AR ER anne) HINGE TET rer 4 rs øn min Ant BEEN: Samarse ssp sense TE mms DENE 5 HARVARD UNIVERSITY LIBRARY OF THE Museum of Comparative Zoology Å HR ve TIDSSKRIFT POPULÆRE FREMSTILLINGER NATURVIDENSKABEN, C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. FJERDE RÆKKE. FEMTE BIND. MED TALRIGE TRÆSNIT INDTRYKTE I TEXTEN. KJØBENHAVN. P. G. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. Aaamnearnan 2 ARMEN HUL TAW DUT 20 HESS 14004 ( 44 USS: Nru! ACR 7 FAT Hvas | KE KAMRE AAN ta (4 AJ KA NEL Kard fr / MONE HENRI TE ,. 4 ( NY MVA! HV REE ved f FA any nos, É aa TIDSSKRIFT FOR POPULÆRE FREMSTILLINGER AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET A Zootogy "42 MARK 16 1942 É AF C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBILDNINGER. FJERDE RÆKKE. (Tyvende Aargang.) FEMTE BINDS FØRSTE HEFTE. KJØBENHAVN. P. &. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. Kjøbenhavn.] P. &. Philipsens Forlag. [18754 Ranna TEE KUNSTHISTORLEN. Fremstillet i dens Hovedtræk VESA Af Wilheim Lubke, Professor ved Polytechnicum og Kunstskolen i Stuttgart. Bearbeidet med særligt Hensyn til Kunsten i Norden ! af Jul. Lange, Docent ved Universitetet og Kunstakådemiet. Med 386 i Texten indtrykte Afbildninger. Af Pressens Udtalelser om detie Værk anføres: (»Berl. Tid.«) »Lubkes Værk er saa bekjendt og anseet, at vi ikke her behøve … at anføre dets gode Sider og ejendommelige Fortrin. De talrige, som oftest særdeles vel udførte Illustrationer, der allevegne oplive Texten, den nitide Udstyrelse, der fra Forlæggerens Side er bleven den til Del, hele dens klare, rolige, overlegne Betragt- ning af den brogede, overraskende Mangfoldighed af Kunstskatte, som Verden rummer, gjør den til en sjeldent fornøjelig og tiltrækkende Bog, og ved sine vidtleftige Registre, sin Kunstner- og Stedfortegnelse er den tillige bleven en let tilgjængelig Haandbog for Enhver, der beskjæftiger sig med Kunst. Vi ønske og haabe, at den maa blive benyttet i rigt Maal i begge Henseender, og at den maa blive Bearbejderen og For- læggeren til saa megen Ære og Glæde, som de, der først have indført den i den danske Læseverden, visselig fortjene.» (»Fædrelandet«) >» Det hele Værk giver en god samlet Udsigt over Kunstens Udvikling fra de ældste Tider indtil vore Dage, en virkelig anskuelig Fremstilling af Menneskeaandens Gang gjennem Tiderne, set fra dette bestemte Synspunkt, som baade er interessant og lærerigt. Hr. Docent Julius Lange fortjener megen Tak for den Maade, hvorpaa han har omplantet dette Arbeide, der allerede i Originalsproget har vundet megen og velfortjent Anerkjendelse, paa dansk Grund. Bogen er illustreret med ialt 386 for en stor Del meget gode Træsnit. Særlig fortjene i Slutningsheftet at fremhæves de nye, smukke Gjengivelser af nordiske Billedhuggerarbejder. » (»IIL Tid.«) »Nordiske Læsere ville føle sig tilfredsstillede ved den værdifulde Forøgelse Stoffet har fundet ved de Meddelelser om nordisk Kunst, der skyldes den ta lentfulde Bearbejder. Ogsaa den rigelige Samling af gode Afbildninger gjør Værket! endnu mere belærende og underholdende. « Priis 7 ØRdl.; indb. i et dertil komponeret Bind 8 Adl. 72 Sk. gg of CO MBSN Dyrenes Søvn. KE tovions "d Eg bort y2 (Efter Alfred Brehm.) MAR. 16 1942 LIBRARY V: tør vel antage, at alle Dyr sove. Dette låder sig vel ikke bevise, fordi Iagttagelsen af mange Dyr frembyder betydelige Vanskeligheder. Ganske afset fra, at man ej er i Stand til at efterspore en Fisk, saaledes som man maatte ønske det, i Vandet, saa ere ogsaa Skuffelser af forskjellig Art mulige, ja sandsynlige eller visse, selv ved den mest uafbrudte Iagttagelse af en Fange af denne Klasse. Og en Fisk frembyder dog altid større Spillerum og et rigere Stof for Iagttagelsen end de fleste andre Vanddyr, ytrer Hensigter, en overlagt, selvbevidst Virk- somhed, medens dette er meget vanskeligt eller endog slet ikke muligt at erkjende hos de lavere Dyr. Hos de lavere Dyr — hvorved jeg vil have forstaaet de Hvirvelløses Klasser og Kredse — er Søvnen sandsyn- ligvis ensbetydende med Hvile. Hos de allerlaveste kjende vi endnu ikke en Hviletilstand, og det vil neppe nogen- sinde lykkes os at bestemme, hvor naar et formløst Dyr (en Havsvamp f. Ex.) er virksomt eller uvirksomt. Med Hensyn til Straaledyrene låder der sig allerede slutte noget mere. De synes os virksomme eller vaagne, saa længe de have udfoldet deres Følerkrans, uvirksomme eller hvilende, maaske sovende, saa længe de have deres Fangearme indtrukne. Tilnærmelsesvis gjælder det samme Fjerde Række V. sl 2 om Ormene, som vi kunne tænke os vaagne, medens de bevæge sig, eller omvendt hvilende, naar deres Bevægelser ikke mere bemærkes. Leddyrene vise tydeligere end alle hidtil nævnte Forskjellen paa Hviletilstand og Be- vægelse. Den første, kan man næsten bestemt paavise, er ensbetydende med Søvn. I Modsætning til de lavere staaende Dyr have næsten alle Leddyr bestemte Tider for Vaagen og for Søvn; medens nogle benytte Dagen til deres Virksomhed, tilbringe andre den hvilende og begynde først deres Virksomhed med Tusmørkets Indtræ- delse. Undtagelser fra denne Regel danne mange i Vandet levende og aandende Leddyr (Krebsdyr), uagtet ogsaa de synes at være bundne til bestemte Tider af Døgnet. Hos de luftaandende Leddyr gaar Søvnen ikke sjelden over til Dvale, der i Almindelighed varer lige saa længe som Kulden, hvoraf den var en Følge. Under en saadan Til- stand er der intet at mærke til Bevidstheden; Dyret er skindødt, rører sig eller bevæger sig ikke, ytrer ingen Følelse for ydre Indflydelser og kommer langsomt til sig selv, lever lidt efter lidt op, som man plejer at sige. Anderledes viser den Tilstand sig for os, som vi kalde Søvn. Et Insekt, som bliver opskræmmet af sin dybeste Ro, behøver vel nogen Tid for, saa at sige, at fatte sig, tumler i Førstningen villieløst frem og tilbage, falder til Jorden uden at bruge sine Vinger, men faar dog snart sin Bevidsthed og Villie igjen og flygter eller forsvarer sig, efter sin Natur. Ingen insektkyndig vil betænke sig påa at erklære den Slags Tilstand for Søvn og Op- vaagning, ingen være i Tvivl, om han skal kalde det, at Dagsommerfuglen flagrer fra Blomst til Blomst i Sol- skin, og at Natsværmeren flyver om ved Mørkets Frem- brud, en vaagen Tilstand. Derved tillægger han ogsaa, 3 hvad enten han vil eller ej, selv Fluen en vis Grad af Bevidsthed, altsaa aandelig Virksomhed. Hvirveldyrene ere i Almindelighed enten Dag- eller Natdyr o: de vaage og sove paa.bestemte Tider. Dette lader sig, som vi alt have bemærket, ikke paavise for dem alle, men kan antages for meget sandsynligt for alles Vedkommende. At de fleste Fiske ere virksommere om Natten end om Dagen, er en bekjendt Sag; at de ogsaa vise sig virksomme om Dagen, omstøder ikke min nys udtalte Paastand; thi det er slet ikke nødvendigt, at et Dyr for at kaldes Natdyr skal sove hele Dagen bort, og omvendt. Med Fiskenes Søvn har det nu rigtignok sin egen Sammenhæng. Et regelmæssigt Dagsliv føre disse Hvirvel- dyr ikke. Det synes, som om de gaa ud paa Rov eller efter Næring, naar der byder sig en gunstig Lejlighed til at erhverve Føden, hvile i Mellemtiderne og æde da paa ny. I Fangenskab har man hos enkelte bemærket, at de til visse Tider støtte Ryggen mod Undersiden af fremstaaende Stene og blive staaende der ubevægelige og tilsyneladende ogsaa bevidstløse i længere Tid; andre, i Særdeleshed de saakaldte Maanefiske (Orthragoriscus), ere gjentagne Gange blevne trufne i Stillinger, der tydede påa en temmelig fast Søvn: mere flydende end svømmende påa Søens Overflade, liggende paa Siden uden at bevæge en Finne, saa ligegyldige imod Yderverdenen, at en for- sigtig roet Baad kunde komme dem saa nær, at en nogen- lunde flink Matros kunde bemægtige sig Dyret; andre f. Ex. alle Bundfiske, saasom Skivefiske, Rødspætter, Rokker osv., eller de, der skjule sig i Dyndet eller under Stene, saasom Smerlinger, Kvabber o.fl., hvile, medens de paa denne Maade " forholde sig ubevægelige — men om, hvorledes, naar og 17 4 hvor længe de og andre Fiske virkelig sove, det vide vi endnu ikke. . Og vanskeligt er det at begribe, naar f. Ex. en Hajfisk finder Tid til Søvn, der følger et Skib i Dage og Uger, lader sig lokke til at svømme over Verdenshavet, besøge fremmede Have og løbe ind i Havne, der ligge Tusender af Sømile borte fra dens egen- lige Udbredelseskreds. Bevæger den sig mekanisk vi- dere, eller sover den nogle Minutter ad Gangen og indhenter da atter Skibet? Der lader sig fantasere saa meget herover, at jeg foretrækker at tie. Derimod synes jeg, at det bør omtales, at der iblandt Fiskene gives et stort Antal af Vintersovere — langt større end man almindelig antager — som, indesluttede i mer eller mindre fugtigt Dynd, tilbringe Maaneder i døsig Ro og halv Dvale uden dog at falde hen i hin skindøde Tilstand, som er betegnende for de vintersovende Padder, Krybdyr og Pattedyr. At vore Karper, Sudere og andre af samme Familie bore sig ned i Dyndet og her tilbringe en god Del af Vinteren, véd enhver Fisker, enhver Ejer af en Dam; at den tørre Tid i de varme Lande bringer Fiskene til en lignende Fremfærd, var vel alt de gamle, men er kun faa af vore samtidige bekjendt %). Med Uret sammenligner man Regntiden i Landene mellem Vendekredsene med vor Vinter, da den dog kun bør sammen- lignes med det til Liv vækkende Foraar, og med Uret taler man om en tropisk Sommer, da der under Troperne strengt taget ikke findes nogen Åarstid, der svarer til vor Sommer. Aaret er delti to Afsnit: Regntiden, der samtidig DH) Smilgn. en følgende Artikel: »Mærkelige Livsvilkaar hos visse udenlandske, især ostindiske Ferskvandsfiske«, hvor disse Forhold omtales udførligere. 5 er livsvækkende Foraar, Sommer og frugtbringende Høst, og den tørre Tid, som truer med at ødelægge, hvad hin har frembragt, hvis glødende Varme virker ligesom den nor- diske Vinters Kulde, hvis Virkninger vise sig i det fal- dende Løv, de henvisnende Planter, Fuglene, som drage " bort, og Vintersoverne, der skjule sig. Til de sidste høre mange Fiske, der leve i Smaavande, saa længe disse indeholde Vand, men bore sig ned i Bunden af Vandbækkenet, naar dettes flydende Indhold for- damper. I Oldtiden kunde man kun berette sligt om " indiske Fiske; nu vide vi, at alle Indsøer, Vandhuller og Sumpe i det indre af Afrika og Syd-Amerika, som tørre ind i den tørre Tid, fordi de opstaa ved Regnskyl og ikke ved Tilløb, ved Regntidens Begyndelse atter blive befolkede af de gjenopvaagnede og af deres Vinterleje fremkommende Fiske. Senecas spottende Bemærkning, at man ide Egne, om hvilke Theophrast beretter, maatte drage ud paa Fiskeri med Hakker i Stedet for med Næt, har mulig i de gamles Øjne kunnet gjøre den sidstes Beretning latterlig, men i vore har den tabt al sin Braad; thi det er virkelig sandt, at man i Indien gaaer paa Fi- skeri med Hakken, og at man kunde gjøre det samme i Afrika, Syd-Amerika og muligvis ogsaa i Avstralien. Omendskjønt man vel for Paddernes Vedkommende kan være i Tvivl om, naar og paa hvilken Maade de sove, tør man dog med Sikkerhed paastaa, at de sove. Samtlige Årter af denne Klasse maa regnes til Natdyrene. Ved Solnedgang begynder deres Virksomhed, efter Solopgang deres Hviletid. Det bevise Frøernes Koncerter og Sala- mandernes Adfærd tilstrækkelig. Afset fra ”Vintersøvnen er hos mange af dem det at sole sig et og det samme som Søvn. Med Velbehag sidde Frøer i den glødende 6 Middagssol paa Blade, mellem Engens Græs, langs Bred- derne af Vandløbene; glade hæve Vandsalamanderne sig paa samme Tid op i de øverste Lag af de Vande, de bebo: det gjælder for dem om at nyde Varmens vel- gjørende Indflydelse. Deres Øjne ere vel aabne, og Bil- ledet af et Bytte, der gjennem disse overføres til Hjernen, forfejler sjelden sin Virkning: men de sove dog allige- vel, kun mindre dybt end de højere Hvirveldyr. I Mod- sætning til hine krybe de Padder, hvis Hud afsondrer megen klæbrig Slim, ned i Huller og andre Skjulesteder, hvor de hvile og sove for at beskytte sig mod Solens umiddel- bare Indvirkning, hvorved hin Slim vilde: blive forhærdet. Vedholdende Tørke skader for øvrigt ogsaa dem og tvin- ger dem ligesom Kulden til at holde Vintersøvn, me- dens de der, hvor en heldigere Beliggenhed af deres Opholdssted tillader det, Dag ud og Dag ind føre et ens- artet Levnetsløb, hvilende om Dagen og besørgende deres Forretninger om Natten. Deres Vintersøvn adskiller sig fra Fiskenes derved, at deres Dvaletilstand er mere ved- holdende, og at de behøve en længere Tid, inden de gjen- vinde deres Livlighed. Mangfoldigere end hos Padderne viser Krybdyrenes daglige Liv sig, og ligeledes træder hos disse Modsætningen mellem den vaagne Tilstand og Søvnen tydeligere frem end hos hine. Største Delen af Krybdyrene, for saa vidt Talen er om Familierne, men ikke om de enkelte Arter, hører lige- ledes til Natdyrene; dog gives der iblandt dem mange, der afgjort ere Dagdyr. Baade disse og hine pleje temmelig nøje at inddele deres Tid oa: at indrette deres Dagliv mere eller mindre nøje efter Dagstiden. Natdyr ere Skild- padder, Krokodiler, Gekkoer, Kæmpeslanger og Hugorme (i videste Forstand); Dagdyr de fleste Firben, de giftløse 7 Slanger, Giftsnogene og Søslangerne. De første sove den største Del af Dagen bort, de sidste vise sig og forsvinde med Solen." Rigtignok er der mange natlige Krybdyr, som ogsaa vise sig og forsvinde med Solen, men ikke for at afbryde deres Søvn, men tvertimod fordi de ville hengive sig til alle dens Behageligheder. Den, der vilde betegne Hugormen som Dagdyr, fordi den i Middags- timerne ligger paa den af Solen gjennemglødede Jord, tager fejl; han har kun et Natdyr, der sover og soler sig, for sig. I Middagssolens Glød stiger Kroko- dilen op af Flodens Bølger for at sove paa en Sand- banke; i den stærkeste Solhede viser Gekkoen sig uden for sit Smuthul for at nyde godt af Solskinnet; til samme Tid og under samme Omstændigheder lader Skildpadden sin Skal i den Grad gjennemhede, at man kan brænde sin Haand paa den som paa en ophedet Sten. De sove alle i Solen, ligesom Dagdyrene om Natten i deres Skjulesteder.. Men deres Søvn er rigtignok aldrig saa dyb som de højere Hvirveldyrs, og naar den dog synes saa, da gjør en vis Grad af Dvale sig gjældende. Be- vidstheden kan der kun være indrømmet en meget lille Del af Hjernen, fordi denne staar overordentlig langt tilbage for de højere Hvirveldyrs, og dens Virk- ninger paa Livet og Virksomheden, altsaa dens Arbejde, er langt ubetydeligere end hos Pattedyrene og Fug- lene. - Et Dyr, som bliver i Live, Maaneder efter at man har berøvet det Hjernen, kan vel sammenlignes med højere staaende, men ikke stilles lige med. dem - i Spørgsmaal som de, der her komme i Betragtning. I Sammenligning med Pattedyr og Fugle fører Kryb- dyret et halvt Drømmeliv. Dermed skal der naturligvis ikke være sagt, at det aldrig kommer til Bevidsthed om 8 sig selv; thi i en saadan Urimelighed vil ingen Iagttager gjøre sig skyldig — men derimod kun saa meget, at hos det udtaler Bevidstheden som overhovedet den aandelige Kraft sig. mindre tydelig end hos Pattedyr og Fugle: Dets Hjerne er ikke et saadant Arbejde voxen, som det, hine Dyrs Hjerne kan yde, dens Arbejde og Forbrug af Kraft er ringe. Hvilen for de Hjernedele, der under den vaagne Tilstand uafbrudt maa arbejde, er stor nok i Forhold, selv om den ikke varer i flere Timer og er mindre dyb eller fuldkommen, end det er Tilfældet hos de højére Hvirveldyr. Den sovende Giftslange er næppe mindre farlig end den vaagne; thi det laagløse Øje arbejder under Søvnen lige saa godt som i den vaagne Tilstand, og påa den ydre Pirring følger halvt mekanisk Virkningen, Biddet. Dog varer det en rum Tid, inden Slangen virkelig bliver vaagen og udfører det, som den om Natten ufejlbarlig gjør, nemlig at flygte for den stær- kere Fjende. Ogsaa Nilkrokodilen, der om Dagen saa hurtig som muligt trækker sig tilbage i Vandet, naar dens » Vogter«, en nydelig Strandfugl, vækker den ved et livligt Skrig, er i nogle Sekunder fuldstændig forbløffet, naar den bliver opskræmmet af sin Søvn ved en stærk Lyd f. Eks. et Skud, hvorimod den om Natten, om Aftenen og i Morgenstunden, hvor den er vaagen, med Lynets Hurtighed forsvinder under Bølgerne, naar den hører et Skud eller ser Glimtet. Der er saaledes ingen Tvivl om, at Krybdyrene afvexlende vaage og sove. Om Fiskenes og Paddernes Leje og Stillinger under Søvnen lader der sig kun sige lidet, om Kryb- dyrenes derimod noget mere. Skildpadderne lægge sig, med Hoved og Ben strakte fra sig, paa Maven paa Jorden, paa et Stykke Drivtømmer, et svømmende Blad o. desl. eller 9 hæve sig op i de øverste Vandlag og flyde paa Bølgerne uden at røre et Lem, lukke Øjnene halvt eller helt og ligge saaledes i længere Tid. Krokodilen forlader Vandet, naar den vil sove, begiver sig til Bredden eller endnu hellere op paa en Sandbanke midt i Vandet, kaster sig tungt ned paa Bryst og Bug, vender i Almindelighed Kroppen saaledes, at Næse- og Halespids ere vendte mod Vandet, lukker Øjnene og spærrer Gabet vidt op. I denne Stilling føler den sig tydelig nok overordentlig vel, tillader de smaa Vandfugle at løbe frem og tilbage paa dens Ryg som paa en Træstamme, lader sig nødig forstyrre, og hvis dette sker, vender den snart tilbage til det samme Sted; ja et Leje og Sovested, der svarer til alle For- dringer, betinger overhovedet for største Delen Valget af den Egn, den tager til Bolig; Oldinge blandt Sudaneserne have forsikret mig, at de fra deres Barndom af have set en og den samme Nilkrokodil paa en og samme Sandbanke, og jeg har ingen Grund havt til at betvivle deres Beret- ning. Vandfirbenene f. Ex. Varanerne bære sig ad lige- som Krokodilen, naar de sove, kun foretrække de mere skjulte Hvilesteder. og antage en til deres Legemes Bøje- lighed svarende smukkere Stilling. Landfirbenene trække sig tilbage til Huller i Jorden, Klipper eller Træer, naar de ville hvile. Træfirbenene klamre sig fast til en Gren og overlade sig her til Søvnen. Hos disse, i Særdeleshed hos Kamæleonen, indtræder der under Hvilen ofte en mærkelig Forandring af Farven, der antyder Nerve- systemets - Slappelse. sGekkoerne sove, som omtalt, gjerne i Solen, idet de som ellers klæbe sig fast til lod- rette Flader og ubekymret stole paa Lufttrykkets Virk- ning påa Fingrenes Sugeskaaler. Staalorme og lig- nende Ormøgler indhylle sig, før de gaa til Hvile, i Sand 10 og Mos, eller søge Beskyttelse i et Hul i Jorden. Slan- gerne hvile paa Jorden, i Huler, i Træernes Grene, i Sandet, i Vandet, mer eller mindre sammenrullede, Gift- slangerne ofte liggende i den saakaldte Tallerkenform 9: holdende Hovedet midt i en af det øvrige Legeme dannet tæt sluttet Skruegang. Selv Slangerne holde fast ved et en Gang fundet Sovested, selv om dette er langt borte fra deres egentlige Bolig eller Smutkrog.… Havslangernes Sovesteder svare naturligvis til deres Opholdssteder i Havet, men synes dog efter Omstændighederne at blive valgt forskjelligt. Ved roligt Vejr ser Skipperne i Stræderne mellem Sundaøerne Hundreder af disse Slan- ger flydende ubevægelige i de øverste Vandlag, og det træffer ofte, at et forbisejlende Skib neppe eller slet ikke jager dem op af deres Leje: de sove. Under højere Søgang gaa de mere i Dybden, skjule sig vel ogsaa imellem Klipper og rulle sig her i Huler paa passende Lejepladser op i »Tallerkener«. 1 det første Tilfælde kunne de aande regelmæssig og bevise ogsaa, at de gjøre dette, ved at tømme deres Lunger, naar de jages op; men i Dybden kunne de dog i ethvert Til- fælde kun holde det ud saa længe, som det vel lang- somme, men dog aldrig afbrudte Aandedræt tillader det, og de maa, naar Trangen til Luftfornyelse indfinder sig, stige op til Overfladen af Vandet. " Det lader sig vel deraf slutte, at de kun virkelig sove, naar de befinde sig i den først omtalte Tilstand. Vintersøvn er meget almindelig blandt Krybdyrene. Det afhænger væsentligst af den Egn, hvori en Art lever, om den en Del af Aaret fører et Drømmeliv eller ikke. Land--og Sumpskildpadderne, som i Syd-Amerikas vandrige Skovegne altid ere livlige og virksomme, krybe i Skjul 11 ved Kuldens Begyndelse i Nord-Amerika ligesom i Syd- Evropa. Krokodilen og Kæmpeslangen, som i fugtige Egne hele Aaret igjennem føre det samme Liv, begrave sig i tørre Egne af de samme Lande i Dyndet og Leret, naar det Vand, de bebo, tørrer ind, og det er dem umuligt at finde et behageligere Opholdssted i Nærheden. Dette gjælder for Amerika, for det sydlige Asien og Mellem-Afrika. Vinterlejet selv bliver heller ikke lavet synderlig til af de fleste Krybdyr, der for det meste finde det ved ligefrem at krybe ned i det først fugtige, men senere størknede Dynd; men flere vælge "hertil Jordhuller eller Klippespalter, forsamle sig heri Dusinvis, ja i endnu større Antal, lukke Indgangen nogenlunde til ved at skyde Græs, Løv og Jord for og falde i: Dvale, saa snart Varmens Af- tagelse bliver følelig til en vis Gradindei Lejestedet: saaledes har man fundet vore Hugorme, vore Staalorme og Klapper- slangerne; saaledes tilbringe vel ogsaa andre Medlemmer af Firben- og Slangeordenen Vinteren. "Alle Vintersovere af denne Klasse ligge ubevægelige, mer eller mindre sammenbøjede, ere kolde at føle paa, fordi deres Legems- varme neppe er større end Lejestedets, holde Øjelaagene, hvis de have saadanne, fast tillukkede, blive kun lang- somt og vanskelig muntre ved at udsættes for en højere Varme og falde hurtig tilbage i deres forrige Tilstand, naar den tidligere Kuldegrad indtræder. — Vedholdende Kulde, o»: 4—5 Grader ringere Varme end der i den strængeste Vinterkulde hersker i deres Soverum, dræber dem sikkert; gjentagne Opvækkelser og Falden i Dvale skade dem ligeledes og medføre til Slutningen Døden. I kolde Egne synes Vintersøvnen at være dybere end i de hede og tørre; thi Krokodilen er neppe gravet ud, før den flygter, medens den nordiske Hugorm vel bider i 12 det Øjeblik, den gjør den første Bevægelse, men dog bevæger sig saa ubehjælpsomt og søvndrukkent, at det synes, som om dens Bid var sket rent mekanisk, paa en Maade kun som Følge af en gammel indgroet Vane, som om det ikke var andet end enhver anden Muskelbevægelse i det for nyligt oplivede Legeme. Dette synes mig at være Grunden til vore Krybdyrs langsomme Opvaagning og suk- cessive Fremkomst om Foraaret, medens deres under den udtørrende Hede i Tropelandene i Jorden gjemte Slægtninge pludselig vise sig igjen umiddelbart efter den første Regn, som tyder påa Overgang fra Vinter til Foraar. Over Fuglenes Søvn lader der sig lettere anstille Iagttagelser end over alle hidtil omtalte Dyrs; Under- søgelsens Resultater ere ogsaa her ulige sikrere. Blandt Fuglene, disse Lysets begunstigede Børn, gives der for- holdsvis faa Natdyr; i flere store Afdelinger kjender man ikke et eneste." Deraf kommer den muntre Livlighed i Skoven om Morgenen og de glade Sangeres Tavshed i den sene Aften. Enhver Fugl har sin bestemte Tid til Hvile og Søvn; men denne Tid er meget forskjellig, og dens Varighed retter sig ej alene efter Aarstiden, men ogsaa efter den Bredegrad, under hvilken denne eller hin Art lever. Mest regelmæssig er den i Landene mellem Vendekredsene. Her vækker det første Gry i Østen Dag- fuglene, det sidste i Vest Natfuglene. I de middelvarme Bælter, i hvilke der gaar en længere Dæmring forud for Morgenrøden, begynder Fuglenes Dagliv endnu før Nat- livet ender, og vedvarer, indtil dette alt er begyndt igjen. I de nordlige kolde Bælter mærkes der slet ikke nøgen skarp Forskjel mellem Dag- og Natlivet. I Laplands Skove skogrer Urhanen, kukker Gjøgen, synger Blaahalsen ved Midnat og Sne-Uglen jager omkap med Jagtfalken i Middagstimerne. 13 Alle Fugle sove forholdsvis kun kort, mange kun faa Timer; men de ere heller ikke altid i Virksomhed, men hvile og slumre maaske halve eller hele Timer i Løbet af Dagen eller Natten. Derfor er der saa stille i Skoven om Middagen; derfor ere Natfuglene lydløse ved Mid- nat. Særegne Ytringer af Driftlivet forkorte Hvilen og Søvnen, ja forandre endog den vante Levevis fuldstændig. Mange af vore Dagfugle, især alle de svagere og mindre behændige, vandre om Natten og hvile da næppe halve Timer i Dagens Løb. Mange af vore Sangfugle sove under den første Elskovshede i Parringstiden næppe over fire Timer: Nattergalen bærer ikke sit Navn uden Grund ! Ogsaa Omsorgen for den sig udviklende Yngel lader Fuglen glemme den vante Levevis: indtil Kl. 10 om Aftenen gjennemjager Mursvalen sit Luftrige, og kort efter Kl. 2 om Morgenen begynder den igjen at sætte sine utrætte- lige Vinger i Bevægelse. Paa samme Maade virker klart Maaneskin, om ikke paa alle, saa dog paa mange Fugle. I det middelvarme Bæltes Sumpe og Vandhuller pippes der og slaaes Triller i Fuldmaane-Nætterne ligesom i Lap- lands Moser, naar Midnatssolen ligger blodrød paa Bjergene. Men i Almindelighed have Fuglene ellers en bestemt Sovetid. Man kan vente dem paa dertil egnede Hvile- pladser; "de indtræffe der til bestemte Tider, næsten paa Minuttet. Ligeledes forlade de Sovestederne den ene Dag paa samme Tid som den anden; man taler med Rette om et »Fugleur«, der viser Morgenens Timer. Naar undtages Yngle- og Vandretiden, sove Fuglene ogsaa paa bestemte Steder. Disse kunne og maa naturligvis være meget forskjellige efter Fuglenes Væsen og Egen- skaber; men en og samme Årt, plejer i det mindste for en Tid stedse at opsøge en og samme Soveplads og her 14 tilbringe de Timer, der ere helligede den fuldkomneste Hvile. — Ligeledes gives der Slumresteder, hvor Fuglen sætter sig, pudser sig, fordøjer, hviler sig og blunder lidt: Rovfuglen vælger hertil de sikre Højdepunkter, en Klippe- spids, den højeste Top af et Træ, den mindre Skovfugl et bestemt Sted i Grenene, Træpikkeren en Hule, -Sump- fuglen en Sandbanke, eller naar den hører til dem, der sætte sig i Træerne, en Trætop, Svømmefuglen Strand- bredden, en Sandbanke, en Klippe eller .det aabne Vand. Hos mange, dog langt fra ikke hos alle, er Middags-Hvilestedet ogsaa Sovestedet. En Grib, en Ørn, en Hejre blunder efter at have mættet sig og pudset sig gjerne en Timestid eller længer paa en Sandbanke ved Bredden eller midti Vandet; men dog vilde ingen af disse nogensinde vælge et saadant Sted til Nattero. De fleste sove i Selskab: de, der undgaa et nøjere Samliv med andre af deres Art, i det mindste parvis, forudsat naturligvis, at Hannen er saa heldig at have en Hun. De selskabelige pleje at bryde op i hele Skarer til Sovestedet; de fleste gjøre først dette efter længere Forberedelser, de kloge efter særegne Raadslagninger. Meget almindelige ere Forsamlinger forud, der øjensyn- lig tjene til at bringe Dagens Sorger og Glæder til almindelig Kundskab, til gjensidig Meddelelse om det op- levede. Da bliver der snakket, kjælet, sunget, ud- jævnet smaa skinsyge Stridigheder, i det mindste ordnet og pudset Fjer. Langt borte fra indtræffe Sværmene, med stedse kortere og kortere Mellemrum, sete alt i det fjerne af de allerede forsamlede, hilsede og budte vel- kommen, naar de nærme sig. I rig Vrimmel kredse Gribbe, Glenter og andre Fugle med svævende Flugt over eller i Nærheden af deres Sovesteder; i tætte Skarer bedække 15 Ravne og Krager enkelt staaende Træer eller højt liggende Dele af Marker, Højdedrag og Klippevægge; tæt sammen- trængte besætte Stærene Træernes højeste Toppe, snakke, synge og spøge paa deres Vis; Skarver og Pelikaner ordne sig rækkevis ligesom Soldater paa Øer og Skjær, Hejrer, Maager, Ænder og Gjæs paa Sandbanker; saa bryde de endelig samlede op til deres vante Soveplads. Alle forsigtige Fugle sende Spejdere ud, som før Opbruddet til Sovepladsen skulle overtyde sig om dennes uforstyrrede Sikkerhed. Kun i Undtagelses-Tilfælde flyver den samlede Flok afsted bag efter de ældste og klo- geste; i Almindelighed følge andre Spejdere efter de første, "sædvanlig i forstærket Antal, hvad enten det nu er frivil- lige eller Afsendinge fra Sværmen, og først, naar ogsaa disse vende tilbage uden at udstøde advarende Skrig, hæve de sig alle. Er Sovepladsen umiddelbart tilgængelig, saa sætte de sig i Træerne uden en Lyd, og kun Vingeslaget eller Gnidningen mod Træets Grene forraader Sove- gjæsternes Ankomst for det lyttende Øre. Er den der- imod omgivet eller beskyttet af Vand, Sumpe, Moradser, en vid nøgen Slette, eller ere Fuglene af gammel Vane blevne trygge, saa bliver der ogsaa her pippet, slaaet Triller, larmet, snakket o. s. fr. ofte til langt ud paa Natten. Først lidt efter lidt bliver det stille; Kvidderen synker ned til Pludder og Hvisken: største Delen af de for- "samlede er sovet ind. Om virkelig alle Medlemmer af et saadant Selskab paa en Gang hvile, eller om enkelte, som man paastaar, sørge for de andres Sikkerhed, er uaf- gjort. Fuglenes lette Søvn synes at tale for det første, men ogsaa mange Grunde for det sidste. Det er i alt Fald vist, at det er vanskeligt om ikke umuligt at gribe en sovende Fugl, vanskeligt at nærme sig den uden at 16 bemærkes, vanskeligt at overraske den. Men en kort Betuttethed hos den voldsomt d.v.s. til urette Tid væk- kede Fugl, en vis Ubehjælpsomhed i det første Øjeblik efter Opvaagningen, kan ikke benægtes. Åt saa aandelig højt staaende Dyr som Fuglene drømme, kan ikke overraske nogen. Deres virk- somme Hjerne bearbejder ogsaa under Søvnen visse Dele af de modtagne Indtryk, af hafte eller fremspirende Tanker. Dette kan med Sikkerhed sluttes af Iagttagelser paa Stuefugle. Man hører ofte afbrudte Lyde af dem, bemærker, at de uden nogen som helst synlig Aarsag undertiden pludselig flagre op og da søge at fatte sig, vise sig ængstelige osv. Mangfoldigere og mere afvexlende end hos nogen anden Klasse ere de Stillinger, som Fuglene indtage under Hvile og Søvn. Det sovende Pattedyr staar eller ligger, den hvilende og sovende Fugl staaer paa et eller begge Ben, sidder, sidder paa Hug, hænger eller ligger. Den af Spise og Drikke mættede Fugl flyver lang- somt til sit Hvilested, sætter sig her til Rette, ordner Fjerene, løfter paa Vingerne, udtømmer sig, sætter sig lige opret, stiller sig undertiden paa ét Ben, lukker Øjnene helt eller halvt og lader nu Kro og Mave udføre deres Dont. Man maa iagttage Kjød- eller Frøæderne, altsaa dem, som forberede Fødens Fordøjelse i Kroen, for at lære Hvilens Behagelighed at kjende efter Maaltidet. Kun en Drøvtygger kan være saa stille fornøjet og dog saa tankeløs, som Fuglen er det. »Den tænker påa ingen Ting« og falder ofte helt i Søvn. Da trækker Falken og Hejren sin Hals end mere ind, da skjuler Flamingoen, Sva- nen, Gaasen og Maagen foruden det ene Ben ogsaa Hovedet imellem Fjerene, da lægger Gribben, Ørnen, Glenten og 14 »uPelikanen.. sig plat. ned.…paa. Bugen, da lægger, Hønen vvsig paa, Siden, »halvt begravet i Sandet, og ,»daser«, »ovdøser « ;,;slumrer ;jeller,.hvad ;man vil kalde det. . Ægte » Swømmefugle,-begive;,,sig i; samme -Øjemed ud. paa det …aabne Vand, strække et Ben lige ud og. holde sig, idet edi ude-tilsyneladende bevidstløst ro med det andet, paa.den samme: Plet... Dykkerne flyde som Skumblærer paa Bølgerne, Skarver,.og; Slåangehalse sætte sig paa ét Ben, lægge det n andet paa eller under den,udbredte Hale og forsøge at trække .…den lange Hals,sammen paa en passende Maade, eller ogsaa. sætte de sig fast paa begge Benene, udbrede .Vin- uvgerne og vifte- sig langsomt og sagte med disse; -Træ- …spikkerne ,rutsche omkring.paa en skraat udgaaende Gren, hakke sig fast, stemme,Halen, imod og holde sig saa- ledes i Stilling; kort sagt, enhver Fugl har, sin egen —… Manér. Anderledes bære;de fleste af de omtalte Fugle sig ad, »unaar- de berede,,sig til: Dag-, eller Natsøvnen. I Stedet for. Sandbanken, paa. hvilken ,Ørnen og Gribben solede sig, vælge,de,til ,Sovested en-fremragende Trætop eller en. Klippetinde "uden i; denne sikre Højde at agte paa "Vinden, selv om denne voxer til en Storm; og medens de med vel: fyldt Kro ofte ere saa sorgløse, at; de. lade sisig; gribe ;med Hænderne, nærme de sig nu forsigtig og nslade ;sig,; efter. at de;-have sat sig, kun, meget vanske- : lig overrumple;-.Ædelfalke, Glenter og Musvaager sætte susigslige,saa frit; Høge, Spurvehøge og Sumphøge. skjulte fr Grenene, i; Rør eller Kornmarker; de Ugler, der ikke sove i Huller i; Træerne, tæt trykkede mod Stammer, : Klipper eller Mure. De, der yngle i Huller, opsøge ogsaa … til, Sovested "saadanne. Steder, som de vilde "vælge til deres Reder. Papegøjerne sove gjerne, Spætterne stedse Fjerde Række V. | 2 18 i Huller, de sidste hængende paa sammes lodrette Vægge, de første have i det mindste Hoved og Krop skjulte deri, medens den lange Hale undertiden hænger slapt ned udenfor; Dværg-Papegøjerne trænge sig saa tæt op til hinanden, naar de sidde paa Grenene, at de danne en eneste uafbrudt Række. Stærene sove om Foraaret paa Grene i Træer, Svalerne ligesaa eller under frem- springende Hus- eller Klipperande, medens begge i Høsten overnatte mellem Rørene i Dammene. Husspurven elsker om Sommeren de tætte Trækroner, men bygger sig om Vin- teren ofte en formelig Fjerseng til Rede. Mur- og Klippe- svalen krybe om Natten ind i Huller i Stene eller Træer; Natsvalen sætter sig hele Dagen påa langs ad en Gren, trykket fast ned paa Bugen, eller paa en Klippekant eller paa Jorden; den beslægtede Uglesvale (Podargus) søger en Hule i et Træ, Guacharoen (Hulesvalen) Andesbjergenes uhyggelige Kløfter. Musefuglene (Colius) hænge sig, idet de med deres Fødder omklamre Grenene, mere paa disse end de sidde paa dem. Ingen Fugl, der søger Træer, behøver at være bange for at falde ned under Søvnen, thi enhver Bøjning af Benet, ogsaa den, der bevirkes ved Legemets Vægt, spænder de Sener, som sammentrække Tæerne, hvor- med de omfatte Grenen. Duer sove paa Klippetinder, i Klippehuler, paa Grene og i Huller i Træer, altid siddende, aldrig liggende; Høns siddende eller liggende paa Klipper, Træer eller Jorden; Sumpfugle staaende paa Træer, i Vand eller paa ét Ben ved Bredden, svømmende paa Vandspejlet eller gyngende paa svajende Grene eller Siv. Blandt Svømmefuglene søge de bedre Løbere til Stranden eller den vandomflydte Sandbanke for at sove, de, der ere mindre godt tilbens, derimod til Træernes Kroner, 19 Toppen af Skærene, den stejle Klippevæg eller den frie Vandflade. Væsentligst de samme eller dog meget lignende Frem- toninger som ved Menneskets Søvn vise sig hos de øvrige Pattedyr, hvorfra dog de undtages, der holde Vintersøvn, ligesom ogsaa Hvalerne, der ogsaa i denne Retning ligne Fiskene. Det overvejende større Antal af Arter af Pattedyr høre til Natdyrene; men faa af dem ere saa afgjorte Fjender af Lyset som de hidtil omtalte Klasser af Natdyr. Strengt taget høre Halvaberne, Flagermusene, Rovdyrene, mer end Halvdelen af Pung- dyrene, største Delen af Gnaverne, de fleste To- og alle Flerhovede til Natdyrene. Selv Abernes Orden har én Art (eller flere nærbeslægtede), der sover om Dagen. Morgendæmringen er deres Sengetid; men den frem- brydende Nat finder dem for det meste allerede vaagne. Allerede ud paa Eftermiddagen er deres Søvn endt; den ene efter den anden rejser sig fra Lejet, pynter sin Pels ved at slikke sig, kæmmer den med Tæn- derne eller den ru Tunge, rækker og strækker sig og begynder endelig at gaa omkring i Nærheden af Lejet paa en Maade, der er mere snigende: og tumlende end løbende eller søgende et bestemt Maal. Omtrent ved Solnedgang, lidt før eller lidt senere, begynder Nat- Pattedyret at gaa til sit Dagværk oa: først og frem- mest at skaffe sig den nødvendige Næring. Naar Maal- tidet lykkelig er overstaaet, indtræder enten Hvile, eller det anvender en Tid til Fornøjelser, Leg eller Snakken med det andet Kjøn, hvis ikke netop Brunst- tiden, som i Almindelighed fuldstændig forandrer den sædvanlige Levevis, er indtraadt. I Morgentimerne bliver der atter jaget, græsset, ædt; saa gaar Dyret langsomt 9% 20 til'sityLeje. Her lægger det sig til) Rette efter først at have rodet, skrabet, gravet i Lejet eller forbedret det, tog” kortefter' er det slumret ind.”- I” de tidlige Morgen- ») timer sover' det i Almindelighed meget let, dybest i Middags- )istunden; i Eftermiddagstimerne blunder det "kun. "vSaa- ledes omtrent er den almindelige Regel. Af foranstaaende Fortegnelse paa Natpattedyrene vil det 'fremgaa, at det just ikke falder de fleste af ” dem vanskeligt at forandre deres Sovetid eller,… hvad der" er" det samme, at forandre” deres Levevis; efter Omstændighederne. … Naar man erindrer, at næsten alle Rovdyr, næsten alle: Drøvtyggere > og' alle ;Tykhude ere Natdyr, maa man virkelig undre sig over at sé; Hun- den, Huskatten, Kvæget, Geden-og Svinet være virksomme fra Morgen til Aften. De-'have alle" føjet; sig: efter de ved deres Tæmning forandrede Omstændigheder: og vænnet sig til en anden Levevis, netop ligesom de Menne- sker, der af Kald eller Tilbøjelighed foranlediges til at gjøre Nat til Dag. At det er saaledes og ikke ander- ledes; vise de halvvilde Hunde i Syd-Evropa, Asiem og "Afrika, de forvildede Katte, de i Dyrehaver udsatte Svin, Kvæget paa Pampas-Sletterne osv., hvilke uden Undtagelse inden meget kort Tid vende tilbage til den. naturlige Levemaade; ligeledes ses det paa Hjorte og Vildsvin i Dyrehaver, som vænne sig til at møde paa Foderpladserne flere Timer før deres sædvanlige Udgangstid. Lige over for saadanne Kjendsgjerninger ligger det Spørgsmaal nær: »Lade alle Pattedyr sig vænne til en slig forandret Tidsinddeling?« "Jeg troer atu burde svare: »De" højere staaende sikkert, de lavere staaende van- skelig.« … Ethvert Dyr kan man til enhver; Tid» vække og holde kunstig vaagent, men kun vænne det» til 218 Modsætningen af det oprindelige ved; vedvarende Ind- flydelse fra Slægt til Slægt.… Den samme Jagthund,. der med bevidst Iver følger sin Herre fra Morgen til Aften, der næppe synes at kunne blive træt i Udførelsen. af sit Kald, der endog glad overvinder nedtrykkende Udmattelse, — den. samme Jagthund benytter udenfor sin Tjeneste ethvert Minut til at sove — til at sove netop paa den Tid, som dens Forfædre betragtede som egnet hertil; og der hører sikkert bestemte, forholdsvis højt udvik- lede: aandelige Evner til, for at en saadan tillært Vane kan omdannes til en vedvarende; i det mindste tror jeg, at -det neppe vilde lykkes at gjøre en Galago (Halvabe), en - Flagermus eller en søvnig Gnaver til et udpræget Dagdyr. Alle disse Dyr mangle, saa at sige, den aande- lige Spændkraft, den fornødne Evne hos Villien til at ud- holde det usædvanlige. De vaagne, naar de forstyrres, og sove snarest mulig ind igjen. Udprægede Dagdyr saasom Aber (med Undtagelse af Nataberne), Mangusler (Farao-Rotter), Kænguruer, Egern, Heste, Kameler osv. forlade deres Leje ved Daggry, søge deres Næring i Morgentimerne, hvile i Middagstiden, tage maaske ogsaa en lille Middagssøvn, blive livlige om Efter- middagen og begive sig om Aftenen til det Sted, hvor de sove om Natten. Desuden gives der nogle enkelte, som hverken kunne regnes til de egentlige Natdyr eller til de egentlige Dagdyr, fordi de gaa til deres Dagværk baade før og efter Solens Op- og Nedgang. De sove sandsynligvis: flere Gange i Løbet af Dagen, dels i dennes lyse, dels i dennes mørke Timer. Hertil høre navnlig flere Drøvtyggere, Giraffen, Faaret, Geden, Antilopen og andre. 22 - Meget forskjellig, men dog altid saa bekvem som ” muligt, er den Stilling, som de sovende Pattedyr "indtage. De fleste lægge sig ned paa Jorden, men det Leje, som de her indtage, er meget forskjelligt efter Familie og Art. Løverne og andre store Katte ligge paa Bugen og lidt paa Siden med Hovedet hvilende paa en af de fremstrakte Forpoter. Den Stilling, som Hunde- slægten indtager under Søvnen, lærer man at kjende ved at iagttage vor tro Husven; dog vil jeg bemærke, at … Ræve i Almindelighed sove i stærkt sammenrullet Stilling og med den buskede Hale bøjet saaledes hen over Hovedet, at den bedækker Øjnene, men ikke Øren og Næse. Lige- som de sove Lækatten, Maaren, Næsebjørnen, Vaske- bjørnen og Snohalebjørnen, medens de klodsede Bjørne heller ikke sovende fornægte deres Natur, men kaste sig tungt paa Jorden. Kortbenede Rovdyr vælte sig gjærne i Søvne om paa Ryggen, strække alle fire Ben fra sig” og faa derved et uudsigelig dovent Udseende. Alle de Pungdyr, der ligne Rovdyrene, sove som disse, lang- halede Gnavere mest som Maarene. Myreslugeren lægger sig paa Siden, ruller sig sammen og dækker sit Hoved helt til med Halen; Skjæl- og Bæltedyr rulle sig saa vidt muligt kugleformig sammen. De Enhovede lægge sig paa Siden, Drøvtyggerne næsten uden Undtagelse paa de sammenbøjede Ben; de Flerhovede sove paa Bugen eller Siden, Sælen liggende fladt paa Bugen. En anden Stilling, der bedre passer for flere Patte- dyrs ejendommelige Skikkelse og Levemaade end den lig- gende, nemlig den siddende, bliver indtaget af sovende Aber, visse Spidsmus, Pungdyr, Gnavere og Gumlere. Under denne støtter Dyret sig paa Sædet og Saalerne af begge Bagfødder, bøjer Hovedet dybt ned paa Brystet, 23 saa at det bliver mer eller mindre skjult mellem For- benene, og faar saaledes næsten Kugleform. Dette gjælder i Særdeleshed for Hasselmus, Springmus, Bævere, Klatre- pindsvin og andre Gnavere, der sovende se ud som en lodden Bold. — Der gives dog endnu nogle Pattedyr paa Fastlandet, som hverken. finde Hvile i den liggende eller siddende Stilling, og som derfor hænge sig op. Alle med Gribe- hænder forsynede Pattedyr, navnlig altsaa sydamerikanske Åber, Snohalebjørnen, Pungbjørne, Pungrotter og andre Pungdyr osv., hænge sig ofte i vaagen Tilstand op ved deres Snohale; sove gjøre.de dog ikke i denne, men i en siddende Stilling, og benytte da kun Snohalen til at holde sig bedre fast i denne. Lige saa lidt forsmaar Dovendyret, der næsten tilbringer hele sit Liv med Kroppen hængende som en Sæk i de fire med krumme Kløer for- synede Ben, at benytte sig af et Leje, der indbyder det til at strække sig paa det. Derimod antage alle Flagre- dyr eller Flaggermus i Ordets videste Betydning den hængende Stilling saa vel i Hvile som i Søvn, idet de med Bagfødderne, de eneste Lemmer der hos de egentlige Flaggermus kun ere lidet eller slet ikke omdannede, om- klamre en Gren eller en fremspringende Sten og lade Legemet hænge med Hovedet nedad. Alle Landdyr lukke Øjnene under Søvnen; det gjør Haren ogsaa, skjønt man har paastaaet det modsatte, fordi det er umuligt i det frie at komme en sovende Hare saa nær, at man kan iagttage den nøje. Udelukkelsen af Lyset er dog ingenlunde tilstrækkelig for alle Sovere af denne Klasse: mange sikre sig ogsaa mod at forstyrres af "Støj, idet de i den Grad sammenfolde deres hud- agtige Ørebruske, at Øregangen bliver helt lukket. Jeg 24 i nævner som Exempler' de" glatørede' Flaggermus "og" Galågoen, men bemærker udtrykkelig; åt 'en lignende” Tillukning af Øregangene ogsaa 'forekommer hos andre | Pattedyr. Selv Sælen klemmer Ørespalten - sammén; naar den sover paa Land, som. den er vant, naar den” sover”i Vandet. Søvn i Vandet forekommer' nemlig ikke alene hos : Søkøer og Hvaler, men 'ogsaåa' hos Sælerne, og udføres paa en højst ejendommelig Maade: den sovende Sæl-ér” strengt taget aldeles uskikket til at svømme'og synker … til Bunds som Bly; dog er den i Stand til at sove eller i det mindste blunde. Efter at have indaandet lukker den Øjne,' Øren og Næsebor, synker langsomt tied til Bunden af" Vandet, forbliver her ubevægelig 3 eller 4 Minutter, skyder; dreven af'Aandenød, atter i Vejret, trækker igjen Luft og bærer sig ad som' før.'… Dette har jeg iagttaget hos” Sæler i Fangenskab og holder-'det- for 'sandsynligt, atv ogsaa Delfiner og Hvaler sove paa lignende Måade. At de sove er der ingen Tvivl om: — Mar har”set dem ligge ubevægelige paa Havets Overflåde ' med 'Blæsehullerne | eller Aandehullerne over Vandet og med en 'smal Stribe af Ryggen over dette, drivende med Bølgerne. | Søvnens Dybde ér højst forskjellig hos Pattedyrene; ikke alene efter Orden, Fåmilie eller Art; mén ogsaa efter | Dag-- og Nattetid og tilfældige Omstændigheder, uden at tale om den Dvaletilstand, hvori de til denne Klasse hø= rende Vintersovere synke hen. Der gives blandt Patte= dyrene enkelte, som blive vækkede ved det mindste, der sker i Nærheden af deres Sovested, der stråx vaagne … ved enhver usædvanlig Lyd; enhver usædvanlig Lugti — der gives andre, der sove saa fast, at de ved Opvaag- ningen frembyde det ynkeligste Billed paa ubehjælpsom= 20 Søvndrukkenhed, Det 'sidste gjælder især, vmaaske ude lukkende; "visse Dågsovere, navnlig Nataberne, Galagoerne, Flåggermusene, ”Håssel-,. Hare- og Springmusene, visse Purødyr: og flere andre; selv” nogle” langsomme Rovdyr kunne' henregnes hertil. ' Alle "disse Dyrere; hvad vel-er værd: vat'lægge Mærke til, mer eller mindre åandssvage Skabninger, hos hvilke” enhver: Hjernevirksomhed behøver - en rum” Tid» "Men ogsaa højt begavede' Pattedyr blive undertiden påa ubegribelig Maade overmandede af Søvnen; jeg kjender set" sikkert''Tilfælde, hvor en Ræv lod sig overraske i sit” Leje og blev dræbt, medens den sov. Påa vore Hunde kunne vi iagttage, at Patte= - dyrene drømme. De: bære sig ad som -et" Ménneske, der drømmer stærkt. " De -bevæge sig paa en bevidstløs, > ubehjælpsom Maade, gjø, bjæffe, klynke osv: Jo- klo- - gere, jo'bedre afrettet Hunden er, jo' rigere: paa væk-— kende'-gjennemlevede” Begivenheder, desto mere levende! drømmer "den. Grævlingehunden, den lidenskabeligste- af ” dem alle,”Jagthunden og Pudlen drømme stærkest. "Andre - Pattedyr saasom Aber, Ræve, Maare osv. paavirkes- og ” foruroliges ogsaa' af Drømme, og sandsynligvis aaben-' barer sig ogsaa for de andre af Klassens højt begavede Medlemmer, om ikke som for Mennesket »Engle og Dæmoner«, saa dog beslægtede Drømmeskikkelser, saa at ogsaa de, hvis de besade Menneskenes levende Ind- bildningskraft, kunde fortælle om »overnaturlige« Aaben- barelser. Foruden de regelmæssige Sovere maa vi ogsaa omtale de uregelmæssige, Vintersoverne. De findes i alle Jord- bælter, hvor Aarstiderne ere væsentlig forskjellige, her i Norden som indenfor Vendekredsene, hvor en skarpt be- grændset Regntid og en Tørketid blive betingede af de 26 stedlige Forhold. I Norden have vi Flaggermus, Græv- ling, Bjørn, Pindsvin, Murmeldyr, Hasselmus og Hamster; i Tropelandene enkelte Gnavere. Nord-Amerika og Asien ” have lignende Vintersovere som vi; de findes ogsaa i det yderste Syd-Amerika. Fænomenerne ere mer eller mindre de samme hos dem alle%). Efter at have skjult sig i Huler og omhyggelig tilstoppet disses Tilgange henfalde de i en søvnlignende Dvale, deres Pulsslag og med; det Blodets Varme synker ned under. Halvdelen, af den for- rige Højde, de blive stive, vise sig i høj Grad. følesløse og ubevidste og lade sig hverken vække ved åt rystes eller ved Indvirkning af stærke Luftarter, men derimod nok ved en langsom Opvarmning. Enkelte sove uafbrudt, saa længe den ydre Kulde varer, andre vaagne op i Løbet af Vinteren, æde af det opsamlede Forraad og sove igjen ind. Hos hine bliver det opsamlede Fedt lidt efter lidt fortæret, disse maa sørge for Forbrændingsstof.. Ægte Vintersovere lade sig-ikke i den Tid holde vaagne selv i et opvarmet Rum, men æde dog ofte under denne usæd- vanlige Tilstand. Desuagtet maa man sige, .-at Vinter- søvnens Varighed retter sig efter Vinteren. ”) M. H. t. Dyrenes Vintersøvn og Dvaleliv kan sammenlignes Har - tings Artikel om »Det slumrende Liv« i Tidsskriftets 1ste Række, bte Bind. Stivelse og Bladgrønt. (Af Chr. Grønlund.) De: er to vel kjendte og meget almindelig udbredte Stoffer, som i det følgende skulle gjøres til Gjenstand for Betragt- ning; det ene af dem er jo det Stof, hvis Frembringelse i det store er Hovedformaalet for al Agerdyrkning, og det andet er det Stof, som giver Planterne deres grønne Farve. At jeg ikke desto mindre har valgt Stivelsen og Bladgrøntet til Gjenstand for følgende Artikel, hidrører fra, at jeg antog det Forhold, hvori disse to Plantestoffer staa til hinanden, for at være mindre almindelig kjendt, og at jeg mente, at det kunde have sin Interesse at blive bekjendt med de Forsøg vedrørende dette, som ere anstillede navnlig af den tyske Botaniker Sachs, idet de give et smukt Indblik i Plantelivet i dets mindste Enkeltheder. Jeg har imidlertid anset det for hensigts- mæssigt først at give en kort Fremstilling af de uafhængig af Bladgrøntet i Planteriget saa almindelig udbredte Stivelsekorns Bygning og af deres Betydning for Planterne. Vi kunne, som jeg senere skal paavise, kalde dem sekundære Stivelsekorn, medens de i Bladgrøntet fore- kommende Stivelsekorn kunne kaldes de primære; vi ville: først betragte hine. 28 1. De sekundære Stivelsekorn. Stivelsen forekommer i Form af smaa faste Korn, der kaldes Stivelsekorn; de ere aflejrede inden i Plantecellerne, af hvilke nogle ofte kunne være aldeles fyldte med dem. Selve Kornene ere altid meget smaa, men dog af meget " forskjellig Størrelse; de største ere omtrent 2%, de mindste ikke engang +Æyg Linie lange. Man skulde tro, at det ikke var muligt at udgranske Bygningen af saadanne Smaalegemer, men intet er den menneskelige Aand for smaat, og ved Mikroskopets Hjælp har man været i Stand til at studere Stivelsekornenes fineste Bygning og de. Stoffers Egenskaber, hvoraf de eredannede. Man har da:navnlig taget sit Udgangspunkt: fra de største Korn f. Ex.: hos Kartoffelknollen og forfulgt dem.…fra … deres første Opstaaen, indtil: de” ere. blevne. fuldvoxne. Betragter man et Kartoffelstivelsekorn» ved sens Forstørrelse af omtrent 800 Gange (Fig.1 4); vil man se,. Fig. 1. at.-det- har en nogenlunde oval Form, og at det bestaar af mørkere og lysere Kredse, der indadtilsmere, udadtil / mindre regelmæssig (koncentrisk) omgive en lys Plet.; Fra Begyndelsen af danner denne Midtpunktet af Stivelse. kornet, men hos Kartoflen og mange andre Planter 29 udvikles Kredsene mere til den ene end til den. anden Side, saa at den lyse Plet-forrykkes fra sin Stilling i Centrum. "Større -Regelmæssighed findes derimod f. Ex. i Lindse- »ufrøets Stivelsekorn,… af hvilke en Udviklingsrække ses i Fig: 2 a—d. 2 ad Fig. 2. "Tidligere troede man, at Kredsene eller Lagene, som is:de- kaldtes, vare: dannede ved, at det ene. aflejredes uden »bpaa” det: andet,» saa at. de yderste: ware de- yngste. Denne Paastand hævdedes navnlig af den tyske Botaniker Schleiden. Schweizeren Någeli, som for -knap 15 Aar siden» har skrevet et stort Værk i Kvart paa over 600 Sider ssrom Stivelsen ; > og som har anstillet meget omhyggelige » Undersøgelser, er kommen til et aldeles modsat Resultat, "som jeg i Korthed skal gjøre Rede for, da det viser, hvor fine- Iagttagelser han har anstillet, og hvilke-sindrige bSlutninger han har draget af disse. For det første har han paavist, at de saækaldde Lag ere fremkomne derved, at Stivelsekornet - bestaar af meget tynde skalformede Partier, der iD ræd | LY: gt" i. ag Pas Cx Peel g zy ge gt e5 SR kir ES 033 te Fig. 3. En Celle af Hav- Fig. 4, Celle af Kam- Fig. 5. Celle af Frøhviden rens Frøhvide med sam- græssets Frøhvide med hos Ny-Zeelandsk mensatte (4) og usammen- sammensatte Stivelsekorn. Spinat. satte (b-c) Stivelsekorn. Stivelsekornenes Form er vel ofte ens hos Arter af samme Planteslægt, navnlig for saa vidt de forefindes i Frøene, men som vi have set, i det hele dog temmelig mangfoldige; herved bliver man ofte i Stand til at kjende forskjellige Frøsorter fra hverandre, hvilket kan have sin store praktiske Betydning med Hensyn til Opdagelsen af Forfalskninger af Mark- eller Havefrø, Mel og deslige. ”). Avena brevis. ””y Gynosurus echinatus. ""+) Tetragonia expansa. 32 Selve: Stivelsens "Forekomst: i: Cellerne er. .det… let, at »dagttage ad.kemisk Vej; medens: Stivelsekornené egentlig voere hvide. eller. farveløse, blive -de nemlig mer 'eller mindre ;»blaa ved Tilsætning af Jod opløst i 'Spiritus. »iØgsaa; ved dette Kjendetegn er, man i Stand. til. at opdage, mange …Forfalskninger. " Inden vi forlade Undersøgelsen " af. Stivelsekornenes Form, maa vi endnu. besvare det Spørgsmaal,''som; vistnok … flere: af. Læserne have opkastet: Mon ogsaa virkelig Någelis Theori er.den rette? Vel: er - den; almindelig antagen og nyere end Schleidens, men det nye er jo ikke altid det bedste, og det var jo dog muligt, at Schleiden, der saa ofte i vigtige. botaniske Spørgsmaal har havt Uret, denne Gang havde Ret. Man maa da overveje Grundene for og imod, og det vil da…vise sig, at flere Forhold kunne forklares efter Någelis Opfattelse, men. ikke efter Schleidens. Vi have jo set, at den første: Begyndelse til et Stivelsekorn var en lille fast Kugle. ;- Dersom nu Væxten kun foregik ved Tilsætning af Lag udenom hver- andre, maatte den inderste Del af Stivelsekornet vedblive at bestaa af et fast Parti; det gjør det imidlertid ikke, tvertimod er der altid en blød Kjærne inderst inde. . Vi maatte fremdeles kunne finde snart et blødt, snart et fast Lag yderst om Kornene, men yderst finde vi altid et: Lag,.der er uumeget. fattigt paa Vand, altsaa-meget fast. Dannelsen af de ” sammensatte., og navnlig de halvt sammensatte. Korn..kan ikke.forklares efter Schleidens Theori anderledes end, ved at. antage, at: flere oprindelig selvstændige, og enkelte Korn lægge .sig;.tæt optil hverandre og senere,, blive» omgivne af Lag, der blive fælles for dem; men de sammensatte Korns Form er altfor konstant for de forskjellige Arters Vedkommende, til at en saadan Forklaring kan. tilstedes. 33 Vi have da set, hvorledes hvert lille Stivelsekorn har sin egen Historie, hvorledes det opstaar og voxer, hvorledes det udvikles efter bestemte Love, og hvorledes det er forskjelligt hos de forskjellige Planter. Men i hvilket Øjemed mon Stivelsekornene da ere frembragte? Mon de stedse skulle hvile i Cellerne? Mon de kun ere aflejrede i disse for at tjene Dyr og Mennesker til Føde? Eller mon de strax efter at være dannede atter skulle omformes for at tjene til Næring for Planten og bidrage til Udvikling ”af dennes Organer? | Nej hverken det ene eller det andet. Denne sekundære Stivelses Opgave er det navnlig at afgive Reserve- næring til Planterne. Naturen er en god Husmoder, den sørger for Fremtiden ved at samle Forraad, naar der er Overfiod af Næringsstof, og bevare det, indtil der er Mangel paa samme. Stivelsen er Planternes vigtigste Reservenæringsstof; den ophobes i forskjellige Dele af Planten, ligesom i Spisekamre, hvor den kan gjemmes, medens Planten hviler, og indtil den behøver mere Næring, end den selv kan hente sig op af Jordens Skjød. Derfor findes den i stor Mængde i Frugter og Frø, i Knoller og Løg og overhovedet i saadanne Plantedele, som efter en kortere eller længere Dvale skulle vaagne til fornyet Liv. En vigtig Egenskab ved Stivelsen, som gjør den vel skikket til den Rolle, den spiller, er den, at den ikke, eller i alt Fald kun i meget ringe Grad, kan opløses i koldt Vand. " Hele Vinteren igjennem kan den derfor forblive uforandret. Først naar Vaaren bringer større Varme, kunne de kemiske Forandringer begynde at foregaa i Planterne, som betinge deres Væxt. En af disse Forandringer er "den, at Stivelsen opløses og omdannes til:det i Vand opløselige Sukker og Gummi. Ligesom Fjerde Række. V. 3 34 "Stivelsekornenes Væxt, saaledes foregaar ogsaa deres Opløsning efter bestemte Love; dette er f. Ex. af Någeli iagttaget hos Kartoflen, hvis Stivelsekorn opløses udvendig fra indad. Vi ville hermed forlade Stivelsekornenes Form for at betragte nogle af de Planteorganer, i hvilke de navnlig forekomme i stor Mængde, og vi ville da først omtale Frøene. Under Planteæggets Omdannelse til Frø er dette i Begyndelsen blødt og saftigt, men ved dets Modning — bliver det tørt og fast for bedre at kunne modstaa Opløsning eller Forraadnelse i den kortere eller længere Tid, i hvilken det ligger i Dvale. Denne kan, naar de ydre Paavirkninger ere gunstige og holde sig uforandrede, for flere Frøs Vedkommende udstrækkes til Aartusinder, hvilket bevises f. Ex. af de Hvedekorn, som ere fundne i gamle ægyptiske Gravkamre, og som have.beholdt deres Spirekraft. Naar Frøene efter kortere eller længere Tids Forløb blive i Stand til at spire, idet de enten ved Menneskets Hjælp ere nedlagte i Jorden, eller idet de i Høsten af sig selv ere faldne ned paa denne, hvor de have hvilet uforandret, indtil Varmen vækker dem til Livsvirksomhed, kan den unge Kim ikke strax hente sig Næring op af Jorden; thi Rodspiren har jo endnu ikke sprængt Frø- skallen; der maa derfor være sørget for, at der indeholdes Næring i selve Frøene. Dette er ogsaa Tilfældet, ja Naturen er endog saa rig, at den kan forsyne forskjellig- artede Frø med forskjelligartede Næringsmidler. En stor Del Frø, f. Ex. alle Korsblomsternes, Hørrens, Hampens og mange fleres, indeholde fede Olier, men for en stor Mængde Plantefamiliers Vedkommende er Stivelsen Kimens væsentligste Næringsstof. 30 I Frøet kan Stivelsen være ophobet paa forskjellige Steder. Hos de tokimbladede Planter ere Kimbladene som oftest saatykke, at de udfylde største Delen af Rummet inden- forFrøskallen, og det er danavnlig dem, hvis Celler ere fyldte med Stivelsekorn, f. Ex. hos Bælgplanternes Kim (Fig.6). Cv EG Di. (9) OM FNV | HL ss OVDEE (2) (9 Vox, Q9 - Fig. 7. Længdesnit gjennemetHavre- Fig. 8. Stykke af et Tværsnit korn. b Frøhviden, d-e Kimen. gjennem et Rugkorn. Hos andre tokimbladede Planter ere imidlertid Kimbladene tynde og fine og opfylde kun et mindre Rum indenfor Frøskallen; de kunne da ikke indeholde tilstrækkelig Næring, og denne findes derfor nedlagt udenfor Kimbladene, idet saadanne Frø have en stærkt udviklet Frøhvide. Hos Benved og Boghvede f. Ex. findes der saaledes en meget stor Frøhvide med stivelsefyldte Celler. Hos de énkim- bladede Frø, f. Ex. hos Græsserne, udgjør Kimen, Kim- bladet iberegnet, kun en ringe Del af Frøet, og største 3” 36 Delen af dette er udfyldt af Frøhviden (Fig. 7). "Hos hele Græsfamilien er denne stivelseholdig. Fig. 8. viser et Stykke af Rugkornets Frøhvide i Tværsnit. Yderst ses Kornets Skal (a og 6); "dernæst følger en "Række af. langstrakte Celler (c), og indenfor disse ses en Del af de med Stivelsekorn opfyldte Celler (d). Den yderste Kreds af Celler (c), umiddelbart indenfor Frøskallen, indeholder ikke Stivelse, men det kvælstofholdige Gluten eller Plantelim, der spiller en vigtig Rolle ved at indlede Stivelsens Omdannelse til Sukker og Gummi. I Melet indeholdes baade Stivelse og Plantelim; den sidste spiller ogsaa i den dyriske Organisme en anden Rolle end den første, idet Plantelimen hører til de egentlig nærende, Stivelsen til de saakaldte varmende Fødemidler. Begge ere lige uundværlige, og lige siden den fjerneste Oldtid har Mennesket derfor dyrket Planter, hvis Frø indeholde begge disse vigtige Stoffer. Den i saa Henseende vigtigste af alle Plantefamilier er Græs- familien, til hvilken, som bekjendt, de i størst Mængde dyrkede Melplanter høre; men ogsaa Planter af andre Familier dyrkes paa Grund af deres stivelseførende Frø, f. Ex. den ægte Kastanie, Bønner og Ærter, Kvinoa, der hører til Salturternes Familie, o. m. fl. | Fra Frøet ville vi henvende vor Opmærksomhed paa Planternes Stængler og Knopper, og hvad de sidste angaar, ville vi navnlig skjælne mellem dem, der skulle vedblive at være. befæstede til Moderplanten, og dem, der skulle løsnes fra denne for ligesom Frøene at frembringe nye Planter. Disse sidste kaldes Yngleknopper, og .de ere langt mindre hyppige end de første, som vi jo i tusindvis kunne iagttage paa vore Buske og Træer. .; Træernes Knopper ere som bekjendt alleryderst omgivne af de brune Knopskæl, der ofte ere gjennem- 37 trængte af Harpix, og som skulle tjene til Beskyttelse for de spæde Løvblade, der ligge sammenfoldede paa forskjellig Maade hos de forskjellige Planter og ere fæstede til korte, uudviklede Stængeldele. Men i disse sidste, i Knopperne selv altsaa, findes der ikke meget Næringsstof; hvor ere da Knoppernes Forraadskamre? Hvorfra hente de da den store Mængde Næring, som behøves i Løvspringstiden? De faa den fra Stammen og Grenene. I disse opsamles der om Efteraaret Masser af Stivelsekorn, hvis Bestemmelse det er om Foraaret at blive omdannede ligesom Stivelsen hos Frøene til Sukker og Gummi. Om Foraaret ere Træerne ofte saa fyldte med Saft, hvori det af Stivelsen dannede Sukker og Gummi findes opløst, at den med stor Kraft. strømmer ud, naar en Gren bliver overskaaren, eller naar »der bliver boret Hul paa en Stamme. Af Birkens Foraars- saft tilberedes der som bekjendt en Slags Vin, af Sukker- Lønnens i Nordamerika vinder man Sukker. Stivelsen er imidlertid ikke aflejret i alle Vedets Celler ; det er bestemte Former og Partier af disse, som have den Opgave om Vinteren at være stivelseførende. Jo bedre Undersøgelsesmethoderne blive, og til jo større Fuldkommen- hed Mikroskoperne blive forarbejdede, desto bedre lære vi Planternes Bygning at kjende. Tidligere, da man kun undersøgte Vedet ved at betragte det i Tvær- og Længde- snit under Mikroskopet, var det vanskeligt at iagttage alle de mange Celleformer; men ved nu f. Ex. at macerere Smaastykker af Vedet i klorsurt Kali og Salpetersyre, er man bleven i Stand til at skille Cellerne fra hverandre, og man har da ikke blot fundet mange Afændringer i deres Bygning, som man før ikke anede, men man har tillige fundet, at de forskjellige Celler ofte spille en for- skjellig Rolle i Plantelivet. Den tyske Botaniker Sanio, 38 der med stor Omhyggelighed har undersøgt Cellebygningen, har blandt andet skrevet en Afhandling (Linnæa, 1858) om de Celler i de tokimbladede Træers Ved, der foruden Marv=- straalerne om Vinteren indeholde Stivelsekorn. Det. var allerede tidligere bekjendt, at det navnlig var Marvstraalerne, hvis korte Celler om Vinteren bugnede af Stivelse, medens denne aldrig forekom i Karrene. Sanio har nu paavist, at der ogsaa findes andre stivelseførende Celler, som ere lejrede omkring Karrene og imellem de egentlige Vedceller; vi skulle anføre nogle af hans Iagttagelser. 1. Det simpleste Forhold, som han har bemærket, er det, at selve Vedcellerne danne Forraads- kamrene; dette er nemlig Tilfældet hos Berberisen (Fig.9 4) og Hylden”), hvis Vedcellernæsten alle SFDEED |) D | om Efteraaret. blive fyldte med Stivelse= korn. Det samme er Tilfældet med Ben- ved, af hvilken Slægt to Arter bleve under- søgte" =); derer blot den Forskjel, at der SEGS V hos disse findes to Slags Vedceller, der afvige noget fra hinanden i Bygning, blandt andet derved, at de luft- ") Berberis vulgaris, Sambucus nigra. ") Euonymus latifolius og E. europæus. 39 "fyldte have spiral- eller ringformede Fortykkelseslag, som mangle hos de stivelseførende. 2. En fra de egentlige Vedceller afvigende Bygning af stivelseførende Celler findes navnlig smukt udviklet hos Vin- stokken (Fig. 9B) og hos Granatæblet”) og er foruden hos disse to Planter iagttaget hos Hindbærbusken%+). De stivelseførende Celler ligne nemlig véd første Øjekast sædvanlige Vedceller, men ved nøjere Betragtning iagt- tager man, at der i Cellernes Indre findes yderst fine Tværskillevægge, hvorved hver Celle bliver delt i flere Rum uden dog at blive til flere Celler, idet den oprindelige Cellevæg vedbliver at være fælles for alle Rummene; de kaldes derfor rumdelte Vedceller. 3. Den tredie Celleart, der om Vinteren fyldes med Stivelse, og som findes hos næsten alle træagtige tokim- bladede Planter, er de saakaldte Vedparenchymeceller, der i Længdesnit eller sete fra Siden af "vise sig som kantede, tyndvæggede mer eller mindre cylindriske Celler. De ere stillede i Rækker, men den øverste og nederste Celle i en saadan Række er dog i Almindelighed mer eller mindre tilspidset. Dette hidrører fra, at disse Celler ere opstaaede ved Tværdeling af en eneste Ved- celle, medens denne endnu var meget ung. Vedparenchym- cellerne beholde stedse tynde Vægge, og de mangle spiralformede Fortykkelser ligesom de øvrige stivelse- førende Celler (Fig. 9 Cog D)EF=). Foruden disse tre Cellearter har Sanio ingen stivelse- førende Celler fundet i Vedet, naar Marvstraalerne ikke medregnes. Om Sommeren ere de alle uden Stivelse, men hen paa Efteraaret begynder denne at samle sig. ”) Vitis vinifera. Punica Granatum. "”) Rubus idæus. ”7") Af Vinranken og Birken. 40 AR Det er dog navnlig i de yngre Aarringe eller i Splinten, at der ophobes Stivelse; i Kjærnevedet derimod mangler den. Foruden i Vedets Celler opsamles der ogsaa Stivelse i den inderste Del af Barken, og naar man undertiden, f. Ex. i Norge, under Hungersnød har blandet Birkebark i Melet, da er det Stivelsen, der findes i Cellerne, som gjør den anvendelig til Næringsmiddel. SCR De énkimbladede Planter optræde i de tempererede Jordbælter kun som Urter, under Tropperne forholder det sig anderledes; der findes som bekjendt Græstræer, f. Ex. Bambusrøret, Lilietræer, som Agaver, Aloer, Dracæner, og der findes de høje, slanke Palmer. Stammen hos de énkimbladede Træer kan inderst inde være hul, som hos Bambus, eller fast og haard, som hos mange Palmer, men den kan ogsaa være fyldt med en blød Marv, f. Ex. hos Sagopalmerne, som i flere Arter voxe i Bagindien og paa de tilgrænsende Øer”). Stammen bliver 20-—30Fod høj og bærer i Toppen en Krone af 20 Fod lange, fjer- delte Blade. Imellem disse skyder der, naar Træet faar Lov til at udvikle sig uforstyrret, efterat det har opnaaet en Alder af omtrent 15 Aar, et flere Fod langt Hylsterblad frem, der indeslutter en stærkt forgrenet Blomsterstand. Naar Frugterne ere blevne modne, visner Planten og døer; de fleste Sagopalmer frembyde nemlig den Særegenhed, at de kun blomstre én Gang i deres Liv%%). Hele Palmestammens Liv er såa at sige en Forberedelse til Frembringelsen af den store Blomster- og Frugtstand, men Sagopalmerne ere ogsaa vel forsynede med Reserve- næring. I den stærkt udviklede Marv ophobes der i ”) Se dette Tidsskrift II, 4, pag 86. "") Se dog Tidsskriftet paa anførte Sted: »underjordiske Skud . erstatte Moderstammen «. 41 Løbet af flere Aar mere og mere Stivelse; denne skulde efter Naturens Bestemmelse afgive Næring til Blomster og Frugter, men Mennesket træder hindrende til og raner den til sig selv; man opsøger i de sumpige Skove de Træer, der vise Tegn til snart at skulle blomstre; man -omhugger dem ved Roden, spalter Stammerne, udtager Marven, renser Stivelsen og omdanner den til Sagogryn. Foruden Palmer er der ogsaa Planter af andre Familier,. som levere Sago, idet deres stærkt udviklede Marv bliver opfyldt af Stivelse. Dette er saaledes Tilfældet med flere Koglepalmer eller Cykadeer%) og med flere træagtige Bregner; Stivelsen af disse sidste benyttes navnlig paa det bregnerige Ny-Zeeland. Foruden hos Sagopalmerne ophobes der ogsaa hos mange andre Planter større eller mindre Masser Stivelse, naar der hurtig skal udvikles en stor Blomsterstand, f. Ex. hos Calla og andre Arumplanter. Ligesom der gives overjordiske Stængler, der inde- holde Stivelse, saaledes er det samme Tilfældet med en stor Del underjordiske. Mange urteagtige Planter bevare deres Liv igjennem en lang Række Aar ved rodlignende, underjordiske Stængler eller Mellemstokke. = Disses Udvikling og Bygning kan være meget forskjellig hos de forskjellige Planter, men i Regelen ere de tykke og knolformede; de ældre Dele dø nemlig efterhaanden bort, og de yngre maa derfor indeholde en betydelig Nærings- masse. Naar Primler, Anemoner, Liliekonvaller, Skov- syrer og andre Foraarsplanter udfolde sig, kunne de lige saa lidt som Frøene strax hente Næring fra Jorden; Mellemstokken maa først skyde nye Trævlerødder frem, å Se dette Tidsskrift II, 2, p. 121. 42 og Planterne måa i Begyndelsen leve af de Forraad, som "Aaret i Forvejen ere opsamlede i »Spisekamret«. Disse Forraad bestaa for en Mængde Planters Vedkom- mende væsentlig af Stivelse; denne omdannes til Sukker og Gummi, der saaledes danner Næringsstoffet for de allerede det foregaaende Aar anlagte Knopper, og pludselig staa som ved et Trylleri Skovbunden og Engen fulde af Blomster. Ved Mellemstokkens Forgrening kan der, nåar de ældre Dele efterhaanden dø bort, af én Plante dannes flere selvstændige Planter. Ved dette Forhold danner Mellem- stokken en Overgang til de egentlige Yngleknopper, hvis særlige Opgave det er at danne nye Planter, idet de løsnes fra Moderplanterne. Her kan imidlertid to forskjellige Forhold gjøre sig gjældende: Yngleknopperne kunne vedblive at være forenede med Moderplanten og at modtage Næring fra samme, indtil de have slaaet Rødder i Jorden, saa at de kunne suge Næring fra denne, eller de kunne løsnes fra Moderplanten, førend de have faaet Rødder. Som Planter med det første Slags Knopper kan man nævne Marts-Violen, Gaase-Potentil og Jordbær, der alle ere forsynede med Ranker. Jordbærranken er en krybende Gren, hvis Blade ere. indskrænkede til smaa Skæl. I Hjørnerne af disse fremkommer "der Knopper, som blive til selvstændige Planter, idet den tynde Ranke, som forbinder dem indbyrdes og med Moder- planten, visner. Saadanne Knopper behøve ingen Reserve- næring, da de igjennem Ranken modtage Næring fra Moderplanten. Anderledes forholder det sig med den anden Slags Yngleknopper, det vil sige med Løg og Knoller. Disse skulle selv opamme de nye Planter, hvorfor de maa være forsynede med Næring. for dem. 43 Naturen lader imidlertid snart et, snart et andet Organ overtage samme Arbejde. Hos Løgene, der som bekjendt baade kunne være under- og overjordiske, indeholdes Reservenæringen i de tykke, skælformede Blade, som somgive Løgets korte og sammentrængte Stængel, den saakaldte Løgkage. Hos Knollerne, hvis Blade forefindes i et ringe Antal og ofte f. Ex. hos Kartoflen ere for- svindende smaa, er det derimod den korte Stængel selv, som indeholder Næringen, der for de fleste Planters Vedkommende bestaar af Stivelse. Mange Planter med Knoller ere derfor netop paa Grund af deres Stivelserigdom vigtige Kulturplanter, f.Ex. Kartoflen, Jamsen, Bataten, Manioken, flere Arum- arter som Tåaroen paa Sandwich-Øerne, 0. fl. Det vilde ligge udenfor denne Afhandlings Formaal, om jeg vilde anstille en Undersøgelse af de forskjellige Frugtformers Betydning i Naturens Husholdning. I mange Tilfælde er denne desuden ubekjendt; jeg vil kun berøre, at de saftige Frugter ogsaa ere Organer, i hvilke. der ofte opsamles Stivelse. Hos mange Frugter findes denne kun, medens de ere umodne, hos andre vedbliver der at være Stivelse efter Frugternes Modning. Dette er f. Ex. Tilfældet med Brødfrugten og Pisangen, der have saa stor Betydning som Næringsplanter for Menneskene i de varmere Jordbælter. Jeg har da nu fulgt den til Reservenæring tjenende Stivelse i de Plantedele, i hvilke den navnlig forekommer i Mængde; de kunde forøges med endnu flere, f. Ex. med Frugtbunden hos mange Blomster, med Sporehusene hos MarsiliaZ) o.fl.; i sin Forekomst i alle de nævnte ") Se dette Tidsskrifts IV R., 4de Bind, Side 86. 44 z Organer spiller Stivelsen den samme Rolle, i dem alle skal den opbevares i kortere eller længere Tid, inden den skal forbruges ved Udviklingen af Plantens Organer. Anderledes er Forholdet, hvor Stivelsen er knyttet til Planternes grønne Organer; dog førend jeg omtaler dette Forhold, maa jeg først dvæle lidt ved selve de Smaa- legemer, til hvilke den grønne Farve er bunden, nemlig ved Bladgrøntkornene. 2. Bladgrøntét og de primære Stivelsekorn. I alle Planterigets Afdelinger er den grønne Farve fremherskende undtagen hos Svampene, som stedse mangle den. Hos Laverne er den som oftest ikke tydelig fremtrædende, idet de grønne Celler ere skjulte af ander- ledes farvede Lag; først naar Planterne blive fugtige, skinner den igjennem. Hos mange Alger er den afløst af en brun eller rød Farve, hos modnende røde eller gule Frugter og ligeledes hos flere Blomster gaar den oprindelig mat grønne Farve efterhaanden over til de nævnte Farver. Hos næsten alle Planter er den grønne Farve bunden til nogle ganske smaa Legemer — Bladgrøntkornene — som ere aflejrede inden i Cellerne, og som i Almindelighed ere runde ellerkantede. Hos nogle Alger antager Bladgrønt- massen dog særegne Former og kan f. Ex. være stjerne- formet (Fig. 10) eller danne spiralvundne Baand (Fig.11). Alle unge Celler ere opfyldte med en tyk, slimet Vædske, Celleslim (Protoplasma); i denne er det at Bladgrøntkornene, der først vise sig som meget smaa, farveløse Legemer, udvikles; de blive under bestemte Forhold snart grønne og voxe ved Optagelsen af flydende Næringsstof ligesom Stivelsekornene. De ere dog ikke delte i Lag af forskjellig Beskaffenhed, hvorimod de kunne formere sig ved Deling i to og to (Fig. 126, 6”, 5"). 45 Det er en bekjendt og for længe siden iagttagen Kjendsgjerning, at den grønne Farve er knyttet til Lysets indvirkning; den mangler hos de underjordiske Plante- dele; naar Asparges eller andre Rodskud komme op af Jorden, ere de i Begyndelsen hvide eller rødlige, først senere blive de grønne; Kartofler, der spire i en mørk Fig. 12. Fig. 10. En Celle af Zygnema (en Alge) med to stjerneformede Bladgrøntlegemer ; i hvert af dem ligger et stort Stivelsekorn. Fig. 11. Enderne af to Celler af Genicularia spirotænia (en Alge), i hvilke de spiralsnoede Bladgrøntlegemer ses. Fig. 12. En Celle af en Mosart, Funaria hygrometrica; i det Lag af Celleslim, som beklæder hele Cellens Væg, ligge store kuglerunde Bladgrønti:orn med Stivelse i. b-D'-b'': et Bladgrøntkorn, der deler sig. e et Bladgrøntkorn, i hvilket . Stivelsen har fortrængt Bladgrøntet. Kjælder, skyde lange, lyse Skud uden Spor til grøn Farve; grønne Plantedele, der udsættes for Mørke, blive blege, Frø, som man lader spire i mørke Rum, udvikle Rødder; Stængelstykker og Blade, saalænge der er Næ- ringsstof tilbage" i Frøet, men Bladene ere blege, og efter kort Tids Forløb gaar Planten ud, med mindre man, 46 inden det er for sildig, sætter den i Lys; da blive Bla- dene grønne, og Planten kan fortsætte sin Væxt. Naar: Planterne voxe i Mørke, udvikles de Smaalegemer, som danne Grundlaget for Bladgrøntkornene, alligevel i de Organer, som skulde have været grønne, men den grønne Farve indfinder sig ikke, og de ligne da ganske de Bladgrøntkorn, af hvilke man ved Hjælp af Alkohol har udtrukket Farven. En anden bekjendt Sag er det, at grønne Plante- dele, naar de udsættes for Sollysets Indvirkning, udskille Iltluft. Naar grønne Blade lægges i Vand og udsættes for Sollyset, viser der sig snart Luftblærer paa Bladenes Overflade; ved at samle den udskilte Luft kan man let overbevise sig om, at det er Ilt. Ved saaledes at ud- skille Ilt blive Planterne af overordentlig stor Betydning, idet de dels derved og dels ved at optage Kulsyren, som Dyrene udaande, holde Ligevægt i Luftens Sammensætning. At Planterne ogsaa udskille Kulsyre navnlig om Natten er ligeledes en bekjendt Sag, ligesom det er en gammel Erfaring, at det er usundt at have Planter i Soveværelser, men Udaandingen af Kulsyre om Natten er kun ubetydelig i Forhold til Udskillelsen af Ilt om Dagen. At denne sidste Virksomhed er den langt overvejende, kan man ligefrem slutte sig til ved at undersøge Plantestoffernes Sammensætning og Kilderne, hvorfra de hentes. De fleste Plantestoffer som Cellestof, Stivelse, Gummi, Sukker o. fl. ere sammensatte af de tre Grundstoffer Kul, Ilt og Brint; disse Stoffer hente Planterne dels i Form af Vand, der er sammensat af Ilt og Brint, dels som Kulsyre, der bestaar af en Forbindelse af Kul og Ht; men baade i Vand og i Kulsyre forekommer der en langt 47 større Mængde Ilt end i de deraf dannede Plantestoffer; den overflødige Ilt, som ikke kan deltage i Dannelsen af disse, maa da nødvendigvis frigjøres og udskilles af Planten. I det store har man allerede længe kunnet påavise Hovedresultaterne - af. Planternes Livsvirksomhed, men man slaar sig ikke til Taals hermed; man vil lære Livet at kjende i dets mindste Enkeltheder, man søger at stu- dere Livsvirksomheden endogsaa indenfor den enkelte Celle. Læren om Plantens Liv er vel endnu i sin Barn- dom, og meget er endnu ubekjendt, men Videnskabs- mændene søge stadig at gaa fremad. Man maaler og vejer, man undersøger Planterne til forskjellige Dags- tider, man udsætter dem for stærkere eller svagere Lys eller lader dem være aldeles i Mørke, man. undersøger Resultatet af Plantens Udvikling i forskjellig farvet Lys, forskjellig Varme og forskjellig Jordbund, idet man under- kaster Stofferne en kemisk Undersøgelse, man benytter Mikroskopet og søger ved Hjælp af dette at lære de Forandringer at kjende, som foregaa med de faste Stoffer i-Cellerne, osv. osv. Hvad nu selve Bladgrøntet angaar og Stivelsens Forhold til dette, da har den tydske Botaniker Sachs gjort nogle højst interessante Undersøgelser), hvis Hoved- "resultater jeg i det følgende skal søge at fremstille; de vise os nemlig et smukt Exempel paa Livsvirksomheden i det smaa, og Naturen er ofte størst i det mindste. I Bladgrøntkornene forekommer der som oftest meget " smaa Stivelsekorn; disse kunne endogsaa være tilstede i ”) Botanische Zeitung 1862 og 1864. 48 saa, stor Mængde, at dette har givet Anledning til den nu af alle forkastede Lære, at Bladgrøntkornene dannedes af Stivelsen, medens tværtimod, som vi strax skulle faa at se, den sidste er et Produkt af Bladgrøntet. Som det vil ses paa Fig. 12, findes Stivelsen som ganske smaa Korn inden i Bladgrøntkornene; undertiden kunne de saaledes opfylde disse, at den grønne Fårve kun viser sig i et tyndt Overtræk om Stivelsekornene, ja paa gamle Blade kan dette endogsaa aldeles forsvinde, saa at Sti- velsen bliver ene tilbage (Fig. 12 €e). Hvad Betydning har da Stivelsekornenes… Fore- komst i Bladgrøntet, og hvilke Betingelser gaa forud for deres Dannelse? Som vi allerede have paavist, er "det aldeles nødvendigt for Planterne at udskille en betydelig Mængde Ilt, da de forskjellige Plantestoffer i modsat Fald slet ikke kunne dannes. Sachs har nu paavist, at det kun er under Dannelsen af Bladgrønt, at Planterne kunne udskille Ilt, og at denne Virksomhed ligefrem er knyttet til de under Lysets Indvirkning dan- nede Bladgrøntkorn; naar den overflødige Ilt er udskilt, bliver Planten skikket til af det raa, uorganiske Materiale at danne de forskjellige Plantestoffer, og det første af disse, som man er istand til at iagttage, er netop Stivelsen, der altsaa bliver det første Produkt af Bladgrøntets Dan- | nelse under Udskillelsen af Ilt. Men ligesom Bladgrøntet kun kan dannes under Lysets Indvirkning, saaledes er det samme Tilfældet med | den i Bladgrøntkornene dannede Stivelse; dette ses af følgende af. Sachs gjorte lagttagelser: Majskorn, som ! man lader spire i Mørke, besidde, naar de have udtømt | Frøets Næringsforraad og som Følge deraf ophøre at " voxe, tre fuldstændig udviklede gule Stængelblade. Me- 49 dens Planten tidligere under sin Væxt indeholdt en betydelig Del Stivelse, er denne nu fuldstændig fortæret. Nogle Planter, der saaledes havde spiret i Mørke, bleve stillede hen i et Vindue, og efter at have staaet i Lys i fem Dage, bleve de atter undersøgte. Bladgrøntkornene vare nu ikke blot grønne, men endog betydelig større; de havde endog dannet en ubetydelig Del Stivelse i nogle af Cellerne. Efter at en af Planterne havde staaet i 14 Dage i Lyset, havde den udviklet to ny Blade. Stivelsen var nu ikke blot meget rigelig i Bladgrøntkornene, men der viste sig ogsaa Stivelsekorn i Bladskederne, i Stængelen 0. fl. St. Lignende Resultater gave forskjellige Spirings- forsøg med andre Planter f. Ex. med Heste-Bønner, Græskar og Solsikker. Andre Forsøg af lignende Art viste, at der ved en ringere Lysstyrke, f. Ex. naar Planterne bleve stillede ved den bageste Væg i en Dagligstue, vel dannedes Blad- grøntkorn, idet de i Mørke udviklede gule Blade bleve grønne, men der dannedes ingen Stivelsekorn, hvorfor Planterne efter kort Tids Forløb visnede. Stivelsen udvikles altsaa i Bladgrøntkornene under Paavirkning af stærkt Lys; udsættes nu Planter med 'stivelseholdige Bladgrøntkorn for Mørke hvad da? Da forsvinder den dannede Stivelse igjen, den op- løses: og omdannes og vandrer gjennem Bladstilken ned i Stængelen og hen til de voxende Blade og Knopper, til hvilke den da afgiver Næringsstof. En Del af den op- løste Stivelse danner imidlertid atter Stivelsekorn i de Celler, som Saften passerer igjennem, og derved bliver man istand til at forfølge dens Gang; først viser der sig " Stivelsekorn i Bladstilken, dernæst i Stængelen, endelig i de unge Blade og Knopper. Fjerde Række. V. 4 50 Vi have da set, hvorledes der under Lysets Ind- virkning dannes Bladgrøntkorn, hvorledes der i et endnu stærkere Lys tillige i disse dannes Stivelsekorn; vi have set, at Mørket bevirker, først at Stivelsekornene forsvinde, dernæst at Bladgrøntet afbleges; men den mærkeligste af Sachs's Iagttagelser have vi endnu ikke omtalt, og det er følgende: Naar Planter, hvis Bladgrøntkorn i Mørket have mistet deres Stivelse, atter udsættes for Indvirkning af et stærkt Lys, dannes der atter Stivelse i Blad- grøntkornene; er Lyset, hvori Planten voxer, ikke saa stærkt, som Plantearten fordrer til sin sunde Udvikling, da kunne Bladgrøntkornene vel antage en mattere eller kraftigere Farve, men der findes ingen Stivelse i dem, og naar Planten har opbrugt sine Næringsstoffer, gaar den ud, da den ikke kan forskaffe sig tilstrækkelig Føde. Vi ville atter anføre nogle af Sachs's Forsøg. D. 17de Oktober 1863 bleve tre kraftige Begonia- Planter stillede i et Vindue, efter at der var anbragt sorte Papirstykker paa tre af Bladene, saaledes at en Del af Bladpladerne vare bedækkede med dem. Plan- terne bleve stillede i Solen, men et stærkt Solskin den 20de Oktober opvarmede i den Grad de sorte Papir- stykker, at de bedækkede Bladdele aldeles visnede. For- søget blev da fornyet med en af Planterne, paa hvilken tre Blade paa forskjellige Steder bleve bedækkede med sort Papir; Planten blev dernæst stillet i et Vindue mod Nord. Før Forsøgene vare nogle af Bladene blevne undersøgte under Mikroskopet, og det havde da vist sig, at de grønne Celler indeholdt to Slags Bladgrøntkorn, nemlig nogle meget smaa, der enten slet ingen Stivelse- korn indeholdt eller blot nogle af meget ringe Størrelse, 51 og nogle store og lyse Bladgrøntkorn, der vare saa fyldte med Stivelse, at Bladgrøntet kun dannede et tyndt Over- træk over denne. Den 1ste November blev Bedækningen taget af det ene Blad; de Partier af dette, som havde været formørkede, vare nu af en meget lysere Farve end de, der havde været paavirkede af Lyset. Bladgrønt- kornene i de første Partier vare endnu smukt grønne, men den omhyggeligste Undersøgelse viste endnu kun i enkelte Celler en Del Stivelse; i de fleste Celler var denne aldeles forsvunden af Bladgrøntkornene, og disse vare som Følge deraf blevne meget mindre. Den dte November, altsaa efter 15 Dages Forløb, blev et andet Blad med tildels formørket Bladplade undersøgt. De formørkede Steder vare smudsig grønne og meget lysere end de belyste Steder. Bladgrøntkornene paa de for- mørkede Steder vare dog endnu” grønne, men meget mindre end før; hos de aller fleste fandtes der ikke Spor tilbage af Stivelse. Disse Forsøg godtgjorde altsaa, at Stivelsen i Bladgrøntkornene fuldstændig forsvinder i Mørke, medens disse selv vedblive at være grønne og friske. Da den sekundære Stivelse, som forekommer i de Dele af Planten, der ikke ere grønne, f. Ex. i Knoller og Frø, ikke opløses i Mørke, laa det nær for Sachs at antage, at Aarsagen til Opløsningen laa i selve Bladgrøntet, og at dette altsaa udøver to hinanden modsatte Virk- somheder, at det nemlig 1) under Indflydelse af stærkt Lys danner Stivelse, og at det 2)i Mørke atter opløser denne. Om Bladgrøntkornene atter kunde danne Stivelse- korn, naar de igjen udsattes for Lys, vidste Sachs endnu ikke; han anstillede derfor yderligere Forsøg, og disse bekræftede fuldkommen hans tidligere hafte For- modning. Det første Forsøg blev anstillet i Vinteren 4" 52 1863—64, og paa Grund af den lavere Varmegrad medgik der lang Tid hertil. En af de omtalte Begonier blev d. 25de Nov. 1863 stillet i en stor Trækasse og saåaa- ledes. formørket; Værelset blev vel daglig opvarmet, men Luftens Varmegrad steg sjælden over 15? og faldt om Natten ikke sjælden til 6—8?,. D. 3die Fe- bruar 1864, altsaa efter 9 Ugers Forløb, vare de to ældste Blade fordærvede, men de øvrige vare endnu smukt grønne. Af alle fire Blade blev henimod det halve af Bladpladerne afskaaret og undersøgt; det viste sig, at der ikke var Spor til Stivelse i Bladgrøntkornene. Planten blev nu stillet i et. Sydvest-Vindue, hvor den. blev udsat for Lyset indtil d. 22de Marts. Efter 7 Ugers, Forløb bleve nu de tilbageblevne Bladhalvdele aftagne og undersøgte. De to ældste Blade, som allerede havde lidt ved at være udsatte for Mørke i Trækassen, begyndte at gulne, da de bleve udsatte for Lys, og deres Bladgrøntkorn mang- lede Stivelse. I de to Bladhalvdele, som havde holdt sig friske, og som d. 3die Februar vare uden Stivelse, var denne atter dannet i Bladgrøntkornene. Et endnu mere glimrende Resultat gave tre samtidig anstillede Forsøg i Juli 1864, da den stærke Varmegrad fremskyndede baade Stivelsens Forsvinden og Nydannelse. D. 21de Juli blev en Tobaksplante; en Bærkarse og en Storkenæbsplante”) stillede i et Skab, i hvilket de befandt sig i det fuldstændigste Mørke. Jeg vil ikke trætte Læ- serne ved at anføre Enkelthederne ved disse Forsøg, men kun anføre Hovedresultatet: Den 21de Juli inde- holdt Bladgrøntkornene hos alle Planterne, der hidtil havde staaet i et Vindue, rigelig Stivelse. Efter at de havde ") Nicotiana Tabacum, Tropæolum majus, Geranium peltatuin. 53 været 48 Timer i Mørke, var Stivelsen forsvunden i. Bladgrøntkornene hos Tobaksplanten og Bærkarsen; hos Storkenæbsplånten var den ogsaa forsvunden i de fleste Celler, og kun paa enkelte Steder fandtes der endnu Rester af Stivelse. Efter at Planterne havde været 5 Dage i Mørke, var ogsaa hos Storkenæbsplanten al Sti- velsen borte. Nu sattes Planterne 5 Dage i Lys, og i alle Bladgrøntkornene var Stivelsen atter kommen til Syne; Bladgrøntkornene vare voxede og havde antaget deres normale Udseende. Den Hurtighed, hvormed Sti- velsen forsvandt, lader formode, at der i de grønne Blade daglig finder en periodisk Vexling Sted, at der om Dagen i Bladgrøntkornene bliver dannet Stivelse, som til- dels bliver opløst den følgende Nat. Jeg maa bede Læserne undskylde, hvis jeg altfor meget hår trættet dem med de mange Enkeltheder om Bladgrønt- korn og Stivelsekorn, men jeg vår nødsaget til at medtage dem for at kunne fremstille Betydningen af de gjorte Iagt- . tagelser i hele deres Udstrækning og for at kunne paa- vise, hvilken Indflydelse disse maa have paa vor Opfat- telse af Plantelivet. Der er vist mange, som ere enige med mig i, at jo mére man kjender til Plantelivet i dets mindste Enkeltheder, desto mere Kjærlighéd faar man til Planterne, og desto mere bliver mån i Stand til at kunne glæde sig over deres tavse og rolige Livsvirksomhed, at jo mere man kan stille sig lige over for Planten og skue ind i dens inderste Væsen, desto mere ser man det storartede i Summen åf ålle de smaa Virksomheder, som udgjøre Plantens Liv. Kjendskabet til dette i dets En- keltheder har ogsaa stor praktisk Betydning, nåar man selv beskjæftiger sig med Dyrkning af Planter i Haver eller i Værelser. DÅ Den Side af Plantens Liv, som jeg i det foregaaende har søgt at fremstille, vil vistnok bestyrke Erkjendelsen af, hvor sammensat og hvor kunstig virkende et Væsen en Plante dog er. Vi have jo set, at dens Livsvirk- somhed om Natten er aldeles forskjellig fra den om Dagen. Om Dagen udskiller Planten Iltluft; derved bliver den istand til at danne Stoffer, som kunne blive til Be- standdele af Planten. Det første af disse, den kan danne, er Stivelsen i Bladgrøntkornene; men Stivelsen kan kun dannes i stærkt Lys; bliver dette for svagt, bliver den ikke dannet. Men saa kan Planten heller ikke udøve sin natlige Virksomhed, saa kunne Bladene ikke afgive Næringsstof nok til Plantens øvrige Dele, og denne maa efterhaanden sygne og dø. En Smule Lys mere eller mindre gjør her maaske Udslaget. Det er en bekjendt Sag, at ikke alle Planter stille samme Fordringer til Lyset; nogle voxe paa den sol- aabne Bakke, andre under Træernes Skygge; Bøgen fordrer mindre Lys end Egen; derfor kan den voxe op i Egeskoven, og derfor kvæler den Egetræet, naar den er bleven højere end dette og overskygger det. Mon det ikke skulde vise sig, at disse Planternes forskjellige For- dringer til Lyset for en stor Del staa i Forhold til den Lysstyrke, de fordre for at kunne danne Stivelse i Blad- grøntkornene ? | Et Spørgsmaal, som staar i Forbindelse med de i det foregaaende omtalte Undersøgelser, er følgende: Naar Planter have opsamlet Reservenæringsstof i tilstrækkelig Mængde, mon de da ikke kunne udvikle sig uden Lys og uden Dannelse af Bladgrønt og Stivelsekorn? At Plan- terne kunne begynde deres Væxt uden Lys, vide vi jo alle; i Mørke spirer Frøet, i Mørke danne Mellemstok- 55 kene Knopper og udvikle Rodskuddene sig; ja Rødderne tilbringe jo hele Livet i Mørke. Sachs har ogsaa an- stillet Forsøg for at faa at vide, om ikke flere Planter skulde kunne udvikle farvede Blomster i Mørke. At dette normalt finder Sted for flere Planters Vedkommende, nemlig hos alle dem, der faa Blomster "før Blade, kan man jo hvert Åar iagttage f. Ex. hos Hestehov, Tidløs, Hassel, El 0. f. Sachs viste, at det samme kunde finde Sted hos flere Planter, der faa Blade, før de faa Blomster. Hos den ene Gruppe af de Planter, som han benyttede til sine Forsøg, nemlig hos Tulipaner, Hya- cinther, Crocusplanter og Sværdlilier”) »udviklede sig i det dybeste Mørke Blomster af pragtfuld normal Farve, Form og Størrelse.« Anderledes forholdt det sig med Planter af en anden Gruppe, d. e. med Planter, der ikke havde ansat Blomsterknopper Aaret forud, f. Ex. med Raps, Gyldenlak, Agurk, Valmue 0. fl. I dybt Mørke, hvor den grønne Farve slet ikke dannedes, kunde ogsaa " disse udvikle Blomster af mer eller mindre normal Farve, men kun, naar Blomsterknopperne allerede i Lys havde erholdt en vis Størrelse; meget unge Knopper kom enten slet ikke til Udvikling, eller de bleve til misdannede Blomster. Et andet Spørgsmaal var det, om ikke Planterne kunde udvikle deres Blomster og Frugter i Mørke, naar blot deres Blade vedbleve at være udsatte for Lyset. Sachs har anstillet en Mængde Forsøg, som vise, at dette virkelig kan ske. Bægeret og overhovedet alt, hvad der skulde være grønt, vedblev at være blegt, men Kronen fik i alt Fald i mange Tilfælde sin normale Farve. ”) Iris pumila. 56 Ved Forsøgene blev den øverste Del af Planterne, som skulde bære Blomster, omgivet med Papfuteraler, "der udvendig vare betrukne med sort Papir. Beskrivelsen af Forsøgene”) er meget vidtløftig; jeg vil derfor kun i. Uddrag anføre et enkelt af disse. Den 8&de September 1863 blev en meget kraftig Bærkarse-Plante %+) anvendt til Forsøg. Den havde alle» rede havt flere Blomster og bar umodne Frugter; disse bleve alle afskaarne tilligemed de mindre Grene; kun Hovedstammen og et stærkt Skud, der udsprang tæt ved Jorden, blev tilbage; Toppen af den første blev ført ind i Papfuteralet. Hele Planten havde 24 udfoldede Blade, som vedbleve at være udsatte for Lyset; i den Tid For- søgene bleve anstillede stod den i et Sydvest- Vindue indtil d. bte Oktober. Efterhaanden udfoldede Toppen af Sideskuddet, der vedblev at voxe i Lys, 6 Blomster foruden mange Knopper og 4 Bladskud med talrige Blade. Den i Paphylstret indesluttede Top bragte 9 store, smukt farvede og normalt formede Blomster; allerede den fjerde af disse havde et aldeles hvidt Bæger, et Bevis for, at Knoppen har været meget lille, da Plantens Top blev indesluttet i Paphylstret; endnu mindre vare naturligvis de følgende, da Forsøget tog sin Begyndelse. Støvknapperne udtømte deres Blomsterstøv, og de først udfoldede Blom- ster ansatte Frugter, som d. dte Oktober omtrent havde naaet den halve naturlige Størrelse; men Frugtbladené vare naturligvis farveløse. I den Yde Blomst var Frugt- knuden paa den nævnte Dag noget opsvulmet og aaben- bart befrugtet. Den eneste Abnormitet bestod i, at de sidste af de 9 Blomster havde en mindre brændende rød ”) Botanische Zeitung 1865. +) Tropæolum majus. 57 Farve end .de første. Det blege af Hylsteret omgivne Skud udviklede endnu -3 Blomster, men disse bleve mer eller mindre misdannede. Lignende Resultater gav en Række Forsøg med andre Planter, f. Ex. med Løvemund, Snerle, Ærenpris, Hør o. fl.) De viste alle, at et større eller mindre Antal Blomster kunde udfolde sig i fuldstændigt Mørke, naar Plantens grønne Blade bleve udsatte for Lyset, saa at de kunde frembringe Næringsmidler til dem. Planterne ere kunstige kemiske Værksteder: af Luft og af Vand med de deri opløste Stoffer kunne de under Udskillelsen af den overflødige Ilt tilberede organiske Plantestoffer. Dette er dog ikke Tilfældet med alle Planter; der gives nogle blandt dem, der kun kunne leve af Plantestoffer, som ere dannede af andre Plante- arter, paa hvilke de derfor maa leve som Snyltere. Da disse ikke selv skulle tilberede Plantestoffer, kunne de undvære den grønne Farve, som derfor aldeles mangler hos flere af dem, f. Ex. hos Skælroden, Snylteroden og … Gyvelkvæleren%%). . Andre have grønne Blade, f. Ex. Misteltenen ==) , der altsaa ikke aldeles mangler Evnen til selv at tilberede sin Næring. Blandt de blomsterløse Planter gives der som bekjendt en hel Orden af Snyltere, nemlig Svampene, men disse mangle ogsaa bestandig den grønne Farve, de tilberede aldrig Stivelsekorn; de leve ofte paa mørke Steder, og de udskille ikke Ilt, men kun Kulsyre. Dog vi maa forlade disse Snyltere for til Slutning ”) Antirrhinum majus, Ipomæa purpurea, Veronica speciosa, Linum usitatissimum. ”) Lathræa, Monotropa, Orobanche. "”") Viscum. 58 endnu engang at henvende Opmærksomheden paa Blad- grøntkornene., Disse ere jo væsentlig fremherskende i Bladene eller i Organer, der i Regelen have en kort Livsvarighed. Hidindtil have vi imidlertid kun betragtet de livsfriske Blade, i hvilke Bladgrøntkornene endnu vare i fuld Virksomhed. Om Efteraaret forandres Bladenes Farve; i September Maaned have Skovene og Parkerne det: mest maleriske Udseende; Bladene vise de for- skjelligste Afændringer af de grønne, gule og røde Farver; men efterhaanden svinder dog den grønne Farve mere og mere, medens den gule bliver den fremherskende, Senere paa Efteraaret blive Træernes Lokker tyndere og tyndere, og endelig bortvejres de af Stormen. Med en vis uhyggelig Følelse ser man, at Bladene falde til Jorden, men det uhyggelige vil tabe sig, naar man betænker, at Bladene, inden de visne, have afgivet alle deres Næringsstoffer til de Planter, hvis Smykke de have været, at de i Døden have sørget for Livet i det kommende Aar. Celleslimen er borte, Stivelsen er omdannet og vandret ned i Planten, af Bladgrøntkornene ere kun nogle smaa grynede Legemer - blevne tilbage. Den opløste Stivelse vandrer altsaa ned i Planten; men hvorfor? For atter at danne Stivelsekorn. Kilden til den sekundære Stivelse, som jeg skildrede i det første Afsnit af denne Artikel, og som jeg betegnede som Planternes vigtigste Reservenæringsstof, er for en stor Del at søge hos de i Bladgrøntkornene forekommende Stivelse- korn, der daglig dannes og atter forsvinde. Disse ere altsaa Stivelsekorn af første Orden, hine af anden Orden; disse ere af en simpel, hine af en sammensat Bygning, disse kunne kun udvikles i Lys, hine tillige i Mørke, disse 59 skulle strax tage Del i Plantens Ernæring, hine først efter kortere eller længere Tids Hvile. I denne lille Skildring af en vigtig Side af Plante- livet er jeg nu vendt tilbage til mit Udgangspunkt, til de sekundære Stivelsekorn, men dermed er jeg tillige kommen til Slutningen af disse Meddelelser om Stivelsens og Bladgrøntets Betydning for Planterne. Kometernes Forhold til Meteorsværmene. (Af Stud. mag. J. Dreyer.) I Tidsskriftets tredie Bind af nærværende Række har jeg i en kort Artikel om Kometerne haft Lejlighed til at fremstille det mærkelige Sammenhæng, som de sidste Åar have aabenbaret mellem disse Himmellegemer og de periodiske Stjerneskudfald. Det blev der vist, hvorledes Schiaparelli først erkjendte, at de store Sværme af Meteorer, hvorigjennem Jorden ikke faa Gange i Åarets Løb passerer, bevæge sig i parabolske Baner eller i enkelte Tilfælde i langstrakte Ellipser, og at endvidere adskillige Sværme have Baner fælles med. Kometer. Medens denne Kjendsgjerning endnu for nylig har stadfæstet sig og er hævet over enhver Tvivl, har der derimod i den senere Tid hævet sig vægtige Stemmer mod det Resultat, som heraf almindelig — og da ogsaa i min ovenfor nævnte Artikel — blev udledt: at Kometerne med deres Taagehylstre og Haler ikke vare andet end Sværme af smaa Meteorer. Medens saaledes f. Ex. i Aaret 1871 den ansete engelske Fysiker Sir William Thomson ved »British Association«s Møde i Edinburgh udtalte sig i denne Retning"), erklærer Schiaparelli sig i sit endnu x) »Schiaparelli . . . so discovered and demonstrated that a comet consists of a group of meteoric stones . . . The densest part of the train, when near enough to us, is visible as the head of the comet«. | 61 samme Aar udkomne Værk: »Entwurf einer astronomischen Theorie der Sternschnuppen« imod denne Udvikling af Opdagelsen og efterviser forskjellige Fænomener, som ikke lade sig forene med Opfattelsen af Kometerne som Meteor- hobe. I det følgende skal jeg gjøre Læserne bekjendt med disse og andre Indvendinger og kortelig omtale for- skjellige andre nye Bidrag til Læren om Kometernes Natur. Det er da naturligst først at fremstille Spektral- analysens Resultater i denne Retning, idet disse ikke " forhen have været omtalte her i Tidsskriftet). Des værre har der siden Spektroskopiens Indførelse i Åstronomien ikke været set nogen større, for det blotte Øje synlig Komet, og den nye Undersøgelsesmethode har kun kunnet anvendes paa ni uanselige teleskopiske Ko- meter, hvoraf største Delen ikke fremviste nogen synderlig Haledannelse. Ved saa lyssvage Himmellegemer er den spektroskopiske Undersøgelse forbunden med overordent- lige Vanskeligheder, saa at der udfordres meget stærke Instrumenter for at se noget Spektrum og især for at kunne foretage nogen Maaling, hvorefter Liniernes Be- liggenhed i det normale Solspektrum kan bestemmes. Ved flere Kometer har denne sidste Observation ikke kunnet foretages, men alle Iagttagelser have iøvrigt givet det Resultat, at Kometernes Spektrum bestaar af nogle enkelte lyse Linier, hvortil som oftest slutter sig et dem forbindende meget svagt konti— nuerligt Spektrum. Disse Himmellegemer synes altsaa %) Der har hersket stor Forvirring og megen Meningsforskjel med Hensyn til disse — temmelig ringe Resultater. Jeg støtter mig her væsentlig til en ny kritisk Behandling af en af de paa dette "Omraade mest kompetente Forskere, Dr. H, C. Vogel paa Both- kamp-Observatoriet (Astron. Nachr. no: 1908, Oktober 1872). 62 for en stor Del at være selvlysende, idet Lyskilden rimeligvis er glødende Luftarter, medens de ogsaa tilbage- kaste noget Sollys. Antallet af Linier eller rettere Striber”) angives forskjellig,. idet den med de bedste Instrumenter udrustede Iagttager undertiden ser tre, medens en anden kun ser en eller to. Ved noget klarere Ko- meter, som Brorsens og Winneckes (begge fra. 1868) have derimod Iagttagelserne vist fuldkommen Overens- stemmelse. Den førstnævnte Komet fremviste tre Striber, en i den gule, en i den grønne og en i den blaa Del af Spektret. Noget forskjelligt var Spektret af Winneckes Komet, der bestod af tre Striber, som henimod den røde Ende af Spektret vare skarpt begrænsede, medens de mod den violette Ende vare udvaskede. En Sammen- ligning med Spektret af oliedannende Gas lod Huggins erkjende en paafaldende Overensstemmelse, idet de tre lyse Striber laa nøjagtig paa samme Plads i begge Spektre. Den af denne udmærkede Forsker opstillede Formodning, at der blandt denne Komets Bestanddele vistnok var Kulbrinte tilstede i en overvejende Grad, vandt almindeligt Bifald, og uden videre overførte man den paa andre Kometer, hvorfor man i adskillige Afhand- linger og Bøger fra de sidste Par Aar ser omtalt som en afgjort Sag, at Kometerne for en væsentlig Del bestaa af Kulbrinte eller Petroleum. Men de andre analyserede Kometer, af hvis Spektre der foreligger Maalinger, viste ikke nogen Overensstemmelse med Kulbrintespektret, og +) Spalten i Spektroskopet maa udtages eller udvides stærkt ved lagttagelse af Kometspektre, da der af det svage Lys ikke kan trænge tilstrækkeligt igjennem Spalten til at danne et synligt Spektrum. Man ser da gjennem Prismerne alene flere Lyspletter eller adskilte Striber. 63 som Vogel (der selv paa Kammerherre v. Bilows Privat- observatorium ved Bothkamp i Nærheden af Kiel med nogle af de bedste af alle existerende Apparater har deltaget i disse fine Undersøgelser) i sin mesterlige Kritik over hele det foreliggende Materiale har godtgjort, er det kun Kometen II 1868 (Winnecke), der har vist Lig- hed med Spektret af flygtige Kulbrinter. Efter hans Mening bør man derfor lade sig nøje med at slutte af de hidtil anstillede spektralanalytiske Iagttagelser, at en Del af Kometlyset er eget Lys, der vistnok maa tilskrives - glødende Luftarter. Naar der atter viser sig en stor og pragtfuld Komet (som i 1858 og 1862), vil det maaske lykkes at faa et nærmere Indblik i dens Beskaffenhed ad denne Vej; men som Vogel ogsaa bemærker, har det sine store Vanskeligheder at bestemme de i Kometerne glødende Luftarter ved Sammenligninger med Luftarter, der ved den elektriske, Gnist gløde i Geisslerske Rør, idet vi i disse umulig kunne efterligne de os aldeles ubekjendte Tryk- og Temperaturforhold, der herske i Kometernes Indre. Som bekjendt have disse Forhold nemlig en meget væsentlig Indflydelse paa Spektrenes Karakter, uagtet der endnu hersker megen Uenighed mellem Videnskabsmændene om Maaden, hvorpaa denne Indflydelse gjør sig gjældende%). Efterat vi saaledes have set, at Spektralanalysen angiver Tilstedeværelsen af Luftarter eller Dampe i Ko- meterne, skulle vi kortelig nævne de Indvendinger, der ere fremkomne mod at betragte Meteorsværme som en væsentlig Bestanddel af Kometerne. Schiaparelli gjør +) Sml. bl. a. d'Arrest's Universitetsprogram om de nebulose Stjerner pag. 19. 64 opmærksom påa, at efter hans Theori finder Udbredelsen . af en kosmisk Sky af adskilte Dele under Paavirkning af Solen eller en Planet (min forrige Artikel S. 268) kun Sted langs Banen. Men Udstrømningerne af Komet- materien finder, som ogsaa tidligere omtalt, ikke Sted i Banen, men bort fra Solen. 'Vel' ere Kometernes Haler gjerne bøjede noget tilbage i Baneplanet modsat Bevægel- sens Retning, men hovedsagelig ere de dog vendte bort fra Solen. De mærkelige Udstrømninger fra Kjærmen, der, som Bessel viste, synes at hidrøre fra en Polar- kraft i Solen, der frastøder Kometmaterien, kunne altsaa ikke være identiske med en Meteorsværms: sukcessive Opløsning. Denne sker som sagt i sélve Banen, såa at Sværmen bliver langstrakt og forholdsvis smal, hvorved Radiationen fremkommer (l. c. pag. 265); men naar Jorden passerer gjennem de udstrømmende Dele af en Komethale, der danne et bredt fremadskridende Lag af Materie, saa ville de hypothetiske Stjerneskud ikke ud- straale fra ét Punkt paa Himlen, saaledes som det er Tilfældet under de store Meteorfald. Naar man altsaa af Identiteten af nogle Kometers Baner med Meteorsværme ikke tør slutte til en Lighed i den fysiske Beskaffenhed af begge Fænomener, såa er der kun én Forklaring mulig: en fælles Oprindelse af disse. Schiaparelli mener saaledes, at Kometkjærnen bestaaer af en fastere Materie, som opløser' sig i adskilte | Dele og efterhaanden udskilles -til Stjerneskud=). Thi £) En Deling af Kometmaterien er et bekjendt Fænomen (Bieias Komet). Man har hyppig set en Tendens hos den tætte Komet- masse til at ordne sig til en kornet eller grødet Masse, f. Ex. ved Kometen III' 1862. Flere Kometers Kjærner have bestaaet af flere eller mange enkelte Dele, der se ud som sitrende Lyspunkter. 65 selv om man ikke tør identificere selve Kometen med en - Meteorhob og Haleudstrømningerne med dennes Udstræk- kelse. i Længden, saa er det dog sikkert, at Sværme af Stjerneskud hidrøre fra Kometers Opløsning, og herpaa har den nyere Tid leveret et slaaende Exempel. Den Bielaske Komet, som forgjæves blev eftersøgt af. Astronomerne i Vinteren 1865—66, burde, saafremt den ikke havde opløst sig, være kommen tilsyne i September 1872, men atter dennegang blev den forgjæves søgt. Ganske uden Efterretning fra den udeblevne Komet bleve Astronomerne imidlertid ikke. - Allerede i 1867 havde d” Arrest henledet Opmærksomheden paa de betydelige Fald af Stjerneskud og Meteoriter, der aarlig iagttages i de sidste Dage af November og Begyndelsen af Decem- "ber, netop paa den Tid da Jorden passerer Bielakometens Bane, og Weiss havde senere efter en speciel Under- søgelse erklæret Meteorerne af 28de November for hørende til hin Komets Bane. Og netop da Jorden sidste Gang passerede denne, den 27de November 1872, saas der, som mange Læsere endnu ville erindre, en usædvanlig stor Mængde Stjerneskud, saa at det saa ud, som om den ved Kometens Opløsning dannede Sværm netop nu stødte sammen med Jorden. Dette var nu i og for sig meget interessant, men der skulde komme et endnu bedre - Efterspil. De iagttagne Stjerneskud syntes at udstraale fra et Punkt paa den nordlige Himmel mellem Cassiopeia og Andromeda; fra dette Punkt kom Strømmen altsaa farende forbi Jorden. Det faldt da en skarpsindig Astro- nom, Klinkerfues' i Gøttingen, ind, at efter Sammen- stødet med Jorden maatte Sværmen bevæge sig videre i Rummet henimod et Punkt paa Himlen, der var diame- tralt modsat det, hvorfra den kom. Hvis altsaa synlige Fjerde Række. V. 5 66 Levninger af den opløste Komet vare i Følge med hine Stjerneskud, maatte de være at se i Retning af dette Punkt. Men uheldigvis var dette Punkt beliggende paa den sydlige Himmel, i Stjernebilledet Centauren, og altsaa usynligt i Europa. Uden at spilde Tid telegraferede Klinkerfues derfor strax til Pogson, Direktør for Observatoriet i Madras, og opfordrede ham til at søge Bielas Komet i Centauren. Og kort efter fik han virkelig til Svar, at Pogson ganske rigtig en af de første Dage i December havde fundet en lyssvag lille Komet i Nær- heden af det betegnede Sted! Det saa saaledes ud, som om den nu ikke siden 1852 iagttagne og siden 1866 savnede Bielaske Komet var gjenfunden ved et simpel Ræsonnement uden en eneste Beregning. Men dette er dog ikke aldeles strængt taget Tilfældet, thi hin lille Komet, der blev funden paa saa vidunderlig en Maade, kan ikke være identisk med den Komet, som Biela fandt 1826, og som senere viste saa mærkelige Fænomener. Thi for det første skulde Kometen være kommen i September og maatte nu være langt borte, og selv om man vilde vove den Formodning, at Kometen i de tyve Åar, der ere forløbne, siden den blev observeret sidst, var bleven perturberet saa betyde- lig, at den kom mere end to Maaneder for silde, er der dog en anden Omstændighed, som ikke tillader uden videre at identificere den opdagede Komet med Bielas. Ved et løst Overslag kan man nemlig se af de faa observerede Pladser, at Pogsons Komet passerede Peri- heliet i Begyndelsen af Januar (1873). Dette var ogsaa i Januar 1806 Tilfældet med en temmelig stor Komet, som Pons fåndt den 10de November 1805, og som senere viste sig at have været Bielas Komet, hvis 67 Periodicitet først erkjendtes 1826. I 1805—6 havde Jorden og Bielas Komet altsaa netop samme Stilling til hinanden som Jorden og Pogsons Komet i 1872. Men i 18056—6 var hin Komet set allerede i Begyndelsen af November og var betydelig større end den lille lyssvage Taage, som ganske vilde have unddraget sig Opmærksom- heden, hvis ikke Klinkerfues havde faaet sin lykkelige Ide, og det uagtet dens Afstand fra Jorden i Begyndelsen af December kun kan have været c. 800000 Mile, en Afstand, i hvilken den gamle Biela-Komet vilde have vist sig meget stor og glimrende. Aldeles uden videre kan man saaledes ikke sige, at Bielas Komet blev funden af Pogson; det kan kun være en lille Kometmasse, der bevæger sig i den for Biela-Kometen og 27de-November- = Meteorerne fælles Bane. Og det kan heller ikke være hine Meteorer, som i Afstand vise sig som en Komet, thi som ovenfor vist: en Komet er ikke en Meteorsværm, om end den kan opløses og omformes til en såadan. Hvorledes dette gaar til, og hvorledes overhovedet Til- standene i Kometernes Indre ere, derom er man endnu kun henvist til Formodninger, der rigtignok i enkelte Tilfælde støtte sig til et sikkert Grundlag af Iagttagelse og Erfaring. Jeg skal nu til Slutning give en kort Fremstilling af en saaledes begrundet Theori om Kometer- nes Natur, som en meget anset og skarpttænkende Åstro- fysiker, Zøllner, i den nyeste Tid har fremsat i en højst mærkelig og interessant Bog >). %) Ueber die Natur der Cometen. Beitråge zur Geschichte und Theorie der Erkenntniss. Von J. G. F. Zøllner. Leipzig 1872. Forfatteren er nu Prof. ord. i »fysikalsk Astronomi« ved Universi- tetet i Leipzig. 583 68 Efter -en - mathematisk Undersøgelse af Ligevægts- betingelserne for en Luftmasse i det; tomme "Rum naar Zøllner til det. samme Resultat, hvortil Poisson tid- ligere er kommen ved almindelige. Betragtninger, at en endelig Luftmasse ikke kan være i. Ligevægt i det tomme ubegrændsede Rum, men maa tabe. sig i Rummet. med stedse aftagende Tæthed. Han slutter herefter, at Ko- meterne oprindelig, naar de vandre i Verdensrummet, ere i flydende Tilstand. »Befinder en saadan Masse sig paa et Sted i Rummet, "hvor ingen Fixstjernes : Udstraaling væsentlig har Overvægt, maa den. antage den. Temperatur, som Pouillet har beregnet for Verdensrummet. til — 1429 Men kommer den betragtede Masse ved en. større Fix- stjernes. Tiltrækning i Nærheden af en varmeudstraalende Kilde, vil først den Side blive opvarmet. som er udsat for Bestraalingen. Paa denne Side vil der derfor for- trinsvis foregaa Fordampnings- og Kogeprocesser, idet de paa den modsatte Side af Massen værende Dele ligge i Skygge af det flydende Legeme og derfor kun blive .op- varmede ved Strømningers Ledning=). Paa denne fra Varmekilden (9: Solen) bortvendte Side ville Fortætnings- fænomener fortrinsvis indtræde, idet den flydende Masses Temperatur. falder ved Varmeudstraaling, som. under gun- "stige Omstændigheder endogsaa kan bevirke en. partiel Overgang til den faste Aggregatform. Er efterhaanden hele det flydende Legeme gaaet over i Dampform, hvilket sker ved en desto lavere Temperatur, jo mindre den op- rindelige Masse er, saa vil denne ved at fjernes fra ") Zøllner minder om, at Solens Lys set igjennem et 58 Meter tykt Lag rent Vand allerede er reduceret til Fuldmaanens Glans, saa at hin Beskygning af de bageste Dele af Kometen maa finde Sted. 69 Varmekilden og derved afkøles enten atter frembringe en flydende Kjærne eller, naar Temperaturforringelsen ikke er tilstrækkelig, langsomt forsvinde i Rummet ved stadig Fortynding.« Med Hensyn til denne Forsvinden af-Ko- meten ytrer Zøllner sig desuden i en ganske ny lille Afhandling om den Bielaske Komet paa følgende Maade: »Man kunde tænke sig, åt naar en Kometkjærne som en Følge af sukcessiv Fordampning forsvinder, fortætte de tiloversblivende Dampmasser i Mangel af et stærkt " overvejende Attraktionscentrum sig i et Antal adskilte Midtpunkter, ligesom en Sky af Vanddampe opløser sig i Regndraaber. Hine fortættede Dele af Kometdampen vilde da, naar de i fast eller maaske endnu flydende Tilstand trænge ind i Jordens Atmosfære, kunne vise sig for os som talrige Stjerneskud. SSpektroskopet vil forhaabentlig løse dette Spørgsmaal med Tiden« +). — Dette er i Sandhed et meget smukt Forsøg paa at for- klare Sammenhænget mellem Kometernes Opløsning og Meteorstrømmenes Dannelse' påa en med Iagttagelsen stemmende Maade (sml. hvåd der ovenfor er sagt om Kometkjærnens kornede Beskaffenhed.) F) Berichte der k. såchs. Gesellschaft der Wissenschaiten zu Leipzig, Math phys. Classe, Sitzung am 12ten Decbr. 1872. I.sin ovenfor citerede Bog taler Zøllner ikke synderlig om- Meteorerne, (jeg . ved fra ham selv, at han endnu forrige Efteraar ikke kjendte Schiaparellis Bog), han siger kun, at naar man betragter Stjerne- skudsværmene som Ruiner af itugaaede Planeter (som Olbers i sin Tid tænkte sig Asteroiderne), saa er det rimeligt, at der blandt hine Ruiner ogsaa maa findes flydende Dele Men en slig Itu- gaaen af en Planet, hvis den overhovedet er mulig, kan ikke fremkalde Sværme af Smaadele, der. gaa i samme Retning gjen- nem Rummet, idet Stykkerne af en sprungen Granat jo flyve til alle Sider. 70 Der er to Fænomener, som ikke forklares blot ved at antage Kometerne for flydende Masser, der delvis gaa over i Dampform, det er deres ved Spektralanalysen godtgjorte egne Lysudvikling og Dannelsen af Halerne i Retning bort fra Solen. Nu er der kun to Aarsager, som kunne gjøre damp- eller luftformige Legemer selv- lysende, det er Temperaturforøgelse ved Forbrænding og Elektricitetsudvikling (ved Udstrømning af Spidser eller ved dens Gjennemgang gjennem et luftfortyndet Rum). Om den førstnævnte Aarsag kan der nu slet ikke være Tale, men den anden kan saa vel forklare Lys- udviklingen som Haledannelsen. Zøllner citerer en Del Iagttagelser af Elektricitetsudvikling ved den mekaniske Sønderrivning af flydende Dele til Vandstøv. Nu maa man dels anse de af Kometernes flydende Kjærne ved Nærmelse til Solen udviklede Dampe for elektriske, dels maa man formode, at Solen, hvis Overflade og Indre ere Sæde for saa mægtige Damp- og Luftudviklinger med tilhørende Nedslag og Fortætninger, maa udvikle en be- tydelig Elektricitet. Naar man nu blot antager, at Ko- metens og Solens Elektricitet ere ensartede, såa har man den af Bessel efterviste Polarkraft, som støder Kometernes Haler bort fra Solen. Kometernes Kjærner staa som draabeflydende Masser under Tyngdens Ind- flydelse og bevæges derfor efter de Keprlerske Love om- kring Solen, medens de udviklede Dampe som Sam- linger af meget smaa Massedele overvejende staa under Indflydelse af Solens frie Elektricitet. De i Kometerne af 1835 og 1862 iagttagne Svingninger af den udstrøm- mende Halematerie (min tidligere Artikel S. 262) for- klares som en Reaktion af de udstrømmende Dampe paa 71 Kometens øvrige Masse, og Zøllner kan saaledes rose "sig af at have udviklet en videnskabelig Theori for Kometernes fysiske Beskaffenhed, som uden at antage nye Naturkræfter paa en simpel og smuk Maade slutter sig til de mange observerede Fænomener, om hvis Aar- sager man hidtil kun har kunnet nære mere eller mindre løse Formodninger. Mindre Meddelelser. l. Om Fugtighed i nye Huse. (Efter et Foredrag af Dr. Max v. Pettenkofer i Dresden, Marts 1872). Der hersker som bekjendt en almindelig Frygt for at flytte ind i nybyggede Huse paa Grund af deres Fugtighed. I de fleste Stater findes der endogsaa Lovbestemmelser, som forbyde Beboelsen af nye Huse, førend Murene ere fuldstændig tørre. Derimod har man hidtil havt meget forskjellige- og tildels modsatte Forestillinger om Aarsagerne til denne Fugtighed og Midlerne til at fjerne den. Naar man vil bygge et Hus, sørger man først for et tilstrækkeligt Forraad af Vand, enten ved at grave en Brønd eller ved at sætte sig i Forbindelse med en Vandledning; thi Murerne bruge meget Vand til at væde Stenene og til at tillave Kalken. Vi skulle søge at anslaa Størrelsen af dette Forbrug. Til et Hus paa 3 Etager, hver med 5 Værelser og Køkken, bruges omtrent 167.000 Mursten. En Mursten af sædvanlig Størrelse vejer omtrent 10 Z og hver Mursten kan indsuge Vand til mere end 10 Procent af sin Vægt. Sæt, at den ved at dyppes i Vand og overstryges med Kalk kun optager 5 Procent, saa indsuge disse 167,000 Sten 83,500 £ Vand. Kalken udgjør sædvanlig 5 af Murens Masse, men indeholder langt mere Vand end Stenene. Hvis man antager Vandmængden i Kalken for at være lige saa stor som i Stenene, hvilket er lavt anslaaet, faar man ud,. at det nye Hus indeholder 167,000 Æ Vand, som først maa skaffes bort, inden Huset er beboeligt uden Fare for Sundheden. Denne Fugtighed i nye Huse virker for det første skadelig derved, at Vandet i Væggen tillukker dennes Porer, hvorved Luftens Diffusion forhindres. At denne Diffusion har stor Betydning for Husets Ventilation, vil man indse, naar man husker paa følgende bekjendte Forsøg. Omgiver man Siderne af en Mursten med et lufttæt Lag og anbringer 73 et tragtformigt Rør paa hver af Stenens Endeflader, kan man ”blæse et Lys ud gjennem Stenen eller i alt Fald frem- kalde en let paaviselig Luftstrøm ved at anvende sine Lungers Kraft til at puste gjennem Røret paa Stenens ene Endeflade; er Stenen derimod dyppet i Vand, lader" For- søget sig ikke «udføre: Den anden Ulempe ved Fugtigheden inyeHuse er, at den forstyrrer vort Legems Varmeøkonomi. Vaade Vægge virke afkølende, dels fordi Fordampningen fremkalder Kulde, og dels fordi de ere bedre Varmeledere end tørre. De saakaldte Forkølelsessygdomme, Rheumatisme, Katharrer og kroniske Nyresygdomme (Morb. Brigthii) op- staa derfor jevnlig i fugtige Boliger. Væggens Fugtighed kan kun forsvinde ved Fordamp- ning, men Luftens Evne til at optage Vanddamp afhænger dels af dens Varme, dels af dens Fugtighedsgrad og dels af den Hurtighed, hvormed den stryger hen over det fugtige Legeme: "Ved 10? kan en Kubikfod Luft optage 0,019 Lod Vand i Dampform, men da den atmosfæriske Luft ved denne Temperatur i Gjennemsnit allerede indeholder 75 p. Ct. eller omtrent 0,014 Lod paa hver Kubikfod, kan en Kubikfod Luft af 10? i et nybygget Hus kun optage 0,005 Lod Vand. Altsaa vil det Tal, som angiver, hvor mange Gange 0.005 Lød indeholdes i de ovennævnte 167,000 Æ, tillige angive, hvor mange Kubikfod Luft der maa stryge hen over Murenes Overflade og mætte sig med Vand, inden Bygningen er tør. Det vilde være med et rundt Tal 1069 Millioner Kubikfod Luft. Det er en bekjendt Erfaring, at Bygninger, som man " allerede ansaa for tørre; atter blive fugtige, naar man er flyttet ind i dem. Der danner sig da fugtige Pletter paa Væggene og i Krogene, Vinduerne blive beslaaede og Luften er tung og trykkende. Dette Fænomen bliver i Reglen "urigtig tydet, som om Vandet først opstod nu eller blev … frigjort paa Grund af Beboelsen. Hvoraf kommer det, at Vandet, der er mere gjennemsigtigt end det reneste Krystal- glas, kan frembringe saadanne Skjolder paa Væggene? Denne Virkning fremkommer kun paa porøse farvede Flader, ikke paa tætte. Kun et Akvarel eller et Freskomaleri forandrer sin Farve ved Vædning, aldrig et Porcellæns- eller Glasmaleri. Naar Vandet ikke kan trænge ind i Farven virker det ikke mere paa Maleriets Udseende end farveløst gjennemsigtigt Glas.… Oliemalerier forholde sig overfor Vand i Begyndelsen ligesom Glas- og Porcellæns- malerier, men naar de blive ældre og i længere Tid have T4 været udsatte for Luften, blive Farverne mattere; vædes de da med Vand, fremkalder dette en lignende optisk Virk- ning som paa et Tapet. Farverne blive paa de vædede Steder kraftigere og mørkere, indtil Vandet igjen er for- dampet. Dette er fordi enhver Oliefarve med Tiden bliver porøs; Vandet trænger nu ind i Porerne, der i Forvejen vare fyldte med Luft, og da Vandet bryder og reflekterer Lyset anderledes end Luften, bliver Udseendet et andet. — For at Væggene i et nybygget Hus skulle se ud som om de vare tørre, behøve kun Porerne paa Overfladen til en vis Grad at være fyldte med Luft, men der kan derfor godt være megen Fugtighed tilbage i Væggen. Naar man flytter ind i en ny Bygning, ser man altsaa ofte, at Væggens Porer tildels eller hist og her fuldstændig fylde sig med Vand. Den sædvanlige Forklaring, man giver deraf, synes ret videnskabelig og rationel og staar i enhver Haandbog i Kemi, men er dog aldeles falsk. Man siger, at det er en Virkning af det i Væggen tilstedeværende Kalkhydrat (Kalk og Vand, kemisk bundet). Naar Kalken nemlig forbinder sig med Kulsyre, bliver Vandet frit, og det er derfra, at man afleder de fugtige Pletter i nye Huse. Man antager, at Menneskene ved Aandedrættet udvikle mere Kulsyre, end der før Beboelsen var i Luften, og at denne Kulsyre fremkalder den nævnte Virkning, idet det friblevne Hydratvand gjør Væggen vaad. Denne Forklaring beror ikke paa en eneste virkelig Iagttagelse. Endnu aldrig har en Kemiker set Kalkhydrat blive fugtigt, naar det laa i kulsyreholdig Luft, skjønt det i denne omdannes til kulsur Kalk. Hvis det friblevne Hydratvand fuldstændig kunde fylde Væggens Porer med Vand, maatte det forudsættes, at det tidligere i fast Form i Kalkhydratet indeholdte Vand, idet det blev frit, havde udvidet sig i samme Grad som draabeflydende Vand ved Fordampning. Men derimod tale alle videnskabelige Analogier og Iagttagelser; ved Over- gangen fra fast til flydende Form udvide alle Legemer sig meget ubetydelig eller slet ikke. De vaade Skjolder opstaa udelukkende ved Fortætning og Afsætning. af Vanddeige fra Luften. Dels ved Aandedrættet, dels ved mange Beskjæftigelser som Kogning, Vaskning, udvikler Mennesket en Mængde Vanddampe. Er Luften i den nye Bolig allerede tilnærmelsesvis mættet med Vanddamp, behøves der kun en ringe Kulde af Væggen til at foranledige, at denne afsætter sig i draabeflydende Form, ligesom vi jo ofte se, at Vinduerne beslaas med 75 Vanddampe. Vinduesglasset kan intet Vand opsuge, medens den porøse Væg kan opsuge meget. I gamle tørre Byg- ninger blive Vinduerne derfor beslaaede, medens Væggene forblive ganske tørre. Væggen kan fortætte og opsuge … Vandet uden at der viser sig fugtige Pletter, saa længe indtil Luften næsten ganske er fortrængt af Porerne, Deraf kommer det, at saadanne vaade Pletter ikke vise sig lidt efter lidt, men komme pludselig til Syne, skjønt Væggen syntes ganske tør. At de vaade Pletter lettere danne sig i nye Bygninger end i gamle, kommer altsaa af. at Porerne kun i Nærheden af Overfladen have mistet noget af deres Fugtighed, saa at der ikke behøves meget til atter at lukke dem ganske. Lægger man i Kakkelovnen og lukker Døre og Vinduer, fremkomme de vaade Skjolder strax. Det er fordi Varmen i Kakkelovnen først fordamper Vandet i dens Nærhed, saa at Luften i Værelset næsten mættes med Vand. Naar nu Væggen længere fra Kakkeloynen er koldere end Luften, fortættes Vanddampene og afsætte sig, og naar da Porerne endnu indeholde meget Vand, fylde de sig let ganske. At Vandet i Kalkhydratet ikke kan være Skyld i Fugtig- heden, kan desuden sluttes af dets ringe Mængde. Til et Hus med 167,000 Sten bruges i det højeste 50,000 Æ brændt Kalk, i hvilket der kun findes henimod 16,000 Æ Vand bundet. Naar Bygningen er færdig, er sandsynligvis allerede Halvdelen af Kalken forandret til kulsur Kalk; der bliver altsaa kun 8000 Æ Vand tilbage i bunden Tilstand, hvilket efter vor tidligere Beregning af den hele Vandmængde i den ny Bygning (167,000 /) kun udgjør henimod 5 pCt. af denne. Naar de øvrige 95 pCt. Vand ikke fandtes, vilde de 5 pCt. umulig kunne fremkalde de vaade Pletter paa den porøse Væg. Vore Vægge maa hyppig tjene som Bortledere for en Mængde overflødigt Vand, som saa fordamper paa dens Yderflade. Dette er Grunden til, at Værelser, der vende mod Nord eller mod en beskygget Plads, hvorpaa Solen ikke kan skinne, ere saa fugtige. Der gives da Aarstider, navnlig ved Overgangen mellem Vinter og Foraar, da saa- danne Værelser ere koldere end den ydre Luft. Naar man da aabner et Vindu for at lade den første Foraarsluft strømme ind. afsætter dennes Vanddampe sig paa Vægge, Møbler og Skilderier. Alt dette Vand maa atter fordampe ligesom i en ny Bygning. Heraf kan man man se Nødvendig- heden af, at Byggematerialerne ere porøse. Saakaldte prak- 76 tiske Folk tale undertiden om, at Træ, Mursten og Kalk en Gang ville blive afløste af Zink, Jern og Kit; men man maatte da finde paa nye Midler, som kunde erstatte en Murstensvægs naturlige Banko Et Exempel, som viser Rigtigheden heraf, er følrendet I Nærheden af Jernstøberier bruger man som bekjendt ofte Slakkerne fra Smelteovnen til Byggemateriale; de give som oftest lette, luftige og tørre Mure.. De forekomme sædvanlig i meget uregelmæssige Stykker og behøve derfor en stor Mængde Kalk til Bindemiddel. I et Tilfælde ansaa man den uregelmæssige Form og den store Mængde Kalk for en Ulempe ved disse Bygninger og tillavede store kvaderformige Slakker til Opførelsen af en ny Arbejder- kaserne. Opførelsen gik meget hurtig. Kalkstriberne bleve meget smalle og den ny Bygning saa meget fornøjelig ud. Den tørrede ogsaa langt hurtigere end de tidligere Bygninger af uregelmæssig formede Slakker, og man ventede det bedste. Men da Familierne flyttede ind, viste der sig strax Fugtighed, og den aftog ikke med Tiden; denne Mønsterbygning blev den fugtigste i hele Egnen! Grunden dertil var, at Slakkerne i: Henseende til Porositet ikke kunne sammenlignes med Mursten eller Kalk. Hvilken Maalestok kan man da anvende for at aføjøre, om et Hus er for fugtigt til at bebos eller ikke? Hvor der er Lovbestemmelser, plejer Politiet at være i stor Forlegenhed for at afgjøre opstaaende Tvivl i saa Henseende. Man har sædvanlig brugt sit saakaldte praktiske Blik, men da som sagt alt kan synes tørt uden at være det, slaar det ikke til. At undersøge Væggen ved at føle paa den med Haanden eller ved at banke paa den med en Nøgle eller en lille Hammer giver heller intet paalideligt Kjendetegn. Bedre er det at løsne smaa Stykker Kalk og lade undersøge af en Kemiker, hvor meget Vand de indeholde. 4 til 5 Vægtprocent Vand betegne Grænsen mellem tørre og fug- tige Huse. Men ogsaa denne Methode er usikker, da Kalken kan være af meget forskjellig Tørhed paa de forskjellige Steder. Det eneste sikre vilde være at undersøge, hvor meget Vand der i en bestemt Tid afgives i de enkelte Værelser til en endnu ikke med Vanddampe mættet Luft, d. v. s. hvor fugtig Luften i Værelset er bleven ved Vandet i Væggen. Dette vilde bedst kunne afgjøres ved Opvarmning af nogle Værelser og ved forskjellige hygrometriske Under- søgelser før og efter Opvarmningen. Men til saadanne Undersøgelser mangle endnu de fleste nødvendige Forarbejder. 77 Det eneste Middel, man hidtil har brugt til at skaffe Fugtigheden bort, er Udvikling af Kulsyre ved Forbrænding af Trækul i Ovne eller Kulbækkener. Som ovenfor vist, er dette aldeles unyttigt. Den eneste Maade, hvorpaa man kan skaffe Vandet bort, er ved at fordampe det. Fordamp- ningen afhænger af Temperaturen, Luftens Fugtighed og Lufttrækket. En Kubikfod Luft paa 10% og af Middel- fugtighed kan optage 0,005 Lod Vand, før den er mættet med Vanddampe; i et Værelse paa 1000 Kubikfod bliver det 5 Lod Vand. Staar Luften stille, kan den ikke optage mere end de samme åd Lod, om det saa varede i aarevis; stadigt Luftskifte er altsaa absolut nødvendigt. For hver 1000 Kubikfod Luft, der. kommer i Berøring med Værelset, fjernes 5 Lod Vand; beløber Ventilationen sig til kun 100 Kubikfod i Timen, fjernes hver Time kun 0,5 Lod Vand. Opvarmes Værelset til 2092, forhøjes Luftens Evne til at optage Vand fra 0,019 til 0,033 Lod Vand for hver Kubikfod. Altsaa fjernes derved for hver Kubikfod 0,019 (nemlig 0,033 minus 0,014) i Stedet for 0,005 Lod Vand. Da ved Op- varmningen ogsaa Temperaturforskjellen mellem Luften i det frie og i Værelset voxer, saa stiger ogsaa Ventilationen med maaske over 500 Kubikfod i Timen, og vi fjerne hver Time 9,5 Lod, d. v. s. omtrent 20 Gange saa meget, som naar vi ikke opvarme. At fyre i alle Kakkelovnene og vedligeholde stadig Lufttræk i alle Værelser er det eneste rationelle, men ogsaa det sikreste og hurtigste Middel til at tørre nye Huse; alle andre Kunstgreb hjælpe ikke og ere kun Selvbedrag. 2. Lysende Fiske. Medens Antallet af de bekjendte lysende Havdyr-Arter af de lavere Grupper allerede er tem- melig stort og uden Tvivl vilde vise sig at være meget større, hvis Undersøgelsen rettedes særlig mod dette Forhold, synes der ikke at være stor Sandsynlighed for, at der er | mange Fiske, der besidde den Evne i levende Live at ud- straale Lys. Rigtignok anfører Ehrenberg i sit berømte Skrift om Havlyset ikke mindre end fem Arter, som aktivt lysende i levende Live, nemlig Havmusen (Chimæra), to Silde-Arter (den almindelige Sild og en Art i det røde Hav), Klumpfisken og en Knurhane-Art; men efterser man nærmere, hvorpaa disse Fiskes Rygte i denne Hen- seende støtter sig, søger man forgjæves om sikre, positive Iagttagelser, der kunde tjene dem til Støtte; med Hensyn til en af de ovennævnte Fiske (Klumpfisken) har Med- deleren af andre Grunde havt Anledning -til at gjennemgaa 18 den hele omfangsrige Litteratur, der handler om den, og kan derfor udtale med Bestemthed, at der ikke foreligger en eneste positiv Iagttagelse, der berettiger til at opføre den blandt de i levende Live lysende Dyr, saaledes som dette ikke sjelden sker eller i alt Fald skete i tidligere Tider; som f. Ex. naar Lacepéde giver en meget malerisk Skildring af det prægtige Syn, som disse store lysende Skiver maa frembyde, naar de glide gjennem Vandet. Dobbelt usand er hans Skildring bleven ved en Misforstaaelse af det engelske Ord ,sunfish", der bruges baade om Klumpfisken eller Maanefisken og om den største af de nordiske Hajer (Brugden), der ofte ses at ligge stille og sole sig i Havets Overflade (hvorfor den ogsaa kaldes ,,the basking Shark"). Denne Misforstaaelse har forledet ham til at tillægge disse formentlig lysende Skiver en Størrelse, der mange Gange overgaar den, som disse i øvrigt kæmpemæssige Dyr virkelig opnaa. Som en ganske naturlig Reaktion mod den altfor store Beredvillighed, hvormed man har indrømmet Fiskeklassen denne Livsyttring, er man derfor i den senere Tid forfalden til den modsatte Yderlighed, aldeles at frakjende Fiskene den; saaledes siger Milne-Edwards i sine fortræffe- lige Forelæsninger over den sammenlignende Anatomi og Fysiologi: ,,Vel er der ogsaa nogle Fiske, hos hvilke Lys- fænomener ere blevne iagtagne, men det forekommer mig ikke at være godtgjort, at det Lys, hvormed disse Dyr vare udstyrede, virkelig tilhørte dem selv og ikke var frembragt af lysende Smaadyr eller af andre fremmede Legemer, som tilfældigvis vare blevne siddende paa eller hængende ved deres Hud." For ikke at tale om,' at en Stime af Sild eller Makreler i en Maaneskinsnat kan, naar den vender sig i Vandet, kaste et Blink eller Skjær fra sig, der let. for- vexles med en. virkelig Lysudvikling, ville Hajer, Thunfiske eller andre Fiske, der bevæge sig med Kraft gjennem et af lysende Smaavæsener opfyldt Hav og derved give Stødet til, at Tusinder af Smaalys blusse op hvert Øjeblik, let kunne faa Udseende af selv at være lysende, og det er vel muligt, at selv en omhyggelig Iagttager, der betragter dette smukke Skuespil fra Skibets: Ræling, ikke vil kunne undgaa at blive skuffet. Paa denne Maade forklares det uden Tvivl, naar for nylig en Indsender til Bladet ,,Nature" har berettet, at han fra Forstavnen af et Skruedampskib udfor Landsend saa uhyre Pilchard- eller Makrelstimer udstraale et stærkt Lys foran og paa begge Sider af Skibets Bov, hver Gang dette under sine duvende og huggende Bevægelser frem 79 igjennem Vandet kom i Berøring med dem og jog dem af- sted; og der kan vel saa meget mindre være Tvivl om, at dette er den rette Forklaring, som Indsenderen selv tilføjer, at naar Skummet sprøjtede op paa ham, efterlod det paa hans Klæder Draaber eller Smaakugler af et lysende Stof, saa at det saa ud i nogle Øjeblikke, som om han var besat med talrige St. Hansorme; thi dette lysende Stof har uden Tvivl været lysende Smaadyr, være sig nu Noctiluca”er eller andre. - Duméril omtaler det i øvrigt som en mellem sø- farende vel bekjendt Sag, at Hajerne i visse Farvande og i Særdeleshed i det røde Hav ,,sprede en særegen Lysglands" ; men saa længe der ikke er anstillet nærmere Iagttagelser over dette Fænomen, turde det være rimeligere at antage, at det ikke er i deres egne Legemer Hajerne fremkalde denne Lysudvikling. Ret interessant er det, at den gamle Benævnelse paa Hajerne, Selachierne, som allerede fore- kommer hos Aristoteles, afledes af Ordet c&ae, der be- tyder Lys, og de gamle Ichthyologer fra Zoologiens Gjen- fødelsestid, det 16de Aarhundrede (Belon, Rondelet, Salviani), tilskrive derfor, i det de forklare dette Ords Etymologi, ligefrem Hajerne Lysevne. Vi skulle siden se, at der virkelig kjendes én lysende Haj-Art, men den findes ikke-i Middelhavet og kan ikke have givet Anledning til Sagnet. Der foreligger i Virkeligheden, saa vidt Meddeleren be- kjendt, kun 3 sikre Iagttagelser over lysende Fiske. Den første er anstillet af Fr. D. Bennett, der fra 1833 til 1836 led agede en engelsk Hvalfanger paa en Rejse til Sydhavet. DaSSkibet havde passeret Kap Horn og befandt sig vest for Sydamerika — omtrent ud for Chiloé — iagttoges et stærkt Havlys, og en nærmere Undersøgelse viste, at dette skyldtes især "to Dyreformer: en Gople (uden Tvivl en Pelagia) og en lille 3 Tommer lang Fisk, en saakaldet ,,Laksesild"”«. Denne Fisk havde ligesom de allerfleste Arter af den Gruppe pelagiske Smaafiske (d. v. s. af Smaafiske, der tilhøre det aabne Hav), som benævnes Laksesildene eller Skopelinerne, langs henad Bugen en Del smaa runde Pletter eller Prikker — B. sammenligner dem med Mærkerne påa Ter- ninger — der ved deres skarpt begrændsede Form og af- vigende Udseende (her sølvhvide, med sort Indfatning) hæve sig tydelig frem mellem Skælbeklædningen; nærmest ved Bugkanten ere de gjerne ordnede i to Rækker, længere fra denne sidde de mere spredt. Saa længe hine Smaafiske vare levende, skinnede disse Pletter som mange smaa Stjerner 80 og udstraalede et glimrende Fosforlys, naar Fisken svømmede eller blev taget op i Haanden:; dog udgik dette Lys ogsaa fra de staalgraa Skæl, som beklædte dens Hud for Resten; dette Lys havde undertiden en ,,intermitterende" Karakter, d. v. s. det skinnede ikke uafbrudt, men af og til som smaa Blinkfyr, men til andre Tider straalede det stadig i flere Minutter. Efter Fiskens Død ophørte det derimod strax. — Uagtet hine Pletter eller Prikker (som man paa Grund "af denne Iagttagelse ligefrem har tydet som Lysredskaber) nu, som sagt, ere overmaade almindelige hos de talrige Slægter'og Arter af Skopelinernes Familie, haves der neppe en eneste Iagttagelse foruden denne for, at de virkelig gjøre Tjeneste som saa- danne. Vel har Prof. Reinhardt hos en anden pelagisk Skopelin — den næsten kulsorte Astronesthes niger — iagttaget en lignende aktiv Lysudvikling, men uagtet denne lille Fisk er prydet paa det sirligste med Rækker af "aldeles lignende Prikker, og disse i Beskrivelserne ogsaa omtales som dens Lysredskaber, udstraalede Lyset aldeles ikke fra dem. Det beskrives som ,,et meget levende grønligt Lys, der kom og svandt og kom igjen, men alt i Øjeblikke, og op- hørte aldeles, naar Fisken døde. — Det udstraalede fra;en Plet paa Panden lidt foran Øjnene og blussede derfra op langs Ryggen lige hen til den første Rygfinne; den øvrige Del af Fiskens Legeme forblev ganske mørk." Uagtet: der altsaa kun foreligger disse to Iagttagelser over lysende Skopeliner, forekommer det os dog, at der er god Grund til at formode, at Lysudvikling er en denne Familie i Al- mindelighed tilkommende Egenskab. Den tredje Fiske-Art, hos hvilken et sligt Fænomen er iagttaget, er, som allerede antydet, en Haj, men en meget lille Haj (Isistius brasiliensis), som endnu ikke er iagttaget af større Længde end & Alen. Den synes at være en Be- boer af det aabne Hav mellem Vendekredsene; til forskjellig Tid er den fanget ved Brasilien, Mauritius og Nyholland; vort Museum besidder den i to Exemplarer, som Kapt. Andréa har fanget, det ene i Atlanterhavet, det andet i det indiske Håv, begge Gangé en halv Snes Grader syd for Linien; den har altsaa ligesom mange andre pelagiske Fiske en meget stor geografisk Udbredning. For Resten er den en nær Slægtning af en nordisk Haj, der opnaar en meget anselig Størrelse, nemlig den saakaldte Havkal eller "Haa- kjærring, men da det af Bennett undersøgte Exemplar inde- holdt sex Æg af et Dueægs Størrelse, er det ikke rimeligt, at den opnaar en betydelig Størrelse, selv om de hidtil 81 - fangne Exemplarer ikke have været fuldvoxne. Da B. fangede den første Gang i Slæbenettet midt i det stille Hav, var det Dag, og da iagttoges dens Lysevne selvfølgelig ikke; men anden Gang blev den fanget om Natten, og da den saa blev bragt ind i et mørkt Rum, frembåd den et højst paa- faldende Syn. ,,Hele Underfladen af Kroppen og Hovedet udstraalede et stærkt Fosforskjær af grønlig Farve, og Dyret fik derfor ved sit eget Lys et spøgelseagtigt og skræk- indgydende Udseende. Lysudviklingen var staaende og for- stærkedes ikke kjendelig ved Bevægelse eller Gnidning. B. troede først, at Lyset skinnede klarere, naar Fisken vred sig for at slippe fri, men han var dog ikke vis paa, at det virkelig var Tilfældet. Da Hajen døde, hvilket først skete over 3 Timer efter at den var kommen op af Vandet, for- svandt Lysskjæret aldeles fra Bugen og mere gradvis fra de andre Legemsdele; længst holdt det sig omkring Kjæberne og paa Finnerne. Den eneste ikke lysende Del af Dyrets Underside var det sorte Tverbaand under Struben, og medens Underfladen af Bugen og Bugfinnerne og Halefinnens nedre Flig straalede i fuld Glands, laa Oversiden af de parrede Finner, Halefinnens øvre Flig, Rygfinnen, hele Ryg- gen og Issen i fuldstændigt Mørke." Senere traf Bennetts Broder George B. denne lysende Hajform igjen næsten paa det selvsamme Sted, hvor F. B. tidligere havde fanget den. Han satte den i Søvand og tog den ind i den mørke Kahyt, hvor den svømmede om i nogen Tid og udstraalede et glimrende Fosforlys; senere blev det saa svagt, at det var næsten umærkeligt, men det tændtes let igjen ved at for- styrre eller ophidse Dyret. Det døde omtrent fire Timer efter at det var fanget, og Lysevnen holdt sig et Par Timer efter Døden. Den Indvending, at Lysudviklingen muligvis ikke hidrørte fra Dyret selv, imødegaar B. paa følgende Maade: ,Jeg er tilbøjelig til at tro, at denne Hajs Lysevne har sit Sæde i en egen Hudafsondring. Mit første Indtryk var, at Fisken havde tilfældigvis faaet paa sig i Vandet eller i det. Net, hvori den blev fanget, et eller andet Lys- stof; men denne Mistanke blev ikke bekræftet ved en meget omhyggelig Undersøgelse. Den Regelmæssighed, hvormed Lysskjæret var udbredt over bestemte Dele af Legemet og Finnerne, dets Stadighed, saa længe Fisken var levende, og dets Aftagen og Ophør, da Døden nærmede sig og ind- traadte, efterlode ingen Tvivl hos mig om, at det var en virkelig Livsyttring, der spillede en væsentlig Rolle i Dyrets Økonomi." B. slutter sin Beretning med at udtale, at da 82 denne lille Fisk er et Natdyr og et Rovdyr, men efter sin Bygning neppe nogen meget rask Svømmer, kunde det vel være muligt, at dens Lys gjør den Nytte at hidlokke Smaa- dyr, saa at den paa en Maade fiskede ved Lygte eller Fakkel ligesom Sydhavsøboerne eller vore Aale- og Laksestangere. For Tiden er man dog nødt til at lade den Slags Betragt- ninger staa ved deres Værd; hvad Betydning Havdyrenes Fosforesens har for dem selv eller for Dyrelivet omkring dem, derom er det nemlig neppe muligt at have nogen Mening. Da man havde gjort den Opdagelse, at Havets Dyreliv strækker sig ned til Dybder, til hvilke det er utænkeligt at Lysstraalerne kunne trænge ned ovenfra, og at ikke faa af disse de store Havdybders Dyreformer besidde Lysevnen, opstillede man den Theori, at disse Dyr lyste for at kunne vejlede sig selv, ligesom ved Lygte og Lys, i Havets bælmørke Afgrunde eller maaske for at kunne vej- lede deres Fjender til at finde dem. Synsredskaberne synes nemlig i det hele ikke at være mindre udviklede hos Be- boerne af de allerdybeste Havstrækninger end hos de højere Vandlags, og prægtige Farver ere ikke sjeldne blandt dem. Men mod denne Theori er der fremsat meget vægtige Ind- vendinger og navnlig den, at Lysevnen ofte er stærkt ud- viklet hos Dyr, der leve aldeles skjult, visse Rørorme f. Ex., der aldrig komme udenfor deres Rør, og for hvilke det derfor er næsten utænkeligt, at Lyset kunde være til nogen som helst Nytte, og at der ikke er noget, der tyder paa, at Fosforesensen er stærkere i Afgrundsbæltet end i Kyst- bælterne og Havets øvre Vandlag. Man kan dog hertil sige, at selv om Fosforescensen ikke har til Hensigt at oplyse Havets dybere Bælter eller dets højere ved Nattetid, har den ikke des mindre uimodsigelig til Følge, at dette sker, det være nu efter en større eller mindre Ud- strækning. 3. Giftredskaber hos Fiske. +.,,Der kjendes mange Fiske, skrev Dr. Gunther for nogle Aar siden, som ere forsynede med lange benhaarde og undertiden. savtakkede Pigge, og som med Grund frygtes paa Grund af de farlige Saar, som de bibringe. Pig-Rokkerne, mange Maller og Fjæsingerne ere væbnede paa denne Maade. Om end de Virkninger, der tilskrives disse Saar, uden Tvivl ere blevne overdrevne i mange Tilfælde, ere Fiskere og rejsende enige om at tro paa, at der maa være en eller anden Gift med i Spillet. Hos Fjæsingen — en ogsaa ved vore Kyster almindelig og ilde berygtet Fisk — have Allman og Beverley 83 paa en aldeles overbevisende Maade godtgjort, at Pig- straalerne i Rygfinnen og Gjællelaagspiggen ere Giftredskaber ; de to Render udenpaa disse Pigge ere de Kanaler, gjennem hvilke Giften ledes ind i Saaret; i selve Piggene er der desuden en Hulhed, der tjener som Gjemme for Giften; den Kjertel, der udvikler denne, er imidlertid endnu ikke påavist. Med denne ene Undtagelse har ingen Anatom hidtil fundet Spor til et giftafsondrende eller giftledende Redskab hos nogen Fisk; man har derfor betvivlet, at hine Saar i Virkeligheden vare forgiftede, og forklaret de værste Tilfælde ved Saarets Urenhed, som er en Følge af Piggens takkede Beskaffenhed, ved Klimaets Indflydelse eller ved Individets særegne Legemsbeskaffenhed. =Haandbøgerne i den sammenlignende Anatomi frakjende ligefrem hele Fiske- klassen Giftredskaber, ja selv den hollandske Læge og Icthyolog Bleeker, der under sit lange Ophold i hollandsk Ostindien havde bedre Lejlighed end nøgen anden Natur- forsker til at studere slige Fiske, siger udtrykkelig, at man har gjort dem Uret ved at beskylde dem for at være gif- tige. Paa den anden Side har jeg hørt saa mange bestemte Kjendsgjerninger af vel oplyste rejsende og ypperlige Iagt- tagere — nogle af disse vare Læger og havde selv haft Tilfælde af denne Art under Behandling — at jeg indsaa Nødvendigheden af at være meget opmærksom paa denne Sag. Det forekom mig især rimeligt, at den i Axelhulen af Brystfinnen hos mange Mallefiske og nogle andre Fiske forekommende ,,Sæk" med mere eller mindre vid Aabning kunde indeholde en Vædske, der kunde udgyde sig ved Bryst- finnepiggen og saaledes af denne blive indført i Saaret. Hvorvidt denne Afsondring er lige giftig hos alle de Arter, der ere forsynede med denne Skulderkjertel, er et Spørgs- maal, der kun kan afgjøres ved Forsøg anstillede i de varme Lande; men jeg kan neppe betvivle dens giftige Natur, efter at jeg hos en Fiskeslægt — Thalassophryne, en Tudsefisk — har opdaget et Giftredskab, der har ganske samme Bygning som Giftslangernes." Denne Fisk har fire Giftbraadde, om man kan bruge dette Udtryk, nemlig en paa hver Side, paa Gjællelaaget, og to forrest i Rygfinnen eller med andre Ord, detoforreste Straaler i denne Finneere Giftredskaber. Indretningen er begge Steder den samme: Piggen er hul som en Gifttand med en Aabning i Spidsen, og Giften indeholdes i en lille Sæk, der -taar i Forbindelse med Piggens hule Indre. Denne Sæk antager G. i øvrigt kun for at være Gift- beholderen, ikke selve Giftkjertlen; denne er ikke funden, og 84 han hælder til den Tro, at det er den saakaldte ,,Side- linies" Slimrør, der afsondre Giften, hvilket dog synes lidet rimeligt. Uafhængig af denne Undersøgelse, som det synes, har en Dr. le Juge paa Mauritius vist, at en der forekom- mende ulkeagtig Fisk af et særdeles hæsligt Ydre (Synan- ceia verrucosa), hvis giftige Stik frygtes overmaade meget af Fiskerne og de badende, har lignende Giftredskaber. Her har hver af Rygfinnens 13 Pigstraaler en Fure påa hver Side, der ligesom hos Fjæsingen leder Giften ind i Saaret; og ved Straalens Grund er der en Sæk eller Blære, der indeholder Giften. Fisken ligger ubevægelig paa blød Bund mellem Stene og Koraller, halv skjult mellem Alger, og rejser sine Pigge, naar man rører ved den eller træder paa den. Døden indtraadte 3 Dage efter hos en Fisker, som Dr. le Juge havde under sin Behandling for et Tilfælde af denne Art; han var stukket paa den indvendige Side af den ene Fod og havde ikke taget de sædvanlige Forholds- regler, der ganske ligne dem, der anvendes mod Slangebid (Udvidelse af Saaret, stærk Blødning af dette, Ætsning, Ammoniak osv.). Fiskerne underbinde det og anvende der- efter med Held et Omslag af Bladene af en i Kystsandet voxende Kurvblomst. Hi sbenhavn.] P. G&. Philipsens Forlag. [1873 " | | | | | | | | i I disse Dage har forladt Pressen: Nutids-Kunst. Skildringer og Karakteristiker, SSIERERALSK SYNGE PM FDD En RENSE SES rr el guru Sr snes ak Jul. Lange. PIP 02: 552 Sider riRostilformat. Pris 2-Rd. 72 Sk. Af samme Forfatter er forhen udkommen: Om en Række Antike Figurer og Hoveder. | Priis 36 Sk. Indhold af Sfe Binds fste Hefte. 1. Dyrenes Søvn: Rfier Alfred B rem OS MEANS il 2, Stivelse og Bladgrønt. Af'Chr. Grønland" ESSEN PE UR 3. Kometernes Forhold til Meteorsværmene. Af stud. mag. JF Dreyer UNG RE … 7: ES SERENE SEN SEN an REESE 60. 4, Mindre Meddelelser: 1. Om Fugtighed i nye Huse. 2. Lysende Fiske (3 "Giftredskaber hOoSE sk e SEE SS SNE ESS SEKS ne: | Af detle Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til - en Pris for hele Aaret af 3 Rdl. Subskriptionen, der er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipsens Boglade. De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5. I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Litken, som træffes i sin Bolig, Ladegaardsvej Nr. 11, D. sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5. eller til Dr. pll. Eug. Warming," Søgade " INP, DSN FSIGRESE fra 5-7 E. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. TIDSSKRIFT FOR << of Compz POPULÆRE FREMSTILLINGER — Orexno AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET AF C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBILDNINGER. FJERDE RÆKKE. (Tyvende Åargang.) FEMTE BINDS ANDET HEFTE, KJØBENHAVN. P. & PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. =J a A rÅ å . | SP" Zooloay æ W (. MAR. 161942 / Kjøbenhavn. ] P. &. Philipsens Forlag. [TS75R Færskvandsfiskeriet. Arthur Feddersen. Med 44 i Texten indtrykte Afbildninger. Priis 84 Sk. Af Pressens Udtalelser om denne Veiledning anføres: (»Berl. Tid.«) »Vort Land frembyder en fortrinlig Leilighed til at udøve den her omhandlede Idræt, og Forfatteren, der er hæderlig bekjendt-som Medlem af Redactionen af »Tidsskrift for Fiskeri« og for sine Bestræbelser for den saakaldte kunstige Fiskeavls Fremme, synes os i alt Væsentligt at have været heldig med den Veiledning, han her har givet ved » Færskvands- fiskeriet«. Bogen er smukt udstyret og ledsaget af gode Afbildninger. « (»Fædrelandet«.) »Adjunct Feddersen hår nu udgivet en lille Bog, der visselig vil kunne være til Oplysning i en vid Kreds. Den omhandler kun de Fisk, der ere af Vigtighed for Færskvandsfiskerne, og den giver tillige, saa vidt man kan see, en Mængde praktiske Anviisninger. Den er tillige affattet paa en meget underholdende Maade, saa at den godt kan læses af Folk udenfor Faget, og den er derhos udstyret med en Række smukke Billeder, baade af Fiskene og af Fangeredskaberne. « (»Dagstelegrafen«.) »For Enhver, der har Lyst til Fiskeri og ønsker Veiledning i den praktiske Uddannelse i denne interessante og sunde Sport, vil denne lille Bog være særdeles kjærkommen. Det er netop denne Veilednings Fortrin, at den giver en klar Anviisning til Valget og Brugen af de simpleste og meest praktiske Redskaber, « Runkelroeavlen Roesukkerfabrikationen i Danmark. Af Fr. Otten. Priisbelønnet af det Kgl. danske Yidenskabernes Selskab. Priis 48 Sk. Af en større Anmeldelse i »Ugeskrift for Landmænd« anføres: »Der er god Grund til at være Forfatteren taknemlig for hvad han har ydet. Han er den Første, der har beviist, at de her i Landet avlede Sukkerroer indeholde en tilstrækkelig Mængde Sukker, og der har givet Gplysninger om selve Fabrikationen og de dertil nødvendige Kapitaler, Bygninger, Inventarie- dele m. v. Hans Skrift vil sikkert yde et godt Bidrag til, at den vigtige Roesukker-Industri snart maa blive indfort hos os. At Sukkerroens Dyrkning vil kunne medføre store Fordele for vort Landbrug, vil neppe Nogen bestride, og kan en vel ledet Fabrik, som Forfatteren mener, gjøre Regning paa en aarlig Reenindtægt af over 35 plt. i de første Aar og senere af 22 pCt., såa vil det heller ikke kunne vare længe, inden de nødvendige Midler til een eller flere Fabrikers Anlæg skaffes tilveie. « Zoosiegy & GAR 16 1942 MØRE RBEØ AA sæ" 5 å (J . PA FBRAK Om den skindøde Tilstand. Af C. G. Gædeken, Lektor ved Universitetet. KL; 4, (Udarbejdet efter Foredrag, holdte i den naturhistoriske Forening.) Grunden til, at jeg i den følgende lille Afhandling har behandlet Spørgsmaalet om den skindøde Tilstand, er, at Lægerne efter min Overbevisning i denne Henseende staa i en vis Gjæld til Publikum. Man overbeviser sig let om, at; der i den almindelige Bevidsthed — jeg taler ikke her om lettroende, uvidende Mennesker — men at der, selv blandt den dannede og. oplyste Del af Publi- kum, findes ikke ringe Frygt eller dog en vis sky, uhyggelig Usikkerhed ligeover. for dette Spørgsmaal. Hvorledes kan det ogsaa være andet? Man kan endnu stadig læse disse Fortællinger om skindøde, der henfalde i en dødlignende Tilstand, i hvilken de ikke kunne give nogetsomhelst. Livstegn fra sig, men dog ligge med fuld Bevidsthed, kunne høre alt, hvad der foregaar omkring dem, mærke, at der træffes Anstalter til Begravelsen, uden at de formaa at røre en Muskel for at vise, at de endnu ere levende! Naar nu dertil. føjes, at denne Til- stand i den Grad skal ligne den virkelige Død, at selv ikke Lægen formaar bestemt at kjende den, at alle Døds- tegnene ere upaalidelige, at man endog har Exempler paa, at skindøde lægges i Kisten, faa Laaget paasat, Fjerde Række V. 6 86 nedgraves i Jorden stadig levende 0. s. v., saa kan man ikke undre sig over, at Folk, der læse alt dette og i det mindste tildels tro det, blive forfærdede ved Tanken om, åt noget saa skrækkeligt kunde hænde dem selv eller deres afdøde; selv den vildeste Fantasi kan jo næppe udmale sig noget uhyggeligere end disse Fortæl- linger. Det er derfor naturligt, at man retter det Spørgs- maal til os Læger: hvorledes forholder hele denne Sag sig, have I samvittighedsfuldt og omhyggelig undersøgt alle disse Spørgsmaal? thi er det ikke gjort, saa bør det øjeblikkelig ske, de gamle usikre Dødstegn bør opgives, nye findes, og alt sættes i Bevægelse for at skaffe Tryghed i denne Henseende. Men hvis Lægerne påa den anden Side ere overbeviste om, at de fuldstændig ere Herre over dette Spørgsmaal, saa bør de oplyse Publikum, om der er Grund til at ængste sig. For et Par Aar siden blev hele dette Spørgsmaal ført frem og afhandlet offent- lig; Følgen heraf var ganske vist, at flere Misbrug, som havde indsneget sig i Tidernes Løb, bleve rettede, men ogsaa, at Tvivl og Frygt bleve yderligere udbredte. Da det er min bestemte OQOverbevisning, at Lægevidenskaben påa sit nuværende Standpunkt kan give en fuldstændig bestemt og sikker Løsning paa hele dette Spørgsmaal, saa antager jeg, at det ikke vil være overflødigt at give en kort Fremstilling af Lægernes Erfaringer i denne Ret- ning. Jeg skal overalt stræbe efter at fremstille de Grunde, hvorpaa Lægerne støtte deres Overbevisning, paa en såa almenfattelig Maade som muligt. | Forinden vi imidlertid begynde denne Undersøgelse, maa vi være enige om en Ting, og det er, at man kun kan antage, at Skindøden er tilstede, hvor der er virkelige Grunde, som tale herfor, altsaa kun i saadanne 87 Tilfælde, hvor et Menneske henligger i en dødlignende Tilstand, der enten slet ikke eller kun vanskelig og usikkert kan skjelnes fra Døden. Heraf følger, at alle saadanne Tilfælde, hvor en Forvexling ved kyndig Under- søgelse let kan undgaas, ikke kunne regnes med. Læ- gerne vide selvfølgelig meget godt, at der findes og altid vil kunne findes Tilfælde, hvor den ukyndige, som des- uden i sin Forskrækkelse rent taber Omløbet i Hovedet, bilder sig ind, at en syg, der blot er besvimet eller af anden Grund henligger i en bevidstløs Tilstand, er død; men det er selvfølgelig derfor ikke noget Tilfælde af Skindød, men simpelt hen kun en Fejltagelse. At skjelne imellem Liv og Død, at kjende i det mindste med nogen- lunde Sikkerhed Livs- og Dødstegnene fra hinanden, for- udsætter altid en vis Kundskab og Erfaring; men kun hvor en saadan Undersøgelse har fundet Sted og har vist, at der kan være Tvivl eller Forvexling tilstede, kun i saadanne Tilfælde vil der kunne tales om Skindød.. Man maa jo dog indrømme, at der saa godt som ikke findes noget som helst Forhold, i hvilket den ukyndige ikke kan begaa Fejltagelser, og man maa billigvis ikke forlange, at Folk, der maaske aldrig eller sjælden have set et Lig og ikke have mindste Begreb om de Tegn, hvorpaa man skal kjende et saadant, skulde være istand til at afgjøre dette undertiden vanskelige Spørgsmaal. Begaa saa- danne Folk en Fejltagelse, idet de uden mindste Grund bilde sig ind, at en af deres nærmeste er død, og det da viser sig, at den afdøde atter efter nogen Tids Forløb lever op igjen, saa er dette intet Bevis for, at Skindøden i Virkeligheden existerer. Skulde det paa den anden Side vise sig, at der gives Tilfælde, i hvilke den syge kan henligge i en dødlignende Tilstand, og hvor selv en GT 88 kyndig Undersøgelse kan tage fejl, ja saa er det! bevist, at Skindøden existerer og maa kunne forekomme. Naar man i al Almindelighed spørger Lægerne, om de tro paa Skindøden, saa vil den ene svare ja, "den anden nej. Grunden hertil er, at der existerer forskjel- lige, meget afvigende Begreber om denne Tilstand.+ Vi maa derfor lige fra Begyndelsen sondre disse afvigende Begreber skarpt ud fra hinanden, saa at vi bestemt vide, hvad det er, der tales om. Der gives nemlig for det første en Forestilling om Skindøden, der er den almindelig udbredte blandt Publikum, det er den, som vi ovenfor have skildret, og som altsaa nærmest karakteriserer sig ved, at den kan indtræde ved hvilken som helst Døds- maade, altsaa efter alle mulige Sygdomme; at den skin- døde kan henligge med fuld, klar Bevidsthed, eftersom han baade kan sandse, tænke og føle; samt endelig ved, at Skindøden kan være en meget langvarig Tilstand, eftersom den i det mindste i enkelte Tilfælde kan vare flere Dage. — Dernæst existerer der et andet Begreb om Skindøden, nemlig Lægernes; men dette er saa afvigende fra det forrige, som vel muligt: vor Skindød kan kun indtræde efter en vis bestemt og sjeldent forekommendef Dødsmaade, den er ikke ledsaget af Spor af Bevidsthed, og endelig er den ganske kortvarig, idet den i det over- vejende Flertal af Tilfælde kun kan vare nogle Minutter.f aldrig nogen lang Tid. Disse to Begreber om Skindødenf — Publikums og Lægernes — ere altsaa grundforskjel- lige og bør bestemt holdes ud fra hinanden. — For at kunne dette bliver det imidlertid nødvendigt, at vi be- tegne disse to Tilstande med forskjellige Navne, og jegå' vil da foreslaa, at vi i Resten af denne Afhandling sta- dig bruge Navnet Skindød for dermed at betegne Publi- 89 kums Opfattelse, medens vi bruge Navnet Asfyksi om Lægernes. «Denne Benævnelse, der i det videnskabelige Sprog betyder en Kvælningstilstand, er ganske vist et stygt, fremmed Ord, men jeg kjender: intet andet, som vi her kunne benytte, og vi maa derfor foreløbig finde os deri. Vi skulle saa behandle hvert af disse Begreber — Skindøden og Asfyksien — for sig og lidt nærmere undersøge deres Forhold. Gaa vi nu først over til Begrebet Skindød i dets populære Forstand, saa ville vi strax undersøge, hvorpaa man da støtter denne Forestilling, hvilke Beviser Publi- kum altsaa hår for alle disse gyselige Fortællinger, -der idelig dukke op paa ny. For det første støtter man sig til Beretninger, der ere hentede fra den gamle lægeviden- skabelige Litteratur. Det er ganske rigtigt, i en Mængde gamle Forfatteres Skrifter fortælles der Tilfælde af Skin- død;: men hvad følger saa deraf: ikke det allermindste ! Det er meget muligt, åt der gives andre Videnskaber, derom har jeg ingen Erfaring, i hvilke set Spørgsmaal anses for bevist, naar man kan paavise, at det staar for- talt i Bøger, skrevne for flere Aarhundreder siden; men jeg maa påa det bestemteste hævde, at dette ingenlunde er Tilfældet i Naturvidenskaben, altsaa "heller ikke i Medicinen. Vi Læger kaste ikke Vrag paa de- gamle Forfattere, vi erkjende, at; man kan lære: meget af gamle Bøger, naar de læses med Skjønsomhed ,og' Forstand, men. vi vide åf Erfaring, at mange af disse ældre Værker vrimle af Fejltagelser, Misforstaaelser og ligefrem falske Beretninger. .Naar vi derfor støde paa en eller anden utrolig Fortælling, saa tage vi den ingenlunde for gode Varer og endnu mindre for et Bevis, men undersøge den om muligt nærmere; den kan da ofte vise sig at være en 90 ren Fejltagelse. I gamle Lægebøger findes Beretninger om, at Hjernen er en Svamp, der suger Blodet til Ho- vedet, at Pulsaarerne føre Luft rundt i Legemet, at Sinds- sygdom beror paa: en Besættelse: af onde Aander eller en Forskrivning til Djævelen, at der kan gaa Ild i Drankere ved Selvantændelse, saa at de brænde op o.s.v. Er der da noget fornuftigt Menneske, som i vore Dage vil tro nogen af disse Fortællinger eller anse dem for beviste, fordi man kan anføre de gamle Forfattere som Hjemmel for dem? Man vil maaske svare mig: de gamle Læger fortælle udtrykkelig, at de selv have oplevet og selv været Vidne til Skindøden, de beskrive denne for- færdelige Tilstand af egen Erfaring, og altsaa: bør man tro dem. Ja det er sandt, men det samme ernlige saa godt Tilfældet med andre umulige Begivenheder; «man kan ogsaa finde omhyggelige og omstændelige Beskrivelser af Selvforbrændinger, som om "vedkommende selv: havde set dette, og dog lader det sig' bestemt bevise, nat: Selv- antændelser og Selvforbrændinger ere en. Umulighed +). Enten maa man tage alt, hvad der staar i gamle Læge- bøger, for Sandhed, og saa blive vi rigtignok nødte: til at tro Ting, som man i vore Dage ikke kan bilde et Barn ind; eller ogsaa maa man indrømme, at der hos de gamle Forfattere findes en Mængde Fejltagelser,. og at man ingenlunde maa tro, at alt, hvad de- fortælle, er bevist med det samme. Der var en Tid, da alle — Publi- kum saa vel som Lægerne — troede paa Skindøden, og fra den Tid stamme alle disse Beretninger, som samledes af Lægerne og nedskreves i deres Bøger, uden at det ”) Jfr. Dr. Lehmanns Artikel om denne Sag i dette Tidsskrifts lste Række, 4de Bd., S. 225. FØRE UÆ)) 91 faldt nogen ind at tvivle eller at undersøge dem nærmere. Af de gamle Bøger lære vi altsaa, at alle Lægerne navn- lig i tidligere Tider troede paa Skindøden og anføre en Mængde saadanne Tilfælde; men om. disse ere paalide- lige eller ikke,; derom kunne vi.ikke saa let danne os noget. bestemt Begreb... Lad os imidlertid undersøge dem lidt nøjere. Der er enkelte, som man, særlig fæster Lid til, f. Ex. Beretningen om, at Winsløw selv et Par Gange var skindød, ja endog levende: begravet, men blev reddet, hvorfor han for at afværge Faren for:andre. skrev et Værk.om. dette Spørgsmaal. Winsløw var en meget dygtig, .ja berømt Læge og Anatom, og man maa dog fæste Lid til, hvad han selv. har oplevet. . "Hvor. over- bevisende ser ikke alt dette ud, og dog, naar man blot læser efter, hvad Winsløw selv skriver, og.ikke tager det saaledes, som det refereres paa anden, tredie Haand, saa vil man indrømme, at der egentlig ikke. er. Spor af Bevis i det hele... Winsløw fortæller, at han selv to. Gange blev anset for skindød efter en Læges Mening, den første Gang, da han var Barn, den anden Gang i hans Ung- dom, altsaa i begge. Tilfælde forinden: han var . bleven Læge, paa en Tid da han ej selv kunde have. noget Begreb herom. Han gjengiver det derfor blot som noget, der. er fortalt ham om hans egen. Ungdom, men som han forøvrigt efter. Datidens Tro ikke betvivler. Man "vil dog. indrømme, at der er en betydelig Forskjel paa, om en Læge siger: den Ting er ganske vis, thi jeg har selv oplevet og iagttaget den to: Gange hos mig selv; eller om han. siger: den Ting tvivler jeg. ikke paa, thi mine nærmeste .— Forældre,, Amme —. have selv. fortalt mig, at en Læge har sagt, at han troede, … at dette er hændet.mig to Gange i min Ungdom., Jeg skal ikke trætte oe mine Læsere ved at gjennemgaa flere af disse Beretninger, men jeg vil blot udtale ét Ønske, og det er, at enhver, der er rigtig bange for Skindød, selv vil læse disse gamle Beretninger, ikke paa anden Haand, men saaledes som de staa hos selve Forfatterne; han vil da se, at det langt overvejende Flertal af disse Historier ere saa taabe- lige og saa utrolige, at ingen kan fæste mindste Lid til dem. Der gives kun ganske enkelte af dem, som man i vore Dage kan gjengive med nogenlunde Haab om, at de kunne vinde Tiltro, og det er derfor kun dette lille Udvalg, der stadig citeres af Nutidens Forfattere som helt eller halvt troværdige. Som et Modstykke til disse skal jeg anføre et Par Fortællinger, hentede fra de samme Kilder: Indbyggerne i en russisk Provins dø hvert Åar den 27de November paa Grund af den stærke Kulde ligesom Svalerne og Frøerne, eller rettere sagt, de fryse til Is; men med Foraarets Tilbagekomst leve de atter op igjen den 24de April! Derpaa fortælles om- stændelig Enkelthederne ved dette mærkelige Exempel paa Skindød efter en større Maalestok. En anden: For- tælling: en Mand faldt i Vandet fra en Baad, han sank ned paa Bunden og kom heldigvis. til at staa paa Be- nene, han vandrede derpaa afsted nede paa Bunden og kom efter 8 Dages Forløb heldig i Land ved Kysten! Flere lignende Historier fortælles, og Forfatteren betvivler dem ikke, men undrer sig kun med Rette over, at noget. lignende ikke hænder hyppigere. Af den Art ere en stor Del af de Erfaringer, som altsaa skulle tjene til Bevis for Skindøden. Man vil vist indrømme mig, at Forfattere, som kunne gjengive og selv tro påa saadanne Historier, næppe fortjene stor Tillid, og at det dog virke- lig ikke gaar an i vore Dage at forlange, at saadanne 93 Erfaringer skulle staa som ugjendrivelige Beviser. Jeg gjentager det, at disse Beretninger i sig selv ere saa urimelige og taabelige, at de ikke fortjene nogen Tiltro, selv om enkelte af dem ere i en saadan Form, at de endnu kunne fortælles uden efter vore Forestillinger at vække Anstød. Det andet Bevis for Skindøden søger man i den Mængde Tilfælde, der ere iagttagne af Publikum, og som stadig fortælles og gjentages. Jeg skal her først frem- hæve det besynderlige i, at det altid er Publikum selv, der gjør disse Erfaringer, medens Lægerne aldrig kunne være saa heldige at opleve noget lignende. Man maa dernæst indrømme, at alle disse Fortællinger meget let kunne bero paa rene Fejltagelser eller Misforstaaelser. Det hører jo ingenlunde til Sjeldenhederne, at vi Læger kaldes: over Hals og Hoved hen til en Syg, der anses for åt være død ganske uventet; naar man saa kommer derhen, saa finder man, at det hele kun er en Besvimelse, et forbigaaende Tab af Bevidstheden eller et nervøst Til- fælde, og man ser da ofte, at Omgivelserne blive højst overraskede ved at høre, at den Syge ingenlunde er død. Hvor let kunne ikke saadanne Fejltagelser give Anled- ning til, at man tror at have oplevet et Tilfælde af Skin- død, og dog er det hele i Virkeligheden ikke andet end en ren Misforstaaelse. At Publikum let kan begaa og ofte begaar den Slags Fejltagelser i det daglige Liv, det vil enhver indrømme, naar man ser, åt endog Læger i vore Dage kunne gjøre sig skyldige i lignende ubegribe- lige Fejl. For nogle Aar siden udgav saaledes en Fransk- mand, Le Bon, en lille Afhandling om den skindøde Tilstand, som blev oversat paa dansk og vistnok bidrog meget til, at dette Spørgsmaal blev gjort til Gjenstand 94 for en almindelig Diskussion. Jeg. skal her saa meget som muligt afholde mig fra .at kritisere dette Arbejde, da dette virkelig er aldeles overflødigt. Naar man læser denne lille Bog, maa man paa Titelbladet se, at Hr. Le Bon har Ret til at kalde sig Læge, thi ellers. vilde man næppe tro det. Iblandt andet fortæller Forfatteren nogle Tilfælde af Skindød, som han selv har havt. Lejlighed til at iagttage. Alle disse Sygehistorier ere. saa slet be- skrevne, at det næppe er muligt at. danne sig noget Be- greb om, hvad. det egentlig er, som. Hr. Le Bon, har iagttaget; kun saa meget: kan man tydelig se,.at der ikke i et eneste af disse Tilfælde. kan. være, Tale om, … at den syge har været skindød. Forfatteren har. kun bevist en Ting, og det er, at han selv ikke har det fjerneste Begreb om, hvad Skindød er. … Hans første Tilfælde. er saaledes en ganske almindelig Opiumsforgiftning,… hvor den syge henligger i.den sædvanlige, velbekjendte. bevidst-. løse Tilstand, der altid indtræder efter større Doser. af denne Gift. Hvorledes dette Tilfælde af nogen Læge kan forvexles med Skindød er aldeles ubegribeligt. "Vi kunne imidlertid tage et andet. Exempel, som ikke er mere meningsløst end alle de andre, men hvor Fejltagelsen bedre kan opfattes, selv af Folk, der savne ethvert Be- greb om Lægevidenskab... Som en autentisk Iagttagelse af et Skindødstilfælde berettes fra Hr. Le. Bon følgende Historie efter Iagttagelse af en anden Læge i Paris:. En ung Mand bringes som død til sit Hjem; hvad han. fejler er det ikke muligt at se paa Grund. af Beretningens for- virrede Form; nogle tilkaldte Læger have trukket ;sig til- bage med den Erklæring, at her intet er at gjøre. Refe- renten kommer nu til og »ordinerer en Mixtur, som skal indgives den syge med en Ske mellem Tænderne«. Hans 95 Forskrifter følges Dagen igjennem. »Livet vendte til- bage«, og næste Morgen var Bedringen øjensynlig 0. s. v. Man. tænke sig nu blot: der ordineres Medicin til en skindød, og efter at han har taget sin Mixtur en Dagstid, saa vender Livet. tilbage! "Skal et Menneske anses for skindød, saa maa han selvfølgelig ligge uden eller med tvivlsomme” Livstegn; men kan, der nu tænkes noget bedre eller sikrere Livstegn end dette, at den Syge tager og synker Medicin, og hvad skal man tænke om en Læge- beretning, der fortæller om skindøde, som efter at have taget Medicin en hel Dag »vende tilbage .til: Livet«! Den syge har. i dette Tilfælde maattet kunne synke, thi hælder: man en Skefuld Vand i Munden paa et Lig, saa bliver' den enten staaende bag i Halsen. eller løber ned i. Luftrøret eller ud igjennem Næse og Mund, og enhver Læge vil derfor omhyggelig. vogte sig for at indbringe nogen Vædske i Munden paa en syg, der ikke længer kan'/synke. | Vil man mistænke et Menneske, der ligger i sim Seng og tager regelmæssig sin Skefuld Medicin, for at være skindød, saa kan man lige saa godt tro, at en anden er det, der spiser, taler og hver Dag gaar sig en Tur. Naar der altsaa endnu i vore: Dage findes Læger, "der ikke have bedre Begreber om Skindøden, og som derfor kunne begaa saadanne Fejltagelser, ja saa vil man; vist indrømme mig, at det ikke er urimeligt at. an- tage, at Publikum kan gjøre sig; skyldig i- lignende Mis- forstaaelser.… Der er desuden, et andet Forhold, som. man vel maa erindre, og som virkelig har ikke ringe Betyd- ning, og det er, at disse "Fortællinger om Skindøden; ofte ere meget gamle, hændte for mange Aar siden og ned- arvede eller bevarede i Familierne ved «mundtlig Over- levering; hvor let kan der saa ikke indsnige sig Over- 96 drivelser og Fejltagelser. Man behøver ikke at beskylde nogen for Usandhed, thi enhver vil indrømme, at naar en Historie idelig fortælles paa ny det ene Aar efter det andet, saa glemmer man tilsidst, hvorledes den egentlig hænger sammen, medens Fantasien samtidig pynter paa den; og saaledes kunne selv sandhedskjærlige Folk, der ikke forsætlig ville overdrive, dog i Aarenes Løb komme til at fortælle slige Tildragelser i en saadan Form, at de selv højlig vilde undre sig, naar Historien paany blev dem fortalt saaledes, som den virkelig er hændet. En stor Del af disse Fortællinger lade sig desuden med største Lethed forklare paa en aldeles naturlig Maade, naar man blot vil være tilbøjelig til at indrømme, at Misforstaaelser og Overdrivelser ere mulige. Andre" af disse Fortællinger ere ligefremme Usandheder, eftersom de stride mod de simpleste Love for Livet. Mulig har en eller anden af Læserne smilet over Fortidens Uviden- hed og Overtro, der kunde lade sig bilde ind, at et Men- neske kan vandre om nogle Dage paa Havets Bund; men vor Tid er ikke et Haar bedre, man kan endnu i Avi- serne læse Beretninger om Folk, der ere lagte i Kiste og gravede ned i Jorden, have ligget der nogle Dage, have raabt om Hjælp og ere blevne gravede op i levende Til- stand. "I Virkeligheden er det ene lige saa troligt som det andet, thi begge Dele ere nøjagtig lige store Umulig= heder. Sandsynligvis kjende de fleste af Læserne Beret- ningen om en Tildragelse, der fortælles noget forskjellig, men som vakte en vis Opsigt' og mulig har gjort et stærkt Indtryk paa mange. Da man for en Del Aar siden - forhandlede i det franske Deputeretkammer om Skindødespørgsmaalet, rejste et af Medlemmerne, en anset, højtstaaende gejstlig Embedsmand, sig og forsikrede, 97 at det var aldeles vist, at et Menneske kan være. skin- død, thi han selv havde oplevet et saadant Tilfælde, idet en ung gejstlig, medens han stod paa Prækestolen paa en af de varmeste Dage i en propfuld Kirke, blev svimmel og faldt. om som død; alle hans Omgivelser, selv en Læge, antoge ham for død, allerede sang man Ligsangen over ham, da den unge Mand levede op igjen til alles store Glæde, »og dette, mine Herrer! er aldeles paalideligt, thi jeg selv var denne Præst, den hele Tildragelse er hændet " mig selv i min Ungdom,« det, vil sige for 40 Aar siden. Ingen vil mistænke denne ansete Embedsmand for at fare med bevidst Usandhed, og man maa altsaa dog ind- rømme, at Skindøden kan indtræde! Ja lad os nu blot se lidt nærmere paa denne Beretning, lad os huske, at det hele er: hændet for mange Aar siden, og at det altsaa ikke er umuligt, at ubevidste Overdrivelser kunne have indsneget sig. En ung gejstlig skal holde en Præ- diken A i den overfyldte, beklumrede Kirke falder han i en Besvimelse, det er en ganske naturlig Ting, der kan hænde hver Dag. Hans Omgivelser, der savne tilstrække- lige Kundskaber til at afgjøre, hvad der er i Vejen med ham, blive forskrækkede, anse ham for død, lægge ham hen paa en Ligbaare og give sig til at synge over ham. Medens de ere saaledes beskjæftigede, kommer han atter til sig selv; alle blive yderst overraskede og. forsikre, at de fuldt og fast troede, at han havde været død... Hvis det hele f. Ex. er gaaet. saaledes til, saa er der jo ikke det mindste mærkværdige ved den hele Historie; det er simpelt hen en Fejltagelse, der i Aarenes Løb er bleven udpyntet med gradvise, uvilkaarlige Overdrivelser. … Der var en Tid, da alle Mennesker troede paa Spøgeri; den- gang gaves der næppe nogen, som ikke af egen Erfaring 98 kunde meddele den Slags Tildragelser, sanddru og ærlige Folk fortalte i al Oprigtighed, hvåd de selv havde. op=- levét i den Retning, og der var næppe nogen Familie, som ikke havde sit eget Spøgelse. I vore Dage vil ingen tro paa Gjengangere mere, og dermed ere alle den Slags Iagttagelser ophørte af sig selv. Der gives virkelig ogsaa medicinske Spøgelsehistorier, og dertil kunne blandt andet regnes Selvforbrænding og Skindød; saa længe Folk tro paa den Slags Ting, saa vil man aldrig savne Beretninger derom; kan man blot fremkalde Overbevis=- ningen om, at sligt hører til Umulighederne, såa falde de bort af sig selv. Man vil indrømme mig, at Grundlaget, hvorpaa den hele Forestilling om Skindøden hviler, ingenlunde er sikkert; Beretningerne i ældre Lægeskrifter kunne være sande eller usande, derom kan man tvistes i det uende- lige, da det nu ikke er muligt at føre noget bestemt Be- vis hverken for eller imod. Alle Rygter og Historier, " der fortælles rundt i Publikum, kunne ligeledes meget godt være Fejltagelser og Overdrivelser, der lade sig for- klare paa ganske naturlig Maade; men man kan dog ikke stille den Fordring til os Læger, at vi, hver Gang et saadant Rygte kommer frem, skulle undersøge " det nøjere og bevise, at det hele er en Fejltagelse.. For nogle Åar siden blev der i et af vore Blade fortalt en Række Historier om Skindøde, men da de bleve nærmere undersøgte, saa viste de sig fuldstændig usande og upaa- lidelige. Dette forhindrer naturligvis ikke, at der næste Dag kan komme dobbelt saa mange frem paa ny, thi der er virkelig nok at tage til, og hvo vil saa spilde sin Tid paa det uendelige Arbejde at tage disse nye. Tildragelser under en nærmere Behandling? Saa længe Undersøgelsen 99 føres paa dette Omraade, er det umuligt at komme til et sikkert Resultat. Heldigvis behøves det imidlertid aldeles ikke, alle den Slags Beretninger kunne vi ganske rolig lade staa hen uafgjorte. Vil man nemlig oprigtig og for Alvor undersøge dette Spørgsmaal for at komme til et sikkert, paalideligt Resultat, og det er vel i Grunden alles Ønske, såa maa man slaa ind paa en ganske anden Vej end den, man hidtil har fulgt. Det er for det første aldeles klart, at hvis man vil søge Oplysninger om den skindøde Tilstand, saa maa man hellere stole paa Lægernes end paa Publikums Er- faringer i denne Retning. Lægen har tilstrækkelig Sag- kundskab, han kjender alle Former, hvorunder Liv og Død optræde, og kan derfor vogte sig for at begaa Fejl- tagelser, han færdes hver eneste Dag mellem syge, maa desværre næsten hver Dag undersøge Lig og kan saa- ledes samle en rig Erfaring paa dette Omraade. Man kan derfor ikke beskylde mig for Ubeskedenhed, naar jeg paastaar, at Lægerne langt bedre end Publikum for- maa at opklare dette Spørgsmaal. Skal man altsaa i Sandhedens Interesse holde sig til Lægernes Erfaringer, hvorfor skulle vi saa ty til Fortiden og dens Overleve- ringer? det er dog naturligere at spørge de nulevende Læger om deres Mening end at lede efter i gamle upaalidelige Bøger fra de forrige Aarhundreder. Dertil kommer selvfølgelig, at hvis Skindøden indtraadte af og til i ældre Tider, saa maa den ogsaa kunne iagttages i vore Dage, ja man kan uden Overdrivelse paastaa, at Lejligheden til at samle paalidelige Erfaringer er langt rigeligere nu til Dags end tidligere. Forhen fandtes der kun faa Læger, enkelte i Byerne, næsten slet ingen ude paa Landet, mange vare kun Læger af Navn, men sav- 100 nede aldeles videnskabelig Dannelse; i vore Dage findes der overalt en Mængde Læger, maaske altfor mange, og alle have de faaet en ensartet, omhyggelig Uddannelse i deres Fag. I ældre Dage var det en bekostelig ;og. be- sværlig Sag at. søge Lægehjælp, mangfoldige syge laa derfor hen uden Tilsyn, og uden at der kunde gjøres noget for dem; nu er det ganske anderledes, større Vel- stand og Oplysning paa den ene og Lægernes tiltagende Antal paa den anden Side have medført, at det i vore Dage kun sjælden indtræffer, at en syg, der selv ønsker Lægehjælp, ikke kan skaffe sig den. Paa mange Steder, navnlig i alle Byerne, undersøge Lægerne ethvert. Lig, og man. vil altsaa vistnok indrømme mig, at vi: nu have langt rigeligere Lejlighed til at opdage Tilfælde af Skin- død end tidligere. Tage vi imidlertid blot Hensyn til én Side af Lægernes Virksomhed, nemlig til Hospitalerne, saa vil man se, at den Erfaring, som her indhøstes, i og for sig er fuldstændig tilstrækkelig til at løse det hele Spørgsmaal. Enhver syg, der indlægges paa et Hospital, er under stadigt, sagkyndigt Tilsyn, han undersøges ved Indlæggelsen, enhver Forandring i hans Tilstand medfører næsten strax et Besøg af den vagthavende; dør han, hentes øjeblikkelig Lægen for at afgjøre, om Livet virkelig er endt. Dertil kommer, at alt, hvad der hænder paa et Hospital, strax bliver optegnet. Enhver syg har sin egen Journal, hvori indføres alt: enhver Forandring i hans Be- | findende, saa længe han lever, og efter hans Død hele Beretningen om hans Obduktion. Alle mærkelige Til- fælde, som indtræffe paa Hospitalerne, samles i de aar- lige Beretninger, der udgives i Trykken og ere let til- gjængelige for enhver. Her have vi altsaa den gunstigste Lejlighed til at faa ethvert Dødsfald iagttaget -under 101 sagkyndig Kontrol, og Resultaterne forelægges hvert Aar Offentligheden i Hospitalsberetningerne. Lad os dernæst undersøge, om dette Erfaringsmateriale er stort eller lille! Kjøbenhavn alene har 5 større og flere smaa Hospitaler, rundt om i Landet findes en Mængde civile og militære Sygehuse, flere Sindssygeanstalter 0. s. v. Paa Kom- munehospitalet i Kjøbenhavn dør der aarlig mellem 6 og 700 Patienter; det er derfor ikke højt regnet, naar man antager, at der her i Danmark hvert Aar dør 1000 Mennesker paa Hospitalerne. Overalt i Udlandet, ikke blot i Evropa, men ogsaa i de civiliserede Dele af Amerika, de engelske Kolonier i Asien 0. s. v., findes der Hospitaler, der ikke staa tilbage for vore; man kan derfor godt regne, at der aarlig paa samtlige Hospitaler dør mindst 100,000 Mennesker. Vore Erfaringer strække sig dernæst en Del Aar tilbage; medtage vi blot 10, saa faa vi altsaa 1 Million Dødsfald, ville vi regne 20 Aar, saa have vi 2 Millioner. Det er dog et ret betydeligt Materiale: imellem 1 og 2 Millioner sikkert iagttagne Til- fælde! Skindøden indtræder meget hyppig, siger man; lad os imidlertid antage, at den indtræder meget sjælden, f. Ex. i et af hver 1000 eller 10,000 Dødsfald, altsaa rettere sagt overordentlig sjælden, saa vil man se, at vi dog under denne Forudsætning kunne gjøre Regning paa, at der hvert tiende Aar vil indtræde et Tilfælde paa Dan- marks: Hospitaler og i det hele 10 om Åaret paa samt- lige Hospitaler. Selv om altsaa Skindøden hørte til de allersjældneste Tildragelser, saa vilde der dog foreligge imellem 100 og 200 Tilfælde i Løbet af de sidste 10 til 20 Aar. Det er derfor den naturligste Ting af Verden, at vi henvende os til Hospitalserfaringen for at faa dette Spørgsmaal løst, thi her kunne vi erholde aldeles paalidelige Fjerde Række. V. i 102 og sikre Oplysninger, hentede fra et meget rigeligt Mate- riale. Hvilket Svar give da Lægerne os paa dette Spørgsmaal: hvor ofte har man iagttaget Skindøden paa Hospitalerne? Ja Svaret er hurtig givet: man ser her aldrig Skindøden, der findes ikke et eneste Tilfælde, der svarer til de Forestillinger, som Publikum har dannet sig om den skindøde Tilstand. Jeg er fuldstændig fattet paa, at denne Angivelse vil mødes med Mistro fra flere Sider, og at mange af Læserne have stor Lyst til at fremkomme med endel Indvendinger. For det første kan man sige: den medicinske Litteratur er stor, man kan dog ikke være vis paa, at der slet ikke skulde findes saadanne Iagttagelser et eller andet Steds fra. Jeg vil dertil svare, at ganske vist er det uoverkommeligt i vore. Dage at gjennemlæse alt, hvad der udkommer, men der gives dog saa mange Hjælpemidler, naar man blot véd, hvorledes man skal bære sig ad med at søge, at man kan være temmelig vis paa ikke at overse noget af Vig- tighed. Selv om nu jeg, der engang har den Overbevis- ning, at Skindøden ikke existerer, kunde være tilbøjelig til at søge med en ond Villie, saa at jeg intet har fundet, .saa gives der jo andre Læger (jeg taler ikke her om Hr.LeBon, men om kundskabsrige, dygtige Mænd), der endnu fra ældre Tider have bevaret Troen paa Skin- død; ogsaa disse have ransaget Litteraturen, og hvis de da havde fundet sikre Tilfælde, meddelte fra Hospitalerne, saa vilde de jo ikke have nogen Grund til at fortie dem, tvertimod saadanne Beviser til Støtte for deres Meninger maatte jo være dem særlig kjærkomne. Man kan komme med en anden Indvending, idet man siger, at Hospitalsefterretningerne ere upaalidelige og mangelfulde. Denne Paastand er imidlertid fuldstændig urigtig; salt hvad 103 der hænder paa Hospitalet iagttages af Lægerne selv, man er derfor sikret mod de Fejltagelser og Overdrivelser, som den ukyndige saa let gjør sig skyldig i; derfor vilde ogsaa et eneste Tilfælde af Skindød, indtruffet paa et bekjendt Hospital og beskrevet af en dygtig Overlæge, være langt mere overbevisende end 1000 Rygter fortalte af Publikum. , Dertil kommer den Omstændighed, at vi paa Hospitalerne ere fuldkommen sikre paa, at ikke et eneste Tilfælde af Skindød kan overses, fordi de døde i Reglen blive obducerede. Jeg vil endda finde mig i, at man frakjender os Læger Evnen til ved en udvendig Undersøgelse at se, om et Menneske er levende eller død; man vil dog vel ikke drive Mistilliden dertil, at man ikke engang vil tro, at vi kunne opdage det, naar vi skjære den skindøde op og undersøge ham ind- vendig? Vi komme nu til en Indvending, som man ofte hører fremsat: at Lægerne nu engang have sat sig i Hovedet, at Skindøden ikke maa findes; de vide godt, at den exi- sterer, men de skjule den og ville ikke have, at den maa blive bekjendt. Lad os da undersøge denne Tanke lidt nærmere. .Hvorfor skulde Lægerne have. noget imod Skin- døden? det er kun faa Aar siden, at de saa godt som alle troede paa den, og enhver Forfatter omtalte den som en sikker Kjendsgjerning. Hospitalerne have lært os, at saadanne Tilfælde ikke forekomme i det virkelige Liv, og det er "den eneste Grund, hvorfor vi i den senere Tid have skiftet: Mening. Men vilde det nu ikke være en Fejl. af Lægerne, naar de først antoge et Menneske for død, og han saa senere levede op igjen? slige Tilfælde vare jo en Skam for Lægen, og det kunde jo tænkes, at han vil skjule saadanne Fejltagelser. Hertil skal jeg be- TEE 104 mærke, at en Læge, der kaldes til en nylig afdød, og som ved en omhyggelig Undersøgelse overbeviser sig om, at Dødstegneéne ere tilstede, ikke i mindste Maade har gjort sig skyldig i en Fejl, hvis det skulde vise sig, at den afdøde lever op igjen; tvært imod han har gjort en Opdagelse, der mulig vil gjøre hans Navn bekjendt vidt og bredt! Han vilde jo nemlig have bevist, at vore Dødstegn, som vi hidtil have stolet paa, ere aldeles upaa- lidelige, og hvad mere er, han vilde endelig have fundet et utvivlsomt Tilfælde af Skindød; al Tvivl og Usikkerhed vilde være løst, hans Opdagelse vilde gaa fra det ene Tidsskrift til det andet, hans Navn blive bekjendt, og man maa daarlig kjende den Lyst til at gjøre Opdagelser og til at skrive løst og fast, som har besat tyske Læger, og som vi selv ikke ere ganske fri for, naar man et eneste Øjeblik kunde tro, at et saadant Tilfælde vilde blive holdt skjult. Selv om det tvært imod var en Fejl, saa maa man ingenlunde tro, at vi Læger ere saa bange for at indrømme, at vi have baaret os urigtig ad. Hvert Øjeblik kan man i den medicinske Litteratur træffe Selv- bekjendelser, hvori Læger gjøre opmærksom paa, at de have begaaet den og den Fejl og advare deres Stands- fæller mod at begaa lignende for Fremtiden. Man maa altsaa indrømme, at Lægerne ikke kunne have den mindste rimelige Grund til at ville skjule de Tilfælde af Skindød, som de støde paa inde i Hospitalerne; men lad os nu antage, at det alligevel er Tilfældet, at de have en medfødt, uforklarlig Tilbøjelighed i denne Retning, saa vil dog enhver, der blot en Gang i sit Liv har set et Hospital, indrømme, at det vilde være et fuldstændig umuligt og taabeligt Foretagende, hvis nogen vilde prøve paa at neddysse den Slags Begivenheder. Saa godt som 105 alle syge ligge paa Fællesstuer, der rumme indtil 10 Senge eller vel endnu flere, hver Stue har sin Betjening af Gangkone, Opvatningspiger, Nattevagter 0. s. v., Publi- kum , påarørende og bekjendte have uhindret Adgang flere Timer hver Dag. Alt, hvad der hænder paa Stuen, mældes strax til den vagthavende; dør en af Patien- terne, kommer Lægen øjeblikkelig tilstede, undersøger den afdøde og kaster Lagenet op over Ansigtet paa Liget; hermed har han erklæret, at Døden er indtraadt. Der gaar nu strax Melding ned til Kontoret om, at et Dødsfald er indtraadt, dette meldes nu herfra videre til den afdødes paarørende, til Skifteretten 0. s. v. Lad os nu antage, at Livet vendte tilbage; Lægen bliver atter kaldt op, han maa indrømme, at vedkommende kun har været skindød, alle de tilstedeværende ere Vidne hertil, der maa sendes Afbud til Kontoret og fra dette videre til Familien og Skifteretten om, at det var en Fejltagelse. Er der nu noget Menneske, som for Alvor vil tro, at hele denne interessante Begivenhed kunde neddysses, om Læ- gerne end gjorde sig nok såa megen Umage derfor, at alle de andre Patienter, Stuekone, Gangpiger, ikke at tale om Familien, Kontorpersonalet, Skifteretten, paa nogen tænkelig Maade kunde bevæges til at tie stille? Hospitalerne leve i vore Dage under en såa skarp Kon- trol fra Offentlighedens Side, at ethvert Ulykkestilfælde, enhver, selv den ubetydeligste, Begivenhed næste Dag kan læses i Bladene; det vilde virkelig være en ligefrem Umulighed at antage, at et Tilfælde af Skindød, der vilde interessere Publikum i den allerhøjeste Grad, ikke skulde finde Vej til almindelig Kundskab inden ganske kort Tid, og skete dette, saa vilde Lægerne jo være nødte til at forklare, hvorledes det hele var gaaet til. Vil man nu 106 gjøre mig den Indvending: den døde bliver jo kun lig- gende 6 Timer paa Stuen, saa flyttes han bort til Lig- huset og bliver obduceret, her er der ingen Vidner tilstede, det kunde godt tænkes, at Skindøden først op- dages senere og da skjules af Lægerne. Det er ganske rigtigt, ved Obduktionen maa det endelig afgjøres, om Legemet er levende eller dødt; lad os da tænke os denne hele Situation, den er ganske vist uhyggelig og lidet til- talende, men det er nødvendigt, at vi ikke blive staaende paa Halvvejen, men at Læseren bliver overbevist om, at Hospitalet lige saa lidt her ér istand til at liste sig fra sine skindøde. Liget bringes altsaa ind paa Sektions- stuen; de første Snit maa nødvendigvis overbevise Læ- gerne om, at det er et skindødt, levende Menneske, som de have for sig; hvad skulle de nu gribe til? Et af to maa de gjøre, enten maa de standse Obduktionen, for- binde den skindøde og lade ham bære tilbage til Syge- stuerne til videre Behandling, eller ogsaa maa de ganske rolig fortsætte Obduktionen, som om der slet intet var i Vejen; en tredie Udvej gives der ikke. Lader os da nærmere betragte den første Fremgangsmaade, man standser altsaa Obduktionen, syr Hudsaaret sammen, forbinder det, lader Portorerne bære det stakkels Men- neske tilbage til en af Sygestuerne, hvor man maa be- handle ham videre for mulig at helbrede ham. Man maa sende Bud til Kontoret og Familien om, åt den afdøde, som man rigtig nok havde begyndt at skjære op, endnu er i Live og mulig kan komme sig, alle For- beredelser til Begravelsen, som allerede tildels ere trufne,. maa foreløbig standses. Det bliver jo åabenbart værre og værre; hvilken almindelig Storm vilde der ikke rejse sig mod det ulykkelige Hospital, der havde gjort sig 107 skyldig i noget saadant! det vilde næsten være en For- brydelse, hvis det offentlige fandt sig heri eller lod det gaa upaatalt hen! Lad os nu tænke os det andet Til- fælde, at Lægerne opdage deres Fejltagelse og fortsætte ikke: desto mindre Obduktionen. Jeg tror dog, oprigtig talt, at der ikke gives noget Menneske, der har saa slette Tanker om os Læger, åt han kunde tro, vi vilde gjøre os skyldige i en saadan Ugjerning. Det vilde jo være et ligefremt Mord: man ser, at man har et levende, blødende Menneske under sin Kniv, men man vedbliver koldblodig at skjære i ham, indtil man faar Livet af ham. Selv om den obducerende Læge kunde være: haard- hjertet nok til at myrde et Medmenneske, saa er der jo en Mængde Vidner tilstede: Hospitalets Over- og Under- læger, Volontører, medicinske Studenter og Obduktions- tjeneren, alle disse skulde rolig se paa, hvad der foregik, og bag efter tie stille med, hvad de havde været Vidne til; det er der dog vel ingen, der vil antage? Man maa indrømme, at det er paa Hospitalerne, at dette Spørgsmaal om Skindøden skal løses, her har man rigelig, ja overflødig Lejlighed til at opdage den Slags . Tilfælde. Fejltagelser og Misforstaaelser kunne her ikke indsnige sig, da det er Lægerne selv og ikke Publikum, der gjøre alle Iagttagelser og kontrollere alt; ethvert Tilfælde, som kunde indtræffe her, maatte blive bekjendt i videre Kredse og vilde ikke kunne” lade sig skjule. Læ- gerne selv have ingen som helst Grund til at tie, tvert- imod al mulig Opfordring til at offentliggjøre i deres Aarsberetninger de mærkværdige Exempler paa Skindød, som de oplevede, og som i Virkeligheden vilde fortjene hele Lægestandens alvorlige Overvejelse og hidføre en fuldstændig Omvæltning i alle vore Begreber om Døds- 108 tegnene, som burde afskrække os fra at obducere Ligene kort efter Døden; thi hvo turde udsætte sig for den Fare at skjære ind i et friskt Lig, naar han ikke turde stole paa de almindelige Dødstegn? Et eneste utvivlsomt Til- fælde af Skindød, der iagttoges påa et større Hospital af en bekjendt, paalidelig Læge, vilde være fuldkommen tilstrækkeligt til at overbevise os alle; en eneste Beskri- velse om et Menneske, der viste alle Dødstegn og dog levede op igjen af sig selv i Løbet af de følgende Dage, og som i denne Tid havde ligget med fuld Bevidsthed, hørende alt, hvad der foregik om ham, tænkende og fø- lende, men ude af Stand til at bevæge sig eller give sig tilkjende for Omgivelserne, vilde være mere end nok til at løse enhver Tvivl. Naar vi Læger nu færdes Aar ud og ind påa vore Hospitaler uden nogensinde at se et eneste saadant Tilfælde af Skindød og heller aldrig høre noget om, at man paa andre Hospitaler kan opdage noget lignende, kan man da forlange, at vi skulle tro paa Skin- døden, fordi den staar fortalt i gamle Lægebøger, der indeholde saa mangfoldige andre Fejltagelser? eller at vi skulle fæste Lid til Rygter, der løbe om i Publikum, og som, hver Gang de undersøges nøjere, vise sig blottede for: ethvert Spor af Sandhed, som let kunne bero paa rene Misforstaaelser, og som oftest ere i en latterlig Grad umulige? Vi have Ret til at sige: vor Erfaring, som vi møjsommelig samle os påa vore Hospitaler, har sagt os, at den Slags Tilfælde ikke existere; vis os en eneste Gang Skindøden inde paa Hospitalet, hvor vi selv kunne undersøge den og overbevise os om, at den ikke er en Fejltagelse eller Misforstaaelse af simple Besvimelser eller lignende hyppig forekommende Tilstande, saa skulle vi tro paa den, men før gjøre vi det ikke. 109 Jég skal endnu omtale en Kjendsgjerning, som lige- ledes har stor Interesse for det foreliggende Spørgsmaal. Rundt omkring i Tyskland har man for en Række Aar siden, da Frygten for Skindød endnu var paa sit højeste, anlagt Ligkapeller, i hvilke de døde kunde henstaa indtil Begravelsen. Her vare alle mulige Forsigtighedsregler trufne: der var ved Ligenes Hænder og Fødder fastgjort Snore, der stode i Forbindelse med Klokker, saaledes at den mindste, den ubetydeligste Bevægelse vilde bringe disse til at ringe og hidkalde en Vagt, der altid var til- stede baade Nat og Dag: I en lang Række Aar bleve Tusender af Lig hensatte i disse Kapeller, og man maatte altsaa ogsaa være berettiget til at vente, at mange Skin- døde ved disse Forsigtighedsregler vare blevne opdagede og frelste fra en for tidlig Begravelse. Hvad har saa Resultatet været? Ganske det samme som paa Hospi- talerne: ikke et eneste Tilfælde af Skindød er paa denne Maade blevet opdaget! Her kan selvfølgelig ikke næres nogen Mistanke om, at man forsætlig har villet skjule de forefundne Tilfælde; det er tvært imod aldeles klart, at det maatte være i disse Ligkapellers egen Interesse hurtigst mulig at bekjendtgjøre hvert eneste Tilfælde, som de opdagede. Vi komme altsaa her til det samme Resultat: overalt hvor Spørgsmaalet underkastes en sagkyndig, påa- lidelig Kontrol, saaledes som paa Hospitalerne" eller i disse omtalte Kapeller, der lykkes det aldrig at opdage et eneste Tilfælde af Skindød, medens det store Publi- kum, som mangler Sagkundskab og Indsigt til at sikre sig mod Fejltagelser, idelig er i Stand til at paavise disse Tilfælde i Snesevis. Lægernes Erfaring taler altsaa bestemt imod, at Skindøden, det vil sige den populære Opfattelse af denne Tilstand, existerer, eftersom det endnu 110 ikke er lykkedes at paavise et eneste utvivlsomt, sikkert Tilfælde af denne Art. Det hele Spørgsmaal kan imidlertid endnu ses fra et ganske andet Synspunkt; man kan nemlig undersøge, om den skindøde Tilstand staar i Overensstemmelse med Lægernes Kundskaber om den menneskelige. Organismes Livsytringer. | Naar man "skal fastholde Grænsen mellem Liv og Død, såa maa man først undersøge, om der gives sikre og paalidelige Tegn, der med Bestemthed kunne afgjøre, om Livet endnu bestaar, eller om det er ophørt; det vil sige, vi maa undersøge, hvilke Tegnene paa Liv og Død ere. Tage vi nu den første af disse Opgaver, nemlig Livstegnene, såa vide vi jo alle, at det dyriske Liv betinges af en stadig, uafbrudt Omsætning og Fornyelse. Organismen maa stedse optage nye Stoffer og forarbejde dem til en saadan Form, at de kunne tjene til Livets Tarv og Vedligeholdelse, men samtidig maa de gamle, forbrugte Stoffer udskilles og fjernes. Legemet maa alt- saa, hvis Livet skal vedligeholdes og udvikles, ernæres og ligesom forynges under et uafbrudt Stofskifte. "For at dette imidlertid kan ske, maa der i Organismen fore- gaa en hel Række kemiske Omsætninger og Forandringer, og disse forskjellige Livsytringer ere altsaa Betingelserne for, at Livet kan bestaa; men heraf følger ogsaa, at det er blandt disse Livsytringer vi maa søge Tegnene paa Li- vets Bestaaen eller Ophør. Man vil imidlertid snart se, at ikke enhver Livsytring er lige paalidelig, thi flere af disse ere ganske vist aldeles nødvendige, men behøve dog ikke stadig at være tilstede. Kunde man derimod finde en Livsytring, som foregaar uafbrudt, som aldrig kan afbrydes end ikke for en ganske kort Tid, og med Hensyn til hvilken 111 det let kan iagttages, om den er tilstede, eller om den er ophørt, saa vilde denne afgive et udmærket Tegn paa Livet. En saadan Funktion kjende vi imidlertid, og det er Aandedrættet. Paa ethvert af den menneskelige Orga- nismes Udviklingstrin, fra Fosterlivet til den seneste Alderdom, er Aandedrættet en absolut Betingelse for, at Livet kan finde Sted; afbrydes denne Funktion om end for en ganske kort Tid, saa opstaar der alvorlig Fare og derpaa aldeles sikkert Døden. Vil Læseren selv over- bevise sig om, hvor nødvendigt AÅandedrættet er, saa be- høver man blot at tillukke sin Næse og Mund, og inden ret mange Sekunder vil man faa det ufejlbarligste Bevis for, at Luften er den nødvendigste Grundbetingelse for Livet. Hvad der sker, hvis Aandedrættet ganske af- brydes hos et Menneske eller et Dyr, hvis Organisme ligner den menneskelige, det vide vi Læger meget godt, thi det have vi iagttaget utallige Gange: efter knapt et Minuts Forløb indtræder der en voldsom, pinlig Trang til Luft, Dyret gjør de forfærdeligste Anstrængelser for at trække Vejret. Lykkes dette imidlertid ikke, saa ind- træder efter ganske kort Tids Forløb en bevidstløs Til- stand med enkelte uregelmæssige Aandedrag, der da meget hurtig gaar over i Døden. Det er altsaa en sikker og utvivlsom Kjendsgjerning, at enhver Afbrydelse af AÅandedrættet, der blot varer nogle Minutter, medfører Kvælningsdøden, den sikreste og farligste af alle bekjendte Dødsmaader. Men heraf følger da tillige, at Aande- drættet er vort sikreste og bedste Livstegn. Saa længe det nemlig er tilstede, er der utvivlsomt Liv; ophører det, saa er Døden indtraadt eller maa indtræde inden ganske kort Tid. Spørger man nu om Grunden til, at Aandedrættet er en saa absolut Betingelse for Livet, saa « 112 maa Lægerne indrømme, at de aldeles intet vide herom. Vi kunne give Oplysninger om, hvad Aandedrættet er, hvorledes det foregaar, men hvorfor det i den Grad er en Nødvendighed, at det ikke kan ophøre nogle enkelte Mi- nutter, uden at Kvælningsdøden indtræder, det vide vi ikke. Vi undersøge dernæst, om Aandedrættet. let kan iagttages hos et levende Menneske. SAandedrættet be= staar i en Vexelvirkning mellem den atmosfæriske Luft paa den ene og Blodet paa den anden Side. Den hele Proces foregaar i Lungerne, hvor Blodet op- tager Luftens Ilt og derved forandrer sin Farve fra mørk til lysrød. Den saaledes optagne Ilt forbruges imidlertid hurtig ved en lang Række kemiske Omsæt- ninger, som vi ikke her skulle gaa nærmere ind paa. Herved bliver Blodet atter mørkt og indeholder nu en ny Luftart, nemlig Kulsyre, som hurtigst mulig. skal fjærnes. Saa snart Blodet derfor vender tilbage til Lun- gen, afgiver det sin Kulsyre og optager paa ny Ilt og saaledes fremdeles. Det er imidlertid en Selvfølge, at Luften, som findes i Lungerne, idelig maa fornyes, thi ellers vilde den i ganske kort Tid blive fordærvet. Dens Ilt bliver nemlig forbrugt, medens den samtidig over- læsses med Kulsyre, og efter kort Tids Forløb kan den derfor ikke mere holde Aandedrættet vedlige. Denne Fornyelse sker ved Ind- og Udaandingsbevægelserne. Ved Indaandingen udvides Brystkassen i alle Retninger, Rib- benene drejes opad og udad, og Brystets forreste Væg hæves derved fremad og opad. Den stærkeste Virkning udøves imidlertid af en skjult liggende Muskel, nemlig Mellemgulvet. Dette danner Adskillelsen mellem "Bryst- og Bughulen, og man maa tænke sig det som en flad, tynd Muskel, der er vandret udspændt, og som 113 "altsaa danner Brysthulens Gulv, men Bughulens Loft. I sin sædvanlige Stilling er Mellemgulvet stærkt kuppel- formig hvælvet op i Brysthulen; naar nu denne Muskel trækker sig sammen og altsaa forkorter sig, saa vil man let indse, at dens Hvælving bliver fladere, den synker altsaa ned mod Underlivet. Herved vil den paa den ene Side udvide Brysthulen stærkt i Retningen nedad og paa den anden Side præsse Underlivsorganerne nedad og fortil, hvorved den forreste Bugvæg hæves i Vejret. Naar Brystet saaledes ved Indaandingen udvides i alle Ret- ninger, saa strømmer Luften ind og fylder Lungerne. Enhver Indaandingsbevægelse maa altsaa let kunne iagt- tages, idet Brystets og Underlivets forreste Væg samtidig udvider sig i Retningen fremad og opad. Ved Ud- aandingen sker ganske det modsatte, Ribbenene synke tilbage til deres tidligere Stilling, Mellemgulvet hvælver sig stærkt opad, Brysthulens Rum formindskes i alle Ret- ninger, og Følgen deraf er, at Luften drives ud af Lun- gerne, medens samtidig Brystets og Underlivets forreste " Væg synker tilbage til sin tidligere Stilling. Ved hvert Aandedrag passerer altsaa en vis, ikke ganske ringe, | Mængde Luft ud af Næsen eller Munden, hvilket let kan iagttages, som oftest endog tydelig høres. Anbringer man dernæst et Hørerør paa Brystets Væg, saa kan man med Lethed høre den Lyd, der ledsager Luftens ind- og udgaaende Bevægelser i Lungerne og Luftrørets Grene. Vi have endnu et Tegn paa, at Aandedrættet foregaar; det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at Luften idelig fornyes i Lungerne, Blodet maa ogsaa holdes i et ustandseligt Kredsløb, for at det idelig kan strømme gjennem Lun- gerne og saaledes komme i Vexelvirkning med Luften. " Kredsløbet holdes i Gang ved, at Hjertet, der maa tænkes 114 som en kraftig, indvendig hul Muskel, regelmæssig trækker sig sammen og saaledes — som et uafbrudt vir- kende Pumpeværk — driver Blodet omkring gjennem Karsystemet. Hjertets Bevægelser ere i Reglen lette at iagttage; dels kunne vi se og føle dem udvendig paa Brystets venstre Side, dels kunne vi ved Hørerøret iagt- tage enhver Sammentrækning som to korte men bestemte Lyd, der ere yderst karakteristiske. Man vil alsaa se, at det ingenlunde er vanskeligt at overbevise sig, om Aandedrættet finder Sted eller ikke; Brystet og Under- livet hæve og sænke sig regelmæssig, Luften strømmer ind og ud af Næse og Mund, man kan høre Luftens Be- vægelser inde i Brysthulen, og samtidig banker Hjertet sin regelmæssige Takt ved Bevægelser, der baade kunne ses, føles og høres. Standser Aandedrættet, saa. vil samtidig, eller i ethvert Tilfælde efter ganske kort Tids Forløb, alle disse Bevægelser ophøre fuldstændig. Aandedrættet er altsaa et sikkert og paalideligt Tegn, der skiller Liv og Død fra hinanden; men heraf følger ligefrem, at man strax maa gjøre sig .selv det Spørgsmaal, hvorledes forholder da Aandedrættet sig hos de skindøde? SHerom faa vi ingen Oplysning i.de for- skjellige Beretninger. At Publikum, naar det fortæller sine Rygter, ikke tænker paa Vigtigheden af at oplyse dette Punkt, det kan man let forstaa; men ubegribeligt er det, at Lægerne, som have gjort sig til Talsmænd for disse Historier, ikke indse, at det først og fremmest gjælder om at faa at vide, hvorledes Aandedrættet for- holder sig, thi dermed staar og falder det hele Spørgsmaal. Vi maa altsaa selv undersøge dette Punkt, og det er virkelig heller ikke vanskeligt her at komme til et Resultat. Aandedrættet kan nemlig hos den skindøde ære 115 kun forholde sig paa tre Maader. Enten maa 1) den skin- døde ligge hen med fuldt Aandedrag, der altsaa let kan iagttages, eller 2) Aandedrættet maa være aldeles standset, eller 3) Aandedrættet vedbliver, men saa svagt, at man kun usikkert eller slet ikke kan opdage det. Flere Mulig- heder gives der ikke; men af disse maa de to første strax falde bort af sig selv. Den skindøde kan ikke ligge med fuldt Aandedræt af den simple Grund, at han i saa Tilfælde ikke er skindød, men levende. Han kan ikke give Anledning til nogen Fejltagelse, da han frem- byder de sikreste Tegn paa at være levende; kun den højeste Grad af Uvidenhed kan i et saadan Tilfælde lade sig forlede til at tro, at her foreligger et Tilfælde af Skindød. Den anden Mulighed, at Aandedrættet ganske er standset hos den skindøde, kan lige saa bestemt be- nægtes. I længere Tid kan et Menneske nemlig ikke lade være at trække Vejret, uden at Kvælningsdøden al- deles bestemt og uundgaaelig indtræder. Den skindøde kan altsaa ikke henligge længere Tid uden Aandedræt, thi i saa Fald vilde han blive virkelig død, idet han hur- tig vilde kvæles. Der er altsaa kun den tredie Mulighed tilbage: den .skindøde maa trække sit Vejr, men saa svagt, at man ikke kan opdage det — er det da muligt? Ja dertil kan i ethvert Tilfælde svares, at det er i den aller højeste Grad usandsynligt. 'Selv om Aandedrættet er nok saa svagt, vil man jo dog kunne mærke det; en svag Luftstrøm maa gaa ind og ud'af Næse og Mund, og denne vil jo, om den end er aldrig saa svag, med Let- hed kunne lade sig paavise ved f. Ex. at lægge et lille Fjerdun eller et Bomuldsfnug tværs over Næse- og Mundaabningen; da vil dette blæses tilside ved det aller ubetydeligste Spor af Aandedrag. Men lad os ikke desto 116 mindre antage, at det er muligt, eftersom vi aldeles ikke behøve at være bange for at gjøre selv urimelige Ind- rømmelser lige over for en Sag, der er saa let at mod- bevise som Skindøden. Vi antage altsaa som eneste og sidste — rigtignok højst usandsynlige — Mulighed, at den skindøde trækker Vejret, men gjør det saa sagte og umærkelig, at man ikke kan opdage det. I det vi nu bestemt fastholde denne Forudsætning, skulle vi lidt nærmere undersøge, om de for Skindøden karakteri- stiske og almindelig fremhævede Egenskaber i saa Til- fælde ere mulige. 1) Skindøden er en langvarig Tilstand, thi der med- deles ofte Fortællinger om, at den har varet mange Timer eller flere Dage; 2) den skindøde kan, om end ikke altid, saa dog ikke sjælden henligge med fuld Bevidsthed, idet han sanser, tænker, føler, begriber, danner sig Forsæt, hvilke han dog ikke kan udføre; 3) Skindøden kan ind- træde efter enhver Dødsmaade, saa vel efter en langvarig Sygdom, som ved et pludseligt Ulykkestilfælde. Det er de tre væsentligste for os Læger mest mærkværdige Egenskaber ved Skindøden; vi skulle nu bevise, at ikke en eneste af disse paa nogen Maade er mulig. Da Aandedrættet hos den skindøde maa være overmaade svagt, saa kan denne Tilstand ikke vare i længere Tid, det kan man sige aldeles bestemt; thi et saa svagt Aandedrag, hvorom der her kun kan være Tale, vil ikke kunne vedligeholde Livet i hele eller halve Dåge, og Kvælningsdøden vilde derfor ufejlbarlig indtræde længe forinden. Det er muligt, at et Menneske, der trækker sit Vejr saa svagt, at det ikke kan mærkes, kan leve noget længere, end et andet, som slet ikke aander; men meget længe kan det ikke vare. Alle Beretninger om, 117 at den skindøde Tilstand har varet flere Dage, maa altsaa. være urigtige; de paagjældende'maa i saa Tilfælde have henligget i en langvarig bevidstløs Tilstand, men med tydeligt, ikke. altfor svagt Aandedræt og have altsaa været fuldstændig. levende. Det hele kan altsaa i det højeste være en Fejltagelse, Overdrivelse eller,en fuld- stændig Opdigtelse. | Der fortælles Tilfælde, i hvilke den skindøde har ligget med fuld Bevidsthed, og det er navnlig denne Om- stændighed, - som gjør denne Tilstand saa ængstelig og uhyggelig, hvorfor ogsaa mange af Skindødehistorierne navnlig benytte sig heraf for rigtig at blive spændende og rædselsfulde; heldigvis er det hele imidlertid en ligefrem Umulighed. Bevidstheden er hos Mennesket en Funktion, der kommer i Stand ved Hjernens Virksomhed. Ål Sans- ning og alle derved vakte Forestillinger, Tanker, Følelser og Forsæt ere kun mulige saa længe, som Nervesystemets Centralorgan, Hjernen, fungerer paa en sund og naturlig Maade. At dette forholder sig saaledes, behøver i vore Dage ikke noget Bevis; naar man paa et Dyr borttager Hjernen, men for Resten sørger for at bevare dets Liv i nogen Tid, saa vil man med Lethed kunne overtyde sig om, at ethvert Spor af Bevidsthed, Tænkning, Begreb 0. s. v. for stedse er ophørt. Nu vide vi tillige, at Hjernen kun kan vedligeholde sin Funktion under én be- stemt Forudsætning, og den er, at dette Organ uafbrudt forsynes med en rigelig Mængde sundt Blod. … Beviset herfor er let at føre; tager man et Dyr, der i sin hele Bygning ligner Mennesket, blotter alle de forskjellige store Pulsaarer, der føre Blodet op til Hjernen, ombinder dem med Traadslynger og derpaa snører alle disse sam- men paa engang, hvorved Hjernen altsaa pludselig be- Fjerde Række. V. 8 118 røves sin Blodforsyning, saa styrter Dyret øjeblikkelig hen uden Spor af Bevidsthed, og denne vender først til- bage, naar man løsner Slyngerne, og altsaa lader Blodet strømme tilbage til Hjernen... Den samme Erfaring have vi ofte Lejlighed til at gjøre for Menneskets Vedkom- mende, nemlig ved Hængningsdøden. Løkken sammen- snører Halsen saaledes, at ikke blot Luftens Gjennem- gang gjennem Luftrøret hindres, men at tillige alle de store Pulsaarer til Hovedet, der selvfølgelig ligge i Halsen, blive fuldstændig lukkede, hvorved Hjernen altsaa be- røves sin Blodforsyning. Nu vide vi imidlertid, at Be- vidstheden hos den hængte øjeblikkelig tabes, saa snart Halsen er sammensnøret. Dette bevises dels af Beret- ninger fra hængte Mennesker, som ere skaarne ned i Tide og atter bragte til Live, dels af den Kjendsgjerning, at en Selvmorder kan hænge sig næsten i enhver Stilling, f. Ex. staaende, liggende paa Knæ 0. s. v. I saadanne Tilfælde maatte den døende under Dødskampen med største Lethed ved en eneste lille, hensigtsmæssig Be- vægelse kunne befri sig selv, men denne Bevægelse ud- fører han ikke og kan ikke udføre den, fordi han øje- blikkelig taber sin Bevidsthed og altsaa ikke længer kan handle med Overlæg eller Hensigt. En mangelfuld eller svag Blodtilførsel til Hjernen er allerede tilstrækkelig til at ophæve denne Funktion; dette se vi ved Besvimelsen, der er et forbigaaende Tab af Bevidsthed i Reglen paa Grund af-en svækket Hjertebevægelse. I saadanne Til- fælde vil man saa godt som altid endnu med Lethed kunne baade høre og føle, at Hjertet slaar, om end sva- gere end sædvanlig, men denne svækkede Bevægelse er ikke i Stand til at- forsyne Hjernen tilstrækkelig med Blod, og derfor tabes Bevidstheden, Ansigtet bliver 119 "blegt 0. s. v. Allerede den Omstændighed, at Blodet forandres i sin sædvanlige Sammensætning, er fuldkommen tilstrækkelig til at forstyrre eller ganske ophæve Hjer- nens Funktion og altsaa til at omtaage eller fuldstændig at udelukke Bevidstheden. Der gives en Mængde giftige Stoffer, som, naar de nydes, opsuges i Blodet og her indgaa nye kemiske Forbindelser. Som et saadant nær- liggende Exempel, der vil være de fleste bekjendt af egen Erfaring fra det daglige Liv, skal jeg nævne Spiritus. Dette Stof er, navnlig i mere ublandet Tilstand som Brændevin, en skadelig Gift, som navnlig bliver farlig, naar den nydes i overdreven Mængde. Dette er en Sandhed, som det er Sundhedsplejens Pligt idelig og be- stemt at hævde, og som bør fastholdes lige over for de almindelige, tankeløse og taabelige Paastande om, at Brændevinet er et uundværligt Næringsmiddel on s2Gv, Det er ganske vist, at de fleste Mandfolk til deres egen Skam have vænnet sig dertil og derfor ikke have stor Skade deraf, saa længe de nyde det med Maadehold ; men derfor er det lige fuldt vist og sandt, at Brænde- vinet langt fra er et gavnligt, men tvært imod et skadeligt - Stof, der foraarsager store Ulykker, og som kun er uund- værligt eller nødvendigt for "den, som har vænnet sig dertil. Nydes Spiritus i større Mængde, saa forgifter det Blodet, og Følgen deraf er, at Bevidstheden svækkes: der opstaar en Rus med alle dennes bekjendte Tegn; vedbliver man at drikke, saa stiger Forgiftningen, Hjernen ophører at fungere, Bevidstheden svinder ganske, og den berusede er fuldstændig døddrukken. Det samme kan man iagttage ved forskjellige Sygdomme f. Ex. Tyfus, hvor det forandrede Blod fremkalder Feberfantasier og "tilsidst fuldkommen Bevidstløshed. Jeg behøver næppe 8% 120 at anføre flere Beviser for, at en mangelfuld eller util- strækkelig Blodforsyning til Hjernen medfører .Taåb af Bevidstheden. Den skindøde maa imidlertid, efter hvad vi tidligere have paavist, ligge med ufuldstændigt Aande- dræt, og navnlig maa Kredsløbet, eftersom Hjertebevægel- serne i længere Tid maa være i den Grad svage, at de ikke kunne iagttages udvendig, næsten være fuldkommen standset. Heraf følger ligefrem, at Hjernen ikke kan vedblive at besørge sine Funktioner, den maa i en saadan Grad savne den nødvendige, rigelige Blodtilførsel, og det mangelfulde Aandedræt vil desuden inden kort Tid for- andre Blodets kemiske Sammensætning saa meget, at man aldeles bestemt kan drage den Slutning, at Bevidst- heden umulig kan være tilstede. Jeg vil nu slet ikke tale om, at den hele Tilstand, saaledes som den beskrives hos den skindøde: at han skal ligge med fuld Evne til at høre, føle, mulig ogsaa se, tænke, fatte Forsæt o.s.v., men kun ikke er istand til at foretage sig den ringeste Bevægelse, i og for sig er højst mærkelig og utrolig, efter som vi Læger aldeles ikke kjende lignende nervøse Til= stande, der kunde tale for Muligheden heraf. Alle Be- retninger om skindøde, der have ligget i længere Tid med fuld Bevidsthed, ere saaledes urigtige; enten maa det være en simpel Fejltagelse, idet den paagjældende har været levende med fuldstændig Aandedræt, altsaa med Livstegn, eller ogsaa maa den hele Historie være op- digtet. Gaa vi derpaa over til Skindødens tredie Egen- skab, at den skulde kunne opstaa saa at sige i Flæng ved enhver Dødsmaade, saa maa vi hertil gjøre opmærksom påa, at Døden i det hele taget kan opstaa paa to højst forskjellige Maader. Den indtræder i det overvejende Flertal af Tilfælde efter en kortere eller længere Syg- 121 dom, hvor Sundheden altsaa lidt efter lidt undergraves, og hele Legemet eller i ethvert Tilfælde et eller flere vigtige Organer tilsidst - ødelægges ved sygelige For- mandringer. Forholdsvis langt sjældnere kan paa den anden Side Døden indtræde uden foregaaende Sygdom ved et Ulykkestilfælde. Legemet er da i alle Henseender ganske sundt, men en af Livets vigtigste Funktioner, i — Reglen 'Aandedrættet, bliver pludselig standset ved en ydre tilfældig Paavirkning. Som Exempler skal jeg nævne Kvælningsdøden ved Hængning, Drukning 0. s. v. "— Det omtales nu hyppig, at Skindøden skulde kunne indtræde lige såa godt ved den første som ved den sidste af "disse Dødsmaader; dette er imidlertid i højeste Grad "usandsynligt, for ikke at sige ligefrem umuligt. Dør et Menneske paa sædvanlig Maade, altsaa efter en længere, forudgaåaaende Sygdom, saa kæmper Livet til det yderste og giver først tabt, naar det er en ligefrem Umulighed, at det kan fortsættes længer. Den sygelige Forandring ødelægger de Organer, i hvilke den har sit Sæde, og be- røver dem saaledes lidt efter lidt Evnen til at kunne fungere; men herved bliver Livet snart en Umulighed, Dødskampen begynder, "og efter kort Tids Forløb ind- … træder det uundgaaelige Resultat, Døden, som da er bleven en ligefrem Nødvendighed, eftersom Funktionerne ikke længer kunne foregaa paa sædvanlig Maade. Hvor- ledes skal man nu kunne tænke sig, at en saadan afdød atter skulde kunne leve op igjen? Det er dog ii aller højeste Grad urimeligt. Hvad vilde desuden Følgen være, hvis det skete? Ganske simpelt, at Dødskampen atter begyndte, hvor den slap, og atter førte til det samme Resultat efter et Øjebliks Forløb, eftersom Livet ikke længer kan fortsættes paa Grund af de mangelfulde, sygelig for- 122 andrede Funktioner. Lad os tage et Exempel, idet vi vælge den almindeligste og hyppigste af alle Sygdomme. Et Menneske dør af Brystsyge, hans Lunger ødelægges mere eller mindre fuldstændig ved Forboldning, tilsidst formaa de ikke længer at fungere, og Døden maa ind- træde, eftersom Åandedræitet ikke kan fortsættes. Hvor- ledes skulde nu et saadant Menneske kunne leve op igjen? Kun under en eneste Betingelse, at han med det samme fik indsat et: Par: sunde eller . mindre ødelagte Lunger, ved Hjælp af hvilke han kunde fortsætte sin nye Tilværelse, thi med de gamle lader det sig ikke gjøre. Et saadant indtrædende Dødsfald kan man godt sammen- ligne med en Maskine, i hvilken et af de vigtigste Hjul lidt efter lidt er gaaet i Stykker eller opslidt. .… Følgen heraf er, at hele Maskinen maa gaa istaa, men det.er da tillige klart, at den aldrig af sig selv vil kunne be- gynde at arbejde paa ny, før Skaden er bleven istandsat. Dør et Menneske derimod pludselig og uventet ved et Ulykkestilfælde, medens hans Legeme og alle hans Or- ganer endnu ere sunde, ja da kan jeg begribe, at Livet mulig kan vende tilbage, men i saadanne Tilfælde ind- træder ikke Skindøden efter den almindelige populære Opfattelse, men derimod Lægernes Asfyxi, som vi strax . skulle gaa over til nærmere at omtale. Saa meget er vist, at det er ligefrem umuligt eller højst usandsynligt, at Livet atter skulde kunne vende tilbage i alle saa- danne Tilfælde, hvor Døden er indtraadt efter langvarig Sygdom. Vi have nu undersøgt Begrebet Skindød fra for- skjellige Sider, og man vil vist indrømme, at det just ikke vinder ved nærmere Bekjendtskab. Vi have paa- vist, at det hviler paa højst usikre og meget mangelfulde 123 — Erfaringer. fra Fortiden, at man paa alle Steder, hvor Spørgsmaalet kan underkastes en sikker og paalidelig "Kontrol, ikke en eneste Gang trods mange Åars talrige Iagttagelser har kunnet opdage et eneste sikkert Tilfælde. Vi have paavist, at Skindøden efter almindelige, videnskabe- lige Betragtninger kun kan tænkes mulig under en be- stemt, men rigtig nok højst usandsynlig Forudsætning, den nemlig, at den skindøde kan vedblive at trække Vejret paa en saa skjult, man kan næsten sige under- fundig Maade, at.det ikke kan opdages; men at selv " under denne. næsten umulige Forudsætning dog alle de fremtrædende Egenskaber, man har tillagt Skindøden, vise sig at være ligefremme Umuligheder eller Urimeligheder, Man vil derfor vel næppe "fortænke Lægerne i, at de ikke nære nogen. Frygt for denne Tilstand, men tværtimod be- nægte "dens "Mulighed og med fuldstændig Sikkerhed kunne raåade Publikum til at berolige sig lige over for dette Spørgsmaal. Vi vende os nu til det andet. Begreb om Skindøden, nemlig Lægernes Asfyxi. At. denne. Tilstand existerer, derom kan der. ikke næres den fjærneste Tvivl,. da man saa at sige hver Dag kan samle Erfaringer om den, saa vel i det daglige Liv som i den videnskabelige Litteratur. Den indtræder ved den egentlige Kvælning eller ved lig- nende Ulykkestilfælde, der kunne medføre Døden ved en Standsning af Aandedrættet… Læseren vil af den tid- ligere Beskrivelse erindre, at Kvælningen. først fremkalder voldsom Aandenød med fortvivlede .Anstrængelser for at trække Vejret, derefter indtræder efter ganske kort. Tids Forløb fuldstændig Bevidstløshed med sjældne krampagtige, hikkende Aandedrætsbevægelser. . "Tilsidst standse disse ogsaa, Hjertet ophører at slaa, ethvert Livstegn er op- 124 hørt, og da indtræder den asfyktiske Tilstand (1 den Forstand, hvori vi her bruge Ordet). Det er'en Over- gang, en Mellemting mellem Liv og Død, idet Tegnene paa Livet ere ophørte, men de sikre Dødstegn endnu ikke indtraadte. Lægen véd imidlertid, at Livet" her atter kan sættes i Gang, naar man uden Tidsspilde an- vender kraftige Oplivningsmidler. Man har da under- tiden' den Glæde at se et enkelt, gispende ÅAandedræt begynde, Hjertet slaar atter, rigtig nok svagt og uregel- mæssig, men snart vinde Livstegnene i Styrke, og til- sidst vender Bevidstheden tilbage. Undersøge vi nu denne Tilstand lidt nøjere, saa se vi, at den vårer kort, i Reglen kun nogle Minutter, i meget sjældne Tilfælde indtil en halv Time; har den kvalte nemlig ligget 'saa længe uden Spor til Livstegn, saa vil i Reglen alt' Haab være ude, selv de kraftigste Midler ville vise sig at være unyttige. Der findes ganske vist i Litteraturen en- kelte Beretninger om, at Mennesker have ligget halve Timer i Vandet, før de bleve trukne op, og at der saa senere er gaaet flere Timer, før Livet vendte tilbage, men dels ere disse Beretninger ganske enkeltstaaende, dels'bero de vistnok tildels paa Misforstaaelser. Falder et Menneske i Vandet, saa vil man ofte se, at alle de tilstedeværende, der anstrænge sig til det yderste for at skaffe Hjælp, i Øjeblikkets Spænding miste Evnen til at bedømme Tidens Varighed. Jeg har selv en Gang været med til at redde en druknet; efter at han var trukket op, vare vi alle overbeviste om, at der var gaaet henved en halv Time, mindst et Kvarter, siden han faldt i Vandet. " En af de tilstedeværende havde heldigvis set paa sit Ur, og det viste sig til vor Overraskelse, at der kun var gaaet 7 Minutter. Fejltagelsen kan ogsaa ligge i, at Begrebet 125 Asfyxi' opfattes forskjellig af Lægerne; der kan godt hengaa flere Timer, ja endog længere, før Livet sikkert vender tilbage, før al Fare er overstaaet, uden at derfor den 'egentlige asfyktiske, skindøde Tilstand (der selfølgelig kun varer fra det sidste Livstegn ophører, til den første Gnist af Liv atter visér sig) har varet nær saa længe. Saa meget er i ethvert Tilfælde vist, at saadanne Beretninger om for- holdsvis langvarig Asfyxi høre til de største Sjældenheder og maa betragtes som rene Undtagelser, der' foreløbig henstaa som'meget tvivlsomme”). Ved Forsøg paa hen- rettede, navnlig paa hængte Forbrydere, har man over- bevist sig om, at Hjertet vel ophører at trække sig sam- men strax efter Døden, men at der dog vedbliver at vise sig smaa' skrueformige Bevægelser, der blive svagere, sjældnere og tilsidst ophøre efter omtrent en halv Times Forløb; det synes altsaa, som om Muligheden for, at Livet kan vende tilbage, vedbliver saa længe, som disse Smaa- trækninger i' Hjertet kunne vedvare. Under Asfyxien kan der ikké være Spor af Bevidsthed tilstede, da Aande- drættet og Kredsløbet ere ophørte. I Virkeligheden se vi ogsåa, åt enhver saadan forulykket, der atter er vakt til Live, ikke har havt det fjærneste Begreb om sig selv, hverken har kunnet sanse, tænke eller føle i al den Tid, han har henligget i denne Tilstand; tvært imod er Be- vidstheden en af de Livsytringer, dér sidst vender tilbage. ”) Nyfødte komme ofte til Verden i en halvkvalt Tilstand, altsaa »asfyktiske. «Her haves ligeledes: enkelte: Beretninger om, at Livet kan vende.tilbage efter flere Timers Forløb. Fejltagelser kunne ogsaa her let indtræde; Lægen kan i Øjeblikkets farefulde Spæn- ding undersøge Barnet ufuldstændig,. overse lette Livstegn og saaledes betragte et levende Barn som dødfødt. Desuden er. den nyfødtes Livsforhold i mange Forhold afvigende paa Grund af den nylig overstaaede Fødsel. 126 Asfyxien kan dernæst kun indtræde efter pludselige Ulykkestilfælde, der medføre Kvælningen uden forud- gaaende, dødelig Sygdom; medens altsaa alle Organer endnu ere fuldstændig sunde. Dette følger ligefrem af sig selv og bekræftes i enhver Henseende af Erfaringen; thi kun i saadanne Tilfælde kunne Livets Funktioner atter sættes i Gang, eftersom intet Organ er i den Grad ødelagt eller forandret, at det ikke længer kan forrette sin Tjeneste. Det gaar her som med en Maskine, et Urværk — for at blive i vor. tidligere Lignelse — hvor hele Værket er i fuldkommen Orden, men. hvor et til- fældigt Stød uden fra. bringer Pendulet til at staa stille; kan man atter ved hensigtsmæssig Behandling faa dette sat i Svingning, saa er der intet til Hinder for, sat Uret atter kan gaa i flere Aar, indtil det: er opslidt. eller ødelagt. Jeg tror ikke, at vi behøve at opholde os længere ved Asfyxien. — Læseren vil allerede kunne opfatte, … at denne Tilstand, der er væsentlig. forskjellig fra den popu- lære Skindød, sikkert existerer, at den staar i fuldstændig Overensstemmelse med Lægevidenskabens = almindelige Grundsætninger, og at den er den eneste Mellemtilstand mellem Liv og Død, som Lægerne kjende og hidtil have kunnet opdage. Vil man opstille det Spørgsmaal: kan der da i Virkeligheden ingen Fejltagelser finde Sted, kan man ikke anse et levende Menneske for et Lig? saa maa selvfølgelig Svaret blive: jo naturligvis, ukyndige Mennesker kunne meget godt tage fejl og tage ofte fejl. Kan man paa den anden Side vise mig et eneste Spørgsmaal, hvor der ikke af Uvidenhed i enkelte Tilfælde kan begaas Fejl- tagelser? Hvor meget mere maa dette da ikke kunne finde 127 Sted i en Sag, hvor Lægen ofte behøver sin hele Er- faring og en derpaa grundet omhyggelig Undersøgelse for at dømme sikkert. Spørgsmaalet maa derfor stilles saa- ledes: kan Lægen efter en samvittighedsfuld og kyndig Undersøgelse tage fejl? Af det foregaaende maa det være klart, at der i det langt overvejende Flertal af Til- "fælde, hvor Døden paa sædvanlig Maade indtræder efter en. langvarig Sygdom og gjennem en Dødskamp, ikke kan være Tale om Skindød, da denne ikke kan indtræde under saadanne Forudsætninger; her er det. altsaa til- strækkeligt at overbevise sig om, at Livstegnene ere op- hørte. Den Paastand, at Lægen ikke med Sikkerhed kan udføre denne Undersøgelse, er fejl; det er ikke mu- ligt, siger man, at høre, om Hjertet slaar svagt, eller om det :er standset. Dette afhænger væsentlig af, om Lægen har et fint, ved. mangeaarig Øvelse uddannet Øre; men selv om Hjertelydene kunne være svage og usikre, saa siger dette aldeles intet, eftersom Lægen jo aldrig slutter efter et enkelt Tegn, men efter dem alle. Har man overbevist sig om, at Aandedrættet er fuldstændig standset, at Hjertelydene ikke kunne høres, "kort sagt at enhver Livsytring er fuldstændig ophørt, har man gjort dette ved en, omhyggelig Undersøgelse,… der. fortsættes. gjentagne Gange i. flere Minutter ad Gangen og med længere — Mellemrum, saa véd man, at Åandedrættet er fuldstændig standset og er udeblevet -saa længe, at Livet maa være endt. Ganske anderledes forholder det sig derimod i de Tilfælde, hvor Døden er indtraadt pludselig, uden Syg= dom og især efter en: Kvælning; thi da véd jeg, at det ikke er tilstrækkeligt at paavise, at Livets. nødvendige Funktioner ere… ophørte, da kan. den skindøde Asfyxi " indtræde, og her bør Lægen anstille Oplivningsforsøg i 128 flere Timer og efter alle Kunstens Regler. Selv om disse vise sig frugtesløse, saa bør man dog for at have gjort sin Pligt til det yderste vente med at afgive en bestemt Dom, indtil sikre Dødstegn inden kort Tid indtræde. Af- venter man disse, saa vil i ethvert Tilfælde Spørgsmaalet kunne afgjøres med Sikkerhed. I vore Dage er det i Virkeligheden let, selv for den ubemidlede, selv i de mindst befolkede Egne, der ellers i denne Henseende ere henviste til Lovens Ligsynsmænd, at henté Lægen, hvis man selv eller den afdøde har næret Frygt for Skin- døden, eller hvis Livet er endt paa en pludselig uventet Maade. Der staar endnu tilbage ganske kort at omtale Døds- tegnene, blot for at vise, at flere af disse ere fuld- stændig paalidelige, medens ganske vist endel ere usikre og vel egentlig kun regnes med dertil af gammel Vane. Strax efter Døden indtræder over hele Ligets Yderflade en stærk askegraa Bleghed paa Grund af, at hele Kreds- løbet ophører og Huden derfor bliver næsten ganske blodtom. Denne Bleghed er meget karakteristisk, men den er ikke sikker; allerede under Dødskampen, jå selv. tidligere, kunne Ansigt og Hænder hos meget svage syge allerede "være fuldt saa blege som paa et Lig. Et andet Dødstegn er Kulden, der meget hurtig indfinder sig, og som kan føles paa hele Overfladen , men dog især paa Ligets fremstaaende Yderpunkter f. Ex. Næsen, Fødder 0.S.v., men dette Tegn er upaalideligt ligesom det først nævnte. De saakaldte Dødspletter opstaa ved, at Blodet i de større ÅAarer synker efter Tyngdens Love til' de nederst liggende Dele af Huden, i Reglen altsaa til Ryg- fladen, og her frembringer store, ensformig udbredte, røde eller blaarøde Pletter. Paa Hospitalet har jeg 129 imidlertid oftere set, at noget i ethvert Tilfælde ganske lignende. kan opstaa i levende Live hos meget svage og medtagne Patienter. .Ihvorvel jeg ikke antager, at et øvet Øje kunde tage fejl, saa tror jeg. dog, at dette Dødstegn af denne Grund ikke har nær saa stor Betyd- ning, som man har tillagt det. Vi skulle nu gaa over til nogle af de virkelige, sikre Dødstegn; disse indtræde imidlertid ikke strax, men dog saa tidlig, at de Dagen efter Døden ere fuldt udviklede. . Først skulle vi nævne Dødsstivheden, der i Reglen begynder at vise sig 6—8 Timer efter Døden, Musklerne blive stive og gjøre en sejg, voxagtig Modstand, naar man vil bøje eller bevæge dem; Stivheden begynder i Nakkens og Ansigtets Muskler og skrider derfra ned mod Fødderne, ophører derpaa i samme Rækkefølge i Løbet af en til to Dage. Denne hidtil noget gaadefulde Fremtoning opstaar efter de nyeste Erfaringer derved, at Muskel-Æggehviden ved den begyn- dende Forraadnelse stivner (koagulerer). Langt vigtigere er det imidlertid at vide, at en Muskel, der først en Gang er bleven stiv, aldrig (eller kun under Betingelser, der her umulig kunne indtræffe) igjen kan trække sig sam- men, hvilke Paavirkninger man end udsætter den for. Da vi nu desuden vide, at Hjertet er en af de første Musk- ler, der bliver stiv, saa ere vi altsaa berettigede til at drage den Slutning, at Hjertet, naar Dødsstivheden er indtraadt, er sat ud af Stand til nogensinde mere at trække sig sammen; men i saa Tilfælde er Livet blevet en Umulighed, eftersom Hjerteslaget er dettes første Grundbetingelse. Dødsstivheden er altsaa et sikkert Kjendetegn, især da vi ikke kjende nogen Tilstand, hvor- med den skulde kunne forvexles. Rigtig nok kan man læse i forskjellige Bøger, at Stivkrampe og Dødsstivhed 130 skulde kunne ligne hinanden. Jeg har ofte tænkt her- over, men forgjæves brudt mit Hoved med at finde paa, hvorledes en Forvexling skulde være tænkelig for et blot nogenlunde fornuftigt Menneske, der et Par Gange har set de Tilstande, hvorom her er Talen (om en fuld- stændig ukyndig kan forvexle dem, derom skal jeg ikke kunne have nogen Mening). Jeg skal endnu blot omtale ét Dødstegn, eftersom Stivheden efter nogen Tids Forløb ophører og aldrig indtræder to Gange. Det er vist alle Læserne bekjendt, at der i den varmblodige Organismes og altsaa ogsaa i Menneskets Indre er en vis bestemt Varmegrad, der altid holder sig næsten ganske uforandret, og hvis Svingninger baade opad og nédad fremkalde Syg- dom og Livsfare. Betydningen af dette Forhold har man først i den senere Tid lært nøjere at kjende. Varme- graden kan man med Lethed maale ved egne dertil ind- rettede Varmemaalere; en saadan kan nemlig anbringes i Axelhulen, eller endnu bedre føres langt ind i Munden. Kvægsølvsøjlen vil da efter kort Tids Forløb blive staaende ved en Varmegrad, der svarer til den indven- dige, og som for Menneskets Vedkommende ligger omtrent ved 37 Grader. I Febersygdomme stiger denne "Varme og afgiver et ret godt Maal for Sygdommens Styrke; allerede ved 40 Grader bliver Lægen ængstelig, 42 Grader antyder bestemt Livsfare, 4£4—45 Grader medfører uund- gaaelig Døden. Mindre Betydning har det, at Varmen synker nogle Grader ned under det normale, dog ville betydelige Fald ogsaa her være af Vigtighed. —< Man har enkelte Exempler paa, at Varmen hos sindssyge kan synke til 25—26 Grader, men da rigtig nok ogsaa som umiddelbar Forløber for Døden. Ved Forsøg påa Dyr har man overbevist sig om, at 22 Grader omtrent er den 131 laveste Grænse, der er forenelig med Livet, idet et varm- blodigt Dyr, der var afkølet saa stærkt, døde, om man end gjorde alle Anstrængelser for at gjenopvarme det og holde det i Live. I Løbet af 24 til 36 Timer synker den indvendige Varmegrad i et Lig ned til den omgivende Lufts, altsaa om Vinteren meget dybt, om Sommeren i Reglen til mellem 12 og 14 Grader, hvis Liget op- bevares paa et køligt Sted; herom har jeg overbevist mig ved en Række Forsøg. Dette Forhold kan, som man let vil indse, benyttes som et Dødstegn. Saa længe Livet nemlig er tilstede, vil Varmen indvendig holde sig i det mindste i Nærheden af 30 Grader, synker den ned til 20 Grader, saa bliver Livet en Umulighed, og staar den lige med den omgivende Lufts, da er Døden aldeles sikker. Denne hele Undersøgelse kan let udføres, den forudsætter kun et ingenlunde kostbart Instrument og en ringe Øvelse. Man vil altsaa se, at vi i den indvendige Varme- grad samt i Dødsstivheden have to paalidelige Døds- tegn, der indtræde temmelig snart, og som sammenholdte med hele den øvrige Undersøgelse maa give os absolut Sikkerhed, selv i de tvivlsomste Tilfælde. Vi maa atter fremhæve, at det gjælder her, som ved enhver lægeviden- skabelig Undersøgelse, om at støtte sin Dom ikke paa et enkelt, men paa mange i en vis bestemt Tids- og Række- følge indtrædende Tegn. Overordentlig heldig vilde det ganske vist være, om vi Læger kunde angive et enkelt Dødstegn, der var aldeles sikkert, og som navnlig var i den Grad let at iagttage, at enhver, selv ikke engang den ukyndigste, der aldrig har set et Lig, kunde tage fejl deraf. Dette har for Tiden sin Vanskelighed, thi nægtes kan det ikke, at begge de angivne Dødstegn fordre et vist Kjendskab og i det mindste nogen Øvelse. 132 Naar man har opstillet den Paastand, at Ligene,, eftersom alle. Dødstegn dog ere upaalidelige, burde beholdes. i Hjemmet, indtil Forraadnelsen er skredet saa vidt frem, at den tydelig lugtes, saa. er dette en Urimelighed, der bør bekæmpes paa enhver mulig Maade... Den største Del af Befolkningen er fattig, mange have; kun en. eneste Stue; hvori alle opholde sig Dag og Nat for lukkede Vinduer og Døre. . Her at forlange, at Liget skal gjemmes, indtil Ligstanken forpester Stuen og udsætter: de efterlevende for alvorlig Fare, og det blot paa Grund af urimelige Fordomme, er et Forlangende, der kan gjøre saa megen Skade, at man virkelig bør betænke sig to Gange paa at fremsætte det paa en letsindig Maade, selv, om det sker i den bedste Hensigt. Vil man gjøre en Forandring i de bestaaende Forhold, saa bør man brænde Ligene, ligesom man gjorde i gamle Dage; det er den, eneste fornuftige Fremgangsmaade i Stedet for som nu at lade dem tilintet- gjøres ved den langsomme og højst skadelige Forraadnelse. Man turde saa tillige nære det Haab, at selv den iv- rigste Forkæmper for Skindøden vilde opgive sin Frygt for, at Livet atter skulde vende tilbage. Jeg har nu udtalt min faste og bestemte Overbevis- ning om hele dette Spørgsmaal, og jeg føler mig overtydet om, åt enhver af mine Standsfæller i det væsentlige vil give mig Medhold, selv om. de, paavirkede af ældre Me- ninger, af Publikums Fortællinger eller gamle Familie- historier, have vænnet sig til at udtale deres virkelige Mening mere forbeholdent, end jeg har gjort. Men skal man øve en beroligende Virkning paa Publikum, og vil man nære noget Haab om at fjærne gamle skadelige Fordomme, saa maa man udtale sin egen Overbevisning uden For- behold, saa klart og tydelig, som man formaar det. Mærkelige Livsvilkaar hos visse udenlandske især ostindiske Ferskvandsfiske”). De kan ingen Tvivl være om, at de fleste Fiske aande "kun den i Vandet optagne Luft, og bortset fra særegne Tilfælde, hvor de hente den lige fra Atmosfæren, er denne Luftmængde tilstrækkelig for dem. Men der gives andre Arter, som vi ville kalde »blandede Aandedragere « eller »Luftaandere«, som ingensinde i et længere Tidsrum formaa alene af Vandet at forsyne sig med Luft, men behøve en umiddelbar Tilførsel af Luft fra Atmo- sfæren. Hvor køligt og vel forsynet med Luft Vandet ogsaa monne være, saa vilde den Slags Fisk dog drukne deri, naar de ej formaaede at aande fri atmosfærisk "Luft. Slige Forhold ere paa Grund af Temperatur- forskjellighederne lettere at iagttage i Ostindien end i Evropa. De indiske Barber (Karpefiske) f. Ex. holde Munden og Gjællelaagene i stadig Bevægelse, hvorimod "| Fornemmelig efter en Artikel af Day i »Proceedings of the zoological Society«, med Benyttelse af en Bearbejdelse i »Globus« samt andre Kilder. Man vil se, at der endnu ikke ved at lade anatomiske Undersøgelser og biologiske Iagttagelser gaa Haand i'Haand er tilvejebragt en fuldstændig fysiologisk Forstaaelse af de her skildrede mærkelige Fænomener, som ved en saadan For- staaelse vilde faa en forøget Interesse, men som det dog allerede nu kan være lærerigt at underkaste en Sammenstilling og nær- mere Betragtning. (R. A.) Fjerde Række, V. 9 134 de sjælden stige op til Overfladen for at hente Luft der, med mindre de befinde sig ilde, eller Vandet er meget varmt eller paa anden Maade fordærvet. Det modsatte ser man hos nogle Pigfinnefiske , Smerlinger ag Malle- former, som ikke bevæge deres Gjæller saa meget i smudsigt Vand som i rent; og er Vandet af den for dem sædvanlige Beskaffenhed, d. v. s. mere eller mindre dyndet, hvile Gjællerne næsten fuldstændig ; derimod stige de af og til langsomt op til Overfladen og udstøde der i Stedet for at indaande en Luftblære, som uden al Tvivl for en stor Del har mistet sit Indhold. af Ilt og derved er bleven ubrugelig for Aandedrættet. . Dr. Car- penter. bemærker i sin sammenlignende Fysiologi, at hos nogle Fiske, f. Ex. Smerlingen, der bebo smaa Ferskvandsbeholdere, hvis Varmegrad er udsat for at stige betydelig i den varme Sommertid, synes For- døjelseskanalens Slimhinde at tjene som Hjælperedskab for Aandedrættet; thi de ses hyppig at. stige op til Overfladen for at nedsvælge Luft, der senere gaaer bort igjennem Gattet. Den udstødte Luft er bleven undersøgt, og man har da fundet et Overskud af Kulsyre i Stedet for Ilt, ganske som ved den Luft, der udaandes paa sæd- vanlig Maade af en Lunge. — I Indien synes Fiskene ikke at udskille den indaandede Luft igjennem Gattet, men gjennem Munden; det gjøre i det mindste de, hvis Aande- drag er blandet. Undertiden udstøde de dog slet ikke nogen Luftblære, til andre Tider sker dette nede paa Bunden af Vandet, især strax efter at de have taget Føde. De Fiske, der udelukkende »aande Vand«,: kunne, naar undtages enkelte særegne Tilfælde, leve uden at stige op til Overfladen, medens de, hvis Aandedræt er blandet, efter kortere eller længere Tids Forløb vilde 135 dø, saafremt de ikke kom op til Overfladen. — Boake satte »Luftaandere« (som han kalder de Fiske, der aande paa begge Maader) og »Vandaandere« sammen i et Akvarium, over hvilket han noget under Vandets Over- flade havde spændt et fint Net. Resultatet var, at »Vandaandedragerne « bleve ved: at holde sig livlige, medens alle »Luftaandedragerne«, der ikke kunde komme op til Overfladen, efterhaanden døde. Dr. Day tilføjer, at begge Slags Fiskes forskjellige Maade åt aande paa især bliver anskuelig, naar de ligge ved Siden af hin- anden paa den vaade Sandbund i Akvariet.- » Vand- aandedragernes« Gjæller ere da i stadig og livlig Bevæ- gelse, medens de med blandet Aandedræt, f. Ex. Ophice- phalerne (»Slangehovederne«)"), næppe bruge Gjæilerne, men derimod med. Mellemrum stige op til Overfladen, aabne Munden og indtage Luft. — Denne Tilbøjelighed til at indaande Luften umidelbart, ikke gjennem Vandet, er f. Ex. meget i Øjne faldende hos en Polyacanthus- Art (ligesom »Klatre-Aborren« en af de saakaldte »Krybe- ”) Disse Fiske (smaa eller af Middelstørrelse), der ere almindelige i Ostindien og paa Sunda-Øerne, stilledes tidligere sammen med »Krybefiskene« (Klatre- Aborren osv.) i: Familien de »Labyrint- gjællede«, fordi de besidde en noget lignende Uddannelse af Gjælle- hulernes øvre Del til et formentligt Hjælperedskab for Aande- drættet, men afvige for Resten: saa meget fra, disse i Furm og Bygning — Krybefiskene. ligne- korte Aborrer, have ru Skæl, tal- rige Pigstraaler i Rygfinnen osv.; Slangehovederne en langstrakt, trind Krop med glatte Skæl, lutter bløde Straaler i Rygfinnen — at de aabenbart ikke kunne være beslægtede (affine), men højst analoge Former. Hvorvidt »Labyrinten« virkelig staar direkte i Aandedrættets Tjeneste er for Ophicephalernes Vedkommende meget "tvivlsomt, da Gjællebuernes Blodkar ikke forsyne den med Aarer; snarere kunde det antages, at den tjener til at tilbage- holde eller afsondre Fugtighed for at hindre Gjællernes Ind - 'tørren. (Jfr. det følgende). 9 136 fiske« eller »Labyrintgjællede«, om hvilke mere. siden), der farer pludselig op til Overfladen og derpaa hurtig trækker sig. tilbage mellem Stenene, hvor den med For- kjærlighed søger sig et Opholdssted, fra hvilket. den holder alle andre Arter borte, ja hvor de endog gjøre hverandre deres Yndlingspladser stridige. -— Dr. Jerdoøn (en. bekjendt indisk Naturforsker) holdt nogle Klatre- Aborrer (Anabas scandens) i et Akvarium … og bemær- kede, at de sædvanligvis vare meget dorske, men af og til hævede sig langsomt op til Overfladen og saa gjorde et. Spring i Vejret og snappede efter Luft. for. der- paa øjeblikkelig igjen at kaste sig: ned paa Bunden. Den tidligste Iagtagelse af denne særegne Form for Aande- drættet : skyldes Dr. Garden i Syd- Carolina (1774), som beretter, at den elektriske Aal synes især at benytte sine Brystfinner til at holde- og løfte Hovedet i Vejret, naar den trænger til at aande, hvilket den gjør hvert fjerde eller femte Minut ved at løfte Munden op af Vandet. Om en sydamerikansk Pandsermalle (Callichthys asper) berettes det, at den i Savannerne graver sig ned i den sumpede Bund og fanges ved at gjøre Huller i Græsset og grave ned i Dyndet under dette, uden Tvivl fordi de indianske Fiskere have iagttaget, hvor Fisken kommer op for at faa Luft. Om en anden Årt af samme Slægt i Guyana beretter Sir R. Schom- burgk ligeledes, at den kan leve i Dyndpøle aldeles uden Vand og undertiden opgraves paa slige Steder. Boake giver en ganske lignende Beretning om den Maade, hvorpaa man paa Ceylon fanger visse Fiske, der leve i Dyndet og fra Tid til anden ere nødte til at komme op til Overfladen. Da hans Beskrivelse er offent- liggjort i et ikke let tilgængeligt ostindisk Tidsskrift, 137 tillade vi os her at meddele et-Udtog af hans Beretning. — Der gives påa Ceylon Sumpe, bedækkede med et stærkt grovt Slags Græs, som filtrer sig sammen til et saa tæt og fast Tæppe, at det med Lethed bærer Mennesker og Kvæg. Mellem dette Græstæppe og den faste under- liggende Jordbund er der et to til tre Fod tykt Lag Dynd eller Dyndvand af en Ærtesuppes Tæthed, og i dette Dynd leve de Fiske, som blive fangne paa følgende Maade: »Saa snart Sumpen.er bleven tilgængelig, gaar en af de indfødte en Aftenstund ud påa den, naar Luften er fuldstændig rolig, og lytter efter de ejendommelige Lyde, som Fiskene give fra sig, naar de drage Aande. Naar han har fundet et Sted, hvor han hører disse Lyde såa hyppig, at han kan gjøre sig Håab om en rig Fangst, borttager han Græstæppet paa nogle runde Pletter med et Tvermaal af omtrent tre Fod, og det netop påa de Stéder, "hvor der i Forvejen findes smaa runde Huller i Grønsværet; thi igjennem disse pleje Fiskene at komme op og drage Aande. Da vi den følgende Morgen kom til Fiskepladsen, blev der ved at træde det grove Græs ned i Dyndet dannet et Slags Indhegning omkring den Del af Sumpen, paa hvilken de- omtalte runde Pletter vare blevne skrællede Aftenen i Forvejen. Den opbrudte og nedtraadte Græskrans antages at afspærre Fiskene, skjønt denne Afspærring dog néppe kan være meget tæt, da de ikke vilde have nogen Vanskelighed ved at bore sig igjennem den, hvis det var deres Lyst. Det tynde Dynd i de blottede Huller bliver dernæst gjort tykkere ved at øse -noget af det fastere Dynd nedenfra op deri og blande det dermed; saa lægges noget af det grove Græs derover i to Lag, Korsvis, under rette Vinkler mod hinanden, allerøverst anbringes et Dyndlag, og 138 nu er der ikke andet at gjøre end at vente paa Fiskene. De første Tegn paa deres Nærværelse ere. de opstigende Luftbobler; ved enhver slig Luftboble formaaede de om- kring staaende indfødte: ganske nøjagtig at; angive den Fiskeart, hvorfra den hidrørte; sandsynligvis toge; de Kjending af Boblernes Størrelse og af den Maade, hvor- paa de fremkom, enten ” enkeltvis eller i. større Antal. Efter hver Boble plejer et Fiskehoved meget. snart. at vise sig over Overfladen af Dyndet;. det er da ikke van skeligt at bemægtige sig Fisken; thi den kan ikke trække sig hurtig tilbage igjen paa Grund af de. korslagte Græsstilke, der krydse sig som et Net nede i Dyndet. Jeg overværede Fangsten i over en Time, i. hvilken Tid elleve Fiske bleve fangne. De indfødte sagde mig, at. der, alt som Dagen skred, vilde blive fanget flere. og større Fiske... De, der bleve fangne, medens jeg var til- stede, vare ikke store. De tilhørte tre forskjellige Arter, af hvilke. den'.ene var en Ophicephalus, den. anden, en Clarias (en Mallefisk). Denne Fangemaade grunder sig. aabenbart udelukkende paa den Kjendsgjerning,: at hine Fiske ikke kunne aande Vand alene, men ere nødte til med visse bestemte Mellemrum at komme op. til Over- fladen for umiddelbart at indaande atmosfærisk Luft — en Kjendsgjerning,. hvorpaa jeg senere fik. Bekræftelse,. idet jeg druknede flere Exemplarer ved at holde dem. i Vandet under et. Net.« ie Doktor Day, som i Aaret 1866 ifølge Regeringens Opfordring. foretog forskjellige Forsøg med at, forflytte Fiske fra Sletten til Vandene i Nilgirri-Bjergene,. fandt, at »Slangehovederne« lode sig føre langt. bort i: dynd- blandet Vand, medens: de meget;snart døde i rent Vand. En Række Forsøg, der foretoges for. at forklare: dette. 139 tilsyneladende sælsomme. Forhold, have godtgjort, at disse Fiske . aande Luft. umiddelbart. fra Atmosfæren og ikke igjennem Gjællerne, at det: dyndede Vand derfor slet ikke gaar igjennem Gjællehulen,” hvorimod Dyndet lige- frem ; gjør Nytte ved: at formindske Rystelsen, medens de Fiske vare. udsatte for den, der bleve befordrede i Kar, som. vare fyldte med- rent: Vand. Vi ville her give en kort Fremstilling af de vigtigste Forsøg: 1) Tre Ophicephaler,.31:—51 Tommer lange, bleve satte i Glaskuglen. af en Hængelampe, 10”.i Tvermaal og 12” dyb, fyldt med. to: Trediedele af sit. Rumfang ferskt Vand med en Varmegrad af -249, og; forhindrede fra at komme til: Overfladen ved. et en Tomme under samme spændt Net. Efter fire.Minutters Forløb bleve .de meget iltre. og bestræbte sig med stor Kraft, men forgjæves, for. at komme op til Overfladen ved at bryde gjennem Nettet. Den største og stærkeste af dem levede en Time og otte og tyve Minuter, de to andre døde nogle Minutter tidligere. Gjællelaagene bleve aabnede under " Vandet og. Gjællerne pressede, uden at der fremkom Luftbobler af dem. 2) I det samme Kar, der endnu var fyldt med det samme Vand, i hvilket de ovennævnte Fiske vare døde, blev der sat tre andre Fiske af samme Art, men det Net, der havde været fastgjort en Tomme. under Vandets Overflade, blev: nu anbragt en Tomme .over samme. Varmen var omtrent den samme (21—27?) som i det . foregaaende Forsøg, og ligesaa i de følgende, naar ikke andet udtrykkelig er bemærket. Fiskene bleve efter. ti Timers Forløb udtagne i fuldstændig levende og uskadt Tilstand. 3) Tre. Mallefiske bleve satte i det samme Kar under. de samme.Forhold som i det under Nr. 1 omtalte 140 Forsøg; 25 Timer efter: våre de éndnu lige såa livlige og raske, som da de kom deri. Dét var jo ikke muligt for dem åt komme umiddelbart til Luften, men de svøm-' mede saa højt oppe i Vandet, som de kunde for Nettet, hvilket er let at forklåre af den ringé Vandmængde og den høje Varme. Senere gjentoges det samme Forsøg med nogle Karpefiske og med 3 Smerlinger (Platacan= thus); de først nævnte stode sig, men de sidst nævnte døde efter otte Timers Forløb. Aarsagen til, at disse først døde saa sent, ligger vel deri, at den Art, hvormed Forsøget anstilledes (P. agrensis), besidder en Luftbeholder i de første Ryghvirvler. 4) Tre Ophicephaler bleve lagte i fugtigt Græs i et Lerkar. Efter tre Timers Forløb (dobbelt såa lang Tid som der behøvedes til at drukne dem, der våre afspær= rede i selve Vandet) vare de endnu alle tre livlige og i bedste Velbefindende. 5) Hovedet påa en af disse Fiske blev beviklet saa tæt og fast, at den ikke formaaede at bevæge Gjælle- låagene, hvorpaa den blev sat i et Kar med Vand. Efter fire og tyve Timers Forløb var den endnu fuldstændig livlig. Fisken havde i dette Tilfælde altsaå udelukkendelevet ved Indaanding fra Atmosfæren uden at benytte Gjællerne. 6) En paa samme Maade indsvøbt Mallefisk (Ma- crones tengåra) levede rigtignok i fire og tredive Minutter; menn herved maa bemærkes; at en fuldstændig tæt Til- lukning af Gjællelaagene ikke lod sig udføre paa Grund af den takkede Brystfinnepig, der sidder under dem. 7) En Ophicephal blev Kl. 9, 55 Minutter om For= middagen lagt i et tørt Klæde uden nogen som helst Fug- tighed ved en Varmegråd af 249 C.; den levede. indtil Kl. 1, 20 Minutter om Eftermiddagen, idet den af og til 141 aabnede Maanden og tog Luft ind. Kl. 12, 15 Minutter krøb den hen over Bordet, men faldt ned paa Gulvet, hvor den havde flyttet sig nogle Fod, førend det bemær- kedes. Formodentlig fremskyndede Faldet dens Død, men den levede dog aldeles uden Fugtighed i 3 Timer og 25 Minutter. Efter åt den havde været 7 Timer ude af Vandet, blev den åabnet; Hjertet slog da endnu”), uagtet Legemet var saå haardt: og stift som et Stykke Træ af den af- sondrede og størknede Slim. — Er anden Årt, der var indsvøbt i et tørt Klæde og lagt i et lukket Skab, levede der i sexten Timer. 8) En Del af disse Fiske blev hensat i en Bøtte méd ganske lidt Vand og rigeligt Græs, men uden nogen som helst anden Føde; de vare alligevel efter tre Ugers Forløb fuldstændig livlige og raske. Da Dr. Day ønskede at samle noget -af den i disse Fiskes Luftrum (over Gjællehulerne) værende Luft, blev en af dem holdt under Vand, og al Luften trykket ' ud af den. Hver Gang dette var sket, steg Fisken strax op til Over-= fladen for at indtage en ny Beholdning Luft, som såa kunde pååvises i de kort i Forvejen tømte Luftrum. Medens disse Fiske tage Føde til sig, afgives der næsten' altid smaa Luftblærer gjennem Munden fra disse Luftbe- høldere, hver Gang de sluge, "og de gaa da strax til Vejrs for at forsyne sig paa ny. Blandt Naturforskerne hersker der nogen Menings- forskjel med Hensyn til de anatomiske Ejendommelig- heder, der gjøre det muligt for disse og beslægtede Arter at leve en forholdsvis lang Tid ude af Vandet. Cuvier mente, åt deres over Gjællehulerne liggende. og i ”) Det bør erindres, at; det udtagne, Hjerte af. mange koldblodige ” Hvirveldyr kan vedblive at slaa i Timer og Dage, 142 Forbindelse: med disse: staaende Hulheder indeholdt en vis «Mængde Vand, omtrent som Kamelens svampede Mave: Owen bemærker, at der »hos Klatre-Aborren.. (Anabas scandens) og beslægtede Arter med amfibialske Vaner i den øvre. Del af. Svælget er udviklet Hjælperedskaber til AÅan=- dedrættet, der hovedsa- gelig virke som Behol-= dere og Filtrerapparat. for: Vand« … (disse. Redskaber, bestaa af et System af i tætte ; Folder liggende Hovedet af en Krybefisk med aabnet . 2 Gjøe: blodrige Hinder, som bæ- : res af: bugtede Plader; der ere Omdannelser: af: Gjællebuernes øverste: Del, hvorfor man. har kaldt denne Fiskefamilie de »Labyrint- gjællede«)., Ginther siger, at de » Labyrintgjællede « synes; at. »have eller samle en lille "Vandmasse, i. den Hulhed, hvori det over, Gjællerne liggende: krusede Red- skab er anbragt«, og at »Ophicephalerne besidde en. i Forbindelse med Gjællehulen: staaende Hulhed, .i hvilken de kunne tilbageholde Vand.« Støttet paa disse og andre Avtoriteter var Dr. Day i.Begyndelsen af den Mening, at denne Hulhed virkede som "Vandbeholder for at holde Fiskens Gjæller fugtige, medens den opholder sig udenfor Vandet og spadserer hen, over Jorden, og; derved gjorde dem skikkede til at optage Ilt af Luften. Ved sine egne Iagttagelser kom han imidlertid til en anden Slutning. Han fandt jo, 1). at disse Fiske dø, naar Adgangen til den atmosfæriske Luft bliver dem spærret, ikke paa Grund af åt der er skadelige Stoffer i Vandet eller i det brugte 143 Apparat, men fordi de ere ude af Stand til at bestaa alene ved den Luft, som de kunne faa fra Vandet, og at de aldeles ikke kunne undvære Luftaandedrættet;. 2) at de kunne leve i lang Tid ude af Vandet, i Fugtighed, men kun forholdsvis kort Tid i Vand alene; og 3) at Hulen eller Beholderen over Gjællerne ingenlunde indeholder Vand, men Luft, som for Aandedrættets Skyld op- bevares der, og har en Overflade, der afsondrer Fug- tighed; han er fremdeles, som vi have set, af den Mening, at den i dette Øjemed. forbrugte Luft atter bliver udstødt gjennem Munden. Bliver Fisken holdt under Vand uden at faa Adgang til Luften, fyldes denne Hule med Vand, som ikke atter kan blive udstødt og som derfor bliver kulsyreholdigt og uskikket til at ilte Blodet. Hele Aandedrættet bliver saaledes henvist til Gjællerne; og derpaa, beror muligvis den af Dr. Day iagttagne Kjendsgjerning, at naar Fisken befinder sig i Ro, kan den leve meget længere afspærret fra den atmosfæriske Luft, end naar den er i en ophidset Tilstand; den Dvaskhed, de undertiden lagde for Dagen, kan netop hidrøre fra det kulsyreholdige Blods Tryk paa Hjernen. —… En sælsom, finneløs, slangeagtig Aal (Amphipnous cuchia), der. lever i Ostindiens sumpede Sletter i Jord- huller, afgiver et godt. Exempel paa en. Fisk, der aander Luft. Det ejendommelige ved dens Aandedræt bestaar deri, at dens Gjæller ere aldeles hæmmede, og Åande- drættet overført paa to paa hver Side af Hovedet over Gjællebuerne og under Gjællelaagshuden liggende Sække. Disse Sække staa ved Hjælp af en Aabning i Forbin- delse med Mundhulen og ere overtrukne med en meget blodrig Hinde, til hvilken det venøse eller halvvenøse Blod 144 føres, som forgjæves fra Hjertet er ledet gjennem Gjælle=- buerne og de rudimentære Gjæller. Sækkene virke saa ledes som Lunger”), og det Blod, der gåar igjennem deres Kar, bliver fra venøst eller halvvenøst forvandlet til arterielt. Endskjønt nu Blodkarsystemet er saaledes indrettet, at Halvdelen af det fra Hjertet kommende Blod bliver ledet til Pulsaarestammen uden" at være paavirket af Luften, have Fiskene dog ingenlunde det dovne og søvnige Temperament, som man har tilskrevet den. De ligge ved Kanterne af Dammene i Græsset, og de indfødte fange dem ved at kaste Kurve over dem, naar de kunne komme dem nær nok; men de ere meget livlige i deres Bevægelser, og der skal en skarp re til, førend det lykkes. Forskjellige ostindiske Ferskvandfiskes berømte sejgl livethed beror, mener Dr. Day, påa denne deres Evne til at aande atmosfærisk Luft. I Ostindien er Flertallet af de i ferskt Vand levende Pigfinnefiske »blandede Aande- dragere«; ligeledes mange Maller og nogle Smerling- Former. Denne Indretning af Aandedrættet synes at være en vis Foranstaltning af Naturen, hvorved det bliver muligt for Fisken i regnløse Aarstider at vandre fra Dam til Dam for at opsøge Vand, der endnu inde- holder Næring for den. Ved Forsøg med Klatreaborrer i Cochinchina viste det sig, at de formaaede at leve uden Fugtighed i freogtyve Timer og derover, og i =) Lignende »Gjællehulelunger« har en ostindisk Mallefisk (Sacc o- branchus fossilis); en anden i Nilen (Heterøbranchus anguillaris) har buskede Udvæxter fra Gjællebuerne, der uden Tvivl ogsaa ere Hjælperedskaber ved Aandedrættet. Imidlertid er det" neppe saa vist, at »Gjællehulelungerne« skulle ” optage Luft; efter Hyrtis Mening optage de Vand. (R. A) 145 Kalkutta opbevare Fiskerne dém levende og friske i Lerpotter uden Vand i fire til fem Dage; de tage saa … hver. Dag deraf, hvad de bruge, og Fisken er lige saa frisk og livlig, som da den blev fanget. Kalkuttas Torv synes fornemmelig at blive forsynet med dem fra de store Sumpegne i Yasur-Distriktet, der ligge 30 Mil derfra, og hvorfra de blive bragte dertil i hele Baadsladninger; de holdes i Live uden Vand, indtil de ere solgte. Day har samlet en stor Række Iagttagelser over de omtalte Fiskevandringer,. ved hvilke Fiskene drage over Land fra en Dam til en anden. Naar Regntiden be- gynder i Østerlandene, blive Fiskene meget ophidsede og forstyrrede, stige op i Smaabække og ere aabenbart misfornøjede med de Vande, de ellers bebo, da de uden Ro og Rast opsøge andre Steder, maaske for at finde passende Steder til at lægge deres Æg. Det er tildels paa denne Åarstid, at man ser Fiske vandre paa Land, og derved kunne Sletter, der -kun. sjeldnere ere dækkede med Vand, komme til at vrimle af Fiske efter et stærkt Regnfald. . Ved Indtrædelsen af Tørtiden tvinger Vand- manglen dem ligeledes til at opsøge nye Opholdssteder. — Hr. Morris, Regeringsagent i Trinkomale, omtaler i et Brev til Emerson Tennant i 1857, at Fiskene, saa snart Dammene begynde at udtørres, samle sig i " Tusendevis i de smaa Pytter, i hvilke der endnu findes halvflydende Dynd af en tyk. Havresuppes Tæthed, og at de ved en yderligere Fordampning af Fugtigheden i Hundredevis drage i enhver Retning over Land for at opsøge friskt Vand. Han saa dem slæbe sig hen over den tørre og revnede Dyndskorpe i en Afstand af over tredsindstyve Alen fra Dammene. Da Jordbunden om- kring disse var stærkt revnet af Solvarmen og traadt 146 fuld af Huller af Kvæget og "'Omegnens vilde Dyr, der i den sidste Tid vare komne der for åt' drikke, maatte de ved denne Lejlighed udfølde én Muskelstyrke ,' der paa jævn Mark kunde have flyttet dem en halv Fjerdingvej bort. Faldt de ned i de dybere Revner og Huller, bleve de liggende og døde og fortæredes af Glénter og Krager. M. mener, åt denne Vandring fandt Sted om" Morgenen før Solopgang eller om Natten, thi han har kun truffet dem paa Vandring tidlig om Morgenen, og de, han tog med sig, holdt sig stille om Dagen, men listede af om Natten; nogle af disse bleve nedtraadte og dræbte, men nogle slap virkelig bort. — John Bowring beretter i sit Værk om Siam, »at han i Siam har set, hvorledes Fiske forlode Menam-Floden og slæbte sig hen over' de fugtige Bredder for at skjule sig imellem Træerne i Tyk- ningen.« Fremdeles fortæller han efter Biskop Palle- goix's Udsagn, at nogle af disse »rejsende Fiske« formaa at vandre over en Fjerdingvej bort fra Vandet. Ligeledes have vi andre Evropæeres ubestridelige Vidnesbyrd for, at Klatreaborren formaar, i det mindste paa kortere Strækninger, at vandre over Land, og at slige Van- dringer i Reglen foregaa tidlig paa Morgenstunden, naar Jordoverfladen endnu er fugtig af Duggen. Layard mødte en Gang en hel Skare af »aborreagtige Fiske« (formodentlig netop Klatreabborrer), som ved Middagstid vandrede hen åd en solbeskinnet og støvet Grusvej. Selv for de gamle Grækere var denne Vandrelyst hos nogle af Østens Ferskvandsfiske ikke ubekjendt. — Imidlertid er det ikke udelukkende i Ostindien og paa Ceylon, at Fiskene vise denne. Paa forskjellige Steder i Evropa har man iagttaget, at Aalene forlade Vandet til visse Tider, og at den store Vanskelighed ved at holde 147 Aal bestaar i 'at kunne holde dem i de Damme, hvori de ere blevne satte%). I Guyana ser man ej sjælden »den fladhovede Hassar: (Doras Bancockii); en Pandser- Malle, i støre Stimer og undertiden hele Natten igjen= nem' vandre "fra udtørrede Damme til endnu vandrige Bække. Saa store ere disse Stimer, at Negrene under- tiden samlede hele Kurve fulde af dem under disse deres Udflugter til Lands. Disse Fiske ere ogsaa i'Be- siddelse af 'en overordentlig Sejglivethed- og holde længe ud, selv om 'de udsættes ligefrem for Solens' Straaler. Humboldt saa med egne Øine en - anden Dorade (Doras crocodili) ligesom hoppe hen over 'den udtørrede Jordbund, idet den støttede sig paa Brystfinnerne, og man fortalte ham om en 'slig Fisk, at den var klatret op ad en Sandbanke paa tyve Fods Højde. Ogsaa Callich- thys-Arterne i Syd-Amerika ere meget sejglivede udenfor Vandet og kunne derfor opsøge andet Vand, naar det, de bebo, tørrer ud. "Dr. Day omtaler dernæst" udførlig det — mærk- værdige. Særsyn?>), der aldrig er blevet tilstrækkelig forklaret, at der i forskjellige Dele af Ostindien. umid- delbart efter en stærk Regn hyppig: findes dels store, helt udvoxede, dels forholdsvis mindre udviklede Fiske paa en Plads, der i flere Maaneder har henligget helt udtørret og aldeles haard. Han paaviser først. det urigtige i Yarrells Teori, der antog en ved Regnen pludselig fremkaldt Livsvirksomhed i den efterladte Fiskerogn; i Ostindien er Legetiden nemlig i Almin- EK: »Det er en bekjendt Erfaring om Aalen, at den stundom om Natten gaar paa Land for at søge Næring eller begive sig fra et Sted til et andet«.. (Krøyer, Danm. Fiske.). ”) Jfr. dette Tidsskrift 3. R. 1. Bd. S. 255 og. følgd., hvor. ad- skilligt af det her anførte allerede en Gang er kommet paa Tale (1864). 148 delighed. i, Begyndelsen;, og, ikke i..Slutningen. af. Regn- tiden; … og skulde Æggene, modstaa: Heden, Insekterne, Fuglene 'osv., maåtte ;de begraves. meget dybt, i.Dyndet, men. hvorledes dette skulde være muligt for : Fiskene indses ikke let. "Han bemærker derefter, at dersom Fiskene i Almindelighed døde, naar-Vandet begyndte at slippe. op, vilde man i: det mindste se nogle: ligge: døde ;og døende, og "mange Damme - vilde snart blive ganske. fisketomme. Fiskevandringer, hvis- Mulighed dog altid vil. være; af- hængig - af Afstanden. fra. andre. Fiskevande.. og. deslige stedlige Forhold, ville i:mange Tilfælde heller ikke kunne anvendes som Forklaring. Men det er allerede omtalt, at visse; Fiske kunne leve i flydende Dynd,;, uagtet dette ikke kan træde i Stedet for Vand til at holde Aande= drættet vedlige, og D. antager derfor, at man allerbedst kan forklare den omtalte Fremtoning (»Fiskeregnen«) ved en Sommerdvale”) syarende til den hos andre Dyr stedfindende Vinterdvale. Deres lave Organisation gjør dem det lettere at falde hen i denne skindøde Tilstand i den tørre Aarstid, naar Vand og Føde begynde at mangle, end mange andre Dyr med en højere Organi- sation, f. Ex. visse Arter af Krokodiler og Padder, med hvilke det samme ikke desto mindre er. Tilfældet… De indfødte i Indien antage, at det gaar saaledes til, og mange af "dem forsikre — hvilket ogsaa er Tilfældet med enkelte Evropæere — at de have. set, Fiske blive gravede op fra den. haarde Bund i fuldkommen. tørre Damme og komme til Live igjen ved at lægges i Vand. At mange af disse Fiske meget vel formåa at grave, ”) Jfr. Brehms vistnok rigtige Bemærkning i en foregaaende År- …tikel, at denne »Sommerdvale« i Virkeligheden ogsaa er at op- fatte som en Vinterdvale. 149 derom kan man overbevise sig ved at iagttage deres "Levemaade i et: Akvarium; oprører man Vandet, eller blive Fiskene paa anden Maade forskrækkede, ser man, hvorledes de smaa Smerlinger (Platacanthus) og mange andre Fiskearter (Etroplus: Flodlæbefiske) strax søge ned til Bunden og forsvinde i Sandet, hvori de hurtig rode sig ned og skjule sig saa omhyggelig, at det ofte er vanskeligt at finde og fange dem, naar man vil skifte Sandet i Akvariet. — Efterhaanden som Vandet i Dammen bliver lavere, samle Fiskene sig rimeligvis i de Huller og Steder, hvor der endnu er lidt Vand tilbage, og der kan man ofte se dem i stor Mængde, tæt sammen- pakkede og kun med saa meget Vand over sig, at deres Rygfinner ere "dækkede. — Forstyrrer man dem, dykke de ned i det tykke Dynd, og vilde man forsøge at: fange dem med et Net, vilde man rimeligvis slet ikke faa noget; imidlertid maa de fra Tid til anden komme op til Overfladen for at aande og blive da et let Bytte. Alt som Vandet fordamper, synes Fiskene at blive mere og mere døsige, og til sidst gråve de sig ned i det bløde Dynd og vente der i en dvaleagtig Tilstand paa, at deres naturlige Element skal komme til- bage... Pandsermaller (Callichthys asper) ere i Guyana blevne fundne paa Steder, hvor man gravede Brønd, og Krokodiler opgraves' ofte paa Ceylon i de hede Maa- neder i sovende Tilstand af de udtørrede Dammes Dynd; efterhaanden som Føde og Vand begynde at svigte dem, trække de sig ned i Dyndet. Sneglene lukke deres Laag i og blive liggende i Dyndet, indtil Regnen befrier dem; saa give de sig strax til at lægge Æg. I 1866 rejste Day gjennem et Distrikt, som var aldeles udtørret Fjerde Række. V. . 10 150 af. Vandmangel, netop som den første svære Regnbyge faldt; faa Timer efter saa han en Del Ampullarier (store Ferskvandssnegle, der aande båade ved Gjæller og Lunger) i en aaben vandfyldt Grøft i fuldt Arbeide med at lægge deres lange Æggesnore. Da de faldt i Dvale, vare Æggene altsaa fuldt udviklede i deres Legemer, men saa snart Regnfaldet vakte dem til Liv, begyndte de strax paa Forplantningsværket. Hvorfor skulde da ikke Ferskvandsfiskene i Ostindien holde Sommerdvale paa samme Maade? Rimeligvis have 'de ogsaa deres Æg fuldfærdige, naar deres Dvaleliv begynder, og skride til at lægge dem, saa snart den vaade Aarstid atter vækker dem til Liv. Emerson Tennant fik paa Ceylon en AÅnabas, som man havde udgravet af Bunden' paa en udtørret Dam halvanden Fod under Overfladen; og af en engelsk. Embedsmand, Hr. Whiting, blev det: ham meddelt, at han to Gange havde været til Stede, naar Bønderne havde opgravet Fisk. Jordbunden var haard og fast, men Klumperne faldt fra hinanden, naar de bleve kastede op med Spaden; "Fiskene kom til Syne friske og helt udvoxede (9—12 Tommer lange), og saa snart de kom frem for Dagens Lys, smækkede de sig med Kraft op fra Jorden. — Heuglin medbragte fra sit Ophold i Øst-Afrika en ny Mallefisk (Clarotes Heuglini), som kom for Dagslyset ved Brøndgravning i Steppen, i 6—3 Fods Dybde, i bedste Velbefindende. Man var endnu ikke naaet ned til Vandet, men kunde allerede spore Fugtigheden i det Ler, der omgav Fisken. H. for- synede den med Vand og; såa den bevæge sig i det med samme Lethed som andre Fiske; senere bragte han den påa tørt Land igjen og saa til sin Forbavselse, at 151 den levede 3 Dage paa den af Central-Afrikas Sol gjen- nemglødede Jord i hans Have, førend den døde+). Den for de ovenfor omtalte ostindiske » Vandrefiske« ejendommelige Hulhed i Hovedet (»Labyrinten«) har aabenbart intet at bestille med Sommerdvalen; thi der viser sig i Ostindien efter et Regnskyl ikke alene slige. »hulhovede« Pigfinnefiske (Labyrintgjællede), men ogsaa Karpefiske og Fiske af andre Familier, som jo maatte dø, naar Vandet tørrede ud, og snart paa denne Maade vilde blive udryddede paa mange Steder, hvis hin Dan- nélse var nødvendig for at holde Livet vedlige under disse Omstændigheder. — Den i de hede og tørre Kli- maåaer forekommende Sommerdvale er aabenbart det samme som Vinterdvalen hos en Del af de i middelvarme og "kolde Egne levende Dyr, saasom Flaggermus, Bjørne, Pindsvin osv. Der vil kunne anføres adskillige Exempler paa, at ogsaa Fiske høre til de Dyr, der ligge i Vinter- dvale. I England grave Aalene sig i Vintermaane- derne over en Fod dybt ned i Mudderet, og i Som- omersetshire vide Folk at finde de Huller, hvori de ligge, deraf, at Rimfrosten ikke lægger sig over dem, og grave dem ud i Dyngevis; fra Nord-Amerika beretter Mitchell ogsaa, at Aalene om Vinteren ligge skjulte i Dyndet og tages der i stor Mængde ved at man spidder dem. I strænge Vintre har man ogsaa fundet Karper i stort Antal tæt sammentrængte og nedgravede i Mudderet paa Bunden ”) Hyrtl, der anatomerede Fisken, betvivler imidlertid hele Historien, fordi han i dens Mave fandt 11 unge Exemplarer af en anden i Vand levende Malleform (Synodontis), der vare meget lidt an- grebne af Fordøjelsen, og fordi Exemplaret efter hans . Mening bar tydelige Spor af at være fanget paa Krog! Heller ikke frembød den noget Bygningsforhold, der kunde forklare dens Sejglivethed ude af Vandet. 10% 152 af Fiskedamme, hvor de saaledes tilbringe mange Maa- neder uden at tage Føde. Yarrell beretter, at Tungerne gaa op i Årunfloden næsten lige til Arundel og opholde sig der, hele Aaret, idet de grave sig ned i Sandet i de kolde Maaneder. Vi ville endnu sige et Par Ord om den oftere nævnte Klatreaborres formentlige Klatreevne. For- tjener denne Fisk i Virkeligheden sit Navn, »den opad- stigende« —(Anabas) og »den klatrende« (scandens)? De ældste Efterretninger om slige Klatrelyster hos Fiske skylde vi muhamedanske rejsende, som i det niende Aarhundrede gjennemrejste Ostindien, og hvis Rejse- beretning er bleven oversat paa Fransk af Reynaud. De omtale en Havfisk. (Brakvandsfisk maaske?), som forlader Vandet og klatrer op påa Kokospalmen for at drikke dens Saft (!). Næsten tusinde Aar senere (1791) underrettede vor Landsmand Lieutenant Daldorf Sir Joseph Banks om, at han havde set en slig Fisk paa Stammen af en Palme, fem Fod fra Roden, og beskriver omstændelig, hvorledes den bar sig ad med at klatre videre op ad Stammen. En Stadfæstelse paa disse Beretninger afgiver det tamuliske Navn paa denne Fisk. »Pannieri«, der betyder: »en, der klatrer op ad en Palme«; og paa Malabar - Kysten og andre Steder tro de indfødte bestemt paa disse Fiskes Klatre- evne. Layard spurgte nogle Fiskere, hvorfor deres Indhegninger til at fange Fisk i vare lukkede med et Net for oven, og fik til Svar, at ellers vilde nogle af Fiskene klatre op ad Risene og slippe bort; det var dog maaske de smaa klatrende Kutlinger (Boleoph- thalmus), paa hvilke der her blev tænkt. Vist er det, at hverken Anabas eller Ophicephaler blive i et 158 aabent Akvarium uden Net over; selv om der er mere end en halv Alen fra Vandet til Randen, lykkes det dem altid at hoppe ud om Natten og kravle bort. — Paa den anden Side formaaede hverken Buchanan (Forfatteren til et Værk om Ganges - Fiskene) eller Cantor (der har udgivet en Beskrivelse over de ma- layiske Fiske) eller Emerson Tennant at tilvejebringe . et ligefremt Bevis paa denne Evne, ei heller hørte de nogensinde Beboerne af, Malakka eller Ceylon omtale denne Sag. Dr. Day udtaler ikke selv nogen afgjørende Mening, men anfører kun de Indvendinger, som Buchanan gjorde gjældende mod Daldorfs Iagttagelse, af hvilke den er den vigtigste, at Klatreaborren, som han fandt paa en Palmestamme, kunde være efterladt af en Fugl i et af de smaa Rum mellem de afhuggede Bladskeder og Stammen. Paa den Tid, da Dr. Day affattede den Artikel, hvoraf vi fornemmelig have laant nærværende Meddelelse, havde den videnskabelige Verden endnu ei faaet Efterretning om en mærkelig Dyndfisk, der findes påa Ny-Seland. I Efter- aaret 1867 modtog Dr. Ginther (den bekjendte For-. fatter af det britiske Museums Fiskekatalog) et Brev fra Dr. Hector, hvori han beskrev en'sex Tommer lang Fisk, der blev udgravet fra en Dybde af fire Fod i en af sejge Trærødder gjennemvævet Lermasse. Stedet ligger syvogtredive Fod over Hokitika-Flodens Vandspejl og en god halv Mil fra Havet og var tidligere ved Høj- vande blevet overskyllet af Floden. For lidt. over to Aar siden fandtes her en med tæt Skov bedækket Sump; siden den Tid har et Selskab af Guldgravere gjennem- rodet Jordbunden i alle Retninger, saa at i det nævnte Tidsrum hverken Flod- eller Regnvand formaaede at 154 samle sig der, og Jordbunden som en Følge heraf er lagt helt tør. Dr. Hector føjer til, at de tidligere Nybyggere hyppig til deres store Forbavselse tillige- med deres Kartofler havde opgravet levende Fiske af den. fede Markjord. - Distriktsopsynsmanden Shaw har undersøgt en syv eller otte af disse Fisk, som vare ud- gravne af: Hulheder i Lerjorden; han iagttog, at de strax efter at være udtagne af Jorden bevægede sig med megen Livlighed, men naar de bleve satte i Vand, bleve de dvaske og døde meget snart. Fiskene havde en Længde af imellem tre og syv Tommer. … Tilligemed Dr. Hectors Brev fulgte der et Exemplar af' den beskrevne Fisk. Dr. Ginther betragter den som en Repræsentant for en ny Slægt, som han kalder Neo - chana. Den hører til Laxegeddernes (Galaxidernes) Neochana (noget. formindsket). Familie (hvorfra den imidlertid adskiller sig ved at mangle Bugfinnerne), en mærkelig i Ny-Seland (5 Arter) rigt optrædende Gruppe, som mod Vest er udbredt indtil Ny-Sy-Wales (3 Arter) og Van Diemens Land (2 Arter) og østerpaa indtil Sydspidsen af Amerika (Chile, Pata- gonien, Ildlandet og Falklandsøerne: 4 Arter). Fra Slægten Galaxias adskiller den nye Fisk sig ogsaa derved, at den har meget smaa, næsten kun rudimentære Øjne, noget, der tyder paa, at den sædvanlig lever i Dynd eller paa sumpede Steder. Alle Galaxier ere mærkværdig fede, og det var ogsaa Tilfældet med den indsendte Neochana. Dr. Ginther, der havde ventet 155 at finde Fisken meget udmagret af langvarig Faste, overraskedes. meget ved at finde dens Mave stærkt ud- spændt af halvtfordøiet Føde, der bestod af smaa Insekt- larver; han minder sluttelig om den Kjendsgjerning, at hos talrige Fiskegrupper, der leve i Dynd eller periodisk i en udtørret Jordbund (Krybefiske, Ophicephaler, Maller, Tand-Karper, Nilgedder osv.) Bugfinnerne enten kun findes antydede eller ganske mangle hos visse Former af dem alle. Disse Finners Bestemmelse er nemlig at holde Legemet i Ligevægt under Svømningen, men Fiske, der en stor Del af deres Liv kun rode i Dyndet, behøve dem mindre end andre, og de inddrages da som overflødige i Kraft af Naturens almindelige »Sparsommelighedslov. « Heller ikke bør Iagttagelserne om Lungefiskene (Lepidosiren), disse ved deres ualmindelige Lemmeform, hæmmede Gjæller og til Lunger fuldstændig omdannede Lepidosiren (meget formindsket). Svømmeblære udmærkede amfibialske Fiske, hvoraf 1 Art "er kjendt fra det nordlige Brasilien, en anden fra Mellem- Afrika (Senegambien, Abessinien og Mosambik), her forbi- gaaes med Tavshed. De Exemplarer af denne sidste Årt, der ere bragte levende til London, have været indesluttede i Klumper af haardt Ler, hvori de befandt sig i 8 Maaneder uden at give Livstegn fra sig, indtil disse Klumper blev lagte i Vand, hvorved de revnede og opløste sig, og et mørkt ægdannet Legeme kom til 156 Syne, der lignede en stor Kokong; ogsaa disse Hyl- stere %) brast og frigave deres Beboere, der strax skød med Livlighed gjennem Vandet og med stor Graa- dighed fortærede Orme, Frøer og Kjød. Periodisk, men med ubestemte Mellemrum, hæver Lungefisken sig op til Vandets Overflade, indtil den forreste Del af Hovedet og hele Munden er øver Vandet, aabner saa denne i nogen, Tid, udvider Struben, fylder denne med Luft, lukker Munden og synker saa igjen ned i Vandet, trækker Struben sammen for at drive Luften ind i Lungerne (hvorved et Par smaa Luftblærer. ofte trykkes ud af Gjællespalterne) og indtager igjen sin "gamle Stilling, hvilende paa Bunden af Karret, 11:—2 Tommer fra dette, støttet paa de traaddannede Lemmer, med Snuden gjemt i en Krog. eller tildels skjult i Gruset. En Gang saa Gray den stige op og indtage Luft, strax efter at den ogsaa havde forsynet Gjællerne med nyt Vand, hvilket enten sker med lukket Mund gjennem Næseborene, eller paa forskjellig Maade gjennem den aabnede Mund. De Jordklumper, der indeholde Lungefiske, have en Størrelse omtrent som to knyttede Næver. Man finder dem i Rismarker, Sumpe, Damme eller Floder, i hvilke denne Fisk er hyppig, men som tørre ud i den hede Aarstid, der i Senegambien f. Ex. skal vare 9 Maaneder af Aaret. Negerne grave dem ud mod Slutningen af Tør- tiden fra tre Kvarters Dybde med en spids Stok for at benytte dem til Føde”). Inde i disse Jordklumper ”) I Univers. zoologiske Mus., Værelset 11, Skabet G vil man se et af disse Dyr, endnu halvt indesluttet i sin brustne Kokong. ") En anden Fisk, der synes at leve paa samme Maade, er den i Nilen og Gambia levende Gymnarchus — en aaleformig »Nil- 157 finder mån; som ovenfor anført, den egentlige "Kokong, en tyndvæggetuKapsel,der'er dannet — ikke af Blade, som manen Gang antog —men'af størknet Overhudsslim, rund 'i den ene Ende, lukket i den”anden lidt spidsere med: ligesom et hvælvet Laag med en lille Aabning som ét» Knappenaalsstik i: Midten. "Op mod denne Aabning ligger:Dyrets Mund, og det er derfor rimeligt, at AÅande- drættet under Dvalelivet: holdes vedlige gjennem denne fine Aabning. - Rører .man ved en Køkong med en levende Lungefisk: i, udstøder.den;et lydeligt Skrig; i: Kokong'en- ligger den sammenrullet, smed Halespidsen op” over Ho- vedet, dog sååledes, at Munden er fri Duméril iagttog i. Paris to Lungefiske; der vare sendte dertil i deres Svøb, og ”satte dem "i: Frihed i et" Akvarium ved "en langsom” Opblødning af Svøbet; en Maaned efter at dette var sket, viste der: sig "Tegn til, at det Øjeblik var kommet; da de i den: bløde Jord paa: Bunden af Akvariet skulde" søge "det Skjul; som under naturlige Forhold: er en Livsbetingelse for dem i:den tørre Tid; deres Rastløshed, - stærke Slimafsondring øg de Forsøg paaFlugt, som de'gjorde, viste, .at de følte en uimodstaaelig Trang til at opsøge et andet Medium end det, hvorved de hidtil havde befundet sig vel. D.' søgte da at bringe dem under Livsvilkaar, der” lignede dem, hvorunder de befinde sig, naar Bunden af" de"Vande,: hvori de leve, er lagt tør og begynder at gedde« uden Bugfinner, Gatfinne - eller Halefinne — der, nåar Vandet. synker, bliver tilbage, i.de- tidligere. oversvømmede. Enges Dynd i Huller af 6—7 Alens Dybde uden Vand; ogsaa hos den træder den celleløse blodrige Svømmeblære i Tørtiden eller Dvale- »tiden i Lungens'Sted. Ogsaa visse Fiskepadder (Aalepadden: Amphiuma, ;og Siren: Siren. lacertina) leve fortrinsvis i -Dynd og udgraves, naar Grøfterne i Syd-Karolinas Rismarker blive rensede. : 158 blive haard. Vandet i Akvariet blev efterhaanden taget bort, fra det Øjeblik Fiskene havde begyndt at grave sig ned i Dyndet. Efter neppe tre Ugers Forløb var Jorden haard og tør og revnet paa flere Steder. Efter 70 Dages Forløb viste det sig, at de havde hver dannet sig deres Hylster og belavet sig paa at henleve den ved Kunst frembragte Tørtid i en Slags Dvale, der dog ikke var dybere, end at de bevægede sig inde i Svøbet ved den mindste Berørelse. De Gange, de havde dannet i Jorden, i det de rodede sig ned i denne, vare blevne staaende og havde glatte Vægge af den rigelige Hud- slim, der afsondres af Dyrene paa denne Tid og danner Svøbet omkring dem der, hvor de lægge sig til Ro. Man kjender i øvrigt denne Kokong-Dannelse kun hos den afrikanske Form (Protopterus annectens), ikke hos den meget sjældnere sydamerikanske Form (Lepi- dosiren paradoxa), af hvilken kun 4—5 Exemplarer ere komne til Evropa, fundne i Sumpe, Søer og Render i Nærheden af Amasonfloden og dens Bifloder. — Den Omstændighed, at disse mærkelige Fiske baade have virkelige Lunger og (om end hæmmede) Gjæller, er, som naturligt var, sat i Forbindelse med og forklaret af deres amfibialske Liv, hvorved dog rigtignok er at be- mærke, at. mange andre Fiske jo forholde sig paa lig- nende Maade i biologisk Henseende uden at have Lunge, og paa den anden Side, at den ikke mindre mærkelige Fiskeform (Ceratodus), som for kort Tid siden er opdaget i Nyhollands Ferskvande (i Queensland) — og som i mange Henseender viser sig at være en nær Slægtning af Lepidosiren og Protopterus og navnlig ligesom disse er udstyret baade med Lunger og med (fuldt udviklede) Gjæller —, ikke vides til visse Tider af Aaret at være en 159 Beboer af egentlig tørt Land (Det hedder dog om den, at den har en vis Tilbøjelighed til om Natten at gaa op paa de flade Dyndbredder, hvor der er lidet eller intet Vand). Under normale Forhold aander den formodentlig kun ved sine Gjællers Hjælp, men bliver Vandet tykt, dyndet og fuldt af uaandbare Luftarter, stiger den op | til Overfladen og tager Luft i sine Lunger, og dette Tilfælde vil vistnok indtræde, hver Gang Tørken stærkt formindsker Vandstanden i det hede Ny-Hollands Bække. Tørre de fuldstændig ud,-vil ogsaa den sikkert, hvilende i Dvale i den hærdnede Dyndbund, med Lethed overstaa denne Prøve paa dens Livskraft, ligesom de afrikanske Lungefiske og de mange andre i det foregaaende nævnte Fiske, der overvintre eller »oversomre« (hvad man nn vil kalde det) paa Bunden af Tropelandenes udtørrede Vandlejer. 160 Mindre Meddelelser. 1. ,,Beskyttelses-Lighed". Prof. Cope i Philadelphia havde faaet et Exemplar af en Slange, Cyelophis æsti- vus, fra Nord-Carolina. Paa Grund af Slangens” smækre Skikkelse og dens smukke grønne og gule-Farve havde man. hidtil antaget, at den i Almindelighed opholdt sig paa Træer og Buske. Men i Fangenskabet. viste. den aldrig Spor til saadanne Sædvaner og levede mest paa Jorden. Derimod viste den dén besynderlige Adfærd, at den hævede sit Hoved og 2—3 Tommer af sit Le- geme op over Jorden og "holdt. sig stivt' i denne Stil- ling hele Timer igjennem. Den lignede da paafaldende et. Skud af en grøn saftig Plante og bliver .sandsynligvis ogsaa af mindre Dyr anset. for at være det. 2. Dyrelivet i en asiatisk Saltsø. De eneste i Salt- søen Van i Armenien levende Dyr, siger en fransk Samler, som har rejst der, ere en Bille af Slægten Hydroporus og en Fisk af Karpefamilien (Alburus Tarichi). Vandet er saa sodaholdigt, at det skummer, naar de omboende vaske deres Linned deri; Bredderne ere bedækkede med Klumper af krystalliseret Salt. Der lever hverken Bløddyr eller Krebsdyr deri og ingen andre Fiske end den oven- nævnte, men denne er der da ogsaa i stor Mængde; den fiskes kun til en bestemt Tid om Foraaret, naar den laver sig til at stige op i de ud i Søen faldende Smaafloder. Indtægten deraf angives til 50 å 60,000 Pjastre om Aaret. Man ser da paa alle Huse i Omegnen lange Guirlander af de tørrede Fiske, og store Karavaner af Heste og Æsler give Møde for at bortbære den saltede Fisk i Sække. Des værre er der ikke oplyst noget om, hvad denne Fisk lever af. Kjøbenhavn.] P. G. Philipsens Forlag. [1873. Dansk Havebog F. J. Chr. Jensen. En grundig Veiledning i Frugt-, Blomster- og Kjøkkenhavedyrkningen samt Driveriet Med et halvthundrede i Texten indtrykte oplysende Afbildninger. "Fjerde gjennemsete og forøgede Udgave. Priis 2 Rd. Kort Oversigt over Indholdet: . I. Afdeling: Theoretiske og praktiske Forarbeider. II. Afdeling: Kjekken- haven. III. Afdeling: Frugihaven. IV. Afdeling: Driveriet. V. Afdeling: Kort Oversigt over de vigtigste. maanedlige Årbeider i Kjekken-, Frugt-, Driveri- og Blomsterhaven. Dette Oplag er påaany gjennemseet og forøget med flere værdifulde Tillæg, navnlig hvad Blomster- og Frugthaven angaaer. i Dværgfrugttræers Behandling eller Veiledning til af småa Træer at faåe stor Frugt. Af N. E. Hofman (Bang). Med 37 Afbildninger. Priis 48 Sk. (»Berl. Tid.) »I Løbet af 4 Aar er der i Hofmansgaves Have blevet plantet 500 Dværgtræer og Resultaterne have der været saa gode, at Forfatteren har troet at burde meddele dem, og det saa meget mere som mange mindre Jordbrugere ved at see de smaa Træer bære store Frugter have faaet Lyst til selv at forsøge paa at dyrke dem. « (»Ugeskrift for Laudmænd.«) »Dette Skrift indeholder en med talrige Afbildninger forsynet udførlig Veiledning til Dyrkningen og Pasningen af Dværg- frugttræerne, og da det heelt igjennem vidner om Forfatterens Sagkundskab i denne Retning, vil det sikkert formaae i en større Kreds at vække Inter- essen for Dværgfrugttræerne og bidrage til at skaffe dem den rette Ud- bredelse hos os.« Indhold af 5fe Binds 2det Hefte. Pag. 1... Om den skindøde Tilstand. Af C. G. Gædeken, Lektor ved Uniyersitetet .., 0.4 EET ne Te Me Le eee ENE EINES 85, 2. Mærkelige Livsvilkaar hos visse udenlandske især ost- indiske; Ferskvandsfiske | 5 23 ES SE DE TSAR RR FAAR ØRER 133. 3, Mindre Meddelelser: 1. ,,Beskyttelses-Lighed«. 2. Dyrelivet i ten asiatisk "Saltsø. 22... BRS 1 CD SENE ENDER 160. Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til en Pris for hele Aaret af 3 Rdl. Subskriptionen, der er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af lwilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipsens Boglade. De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hofte af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa Honoraret, anmodes om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5 I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Liiken, som træffes i sin Bolig, Ladegaardsvej Nr. 11, D. sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5. eller til Dr. phil. Eug. Warming, Søgade Nr. 2, sikrest fra 5-7 E. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. TIDSSKRIFT FOR POPULÆRE. FRENSTILLINGER AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET æn of Comp. 3 Ked Zoology LiIBRA y AF : | C. FOGH, €. F. LUTKEN og EUG. WARMING. MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBILDNINGER. i | FJERDE RÆKKE. (Fyvende Aargang.) FEMTE BINDS TREDIE HEFTE. — KJØBENHAVN. P. 6. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. "Å MAR. 16 1942 f') Kjøbenhavn.] P, &. Philipsens Forlag. [1873. Blomsterløse Planter. Veiledning til Bestemmelse af de i Danmark hyppigst forekommende Svampe, Laver, Ålger og Mosser. Af E. Rostrup. Pris 88 få. Af Bladenes udførlige Anmeldelser anføres: (Berl. Tid.) »En Oversigt over samtlige indenlandske lavere Planter, svarende til Nutidens Fordringer, har længe været et Savn i vor Literatur. — — Det er vor Overbevisning, at Forfatteren har løst sin Opgave paa en fyldestgjørende Maade og at han vil have ligesaa- megen Tilfredsstillelse af dette Arbeide, som af hans »Veiledning i den danske Flora«, hvoraf allerede åde Oplag ere udkomne. « (Dagbladet.) »Forfatteren har heri givet en kort- fattet, men anskuelig Beskrivelse af de i Danmark hyppigst forekommende Svampe, Laver, Alger og Mosser, — tilligemed en orienterende Indledning. For enhver af Botanikens talrige Velyndere, hvis Interesse strækker sig ud over de mere iøinefaldende Blomsterplanters Omraade, vil denne Bog være en nyttig og kjærkommen Veiledning. « (Fædrelandet.) s»Forfatterens sikkre Blik og be- kjendte Sagkundskab, borger for, at der ved hans »Beskrivelse af de blomsterløse Planter« vil kunne op- naaes en god Kundskab om de mærkeligste Repræsentanter for de store Plantegrupper: Svampe, Ålger, Laver og Mosser. « (Lolland-Falsters Stifistid.) »Da disse Planter ikke tidligere ere gjorte til Gjenstand for nogen samlet po- pulær Fremstilling, vil Bogen vistnok blive et velkomment Hjælpemiddel for dem, der dyrke Botanik, og blive mod- tagen med samme Bifald, som den almindelig udbredte » Veiledning«. | H.C 2 Om Virkningen åf Synsanomalier hos Malere. Efter Dr. Liebreich ved Cand. mag. Hannibal Jespersen. Der sete afhænger af Øjnene«, enhver har sit Syn paa Verden, og hvor én ser alt rosenrødt, ser en anden kun graat i graat; — herom ere alle enige, og omtrent lige saa enig er man i Reglen om, at dette ikke gjæl- der det rent legemlige Syn, hvor Talen er om Opfat- telsen af et udenfra kommende Lysindtryk. Og dog ser i Virkeligheden heller ikke — rent udvortes taget — Omverdenen ens ud for alle Mennesker: subjektive Ejen- "dommeligheder i Øjet, der øve en forstyrrende Indflydelse paa de Lysindtryk, som det enkelte Menneske modtager, høre langt fra til Sjældenhederne, men man mærker i Reglen kun lidet til saadanne Fejl hos andre, fordi de Mennesker, der lide af Synsanomalier, snart mærke, at de ere i Minoritet, og derfor ikke ville -udtale en Dom, som de ere visse paa at faa underkjendt. Noget anderledes stiller Sagen sig, hvis Mennesker med et abnormt Syn fremstille Omverdenen for andre saaledes, som den tager sig ud for dem selv, og nu forlange, at vi skulle kjen- des ved deres Gjengivelse, hvis — med andre Ord — en Malers Øje lider af subjektive Ejendommeligheder. Fjerde Række V. : ek as ef Comp (FF Sånn dy MAR 16 1942 LIBRAR! 162 Den engelske Ofthalmolog Dr. Liebreich har i en Afhandling, der i Fjor Foraar blev forelagt Viden- skabernes Selskab i London, gjort opmærksom paa, at en for adskillige Malere . ejendommelig Manér ofte kan være Følgen af en Synsanomali, og han har paavist det for enkelte Maleres Vedkommende ved en ren optisk Undersøgelse af Billederne. Blandt disse Malere er Turner, en af Englands berømteste Landskabsmalere (f. 1775, d. 1851) og navn- lig berømt for hans Billeders glimrende Farvepragt. I de senere Aar af hans Liv forcerede han imidlertid en ham ejendommelig Manér til en såadan Yderlighed, at hans Billeder bleve aldeles uforstaaelige, saameget mere som Sujetterne dertil ere temmelig fantastiske; og da tilmed en høj Grad af Særhed og Excentricitet udvik- lede sig mere og mere hos ham med Aarene, har man i Reglen været mest tilbøjelig til kun at betragte disse Malerier. som rene Kuriositeter, fremkaldte ved en fix Idé, om end Englænderne gjennemgaaende ere blinde for Fejlene hos deres forgudede Mester. Nu er det imidlertid lykkedes Dr. Liebreich at paavise, at »Ma- néren« er Følgen af en Øjensygdom, der udviklede sig hos Turner i hans sidste Leveaar. Vi ville lade Dr. Liebreich selv tale: »Da jeg for omtrent 11 Aar siden kom herover til England og mindst tænkte paa, at min lille Ferierejse skulde blive til et stadigt Ophold, gjaldt min første Ud- flugt Malerisamlingen: jeg længtes efter at gjøre Be- kjendtskab med Turners Billeder, som jeg paa Fast- landet: ikke havde havt Lejlighed til at lære at kjende. Lige” saa indtaget jeg blev i denne Malers ældre Billeder, lige saa forbavset blev jeg ved at betragte hans Malerier 163 fra en senere Periode: de saa ud, som om de enten vare malede af en ganske anden Maler, eller som om de i det mindste vare blevne beskadigede. Ved at under- kaste dem en meget nøjagtig Undersøgelse fik jeg imid- lertid et andet Syn paa Sagen, og idet jeg fortabte mig i Betragtningen over, hvad Grunden vel kunde være til denne store Forandring, blev det mig klart, at naar den samme Maler, der havde malet »Overgangen over Bæk- ken«, senere leverede Billeder som »Mørke og Skygger«, saa kunde en saadan Forandring kun være begrundet i en Sygelighed, hvad enten nu denne maatte søges i Hjærnen eller i Øjet. « »Mine Undersøgelser om Turners Liv førte ikke til noget Resultat: Alt, hvad jeg kunde faa oplyst, var, at i de 5 sidste Aar af hans Liv vare baade hans Syn og hans aandelige Evner svækkede, men dette gav ingen Oplysning om Grunden til de omtalte Forandringer, der begyndte at vise sig omtrent 15 Aar forinden dette Tidspunkt. Vilde jeg have nogen Oplysning, havde jeg derfor ingen anden Vej at gaa end at underkaste selve Billederne en omhyggelig og strængt videnskabelig Under- søgelse uden alle æsthetiske eller konstneriske Bi- hensyn. « »Til den Ende udvalgte jeg mig nogle Malerier, der skrev sig fra omtrent Midten af den Periode, som jeg anser for sygelig eller dog ikke fuldstændig normal, og undersøgte dem i alle Enkeltheder med Hensyn til Farvetonerne, Tegningen og Fordelingen af Lys og Skygge, « »En.… afgjørende Betydning for denne Undersøgelse fik det, at jeg var i Stand til at paavise, at den for- fejlede Virkning, Maleriet som Helhed gjorde, kunde 3 lg be 164 føres tilbage til en eneste Fejl, der stadig kom igjen i alle Billedets Enkeltheder. Fejlen er en Stribning i lodret Retning, frembragt derved, at ethvert lysende Punkt er forlænget til en lysende lodret Linie. I det hele taget staar Forlængelsen i et ligefremt Forhold til Belysningens Styrke, saaledes, at jo stærkere det Lys er, som det paagjældende lysende Punkt i Naturen ud- sender, desto længere er den Linie, hvormed det er gjengivet i Maleriet. Solen frembringer saaledes i Mid- ten af et Maleri en lodret Stribe af gult Lys, som deler "det i to fuldstændig adskilte Halvparter, uden at disse ere forbundne ved en eneste vandret Linie.« »I de første Malerier af T. er Solen tydelig tegnet som en bestemt begrænset rund Skive, der spreder sit Lys ligelig til alle Sider; og selv naar Tilbagekastning fra Vandspejlet frembringer lodrette Striber, ser man tydelig gjennem disse Horisonten, Landgrænsen i For- grunden eller Bølgernes Omrids tegnet med vandrette Linier. I de Malerier derimod, som jeg her taler om, er al Detailtegning af enhver Art fuldstændig udvisket, hvor Gjenstandene rammes af disse lodrette Striber. Selv: mindre stærkt oplyste Gjenstande, Huse og Men- nesker, danne betydelig langtrukne Lysstriber. == Paa denne Maade løbe naturligvis Huse, der ligge i Nær- heden af Vandet, eller Mennesker i en Baad saa fuld- stændig i ét med deres Spejlbilleder i Vandet, at den vandrette Grænselinie mellem Huset og Vandet eller mellem Baaden og Vandet aldeles forsvinder, og det hele bliver en uordenlig Sammenhobning af lodrette Linier. Alt hvad der i Billederne fra denne Periode er abnormt med Hensyn til Gjenstandenes Form, Tegningen og selv 165 Farvefordelingen kan forklares ved denne Spredning af "Lyset i lodret Retning.« »Hvorledes og hvornaar har nu denne Anomali ud- viklet sig ?u« »Indtil Aaret 1830 er alt normalt. I 1831 mærker man for første Gang en Forandring i Koloriten, en For- andring, der giver T's. Arbejder en ganske ejendommelig Farvetone, som man ikke finder hos nogen anden Maler. Optisk set frembringes den ved et stærkere Lys, der falder over de lyseste Partier i Landskabet og danner en blaalig Taage, som stikker alt for meget af mod Om- givelserne,= der ligge i Skygge. Fra 1833 breder dette Lys sig mere og mere i lodret Retning; det tiltager stadig med Aarene, og medens mani Begyndelsen kun bliver opmærksom derpaa ved en meget nøjagtig Under- søgelse, træde disse regelmæssige lodrette Linier efter Aaret 1839 saa tydelig frem, at de maa falde enhver i Øjnene. Dette tiltager i de følgende Aar saa stærkt, at det, naar man betrager Malerierne tæt ved, næsten ser ud, som om de vare ødelagte med Forsæt, derved at man havde fejet op og ned ad dem med en Pensel, inden de bleve tørre, og først naar man kommer temme- lig langt bort fra dem, er det muligt at faa Mening og Sammenhæng i Kompositionen og forstaa, hvad de skulle forestille. I sine sidste Leveaar forcerede han sin Ma- nér til en saadan Yderlighed, at det nu næppe er muligt at faa fat paa, hvad det er, han har villet frem- stille. « »Det er den almindelige Mening, at T. tilegnede sig en ejendommelig »Manér«, som han mere og mere en- sidig gjennemførte, og at hans sidste Arbejder maa til- skrives en omtaaget Opfattelsesevne. Jeg er overbevist 166 om, at denne Dom er ukorrekt, for ikke at sige rent ud " uretfærdig. Ordet »Manér« tages i meget forskjellig Be- tydning. I Almindelighed forstaar man derved noget vist ejendommeligt, som Maleren vilkaarlig tilegner sig; det kan være en Følge af Studierne eller af Ræsonne- ment, det kan være Udviklingen af et Princip eller Kon- sekventsen af en tilfældig Iagttagelse, et Forsøg eller et heldigt Træf, Intet af dette passer imidlertid paa det, man kalder »Manér« hos T. Hos ham er det ikke noget vilkaarligt, bevidst tilegnet eller en Følge af Skole; efter min Mening er hans »Manér« udelukkende en Følge af en Forandring i hans Øjne, som udviklede sig i de sidste 20 Aar af hans Liv. Som Følge af denne For- andring skiftede Naturen lidt efter lidt Udseende for ham, medens han uden at ane Forandringen troskyldig vedblev at gjengive den, som den tog sig ud for ham. Og han gjennemførte sin Gjengivelse med saa megen Troskab og Nøjagtighed, at vi ere i Stand til fra Bil- lederne med Bestemthed at slutte os til Sygdommens Natur, følge dens Udvikling Skridt for Skridt og ved et optisk Forsøg godtgjøre Rigtigheden af den stillede Dia- gnose. Vi kunne paa denne Maade faa Naturen til at tage sig ud for os, som den tog sig ud for T., og som han gjengav den, og vi kunne faa et af T's. ældre Land- skaber til at tage sig ud som et af dem fra hans senere Periode. « »Da T. havde naaet en Alder af 55 Aar, tabte Linserne i hans Øjne en Del af deres Gjennemsigtig- hed, holdt noget af Lyset tilbage og bredte en blaalig Taage over de belyste Gjenstande. I svagere Grad er det samme Tilfældet ogsaa med det normale Øje, som man kan overbevise sig om ved følgende Forsøg. Betragt 167 et Billede, der hænger mellem to Vinduer. De vil ikke kuune se det tydelig; det er, som om det er tilsløret af en graalig Taage. Men hold saa Hænderne op til Øjnene, saa at De udelukker Dagslyset fra Deres Øjne, "saa forsvinder Taagen, og Billedet ses tydelig. Lyset fra Vinduet spredte sig inde i Øjet og belyste de Dele af Nethinden, hvorpaa Billedet af Maleriet skulde dannes. Dersom vi ville undersøge Øjet og ved Hjælp af konstige Midler belyse dets indvendige Dele, vil det vise sig, at selv det klareste og smukkeste Øje ikke er saa fuld- stændig gjennemsigtigt, som vi ere tilbøjelige til at tro. Jo ældre man bliver, desto mindre gjennemsigtige blive de indvendige Dele af Øjet, og da navnlig Linsen. Men for at frembringe en saadan Virkning som den, vi have iagttaget i de af T's, Billeder, der ere fra en senere Tid end 1831, skal der komme en sygelig Udvikling til. Fra dette Aar uddannede der sig — som det hyppig sker i lignende Tilfælde — en bestemt afgrænset uigjennem- sigtig Plet i den for øvrigt kun ufuldkomment gjennem- sigtige Linse, og Følgen heraf var, at Lyset inde i Øjet ikke længere blev spredt lige stærkt til alle Sider, men fortrinsvis spredte sig i lodret Retning. « »Paa dette Stadium frembyder nu Sygdommen en Ejendommelighed, som faar en særegen Betydning for Maleren, idet den nemlig kun paavirker Opfattelsen af Gjenstandene i Naturen, hvor Lyset er stærkt nok til at frembringe denne ejendommelige Spredning inde i Øjet, medens det Lys, der kastes tilbage fra Maleriet, er alt for svagt til at frembringe en lignende Virkning: altsaa — Opfattelsen af Naturen er forandret, medens Billedet viser sig i sin sande Skikkelse og altsaa maa males galt, hvis det, fra Malerens Standpunkt set, skal være 168 en korrekt Gjengivelse. Først i de senere Aar af T's… Liv blev hans Syn i den Grad svækket, at han heller ikke tydelig kunde se Billederne. Her er en tilstrække- lig Forklaring af den Ejendommelighed, som vi finde i hans senere Malerier, uden at vi behøve at tage Hensyn til hans mentale Tilstand. « »Det kunde synes dristigt at paastaa, at T's. Øjne have lidt af Sygelighed i en Periode af hans Liv, naar Konstkjendere og Kritikere ere enige om at anse Begyn- delsen af denne Periode som Kulminationspunktet for hans Talent. Og dog tror jeg ikke, at min Opfattelse er i absolut Strid med den almengjældende. < At befinde. sig normalt fra et fysiologisk Standpunkt er ingen- lunde en uafviselig Betingelse for konstnerisk Produkti- vitet: man kan ikke uden videre underkjende den Konst- dommer, der kalder et Konstværk trivielt, dagligdags og uinteressant, som bærer tydelige Spor af Ophavsmandens fuldstændig sunde Sans og Aands Ligevægt, medens han er ude af sig selv af Begejstring over det, der fremkal- der Formodning om, at Konstnerens Indbildningskraft bevæger sig paa Grænsen af det sygelige, om den ikke har overskredet Stregen.« »Saaledes foretrække flere udmærkede Musikere og flere af Beethovens største Beundrere hans seneste; Årbejder og betragte dem som de interessanteste, uagtet " man deri kan spore Følgerne af hans Døvhed. I Digte- konsten give vi nogle Digterværker Plads blandt Kon- stens ypperste Mesterværker, i hvilke Digterens. Ind- bildningskraft fører os langt ud over vor daglige Fore- stillingskreds. « I »Jeg finder det derfor fuldstændig i sin Orden, at det stemningsfulde, taagede Slør, som paa Grund af 169 den ejendommelige og sygelige Lysspredning hviler over T's. Malerier efter 1831, i hans Beundreres Øjne give disse Billeder. et fortryllende Skjær. Man maa tilmed indrømme, at naar man overser de Fejl, der findes i disse Malerier, er der udmærkede Ting -der imellem, og man ser, at den store Konstner vedblev at gaa fremad selv paa en Tid af hans Liv, da hans Øjensygdom skaffede hans Malerier en mindre gunstig Dom blandt Publikum. Men jeg kan rigtignok ikke give de Folk Ret, som ere begejstrede over T's. Billeder fra en endnu senere Periode, som kalde et paa Grund af optiske Fejl fuldstændig misdannet og ødelagt Billede mageløst, som kalde dette »Turners Manér«, tage det til Rettesnor for en-Skole og efterligne det. I mine Øjne ligne de den Konsthandlers Karl, som, da han overbragte en Torso af en Venus, og Tjeneren forbavset spurgte, hvad hans Herre vilde med en Figur uden Hoved, Arme og Ben, svarede: det forstaar De Dem ikke paa, det er netop det, der er det smukke ved den.« %) »+ 7) Paa dette Punkt af sit Foredrag oplyste Dr. L. det ved at fore- vise en Kopi efter et Oliemaleri i South-Kensington Museum. Dette Maleri blev ikke udstillet førend 1833, men blev malet noget tidligere efter en i Venedig optaget Skitse, førend T's. Syn havde taget nogen Skade. Ved Hjælp af optiske Midler kom dette Billede til at tage sig ud som et af dem, der ere malede efter 1839, og for at Tilhørerne paa en enkelt. Gjenstand kunde iagttage det samme, som de nu havde set som ejendommeligt for et helt Maleris almindelige Udseende, valgte Dr. L. dernæst at vise dem paa samme Maade et enkeltstaaende Træ, navnlig fordi T. efter 1833 malede Træer, som ingen Botaniker kjendte, som aldrig havde været sete i Naturen eller malede af nogen anden Maler. — »Det syntes mig ikke rimeligt,« tilføjer han, »at T. skulde have komponeret et Træ, han aldrig havde set, sand- synligere, at han har malet saadanne Træer, fordi virkelige 170 Medens Turner afgiver Exempel paa en rent indi- viduel Anomali, findes der andre Tilfælde af Synsanoma- lier hos Malere, som kunne henføres under almindelige. Kategorier. Dette er navnlig Tilfældet, hvor Fejlen har sin Aarsag i en uregelmæssig Refraktion. Som bekjendt frembringes der ved Hornhindens og Linsens Hjælp et formindsket og omvendt Billede af de foran Øjet værende Gjenstande, og Betingelsen for et tydeligt Syn er, at et skarpt begrænset Billede dannes paa Nethinden, der er det for Lysindtryk modtagelige Lag af Nervedele, som beklæder Indersiden af Øjeæblet; her maa de Lysstraaler, som udgaa fra ét Punkt af Gjen- standen, igjen forenes til ét Punkt (Fig. 1). Forenes de ikke her til ét Punkt, men brede sig til en lille Flade — hvad der er Tilfældet, hvis deres Forenings- punkt ligger foran eller bagved Nethinden (se de punk- terede Linier i Fig. 2 og 3) — bliver Billedet paa Nethinden utydeligt. Den Afstand, i hvilken Billedet dannes bagved en Linse'o: Lysstraalerne fra et Punkt igjen forenes til et Punkt, afhænger dels af. Linsens Krumning, dels af Gjenstandens Afstand. Jo stærkere Linsen -er krummet, desto nærmere ligger Billedet ved Linsen, da den stærkere Krumning frembringer en stær- kere Brydning od: en stærkere Konvergens af de Straaler, der ere gaaede igjennem Linsen. Jo nærmere Gjen- standen ligger ved Linsen, desto fjærnere kommer Billedet til at ligge, en Følge af at Straalerne, der ramme Lin- sen, ere stærkere divergerende og derfor efter Bryd- Træer for hans Øjne toge sig saaledes ud. Jeg har ved Hjælp af mit optiske Apparat søgt efter saadanne Træer og fundet dem. Her ser De et sædvanligt Træ, og ved Hjælp af mit Glas ser De det her omdannet til et af T's. Træer !« 241 ningen ere mindre konvergerende. Naar et normalt Øje ikke desto mindre er i Stand til at se saavel fjærne som nære Gjenstande tydelig — om end ikke paa én Gang —' såa er Grunden den, at Øjet er begavet med Akko- modationsevne, en Evne til at afpasses efter større eller mindre Afstande, som er betinget af, at Linsen bliver stærkere krummet, naar Gjenstanden rykker nærmere til Øjet. Den stærkeste Akkomodation anvendes, naar vi tillempe vort Øje efter det nærmest muligt liggende Punkt, derimod anvendes ingen Akkomodation, naar vi betragte fjærnt liggende Punkter. ; Øjets optiske Tilstand, naar det er afpasset for sit Fjærnpunkt, uden at der gjøres mindste Brug af Akko- modationen, kaldes dets Refraktion. Der er tre for- skjellige Arter af Refraktion, det normale Øjes, det nær- Fig. 1. synede og det langsynede Øjes. — Det normale Øje er, naar der aldeles ingen Brug gjøres af Akkomo- dationen, tilpasset for uendelig lang Afstand o: det samler parallele Lysstraaler paa Nethinden (Fig. 1). Det nærsynede — myope — Øje har som Følge af en stærkere Krumning af Linsen en stærkere Refrak- tion og forener derfor de Lysstraaler, der komme fra ” et uendelig fjærnt Punkt, foran Nethinden (Fig. 2). For 172 at forenes paa selve. Nethinden maa Lysstraalerne der- for være divergente ao: de maa komme fra et. nærmere liggende Punkt. Jo mere nærsynet Øjet er, desto mere maa Straalerne divergere, og for at et saadant Øje skal Fig. 2. se fjærne Gjenstande tydelig, maa Straalerne fra en fjærn. Gjenstand gjøres mere divergente ved Hjælp af kon- kave Øjeglas, Spredelinser. Det langsynede — hypermetrope — Øje har der- imod for svag en Refraktion; det forener konvergerende Straaler paa Nethinden; parallele eller divergerende Straa- ler samles bag Nethinden, med mindre der foran Øjet anbringes et konvext Glas, en Samlelinse (Fig. 3). Da Linsen ofte med Alderen antager en fladere Form, blive ældre Folk, som bekjendt, hyppig langsynede. 1503 Hypermetropi har ingen væsenlig Indflydelse paa Maleriet og kan nemt rettes ved konvexe Glas. Myopi derimod udøver sædvanlig Indflydelse saavel paa Konst- nerens Valg af Gjenstande, som paa hans Maade at gjengive Gjenstandene paa. Ligesom en meget lille Skrift er Tegn paa Myopi, saaledes ere de Konstnere, der frembringe smaa Billeder, hvori Detaillerne ere meget udførte, malede med en meget fin Pensel, hyppigst Myoper. | Undertiden afviger Øjets Form fra den normale sfæ- riske, og denne Afvigelse kaldes Astigmatisme. Dette Forhold er først blevet nøjagtig undersøgt, da den be- kjendte engelske Astronom og Optiker Airy opdagede det ved sine egne Øjne. Forestil Dem Meridianer teg- nede paa Øjet som paa en Jordglobus, saa at den ene Pol ligger midt paa Øjets Forflade; Astigmatismen kan da forklares som en forskjellig Krumning efter to Meri- dianer, for Exempel to, der danne en ret Vinkel med hinanden. Følgen heraf er da en forskjellig Brydnings- evne af Øjet i Retning af - disse to Meridianer. Et Øje kan f. Ex. have normal Brydning i en horisontal Meri- dian, men være nærsynet i en vertikal Meridian. Smaa Forskjelligheder af denne Art findes ved saa godt som ethvert Øje, men bemærkes i Reglen ikke. Højere Gra- der af Astigmatisme, som kjendelig forstyrre Synet, ere. heller ikke sjældne og træffes ogsaa blandt Malerne. »Jeg har« — siger Dr. Liebreich — »havt Lejlig- hed til at undersøge flere udmærkede Konstneres Øjne, der lede af denne Anomali, og jeg har med stor Inter- esse undersøgt, hvilken Indflydelse Astigmatismen har udøvet paa deres Malerier. Hvor stor Betydning Fejlen faar, afhænger tildels af, i hvilken Grad og paa hvilken 174 Maade Fejlen er udviklet; men Virkningen viser sig og=— saa paa forskjellig Maade efter de Gjenstande, Maleren gjengiver.. Et Exempel vil bedre oplyse Sagen. Jeg kjender' en Landskabsmaler og en Portrætmaler, som begge lide af samme Årt af Astigmatisme, saaledes at Refraktionen i den vertikale Meridian afviger fra Re- fraktionen i den horisontale: deres Syn er normalt for lodrette Linier, men er svagt myopisk for vandrette Li- nier. Denne Ejendommelighed har næsten ingen for- styrrende Indflydelse havt paa Landskabsmalerens Bil- leder. For at male fjærne Gjenstande behøves ingen klart tegnede Omrids, snarere ubestemte Former og let fortonede Mellemfarver, og Malerens Øje er normalt nok til at faa Syn paa disse Farver. En Kjendsgjerning har dog slaaet mig: Forgrunden i disse Malerier, der sæd- vanlig forestiller Vand med svagt krusede Bølger, er ikke gjengivet med samme Troskab som Mellem- og Bag- grunden. Jeg har deri fundet smaa vandrette Pensel- strøg af forskiellige Farver, som jeg slet ikke syntes fandtes paa selve Vandet. Jeg har da omhyggelig under- søgt Maleriet med et Glas, som,. naar jeg anbragte det foran mit Øje, gjorde mit Syn ligesaa astigmatisk. som Malerens, og nu fandt jeg Maleriet meget smukkere, Forgrunden ligesaa fuldendt som Mellem- og Baggrunden. Ved Hjælp af den konstig frembragte AÅstigmatisme traadte de vandrette Penselstrøg ikke længer saa skarpt frem for mig og smeltede saa godt sammen med det øvrige, at de kun tjente til paa en ejendommelig Maade at gjengive Vandets Farve og Gjennemsigtighed.« »Paa Portrætmalerens Billeder har Astigmatismen havt en ganske anden Virkning. Han holdes højt i Ære i Paris paa Grund af sit betydelige Talent til at 175 opfatte og gjengive de forskjellige Personers Karakter og aandelige Individualitet. Hans Beundrere anse endog hans Billeders Portrætlighed for slaaende, medens man i -… Almindelighed mener, at han forsætlig lægger mindre Vægt paa den korrekte Portrætlighed ved at vælge en noget uklar Gjengivelse af Enkelthederne i Omrids og "Former. « »En omhyggelig Undersøgelse af hans Billeder viser imidlertid, at denne Ukorrekthed, langtfra at være for- sætlig, er en simpel Følge af Astigmatisme. I de sidste Åar har denne Malers Billeder tabt sig betydelig, som Følge af at den ukorrekte Gjengivelse har udviklet sig til en tydelig udpræget Disproportion. Halsen og Ansigts- -rundingen er i alle disse Billeder betydelig forlænget, og den samme Fortrækning viser sig i alle Detaillerne. Hvad er Grunden hertil? Er Astigmatismen tiltaget? Nej, det er sjælden Tilfældet, men Virkningen af Åstig- " matismen er fordoblet, og det paa følgende Maade: Et Øje, der bryder de Straaler, som gaa i en Vertikalplan, normalt, men som er nærsynet for de Straaler, der gaa i en Horisontalplan, ser Gjenstandene forlænget i verti- "kal Retning, hvad De memt kan indse ved at tegne et Kvadrat, begrænset af to vandrette og to lodrette Linier, og derpaa i Stedet for de to vandrette Linier tegne to "bredere udvidskede Linier, saaledes som Billedet af disse Linier vil vise sig paa Nethinden, naar de fra dem kom- mende Straaler forenes foran denne. — Naar man er ble- ven: saa gammel, at det normale Øje er langsynet, men ikke det nærsynede Øje, vil et saadant astigmatisk Øje som det omtalte paa kort Afstand se de lodrette Linier utydelig, da disse Lysstraaler forenes bagved Nethinden, 176 men vandrette Linier tydelig, og det vil derfor se nære Gjenstande forlængede i vandret Retning. « »Portrætmaleren, hos hvem den svage Grad af Astigma- tisme i Begyndelsen kun viste sig ved en Utydelighed i de horisontale Linier, er nu bleven langsynet for vertikale Linier, og ser derfor fjærnt staaende Personer forlængede i vertikal Retning; Portrætet, som han maler, ser han derimod paa nært Hold, det viser sig forlænget i hori- sontal Retning, fordi de vertikale Linier ses utydelig, og det males derfor betydelig mere forlænget end Ori- ginalen er. — Saaledes fordobles Fejlen. Dette "vil blive Dem klarere ved nogle Forsøg.« »Hvis de lodrette og vandrette Linier i denne Fi- gur ved Hjælp af Linser, der ere begrænsede af Kugle- | flader, blive afbildede med samme Tydelighed Fig. 4. paa en Skærm, ville de af mine Tilhørere, der lide af Astigmatisme, ikke se dem saaledes. De af Dem, hvis Syn er normalt, ville der- imod iagttage, at der bliver Forskjel paa de vandrette og de lodrette Linier, naar jeg til mit Apparat føjer en Cylinderlinse”). Anbringer jeg en slig Cylinderlinse, der er krummet i lodret Retning foran "Y Sædvanlige Kikkertglas ere ved en omdrejende Bevægelse slebne påa en Kugleflade, Cylinderlinserne ved en frem- og tilbage- gaaende Bevægelse paa en Cylinderflade. Disse have kun Krum- ning i én Retning og bryde derfor kun Lysstraalerne i én Retning. 177 min Kuglelinse, ville — som De ser paa Figur 5 — de vand- rette Linier blive utydelige, fordi der i lodret Retning foregaar en stærkere . Fi2:5) Brydning end der for- dres for den tydelige Bil- leddannelse paa Skær- men, og saaledes vil og- saa Fig. 4 vise sig for det Øje, der er saaledes astigmatisk, at Horn- hindener stærkere krum- met i lodret end i vand- ret Retning; det er nær- synet for vandrette Li- nier og ser Gjenstan- dene forlængede i lodret Retning. Dersom jeg anstillede dette Forsøg med far- vede Linier i Stedet for med hvide, vilde man se, at Astigmatismen fremkaldte en Blanding af Farverne, og dersom jeg drejer Cylinderlinsen om en vandret Axe, ville De kunne se Virkningen af de forskjellige Arter af Astigmatisme, « »Jeg skal nu vise Dem, hvorledes det er muligt, at et og samme Øje kan se en Gjenstand, der er for langt borte, forlænget i lodret Retning, men derimod en altfor nær Gjenstand udbredt i vandret Retning. Jeg vælger hertil et Billede, der ved Hjælp af en Kuglelinse afbil- des paa en Skærm, saaledes som Figur 6 viser det. Er Linsen krum ovenfra nedad, ville Lysstraalerne efter Bryd- ningen kun i vandret Retning afvige fra den oprindelige, og Linsen vil af en rund Plet frembringe et vandret linieformet Billede. Fjerde Række. V. k2 178 AÅrbringer jeg nu Cylinderlinsen som tidligere, vil det blive forlænget i lodret Retning, og saaledes vil Maleren se fjærne Gjenstande, — Fig. 6. men flytter jeg Skærmen nærmere, indtil jeg kom- mer til Foreningspunktet for de Straaler, der danne de vandrette Linier, blive de lodrette Linier utyde- lige og Billedet forlæn- get i vandret Retning (se Fig. 7), og saaledes vil Maleren se nære Gjen- stande. « »Vi kunne nu anstille det samme Forsøg med et Portræt. Tænk Dem, at det forestiller den Person, som Fie 7 den af Astigmatisme li- dende Maler skal male. Ved Hjælp af Cylinder- linsen ville De kunne danne Dem et Begreb om, hvorledes Maleren KR ser Originalen, og hvis jeg forandrer Glassets Stilling, antager Bille- det den samme Form, hvormed Maleren ser det paa Lærredet. Dette vil forklare Dem, hvorfor han maler et endnu mere langtrukkent Billede end det, der danner sig paa hans Nethinde af Originalen, der sidder for ham.« — Endnu skal omtales en Synsanomali, som man skulde 179 synes maatte gjøre det umuligt at være Maler, nemlig Farveblindhed, Mangel paa Evne til at skjelne mel- lem de forskjellige Farver. Det er en temmelig alminde- lig Fejl, langt almindeligere end Folk i: Reglen ville være det bekjendt, og det skal vises, at selv Malere kunne lide deraf, om end naturligvis kun i ringere Grader. Forinden vil det dog være nødvendigt at sige noget om Evnen til at adskille de Lysindtryk, som de forskjellige Farver frembringe. Et lysende Legeme sætter de omgivende Ætherdele i Svingninger. Foregaa disse Svingninger med en Ha- stighed af omtrent 500 Billioner i 'Sekundet, frembringe de paa Synsnerven et ejendommeligt Indtryk, som vi betegne ved rødt; stiger Antallet af Svingninger efter- haanden til omtrent 800 Billioner i Sekundet, forandres Legemets Farve gjennem orange, gult, grønt og blaat til violet, og udsender Legemet paa en Gang Svingnin- ger af alle de mellemliggende Hastigheder, viser det sig hvidt, medens de Æthersvingninger, som havé en større Hastighed, ikke længere gjøre noget Indtryk paa Syns- nerven. Opfattes disse samme Æthersvingninger af en Følenerve, frembringe de her det Indtryk, som vi be- tegne ved Varme, hvilket Indtryk de ogsaa ere i Stand til at frembringe, selv om de ikke foregaa saa hurtig, at vi kunne opfatte dem som Lys. Aarsagen til at vi modtage to saa forskjellige Indtryk som Lys og Varme er altsaa ikke at søge i en forskjellig Paavirkning, men deri, at Virkningen kommer til vor Bevidsthed gjennem forskjellige Nervedele; Nerverne have nemlig deres sær- lige Sansningsenergier 7). Vi skulle se, at Opfattelsen "y Mere herom se: Tidsskriftets 3die R. bte B, S, 149 fé. 19% & ed 180 "af Farveforskjelligheder muligvis kan henføres under det samme Princip. Skjønt vi i Omverdenen iagttage en uendelig Mang- foldighed af forskjellige Farver og Farvenuancer, kunne dog alle disse Lysindtryk frembringes ved Kombination af et lidet Antal af Farveelementer. For at kunne fore- tage en saadan Reduktion er det først nødvendigt at gjøre opmærksom paa, at Farverne foruden at være for- skjellige i Henseende til Farvetone — som rødt, orange etc. — kunne være mer eller mindre mættede og have en større eller mindre Klarhed. De færreste Farver, vi træffe paa, ere mættede, de fleste Farvestoffer tilbage- kaste foruden en eller flere Arter af Farvestraaler tillige større eller mindre Mængder af hvidt Lys. De Farver, der ere fuldstændigst mættede, ere de, der fremkomme ved Lysets Brydning i et Prisme, de, der danne Sol- spektret, Spektralfarverne. Rosenrødt er saaledes pur- purrødt, der ikke er mættet, kjødrødt en hvidlig Skar- lagenfarve, og bleggult, bleggrønt etc. ligeledes saadanne lidet mættede, med hvidt blandede Farver. Ogsaa Far- vernes forskjellige Klarhed eller Lysstyrke frembringer en Række Nuancer, der betegnes med forskjellige Navne; vi kalde de lyssvage Farver mørke, hvis de ere mættede, derimod graa, hvis de ere hvidlige. Saaledes er mørke- blaat lyssvagt mættet blaat, graablaat er lyssvagt blaat, der ikke er mættet, — og rødbrunt, brunt, olivengrønt ere lyssvage, mer eller mindre mættede Fortoninger af rødt og grønt. Ogsaa af Farvetonerne finde vi en uendelig Mang- foldighed. Farvede Legemer vise sig med den ene eller den anden Farvetone, eftersom de tilbagekaste (eller, "hvis de ere gjennemsigtige, lade gaa igjennem sig) den 181 ene eller den anden Art eller flere Arter paa engang af de Farvestraaler, som det hvide Sollys indeholder, og saaledes maa vi da i Solspektret søge de forskjellige Farveelementer. Her finde vi en aldeles gradvis Over- gang fra rødt gjennem orange, gult, grønt og blaat til violet, og' det er forsaavidt en Tilfældighed, at vi af den hele Række udpege netop de nævnte 6 (»Regnbue- farverne«), som de for Spektret ejendommelige Led; der findes en uendelig Mængde forskjelligartede enkelte Farve- straaler 2: Farvestraaler, der ikke ved Spredning kunne adskilles i flere, lige saa lidt som f. Ex. den grønne "Farve i Solspektret kan skilles ad i-gult og blaat. Det viser sig imidlertid, at alle de i Spektret forekommende "'Farvenuancer kunne frembringes ved Blanding af tre af disse Farver, de saakaldte Grundfarver, rødt, grønt og violet. (I dette Valg af Grundfarverne i Stedet for de ældre, rødt, gult og blaat, følger jeg Helmholtz), og al Forskjel i, Farve bliver da et forskjelligt Blandings- forhold af de 3 Grundfarver. Ved Blanding af disse kunne vi frembringe hvidt Lys, og da to Grundfarver frembringe en mellemliggende Blandingsfarve, følger heraf, at der til enhver Farve svarer en anden, dens Kom- plementfarve, der i Forening med den frembringer Ind- trykket af hvidt. Saaledes vil skarlagenrødt og blaa- grønt, grøngult og violet eller gult og ultramarinblaat Lys tilsammen frembringe hvidt Lys, lige saa vel som rødt, grønt og violet tilsammen ville gjøre det, og Øjet er ikke i Stand til at skjelne, om det hvide Lys er frembragt ved den ene eller den anden af disse Blan- diger, skjønt disse Blandinger i alle andre Henseender, naar Indtrykket paa Nethinden fraregnes, ere forskjel- lige. En med rødt og blaagrønt belyst Flade vil saa- 182 ledes ved Fotografering vise sig sort, en med gulgrønt og violet belyst Flade derimod meget lys, Belyser man farvede Legemer med saadant forskjellig sammensat hvidt Lys, ville de vise sig ganske forskjellig farvede og be- lyste, eftersom man vælger den ene eller den anden Slags hvide Lys. Lader man Lyset spredes i et Prisme, eller betragtes det gjennem et farvet Glas, vil Forskjellen ligeledes strax vise sig. Det ejendommelige ved vor Opfattelse af forskjellige Farver bliver klarere ved Sammenligning med den Maade, hvorpaa vi opfatte Tonerne. Ogsaa disse fremkaldes ved Bølgebevægelse, der er hurtigere, naar Tonen er høj, end naar den er lav; men her kunne vi ikke fore- tage en Forening af to forskjellige Toner til én mellem- liggende, f. Ex. af g og h til a. Var Forholdet det samme som ved Lyset, maatte vi kunne sammensætte en hvilken som helst Akkord af 3 Toner, en høj, en dyb og en mellemliggende, idet man kun behøvede at for- andre Styrken af disse 3 Toner, og al Musik kunde frembringes ved disse 3 Toner, medens Forholdet i Virke- ligheden er det, at én Akkord for det øvede Øre aldrig lyder som en anden, saa at Musikeren strax kjender, af hvilke enkelte Toner den er sammensat, en Analyse, som for Farvernes vedkommende kun kan foretages ved Hjælp af et Prisme, men ikke skjønnes umiddelbart. Medens det normale Øje adskiller 3 elementære Farveindtryk, gives der Øjne, der kun ere modtagelige for to saadanne forskjellige Farveindtryk. Saadanne Øjne kaldes farveblinde, fordi de forvexle nogle Farver, som for et normalt Øje tage sig meget forskjellige ud, medens de lige saa skarpt — ikke sjældent endog skarpere — kunne adskille andre Farver fra hinanden. — Hyppigst 183 ere de rødblinde; i deres Farvesystem mangler rødt og alle de Forskjelligheder i Farvetone, der fremkomme ved Indblanding af rødt. Al Farveforskjel er for dem For- skjel mellem blaat og grønt eller, som de kalde det, gult. Skarlagenrødt, kjødrødt, hvidt og blaagrønt (Kom- plementfarven til rødt) forekomme dem ens eller dog kun forskjellige i Klarhed, ligeledes purpurrødt, violet og blaat, eller rødt, orange, gult og grønt. Den røde Ende af Spektret se de ikke, og meget mættet skar- lagenrødt forekommer dem næsten sort, saaledes at f. Ex. en skotsk Præst lod sig forlede til at udsøge sig skarlagenrødt Klæde til sit Ornat i den Tro, at det var sort. "For at forklare, hvorledes vi ere i Stand til at ad- skille de 3 elementære Farveindtryk fra hinanden, har Th. Young opstillet en Theori, der passer godt tii Kjendsgjerningerne, om den end ikke er bevist. Han forudsætter, at der i Øjet findes 3 forskjellige Arter af Nerveelementer, hvoraf den ene, naar de blive pirrede, frembringer Indtrykket af rødt, den anden af grønt, og den tredie af violet, og at fremdeles den første Art af Nerveelementer fortrinsvis paavirkes af de langsomste Æthersvingninger, den sidste Art af de hurtigste, og de, der frembringe Indtrykket af grønt, derimod af de Æthersvingninger, hvis Hastighed ligger imellem de to andre. Naar altsaa saaledes den ene Ende af Solspek- tret viser sig rød, da er Grunden den, at Æthersvingnin- gerne i de dertil hørende Lysstraaler foregaa med en saadan Hastighed, at de kunne paavirke de Nervedele i Øjet, ved hvis Pirring vi modtage Indtrykket af rødt, 0. s. v. Er Øjet rødblindt, da er Grunden den, at de Nervedele, der skulle lede dette Farveindtryk til Bevidst- 184 heden, ere uimodtagelige for Paavirkning, og Farveblind- hed bliver nærmest at parallelisere med Mangel paa Ge- hør. Man ser let, at Youngs Theori er en videre Ud- føring af Principet i Læren om de særlige Sansnings- energier: ramme Lysstraalerne en Følenerve, opfattes de som Varme, ramme de én Del af Synsnervens Endeorga- ner, opfattes de som rødt Lys, medens de paa en anden "Del frembringe Indtrykket af violet o. s. v. ; Hos Pattedyrene og Mennesket mangler nu ganske vist . ethvert anatomisk Grundlag for en saadan Farvetheori, men hos Fugle og Krybdyr har Max. Schultze paavist Forhold, der aabenbart maa tydes som en Bestyrkelse af Theorien. I mange af disse Dyrs Øjne har han nem- lig i Nethinden paavist, at nogle af de saakaldte Stave — Synsnervens Endeorganer — paa den mod Øjets Inder- side vendte Ende ere forsynede med en rød Oliedraabe, andre med en gul, medens atter andre ganske mangle en saadan Draabe. Det er klart, at rødt Lys fortrinsvis vil blive opfattet gjennem de førstnævnte Stave, gult gjennem de andre, og at blaat Lys, der vil være ude- lukket fra disse to Arter af Stave, vil gjøre et forholds- vis stærkere Indtryk paa den tredie Art af Stave, som slet ingen farvet Oliedraabe have). Interessant er det at sammenligne denne Theori med Theorien for Toneopfattelsen i Øret, hvor det. Cortiske Organ med sit lille 3000-strængede (efter Kolliker) Instrument opløser en Toneklang i sine Bestanddele, idet de Strænge klinge med, hvis Tone er indeholdt i Klan- gen, og saaledes f. Ex. sætte os i Stand til at adskille ”) Efter Helmholtz. 185 de forskjellige Klangfarver ”). Ogsaa her vil det Ind- tryk, en Tone frembringer, afhænge af, gjennem hvilke Nervedele den ledes til Bevidstheden, og er det Apparat, ved Hjælp af hvilket Tonerne analyseres, ikke fintmær- kende nok, kunne vi ikke kjende Konsonans fra Disso- nans og mangle derfor Gehør. ; — Efter denne lille Digression vende vi tilbage til Dr. Liebreichs Undersøgelser over Farveblindhed hos Ma- lere. At en Maler ikke kan være fuldstændig farveblind, er en Selvfølge, men man træffer lavere Grader af Farve- blindhed; Modtagelighed for rødt Lys kan ikke mangle — fuldstændig, men den kan være svækket i en betydelig Grad, saaledes at man f. Ex. vel modtager et Indtryk af rødt fra stærkt belyste røde Flader, medens derimod en mindre stærk belyst rød Farve synes grøn. Denne svagere Grad af Farveblindhed forhindrer ikke altid dem, der lide deraf, i at blive Malere. »Jeg saa,« siger Dr. Liebreich, »et Bevis derpaa paa det sidste Aars Ud- stilling i London ved et Maleri, som forestillede et Kvæg- marked. De omgivende Hustage vare alle malede røde paa den Side, der blev beskinnet af Solen, men grønne paa Skyggesiden, og hvad der især slog mig — Køerne vare ogsaa røde i Solskinnet, men grønne i Skyggen. Saadanne lavere Grader af denne Sygdom, som kun vise sig ved en unøjagtig Farveopfattelse, ere rimeligvis Grun- den til, at flere Konstnere, som staa højt i Ry for deres smukke Tegninger og rige Kompositioner, have været mindre heldige, naar de optræde som Kolorister. « ?”) Sammenlg. Tidsskr. for popl. Fremst. af Naturv. 4de Rk. 2det Bd. S. 97 og 348. 186 »I Modsætning til disse enestaaende Tilfælde skal jeg,« fortsætter Dr. L., »henlede Deres Opmærksomhed paa et mere almindeligt Tilfælde, at nemlig Farve- opfattelsen forandres hos Folk i en mere fremrykket Al-= "der Aarsagen er ikke en mangelfuld Virksomhed af Synsnerven, men en Forandring af Linsens Farve. Lin- sen antager altid hos Folk af en mere fremrykket Alder en gulagtig Farve, og hos mange taber den derved en temmelig betydelig Del af sin Gjennemsigtighed. Saa længe Farvningen ikke er betydelig, formindsker den ikke i nogen høj Grad Synsevnen. For at faa en tyde- lig Forestilling om Virkningen maa man helst anstille Forsøg med gule Glas af samme Farve som den, Lin- sen antager. Kun maa Forsøget fortsættes i nogen Tid, da ellers alt viser sig for os i et gult Skjær. Men Øjet vænnes snart til Farven, eller rettere, det sløves for Indtrykket af denne Farve, og Gjenstandene vise sig da igjen med deres naturlige Lys og Farve. Dette er i det mindste Tilfældet med alle Gjenstande af en nogen- lunde klar og mættet Farve. En omhyggeligere Under- søgelse viser dog, at det blege, lyssvage og ikke mæt- tede blaa, selv ikke ved en Forlængelse af. Forsøget og efter at Øjet længe har været vænnet til den gule Farve, kan opfattes af Øjet paa Grund af, at det gule Glas fuldstændig holder disse Farvestraaler tilbage. Dette maa naturligvis udøve en betydelig Indflydelse paa Op- fattelsen af et Maleri, hvad man let indser, naar man betænker den store Forskjel, der nødvendigvis er mellem selve Gjenstandene i Naturen og deres Gjengivelse i Maleriet. « »Disse Forskjelligheder ere nemlig efter Helm- holtz”s omhyggelige Undersøgelser mange og store. 187 Styrken af det Lys, der udgaar fra Solen og kastes til- bage fra Gjenstandene i Naturen, er saa uendelig mange Gange større end det stærkeste Lys, der reflekteres af et Maleri, at Forholdet, udtrykt i Tal, langt overskrider vor Fatteevne. Der er ogsaa en saa stor Forskjel mel- " lem Farven af det Lys, som en belyst Gjenstand udsen- der, og den Farve, hvormed. den gjengives i Maleriet, at det er mærkværdigt, at Malerkonsten ved Anvendelsen af disse Farver kan frembringe en saa fuldstændig optisk Skuf- felse. Der kan naturligvis kun være Tale om at fremkalde op- tisk Skuffelse, aldrig optisk Identitet: det vil sige, det Bil- lede af Gjenstandene i Naturen, som frembringes i vort Øje, er ikke identisk med det Billede, som et tilsvarende Maleri vilde frembringe. Det lægger man bedst Mærke til, naar man forandrer Belysningen, og de Malere, der have Atelier i London, have kun alt for ofte Lejlighed til at gjøre denne Iagttagelse. En Smule mer eller min- dre Taage eller en af Solen belyst Sky er tilstrække- lig til aldeles at forandre Farvefordelingen i Billedet, me- … dens Gjenstandene i Naturen ikke saaledes skifte Farver. « »Lad os vende tilbage til vort Forsøg med det gule Glas. Vi ville finde, at det har omtrent samme Ind- flydelse paa vort Øje, som om Gjenstandene bleve be- lyste af gult Lys, og at følgelig Gjenstandene i Naturen paavirkes paa en ganske anden Maade deraf end et Maleri. Fortsætte vi Forsøget længe, bliver Forskjellen mer og mer kjendelig. Som jeg har sagt Dem, trættes Øjet for gult Lys og ser saaledes. igjen Naturen i sin normale Belysning. Den lille Smule blaat Lys, som ind- suges af det gule Glas, frembringer ingen væsentlig For- skjel, idet denne omtrent bliver udjævnet ved en for- mindsket Modtagelighed for gult Lys. I Maleriet der- 188 imod findes der paa mange Steder ikke mere blaat Lys, end det gule Glas kan holde tilbage, og en saadan blaa Farve bliver altsaa slet ikke opfattet af Øjet, hvorlænge man end fortsætter Forsøget. Endog paa de Steder af Billedet, der ere malede med den stærkeste blaa Farve, Maleren kan skaffe tilveje, vil det af det gule Glas ind- sugede blaa Lys kunne mærkes, fordi Glassets Absorp- tionsevne er stærkere lige overfor Maleriets Farver end for Farverne i Naturen. « »Tænk Dem nu, at i Aarenes Løb de gjennem- sigtige Dele i en Malers Øje lidt efter lidt ere blevne gulagtige, og at denne Farve efterhaanden er bleven temmelig stærk; De ville da let indse, hvilken Indflydelse det har paa hans Arbejder. Ude i Naturen vil han om- trent se alt uforandret, men i hans Maleri vil alt synes ham at have et gult Anstrøg, og han vil male alting med en for blaa Tone. Opdager han da ikke selv sin Fejl? Tror han det ikke, naar han bliver gjort op- mærksom derpaa? Hvis dette var Tilfældet, var det en simpel Sag for ham at rette det, da en Konstner efter eget Godtbefindende kan male med mere blåalige eller mere gullige Toner. Paa de to stillede Spørgsmaal er det lettest at svare ved at gjøre opmærksom paa en psykologisk Kjendsgjerning: Maleren opdager ikke selv sin Fejl, fordi han ikke erindrer nogensinde at have set anderledes. Vi have saa godt som ingen Erindring om Meninger, Følelser, Indtryk o. s. v., som i Åarenes Løb lidt etter lidt have forandret sig, naar denne Forandring ikke er en Følge af en uden fra kommende Indflydelse eller et pludseligt Indtryk, men Følgen af en gradvis Forandring i vor egen fysiske eller sjælelige Individua- litet. Maleren tror ikke paa sin Fejl — jeg vil ikke " 189 ” sige, fordi en Konstner sjældent indrømmer, hvad andre sige om hans Værker — men fordi de Indtryk, som han modtager med sine egne Øjne, have en overbevisende Kraft, som intet andet; hvad alle andre saa sige, vil han finde, at han dog »øjensynlig« har Ret.« »Naar man ikke ser skarpt — hvad enten nu en utilstrækkelig Akkomodation eller et i det hele mangel- fuldt Syn er Aarsagen dertil — saa véd man det næsten altid, især naar Fejlen ikke er medfødt, men- har vist sig pludselig; men det er umaadelig vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at overbevise de Mennesker om deres Fejl, som have en unøjagtig Opfattelse" af Form og Farve. De have aldrig Bevidstheden derom selv, om ogsaa Fejlen ikke er medfødt, og selv de mest oplyste og dannede Mennesker ville ikke tro det, naar man siger det, eller blive vel endog kjede af at høre det og stødte derover. Den unøjagtige Formopfattelse er imidlertid let at bevise. Dersom f. Ex. Astigmatisme bevirker, at "en Rektangel viser sig kvadratisk, kan man maale efter med en Passer, eller man kan — hvad der er endnu simplere — vende Firkanten om, saa at de Linier, der før vare vandrette, blive lodrette, og omvendt, og da med egne Øjne overbevise sig om, at. man. har taget fejl. Det er vanskeligere at overbevise et Menneske om, at han tager fejl af Farverne. Saa udprægede Fejl som de, der fremkalde Farveblindhed, overbevises man let om, men mindre Fejl, fremkaldte ved svag Modtagelig- hed for smaa Forskjelligheder i Farveovergange, erkjen- der man ikke, førend Flertallet af Mennesker med nor- malt Syn ere enige om at kalde dem Fejl. Saaledes gaar det f. Ex. med de Fejl, der skyldes en mangelfuld Opfattelse af Farverne i et Maleri, en Fejl, som hos 190 Maleren giver sig tilkjende ved, at en og samme Farve med større eller mindre Styrke kommer igjen overalt i hele Billedet, eller derved, at alle Farverne gjennem- gaaende ikke ere gjengivne med Troskab. == Afhandler man dette Æmne med Konstnerne selv, ere de strax tilrede med at erklære, at disse Anomalier ere Følgen af ejendommelig.Skole eller Smag og Manér, som de have Ret til at forandre efter Godtbefindende. De indrømme meget modvillig, at en rent legemlig Fejl ved deres Øjne har noget med deres Konst at gjøre, og de betragte det ofte halvt om halvt som en Nedværdigelse af deres Konst at ville mene, at den kunde være paa- virket af et af deres Sanseorganer, og ikke udelukkende afhængig af fri Villie, af Begavelse, Fantasi og Talent. « »Saaledes vil man — for at komme tilbage til vort Udgangspunkt — om den Maler, hvis Linse bliver gul, og som derfor maler med stærkere blaa Toner, sige, at han har forandret Maner; Maleren selv protesterer paa det kraftigste, han paastaar, at han altid har malet paa samme Maade, og at han kun har forbedret Tonerne i . sine Farver. Hans ældre Malerier forekomme ham alt for brune. For at overbevise ham om hans Fejltagelse, maatte man pludselig fjærne hans Linse; da vilde alt synes ham meget for blaat, og hans egne Malerier lige- ledes. Dette er ikke blot en Hypothese, men en bevist Kjendsgjerning. … Patienter, som jeg har opereret for Stær, have ofte af egen Drift strax efter Operationen erklæret, at de saa alt med et blaat Skær, og jeg -har da ufravigelig fundet deres Linse stærkt gult farvet. I Billeder, malede af Konstnere, der ere meget over 60 Aar, har man ofte Lejlighed til at iagttage Virkningen 391 . af en gul Linse. For mig have saadanne Malerier en saa karakteristisk Tone, at jeg med Lethed vil kunne "udpege dem, naar jeg besøger en Malerisamling. « »Som et slaaende Bevis skal jeg nævne Mulready, "en af de bekjendteste engelske Genremalere. Det er en - bekjendt Sag, at han paa sine gamle Dage malede med alt for violette Farver. — En omhyggelig Undersøgelse - wiser, at den særegne Farvetone i hans senere Malerier er fremkaldt ved et Overskud af blaat. Saaledes ere f. Ex. Skyggerne paa hans Kjødfarve malede med rent ultramarinblaat; de blaa Draperier ere malede aldeles unaturlig blaa, de røde Farver blive naturligvis violette. Dersom De nu ville betragte disse Malerier gjennem et gult Glas, forsvinde alle Fejlene: det, der før tog" sig galt og stødende ud, er rettet; Pigurernes violette Far- ver antage et naturligt rødt Skjær, de blaa Skyg- ger blive graa, Draperiets falske "og skrigende blaa Farve bliver dæmpet. For fuldstændig at rette Fejlene maa man ikke tage Glas af en stærk guldgul Farve, men af en mat, bleg Sherry-Farve. Man maa tage stærkere og stærkere farvede Glas efter Malerens mere og mere fremrykkede Alder, for at de kunne svare til Linsens Farve. Det bedste Bevis paa, at Iagttagelsen er korrekt, er det, at det gule Glas ikke blot påaavirker de blaa Farver: i Mulreadys Billeder, men at det ogsaa gjen- giver alle de andre Farver deres naturtro Skjær. For at gjøre Beviset fuldstændigt maatte man kunne bevise, at vi ved Hjælp af. et gult Glas se Mulreadys Bil- "leder saaledes, som de tage sig ud for ham selv med blotte Øjne, — og vi ere i Stand til at. føre dette Bevis.« »Sagen er den, at Mulready har malet det samme Æmne to Gange, første Gang 1838 i sit 5Ode Aar, da … 192 hans Linser endnu vare normale, anden Gang 1859 i sit Tlde Aar, da den gule Farve i Linserne var bleven temmelig stærk. Det første Maleri blev udstillet under Navn af »Søster og Broder«, det andet kaldte han »Den lille Broder«. I begge disse Malerier bærer en ung Pige, som man kun ser fra Ryggen, et lille Barn; en ung Bondeknøs, klædt i Bluse, staar til højre og trækker Barnet i Øret; i Baggrunden ses en skyfuld Himmel og noget af et Træ. Begge Malerier findes i Kensigton- Museet. Da Kompositionen er den samme, bliver man endnu mere slaaet af Forskjellen i Farve. Betragter man det senere Maleri gjennem et gult. Glas, forsvinder Forskjellen fuldstændig: Drengens Bluse har ikke læn- ger denne stærke blaa Farve, som man vel finder i en Dames Silkekjole, men aldrig i en Arbejders Bluse; den skifter Udseende og viser sig med samme naturlige Farve som i det første Maleri; Drengens violette Ansigt faar en naturlig Rødme, de rent blaa Skygger paa den unge Piges Hals og Barnets Arme blive graa, de blaa Skyg- ger af Skyerne ligeledes; Træets graa Stamme bliver brun; især er Virkningen af det gule Glas paa Løv- værket slaaende: i Stedet for at vise sig endnu mere gult antager det: sin naturlige Farve og ses med de samme Farvetoner som Løvværket paa det ældre Maleri.« »Betragter man Mulreadys tidligere Arbejder gjen- nem det samme gule Glas, tabe de derimod meget af deres Skjønhed og Farvepragt; Tonerne blive alt for svage, Skyggerne brune, det grønne mørkt og farveløst. Vi se dem nu, saaledes som Maleren selv saa dem paa sine senere Aar, og vi forstaa, hvorfor han forandrede sine Farver. « 193 »Naar man anvender de exakte Videnskabers Me- thode paa et Æmne, der ellers kun gjøres til Gjenstand for æsthetiske Betragtninger, er man udsat for at ram- mes af Stikord som: Materialisme, Aandløshed o. s. v., men fordi Videnskaben søger at bevise, at visse Konst- værker adlyde fysiologiske Love, maa de Hrr. Konstnere og Kritikere ikke mistænke en exakt fysiologisk Under- søgelse for at drage alt, hvad der er ædelt, smukt og af ren aandelig Natur, ned i Støvet. De gjorde tvært imod vel i at tilegne sig Resultatet af saadanne Under- søgelser. Kritikerne vilde ofte ad denne Vej faa en sand Forklaring af en Konstners Udvikling, og Konst- nerne selv vilde undgaa indbyrdes Uenighed og Miskjen- delse, som ofte kommer af Forskjellen mellem deres eget og Flertallets Syn paa Sagen. — Videnskaben vil aldrig kunne hindre et Geni i at gjøre sig gjældende. « Fjerde Række. V, Om Udviklingens Betydning i Naturhistorien. Af Professor Alexander Braun"). ”… alle den menneskelige Kulturs og Civilisations Om- raader foregaar der et Fremskridt efter bestemte Udvik- lingslove; snart baner det sig langsomt Vej ved stille forberedende Arbejde, undertiden staar det tilsyneladende stille, men snart hæver det sig atter sejrrig og aabner Udsigt til nye Fremskridt. | De reneste. Forbilleder for den i Menneskeslægtens stærkt bevægede Historie kun alt for ofte forstyrrede Ud- viklingsgang finde vi døg i Naturen. Ja hvad mere er, de Udviklinger, vi finde i Naturen, ere ikke blot Forbille= der, de ere tillige Forarbejder for Udviklingen i Menneske- slægtens Historie. Det er et sandt Ord, som allerede Herder udtalte: Loven for Menneskets Fremskridt af- hænger af Loven for Naturens Fremskridt. Det vil derfor ikke synes upassende, at jeg hel- liger denne festlige Time til en kort Betragtning over Udviklingen i Naturen og dens Betydning for hele Natur- … forskningen. Naar jeg ikke kan undgaa her at føre frem ") Tale holdt den den August 1872 ved det medicinsk-kirurgiske Friedrich - Wilhelms Instituts Jubilæum. Begyndelsen og Slut- ningen ere udeladte. 195 for Dem Ting, som for største Delen ere gamle og vel- bekjendte, saa søger jeg en Undskyldning derfor i den Betragtning, at ogsaa det, som vi længe have kjendt, bestandig paa ny maa underkastes Undersøgelse, saa længe der endnu er uløste Spørgsmaal, og om intet andet i Naturen kunde man vel paastaa dette med større Ret end netop om Udviklingens Fænomener. Et vist almindeligt Kjendskab til Udviklingsfænome- nerne hos Planter og Dyr, især Insekterne, er lige saa gammelt som Menneskets Evne til at iagttage Gjenstan- dene i den ydre Verden og til at optage dem i sin Taunkekreds, lige såa gammelt som Menneskets Sprog, der gav Tankerne Form. Men heller ikke den viden- skabelige Forskning af Udviklingsprocesserne, som trænger med til Danuelsens første Begyndelse, er noget nyt. Af- set fra, at vi allerede hos Aristoteles finde værdi- fulde herhen hørende Iagttagelser, vil jeg minde om Malpighi, den berømte Professor i Anatomi i Bologna, som for omtrent 200 Åar siden med lige stor Omhu un- dersøgte Dannelsen af Plantekimen og Kyllingens Ud- vikling i Ægget, om de i Begyndelsen og første Halvdel af forrige Aarhundrede faldende betydningsfulde Under- "søgelser over Insekternes Metamorfose af Réaumur, Roesel og De Geer, men især om Casp. Friedr. Wolff, som i sin berømte Afhandling. »theoria genera- tionis« (1759) saa vel som i sine fysiologiske Forelæsninger (holdte i hans Fødeby Berlin 1762—66), der støttede sig påa dybt gaaende Undersøgelser over Organernes første Oprindelse hos Dyr og Planter, optraadte imod den den- gang herskende saakaldte Evolutions- og Indkapslings- theori, "hvis Slagord var udtrykt i Sætningen »nil novi Tnks — 196 generari« (intet nyt skabes), med Læren om den virke lige Oprindelse for Organismerne og deres Dele, Læren om »Epigenesis«, uden hvilken man ikke kan tænke sig en Udvikling i dette Ords sande Betydning. Et almindeligere Herredømme opnaaede denne Ret- ning, hvis Maal er at udforske Udviklingshistorien, først efter dette Aarhundredes andet Åarti, idet den først gjorde sig gjældende i de ivrige og mangesidige Under- søgelser over den dyriske Fosterdannelse, hvortil Stødet gaves ved Dållingers, d'Altons og Panders Under= søgelser over det befrugtede Hønseæg, men snart udbredte sig over alle Afdelinger af Dyreriget ved Arbejder af K. E. v. Baer, Rathke, Bischoff, Reichert, Kol- liker, Agassiz og andre. Indenfor Botaniken fik denne Retning først senere Hævd. Efter Schleiden, som brød Vejen 1837, kunne vi — uden derved at forringe mange andres Fortjenester — nævne H. v. Mohl, Någeli, Unger, Åmici og Hofmeister som dens vigtigste Førere, som dem, hvis Arbejder hovedsagelig have ud- bredt Lys over de indre Organers Oprindelse og Udvik- ling, over Plantecellen og den ved denne iværksatte, lov- mæssig fremskridende Opbygning af Plantelegemet, men navnlig over Plantekimens første Anlæg og tidligste Ud- vikling. Jeg har endnu ikke nævnet Goethe, endskjønt det er ham, som i sin » Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklåren« først (1790) har givet et levende Billede af Planternes Udviklingshistorie, der, netop fordi det ikke gaar ned til de finere Enkeltheder, fremstiller den al- mindelige Gang i Udviklingen paa en saa meget desto simplere Maade. Utilfreds med den herskende Retning i Botaniken, som under den vedvarende Indflydelse af 197 Linné's Reform i Systematikken næsten udelukkende var rettet paa den sikre Adskillelse af Formerne, efterfor- skede han tverimod Sammenhængen mellem disse. Under den Mangfoldighed, der fremtræder i Plantearterne, søgte han det almindelige Urbillede for Planten, og i de for- skjellige Dele, ved hvis sukcessive Dannelse Planten gjennemløber Livet, stræbte han efter at finde det ens- artede morfologiske Grundlag. I sidste Henseende kom han til den Anskuelse, at alle de Dele, som Planten udvikler efter hverandre paa en fælles Axe, såa ulige de end "kunne være i Form og Virksomhed, ere Blade, hvis Forskjelligheder bero paa en trinvis fremskridende Om- dannelse (Metamorfose) af et væsentlig ensartet Grundlag. Dette var ganske vist ingen ny Lære, thi mere end 30 Aar tidligere var allerede Casp. Friedr. Wolff naaet til det Resultat, at der paa Planten kun kunde skjælnes mellem to Slags væsentlig forskjellige Organer, nemlig Stængel (hvortil han ogsaa regnede Roden) og Blad. Men Goethe kjendte ikke sin Forgængers Arbejde, som næsten blev upaaagtet af Botanikerne; desuden var det ad en ganske anden Vej, -at han blev ledet til den samme Overbevisning som Wolff. Goethe holdt sig til den morfologiske Sammenligning mellem de udviklede Dele, han lededes ved de snart normalt, snart abnormt optræ- dende Overgange fra den ene Form til den anden, deres snart foregribende, snart til et tidligere Trin tilbageven- dende »Forvandlinger«, hvorfor de af Systematikerne for- agtede Misdannelser for ham fik en særegen Interesse som Fingerpeg mod den skjulte Sammenhæng. W olff fulgte derimod den Vej, der bestaar i den direkte Iagt- tagelse af Udviklingen fra de første Anlæg af, og sluttede fra den Overensstemmelse i Dannelse, som han fandt 198 imellem de første Anlæg for alle Bladdanuelser, til deres væsentlig ensartede Natur. Schleiden har udtalt sin Beklagelse over, at Læren om Plantens Metamorfose ikke blev indført i Videnskaben ved Wolff, men ved Goethe. "Men man maa snarere indrømme, at dette var. den rigtige Gang; thi den mor- fologiske Sammenligning mellem de fuldt udviklede Trin maa ganske naturlig gaa forud for Udforskningen af de tidligste Tilstande. Kun derved faar Undersøgelsen over Udviklingshistorien en bestemt Orientering, der bliver ligesom givet den et fremsynet Øje, hvorved den kan sætte ethvert Skridt i Udviklingsgangen i Forbindelse med det sidste, som skal naaes. Den uforberedte Tumlen med Udviklingshistorien famler altfor let i Blinde og fører ikke sjælden til de uheldigste Resultater, som staa langt tilbage for det, som man, allerede før man gav sig af. med Undersøgelse over Udviklingshistorien, kunde slaa fast som utvivlsomt. Ganske vist betegner Schleiden med fuld Ret Udviklingshistorien som det vigtigste Grundlag for Morfologien (Formlæren), men det maa derved ikke glemmes, at Udviklingshistorien omfatter alle Stadier af Udviklingen, og at i en levende Udvikling ikke blot Begyndelsen belyser de følgende Udviklingstrin, men ogsaa omvendt Endemaalet de forudgaaende. Sam- menligne vi de af Goethe og Wolff ydede Bidrag, maa vi erkjende, at Goethe trods sin mangelfulde Methode naaede til en dybere Indsigt i Planteudviklingens Trin- følge, medens Wolff, som har den Fortjeneste at have undersøgt Udviklingen grundig ved umiddelbar Iagttagelse, i Virkeligheden ikke havde nogen Forestilling om en Ud- vikling i dette Ords egentlige Betydning, d.e. et trinsvis fremtrædende Udtryk for Plantens Natur. Et tydeligt 199 Bevis herfor afgiver hans Forklaring af Blomsten, i hvilken han kun ser en ved en aftagende "Ernæring i sim Væxt forkuet Bladdannelse. »De vegetatione languescente et evanescente« (om den aftagende og ophørende Væxt) er Overskriften paa det Kapitel, hvori Blomst- og Frugt- dannelsen omhandles. Hvoraf kommer det, at den skarp- sindige Fysiolog ikke havde noget Øje for Blomstens vidunderlige Bygning, for dens Bladkredses saa ejen- | dommelige Form, hvori Plantens Særpræg faar sit skar- peste Udtryk, forbundet med en til den højeste Grad forøget Livsvirksomhed — hvoraf kommer det, at han i Stedet for alt dette kunde lade sig nøje med en påa misforstaaede Erfaringer grundet fysiologisk Forkla- ring, som ligger saa langt fra Sandheden, at andre For- fattere, som ligeledes beraabe sig paa Erfaringer, tværtimod kunde opfatte Blomst og Frugt som de graadigste Dele af Planten, der ved at opsuge alt tilstedeværende Nærings- stof medføre Ernæringslivets Ophør? Ligger Forklaringen ikke netop i den Omstændighed, at Wolff ikke lod nogen fyldestgjørende Prøvelse af den fuldt udviklede Tilstand gaa forud, førend han tog fat paa Udviklingshistorien? Hvor langt anderledes vurderer ikke Goethe Trinbyg- ningen hos Planten, idet han i den fremskridende For- " vandling fra de første Blade, Kimbladene, til de sidste, som danne Frugten, ser en Proces, som ved en Om- … dannelse af den ene Form til den anden ligesom ad en aandelig Stige hæver sig til Naturens højeste Trin, hvilket Planten naar i Forplantelsen ved to Kjøn! At ethvert levende Væsen maa udforskes og opfattes i sin hele Udvikling, er nu en fra alle Sider anerkjendt Fordring; ingen Side af den videnskabelige Betragtning af den organiske Natur kan se bort fra den. Den er ikke 200 mindre berettiget i Livslæren (Fysiologien) end i Formlæren (Morfologien), og selv i Systematikken lader den sig ikke afvise. Allerede den almindeligste Artsbeskrivelse, som indskrænker sig til det nødtørftigste, maa tage Hensyn til Forhold, der i Tiden ere fjærnede fra hverandre, som t. Ex. hos Planterne til Blomst- og Frugtdannelsen, hos mange Dyr til Larveformen og den kjønsmodne Tilstand. I andre Tilfælde ligge de for Beskrivelsen nødvendige Kjendetegn endnu længer fra hverandre i kronologisk Henseende. Strandløget (Scilla) og andre Planter med Løg eller Knolde, navnlig af Calla-Familien, udvikle Blomst, Frugt og Løvblade til tre forskjellige Tider. De karakteristiske rosetstillede Blade hos toaarige Planter (t. Ex. Bulmeurt) kunne kun iagttages i Plantens første Aar; de ejendommelig formede først fremtrædende Blade, t. Ex. de naaleformede paa den primære Axe hos Fyrren, de finnede hos de Akacier, der som voxne mangle Bladplader, Marsiliernes udelte eller tolappede Blade, endelig alle Kimblade kun i Plantens tidligste Levealder. De. udelukkende paa Kjendetegn fra Krone eller Befrugtningsorganer byggede kunstige Plantesystemer eller de analoge Inddelinger af Pattedyrene efter Tænder og Klør, afInsekterne efter Vinger og Munddele, kunne vel nøjes med Undersøgelsen af de paa Udviklingens Højdepunkt staaende Individer, men det er ikke Tilfældet med det naturlige System, hvis Methode fordrer en alsidig Hensyntagen til hele Organisationen saa vel som en Sammenfatten ikke blot af de samtidige, men ogsåa af de i Tiden efter hverandre optrædende Dele. I en særegen Grad gjælder dette for Planten, som, indtil den naar til at danne Blomst og Frugt, uafbrudt opbygger den ene Del paa den anden, og som ved de fleraarige Planter forynger sig selv ud over Frugtsætningen ved en 201 gjentagen Skuddannelse. Schleiden frakjender derfor Planten aldeles den Dyrene tilkommende »Adolescentia« (»Ynglingealder»), ihvorvel man, naar man indskrænker Planteindividet til Skuddet, kan se noget: tilsvarende dertil enten i den hurtig forbiilende Tid, som medgaar til Blomstens Udfoldning, eller i Frugtens mere lang- varige Modning. Ogsaa hos mange Dyr, navnlig af In- sekternes Klasse, er jo hin »Adolescentia» kun af kort Varighed. | Indenfor Morfologien skal Forfølgelsen af Udviklings- gangen ikke blot kontrollere, bekræfte eller berigtige de ved en Sammenligning af de udviklede Tilstande vundne Resultater, men den vil ogsaa være i Stand til at belyse dem skarpere fra den nye Varde, som den rejser, og til i en væsentlig Grad at udvide dem. Et yderst simpelt Exempel kan tjene til Oplysning. Sammenligningen af udelte og sammensatte Blade, Mel- lemformerne mellem dem og den ikke sjældne samtidige Forekomst af begge paa samme Plante kunne ikke lade os i Tvivl om, at det sammensatte Blad er en videre Udvikling af det enkelte; ja man kan med temmelig stor Nøjagtighed udlede den Orden, hvori det sammensatte Blads Dele opstaa, alene ved en Sammenligning af Over- gangsformerne; Udviklingshistorien bekræfter dette Re- sultat ved at paavise, at det sammensatte Blad i Virke- ligheden oprindelig var et enkelt, og at de senere ad- skilte Dele ere udgaaede fra det enkelte Grundlag i en be- stemt Rækkefølge; men Udviklingshistorien giver os endnu mere end denne Bekræftelse, idet den viser os den Maade, hvorpaa den simple Grundform forvandles til den endelige sammensatte Form. At Fysiologien ikke kan indskrænke sig til at be- 202 tragte Organismen som fuldført Skikkelse lige som en Kry- stal, men maa beskue den i dens Oprindelses og Udviklings levende Strøm, er noget, der let forstaas af dens Opgave, "som er at udforske de Bevægelser og Processer, hvorved . Livet fremtræder under de ydre Betingelsers Indflydelse. Fra Livets første Pulsslag eller rettere fra den første Bevægelse af Protaplasma-Massen, hvorved Ægget eller "Kimcellen former sig, udgaar der en uafbrudt Kjæde af Bevægelser, dels fysiske, dels kemiske, ved hvilke Orga- nismen kommer i Samkvem med den omgivende Verden og. dog tillige afslutter sig fra den, ved hvilke den frem- bringer og opholder siné egne Dele! og sætter dem i ind- byrdes Vexelvirkning — en Strøm af Liv og Virksomhed, " som fordeles paa mange mindre Værksteder, og som ikke hviler, før Livets sidste Maal er naaet. Kunne end mange Grund-Virksomheder vedvare paa en ensartet Maade gjennem hele Livet, se vi derimod, at andre i . Sammenhæng med Udviklingens forskjellige Trin gjennem- løbe de mest paafaldende Forandringer, der ofte ere knyttede til en tilsvarende Vexel i de ydre Livsbetin- gelser; saaledes navnlig Ernæringen, Aandedrættet og de Indretninger, som dermed ståa i Forbindelse. Hale- tudsen er bundet til Vandet, aander ved Gjæller og er planteædende; Frøen gaar op paa Land, aander ved Lunger og. ernærer sig af Insekter. En lignende For- andring vise Guldsmeddene og andre Insekter, og naar vi gaa tilbage til Fosterdannelsen, fremtræder det samme hos alle højere Dyr. Altfor længe har jeg maaske dvælet ved denne Ud- vikling! Thi hvo vil vel betvivle, at det for alle de Væseners Vedkommende, som der overhovedet tilkommer en Udvikling, kun bliver Udviklingsgangen i. sin Helhed, 203 der kan give et tilstrækkeligt Livsbillede af Individet? Dette gjælder i samme Grad for Planten og Dyret og ikke mindre for Menneskets aandelige Udvikling. Selv om den særegne (specifiske og individuelle) Natur hos et sig udviklende Væsen er den samme paa ethvert Punkt af dets Udvikling, saa kunne vi dog kun lære den at kjende af det hele Livsløb, hvori den Skridt for Skridt aabenbarer sig. Efter at vi saaledes have fundet Udviklingen først og fremmest i det individuelle Livs Kreds, opstaar det Spørgsmaal, om ikke dens Fænomener gjenfindes i videre Livskredse; om der navnlig lader sig paavise en Ud- : vikling af Arten eller af endnu mere omfattende syste- matiske Afdelinger, ja maaske af den organiske Na- turs Rige i det hele. Den almindelig udbredte Erfaring, at der gives fuldkomnere og mere ufuldkomment organi- serede Skabninger eller, som det hedder efter den gængse Forestilling, Skabninger af højere og lavere Rang, »fra " Ormen tål Mennesket«, som man plejer at sige, taler for, at der ogsaa fuldbyrdes en Udvikling i det større Hele, " såa at det stillede Spørgsmaal ikke kan siges at være grebet ud af Luften. Ved Besvarelsen af det maa man nærmest tage i Betragtning, at en Udvikling af de orga- niske Formrækker ogsaa forudsætter en organisk Sam- menhæng. I den individuelle Organismes Udvikling er Sammenhængen blivende, ved Dannelsen af nye Indi- vider opløses den hyppig, men, saavidt vor Erfaring naar, mangler den dog aldrig oprindelig. Spørgsmaalet om, hvor vidt der kan være Tale om en Udvikling in- den for den organiske Naturs større Kredse, vil derfor staa i nøje Forbindelse med det andet Spørgsmaal: hvor 204 vidt der lader sig paavise en Nedstamnings-Sammenhæng (genetisk Sammenhæng) i dem. Naar vi fra Individet stige opad, komme vi til den naturhistoriske Årt (Species), som legemliggjøres ved et Antal samtidig og efter hverandre optrædende, i det væsentlige ensartede Individer. Den genetiske Sammen- hæng mellem Individer af samme Art er bekjendt, og endskjønt det ikke er let at besvare det Spørgsmaal, om alle Individer af samme Art nedstamme fra et eneste eller fra flere Urindivider, saa vise dog de begrænsede Udbrednings- eller Voxekredse af Arter, som ved Van- dring — og dette kan man jo i mange Tilfælde paavise historisk — have udbredt sig lidt efter lidt eller endnu ere under Fremrykning, hen paa bestemte Steder for deres Oprindelse, hvorfra deres Udbredelse har taget sit Udgangspunkt. Den geologiske Undersøgelse af Jordover- fladens og dens Beboeres tidligere Tistande viser frem- deles, at den organiske Verdens Arter have en i Tiden bestemt Begyndelse og et ligesaa bestemt Ophør for deres Tilværelse, idet nogle optræde tidligere paa Jorden, andre senere, og at de ligeledes forsvinde igjen efter kortere eller længere Tids Forløb. De fleste nu levende Skab- ningers Oprindelse 'falder sammen med Begyndelsen af den nuværende Jordperiode, kun en ringe Del lader sig for- følge tilbage til den forudgaaende Tertiærtid. De Planter og Dyr, som befolkede Jorden i dens ældre geologiske Epoker, ere med faa Undtagelser for længst gaaede til Grunde; men ogsaa iblandt dem, som have havt deres Oprindelse i Jordens nuværende Periode, ere allerede mangé bukkede under, medens det om andre kan for- udses, at de gaa en nær Undergang imøde. Årten viser sig saaledes som en Individet overordnet, genetisk sammen- 205 hængende, i Tid og Rum begrænset Dannelseskreds, og det Spørgsmaal, om denne Kreds som saadan har en Udviklingshistorie, træder frem i en bestemtere Skikkelse. Hvis der tilkommer Arten en Udviklingshistorie, kan denne kun finde Sted paa den Maade, at den gjennemløber en Række Forandringer, at Individerne under Generationernes Løb antage andre Karakterer i Lighed med den Om- dannelse (Metamorfose), som Bladene gjennemløbe under den enkelte Plantes Udvikling. Men dette staar dog i Strid med Artens Begreb, og hvis en saadan Forvandling virkelig kunde paavises i Tidernes Løb, saa vilde vi derved overskride Grænsen for de Dannelser, som vi ind- befatte under Begrebet »Art« (Species). Artens Begreb ligger meget mere netop i det stillestaaende, i Fasthol- delsen af den bestemte Typus under Generationernes Vexel, Grænserne for »Arten« falde sammen med dens Uforanderlighed. Derfor kunne vi ikke tilskrive Årten som saadan en Udvikling. Lader os antage, at Artens Uforan- derlighed blev brudt, saa vilde der opstaa nye Arter; det vilde da ikke være en Udvikling af Arten som saadan, men en Proces, som tilhørte en højere Udviklingskreds, hvori Arten kun optraadte som et underordnet Led. Førend vi prøve denne Tanke over for Virkeligheden, maa vi endnu betragte nogle Fænomener, som tilhøre Årtens Livskreds, og som til en vis Grad modificere Defi- mitionen af den som en Sammenfatning af ensartede Indi- vider. Til disse hører nærmest Dannelsen af Familien, hvori vi se en Arten underordnet, inderligere Forbindelse mellem de enkelte Individer, som er af stor Betydning hos selskabelig levende Dyr, og som kan hæve sig til Dannelsen af regelbundne Dyrestater. Inderligst fremtræder Familiebaandet der, hvor Fami- 206 liens Medlemmer hele Livet igjennem staa i indbyrdes orga- nisk Forbindelse, som ved de ved kjønsløs Skyddannelse opbyggede Familiekolonier hos Korallerne og andre lavere Dyr saa vel som næsten alle Planter. Dannelsen af en saadan Familie forudsætter naturligvis en Optræden af to Slags Individer, af saadanne, som ved Skuddannelse danne Stammen for Familien, og af andre kjønnede, .som grund- lægge nye Familier. Ved enhver Familiedannelse op= træder en vis Kommunisme i Samlivets Økonomi, som ved en biivende Forbindelse endog kan udstrække sig til Ernæringsvirksomheden, saaledes som vi finde det at være Tilfældet ikke blot hos Planternes Kolonier, men ogsaa i Dyreriget hos Goplepolyperne, der have en fælles Næ- ringskanal gjennem alle Koloniens Forgreninger. Men endnu betydningsfuldere er den Arbejdsdeling, der for det meste staar i Forbindelse med Familiens Dannelse, og hvorefter de Arten tilkommende Livsopgaver fordeles paa Familiens forskjellige Medlemmer, som ikke blot gjensi- dig understøtte, men væsentlig supplere hverandre. Saa- ledes først og fremmest ved den i de højere Afdelinger af Dyreriget sædvanlige og heller ikke i Planteriget manglende Fordeling af Kjønsvirksomheden paa to Slags Individer, til hvilke i visse Tilfælde endnu en eller flere Former af kjønsløse Individer tjenende slutte sig. Finder Årbejdsdelingen ikke Sted indenfor samme Generation, men i en bestemt Rækkefølge af Generationer,' hvis In- divider, hverandre ulige i Legemsform og Funktion, af- løse hverandre i en bestemt Orden, saa opstaa hine mærk- værdige Tilfælde, som allerede tidligere vare bekjendte i nogle Exempler (Salperne, Bladlusene), men som først i nyere Tid bleve rigtig fremstillede af Nordmanden Sars for Medusernes Vedkommende (1841), og som yderligere be- 207 lystes og sammenfattedes af Steenstrup under Navnet "Generationsskifte.. Med Generationsskiftet, som snart blev et Yndlingsthema for Zoologerne, og hvortil vi finde et Analogon inden for Planteriget i de højere Planters Skudfølge og — paa en særdeles vidunderlig Maade — i det Skifte af Form og Bolig, der findes hos lavere Svampe, træde vi afgjort ind paa et Udviklings-Omraade, som naar ud over Individet, men dog ikke kan betragtes som en Udvikling af Arten. Det viser os en Udviklings- proces, ved hvilken Metamorfosens trinvise Fremadskriden (fra Ægget til Kjønsmodningen) ikke fuldføres i Individet, men i en bestemt Følgerække af to eller flere Genera- tioner; men dog en Udviklingsproces, som ved sin sta- dige Gjentagelse forbliver Arten underordnet lige saa fuldt som det enkelte Individs Udvikling. Ved den med Familiedannelsen og Årbejdsdelingen forbundne forskjellige Udprægning af Individerne, hvad enten nu denne fremtræder i samme Generation (Gene- rationsdeling) eller i efter hinanden følgende Genera- tioner (Generationskifte), bliver -saaledes den alminde- lige Forestilling om Årten som en Sum af ensartede In- divider tillempet derhen, at ogsaa uensartede, men ved deres Forskjelligheder hinanden nødvendigvis supple- rende Individer maa optages i den. I Stedet for ensar- tede Individer træde da de ensartede Familieforbindelser og Generationskredse. Artens Uforanderlighed bliver ikke berørt ved de sidst nævnte Forhold; men den trænger dog for ikke at misforstaaes til en yderligere Belysning. Ingen kan paastaa, at Arten er uforanderlig i den Betydning, at alle Indi- vider i strængeste Forstand skulle ligne hverandre. Tvært- imod finder det modsatte Sted, thi intet Individ ligner — 208 fuldstændig et andet. Men disse individuelle Forskjel- ligheder ere ligesom et overfladisk Bølgespil, hvoraf Arts- karakterens dybere Regioner ikke paavirkes. Kun und- tagelsesvis fremtræde betydeligere Afvigelser, som kunne have Dannelsen af faste Afarter til Følge. Medens det for det meste er umuligt overfor de i vild Tilstand fore- kommende Afarter at angive Tid og Sted for deres Op- rindelse, besidde vi derimod med Hensyn til Husdyr og Kulturplanter Erfaringer, som berettige os til at betragte saadanne Afarter ikke som opstaaede samtidig med Hoved- arten, men som senere dannede Grene fra denne, hvilket ogsaa for det meste bekræftes ved. den stedlige Ind- skrænkning af deres Forekomst. < En anden Række af Undtagelser se vi i de Tilfælde, i hvilke en Stamart, som er forsvunden eller ikke længere kan erkjendes som saadan, viser sig opløst i flere sideordnede Modifikationer, hvis Forskjellighed og Uforanderlighed dog ere for ringe til at give dem Rang som særegne Arter. Saadanne Mo- difikationer danne en særegen Form af Varieteter, som man passende kan betegne som Underarter; det er fornem- melig disse, som have givet Anledning til de afvigende Anskuelser om AÅrtsbegrebets Begrænsning. Med al Anerkjendelse af disse Undtagelser maa man dog ved et uhildet Overblik over Forholdene i det store og hele tilstaa, at Flertallet af de nulevende Arter holder sig med en mærkværdig Fasthed som saadanne, og at de. gjøre dette endog under meget forskjellige ydre Forhold, endog ved Vandring over store i klimatisk Henseende stærkt afvigende Landstrækninger; paa dette sidste se vi navnlig et Bevis i de mange Planter, som ere indførte fra den gamle til den nye Verden eller omvendt, og som ere naturaliserede i deres nye Hjemstavn, saasom Vej- 209 bred, Natlys o. m. a.. At en saadan Fastholden af Artsejendommeligheden ikke blot kan gjælde for korte, men ogsaa for meget lange Tidsrum, har man søgt at "paavise ved Overensstemmelsen mellem de Dyr og Planter, som man har fundet i gamle ægyptiske Grave, og de nu- levende; men endnu mere taler den Omstændighed derfor, at de fra 'de tidligste Afsnit af vor nærværende Jord- periode (det saakaldte Diluvium) hidrørende. fossile Dyre- og Plantelevninger (bortset fra en Del uddøde Arter) for største Delen høre til endnu uforandrede levende Arter. Anerkjendelsen af Arternes' normale Uforanderlighed har til alle Tider været det faste Udgangspunkt for den systematiske' Naturhistorie og vil vel ogsaa fremdeles vedblive at være det; den fører ingenlunde nødvendigvis til 'den tidligere Forestilling om en fra første Begyndelse af tilstedeværende Forskjellighed og en sammenhængsløs Op- rindelse (»Enkeltskabelsew) for Arterne. I det den i Mod- sætning til den Mening, at Arten kun er et kunstigt be- grændset Begreb, fastholder dens Virkelighed som en af Naturen sélv fastsat Dannelseskreds, baner den tvert imod Vejen for en Opfattelse, ifølge hvilken ' Skabelsesakten betragtes som '&n Udviklingshistorie med bestemte Trin og Afsnit, ligesom Hvilepunkter for den skabende Virksom- hed: "En Udviklingshistorie uden” saadanne Hvilepunkter ellér "Perioder for Stilstand eller Dvælen vil vanskelig 'kunne paavises nogensteds. Skal den organiske Naturs Oprindelse opfattes som en Udviklingsproces ; ”saavmåa de enkelte Skridt i denne Proces 'mæst efter af Individerne" fremstilles af' Arterne; men Overgangen fra Art til Art kan ikke tænkes ander- ledes "end "ved en i Generationernes Løb indtrædende Omdannelse.' "Arternes fra Tid til anden indtrædende Fjerde Række. V. Sar ÅL 210 Fasthed kan ikke lægge nogen Hindring i Vejen for en saadan Antagelse, thi den allerede berørte Forekomst af Afarter beviser, at -den i Virkeligheden kan gjennem- brydes. Derfor maa Afarternes Dannelse, som stadig foregaar for vore Øjne og er tilgængelig for den nøjag- tigste Undersøgelse, ogsaa.give os Nøglen til Forstaaelsen af Arternes Oprindelse, og den Fremgangsmaade at an- vende de i en mindre Kreds. vundne Resultater paa de større Kredse, synes at være fuldstændig berettiget, da der i Virkeligheden ikke kan drages skarpe Grænser mellem Afarter, Underarter (Racer) og egentlige Arter. Jeg maa dog paa Grund af den her fornødne Korthed afstaa fra at. gaa videre ind paa denne i den nyere Videnskab meget bearbejdede og saa ofte omtalte Gjenstand for at rykke nærmere ind paa Hovedgjenstanden for min Betragtning, Spørgsmaalet om Udviklingen af den organiske Natur i det hele. Hvilke Kjendsgjerninger kunne vel lægges til Grund for Opfattelsen af den organiske Natur som en sammenhængende Udvikliugshistorie ? 1. I første Række stiller jeg Resultaterne. af den sammenlignende morfologiske Undersøgelse, først og fremmest for Arternes, men, i det vi stige op fra disse, ogsaa for de højere systematiske Afdelingers Vedkom- mende. Jo fuldstændigere man lærer Arterne i en given Slægt at kjende, desto mere maa man undre sig over at finde næsten alle tænkelige Modifikationer af en fælles Typus fremstillede i de adskillende Kjendetegn, idet de snart sænke sig trinvis i en bestemt Retning, snart di- vergerende fremstille de modsatte Muligheder, undertiden uden kjendelig at staa i Forhold til de ydre Livsbetin- gelser, men ogsaa ofte med en tydelig Tillempning efter disse, som naar der f. Ex. forekommer Land- og Vand- 211 planter (Polygonum, Isoétes) inden for samme Planteslægt Ofte lykkes det at belyse Artsforskjellighedernes Be- tydning ved Hjælp af Udviklingshistorien (Kransnaalene)- saa at nogle Arter ses at være Repræsentanter for et lavere Udviklingstrin, andre for et højere, og saaledes at ogsaa de fælles Udgangspunkter for de fra hinanden udgaaende Udviklingsveje tydelig kunne eftervises hos Årter med divergerende Karakterer. Den indre Forbindelse, den væsentlige Sammenhæng mellem de paa de forskjellige Arter fordelte morfologiske Ejendommeligheder, er saa overbevisende, at man ikke kan værge sig mod den Tanke, at der ogsaa kunde findes en ydre d.v.s. genetisk Sammenhæng, et ikke blot ideelt, men ogsaa reelt Slægt- skabsforhold. Kun ved at føre Arterne tilbage til en fælles Grundform kan denne Sammenhæng finde en tilfredsstillende " Forklaring, medens Antagelsen af en uafhængig Oprindelse for hver enkelt af dem aldeles afskærer os Vejen til enhver videre Forklaring af den. Hvor overvældende dette Ind- tryk af Arternes Slægtskabsforhold er, kunne vi se hos Linné, som oprindelig beherskedes af den modsatte Lære om Arternes Oprindelse (»species tot numeramus, quot … diversæ formæ in principio sunt creatæ«)”), men som se- nere ikke kunde undertrykke den Formodning, at alle Arter i en Slægt oprindelig repræsenteredes af én Art, at de alle ere udviklede af denne ene fælles Moderart. Ja han gaar endnu videre, idet han ogsaa for enhver na- turlig Orden kun antager én Stamform, hvorfra da samt- lige Slægter inden for Ordenen skulde være opstaaede. Ogsaa Buffon udtalte den Formodning, at en Slægts ”) »Vi opregne lige saa mange Årter, som der fra først af er skabt forskjellige Former«. 14” 212 Arter ”(f.. Ex. Hesteslægtens) -kunde .være udgaaede fra en fælles Stamme. Jeg anfører disse -Exempler, fordi de tilhøre sen: Tid, for hvilken saadanne Anskuelser: i "Al- "mindelighed endnu vare meget fremmede. Paa samme Maade som en Slægts: Arter" forholde sig: indbyrdes, saaledes forholde ogsaa” Slægterne i en Familie eller Orden sig; ogsaa de pege hen-mod et fælles Udspring, og dette saa: meget desto tydeligere, 'jo: nøjere, jo fuldstændigere vi kjende dem; og: det" samme kan” og- saa gjøres- gjældende for de mere omfattende Afdelinger af det naturlige System. For at udtale. det» Resultat, hvortil denne her kun flygtig betegnede Række af Under- søgelser fører, kan jeg" benytte nogle Ord af'Någeli, som finder Tyngdepunktet for den naturhistoriske Be- tragtning deri, »at enhver systematisk: Kategori" opfattes som en; naturlig Enhed, der fremstiller Gjennemgangs- punktet for en stor udviklingshistorisk Bevægelse. > Slæg- terne og de højere Begreber ere ikke Abstraktioner, men konkrete Ting, Komplexer af sammenhørende Former, som have et fælles Udspring«. 2. Til Resultaterne af den morfologiske "Undersø- gelse: føjer jeg dem, som den geografiske har givet. Den udviklingshistoriske Sammenhæng maa, hvis den'er grundet, ogsaa kunne -gjenkjendes i Organismernes: Ud- bredelse” paa -Jordoverfladen, og si Virkeligheden” frem - drager Studiet - heraf < og: Familiernes Udbredelse,” kun er Paa-= visningen her vanskeligere, "da Slægternes og Familiernes Tilværelse: for det meste naar tilbage «til tidligere 'Epoker af Forverdenen end de enkelte nu bestaaende Årters; og da tilmed Udbredelseskredsen her maa være større, faade geologiske Omvæltninger større” Indflydelse." »Ikke desto mindre»gives: der et meget stort AntalSlægter, som ere endemiske d. e.: indskrænkede til et-eneste' Vegetations= omraade, og intetsteds: er deres Antal: "større end i det af Havet omsluttede Australiens Flora og det ikke mindre skarpt begrænsede Kapland,- hvilket "sidste Lands Flora efter Grisebach”'s Tælling besidder over 400 endemiske Slægter, For:endnu at:anføre nogle ret bekjendte Exempler vil jeg erindre om de" som ”Sirplanter yndede > Fuchsier, Kupheer; " Petunier og Tropæoler, allesammen artrige Slægter, som udelukkende ” have "deres: Hjem i "den nye Verden, hvor de naa fra (Sydamerikas indtil ind i det varmere Nordamerika; fremdeles om "Kinatræerne, som i talrige "Arter følge -Andeskjæden” igjennem Sydamerika. Som bekjendte Familier, der afgjort have en'til en en- kelt Del af Jorden indskrænket geografisk: Udbredelse, nævner jeg Kakteerne og AÆgaverne, der fra: Centralame- rika udbrede sig til Syd--øg Nordamerika og have deres rigeste Udvikling i Mexiko. Naar nogle Arter af disse to Familier nu ogsaa træffes i den gamle Verden og her 214 trives yppig uden Menneskets Hjælp, saa ere de bevis- lig først i senere Tid indvandrede i denne. Den Sammenhæng, der bestaar mellem Plantearternes Udbredelse paa Jordens Overflade og deres systematiske Slægtskab, forklarer den Kjendsgjerning, at Floraens sy- stematiske Karakter bliver saa meget desto forskjelligere for de forskjellige Egne, jo fjærnere de ligge fra hver- andre, jo mere de ere skilte fra hverandre ved Mellem- rum, der hindre Plantevandringen (Have, Bjergkamme, Ørkener), og jo længere denne Adskillelse naar tilbage i den geologiske Fortid. Den klimatiske Beskaffenhed har derimod ingen Indflydelse paa en Floras systematiske Karakter; den betinger vel en fysiognomisk Lighed i Plantedækket, men denne Lighed kan frembringes ved analoge Tillempningsforhold af meget forskjellige syste- matiske Elementer... Naar der ikke desto mindre endogsaa i langt fra hinanden liggende, men klimatisk analoge Vegetationsomraader, t. Ex. Nord- og Sydpolaregnene, eller under omtrent samme Bredegrad i den gamle og ny Verden, undertiden findes Exempler paa overraskende sy- stematiske Sammentræf, der ved de saakaldte vikarierende Årter kan stige til den største Lighed i Artsmærker, saa kan denne Kjendsgjerning maaske forklares ved den An- tagelse, at de i en tidlig geologisk Periode fra hinanden skilte Udviklingsrækker indenfor Planteriget ere skredne frem efter overensstemmende Love og saaledes ogsaa have ført til overensstemmende Resultater. Man maa dog stedse gaa meget forsigtig frem ved Anvendelsen af en saadan Forklaring, da mange af de herhen regnede Tilfælde utvivlsomt lade sig forklare paa en anden Maade. Saa- ledes findes talrige Slægter af Træer paa den ene Side i den varmere Del af Europa og den tilsvarende Del af 215 Åsien, paa den anden Side i meget lignende Arter i Nordamerika, der ofte næppe ere til at kjende fra hine. Jeg skal som Exempel anføre Diospyros, Neldetræet (Celtis), den spiselige Kastanie, Platanen og Storaxtræet (Liquidambar), hvilket sidste i den gamle Verden kun har en meget ringe Udbredelse i Forasien, medens den tilsvarende amerikanske Art strækker sig fra de mellemste forenede Fristater til Florida. Saaledes som Arterne af de nævnte Slægter nu til Dags forekomme, finde vi dem fjærnede langt fra hverandre, da de hverken i den gamle eller den nye Verden naa op til Polarlandene, som jo nærme sig til hinanden; men hvor langt anderledes viser Billedet sig, naar vi se tilbage til Tertiærtidens Flora! Da se vi de utvivlsomme Forfædre for hine Træarter, som nu ere revne fra hverandre og indskrænkede til snævre Kredse, udbredte næsten uden Afbrydelse baade i det nordlige og sydlige Europa, og paa samme Maade vare de uden Tvivl udbredte indtil det høje Norden i Nord- amerika, hvis Tertiærflora er os endnu mindre bekjendt end Europas; Platanens fossile Forekomst ved Macken- ziefloden leverer herfor et (rigtignok endnu enestaaende) Bevis. Fra Tertiærdannelserne i Grønland, dette nordiske mellem begge Verdensdele liggende Land, kjender man Diospyros og Kastanien, Storaxtræet og Platanen, den sidste ogsaa fra Island og Spitsbergen. Saaledes er Forbindelsen tilvejebragt i Norden, men denne Forbin- delse strakte sig, som Oswald Heer, den fossile Floras grundige Forsker, søger at bevise ved botaniske og geo- logiske Grunde, endnu længere mod Syd igjennem et Fastland (Atlantis), som senere er sunket i Oceanet, men som i Tertiærtiden forbandt Europas Vestkyst med Nordamerikas Østkyst. Hvorledes nu end dette forholder 216 sig, kan der for de anførte Exemplers Vedkommende ikke være Tvivl om, at deres, nu adskilte Voxekredse engang i Tiden have været sammenhængende. Saaledes. tyder da, for kort at sammenfatte er tatet af de plantegeografiske Undersøgelser, Plantearternes ved klimatiske Forhold uforklarlige, efter systematiske Slægtskabsforhold lovbundne Fordeling. hen paa en gene- tisk Sammenhæng, ligesom den fra Arterne til Slægterne og Familierne stigende Tilvæxt i Voxekredsenes Udstræk- ning endnu bestemtere tyder hen paa en udviklingshi- storisk Sammenhæng. 3. Til det Bevis, som jeg hentede fra den. morfo- logiske Sammenligning af Arterne, vil jeg nu knytte en Betragtning af det naturlige System i dets Forhold til Individets Udviklingshistorie, idet jeg derved. fortrinsvis holder mig til Planternes System, i hvis trinvis opbyg- gende Udviklingsgang Forholdene ligge mere aabenlyst for Dagen end i Dyrenes omformende Metamorfose. Den Erfaring, at der gives Organismer af en simplere og af en mere sammensat Bygning, forbunden med en tilsvarende lavere og højere Udvikling af Livsvirksomheden, har: alle- rede tidlig vakt Tanken om en fra det ufuldkomnere. til det mere fuldkomne gaaende Trinrække for de forskjel- lige Skabninger; men Udførelsen af Tanken ved at op- stille Skabningerne i en enkelt Række stødte paa uover- vindelige Vanskeligheder, ikke blot ved Overgangen fra Planteriget til Dyreriget, men ogsaa i de underordnede Kredse. Til Forestillingen om den simple Rækkefølge . traadte den om den alsidige Forbindelse, som Linné nær- mere oplyste ved at sammenligne Familiernes Slægtskabs- forhold med den Forbindelse, som Landstrækninger paa et Landkort have indbyrdes. Da man ved denne Forestilling 217 opgav Tanken om en fremadskridende Udvikling, maatte denne. igjen fremdrages ved Antagelsen af parallelt op- stigende Rækker, som, sammenknyttede ved tverløbende Forbindelser, dannede et regelmæssigt Netværk, hvori Slægterne skulde have deres Plads. Tilsidst naaede man til den naturlige Fremstilling af Slægtskabsforholdene i Form af et forgrenet Træ, hvorved Rækkernes Mangfol- dighed igjen sammenknyttedes, og hvorved der gaves et Udtryk saa vel for den lige fremadskridende og i samme Linie trindannende Udvikling, som ogsaa for den Udvikling, der divergerende udbredte sig til Siden. Hos Grund- læggerne af det naturlige Plantesystem, som nærmest havde Dannelsen af naturlige Grupper for Øje, Bern- hard og Anton Laurent de Jussieu, saavelsom hos Decandolle fremtraadte endnu ikke klart Tanken om i Systemet at fremstille en ved Organisationens Fuldkom- menhed bestemt Trinfølge. I Jussieus tre store Afde- linger: »Planter uden Kimblade, Planter med ét Kimblad og Planter med to Kimblade« er vel Grunden lagt til en saadan; men i grel Modstrid hermed staar den Plads, der er givet Naaletræerne i Spidsen af Planteriget. Og- saaiDecandolles Inddeling af Planterne i »Celleplanter« og Karplanter kan man erkjende et Trinforhold, men han selv og hans Efterfølgere ordne Planteklasserne i fuld- stændig Modstrid med den opadstigende Trinrække. i om- vendt Orden, idet de stige fra Karplanterne ned til Celle- planterne. Under det naturlige Systems videre Udvikling fremtræder Planterigets Trinbygning bestandig tydeligere, uafviselig og usøgt og dermed tillige Systemets Forhold til Udviklingshistorien. Planterne uden Kimblade (Linnés Kryptogamer eller Lønboplanter) blive anerkjendte som blomsterløse Planter (og. som saadanne betragtede ogsaa 218 den førlinnéiske Tids gamle Botanikere dem), og derved udtales atter klarere deres Trinforhold til Blomsterplan- terne (Enkimbladene og Tokimbladene — Linnés Fanero- gamer); de Blomsterløse blive delte i to væsentlig for- skjellige Afdelinger, i hvilke ligeledes Trinfølgen bestemt udtaler sig (Cellekryptogamer og Karkryptogamer — Thal- lofyter (eller bedre Bryofyter), Løvplanter, og Kormofyter, Stængelplanter); imellem de fuldkomne Blomsterplanter og de Blomsterløse eftervises et Mellemled i de Nøgen- frøede. Men den vigtigste Omstændighed, hvorpaa jeg her vil henvende Opmærksomheden, er, at de saaledes vundne fire, Hovedtrin i Planteriget paa det nøjagtigste svare til de alle højere Planter tilkommende individuelle Udviklingstrin: Kimen, det vegetative Trin, Blomsten" og Frugten. Kun det første Trin trænger til videre For- klaring. Det første Kimanlæg hos de fuldkomne (med Frugtknude udstyrede) Blomsterplanter er en ad kjønsløs Vej dannet Celle, som allerede var Malpighi bekjendt, og som af Brogniart fik Navnet »Kimsæk«. SOprinde-. lig en fin Parenkymcelle i Ægkærnens Axe løsner den sig senere fra Forbindelsen med det omgivende Parenkym for at udvikle sig selvstændig og i sit Indre at danne flere eller færre frie Døtreceller, medens Nabocellerne opløses og fortæres af den ligesom af en snyltende Or- ganisme. Det er en af dens Døtreceller (Kimblæren), som efter at være befrugtet udvikler sig til Kimplanten, Grundlaget for den unge Plantekoloni, medens Moder- cellen, Kimsækken, udvikler sig til et ensartet Cellevæv (Frøhviden), som omhyller Kimplanten og giver den Be- skyttelse og Næring. Plantens tidligste Udviklingshistorie viser saaledes to efter hinanden følgende Generationer, en første kortvarig, som 'opstaar uden foregaaende Be- 219 frugtning og stedse forbliver inde i Frøets Indre, og en anden, som til sin Udvikling fordrer en Befrugtning og omfatter hele den følgende Udvikling, saavel det vegeta- tive System som Blomst- og Frugtdannelsen. Gaa vi et Skridt tilbage til de nøgenfrøede Blomsterplanters Kreds, finde vi allerede den første Generation kraftigere ud- viklet”). Allerede forinden Befrugtningen omdannes Kim- sækken til et sammensat Cellelegeme, hvori Kimblærerne (de saakaldte »Corpuscula«) ikke ligge frit, men indlej- rede i Grundvævet; men endnu bliver den første Gene- ration skjult i Frøet. Længere nede i Systemet hos de saakaldte Karkryptogamer (Kormofyter) løsnes derimod den primære Kimcelle som »Spore« fra Moderorganismen og udvikles til en fri løvformet Kimdannelse, her kaldet Forkim (Proembryo, Prothallium), som kan antage mang- foldige Former, og som udvikler den sekundære Kimcelle, hvoraf ved den videre Udvikling den bladbærende Stamme dannes, medens Forkimen tidlig gaar tilgrunde. Naar vi endelig gaa ned til det laveste Trin, se vi Løvet (Thallus), der som Karkryptogamernes Forkim kun havde en flygtig Tilværelse, optræde som blivende og udgjørende hele Plantens eneste vegetative System, og vi se, hvor- ledes den, idet den saaledes frigjøres og tilraner sig Eneherredømmet, udvikler en uudtømmelig Mangfoldighed af Former, hvorimod den anden Generation, der forudsætter en Befrugtning, naar den overhovedet optræder, ind- skrænkes til Dannelsen af et Frugtlegeme (Sporehus eller ”) Den her kort angivne Udviklingsgang er Gjenstand for en vidt- løftigere Fremstilling i Warmings: »Kjøns- og Befrugtnings- forholdene i Planteriget«, navnlig det 6te Afsnit (Forrige Aargang af dette Tidsskr.), til hvilket de henvises, der ønske nærmere Oplysning og bedre Forstaaelse. R. A, 220 Sporegjemme) "eller endog blot til Udvikling af en be= frugtet Spore (Ægspore): : Saaledes viser Planteriget os: I. Planter, som i deres vegetative Udvikling frem= stille det i Plantekimen repræsenterede Udviklingstrin, den første kjønsløse Generation, som oftest blot i' Form af et Løv, (Kimplanter, Bryofyter, hvortil vi da henregne Botanikernes Løvsporeplanter tilligemed Kransnaaléne og Mosserne). II. - Planter, hos hvilke den første Generation er kortvarig, og først den anden udvikler sig til den vege- tative bladbærende Plantestængel, dog uden at naa frem til Dannelsen af Blomster: (Stængelplanter, Kormofyter hvortil Brægnerne 0. s. v. høre). III, Planter, hos hvilke Metamorfosen skrider frem til Dannelsen af en Blomst, dog uden at naa til det sidste Trin, Frugtbladdannelsen, (Blomsterplanter uden virkelige Frugter: nøgenfrøede Blomsterplanter). IV. Planter, som i en virkelig Frugtdannelse naa Planteudviklingens sidste og højeste Trin (Blomsterplanter med Frøgjemme, hvortil Enkimbladene og Tokimbladene som underordnede Afdelinger). Jeg maa give Afkald paa at gaa ind paa en analog Betragtning af Dyreriget. Forholdene ere mere indvik- lede i Dyreriget end i Planteriget, da det er vanskeligt at paavise Udviklingstrinnenes Hovedrække iblandt. de mange divergerende Rækker; derimod frembyder Dyre- riget den Fordel, at det løber ud i et Toppunkt, Men- nesket, medens Planteriget, efter sin Natur Dyreriget underordnet, mangler en saadan højeste, samlende Af- slutning. Naar allerede Oken ved at slaa ind paa den 221 modsatte Vej i Sammenligningen har paastaaet med den ham ejendommelige Dristighed, at Mennesket. i sin Føster- udvikling "skulde gjennemløbe alle Dyreklasser, saa har han netop overset den Omstændighed, at ikke alle Dyre- klasser tilhøre den til Mennesket førende umiddelbart Udviklingslinie. Men hvilke Slutninger kunne vi nu drage af den antydede Analogi mellem den trinvise Udvikling af In- dividet og af det hele, hvortil det hører? »I "den enkelte Organismes Udvikling se vi Trinnene + Tidsfølgen træde frem efter - hinanden, saaledes at ethvert følgende Trin — i det mindste oprindelig — staar i organisk Sammenhæng med det nærmest forud- gaaende. Skulde ikke paa samme Maade det organiské Riges Trin i det store være opstaaede i kronologisk Række- følge og være udgaaede det ene fra det andet ved en or- ganisk Sammenhæng? Ikke -som om vore nulevende højere Planter umiddelbart skulde afledes fra nulevende lavere; det vilde være en for" kortsynet Opfattelse af Gangen i "den organiske Naturs store Udviklingshistorie, hvori hvert enkelt Trin igjen har sin særegne Udvikling; men For- fædre for de nulevende Løvplanter, tilhørende en tidligere Periode, maatte efter denne Anskuelse - rigtignok have været Stamfædre til de nulevende Stængelplanters ældste Repræsentanter 0. 's. v. Men berettiger den blotte Analogi os til at antage en saadan Sammenhæng? Kan man sikke tænke sig en efter "indre Love" fremskridende ; Udvikling uden en ydre Sammenhæng mellem de enkelte Trin /og Led? Dette Spørgsmaal vil jeg ofre en særegen Betragtning. 4. At antage en Udvikling uden ydre Sammenhæng synes umuligt af fysiologiske Grunde. Dette frem- 222 træder haandgribelig ved den individuelle Udvikling: Blom- sten kan ikke dannes, førend det vegetative System er givet som Grundlag, og den kan ikke bestaa påa nogen anden Maade end i Forbindelse med det; paa samme Maade har Frugten Blomsten som sin nødvendige Forudsætning. Plantekolonien er ikke blot den uundværlige Forgænger og Bærer for Blomst og Frugt, men i den ligge ogsaa de fysiologiske Betingelser for deres Dannelse og Bestaaen; thi begge ere ude af Stand til enten selv at optage det til deres Tilværelse nødvendige Næringsstof fra den omgivende Natur eller endog selv tilberede det, saa at de maa ve- getere som Snyltere paa Plantekolonien. En selvstændig Dannelse af Blomst og Frugt er altsaa en Umulighed. Paa en ikke meget forskjellig Maade forholder det sig med de højere Planter og Dyr, som i deres første Levetid ikke kunne ernære sig selv, idet deres Fosterudvik- ling staar i den inderligste Sammenhæng med den er- nærende Moderorganisme. Saaledes er Forholdet hos alle Blomsterplanter, som udvikle deres Kim i Frøets Indre, og hos Dyrene, navnlig hos de levendefødende Pattedyr. En selvstændig Oprindelse af saadanne Plante- og Dyre- arter er derfor ikke tænkelig, thi selv ved deres første Dannelse behøvede de en organisk opammende Pleje, som de ikke kunde finde andre Steder end hos en for- udgaaende Art med en dertil afpasset Organisation. Gjøgeægget udruges af andre Fugle, Barnet kan opammes med Komælk, Dannelsen af Afarter og endnu bestemtere af Bastarder viser, at der af Moderens Skjød kan ud- gaa et Afkom med mere eller mindre afvigende Egen- skaber. Den ved disse Kjendsgjerninger antydede Mu- lighed for en Ammepleje ved en anden Art giver os Nøglen til Forstaaelsen af den ydre Sammenhæng i den lang- 223 somt og trinsvis omformende, fra Art til Art frem- skridende Udviklingsgang i Naturen. Antagelsen af en . saadan Proces er uafviselig, naar man ikke overhovedet vil benægte, at der er en gjennemgaaende naturlig Sam- menhæng i den organiske Naturs Fænomener. 5. De mest talende Vidnesbyrd for den organiske Naturs i en trinvis Omdannelse fremskridende Udviklings- gang finde vi endelig i de geologiske Dokumenter, som, saa ufuldstændige de endog ere, dog have aabnet et overraskende Indblik i de umaadelige Perioder i Jor- dens og dens Beboeres Historie. Her er ingen Tvivl mulig om, at en virkelig Sukcession, et virkeligt Frem- skridt fra det lavere til det højere har fundet Sted. Hav- alger, altsaa Løvplanter, ere de ældste Planter, hvorom Jordlagene give os Underretning; disse Planter ere de eneste, der ere bekjendte fra den underste Afdeling af den saakaldte Overgangs- eller palæozoiske (palæolithiske) Tid, den kambriske Formation. I den anden Afdeling, den siluriske Formation, findes de første faa landbe- boende Brægner, som tilhøre det andet Trin, Kormo- fyternes. I den tredie Afdeling, den devoniske, optræde talrigere Kormofyter af forskjellige Familier . tilligemed de første endnu tvivlsomme Spor af Nøgenfrøede. I den fjerde, Stenkulsformationen,, naa Kormofyterne deres største Mangfoldighed, de Nøgenfrøede ere endnu faa i Tal, og til dem slutte sig nogle foregivne Enkim- bladede af endnu tvivlsom Natur. I de første Afdelinger af Sekundærtiden eller. den mesozoiske (mesolithiske) Tid, Trias- og Juraformationen, ere de Nøgenfrøede de herskende, og der findes nu utvivlsomme Enkimbladede; i den sidste Afdeling af denne Række, Kridtformationen, optræde endelig de Tokimbladede, som i Tertiærtiden nåaa 224 deres fuldkomne, med Forholdene i den nærværende Flora i det hele allerede overensstemmende Udvikling. En analog Trinrække viser Dyrenes Fremkomst paa. Jorden. ”'De' ældste Dyr ere Havbeboere af de Hvirvel- løses store "Gruppe; allerede i den siluriske Periode be- gynde' Fiskene, i Stenkulsformationen Padderne (Amfibi- erne) og i denne eller'i den permske Formation findes de første ægte Krybdyr (Reptilier), som i Jura- og Trias- formationen naa deres højeste Udvikling; men ogsaa de første Fugle 'og Pattedyr optræde allerede i Sékundærtiden, hine endnu forsynede med en krybdyragtig Hale, de sidste i det mindste for største Delen hørende til derés Klasses lavest Orden, de Pattedyr, som mangle Moderkage (Pungdyrene). Først i Tertiærtiden optræder de øvrige Pattedyrordeners store "Mangfoldighed, "og" ved "denne Periodes sidste Afsnit, den saakaldte Kvaternærtid,. slutter Mennesket Rækken. | pl Bortset fra, at - helt nye 'Formrækker ” opstaa 'og ældre forsvinde ved Overgangen fra den ene store For- måtion til den anden, viser' der sig ved ”'énhver saadan Overgang en næsten gjennemgaaende Omprægning af År- terne, som Oswald Heer kalder'det; men' man hår dog paa ingen Maade kunnet stadfæste den tidligere herskende og væsentlig ved Cuvi'er's Autoritet støttede” Opfattelse, ifølge hvilken den organiske Natur gjentåagne Gange skulde have været underkastet en Tilintetgjørelse og' Nyskabelse; langt snarere maa enhver 'ny Formation 'i''den "organiske Verden forklares paa den åntydede Maade ved en Omdannelse af den foregaaende. Paa den Sammenhæng,” som vi herved nødvendigvis maa antage 'at' forbinde 'Dyre- og''Plante- formerne i de forskjellige Perioder, pege endnu særlig talrige Sy ASA 22D " bekjendte Omstændigheder hen”), saaledes f, Ex. den i Reglen uafbrudte Forekomst af lignende (beslægtede) Former ide paa hinanden følgende Formationers Række; den fra Formation til Formation stigende mere sammensatte Byg- ning af de i Begyndelsen kun i faa simplere Former optræ- dende Typer; de mærkværdige Ligheder, som mange Dyr fra ældre geologiske Formationer vise med Udviklingstrin i mange senere optrædende Dyreslægters Fosterdannelse, en Kjendsøjerning, hvorpaa navnlig Agassiz har gjort opmærksom; Forekomsten af rudimentære ubenyttede Or- ganer paa en Maade, som tyder hen paa en Afstamning fra Forfædre, hos hvilke disse Organer vare uddannede og 17 Brug "0, sv. Hvor meget kunde der ikke endnu være at anføre paa dette uendelig rige Omraade! Der vilde udfordres hele Bind til en nogenlunde udtømmende Fremstilling af Stoffet og de forskjellige Opfattelser, som knytte sig dertil. Men de givne Åntydninger ere maaske tilstrække- lige til at kaste noget Lys paa Udviklingshistoriens om- fattende Betydning. I Sandhed, »Udvikling« er den store Lov, som behersker den organiske Naturs Historie, som har lige saa stor Betydning overfor det hele som overfor den enkelte Organisme, idet den forbinder de fra hinanden ”) At Forf. her som flere andre Steder noget ensidig fremhæver de Erfaringer, der tåle for hans Opfattelse, og gaar alt for let hen over det meget, der ikke stemmer med den, maa det være tilladt at bemærke, selv om Stedet her ikke er til at gjøre modsatte Anskuelser gjældende, og det vel kan undskyldes med "den Korthed, hvori han her maatte fatte sig — saameget mere som man desuagtet godt i en vis Almindelighed kan slutte sig til den berømte Naturforskers Synsmaader og Opfattelser af Naturen. : Red. Fjerde Række V. 15 226 mest fjærnede Dele til én Tingenes store Orden, den Lov, hvorefter Livet ligesom hæves op fra sin Rod for at ud- folde sine Gavers rigeste Mangfoldighed og samtidig at føres til ét Maal for samme. Anerkjendelsen af Udviklingshistoriens omfattende Be- tydning er ikke ny; Oken har for mere end 60 Aar siden givet den et Udtryk derved, at han erklærede »Naturfi- losofi« og »Naturens Udviklingshistorie« for ensbetydende. Men den fantastiske Udførelse, som han gav denne Grund- tanke i sin Naturfilosofi, hvori han paa en aldeles utrolig Maade tilsidesatte Erfaringen for Spekulationen, kan næppe regnes til Grundstenene for et virkeligt Fremskridt paa dette Omraade. Ihvorvel det ikke er mig muligt at gaa nærmere ind paa den historiske Oprindelse til den saa- kaldte Udviklingstheori, saa kan jeg dog umulig afslutte min Betragtning over denne Gjenstand uden at mindes Charles Darwins Arbejder, som nu i Løbet af 12 Aar have fremkaldt den voldsomste Bevægelse i Videnskaben. Medens de tidligere Forsøg paa at forkiare Arternes Op- rindelse ved en Transmutation (Omformning) og en na- turlig Afstamning, navnlig Lamarcks (i hans »Zoologie philosophique« 1809), kun tiltrak sig liden Opmærksomhed paa den Tid, da de fremkom, og det overhovedet kun var med en vis Tilbageholdenhed, at man fremsatte sine An- skuelser over dette Æmne, der syntes at være tildækket med en tæt Slør.og at være utilgængeligt for den umiddel- bare Iagttagelse, brød den Darwinske Theori pludselig Banen for en almindelig Drøftelse af Arternes Oprin- delse. Den nye Lære tiltrak sig almindelig Opmærk- somhed ved den Rigdom paa Kjendsgjerninger, hvortil den knyttede sig, ved de mangesidige Synspunkter, som den aabnede, ved det overraskende og kjække, som frem- 227 traadte i den; ved sin forsigtige og betænksomme Fremstilling maatte den virke saameget desto mere ind- trængende. Der frembrød en sand Flod af Skrifter pro og contra, som ikke alene udsprang af Naturforskningens Jordbund, men ogsaa af Theologiens og Filosofiens. Den yngre Generation optog denne Lære med en særdeles Be- gejstring og søgte at drage sig den til Nytte paa for- skjellig Maade som Grundlag for en mekanisk Livsop- fattelse.…. Med en Rigdom af egen Erfaring har Håckel udført den Darwinske Lære i denne Retning og givet den en ejendommelig filosofisk Afslutning, som dog utvivlsomt gaar langt ud over den Darwinske Tankekreds. Ved Bedømmelsen af den Darwinske Theori maa man adskille to Ting: 1) det, som den har til fælles med de tidligere Udviklingstheorier, Læren -om Omdannelsen og Nedstamningen; 2) det, som er den særegent, Læren om Naturens Kaaring i Kampen for Livet. Det er den første Side, som heftigst er bleven angrebet, især af Lægfolk. Navnlig to Punkter have vakt Anstød. Man sagde, at Nedstamningstheorien benægtede Skabelsen, "og ganske vist have Darwinianerne selv givet Anled- ning til denne Mening, idet de opstillede Skabelse og Udvikling overfor hinanden som uforenelige Begreber. Men denne Modsætning er i Virkeligheden ikke til, thi saa snart man betragter » Skabelsen« ikke som Udtrykket for en blot Fortiden tilhørende eller kun i enkelte iso- lerede Momenter virkende Kraft, men som en sammen- hængende, til alle Tider allesteds nærværende guddommelig " Virksomhed, kan man ikke søge og finde den andre Steder end netop i den naturlige Udviklingshistorie. »Evigt flyder«, saaledes sigerZendavesta (efter Snell), »ét Ord fra Guds Mund, Ordet: Bliv!« Selv Theologerne ate 228 anerkjende jo efter de mosaiske Skrifter en Skabelses- Historie; Naturhistorien er, betragtet fra sit Indre, kun en videre Udførelse af Skabelseshistorien. Den anden Anstødsten frembød Menneskets Ned- stamning fra en bestemt Række af forudgaaende Dyre- former. Det er en besynderlig Fordom, som sætter sig op imod en saadan Forestilling. Ingen krymper sig jo dog ved den Tanke, at han engang har været et ubevidst Barn, ja et blot vegeterende Foster; hvorfor da modsætte sig Anerkjendelsen af de Udviklingstrin, der lige saa nødvendig maa være gaaede forud for Mennesket som Årt, som Barnealder og Ungdom maa gaa forud for Mennesket som Individ? Vi maa jo dog i fysiologisk Henseende ind- rømme, at Mennesket i sig indeslutter Dyret og Planten; hvorfor da ikke ogsaa indrømme, at det har dem bagved sig i den Skabningernes Trinrække, hvortil det selv hører? Ifølge den bibelske Fremstilling blev Mennesket skabt af Jord, men imellem »Jorden«, hvoraf det organiske Livs Urformer ere opstaaede, og Mennesket ligge mange Mel- lemtrin, som vi ikke tør overse, naar vi ville forstaa Menneskets jordiske Oprindelse. Det til Livet væk- kende »guddommelige Aandepust« gjennemstrømmer ikke blot Mennesket, det gaar gjennem alle Trin som den indre Drivkraft i Naturlivets Udviklingshistorie.. Menne- sket finder sig tilfreds ved den Tanke, at han er kaldet til Herredømmet over Dyrene; saa maa han dog ogsaa erkjende, at han ikke er sat som en fremmed. over sine undergivne, men at han er selv udsprunget fra det Folk, hvis Behersker han vil være. Det er ingen nedværdigende, men langt snarere en opløftende Tanke, at Mennesket fremstiller det sidste og højeste Led: i den langt tilbage i Tiden naaende og umaalelig rige Udvikling af vor Planets 229 organiske Natur, og at han ved Slægtskabets inderligste Baand er knyttet til de andre Led, ligesom disse ere det indbyrdes; at han ikke er en skadelig Snylter paa Natur- livets Træ, men en ægte Søn af den moderlige Natur, som skjænker sin Velsignelse til alle Sider. De omtalte Indvendinger ere næppe at betragte som videnskabelige; men heller ikke de mere videnskabelig begrundede Betænkeligheder synes mig at være saa be- tydelige, at man ikke skulde haabe at kunne befries for dem. EnUdviklingstheori maa, som jeg har søgt at vise, nødvendigvis tillige være en Nedstamningstheori, og selv om Darwin's Anstrængelser for at begrunde den sidste, ikke ere udgaaede fra Tanken om en Udvikling, saa maa man dog ikke derfor i mindre Grad give ham sin fuldeste Anerkjendelse. Darwin tilskriver sig selv som den mest utvivlsomme Del af sin Fortjeneste, at han har vbidraget Sit til at omstøde Dogmet om de isolerede Skabelser»”). Hvad den anden Del af den Darwinske Theori angaar, foreligger der vigtigere Betænkeligheder imod den. Den saakaldte Kaaringstheori forklarer Arternes Oprin- delse ved tre Faktorer: Variabiliteten, hvorved Afarter ”) Man begåar formentlig nogen Uret mod de ældre Naturforskere, der talte om gjentagne Skabelser, en for hver Jordperiode, ved at forklare dette, som om de bestemt lærte, at der gjentagne Gange havde fundet en mirakuløs »Skabelse« eller Nyskabelse Sted. De vilde vistnok i Almindelighed kun udtrykke dermed, at efterhaanden, som man kommer over i en ny Jordperiode, viser det sig, at de gamle Arter, Slægter 0. s. v. ere forsvundne og andre traadte i deres Sted Spørgsmaalet om, hvordan dette var gaaet for sig, drøftede man i Reglen slet ikke; man trode ikke at kunne løse det ad videnskabelig Vej og forsmaaede at stræbe efter Løsningen ad den spekulative — og deri var der vel mere Forstand end i Nutidens altfor hidsige Jagt efter »Beviser« for Nedstamningen og for, at Omdannelsen stadig foregaar med stærke Skridt. i R. A. 230 opstaa; Årvtagningen, hvorved disse kunne vedligeholde sig; Kampen for Livet, hvorved de tilfældig nyttige Afændringer foretrækkes og i Generationernes Løb videre udpræges og fæstnes derved, at Afændring og Arvtagning faa en bestemt Retning ved at udelukke de mindre nyt- tige Former. Dette betegnes med Navnet »det naturlige Avlsvalg«. Variabilitet og Arvtagen betragtes saaledes som hensynsløst virkende Aarsager, ligesom Naturkræfter, hvis Virkning reguleres og gjøres nyttig ved Kampen for Livet. »Ud af Naturens Krig, af Hunger og Død faas som umiddelbar Følge den højeste Gjenstand, som vi 'ere istand til at begribe, nemlig Dannelsen af de højest staaende Dyr« og, som man kan tilføje i Darwinsk Aand, af Mennesket. Men disse Skabninger, som Darwin paa det anførte Sted betegner som de højest staaende, ere kun dette, for saa vidt som de ere bedre indrettede til at bestaa Kampen for Livet, idet de i en fuldkomnere Grad ere tilpassede for de ydre Forhold. Ud herover har det højere og lavere, det fuldkomnere og det mere ufuldkomne ingen Betydning for Darwin, da han udtrykkelig bortviser Tanken om en fremskridende Udvikling i Naturen, om et ved indre Love betinget Fremskridt og planmæssig Fuldkommengjørelse af Orga- nisationen som noget, der er fremmed for hans Theori. Naar imidlertid de organiske Formers vedvarende Om- dannelse og den dermed sammenhængende Oprindelse af nye Arter, saaledes som Darwin antager, ene og alene er en af ydre Aarsager betinget Proces, saa maa fremfor, alt ogsaa Variabiliteten, den første og vigtigste Faktor ved denne Proces, være betinget ved ydre Aarsager. Der maa fremdeles i de ydre Forholds Virkninger udtale sig en tydelig Afhængighed af Aarsagerne, d.e. de maa have 231 en passiv Tillempning af Organisationen efter de ydre Forhold til Følge. Darwin, som har den rigeste Er- faring paa dette Omraade, gjør selv opmærksom paa de Vanskeligheder, som rejse sig mod en saadan Antagelse, og søger at fjærne dem ved dristige Hypotheser; Håckel, som er mindre betænkelig, fører Variabiliteten tilbage til Tilpasningen. Men intet er mere uholdbart end denne Forklaring af Arternes Varieren, som Någeli grundig . og træffende har vist: »Dannelsen af Afarter og Racer er ikke en Følge af og et Udtryk for ydre Paavirkninger, men betinges ved indre Aarsager.« Saaledes lyder Re- sultatet af hans Undersøgelser, hvorved vel ikke ethvert f Hensyn til ydre Forhold benægtes, men vel de sidstes nødvendige Indvirkning paa Dannelsen af Varieteter. For- holder dette sig saaledes, gives der indre Love, som be- herske den organiske Naturs Omdannelser, ere Retnin- gerne for denne Omdannelse bestemte ved et Organismerne iboende »Fuldkommengjørelses-Princip« (Någeli), saa er Darwins Theori uholdbar, saa vel som enhver anden Forklaring af Arternes Oprindelse ved ydre Aarsagers Indvirkning, og vi føres tilbage til den af en indre Grund flydende Udvikling, hvorfra vi gik ud. Først paa denne Grundvold faar ogsaa »Kampen for Livet« og »Na- turens» Udvalg sin sande Betygning, for hvilken jeg har fundet et træffende Udtryk hos Wallace, som sammenligner dem med en Regulator. I denne Betydning glæde vi os over Darwins skarpsindige og aandrige Undersøgelser over denne Gjenstand, men ikke fordi de ere os nok til en Forklaring af den højeste Gjenstand, som Naturen byder Menneskets Forstand, Livets Udvikling fra Organisationens laveste Begyndelse til det mest fuld- 232 komne af alle jordiske Væsener, det frit om sig skuende, tænkende Menneske. Livet har sin ydre, som det har sin indre Side; alt, hvad det udfører og fremstiller, maa være en Følge af mekaniske Love, men dets Opgaver og Maal tilhøre en højere Sfære. Til denne aabnes der os et Indblik ved Naturens alt omfattende Udviklingshistorie, som fører op til vort eget inderste Væsen, til vor egen højeste Be- stemmelse. Mindre Meddelelser. 1. Det kinesiske Vox-Insekt og den indiske Lak- Skjoldlus. En engelsk Rejsende (T. T. Cooper) beretter følgende om Voxavlen i visse Distrikter af Kina. » Der- efter betraadte vi det saakaldte »Hvide-Vox-Land«, der har sit Navn af, at det frembringer det berømte hvide Vox fra Szchuan, der mindre rigtig er blevet kaldt Plantevox. Dette Distrikt var mindre bølgedannet end Thelandet og frembød Skuet af vidtstrakte Sletter, omgivne af lave Bakker. Disse Sletter vare alle under Vox- og Ris- Kultur. 0Voxtræerne vare nemlig plantede paa Digerne om de smaa Rismarker, der i det højeste vare 40—3530 Alen i Kvadrat. For den gjennemrejsende viste Landet sig derfor som en stor Plantage af Træstød, saa tykke som en Mands Laar og ensformig afstudsede i en Højde af omtrent 4 Alen uden en eneste Gren. Voxavlen er en stor Indtægts- kilde for Provindsen Szchuan, staar i Vigtighed kun til- bage for Silkeavlen og er ikke forbunden med meget Arbejde eller Risiko. Æggene af det Insekt, der frembringer Voxet, indføres aarlig fra andre Provinser af Kina, hvor denne Æggeavl er en særlig Industri, af Kjøbmænd, der ikke handle med andet end »Hvide-Vox-Æg.« Æggeklumperne, der bleve mig beskrevne som værende omtrent af en Ærts Stør- relse, forsendes omhyggelig indpakkede i Kurve af Bladene af det »Hvide-Vox-Træ«, der ligner en Ligusterbusk — det er i Virkeligheden ogsaa en Art Liguster, Ligustrum lueidum — og komme til Szchuan i Marts Maaned. Midt i denne Maaned have Træerne netop skudt en Del lange, fine Skud og Blade; paa disse Skud ophænges nu Ægge- klumperne, indsvøbte i de unge Blade. Ved Slutningen af Maaneden komme Larverne frem; de leve af Skuddene og Bladene og opnaa snart samme Størrelse som en vingeløs Stueflue, som man maa tænke sig bedækket med hvide Dun og med et fint fjerdannet Vedhæng, der krummer sig 234 fra Bagenden op over Ryggen (dette »Vedhæng« og dette Dun er netop den begyndende Voxafsondring). De ere såa tal- rige, at Grenene ere hvide af dem og se ud, som om de vare dækkede af Rimfrost. I Juli antager Larven Puppe- skikkelse og begraver sig i en hvid Voxafsondring, ligesom Silkeormen indhyller sig i sit Silkesvøb. Paa denne Maade overklædes alle 'Træernes Grene fuldstændig med et tomme- tykt Voxlag; i Begyndelsen af August kappes de derfor tæt ved Stammen og skæres i Smaastykker, der bundtes og bringes til Kogehusene, hvor de uden videre Behandling kastes i store Kjedler med Vand og koges, indtil enhver Smule Vox er steget op til Overfladen; dette bliver saa skummet af, hældt i Former og i denne Skikkelse udført til alle Dele af Riget. — Voxavlerne synes ikke at finde det stemmende med deres Fordel at bevare nogle af Insekterne til de ere forplantningsdygtige, og Æggene maa derfor ind- føres fra andre Provinser; i disse lider man baade af Frost og Sne, saa at der ikke synes at kunne være megen Van- skelighed ved at opfostre dette mærkelige Insekt i Europa, hvor Voxudbyttet vistnok snart vilde erstatte Ulejligheden med at akklimatisere det. « Det omtalte Insekt, paa hvilket Opmærksomheden i øvrigt har været henvendt lige siden Akklimatisations-Bestræbelserne vaagnede igjen i Europa”), er en Skjoldlus (Coccus ceriferus Fab.) og tilhører altsaa den samme Slægt, af hvilken andre Arter yde os værdifulde Produkter (Lak- og Kochenille f. Ex.).. Da man med Hensyn til Lak-Skjoldlusen har været i en lignende Tvivl som med Hensyn til Vox-Skjold- lusen, om Afsondringen (Voxet eller Shellakken) skyldes Insektet middelbart (ved dets Indvirkning paa Planten) eller umiddelbart, vil det ikke være uden Interesse til Sam- menligning med og nærmere Oplysning af, hvad Hr. Cooper beretter om den kinesiske Vox-Skjoldlus, at læse et Ud- drag af Hr. Carters — en med finere Undersøgelser meget fortrolig engelsk Forfatter, der har levet længere Tid i Ostindien — Iagttagelser over den indiske Lak-Skjoldlus (1861). Den saakaldte Shellak er en harpixagtig Masse, der beklæder mere eller mindre fuldstændig de mindre Grene paa forskjellige indiske Træer og Buske; denne Masse inde- holder en Mængde Huller eller Celler, og i hver af disse ”) Jfr. dette Tidsskrift 1ste Række, 3dje Bind, S. 287. Efter hvad der er meddelt skulde Voxtræet og dets Skjoldlus allerede for flere Aar siden være indførte i Haven i Boulogne-Skoven. 230 sidder der eller har der siddet et af de Insekter, der "have afsondret den; foruden denne Shellakmasse yder dette Insekt endnu et værdifuldt Farvestof, den røde Lakfarve, som er nær beslægtet med Kochenillen. Til bestemte Aarstider forlader den overordentlig talrige Yngel Cellerne og spre- der sig .over Nabogrenene, hvis Bark de gjennembore med deres Næb, hvorved de fæste sig til Grenen, og begynde da selv at afsondre hint ovennævnte harpixagtige Stof. Den 2åde Juni fik C. en frisk Gren af Anona squamosa, bedækket med en saadan Shellakmasse; omtrent den Iste Juli begyndte Ynglen at bryde frem, og midt i Maaneden var hele Grenen bedækket dermed. Overalt hvor der i Shellakmassen er et Hulrum nedenunder, iagttager man paa dens Overflade tre smaa Huller, stillede i en Trekant (Fig. 2), af hvilke nogle fine pudrede og krøllede Traade rage ud; disse tre Aabninger føre til tre Aabninger i den Ende af In- sektet, der vender udad, bort fra Bar- ken; den store til Gattet, de to min- dre til to tæt ved dette (men oprin- delig paa Insek- Fig. 1. Gjennemsnit af en Shellak bærende Gren med 5 ELSA Biset Fi 4) Celler med fuldt udviklede Hunner af Lak-Skjoldlusen. V 8. a Grenen. b Shellakmassen. c Skjoldlusene. d Haar- anbragte Aande- duskene, der rage ud af Shellakmassens 3 Porer for huller; og de om- hver Celle (naturlig Størrelse). talte Traade — som Fig. 2. Isoleret Shellakcelle, 13 Uger gammel, set oven- ; Følge SE For fra, saa at man ser de 3 Porer med de af disse frem- ragende Haarduske (noget forstørret) fatter skulde være Aanderørsgrene, hvilket dog lyder lidet trolig — rage ud af disse tre Aabninger paa Insektet. Dette er i sin fuldt udvik- lede Skikkelse (Fig. 1) en mørkerød; pæredannet, uleddet, glat, skinnende, 1” Jang Sæk, der fortil eller indad mod Barken løber ud i en i denne fæstet Spids; det udfylder nøjagtig Cellen i Shellakmassen, og man skulde ikke af den ydre Form ane, at man havde et fuldt udviklet Insekt for sig; det er nemlig, som sagt, en uleddet, lemmeløs Sæk, uden Øjne, synlige Munddele eller andre ydre Organer; først naar man kommer til den anatomiske Undersøgelse, viser det sig, at det har en vel udviklet Fordøjelseskanal, der udspringer i Mundaabningen i den spidse Forende af Sækken og aabner 236 sig i den større Aabning i den butte Bagende; flere for- grenede Aanderør, hvis Stammer udspringe fra de tre Aab-. ninger i Bagenden; en formentlig Lever, der aabner sig ind i Fordøjelseskanalen; en stor og stærkt forgrenet Æggestok, hvis Stamme eller Æggeleder ogsaa udmunder i Gattet, og i hvis Æg det røde Farvestof er aflejret som mikrosko- piske Kugler osv. C. anslaaer det Antal Unger, som hver Skjoldlus føder, til omtrentet Tusende; de fødes levende og vandre gjennem Gattet og den til dette svarende større Pore i Shellakmassen ud i det frie, hvor de sprede sig over de nøgne Partier af de tilstødende Grene, sætte sig fast ved at stikke deres Næb ind i Barken og begynde at danne sig deres livsvarige Fængsel ved at afsondre den Shellak om- kring sig, der snart vil omgive dem fuldstændig. Efter C.s Iagttagelser dør dog den største Del af dem, hvad Grunden nu end hertil kan være; thi skjønt de ere tilstede i en saadan Mængde, at Grenene se helt røde ud, er det kun hist og her, at nogle enkelte eller nogle Grupper af disse Skjoldluslarver holde sig i Live, de evrige blive siddende, døde og indtørrede, paa Barken. 3 2. Den spæde Skjoldluslarve (Fig. 3), der lige har forladt Moders Liv, er, som man .kunde vente det, overmaade forskjellig fra hin. Den er mørke- rød, 5” lang, aflang, leddet og udstyret med 6 Ben, 2 Følehørn, 2 smaa Øjne og et kort Næb med 4 fine Børster. Midt i August have de opnaaet en Størrelse af 2/W og ere fuldstændig indhyllede i Fig. 3. Nys udklækket Larve.. Shellakmassen; deres Legeme er re endnu leddet, men de have mistet ke ore Øjnerog Lemmer; der 3 Kuppet stive Haar, bestemttilat 1o'ae hvide pudrede Traade ses at rage Gattet frit for Shellakafson- ud af Brystets to Aandehuller og dringen. (Begge Figurer for- af Gattet (Fig. 4). Insektets senere arnese) Omdannelser kjendes ikke nærmere, men det indses let af hvad der er bekjendt, at under Væxten og de indre Deles, navnlig Æggestokkens, fyldigere Udvikling udslettes Legemets Leddeling, og dets Sækform udvikler sig paa en saadan Maade, at de 3 omtalte Aab- ninger med de hvide Haar dog beholde "deres oprinde- lige Afstand fra hinanden. — De hidtil beskrevne Indi- vider vare alle Hunner. Den 8de September fandt C., 237 at Hannerne (Fig.6) vare komne frem og krøb livlig om paa Shelfakmassens Overflade; Hannen er lidt større end Hun- larven, naar denne forlader Ægget (4””), den har et tydelig afsat Hoved, 4 Øjne (2 nedadvendte), længere Følehorn og stærkere Ben, men er vingeløs ligesom Hunnen; et sabeldannet Parringslem gjør den det muligt at indbringe det befrugtende Stof i Hunnens Fødselsveje. Den udvikles i noget mindre Celler med en enkelt Aabning og af en noget anden Form (Fig. 5); ved Fødselen ere formodentlig Larverne af begge Kjøn ens, og ligeledes forholde de sig ens i den første Periode åf deres Liv; begge hæfte sig ved deres Sugenæb til Barken og afsondre sig en Shellakcelle; men medens Hunnerne forblive i denne deres hele Liv og undergaa en til- b. 6 bageskridende Forvandling, er Han- nernes Ophold i deres kun mwidler- tidigt, og den Forvandling de under- gaa — uden Tvivl gjennem et eller flere Hudskifter — en fremadskridende. Efter Hunnernes Befrugtning tiltager Udviklingen af de bomuldsagtige Traade iden Grad, at de næsten ganske dække Shellakskorpen og aldeles vilde hindre Befrugtningen, hvis denne ikke var foregaaet i Forvejen; den er derfor et Kjendetegn paa, at denne Virksomhed er gaaet for sig; Hannernes Liv er nu ogsaa til Ende; nogle enkelte findes | endnu levende, indviklede i hint Haar- Fig.5. Shellakcelle for en Han. lam, …umem de flestexeredøde' og ind-— 728: 6, Faldt udviklet, men vin- geløs Han, af Sommerkuldet. tørrede. I første Halvdel af De- (bisrs ii kors terre de) cember fandt C., at Aarets andet | Kuld (den af den i Juli fremkomne Generation avlede Yngel), kom frem og teede sig paa samme Maade som sine Forældre, med den Undtagelse, at de denne Gang (sidst i Februar) fremkommende Hanner næsten alle vare forsynede med 2 lange hvidlige klare Vinger ligesom Kochenille-Skjold- lusens Han. Det enkelte Insekt bringer dog kun én Gang Unger til Verden; den Shellakmasse, der en Gang har sendt Myriader af Yngel ud i Verden, er afsjælet med det samme. — Indsamlingen bør finde Sted to Gange om Åaret, lige førend Ungerne, der indeholde Farvestoffet, komme frem, 1 November og i Slutningen af Maj og Begyndelsen af Juni. Wil man overføre dette værdifulde Insekt paa andre Træer, . 238 sker dette naturligvis bedst paa den Tid Ungerne komme frem, i Juli og December, ved at afskære shellakklædte Grene og hænge dem op paa de Træer, man vil bibringe denne Snyltegjæst. 2. Smaatræk af Fuglelivet”). For nogle Aar siden havde en Person, som boede i Dyrehaven ved Stokholm, fundet en Duehøge-Rede med to spæde Unger, som han tog hjem med for at opfostre og tæmme dem. Dette lykkedes ham kun med den ene; den anden døde efter nogle Dages Fangen- skab; men den overlevende, som lige fra den første Dag, den toges ud af Reden, opfødtes med raat Heste- og andet Kjød, voxede og trivedes fortræffelig. Den blev meget tam og sin Herre saa hengiven, at, naar han raabte eller fløjtede ad den, kom den strax og slog ned paa hans Skulder, selv om den forud havde svævet højt oppe i Luften. For dens Ejer blev den til Nytte efter at være bleven rigtig fuld- voxen og uddannet, idet den næsten daglig kom hjem med alt Slags Vildt, som den fandt i den omliggende Egn.… Men til hans Ærgrelse og Naboernes Forargelse aflagde den snart Besøg i Hønsegaardene, hvor den var saa ufor- skammet at slaa ned lige for Øjnene af og tæt ved Men- nesker, gribe den Høne, som var den nærmest eller faldt mest i dens Smag, og flyve hjem med den. Den ene Klage fulgte nu paa den anden over dens Hønsetyverier, og Herren maatte med eller uden Føje betale adskillige Høns, som paastodes at være tagne af hans Høg. Da dette blev for kostbart i Længden, og »Jakobs« Ejer vægrede sig ved at betale flere, satte dette ondt Blod hos Hønseejerne og man truede med at skyde »Høgkarnaljen«, hvor den kunde træffes. Saa snart den blev indespærret, blev den syg og modfalden og svandt hen, og man lod den derfor fremdeles færdes paa fri Fod og beskytte sig selv, saa godt den kunde, mod den Dom, som havde gjort den fredløs i Egnen. Det lykkedes den ogsaa længe at undgaa alle Anslag imod dens Liv, og den vedblev med sine Bedrifter, indtil den en Dag blev skudt af en af de forurettede, der under et Besøg hos dens Herre fik Øje paa Hønsetyven, som i al Uskyldighed sad nede ved Stranden og plaskede sine Vinger i Vandet, ikke anende nogen Fare i sit tilvante Hjem. I en lille Skovbakke med nogle større Træer ved Christineholm i Sverrig hækkede 1849 i godt Nabovenskab en Høg, en Vildand og en Agerhøne. Høgen havde sin ") Meddelt af Ch. J. efter »Svenska Jågareforbundets nya Tidsskrift. « ss 239 Rede i en Gran, Anden i en forladt Kragerede og Ager- hønen i en Enebærbusk, Anden omtrent ti og Agerhønen omtrent tyve Favne fra Høgens Rede. "Anden udklækkede den 12te Maj ti Unger, Høgehunnen den 16de Maj én Unge -— to Æg udklækkedes ikke —- og Agerhønen den Z2åde s. M. femten Unger. Natuglens (Strix aluco) sædvanlige Føde er Rotter og Mus. At den undertiden forgriber sig paa Hareunger, er ogsaa sikkert. Ligeledes tager den stundom Fugle, endvidere Krybdyr og Padder, f. Ex. Frøer, samt sluttelig Insekter, f. Ex. store Biller, Alt dette findes anført hos ornitho- logiske Forfattere, men Meddeleren har ikke nogensteds fundet opgivet, at Fiske undertiden optages paa dens Spise- seddel. I Sommeren 1864 havde en Natugle sin Rede tæti ved en Lade, tilhørende Meddeleren. To Gange fandtes Ugleparret til Føde for sine Unger at have lagt i Reden Kvabber af en mindre Brislings Størrelse. I det ved Gaarden flydende Vanddrag findes Kvabber af denne Størrelse. Troligt er det, at disse Fiske, som om Dagen synes at holde sig dybere nede i Vandet, om Natten gaa op påa saa grunde Steder, at Uglen kan faa fat paa dem. Ved de gjentagne Besøg, som aflagdes i Uglereden, fandtes Ungernes Kost i øvrigt at bestaa af Rotter og Mus, en Frø, Unger af Drossel og Gulspurv. Lige tæt ved Uglereden, i et Hul i Muren, hækkede dog en Musvit uden at forulempes af sine Naboer. Af en Artikel om Fjeld-Dompappen eller Krognæbben (Corythus enucleator) i Fangenskab (indsendt af »R. C.« i Christiania), meddele vi følgende Uddrag. Betegnende for disse Fugles Mangel paa Evne til under visse Forhold at bedømme Farer, som true dem, vare de Omstændigheder, under hvilke de fangedes. I en Lund, hvori der var udsat Doner, slog en Flok Krognæb ned. Snart hængte alle i Donerne, undtagen to, som hoppede frem og tilbage i Nær- heden. For at faa disse med, behøvede man blot at lade dem være i Fred. Meddeleren, som var tilstede, trak sig et Par Skridt tilbage; inden et Minut sad den ene fast, og samtidig gjorde den anden flere frugtesløse Forsøg paa at krybe ind i en Done, hvori en død Kammerat allerede hang. Imedens Meddeleren ved at borttage den døde Fugl vilde give den anden Leilighed til at faa sin Villie frem, satte den sig fast i den nærmeste Snare. De to sidst fan- gede, Han og Hun, hjemførtes levende og holdtes i Fan- genskab, hvor de i det hele trivedes godt og gav Medde- 240 leren Lejlighed til nøjagtige Iagttagelser af deres Levemaade, saasom Fjerskifte, Sang, Forplantning. De parrede sig i Bur, og Hunnen lagde to Æg, som dog ikke udrugedes. Nilssons Ytring om disse Fugle, at de ikke taale Varme, saa at de, om de skulle blive i Live, bestandig maa være i et koldt Værelse samt stundom kunne flyve frit omkring, bekræftedes ikke i det foreliggende Tilfælde: Begge de Krognæb, som Meddelelsen gjælder, holdtes næsten be- standig i Bur, og dette stod i et Værelse, som Vinteren igjennem var opvarmet. Meddeleren anser ikke disse Fugle, »Dumsnuder«, som de kaldes i Norge, for at være dumme i sædvanlig Betydning. Paa deres Hækkepladser iagttage de overordentlig Forsigtighed. De, som have lært at kjende den store Vanskelighed ved at finde Krognæbbens Reder i de store nordlige Naaletræ- skove, hvor de hække i Selskab med deres Frænder Dom- papperne og deres Sjælefrænder »Sidensvandserne« , falde ej paa den Tanke at kalde dem dumme. Den Ejendomme- lighed hos Krognæbben, som man har betegnet som Dumhed, er snarere en høj Grad af Tillid og Godtroenhed lige over for Mennesket, med hvilket Flertallet af dem gjør sit første Bekjendtskab, naar de under Vintervandringerne komme ned til beboede Egne. De finde da tillige Næringsmidler i Over- flødighed, og da viger deres Forigtighed for en Sorgløshed, som dog ikke vedvarer længere, end til de bedre have lært at kjende deres Fjender. I Bladet »Wermlands-Posten« meddeltes 1866, at paa Damperen »Ørn«, som gaar imellem Karlstad og Lyckan, havde et Par Svaler bygget Rede paa Styrbords Side under det fremspringende Dæk ikke langt fra Hjulkassen. Stænket fra Hjulet forstyrrede denne Rede; Svalerne tabte dog ikke Modet, men byggede et Par Alen længere fremme og ud- klækkede deres Unger, som vel gjorde Udflugter fra Reden, men vendte tilbage til denne for at hvile. Under Ligge- tiden vare de gamle Svaler stadige Passagerer paa Damp- baaden, men da Ungerne vare udklækkede, og der maatte skaffes Føde til dem, synes de gamle Fugle at have havt Station i Nærheden af Karlstad, hvorfra de da plejede at følge Fartøjet paa Halvvejen og derpaa vende om, men atter at møde det paa Halvvejen, naar det kom tilbage. Kjøbenhavn.] — P. 6. Philipsens Forlag. [1873. Veiledning i den danske Flora. En populær Anvisning til at lære at kjende de danske Planter, Af kr R OSTE P: Fjerde meget forøgede Oplag. Pris 2 Rdl. Da første Oplag af dette Værk udkom, blev det omtalt af »Berl. Tid.« paa følgende Maade: » Vi have hidtil savnet en populær Veiledning til at lære de almindelig forekommende Planter i vort Fædreland at kjende, og det er dette Savn, Forfatteren ved Ud- givelsen af nærværende Skrift har søgt at afhjælpe. Ved at fordele Planterne efter deres Fremkomst og angive denne under hver enkelt Art samt ved i et Tillæg at give en orienterende Oversigt over de ydre Betingelser, under hvilke de forskjellige Planter helst forekomme, har Forfatteren lettet Arbeidet for dem, der selv skulle søge Planterne i den frie Natur, og vi tør derfor anbefale den til enhver Begynder i Botaniken som en baade nem og tilstrækkelig Veiledning ved Exkur- sioner, i Skolerne saa vel som til Selvstudier af vort Planteliv. « Allerede tredie Udgave har modtaget en værdifuld Forøgelse af Bregner, Padderokker og VUlvefodsfamilien, ligeledes af de hos os udbredte Arter af den støre Star- slægt, som ikke fandtes i første Udgave. Disse i For- bindelse med en Mængde andre indskudte Slægter og Arter, have foraarsaget den betydelige Forøgelse af om- trent 350 nye Plantebeskrivelser, saa at det hele beskrevne Antal Plantearter i det 4de Oplag nu udgjør 1150, og det indeholder saaledes en Beskrivelse af alle udprægede hjemmehørende Blomsterplanter: Indhold af 5te Bindg 3 Hefte. : Pag. 1, Om Virkningen af Synsanomalier hos Malere. Efter Dr. Liebreich ved Cand. mag. Hannibal Jespersen... . 161. 2, Om Udviklingens Betydning i Naturhistorien. Af Professor Alexander Braun 5 SEGS RE ENE. 194, 3. Mindre Meddelelser. 1. Det kinesiske Vox-Insekt og den "indiske Lak-Skjoldlus. 2. Smaatræk af Fuglelivet ..... 233; Af delte Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til en Pris for hele Aaret af.3 Bdl. Subskriptionen, der er bindende for et Bind, modtages 1 alle Boglader og paa de kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipsens Boglade. De ærede Forfattere, som ikke, 8& Dage efter at et Hefte af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5. I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Litken, som træffes i sin Bolig » g Tadegaardsvej Nr. 11, D. sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5. . eller til Dr. phil. Eug. Warming, Søgade Nr. 2, sikrest fra 5-7 E. y Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. Rettelse: 2det H. S.. 141 L. 1: Maanden, læs Munden. m of Compgy r. FOR Al aolbøg ' MAR, 16 194 POPULÆRE FREMSTILLINGER AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET AF C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBILDNINGER. FJERDE RÆKKE, (Tyvende Aargang.) FEMTE BINDS FJERDE HEFTE, EL KJØBENHAVN, P. 6. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. Kjobenhavn.] P, &. Philipsens Forlag. 183 Nutids-Kunst. Skildringer og Karakteristiker i af Jul. Lange. f XII og 532 Sider i 8vo. Pris 2 Rd. 72 Sk. Af Pressens Udtalelser anføres: (»Berl. Tid.«) »Forf. characteriserer sit Arbeide fuldkommen rigtigt, naar han betegner det som en Række Prospecter fra flere af den nyere Kunsts vigtigste og skjønneste Punkter,« og det maa indrømmes ham, at han har forstaaet at male dem med en fiin, aandrig og hyppig over- raskende troværdig Pensel. Docent Lange er en Mand, der baade kan opfatte og see, hans Stil er klar, vederhæftig og let forstaaelig, med faa raske Træk formaaer han at fremstille, « (»Dagbladet«.) »I sin Heelhed er Bogen saa sand og samvittig- hedsfuld, at hans Skildringer maa anbefales til Enhver, der har Lyst til at læse en øvet, oprigtig og lykkelig begavet Beskuers Dom om de Kunstværker, han har seet. eller de Kunstnere, hvis Virksomhed han kjender. « (»Dagstelegrafen«.) »Det er glædeligt, at saadanne Folk som Forf. paatale Kunstens Tarv i Tider som disse, hvor det almindelige Om- dømme nærmest seer Væggepryd i Kunsten, Den her omhandlede Bog bør varmt anbefales til Udbredelse, netop fordi der hos os skrives saa overordentlig Lidt om Kunsten og saa overordentlig Meget om Andet.« (»Dagens Nyheder«.) »Man læser med den største Fornøielse For- fatterens Bog, thi det staaer strax klart for Læseren, at han her har med en Forfatter at gjøre, der ikke alene er gaaet til sit Arbeide med Alvor og Lyst, men som tillige besidder alle de fornødne Egenskaber til at kunne magte den Opgave, han har sat sig.« (»Fædrelandet«.) »Man hilser med Glæde paa disse gamle Be- kjendte, fordi det ikke blot er Billeder fra Døgnets Laterna magica, men de virkelig have et solidere Indhold, og man kan have Udbytte af at tage den frem påany.« (»Nær og fjern«.) »Forfatteren forstaaer med faa Træk at vise en Kunstners Betydning og Særkjende; han har tillige Evnen til at gjøre det Sete tydeligt for Læserens Øie, og man bør skatte den Grundighed og Ædruelighed, hvormed han gaaer løs paa sit Emne.« De Eimte nyere Undersøgelser over Fortidens. Pattedyr. T u6a Fi a é SER Europa og Nordamerika. For c. 20 Aar siden begyndte dette Tidsskrift med en kort Udsigt" over, hvad man dengang vidste om For- tidens Pattedyr: I den siden forløbne Femtedel af et Aarhundrede er denne vigtige Gren af Naturhistorien gaaet overordentlig stærkt frem, baade for Europas og for andre Verdensdeles. Vedkommende, og der er derfor god Anledning til at slutte Tidsskriftets tyvende Aargang med en Fremstilling af disse Fremskridt. — Vi ville lade det staa hen, om det overhovedet staar i nogens Magt at samle og kritisk bearbejde alt, hvad der om denne Sag .1 Tidernes Løb er fremkommet, og hvoraf meget selv- følgelig er overmaade fragmentarisk og trænger stærkt til at belyses af Kritikken; hvilket dog næsten ikke vilde være muligt uden at samle det i al Verdens offentlige og private Samlinger spredte Materiale paa ét Sted, hvor det fornødne Sammenligningsmateriale af Skeletter og Kranier af Nutidens Pattedyr stod til Raadighed — noget, der selvfølgelig er faktisk ugjørligt. En fuldstændig, kri- | tisk Behandling af Pattedyrklassens palæontologiske Hi- . storie, saa vidt denne hidtil er bekjendt, er derfor saa at sige en Umulighed, og kun faa ville være i Stand til at le- Fjerde Række. V. 16 S HAR. 6 1942 LIBRAR) KNUDAD vere et paa mangeaarigt selvstændigt Studium af Sagen grundet Overblik, der fremhævede det visseste og vig tigste og lod det mindre sikre træde i Baggrunden, men dog med sikker Haand afslørede, hvilke de Vanskelig- heder, Uklarheder og Misligheder ere, som (hvad enten de nu maatte være grundede i Sagens egen Natur eller i en mindre heldig Udviklingsretning af visse Grene af Videnskaben) skjule eller formørke de store Resultater. Nærværende Meddeler vil aabent tilstaa, at han ikke hører til de faa i denne Sag dybest indviede, og at han oftere har følt denne Mangel under Nedskrivningen af de følgende Sider, skjønt han her kun optræder som Refe- rent for andres Studier og Undersøgelser; men han har dog troet ikke derfor at burde undlade at forelægge Tids- skriftets Læsere en Oversigt over det vigtigste, der paa dette Omraade er præsteret i senere Aar. Man vil i alt Fald deraf se, at de gjorte Fremskridt ere meget bety- delige og lærerige i mange Henseender; at Videnskaben heller ikke i denne Retning har staaet stille, men ar= bejdet rastløs videre uden at lade sig afskrække af sin Opgaves Vanskeligheder. eller Uendelighed. Set bort fra det meget spredte, der er fremkommet om Europas tertiære Pattedyr, og som ikke her skal gjøres til Gjen- stand for Betragtning, samler Interessen sig fornemmelig om fem Årbeider: I. Owens Undersøgelser af Eng- lands ældste (mesozoiske) Pattedyr. 2. Leidys over Nordamerikas tertiære Pattedyr. 3. Gau- drys over den tertiære Pattedyrfauna ved Pi- kermi i Grækenland. 4. Owens over Nyhollands og 5. Burmeisters over La Plata-Slettens ud- døde (tertiære) Pattedyrverden. Vort Referat vil . skride frem i den her angivne Orden. GEN 243 1. Pattedyrene i Trias- og Jura- Tiden. Det er bekjendt, at paa en fyldigere Maade træder Pattedyr- … klassen først op i Jordhistoriens sidste Hovedafsnit, Ter- tiærtiden, som man derfor ogsaa har kaldet Patte- dyrenes Tidsalder. — At de dog ikke aldeles manglede i det forudgaaende store Afsnit (Krybdyrenes Tidsrum: Trias, Jura, Kridt) har man længe vidst — den første Opda- gelse, der viste dette, fremkom allerede 1812 —, men i de senere Aar ere de herhen hørende Kjendsgjerninger forøgede betydelig. a&… De ældste Levninger af europæiske Pattedyr ere fundne i de saakaldte rhætiske Lag, der ligge paa Grænsen mellem Trias og Lias, men i Almindelighed regnes til-den ældste af disse to Perioder. De ere ikke mange: en halv Snes smaa isolerede Kindtænder med bred knudret Krone og flerdobbelt vel udviklet Rod samt en Hjørnetand, fundne dels i Wiurtemberg+), dels paa to " Steder i England. — Der lader sig ikke slutte meget af slige Fund ud over det, som her er Hovedsagen: slige Kindtænder kunne kun have siddet i Munden paa Patte- dyr, derom kan der ikke være den mindste Tvivl. Der levede altsaa allerede Pattedyr i hin meget gamle Tid, i Begyndelsen af Krybdyrenes store Blomstringstid, kort (forholdsvis) efter Afslutningen af den palæozoiske Periode. Det var dernæst smaa Pattedyr, og Owen”) sammen- ligner dem nærmest med visse smaa insektædende ny- hollandske Pungdyr (Myrmecobius); der er i. alt Fald for Tiden intet i Vejen for at antage, at disse smaa Trias- Pattedyr kunne have været Pungdyr. De have faaet +) Her blev den første funden 1847 af Plieninger. xx) Monograph of the fossil Mammalia of the Mesozoic formations (Palæontographical Society. 1871.) 16" 244 Navnet Microlestes, og de fundne Tænder ere henførte til 3 Arter. Sammenligningen med Myrmecobius (Fig. 3) lader sig endnu bedre anvende paa to knap en Tomme lange halve Underkjæber (af to forskjellige Individer), som Prof. Emmons har opdaget i en Kuldannelse i Nord- Carolina, der af de nordamerikanske Geologer henføres Fis: 1: til Triastiden; Ligheden | er saa stor, at der sy- nes at være særdeles god Grund til at hen- Underkjæbe af Dromatherium. føre dette »Drom aa - therium sylvestre« til Pungdyrene; men maaske var det samtidigt ogsaa med b. Pattedyrene i Stonesfield-Skiferne (ældre Jura). Det er et og det samme Lag, hvori man efter- haanden har fundet Underkjæberne af 4 smaa Pattedyr, hørende til 3 eller 4 Slægter (Amphitherium, Phas- colotherium og Stereognathus). De to første af disse- vare utvivlsomt insektædende Pungdyr; den sidst nævnte, som dog kun er kjendt af et Kjæbestykke med 3 Kindtænder, har deri- mod snarere ernæret sig af blandet Føde eller været ren Plante- Kjæberne af.Amphitherium (Fig. 2) og til Sammen- æder, og dens nær- ligning af Myrmecobius (Fig. 3). mere Slægtninge skalle maaske søges blandt Tertiærtidens mindste Hovdyr, alt- saa helt udenfor de Dyregrupper (Insektædere og Pungdyr), hvorunder største Delen af de andre mesozoiske Pattedyr £ j j kg É ; 245 uden Tvang lade sig indordne, og som derfor synes at - kunne antages at have været dem, der grundlagde Patte- U … nogenlunde til- ERE OU EET. dyrenes Herredømme her paa Jorden. Amphitherierne (Fig. 2) hørte til de Pungdyr, der havde et paafaldende stort Antal Kindtænder (11eller 12), hvortil af de nulevende kunden nysnævnte Fig. 4 og d: Myrmecobius, der har 9, viser noget svarende; Phas- colotheriet (Fig.4) havde derimod det samme Antal (7) somNutidens Rov- pungdyr; en nær- mere Sammenlig- ning med Pung- rottens: Kjæber . Kjæber af Phascolotherium (Fig. 4) og til Sammen- (Fig. 5) bar kd ligning af Pungrotte (Didelphys) (Fig. 5). til den Betragtning, at det er en mindre »speciali- ceret« Typus: sHjørnetænderne mindre fremtrædende, Forskjellen mellem ægte og uægte Kindtænder mindre skarp osv. | c.… I de noget yngre Purbeck-Lag (yngre Jura, Dorsetshire) fandtes de første Pattedyrkjæber 1854 sam- men med Kjæber af smaa Øgler; det skarpe Udkig, der siden den Tid er holdt med alle slige Levninger fra denne Dannelse, har ført til, at man nu fra dette ene Sted (men fra forskjellige Lag, der ere lejrede over hinanden) kjender lignende Levninger (i de allerfleste Tilfælde Un- derkjæber) af 27 Arter af smaa Pattedyr, som man har 246 — henført til 11 Slægter. Med en enkelt Undtagelse henfører Owen dem alle til Pungdyrene, og de fleste af dem høre ligesom Amphitherierne og Myrmecobius til dem, der have flere end 7—8 Kindtænder; dog er der ogsaa Former med selve det typiske Syvtal og enkelte (Plagiaul ax) med færre tiges gm hos de Fig. 6 og 7. planteædende Pung- dyr i Nutiden. Uagtet den Lighed, der er mellem Underkjæben af den nysnævnte Plagiaulax (Fig. 6)og Underkjæben af visse mindre Kænguru- Former (Fig. 7) i Henseende til For- tændernes Antal og Form og visse Kind- Underkjæbe af Plagiaulax (Fig. 6) og, til Sammen- tænders ejendom- ligning, af en Kænguru (Bettongia) (Fig. 7). melige"ByEn re, Owen af den bestemte Mening, at ogsaa Plagiaulax var et Rovdyr; hos hine Dværg-Kænguruer er den store skarpe, furede Tand foran i Kindtand-Rækken beregnet påa at overgnave Græstræernes og de andre stive, tørre, ny- hollandske Buskes Grene; hos den lille uddødde Purbeck- Form derimod snarere paa at gjennembide de samtidige Smaaøglers seje Hud. Vi ville senere komme tilbage til disse Betragtninger, naar vi skulle til at omtale den uddøde (tertiære) nyhollandske »Pungløve« (Thylacoleo). Den i sig selv rimelige Formodning, at Pattedyrlivet her paa Jorden er begyndt med Klassens laveste Former — og til disse er der god Grund til at regne 247 Pungdyrene, navnlig paa Grund af deres simplere Hjærnebygning og Fosterets Udvikling uden den for alle andre Pattedyr karakteristiske Dannelse: Moderkagen — kan ikke andet end vinde meget i Styrke ved disse trods deres Ufuldstændighed meget. interessante Kjendsgjerninger. Det var smaa, svage, rotte- eller spids- musagtige, af Insekter, Krybdyr og desl. levende Former, som først spredte sig over Jorden paa en Tid, da denne beherskedes af Kæmpekrybdyr af nu aldeles uddøde Ty- per (Flyveøgler, Kæmpeøgler, Dicynodonter osv). — Men vi bør ikke glemme, at vi endnu kun have faaet det første Glimt af de mesozoiske Jordperioders Pattedyr. Vi vide nu, at fra Trias-Tidens Slutning af i det mindste har Jorden været beboelig for og til sine Tider i det mindste ogsaa beboet af, Pattedyr, og der er aldeles ingen Grund til at antage, at dette skulde være indskrænket til de faa Steder og Tider, hvorfra hine smaa Underkjæber ere komne til vor Kundskab. Det er maaske ikke let at sige, hvad der kan have gjort Purbeck-Dannelsen til hint mærkelige Museum af Underkjæber af Smaapattedyr af en og samme Grundform; men man kan nok tænke sig, at netop disse Knokler, der let sættes i Bevægelse af Vandstrømme, kunde efterhaanden samles paa ét Sted, "medens andre tungere og mindre let flyttelige Knokler af de samme eller af andre og større Dyr kom til at ligge andre Steder, hvor vi endnu ikke have været saa hel- dige at finde dem, eller hvor de maaske ikke fandt de for deres Opbevaring gunstige Betingelser. — Der kan altsaa have levet mangfoldige andre Pattedyr i den -mesozoiske Periode, om hvilke vi ikke have faaet og maaske aldrig ville faa noget at vide. Ja, da der ellers 248 altid, eller dog i de fleste Tilfælde, plejer at være en vis Sammenhæng i Udviklingen, gaa vi vistnok ikke for vidt ved at sige: der har stadig levet Pattedyr paa Jordens Over- flade gjennem hele Jura- og Kridtperioden, men vi kjende meget lidt eller tildels slet intet til dem! — Da vi dog ikke ere aldeles uden Kundskab om disse Perioders andre Landdyr, bliver. det altid noget dunkelt, hvorfor vi for= holdsvis kjende saa lidt til deres Pattedyr; det maa dog erindres, at de Kilder, hvorfra vi have faaet de bedste Oplysninger om Tertiærtidens Pattedyr (saasom Huler, udfyldte Ferskvandssøer og desl.) og uden hvilke vor Kundskab om dem vilde være yderst tarvelig, her ikke staa til vor Raadighed. Ere ÅAarbøgerne ikke førte eller ere de i Tidernes Løb gaaede tabt, kan Historien ikke skrives; havdes der den samme Slags Kildeskrifter til den mesozoiske som til den kainozoiske Pattedyr-Faunas Historie, vilde den første næppe være bleven indskrænket til de her meddelte smaa Kapitler; men hvad enten nu denne Magerhed skriver sig fra, at det bevarede er Stumper af for Resten til Grunde gaaede tykke Codices (for at blive i Lignelsen), eller fra, at den mesozoiske Pattedyrverden i det hele havde denne ringe Størrelse og dette lave og ensformige Præg, er Opdagelsen af Stonesfields og Purbecks Pattedyrlevninger under alle Omstændigheder epokegjø- rende Begivenheder i Palæontologiens Historie, der give Haab om, at Fremtiden vil bringe flere Kjendsgjerninger for Dagen af lignende Art og berige vor Kundskab om den højeste Dyreklasses første Tider her paa Jorden samt i det mindste give os en Anelse om de Lokes der styrede dens Udvikling i Tiden. 2. Nordamerikas uddøde Pattedyr vare for lidt over tyve Aar siden overmaade lidt kjendte; den 249 storartede Kultur-Udvikling, som denne Verdensdel har undergaaet, har imidlertid ikke kunnet undlade ogsaa at fremme Kundskaben om dens Naturforhold, dens Jord- bygning og dens Fortidsliv meget betydelig; de talrige Expeditioner til »det fjærne Vesten«, der brøde Banen for den nærværende lette og hurtige Forbindelse mellem dette og det gamle Nordamerika, Øst for Mississippi, aabnede Forskningen Adgang" til Dannelser ved Klippebjærgenes Fod, som netop i Henseende til det Spørgsmaal, som her beskjæftiger os, ere af den allerstørste Interesse. Den nordamerikanske Naturforsker Leidy har nedlagt Resul- taterne af sine Undersøgelser i to anselige Værker"), af hvilke vi her skulle give et kort Resumé. Ved Foden af de saakaldte »sorte Bjærge«, Udløbere fra Klippebjærgene, i Staten Dakotah, mellem Nebraska- eller Platte- og Missouri-Floden, ved »den hvide Flod«, ligger et Distrikt, som paa Grund af sin Ufremkomme- lighed af Indianerne og Trapperne har faaet Navn af »det slemme Land« (»Bad Lands» — »Mauvaises Terres«). Det er et Land med et ganske ualmindeligt Udseende og af en særdeles malerisk Karakter, som en af de Naturforskere, der have besøgt det, beskriver paa følgende Maade: »Fra de høje Prærier, der hæve sig terrassevis mod Klippebjærgenes Udløbere, ser den rej- sende ned i en stor Dal, der danner en Verden for sig, c. 20 Mile lang og over 2 Mile bred, c. 300 Fod under +) The ancient Fauna of Nebraska (Smithsonian Contributions;.… for- fattet 1852). ; The extinot Mammalian Fauna of Dakota and Nebraska together with a synopsis of the Mammalian remains of North-America. 1868. (Journal of the Academy of natural sciences of Philadelphia.) 250 det omgivende Lands almindelige Niveau, hvor den ligger dybest. Fra den aabne monotone Slette stiger man plud- selig 1 eller 200 Fod ned i denne Dal, der ser ud, som om Jordoverfladen her var sunket ned i Dybet fra den øvrige Verden, saa at. der kun var blevet tilbage, spredt over hele Dalbunden, Tusender af mere eller mindre uregelmæssige, prismatiske eller støtteagtige Masser, der ofte bære uregelmæssige Pyramider paa deres Top og hæve sig til en Højde af en eller to hundrede Fod eller derover. Saa tæt ere disse naturlige Taarne strøede over Overfladen af denne mærkelige Egn, at den rejsen- des Sti falder igjennem dybe, labyrintiske Snævringer, der minde ham stærkt om de smalle uregelmæssige Gader og Gyder i en eller anden sær gammel europæisk By. Set i Afstand antager denne Uendelighed af Stenstøtter Udseendet af massive Konstbygninger med Portaler, Støtte= buer, Taarne og Spir. Man skulde næsten tro, at man nærmede sig en prægtig uddød By, hvori forglemte Na- tioners Arbejde havde efterladt en "Mængde Vidnes= byrd om deres Kunstfærdighed og Geni; men alt som man stiger ned fra de omgivende Højder og tiltræder sin Vandring gjennem denne uhyre Labyrint, saa at man faar et Indblik i dens dybe indviklede Irgange, forsvinde Afstandens Skuffelser for Skuepladsens Virkeligheder. De Slotte og Borge, som Indbildningskraften havde frem- manet, ere forsvundne, og trist, goldt Øde er alt, hvad Øjet møder til alle Sider. Solens skoldende Straaler, der kastes tilbage af de hvide eller askefarvede Vægge og ned i de Hundreder af Snævringer, hvorigjennem den rejsendes Vej falder i denne Ørken uden Sti, mildnes ikke af et eneste Vindpust eller af det Ly, en enlig 251 Busk kunde yde. Naturforskerens af Heden slappede Livsaander vækkes dog snart til fornyet Liv; de fossile Skatte, han møder paa sin Vej, lønne ham snart for dens trættende Melankoli. Ved ethvert Skridt viser der sig Gjenstande af den højeste Interesse; Levninger af ud- døde Dyr ligge strøede rundt omkring i største Mængde, indhyllede i de hensmuldrede Ler- eller Kalkmasser; de lære ham, at det hele er en stor Ferskvandsdannelse fra den mellemtertiære Tid, og de aabenbare ham Tilværelsen af højst mærkelige uddøde Dyreslægter, som i længst forsvundne Tider strejfede om her højt oppe i Missouri- Dalen, ved Kilderne af Missouris vestlige Bifloder, hvor Bjærgfaaret og Pukkeloxen nu græsse.«%) Disse »Bad Lands« have altsaa tidligere været en stor Ferskvandssø, ved hvis Bredder Datidens Rovdyr og Hovdyr mødtes, disse for at drikke, hine for at søge deres Rov i de drikkende Hovdyr, som det sker den Dag idag ved Bred- derne af de store afrikanske Søer%%),. Efterhaanden som +) En anden rejsende Naturforsker udtrykker sig saaledes: »vor Vej førte os nu over Bakker, der bleve stejlere og hyppigere, alt som vi nærmede os »det slemme Land«; dette viste sig af og til i Afstand, og jeg saa. aldrig før noget, der saa meget lignede en stor By; Skuffelsen var saa fuldstændig, at jeg kunde udpege alle de offentlige Bygninger; en med en stor Kuppel kunde være Domhuset, en anden Raadhuset; derefter kom en lang Række prægtige Paladser, passende for Kæmper, der herskede over de store Dyr, hvis Levninger ligge der endnu. Billedet af en umaa- delig stor By var saa levende, at jeg næsten indbildte mig, at Vinden af og til bar dens Døn og Larm til mit Øre.«. £%). Det er ikke ualmindeligt, at en Fliok Præri-Ulve angriber en gammel Bison, der er for svag til at gjøre virksom Modstand. Den maa da tage sin Tilflugt til Floden, hvor den ofte drukner eller bliver dræbt af Ulvene paa en Sandbanke eller Ø.:Tusender af »Buffaloer« drukne hvert Aar i Missouri under deres Forsøg påa at gaa over Isen, naar den pludselig bryder op om Foraaret, 252 de fandt deres Død — være sig nu ved at drukne, ved Alderdom eller for de stærkeres Tænder og Klør — fandt deres Legemer eller Lemmer i det mindste delvis Vejen ud i Søen (ved periodiske Regnskyl eller Oversvømmelser f. Ex.) og afsattes paa dennes Bund med de samtidige fine Lag af Ler, Sand, Kalk osv. Selvfølgelig gik der meget lang Tid hen, inden denne store Sø var udfyldt af de Dynd- og Sandmasser, som de smaa Floder, der faldt deri, førte med sig. Senere, da den gamle Søbund var forvandlet til tørt Land, maa den i en ufattelig lang Tid have været udsat for Lufthavets og de af dette affødte Kræfters forvitrende og nedbrydende Virksomhed for at have faaet det karakteristiske Udseende, som den nu har; thi dette er ganske vist en Følge af en slig langsom, kun påa Grund af sin lange Varighed mægtig Virksomhed. Hvor langsom den er, kan man se deraf, at de Natur- forskere, der med Mellemrum af 10—13 Aar have be- søgt de samme Steder, ikke have været i Stand til at op- dage, at der i Mellemtiden var indtraadt nogen Forandring, eller at Regnen — hvoraf der kun falder 10—15 Tommer om Aaret, der opsuges af den tørstige Jordbund, lige saa hurtig som den falder — havde blottet et eneste Stykke i Mellemtiden. Det synes næsten, at alle de over Dal- bunden spredte Kranier og Knokler efterhaanden ere blevne opsamlede og bragte til de nordamerikanske Samlinger, og fremtidige Expeditioner ville derfor næppe bringe noget nyt Udbytte. De fra denne Lokalitet hidrørende Fossilier og man har set dem drive i hundredevis nedad Floden forbi Fort-Union og Fort Clarke og strande paa Øerne eller Sandban- kerne. I 1858 førte Kansas-Floden flere tusende Buffalo-Lig ud i Missouri-Floden. 253 ere alle meget stærkt forstenede, haarde og tunge, ofte stærkt revnede, deres indre Hulheder udfyldte af Kalce- don, og de selv fast omsluttede af den faste Mergel. Kun sjælden findes store Knokkelpartier af samme Skelet med Knoklerne i nogenlunde naturlig Sammenhæng. — Ikke langt derfra — ved Niobrara-Floden i Nebraska .— er der derimod et andet Findested for tertiære Patte- dyr fra en yngre (pliocæn) Tid; deres Knokler ere ikke saa stærkt forstenede, ligge frit i Sandet øg have derfor et helt andet Udseende, Vi ville faa at se, at Faunaen i disse to Dannelser har en aldeles forskjellig Karakter (ikke en eneste Art eller Slægt er fælles); der maa alt- saa i Mellemtiden være foregaaet store Forandringer — maaske med det hele Land — i alt Fald med dets Patte- dyrliv. Det lignede dog i disse to ældre Perioder mest Europas samtidige Dyreliv, hvorimod det kvaternære (post- pliocæne) nordamerikanske Pattedyrliv har megen Lighed dels med Sydamerikas samtidige, dels med Nordamerikas nuværende Dyreliv. Blandt andre store Forandringer er derfor Foreningen af Nord- og Sydamerika til en Ver- densdel ved Dannelsen af Panama-Tangen netop indtraadt i Mellemtiden mellem de pliocæne og postpliocæne Dan- nelsers Aflejring. For at forstaa, med hvad Ret disse Formationer be- tegnes som miocæne, pliocæne osv., vil det være nødven- digt at kaste et Blik paa nogle af Nordamerikas geolo- giske Forhold. I en forsvunden Tid bestod de nærværende forenede Staters Omraade nemlig af to store Øer, Alle- ghany-Bjærgene og Klippebjærgene; mellem dem var der Hav, hvor nu de havlignende, næsten vandrette Prærier brede sig. Gaa vi tilbage til Kridttiden, ere selve Klippebjærgenes mægtige Masser forsvundne under 254 Havfladen; enkelte høje Punkter kunne i det højeste have hævet sig op over denne som Øer. Men ved Slutningen af dette Tidsrum vare de Nedlag, der mu danne hint uhyre Bjærgplateau, hævede — ganske langsomt sandsyn- ligvis — op imod eller tildels lidt over Havets Overflade, saa at de afgrænsede fra det stille Hav det store Hav- bækken, hvori de Kridtformationens mægtige Lag, som danne de nuværende Prærier, afsattes eller vare afsatte; denne Landets Hævning fortsattes stadig gjennem hele Tertiærtiden, i Førstningen uendelig langsomt, senere meget raskere; man har et Maal derfor i Landets tilta- gende Stigning alt som man fra Mississippi nærmer sig Klippebjærgenes Fod; da den var naaet til en vis Højde, var dog en meget stor Del af de nærværende Prærier optaget af 4—5 uhyre Søer, oprindelig store flade Laguner eller Saltsøer, der ved Udvaskning forvandledes til Brakvands- og senere til Ferskvandssøer, og i hvilke de fra Højlandet kommende Elve udgøde sig. I en senere Del af den tertiære Periode bleve fremdeles disse. Søer og de i dem samlede Nedlag lagte tørre; Grunden dertil være nu, at Kli- maets Tørhed bragte Søerne til at fordampe, eller at Vandet efterhaanden banede sig andre Veje, mere og mere samlede sig i dybe Flodlejer og søgte ud til Havet. Selv om disse Tertiærtidens Ferskvandsdannelser paa mange Steder ere bortskyllede igjen eller bortskurede af Glacialtidens mægtige Ishøvl, saa er der dog påa mange Steder bevaret større eller mindre Partier af dem; et saadant er f. Ex. et Distrikt paa begge Sider af Missouri under 48” N. Br., t Nærheden af Judith-Floden, der ligeledes fører Navn af »det slemme Land« (»The: bad | Lands of the Judith«) og i det hele frembyder en ganske lignende Karakter som de sydligere Egne, der benævnes 295 paa samme Maade. Dette af hærdede Sand- og Lerlag udfyldte Bækken er 8 Mile" langt og -3—4 Mile bredt ; det er den ældste af disse Dannelser, og dets talrige Snegle- og Muslingskaller tyde paa, at det ikke var en ublandet Ferskvandsdannelse, men en Brakvandsdan- nelse. Af Pattedyr er der ikke fundet Levninger i denne Dannelse, der vistnok er afsluttet kort efter Kridttidens Udløb, og den interesserer os derfor her ikke nærmere. Til den ældre tertiære (eocæne) Periode hører endvidere en stor, mindst 2000 Fod mægtig Brunkulsdannelse med talrige Levninger af de frodige Skove, der voxede ved Bredderne af den store Sø (først Brakvands-, siden Fersk- vands), hvori den blev afsat — Platan, Løn, Ælm, Pop- pel og Viftepalmer — og muligvis strakte sig lige til det stille Hav mod Vest og Ishavet mod Nord; der findes Levninger af Skildpadder og Krokodiler i den, men endnu ingen Pattedyr, og det faste Land om dens Bredder kan heller ikke endnu have havt nogen stor Udstrækning. Ved »den hvide Flod« ligger denne ældre tertiære Brun- kuldannelse netop under de mindst 1000 Fod mægtige Ler- og Mergellag med indblandede Sand- og Kalklag, som danne de ovenfor omtalte »Mauvaises Terres« i Da- kotah, og disse kunne derfor med stor Sandsynlighed henføres til den mellemtertiære (miocæne) Periode. Mær- keligt er det, at der — med Undtagelse af en Skild- paddeart, der er hyppig nok, og en enkelt Landsnegl — kun er fundet Levninger af Pattedyr (hverken af Fugle eller Fiske f. Ex.) i denne Dannelse”). Dannelserne ved +) Lokale Fund af miocæne Pattedyr, åantydende Tilstedeværelsen af lignende miocæne Dannelser, mangle ikke fra adskillige andre Steder i Utah, Colorado, Californien, Texas osv. Det er derfor 296 Niobrara og den saakaldte »Loup-Fork« af Plattefloden, der kun have en "Mægtighed af 3—400 Fod (løst Mergel og Sand) og ere afsatte i de Kløfter og Fordybninger, som ved Åtmosfæriliernes Indflydelse vare langsomt blevne udgravede i den underliggende miocæne Formation, efter at dette Ferskvandsbækken var lagt tørt, høre derfor uden Tvivl til den yngre tertiære (pliocæne) Tid. Af dens Patte- dyrlevninger tilhøre nogle maaske allerede Arter, der endnu leve paa Jordkloden, saafremt ikke disse Arters Levnin- ger med Uret ere blevne henførte til denne Periode og i Vir- keligheden hidrøre fra en meget yngre Tid. — Mærkelig nok synes der næsten ikke at kjendes miocæne%) eller pliocæne Dannelser med Pattedyrlevninger i det østlige Nord- amerika, øst for Alleghany-Bjærgene; derimod er der fundet mange Pattedyr fra den posttertiære (postpliocæne eller kvaternære) Periode; ved Siden af mange uddøde Typer er der her mange endnu levende nordamerikanske Pattedyr eller Former, som i alt Fald staa disse over- maade nær. Om dette hidrører fra, at man hidtil — lige- som i Europa og Brasilien — ikke har været ret i Stand til at drage Grænse mellem de Dyrelevninger i Knokle- huler osv., der hidrøre fra den egentlige kvaternære Periode, og dem, der hidrøre fra den forhistoriske Del af den nær- værende, eller om -der virkelig finder en jævn Overgang Sted mellem begge, skulle vi lade være usagt. Vi have altsaa at skjelne mellem 3 forskjellige Pattedyr-»Skab- meget muligt, at der har existeret mange andre mindre Fersk- vandssøer i denne Periode. +) Der nævnes kun to saadanne Arter fra New Jersey (Anchippodus riparius og Elotherium leydyanum. (Der er her ikke Tale om Hvaler og andre Havpattedyr.) ; 257 ninger« (om vi for Kortheds Skyld tør bruge dette Ud- tryk) i Nordamerika foruden den nærværende: to vest- lige, forskjellige i Alder og temmelig forskjellige i Sammen- sætning, uagtet de hidrøre fra de samme Egne: en miocæn (»Mauvaises Terres«) og en pliocæn (Niobrara); en østlig (postpliocæn), der atter er aldeles forskjellig fra de to ældre vestlige, men maaske glider jævnt over i den nærværende. Vi ville afhandle dem efter Tidsfølgen, be- gyndende med den ældste. a. IDakotahs Miocændannelser har Leidy ment at erkjende et halvhundrede Arter; største Delen af disse vare Hovdyr, dels Drøvtyggere, dels Tykhude. Blandt disse sidste synes der at have været flere Arter " af smaa hesteagtige Dyr, saakaldte Anchitherier, d.v.s. Heste, hvis Kindtænder meget ligne Palæotheriernes, og som saaledes bidrage til at knytte Tapir- og Hestegruppen nærmere sammen; Næsehorn- Gruppen var ikke repræ- senteret af mange Arter, men af talrige Individer, hørende til to Slægter; den ene en virkelig, men kullet (hornløs) Næsehorn (Aceratherium), 1 mindre end den store indiske enhornede; den anden en ligeledes hornløs lille Form (Hyracodon), ikke halv saa stor som den indiske Næse- horn ; ved at være udstyret med 3 Fortænder og 1 Hjørne- tand i hver Kjæbe bidrager den formentlig til at udfylde " Gabet mellem Nutidens Næsehorn og Tapirer. Betydelig større end nogen af de foregaaende var en stor uddød Tykhud (Titanotherium), med Hensyn til hvilken det er uvist, om den sluttede sig nærmest til Palæotherierne eller til Anoplotherierne>). Kindtænderne forholdt sig som hos den først nævnte Gruppe, men Tandrækken var næsten %) Om disse uddøde Hovdyr se dette Tidsskrifts første Bind S. 14. Fjerde Række. V. ere 258 lige saa sluttet (d. v. s. uden den hos Hovdyrene sæd- vanlige store Afbrydelse mellem Hjørne- og Kindtænder) som hos de sidst nævnte. Svinenes Gruppe synes at have været repræsenteret af adskillige Arter, dels større (Elotherium), dels mindre; de ægte Drøvtyggere maaske Fig. 8. Hovedskal af Elotherium. af lamaagtige Dyr og af en Dværghjort, men fremfor. alt af en uddød Gruppe (Oreodon), som hidtil ikke er funden udenfor Nordamerika; ligesom Anoplotherierne” fra — SE fil An! i D File LAND IND DSUBK D i KERN) id HS DØ SATS ENS N LÆ TIMEN [ Å 62/7. n i N | GÅ ) (Vin Fig. 9 Hovedskal af Oreodon majus samt en Tandrække af sammes Overkjæbe, set nedenfra. Tykhudenes Side nærme sig meget til Drøvtyggerne, an- tyder denne Slægt en lignende Tilnærmelse fra den mod- satte Side; de ægte Kindtænders Form og Bygning, der aldeles er Drøvtyggernes, hæver enhver Tvivl om, at det jo er til denne Orden de høre; men en uafbrudt Tand- række, bestaaende af 5 Fortænder og en skarpkantet, tre- NL! 259 eller tvesidet Hjørnetand i hver Kjæbe7) foruden Kind- tænderne, er noget aldeles ukjendt hos nulevende Drøv- tyggere, og Hovedskallens hele Form erindrer stærkt om Navlesvinets, ligesom ogsaa Lemmernes Bygning synes at minde mest om Svinene; ligesom hos disse og en enkelt Drøvtygger (den vestafrikanske Dværghjort) vare de to midterste af de fire Mellemhaandsknokler ikke sammen- voxne. Horn havde de ikke. Af Størrelse vare nogle som Faaret, andre større (mellem Kamel og Lama) eller mindre (som Dværghjortene). Man kunde efter Leidys Mening benævne dem kortelig »drøvtyggende Svin«; de levede uden Tvivl selskabelig; af én Art mener Leidy at have havt Stykker af ikke mindre end 3500 Exemplarer i Hænde. De forefundne Levninger af Gnavere, — deriblandt Repræsentanter baade for Haren, Egernet (eller Murmel- dyret), Bæveren og Rotten — og Insektædere ere for faa til at gjøre særlig Fordring paa vor Opmærk- somhed; derimod er der adskillige interessante Levninger af Rovdyr i denne Dannelse; Ulven og Ræven repræ- senteres af et Par Arter af den ogsaa fra Europas Ter- tiærdannelser bekjendte Amphicyon, der, naar man holder sig til Tandformlen som det skarpeste Udtryk for Rovdyrslægternes Ejendommeligheder og Slægtskabsforhold, kan opfattes som en Hund med 1 Kindtand mere i hver Kjæbeside eller i alt Fald i Overmunden; den ene Art var af Størrelse som Præri-Ulven, den anden som Præri-Ræven. Den frygteligste og blodtørstigste Fjende, som Datidens =) Efter Gervais?s Mening var der kun 2 Fortænder (d. v.s.3Zi Overkjæben og 3 i Underkjæben paa hver Side), men den første Kindtand i Underkjæben havde en lignende hjørnetandagtig Form som hos Kamelerne; denne Opfattelse. er vistnok den rigtigere. ie 260 Oreodonter og andre Hovdyr havde, var en Art af Bjørnens Størrelse af Slægten Hyænodon, en ligeledes fra Eu- ropas Tertiærdannelser kjendt Form, af uklare Slægtskabs- forhold — man kan hos den finde Ligheder baade med lg SÅ Fig. 10. Hovedskal af Hyænodon. , Katte, Ulve og Hyæner — udmærket ved sin lange Række af 6—7 skarpe Sav- og Rovtænder, der ikke efterfølges af nogen Knudetand; af de to andre Arter var den ene 1 eller 1 mindre, den anden af Størrelse som den almindelige Ræv. Af Slægten Machairodus eller »Sabelkatten« — store Kattearter med Kattens Tandformel for Resten, men med overordentlig lange og store, sammentrykte, sabel- dannede Hjørnetænder i Overmunden, hvis Levninger ere fundne i mellem- og yngre-tertiære Lag i Europa, Asien og Sydamerika — fandtes to Arter, af hvilke den bedst kjendte var noget mindre end Kuguaren. -Samme Stør- relse havde Dinictis, en »Sabelkat«, der foran og bagved Kattens tre sædvanlige Tænder i Underkjæben havde faaet en ubetydelig lille Tand til. 261 Det vil ikke undgaa Læserens Opmærksomhed, at der mellem de her opregnede Dyreformer, ligesom i andre tertiære Dannelser, er adskillige Typer, der lige- som udfylde Huller eller Gab i den nærværende Række aflevende Skab- ninger og derfor have SANNAN SÅS RÆRRRRRRNNN SNS NV SAN N RV NS ass SQ N SNG MAN RY noget tilfælles med for- skjellige af 'disse; fra saadanne »synthetiske« RA harakiseredei Fig. 11. Kjæber af Dinictis. Former, der i sig forene flere Slægters eller Familiers »Karakterer« eller ligesom, indeholde Spirerne til flere yngre Typer, har man ikke vanskeligt at tænke sig disse udkløvede i Tidernes Løb, om det end ikke er muligt at "paavise det hypotetiske Stamtræ i sine Enkeltheder. Fremdeles maa det udhæves, at adskillige af de oven- nævnte Slægter ogsaa ere fundne i Europas ældre tertiære Lag, saa at Forholdet mellem disse to Verdensdeles Pattedyrliv i hin Periode ikke synes at have været meget forskjelligt fra det nærværende; paa ejendommelige Typer manglede det dog ikke, hvorpaa Oreodon fremfor alt er et Exempel. b. Nebraskas Pliocæn-Dannelse er mindre rig påa Arter og Slægter; man har ikke fundet en eneste Art, der er fælles for denne og den foregaaende, næppe nok en eneste Slægt; dog kan dette sidste vel være tvivlsomt, da ikke faa Former i begge Dannelser endnu kun ere meget ufuldstændig kjendte. Der nævnes 3 Rovdyrformer, af hvilke Pseudailurus (Katte med en Savtand mere i hver Kjæbe) bør fremhæves, da den dog er grundet paa en halv Underkjæbe, hvorimod de to 262 andre ere opstillede hver paa sin isolerede Kindtand og altsaa høre til de Former, med hvilke man hellere maatte være forbleven aldeles ubekjendt; endvidere 1 Bæver ogl Gnaverpindsvin. Oreodon-Gruppen var endnu repræ- senteret af 3 Arter; Kamel- og Lama- Gruppen af ikke mindre end 6, af hvilke nogle i det mindste ere sikre nok; end videre en Antilope med kløvede Horn, mindende om den nulevende Præri-Antilope, en virkelig hornet Næse- horn; talrige Arter af en- eller tretaaede virkelige Heste (Equus, Hipparion”), der ligesom en Elefant- og en Ma - stodon- Art (Elephas imperator og Mastodon mirificus) antyde en Tilnærmelse til den følgende Periode. c." Af den kvaternære Periodes Pattedyr ville vi se bort fra de Arter, der endnu leve i eller uden- for det middelvarme Nordamerika”), og om hvilke det derfor tildels endnu kan være uvist, om deé smed Rette kunne føres tilbage til hin tidligere Jordperiode. —… Med større Interesse dvæle vi ved de Familier, der aldeles ikke ere repræsenterede i den nærværende oprindelige nordamerikanske Pattedyrfauna: navnlig Hestene, der jo ere en Nordamerikas Urboere før dets Opdagelse ved Europæerne ganske ubekjendt Dyreform, men hvoraf Leidy opfører 7 fossile Arter: 1 Hipparion- og 6 Equus- "Arter, deriblandt fossile Arter fra K alifornien, Mexiko og Kuba; dernæst Kæmpe-Dovendyrenes mærkværdige, nu aldeles uddøde Gruppe=%f), som i den her omhandlede Periode var fælles for Nord- og Sydamerika, men ukjendt " Om de fossile Heste s. d. følgende S. 275. £%) Dette sidste er f. Ex. Tilfældet med Tapiren og Polaroxen; andre : staa i det mindste de nulevende saa nær, at deres Forskjellighed fra disse (f. Ex. Bootherium fra Polaroxen, Bos latifrons fra Bison- oxen osv.) kan anses for tvivlsom. &X%) Se dette Tidsskrift lste Bd. S. 22—24, 263 udenfor Amerika, repræsenteret i Nordamerika af 7 Arter, hørende til 5 Slægter (Megatherium, Megalonyx, Mylodon osv.) Alle Levninger af nordamerikanske Kæmpe- Dovendyr ere dog med faa Undtagelser fundne i de sydlige Stater (ogsaa paa Øen Kuba, der nu er aldeles blottet for større Pattedyr, er der fundet Levninger af disse Dyr), som maaske den Gang havde et endnu varmere, mere ægte tropisk Klima end nu, i hvilket Tilfælde det jo vilde være naturligt nok, åt en sydamerikansk Gruppe gik højere op, end det nu er Tilfældet med-dens nærmeste Repræsen- tanter i Nutiden. Af hele denne uddøde Gruppe, der tæller mindst 13 Arter, er i øvrigt ifølge Leidy ikke en eneste Art fælles for Nord- og Sydamerika. Af Former, som det er mindre overraskende at træffe i Nordamerikas fossile Fauna, kunne her endvidere nævnes: et Flod - svin (Capivar, Hydrochoerus) fra Syd-Carolina; to store Arter af Haremus (Chinchilla) -— en Gruppe, der nu har hjemme i de sydamerikanske Anders højere Regioner — fra den vestindiske Ø Anguillas Huler; en uddød Bæver- form (Castoroides), forskjellig fra den nulevende; en Ele- fant (El. americanus) samt den berømte Ohio-Elefant (Mastodon americanus), hvis Levninger ere saa hyppige overalt i Nordamerika; en uddød Form af Navlesvin (Platygonus).%) Der er ligeledes Spor til, at Lama- Typen heller ikke i denne Periode har været fremmed for - Nordamerika, og Løven er repræsenteret af den maaske med den europæiske Huleløve identiske Felis atrox. +) Et godt Exempel paa, hvor usikker Bestemmelsen af isolerede Levninger er, er følgende: Cope har opstillet en Art af Squa- lodon (s. S. 264) paa en enkelt Tand; denne er imidlertid efter | Leidy den øvre Hjørnetand af et Navlesvin, ja rimeligvis af det samme Individ, hvis andre Hjørnetænder Cope rigtig havde hen- ført til et Navlesvin, ja denne Arts Forskjellighed fra den nu- levende Dicotyles torquatus er end ikke afgjort ! SW AA VI ED) d SN ll Ul SEND UD N y SER Seer HR ØD y AN == = = = = AM 264 Derimod høre de i Nordamerika oftere fundne Levninger af den mærkelige uddøde Slægt Squa- lodon — mægtige Havpattedyr (Hvaler?) med Sælhundetænder, som ligeledes ere vel bekjendte fra visse af Europas Fortidslag — ikke til den kvaternære, men tvertimod til den ældre - ter- tiære (eocæne) Periode. Vir- kelige Hvaler maatte, hvis man turde gaa efter den lange Række Navne, der er tildelt de fundne Levninger, ligeledes have været meget. stærkt repræsen- terede i det miocæne Tidsrum; men de ere for største Delen kun kjendte af enkelte Knokler og maa derfor indtil videre be- .tragtes som meget usikre. Aber ere ikke fundne fossile i Nord- amerika+), ei heller er der hidtil, forsikrer Leidy, fundet Men- neskeknokler eller Konstpro- dukter i en saadan Forbindelse med uddøde (kvaternære) Arter, Fig. 12. Skitse af Hovedskallen aft åt der er nogen som helst Grund Squalodon. Kjæberne ere tænkte op- mejslede, saa at man ser Tandrød- derne; i en Del af Underkjæben ses kun Tandhulerne, til at antage dem for at have været samtidige. +) Saavidt vi erindre, har man senere i det vestlige Nordamerika fundet Levninger af formentlige Halvabeformer, hvilket … vilde være en meget mærkelig Opdagelse. 265 I de Aar, der ere forløbne, siden Leidy afsluttede det større Arbejde, som vi her have refereret, ere de uddøde nordamerikanske Pattedyrs efterladte Levninger blevne stærkt efterstræbte ved Tog mod (det ikke længere saa »fjerne«) Vesten, og mange interessante Ting ere fundne. Men Efterretningerne om dem ere endnu saa spredte (Smaa- artikler i mange forskjellige Tidsskrifter), saa ufuldstændige og tildels saa modsigende, at vi her ville se bort fra dem og lade dem ligge, indtil de antage en saadan Skikkelse, at man kan anvende en lille Smule Kritik paa dem, og de ere blevne noget mere anskuelige. Dog er der en Opdagelse, med hvilken vi ville gjøre en Undtagelse. I de ældre tertiære (eocæne) Lag i Staten Wyoming er der opdaget tykhudede Pattedyr (Dinoceras) af Elefant-Størrelse og med elefantagtige Lemmer osv., men med det højst mærkelige Hoved, som her er afbildet, lige mærkeligt ved Fig. 13. Hovedskal af Dinoceras. sine Tandforhold — ingen Fortænder, uhyre sammen- trykte Hjørnetænder (eller Stødtænder, som man her pas- 266 sende kunde kalde dem) og yderst smaa Kindtænder af. en i øvrigt hos mange Planteædere og Hovdyr ikke ual- mindelig Form — og ved sine 6 »Horn«: 2 smaa Knuder paa Næsebenene, 2 større foran Øjnene og 2 endnu større og mere flade (sammentrykte) hvert paa sin Side af Issen. (De have dog vistnok tildels snarere baaret Hornknuder end egentlige »Horn«). Dette er ganske vist en meget mær- kelig Kombination af Karakterer, der, som det synes, endog har været udpræget i adskillige Arter og flere Slægter, og saaledes paatvinger os den Overbevisning, at den tilhørte en egen, tidligere baade som levende og som fossil aldeles ukjendt Hovdyr-Gruppe. 3. Et af de mærkeligste naturlige Findesteder for Levninger af Fortids - Pattedyr opdagedes 1835 af en engelsk Oldforsker, Finlay, ved Foden af det be- rømte Pentelikon i Attika; det fører Navn af Pikermi efter en Avlsgaard der i Nærheden. Dets Dyrelevninger ere tildels blevne behandlede af flere tyske Naturforskere (Wagner, Roth, Beyrich og Hensel), men Hoved- værket over dem er af en fransk Geolog, Albert Gau- dry), som under to Rejser til Grækenland samlede der flere tusende Knokler, hørende til 356 Individer af 43 Arter af Pattedyr; et Par Arter, som G. ikke fandt, ere beskrevne af andre, saa at det hele fra denne Dannelse bekjendte Artsantal kan sættes til 45 eller — hvis nogle meget usikre Former medregnes — til henved 50 Arter. Disse Dyrelevninger tilhøre den miocæne Tid, men, som det synes, et yngre Afsnit af denne; af hine 43 Arter er der 15, som ere fundne i andre af Europas mellem-tertiære Dannelser (Eppelsheim, Ungarn, Bessarabien %). Animaux fossiles et Géologie de PAttique. 1862—67. 267 osv.), altsaa c. 1 af det hele Antal; ingen af dem er funden i ældre Dannelser, en enkelt («Sabelkatten«) maaske i yngre (pliocæne); alle ere de, synes det, uddøde som Arter, lidt over Halvdelen synes endog at tilhøre uddøde Slægter. — For at dømme om, hvad man kan slutte eller ikke slutte af en saadan Knokkelophobning, maa man have nogen Forestilling om, paa hvad Maade den er bleven til. Det er ikke som »det slemme Land« ved Klippebjærgenes Fod en gammel Søbund, man her har for sig. De Dyr, der strejfede om paa Attikas Bjærge i hin Tid, da dette Land sandsynligvis ikke var adskilt fra Asien ved Ægæerhavet, efterlode jo deres Knokler paa det Sted, hvor de fandt Døden, af og til altsaa ogsaa . paa Pentelikon; Regnvandet flyttede dem da lidt efter lidt ned ad Bjærgets Skraaninger og afsatte dem tilligemed det Dynd og de Smaastene, det ligeledes førte med sig, ved dets Fod; paa denne aldeles tilfældige Maade opstod der her lidt efter lidt i Løbet af meget lange Tidsrum paa dertil gunstige Steder etc. 9 Fod mægtigt, mere eller mindre knokkelrigt, rødt Lerlag, der senere. dækkedes af andre Dannelser; en lille Bjærgbæk har senere igjen banet sig Vej ned til det, saa at det nu er kommet til Syne flere Steder paa begge Sider af dens Leje; de c. 5000 Knok- ler, som Gaudry har samlet, har han bragt til Veje ved ” at bearbejde en Strækning af 300 Skridts Længde og 60 Skridts Bredde med Hakke og Sprængkrudt. En ti Gange større Strækning ligger hen til fremtidig Undersøgelse. Paa Grund af Dannelsens hele Oprindelse findes Knok- lerne snart tættere sammenhobede, snart mere spredte; aldrig finder man paa et Sted samlet alle til samme Skelet hørende Knokler, sjælden nok nogle faa, der hørte til samme Individ; Levningerne af de forskjelligste Årter 268 findes derimod blandede imellem hverandre; ikke desto mindre er der ikke faa af disse Dyr, af hvis Skelet man kjender såa meget, at man har kunnet udkaste en næsten fuldstændig billedlig Fremstilling af dem. Det er en mærkelig Fauna, hvormed man her gjør Bekjendtskab; over Halvdelen var Hovdyr, tildels af en meget anselig Størrelse (Næsehorn, Elefant, Mastodon , Dinotherium, Giraffe, Helladotherium, talrige Antiloper, tretaaede Heste osv.); der var ogsaa et anseligt Antal (c. 1 af det hele) Rovdyr; men udenfor disse to Pattedyrgrupper kjendes kun 3 Arter: en Abe, et Gnaverpindsvin og en Gumler. Smaapattedyr mangle fuldstændig, hvilket er en ganske naturlig Følge af, at de store Dyrs tunge Knokler og de smaa Dyrs lette ikke af de samme Vandstrømme kunde blive aflejrede paa de samme Steder. En Dannelse som denne giver Anledning til flere lærerige Betragtninger. Det er ganske vist trods al dens Ufuldstændighed en af Naturens rigeste og tydeligst skrevne »Aarbøger«, vi her have for os... Men hvor ufuldstændig maa ikke efter sin Natur en slig »Naturens Aarbog« være! Hvor faa af dens Blade ere blevne læste! Hvor mange af disses Skrifttegn ere gaaede tabte under Læsningen! Og hvor overordentlig sjældent maa det ikke have været, at Naturen overhovedet forfattede en slig Aarbog! og hvilket sjældent Held at opdage den! — Man lærer deraf, hvor over- ordentlig ufuldstændig vor Kundskab om Fortidens Dyreliv er og altid maa blive, hvor usikre alle Slutnin- ger om. Dyrelivets Historie! Det, som vi ikke vide noget om og ikke kunne faa noget at vide om, vil altid være mange Gange mere, end det vi vide; om Landjordens Be- boere gjælder dette i alt Fald, mindre maaske om Havets. Og disse ubetydelige røde Lerlag, der indeholde Knokler 269 og Tænder af mange tusende Dyr, hvilket uhyre Tidsrum have de ikke krævet til deres Dannelse! Hvilken Maale- stok for Jordlivets Uendelighed afgiver ikke denne ubetydelige, hverken ved Mægtighed eller Udstrækning udmærkede Lokaldannelse, der kun repræsenterer en (yngre) Underafdeling af. et Afsnit (det miocæne) af en Jordperiode (den tertiære)! Ja Tanken svimler visselig, hvad enten den vil udmale sig Længden af de Tidsrum, hvorom der i Studiet af Jordhistorien er Tale, eller den vil dvæle ved Størrelsen af den Opgave, den forskende Menneskeaand har sat sig, sammenlignet med de Midler, der er givet den til at løse den. Dog, lad os vende os fra disse Betragtninger til den mere fornøjelige Beskuelse af de Herligheder, Gaudry har udgravet og bredt ud for os! Den græske Abe (Mesopithecus pentelicus) har en ikke ringe Interesse derved, at dens Skeletdele og Hovedskaller foreligge i temmelig stort Antal; vel har man allerede tidligere paavist Aber i andre af Europas Tertiærdannelser, men altid paa et saa ringe Materiale, at der kunde blive Tvivl tilbage, dels om det overhovedet var Aber, dels om hvad Slags Aber det var”). G. har £) Cuvier kjendte endnu ikke fossile Aber; i Aarene 1836 og 1837 fik man de første Meddelelser derom ikke alene fra Indien og Brasilien, men ogsaa fra Frankrig, hvor Lartet fandt Kjæben af en med Gibbonerne beslægtet Abe (Pliopithecus antiquus), og se- nere har samme beskrevet en anden fossil fransk Abeform af de højere Abers Gruppe (Dryopithecus Fontani), grundet påa en Under- kjæbe, Overarm m. m., og Gervais har opstillet en Macacus priscus og en Semnopithecus monspesulanus (Underarm, Tænder) fra en pliocæn Ferskvandskalk ved Montpellier. Fra England har Owen beskrevet Eopithecus eocænus og Macacus pliocænus, men den første af disse gaar ud igjen, da Owen selv har erkjendt, at det var Dele af et Hyracotherium! — Ogsaa fra Wirtemberg kjendes en Art (Golobus grandævus), fra Italien to (en Macacus og en Cercopithecus), og fra Schweiz to (Pliopithecus platyodon og Coenopithecus lemuroides) 270 hjembragt ikke mindre end 20 Hovedskaller af dette Dyr foruden isolerede Kjæber og desuden Knokler af næsten det hele Skelet; det har derved vist sig, at det er en Abe, der staar midt imellem de smækre «Marekatte« (Semnopitheker) og de mere plumpt byggede, bavianagtige Makaker; den havde de førstes Hovedform og Tænder, de sidstes kortere og mere kraftig byggede Lemmer; den hørte derfor sikkert ikke til de Arter, der færdedes jævnlig i Træerne, men passede godt til at bebo krat- bevoxede Bjærgegne. Man skjelner uden Vanskelighed Hannerne fra Hunnerne paa de længere Hjørnetænder hos de først nævnte saa vel som ved Forskjellen i Størrelse. De levede uden Tvivl flokkevis ligesom Nutidens beslæg- tede Arter. Den eneste i Pikermi fundne Gnaver er et Gnaver- pindsvin (Hystrix primigenia), der kommer meget nær til den i Sydeuropa endnu levende Art (H. cristata), men var 1 eller 1 større”)... Den Gumler (Ancylotherium), hvis Lemmer og Fodknokler man har fundet i Pikermi, er en ikke mindre mærkelig Skabning end Kæmpedyrene i Amerika; der er i Frankrigs Tertiærdannelser fundet Levninger af et lignende Væsen (Macrotherium); dog er der ikke saa lidt Forskjel imellem dem, navnlig var det sidst nævnte rimeligvis et mere klatrende Dyr end det græske. Deres nærmeste Slægtninge ville vel være at søge mellem Nutidens Skældyr eller Jordsvin +) Ogsaa dette Dyr er et mærkeligt Exempel paa, hvor usikker -Be- stemmelsen af enkelte Tænder er. Først fik A. Wagner (en udmærket Kjender netop af Pattedyrene) en Fortand; derpaa op- stilledes Slægten Lamprodon; senere fik han to Kindtænder, der henførtes til en Bæver (Castor atticus). Da Gaudry fik en hel Underkjæbe, saa har, at hin Fortand og disse Kindtænder tilhørte det samme Dyr, og at dette var en Hystrix! 271 (Orycteropus), og det vil maaske vise sig, at de stode i et lignende Forhold til disse som Kæmpedyrene i Ame- rikas Tertiærtid til Nutidens Dovendyr og Bæitedyr; da man kun tildels kjender deres Lemmebygning og slet ikke deres Hovedskal, kan man endnu ikke ytre sig bestem- tere derom; men af de fundne Knokler fremgaar det tydelig nok, at Ancylotheriet var et Dyr af Kæmpestørrelse, som en Næsehorn, med en lignende plump og klodset Lemme- bygning og svære klodsede Krogpoter, hvis Tær og Klør altid holdtes i en krumbøjet Stilling. En saadan Fod- form gjør ikke sin Besidder til et hurtigt eller let bevæ- seligt Dyr; man kommer nærmest til at tænke paa en kæmpestor, i plumpere Form omskabt Jord-Myresluger, og kan man end nok tænke sig en slig Skabning kravle eller sjokke omkring paa Åttikas skarpe Marmorfjælde, har man dog lidt ondt ved at tænke sig det finde sin Føde i Myrer eller andet lignende Kryb — hvilket dog vel for øvrigt, naar der blot er nok deraf, ikke er umuligere, end at store Hajer og Rokker, ikke at tale om Hvaler, finde deres Føde i smaabitte Krebsdyr. - Af Pikermis Rovdyr ville vi først omtale dem, der komme nulevende Former saa nær, at man har kunnet sætte dem i samme Slægt: en Maar, en Hyæne og tre Kattearter. Maaren (Mustela Pentelici) er kun kjendt af en Underkjæbe, der tyder paa en Art lidt større end de "nulevende; det er en af de faa Former i den græske Fortidsfauna, der peger noget mod Nord; den hele øv- rige Fauna gjør et afgjort sydligt, nærmest afrikansk Indtryk. Hyænen (Hyæna eximia) er derimod næppe større end de nulevende Arter, til hvilke den slutter sig meget nøje, og af hvis Tandforhold den laaner et Træk "hos én Art, et andet hos en anden; den kan nærmest 272 betragtes som en Mellemform mellem den stribede og den plettede Hyæne, — En anden Hyæneform (H. Chæretis), " hvoraf man kun kjender Underkjæben, synes at fjærne sig noget mere fra de nulevende Hyæner og at vise en let Tilnærmelse til Viverrerne. Af ægte Katte var der en Årt, som i Størrelse kunde fuldkommen maale sig med Jaguaren; en anden, der var lige saa stor som den afrikanske Panter, men smækrere af Bygning; en tredie var mindre end Panteren, men større end en »Karakal« ; og en fjerde endelig var ikke meget større end den nu- levende Vildkat. Allerede blandt disse forskjellige Rovdyr- former af endnu levende Slægter synes der at have været tilstrækkelig Forskjel i Størrelse og Levemaade til at kunne tilvejebringe den rette Ligevægt mellem de tærende og nærende Medlemmer af. det dyriske Samfund: Former, der kunde magte de store og de smaa Drøvtyggere, de smaa Pattedyr og Fuglevildtet, saa vel som Aadselædere, der fortærede de Indvolde og Knokler, som de store Rovdyr lode ligge. Men foruden dem var der en hel Række andre Former, som stode de nulevende fjærnere; f. Ex. den frygtelige »Sabelkat« (Machairodus cultri- dens7), hvis Størrelse, der overgik Løvens og Tigerens (men dog stod tilbage for Huleløvens), uhyre Kløer og frygtelige, sammentrykte, skarpt kantede (i Randen fint tak- kede) og dolkformige Hjørnetænder satte den i Stand til at binde an med de større (om end ikke med de største) Tykhude; andre Arter udfylde Mellemrummet mellem Nu- tidens Viverrer (Desmerkatte) og Hyæner og styrke saa- ledes den Opfattelse, at de sidst nævnte virkelig ere at +) I det følgende Afsnit, om Sydamerikas fossile Pattedyr, komme vi tilbage til denne Dyreform og ville da maaske faa Lejlighed til at meddele Afbildning af dens Hovedskal eller Skelet. 273 henføre til Viverrernes store Familie; saaledes en Hyæ - nietis (Hyæner med en lille Knudetand i Underkjæben og en større Knudetand i Overkjæben end hos de ægte Hyæner); 3 Ictitherium- Arter, d. v. s. Viverrer med noget hyæneagtige Tænder, af hvilke den mindste staar Desmerkattene meget nær, medens den anden nærmer sig til Hyænerne og den tredje endnu mere ligner en lille Hyæne. Ogsaa i Størrelse stode disse Arter midt imellem Viverrerne og Hyænerne, hvilke sidste de uden Tvivl nær- mede sig meget i Levemaade; I. robustum, det hyppigste af alle Pikermis Rovdyr, hjalp uden Tvivl Hyænerne med deres Arbejde, at fortære de talrige Hovdyrs Aadsler, Promephitis, der ved sine Tandforhold gjør Overgangen mellem de mere kjødædende Maarformer (Maar, Ilder) og de mere altædende eller i alt Fald mindre udpræget kjødædende (Odder, Stankdyr); Simocyon, der hører til den Række af uddøde Former, som sammenknytte Hundenes og Bjørnenes i Nutiden vidt adskilte Familier, af Størrelse som en lille Panter, "men kun kjendt af . Underkjæben. De to nulevende Elefant-Arter. dele som bekjendt det Slægten anviste Omraade indenfor det hede Jord- bælte mellem sig; ingensteds forekomme de begge. Pen- telikon var rigere udstyret i denne Retning i den miocæne Tid; der fandtes ikke mindre end 2 Mastodon- Arter og mindst én Dinotherium- Art. Mastodonterne vare Elefanter i hele deres Udseende og Legemsbygning, men med en anden Slags Tænder; i Stedet for de talrige smalle Tandplader, som sammensætte en Elefant-Kindtand, havde Kindtænderne hos Mastodonterne 2, 3, 4 eller 5 Tvær- rækker af runde, toppede Høje eller Vorter, hvilke, hos nogle Arter mere, hos andre mindre, smeltede sammen til Fjerde Række. V. 18 274 Tværrygge eller Tværvolde, adskilte ved dybe Dalef); de to græske Arter høre hver til sin Type i denne Hen- seende; foruden Stødtænderne i Overmunden (der hos nogle Årter i det mindste udmærkede sig ved deres Længde og lige. smækre Form) havde de større eller mindre, maaske. tidlig udfaldende Stødtænder i Undermunden. Dinotheriets Hovedskal og Tandforhold forudsætte vi be- kjendteff); man kjendte tidligere kun meget faa Lemme- knokler, som man kunde tilskrive det, og der var derfor meget delte Meninger, om det var et firfødet elefantagtigt Dyr med Snabel og Klumpfødder, eller om det var en Kæmpe-Søko med smaa luffeagtige Forben og uden Bag- ben; Sagen var saa meget vanskeligere at afgjøre, som Elefant-Gruppen netop er den Afdeling af Tykhudene, med hvilke Søkøerne have mest Lighed i Bygningen af Hovedskallen. Efter at man nu i Bøhmen har fundet Dele af Dinotheriets Skelet (disse ere des værre endnu ikke blevne nærmere beskrevne) og ligeledes: i Pikermi Skulderblad, Underarm, Skinneben og Mellemhaandsben m. v., kan der ikke være Tvivl om, at Dinotheriet var . et elefantagtigt Dyr, nærmere beslægtet med Mastodon- terne end med de ægte Elefanter. De fundne Levninger ere af saa forskjellig Størrelse, at man vel kunde antage to Arter, en større og en mindre; men maaske er det kun en Kjønsforskjel. De større: Dinotherier kunne ikke have været under 7 Alen høje”) (for de nulevende Ele- %) Dog er Grænsen mellem de to Slægter Mastodon og Elephas mindre skarp end man kunde 'formode; Forskjellen udviskes næsten åf visse Arter af Mastodonter (Pentalophodon) og visse ligeledes: fos- sile Arter af Elephas. &%) En Afstøbning af Dinotheriets Hovedskal er opstillet i Universi- tetets zoologiske Museum i Hallen. +%%) Dette Middeltal er faaet ved at sammenligne Længden af Skinne- ben og Mellemhaand med. de tilsvarende Dele af nulevende Elefanters Skeletter. 275 fanter kan Højdegrænseén sættes til 5 Alen.) Af virke- lige Elefanter er der derimod ingen Levninger fundet i Pikermi. Dinotheriet var den daværende Dyreverdens " Konge, som Elefanten er det nu; Fjender havde det ikke, thi selv det med de frygteligste Vaaben udstyrede Rov- dyr, som har existeret, Machairodus, har næppe kun- net gjøre det Fortræd. — Ere Dinotherie-Levninger sjældne i Pikermi, saa ere til Gjengjæld Næsehorns- Knokler desto hyppigere; Gaudry har hjembragt over 700, tilhø- rende 22 Individer og 2—3 Arter. Den ene af disse (Rh. pachygnathus) er det efter Hovedskallen og Tænderne ikke muligt at adskille fra den nulevende (sorte) afrikanske Rh. bicornis; men efter Lemmerne, som ere lavere og sværere, ligner den mere den anden tvehornede (hvide) afrikanske Art (Rh. camus?). Rh. pachygnathus repræsenterer altsaa den afrikanske Typus med smaa Fortænder; Rh.Schleiermacheri, ligeledes en tvehornet Art, stod derimod den nulevende sumatranske Næsehorn meget nær, repræsenterede saaledes den nu- værende indiske Typus med store FortænderZ%), Ikke mindre' hyppige vare Hipparierne, d. v. s. Heste med udviklede Bitæer (som altsaa havde en Hovedtaa og to mindre Bitæer, der ikke naaede Jordenf%%), en Dannelse, +) Rh. camus (simus) skal leve af Græs, Rh. bicornis af Grene og seje Buske. Efter de lokale Forhold skulde man snarest antage, at den græske Art har havt den sidst nævnte Levemaade. Vi meddele andensteds en Oversigt over de nulevende Næsehorn, hvortil vi henvise. X) Et Underkjæbestykke med sin fuldstændige Kindtandrække synes 'end videre at antyde Tilstedeværelsen af en mindre Tykhudform (Leptodon), der stod midt imellem Næsehornene og Palæo- therierne. £%%) Andre Forskjelligheder mellem Heste og Hipparier ere følgende: Hipparierne have ligesom mange Drøvtyggere Taaregruber paa Kinderne foran Øjnene; Emaillelinierne paa Kindtændernes Tygge- 18' 276 som af og til træder op som Misdannelse hos de nu- levende Heste). Af dem har G. hjembragt 1900 Knokler hørende til 24 Individer, og han har derfor ikke havt Vanskelighed ved at rekonstruere deres Benbygning næ- sten aldeles fuldstændig”). Hipparierne optræde i Pikermi under to forskjellige Former: en med høje og spinkle og en med forholdsvis korte og tykke Fødder; men der sy- nes at være saa fuldstændige Overgange og Mellemformer mellem disse to Afarter, at man har maattet opgive at holde dem ude fra hinanden som selvstændige Arter. — Det kæmpemæssige Vildsvin, som man med en Hen- tydning til det gamle Sagn har givet Navn af Sus ery- manthius, slutter Rækken af Pikermis miocæne tykhudede Hovdyr. G. har samlet Knokler af 12 Individer, og det har altsaa ikke været sjældent; i systematisk Henseende stod det midt imellem det nulevende Vildsvin og det afrikanske Maskesvin (Sus larvatus); i Størrelse overgik det dem begge langt. ) | Blandt de talrige Drøvtyggere, som strejfede hen over Attikas Sletter og Bjærge i hin Periode, tildels i store Skarer%") som Nutidens Gaseller, havde Antilo- perne Hovedrollen; man kjender flere Arter derfra, til- dels i saa talrige Knokler, at man har kunnet udkaste restavrerede Billeder af deres Benbygning; der var An- flader ere krusede, fint foldede, og den femte lille Flig paa Over- kjæbens Kindtænder danner en afsondret lille Ø. En skarp Grænse er det alligevel vanskeligt at trække mellem isolerede Kindtænder af fossile Heste- og Hipparion-Arter. +) [I Vaucluse og ved Eppelsheim findes deres Levninger ligeledes i Tusendvis; de levede aabenbart i Flokke som Nutidens. vilde Æsler og Heste. +%) Af Tragoceros amaltheus har G. samlet. Knokler af 50. Indi- vider; ligeledes af Gazella brevicornis; af Palæoreas Lindermayeri 36; af Helladotheriet 11. DNA tiloper med lange lige Horn, med spiralsnoede Horn, med Lyrehorn og med sammentrykte Gedehorn; der var smaa kullede Former, der kunne sammenlignes med Nutidens Skovbukke; ingen af dem kommer dog rigtig nær til be- stemte Arter af nulevende Antiloper; hvor fine end de Modifikationer ere, hvori Naturen i denne Gruppes levende Former har saa at sige udtømt sin Opfindsomhed, bliver dette Net af nær beslægtede Former dog endnu tættere, naar denne Flok af uddøde græske eller sydeuropæiske Antiloper skal puttes ind i Systemet mellem de levende. Hertil kom endnu en Giraffe-Art af samme Størrelse som den nulevende , men smækrere, og endelig det kæmpe- mæssige Helladotherium — en hornløs græsædende . YA YA GIG i ; VGA p HS al ig p!lie | %% (GA DS Fig. 14. Helladotheriets Skelet restavreret. Drøvtygger, der var over 3 Alen høj over Skulderen; skjøndt dens Skelet er temmelig fuldstændig kjendt, er det dog vanskeligt at sige, hvor den skal have sin Plads i Systemet; den har meget til fælles med Antiloperne, noget med Girafferne. 2783 For saa vidt Pikermis Fauna skal sammenlignes med nogen nærværende, maa. det blive med Afrikas; der-er derfor en vis Sandsynlighed for, at der den Gang var' en inderligere Forbindelse . mellem de. tre Middelhavet. be- grænsende Verdensdele end nu, og at den afrikanske Fauna igjennem Lilleasien -strakte sig højt op. i det nu= værende EuropaZ)... Ægæerhavet maa vistnok tænkes borte. Men selv Afrika huser ingensteds en saa rig og. majestætisk Fauna, som man her finder samlet paa en lille Plet; det gjentager sig her som andensteds,… at det nærværende Pattedyrliv er en betydelig formindsket og beklippet Udgave af det, der var udviklet i de nærmest foregaaende Perioder. Jo flere nulevende: eller uddøde Former man opdager, desto flere Huller udfyldes der na- turligvis mellem Art og Art, mellem Slægt og Slægt; der er i det foregaaende anført adskillige Exempler paa Dyr fra Pikermi, der mere eller mindre tydelig danne et Bindeled mellem nulevende eller uddøde Slægter; og skjønt man just ikke kan bevise, at Camelopardalis attica er Stamarten til C. Giraffa, eller at Rhino- ceros pachygnathus i Tidernes Løb har sondret sig i Rh.camus og bicornis, Hyænaeximia i H. striata og maculata, saa kan man paa den anden Side — Arternes Omdannelse i Tidernes Længde forudsat — ikke nægte Muligheden af, at dette eller noget lignende kunde være den sande Sammenhæng. At en Naturforsker, der saa længe og saa grundig har studeret de talrige Lev- ninger fra en bestemt Formation og sammenlignet "dem saa omhyggelig og utrættelig baade med beslægtede +) Adskillige af Pikermi-Arterne ere, som ovenfor bemærket, fundne i samtidige Dannelser i Ungarn (Baltavar), Sydfrankrig (Vaucluse) og Tydskland (Eppelsheim). 2719 Levninger fra andre Steder og med de nulevende Arters Skeletter, som Gaudry, har tabt Troen paa Arternes absolute Fasthed og slutter sig til dem, der tro paa deres Omdannelse i Tiden, er under alle Omstændigheder et be- tydningsfuldt Fingerpeg, saa meget mere, som han næppe kan have været paavirket i sin Dom af de Naturforskere, i hvis Nærhed han arbejdede; thi ingensteds har Darwi- nismen vundet mindre Indgang end i Frankrig. Men det maa paa den anden Side erindres, at det kun er paa ganske enkelte Steder, at man saaledes kan med en vis Sandsynlighed udpege enkelte Led af visse Arters Stam- træer; i 99 Tilfælde af hundrede vilde man i alt Fald endnu ikke kunne opstille noget, der kunde tage sig blot nogenlunde rimelig ud. Om Bakterierne, de mindste levende Skabninger, og. deres Betydning i Naturen og Menneskelivet. (Af Prof. Dr. Ferdinand Cohn i Breslau). I Aaret 1875 fejrer Videnskaben det tohundredaarige Jubileum for Opdagelsen af en ny Verden ved Anton Leeuwenhoek. Uden lærd Dannelse, men udrustet med levende Forskerdrift, saaledes som det syttende Aar- hundrede, de største naturvidenskabelige Opdagelsers Tidsalder, fremkaldte den hos saa mange begavede Aander, havde Leeuwenhoek allerede som Yngling for- ladt Kjøbmandsboden i Amsterdam, i hvilken han var indtraadt som Lærling, og ladet sig nøje med en be- skeden Post ved Retten i sin Hjemstavn Delft, hvilken han bestyrede i henved 39 Aar. Sin Fritid og sit store mekaniske Talent anvendte han - til Forfærdigelsen af Forstørrelsesglas, med hvilke han i Begyndelsen efter Dilettanters Sædvane iagttog Myggevinger, Bibraade, Sommerfuglestøv og Mosplanter; men den indtil da endnu uopnaaede Fuldkommenhed af hans Mikroskop og hans. klare og udholdende Iagttagelsesgave aabenbarede ham snart »skjulte Naturhemmeligheder 7), som han meddelte i begejstrede Breve til: det kongelige Videnskabernes ”) Leeuwenhoek, Årcana naturæ detecta. 281 Selskab i London. I April 1675 fik Leeuwenhoek den Tanke at bringe et Glasrør fuldt af stillestaaende Regn- vand under et af sine Mikroskoper. Med studsende Be- undring saa han underlige Skikkelser i Vandet: smaa Klokker, der pustede sig op og trak sig sammen, smaa Kugler, som livlig fore afsted. I det første Øjeblik troede han at se de levende Atomer, af hvilke ifølge den gamle Democrits Filosofi alle Legemer skulle bestaa, og af hvis Hvirvelbevægelser hans samtidige, Descartes, påa ny tænkte sig Verden opbygget. Snart overtydede Leeuwenhoek sig imidlertid om, at han havde at gjøre med Smaadyr (animalcula), der, skjønt usynlige for det blotte Øje, dog i talrige Former fylde Vanddraaberne med Liv. Siden bleve de fundne i stort Antal, naar der blev gydt Vædske paa Peber, Hø eller andre Dyre- og Plante- stoffer,. og de fik derfor Navnet Paagydnings- eller Infusionsdyr (Infusoria). Netop et Aarhundrede efter Leeuwenhoek fandtes der i Danmark en Forsker, Otto Friedrich Miller, som anvendte 12 Aar af sit Liv til lagttagelsen af disse de mindste Dyreformer, hvoraf han i Øresund og i Fersk- vandene omkring Kjøbenhavn fåndt henved 380 forskjel- lige Arter, hvilke han gav Navn og aftegnede %). I det sidste Aarhundrede formerede sig i raskt Forhold An- tallet af Naturforskere, som med stedse fuldkomnere Instrumenter forsøgte at trænge ind i den usynlige Verden. Foruden de talrige Dyreslægter blev der nu ogsaa op- daget en hel ejendommelig mikroskopisk Flora, hvis Skik- kelse og Udvikling er aldeles forskjellig fra de synlige +) O.F. Muller, Vermium terrestrium et fluviatilium historia, 1774. Animalcula infusoria, 1786. 282 Planters. Var Leeuwenhoek denne nye Verdens Co- lumbus, såa kunne vi betegne Ehrenberg som dens Humboldt; thi siden Aaret 1829 har Ehrenberg. lige til den Dag i Dag med Jærnflid gjennemforsket dens mest skjulte Egne indtil. dens yderste Grænser, og han har ikke blot grundigere og med større Troskab. end hans Forgængere beskrevet, afbildet og ordnet de mikrosko- piske Væsener, men tillige oplyst os om den hidtil ikke anede. Betydning, som tilkommer den usynlige Verden i den hele Naturorden, ikke blot i Nutiden men ogsaa i tidligere geologiske Perioder. Enhver véd, under hvilke ;forskjellige Størrelses- forhold. Livet aabenbarer sig i den synlige Verden. + Til de mindste Dyr, som det uvæbnede Øje formaar at adskille, høre Miderne, der ofte i utallige Skarer leve i Ost eller påa sukkerrige Frugter; deres Størrelse forholder sig til Menneskets omtrent som Spurven til Strasburgs Minster; omtrent saaledes maa ogsaa Forholdet være imellem Kæmpefyrren og Mosplanten, der udbreder sig paa dens Bark.- Leeuwenhoek angiver selv om de Dyr, som han opdagede, at deres Størrelse forholder sig til Midens som Bien til Hesten. Jo mere Mikroskoperne i de sidste Aartier bleve forbedrede og deres Forstørrelseskraft ud- videt, desto mindre vare de Væsener, som bleve. til- gængelige for den skarpe Iagttagelse; thi iblandt den usynlige Verdens Dyr og Planter findes lignende For- skjelligheder i Størrelse som mellem Silden og Hvalen. Men jo mindre Væsenerne ere, desto simplere viser de- res Bygning sig, desto ufuldkomnere deres Livsvirksomhed, desto lavere er deres Plads i Skabningernes Rækkefølge. Iblandt den mikroskopiske Verdens Dyr er der kun yderst faa, som besidde et Insekts, en Krebses eller. endog en 283 Orms Organrigdom; de egentlige Infusionsdyr staa paa det laveste Trin i Dyreriget. Lige saa lidet finde vi en ” eneste iblandt de mikroskopiske Planter, som opnaar en Blomsterplantes mere udviklede Bygning eller endog blot tilhører Bregnernes Klasse; ikkun. de. laveste Plante- former, hvilke vi. sædvanlig betegne : som Alger og Svampe, danne den usynlige Verdens Skove og Enge. I samme Grad som den indre Bygning hos de mikro- skopiske Væsener bliver simplere, træde ogsaa de Kjende- tegn mindre tydelig frem, som i den synlige Verden saa let adskille Dyr og Planter. Infusionsdyrene mangle Muskler og Nerver; Kar- og Aandedrætsorganer ere kun yderst ufuldkomment udviklede; paa den anden Side vise de mikroskopiske Planter selvstændig "Bevægelse, endog -Bevægelsesredskaber, -saaledes som vi ellers. kun ere vante til at finde dem hos Dyr. I de laveste Væsener synes endelig Dyr og Planter at flyde over i hinanden, og Naturforskeren kommer i Tvivl om, til hvilken af de to Riger han skal henvise dem. De mindste og tillige de allersimpleste af alle levende Væsener kalde vi Bakterier”); de danne Li-. vets Grænseskjel, paa hvis anden Side intet levende mere er tilstede, saa vidt i det mindste som vore nu- værende mikroskopiske Hjælpemidler strække til, og "disse ere ikke ringe; de stærkeste af vore Forstørrelses- glas, Hartnack's Immersionssystemer, give nemlig en Forstørrelse af 3—4000 Gange, og kunde man aldeles overskue et Menneske under et saadant Linsesystem, saa vilde det vise sig saa stort som Montblance eller endog som Chimborazo. Men endog under disse kolos- ”) Af det græske Ord Bakterion, en lille Stav. 284 sale Forstørrelser se de mindste Bakterier ikke større ud end Punkterne og Kommaerne i en godt trykt Bog. Af deres indre Dele er lidet eller intet til at adskille, og de flestes Tilstedeværelse vilde endog forblive skjult, hvis de ikke levede. selskabelig i uendelige Mængder. Disse mindste Båkterier forholde sig med Hensyn til deres Størrelse til Mennesket omtrent som et Sandkorn til Montblanc. BE " Er det nu allerede i og for sig vigtigt at lære de påa en Gang mindste og simpleste af alle levende Væ- sener" nøjere at kjende, saa forøges vor Interesse for dem ved den Erkjendelse, at netop disse Væsener ere af den allerstørste Betydning, og at de med usynlig, men med uimodstaaelig Magt beherske de vigtigste Processer i den levende og livløse Natur og endog gribe hemme- lighedsfuldt og skjæbnesvangert ind i Menneskets Til- værelse. Bakteriernes Skikkelse ligner snart en Kugle eller et Æg, snart en kortere eller længere Stav eller Traad, snart en Proptrækker eller en Skrue. Deres Legeme bestaar af en for det meste farveløs og æggehvideagtig Substans, i hvilken der er indlejret stærkt glinsende Fedtdraaber, og som er omsluttet af en tynd, i Kali uopløselig Hud. Efter Formen kunne vi skjelne imellem Kugle-, Stav-, Traad- og Skruebakterier. I det videnskabelige Sprog blive Bakterierne inddelte i Slægter og Arter, og Forfatteren af denne Afhandling har i sin nyeste Bearbejdelse af Bakterierne 7) adskilt 6 Slægter og bétegnet de kugleagtige og æggerunde som Micro- ") Untersuchungen uber Bacterien in »Beitråge -zur Biologie der Pflanzen«. Herausgegeben von Dr. Ferdinand Cohn. Heft. Il. 1872, mit einer Tafel. 285 coccus (Fig. 1), de korte Stave som Bacterium (Fig. 2), de lige Traade som Bacillus (Fig. 3), de bølgeagtig bug- tede som Vibrio (Fig. 4), de korte, stive Skruer som Spirillum (Fig. 5) og endelig de lange bøjelige Spiraler som Spirochæte (Fig. 6). 1 Ta Aben Kugle- og Stavbakterier, der ere indhyllede i Gelé. Næsten alle Bakterier besidde to forskjellige Livs- tilstande, en bevægelig og en hvilende. Under visse Be- "tingelser bevæge de sig overordentlig livlig, og naar de i tæt Vrimmel opfylde Vanddraaberne, frembyde de i alle Retninger imellem hverandre farende Bakterier et meget fængslende Skue, som man kan sammenligne med en Myggesværm eller en Myrehob. Bakterierne svømme hurtig fremad, derpaa uden at vende sig om et Stykke tilbage; eller de. drage frem i Buelinier, snart langsomt sitrende og vaklende og derpaa skydende sig frem som en Raket i pludselige Spring eller snurrende sig rundt som en Top, eller ogsaa hvile de længere Tid, for da pludselig at fare op og afsted som Lynet. De længere Traadbakterier bøje deres Legeme under Svømningen, snart besværlig, snart rask og let, lige- som om de gjorde sig Umage for at bane sig Vej mellem Forhindringer, lig en Fisk, der svømmer mellem Vand- 286 planter. Derpaa staa de en Tid stille, som maatte "de udhvile sig en Stund, men pludselig bæver den lille Traad og svømmer tilbage for snart derpaa igjen at styre fremad. Med alle disse Bevægelser er altid forbunden . en rask Axedrejning som hos en Skrue, der bévæger sig i Møtriken; dette bliver især tydeligt, naar Stavene ere knækkede, thi da ser man dem vælte sig ligesom tum- lende omkring. Naar de bølgelignende Vibrioner og de skrueformige Spiriller dreje sig hurtig om deres Axe, fremkalde de et ejendommeligt Sansebedrag: … det ser nemlig ud, som om de bugtede sig som Aal, skjønt de ere fuldkommen stive... Ofte bevæge de sig krampagtig frem og tilbage ligesom Meteorer, saa at lIagttageren næppe kan opfatte dem, eller rulle hurtig hen over Syns- kredsen. I et Øjeblik kan man se dem holde sig fast ved den ene Ende og bevæge sigi Kredse med den anden ligesom en Slynge, der drejer rundt om en Traad, og snart derpaa ser man dem atter skrue sig langsomt igjennem Vandet. Næsten alle ældre Iagttagere have betragtet Bak- terierne som Dyr, da deres Bevægelser bleve opfattede som vilkaarlige. Rigtig nok er det indre Livsvirksom- heder, der betinge Bakteriernes Bevægelser, og den be- vægende Kraft er saa meget desto gaadefuldere, som ingen Bevægelsesredskaber ere synlige”); men desuagtet er der ingen Tvivl om, at den tilsyneladende vilkaarlige Be- vægelse kun er en Skuffelse, og at ingen Sjælevirksomhed gjør sig gjældende hos Bakterierne, saaledes som den "ligger i hint Begreb og virkelig behersker i det mindste | ”) Kun hos de største Spiriller (Fig. 5) er der for nylig blevet op- daget bevægelige Fimretraade, som fremkalde Hvirvler i Vandet og ere virksomme ved Bevægelserne. 287 de højere Dyrs Bevægelser. Aldeles lignende Bevægelser blive som allerede bemærket iagttagne hos mange mikro- skopiske Planter, enten til enhver Tid som hos Kiselalgerne (Diatomeerne) og Oscillatorierne eller forbigaaende under Forplantelsen som hos Algernes og Svampenes Sværm- sporer og Sædlegemer. Bakteriernes hele Udvikling gjør det i højeste Grad sandsynligt, at de høre hjemme i Planteriget og staa i nært Slægtskab til Oscillatorierne. — Ogsaa vexler den bevægelige Tilstand hos Bakterierne med en hvilende, i hvilken de aldeles ikke lade sig skjelne fra almindelige Planteceller; de sværme kun under gunstig Temperatur, rig Næring "og Tilstedeværelsen af Ilt; under ugunstige Omstændigheder ere de ubevægelige; visse Arter f. Ex. Kuglebakterierne og Miltbrandsbakterierne synes aldrig at bevæge sig. i Som alle levende Væsener formaa ogsaa Bakterierne at forplante sig; denne Forplantelse berør paa Tvær- deling. Bakterierne voxe, indtil de have naaet omtrent det dobbelte af deres oprindelige Størrelse, derpaa indsnøre de' sig paa Midten som et Ottetal, og tilsidst skilles de ad i to Halvdele, som hver efter kort Tids Forløb paa ny deler sig i.to Dele. Paa Grund af den Hurtighed, hvormed dette foregaar, finder man derfor næsten altid Bakterierne i Begreb med at formere sig, sammensnørede i Midten eller hængende sammen parvis (Fig. 1—4). Jo varmere Luften er, desto hurtigere foregaar Bak- teriernes Deling, desto stærkere er deres Formering; ved lavere Temperatur bliver den langsommere og i Nærheden af Frysepunktet standser den aldeles. Det vil lønne sig ved en Beregning at fremkalde en Forestilling. om den utrolige Masseudvikling, hvortil disse mindste af alle Væ- 288 sener ere i Stand under gunstige Betingelser paa Grund af deres Formering. | Vi antage, at en Bakterie i Løbet af en Time deler "sig i 2, disse igjen efter en Time i 4, efter tre Timer i 8 0. s. v.; efter fireogtyve Timer beløber Bakteriernes Antal sig allerede til over 161 Million (16,777,220); efter to Dages Forløb vilde det voxe op til det uhyre Tal 2811 Billion, efter tre Dage til 47 Trillioner; efter en Uge vilde deres Antal kun kunne lade sig udtrykke ved et Tal indeholdende di Cifre. For at gjøre os disse Tal lettere fattelige, ville vi beregne den Masse og Vægt, som én — Bakterie kan frembringe ved sin; Formering. De enkelte Smaalegemer hos den almindelige Art af Stavbakterierne (Bacterium Termo, Fig. 2) have Form som korte Cy- lindre, 777 Millimeter i Gjennemsnit og omtrent lg Millimeter lange. Tænke vi os et tærningeformigt Hul- rum, hvis Sider ere 1 Kvadratmillimeter store (en Kubik- millimeter), saa vilde den ifølge det ovenfor angivne Forhold blive udfyldt, uden Mellemrum, af 633 Millioner Stavbakterier. Efter fireogtyve Timer vilde de af en eneste Stav fremgaaede Bakterier indtage omtrent den 40de Del af en Kubikmillimeter; men allerede ved den føl- gende Dags Slutning vilde Bakterierne opfylde et Rum, som er ligt med 442,570 saadanne Tærninger eller, hvad der er det samme, omtrent 4441 Kubikcentimetre. Sætte vi den Flade, som Verdenshavet indtager, lig med 2 af Jordoverfladen og dets Dybde i Gjennemsnit lig med 1 Mil, saa er hele Oceanet 928 Millioner Kubikmile: Ved uafbrudt fremadskridende Formering vilde de af 1 Kim fremkomne Bakterier allerede efter mindre end fem Dage fuldstændig opfylde det hele Verdenshav; deres Antal 289 vilde da kun. kunne lade sig udtrykke ved et Tal med 37 Cifre. Endnu mere overraskende ere Vægtførholdene. Sætte vi en Bakteries specifike Vægt lig med Vandets, hvilket ikke kan afvige meget fra Sandheden, saa fremgaar af de ovenfor anførte Maal, at en eneste Stav vejer 0.000,000,001,571 Milligram, eller at' 636 Milliarder Bak- terier veje 1: Gram, eller 636,000 Milliarder et Kilogram. Efter fireogtyve Timer vilde Bakteriernes Vægt omtrent være -… Milligram, efter otteogfyrretyve Timer næsten 1 Pund (442 Gram), efter tre Dage derimod omtrent 73 Millioner Kilogrammer eller 148,356 Centner. Man maa nu ikke anse saadanne Beregninger for ørkesløse; Narrestreger; thi de aléne anskueliggjøre os, hvorledes Bakterierne kunne udøve saa kolossale Virk- ninger: … Tilmed støtte de sig kun paa Forudsætninger, som ere uddragne af selve Naturen; var f. Ex. Delings- processen betydelig langvarigere end den af os angivne Time, saa vilde de beregnede Tal dog kun indtræffe et Par Timer eller Dage senere. Naar nu i. begrænsede Rum hine Værdier vistnok aldrig endog - kun tilnærmelsesvis blive naaede, saa ligger dette dog sikke deri, at Bak- teriernes Formeringsevne staar tilbage for: den beregnede, men udelukkende i Næringens Utilstrækkelighed. Bak terierne frembringe naturligvis ikke selv det Stof, som danner: deres Legeme, men de optage det uden. fra som Næringsmiddel, og der kan derfor ikke dannes flere Bak- terier, end der bliver budt dem Næring. Dertil kommer, at de øvrige Planter og Dyr ere henviste til de samme "Næringsstoffer og gjensidig gjøre hverandre Tilværelsen stridig; hin grusomme Kamp for Tilværelsen, der efter gammel Skik tillige udrydder de svagere, holder saa vel Fjerde Række. V. 19 En 290 Bakteriernes Formering som alle øvrige Væsener i Skranke; kun hvor hine beholde Overhaand, formaa de at værge sig mod deres Medbejlere, der tillige ere deres: Døds- tjender. Men 'Presgjærfabrikkerne give os et' anskueligt Exempel paa, i hvilke "kolossale Masseforhold mikro- skopiske Legemer kunne formere sig, naar der bliver budt "dem tilstrækkelig Næring, og andre Væseners Kon- kurrence omhyggelig "bliver holdt borte. — Gjærsvampen overgaar Stavbakterierne omtrent 160 Gange i Masse og Vægt”); en 'Gjærcelles Vægt er altsaa 0,00000025 Milli- gram, eller 40 Millioner Gjærceller- veje 1 Kilogram. Blive nu Gjærcellerne overladte til uforstyrret Formering i meget store Kar, som ere fyldte med rigelig og pas- sende Næring, såa kan der i de store Fabriker" blive frembragt over 100 Centner Presgjæs i Løbet af fireogtyve Timer; muligvis ere de mere end 50 Milliarder Celler, som danne saadanne Måsser, fremgaaede af en eneste Kim i Løbet af 1 Dag. Hidtil kjende vi hos Bakterierne ingen anden For- mering end den netop skildrede Tvedeling; Frembringelsen af Æg eller Sporer, som finder Sted ved alle øvrige Plan- ters og Dyrs Forplantelse, er endnu ikke iagttaget hos disse simpleste Væsener. Efter Delingen fjærne enten de to'Bakterie-Halvdele sig og svømme bort som selvstændige Væsener, eller de blive kjædeagtig hængende sammen med hverandre og danne længere eller kortere Traade. TIT andre Tilfælde blive hele Generationer forenede i ”) Jeg tager en Gjærcelle i Gjennemsnit som en Kugle med 0,008 Millimeter Tværmaal, 0;00000025 Kubikmillimeter Indhold. I Presgjærfabrikken i Gieszmannsdorf ved Neisse kan der. daglig vindes 100 Ctr. Presgjær, der bestaar af 75 pCt. Vand og 25 pCt. Gjærsvamp. 291 Kolonier, Reder eller Kugler, eller de forbinde sig til Hobe, der allerede for det blotte Øje vise sig som farve- løse eller farvede Gele- og Slimmasser, der svømme om i Vandet ligesom hvide Fnug eller Traade eller afsætte sig: som en fnugget Masse paa Bunden af Vædsker €Eig. 29: Bakterierne høre til de mest udbredte Væsener; man kunde godt kalde dem for allesteds nærværende, thi de mangle ingensteds hverken i Luften eller i Vandet og hæfte sig til Overfladen af alle faste Legemer. Men i Masse udvikle de sig kun der, hvor Opløsning og Til- intetgjørelse, Gjæring og Forraadnelse finde Sted. Bringer man et Stykke Kjøed, en Ært eller hvilket som helst andet dyrisk eller Plantestofi Vand, saa bliver dette tid- ligere eller senere uklart og derpaa mælkeagtigt. Det mister sin Gjennemsigtighed, fordi ;Bakterierne formere sig i-det i de oven for beregnede Forhold, indtil de op- fylde Vandet næsten uden Mellemrum. Samtidig dermed skrider Forraadnelsen stedse videre under Udviklingen af forskjellige for det meste meget ildelugtende kemiske Forbindelser. ) Efter nogen Tid aftager Uklarheden, Vandet bliver atter klart og fri for Lugt; thi det organiske Stof er nu blevet fortæret af Bakterierne. De høre derpaa op med at dele sig og ophobe sig ubevægelig paa Bunden som hvidt Bundfald; men bliver der bragt Forraadnelsen nyt Stof, saa begynder ogsaa Bakteriernes Formering paa ny. Bakterierne formere sig ogsaa uden Vand i fugtig Luft, saa snart de finde et Stof, som er i Færd med at opløses. I det mugne Madskab overtrække de de kogte Kartofler, Osten og andre Fødevarer med et slimet, farveløst eller farvet Overtræk, som endog for det 195 292 uvæbnede Øje let lader sig adskille fra Skimmelsvam- penes snehvide med blaaligt Sporepulver overstrøede Spindelvæv. Ogsaa den hvide Slim, som bedækker Tæn- derne, bliver for største Delen dannet af Bakterier. Men hvoraf kommer det nu, at Bakterier stedse ud- vikle sig i raadnende Stoffer? IT hvilket Forhold staa Bakterierne til Forraadnelsen? Paa disse Spørgsmaal er | der blevet givet forskjellige Svar. Nogle sige: i-de levende Dyrs og Planters Legemer ere de kemiske Elementer sammenføjede til ejendommelige saakaldte organiske Forbindelser. Døden løser Baandet, formedelst. hvilket Livskraften sammenknytter Elemen= terne; disse overlade sig til deres Tiltrækningskræfters frie Spil og ordne sig, idet de følge disse, til nye simp- lere Forbindelser. Samtidig dermed søger Luftens Ilt, der besidder en stærk Tiltrækning til enkelte af det døde Legemes Stoffer, at. forbinde sig med disse; saaledes op- staa Blandinger, Adskillelser og Nydannelser, ved hvilke det døde Legemes Form bliver aldeles forstyrret. " Disse Processer betegne vi som Forraadnelse og Opløsning, de ere rent kemiske Processer ligesom Forbrænding, For- vitring og Metallernes Rusten. Bakterierne finde rigelig Næring i de Forbindelser, som danne sig ved Forraad- nelsen, medens de ikke kunne ernære sig af levende Væsener. Det er da intet Under, at deres Kim, om de ogsaa i Begyndelsen kun enkeltvis fandt Adgang, formere sig i høj Grad under Forraadnelsen. Hvis denne Op- fattelse var rigtig, saa vare Bakterierne kun Forraad- nelsens tilfældige Ledsagere; Forraadnelse af døde Legemer maatte da ogsaa indtræde under gunstige Vil- kaar, naar Bakterierne bleve holdte borte derfra. 293 Naar vi anstille Forsøg for at prøve Rigtigheden af denne Formodning, saa er denne Betingelse vistnok ikke let at opfylde; bringe vi f. Ex. Dele eller Safter af et Dyr eller en Plante, Kjød, Blod, Urin, Mælk eller Stykker af Blade, Frugter, Frø ind i en Glaskolbe, maa man altid antage, at nogle af de saa overordentlig ud- bredte Bakterier blive indførte samtidig dermed, og denne Formodning bliver næsten til Vished, naar vi des- foruden bringe noget Vand ind i Kolben, da alt Vand paaviselig indeholder Bakteriekim. Men der gives et simpelt Middel til at fjærne alle Bakterier fra Glas- kolben; man behøver nemlig kun at koge denne en Tid- lang; thi lige saa lidt som noget som helst andet Dyr eller Plante kunne Bakterierne modstaa Koghede. Nyere Forsøg have endog vist, at allerede en Opvarmning til 60? C. dræber Bakterierne, kun maa denne Temperatur indvirke tilstrækkelig længe, for at man kan være sikker påa, at den hele Masse er ligelig gjennemtrængt, og at ikke enkelte Bakterier ere undgaaede Tilintetgjørelsen. Ved Ophedningen alene bliver Forraadnelsen imidlertid ikke ophævet; thi Erfaringen lærer, at kogt Kjød, Æg, Mælk ø. s. v. vel raadne meget langsommere, men til- sidst dog lige saa godt som raat. Har man ved Ophedning dræbt Bakterierne i Glas- kolben, saa maa man desuden sørge for, at ikke nye Kim fra Luften slippe ind i den. I den Hensigt smeltede i det forrige Aarhundrede en ved skarpsindige Experimenter berømt Naturforsker, den italienske Abbed Spallan- zani, Kolbens Hals til under Kogningen (Fig. 8). Re- sultatet blev, at de i Kolben indesluttede Dyre- og Plantestoffer bestandig holdt sig uforandrede uden nogen- sinde at raadne. 294 Den franske Greve Appert benyttede i Begyndelsen af vort Aarhundrede denne Metode for' at opbevare Kjød, Grøntsager og andre Næringsmidler, idet han indeslut- tede dem i Blikdaaser, som vare forsynede med en lille. Aabning, derpaa kogte dem et Par Timer i. Vand og under Kogningen tilloddede Aabningen. Enhver Mad= moder véd, at Fødevarer holde sig aarevis i saadanne Blikdaaser uden at fordærves. Industrien beskjæftiger sig i det store med Nedlægning af Næringsmidler efter denne Metode; saaledes erholde vi derved jo endog Oxekjød fra Australien, Hummer i: 2. 3. fra Amerika, som, maaske Aar gamle, dog ved Brugen vise sig at være friske. Man har nu rigtig nok ind- vendt: Grunden til, atdeiSpal- lanzanis Kolber og Apperts Blikdaaser indesluttede Stoffer ikke raadne, er ikke den, at der ingen Bakterier er tilstede i dem, men at der ingen Ilt findes deri, thi Luften bliver jo uddreven ved Kogningen og ny Ilts Tilstrømning gjort umulig ved Tillodningen. For at gjendrive denne Indvending maatte man lade Luft, som ikke indeholdt Bakterier, komme ind i det hermetisk tillukkede Kar. I dette Øjemed ændrede Dr. Schwann 1837 Spallanzanis Forsøg saaledes, at han først tilsmeltede Kolbehalsen, efter at Luft, som i Forvejen var strømmet igjennem et glødende Rør, var traadt ind i Kolben; i dette Rør bleve naturligvis alle levende Kim tilintetgjorte. Schråder og Dusch fandt 1854 et bekvemmere Middel; de tilstoppede nemlig Kolbens aabne Hals med 295 renset Vat; i det Luften trængte ind i den kogte Kolbe under dennes Afkøling, afsatte den alle Kimene imellem Bomuldstraadene som i et Filtrerapparat (Fig. 9). Endelig udtænkte Pasteur 1862 en endnu simplere Fremgangsmaade; han bøjede. nemlig: den i en Spids ud- trukne Kolbehals -krogformig ned uden at smelte den, til, De i Luften indeholdte Kim, der følgende Tyngdens Lov sædvanlig afsætte sig i aabne Kar, kunde nu ikke naa ind i Kolben (Fig. 10). Resultatet af alle tre Fremgangsmaader er et: og det samme: de i Kolben indesluttede Stoffer gaa aldrig i Forraadnelse, skjønt der ikke mangler dem Luft; thi Bak- terierne finde ingen Indgang. Af disse og mange lignende Forsøg lader følgende sig slutte med den største Sikkerhed: at Forraadnelse. selv der, hvor alle øvrige Betingelser for den ere givne, desuagtet ikke finder Sted, naar ingen Bakterier ere nærværende; derimod. begynder Forraad- nelsen øjeblikkelig, saa snart Bakterier forsætlig eller uforsætlig blive satte til, om endog i nok saa ringe Antal; Forraadnelsen skrider frem i samme Forhold som Bakterierne formere sig; alle Omstændigheder, som be- gunstige Bakteriernes Formering, fremskynde Forraad- nelsen; alle Betingelser, som forsinke deres Udvikling, gjøre Forraadnelsen langsommere; ethvert Middel, der dræber Bakterierne, ophæver ogsaa Forraadnelsen; "om- vendt ophører Bakteriernes Formering, saa snart alle Stoffer, der kunne forraadne, ere tilintetgjorte. Altsaa, ere Bakterierne ikke Forraadnelsens tilfældige Ledsagere,, men de. ere dens; Aarsag; Forraad- nelse er en af Bakterier fremkaldt kemisk Pro- ces. Ikke Døden, som man sædvanlig tror, fremkalder Forraadnelsen, men hine usynlige Væseners Liv. 296 Det synes næsten indlysende, at ethvert Legeme, som Livet har forladt, er hjemfaldet til Opløsning, og dog staar det fast: uden Bakteriernes Livsvirksomhed vilde alle Skabninger ogsaa efter deres Død vedligeholde Form og Stofforbindelse lige saa godt som de ægyptiske Mumier eller som Mamut- og Rhinoceros-Ligene, der i utalte Aartusender, indfrosne i den sibiriske Isjord,- have holdt sig ufortærede med Hud og Haar. Saa snart Isen smelter, hjemfalde ogsaa disse sidste Rester af en uddød Dyreverden efter faa Dages Forløb. til Tilintetgjørelsen. Aarsagen er let at forstaa: Bakteriernes Livsvirksomhed stanser nemlig i Nærheden af Frysepunktet, imedens de ved noget højere Temperatur strax formere sig og' frem- kalde Forraadnelse. I Tørvemoserne og i Mumierne er det den kemiske Blanding, som hindrer Bakteriernes For- mering. Naar et Stykke Kjød eller et Plantestof aarevis har holdt sig uforandret i en Kolbe, som er indrettet efter Spallanzanis, Schrøder og Dusch's eller Pasteur's Metode, saa behøver man kun at tilsætte en eneste bakterieholdig Vanddraabe for strax at ind- lede Forraadnelsen. Den hele Naturorden er grundet derpaa, at de Legemer, i hvilke Livet er udslukt, hjemfalde til Op- løsning, for at deres Stoffer atter kunne træde i et nyt Livs Tjeneste. Thi den Stofmængde, som her paa Jor- den kan forme sig til levende Væsener, er indskrænket; bestandig maa de samme Stofdele i evigt Kredsløb gaa over fra et dødt til et levende Legeme. Er Sjæle- "vandringen kun en Myte, saa er Stofvandringen en naturvidenskabelig Kjendsgjerning. Men gaves der ingen Bakterier, saa vilde de i en Generation af Dyr og Planter legemliggjorte Stoffer ogsaa efter Døden" forblive BO4 bundne, saaledes som det finder Sted med de kemiske Forbindelser i Bjergarterne; nyt Liv kunde ikke udvikle sig, fordi der maatte indtræde Mangel paa legemligt Stof dertil. Idet Båkterierne under hurtig Forraadnelse lade ethvert dødt Legeme blive til Jord, gjøre de Frem- komsten af nyt Liv og derved den levende Skabnings Vedvaren mulig. Den forunderlige Kjendsgjerning, at Forraadnelse er en Arbejdsvirksomhed af Bakterier, er ikke enestaaende; der gives en hel Række kemiske Forandringer, som blive fremkaldte ved Bakterier og lignende mikroskopiske Væsener; man betegner sædvanlig disse Processer som Gjæringsfænomener og de Væsener, der ere Åarsag dertil, som Gjærsvampe. Bakterierne og navnlig den Art, som af Naturforskerne betegnes Bacterium Termo (Fig. 2), ere Forraadnelsens Gjærstot. Det Gjærstof, som har været længst kjendt og er blevet nøjagtigst undersøgt, er Alkoholgjærsvampen (Sacharomyces cerevisiæ); dens Smaakugler bleve alle- rede iagttagne af Leeuwenhoek i Øl, men først 1837 erkjendte af Cagniard Latour og omtrent samtidig dermed af Schwann som det egentlige Ophav til hin Gjæring, der forvandler Sukker til Alkohol og Kulsyre, hvorhos der bliver dannet smaa Mængder af Glycerin og Ravsyre. Vi kunne takke Pasteur for det nøjagtigste Kjendskab til Gjærsvampens Forhold ved Alkoholgjæringen, og vi ville ikke forringe den Berømmelse, der tilkommer ham som en af det nuværende Frankrigs genialeste og exakteste Forskere, om han end ikke har holdt sig fri fra at overføre sin nationale Bitterhed paa Videnskabens Omraade. Pasteur viste, at Gjærsvampen bestaar af de 298 samme Stoffer som alle andre Planter, nemlig af Kul- stof, Ilt, Brint, Kvælstof og visse Mineralstoffer, hvor- iblandt Kali og Fosforsyre ere de vigtigste. Skal Gjær- svampen voxe og formere sig, maa den optage alle disse Stoffer som Næring og ved sin Livsvirksomhed anvende dem til Opbyggelsen af sine Celler. Gjær- svampen finder ikke alle sine Næringsstoffer i1… rent Sukker, men vel i udpresset Druesaft, i ugjæret Øl og i andre til Gjæring skikkede Vædsker; den. formerer sig kun saa længe, som der er Føde til den. Ilt og Brint blive givne den i Vandet; ogsaa Mineralstofferne maa være tilstede i Opløsningen; de lade sig siden paavise i Gjærasken. Om Kvælstoffet troede man tidligere, at Gjærsvampen kun kunde optage det af de æggehvide- holdige Forbindelser, som aldrig mangle i Druesaft eller i ugjæret Øl; men Pasteur viste, at Gjærsvampen ogsaa kan tilfredsstille sin Trang til Kvælstof ved Optagelsen af Ammoniak, der bestaar af Brint og Kvælstof. Kullet tager Gjærsvampen endelig umiddelbart og -udelukkende af Sukkeret; den danner sin Cellehinde og sit Fedtind- hold ved en ringe Omdannelse af Sukkeret, og sand- synligvis danner den ogsaa de Æggehvidestoffer, som. ere tilstede i dens Celler, ved en Forbindelse. af Sukkeret med Ammoniakken. I det nu Gjærsvampen bruger Suk- keret for deraf at danne, ernære og formere sine egne Celler, foraarsager den en Dekomposition af Sukkeret og en ny Ordning af dets fineste Stofdele; den frem- kalder derved netop hin Forandring, der bliver betegnet som Alkoholgjæring. Er Gjæringen forbi, saa er Sukkeret ogsaa forsvundet; men Gjærsvampen kan nu heller ikke formere sig mere, den afsætter sig paa Bunden af den udgjærede Vædske som Undergjær eller bliver sammen 299 med den brusende, undvigende Kulsyre kastet op som "Skum eller Overgjær. "Andre Gjæringer blive foraarsagede af Bakterier eller af mikroskopiske Væsener, som ere beslægtede med dem og kun formere sig ved Kløvning eller Deling af deres Celler, hvorfor de sammenstilles med Bakterierne i »Kløvnings- Svampenes« (Schizomyceternes) Klasse. Naar Øl eller Vin ved at udsættes for Luften med Tiden bliver sur, saa dannes. Eddikesyre; ved Bakterier, som hænge sam- men i lange Kjæder eller ere forbundne til slimede Hin- der, bliver den spirituøse Vædskes Alkohol forvandlet til Eddikesyre. Pasteur har vist, at alle Vinens Syg- 'domme hidrøre fra mikroskopiske Gjærsvampe, hvis Kim under Vintilberedelsen komme i Vædsken og hurtigere eller langsommere formere sig deri. Ham tilkommer Fortjenesten tillige at have anvendt denne Opdagelse praktisk til største Fordel for Vinavlen. Naar Vinen bliver opvarmet i Flasker til 50—70?, saa dræbes ikke blot Eddikegjæren, men ogsaa de øvrige Svampe, som gjorde Vinen skimlet, slimet eller bitter; Vinen bliver i Stand til at holde sig, den kan udføres og vinder i Fyrighed, Buket og Værdi. Naar sød Mælk bliver sur, beror dette derpaa, at Mælkesukkeret bliver forvandlet til Mælkesyre. Ogsaa her er, som Pasteur først paaviste, en Gjærsvamp af Bakteriernes Klasse virksom; bliver Mælken kogt, dræbes Mælkesyregjæren, og hindres nye Kims Adgang, saa holder Mælken sig sød i ubegrænset Tid. Den samme Mælke- syregjær spiller ogsaa en Rolle ved Tilberedning af Sur- kaal, Asier 0. s. v.; udvikler den sig i Saften af Runkel- roer eller i det ugjærede Øl, saa gjør den Fabrikanterne stor Skade. 300 Andre Gjærsvampe fremkalde andre Gjæringer; én Art gjør Urinen alkalisk, en anden forvandler Garvestof til Gallussyre, atter andre ere virksomme ved Smørsyre- gjæringen og ved Dannelsen af Ost; i Særdeleshed interes- sante ere de Gjærsvampe af Kuglebakteriernes Klasse, som frembringe Farvestoffer. Fra meget gammel Tid af gaar det Sagn, at då undertiden pludselig kan danne sig en Bioddraabe paa Fødevarer, især paa Brød; er først én kommen til Syne, saa formerer Blodet sig, det drypper og overtrækker store Flader. Blev dette i gammel Tid iagttaget, saa gjaldt det for et uheldsvangert Tegn, som forkyndte Gud- dommens Vrede, aabenbarede skjulte Forbrydelser og krævede blodigt Sonoffer. Historien beretter om talløse Ofre, som lige til den nyere Tid faldt for en mørk Overtro, saa ofte Blodunderet blev synligt paa Maden, men især, naar det viste sig paa en Hosties indviede Oblat. Med Oplysningens Aarhundrede ophørte Blod- underet efterhaanden, men først i Løbet af de sidste AÅartier erkjendte man, at en naturvidenskabelig Kjends- gjerning laa til Grund for Beretningerne derom. Ehrenberg var den første, som paa det omhygge- ligste udforskede Blodfænomenet. Det danner sig i fugtig Luft, kun paa kogte, ikke påa raa Fødevarer, paa Kar- tofler, Ris, Melklister, Budding, endog paa Kjød, Mælk og Hønseæggehvide og af sig selv, uden at man dog nogensinde vilkaarlig kan fremkalde det. Først viser der sig nogle for det meste smaa, rosenrøde eller pur- purfarvede Slimdraaber, der voxe indtil en Størrelse af et stort Knappenaalshoved og se ud som Fiskerogn, derpaa blive de fladere, flyde sammen og danne en sej, blodig Slim. Udbreder man med Naalen en Draabe af 301 den røde Gelé paa en frisk Kartoffel, saa formerer den røde Masse sig hurtig; det er let at frembringe saa store Masser, at man kunde benytte dem til Farvning, men det prægtige Farvestof holder sig des værre ikke, det bliver snart ødelagt, naar det udsættes for Lyset: Ehrenberg fandt i den røde Slim utallige ovale Smaalegemer, som han gav Navnet Vidundermonader (Monas prodigiosa); vi kunne bedre betegne dem som røde Kuglebakterier (Micrococcus prodigiosus Fig. 1); de ernære sig af de æggehvideholdige Fødevarer, påa hvis Qverflade de udvikle sig, opløse samme og frembringe ved en ejendommelig Pigmentgjæring det røde Farvestof, der, som Otto Erdmann”) og Schroeter") have paavist, besidder et paafaldende Slægtskab med hine 'straalende Anilinfarver, som i den nyeste Tid have vundet en saa høj Betydning for Farveindustrien. I Henseende til den historiske Interesse og det mægtige Indtryk, som det udøvede paa Folkenes mythe- dannende Fantasi, er » Vidunderblodet« enestaaende; som naturvidenskabeligt Fænomen slutter det sig til en hel Række Farvninger, som i fugtig Luft næsten regelmæssig vise sig paa Kartofler, Ost, kogte Æg og andre Føde- varer i Form af snehvide, svovlgule, orangerøde, spansk- grønne, violette, blaa eller brune Pletter, Draaber og …Slimmasser. Alle disse Farver, som for en Del lige- ledes ere beslægtede med Anilinpigmenter, blive frem- … bragte af Kuglebakterier, som under Mikroskopet næppe lade sig adskille fra Vidunderblodets Micrococcus pro- ”) Bildung von Anilinfarben aus Proteinkérpern. Journal fir prac= tische Chemie 1866. "”) Schroeter uber einige durch Bacterien gebildete Pigmente in Cohn's Beitråge zur Biologie der Pflanzen. Heft II 1872. 302 digiosus. 0'Naar Mælken af sig selv farves blaa eller gul, eller Pus fra Saar antager en spanskgrøn Farve, saa kan man paavise, at Stavbakterier have frembragt Farvestoffet i disse Vædsker”). Det af Kemikerne saa meget benyttede Lakmus bliver tilligemed nogle be- slægtede Pigmentforbindelser uddraget af busk- eller skorpeagtige Lavarter, som leve paa Klipper, idet dei Vand blive overladte saa længe til Forraadnelsen, indtil det fra Begyndelsen af farveløse Udtræk i Luften an- tager en smuk rød, blaa eller Purpur-Farve. Ifølge nyere Forskninger er det sandsynligt, at 'ogsaa Lakmus bliver "dannet ved Bakteriernes Livsvirksomhed; det er endog lykkedes ved Hjælp af Kuglebakterier i kunstige kemiske Opløsninger, som vare vandklare og fuldkommen farveløse samt indeholdt en vis Mængde vinsten- og eddikesur Ammoniak, i kort Tid at frembringe et blaat Farvestof, der aldeles ligner Lakmus, og som først farver Vædsken lyseblaa, men Dag for Dag bestandig præg- tigere og' mørkere blaa. Ved andre Forsøg optraadte Bakterierne paa en vis Maade som Fabrikanter af saft- eller spanskgrønne, gule eller røde Farver, hvilke de formaa at fremstille af farveløse kemiske Opløsninger. Endelig har man i den nyeste Tid faaet et hidtil uanet Indblik i de hemmelighedsfulde Livsvirksomheder af Bakterierne, ved hvilke de med dæmonisk Magt raade over Menneskets Vel og Ve, ja endog over hans Liv og Død. Hyppigere maaske end nogensinde før, som en Følge af den stedse livligere Samfærdsel, ere Mennesker og al ”) Bacterium (Vibrio) synxanthum, Bact. syncyanum Ehr., Bacterium ærugineum Schroet. 303 Dyr i de sidste Aartier blevne hjemsøgte af Gudssvøben, Epidemierne, der med ustanselig Gang vandre fra Sted til Sted, fra Land til Land, idet de kun en Tid hjem- søge et enkelt Sted, derpaa forsvinde ligesom i Ud- mattelse for at fortsætte deres Værk paa et andet Sted og først efter en for det meste længere Mellemtid igjen at vende tilbage. Kun altfor ofte gjør Lægekunsten og Videnskaben sig forgjæves Umage for at udrive Ofrene af disse Sygdommes ødelæggende Magt eller at sætte Skranker for deres Udbredelse ved Forebyggelsesmidler. I hvor forskjelligt end Udseendet af de forskellige Syg- domme er, saa have dog alle Epidemier, Kolera, Pest, Tyfus, Difteritis, "Kopper, Skarlagensfeber, Hospitals- brand, Kvægpest og hvad de nu alle kaldes, visse fælles Træk: Sygdommen /opstaar ingensteds af sig selv hver- ken af indre eller af ydre Aarsager; men den bliver indført fra et andet Sted, hvor den allerede tidligere herskede, ved en syg eller ved Gjenstande, som vare i Berøring med en syg; den udbreder sig kun ved Smitte. Har Smitten fundet Sted, saa hengaar der Timer og endog Dage, førend Tegn derpaa træde frem udadtil. Efter en vis Tid, Inkubationstiden, bryder Sygdommen frem under voldsomme Forstyrrelser af alle Organers lovbundne Livsvirksomhed, lige fra '”Hjærnen til For- døjelseskanalen; den syge lider, som var han paavirket …af-et Giftstof, der havde trængt sig ind i hans Blod, og som om han selv er smittet af Gift, udbreder han atter denne videre, i Udaandingen, i Sveden, i Udtømmelserne, endog "i Klæderne eller Linnedet. I mange Sygdomme samler Smittestoffet sig i den mest koncentrerede Form i særegne Blegner eller Blærer, hvis klare Saft allerede i den ringeste Mængde forgifter en sund, saa snart den 304 bliver optagen i hans Blod, og under de selv samme Sygdomsfænomener gjør | ham til Frembringer af den samme Gift. Ved Hospitalsbrand, ved Liggift er alle- rede den svageste Dunst, som hæfter ved Kirurgens eller Anatomens Kniv, tilstrækkelig til at forgifte ethvert aabent Saar: med Hensyn til Miltbrand er det en Kjends- gjerning, at en Flue kan overføre Giften fra et sygt til et sundt Dyr: Næppe havde Leeuwenhoek bekjendtgjort sine første Iagttagelser af de usynlige Smaadyr i Regnvandet,… før- end fantastiske Lægers - overilede Hypotese troede at kunne forklare Epidemiernes Gaade ved mikroskopiske Pestfluer. Men frugtesløs blev lige indtil den nyeste Tid ethvert Forsøg paa ved Mikroskopets Hjælp at. finde levende Væsener i det Smittestof, som ved Berøring frem- kalder Sygdommen, eller i Kontagiet; det. vilde have været lige saa let at faa Øje paa de usynlige Pile, med hvilke efter de Gamles Tro den fjærnttræffende Apollo i sin Vrede dræbte Mennesker og Hjorder. For den første Opdagelse af mikroskopiske Orga- nismer i en smitsom Sygdom skylde vi Davaine Takken, som i Aaret 1863 i Blodet af miltsygt Hornkvæg nogle Timer førend dets Død iagtog utallige fine, traadformige Legemer, der omtrent vare dobbelt saa lange som Blod- legemerne, formerede sig ved Deling og kun lod sig ad- skille fra de sædvanlige Traadbakterier ved Manglen paa Bevægelse; Davaine betegnede dem derfor som Bak- teridier. … Ogsaa Mennesket er underkastet en smitsom Sygdom, der er meget nær beslægtet med Miltbrand”), ") Pustula maligna. 305 og ogsaa i dette Tilfælde er hans Blod opfyldt af Bak- teridier. I Løbet af 4 Aar har de Epidemiers Antal, ved hvilke Bakterierne optræde, forøget sig meget”). Her er imidlertid ikke Stedet til at omtale de enkelte Tilfælde, vi ville kun fremdrage nogle af de vigtigste og nøjagtigst undersøgte Tilfælde. Enhver ved, hvor skaanselløs Difteritis bortriver saa mangt et forhaabningsfuldt Liv; et let overførligt Kontagium sætter sig sædvanlig først fast i Svælg og Luftrør, frembringer der hindeagtige Dannelser, som true med hurtig Kvælning. Mikroskopet viser i alle den syges Organer utallige Kuglebakterier sammenhobede i tætte: Masser,” som gjennemtrænge og belejre Muskel- vævet, Karrene og Slimhinderne, overalt fremkalde Blod- standsninger og Betændelse og hidføre en almindelig Blodforgiftning. Kun da er Helbredelse mulig, naar Kuglebakterierne ophobe sig i Nyrerne og gjennem disse efterhaanden: blive udførte af det syge Legeme. Blodforgiftningen ved aabne Saar, som i Krigen bortriver flere Ofre end de fjendtlige Kugler og, naar den en Gang slaar sig til. Ro i et Hospital, endog lader lette Saar blive dødelige, er stedse ledsaget af Kugle- bakteriernes "Formering; de sætte sig snart enkeltvis snart i rosenkransformige Traade eller slimede Hobe fast iv Materien og Arvævet, eller de blive optagne i Blodet og afsatte i forskjellige Organer, hvor de frem- kalde Betændelse, Pusdannelse (Forboldning), Absces- ") Disse Kjendsgjerninger skyldes Undersøgelser afKeber, Hallier. Zurn, Klebs, Leyden, Recklingshausen, Jaffe, Wal- deyer, Orth, Buhl, Huter, Oertel, Traube og andre. Fjerde Række. V, 20 306 dannelse (Byldedannelse) og ved tærende Feber ud- tømme den ungdommeligste Livskraft. Ogsaa i den klare Lymfe i Ko- og Menneske-Kopper ere lignende Kuglebakterier fundne i uhyre Mængde og i hurtig Formering. I Kolerapatienters risvandagtige Udtømmelser har Klob allerede i Aaret 1866 paavist utallige Bakterier, forbundne til geleagtige Slimmasser:; Endog Silkeormene ere. underkastede en Epidemi, ved hvilken der optræder Bakterier. | Men følger det af: Bakteriernes Nærværelse, at .disse ogsaa virkelig have noget at gjøre med Epidemien? Er det ikke lige saa godt muligt, at disse mikroskopiske Væsener kun ere tilfældige og uvæsentlige Ledsagere af Sygdommen (saaledes som jo Bakterier udvikle sig under enhver Gjæring og Forraadnelse) uden at udøve den mindste Indflydelse paa Sundheden? Endnu, er ikke det ved de nyeste Forskninger ud- bredte Lys klart nok til at lade os aldeles overskue dette dunkle.Omraade; endnu er ikke den nylig vundne Grund fast nok til at opføre en urokkelig Teori derpaa. Dog det vide vi allerede, at Kontagiernes Bakterier ikke ere. de samme Arter, som de, der fremkalde: Forraad- nelse; de lade sig for det meste allerede under Mikro- skopet adskille fra de sidste ved deres Form; de staa under helt andre Livsbetingelser; ja de kæmpe ofte med Forraadnelsesbakterierne paa den samme Bund om TPil=' værelsen og blive udryddede af disse, naar de bukke under. Dette havde allerede Davaine fundet, da han iagtog, at Miltbrandbakterierne forsvinde med. den be- gyndende Forraadnelse, ofte allerede 483 Timer efter et Dyrs Død, saa snart de almindelige Stavbakterier formere sig stærkt. < Men imedens en Bloddraabe fuld af Milt- 507 brandbakteriér, naar den bliver indpodet i en sund Oxe, efter 24—36 Timers Forløb bringer Døden, såa er der- imod Indpodningen af raåddent Blod uden saadanne Bakteridier virkningsløs. Miltbrandbakterierne miste ikke deres Livsvirksomhed ved Indtørring; derfor lykkes ogsaa Smitte ved størknet Blod. | Som bekjendt gaa kun klare Vædsker gjennem et tæt Filtrum, en Lercylinder ellér en Hinde; faste Legemer, i hvor smaa de end ere, blive holdte tilbage. Disse Er- faringer benyttede Chauveau og Klebs for at bevise, at Kontagiet ved Pyæmi”), Septicemi”") og Kopper ikke kan have sit Sæde i Materiens flydende Dele eller i Lymfen, men i de mikroskopiske Kuglebakterier, som udvikle sig deri. Idet de nemlig lod disse Smittestoffer gaa igjennem et Filtrerredskab, udfandt de, at den klare Vædske, som var kommen igjennem, havde mistet Evnen til at smitte, imedens de paa Filtrerredskabet tilbage- blevne faste Stoffer fandtes virksomme. Alle disse Kjendsgjerninger gjøre det i høi Grad sandsynligt, at de i mange Sygdomme allerede paaviste Bakterier ere Smittens Bærere og Kilde, at de ere Kon- tagiernes: Gjærstof. Vi holde fast paa det Haab, at der til en klarere og fuldstændigere Erkjendelse af disse Kjendsgjerninger ogsaa vil knytte sig Opdagelsen af nye Metoder til med større Virkning end hidtil at mod- arbejde denne frygtelige Fjende. Der vilde derved blive givet Lægekunsten bestemte Synspunkter, efter hvilke den bør virke. Det er om de tre Spørgsmaal, at det drejer sig: ad hvilken Vej foregaar Overførelsen af de ") to zvov Pus, to ao, Blod. %) øndtinog, hvad der gjør raaden, to ale, Blod. BE 308 mikroskopiske Gjæringsorganismer? paa hvilken Maade hindrer man den? og ved hvilke Midler bliver deres For- mering hæmmet? Alle Desinfektionsforholdsregler, alle Helbredelsesforsøg maatte da stile i den ene eller anden Retning; i Særdeleshed maatte man ogsaa have Op- mærksomheden henvendt paa Vandet, om hvilket det er bevist, at det endog i tilsyneladende allerreneste Til- stand let fremhjælper Tilførselen af Bakterier og andre Gjæringsorganismer. Vi have set, at Bakterier udvikle sig under enhver Forraadnelse og Gjæring samt i mange Sygdomme, og at de formere sig i kæmpemæssige Forhold, saa snart deres Kim en Gang have faaet Adgang, saa at disse mindste Væsener just ved deres uhyre stærke Formering udrette det. mest storartede Arbejde. Men hvorfra stamme de første Kim? Med dette Spørgsmaal have Naturforskerne beskjæftiget sig lige til den nyeste Tid og besvaret det paa forskjellig Vis. Nogle sagde: ved Forraadnelsen forme. de organiske Elementer sig, som dannede det afdøde Dyrs Legeme, i fri Skabningskraft til selvstændige Væsener, som ere helt forskjellige fra dem, af hvis Stoffer de fremkom, men dog ligeledes levende og forplantningsdygtige. . Saaledes forme Æggehvide- og Fedtdraaberne sig til. Bakterier, maaske ogsaa til Gjær og Skimmelsvampe, ja selv til hine Infusionsdyr, som aldrig mangle ved Forraadnelsen. Man . opfandt endog et særegent. Navn for. denne Op- rindelsesmaade, Uravl eller Selvavl (Generatio æqvicoca).… Andre bestride Muligheden af, at levende Væsener, i hvor smaa og simple de end ere, nogensinde opstaa anderledes end af Kim, der stamme fra Væsener af samme Årt. Troen paa Bakteriernes Selvavling er. efter 309 dem den 'sidste Rest af en meget gammel Overtro, som Videnskabens Lys endnu ikke helt har bortskræmmet. I Oldtiden mente man, at Slanger og Frøer opstode af Dyndet, som Solen udrugede, Larver avledes af raadne Blade, Utøj af Smuds, Orme af syge Indvolde, Maddiker af" fordærvet Kjød. I vore Dage ved ethvert Barn, at alt dette er Eventyr; enhver Madmoder har gjort den Erfaring, at der ingen Maddiker kommer i Kjødet, naar man ved et Staaltraadgitter holder Spyfluerne borte, som ville aflægge deres Æg deri; hun har lært ved Hjælp af omhyggelig Tildækning at fjærne de støvfine Skimmel- sporer, der tilligemed andet Støv blive afsatte fra Luften og gjærne lejre sig paa hendes nedsyltede Frugter; hun ved, at Trikiner og Bændelorme kun opstaa ved Nydelsen af raat eller halvkogt Svinekjød, i hvilket de yngre Ud- viklingstrin af disse Dyr allerede vare tilstede; selv Landmændene tro ikke længere, at Kornets Rust hid- rører fra Kulden, men at den nedstammer fra Kim, der blive' udstrøede fra Berberisbuske eller fra andre an- grebne Stråaa, og at Hvedebranden forhindres, naar man bejser Sædekornene i Kobbervitriol for derved at dræbe de vedhængende Sporer af Brandsvampen. Med. Hensyn til Bakterierne og de med disse nærmest beslægtede Gjærsvampe er der gjennem de af os allerede ovenfor omtalte Forsøg ført utvivlsomt Bevis for, at de lige saa lidt” opstaa ved Selvavling som andre levende Væsener. Thi naar Kjød eller -et andet kvælstofholdigt Stof af Dyre- eller Planteriget bliver kogt i en Kolbe, ja endogsaa kun bliver ophedet til omtrent 60%, saa blive alle deri tilstedeværende Bakterier "dræbte; bliver des- uden Tilgang af nye Kim uden fra hindret paa den ene eller anden Maade, då opstaar der ingensinde Bakterier 310 "af sig selv, hvor længe man end maatte gjemme Kolben; men en eneste indført Kim er tilstrækkelig til at frem- kalde Formeringen og med denne Forraadnelsen. Hvis Bakterierne opstode af: raadnende Stoffer wed Selvavl, saa maatte Forraadnelsen vise sig førend Bakterierne; men Forsøget viser det modsatte, nemlig at Forraad- nelsen først er en Følge af Bakterieudviklingen. I de sidste Aar gjorde en Teori, som søgte at forklare Bakteriernes Oprindelse paa anden Maade, stør Opsigt. De sædvanlige Skimmelsvampe skulde under visse Betingelser avle overordentlig smaa, bevægelige Kim; om disse Kim blev der paastaaet, at de kunne udvikle sig til Bakterier, Gjær og tilsidst igjen til Skimmel- svampe: "Naar der under visse Sygdomme. findes. Bak- terier i Blodet eller i Organerne, saa beroede dette der- paa, at Sporerne af de almindelige Skimmel- eller Brand- svampe spire i det menneskelige Legeme, at disse Kim først sværme som Bakterier, men under passende. Kultur igjen lade sig udvikle: til forskjellige Arter Skimmel- svampe. Men en fordomsfri Prøvelse har ikke givet det ringeste Bevis for, at Bakterier staa i Udviklingsforbin- delse med Gjær-, Brand- eller Skimmelsvampe; Bak- terierne opstaa, saavidt vi endnu vide, altid kun af Kim af samme Art, Ved "disse Kjendsgjerninger er vistnok det Haab blevet tilintetgjort, at i Bakteriernes Udvikling vilde Nøglen findes til Livets Oprindelse paa Jorden over=- hovedet.: Gaves der endog kun et eneste Væsen, som i vor Tid. kunde forme. sig: af uformet og livløs. Materie selvstændig ved Selvdannelse til en levende Celle, saa formaaede vi at forestille os, at de første Skabninger. i Begyndelsen, have, dannet sig paa samme Maade. + Nu 311 staar det vel fast, åt Livet paa Jorden har haft en Be- gyndelse; men med Hensyn til, hvorledes de første levende Væsener ére opstaaede, mangler enhver Analogi; ifølge vor nuværende Viden ligner Livet Vestas hellige Ild, som evig blev vedligeholdt derved, åt altid den nye Brand blev tændt ved den gamle. Den berømte Fysiker W, Thomson har i den aandfulde Tale, med hvilken han 'i'1871 ååbnede det britiske Naturforskermøde i Edinburg, draget denne Følge- slutning: da Livet paa Jorden ikke kan være opstaået af sig selv, saa maa det være blévet overført fra en anden Verdensklode til vor. Vi vide, åt deé utallige Meteorstene,' som ere faldne ned paa Jorden, en Gang have været selvstændige Kloder eller dog Dele af saåa- danne; i enkelte Meteorstene er der blevet paavist Kul og kulstofholdige "Forbindelser, hvis (Oprindelse tyder paa organiske Dånnelser. Den Mulighed lader sig tænke, at ogsaa en Gang en levende og udviklingsdygtig Kim har overlevet den Katastrofe, såm ellers ved Ind- trædelsen i vor Atmosfære og ved Nedstyrtningen påa Jorden bringer den ankomne i glødende Tilstand; fra en saadan Kim kunde da alle andre Væsener ned- stamme. Saaledes kunde da Livets Begyndelse være kommen ned fra Himlen paa den livløse Jord, ligesom den Liv bringende Ildgnist ifølge Myten blev hentet ned fra Olymp af Prometheus. Bakteriernes Udviklingshistorie antyder dog måaske et andet: Udspring for Livet paa Jorden. Vi' have be- regnet Vægten af en Bakterie til! 0,00000000157 Milligram; vi vide, at dette overordentlig lette Legeme bliver ført bort med de fordampende Vanddraaber, derpaa svømmer omkring i Luften som Solstøv og atter falder ned med 312 Støvet; men ogsaa føres ved Luftstrømninger over umaade- lige Strækninger og sikkert ogsaa kan blive løftet op i en meget stor Højde. . Maaske blive disse Støvgran ved den "opstigende Luftstrøm undertiden løftede. saa højt op, at de unddrage sig vor Planets. Tiltræknings- kraft og naa ud i Verdensrummet? Tilstedeværelsen. af et: Verdensstøv er sandsynlig paa Grund af forskjellige kosmiske Lysfænomener. Verdensrummet er meget koldt, men Forsøgene have paavist, at endog en fuldstændig Frysning ved + 10? ikke dræber Bakterierne; de stivne i Kulden, men vaagne op, naar de optøes, og begynde under gunstige Omstændigheder strax at formere … sig. Det er maaske ikke umuligt, at noget fra Jorden op- stigende Bakteriestøv en. Tid lang kan svømme omkring i Verdensrummet, derpaa naa ind i'en anden Verdens- klodes Atmosfære og, hvis det paa denne , forefinder passende Livsbetingelser, formere. sig der. « Men den Mulighed lader sig ogsaa omvendt tænke,… at der frå: en eller anden Liv ernærende Klode blev ført Kim af Bak- terier eller af et lignende. meget lille "og simpelt - Væsen ud i Verdensrummet som Støv, og at en saadan Kim tilsidst naar ind i Jordens Atmosfære og afsætter sig paa dens Bund: Saa længe Urhavet, der en Gang havde bedækket den efter. den glødende Tilstand stivnede. Jord- skorpe, endnu var ophedet til over 607, saa længe var en saadan Kims Udvikling ikke mulig; men saa; snart Aftkølingen var sunken ned under denne Temperaturgrad, maatte den fremmede Livskim finde alle Betingelser. for en ubegrænset. Formering i det med Salte rigt mættede Urhav; vi… have: beregnet, at det hele Ocean" efter faa. Dages. Forløb kunde. være fyldt med saadanne 313 Væsener”). Af denne første levende Kim, i hvilken Dyre- og Planterigets Ejendommeligheder endnu ikke vare adskilte, kunde Udviklingens Lov, Kampen for Til- værelsen, det naturlige Avlsvalg, den geografiske Isolering og mange andre bekjendte eller ubekjendte Kræfter frem- kalde alle de forskjellige Former af Dyr og Planter, som i For- og Nutid beboede og bebo Jorden. Vi vide vel, at vi ved saadanne Betragtninger svæve langt ud over den exakte Naturvidenskabs Grænser. Om Naturforskeren endog stedse bliver sig sin Videns Indskrænkethed bevidst og med Resignation tilstaar, at han intet ved, hvor hans Redskaber, Forsøg og Iag- tagelse lade ham i Stikken, saa kan han dog lig Faust ikke altid modstaa sin Længsel »efter at skue enhver virkende Kraft og. Spire«, og han overgiver sig gjærne til den Forførelse, "der ligger i ved Fantasiens Hjælp at bygge Bro over de Gab, som den ædruelige Forskning ikke formaar at udfylde. 7) Hvorfor er dette da ikke Tilfældet i Virkelighedeu? Fordi: hver- ' ken det nærværende eller Urhavet byder dem den Næring, som de .dertil vilde behøve. Bakterier, Gjærstoffer 0. s. v. ere jo som andre Svampe Hysterophyter, ikke Protophyter, d. v. s. de kræve som Livsbetingelse andet organisk Stof, hvoraf de kunne hente Næring: de. kunne følgelig ikke gaa forud for Dannelser af det øvrige organiske Liv: dette er tværtimod en Forudsætning for dem! Vil en Naturforsker hengive sig til Spekulationer som …de ovenfor anførte, maa han ikke i den Grad glemme. sine egne Forudsætninger som den. udmærkede Forsker, hvis vigtige Under- søgelser vi her have haft den Fornøjelse at forelægge vore Læsere med hans egen Indklædning. (R. A.). Mindre Meddelelser. l. Flodkrebsens, Hummerens og Staalormens Hudskifter. Flodkrebsens Parring finder Sted fra November til Januar; Æglægningen fra 2—45 Dage efter Parringen, d.v.s. desto tidligere efter denne, jo mere udviklede Æggene ere i Forvejen. Naar Hunnen skal til at legge Æg, lægger den sig paa Ryggen og bøjer sin Hale op mod Brystet, saa at den der- ved danner ligesom et Kammer, fra hvis Vægge der afson- dres en Slim, som senere hærder til de Traade, hvorved Æggene ere fæstede til Halefødderne. Æggenes Udklækning finder Sted 6 Maaneder efter, i Maj—Juli. Sit første Hud- skifte undergaar den unge Flodkrebs 10 Dage efter Ud- klækningen; det andet til femte med Mellemrum af 20— 25 Dage; fra Juli—Septbr. skifter den altsaa Hud å Gange, derimod slet ikke hele næste Vinter; det 6te Hudskifte finder nemlig først Sted i Maj, det 7de i Juni, det 8de i Juli. I sit første Leveaar har den altsaa. skiftet Hud 8 Gange. I andet Aar skifter den Hud åd Gange: i Avgust, September, Maj, Juni og Juli, i meget varme Aar 6 Gange. I tredje Aar har Chantran kun iagttaget 2 eller 3 Hudskifter, i Juli og September. I Begyndelsen af fjerde Aar er Hun- Flodkrebsen voxen, d.v.s. i Stand til at parre sig, og den skifter nu kun Hud en Gang om Aaret (i Avgust eller Sep- tember); Hannen er derimod allerede voxen med Begyndel- sen af tredje Aar og skifter Hud to Gange aarlig (i Juni eller Juli og i Avgust eller September), hvorfor den ogsaa bliver større end Hunnen. +48 Timer efter Hudskiftet har hele Hudskelettet paa det nærmeste opnaaet sin normale Fasthed. Indtil det første Hudskifte, 10 Dage efter Fødslen, ere de unge Flodkrebs ligefrem fæstede til Moderens Hale- fødder; fra den 10de til den 20de Dag ser man dem undertiden forlade Moderen og vende tilbage igjen til deres Skjul under hendes. Hale; først efter den sidst nævnte Dag begynde de at føre et aldeles selvstændigt Liv. De opæde 315 først Æghinden og den først afskudte Ham, og derefter op- æde de stærkere dem af deres Søskende. der ere blevne til- bage i deres Udvikling og ikke kunne fuldbyrde deres Hud- skifte, eller som brække deres Ben under dette. Til at rege- nerere et tabt Ben bruger Flodkrebsen efter Chantrans Iagttagelser saa lang Tid, som der hengaar mellem 3 Hud- skifter, saa at det først med det fjerde faar sin fulde Størrelse og Styrke. I deres første Aar behøve de derfor kun 70 Dage dertil. hvorimod den voxne Han behøver 1:42 2 Aar og den voxne Hun 3—4 Aar til at regenerere et tabt Ben. Følehornene regenereres derimod hurtigere, i Mellemrummene mellem to Hudskifter. (Comptes Rendus, 1870 og 71.) Skjønt det er en vel bekjendt Sag, at ogsaa de andre tibenede Krebsdyr skifte Hud gjentagne Gange ligesom Flod- krebsen, har man dog kun faa Beretninger om, hvordan det gaar for sig med dette Hudskifte. Efter Salter, hvem de følgende Bemærkninger skyldes, haves kun 3: Réaumurs fra 1712 og 1718 om Flodkrebsen, Couch”s fra 1833 om Taskekrabben (Cancer pagurus) og Gosses om en anden Krabbeform (Maja squinado). Den Huumer, hvis Hudskifte S. beskriver, befandt sig i Juli 1857 i et Akvarium i Scar- borough. To Dage førend Hudskiftet fandt Sted iagttog man, at den havde meget travlt og indtog en højst besyn- derlig Stilling, idet den holdt Halen aldeles stiv og strakt, medens den arbejdede af alle Kræfter paa at løsrive og sammenslæbe al den bløde 'Pang, den kunde samle, i den ene Ende af Akvariet, hvor den saaledes opdyngede en stor Masse Plantedele. der vare bestemte til senere at tjene til Beskyttelse for dens bløde Legeme, medens der samtidig i den anden Ende af Beholderen dannedes et tomt Rum, hvor den havde Plads til de Bevægelser, der vare nødvendige til at befri Legemet for den gamle Skal: . I denne ejen- dommelige stive Stilling forblev Hummeren hele de to sidste Dage førend Hudskiftet. Paa den tredje Dag fik den en Revne i den Hinde, der forbinder Rygsiden af første — Halering med Skjoldet, og da denne Spalte var bleven ud- videt til en Bredde af omtrent en halv Tomme, saa at den nydannede blaa Skalhud saas tydelig igjennem den, tog Fremdragningen af Halen sin Begyndelse. Ved en stærk svingende eller vrikkende Bevægelse af hele Halen, især fra Side til Side, blev først et Led skudt ud igjennem Spalten ; derpaa fulgte en fuldstændig Hvileperiode, under hvilken Dyret forholdt sig aldeles stille. Derpaa blev det andet Led 316 frigjort ved en ny vrikkende Bevægelse; derefter fulgte atter en Hvileperiode, saa kom den tredje Ring for Dagen, og saa fremdeles, indtil hele Halen efter at have været helt sammenkrummet, endelig var klemt helt udenfor og laa ovenpaa og langs hen ad den tomme Skal, der tidligere havde indesluttet den og endnu hang fast til Undersiden af den egenlige Krop. Den eneste Aabning, der hidtil havde dannet sig paa den gamle Skal, var Tværspalten mellem Skjoldet og første Halering paa. Rygsiden; ingen af Haleringene skilte sig derimod fra hinanden. Hidtil var Befrielsen begyndt med den forreste Del af Halen og derfra skredet frem i Retningen for fra bag til; men nu bemærkedes det, at Skjol- det var revnet i Retningen bag fra for til, saaledes at Spalten begyndte bag til ved Tværspalten mellem Skjoldet og første Halering og naaede for til til Spidsen af Pandehornet. Idet Skjoldets to Sidehalvdele dernæst skilte sig ad bag til, dan- nede Mellemrummet mellem dem i Forbindelse med den oprindelige Tværspalte en tredelt Aabning, hvorigjennem den øvrige Del af Dyret blev fri. Denne Befrielse fandt Sted i Retningen bag fra for til. Først blev det bageste (femte) Benpar løsnet og trukket ud; det næste Par fulgte efter; og denne Proces fortsattes i Retningen bag fra for til, Par for Par, med et Mellemrum af Hvile mellem hver Gang. Det gik meget let at trække de fire Benpar ud af deres gamle Hylster, som naar man trækker Benet ud af en løst sluttende Støvle. De hidtil beskrevne Operationer krævede overhovedet ingen særegen Kraftanstrængelse af Dyret; derimod var dette i høj Grad Tilfældet med Frigjørelsen af Klosaxene, som skete med to pludselige og kraftige Ryk, idet Hummerens bløde Hale trykkede med sin Underflade paa Overfladen af den tomme Skal. Paa denne Maade bleve de bløde Klo- saxe trukne gjennem de snævre Led af deres gamle Skal med umiskjendelige Mærker af den Vold og det Tryk, som de havde været underkastede. Denne deres Befrielse' fra deres haarde Hylster blev nemlig ikke understøttet af nogen Spaltning af dette; de store bløde Hænder bleve kun sam- mentrykte, idet de bleve trukne gjennem de snævre Ledføj- ninger. Denne Kraftanstrængelse var ogsaa den sidste, og dermed var Hummeren fuldstændig og lykkelig befriet for sin gamle Skal. Ikke alene Klosaxene, men ogsaa" alle Munddelene, Øjnene og Fødderne vare nu frie, og med det sidste Ryk plumpede den gjenfødte Hummer tilbage over den tomme Skal — dens gamle Hus. Den hele Operation varede 20 Minuter og foregik i den Del af Akvariet, som 317 Hummeren i Forvejen havde renset for Tangen. Strax efter var den meget vanskabt, stærkt trukken i Længden i alle sine Dele; især var dette Tilfældet med Klosaxene, der vare trukne helt ud af Form. I de næste faa Timer bleve baade Krop og Klosaxe større, men forholdsvis kortere. Denne Væxt hidrørte ikke fra, at Skalhuden i Forvejen havde ligget i Folder og nu blev udglattet, thi der var ingen Folder at se paa Dyret, lige som det var sluppet fri, men ved en Ud- spiling, der vistnok var en Følge af en stærk Indsugning af Vand. Den nye Skalhud var aldeles blød og af en ren blaa Farve. I Begyndelsen var Hummeren sky og holdt sig stille, skjult mellem den opdyngede Tang; men faa Timer efter kom den frem af sit Tilflugtssted og bevægede sig frit om i Akvariet. Syvende Dagen derefter syntes Huden at være bleven fuldstændig forkalket. Hos en anden Hummer, hvis Hudskifte gik for sig i den følgende November Maaned, aldeles paa den beskrevne Maade, var Skallens Forkalkning først indtraadt fuldstændig efter omtrent 14 Dages Forløb, formodentlig paa Grund af den lavere Varmegrad og den mindre livlige Ernæring. Det er ret mærkeligt, at der er den Forskjel paa Hummerens og Flodkrebsens Hudskifte, at hos denne begynder Frigjørelsen med Kroppen (det saa- kaldte ,,Hovedbryststykke"), ikke med Halen; Skjoldet løsner sig helt og ubrudt fra sine Forbindelser med Krop- pens Sidedele, ligesom hos Krabberne, og den afkastede Ham bliver liggende paa Ryggen — ikke paa Bugen som hos Hummeren. SS. havde senere det Held at fange en lille Svømmekrabbe (Carcinus mænas) i Hudskifte, ved hvil- ken Lejlighed han saa, at ogsaa den tager sin Tilfugt til en Tangbunke under Fældningen, og at den efter denne i meget kort Tid voxer til sit firdobbelte Rumfang ved Ind- sugning af Vand. Selve denne Indsugning og dermed følgende Opsvulming er maaske en virksom Kraft til at sprænge den gamle Skal og hjælpe Dyret ud af den. (Journ. Proc. Linn. Soc.) At ogsaa Krybdyrene afkaste deres Overhud. (,,skifte Ham") flere Gange om Aaret, er bekjendt; men det kan have sin Interesse at vide, hvor ofte. Efter Iagttagelser af DanielRankin skiftede en Staalorm, der gik i sit ottende Aar og blev fodret regelmæssig hele Tiden, for saa vidt der kunde skaffes Orme eller Snegle til den, eller for saa vidt den ikke laa i Vinterdvale, 10 Gange Ham i det ene Aar og 9 Gange det næste. - Af 4 paa samme Dag fødte unge Staal- orme skiftede den ene Hud 13, den anden 14 Gange i deres 318 første Leveaar; i Løbet af 3 Aar skiftede den tredje Hud 30 Gange (første Gang 13/19 45, sidste Gang 7/9 48), den fjerde 34 Gange (13/19 45—1/9 48). Man fejler altsaaa ikke meget ved at sige, at Staalormen skifter Overhud omtrent en Gang hver Maaned, saa meget mere som Aarstiden ikke synes i denne Henseende at have gjort nogen synderlig For- skjel. Talen er jo døg her kun om Individer, der levede i Fangenskab; i selve Naturen er det rimeligt åt denne Proces hviler under Vinterdvalen. (Proc. Roy. Phys. Soc. Edinburgh, 1856). "2. Næsehornene. Rhinoceros- Arterne ere ikke meget talrige, skjønt det af de større Tykhude er den Slægt, der er fyldigst repræsenteret i Nutiden. De dele sig i to —… Grupper: de asiatiske med mere udviklede Fortænder og med Huden afdelt i Skjolde med dybe Folder; de afrikanske, hvis Fortænder ere saa smaa, at de aldrig bryde gjennem Gummerne, og hvis Hud er glat eller kun frembyder en svag Antydning til de ejendommelige Folder, som udmærke de asiatiske Arter. Af disse sidste er den store indiske Næsehorn (Rhinoceros unicornis) den største, og den er bedst og tidligst kjendt. . Den zoologiske Have i London har to Exemplarer af den, en Han siden 1864 og en Hun siden 1850; dens Hjem er Skovdistriktet Teraj ved Foden af Himalaya fra Nepal til Butan, hvor- fra det strækker sig ind i Assam. Sunda-Næsehornen (Rh. sondaicus) .… ligner sin større Broder meget i ydre Form, har den samme foldede Hud og ligesom denne kun ét Horn paa Næsen; men den er meget mindre og frem- byder visse vel udprægede Ejendommeligheder i Hovedskal- lens Form, hvorved den er let at skjelne fra den store indiske Næsehorn; indtil for kort "Tid siden antog man, at -den var indskrænket til Java, Sumatra og Borneo — dens Tilværelse paa den sidst nævnte store Ø er dog noget pro- blematisk — men Blyth har nylig vist, at den enhor- nede Rhinoceros, der bebor Halvøen Malakka og de ben- galske ,,Sunderbunds", efter al Sandsynlighed er den samme Art. Den har endnu ikke været at se i nogen zoologisk Have i Europa. Den tredje asiatiske Art ser meget for- skjellig ud fra de to foregåaende: den har to Horn, af hvilke det mindre sidder paa Panden lige over Øjet, det andet paa selve Næsen; Kroppen er desuden bedækket med Haarbørster, og der er kun én stærk og vel udpræget Hud- fold tværs over Ryggen, hvorved den faar et ganske andet 319 Udseende end dens pandserklædte Brødre. Indtil for kort Tid siden antoges den kun at leve paa Sumatra, og Cuvier og Raffles gave den derfor Navn af Sumatra-Næsehornen (Rh. sumatranus); nu har det imidlertid vist sig, at den ogsaa forekommer paa Halvøen Malakka. = Ved Chittagong ved den nordlige Ende af den bengalske Bugt blev den smukke tvehornede Hun-Næsehorn, som nu findes i den zoelogiske Have i London, fangen for d Aar siden; den synes nu næsten at have naaet sin fulde Størrelse (4; Fods Højde), men tilhører snarere en anden, rigtignok med Rh. suma- tranus nær beslægtet Art, der har faaet Navn af Rh. lasiotis%). Rh. sumatranus er den mindste af de 5—6 Næsehorn-Arter i Nutiden. Ogsaa den zoologiske Have i Hamburg har for kort Tid siden faaet et levende Exemplar af denne Art, der —- trods sine to Horn — aldeles ikke er. beslægtet med de afrikanske Næsehorn, men har den indiske Gruppes Kjendemærker i Henseende til Fortænder og Hovedskalsbygning. Af den afrikanske. Gruppe har man kun sikre Vidnesbyrd om. to Arter, der ere almindelig bekjendte som den sorte og den hvide Næsehorn.. Den sorte (Rh. bicornis) har Overlæben forlænget og indrettet til at gribe med, saa at den dermed, næsten som med en kort Snabel, kan gribe om Træernes og Buskenes Kviste; thi af disse lever den fornemmelig. De to Horn ere ikke meget " forskjellige i Størrelse og Længde; dog er det forreste i "Almindelighed det længste. Den sorte Næsehorn findes i Øst-. og Sydafrika, og Samuel Baker traf den ret hyp- pig i Øvre-Nubien, hvor den unge Han, der kom til den zoologiske Have i London i 1868, blev fangen af Hamram- Araberne; ogsaa den zoologiske Have i Berlin har siden faaet et levende Exemplar af den sorte afrikanske Næse- horn, men disse to ere de eneste, der have naaet Europa i levende Stand siden de Dage, da Rhinoceros'er bleve foreviste og dræbte i de romerske Amfiteatre. Den hvide %) oa: N. med de lodne Øren. Gray mener, at den ægte Sumatra- Næsehorn er udbredt over Sumatra og Fastlandet af Bagindien mellem den bengalske Havbugt og Irravaddy-Floden, Rh. lasiotis hinsides denne Flod i Malakka, Pegu og indtil Siams Nordgrænse. Forskjellighederne mellem dem synes ikke at være betydelige; om de vise sig konstante, maa Tiden vise. "Der har været skrevet adskilligt om disse asiatiske tvehornede Næsehorn. i den sidste Tid, og det synes næsten, skjønt det ikke er let at udfinde det ende- lige Resultat, at Arternes Antal er endnu større. 320 Næsehorn kjendes strax fra sin sorte Broder foruden ved Hudfarven ved sin korte Overlæbe, hvorfor Burchell, den første rejsende Naturforsker, der traf den, foreslog at kalde den 0Rhinoceros simus. Den bebor mere aabne Egne og lever hovedsagelig af Græs, men dens mærkeligste Ejendommelighed er den uhyre Længde af det forreste Horn. som hos gamle Individer naar 35; eller endog 4 Fod 'og først krummer sig for til, men derpaa bag til mod Issen; Baghornet forbliver derimod altid lille og svagt udviklet. Dens Udbredning er endnu ikke fuldstændig kjendt: fra det indre af Kaplandet synes den at strække sig til (Sambesi og dens Bifloder; i Øvre-Nilen findes den ifølge Baker ikke; der er den sorte den eneste forekommende "Art. Den hvide Næsehorn er endnu aldrig bleven bragt til Europa. — Det har dog- været Tvivl underkastet, om ikke hver" af disse to Arter skulde kløves i to; saaledes har Gray fra den ægte hvide Næsehorn skilt Rh. Oswelli, som er op- stillet paa et Horn, som Oswell fik ved Ngami-Søen, paa Angivelser af rejsende og Jægere, hvilke berette, at de indfødte. skjelne mellem ,,Kobaaba'en', hvis Forhorn 'er bøjet fremad i Spidsen, og ,,Monoohoo'en" eller ,.Mohoo- hoo'en", hvor det er krummet i sin hele Længde; men da de indfødte selv sige, at de aldrig have set en ung ,,Ko- baaba", er der næppe Grund til at antage dennes Særkjende for andet end en hos gamle Individer af Rh. simus undertiden optrædende Ejendommelighed. Af de sorte Næse- horn sondrede Smith Rh. Keitloa som en egen Art; den skulde udmærke sig ved at være større, have en længere Overlæbe og et længere Baghorn, næsten lige saa langt som Forhornet. Men man har endnu ikke fuld Vished for, at det er en egen Art, eller Kundskab om, hvordan dens Udbredningskreds i saa Fald stiller sig til den almindelige sorte afrikanske Næsehorns. "Kjøbenhavn.] "BP, G. Philipsens Forlag. (1878. —(- arsen sø” Om Darwinismen af J. Frohschammer. Oversat og ledsaget med et Forord af H. Steen. Pris: 605 Af en Anmeldelse i »Bergens Tidende« om dette Skrift anføres: »Darwinismen er i sit inderste Væsen et Forsøg paa at forklare Livet af blot kausalt virkende Åarsager uden Teleologi og uden præsent Guddomsmedvirkning. — Afhandlingen meddeler som Indledning den Darwinske Theori i dens Grundtræk, hvorefter den kritisk behandler dens enkelte Punkter. Herved er opnaaet, at den ogsaa for Læsere, der ikke gjennem andre Kilder have havt Anledning til at gjøre Bekjendtskab med den ispørgsmaalværende Theori, vil kunne tjene til Orientering og vise, hvad der her er Tale om, og ingen dannet Læser vil angre paa at have anvendt lidt Tid paa at gjennemlæse Frohschammers Brochure om Dar- winismen, « Den første Barnepleie. Af Professor Aug. Thornam. Indhold: Barnets Pleie før Fødslen, — Barnets Reenlighed. — Barnets Paaklædning. — Barnets Leie og Barnekammeret. — Barnets Opfostring ved Moderbrystet. — Barnets Opfostring ved Amme. — Barnets kunstige Opfostring. — Barnets Hvile og Bevægelse. — Tandbruddet. — Barnets ” sjælelige Udvikling. — Afvænningen. (»Bibliothek for Læger«.) s»Det skulde glæde os, om denne "Slags Læsning ved nærværende Arbeide kunde faae forøget Udbredelse. « (»Berl: Tid.«) »Forfatteren gaaer især ud paa at forebygge Syg= - domme og at vedligeholde det sunde Barns Sundhed. Mangen en ung " Moder vil ved dette lille Arbeide faae en og anden lille Tvivl hævet, og det maa især anbefales Familier paa Landet, hvor man ikke ved enhver — Leilighed kan søge Raad hos sin Læge. Pris indb. i Papbind, 48 Sk. AV DRE NÅ ate kuaf dte Binds Ade Hefte. » "Indho ou r 1. De vigtigste nyere Undersøgelser over Fortidens Pattedyr. I Europa og Nordamerika 0.1 SN RR RD N 2. Om Bakterierne, de mindste levende Skabninger, og deres Betydning i Naturen og Menneskelivet. Af Prof. Dr. Ferdinand Cohn i Breslau. 2017, ENE RARER 280. 3. Mindre Meddelelser. 1. Flodkrebsens, Hummerens og Staal- ormens Hudskifter. 2, Næsehernene … . ER 314, Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark). til en Pris for hele Aaret af 3 Rdl. Subskriptionen, der. er bindende for et Bind, modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postkontoirer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Pd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipsens Boglade. De ærede Forfattere… som ikke, & Dage efter at et Hefte af. Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa Honoraret, anmodes om at henvende sig 1 Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5. I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Liiken, som træffes i sin Bolig, Ladegaardsvej Nr. 11, D. sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5. eller til Dr. phil. Eug. Warming, Søgade Nr. 2, sikrest fra 5-4 E. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bemærket, TIDSSKRIFT FOR POPULÆRE. FREMSTILLINGER LiIBRAR] AF | NATURVIDENSKABEN, UDGIVET AF É cz | C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBIL NINGER. | FJERDE RÆKKE. (Tyvende Aargang.) ji Ka FEMTE BINDS FEMTE HEFTE. — EF [| KJØBENHAVN. | P. &. PHILIPSENS FORLAG. == i 3 THIELES BOGTRYKKERL 1873. P. G. Philipsens Forlag. ARNAMNAMn ANN nm Jordkloden før Syndfloden. Populære geobgiske Skildringer for dannede Læsere. SETE SEEST Med Benyttelse å de nyeste og bedste Kilder, efter Professor L. Figuits »La terre avant le déluge«, 6te Oplag. Ånet betydelig forøgede Oplag. Med talrige ideale P>spekter af Forverdenens Landskaber samt en Mængde i Texten incykte oplysende Afbildninger af de ældre Jord- prioders Plante- og Dyreliv. Medens Erfaring» daglig lærer os, at selv det ypperste Menneske- værk tilsidst fortær« af Tidens Tand, og at Individerne saavel 1 Plante- som i Dyrerig uophørlig blive til og forgaa, ere vi derimod fra Barnsben vante | at betragte Jorden som et Billede paa det Stabile, det Urokkelis og Uforgængelige og Arterne som noget Varigt og Blivende, der fra >rdens første Begyndelse har holdt sig ens og uforandret. Intet eimidlertid urigtigere end denne Forestilling, der kun grunder sigpaa menneskelig Kortsynethed og overfladisk Betragtning. En onrggelig Undersøgelse af Jordlagene paa for- skjellige Steder og i rskjellige Dybder godtgjør nemlig snart, at Jordens faste Skor] i Tidernes Løb har været Gjenstand for mangehaande Foraringer i Niveau, i Fordelingen af Land og Vand, i de klirtiske Forhold osv. og viser tillige, at der under vore Fødder èt en uddød Dyre- og Planteverden, forskjellig fra den nurende, men dog dannende ligesom et Supple- ment til den, en Erd med den. For Geologen er Jorden i. Virkeligheden en ure Kirkegaard, opfyldt med Knekler og - Skaller af Fortidens D et rigt og næsten uudtømmeligt Gjemmested for mere eller mindre lbevarede og letgjenkjendelige Levninger af Forverdenens uddøde intevæxt, og Studiet af disse vor Klødes ældgamle Oldsager ofler uvilkaarlig et sælsomt Billede af Til- standen og Forholde i de fjerne, ubekjendte Jordperioder. (See Omslagets 3die Side.) Det menneskelige Øje og dets Hjælpemidler. GSE of ere” ZR ' MAR "46 1942 LIBRARI ne er intet Spørgsmaal, som hyppigere forelægges en Øjenlæge end det, hvorvidt det er skadeligt for Øjnene at bruge Briller eller ikke, og intet Spørgsmaal, som er lettere at afgjøre for Lægen og vanskeligere for Publi- kum. Det er klart, at det for ethvert Menneske maa være af stor Betydenhed saa vel at kunne bruge sit Syn Af Cand. med. M. Møller. ker 2 =Å saa godt som muligt som ogsaa at bevare det Livet igjennem, men det er paa den anden Side lige saa for- underligt at se, hvor samvittighedsløst og ligegyldig mange Mennesker omgaas med den kostelige Gave, og lige saa sørgeligt at være Vidne til de Ulykker og den ofte uforbedrelige Skade, som har sin Rod i en slig Ligegyl- dighed og Forsømmelighed. Naar man ser hen til den Sorgløshed, hvormed »Briller afpassede efter Øjnene« falbydes, og den Ligegyldighed, med hvilke disse tages, og til de Farer, som opstaa heraf, tror jeg, at følgende lille Afhandling saa vel vil have praktisk Betydning som ogsaa theoretisk Interesse. Det menneskelige Øje bestaar som bekjendt af en Række bag hinanden liggende, brydende Medier, hvis Øjemed det er at bringe Lysstraalerne til at samles paa Fjerde Række. V. 21 322 Øjets Nethinde, der som en Udbredning af Synsnervens Traade er bestemt til at opfange Billedet af de ydre Gjenstande og lede dette Billede til Bevidsthedens Sæde i Hjærnen. Disse Medier, gjennem hvilke Lysstraalerne maa gaa for at naa deres Bestemmelsessted, maa natur- ligvis være fuldstændig klare, thi enhver nok saa lille Fordunkling vil dels udelukke en Del af de Straaler, som … skulle deltage i Billedets Dannelse, dels forandre de gjennemgaaende Straalers Retning saaledes, at nogle af disse enten samles bag eller foran Nethinden og saaledes forvirre det tydelige Billede. Hvor ubehageligt et saa- dant utydeligt Billede er, kjende alle nærsynede Men- nesker af daglig Erfaring, i det jo netop Lysstraalerne fra fjærne Gjenstande ikke samles paa Nethinden, men foran denne, medens Nethinden selv bliver truffen af de fra Samlingspunktet atter spredte Straaler. Ogsaa normalt- seende Mennesker kunne let danne sig et Begreb derom ved at se igjennem et Par konvexe Briller, hvorved Straalerne brydes stærkere og bringes til at sammen- løbe tidligere end bestemt. Det første klare Medium, som Lysstraalerne maa passere, er Hornhinden, og allerede ved Gjennemgangen gjennem denne ere de parallelt indfaldende Straaler blevne gjorte konvergente. Dernæst gaa de gjennem Kammervandet, en vandagtig Vædske mellem Bagfladen af Hornhinden og Regnbuehinden. - Adgangen til de dybere Dele af Øjet bliver nu betydelig indsnævret, i det der er udspændt en Hinde, Regnbuehinden, bestemt til at forhindre, at altfor meget eller altfor. stærkt Lys faar Adgang til Nethinden. Denne Regnbuehinde er i Midten gjennemboret af en Aabning, Pupillen, som tillader de indfaldende Straaler Adgang. Selve Regnbuehinden, hvis 323 brune eller blaa Farve betinger Øjets Farve, bestaar af "9 Muskler, af hvilke den ene ligger i en Kreds om Pu- pillen og bidrager ved sin Sammentrækning til at ind- snævre denne, hvad der sker, naar Øjet udsættes for stærkt Lys, og hvorved færre Straaler trænge ind i Øjet. Den anden Muskel derimod bevirker en Udvidning af Pupillen da: en Forkortning i Regnbuehindens Bredde, hvorved et større Antal af Straaler kunne passere gjen- nem Pupillen, hvilket iagttages ved svag Belysning eller under Lamhed af den førstnævnte Muskel, f. Ex. ved Atropien, hvorved altsaa den sidstnævnte Muskel faar Overhaand. Ere nu Lysstraalerne trængte gjennem Pupillen, træffe de paa Linsen, et klart, fuldstændig gjennemsigtigt bi- konvext Legeme af den allerstørste Betydning, i det Lys- straalerne her brydes saa meget, at de netop løbe sammen påa den ec. 13 Millimetre bagved liggende Nethinde. Rummet mellem Linsen og Nethinden er udfyldt med en gjennemsigtig geleagtig Masse, Glaslegemet, hvori Straa- lerne lide den sidste, men kun ringe Brydning. Fordunk- linger i Linsen, hvorved denne bliver mer eller mindre fuldstændig uigjennemtrængelig for Lysstraalerne, danne "Grundlaget for det, man kalder Stær, og viser sig ved, at Pupilrummet ikke viser den smukke sorte Farve som hos Børn, men derimod er graalighvidt og ved fuldstændig fordunklet eller »moden« Stær kridhvidt af Farve. Saa snart en saadan Stær er tilstede, er det klart, at Synet måa være reduceret i en betydelig Gråd, og at dette kun kan skaffes tilbage, naar Stæren fjærnes og Lys- straalerne atter kunne naa Nethinden. Men netop i Ud- tømmelsen af Linsen bestaar Stæroperationen, og den 217 324 strax efter Operationen iagttagne Synsforbedring skyldes jo kun Straalernes uhindrede Adgang. sMen fra den anden Side er det indlysende, at vi ikke kunne bort- tage den vigtigste Del i Øjet, den Del, som netop giver Lysstraalerne den nødvendige Konvergens, uden at vi er- "statte dens Funktion ved et andet Legeme, som maa være i Stand til at bryde Straalerne paa samme Maade som Linsen. At vi nu ikke kunne sætte noget fremmed Legeme ind i Øjet, er af sig selv indlysende, og vi anbringe det derfor foran det opererede Øje i-Form af et Brilleglas, som, da det skal bringe Straalerne til at løbe sammen, ligesom Linsen gjorde, maa være bikonvext, det vil sige hvælvet paa begge Flader og være hvælvet i samme Grad som Linsen. Vi bringe derfor foran Øjet en Glaslinse af 4 Tommers Brændvidde, oa: en Linse, som samler de paa den faldende Straaler akkurat i et Punkt 4 Tommer hinsides Linsen. Er Stæren nu borttagen og Øjets øvrige Dele normale, vil det forsynet med sin Stærbrille se ligesaa godt som et normalt Øje. At Synet sjælden efter en Stæroperation bliver fuldt saa godt som hos et normalt Øje, hidrører fra, at der dels i Dybden af Øjet findes sygelige Tilstande, som bidrage til at forringe Synet, dels derfra, at altid noget af den Kapsel, hvori Linsen har ligget, ikke kan fjærnes med denne. — Hele Forskjellen mellem et normalt Øje og et stær- opereret Øje ligger altsaa deri, at medens Straalerne hos det første lide deres største Brydning efter at have pas- seret Pupillen, brydes de ved det sidstnævnte foran Horn- hinden af Stærbrillen og derimod ikke. efter deres Gjennemgang gjennem Pupillen. 32D Imidlertid maa man ikke tro, at en Glaslinse og den » naturlige menneskelige Linse fuldstændig kunne erstatte hinanden. Dette gjælder kun ved Synet i det fjærne, hvor Lysstraalerne alene bringes til Forening paa Nethinden ved Øjets Brydningskraft, men ingenlunde ved Synet i forskjellige Afstande fra Øjet. i Det er jo indlysende, at Lysstraalerne, som udgaa fra en nær liggende Gjenstand, ikke træffe Øjet parallelt saaledes som de fra det fjærne kommende Lysstraaler, men derimod træffe Hornhinden i divergent Tilstand. Skulle nu disse divergent indfaldende Straaler alligevel - samles paa Øjets Nethinde, maa der finde en stærkere Brydning Sted end for at samle de parallelle Straaler. Men nu besidder det menneskelige Øje just Evnen til vilkaarlig at forøge sin Brydning, i det en i Øjets Indre anbragt Muskel formaar ved sin Indvirkning paa Linsen at gjøre denne mere konvex, og en Linse bryder Lyset desto stærkere, altsaa samler det desto tidligere, jo mere hvælvet den er. Betragte vi altsaa først en fjærntliggende Gjenstand og derpaa en tæt ved Øjet værende Gjenstand, indtræder i sidste Tilfælde en stærkere Hvælving af Linsen og derigjennem en stærkere Brydning af de ind- faldende Straaler. Til hver forskjellig Afstand af en Gjenstand fra Øjet indtræder altsaa en forskjellig Hvæl- ving af Linsen, afpasset saaledes, at just de fra den be- tragtede Gjenstand udgaaende Straaler samles paa Net- hinden. Fjærnes nu ved Stæroperationen Linsen af Øjet, og erstattes den ved et konvext Glas foran Øjet, saa taber Øjet denne Evne til at afpasse sig for forskjellige " Afstande, og deraf kommer det, at den stæropererede med sine Stærbriller ikke er i Stand til baade at se langt 326 bort og samtidig at læse, men maa have forskjellige Briller efter de forskjellige Afstande, hvori de Gjenstande befinde sig, som han ønsker at se. Det vil nu af denne korte og almindelige Fremstilling af Stæroperationen være indlysende, at dens Princip er saa rationelt som muligt, og at der ikke gives nogen som helst anden og bedre Maade at hjælpe et stærblindt Øje paa end ved en Stær= operation. … Ere nu Lysstraalerne fra den betragtede Gjenstand samlede paa Nethinden, opstaar der paa denne et lille omvendt Billede af den betragtede Gjenstand, der da gjennem Synsnervens Traade ledes; til Hjærnen, hvor Bil- ledet først kommer til Bevidsthed og opfattes som saa- dant. Er denne Ledning gjennem Synsnerven tilintet- gjort, da dannes der vel i Øjet som i et Camera ob- scura et Billede, men vi opfatte det ikke og se altsaa intet, hvoraf atter følger, at der til et tydeligt Syn fordres ikke blot et tydeligt Billede paa Øjets Nethinde, men til- lige en uskadt Ledning gjennem Synsnerven til Hjærnen. Det omvendte lille Billede paa Nethinden er imidler- tid ikke lige tydeligt overalt paa hele Nethinden, i det det kun er en overordentlig lille Del af denne Hinde, der er i Stand til at frembringe et skarpt og tydeligt Billede. Denne Del ligger midt for Pupillen, saaledes at en Linie midt gjennem Hornhinden og Pupillen ogsaa vilde træffe Midten af den Plet, som betegnes som den gule Plet, og paa hvilken alene et Billede viser sig skarpt og tydelig. Falder Billedet derimod uden for denne Plet, opstaar der et utydeligt Billede af den ydre Gjenstand, hvis Utyde- lighed tiltager, jo fjærnere fra Pletten Billedet dannes. "I hvert Øje findes en saadan gul Plet i Nethinden, og der dannes altsaa ved Betragtning af en Gjenstand 327 9 Billeder, et i hvert Øje, som dog smelte sammen til et eneste, forudsat at de begge træffe paa de 2 gule Pletter. Falder derimod det ene Billede i det ene Øje paa den gule Plet, det andet Billede derimod udenfor det andet Øjes gule Plet, da opstaar der Dobbeltsyn ad: vi se en Gjen- stand som to, hvoraf dog det sidste Billede viser sig utydeligt og udvisket. Et saadant Dobbeltsyn træffes hos Mennesker med betydelig Skelen, hos hvilke begge Øjne ikke fixere samtidig, men det ene Øje skeler ud eller ind efter, medens det andet Øje fixerer. Med det fixerende Øje opfanges Billedet paa dette Øjes gule Plet, medens det i det andet Øje falder udenfor den gule Plet, i det denne sidste ved Øjets skelende Stilling er drejet ud eller indad, saa- ledes at en lige Linie fra Gjenstanden til Nethinden ikke kan træffe denne Plet. At det lille Billede er omvendt, hidrører derfra, at Straalerne krydses i et Punkt, som betegnes som Øjets Knudepunkt og som ligger omtrent midt i Linsen, . saa- ledes at de oven fra kommende Straaler træffe Nethindens nederste Del, medens de neden fra kommende samles paa Nethindens øverste Del. At vi desuagtet se Gjenstan- den rigtig og ikke omvendt, hidrører derfra, at vi søge Indtrykket paa Nethinden i den Retning, i hvilket det indtraf paa denne Hinde, og altsaa af Vane søge Ind- trykket paa Nethindens nederste Del opad i den Retning, ad hvilken de ovenfra kommende Straaler ere trængte ind i Øjet. Hvad nu Størrelsen af Nethindebilledet og vor Bedømmelse af Gjenstandens virkelige Stør- relse angaar, da ses det lettest af vedføjede Figur. Lad cd være den betragtede Gjenstand, k Øjets Knude- punkt og a den gule Plet, hvor det tydelige Billede dannes, da ses det, at Billedets Størrelse fg vil afhænge 328 af 1) Gjenstandens Størrelse, 2) af Knudepunktets Af- stand fra Gjenstanden ce d og af Knudepunktets Afstand fra den gule Plet a. Af disse Momenter er det sidste et bestemt og uforanderligt, i det Afstanden fra k tila er c. 14 Linier. Jo større Gjenstanden er, desto større bliver Billedet, og jo længere en given Gjenstand er borte, desto mindre bliver dens Billede. Vor Be- dømmelse af Gjenstandens Størrelse afhænger af Syns- vinklen x, det vil sige den Vinkel som indesluttes af begge Retningsstraalerne c k og dk; jo mere disse Linier divergere fra k henimod Gjenstanden, desto større bliver Vinkel x, og desto større viser Gjenstanden sig for os. Jo længere Gjenstanden kommer bort, desto mindre bliver denne Divergens ved samme Størrelse af Gjenstanden, og desto mindre bliver Vinkel x, hvoraf atter følger, at en og samme Gjenstand viser sig mindre og mindre, jo læn- gere vi fjærne os fra den, noget som ethvert Menneske har havt Lejlighed til aterfare, der fra et Taarn har i for- skjellig Højde set ned paa de paa Gaden gaaende Mennesker. Ved Hjælp af Synsvinklens Størrelse kunne vi lige- ledes komme til en rigtig Bedømmelse af Afstanden, hvori en Gjenstand befinder sig. = Naturligvis beror den rig- tige Bedømmelse af Afstanden meget paa Vane, og der- for besidde de forskjellige Mennesker denne Evne i højst ulige Grad. Betragte vi saaledes et langt bortliggende Kirketaarn eller et Skib i lang Afstand fra os, da ledes 329 vi ved den Formindskelse i Synsvinklen, som indtræffer, naar Gjenstanden fjærnes fra os, til en omtrentlig Vur- dering af Afstanden, forudsat at vi omtrentlig kjende den virkelige Størrelse, det vil sige den Synsvinkel, under hvilken Gjenstanden viser sig for os i dennes umiddel- bare Nærhed. Det er vist hændet de fleste Mennesker, at de, første Gang de betragtede et fjærntliggende Kirke- taarn, have bedømt Afstanden større eller mindre end den i Virkeligheden var, og at de den næste Gang, efter at have faaet en omtrentlig Begreb om Taarnets virkelige Størrelse, langt bedre bedømte Afstanden fra dette eller andre Gjenstande til Øjet. Det normaltseende Øje besidder altsaa ifølge sine brydende Medier Evne til at opfatte parallelle Lysstraaler og til at faa et skarpt tegnet Billede af fjærntliggende Gjenstande paa sin Nethinde; men det besidder tillige gjennem sin Afpasningsevne (Akkomodation) Evne til at danne et tydeligt Billede af en Gjenstand i hvilken som helst Afstand, lige fra det uendelige indtil 4 Tommer fra Øjet. Anderledes forholder det sig, naar Øjet ikke er normalt. Man skjelner i Reglen mellem tvende Slags abnorme Øjne, nemlig det nærsynede og det fjærnsynede Øje, der med Hensyn til Brydningen ere aldeles modsatte. Det nærsynede Øjes Mangelfuldhed ligger udelukkende i en for stærk Brydning af Lysstraalerne, der ikke, saa- "ledes som nødvendigt er til et tydeligt og klart Billede, samles paa Øjets Nethinde, men derimod foran denne, saaledes at der fremkommer et udvisket og utydeligt Billede af de efter Samlingen atter divergerende Straaler. Men Spørgsmaalet bliver nu, hvad foraarsager den for- øgede Brydning af Lysstraalerne i det nærsynede Øje? Da Øjet, som tidligere omtalt, besidder den saakaldte 330 Afpasningsevne 9: formaar at gjøre sin mest brydende Del, Linsen, efter Behag mere og mere konvex og eo ipso stærkere brydende, alt eftersom den betragtede | Gjenstand rykker nærmere og nærmere til Øjet, laa det nær at søge Åarsagen til det nærsynede Øjes for stærke Brydning i en for stærk Hvælving af Linsen. Dette har imidlertid ved videnskabelige Maalinger ikke vist sig at være Tilfældet, i det det nærsynede Øjes Linse har samme Brændvidde som det normaltseende Øjes. Naturligvis tale vi her kun om Linsens Tilstand i Øjets Hvile- tilstand, det vil sige den Tilstand, hvor Øjet er indrettet for parallelle Straaler, og hvor disse samles ganske efter de fysiske Brydningslove. Netop paa Afstand. formaar den nærsynede ikke at se klart, hvorimod nære Gjen- stande, hvis Straaler ifølge den større Nærhed skulde brydes stærkere, netop paa Grund af det nærsynede Øjes stærkere Brydning ses tydelig og bestemt. Man kan altsaa sige: det nærsynede Øje er ifølge sine Brydnings- forhold afpasset for nærliggende Gjenstande, det normalt- seende Øje derimod for uendelig langt bortliggende Gjen- stande, hvor Begrebet uendelig dog maa tages relativt. Da Linsen i det nærsynede Øje ikke viste nogen forøget Hvælving, som kunde forklare den for "stærke Brydning af Lysstraalerne, søgte man Aarsagen dertil i en stærkere Hvælving af Hornhinden, uden at man dog her kunde finde nogen synderlig Forandring. Betragter man derimod med Opmærksomhed et stærkt nærsynet Øje, især naar man lader Øjet se ind mod Næsen, da frembyder dette Øje en langt stærkere Hvælving forfra— bagtil, saaledes at Afstanden fra Midten af Hornhinden til Midten af Nethinden er betydelig større end i det | normaltseende Øje, og dette er Aarsagen til, at Straalerne 331 ikke træffe paa Nethinden, men foran denne. IStedet for at sige, at det nærsynede Øje bryder Lyset for stærkt, skulde man egentlig sige: Lysstraalerne samles foran Nethinden, fordi denne er rykket for langt bag til. Nærsynethed beror altsaa paa en Bygningsfejl i Øjet, der i Stedet for en kuglerund Form bliver mere oval med den største Diameter for fra—bag til. Denne Bygnings- fejl er som oftest. medfødt, og dette forklarer os det "Fænomen, at ofte alle Medlemmerne i en Familie ere nærsynede, og at denne Årv ofte fortsætter sig gjennem flere Generationer. Dette er imidlertid ikke nogen meget tilgængelig Anskuelse hos Publikum, der ofte paastaa, at Børnene først i den senere Alder ere blevne nærsynede, medens de i den tidligste Barnealder vare aldeles normalt- seende. Dette forholder sig ganske vist saaledes i mange Tilfælde, idet Nærsynethed ikke udelukkende er medfødt og nedarvet, men ogsaa senere hen i Livet kan erhverves ved uforsigtig og forkert Brug og Overanstrængelse af Øjnene. At derimod mange Børn altid have været nær- synede lige fra Fødslen, uden at Forældrene eller Om-. givelserne have lagt Mærke dertil, hidrører derfra, at den nærsynedes Klager først indtræde, naar der gjøres Krav påa Synet i Fornuftens Tjeneste, hvad man ikke kan vente i den Grad hos et spædt eller yngre Barn som hos det ældre Barn eller den voxne, forudsat, at Nærsynetheden ikke er saa stærk, at den hindrer Barnet i at vejlede sig mellem sine Omgivelser. Først henimod Ynglingealderen indtræder den nærsynedes Klager rigtig, dels af den oven for nævnte Grund, dels ogsaa fordi Nærsynetheden i denne Alder ofte tiltager i en hurtig Grad og foruden Mangelfuldhed i Synet paa Afstand tillige hidfører andre 332 ubehagelige Fornemmelser, saasom Smerte i Panden og i Øjnene. Å Men lige saa vist som Nærsynethed kan være medfødt, kan den ogsaa erhverves, saaledes at et fra Fødslen nor- malt Øje lidt efter lidt bliver nærsynet. Det. er hoved- sagelig paa Overgangen fra Barnealderen til Ynglinge- alderen, at man har Lejlighed til at iagttage dette, og | Grunden dertil maa søges i den Overanstrængelse af Øjnene, som i denne Alder indtræder ved formegen Læsen og Betragtning af nære Gjenstande. Det er en alminde- lig, i lige Grad skadelig og lidet paaagtet Vane hos Børn at holde Bogen eller Sytøjet eller desl. tæt op til Øjet eller rettere sagt Øjet til disse Gjenstande, hvorved der fremkaldes en foroverbøiet Stillmg af Hovedet og hele Overkroppen, der i Forbindelse med den stærke Anstrængelse i Øjnene, som indtræffer ved Betragtning af nære Gjenstande, fremkalder en forøget Blodoverfyldning og forøget Blodtilløb til Hovedet og til Øjnene. Ved dette jævnlige Blodtilløb og den af samme Grund vanskelig- gjorte Tilbagestrømning af Blodet fra Øjnene udvides Øjets Hinder, saa meget mere som disse Hinder i Væxt- perioden ere let eftergivelige og lade sig paavirke af en pludselig indtrædende Trykforandring i Øjets Indre. Da nu Øjets forreste og bagerste Pol ere de mest efter- givelige Steder i Øjeæblet, vil et inden fra kommende 'Tryk hovedsagelig udvide Øjet i Retningen for fra— bag til og derpaa, men i mindre Grad, ogsaa fra Side til Side. Det vil nu let kunne indses, at Lysstraalerne, som før samledes paa Nethinden, nu, då Brydnings- forholdene ere de samme, falde foran denne, i det Af- standen fra Hornhinden til Nethinden nu paa Grund af Øjets Udvidning for fra—bag til er bleven større. De 333 samme Momenter, som formaa at gjøre et normaltbygget Øje nærsynet, formaa naturligvis i endnu højere Grad at gjøre et nærsynet Øje endnu stærkere nærsynet, saa meget mere som et. tidligere nærsynet Øjes Hinder af Naturen ere mere eftergivelige end et normaltbygget Øjes. Netop paa Grund af tiltagende Nærsynethed ser man saa mange unge Mennesker stadig bruge stærkere og stærkere Briller for at bøde paa den stadig tiltagende Nærsynet- hed. I Reglen plejer Nærsynetheden, naar den ikke paa- agtes i rette Tid eller behandles paa rette Maade,. at skride frem indtil det 25de Aar for her at blive staaende stille hele Livet igjennem eller for de ringere Grader af Nærsynethed at aftage jævnt. Aarsagen til Nærsynet- hedens Fremadskriden indtil det 25de Aar ligger deri, at Øjets Hinder indtil denne Alder ere eftergivelige og let lade sig paavirke af Trykforandringer i Øjets Indre, hvorimod de fra denne Alder af blive mere faste og ueftergivelige. At en fra Ungdommen bestaaende og ikke tiltagen ringe Grad af Nærsynethed med Alderen kan af- tage, hidrører derfra, at der i den ældre Alder indtræder Forandringer i Øjet og navnlig i Linsen, som hidføre en særegen Brydning af Lysstraalerne, der saaledes kommer til at kompensere den ved Øjets Bygning fremkaldte for stærke Brydning. — Vi ville nu forsøge at besvare føl- gende Spørgsmaal: hvorledes og paa hvilken Maade kan der bødes paa den Mangelfuldhed i Synet, som er en nødvendig Følge af denne Bygningsfejl i Øjet? Gaa vi ud fra den Kjendsgjerning, at Lysstraalerne i det nærsynede Øje samles foran Nethinden eller med andre Ord i Forhold til Nethindens Beliggenhed brydes for stærkt, maa jo hele Behandlingen gaa ud paa at bringe Straalerne til at brydes saa meget mindre, at de 354 netop løbe sammen paa den lysperciperende Flade i Øjet, Nethinden. Straalernes Samlingspunkt skal altsåa flyttes bag til, og dette opnaas ved foran Øjet at sætte et konkavt Glas, det vil sige et paa begge Flader hultslebet Glas. Et saadant Glas, som man ogsaa kalder et Spred- ningsglas i Modsætning til det konvexe eller Samleglasset, bevirker nemlig, at de paa Glasset faldende Straaler spredes saaledes, at parallelle Straaler, som træffe Glasset, efter Gjennemgangen gjennem Glasset ville blive divergente. Øjets Hornhinde træffes da ikke af parallelle, men af divergente Lysstraaler, og da Brydningen i selve Øjet er uforandret som før, er det klart, at de divergente Straaler samles eller løbe sammen længere bag til end de uden Glasset indfaldende parallelle. Fig. 2. a I Figur 1 træffe de fra en langt bortliggende Pil cd udgaaende parallelle Straaler paa et nærsynet Øje og brydes til et Punkt a. IFigur2 er der foran det samme Øje anbragt et konkavt Glas; derved blive de paa Glasset faldende parallelle Straaler efter Gjennemgangen divergente, og Foreningspunktet a rykkes nu hen paa Nethinden, fordi divergente Straaler fordre en større Brydningskraft 57313) for at løbe sammen i det samme Punkt som de parallelle og følgelig, da Brydningskraften i selve Øjet er uforandret, løbe senere sammen end før. Men have vi saaledes paavist et Middel, der er i Stand til at ophæve de af Nærsynetheden opstaaede ubehagelige Klager, saa er dog denne Behandling ingen- lunde til Ende, tværtimod den allervigtigste Del er tilbage, nemlig Bestemmelsen af Glasset. Der gives jo nemlig mangfoldige konkave Glas, svarende til de bestemte Grader af Nærsynethed, og det er netop paa Grund af dette bestemt udregnede Forhold mellem Glasset og det dertil svarende nærsynede Øje aldeles uforsvarligt at sætte det første det bedste Glas foran sit Øje og slaa sig til Ro med, at man nu har opnaaet et tydeligt Syn. Dette er imidlertid en Fejl, som man jævnlig iagttager, at Mennesker uden mindste Erfaring og uden mindste Kritik modtage eller selv udsøge sig et Glas, hvorved de for Øjeblikket blive befriede for deres Klager. At noget saadant straffer sig, ser man tydelig deraf, at saadanne Mennesker efter kortere eller længere Tid dog henvende sig til en Læge, klagende over, at det Glas, som i Først- ningen tilfredsstillede dem saa meget, efterhaanden er blevet dem mere og mere utilfredsstillende. Og at disse Klager ikke ere uden Grund er ligeledes let indlysende, naar vi tænke os et Exempel. Lad et Menneske være nærsynet, og lad det for ham passende Glas have Numret. konkav 20, det vil da sige: konkav Nr. 20 gjør, at de paa Øjet indfaldende Straaler netop samles paa Net- hinden, medens de uden dette vilde samles i en vis Af- stand foran denne Hinde. Bestemmer et saadant Men- neske nu selv sine Briller, og tager han da f. Ex. konkav Nr. 12 eller 8 Numre for stærkt, hvad sker da? Han ser 3306 ligesaa tydelig med Nr. 12 som med Nr. 20, men sam- tidig foregaar der en Forandring i Øjets Indre, ham al- deles ubevidst, men som med Tiden vil ytre sig for ham i Træthedsfornemmelse i Øjnene, Smerter i Panden o. desl. Gaa vi nu et Skridt videre, ville vi let lære denne Forandring i Øjet at kjende, som indtræder under Brugen af det for stærke Glas. Medens Glas Nr. 20 netop bragte de parallelle Straaler i en saadan Divergens, at de af Øjet kunde samles paa Nethinden, fremkalder natur- ligvis det stærkere konkave Glas Nr. 12 en endnu stær- kere Divergens af Straalerne, der nu ikke mere kunne samles paa Nethinden, med mindre Brydningskraften i Øjet forøges, i det Straaler, jo mere divergente de ere, fordre en desto større Samlekraft for at kunne forenes. I det foregaaende have vi omtalt, at Øjet besad en Evne til at forøge sin Linses Konvexitet og derigjennem sin Brydningskraft, den saakaldte Afpasningsevne. I det nu Øjet, væbnet med Nr. 12, ser ud i det fjærne, ville Straalerne først sammenløbe bag Nethinden, fordi Diver- gensen, som tilvejebragtes ved Glasset, er for stærk til, at Øjets Brydningskraft i Hviletilstanden kan gjøre dem sammenløbende paa Nethinden. Men forøger Øjet derimod sin Brydningsevne, formaar det jo netop derigjennem at flytte Lysstraalernes Samlingspunkt for til, og naar denne Forøgelse i Brydning netop svarer til den Størrelse, som er Differencen mellem Nr. 12 og Nr. 20, kommer Sam- lingspunktet lige til at træffe paa Nethinden, og Synet er da tydeligt og skarpt. Men netop Tilvejebringelse af denne forøgede Brydningskraft, som skal kompensere en Del af Konkavglassets spredende Evne, medfører hos Individet en i Tiden pinlig og ikke udholdelig Anstræn- gelse, som giver Anledning til de ovenfor omtalte Klager, 337 og som, nåar de i længere Tid trodses, medfører ube- regnelige Følger for Øjets Funktion. Den Fare, som ethvert Menneske løber ved uden Skjøn selv at vælge sine Briller, bestaar altsaa deri, at han netop fristes til at tage for stærke Briller, medens det just er Reglen, at nærsynede skulle have saa svage Briller som muligt. Det maa altsaa fuldstændig over- lades Lægen at bestemme, om der skal bruges Briller, og da hvilke, og ligeledes om disse Briller blot skulle bruges til at se med paa Afstand eller tillige til Læsning, lige- som ogsaa Lægen alene er istand til at angive Midlerne til at forebygge Nærsynethedens videre Udvikling. Kaste vi nu et Blik paa det fjærnsynede Øje, da træffe vi her Forhold, der ere det nærsynede Øjes aldeles modsatte. Allerede Navnet angiver Modsætningen, i det det fjærnsynede Øje er i Stand til at se skarpt og tydelig i det fjærne, hvorimod Betragtningen af nære Gjenstande, f. Ex. Læsning i en Bog eller Syning, i mange Tilfælde, men dog langt fra altid, forvolder nogen Gene. Fjærnsynethed beror ligesom Nærsynethed paa en Bygningsfejl i Øjet, og den fra det normale Øje afvigende Bygning viser sig derved, at Øjets Diameter for fra og bag til er formindsket, hvorimod Diameteren fra Side til Side er bleven større. Øjet danner altsaa ogsaa her en Oval, men med den største Diameter i modsat Retning af det nærsynede Øjes. For den ydre Betragtning viser et fjærnsynet Øje sig derfor mere fladt og mere udtrukket i Sideretning end det nærsynede. Heraf følger nu atter at det fjærnsynede Øjes Brydningsforhold maa være lige modsat det nærsynede Øjes, saaledes at Straalerne i det - førstnævnte Øje brydes for svagt, i det sidstnævnte for stærkt, eller med andre Ord Nethinden er i det fjærn- Fjerde Række. V. 99 338 synede Øje rykket for langt for til i Forhold til Straa- lernes Samlingssted, der altsaa falder bag Nethinder, medens det i det nærsynede Øje faldt foran. Nethinden. | I Følge dette vil altsaa intet fjærnsynet Øje ved Be- tragtning af en fjærn Gjenstand faa noget tydeligt Bil- lede paa sin Nethinde, med mindre Øjet ved sin Af- pasningsevne er i Stand til at rykke Samlingsstedet for Straalerne længere for til, saa at de træffe Nethinden. Men det er netop dette, som det fjærnsynede Menneske gjør, naar han vil se tydelig paa Afstand; han anvender en Del af sin Afpasningsevne, hvorved Øjet gjøres stær- kere brydende, til at samle Lysstraalerne paa sin Net- hinde. Denne Anvendelse af Afpasningsevnen ved Synet i Afstand er imidlertid en Afvigelse fra det normale, i det Lysstraalerne ved Fjærnsyn skulde samles alene ifølge de i Øjets tilstedeværende Brydningsforhold, medens Af pasningsevnen først skulde komme til Anvendelse ved Betragtningen af Øjet nærmere liggende Gjenstande. Medens det normale Øje først bruger sin Afpasnings- evne ved Synet paa nært Hold, anvender det fjærn- synede Øje en Del af denne Evne allerede ved Synet i det fjærne og selvfølgelig har det desto mindre tilbage til Synet i Nærhed. Den ringe Ånstrængelse i Øjet, som afstedkommes hos det fjærnsynede Menneske ved Be- tragtning af langt bortliggende Gjenstande, forvolder ham imidlertid ingen Gene, og han glæder sig ved et godt og tydeligt Fjærnsyn. Forsøger et saadant Menneske der- imod at læse og navnlig i længere Tid, da indtræder der betydelige Gener og Ubehageligheder, som bringer ham til at ophøre med Læsningen, lukke Øjnene, for atter efter nogen Tid at begynde Arbejdet og derpaa atter at ophøre. Disse Ubehageligheder, som vise sig ved Smerter 339 iPanden og Øjnene, Taareflod, Sammenløben af Bogstaverne, hidrøre fra, at den Del af Afpasningsevnen i Øjet, som benyttes ved Læsning, Syning o. desl., for en stor Del allerede er forbrugt ved Synet paa Afstand saaledes, at de nævnte Beskæftigelser kun kunne finde Sted ved en forceret AÅnstrængelse af Afpasningsevnen, en Anstræn- gelse, som Øjet ikke er i Stand til at udholde i længere Tid, med mindre at Individet er ganske ungt og har en god Akkomodationsevne, hvorimod ældre Folk, hos hvem denne Evne desuden ifølge Forandringer i Linsen er for- mindsket, aldeles ikke kunne besørge saadanne Forret- ninger. Enhver vil vist have havt Lejlighed til at se ældre Folk, som rose sig af et ypperligt Syn paa Af- stand, holde Bogen, Avisen eller Sytøjet alenlangt bort fra Øjnene for at kunne læse eller sy, medens et al- mindeligt Øje læser og syr i 9 å 10 Tommers Afstand. Dette har netop sin Grund i, at Øjet mangler en Del af den Afpasningsevne, som bringer os til at se nære Gjen- stande ligesaa tydelig som fjærne. Da denne lange Afstand for saadanne Beskæftigelser er højst ubekvem og trættende, ikke at tale om, at mange andre Sysler, som Broderi, Trædning af en Synaalo. s. v. slet ikke kunne finde Sted i en saadan Afstand, ser man saadanne Mennesker næsten altid væbnede med Briller, de saakaldte Gammelmandsbriller. Hvori bestaar nu den Hjælp, som disse Briller yde? Det er i det foregaaende omtalt, at ældre Folk miste en Del af deres Afpasningsevne for nære Gjen- stande, uden at man kan sige, at det er noget sygeligt, men snarere en Følge af den fremrykkede Alder. Men nu bestod denne Evne just deri, at Øjets Brydning ved den gjordes stærkere, saaledes at de fra en nærliggende 227 340 Gjenstand udgaaende Straaler trods deres Divergens dog kunde samles paa Nethinden ligesaa godt som parallelle Straaler. Mangler denne Evne, løbe Straalerne først sammen bag Nethinden, det vil sige, Nethinden træffes af de sammenløbende, men endnu ikke samlede Straaler, hvorved der altsaa ikke opstaar noget tydeligt Billede. Sætte vi nu et Par konvexe, påa begge Plader hvælvede, Briller for Øjnene, bevirke disse ved deres Evne til at samle Straalerne, at de brydes stærkere og, hvis Glassene akkurat passe til Øjnene, da at de just brydes saaledes, at de træffe Nethinden, hvorved et tyde ligt Syn er tilvejebragt. Det konvexe Glas erstatter Øjet dets tabte Afpasningsevne og stiller det paa lige Fod med et normaltseende Øje, saaledes at Individet nu, væbnet med sine Briller, læser i 9 å 10 Tommers, uden disse derimod i 15 å 20 Tommers Afstand, ja maaske endnu i længere Afstand. Det vil heraf ligeledes være klart, at ikke alle Øjne kunne bruge de samme konvexe Briller, men at disse maa tilpasses Øjnene og svare til den Del af Afpasnings- evnen, som Øjet mangler. Jo mere af denne Evne der er gaaet tabt, desto stærkere maa Glasset være, og naar i den høje Alder Evnen til at akkomodere fuldstændig tabes, maa den erstattes af Glas, der i Brændvidde naåaa en Højde af 5 å 6 Tommer. At Lægen ligeledes alene er i Stand til at bedømme denne Tilstand og til at forordne Briller og deres for- skjellige Brugsmaader, er vist af det fremsatte indlysende, og jeg tror, at mange Mennesker vilde forskaane sig for mange Ulemper og gavne deres Syn meget mere, hvis de i Stedet for selv -at vælge deres Briller henvendte sig til en dertil kompetent Læge. Om Gjenvæxt og Podringer pååa Dyr. Efter en Afhandling af Papillon i »Revue des deux mondes « ved C. J. Jacobsen, stud. med. D,. videnskabelige Undersøgelser, der foretages efter den experimentale Methode, have i Regelen til Hensigt enten at give Folk et bedre Begreb om en eller anden viden- skabelig Læresætnings Gyldighed eller at fremkalde nyt- tige Anvendelser af den paa Konstens og Industriens "Omraader. Undertiden forene de begge disse Goder. Det temmelig nye Spørgsmaal om. Gjenvæxt og Podning paa Dyr frembyder i høj Grad denne dobbelte Interesse. Det oplyser de fysiologiske Theorier, det beriger den praktiske Lægevidenskab med nye Hjælpekilder; men det har ogsaa den væsentlige Egenskab, at de Resultater og Slutninger, vi kunne drage af den nye Lære, paa én Gang bidrage til at trykke Sandhedens Stempel 1aa de dri- stigste Tankeforsøg af Fortidens Tænkere og tillige til at retfærdiggjøre de mest. forvovne Forhaabninger hos de Naturforskere, der tro paa Menneskets Almagt i Frem- tiden. Vi skulle nu kortelig vise vore Læsere dette. ik I Begyndelsen af det 18de Aarhundrede kjendte man ikke synderlig mere til Gjenskabelsen af Organer 342 hos Dyr end det ene Exempel om Firbenets Hale, der voxer ud igjen, naar den er skaaren eller slaaet af. I det mindste kjendte Videnskabsmændene ikke andre Til- fælde, eller rettere de benægtede alle andre og såtte Fiskernes Forsikringer om, at Krebsenes og Hummernes Lemmer kunde voxe ud igjen, i Klasse med Fabler og Ammestueæventyr. Réaumur besluttede i Aaret 1712 at ville under- søge disse Fortællinger lidt nærmere og anstillede Forsøg derover. »Efter at have havt Lejlighed til«, siger han, »at undersøge Havets Kyster, som ere opfyldte med en Uendelighed af Krabber, Dyr, der jo staa Krebsene meget nær, fattede jeg uvilkaarlig Mistanke om, at de lærde i dette Punkt havde Uret, og at Retten var påa den menige Mands Side«. Réaumur tog Hummere eller Krabber, berøvede dem et eller flere Lemmer og inde- sluttede de saaledes lemlæstede Dyr i Beholdere, der stode i Forbindelse med Havet. Efter nogle Maaneders Forløb saa han — ikke uden Forbavselse — at nye Lem- mer indtog de afrevnes Plads. Han gjentog sine Forsøg paa Krebs og beskrev med den Nøjagtighed, der har gjort ham saa berømt, de mekaniske Forhold ved disse Regenerationer. Tredive Åar senere opdagede Abraham Trembley, da han en Dag spadserede ved Bredden af en lille Indsø, nogle smaa grønne Traade, der forgrenede sig og lignede Planter. For at faa at vide, om han virkelig havde med Planter at gjøre, skar han en af dem i flere Stykker. De saaledes adskilte Dele reproducerede snart hver et nyt Individ, og disse Individer bevægede sig, skiftede Plads, grebe med deres Arme Smaainsekter for at føre dem til deres Fordøjelseshule o. s. v. Det var Fersk- 343 vandspolyper, virkelige Dyr. Trembley gjorde den Er- faring, at naar man delte en af disse Polyper i to Dele, frembragte Hovedet en Bagende og Bagenden et Hoved. Han delte to ved Længdesnit og podede dem sammen: i Stedet for en Polyp med otte Arme fik han en med sexten. Charles Bonnet gjentog kort efter Trembleys Forsøg over Polypernes Reproduktionsevne og anstillede nye med .de smaa Ferskvandsorme, man kalder Naider. Han iagttog, at disse Orme ligesom Ferskvandspolypen gjenskabe de Dele, man berøver dem. Han anstillede lignende Forsøg med Regnormen, og til sin store Forbavselse fandt han, at dette Dyr, der er saa sammensat, bygget af saa mange Ringe og paa hver Ring har saa mange fine Bevægelsesredskaber, som har For- døjelses- og Forplantelsesredskaber 0. s. v., ogsaa havde Evne til Gjenvæxt. Man kan berøve det endog temme- lig betydelige Stykker, ligegyldig om ved Hovedet eller ved Bagenden; Stykkerne regenereres i kort Tid. Bon- net saa saaledes en Orm tolv Gange paa ny frembringe et Hoved. Spallanzani, der næsten var samtidig med den berømte Naturforsker fra Genf, gik endnu videre. Han skar Følehornene, ja endog en Del af Hovedet, afskalbærende Landsnegle og saa, at disse Dele reproduceredes. Han skar Fødder og Hale af Vandsalamandren og iagttog ligeledes Gjenvæxt her. Denne sidste Opdagelse, der var endnu mere paafaldende end alle de foregaaende, opvakte al- mindelig Forbavselse. Salamandrens Hale og Fod inde- holde jo Ben, Nerver og Muskler, hvis Gjenvæxt skulde synes umulig. Man havde nok set Firbenets Hale voxe ud igjen, men uden Halehvirvler; Salamandrens reprodu- cerede Hale havde derimod hele den oprindelige Knogle- 344 bygning og Størrelse. Den utrættelige italienske Forsker beviste ogsaa, at man flere Gange kan bortskære Sala- mandrens Ben og Hale og saaledes gjentagne Gange med den samme Livskraft paa ny frembringe det samme Organ. Disse mindeværdige Forsøg af Réaumur, Trem- bley, Bonnet og Spallanzani over Dyrenes Evne til Gjenvæxt, hvis Resultat allerede Leibnitz længe forud havde anet, gjorde et dybt Indtryk paa Buffon. Han saa i dem ikke blot Kjendsgjerninger, der. havde en vis Betydning for Naturhistorien, men han fandt ligesom Bonnet i dem en Bekræftelse af sine Ideer om en stor og mægtig Naturlov. Han fandt; i dem et mærkeligt Bevis for den Leibnitzske Anskuelse, at alle levende Væsener ere sammensatte af en Uendelighed af indbyrdes mere eller mindre ens Smaadele, det vil sige, at Livet har sit Sæde, ikke i det hele, men i ethvert af disse usynlige Elementer, eller for at bruge et Udtryk af Bordeu, at Livet qva. Liv kun .»er et Udtryk. for en Sum af en Mængde Smaaliv, der selvstændig leve sig selv4. Det var en stor Begivenhed i Videnskabens Historie, da Jagttagelsen gjorde de store Tænkeres Syner til Sandhed og klart beviste, at enhver af de levende Smaadele, der samlede udgjøre det organiserede Individ, i sig bærer Spiren til en Virksomhedsakt og til individuel Udvikling. Hvilke Modifikationer og Rettelser man end maa foretage ved den Maade, hvorpaa Buffon og Bon- net efter Leibnitz have udviklet Læren .om denne Lov, saa vil den dog kunne afgive et. Udgangspunkt for en Betragtning, der vil blive frugtbringende for Biolo- gien og det rette Udtryk for Virkeligheden. De. Forsøg, vi her. have. refereret, .ere, ofte, blevne gjentagne og påa den sindrigste Maade varierede af 345 Naturforskerne. De smaa Ferkvandsdyr, som man kalder Fladorme, have været Gjenstand for flere lærdes Studier, saaledes for Draparnauds, Moquin-Tandons og Dugés's. Den sidste delte, dels paa langs og dels paa tværs, talrige Individer af de største Arter og saa i Løbet af tolv til fjorten Dage om Vinteren, fire til fem Dage om Sommeren, hvert afskaaret Stykke fuldstændiggjøre sig, Hovedet avle en Sugemund og en Hale, denne frem- bringe et Hoved og en Mund, og Midtstykket snart be- holde, snart tabe sin Sugemund for at danne en ny til- lige med et Hoved og en Hale. Strax efter Delingen trækker Saaret sig sammen, Omkredsen afrundes krans- formig, i Midten viser der sig ligesom en nøgen Dan- nelsesmasse, og det er paa denne, at de første Spor vise sig til de gjenskabte Partier. Et Individ, der deles, af- føder saaledes flere andre, hvis Størrelse først retter sig efter Moderstykkets, men snart bliver aldeles lig med det oprindelige individs. Senere amputerede Vulpian Halen af en Frøunge, der endnu låa i Ægget, og lagde derpaa den afskaarne Halestump i Vand. == Dette Halefoster levede, udviklede sig og fulgte i et og alt Lovene for sin embryonale Tilværelse; da det naaede Tiden for sin fuldkomne Udvikling, døde det hen. Det er ikke saa længe siden, at Philippeaux paaviste en fuldstændig Gjenvæxt af Milten hos Dyr, som man -havde berøvet dette Organ. Charles Legros, som i de sidste Aar har fore- taget mange interessante Forsøg over Gjenvæxten, har opdaget, at Tiden herved spiller en stor Rolle. Fir- = benenes Hale voxer hurtig ud igjen, hvad den ydre — Form angaar: 1 Løbet af to til tre Maaneder viser den , tabte Legemsdel sig igjen med sin sædvanlige Længde og 346 Førlighed; kun det indre ligner ikke de normale Halers, der findes Nerver, Muskler og Kar, men ingen. Hvirvler. Dette Forhold holder sig længe, og Naturforskerne slut- - tede heraf, at Benene i Firbenets Hale slet ikke regene- reredes.. Legros fulgte imidlertid dette Organs indre Udvikling i flere Aar og iagttog efter to Aars Forløb Fremkomsten af Hvirvler. Han anstillede sine Forsøg paa de grønne Firben. Den gjenvundne Hale forblev graa i meget lang Tid og antog først det øvrige Legemes Farve ved Begyndelsen af det tredie Aar. En anden Gang skar Legros først paa Vinteren Halen af en Syv- sover (Hasselmus). Saaret dannede først et Slags Krans, der forlængedes og blev bedækket med Haar og i kort Tid var bleven lige saa lang som den gamle Hale og meget tykkere. Uheldigvis var Dyrets Vintersøvn ufuld- kommen; det vaagnede hyppig op af sin Dvale og døde efter tre Maaneders Forløb. Gjenvæxten af Halens indre Dele var naturligvis kun ufuldstændig. Til disse nye Jagttagelser maa vi føje dem, som Chantran for ganske nylig har gjort paa Krebsen. Denne dygtige og udholdende Undersøger, som i November 1872 vandt det franske Videnskabernes Selskabs Pris for sine Undersøgelser over Flodkrebsene7), har opdaget, at | hos disse regenereres Følehornene i den Tid, der ligger mellem to Hamskifter, d. v. s. i en Tid, der varierer fra sex Uger til sex Maaneder efter Krebsens Alder. Benene og Halebladene kunne ogsaa voxe ud igjen, men meget langsommere. Gjenvæxten er desto langvarigere, jo ældre Dyret er. Hos de Krebs, der ere yngre end et Aar, gjendannes tabte Lemmer paa omtrent 70 Dage. ”) Se dette Bind af dette Tidskrift S, 314. 347 "Hos de gamle Hanner udfordres der til fuldstændig Gjen- væxt mellem atten Maaneder og to Aar, hos Hunnerne derimod tre til fire Aar. Endelig har Chantran i Fjor opdaget et meget besynderligt Fænomen. Han har paa- vist, at Krebsens Øjne dannes paa ny, naar man tager dem bort, og at der undertiden kommer to Øjne i Stedet for det tabte. Dette er, hvad Erfaring og Forsøg have godtgjort om Lemmers og Organers Gjenvæxt hos Dyr. Vi skride nu til at undersøge Maaden, hvorpaa Vævene rege- nereres. Alle Væv, som paa en eller anden Maade gaa til Grunde hos det voxne Individ — Hud, Nerver, Muskler, Ben — ere i Stand til at gjenskabes, og de gjenskabes virkelig, idet de gjennemløbe en Række Tilstande, der ganske svare til deres Udvikling i Foster- livet eller rettere til deres Skabelse. Det er den samme Kraft, der skaber og gjenskaber dem. I alle Tilfælde udvikle Bestanddelene af det nye Væv sig aldeles som det gamles, og disse Kjendsgjerninger, der stadig gjentage sig, bekræfte paa ny Enheden og Simpelheden i den fysiologiske Mekanisme. Overhuden voxer frem igjen med største Lethed ligesom Haarene og Neglene; det er det samme Væv. Øjets Krystallinse, som man ogsaa kan sammenligne med Overhudsdannelserne, dannes ligeledes paa ny efter forud- gaaet Borttagelse; i det mindste fremgaar dette af tal- rige Forsøg, "som Millot har foretaget paa Hunde og Kaniner. Han gjorde stadig den Erfaring, at denne " dobbelthvælvede Linse, som er en af Hoveddelene i Synsredskabet, var frembragt igjen i Løbet af nogle Maaneder. Den Sygdom, der er bekjendt under Navnet »den graa Stær«, bestaar i, at Øjets Krystallinse taber 348 sin Klarhed og bliver uigjennemsigtig, saaledes at Lys- straalerne ikke mere kunne trænge gjennem den. Der gives intet andet Middel mod denne Øjelidelse end den saakaldte Stæroperation, som netop gaar ud paa at bort- tage Linsen. Det saaledes opererede Øje faar naturlig= vis ikke sin normale Synsevne igjen, men det kan nu skjelne Lyset og Gjenstandene meget bedre, end "da det havde den for .Synsstraalerne uigjennemtrængelige Linse. Det er endnu ikke lykkedes at faa den hos Mennesket borttagne Linse til at voxe ud igjen, men ved Fortsættelsen af Millots Forsøg kunde man maaske haabe at opdage Betingelserne for en saadan Gjenvæxt ogsaa hos Mennesket, hvilket vilde være en overordentlig stor Vinding for Kirurgien. Hudens Gjenvæxt kan man iagttage i ethvert År. Årvævet er dannet af de sædvanlige anatomiske Bestand- dele, der sammensætte Huden, d. v. s. for største Delen af flade, elastiske Traade. De overskaarne eller sønder- revne Blodkar, de overskaarne Sener gjenvinde ligeledes med den allerstørste Lethed de Substanstab, de have været udsatte for. "Kort sagt, der findes i alle disse Organer en Tilbøjelighed til Gjenvæxt, som ogsaa til alle Tider. har været Kirurgerne vel bekjendt, en plastisk Kraft, som giver sig til Kjende ved en stadig Dannelse af etBlastem, i hvis Skjød der udvikles nye anatomiske Elementer for at udfylde de tomme Huller. Efter at Nervernes Gjenvæxt var bleven iagttaget af Michaelis, Monro 0. fl. i Slutningen af forrige Aar- hundrede, gav Bichåt i Aaret 1801 en med beundrings- værdig Klarhed fremsat fuldstændig Theori om denne Sag. Naar en Nerves Sammenhæng er bleven afbrudt, kan det borttagne Stykke voxe ud igjen efter Forløbet af en vis 349 Tid. Skærer man f. Ex. af Hoftenerven et Stykke bort af en halv Tommes Længde, iagttager man først en For- andring' af Nervemassen i begge Enderne som Følge af Snittet; senere, sex Uger eller to Maaneder efter Ope- rationen, ser man fra en af Nerveenderne udskyde et graaligt Bundt, som tager Retning henimod den anden Nerveende og snart forener sig dermed. Dette Bundt er sammensat af tyndt fladt Væv og af Nerverør, lidt spinklere end de normale Nerverør; men lidt efter lidt bliver det tykkere og hvidere, Traadene uddannes til deres største Fuldkommenhed, og efter fire eller sex .Maaneders Forløb har man en nydannet Nervestræng. En saadan Nervestræng kan voxe ud igjen, selv om man har. bortskaaret et Stykke paa tre Tommers Længde. Paa samme Tid som Nervemassen saaledes fornyes, iagt- tager man ligeledes en Fornyelse af dens Evne til at forplante Sansefornemmelser eller fremkalde Bevægelser. Det mest lærerige Forsøg, som VulpianogPhilippeaux, der særlig have kastet sig over dette Spørgsmaal, an- »Stillede, bestod i at sammenlodde to Nerveender af al- deles forskjellig Funktion, f. Ex. Tungens Bevægenerve med Lungemavenerven, og derved tilvejebringe en anato- misk Forbindelse og en fysiologisk Sammenhæng mellem to Nervestrænge, som almindeligvis ikke have Spor af Forbindelse med hinanden. I Aaret 1867 opdagede Legros Bruskens Gjenvæxt, der hidtil var betragtet som umulig. Han gjorde sine Jagttagelser paa Hunde og Kaniner, paa hvilke Dyr han i rigelig Mængde havde bortskaaret Bruskvævet. Efter Forløbet af omtrent to Maaneder var det fuldstændig dannet paa ny. Det er den samme Fysiolog, der først har fastslaaet det glatte Muskelvævs Evne til Gjenvæxt, 350 — de glatte Muskler ere som bekjendt ikke Villien under- É lagte og deres Virksomhed indskrænket til det vege= tative Liv. Nu stod der altsaa kun — for at have gjennemgaaet alle de organiske Væv — tilbage at bringe i Erfaring, om Muskeltraade fra det animale Livs Om- raade, altsaa tværstribede Muskler, ogsaa kunde erstatte de Substanstab, de maatte have lidt, ved at danne nye Muskeltraade af samme Slags. Dette Spørgsmaal kunde Dubrueil allerede det følgende Aar besvare bekræftende. Han skar visse Muskler paa Marsvin (Cavier) midt over, og nogle Maaneder efter saa han ved Undersøgelsen, at de ad- skilte Dele nu vare aldeles voxede sammen: at Delenes, Adskillelse var overvundet ved en ny Udvikling af Muskel- væv. Vi se altsaa, at alle Vævene i den dyriske Orga- nisme ved Gjenvæxt kunne erstattes hos det voxne Dyr, og denne Proces er uimodsigelig aldeles identisk med den, der fremkalder den allerførste Skabelse af de samme Væv i Fostret eller det unge Dyr. Kjendskabet til disse Gjenvæxtfænomener har for Konstens frie Udøvelse været en Kilde til Opfindelser og mere eller mindre betydningsfulde operative Fremgangs- maader, hvoraf nogle endnu ere Gjenstand for Studium og Forsøg. Hvad der især i de senere Aar har inter- esseret det store Publikum at følge, er Læren om Ben- vævets Gjenvæxt. Man har fra gammel Tid vidst, at naar et Ben er brækket, blive de adskilte Dele efter en vis Tids Forløb forenede paa ny ved nydannet Benmasse, et virkeligt Benar, den saakaldte »Callus«. Det er ikke længere siden end midt i forrige Aarhundrede, at en fransk Fysiolog, Duhamel, og efter ham en neapolitansk Læge, der boede i Paris, ved nøjagtig at undersøge For- holdene ved Kallus-Dannelsen opdagede den fysiologiske 351 Virksomhed derved. De troede at have opdaget, at Hoveddrivfjeren til Bendannelsen er en tynd, trævlet Himde, som er forbundet med og stærkt fasthæftet til Benenes Overflade”), nemlig Benhinden (Periostiet). Deres Forsøg vare imidlertid ikke talrige eller overbevisende nok til, at Kirurgerne kunde faa Øje for, hvilken Fordel man kunde drage af Benhindens ejendommelige bendannende "Egenskab. Først sent, ved Aar 1830 omtrent, begyndte de praktiske Lægers Opmærksomhed at henledes paa dette Punkt ved Professor i Wurzburg Bernhard Heines Arbejder. Denne borttog paa levende Dyr mere eller mindre anselige Stykker Ben, i enkelte Tilfælde indtil Halvdelen af den Knogle, hvorpaa han anstillede sit For- søg. De bortskaarne Partier vare erstattede efter nogle Ugers eller Maaneders Forløb, og Lemmet var snart i sin forrige normale Tilstand igjen! Endnu mere berømte ere Flourens's skarpsindige og udholdende Arbejder. Denne lærde Fysiologs mangfol- dige Forsøg have til Punkt og Prikke bekræftet Sand- heden af Duhamels ældre Iagttagelser. »Naar det er Benhinden«, siger Flourens, »der frembringer Benet, saa maa jeg ogsaa kunne frembringe Ben overalt, hvor jeg kan anbringe Benhinden og faa den til at trives. Jeg vil kunne fordoble et Dyrs Knogler og give det Knogler, som det slet ikke har af Naturen«. Blandt andre Forsøg for at bevise Sandheden af denne Lære fandt Flourens en Gang paa at gjennembore en Knogle og deri stikke et lille Sølvrør. En Del af Benhinden, ”) De lange Knokler kunne betragtes som sammensatte af tre kon- centriske Lag inden i hinanden: inderst Marven, derpaa Ben- substansen i egentlig Forstand, og denne bedækkes saa af Benhinden. 352 som blev siddende inde i Sølvrøret, voxede der, ud- bredte sig og dannede et Bruskvæv, der snart blev til Ben. En duelig Kirurg i Lyon, Ollier, skar paa et Dyr Benhinden i lange Strimler, som han dog lod staa i For- bindelse med Knoglen ved en lille Stilk. Disse Strimler rullede og snoede han om de nærmeste Muskler, og — efter Forløbet af en vis Tid havde Benhinden frembragt runde, spiralformige, ottetalsformige 0. s.v. Ben, alt efter. som den var bleven snoet om Nabodelene paa den ene eller påa den anden Maade! Til alle disse Forsøg har man benyttet en Benhinde, som havde beholdt den meget tynde Hinde, som hænger sammen med den og skiller den fra Benet. Nu viste Robin, at dette tynde Lag indenfor Benhinden er dannet af Benceller hos den voxne, men af Brusk i en Knogle, der endnu er under Udvikling. Det er dette Lag) tat den bendannende Kraft har sit Sæde, og naar Benhinden er den foruden, kan den ikke danne Ben. Robin og Dubrueil have endvidere paavist, at Benvæv kan dannes, uden at der forud gaar Dannelse af Bruskvæv, samt at Bendannelsen kan udgaa umiddelbart fra en Knogle, som ganske er berøvet sin Benhinde. Disse Opdagelser lede — uden at berøve Benhinden den vitterlige Rolle, den spiller ved Bendannelsen — til en Opfattelse af det virksomme ved denne, der er lidt forskjellig fra, hvad Fysiologerne havde antaget. De bevise nemlig, at i Duhamels, Heines og Flourens's Forsøg er det i Virkeligheden Ben, som skaber Ben, ligesom Nerven skaber Nerve. Det brusk- eller benagtige Lag, der hænger sammen med Benhinden, er i Virkeligheden ikke andet end Benvæv paa Vej til at dannes, og hver Gang man — det være sig nu ved Hjælp af Benhinden eller 303 formedelst en Pirring — fremkalder Gjenvæxt af en vis Mængde Knogle, er dette kun muligt, fordi man først har opfyldt Betingelserne for Bruskvævets Udvikling. Denne Erkjendelse vil ogsaa lede os til Forstaaelsen og den rette Bedømmelse af de kirurgiske Methoders Værd, der ere grundede paa disse Erfaringer. Bensygdommene ere talrige. Foruden de Tilfælde, hvor Knoglerne ligefrem blive saarede af Kugler, ere de udsatte for Betændelser, Svulster og al Slags Benedder. Disse Sygdomme ere langvarige som Følge af den lang- somme Livsvirksomhed i disse Organer, men de ere der- for ikke mindre ødelæggende og ende i Reglen med at foraarsage en mere eller mindre betydelig Tilintetgjørelse af Benmassen. Da maa der skaffes Materien, som kommer fra den syge Knogle, en Udvej; det døde Væv maa bort- skæres. Det varer ikke længe, før hele Lemmet svulmer op og bliver smertefuldt. Der danner sig Gjennembrud, Suppurationer komme i Gang, og hvis Konsten ikke træder hindrende imellem, gaar Patienten en smertefuld Død i Møde. Mod saa mange Onder sætter Kirurgien sine særdeles vanskelige og besværlige Operationer. Den aabner Ondets indre Årnesteder, den giver Vævene Ro, den skaffer Udgang for hvad der skal bort, den sørger for, at de syge Overflader ikke brede sig; men der gives Tilfælde, hvor hverken Natur eller Konst kunne udrette noget, hvor Benét er i den Grad undergravet, at Ampu- tation bliver den eneste Udsigt til Frelse for Patienten. Det er under saadanne sørgelige Udsigter, at Kirurgerne have taget deres Tilflugt til Fremgangsmaader, ved hvilke de turde haabe en Nydannelse af den ved Sygdommen ødelagte Knogle. Den nyttigste af disse Methoder, der Fjerde Række. V. 93 394 skyldes Sedillot, er den saakaldte »Evidement« eller Udrensning. Den Maade, hvorpaa denne Operation foretages siden Sedillots smukke Arbejder, er i og for sig meget simpel. Man skærer ind gjennem Hud, Kjød og Ben- hinde lige til den syge eller saarede Knogle, og naar denne først ligger fri, angriber Operatøren den med Tang, Ham- mer og Mejsel. Han udhuler og udgraver den saaledes, at han borttager hele det usunde Parti og kun skaaner alt, hvad der ikke er angrebet af Sygdommen. Saaledes indskrænket til sine sundeste Lag og Dele begynder .den udrensede Knogle lidt efter lidt at erstatte sine Tab. De ødelagte Dele regenereres, et nyt Benvæv opfylder de tomme Steder, der frembragtes ved Operatørens Mejsel, og efter nogle Maaneders Forløb er Organet, som jo aldrig har mistet sin Form, atter i Besiddelse af Betin- gelserne for at kunne leve sit sædvanlige Liv. Ganske vist kan undertiden dette Drama, hvor Kirurgen, som Hippokrates siger, under andres Lidelser ogsaa har sine særegne Bekymringer, forværres paa uforudsete Maader, og farlige Hindringer kunne endog formørke Udsigten til et heldigt Udfald; men Konsten er jo netop " til for at forudse og besejre dem, og det er netop under saadanne Forhold, at den overlegne Praktiker viser sin Duelighed og udmærker sig fremfor sine Kolleger. Medens Sedillot lærer og beviser, at det er nød- vendigt, saa vel i Bendannelsens Interesse som ogsaa for Lemmets Skyld, kun at borttage det syge Stykke af de angrebne Knogler og derimod bevare det sunde Lag, der hænger sammen med Benhinden, er der nogle Kirurger, der anbefale at borttage alt undtagen Benhinden, d. v. s. tage hele Knoglen ud, næsten ligesom man trækker Fin- 355 geren ud af en Hanske. De paastaa, at da denne Hinde er det eneste virksomme ved Bendannelsen, kan man meget vel bortskære (resekere) en Knogle aldeles, og den maa da gjendanne sig. fuldstændig, naar blot hin Hinde er bleven bevaret. Anerkjendt dygtige Praktikere have optaget denne Operationsmaade, som man har kaldt »den subperiostale Resektion«, men dens Berettigelse og Rigtighed er nu efter at være bleven drøftet mellem de Kirurger, der have havt Lejlighed til at prøve den, næsten enstemmig forkastet. Hvorledes skulde man ogsaa kunne tilskrive Benhinden alene, denne tynde Skede uden Støtte og uden Fasthed, blottet ved en blodig Operation og mere eller mindre angrebet ved Dissektionen, Gjenskabelsen af en Knogle med dens normale Form og Størrelse, naar det er saa vanskeligt at faa et simpelt Benbrud helet; uden Forkortning af Benet? Vil den fremdeles midt inde mellem Muskelmasserne ikke være udsat for al Slags Betændelse og fremfor alt for at paavirkes af de talrige mekaniske Indvirkninger, som kunne forandre dens Form. og følgelig frembringe en misdannet, forkortet og ubruge—- lig Knogle? Disse indvendinger og Betænkeligheder sloge. Kirurgerne og bragte dem bort fra den »subperiostale: Resektion«. Denne har ganske vist i enkelte Tilfælde bevirket en borttaget Knogles Gjendannelse, men Lemmet har tabt sin Kraft og sin Bevægelighed, og man har ikke kunnet undgaa en alvorlig og uberegnelig Suppuration…. Det drejer sig i Kirurgien ikke blot om at frembringe: Benet paa ny, men dette maa være tilstrækkelig normalt i sin Form og maa have Modstandskraft nok i sin Byg ning til, at Lemmets Brug derved kan være sikret. Et saadant Resultat opnaas imidlertid kun ved en stræng Overholdelse af Ro og Hvile paa de Overflader og Hin- 237 396 der, hvor man kan vente, at det nye Benvævs Celler ville afsætte og ophobe sig. Den ovenfor omtalte normale Form kan kun sikres ved under nogenlunde heldige For- hold ogsaa at bevare Benskeden for at fremkalde Ny- dannelsen af Benvæv, medens den »subperiostale Resek- tion« forudsætter Knoglens Gjenvæxt fra en Benhinde uden Støtte, syg, sammentrykket og sammenfoldet ved Musklernes Virksomhed. Sedillot, der har en udpræget Kjærlighed til Oldtidens Lægekonst, som han kjender grundig, har gjort opmærksom paa, at Celsius for 1800 Aar siden har foreslaaet at »evidere« Knoglerne; men det var "atter gaaet i Glemmebogen. Den berømte franske Kirurg har imidlertid draget hans gamle Forskrifter frem af deres Forglemmelse, bevist deres Nytte og Vigtighed, forklaret Indikationerne og Forløbet og saaledes gjengivet den praktiske Lægekonst et af de herligste Midler mod de farlige Sygdomme og Saar i Knoglerne. II. Livet er en overalt udbredt, gjennemtrængende Kraft, der stræber efter at bemægtige sig alt, hvad der kommer inden for dens Virkekreds. Vi have nys set, at denne Kraft udfylder den Tomhed, der frembringes ved Bort- tagelsen af visse organiske Dele; vi skulle nu se, at den ved en omvendt Fremgangsmaade kan erhverve Dele, som levende Væsener ellers ikke ere i Besiddelse af; thi Podningerne ere ikke andet end levende Brud- stykker, som man lodder til en i Forvejen fuldstændig Organisme. Ved Podning paa Planter bliver den ind- podede Del ikke nogen virkelig Del af det Individ, hvorpaa den er bleven hensat. Den lever ikke det samme Liv, den udvikler sig saa at sige ved et Slags Snylteliv 3D7 paa Værtens Bekostning — som Mistelen paa Egen — og, hvad enten nu Podekvisten er af samme Art som Træet, man poder den paa, eller ej, saa bliver der dog altid, fysiologisk talt, Forskjel. Saaledes forholder det sig ikke ved Podninger paa Dyr. Podningen paa Dyr bestaar gånske i Almindelighed i at anbringe paa et vist givet Sted af et Individ en Del, taget paa et andet Sted af det samme eller fra et andet Individ, og da at fuldstændiggjøre Forbindelsen mellem den indpodede Del og den Organisme, der skal tjene den til Underhold, påa en saadan Maade, at den bliver aldeles et med den, lever det samme Liv, er underkastet de samme fysiologiske Virkninger. Man kan saaledes for- plante fra et Dyr til et andet Brudstykker af Væv eller hele Organer eller blot simple anatomiske Elementer. Cellerne fra Øjets Aarehinde, bragte under Huden paa et Dyr, bevare deres Livskraft paa den nye Jordbund, ja blive endogsaa der Udgangspunktet for en mere eller mindre frodig Udvikling af Celler af samme Art. Blod- transfusionen er kun en Indførelse i Organismen af røde Blodlegemer, der ere laante fra et andet levende Væsen. Denne Operation lykkes, selv naar Blodet hentes fra et Individ af en ganske forskjellig Art. Saaledes kan man indsprøjte Blod af et Pattedyr i Aarene paa en Frø og efter en vis Tids Forløb hos denne. finde det højere- staaende Dyrs endnu levende, let kjendelige Blodlegemer. Man indpoder uden Vanskelighed i Kammen paa en Hane en af dens egne Sporer eller Tænderne af et Pattedyr; men disse Kjendsgjerninger have endnu kun Særhedens Interesse og bør ikke stanse os i vor Undersøgelse. Vi have set, at Knoglerne let gjendannes ved Hjælp af Benhinden. Dette har givet flere Forsøgsmænd den 358 Tanke at flytte Brudstykker af Benhinden hen paa for- skjellige Steder for at se, om den der vilde foranledige en Bendannelse. Blandt andre har Ollier paavist, at Benhinden, efter at være fuldstændig skilt fra Knoglen og anbragt paa en aldeles ny Plads, paa sin Underflade frembringer en ny Knogle. Han har faaet det samme Resultat ved at pode ikke med hele Benhinden, men kun med Cellerne fra det tynde Lag, der hænger sammen med den, og som ere de virkelige Arbejdere ved Ben- dannelsen. Goujon er det lykkedes at frembringe Ben ved at pode med Marv. Anbringelsen af nogle Marv- celler under Huden påa en Hund gav saaledes Anledning til Dannelsen af en lille Knogle. Kirurgerne havde en Tid haabet at kunne drage sig disse Opdagelser til Nytte ved Gjendannelsen af Knogledelene. Nogle ville endog paastaa at have gjenfrembragt Næsebenene; men det er nu oplyst, at Ben, der ere dannede ved Indpodninger med Benhinde eller Marv, have en uovervindelig Tilbøje- lighed til at resorberes, til efter kortere eller længere Tids Forløb helt at forsvinde som Følge af de ugunstige Betingelser for deres Ernæring, hvorunder de leve. Uden at være forsynede med Kar og Nerver ere de som frem- mede Legemer paa det Sted, hvor deres Udvikling har fundet Sted. Til Benindpodningerne kan man ogsaa henregne Pod- ningen af Tænder, hvorover Magitot og Legros endnu anstille Forsøg. Tænderne udvikles fra den saakaldte Tandsæk, i hvilken man skjelner en Kim for Tandbenet og en for Emaillen. Ved at pode en Tandsæk. fra en nyfødt Hund ind i en udvoxen Hunds Tandkjød have disse to Iagttagere paavist, at hine to Kim udviklede sig som sædvanlig og frembragte en fuldstændig Tand. 399 Emaillekimen, indpodet alene, dør hen, men Tandben- kimen er derimod i Stand til at fremkalde en Udvikling af normalt Tandben. Naar fremdeles Tandsækken under disse Forsøg frivillig eller ufrivillig saares, har man iagt- taget Dannelsen af en Slags Bensvulst. Disse interessante Forsøg lade os haabe, at man en Dag under nærmere bestemte Betingelser vil kunne løse den fysiologiske Op- gave at faa Tænderne til at voxe ud igjen. Vi maa lægge Mærke til, at det her drejer sig om Indpodning af et selvstændigt Organ med Kim og Anlæg til Blodkar- forbindelser, der kunne sikre dets Udvikling, medens man ved at flytte et Brudstykke af Marven eller Benhinden tvært imod indkapsler og afsondrer det. De morsomste og vigtigste Forsøg, man i de sidste Aar har foretaget over Podning paa Dyr, skyldes Paul Bert. Denne lærde Fysiolog har vist, at naar man skærer Halen af en ung Rotte og efter at have krænget et Stykke af Huden tilbage indpoder den hvor som helst under Dyrets Hud, voxer den fast og vedbliver at ud- vikle sig. Den voxer næsten lige saa hurtig, som om den sad paa sin rette Plads. Han krænger ogsaa Huden til- bage paa Spidsen af en Rottehale og anbringer denne Spids i et Hul i Dyrets Hud, oppe ved Hovedet f. Ex.; derpaa syr han de to Saarrande sammen, og nu varer det ikke længe, før Delene ere voxede sammen, og Halen, der altsaa nu har Form af en Hank, bevarer sin Livs- kraft. Hvis man nu skærer denne Hank over et eller andet Sted, vil man se, at det ved Hovedet indpodede Stykke har beholdt alle sine fysiologiske Egenskaber. Blodkarrene udvikle sig, Nerverne voxe ud igjen, og Evnen til at modtage Sanseindtryk kommer lidt efter lidt til Stede. Rotten er saaledes bleven forsynet med en 360 Slags Snabel, der er lige saa levende som dens andre Organer. Gjenerhvervelsen af Sandseevnen i denne Snabel beviser ikke blot, at Nervetraadene i et saadant indpodet Stykke voxe sammen med Ryggens, men ogsaa Muligheden af at kunne forandre Sanseindtrykkenes Retning til en ganske modsat af den, hvori de før gik, det vil sige Evnen til at lede Indtrykkene saa vel i en midtpunktsøgende som i en midtpunktflyende Retning. Endnu interessantere er den saakaldte siamesiske Podning. Bert skærer Hudstrimler bort påa Siderne af to Dyr, og syr dem sammen! Efter faa Dages Forløb er Foreningen fuldstændig, og man har et Par, der aldeles svarer til det siamesiske Tvillmgpar. Bert havde et saadant Par hvide Rotter i to Maaneder, men de for- ligtes saa daarlig, at han maatte skille dem ad igjen. Ved at dræbe et af Dyrene i et saadant Par ved Gift, forgiver man ogsaa det andet, hvilket beviser, at Blod- omløbet er fuldstændig fælles for begge. Man kan ogsaa forene Dyr af forskjellig Art, Rotte og Marsvin, Rotte og Markmus, ja endog Rotte og Kat, men Forbindelsen er aldrig bleven fuldstændig, hvilket dog ikke saa meget beror paa Vævenes Uensartethed som paa Vanskeligheden af at holde Dyrene, hvormed man anstiller disse Forsøg, i den fornødne Ro. Medens disse Forsøg have mere en theoretisk end en praktisk Interesse, er dette langtfra Tilfældet med de saakaldte Hudindpodninger. Disse have virkelig Ret til at tiltrække sig Fysiologens og fornemmelig Kirurgens. Opmærksomhed. Hudindpodningen blev. opfundet og først bragt i Anvendelse af Schweizeren Reverdin, der tid- ligere havde studeret ved Hospitalerne i Paris. Naar Huden efter en Operation, et Brandsaar eller et al- 361 mindeligt Saar .er bleven ødelagt i nogen videre Ud- strækning, heles Saaret altid kun langsomt ved Hjælp af Dan- nelsen af Arvæv; trods Anvendelsen af alle Saarlæge- konstens Regler vil den blottede Overflade kun komme sig med Vanskelighed. For at raade Bod paa denne al- vorlige Ulempe fik Reverdin den Tanke at beklæde Saarfladerne med et Dække af sund Hud, taget fra den saarede selv eller fra et andet Individ.… De første For- søg foretoges 1869 i Hospitalerne i Paris og kronedes med et fuldstændig heldigt Udfald. Strax fordobledes Antallet af Forsøgene. Gosselin, Ollier, Duplay, Kergott og fl. a. fik i Frankrig ved at følge Opfinderens Anvisninger særdeles tilfredsstillende Udfald. Praktiske Læger i England, Tyskland og Rusland optoge For- søgene, og nu kan Hudindpodningen betragtes som ende- lig indført i den praktiske Kirurgi”). Imidlertid kan det ikke nægtes, at den har sine Mangler, For saaledes at lodde fremmede Hudlapper fast. paa en blottet Saarflade fordres der fra Lægens Side Anvendelsen af den yderste Gmhyggelighed. Det gaar fremdeles ikke an at bedække hele Saarfladen paa en Gang med en eneste stor Hud- lap; man maa tage flere ganske smaa, følge Ardannelsens Fremskridt Dag for Dag, tage de Stykker bort, der ikke have slaaet an 0. s. v. Sædvanligvis er Podningen lyk- kedes efter fire og tyve Timers Forløb og gaar altsaa temmelig hurtig for sig, naar man tager i Betænkning, at der i den Tid er dannet et helt Lag af Celler mellem Saarets Overflade og Lappens Underflade.. Arret er "1 Hudtransplantationen, som den kaldes her hjemme, indførtes paa vore Hospitaler i 1871 og anvendes endnu ved Saar, der ikke vise Tilbøjelighed til at læges. i Overs. Anm 362 sejere og stærkere end de sædvanlige Ar, ligesom det heller ikke som disse viser- Tilbøjelighed til at bryde op igjen). Endnu er det et Stridsspørgsmaal, hvor tyk den lille Hudlap skal være. Nogle, deriblandt Ollier, ville tage Huden i hele dens Tykkelse, altsaa Læderhuden med; men det synes, som om hans Forsøg ikke faa saa heldigt et Udfald som de, hvorved man blot foruden Overhuden har taget det malpighiske Net med. Det synes nemlig, som om Cellerne i dette Lag ere Værkstedet, hvor det Årbejde udføres, hvorved Hudlapperne voxe fast. +) Dette stemmer dog ikke ganske med de Erfaringer, man har indhøstet her hjemme. — Det er ikke blot Hud af Mennesker, men ogsaa af Dyr, hvormed man har anstillet Forsøg paa Mennesket. Dubrueil har saaledes faaet Cavia-Hud til at voxe påa en Mand. Om nogle af de nyeste Fremskridt i Fysiken og Åstronomien. Efter Professorerne Edlunds og Gyldéns Foredrag ved det konge- lige svenske Videnskabernes Selskabs Aarsfest 1873. Son bekjendt er det ved Hjælp af det simple fysiske Apparat, der kaldes Spektroskopet, lykkedes at be- stemme, af hvilke kemiske Stoffer Solen og en Del Fix- stjærner bestaa. Ved disse Undersøgelser har man fundet, at Materien, saaledes som den. forekommer paa vor Jord, er udbredt i hele Universet. Grænserne for vor Viden ere i saa Henseende blevne betydelig udvidede ved Hjælp af dette Redskab, men dette er ikke den eneste Tjeneste, Spek- troskopet har ydet Videnskaben. I dette sønderdeles Lyset gjennem et eller flere Prismer i sine enkelte Farver, det saakaldte Spektrum. Er Lyskilden en glødende "Luftart eller et fast eller flydende Legeme, omgivet af en gasagtig Atmosfære, der er glødende, bestaar Spektret ikke af en sammenhængende Række af de forskjellige Farver, men er gjennemvævet af en Mængde Striber eller Linier, som skyldes Bestanddelene i det glødende Stof. Af disse Liniers Antal, Beliggenhed og Gruppering kan man erfare den glødende Lufts Sammensætning. 364 Ad theoretisk Vej kan bevises, at disse Linier maa forandre deres Beliggenhed noget, naar Afstanden mellem Lyskilden og Spektroskopet hurtig forandres. Hvis nem- lig Afstanden mellem disse formindskes, forskyde Linierne sig hen imod Spektrets violette Del; voxer den, frem- kommer der en Forskydning i modsat Retning eller hen imod dets røde Del. Men Spektroskopet angiver ikke, om Forskydningen skriver sig fra Lyskildens eller Spek- troskopets Bevægelse eller fra begge i Forening, det an-— giver kun, at der er sket en Forandring i Afstanden. Hvis Spektroskopet derfor med Fordel skal kunne be- nyttes til Undersøgelser af denne Art, maa det kon- strueres paa en til Hensigten bedre svarende Maade. I dette Tidsskrifts fjerde Rækkes andet Bind, S. 472 er der i en Artikel om »Spektralanalysens nyeste Frem= skridt« vist, at det paa denne Maade er lykkedes Hug= gins at bestemme, at Stjærnen Sirius fjærner sig fra vort Solsystem med en Hastighed af henved 6 Mil i Sekunden, og sammesteds er der ligeledes gjort Rede for Indret- ningen af de Apparater, Huggins og Zøllner i Leipzig have konstrueret hertil. Paa Grund af disses mangel- fulde Indretning mente Huggins dog, at hans Bestemmelse ikke kunde gjøre Krav paa nogen særdeles stor Nøjagtighed. Det er senere lykkedes ham at forskaffe sig mere hen- sigtsmæssig indrettede Hjælpemidler, og han har derfor gjenoptaget disse Undersøgelser, for hvis Resultater han har gjort Rede i en til Videnskabernes Selskab i London indsendt Afhandling. Vi skulle her kortelig meddele det vigtigste af dennes Indhold, for saa vidt det er blevet be- kjendt gjennem Uddrag i videnskabelige Tidsskrifter. Huggins fandt for saa vidt sine første Iagttagelser bekræftede, som det viste sig, at Sirius virkelig fjærner 365 sig fra vort Planetsystem, men den Hastighed, hvormed dette sker, var mindre, end han fra først af antog, nem- lig 3"/2 Mil i Sekunden. Med omtrent samme Hastighed bortfjærner ogsaa Stjærnen »alpha« i Billedet Orion sig fra vor Sol. Stjærnerne »Rigel«, »Orion« og »Castor« i »Tvillingerne« forstørre ligeledes deres Afstande fra Solen; den første med en Hastighed af omtrent 27/2 og den sidste med noget over 4 Mil i Sekunden. Stjærnerne "»Regulus«, »beta« og »delta« i »Løven« samt sex Stjærner i »den store Bjørn« fjærne sig ligeledes med større eller mindre Hastighed fra vort Solsystem. Huggins antager, at et lignende Forhold sandsynligvis finder Sted med »alpha« i »Jomfruen«, »Aldebaran« og fl. Stjærner. Derimod viste det sig, at følgende Stjærner nærme sig til Solen, nemlig »Årcturus« med en Hastighed af over 9 Mil i Sekunden, »alpha« i »Lyren« med 8—9 Mil, »Pollux« med 8 Mil, »alpha« i »Svanen« med 7 Mil og »alpha« i »den store Bjørn« med 8—10 Mil i Sekunden. Paa samme Maade forholder det sig med Stjærnerne »gamma« i »Løven«, »Svanen« og »Pegasusu«, skjønt det for disses Vedkommende ikke lykkedes at bestemme, hvor stor deres Hastighed er. Nu vides det imidlertid af astronomiske Iagttagelser, at vor Sol og dens Planeter selv ere i Bevægelse henimod Stjærnebilledet »Herkules«, skjønt man ikke nøje kjender den Hastighed, hvormed denne Bevægelse foregaar. Om derfor ogsaa Fixstjærnerne selv vare fuldkommen ube- vægelige, vilde dog vort Solsystem paa Grund af sin egen Bevægelse nærme sig nogle af dem og fjærne sig fra andre. De ovenfor anførte Talværdier afhænge saa- ledes ikke blot af Stjærnernes, men ogsaa af vort Sol- systems Bevægelse. Åt den iagttagne Bevægelse virkelig 366 " skyldes Stjærnerne og ikke hidrører alene fra Solsystemets Bevægelse, fremgaar med Bestemthed deraf, at der findes. nær ved hinanden beliggende Stjærner, som bevæge sig med forskjellig Hastighed eller endog til modsatte Sider, hvilket f. Ex. er Tilfældet med »Kastor« og »Pollux«, med. Stjærnerne »beta« og »alphav i »Løven« i Forhold til Stjærnen »gamma« i samme Stjærnebillede o. fl. a. Allerede for flere Aar tilbage have John Herschel og Pouillet bestemt den Varmemængde, der i en given Tid udstraales fra Solen. I Følge disse Undersøgelser, hvis Resultater vare overensstemmende, modtager Jorden i Løbet af et Aar saa megen Varme fra Solen, at denne, regelmæssig fordelt over hele Jordoverfladen, vilde være i Stand til at smelte et over hele Jorden udbredt Islag af 100 Fods Mægtighed, — og endda modtager Jorden kun en ringe Del af hele den Varmemængde, som Solen ud— straaler i Verdensrummet. Den samlede Varmemængde vilde i Følge en anden Beregning være tilstrækkelig til at smelte et paa Solens Overflade udbredt Islag af omtrent 500 Miles Mægtighed. En Schweizer, Prof. Forster, har nylig beregnet, at den Varmemængde, Jorden i hvert Minut modtager fra Solen, vilde være tilstrækkelig til at bevæge 2000 Dampmaskiner, hver paa 100 Hestes Kraft, i over 2000 Aar. Paa Grund af den Maade, hvorpaa. de opgivne Tal over Solens Varmeudstraaling ere fundne, tør det antages, at Fejlen ikke kan være synderlig stor. Derimod er det vanskeligere at opstille en paa nogen- lunde sikre Grunde hvilende Beregning over den Tempe- ratur, der hersker i Solen. For at bestemme denne maatte man vide, i hvilket Forhold Varmeudstraalingen voxer med Temperaturen, Lagenes Udstraalingsevne og flere andre Omstændigheder, der næsten ere ubekjendte. 367 Ikke desto mindre har man dog alvorlig bestræbt sig for at løse dette Spørgsmaal, og i Løbet af forrige Aar har det. flere Gange - været Gjenstand for Behandling i det franske Videnskabernes Selskab, som endog har udsat det Bordinske Legat for 1874 for dets Løsning. Paa Grundlag af Waterstons og Sorets Observationer har Pater Secchi søgt at bestemme den Varmegrad, der hersker paa Solen i en vis Dybde under dens Overflade og anslaar denne til ikke mindre end 5 Mill. Grader C. John Ericsson, der ogsaa har beskæftiget sig med dette Spørgsmaal, anslaar Temperaturen i Solens ydre Lag til 2,2000009, medens den i Følge Zøllner kun skulde være 13000 paa Solens Overflade og 1 Mill. Graderi en Dybde af 1500 Mil under Overfladen. Det overordentlig høje Gradantal, som Secchi fandt, var den nærmeste AÅnled- ning til, at Spørgsmaalet igjen blev taget under Behand- ling i Fjor. Soret i Schweiz og Vicaire i. Frankrig have begge vist, at det Forhold for Varmeudstraalingens Stigen med Temperaturen, hvorpaa Secchi har støttet sin Beregning, ikke kan være rigtigt, og heri have de utvivl- somt Ret. Soret er ved at sammenligne Varmegraden i en Cylinder af Zirkon, der blev gjort glødende i en Knaldgasflamme, med Varmeudstraalingen fra denne, kommen til den Slutning, at Solen i sine ydre Lag ikke kan have en Temperatur af mere end nogle tusende Grader. Vicaire er kommen til et lignende Resultat, og flere af det franske Videnskabernes Selskabs Med- lemmer, saasom Fizeau, Becquerel og andre, synes at samstemme heri. Spørgsmaalet om Solens Varmegrad er saaledes ikke endelig afgjort og vil muligvis endnu længe komme til at vente paa sin sikre Løsning. 368 - AtNordlyset er et elektrisk Fænomen, der opstaar ved, at Elektriciteten udlader sig under Gnistdannelse i den fugtige og fortyndede Luft i Nærheden af Jordens magnetiske Poler, har længe været antaget, og der kan anføres flere Grunde, som bestyrke denne Anskuelse. I Overensstemmelse hermed maa man da ogsaa antage, at dets Lysvirkning fremkaldes derved, at de Luftarter, hvoraf Atmosfæren bestaar, blive glødende ved den elek- triske Udladning, og man skulde altsaa vente, at Nord- lysets Spektrum vilde vise de samme Linier, som frem- komme, naar man lader den elektriske Gnist slaa over gjennem fortyndet Luft. I dette Tidsskrifts fjerde Rækkes tredie Bind S. 475 er det imidlertid vist, hvorledes de Forsøg, Ångstrøm og andre have anstillet, staa i Strid hermed, og sammesteds er det ligeledes anført, at Zøll- ner har søgt at hæve Modsigelsen ved at vise, at det Spektrum, en Luftart giver, afhænger saa vel af dens Temperatur og Tryk som af Mængden af de glødende Partikler, der findes i den og fra hvilke Lyset udstraales, saa at der er stor Forskjel paa Forholdene i Atmosfæren og dem, hvorunder et Laboratoriumsforsøg anstilles. For- skjellighederne ere i den seneste Tid nærmere blevne forklarede ved de nøjagtige Forsøg, som ere blevne an- stillede paa det astronomiske Observatorium, der paa Kammerherre von Bilows Bekostning er blevet opført paa Bothkamp i Nærheden af Kiel, og som er udrustet med. fortrinlige Apparater til denne Art Undersøgelser. Obser=- vatoriets Forstander, Dr. Vogel, har nemlig anstillet Undersøgelser, hvoraf det med stor Sandsynlighed frem- gaar, at Nordlysets Spektrallinier maa betragtes som en Modifikation af det Spektrum, der faas ved Laboratoriums- forsøgene, naar man udlader Elektriciteten gjennem for- 369 tyndet Luft, saa at man i Forskjellighederne ikke har noget fuldgyldigt Bevis for den Anskuelse, at Nordlyset ikke er af elektrisk Oprindelse. En fransk Fysiker Cornu, der i flere Aar har an- stillet Forsøgover denHastighed, hvormed Lyset for- plantes, har nu offentliggjort Resultatet af sine Arbejder. Det var, som bekjendt, vor Landsmand Ole Rømer, der i 1675 først viste, at Lyset behøver Tid til sin Forplant- ning, og som ved at beregne Observationerne over For- mørkelserne af Jupiters Maaner, fandt, at Lyset forplanter sig i Verdensrummet med en Hastighed af 308000 Kilo- metre (40,650 Mil) i Sekunden. For noget over 20 Aar siden (1849) angav Fizeau en Methode til ad fysisk Vej at maale denne Hastighed, og ved nogle Forsøg, der dog ikke kunne anses for fuldt tilfredsstillende, kom han påa det nærmeste til samme Resultat, som tidligere var naaet ad astronomisk Vej, nemlig 315364 Kilometre i Sekunden. I Begyndelsen af 1860 kom en anden fransk Fysiker, Foucault, ved Hjælp af en Methode, der var forskjellig fra den førstnævntes, til det noget uventede Resultat, at Lyset ikkun forplanter sig med en Hastighed af 298187 Kilometre i Sekunden, altsaa henved 4 pCt. mindre, end hvad man forhen ansaa for det rette Tal. Da det nøjagtige Kjendskab til Lysets Forplantnings- hastighed er af stor" Betydning baade for Fysiken og " Åstronomien, har Cornu gjenoptaget Forsøgene, og ved at forbedre Fizeaus Fremgangsmaade er han kommen til et Resultat, der maa anses for at være sikkert. Cornu fik som Middeltal af et stort Antal Forsøg omtrent samme Resultat som Foucault, saa at man maa antage, at Lyset forplanter sig med en Hastighed af 298500 Kilo- metre (39,628,3 Mil) i Sekunden. Fjerde Række. V. 24 310 Professor Colladon har i de senere Aar med stor "Omhu studeret Virkningerne afLynets Nedslag paa forskjellige Træarter, der ere i Væxt, og hans værdifulde Iagttagelser herover ere nylig blevne offentliggjorte af Videnskabernes Selskab i Genéve. De Træarter, Colla- don har iagttaget, ere Poppel, Eg, Elm, Kastanie, Val- nød, Pæretræ og Gran. Lynnedslagets Virkning paa disse Træer er meget forskjellig,. … Poppelen tager aldrig Skade højt oppe over Jorden, men kun i sin nederste Del. Man kan sjælden spore Lynets Virkninger i mere end en Trediedel af Træets Højde, og disse be- staa deri, at Barken og en Del af det ydre. Vedlag spaltes bort fra Stammen i en eller flere Strimler, der gaa lodret fra oven. nedefter. … I. Midten. af. disse Strimler ses ofte en fin Revne paa .en Linies Bredde og 1—1!/2 Tommes Dybde. Paa Egen virker Nedslaget paa en anden Maade. Strimlerne af Bark og Ved ere her ikke afspaltede i vertikal Retning, men gaa i en Spirallinie, der gjør en eller to Omdrejninger om- kring Stammen. I Strimlens Midte ses en halv cylindrisk Uddybning af %/, Tommes Bredde og knap !/2. Tommes Dybde. Den vigtigste Forskjel mellem Egen og Poppelen er dog, at den første rammes af Lynet langt højere oppe end den sidste. Ofte ere Egens øverste Grene, som først træffes af Lynet, beskadigede eller itubrudte.… Andre Træarter have igjen andre Forskjelligheder at opvise. Det Træ, som hyppigst træffes af Lynet, er Poppelen, hvilket ikke lader sig forklare som en Følge af dets store Højde, da Colladon har iagttaget, at Poplerne ofte rammes af Lynet, skjønt de ere omgivne af Træer af andre Årter, der ere betydelig højere. Den Om- stændighed, at Poplerne kun beskadiges i deres nederste 371 Del og ikke i den øvre Del af Stammen, tyder med Bestemthed paa, at denne sidste maa være en god Leder for Elektriciteten. Colladon anbefaler derfor voxende Poppeltræer som Lynafledere, men da deres nederste Del ikke: er videre ledende, er det nødvendigt at forbinde Stammens nederste Del med en Metalstang, der naar op til en Trediedel af dens Højde. i I mere! end et"Aarti «har Prof… d' Ærrest' med særlig Forkjærlighed gjort Taagepletterne til Gjen- stand for sine udholdende Undersøgelser. Hans Bestræ- belser have heller ikke undladt at bære Frugter, i det Opdagelsen af de variable Taager væsentlig skyldes ham. Han paaviste nemlig en Taageplet, der paa en højst mærkværdig Maade forandrede sit Udseende, idet den efter først uden Besværlighed at kunne iagttages i et. Teleskop af større Dimensioner efterhaanden aftog i Lys- styrke og tilsidst næsten blev aldeles usynlig. Senere ere visse Dele af denne Taage dukkede op igjen, skjønt den ingenlunde har antaget sit oprindelige Udseende. Efter at være kommen i Besiddelse af de fornødne in— strumentale Hjælpemidler til mere omfattende Under- søgelser har han dog fornemmelig beskæftiget sig med et Arbejde af langt større Omfang, nemlig med at optage en Fortegnelse over det størst mulige Antal. Taager. Efter Afslutningen af dette store Arbejde paabegyndtes en Række Undersøgelser, for hvilke Prof. d'” Arrest nylig har gjort Rede i Indbydelsesskriftet til Universitetets Fest i Anledning af Kirkens Reformation i en Afhand- ling . betitlet »Undersøgelser over de nebulose Stjærner i Henseende til deres spektralanalytiske Egenskaber «. 24 372 Man har længe formodet, at Taagestjærnerne eller i alt Fald en stor Del af dem vare Stjærnesystemer,. fra hvilke kun et svagt Skjær trængte gjennem de umaalelige Afstande ned til os. Denne Formodning er bleven be- kræftet derved, at man ved Hjælp af mægtige Teleskoper har formaaet at opløse flere store Taagepletter i en utal- lig Mængde Stjærner, der samlede frembringe det Lys- indtryk, som vi opfatte som Taagepletter. Imidlertid har det dog vist sig, at et stort Antal Taagepletter paa ingen Maade ville lade sig opløse i Stjærner. I denne Omstændighed ligger der dog ingenlunde noget afgjørende Bevis for, at de uopløselige Taager ikke kunne være yderst fjærne Stjærnehobe, men Spørgsmaalet har hen- staaet uafgjort lige til den seneste Tid. Blandt disse uopløselige Taager udmærke de saakaldte planetariske Taager sig fornemmelig ved deres Udseende, i det de i Reglen ere cirkelformede eller elliptiske og ikke som de andre udbredte i fuldkommen uregelmæssige Figurer. Man har imidlertid allerede længe været af den Mening, at man ikke med noget som helst optisk Instru- ment vilde være i Stand til at opløse de planetariske Taager i enkelte Stjærner, men man har ikke kunnet be- vise dette, før man begyndte at undersøge deres spektral- analytiske Egenskaber. Ved disse Undersøgelser, der ikke blot skyldes Prof. d”Arrest, men ogsaa flere andre Videnskabsmænd, blandt hvilke Englænderen Huggins særlig maa nævnes, er det imidlertid blevet oplyst, at de planetariske Taager ikke, saaledes som et stort eller maaske endog det største Antal af de andre, bestaa af umaadelig langt bortfjærnede Taagestjærner, men ere Luft- arter, der befinde sig i glødende Tilstand. 373 Undertiden kan man iagttage tydelige Fortætninger eller endog Tilstedekomsten af en Stjærne i de plane- tariske Taager. Man kan heraf drage den Slutning, at "den glødende Luftmasse er i Færd med at koncentrere sig om et eller flere Centra. == Sammenholder man disse Kjendsgjerninger med den bekjendte Hypothese om Sol- systemets Tilblivelse, ifølge hvilken dette oprindelig har existeret som lignende Luftmasser, saa vise de plane- tariske Taager sig for os som Exempler paa forskjellige Stadier af Solsystemets Tillblivelseshistorie. Et andet endnu interessantere Forhold ved de plane- tariske Taager er ligeledes Gjenstand for Omtale i Prof. d”Arrests Arbejde. Man har lagt Mærke til, at Fix- stjærnerne i Reglen forekomme talrigst indenfor et Bælte, der strækker sig over Himmelen og udmærkes ved Mælke- vejens Glans. Denne Omstændighed har ledet til An- tagelsen af et Stjærnesystem, som skulde være analogt med Solsystemet, og at dette Stjærnesystem, til hvilket ogsaa vor Sol hører, skulde være. udbredt i Retning af Mælkevejen. De Millioner Stjærner, af hvis samlede Lys Mælkevejen opstaar, skulde være de længst bortliggende, men dog endnu høre til samme Stjærnesystem. Taage- stjærnerne. vise sig i Reglen ikke talrig i Nærheden af Mælkevejen; de synes tvært imod at forekomme i størst Mængde i de Himmelegne, der ere fattigst paa Fixstjærner, altsaa i. Nærheden af Mælkevejens Poler. Fra denne Regel gjøre dog de planetariske Taager en mærkelig Undtagelse. De ere nemlig ligesom Fixstjærnerne talrigst sammenhobede i Mælkevejens Nærhed, og dette Forhold fremtræder saa tydelig og i Øjne faldende, at man ikke kan undlade at slutte sig til Prof. d”Arrest's Antagelse af, at de planetariske Taager ere de Luftmasser, der 374 høre til selve Mælkevejens Stjærnesystem. De øvrige Taagestjærner skulde da i det mindste til Dels være Stjærnehobe, der laa langt udenfor Mælkevejen. Foruden disse Stjærnehobe, der fremtræde for os som Taagestjærner, findes der ogsaa andre saadanne i Stjærne= regionerne, der i lige saa høj en Grad fortjene vor Op- mærksomhed, skjønt af en hel anden Grund. Det er de Stjærnegrupper, om hvilke man med Sikkerhed tør antage, at de danne særlige Systemer indenfor Mælkevejens store Stjærnesystem paa samme Maade, som f. Ex. Jupiter med sine fire Maaner danner et særligt System indenfor Sol- systemet. = Strængt taget kunde man til disse regne Dobbeltstjærner og flerdobbelte Stjærner, men i Reglen gjør man dog en Sondring og kalder kun de Samlinger af Stjærner for Stjærnegrupper, i hvilke Stjærnernes An- tal er nogenlunde stort. Angaaende Dobbeltstjærnerne har Videnskaben oplyst, at en stor Del af dem danne et System i Ordets mekaniske Betydning, idet de to Stjærner ere i Bevægelse, den ene omkring den anden; noget lig- nende ved man om adskillige tre- og flerfoldige Stjærner. Man har erhvervet Kundskaben herom ved omhyggelige. Undersøgelser over Bevægelserne hos de enkelte Stjærner, der i det mindste tilsyneladende ere hinanden særdeles nære. Hvis man nemlig kan paavise saadanne Bevægelser. hos nogen af disse Stjærner, der vise, at der maa være virksomme Kræfter i Nærheden, ligger det. nær, at søge disse Kræfter i de andre Stjærnemasser og saaledes og- saa at antage, at alle disse Masser ere hinanden for- holdsvis næré. Blandt de egentlige Stjærnegrupper har man derimod ikke med Sikkerhed kunnet paavise nogen saadan Be- 370 vægelse, der tydede paa, at Gruppen udgjør et mekanisk System, og man savner saaledes endnu Beviset for, at de mange Stjærner virkelig ere hverandre såa nær, som deres tilsyneladende Sammenhobning paa Himmelhvælvingen synes at antyde. Imidlertid er det dog saa sandsynligt, at de høre sammen, at man i Almindelighed ikke tvivler herpaa. Det kan da heller ikke betvivles, at der fore- kommer Banebevægelser i disse Stjærnegrupper, men Åar- sagen til, at man hidtil ikke har opdaget dem, kan kun søges i den Omstændighed, at de ere yderst "langsomme, og at der maaske udkræves et Tidsrum af flere Menneske- aldre for med Sikkerhed at kunne iagttage dem, Det synes derfor ikke at være nogen synderlig tiltalende Be- skæftigelse at begynde en Undersøgelse over Bevægelserne den Stjærnegruppe, der efter alle Erfaringer at dømme et helt Liv igjennem ikke beløbe sig til Størrelser, som kunne maales eller mærkes. Saadanne Undersøgelser eller i det mindste den Del af disse, ved hvilken de for- skjellige Stjærners Stilling til hinanden, som den er nu - for Tiden, bestemmes, ere dog derfor ikke mindre vigtige. Hvis nemlig Stjærnernes nuværende Stilling til hverandre bestemmes eller maales med den størst mulige Nøjagtighed, vil vel nok den Dag i et kommende Åar- hundrede oprinde, hvor man ved at sammenligne Stjær- nernes daværende Stilling med deres nuværende, vil blive i Stand til at overtyde sig om Bevægelsens Tilværelse og Beskaffenhed. Af denne Grund bør man. ikke under- vurdere Betydningen af, at man med den størst mulige Omhu og Nøjagtighed bestemmer den gjensidige Beliggen- hed af Stjærnerne i en Stjærnegruppe, skjønt man ikke tør vente, at den derpaa anvendte Umage allerede i den 316 nærmeste Fremtid vil bringe Resultater, der ere af Vig- tighed for Astronomien. Et saadant Arbejde er i Løbet af forrige Aar blevet fuldført af Adjunkt Schultz i Upsala, og med Hensyn til Resultaternes Nøjagtighed staar det snarere forud end tilbage for de faa lignende Arbejder, der hidtil ere blevne udførte. Om Planten opfattet som et Samfund. Af Eug. Warming"). T. Om Planten opfattet som et Samfund? — Heri ligger jo aabenbart Spørgsmaalet om »Planteindividet« indesluttet, thi et Samfund forudsætter nødvendigvis et Tal af Enkelt- væsener. Det er imidlertid ikke min Mening her at ville drøfte dette Spørgsmaal og undersøge, om vi nu snarest bør anse Bladet eller Knoppen eller Cellen eller noget andet for at modsvare Individualitetsbegrebet hos Dyrene. Dels er denne Sag drøftet saa ofte") og bedre, end jeg vilde kunne gjøre det, dels er det min Overbevisning, at al Søgen efter et absolut Individ er forfejlet; kun saa- danne fysiologiske Individualiteter med over-.og under- ordnet Rang, som vi finde i enhver Statsorganisme i Form af Amter, Sogne etc., er det, vi finde i Planteriget. En af disse Individualiteter vælger jeg her uden videre til Grundlag for min Betragtning, nemlig den, som er den simpleste af dem alle, »Cellen«, og jeg ønsker O ”) Efter to Foredrag i den naturhistoriske Forening i Vinteren 1872—73. ”") Se blandt andet dette Tidsskrift Række I, Bå. 2: Om Plante- individet, efter Al Braun af Vaupell. 5578 da først at give en Fremstilling af Nutidens Opfattelse af dette Grundelement, der i den hele organiske Verden, Dyre- som Planteriget, er den umiddelbare Bærer af Livet, er den Arbejder, som sørger for Ernæring, Væxt og For- plantning; dernæst vil jeg paa dette Grundlag i andet Afsnit anstille en Betragtning af den udviklede Plante, Træet, Urten, Mosset etc., som et Samfund af saadanne Arbejdere, en Stat i det smaa. Vi begynde altsaa med Borgeren, Arbejderen i Staten kunne vi ogsaa sige, thi i Plantens Stat er der ingen Lediggængere, hver Borger er en Årbejder, har sin Dont at passe og udfører den tro, naar ikke Sygdom hindrer ham deri. Men her maa jeg bede Læseren først følge mig paa nogle Udflugter; de kunne synes ham underlige nok og at være rene Afveje fra det, vi skulde beskæftige os med; thi: han maa være beredt paa baade at følge med til Oceanets Bund eller til den evige Sne påa Alpernes Toppe og ved Polen, til den raadnende Træstamme i vore Skove og det friske Bølgeslag ved Stranden, ikke at tale om til Plantens Indre. Jeg haaber dog, at naar Rejsen er endt, vil det vise sig, at vore Vandringer ikke vare saa meningsløse endda, men at der var en Plan i dem. Saa vil jeg da først bede Læseren følge med til de kanariske Øer. I det vi paa en Udflugt langs Stranden opsamle talrige Havdyrskaller, ville vi maaske paa enkelte af dem opdage nogle smaa rødgule Prikker, omtrent -'; af en Linie i Tværmaal, der træde tydelig frem paa den perlemorglinsende hvide Skalfdade; vi se dem stærkt forstørrede i Fig. 1, A.. Hver Prik er en lille Kugle, dannet af et tykt vandklart, farveløst og ensformigt Hylster 379 eller Kapsel og et af denne omsluttet Indhold. Kapslen er sej og elastisk, omtrent som det geléagtige Stof, der findes i Skiverne af de fastere Vandmænd; thi sammen- trykke vi Kuglerne, der løst ere hæftede til Skallerne, saa antage de, naar Trykket ophører, samme Form som før. Indholdet derimod er en rødgul Masse, der er fint kornet og omslutter enkelte større røde Korn. Fig. 1. Den orangegule Protomyxa. Hvad er nu dette for Legemer? Kun Udviklings- historien kan vise os det; vide vi, hvorfra de kom og hvad de blive til, ja saa først kunne vi besvare Spørgs- maalet. Altsaa, vi gjemme dem i Skaaler med friskt Sø- vand og vente paa, hvad der vil ske. Gaar Udviklingen af dem nu for sig, saa se vi, maaske alt efter faa Dages Forløb, som et første Tegn, at Indholdet trækker sig lidt tilbage fra Væggen, Over- fladen bliver ligesom vortet, og snart har det hele rødgule Indhold delt sig i en Mængde — nogle hundrede — Smaakugler, »som en mægtig Hob Kanonkugler«, der ligge 380 saa tæt til hverandre, som Formen tillader det (Fig. 1,B). Endnu en Stund er der Ro; men såa begynder den hele. Mængde at komme i Bevægelse; Kuglerne trænge sig mellem hverandre i alle Retninger, blive mere pæreformede, og den ene Ende trækkes ud i en lang Spids; idet de presse sig frem imellem hverandre, giver den bløde Krop efter og antager de forskjelligste Former. Det næste Skridt er, at Hylsteret sprænges (Fig.1, C), de smaa pæreformede Legemer træde ud, skille sig fra . hverandre, og samtidig blive deres Bevægelser livligere. Nu tumle de sig en Stund lystig i Vandet, i det de bevæge sig paa en bestemt Maade; dels forandrer Kroppen uafbrudt Form og Omrids, og smaa spidse Arme skyde frem, saa hist, saa her, for atter at drages ind; "dels drejer den sig om sin Længdeaxe, idet det hele Legeme drejer sig efter Overfladen af en Kegle; Bagenden ligger i Spidsen af Keglen og er derfor forholdsvis i Ro, Forenden med den lange Svingtraad, der pisker fra den ene Side til den anden, ligger i Keglens Grundkant; hertil kommer endelig en fremadskridende Bevægelse efter en uregel- mæssig Bane, saa at Forenden i Virkeligheden altid kommer til at bevæge sig i en Skruelinie. Hver enkelt .Sværmer er saa simpel i Bygning som vel mulig — en ensformig pærelignende Masse som en Klump sej tyk Slim uden tættere Kjærner eller vand- fyldte Huler og uden Spor til omgivende Væg; kun smaa røde Korn vise sig for os i den klarere Grundmasse. Mindst en Dag tumle de sig under denne Form frit i Vandet; saa blive de sindigere i deres Bevægelser, gaa. til Bunds og trække Fimretraaden ind, medens Kroppen forandrer Ydre: den bliver uregelmæssig stjærne- formig (Fig. 1, C, til venstre), i det tilspidsede Arme 381 i hele Omkredsen skydes ud og trækkes ind igjen, og langsomt krybe de nu hen over den Gjenstand, de hvile paa. De ligne nu fuldstændig de Væsener, som ere blevne benævnede Amøber7) netop paa Grund af den proteusagtige Form ==). Ere de blevne Amøber, begynde de synlig at tage Næring til sig. Komme vi en Draabe Vand med Dia- tomeer og Infusionsdyr ned i det Glas, hvor de ere, og det lykkes en og anden af dem at komme i Berøring med disse, se vi deres Årme lægge sig om dem, den hele Kropmasse gyder sig ud over Diatomeen, og ofte tage to fat hver i sin Ende og mødes paa Midten (Fig. 1,-D); et tyndt Slimovertræk omgiver Diatomeen, og denne er dødsdømt; det gulbrune Indhold i den forsvinder, og den tomme Cellehinde udstødes derpaa af Amøben, der saa fortsætter sine Bevægelser. " Hver Gang de have fordøjet en Diatomé, voxe de til det dobbelte eller tredobbelte; samtidig begynde ogsaa Armene at blive kraftigere og skydes: længere ud, de forgrene sig og smelte hist og her netformig sammen, og i Amøbernes Indre fremtræder der vandfyldte kugle- runde Hulrum, der ere langsomt pulserende, det vil sige afvexlende aftage og voxe i Størrelse, eller forsvinde helt "for at komme til Syne paa et andet Sted. Men de voxe ikke blot ligefrem ved Optagelse af Næring, de voxe tillige ved at de smelte sammen med hverandre; de to Amøber, som hver fra sin Ende begyndte paa at udsuge en Diatome, trække sig ofte tilbage fra ”) an018%, Vexlen, Omskiften. ”"). Den berømte danske Naturforsker Otto Fr. Miller havde "først kaldt dem Proteus netop af samme Grund, men dette Navn maatte gaa ind, fordi det alt var givet til en Dyreform. 332 den som en eneste; kommer denne i Berøring med andre, kan man se den ogsaa smelte sammen "med disse, og saaledes voxe AÅmøberne til større og større Masser, hvis Worgreninger ere rigere og hyppigere danne Net, hvis vandfyldte Hulrum ere større og talrigere, kort sagt, til Legemer som det i Fig. 1, E afbildede. Et saadant Væsen er mærkværdig pragtfuldt og interessant i al sin uendelige' Simpelhed. De stærke Grene, der udgaa fra den midterste større Masse, dele sig gjentagne Gange gaffelformig, blive derved finere og finere som Grenene paa et stærkt forgrenet Træ, medens Sammensmeltningerne mellem dem blive hyppigere og hyppigere; den hele rødgule Masse er jo saa tynd, at den under Mikroskopet er ganske gjennemsigtig, og dens Bygning ligger da aldeles aaben for os: den er en ens- formig Slim, fyldt med smaa kornede Legemer og Hulrum. Men den hele Masse er tillige i en uafbrudt Bevægelse. Først er at mærke, at den hele ydre Form er fuld- stændig proteusagtig og vexler fra Sekund til Sekund; Grene skydes ud og trækkes ind; Forbindelser mellem dem opstaa og afbrydes, og den hele Masse flytter sig ved disse Bevægelser langsomt glidende eller krybende fra Sted til Sted. Dernæst se vi de omtalte Korn føres afsted i talrige Strømme i det Indre, saa vel som ogsaa de faste fremmede Dele (Diatomeer, Infusorier 0.s.v.), der stadig optages i Massen. Strømmene skifte uaf- brudt Retning og' Hurtighed, ofte høre de helt op, og Kornene komme til Ro for efter en liden Stund atter at gribes af den bevægende Kraft og føres bort til et andet Sted i Legemet, maaske fra de større Ophobninger i Midten ud i. den allerfineste af de fine Arme i Omkredsen. Ofte løbe to Strømme ved Siden af hinanden i modsat 333 Retning, og Korn træde over fra den ene i den anden; heller ikke er Bevægelsen lige hurtig i enhver Del af samme Strøm; det ene Korn kan indhente det andet, ile forbi det og atter indhentes af det 0. s. v. En Væg, som skulde omgive det hele, er der ikke Spor til; det er en sej, flydende Masse, som bevæger sig i en anden flydende Masse, Vandet, men hvis enkelte Dele dog ikke blandes med eller opløses i dette, som har en Organisation og indre Sammenhængskraft, der til- lader den at afgrænse sig skarpt mod Vandet, selv i sine fineste Strænge og Grene. Det er en slimet Masse, der mangler ethvert Spor af Elasticitet, der lader sig trække langt ud, som en Gummislim, men har Evne til at trække sig sammen igjen, der som Gummislimen kan optage Vand i sig, men ikke i ubegrænset Maal; thi overskrides Maalet, skilles Vandet ud igjen, dels i Hul- rummene, dels helt ud af Legemet. Det er endelig en Masse, som med Hensyn til sin kemiske Beskaffenhed staar meget nær ved Æggehvide, idet den som denne er sammensat væsentlig af Kvælstof, Kulstof, Ilt og Brint, og som desuden har optaget meget Vand i sig. Men denne Æggehvide- Masse er levende! Vi se det af Bevægelserne i den, af Kornenes Strøm- ninger og Hulrummenes Pulseringer, vi se det ogsaa af den Maade, paa hvilken disse forholde sig til Ernæringen. Baade Korn og Vakuoler staa nemlig efter Håckels interessante Iagttagelser i Forhold til Stofskiftet. I flere Uger holdt han disse Protomyxa'er (thi saaledes har han benævnet denne Organisme) i Fangenskab i smaa Glasskaaler, og nu viste det sig, at de, som bleve holdte i rent Søvand uden Næring, bleve blegere og blegere, Kornenes og Hulrummenes Antal tog af, og de forsvandt 384 tilsidst aldeles; de derimod, som hver Dag fik Diatomeer og Infusorier ned til sig, trivedes fortrinlig, de bleve fuldt proppede med Korn og derfor ganske mørkegule, | og Hulrum dannedes overalt i Massen. Medens Strøm- ningerne og Bevægelserne bleve mattere og langsommere hos de sultede Exemplarer, og det hele Slimnet simplere og mindre forgrenet, bleve de kraftigere og hurtigere hos de rigelig nærede. Det er altsaa en æggehvideagtig Slim, som fremviser alle Ernæringsfænomener i en levende Organisme. Det er endelig en Slimmasse, der er i Besiddelse af Modtagelighed for ydre Indtryk. Kommer et fremmed Legeme, navnlig et bevæget, i Berøring med en af Slimstrængene, strømmer Slimen strax stærkere til, og er det f. Ex. et Infusionsdyr, bliver det i faa Øjeblikke omflydt af Slim og optaget i den store Slimmasse for der at fordøjes. (I Fig. 1, E ses flere saadanne inde- sluttede i Slimen, og foroven bliver et netop grebet af den.) Herved er tillige at mærke, at man paa andre lignende Organismer har iagttaget, at Slimen ved første Berøring ligesom lammer Infusionsdyret og stanser alle dets Bevægelser. Bliver Slimlegemet derimod voldsommere irriteret, f. Ex. med en. Naal, da trækkes alle Arme ind, og det hele bliver en uregelmæssig sammenhængende Slimklump, der holder sig rolig en Stund; men derpaa strækkes en Arm ud saa hist, saa her, og efter nogen Tids Forløb er det hele Slimnet udfoldet igjen, ganske som om det havde været et af de Insekter eller andre Dyr, der »ligge døde«, naar man foruroliger dem. Håckel har endog gjort det Experiment at skære et Exemplar i flere Stykker; disse trak sig da sammen, 38D men saa snart de vare komne sig lidt efter denne Be- handling, strakte de sig ud og dannede hvert et nyt Slimnæt, som om intet var passeret. Delelighed findes her altsaa i høj Grad, og om Individualitet i samme Forstand som hos de højere Dyr er der selv- følgelig ikke Tale; men den Evne at lade sig dele, saa at hver Del reproducerer sig som et nyt Individ, findes jo hos langt højere organiserede Væsener og er langt hyppigere, end man før har troet. Her finde vi altsaa saa vel denne Evne som ogsaa Evne til at smelte sammen med andre Individer for at danne ét nyt, d. e. en ny Slimmasse, der optræder med en vis Begrænsethed og Selvstændighed over for andre ligedannede og i alt Fald danner en fysiologisk Enhed. Endnu ere vi ikke helt færdige med denne mærkelige Organismes Livsløb; thi hvor komme de røde Kugler fra, som vi begyndte med? Ogsaa dette er kjendt. Håckel har iagttaget, at kraftig nærede, rigt forgrenede Slim- masser efter nogen Tids Forløb trak Grenene ind; Strøm- ningerne i dem hørte op; Slimkroppen i Midten blev mindre og tættere, Hulrummene forsvandt, Diatoméskallerne stødtes ud, og saaledes trak den hele Masse sig sammen til en Kugle, der om sig dannede det vandklare ovenfor omtalte Hylster og altsaa indkapslede sig i en Slags tyk . Cellehinde; kort sagt, vi have atter en Kugle for os som dem, vi fandt fastsiddende paa Havdyrskallerne. Hvad er det nu, som vi her have gjort Be- kjendtskab med? Et Dyr? En Plante? Læseren vil vist mene, at det er et Dyr, thi vi have … jo alle Dyrets Livsytringer og Ejendommeligheder, og han vil vist forbavses, naar jeg siger: det er vel en levende Organisme, thi vi se Livets almindelige Fænomener: Fjerde Række. V. 23) 386 Ernæring, Væxt, Formering, selv Bevægelse (men jeg siger ikke, at det er en bevidst) og Pirrelighed, — men: det er i alt Fald efter nogle Naturforskeres Mening hverken Dyr eller Plante, eller ogsaa: det er baade Dyr og Plante; det er en levende Protoplasmamasse, og hvad vi her have iagttaget, er Egenskaber, som ere ejendommelige for alle levende Protoplasmamasser; Proto- plasmaet er nemlig en æggehvideagtig Organisme, og det er Protoplasma, der danner Elementærorganismen i den organiske Verden, er Bæreren for alle Livets Fænomener saa vel i Dyre- som i Planteriget. Men hvad der er ejendommeligt for denne Organisme, som vi her have iagttaget, over for alle andre levende Væsener, er, at det er en af de simplest byggede, hos hvilken vi under største Delen af dens Livsløb derfor heller ikke finde andet end det, som er det absolut væsentlige, nemlig Protoplasma. Saadanne fritlevende nøgne Protoplasmamasser, som den jeg her har omtalt, Organismer, dog uden Organer, ere uhyre udbredte i Naturen. Nogle bestaa alene af Protoplasma uden tættere Kjærne (Håckels »Monerer«), andre have en saadan og betragtes derfor som højere organiserede; nogle ere maaske selvstændige Organismer, der som vor Protomyxa have deres egen afsluttede . Udviklingscyklus, andre, vide vi nu, ere forbigaaende Udviklingstrin af lavere Planter og Dyr. Gaa vi til vore ferske Vande, finde vi Amøber i talløs Mængde; i det indre af raadnende Kransnaale lever en, som nærer sig af Stivelsekornene i dem; en anden udsuger de grønne Alger af Desmidiaceernes og Spirogyrernes Grupper; gaa vi til de salte Vande, finde vi dem atter, fra Norges 387 og vel sagtens selve Polarlandenes Kyster til de tropiske varmere Have, fra den altid bevægede Overflade til Oceanets Bund — overalt er der Protoplasma, overalt er der Liv. Det er en af de interessanteste Kjendsgjerninger, som Nutidens Studier have fremdraget, at der endnu findes Liv i Oceanets umaadelige Dybder af indtil 25,000 Fod, hvor ingen Lysstraale kan trænge ned, og hvor et uhyre Tryk af de overliggende Vandmasser maa herske. Ved de Undersøgelser af Havbunden i det nordlige Atlanterhav, som fra 1857 af have været anstillede for den transatlantiske Telegraflednings Skyld, og ved hvilke Prøver af Havbunden bleve dragne op til Dagens Lys, fandtes Bunde noveralt dækket med et fint, sejt og klæb- rigt Dynd. Ved nærmere Undersøgelse viste dette Dynd sig gjennemvævet med Protoplasmamasser (af hvilke de største ere ;—1 Linie i Tvermaal, altsaa netop synlige for det blotte Øje), der have Form som Amøbe-Net med brede flade afrundede Grene eller som Klumper, der have Protoplasmaets kemiske Egenskaber, og som har vist sig at være »levende«, i det Wyville Thomson og Car- penter, de ihærdige Undersøgere af Havets dybe ukjendte Riger, for en 3—4 Aar siden have iagttaget de for Proto-- plasmaet ejendommelige, ovenfor skildrede Bevægelses- fænomener. For øvrigt er jo endnu meget uklart, hvad denne mærkelige Organisme angaar, som man paa Grund af dens Cpholdssted har kaldt Bathybius=), saavel med Hensyn "til de i den forekommende ejendommelige kalkholdige Legemer, der ogsaa findes i Skrive-Kridtet (se Fig. 2) (hvor de maaske tør vidne om, at Bathybius'en ogsaa i bali, dyb; fiogc,- Liv: 25 388 Kridttiden fyldte Havene), som med Hensyn til dens Liv; thi hvad lever den af? hvordan formerer den sig? hvad Rolle spiller den i. Havets og Havbundens Naturhistorie? Er den, som nogle have udtalt, kun løsrevne Protoplasma- dele af andre Organismer — og saadanne synes ofte at kunne vedligeholde deres Bevægelser — og da af hvilke? Eller er den virkelig et selvstændig levende Væsen af den allersimpleste Bygning, som tænkes kan, saaledes som Huxley og Håckel antage? At den strax er bleven greben med Begjær af dem, som tro paa det or- ganiske Livs Oprindelse ved »generatio æquivoca« af det FE 2. Bathybius, BEN forstørret. uorganiske Stof, er let at forstaa; i denne Bathybius ville de finde Beviset herfor, og naar den da flettes ind i den Darwinske Hypothese, saa have vi jo den hele organiske Verdens Genesis i den skjønneste Klarhed og Orden: vi Mennesker saa vel som Aber, Øgler, Andemad o0.s.v. have vor fælles Stamfader hist dybt ude i Oceanets Dynd eller »Urslim«, hans Navn er Bathybius, og her ovenfor ses hans Portræt. 389 Dog lad os forlade disse mørke Havdybder med deres uløste Gaader og ile til Overfladen, hvor Bølgerne spille i det straalende Sollys. Tusinder af Organismer møde os her, der ligesom hine Amøber høre til Håckel's »Pro- tister« (»Urvæsener«), og hvis Kroppe væsentlig ere Proto- plasmamasser, men som dog have en mere sammensat og derfor mere fuldkommen Bygning, mærkværdige Skab- ninger, som danne Grænseskjellet mellem den organiske Verdens to store fra dem udstraalende Riger. Paa især tangrige Steder i det for Naturforskeren saa tillokkende Middelhav saa vel som i vore egne koldere Have krybe Fig. 3. En Amøbe og to Rhizopoder. de småa Rhizopoder om, der have Skaller som oftest af Kalk, der ofte ligne smaa Nautilers; ud af Skallens Munding og ofte tillige af fine Huller paa dens Sider strække sig de fineste Strænge fra den Protoplasma- krop, der sidder gjemt i Skallens Indre (Fig. 3b); det er, som om vi mødte vor Protomyxa igjen, men med en Snegleskal om sig. Eller lad os med Håckel begive os til Strædet ved Messina; de klare blaa Vande, i hvilke vi paa rolige 390 Dage kunne skue ned til store Dybder, vrimle af Millioner af Skabninger, som sætte Zoologen i Henrykkelse; Vandet er fyldt af Masser af smaa Slimklumper, de største nogle faa Linier i Gjennemsnit, de fleste mikroskopisk smaa; de synes at drive om i Våndet uden Bevægelse; hvem skulde tro, at de vare levende Skabninger, og hvilke Vidundere opdager Mikroskopet ikke, hvilken Elegance i Bygning, hvilke fantastiske Former i det Kiselskelet, som de besidde, og hvis Dele ere ordnede fortrinsvis som Straaler fra et Centrum!) Her er Organisationen endnu videre udviklet; vi finde en større Centralblære fyldt med Proto- plasma, Oliedraaber og Farvestof, og uden om den atter Protoplasma, hvis fine Traade skyde sig frit ud i det omgivende Vand. Vi kunde nu gaa videre fra Straale-Rhizopoderne gjennem Kisel-Svampene til de højere Dyr og vise, hvor- ledes Organismen under sin stedse højere og højere Fuld- kommenhed dog bygges op af Protoplasma, at det er dette, der allevegne danner Grundvolden; men dette er en Opgave, jeg som Botaniker ikke tør indlade mig paa. Men ligesom vi saaledes indenfor »Protisternes« Gruppe finde Former, der bestemt pege over mod Dyreriget og vel maa betragtes som dettes laveste Trin, saaledes finde vi ogsaa Former, der lige saa bestemt vise hen paa Planteriget. Hvis mine Læsere erindre de af afdøde Ørsted tidligere i dette Tidsskrift=>) givne Skildringer af Slim- ”) Heraf Navnet Radiolarier, som man har givet disse Organismer, der for 20 Aar siden knap vare kjendte og nu danne en stor Familie med Underfamilier og over hundrede Slægter, der næsten alle ere iagttagne paa nogle faa Punkter i Middelhavet. 7") 2 Række, 5 Bd., 394. 391 svampenes og navnlig Troldsmørsvampens Liv, vil han sikkert være bleven forbavset over de mange Ligheds- punkter i Bygning og Udvikling mellem dem og f. Ex. vor Protomyxa. Sporen hos hine svarer til den kugle- formede Kapsel (eller Celle). hos denne; ved Spiringen af hin bryder Protoplasmakroppen frem som en enlig Sværmer, der derpaa mangfoldiggjør sig ved gjentagen Tvedeling; hos denne sker det samme, kun deler Kroppen - sig allerede inde i Cellen, og det er hundreder af Sværmere, der fødes samtidig; hist som her voxe Sværmerne ud til Amøber, der bevæge og ernære sig paa samme Maade, men Protomyxa-Amøben indkapsler sig i en enkelt Celle, Slimsvampenes Protoplasmamasser danne et »Sporehus«,t og først i dette finde vi de enkelte Sporer; Protomyxaen lever i Havet og sætter sig fast paa Snegleskaller; Slim- svampene léve i raadent Træ, og Sporehusene kunne vi finde siddende paa dette og paa Mospuder rundt om i vore Skove. Ved deres Former og Forekomst, ved Sporernes Bygning, ved Tilstedeværelsen af Cellulosen (Træstoffet), der er en af de mest karakteristiske Bestand- dele af Planterne, pege Slimsvampene ligesaa tydelig hen paa Planteriget, som Rhizopoderne ved deres Kalk og Kisel paa Dyreriget. Saaledes se vi Dyre- og Planer som to diver- gerende Linier udgaa fra eller støde sammen i Amøbernes, det fritlevende Protoplasmas, Rige. Gjøre vi nemlig nu et Spring til en af de højest udviklede Planter, f. Ex. til en Græskarplante, og skære Spidsen af en Stængel igjennem paa langs, saa se vi den dannet af Celler og finde det ene lille lukkede Rum ved Siden af det andet. Øverst i Stængelen ere Cellerne alle temmelig ens i Form, tilnærmelsesvis terningeformede og 392 helt fyldte med et graaligt slimet Stof (Fig. 4 A), der ved nøjere Undersøgelser viser sig at være æggelivideagtigt, med andre Ord Protoplasma, i hvilket vi se en tættere "Klump, en Cellekjærne; vi ville kalde det hele Indhold Cellekroppen. Hver Celle er altsaa væsentlig bygget som de rødgule Protomyxa-Kugler, kun højere organi- seret, da Kjærnen er traadt til. Fig. 4. Celler af en Plante paa forskjelligt Fig. 5. Celle af en Græskarplante Udviklingstrin. p, Protoplasma; med smukt udviklet Proto- k, Kjærnen; v, Hulrum. plasma-Net. Gaa vi længere nedad, bort fra Spidsen, træffe vi stedse ældre Celler; deres Former blive nu forskjellige, nogle lange cylindriske, andre mangekantede, nogle ere tyk-, andre tyndvæggede o. s. v., og hvordan gaar det med Cellekroppen ? 393 Vi se, at idet Cellerne blive ældre og tage til i Størrelse, optræder der vandfyldte kuglerunde Hulheder i dem (Fig. 4,B), først enkelte, saa flere; den ene forener sig med den anden, Massen mellem dem bliver indskrænket til tynde Lag, der som Plader skille det ene Rum fra det andet, Pladerne blive til Strænge og de mange Hulrum blive tilsidst til et eneste, som optager Cellens Indre, saaledes at kun endnu Væggen er tapetseret med et Lag af Protoplasma, fra hvilket Strænge i alle Retninger og under de mangfoldigste - Forgreninger og netformede Forbindelser gjennemkrydse det med vandagtig Cellesaft fyldte Indre (Fig. 5). Men her have vi nu at mærke, at saa snart Dannelsen af Hulrum er noget fremskreden, begynder Cellekroppen at bevæge sig. I en Celle som den tegnede (Fig. 5) ville vi se følgende. Bevægelsen ytrer sig for det første i den uafbrudte Omskiften af den hele Masses Form; Strænge trækkes ind og andre dannes; broformede Forbindelser mellem dem opstaa og forsvinde; hist opstaar en Forgrening, her taber en anden sig; den ellipsoidiske. Cellekjærne flytter sig fra Sted til andet, snart glider den langsomt hen langs Væggen, snart begiver den sig paa Vandring ud i Cellerummet og entrer hen ad en af de udspændte fine Strænge; tegne vi Formen af det hele Protoplasma-Net, som det er i dette Øjeblik, — er det i det næste helt anderledes. Den anden Art Bevægelse, der vel nok staar i Aarsagsforbindelse med hin, er Kornenes Strømninger i Strængenes Indre. Skal jeg atter skildre de Fænomener, jeg ovenfor beskrev under Protomyxa: Strømningernes Omskiften, Kornenes forskjellige Hastighed etc.? Det vil 394 være overflødigt, thi kort og godt, der er ikke Spor af Forskjel mellem Protomyxa-Amøbens eller Slimsvampe- Amøbens eller enhver anden Amøbes Bevægelser og dem, vi se hos denne Cellekrop: ogsaa den er en Amøbe, en levende Protoplasmamasse, dannet af det samme æggehvideagtige Stof, begavet med de samme fysiske og kemiske Egenskaber, i Stand til at ernære sig, voxe, formere sig o.s.v.. Det er denne Cellekrop, der i Plan- terne danner Stivelse og Bladgrønt. Det er den, der udskiller Cellulosen eller Træstoffet, det er den, der danner nye Celler fornemmelig ved at dele sig, altsaa er Ophav til Plantedelenes Væxt; det er den, som vi altsaa middelbart eller umiddelbart skylde alle Planterigets (og Dyrerigets) Frembringelser, de stærkeste Gifte saa vel som de mest nærende Fødemidler, Træet i vore Boliger og Brændet i vore Ovne, Papiret i vore Bøger og Klæderne paa vore Legemer; er den død, saa er ogsaa Cellen død, den voxer ikke mere, fortykker ikke sine Vægge, danner ingen nye Stoffer og gjør nu kun Planten Tjeneste ved sit efterladte Hylsters, Cellevæggens eller Cellehindens, fysiske Egenskaber. Der er væsentlig ingen anden Forskjel mellem den og f. Ex. vor Protomyxa, end 'at Protoplasma- kroppen hos denne kun til visse Tider danner et Hylster om sig, en Bolig, men ellers den største Del af sit Liv lever frit, medens Protoplasmakroppene i hin Græskar- . stængels Celler derimod al deres Tid forblive indkapslede i deres Hylstre, Cellehinderne; at de »Individer«, der ned- stamme fra en Protomyxa-Celle, splittes ad til alle Kanter, saå snart Cellehinden sprænges, medens de nye Celle- kroppe, der opstaa ved Delingen af en Græskar-Celle, alle blive forenede paa det nøjeste og danne et Væv, en sammensat Plantedel, i Virkeligheden altsaa en stor 395 Familie med de mangfoldigste Slægtskabsforhold mellem Medlemmerne. Men hvad der gjælder for denne Græskarstængel og Græskarcelle, gjælder lige saa fuldt for enhver anden Plante og Celle; hver højere Plante er et| større eller . mindre, oftest uhyre, Samfund af Individer, og tillige en uhyre Familie, thi alle Individerne have fælles Stammemoder; og hver enkelt Borger eller Arbejder i dette Samfund er væsentlig ensartet med hin paa Oceanets Bund levende Bathybius eller hin Protomyxa-Amøbe "fra de kanariske Øer, det vil sige et i og for sig formløst … levende Væsen, dannet af Æggehvide. Mindre Meddelelser. l. Nye Iagttagelser over Myrernes Husholdning”). Paa det udstrakte Omraade for den Del af den zoologiske Forsk- ning, som drejer sig om Dyrenes Sjæleliv og dettes Ytrings- former, har et Arbejde om visse Myrers Levemaade tildraget. sig en vel fortjent Opmærksomhed. I Salomons »Ordsprog«, hos græske og romerske Forfattere og i Skrifter fra det sextende Aarhundrede omtales der Træk af disse mærkelige Insekters Husholdning, som de nyere Tiders Zoologer, selv de med Æmnet mest fortrolige, have villet anse for Digt, i det mindste for saa vidt de skulde angaa europæiske Arter. En engelsk Naturforsker, Traherne Moggridge, har imid- lertid ved nøjagtige Undersøgelser bekræftet deres Sandhed. Ved Mentone, tæt ved Middelhavet, studerede han især en der meget almindelig Art, Atta barbara, som havde 30 forskjel- lige Boer i en lille varm, beskyttet Dal i sandet Jord, tyndt bevoxet med Soløje, Timian, Lavendel og Strandfyr, og sluttende sig til en dyrket Terrasse, bevoxet med Ukrudt. Myrerne af denne Slægt. leve mest af Plantestoffer og bygge ikke Tuer af sammenslæbte Materialier, men grave deres Boliger under Jorden, endog i Sandsten, naar den er finkornet og løs. Disse Boliger bestaa af cylindriske Gange og forgrenede Gallerier, der ende i halvkugleformede Rum, som hist og her ere udvidede til større Kamre; fra halvanden Tomme under Jordoverfladen strække de sig ned til en Dybde af over 20 Tommer og i horisontal Retning 5 eller 6 Fod til forskjellige Sider. Til og fra Boets Indgange saa man to uafbrudte Strømme af Arbejdsmyrer bevæge sig, kommende og gaaende, de første med Plantefrø i Munden, de sidste uden Byrder. I ét Tilfælde var Stien 70 Fod lang, men dette Maal giver alligevel kun en ufuld- kommen Forestilling om Individernes store Antal og det Arbejde, som de udførte, thi i Hundredtusendvis vare de desuden spredte vidt omkring eller beskjæftigede i det indre ”) Efter Prof. S. Lovéns Tale ved det svenske Videnskabernes Sel- skabs Aarsfest 1873. AN 397 af Boet selv. Den stærkeste Strøm førte til Terrassens Ukrud, hvor Indhøstningen af en Mængde Planters Frø gik for sig og let kunde iagttages i sine Enkeltheder. En Myre f. Ex. saas at krybe op paa Stænglen af en «Hyrdetaske« og udvælge sig en Blomsterstilk omtrent midt paa Stænglen, lige over dem, hvis Frø vare modne og færdige til at falde af sig selv, saa snart man rørte ved dem. Den holder sig godt fast med det bageste Benpar, omfatter Stilken med sine Kjæber og drejer sig rundt, indtil Stængeltrevlerne briste, hvorpaa den stiger forsigtig ned med sin Byrde for påa Jorden at slutte sig til de andre Lastdrageres lange Række. Paa samme Maade behandledes andre Planter, f. Ex. Stjærne- blomstens Frøkapsler og Kalamintens Bæger. Under- tiden maatte to Myrer slaa sig sammen, saaledes at den ene drejede Trevlerne og den anden overgnavede dem paa det Sted, hvor de vare stærkest spændte; og meget ofte lader Myren deroppe den afskaarne Frugt falde ned til »Folket dernede« (som Ælian siger), af hvilket en eller anden altid er rede til at bære den hjem. Har en Myre begaaet en Fejltagelse eller gjort et daarligt Valg og er. kommen hjem med noget ubrugeligt, bliver den jaget ud og tvungen til at bortkaste det. Og medens disse Hærskarer af Arbejds- " myrer høste ind, ere andre sysselsatte med at rense Høsten og fjærne alt, hvad der vilde fylde for meget op i Boet, Dækskjæl, Frøhuse og andre unyttige Hylstere; de smaa Stakke, som man ser i Nærheden af Indgangene, bestaa kun for en ringe Del af Jord eller Sand, som er blevet sammenslæbt der, da Gangene udgravedes under dem, men for den største Del af saadanne bortkastede Plantedele; de ere Kommunens Møddinger, som voxe Dag for Dag under Høsttiden, hvis Vinden ikke splitter dem ad. Af Frø, der ere hentede længere borte fra og tabte paa Vejen, opvoxe Planter, der saaledes ere blevne saaede ved et Tilfælde og, da de ere fremmede for Stedets egen Plantevæxt, røbe Boets Nærhed. Ved forsigtig at aabne og gjennemskære nogle af disse Boer kom deres indre Bygning for Dagen: Kamre med hvælvet Loft og Gulvet omhyggelig beklædt med et Lag af sammenkittede fine Sandkorn og Glimmerblade. I dem ligge Kornforraadene enten overvejende - af én Art eller blandede af mange forskjellige Planter. De ligge ikke dybt, tildels meget nær ved Jordoverfladen, tildels kun 1% Tomme derfra; Fugtighed, Varme og Luft ere tilstede — og dog spire de ikke! Heller ikke ere de døde, thi de spire villig, hvis man tager dem ud og saar dem. Fra .Slutningen af Oktober til Begyndelsen af Maj undersøgtes Frø i Tusendvis fra 21 forskjellige Myreboer, og blandt dem fandtes der kun mellem Novbr. og Febr. 27 fra syv Boer, som viste Tegn til Spiring; i Boer, der aabnedes i Marts og Maj, fandtes der slet ingen, uagtet disse Maaneder ere meget gunstige for Spiringen. Frø af »Rødtop « (Odontites), der i tør Tilstand ere hvide og uigjennemsigtige. vare bløde, grønlige og halv gjennemskinnende og beholdt tilligemed mange andre denne Beskaffenhed i Uger og Maaneder uden at raadne eller spire, saa at man næsten kunde falde paa den Tanke, at Myrerne kjende den Hemmelighed at holde Frø i en slig Dvaletilstand. Dersom nogle begynde at spire i Regnvejr, afbider Myren Kimroden, saa at Udviklingen stanser, som allerede Aldrovandi beretter, og bærer senere Frøet ud i den frie Luft (som Myren i Æsops Fabel) og atter ind i Laden. Det synes at fremgaa af de i det frie og i Myreboet anstillede! Iagttagelser, at denne Fremgangsmaade kun er nødvendig med Hensyn til de Frø, som ere blevne indhøstede kort efter Regnen, eller naar Forraadene ere blevne indsamlede saa hurtig, at der ikke har været Tid til at underkaste dem en tilbørlig " Be- handling. Det er rimeligt, at Myrerne, hvis Kjæber ikke ere stærke, kun fortære Frøets Indhold i opløst Tilstand og først finde det velsmagende, naar dets Stivelse er omdannet til Sukker. I det frie vilde alle Frø af samme Årt spire paa én Gang efter en vis Tids Forløb, og fra Midten af Januar til Midten af Marts er der næsten ingen Plantefrø at faa; men i Boet er der endnu i April og Maj Frø i Behold af Planter, der ikke bære Frø efter November. Den Skade, som denne Myrernes Virksomhed kan afstedkomme, er naturligvis kun ringe, men kan dog mærkes. Fra Haverne bortføre de det nysaaede Frø, og de forstaa at tømme de Frøposer, de kunne komme til. Atta structor holder sig nærmere ved Huse og Haver end A. barbara; den havde en blomstrende Koloni paa Mentones Hovedgade, anlagt fordelagtig ved en Kornhandlers Dør; et andet Sam- fund benyttede en Masse Hampefre, der gik til Spilde fra et Fuglebur i Nabolaget. Hyppig opstaar der Stridigheder mellem disse My- rer og andre af andre Arter og Slægter, men de blodigste finde Sted mellem to forskjellige Kolonier af samme Årt. En saadan Krig mellem to Samfund af Atta barbara kan vare ved Dag ud og Dag ind i flere Uger; én varede fra den 18de Januar til den 4de Marts! Et Tog af Myrer, der lignede et almindeligt Høsttog, strakte sig fra Indgangen til et Bo ned til et andet, der laa dybere nede, 15 Fod 399 derfra. Det større Antal Frødragere gik opad mod det øvre Bo, nogle faa søgte ned til det nedre. Hist og her opstod der Haandgemæng, en Myre tog fat i et Frø, som bares af en anden, og forsøgte at vriste det fra den, og hyppig, naar ingen af dem vilde give Slip, drog den stærkeste af baade med Frøet og Modstanderen. Stundom kom flere Myrer til og greb en af de stridende, som da bukkede under, men gjorde fortrinlig Modstand, selv som lemlæstet — undertiden endnu efter at have mistet hele sin Bagkrop; kunde den ene saare den andens Følehorn, gav denne øjeblikkelig slip, synlig overvældet af Smerte. Nogle Dages Iagttagelser viste, at det var det øvre Bos Myrer, der plyndrede det nederstes Forraad, som disses Ejermænd søgte at forsvare eller i alt Fald at liste tilbage igjen. De første våre dog øjensynlig de stærkeste, og hele Strømme af Dragere naaede uskadte deres Bo, hvorimod kun ganske faa Byrder lodsedes lykkelig igjennem til det nedre og endnu færre ind i dette. 'Thi mangen en Myre, hvem det var lykkedes at bortføre et Frø fra Røverborgen og at undgaa alle Farer paa den 6 Minutter lange Tilbagevandring, mødte ved sin egen Indgang en fjendtlig Vagt, der syntes at være udstillet med Hensigt, fratog den Byttet med Magt og øjeblikkelig sendte det tilbage til det øvre Bo. Efter den 4de Marts ophørte Fjendtlighederne, men det plyndrede Bo blev ikke forladt, som det skete i et andet Tilfælde, da det efter en Krig paa 31 Dage fuldstændig blev rømmet af de overvundne. Da det aabnedes, fandtes alle Kornlader tømte med Undtagelse af en eneste, der var gjennemtrukken af Planterødder. og syntes at være forsømt i lang Tid, uden at noget af det deri opbevarede Frø dog var begyndt at spire. Det synes at være trykkende Nød, der foranlediger disse Plyndringstog, og det kan vel være muligt, at Trangen til Føde kan være forskjellig paa samme ÅAarstid i forskjellige Kolonier af samme Art. I det mindste ser man, at de krigerske Samfund ere i Virksomhed paa mange kolde Dage, da de andre holde sig rolige under Jorden; maaske er Larvernes Udvikling ikke samtidig i alle Samfund, eller deres Pasning kræver stundom ualminde- lige Anstrængelser. Det syntes ogsaa at være i slige trang- fulde Tider, at Arbejdsmyrerne af Atta-Slægten hjemførte døde Insekter, levende Larver eller anden dyrisk Føde. " 2. Lysende Billelarve. I Anledning af de i foregaaende Bind (S. 134) meddelte Iagttagelser af Fry over den lysende sydamerikanske Larve, som benævnedes Astraptor illu- minator, har den berømte tyske Zoolog Prof. Burmeister, 400 Direktør for »Museo Publico« i Buenos Ayres, meddelt sine Iagttagelser over en anden Larve, rimeligvis den samme, som tidligere er iagttaget af Azara, Reinhardt og Ogilvie, Den vedføjede Afbildning i naturlig Størrelse vil give en Forestilling om dens Udseende. Den var 2 Tommer lang; Hovedet, første Bryst- ring, sidste Bagkropring og 2 haarede Pletter paa Rygsiden af hver af de andre Ringe vare af en fastere, mere hornagtig Beskaffenhed. og mørkere (gulbrun) Farve; paa alle andre Steder var Huden. tynd, blød og gulhvid. De 9 Par %& Aandehuller havde deres Plads paa Forbryst- ringen og paa femte til tolvte Led. Dyret var ” fundet-i raadent Træ. Lyset, som det udstraa- lede, var endog synligt om Dagen, men saas selvfølgelig meget klarere om Natten; Larven var i Stand til at gjøre det stærkere eller svagere efter Godtbefindende. Hovedets var rødt som en Glød, det, der udgik fra Kroppens Led, derimod hvid- grønt som St. Hansormens. Undertiden, naar Dyret var blevet forstyrret, var Lyset saa stærkt, at dets hele Skikkelse var fuldkommen synlig i Mørke; naar B. da tog det i Haanden og betragtede det gjennem en Lupe, blev han var, at Kroppens Lys udgik fra 10 Lyspunkter paa hver Side, svarende til Indsnittene mellem Leddene; desuden var der en lille Lysplet bag ved hvert Par af de fastere Rygplader, i den blødere Bindehud mellem dem. sForbrystringen og den sidste Bagkropring, der begge vare helt dækkede af. udelte Hornplader, manglede Lyspunkter; . men Bindehuden mellem den først nævnte og Hovedet udstraalede et stærkt rødt Lys. Set i nogen Afstand i Mørke viste Larven sig som 20 smaa Punkter af grønt Lys af et stort Knappe- naalshoveds Størrelse, ordnede i to parallelle Rækker og følgende efter et større rødt Lyspunkt, anbragt i Midten foran de to Rækker. B. antager, at det er Larven af en Lys-Smelder, rimeligvis af den største Art, der forekommer i den argentinske Republik (Pyrophorus punetatissimus) ; Astraptor illuminator anser han derimod for Larven af en Lampyride (St. Hansormenes Familie). Er dette rigtigt, vilde altsaa et aldeles lignende Illuminations-System være paavist hos Larver af begge de lysende Bille-Familier. Geologiens store Betydning som Videnskab er i vore Dage almindelig anerkjendt, og naar hertil lægges dens praktiske Vig- tighed for Bjergmanden, Agerdyrkeren og Teknikeren, er det ikke at undres over, at den i de senere Aar har tiltrukket sig en saa almindelig Interesse i alle Dannedes Kredse. En stor Mængde udmærkede Forskere i forskjellige Lande have hver i sin Retning ydet værdifulde Bidrag til Geologiens Fremme, og berømte Navne som Cuvier, Humboldt, Buckland, Lyell, Darwin, Agassiz, Forchhammer, Steenstrup, Kjerulff og mange andre knytte sig stadig til ethvert Fremskridt i denne Videnskab. Den nye Udgave af det foreliggende Værk, der baade i sit eget Hjem og overalt udenfor, samme har vundet en velfortjent Paaskjønnelse, er i flere Henseender betydelig forøget og omarbejdet, idet den ikke blot har medtaget det meste Nye, som i de forløbne sex Aar er kommet frem, men ogsaa er udstyret med et stort Antal nye Afbildninger og Illustrationer, og istedetfor at fremtræde som en simpel Gjen- tagelse kan Værket saaledes med Rette eee at foreligge i en nyere og mere fuldstændig Form. Værket indeholder følgende Hovedafdelinger: Ind- ledende Betragtninger. — Urtiden. — Overgangstiden. Middelalderen eller den sekundære Tid. — Den nyere eller den tertiære Tid. — Nutiden. — De eruptive Stenarter. Det hele Værk udkommer i 9—10 Leveringer, hver paa . 48 Bider, trykt i stort Medianformat og ledsaget af talrige Prospekter af Forverdenens Landskaber samt Afbild- ninger af de ældre Jordperioders Plante- og Dyreliv. Prisen påa hver Levering er 40 Sk. Første Levering er udkommen og de øvrige udkomme med korte Mellemrum. Subskription modtages i alle Boglader og hos Forlæggeren. P. G. Philipsen. se Indhold af bfe Bindgs Ste Hefte. Pag. 1. Det menneskelige Øje og dets Hjælpemidler. Af Cand. med. USE 575) UNS ERRESESAREREEE SE SE 10 SØENS BE Ea 321. 2. Om Gjenvæxt og Podninger paa Dyr. Efter en Afhandling ; af Papillon i ,Revue des deux mondes" ved C. J. Jacobsen stutd; med; ERR ag 1 ODDS UREN 341. 3... Om nogle af de nyeste Fremskridt i Fysiken og Åstronomien. Efter Professorerne Edlunds og Gyldéns Foredrag ved det kongelige svenske Videnskabernes Selskabs Aarsfest 1873. 363. 4... Om Planten opfattet som et Samfund, I. AfEug. Warming. 377. 5, Mindre Meddelelser: 1. Nye Iagttagelser over Myrernes Husholdning. .... 39€. 2 lysende Billelarve 277 20 VD SENSORER 399, Af deite Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark) til en Pris for hele Aaret af 3 EBdl. Subskriptionen, der er bindende for et Bind, modtages 1 alle Boglader og paa de kongelige Postkontorer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipnsens Boglade. De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hefte af Tidsskriftet er udkommet, have modtaget en Anvisning paa | Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5. I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Luiken, " som træffes i sin Bolig, Kastelsvejen Nr. 5, sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5, eller til Dr. phil. Eug. Warming, Læssøesgade Nr. 2, sikrest fra 5-7 E. SA Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. "fe BEER ERR ID " TIDSSKRIFT FOR POPULÆRE FRENSTILLINGER AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET | | AF | C. FOGH, C. F. LUTKEN og EUG. WARMING. | FJERDE RÆKKE. (Tyvende Aargang.) | j | É | FEMTE BINDS SJETTE mure KJØBENHAVN. P. G&G. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. 1873. ? MED I TEXTEN INDTRYKTE AFBILDNINGER. P. G. Philipsens Forlag. Kunstindustrien dens vigtigste Frembringelser i ældre og nyere Tid. | Efter B. Bucher: »Die Kunst im Handwerk« ved Ålbert Andresen. Pris 1 Rd. 36 Sk., indb. 1 Rd. 84 Sk. Af Pressens Udtalelser anføres: (»Berl. Tid.«) »Dens Formaal er at give en kort, men almeenfattelig Fremstilling af de vigtigste Kunstfiidsarbeiders techniske Tildannelse samt en sammentrængt historisk Udsigt over deres Udvikling i Tidernes Løb. Den er om ikke en uund- værlig saa dog en særdeles brugbar og kjærkommen Ledsager og Raadgiver paa Vandringer igjennem Museer og Udstillinger. « (»Dagbladet.«) »Det maa betragtes som meget tidssvarende, naar der nylig er udkommet et Slags Haandbog i Kunstindustrien, der kan tjene som Veiledning paa Museer og ved alle kommende Industriudstillinger, men iøvrigt ogsaa til daglig Brug kan være til Nytte og Fornøielse for Enhver, som har Interesse for Industrien. « | (»Dagstelegrafen.«) »Denne Bog er netop bestemt for det store Publicum, som den vil meddele Oplysninger dels om den historiske Udvikling, de forskjellige Kunsthaandværk have gjen- nemgaaet i Tidernes Løb, deels om disses Fremgangsmaader og tekniske Arbeider, for derved at føre Læserne til en forøget Kundskab, en større Forstaaelse og en hensigtsmæssigere Anyen- delse af mange af de Ting, vi benytte i det daglige Liv, og med hvilke vi forskjønne vore Boliger.« (»Dagens Nyheder.«) »Det er en Bog, paa hvilken vi med Glæde henlede vore Læseres Opmærksomhed. Det forelig- gende righoldige Stof er af Bearbeideren behandlet paa en meget letfattelig Maade, som gjør, at man med Interesse læser denne Bog, af hvilken man kan hente mangen en værdifuld Oplysning i det daglige Liv.« (»Fædrelandet.«) »Vi skulle i Korthed henlede Opmærk- somheden paa denne lille Bog, da den synes os at maatte være af Interesse for Mange. Omplantningen paa dansk Grund synes at være foretaget med megen Omhu og Dygtighed, navnlig for- tjener det at anerkjendes, at Udgiveren har taget Hensyn til vore hjemlige Forhold. « (»Folkets Avis.«) »Publicum vil sikkert med Paaskjønnelse modtage denne Bog, der i en samlet Sum giver en paalidelig Ledetraad til den rette Forstaaelse og Vurdering af saa mang- foldige Frembringelser af menneskelig Opfindsomhed, Flid og Snille. « 79 Lg 2 Panceris Undersøgelser over Håavdyrenes Lysen”). Hivets Lysen er en Frem- toning, der længe og ofte er bleven iagttaget. Ved Vestkyst hidrører den næsten altid Skandinaviens fra en uberegnelig Mængde af Noctiluca miliaris, et lidet, næsten mikro- skopisk Dyr, som i de fleste Henseender nærmer sig de med Piskehaar for- synede (»flagellate «) Urdyr (Protozoer); det er næsten kuglerundt — man har sammenlignet dets Form med en Ferskens — har Fig. 1, En Noctiluca (efter Allman) forstørret c. 33 Gange. a. Den ydre Aabning paa Dyret. b. Den indre Mund. c. Pisken. d. Det Net af Slimtraade, hvori Dyrets Protoplasma - Masse forgrener sig; paa de udvidede Steder af dette Maskenet ere Diatomeer og andre optagne Smaa- legemer Gjenstand for Fordøjelse. Til Grund for denne Artikel er lagt et Foredrag af Professor Lovén ved dét svenske Akademis Aarsfest; vi have dog troet at burde supplere dette med adskillige Enkeltheder, der meddeles i Panceris originale Arbejder, men som Tiden ikke har tilladt Pro- fessor L. at omtale ved hin Lejlighed. (Om Lysudviklingen hos de lysende Landdyr (Insekter) se dette Tidsskrift, Ade Række, Ade Bind, Side 106—36, hvor man tillige vil finde henvist til en nu 20 Aar gammel Artikel om »Havets Lysen«, i første Bind af dette Tidsskrift). Fjerde Række. V. (R. A.) 26 402 et traadformigt Bevægelsesredskab og er omsluttet af en fuld- " stændig gjennemsigtig, tynd Hinde uden Fimrehaar. Betragter man det i Mørke under Mikroskopet, ser man, at det ikke er hele dets Overflade, som lyser, men kun nogle tydelig adskilte Punkter, nærmest under den ydre Hinde, som skiftevis tindre og slukkes. — Men foruden Noctiluca kjender man allerede fra gammel Tid en Mængde andre større Havdyr med en højere Organisation, der frembyde det samme Særsyn, som man har givet det vildledende Navn »Fosfo- resens«. Professor Panceri har meddelt Undersøgelser over nogle af disse, der have kastet et temmelig uventet Lys over det hele gaadefulde Fænomen. P. indledte disse Undersøgelser ved til Sammenligning at undersøge en død Fisk (en lille Vaagmær, Trachypterus iris), der lyste. Det var en Dag siden, at den var fangen, og den lyste saa stærkt om Aftenen, at P. kunde kjende Folks Ansigter derved og se, hvad Klokken var, paa sit Lommeur. Lyset var grønligt og udstraalede fra Legemets Overflade med Undtagelse af Øjnene, Finnehuden mellem Straalerne og nogle Steder paa Hovedet og Gjællelaaget, hvor Huden slutter umiddelbart til Benene. Efter at Kjødet vår blottet, lyste det helt igjennem, og ud af de bløde vandede Muskler flød der en Vædske som flydende Metal, der gjorde alt lysende, hvad den rørte ved. Efter at Bug- hulen var bleven aabnet, begyndte ogsaa Indvoldene at lyse, især de saakaldte »Blindtarme «, som afgave saa stærkt et hvidt Lys, at man kunde læse almindelig Skrift derved. Den Vædske, der af sig selv flød ud af eller lod sig presse ud af Fiskens Kjød, meddelte ogsaa sin Lysevne til Hav- vandet, naar man hældte lidt af den i et Glas med dette. Derimod slukkedes Lyset strax ved Tilsætning af Fersk- vand, Æther eller Alkohol. Anbringes et Stykke lysende 403 Fiske- eller Blækspruttekjød i et Glas med Kulsyre, slukkes Lyset, hvorimod det blusser op bie ingen af Delene dog strax, men i Løbet af nogle Timer. Af alle sine Undersøgelser kommer P. til det Resultat, at det, der lyser, er Fedt (derfor:lyste de Steder paa Fisken ikke, hvor der ingen Fedt var), at Lysudviklingen skyldes dets langsomme Iltning, og at Varmeudviklingen muligvis her erstattes af en Lysudvikling; en Varmeudvikling kunde nemlig ikke spores med de fineste Instrumenter. Ogsaa Hjærnen af døde Fiske, f. Ex. Mullerne, lyser ofte. Goplerne, den store Gruppe af Havdyr, til hvilke de ved vore Kyster vel bekjendte »Vandmænd« (Manæter) høre, ere allerede i lang Tid, lige fra Plinius's til vore Dage, blevne omtalte for det Lys, som i det mindste nogle af dem udvikle; thi ikke alle de Former, der ere blevne "undersøgte, besidde denne Evne, og det mærkelige For- hold, at endog inden for samme Slægt (Rhizostoma, Ge- ryonia) nogle Arter have vist sig at være lysende, medens " andre "bleve ved at være mørke, hvilke Pirringsmidler man end anvendte, gjentager sig ogsaa hos det aabne Havs Sækdyr (Salper, Pyrosomer), Bløddyr (Vinge- | snegle), Krebsdyr o. s. v. Dog vilde det være overilet at antage, at de Arter, som det ikke er lykkedes at formaa til at lyse, ere aldeles ude af Stand dertil; vor Kundskab om de Forhold, der her ere de bestem- mende, er endnu for ringe, og visse Iagttagelser tyde paa, at en tilsyneladende uforklarlig »Lunefuldhed« ikke saa sjælden gjør sig gjældende. Ved Hetland var Forbes f. Ex. aldeles ude af Stand til at faa de Tusender af smaa Gopler, som han havde samlet, og hvis Fosforesens han tidligere havde iagttaget, til at lyse, uagtet en i 267 404 Selskab med dem værende Ribbegople lyste af al Magt; næste Aar lykkedes det derimod meget godt ved Kysten af Cornwall. Hos de lysende Gopler udgaar Lyset ikke fra de samme Dele hos alle Arter. Der gives nogle, hvor de smaa Knuder, der sidde i Skiveranden ved Fangtraadenes Udspring, ere Lyskilden. Saa snart man forhøjer Vandets Varmegrad eller lader en elektrisk Strøm virke paa Medusen, viser der sig strax rundt om Klokken en Krans af lysende Punkter, der svare til de nys nævnte Smaa- knuder. Hos andre lyser hele Skivens Overflade, hos andre igjen kun visse indre Redskaber, Straalekarrene eller Æggestokkene — og det saa stærkt, at Ehren- berg sammenligner Oceania pileata (hvor det netop var Æggestokkene i Klokkens »Knebel«, fra hvilke Lyset ud- gik) med en Lampekuppel med Flammen indeni — eller baade Overfladen og de indre Red- skaber lyse samtidig f. Ex. hos Thaumantias, hvor baade Randknuderne og' Klokken lyse, eller Pelagia noctiluca, hvor baade Straalekarrene og en Krans. omkring Forplantnings- redskaberne kunne lyse. Fig. 2. Oceania pileata (efter - j Sas Ehrenberg). b Klokken, d. Fang- Nogle faa Arter lyse frivillig, traadene i Klokkens Rand. c.,, Kne- belen" (Maven med Mundarmene og Æggestokkene). dertil ved Berøring, Stød, Fersk- vand, Elektricitet, Varme eller blot ved Berøring med de fleste kun, naar de pirres Luften. Berører man Pelagia noctiluca midt paa sin hvælvede Skive, eller kjører man den rundt i Vandet med 405 en Stok, breder et grønligt Skin sig over den og for- planter sig i hurtige Bølger, der stanse pludselig, ned over Årmene. Griber man den med Haanden og ryster den, tiltager Lyset i Styrke, det være sig nu paa Grund Fig.3. Pelagia noctiluca (efter R. Wazner). d. Fangtraadene i Klokkens Rand. c. Fangarmene eller Mundarmerne. af Luften eller af Haandens Varme, og udbreder sig til de indre Dele, og Haanden bedækkes med en lysende Vædske, hvis Lys forstærkes ved Gnidning, men forsvinder efter nogle Øjeblikkes Forløb. Saa snart man lægger en Pelagia i Mælk eller i Ferskvand, bliver den lysende, og dette Lys hæfter sig til fremmede Legemer, udbreder sig i Vædsken og hører efterhaanden op, men tændes paa ny ved Rystning. I Ilt, Kulsyre eller almindelig Luft slukkes det snart, men den lyser igjen, hver Gang man ryster den, og Elektricitet har kun en meget svag Virkning paa dens Lysevne, Sollyset slet ingen. Cunina moneta er en anden af Middelhavets smukke Gopler, krystal- 406 klar og med Randtraadene udstrakte som en Stjærne, hvorfor Fiskerne kalde den »Solen«. Dens Lys er asur- -blaat- og saa stærkt, at det kan ses paa mørke Dage, naar man bare skygger for den med Haanden. Det ud- gaar kun fra - Randtraadene og. fra den Bræmme eller Fig. 4. Cunina moneta (efter Gegenbaur). c. Munden. d. Randtraadene. Ringhud, som hænger ned under den, og viser sig strax ved Stød, "Gnidning eller Elektricitet, men bliver især stadigt i Ferskvand. Skyller man den forsigtig i Vand, ser man Gnister løsne sig og stige op til Over- fladen, og undersøger man med -Mikroskopet disse Smaa- dele eller den lysende Slim, som man med Haanden kan gnide af en Pelagia, finder man, at den bestaar dels af Nældeceller, dels af Overhuds (Epithelial)- -Celler. De første, der have taaet deres Navn deraf, at de be- virke den brændende Smerte, som har gjort visse store Gopler saa frygtede af de badende, frembringe ikke Lys. Dettes Kilde er Overhudscellerne, d. v. s. de mange- kantede, meget store Celler, der ligge tæt op til hver- 407 andre og udgjøre Skivens og de andre Organers allesyderste Beklædning. Det er aldeles vist, at Lyset udgaar fra denne Overhud; det forsvinder, naar man afgnider det tynde Overhudslag paa Goplen, og aftager man dette paa hele Skivens Overflade, er og bliver den mørk, uagtet Lysudviklingen endnu fortsættes fra de indre Organers ubeskadigede Overhud. Foruden en Cellekjærne inde- holder enhver Overhudscelle Grupper af særdeles smaa Korn af en mer eller mindre stærk gul indtil orangerød Farve. Nogle Celler ere opsvulmede og fyldte med slige Korn og have ganske Udseende af Celler, hvis Indhold er gaaet over i Fedt. . Det: er fra dette Stof at Lyset skriver sig. Men naar man iagttager, hvorledes Lyset fra de Punkter, hvor Berøringen finder Sted, hurtig bølger ned over hele Pelagiens Overhud, saa at den i sin Hel- hed paavirkes af den Pirring, som vederfares en snævrere begrænset Del af den, erkjender man tillige, at den er mere end Overhud alene, og at dens Celler maa staa i Forbindelse med et rigt uddannet Nervesystem. Lys- virkningen stanser, saa snart Dyret dør, hvilket forklarer, at den tilsyneladende ikke paavirkes af Ilt eller Kulsyre; thi disse Stoffers Indvirkning paa de sig iltende fede Stoffer kræver Tid, og Goplen dør nogle faa Øjeblikke efter, at den er kommen op af Vandet. Ribbegoplerne, f. Ex. Slægterne Beroé og Cydippe, gjennemsigtige som Glas, kuglerunde eller kegleformige, svømme omkring paa Havets Overflade, skjønt ikke ved Legemets skiftende Sammentrækninger som vore Vand- mænd, men ved hurtige Slag af Fimreblade, der ere ordnede i 8 Rækker (»Ribberne«) ligesom Meridianer påa en Kugle. Af sig selv lyse de ikke synderlig, men rører man ved en af disse »Ribber«, blusser et stærkt 408 Lys op fra det berørte Punkt til begge Liniens Ende- punkter, og lægger man en Beroé i den ene Haand og kaster den over i den anden, lyse hver Gang alle 8 Ribber saa stærkt, at man kan læse al Slags Tryk derved i Mørke. Men Lysevnen er udtømt, naar den paa denne Maade er vakt 40—50 Gange i et Minut; i Løbet af et Kvarter vil den dog atter være vendt tilbage. Man over- beviser sig let om, at Lysets Sæde her ligger dybere end hos de, egentlige Gopler, thi det meddeles ikke af sig selv IN ÅL til Vandet eller til fremmede er ER RE r,. Ribberne. t. Fangetraade (disse maa helt. Trækker det sig der- tænkes meget længere.) imod stærkt sammen i Van- det, eller knuser man det med Haanden, illumineres Vandet af tusende glimrende Punkter, der efterhaanden tabe sig, men gjenvinde deres Glans, naar det rystes. Kaster man det i Mørke mod en Mur eller mod Jorden, frembringer man ligesom et Fyrværkeri af Gnister, der sprede sig til alle Sider. Kort efter Dyrets Død hører dets Lysevne op, og man kan ikke kalde den til Live igjen 1 de indtørrede Ribber ved Gnidning, fersk Vand eller Ammoniak. Man troede, at Lyset udgik fra Ribberne, — naar man berøver en Ribbegople dens Ribber, lyser den ikke mere — men Panceri viser, at dets Kilde ikke er at søge i dem, men i et Stof, som omgiver de store Karstammer, der følge.dem. Hos de Arter, hvor disse Kar forgrene sig netformig i Mellemrummene mellem Ribberne, følger dette lysafsondrende Lag med Kargrenene, 409 og disse Arter frembyde derfor en langt større lysende Overflade end de, hvis Kar kun ledsage Ribberne uden at forgrene sig videre. Det lysende Stof indeholdes i mikroskopiske Blærer, er gult og tildels opløseligt i Æther og Alkohol. Det er naturligvis dette Stof, der danner Gnisterne, naar man knuser en Beroé, eller som udbreder sig i Vandet, naar man saarer en af dens Ribber. Det frembyder den Ejendommelighed, at det hurtig taber sin Lysevne i Sollyset, selv om dette ikke virker umiddel- bart, men kun som spredt Lys, ligeledes i Lyset af en Lampe eller et Gasblus, men vinder den tilbage i Mørket efter et Kvarters eller en halv Times Forløb. Det gaar ikke hurtigere, fordi man søger at kalde den til Live ved Varme eller Elektricitet. Ogsaa Maanelyset paavirker dem paa lignende Maade, men svagere. Middelhavets Ribbegopler have altid et asurblaat Lys, hos en enkelt Art falder det lidt i det gule, men andre Forfattere tale om rødt, gult eller smaragdgrønt Lys hos disse Dyr. Her- ved er dog at bemærke, at Beroidernes og andre Havdyrs blaa Lys synes grønt, naar det ikke ses i fuldstændigt Mørke, men blandes med andet, kunstigt eller naturligt Lys. Det ferske Vand virker paa Ribbegoplerne påa samme Maade som paa andre lysende Havdyr, d. v. s. det gjør deres Lys fast (stadigt); knuser man en Beroé i et Glas fersk Vand, holder Lyset sig en Time, og stryger man det lysende Stof ud paa et Stykke Papir, kan man kalde Lyset til Live igjen, naar det er slukket, ved at dyppe Papiret i fersk Vand. Stærke Syrer slukke det hurtig; Alkohol, Æther og Ammoniak virke i det første Øjeblik som Pirringsmidler, men saa snart de komme i Berøring med selve det lysende Stof, slukkes Lyset. Varmen "udøver ikke nogen synderlig Indflydelse paa det; ved en 410 Varmegrad af mellem 40—50? slukkes det dog, for- modentlig fordi Dyret dør. Elektriciteten virker slet ikke paa det, saa længe Beroén er hel, fordi dens Væv er en slet elektrisk Leder, men anbringes et udpræpareret Stykke af en Ribbe med dens Kar mellem den galvaniske Støttes Poler, sker der en stærk Lysudvikling, hver Gang Kredsen sluttes. Pennatula kaldte Linné en Slægt af Havdyr, (nu en hel stor Familie), som af samme Grund i flere Sprog benævnes »Søfjer«; det er sammensatte Dyr af de otte- armede Koraldyrs Gruppe, Kolonier, bestaaende af en fælles Stamme eller »Skaft«, hvis nederste Halvdel (»Po- sen«) ligesom er stukket ned i den bløde Havbund, medens den øverste bærer det egent- lige Samfund af Koraldyr eller Polyper, fladt udbredt til begge Sider som Fanen paa en Fjer. Polyperne ere som hos alle beslægtede Former udstyrede med 8 fjerdannede Fangarme og i deres Indre med 8 lod- rette Bughindefolder, som for- binde Mavens ydre med Krop- hudens indre Flade. Foruden dem er der en anden Slags Individer, som ere til Stede i langt større Mængde og sidde Fig. 6. En Søfjer. (naturlig Størrelse: efter Naturen). paa andre Steder, dels af 411 Fanen«, dels af »Skaftet«; disse saakaldte »Zooider«%) ere smaa, uudviklede, mangle Fangarme og haveindvendig kun to-Bughindefolder. — Søfjerenes Lysevne har længe været bekjendt, men Panceri er den første, som har underkastet den et grundigere Studium. Ogsaa her antog man tidligere, at det var den ved Po- lyperne hængende Slim, som lyste; thi man saa, at naar man rørte ved dem eller trykkede dem, bedækkedes Fingrene af det lysende Stof. Tryk- ker man en Søfjer med Haanden,. kan man se det lysende Stof samle sig 1 den opsvulmede Ende (»Hovedet«) af »Posen«, der da ser ud som en brændende Lunte, eller sprøjte ud af dette som en Straale af smeltet Metal. Lyset frembringes kun i »Polyperne« og »Zooiderne«, ikke i nogen anden Del af Kolonien. Redskaber ere 8 smalle Strimler, De lysende som ligge langs op ad Maven mellem Bughinde- folderne, saaledes at Gjennemsnit afenafdeen- Fig. ". kelte Polyper i en Søfjer samt en Gruppe af 3 levende Polyper i for- skjellig Stilling. Lysredskaberne be- tegnede med Il. k. Kalknaalene i Polypens Hud (udeladte i de to andre Figurer for Tydeligheds Skyld). m. Gjennemsnit af Ma- ven. s. De 8 Skillevægge, der forbinde Ma- vens Ydervæg med Krophulens Vægge og saaledes danne de 8 Kamre, hvori Lysred- skaberne (1) ligge. (Efter Panceri). æ) De smaae Pigge og Prikker paa »Skaftet« i Fig. 6 ere forskjellige Former af slige »Zooider«. 412 deres øvre Ender ligge ved Grunden af Fangarmene mellem disse; i de Celler, hvoraf de bestaa, indeholdes det fedtlignende Stof, som er Lysets Kilde, men ved Tryk drives det overmaade let ud gjennem Fangarmene eller ind i Polypstokkens Kar, blander sig med de i disse. indeholdte Vædsker og meddeler disse sin lysende Egenskab. Paa en af Havet nylig optaget frisk og sund Søfjer, sat i Saltvand, kan man fremkalde Fænomenet ved at anvende et eller andet Pirringsmiddel enten paa selve Polyperne og »Zooiderne« eller langt fra dem paa andre Punkter af Kolonien. 1 det sidste Tilfælde iagt- tager man bedst dets Retning og Hastighed. Kniber man Skaftets nederste Ende, danner der sig en opstigende Lysstrøm i »Fanen«, og man ser Lyset løbe hurtig, først langs med de nederste Polyprækker fra deres Udspring påa »Skaftet« til deres frie Ender, men derefter stadig forplantende sig til de følgende, lige til de øverste; paa- virker man den øverste Ende, Spidsen af »Skaftet«, faar man det samme Fænomen, men i omvendt Orden, og først i de øvre Polyprækker; kniber man »Skaftet« paa Midten, indtræder der to Strømme, som begynde oven- og nedenfor det lidende Sted; gjør man det paa to Steder, f. Ex. i Spidsen af »Skaftet« og ved Grunden af »Fanen«, faar man ligeledes to lysende Strømme, der gaa i modsat Ret- ning og enten mødes og saa stanse med en stærk Lys- udvikling eller gaa forbi hinanden uden at paavirke hinanden; pirres endelig en Polyp i den frie Ende af en Række, løber der først en Lysstrøm ind til Skaftet og derefter Lysstremme langs med alle Fanens Polyp- rækker i Retningen fra Skaftet og udefter. Panceri maalte Strømmens Hastighed og fandt, at den behøvede 20 Sekunder for at gjennemløbe halvanden Alen; den 413 vilde altsaa behøve 660 Sekunder eller 11 Minutter for at gjennemløbe de 50 Alen, som Sansningen hos Men- nesket gjennemløber i et Sekund. Det hele Fænomen hos Søfjerene forudsætter Tilværelsen af et Nervesystem, af et Midtpunkt, som kan lede de Tilbagevirkninger, der fremkaldes af den ydre Sansning. Ikke desto mindre er der endnu ikke opdaget Nerver hos Søfjerene lige saa lidt som hos andre Koraldyr, men der er ingen Tvivl om, at man nok en Gang vil finde et temmelig sammensat Nervesystem hos dem alle. Disse Strømme lade sig deg ikke paavise hos de Søfjer, der ved at bringes op til Overfladen fra en Dybde af 20—50 Favne og komme under ganske andre Livsforhold i et Akva- rium, gååd over i den saa hyppige vandfyldte (hydro- piske) Tilstand; heller ikke hos dem, der befinde sig i en Stivkrampe lignende Tilstand som Følge af gjentagne Behandlinger, eller som ere blevne slappe og udmattede af. et- længere Ophold i Akvariet eller af de gjentagne Forsøg, der ere blevne anstillede med dem. Hos dem kan man nok fremkalde en Lysudvikling, men kun i den enkelte Polyp, der pirres; den forplanter sig ikke til de andre. Paa den anden Side bevarer Lysstoffet, der op- løses senere end Dyrets øvrige Væv, sin karakteristiske Evne efter dets Død og kan bringes til at vise denne ved Stød, Gnidning, Opvarmning, elektriske Strømme, Behandling med fersk Vand o.s.v. Lysudviklingen be- "ror saaledes påa den ene Side vistnok paa en langsom Iltning af et fedtagtigt Stof, der fremskyndes ved for- skjellige Pirringsmidler, men staar paa den anden Side vistnok under Nervesystemets (eller de i Stedet for dette trædende Redskabers) Herredømme, ligesom de elektriske Batterier hos Kramperokker og andre elektriske Fiske. 414 P. udtaler ogsaa oftere den Anskuelse, at Lysudviklingen hos de levende Havdyr ligesom ved de døde Fiske paa en Maade er et Ækvivalent for den Varmeudvikling, der ellers ledsager Iltningen. Pyrosomerne — Ildvalserne — 'ere ligeledes, som Navnet antyder, en for sit klare Lys længst berømt Hav- dyrslægt. De ere ligesom Goplerne oceaniske Dyr, der bebo det aabne Hav, men tilhøre en helt anden Dyregruppe: Sækdyrene. Enhver Pyrosom er ogsaa en Dyrekoloni Fig. 8. Skitse af en lille Pyrosom (nat. St., eft. Naturen). og har Form af en hul Valse, f. Ex. 10” lang, 1/2" i Tvær- maal, afrundet og lukket i den ene Ende, aaben i den anden, gjennemsigtig som Glas. Dens Væg er alene sam- mensat af de meget talrige Individer eller smaa »Sækdyr«, der ere stillede lodret mod Valsens Midtlinie og i Hovedsagen have samme Bygning som Søpunge og Salper. Er Havet stille og Natten mørk, kan man næppe tænke sig et smukkere Syn, end naar Skibet Fig.9. Tversnit af en ldvalse — viser de sagte glider gjennem to lysende Punkter i de enkelte Smaa- a É dyr (s). h Valsens indre Hulhed. (Efter Panceri). en større Stime af disse 415 vidunderlige Dyr, og deres milde blaalige Skin snart dæmpes, snart blusser op rundt omkring, saa vidt Øjet rækker. Pan- ceri iagttog, at i enhver slig Koloni udgaar Skinnet fra utallige lysende Punkter i Valsens Væg, der ligge i en be- stemt Afstand fra hinanden, to og to nærmere sammen; og han fandt ved en nøjere Undersøgelse, at et sligt Par Lyskilder altid tilhørte samme Individ, der altsaa har to Lysbatterier (1. Fig. 10),. som ligge i Nærheden af den store Nerveknude, under det første fra dette udgaaende Nervepar ogoptilindersiden af Dyretstynde gjennemsigtige Kappe ; man har iagttaget dem. for længe siden, men ikke erkjendt deres Betyd- ning. Lesueur betragtede dem saaledes urigtig som Æggestok- kene; Huxley, der havde op- daget de virkelige Æggestokkes Beliggenhed, kaldte dem blot » Cellemasser«, og de ere i Virke- ligheden udelukkende sammen- satte af kuglerunde Celler uden Kjærner, men fyldte af et ægge- hvideagtigt og af et i Æther op- løseligt Stof. En Pyrosoma af 2,7 Tommes Længde indeholder allerede c. 2 å 300 Individer, alt- Fis. 10. Den øverste Del af det enkelte'Sækdyr i en saa 4-600 Lyspunkter! Lysstrøm- Ilåvalse. a Indførselsaabning i: for Vandstrømmen. sn. Nervesy- mene kunne sammenlignes med stemet med dets Grene. 1. Lys- redskaberne. g. Gjællerne, Søfjerenes; de udgaa fra det ken Sted, der pirres, men brede sig over hele Valsen, dog ikke saa hurtig eller saa flammende "som hos Søfjerene, og fornyes ikke af sig selv, hvis Pirringen ikke gjentages. Mærkeligt er det, at medens Lyset altid 416 er asurblaat hos visse Arter, skifter det hos andre Arter fra rødt til orange, grønt og til sidst ultramarin; Giglioli har iagttaget et lignende Skifte hos visse andre pelagiske Havdyr af samme Klasse, de saakaldte Appendicularier., I andre Henseender forholder Ildvalsens Lysstof sig om- trent: som hos de andre oven for omtalte lysende Havdyr. Paa friske Exemplarer kan Lyset fremkaldes ved Stød, Gnidning eller blot ved Berøring. Tygger man et Stykke af en Pyrosoma, bliver Munden lysende, saa at man ved det fra den aabne Mund udgaaende Lysskjær kan skjelne en anden Persons Ansigtstræk i en lille Afstand derfra. Lægger man den i fersk Vand, vil den være helt illu- mineret efter nogle Øjeblikkes Forløb, og Lyset vil blive ved i flere Timer lige til Dyrets Død. Kulde gjør ingen Forskjel: sætter man den ene i Isvand, den anden i fersk Vand af 25% C., faar man de samme Virkninger ved at pirre dem som i Vånd af almindelig Varmegrad; ophedes det efterhaanden, slukkes Lyset ved 45? (i salt Vand ved 609). I Alkohol og Æther blusser det strax op i hele Pyrosomen, men slukkes efter et Kvarters Forløb med dennes Liv eller strax, hvis Vædsken er kom- men i umiddelbar Berøring med Lysstoffet. Knuser og presser man en Ildvalse i et Stykke Linned, indeholder den udpressede Vædske en Del af Lysstoffet; efter kort Tids Forløb indtræder der Mørke i den; tilsætter man nu fersk Vand, bliver Lyset atter meget stærkt, men tilsætter man Alkohol, slukkes det igjen for bestandig. Elektriske Strømme pirre ikke Pyrosomen til Lysudvikling, maaske fordi dens Kappe er en slet elektrisk Leder. Dagslys og Solskin svække heller ikke dens Lysevne, som Tilfældet er med Ribbegoplerne. 417 Pælemuslingerne eller Pholaderne ere en Slægt af. Havmuslinger, som leve i Huller i Sten, Ler og Sand, som de selv udbore og udvide, alt som de voxe til; enhver Musling har sin egen Hule, i hvilken den kan løfte sig højere op eller sænke sig dybere ned, men som den aldrig forlader; den henter sin Føde og det for AÅande- drættet nødvendige friske Vand gjennem to lange Aande- Fig.11. Skitse afenPholade. Fig.12. En ly ende Pholade s. Skallerne. r. Rørene. g. Gjæl- i Mørke. (Bogstavernes Betyd- lerne. f. Foden. 1,1/,17, de lysende ning som i Fig. 11). Dele. (Efter Panceri.) (Efter Panceri.) rør, af hvilke det ene holder en indgaaende, det andet "en udgaaende Strøm vedlige. Det synes underligt, at et Dyr, der lever saa skjult, nedsænket i Havbunden, skal besidde Lysevne, men det er en gammel og velbekjendt Erfaring, at det forholder sig saa. Pholaderne forekomme i stor Mængde i Middelhavet ved den italienske Kyst, overalt Fjerde Række. V. 97 418 hvor Havbunden passer for dem, i tætte Hobe, den ene Hule tæt ved den anden. Allerede Plinius omtaler deres Lys og hvorledes Munden lyste paa dem, der spiste dem (de saakaldte »Havdadler«), ligesom vi spise Østers, og i senere Tider anstillede blandt andre Réaumur Forsøg med dem. Man ser dem omgivne af Skyer af det lysende Stof, som de udbrede omkring sig, naar man rører ved dem eller ryster det Kar, hvori. de opbevares, og. som overføres påa Hænderne, ligesom naar man tager paa lysende Vandmænd. Skærer man Kroppen op, ser: man hele Muslingens Legeme illumineret af en lysende Vædske, der overfører sit Lys paa alt, hvad der kommer i Be- røring med den. Man skulde derfor tro, at: det lige- som hos Goplerne var hele den ydre Beklædning, Over- huden, der var Lysets Kilde, mén dette er dog ikke Til- fældet. : Dets Sæde er her, ligesom hos Pyrosomerne, i særegne Kjertler. Panceri skyllede med en fin Vand- straale sine opskaarne lysende Pholader forsigtig i Mørke i Havvand, saaledes at kun de lysende Skyer fjærnedes. Han saa da, at hvert Dyr har 5 Lysbatterier, et bue- formigt (1) i en Fold under Kappens øvre Rand for til . (nedad til i Figuren, hvor Dyret er fremstillet i sin naturlige Stillmg, med Munden og Foden nedad), et Par trekantede Pletter (1) ved Grunden af det nederste Aanderør og to lange parallelle Striber(1”) i det samme Åanderør. Stan- sede han Udskylningen, bedækkedes hele Dyrets Legeme igjen med det lysende Stof og lyste som før med hele sin Overflade. Bortskar han de paagjældende Partier af Mus- lingen, hørte al Lysudvikling op. Ved Dagslyset gjen- fandt han især let de to sidstnævnte Redskaber, som ved deres glimrende Hvidhed skille sig skarpt fra deres graalige Omgivelser. Ved nærmere Undersøgelse fandt ig. 419 "han dem lappede eller krusede af fine Furer og op- dagede fine Nervegrene, som gaa til dem fra Kappens og ÅAanderørenes Nervestammer. De ere egentlig ikke andet end Fortykkelser af Hudens almindelige Binde- væv, og det er deres yderste Beklædning, det sædvanlige Lag af fimrende Overhudsceller, som indeholder . selve Lysstoffet, og hvis Overflade forstørres derved, at det sænker sig ned i Underlagets Furer. De Celler,. hvoraf denne Overhud bestaar, ere i høj Grad løse og udtømine let deres Indhold, som for en stor Del bestaar af smaa Kugler af et i Æther og Alkohol opløseligt. hvidt Stof. Det er dette Indhold, som altsaa er et Afsondringspro- dukt fra de omtalte Redskabers Overhudsceller, der danner de lysende Skyer. Af de med .dette Stof anstillede For- søg ville vi endnu omtale følgende. ; Lader man flere døde Pholader raadne i Vand, blive . de ved at lyse, indtil Forraadnelsen har gjort meget be- tydelige Fremskridt; - udsætter man en død Pholade for Luftens Paavirkning, holder Lysudviklingen sig, indtil den indtrædende Indtørring stanser den, længst i de dybere liggende »trekantede Redskaber«, hvor Fugtigheden holder sig bedre, indtil 10 Dage; slukkes Lyset endelig, kan det tændes igjen ved Hjælp af fersk "Vand. P. hængte en Pholade op i Ilt og en anden i almindelig Luft; hos dem begge viste Lyset sig, naar man rystede dem, "endnu efter 10 Dages Forløb (og efter at Foden, Ind- voldene o0..s. v. vare faldne af som Følge af Forraad- nelsen) i de nævnte Redskaber, der tilligemed den øvrige Del af Kappen vare blevne hængende ved Skallerne. — Lægger man i Kulsyre en lille Strimmel Baand, der er dyppet i Pholadernes Lysstof, varer Lyset ved i nogle "Minutter, ligesom i Ilt eller almindelig Luft. - Men op- 277 420. »- hænger man en levende Pholade med spaltet Kappe i en Klokke med Kulsyreluft, lyser den vel en Tid, især paa de Steder, hvor Lysredskaberne ligge, men ikke ud over en Time; fortsætter man Forsøget saa længe, slukkes Lyset og kommer ikke igjen, førend man atter har udsat den et Par Timers Tid for den atmosfæriske Luft. I op- varmet Havvand lyse de, indtil det naar en Varme af 76? C. Elektricitet virker ikke meget stærkt paa dem, og Sollyset svækker slet ikke deres Lysevne. i Fig. 12. Skitse af en Phyllirhoé, set om Dagen, paa mørk Bund. m Munden. f Følehornene. Gjennem Huden skinne de indre Dele: n Nervesystemet, g Fordøjelseskanalen (Maven osv,), h Hjærtet, 1 Leveren, p Nyren, k Forplantningskjertlerne osv. (Efter Panceri). Blandt Middelhavets talløse Bløddyr er der ogsaa en" Art"af "Slægten" Phyllirhde,='der allerede er pads faldende ved sin usædvanlige Legemsform, som ligner. en lille sammentrykt Fisk, og ved sin Gjennemsigtighed, som er saa stor, at det kræver nøje Opmærksomhed at blive Dyret var i et Glas Havvand, og at man med største Lethed kan under Mikroskopet undersøge alle de indre Redskaber, selv de allerfineste, paa det levende Dyr. Panceri opdagede, hvad man ikke tidligere havde lagt Mærke til, at Phyllirhoén kan frembringe et temmelig 421 stærkt asurblaat Lys. De Forsøg, for hvilke P. gjorde denne pelagiske Havsnegl og dens Lys til Gjenstand, og som til Dels ere en Gjentagelse af dem, "han anstillede "med de tidligere omtalte Havdyr, ere i Hovedsagen følgende. Dersom man berører det levende Dyr eller sætter det Vand, hvori det befinder sig, i Bevægelse, ser - man” det udsende Lysgnister; tilsætter man en Draabe Ammoniak, funkler hele Overfladen af dets Legeme og af Følehornene med et stærkt asurblaat Lys. Men dette Fig: 14. En lysende Phyllirhoé set i Mørke. (Efter Panceri)., . Lys meddeler sig ikke til Vandet eller til de Legemer, hvormed det kommer i Berøring; allerede deraf kan man vide, at det ikke har sit Sæde i Overhudens Celler; man erkjender let, at det udgaar fra en utallig Mængde lysende Punkter af forskjellig Størrelse, der findes i størst Mængde 1 Nærheden af det sammentrykte Dyrs øvre og nedre Rand, men for øvrigt forekomme spredte overalt under ” Huden. Billedet (Fig. 14) forestiller en Phyllirhoé set i Mørke gjennem Mikroskopet ved -svag Forstørrelse, umidelbart efter at en Draabe Ammoniak er sat til og Lampen slukket. En om- hyggelig Undersøgelse godtgjorde da, at disse talrige Lys- Kilder ere dels Nervesystemets Gangliecelleri Almindelighed, 422 Hjærneknuderne end ikke undtagne — dels visse større kuglerunde Celler, der ligge tæt under Huden, og i hvilke de periferiske Nervetraade ende. Disse Lysceller, der især ere talrige ved Dyrets .øvre og nedre Rand, savnes i : Følehornene, i hvilke det derimod er de i overmaade stor Mængde forekommende Ganglieceller, der lyse ved deres Indhold, et til disse Cellers Nervemasse bundet Stof. "Denne inderlige Forbindelse mellem Nervesystemgt og Lysudviklingen maatte fremkalde den Formodning, at denne sidste her kun var en umiddelbar Ytring af Nerve- — kraften ligesom den dyriske Elektricitet, og hvad der ydermere talte derfor, var den Erfaring, at naar man trættede Dyret ved gjentagne Pirringer, holdt Lys- udviklingen omsider op, men kom igjen, naar man havde " undt "det Ro i nogen Tid; den tabte Kraft havde da havt Tid til at samle sig paa ny. Men elektriske Strømninger havde aldeles ingen Indflydelse paa Lysudviklingen, og dog var det aldeles tydeligt, .at Dyret var stærkt paa- virket af Elektriciteten, thi Hjærteslaget stansede hver Gang Strømmen lukkedes, men begyndte åtter i det Øjeblik. den. åabnedes paa ny. I fersk Vand: blev Lyset fast, selv ved en Varme af 0?. Opvarmedes Dyret i salt Vand, blev Lyset fast ved 44" og slukkedes -ved 619. Alkohol og Æther gjøre det ligeledes fast, men slukke det efter nogle Minutters. Forløb. Den: stærkeste Lys- udvikling faar man véd at anvende Ammoniak. eller kavstisk Kali, derimod faar man ikke det svageste Glimt i fortyndet Svovlsyre eller Salpetersyre. Dagslys "eller Sollys svække ikke Phyllirhoéns Lys. Presser man nogle Exemplarer i et Stykke Tøj, faar man en Vædske, som lyser, men snart bliver mørk; fersk. Vand gjør den dog strax lysende igjen. Vædes en fuldkommen indtørret 423 Ph. med fersk Vand eller med Ammoniak, vender Lys- virkningen tilbage med stor Styrke, og det samme sker, hvis man anvender det samme Reagens paa en død Phyl- lirhåe, der er i en halv forraadnet og opløst Tilstand. De her omhandlede Dyreformer repræsentere " ikke alle de Dyreklasser i Havet, som lyse; der er endvidere lysende Protozoer, Søstjærner (eller rettere Slange - stjærner), Orme, Krebsdyr og Fiske, men de over- ensstemmende Resultater, som Panceris Undersøgelser have givet, gjøre det sandsynligt, at hine ikke ville blive meget ændrede ved at disse udvides til flere Dyreklasser., Det fremgaar jo nemlig af Panceris Undersøgelser, "at Lyskilden altid er et kornet Stof, som avles i visse Celler, der enten (som hos Goplerne) danne den over hele Klokken eller visse af dens Organer udbredte Over- hud, eller særegne Organer, der maa antages at staa i Forbindelse med et endnu ubekjendt Nervesystem (som hos Søfjerene) eller (som hos Ildvalserne) ligge tæt op til de fra Centralgangliet udgaaende Nerver eller (som hos Pholaderne) modtage Grene af Nervesystemet,.… eller endelig, som hos Phyllirhoé, staa i den nøjeste Forbindelse ”" med Nervesystemet, med hvis Ganglieceller de i Virkelig- heden ere identiske. I den Omstændighed, at dette Celleindhold opløses mere eller mindre fuldstændig af Æther og Alkohol, men holder sig uforandret, naar de andre Væv opløses efter Døden, samt i andre Forhold finder Panceri Grund til at antage det for et fedtagtigt Stof, der under Nervekraftens Indflydelse bringes i en saadan Tilstand, at det med Vandets Ilt indgaar en af Lysudvikling (men ikke af nogen Varmeudvikling, derom har Panceri overbevist sig ved "en Række meget om- hyggelige Forsøg med de fineste Iustrumenter) ledsaget 424 Forbindelse. Blandt de ydre Pirringsmidler, som han forsøgte, vil man have lagt Mærke til, at Ferskvand i Reglen var det virksomste, det, som fremkaldte det . stærkeste og varigste Lys. Nye Undersøgelser over den Lysevne, som mange Landinsekter besidde, især med Hensyn til den Rolle, som Nervesystemets Ganglieceller synes at spille derved, ville uden Tvivl blive fremkaldte ved disse Undersøgelser over Havets lysende Dyr. Man opkåster naturligvis det Spørgsmaal: hvilken Betydning kan denné Lysudvikling have i Havdyrenes Liv? og det Svar, der ligger nærmest, er da, mener Professor Lovén, at det er et Middel, hvorigjennem Indi- viderne (eller Kolonierne) tilkjendegive hverandre deres Nærværelse. Lys opfattes kun af Synsredskaber, og Øjne findes hos visse Gopler, hos Ildvalserne(?) og hos Phyllirhoé, men savnes- rimeligvis hos Noctiluca, Søfjerene og Ribbegoplerne(?). Det fortjener her at bemærkes,» at medens de nævnte Dyr, der leve eller endog svømme frit i Havet, beholde Lysstoffet i deres Legemer, naar det ikke berøves dem ved Vold, kan derimod Pholaden — der lever i mørke dybe Huler i Havbunden og kun ved Vandstrømmene gjennem de lange Aanderør, der strækkes langt uden for Hulens Munding, erfarer, hvad der foregaar der oppe og der ude — afsondre de lysende Smaadele i saa rigelig Mængde, at de danne Skyer, som af hine Strømme kunne føres fra det ene Individ til det andet. Men herved er dog end videre -at bemærke, at hos Pholaderne har man hidtil ikke fundet noget Synsredskab, og der er kun ringe Sandsynlighed for, at det vil blive opdaget hos dem, d. v. s. hos de fuldvoxne Individer; thi de nylig udklækkede mikro- skopisk smaa og endnu sværmende Unger ere formodentlig 425 ligesom andre Muslingers Unger forsynede med Syns- redskaber, der vise dem Vej til de Steder, hvor de skulle begynde deres Arbejde med at grave sig Huler i Bunden, som deres Forældre før dem. Men mere end en Gisning er det ikke, at Havdyrenes Lysudvikling skulde være et Meddelelsesmiddel imellem dem.) Vor Kundskab om Dyrenes Liv i Havet er endnu meget ringe, og i Al- . mindelighed er det kun et heldigt Tilfælde, som vi have at takke for mangt et uventet Vink om et eller andet af dets Fænomener. — At. befri Zoologernes Virksomhed til en vis Grad for Afhængigheden af slige Tilfældigheder er en be- tydningsfuld Opgave, hvis Løsning synes at nærme sig, efter at den længe nærede Tanke, paa forskjellige Steder ved Havets Kyster at anlægge faste "Stationer for zoologiske Undersøgelser, svarende til Astronomernes … Observatorier, er begyndt at træde ud i Livet. Det er en ung tysk Naturforsker, Dr. Anton Dohrn, der har grebet Værket an med Kraft og opofrende Omhu. I Villa Reale i Neapel, paa et Stykke Jord, som Byen har overladt ham dertil uden Godtgjørelse, har han for største " Delen ved egne Midler opført en saadan Stationsbygning, som i 30 Aar skal tilhøre ham eller hans Arvinger (hvortil han har indsat et tysk Universitet eller det neapolitanske) og derefter hjemfalde til Staden Neapel. Den er 100 Fod lang, 70 Fod bred og 50 Fod høj og indeholder Arbejdsværelser med 12 Arbejdsborde til mikro- skopiske Undersøgelser, der kunne benyttes af Zoologer mod en billig Godtgjøreélse, med dertil hørende Hundreder ”) Se herom nogle Bemærkninger i en lille Artikel om lysende Fiske i dette Bind, S. 82. 426 af Arbejdsakvarier med strømmende Havvand, alle nød- vendige Apparater og et stort Bibliothek. Tre Fiskere, flere Baade og alle Slags Samleredskaber staa hver Dag til Stationens: Raadighed, og for Publikum er et stort Akvarium. tilgængeligt med 53 Bassiner og 9000 Kubikfod " strømmende Havvand, der pumpes op Dag og Nat af to Dampmaskiner. Den ellers meget følelige Vanskelighed at holde Havets Dyr, deres Æg -og Unger levende saa længe, som det er nødvendigt til en grundig Iagttagelse af dem, er her fjærnet, og det vil nu være muligt for Zoologen at kunne begive sig til Stationen vel forberedt" påa det Æmne, han har valgt sig, og sikker paa der at kunne finde baade Materialet og Midlerne til at studere det uforstyrret. Men selv om det er sandsynligt, at slige store Stationer ville blive anlagte efterhaanden paa andre Punkter af Havets Kyster og Øer langt fra hinanden”), vilde de dog kun kunne tilbyde Forskeren, hvad der lever i deres Nærhed. | få: Dybet af de store Verdenshave — to Tredjedele af Jordens Overflade — …«unddrager sig" endnu ”Viden- skabens Bestræbelser; thi de Dybvandsskrabninger, der hidtil ere blevne "udførte (og hvori svenske Expeditioner have taget en agtværdig. Del), ramme blot enkelte Punkter af Havbunden, der ere forsvindende smaa i.Sammenligning med dens uhyre Udstrækning. Hver Gang har Skraben alligevel bragt levende Væsener for Dagen, som hidtil - ”) Til Oprettelsen af en saadan har en Tobaksfabrikant i New York, John Anderson, foræret Louis Agassiz den smukke Ø Penikese og desuden 50,000 Dollar til dens Indretning; en anden rig Mand forærede Anstalten en Lystkutter (en smuk Yacht paa næsten 50 Tons) til-Brug ved Skrabningerne o. s. v. Det »zo00- logiske Laboratorium« er i 2 Bygninger, hver af 50 Alens gense e, store Akvarier blive opførte 0. s. v. 427 vare ubekjendte og af en saadan Beskaffenhed, at de ” have fremkaldt nye Spørgsmaal af den mest indgribende Natur. England har derfor nu udsendt en Expedition, (Skibet i Challenger«), som med udelukkende videnskabelige " Formaal skal i fire Aar gjennemkrydse "Verdenshavene og anvende alle Midler for at undersøge deres største Dybder med Skraben; Wyville Thomson, .Professor i Zoologi i Edinborg, er dens videnskabelige Chef. Blandt det, som "de hidtil udførte Dybvandsskrabninger give Grund til at vente, er Opdagelsen af Dyreformer, som man hidtil havde Grund til at betragte som uddøde under geologiske Perioder, der ere afsluttede for lang Tid siden. Dertil høre f. Ex. nogle mærkelige Søborrer, som tilhøre Slægter, der ikke have været sete siden Kridttiden, men som paa Atlanterhavets store Dybder bleve opdagede baade af de "engelske, amerikanske og svenske (»Josephina«) Expedi- tioner. Og blandt lignende for den øvrige nulevende Havfauna lige saa fremmede Former gjør man ogsaa Regning paa at lære at kjende nogle, som i sig forene Træk, der nu som Følge af Udviklingens Divergens ere fordelte paa . mange forskjellige Slægter, undertiden paa forskjellige Ordener eller Klasser, paa lignende Maade. som hos de for "nylig her i Tidsskriftet omtalte Oreodonter og Dinocerater i de nordamerikanske Tertiærlag. Efter denne lille Digression, paa hvilken vi have fulgt Professor Lovén for at give en-kort Antydning af nogle af de Veje, ad. hvilke man i den allersidste Tid har søgt at fyldestgjøre de store Opgaver, Naturforskningen har stillet sig, ville vi endnu omtale, at man i den allerseneste Tid har studeret Spørgsmaalet om de lysende 428 dyriske Stoffer ad den rent kemiske Vei og ment at kunne løse Knuden ved at opstille et eget Stof, Noeti=- lucin, der skulde være det virkende baade ved de. levende Havdyrs, de døde Fiskes og de lysende Insekters Lysen%). Dette Resultat kan ikke andet end være noget overraskende, da man efter de i det foregåaaende refererede Undersøgelser vel i det højeste kunde vente, at der var et vist Slægtskab mellem det Stof, der lyser i den døde Fisk, og det, der lyser i den levende Vandmand, Ribbe- gople, Søfjer, Havdaddel, Ildvalse o. s. v. — hvis lysende: Stoffer vel i Hovedsagen kunne anses for identiske, — men ikke nogen absolut Identitet, noget der. allerede synes at følge af den yderst forskjellige Virkning, som fersk Vand frembringer paa dem; ikke heller kunde det efter de anstillede Undersøgelser anses for rimeligt, at de lysende Landdyrs Lysstof skulde vise sig at være det samme som de lysende Havdyrs. Vi have imidlertid troet. ikke at burde "lade disse formentlige Resultater uomtalte ved denne Lejlighed. ”) Se herom Tidsskrift f. Physik og Kemi. 1873. S. 94. "Om Planten opfattet som et Samfund. Af Eug. Warming. T. | I forrige Afsnit gjorde vi Bekjendtskab med Borgeren i den "Stat, som vi her betragte, nemlig Planten, eller i Grunden, som jeg antydede, i enhver levende Organisme. Med et "mere videnskabeligt Navn kunne vi kalde denne Borger Cellen, og vi saa, at Cellen, saaledes som Nutiden op- fatter den, er en Protoplasmamasse”) med eller uden Kjærne, åt det er denne Masse, der er det egentlig levende og virkende, at den ene for sig er i Stand til at danne et levende Væsen og udføre alle Ernæringens og Formeringens Fænomener, og at det, som egentlig har : givet Cellen dens nu næsten urigtige eller i alt Fald vild- ledende Navn, nemlig dens ydre faste Omgivelse »eller Væg, snarest blot og bart; er et Klædningsstykke, som i mange Tilfælde, nemlig hos de laveste Organismer, kan kastes bort og virkelig kastes bort. Cellevæggens Betyd- ning bliver os derimod klar, navnlig saa snart vi have med en flercellet Plante at gjøre, thi den afgiver da den faste Støtte, ved hvis Hjælp det hele Samfund opbygges +) Af det græske: protos, først, og plasma, det formede eller dannede. 430 og Celle føjes til Celle som Stenene i en Bygning. Vi ville nu gaa lidt nærmere ind paa Betragtningen af selve Samfundet og 'se, hvorledes vi hæves fra det ene Yder- punkt, som vi i forrige Afsnit betragtede, Slimsvampene, til det andet Yderpunkt, en af de højere organiserede Planter, som f. Ex. en Græskarplante, af hvilken en Celle afbildedes S. 392, Fig. 5. Jeg tillod mig i første Afsnit at føre mine Læsere til de tropiske Have og til Oceanets Bund; vi ville denne Gang begynde med en Udflugt til den-evige Snes kolde, blændende hvide Rige. Ikke overalt er det dog blændende hvidt; vi kunne finde Steder, hvor Sneen er som farvet med Blod eller rød Vin, eller vide Strækninger, over hvilke Rosens yndige Skær er udbredt; den »røde Sne«… er bekjendt, ikke blot fra Højalpernes Toppe, men ogsaa fra - Norges Bræer og Polarlandenes Kyster; »Crimson cliffs« ved Baffinsbay have Navn af den. Alt for mere end 30 Aar siden opdagede man, at det er Milliarder af røde Smaakugler, som ved deres Masse frembringe denne i store Afstande synlige Farvefremtoning, og at hver af "dem er en lille Organisme, hvilken vi nærmest vel tør sammenligne med de smaa Protomyxa - Kugler, som vi vidtløftig omtalte i Begyndelsen af forrige Afsnit. Man opdagede ogsaa snart, at de undertiden bevægede sig, hvorfor de da bleve henførte til »Infusionsdyrene«, og der blev givet mere eller mindre fantastiske Beskrivelser af dem. Skjønt vi endnu ikke have kunnet forfølge deres hele Livsløb, vide vi dog saa meget, at vi tør føre dem, maaske endog som Art, sammen med en Ålgeform, der undertiden træder op hist og her i Mellemeuropas Lav- lande og farver Vandene blodigrøde, og den kjende vi næsten fuldstændig. I hosstaaende Billede (Fig. 1) ere 431 forskjellige af dens Udviklingsformer fremstillede; snart træffes den som en kuglerund Celle med rødt Indhold og tyk Væg, som kan ligge indtørret i flere Aar, føres med Støvet vidt omkring af Luftstrømningerne og vaagne til Live igjen, naar den bringes i Vand (Fig. I, A.); "snart derimod som en nøgen rød- eller grønfarvet Sværmer (en nøgen Protoplasmaklump) som Fig. 1 C, der tumler sig i Vandet ved sine to Svingtraade, og som ogsaa kan ses omsluttet af en sid Kappe af Træstof"), gjennem hvis Forendes to Huller de to Svingtraade rage frem (Fig. 1, D.). I saavel den ene som den anden af disse Udvik- lingsformer kunne vi se den formere sig, i det den proto- plasmatiske Cellekrop deler sig i to (Fig. 1 B.), to Tvil- lingsøstre, hvis Moder dør ved deres Fødsel; paa det første Udviklingstrin (A7B), og naar den er kappeindhyllet, se vi Moderens Cellehinde op- løses og forsvinde, medens hver af de to Døtre danner sig sin nyg Klædning, hvor- -paa de skilles fra hinanden; paa det andet Udviklingstrin (C) sker Delingen paa samme Maade som i første Tilfælde, men her finder ingen Væg- dannelse Sted. Den ene Ud- viklingsform kan-gaa over i den anden, den bevægelige i den hvilende og omvendt, og inden for begge kan den livligste Formering finde Sted==); bie 1: » ”) Heraf dens Slægtsnavn: Chlamydococcus, af chlamys, en Kappe. ”") Hos nogle beslægtede Former har man iagttaget en kjønslig For- mering, idet der opstaar Sværmere af forskjellig Art, nogle mindre, . de mandlige, andre større, de kvindelige, hvilke derpaa parre sig, 432 men til. Dannelsen af en flercellet Plante kommer det aldrig; thi de nydannede Celler skille sig strax fra hverandre. Hvad vi her have havt for os er en Plante; thi vi have foruden det, der er fælles for alle Celler, nemlig Protoplasmaet, ogsaa de Stoffer, som ere ejendommelige for Plantecellen, saasom Bladgrønt, der her undertiden optræder i en egen rød Modifikation, endvidere Træstof i Cellevæggen, samt Stivelse og Olie som Næringsstof af- lejrede i Kroppen. Men det er en Plante, hvis Individer ere enkelte Celler, som føre en eremitagtig Tilværelse, og som, selv om de hobes op sammen i store Masser, dog ikke danne noget Samfund, nogen flereellet Plante, nogen Livsenhed; hos nogle nærstaaende Former finde vi en Overgang til et saadant, idet de dannede Celler for en kortere eller længere Tid forblive forenede; et saadant Samfund findes afbildet i nedenstaaende Figur (2); de enkelte Generationers Cellevægge ere endnu tydelige, man Fig. 2. ser den ene Generation ligge indkapslet indenfor den anden, og det er ikke. nogen vanskelig Sag at hitte ud af Slægtskabsforholdene mellem dem (det. lille Samfund i det de smelte sammen ligesom Protomyxa's Amøber; Resultatet af Sammensmeltningen er Dannelsen af en hvilende tykvægget Celle. 433 er jo tillige én Familie), i alt Fald saa længe der endnu kun har fundet faa Celledelinger Sted, som i a og b. . Denne Familie opløses nu ved, at de enkelte Individer (oa: Cellekroppe) som Sværmere forlade deres Boliger; hos den lille Plante, der saa hyppig danner et grønt, pulveragtigt Overtræk over f. Ex. fugtige Plankeværker og. Rendestensbrætter (Protococcus), sker det samme paa em simplere Maade derved, at Cellerne ligefrem skilles fra hverandre. De kuglerunde Celler formere sig nemlig ved Deling, i det de paa hverandre følgende Vægge stille sig meget regelmæssig lodret paa hverandre efter Ter- ningens tre Fladeretninger; 1 Celle bliver saaledes til 2, de 2 til 4, de 4 til 8 0..s. v., og snart. forblive de alle forenede, snart skilles de fra hverandre; snart gjøres der altsaa ligesom et Tilløb til Dannelsen af en flercellet Plante, snart opgives dette Forsøg. — … Samfundslivet er altsaa i begge disse Tilfælde noget - provisorisk; anderledes forholder det sig derimod med den i Fig. 3 afbildede Plante: Gonium pectorale. Det er iaar netop 100 Aar siden, at den berømte danske Naturforsker O. Fr. Miller gav den første Beskrivelse med Udviklingshistorie af dette »Infusionsdyr«, og. det en saa udmærket, at der først 1854 føjedes væsentlig nye og bedre Iagt- tagelser til, der vel nærmest skyldes de forbedrede Mikro- skoper; han var saa indtaget i denne lille Skabnings Ele- gance, at han endog anbragte den i sit Vaaben. 16 Celler ere her altid tilstede, hver forsynet med Træstofhinde, F78%5: Fjerde Række. V. 28 / 434 hver med en grønfarvet Protoplasmakrop, hver med to lange Svingtraade i »Forenden«, og hver af dem har endelig lige indenfor denne to pulserende Hulrum (se Billedet), som med den fuldkomneste Rhythmus afvex- lende" forsvinde og komme tilsyne. Disse 16 Celler, der altsaa væsentlig ere byggede ligesom de Svær- mere hos Chlamydococcus, der ovenfor afbildedes (Fig. I, "D), og som ere omgivne af en Træstofkappe, ere med den højeste Grad af Regelmæssighed lejrede Side om Side, og de danne saaledes et lille Samfund (næsten af Form som et stumpt 3-kantet Lommeuhr), i hvilket de dog ikke have andet fælles end et dem alle omgivende vandklart gele- agtigt Hylster; det hele Samfund er i uafbrudt Bevægelse, idet det ved alle Svingtraadenes forenede Bestræbelser hvirvler rundt i Vandet; det er saaledes et Billede paa, en lille Republik, hvor alle Borgere ere i strængeste For- stand ligestillede og alle i lige Grad delagtige i Arbejde og Nydelse. : : Et saadant socialistisk Gonium-Samfund grundlægger 16 nye, idet hver af de 16 gamle Cellekroppe deles i to og denne Tvedeling tre Gange fortsættes; naar de 16 nye Familier ere grundlagte, skilles de ad. BE En Plantestat som denne frembyder vel den højeste Grad af socialistisk Ligestilling for de enkelte Celler, men den er tillige det laveste af alle Plante-Samfund, thi man vil se, at der ikke er Forskjel paa de 16: Celler, der danne det lille Selskab; de arbejde alle paa den selv samme Maade, og hver enkelt. af dem maa udføre alle de Arbeider, der ere fornødne for dens og Artens Existens, men en saadan Alsidighed kan lige saa lidt her som andre Steder føre til nogen høj Grad af Fuld- kommenhed; det gjælder nemlig her lige saa fuldt som i 435 de menneskelige Samfund, at det Trin, som Samfundet indtager i Henseende til Udviklingens Fuldkommenhed, "for en meget væsentlig Del staar i nøjeste Forbindelse med den mere eller mindre gjennemførte Deling af År- bejdet. Et Par Exempler, hentede fra Menneskelivet, ville maaske stille dette i et noget klarere Lys. Den vilde eller halvvilde Indianer, der flakker om i Brasiliens Skove, kjender ingen anden Arbejdsdeling end den, som paa naturlig Vis er knyttet til de to Kjøn eller de forskjellige Aldere; han maa selv udføre alle de Arbejder, som ere fornødne for hans Existens, bygge sin Bolig, forfærdige sine Vaaben og Redskaber 0. s. v., og alt dette er derfor af den mest primitive Art. Slutter han sig med sin Familie sammen med andre, saa er denne Horde et Samfund, der kan lignes med vor Gonium, i alt Fald i mange Tilfælde; thi endnu ere alle lige i enhver Henseende. Gaa vi derfra til en lille Landsby i Brasiliens Indre, ere vi komne et umaadeligt Skridt videre; Kultur- trinnet er et langt højere, og vi have Arbejdere i for- .skjellige Fag, om end mange Fag mangle, som vi finde andensteds, og om end to og tre Forretninger ofte forenes påa én Haand; jeg har saaledes set den samme Mand "være Skolemester, Blikkenslager og Urmager. Gaa vi nu herfra til Rio Janeiro eller til en af Europas Hovedstæder, hvilket nyt uhyre Spring! Medens vi i det indre Brasilien almindelig kunne finde, at den samme Mulat i den ene Ende af sin Venda sælger Tøjer og Baand, i den anden Flæsk og Mel, og desforuden er Apotheker, Jernhandler, m. m., såa finde vi nu Specialister af Kjøbmænd, Specia- lister af Fabrikanter og Haandværkere, Specialister af — Arbejdere i de enkelte Fabriker o.s.v. Haand i Haand med denne Arbejdets Deling gaar en stedse større Fuld- 28% 436 kommenhed i Arbejdets Udførelse; thi hvad er det, der gjør, at vore Instrumenter, Maskiner, Vaaben o.s.v. ere naaede til den Grad af Fuldkommenhed, som de ere, uden netop det, at hver Arbejder har sin specielle Opgave, i hvilken det derfor er ham muligt at naa saa meget desto videre? Kulturstadiet i et menneskeligt Samfund staar saa- ledes i alt Fald for en Del i ligefremt Forhold til Ar- bejdets Deling, men paa samme Maade forholder det sig ogsaa med Plantesamfundet. I den Gonium-Familie, vi ovenfor betragtede, er Arbejdet ens for alle Celler, og Samfundet staar uendelig lavt; den lille Plante (af Alge- slægten Oedogonium), som staar afbildet i Fig. 4, og som vi kunne finde lignende af i vore ferske Vande, er naåaet ikke lidt højere. Den er i dette Tilfælde dannet af ni Celler, det vil sige, saa mange Borgere arbejde påa dens og Artens Existens; men hver har allerede sin noget for- skjellige Forretning; den nederste uddanner sig til at "sørge for Samfundets Fasthæftning til andre Gjenstande; de to næste, der føre meget Bladgrønt og ere regelmæssig cylindriske, arbeide fortrinsvis i Ernæringens og Væxtens Tjeneste; den tredie (0) har en anden Form og røber derved, at den ogsaa har en anden Funktion; den er nemlig en kvindelig Celle, og dens Protoplasma er bestemt til-at skulle optage i sig de -mandlige Protoplasmakroppe, eller med andre Ord Sædlegemerne, for derefter at om- danne sig til hvilende Spore; den femte Celle har samme Form og Funktion, som den anden og tredie, men. den Gte og 7de (m) ere forskjellige fra alle de andre, nemlig ved at være meget lavere og. mindre, og de fungere ogsaa paa væsentlig anden Maade, som mandlige Celler; deres Cellehinder skulle til sidst sprænges, og deres Cellekroppe 437 ville derpaa lig Sværmerne tumle sig i Vandet for at søge hen til de kvindelige Celler og gjennem en Aabning i "disses Cellehinde søge ind til deres Krop. Den 8de Celle har samme Natur som den 2Zden og 3die, er ren vegetativ, og endelig er der en Yde Celle, den øverste næsten børsteformede, tilbage; hvad særlig Funktion denne har, tør vi ikke angive med Bestemthed; men at den har en, derom tør man være overbevist. Vi se altsaa her en lille Plante med ni Celler, der ere forskjellige i Form og tildels i "Indhold og i nøje Overensstemmelse hermed have forskjellige Opgaver at løse i Artens og den enkelte Plantes Tjeneste. Dog er Arbejds- delingen endnu ikke saa vidt fremskreden, at de ikke ogsaa alle skulle kunne tage fælles Del i visse Arbejder, og da de alle paa den øverste nær, indeholde Bladgrønt, saa tør vel antages, at de ogsaa alle tage Del i Tilbe- redelsen af Plantens Næring. Men en og den samme Celle kan dog ikke paa samme Tid udføre dette Arbejde og f. Ex. formere sig ved Deling;: den fordeler da disse sine for- skjellige Opgaver paa forskjellig Tid, og om Natten deler den sig, om Dagen assimilerer Fig. 4. den, om Natten dannes i Regelen Sværmsporerne, i Morgentimerne bryde de ud gjennem Cellehinden. " Gaa vi nu herfra til andre Planter, ville vi til en vis Grad finde, at jo højere Planten er udviklet, desto rigere er den paa Celleformer 08 desto yderligere er Arbejdsdelingen gjennemført. Hvilket uhyre Samfund af Celler dannes ikke af et enkelt Bøgetræ, et Samfund, der 438 tæller langt flere Individer end alle menneskelige Samfund tilsammentagne; hvilken Masse Arbejde og hvor mange- artet Arbejde er her ikke at udføre. I enhver Celle sidder, saalænge Cellen er levende, en lille Protoplasma- borger, som den vi betragtede paa forskjellige Udviklings- trin i en Græskarplante i Slutningen af forrige Afsnit (Side 392, Fig. 4, 5); for vore Blikke er der ikke megen Forskjel at opdage mellem alle disse Protoplasmakroppe, og dog arbejde de paa yderst forskjellig Vis; den ene bygger sig én Slags Cellehinde, den anden en anden, den " ene fabrikerer ét Produkt, den anden et andet; i Spidsen af hver. Gren sidder saaledes et Lav af Borgere, der kun have den Opgave at sørge for Længdevæxten og for- mere sig; den ene Deling udføres her efter den anden, og Cellehinden bliver altid yderst tyndvægget og Cellens . Form nærmer sig til Terningens. Men Væxt kræver Næring, og disse Celler maa have sig Næringsstof tilførte andensteds fra; vi have da andre Celler, der ikke dele sig som hine første, men hvis Funktion det er at sørge for Aandedrættet, for Dannelsen af Stivelse og andet Bygningsmateriale, saasom Sukker, Olie, æggehvideholdige Stoffer 0. s. v., og disse Celler have da ogsaa andre Former og en anden Beskaffenhed af Væggen; vi maa dernæst have andre Celler, som overtage Transporten af de producerede Fødemidler hen til de Steder, hvor der er Brug for dem, og disse Celler blive langstrakte og uddanne sig atter paa en anden Vis; andre lede Vand om- kring; atter andre tjene som Magasinforvaltere, der under Hvileperioderne gjemme den opsparede Næring, 0. s. v. 0.s.V., ja nogle (f. Ex- Korkcellerne) faa endog den Opgave at ofre sig for det hele Samfunds Vel, for at deres tomme 439 luftfyldte Cellehinder efter deres Død ligefrem kunne tjene dette ved deres fysiske Egenskaber. Jeg kan selvfølgelig ikke her give et Overblik over det uhyre store Antal af Celleformer, der forekomme i Planteriget; thi det blev at give et Grundrids af hele Plaånteanatomien; endnu mindre er jeg i Stand til at paa- pege, hvad særlig Rolle den enkelte af disse mangeartede Celleformer spiller i den hele Plantes Liv, thi derom vide vi endnu saa uendelig lidt. Kjendskabet til den blotte " Form og Bygning af Cellen, samt til Maaden, hvorpaa de forskjellige Celleformer optræde, gruppere sig og ordne sig i de forskjellige Planter, er det ikke vanskeligt at opnaa; men Opgaven maa være at forstaa, hvorfor den og den. Celleform optræder i den og den Plante, men mangler i en anden; hvorfor Cellerne ordne sig paa én Maade i én Plante, paa en anden i en anden; altsaa at forstaa den Forbindelse, som nødvendigvis maa existere mellem Arbejdet og Redskabet, mellem den enkelte Plantearts og Plantedels hele Livsforhold og dens ydre og indre Bygning. Om vi nu end allerede have opfattet enkelte grove Træk af dette Sammenhæng og f. Ex. kunne forstaa, at Karbundtsystemet er anderledes udviklet i en Vandplante end i en Landplante, fordi hin trænger mindre til fast Støtte og en kraftig Stamme samt mindre til et kraftig arbejdende System f. Ex. for Vandets Cir- kulation end denne, kunne forstaa den Rolle, Kork- dannelsen spiller, eller Betydningen af Spaltaabningernes Celler og forskjellige ejendommelige Dannelsesforhold hos saadanne og meget andet, saa er der dog her et uhyre Antal Spørgsmaal tilbage for Botanikeren at løse. Det maa ogsaa være nok paa dette Sted for det første at have antydet Opgaven og Maalet, og i dette Sammen- 440 hæng at have gjort opmærksom paa, at enhver af de mangfoldige Celleformer i en Plante er en Udprægning af en og samme Grundorganisme, hvilken vi omstændelig have gjort til Gjenstand for Betragtning, navnlig i første Afsnit, og at denne Udprægning er at opfatte som Følgen af en forskjellig Livsopgave, der faar et ydre Udtryk i den forskjellige Form eller, om man vil, Klædedragt, som Cellen ifører sig, i hvilken Henseende vi kunne sammen- ligne en Plante med en Arme; thi ogsaa en saadan er et Samfund, en sammensat Organisme med en vis, fysio- logisk, Individualitet og med en strængt gjennemført Årbejdsdeling; men medens vi i; dette Samfund vide Besked om hvert enkelt Medlems Funktion, naar vi se hans Klædedragt, saa ere vi endnu ikke komne såa vidt i' Planteriget; og endelig at have gjort opmærksom paa, at den forskjellige Grad, i hvilken Arbejdsdelingen finder Sted i Planteriget, først og fremmest staar i Forhold til den Fuldkommenhed, den enkelte Planteart overhovedet er naaet til, dernæst ogsaa for en ikke ringe Grad til hver enkelt Arts særlige Livsforhold (f. Ex. Vand- og Land- planter indenfor samme Slægt eller Familie). Med den højere Organisation i en Plante og den mere gjennemførte Arbejdsdeling følger tildels ogsaa, at de producerede Stoffer blive langt fuldkomnere, og det ville vi ogsaa finde udtrykte i de Produkter, som vi hente os fra Planteriget, og som næsten alle faaes af højere organiserede Planter. Dermed følger end videre, at der træder flere og flere Individualiteter af højere Rang frem i »Samfundet«, som vi maatte kunne sammenligne med vore menneskelige Staters Provinser, Amter, Kommuner etc.; thi saadanne ere de forskjellige Bladformationer (Løvblade, Kronblade, Støvblade o.s.v.), Grene, Haar 441 —0.8.v. Og med det samme følger endvidere her som i — Menneskelivet, at den enkelte Borger bliver i samme Grad afhængig af sine Medborgere som han bliver særlig ud- dannet. Hvordan vilde det vel gaa en af os, der ere op- voxede i et forfinet Kulturliv og ensidig uddannede, om vi pludselig reves ud af Samfundet og nu selv skulde skaffe os alt det, som var os nødvendigt blot til Livets Ophold? den udannede Indianer vilde her være uendelig bedre stillet end enhver af os. Jo mere den enkelte er ud- .dannet i en speciel Retning, desto mere afhængig er han ogsaa af andre, desto nødvendigere bliver Samfundslivet. I Planteriget gaar det ligesaa. Ingen højere Plante kan sende enkelte af sine Celler ud som Nybyggere, der kunne grundlægge et nyt Samfund; det er altid en hel Koloni, en Knop, i hvilken de forskjellige Lav ere repræsenterede, som udsendes, medens det derimod er en saare almindelig Ting hos de lavere Planter, at enkelte Celler (Sporer, Gonidier) tjene som Formeringsorganer og ere i Stand til alene ved egne Kræfter at stifte en Ny- bygd. Man vil deraf ogsaa se, at med den højere Or- ganisation nærme vi os mere til det Punkt at faa af den enkelte Plante en ny højere Enhed, et nyt Individ; men Høidepunktet naaes imidlertid ikke indenfor Plante- rigets Omraade, saaledes som i Dyreriget. Der er imidlertid ét Tilfælde, i hvilket det altid er en enkelt Celle, der maa tjene som Grundlag for en ny Plante, det er ved den kjønslige Formering. Hver Kim- plante, som voxer op, hver Ægspore, som spirer for at danne en Alge eller Svamp, hver Bregne, der bliver til som Følge af en Befrugtning, har som sin første Begyn- delse en eneste Celle, der vel at mærke er en nøgen Protoplasmaklump; først naar den befrugtende Celle har 442 udøvet sin Indvirkning, danner den en Væg om sig, og først da kan normalt den Celledeling tage sin Begyndelse, som fører til Kimplantens Dannelse") Hver Bøg, hver Græs- plante o0.s. v., ja hver eneste Plante, der er opstaaet ved en Befrugtningsakt, hvor højt organiseret den end siden bliver, har altsaa engang staaet paa det selv samme Trin som f. Ex. vor Protomyxa, det vil sige været en nøgen Protoplasmamasse, der jo rigtig nok i Almindelighed gjem- mes i et eller andet Rum i Moderplanten. Vore optiske eller kemiske Apparater have endnu ikke kunnet opdage. nogen eller dog kun liden Forskjel mellem alle disse mange Protoplasmamasser, og dog er den ene det mulige Grundlag for en Svamp, det andet for en Bregne, den tredie for en Bøg, den fjerde for en Rose o0.s.v. 0.s.v., og aldrig kan der af en af dem udvikle sig noget andet end det, som er ensartet med den Plante, i hvilken den opstod; og alle disse Protoplasmåaklumper ere atter til- syneladende kun lidet forskjellige fra Slimsvampens eller Protomyxens Sværmere eller fra Bathybius'en paa Havets Bund. Man vil heraf endvidere lære en anden Ting, nemlig den, at alle de Billioner af Celler, som vi kunne finde i en enkelt Plante, ere i Familie med hverandre; thi de have alle eénStammemoder, nemlig en af hine kvindelige alene af Protoplasma dannede Celler, som vi hos de højere Planter kalde Kimblæren, hos de lavere Ægcelle, Kimcelle o.s.v.F; men medens det ikke var nogen overvættes vanskelig Sag ") Man bør altsaa egentlig sige, at to Geller ere nødvendige, men den mandlige er i Regelen aldeles forsvindende i Volumen overfor den kvindelige. i ”) Se Warming, »Kjøns- og Befrugtningsforholdene i Planteriget«, dette Tidsskr., IV Række, Bd. 3 og 4. 443 at udrede Slægtskabsforholdene mellem Cellerne i f. Ex. de Planter, der afbildedes ovenfor Fig. 2, a og b, eller "ad vor Gonium (Fig. 3), hvem vil saa paatage sig dette " Arbejde i-et saa uhyre Samfund som et Bøgetræ; det vilde være det samme som at ville udregne Slægtskabsforholdene mellem alle Mennesker med Eva som Stammemoder. Alle. Cellerne i hver eneste Plante ere altsaa i Familie med hverandre; og hver Plante, om den end naar nok såa højt i Udviklingsgrad, staar altsaa i sin første Begyndelse paa det samme Trin som det, de laveste af alle Planter indtage gjennem hele deres Liv eller dog en meget stor Del af det. Darwinismen har i dette For- hold søgt en Støtte, og det er bleven udtalt, at enhver Plante (og det samme gjælder jo for øvrigt ogsaa Dyrene eller med andre Ord alle Organismer) saaledes i. korte og grove Træk i sin Udviklings Historie (Ontogenesen) -Tepeterer sin Nedstamnings Historie (Phylogenesen). Dette kan vel passe godt ind i Theorien, men det yder aaben- " bart intet Bevis for, at alle Planter (eller egentlig alle levende Væsener) ere i virkelig Familie med hverandre og det omstøder intet i den ældre Lære om selvstændige Skabelser. Vi maa nu her kaste et kort Blik tilbage paa Dyre- riget; thi hvad der i denne Sag gjælder for alle Planter, gjælder paa lignende Maade for alle Dyr og Mennesker "og paa lignende Maade altsaa for alle levende Væsener. " Jeg paapegede i mit første Afsnit, at fra de fritlevende j amøbeagtige Væseners Gruppe udstraalede til den ene Side Planteriget, til den anden Dyreriget. "Som hver af »den røde Snes« Smaakugler især kun deri er forskjellig fra den højeste Plante, at den er et enkelt Individ (Celle) paa et yderst lavt Udviklingsstadium, men denne 444 et Samfund af Individer som hin første, af hvilke hver især er speciellere uddannet, og derved en sammensat Organisme, et nyt højere mere eller mindre udpræget Individuum, såa er ogsaa enhver — selv den højst udviklede, dyriske Skabning og ethvert Menneske eg betragte som et Samfund af saa- danne Individer (Celler), lig dem, som vi fandt fritlevende i Form af Bathybius'ens eller Protomyxa”ens Protoplasma- kroppe; men hver af dem er ofte i umaadelig høj Grad- omdannet efter sit specielle Hverv, og i sin mest om- dannede Skikkelse er Cellen endog næsten ukjendelig, og det er kun ganske enkelte, saasom de farveløse Blod= legemer, der beholde Amøbernes Bygning, Selvstændighed og Bevægelighed; alle andre Elementer af det dyriske Legeme, saasom Muskler og Bindevæv, Haar og Overhud, Horn og Knokler 0o.s-v. 0.s. vere byggede op af Celler, som i deres første Begyndelse have været lignende Proto- plasmamasser, men senere have antaget yderst forskjellig Form og Bygning. Og fremdeles: paa samme Maade som hver Plante paa sit laveste Udviklingstrin er en lille Protoplasmå- kugle, paa samme Maade begynder ogsaa hvert eneste Dyr sin individuelle Udviklingscyklus som en lille Proto- plasmamasse, fra hvilken alle de det udvoxne Dyr sammen- sættende Celier nedstamme; vi kunne altsaa ogsaa sige, at hvert Dyr paa en Maade fremstiller en stor Familie, og vi kunne tillige slutte, at den laveste Plante og det laveste Dyr, eller den højeste Plante og det højeste Dyr paa deres laveste Udviklingstrin saa at sige ganske ligne hverandre. Men såa er der jo ingen væsentlig Forskjel mellem et Menneske og f. Ex. en Plante, vil mån maaske sige. 445 Jo, der er en uhyre Forskjel, som i alt Fald kan antydes med faa Ord. Tage vi Sagen rent naturhistorisk, er der altsaa den " Overensstemmelse,. at baade Mennesket og Planten be- staar af Celler, og at disse Celler i deres første Begyn- delse ere byggede paa samme Maade. Men Arbejds- delingen er langt mangfoldigere hos Mennesket, og Or- ganisationen langt højere; derfor opgive de enkelte Celler i langt højere Grad deres Selvstændighed, smelte sammen til større Organisationsdele , uadskillelige Helheder, til Væv, til Muskler, Nerver, Knokler 0. s. v. I Planten beholder hver Celle i langt højere Grad sin Selvstændig- hed, har sit eget -paaviselige Hus og har endog i større eller ringere Grad Evne til ene eller i Forening med andre at skille sig fra Samfundet for at .danne et nyt. Hver Plante er et Slags Samfund, men et republikansk, hvor hver Borger paa den skjønneste Maade virker for sig selv og for det almene bedste, og hvor alle ere ligeberettigede og ligestillede. I Modsætning hertil er Mennesket et Billede paa et Samfund, i hvilket der hersker den højeste Grad af Absolutisme og Centralisation; hvor Borgeren maa opgive ethvert Spor af Selvstændighed og Frihed for at gaa op i en anden højere, udelelig Enhed og for ubetinget at give sig hen som Tjener for den Konge, som er Statens eneste og myndige Hersker, for den udødelige Sjæl med de mange rige Evner, og for Aanden, det kongelige Princip, ved hvilket Mennesket er Naturens " Herre, og som har et guddommeligt Udspring, medens - Legemet, som Skriften siger, er kommet af Jord, eller, som Naturforskeren hellere vilde sige, er bygget op af — Protoplasma. — De vigtigste nyere Undersøgelser over For- tidens Pattedyr. II. Sydamerika og Nyholland. 4. Siden den bekjendte tydske Zoolog, Professor Burmeister, tidligere Professor i Halle, tog varigt Op- hold i Buenos Ayres som Bestyrer af Statsmuseet i denne By, har han udfoldet en stor Iver for at samle og be- arbejde de herlige Levninger af en tidligere, om end i geologisk Betydning nær, Tids Pattedyr, som ligge be- gravne — ofte som fuldstændig og ypperlig bevarede Ske- letter — i de Jordlag, der danne Sletterne om La Plata og som her hyppig komme til Syne ved lav Vandstand i Flodlejerne eller, ved Nedstyrtninger, i Flodbredderne, ligesom Tilfældet er med deres samtidige højt mod Nord i Sibiriens Lavland”). Med den almindelige Karakter af den postpliocæne sydamerikanske Pattedyr-Favna ville vore Læsere være fortrolige fra Professor Reinhardts fortræffelige Skildringer af »de brasilianske Knoglehuler«, som meddeltes i dette Tidsskrift for 6 Aar siden og der- for endnu ville være i temmelig frisk Erindring. Dyre- livet paa la Platas »Pampas« er endnu den Dag i Dag - 4) Jfr. dette Tidsskrift 4de Række, 4de Bind S. 232. 447 ikke væsentlig forskjelligt fra det paa Mellem-Brasiliens Højsletter; det er kun to Udviklinger af det samme i lidt forskjellige Retninger, to Provinser af ét zoologisk Rige, og QOverensstemmelsen synes i den Periode, som gik forud for den nærværende, og hvorom Talen her er, at have været snarere større end mindre. I det vi da for øvrigt henvise til den ovennævnte Skildring, der vil give Læseren et levende og fyldigt Indtryk ogsaa af den Dyreverden, som i den kvaternære Jordperiode beboede Sydamerikas sydlige Lavland, mellem det brasilianske Højland mod Nordost og det chileniske mod Vest, indtil ned mod Patagoniens Grænser mod Syd, og hvis Lev- ninger aflejredes i de Flod- og Deltadannelser, som efter- haanden forøgede dets Udstrækning, ville vi her kun til yderligere Orientering meddele en kort Udsigt over La Plata-Landets postpliocæne Favna, saaledes som denne nu er os bekjendt, navnlig afBurmeisters Afhandlin-" ger), og derefter gaa over til en nærmere Omtale af de Slægter og Familier, over hvilke disse Arbejder især have spredt nyt Lys. Af Rovdyr kjender man foruden den frygtelige »Sabelkat« (Smilodon eller Machairodus) Levninger af en anden stor og stærkt bygget Katteart af Tigerens Størrelse (Felis longifrons), to Arter af Ræve, ana- loge med den endnu levende »Pampas-Ræv« og med +) Især i »Annales del Museo Publico de Buenos Aires«, 1—9Yde Hefte, — 1864—71, i »Abhandl. d. naturf. Ges. z. Halle« og andre tydske Tidsskrifter. Tillige er her benyttet nogle Meddelelser af P. Gervais i »Zoologie et Paléontologie genérales« (1867—69) om de af Franskmanden Seguier for Pariser-Museet udførte Indsam- linger samt om de Undersøgelser, der vare begyndte af Bravard, som omkom ved Jordskjælvet i Mendoza 1861. Hans Navn er især knyttet til Opdagelsen af Typotheriet og til store Fremskridt i Kundskaben om Macrauchenierne. 448 » Andes-Ræven« eller »den magellanske Ræv«; et Stank- dyr (Mephitis) og en stor Bjørn, meget større end den nulevende Andes -Bjørn, ja endog større end Isbjørnen. Af Gnavere en »Tucutuco« (Gravemus, Ctenomys), en »Viscacha« (Lagostomus), en Kapivar (Flodsvin) samt to Cavier (repræsenterende begge Slægtens Under- afdelinger); - af Bæltedyr to Arter, analoge med de to nulevende i Landet forekommende Armadiller; tre 87 maer (den ene saa stor som Kamelen), et Navlesvin, en større og en mindre Hest, to Hjorte, en større og en mindre, analoge med de to nulevende Arter, af hvilké den'ene bebor Skovene langs Flodbredderne, den anden de aabne Pampas, og en Mastodont.. Men foruden disse Slægter, der enten endnu leve i de samme Egne eller dog i den samme Verdensdel eller — som f. Ex. Smilodon og Mastodon — vel ere helt uddøde, men i den Tid, da de færdedes paa Jorden, kunde glæde sig ved en stor Udbredning paa denne og derfor ere os vel bekjendte baade fra nordamerikanske og europæiske Ter- tiærdannelser”), fandtes der i hin ældre Pampas-Favna, ligesom i Brasiliens samtidige Campos-Favna, en hel Række Arter af uddøde Slægter og Familier, hvis Ud- bredelse aldrig har strakt sig uden for Amerika — kun for én Gruppes Vedkommende uden for Sydamerika, og endda kun til Vestindien og den sydligste Del af Nordame- rika 7%): 1) af Gumlerne de to store Grupper: Kæmpe- SJBA VI kunne vel her se bort fra, at Hesten førstigjen er kommen til Amerika for faa Aarhundreder siden, og at Smilodon ikke er ganske synonym, som Slægtsbenævnelse, med Machairodus. Jfr dette Tidsskrift for 1867, S. 345. 4) Der tænkes herved selvfølgelig paa Kæmpe-Dovendyrene. Jfr. S. 262—263 i dette Bind 449 Dovendyrene (8 Arter af Megatherium, Mylodon, Scelidotherium og Megalonyx) og Kæmpe-Bæltedyrene eller Skj olddyrene (12 Arter, hørende til 3 Slægter); 2) af Hovdyrene de interessante Macrauchenier, der med saa mange andre uddøde Former hjælpe til at udfylde Svælget mellem Hesten og Tapiren, og de besynderlige Toxodonter,. der, skjønt endnu kun ufuldstændig kjendte, dog synes at repræsentere en egen Gruppe af tykhudede Hovdyr, der rimeligvis ogsaa vil komme til at; omfatte Nesodonten og Typotheriet, der levede sammen med dem paa den sydligste Del af Amerikas Fastland eller maaske rettere i dettes Søer og Floder. - Blandt de uddøde Dyreslægter, om hvilke man ved Burmeisters Undersøgelser har faaet en Kundskab, som i Fuldstændighed overgaar de dristigste Forventninger, man tidligere kunde anse sig for berettiget til at nære, nævne vi først »Sabelkatten« (Smilodon) — denne Kulmination af Rovdyrnaturen, Repræsentanten for den til Yderlighed -drevne Blodtørst og Rovgridskhed — i alt Fald for den Legemsbygning, Tandvæbning osv., hvori denne finder sit Udtryk. Vel naar denne Retning over- " "hovedet sit Højdepunkt i Katteformen, ogsaa i den nu- levende Dyreskabning, men sin yderste Tinde naade den dog i Fortiden, i denne, man kunde fristes til at sige, excentriske Udvikling af Katteformen. Den vedføjede Af- bildning, der -er udført efter et Fotografi af det i Buenos 'Ayres's Museum opstillede næsten fuldstændige Skelet, som blev fundet af Dr. Muniz nogle Mil fra Hoved- staden”), vil oplyse, at denne uddøde Katteform var mere +) Kjøbt for noget over 2000 Rd. af Hr. W. Wheelwright, Entre- prenør for den argentinske Centralbane, og af ham foræret til Museet. Fjerde Række. V. ; 99 450 »knoglefør« og kortbenet, af en kraftigere, plumpere, mas- sivere Bygning end Tigeren, saa at den vel var noget større og en Del stærkere end denne, men tillige mindre hurtig og mindre smidig. Selv Løven, den stærkest byg- gede af Nutidens Katte, staar i Henseende til det robuste Fig.15. Skelet af Smilodon, indtegnet i dens formodede Omrids, i 1/57 af dens naturlige Størrelse (efter Burmeister; Halen tilføjet.) tilbage for Smilodon, og navnlig udmærkede Poterne og Kløerne, med hvilke Byttet skulde slaas til Jorden eller holdes fast, sig ved deres Styrke. For Huleløven — denne være nu blot.den ældre Form af den nulevende Løve eller en egen uddød Art”) — stod Smilodon derimod tilbage ikke alene i: Smidighed, men ogsaa i Størrelse og Styrke, men dens uhyre Hjørnetænder mere end gjenoprette Ligevægten imellem dem,. og Forrangen blandt alle Rovdyr, levende og døde, maa derfor vistnok indrømmes den. Rimeligvis overlod den sine mindre, hurtigere og smidigere samtidige Frænder det lettere og vævrere kjødrige Bytte af Heste, Lamaer, Hjorte og :) Om Huleløvens Forhold til Løven se dette Tidsskrift 4de Række, 4de Bind, S. 76. ? En 451 deslige — for ikke at tale om Tapirer, Navlesvin og Kapivarer — og søgte selv sit i de større Macrauchenier og Mastodonter — muligvis endog i de kæmpemæssige, mere eller mindre vel pansrede Kæmpe-Dovendyr og Kæmpe- Bæltedyr. Dette antager i det mindste Burmeister, og han udhæver, at hos ingen anden Art af Machairodus- Smilodon- Gruppen vare Overkjæbens Hjørnetænder saa udviklede (101 Tomme lange, Roden medregnet), og Mis- forholdet mellem dem og de forholdsvis smaa Hjørnetænder i Underkjæben (der i Form og Størrelse kun ere lidet forskjellige fra de spidse Fortænder)”) saa stort som " metop hos denne, den sydamerikanske Årt, den eneste, der levede sammen med store pansrede Pattedyr, paa hvis passive Modstand denne stærkere Angrebsevne kunde være beregnet, eller ved hvilken den efter de nu meget gængse Anskuelser kunde være fremkaldt. Smilodons øvre Hjørnetænder kunde da træffende sammenlignes baade i Form og Brug med »Brynjekniven« , hint uundværlige Led af den pansrede Krigers Rustning i Middelalderen. I det vi fremdeles henvise til den udførlige Omtale, som den berørte tidligere Skildring af Sydamerikas post- pliocæne Favna skænkede den mærkelige uddøde Hovdyr- (Tykhud)-Slægt, der har faaet Navnet Toxodon, erindre vi blot om, at det var plumpe lavbenede Dyr af Næse- hornens eller Flodhestens Størrelse og Proportioner, med en amfibialsk Levemaade og med højst ejendommelige, om intet sandet Hovdyr mindende Tandforhold. Visse — Forhold i Lemmernes (for Resten ufuldstændig kjendte) Bygning, som ere nærmere udviklede paa det anførte Sted, gjøre det umuligt at indordne den enten mellem Ej Sammenlign Afbildningen og Beskrivelsen af Hovedskallen i dette Tidsskrift for 1867, S. 343—453. GE 452 Klovdyrene eller mellem de egentlige Hovdyr.- Der er Grund. til at antage, at de vare femtaaede ligesom Ele- fanterne, men fra disse ere de i alle andre Henseender saa afvigende, at denne formentlige - Overensstemmelse Mas lg Overkjæben. Underkjæben, SÆR (gr, mu Fig. 16. Hovedskallen samt Tænderne i den ene Side af begge Kjæber af Toxodon, førstnævnte i omtrent !/; 7 af den naturlige Størrelse (efter Burmeister).) ikke kan benyttes som Tilknytningspunkt imellem dem. De repræsentere saaledes (ligesom AÅnoplotherierne og Dinocererne og maaske i højere Grad end Oreodon- tern e)") en aldeles forsvunden Hovedtypus inden for Hov- pattedyrenes formrige Række. Des værre . kjender man endnu ikke saa meget af deres øvrige Skelet, at man kan mane Toxodonterne helt frem af Graven og udkaste et Billede af deres hele Benbygning; men den her gjengivne ”) Jfr. S. 258 i dette Bind. 453 — Afbildning af en fuldstændig Hovedskal i Museet i Buenos Ayres giver dog en bedre Forestilling om dennes ejen- dommelige Fysionomi, end man tidligere kunde danne sig; og de vedføjede Skitser af Tandforholdene ville give den med disse Forhold hos andre Pattedyr og særlig hos andre tykhudede Hovdyr mere fortrolige Læser Lejlighed til lærerige Sammenligninger. — Hvor ufuldstændig vor Kundskab om Toxodonterne end er, og hvor afsondret man end efter det her fremsatte vil tænke sig deres Stilling i Hovdyrenes Række, kjender man dog, som alle- rede oven for antydet, et Par andre Slægter, der rimeligvis vare temmelig nær beslægtede med den, og som hver fra sin Side synes at ville kaste Lys over dens Slægtskabs- " forhold og systematiske Stilling. Den ene er Nesodon, af hvilken Slægt man fra Patagoniens (maaske til Dels ogsaa fra den argentinske Republiks) Tertiærlag mener at kjende Levninger (Kjæbedele, Tænder) al /Æ Arter af Faarets, Lamaens, Zebraens og Næsehornens Størrelse. Hovedskallen havde en meget lignende Førm som hos Toxo- don, og der var fremdeles stor Lighed i Tandforholdene, men med den Ændring, at Tænderne vare fuldstændig til Stede alle 44 (nemlig 3 mejseldannede Fortænder af normal Stør- relse, en Hjørnetand og 7 Kindtænder af en noget mindre simpel Bygning end hos Toxodon, i hver Kjæbehælvte) og dannede en uafbrudt, sluttet Række ligesom hos Anoplothe- rier, Macrauchenier og Oreodonter. Tandforholdene våre altsaa hos Nesodonterne mere normale; disse knyttede, kan man gjærne sige, atter Baandet. mellem de mere abnorme Toxodonter og de andre tykhudede Hovdyr. — Paa den samme Jordbund eller i de samme Sumpe levede end videre = Mesotheriet eller Typotheriet, af hvis næsten en Fod 454 lange Hovedskal vi her ligeledes give en Afbildnimg; og skjønt Gervais anser det for nærmest beslægtet med Harerne, med hvilke dets Hovedskal unægtelig frembyder paafaldende Ligheder, synes det dog temmelig klart, at =D N SATA 7 od =D) NISSEN HH / P SANNE SD SNO øv ) : tt 2 BØ re TOG] mr DØ 2 ed L FE—=—— .. Underkjæben. Fig 17. Hovedskal og Tandformel af Mesotheriet, førstnævnte i omtrent !/, af den naturlige Størrelse (efter Gervais). dette Dyr maa have været et tredje Led af Toxodon- Gruppen, men endnu mere aåabnormt, endnu mere gnaver- agtigt end de egentlige Toxodonter. Sammenlignede med disses ere Tænderne, som man vil se, yderligere indskræn- kede i Antal, saa at der kun er bleven 5 Kindtænder tilbage og et stort Mellemrum mellem dem - og Fortæn- derne, hvoraf der kun er ialt 2, og af hvilke Overkjæbens — svarende til de brede midterste Fortænder hos Toxodon, men endnu bredere, da de tillige raade over den Plads, 455 "der hos denne var indrømmet de ydre — især udmærkede sig ved deres brede og gnaveragtige Form. Af Mesotheriets øvrige Benbygning kjender man allerede en Del, og skjønt .man endnu ikke har vovet at rekonstruere det helt, véd man dog, at det (som man ogsaa formødede om Toxodon) havde 5 Tær i hver Fod. — Enkelte Naturforskere have under deres Søgen efter Toxodonternes nærmeste Frænder "ogsaa peget hen paa de smaa Fjældgrævlinger eller Da- maner (Hystrix) i Afrika og. det vestlige Asien, disse smaa Tykhude i Gnaverdragt; og er der end ikke noget nærmere »Slægtskab« mellem dem og Toxodonterne, Neso- donterne o.s.v., saa er der dog for saa vidt en vis Pa- rallellisme, som de begge hver paa sin Vis tilvejebringe en vis Tilnærmelse mellem Gnaverne og Hovdyrene og som gnaverlignende eller med Gnaverne analoge Hovdyr udfylde lidt af det store Svælg, som ellers adskiller de med Po- ter og de med Hove udstyrede Pattedyrs store Grupper. Om Mesotheriet antager Gervais i øvrigt, at det var endnu mere Vanddyr end Kapivaren (Flodsvinet), og han gjør opmærksom paa, at det med sine Fortænder maa have kunnet gnave Træ trods Bæveren,”) Vi skylde fremdeles Burmeister det samlede Bil- lede af Macraucheniens Benbygning og almindelige Ud- seende, hvorved dette for ikke mange Aar siden kun af enkelte Hvirvler og. Lemmeknogler kjendte Hovdyr træder ") Medens dette:nedskrives, indløber der Efterretning om Opdagelsen i Syd-Patagoniens Tertiærlag af en femte Slægt af tykhudede Hovdyr, der er bleven døbt Homalodotherium. Den havde det fulde Antal Tænder (44), og disse dannede en sluttet Række med jævn Formovergang fra de forreste Fortænder til de sidste Kindtænder. Den skildres som beslægtet med Næsehornene gjen- nem Hyracodon (S. 257), fjærnere med Macrauchenia og endnu fjærnere med Nesodon og Toxodon. 456 ind i Rækken af dem, om hvis Fysionomi vi kunne danne os en ret god Forestilling. Største Delen af dens Ben- bygning har man tillige kunnet studere i alle dens Enkelt- heder, sammenligne disse med andre bekjendte Hovdyr-. typer og saaledes komme til temmelig bestemte Anskuelser . med Hensyn til dens Slægtskabsforhold og Analogier til - forskjellige Sider, dens deraf betingede Plads i Systemet, sandsynlige Levemaade osv. < Det fremgaar da deraf ” Fig. 18. Benbygningen af Macrauchenia (de ubekjendte Knogler restavrerede efter de nærmest beslægtede Dyr), indtegnet i dens formødede Omrids, 1/3g af den naturlige Størrelse. (Efter Burmeister med nogle Smaaforandringer.) med tilstrækkelig Klarhed — hvad for øvrigt ogsaa er ud- talt i den oftnævnte Afhandling af Prof. Reinhardt — atMacrauchenierne (der i Størrelse dels kunde sammen- lignes med Hesten, dels overgik denne betydelig) hørte til samme Gruppe af tretaaede Hovdyr som Næsehornen, Tapiren og de uddøde Palæotherier, men dog i flere Hen- seender dannede en Overgang til Hestene, hvis nulevende 457 Former jo ere enhovede, men hvis uddøde (Hipparierne) vare udpræget tretaaede og trehovede,f) Denne Tilnær- melse viser "sig især i Hovedskallens Form, til Dels ogsaa i Tandforholdene, men der er ved Siden deraf Træk, som ere mere eller mindre ejendommelige for Macrauche- nien "og give denne Slægt en selvstændig Stilling i Hov- dyrenes Række, ophøjet over at være en blot og bar Mellemform mellem Hest og Tapir. Det er vel nærmest Hestens Hoved og Krop og Tapirens Lemmer; men dertil kom (foruden en Ændring af Kindtændernes Byg- ning og Beskaffenhed, hvorved disse vel nærmest kunne Fig. 19. Hovedskallen og Tandrækkerne (Kindtænderne i Over- og Under- kjæben)%+) af Macrauchenia (førstnævnte formindsket henved 7 Gange). (Efter Bravard og Burmeister.) siges at staa imellem Hestens og Næsehornens) det luk- kede Tandgærde, d. v. s. at Kind-, Hjørne- og Fortænder danne i begge Kjæber en sluttet Række uden den hos ”' Jfr, S. 275—76 (dette Bind). Der kan her erindres om, at man i Universitetets zoologiske Musæums palæontologiske Afdeling vil finde Skeletdele af Typotherium, Toxodon (i Afstøbning), Smilodon, tal- rige Levninger af -Glyptodonter, adskillige Knogler af Pikermidyr, Afstøbninger af de store nyhollandske Dyrs Hovedskaller osv. %”t) IStedet forde manglende forreste Kindtænder sees kun Tandhulerne. 458 Hovdyrene almindelige Afbrydelse foran i Siderne af Munden; fremdeles den forunderlige Stilling af de ydre Næseaabninger, ikke i Snudespidsen, som ellers, men højt oppe i Panden, lodret over de indre! Og endelig havde denne mærkelige »Tapirhest«, som vi vel kunne for- svare at kalde den, en lang, stærkt bygget Giraffe- eller Lama-Hals — en blandt de i Almindelighed kort- halsede, egentlige (tykhudede) Hovdyr-jo ellers ukjendt Ud- dannelse, men som påa en Maade savnedes der, da den jo forekommer hos de nysnævnte langhalsede Former af Hov- dyrenes anden Række: de drøvtyggende Klovdyr. »Tapir- hesten« har derfor vist nok baaret sit Hoved højt og sin Hals strakt lige i Vejret: som Lamaen, og skjønt man af Næseborenes Stilling kunde slutte til en amfibialsk Levemaade hos den, er der megen Sandsynlighed for, at den paa Giraffers Vis har hentet sin Føde paa Træerne — gribende om Kvistene med en kort Snabel som Tapiren eller med udstrækkelige Læber og Tunge som Giraffen, og afbidende dem med de dertil vel skikkede Fortænder. Tilstedeværelsen af en Snabel har man især sluttet sig til af de dybe Muskelindtryk paa Hovedskallen omkring og bagved Næseborene (slgn. Fig. 19), ja denne Snabel skulde endog være baade tykkere, længere og bevægeligere end Tapirens. Det falder imidlertid noget vanskeligt at anbringe denne Snabel uden at give Billedet af »Tapir- hesten« et altfor unaturligt Udseende, og man kan heller ikke godt forlige dens Tilstedeværelse med Næsehulens Retning lige opad, tværs igjennem Ansigtet, i Stedet for paa langs som hos andre Dyr, saa at denne Del af dens Byg- ning såa vel som de særegne Livsforhold, for hvilke den har været Udtrykket, endnu ere temmelig gaadefulde. I Hurtighed og Lethed overgik Macrauchenierne uden Tvivl 459 baade Tapiren og Næsehornen, men stod paa den anden Side langt tilbage for Hesten i denne Henseende. IKundskaben om Kæmpe-Dovendyréne er der hidtil ikke ved disse Undersøgelser sket større Fremskridt, men denne Kundskab var jo ogsaa tidligere skredet ualmindelig langt frem, da man i det mindste af de to Slægter (My- lodon og Megatherium) kjendte det hele Skelet i alle "sine Enkeltheder. Kundskaben om den analoge Gruppe af Gumlernes anden Hovedafdeling, Kæmpe - Bælte- dyrene eller Skjolddyrene, stod derimod i Sammen- ligning dermed tilbage. De Afsnit af Burmeisters År- bejde, der handle om disse mærkelige store planteædende, »bælteløse Bæltedyr« (om man saa kan sige) med Graveklør (fortil) og Klumpfødder (bagtil), ere derfor af særlig Vigtighed, uagtet det endnu ikke er sluttet — især de sidste Hefter, der have bragt os de smukke Afbildninger af Glypto- donternes Benbygning og Panserdække, der saa langt over- gaa, hvad man tidligere besad, og hvoraf vi — des værre i meget formindsket Maalestok — gjengivetre: den ene (Fig.20) forestillende Skelettet af Panochthus tuberculatus ind- tegnet i Dyrets Silhuet med Antydning af Ryg-, Pande- og Halepanseret, den anden (Fig.21) Ryg- og Halepanseret af det samme Dyr, den tredje (Fig. 22) de samme Dele af en Hoplophorus. Det er saaledes nu muligt at danne sig en meget tilfredsstillende Forestilling baade om disse Dyrs al- mindelige Udseende som levende og om Enkelthederne i deres indre Benbygning. Åt man kan rekonstruere dem saa fuldstændig og saa nøjagtig, skyldes dels den. Lethed, hvormed større Dyr overhovedet kunde begraves fuld- stændig i Alluvialdannelser som de, der danne la Platas »Pampas«, i Modsætning til den stykkevise og ufuldstæn- "dige Tilstand, hvori de som- oftest forekomme i Hulerne, Fig. 20. Skelet af Panochthus tuberculatus. 1/3, af den naturlige Størrelse. (Efter Burmeister.) : Fig. 21. Samme med sit Panser paa. (Efter Burmeister.) Fig. 22. Panseret af Hoplophorus. (Efter Burmeister.) (omtrent 1/,2 af den naturlige Størrelse). 461 dels den heldige Omstændighed, at man ikke længere alene er henvist til at studere de enkelte Brudstykker, der ere bragte til Evropas Musæer, i Almindelighed udgravne af Folk uden den fornødne Kundskab og Forstand paa deres Behandling, men har kunnet anstille Undersøgelsen i selve disse Dyrs fordums Hjem og saaledes mere eller mindre umiddelbart kunnet lede eller dog paavirke de- res Opsøgelse, Bevaring og Behandling. — Havde man nu et af disse Dyr staaende for sig med Hud og Haar, som man plejer at sige (Haarene vare rigtignok kun til- stede som enkelte tykke Børster paa sine Steder), vilde Opmærksomheden først henledes paa det hos nogle Arter tykkere, hos andre tyndere Panser, sammensat af tæt sammenfalsede kantede Benplader med forskjellig Skulptur (dels efter Arterne, dels efter Pansrets for- skjellige Regioner) og dækket med Hornskjolde af til- svarende Omfang, maaske med endnu finere udarbejdet Overflade... Skjønt ordnede i regelmæssige Tværrækker dannede disse Plader dog ikke «Bælter«; kun paa Siderne af Rygskjoldet, nærmest ved dets nedre Rand, var der hos de fleste Arter indskudt saa megen blød Hud imellem " dem, at der tilvejebragtes en ringe Bøjelighed af Pan- serets Rand ind efter. Ogsaa Halen havde sit særlige benede Hylster; hos nogle Arter var det lige til Spidsen sammensat af f. Ex. 9 Pladeringe, der stundom løb ud i kredsformig ordnede Benknuder eller tykke Bentorne, hvorved Halen fik nogen Lighed med den tornede Hale "hos visse Jordleguaner; hos andre mere langhalede Arter (Fig. 20—22) var den kun i sin inderste og tykkeste Del be- skyttet af et sligt bøjeligt Ringpanser af 6—7 Ringe, men for øvrigt omsluttet af et cylindrisk eller i Spidsen kølleformig opsvulmet Rør, dannet af smaa Benkorn, blandede med 462 større Benrosetter”). Mellem Hale- og Rygpansret var der ikke nogen umiddelbar Sammenhæng, men kun en Hudforbindelse. End videre var Panden: og Issen ligesom hos mange Bæltedyr dækket af et Skjold af Benplåder, ligeledes Kinderne og Lemmernes Yderside fra Albu og Knæ ned efter, og hos de fleste Arter i det mindste fandtes der et temmelig stort Bugskjold") af lignende Bygning, omen hvis Smaastykker bære tydeligt Præg af at have ligget helt skjulte i. og dækkede af Huden, ikke yderlig som i de øvrige Panserpartier, Man vilde end videre lægge Mærke til det førunderlig høje og tykke Hoved med den korte: og brede Snude, hvormed disse mægtige Dyr rodede om i den opkradsede Jord for at finde Plante- knolde, Løg eller Rødder af en for deres lange Tand- række af 8 Maletænder i hver Kjæbehælvte "=4) tjenlig Be- skaffenhed; og Blikket vilde til sidst vende sig imod deres lave, stærke Lemmer og stanse ved den usædvanlige For- skjel mellem Forfødderne med deres brede Graveklør og de plumpe elefantagtige Klumpfødder med hovagtige Negle paa Bagfødderne. Skjolddyrene vilde ikke som Nutidens mere vævre Armadiller kunne unddrage sig vor generende Opmærksomhed ved hurtig at grave sig ned i Jorden, ") Der indtraadte i dette Tilfælde en Sammenvoxning af det til- svarende Hvirvelparti til et Stykke. Paa Grund af Tilstedeværelsen af dette dobbelte Skjold, — Ryg- og Bugskjoldet, ligesom hos Skildpadderne, — i Modsætning til Bæltedyrene ;Armadillerne), der kun have Rygskjoldet, benævner Burmeister dem Biloricata. At det store uddøde Bæltedyr, som Lund kaldte Chlamydotheriet, dog for en Del udfylder Gabet mellem Glyptodonterne og de ægte Bæltedyr, er antydet af Reinhardt paa anførte Sted S. 328—29. (Bugskjoldet er udeladt af Figur 20 for ikke at gjøre den for indviklet.) """) For at skaffe Plads til denne lange Tandrække i det korte Hoved er Ganen forlænget, tilbage helt hen under Nakkedelen af Hoved- skallen, påa en meget paafaldende Maade. x% ne IEGGRE Å 463 dertil vare de for store, for tunge, for uformelige, uden Tvivl ogsaa for sløve og for langsomme; mod det eneste Angreb, de havde at frygte, Smilodontens, satte de den seje »passive Modstand», trykkede sig ned i det Jord- hul, som de havde opkradset om sig og under sig med deres Forpoter, trak det vel pansrede Hoved tilbage i den store Port for paa Skjoldet og klemte fremdeles paa Skildpadders Vis Fødderne saa vidt muligt ind under dets beskyttende Rande; stolende påa deres Masse, Tyngde og Haardhudethed maatte.de saa lade det kommé an paa, om'deres Fjende kunde gjennembryde deres Panser eller kun afmægtig ødslé sin Muskelstyrke og sine »Brynje- knive« paa dem; bide fra sig kunde Skjolddyrene jo i alt Fald ikke, og kunde de end kradse med deres Klør, vilde dette dog næppe være af Betydning lige over for en Fjende af denne Beskaffenhed (Fortællingerne om, at selv Jaguaren skulde bukke under for den store Myreslugers Favntag, stemples jo nu som Fabler.) Udvider man dernæst Undersøgelsen til den indre Bygning, vil man først lægge Mærke til Hovedskallens ejendommelige Form og særlig til den lodret nedstigende Kindbuegren, der beskyttede de kraftige Tyggemuskler; men end mere vil man blive slaaet af den blandt Patte- dyrene aldeles enestaaende skildpaddeagtige Sammenvox- ning, om ikke af alle, saa dog af de fleste af Halsens og Kroppens Hvirvler; den første Halshvirvel, der bærer Hove- det, er fri, de næste 4 eller 5 derimod sammenvoxne, den sjette enten fri eller sammenvoxen med de fore- gaåaende; den syvende og de to første Brysthvirvler danne atter et hele for sig, der ved en meget bevægelig Led- forbindelse er forbundet med det lange Benrør, som dan- nes af de 9—11 følgende Brysthvirvler; et fjerde dannes 464 BE 0 "af samtlige Lænde- og Bækkenhvirvler. Bevægeligheden " mellem denne Hvirvelgruppe og den foregaaende var endda kun ringe, derimod betingede Leddet mellem 2den og 3dje Brysthvirvel Hovedets Bevægelighed, gjorde det muligt at strække det frem og atter paa Skildpadders Vis trække det ind i Pansrets forreste Aabning. Og endelig forbavses man over de i Sammenligning med Brystkassen. enormt | udviklede Bækkenknogler, der baade fra Hofte- og Sæde- benene sende brede mægtige Benpiller op imod Rygpansret for at bære dette, i hvilket Øjemed der ydermere fandt en virkelig Sammenvoxning Sted mellem deres Endeflader og Pansrets Inderside. — Af de Forskjelligheder, der karak- terisere de enkelte Slægter, skal her exempelvis nævnes Tæernes Antal: Panochthus og Hoplophorus havde kun 4 Tær paa alle Fødder: Indertaaen (Tomlen) mangler nemlig baade for og bag, som man vil kunne se det af Fig. 20; hos de egentlige Glyptodon-Arter, der des- uden ere endnu mere lavbenede og kortfodede end de to andre Slægter, fandtes derimod alle 5 Bagtær, og den manglende Finger paa Forfødderne er ikke Tomlen, men Lillefingeren. Det vilde føre os for vidt at gaa ind selv påa de mere iøjnefaldende Forskjelligheder i Benbyg- ningen, hvorved man kan henføre løse Hovedskaller og de vigtigere Skeletdele til hine 3 Slægter. Derimod bør vi endnu udhæve, at Panochthus og Glyptodon (til hvilke de større Arter hørte) havde et meget tykt, "højt "hvælvet, næsten kuglerundt Panser (Fig. 21), de mindre Hoplophorer derimod (jfr. Fig. 22) et lang- strakt, nedtrykt, ovalt, mere armadilagtigt (højst 2 Alen langt) Panser%); at Panserpladerne i hver af disse Slægter ”) Bugskjoldet er ikke endnu iagttaget hos nogen Hoplophor og har muligvis manglet; derimod fandtes det hos begge de to andre Slægter som et sammenhængende, vel afgrænset Stykke. 465 | tillige - havde sin særegne Skulptur (jfr. Fig. 21 og 22), hvorved det i Reglen bliver let at henføre selv Brud- — stykker deraf til deres rette Slægt; og endelig erindre om de oven for antydede Forskjelligheder i Halens Form og Pansring, der have afgivet letopfattelige Artsmærker for dem i levende Live. Disse Antydninger maa være til- strækkelige til at give et Overblik over de vigtigste Form- forskjelligheder i denne fra Jordens Overflade forsvundne store Gumlerfamilie og et Indtryk af den Mangfoldighed, hvormed ogsaa den var udmejslet af Naturens Skaberhaand. 5. At Nyhollands Favna af Landpattedyr har et ganske eget. Præg, er vel bekjendt. Foruden den halv- vilde Dingo-Hund, der muligvis er indført af Urboerne, en Snes Arter af Flaggermus og c. 30 Gnavere (til Dels af særegne Slægter)”) har Nyholland og van Diemens Land ingen Abe, Rovdyr, Hovdyr, Klovdyr, Gumler 0, S. V., kort sagt, ikke andre Landpattedyr end Pung- dyr og Næbdyr, tilsammen dog over hundrede Arter, af hvilke kun 3 tilhøre den sidstnævnte højst ejendommelige Gruppe, som under alle Omstændigheder staar Pungdyrene . meget nær og maaske kan betragtes som det laveste eller mest afvigende Led i deres Række. Grænsen for dette Pungdyrenes Rige er for saa vidt ikke ganske bestemt, som det har sendt enkelte Fortropper ud over sine egentlige Enemærker til Ny- Guinea og de østligste af Molukkerne, hvor de mødes med de sidste Forposter af den indiske Favna. Ny- Guinea har saaledes flere Årter af Pungaber, to Trækænguruer, en ægte Kænguru, en Punghare og en Pungmus; Ambojna, Ternate og ”) Hydromys, store Vandrotter, og Hapalotis, en egen Type af -Springmus. Fjerde Række. V. 30 466 e Celebes have ligeledes. hver nogle Arter, Timor og Banda i det mindste hver en Art af Pungdyr. Paa den anden Side ere jo Pungdyrene heller ikke indskrænkede til det australske Rige: Pungrotternes talrige Gruppe er ud- bredt over største Delen af Amerika, for-ikke at tåle om hvad der var Tilfældet i tidligere Jordperioder her i. Europa, som nærmere paavist i et tidligere Afsnit af denne Afhandling. Meget har der været tænkt om og talt om den dybere Betydning af den Kjendsgjerning, at Pattedyr- livet paa Nyholland indtager dette forholdsvis lave Stand- " punkt, har dette gammeldags Præg; om detertet Bevis for, at denne Verdensdel er den ældste, og at derfor den gamle Tingenes Tilstand, om end i forynget Skikkelse og under videre udviklede Former, der -har kunnet holde sig ved lige, næsten fri for al fremmed Indblanding; men den Omstændighed, at det kun er for Pattedyrenes og ikke tillige for Fuglenes, Krybdyrenes eller Insekternes Ved- kommende, at den australske Natur bærer dette lavere, ufuldkomnere Præg, synes at gjøre slige Betragtninger temmelig ørkesløse. Heller ikke Owens aandrige Indfald, at Australiens Pattedyr ere Pungdyr paa Grund af Tørken, der vilde gjøre det umuligt for almindelige Pattedyr at fore=, tage lange Vandringer for at finde Vand, naar de ikke imedens vilde lade deres Unger omkomme af Tørst hjemme i Hulen, vil kunne staa sig for en nærmere Prøvelse. Vi lade os hellere nøje med selve Kjendsgjerningen uden at spekulere yderligere over dens mulige Aarsag. Det maa være nok at erindre om, at strængt taget er det hverken Pungen eller »Pungknoglerne« (som de kun have til fælles med Næbdyrene), som karakterisere Pungdyrene, men et ejendommeligt Forplantningsforhold, hvorved de ligesom fjærne sig fra de andre Pattedyr og nærme sig de Kryb- 467 dyr, der føde levende Unger, og et dertil knyttet ejen- dommeligt Opfostringsforhold, der bøder paa den ufuld- komne Tilstand, hvori Ungerne fødes; men at dertil end videre slutter sig en Række Ejendommeligheder i den indre Bygning og særlig — .hvad der nærmest har Betydning for os ved denne Lejlighed — i Hovedskallens og over- . hovedet i Skelettets Bygning, hvorved selv løse Hoved- skaller eller Dele af disse og andre Knogler blive let kjendelige som tilhørende Pungdyr, hvilken Legemsbygning, Tandbesætning 0. s. v. disse end ellers have haft. Thi det er det interessante ved denne Gruppe, at den Frihed til at udvikle sig i næsten alle mulige Retninger, som var den givet derved, at den saa godt som var Eneherre over Pladsen, er bleven rigelig benyttet: ingen anden Pattedyrorden frembyder en lignende Forskjellighed, saa store Modsætninger i Bygning, Størrelse, Udseende som denne, ingen anden har bredt sig over et saa stort Om- raade af forskjellig Levemaade og Tilpasning til for- skjellige Livsbetingelser, med stadig Overholdelse af en fælles Grundform; og de Navne, hvorved man har søgt at udtrykke disse Forskjelligheder: Pungmus, Pungabe, Pungrotte, Pungodder, Pungvæsel, Pungbjørn, Punghare, o. s. v., røbe noksom, hvor ufuldkomment de end udtrykke, hvad de tilsigte, paa hvor mange Punkter der i hele denne lange Kjede af Former med det forskjelligste Fysionomi, Tandudstyr, Fodform , Leve- og Bevægelsesmaade -0.s.v. gjør sig Ånalogier gjældende med Dyr af de forskjelligste Pattedyrgrupper, saaledes at man til en vis Grad kan sige, at baade Aber, Insekt- ædere, Gnavere, Rovdyr, Drøvtyggere o.s.v. ere repræ- senterede inden for denne ene Pattedyrorden, der paa sin ejendommelige Maade gjentager dem alle. Det er 30= 468 endnu skjult for vort aandelige Øje, hvorfor næsten alle andre Pattedyrgrupper ere blevne stængte ude af dette Ørige, og saå. godt som kun Pungdyrene have kunnet faa Fodfæste paa det, men let forstaaeligt, at dermed var. det givet, at Pungdyrformen maatte bøjes og tillempes påa mangfoldige Maader for at repræsentere Pattedyr- livets forskjellige Sider, efter en ganske anden Maalestok end det kunde blive. Tilfældet med de andre Pattedyr- grupper, der aldrig optræde isolerede, men i hinandens Selskab, og derfor supplere hverandres forskjellige Ret- " ninger; den hele Mangfoldighed og Alsidighed, som andre Steder er fordelt paa den hele Pattedyrklasse, samlede sig her i Nyholland (og Tasmanien) inden for denne ene Gruppe. Til Sammenligning med Forholdene andre Steder f. Ex. i Sydamerika har det derfor en særdeles Interesse at kjende noget til Pattedyrlivet paa Nyholland i den Jord- periode, der gik forud for den nærværende. Des værre lader det ikke til, at Dyrelevninger fra denne Periode findes der i den fuldstændige og sammenhængende Tilstand, hvori de temmelig ofte findes i den sydligere Del af Syd- amerika; de Levninger, der hidtil ere komne for Dagen og indlemmede i Musæerne i Australien: og i Moder-. landet, have i Almindelighed en temmelig fragmentarisk Karakter; ved Flid og Udholdenhed, ved taalmodig Sam- menstykning og Sammenligning lykkes det dog ogsaa at bringe noget ud af. dem, og de Resultater, der ere frem- komne, stemme mærkværdig godt. med dem, som f. Ex. Sydamerika har givet os. Alle") hidtil fundne Pattedyrknogler, Tænder o. s. v. ") Som Undtagelse herfra nævnedes tidligere Mastodonterne, hvoraf Owen havde faaet en Tand af en rejsende (Grev Strzeleski), der ogsaa havde bragt ham andre utvivlsomme nyhollandske 469 fra nyhollandske Huler, udtørrede Søer 0. s. v. ere af Pungdyr og til Dels af de samme Slægter, som leve endnu; der er saaledes fundet Levninger af talrige (17) Kænguru=Arter, der i Størrelse til Dels overgik de nu Jevende, af Kænguru-Rotter, af 6 Vombater af Størrelse som, eller i denne Henseende kun lidet forskjellige fra, de nulevende (til Dels ikke til at skjelne fra disse) og des- uden 3 større Arter, hvoriblandt Kæmpe-Vombaten, saa stor som en Tapir og derfor næppe et gravende Dyr som de nulevende; fremdeles en Pungabe, en Pungulv (Thylacinus, en Slægt, der nu er indskrænket til Tas- manien), en Pungmaar (Dasyurus laniarius), større end den største nulevende Art, den tasmanske Pungjærv (D. ursinus); men foruden med disse Levninger af Arter, mellem flere af hvilke og de nulevende der maa håve bestaaet det allernøjeste Baand, har Richard Owen”) efterhaanden gjort os bedre og bedre bekjendt med 3 aldeles uddøde Slægter, af hvilke der i Nutiden end ikke lever nogen nær paarørende, og hvis Plads i Systemet og Rolle i Naturen det derfor er forbundet med større eller mindre Vanskelighed at præcisere. De udmærke sig alle — mere eller mindre — ved deres Størrelse frem for Nutidens Pungdyr, og de vise altsaa, at baade i denne Henseende og i Henseende til Levemaade og Bygning bredte denne fossile Knogler; men Grev S. havde ogsaa været i Sydamerika, og det anses nu for afgjort, at en Fejltagelse bavde fundet Sted, og at den formentlige M. australis ikke er andet end Humboldts M. andium. Ogsaa en Knogle af et Myrepind- svin (Echidna) er fundet i en nyhollandsk Hule. »On the fossil Mammalia of Australia«, 7 Afhandlinger i »Philo- sophical Transactions of the Royal Society« fra 1858 til 1873; de to første og den fjerde handle om .»Pungløven«, Nr. 3 og 5 om Diprotodon og Nototherium, Nr. 6 og 7 om de fossile Vombater., "Nr. 8 og 9, der ere under Trykning, om de fossile Kænguruformer. x hd 470 Orden sig i Fortiden over et endnu større Omraade end i Nutiden. Den ene af dem, (Diprotodon) "kunde i Størrelse, Legemsbygning 0. s. v. sammenlignes med de store tykhudede Hovdyr; dens Kindtænder, der staa Kæn- guruens nær, men derved heller ikke langt fra Tapirens eller Dinotheriets, røbe, at den er en Planteæder, og skjønt der aldeles ikke er Grund til at tillægge den Elefantens Snabel, saa lidt som den havde dens Stødtænder, og Fodformen er os ganske ubekjendt, synes Benævnelsen »Pung-Elefant« lige saa godt at kunne forsvares for denne store, korthalsede, " højbenede Mellemform (Fig. 24) mellem Kænguru og Vombat som Benævnelsen »Pungabe«, »Pungrotte« 0. s. v., der jo kun ere Udtryk for lige saa haltende Sammen- ligninger. Nototheriet var vel i Hovedsagen kun en mindre og noget sær Udgave af Diprotodon af Næse- hornens Størrelse; derimod var »Pungløven« (Thyla- coleo) efter Owens Tydning et glubskt og graadigt Rovdyr, om ikke ganske Løvens Ligemand i Størrelse, såa dog de ovennævnte Kjøddyrs fødte Fjende og Betvinger; efter andre rigtig nok en fredelig Planteæder, hvis skarpe " Tænder. kun havde den Bestemmelse at sætte den i Stand til at overvinde den nyhollandske Plantevæxts Sejhed! Hvad vi have at tilføje om eller i Anledning af disse mærkelige Fortids = Pungdyr vil hovedsagelig kun være en Text til de ledsagende Illustrationer og nogle dertil knyttede mere almindelige Betragtninger. Dipro- todons Hovedskal havde en Længde (fra Nakkeledknuden til Snudespidsen) af 23 Fod (33 Tommer) >); Dyrets Højde for til over Skulderen maa have været c. 3 Alen. ”) Maalt paa Figuren; Owen angiver selv dens Længde til 3 Fod (eng. Maal); Hovedet er paa Fig. 24. set lidt fra Siden og viser sig derfor kortere end det i Virkeligheden er. 471 Hovedskallens Form kommer Kænguruens saa nær, at der deri er Vidnesbyrd om et nært Slægtskab mellem dem; dermed stemmer ogsaa Fortændernes Antal (i i hver Side eller £ i alt) og Kindtændernes Form og Bygning: derimod stemmer disses Antal med Vombatens og ligeledes Formen af den forreste Fortand i hver Kjæbe ; det er Vombatens (»Punggnavernes«) store, mejseldannede, rodaabne og derfor hele Livet igjennem sig fornyende Gnavertænder, den samme Typus i Hoved- sagen som hos Toxodon eller Mesothoriet (jfr. Fig. 16 Re TEE AA SÅ i MUD TE SONN AU) inte ! DA RUNDER mia «SN Ra Va Fig. 23. Håvedskal af Diprotodon (omtr. 1,14 af den naturlige Størrelse), (efter Owen). og 17) eller som hos Gnaverne. Vi slutte heraf, at Diprotodon var et med Kænguruerne nærmest beslægtet Pungdyr, der i Systemet vil være at indordne i det store Gab mellem Vombat og Kænguru, men nærmest ved de sidste, og at den som disse levede af Planteføde — maaske af Blade, som den skaffede sig ved at overgnave Træ- stammerne. Kjendte man ikke noget til Skelettet, vilde man ikke des mindre kunne slutte, at den dog rimeligvis hverken var en Springer som Kænguruen, en Gnaver som 472 Vombaten eller en Klatrer som Pungbjørnen; thi dens kolossale Størrelse, som man jo allerede af Hovedskallens kan maale sig til, er en væsentlig Hindring for hvilken som helst af disse Bevægelsesmaader; saaledes ligger det i det mindste nær at slutte, og Erfaringen modsiger ikke Slutningens Rigtighed7). Thi efter at man har lært en Del af Rygraden samt største Delen af Lemmerne at kjende, er der heller ikke noget i disse Dele af Ben- MY SGE= il En) '; J sp n f. (UN l : SUNS | i ÆN/ÆEN | I == i 1792 1 i | I NVÆRY, Hf i | | SY NØD USER i Ill MIN 3% 1 SN GLOGEN ' 7 Å | MG X i 1 | i | N 11191)] 3 TODD ; Ed N 14) Ki Log 1) PETER f l FÆNW 2 SY 0) br5/-r= Å N Ø Fig. 24. Skelettet af. Diprotodon, for saa vidt det er kjendt. For- mindsket 331/, Gang. (Efter Owen). . bygningen, som tyder paa nogen af disse Bevægelsesmaader ; det er et stort, plumpt, temmelig sværlemmet Dyr, som staar for os, der vel kan have bevæget sig i jævnt +) I en ældre Fortids kæmpemæssige Dinosaurier eller Kæmpe= øgler, til hvilke vi maaske snart faa Lejlighed til at komme tilbage, synes i øvrigt Tanken om springende Kæmpedyr at være realiseret. 475 Luntetrav, men hverken søgt sin Frelse i lange Spring, i Træernes Kroner eller ved at grave sig ned. Der gjør sig derfor heller ikke i denne større Del af Skelettet nogen nærmere Lighed gjældende med nogen af de nævnte Pungdyrslægter, thi i de Henseender, hvorpaa det her kommer an, staar den jo alene; Diprotodon - Typen er ikke bleven nedarvet til Nutiden. Hist og her kan man- udpege et og andet Træk i den enkelte Knogles Form, som røber for det kyndige Øje, at man har et Pung- dyr for sig, men ellers ledes Tanken snarest hen mod de større plumpere Hovdyr. Om Føddernes Form. og Byg- ning vides endnu ikke noget; det er vel meget rimeligt, " at Bagfødderne have været temmelig hovagtige, maaske som hos Kapivaren og de andre »halvhovede« Gnavere; derimod maa man snarere antage, at Forfødderne have været Poter, med. hvilke der kunde tages og gribes, thi dem kan intet Pungdyr undvære til at hjælpe sine spæde Unger til Rette med i Pungen og til overhovedet at »be- handle« denne). Owen trækker en ganske interessant Parallel mellem . Diprotodon og Megatheriet (Kæmpe - Dovendyret). Disse to Typer spillede omtrent paa samme Tid en lignende Rolle paa to af den sydlige Halvkugles store Landmasser, den ene i Sydamerika, den anden i Australien; begge vare - der'store;, plumpe, temmelig langsomme Gangdyr (ihvorvel Nyhollænderen var den rappeste af de to), og begge vare de Planteædere; deres Kindtænder vare til Stede i samme Antal og havde trods en grundforskjellig finere Bygning "1 Det bør dog ikke breks at man kjender et Pungdyr, den lille kuriøse Choroepus af Pungharernes Gruppe, hvor Fodformen er -saa omdannet, at den næppe er anvendelig paa den antydede Maade; den har høje tynde Ben, kun 1 Bagtaa og 2 Fortæer med hovlignende Negle; de manglende Tær ere netop kun antydede. 474 en vis Lighed i Form, men den ene skaffede sig rimeligvis sin Bladføde ved at overgnave Træstammerne, den anden, . "der ganske manglede Fortænder, ved Hjælp af sine Krog- poter, Læber og Tunge. Ligesom Megatheriet indordner - sig mellem Dovendyr og Bæltedyr, men nærmest, de første, saaledes Diprotodon mellem Kænguru og Vombat, men nærmest hin. Begge vare de af kolossal Størrelse i Sammenligning med deres nulevende nærmeste Slægtninge, og medens disse kunne søge Ly i Træernes Kroner, "(Pungbjørn, Dovendyr) eller grave sig ned i Jorden (Vombat, Bæltedyr) eller undfly ved mægtige Spring (Kænguru), beroede Megatheriets og Diprotodontens Tryghed nærmest påa deres Størrelse og Legemsstyrke ; hvorved dog er at erindre, at kunne de større Kænguruer gjøre det af med de dem forfølgende Hunde, «kunde Diprotodonten vel tage det op med Datidens- Pungmaarer og Pungulve i det mindste. Der er fundet Levninger af yngre Diprotodonter i Huler sammen med Levninger af »Pungløven«, og Owen slutter deraf — hvad han dog ikke er berettiget til, saa længe Mærkerne af »Pungløvens« Tænder ikke ere paaviste paa hines Knogler — at den i. det mindste har kunnet overvælde de yngre Individer af hin Slægt. Hvad der har bevirket, at begge Parter ere bukkede under i »Kampen for Tilværelsen« og udslettede af de levendes Tal, om Forandringer i de almindelige Naturforhold eller deslige, er umuligt at sige; men det er jo en almindelig Erfaring, at de store mægtige Former forsvinde og forsvandt først, sulte ihjel eller ryddes ud, hvor de mindre, mere letbenede (løbende, gravende, springende eller klatrende) og i Reglen tillige frugt- barere Former holde ud, søge Skjul, frelse sig ved Flugt eller vandre ud. De smaa gravende Kivier paa Ny-Zeland 475 holdt ud, medens samtlige Moafugle udryddedes; Kæmpe- vombaten døde ud, men de smaa gravende Vombater ere til endnu. Nototheriets Hovedskal er 18 Tommer lang,- altsaa meget mindre end Diprotodontens, skjønt endnu. af anselige Dimensioner; dens besynderlige Former træde endnu skarpere frem, naar man har den for sig i Af- støbning eller i Naturen, end paa Profil - Afbildningen, hvor Ansigtsdelens Lidenhed i Forhold til Hovedskallens Fig. 25. Notothoriets Hovedskal, i omtr. 1/% af den naturlige Størrelse (efter Owen). (De endnu ubekjendte Dele ere antydede ved Punkter). Bredde bag ved samme, der skyldes de store udspærrede Kindbuer, ikke kan træde tydelig nok frem; den stærkt udviklede nedstigende Kindbuegren, der vidner om Tygge- musklernes Styrke og er os bekjendt fra Dovendyrene og Skjolddyrene, gjenfindes (lidt mindre udviklet) hos Dipro- todon og er i det mindste antydet hos forskjellige nulevende Pungdyr. I Henseende til Tænderne er der . ingen anden væsentlig Forskjel mellem denne og den fore- 476 ”" gaaende Slægt, end at de forreste Fortænder ikke ere rodaabne Mejseltænder, men iForm og Skikkelse forholde sig som hos de endnu levende normale planteædende Pungdyr, Pungaberne f. Ex. Skjønt altsaa ogsaa disse kæmpemæssige Pungdyr maa indordnes mellem Kænguru og Pungbjørn, nærmest maaske ved den sidste, er der ingen større Sandsynlighed for, at de vare Klatrere end Springere eller Gravere; snarest vare de vel Gangdyr som deres ligeledes uddøde endnu mere gigantiske Slægt- ninge; at de vare noget hurtigere i deres Bevægelser end disse, turde vel være en tilladelig Formodning. De nulevende Pungdyr sondre sig efter Tandforholdene skarpt i to Rækker, som man plejer kortelig at betegne som den planteædende og den kjødædende. Hos den ene er der i Almindelighed £ temmelig store For- tænder (undtagelsesvis kun 3 hos. Vombaten), ingen Hjørnetænder eller kun en temmelig lille paa hver Side for oven og såa — efter et mere eller mindre udpræget Mellemrum — en Række brede, knudrede eller foldede Kindtænder. Slige Pungdyr leve af Planteføde, være sig nu Græs, andre Blade, Bladknopper, Knolde, Rødder eller Frugter (Kænguru, Vombat, Pungabe, Pungbjørn o. 10—8 BEG tænder, lange, stærke og spidse Hjørnetænder, efterfulgte sv.) Den anden Række har talrige (7) smaa For- umiddelbart af spidse, skarpe, spidstakkede eller savtakkede Kindtænder; og slige Pungdyr leve af dyrisk Føde, de mindre af Insekter, de større lige frem af Rov (Pung- maar, Pungulv, Pungrotte, Pungvæsel, Pungmus, Punghare 0. s. v.) Der er en ganske interessant Parallellisme mellem begge Grupper i Henseende til Bevægelsesmaaden ; de klatrende Pungrotter og Pungvæsler og de hoppende Pungharer af anden Række staa lige over for Pungaberne 477. og Kænguruerne af den første. (Saa strængt er Leve- maaden dog ikke afpælet for dem alle, at der ikke skulde være Former med lidt blandet Levemaade; Pungharerne fortære saaledes baade Insekter og Rodknolde, og Pung- rotterne tage i Mangel af Kjød til Takke med Frugter og anden saftig Planteføde")). Lægges denne Regel til Grund, kan der jo ingen Tvivl være om, at det anselige uddøde Pungdyr, hvis Hovedskal her er afbildet, varPlanteæder; - Fig. 26. Hovedskallen af Thylacoleo carnifex, !/4 af den naturlige Størrelse. (Efter Krefft). x Fortænderne. xx ,,Skære- tænderne'' eller ,,Rovtænderne''. det havde jo ligesom Kænguruen og Pungaben 2 store For- "tænder og bagved dem to smaa paa hver Side for oven. Der er i Virkeligheden heller ingen Tvivl om, at dette Dyr maa have sin systematiske Plads i samme større Af- deling af Pungdyrene som de nævnte Planteædere; men der- med er det dog just ikke givet, at det selv var Planteæder. Ja Owen har endog strax fra Begyndelsen af, då han ”) Den lille Tarsipes, der slutter sig nærmest til Pungharerne, ud- mærket ved et langt spidst Hoved, lille Mund og lang ud- strækkelig Tunge, lever dels af Honning, dels af Insekter. 478 endnu kun kjendte dets Hovedskal og Tandforhold meget ufuldstændig (nemlig kun den store skarpe Skæretand i begge Kjæber og et Par af de smaa Knudetænder)”), erklæret det for et afgjort Rovdyr (som ogsaa udtalt i de glubende Navne, han har tildelt det!), ja for »et af de glubskeste og blodtørstigste Rovdyr, der "nogensinde . har været til«, for at have været i Besiddelse af »dét simpleste og kraftigste Tandmaskineri for et kjødædende. Rovdyr, som kjendes i hele Pattedyrklassen«; og han har. med stor Kunst og Skarpsind hævdet denne Op- fattelse lige til den sidste Tid, efter som Kundskaben til denne uddøde »Pungløve« skred frem ved nyt tilsendt Materiale. Han er imidlertid bleven skarpt imødegaaet af andre kyndige Mænd: af den bekjendte- Palæontolog, afdøde Falconer, af hans egen Elev og Efterfølger ved det Hunterske Museum, Flower, og af Bestyreren af " Museet i Sydney, Krefft, som hævde, at den som de store planteædende Kæmpepungdyrs Fjende og Fordærver brændemærkede »Pungløve« var en uskyldig Planteæder: Den demaskerede »Løve« er i deres Øjne ikke stort andet end et »Faar!« — Owen søger at bevise, at de lange, sammen- trykte, spidse og skarpe, tæt sammenstillede Fortænder vare bestemte til at »gribe, fastholde, gjennembore og sønderslide« Føden, de mægtige »Skæretænder« længere tilbage i Munden, der virkede mod hinanden som skarpe Saxblade, til at overbide Offerets Muskler; og han støtter sin Bevisførelse ved for de førstes Vedkommende at hen- "”) Af Tænderne er der en lille Knudetand i hver Overkjæbe, som ikke kan ses paa Figuren, då den er skjult bag ved den store »Skæretand« (xx.) En fuldstændig Hovedskal kjendes i øvrigt endnu ikke, og det er derfor vel muligt, at dens restavrerede Af- bildning i Kreffts Haand har faaet vel megen Lighed f. Ex. med Pungbjørnens. I 479 vise til de Rovdyr af Spidsmusenes Gruppe, hvor Hjørne- .tændernes sædvanlige Bestilling er henlagt til de 3 forreste Fortænder, som derfor ogsaa have faaet Hjørne- tændernes sædvanlige Form og Størrelse: for de sidstes til de katte- og hyæneagtige Rovdyrs saakaldte »Rov- tand«, der har en temmelig lignende Form, men dog baade i denne Henseende og i Henseende til Størrelsen er efter Owens Mening en mindre god »Rovtand« end »Pungløvens«. Spørgsmaalet drejer sig egentlig kun om disse to Tænder, den store Fortand(x) og den store »Skæretand« eller »Rovtand« (xx) i hver Kjæbeside; thi som et Blik paa Figuren vil vise, ere alle de andre i. Sammenligning med dem saa smaa og saa hæmmede (méd Undtagelse i alt Fald af den ene i Under- kjæben bagved »Skæretanden«, der til Dels understøttede denne i dens Arbejde), at de aabenbart have været saa godt som uden al Betydning for Dyret. — Modstanderne derimod gjøre opmærksom paa, at lignende Fortænder ere ganske almindelige hos plantéædende Pungdyr, ja at visse smaa Pungaber have dem lige saa skarpe og spidse, men forholdsvis meget større; og at den foregivne »Rov- tand« i Form og Stilling nærmest svarer til den store, furede, sammentrykte, skarpe Tand forrest i Kindtand- rækken hos Pungaber og Kænguruer (jfr. S. 246, Af- bildningen af Underkjæben af en — Dværg - Kænguru). Indrømmer man nu end begge Dele, vil man dog ikke kunne undlade at spørge med Owen: Dersom Thyla- coleo var en Planteæder, og dens Fortænder og skærende — Kindtænder ikke benyttedes til andet end hvad ogsaa — Kænguru-Rotter og Pungaber anvende deres tilsvarende … Tænder til, hvor er da den Række af bredkronede (knudrede eller foldede) Kindtænder, som den lige saa lidt 480 som nogen anden Planteæder kunde undvære for at faa sin Føde knust, malet og blandet med Spyt, og som. heller ikke mangle hos de planteædende Pungdyr, med hvis forreste Tandsæt hele Pungløvens er - blevet sammenlignet? — Herpaa er man bleven ham Svar skyldig, og for saa vidt synes Cuviers gamle berømte Sætning, at »det første, man skal gjøre ved Undersøgelsen af set ubekjendt fossilt Pattedyr, er at se paa dets Kindtænder, thi derved afgjør man, om det var et Rovdyr eller en Planteæder« at have staaet sin Prøve. At Pungløven var nærmest beslægtet med Pungaben og efter den med de mindre Kænguruformer, er indrømmet fra alle Sider; men det er tillige klart, at Pungabens Kindtand- "række er hos den tillempet og omdannet paa en saa ejendommelig, saa gjennemgribende Maade, at dens Leve- maade, dens Diæt, maa have været en ganske anden; og at tænke sig denne Forskjel alene beroende paa, at den levede af en særlig Slags Planteføde, som er uddød med den, er hverken i og for sig tilstrækkeligt eller, nærmere "beset, andet end at unddrage sig Spørgsmaalet i Stedet for at løse det. At dette ikke er nogen let Opgave, skjønnes allerede deraf, at Uenigheden mellem de fagkyndige har været saa stor; Vanskeligheden ligger egentlig deri, at der slet ikke i den nærværende Dyreverden findes et lignende Tandsæt; man har derfor ingen ret slaaende Erfaring at støtte sig til, men maa lade sig lede af fjærnere Analogier. Det ser maaske overmaade ilde ud for den udenfor staaende, at Videnskaben (den sammenlignende Zoologi) er saa famlende, at der hersker en uforsonlig Uenighed om den rette Forstaaelse af et saa udpræget Tandsæt; men det turde vel ogsaa være, at Owen vilde udtrykt sig mindre skarpt, hvis han nogen Sinde og ka 481 navnlig fra først af havde havt en fuldstændig Hoved- skal, paa hvilken alle Forhold kunde overses paa én Gang og med Lethed samles til et Totalbillede og tillige de nødvendige Sammenligninger anstilles til alle Sider, i Stedet for at han har maattet stave sig frem med trættende Brudstykker, Afstøbninger, Fotografier og deslige. Det er da ikke saa underligt, om han ikke har undgaaet at læse lidt fejl. Kunde det lykkes at paavise utvivlsomme Mærker af »Pungløvens« »Rovtænder« paa de Knogler af planteædende Pungdyr, der findes sammen med den i Nyhollands Knoglehuler, vilde det være det bedste Bevis for dens Rovdyrnatur; stor nok dertil var den, om den end var en Del mindre end Løven. Misforholdet mellem den og Kæmpepungdyrene var, mener Owen, ikke større end mellem Løven og Giraffen eller Bøffelen, Jærven og Rensdyret eller Væselen og Haren; men kan Dingo- hunden faa Bugt med Hornkvæget, kunde, som Krefft bemærker, Datidens Pungulve og Pungjærve — hvis Tænder virkelig have sat deres Mærker paa Huleknoglerne — vel ogsaa magte Kæmpepungdyrenes Kalve; man trænger derfor ikke til »Pungløven« for at holde Lige- vægt i Tingene i Fortiden. Slige Betragtninger bevise naturligvis egentlig ikke noget for og imod; vi berøre dem, fordi de ere komne frem under de Drøftelser, over hvilke vi her have givet et kort Overblik, for saa vidt muligt at antyde, hvor langt Videnskaben i denne Retning er rykket frem. Hvor det ikke endnu lader .sig bestemt afgjøre, hvad der »staar fast» i Videnskaben, er.det et tilladeligt Ønske at vide, hvad der »bevæger sig« i denne, skjønt dette kun faar sin endelige Betydning, naar »Bevægelsen« ” har sat sig. reed Sag. dk Hebo ben Mød fra unter krtn son) ie E males ak De gå vb asdkol ERE nok bom USE LEE sol viltålgo a SU adehag 190 saæy re HE uab ide. VEN ATSBRSEN 14 fa gg Tote 20 sudbleer horse klaoy6 19 bkg saft rn bie berg bar: sno vere nn Rn evinl i ro) stod alles TAZSSESSMIR BARE: TEE: TER (ØK md non rente -nolseal vol HUN OE l0E op sm HT TONE hor SAS ED se MD HAUS SR) SR Få eg se ; FL sg Base ag HAT sattåde or Fy ek me iz smiger £ 55 RØN SE ker." Får. snes: SEERE 5 AR X idgR i) are å: ; su y Sag M g NY FE NE DAGESE SENERE" NELS GROR D sndgog un fsued” FRR SE KN E SØ skede in 10 »folenn Hu dt se delen Toni Ki ur 4 Ka sd i io bird SALEN FEE EEN aa væ cægå 39: 36 bagte adllirid Hero os) > dø Meily RAE HR un : ME RNeS de primo me nd É KV dadon fe j stafg sr MD > agileballist der ob: 50 » kavdakbebiV | 158 Bu VEN ae Håb mn ig Ø RE 3 Er: Ze" rs IS mes 12: 13. 14. INDHOLD. Pag. Dyvæeness Søvn: "Etter Bree mM. 55... sys ØRRED ik Stivelse og Bladgrønt. Af Adjunkt Grønlund... Be Kometernes Forhold til Meteorsværmene. Af Stud. mag. TEA DEAL SR REED DES SERENE SEES. SYSTE ERR 60. Mindre Meddelelser: 1. Om Fugtighed i nye Huse, efter Pettenkofer. 2. Lysende Fiske. 3. Giftredskaber hos Fiske. 72. Om den skindøde Tilstand. Af Lektor Gædeken........ 85. Mærkelige Livsvilkaar hos visse udenlandske, især ostindiske Bess ds ske REE AD DES ERE SDS SE 133. Mindre Meddelelser: 1. »Beskyttelses-Lighed«. -2. Dyrelivet ikensastalisk. Saltsøs SE EEN 55 oe ØRNE me Taler 160. Om Virkningen af Synsanomalier hos Malere. Efter Lieb- rene hved Cand espersen es. 30 ins NS She 161. Om Udviklingens Betydning i Naturhistorien. Af Al. Braun. 194. Mindre Meddelelser: 1. Det kinesiske Vox-Insekt og den indiske Lak-Skjoldlus. 2, Smaatræk af Fuglelivet ........ 233. De vigtigste Undersøgelser over Fortidens Pattedyr. I. Europa omENGEd-Å mM erika SSD heles te hr REE ERSEE RSeEE ore ege 241. Om Bakterierne, de mindste levende Skabninger, og deres Betydning i Naturen og Menneskelivet. Af F. Cohn...... 280. Mindre Meddelelser: 1. Flodkrebsens, Hummerens og Staal- ormens Hudskifter. 2. Næsehornene .........22rrrrer04e 314. Det menneskelige Øje og dets Hjælpemidler. Af Cand. med. M Møller 2425 BR ER NL rn re REED RESEN Es Se 321- 15. 16. 17. 18. gg 20. 21. Om Gjenvæxt og Podninger paa Dyr. Efter Papillon ved Studs med. /GEIXFa OB Sens 5, 3 eN eeR BAL DEER 341. Om nogle af de nyeste Fremskridt i Fysiken og Astronomien. Efter Professorerne Edlunds og Gyldéns Foredrag ved det kongelige svenske Videnskabernes Selskabs Aarsfest 1873. 363. Om Planten opfattet som et Samfund. I. Af Eug. Warming. 377. Mindre Meddelelser: 1. Nye Iagttagelser over Myrernes Hus- holdning. (Efter Moggridge). 2. Lysende Billelarve. (Efter Burmeister) AED DSE So SNE ES ERR 396. Panceris Undérsøgelser over Havdyrenes Lysen...…..... 401. Om Planten opfattet som et Samfund. IL" AfEug. Warming. 429. De vigtigste nyere Undersøgelser over Fortidens Pattedyr. IEFSyd-Amerika og” Nyholland 253; SA SEE AREAS Å4 6. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Thermometer; Vægt- og Maalangiveiserne ere danske — for saa vidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. Rettelser. S. 21, L. 13 f. n.: Mangusler 1. Manguster. See SE Maarden 1. Munden. S. 160, L. f4 f. n.:. Alburus 1. Alburnus. SEE EOS RE EN. ”= of COM p3G> 3QT Ge aoieas ON rn 2 ERR Oversigt (ARS DE DAUBRAR Indholdet af de 20 første ÅAargange (Iste—4de Række) af , Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben", NES ordnet efter Stoffet. Chemi. Række. Bd. Side. Udsigt over Alchemiens Udvikling. Af Thomsen... . I. 1. 375. "Er der nogen Mulighed for, at man engang med Tiden ulskunne lave Guld? At Beck... ERE. I KV BE KS 5 Formodede Grundstoffer. Efter Nordenskiøld..... IV: 73: 466: hem ie før 0 Uk AF: KOP DP 5.2 Kiiy 42 ERE okser HE 5% 4280 Om Atomer og Atomtheorien. Af Jørgensen ...... | ERR DSA ET Kunstig Dannelse af uorganiske og organiskeForbindelser. IEL 1. 430. Den organiske Chemi oz Livskraften. Af Jørgensen, Ii 3. 329. Om: exploderende Forbindelser. Af Storch:........ 15355069: BE DIE DLL SEERE LEE ER SE 1 SES RER SERSESSE ERE: SAR ILES Amalinfanvernes. Fårveris dom 55 5750 PD ejet ENE IV: 51.325 1749: Lidt om Glas og Glasmaleriet. Af Jørgensen...... 15385700 Svovlsyren og dens vigtigste Anvendelser (Soda, kunstig Blegning, Fotografi m. m.). Af Jørgensen..... IL. 4, - 348. Nye chemiske Fyrstik ken tern lee ERE 1] REN) "SER 595 Om bBrændse AF TROMS ET av NE REE BES 359: Om ;Opbevaring af Levnetsmidler. ........ ss ude Ex 360 Om Kone AR Bakers Va an SE ER 15.433029: Fysik. Om Naturkræfternes gjensidige Forhold. Af Thomsen. ff 1 22t. gjensidige Forho FODEN; Om Forholdet mellem Nåturkræfterne. Af Holten TE 925 173 NH Række. Populær Fremstilling af to Hovedlove for Legemers Bevægelse. "AfsSke ene ST DSE MENE ENGE II. Om Bevægelse. "AFSTED RES SEE ll, ea se fee Rene KØER IV. Mindetale over Michael Faraday. Af Dumas........ IV. Solvarmen som bevægende Kraft. Af Thomsen.... IL. Solvarmen i Industriens Tjeneste..........00rrrr80. IV. John Ericssons Solmåaskines SE ESS SKAEENØESE IV. Om Midlerne til at maale høje Varmegrader. AfHolten. Il. Et nyt hermomet er 3 SR RAS RS LSE SELE ERE Forbedringer ved Barometrene ..... VEL DUOEN IV. Densbunmdne Varme: SAT Een SKS See SENE ORE I Det Leidenfrostske Fænomen. Af Poulsen......... TIL. Nogle elektriske Fænomener i de Forenede Stater. JE SES) DICE OR SE ORE ESSENS 275 EDER LEEDS TE SD BR Atmosfærens Elektricitet. Efter Jamin ved Ramsing. Il Telegrafernes Udbredelse. Efter Neumann....:.... IV. Undersøgelser over Nordlyset: Efter Edlund ...….. IVY. Nordlysets Spektrum. Efter Edlund............... IVY. Nye Belysningsforsøg ..... SERREEE RG 105 ER RD ERETRER IV, Støvet uens 2 2:53 3 ERE SYGE REE. IV, Ti H. Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. ) IL Efter Fjand 2 RR Sa ESRUM SAR. IL. JL IT. Om lyse og mørke Striber i brudt Lys. Af Fjord... IE Spektralanalysens nyeste Fremskridt ................ IV. EtSaAfsnit af Lydlæren tt Af Borenz SN JS USR ERE II. gonerne SAfSPaTl sen 5 SERRSBEL ERA Saar ee ØRER veer IV. OmsTyneden FAR Free henses SER | leg: Hvad er Centrifugalkraften? Af Steen............. IV. Om Fugtighed i nye Huse. Efter Pettenkofer..... IV. Om nogle af de nyeste "Fremskridt i Physiken og Astronomien. Efter Edlund og Gyldén....... IV: Astronomi. Anskueligt Bevis for Jordens Omdrejning............ I. Bestræbelserne for at udfinde Jordens Størrelse og Skikkelse. Af Freuchen 5.2. 5. SSR III. kg Naturforholdene paa Himmellegemerne. Af Freuchen. + I". ; FE td Es Så rum GW 0 OD på OG" DO fa 00 DO 00 få DO ROR fm GTO Få RO IO Fm HO ge ØU ØU GT Ht BT ØL 9 DO 00 få RO ØVE ende IN . Række Lidt om foranderlige Stjerner. Af Hauberg ....... IV, Nyere Undersøgelser af Solens fysiske Forhold. Af 1505 DVN HUER 1 ØRE SEE 4" TS ERR ERE RER TEE IV. Kometerne…— AT DTOVETE IRS r. DU DS Tod SØRGER IV. Kometernes Forhold til Meteorsværmene. Af Dreyer. IV. Jordens Bevægelse i Verdensrummet. Af Freuchen. Il Sølens Afstand fra Jorden. Af Tuxen ...........…- II. Et Afsnit af Stjernelæren. Af Beck ........00r20… III. Hvem er Kikkertens rette Opfinder? Af Doberck ... IV, Nogle Virkninger af Planeternes gjensidige Tiltrækning. BE RE SNE LEE UL FRESEEN LEE AES FOSS AREDEENEEEEE EET E: II. Om Meteoriterne. Af Forehhammer ............. I". Om Meteoriterne og nogle i de senere Aar iagttagne Mefeortald FAFO SET UDE å; FR Ro abe IV. Vore Kundskaber om Meteoriterne og det grønlandske Meteorfund.-- Af Nordenskrøld.. sf see IV. Bidrag til Forklaring af den almindelige Almanak. SENESTE HO DN ER I KEDE SS IERE Rs DT ang sa ERNEREE II, Atmosfæren. Aimosfæren. Efter Maury ved Garde............. IT, Uversigt over Resultaterne af nogle Undersøgelser over Luftens Strømningsforhold. Af Colding....... IV. Vejrforholdene i Europa i 1866. Ved Hoffmeyer... III. Den atmosfæriske Luft og dens Bestanddele AfSøholm. i å Jordklodens klimatiske Forhold. Af Orlamundt.... II. Usædvanlig Kulde i Brasilien. Af Lund ........... IV. Om. Hvirvelstorme. Af Hoffmeyer................ gås Om Skyerne AEo flere Eid san. II. " Den tørre Taage i Aarene 1868 og 1869 og dens Aar- SEES ØER RE AS 2 FEST KL." 6 FACE La FEE NESESEEEESEEE REE EET TE EY: Nogle Bemærkninger om Hagel og deres Dannelse. AAN ONE Arr DERS LA Ds ne te SS 2 HER DRRERE "ra De engelske videnskabelige Luftreiser i Aaret 1852... I. Videnskabelige Luftreiser i England i Aarene 1862 og 63. III. [LEE DUDE KEITA ED SEES ERE oe REE SEERE SE EEN III. Vandet. Om Vandets Betydning i Naturen. Af Sødring...... I. Vasas AR Erslev ES SU Don HE Seann ser ASER abe SUS NS SNERRE É EK r JAGE PS SE SNEG fl Helst 312. 184. IV Række Golfstrømmen. Af Fogh ÆRES. core rear ES Kuro-Sivo eller den japanske Golfstrøm ............…. IL. Om Bølgebevægelsen i Havet. Af Holmberg....... IV. Nogle nyere Undersøgelser over de fysiske Forhold i Østersøen Af Hoffmeyermsusksorsessdk de SFeERENE Havels:hyshing. MÅ RER KER 450 50 nsnse SER 3%. Havetsikikiin gs oe ER TT RER Re T. Et ildfænomen paa det aabne Hav. Af Warming... TE Isen. Om Isens Udbredning 'og Bevægelse over Nord- Grønlands Fastland samt om Isfjeldenes Oprindelse. AR RrRkS suk EE sa SE Gr EL So SERENE F: -— En Vandring paa Grønlands Indlandsis. Af Norden- Sskrøld ss: sms ennen GE ED AE IV, Gletschernes Natur og Forekomst. Af Løffler...... IT. Isdannelsen ir Havet:rcAf Blind 35 NE SL SERERE TIL. En Beretning af Pytheas fortolket ved de nyere Under- søgelser over Isdannelsen i Havet. Efter Nilsson. Ill. ordens iskdss At Braun SEERE MS SSLE DSR ERNE da Vulkaner. Om'der indre Jordvarme. GfAAR DEN . 1 rr RBE [ER Jordklodens Indre. Efter Nordenskiøld .......... Va Vulkanemeks ARo0c hh OSS GES SSG se ket: Om Flammedannelse hos Vulkanerne. Af Løffler.. TI. Kunstige Vulkaner frembragte i Svovl. AfHochståtter. IV. Ætna og dens Udbrud. Af Waltershausen....... TI: Et Besøg paa Mauna Loa under dets Udbrud i Aaret 1859. ATAHEKAR ET SDS SSD T rer RUSEN SNRRE II, Et Besøg paa Vulkanen Kilauea paa Havaji i Aaret 1864. Efter-Brishkam saa RØRE: aa FSET srer SE TI. En Udflugt til Dyndvulkanerne i Colorado-Ørkenen i Gålifornien; sæfærsve sten isse. rer DRE TIL. bhdfore gordskjælv.,: Af-BEisbam ,. Ar SEER EVE Om Jordskjælvsbølger og særlig en Jordskjælvsbølge i Sydhavet den 13de og låde August 1868. Efter Hare te TS ES IEEE DSE T IS TERE ERE IV. Geologi og Mineralogi. Et Afsnit af Jordens Udviklingshistorie. Af Monrad. i: Urd og Oyerzanestid . ARoS.) Je ER gg Kutførrratronen.… Af Fo husssesse kr dr pede SER Es GES NE AN TS DPDDA 1 BREDE ESS ESRB NERE" IL. SA ing kk FS fa pe es Ja ke mom É FURER FAST VEDSEAD 103. 176. 137. 127. 293. 81. 32. 471. 391. 236. 194. Række. Om Koraløerne og Maaden, hvorpaa de dannes. Efter senlerden ved OTTAR. SER RE I. "Om en stor Ø i Volga-Floden, dens Dannelse og endelige LYT NETRS Gr KE NER ØEN 215 KO) maa øeeRERE TERRE RENEE ED IV, Grønsandslagene i Danmark. Af Johnstrup....... ÆV; iNnleltaetr SAT FOSS RAS rss UL TÅ Se see TIL. Østersgen Efter Loven AE VEVERSE], anes oner IIL Amazondalens physiske Historie. Af Agassiz....... II. Steenoliens geographiske Udbredelse. Efter Buchner TURING THE REESE 1) HE SR SEE GREASE SE SEE EET III. BEDES Dal DERE IT DE DT NS SE ERESESESESREE SaSRE 3 IVY. Blyantstabrikationen AASE TE JA, Sol soen IV. Høljsertal Skoves' Rydning mm 1121. JESSEN i Flodernes udgravende Kraft. Efter Schlagintweit. . Il. Solbedens nedbrydende Kraks. BITTER TIL Guanolagene paa Perus Kyst. Efter Tschudi....... III. Steenkulslag i Finmarken. Ved Kauffmånn.....… lil Jerkets: Metallurgi. ” Af Fop'søess iii SLS, FRR ar dDE Bier ERVEE see SEEREN] oa SSL SE ER RER, IV. Guldproduktionen i 1800, 1850 og 1853 .......:.... I. Hvorledes Guldet vindes i Kalifornien. Af Schlagint- VE DTE DSE SEEST ft ECR SE FESTER RENE SEERE ns ØR IV Et interessant -mineralogisk Fund. Efter Norden- BR eres DRM Us sa BARN d se IV. Danmarks Natur. : Naturskildringer fra den danske Halvøes Vestkyst. 1. Flyvesandet paa Sylt. 2. Den slesvigske Marsk. I Sa KV DTU DDR 1550 Segen See ENERE REE SE 5 SENERE: Naturen paa Slesvigs Vestkyst. Af Grove.......... IR iiterskelt ul samme. AF Vaupell 0 Sae se I: Om Landtungen mellem Vesterhavet og Limfjorden. AGE ÅRRE NES TE: SES ÆRE IE RER 5 SNS Se ASER Om Klitformationen. Al.Andresen … 41 Se. B En Bemærkning i Anledning af Klitternes Bel Ehe. I. Om Skovanlæg paa Heder og Klitter i Jylland. Af OS Ked ES ASER SES ADE SS 5 Sr en SERENE LY: Naturskildringer. Landene omkring Nordpolen i Nutid og Fortid. Af Heer. IV. De nyeste Opdagelser.i Polarlandene. Af Heer...... IV Findes der Dale med Plantevæxt og Rensdyrhjorder i der'indre af Grønland” Af Rink OSTE IV. Bd. DE KEE "HR 0S) PRS Ree BOSE RG FE STULSO NOS SON GONE VE vo Side. 304. 137. 325. 185. 95. 218. 30. 388. 384. 287. 178. 328. 244. 328. 267. 246. 226. 303. 239. 149. 241. 153. 181. 313. 201. 434. 81. 112. 322. 40. VI : Række Skildringer af Naturen påa Færøerne. Af Holm..... å Islandske Naturforhold med særligt Hensyn til Islands Pljantevæxt.… Af. Grønlund. 5 HASS IV. " Skildringer af Naturen og Plantelivet i det vesten- fjeldske:Norge…, Af BLY SS SS see veer ES IV. Naturen i de nordamerikanske Fristater og dens Ind- virkning paa Befolkningen. Af Fogh........... i ør ike Skildring af Naturen påa Jamaica. Af Ørsted...... Le a ig En Udflugt til Brasiliens Bjerge. Af Warming..... IV. II. " Skildringer af Naturen i Brasilien, navnlig i Compos- Jf III. eanenest Af Warming Rss: SN DENE TIL. TIL, TIL. Ceylons Naturforhold. Efter EmersonjTennent... ITIL II. Australien, særlig i plantegeographisk Henseende. Efter Grised act ns 22 ÅSE FÅR dale sis sd ba SE IVY. Naturskjønhed i Tropelandene. Efter Wallace...... IV. De sorte Klipper i Angola. Af Welwitsch ........ II. De stedsegrønne Bøges Rige. Af Ørsted........... II. Galapagos- eller Skildpaddeøerne. Af Lutken...... IE Om Stepper og Ørkener. Efter Humboldt......... I Saharasgelimrende; Fremtids As SS NERE EESESE I Emsmoøoserne, Af Vaupel!........ TANKER EN ar 6, T= Fysiologi. Om Forskjellen mellem de organiske og uorganiske Lesemers Af -S.a Lom on sene AL KE 2 Se sR I Lysetsoscbivet SAT Moes be FE TS SEE SR IL. Om Fødemidlerne. Af Salomonsen.........:.... I. Om Værdien af Thee, Kaffe og Chokolade som Føde- Millers ALSO] ØU ES Rees ERR FA EDEL ESSEN R ER SEN I. Om Dyrenes Ernæring. Af Salomonsen .......... I. Om Gjenvæxt og Podninger paa Dyr. Efter Papillon ME LE FALCJOD Se DEERE EEN ER SE SE NEDE IV. Om Tobaksrygningens Indflydelse påa det menneskelige Leseme! : Af Schjødt mak ne ST Sunne re L Om Syner SAT Høy berette les anker IØ Om Virkningen af Synsanomalier hos Malere. Efter Ejebreich ved Jespersens. are IV. . Bd. Side. PÆ E 77200: 2 107 3552199: PÆBRIG INSEE 3. 69. Aar GUN 4. 184. I. i LA Ar ddge 4.265. EY 1. 531193 1155007 14184 15,952 As TE EET DE DERNE 15 an: ERE) 157 ERE LT, 4. 433. Elie Sr GE 30k DOG FORDS ar 200: SeREE EU hb 3:511900. År AS. 5. 161. VIL Række. Bd, Side. Om Sandsebedrag eller Hallucinationer. Af Gædeken. III 2. ; Om den saakaldte dyriske Magnetisme. Af Holm ... III 1. 1. Om Hørelsen. Af. Tram. 0 0. sanitkikb. ede 1545942 Nerverne. Af Krenchel...... ERE FT Sl 4.7) 113 Om Synet. Efter Helmholtz ved Krarup........: HE: 55 1148 Det menneskelige Øje og dets Hjælpemidler ,......…. EFV Bipt32lE Om Stemmens og Sprogets Dannelse. Af Holst .... I", 2. 29. Opdagelsen af Blodets Kredsløb. Af Kråbbe........ 1L;:2:1:958: Om Varmen i de levende Organismer. Af Krarup... IV. 3. 321. Om nogle almindelige Fordomme og Vildfarelser, der grunde sig paa mangelfulde physiologiske Kund- Skaber Af Holst 20 Æbler pl Øe 1. 15445 Et Besøg i Udrugningsanstalten paa Hjørnet af Graabrødre- Front kKeisergade. 0 Bad Moren DASE 17 SÆL "Den saakaldte Selvforbrænding af det menneskelige | Legeme Af Lehmann ..... HE re rare EDER ERNE BE: ÆDE Om den skindøde Tilstand. Af Gædeken;.... EM NEN 5 385 Mennesket. Om Menneskets formeentlige legemlige Fortrin. Af Frærerstev Ses kerEs gaden 15 BABEN fx 571 992: Kan Menneskeslægten opstilles som et særligt Naturrige? RENTE ere J. Berlev dødes INR 1 3rT. 262 Menneskeslægtens Eenhed. Efter Quatrefages ved Eee EN RRS Re bÆ 3: Polynesierne og deres Vandringer. Efter Quatrefages VD EU DTT D SEREEEERER SANDER ERR ur DE 4. IR Om Menneskeracerne i det malayiske Ørige samt om Polynesierne og deres Vandringer. Af Wallace. IY,. 2. 375. Håleneserne: — Elferrdanestrini 55:. sol An RED 11.5: 33£ Om den Indflydelse, som Højden over Havet udøver paa den menneskelige Organisme. Efter Schlagint- ES RER oo ROR i 33303. Dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft. Af Holst.. I. 3. 35. Ogsaa et Par Ord om Instinkt og Fornuft. Af LE SSD ESS HERE RSESEEE EEN SES ET lør RSS ÆRE Naturhistorie i Almindelighed. Bess Sskmrende by AR Ban fhn 202 uv SSEGSE NS 55; I: Om Udbredningen af det organiske Liv. Af v.Baér. I. 5. 104. Hvilken Opfattelse af den levende Natur er den rette? FSI ST 5" EVEN renere ES se ERENEER ERE IS: SEE MERE En Episode af Stofskiftet i Naturen. Af Ekeroth... E5vk.:- 469: Fm ea Er Qo nm VIN Række. Om de beskrivende Naturvidenskabers nuværende Standpunkt. - ”Afi Vole tå. SNS ME SABRA (SAR Naturvidenskabens Udvikling. i de sidste 25 Aar. Af BEDT af me 2 RER ER SIGNEREDE or SE EN UD SR SE RA NERE ES ES SE Ra IV. Om Udviklingens Betydning i Naturhistorien. AfBraun. IV, Et Blik paa Fysiologiens Fremskridt og nuværende Standpunkt. med Hensyn til levende Væseners Frem- bringelse ved Selvdannelse, Af Milne Edwards. IIE Tale ved Aabningen af det brittiske Naturforskermøde i Liverpool i Septbr. 1570. Af Huxley....... ss EV. : IE. Darwins Theori om Arternes. Oprindelse........... | IE II. Zoologi i Almindelighed. Særegne Opfostringsforhold hos høiere Dyr. AfLutken. i". Om Giundplanen i Dyrenes Beenbygning. Af Lutken. | i: iz IT. Forvandlingerne i Dyreriget, Af Lutken........:.. IT, IT, Flodkrebsens, Hummerens og. Staalormens "Hudskifter. IY. De aadselædende Dyr. Af Lutken ................ E Om. Formumning og Beskyttelses-Lighed i. Dyreriget. 4 AV. Af AWa Hader Wood soda RT 2 here rene | IVY. Beskytkels es SØE RENSES NE NER EVE Vore Husdyrs Oprindelse, Afændringer m.m. ........ OR Nye Husdyr... FS be rt edbe tra Cara 295 E snreel ig Akklimatisations-Forsøg i Nyholland............:..… TIT. Det. keiserlige franske Selskab for fremmede Dyrs og; I. Planters: Acelimatisation MRS OSS RR | T. Lidt fra Abyssinten: AE AA AE ere tors ER sl tRa Nee ITT. Djrenes Søvn: Efter Bremser ERE NES ØR IV... Dyrelivet: ren åsiatisks Sale or RENS sr ener ere og: FRINE Fortidens Dyreliv. Den uddøde Pattedyrskabning. Af Lutken......... I. De vigtigste nyere Undersøgelser over Fortidens Pattedyr. dy De ældste fossile Pattedyr ..... SEERE er re FAD rr pre IT. De brasilianske Knoglehuler og de i dem forekommende ( TIL. Dyreleyninger. ; Af Reinhardt 11.0. ERE (HE Hule-Løven. Efter Dawkins…...... ......2iidde IV. Bd. He BES he DOS SEES ENEDES SIS RO FS KS SSU YRR "FF Gå RES SEERE 0 HESS tes Side. 194. 1X Om de Dyr, som i den historiske Tid ere blevne udryddede eller bragte deres Undergang nær ved ) Menneskets Indgreb i Naturen. Af Lutken..... Til Dyrenes Udryddelseshistorie (Stellers Søko, Saiga- TEN TAL DD 2153 DU DERS SRSSE NESS BEST ROR SSREESERESERESRSESEEESE REESE) TI Om nogle vigtige Resultater, som menes vundne ved de Udgravninger, som i de sidste Aar ere foretagne i de franske Knoglehuler. Af Steenstrup..... Mamuten eller den uddøde. sibiriske Elefant, Efter Middendeorff, v. Baér osv. ved Lutken...... Mamuterne og den sibiriske Jordbunds-Is. Efter SEERE ENE KE SF SES SPEARS are op rer a bud je Opl aA SER SNERRE Nogle Bilieder af Fortidens Dyreliv. Af Lutken. 1. Indledning. 2. Søpalmer eller Sølilier...... 3. Trilobiter, Dolkhaler og andre beslægtede Krebs- dyr. EET EET SEER SE SEERE EC HEE ETT I 4. Nautiler, Ammoniter og lignende Skaldyr .... Pattedyr. Gorillaen eller Kæmpe-Aben. Af Lutken.........… De menneskelignende Aber: Orang”ens, Chimpansens j og Gibbonernes Levemaade og Naturhistorie. Efter Huxler ved Æntk en NE. ss TELE SØE ES KØR SE, En Orang-Utan-Unge. Efter Wallace............. Tigerens gecgrafiske Udbredning. Efter Brandt..... Kamelen Efter Masiussirtys SEN SIS ARBEDN. SAS SREENN Saiga-Antilopen eller den tatariske Antilope. — Efter CREESOIE HE BÆRES ERE es Se SL RANE Fiskefangsf med tamme Odder SALLE EGER, Søløverne og Søbjørnene. Efter Allen og Bryant.. Elefanten paa Ceylon, dens Natur og Fangst. Efter KmersonFennenki. sa] HADS SANTA SERGE: Byer Bled SERENE SN hs Une RE BER ERN Lidt om »Horn« og »Takker« med. en Restavration af den uddøde. Kæmpe - Drøvtygger, Sivatherium giganteum.. Efter Sundevall, Soemmering, Sehr st åayssogs Mur e:..308s SES ESERESG EDER & SEA 13 Næse harmn ene. SX ANKET SERE AKER ss DEDE SER SN KAARE) Næbdyrenes eee Efter Owen 2. Bo eeRed Et Par Notiser af hygieinisk Interesse .............. Pråiriehunden. 75345, 5. 318. 3, 316. 5. 288. 1365: på 77. BT 41. Række Australnegerne og Marsvinet.........… 0000 eee II. Gnaveraben (Cheiromys madagascariensis) ........... IT. Hvormange Årter af vilde Heste gives der? EfterBlyth. Til. Æslet som vildt og som' Husdyr. Efter Brehm ...…. IV. Fiskende Flagermus .......... REDE ED, 0 SERENE HEN RE HU. Tamme Flågermus 3454814. Sanser BØ IU. Blodsugende Flagermus (»Vampyrer«).......020re0e IY. Betydningen af Ordet »Centaur«. ” Efter Sundevall… TIT. Muldvarpens Føde. Efter Brehm.......22200r00240 TIT. »Blind som en Muldvarp«....... ARRENE ESSENS sr ENG Fugle. | Norsk Rovdyr- og Rovfuglestatistik ................… IL Smaafuglene: - Af Sunderland ASE Ek Fuglene og Insekterne. Af Tschudi.............:… III. Udsigt over de saakaldte vingeløse, ikke flyvende Fugles IL. Bygning og Liv AL uten ESS FA RES ERE Få Munkene. 2. AS SC RHERERRES 7. 3 ER RER ERRAN IT. Om Strudsens Forplantning i Fangenskab. Af Suquet. … Il. En mærkelig forstenet Fugl fra Jura-Tiden... ...... I Skildringer af Fuglelivet i Mexiko. Af Saussure... Il. Papegøjernes geografiske Udbredning. Efter Fintsch. . II Sidensvandsen… Af Heiberg sgl Uglepapegøjen paa Nyzeeland. Efter Haast......... TIT. Aalekragens [ei eden i Omegnen af Roskilde. — Af 1 NØ BUN PVG SEES SEEST SE FE) SDR EEN SENER SE DT USER ET] EG Ii Bu Notisvom Bekkasinerne sn. SE SA SENE II Nogle Bemærkninger i Anledning.af samme, AfBrun.… Il. Snepperedersi Træer ss, 4.0 SNE st DS SER TIL. Den S4-aatige. Brante 3 RER re. -5 rad ONE SER BEV.: Wallaces Iågttagelser over Maleben påa Celebes. .Af Rn and se SEERE SE 0 gone MES ENE REDREEE II. Talegalla- Hønsen eier see rest Bar SES DEER REE Hi Stærens0livenhøsti see ne] sr SSR RER II Tornskadernes Vane åt spidde Insekter; Efter Coues. IV. Øjstersen ogkørnen 27) 3 RE REE ENE ONS SE RENEE: I, JU) Ia SEE RG) BEARS DESK UN UK res ERE ES SER | SNEEN] STREG BAG ØBSERSEBENSSEREREEEEE SE TIL Fugleredernes Theori. Af Wallace.......2000 vene IV, Om Sammenhængen mellem Farveforskjellighederne efter Kjønnet. hos visse Fugle og deres Redebygning. AT AWalrare eo NASA oa PE RAE SOS RR IV. Et mærkeligt Træk af Næsbhornn (belens Naturhistorie. Etter BATES eler RER ØE IV. FE FEKS AIDS SO USSR es ESEASEG OD ASO SFES Hr 9 No Not HS ROS OH 09 474. XI "dd Række rasen Æsker VREDE see es eu rene ERE eee EN III. Iagttagelse af et gjensidigt Forhold mellem Svartbag- Maagen og Sælhunden. Efter Langman....... III. Sera ke Kugle vet FEER re es ere sees Å det ae akele IV. Ssansligreni Efter Sunde akl 2334 3 43 sg BR ra Ha ILL. Isfuglens Navn. Efter Sundevall,......ssrrr0tive IEL. ET DE 3 al UNEREERL SSR TEE DE SERNF ARRERE ENERET SES RS 7 IV. Ravnens Sang + Efter Sundevallslig sarndkerslgesene III. MussvdternessRedern HERE ms øarere regere SEER III. Salisisendes Fræpikkerens SSD ele me bre byge Fe nede TIL. Krybdyr. Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv. Af Lutken. i E: BESSlansekønvent… Filter ETys 2.4 sgugssidraede ss IV. 'Spurve efterstræbte af Frøer. Efter Wright og Allen. | al Er det sandt, at Slangerne undertiden tage deres Unger i Munden for at beskærme dem? Af Putnam... IV, Bat flyvende Frøs EfterA Wallaces. 420. sin fsin eee IV, Påddernes Dvaleliv:;…; Efter Al ben 224 0 gede reg IN: Kesslers Pas na ESSEN ey Sr oe N ÆRE IV. Pungfrøen (Notodelphys ovifera) ...........2r0r0e… II, Kanpers os KRUS EF SS ss kr Hade 400 bre eN 570 IV. Nyere Iagttagelser over Axolotlen. Efter Duméril... TIL. Fiske. Fiskenes Natur og Liv. Efter Cuvier ved Lutken. I. Mærkelige Livsvilkaar hos visse udenlandske, især ost- indiske Ferskvandsfiske 438... sd vre andeen IVY. Costes Iagttagelser over Hundestejlernes Redebygning. IIl. Redebyggende Læbefiske. ; Af, Gerbe..02isrsdi st II. Redebygning hos Fiske. Efter Ninni og Agassiz ... IV. re ler es hos Fisker ASER SENSE es SR ERE SR IV. Stillehavs-Smelten. Af BROWN Beja iso. SKIN BE ITL. Fiskeav! og Fiskepleie ;. 529 srengeilejs tøj HR arr eler I Kunstis Fiskeopdrætning 48518572... 5 HS RAE ER rap Akklimatisation af evropæiske Laks og Ørreder i Tas- manien og ÅAvstralien. Efter Siebold.........: IV. Aal rbiskevande js aa SER HS nn ss roden RE IV. kysendes Fisker. KE BASSEN. var ske gs ss IV. Eritredskaber hos; bisker SAA Sn ss revser IV. SøSkansen EAR LEE RSNE SSE rron sr S SØS RR KERN EERS Ek Døde Fiske i Fundy,g , Madras- og Balaklava-Bugten.. IV. Et ce Ga 00 RO NO Et 00 Dodge JER FOTO kd FESTEDE TOO EEN søsat SAR SA Seat S . Side. XII Insekter. Rd Om de vigtigste Insekter, som ved at angribe Planternes Rødder blive farlige for Havekulturen 1. Af Benvasø ein RER HE an Ed ae me RE ARENSE JE Jordkrebsens Føde. Efter Petroff..,.........:...… IN. Nogle Træk af Silkeormens Liv tilligemed en Udsigt over Silkeavlens Historie. Af Lebert.......... II. Pasteurs Undersøgelser over Silkeormens Sygdomme. - Bier Fynd alle AE aar Sa SS REN ERESEER IV. Frostsommerfugle: Af Strøm ss: SSL: SORTERER IT. Meddelelser om Insekternes Instinktliv. Af Bergsøe. IF, Bermiternes Af BerssøeSSREDSE SEES SENSE Fr Myrernes AF B era S Øer ENKER ENS SAME DIR SEERE FE: Husmyren paa Madera. Af Heer .........2mrrer4… II. To texanske Myrers Naturhistorie..................7 IL. Nye Iagttagelser over Myrernes Husholdning ......... IV. Den mexikanske Honningmyze 2... 0020 ve seen eee IE Biernes Forplantning. Af Lumholdt.....:......…. TE. Parthenogenesis hos en Hveps. Efter Siebold ..... IV: Om Biavlen og dens Standpunkt i Danmark. Af Brun. I. Noget om Biernes Sandser og psykiske Eiendommelig- heder FAF Breton SEERE ERR ERNE PARRE RER IE Nogle Sygdomme hos Honningbien, foraarsagede af Snyltedyr og Snylteplanter. Efter Åssmuss. .. TIL OLdend ore SAL Lue SEA SEEDEDE IL Den ig adrigeGCicade | NSSS AS SERENE SEE RR IL Det kinesiske Vox-Insekt og den indiske Lak-Skjoldlus. IV. Ensmærkelig Blådlusform REESE ASE ERE SAR IV. Kuslevælteren ED, BE ERE ASSER SAREEN SED SIGE ESERESE: IV. Kaffe-Skjoldlusen påa Ceylon. Efter Emmerson Ken BEDE AE | LN ERE NOT AS, DET DIE DSE SEERE III. Sandloppen,. Efter Karsten, Goyon og Bonnet... IV. Msetsefluen i Syd-Afrika sa. FENGER ØE EEER I. Brød af Insektæg 24 1 BERNER RAE NE sa KAL DA SEEREN IT. Myg som Fødemiddel. Efter Livingstone......... IV. Om de Insekter og Orme, som Indianerne ved Amazon- fioden bruge som Føde. Af Wallace.........- TEL. insektpulveret. ” Efter” Jar or Rs FAG SA ERE DE SEE IV. Middel mod Kornorme............ KÅVER 5, JE SR AE IV. Lidt om lysende Insekter. Efter Milne Edwards, i Newport, Owsjannikow, Perkins o.Å...... IV. Eysende ”Billelarye 54 Karens SERENE IV. DY > FOO SSO EEG FSR GE SARlsen HG FN OVOL Ø DD KOS Fa SD KOS ED 320. 106. 1099. Xili Andre lavere Dyr. Række, Om Edderkoppernes Spind og Spinderedskaber. AfPetit. I”. Vind-Edderkoppenin Af FUesig I aleyndeere sas TIL Dræbe de saakaldte Fugle-Edderkopper (af Slægten Mygale), Fugle og andre mindre Hvirveldyr, eller ikke?... IV, En graadig Edderkop. Efter Pollock............. IV. Højnordiske Havkrebsdyr i de svenske .Indsøer....... IL En mærkelig Iagttagelse over en Eremitkrebs........ IT. Gravende og murende Engkrebs i Nordamerika. Efter ER BE SR REE EET SE ES ER re IN andelene på? Ceylon HSESSESSEEER Sa ESTER RE II. Regnormenes Nytte. Efter Baird ............2… FEE DØ Om Indvoldsormenes Oprindelse. Af Eschricht.... I". Efterretning for Islænderne angaaende Blæreorm - sygdommen og Midlerne til at forebygge den. ASKED Eder s IN SSARSIRTE ol AD pe EGE IT. Nøgle Træk af Dyrelivet i Havet ved vore Kyster. AE ER ears Ares n BeT hd TrrØR NE IL. De nyere Undersøgelser over Dyrelivet i de store Hav- yder AEK MERE ye en Sis llena See EN LS BESET REE ER ER ES SE Ents SERENE ESSLESRER SNEEN STESSER SEE LEE Wi Om Østersfiskeriet i Limfjorden. Af Collin......…. IV. LTTE EET HDL DE SER EGE RSS RE EPE ESSEN SEE SEE DES TEA II. Pæleormene, deres Bygning og Liv; de Ødelæggelser, som de gjøre, og Midlerne til at forebygge. dem. ” Efter det hollandske ved Lutken .........:..… TUI. - Nyere Undersøgelser over Pæleormene og over Midlerne til at forebygge deres Ødelæggelser............. III. De saakaldte Glas -Koraller eller Glas-Svampe. Af i BSK HESSEN SE SN DR ODER AL SERRRSER Eve Panceris Undersøgelser over Havdyrenes Lysen .... IV, Botanik i Almindelighed. Om Plianteindividet. - Efter A, Braun ved Vaupell i I K Planten opfattet som et Samfund. Af Warming ssk al Plantegeographien og de vigtigste derunder hørende Spøresmaal, Ar Galksebpøtt sys Shy T. Planfeyandringer: +, AfFR60/ STU Pis seg. DÅ SERRER II. ind onms-Plantevandringer HESS SR RENEE REE IT. Kampen for Tilværelsen blandtPlanterne. Af Warming. IV, Spitsbergens miocene Flora. Efter Heer ........... IV. SONET OV SR 340. 401. XIV Plantephysiologi. É Kaka! Om Befrugtningen hos Blomsterplanterne. AfHeiberg. I". Nyere Undersøgelser angaaende Planternes Befrugtning. AR HOT Mm SYES RR ERE KE 2 SNE EA SYNE Nye Iagttagelser over Bestøvnings- og Beftuatninee forholdene hos Blomsterplanterne. Efter Hilde- brandt, Delp ino 0 ABER SS RR IV. TV: IV. Kjøns- og Befrugtningsforholdene i Planteriget. Af | IV. Wianankn eg SEN AN ere SELDE 2 ET SEGS SERENE IV. Of IV. ) "EVE Orchideernes Befrugtning ved Insekter. Efter Darwin ved langer se RE ODIN SET r USE DENS: Ree III. Ægilops-Græsset eller den vilde Hvede. Af Vaupell. II. Om Træernes Forgrening. Af Vaupell ............ I Om Træernes Forgrening ved Grene eller Knopper. Af Van ele, ; JR Pad So ED TEE IE ARS SS ES ERER II. Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form, f II. et Bidrag til disses Architektonik. Af Ørsted . | I. Forklarnms ak Løvfaldet, ARE | UENS IE IT. Om Lysgassens Indvirkning paa Træerne ........... IV. Lysfænomener i Planteriget. Af Warming......... TIT. Om følsomme Planter. Af Warming.............. IV, Terpentingange og Indsamling af Terpentin ......... IL. Om 'Plantehaar AF Grøn um NAS VERNER; IV. Giftige SKYER SED ETS ERE ESS LSE ANA REN FOER RSENR IV. Stivelse og Bladgrønt. Af Grønlund............:. IV. Lavere Planter. Om Svampene, med nærmest Hensyn til Troldsmør-f II. svampen: Af Ørsted SKEER I RESEN II. Om Generationsskiftet hos Snyltesvampene, nærmest med Hensyn til den i den seneste Tid ved Forsøg godt- gjorte Forbindelse mellem Berberisrust og Græs- FUSTUFA LF ØS EC TI SER SØRERENSNETK ESS LER NS REESER TI. Om nogle af de mindste Organismer ..............- IV. Om Bakterierne, de mindste levende Skabninger, og deres Betydning i Naturen og Menneskelivet. ARGO DD EL SUD SEERE USERS ry Lidt om Trøfler. Efter Shelesnow 0. A. .......... IV. Lavarterne Af Branth 2, FO HEE ne ag IL. HR co RD oe FE DD go co DO DO OUR DO ØD få få HA BO GVA Fm . Side. 323. 394. 307. 301. 280. 474. ”— 339. XV Række. Om Sværmsporerne og Befrugtningen hos Algerne. Afyf I. VENTE YDE US SEES SELER ANES SÅ KALDER SS SRESÅREL EO BERLS ET KOS E Tee I. Mur=Ruden Ass ouds 5 DE ae REN EL RE IV. Højere Planter. Koglepalmerne eller Gycadeerne. - Af Ørsted........ IL. Nyopdagede eller lidet kjendte, ved deres Anvendelse vigtige Planter. Af Ørsted. BB eEnbeensplanten ESS eu ae ne RU TEE Er RE Gutfaperchatræeti sie ”e eve 87 SUE Te KERN EEG ie 3. Kokospalmen, Piassabapalmen og Rispapir- [EL ET ED] UR ERE SEERE) Se ST RESENS SES STE SEESDES HS | gg 4. Patchuliplanten, Insektpulverplanten og. for- . skjellige Planter, som ved deres sejge Trevler ers killer Hør og Hamp SAME 35-08 5 ke 40, PER [”, Om Koka- og Uaranå-Planten sidde vue ne ne IV, Kina es AF NAT MIE SEA HUSE sags 15 je RAE IV. Wrazebledstræet påa Feneriffa,s 255% sne (fe srisnegers per ef eleystele IV. Bi mærkeliet bre Sydafrikas 3 nere see RE Det sydafrikanske Dværgtræ med to Blade. Af Ørsted. IIL. Den kaliforniske Kæmpekaktus..........20r0r0r2000 IL. Det: kaliforniske Kæmpetræ ................. Er IL. Cederen paa Libanon og andetsteds ............…..…- TIL. Bees bene Sae. Nina REE IL Linnæa borealis.— Af Westes én: 200 see ns se mneser eee es I. En Aakande med blaa Blomster i det nordlige Jylland. IT, Brede canadensis ses Se ae ere SERENE Re IV. Hormmodden (frapa nafans) ss aars RISE ERE SV. Skovene. Om Skovtræernes Selvsaaning og Frøets Udbredning i Skovens Al Vanp eks Sa SN II. De vildtvoxende Træers Udbredning i Danmark. Af MEE DET Ea SEER Sal 5 ERR EBERT NSSS SRP SE Om Lysets og Skyggens Indflydelse paa Skovtræernes Form og Tilværelse. Af Vaupell.....:......: II. Om de Forandringer, "som det danske Skovlands Ud- strækning har været underkastet i den historiske Birds SAR Va SAR De el re E ERR IL. Om Ædelgranens Forekomst i nogle franske Skove. FANE VE GENER BARE SEES EST N oe hlere Seere N SERENE IV. go få ft ke ØU td BO HR JR fk 00 ta move Side, 161. 239. 326. 121: 147. 287. 81. 411. 167. 198. 160. 207. 324. 214. 282. 95. 296. 400. PIR 324. 391. 311. 153. 181. 389. Dk XVi Række. Nogle Bemærkninger om den” Indflydelse, som Skovenes Borthugning har paa Kilder og rindende Vande. ABecg mere de Kan BENENE LS rs So BEROR REN base IV. Et aff Danmarks Kæmpetræer ARS. DE SEERE IV. Dyrkede Planter. Plantekulturens physiologiske Betydning. Af Unger. IIT. Kornsorternes Hjem SAT Po msn SEEREN IV. Pærevarieteternes Afændringsevne og Nedstamning fra een ARE Efter Die anses LER SIDEN SENE Be BASIM NE Parfumekulturen i Provence. Af Vaupell.......... . Mitvarkmineaf Rosen ole see ker KA HER SNEEN IL. Oliyentræet er Provene er ATA ample eN ER SER == Vinstokkens Dyrkning i Frankrig Af Vaupell...... ir, Om Vinsygdommen i Frankrig. Af Vaupell........ ileg Vinavlenspaåa- Mader as sys ASK RER HERUNDER IL Apelsinkulturen paa de azoriske Øer. Efter Naudin. TIL. BrØNAUKALSERAVET 24 HED RADER LOD HON BSA R Es AS KA ERSR IT. Nattefrosten om Foraaret og Midler til at afværge dens skadelige Indflydelse paa Plantevæxten.......... II. Nogle Erfaringer ved Forsøg paa Plantedyrkning i GCrøntande Af RSinD ke EN BARRE ESS KE NET REN AED RE SEE LYS Bd, Ra. H bo Ha GIK OU GTO GE "Side, 372. 393. T1. 241. 82. 107. 206. 181. 262. 884. 2179. 171. 205. Ad: 228. De med " mærkede Afhandlinger i 1ste Række ere ogsaa optagne i »Almeenfattelige Naturskildringer«, udgivne af C. F. Lutken, iste og 2det Bd. 18:;2—63 (Gyldendalske Boghandels Forlag). P. G. Philipsens Forlag. ST Na MEE Mennesket i den forhistoriske Tid Populære Skildringer af Oldtidens Kulturliv. Efter de nyeste og bedste Kilder, navnlig Lubbock's »Prehistoric Times«, af Fr. Winkel Horn, Cand. mag. Med Billeder i Farvetryk samt talrige Afbildninger i Texten. Af Pressens mange anerkjendende Udtalelser anføres her kun: (»Berl. Tidende.«) Fremfor nogen anden Videnskab har Oldtidsvidenskaben, den forhistoriske Arkæologi, i den senere Periode tildraget sig Opmærksomheden hos det store Publicum i alle Lande, hvilket vel først og fremmest skyldes den forholdsvis korte Tid, hvori deune Videnskab har hævet sig til sit nuværende Standpunkt, -og dernæst de vigtige Resultater, hvortil den har ledet. Det er derfor virkelig et Savn, som udfyldes i vor Lite- ratur ved det her omhandlede Arbejde, der paa en ligesaa grundig som underholdende Maade aabner den dannede Læser Adgang til Oldtidsvidenskabens vigtigste Udbytte. I det Hele fortjener Værket at anbefales som en fortræffelig populær Vej- leder paa det arkæologiske Omraade; i de store Træk holder det sig til Lmbbocks med fuld Føje anerkjendte Årbejde og med Hensyn til det specielt Nordiske er det med Ømhu og kjendelig Forkjærlighed suppleret af sagkyndig Haand. Forlæggeren for- tjener Tak for den smukke VUdstyrelse, idet Værket er prydet med en Række store Illustrationer og en Mængde Textbilleder, de sidste tildels laante fra det kgl. nordiske Oldskrift-Selskab og fra det kgl. nordiske Videnskabernes Selskab, samt med ikke færre end tre meget smukke Farvetryk fra Th. Berghs litografiske Institut, forestillende: En dansk Langdysse, en dansk Runddysse, og schweiziske Pælebygninger. Pris 5 Rd. 48 Sk.; indb. i dertil komponeret Originalbind 7 Rd. 24 Sk. Indhold af d'e Bimds Ste Hefte. 1. Panceris Undersøgelser over Havdyrenes Lysen ...... 401. 2... Om Planten opfattet som ét Samfund. II. Af Eug. Warming 429, 3. De vigtigste nyere Undersøgelser over Fortidens Pattedyr. TP'Sydamerika og Nyholand Ao ans SOS ANSE SEER 446. Af dette Tidsskrift udkommer aarlig 6 Hefter (30 Ark). til en Pris for hele Aaret af 3 Rdl. Subskriptionen, der er bindende for et Bind, modtages 1 alle Boglader og paa de kongelige Postkontorer uden nogen Prisforhøjelse. Bi- drag — af hvilke originale Afhandlinger honoreres med 16 Rd. Arket — bedes sendte til en af Udgiverne eller til Phi- lipsens Boglade. De ærede Forfattere, som ikke, & Dage efter at et Hæfte af Tidsskriftet er udkommet, - have modtaget en Anvisning paa Honoraret, anmodes om at henvende sig i Forlæggerens Boglade Højbroplads Nr. 5. I alle Redaktionen af dette Tidsskrift vedrørende Anlig- gender behage man at henvende sig til Dr. phil. C. F. Litken, . som træffes i sin Bolig, Kastelsvejen Nr. 5, sikkrest fra 5-6 E., eller til Overlærer C. Fogh, Fælledvejen Nr. 5, eller til Dr. pll. Eug. Warming, Læssøesgade Nr. 2, sikrest fra 5-7 E. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededels Ther- mometer, Vægt- og Maalangivelserne ere danske, — for saa vidt andet ikke udtrykkelig er bemærket. Denn SS arenaen SEERE