mindst 10—15 Aar, 
maaske meget længere. Vandstanden i Brønden bliver i 
Almindelighed meget lav hver Sommer, ja i meget tørre 
Somre ligger den helt tør i. flere Uger. Paa Grund af den 
lave Varmegrad paa dens Bund ville de Tudser, der falde 
i den paa denne Tid, føle en naturlig Tilbøjelighed til at 
gaa i Vinterkvarter og grave sig ned i Dyndet, og at 
Brønden senere fyldes med Vand vil ikke gjøre noget til 
Sagen, da Forholdene derved blive omtrent de samme, som 
naar de ellers overvintre i Damme. Da Varmegraden stedse 
vil holde sig under den, ved hvilken Tudserne ere frivillig i 
Bevægelse, synes der ikke at være nogen Grund til, at 
dette ufrivillige Dvaleliv ikke skulde kunne forlænges paa 
ubestemt Tid." (Proceed. Boston Soc. 1868). 


t) Se dette Tidsskrift, I Række, V Bind, S. 28—33. 


Baa P. 6. Philipfens Forlag er udfommen: 


Garmonien i Jaturen 


eller 


Stabelfeng Cenhed. 


Populaire Naturffildringer af Dr. 6. Hartwig. 
Overfjat og bearbeitet af P. Mariager. 
(Med en Mængde Tertbilleder og ftørre Afbiltninger). 

Dette Værk har overalt” funvet en god Modtagelfe og er 
overfat i forffjellige Sprog. Af den engelffe Presfes mange 
rofende Udtalelfer derom anføres følgende. ZCet anfeete viden- 
ffabelige Tidsffrift Athenæum ffriver: ,,Dr. Hartwigs Bog er 
ingen flet og ret Naturhiftorie, men bevæger fig paa den al- 
mindelige Pfydologies Cmraade; dens Indhold beftaaer af 
Sammenligninger og Sluntninger, faomt et Blif pan den hele 
FPætfe Bæfener, fom begynder med be lavefte Trin af Plantelivet 
og ender men Menneffet. Bogen er overordentlig interesfant 
og udfylder virfelig en nyttig Ølads.” — I Globe hebrer bet: 
,Som et Slags forkortet ,,Kosmos"”, der imidlertid omfatter 
Bidenffabens nyefte Opdagelfer, maa Dr. Hartwigs Bog be- 
undres for den flare Udfigt, den giver, over Ordenen i Naturen, 
Et faadant Værf ffærver Bliffet for Opfattelfen af Univerfet”, 
— The Field flutter en længere Unmeldelfe med følgende Ord: 
»Gor de Læjere, der ønffe at gjøre fig befjendt med Naturviden= 
ffaben uden derfor at foretage møifjommelige Studier, fan der iffe 
anbefales noget Bærf fom mere underholdende og belærende end 
»Darmonien i Maturen”. 


JF Udfiyrelfen flutter Værfet fig til Fiquiers AÅrbeider ,,Jord- 
floden før og efter Syndfloden” og til Pouscets ,,Naturens 
BVidundere”, og vil talt indeholde henimod 400 Afbildninger, 
" hvoriblandt en ftørre Ræffe funftneriff udførte Ørofpecter, Gjen- 
giveljfer af mærkelige NVaturoptrin, Jagtbilleder ofv. 

Bærfet vil udfomme i 10 Leveringer til 36 Bk med c. 3 Uger 
Mellemrum. — 1—7 Levering er udfommen. 

Subfecription, fom er bindende for det hele Værk, modtages i 
alle Boglader og hos Forlæggeren. 


"Indhold af 28t Binds 3ftie Hefte. 


1. Mindetale om Michael Faraday. Holdti Videnskabernes 
Akademi af Dumas, Akademiets Secretær.......... 173. 

2. Mindre Meddelelser. 1. Nogle Erfaringer ved Forsøg paa 
Plantedyrkning i Grønland. 2. Reguormenes Nytte 3, Spits- 
bergens miocene Flora. 4. Krokodiler i Palæstina. 5. Et 
interessant mineralogisk Fund. 6. Paddernes Liv...... 228. 


Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til 
en Pris for hele Aaret af 3 Rdl.  Subskriptionen, der. 
er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de 
kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. 

De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, anmodes om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 5. ; 

I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- 
gender behage man at Kåhvende sig til Dr. phil. C. F. Liutken, 
som træffes 1 sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-6 E., eller tl 
vOverlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E.…, 
eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 B 
Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet 
ikke udtrykkelig er bemærket. 


TIDSSKRIFT | 


POPULÆRE FREMSTILLINGER (" 


AF 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET 


AF 


C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 


FJERDE RÆKKE. 


ANDET BINDS FJERDE HEFTE. 


KJØBENHAVN. 


P. & PHILIPSENS FORLAG. 


THIELES BOGTRYKKERI. 


P, G. Philipsens Forlag. 


Veiledning til at udføre 


forskjellige kvindelige Håandarbeider, 


af 
Cécile Regnard. 


Med 90 i Texten indtrykte xylographerede Mønstertegninger. 


Efter den hos L. Hachette £& Co. i Paris udkomne 
»Manuel de travaux å Vaiguille« og med Originalens Illustrationer. 
; Priis 84 Sk. 


Indhold: Syning. — Strikning. — Uldblomster. — For- 
skjellige Smaaarbeider. — Hekling med Diamantlidser. — 
Couleurt Broderi. — Hvidt Broderi. — Grunde. 

Af Forfatterindens Forord anføres: 

»Den kvindelige Undervisning bliver efterhaanden mere udstrakt 
og Smag for Haandarbeide synes at være underkastet samme 
Regel; thi den unge Piges Opdragelse kan ikke være fuldstændig, 
uden hun forstaaer den Kunst, at beskjæftige sig med Haand- 
arbeider, som i Fremtiden kunne tjene hende til Erhverv, og 
som altid ville beskytte hende mod Kjedsomhed. 


De europæiske Staters Historie, 


Efter de interessanteste og bedste Skrifter 
og andre Hjælpekilder 
af 
Fr::Klee. 


Med en geographisk-statistisk Oversigtstavle over Europa. 
4 Dele. Prits 6 Rd. 72 SE. 


Dette Værk har ved sin interessante, upartiske og 
lette Fremstilling af den nyeste Tids Historie vundet al- 
mindelig Anerkjendelse og en ikke ringe Udbredelse. 

Pressen har med Eenstemmighed udtalt sig paa det 
Fordeelagtigste om dette Værk saavel ved dets første Ud- 
givelse som senere og i høi Grad anbefalet samme til Pu- 
blicum. Forlæggeren skal derfor her kun anføre følgende 
Yttringer af ,,Fædrelandet" : 

»Forfatteren har flittig benyttet de myeste og bedste 
Kilder, navnlig Vaulabelles fortrinlige Værk; hans Frem- 
stilling er livlig og anskuelig. Vi tillade os paa det Bedste at 
anbefale dette i høj Grad nyttige og læseværdige Arbeide.” 


54, SE beg 


UØSENE st 
N IN i 


Tavle Il 


Nyere Undersøgelser af Solens fysiske Forhold. 


Af Lektor P. Freuchen. SSR 
ØE Zoology 
dg ØR É C r 4 (Med en Tavle i Farvetryk). S Ak 16 1942 


LIBRKARUT 
men, rl 


I Begyndelsen af det syttende Aarhundrede opdagede 
Galilei, Friseren Johan Fabricius, Schwaberen 
Seheiner og Englænderen Harriot omtrent samtidig og 
uafhængig af hverandre ved Kikkertens Hjælp, at Solover- 
fladen ingenlunde var saa ensartet, som den viser sig 
for det ubevæbnede Øje, men ofte var besat dels med 
mørke, dels med stærkt lysende Pletter. Disse bleve i 
de følgende Tider ofte iagttagne, uden at der egenlig 
opdagedes noget væsenlig nyt, og man opstillede for- 
skjellige Formodninger om Solens fysiske Forhold, som 
navnlig gik ud paa at forklare de forskjellige Fremtoninger 
ved Solpletterne. 

William Herschels Hypothese, som var mest al- 
mindelig antagen indtil for faa Aar siden, er fremsat i 
dette Tidsskrifts første Rækkes 3die Bind (1856). Den 
gaaer ud paa, at Solens Kjerne er et fast, mørkt eller 
dog kun svagt lysende Legeme, som er omgivet af en 
tæt, Lyset tilbagekastende Atmosfære, uden om hvilken 


der atter findes en anden Atmosfære, et Lyshav, den 
Fjerde Række. Il. 16 


242 


saakaldte Fotosfære, fra hvilken den hele lysende og 
varmende Virkning udgaaer. Disse Atmosfærers Antal 
blev senere forøget med en tredie, der i Almindelighed 
var usynlig, men ved totale Solformørkelser viste sig som 
en Straalekrands, den saakaldte Krone, omkring Maanen. 

I den senere Tid have Astronomerne forholdsvis 
stærkt havt deres Opmærksomhed henvendt paa Himmel- 
legemernes fysiske Forhold, og der er navnlig for Solens 
Vedkommende fremkommet meget mærkelige Oplysninger, 
dels ved de stadige omhyggelige Undersøgelser af Sol- 
pletternes Hyppighed, dels ved Anvendelsen af Spektral- 
analysen. 

"Den første stadige Iagttagelse og Optegnelse af Sol- 
pletternes' Antal blev begyndt af Schwabe i Dessau i 
Aaret 1826 og førte ham til Erkjendelsen af en bestemt 
Periodicitet i deres Forekomst. Han offenliggjorde i 
Slutningen af 1843 Resultaterne af sine Undersøgelser, 
som udviste en Periode af omtrent 10 Aar, i hvilken 
Solpletternes aarlige Antal steg fra et Minimum til et 
Maximum og derpaa atter dalede til et Minimum. Hans 
Opdagelse blev i omtrent 10 Aar dels ignoreret, dels 
heftig bestridt, indtil Wolf paatog sig at udføre en 
yderst omhyggelig Undersøgelse af Forholdene, idet han 
fra de forskjelligste Kilder samlede Iagttagelserne fra de 
foregaaende Aarhundreder. Han bekræftede Periodici- 
teten, men fandt en noget længere Periode af 11% Aar; 
derhos paaviste han de 24 Perioder, der vare forløbne 
efter den første Opdagelse af Solpletterne. 

Følgende Tabel, som indeholder Resultaterne af 
Schwabes fortsatte Undersøgelser for to Perioder, om- 
fattende Tiden fra 1840 til 1862, giver en tydelig Over- 
sigt over Forandringerne i Pletternes Hyppighed. 


243 


lagttagelsesdagenes — Antal af Grupper Antal af Dage 
Antal af Pletter uden Pletter 
FRA. DEER VANER DNS TO 2 ERA SENT f 3 
SÆR SE. 0, BEDA SNE "la TO RR TEN 15 
17 FRR SR STORE SE RATE BED. 64 
HÆS 35 « BÅDE ENS. read SL sr ED 149 
1 re ye P: Ree 3 DERNE Ar LSE på SPARE ET 5 RENEE 111 
ISS Rov. BØDE KE SUS nd DR PR BE rer pr 29 
IL een 33] 16 KEDE Es ERR eee Ia REE ET, SET ERR 1 
SÆRESSE 47 SNOR ESKE SR seg PÅSTOD NSSEGR 0 
SÅS Ree ATAS TE ERE ERR. AN DLSESE 3303 Bee or: 0 
NSA SEE 5: PN EEN 250 san ENES. ME 0 
RESUSSR DOS SA SKE EN te 1863 RE se 2 
TKS ere DØBE Hs ER TB 5 SARA On (0 
KS. BEES ESS na ss FODE 40 AR Hg. 2 
SODE sa: BONES SAN AD. 1 BRNO UNE FRE Å 
SDS 5: BG, HERE UN NE RENEE NERE GÅ sr AE RE 65 
MSDS 3 BÅNDET al AVE RN KN IO rs EAR NS) 146 
MSDN SE AR LEDE nag DÅ: 22 FELTER laa 193 
ESS dd SE NE SAD SER ENERET ER ØR 988; SHE SEE 2 
ISIS LE: BODER CA LNG BOD ss RE Ls FR 0 
USD ERE ER DÅ DRENGENE "VRE: DOS 2 SER RER: 0 
SKO DOLE Nes VISE KOKS DP] 1.035 SER ER 0 
TO ren BEER REM NR Go BOA i sag ERNE 0 
BSK SÅ REDDE SERENE FED REED AGO: snes E 3 


De 111 Aar, som Wolf satte som Periodens Længde, 
var et Middeltal, beregnet af alle de Perioder, som han 
havde undersøgt, medens de enkelte Perioders Længder 
kunde afvige indtil 1% Aar herfra, idet de snart vare 
kortere, snart længere. Ret mærkeligt er det da, at de 
kortere Perioder synes at være ligesom mere intensive, 
med et forholdsvis stort Antal Pletter i Maximumsaaret. 
16% 


244 


Et Blik paa den meddelte Tabel vil straks vise, at 
vi nu nærme os til et nyt Maximum, som vil indtræffe 
næste Aar. Allerede iaar er Antallet af Solpletter 
betydeligt, saa at der er god Lejlighed til at gjøre 
sig bekjendt med deres ofte meget mærkelige Former og 
med deres Bevægelse henover Solens Overflade. De større 
ville kunne sees i enhver nogenlunde god Kikkert, der 
imidlertid nødvendig maa være forsynet med et stærkt 
farvet Glas, da Øjet uden dette vilde blive ødelagt for 
bestandig endogsaa ved et eneste Blik paa Solen. 

Paa Grund af den uendelig vigtige Rolle, Solen 
spiller for hele Jordlivet som Hovedkilden for Lys og 
Varme, laa det nær at undersge, om ikke Solpletternes 
Fremtræden og navnlig deres Tilstedeværelse i større eller 
mindre Mængde udøvede nogen kjendelig Indflydelse paa 
Naturforholdene her paa Jorden og da navnlig paa Varme- 
forholdene. Da William Herschel ikke var i Besiddelse 
af de nødvendige Temperatur-Iagttagelser, undersøgte han, 
om der ikke maatte være nogen Forbindelse imellem Sol- 
pletternes Antal og Kornpriserne; han mente virkelig at 
kunne paavise, at Åar med mange Solpletter havde lave 
Kornpriser. Andre, som Årago, Secchi og Gautier, 
antoge, at det omvendte Forhold vilde være mere sand- 
synligt. Secchi viste, at Solpletterne udstraale mindre 
Varme end de andre Dele af Solens Overflade; og Gautier 
paaviste ved at gjennemgaa Middeltemperaturerne, uddragne 
are sAars Thermometer-Iagttagelser fra 62 Steder i 
Evropa og Amerika, at de vare, om end kun meget lidt, 
højere i de Aar, i hvilke der havde vist sig faa Solpletter. 
Nøjagtigere Undersøgelser af Wolf have senere vist, at 
Herschel havde Ret for det forrige Aarhundredes Ved- 
kommende, og Gautier for det nuværendes. Der synes 


245 


saaledes ikke at være nogen lovbunden Forbindelse imellem 
Solpletternes Mængde og Varmeforholdene paa Jorden. 
Derimod have Sabine, Gautier og Wolf paavist 
en højst mærkelig Forbindelse imellem den periodiske 
Aftagen og Tiltagen af Solpletternes Antal og Jordmagne- 
tismen. Jordmagnetismen er ikke en uforanderlig Kraft, 
der stedse virker med samme Styrke og i samme Retning, 
saaledes som Jordtyngden i det mindste synes at gjøre det. 
Dette har man allerede i lang Tid vidst, og for at studere 
de Forandringer, som Jordmagnetismen er underkastet, 
har man rundt omkring paa Jorden indrettet magnetiske 
Observatorier, hvor man stadig iagttager Magnetnaalens 
Bevægelser. Lamont i Minchen viste ved Behandling 
af de anstillede Iagttagelser, at der var en regelmæssig 
Periode i Forandringerne saavel af Jordmagnetismens 
Styrke som af dens Virkningsretning, og han angav 
Længden af denne Periode til omtrent 101 Aar. Ved en 
fornyet Undersøgelse fandt Wolf imidlertid, at Periodens 
Længde var 111, altsaa netop saa lang som Perioden 
for Forandringerne i Solpletternes Antal. De to Perioder 
vare ikke blot lige lange, men stemmede overens i alle 
deres Forhold, saaledes at de Åar, der havde de fleste 
Solpletter, ogsaa havde de stærkeste magnetiske For- 
andringer. En saa fuldstændig Samstemning i Perioderne 
for to forskjellige Fremtoninger leder uundgaaelig Tanken 
hen paa en indbyrdes Forbindelse imellem dem, enten en 
umiddelbar, saaledes at den ene Fremtoning er Åarsag, 
den anden Virkning, eller en middelbar, idet begge ere 
Virkninger af en fælles Aarsag. Hvilken Slags For- 
bindelse der finder Sted i det foreliggende Tilfælde er 
endnu ikke oplyst; det sandsynligste er dog, at det er 
en middelbar, at saavel Solpletternes Opstaaen som For- 


246 


andringerne i Jordmagnetismen ere afhængige af Be- 
givenheder, der foregaa i Solmassen, over hvilke maaske 
de Undersøgelser af Solens fysiske og kemiske Forhold, 
som i de senere Aar drives med stor Iver, ville bringe 
Klarhed. 

En mærkelig Begivenhed, som indtraf den 1ste Sep- 
tember 1859, synes ogsaa bestemt at vidne om en nøje 
Forbindelse imellem Jordmagnetismen og de store Pro- 
cesser, der foregaa paa Solen. Den engelske Astronom 
Carrington, som netop var ifærd med at iagttage en 
temmelig udstrakt Gruppe af Solpletter, saa pludselig 
to glimrende Lyspletter danne sig midt i Gruppen; Lys- 
styrken tiltog i en ganske kort Tid og blev endogsaa stærkere 
end i de åndre Egne af Solen. I det første Øjeblik antog 
Carrington, at det var en Skuffelse, hidrørende fra 
Fejl ved Kikkerten; men han overtydede sig snart om, 
at han havde seet rigtig. Han ilede da ud for at hente 
andre Vidner til den mærkelige Fremtoning, hvis Lige 
han aldrig havde seet eller hørt Tale om; men då han 
kom tilbage, knap fem Minuter efter Pletternes første 
Opblussen, vare de næsten forsvundne. I den korte Tid 
havde de imidlertid flyttet sig et betydeligt Stykke paa 
Soloverfladen, omtrent 8000 Mile, altsaa med en Hastig- 
hed af omtrent 27 Mile i Sekundet. Efter at Lyspletterne 
vare forsvundne, var der ikke nogen kjendelig Forandring 
at iagttage i de Solpletter, i hvis Nærhed de havde 
vandret, hvorfor Carrington antog, at denne pludselige 
Opblusning havde fundet Sted ovenover de Lag, i hvilke 
Solpletterne dannes. Heldigvis saa Hodgson i Kew 
ogsaa denne Fremtoning ganske som Carrington og 
bemærkede tillige, at Instrumenterne i det derværende 


magnetiske Observatorium bleve meget stærkt paavirkede 


247 


og vidnede om en temmelig stærk Forstyrrelse i Jord- 
magnetismen. Den følgende Nat iagttoges et meget heftigt 
magnetisk Uvejr over hele Jordkloden; men hvor vidt 
dette stod i nogen Forbindelse med det stærke Ildudbrud 
paa Solen, er det ikke muligt at afgjøre. 

Naar man har Lejlighed til i Løbet af flere. Dage at 
iagttage en og samme Solplet, seer man snart, at den 
forandrer sin Plads, og at Bevægelsen altid gaaer fra den 
venstre Rand henimod den højre. Alle Omstændigheder 
tale for, at denne Bevægelse, som tilsyneladende fore- 
gaaer hen over Solen, i det mindste tildels er en Bevægelse 
med Solen, og at denne ligesom Jorden har en Omdrejning 
omkring en Akse. Ved Maalinger af Solpletternes Be- 
vægelser vilde man da blive istand til at angive saavel. 
Stillingen af Solens Omdrejningsakse og følgelig af den 
dertil svarende Solækvator, som ogsaa Omdrejningstiden, 
under den Forudsætning, at Pletterne ikke have nogen 
egen Bevægelse paa Soloverfladen. De betydelige For- 
andringer, som Solpletterne ere underkastede, og som 
ofte foregaa i forholdsvis kort Tid, voldte imidlertid store 
Vanskeligheder ved Maalingerne, og disse bleve fremdeles 
forøgede derved, at det snart viste sig, at Pletterne 
ikke vare fast forbundne med Sollegemet, men havde 
deres egen Bevægelse. Idet man antog, at disse Be- 
vægelser ikke vare underkastede nogen bestemt Lov, men 
at der var lige stor Sandsynlighed for Bevægelser i den 
ene og i den anden Retning, tog man Middeltallet af de 
Omdrejningstider, som et meget stort Antal forskjellige 
Pletter havde givet, og fandt derved en Omdrejningstid 
af 25 Dage. Af de nærmere Undersøgelser, som navnlig 
Spoerer i Anclam anstillede, fremgik det imidlertid, at 
man kom til meget forskjellige Resultater for Omdrejnings- 


248 


tiden, eftersom de Pletter, af hvis Bevægelse man be- 
regnede den, vare nærmere ved Solens Ækvator eller 
længere borte fra denne.  Solpletter meget nær ved 
Ækvatoren gave saaledes 245, Dag, medens man af 
Pletter paa omtrent 30 Graders Brede fik 26-7, Dag og 
endogsaa af en Plet, som blev seet paa 51 Grader nordlig 
Brede, 281 Dag. Det fremgaaer bestemt heraf, at der 
findes stærke Strømninger, som føre Pletterne med sig, 
og saalænge man ikke kjender disse Strømningers Be- 
skaffenhed og ikke engang ved, om Strømningerne i 
Nærheden af Ækvator og paa større Breder gaa i samme 
Retning, har man ikke noget fast Grundlag for Beregningen 
af Solens Omdrejningstid ad denne Vej. 

Der er imidlertid dem, som mene at have fundet 
den paa en anden Maade, som er saa mærkelig, at den 
vel fortjener at anføres, om den end synes at være noget 
dristig og i høj Grad trænger til nærmere Undersøgelse. 
Nervander havde ved Bearbeidelse af Temperatur-Iagt- 
tagelserne i Paris og Innsbruck troet at kunne paavise 
"en Periode i Temperaturen paa 271 Dag; Carlini havde 
påa det nærmeste fundet den samme Periode ved Be- 
handling af Iagttagelserne i Milano; Buys-Ballot gjen- 
fandt den endelig i Iagttagelserne fra Haarlem og Zwaanen- 
burg og bestemte dens Længde til noget over 271 Dag. 
Buys-Ballot antog, at denne Periode var foraarsaget 
derved, at der udstraalede ulige megen Varmemængde 
fra Solens forskjellige Meridianer, og at Jorden som en 
Følge deraf modtog en noget større eller noget mindre 
Mængde Varme, efter som Solen vendte en mere eller 
mindre varm Side til den. Naar dette forholdt sig saa- 
ledes, saa vilde den omtalte Periode i Temperaturerne 
altsaa staa i nøje Forbindelse med Solens Omdrejningstid, 


249 


som Buys-Ballot derefter beregnede til noget over 
251 Dag, rigtignok under den Forudsætning, at selve 
Kilden til den stærkere eller svagere Varmeudstraaling 
ikke havde nogen Egenbevægelse i Forhold til Sollegemet. 
Det er imidlertid mærkeligt, at den paa denne Maade 
fundne Omdrejningstid temmelig nær stemmer med Middel- 
tallet af de Tider, der fremgaa af Iagttagelserne af Sol- 
pletternes Bevægelser; dette turde maaske snarest tyde 
hen paa, at selve Kilden til Varmeudstraalingen, som vi 
utvivlsomt maa henlægge til Fotosfæren, tager Del i de 
Bevægelser, som Pletterne ere underkastede, og at vi 
altsaa heller ikke ad denne Vej ere komne til den rette 
Omdrejningstid. 

Ved totale Solformørkelser, hvor Maanen fuldstændig 
dækker Solen, havde man allerede for lang Tid siden 
bemærket, at den mørke Maane var omgivet af en Lysning, 
den saakaldte Krone, der strakte sig noget ud fra dens 
Rand, og forsvandt i det Øjeblik, da den første Solstraale 
atter brød frem, ligesom man ogsaa undertiden havde 
seet besynderlig formede, sædvanlig røde, Udvæxter, som 
man kaldte Protuberanser.  Astronomernes Opmærk- 
somhed havde imidlertid altid været saa optaget af Maa- 
linger, der gik ud paa at benytte Formørkelserne til Be- 
stemmelse af Observatoriernes geografiske Længder, at 
de ikke havde ændset disse Fremtoninger. Først ved den 
totale Solformørkelse, som indtraadte den 8de Juli 1842 
og var synlig i en stor Del af Sydevropa, tiltrak navnlig 
Protuberanserne, hvis Tilværelse man ganske havde glemt, 
sig en overordenlig Opmærksomhed. Fra den Tid har 
man sat betydelige Kræfter i Bevægelse for at drage saa 
meget Udbytte som mulig ud af Iagttagelsene af de 
følgende totale Formørkelser i AÅarene 1851, 1858, 1860, 


250 


1868 og sidst i 1869. Formørkelserne i 1860 og 1868 
have navnlig givet højst mærkelige Oplysninger og tildels 
ledet ind paa en Vej, som lover endnu langt flere. 

Det Spørgsmaal, som først paatrængte sig, var, om 
Kronen og Protuberanserne virkelig hørte med til Solen, 
vare Dele af den, som under almindelige Omstændigheder 
vare usynlige, fordi de overstraaledes af Fotosfærens 
langt stærkere Lys, men bleve synlige, naar dette dæk- 
kedes af Maanen, — eller om de kun vare Lysfremtoninger, 
hidrørende fra Sollysets Tilbagekastning fra Maaneranden 
eller fra dets Tilbagekastning og Brydning i de Dele af 
vor egen Atmosfære, der ligger i Nærheden af Maanens 
Skyggekegle. 

For Kronens Vedkommende staaer dette Spørgsmaal 
endnu aldeles aabent; den er seet ved alle Formørkelserne, 
og den har været Gjenstand for Undersøgelse, men hvad 
den er, og hvor den, hører hjemme, ved man endnu i 
Grunden slet ikke noget om. 

At Protuberanserne høre med til selve Solen, blev 
derimod fuldstændig paavist ved Formørkelsen 1860, som 
var total i Spanien, hvor Astronomer samledes fra alle 
Lande, forsynede med fortrinlige Instrumenter. Bruhns, 
der observerede i Tarrazona, var saa heldig at opdage 
en Protuberans, som dukkede frem over Maanens Rand 
to Minuter før Totaliteten indtraadte, og han var endnu 
istand til at følge den seks Minuter efter, at den første 
Solstraale havde vist sig, saa at han i alt fulgte den 
i Løbet af omtrent 12 Minuter; og i denne Tid indtog 
den bestandig den samme Plads i Forhold til Solen, 
medens den ved Slutningen af dette Tidsrum stod paa 
et helt andet Sted af Maaneranden end ved Begyndelsen, 
hvilket bestemt vidnede om, at dens Tilværelse ikke var 


| 


251 


bunden til Maanen, men til Solen. Den samme Protuberans 
traadte ogsaa tydelig frem i to Fotografier, som den 
engelske Astronom Warren de la Rue tog, det ene 
ved Begyndelsen, det andet ved Slutningen af Totaliteten ; 
og uagtet der kun laa tre Minuter imellem disse to Øje- 
blikke, var ogsaa her den faste Forbindelse med Solen 
og Flytningen i Forhold til Maanen tydelig. Ligeledes 
vise disse to Billeder, som ere gjengivne paa den farve- 
trykte Tavle, at Maanen under sin Bevægelse efterhaanden 
dækker Protuberanser, som vare synlige ved Totalitetens 
Begyndelse, medens den afslører andre, som da vare 
usynlige. «+ 

Ved Formørkelsen 1860 saa man ligesom 1842 og 
1851 baade ved Totalitetens Begyndelse og ved dens 
Slutning en smal skinnende Lysring om Maanen; denne 
Rings Farve var omtrent den samme som Protuberansernes, 
og man formodede allerede dengang, at den hørte sammen 
med disse og maaske var deres Kilde. 

Til den 18de Åvgust 1868 var der beregnet en Sol- 
formørkelse, som vilde blive total i et Bælte, der strakte 
sig over det sydlige Årabien, det persiske Hav, Forindien, 
den bengalske Bugt, Halvøen Malakka, Borneo og Mo- 
lukkerne. Fra England, Frankrig og Nordtyskland blev 
der sendt flere Expeditioner til Steder, hvor man antog, 
at der var størst Rimelighed for at faa klart Vejr, idet 
man tillige søgte at sprede dem til fjernt fra hinanden 
liggende Punkter, navnlig for at give de forskjellige 
Iagttagere Lejlighed til at se, om der mulig skulde 
foregaa kjendelige Forandringer i Protuberanserne i Løbet 
af den Tid, der vilde hengaa imellem de Tidspunkter, 
hvor Formørkelsen viste sig total paa de forskjellige 
Steder. 


2D2 


Foruden de Iagttagelser, der vare blevne gjorte, og 
de Arbejder, der vare udførte ved de foregaaende totale 
Formørkelser, saasom Fotografering af Maanen med dens 
Omgivelser, Spejden efter mulige Planeter i Solens Nær- 
hed, var der en ny Undersøgelse af største Betydning, 
som her for første Gang skulde anvendes paa. Protube- 
ranserne og om muligt paa Kronen, nemlig en Spektral- 
undersøgelse af det fra dem udstrømmende Lys. 

I dette Tidsskrifts anden Rækkes tredie Bind har Hr. 
Docent Fjord givet en udførlig Fremstilling af Spektral- 
analysen. For de Læseres Skyld, som ikke maatte være 
i Besiddelse af denne Afhandling, ville vi imidlertid give 
en ganske kort Antydning af dette mærkelige videnskabe- 
lige Undersøgelsesmiddels Væsen. 

At Lyset brydes med et smukt Farvespil ved at gaa 
igjennem kantede Stykker af Glas eller andre lignende 
gjennemsigtige Legemer er velbekjendt. Man faaer denne 
Farvespredning til at fremtræde i sin største Simpelhed 
og Renhed, naar man lader en Lysstribe falde igjennem 
en snever Spalte paa et tresidet Glasprisme, der er 
stillet saaledes, at dets Kanter ere parallele med Spalten. 
Prismet bevirker da en Farvespredning, saa at Lysstriben, 
efter at have gjennemløbet det, bredes ud til et pragt- 
fuldt med Regnbuens Farver straalende Baand, det saa- 
kaldte Spektrum. 

Dette Spektrum, som opdagedes af Newton 1666, 
har været Gjenstand for omhyggelige Undersøgelser af 
mange Forskere. Det er væsenlig forskjelligt efter Be- 
skaffenheden af den Lyskilde, hvorfra Lysstriben kommer. 
Et fast eller draabeflydende glødende Legeme giver altid 
et uafbrudt Spektrum med jevne Farveovergange fra rødt 
gjennem orange, gult, grønt og blaat til violet. Ved 


253 


glødende Luftmasser vil Spektrets Beskaffenhed bero paa, 
hvilke Grundstoffer der ere tilstede. De ikke metalliske 
Grundstoffer give sammenhængende Spektrer. Metallerne 
give derimod Spektrer, som kun bestaa af isolerede lyse 
Linier, hvis Antal og Plads i Farverækken ere forskjellige 
for de forskjellige Metaller, og hvis Lysstyrke afhænger 
af Flammens Temperatur. Af en Flammes Spektrum vil 
man saaledes kunne slutte sig til, hvilke Metaller der 
findes i den. Natrium giver saaledes en meget stærk gul 
Stribe; Kalium giver to karakteristiske Striber, en mørk 
rød og en violet; Kalcium giver en meget karakteristisk 
grøn og en orange Stribe; Jern giver et meget stort 
Antal Striber, idet man har talt over 500. 

Bringer man et glødende fast Legeme med en større 
Lysstyrke bag ved en saadan stribegivende Flamme, saa 
seer man det glødende Legemes Spektrum men afbrudt 
af mørke Striber netop der, hvor Flammens lyse Striber 
fandtes. Medens Lys af alle andre Farver gaaer igjennem 
Flammen, sluger den netop de Lysstraaler, der ere af 
samme Slags som de, den selv udsender. 

Et Glasprisme vil altsaa anvendt paa rette Maade 
kunne give os forskjellige Oplysninger om et glødende 
Legemes Beskaffenhed. Giver Prismet et sammenhængende 
Spektrum uden særlig fremtrædende lyse Striber, saa er 
der ikke glødende luftformige Metaller tilstede, men om 
Lyset kommer fra et fast, draabeflydende eller luftformigt 
Legeme kan ikke afgjøres. Bestaaer Spektret af enkelt- 
staaende lyse Linier, saa kommer Lyset fra glødende 
metalliske Luftmasser. Seer man et fuldstændigt Spektrum 
afbrudt af mørke Linier, saa har man at gjøre med et 
stærkt glødende Legeme, som er omgivet af en svagere 
lysende og altsaa lysslugende Atmosfære, der indeholder 


2D4 


Dampe af de Metaller, til hvilke de mørke Linier svare. 
Findes der endelig fremtrædende lyse Linier i et fuld- 
stændigt Spektrum, saa hidrøre de fra de til dem svarende 
Metaldampe i en heftigt glødende Tilstand, som bevirker, 
at de udstraale mere Lys, end de sluge. 

Wollaston havde allerede 1802 opdaget mørke Linier 
i Sollysets Spektrum, og de vare senere blevne nøjagtigere 
undersøgte af Fraunhofer, efter hvem de sædvanlig kaldes 
de fraunhoferske Linier. Kirchhof gav imidlertid først en 
Forklaring af disse mørke Linier, idet han viste, at de 
vare en Følge af en Lysslugning, udøvet af en ydre At- 
mosfære paa Lysstraaler fra et indre glødende Legeme. ; 
Kirchhof antog, at den egenlige lysgivende Del af 
Solen, den'saakaldte Fotosfære, var enten fast eller draabe- 
flydende, og at den lysslugende Atmosfære, som omgav 
Fotosfæren, var den under almindelige Forhold usynlige 
Krone. Kirchhof, Bunsen og Svenskeren AÅngstrom 
have ved deres Undersøgelser af de mørke Linier i Sol- 
spektret fundet, at den lysslugende Atmosfære sikkert 
indeholder Natrium, Magnium, Kalcium, Barium, Jern og 
Brint, som i denne Henseende ligesom ved sine kemiske 
Forhold staaer i Klasse med Metallerne; mindre sikker 
er derimod Tilstedeværelsen af Kobber og Zink. 

Formørkelsen den 18de August 1868 frembød ikke 
noget egenlig nyt ved den almindelige Betragtning gjennem 
Kikkerten; men de fra de tidligere Formørkelser bekjendte 
Fremtoninger traadte særdeles smukt frem. 

Efter at Solens Rand var forsvunden, indtraadte der 
ikke noget pludseligt Mørke. Maanen syntes endnu nogle 
Øjeblikke at være omgivet af en smal. lysende Ring, hvis 
Glands, seet i Kikkerten, var såa stærk, at der næsten 
kunde være Tvivl om, hvorvidt Totaliteten virkelig var 


2DD 


iudtraadt; og den samme Lysring kom frem kort før 
Totalitetens Slutning. Paa Solens østlige Side ragede en 
Protuberans frem, som lignede et Horn, og hvis Højde 
over Soloverfladen var omtrent 18000 Mile. Den franske 
Astronom Janssen sammenligner denne Protuberans med 
Ilden i en Esse, som med Voldsomhed bryder frem af 
Kullene, medens han siger om en Protuberans paa Solens 
vestlige Side, at den lignede en Gruppe snedækkede af 
Solen beskinnede Bjerge. 

Det har altid været vanskeligt for Iagttagere af totale 
Solformørkelser at gjengive et tro Billede af hvad de have 
seet; den storartede, men saa kortvarige Fremtoning over- 
vælder Beskueren saaledes, at den kun efterlader et dybt 
almindeligt Indtryk, uden at Enkelthederne fæstne sig i 
Tanken.  Fotografien har i høj Grad afhjulpet denne 
Ulempe, idet den tilvejebringer et Billede, som vel er 
lille, men fuldkommen sandt, og af hvilket man er istand 
til at skaffe sig forstør- 
rede Gjenparter. To af 


tysk i Aden og en engelsk 
iGuntooriForindien,vare 
indrettede paa at tage fo- 
tografiske Afbildninger. 
Fotografierne fra disse to 
Steder bleve tagne med 
et Tidsmellemrum af om- 
trent 40 Minuter, og der 


viste sig nogen Forskjel 
navnlig i Fremstillingen af det ovenfor omtalte store Horn, 
som sandsynligvis har forandret sin Skikkelse i denne korte 
Mellemtid. Hosstaaende Figur, som er et forstørret Billede, 


256 


. taget efter et af Fotografierne fra Guntoor, viser den 
mærkværdige snoede Skikkelse, som denne mægfige Pro- 
tuberans havde. 

De mærkeligste Resultater fremkom ved Undersøgel- 
sen af Protuberansernes Spektrer. Alle de større Ex- 
peditioner vare indrettede paa at anstille disse Iagttagelser 
og vare forsynede med fortrinlige Spektroskoper, der vare 
indrettede saaledes, at de ved et Uhrværk bragtes til at 
følge Solen i dens tilsyneladende Bevægelse paa Himlen. 
Desuden vare lettere Haandinstrumenter fordelte imellem 
andre Iagttagere paa Formørkelsens Vej. Saalænge der 
endnu var det mindste af Solen, som ikke var dækket 
af Maanen, stod hele Solspektret der med sine mørke 
Linier. Men det forsvandt i et nu; og Janssen, som 
havde rettet sit Spektroskops Spalte imod det Sted, hvor 
den sidste Solstraale maatte forsvinde, saa umiddelbart 
derefter to Spektrer dannede af 5 eller 6 adskilte meget 
glimrende lyse Linier paa mørk Grund, som altsaa maatte 
hidrøre fra Lyset af glødende metalliske Luftarter. Ved 
nærmere Undersøgelse viste det sig, at de tilhørte to 
meget smukke Protuberanser, af hvilke den ene var det 
foran omtalte Horn. Begge Spektrer vare fuldkommen 
ens; de svarede til hverandre Linie for Linie. De andre 
Iagttagere saa det samme; nogle saa færre andre flere 
Linier; men i Hovedsagen stemmede IlIagttagelserne over- 
ens. Protuberanserne ere altsaa Flammer, der stige op 
fra Solen og kunne have en Højde af mange tusinde Mile. 
Som bekjendt ere de lyse Linier i et saadant Flamme- 
spektrum forskjellige, eftersom Flammen indeholder for- 
skjellige Metaller, og man kan af Liniernes Plads slutte 
sig til Flammens Bestanddele. En saadan Slutning var 
i det foreliggende Tilfælde forbunden med forskjellige 


297 


Vanskeligheder og noget usikker, da man ikke havde 
noget fuldstændigt Spektrum ved Siden af Protuberan- 
sernes til Sammenligning. Angivelserne af de lyse Liniers 
Plads ere derfor ogsaa noget forskjellige hos de forskjel- 
lige Iagttagere; men de stemme alle overens i, at Brintens 
Linier fandtes, at vi altsaa idetmindste for en Del have 
Brintflammer for os. 

Synet af de glimrende lyse Linier i Protuberansernes 
Spektrum bragteJanssen til at haabe, at det maatte kunne 
lykkes ham at se Protuberanserne udenfor de totale Solfor- 
mørkelsers sjeldne og flygtige Øjeblikke. Det er tyde- 
ligt, at der vilde vindes overordenlig meget derved; man 
vilde ved en stadig Iagttagelse af Protuberanserne kunne 
komme til en grundigere Indsigt i deres Dannelsesforhold, 
man vilde kunne opspore deres Forbindelse med Sol- 
pletterne, hvis den existerede, og man vilde ved at have 
det fuldstændige Solspektrum ved Siden af Protuberan- 
sernes, kunne faa sikker Oplysning om, hvilke Stoffer 
disses Linier svarede til. Janssen vilde straks efter 
Formørkelsens Slutning have bragt sin Tanke til Udførelse, 
men Solen blev dækket af Skyer, saa at han maatte 
vente til den næste Morgen, en Tid, som han brugte til 
nærmere at overtænke og forberede den Fremgangsmaade, 
som han vilde bruge, og som virkelig førte ham til det 
søgte Maal. Solen stod meget smukt op den næste Mor- 
gen, og saa snart den havde hævet sig over Dampene i 
Horisonten, begyndte han sine Undersøgelser. Spektro- 
skopets Spalte blev rettet imod det Sted paa Solens 
Rand, hvor han Dagen iforvejen havde seet de glimrende 
Protuberanser. Da Spalten dels traf selve Solen, dels de 
nærmest tilgrænsende Partier af Himlen, maatte der 


fremkomme to Spektrer, det almindelige Solspektrum med 
Fjerde Række. Il. 17 


258 


sine mørke Striber og Spektret af en Protuberans, for- 
saavidt der endnu var en saadan paa det Sted af Sol- 
randen. Solspektrets stærke Glands var en stor Hindring, 
som det imidlertid lykkedes Janssen at fjerne. Hans 
Opmærksomhed var navnlig henvendt paa Linien C i 
Spektrets røde Del”), som Dagen iforvejen havde vist sig 
stærkt lysende i Protuberansens Spektrum, og som der 
var Sandsynlighed for at finde, da de tilgrænsende Dele 
af Solspektret høre til de mindst blændende. Pludselig 
opdagede han en lille rød straalende Stribe, som aldeles 
nøjagtig dannede Forlængelsen af den mørke Linie C i 
Solens Spektrum. Idet han bevægede Spektroskopets 
Spalte saaledes, at den gled hen over den nærmeste Egn 
af Solens Rand, vedblev denne Linie at vise sig; men 
baade dens Højde og dens Lysstyrke forandrede sig, 
aabenbart som en Følge af en stor Forskjel i Protube- 
ransens Højde og Lysstyrke i dens forskjellige Dele. Kort 
Tid efter opdagede han ogsaa den lyse Linie, der nøjag- 
tigt svarede til den mørke Linie F i Solspektrets grønne Del. 
Om Eftermiddagen vendte han tilbage til Undersøgelsen . 
af den samme Egn af Solranden, som han havde under- 
søgt om Morgenen. De lyse Linier viste sig igjen, men 
deres Udseende vidnede om store Forandringer i For- 
delingen af Protuberansens Masse.  Linierne delte sig 
undertiden i enkeltstaaende Stumper, som ikke naaede 
ned til Solens Rand. Protuberansen havde fra om Mor- 
genen hævet sig over Sollegemet som isolerede Skyer. 
Janssen fortsatte i den følgende Tid disse Under- 
søgelser saa ofte, som Omstændighederne tillode det. 


— 


+) De mest fremtrædende fraunhoferske Linier betegnes efter Ved- 
tægt med de store Bogstaver A til I. 


259 


Den Ade September saa han saaledes en Protuberans, 
som han kunde forfølge over 30 Grader af Solens Om- 
kreds; og over dens ene Ende svævede en Sky i en 
Højde af omtrent 9000 Mile over Solranden. Skyen selv 
havde en Længde af omtrent 12000 Mile og en Højde af 
omtrent 6000 Mile og strakte sig paralelt med Solranden. 
En Time senere havde denne umaadelige Sky, som var 
mange hundrede Gange saa stor som vor Jord, løftet sig 
tilvejrs og antaget en Skikkelse omtrent som vore Klode- 
skyer. Ti Minuter senere havde den hele Skymasse for- 
længet sig umaadelig ud fra Solen lodret paa sin op- 
rindelige Udstrækningsretning, medens en lille Klump, 
som havde revet sig løs fra Hovedskyen, svævede imellem 
denne og Solen, 

Ved et mærkeligt Sammentræf kom Efterretningen 
om Janssens Opdagelse til det franske Akademi, faa 
Minuter efter at Warren de la Rue havde meddelt 
dette, at det ogsaa var lykkedes en yngre engelsk 
Astronom Norman Lockyer at undersøge Protuberan- 
serne ved Spektroskopet til enhver Tid. Allerede i Be- 
gyndelsen af 1866 havde Lockyer begyndt paa Spektral- 
undersøgelser af Solen og havde iblandt andet ogsaa 
arbejdet paa Løsningen af den Opgave, at faa Protu- 
beransernes Spektrer at se til Trods for det stærke Lys 
fra vor Atmosfære, i hvilket Protuberansernes svagere 
Lys drukner, saa at Øjet ikke kan opfatte det. Han antog, 
at Protuberanserne vare glødende Luftmasser, som efter 
al Sandsynlighed vilde give et Spektrum af enkeltstaaende 
Linier. Disse vilde i saa Fald ikke tabe betydelig i 
Lysstyrke ved at han i Spektroskopet anbragte flere 
spredende Prismer, da de ikke vilde være udsatte for 
nogen yderligere Spredning. Derimod vilde det Spektrum, 

kg 


260 


som hidrørte fra den af Solen oplyste Atmosfære, og 
som var et fuldstændigt Solspektrum, spredes stærkere 
og stærkere, jo flere Prismer der anvendtes; dets Lys- 
styrke vilde svækkes ved den stærke Spredning, og 
Lockyer haabede nu at kunne drive denne Svækkelse 
saa vidt, at Protuberansspektret blev synligt. Først efter 
mere end to Aars frugtesløse Bestræbelser lykkedes det 
ham at tilvejebringe et Spektroskop, der i Efteraaret 1868 
virkelig viste ham Protuberansernes lyse Linier. Han 
har senere gjort sit Apparat endnu mere fuldkomment 
og har ved sine Undersøgelser, som bestandig fortsættes, 
tilvejebragt højst mærkelige Oplysninger om Solens fysiske 
Beskaffenhed. 

I Protuberansernes Spektrum saa Lockyer de fire 
lyse Linier, en rød, en grøn og to violette, som ere 
karakteristiske for Brinten; desuden var der stedse en 
gul Linie, som har en tilsvarende meget fin mørk Linie 
i Solspektret, men hvis Oprindelse man endnu ikke kjender. 
Det var imidlertid ikke alene, naar Spektroskopet traf 
en Protuberans, at disse lyse Linier viste sig; han saa 
dem overalt ved Solens Rand, vel betydelig kortere end 
i Protuberanserne, men dog strækkende sig saa langt ud 
fra Solranden, at de hævede det over enhver Tvivl, at 
hele Sollegemet er omgivet af en glødende Brintatmosfære, 
der har en Højde af omtrent 1000 Mile, og fra hvilken 
de umaadelige Flammeskyer, der vise sig som Protu- 
beranser, have deres Udspring. Denne Atmosfære, som 
sikkert er det, man har seet som en Lysring omkring 
Maanen ved Begyndelsen og Slutningen af de totale Sol- 
formørkelser, gav Lockyer det særlige Navn Kromo- 
sfæren for at adskille den fra den indre Fotosfære. 


261 


Den grønne Brintlinie i Kromosfærens Spektrum ud- 
viste et meget mærkeligt Forhold, idet den mindede om 
en Pilspids, hvis Skaft var den tilsvarende mørke Linie 
i Solspektret, den var nemlig bredere inde ved Solranden 
og løb derpaa ganske spids til udad fra Solen. Af For- 
søg, som Lockyer i Forening med Dr. Frankland an- 
stillede i det kemiske Laboratorium for at finde Grunden 
til denne mærkelige Forskjel i den grønne Linies Tykkelse, 
fremgik det, at den væsenligst, om ikke udelukkende, 
hidrørte fra en Forskjel i Brintens Tæthed i Kromosfærens 
… forskjellige Højder. De fik derved et Middel, ved hvilket 
de i det mindste tilnærmelsesvis kunde bestemme Tæt- 
heden saavel i Protuberanserne som i Kromosfæren, og 
de kom til det Resultat, at de Luftmasser, som danne 
Protuberanserne, ere tilstede i en yderst fortyndet Til- 
stand, og at de endog i Kromosfærens nederste Lag, 
nærmest ved Solen, ere langt tyndere end den atmos- 
færiske Luft ved Jordens Overflade, 

Opdagelsen af de lyse Linier i Kromosfærens og 
Protuberansernes Spektrer omstødte Kirchhofs Hypo- 
these om en umaadelig udstrakt mørk lysslugende Atmos- 
fære omkring Solen. Dels var det ikke meget sandsyn- 
ligt, at der skulde være en Atmosfære, som indeholdt 
Dampe af Natrium og en Mængde andre Metaller, uden- 
for den meget lette Brintatmosfære, dels maatte en saa- 
dan Atmosfære have givet mørke Linier i Kromosfærens 
og Protuberansernes Spektrer istedetfor de lyse, som 
findes deri. Foruden Brintens Linier fremtræde undertiden 
ogsaa andre Linier i Kromosfærens Spektrum. Lockyer 
har saaledes seet Linier, der ere karakteristiske for Na- 
trium, Magnium, Barjum og Jern. Dissse Linier ere altid 
lyse og vidne saaledes ogsaa om, at den Atmosfære, som 


262 


ved sin lysslugende Virksomhed gjør disse Metallers Linier 
mørke i Solens Spektrum, ikke ligger udenfor Kromosfæren. 
Da nu Kromosfærens Spektrum kun undtagelsesvis røber 
Tilstedeværelsen af andre Stoffer end Brint, saa føres 
man uden noget Spørgsmaal til at søge den almindelige 
Lysslugning længere inde og da i Fotosfæren, som altsaa 
maa være en Atmosfære, der iblandt andet indeholder 
Dampe af de Metaller, hvis Linier findes i Solspektret, 
medens Kirchhof antog, at den var enten fast eller 
flydende, fordi han stod i den Formening, at luftformige 
Masser ikke kunde give det fuldstændige rss i 
hvilket de mørke Linier staa. 

I Regelen ligger Kromosfæren over Fotosfæren som 
et jevnt Lag; men der indtræder hyppig heftige Be- 
vægelser i begge Solatmosfærens Dele, og hvor disse ere 
stærkest, blive Bestanddele af Fotosfæren kastede ind i 
Kromosfæren. Derfra hidrøre de for Natrium, Magnium, 
Barium og Jern karakteristiske lyse Linier i Kromosfærens 
Spektrum. Disse Linier ere altid meget korte; de mere 
vægtfyldige Dampe stige ikke synderlig høit op i Brint- 
atmosfæren. "De ere ogsaa overordenlig fine, tyndere 
end de tilsvarende mørke Linier i Solspektret, fordi 
Dampene i Kromosfæren ere mindre tætte end i Fotosfæren. 
Samtidig med disse Udbrud fra Fotosfæren viser der sig 
næsten stedse besynderlige Vridninger af Brintlinierne og 
heftige Forandringer i Protuberanserne, om de end sjelden 
ere saa voldsomme, som Janssen saa dem under sit 
Ophold i Indien. 

Naar man bruger en meget snever Spalte i Spek- 
troskopet, seer man kun en tilsvarende yderst smal 
Strimmel af Solen, af dens Kromosfære og af den Pro- 


tuberans, som Spalten er rettet imod. Ved at lade 


263 


Spalten glide hen over et Stykke af Solranden vil man 
efterhaanden faa forskjellige Strimler af Protuberansen at 
se, og man vil saaledes kunne sammenstille sig et Billede 
af den hele Protuberans. Ved at benytte en bredere 
Spalte opnaaede Lockyer paa engang at overse hele 
Protuberanser eller dog større Partier af dem, ganske 
som man seer dem ved totale Formørkelser. Han taler 
med Begejstring om de forunderlige Skyformer, han har 
seet, som snart med deres uldagtige, uendelig fine Sky- 
hinder minde om et engelsk levende Hegn med dets frodige 
Elme, snart om en tropisk Skov, hvor de tæt sammen- 
slyngede Grene trænge igjennem i alle Retninger. 

Protuberansernes Forbindelse med Kromosfæren er i 
Almindelighed smal, og for det meste hænge de sammen 
paa flere Punkter. Højere oppe slynge de forskjellige 
Stammer sig i hverandre; Protuberansen udvider sig og 
hæver sig op, indtil den taber sig i fine Traade, der 
synes at drive afsted for Vinden. 

Naar man seer Spektret af Kromosfæren ved Solens 
Rand, fremtræde Brintens Linier lyse, fordi de her ikke 
have nogen stærkere lysende Baggrund; i det almindelige 
Solspektrum ere de derimod i Regelen mørke, fordi de 
her virke absorberende paa det stærkere Lys af samme 
Farvetone, der udstraaler fra Fotosfæren. Denne Regel 
er dog ikke uden Undtagelser; saaledes var det efter 
Lockyers Iagttagelser i Foraaret 1869 neppe muligt at 
betragte Solen en Time igjennem, uden at der af og til 
viste sig lyse Brintlinier i selve det almindelige Sol- 
spektrum. I saadanne Øjeblikke føres der aabenbart 
stærkt glødende Brintmasser op igjennem Kromosfæren 
ved lignende opad gaaende Strømninger som de, der 
kaste metalliske Dampe ind i den fra Fotosfæren. Til 


264 


andre Tider viser der sig paa begge Sider af den mørke 
Brintlinie et svagt Lys, som indsnævrer den mørke Linie, 
og som synes at vidne om, at de stærkt lysende Brint- 
masser, der slynges op, dog bestandig ere overlejrede af 
Brint, der er mindre glødende og derfor virker absorberende. 

Solen er en Skueplads for stadige Forandringer, man 
seer dem iSolpletterne, i Protuberanserne og i Kromosfæren ; 
og overalt, hvor saadanne Forandringer foregaa, er der 
Bevægelse. Lockyer har fundet paa ved Spektroskopets 
Hjælp at bestemme disse Bevægelsers Hastigheder med 
en temmelig stor Nøjagtighed. For at forstaa, hvorledes 
dette kan være muligt, vil det være nødvendigt at kalde 
et Afsnit af Lysets Theori tilbage i Erindringen. 

Ligesom Lyden kommer til vort Øre ved Svingninger 
i Luften, føres Lysvirkningen til vort Øje ved Svingninger 
i et umaadelig fint Medium, som man har kaldt Ætheren, 
og som antages at udfylde det hele Verdensrum. Og 
ligesom Lydsvingningerne gjøre et forskjelligt Indtryk paa 
Øret, efter som de følge hurtigere eller langsommere efter 
hverandre, idet de give højere eller dybere Toner, saa- 
ledes er ogsaa Lysindtrykket forskjelligt efter den Hurtig- 
hed, hvormed Lyssvingningerne følge ovenpaa hverandre; 
vi faa et forskjelligt Farveindtryk. Antallet af Lys- 
svingninger i et Sekund er saaledes: 

for de røde Straaler... 500 Billioner 


OFANGE: serne. 3532 ”» 
ulig smide 562 » 
Brønd sr. 595 ”» 
bla. ssslbblsse 653 » 
violette es srgan 133 ”» 


Med den hurtigere Svingning følger ogsaa en stærkere 
Brydning af Lysstraalerne, og det er herpaa, at Dannelsen 


265 


af det prismatiske Farvebillede beroer.  Glødende Brint 
udsender Lysstraaler med fire forskjellige Svingnings- 
hastigheder og giver, som det alt ofte er omtalt, fire 
dertil svarende Linier i det prismatiske Farvebillede. 
Indtræder der nu Forhold, som paa en eller anden Maade 
bevirke, at Svingningerne følge hurtigere eller langsommere 
efter hverandre, saa vil der dels indtræde en Forandring 
i Farven, dels en Flytning af Linierne i Spektret, og 
det saaledes, at disse ville rykke nærmere hen imod 
Spektrets røde Ende, naar Svingningerne blive lang- 
sommere, imod den violette, naar de blive hurtigere. En 
saadan Forandring i Svingningsforholdet vil fremkomme, 
naar de glødende Brintmasser bevæges hen imod os eller 
bort fra os. I det første Tilfælde ville Svingningshastig- 
hederne forøges, og Brintspektrets Linier ville nærme sig 
den violette Ende; i det sidste ville de formindskes, og 
Linierne ville nærme sig den røde Ende. Selvfølgelig 
fordres der særdeles stærke Bevægelser, som ikke ere 
aldeles forsvindende lige over for Lysets Hastighed af 
omtrent 42000 Mile i Sekundet, for at en saadan Flytning 
af Spektrets Linier skal kunne blive kjendelig. En Be- 
vægelse, der gaaer i en Retning lodret paa Synslinien, 
vil ikke have nogen Virkning, selv om den foregåaaer med 
nok saa stor en Hastighed. For saa vidt Bevægelserne 
i Solens glødende Brintmasser nu maatte være saa heftige, 
at de vilde medføre en kjendelig Forrykning af Spektrets 
Brintlinier, saa vilde der aabenbart være en væsenlig 
Forskjel i Betydningen af en saadan Forrykning, efter 
som den blev iagttaget i Nærheden af Solens Midte eller 
ved dens Rand. Ved Midten af Solen vilde den vidne 
om op- eller nedad gaaende Strømninger, om Udbrud 


eller Styrtninger, medens Bevægelser, der vare horisontale 


266 


i Forhold til Solen, ikke vilde give sig tilkjende paa 
denne Maade. Ved Solranden vilde man derimod i slige 
Forrykninger finde Vidnesbyrd om horisontale Bevægelser, 
medens de vertikale ikke vilde kunne mærkes. 

Lockyer har nu virkelig ofte seet saadanne For- 
skydninger, navnlig af den tidligere omtalte grønne Brint- 
linie. I Nærheden af Solens Midte har han oftest seet 
denne Linie forskudt hen imod Spektrets røde Ende, 
hvilket altsaa maatte hidrøre fra en nedad gaaende 
Strømning i Kromosfæren. Undertiden saa han denne 
Linie mørk og skudt hen imod Spektrets røde Ende, og 
ved Siden af den hen imod den violette Ende en lys 
Linie, som frembragtes af stærkt glødende Brint, der 
strømmede opad; der var altsaa op- og nedad gaaende 
Strømninger nær ved hverandre. Af Liniernes Forskydning 
beregnede Lockyer den Hastighed, hvormed Brint- 
masserne bevægede sig, og fandt, at de op- eller nedad 
gaaende Strømningers største Hastighed var omtrent 8 Mile 
i Sekundet. 

Ogsaa ved Solens Rand saa han Vidnesbyrd om Be- 
vægelser i Brintmasserne; og her vare Hastighederne i 
de horisontale Strømninger endnu forfærdeligere, idet de 
stege indtil omtrent. 25 Mile i Sekundet, hvilket stemmer 
mærkelig overens med den Hastighed, hvormed de af 
Carrington og Hodgson iagttagne Lyspletter bevægede 
sig. Undertiden kunde Lockyer spore Bevægelser i 
modsatte Retninger saa nær ved hverandre, at der var 
al Sandsynlighed for, at han havde Hvirvelstorme for sig 
med omdrejende Bevægelse af Luftmasserne ligesom i 
vore Orkaner, men mangfoldige Gange heftigere. 

Hvilket forfærdende Billede staaer ikke for os, naar 


vi tænke os dette Flammehav med Ildstorme, som fare 


267 


frem med en Hastighed, der er mere end 3000 Gange 
saa stor som i vore mest ødelæggende Orkaner, fra 
hvilket Flammeskyer med mange tusinde Miles Udstrækning 
hæve sig indtil 17000 Mile over dets Overflade; og under 
dette et andet Flammehav, dannet af de mere vægtfyldige 
glødende Dampe af Stoffer som Jern, Kalcium, Natrium, 
Kalium, i en stadig mere eller mindre voldsom Bevægelse 
over en Kjerne, hvis Beskaffenhed vi endnu ikke kjende 
noget til, men som sikkert er i en fuldkommen glødende 
Tilstand. 

Om man end ikke kan sige, at det er mange Ting, 
som de senere Aars Forskning har bragt frem til Op- 
klåring af Naturforholdene paa Solen, saa er det dog 
sikkert, at de betegne et Vendepunkt i denne Gren af 
Naturvidenskaben derved, at det er blevet muligt at lade 
den rationelle Undersøgelse af Fremtoningerne træde i 
" Gisningernes Sted. Og naar man erindrer, at det kun 
er en forholdsvis kort Tid, i hvilken der er arbejdet paa 
denne Maade, og at navnlig Spektralanalysen neppe er 
10 Aar gammel, saa tør man vel haabe, at de kommende 
Tider ville opklare meget, som nu er dunkelt, og afsløre 
Ting, om hvilke man nu nu ingen Anelse har. 


To Afhandlinger af Wallace om Fuglenes 
Redebygning. 


i. Fugleredernes Theori”). 
Man plejer at sige: »Fuglene bygge deres Reder efter 
Instinkt, «Mennesket sin Bolig ved at bruge Forstanden; 
Fuglene gjøre aldrig nogen Forandring, men bygge be- 
standig efter den selvsamme Plan, Mennesket forandrer 
og forbedrer bestandig sit Hus; Forstanden gaaer frem, 
Instinktet staaer stille,« Denne Lære er saa almindelig, 
at man næsten kan sige, at den er enstemmig antaget. 
Folk, som ellers ikke ere enige om noget, tage imod 
den som en fyldestgjørende Forklaring af Kjendsgjer- 
ningerne. Videnskabsmænd og Digtere, Filosofer og 
Theologer, Naturforskere og det store Publikum ere ikke 
alene enige om at anse den for sandsynlig, men betragte 
den som en Grundsandhed, der er saa indlysende af sig 
selv, at den ikke behøver noget Bevis, og benytte den 
som den faste Grundvold for deres Betragtninger over 
Forstand og Instinkt. Man skulde antage, at en saa ud- 
bredt Antagelse maatte hvile paa Kjendsgjerninger, hvorom 
der ikke kunde strides, og være en logisk Følge af dem. 


”) »Philosophy of birds nests« (the Intellectual observer). 


269 


Og dog er jeg kommen til den Slutning, at den ikke alene 
er tvivlsom, men ligefrem fejlagtig; at den ikke alene 
afviger betydelig fra Sandheden, men er næsten i alle 
Dele lige det modsatte. Jeg troer kort sagt, at Fuglene 
ikke bygge deres Reder af Instinkt, og at Mennesket 
ikke opfører sin Bolig med Forstanden; at Fuglene gjøre 
Forandringer og Forbedringer, naar de tilskyndes dertil af 
de samme Bevæggrunde, som bringe Mennesket til at gjøre 
det; og at Menneskeslægten hverken gjør Forandringer 
eller Forbedringer, naar den lever under lignende Vil- 
kaar, som de, der ere næsten eneraadende for Fuglene. 

Lad os først betragte den Theori, ifølge hvilken 
Forstanden alene skulde være bestemmende for den men- 
neskelige Races Bygningskunst. Det hedder sig, at 
Mennesket, som et forstandigt Dyr, bestandig forandrer 
og forbedrer sin Bolig. Dette benægter jeg aldeles. 
I Regelen hverken forandrer eller forbedrer han den, lige 
saa lidt som Fuglene gjøre det. I hvilken Henseende ere de 
fleste vilde Stammers Huse forbedrede, Huse, der ere lige 
saa uforanderlige som en Fuglearts Rede? Arabernes Telte 
ere nu som de vare for 2 å 3000 Aar siden, og Ægyp- 
tens Landsbyer af Dynd kunne neppe være blevne for- 
bedrede siden Pharaos Dage. Hvori ere Palmeløvhytterne 
og Hulerne hos de forskjellige Stammer i Syd-Amerika 
og paa det malayiske Ørige blevne forbedrede, siden disse 
Egne først bleve beboede? Patagonierens raa Løvtag og 
den sydamerikanske Huleboers udhulede Brink kunne 
neppe engang tænkes nogensinde at have været af ringere 
Beskaffenhed, end de nu ere. For at tage et Exempel, der 
ligger os endnu nærmere, saa kunne den irske Tørvehytte 
og det højlandske Stenskur neppe være gaaede stort fremad 
i de sidste 2000 Aar. Nu vil dog ingen forklare denne 


270 


stillestaaende Bygningsmaade hos de vilde Stammer af 
Instinktet, men af den ligefremme Overlevering fra den ene 
Slægt til den anden i Forbindelse med, at der ikke har været 
en tilstrækkelig stærk Tilskyndelse til at gjøre den ander- 
ledes eller bedre. Der er dog ingen, som antager, at hvis et 
Araberbarn overførtes til Patagonien eller de skotske Høj- 
lande, det da, naar det voksede til, vilde forbavse sine 
Plejeforældre ved at bygge et Skindtelt. Paa den an- 
den Side er det fuldkommen klart, at Naturforholdene i 
Forbindelse med den opnaaede Grad af Civilisation næsten 
gjøre visse Bygningsformer nødvendige. Græstørv, Stene, 
Sne, Palmeblade, Bambusrør eller Grene, som udgjøre 
Bygningsmaterialet i de forskjellige Lande, benyttes, fordi 
intet andeét er saa let at erholde. Den ægyptiske Bonde 
har intet af alt dette, ikke engang Træ. Hvad andet 
kan han saa benytte uden Dynd? I tropiske Skovegne 
ere de brede Palmeblade og Bambusrøret det naturlige 
Bygningsmateriale, og Bygningernes Indretning og Form 
ville tildels bestemmes af Landets Natur, om det er hedt 
eller koldt, fugtigt eller tørt, bjergrigt eller fladt, hjem- 
søgt af vilde Dyr eller udsat for fjendlige Angreb. 
Naar først en bestemt Maade at bygge paa er bleven 
antaget, og den er bleven slaaet fast af Vane og ned- 
arvet Brug, vil den længe blive bibeholdt, om ogsaa For- 
delene ved den ere gaaede tabt ved forandrede Forhold 
eller ved Udvandring til ganske andre Egne. Det er en 
almindelig Regel over hele Amerikas Fastland, at de 
indfødtes Huse ere byggede lige paa Jorden, og Styrke 
og Sikkerhed tilvejebragte ved at gjøre de lave Vægge 
og Tagene tykke. Paa næsten alle de malayiske Øer 
ere i Modsætning dertil Husene byggede paa Pæle, ofte 
i en stor Højde, med et aabent Bambustag, og den hele 


211 


Bygningsmaade er overordenlig spinkel og let. Hvad 
kan nu være Grunden til denne mærkværdige Forskjel 
imellem Lande, hvoraf mange Egne ere paafaldende ens 
i Henseende til deres naturlige Beskaffenhed og Frembrin- 
gelser, og hvis Beboere staa paa det samme Kulturtrin? 
Vi synes at have en Nøgle dertil i deres respektive Beboeres 
sandsynlige Oprindelse og Vandringer. De indfødte i 
det tropiske Amerika formodes at være indvandrede 
nordfra, fra Egne, hvor der er streng Vinter, og hvor 
høje Huse med aabne Tage næsten vilde være ubeboelige. 
De droge syd paa til Lands langsmed Bjergkjederne 
og Højlandene, og i det nye Klima bleve de ved at 
bygge paa samme Maade som deres Forfædre, kun med 
de Forandringer, som det nye Materiale krævede. Ved 
nøje at iagtage Indianerne i Amazondalen kom Hr. Bates 
til den Slutning, at de vare i en forholdsvis sen Tid 
indvandrede fra et koldere Klima. Han siger: — »Ingen 
kan leve længe mellem Indianerne ved Øvre-Amazon- 
floden, uden at blive slaaet af deres naturlige Modbyde- 
lighed for Heden, — deres Hud er hed at føle paa, 
og de svede kun lidt, — de ere urolige og misfornøjede 
i varmt tørt Veir, men muntre paa de kolde Dage, naar 
Regnen strømmer ned ad deres nøgne Rygge.« Efter at 
have meddelt mange andre Smaatræk slutter han med: 
— »hvor forskjelligt er ikke alt dette hos Negeren, Tro- 
pernes ægte Barn, Det Indtryk paatrængte sig mig 
efterhaanden, at den rødhudede Indianer lever som en 
fremmed eller indvandret i disse hede Egne, og at hans 
Legemsbeskaffenhed hverken oprindelig passede til eller 
senere er bleven fuldkommen afpasset efter Klimaet.« 
De malayiske Racer ere paa den anden Side uden Tvivl 
meget gamle Beboere af de hedeste Egne og have særlig 


272 


været henviste til først at bosætte sig ved Flodernes og 
Bækkenes Mundinger eller i lukkede Sunde og Bugter. 
De ere i en ganske overordenlig Grad Søfolk eller et halvt 
Vandfolk, for hvem en Kano er en Livsfornødenhed, og 
som aldrig ville rejse til Lands, naar de kunne gjøre 
det til Søes. I Overensstemmelse med denne Smag have 
de bygget deres Huse i Vandet paa Pæle, paa samme 
Maade som Pæleboerne i det gamle Europa, og denne 
Bygningsmaade er bleven saa fast, at endogsaa de Stam- 
mer, som have udbredt sig langt ind i det indre over 
tørre Sletter og Klippebjerge, blive ved at bygge aldeles 
paa samme Maade og søge Sikkerhed i den Højde, 
hvortil de have hævet deres Boliger over Jorden. 

Til "disse almindelige Karaktertræk ved de vilde 
Folks Boliger ville vi finde noget aldeles tilsvarende i 
Fuglenes Reder. Hver Art benytter de Materialier, den 
lettest kan faa fat paa, og bygger paa de Steder, som 
bedst stemme med dens Vaner. Gjærdesmutten f. Ex., 
som holder sig til Hække og lavt Krat, bygger i Al- 
mindelighed sin Rede af Mos, et Stof, som altid findes der, 
hvor den lever, og i hvilket den uden Tvivl finder mange 
af de Insekter, som tjene den til Føde, men be- 
nytter ogsaa undertiden Hø eller Fjer, naar de ere ved 
Haanden. Raagerne grave i Enge og pløjede Marker 
efter Larver og maa ved denne Lejlighed idelig træffe 
paa Rødder og Trevler, som derfor benyttes til at fodre 
Reden med. Hvad er mere naturligt? Kragen, som 
lever af Aadsler, døde Kaniner og Lam og besøger Faare- 
fælleder og Kaninhaver, vælger derimod Haar og Uld til 
at udfodre sin Rede med. Lærken lever paa dyrkede 
Marker og bygger sin Rede paa Jorden af Græs, ud- 
klædt med Hestehaar, — netop de Stoffer, som den 


213 


lettest træffer paa, og som egne sig bedst for den. Is- 
fuglen danner sin Rede af Benene af de Fiske, den har 
fortæret. Svalerne benytte Ler og Dynd fra Bred- 
derne af de Damme og Floder, over hvilke de fange de 
Insekter, som udgjøre deres Føde. Fuglerederne bestaa 
altsaa ligesom de vildes Boliger af de Stoffer, som ere 
lettest ved Haanden, og der udfordres visselig ikke mere 
særligt Instinkt til at udsøge dem i det ene Tilfælde end 
i det andet. — Men, vil der blive svaret, det er ikke saa 
meget Bestanddelene som Formen og Indretningen af 
Reden, som er saa afvekslende og saa vidunderlig af- 
passet efter hver Arts Vaner og Fornødenheder, og 
hvorledes kan dette forklares uden af Instinktet? Mit 
Svar er: det kan for en stor Del forklares ved Artens 
almindelige Levemaade, Beskaffenheden af de Redskaber, 
den har at arbejde med, og af de Stoffer, den lettest 
kan faa fat paa. Den simple Tillempning af de givne 
Midler, som i hvert enkelt Tilfælde vil udkræves, vil 
ikke overskride Grændserne for den enkelte Fugls Aands- 
evner. Redens Finhed og Fuldkommenhed vil staa i et 
ligefremt Forhold til Fuglens Størrelse, Bygning og 
Levemaade. Gjærdesmuttens eller Kolibriens er 
maaske forholdsvis ikke smukkere eller kunstfærdigere 
end Solsortens, Skadens eller Kragens. Gjærde- 
smutten, som har et tyndt Næb, lange Ben og er meget 
livlig, har let ved at danne en vel vævet Rede af de 
fineste Stoffer og anbringer den i Krat og Hegn, 
som den besøger for at søge Føde. Musvitten 
afsøger Frugttræer og Mure, og idet den søger efter 
Insekter i Kroge og Sprækker ledes den naturlig til 
at bygge i Huller, hvor den har Ly og Sikkerhed, 


medens dens store Livlighed og dens udmærkede Red- 
Fjerde Række. Il." 18 


274 


skaber (Næb og Fødder) gjøre den det let at danne en 
smuk Vugge til sine Æg og Unger.  Duerne, som 
have tunge Legemer og svage Næb og Fødder (daar- 
lige Redskaber til at indrette en kunstig Bolig med), 
bygge grove, flade Reder af Pinde, lagte ovenpaa 
stærke Grene, som kunne bære deres og deres tunge 
Ungers Vægt. De kunne ikke gjøre noget bedre. 
Natravnene have de mest ufuldkomne Redskaber af 
alle, Fødder, som ikke kunne understøtte dem uden paa 
jevn Mark (de kunne knap sidde paa en Gren), og et 
overordenlig bredt, kort og svagt Næb, næsten skjult af 
Fjer og Børster. De kunne ikke bygge en Rede af 
Grene og Trevler, Haar eller Mos som andre Fugle, og 
de lade sig derfor i Regelen nøje helt foruden, idet de 
lægge deres Æg lige paa Jorden, paa en Stub eller paa 
en flad Gren. Papegøjernes krogede Næb, korte Hals 
og Fødder og tunge Legemer gjøre dem aldeles uskik- 
kede til at bygge en Rede som de fleste andre Fugle. 
De kunne jo knap krybe op ad en Gren uden at bruge 
baade Næb og Kløer; de kunne ikke engang vende sig, 
hvor de sidde, uden at holde sig fast med Næbet. Hvor- 
ledes skulde de da kunne sammenføje, væve og tvinde 
Bestanddelene af en Rede? Følgelig lægge de alle (med 
en enkelt Undtagelse) deres Æg i Huller i Træer, i 
Toppen af raadne Stød eller i forladte Myretuer, hvis 
bløde Bestanddele de let kunne udhule. 

Jeg troer, at igjennem hele Fugleklassen ville disse 
almindelige Grundsætninger findes at holde stik, under- 
tiden klart og bestemt, undertiden mere utydelig, alt efter- 
som Artens Levemaade er mere eller mindre udpræget, dens 
Bygning mere eller mindre ejendommelig. Ganske vist se vi 


stor Forskjel i Redebygningen hos Fugle, som kun ad- 


275 


skille sig lidet i Bygning og Levemaade, men vi vide jo 
nu, at betydelige Forandringer i Jordens Klima og Over- 
fladeforhold have fundet Sted i de nulevende Arters Leve- 
tid), og det er derfor ikke vanskeligt at fatte, hvor- 
ledes slige Forskjelligheder kunne være opstaaede. Vaner 
ere som bekjendt arvelige, og da hver Arts Udbrednings- 
kreds er forskjellig fra alle andres i den samme Slægt, 
kunne vi være overtydede om, at slige Forandringer i 
de almindelige Naturforhold ville virke forskjellig paa 
hver enkelt Art og ofte bringe Arter sammen, som 
have udviklet deres ejendommelige Levemaade i sær- 
skilte Egne og under vidt forskjellige Forhold. 

Men, indvender man, Fuglene lære ikke at bygge 
som Menneskene, thi alle Fugle ville bygge deres Reder 
netop paa samme Maade som de øvrige af deres Art, 
selv om de aldrig have seet en saadan Rede før, og 
det er kun Instinktet, som kan bevirke dette. Uden 
Tvivl vilde dette være Instinkt, hvis det var Tilfældet, 
men jeg beder blot om et Bevis for, at det virkelig er 
Tilfældet.  Skjønt dette Punkt er saa vigtigt for det 
foreliggende Spørgsmaal, forudsættes det altid uden 
Bevis, ja endogsaa til Trods for Beviserne; thi de faa 
Kjendsgjerninger, som man har, staa i Strid dermed. 
Fugle, som ere udrugede og opfødte i Bure, bygge ikke 
deres Årts ejendommelige Reder, om man ogsaa forsyner 
dem med de rette Materialier, og det Forsøg er aldrig 
bleven rigtig anstillet, at slippe et Par Fugle, som ere 


5) Forfatteren tænker vistnok paa Istiden og hvad dermed staaer i 
Forbindelse. Er han end her ikke rigtig heldig i at udtrykke sin 
Mening, vil det dog sees, at denne gaaer ud paa, at Forskjellen 
mellem nærstaaende og nu under samme Forhold levende Årters 
Redebygning kan forklares derved, at de oprindelig have levet 
påa Steder med forskjellige Naturforhold. (M. A.) 


18% 


276 


udklækkede paa denne Maade, ud i et Indelukke, over- 
trukket med Net, og iagttage deres Forsøg paa der at 
bygge Rede, uden at de nogensinde have lært det. 
. Med Hensyn til Fuglenes Sang, som antages i lige saa 
høj Grad at bero paa Instinkt, er derimod Forsøget 
gjort, og det er bleven iagttaget, at unge Fugle aldrig 
have deres egen Arts ejendommelige Sang, naar de ikke 
have hørt den, men at de med Lethed tilegne sig 
næsten enhver anden Fugls Sang, som de ere opfødte 
med. Det fortjener ogsaa særlig Opmærksomhed, at de 
maa tages meget tidlig bort, saa at de ikke kunne høre 
deres Forældre, thi allerede i de 3 eller 4 første Dage 
have de modtaget et Indtryk af deres Forældres Toner, 
som de da senere ville søge at efterligne. Dette viser, 
at endogsaa meget unge Fugle baade kunne høre og 
huske, og det vilde være meget forunderligt, om de 
kunde leve Dage og Uger i Reden uden at lære dens Be- 
standdele og Bygning at kjende. I den Tid, da de lære 
at flyve og jevnlig vende tilbage til Reden, maa de være 
i Stand til at undersøge den baade udvendig og indvendig og 
i alle Enkeltheder, og da deres daglige Søgen efter Føde 
ufravigelig bringer dem sammen med de Gjenstande, hvoraf 
den er bygget, og påa lignende Steder, som de, hvor 
den er anbragt, er det da saa mærkværdigt, at naar de 
senere selv behøve en Rede, de saa bygge sig en lignende? 
Vi antage dernæst altid, at fordi en Rede synes os fint 
og kunstig bygget, udfordrer den ogsaa megen særlig 
Kundskab og erhvervet Kunstfærdighed (eller i deres 
Sted Instinkt) hos den Fugl, som byggede den. Vi 
glemme, at den er dannet Kvist for Kvist og Trevl efter 
Trevl, raat nok i Begyndelsen, men at Sprækker og Uregel- 


mæssigheder, som maatte synes at være som dybe Gab 


277 


og Aførunde i dens Bygmesters smaa Øine, blive udfyldte 
med Kviste og Pinde, som puttes ind med det fine Næb 
og de flinke Fødder, og at Ulden, Fjerene eller Heste- 
haarene ere lagte Stykke for Stykke, saa at Resultatet 
forekommer os et Vidunder af Opfindsomhed, ligesaa 
stort som den raaeste Indianer-Hytte vilde synes for en 
indfødt i Brobdignag (i Gullivers Reise). 

Men se hen til det civiliserede Menneske, siger man, 
se paa den græske, ægyptiske, romerske, gothiske og 
nyere Bygningskunst, hvilke Fremskridt, hvilke Forbed- 
ringer, hvilke sindrige Forskjønnelser! Der seer man, 
hvad Forstanden fører til, hvorimod Fuglene til evige 
Tider blive staaende paa det samme Standpunkt! Hvis 
der imidlertid udfordres saadanne Fremskridt som disse 
for at bevise Virkningerne af Forstanden i Modsætning 
til Instinktet, saa have alle vilde og mange halvcivili- 
serede Stammer ingen Forstand, men bygge efter Instinkt 
ligesaa fuldt som Fuglene. Mennesket er udbredt over 
hele Jorden og lever under de mest forskjellige Vilkaar, 
som nødvendigvis medføre lige saa forskjellige Vaner. 
Han udvandrer, fører Krige og gjør Erobringer, den ene 
Race blandes med den anden, forskjellige Sædvaner 
bringes i Berøring med hverandre, en udvandret Races 
Vaner blive tillempede efter de nye Forhold i det nye 
Land osv. Den civiliserede Race, som erobrede Ægypten, 
maa have udviklet sin Bygningsstil i et skovrigt Land, 
hvor der var Tømmer nok; thi det er umuligt, at Ideen 
til runde Støtter skulde opstaa i et Land uden Træer. 
Pyramiderne kunde være byggede af indfødte, men ikke 
Luksors og Karnaks Templer. I den græske Bygnings- 
kunst kunne næsten alle ejendommelige Træk føres til- 
bage til de oprindelige Træbygninger. Søjlerne, Arkitra- 


278 


verne, Friserne, Gesimserne og Tagets Form, alt peger 
hen paa en Oprindelse fra et sydligt, skovklædt Land, 
og bekræfter slaaende den paa filologiske Grunde støt- 
tede Anskuelse, at Grækenland blev koloniseret fra det 
nordvestlige Indien. Men at bygge Søjler og overspænde 
dem med store Blokke af Stene eller Marmor er ikke 
en af Forstanden udsprungen Handling, det er kun en 
tankeløs Efterligning. Buen er den eneste sande og 
fornuftige Maade at dække over vide Aabninger med 
Stene, og derfor er den græske Bygningskunst, saa ud- 
mærket smuk den i øvrigt er, falsk i sin Grundtanke, og 
langtfra noget godt Exempel paa Forstandens Anvendelse 
i Bygningskunsten. Og hvad gjøre de fleste af os den 
Dag idag andet end at efterligne vore Forgængeres 
Bygninger? Vi have ikke engang været istand til at 
opfinde eller udvikle en bestemt Bygningsmaade, der er 
den bedst tjenlige for os. Vi have ingen ejendommelig 
national Stil og staa i denne Henseende endogsaa under 
Fuglene, som have hver sin ejendommelige Redeform, der 
fuldkommen er afpasset efter den enkeltes Behov og Vaner. 

Den overordenlige Ensartethed i hver enkelt Arts 
Redebygning, som har været antaget som Bevis for 
et særligt Redebygnings-Instinkt, maa vi derfor lige- - 
frem tilskrive de ensartede Naturforhold, hvorunder 
Arten lever. Dens Udbredning er ofte meget be- 
grændset, og meget sjelden skifter den Opholdssted for 
bestandig, saa at den kommer under nye Vilkaar. Imid- 
lertid, naar nye Forhold indtræde, drager den Fordel af 
dem, lige saa frit og klogt som Mennesket kunde gjøre 
det. Hus- og Skorstenssvalerne ere et slaaende 
Exempel paa Forandring i Vaner, efter at Huse og Skor- 


stene ere blevne byggede, ogi Amerika er denne Forandring 


279 


foregaaet i Løbet af omtrent 300 Aar. Traade og Uld- 
garn blive nu benyttede i mange Reder istedenfor Uld 
og Hestehaar, og Alliken viser en Forkjærlighed for 
Kirkespir, som neppe kan forklares ved Instinktet alene. 
Baltimore-Pirolen benytter alle Slags Stumper af 
Snore og Silkebaand eller Gartner-Bast til at væve ind 
i sin fine hængende Rede istedenfor de enkelte Haar 
og Plantetrevler, som den møisommelig maa lede op i 
vildere Egne, og Wilson (den berømte amerikanske Orni- 
tholog) troer, at den gaaer fremad i sin Redebygning ved 
at faa Øvelse, saaledes at de gamle Fugle bygge de bedste 
Reder. Purpursvalen i Nord-Amerika tager de tomme 
Græskar eller smaa Kasser i Besiddelse, som sættes op 
til den næsten i enhver Landsby og Bondegaard, 
og adskillige amerikanske Gjærdesmutter bygge lige- 
ledes i Cigarkasser, naar der er skaaret et lille Hul 
i dem, og de ere anbragte paa passende Steder7). De 
forenede Staters Have-Pirol giver os et godt Ex- 


+) Ogsaa for den »blaa Fugl« (Sylvia sialis) sætter man slige 
Kasser op i Amerika ligesom for Stærene hos os. Vi læste for 
nylig, at paa en af »Essex Institutets« Excursioner viste en Stations- 
forvalter dem, at et Par af disse Fugle havde bygget Rede i en 
Signalkugle, paa hvilken noget af Lærredet var bleven revet af. 
Kuglen blev hejset op og ned c. 50 Gange hver Dag; hver Gang 
den begyndte at synke, fløj de ud og satte sig paa Stakittet der i 
Nærheden og ventede taalmodig, til den gik tilvejrs, og vendte 
saa tilbage til deres Rede. 

Storken, tildels vel ogsaa Ugler og Taarnfalke, vilde 
ligeledes kunne nævnes som Exempler paa, at Kulturen i det 
mindste til en vis Grad har modificeret en Fugls Instinkter ved 
at give den Lejlighed og tildels ligefrem Anvisning påa at be- 
nytte andet end Naturgjenstande i sin Tjeneste. Om de brasi- 
Jianske Svaler, der bygge under Tagskjæget ligesom Spurvene hos 
os, gjælder vel det samme. Vi erindre ikke Navnet paa den 
nordamerikanske »Avisfugl«, som i den Grad er bleven Yankee 
og Aviselsker, at den foretrækker Aviser for alt andet til at bygge 


280 


empel paa en Fugl, som ændrer sin Rede efter. Om- 
stændighederne. Naar den er bygget mellem stærke og 
stive Grene, er den meget flad, men naar den, som ofte 
er Tilfældet, hænger i Grædepilens tynde Kviste, gjøres 
den meget dybere, saa at Ungerne ikke kunne falde ud, 
naar den svajer stærkt for Vinden. Man har ogsaa 
lagt Mærke til, at dens Reder i de varme sydlige 
Stater ere meget tyndere og løsere i Vævet end i 
de koldere Egne i det nordlige. Vor egen Husspurv 
føjer sig lige saa godt efter Omstændighederne. Naar 
den bygger i Træer, som den uden Tvivl oprindelig altid 
gjorde, forfærdiger den en omhyggelig, lukket Rede, som 
er fuldkommen istand til at beskytte dens Unger; men naar 


sin Rede af. I mange Tilfælde er Forandringen sandsynligvis 
fremtvungen derved, at Kulturen tildels berøvede Fuglen dens 
naturlige Rugepladser — gamle hule Træer f. Ex. — og derved 
næsten nødte den til at benytte de Menneskeværker, som i de 
Henseender, hvorpaa det her kommer an, havde mest Lighed 
dermed. Vi mindes i denne Anledning, hvad AÅudubon beretter 
om den amerikanske Skorstenssvale (Avanthyllis pelasgia): 
»Saasnart den i vore Huse fandt et saa bekvemt Sted til at 
opføre sin Rede, saa man den med en mærkværdig Skarp- 
sindighed opgive sine gamle Tilflugtssteder i hule Træer og tage 
Skorstenene i Besiddelse. Jeg erindrer meget godt den Tid, da 
disse Fugle endnu meget ofte valgte hule Grene og Stammer til 
Rugeplads i Kentucky, Indiana og Illinois; især foretrak de gamle 
udgaaede, grenløse og fuldkommen hule Stammer af de mægtige 
»Sykomorer«, i hvis indre de ved Hjælp af deres Spyt opklinede 
deres simple Reder, dannede af Kviste, som de brækkede af ud- 
gaaåede Træer,«  A. anslaaer Antallet af de Svaler, som han fandt 
boende i en eneste ældgammel hul Sykomore, til 10,000.  »Det 
var som en Bisværm, der søger ind i Kuben, naar de kom hjem, 
og det lød som Larmen af et mægtigt Møllehjul, naar Træet før 
Daggry udspyede sine Beboere i sorte Sværme. En hul udgaaet 
Gren dannede Indgangen til denne Kube«. Man forstaaer let, at 
naar denne Svale havde en saa udpræget Forkjærlighed for hule 
Træer, og Kulturen berøvede den dette den af Naturen anviste 
fortræffelige Rugested, fandt og benyttede den de kunstige Hulrør, 
som kom hine nærmest i Henseende til Form og Anvendelighed i 
hint bestemte Øjemed. (M. Å.) 


281 


den kan finde et bekvemt Hul i en Bygning, et Straa- 
tag eller et andet vel beskjærmet Sted, gjør den sig 
langt mindre Besvær og danner sig en meget løsere 
bygget Rede). 

Et mærkeligt Exempel paa en i en senere Tid fore- 
gaaet Forandring i Levemaade er hændet paa Jamaica. 
Før 1854 beboede Palmesvalen (Tachornis phæni- 
cobia) udelukkende Palmetræerne i nogle faa Egne 
af Øen. En Koloni slog sig da ned i to Cocospalme- 
træer i Spanish-Town og forblev der til 1857, da det 
ene Træ blæste om og det andet mistede sine Blade. 
Istedenfor nu at udsøge sig andre Palmetræer, joge 
Palmesvalerne de Hussvaler ud, som byggede i den lov- 
givende Forsamlings Palads, satte sig i Besiddelse af dette 
og byggede deres Reder paa Toppen af Gavlmurene og 
paa de af Bjelkerne dannede fremspringende Hjørner, 
hvilken Plads de siden have holdt besat i betydeligt 
Antal. Man har tillige lagt Mærke til, at de her bygge 
Rederne med langt mindre Omhu end før, da de byggede 
i Palmerne, formodenlig fordi de her ere mindre udsatte. 

Naar alle disse Kjendsgjerninger tages i Betragtning, 
ville de, tænker jeg, fuldkommen støtte den Paastand, 
hvormed jeg begyndte denne Artikel, og vise, åt de 
aandelige Evner, som Fuglene lægge for Dagen ved at 
opføre deres Reder, ere af den samme Slags som de, 
Mennesket røber ved Opførelsen af sine Boliger. De 
ere væsenlig Efterligning og en langsom delvis Til- 
lempning efter nye Livsvilkaar. Om at sammenligne 


Fuglenes Arbejder med den menneskelige Kunsts og 


€) Det er en Selvfølge, at Meddeleren ikke kan paatage sig et Med- 
ansvar for Rigtigheden af de af den berømte Forfatter anførte 
Kjendsgjerninger. Vi betvivle iøvrigt ikke, at han har øst af god 
Kilde, hvor hans egen Erfaring ikke strakte til. (M. Å.) 


282 


Videnskabs højeste Frembringelser kan der selvfølgelig 
ikke være Tale. Jeg paastaaer ikke, at Fuglene ere be- 
gavede med en Tænkeevne, som i nogen Maade kunde i 
Udstrækning og Mangfoldighed nærme sig til Menneskets. 
Jeg hævder kun, at de Fænomener, som deres Rede- 
bygning frembyder, naar de ærligt sammenlignes med, 
hvad Menneskehedens store Masse lægger for Dagen ved 
at bygge sine Huse, ikke tyde paa nogen stor Forskjel i 
de anvendte aandelige Evners Beskaffenhed. Dersom 
Instinkt betyder noget, saa betyder det Evne til at ud- 
føre en indviklet Handling uden Undervisning eller Er- 
faring, og udkræver medfødte Forestillinger af en aldeles 
bestemt Slags. Det er meget muligt, at Tilværelsen 
af et virkeligt Instinkt kan bevises paa andre Maader, 
men for Fugleredernes Vedkommende, som i Almindelighed 
betragtes som en af Instinktlærens fasteste Forskandsninger, 
kan jeg ikke finde det mindste Bevis for, at der i dem 
aabenbarer sig andet end de lavere Former af Tænkeevnen, 
som det ganske almindelig indrømmes Dyrene at besidde. 


2. Om Sammenhængen mellem Farveforskjellighederne 
efter Kjønnet hos visse Fugle og deres Redebygning>): 


Et af de mærkeligste og interessanteste Træk, som 
udmærker Fuglene, er den Evne, som den større Del af 
dem besidder, til at opføre en mere eller mindre kunstig 
Bygning for at modtage deres Æg og Unger.  Deslige 
Bygninger opføres kun undtagelsesvis af andre Hvirveldyr 
og opnaa aldrig den Fuldkommenhed og Skjønhed. Fug- 


+) Original-Afhandlingen findes i »Journal of travels and natural 
history«. Et og andet, som er udførlig udviklet i den fore- 
gaaende Artikel, er her udeladt eller forkortet for saa vidt muligt 
at undgaa Gjentagelser. (M. Å.) 


283 


lenes Reder have derfor ogsaa tildraget sig megen Op- 
mærksomhed og, som vi have seet, afgivet et af Hoved- 
beviserne for Antagelsen af et blindt, ufejlbarligt Instinkt 
hos Dyrene. Den almindelig udbredte Tro, at Fuglen 
ikke bygger sin Rede i Kraft af de sædvanlige Sjæls- 
evner: Evne til at iagttage, erindre og efterligne, 
men i Kraft af en vis medfødt og hemmelighedsfuld Til- 
skyndelse, har havt den uheldige Virkning at bortlede 
Opmærksomheden fra den aabenbare Sammenhæng, som 
der er mellem Fuglenes forskjellige Bygning, Levemaade 
og Forstand og de forskjellige Slags Reder, som de 
bygge. Det vil — skjøndt denne Sammenhæng allerede 
tildels er udviklet i det foregaaende — være nødvendigt 
at udpege nogle Exempler herpaa, da den er af stor 
Betydning for det Æmne, som her skal beskjæftige os. 
En stor Mængde Fugle bygge aldeles ikke Rede, 
men lægge Æg og ruge paa den bare Jord. Dette er 
f. Ex. Tilfældet med en stor Del Vade- og Svømme- 
fugle, mange Hønsefugle og næsten alle Natsvaler 
(Natravne). De danne da den ene Ende af Trappestigen, 
medens saadanne Fugle som Væverne, Icterus- 
Arterne og Gjærdesmutten, som bygge kunstig væ- 
vede, lukkede eller hængende Reder, danne den anden. 
De nævnte Fugles Bygning og Levemaade forklare os 
straks denne Forskjel. At Natravnenes Næb og 
Fødder gjøre dem legemlig uskikkede til at væve 
Græs, Mos, Trevler eller Uld sammen til en stærk og 
velbygget Rede, er udviklet i det foregaaende. Terner- 
nes og Rylernes Fødder ere lige saa lidt skikkede 
dertil, og for at kunne finde Føden opholde de sig for- 
trinsvis paa Steder, hvor der ikke findes Stoffer, af 
hvilke der kunde bygges egenlige Reder. Derimod ere 


284 


de Fugle, som bygge de fuldkomneste og kunstigste 
Reder, de højest organiserede i deres Klasse, udrustede 
med stærke og dog fine Fødder, som ere vel skikkede 
til at gribe med, med et velskabt spidst Næb og med 
overordenlig hurtige Bevægelser. Paa de Steder, hvor 
de søge deres daglige Føde, ere de Stoffer, som de 
bruge til deres Reder, tilstede i Mængde, og de vise 
deres Forstandighed ved ikke sjelden at ændre Redens 
Anbringelse, Form eller Stof for at rette sig efter 
de forandrede Forhold, hvori Menneskets Nærhed har 
bragt dem. 

Dersom vi gaa mere i det enkelte, ville vi finde 
disse Sætninger bekræftede, og vi ere ofte istand til at 
forstaa Grunden til den ejendommelige Maade, hvorpaa 
en eller anden Rede er anbragt, eller til Valget af det 
Stof, hvoraf den er lavet, ved at betragte den Fugls 
Levemaade, som har bygget den. Isfuglen, der søger 
sin Føde i Floder og Bække, indretter sin Rede i disses 
Bredder; dens stærke og spidse Næb skaffer med Lethed 
Jord og Sand tilside, og de ophulkede Ben af de for- 
tærede Fiske danne en plump Rede påa Bunden af 
Hulen. Spætten (Træpikkeren), som hver Dag er be- 
skjæftiget med at bore Huller i Træer for at søge sin 
Føde, udvider et saadant Hul og danner deraf en Hule, 
hvori den trygt kan opfostre sine Unger. Tukanen, 
hvis overmaade store, men svage Næb, ufuldkomne 
Fødder og klodsede Bevægelser gjøre den det umuligt 
selv at bygge en Rede, benytter de Huller, som Spætter, 
Egern og andre Dyr have dannet, og som den finder i 
de Træer, paa hvilke den søger sit daglige Brød. Det er 
ikke det blinde Instinkt, som leder Fugle, der ligne 
hinanden saameget som Raagen og Kragen, til at 


285 


bruge forskjellige Stoffer til deres Reder, men som vi 
have seet tidligere, ene og alene Bekvemmelighedshensyn. 

Vi se altsaa, at Betragtningen af en Fugls Byg- 
ning, Føde og de andre Ejendommeligheder i dens Liv 
giver os en meget fuldstændig Nøgle til at forstaa, 
hvorfor den bygger sin Rede af visse Stoffer, paa et be- 
stemt Sted eller paa en mere eller mindre kunstfærdig 
Maade. Men der er to andre Kræfter, til hvis Ind- 
flydelse i et givet Tilfælde vi kun kunne gjætte os saa 
nogenlunde, men som dog maa have udøvet stor Ind- 
flydelse paa at bestemme Enkelthederne i den Maade, 
hvorpaa Reden bliver bygget. Disse to Kræfter ere 
1) indre eller ydre Forandringer i Dyrets Livsvilkaar, 
og 2) Virkningen af nedarvet Vane.  Indtrædende For- 
andringer i Legemsbygning, i Klima, i den omgivende 
Dyre- og Planteverden ville alle kunne fremkalde til- 
svarende Forandringer i Redebygningen, hvorimod den 
anden Kraft vil stræbe at bevare de ad hin Vej erhver- 
vede Ejendommeligheder endogsaa ud over den Tid, da 
hine Livsbetingelser gjorde dem nødvendige. Vi have 
tidligere havt Lejlighed til at fremdrage en Række 
Kjendsgjerninger, som vise, at Fuglene kunne af- 
passe deres Reder efter de forandrede Forhold, hvor- 
under de skulle anbringes, og altid vide at drage 
Nytte af indtrædende Forandringer. Det er derfor 
rimeligt, at en vedvarende Forandring. i Klimaet vil 
foranledige mange Fugle til at ændre deres Boligers 
Form eller Stof. Indførselen af nye Fjender af Æg og 
Unger kan ligeledes medføre mange Ændringer, sigtende 
til at skjule dem bedre; Forandringer i et Lands Plante- 
vækst kunne gjøre det nødvendigt at anvende nye Stoffer. 
Vi kunne derfor være visse paa, at alt som en Årt 


286 


langsomt forandredes i sin egen Bygning, maatte den 
nødvendigvis til en vis Grad ogsaa ændre sin Bygge- 
maade. Dens Arbejde vilde blive mere eller mindre fint, 
de anvendte Stoffer mere eller mindre smukke i Forhold 
til de Ændringer, dens ydre Organer undergik. Men under 
alle slige Forandringer vilde dog visse Ejendommeligheder 
i Redebygningen holde sig kortere eller længere Tid, efter 
at de Aarsager, som havde fremkaldt dem, vare for- 
svundne. Saadanne Erindringer om en svunden Tid møde 
os overalt, endogsaa i Menneskets Værker, trods hans 
lovpriste Fornuft. Hvorledes alle Hovedtrækkene i den 
græske Bygningskunst f. Ex. kun ere Gjengivelser i 
Sten af hvad der oprindelig var Dele af Træbygninger, 
har jeg tidligere havt Lejlighed til at udvikle”). " Med 


”) »Da Jernveje — tilføjer Forfatteren — afløste Diligencerne, ansaaes 
det for nødvendigt at bygge første Klasses Vogne saaledes, at de 
lignede en Række sammenbyggede Kareter; og Armstropperne for 
hver Rejsende til at holde sig fast i, hvilke vare meget nyttige, 
dengang slette Veje gjorde enhver Rejse til en Række af Stød 
og Bump, holdt sig paa vore jevne makadamiserede Landeveje, 
ja have holdt sig lige til den Dag i Dag i vore Jernvejsvogne 
som Levninger fra en Befordringsmaade, som vi nu neppe kunne 
opdrive,« Det vilde være let at forøge disse Exempler med anåre, 
fornemmelig fra Kostumets og Smagens Historie (f. Ex. Rabatter, 
Epauletter osv.), men et” andet Spørgsmaal er det, om det er 
tilladeligt at slutte fra Mennesket i denne Henseende til Fuglene. 
Mennesket, der har Tænkeevne, kan ogsaa undlade at bruge den, 
handle taåabelig og tankeløst; men kunne Fuglene ikke tænke, 
ledes de kun af Instinktet, maa dette være — ikke uforander- 
ligt, thi da vilde det under forandrede Forhold kunne lede vild, 
noget hvorpaa der forresten ogsaa kan anføres Exempler — men 
ufeilbarligt, altid pege påa det ene rigtige som Magnetnaalen mod. 
Nord. — Det havde vistnok været heldigere, om Forf. havde 
kunnet anføre nogle Exempler paa, at en Fugl har beholdt visse 
Ejendommeligheder i sin Redebygning, uagtet de ikke længere 
passe til de forandrede Forhold, og vi tvivle ikke paa, at havde 
Forf. kjendt et saadant Exempel, havde han ikke undladt at 
anføre det. (M. Å.) 


287 


denne og hundrede lignende Kjendsgjerninger for Øje 
kunne vi med god Grund tilskrive lignende Aarsager 
mange uforstaaelige Enkeltheder i Fuglenes Bygnings- 
kunst. Ville vi ikke det, maa vi enten antage, at Fug- 
lenes Handlinger ledes af Forstanden alene i en langt 
højere Grad end Menneskets, eller at et ufejlbarligt In- 
stinkt leder dem til det samme Resultat ad en anden 
Vej. Der er saa mange og saa vel bekjendte Kjends- 
gjerninger, der modsige begge disse Anskuelser, at jeg 
ikke antager det for nødvendigt her udtrykkelig at gjen- 
drive dem. 

De foregaaende Bemærkninger havde til Hensigt at 
vise, at den bestemte Maade, hvorpaa enhver Fugleart 
bygger sin Rede, sandsynligvis er Resultatet af mang- 
foldige Aarsager, som uafbrudt have medført Ændringer 
deri i Overensstemmelse med forandrede organiske eller 
fysiske Forhold. De vigtigste af disse Forhold synes at 
være først og fremmest Artens Bygning, dernæst de 
Omgivelser, hvorunder den lever. Dersom vi derfor finde 
mindre vigtige og mindre uforanderlige Karakterer for- 
bundne med visse Ejendommeligheder i Redebygningen, 
ville vi have Ret til at slutte, at de førstnævnte betinges 
af de sidstnævnte, og ikke omvendt. En slig Sammen- 
hæng er det, jeg her vil paavise, 

Naar vi gaa ud fra, at Hovedhensigten med Fugle- 
rederne er at yde Ægene Beskyttelse og de unge Fugle 
Sikkerhed og Hygge, kunne vi fordele dem i to Grupper, 
eftersom de mere eller mindre fuldstændig opfylde denne 
vigtige Bestemmelse. Iden første sætte vi alle dem, hvis 
Æg og Unger ere aldeles skjulte, uden Hensyn til, 
om dette er opnaaet ved en kunstig, lukket Rede eller 
ved at lægge Ægene i et hult Træ eller i en gravet 


288 


Hule i Jorden; i den anden Gruppe sammenfatte vi derimod 
alle dem, hvor Ægene, Ungerne eller den rugende 
Fugl ligge til Skue, uden Hensyn til, om det er den 
smukkeste Rede af Verden, eller det slet ikke er nogen 
Rede. Isfuglene, som næsten ufravigelig bygge i Hu- 
ler i Brinker, Spætterne og Papegøjerne, som bygge 
i hule Træer, Icterus-Arterne i Amerika, som alle for- 
færdige smukke, lukkede og hængende Reder, og vor egen 
Gjærdesmutte, som bygger en kuppelformig Rede, ere 
Exempler paa den første Slags, medens vore Drosler, 
Sangere og Finker, saavelsom Baritaerne”), Cotin- 
gaerne, Tanagraerne samt alle Rovfugle og Duer 
og en stor Mængde andre Fugle i alle Verdensdele følge 
den anden Bygningsmaade. 

Det vil sees, at denne Inddeling af Fuglene efter 
Redebygningen ikke tager noget Hensyn til selve Redens 
Beskaffenhed; det er en Klassifikation efter Funktionen 
og ikke efter Bygningen. De raaeste og de mest fuld- 
endte Exempler paa Bygningskunst hos Fugle kunne 
findes i begge Afdelinger. Aliigevel staaer den i en vis 
Forbindelse med de naturlige Slægtskabsforhold, thi store 
Grupper af Fugle med et utvivlsomt indbyrdes Slægtskab 
falde uden Undtagelse ind enten under den ene eller 
under den anden af disse Afdelinger. Årterne af samme 
Slægt eller Familie høre i Regelen kun til den ene af disse 
Hovedafdelinger, skjønt de ofte dele sig mellem de to meget 
forskjellige Bygningsmaader, som navnlig ofte optræde 
jevnsides i den første Afdeling. AlleKlattrefugle og de 


") En nyhollandsk Fugleslægt (Cracticus), nær beslægtet med de 
bekjendte nyhollandske Fugle (Chlamydera og Ptilonorhynchus), 
som bygge de saakaldte Lysthuse. (Se dette Tidsskrift 1ste Række 
bte Bind S. 80). 


289 


fleste brednæbede Fugle f. Ex. bygge skjulte Reder, ogi 
den sidste Gruppe ere de to Familier, som bygge aabne 
Reder, nemlig Mursvalerne og Natravnene, sikkert 
meget lidt beslægtede med de andre Familier (Svalerne 
f. Ex.), med hvilke man plejer at stille dem sammen i 
Systemet”). Mejserne ere ogsaa meget forskjellige i 
deres Redebygning; nogle bygge aabne Reder, men skjulte 
i et Hul, andre kuppelformige eller endog hængende, 
lukkede Reder, men falde dog alle ind under den samme 
Hovedafdeling. Stærene vise lignende Forskjelligheder; 
Minoerne (Eulabes) bygge i Huller ligesom vore egne 
Stære, hvorimod Østens glindsende Stære (Calornis) 
lave lukkede, hængende Reder, og Slægten Sturno- 
pastor ruger i et hult Træ. Et af de mere paafaldende 
Exempler paa, at en Fuglefamilie deler sig mellem begge 
Afdelinger, afgive imidlertid Finkerne, hvis fleste evro- 
pæiske Arter bygge aabne Reder, hvorimod mange nyhol- 
landske Former bygge lukkede (kuppelformige)””"). 

Vi ville nu vende os fra Rederne til selve de Væ- 
sener, som opføre dem, og betragte Fuglene fra et min- 
dre almindeligt Synspunkt, idet vi dele dem i to Grupper, 
alt eftersom enten begge Kjøn eller Hannerne alene 
ere prydede med iøjnefaldende Farver. 

Kjønsforskjellen i Henseende til Farve og Fjerdragt 
er som bekjendt ofte meget udpræget hos Fuglene og 
har derfor ogsaa tildraget sig megen Opmærksomhed; for 
de polygame Fugles Vedkommende har den fundet sin 
Forklaring i Darwins Theori om »Avlsvalget i Natu- 


") Kløves Spurvefuglenes store Orden iSangfugle ogSkrige- 
fugle, komme Svalerne i den første, Mursvaler og Natravne i 
den anden. Svaler og Mursvaler ere derfor snarere analoge end 
beslægtede Former. (M. A.) 

”) Jfr. Nr. 18 i Anm. S. 293. 
Fjerde Række Il. £9 


290 


ren«. Vi forstaa let, at Fasan- og Tjurhanen have 
faaet deres overlegne Størrelse og straalende Fjerdragt 
paa Grund af deres idelige Kappestrid baade i Henseende 
til Styrke og Skjønhed. Men denne Lære kaster ikke 
noget Lys over Grunden til, at Tukanens, Biæderens 
Papegøjernes og Mejsernes Hunner i de allerfleste 
Tilfælde have faaet et lige saa livligt og straalende Ud- 
seende som Hannen, medens de pragtfulde Cotinga-, 
Pipra- og Tanagra-Årter samt Paradisfuglene lige- 
som vor egen Solsort have Hunner med saa matte og 
uanselige Farver, at man har vanskeligt ved at gjenkjende 
Årten i dem. 

Denne Uoverensstemmelse lader sig derimod forklare 
ved Redebygningen; med meget faa Undtagelser er det 
nemlig Regelen, at naar begge Kjøn have meget 
livlige og iøjnefaldendeFarver, erReden af den 
Beskaffenhed, at den skjuler den rugende Fugl, 
hvorimod Reden er aaben og den rugende Fugl 
synlig, naar Hannen har livlige og iøjnefaldende, 
Hunnen mørke og matte Farver. Jeg vil først op- 
regne de vigtigste Kjendsgjerninger, som støtte denne 
Paastand, og senere forklare, paa hvad Maade jeg an- 
tager denne Forbindelse for at være bragt istand. 

Vi ville først betragte de Fugle-Grupper, hvor Hun - 
nen er livligt eller i det mindste iøjnefaldende farvet 
og i de allerfleste Tilfælde aldeles lig Hannen. 

1. Papegøjerne (Psittaci). I denne store Fa- 
milie, som er prydet med de mest glimrende og skri- 
gende Farver, er Reglen den, at Kjønnene ere aldeles 
ens. Dette er saaledes Tilfældet med de mest pralende 
Grupper, Lorierne, Åraerne og Kakaduerne. Men 
hos nogle er der dog nogen Farveforskjel efter Kjønnet. 
Alle bygge de i Huler, for det meste i Træer, under- 


291 


tiden i Jorden eller i Termitreder. I det eneste Tilfælde, 
hvor Reden er blottet (hos Pezoporus formosus paa 
Nyholland og v. Diemens Land), har Fuglen ogsaa mistet 
den sædvanlige livlige Farvetegning og er klædt i dunkle, 
mørkegrønne og sorte, fuldstændig' beskyttende Farver”). 

2. Spætterne (Picidæ). I denne Familie afvige 
Hunnerne ofte fra Hannerne ved at have en gul eller 
hvid Nakketop istedenfor en karminrød, men ere dog 
næsten lige saa iøjnefaldende som hine. De ruge alle i 
Træhuller. 

3. Tukanerne (RQRhamphastidæ). Disse smukke 
Fugle have stærke Farver paa de mest iøjnefaldende 
Steder af deres Legeme, især paa det store Næb og paa 
de øvre og nedre Haledækfjer, som ere karminrøde, hvide 
eller gule; Kjønnene ere aldeles ens, og de bygge altid i 
hule Træer. 

4. Isfuglene (Alcedinidæ). I nogle af de præg- 
tigste Arter af denne Familie ere Han og Hun aldeles 
ens, i andre er der en Kjønsforskjel, som dog kun sjel- 
den gaaer ud paa at gjøre Hunnen mindre iøjnefaldende. 
Hos nogle har Hunnen saaledes et Baand tvers over 
Brystet, som mangler hos Hannen (Halcyon diops f. Ex.j, 
hos andre er det rustrødt hos Hunnen (flere amerikanske 
Arter); hos Dacelo Gaudichandii har Hunnen en rust- 
rød, Hannen en blaa Hale. De fleste Isfugle have deres 
Rede i et dybt Hul i Jorden; Tanysiptera skal an- 
bringe sin i et Hul i en Termitrede eller undertiden i 
Spalter under fremspringende Klipper. 

5. Herfuglene (Upupidæ) ere meget iøjnefaldende 
ved deres stribede Fjerdragt og lange Nakketoppe; de. 
to Kjøn ere aldeles ens, og Reden findes i et hult Træ. 


”) Jfr. dette Tidsskrift 3die Række dte Bd. S. 344. 
Øg 


292 


6. Næsehornsfuglene (Bucerotidæ). Disse store 
Fugle (Afrika, Indien, Sunda-Øerne, Molukkerne og Ny- 
Guinea osv.) have uhyre store Næb, som i Almindelighed 
ere lige saa livligt farvede og iøjnefaldende hos Hunnen 
som hos Hannen. De ruge altid i hule Træer, hvori 
Hunnen er aldeles skjult”). 

7. Mejserne (Paridæ). Disse smaa Fugle ere 
altid smukke, mange — især blandt de indiske Arter — 
meget iøjnefaldende. De to Kjøn ere altid ens, hvilket 
ikke er almindeligt hos vore og andre livligt tegnede 
Smaafugle, men Reden er ogsaa altid enten lukket eller 
skjult i et Hul. Spætmejserne (Sitta) ere ligeledes 
ofte meget smukke Fugle, Kjønnene aldeles ens, Reden 
i et Hul. Hunnen af de langvingede nyhollandske Spæt- 
mejser (Sitella) er endog ofte den mest iøjnefaldende 
ved sin hvide og sorte Tegning, men Reden er, ifølge 
Gould, aldeles skjult "mellem opretstaaende Grene, der 
ere forbundne med hinanden ved Kunst. 

8. Stærene. Hos de pragtfulde Minoer (Eu- 
labes) (i Indien, Sunda-Øerne, Ceylon, Ny Guinea osv.) 
ere de to Kjøn aldeles ens; de bygge i Træhuller, hvori- 
mod de metalglindsende Stære (Calornis) i Afrika og 
Indien, hos hvilke der heller ikke viser sig nogen Kjøns- 
forskjel, bygge en lukket, hængende Rede. Ogsaa Icte- 
rus-Arterne (i Syd- og Mellem-Amerika), hvis sorte og 
røde eller gule Fjerdragt er meget iøjnefaldende og fuld- 
kommen ens hos begge Kjøn, ere berømte for deres 
smukke, pungdannede, hængende Reder””). 

”) Jfr. dette Tidsskrift 4de R. 1B. S. 474. Endnu nyere Iagttagelser 
af Horne over en indisk Art antyde, at Hunnen murer sig selv 
inde og benytter sit eget Skarn som Byggemateriale. (M. A.) 

+) Forfatteren opregner endvidere følgende Exempler, hvilke vi dog, 


da de angaa mindre bekjendte Fugle, for den almindelige Læsers 
Skyld have foretrukket at drage herned i Form af en Anmærkning. 


293 


De Tilfælde, hvor Hannen er livligt farvet, 
Hunnen derimod mindre broget eller aldeles 
uanselig, ere overordenlig talrige og omfatte næsten 
alle de mere livligt farvede Spurve- (Sang- og Skrige-) 


9. Jordgjøgene (Gentropus) (i Afrika, Indien og Avstralien) 
have ofte iøjnefaldende Farver; begge Kjøn ere ens, og de bygge 
lukkede Reder. 

10. Hos Platanæderne (Musophagidæ) (afrikanske Klattre- 
fugle) have Hovedet og Næbet de mest glimrende Farver hos 
begge Kjøn, og Reden er i et Træhul. 

11. Bucco- og Capito-Gruppen, amerikanske Klattrefugle, 
nær beslægtede med Tukanerne. Bucconerne ere ofte livligt 
tegnede; nogle have koralrøde Næb. Begge Kjøn ere aldeles ens, 
og Reden findes i et Hul i en Skraaning. Capito-Arterne ere alle 
meget livligt tegnede; de mest glimrende Farvepletter ere netop 
anbragte paa Hovedet og Halsen og derfor meget iøjnefaldende. 
Kjønnene ere aldeles ens, Reden findes i et hult Træ. 

12. Trogonidæ (amerikanske Klattrefugle). Hos disse pragt- 
fulde Fugle ere Hunnerne vel i Almindelighed mindre straalende 
end Hannerne, men dog ofte livligt tegnede og iøjnefaldende. 
Reden er i et Træhul. 

13. Hos de pragtfulde sydamerikanske Biædere (Momotidæ) 
ere de to Kjøn aldeles ens, og Reden findes i et Hul under Jorden. 

14. Eurylæmidæ. Hos disse smukke Fugle paa Sunda- 
Øerne, der ere noget beslægtede med de amerikanske Cotinga- 
Arter, medens det brede, af Fjerbørster omgivne Næb minder om 
Natravnene, med hvilke de derfor tidligere sammenstilledes, ere 
Kjønnene aldeles ens og prydede med de livligste og mest iøjne- 
faldende Tegninger. Reden er vævet, lukket og hænger ned fra 
Grenspidserne ud over Vandet. 

15. Hos de avstralske Pardalotus-Arter er Hunnen ofte 
meget iøjnefaldende paa Grund af dens med skinnende Pletter 
tegnede Hoved. Rederne ere snart kuppelformige, snart anbragte 
i hule Træer. 

16. Hos de nyhollandske Træløbere (Climacteris) ere Kjøn- 
nene ens eller Hunnen den mest iøjnefaldende, og Reden findes 
i et hult Træ; hos de smukke smaa amerikanske Træløbere (Cer- 
thiola) ere Kjønnene ens og Reden lukket. 

18. Finkerne. I Slægterne Estrelda og Amadina (i 
Afrika, Asien og Avstralien, f. Eks. den ostindiske Risfugl, Amad. 
oryzivora) ere Hunnerne, skjøndt mere eller mindre forskjellige 
fra Hannerne, dog endnu meget iøjnefaldende ved en rød Gump 
eller hvide Pletter. De afvige netop fra Familiens fleste andre 
Medlemmer ved at bygge lukkede Reder. 


294 


fugle med de under forrige Afdeling anførte Undtagelser, 
som de dog langt overgaa i Antal. De følgende ere .de 
mærkeligste. ; | 

1. Cotingaerne (sydamerikanske Skrigefugle) om- 
fatte nogle af de mest pralende Fugle i Verden; skin- 
nende blaat, rigt Purpur og straalende rødt ere Han- 
nernes mest karakteristiske Farver. Hunnerne ere deri- 
mod altid dunkelt farvede, ofte grønlige og sees ikke let 
mellem Løvværket. 

2. Manakin”erne (Pipridæ) (højbenede sydameri- 
kanske Skrigefugle, minde ved deres Adfærd om Mejserne). 
Hunnerne til disse elegante Fugle, hvis Isse- eller Nakke- 
toppe prale med de mest glimrende Farver, ere i Almin- 
delighed mat grønne. 

3. Tanagraerne (sydamerikanske Spurvefugle) 
kappes med Cotingaerne i Farvepragt, ja ere endog mere 
brogede end disse; men Hunnerne have i Reglen simple 
og matte Farver og ere altid uanseligere end Hannerne. 

I Sangernes (Sylviernes), Droslernes, Flue- 
snappernes og Tornskadernes store Familier er et 
forholdsvis stort Antal Arter tegnede med livlige og 
iøjnefaldende Farver hos Hannerne, hvorimod Hunnerne 
altid ere mindre brogede og ofte overmaade beskedne og 
uanselige i deres Fjerdragt. I alle disse Familier er 
Reden aaben; jeg kjender ikke et eneste Exempel 
paa, at nogen af disse Fugle bygger en lukket Rede 
eller anbringer den i et Træhul eller under Jorden eller 
paa et andet Sted, hvor den er fuldstændig skjult”). 

Ved Drøftelsen af det Spørgsmaal, som her beskjæf- 
tiger os, er det ikke nødvendigt at tage Hensyn til de 


større og stærkere Fugle, som kun sjelden behøve at 


”) Forfatteren maa da ikke regne Gjærdesmutten til Sangerne. 
(M. A.) 


295 


sikkre sig ved at krybe i Skjul; Rovfuglene f. Ex. 
mangle i Regelen straalende Farver, og deres Bygning og 
Natur ere ikke af den Beskaffenhed, at de trænge til Be- 
skyttelse; af de store Vadefugle have begge Kjøn 
undertiden meget stærke Farver, men de ere rimeligvis 
kun lidet udsatte for fjendligt Overfald, eftersom den 
mest iøjnefaldende af alle Fugle, den skarlagenrøde 
Ibis, findes i saa uhyre Mængde i Sydamerika. Hos 
Hønsefugle og Vandfugle ere Hunnerne dog ofte 
meget simpelt klædte, medens Hannerne ere prydede med 
prægtige Farver, og Talegalla-Hønsenes (Megapo- 
didæ) afvigende Familie viser os det mærkelige Sammen- 
træf af Farve-Lighed hos begge Kjøn og fuldstændig Und- 
ladelse af al Rugning; hos Megacephalon og Tale- 
galla ere Farverne ikke saa uanselige endda”). 

Naar man overskuer den hele Masse af Bevislig- 
heder, som her er samlet, og som omfatter næsten alle 
Fuglegrupper med stærkere Farver, vil man indrømme, 
haaber jeg, at Sammenhængen mellem de to Rækker af 
Kjendsgjerninger, som Fuglenes Farver og Redebyg- 
ning frembyde, er tilstrækkelig godtgjort. Der er rig- 
tignok et Par tilsyneladende og nogle virkelige Und- 
tagelser, som jeg straks skal komme til at omtale, men 
de ere for faa og for ubetydelige til at veje meget mod 
Bevismassen paa den anden Side, og vi kunne for Øje- 
blikket se bort fra dem. Lad os da overveje, hvorledes 
vi skulle forstaa denne uventede Sammenhæng mellem 
Forhold, som ved første Øjekast ikke synes at have 
noget at gjøre med hverandre.  Falde de sammen med 


”) Om denne Families mærkelige Maade at faa deres Æg udrugede paa 
ved Hjælp af anden Varme end deres egen, se dette Tidsskrift 
2den Række 3die Bind S. 79 og 4de Bind S. 207. (M. A.) 


296 


andre Naturforhold? Lære de os noget om den Maade, 
hvorpaa Naturen arbejder, og give de os nogen Indsigt i 
de Åarsager, som have frembragt den vidunderlige Af- 
veksling, Skjønhed og Samstemning i den organiske 
Natur? Jeg troer, at vi kunne besvare disse Spørgsmaal 
bekræftende, og jeg kan tilføje som yderligere Bevis, at 
hine Kjendsgjerninger ikke staa alene; jeg blev først 
ledet til Opfattelsen af deres indre Sammenhæng ved 
Studiet af den tilsvarende, men forskjellige Række af 
Fænomener blandt Insekterne, som kan sammenfattes 
under Benævnelsen »Beskyttelseslighed« ”). 

Det første vi lære af denne mærkelige Række af 
Kjendsgjerninger er, at der i og for sig intet er ivejen 
for, at Hunkjønnet blandt Fuglene kan fåa de samme 
glimrende og skrigende Farver, som saa ofte pryde deres 
Mager, eftersom de altid ere smykkede paa lignende 
Maade som disse, naar de blot ere beskyttede 
eller skjulte underRugningen.”) Vi slutte da deraf, 
at naar livlige og iøjnefaldende Farver mangle eller kun 
ere lidet udviklede hos Hunnerne af andre Fugle, er 

”) Se dette Tidsskrifts 4de Række 1ste Bind S. 249 og 329. 

”) Gravænderne (Anas tadorna osv.) afgive en smuk Stadfæstelse 
af Wallaces Theori. Som bekjendt ere de fleste Hunner af Ænder, 
Dykænder osv. meget uanselige, brune eller graalige, Hannen 
derimod i Vinter- og Vaardragten mere eller mindre broget og 
pragtfuld, og de ruge i Reglen paa bar Mark, Kun Gravænderne 
danne i begge Henseender en Undtagelse: Hunnen er her næsten 
lige såa broget og pragtfuld som Hannen og ruger derfor ogsaa i 
Huler i Brinker eller i hule Træer. »Eftersom Hunnen af denne 
Fugleart har meget iøjnefaldende Farver, kunde den ikke ruge 
under aaben Himmel uden Fare for at opdages af Rovfugle. In- 
stinktet lærte den derfor at skjule sig omhyggelig under denne 
Forretning, som kræver langvarig Ro. I stejle Havbredder graver 
den sig derfor en Gang ind i Jorden eller Sandet under Grøn- 
sværet, hvori den lægger sine Æg. Ogsaa lægger den dem stun- 


dom under et gammelt Træ eller i et hult Træ, undertiden i et 
gammelt Ræve- eller Grævlingebo« (Nilsson, Skand. Fauna). - 


297 


Grunden dertil fornemmelig den, at de mangle en slig 
Beskyttelse eller et Skjul i hint vigtige Tidsrum. Hvor- 
ledes dette Forhold har udviklet sig er let at fatte, naar 
man gaaer ud fra Virkningerne af »Kaaringen i Naturen«. 
Af de talrige Exempler paa, at begge Kjøn ere prydede 
med lige glimrende Farver — hvorimod det er sjeldent, at 
begge Kjøn ere lige godt væbnede med Forsvars- eller 
Angrebsvaaben, forsaavidt disse ikke ere aldeles nødven- 
dige for hvert enkelt Individs Sikkerhed — synes det at 
fremgaa, at den naturlige Virkning af »Avlsvalget« 
vilde være at udvikle Farve og Skjønhed hos begge 
Kjøn ved at bevare og formere alle Farveafændringer hos 
det ene Kjøn, som tiltale det andet. Imidlertid er Hun- 
nen, naar den sidder paa sine Æg i en aaben Rede, 
særlig udsat for Angreb, og enhver Farveforandring, som 
gjør den mere iøjnefaldende, vil derfor føre til dens 
og dens Afkoms Undergang. Alle slige Farvenuancer 
ville derfor tidligere eller senere blive udryddede hos 
Hunnerne, hvorimod de, der gjøre dem mindre iøjne- 
faldende, mere lige med deres Omgivelser, f. Ex. med Jorden 
eller Løvværket, ville i det hele taget blive bevarede 
længst og saaledes føre til, at Hunkjønnet ifører sig de 
uanselige brune eller grønne Farver, hvoraf dets Dragt 
er sammensat, i det mindste paa Ryggen, i de fleste Til- 
fælde, hvor det sidder paa en aaben Rede. 

I Overensstemmelse med hvad tidligere er udviklet 
om Farven som det mere foranderlige, mere afhængige 
og underordnede Moment i Sammenligning med Fuglenes 
legemlige Bygning og nærværende eller tidligere Livsvilkaar, 
som igjen have betinget Redens forskjellige Beskaffenhed, 
" antage vi, at Redens Bygningsmaade er Grunden 
til og ikke Virkningen af Kjønnenes Lighed 


298 


eller Ulighed i Farve. Har en Fuglegruppe den ned- 
arvede Vane at bygge sine Reder i Træhuller som Tu- 
kanerne eller i Jordhuller som Isfuglene, vil den 
Beskyttelse, som derved ydes Hunnen i den vigtige og 
farlige Rugetid stille begge Kjøn paa lige Fod i Hen- 
seende til Fare for Angreb og tilstede »Avlsvalget« at 
arbejde uforstyrret paa at udvikle livlige Farver og 
iøjnefaldende Tegninger hos begge Kjøn. Har derimod, 
som f. Ex. hos Tanagraerne og Fluesnapperne, den 
hele Gruppe den Skik at bygge aabne, skaalformede 
Reder paa mere eller mindre udsatte Steder, vilde Frem- 
komsten af stærke Farver eller Tegninger idelig hæmmes 
hos Hunnerne derved, at disse bleve altfor iøjnefaldende, 
hvorimod den vilde have frit Spil hos Hannen og udvikle 
de mest blændende Farver hos denne. Hvor der imid- 
lertid var mere end almindelig Forstand og Evne til at 
slaa ind paa en anden Fremgangsmaade, kunde den Fare, 
hvorfor Hunnen var udsat ved at besidde glimrende Far- 
ver eller Tegninger, føre til, at den opførte en skjult 
eller lukket Rede som Mejsernes eller Icterus- 
Arternes; Erhvervelsen af smukke Farver og Opnaaelsen 
af en større Kunstfærdighed vilde i slige Tilfælde endog- 
saa kunne indvirke heldig paa hinanden og føre til, at 
begge opnaaede den største Fuldkommenhed. 

— Der gives heldigvis nogle faa besynderlige Afvigelser 
i Fuglenes Naturhistorie, der kunne benyttes som afgjø- 
rende Prøve paa Sandheden af denne Forklaring af Farve- 
forskjellen efter Kjønnet. Man har længe vidst, at hos 
nogle Arter hjælpe Hannerne enten til ved Rugningen 
eller udføre den ganske alene, og man har ligeledes ofte 
udhævet, at hos nogle var den sædvanlige Kjønsforskjel 


vendt om, saa at Hannen var uanseligere, Hunnen liv- 


299 


ligere tegnet og ofte tillige større. Det er mig dog ikke 
bekjendt, at nogen før mig har udtalt den Tanke, at 
disse to Afvigelser fra det sædvanlige stode i Forhold til 
hinanden som Aarsag og Virkning”). I de bedst kjendte 
Tilfælde, hvor Hunfuglen er mere anselig af Farve end 
Hannen, er det enten aldeles vist, at den sidste udfører 
Rugepligten, eller der er i det mindste god Grund til at 
antage det. Det bedste Exempel er Thorshanen 
(Phalaropus fulicarius, Sneppefugl med Lappefødder), 
hvis to Kjøn ere ens om Vinteren, medens Hunnen 
om Sommeren ifører sig den muntre og klædelige Bryl- 
lupsdragt (sort Hoved, rødbrun Ryg, mørke Vinger) 
istedenfor Hannen, som er næsten ensformig brun over 
det hele med mørkere Pletter og udøver Rugepligten ved 
at sidde paa Ægene, der ere lagte paa den bare Jord”). 


”) Darwin har vel erkjendt, at Trangen til Beskyttelse under- 
tiden er Grunden til Hunfuglenes dunkle Farver, men han synes 
ikke at anse den for en saa vigtig Kraft til at modificere Farven, 
som jeg er tilbøjelig til. Han berører ogsaa den Erfaring, at 
visse Hunfugle og Hunsommerfugle ere paafaldende tarvelig ud- 
styrede i denne Retning, medens andre ere ligesaa smukke som 
Hannerne, men synes at opfatte dette hovedsagelig som Følge 
af særegne Arvelighedsforhold, der snart skulde medføre, at Far- 
verne kun nedarvedes paa det ene Kjøn, snart at dette skeer med 
begge. Uden at benægte Betydningen af en saadan Lov, som D. 
har meddelt mig, at han kan støtte paa Kjendsgjerninger, til- 
skriver jeg dog i de allerfleste Tilfælde denne Forskjel til Hun- 
kjønnets større eller mindre Trang til Beskyttelse. 

”) »Den Omsorg, som det i Almindelighed er overdraget Hunnen 
at bære for Æget og Ynglens Opfostring findes paa forskjellige 
Trin i Dyreriget ikke blot delt ligelig med de mandlige Enere, 
men hel og holden overladt til dem. Hos Odinshønsene (Pha- 
laropus, en Slægt af Vadefuglene).har Hannen Hunnernes sæd- 
vanlige ringe Størrelse, graalige og uanselige Farver og en stor Ruge- 
plet påa Bugen, og til ham alene er Ægenes Udrugning overladt, 
medens den med Hannernes sædvanlig pragtfuldere Farver og betyde- 
ligere Størrelse udrustede Hun mangler al Rugeplet og ikke tager 


300 


Hos Pomeransfuglen (Eudromias morinellus, en Brok- 
fugl) er Hunnen større og pragtfuldere farvet end Han- 
nen, og det er temmelig vist, at det er den sidst- 
nævnte, der maa ruge, da den er bleven skudt i Ruge- 
tiden med de nøgne »Rugepletter« paa Brystet. Ogsaa 
hos de smaa indiske Vagtler (Turnix) er Hunnen større 
og ofte prægtigere farvet, og Jerdon beretter i sit Værk 
om Indiens Fugle, at de indfødte ville vide, at Hunnerne 
i Rugetiden forlade deres Æg og samle sig i Flokke, 
medens Hannerne maa udruge Ægene. Vist er det, at 
Hunnerne ere dristigere og mere stridbare end Hannerne. 
I de faa andre Tilfælde, hvor Hunnerne ere de pragt- 
fuldeste, kjender man ikke nærmere deres Levemaade. 
Strudserne og Emuerne, hos hvilke Hannen ruger”), men 
dog ikke er mindre anselig end Hunnen, kunde synes at 
være en Ånstødssten; men dette Exempel siger dog ikke 
meget, thi disse Fugle ere for store til, at deres Sikker- 
hed kunde forøges ved, at de vare skjulte, og modFjen- 
der, der ville bemægtige sig Ægene, kunne de værge sig 
ved deres Styrke, hvorimod de med Hensyn til at undfly 
deres egne Fjender kunne stole paa deres Hurtighed. 


mindste Del i Rugningen, til hvilken hun dog troligen søger at 
holde Hannen« (Steenstrup: Undersøgelser over Hermaphrodi- 
tismens Tilværelse i Naturen, 1845, S. 14); af den tilføjede An- 
mærkning sees det, at de til Grund for denne Udtaleise liggende 
Iagttagelser fortrinsvis ere anstillede paa Phal. cinereus, den 
egenlige Odinshane, og påa mange paa Ægene og udenfor Rederne 
skudte Stykker, men det tilføjes, at »efter alle de erhoidte Stykker 
af Ph. platyrhynchus (Thorshanen) er ogsaa her den pragt- 
fulde Hun i Rugetiden stedse uden Rugeplet, medens Hannen 
har den«. Da W. udtaler, at saavidt ham bekjendt har ingen 
tidligere seet disse Forhold i deres Sammenhæng, have vi anseet 
det for rigtigt at give denne allerede 25 Aar gamle Udtalelse 
en Plads her. (M. A.) 
”) Se dette Tidsskrift 2den Række første Pind. 


301 


Vi finde altsaa, at en stor Mængde Erfaringer med 
Hensyn til Fuglenes Farveforskjel efter Kjønnet og til 
deres Redebygning — derunder indbefattet nogle af de 
mærkeligste Afvigelser fra Reglen, som deres Natur- 
historie kan opvise —- staa i et Gjensidigheds- og Afhæn- 
gighedsforhold til hverandre, efter den simple Grundsæt- 
ning, at den afMagerne, som udøverRugepligten, 
trænger mest til Beskyttelse. Undtagelserne ere 
kun faa — dog maa vi ikke overse, hvor ufuldkommen 
vor Kundskab om de fleste udenlandske Fugles Leve- 
maade er — og træffes i Almindelighed hos mindre Grup- 
per eller isolerede Arter. De vigtigste Undtagelser, som 
jeg har været istand til at finde, ere følgende: 

1. Kongekragerne (Dicrurus v. Edolius, af 
Tornskadernes Familie, Ostindien, Madagaskar) ere glind- 
sende sorte med. lange, kløftede Haler; Kjønnene ere 
ens, og de bygge aabne Reder. Denne tilsyneladende 
Undtagelse kan dog sandsynligvis forklares deraf, at de 
ikke trænge til at beskyttes ved en uanseligere Farve- 
dragt hos Hunnen, da de ere meget stridbare og ofte 
angribe og forjage Krager, Høge og Glenter; og da de 
føre en temmelig selskabelig Levemaade, ere Hunnerne 
ikke let udsatte for at blive angrebne under Rugningen. 

2. Pirolerne (Oriolidæ). De ægte Piroler ere 
meget livlig tegnede Fugle; Kjønnene ere hos mange 
østlige Arter næsten eller aldeles ens og Rederne 
aabne. — Det er vistnok en af de vægtigste Undtagelser 
fra Reglen, men til en vis Grad stadfæster den denne 
alligevel; thi man har lagt Mærke til, at Moderen viser 
stor Omhu for at skjule sin Rede i tæt Løvværk og 
beskytter sit Afkom med en uafladelig og ængstelig Aar- 
vaagenhed, hvilket viser, at den Trang til Beskyttelse, 


302 


som Hunnens straalende Farver medføre, føles af denne 
selv, men kan opvejes ved en forhøjet Udvikling af 
Aandsevnerne. | 

3. Jorddroslerne (Pittidæ). Disse smukke og 
prægtig farvede (korthalede, højbenede) Smaafugle (i In- 
dien og Afrika) ere i Almindelighed ens i begge Kjøn 
og bygge ligeledes en aaben Rede. Mærkeligt nok er 
ogsaa dette kun en tilsyneladende Undtagelse, thi næsten 
alle de glimrende Farver findes paa Bugen, hvorimod 
Ryggen i Almindelighed er olivengrøn eller brun og 
Hovedet sort med brune eller hvide Striber, hvilke Far- 
ver stemme godt med de Reden omgivende Blade, Grene 
eller Rødder og saaledes i Virkeligheden tjene til Beskyt- 
telse for Hunnen. 

4. Grallina australis. Denne nyhollandske Fugl 
(af Vipstjert-Gruppen) har en meget skrigende sort og 
hvid Farvetegning; Kjønnene ere aldeles ens, og den 
bygger en aaben Rede af Ler paa et udsat Sted i et 
Træ. Dette synes rigtignok at være en endnu mere påa- 
faldende Undtagelse. Vi maatte dog først have at vide, 
paa hvilke Træer den i Reglen bygger Rede, hvilken Farve 
disses Bark eller de Lavarter have, der vokse paa den, 
hvordan Jordens og de andre omgivende Gjenstandes 
Farvemønstre ere, førend vi kunne afgjøre, om Fuglen 
virkelig er meget iøjnefaldende, naar den sidder paa 
Reden. Man har ogsaa gjort den Iagttagelse, at sort 
og hvidt i en vis Afstand flyde sammen til graat — en 
af de almindeligste Farver i Naturen. 

5. Honningfuglene (Nectarinidæ). Hos disse 
smukke Smaafugle (nærmest beslægtede med vore Træ- 
løbere (Certhia), men minde ved deres Lidenhed, Næb- 


og Tungeform osv. om Kolibrierne, som de paa en Maade 


303 


repræsentere blandt Sangfuglene paa den østlige Halv- 
kugle samt i Avstralien og paa Sydhavsøerne) ere kun Han- 
nerne prydede med glimrende Farver, hvorimod Hunnerne 
ere aldeles beskedne, og dog bygge de lukkede Reder 
— i det mindste de faa Arter, hvis Redebygning er be- 
kjendt. Dette er snarere en negativ end en positiv Und- 
tagelse fra Reglen, eftersom der kan være andre Grunde 
end netop Trangen til Beskjærmelse, som hindre Hunnen 
i at antage Hannens livlige Farver. Desuden ere For- 
holdene i denne Familie endnu kun ufuldstændig kjendte, 
men der er dog en mærkelig Omstændighed, som kaster 
noget Lys over den, nemlig at Hannen af Leptosoma 
ceylanica skal hjælpe til ved Rugningen. Det er der- 
for muligt, at denne Gruppe oprindelig har benyttet 
aabne Reder — hvad muligvis endnu er Tilfældet med 
mange Arter — men at en eller anden Forandring i Livs- 
vilkaar kan have foranlediget Hannen til at deltage i 
Rugebyrden, hvormed da fulgte, at den lukkede Rede- 
form blev indført hos disse Arter. 7) 

6. Pragtsangerne (Maluridæ). Hannerne af disse 
nyhollandske Smaafugle ere ligeledes smykkede med de mest 
pralende Farver, medens Hunnerne have et meget tarve- 
ligt Udseende, og dog bygge ogsaa de lukkede Reder. 
Men herved er at lægge Mærke til, at Hannens Pragt- 
dragt kun er en Parringsdragt og bæres meget kort; den 
øvrige Del af Aaret optræde begge Kjøn lige beskedent. 
Det er derfor sandsynligt, at den lukkede Rede har den 
Bestemmelse at beskytte disse fine Smaafugle mod Reg- 
nen, og at en eller anden ukjendt Grund har havt til 
Følge, at Farvepragten kun udvikledes hos Hannerne. 

”) Vi maa tilstaa, at vi ikke ret fatte, hvorledes Hannens Del- 


tagelse i Rugebyrden skulde kunne faa denne Im lygelse påa 
Redebygningen. (M. A.) 


304 


Jeg haaber, at jeg her har anført alle vigtigere Und- 
tagelser fra Læren om Kjønsfarvernes Afhængig- 
hed af Redebygningen. Man vil se, at de ikke ere 
mange i Sammenligning med dem, der støtte Reglen, og 
i flere Tilfælde er der Omstændigheder ved Arternes 
Levemaade og Bygning, som forklare dem tilstrækkelig. 
Forudsat, at de her forfægtede Anskuelser om de for- 
skjellige Indflydelser, som dels have fremkaldt de 
særlige Ejendommeligheder ved hver enkelt Fugls Rede, 
dels Hunfuglenes gjennemgaaende Farvedragt, samt om 
disse to Forholds gjensidige Indvirkning paa hin- 
anden, ere rigtige, kunne vi neppe vente at finde 
fuldstændigere Vidnesbyrd for deres Sandhed end dem, 
som her ere fremsatte. Naturen er et saa indvikiet 
Væv af ind i hinanden gribende Forhold, at en Kjæde 
af Sammentræf, der strækker sig gjennem hundreder af 
Årter og talrige Slægter og Familier i alle Grene af Syste- 
met, nødvendigvis maa være et Bevis for, at der mellem dem 
er en dybere Sammenhæng, et Forhold som mellem ÅAar- 
sag og Virkning; og naar af Spørgsmaalets to Faktorer 
den ene — Redebygningen — kan bevises at være 
begrundet i de fasteste og vigtigste Bygningsforhold og Livs- 
vilkaar, hvorimod den anden — Farvefordelingen — 
hører til de mest overfladiske og lettest foranderlige For= 
hold, kan der ikke være Tvivl om, hvad der her er 
Aarsagen, og hvad der er Virkningen. 

Den Forklaring af Fænomenet, som jeg her har for- 
søgt, hviler iøvrigt ikke alene paa de Kjendsgjerninger, 
hvorpaa jeg her har kunnet beraabe mig. Jeg har tid- 
ligere vist, hvor vigtig en Rolle Trangen til Beskyttelse 
har spillet ved at bestemme Dyrenes Farver og ydre 


Skikkelse, undertiden endog den indre Bygning. Til 


305 


Oplysning om det sidste Punkt kan jeg henvise til de 
mærkelige krogdannede, grenede eller stjerneformige Kisel- 
naale i mange Havsvampe, hvor de antages især at have 
den Betydning at gjøre dem uspiselige for andre Dyr. 
Mange Søpølser (Ormpølserne, Synapta) have et lig- 
nende Beskyttelsesmiddel (?) i de ankerformede Naale, 
som ere indlejrede i deres Hud, medens Skjælpølserne 
(Psolus) ere dækkede med et haardt Kalkdække; mange 
af disse Straaldyr have en skinnende rød Farve, som 
maa falde meget stærkt i Øjnene, hvorimod den be- 
slægtede Trepang (Holothuria edulis), der hverken har 
det ene eller det andet af hine Beskyttelsesmidler, har 
en mat Sand- eller Dyndfarve og derfor er vanskelig at 
skjelne fra Havbunden, hvorpaa den hviler. Mange af 
de mindre Sødyr beskyttes ved deres Gjennemsigtighed, 
som gjør dem næsten usynlige (Krebsdyr, Salper, Gopler, 
visse Blæksprutter og Smaafiske, overhovedet mange af 
det aabne Havs fritlevende Dyr), medens de pragt- 
fuldere Former ofte have en eller anden Beskjærmelse, 
enten »Neldeblærer« som Søblæren (Physalia) eller en 
Bevæbning med Pigge (Søborrerne) eller en haard Kalkskal 
(Snegle, Muslinger, Søstjerner osv.”). 

Under den uafladelige »Kamp for Tilværelsen« er 
Beskyttelse eller Skjul et af de almindeligste og virk- 
somste Midler til at holde Livet vedlige, og denne Be- 
skyttelse tilvejebringes  allerlettest ved Farven; thi 
ingen anden Ejendommelighed kan forandres saa hurtig 


”) Det er en Selvfølge, at disse sammentrængie Bemærkninger ikke 
tilsigte at udtømme Æmnet, men kun at antyde, hvorledes Be- 
skyttelse gjennem Farve og Udseende ikke er indskrænket til en 
enkelt Side af Naturen. Nogle af Forfatterens Tydninger fore- 
komme os iøvrigt noget søgte. iM. A.) 

Fjerde Række. Il. 20 


306 


og saa ofte som den. Det Forhold, som jeg her har 
søgt at oplyse, svarer ganske til, hvad jeg i en tid- 
ligere Afhandling har udviklet for Insekternes og sær- 
lig for Sommerfuglenes Vedkommende. Enhver al- 
mindelig Theori for Farveforholdene i Dyreriget maa om- 
fatte begge disse Rækker af Forhold saavelsom alle dem, 
som jeg har sammenfattet under Begreberne »Beskyt- 
telseslighed« og »Formumning«. 

Det vil maaske forekomme nogle, at de Åarsager, 
hvilke jeg tilskriver saa stor en Del af Naturens Fysio- 
nomi, ere altfor simple, ubetydelige og uvæsenlige til saa 
stort et Værk. Dem vil jeg da bede at tage i Betænk- 
ning, at Hovedøjemedet med alle Særegenheder i Dyrenes 
Bygning er at bevare Individernes Liv og vedligeholde 
Arternes. Man har hidtil altfor ofte betragtet Farven 
som noget tilfældigt og uvæsenligt, som noget der var 
givet Dyret ikke for at være det til Nytte, men blot for 
at glæde Mennesket og Skaberen — for at forøge Natu- 
rens Skjønhed og ideale Harmoni. Hvis dette virkelig 
var Tilfældet, maatte de levende Væseners Farver være 
en Undtagelse fra alle andre Naturfænomener; de vilde 
da ikke som de være frembragte af almindelige Love 
eller bestemte af de idelig vekslende ydre Forhold, og 
vi maatte da opgive alle Undersøgelser over deres Op- 
rindelse og Aarsager, eftersom de — ifølge selve Hypo- 
thesen — kun ere afhængige af en højere Villie, hvis 
Bevæggrunde altid maa forblive os ubekjendte. Men 
aldrig saasnart begynde vi at undersøge og sammenligne 
Naturgjenstandenes Farver, førend vi, mærkelig nok, 
finde, at de ere nøje knyttede til en Mængde andre Na- 
turforhold og ligesom disse undergivne almindelige Love! 


Jeg har her søgt at oplyse nogle af disse Love for Fug- 


307 


lenes Vedkommende og at vise, hvorledes Redens Byg- 
ningsmaade har paavirket Hunkjønnet i denne Dyreklasse, 
og jeg har tidligere vist, i hvilken Grad og paa hvor 
mange forskjellige Maader Trangen til Beskyttelse har 
paavirketInsekternes samt visse Krybdyrs og Patte- 
dyrs Farver. Til Slutning vil jeg dog endnu gjøre op- 
mærksom paa, at Darwin har vist, at Blomsternes 
livlige Farver, der saa længe have gjældt som fuldgyldigt 
Bevis for, at Farven kan have en anden Hensigt end den 
at gjøre dens Besidder Nytte, lyde den samme store 
»det nyttiges Lov«. Blomster behøve sjelden Beskyt- 
telse (Kronbladene og de andre Dele, som Blomsten 
skylder sin Skjønhed, spille jo selv en beskyttende Rolle), 
men kræve ofte Insekternes Hjælp til at befrugte sig og 
holde deres Forplantningsevne ved fuld Kraft. De liv- 
lige Farver, den søde Lugt og Honningafsondringerne 
lokke Insekterne til, og at dette er Farvens Hovedbetyd- 
ning for Blomsterne sees af den mærkelige Erfarings- 
sætning, at de Planter, som kunne befrugtes fuldstændig 
af Vinden alene og ikke trænge til Insekternes Bistand, 


sjelden eller aldrig have livlig farvede Blomster”). 


") Dr. Hooker udtrykker i sin Tale til Naturforskermødet i Nor- 
wich, Avg. 1868, Reglen saaledes: »Alle Planter, hvis Blomster 
have iøjnefaldende Farver, en stærk Lugt eller honningagtige 
Udsondringer, befrugtes af Insekter; alle med uanselige Blom- 
ster og især de, der have længere Støvknapper eller usammen- 
hængende Blomsterstøv, befrugtes af Vinden«; heraf sluttes, at 
førend der fandtes Insekter, som levede af Honning, hår vor Jord 
ikke været smykket med Pragtblomster, men kun havt en Plante- 
vækst af lignende Beskaffenhed som Nutidens Naaletræer, Rakle- 
træer, Græsarter, Nelder osv. — Vi ville dog håabe, at de andre 
Erfaringer, hvorpaa Forfatteren støtter sin Theori, ere bedre begrun- 
dede end denne. Andrew Murray, Udgiveren af det engelske 
Tidsskrift, hvori denne Afhandling oprindelig er trykt, bemærker 
i denne Anledning blandt andet følgende: »W, antager det for 

20% 


308 


Denne store Udvidelse af »det nyttiges« almin- 
delige Lov til saa forskjellige Grupper baade af Dyre- 
og af Planteriget nøder os til at indrømme, at »Natur- 


en afgjort Sag, at straalende Farver kun findes hos de Blomster, 
som behøve Insekternes Mellemkomst for at blive befrugtede, og 
at de netop have faaet disse livlige Farver for at henlede Insek- 
ternes Opmærksomhed paa sig. Men begge disse Antagelser ere 
uhjemlede. Med Hensyn til den første, da er der mange præg- 
tige Haveblomster, som ikke behøve Hjælp af Insekterne for at 
blive befrugtede. Hvilke Farver kunne være mere pralende og 
straalende end vore Brand- og Tigerliliers Blomsters eller Val- 
muens? Næsten enhver Pragtblomst med en lang Stilk, som bøier 
sig for Vinden, befrugter sig selv uden Insekternes Hjælp. Stil- 
ken og Vinden besørge det ved egne Kræfter. Med Hensyn til 
den anden Antagelse, at Farvepragten lokker Insekterne, bemærker 
M., som selv er Entomolog, at Insekterne kun ere udstyrede med 
meget ufulåkomne Synsredskaber. Lugtesandsen er stærkt ud- 
viklet hos dem, men Synssandsen er meget svag. Det mangel- 
fulde ligger især i den ringe Afstand, hvori de kunne se noget; 
de ere meget nærsynede, hvad man let overbeviser sig om ved 
at iagttage en Sommerfugl, der forsøger at flyve over en høj 
Mur. Den seer den aabenbart ikke, før den er lige inde påa 
den, saa viger den lidt tilbage, hæver sig lidt højere op i Luf- 
ten og nærmer sig igjen til Muren, men støder atter imod denne 
Skranke, stiger paany tilvejrs osv., indtil den endelig efter flere 
forgjæves Forsøg overvinder Forhindringen. Enhver Slutning, 
som forudsætter hos Insekterne en lignende Synsevne som vor 
egen, vilde derfor lede os vild; og det er klart, at hvis Insekterne 
ikke kunne se de livligst farvede Blomster i nogen Afstand, 
kunne disses Farver ikke have til Hensigt at lokke dem til. 
»Grunden til, at vi saa ofte se Skarnbasser ligge knuste paa Veje og 
Stier, er, at de komme til Skade ved at flyve mod forbigaaende eller 
andre Hindringer(?). Vi kunde anføre en Mæugde andre Exempler, 
som bevise, at Insekterne mangle Fjernsyn. Man kunde indvende, 
at om end nogle Insekter ere nærsynede eller svagsynede, er det 
ikke derfor sagt, at dette er Tilfældet med dem alle; nogle have 
store Øjne, andre have smaa, andre slet ingen, der maa altsaa 
være forskjellige Grader i Synsevnen. Vi indrømme dette. men 
hvad vi hævde er, at Synsevnen altid er af samme Årt; Syns- 
redskabet er bygget efter samme Princip hos alle Insekter, og 
det er efter et lavere Princip, med mindre Omraade og kortere 
Fokalafstand end Øjet hos de højere Dyr. « (M. AÅ.) 


309 


lovenes Herredømme« er bleven gjennemført i selve denne 
ude særlige Skabelsers« faste Borg. Dem, der modsætte 
sig den Forklaring, som jeg her har givet af de i denne 
Afhandling sammenstillede Erfaringer, tillader jeg mig at 
lægge paa Hjertet, at de maa tage dem alle som en 
Helhed, ikke holde sig til en eller to af dem alene. 
Det maa indrømmes, at Darwins Udviklingstheori har 
sat os istand til at sammenstille og forklare en lang 
Række af Erfaringer med Hensyn til Farveforholdene i 
Naturen, og med mindre en ligesaa stor Række af 
Kjendsgjerninger kan vises at stemme med en modsat 
Theori, tør vi ikke opgive denne, som allerede har gjort 
saa god Nytte og ledet til Opdagelsen af saamange 
uventede og lærerige Samstemninger mellem de alminde- 
ligste, men hidtil mindst forstaaede og mest oversete 
Forhold i den levende Verden”). 


Vi ere enige med Udgiveren af det engelske Tidsskrift, 
hvori; denne lærerige Afhandling oprindelig har seet Lyset, 
at det er Forfatterens Fortjeneste først at have opstillet 
den Sætning, at i Reglen er det Fugle med livlige 
og iøjnefaldende Farver hos begge Kjøn, som 
bygge dækkede eller skjulte Reder, hvorimod de, 
hvis Hunner have matte og dunkle Farver, bygge 
aabne eller mindre godt skjulte Reder. Der kan 
maaske paavises enkelte Undtagelser, f. Ex. som Murray 
anfører, at Gjærdesmutten bygger en lukket, Rødkælken 
en aaben Rede, uagtet hin ikke har livligere Farver end 
denne, men i det hele taget vil vel Reglen befindes rigtig, 
og ved dens Opstilling saavel som ved Sammenstillingen af 


i) Murray bemærker hertil med Rette, at mån ikke bør sværge til 
en vis Theories Fane paa Grund af den indirekte Nytte, den har 
gjort eller fremdeles kan gjøre — det har været Tilfældet med 
mangen en falsk Theori — men kun paa Grund af sin Over- 
bevisning om dens egen Sandhed og Rigtighed. 


310 


de andre smukke Tilpasninger af Form og Farve til om- 
givende Naturforhold eller andre Dyr og Planter, mene vi, 
at Forfatteren har indlagt sig en blivende Fortjeneste, selv om 
man ikke vil kunne indrømme, at Naturen er saa foranderlig, 
som han paa mange Punkter tænker sig den, eller at Beviset 
for, at ,,Avlsvalget" er den hemmelighedsfulde Aarsag saavel 
til disse som til alle andre ,,Love" i den organiske Natur, 
er lykkedes for ham.  Darwinisten vil i denne Henseende 
slutte sig til ham og maaske finde det altsammen fortræffeligt, 
Darwinismens Modstandere derimod være ligesaa skeptiske 
som før. Der er ikke nogen Anledning for os til at gjen- 
optage denne Drøftelse, thi i vore Øjne er Paavisningen af 
Sammenstemningen mellem Rede- og Farveforholdene det 
væsenlige, den hypothetiske Forklaring det mindre væsenlige, 
og af de Bemærkninger, hvormed Murray ledsager W.s Ar- 
tikel, skulle vi derfor kun gjengive den ene, som forekommer 
os ny og træffende, at ,,Kampen for Tilværelsen", som 
ifølge den Darwinske Theori jo skulde være Hoveddriv- 
fjeren til at fremkalde Afændring og Dannelsen af nye 
Afarter (alias: Arter osv.), langt snarere maa have den 
Virkning at hindre Arterne i at udarte, altsaa bort- 
skjære alle Uregelmæssigheder og Afvigelser og holde Artens 
rene Typus vedlige, i det mindste saalænge de paavirkende 
Naturforhold ere de samme. Heller ikke vil det undgaa 
den opmærksomme Læser, at Forfatteren i sin berettigede 
Iver for at angribe den gamle Anskuelse om et blindt og 
absolut Instinkt som beherskende og ledende alle Dyreis 
Handlinger, gaaer til den modsatte Yderlighed og bliver lige 
saa ensidig som dem, han bekæmper, naar han næsten be- 
nægter, at der overhovedet gives noget Instinkt. Dette er 
ligesaa ensidigt, som naar man, fordi man kan vise, at det 
legemlige har stor Indflydelse paa det sjælelige, vilde be- 
nægte selve Sjælens Tilværelse. — En særdeles skarp Kritik af 
W.s Lære er senere leveret i det samme Tidsskrift af 
Hertugen af Argyll (hvis Skrift mod Darwinismen af 
selve Wallace ved en anden Leilighed er bleven omtalt 
som det bedste, der i denne Retning er bleven præsteret). 
Af hans Indvendinger skulle vi dog her kun gjengive nogle 
af dem, der dreje sig om positive Kjendsgjerninger.  Her- 
tugen mener saaledes. at nogle af de Fugle. der bygge de 
fuldkomneste Reder, f. Ex. Halemejsen, have ligesaa daar- 
lige Redskaber dertil som f. Ex. Natravnene, hvilket skulde 
vise, at Redebygningens højere eller lavere Kunstikke beroer paa 
Redskaberne (Næb og Fødder), men paa Instinktet. Deri har 


311 


han dog sikkert Uret. Vistnok er Mejsens Næb kort, men 
det er dog et ganske anderledes fortrinligt Redskab i denne Ret- 
ning end Natravnens, ikke at tale om Fødderne. Derimod maa 
man give Forf. Ret i, at Rylens og Ternens Næb kunde 
være meget gode Redskaber til at bygge Rede med, og at 
tør Tang, Græs og andre Planter, som findes i Mængde 
paa Bredderne af Søer, Have og Floder, kunde afgive et 
meget godt Byggemateriale. Naar disse Fugle alligeve! ikke 
bygge Rede, da er Grunden ikke den, at det er dem fy- 
sisk umuligt, men ganske simpelt den, at Fugle, der ruge 
påa aaben Mark, maa for at være skjulte gjøre deres Reder 
saa smaa og saa lidet iøjnefaldende som muligt. ,,Selv den 
mindste Ophobning af Stoffer paa et enkelt Sted tildrager 
sig Opmærksomhed, naar Øjet strejfer hen over en ensartet 
Flade; mange Fugle indrette derfor aldeles ingen Rede, og 
den Hensigt at være skjult opnaaes allerfuldstændigst ved 
den beundringsværdige Samstemning mellem Ægenes og 
Jordens Farver." Vi ville give Forf. Ret heri, men indse 
dog ikke, at W.s Theori lider noget stort Afbræk derved, 
at der er andre Grunde end fyssisk Uformuenhed, som be- 
virke, at Fugle ikke bygge Rede eller lade sig nøje med 
det mindst mulige i denne Retning. Det forekommer os 
heller ikke, at Forf. har Ret, naar han paastaaer, ,,at den 
unge AÅAlk eller Stormfugl, der udklækkes paa et nøgent 
Fjeldtrin uden den mindste Smule Rede og udsat for alle 
Atlanterhavets Regnstorme, har det ligesaa trygt og 
hyggeligt som Fuglekongens Unge, der svajer for den 
lette Luftning i sin fintvævede Moskugle højt oppe i en 
Fyrreskov." … Med større Ret bebrejder han W. at have 
overseet, at de Reder, som fuldstændig dække Ægene og 
den rugende Fugl, ved deres Størrelse og Form ofte blive 
langt mere iøjnefaldende end den simplere og aabne, men 
mindre Rede. ,,1I Henseende til Tryghed og Skjul er den 
Rede aldeles unyttig, som vel dækker Ægene, men til- 
drager sig Opmærksomhed ved sit Omfang eller sin ejen- 
dommelige Bygning. Det er Redens Anbringelse og 
ikke om den er lukket eller aaben, hvorpaa det kommer an, 
hvis den skal yde Tryghed. Rovdyrene behøve ikke at se 
Ægene; naar de blot kunne se og komme til Reden, vide 
de meget godt, hvad der er inden i den.” (Mange mindre 
Fjender af Æg og Unger vilde dog sikkert kunne bemægtige 
sig dem, hvis Reden var aaben for ethvert Angreb, medens 
dette med Lethed slaaes tilbage fra den lukkede Rede eller 


312 


slet ikke forsøges). ,,Enhver Skoledreng, som har ledt efter 
Reder, ved, at mange af de bedst skjulte Reder ere de 
mindste, de fladeste og de mest aabne., hvorimod nogle af 
dem, der findes lettest og hyppigst, vel have en kun- 
stigere Bygning, men tillige et stort Omfang. Faa Reder 
findes lettere end Gjærdesmuttens til Trods for denne 
Fugls beundringsværdige Dygtighed i at afpasse Redens 
Stof efter den omgivende Plantevæxt; men dens Tæthed, 
Størrelse og smukke Kuppelform forraade den let for Øjet. 
Paa den anden Side ere Munkens, Havesangerens og 
Gransangerens forholdsvis lave og løse Reder meget 
vanskelige at finde, fordi deres Lidenhed gjør dem meget 
lidt iøjnefaldende i det tætte Løv- og Grenværk, hvori de 
ere skjulte nok saa fiffigt.” << Vi sympathisere ogsaa med 
Hertugen, naar han udtaler, ,at det ikke er: muligt 
hverken at angive den rette Grund eller den fysiske 
Åarsag til mange Ejendommeligheder ved Fuglenes Rede- 
bygning, f. Ex. til Forskjellen mellem Solsortens og 
den almindelige Drossels — to nærbeslægtede Fugle, 
der bygge -omtrent paa de samme Steder. Hvorfor udforer 
Droslen altid sin Rede med Dynd, Solsorten altid med 
Rodtrevler? Der kan ikke gives noget Svar derpaa. 
Jeg faaer mere og mere den Overbevisning, at For- 
skjellighed og Mangfoldighed er noget, Naturen stræber 
efter for deres egen Skyld, og at der er mange Af- 
ændringer i Form, Bygning, Farve og Instinkt, som hverken 
kunne forklares af fysiske Grunde eller af Hensyn til det 
nyttige, men blot have til Hensigt at forøge Naturens 
Skjønhed og Rigdom ved at skabe Forskjel, Afveksling og 
Mangfoldighed." Uagtet han altsaa ganske forkaster W al- 
laces Forklaring af Grunden til, at visse Fugle have 
Reder af en anden Beskaffenhed end andre, mener han 
dog, at der er en vigtig Nytte og Hensigt forbunden med 
de lukkede Reder eller med Redebygning i Huller, som 
ikke har noget at gjøre med at være skjult eller over- 
hovedet med W.s Theori, nemlig at bevare den dy- 
riske Varme i de Tilfælde, hvor der paa Grund af 
Fuglens og dens Ungers overordenlige Lidenhed behøves 
særlige Foranstaltninger i denne Retning. — ,,Hos os laves 
de fuldkomneste lukkede Reder af de mindste Fugle og 
tillige af Fugle, hvis Farver ikke ere saa iøjnefaldende, 
at de .behøve at beskyttes ved at være skjulte. Hvad 
dunkle og ubestemte Farver angaaer, kunde ingen Fugle 


313 


sidde tryggere paa deres Reder end Gjærdesmutten +), 
Halemejsen eller Løvsangeren, men alle disse Fugles 
ringe Størrelse og fine Bygning kræve, at der sørges for, at 
de kunne holde sig varme og finde Beskyttelse mod Regn 
og' Kulde. Dette er Grunden til, at disse Fugle bygge 
kuppelformige eller lukkede Reder.” Det maa vistnok ind- 
rømmes, at dette Moment ogsaa bør tages i Betragtning, 
men vi tro dog, at det heller ikke vilde slaa til, naar 
man i det enkelte skulde paavise, at visse Smaafugle trænge, 
til omhyggeligere Beskyttelse mod Kulde og Fugtighed end 
mange andre, som lade sig nøje med simplere aabne Reder. 
Hovedtanken i Wallaces Udvikling forekommer os derfor 
ikke væsenlig at være anfægtet eller svækket ved disse 
kritiske Udtalelser. 


Den vistnok fuldkommen rigtige Tanke, at der i Natu- 
ren er en Stræben efter Skjønhed og Mangfoldighed for 
deres egen Skyld, som ikke kan forklares af Hensynet 
til det nyttige alene, men maa siges at finde sit fyldigste 
Udtryk i Tanken om en planmæssig Bestræbelse i disse 
Retninger i Ledelsen af den levende Naturs Udvikling, er 
udført videre i en Tale, som Hertugen af Argyll holdt 
»om Skabelse ved Lov" i ,,Royal Society" i Edinburgh i 
Decbr. 1864. Som Exempel vælger han Kolibrierne, og 
da baade selve Tanken og den Maade, hvorpaa han har 
gjennemført den, forekommer os at indeholde meget sandt 
og træffende, ville vi ikke nægte os den Fornøjelse her 
ogsaa at gjengive nogle af hans Betragtninger, da de staa 
i saa nær Forbindelse med Grundtanken i Wallaces Af- 
handling. 

»Denne Fuglegruppe, siger han, synes mig at afgive et 
meget slaaende Exempel paa flere af de ubegribelige Træk, 
der paa den ene Side friste os til at gruble over Arternes 
Oprindelse og paa den anden Side trodse enhver Stræben 
efter at bringe denne i Forbindelse med en bekjendt eller 
tænkelig Naturkraft. Den er skarpt afgrændset fra alle 
andre; det er vanskeligt at udpege dens nærmeste Slægt- 
ninge, og disse staa den i al Fald temmelig fjernt; den er 
ufravigelig indskrænket til det ene af vor Jordklodes store 
Fastlande; de forskjellige Slægter ere meget nær beslægtede 


+) Forf. nævner ogsaa Fuglekongen, hvilket dog er mindre heldigt, 
da dens smukke Issetop maa gjøre den temmelig iøjnefaldende, 
og dens Rede, skjøndt kunstig nok, ikke er lukket, men aaben 
oventil. (Nilsson, Skand. Fauna). 


314 


indbyrdes, og trods deres store Formforskjellighed ere de for- 
bundne ved smukke Overgange; dog er der nogle Huller i 
Rækken, som om nogle Arter enten vare faldne ud eller 
ikke opdagede endnu. Hvor nær de end kunne staa hver- 
andre, ere Årterne fuldstændig faste og konstante, uden Spor 
til Blandinger eller Mellemformer. Der er her blandt Koli- 
brierne mange mærkelige Exempler paa Tillempning af visse 
Organer til en bestemt Anvendelse eller til særegne Byg- 
ningsforhold i Planteriget, og der er her endelig en Udvikling, 
rigere og mangfoldigere end noget andet Sted i Naturen, af 
alt hvad der kan tjene til Pynt og ikke til nogensomhelst 
tænkelig Nytte for disse nydelige Smaaskabninger. Der 
kjendes ikke mindre end 416 forskjellige Arter af Kolibrier, 
og det kan ikke betvivles, at der vil blive opdaget mange 
flere i Mellem-Amerikas uhyre Skove og Bjergkjeder; og dog 
ere ikke alene Bygningen af Næb og Tunge, Fod- og Vinge- 
form, Flugt, Fødens Beskaffenhed og deslige mere væsen- 
lige Forhold gjennemgaaende ens hos dem alle, men selv 
Antallet af Fjerene i Vingen og Halen er ufravigeligt, selv i 
de Tilfælde, hvor nogle af dem faa en særegen Uddannelse for 
at tjene til Pynt eller omvendt synke ned til aldeles hæm- 
mede Dannelser. Denne gjennemgaaende Ensartethed i Byg- 
ning og skarpe Adskillelse fra alle andre Familier i For- 
bindelse med den store geografiske Udbredelse kan ikke 
andet end fremkalde Forestillingen om et eller andet bestemt 
Forhold som det fælles Baand mellem dem og den fælles 
Aarsag til deres legemlige Lighed. Vi kunne dog ikke 
komme det nærmere end, at der ligger den samme Tanke, 
den samme Tilpasning til givne Naturforhold til Grund for 
hele Familiens Bygning: denne sætter dem istand til at leve 
af Honning og honningsøgende Insekter. Men der er jo 
Blomster i Mængde ogsaa i de Verdensdele, hvor der ingen 
Kolibrier er! Udenfor det store amerikanske Fastland med 
tilhørende Øer findes der ikke en eneste Kolibri, hvorimod 
hvert klimatisk Bælte i Amerika, der kan fostre en blomster- 
bærende Planteverden, har sine særegne Arter. Det er alt- 
saa hverken Klimaet eller Føden, som indskrænker Kolibrierne 
til den nye Verden. Tanken om ,,Skabelsesmidtpunkter" 
frembyder sig straks: fra det Sted, hvor den første Kolibri 
blev til, have de spredt sig over det hele Fastland, som var 
dem tilgængeligt fra hint Sted, men ikke til de andre, fordi 
de ikke kunde komme til dem. Dog vi komme ad denne 
Vej ikke videre end til løse Formodninger. — Den Lighed, 
som gaaer gjennem den hele Gruppe, fremkalder unægtelig 


315 


Tanken om fælles Nedstamning, men paa den anden Side 
ere Arternes Forskjelligheder af en ganske anden Beskaffen- 
hed end de Afændringer, som ellers optræde hos Afkommet 
af de samme Forældre. Disse Forskjelligheder ere iøvrigt 
af dobbelt Art: dels i de væsenligere Dele, især Næb og 
Vinger, .dels i de Dele af Fjerdragten, som blot tjene til 
Pynt. Kun paa den første af disse to Klasser af Forskjel- 
ligheder kan ,,Naturens Avlsvalg" have havt nogen Ind- 
flydelse, den nemlig, at dersom der fødtes en Kolibri med 
en ny Vinge- eller Næbform, som satte den istand til at 
ernære sig bedre og brede sig videre, vilde denne forbedrede 
Næb- eller Vingeform have god Udsigt til at blive for- 
plantet videre. Men Næb- og Vingeformen hos denne eller 
hin Slægt har intet ubetinget Fortrin for de andre; deri- 
mod svare deres Forskjelligheder tildels til dem, Planteriget 
frembyder, og til den Maade, hvorpaa disse benyttes. Den 
ene Næbform er i og for sig lige saa god som den anden, 
men nogle ere afpassede efter særlige Former af Blomster, 
de uhyre lange Næb f. Ex., hvormed visse Kolibrier træde 
op, til at skaffe sig Adgang til de lange, rørdannede Blom- 
sterkroners Honninggjemmer, f. Ex. til Brugmansiernes; hvori- 
mod andre, ligesom for at vise, at det samme Maal kan 
naaes ad forskjellige Veje, skaffe sig Adgang til de samme 
Blomster ved en kortere Fremgangsmaade, nemlig ved at bore 
Hul paa Kronen ved dens Grund. Nogle have Næbet krummet 
nedad som en Segl for at kunne afsøge Palmetræernes 
Bark for de under Skjældækket skjulte Insekter; andre have 
det krummet i den modsatte Retning, aabenbart afpasset 
efter de sære Former af Blomster hos mange Arter af den 
i Mellem-Amerika saa rigt udviklede Gjøgeurtfamilie. Atter 
andre have Næbet lige godt indrettet til at ransage en 
stor Mængde forskjellige Blomster; de flytte sig derfor med 
Blomstringstiden og sprede sig ligesom vore Sommertræk- 
fugle fra Familiens Hovedhjem i det hede Amerika mod 
Nord til Kanada, mod Syd til Kap Horn, alt efter Aars- 
tiden. I Modsætning til disse vidt udbredte Arter er der 
mange, hvis Forekomst er indskrænket til et enkelt Bjerg, 
Ja som aldrig ere blevne sete udenfor Randen af en bestemt 
udslukt Vulkan, hvis Krater nu er fyldt med en særegen 
Flora. Mange af de store Bjerge i Andeskjeden have saa- 
ledes hvert sine ejendommelige Arter, og paa Chimborazo 
og Cotopaxi og andre Bjergtoppe har hvert Plantebælte end- 
ogsaa sine særegne, Arter lige op til Snelinien. Den lille Ø 
Juan Fernandez, 80 Mile fra Fastlandet, har tre for den 


316 


ejendommelige Arter af Kolibrier, af hvilke de to ere saa 
forskjellige fra alle andre, at de ikke et Øjeblik kunne for- 
veksles med nogen af dem. I alle disse indviklede Forhold 
er det umiskjendeligt, at Arternes Frembringelse er skeet 
efter en Plan, hvori Mangfoldigheden har spillet en 
stor Rolle som umiddelbar Hensigt og selvstændigt Formaal. 
Formforskjelligheden er ikke af den Art, at den kan være 
betinget af det mere eller mindre fordelagtige i ,,Kampen for 
Tilværelsen". En til et ganske særeget Brug udviklet og 
kun dertil anvendelig Næbform er ingenlunde den fordel- 
agtigste for Fugle, som have lige god Adgang til hele den 
rige Blomsterverden paa et stort Fastland; en Næbform, der 
var indrettet til omtrent lige godt at sondere og bore Hul 
i alle Blomster, vilde være den gunstigste for Kolibriernes 
Formering og Udbredelse. En stigende Tilnærmelse til en 
fælles Typus skulde derfor synes at være en ligesaa natur- 
lig og med Hensyn til ,,Kampen for Tilværelsen" meget 
fordelagtigere Forandring end den uendelige Formfor- 
skjellighed og særlige Tilpasning til meget snevert be- 
grændsede ” Livsforhold : og Nydelsessfærer, som vi finde i 
Naturen. Det fordelagtige har ikke været den Rettesnor, 
som har ledet Skaberkraften ved Dannelsen af alle disse 
Årter; snarere den Hensigt at gjøre Livet broget og mang- 
foldigt og tillempe de nye Former efter de nye Nydelses- 
kilder, som fremkom ved tilsvarende Forandringer i andre 
Grene af den organiske Verden." 

»I den anden Klasse af Forskjelligheder mellem Koli- 
brierne, i dem nemlig, der bero paa Forskjelligheder i Fjer- 
dragtens Farver og pyntelige Udvikling, træder den samme 
Lov os imøde i en endnu tydeligere Skikkelse.  Intetsteds 
i den hele Gruppe er det muligt at komme paa Spor efter 
eller tænke sig nogen Forbindelse mellem Kolibriernes Pragt 
og en for deres Livsophold nødvendig Gjerning; var der en 
saadan Forbindelse, kunde denne Pragt ikke, som det næsten 
ufravigelig er Tilfældet, være indskrænket til det ene Kjør. 
»» Min Mening er", siger denne Families bekjendte Monograf, 
Hr. Gould, ,,at Kolibrierne have faaet denne Farvepragt 
blot til Pryd og ikke for paa nogen Maade at blive mere 
skikkede til at leve deres særlige Liv; med andre Ord, at 
Pryd og Skjønhed var det Formaal, der efterstræbtes for 
dets egen Skyld"; og Folk, der ved saa specielle Studier 
ligesom have maattet tænke Naturens Tanker efter, maa 
næsten nødvendigvis have faaet det rette Blik, saa langt 
det naaer, paa Fortolkningen af dens Gaader. I de for- 


317 


skjellige Slægter træde forskjellige Dele af Fjerdragten i 
Forskjønnelsens Tjeneste. Hos nogle ere Issefjerene udarbej- 
dede til forskjellige Former af Kamme; hos andre danne 
Strubefjerene Brystsmækker og Skjæg af mange forskjellige 
Former og Farver; atter hos andre ere Nakkefjerene for- 
længede til Halskraver og Spidser af udmærket Form eller 
Skjønhed. Hos mange Slægter maa Halefjerene holde for 
som Forskjønnelsesmidler efter alle mulige Mønstre og Teg- 
ninger: snart ere de to midterste de længste, og de andre 
aftage i Længde til begge Sider, saa at hele Halen faaer 
Kileform; snart følges den modsatte Plan, de to yderste 
Sidefjer ere de mest udviklede, og Halen er kløftet som 
Svalens; snart ere en eller to af dem forlængede i en ganske 
uhyre Grad og ende med bladagtige Udvidelser; hos andre 
ere de endelig skærpede og tilspidsede som Torne, osv. osv. 
Det eneste Princip, som kan skjønnes at have ledet Frem- 
bringelsen af disse mærkværdige og pragtfulde Fugle, er 
Stræbenefter MangfoldighedogSkjønhedfordisses 
egen Skyld. Og er det umuligt at forklare Forskjellig- 
hederne i den hele Stil og Plan for Fjer- og Farveprydelserne 
gjennem den hele Gruppe ved Hjælp af det nyttige, det i 
»Kampen for Tilværelsen" fordelagtige, saa er det endnu 
umuligere ad denne Vej at forklare Forskjellighederne mel- 
lem de enkelte Arter indenfor Slægterne, De ere ofte ikke 
andet end Forskjelligheder i Farve: Rubinens eller Topasens 
Pragt hos den ene Art erstattes maaske ved Smaragdens 
eller Safirens hos den anden; i alle andre Henseender ere 
de ofte næsten fuldstændige Kopier af hinanden. I andre 
Slægter er Forskjellen større, men Grundforholdet det samme; 
i Slægten Lophonus f. Ex. (,,Koketterne"), en af de smukkeste 
og mærkeligste af dem alle, er den Grundtanke, der gaaer 
gjennem Fjerprydelserne hos de forskjellige Arter, den, at de 
skulle alle have baade prægtige Issekamme og Halskraver eller 
Spidser; de enkelte Fjer i disse Prydelser have gjerne en bestemt 
Tone, men ende med Pletter eller Øjne af en anden, oftest 
metalglindsende Farve. De Arter, der have de længste Hals- 
fjer, håve gjerne de korteste Issekamme, og omvendt. Hvad 
Forklaring skulde nu ,,Naturens Avlsvalg" kunne give, jeg 
vil ikke engang sige, af Oprindelsen til disse Artsforskjel- 
ligheder, men blot af Grunden til, at de holde sig og be- 
vares? En Kam af Topaser er ikke værdifuldere i ,,Kampen 
for Tilværelsen" end en af Safirer — en Krave med Små- 
ragdbesætning ikke fordelagtigere i ,,Livets Strid" end en 
med Rubiner. Disse Forskjelligheder lade sig umulig bringe 


318 


ind under en bekjendt Naturlov; de kunne kun sættes i 
Forbindelse med en Hensigt, der har sit tilsvarende i vor 
egen Virksomhedssfære. Skjønhed og Mangfoldighed ere noget, 
som vi selv eftertragte for deres egen Skyld, hvor vi kunne 
bringe Naturkræfterne til at bøje sig for dem; hvorfor skulde 
vi da tvivle om, at den samme Tanke og Hensigt ligger til 
Grund for de Skikkelser, hvormed den levende Natur træder 
op, naar Kjendsgjerningerne stemme med denne Anskuelse 
og ikke med nogen anden? Forsaavidt kunne vi altsaa for- 
følge en Lov for Skabelsen, d.v.s. vi kunne se, at de levende 
Organismer opfylde en Hensigt, som vi kunne fatte og sætte 
Pris paa. Men paa hvad Maade er denne Hensigt bleven 
naaet? Ved hvilke fysiske Midler ere nye Skjønhedsformer 
blevne udviklede af hinanden i denne Række, der er saa 
mærkværdig ved sin Mangfoldighed i Enheden, ved sin En- 
hed i Mangfoldigheden? Vi maa hertil svare, at de fysiske 
eller fysiologiske Love, der kunde have arbejdet i et sligt 
Formaals 'Tjeneste, ere os aldeles ubekjendte. Paa den anden 
Side: spørger man mig, om jeg antager, at hver enkelt Art 
er bleven skabt for sig ved en særlig Skabelsesakt, saa maa 
jeg sige nej. Det forekommer mig, at lige saa bestemt som 
Kjendsgjerningerne vise, at vi intet kjende til Skabelses- 
lovens eget Væsen eller til de Midler, hvorved den har 
udført sit herlige Værk, lige saa bestemt udtale de, at der 
er en saadan Lov, som virker og har virket i de skabte 
Ting. Vor Erfaring om den faktiske Tilstand i Naturen er 
den, at indenfor hver Art stræbe Ungerne at gjentage 
Forældrenes Former og Farver, og at naar Afarter optræde, 
ere de ikke konstante og have Tilbøjelighed til atter at 
forsvinde. Der vil aldrig fremkomme grønhalede ,,Sylfider" 
af de blaahaledes Æg, saalidt som en »Kokette" med Sma- 
ragdspidser vil udklække Unger med et andet Juvelsmykke. 
Gould imødegaaer udtrykkelig den Formodning, at Arterne i en 
saa talrig Familie skulde være mindre faste, mere tilbøjelige 
til Overgange og Mellemformer end i andre Tilfælde; han 
har ikke fundet en eneste saadan blandt de mange tusinde, 
som ere gaaede gjennem hans Hænder. En eneste Halefjer 
vil i Reglen være nok til at bestemme Arten for den, der 
har gjort denne Familie til særligt Studium! Dog omtaler 
han selv nogle Afændringer, hvori man kunde være tilbøje- 
lig til at se nyfødte Arter, f. Ex. i Slægten Cynanthus, 
hvoraf der i Omegnen af Bogota findes lokale Afarter, hos 
hvilke de 8 midterste Halefjer have faaet grønne Spidser 
istedenfor blaa som ellers og som paa de øvrige Halefjer. 


319 


Holder en saadan Afart sig konstant (hvortil der hører, at 
der ogsaa hos Hunnen maa være en eller anden lille Af- 
vigelse fra det sædvanlige), er det en ny Årt, hvor ringe 
Forskjellen end monne være. Det er ialFald tænkeligt, at 
nye Arter kunne opstaa paa denne Maade, langt tænkeligere 
end en ny Skabelsesakt ,,af intet" (eller af de uorganiske 
Grundstoffer, hvoraf Legemet bestaaer), men ,, Naturens Avls- 
valg" har hverken Lod i deres Tilblivelse eller Del i deres 
Opretholdelse, ei heller oplyser Darwins Lære os det aller- 
mindste om den fysiske (fysiologiske) Grund til, at en slig 
ny Afart er opstaaet; og den lukker Øjnene for den Erkjen- 
delse, at Skabelsesværket, Frembringelsen af nye Arter, er 
ledet med det Formaal at skabe forøget Mangfoldighed og 
nye Skjønhedsformer." 


Wallace har ikke behøvet at lede længe om Mod- 
grunde mod denne (vistnok i og for sig sande) Betragtning, 
forsaavidt den tillægger selve Skaberen en Skjønhedssands 
ikke alene af lignende Art som vor egen, men ogsaa aldeles 
kongruent med denne. Det er en ,,Anthropomorfisme", naar 
man tildeler Vorherre den Egenskab, at blive behagelig 
eller ubehagelig stemt af de samme Gjenstande, som 
gjøre et behageligt eller ubehageligt Indtryk paa os, og at 
blive det paa selvsamme Maade; og middelbart rettes med 
det samme en Bebrejdelse mod ham for, at han har kunnet 
skabe saa hæslige Væsener som en Tudse, en Krokodil, en 
Flodhest, en Næsehorn eller en Elefant. Denne Indvending 
er maaske grundet; vi ville i al Fald ikke her drøfte det Spørgs- 
maal, om der ikke ogsaa gjælder almengyldige Naturlove 
for det skjønne; vi Danske, der erindre H. Chr. Ørsteds 
Undersøgelser over ,,det Skjønnes Naturlære", vi vide, at 
dette Spørgsmaal i al Fald maa besvares med ja for visse 
Sider af Skjønhedsbegrebet, og ville vel ikke være utilbøje- 
lige til at udvide denne Opfattelse til Skjønhedsbegrebet i 
det hele. Men i ethvert Tilfælde, deri maa man give Cla- 
paredef) Ret, rammer den gamle Regel ,,de gustibus non 


”) Denne udmærkede Naturforsker (Professor i Genéve). der iøvrigt 
selv erklærer sig for en varm Tilhænger af Darwinismen, har 
for nylig gjort den hele Række af Afhandlinger, hvori Wallace 
har drøftet Læren om Avlsvalget i Naturen, dens Konsekvenser 
og særlige Anvendelser (Contributions to the theory of natural 
selection, a series of essays, byAlfredRussellWallace, 1870), 
hvortil ogsaa hører nærværende Afhandling om Fuglerederne 


320 


est disputandum" fuldt saa vel Wallace selv. Det er for- 
staaeligt og til en vis Grad vel sandsynligt, at vor Skjøn- 
hedsopfattelse kan stemme med Naturens eller Skaberens 
(den absolute Skjønhedside); men hvad Ret have vi til at 
tillægge Dyrene, f. Ex. Fuglene, en lignende? Baade Dar- 
win og Wallace tilskrive ,,Avlsvalget" Hanfuglenes smukke 
Sangstemme og Farvepragt. og forklare os, at de have ud- 
viklet sig derved, at Hunnerne foretrak de Hanner, som ogsaa 
i vore Øjne eller Øren vilde være de smukkeste eller de 
bedste Sangere, hvorimod de uanselige Farver og det hæs- 
lige Skrig, som udmærke andre Arter, skulde skyldes andre 
Aarsager end ,,den naturlige Kaaring". Men, naar der er såa 
stor en Forskjel mellem Menneskenes Smag, hvorfor skulde 
der da ikke kunne være Fugle, der havde særlig Forkjær- 
lighed for de mørke Farver eller for den skrigende Røst? 
Skal Theorien udvides til ogsaa at omfatte disse Tilfælde, 
då maa det indrømmes, at den bliver saa altomfattende, 
saa elastisk, at selv dens Venner og Tilhængere maa blive 
betænkelige derved. 


samt den tidligere meddelte »om Formumning og Beskyttelses- 
lighed«, til Gjenstandå for en interessant og aandrig Kritik (Biblio- 
théque universelle, 1870), hvoraf disse Bemærkninger ere laante. 


SM 6. Philipfens Forlag. 


SEES EEN SE RS AR AA ÆRE 


Zredie Levering 
af 
De for Landbruget famt Sfov- og Havedyrfningen 


Wyttige og findelige Infcecter, 
En Haandbog for 
yorftmænd, Gartnere og Landmænd 
A. &. sale 


Docent i Naturvidenffaben ved det fgl, fvenffe Forftinftitut. 
Dverjat. og tildeelg omarbeidet efter den fvenffe Original. 
Med en ftor Mængde i Terten indtryfte Afbildninger. 
Holmgrens Nyttige og ffadelige Infecter” udfommer 
i 4 maanedlige Leveringer i ftort Median-Octav med en ftor 
Mængde i Terten indtryfte Afbildninger, Brijen for 
hver Levering er 60 SE.; for det hele Værk 2 Rd. 48 SE 


Wjerde Levering, hvormed dette Qærk ev endt, 1nd- 
Fommer om nogle Uger. 


Sjette Levering 


af 
Runfthiftorien. 
ra de ældffe Cider fil vore Dage. 
Af 
Vilhelm Libke. 


Bearbetdet efter Originalens fjerde Oplag med fjærligt Henfyn til 
Kunften i Norden 
ved 


Sul. Lange, 
Cand. mag., Docent ved det fgl. Kunftacademi. 


Dette Bærk, Der er udftyret med c. 400 Afbildninger, vil ud- 
[omme i 12 Leveringer å 48 SE 
Subfcriptton modtages i alle Boglader jamt hos gorlæggeren. 


Indhold af 2dt Binmdgs 4% Hefte. 


Pag. 
1. Nyere Undersøgelser af Solens fysiske Forhold. Af Lektor 
PP 'Freuehenr" (Meden Fayleit Harvetryky kt te 241. 
2. To Afhandlinger af Wallace om Fuglenes Redebygning: 
1. Fugleredernes Theori. 2. Om Sammenhængen mellem 
Farveforskjellighederne efter Kjønnet hos visse Fugie og 
deres "Redebyaning kt ." SES SEER INSEE Me as ler ARENSE 282. 


Af délte Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til 
en Pris for hele Aaret af 3 Rdl.  Subskriptionen, der 
er bindende for. et Bind, modtages i alle Boglader og paa de 
kongelige Postkontowrer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
ÅAÅrket — bedes 'sendte. til en af Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. 

De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, anmodes om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 5. 

I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- 
gender behage man at 2 5 sig til Dr. phil. C. F. Luiken, 
som træffes i sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-6 E., eller til 
Overlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E… 


eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 BB 


Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet 
" ikke udtrykkelig er bemærket. 


å 


TIDSSKRIFT 


m of Comyz 
Sa roolaks 


ge FAD ”K 


FOR S MAR 16 ØR 
POPULÆRE FREMSTILLINGER > 
NATURVIDENSKABEN, 


C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 


FJERDE RÆKKE. 


ANDET BINDS FEMTE HEFTE 


— KJØBENHAVN. 


P. 6. PHILIPSENS FORLAG. 


THIELES BOGTRYKKERI. 


P. GG. Philipfens Forlag. 


Hverdagslivets Chemi. 


Efter ,James F. W. Johnfton the chemistry of common life.” 
Andet forbedrede og forøgede Oplag efter &. $. Lemwes 
reviderede Originaludgave. 

Med i -Terten indtryfte oplyfende Træjnit. Briis: 3 Roll. 72 SE. 


Om Bærfets Fortrinlighed og populaire Affattelfe have Dag- 


bladene gjentagne Gange og faagodtjom eenftemmig udtalt fig, og For 


læggeren ffal derfor her fun tillade fig at aftryffe nogle Brudftykker af 
de udførligere Anmeldelfer. 

(,gædrelandet”.) , Uden at forudfætte demiffe Kundffaber hos 
fine Læjere, fører Forfatteren 08 lidt efter lidt pan Chemiens Cne- 
mærker og gjør 08 beffendt med det djemijfe Sprog, uden at vi mærfe 
Zræthed eller Kjedjomhed . . - . og figejom vi jelv med for For- 
nøielje have gjennemlæft ”Hverdagslivets Chemi” paa Danff, jaaledes 
føle vi o$ forvisjet om, at dette udmærkede Slrift, der i England 
har vaft ualmindelig Opfigt, og fom allerede er overjat i mange 
Sprog, ogjaa i fin danffe Sliffelje vil bidrage jærdeles meget til at 
udbrede rigtige Begreber om Chemien og dens Betydning for Men- 
neffelivet.” 

(,Berl. Tidende”,) ,,Af de flere forffjellige Værfer, der behandle 
Chemien populairt, har intet i den nyere Tid gjort fan megen Lytte, 
jom Johnftons ,,Hverdagslivets Chemi”, Bogen er bleven overjat i 
flere fremmede Sprog, og faavel i Hjemmet fom i Udlandet har 
Bresjen udtalt fig gunftig om den, Den letfattelige Form og liv= 
lige Fremftilling, jom udmærker Sohnftons Arbeider, gjør ogfaa 
jamme i en fortrinlig Grad ffiffet til populair Læsning. Et nyt 
DOrlag af Bærfet er efter Forfatterens Død nylig udfommet i England 
under Ledelje af den for fine populaire Sfildringer af Bhyfiologien jaa 
berømte Lemes, og under denne talentfulde Videnlfabsmands Bearbei- 
delfe er Indholdet vaa en Mængde Steder blevet udvidet, fuppleret og 
forbedret, jaa at det nu, om end med Bibeholdelfe af fin tidligere 
Charafteer, væfentlig foreligger Bublifum i en ny og rigere Form.” 

(,Dagbladet”) ,,Bi henlede atter Publicums Opmærfjomfed paa 
dette interesfante og lærerige Bærf, der i en populair Jorm giver 
en Mænge nyttige Kundffaber og har vundet meget i Tydelighed 
ved de i den phyfiologiffe Deel givne Træfnii.” 


VraftifÉk Anviisning til 
Landmaaling og Nivellering. 


Zil Brug for Landmænd og for Qverfagere af Jordarbeide. 
Udarbetdet af Civilingenieur ØD, Hannemann, 
Anden omarbeidede og forøgede Udgave. Wied 167 Træfnit, 
et fteentryft Halvark og tvende fteentryfte Tavler. Friis 2 Ko. 24 SE. 


sites odd 


Tonerne. 


Man 
er" vet uw FX 
(Af Cand. mag. Adam Bh ZOoGiegy 1 


57652 øl (| MAR 161942 / 


rE 


Hids man en anslaaet Stemmegaffel over Mundingen 
af et langt Glas, hvori man, medens Gaflen toner, for- 
sigtig gyder Vand, vil man iagttage nogle mærkelige 
Forandringer i Tonens Styrke. Ved en vis Højde af 
Vandet vil Tonen nemlig klinge usædvanlig kraftig; 
en fortsat Tilgydning udover dette Punkt vil derimod 
bringe Tonens Styrke til at aftage, indtil den ved en vis 
Vandhøjde næsten ganske forsvinder for atter at vokse 
i Styrke, eftersom Vandstanden stiger over dette Punkt, 
Er Glasset tilstrækkelig langt, vil denne Afveksling i 
Tonens Styrke finde Sted ved en hel Række forskjellige 
Vandhøjder, og mærker man disses Beliggenhed paa Glasset, 
vil man finde, at Afstanden mellem to saadanne paa hin- 
anden følgende Steder paa Glasset altid er ens. Detie 
mærkelige Fænomen hidrører fra en Tilbagekastning af 
Luftsvingningerne fra Vandets Overflade. For at forstaa 
dette er det imidlertid nødvendigt at gaa lidt nærmere 
ind paa den Maade, hvorpaa Luftdelene paavirkes af de 
tonegivende Legemers Svingninger. Holde vi-en anslaaet 
Stemmegaffel foran Mundingen af et Rør, ville de deri 


værende Luftdele komme til at svinge ganske som Stemme- 
Fjerde Række. li. 21 


322 


gaflens Grene. Disse udføre Pendulsvingninger, idet 
Hastigheden er størst, hver Gang Hvilestillingen passeres 
og aftager mod Yderstillingerne, hvor den er Nul, 
idet Grenene her gaa tilbage for at udføre en Bevægelse 
i modsat Retning." Svinger nu Stemmegaflens ene Gren 
ind mod Røret, vil den bringe Luftdelene i Rørets Mun- 
ding til at svinge ind ad; den derved foraarsagede større 
Nærmelse mellem Luftdelene vil frembringe en Fortæt- 
ning, der strækker sig saa langt, som Bevægelsen er 
skredet frem, og en Fortætningsbølge vil saaledes for- 
plante sig ind i Røret, i hvilken de enkelte Luftdeles 
Svingningstilstand er ganske overensstemmende med Stem- 
megafiens. Vi maa imidlertid her vel lægge Mærke til, 
at hvad der skrider frem alene er Bevægelsen, der over- 
føres fra Luftdel til Luftdel; de enkelte Luftpartikler 
ville kun udføre ganske smaa Udsving fra deres Hvile- 
stilling. Ved Stemmegaflens tilbagegaaende Svingning 
ville de nærmest liggende Luftdele følge med, og da denne 
Bevægelse skeer i modsat Retning af den foregaaende, vil 
den give Anledning til en Fortyndringsbølge, der umiddel- 
bart ovenpaa Fortætningsbølgen vil efterfølge "denne i 
Røret. Længden af 2 saadanne paa hinanden følgende 
Fortætnings- og Fortyndningsbølger kalde vi en Bølge- 
længde, og medens en saadan fuldstændig Bølge passerer 
en enkelt Luftdel, vil denne udføre en hel frem- og til- 
bagegaaende Svingning. I det Øjeblik Luftdelen bevæger 
sig med størst Hastighed, vil den efter den Retning, hvori 
Bevægelsen foregaaer, befinde sig enten midt i en For- 
tætnings- eller midt i en Fortyndningsbølge; er Luftdelen 
derimod i en af sin største Udsvingningsstillinger, hvor 
Bevægelsen er Nul, passeres den netop af Grændsen 
mellem 2 Halvbølger. De Bølger, der saaledes forplante 


323 


sig ind i Røret, ville, naar dette er lukket, tilbagekastes 
af Rørets Bund, hvorved følgelig Bevægelsen i den tilbage- 
kastede Bølge faaer modsat Retning af den i den fremad- 
skridende.  Luftdelene i Rørets Munding ville saaledes 
blive paavirkede af 2 Bevægelser, en, der frembringes 
af den svingende Stemmegaffel, og en anden, der hidrører 
fra de tilbagekastede Bølger. Vi kunne saaledes ganske 
i Almindelighed forklare os Aarsagen til det ovenfor om- 
talte Fænomen; thi det vil uden Vanskelighed indsees, 
at naar de 2 omtalte Svingningsbevægelser gaa i samme 
Retning, vil dette have et forøget Udsving af Luftdelene 
tilfølge, og Tonen vil følgelig blive forstærket; naar der- 
imod den tilbagekastede Svingning gaaer i modsat Retning 
af den, hvori Stemmegaflens Grene sætte Luftdelene, vil 
dette formindske Størrelsen af Luftdelenes Udsving, og 
Tonen vil da tabe sin Styrke. Dette Vekselindgreb af 
disse 2 svingende Bevægelser vil i Røret fremkalde en 
ejendommelig Svingningsform af Luften, idet hele Luft- 
søjlen deler sig i saakaldte »staaende Bølger«, en Af- 
vekslen af svingende Partier, adskilte ved saakaldte Knude- 
punkter, der ikke deltage i den svingende Bevægelse. 
Luften i Røret svinger ganske som en anslaaet Streng, 
blot med den Forskjel, at de enkelte Dele af Strengen 
udføre deres Svingninger lodrette paa denne, medens Luft- 
delenes Svingninger foregaa i Retning af Luftsøjlens 
Længde. — Lad nemlig mn forestille Bunden af Røret, 
AE dettes Akse samt den Del af den fuldtoptrukne bølge- 
formede Linie, der ligge over AC, en Fortætnings-, og 
den Del af samme, der ligger under CE, en Fortyndnings- 
bølge, i hvilke Luftdelene som overfor omtalt have mod- 
satte Svingningsretninger, hvorledes vil da Svingnings- 
21f 


TT -'Sig 


tilstanden i Røret blive i 
det Øjeblik, da som i Fig. 1 
enFortyndningsbølge netop 


ankommer til Enden af Rø- 
ret? Den umiddelbart foran 
denne gaaende Fortæt- 
ningsbølge vil da alt være 
tilbagekastet. Fortætnin- 
gen i denne. vil ophæve 
1£ Fortyndningen i den frem- 
adskridende; men da Be- 
vægelsen ifølge det oven- 
for bemærkede paa Grund 
af Tilbagekastningen fore- 
gaaer i samme Retning i de 
2 Bølger, ville Luftdelenes svingende Bevægelse, der 
frembringer Tonen, forstærkes og være størst i Mid- 
ten eller i en Afstand af 1 af en fuldstændig Bølge- 
mængde fra Rørets Bund. Figurerne 1, 2, 3 og 4 
forestille dette Vekselindgreb af de fremadskridende og 
tilbagekastede Bølger, hvilke sidste ere betegnede med 
de punkterede Linier. I den Svingningstilstand, der- 
er betegnet med Fig. 1, som vi ovenfor have betragtet, 
ville Luftdelene mellem A og C svinge tilhøjre, mellem C 
og E derimod tilvenstre, Hastigheden vil være størst i B 
og D, medens 4, C og E ere Knudepunkter, hvor ingen 
Bevægelse finder Sted. Er Bevægelsen skreden en Fjerde- 
dels Bølgelængde frem, bliver Forholdene som i Fig. 2; 
de 2 Bølgesystemer ville i dette Øjeblik fuldstændig 
dække hinanden, og da Bevægelserne i disse overalt ere 
modsatte, ville de ophæve hinanden, alle Luftdelene i 
hele Røret ville i dette Øjeblik være i Hvile; i 4,C ogE 


329 


vil Vekselindgrebet af de 2 Bølger frembringe henholdsvis 
en stærk Fortynding, Fortætning og Fortyndning. Er 
Bevægelsen atter skreden en Fjerdedels Bølgelængde 
frem, ville Forholdene blive som i Figur 3, Luftdelene i 
B og D ville atter være i stærk Bevægelse, men denne 
vil være modsat den ved Fig. 1 antydede; mellem Å og € 
ville Luftdelene svinge tilvenstre, mellem C og E derimod 
tilhøjre, medens 4, C og E som i de foregaaende Tilfælde 
ville være Knudepunkter. Betragte vi endelig Fig. 4, 
have vi atter som ved Fig. 2 Hvile i hele Røret, medens 
Knudepunkterne 4, C, E denne Gang befinde sig hen- 
holdsvis i en stærk Fortætning, Fortyndning og Fortæt- 
ning. En Fjerdedels Svingningstid efter vil Bevægelsen 
atter blive som i Fig. I, hvorefter Luftdelene ville gjen- 
nemløbe den samme Række af svingende Bevægelser. 
Man kan gjøre Tilstedeværelsen af disse staaende Luft- 
bølger synlig ved at drysse et fint let Pulver f. Ex. 
Kiselsyre i et langt Glasrør. Bringer man dette til at 
tone ved at gnide det udvendig med en fugtig ulden 
Klud, vil man se Pulveret kastes hid og did af Luftbevæ- 
gelsen i Røret mellem visse ligelangt fra hinanden lig- 
gende Punkter, hvor det bliver rolig liggende. 

Vi ville nu let kunne indse, under hvilke Omstæn- 
digheder Luften i et lukket Rør kan tjene til at forstærke 
en Tone, thi dette vil aabenbart kun finde Sted, naar 
Mundingen af Røret kommer til at ligge midt i en staaende 
Bølge som i B eller D, og Rørets Længde maa derfor 
være et ulige Antal Fjerdedels Bølgelængder. Er Røret 
derimod et lige Antal Fjerdedels Bølgelængder langt, 
kommer Mundingen til at ligge i et Knudepunkt, Luften 
vil da være i Ro, og Tonens Fremkomst umuliggjøres. 
For at Luften i et lukket Rør skal kunne tjene som 


326 


Resonator for en vis Tone, maa Røret altsaa idetmindste 
have en Længde af en Fjerdedel af Tonens Bølgelængde. 
Af Lydens Hastighed og Tonens Svingningstal kunne vi 
let beregne, hvor langt et saadant Rør skal være. Lad 
os antage, at vi ved et lukket Rør ville forstærke en 
Tone, der udfører 400 Svingninger i Sekundet, og at 
Lydens Hastighed, der afhænger af Temperaturen, er 1100", 
hvad der er Tilfældet paa en middelvarm Sommer- 
dag. Det vil da let indsees, at Længden af Bølgen vil 
blive +15 af 1100' eller 17", og Røret maa følgelig være 
11” langt. Jo højere derfor en Tone er, jo kortere maa 
"det Rør være, der skal kunne forstærke den. 

Hvad nu de aabne Rør angaaer, saa vil Luften ogsaa 
i disse dele sig i staaende Bølger, kun maa Rørlængden her 
staa i et andet Forhold til Bølgelængden, end naar Røret 
er lukket. Er den fremadskridende Bevægelse nemlig 
naaet til Enden af Røret, vil den af den frie Luft nedenfor 
samme lide en mindre Modstand end af den af Rør- 
væggene begrændsede Luftmasse; Udsvinget vil derfor 
blive stærkere, og den derved foraarsagede større Fjer- 
nelse fra Luftdelene i Røret vil frembringe et nyt Udsving 
af disse i samme Retning som det tidligere, hvilken Be- 
vægelse vil forplante sig tilbage til Rørets Begyndelse. 
Virkningen af de tilbagekastede og fremadskridende Bøl- 
gers Vekselindgreb vil altsaa i de aabne Rør være modsat 
den i de lukkede, eftersom Svingningerne i begge Bølger 
gaaer i samme Retning. Paa de Steder, hvor der i disse 
dannes Knudepunkter, vil der i hine være den stærkeste 
Bevægelse, og omvendt. Da Luften i begge Rørets Mun- 
dinger maa befinde sig midt i en Svingningsbugt, maa 
den dybeste Tone, et saadant Rør kan forstærke, have 
en Bølgelængde dobbelt saa stor som Rørets Længde; 


327 


Midten bliver saaledes et Knudepunkt, hvor Luften af- 
vekslende fortættes og fortyndes uden at komme i Sving- 
ninger. Ved Forsøg kan man let overbevise sig om, at 
Svingningstilstanden i et aabent Rør virkelig er over- 
ensstemmende med det nylig udviklede. Sænker man 
nemlig en paa en lille Ramme udspændt Hinde, belagt 
med et let pulverformigt Legeme ned i en aaben Orgel- 
pibe, hvis Gjennemsnit dog maa være betydelig større 
end Rammens, da denne ellers vil komme til at fungere 
som Bunden i et lukket Rør, vil Pulveret, naar Pibens 
Grundtone eller dybeste Tone frembringes, komme i stærk 
Bevægelse, naar Rammen holdes tæt ved Rørets Ende, 
hvorimod det vil ligge i fuldkommen Ro, naar Rammen 
befinder sig i Midten af Røret. Borer man i et saadant 
Rør 3 Huller, et i Midten og de 2 andre ved Enderne, 
og tillukker man disse med udspændte Hinder, vil det 
derimod i dette Tilfælde være den midterste Hinde, der 
ved Lufthøjdens Svingning bliver sat i stærkest Bevægelse. 
Den idelige Vekslen af Fortætning og Fortyndning i Knude- 
, punktet i Rørets Midte vil nemlig her bevirke en ligesaa 
hyppig Trykskiften paa Rørvæggen; derimod ville Sving- 
ningerne af Luften ved Rørets Ender ikke bevirke nogen 
synderlig Forandring i Trykket paa Siderne og følgelig 
ikke sætte de derværende Hinder i Svingninger, dels fordi 
Luftdelenes Bevægelse foregaaeri Retning af Rørets Længde, 
og dels fordi Lufttrykket holder sig temmelig uforandret. 
Anbringer man paa disse Hinder smaa Gasbrændere, og 
antænder man Gassen, vil den midterste Gasflamme, naar 
Røret bringes til at tone, komme i stærk Bevægelse, 
medens de yderste næsten ikke paavirkes. 

Et aabent Rør har saaledes samme Grundtone som 
et lukket Rør af den halve Længde. Man kan overbevise 


328 


sig derom ved at anbringe et lille Spjeld midt i et aabent 
Rør; bringer man Røret til at tone, forandres Tonehøjden 
ikke ved at skyde Spjeldet ind i Røret, der saaledes er 
bleven forandret til et lukket af halv saa stor Længde. 
I et lukket Rør ligger som anført den første Sving- 
ningsbugt i en Afstand af 1 Bølgelængde fra Rørets Bund; 
Afstanden mellem 2 paa hinanden følgende Svingnings- 
bugter er 1 eller 2 Bølgelængde; den næste Svingnings- 
bugt maa derfor ligge i en Afstand af 2 Bølgelængde fra 
Bunden, de paafølgende i &, 7, % eller i Almindelighed 
i et ulige Antal Fjerdedels Bølgelængder fra samme. I 
et lukket Rør kan derfor Luftsøjlen kun frembringe Toner, 
hvis Svingningstal forholde sig som1:3:5:7 eller 
som Rækken af de ulige Tal. Blæser man derfor i en 
almindelig lukket Pibe paa en saadan Maade, at Grund- 
tonen fremkommer, vil denne pludselig ved stærkere Blæs- 
ning springe over til Duodecimen eller Kvinten til Grund- 
tonens Octav, hvis Svingningstal er 3 Gange saa stort 
som den førstnævnte Tones. Er Røret snevert, vil Luften 
i dette, selv om Grundtonen angives, paa samme Maade 
som svingende Strenge dele sig i svingende Underafde- 
linger, hvorved den saadanne Instrumenter tilkommende 
ejendommelige Klangfarve fremkommer. Paa Grund af 
at alle Overtoner af lige Orden mangle, faaer Tonen en 
vis hul Klang. Er Røret derimod bredt, bliver Frem- 
komsten af Bitoner vanskeliggjort, og Tonens Klangfarve 
blød og behagelig, men uden synderlig Kraft og Pragt, 
saaledes som vi alt have bemærket i vor første Artikel. 
I et aabent Rør ligge begge Mundingerne i Svingnings- 
bugter; den første Svingningsbugt maa ligge i en Afstand 
af en halv Bølgelængde fra Rørets ene Ende; den paa- 
følgende maa være fjernet to halve Bølgelængder fra 


329 


samme, de næste 3, 4, 5 0. s. v. Højden af de To- 
ner, et saadant Rør kan forstærke, maa derfor forholde 
sig som 1 : 2 : 3 : 4 eller som Rækken af de hele Tal. 
Aabne Orgelpiber, der frembringe samme Tone som luk- 
kede, give derfor disse en anden Klang, der er af en 
mere musikalsk og behagelig Karakter. Fremkomsten af 
disse Overtoner give ikke alene de forskjellige Blæse- 
instrumenters Toner en forskjellig Klangfarve; men efter 
den Maade, hvorpaa Tonen angives, kan denne for sanime 
Instrument antage en forandret Karakter. Er Grundtonen 
meget stærk i Forhold til Overtonerne, bliver Klangen 
fuld; en passende Styrke af de lavere Overtoner op til 
den sjette frembringer et vist Indtryk af Pragt; træder 
derimod de højere Overtoner frem med Styrke, bliver 
Klangen skarp og raa. 

I Orgelet maa man benytte sig af ligesaa mange 
Rør, som man vil frembringe Toner; hver Pibe giver kun 
sin Grundtone; men ved Blæseinstrumenterne, hvor for- 
skjellige Toner skulle angives af et og samme Rør, maa 
man anvende særegne Kunstgreb for at frembringe be- 
stemte Toner. Ved Basunen kan man saaledes ved at 
forlænge eller forkorte Længden af Røret angive forskjel- 
lige dybe eller højere Toner; ved Klaphornet lader 
man den svingende Luftsøjles Længde variere ved Hjælp 
af Tilsatsrør, hvis Forbindelse med Hovedrøret man kan 
tilvejebringe eller afbryde ved Klapper. I Fløjten og 
Klarinetten ere Rørene paa passende Steder forsynede 
med Huller, for hvilke der kan aabnes og lukkes ved 
Klapper. Luftsøjlen i Røret tvinges herved til at svinge 
saaledes, at der fremkommer en Svingningsbugt der, hvor 
han aabner for en af Gjennemboringerne, og herved frem- 


330 


bringes der altsaa samme Virkning, som om Røret var 
skaaren over paa dette Sted. 

I de almindelige Orgelpiber, de saakaldte Fløjte- 
eller Læbepiber, blæses Luften gjennem et Rør ind i en 
Vindkasse, hvorfra den føres ud gjennem en snever Spalte 
som en baandformig Luftstrøm, der umiddelbart bag Spalten 
støder an mod en skarp Kant, den saakaldte Læbe, der 
tvinger den til stødvis at bevæge sig snart paa den ene 
og snart paa den anden Side af sig, hvorved der frem- 
kommer en ejendommelig pibende Blæselyd, der kan be- 
tragtes som en Sammenblanding af en Mængde nær ved 
hinanden liggende uharmonerende Toner. Denne stødvise 
Bevægelse virker paa Luften i Piben ganske paa samme 
Maade som en Mængde Smaaryk i Touget til en Kirke- 
klokke; Luftsøjlen kommuer derved i de ved dens Dimensio= 
ner bestemte Svingninger, og Røret bringes saaledes til at 
tone. En svag Blæsning frembringer Rørets Grundtone, 
mere eller mindre ledsaget af Overtoner; en stærkere 
lader disse træde tydeligere frem, saa at Grundtonen 
endogsaa kan blive overdøvet. 

Ved Fløjten fungerer Mundhulheden som Vindkasse, 
Spalten dannes af Læberne, og Randen af Blæsehullet 
er her den skarpe Kant. 

I Tungepiberne maa Luftstrømmen fra Vindkamret 
træde ind i Røret gjennem en af en bevægelig tynd Metal- 
eller Træplade lukket Aabning. Denne saakaldte Tunge 
sættes herved i Svingninger, og Luften kommer derved 
stødvis ind i Røret, hvorved dette bringes til at tone. 
Er Tungen stiv, kan den kun udføre en eneste Årt af 
Svingninger, og maa derfor afpasses efter den Tone, 
Røret kan frembringe. Dette er saaledes Tilfældet med 
Orgelpiberne. Ved Træblæseinstrumenterne derimod som 


331 


Klarinetten, Oboen og Fagotten maa Tungen tjene som 
Frembringer for en hel Tonerække. I disse Instrumenter 
maa den derfor være saa elastisk, at den med lige Lethed 
kan deltage i alle de Svingninger, hvori Luften i Røret 
kan sættes. 

Paa en hel anden Maade end ved disse Instrumenter 
frembringer det menneskelige Stemmeredskab sine Toner. 
Lukke vi et Rør i dets ene Ende med to Stykker Kaut- 
sjukstriber saaledes, at hver dækker Halvdelen af Mun- 
dingen og der kun lades en smal Stribe aaben, ville vi 
ved at blæse gjennem Rørets anden Ende sætte disse 
Kautsjukbaand i Svingninger og derved frembringe en 
Tone, hvis Højde retter sig efter Baandenes Spænding. 
Det er ved et saadant membranøst Tungeapparat, at 
Sangen dannes. Luftrøret ender foroven i Strubehovedet, 
der bestaaer af fire indbyrdes forbundne bevægelige Brusk- 
stykker, paa hvilke de 2 elastiske Stemmebaand ere be- 
fæstede, af hvilke hvert dækker Halvdelen af Indgangen 
til Luftrøret, saaledes at deres frie Sider, der støde op 
til hinanden, begrændse en meget snever Spalte, den 
saakaldte Stemmeridse. Naar Luften fra Lungerne drives 
op gjennem Luftrøret, sætter den derved Stemmebaandene 
i Svingninger. Paa Grund af den overordenlige Lethed, 
hvormed Vidden og Formen af Stemmeridsen samt Stemme- 
baandenes Spænding kan forandres, er det menneskelige 
Stemmeredskab i Stand til at frembringe en Mængde 
Toner og bliver herved til et af de fuldkomneste musi- 
kalske Instrumenter. I alle de nylig omtalte Rørinstru- 
menter var det alene Svingningen af Luftsøjlen i Røret, 
der frembragte Tonen, hvis Højde bestemtes ved Rørets 
Længde; ved Sangen derimod dannes Tonen alene ved 
Stemmebaandenes Svingninger, og det er ene af disses 


332 


Spænding, at Tonehøjden afhænger. Luftmassen i Mund- 
hulheden er ikke egnet til at komme i stærke Svingninger; 
de bløde Kjødvægge, der begrændse den, ere for meget 
eftergivende til, at stærke Luftsvingninger kunne komme 
i Stand. 

Ved Hjælp af Strubespejlet, et Apparat, hvorved det 
indre af Munden kan oplyses, og Stemmebaandene be- 
tragtes i et Spejl, kan man iagttage disses Svingninger 
under Sangen og saaledes lære de forskjellige Betingelser 
at kjende, der modificere denne. Ved Brysttonerne seer 
man saaledes Stemmebaandene svinge i deres hele Ud- 
strækning, og Stemmeridsens Aabning er kun meget lille. 
Angiver man derimod en Falsettone, er det alene Stemme- 
baandenes Rande, der sættes i Svingninger, og Stemme- 
ridsen aabner sig saaledes, at den danner en elliptisk 
Figur. At Kvindens Stemme er højere end Mandens, 
hidrører fra Stemmebaandenes Dimensioner. Hos Manden 
er Stemmeridsen omtrent dobbelt saa lang som hos 
Kvinden eller hos Børn. I Modenhedsalderen udvikler 
Stemmeridsen sig temmelig pludselig hos Manden, og 
Stemmen synker en Oktav. 

Paa Grund af den stødvise Maade, hvorpaa Luften 
bevæger sig gjennem Stemmeridsen, blive de derved 
fremkomne Svingninger aldrig fuldkommen regelmæssige, 
og den menneskelige Stemme er derfor meget rig paa 
Overtoner. Hvilke Overtoner der ledsage en bestemt 
Tone, afhænger af individuelle Forskjelligheder. Ved .de 
Stemmer, der have en skarp Klang, og hvor de høje 
Overtoner ere meget fremtrædende, fandt Helmholtz, 
at Stemmebaandene under deres Svingninger kom til at 
berøre hinanden; ved stærke og dog bløde Stemmer lukke 
Stemmebaandene, hver Gang de under deres Svingninger 


333 


komme i hinandens største Nærhed, momentant fuldkommen 
hele Stemmeridsen, uden at de dog berøre eller med 
deres Rande komme til at ligge ovenpaa hinanden. Ved 
hæse Stemmer iagttog Helmholtz smaa Slimpartikler 
paa Stemmebaandene, hvorved disses regelmæssige Sving- 
ninger bleve forstyrrede. 

Ved Anstrengelsen af Stemmen fremkommer der et 
ejendommeligt Klangforhold, idet visse af de højere Over- 
toner, der herved frembringes, paa en ganske særegen 
Maade blive særdeles fremtrædende og give Tonen en 
vis skingrende Klang, der påa meget følsomme Ører end- 
ogsaa kan gjøre et pinligt Indtryk. Disse Toner frem- 
træde navnlig tydelig i Kor af Mandsstemmer, især naar 
der synges forte. Det er de samme Toner, der svare til 
Fortepianoets sidste Oktav, nemlig de, der ligge mellem 
eY og g!'. Anslaaes disse Toner paa et Klaver, høres 
de med en saa fremtrædende Skarphed, at man let ledes 
til at søge Grunden dertil i en Særegenhed i Hammerens 
Anslag. Aarsagen hertil ligger imidlertid deri, at det Luft- 
rum, der indesluttes af det ydre Øre, bliver sat i Sving- 
ninger af disse Toner, hvorved de følgelig maa høres 
med en særegen Styrke.  Opfanger man derfor disse 
Svingninger ved Hjælp af et foran Øret anbragt lille 
Glasrør, bliver Klangen mild og behagelig, hvorimod 
andre Toner, nemlig de, der forstærkes af Røret, frem- 
træde skarpere end de øvrige. 

De sædvanlige Stemmer omfatte sjelden mere end 
henved 2 Oktaver. Forholdet mellem den dybeste Tone, 
hvortil en almindelig Basstemme kan naa, det laveste f 
i Bassen med 87 Svingninger, og den højeste, der kan 
synges af en almindelig Sopranstemme, d” med 783 
Svingninger, er lidt mere end 3 Oktaver; Stemmer, .… der 


334 


gaa dybere eller højere, ere meget sjeldne. Man har 
Exempler paa Bassister, der kunne gaa ned til Oktaven 
under det ovenfor angivne f. Kirstine Niisson og 
Carlotta Patti skulle kunne naa op til f"” med 1312 
Svingninger. En af de højeste Stemmer, der maaske 
nogensinde har existeret, skal en vis Lucrezia ÅAjugari, 
kaldet la Baltardella, have havt, som Mozart har 
omtalt i et Brev; hun skal endogsaa have kunnet naa 
op til cY, hvis Svingningstal er 2112. 

Vi have ovenfor omtalt, at Tonens Højde alene be- 
stemmes af Stemmebaandenes Spænding, og at Sving- 
ningerne af Mundhulheden ikke have nogen Indflydelse 
herpaa. iIkkedestomindre have disse dog en stor Betyd- 
ning. Synger man en Tone paa en eller anden Vokal, 
FEE et Æ er det nødvendigt at give Munden en ganske 
bestemt Form, der altid er den samme, hvilken Højde 
Tonen end har. Vil man derimod synge samme Tone 
påa forskjellige Vokaler, maa Mundhulhedens Form foran- 
dres fra den ene Vokal til den anden. Vokallydene ere 
nemlig ikke andet end den bestemte Klang, en Tone 
antager ved Fremkomsten af en eller flere bestemte Over- 
toner, der skyldes de Svingninger, hvori Luften i Mund- 
hulheden sættes, Giver man Munden den Stilling, som 
er nødvendig for at udtale en eller anden Vokal, og 
bringer man forskjellige anslaaede Stemmegafler foran 
den saaledes aabnede Mund, vil man finde, at der altid 
er en eller to åf disse, hvis Tone særlig forstærkes af 
Luften i Munden. Helmholtz har paa denne Maade 
vist, at enhver Vokal er karakteriseret ved en eller to 
bestemte Toner, hvis Højde dog modificeres noget efter 
den Akcent, hvormed man taler.  Vokalerne A, O og U 


have hver kun en eneste bestemt Tone; for enhver af 


330 


disse sættes Munden i en bestemt Stilling, men Mund- 
hulheden deles ikke ved Tungen eller Læberne i flere 
Dele, hvad der derimod er Tilfældet for de andre Vo- 
kalers Vedkommende. Sætter man saaledes Munden til- 
rette til at udtale et Y, maa man med Læberne danne 
en rørformig Tilsætning til den bagved liggende Del 
af Munden. Den resonerende Hule deles derved i to 
Dele, en mindre, langstrakt og en større Hulhed; Luften 
har i hver af disse sin særegne Svingningsform, og Yklan- 
gen maa derfor karakteriseres ved to Toner. Efter 
Helmholtz kunne vi udtrykke Mundhulhedens Resonans 
for de forskjellige Vokaler ved følgende Noder: | 


seer SELE. Her T øse BER es NE BEES Feb DE DEDE reddes PA ASE 
Er ERNE: == —  ——— TER EVE ret Rede SS PAR 
NE EF er ER 
———— — 


[an 
(=) 
w 
& 
(u) 
= 
(S) 
Sd 


Kønig har gjort disse Vokallydenes Bisvingninger 
synlige, Han betjente sig hertil af en udspændt Membran 
af Kautsjuk, paa hvilken var anbragt et Gasblus paa 
samme Maade som paa de ovenfor omtalte Orgelpiber. 
Denne Membran lukkede for et Rør af Kautsjuk, hvis 
anden Ende var forsynet med et Mundstykke. Naar han 
satte dette for Munden og sang en eller anden Tone 
ind i Røret, kom Membranen og derved Flammen i Sving- 
ninger, der imidlertid vare for hastige til at kunne op- 
fattes af Øjet. Kønig betjente sig derfor af et rote- 
rende Spejl, i hvilket han betragtede Billedet af Flam- 
men. En roligbrændende Flamme vil, naar Spejlet drejes 


336 


nogenlunde hurtig rundt, i dette vise sig som et lysende, 
overalt lige bredt Baand. Spejlets Omdrejning frembringer 
nemlig en dobbelt saa hastig Rotation af Billedet, og det 
ovennævnte Fænomen fremkommer derved ganske paa 
samme Maade som den lysende Linie, vi iagttage ved 
hurtig at dreje en Glød rundt i Mørke. Synger- man 
derimod ind i Røret, forandrer Flammen idelig sin Form, 
og Billedet i Spejlet viser sig da som et tunget Baand. 
Angives samme Tone paa forskjellige Vokaler, vil Spejl- 
billedet for dem alle bestaa af lige brede Hovedtunger 
under Forudsætning af, at Omdrejningen skeer med samme 
Hastighed,: men paa disse Hovedtunger vil der for hver 
Vokal vise sig særegne Bitunger, svarende til de Bisving- 
ninger, der fremkalde Vokallydene. 

Denne Vokallydenes Theori bekræftes ved Forsøg 
over Frembringelsen af kunstige Vokaler. Sætter man 
saaledes en efter en bestemt Vokallyd afstemt Resonator 
paa Enden af en Orgelpibe, antager dennes Tone Voka- 
lens Klang. Helmholtz har konstrueret et Apparat, 
bestaaende af 8 Stemmegafler, afstemte efter Vokallydenes 
Klangfarve. Hver af disse var opstillet mellem Polerne 
paa en Elektromagnet, der blev magnetiseret og afmag- 
netiseret ved en hurtig paa hinanden følgende Slutning 
og Afbrydelse af elektriske Strømme, hvorved Stemme- 
gaflernes Grene stødvis bleve tiltrukne og saaledes satte 
i Svingninger. Ved hver Stemmegaffel var der endvidere 
anbragt et afstemt Rør, der efter Behag kunde lukkes 
eller aabnes. Den fremherskende Tone blev frembragt 
ved at aabne fuldstændig for et af disse Resonatorrør, 
efter at hele Stemmegaffelapparatet var sat i Svingninger; 
ved en delvis ÅAabning af enkelte af de andre Rør blev 
disses Resonans saa ringe, at den kun gav Hovedtonen 


337 


en bestemt Klangfarve, og ved passende Valg og Styrke 
af disse mindre stærkt fremtrædende Toner lykkedes det 
Helmholtz at frembringe de forskjellige Vokalers Klang. 
Ligheden viste sig især slaaende, naar man pludselig gik 
over fra en Vokallyd til en anden. 

Vokalklangene adskille sig saaledes i en væsenlig 
Henseende fra de Overtoner, der give de øvrige Instru- 
menter deres ejendommelige Klangfarve. I disse afhænger 
Partialtonernes Højde af Grundtonens, saaledes at Inter- 
vallet mellem denne og hine altid er ens. I en Fløjte 
er saaledes den første Overtone altid Oktaven til Grund- 
tonen, den følgende Duodecimen, den næste Oktaven til 
Grundtonens Oktav. For d' som Grundtone vil saaledes 
d", aY og d'” være de Overtoner, der karakterisere 
Klangen.  SVokalklangene derimod staa ikke i noget 
Forhold til den Tone, der frembringes gjennem Stemme- 
ridsen. Synger man saaledes et A paa Noden Es, saa 
er den ved Mundhulhedens Resonans frembragte Tone 
den 12te Overtone i Klangen; synger man derimod 
samme Vokal paa Noden b', er det Grundtonens 2den 
Overtone, der bliver forstærket. 

Konsonanterne ere ikke andet end de ejendommelige 
Lyde, der frembringes med Læberne, Tænderne, Tungen 
0.S. V., hvormed man begynder eller slutter Vokallydene. 


Naar to Toner, der ligge hinanden meget nær, sam- 
tidig frembringes, hører man en periodisk vekslende 
Voksen og Aftagen af Tonernes Styrke, som man kalder 
Stød. Man kan meget tydelig iagttage disse Stød ved 
påa engang at bringe to Orgelpiber til at tone, der 


næsten ere i Enklang. Det samme Fænomen kån frem- 
Fjerde Række. Il. 92 


338 


bringes ved samtidig at anslaa to Stemmegafler, hvis 
Toner kun ere lidet forskjellige.  Aarsagen hertil er 
let at indse. Naar nemlig i et bestemt Øjeblik de 2 
Toner ville bringe Luftdelene i Ørets umiddelbare Nær- 
hed til at svinge i samme Retning, vil dette naturligvis 
have et forstærket Udsving og derved en forøget Styrke 
af Tonen tilfølge; da de to Toners Svingningstal imidlertid 
ikke ere aldeles ens, vil denne Samsvingning snart ophøre, 
og naar nogen Tid er gaaet, ville de Svingningsretninger, 
hvori de 2 Toner sætte de betragtede Luftdele, være 
hinanden modsatte. Det resulterende Udsving maa der- 
for blive meget ringe, og Tonestyrken følgelig kun svag. 
Udfører saaledes en Stemmegaffel i et Sekund 300 Sving- 
ninger og en anden i samme Tid 301, ville de, naar de 
samtidig sættes i Svingninger, i Begyndelsen have over- 
ensstemmende Bevægelser, og deres Toner ville saaledes 
forstærke hinanden; efterat have svinget et halvt Sekund 
vil den første begynde sin 151de Svingning, medens den 
sidste er kommen en halv Svingning forud og i Færd 
med at fuldføre den sidste Halvdel af sin idide Sving- 
ning; Grenenes Svingninger ville saaledes være uoverens- 
stemmende og bevæge Luftdelene i modsatte Retninger, 
hvorfor Tonen vil svækkes. I Almindelighed kan man 
let vise, at det Antal Stød, der frembringes ved 2 Toner, 
er lig Forskjellen i deres Svingningstal. 

Fremkomsten af disse Stød har faaet en stor prak- 
tisk Betydning med Hensyn til Bestemmelsen af Tonernes 
Svingningstal og Stemning til den rette Højde. Er For- 
skjellen mellem to Toners Højde nemlig meget lille, har 
Øret Møje med at opfatte den; men man behøver da 
blot at anslaa en efter den rigtige Tone afstemt Stemme- 
gaffel og samtidig lade den Streng tone, der skal stem- 


339 


mes. Er der blot en ringe Forskjel i Højde tilstede, 
giver dette sig straks tilkjende ved Stødene, og man kan 
da let slappe eller stramme Strengen saaledes, at Stødene 
ophøre; de to Toner have da nøjagtig samme Højde. 
Scheibler og senere Konig have benyttet dette til at 
stemme Klaverer med mathematisk Nøjagtighed. Den 
første konstruerede saaledes alene til en Oktav 56 Stemme- 
gafler, afstemte saaledes, at de omfattede de Toner, hvis 
Svingningstal ligger mellem 220 0g 440. Disse Stemmegafler 
gave en Række Toner, af hvilke hver to paa hinanden 
følgende havde et Svingningstal, hvis Forskjel var fire. 
Skulde nu en eller anden Streng i denne Oktav, f. Ex. 
Grundtonens Kvint, hvis Svingningstal er 330, afstemmes, 
blev den til denne Tonehøide nærmest svarende Stemme- 
gaffel, hvis Svingningstal er 328, anslaaet samtidig med 
Strengen. Var denne da rigtig stemt, skulde der frem- 
komme 2 Stød i Sekundet. 

Man havde en lang Tid troet ved disse Stød at 
have fundet Forklaringen til den saakaldte Differens- 
tone, der ofte fremkommer, naar to Toner samtidig frem- 
bringes, og hvis Svingningstal netop er lig Forskjellen 
mellem de to Toners eller Antallet af de ved disse 
fremkomne Stød. Helmholtz har imidlertid paavist 
det uholdbare i denne Forklaring. Disse Toner fordre 
nemlig til deres Fremkomst, at Luften skal sættes i en 
meget stærk Bevægelse, og tilmed maa begge de primitive 
Toner opstaa i samme afgrændsede Luftmasse. Dette 
skeer saaledes i Doves Dobbeltsirene, i hvilken den ro- 
terende Skive og Vindkassens Laag indeholde to eller 
flere Hulsystemer. Luften i Vindkassen bliver ved Tryk- 
ket af den fra Blæsebælgen tilstrømmende Luft fortættet, 
saalænge Hullerne ere lukkede; aabnes disse, fremkom- 

AD 


340 


mer der ved den udstrømmende Luft en Trykformindskelse, 
og Luften i Kassen kommer saaledes i stærke Sving- 
ninger. Benyttes to Hulrækker, vil hver for sig sætte 
Luften i Svingninger, og Luften, der strømmer ud af det 
ene Hulsystem, er saaledes alt i den Svingningstilstand, 
hvori den er bleven sat af det andet. Ved et saadant 
Instrument hører man meget tydelig foruden de Toner, 
der svare til hver Hulrække, en tredie, hvis Svingnings- 
tal, som ovenfor anført, er bestemt ved Forskjellen 
mellem de to første Toner. Fremkommer derimod to 
Toner paa to fra hinanden adskilte Steder, der ikke 
staa i noget mekanisk Sammenhæng, dannes der ingen 
eller i alt Fald kun en meget svag Kombinationstone. 
Saaledes hører man ikke en saadan ved to Sangstemmer, 
eller naar to Strenge paa forskjellige Violiner sam- 
tidig tone. 

Ingen af disse Betingelser er nødvendig til Stødenes 
Dannelse. Anslaaes saaledes to Stemmegafler, hvis Toner 
give Stød, saa svagt, at man kun med anstrengt Op- 
mærksomhed er i Stand til at høre deres Toner, give 
Stødene sig tilkjende paa en meget tydelig Maade, og 
man opfatter disse langt lettere end de Toner, der frem- 
bringe dem. Skulde der derfor ved et stort Antal Stød 
dannes en ny Tone, maatte denne ogsaa kunne høres ved 
svage Toner; men Erfaringen viser det modsatte, idet 
ingen saadan fremkommer. 

Ved den mathematiske Theori for Luftdelenes Sving- 
ninger er man i Stand til at godtgjøre Nødvendigheden 
af de ovenfor anførte Betingelser for Differenstonernes 
Dannelse; ja ved theoretiske Betragtninger er det end- 
ogsaa lykkedes Helmholtz at paavise, hvad Erfaringen 
stadfæster, at der i det Tilfælde, hvori disse Differens- 


341 


toner fremkomme, i Almindelighed ogsaa frembringes en 
Kombinationstone, hvis Svingningstal er Summen af de 
to oprindelige Toners, en Omstændighed, der aldeles ikke 
lader sig bringe i Overensstemmelse med den tonedan- 
nende Rolle, Stødene ifølge den ældre Theori skulde spille. 

Ved Kuldkastelsen af denne tidligere almindelige 
antagne Mening har Helmholtz løst en mere end to 
tusind Åar gammel Gaade, der ligefra Pythagoras til 
Nutiden har beskjæftiget Filosofer, Mathematikere og 
" Fysikere, nemlig Aarsagen til Tonernes Dissonans og 
Konsonans. Vi skulle nu se hvorledes. 

Lad os antage, at vi samtidig bringe to nøjagtig 
lige stemte lukkede Orgelpiber til at tone. Vi ville da 
ingen Stød høre. Forkorte vi derimod Længden af den 
ene Orgelpibe ved at skyde Laaget ned i Røret, frem- 
komme disse øjeblikkelig. Ere Stødene langsomme, er 
Indtrykket af dem ikke ubehageligt; ved langtrukne 
Toner kunne de endogsaa gjøre et vist højtideligt 
Indtryk. Forkortes paa den ovenanførte Maade det 
ene Rørs Længde mere og mere, bliver Forskjellen mel- 
lem Tonerne og følgelig Stødenes Antal stadig større og 
større, og er dette naaet op til mellem 20 og 30 i Se- 
kundet, kan Øret ikke mere adskille dem; men samtidig 
forandres Indtrykket, og de to Toner gaa over til at 
blive dissonerende. Ved et Antal af 33 Stød i Sekundet 
fandt Helmholtz, at den største Dissonans fremkom; 
forøgedes Stødenes Antal her udover, blev Dissonansen 
ikke saa fremtrædende, og ved 132 Stød i Sekundet op- 
hørte den ganske. Disse Tal maa imidlertid kun gjælde 
som Middelværdier, idet de for de dybere Toners Ved- 
kommende maa sættes noget lavere, for de højeres noget 
højere. 


342 


At Stødene ere Aarsag til det ubehagelige Indtryk, 
vi med Øret opfatte som Dissonans, forklares let i Ana- 
logi med de øvrige Sandsers Opfattelse. Enhver stødvis 
Irritation af en Nerve er altid en Aarsag til en ubehage- 
lig Følelse, der ved et vist Antal Paavirkninger er størst, 
hvorimod det pinlige Indtryk forsvinder, naar Pirringerne 
følge saa hurtig paa hinanden, at Nerven endnu bevarer 
Indtrykket af den foregaaende Irritation, indtil den næste 
indtræder. En pludselig Overgang fra Mørke til stærkt 
Dagslys angriber Øjet i første Øjeblik; men et længere 
Ophold i Lyset sløver Synsnerven og lader Øjet, hvad 


vi.kalde, vænne sig til Lyset. Begiver man sig fra Dags- 


lyset ned i en mørk Kjelder, vil det derfor altid vare 
nogen Tid, inden man formaaer at skjelne Gjenstandene 
i denne, fordi Synsnerven ikke øjeblikkelig faaer sin ved 
Lysets Paavirkning tabte fuldkomne Irritabilitet igjen. 
En Vekslen af Lys. og Mørke vil derfor angribe Øjet 
mere end et stadigt Lys, fordi Synsnerven i Mørket 
atter ganske eller delvis faaer sin Irritabilitet tilbage og 
saaledes ved hvert Lysglimt angribes paany. Af den 
Grund gjør et flagrende Lys et saa ubehageligt Indtryk. 
Er denne Vekslen derimod saa hyppig, at Lysindtrykkene 
ikke faa Tid til at tabe sig i de mørke Mellemrum, 
bliver Indtrykket ganske det samme som af et roligt 
vedvarende Lys. Drejer man saaledes en Glød hurtig 
rundt i en Kreds, seer man, som bekjendt, kun en lysende 
Linie, hvad der ikke frembringer noget ubehageligt Ind- 
tryk paa Øjet. 

I det første Afsnit af denne Afhandling have vi 
bemærket, at de konsonerende Intervaller udtrykkes ved 
de simpleste Talforhold, og at Konsonansen er desto 
fuldkomnere, jo mindre de Tal ere, der danne Forholdets 


É 


343 


Tæller og Nævner. Den fuldkomneste Konsonans dannes 
saaledes af Primen, hvis Interval er 1:1, dernæst Ok- 
taven, hvis Interval er 1:92; efter denne kommer 
Kvinten med Intervallet 2 :3; efter dette Kvarten 
med Intervallet 3:4, og endelig den store Terts med 
Intervallet 4:5. Vi skulle nu se Grunden til, at netop 
disse Intervaller ere i aftagende Orden de mest kon- 
sonerende. 

Lad os for at tage et bestemt Exempel betragte 
disse Intervaller i Oktaven c" til c"”, c"”s Svingningstal 
er her 528, Oktavens 1056, Forskjellen 1056—528 eller 
518; mellem Kvinten, g”, og cY bliver Forskjellen i 
Svingningstallet 792—528—264, mellem Kvarten f" og 
c" 704—528—=176 og endelig mellem den store Terts, 
ey” og c” 660—528—132. Vi nærme os saaledes mere 
og mere den Grændse, indenfor hvilken Stødene gjøre 
deres Indflydelse gjældende. Man maa imidlertid heraf 
vel vogte sig for at slutte, at Tonernes Konsonans er 
desto fuldkomnere, jo større Forskjellen mellem deres 
Svingningstal er. I saa Fald skulde Konsonansen alene 
bero paa Tonernes Afstand i Skalaen, hvad enhver ved 
ikke er Tilfældet. Slutningen vilde kun være rigtig, hvis 
vi havde med fuldkommen enkelte Toner at gjøre; men 
saadanne benyttes, som vi vide, ikke i Musiken. Alle 
de her brugelige Toner ere rige paa Overtoner, og det 
er alene de ved disse frembragte Stød, der er Aarsagen 
til Tonernes Dissonans, saalænge Forskjellen i Hoved- 
tonernes Svingningstal overskrider 132. I de fleste Til- 
fælde fremtræde navnlig de lavere Overtoner med kjende- 
lig Styrke, men selv om denne kun er meget svag, ville 
Stødene, som vi ovenfor have anført, dog blive meget 


tydelige. 


344 


Vi ville nu med dette for Øje atter betragte de 
konsonerende Intervaller. Lad i nedenstaaende Rækker 
den øverste betegne Grundtonens, den nederste Oktavens 
med de disse ledsagende Partialtoners Svingningstal, 
idet vi betegne Grundtonens med 1: 

LESS Pere SS EN OS 
2 Å DRE 

Et Blik paa disse 2 Rækker vil da let vise os Åar- 
sagen til den her herskende fuldkomne Konsonans. Ok- 
tavens Hovedtone og alle dens Bitoner dækkes fuldstæn- 
dig af Grundtonens. Her er ingen Aarsag til Stød til- 
stede. Er Oktaven derimod ikke fuldkommen ren, giver 
dette sig straks tilkjende ved Fremkomsten af Stød; den 
forstemte Oktays Hovedtone og Partialtoner ville alle 
give Stød med Grundtonens Bitoner af ulige Orden. 

Forsøgene stadfæste denne Forklaring.  Ånvender 
man to Resonatorer, den ene afstemt efter Grundtonen, 
den anden efter Oktaven, og lader man samtidig Grund- 
tonen og den forstemte Oktav tone, opfatter man ingen 
Stød med den første Resonator; benytter man sig derimod 
af den anden, hører man tydelig de Stød, der fremkomme 
ved Grundtonens første Partialtone og den forstemte 
Oktavs Hovedtone. 

Grundtonen og Duodecimen eller Kvinten til Oktaven, 
hvis Interval er 1:3, udmærke sig ligeledes ved deres 
fuldkomne Konsonans, hvad en Betragtning af de neden- 
for angivne Svingningsforhold straks udviser: 

BE SES ÆESAGDAE S TO 
3 6 Og.d 
For Grundtonen og Kvinten faa vi følgende Rækker: 
ØRET: PT STER STR IE NSES 12 PRESS 
BER RER 


345 


En ringe Forstemthed giver Stød mellem Kvintens 
første og tredie samt Grundtonens anden og femte Par- 
tialtone. 

For Orgelbyggere er den Omstændighed, at urene 
Oktaver, Duodecimer og Kvinter give Stød, en bekjendt 
Sag, og de benytte sig heraf til sikkert at frembringe 
den rigtige Stemning. 

Paa lignende Maade kan man opstille Rækker for 
de øvrige konsonerende Intervallers Vedkommende. Jo 
større Antallet af de sammenfaldende Partialtoner er, jo 
fuldkomnere bliver Konsonansen; ligge de to Hovedtoner 
eller flere af Overtonerne hinanden meget nær, er der 
Aarsag til Dissonans tilstede, og Intervallet bliver derfor 
mere eller mindre dissonerende. Af den Grund er 
Kvinten ikke saa fuldkommen en Konsonans som Ok- 
taven og Duodecimen; en Betragtning af Kvartens Rækker 

Di 0549; 12542 
AR "By, 12562, 
viser, at dette Interval ikke er saa konsonerende som 
Kvinten, hvorimod det er en fuldkomnere Konsonans end 
den store Terts, hvad vi let se af nedenstaaende Rækker: 
43550123 165 2058 
Bi 10: 15 4208-55 


Vi skulle nu til Slutningen kortelig berøre det Spørgs- 
maal, hvorledes det er muligt for Øret paa en Gang at 
opfatte den Mangfoldighed af Svingninger, det viser sig 
at være i Stand til. 

Kaste vi samtidig flere Stene i en stillestaaende 
Vandoverflade, vil der herved frembringes forskjellige 
cirkelformede Bølger, der gjennemkrydse hverandre, 
uden at det ene Bølgesystem hindres i sin Bevægelse af 


346 


det andet. Et enkelt Punkt i Vandfladen vil såaledes 
paa engang træffes af Bølger, der tilhøre forskjellige 
Systemer. Træffe 2 Bølgebjerge sammen paa et Sted, 
vil Vandet her hæve sig til en Højde saa stor som de 
to Bølgebjerges tilsammen. To sammenfaldende Bølge- 
dale ville frembringe en Bølgedal af den dobbelte Dybde 
af den, der tilkommer hver Dal for sig; Bølgebjerge og 
Bølgedale ville derimod, naar de møde hinanden, delvis 
eller ganske udjevne hinanden. Paa lignende Maade kunne 
forskjellige Lydbølger i Luften gribe ind i hverandre. 
Da Luften imidlertid ikke som Vandet har en begrændset 
Overflade, er det ikke paa samme Maade, at Bølgebe- 
vægelser viser sig. Bølgerne bestaa her, som vi have 
vist, i em fremadskridende Række af Fortætninger og 
Fortyndninger. Hvor to Fortætningsbølger støde sammen, 
opstaaer en forøget Fortætning; to sammenfaldende For- 
tyndningsbølger frembringe en stærkere Fortyndning, 
medens en Fortætnings- og Fortyndningsbølge delvis 
eller ganske ville ophæve hinanden. Hvis de Lydbølger, 
der samtidig træffe samme Luftdel, ville bringe denne 
tilat svinge i samme Retning, bliver det resulterende 
Udsving Summen af de Forskydninger, hver Bølge for 
sig vilde have frembragt; gaaer Bevægelsen i de to 
Bølger derimod i modsatte Retninger, vil Luftdelens Ud- 
sving ske i den Retning, hvor den største Forskydning 
finder Sted, men Fjernelsen fra Hvilestillingen vil kun 
være saa stor som Forskjellen mellem de Udsving, hver 
Bølge for sig vilde have frembragt. For såa vidt kunne 
vi altsaa sige, at Luftdelen deltager i begge Bølgers 
Svingninger; men den Bevægelse, den i Virkeligheden 
kommer til at udføre, er naturligvis kun en eneste, der 
ligesaa godt kan betragtes som enkelt som enhver af 


347 


dem, der fremkaldte den. — Betragte vi en af flere 
Bølgesystemer bevæget Vandoverflade, kan Øjet i Reglen 
med Lethed adskille hvert Bølgesystem for sig; men Øret 
befinder sig i Sammenligning med Øjet under langt ugun- 
stigere Forhold. Ved Synet kunne vi nemlig i Alminde- 
lighed overskue en stor Overflade, medens vi med Øret 
ere indskrænkede til kun at opfatte Svingningerne af de 
Luftdele, der befinde sig i Ørets umiddelbare Nærhed. 
Tænke vi os, at vi blot vare i Stand til at iagttage en 
eneste Vandels Bevægelser, som hvis vi for Exempel 
kunde betragte Vandoverfladen gjennem et snevert Rør, 
vilde Øjet ikke være i Stand til at lære os, om Over- 
fladens Bevægelse skyldtes en enkelt eller flere sammen- 
faldende Bølger. Ikke desto mindre formaaer Øret trods 
den ugunstige Stilling med en beundringsværdig Skarphed 
at angive alle de enkelte Svingninger, hvoraf den Bevæ- 
gelse, det opfatter som Lyd, er sammensat. Man tænke 
sig for Exempel, hvormange Luftbølger der gjennemkrydse 
hverandre i en Balsal. Hvert Instrument er her Centrum 
for et Bølgesystem, Kjolernes Raslen, Benenes Bevægelse 
paa Gulvet udsende hver sine særegne Bølger; alle disse 
Bevægelser sætte Luftdelene i Øreaabningen i en vis 
Svingningstilstand, og Øret formaaer i denne at finde alle 
… de Elementer, hvoraf den er sammensat. Øret maa der- 
for have ganske andre Midler til sin Raadighed til at 
opfatte Lydsvingninger end dem, Øjet benytter til at 
sandse Lyssvingningerne. For at forstaa den paapegede 
Ejendommelighed i den Maade, hvorpaa Øret opfatter 
Tonerne, maa vi derfor se, om vi ikke ved rent udvortes 
Midler ere i Stand til at adskille en sammensat Klang 
i dens Bestanddele, og da undersøge, om ikke analoge 
Organer findes i Øret. Vi have allerede i foregaaende 


348 


Artikel gjort opmærksom paa, at naar man frembringer 
en Tone i Nærheden af et Strengeinstrument, vil den 
Streng, hvis Tonehøjde svarer til den frembragte Tone, 
komme i Svingninger. Klinge flere Toner samtidig, ville 
alle de Strenge, hvis Toner indeholdes i den sammen- 
satte Klang, blive medtonende. Ved ethvert Strenge- 
instrument kunne vi saaledes objektivt fremstille alle de 
enkelte Toner, der indeholdes i en sammensat Sving- 
ningsbevægelse. Et Apparat, der ifølge hele sin Bygning 
synes bestemt til paa lignende Maade at opløse en 
Klangmasse i dens Bestanddele, findes netop i Øret, 
nemlig det i Sneglen værende saakaldte cortiske Or- 
gan, der bestaaer af henved 3000 som Strenge udspændte 
Fibrer med tilhørende Nervetraade. Ifølge Helmholtz's 
Anskuelse sætter enhver Tone fortrinsvis kun en enkelt 
af Fibrerne i Svingning, og hver Gang vi høre en Melodi, 
bliver denne spillet paa Fibrerne i det cortiske Organ 
ganske paa samme Maade som den Harpe, Tyndall be- 
nyttede paa en af sine Forelæsninger, gjengav det Musik- 
stykke, der blev spillet paa det langt bortfjernede Klaver. 


Kampen for Tilværelsen blandt Planterne. 


Nogle Skitser af Eug. Warming”). 


Livet er en Kamp! Dette er sagt saa ofte, og derom er 
der sunget saa tidt; det er et af de Billeder, som Dig- 
terne bruge, naar de tale om Livet. Det er imidlertid 
nærmest Menneskelivet, som de derved have for Øje, og 
i hvilken Grad det gjælder dette, derom ere de fleste 
blevne belærte af Erfaringen. Overalt, hvor vi se hen i 
Menneskelivet, træffe vi Kamp og Strid, Liv og Under- 
gang, og det hvad enten vi kaste Blikket tilbage hen 
over hele Slægtens Historie og dvæle ved de henfarne 
Tider, eller vi fæste det ved de allersnævreste Kredse i 
Nutiden, ved hver enkelt af os. I store Træk se vi 
Kampen i Mennekeslægtens Historie; som mægtige Bøl- 
øer ruller det ene Rige og Herredømme hen efter det 
andet; de levede alle et Liv, kæmpede alle en Kamp for 
deres Tilværelse, indtil Undergangen kom. Og som i Old- 
tiden, saa i Nutiden; den ene Stat og Nation kæmper 
med den anden, den ene By og Stand rivaliserer med 
den anden, hver næringsdrivende med sin lige, og såa 
fremdeles. Ingen kan undgaa denne Kamp for Tilværelsen, 
thi med Livets Begyndelse blev han sat midt i den, og 


") Efter et Foredrag i »Naturhistorisk Forening» i Vinteren 1869— 70. 


300 


påa de mangfoldigste Maader træffer han Rivaler og 
Kamppladser. 

Men det er ikke Menneskelivet alene, til hvilket 
denne Kamp nøje er knyttet; overalt, hvor der er Liv, 
træffes den, og for hver eneste levende Skabning, være 
sig Dyr eller Plante, er Livet først og fremmest Kamp. 
»Ja«, ville maaske mange sige, »at der i Dyrenes Rige 
kan være Kamp, det kunne vi vel forstaa; thi det ene 
Dyr maa jo leve af det andet og gaa paa Jagt efter 
sine Medskabninger, eller hvis det er en Planteæder, i alt 
Fald uafbrudt være paa Post mod sine Fjender; men 
»Lilierne paa Marken«! for dem glider jo Livet saa roligt 
og stille hen; fredelig staa de jo ved hinandens Side, 
klædte i den yndigste Dragt, og drage deres Næring fra 
Jorden; Gud giver dem Sol og Regn, uden at de selv 
kunne sørge derfor, og naar ikke Mennesket, Dyrene eller 
Naturens fysiske Kræfter bryde forstyrrende ind i deres 
Liv, dø de jo ligesaa stille og fredelig, som de fødtes; 
at de i Samlivet mellem dem selv indbyrdes skulle have 
Kampe at bestaa, det er en Umulighed«. Men som de 
haardeste Kampe ofte ere dem, der skjulte gaa for sig i 
Menneskesindet og saaledes undgaa den store Mængdes 
overfladiske Blikke, saaledes er der i Planternes tilsyne- 
ladende fredelige Liv skjult en Mængde haarde Kampe, 
som den mindre opmærksomme Betragtning ikke vil op- 
dage. 

Åt saadanne Kampe maa finde Sted, derom er det 
let at overbevise sig. Lad os tænke os, at en enaarig 
Plante sætter to Frø, og at disse to Frø det næste Aar 
vokse op til to Planter, der atter hver især blive Mødre 
for to Planter, og at dette fortsættes paa samme Maade, 
saa vil hin første Plante efter 20 Aars Forløb være 


301 


Stammemoder for en Slægt paa 1 Million Individer. Kunde 
de nu udbrede sig frit over hele Jordens Overflade, vilde 
denne efter nogle Aars Forløb være aldeles bevokset med 
Individer af denne Art; men da Formeringen fortsættes 
uforandret, saa maa de ny tilkomne komme i Kamp 
med de allerede tilstede værende, og det maa nu — 
om ikke før — komme til en Kamp om Pladsen, og 
nogle maa gaa tilgrunde; det vil da blive de heldigere 
eller i visse Henseender mere begavede Frøplanter, som 
ville gaa af med Sejren. Nu findes der imidlertid vel 
mindst 200000 Arter alene af blomsterbærende Planter 
paa Jorden; alle stræbe de efter at udbrede sig, de fleste 
sætte hvert Aar Masser af Frø, og hvilken mangfoldig 
og indviklet Kamp maa der da ikke opstaa! Vi ville 
her fremdrage nogle Scener af denne Kamp, denne 
»struggle for life«, som Darwin har formuleret Ordet, 
og begynde med en, som vistnok vil være velbekjendt for 
de fleste af dette Tidskskrifts Læsere, men som i en 
sjelden Grad er et godt Exempel. 

Hvor ofte have vi ikke alle glædet os over den 
højtidelige Ro og Fred i vore Bøgeskove og maaske 
netop, naar Trykket af Kampen for Tilværelsen blev os 
for stærkt, søgt Vederkvægelse i deres kjølige Skygger. 
Næppe faldt det os da ind, at denne Skygge, der for- 
frisker os, er Tusinder af Skabningers Undergang. I 
Bøgeskoven føres en uafbrudt Kamp, som ikke er min- 
dre haardnakket, fordi den er lydløs. I de første For- 
aarsdage finde vi Skovbunden dækket med et broget 
Tæppe af Anemoner og Primler, Lungeurt og Lærkespore 
osv.; men det varer kun kort; thi næppe have Træerne 
fuldendt deres Løvspring, før Skovbunden bliver nøgen, 
og under hele den øvrige Tid af Aaret træffe vi kun et 


352 


tyndt Tæppe af Græs og hist og her, hvor en Smule Lys 
falder ned, en enkelt Blomst, samt forresten visne Blade. 
Det er Bøgens Skygge, som er Skyld i dette; kun de 
Planter, der blomstre tidlig, før dens Løvspring, kunne 
holde ud i Bøgeskoven og vokse i den, alle andre for- 
trænges derfra, og om de end sprede nok såa mange 
Frø omkring paa Skovbunden, vil dog intet af dem 
kunne komme frem. Enhver Plante behøver en vis 
Mængde Lys, der er forskjellig for hver enkelt Art; hvis 
der er for lidt, ere de smaa grønne Korn i Planternes 
Celler, som give Planterne den grønne Farve, ikke 
istand til at dele Luftens Kulsyre i Ilt og Kulstof og at 
udaande Ilten og beholde Kulstoffet tilbage for at be- 
nytte det til Ernæring og Vækst; da vil den modsatte 
Proces indtræde (ligesom om Natten), Planten vil ind- 
aande Ilt, benytte sit eget Kulstof til at danne Kulsyre 
af, og saaledes vil den bryde ned, hvad den før har 
bygget op, den vil tære paa sin egen Kraft og dø. Dette 
skeer med vore Stueplanter, naar de ikke faa Lys nok, 
det skeer med Planterne i Bøgeskoven, det skeer med de 
nederste Grene paa selve Bøgen, der trykkes af deres 
højere stillede Sødskende, og herfra hidrører da tildels Skov- 
træernes forskjellige Former (hvorom henvises til Vau- 
pells forskjellige Afhandlinger i dette Tidsskrift)”). 
Ville vi have et endnu mere slaaende Exempel paa, 
hvorledes en Plante ved sin Skygge er istand til at for- 
trænge andre, kunne vi se hen til Granskoven. Granen 


taaler og giver endnu stærkere Skygge end Bøgen, derfor 


”) »Om Lysets og Skyggens Indflydelse paa Skovtræernes Form og 
Tilværelse», II Række, 3 Bd. 


303 


er Granskoven saa mørk, og derfor er ingen Skov saa fattig 
paa Planter som denne; foruden Grannaale og en enkelt 
Blomsterplante er det kun hine Mørkets Skabninger, de 
blege Svampe, som netop søge Mørket, der dække 
Skovbunden. 

Naar man ordner Træerne i en Rækkefølge efter 
deres skyggetaalende og skyggegivende Evne, ville Gran 
og Bøg komme i første Række, i næste Eg, i en lavere 
Fyr, og i en endnu lavere Birk og Bævreasp”). Enhver 
højere staaende i denne Række kan undertrykke de 
lavere staaende, naar ellers ingen andre Forhold, som 
Jordbundens fysikalske Beskaffenhed, udelukke den fra at 
tage Kampen op med dem. Vaupell har ofte skildret 
os Bøgens Kamp med Egen, hvorledes den tyranniske 
Bøg mange Steder i Danmark, navnlig ved Hjælp af 
Lysforholdene, trænger ind i Ege- og Birkeskoven 
og fortrænger disse fra deres gamle Jordbund. Men 
Bøgen har i sin Kamp med Egen endnu den Fordel 
fremfor denne, at dens Løvspring begynder omtrent to 
Uger tidligere end Egens; naar da de unge Egeblade 
sprænge Knoppernes Dække, træffes de allerede af Skyggen 
fra Bøgen, netop paa den Tid, da de mest have Lys behov. 

Dette er et enkelt meget oplysende Billede paa 
Kampen mellem Planterne, der bedre end andre kan 
lære os, hvorledes en Plante er i Stand til at fortrænge 
en anden paa Grund af Egenskaber, som den er i Be- 
siddelse af, og som jeg derfor har troet at burde tage 
med, om end med Fare for at gjentage Ting, som mange 


af mine Læsere kjende. 


”) Se Vaupell I. c. og »Bøgens Indvandring i de danske Skove«, 
S, 40. 
Fjerde Række. II. 923 


3D4 


Men Skyggen er kun et af de Vaaben, som en 
Plante kan benytte mod en anden, Kampen er langt 
mere indviklet og mangfoldig, og mange tildels endnu 
ukjendte Faktorer gribe ind her. 

Bøgen kan saaledes ikke paa ethvert Sted fortrænge 
Egen eller Birken; paa sumpede Steder se vi den lyse 
Birk hvert Aar udfolde sit Løv uden Fare for Fjenden, 
der kun vokser nogle faa Alen fra den, lidt oppe paa 
Bakken; thi Bøgen skal have Foden tør, og derfor kan 
Birken hævde sin Plads ved Søens Bred, skjøndt den 
andetsteds dræbes af Bøgens Skygge. 

Kaste vi et kort Blik paa de Forhold, der be- 
tinge Planternes Udbredning, da træffe vi først og frem- 
mest Klimaet. Mangen en Plante fører en haardnakket 
Kamp for sit Liv med Polernes eller de højeste Bjerg- 
toppes Kulde, og dens Udseende vidner derom; den arktiske 
Hindbærbusk, de arktiske Pilearter blive kun en til to 
Tommer høje, deres Aarsskud ere korte og krogede, 
deres hele Vækst forkrøblet. Det er bekjendt, at de 
arktiske og alpine Urter sjelden sætte Frø, men derimod 
rigelig og almindelig formere sig ved Knopper, ved Ud- 
løbere osv. og i det hele taget ere særlig udrustede til 
at kunne taale Klimaet. Grunden er den samme som 
ovenfor hos Foraarsplanterne i Bøgeskoven; netop fordi 
de have disse Ejendommeligheder, have de kunnet 
holde ud og netop ved dem besejre deres Medbej- 
lere til Pladsen. Naar Begrebet »Kampen for Til- 
værelsen« skal opfattes korrekt og rent, maa vi ikke 
sige, at Planten kæmper med Kulden; kun for saa vidt 
den, dræbt af denne, maa give Plads for en anden Art, 
som den ellers havde kunnet fortrænge, for saa vidt 


har der været en »Kamp for Tilværelsen« i stræng 


3DD 


Darwinsk Betydning, nemlig mellem disse to Planter. 
Paa de indenlandske Planter se vi sjelden slaaende 
Indvirkninger af Kulden i den Grad, at de dræbes 
af den, netop fordi de nu engang ere der i Kraft af, 
at de kunne taale Klimaet; dog haves der enkelte 
Exempler påa det modsatte. Hooker rejste i 1840 i 
de midterste Distrikter af Tasmanien hen over mange 
Kvadratmile Land, gjennem uhyre Skove af gigantiske 
Gummitræer (Eucalyptus, af Myrternes Familie), hvor 
hvert Træ efter Udseendet at dømme var fuldstændig 
»livløst; Træerne vare gjennemsnitlig 80—100 Fod høje, 
10—20 Fod i Omfang og tæt stillede. Skjønt han rejste 
om Foraaret, og Vejret var yndigt, var Synet af disse 
Skove i høj Grad nedslaaende. Han siger os imidlertid 
ikke, om det var Heden eller Kulden, eller overhovedet 
hvilke fysiske Forhold det var, der omtrent tre Aar tid- 
ligere havde tilintetgjort disse Skove. Man kan nu vel 
sige, at disse Træer ere bukkede under i Kampen med 
Klimaet, men om den egenlige »Kamp for Tilværelsen« 
er der dog kun Tale, naar vi se en anden Art begunstiges 
af hines Undergang og udbrede sig paa deres Ruiner. 
Ligesom nu visse Planter ved deres særegne Bygning 
og øvrige Egenskaber ere i Stand til at udholde Kulden 
i en vis Egn og derved fortrænge andre derfra, saaledes 
gaaer det naturligvis ogsaa med Heden. Ørkenplanterne 
ere alle særlig udrustede til at taale Hede og Tørke; 
Kaktus-Årter, Aloer, Stapelier og lignende Saftplanter 
ere ejendommelige for saadanne Egne, og om end andre 
almindelig byggede Planter vilde sende Tusinder af Frø 
derind, saa vilde deres Liv kun blive kort. Bring større 
Fugtighed tilstede, og vi skulle snart se, at Saftplanterne 


faa farlige Medbejlere og fortrænges af dem. 
23" 


3D6 


At Klimaet er en af de vigtigste indgribende Faktorer 
i Planternes Udbredning, er for længst anerkjendt af alle 
Botanikere; men om Jordbundsforholdenes Betydning 
hersker der endnu megen Strid. Paa den ene Side seer 
man, at samme Mark og samme Jordbund nærer Hundreder 
af forskjellige Arter, og at samme Årt vokser paa for- 
skjellig Jordbund; paa den anden Side har man mang- 
foldige Exempler paa, at visse Planter ere bundne til en 
ganske bestemt Jordbund. Der tales om Kalkplanter og 
Saltplanter til Exempel, det vil sige om Planter, som 
kun findes paa kalkholdige Steder (f. Ex. hos os mange. 
Gjøgeurter kun påa Møens Klint) eller paa saltholdige 
Steder, ved Strandbredder, Saltkilder osv.; man taler 
om Planter, som kun vokse paa fugtig, og andre, som 
kun vokse paa tør Bund, om Vandplanter og Landplanter 
osv. Man har deraf sluttet, at disse Planter kun kunne 
forekomme paa saadanne Steder, og at de, bragte hen 
under andre kemiske eller fysikalske Forhold, maatte gaa 
til Grunde. Ganske vist ville vi ikke kunne flytte vore 
Andemad- eller Vandaks-Arter over paa en tør Muldjord 
uden at dræbe dem, og vi kunne med Sikkerhed paastaa, 
at de, byggede som de nu ere, ikke ville kunne vokse 
der; men et andet Spørgsmaal er det, om det vil gaa 
alle Sumpplanter eller alle Kalkplanter osv. ligesaa, naar 
de flyttes over paa en anden Jord, og de der faa Lov 
til at være ene om Pladsen. Fra flere Sider høre vi nu 
(f. Ex. af Någeli)”): der gives ingen jordbundsfaste 
Planter, de fysikalske Forhold have liden, de kemiske 


”) »Ueber die Bedingungen des Vorkommens von Arten und Varietåten 
innerhalb ihbres Verbreitungsbezirkes«, i »Sitzungsberichte der 
konigl. bayr. Akademie der Wissenschaften zu Munchen« 1865. 


307 


slet ingen Betydning for en Plantes Udbredning indenfor 
den Kreds, hvor Klimaet tillader den at vokse. 

Afdemange Exempler, hvormedN ågeli søger at bevise 
sin Paastand, og hvortil han kunde føje Forholdet mellem Eg 
og Bøg, Birk og Bøg og flere, skal jeg anføre et Par. Naar 
den hulkravede og den fladkravede Primula forekomme i 
samme Egn, (her er nærmest tænkt paa Schweiz og 
Bayern), skille de sig i Regelen meget tydelig fra hin- 
anden, saaledes at den første opsøger de tørere, den 
sidste derimod de fugtigere Steder. Enhver af dem er 
påa sin Jordbund den stærkere og formaaer at fortrænge 
den anden; men forekommer kun den ene i en vis Egn, 
er den ikke saa kræsen, og her findes den første ogsaa 
påa de fugtige, den sidste ogsaa paa de tøre Steder. 
Ganske paa samme Maade gaaer det Brunella-Arterne. 
Ere den almindelige og den storblomstrede Brunel tilstede 
i samme Egn, vælger den første de fugtigere og de 
magrere Steder, den anden de tørere og federe; hvis der 
gjennem en Mark gaaer et Vandløb, vil man ganske vist 
finde den almindelige Brunel nær ved dette, den stor- 
blomstrede fjernere fra det, hvor Fugtigheden ikke naaer 
hen. Af andre Planter nævnes endnu Arter af Skjaller, 
Høgeurt osv. som givende Exempler herpaa. 

At Jordbundens kemiske Forhold spille en lignende 
Rolle, viser han ved andre Exempler. De to Alperoser 
Rhododendron hirsutum og Rh. ferrugineum ere 
i saa Henseende meget lærerige. Den første er bleven 
betragtet som en kalkelskende (»kalkstete«) Plante, den 
anden som en skiferelskende (»schieferstete«). Paa visse 
Steder i Graubinden t. Ex. saa Någeli i Virkeligheden 
ogsaa den første alene paa Kalk, den sidste alene paa 


Lerskifer; næppe høre Kalklagene op og Skiferlagene be- 


358 


gynde, før der ogsaa indtræder en Forandring i Plante- 
væksten, den ene Art forsvinder, og den anden træder 
op. Findes der en Kalkø midt inde i Skiferegnene, ville 
vi kunne finde den bevokset med den kalkelskende Årt, 
medens der lige udenfor og omkring Øen ikke findes en 
eneste. Paa Grændserne mellem begge Formationer, hvor 
de to Årter berøre hinanden, fandt han en Mellemform 
blandet mellem dem (Rh. intermedium). Hvor de paa andre 
Steder t. Ex. i Øvre-Bayern tilsyneladende vokse blandede 
mellem hinanden paa Kalkbund, viser en nøjere Under- 
søgelse, at den første (Rh. hirsutum) staaer paa de 
Steder, hvor Kalkstenen kun er dækket af et tyndt Jord- 
lag, samt hvor der findes mange nedstyrtede og løse 
Kalkblokke; men den anden Art derimod paa de Steder, 
hvor der er et tykkere Muldlag, som derfor er mere 
kalkfattigt. Det laa saaledes virkelig nær at drage den 
Slutning, at for den ene Art er Kalk i Jorden en nød- 
vendig Livsbetingelse, medens den skyer Skiferlagene, og 
omvendt. At Jordbundens kemiske Beskaffenhed har 
noget at sige, kan man vel ikke nægte, men dens Be- 
tydning er bleven meget overvurderet. Det viser sig 
nemlig, naar man undersøger mange andre Alpeegne, at 
man kan træffe Steder, t. Ex. paa St. Gothard, i de 
schweiziske Jurabjerge, hvor kun den ene af de to Alpe- 
rose-ÅAÅrter har indfundet sig, og da vokser den i Flæng 
påa begge Lokaliteter, den »skiferfaste« t. Ex. saavel 
paa Skifer som paa Kalkbjerge, der kun ere dækkede af 
et tyndt Jordlag, ja næsten paa den nøgne Kalksten. Vi 
lære heraf, at det kun er der, hvor de to Arter ere 
trufne sammen, at de gjensidig indskrænke hinanden i 
deres Udbredning saaledes som angivet. Någeli ud- 


trykker dette saaledes: »vi maa sige, at vi lige saa lidt 


309 


alene kunne begribe Planternes Forekomst af Lokaliteternes 
fysikalske som af deres kemiske Forskjelligheder. Man 
maa da spørge, om begge tilsammen formaa at løse Op- 
gaven. Ogsaa dette maa jeg bestride. Der er endnu 
to Momenter, som man hidtil ikke har taget tilstrækkelig 
med i Betragtning, og som udøve en stor Indflydelse paa 
Planternes Udbredning. Det ene liggeridemedbejlende 
Planter, som bebo den samme Egn og gjøre hverandre 
Rangen stridig; det andet bestaaer i det Vandrings- 
stadium, paa hvilket en Art eller en Race befinder sig. 
Det første forklarer os, hvorfor en Plante forbliver ude- 
lukket fra en vis Lokalitet med bestemte fysikalske og 
kemiske Egenskaber, som dog nogle Mil længere borte 
netop ere tjenlige for den til Vækst, og skjønt dens 
Frø uafbrudt føres derhen. Det andet viser os, hvorfor 
en Plante ikke findes paa en Lokalitet, der har bestemte 
Egenskaber og er bedækket med en bestemt Plantevækst, 
omendskjønt disse Forhold andre Steder vise sig at være 
de gunstigste for den, som man kan tænke sig.« 

For Flertallet af Plantearter, navnlig for dem med 
let transportable Frø, mener Någeli, at Vandringen 
vel i det store og hele vil være ophørt, men for andre, 
som kun langsomt kunne udbrede sig, varer den ved endnu. 
Naar vi imidlertid tage Mennesket med til Hjælp ved disse 
Plantevandringer — hvad vi bør -— og se hen til, hvor 
mange storartede Omflytninger og Vandringer han alle- 
rede har været den middelbare eller umiddelbare Aarsag 
til, er jeg vis paa, at man endnu kan vente sig mange 
mærkelige Plantevandringer, før der indtræder en Lige- 
vægtstilstand. En fuldstændig Ligevægt kan vel aldrig 


indtræde. 


360 


At denne Side ved Sagen, Konkurrencen mellem de 
forskjellige Arter og Racer og deres Vandringsstadier, 
hidtil er bleven meget lidet undersøgt og kun for 
enkelte større og vigtige Planters Vedkommende, t. Ex. 
Bøgens og Egens hos os, er vist nok. Fra den Side 
seet ville nøjagtige floristiske Undersøgelser faa deres 
største Betydning, navnlig saadanne, der i det allerspe- 
cielleste behandle enkelte Egnes Plantevækst, og det var 
heldigt, om Floristerne mindre vilde henvende deres Op- 
mærksomhed paa at finde »nye Voksesteder» for sjeldne 
Planter end paa at studere de almindeligst forekommende 
AÅrters Forekomst sammen og deres gjensidige Forhold+). 
At Floristik kan drives videnskabelig, vil vel ingen nægte ; 
men hidtil har det kun i ringe Grad været Tilfældet her 
i Danmark." 

Vi have nu kortelig omtalt de klimatiske Forholds 
og Jordbundsforholdenes Betydning — hvorved vi for 
øvrigt ikke kunde undgaa at komme ind paa den Betydning, 
som den organiske Natur havde for Planternes Udbredning. 
Vende vi os nu nærmere til den organiske Natur og be- 
tragte den som en af de indgribende Magter i Planternes 
Kamp for deres Tilværelse, ville vi først kortelig omtale 
Dyrenes Rolle. Direkte trues Planterne af mangfoidige 
Farer fra Dyreriget. Hvor mange Millioner Planter gaa 
ikke til Grunde som Føde for Dyrene! Paa et Stykke 
omgravet Land, som var 2 Fod bredt og 3 Fod langt, 


”) Någeli siger: »Som mig synes, er det derfor den nærmeste og 
mest indtrængende Opgave for Videnskaben at henvende Opmærk- 
somheden paa de Planter, der omgive den Art, der skal studeres, 
frem for alt dem, der ere nærmest beslægtede med den, men der- 
næst overhovedet saadanne, der stille noget nær de samme 
Fordringer til Omverdenen, og endelig den hele Forening af 
Planter, som danne Plantedækket. « 


361 


saa Darwin 357 Frøplanter af indenlandske Arter komme 
frem; — 295 fortæredes hovedsagelig af Snegle. For 
saa vidt nu en af disse Arter i sine Bygningsforhold eller 
øvrige Egenskaber har noget, der gjør, at den bliver 
vraget af Sneglene frem for de andre af de med den 
til Pladsen bejlende Arter, for saa vidt vil den have 
Udsigt til at gaa sejrrig ud af Kampen og blive staaende, 
mens hine andre Arter gaa til Grunde. 

Paa mangfoldige andre Maader staa Planterne i 
Vekselforhold til Dyrene og ere afhængige af dem. Alle de 
mangfoldige Undersøgelser i de senere Aaraf Hildebrandt, 
Delpino o.fl., til hvilke Darwin har givet Stødet>), 
— Undersøgelser, som have til Maal at vise, at Be- 
frugtningen hos Planterne paa mange Steder kun kan 
udføres ved Insekters (og Fugles, saasom Kolibriernes) 
Hjælp eller i alt Fald fortrinsvis ved denne, vise os 
dette Afhængighedsforhold tydelig. Den Plante, som i 
en vis Egn finder de til sin Befrugtning fornødne Insekter, 
vil kunne gaa sejrrig ud af Kampen med sine Med- 
bejlere og fortrænge disse fra denne Egn, naar de ikke 
finde deres Insekter; men i en anden Egn vil Forholdet 
maaske være det omvendte. 

Paa mangfoldige Maader griber Mennesket ind i 
Planterigets Forhold, forandrer Landenes Plantevækst, 
bringer den ene Plante sammen med Arter, der hidtil 
voksede langt fra den og rimeligvis uden de menneske- 


lige Transportmidler aldrig vilde være blevne førte sammen 


”). Om Orchideernes eller Gjøgeurternes Befrugtning se en Afhand- 
ling i dette Tidsskrift, ved Pastor M. T. Lange, (III Række, 
2. Bind). . Ligeledes: Om Befrugtningen af Blomsterplanterne, af 
J. Hoffmeyer, i Tidsskriftets IV. Række, 2. Bind, med en Efter- 
skrift. 


3062 


med den, og skaffer den derved nye Medbejlere, som 
maaske kunne sejre over den. Det store Afsnit i 
Plantegeografien om Plantevandringer giver os mangfol- 
dige Exempler herpaa. 

Betragte vi vore Haver, da se vi der Planter fra 
næsten alle Verdens tempererede Egne — Hyacinther, 
Krokus, Reseda osv. fra Middelhavslandene, Avrikler fra 
Alperne, Kejserkroner og Sirener fra Persien og Kina, 
Robinier fra Nordamerika, Tropæoler fra Andesbjergene, 
osv., osv. Mange af dem trives lige saa godt som i deres 
Hjem; de sætte Frugt og modne Frø, udholde Vinteren 
lige saa godt som vore egne, og af mange, t. Ex. af 
Guldregnen, se vi Frøplanter spire frem næsten som 
Ukrudt i vore Haver eller deres nærmeste Omegn. Der 
er altsaa for saa vidt intet til Hinder for, at de kunne 
blive Hjemfødinger her i Danmark, og de vilde blive det, 
hvis de vare ene. Men tag Gartnerens beskyttende Haand 
bort, udsæt dem for Konkurrencen med Landets egne 
Planter, plant dem ind i Skoven, hvor der er Næringsfrihed 
for alle, og vi ville se dem overvindes af de andre og efter 
nogle Aar sporløst forsvinde. Vi behøve blot at erindre 
om det store Antal italienske Planter, der indfandt sig 
foran Thorvaldsens Museum, da hans Kunstsager ud- 
pakkedes af Hø fra Italien, og som nu omtrent alle ere 
forsvundne; kun et Par have holdt sig i Kjøbenhavns 
nærmeste Omegn&). 

Som med Haveplanterne gaaer det ogsaa med vore 
dyrkede Planter. Skjøndt der i Høstens Tid falder Tusinder 
af Rugkorn til Jorden, som til næste Aar ville kunne 


") Se »Om Plantevandringer« af Rostrup, i dette Tidsskrift, I. 
Række, 1. Bd. 


363 


vokse op til en ny Rugmark, gjøre de det dog ikke, thi 
»Ukrudtet« vokser op med og kvæler dem. Man seer 
heraf, at fordi en Plante kan taale et Lands Klima og 
trives godt i det, er det ikke tilladt at slutte, at den 
let skulde kunne akklimatiseres der; de mange indviklede 
Forhold, hvori den maa træde til den omgivende Dyre- 
og Planteverden, kunne derfor godt være af en saadan 
Natur, at den alligevel fortrænges. 

Som Kulturen umiddelbart holder sin Haand be- 
skyttende over de dyrkede Planter, saaledes bjælper den 
uden at vide af det mange andre i deres Kamp for Livet. 
De fleste Ukrudtsplanter ere enaarige, og de kunne netop 
af denne Grund kun komme ret frem, hvor Jorden aarlig 
omtumles og de fleraarige derfor gaa til Grunde eller i 
alt Fald stækkes i deres Udvikling. »Hvis vi,« siger 
Hooker”), »sammenligne de dyrkede Egne i England 
med de udyrkede, saa finde vi en saa stor Forskjel i 
deres Plantevækst, at jeg ofte er bleven forledt til at 
tvivle om, at mange af vore kultiverede Landes saa- 
kaldte vilde Planter skulde være virkelig oprindelig inden- 
landske; ja jeg er endog bleven ført til at tro, at nogle 
af de mest variable mellem dem, som Gaasefod og Jord- 
røg, maa være opstaaede, siden Kulturen begyndte. I 
de udyrkede Landskaber er Antallet af de enaarige Planter 
overmaade ringe, hvorimod det i de opdyrkede er meget 
stort, og jo længere vi gaa bort fra Kultur, Veje og 
Brakmarker, desto sjeldnere blive de, til de endelig blive 
særdeles sjeldne paa de ubeboede Smaaøer ved Skotlands 
Vestkyst og i Bjergkløfterne. De tre almindeligste vilde 


ET 


”) I »The struggle for existence amongst plants« i »The popular 
science review«, 1867. 


364 


Planter i England ere Brandbæger, Hyrdetaske og en- 
aarig Rapgræs. Jeg erindrer ikke at have seet nogen af 
disse Planter, hvor Jordbunden var udyrket, eller hvor 
de, hvis den var urørt, ikke tydelig vare bragte hen af 
Mennesket eller de lavere Dyr, og dog har jeg samlet 
Hyrdetasken i forskjellige Egne af Evropa, i Syrien, 
Himalaya, Avstralien, Ny-Zeland og paa Falklands-Øerne. 
Hvis England mistede sin Befolkning, troer jeg, at disse 
Planter og en stor Del af vore almindelige enaarige »vilde« 
Planter i faa Aar vilde blive meget sjeldne eller helt 
udryddes, som t. Ex. Valmuer, Jordrøg, Kløver, Vale- 
rianella, flere Arter Ærenpris, Årve, Hønsetarm, Stenfrø, 
Pilurt, Katost, Vortemælk, Pengeurt, Hyrdetaske, osv., 
osv.« I det første Aar, efter at en Mark er ompløjet og 
overladt til sig selv, ville en- og fleraarige Planter komme 
frem mellem hverandre; lades Marken nu urørt, ville 
Frøene af de enaarige næste Aar finde mindre Plads til 
at komme frem end det første Aar, fordi de fleraarige 
allerede staa der, og Aar for Aar ville de miste større 
og større Terræn, til de helt fortrænges. 

Saadanne Kampe mellem en- og fleraarige Planter 
ville vi kunne iagttage paa ethvert Stykke dyrket Land, 
overalt hvor en Søbund lægges tør, eller en ny Jordfiade 
blottes. Nye Jernbanedæmninger og Gjennemskæringer 
ere særlig skikkede til saadanne Studier. Efter Kjøben- 
havns Ødelæggelse 1807 kom en ellers sjelden Kurvblomst, 
klæbrigBrandbæger (Senecio viscosus), i Mængde frem 
paa Tomterne; nu er den atter forsvunden. Paa nye 
Jernbanedæmninger i Skotland og England var i Åarene 
1848—50 den almindelige Mark-Paderokke (Eqtisetum 
arvense) den første Plante, som indfandt sig og massevis 
dækkede Skraaningerne med en frisk grøn Naaletræskov i 


365 


det smaa; i det andet Aar var den der i langt ringere 
Mængde, og Følfod og Løvetand samt andre en- og to- 
aarige Planter, især Skjærmplanter, havde faaet Magten. Da 
Hooker mange Aar senere besøgte de samme Dæmninger, 
vare disse Planter fortrængte, og det var nu fleraarige 
Græsarter, Skræpper, Vejbred og andre fleraarige Planter, 
der vare eneherskende. — I Brasilien har man rig Lejlig- 
hed til at iagttage saadanne Plantekampe paa de gamle 
Skovbunde, der efter Skovens Omhugning have været 
benyttede til Plantager, og som efter en 2—3 Aars Brug 
forlades og overlades til sig selv. En Vegetation af 
Ukrudts-Urter og Buske indfinder sig da, men efter c. 
20—30 Aars Forløb har Skoven tilkæmpet sig sin 
gamle Jord. 

Planternes Vandringsevne kommer dem til gode under 
deres Kamp med de andre Planter; jo bedre udrustet en 
Plantes Frø ere i Henseende til at kunne komme ud og om 
i Verden, desto større Udsigt have de til at finde sig en 
Plads og bevare deres eget Liv og Årtens. Enhver Plante 
stræber efter at vandre, og mangfoldige ere de Exempler 
paa Plantevandringer, som vi kjende. Det er i Naturen 
som i Menneskelivet det begavede, der har mest Udsigt 
til at komme frem, men det gjælder tillige om at komme 
påa sin rette Hylde; mangen en Plante, der her hjemme 
fører en fortrykt og kummerlig Tilværelse, kan, naar den 
føres andre Steder hen, træde op med en saadan Overlegenhed 
over de indenlandske Plantearter, at disse fortrænges 
fra deres Fædrenejord. Dette Tidsskrift har tidligere ved 
forskjellige Lejligheder indeholdt Afhandlinger og Be- 
mærkninger, som give Exempler paa dette%) og paa flere 


”) T Ex. Rostrup: Om Plantevandringer. II. Række 1 Bd. 


366 


af de i det foregaaende nævnte Forhold. Jeg skal blot 
minde om Sydevropas Kardunkel paa La Plataflodens 
Pampas; om Nordamerikas Elodea canadensis i Ev- 
ropas ferske Vande%), om vor hvide Kløver og stor- 
bladede Vejbred i Nord-Amerika osv. Hooker giver nogle 
nye Bidrag hertil, som gjælde Ny-Hollands og Avstral- 
øernes Flora. Af Ny-Zelands c. 1000 Arter blomster- 
bærende Planter ere mindst 180 indvandrede evropæiske 
Urter, der mærkelig nok for største Delen ere enaarige. 
Hr. W. T. Locke-Travers, en ivrig Undersøger af 
Ny-Zelands Plantevækst, siger: »Man vil blive overrasket 
ved at se, hvor hurtig evropæiske og andre fremmede 
Planter sprede sig over dette Land. Langs med Hoved- 
vejene gjennem Sletterne groer Vej-Pileurten (Poly- 
gonum aviculare) med den allerstørste Frodighed; dens 
Rødder gaa undertiden to Fod dybt, og den enkelte 
Plante breder sine Grene over en Strækning, som er 
4—5 Fod i Tvermaal; Skræpper (Rumex obtusifolius 
og R. crispus) findes i hvert eneste Flodleje, langt op i 
Bjergdalene; Svinemælksplanter gro over hele Landet 
lige op til 6000 Fods Højde; den almindelige Brønd- 
karse formerer sig i vore stille Vande, saa at den truer 
med at stoppe dem alle til; i Avon, en lille dyb Strøm, 
som løber gjennem Christ-Church, er den aarlige Udgift 
ved at holde Strømmen fri til Sejladsen i Virkeligheden 
mere end 300 £. I nogle Bjergdistrikter fortrænger hvid 
Kløver de indfødte Planter.« En anden Naturforsker, 
Dr. Haast, siger: »Maorien siger, at ligesom den hvide 
Mands Rotte har forjaget den indfødte, ligesom den ev- 
ropæiske Husflue fortrænger hans egen, og Kløveren dræber 


”) Se dette Tidsskrift, IV. Række, 1. Bd., S. 324. 


367 


hans Bregner, saaledes vil ogsaa Maorien selv forsvinde 
ligeoverfor den hvide Mand.« Det mærkeligste er egenlig 
det, at vor lille hvide Kløver optræder med en saadan 
Overlegenhed over den Nyzelandske Hør (Phormium 
tenax), at den er nærved at udrydde den; og dog er 
denne Plante af den sejgeste og haardføreste Natur, 
danner uhyre Grupper af sammenflettede træagtige Rod- 
stokke, hvorfra store Tuer af sværddannede 6—10 Fod 
høje og i Bygning utrolig stærke Blade udgaa. Hooker 
siger, at han ikke kjender nogen Plante, med hvilken 
den nyzelandske Hør kan sammenlignes i Henseende 
til dens kraftige Bygning; i nogle Henseender nærme 
de store Tuer (»tussocks«) af en Stargræs (Carex pani- 
culata)”) sig til den. 

Disse Exempler kunne forøges med et, som Hooker 
ikke omtaler, og som findes i Steen Billes Beretning 
om Galatheas Jordomseiling. Dér fortælles, at de smilende 
yndige Græssletter paa Tahiti, som Cook og Wallis om- 
tale, og som vare bevoksede med Kokospalmer, Brødfrugt- 
og Orangetræer om de indfødtes Hytter, paa Expedi- 
tionens Tid (9: for 25 Aar siden) aldeles vare forsvundne; 
tyve Åar tidligere var nemlig Guyava-Planten, et lavt 
Træ af Myrternes Familie med Frugter af Æblers Ud- 
seende, bleven indført fra Amerika, og den havde i den 
Grad udbredt sig, at den truede med at kvæle al anden 
Plantevækst og dannede tætte Krat, ypperlige Skjulesteder 
for de indfødte under deres Kampe med Franskmændene, 
der derfor ogsaa tænkte paa en planmæssig Udryddelse 
af dem som den første Betingelse for at kunne tage Øen 
i Besiddelse. 


”) Se dette Tidsskrift, II. Række, 1. Bd., S. 24—95. 


368 


Man vil naturligvis spørge, hvilke Vaaben det er, 
som disse Planter benytte i deres Kampe, og hvorved 
det er blevet dem muligt saaledes at trænge frem i Ny- 
Zeland og andetsteds. Vi kunne sige os selv, at de rimelig- 
vis ere mange og forskjellige, og at Forholdene sandsynlig- 
vis ere meget indviklede; men hvilke de ere, kan endnu 
ingen sige. Professor Hooker mener, at man maaske 
kunde finde en af Grundene deri, at disse Planter ere 
mindre udsatte for Angreb af frøædende Fugle end hjemme, 
da Ny-Zeland har færre af disse end Evropa, og en anden 
i Ny-Zelands ejendommelige Klima. 


Det gamle Ordsprog: »Frænde er Frænde værst» 
passer saavel paa Planternes Samliv som paa Menneske= 
livet. Jo mere to Individer i dette ere henviste til de 
samme Vilkaar og Midler for Tilværelsen, desto lettere 
vil der opstaa Kamp eller Konkurrence mellem dem. 
Mellem Maler og Maler opstaaer der utvivlsomt Konkur- 
rence, naar de bebo samme Sted; mellem Billedhugger og 
Maler er Udsigten til Kamp mindre. Jo nærmere be- 
slægtede to Plantearter eller Racer ere, desto sandsyn- 
ligere er det, at de maa søge deres Føde paa de samme 
Steder%), og desto større Sandsynlighed er der for en 
Kamp mellem dem. Men nu kan intet Slægtskab være 
nærmere end det mellem Forældre og Børn, og mellem 


”) Dette gjælder naturligvis ikke absolut. To Planter, der i syste- 
matisk Henseende staa langt fra hinanden, kunne være henviste 
til de selvsamme Existents-Betingelser og ville derfor kunne komme 
til at kæmpe med hinanden; og to, som ere nærbeslægtede med 
hinanden, kunne være henviste til forskjellig Næring og ville kunne 
vokse sammen uden Kamp; men i Regelen kan man dog antage, 
at med samme Organisationsforhold følge samme Betingelser 
for Livet. 


369 


dem vil derfor uundgaaelig Kamp opstaa. Gaa vi tilbage 
til vore Skovtræer, ville vi ogsaa hos dem kunne finde 
slaaende Exempler derpaa. I Bøgeskoven se vi hvert 
Aar Tusinder af Bog falde til Jorden; mange finde aldrig 
gunstige Betingelser for at spire, de falde »paa Klippe- 
bund« og ere dødfødte, men mange se vi ogsaa spire i 
den lyse Foraarsskov, mylre frem under Modertræerne, 
brede de to store nyredannede Frøblade ud og maaske 
udvikle et Par Blade til — men saa er deres Liv endt; 
som Tiden efter den græske Mythe fortærer sine egne 
Børn, saaledes dræber Bøgen ved sin Skygge sit eget 
Afkom. Og som med Bøgen gaaer det med mangfoldige 
andre Planter, navnlig Skovtræerne. »Det er ejendom- 
meligt for Træerne,« siger Vaupell”), »at Afkommet 
altid fjernes mere eller mindre fra Modertræet; ... dette 
er ikke tilfældigt, men nødvendigt.«  Barndomsalderen 
er overhovedet den Alder, der er den farligste at komme 
igjennem for Planten; det er som Frø og Frøplanter, at 
de fleste Planter bukke under i Kampen for deres Til- 
værelse. Da Hooker i 1860 besøgte den berømte Ceder- 
lund paa Libanon, fandt han Tusinder af Frøplanter 
under de gamle Cedre, men de vare alle dræbte af 
Mødrene, og saa virksomt er dette aarlige »Myrderi« i 
denne Lund, at skjøndt Frø saaes i Millionvis, og skjøndt 
utallige af dem spire, var der da ikke en Ceder, der 
var mindre end 60 Aar gammel. Saa længe var det alt- 
saa siden, at det lykkedes en Plante at kæmpe sig 
igjennem Barndomsalderens mange Farer. 


Det foregaaende er nogle lette Skitser af Planternes 
Kamp for Tilværelsen, en Sammenstilling af Emner, der 


”) Se dette Tidsskrift, II. Række, 3 Bd., S. 187. 
Fjerde Række. Ii. VÆR 


310 


næsten alle have været behandlede før i dette Tidsskrift. 
Vi have seet, at Planternes Liv er en mangfoldig Kamp, 
i hvilken de forskjelligste Faktorer gribe ind. Overalt i 
Planteriget lyder os imøde det samme Raab, som vi hver 
Dag se som ÅAvertissement i vore Blade: »Plads søges! « 
men til enhver Tid, saa længe Planter have været til, 
har det lydt. Vi kjende mange Scener af denne Kamp 
i Fortiden. Vi vide, at der var en Tid, da Skandinavien 
var dækket af uhyre Gletschere, saa at det var et andet 
Grønland, og at der kom en anden Tid, da Klimaet 
blev mildere og Gletscherne trak sig tilbage, til de fandt 
Ro paa Norges højeste Fjelde%). De havde imidlertid 
dannet de danske Øer, og da disse dukkede frem af Havet, 
begyndte Planternes Kamp paa dem. Vi skylde Steen- 
strups bekjendte Undersøgelser"=), at vi kjende Hoved- 
trækkene i denne Kamp, — de ere opbevarede i Moserne. 
De første Træer, som indfandt sig, vare Bævreaspen 
og Birken, saa kom Fyrren; den dannede Skove og 
tildannede Jordbunden for sin Fjende Egen, og da den 
var passende for denne, indfandt det første Egetræ sig, 
og det formerede sig, bredte sig i Fyrreskoven og for- 
trængte den. Fyrren vokser nutildags ikke blot øst, 
vest og syd for Danmark, men ogsaa langt nord 
for dette; det er altsaa tydeligt nok ikke Klimaets 


”) Se Prof. Johnstrup i Beretning om Landmandsforsamlingen i 
Kjøbenhavn, 1869, og Tidsskrift for Landøkonomi, 1869: Om 
Jordbundens Danneise i Danmark. « 

””) Se Videnskabernes Selskabs Skrifter, 1842: Beskrivelsen af Skov- 
moserne Vidnesdam og Lillemose, og Beretning om Landmands- 
forsamlingen 1869, S. 336: »Tørvemosernes Bidrag til Kund- 
skab om Landets forhistoriske Natur og Kultur.« Se ogsaa 
Vaupells: »De nordsjællandske Skovmoser« og »Bøgens Ind- 
vandring i de danske Skove,« 


371 


Skyld, at der ikke findes vildvoksende Fyr hos os; 
den er bukket under for andre Vaaben hos sine Med- 
bejlere. Egen tildannede atter Jordbunden for Bøgen, 
Mennesket hjalp vel til, huggede Skove ned og tørrede 
Landet ud, og saa vandrede Bøgen ind her, og det saa 
nær ved Nutiden, at der i det egenlige Danmark ikke er 
fundet et eneste Bøgeblad eller Bøgefrugt i Moserne; thi 
havde Bøgen vokset paa Bakkerne om Moserne, skulde 
det dog være gaaet underligt til, om ikke Efteraarsstormene 
og Regnstrømmene havde ført visne Blade og Frugter derud. 
Mosernes Dannelse var altsaa endt, før Bøgen kom herind. 
Saaledes har den ene Skovvækst afløst den anden under 
uafbrudt Kamp. Interessant er det at se, at hvad enten vi 
ordne disse de vigtigste Skovtræer: Bøgen, Egen og 
Fyrren efter deres Følge i Moserne, eller efter deres 
Evne til at taale og give Skygge, eller efter deres Evne 
til at taale Kulde, bliver Rækkefølgen den samme. Bøgen 
gaaer kun op til det sydligste Norge og Småland, Egen 
gaaer op til Stockholm og 63? i Norge, men Fyrren helt 
op til Lapland. 

Som nu her den ene Skovvækst afløste den anden, 
har i Tidernes Løb den ene Jordperiode afløst den anden, 
hver med sin ejendommelige Plantevækst. Som Ninives 
Ruiner og Oldsager, Ægyptens Pyramider og Forindiens 
Tempellevninger vidne for os om det Liv, der engang for Aar- 
tusinder siden rørte sig i disse Egne af Jorden, saaledes vidne 
Forsteningerne i Jordlagene om de Dyr og Planter, der 
ere gaaede forud og helt og holdent have bukket under 
i Kampen for Livet. At Arterne uddø, er en Følge af, 
at de fortrænges af andre. Ogsaa denne Side af Natur- 
forskningen, Geologien, kommer saaledes ind under det alt 
omfattende Darwinske Begreb: »Kampen for Tilværelsen. « 

247 


312 


Tilbage staaer da nu. at betragte, hvad Rolle denne 
Kamp for Tilværelsen, som vi saaledes gjenfinde overalt 
og til alle Tider, spiller i Darwins berømte Lære om 
Arternes Oprindelse”). Det er bekjendt, at over 
for de gamle Linneiske Læresætninger: der er lige saa 
mange Årter til, som den evige Guddom fra Begyndelsen 
af har skabt”), hver Art har sin Skabningshistorie og 
er et uforanderligt Led i Tilværelsen, hvilken Lære 
tæller Forsvarere som Cuvier og Agassiz, staaer den 
moderne Naturanskuelse, om hvilken sikkerlig al Natur- 
forskning i det mindste i dette Aarhundrede vil komme 
til indirekte at dreje sig, den Darwinske, at alle Arter 
nedstamme fra hverandre gjennem en uendelig Række 
Generationer, og at der fra først af kun er skabt nogle 
faa Typer. Darwin: støtter sin Lære paa følgende Sæt- 
ninger, som det er hans og hans Tilhængeres Opgave 
at bevise: 1) Arterne ere foranderlige; 2) Foranderlig- 
hederne kunne nedarves fra Forældre til Børn, og 3) 
gjennem Kampen for Tilværelsen og Naturens Kaarinug, 
»natural selection«, fæstnes disse Egenskaber,. og nye 
Arter uddannes gjennem en Række af Generationer. 

Lad os antage, at der blandt en Plantes. Erø findes 
et, som afviger fra. de andre, som har nogle nye Egen- 
skaber forskjellige fra de andres, og at den deraf op- 
voksende Plante netop derved sættes. i Stand til at bjerge 
sig bedre end Moder- og Søsterplanterne i Kampen med 
de mange Fjender, saa vil den have større Udsigt end 


”) Se dette Tidsskrift, II. Række, 5. Bd.: »Darwins Theori om Ar- 
ternes Oprindelse,« og Darwins »On the origine of species by 
means of natural selection or the preservation of favoured races 
in the struggle for life,« 1859; 5te Udgave 1869. 

+) »Species tot sunt diversæ, quot diversæ formæ ab initio sunt creatæ. « 


373 


disse til at komme frem, og den vil kunne besejre sine 
Sødskende. Har den t. Ex. faaet bittre Frugter, vil den 
maaske mindre efterstræbes af Dyrene og saaledes skaanes ; 
eller er det et Dyr, der afviger i Retning af at have 
faaet en Farve, som gjør det lettere for det at unddrage 
sig sine Fjenders Opmærksomhed, vil det have større 
Udsigt til at bevare Livet end sine Frænder. Af de fra 
saadanne Varieteter nedstammende Individer ville nogle 
rimeligvis arve deres Moders Egenskaber, de ville lige 
som den lettere gaa ud af Kampen med deres Fjender, 
da navnlig vel med Bedstemoderen og dem, der ligne 
hende; idet de nye Egenskaber nedarves fra Slægtled til 
Slægtled, ville de blive mindre og mindre variable, de 
fæstnes stedse mere, og der danner sig i Tidens Løb en 
ny Art ud af hin første maaske tilfældige Afart. Idet 
Stammetræet nu afviger i forskjellige Retninger, der hver 
paa sin Vis ere gunstige for den opstaaede Afarts Be- 
varelse, opstaa flere forskjellige Arter fra en eneste som 
Stammoder, og paa denne Maade føres alle Arters Op- 
rindelse tilbage til nogle faa skabte Typer. 

Det at Naturen saaledes gjennem Kampen for Livet 
udvælger og opdrager de Former, der ere heldigst 
byggede eller mest begavede til at optage Kampen, er 
det, som Darwin kalder »natural selection«, Na- 
turens Avlsvalg eller. Kaaring.  Gjennem den forklares 
da tillige de efter Omgivelserne ofte saa vidunderlig 
hensigtsmæssig og snildt tilpassede Bygningsforhold hos 
Dyr og Planter”). Det skjønne i den hele Tanke er det, 


") Se dette Tidsskrift, IV. Række, 1. Bd., S. 249, »Om Formumning 
og Beskyttelseslighed i Dyreriget,« af Alfred Wallace. 


374 


at Naturen ad denne Vej stadig maa gaa frem til fuld- 
komnere og mere fuldendte Former. 

Hvad Darwin i Naturforskningen kalder »Kampen 
for Tilværelsen«, det kalde vi i Menneskelivet » Næ- 
ringsfrihed« og »den frie Konkurrence«. . Her 
som der kan Resultatet kun være et og det selv samme: 
det intelligentes og begavedes Sejr samt Naturens og 
Menneskehedens stadige Udvikling til større Fuldkommen- 
hed, til mere fuldendt legemlig og aandelig Organisation. 


Om Menneskeracerne i det maålåayiske Ørige samt 
om Polynesierne og deres Vandringer. 


Af A: R. Wallace. 


(W allace slutter sin Beretning om sine Rejser i det 
malayiske Ørige”) med en kort Fremstilling af sine An- 
skuelser om de Menneskeracer, som bebo dets forskjel- 
lige Dele, af deres vigtigste legemlige og aandelige Ejen- 
dommeligheder, af deres Slægtskab indbyrdes og med om- 
boende Stammer samt af deres Vandringer og sandsynlige 
Herkomst — hvilken Fremstilling vi saameget hellere give 
Plads her, som den i et vigtigt Punkt modificerer 
Quatrefages's tidligere her i Tidsskriftet gjengivne Be- 
handling af Spørgsmaalet om Polynesiernes Vandringer 
og Herkomst.) 


Det malayiske Ørige beboes af to meget forskjellige 
Racer: Malayerne, som næsten uden Undtagelse bebo 
hele dets større vestlige Halvdel, og Papuerne, hvis 
Hovedkvarter er Ny-Guinea og de omliggende Øer. Paa 
de mellemliggende Steder findes der Stammer, som ogsaa 
i deres Hoved-Ejendommeligheder vise sig som Mellem- 
former mellem begge, og det er undertiden vanskeligt nok 


”) The Malay Archipelago, the land of the Orang-Utan, and the bird 
of paradise. London 1869. 2 vols. 


316 


at afgjøre, om de høre til den ene eller anden Race eller 
ere opstaaede ved en Blanding af dem begge. 

Den malayiske Race er aabenbart den vigtigste 
af dem, da den er den mest civiliserede, er kommen 
mest i Berøring med Evropæerne og har opnaaet en 
Plads i Historien. De ægte malayiske Racer — i Mod- 
sætning til dem, der blot have et malayisk Element i 
deres Sprog — ere irieget ensartede i Henseende til 
legemligt og aandeligt Præg, uagtet de ere meget for- 
skjellige i Kultur og Sprog. De bestaa af fire store og 
nogle mindre halvciviliserede Stammer og en hel Del 
andre, som maa kaldes vilde. De egenlige Malayer 
bebo Halvøen Malakka og næsten hele Kyststrækningen 
af Borneo og Sumatra; de tale alle malayisk eller Af- 
arter deraf, skrive med arabiske Bogstaver og ere Mu- 
hammedanere af Religion. Javaneserne bebo Java, en 
Del åf Sumatra, Bali og en Del af Lombok; de tale 
det javanske og Kavi-Sprogene, som de skrive med sær- 
egne selvlavede Skrifttegn; paa Java ere de Muhamme- 
danere, men paa Bali og Lombok Brahma - Dyrkere. 
Bugierne bebo den større Del af Celebes, og der synes 
at være et beslægtet Folk paa Sumatra; de taie Bugi- 
og Makassar-Sprogene med disses Afarter og have to for- 
skjellige Slags selvlavede Skrifttegn til at skrive dem; 
de ere alle Muhammedanere. Den fjerde Hovedrace er 
Tagalerne paa Filipinerne; mange af dem ere Kristne og 
tale spansk ved Siden af deres eget tagalske Tungemaal. 
De molukkiske Malayer, som bebo Ternate, Tidore, 
Batchian og Ambojna, kunne betragtes som en femte 
Afdeling af halvciviliserede Malayer. De ere alle Mu- 
hammedanere, men tale en Mængde besønderlige Sprog, 
der synes at være Blandinger af bugisk og javansk med 


347 


de vilde molukkiske Stammers Tungemaal. — De vilde 
Malayer ere Dyakerne påa Borneo, Battaerne og andre 
vilde Stammer paa Sumatra, Jakunerne paa Halvøen 
Malakka og Urboerne paa det nordlige Celebes, Sulu-Øen 
og en Del af Buru. 

Hudfarven er hos alle disse forskjellige Stammer 
lyserødbrun med et mere eller mindre olivenfarvet An- 
strøg og varierer ikke sønderlig over et Landomraade 
af Syd-Evropas Størrelse. Haarets Beskaffenhed er lige- 
saa konstant: det er ufravigelig sort, glat og temmelig 
stridt; en lysere Fårve eller Tilbøjelighed til at krølle 
er et næsten sikkert Bevis paa Blanding med fremmed 
Blod. Ansigtet er næsten uden Skjæg og Brystet og 
Lemmerne uden Haar. Højden er temmelig ens og altid 
betydelig under Evropæernes Gjennemsnitshøjde; Legems- 
bygningen er imidlertid stærk, Brystet vel udviklet, Fød- 
derne smaa, tykke og korte, Hænderne smaa og temme- 
lig fine. Ansigtet er noget bredt og tilbøjeligt til Fladhed; 
Panden afrundet, Brynene lave, Øjnene sorte og ganske 
lidt skjæve, Næsen temmelig lille, ikke fremspringende, 
men lige og veldannet, Tippen lidt afrundet, Næseborene 
brede og synlige, Kindbenene temmelig fremspringende, 
Munden stor, Læberne brede og veldannede, men ikke 
fremragende, Hagen rund og velskabt. — Uagtet der 
ikke i denne Beskrivelse er meget, der støder mod Skjøn- 
hedsreglerne, er det dog ganske vist, at i det hele ere 
Malayerne ikke smukke. Dog se de unge ofte ret godt 
ud, og indtil 12—15 Aars Alderen ere mange Piger og 
Drenge ganske vakre, ja nogle have endog Ansigter, som 
paa deres Vis ere næsten fuldkomne. Jeg er tilbøjelig 
til at tro, at de miste meget af deres gode Udseende 
ved slette Sæder og et uregelmæssigt Levnet. Fra en 


348 


meget tidlig Alder tygge de næsten uafladelig Betel og 
Tobak, de døje meget ondt paa deres Fisketure og andre 
Farter; deres Liv tilbringes ofte skiftevis i Sult og 
Fraadseri, Lediggang og strengt Arbejde, og alt dette 
frembringer ganske naturlig en altfor tidlig Alderdom og 
haarde Ansigtstræk. 

Af Karakter er Malayen lidenskabsløs. Han lægger 
for Dagen en Tilbageholdenhed, Mangel paa Selvtillid og en 
Undselighed, som ikke er langt fra at være tiltrækkende og 
bibringer Iagttageren den Tro, at den vilde og blodtørstige 
Karakter, som man har tillagt denne Race, maa være i 
høj Grad overdreven. Overraskelse, Forundring, Frygt 
0.S.Vv. vises aldrig aabenlyst og føles sandsynligvis heller 
ikke videre stærkt. Han er langsom i Tale, tænker sig 
godt om først og nærmer sig kun ad en lang Omvej til 
den Sag, som han udtrykkelig er kommen for at drøfte. 
Børn og Kvinder ere frygtsomme og skrige og løbe ved 
det uvante Syn af en Evropæer; i Mandfolkeselskab ere 
de tavse, og i Almindelighed ere de stille og lydige. 
Ene med sig selv er Malayen tavs; han synger eller 
taler aldrig med sig selv. Ere flere sammen i en 
Kano, synge de undertiden en monoton, klagende Sang. 
Han vogter sig for at støde sine Ligemænd, kævles ikke 
gjerne om Pengesager, holder ikke engang af at spørge 
for ofte om Betalingen af sin retmæssige Gjæld og op- 
giver den ofte hellere, end han trættes med sin Skyldner 
derom. En haandgribelig Spas er fremfor alt hans Na- 
tur imod, thi han er meget ømtaalig mod Brud paa 
Sømmeligheden eller Krænkelser af hans egen eller 
andres personlige Frihed. Jeg har saaledes ofte fundet 
det meget vanskeligt at faa den ene malayiske Tjener 
til at vække den anden; han vil kalde, saa højt han kan, 


319 


men neppe røre, end sige ryste, sin Kammerat; mangen 
en Gang har jeg selv maattet vække en haardt sovende 
paa en Land- eller Sørejse. De højere malayiske Sam- 
fundsklasser ere overordenlig høflige og have den samme 
rolige Værdighed som de bedst opdragne Evropæere., 
Men ved Siden deraf besidde de en hensynsløs Grusom- 
hed og Foragt for Menneskeliv, som er den mørke Side 
af deres Karakter. Det er derfor ikke saa forunderligt, 
at forskjellige rejsende give aldeles modsatte Skildringer 
af dem; at den ene roser deres Ædruelighed, Høflighed 
og Godmodighed, og at den anden klager over deres 
Upaalidelighed, Falskhed og Grusomhed. Gamle Nicolo 
Conti skriver 1430: »Beboerne af Java og Sumatra 
overgaa alle andre i Grusomhed. At dræbe et Menneske 
betragte de som en Spøg og straffe det ikke.  Kjøber 
en et nyt Sværd og ønsker at prøve det, støder han det 
i Brystet paa den første, han møder; de forbigaaende 
undersøge Saaret og rose Morderens Behændighed, der- 
som Sværdet er godt ført.« Derimod siger Drake om 
det sydlige Java: »Folket der er meget godlidende, 
sanddru og skikkeligt,« og Crawfurd siger, at Java- 
neserne, som han kjender meget godt, »ere et fredeligt, 
lærvilligt, ædrueligt, skikkeligt og flittigt Folk,« hvorimod 
Barbosa, som saa dem i Malakka i.1660, siger: »det 
er meget snilde og fiffige Folk, men meget ondskabsfulde 
og store Bedragere, der sjelden tale Sandhed, oplagte til 
alskens Ondskab, men rede til at ofre deres Liv.« — 
Malayens Begavelse er ikke særdeles stor; han kan ikke 
hæve sig over de simpleste Tankeforbindelser og har ikke 
megen Smag for at erhverve sig Kundskaber. Den Kul- 
tur, som han har, synes han ikke at have udviklet selv, 
da den er udelukkende indskrænket til de Stammer, 


380 


som ere blevne omvendte til Muhammeds eller Brah- 
mas Lære. 

Den typiske Papu er i mange Henseender ligefrem 
Malayens Modsætning og er hidtil kun bleven meget 
ufuldstændig beskrevet. Hudfarven er sodbrun eller sort 
og nærmer sig undertiden til, men naaer aldrig ganske, 
visse Negerracers kulsorte Farve; den varierer imidlertid 
mere end Malayens og er undertiden kun mørkebrun. 
Haaret er meget ejendommeligt, haardt, tørt og kruset 
og vokser i smaa Duske eller Krøller, der ere korte og 
tætte hos de unge, men senere vokse langt og danne den 
tætte krusede Paryk, som er Papuens Stolthed. Ansigtet 
er prydet med et Skjæg af samme krusede Beskaffenhed 
som Hovedhaaret, og Arme, Ben og Bryst ere mere eller 
mindre beklædte med Haar af samme Slags. I Højde 
overgaaer Papuen afgjort Malayen og kan maale sig med 
eller overgaaer i Gjennemsnit endog Evropæerne. Benene 
ere lange og tynde og Hænderne og Fødderne større end | 
Malayens. Ansigtet er temmelig langt, Panden flad, 
Brynene meget fremtrædende, Næsen stor, krum og høj, 
Næsevingerne brede, men Aabningerne skjulte paa Grund 
af Næsetippens Forlængelse; Munden er stor, Læberne 
tykke og fremspringende. Ansigtet har saaledes i det 
hele et mere evropæisk Udtryk end hos Malayen paa 
Grund af den store Næse, hvis ejendommelige Form i 
Forbindelse med de mere fremtrædende Bryn og Haarets 
beskaffenhed paa Hoved, Krop og Ansigt gjør det let 
ved første Øjekast at kjende disse to Racer fra hin- 
anden. De fleste af disse karakteristiske Træk sees lige- 
saa tydelig hos Børn paa 10—12 Aar som hos voksne, 
og Næsens ejendommelige Form tillige paa de udskaarne 


B8B 


Billeder, hvormed de pryde deres Huse, eller som de 
bære om Halsen som Tryllemidler. 

Papuens sjælelige Egenskaber ere ligesaa forskjellige 
fra Malayens som de legemlige. Han er hæftig og ud- 
tryksfuld i Tale og Handling; hans Sindsbevægelser og 
Lidenskaber give sig Luft i Raab og Latter, i Vræl og 
afsindige Spring; Børn og Kvinder blande sig i Samtalen 
og ængstes ikke meget ved Synet af fremmede og Ev- 
ropæere. Uagtet Papuerne endnu aldrig have gjort noget 
Fremskridt mod Kultur, er jeg dog tilbøjelig til at anslaa 
deres Begavelse noget højere end Malayernes; disse have 
nemlig i Aarhundreder været paavirkede af hinduiske, 
kinesiske og arabiske Indvandringer, hvorimod Papu- 
Racen kun til enkelte Tider og Steder er bleven paåaa- 
virket af malayiske Kjøbmænd. Papuanske Slaver vise 
sig ingenlunde ringere begavede end de malayiske, snarere 
det modsatte, og forfremmes ofte til anseelige Tillidsposter. 
Endelig har Papuen mere Kunstsands end Malayen; han 
pynter sit Hus, sin Kano og næsten alt sit Husgeraad 
med omhyggelig udført Træskjærerarbeide, noget man 
kun træffer hos faa malayiske Racer. Derimod synes 
Papuerne at staa tilbage i Henseende til Følelser og 
Hjertelag: de behandle ofte deres Børn med Voldsomhed 
og Grumhed, hvorimod Malayerne næsten altid ere ven- 
dige og blide mod dem og sjælden blande sig i deres 
Sysler og Fornøjelser, men lade dem have fuld Frihed 
i enhver Alder. Dette meget fredelige Forhold mellem 
Forældre og Børn hidrører dog uden Tvivl for en stor 
Del fra deres sløve og ulidenskabelige Karakter, som 
"aldrig driver de yngre til alvorlig Modstand mod de 
ældre, hvorimod Papuernes strængere Tugt kan have sin 
«Grund i den større Aandsspændighed, som altid, tidligere 


382 


eller senere, bringer den svagere til at rejse sig mod 
den stærkere — Folket mod dets Beherskere, Slaven 
mod sin Herre, Barnet mod sine Forældre. 

Hvad enten vi derfor tage Hensyn til deres Legems- 
beskaffenhed, moralske Egenskaber eller Aandsevner, 
frembyde Malayer og Papuer mærkelige Forskjellig - 
heder og slaaende Modsætninger. Malayen er lav, brun, 
glathaaret, skjægløs og uden Haar paa Kroppen; Papuen 
er høj, sort, langhaaret, skjægget og lodden. Hin har et 
bredt Ansigt med smal Næse og lave Bryn, denne et 
langt Ansigt med stor fremspringende Næse og Øjenbryn. 
Malayen er undselig, kold, stille og tilbageholden, Papuen 
dristig, hæftig, pirrelig og støjende; hin alvorlig og leer 
sjælden, denne glad og lattermild — den ene skjuler sine 
Følelser, den anden viser dem. 

Der er imidlertid nogle Øer, hvis Beboere ikke ret 
stemme med nogen af disse to Hovedracer. . Obi, Bat- 
chian og de tre sydlige Halvøer af Gilolo besidde ikke 
nogen ægte Urbefolkning, men den nordlige Halvø er be- 
boet af en indfødt Race, de saakaldte Alfuroer>) fra 
Sahoe og Galela. Dette Folk er aldeles forskjelligt fra 
Malayerne, men næsten ligesaa forskjelligt fra Papuerne; 
de ere høje og velskabte med papuanske Træk og krøllet 
Haar, skjæggede og lodne, men ligesaa lyse som Malayerne 
(altsaa en lys Papu-Race). Det er et flittigt og driftigt 
Folk, som dyrker Ris og Kjøkkenurter og er utrætteligt i at 
lede efter Vildt, Fisk, Trepang, Perler og Skildpadde- 
skaller. — Paa den store Ø Ceram er der ligeledes en 
indfødt Race, som meget ligner den paa det nordlige 
Gilolo. Buru synes at huse to Racer: en lavere rund- 


”) Alfuroer benævnes ogsaa et Folk paa den nordvestlige Halvø af 
Celebes, af malayisk Race og beslægtet med Tagalerne, 


383 


hovedet Race med malayisk Fysiognomi, som rimeligvis 
er kommen fra Celebes over Sula-Øerne, og en højere 
skjægget Race, som ligner den paa Ceram. Langt syd for 
Molukkerne ligger Øen Timor, der ligeledes beboes af 
Stammer, som staa den ægte Papu-Race meget nærmere 
end Molukkernes Beboere.  Timoreserne fra det indre 
ere mørkebrune eller sortladne med kruset, busket Haar 
og lang papuansk Næse, af Middelhøjde og temmelig spinkel 
Bygning. De have Ord for at være slemme Tyve, og 
Smaastammerne ligge altid i Krig med hverandre, men 
de ere hverken meget modige eller blodtørstige. Tabu- 
skikken (her kaldet »Pomali«) er meget almindelig: 
Frugttræerne, Husene, Afgrøden og al Slags Ejendom 
beskyttes mod Plyndring af denne Ceremoni, som nyder 
stor Ærefrygt. En Palmegren sat over en aaben Dør 
viser, at Huset er »tabu«, og er en kraftigere Beskyttelse 
end Laase og Skodder.”) Husene paa Timor ere ogsaa 
forskjellige fra dem paa de fleste andre Øer; de se ud som 
bare Tage, da Taget hænger ned over de lave Vægge lige 
til Jorden med Undtagelse af et Sted, hvor der er en Ind- 
skæring deri for Indgangens Skyld. Nogle Steder paa den 
vestlige Del af Timor og paa den lille Ø Semau ligne 
Husene mere Hottentotternes, ere ægdannede, meget 
smaa, med en Dør af kun tre Fods Højde, og byggede paa 
Jorden; i de østlige Distrikter ere de derimod løftede 
nogle Fod op paa Pæle. I deres pirrelige Væsen, høj- 
røstede Tale og frygtløse Optræden ligne Timoreserne 
ganske Beboerne af Ny-Guinea. — Paa Øerne vest for 
Timor lige til Flores og Sandeltræ-Øen findes en 
meget lignende Race, der har udbredt sig mod Øst til 


”) Smign. Quatrefages”s ovenfor citerede Artikel p. XXI i vor 
Gjengivelse, 


384 


Timorlaut, hvor den ægte Papu-Race begynder at 
træde op. De smaa Øer Savu og Rotti vest for Timor 
besidde, mærkelig nok, en ganske anden og i visse Hen- 
seender ligesaa ejendommelig Race; det er meget smukke 
Folk, der i mange Træk ligne en Blandingsrace af Hin- 
duer eller Arabere med Malayer; de ere i alt Fald meget 
forskjellige fra Timor- eller Papu-Racen og maa snarere 
henføres til Ørigets vestlige end til dets østlige Folke- 
grupper. Derimod beboes hele den store Ø Ny-Guinea, 
Key- og Åru-Øerne, Mysol, Salwatty og Waigiou 
næsten udelukkende af typiske Papuer, og den samme 
Race synes at være udbredt over Øerne Øst for Ny- 
Guinea lige til Fidji-Øerne. Jeg fandt ikke Spor 
til, at andre Stammer beboede det indre af Ny-Guinea, 
men Kystbefolkningen er paa nogle Steder blandet med 
de lyse molukkiske Racer. — Det staaer endnu tilbage 
at omtale de sorte uldhaarede Stammer paa Filipi- 
nerne(Negritos) og paa Halvøen Malakka (Semang'erne). 
Jeg har aldrig selv seet disse Folkefærd, men af de 
talrige nøjagtige Beskrivelser af dem, som ere blevne 
offenliggjorte, har jeg ikke havt Vanskelighed ved at 
overbevise mig om, at de ikke have noget Slægtskab 
eller Lighed med Papuerne, med hvilke man hidtil har 
stillet dem sammen, I deres vigtigste Træk afvige de 
langt mere fra Papuerne end fra Malayerne. Det er 
Dverge af 4' 6" til 4" 8” Højde, i Gjennemsnit altsaa 
8” lavere end. Malayerne, som igjen ere mindre end 
Papuerne. Næsen fremstilles altid som lille og flad eller 
som en Opstoppernæse; Haaret stemmer med Papuernes, 
men ogsaa med Negernes; derimod have de megen Lighed 
i Legemsbeskaffenhed med Beboerne af Andaman-Øerne. 

Et omhyggeligt Studium af disse forskjellige Racer 


385 


og en Sammenligning med det østlige Asiens, med Sydhavs- 
Øboerne og Nyhollænderne har ledet mig til en for- 
holdsvis simpel Anskuelse om deres Herkomst og Slægt- 
skab. En Linie, der begynder øst for Filipinerne og 
følger Gilolos Vestkyst, gaaer igjennem Buru, vest 
om Flores, syd for Sandeltræ-Øen og nord om 
Rotti, deler det saakaldte malayiske Ørige i to Dele, 
hvis Menneskeracer udmærke sig ved stærkt udprægede 
Modsætninger; den adskiller nemlig de malayiske og alle 
deasiatiske Racerfra Papuerne ogSydhavsøboerne, 
og skjønt der langs med denne Grændselinie har fundet 
Indvandringer og Krydsninger Sted, er den dog i det 
hele ligesaa skarp som den tilsvarende noget vestligere 
zoologisk-geografiske Grændselinie mellem det in- 
disk-malayiske og det avstralsk-malayiske Rige. 

Den malayiske Menneskerace ligner uden Tvivl som 
en Helhed meget den østasiatiske Befolkning fra Siam 
til Mandschuriet. Dette slog mig stærkt, da jeg paa Bali 
saa kinesiske Kjøbmænd, som havde anlagt Landets Dragt, 
og som derfor neppe kunde kjendes fra Malayere; og 
påa den anden Side har jeg seet indfødte Javanesere, 
som, hvad deres Fysiognomi angik, godt kunde have gaaet 
for Kinesere. Den mest typiske af de malayiske Stammer 
beboer baade en Del af Asiens Fastland og de store Øer, 
der besidde de samme Årter af store Pattedyr som de 
tilstødende Dele af Fastlandet og rimeligvis endnu i 
Menneskeslægtens Levetid have staaet i umiddelbar For- 
bindelse med dette. Ogsaa Negritoerne paa Filipinerne, 
Malakka og Andaman-Øerne i den bengalske Bugt have 
efter al Sandsynlighed snarere en asiatisk end en poly- 
nesisk Herkomst. — Paa den anden Side viser det sig 


ved at sammenholde mine Iagttagelser med de paalide- 
Fjerde Række. Il. 25 


386 


ligste rejsendes og Missionærers, at en i alt væsenligt 
med Papuerne stemmende Race beboer alle Øerne mod 
Øst lige tilFidji-Øerne. Hinsides disse ere saa den brune 
polynesiske Race eller andre Mellemformer spredte over 
hele det stille Hav; Beskrivelserne af de sidstnævnte 
stemme ofte Ord til andet med Kjendemærkerne paa de 
brune Urboere af Gilolo og Ceram, og de brune og sorte 
polynesiske Racer ligne hinanden saa fuldstændig, at 
Portræter af Nyzelændere eller Tahiti'ere ofte fuldstæn- 
dig gjengive Billedet af en Papu eller Timoreser, kun at 
de sidstnævnte have mørkere Hud og et mere kruset 
Haar. Begge Racer ere høje, ligne hinanden i Kunst= 
sands og Kunststil, ere energiske, livlige, muntre og 
lattermilde og i alle disse Træk yderst forskjellige fra 
Malayerne. Jeg troer derfor, at de talrige Mellemformer, 
som optræde paa de utallige Øer i det stille Hav, ikke 
blot ere Resultatet af en Blanding af disse Racer, men 
til en vis Grad ere Mellem- og Overgangsracer, og at 
de brune og sorte Stammer, de ægte Papuer, Beboerne af 
Gilolo, Ceram, Fidji- Øerne, Sandwich-Øerne og 
Ny-Zeland kun ere ferskjellige Former af den store 
oceanisk-polynesiske Race. 

Det er dog ikke umuligt, ja maaske sandsynligt, at 
de brune Polynesiere oprindelig fremkom ved en Blanding 
af Malayer eller en eller anden lysere mongolsk Race 
med mørke Papuer; men i saa Fald har denne Blan- 
ding fundet Sted i saa fjern en Tid og er i den Grad 
bleven understøttet af de fysiske Forhold og andre varige 
Indflydelser, at de ere blevne til en fast: typisk Race 
uden Spor af at være en Mestitsrace og med en saadan 
Overvægt af det papuanske Element, at den bedst opføres 
som en Afændring af Papu-Typen. At et afgjort ma- 
layisk Element træder op i de polynesiske Sprog har 


387 


aabenbart intet at gjøre med en slig gammel naturlig 
Forbindelse; thi det er et forholdsvis nyt Forhold, som 
har sin Grund i Malayernes omstrejfende Vaner. Mange 
nyere malayiske og javanesiske Ord ere i Brug i Poly- 
nesien og saa lidet forklædte af særegen Udtale, at de 
straks kjendes igjen; laa deres Optagelse i Sproget saa 
langt tilbage i Tiden som Dannelsen af en egen Race 
maa ligge, der er lige forskjellig fra den malayiske i 
Henseende til aandeligt, moralsk og legemligt Præg, 
vilde det blot være malayiske Ordrødder, som kun lærde 
filologiske Undersøgelser kunde opdage. 

Det er vigtigt at fremhæve Overensstemmelsen mel- 
lem den Linie, der adskiller Menneskeracerne i det ma- 
layiske Ørige, og den, der danner Grændseskjellet mel- 
lem dets Dyreformers Udbredning. ”)  Unægtelig falde 
disse to Linier ikke ganske sammen, men det er dog en 
mærkelig Kjendsgjerning og mere end et blot Tilfælde, 
at de ligge saa nær ved hinanden som Tilfældet er. 
Huxley har for nylig hævdet, at Papuerne ere nærmere 
beslægtede med Afrikas Negere end med nogen anden 
Race. Deres Lighed i legemlig og aandelig Henseende 
har ogsaa ofte slaaet mig, men Vanskeligheden ved at 
antage et Stammeslægtskab mellem dem har hidtil hindret 
mig i at lægge megen Vægt derpaa. Have disse to 
Racer nogensinde havt en fælles Herkomst, kan det kun 
være i en Tid, der ligger langt hinsides den Alder, man 
hidtil har tilskrevet Menneskeslægten; selv om deres 
Enhed kunde bevises, vil den ikke svække mit Bevis 
for det nøje Slægtskab mellem Papu-Racen og den polyne- 
siske og begges Grund-Forskjellighed fra den malayiske. 

”Y Maaske finde vi en anden Gang Plads til Wallaces Fremstilling 


af det malayiske Øriges zoologisk-geografiske Forhold og dets 
derpaa byggede geologiske Historie. 95" 


388 


Polynesien er nemlig fremfor alt en synkende 
Verdensdel; dets store, vidt spredte Grupper af Koral- 
rev antyde, hvor der før laa Fastlande og Øer. Nyhol- 
lands og Ny-Guineas rige og mangfoldige, men forunder- 
lig enestaaende Naturfrembringelser tyde ogsaa paa, at 
der tidligere existerede store Fastlande, hvorpaa et saa 
ejendommeligt Dyreliv kunde udvikle sig. De Menneske- 
racer, som bebo disse Lande, ere derfor sandsynligvis 
Efterkommerne af de Racer, som tidligere beboede 
disse Øer og Fastlande. Fordi vi finde Tegn paa nært 
Slægtskab mellem Beboerne af en anden Verdensde! og 
Polynesierne, er det ingenlunde dermed givet, at det 
skulde være de sidste, som nedstammede fra de første, 
og ikke omvendt. Thi dengang der existerede et stort 
Fastland i det nærværende stille Hav, var den hele Geo- 
grafi formodenlig meget forskjellig fra den nærværende. 
Nutidens Fastlande havde maaske endnu ikke hævet sig 
op over Verdenshavet, og da de senere bleve til, fik de 
maaske netop nogle af deres Beboere fra Polynesien. 
Der er unægtelig Beviser for, at store Vandringer have 
fundet Sted mellem Øerne indbyrdes, hvorfor Sand- 
wich-Øerne og Ny-Zeland endnu have samme Sprog; 
men der haves ingen Beviser for en nyere Indvandring 
fra Nabolandene til Polynesien; thi der findes intet 
Folk udenfor dettes Grændser, som ligner den polynesiske 
Race tilstrækkelig i sine vigtigste legemlige og aandelige 
Ejendommeligheder til at kunne bære en slig Hypothese.”) 


”) Denne Paastand synes ikke at støttes af Forfatterens egen Ud- 

vikling i det foregaaende, med mindre han her tager »Poly- 

nesierv i en videre Betydning, såa at det tillige omfatter de 

sorte og lyse Papuer, altsaa alle Folkestammer fra Paaske-Øen 

til Gilolo og Timor. Mere herom i vore Slutningsbemærkninger, 
(M. A.) 


389 


Dersom disse forskjellige Racers Fortid er dunkel 
og usikker, er deres Fremtid det ikke mindre. De ægte 
Polynesiere ere uden Tvivl dømte til en snarlig Udryd- 
delse, men den talrigere malayiske Race synes vel skik- 
ket til at overleve dem som Jordens Dyrkere, selv om 
Land og Herredømme gaa over i evropæiske Hænder. 
Skulde Kolonisationsbølgen vende sig mod Ny-Guinea, 
kan der kun være liden Tvivl om, at Papu-Racen tidlig 
vil dø ud; et kraftigt og krigersk Folk, som ikke vil 
underkaste sig Trældomsaaget, maa forsvinde for den 
hvide Mand ligesaa sikkert som Ulv og Tiger.”) 


") Wallace har ogsaa forsøgt at klare sig, hvorvidt Kranioskopien 
og Lingvistiken kunde støtte hans Opfattelse af Raceforskjellig- 
hederne i det malayiske Ørige, men er ikke her kommen til saa 
afgjørende Resultater. Han bemærker derom følgende: »For faa 
Aar siden antog man, at Studiet af Hovedskallerne afgav den 
eneste sikre Grundvold for en Klassifikation af Menneskeracerne. 
Der er oprettet umaadelige Samlinger af Kranier, disse ere blevne 
maalte, beskrevne og afbildede, og nu begynder den Mening at 
gribe om sig, at de ikke ere af stort Værd i denne Henseende. 

- Huxley har dristig udtalt denne sin Mening, og i sin nye 
Klassifikation af Menneskeslægten har han næsten ikke tillagt 
Kraniets Karakterer nogen Vægt. Uagtet Kranioskopien er bleven 
dyrket saa flittig i mange Aar, har den ikke frembragt Resul- 
tater, der staa i Forhold til den derpaa anvendte Flid og Møje; 
der er end ikke fremkommet nogen Antydning til en Theori for 
Kraniets betydelige Variationer, og der er ikke blevet støttet 
noget tilfredsstillende System af Racerne derpaa. 

Det følgende Uddrag af Dawis's »Thesaurus Craniorum « 
vil vise, hvor overordenlig stor Variationen er indenfor hver af de 


Bumfonget af mreden | Højden 
83 Kranier af Malayer . ..1/60—91 (751)| 70—92 (81) |72—90 (81) 
(hvoraf 66 af Mænd) | Uncer Sand 
28 Papuer (23 Mænd) …. .. /66—80 (73) | 65—85 (75) 171—85 (78) 
156 Polynesier (90 Mænd). | 62—91 (761)|69—90 (791)|68—88 (78) 
23 Avstralier (16 Mænd). . |59—86 (727) 57—80 (681)|64—80 (72) 
66—87 (751) 64—83 (731) 65—81 (73) 


72 Negere (38 Mænd) 


390 


(Det er naturligt, at naar Wallace ved sine Rejse- 
Indtryk og Undersøgelser paa Stedet selv er kommen til 
det Resultat, at der er en Grundmodsætning mellem de 
østlige og vestlige Beboere af det Ørige, som forbinder 
Asien med Avstralien og Polynesien, samt at Polynesierne 
i Ordets snevrere Betydning vel ere en selvstændig, i 
denne Verdensdel selv opstaaet og udviklet Menneskerace, 
men dog nærmest beslægtet med Papu-Racen, navnlig 
med den molukkiske lysere Afart af denne, kommer haa 
i en bestemt Modsætning til den af Quatrefages med 
Lærdom og Skarpsindighed og paa saa veltalende en 
Maade fremsatte (men iøvrigt ikke oprindelig af ham 


Racer, som her komme i Betragtning. Den første Rubrik an- 
giver Hjérnekassens Rumfang, men kun hos Mandkjønnet, den 
anden og tredie Forholdet mellem Brede og Højde og Længden, 
denne sidste sat —= 100.  Paranthestallene angive Middeltailene, 
hvilke dog neppe ere de ægte Middeltal, som man vilde faa ved 
at tage alle de enkelte Maalinger. 

De eneste Resultater, som kunne uddrages heraf, ere at Ny- 
hollænderne have de mindste Kranier, Polynesierne de største; 
at Negernes, Malayernes og Papuernes ikke ere meget forskjellige 
i Størrelse; at i Henseende til Længde og Lavhed følge de om- 
trent i denne Orden efter hverandre: Nyhollænderne, Negerne, 
Papu-Racen, Polynesierne og Malayerne, saaledes at de førstnævnte 
have de længste og laveste, de sidstnævnte de korteste og højeste 
Hovedskaller. 

Af de 75 forskjellige Ordfortegnelser tildels af ganske ube- 
kjendte Sprog, som W. samlede paa sine Rejser, er desværre en 
stor Del gaaet tabt; han har meddelt en Fortegnelse over 9 Ord 
i 59 Mundarter og over 117 Ord i 33 Sprog, men tilstaaer, at 
han ikke kan gjøre meget ud af dem. Befolkningerne paa Ternate, 
Tidore og Batohian, som ere af afgjort malayisk Stamme, tale 
Sprog af ligesaa afgjort papuansk Oprindelse, formodenlig fordi 
de oprindelig ere indvandrede i smaa Flokke, have giftet sig med. 
indfødte Kvinder og optaget en stor Del af disses Sprog, hvilket 
de senere Indvandrere ligeledes bleve nødte til at lære og antage. 
(Som bekjendt talte de i Frankrig indvandrede Normanner allerede 
i anden Generation fransk, »deres Mødres Maal«). 


391 


selv opstillede) Theori, at Polynesierne ere en ind- 
vandret malayisk Race.”) Han har derfor ogsaa”) 
underkastet denne Theori en Prøvelse, som vi ligeledes 
skulle meddele her; vi maa da overiade Læseren selv 
at dømme dem imellem og åt vælge mellem disse An- 
skuelser, der noksom vise, hvor vanskeligt det er for 
Anthropologien at faa fast Grund under Fødderne, men 
skulle dog tillade os at antyde, hvorledes Sandheden fore- 
kommer os at kunne ligge paa en Maade mellem begge 
Anskuelser, og disses Modsætning altsaa ikke at være 
aldeles uforsonlig. Foreløbig give vi altsaa atter Wal- 
lace Ordet.) 


Oprindelsen til de forskjellige Menneske-Racer, som 
bebo Øerne i det stille Hav, har altid været et af de 
vanskeligste Spørgsmaal for dem, der tro paa Menneske- 
slægtens Enhed og Tilblivelse i en forholdsvis sen Tid. 
Deres forskjellige Legemsbeskaffenhed, Kultur og Sprog, 
Manglen af Fastlands-Racer, til hvilke de kunde knyttes, 
og de store Strækninger af Verdenshavet, hvorover de 
ere spredte, have hidtil syntes at antyde, at deres Op- 
rindelse hidrører fra et saa fjernt Tidspunkt, at vi ikke 
kunne haabe at bestemme den med tilnærmelsesvis Sik- 
kerhed. 

Den berømte Anthropolog Hr. AÅA. de Quatrefages 
har imidlertid havt Mod til at forsøge paa at løse denne 
Gaade: Polynesiernes (den vigtigste af Stillehavs-Stam- 
mernes) Herkomst. Han indskrænker meget heldig dette 
Navn til de brune Stammer, som ere udbredte over den 


") Quarterly Journal af Science, 1867. 
+) Meddelt i Udtog som Tillægshefte til Aargangen 1867 (Tredie 
Række, åde Bind) under Titelen »Polynesierne og deres Van- 
- dringer«. 


392 


uhyre Strækning fra Sandwich-Øerne mod Nord til 
Ny-Zeland mod Syd og fra Paaske-Øen mod Øst 
til Tonga og Samoa mod Vest, og som alle tale Mund- 
arter af det samme vel udprægede Sprog. Han søger at 
bevise, at disse Folkefærd ikke ere andet end Malayer, 
som i sin Tid vandrede ud fra visse Øer i det malayiske 
Ørige (sandsynligvis Buru, en af Molukkerne) og ere 
blevne mere eller mindre blandede med mela- og mikro- 
nesiske Racer. For at godtgjøre dette søger han at be- 
vise, 1) at en Vandring har fundet Sted, og 2) at Poly- 
nesierne i legemlig, sjælelig og moralsk Henseende ere 
en ægte malayisk Race. 

Hr. Q. har meget omhyggelig samlet alle de ind- 
fødtes Beretninger om deres Vandringer, samt de ufri- 
villige Rejser, som have fundet Sted i en senere 
Tid. De bevise ganske vist, at Sandwich-Øerne og Ny- 
Zeland ere blevne befolkede ved Udvandringer fra Mar- 
kesas-Øerne og Tahiti, og denne Kjendsgjerning 
stadfæstes af Sprogets uafhængige Vidnesbyrd. Det er 
bevist, at Polynesierne have befaret uhyre Strækninger 
af Verdenshavene i Retninger, der ikke særlig begun- 
stigedes af de herskende Vinde eller Strømme, og 
Vanskeligheden paa Grund af Afstandene i at tænke sig 
en Indvandring er dermed fjernet.  Fremdeles pege alle 
Sagn hen påa Samoa- og Fidji-Øerne som de Midt- 
punkter, hvortil næsten alle Polynesiere føre deres 
Herkomst tilbage; det er ogsaa de største af alle de af 
Polynesierne beboede Øer i Central-Sydhavet, og det er 
derfor ganske naturlig dem, som have udsendt Kolonier 
til de mindre. | 

Saavidt stadfæstes det ogsaa fuldstændig ved Sprog- 
fællesskabet, at der virkelig har fundet Vandringer Sted, 


393 


og alle Sagnene omtale disse Vandringer som udførte af 
simple dødelige, de nærværende Polynesiers naturlige 
Forfædre. Men i det Sagn, som igjen henfører Samoa- 
øboernes Oprindelse til en Udvandring fra et stort Land 
længere mod Vest, møde vi det rene, uhistoriske Sagn; 
thi det mythiske »Bulotu« eller »det hellige Buro«, hvor- 
fra de første Beboere skulde være komne, er et Fabel- 
land og ikke et virkeligt Land, og hine Beboere betragtes 
ikke som Mennesker, men som en Slags lavere Guder. 
Heller ikke er det saa afgjort, at Vandringerne i Reglen 
ere gaaede for sig fra Vest til Øst, som Quatref. antager; 
thi en af de nyeste Autoriteter i denne Sag, Hr. W, T. 
Pritchard, som har tilbragt hele sit Liv i det stille 
Hav og ved sit lange Ophold paa Fidji- og Samoa-Øerne 
som engelsk Konsul og sit fortrolige Kjendskab til de 
polynesiske Sprog er vel berettiget til at have en Me- 
ning herom, siger lige det modsatte: »Det er mærkeligt«, 
siger han (Polynesian Researches p.402), »at i alle disse 
mange paalidelige Exempler paa Bortdrivning har de 
bortdrevne Kanoers Fart været fra Øst til Vest med 
Passatvinden, ikke fra Vest til Øst med Vestenvindene, 
under hvis Herredømme de indfødte ikke gjerne vove 
sig ud paa Fiskeri eller Rejser.« Her svigter Sproget 
os ogsaa som Støtte for Theorien, thi skjøndt der er et 
utvivlsomt malayisk Element i de polynesiske Sprog, 
hidrører denne malayiske Bestanddel fra de civiliserede 
malayiske og javanske Sprog, ikke fra de derfra aldeles 
forskjellige molukkiske Tungemaal, og dette malayiske 
Element har aldeles Præget af at være indført for kort 
Tid siden; de malayiske Ord ere neppe undergaaede 
nogen anden Forandring end den, som var en nødvendig 
Følge af Udtalen i det Sprog, hvori de optoges. 


394 


Hvis Polynesierne nedstammede fra Malayerne i en 
Tid, der ligger os forholdsvis nær, maatte der være stor 
legemlig Lighed mellem dem. Selv om det malayiske 
Sprog spillede en større Rolle i det polynesiske end det 
gjør, vilde dette ikke bevise et Racefællesskab, med 
mindre de legemlige Særegenheder til en vis Grad stemte 
dermed. Men her lades vi aldeles i Stikken; der kjendes 
ikke nogen Race, der taler malayisk og ligner Polyne- 
sierne. Det eneste Exempel, som Q. anfører, viser disses 
Lighed med den brune Race paa Timor. Men Timore- 
serne ere aldeles ikke Malayer; de høre til den mærke- 
lige Race, som i alle sjælelige og legemlige Egenskaber 
undtagen Farven er nær beslægtet med Papuerne, og 
deres Sprog staaer det malayiske endnu langt fjernere 
end selve det polynesiske. Denne Races legemlige Lig- 
hed med den polynesiske beviser derfor aldeles intet 
med Hensyn til den sidstnævntes. foregivne malayiske Op- 
rindelse. 

Lad os nu sammenligne disse to Racer med Hensyn 
til deres vigtigste legemlige og aandelige Ejendommelig- 
heder. 


Polynesierne 

1) ere høje (5' 107—6; 

2) have bølgende, kruset eller 
krøllet Haar; 

3) ofte fyldigt Skjæg; 

4) smukke Ansigter af evropæisk 
Præg; 

5) Næsen ofte en Ørnenæse; 


Malayerne 

1) ere lave (5' 47—5' 6”); 
2) have altid glat Haar; 
3) intet eller ubetydeligt Skjæg; 
4) Ansigtet har aldrig et evropæisk 

Præg og 
5) Næsen er aldrig en Ørnenæse; 
6) deres Sinder ulivligt og gnavent; 
6) et livligt og muntert Sind; 7) deres Karakter særd. indesluttet ; 
7) en aaben og frejdig Karakter; ! 8) de bruge aldrig Sten til deres 
8) de opføre ofte Stenhuse og Huse og 
9) bruge Dobbeltkanoer. | 9) benytte enkelte Kanoer. 


I de følgende Linier af Konsul Hopkins's Værk om 
Hawaji ere de Steder udhævede, som vise, hvori Polyne- 


395 


sierne ere netop det modsatte af Malayerne: »Hawaja- 
nernes Haar er sort eller brunt, stærkt. og ofte krøllet. 
De ere stærke, velskabte, livlige og i Gjennemsnit i 
det hele højere end Englænderne. Mod besidde 
de ubestridelig i høj Grad. Nu ere de saa frede- 
lig en Stamme som nogen paa Jorden og mindre plet- 
tede af voldsomme Forbrydelser end noget andet 
Folk, man vilde kunne nævne. Deres naturlige Anlæg 
ere aldeles det modsatte af det mørke og gnavne. 
Den vakre almindelige Hilsen »Alohe« og Kvindernes 
lystige Klokkelatter, overalt hvor man saa træffer 
dem, vise, at det er en lethjertet Stamme. 

Alle disse Forskjelligheder i Forening synes at vise 
en Grundforskjellighed i Race, der ikke kan svækkes ved 
en blot Lighed i Farve og nogle for Sprogene fælles 
Ord, thi dette er i Virkeligheden alt, hvad der skulde kunne 
bevise Race-Enheden. Alene Højden modbeviser en for- 
holdsvis ny Oprindelse som den, Hr. Q. har taget Ordet 
for. En Race, der i Gjennemsnit maaler 5” 10” og 
tæller mange Mænd paa 6 Fod og 2 Tommer eller mere, 
kan ikke i en Tid, der ligger saa nær, at der endnu 
kunde være Tale om Sprogfællesskab, nedstamme fra en 
Stamme af 5”. 5”. eller 5”. 6” -Gjennemsnitshøjde,.… 
hvilken man sjelden eller maaske aldrig vil finde et In- 
divid paa 5 Fod og 10 Tommer. Malayens Haar har den 
ægte mongolske Karakter, sort, stridt og aldeles glat; 
der findes aldrig hos ublandede Malayer den svageste 
Tilnærmelse til bølgende eller krøllede Haar; derimod 
kan jeg ikke finde noget Vidnesbyrd om, at Polynesierne 
nogensinde have denne Slags Haar, hvorimod der 
ingen Tvivl er om, at det ofte er lige saa kruset som 
hos den ægteste Papu. Ogsaa de to Racers aandelige 


396 


Forskjellighed, uagtet de staa paa samme Kulturtrin 
og bebo Lande, der ligne hinanden meget, er uden 
Tvivl meget betydningsfuld, og hvilken Modsætning kan 
være større end mellem den flegmatiske, mistænkelige, 
indesluttede Malay og den livlige, frejdige og muntre 
Tahitier! Skulle vi omstyrte alle disse Forskjelligheder 
for med Magt at løse et sandsynligvis uløseligt Spørgs- 
maal? 

Quatrefages affærdiger meget kort Beviserne for 
et tidligere meget større Landomraade i Polynesien end 
det nærværende. Disse Beviser ere af dobbelt Art: for 
det første Tilstedeværelsen af talrige Grupper af Koral- 
øer, som bevise, at Landet er sunket; og for det andet 
Dyreformernes Udbredning paa de nærværende Øer. At 
Koraløer og Ringøer (Atoller) bevise Landets Sænkning, 
er aldrig for Alvor bleven nægtet, siden Darwins Værk 
om Koralrevene udkom; og da umaadelige Strækninger 
af det stille Hav ere opfyldte dels af saadanne Koralrev, 
dels af Øer, som enten ere af vulkansk Oprindelse eller 
vise Tegn til Hævning, er det kun et Spørgsmaal om 
Tid, om Mennesket kan have beboet dette sunkne Land, 
hvoraf nu kun enkelte Bjergtoppe, kronede eller omkrand- 
sede af Koraldannelser, rage op til henimod Havfladen. 

Kan man da danne sig nogen Forestilling om, hvor 
længe det er siden, at dette Fastland forsvandt? Muligvis 
kan dette Tidspunkt bestemmes tilnærmelsesvis ved Dyre- 
formernes nærværende Udbredning paa de Levninger 
deraf, som ere blevne tilbage. Den eneste Dyregruppe, 
som kjendes med nogenlunde Fuldstændighed, er Fuglene, 
og skjønt man kunde mene, at det ikke er den Dyre- 
klasse, som egner sig bedst til at prøve et Spørgsmaal 
af denne Art, er det dog Ornithologerne vel bekjendt, 


397 


at en temmelig smal Havarm faktisk begrændser de 
fleste Landfugles Udbredning (især i det varmere Jord- 
bælte, kunne vi tilføje). Dersom vi se bort fra de mere 
omstrejfende eller stærkt flyvende Rov-, Vade- og Svømme- 
fugle, ville vi finde, at efter de bedste Kilder bebo kun 
22 Arter af Landfugle Selskabs-Øerne, og af dem 
er der 7, som ogsaa findes paa andre Øgrupper lige til 
Marquesas, Fidji- og Sandwich-Øerne, og det er 
næsten alle middelmaadige Flyvere, der bebo Skove og 
Bjerge og høre til Slægter, som ellers ikke pleje at have 
stor Udbredning. Paa Hr. G. R. Grays Fortegnelse 
over Sydhavsøernes Fugle finder jeg 11 Arter af 7 Slægter,”) 
som kjendes fra to 'eller flere vel adskilte Øgrupper i 
Central-Sydhavet, og flere af dem have en meget vid 
Udbredning; to”) af hine Slægter ere udelukkende ind- 
skrænkede til det polynesiske Omraade. Disse Kjends- 
gjerninger antyde ganske vist et inderligere Sammenhæng 
end det nærværende mellem disse forskjellige Øgrupper 
allerede i den Tid, da de nærværende Arter (og blandt 
dem Mennesket) vare til. Det ejendommelige ved Men- 
neskets Udbredning i denne Verdensdel gjentager sig 
altsaa indtil en vis Grad hos Landfuglene, og dette be- 
rettiger os til at antage, at den Landsænkning, som an- 
tydes af Koralrevene, fandt Sted efter Menneskets Op- 
træden paa Jorden. Denne Sænkning var sandsynligvis 
samtidig med og maaske foranlediget ved de nærværende 
Vulkanøers Hævning; Mennesket og Fuglene formaaede 
at flytte hen til dem, men Pattedyrene svandt ind og 
gik tilsidst tilgrunde, da den sidste Bjergtop af det gamle 
»Terra pacifica« sank under Havfladen. 


") Myzomela, Meliphaga, Tatare, Monarcha, Coriphilus, Eudy- 
namis og Ptilonopus. 
"”) De udhævede. 


398 


Denne Hypothese krænker ikke Naturen saaledes 
som den, der lader Polynesierne nedstamme umiddelbart 
fra Malayerne, thi den stemmer baade med de geologiske, 
zoologiske og anthropologiske Forhold. Skulde man mene, 
at Kjendsgjerningerne ikke ere tilstrækkelige til at be- 
vise den, eller at selv om de formaa det, vilde det kun 
føre den omhandlede Races Oprindelse et Skridt længere 
tilbage i Fortidens Mørke, skal jeg dertil bemærke, at i 
et saa anerkjendt vanskeligt Tilfælde er det neppe mu- 
ligt at udrette mere. Vi maa ikke vente, at enhver 
Races Oprindelse kan paavises indenfor det korte Tids- 
rum, som menneskelig Historie eller Sagn omfatter, og vi 
have al Grund til at fatte Mistanke til de Theorier, der 
give sig ud for at kunne paavise dem. I det nærværende 
Tilfælde har Vildfarelsen havt en dobbelt Kilde: den ene 
er den, at der findes en Del malayiske Ord i det poly- 
nesiske Sprog; den anden Ligheden mellem Malayernes 
og Polynesiernes brune Hudfarve, i Modsætning til de 
mellemboende Folkefærds meget mørkere Lød. Denne 
Lighed har forledt mange, der have rejst i den ene Ver- 
densdel, til den altfor hurtige Slutning, at Beboerne af 
den anden (som de ikke kjendte meget til) hørte til den 
samme Race. Ulykkeligvis synes ikke en eneste rejsende 
at have gjort grundigt Bekjendtskab med dem begge, og 
deres Meninger om Ligheden mellem dem maa derfor 
modtages med Varsomhed. Dersom man derimod vil 
gaa ud fra min Skildring af Malayernes legemlige og 
aandelige Ejendommelighed som nøjagtig (og jeg boede 
8 Aar iblant dem) og sammenligne dermed Cooks og nyere 
rejsendes og Missionærers Skildring af Polynesierne, 
vil der vise sig saa slaaende Grundforskjelligheder, at 
enhver Tanke om, at de kunne være samme Race maa 


399 


opgives. Med Hensyn til Malayerne i Særdeleshed er der 
opstaaet megen Forvirring derved, at de rejsende have 
forvekslet dem med de mange Folkeslag af andre Racer, 
som bebo de østlige Dele af det malayiske Ørige, for 
Exempel Timoreserne, Bjergboerne paa Gilolo og Ceram 
og de smaa Øer i Nærheden af Ny-Guinea, en Forveks- 
ling, som er undskyldelig paa Grund af de mange Blan- 
dingsracer af de to Hovedracer, som findes allevegne. 
Mange af disse Folkeslag ere maaske beslægtede med 
Polynesierne, men de ere ganske vist ikke Malayer, som 
ere en væsenlig mongolsk Race med mange meget stærkt 
udprægede mongolske Træk.  Papuerne påa Ny-Guinea 
ere den yderligst udviklede Typus af en ganske anden 
Race, og alle Vidnesbyrd pege hen paa, at Polynesierne 
staa Papuerne nærmere end Malayerne, ihvorvel det ikke 
er usandsynligt, at de staa dem begge lige fjernt. 


(Vi ville slutte denne lærerige Undersøgelse med 
at udtale i al Korthed, at det forekommer os, at 
Wallace fuldkommen har godtgjort det umulige i, at 
Polynesierne kunne nedstamme fra virkelige Malayer; 
men påa den anden Side synes Quatrefages os at 
have gjort det meget sandsynligt, at ligesom det historisk 
lader sig godtgjøre, hvorledes de have befolket den ene 
Sydhavs-Ø efter den anden, pege Sagnene (lad dem end 
være nok saa mystisk indklædte) hen paa en endnu tid- 
ligere Indvandring vestfra, hinsides de sorte Papuers 
Lande og Øer, fra en af de Øer, som endnu beboes af 
lyse Papuer eller af Blandingsracer af begge Stammer.”) 


”) Man vil erindre, at Timoreserne besidde Tabu-Institutionen, der 
er saa betegnende for Polynesierne, saavel som mange andre 
Skikke, der gjenfindes hos disse. 


400 


Beviserne for at Central-Sydhavet engang har været et 
Fastland, synes os noget svage, og i en endnu højere 
Grad gjælder dette om Beviserne for, at dette endnu var 
Tilfældet efter denne Verdensdels Bebyggelse. Begge 
Dele kunne gjerne have været Tilfældet, men man bør 
ikke gaa ud derfra som fra paalidelige Kjendsgjerninger. 
— Quatrefages kjendte desværre ikke ret Grændsen 
for de ægte Malayers Udbredning i det bagindiske Ørige, 
men denne er vel ogsaa først bleven ret bestemt ved 
Wallaces Rejse; og sætter man Papuen, som Q. tii- 
dels egenlig har ment, istedenfor Malayen, synes Q.'s 
Theori at kunne blive staaende.  Unægtelig standses vi 
nu påa en lavere Gren af Menneskeslægtens Stamtræ, 
end hvis mån havde kunnet føre Polynesierne tilbage 
til Malayerne og disse (som W. mener) igjen til Mon - 
golerne; men skulde fortsatte ethnograpske og lingui- 
stiske Undersøgelser stadfæste Hypothesen om Polyne- 
siernes Oprindelse fra de molukkiske Papuer, vilde 
allerede meget være vundet for dette dunkle Afsnit af 
Menneskets Naturhistorie.) 


P. 6. Philipfens Lforlag. 


Xgerbrugets Maturlove 


Inuftus Liebig. 
Cfrer Originalens oftende Oplag. 


Ugerbruget trænger fremfor aft til Naturvidenffabernes Hjælp; 
detg Fremffridt fordrer Kjendffab til Planternes Liv, til deres Af- 
hængighed af Jordbunden, hvori de vore, og til de Midler, hvorved 
vi [nunne forøge Jordens Frembringelfesevne og gjøre den ftadig. 
Ethvert nyt Bidrag til Opflaring af de Naturlove, jom gjøre fig 
gjældende i Agerbrugets Praris, har derfor fin Betydning og maa 
være velfomment for Enhver, der med levende Interesje omfatter Den 
vigtigite Kilde til Folfets Belftand. 

Et Jaadant nyt Bidrag har Liebig givet i fit ,,AMgerbrugets 
Maturlove”, hvori han paa en Flar og genial Maade fremftiller 
for 08 Plantens Udvikling, Jordbundens Inudflydelfe paa Planten, 
Gjødningens Virkning i Almindelighed og de enfelte Gjødnings- 
midler i Særdeleshed, idet han ftadig ftøtter fin Udvifling ban Yte- 
fultaterne af talrige Forføg, medens fan i flere Tillæg deels giver 
en nøiere Fremftilling af enfelte Forjøg, deelg færlig behandler enfelte 
interesjante Forhold. 


Savebog for Landmænd 


eler Anviisning til DyrFning og Anvendelfe af Kjøffenværter, 
Frugttræer og Frugtbuffe, famt Beiledning til Siavl, Dyrfning 
af BlIomfter, Øasning af Miftbænfe og Anvendelje af nogle Have: 
værter fom nyttige Huusraad. 


at f. I. Chr. Jenfen. 
Med 48 i Terten indtryfte Træjnit. 
Undet omarbeidede og forøgede Ovlag. PLriis 72 SÉ. 


WF em AMnmeldelfe i ,,Berl. Tid.” anføres: ,,£andmanden begynder 
mere og mere at erfjende, at en fagfyndig dreven Havedyrfning i 
Xorbindelje med Agerbruget yder de ftørfte Fordele. Den herom- 
handlede Haandbog yder i faa Henfeende en nyttig Veiledning, idet den 
med Benvttelje af gode Kilder og i Henhold til de nyefte Erfaringer 
giver fortfattede Anviisninger netop i de Grene af Havevæfenet, jom 
tlær ere af Bigtighed i Landhuusholdningen. Bogen er iffe alene 
ffreven med fuld Sagfundffab, men med nøie Kjendffab til den Deel 
af Bublicum, for hvilfen den er beftemt, og den er iffe ftørre, end at 
den uden Befvær fan medføre3, jaa at Landmanden altid fan have 
denne nyttige Raadgiver ved Haanden i det Pieblif, han ffal bruge den.” 


Indhold af 2det Binds dte Hefte. 


Tonerne. … Af Cand mar: Adam Paulsen SAS 5 EEN MEE 321. 

Kampen for Tilværelsen blandt Planterne. Af Eug. Warming 349. 

Om Menneskeracerne i det malayiske Ørige samt om Polyne- 
sierne og deres Vandringer. Af A. R Wallace ..... 375. 


Af delte Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) lil 
en Pris for hele Aaret af 3 Rdl.  Subskriptionen, der 
er bindende for et Bind, modtages 1 alle Boglader'og paa de 
kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse.  Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. 

De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 5. 

I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- 
gender” behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Litiken, 
.som træffes i sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-t- E., eller til 
Overlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E…, 
eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 B 
Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet 
ikke udtrykkelig er bemærket. 


TIDSSKRIET 


POPULÆRE FREMSTILLINGER Ulead | 
NATURVIDENSKABEN, 


C, FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. 


FJERDE RÆKKE. 


| MEDA ANDET BINDS SJETTE HEFTE. 


KJØBENHAVN. 


P. 6. PHILIPSENS FORLAG. 


THIELES BOGTRYKKERI. 


18705 


U 


"P, &. Philipsens Forlag. 


MMA AAN 


Veiledning 


i 


den danske Flora. 


AM popular Anvisning til at lære at kjende de danske Planter. 


Af 
E., Rostrup. 
Tredie forøgede Oplag. 


Da første Oplag af dette Værk udkom, blev det omtalt af 
»Berl. Tid.« påa følgende Maade: 


»Vi have hidtil savnet en populair Veiledning til at lære 
de almindelig forekommende Planter i vort Fædreland at kjende. 
og det er dette Savn, Forfatteren ved Udgivelsen af nærværende 
Skrift har søgt at afhjælpe. 

Ved at fordele Planterne efter deres Fremkomst og angive 
denne under hver enkelt Art, samt ved i et Tillæg at give en 
orienterende Oversigt over de ydre Betingelser, under hvilke de 
forskjellige Planter helst forekomme, har Forfatteren lettet Ar- 
beidet for dem, der selv skulle søge Planterne i den frie Natur, 
og vi tør derfor anbefale den til enhver Begynder i Botaniken 
som en baade nem og tilstrækkelig Veiledning ved Excursioner, 
i Skolerne saavelsom til Selvstudium af vort Planteliv«. 


Den nye Udgave har modtaget en værdifuld Forøgelse af 
Brægner, Padderokker og Ulvefodsfamilien, ligeledes af de hos os 
udbredte Arter af den store Starslægt, som ei fandtes i første 
Udgave. Disse, i Forbindelse med endeel andre hist og her ind- 
skudte Slægter og Arter, have foraarsaget en Forøgelse af om- 
trent 150 nye Plantebeskrivelser, saa at det hele beskrevne Antal 
Plantearter nu udgjør henved 800. 


Priis 1 Rd. 48 Sk, 


gain 
sø Zøology BæN 


MARK. 16 1942 


LIBRARY 


Om Plantehaar.=) 


LÅ I 2512: Af Chr: Grønlund 
372 


I. Haarenes Former. 


De fleste Plantedele ere beklædte med en beskyttende 
Hud. Denne er ligesom alle andre Planteorganer bygget 
af Celler, der imidlertid kunne antage meget forskjellige 
Former. Paa flere Kronblades f. Ex. Stedmoderblom- 
stens Overhud (Fig. 1.) have de en ejendommelig Byg- 
ning, idet de ikke danne nogen jævn 
Flade. De enkelte Celler hæve sig 
nemlig op som smaa Vorter eller Pa- 
piller, og derved bevirkes, at de nævnte 
og flere andre Kronblade faa en smuk 
fløjelsagtig Glands, idet Lysstraalerne 
brydes i alle de smaa Kupler. Disse 


vorteformede Celler danne en Overgang 
fra den glatte til den haarede Plantehud; de ere saa at 


sige Begyndelser til Haar. Naar vi tænke os dem noget 


+) Ved Affattelsen af denne Artikel ere navnlig følgende Skrifter 
benyttede: Professor Dr. Adolph Weiss: Die Pflanzen- 
haare. Untersuchungen uber den Bau und die Entwickelung 
derselben. (Trykt Pag. 369—666 i: »Botanische Untersuchungen 
aus dem physiologischen Laboratorium der landwirthschaftlichen 
Lehranstalt in Berlin« von H. Karstens. Band I. 1867.) Dr. 
Julius Sachs: Handbuch der Experimental -Physiologie der 
Pflianzen, Leipzig 1865, og Dr. F. Unger: Grundlinien der 
Anatomie und Physiologie der Pflanzen, Wien 1866. , 

Fjerde Række. II. 96 


402 


mere forlængede, have vi encellede Haar for os; 
hvis denne ene Celle ved Tværdeling udvikler en Række 
af Celler, dannes der derved et flercellet Haar. 
Som det heraf vil sees, ere Haarene ikke selvstændige 
Organer i samme Betydning som f. Ex: Stængelblade 
eller Kronblade; de ere kun Udvækster paa Ovérhuden og 
høre som Følge deraf til Plantens Biorganer. 

— I mange Tilfælde er Planternes Haarklædning saa 
fremtrædende, at den giver dem et ejendommeligt Præg 
og en særegen Karakter, hvad enten dette nu beroer 
påa, at de bløde Former vise sig endnu mere bløde, de 
stive og afstikkende endnu mere stive, eller det beroer 
påa, at det Indtryk, som Bladenes Farve gjør paa os, 
bliver et andet: de glindsende, mørkegrønne, glatte Blade 
tiltale Øjet paa en anden Maade end de haarede og mat- 
grønne, og de sølvglindsende eller hvidfiltede atter paa andre 
Maader. Af Planter med stærkt fremtrædende Haarbeklæd- 
ning paa Stængler og Blade kan der nævnes en Mængde 
saasom Sølv-Poplen, mange Pilearter, Klittetornen (Hippo- 
phaé rhamnoides), Axelbær-Røn og Selje-Røn, mange 
Evighedsblomster, Sølv-Potentil, Malurt, Kongelys, 
Tidsler, en Mængde Kaktus- og Begonia-Årter 0. m. d. 
Af Planter, hvis Blomster. Haarene give et ejendommeligt 


Udseende, er det tilstrækkeligt at nævne vort alminde- 


lige Tagrør, Sværdlilierne og Bukkeblad, en af vore 


skjønneste Moseplanter. 

Ogsaa hvor Haarene ere mindre iøjnefaldende eller 
mere spredte, er dog den store Afveksling i Form og 
Stilling ofte let at iagttage; de kunne være krøllede som 
Uld, bløde som Silke eller stive som Børster. De kunne 
blive til stikkende Torne, til rivende Kroge eller til 


brændende Pigge, men de kunne ogsaa være brede og 


403 


flade som takkede Skjæl eller sølvglindsende Stjerner; 
de kunne være tiltrykte til de Plantedele, paa hvilke de 
sidde, eller de kunne være udstaaende fra disse o. s. v. 
Den forskjellige Haarbeklædning er af Betydning for 
Botanikerne ved Undersøgelsen af Plantearterne, idet disse 
ofte derved kunne kjendes fra hverandre; ja undertiden 
ere visse Haarformer endogsaa ejendommelige for hele 
Slægter eller Familier. 

Haarenes Betydning for Plantens Liv er ikke altid lige 
stærkt fremtrædende; i nogle Tilfælde viser det sig, at 
de ere uundværlige, i andre, at de have overordenlig stor 
Betydning, og selv hvor denne endnu ikke er aabenbar, 
kunne vi vistnok antage, at den i Tidens Løb vil blive 
opdaget. Denne Slutning ere vi berettigede til at 
gjøre, da Haarenes Betydning i mange Tilfælde allerede 
nu viser sig med langt større Klarhed end for faa 
Aar siden. 

Men selv om vi vilde gaa ud fra den Forudsætning, 
at Haarene slet ingen Betydning havde for Planterne, 
vilde de dog være af stor Interesse for os Mennesker, 
der betragte Planterne og iagttage deres stille og tavse, 
men dog såa rige og tiltalende Liv. Paa Grund af 
Haarenes fine Bygning, og da de som oftest kun bestaa 
af en eneste eller af nogle faa Celler, kan disses Udvik- 
ling og Liv ofte tydeligere iagttages her end hos mange 
andre Planteorganer, og det saa meget desto bedre, som 
man ikke behøver at sønderdele Haarene, førend man 
undersøger dem under Mikroskopet; man kan tværtimod 
iagttage dem, medens Livet endnu er virksomt i Cel- 
lerne og Safterne strømme omkring i dem. Naar man 
da betragter Plantehaarene under Mikroskopet, vil man 


ofte faa Lejlighed til at beundre den store Skjønhed 
r 26% 


404 


og rige Afveksling i deres Bygning; man vil faa at se, 
hvorledes intet er Naturen for ubetydeligt, men hvorledes 
alt, baade det mere og det mindre fremtrædende, bliver 
anlagt efter bestemte Love og udviklet i en uendelig Af- 
veksling og Formrigdom. 

Idet vi nu ty til Forstørrelsesglassets Hjælp og ville 
betragte nogle af Plantehaarene under betydelig Forstør- 


relse, ville vi først henvende Opmærksomheden paa de 


encellede, senere paa de flercellede Haar, og af disse 
sidste ville vi særlig betragte de saakaldte Kirtelhaar. 
1. Encellede Haar. Fig 2 viser os et saadant 
fra Stængelen af en Snerre (Galium); det er krummet 
som en Hage og meget tykvægget og stærkt i Spidsen. Hos 
mange Snerrearter f. Ex. hos Burre-Snerren (Galium 


Aparine) findes saadanne Haar i stor Mængde baade paa 


405 


Stænglerne og paa Bladene, ja endog paa Frugterne, og 
de tjene til at fasthefte disse langstrakte og svagstæng- 
lede Planter til andre Gjenstande. Til samme Øjemed 
tjener det i Fig. 3 afbildede Haar af en Humlestængel, 
men det er af en anden Form, da det er forsynet med 
to stærke Spidser. Tilsyneladende er det flercellet, men 
de smaa Celler, som omgive Grunden af Haaret, tilhøre 
Bladkjødet og Overhuden; naar Haaret er ungt, hæve de 
sig slet ikke op over denne, men senere danne de smaa 
Cellehøje, i Midten af hvilke de store Heftehaar rage 
frem. Et lignende Forhold sees ved det lange encellede 
Haar i Fig. 4, der viser Brændehaaret af en Nælde. 
Dettes kolbeformede Grund er omgivet af en Mængde 
smaa Celler; efterhaanden bliver "Haarcellen smallere 
og smallere, og tilsidst ender den med en lille krum og 
lidt opsvulmet Spids. Denne sidste brækker meget let 
af, naar man berører Haaret, og derved kan den giftige, 
brændende Cellesaft komme ind i Huden. 

Ligesom mange andre Celler kunne ogsaa Haarcel- 
lerne have indvendig fortykkede Cellevægge; som oftest 
ere disse ikke lige stærkt fortykkede overalt, et Forhold, 
som er meget almindeligt hos tykvæggede Celler, men 
Haarcellerne frembyde desuden ofte den Ejendommelighed, 
at de fortykkede Partier vise sig som fremstaaende Knuder 
eller Vorter udvendig paa Cellerne. Exempler paa 
saadanne encellede Haar frembyde Stedmoderbiom- 
stens (Viola tricolor) Kronblade. Længst inde i Svælget 
se de ud som det i Fig. 5 afbildede Haar, paa hvilket 
de smaa Streger antyde fortykkede Partier, og om 
hvilket det endnu bør bemærkes, at de stærke Biigt- 
ninger i Spidsen for en stor Del ere Følger af Haarets 


406 


gradvise Henvisnen.%) Længere ude mod Randen og 
højere oppe i. Svælget ere Haarene af en ganske anden 
Form, idet de ere tykke foroven og smalle forneden som 
en Kølle. Kronbladenes Plader ere uden Haar, men meget 
stærkt vortede (se Fig. 1). 

Ofte ere de encellede Haar forgrenede paa forskjel- 
lige Maader. Saaledes frembringes det graalige Skjær 


paa Sommerlevkøjens (Matthiola annua) Stængelblade 


af nogle besynderlige Haar, der i Form kunne sammen- 


lignes med Hjortetakker (Fig. 6); den lille gulblomstrede 
Krognaal (Alyssum calycinum), som vokser paa tørre 
Marker og Banker, er aldeles hvidgraa af fine stjerne- 
formede Haar (Fig 7). Paa de smukke Deutzia- 
Buske, som i forskjellige Arter dyrkes i Haver og i Væ- 
relser, findes der paa Underfladen af Bladene smaa graa- 


lige Pletter, som sidde i Fordybninger paa Huden. Under 


%) Flercellede Haar af lignende Udseende findes paa Kronen af 
Melampyrum-Arterne. 


407 


Mikroskopet vise de sig som regelmæssige med smaa 
Fortykningsknuder besatte Stjerner; som oftest ere de 
femdelte, men de kunne ogsaa være tre-, fire- eller seks - 
delte; i Udseende kunne de sammenlignes med smaa- 
bitte Søstjerner. Fig. 9 viser et saadant Haar, seet fra 
Overfladen af og omgivet af nogle Overhudsceller, og Fig. 
8 et andet, der er gjennemskaaret for at vise, hvorledes 
det sidder i en Fordybning mellem Bladhudens Celler. 
"2. Flercellede Haar. Endnu større Afveksling 
end de encellede Haar, paa hvis forskjelligartede Bygning 
de nys anførte kunne tjene som Exempler, frembyde 
de flercellede. I Fig. 10 sees saaledes et besynderligt 
femcellet og to Gange knæbøjet Haar; den nederste 
Celle er stærkt fortykket undtagen paa enkelte Steder, 
hvor Cellehinden vedbliver at være tynd; derved dannes 
de saakaldte Porekanaler, der udvendig vise sig som 
runde Pletter paa de fortykkede Cellevægge. Disse sidste 
ere udvendig næsten glatte, medens de andre Celler, som 
mangle Porekanaler, udvendig vise de fortykkede Steder 
som mægtige Knuder.”) Saadanne ejendommelige Haar 
danne »Bakkenbarterne« paa Stænglen af »Tveskjægget 
Ærenpris«, der i Maj og Juni blomstrer saa alminde- 
lig i Krat og ved Gjærder med store blaa Kroner. En 
ganske anden Bygning har det i Fig. 11 afbildede Haar 
af en udenlandsk Tranehals (Erodium Manescavii). 
De forekomme paa Stænglerne og Bladene og bestaa 
for det meste af to eller tre store Celler, som ere tønde- 


formede, det vil sige afsmalnede foroven og forneden, 


+) I Tegningen ere disse kun udførte paa den ene Celle. De fleste 
af mig undersøgte Haar vare ikke saa stærkt knæbøjede som det 
aftegnede. FCFER 


408 


men udposede paa Midten; under forskjellige Vinkler 
kunne de være føjede til hinanden. I det nævnte Haar 
vare alle Cellerne udbugede, i hosstaaende (Fig. 12) to- 
cellede Haar af den almindelige Akelejes (Aquilegia 
vulgaris) Krone er dette kun Tilfældet med den nederste 
Celle, medens den øverste danner en lang og tynd Hals, 
som indeholder et stærkt lysbrydende Stof. Ofte ud- 
skiller »Halsen« en farveløs Masse, der kugleformet om- 


giver Spidsen af Cellen, som Figuren fremviser. 


Blandt Planter med stærk Behaaring anførte vi ovenfor 
Malurten (Artemisia vulgaris); baade dens Stængel og 
Blade have et graaligt Udseende. Naar vi betragte de 
Haar, som foranledige dette, under stærk Forstørrelse, 
ville de vise sig at være af et højst besynderligt Ud- 
seende > (Fig. 13): Paa: en «af mogle faa, korte  Celler 
dannet Stilk sidder der nemlig en meget stor Celle, der 
udbreder sig vandret til to Sider, som om det var en 
Hat eller en Solskjærm, der skulde beskytte de svagere 
Celler. Lignende Haar findes paa flere andre Kurv- 


blomster f. Ex. paa den persiske Insektpulverplante 


409 


(Pyrethrum roseum). Hvis »Hatten« istedetfor af en be- 
stod af flere Celler, som straaleformet vare udbredte til 
forskjellige Sider, vilde vi have et endnu besynderligere 
Haar for'os som f. Ex. det i Fig. 14 afbildede. Saa- 
danne Haar danne en tæt Filt paa Bladunderfladen af 
en nyhollandsk Plante, Correa speciosissima. Hvis 
Stilken havde været kortere, og hvis de lange Celler 
havde været stærkt sammenvoksne med hverandre, vilde 
Haaret have faaet Udseende som et stjerneformet Skjæl. 


Et saadant mangecellet Stjernehaar sees i Fig. 15. Det 


er - taget af Klittetornen (Hippophaé rhamnoides), 
hvis Bladets Sølvglands hidrører fra slige Haar, der 
navnlig forekomme i stor Mængde paa Underfladen af 
Bladene. Lignende Haar findes hos en Busk af samme 
Familie (Sølvbladfamilien) nemlig hos Sølvblad- eller 
Elæagnusbusken, som ofte dyrkes i vore Haver paa Grund 
af dens smukke Blade. 

Sjældnere end de stjerneformede forekomme de 


stærkt forgrenede Haar; et saadant sees i Fig. 16; det 


410 


er af filtbladet Kongelys (Verbascum Thapsus), hvis 
tætte Bladfilt er dannet af slige Haar, der forstørrede 
minde om en bladløs, stærkt tornet Gren. 

Alle unge, endnu ikke udvoksne Celler ere aldeles 
opfyldte med en gulagtig, halvflydende, kvælstofholdig 
Masse, der kaldes Celleslim eller Protoplasma, i hvilken 
der sees et lille rundt eller fladtrykt Legeme,” Celle- 
kjærnen, som snart findes midt i Cellen, snart nær- 
mere ud imod dennes Vægge (se Fig. 11, 19 -0g. 20). 
Under Cellens Vækst opstaaer der flere og flere Hulrum 
i Celleslimen, saa at denne tilsidst indskrænkes dels til 
at danne et tyndt Overtræk, der indvendig beklæder 
Cellehinden, og dels til fra denne af og hen til Celle- 
kjærnen at danne et Net af fine Slimhinder eller Slim 
traade (se; de nævnte Figurer.). 

Denne Celleslim er ikke en ubevægelig Masse; den 
er tværtimod stadig i Strømning, og der er en uafbrudt 
Virksomhed i den. I de fleste Planteceller kan denne 
dog ikke iagttages, hos mange viser den sig kun svagt 
og utydelig, men skjønnest og tydeligst sees den netop 
hos mange Haar, navnlig medens disse endnu er unge. 
Der er ikke ret mange mikroskopiske Iagttagelser, der 
ere saa tiltalende som denne Betragtning af Livsvirksom- 
heden i de smaa Grundorganer, hvoraf Planterne ere 
byggede. Her gaaer Strømningen op ad en Cellevæg, 
hist gaaer den ned, her bevæger den sig ind imod Celle- 
kjærnen, hist farer den bort fra denne; saa bøjer den 
pludselig af i en- ny Retning, og der. viser sig nye 
Strømme, hvor man før ingen havde iagttaget, og saa- 
ledes vedbliver det, indtil Livet udslukkes. 

Af andre Stoffer, som forekomme i Haarene — vi 


holde foreløbig Kirtelhaarene udenfor vor Betragtning 


411 


— vil jeg her blot anføre Stivelsekorn og Bladgrøntkorn, 
der i de fleste af hosstaaende Tegninger sees i Cellerne 
som smaa runde Legemer f. Ex. i Fig. 16, 20; men 
foruden med disse faste Stoffer ere de fleste Haar fyldte med 
Cellesaft, i hvilken forskjellige Farvestoffer kunne være 
opløste, eller ogsaa erstattes Cellesaften af Luft, hvorved 
Haarene faa Sølvglands. 

3. Kirtelhaar, Hos en stor Mængde Planter findes 
der dels enkelte Celler, dels Samlinger af Celler, som 
frembringe ejendommelige Stoffer f. Ex. flygtige Olier, 
Harpixer eller Farvestoffer, der ere meget forskjellige 
fra de sædvanlige Cellers Indhold. Saadanne Celler eller 
Cellegrupper kaldes Kirtler. Snart forekomme disse 
inden i Planteorganerne som de encellede gjennemskin- 
nende Kirtler i Orangebladene, der indeholde den vel- 
lugtende Olie, snart sidde de udvendig paa Overhuden 
som hos Krusemynten, paa Underfladen af Solbær- 
bladene som gule Smaapletter, paa Birkeblade o. fl., 
snart sidde de paa Spidsen af Haar, som da kaldes 
Kirtelhaar. Disse ere ofte meget smukke, navnlig naar 
baade Kirtelcellerne og »Kirtelstilken«, som bærer dem, 
ere fyldte med Farvestoffer af forskjelligt Udseende. I 
Fig. 17 sees et saadant Haar af Tjærenellikens (Vis- 
caria purpurea) Bæger; det, bestaaer af to Stilkceller med 
et smukt skarlagenrødt Indhold og af en enkelt gul Kirtel- 
celle. Lignende Haar (Fig. 18) findes paa Bladene og 
de unge Blomsterstilke af bølgekronet Storkenæb 
(Geranium phæum). Cellesaften i Stilkcellerne er lyse- 
rød, i Kirtelcellerne er den farveløs, men spredt i denne 
findes en stor Del mørkt karminrøde Farvekugler, af 
hvilke der ogsaa kan findes enkelte i Stilkens Celler 


som i den nederste paa Figuren. Paa Bladstilken og 


412 


Bladribberne af den kinesiske Primula findes der lige- 
ledes smukke Haar med encellede Kirtler (Fig. 19). 
Kirtelstilken bestaaer af en eller to brede Celler og af 
en meget smal, paa hvilken Kirtelcellen sidder. Denne 
er fyldt med en lyserød eller grøn Vædske; i Stilkcel- 
lerne findes der spredte Bladgrøntkorn og et smukt Pro- 
toplasma-Net med en tydelig fremtrædende Cellekjærne. 


Paa  Blomsterstilkene af den nævnte Plante bestaa 


Haarene af endnu flere Celler, og Kirtelcellen er smallere 
og mere langstrakt. 

I Fig. 20 sees et Haar med en flercellet Kirtel, som 
sidder paa. en Stilk, der ligeledes er "dannet "af" flere 
Celler; disse indeholde en farveløs Saft og Bladgrøntkorn, 
medens selve Kirtlen er fyldt med en gulgrøn klæbrig 


Masse, som i stor Mængde udskilles af den. Disse 


413 


Haar findes paa Blade og Stængler af den saakaldte 
Bondetobak (Nicotiana rustica), den af de dyrkede 
Tobaksarter, som giver den simpleste Tobak, og de ere 
Aarsagen til denne Plantes fedtede, klæbrige Overflade. 

Haar af et noget lignende Udseende med gule Kirtler, 
men med violet Farve i Stilkens Celler, findes paa Blom- 
sterstilkene af den i. Haverne saa almindelig dyrkede 
Løvemule (Fig. 21) (Anthirrinum majus). De gule Haar, 
som findes inde i Kronens Svælg, ere derimod af en al- 
deles forskjellig og meget besynderlig Skikkelse, som det 
vil sees af Fig. 22. Til Maskeblomstfamilien hører, 
ligesom Løvemulen, Brunrodslægten. En Art af denne, 
Knollet Brunrod, vokser temmelig hyppig i Krat og 
ved Gjærder. Kronerne ere uanselige, grønne med brune 
Overlæber, men Blomsterstilkene ere tæt beklædte med 
blaa Kirtelhaar, der sete under Mikroskopet ere overor- 
denlig skjønne. Paa en farveløs Stilk, som kun bestaaer 
af to Celler, sidder der nemlig en mangecellet Skjærm, 
hvis Celler, der alle støde sammen i et Midtpunkt, ere 
fyldte med et mørkeblaat Indhold (Fig. 23). Lignende, 
men farveløse Haar, der ligne smaa Oblattrykkere, findes 
paa Bladene af den smukke blaablomstrede Vibefedt 
(Pingvicula vulgaris), som derved blive aldeles klæbrige 
at føle' paa. 

Undertiden kan den samme Plantedel baade bære 
siddende Kirtler og Kirtelhaar; dette er saaledes Til- 
fældet med Centifolie-Rosens Blomsterstilke, der ere 
beklædte med røde mangecellede Kirtler (Fig. 24) og med 
grønstilkede Kirtelhaar.  Vinrosens Stængelblade ere paå 
Stilkene og paa Smaabladenes Underflader beklædte med 
Kirtelhaar, medens Bladtakkerne bære siddende Kirtler. 
Hos den sidstnævnte Rosenart indeholde de røde Kirtler 


414 


en vellugtende flygtig Olie, der giver Bladene den vel 
bekjendte Æble- eller Ananaslugt. Fig. 25 viser os et 
Kirtelhaar af et fra det sidst omtalte meget forskjel- 
ligt Udseende; paa en tyk, mangecellet Stilk, hvis Celler 
indeholde Bladgrøntkorn, sidder der en Kirtel, som er 
dannet af flere symmetrisk ordnede Celler, og som inde- 
holder en kornet, gul eller noget rødlig Substans. Slige 
Haar findes paa Hampens Axelblade og Blomsterstilke. 
Det i Kirtlen indeholdte harpixagtige Stof er i de kol- 
dere tempererede Zoner kun i ringe Grad i Besiddelse 


af giftige Egenskaber; anderledes er Forholdet i de tro- 


piske Egne, hvor Harpixen er meget giftig. Naar den 
nydes af Menneskene, virker den søvndyssende og svæk- 
kende paa Nervesystemet, og den frembringer ligesom 
Opium en ejendommelig Beruselse, hvis Virkninger for- 
øvrigt skildres meget forskjellig. Under Navn af Ha- 
schisch benyttes Hampeharpixen som et berusende Middel 
af flere orientalske Folkeslag navnlig af Araberne, og den 
har været i Brug lige siden Oldtiden. Kirtelhaar af et 
noget lignende Udseende findes paa Hunhumlens 
Blomsterstande, de saakaldte Humlekopper, for hvis 
Skyld Humlen bliver dyrket.  Kirtlerne indeholde det 


415 


ejendommelige Stof, som benyttes i Bryggerierne til at 
give Øllet en bitter Smag og en særegen Lugt. Kirt- 
lerne hos Porsen (Myrica Gale) indeholde lignende Stoffer, 
Posten (Ledum palustre), der benyttes til Forfalskning 
af Øl, er derimod giftig i Stængel og Blade. Foruden 
de nævnte kunde der endnu anføres en Mængde smukt 
eller ejendommelig byggede Haar saasom de store, stærkt 
forgrenede, mangecellede Kirtelhaar paaStikkelsbærbuskens 
Bladskeder, de mangecellede, blaa Haar paa Støvtraadene 
af Tradescantia virginica, der netop høre til de Haar, 
som smukkest vise Cellernes Protoplasmastrømninger, de 
encellede, gule, knudrede Haar af Riddersporens Kron- 
blade (Delphinium formosum) o. m. fi.; men vi have kun 
exempelvis villet fremhæve nogle af de mangfoldige Haar- 
former, og vi maa henvise dem, som interessere sig for 
Undersøgelsen af Haarenes Bygning, til selve Naturen. 
I den allerede nævnte Afhandling af Prof, Weiss i Lem- 
berg findes der en stor Mængde Afbildninger af Haar og 
af disses Udvikling. Med Hensyn til de flercellede, ikke 
kirtelbærende Haar paaviser Forfatteren, at disse ingen- 
lunde altid vokse i Spidsen, saaledes som man tidligere 
antog, men at det i overordenlig mange. Tilfælde er 
Haarets Grund, som er Sædet for Celleformerelsen. Kun 
sjelden finder Celledelingen Sted efter hele Haarets 
Længde eller i det mindste i en stor Del af dets Celler. 
Hvad Kirtelhaarene angaaer, da blive enten alle Stilkens 
Celler dannede førend Kirtelen, saa at denne afslutter 
Haarets Udvikling, eller ogsaa bliver den øverste af de to 
først dannede Celler til Kirtelcelle eller, forsaavidt Kir- 
"telen bestaaer af flere Celler, til Modercelle for disse, 


medens Stilken først senere kommer til Udvikling. 


416. 


Med disse korte Antydninger til Haarenes Udvik- 
lingshistorie maa vi afslutte Undersøgelsen af disse inter- 
essante Smaaorganers Bygning og henvende Opmærk- 
somheden paa et andet Spørgsmaal, idet vi i det føl- 
gende ville beskjæftige os med Haarenes Betydning for 
Planternes Liv. 

II. Haarenes Betydning. 

Haarene ere, saaledes som vi allerede have paavist, 
meget udbredte Dannelser, der kunne forekomme paa 
alle Plantens Dele, men ikke overalt have de den 
samme eller lige stor Betydning. De Haar, som spille 
den største Rolle i Plantelivet, ere vistnok de, som mest 
unddrage sig vore Blikke ved at være skjulte i Jordens 
Skjød, nemlig Rodhaarene. Disse ere tyndhindede og 
encellede og ligesom Papillerne paa Kronbladene og 
mange andre encellede Haar ligefrem omdannede Over- 
hudsceller. De forekomme som oftest i et meget stort 
Antal paa de yngste og fineste Rodgrene; men deres 
Livsvirksomhed er kun kortvarig; de, skrumpe snart ind 
og henvisne, idet de under Røddernes fortsatte Vækst 
stadig erstattes af nye Haar paa nydannede Rodgrene (se 
Fig. 26). Disse fintbyggede Smaahaar have den betydnings- 
fulde Opgave at skulle forskaffe Planten største Delen 
af dens Næringsmidler, nemlig alle de Stoffer, som skulle 
hentes fra Jorden, hvori Planten vokser. Igjennem den 
tynde Cellehinde opsuges Vand tilligemed de deri op- 
løste Bestanddele for senere at føres fra Celle til Celle 
og for at bidrage til Dannelsen af nye Celler og af for- 
skjelligartede Plantestoffer. 

Rodhaarenes Virksomhed indskrænker sig dog ikke 
til en simpel Opsugning af de Stoffer, som forefindes i 


Jorden opløste i Vand, men de nyeste Undersøgelser af 


417 


Fiebig,"Sachs'o. 
fl. have vist, at der 
finderen Vekselvirk- 
ning Sted imellem 
Haarene og Jordpar- 
tiklerne, idet Rod- 
haarene lægge sig 
tæt op til disse, og 
idet den i Cellerne 
indeholdte Saft ved 
at sive igjennem 
Cellehinderne bidra- 
ger til at opløse de 
faste mineralske Par- 
tikler, med hvilke 
Haarene komme i 
Berøring. Ved for- 
sigtig at optage unge 
& Frøplanter, der vare 
"saaede dels i rent 
Sand, dels i Muld- 
jord, iagttog Sachs, 
en inderlig Rod- 
haarene og Jordpar- 


tiklerne "vare - for- 


bundne med kver- 


es 
CEN bReR = 
ag RER = 


SE andre; kun smed 
22 y 

j Vanskelighed kunde 
R| de sidste afrystes, 


Kimplante (k) af Hveden. Paa de øverste Partier af 09 ofte vare de saa 
Rødderne (e) og deres Forgreninger (n)ere Rodhaarene re 
affaldne. De med e' betegnede Dele have endnu disse, nvoksne 
som skjules for os af de vedheftende Jorddele. Paa fast samme 


den nederste Ende af Rødderne (R) ere Haarene endnu É 
ikke udviklede. med” Haarene;," at 


Fjerde Række. Il. BT 


418 


disse bleve sønderrevne, naar hine bleve borttagne, Paa 
Rødder f. Ex. af Hvedeplanter (Fig. 26), som vare 
nogle Uger ældre, vare allerede en stor Del af Haarene 
visne, og paa disse Steder faldt Jorden med stor Lethed 
af, medens den hang fast ved de yngre med Haar for- 
synede Rodgrene. En anden Række af Forsøg blev fore- 
taget med glatslebne Plader af forskjellige Mineralier, f. 
Ex. Marmor, Dolomit, Magnesit, Gibs o. fli., som bleve 
nedlagte paa Bunden af Frøpotter med den glatte Flade 
opad. Nogle Tommer højt bleve de bedækkede med 
hvidt Sand, i hvilket der blev saaet Frø af forskjellige 
Plantearter. Naar Rødderne havde naaet de faste, glatte 
Plader, krøb de hen langs med Overfladen af disse, og 
det viste sig senere, da Mineralpladerne vare blevne op- 
tagne og vaskede med Vand, at Rodhaarene havde efter- 
ladt fine Indtryk eller Indgraveringer, eller med andre 
Ord, at de havde opløst en Del af den faste Stenmasse. 

De hidtil anstillede Forsøg ere kun faa, og de bør 
fortsættes i langt videre Udstrækning for at kunne give 
fuldkommen sikkre Resultater, men de ere dog allierede 
tilstrækkelige til at vise, at Rodhaarenes Virksomhed i 
Jordens Skød er endnu mere indviklet og betydnings- 
fuld, end man tidligere havde antaget. 

Ikke alle Planter fæste deres Rødder i Jorden; der 
gives ogsaa svømmende Planter, hvis Rødder hænge frit 
ned i Vandet. Som Exempler herpaa kunne vi nævne 
Andemad (Lemna) og den i Søer, Aaer og Tørvemoser 
saa almindelige Frøbidplante (Hydrocharis morsus Ranæ), 
hvis Rodhaar ere smukt og fint byggede, saa at de til- 
tale Øjet, hvad enten man seer dem udbredte i Vandet, 


eller man under Mikroskopet iagttager Protoplasma- 


419 


Strømningerne, som tydelig træde frem indenfor den 
tynde Cellehinde. 

Idet vi hermed forlade Rodhaarene og vende os til 
en Undersøgelse af Stængel- og Bladhaarenes Be- 
tydning, maa vi først gjøre den Bemærkning, at vi herved 
komme ind paa nogle Enemærker, som kun ere meget 
ufuldstændig undersøgte, og paa hvilke det er meget 
vanskeligt at gjøre sikkre Slutninger. Vi ville derfor kun 
fremkomme med nogle Hentydninger for at vise, hvad 
der forekommer os at maatte være det rette, og hvilke 
Veje man er gaaet og for Fremtiden bør gaa for at 
kunne aføjøre det ikke uvigtige Spørgsmaal om Blad- og 
Stængelhaarenes Betydning i Plantens Liv. 

Den første Maade, hvorpaa man har grebet Sagen 
fat, var følgende: Man undersøgte Plantevæksten i det 
store og iagttog, hvorvidt Klima, Jordbundsforskjellig- 
heder, Fugtighedsforhold m. m. havde Indflydelse paa 
Planternes Behaaring. Det viste sig da, at Planterne 
ere langt stærkere behaarede paa tørre end paa fugtige 
Voksesteder, og at den samme Planteart ofte kan variere 
med Hensyn til Behaaringens Tæthed, eftersom den 
vokser paa tørre eller paa fugtige Steder, eller eftersom 
den er vildtvoksende og overladt til sig selv, eller bliver 
plejet og vandet i Haver og i Drivhuse. Vi behøve ikke 
at gaa udenfor vor hjemlige Flora for at overtyde os 
om, at det virkelig forholder sig saaledes. Paa tørre, 
sandede Marker vokse f. Ex. Læge-Ærenpris, Uldbladet 
Kongelys, Evighedsblomster, Blød Storkenæb, Blaamunke, 
Sandskjæg, Sølv-Potentil, Valmuer og mange andre 
stærkt haarede Planter, medens vi i Enge og Moser finde 
Eng-Kabeleje, Eng-Blomme, Entian, Gjøgeurter, Eng- 
Karse, Bukkeblad, Tykbladet Ærenpris og mange andre 


7 
PAT 


420 


glatte Planter. De i dybere Vand voksende Planter som 
Aakander, Vandaks, Pilblad o. fl. og de svømmende 
Planter som Frøbid og Andemad ere aldeles glatte. Vel 
gives der ikke faa Plantearter, som mangle Haar og dog 
kunne vokse paa tørre Steder og omvendt haarede 
Planter, som kunne trives i Enge, men forholdsvis er 
deres Antal kun ringe. 

Det ligger da nær at gjøre den Slutning, at Stængel- 
og Bladhaarenes væsenligste Betydning er den, at de 
forstørre Bladenes Overflade og derved bevirke, at Luftens 
Fugtighed bedre kan fastholdes og komme Planterne til- 
gode paa saadanne Steder, hvor Jordbunden ofte bliver 
tør eller fattig paa Næringsvædske. i 

For at søge Bekræftelse paa den gjorte Slutnings 
Rigtighed maa man ogsaa gaa en anden Vej: man maa 
undersøge de enkelte Planter og iagttage, hvorvidt Haa- . 
rene virkelig ere istand til at fastholde Vandet, som de 
komme i Berøring med, og om de muligvis i denne Hen- 
seende besidde andre Egenskaber end den glatte Over- 
hud. Det er navnlig Sachs, som paa denne Maade har 
anstillet Forsøg med forskjellige Planter, og vi ville 
med nogle faa Udeladelser anføre hans egne Medde- 
lelser herom: 

«Dypper man et friskt Majsblad i rent Vand, vise 
Bladfladerne sig overtrukne med et sølvglindsende Luftlag; 
kun Midtnerven viser sig grøn, d. e. den bliver vædet af 
Vandet; bliver Bladet i længere Tid liggende i Vand, 
saa forsvinder Luftovertrækket, og hele Overfladen bliver 
vædet. Ved neddyppede Blade af Lupinen (Lupinus 
termis) og Rødkløver (Trifolium pratense) bemærker man 
et tykt omhyllende Luftlag, og kun de større Nerver ére 
frie for dette, da de nemlig blive vædede af Vandet; de 


421 


paa Bladoverfladen staaende Haar blive ligeledes vædede. 
Naar man har taget Bladene op af Vandet, finder man, 
at Bladkjødets Overhud er tør, de større Nerver derimod 
og Haarene vaade.7) Paa lignende ÅAarsager beroer 
aabenbart den Form, i hvilken Duggen samler sig paa 
Bladene. Paa Nerverne sætte Draaberne sig iregelmæs- 
sige Afstande og have Udseende af Perlesnore. Jo tyk- 
kere Nerven er, desto større Draaberne; derfor seer man 
paa et og samme Blad alle Størrelser af Draaber, sva- 
rende til Nervernes Tykkelse. Paa Blade med glat Over- 
hud aflejre sig mellem. Nerverne mere uregelmæssige 
Draaber uden at flyde sammen med hine. Haarene paa 
Bladene bære sædvanlig en hel Række af smaa Draaber, 
som man ofte først kan erkjende under Lupen, og Draa- 
berne sidde paa Haarene over hverandre som Perler paa 
en Snor. Paa Overfladen flyde Draaberne af stærkt be- 
dukkede Blade om Morgenen sammen paa de dybe Steder; 
disse ere de smaa Dale, hvis Bund bliver dannet af 
Bladnerverne. Paa "disse Steder hænger Vandet fast, 
medens det ruller bort fra Bladkjødets Overhud. Det 


er derfor sandsynligt, at den ringe Mængde Dugvand, 


=) Naar man dypper stærkt haarede Blade ned i Vand, vil man altid 
se en stærk Sølvglands, hidrørende fra Luften mellem Haarene. 
Det samme kan imidlertid ogsaa sees paa glatte Blade f. Ex. 
Salat-, Porre-, Nellikeblade o. fi. At Huden over Bladkjødet 
skulde forholde sig anderledes end den over Nerverne og end 
Haarene, er vistnok Tilfældet hos en Del, men langtfra hos alle 
Planter; end ikke paa Majsblade lykkedes det mig at iagttage 
nogen Forskjel. Paa Levkøjblade blev Midtnerven hurtig vædet, 
medens Heliotrop- og Pelargonieblade straks bleve vaade overalt. 
Saa meget er i alt Fald sikkert, sely om Sachs's lagttagelser ikke 
alle svare til de virkelige Forhold, at en tæt Haarbeklædning 
meget bidrager til at fastholde et Luftlag og til at holde Blad- 
huden tør. IGSIG: 


422 


som Bladene opsuge, trænger ind gjennem Haarene og 
Nervernes Overhud. Denne Opsugning kan imidlertid 
kun være af nogen Betydning paa meget tør Jordbund, 
efter hede Dage, naar Planterne endnu om Aftenen for- 
blive slappe; naar Bladene derimod ere stive og strut- 
tende, og Rødderne endnu forefinde Vand nok i Jorden, 
er det neppe muligt, at Duggen kan trænge ind i større 
Mængde, da alle Celler ere fuldkommen fyldte. Da der 
med Duggen tillige indfinder sig Vanddraaber, som ere 
udskilte af Planterne, paa Bladspidser og Bladrande, 
hvilket man om Aftenen let kan iagttage i det frie, saa 
følger deraf, at Rødderne til den Tid endnu optage meget 
Vand, som føres op til Bladene, ja at de endog optage 
mere, end disse kunne beholde; derfor træder det ud i 
Skikkelse af Draaber, og deri ligger ogsaa Beviset for, 
at Duggen ikke kan trænge ind i større Mængde. Naar 
derimod Bladene om Aftenen endnu ere slatne, hvilket 
dog skeer meget sjelden, saa kunne de vel ogsaa op- 
suge Duggen og igjen erholde deres Stivhed. Imidlertid 
tør man i vort Klima ikke tillægge Duggen for stor Be- 
tydning i denne Henseende, thi det dugger kun stærkt, - 
naar der ikke er hengaaet altfor lang Tid siden den sidste 
Regn, naar altsaa Planterne endnu forefinde tilstrække- 
ligt Vand i Jordbunden. — Den vigtigste Rolle synes 
Duggen at spille om Morgenen ved Solopgang. Naar de 
i Nattehvile hensunkne Planter pludselig blive trufne af 
Solen, vilde de visne, da Rødderne kun ere i ringe Virk- 
somhed i den endnu kolde Jordbund; Duggen beskytter 
Bladene mod pludselig indtrædende stærk Fordampning 
straks efter Solopgang, og saaledes vinder Planten ”Tid 
til at træde ind i den Virksomhedstilstand, som svarer 


til Dagstimerne. Denne Anskuelse støtter sig paa de af 


423 


mig gjorte Iagttagelser, at Planter, naar de blive dyrkede 
v Værelser, f. Ex. Bønner, Majs, Kaal, ofte om Mor- 
genen, naar de pludselig blive trufne af Solen, visne 
stærkt, medens de ved fortsat Solskin atter blive friske, 
og fremdeles paa min Iagttagelse, at Rodens Virksomhed 
med Hensyn til Optagelsen af Vand stiger med Varme- 
gradens Forhøjelse. « 

Saavidt Sachs; skjøndt det af det anførte vil sees, 
at han idetmindste ikke i vort Klima tillægger Duggen 
stor Betydning, har han dog vist, at Haarene i Modsæt- 
ning til den med et Luftlag omgivne Bladkjødshud ere 
istand til at fastholde Fugtigheden. Om han har vur- 
deret Betydningen af denne Haarenes Egenskab for ringe, 
vil Fremtiden vise. Naar vi tage i Betragtning, at der 
ikke. sjelden ogsaa i vort. Klima indtræffer meget tørre 
Samre, i hvilke det maa være af Vigtighed, at den 
Smule Regn, der engang imellem falder, kan komme 
Planterne tilgode, og naar vi lægge Mærke til, at unge, 
spæde Planter, hvis Rødder endnu ere svage, og nylig 
udfoldede Blade og Grene ofte ere stærkt behaarede, 
selv om de senere blive glatte, saa synes Haarene 
unægtelig at spille en betydelig Rolle med Hensyn til 
Fastholdelse og Optagelse af Luftens Fugtighed. 

At der imellem Haarene samles et Luftlag, og at 
Huden over Bladkjødet i Regnvejr og Taage vedbliver at 
holde sig tør, maa ogsaa, som vi straks skulle se, have 
Betydning for Plantelivet. Bladhuden er som bekjendt 
i stor Mængde forsynet med Spaltaabninger eller med 
smaa af to halvmaaneformede Celler omgivne Huller, hvis 
Opgave det er at bortføre de i Plantevævet forekom- 
mende overflødige Vanddampe og Luftarter. Spaltaab- 
ningerne ere imidlertid ikke altid lige store, de kunne 


424 


nemlig aabne og lukke sig. Dette sidste finder navnlig 
Sted om Natten, da Planterne hvile, og da de kemiske 
Omdannelser kun foregaa i ringe Grad, samt naar de 
blive vaade. Da nu Overhuden vedbliver at være tør 
og at være omgiven med Luft, medens Haarene fastholde 
Fugtigheden, ville Spaltaabningerne vedblive at være aabne 
baade i Tørvejr- og i Regnvejr. At Spaltaabningerne hos et 
meget stort Antal Plantearter kun forekomme paa Bladenes 
Underflade, staaer muligvis i Forbindelse med, at denne i 
Regelen er langt stærkere behaaret end Overfladen.) 

Tilde allerede givne Antydninger af Bladhaarenes 
Betydning kunne vi endnu føje, at de rimeligvis bidrage 
til at mildne Virkningerne af altfor pludselige Tempera- 
turforandringer, at den stærke Behaaring af Bladene i 
de fleste hvilende Knopper f. Ex. hos Hestekastanien i 
høj Grad maa kunne forhindre gjensidigt Tryk af de smaa 
Blade og tillige beskytte mod Kulden, og endelig at 
Haarene indeholde en stor Mængde Stivelsekorn, der kunne 
tjene til Næring for Planterne. 

Medens Stængelbladene træde i Planteernæringens Tje- 
neste, er det Blomsternes Opgave at sørge for Plante- 
formerelsen. De i Støvknapperne dannede Støvkorn 


træde ud af disse, og for at Befrugtningen kan foregaa, 


+) At Planter, som vokse i Ørkener eller andre tørre Egne, ere saa 
stærkt haarede, har maaske ogsaa sin Grund deri, at Haarbe- 
klædningen er nødvendig for dem ikke blot til at fastholde den 
Fugtighed, som Atmosfæren kan bringe, men ogsaa den, der for- 
damper fra Bladet selv; de tjene saaledes til at dæmpe eller 
hæmme den ellers for stærke og skadelige Fordampning. Paa 
samme Maade tjene muligvis ogsaa de Haar, som såa mange 
unge Planteblade ere beklædte med, medens de senere mangle 
dem; netop for de unge Blade vil en stærk Fordampning være 
farligst. 


425 


maa de falde paa Arret, den øverste Del af Støvvejen. 
Efter kortere eller længere Tids Forløb begynder den 
inderste af Støvkornets to Hinder at forlænge sig og at 
vokse ud til et langt, fint Rør (Støvrøret); gjennem Arret 
og Griflen vokser dette ned til den indre Del af Frugt- 
knuden, trænger ind i Ægget og befrugter dette.) 

Det ligger udenfor disse Meddelelsers Forinaal videre 
at omtale, hvorledes Befrugtningen foregaaer; vi skulle 
her kun paapege den Rolle, som Haarene spille ved 
samme. Hvad da navnlig Arrene angaaer, ere disse 
næsten altid beklædte med smaa encellede Kirtler og 
meget ofte tillige med længere Haar. Af Kirtlerne ud- 
skilles der en sukker- og gummiholdig Saft, hvorved 
Arrene blive fortrinlig skikkede baade til at fastholde 
Støvkornene og til at ernære Støvrørene. 

At Støvkornene falde paa Arrene er absolut nød- 
vendigt, for at Befrugtningen kan foregaa. Derimod har 
det vist sig, at det ikke forholdt sig rigtig, naar man 
antog, at alle tvekjønnede Blomster befrugte sig selv. 
Det har tvertimod vist sig, at dette for mange Planters 
Vedkommende er en Umulighed, da Støvdragere og Støv- 
veje ikke udvikles samtidig. +) 

Jo mere man undersøger de enkelte Plantearter og 
iagttager, hvorledes Befrugtningen foregaaer for hver 
Arts Vedkommende, desto mere opdager man, hvor 
mange sindrige Apparater Planterne ere forsynede med, 
for at Støvet kan blive ført fra den ene Blomst til den 


£) Se dette Tidsskrifts 1ste Række dte Bind: Om Befrugtningen 
hos Blomsterplanterne. Ved P. Heiberg, Stud. mag. 

%%) Se dette Tidsskrifts Ade Række, 2det Bind: Nyere Undersøgelser 
angaaende Planternes Befrugtning. Af J. Hoffmeyer, Cand. mag. 


426 


anden, og man seer blandt andet, hvilken stor Rolle 
Haarene ogsaa i denne Henseende komme til at spille.) 
For at opnaa Plantebefrugtningen har Naturen imid- 
lertid ikke indskrænket sig til åt søge Hjælp i selve 
Planteriget, men den har ogsaa henvendt sig til Dyrene, 
og Insekternes Betydning i saa Henseende viser sig be- 
standig at være større og større. En Mængde Insekter 
leve af den søde Saft, som udskilles af mange Blomster. 
Hensigten med mange Blomsterkroners livlige Farver og 
med deres stærke Duft er muligvis netop den at hidlokke 
Insekterne. Idet disse da søge ned i Blomstens Indre 
for at søge efter Honningsaften, hæfter Blomsterstøvet 
sig fast ved den tætte Haarbeklædning, hvormed de som 
oftest ere forsynede, og idet Insekterne flagre fra Blomst 
til Blomst for at skaffe sig Næring, bidrage de uden at 
vide det til de Plantearters Vedligeholdelse, som skulle til- 
berede denne Næring for dem selv eller for deres Afkom. 
Vi have her ikke blot i Almindelighed et Exempel paa, 
hvorledes Planterne og Dyrene kunne række hverandre 
Haanden, men vi kunne ogsaa specielt sige det samme 
om Insekternes og om Blomsternes Haarbeklædning. 
Efter Befrugtningen begynde Frugterne at udvikle 
sig. Ogsaa disse kunne være beklædte med Haar, og for 
de opspringende Frugters Vedkommende kan det samme 
være Tilfældet med Frøene, Som Exempler paa det 
sidste kunne vi nævne Popler, Pile, Dueurter og Bom- 
uldsarterne, hvis Frøuld spiller en saa vigtig Rolle i 
Industrien. Haarene paa Frugter og Frø bidrage aaben- 


bart til at sprede disse over større Strækninger, og de 


%) Se dette Tidsskrifts 4de Række iIste Bind: Om - følsomme 
Planter. Af Eug. Warming, Pag. 429—31. 


427 


hjælpe saaledes med til Plantearternes større Udbre- 
delse"). Det samme opnaaes imidlertid for flere Planters 
Vedkommende derved, at selvstændige  Bladorganer 
antage Haarform. Hos Mælkebøtten, Tidslerne og de 
fleste Kurvblomster ere saaledes Bægerbladene repræ- 
senterede af den haarformede Fnuk, der bliver siddende 
påa Frugterne, og hos Kjærulden vokser det enkelte 
Blomsterdække efterhaanden og omdannes til de lange 
Haar, der omslutte Frugten. 

I disse Tilfælde have vi altsaa haarformede Hoved- 
organer og ikke Biorganer for os, men det er kun de 
sidste, som vi have havt til Hensigt at betragte i 
denne Artikel. Vi have kun villet henlede Opmærk- 
somheden paa de egenlige Plantehaars Bygning og paa 
deres Betydning for Plantelivet. 


+) Se dette Tidsskrift 2den Række i1ste Bind S. 33: Plantevan- 
dringer af E. Rostrup. 


Tale ved ÅAabningen af det brittiske Naturforsker- 
møde i Liverpool i Septbr. 1870. 


Af Mødets Præsident, Professor T. H. Huxley. 
M.D. og H: 


Det har længe været Skik og Brug, at den tiltræ- 
dende Formand for det brittiske Naturforskermøde be- 
nytter det ophøjede Stade, hvortil hans Kollegers Stemmer 
midlertidig have hævet ham, til at kaste sine Øjne ud 
over den videnskabelige Verdens Synskreds og afgive 
Melding til dem, om hvad han seer fra dette sit Vagt- 
taarn: i hvilke Retninger de talrige Divisioner af den 
ædle Hær af Naturvidenskabens Stridsmænd rykke frem; 
hvilke vigtige Fæstninger i den senere Tid ere blevne 
erobrede fra vor fælles Fjende, Uvidenheden; og tillige 
til med skyldig Upartiskhed at opgive de Punkter, hvor 
Videnskabens fremskudte Poster ere blevne slagne til- 
bage, eller hvor en langvarig Belejring ingen Fremskridt 
har gjort! 

Det er min Hensigt at forsøge at følge dette gamle 
Forbillede paa en med mine Kundskabers og Evners. Be- 
grændsning stemmende Maade. Jeg skal ikke driste mig 
til at forsøge et Panorama-Overblik af hele Videnskabens 
Verden, ja ikke engang at give en Skitse af, hvad der 
udrettes i den ene store Provinds, Læren om Livet, 
uagtet mine sædvanlige Studier have gjort mig fortrolig 
med nogle Egne af den. Derimod skal jeg forsøge at 


fremstille for Dem en enkelt biologisk Læresætnings Op- 


429 


komst og Udvikling, og at give Dem nogle Oplysninger 
om de aandelige og praktiske Frugter, som vi skylde, 
middelbart eller umiddelbart, til syv Generationer af taal- 
modige og flittige Undersøgeres Bearbejdelse af en 
Tanke, der opstod for over to Aarhundreder siden i en 
skarpsindig og iagttagende italiensk Naturforskers Hoved. 

Vi gjøre hver Dag den Erfaring, at det er vanskeligt 
at hindre mange Fødemidler i at skimle; at tilsyneladende 
sunde Frugter ofte indeholde Orme i Kjærnen; at Kjød, 
der overlades til sig selv i Luften, vil raadne og blive 
fuldt af Maddiker; ja endog almindeligt Vand vil tidligere 
eller senere blive plumret og fuldt af levende Organismer, 
naar man lader det henstaa i et aabent Kar. 

Naar Oldtidens Filosofer bleve spurgte om Åarsagen 
til disse Fænomener, havde de et antageligt Svar paa 
rede Haand. Det faldt dem ikke ind at tvivle om, at 
disse lavtstaaende Former af levende Væsener avledes 
i de Stoffer, hvori de forekom. Lucretius, der havde 
drukket dybere af Videnskabens Væld end nogen anden 
ældre eller nyere Digter med Undtagelse af Goethe, 
taler mere som Filosof end som Digter, naar han ud- 
bryder: »Med Rette har Jorden faaet Moder-Navn, thi 
alt frembringes ud af Jorden; selv nu have mange levende 
Skabninger deres Udspring af den, idet de udvikle sig af 
Regnvandet og Solheden«. (De rerum ratura V.793—96). 
Grundsætningen i Oldtidens 0Videnskabelighed: » Det. 
enes Undergang er det andets Fødsel«, havde sin folke- 
lige Indklædning i den Tro, at Frøet maa dø, førend den 
unge Plante kan spire frem af det, en Tro, der var 
saa udbredt og indgroet, at Apostelen Paulus be- 
raaber sig paa den i et af de mest. glimrende Udbrud 
af hans glødende Veltalenhed (1ste Korinth. XV. 36): 


430 


»Du Daare! det som du saaer, bliver. ikke levendegjort, 
dersom det ikke døer!« At Liv kan fremgaa af og virke- 
lig fremgaaer af, hvad der ikke har Liv, var altsaa an- 
taget baade af Filosoferne, Digterne og selve Folket hos 
de mest oplyste Folkefærd for 1800 Aar siden; og det 
blev ved at være det lærde og ulærde Evropas ved- 
tagne Lære gjennem hele Middelalderen og lige til det 
syttende Aarhundrede. 

Det regnes almindelig til vor store Landsmand 
Harveys mange Fortjenester, at han var den første, der 
hævdede, at Kjendsgjerningerne vare i Strid med denne 
som med mangen anden ærværdig Avtoritetstro. Jeg har 
imidlertid ikke kunnet opdage, hvad der berettiger til 
denne meget udbredte Angivelse. Efter en omhyggelig 
Gjennemsøgning af hans »Exercitationes de Generatione« 
er det i det højeste blevet mig klart, at Harvey antog, 
at alle Dyr og Planter udspringe fra, hvad han kalder 
et »primordium vegetale«, et Udtryk, der nutildags kunde 
gjengives ved »en vegetativ Kim«, og om denne siger 
han, at den er »oviforme« eller æglignende, hvilket, 
som han udtrykkelig bemærker, ikke vil sige, at den nød- 
vendigvis skal være ægdannet, men kun, at den har 
Ægets Natur og Beskaffenhed. At dette »primordium 
oviforme« nødvendigvis altid skal stamme fra en levende 
Moder, udtaler Harvey ikke nogensteds, om der end er 
et Par Steder, hvori denne Mening kunde formodes. at 
ligge skjult; tvertimod, han bruger oftere Udtryk, der 
kunne forliges med en fuldstændig Tro paa Selvdannelsen. 
Overhovedet er Hovedæmnet for Harveys beundrings- 
værdige lille Skrift aldeles ikke Avlingen, men Udviklingen. 

Den første bestemte Udtalelse af den Hypothese, at 
alt levende Stof har udviklet sig af et ældre, forud til- 


431 


værende, levende Stof, kom fra en yngre Samtidig af 
Harvey, fra det paa store Mænd i alle Grene af den 
menneskelige Virksomhed frugtbare Land, som i det 16de 
og 17de Aarhundrede var for det aandelige Evropa, hvad 
Tydskland er i det 19de.%) Det var i Italien og af ita- 
lienske Lærere, at Harvey fik den vigtigste Del af sin 
videnskabelige Opdragelse, og det var en Elev af den samme 
Skole, Francesco Redi — en af de kundskabsrigeste 
og alsidigste Mænd, lige udmærket som Filolog, Digter, 
Læge og Naturforsker — som for 200 Aar siden udgav 
sine »Esperienze intorno alla Generazione degl'Insetti« og 
derved skjænkede Verden den Tanke, hvis senere Udvik- 
ling det er min Hensigt her at skildre Dem. Redis" 
Bog oplevede i 20 Aar 5 Udgaver; hans Forsøgs over- 
ordenlige Simpelhed og hans Bevisers Klarhed skaffede 
hans Anskuelser og disses Konsekvenser en næsten al- 
mindelig Indgang. 

Redi plagede sig ikke meget med spekulative Be- 
tragtninger, men angreb ad Forsøgets Vej nogle bestemte 
Tilfælde af formentlig Selvdannelse. «Her ere nogle 
døde Dyr eller Stykker Kjød; jeg udsætter dem for Luften 
i Varmen, og faa Dage efter ere de fulde af Maddiker! 
Man fortæller mig, at disse avles i det døde Kjød; men 
dersom jeg lægger lignende Stoffer i fuldkommen frisk 
Tilstand i et Kar og binder fin Gaze over dettes Mun- 
ding, viser der sig ikke en Maddike, uagtet de døde 
Stoffer raadne aldeles som før. Det er derfor aabenbart, 
at Maddikerne ikke avles ved Kjødets Forraadnelse, og 


=) Skulde denne ubetingede Anerkjendelse af Tydskernes aandelige 
og videnskabelige Overlegenhed forekomme Læseren vel stærk, 
har den i alt Fald Interesse netop nu som Vidnesbyrd om en 
engelsk Opfattelse. (M. A.) 


432 


at Aarsagen til, at de dannes, maa være noget, der holdes 
borte af Gazen. Men Gaze kan ikke holde luftformige 
eller draabeflydende Legemer borte; dette »noget« maa 
derfor være faste Smaadele, der ere for store til at gaa 
igjennem Gazen. Man vil heller ikke længe forblive i Tvivl 
om, hvilke disse faste Smaadele ere, thi Spyfluerne sværme, 
lokkede af Kjødets Lugt, omkring Karret og lægge, drevne 
af et mægtigt om end i dette Tilfælde vildledende In- 
stinkt, Æg, hvoraf der straks udklækkes Maddiker, paa 
Gazen. Den Slutning er derfor uundgaaelig: Maddikerne 
avles ikke af sig selv i Kjødet, men Ægene, der frem- 
bringe dem, bringes gjennem Luften af Fluerne.« 

Disse Forsøg ere saa simple, at de næsten fore- 
komme os barnlige, og man kan ikke andet end undre 
sig over, at ingen havde tænkt paa dem tidligere. Trods 
deres Simpelhed fortjene de dog et omhyggeligt Studium, 
thi alle. over denne Sag senere anstillede Forsøg ere 
formede over den af den italienske Forsker skabte Model. 
Da Resultaterne af hans Forsøg vare de samme, hvor 
forskjellige end de Stoffer vare, som han anvendte, var 
det naturligt, at der hos Redi dannede sig den Ansku- 
else, at i alle slige Tilfælde, hvor der tilsyneladende av- 
ledes Liv i døde Stoffer, var den sande Forklaring den, 
at der udenfra var indbragt levende Kim i dem. Saaledes 
antog den Hypothese, at det levende Stof altid har sin Op- 
rindelse fra et forud tilstedeværende levende Stof, en be- 
stemt Skikkelse og havde fra nu af Ret til at blive taget 
i Betragtning og Krav paa at blive gjendrevet i hvert 
enkelt Tilfælde, førend omhyggelige Tænkere kunde ind- 
rømme, at levende Stof var frembragt paa nogen anden 
Maade. Jeg vil være nødt til at hentyde til denne Hy- 
pothese saa ofte, at jeg for at undgaa Vidtløftighed vil 


433 


kalde den for Biogenesis-Hypothesen og den modsatte 
Lære, at levende Stof kan frembringes af dødt, Abio- 
genesis-Hypothesen. 

I det syttende Aarhundrede var, som sagt, den 
sidste Anskuelse den herskende, støttet af gammel Hævd 
og Avtoritet, og det bør anføres her, at Redi ikke und- 
gik den sædvanlige Skat paa store Opdagere, at maatte 
værge sig mod den Anklage, at han angreb Skriftens 
Avtoritet; thi hans Modstandere indvendte, at Frembrin- 
gelsen af Bier i en Løves Aadsel i Dommernes Bog an- 
gives som Kilden til den berømte Gaade, hvormed Samson 
satte Filisterne i Forlegenhed: »der udgik Mad af Æderen 
og Sødhed af den Stærke« | » 

Trods denne Overmagt kæmpede Redi, udstyret med 
bevislige Kjendsgjerningers stærke Vaaben, ypperlig for 
Biogenesen. Men det maa ikke oversées, at han opfat- 
tede denne Lære paa en saadan Maade, at havde han 
levet nu, vilde han utvivlsomt være bleven regnet til For- 
svarerne af Selvdannelses-Læren! Redis Lære kan sam- 
menfattes i den Sætning: »omne vivum ex vivo« 09: intet 
Liv, uden at der er gaaet Liv iforvejen! Videre gik han 
ikke. Det er et mærkeligt Vidnesbyrd om hans viden- 
skabelige Forsigtighed og Upartiskhed, at skjøndt han 
havde udtænkt ganske rigtigt, paa hvad Maade Ormene 
indbringes i Frugter og Galæbler, indrømmer han ufor- 
beholdent, at Beviserne for denne Formodnings Rigtighed 
endnu ikke vare tilstrækkelige; og han foretrækker der- 
for den Antagelse, at de frembringes ved en Omdan- 
nelse af selve det levende Plantestof. Han betragter 
disse Planteudvækster som Organer, ved Hjælp af hvilke 
Planten avler Dyr, og denne Frembringelse af bestemte 


Dyr som den dybere Hensigt med Dannelsen af Galæbler 
Fjerde Række. Hk NOS 


434 


og visse Frugter! En lignende Forklaring giver han af 
Snyltedyrenes Forekomst i det menneskelige Legeme. 
Det er meget vigtigt at opfatte Redis Stilling rig- 
tig; thi de Tankeretninger, som han afpælede for os, 
ere de samme, hvorefter Naturforskerne bestandig have 
arbejdet siden. Det er klart nok: han stillede Bioge- 
nesen op imod Abiogenesen, og jeg skal nu først og 
fremmest gaae over til at drøfte, hvorvidt senere Under- 
søgelser have givet ham Ret heri eller ikke. Men Redi 
antog tillige, at der var to Former for Biogenesen: enten, 
og det er det sædvanlige, avler den levende Moder et 
Afkom, der gjennemgaaer den samme Række af Foran- 
dringer, som hun selv har undergaaet d: Lige afføder Lige, 
og denne Form for Avlingen har faaet Navn af Homo- 
genese; eller Moderen antages at afføde et Afkom, som 
gjennemgaaer en ganske anden Række af Tilstande end 
dem, hun selv har kjendt, og ikke vender tilbage til 
nogen af disse; Afkommet er følgelig fuldstændigt og 
for bestandig forskjelligt fra sit Ophav. Denne Form 
af Avlingen burde derfor egenlig hedde Heterogenese, 
men da dette Ord uheldigvis er blevet brugt i en anden 
Mening, har Milne-Edwards i dets Sted anvendt Ordet 
Xenogenese”"). Naar jeg har drøftet Redis Hypothese om 
Biogenesens Almengyldighed, skal jeg derfor gaa over 
til at undersøge, hvor vidt Videnskabens Fremskridt ret- 
færdiggjør hans anden Hypothese: Xenogenesen. 
Biogenesis-Hypothesen skred næsten et Aarhundrede 
uhindret frem paa sin Sejersbane. Mikroskopets An- 
vendelse paa Anatomien ved Grew, Leuvenhoek, 


Swammerdam, Lyonet, Vallisnieri, Reaumur og 


7) Disse Ord ere sammensatte af det græske T'évebrg, Skabelse, 
Pros, Liv; 'ouoc, ensartet, &rep0og, forskjellig, og févog, fremmed. 


435 


de andre berømmelige Naturforskere i hine Dage aaben- 
barede en saa sammensat Bygning hos de laveste og 
mindste levende Væsener og en saa rig Forsynlighed i 
Henseende til deres Formering ved Kim af den ene eller 
den anden Slags, at Abiogenesis-Hypothesen maatte fore- 
komme dem ikke alene usand, men urimelig; og den var der- 
for næsten enstemmig forkastet, da Needham og Buffon 
atter optoge Spørgsmaalet midt i det 18de Aarhundrede. 

"Men Dueligheden hos det 18de Aarhundredes Mikroskop- 
Fabrikanter naaede snart sin Grændse. Et Mikroskop, der 
forstørrede 400 Gange (i Tvermaal) var et Mesterstykke 
af Datidens Optikere, men tillige ingenlunde paalideligt; 
og en Forstørrelse af 400 Gange er, selv med vore nyere 
akromatiske Lindsers fuldendte Klarhed og Bestemthed, 
neppe tilstrækkelig til at skimte de mindste Former af 
levende Væsener. En Prik af ”/25” i Tvermaal har i 10 
Tommers Afstand fra Øjet samme tilsyneladende Stør- 
relse som en Gjenstand af ”/10,000” i Tvermaal, forstørret 
400 Gange; men der er mange Former af levende Væ- 
sener, hvis Tvermaal ikke er over 40,000”. Lader man 
et afsiet Hø-Afkog staa i to Dage, vil det være fuldt 
af levende Væsener, blandt hvilke et, der har samme 
Tvermaal som et af de røde Blodlegemer i det menneske- 
lige Legeme, vil være en sand Kæmpe. Det er kun ved 
at have disse Kjendsgjerninger for Øje, at vi kunne gjøre 
Ret og Skjel med Hensyn til de mærkelige Paastande 
og Tanker, som midt i det 18de Aarhundrede fremsattes 
af Buffon og Needham. 

Naar et Stykke af et Dyr eller en Plante lægges i 
Vand, opløses det efterhaanden, og alt som dette gaaer 
for sig, begynder Vandet at mylre af smaa livlige Skab- 


ninger, de saakaldte Infusionsdyr, som ere aldeles usyn- 
PAS 


436 


lige uden Mikroskopets Hjælp, ja af hvilke mange høre 
til de ovenfor omtalte allermindste Gjenstande, der i det 
18de Aarhundredes almindelige Mikroskoper kun kunde 
vise sig som Prikker og Linier. 

Ledede af forskjellige theoretiske Betragtninger, som 
saa lovende nok ud i hine Dages Lys, men som jeg ikke 
skal drøfte her, betvivlede Buffon og Needham, at 
Redis Hypothese lod sig anvende paa Infusionsdyrene, og 
Needham stræbte ifølge en meget rigtig Tanke at under- 
kaste Spørgsmaalet Forsøgets Prøve. »Dersom disse Infu- 
sionsdyr komme af Kim, sagde han til sig selv, maå disse 
Kim enten være tilstede i Massen, hvoraf Infusionen") er 
tilberedt, eller i Vandet, der er benyttet til denne, eller 
endelig i Luften over denne. Alle Kims Livsevne til- 
intetgjøres af Hede; dersom jeg derfor koger Infusionen, 
propper den omhyggelig til, kitter Proppen godt og saa 
opheder Karret ved at begrave det i varm Aske, maa 
alle tilstedeværende Kim nødvendigvis blive dræbte. Naar 
jeg derefter tager Infusionen bort og lader den afkjøle, 
skulde der — hvis Redis Hypothese holder stik — ikke 
udvikles Smaadyr i den, hvorimod disse ville træde op 
efterhaanden, dersom de ikke ere afhængige af forud til- 
stedeværende Kim, men avles af Stofferne i selve Infu- 
sionen.« Og Needham fandt, at under de Omstændig- 
heder, hvorunder han anstillede sine Forsøg, opstod der 
altid Smaadyr i Infusionerne, naar der var gaaet saa 
lang Tid, at de kunde have udviklet sig. 

I mange af sine Undersøgelser havde Needham 
arbejdet i Forening med Buffon, og Resultaterne af 
deres Forsøg stemte ypperlig med den store Franskmands 


+) Infusion: Paagydning, Paagydningsvædske. 


437 


Hypothese om »de organiske Molekuler«; denne gik nem- 
lig ud paa, at Livet er en umistelig Egenskab ved visse 
uforgængelige Smaadele, som findes i alle levende 
Ting og have visse fra dem uadskillelige Kræfter, hvor- 
ved de afvige fra det ikke levende Stof. Enhver le- 
vende Organisme er dannet ved en midlertidig Sammen- 
slutning af disse Molekuler; de forholde sig til denne 
som de enkelte Vanddele til et Vandfald eller en 
Hvirvelstrém. Organismens Former bestemmes altsaa af 
Kampen mellem de ydre Betingelser og de dens organiske 
Smaadele iboende Kræfter, og ligesom Standsningen af 
en Malstrøm kun tilintetgjør en given Form, men lader 
Vanddelene med alle dem iboende Kræfter være, hvad de 
ere, saaledes er, hvad vi hos en Plante eller et Dyr 
kalde Forraadnelse eller Død, kun Sønderbrydningen af 
Formen, kun en Ophævelse af det Baand, som forenede 
dets organiske Smaadele, der nu sættes i Frihed som 
Infusionsdyr. 

Man vil let se, at denne Lære ikke falder sammen 
med ÅAÅbiogenesen, hvormed den saa ofte forveksles. 
Efter Buffons Hypothese er et Stykke Kjød eller en 
Haandfuld Hø kun dødt i indskrænket Betydning, Kjødet 
er død Okse, Høet dødt Græs, men Oksens eller Høets 
organiske Smaadele ere ikke døde, men tvertimod rede 
til at aabenbare deres Livskraft, saasnart den Okse- 
eller Græsham, der holder dem fængslede, sprænges ved 
Opblødningen i Vandet. Buffons Hypothese hører der- 
for snarere ind under Xenogenesen. Saadan som den 
var, vil den i deres Øjne, der ville være saa retfærdige 
at erindre, at den fremsattes, førend den nyere Kemi og 
den nyere optiske Kunst vare blevne til, staa som en 


sindrig og frugtbar Tanke. 


438 


Men Videnskabens store Sørgespil — en smuk Hy- 
pothese, der fældes af en hæslig Kjendsgjerning — der 
saa hyppig er bleven opført for Naturforskernes Øjne, 
blev næsten straks spillet til bedste for de Herrer Buffon 
og Needham. 

Atter var det en Italiener, Abbate Spallanzani, 
en værdig Efterfølger og Repræsentant for Redi i Skarp- 
sindighed, Suille og Lærdom, som underkastede Need- 
hams Forsøg og Slutninger en experimentel Kritik. »Selv 
om Needhams Forsøg gave de Resultater, som han be- 
skrev, kunde .de da bære hans Beviser? Var det ikke 
muligt, at det for det første ikke var lykkedes ham fuld- 
stændig at lukke Luften ude med sit Kit og sine Propper, 
og for det andet, at han ikke havde ophedet Infusionerne 
og Luften over disse tilstrækkelig?« Begge disse Tvivl 
hævede Spallanzani til Vished ved at vise, at hvis 
Glaskarrene, der indeholdt Infusionerne, bleve lukkede luft- 
tæt ved at tilsmelte deres Halse, og derefter udsatte for 
kogende Vands Varme i tre Kvarter, udviklede der sig 
aldrig Smaadyr i dem. Man maa indrømme, at Spallan- 
zanis Forsøg og Beviser vare et fuldstændig knusende 
Svar paa Needhams. Men vi forglemme alle kun alt- 
for let, at et er at gjendrive en Sætning, et andet at 
bevise Sandheden af den Lære, der, middelbart eller 
umiddelbart, er det modsatte af hin Sætning; og Viden- 
skabens Fremskridt viste snart, at selv om Needham 
maaske havde fuldstændig Uret, fulgte deraf ikke, at 
Spallanzani havde fuldstændig Ret. 

Den nyere Kemi, et Barn af det attende Aarhun- 
dredes sidste Halvdel, skred imidlertid fremad og stod 
snart Ansigt til Ansigt med de store Spørgsmaal, som 
Biologien forgjæves havde søgt at løse uden dens Hjælp. 


439 


Iltens Opdagelse førte til Grundlæggelsen af en viden- 
skabelig Theori for Aandedrættet og til en Undersøgelse 
af de mærkelige Vekselvirkninger mellem organiske Stoffer 
og Ilten. Tilstedeværelsen af fri Ilt viste sig at være en af 
Betingelserne for Livet saavelsom for de mærkelige For- 
andringer i de organiske Stoffer, som vi kjende under 
Navn af Gjæring og Forraadnelse,… Hermed var Spørgs- 
maalet om Infusionsdyrenes Oprindelse kommet ind i en 
hel ny Fase. »Thi hvad kunde der ikke i Spallanzanis 
Forsøg være foregaaet med de organiske Stoffer i Infu- 
sionerne eller med Ilten i Luften? Hvad Sikkerhed var 
der «for, at den Udvikling af Liv, der skulde have fundet 
Sted, ikke var bleven hindret eller hæmmet af disse 
mulige Forandringer? « 

Slaget maatte altsaa leveres om igjen. Det var 
nødvendigt at gjentage Forsøgene under saadanne For- 
hold, at man kunde være sikker paa, at hverken Luftens 
lt eller Sammensætningen af de organiske Stoffer var 
undergaaet Forandringer, der kunde afskjære levende 
Væsener Muligheden af at leve. 

Schulze og Schwann optoge Spørgsmaalet fra 
dette Synspunkt i 1836 og 1837. Luftens Gjennemgang 
gjennem rødglødende Glasrør eller stærk Svovlsyre for- 
andrer ikke dens Iltmængde, men maa nødvendigvis standse 
og tilintetgjøre alt i Luften optaget organisk Stof. Disse 
Experimentatorer opfandt derfor Indretninger, hvor- 
ved de sikkrede sig, at al den Luft, der skulde komme 
i Berøring med en kogt Infusion, enten gik gjennem rød- 
glødende Glasrør eller gjennem stærk Svovlsyre. Det 
Resultat, som de fik, var det, at i en saaledes behandlet 
Infusion udviklede der sig aldeles intet, hvorimod der 
hurtig og i rigelig Mængde optraadte levende Organismer 


440 


i den samme Vædske, maar den senere blev udsat for 
Luften. Disse Forsøgs Nøjagtighed er snart bleven be= 
stridt, snart atter hævdet; men forudsat, at den ind- 
rømmes, er alt, hvad de virkelig bevise, det, at den Be=- 
handling, som Luften led, ødelagde noget, som var nød- 
vendigt for, at der kunde udvikle sig Liv i Infusionen. 
Dette »noget« kunde være luftformigt, flydende eller fast; 
at det just skulde bestaa af Kim, var kun en mere eller 
mindre sandsynlig Hypothese. 

Samtidig med disse Undersøgelser gjorde Cagniard 
de la Tour en mærkelig Opdagelse. Han fandt, at al- 
mindelig Gjær bestaaer af en uhyre Mængde smaa Planter. 
Mostens eller Urtens Gjæring under Vin- og Øltilvirkningen 
ledsages altid af en hurtig Udvikling og Formering af 
disse Gjærsvampe (Torulæ). Forsaavidt altsaa Gjæ- 
ringen ledsages af en Udvikling af mikroskopiske Orga- 
nismer i uhyre Mængde, blev den en med Opløsningen 
af en animalsk eller vegetabilsk Infusion beslægtet Proces, 
og den Tanke laa nær, at Organismer paa en eller anden 
Maade vare Åarsagen baade til Gjæringen og til Forraad- 
nelsen. Kemikerne med Berzelius og Liebig i Spidsen 
lo deraf i Begyndelsen; men 1843 underkastede en den- 
gang endnu ung Mand, som senere har udført det exempel- 
løse Storværk at opnaa en lige udmærket Plads i Ma- 
thematiken, i Fysiken og i Fysiologien, den berømte 
Helmholtz, den Forsøgets Prøve ved en ligesaa smuk 
som afgjørende Opfindelse. Han adskilte en forraad- 
nende eller gjærende Vædske fra en, der kunde gaa i 
Forraadnelse eller Gjæring, men endnu ikke var det, ved 
en Hinde, der tillod Væskerne at blande sig med hver- 
andre, men hindrede faste Legemer i at gaa igjennem. 
Resultatet var, at skjøndt de for Forraadnelsen eller 


441 


Gjæringen modtagelige Væsker optoge i sig Produkterne af 
de Forraadnelses- eller Gjæringsprocesser, som gik for sig 
paa den anden Side af Hinden, gik de selv hverken i 
Forraadnelse påa sædvanlig Maade eller i Gjæring, ej 
heller fremkom der i dem nogen af de Organismer, som 
vare saa talrige i den raadnende eller gjærende Vædske. 
Aarsagen til Udviklingen af disse Organismer maa derfor 
stikke i noget, der ikke kan gaa gjennem Hinder, og 
da Helmholtz's Undersøgelser ere meget ældre end 
Grahams Undersøgelser over »Colloiderne«F), var den 
naturlige Slutning, som han kom til, at det af Hinden 
udelukkede Agens maatte være et fast Stof. Nærmere 
beseet indskrænkede Helmholtz's Forsøg Mulighederne 
til følgende: det, der frembringer Gjæring og Forraad- 
nelse og samtidig fremkalder Dannelsen af levende Væ- 
sener i en for disse Processer modtagelig Vædske, er 
hverken en Luftart eller en Vædske, følgelig enten et 
«Colloid« eller et i meget fine faste Smaadele opløst Stof. 
Schroeders og Dusch's Forsøg i 1354 og de, som 
Schroeder udførte alene i 1859, oplyste dette Punkt ved 
Forsøg, der ikke ere andetend forbedrede Udgaver afRedis. 
En Tot Bomuld er, physisk taget, en Stabel af mange 
Lag yderst fint Gaze, hvis Maskers Finhed beroer paa, 
hvor tæt Bomulden er sammentrykt. Schr. og D. fandt, at 
hvilke forraadnelige Stoffer de end anvendte — med 
Undtagelse af Mælk og Æggeblomme”%) — vilde en Infu- 
%) Limagtige Stoffer. Saaledes benævnede Graham de Stoffer, der 
kun opløses yderst langsomt, idet de danne geleagtige Hydrater, 
saasom Stivelse, Dextrin, Albumin, Gummi osv.; den Egenskab 
ved dem, som her har Betydning og adskiller dem fra de egen- 
lige og let opløselige Stoffer (Salte, Syrer, Sukker, Alkohol), er 
den, at de ikke kunne gaa gjennem Hinder. (M. A.) - 


£%) I disse Stoffer udviklede der sig altsaa levende Organismer under 
de angivne Forhold? Det er ikke let at indse Grunden til denne 


"442 


sion, hvortil der, efter at den var kogt, kun tilstededes 
Luft Adgang, som var sigtet gjennem Bomuld, hverken 
raadne eller gjære eller udvikle levende Organismer. Det 
er vanskeligt at tænke sig, hvad andet Bomuldssigten 
skulde have kunnet stoppe i Farten end hine faste 
Smaadele. Men Beviset var endnu ufuldstændigt, saa- 
længe det ikke var blevet bestemt paavist, at almindelig 
Luft indeholder slige Smaadele, og at Sigtning gjennem 
Bomuld standser disse og kun lader fysisk ren Luft 
gaa igjennem. Beviset derfor have vi faaet i Aar 
gjennem Prof, Tyndalls mærkelige Forsøg. Hvor ofte 
have ikke Abiogenisterne opkastet den Indvending, at hvis 
Biogenesen var sand, maatte Luften være opfyldt af Kim, 
og dette betragtedes som Toppunktet af al Urimelighed. 
Men Naturen er undertiden ganske overordenlig urimelig, 
og Prof. Tyndall har bevist, at denne Urimelighed i 
det mindste kan være en Virkelighed. Han har vist, at 
almindelig Luft er et helt Røre af overmaade fine faste 
Smaadele, at disse næsten fuldstændig kunne tilintet- 
gjøres af Varme, og at de holdes borte og Luften gjøres 
optisk ren, naar man lader denne gaa igjennem Bomuld.F). 

Efter den logiske, om end ikke efter den historiske 
Rækkefølge staaer der tilbage at vise, at der blandt disse 
faste, men forgængelige Smaadele virkelig findes Kim, 
som kunne fremkalde Dannelsen af levende Organismer i 
Opløsninger af en passende Beskaffenhed. Dette Arbejde 
udførtes af Pasteur i de smukke Undersøgelser, der 


Forskjel, og den indrømmede Undtagelse synes at svække det 
formentlige Resultat af de andre Forsøg mere end ønskeligt er. 
i (M. Å,) 
+) Vi meddele paa et andet Sted i Tidsskriftet en kort Oversigt over 
Tyndalls skarpsindige Forsøg. (R. A.) 


443 


altid ville gjøre hans Navn berømt, og som trods alle 
de Angreb, der ere blevne rettede mod dem, forekomme 
mig at være Mønstre paa omhyggelig Experimentering og 
logisk Tænkning. Han sigtede Luft gjennem Bomuld og 
fandt ligesom Schroeder og Dusch, at den efter at 
være behandlet paa denne Maade ikke indeholdt noget, 
der var istand til at fremkalde Liv i Vædsker, som i 
høj Grad egnede sig til at være Bærere af dette. Men 
de betydningsfulde af Pasteur tilføjede tre yderligere 
Led i Beviskjeden ere følgende: For det første under- 
kastede han den Bomuld, der var bleven benyttet som 
Luftsigte, mikroskopisk Undersøgelse og fandt, at forskjel- 
lige Legemer, der tydelig kunde erkjendes for at være 
Kim, fandtes mellem de bortsigtede faste Smaadele. For 
det andet beviste han ved ganske simpelt at saa disse 
Kim i en for deres Udvikling gunstig Opløsning, at de 
vare istand til at fremkalde Dannelsen af levende Orga- 
nismer; og for det tredie godtgjorde han, at den sigtede 
Lufts Mangel paa Evne til at fremkalde Liv ikke hid- 
rørte fra en eller anden skjult, af Bomulden bevirket For- 
andring i dens Sammensætning, ved at bevise, at man 
kunde undvære Bomulden aldeles og give den ydre Luft 
fri Adgang til Forsøgsvædsken. Dersom man nemlig 
trækker Flaskehalsen ud i et Rør og bøjer dette nedad, 
og dersom man saa, efter at Flaskens Indhold er blevet 
kogt omhyggelig, opvarmer Røret saa stærkt som be- 
høves for at dræbe de Kim, der maatte være tilstede i 
den Luft, som vil trænge ind, medens Røret afkjøles, 
kan Apparatet overlades til sig selv, saa længe det skal 
være, uden at der vil opstaa noget Liv i Vædsken. 
Grunden er simpel. Uagtet der er fri Forbindelse 
mellem den kimfyldte Atmosfære og den kimfrie Luft i 


dd 


Fisk finder denne Forbindelse dog kun Sted gjennem 
Røret, men da der ingen Strømning er, og Kimene ikke 
kunne falde opad, naa de aldrig ind i Flasken.  Brækkes 
Røret derimod over ved sit Udspring, saa at der gives de 
fra Luften lodret faldende Kim fri Adgang, vil Vædsken, 
der har holdt sig klar og øde i Maaneder, i Løbet af 
faa Dage blive plumret og myldre af Liv. 

Disse Forsøg ere blevne gjentagne mange Gange af 
uafhængige Iagttagere med fuldstændigt Held; og der er 
en meget simpel Maade til selv at faa disse Kjends- 
gjerninger at se, som jeg skal tillade mig at beskrive. 
Lav denaf Pasteur ofte anvendte Opløsning, som bærer 
hans Navn og bestaaer af Vand, vinstensur Ammoniak, 
Sukker og opløst Gjæraske! Del den i 3 Dele i ligesaa 
mange Flasker! Kog dem alle tre i tre Kvarter og stop 
Halsen paa den ene af dem med en stor Tot Bomuld, 
medens Dampen endnu gaaer ud, saa at Proppen bliver 
fuldstændig gjennemdampet! Sæt saa Flaskerne hen til 
Afkjøling, og naar denne er indtraadt, held saa i en af de 
andre en Draabe afsiet Høafkog, som har staaeti 24 Timer 
og følgelig er fuld af de under Navnet Bakterier bekjendte 
livlige yderst smaa Organismer! I Løbet af et Par Dage, 
i almindelig varmt Veir, vil Indholdet af denne Flaske 
blive mælket paa Grund af Bakteriernes uhyre Formering. 
Den anden aabne og for Luften udsatte Flaske vil lige- 
ledes tidligere eller senere blive mælket af Bakterier, og 
der vil vise sig Skimmelpletter i den; men i den med 
Bomuld tilproppede Flaske vil Vædsken blive ved at være 
klar, saa længe det skal være. Jeg har forgjæves ledt 
om en anden Forklaring af disse Kjendsgjerninger end 
den, der ligger saa nær, nemlig, at Luften indeholder Kim, 
der mægte at fremkalde Dannelsen af Bakterier af 


445 


samme Årt som de, hvormed den første Prøve med vor 
Vidende og Villie blev tilsat, og af Skimmelsvampe. 
Heller ikke har jeg kunnet træffe nogen Forsvarer af 
Abiogenesen, som for Alvor paastod, at Atomerne af 
Sukker, vinstensur Ammoniak, Gjæraske og Vand kunde, 
naar de ikke paavirkedes af andet end fri Adgang af 
Luft og almindelig Varme, ordne sig paa en ny Maade 
og frembringe Bakteriernes Danneisesslim. Vi have kun 
Valget imellem at antage dette, eller at Bakterierne op- 
staa af Kim i'Luften; og er dette den Maade, hvorpaa 
de kunne formere sig, maa Beviset for, at andre Skab- 
ninger af samme Beskaffenhed kunne avles paa en anden 
Maade, paahvile dem, der fremsætte en slig Paastand. 

Lad os samle til et hele denne lange Række af 
Erfaringer: 

1. Det er bevisligt, at en Vædske, der er fortrin- 
lig skikket til at udvikle de laveste Former af levende 
Væsener, men som hverken indeholder Kim til disse eller 
Proteinforbindelser, afføder hine Organismer i overvættes 
Mængde, hvis den udsættes for almindelig Luft, hvorimod 
en slig Udvikling ikke finder Sted, dersom den Luft, 
med hvilken den sættes i Forbindelse, er ad mekanisk 
Vej bleven sigtet for de faste Smaadele, som i Almindelighed 
svæve i den og kunne gjøres synlige ved passende Midler. 

2. Det er bevisligt, at den allerstørste Del af disse 
Smaadele ødelægges af Hede, og at nogle af dem ere Kim eller 
levende Smaadele, som mægte at frembringe den samme 
Slags Organismer, som optræde, naar Vædsken udsættes 
for urenset Luft. 

3. Det er bevisligt, at en Tilsætning til Forsøgs- 
vædske af en Draabe, der vitterlig indeholder hine levende 


446 


Smaavæsener, fremkalder de samme Fænomener i den som 
dens Udsættelse for usigtet Luft. 

4. Det er endelig vist, at disse levende Smaadele 
ere saa fine, at det ikke frembyder den ringeste Vanske- 
lighed at antage, at de svæve i almindelig Luft. I Be- 
tragtning af deres Lethed og de dem frembringende 
Organismers store Udbredning er det umuligt at tænke 
sig, at de ikke skulde svæve i Atmofæren i titusindvis. 

De direkte og indirekte Beviser for Biogenesens 
Gyldighed for alle levende Organismer tilkommer der 
saaledes, skulde jeg mene, en betydelig Vægt. 

Den eneste Angivelse fra den modsatte Side, der 
fortjener Opmærksomhed, er den, at lufttæt lukkede 
Vædsker, der have været udsatte for stærk og langvarig 
Hede, have undertiden, naar de aabnedes, vist sig at 
indeholde lavtstaaende Organismer. 

Det Svar herpaa, som ligger nærmest, er, at der 
sandsynligvis maa være begaaet en eller anden Fejl ved 
disse Forsøg, eftersom de anstilles hver Dag efter en 
uhyre stor Maalestok med lige det modsatte Resultat. 
Hvert Aar gjemmes der hen Kjød, Frugter og Grønsager 
— Sager, som afgive de for Forraadnelse og Gjæring 
mest udsatte Infusioner — til et Beløb af flere tusind 
Ton efter en Fremgangsmaade, som ikke er andet end 
en Anvendelse af Spallanzanis Forsøg. De Sager, 
som skulle gjemmes hen, koges godt i en Blikdaase med 
et lille Hul, der lukkes, naar al Luften i Daasen er 
bleven erstattet af Damp. Efter denne Behandling kunne 
de holde sig i aarevis uden at raadne, gjære eller skimle, 
og dette er ikke, fordi Ilten er dreven ud, thi det er 
bevist, at Forraadnelse og Gjæring ikke kræve Tilstede- 
værelsen af fri Ilt; heller ikke, fordi Daaserne ere luft- 


447 


tomme, thi Vibrioner og Bakterier kunne, som Pasteur 
har vist, leve uden Luft eller fri Ilt; og som de, der 
have havt det Uheld at være ombord i et med slet lukkede 
Daaser forsynet Skib, vel vide, det er heller ikke, fordi 
de kogte Kjød- og Grønsager ikke meget godt kunne 
raadne eller gaa i Gjæring. Hvad anden Grund kan der 
da være dertil, end at Kimene ere lukkede ude? Jeg 
skulde mene, at Abiogenisterne ere forpligtede til at be- 
svare dette Spørgsmaal, førend de opfordre os tilat tage 
Hensyn til nye Forsøg ganske af samme Slags. 

Og dernæst, selv om Resultaterne af de antydede 
Forsøg ere nok saa paalidelige, følger deraf ikke, at en 
Abiogenese har fundet Sted. Levende Organismers Mod- 
stand mod Hede er som bekjendt meget forskjellig og 
beroer til en vis Grad paa det omgivende Mediums ke- 
miske og fysiske Egenskaber. Dersom der paa Viden- 
skabens nuværende Standpunkt gives os Valget imellem 
at antage, enten at Kimene kunne udholde en højere 
Varmegrad end hidtil bekjendt, eller at Smaadelene af 
døde Stoffer skulde, uden at der dertil kan angives nogen 
gyldig eller fornuftig Grund, kunne ordne sig paany til 
levende Organismer af aldeles den samme Beskaffenhed, 
som de, der bevislig ofte frembringes ad anden Vej, saa 
kan jeg ikke fatte, at Valget kan være tvivlsomt et eneste 
Øjeblik. 

Men skjøndt jeg ikke stærkt nok kan udtale denne 
min Overbevisning, maa jeg omhyggelig værge mig mod 
den Opfattelse, at det skulde være min Mening, 
at en Abiogenese aldrig har fundet Sted i Fortiden 
og aldrig vil finde Sted i Fremtiden. Medens organisk 
Kemi, Molekularfysik og Fysiologi endnu ere i deres 
Barndom og hver Dag gjøre vidunderlige Fremskridt, 


448 


vilde jeg kalde det dumdristigt åt paastaa, at de Be- 
tingelser, under hvilke Stoffet antager de for Livet ka- 
rakteristiske Egenskaber, ikke en skjøn Dag skulde kunne 
skaffes tilveje ved Kunst. Alt, hvad jeg anseer mig for 
berettiget til at erklære, er, at jeg ikke seer nogen Grund 
til at antage, at dette Kunsistykke endnu er udført. Og seer 
jeg tilbage gjennem Fortidens storartede Perspektiv, finder 
jeg ingen Efterretning om Livets allerførste Begyndelse 
og er derfor ikke istand til at danne mig en bestemt 
Forestilling om Betingelserne derfor. Tro, i den viden- 
skabelige Betydning af Ordet, er en alvorlig Sag og 
kræver en stærk Begrundelse.  Ligeoverfor den fuld- 
stændige Mangel paa Vidnesbyrd vilde det derfor være 
et Misbrug af Ordet, hvis jeg vilde sige, at jeg havde 
den ene eller den anden Tro med Hensyn til den 
Maade, hvorpaa de Former, Livet har iklædt sig, ere 
blevne til. Men det kan være tilladt at formode, hvor 
det er uberettiget at tro; og var det mig givet at se 
tilbage udover den dybe Afgrund af geologisk Tid, der 
har efterladt sig Vidnesbyrd i Dyre- og Plantelevninger, 
til det endnu fjernere Tidsrum, da Jorden kun gjennem- 
gik kemiske og fysiske Forandringer, som det ligesaalidt 
kan opleve igjen, som et Menneske kan leve sin Barn- 
dom om igjen, vilde jeg vente at blive Vidne til, at der 
udviklede sig levende Dannelsesslim af livløse Stoffer. 
Jeg vilde vente at se Livet begynde med yderst simple 
Former, begavede ligesom Nutidens Svampe med Evne 
til at danne ny Dannelsesslim af saadanne Stoffer som 
kulsur Ammoniak, oxalsure og vinstensure Salte, alka- 
linske og jordagtige Fosforforbindelser og Vand, uden 
Understøttelse af Lyset. Det er den Formodning, hvor- 


til Analogislutninger føre mig; men jeg beder dem endnu 


449 


engang at erindre, at jeg ikke har Ret til at udgive denne 
min personlige Mening for en videnskabelig Tro.) 

Se det er Historien om de Fremskridt, som Redis 
store Biogenesis-Lære har gjort! med den antydede Be- 
grændsning synes den mig at have sejret paa hele Linien 
lige til den Dag idag. 

Med Hensyn til det andet store Spørgsmaal, som 
Redi gav os at løse, om der ved Siden af Homogenesen 
gives en Xenogenese, — d. v. s. om der ved Siden af 
de sædvanlige Organismer, som afføde et Afkom, der 
gjennemløber det samme Kredsløb som de selv, gives 
andre, hvis Afkom er af en fra dem aldeles forskjellig 
Beskaffenhed — have to Aarhundreders Undersøgelser 
ført til et andet Resultat end det, hvorved Redi blev 
staaende. Førend første Halvdel af det attende Aar- 
hundrede var gaaet til Ende, havde Vallisnieri, Re- 
aumur 0. Å. bragt det paa det rene, at Ormene i 
Galæblerne ikke ere avlede af de Planter, der frembringe 
Gallerne, men hidrøre fra Insektæg, der lægges ind i 


+) Den Mangel paa Konsekvens, hvormed den berømte Taler,. efter 
sejrrig at have bekæmpet Selvdannelseslæren som gyldig for Nu- 
tiden, lader den beholde et Smuthul i hint fjerne, taagede Afsnit 
af Jordens Udviklingshistorie, hvor det er saa tillokkende at give 
Fantasien frit Spil, vil ikke undgaa Læserens Opmærksomhed. 
Sagen er den, at han ikke kan undvære ÅAbiogenesen til at for- 
klare Livets første Oprindelse; er der først Liv, da kan Udvik- 
lingstheorien gjøre Resten. Men der kan ikke saaledes gaaes 
påa Akkord. Et af to: Har der i Tidernes Begyndelse fundet 
Selvdannelse Sted, hvad skulde da kunne bringe den til at op- 
høre igjen? Og findes den ikke i Naturen, da er det, fordi den 
er en Uting, og da kan den heller ikke have fundet Sted i Jord- 
historiens »mørke Tidsrum«. De moderne Udviklingstheorier 
(Darwinismen osv.) medføre som sidste Konsekvens Selvdannel- 
ses-Theorien (Abiogenesen), hvad dennes ivrigste Forfægtere, f. Ex. 
Håckel, ogsaa aabent vedkjende sig: (M. ÅA) 
Fjerde Række. II. 29 


450 


Plantens Væv. I et meget længere Tidsrum holdt der- 
imod Bændelormene, Blæreormene og Ikterne sig som Xeno- 
genesens Forsvareres faste Plads; det er først i de sidste 
30 Aar, at det er lykkedes v. Siebolds, van Benedens, 
Leuckarts, Kichenmeisters og andre Helmintholo- 
gers”) paaskjønnelsesværdige Taalmod at forfølge alle disse 
Snyltedyr, ofte gjennem de besynderligste Vandringer og 
Forvandlinger, tilbage til et Æg, hidrørende fra en Moder 
af samme Beskaffenhed som de selv, og alle Undersø- 
gelser over andre Grene af Naturen gaa i samme Ret- 
ning. En Plante kaster maaske Kimknopper, men disse 
ville tidligere eller senere afføde Frø eller Sporer, som 
udvikle sig til den oprindelige Planteform. En . Polyp 
afføder maaske en Gople, en Pluteus en Søstjerne, men 
Goplen og Søstjernen avle Æg, der frembringe Polyper 
eller Plutei,””) og disse ere derfor kun Trin i Artens Livsløb. 

Derimod frembyder Pathologien nogle mærkelige 
Tilnærmelser til en virkelig »Xenogenese«. 

Det har, som jeg allerede har omtalt, siden Val- 
lisnieris og Reaumurs Tid været en bekjendt Sag, 
at Galæblerne paa Planterne og visse Svulster hos 
Kvæget foranlediges af Insekter, der- lægge deres Æg i 
de Dele af Planten eller Dyret, hvoraf disse sygelige 
Dannelser vokse ud. Det er fremdeles en Erfaring, som 
enhver har havt Lejlighed til at gjøre, at et simpelt 
Tryk paa Huden kan fremkalde en Ligtorn. Galæblet, 
Svulsten, Ligtornen ere Dele af det levende Legeme, 
som til en vis Grad ere blevne selvstændige Organismer. 
Under visse ydre Betingelser gaa Dele af Legemet, der 
skulde have udviklet sig indenfor de af dets almindelige 


+) Helminthologien: Læren om Ormene, særlig om Indvoldsormene. 
4%) Se dette Tidsskrift 2den Række 4de Bind S. 258. 


451 


Plan afstukne Grændser, deres egen Vej og anvende den 
Føde, de modtage, for egen Regning! 

Fra saadanne uskadelige Dannelser som Ligtorne og 
Vorter er der nu alle Mellemformer til de mere alvorlige 
. Former af Svulster, som allene ved deres Størrelse og 
den mekaniske Standsning af Livsvirksomhederne, som 
de foraarsage, ødelægge den Organisme, hvoraf de have 
udviklet sig; og i de frygtelige Misdannelser, der be- 
nævnes Kræftskader, har den abnorme Udvikling endelig 
opnaaet Evne til at forplante og formere sig og er kun 
morphologisk forskjellig fra Snylteormen, hvis Liv hverken 
mere eller mindre nøje er knyttet til den Organisme, 
der huser den. 

Dersom der gaves sygelige Dannelser, hvis histolo- 
giske+) Bestanddele vare istand til at fortsætte en selv- 
stændig og uafhængig Tilværelse udenfor Legemet, fore- 
kommer det mig, at den dunkle Grændse mellem syge- 
lige Udviklinger og »Xenogenesen« vilde være udslettet. 
Jeg er tilbøjelig til at tro, at Opdagelsernes Fremskridt 
allerede har bragt os saavidt. I den sidste Aargang af 
de værdifulde »Beretninger om den offenlige Sundheds- 
tilstand«, som Hr. Simon aarlig afgiver til Statsraadet, 
findes en Afhandling om Smitstoffernes Pathologi af Dr. 
Burdon Sanderson, som er en af de klareste, ind- 
holdsrigeste og bedst gjennemtænkte Drøftelser af et stort 
Spørgsmaal, som længe er kommet mig for Øje. Til den 
henviserjeg med Hensyn til Enkelthederne og med Hen- 
syn til Hjemmelen for de Angivelser, jeg nu skal 


fremsætte. 
Det er Dem bekjendt, hvad der finder Sted ved Ko- 


=) Histologien er Læren om Dyre- og Plantevævenes elementære 
(mikroskopiske) Sammensætning og Dannelsesmaade. (M. A.) 
29F 


452 


koppe-Indpodningen. Der gjøres et lille Snit i Huden, 
og en yderst ringe Mængde Kokoppe-Materie indbringes 
i Saaret. I Løbet af en vis Tid fremkommer der paa 
Saarets Sted en Blære, og den Vædske, som udspiler 
denne Blære, er Kokoppe-Materie — hundrede eller tu- 
sinde Fold af den, der blev indbragt. Hvad har da 
fundet Sted under denne Operation? Har Kokoppe-Ma- 
terien ved sine irriterende Egenskaber kun frembragt en 
Blegn, hvis Vædske har den samme irriterende Egenskab? 
Eller indeholder Vaccinen levende Smaadele, der have 
udviklet og formeret sig der, hvor de ere blevne indpo- 
dede? Chauveaus Iagttagelser, udvidede og bekræftede 
af Dr. Sanderson selv, synes ikke at efterlade nogen 
Tvivl herom. Forsøg, anstillede efter et lignende Princip 
som Helmholtz's over Gjæring og Forraadnelse, have 
vist, at den virksomme Bestanddel i Vaccine-Lymfen. 
bestaaer af fine Smaadele af ikke over "20,000" i Tver- 
maal, som Mikroskopet kan paavise i Vædsken. Lig- 
nende Forsøg have vist, at to af de mest ødelæggende 
Sygdomme hos Dyrene, Faarekopper og Kværke, bestaa og 
… formere sig gjennem nogle overordenlig smaa Legemer, 
som have faaet Navn af «Mikrozymer«. Et Dyr, der 
lider af en af disse gruelige Sygdomme, er en Kilde til 
Smitte for andre, af ganske den samme Grund som naar 
et Fad gjærende Øl forplanter sin Gjæring ved Smitte eller 
» Kontagium« til frisk Urt. I begge Tilfælde er det le- 
vende Smaalegemer, som virke; selve den Vædske, hvori 
de svæve, og paa hvis Bekostning de leve, er derimod al- 
deles passiv. 

. Ere nu disse »Mikrozymer« frembragte ved »Homo- 
genese« eller ved »Xenogenese«? kunne de ligesom Gjær- 
svampene kun udvikle sig af forud tilstedeværende Kim? 


453 


Eller ere de ligesom Galæblets Væv Resultaterne af 
en Omdannelse og Individualisation af det Legemes 
Væv, hvori de findes, fremkaldt ved visse Betingelsers 
Indvirkning? Ere de Snyltere i zoologisk Forstand eller 
ere de blot, hvad Virchow kalder »heterologe Dannelser?« 
Dette er aabenbart et Spørgsmaal af den allerstørste Vig- 
tighed, hvad enten det sees fra et praktisk eller fra et 
theoretisk Synspunkt. En Snylter kan udryddes ved at 
kvæle dens Kim, men et pathologisk Produkt kan alene 
tilintetgjøres ved at fjerne de Betingelser, der frem- 
kalde det. 

Det forekommer mig, at dette store Spørgsmaal maa 
løses særskilt for hver Smitsot for sig, thi Analogien 
peger til begge Sider. Jeg har allerede dvælet ved den 
Analogi med pathologiske Misdannelser, der taler til 
Gunst for »Mikrozymernes« xenogetiske Oprindelse; jeg 
maa derfor nu omtale de ikke mindre slaaende Analogier, 
der tale for disse pestavlende Legemers Tilblivelse ad 
den sædvanlige Vej, derved at Lige avler Lige. 

Det er en Kjendsgjerning, som nu er bragt fuld- 
stændig paa det rene, at visse Sygdomme baade hos 
Planter og Dyr, der ganske have Karakteren af konta- 
giøse eller smitsomme Epidemier, foraarsages af smaa 
Organismer. Hvedebrand er et velbekjendt Exempel paa 
en slig Sygdom, og det kan ikke betvivles, at Druesygen 
og Kartoffelsygen falde ind under samme Begreb. Blandt 
Dyrene ere Insekterne i en ganske særdeles Grad ud- 
satte for at hærges af contagiøse og smitsomme Syg- 
domme, der fremkaldes af mikroskopiske Svampe. 

Om Efteraaret er det saaledes ikke ualmindeligt at 
se Fluer sidde ubevægelige paa Vinduesruden, omgivne 
ligesom af en hvid Tryllering. "Ved mikroskopisk Under- 


454 


søgelse viser denne Ring sig at bestaa af utallige Sporer, 
der ere blevne afkastede i alle Retninger af en fin Svamp, 
Empusa muscæ, hvis sporedannende Traade staa ud 
fra Fluens Legeme ligesom Fløjel. Disse sporedannende 
Traade staa atter i Forbindelse med andre, der efter at 
have bortædt og ødelagt Dyrets Indvolde, udfylde dens 
Krop helt ligesom med en fin Uld. Dette er Empusa- 
Svampen i fuldt udviklet Tilstand. Forfølges den tilbage 
til sine tidligere Tilstande i Fluer, der endnu ere livlige 
og tilsyneladende sunde, viser det sig, at den er tilstede 
som fine Smaalegemer, der svæve i Fluens Blod. Disse 
formere sig og forlænges til Traade paa Bekostning af 
Fluens Legeme, og naar de tilsidst have dræbt Patienten, 
vokse de ud af den og kaste deres Sporer. Sunde Fluer 
indelukkede med syge smittes af denne dødelige Sygdom 
og dø ligesom de. En særdeles dygtig Iagttager, Dr. 
Cohn, som har studeret Empusaens Udvikling i Fluen 
med stor Omhu, var desuagtet aldeles ude af Stand til 
at opdage, paa hvad Maade de mindste Empusa-Kim 
kom ind i Fluen. Det lykkedes ikke at formaa Sporerne 
til at afføde slige Kim ved at bringe dem til at spire, 
ej heller var det muligt at opdage slige Kim i Luften 
eller i Fluens Føde. Det saa stærkt ud til at være et 
Tilfælde af »Abiogenese« eller ialfald af »Xenogenese«, 
og det er først for ganske nylig, at den rette Sammen- 
hæng er bleven opdaget. Det er nu paavist, at naar en 
Spore falder paa en Flue, begynder den at spire og ud- 
sender en Forlængelse, der borer sig ind igjennem Fluens 
Hud og, naar den er naaet ind i Krophulen, afføder de 
svævende Smaalegemer, som ere det første Udviklings- 
trin af Empusaen. Sygdommen er »kontagiøs«, efter- 


som en sund Flue, der kommer i Berøring med en syg, 


455 


af hvis Legeme de sporebærende Traade stikke frem, 
kan være vis paa at faa et Par Sporer paa sig; og den 
er »smitsom«, eftersom Sporerne spredes omkring paa alle 
Ting i Nærheden af de døde Fluer, 

Man har længe kjendt en meget ødelæggende Smit- 
sot hos Silkeormen, der benævnes »Muscardine«; Au- 
douin overførte den fra Orm til Orm ved Indpodning. 
Denne Sygdom skyldes ene og alene Udviklingen af en 
Svamp (Botrytis Bassiana) i Larvens Legeme, og 
dens smitsomme og kontagiøse Karakter forstaaes let paa 
samme Maade som Fluepestens. Men i de senere Åar 
er der optraadt en endnu værre Epizooti") blandt Silke- 
ormene; jeg skal anføre nogle faa Kjendsgjerninger, der 
ville give Dem en Forestilling om, hvor stor den Skade 
er, som den har tilføjet Frankrig alene. 

Silkeavlen har i Aarhundreder været en vigtig In- 
dustrigren i Sydfrankrig, og i Aaret 1853 havde den 
naaet en saadan Højde, at det aarlige Udbytte af den 
franske Silkeavl blev anslaaet til en Tiendedel af hele 
Verdens og repræsenterede en Pengeværdi af 117 Mil- 
lioner Frank (over 40 Millioner Rigsdaler). Hvor stor 
den Sum vilde være, der repræsenterede Pengeværdien 
af alle de med Forarbejdelsen af denne Raasilke for- 
bundne Industrigrene, er mere end jeg tør vove mig til 
at beregne; nok er det, at Lyon er bygget paa fransk 
Silke i ikke mindre Grad, end Manchester før Borger- 
krigen var bygget paa amerikansk Bomuld. 

Silkeormene ere underkastede mangfoldige Sygdomme, 
og allerede før 1853 var en ejendommelig Epizooti, der 
hyppig ledsagedes af mørke Pletter paa Huden og deraf 


f) Epizooti 9: en Epidemi blandt Dyr. 


456 


havde faaet Navn af »Pebrine« (Pebersyge), bleven op- 
tegnet som særdeles dødelig. Men i Aarene efter 1853 
brød denne Sygdom ud med en såa uhyre Voldsomhed, 
at Silkehøsten i 1858 var bragt ned til en Trediedel af, 
hvad dem var i 1853; 'og' lige til "de "sidste Par 
Aar naaede den aldrig Halvdelen af "Udbyttet i 1853. 
Dette betyder ikke alene, at de mange Mennesker, der 
beskjæftige sig med Silkeavl, ere en 300 Millioner Rigsdlr. 
fattigere, end de kunde have været; ikke alene, at der er 
bleven betalt høje Priser for indførte Silkesommerfugleæg, 
og at Silkeavleren, efter at have sat sine Penge i dem og 
betalt for Morbærblade og Pasning, har seet sine Silke- 
orme omkomme og sig selv blive ødelagt, men det be- 
tyder tillige, at Lyons Væverstole have staaet ledige, og 
at i Aarevis Lediggang og Årmod har været en stor og 
tidligere flittig og velstaaende Befolknings tvungne Lod! 

I 1858 foranledigede Tilstandens Alvor det franske 
Videnskabernes Akademi til at nedsætte et Udvalg, hvor- 
af den udmærkede Naturforsker A. de Quatrefages var 
Medlem, for at undersøge denne Sygdoms Natur og om 
mulig at udfinde Midler til at standse den. Naar man 
læser Quatrefages” Beretning derom i 18359, er det meget 
interessant at se, at hans grundige Studium af Pebrinen 
paatvang ham den Overtydelse, at i sin hele Optræden og Ud- 
bredelsesmaade er Silkeorme-Sygdommen aldeles analog 
med Koleraen hos Mennesket. Men den er forskjellig fra 
Koleraen og forsaavidt langt frygteligere, som den er 
arvelig og under visse Omstændigheder baade kontagiøs 
og smitsom. 

Italieneren Filippi opdagede i de af denne be- 
synderlige Sygdom angrebne Silkeormes Blod en Mængde 
cylindriske 'Smaalegemer af ”/6000 " Tommes Længde. 


457 


Lebert, som har undersøgt dem omhyggelig, har givet 
dem Navn af Panhistophyton, fordi disse Smaa- 
legemer hos stærkt angrebne Individer myldre i ethvert 
Væv og Organ i Legemet, ja endogsaa findes i Hun- 
sommerfuglens uudviklede Æg”). Men ere disse Smaale- 
gemer Åarsagen til Sygdommen eller blot dens Følge- 
svende? Nogle Naturforskere antoge det ene, andre det 
andet; det var først, da den franske Regering, foruroliget 
af Sygdommens ustandselige Rasen, sendte Pasteur ud 
for at studere den, at Spørgsmaalet blev endelig afgjort, 
med stor Opoffrelse ikke alene af denne store Forskers 
Tid og Sindsro, men desværre ogsaa af hans Sundhed. 
Men Offeret har ikke været forgjæves. Det er nu 
vist, at denne koleralignende hærgende »Pebrine« frem- 
kaldes af »Panhistophyternes« Udvikling og Formering i 
Silkeormene. Den er kontagiøs og smitsom, fordi disse 
Smaalegemer overføres middelbart eller umiddelbart fra 
de syge Larvers Legemer til de i Nærheden værende 
sunde Silkeormes Fordøjelseskanal; den er arvelig, men 
kun påa mødrene Side, fordi de komme ind i Ægene 
under disses Dannelse og følge med dem, naar de lægges. 
Der er ikke et eneste af alle de tilsyneladende lunefulde 
og uforklarlige Forhold ved Pebrinen, uden at det nu 
lader sig forklare deraf, at Sygdommen fremkaldes ved 
Tilstedeværelsen af hin mikroskopiske Organisme. 7%) 
Naar dette nu forholder sig saaledes med Pebrinen, 
hvilken Fremgangsmaade til at forebygge den paapeges 
da af disse Kjendsgjerninger? Den afhænger aabenbart 


+) Ordet er nemlig dannet af zav, alt, iørog, Væv og pvrov Plante. 
+) Vi skulle paa et andet Sted i dette Tidsskrift meddele nogle Op- 
lysninger om Pasteurs Undersøgelser over Pebrine-Sygdommen. 

(R. A.) 


458 


af den Maade, hvorpaa Panhistophyton avles. Avles den 
»abiogenetisk« eller »xenogenetisk« i Silkeormen eller i 
Silkesommerfuglen, betinges Sygdommens Udryddelse af, 
at man kan hindre de Betingelser i at indtræde, under 
hvilke den opstaaer. Er Panhistophyton derimod en 
selvstændig Organisme, som ikke mere avles af Silke- 
ormen end Misteltenen af den Eg eller Abild, hvorpaa den 
voxer — lad være, at den trænger ligesaameget til Silke- 
ormen for at kunne udvikle sig, som Misteltenen kræver 
Træet — da maa Fremgangsmaaden blive en ganske anden. 
Det eneste, der da er at gjøre, er at blive fri for Panhisto- 
phyton-Kimene og holde dem borte. Som man kunde vente 
det af hans tidligere Undersøgelsers Retning, maatte Pa- 
steur helde til den Tro, at den sidste Theori var den rette; 
og ledet af den udpegede han en Fremgangsmaade til at 
udrydde Sygdommen, der er bleven kronet med fuld- 
stændigt Held i alle Tilfælde, hvor den er bleven gjennem- 
ført paa den rette Maade. 

Der kan altsaa ikke være nogen Tvivl om, at meget 
ondartede kontagiøse og smitsomme Sygdomme hos In- 
sekter foraarsages af overmaade smaa Organismer, der 
frembringes homogenetisk af Kim, som ere tilstede 
iforvejen, og jeg ved ikke, hvorfor det, som finder Sted 
hos Insekterne, ikke skulde kunne finde Sted hos de 
højeste Dyr. Der gives allerede stærke Indicier for, at 
nogle Sygdomme af en særdeles ondartet og dødelig 
Beskaffenhed, som Mennesket er udsat for, ligesaavel 
ere mikroskopiske Organismers Værk som Pebrinen. Jeg 
kan her henvise til de særdeles slaaende Kjendsgjer- 
ninger, som anføres af Prof. Lister i hans velbekjendte 
Skrifter om den saakaldte antiseptiskef) Behandlingsmaade. 


+) antiseptisk: »hvad der forhindrer Forraadnelse«. 


459 


Det tykkes mig umuligt at læse dem til Ende uden at 
gjennemtrænges af en stærk Overbevisning om, at den 
beklagelige Dødelighed, som saa ofte træder den dygtigste 
Operatør i Hælene, og de dødelige Følger af Saar og 
anden Skade, der synes at forhekse de store Hospitalers 
Vægge og i dette Øjeblik dræbe flere Mennesker end 
Kugler og Bajonet, skyldes smaa Organismers Indfø- 
relse i Saarene og deres Formering i disse; og at den 
Kirurg vil redde flest Liv, som bedst gjennemfører de 
praktiske Konsekvenser af Redis Hypothese! 

I Begyndelsen af dette Foredrag bad jeg Dem skænke 
mig Deres Opmærksomhed under mit Forsøg paa at skildre 
den Bane, en videnskabelig Tanke har tilbagelagt under 
sit lange og langsomme Fremskridt fra kun at være en 
sandsynlig Hypothese til at blive en anerkjendt Naturlov. 
Vor Undersøgelsesrejse har ikke ført os til meget tilta- 
lende Egne; den er fornemmelig faldet i et Land, der 
flyder over af Hæslighed og kun befolkes af Orme og 
Skimmel. Og De ville kunne tænke dem, med hvilke Smil 
og Skuldertræk alvorlige og praktiske Samtidige af Redi 
og Spallanzani have yttret deres Beklagelse over, at 
disse Mænd spildte deres høje Begavelse paa at slide i 
Løsningen af Spørgsmaal, som, hvor kuriøse de end kunde | 
være i og for sig, ikke kunde være af nogen tænkelig 
Nytte for Menneskeslægten! Ikke desto mindre ville De have 
lagt Mærke til, at inden vi havde tilbagelagt et meget 
langt Stykke af vor Vej, viste der sig paa begge Sider 
af den Marker opfyldte af Guldkorn, som lade sig umid- 
delbart omsætte i det, som selv de mindst højsindede af 
Verdens praktiske Folk ville indrømme at have Værd, 
nemlig Penge og Liv! 

Det umiddelbare Tab, som Pebrinen har foraarsaget 


460 


Frankrig i 17 Aar, kan ikke anslaaes til mindre end 
450 Millioner Rigsdaler; lægge vi hertil, hvad Redis 
Tanke i Pasteurs Hænder har gjort for Vindyrkeren og 
Eddikebryggeren, og forsøge at ansætte Værdien deraf i 
Penge, ville vi finde, at den ikke vil være meget langt 
fra at opveje de Pengetab, som den gyselige og ulykke- 
bringende Krig i dette Efteraar har medført. Og med 
Hensyn til de Rediske Tankers Ækvivalent i Liv, hvor- 
ledes skulde det vel være muligt at overvurdere den 
Kundskab om Epidemiers og Epizootiers sande Natur 
og derved tillige om Midlerne til at hæmme og ud- 
rydde dem, hvis Morgenrøde nu sikkert har begyndt at 
vise sig? 

Gaaer man blot ti Aar tilbage i Tiden, vil man 
kunne udpege tre Aar (1863, 64 og 69), hvori det hele 
Antal Døde af Skarlagenfeber alene (i England?) beløb 
sig til 90,000, og dette er blot Summen af de dræbte, 
Invaliderne ere ladte ude af Betragtning. Vi ville haabe, 
at Fortegnelsen over de dræbte i den nærværende blodigste 
af alle Krige ikke vil løbe højere op! Men de Kjends- 
gjerninger, som jeg har forelagt Dem, maa kunne over- 
tyde selv den mindst sangvinske om, at denne Lande- 
plages sande Natur og Aarsager ville en Gang i Tiden 
være lige saa klart gjennemskuede som Pebrinens er det 
nu, og at der saaledes vil blive en Ende paa det Mande- 
fald af uskyldige, hvorunder Menneskeheden saa længe 
har sukket. 

Atter vil der da være gjort den Erfaring, at »Folk 
dø paa Grund af Mangel paa Kundskab«, og at de, der 
ikke ville spilde deres Møje, maa søge Lindringen af 
den menneskelige Elendighed og Befordringen af det 
menneskelige Velvære i det flittige, taalmodige, hengivne 


461 
Studium af alle Naturens mangfoldige Sider, hvis Resul- 
tater udgjøre den exakte Kundskab eller Videnskaben. 
Det er dette store Mødes Retfærdiggjørelse og Hæder, 
at det ikke er sammenkaldt i noget andet Øjemed end 
at fremme den Del af Videnskaben, der behandler Na- 


turfænomenerne.  Maatte dets Bestræbelser krones med 
fuldt Maal af Held! 


At vi ikke mange Aar efter at have optaget en 
ypperlig Afhandling om Selvdannelseslæren af Milne- 
Edwards nu atter gjengive et Foredrag om det samme 
vigtige Spørgsmaal af en af Englands første Naturkyn- 
dige, er ikke alene, fordi det sidste indeholder meget, 
der ikke var eller kunde være kommet paa Tale i det 
første, og fremsætter mange nye Synspunkter, men til- 
lige, fordi Selvdannelsen i hele den mellemliggende Tid 
ikke har ophørt at være et brændende Spørgsmaal eller 
savnet utrættelige og begavede Forkæmpere. De nyere 
Udviklingstheorier have heller ikke været uden Indfly- 
delse paa den Tilgang af Kræfter, som denne saa ofte 
forkjættrede, men idelig fra de døde opstaaende Lære 
har kunnet glæde sig ved, og den har havt den Triumf, 
at en Mand af Richard Owens Betydning i Viden- 
skaben har erklæret sig uforbeholdent for den. Vi have 
derfor længe ønsket at kunne forelægge vore Læsere en eller 
anden Fremstilling af Sagens nuværende Standpunkt og navn- 
lig af de Kjendsgjerninger, hvortil Abiogenesens Forsvarere 
støttede sig. Huxleys Tale kom os derfor meget belejlig 
som et fortrinligt Indlæg fra den »orthodoxe« Side af Vi- 
denskaben. Den har imidlertid fremkaldt en livlig 
Meningsyttring fra begge Sider under selve Mødet i 
Liverpool, og naar Beretningen herom foreligger, og de 
andre Udtalelser, som herved ville foranlediges, ere 
komne til en vis Afslutning, ville vi muligvis finde Plads 
til en Redegjørelse for det vigtigste, som fra den mod- 
satte Side maatte være gjort gjældende. (R. A.) 


Mindre Meddelelser. 


1. Støvet i Luften. (Efter et Foredrag af Professor 
Tyndall, meddelt i ,,Nature"”.) 

Under almindelige Forhold se vi ikke Støvet svæve i 
Luften i vore Værelser, med mindre der er en usædvanlig 
Mængde af det tilstede. Grunden hertil er imidlertid ingen- 
lunde at søge i Luftens fuldstændige Renhed, men alene 
deri, at den Lysmængde, som de smaa Støvpartikler tilbage- 
kaste, og som skulde forraade deres Nærværelse, er saa 
meget svagere end den, der møder Øjet fra andre Gjen- 
stande i Værelset, at den ikke gjør Indtryk paa det. Saa- 
snart der derimod falder en stærk Lysstribe ind i et. for- 
holdsvis mørkt Værelse gjennem en snever Aabning saasom 
et Hul i et Vinduesskodde, saa tegner den meget tydelig 
sin Vej igjennem det svævende Støv, saaledes som enhver 
af Læserne sikkert har seet det mange Gange. 

Professor Tyndall blev ledet til at give sig noget 
mere af med disse i Luften svævende Støvmasser, som al- 
tid ere tilstede og ikke mindst i en By som London; de 
indvirkede nemlig forstyrrende paa nogle Forsøg, som han 
var ifærd med at anstille over Lysets Indvirkning paa nogle 
Dampe. Ved disse Forsøg benyttede han en Cylinder af 
Glas, der ved begge Ender var lukket med plane Glas- 
plader; ved et med en Hane forsynet Rør kunde Cylinderen 
sættes i Forbindelse med en Luftpompe, medens et andet 
Rør, som ligeledes kunde aflukkes, tjente til at føre de 
Dampe, som skulde undersøges, blandede med Luft ind i 
Cylinderen. Lyset blev fra en stærk Lysgiver kastet ind 
igjennem Cylinderen efter dennes Længderetning; Iagttageren 
betragtede Cylinderen fra Siden. Naar nu Luften blev 
pompet ud af Cylinderen saa fuldstændig som muligt, var 
der aldeles intet at se; det tomme Rum inde i Cylinderen 


463 


var fuldstændig mørkt, fordi der ikke var nogetsomhelst, 
der kunde kaste de gjennemstrømmende Lysstraaler ud af 
deres Vej. Saasnart der derimod blev lukket atmosfærisk 
Luft ind, skinnede hele Cylinderen ved det af de utallige 
smaa Støvdele tilbagekastede Lys; det saa ud, som om 
Cylinderen snarere var fyldt med et halvt fast Legeme end 
med Luft, og Støvdelenes Lys dæmpede ganske andre Lys- 
ninger, som netop skulde undersøges. 

For at skaffe Støvet bort af Luften ledede T. den 
igjennem to Glasrør fyldte med Glasstumper, som i det ene 
vare vædede med en stærk Kaliopiøsning, i det andet med 
stærk Svovlsyre. Luftens Kulsyre og Vanddampe bleve 
vel optagne af disse Stoffer, men Støvet fulgte uskadt med 
Luften igjennem Rørene, og det hjalp ikke engang, at han 
tvang Luften til at boble igjennem Kalilud og Svovlsyre. 
Han prøvede derpaa at lade Luften gaa tæt hen over 
Spidsen af en Spirituslampes Flamme, inden den traadte ind 
i Cylinderen, og paa denne Maade lykkedes det ham endelig 
at faa den renset. Der var intet at se i Cylinderen; den 
var som han siger ,,0ptisk tom", Støvet var brændt op ved 
at passere Flammen, hvilket bestemt tydede paa, at det var 
af organisk Natur. Naar Luften strømmede hurtig hen- 
over Flammen, viste der sig en blaalig Sky i Cylinderen; 
det Lys, den udsendte, var ganske forskjelligt fra det, som 
udstraalede fra Støvmasserne, og hidrørte aabenbart fra luft- 
formige Stoffer, der vare dannede af Støvet ved en ufuld- 
stændig Forbrænding. 

For at sikkre sig fuldstændig ved et finere Forsøg 
lod T. atmosfærisk Luft strømme igjennem et Platinrør, 
der var anbragt i en lille Gasovn, saa at det kunde ophedes 
til stærk Glødning; og for at bringe den gjennemstrøm- 
mende Luft i inderlig Berøring med glødende Platin, lagde 
han en Rulle fint Traadnet af Platin i Røret. Han ledede 
Luften igjennem Røret, baade naar det var koldt, og naar 
det var glødende; den blev ledet igjennem snart langsomt 
snart hurtig. 

Naar Røret var koldt, viste Cylinderen sig altid op- 
fyldt af smaa Støvdele; naar det derimod var rødglødende, og 
Luften strømmede langsomt igjennem, var Cylinderen ganske 
mørk og altsaa ,,optisk tom". Ved en hurtig Strømning 
igjennem det rødglødende Rør saaes ligesom ved det fore- 
løbige Forsøg en blaa Sky i Cylinderen. Denne Sky blev 
svagere, naar Røret ophededes stærkere, og dens Lys havde 
en ganske anden Charakter og andre optiske Egenskaber 


464 


end det, der udstraalede fra Støvdelene. Alle disse For- 
hold bekræftede det Resultat, T. havde udledet af det 
første Forsøg. 

T. forsøgte ogsaa at tilintetgjøre Støvet ved at ud- 
sætte det for Virkningen af et kraftigt Brændspejl, men det 
gik uskadt igjennem denne Skjærsild, hvad enten Grunden 
nu har været, at de enkelte Smaadele let lade Straale- 
varmen gaa igjennem sig, eller at Støvets Bevægelse har 
været saa hurtig, at der ikke har været Tid nok til en 
Forbrænding. 

I en stærkt oplyst cylindrisk Støvmasse, der svæ- 
vede frit i Laboratoriet, anbragte T. en tændt Spiritus- 
lampe; i selve Flammen og langs med dens Rande saa han 
da Hvirvler fremkomme, som undertiden vare mørkere end 
den sorteste Røg, der strømmer ud af et Dampskibs Skorsten. 
Holdt han Flammen lige under Støvcylinderen, saaes de 
samme sorte Røgmasser snoe sig op igjennem den. At 
den kulfattige Spirituslamme skulde have udsendt disse 
Røgmasser, som først bleve synlige i det anvendte stærke 
Lys, var ikke meget sandsynligt; hvortil kom, at en ren 
Brintflamme frembragte den samme Virkning.  Fremto- 
ningen havde sin Grund deri, at der blev frembragt ,,optisk 
tomme" Rum inde i den lystilbagekastende Støvmasse, idet 
denne blev gwjennembrudt af opstigende rene Luftmasser, som 
ikke indeholdt nogetsomhelst, der kunde sprede Lyset, fordi 
deres Støvdele vare tilintetgjorte af Flammen. 

Det samme mørke Rum frembragte T. ved at drive Ilt, 
Brint, Kvælstof, Kulsyre eller Kulbrinte ind i Støvcylinderen, 
naar han havde udviklet disse Luftarter under saadanne 
Forhold, at de ikke førte lysspredende Smaadele med sig. 

T. opnaaede ogsaa at rense Luften for Støvet paa en 
anden Maade end ved Forbrænding, nemlig ved at sigte 
den igjennem Bomuld. Naar han med en almindelig Puster 
blæste Luft tværsigjennem en stærkt ophedet Støvcylinder, 
saa veg Støvet tilside for den stærke Luftstrøm; men da 
denne selv var opfyldt med Støvdele, som straks erstat- 
tede de bortjagede, viste der sig ikke nogen Forandring. 
Naar han derimod havde pakket Bomuld i Pusterens Pibe, 
uden dog at stoppe det altfor haardt, og derefter blæste 
Luft, som altsaa maatte gaa igjennem Bomulden, ind i 
Støvcylinderen, fik han straks det mørke ,,optisk tomme" 
Rum frem. — Man kan ved et andet smukt Forsøg vise denne 
Bomuldens Evne til at holde Støvet tilbage. Naar man 
fylder Lungerne med Luft ved en dyb Indaanding og der- 


465 


efter igjen udaander denne Luft- igjennem et Rør, saa at 
den drives ind i Støvcylinderen, vil man i Begyndelsen 
ikke se nogen Forandring i denne; men henimod Slut- 
ningen af Udaandingen opstaaer der et mørkt Rum. Den 
Luft, som man i Begyndelsen udaander, fører nemlig Støv 
tilbage med - sig, medens den senere udaandede har faaet 
Tid til at afsætte sit Støv i Lungerne. Har man før Ind- 
aandingen dækket, Næse og Mund med Bomuld, saa frem- 
kommer der straks en mørk Aabning i Støvcylinderen; den 
udaandede Luft driver Støvdelene bort og sender ingen 
andre i deres Sted; den er støvfri, fordi Bomulden har op- 
taget Støvet. — Herpaa støtter T. den praktiske Anvisning 
til Læger og Sygevogtere at benytte Respiratorer af Bom- 
uld for at forhindre de fine Støvdele og deriblandt Ki- 
mene til de Organismer, som muligvis avle Sygdomme, fra 
at komme ind i Lungerne. 


2... Nogle Oplysninger om Pasteurs Undersø- 
gelser over Silkeormens Sygdomme, laante af en 
Meddelelse af Tyndall i ,,Nature" for 1870, kunne vel her 
være paa deres Sted til nærmere Forklaring af Huxleys 
Yttringer i en foregaaende Artikel. 

Jeg har nylig, skriver Tyndall, fra Pasteur modtaget 
et Exemplar af hans nye Skrift ,,Sur la maladie des vers å 
soie", og en Notits herom vil vistnok, selv om den bliver 
kort og ufuldstændig, interessere en stor Del af Deres 
Læsere. Bogen er en Beretning om et meget mærkeligt 
videnskabeligt Arbejde, der har ført til ikke: mindre 
mærkelige praktiske Resultater. I 15 Aar har en Pestsot 
raset blandt de franske Silkeorme. De ere blevne syge og 
døde i store Masser, og de, der kom saa vidt, at de fik spundet 
deres Pupesvøb (Kokon), leverede kun en Brøkdel af den 
normale Silkemængde. I 1853 gav Silkeavlen i Frankrig 
en Indtægt af 130 Millioner Frank. I de 20 forudgaaende 
Aar havde den fordobblet sig, og man nærede ingen Tvivl 
om, at den vilde stige fremdeles. Desværre blev denne 
lykkelige Tilstand tilintetgjort af en frygtelig Landeplage, 
netop som 9Plantagerne vare i deres mest blomstrende 
Tilstand. Vægten af de i 1853 avlede Kokoner var 26 
Millioner Kilogrammer: i1865 var den falden til 4 Millioner, 
og Tabet beløb sig i det sidstnævnte Aar alene til 100 
Millioner Frank (over 35 Millioner Rigsdaler). 

Den Egn, som især blev ramt af denne Ulykke, var 
netop den berømte Kemiker Dumas's, det franske Viden- 


Fjerde Række. II. 30 


466 


skabsselskabs bestandige Sekretærs, Hjemstavn. Han hen- 
vendte sig til sin Ven, Kollega og Elev Pasteur og besvor 
ham meget indstændig at paatage sig Undersøgelsen af 
denne Sygdom. Dengang havde Pasteur aldrig seet en 
Silkeorm, og han undskyldte sig derfor med sit Ubekjendt- 
skab med Sagen; men Dumas vidste altfor godt, hvilke Egen- 
skaber en saadan Undersøgelse krævede, til at tage imod 
denne Undskyldning. ,Jeg sætter - en ganske overordenlig 
Pris, sagde han, paa at se Deres Opmærksomhed henledt 
paa det Spørgsmaal, som interesserer mit stakkels Land; 
Elendigheden overgaaer alt, hvad De kan tænke Dem+«. 
Flyveskrifter om Pestsoten vare blevne øste ud iblandt Publi- 
kum, og det var kun med lange Mellemrum, at et mere 
eller mindre nyttigt Skrift afbrød den ensformige Regn af 
værdiløst Papir. ,,Silkeormens Farmokope, skrev Cornalia 
1860, er nu ligesaa indviklet som Menneskets. Man har 
anvendt baade Luftarter, flydende og faste Stoffer; fra Klor 
til Svovlsyre, fra Salpetersyre til Rom, fra Sukker til svovl- 
sur Kinin er alt muligt blevet brugt som Lægemiddel for 
det ulykkelige Insekt." De hjælpeløse Silkeavlere modtoge 
med tillidsfuld Iver ethvert nyt Middel, naar det bare blev 
dem paanødt med tilstrækkelig" Dristighed. - Det" syntes 
umuligt at svække deres blinde Tillid til deres ligesaa 
blinde Vejledere. I 1853. undertegnede den franske Ager- 
brugsminister selv en Anvisning paa 500,000 Frank for et 
Middel, som Opfinderen erklærede for ufejlbarligt. Det blev . 
forsøgt i 12 Departementer i Frankrig og viste sig aldeles 
unyttigt; ikke i et eneste Tilfælde slog det an. — Det var 
under disse fortvivlede Forhold, at Pasteur i Juni 1865 
gav efter for sin Vens Opfordring og begav sig til Alais, 
som ligger i det for Silkeavlen vigtigste og af Epidemien 
haardest ramte Departement i Frankrig. 

Tidligere angrebes Silkeormen af Muskardinen, en Syg- 
dom, som Bassi viste frembragtes af en Snylteplante; den 
er ikke arvelig, men forplantede sig hvert Aar gjennem 
Sporerne, der bortførtes af Vinden og ofte udsaaede Syg- 
dommen paa Steder, der laa langt borte fra dens Udgangs- 
punkt. Ifølge Pasteur er Muskardinen nu meget sjelden, 
men en dødeligere Sygdom har i de sidste 15—20 Aar 
indtaget dens Plads. Et hyppigt udvortes Tegn paa denne 
Sygdom ere de sorte Pletter, som bedække Silkeormen; deraf 
Navnet ,,Pebrine", først brugt om denne Sot af Quatre- 
fages, hvis Exempel Pasteur har fulgt. Den røber sig 
ogsaa ved Ormenes forkrøblede og ulige stærke Vækst, ved 


467 


deres sløve Bevægelser, Kræsenhed og altfor tidlige Død. 
1849 opdagede Guérin-Ménéville i visse Silkeormes Blod 
sittrende Smaalegemer, som han antog vare begavede med 
selvstændigt Liv, og som. han derfor gav et eget Navn. Med 
Hensyn til disse Smaalegemers Bevægelser viste Filippi, 
at han havde taget fejl; de have kun den velbekjendte 
Brownske Molekularbevægelse. Men Filippi begik selv den 
Fejl at antage dem for normale og nødvendige for Insektets 
Liv. De ere i Virkeligheden Grunden til dets Dødelighed, 
den materielle Aarsag til dets Sygdom. Denne blev stu- 
deret og beskrevet godt af Cornalia, medens Lebert”) 
og Frey senere fandt hine Smaalegemer ikke alene i Blodet 
men i alle Silkeormens Væv. 1857 opdagede Osimo dem 
i Ægene, og paa denne Iagttagelse grundede Vittadiani i 
1859 en praktisk Fremgangsmaade til at skjelne mellem 
sunde og syge Æg; men denne Prøve viste sig ofte upaa- 
lidelig og er aldrig bleven anvendt efter en større 
Maalestok. 

Antallet af disse Smaalegemer er ofte uhyre stort. 
De besætte Fordøjelseskanalen og sprede sig derfra over 
hele Ormens Legeme. Saaledes fylde de Silkekirtlerne, og 
man seer da ofte den syge Orm udføre blinde Spindebe- 
vægelser uden at kunne afgive noget Spind; thi istedenfor 
at være fyldte med den klare klæbrige Silkevædske ere de 
stoppede, saa de ere nær ved at briste, med disse Smaa- 
legemer. Pasteur viste nu (1865), at de kunne være til- 
stede i deres allerførste Udviklingstrin i Ægene og dog 
unddrage sig den mikroskopiske Undersøgelse, ja de kunne 
endog trodse denne paa Insektets første Trin som Larve; 
men altsom det vokser, vokse de med, blive større og tyde- 
ligere. I Pupen ere de endnu mere udprægede end hos 
Ormen, og dersom Æget eller Ormen overhovedet er blevet 
befængt med dem, ville de ufejlbarlig træde op hos Som- 
merfuglen paa en saadan Maade, at det ikke er vanskeligt 
at opdage dem. Det nytter altsaa ikke, som hin italienske 
Naturforsker havde anbefalet, at underkaste Ægene en 
sanitær Undersøgelse; baade Æg og Orme kunne være 
smittede, uden at Undersøgelsen formaaer at paavise det; 
men udklækkes slige Æg eller Larver, kommer der natur- 
ligvis kun Tab deraf. Pasteur tog derfor Sommerfuglen 
til Udgangspunkt for sine Bestræbelser for at bringe en sund 


+) Vort Tidsskrift har tidligere indeholdt en Artikel af denne For- 
fatter om Silkeormen og dens Sygdomme. 


307 


468 


Race istand igjen. De Orme, der udklækkes af Æg af fuld- 
kommen sunde Silkesommerfugle, kunne rigtignok senere selv 
blive smittede ved at komme i Berøring med syge Orme, 
eller ved at Støvet i de Kamre, hvori de opfødes, er blevet 
blandet med Kimene af hine Smaalegemer, men skjøndt de 
af slige angrebne Orme udklækkede Silkeorme kunne være 
saa opfyldte med hine Smaalegemer, at de ere aldeles ude 
af Stand til at frembringe brugbare Æg, ville selve de Orme, 
hos hvilke Sygdommen ikke er nedarvet, i Reglen ikke dø, 
førend efter at de have spundet deres Pupesvøb. Dette er 
et Punkt af meget stor praktisk Vigtighed, thi dersom man 
anvender det Pasteurske Princip at undersøge Hun- 
Sommerfuglenes Sundhedstilstand og dræbe alle dem, der 
vise sig befængte, vil man i alt Fald have sikkret sig en 
god Silkehøst, selv om Ormene skulde blive befængte under 
deres Opvækst, og ved fremdeles at gaa tilværks paa samme 
Maade vil man bestandig kunne opnaa det samme gode 
Resultat. 

Pasteur sendte Videnskabernes Selskab i Paris sin 
første Meddelelse derom i September 1865. Den nedkaldte et 
sandt kritisk Uvejr over hans Hoved. At en Kemiker dristig 
forlod sit Haandværk og anmassede sig at vejlede Patho- 
logerne og Physiologerne paa et dem udelukkende tilhørende 
Omraade! ,,Man undrede sig over, at jeg ikke bedre var 
fulgt med Tiden; man indvendte mod mig, at der for længe 
siden var udkommet Arbejder i Italien, hvis Resultater viste, 
at mine Ånstrængelser vare forgjæves, og at det var umu- 
ligt at komme "til et praktisk Resultat ad den Vej, hvor- 
paa jeg var slaaet ind; at jeg var aldeles uvidende om de 
utallige Undersøgelser, som vare udkomne i de sidste 15 
Aar". Pasteur hørte denne Summen, men fortsatte ufor- 
trødent sit Arbejde. — Til at udklækkes vælge Silkeavlerne 
de Æg, der ere lagte af Aarets bedste, tilsyneladende sunde 
Kuld; at disse med saa megen Omhu udvalgte Æg saa ofte 
skuffede dem paa en sørgelig Maade, var dem aldeles ube- 
gribeligt, da de ikke vidste, hvad heller ingen før Pasteur 
var istand til at fortælle dem, at de smukkeste Kokoner 
kunne indeholde befængte Sommerfugle. Det var alligevel 
ikke let at faa Silkeavlerne til at antage den nye Tro. 
For at gjøre Indtryk paa dem og bevæge dem til at ændre 
deres Fremgangsmaade fandt Pasteur paa at træde op 
som Profet. I 1866 besaa han i St. Hippolyte du Fort 
14 forskjellige Prøver af Æg, bestemte til at udklækkes, 
og efter at have undersøgt et vist Antal af de Sømmer- 


469 


fugle, som havde lagt dem, nedskrev han sin Forudsigelse 
af, hvordan det vilde gaa dem i 1867, og nedlagde den 
forseglet i Mairens Hænder. Næste Aar meddelte Silkeav- 
lerne denne deres Erfaringer. Pasteurs Brev blev ,nu 
aabnet, og det viste sig, at i 12 Tilfælde af 14 var der 
fuldstændig Overensstemmelse mellem hans Forudsigelser 
og det virkelig indtrufne; mange Kuld vare omkomne fuld- 
stændig, andre næsten fuldstændig, ganske som han havde 
spaaet, og i de to Undtagelsestilfælde slog det forsaavidt 
til, som der erholdtes en halv Afgrøde istedenfor den forud- 
sagte. fuldstændige Ødelæggelse. Alle disse Æggeprøver 
vare blevne betragtede som sunde af deres Ejere, udklæk- 
kede og plejede i det faste Haab, at det paa dem anvendte 
Arbejde vilde vise sig frugtbringende. En Undersøgelse af 
Modersommerfuglene i nogle faa Minuter i 1866 vilde have 
sparet dem Arbejdet og Skuffelsen. Samtidig forelagde man 
P. to andre Æggeprøver, som han erklærede for sunde, 
og hans Ord bleve stadfæstede ved, at de gave en ypper- 
lig Afgrøde. 

Leydig havde fundet disse dræbende Smaalegemer og- 
saa i andre Insekter og betragtet dem som hørende til den 
Klasse af Organismer, som Joh. Muller kaldte ,,Psoro- 
spermer”, altsaa som en Slags Snyltere, der formere sig 
ligesom andre Snyltere af samme Klasse. Pasteur skaf- 
fede sig fuldkommen sunde Orme af Sommerfugle, der vare 
aldeles fri for hine Snyltelegemer, og indbragte dette Smit- 
stof i 10, 20, 30, 50 af dem ad Gangen, f. Ex. ved at 
gnide en angrebet Orm ud i Vand og smøre Blandingen 
påa de Morbærblade, hvormed han fodrede dem; ved Siden 
af de saaledes forgiftede Orme opdrog han til Sammenligning 
et tilsvarende Hold af deres sunde Kamerater, som han natur- 
ligvis sørgede for saa meget som mulig at holde fri for Smitten. 
Den 16de April 1868 f. Ex. forgiftede han 30 Orme; 
indtil den 23de befandt de sig fuldkommen vel, ja endnu 
den 2Zådde syntes de at være friske, men der blev dog fundet 
Snyltelegemer i Tarmkanalen af to af disse Orme, der of- 
fredes til mikroskopisk Undersøgelse; disse Smaalegemer 
vise sig nemlig først 1 Tarmhinden. Hos to den 27de 
undersøgte Orme fandtes ikke alene hele Tarmen besat der- 
med, men Silkekirtlerne vare fulde af dem. Den 28de fik 
de 26 Orme, som vare tilbage, de sorte Pletter, hvorpaa 
»Pebrinen" kjendes. Den 30te var Forskjellen i Størrelse 
mellem de sunde og de befængte Orme meget paafaldende; 
de sidste vare nemlig kun to Trediedele saa store som de 


470 


første. Den anden Maj undersøgtes en Orm, som netop 
havde skiftet Hud fjerde Gang; dens hele Legeme var saa 
opfyldt af Snyltelegemer, at man maatte undre sig over, at 
den kunde leve. Sygdommen skred frem, Ormene døde og 
bleve undersøgte, og den Ilte Maj var der kun 6 tilbage 
af dem alle 30. Det var de stærkeste af det hele Kuld, 
men ogsaa de viste sig at være fulde af Snyltelegemer; ikke 
en af de 30 Orme var sluppen fri, et eneste befængt Maal- 
tid havde forgiftet dem alle! Det Hold, der var blevet 
skaanet, spandt derimod smukke Kokoner, og kun i to af 
Sommerfuglene fandtes der Spor til Snylteplanter, som. de 
rimeligvis havde faaet i sig under deres Udvikling. 

Altsom Pasteur trænger dybere ind i Æmnet, blive 
hans Angivelser nøjagtigere og mere detaillerede.  Tilsidst 
meddeler han saaledes en Oversigt over det tiltagende ÅAn- 
tal ,,Snyltelegemer", som han seer hver Dag i Mikroskopets 
Felt. Efter et Maaltid som det ovenfor omtalte steg An- 
tallet af de Orme, der husede hine Snyltevæsener, gradvis, 
indtil det tilsidst beløb sig til 100 pCt. og samtidig steg 
Snyltelegemernes Antal fra O til 1, 10, 100, undertiden 1000 
eller 1500 i Mikroskopets Synsfelt. Pasteur indpodede 
ogsaa sunde Orme med dem og iagttog saa Sygdommens 
Udvikling; ligeledes paaviste han, at Ormene indpode dem 
i hverandre ved at saare hverandre med deres Bideredskaber 
eller ved at besudle Bladene med deres Udtømmelser. — Det 
var nu ikke længere et hemmelighedsfuldt Smitstof, der 
dræbte Ormene, men en bestemt paaviselig Organisme. 
Førend Pasteurs Undersøgelse udtaltes der de mest for- 
skjellige Meninger, om Pebrinen var smitsom eller ikke; 
nogle benægtede det glatvæk, andre forsikkrede det ligesaa 
bestemt, men alle vare de enige om at tro paa et skadeligt 
»Medium", som af en eller anden ubekjendt Grund blev 
epidemisk og fremkaldte Sygdomme. 1, Stil, siger P., den 
dygtigste Silkeavler, den mest øvede Mikroskopist ligeover- 
for store Masser af Orme, der ikke vise det ringeste Symp- 
tom paa Sygdommen; Dødeligheden er ringe eller ingen, 
Kokonerne saa gode, som man kan ønske sig det. Han 
vil da ikke betænke sig paa at erklære, at de Æg, som 
disse Orme efter tilendebregt Forvandling ville lægge, ere 
brugbare til Udklækning. Men Sandheden er, at de alle 
ere forgiftede; at de fra Begyndelsen af have baaret Syg- 
domsspiren i sig, at denne vil udvikle sig over alle Grændser 
i Puperne og Sommerfuglene, gaa over i Ægene og slaa 
den næste Generation med Ufrugtbarhed. Og hvad er saa 


471 


den første Grund til dette under et bedragerisk Ydre skjult 
Onde? Et eneste forgiftet Maaltid, der virkede mere eller 
mindre hurtig, alt eftersom det faldt i det ene eller andet 
Tidspunkt af Ormens Liv!" — Pasteurs Arbejder ville 
gjengive Frankrig dets gamle Lykke i Silkeavlen; baade 
i Frankrig og Italien er hans Fremgangsmaade bleven 
kronet med det mest overraskende Held. 


3. Spektralanalysens nyeste Fremskridt. Blandt de 
vigtigste fysiske Opdagelser, der ere blevne gjorte i de se- 
nere Aar, fortjener Spektralanalysen og dens Anvendelser 
en fremragende Plads. Ved Hjælp af den er det blevet 
Menneskene muligt kemisk at undersøge Beskaffenheden af 
Materien paa fjerne Himmellegemer og derved at udvide og 
fuldstændiggjøre vor Kundskab om Verdensbygningen paa 
en Maade, der vel kan siges at have overtruffet vore For- 
fædres videst gaaende Forhaabninger. Hvem turde vel for- 
dum have vovet at paastaa, at det engang vilde blive mu- 
ligt med videnskabelig Skarphed og Sikkerhed at angive de 
Stoffer, af hvilke den eller den Stjerne bestaaer, eller at be- 
stemme vor Sols kemiske Bestanddele? En saadan Paastand 
vilde være bleven anseet for ligesaa urimelig og utrolig som 
den, at man med Lysets Hastighed skulde kunne sende sine 
Tanker fra den ene Verdensdel til den anden, eller at man 
skulde kunne lade Sollyset give os tro og varige Billeder 
af Folk og Lande, som vi aldrig have havt Lejlighed til at 
besøge. Og alligevel ligger alt dette nu indenfor Virkelig- 
hedens Omraade. Den naturvidenskabelige Forskning skrider 
rask fremad. Enhver Erobring paa dette Omraade aabner 
Udsigt til nye Sejre. Saaledes forholder det sig netop med 
Spektralanalysen; dens videre Uddannelse og Anvendelse 
har kastet Lys over en Mængde Forhold, der tidligere vare 
os uforstaaelige eller ubekjendte. 

I dette Bind af Tidsskriftet, S. 241, har Lektor P. 
Freuchen i en Afhandling, betitlet nyere Undersø- 
gelser af Solens fysiske Forhold", gjort Rede for 
nogle af de- Resultater, man er kommen til ved at anvende 
den spektralanalytiske Undersøgelse paa vor Sol, navnlig 
med Hensyn til de saakaldte Protuberantser; men foruden 
disse har der i det sidste Par Aar fundet en Række tildels 
endnu ikke fuldendte. Undersøgelser af lignende Beskaf- 
fenhed Sted, for hvilke vi her i Korthed skulle gjøre 
Regnskab. r 

Pater Sechi har med Spektroskopet anstillet en Iagt- 


472 


tagelse, der, hvis den bliver bekræftet, vil være af megen 
Interesse. I Nærheden af flere, isærdeleshed større Sol- 
pletter viste der sig en Mængde Linier, der angave Til- 
stedeværelsen af Vanddampe- paa disse Dele af Solskiven. 
Paa andre Steder af Solen kunde disse Linier ikke gjen- 
findes. (Ved en senere Lejlighed iagttog han dog lignende 
Linier over hele Solskiven, men ved nærmere Undersøgelse 
viste det sig, at en tynd Cirrhus-Sky var kommen foran 
Spektroskopet. I dette Tilfælde frembragtes de nævnte Linier 
saaledes ved Absorption i Jordatmosfæren.) Janssen 
har i adskillige Stjerner med rødt og gult Lys ligeledes 
troet at finde Vanddampe og har villet benytte dette For- 
hold til en Bestemmelse af Stjernernes relative Alder.  Stjer- 
nernes forskjellige Farver angive nemlig det Stadium af For- 
brænding, hvorpaa de befinde sig. Naar de efterhaanden af- 
kjøles, vil deres Farve i de forskjellige Perioder af deres 
Tilværelse afhænge af de Stoffer, der findes i deres Atmos- 
fære, og Vanddampenes Tilstedeværelse i denne angiver med 
en vis Nøjagtighed Stjernens Temperatur og som Følge deraf det 
Stadium, hvorpaa den befinder sig. Man kjender den Varme- 
grad, ved hvilken Vandets Grundstoffer gaa i Forbindelse 
med hinanden, saavelsom den, ved hvilken de adskilles, og 
man har altsaa i Spektroskopets Angivelse af Tilstedeværelsen 
af Vanddampe eller af Brint og Ilt et Middel til tilnærmel- 
sesvis at bestemme Stjernernes højere eller lavere Varme- 
grad. Disse Iagttagelser ere imidlertid endnu ikke afsluttede 
og trænge overhovedet til nærmere Bekræftelse. 

I de sidste Par Aar har man ligeledes med Held be- 
gyndt at benytte Spektralanalysen til Bestemmelsen af Fix- 
stjernernes Bevægelse i Verdensrummet, og de allerede an- 
stillede Forsøg give sikkre Løfter om, at man ad denne 
Vej vil gjøre vigtige og betydningsfulde Opdagelser. Det 
følger af theoretiske Betragtninger, paa hvilke vi ikke her 
nærmere skulle indlade os, at naar Lyset fra et lysende 
Legeme undersøges med Spektroskopet, ville Spektrallinierne 
forandre deres Stilling noget, alt eftersom Afstanden mellem 
Lysgiveren og Spektroskopet forøges eller formindskes. 
Bliver Afstanden større, flytte Linierne sig henimod Spek- 
trets røde Ende; formindskes den, gaa de til den modsatte 
Side. Hvormeget Linierne forflyttes, beroer paa den Ha- 
stighed, hvormed Lysgiveren nærmes til eller flyttes fra 
Spektroskopet. Et lignende Fænomen finder ogsaa Sted ved 
Lydens Forplantning. Naar man med stor Hurtighed nærmer 
sig til et musikalsk Instrument, der giver en vedholdende 


473 


Tone af bestemt Højde, høres denne højere, end den i 
Virkeligheden er; fjerner man sig derfra, høres den lavere. 
Lyden og Lyset forholde sig saaledes i denne som i saa 
mange: andre Henseender aldeles ens. Hvad nu Bestem- 
melsen af en Lysgivers Forandringer med Hensyn til Af- 
standen angaaer, beroer denne naturligvis ligefrem paa den 
Nøjagtighed, hvormed man kan maale Spektralliniernes 
Flytning. For at dette skal kunne gjøres, maa Spektro- 
skopet have en særegen, til dette Øjemed bestemt Indret- 
ning. Ved Hjælp af et saadant Spektroskop søgte Huggins 
i 1868 at bestemme, hvorvidt Sirius havde nogen egen Be- 
vægelse. eller ikke. Han fandt da, at dette Himmellegeme 
fjerner sig fra vor Sol med en Hastighed af henved 6 Mil 
i Sekunden. Paa Grund af Spektroskopets ufuldkomne 
Indretning mener Huggins dog, at denne Bestemmelse ikke 
kan gjøre Krav paa nogen særdeles Nøjagtighed. Zøllner 
i Leipzig har derfor konstrueret et Spektroskop til disse 
Bestemmelser, der er langt fuldkomnere. Det har to Sy- 
stemer af Glasprismer, sammensatte af Flint- og Kronglas. 
Disse Prismer indsættes nu i Spektroskoprøret ved Siden af hin- 
anden saaledes, at enhver af dem bryder sin Halvdel af Lysstraa- 
lerne, og det paa en saadan Maade, at det ene System faaer sin 
brydende Kant til venstre, det andet tilhøjre. Man faaer der- 
ved to Spektra, liggende ved Siden af hinanden, men vendende 
til modsatte Sider. Objektivglasset i den Kikkert, hvormed 
disse Spektra observeres, er skaaret igjennem paa samme Maade 
som ved et Heliometer og delt ito Halvdele, saa at Straalerne 
fra hvert Spektrum falde gjennem deres Halvdel. Hver af 
disse Halvdele kan forskydes ved Hjælp af en Mikrometer- 
skrue, saavel parallelt med Skjæringslinien som lodret paa denne. 
Paa denne Maade bliver det muligt at bringe en given 
Linie i det ene Spektrum til at falde sammen med den til- 
svarende i det andet, saavelsom at forskyde det ene Spek- 
trum langs med det andet. Hvis vinu antage, atZøllners 
Spektroskop blev rettet paa et lysende Legeme, hvis Af- 
stand ikke forandres, og at Objektivets Halvdele blive for- 
skudte paa den angivne Maade, saa at de to Spektra komme 
til at ligge nøjagtig ved Siden af hinanden og Linierne i det 
ene i Forlængelsen af Linierne af det andet, saa maa disse 
Linier adskilles fra hinanden, hvis Spektroskopet rettes paa 
en Stjerne, der nærmer sig til eller fjerner sig fra Jorden. 
Ved Hjælp af Mikrometerskruen kan man nu maale Lini- 
ernes Forskydning og deraf beregne, hvormeget Himmellegemet 


474 


har nærmet eller fjernet sig i en given Tid. De Forsøg, 
som Zøllner har anstillet med et Spektroskop af denne 
Konstruktion, vise, at man derved kan iagttage, om en Stjerne 
nærmer sig til eller fjerner sig fra vort: Planetsystem,  saa- 
snart dens Bevægelse udgjør 2400 Fod i Sekunden, en Hur- 
tighed, der maa betragtes som ringe, naar Talen er om 
Himmellegemernes Bevægelse i det uendelige Rum. 

Spektralanalysen har vist, at Stjernerne ligesom vor 
Sol befinde sig i glødende Tilstand, og at dette er Grunden 
til, at de sende os Lys. Men i saa Fald maa de ogsaa 
sende os Varmestraaler, og det kan derfor være en inte- 
ressant Opgave at undersøge, om dette kan bevises ved Hjælp 
af de følsomme Midler, Videnskaben for Øjeblikket raader 
over. Huggins har i saa Henseende anstillet nogle Prøver, 
der fortjene at meddeles her. Han anvendte hertil en ther- 
moelektrisk Søjle, der er det fineste Instrument, man hidtil 
kjender til Iagttagelse af smaa Varmemængder. Efter at 
Søjlen var bleven omgivet med Paprør og andre Isolerings- 
midler for at beskytte den mod fremmede Temperatur-Ind- 
virkninger, indsattes den i en astronomisk Kikkert, saaledes 
at Objektivglassets Stjernebillede faldt paa Søjlens Lodnings- 
steder. Flere Forsigtighedsregler, som vi her have undladt 
at omtale, maatte desuden træffes, for at Forsøgene kunde 
give paalidelige Resultater. Paa denne Maade fandt Huggins, 
at Stjernen Sirius sender os Varmestraaler, der i Middeltal 
gave 2 Graders Udslag paa det anvendte, fintfølende 
Thermometer, fra Pollux blev Udslaget 1,5 Grad og fra 
Regulus og Arkturus i Middeltal 3 Grader; derimod kunde 
der ingen Varmeudstraaling mærkes fra Stjernen Kastor. 
Disse Varmemængder ere saa smaa, at de knap kunne ud- 
maales i sædvanlige Thermometergrader. Men naar man be- 
tænker, at der i Verdensrummet findes Millioner af Sjerner, 
der udstraale Varme mod Jorden, vil man let forstaa, at 
Summen af den Varme, vor Planet paa denne Maade 
modtager, ikke er uden Betydning. 


(Efter flere Kilder; især Prof Edlunds Foredrag ved svenska 
Vetenskaps-Akademiens høgtidsdag.) 
(A. B.) 


4. Lidt om Trøfler. Ifølge et gammelt Sagn, som findes 
anført i Hornemanns Plantelære, skal der i Omegnen af 
Sorø tidligere have været samlet Trøfler. Der foreligger 
imidlertid ingen bestemte Angivelser om Trøflens Forekomst 
her i Landet, og det er derfor af Interesse, at to danske 


475 


Botanikere, Seminarielærer H. Mortensen fra Jonstrup og 
Skolelærer P. Nielsen fra Ørsløv, i Begyndelsen af Juli 
Maaned iaar fandt den i Alindelille Fredskov i Nær- 
heden af Ringsted. Ved Opgravningen af en Gjøgeurt, 
af hvilken Familie den kalkrige Jord i Alindelille som be- 
kjendt nærer flere sjeldne Arter, traf de en Trøffel, ,,af Stør- 
relse som en mindre Kartoffelknold, lidt langstrakt, ud- 
vendig brun og ru, indvendig med den karakteristiske sort- 
marmorerede Brudflade, fast og saftig, og vellugténde (næsten 
som Mandler)". Det var i et lille Krat af Eg og Bøg paa 
højre Side af Kjørevejen fra Haraldsted til Skovfogedhuset, 
at den fandtes sammen med Cephalanthera-Arter. Det 
angives bestemt, at det er den ægte Trøffel (Tuber cibarium), 
der forekommer i den største Del af Mellem- og Sydevropa 
og paa Grund af sin aromatiske Lugt og sin Velsmag over- 
alt er Gjenstand for Søgning. Denne drives forøvrigt ikke blot 
paa denne ene Art, men ogsaa flere andre ere spiselige og 
efterstræbes paa de samme Maader, og det ikke blot Arter 
af selve den egenlige Trøffelslægt (Tuber) (omtrent 7), men 
ogsaa af nærstaaende, som Rhizopogon, Hymenangium og 
Terfezia7). Der er netop iaar udkommet en lille Afhand- 
ling om ,,den hvide Trøffels Forekomst i Moskovs Omegn? 
af Dr. v. Shelesnow, af hvilken vi tage følgende Bemærk- 
ninger,””) som ville have forøget Interesse nu, da vi vide, 
at der ogsaa findes Trøfler i Danmark. 


»Det er mange af Moskovs Beboere bekjendt, at der 
hvert Aar i September, Oktober og endogsaa ofte i No- 
vember bringes en temmelig stor Mængde friske hvide 
Trøfler (Rhizopogon albus Fries) til Moskov, især fra Om- 
egnen af Klosteret Sergievsky. Paa denne Tid af Aaret 
kan man kjøbe Trøflerne i Pudvis"£) paa Grøntorvet, 
Her opkjøbes Trøflerne af de større Handlende og komme 
da efter en vis Tilberedning i Handelen under Navn af 
»polske Trøfler". Men de friske Trøfler afkjøbes ogsaa 
Bønderne i smaa Portioner paa Torvet af dem, der ynde 
fine Spisevarer. 

Den eneste Kilde for de hvide Trøfler, ikke blot 


= 


AT 


+) I Algier træder Terfezia Leonis ganske i Stedet for alle de ev- 
ropæiske Trøffelarter. 
+%) Bulletin de la Société impériale des naturalistes de Moscou«. 
1870. S. 449, 
t%%) Et russisk Pud er lidt over 32 danske Pund. 


476 


for Moskovs Vedkommende, men ogsaa for det øvrige 
Mellem- og Øst-Rusland, er for Øjeblikket det østlige 
Hjørne af den Dmitrovske Kreds umiddelbart om Klosteret 
og i de tilstødende sydvestlige Dele af den Alexan- 
drovske Kreds i Gouvernementet Wladimir. Forfatteren 
har især undersøgt en Klosterskov om en Sø Torbejevo. 
Egnen er der bakket og aaben, ofte med vide Udsigter; 
den er tæt befolket, skovbevokset og har en leret Jord- 
bund. Mellem &Agerlandet findes indstrøet en Mængde 
Smaaskove af forskjellig Alder, men i Reglen unge. De be- 
staa hovedsagelig af Birk, Esp og Hvid-El, blandede med Gran, 
Fyr og Pil; særdeles hyppig som Underskov er Hasselbusken. 
lkke sjelden træffer man udstrakte Skove, hvor Gran og 
Birk danne Hovedbestanddelen og allerede have en Alder 
af 80 Aar. Men disse Skove ere sjelden fuldkommen luk- 
kede; lysere Steder med enkelt staaende Træer findes hist 
og her, hvor den frie Jordbund benyttes af Bønderne til 
Græsgang.” 

»Trøflerne findes især i Skove, nær ved Rødderne af 
Træer og Buske. Men de vokse ligesaa godt paa 
aabne Steder, paa Skovenge, ikke sjelden paa forladt Agerjord, 
ja endog i Kanterne af Markerne, som ikke blive berørte af 
Hakken. Birkeskovene frembringe de bedste Trøfler. Herfra 
ere de hvide, faste, meget aromatiske, holde sig godt og blive 
derfor ogsaa bedre betalte. Men i tørre Aar, naar Jorden 
er haard, ere saadanne Steder mindre givtige; da vokse de 
yppigere i de skyggefulde Espe- og tætte Hasselnødkrat, hvor 
Jordbunden er løsere og fugtigere. Paa saadanne Steder 
ere de større, finere, sødere og have rødligt Kjød; men de 
ere mindre faste og holde sig ikke saalænge. Naar de have 
denne Beskaffenhed, blive de hellere spiste friske, kogte i 
Vand, med Smør eller sur Fledesauce. Bønderne spise dem 
ogsaa gjerne i Suppe og Kage. Tidligere benyttede man 
dem tildels til Tilberedning af en syrlig Drik.” 

»De enkelte Trøffelklumper vokse for det meste tæt under 
Grønsværet. Dybere end tre Tommer har Forfatteren aldrig 
fundet dem; det er de saakaldte Jordtrøfler. Klumperne 
findes enkelte, parvis eller sjeldnere 3, 4 eller 3 sammen. 
Ikke sjelden vokse de frit ovenpaa Jorden. Naar de vokse 
saaledes, faa Klumperne større Omfang, kunne blive saa 
store som et lille Barnehoved og veje undertiden tre Pund. 
Tungere kjender man dem ikke. De overjordiske Trøfler 
ere løsere og finere, lidet aromatiske og ligne overhovedet 
mest Jordtrøfler fra løs og fugtig Jord. 


477 


De to sidste Slags ere især udsatte for Fjender. Køer, 
Svin, Faar og fremfor alle Harer æde dem gjerne. Lige- 
ledes beskadiges de af Snegle, Insektlarver, Biller osv. 
Næsten under enhver Trøffel, som blev udgravet i Forfat- 
terens Nærværelse, fandt han en til tre Biller (Geotrupes 
sylvaticus Fabr.). I Kjødet selv fandtes Larver af andre 
Insekter.” 

Trøflerne begynde at danne sig ved Pintsetider, end- 
ogsaa før, men ved denne Tid ere de smaa og raadne snart. 
Den yppigste Udvikling finder Sted fra Midten af Avgust 
til Begyndelsen af Oktober. De vokse endnu bedre, naar 
den faldne Sne igjen tøer. Mangen Gang ligger Snedækket 
to Fod højt, og alligevel bliver Indsamlingen af Trøflerne ikke 
afbrudt, fordi den stærke Lugt af dem endogsaa trænger op 
gjennem dette mægtige Lag. Frost taale de ikke, og om 
Foraaret finder man de frosne Klumper raadnede. 

Da Trøflerne hovedsagelig danne sig under Jordens 
Overflade, knnne de vanskelig findes uden Hjælp af Hunde. 
Rigtignok vise hvide Fluer (Novellia spinimana) sig i den 
tørre Tid paa Findestederne; naar de skræmmes op af Jæ- 
geren, hæve de sig i Luften og danne smaa Sværme, der 
holde sig svævende i nogen Afstand over Jordoverfladen og 
saaledes betegne de Steder, hvor Trøflerne findes.f”) Men 
dette Kjendetegn er utilstrækkeligt for den sædvanlige Søgning 
og kun brugbart for den mere opmærksomme Iagttager.” 

Tidligere har man søgt Trøflerne med Bjørne; man 
rev Hjørnetænderne ud paa dem og førte dem i Lænker. 
Men denne Jagt blev meget besværlig.  Saasnart Dyret 
sporede Trøflens Nærhed, løb det saa hæftig fremad, at 
Jægeren neppe kunde følge med. Endnu i Aaret 1860 
holdt man i Landsbyen Liapino fire Bjørne i dette Øje- 
med; men efter at en af dem havde saaret en Kone og 
revet hende Huden af Skulderen, blev det forbudt at 
holde disse farlige Dyr. Nu indøves kun Hunde til at op- 
søge dem. Man vælger unge Dyr med god Lugtesands uden 
dog at holde sig til en bestemt Race. Først graver man et 
lille Stykke Brød ned i Jorden og lader dem søge derefter; 
senere blander man noget Trøffel i Brødet. Hunden tages 
altid med fastende, og efter hvert Fund faaer den et 
Stykke Brød, ligemeget om den udgravede Klump var 
god eller ubrugbar. Foruden Brødet medtager Jægeren en 


”) De søge rimeligvis hen til Trøflerne for at lægge deres Æg i dem. 
(M. A.) 


478 


Kurv eller en Sæk og en omirent 21 Tommer lang Kniv 
med Haandtag. Naar Hunden ikke straks kradser den fundne 
Klump op med Poterne, skærer man den ud med Kniven.” 

»I gode Aar kunde en Samler tidligere ifølge Bøndernes 
Angivelse daglig samle henimod 96 Pund Trøfler. Naar 
han da om Aftenen kommer hjem, ventes han allerede af 
Handelsmændene, der næsten rive Varerne fra ham og give 
stor Forudbetaling. Men efter tørre Sommere samler man kun 
faa Trøfler, og man har overhovedet bemærket, at Trøflen 
holder lige Skridt med Væksten af den spiselige Rørhat 
(Boletus edulis). En af de betydeligste Trøffelhandlere i 
Moskov har sædvanlig henimod 3300 Pund paa Lager; men 
ifjor fik han kun 640 Pund. Nu er denne Lokalindustri 
i Dalen, thi Efterspørgslen har taget af. Der gives nu 
faa lidenskabelige Trøffelsamlere, ligesom man ogsaa giver 
sig mindre af med Hunde- Dressuren. Det er 70 Aar 
siden, at Trøffelsøgningen blev bekjendt i denne Egn, efter 
at de rige Godsbesiddere havde taget franske Kokke i 
deres Tjeneste. Da begyndte Beboerne af Moskov lige- 
ledes at spørge efter dem og selv at indfinde sig for at 
samle dem. Men særdeles efterspurgte bleve de, efter at 
den russiske Hær var kommen hjem fra Krigstoget til Paris. 
Ogsaa Munkene holdt tidligere en særegen Kok, der ned- 
syltede Forraad af Trøfler for dem til hele Aaret.” 

»Den hvide Trøffel har sikkert en langt større Udbred- 
ning end den angivne. De nævnte Egne ere kun de, 
hvorfra den kommer i Handelen; men selv i Moskovs nær- 
meste Omegn, ja efter sigende endog paa Spadseregange i 
Byen selv, har man fundet den. Men her samler man den ikke.” 

»Det er vanskeligt at sige, hvor stor en Mængde Trøfler 
der aarlig fra Klosterets Omegn tilføres Handelen. Nogle for- 
sikkre, at der alene til det store aarlige Marked i Nishne 
Novgorod føres henimod 33000 Pund. (I Aaret 1868 ind- 
førtes i Rusland fra forskjellige Stater i Evropa 16000 Pund 
Trøfler til en Værdi af 20,500 Sølv-Rubler, deraf 9830 
Pund direkte fra Frankrig.)' 

» Tilberedningen af Trøfler bestaaer væsenlig i en om- 
hyggelig Rensning; i at man lader dem ligge i Dynger, 
sædvanlig i aabne Tønder, hvorved de faa den bekjendte fine, 
men noget læderagtige Beskaffenhed af Kjødet, og i at man 
salter dem, hvilket sikkrer deres Holdbarhed og tillige 
mildner den stærke, ofte næsten modbydelige Lugt og giver 
Kjødet den sorte Farve. Den sidste Operation bestaaer 
endelig i at lægge dem i Flasker, som efter at være op- 


479 


varmede i kogende Vand, og efter at Luften er bleven dreven 
ud, lukkes og tillakkes godt.” 

»Fra de forskjelligste Dele af det øvrige Rusland har 
man forresten Beretninger om Forekomst af Trøfler; saa- 
ledes om Petersborg, i Gouvernementerne Orel, Kiew, 
Tschernigow, i Krim, Kavkasus osv,; men de give os ingen 
Oplysning om, hvad Art og Slægt af Trøffel det er. Om 
Petersborg skal ikke blot den hvide Trøffel, men ogsaa den 
ægte gamle Trøffel (Tuber cibarium), forekomme.” 


At lære Trøflernes Udbredning at kjende er en meget 
vanskelig Ting, da de vokse saa skjult, at det næsten kun 
er ved et Tilfælde, at man opdager nye Lokaliteter. Hvilken 
Lokalindustri der imidlertid kan udvikles, grundet paa dem, 
sees af ovenstaaende Beretning. Om noget sligt skulde 
kunde tænkes for Ringsted-Sorø-Egnen, vil Tiden vise. 

Om de ægte sorte Trøfler vil jeg endnu tilføje følgende 
Notitser. De forekomme efter Tulasne”) især paa kalk- 
holdig Jord og fordre desuden næsten som absolut Betin- 
gelse Forekomsten af Træer, saa at. nogle endog have troet, 
at de levede som Snyltere paa disses Rødder, hvad dog 
ikke har bekræftet sig. Det er især Ege- og Bøgeskovene, 
som de holde sig til, og i alle disse Henseender maa Alinde- 
lille-Skovene kunne være udmærkede Voksesteder for dem. 
Ligesom Hatsvampene, Pigsvampene og andre Kjødsvampe 
danne de ,,Hekseringe", der dog naturligvis ere vanske- 
ligere at paavise, da de ere underjordiske. De fordre 
ingensomhelst Kultur, ere en frivillig Gave af Jorden, og 
Trøffelsamleren indskrænker sig til Bønner om, at Sommeren 
maa blive varm og fugtig, og har saa forresten kun at 
opsøge dem, hvilket skeer paa samme Maade som ved de 
russiske, der omtaltes ovenfor, ved dresserede Hunde og 
Svin. Trods forskjellige Forsøg er det hidtil endnu ikke 
lykkedes at kultivere dem saaledes som den almindelige 
Champignon. 

Til Slutning ville vi endnu kaste et kort botanisk 
Blik paa Trøflerne. De ere Svampe eller rettere det kjød- 
fulde Sporehus af Svampe, der helt og holdent udvikle sig 
under Jorden og mere eller mindre ligne Kartofler eller 
Æbler i Udseende”>). Sporelejet, eller de Partier af Spore- 


X) Fungi hypogæi, histoire et monographie des champignons hypogés. 
Paris. 1862. 

ZX) Man læse for Navnet ,, Trøffelst Vedkommende Jap. Steen- 
strups Afhandling: »Smaaudflugter paa Natur- og Kul- 


480 


huset, paa hvilke de sporedannende Celler udvikles, beklæder 
de mange labyrinthagtig bugtede Gange, som vi se i Trøf- 
lernes indre, og som netop give dem deres marmorerede 
Udseende. I hver af disse kølleformede eller: sækformede 
Celler (Sporegjemmerne) dannes der oftest seks—otte Sporer, 
paa samme Maade som hos Kjærnesvampene og Laverne. 


5. Om Tornskadernes Vane at spidde Insekter fortæller 
den amerikanske Ornitholog Elliot Coues følgende: ,,En 
tykhovedet Tornskade (Collurio ludovicianus) jagede 
ivrig efter Insekter i Raadhusgaarden; fra sin Vagtpost i 
Spidsen af en høj Busk foer den løs paa en stor Græs- 
hoppe og bragte den hen til et Træ i Nærheden, der var 
fuldt af smaa spidse Grene; paa en af disse satte den sig 
rigtig til Sæde med Insektet i sin Mund og spiddede det 
paa en af de andre, idet den tvang Tornen helt igjennem 
dets Legeme ved gjentagne Tryk. Derpaa hoppede den hen 
til en anden Del af Træet, blev der nogle Minutter til- 
syneladende blot for at nyde Synet af det spiddede Insekts 
Vridninger, eller maaske for at forvisse sig om. at det sad 
rigtig godt fast. Beroliget 1 denne Henseende fløj Torn- 
skaden tilbage til sin gamle Plads og begyndte derfra atter 
at jage Græshopper, af hvilke den i Løbet af nogle Mi- 
nutter fangede flere, som den fortærede paa Stedet. — Jeg 
har ikke seet nogen fyldestgjørende Forklaring af denne 
besynderlige Skik hos Tornskaderne og er heller ikke 
selv istand til at angive nogen; den almindeligste — at de 
paa denne Maade anlægge Forraad til Brug i senere trange 
Tider — kan neppe tages for god. I det her iagttagne 
Tilfælde kom Fuglen ikke tilbage senere for at fortære den 
spiddede Græshoppe, thi jeg gik med Forsæt der forbi nogle 
Dage derefter, og Insektet sad der endnu. Fuglen var 
aabenhart sulten, thi umiddelbart efter at den havde spiddet 
denne Græshoppe begyndte den jo igjen paa Jagten og 
fangede og fortærede flere Insekter paa Stedet; heller ikke 
var der nogen Nødvendighed for den til at sikkre sig dette 
bestemte Insekt ved at spidde det paa en Pind; thi der var 
Tusinder af levende Græshopper paa den omtalte Plads. 
Vi kunne ligesaagodt straks tilstaa, at vi vide kun, at, men 
ikke hvorfor, Tornskaderne bære sig saaledes ad.” 


turhistoriens Fælleder«, i ,,Dansk Maanedsskrift", udgivet af Dr. 
M. Steenstrup, 1867. 2 Bd. 


10. 


11. 


INDHOLD. 


Pag. 
Om Meteoriterne og nogle i de senere Aar iagttagne Meteor- Ø 
fald. Af Prof. F. Johnstrup. (Hermed Tavle I.)........ i. 
Hvad er Centrifugalkraften? Af Prof. Adolph Steen ..... 26. 
Nyere Undersøgelser angaaende Planternes Befrugtning. Af 
Cand. mag. J. Hoffmeyer ...... ER TISE TER 2 RAV ØRE yard 33. 
Mindre Meddelelser. 1. Bæverens Indvirkning paa visse 
nordamerikanske Egnes topografiske Karakter (af Dr. Her- 
mann Credner). 2. Akklimatisation af evropæiske Laks 
og Ørreder i Tasmanien og Avstralien (efter v. Siebold). 
3. En flyvende Frø (efter Wallace). 4. »Fugle efter- 
stræbte"al' Frøer (efter AF) RAD REDE se AR RR sa 71. 
Tonerne. |. Af Cand. mag. Adam Paulsen,.......... 81. 
Islandske Naturforhold med særligt Hensyn til Islands Piante- 
vækst "Af Adjunkt Girr "GTøØn Fun GE JE SE ro 107. 
Saiga-Antilopen eller den tatariske Antilope. (Efter Con- 
SBI IDAG ES ET) aa ne en rs TEE ENE aa RRER Br SEN 128. 


Om Jordskjælysbølger og særlig om Jordskjælvsbølgen i Syd- 
havet den 13de og 1l4de Avgust 1868 (efter. Hochstetter). 
(Hermed bavle ME) LSE SS ESS REESE ERNE NREN er eler SE SS 150. 
Mindre Meddelelser. 1. Telegrafernes Udbredelse (efter 

H. Neumann). 2. Nye Belysningsforsøg. 3. Om Koka- 

os Uarana- Planten sk SES RE SES SR DSN REE 159. 
Mindetale om Michael Faraday, holdt i det franske 
Videnskabernes Akademi af Dumas, Akademiets Sekretær . 173. 
Mindre Meddelelser. 1. Nogle Erfaringer ved Forsøg paa 
Plantedyrkning i Grønland (af Dr. H. Rink). 2. Regn- 
ormenes Nytte. (Efter Baird). 3. Spitsbergens miocene 
Flora (efter Oswald Heer). 4. Krokodiler i Palæstina. 

5. Et interessant mineralogisk Fund (efter Nordenskåld). - 

6. Paddernes Dvaleliv (efter Allen)..............22224… 228. 


12. 


13. 


14. 
15. 


16. 


17. 
18. 


19. 


Pag. 
Nyere Undersøgelser af Solens fysiske Forhold. Af Lektor 


P Freuchen (Hermed Tavle HE) SEE SAS PERSONERNES 241. 
To Afhandlinger af Wallace om Fuglenes Redebygning. 

1... Fugleredernes> THEO 45 NE RER Kr SEES 268. 
2. Om Sammenhængen mellem Farveforskjellighederne efter 
Kjønnet hos visse Fugle og deres Redebygning ........... 282. 
Efterskiift, indeholdende Bemærkninger i Anledning af Æmnet 

efter Murray, Hertugen af Argyll og Claparéde....... 309. 
Tonerne. 11L;:/Af Gandsymag Adam Paulsen ss si 321. 
Kampen for Tilværelsen blandt Planterne. Nogle Skitser af 
Bus ANE ME 40 se SÅ as ae SEr Eee SEE ROER 349. 
Om Menneskeracerne i .det malayiske Ørige samt om Poly- 
nesierne og deres Vandringer. Af A. R. Wallace... 3745. 
OmiiPlantehaar: Af -A dj Gb. Gro nn se ss SEERE 401 


Tale ved Aabningen af det brittiske Naturforskermøde i Liver- 
pool i Septbr. 1870 af Mødets Præsident, Prof. T. H. Huxley. 428, 
Mindre Meddelelser. 1. Støvet i Luften (efter Tyndall). 

2%. Pasteurs Undersøgelser over Silkeormens Sygdomme. 

3. Spektralanalysens nyeste Fremskridt (især efter Edlun d). | 

4. Lidt om Trøfler (fornemmelig efterShelesnowj. 5 Torn- 
skadernes Vane at spidde Insecter (efter Elliot Coues)... 462. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels 


Thermometer; Maal- og Vægtangivelserne ere danske — forsaavidt 
andet ikke udtrykkelig er bemærket. 


Rettelser. 


S. 48 L. 5 f. n. »10« læs »12«. 
- 48 - 2 — (langgriflet F., Fig. 7, a) læs: langgriflet F., sammen- 


lign Billedet af Oxalis, Fig. 7%, a. 


- 280. Avanthyllis læs Acanthyllis. 
- 317. Lophonus læs- Lophornis. 


- 365, L. 2 f. 0.: »samt andre« læs: »samt andre,« 


P. G. Philipsens Forlag. 


cares rar ESS SU ST SS SE SE RE SE SE RR RR RR RER AR RARE RR AREA ARE EEN EER ARSS AAA AARARAAARNASRERRAE 


Blomsterløse Planter, 


Veiledning 


til Bestemmelse af de i Danmark hyppigst forekommende 
Svampe, Laver, Alger og Mosser, 
Af 


E. Rostrup. 


Af Bladenes udførlige Anmeldelser anføres: 


(Berl. Tid.) »En Oversigt over samtlige indenlandske lavere 
Planter, svarende til Nutidens Fordringer, har længe været et 
Savn i vor Literatur. — —— Det er vor Overbeviisning, at For- 
fatteren har løst sin Opgave paa en fyldestgjørende Maade og 
at han vil have ligesaamegen Tilfredsstillelse af dette Arbeide 
som af hans »Veiledning i den danske Flora«, hvoraf allerede 
3de Oplag ere udkomne. 


(Dagbladet.) »Forfatteren har heri givet en kortfattet, 
men anskuelig Beskrivelse af de i Danmark hyppigst forekom- 
mende Svampe, Laver, Alger og Mosser, — tilligemed en orien- 
terende Indledning. For enhver af Botanikens talrige Velyndere, 
hvis Interesse strækker sig ud over de mere iøinefaldende 
Blomsterplanters Omraade, vil denne Bog være en nyttig og 
kjærkommen Veiledning«. 


(Fædrelandet.)  »Forfatterens sikkre Blik og bekjendte 
Sagkundskab borger for, at der ved hans »Beskrivelse af de 
blomsterløse Planter« vil kunne opnaaes en god Kundskab om 
de mærkeligste Repræsentanter for de store Plantegrupper: Svampe, 
Laver, Alger og Mosser«, i 


(Lolland-Falsters Stiftstid.) »Da disse Planter ikke tid- 
ligere ere øjorte til Gjenstand for nogen samlet populair Frem-… 
stilling, vil Bogen vistnok blive et velkomment Hjælpemiddel for 
dem, der dyrke Botanik, og blive modtagen med samme Bifald 
som den almindelig udbredte » Veiledning« «., 


Priis 88 Sk. 


"Indhold af 2det Bindg 6te Hefte. 


Om Plantehaar: SAT AJA T øm lan. 50 SE ARRENE 401. 
Tale ved Aabningen af det brittiske Naturforskermøde i Liverpool 
i Septbr. 1870 af Mødets Præsident, Prof. T, H. Huxley. 498. 
Mindre Meddelelser. 1. Støvet i Luften. 2. Nogle Op- 
lysninger om Pasteurs Undersøgelser over Silkeormens 
Sygdomme. 3. Spektralanalysens nyeste Fremskridt. 
4. Lidt om Trøfler 5. Tornskadens Vane at spidde Insekter, 462. 


Af delte Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til 
en Pris for hele Aaret af 3 Bdl.  Subskriptionen, der 
er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de 
kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- 
drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rdl. 
Arket — bedes sendte til en KA Udgiverne eller til Phi- 
lipsens Boglade. 

De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte 
af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa 
Honoraret, anmodes om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade, 
Højbroplads Nr. 5. 

I alle Pedaktionen af dette T idsskrift vedrørende Anlig- 
gender behage man at henvende sig til Dr. plul. C. F. Litken, 
som træffes i sin Bolig, Nørrebro, Blaagaards Dossering ved 
Peblingesøen Nr. 18, i Stuen, sikkrest fra 5-6 E., eller tl 
Overlærer C. Fogh, Fælledveien Nr. 5, sikkrest fra 5-7 E… 
eller til Cand. mag. Warming, Dosseringen Nr. 26 B 
Iste Sal. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- 
mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet 
ikke udtrykkelig er bemærket. 


ON 
UNG, Wi m 
SUNDS FAG 
! IVAR nr VA 
i 


PN 


TREN 


H u Uj 
HON NVANN 
UNA Ål i 
HAND 


DY DH AS 


Å DØ i DY 


i 
AM tk 


; MM 


HØR 


NS 
UNA 


Mat N 


Wi 


N UR 
JINEN 
"al 


DER i 
i " 
VAN [ILA N 
Æn I AN 


igy Tu lrgk 
AA CE M 


BE 


3 2044 106 298 110