/%. i^t^' hl s 3 TIDSSKRIFT for populære Fremstillinger af NATURVIDENSKABEN, t udgivet af €. Fogh, Chr. Lntken og Chr« Vaupell. Krcbic Kiri5. Med 1 lithographeret Tavle og flere Træsnit og Chemitypier. umum. Paa P. G. Philipsens Forlag. Thieles Bogtrykkeri. 1856. i il] ^1 "■«* (JvrwjTi^ .^ iru'-3 Indhold af Iredie Bind. Pag. Bidrag til den anvendte Zoologie. II. Det keiserlige franske Selskab for fremmede Dyrs Acclimatisation og dets Fore- tagender i 1854 og første Halvaar af 1855, meddelt efter „Bulletin de la societé zoologique d'acclimatation", T. I og II, livr. 1—7, ved Chr. Llitken 1 Dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft, en sammenlignende Fremstilling, af Cand. med. Erik Holst 35 Havet, en physisk Skildring, af Adjunct Schoubye. 1 54 Skildring af Naturen paa Jamaica, ved Dr. phil. A. S. Ørsted. I,*) (^Hertil et lithographeret geognostisk Kort af Jamaica) 80 Naturforholdene paa Himmellegemerne. I. (Indledning — Maa- nen). Af Adjunct Freuchen 103 Havet, en physisk Skildring, af Adjunct Schoubye. II 126 Nyopdagede eller lidet bekj endte, ved deres Anvendelse vigtige Planter. I. Elfenbeensplanten , ved Dr. phil. A. S. Ørsted . . 147 Om Forskjellen mellem de organiske og uorganiske Legemer, af Cand. med. L. W. Salomonsen 161 Om Stepper og Ørkener, oversat efter Humboldts „Ansichten der Natur," af polyt. Exam. A. Thomsen 174 Om Myrerne, et Foredrag, holdt i Studenterforeningen den 15de Marts, af V. Bergs6, Stud. mag 196 Sammenligning af Guldproductionen i Aaret 1855 med samme i Aarene 1800 og 1850, efter Gumprechts „Zeitschrift fur all- gemeine Erdkunde", Nr. 2, 1856 226 Naturforholdene paa Himmellegemerne. II. (Planeterne). Af Adjunct Freuchen 227 *) 2den Deel folger i 4de Bind. Pag. Om Kogning, af Adjunct Carl Lutken ii52 Om Dyrenes Ernæring, af Cand. med. L. W. Salomonsen. . . . 265 Nyopdagede eller lidet kjendte, ved deres Anvendelse nyttige Planter. II. Guttaperchatræet , ved Dr. phil. A. S. Ørsted 287 Om Landtungen mellem Vesterhavet og Liimfjorden fra Agger til Pælediget (Ringkjøbing Amt), dens Fortid og Nutid, af Kammerraad Andresen i Agger 313 Om Tobaksrygningens Indflydelse paa det menneskelige Legeme, af O. T. R. Schjødt, practiserende Læge i Horsens 338 Naturforholdene paa Himmellegemerne. IH. (Kometerne — So- len). Af Adjunct Freuchen 353 Om exploderende Forbindelser, af Stud. med. Storch 369 Om Menneskets fonneentlige legemlige Fortrin, af Stud. med. W. Ingerslew 391, Ogsaa et Par Ord om Instinkt og Fornuft! Af afdCde Professor J. Ch. Liitkens efterladte Papirer 411 De engelske videnskabelige Luftreiser i Aaret 1852. Efter en Meddelelse af A. Petermann i „Geographische Mittheilun- gen" 1856, 9de Hefte 425 iur-'Mii i;0 16« JUL 1935 Bidrag til den anvendte Zoologi« IL *) Det keiserlige franske Selskab for fremmede Dyrs Acclima- tisation og dets Foretagender i 1854 og første Halvaar af 1855. Meddelt efter Bulletin de la societé zoologique d'acclimatatioD , T. I og II livr. 1-7, ved Chr. Liitken. 3. 1 første Bind af dette Tidsskrift have vi anmeldt Stiftelsen af »la societé imperiale zoologique d'ac- climatation« og udtalt os om dets Forraaal og Be- stræbelser, for saa vidt som disse fremgik af det første Hefte af Selkabets Tidsskrift (Bulletin de la soc. zoolog, d'acclim.), der godhedsfuldt var bleven Redactionen tilstillet. Senere have vi fra Hr. de la Roquette, Medlem af Sel- skabet, gjennem Hr. Professor Borring modtaget den hele Suite af 17 Hefter af Selskabets Tidsskrift og see os derfor nu i Stand til at meddele vore Læsere Oplysning om, hvad der paa den praktiske Zoologies Gebeet er gjort i den sidste Tid, og hvad der i den næ.rmest forestaaende synes at maatte være at gjøre. Selskabet har i den korte Tid, det har bestaaet, nemhg siden den 10de Februar 1854, havt en betydelig Fremgang ; dets Medlemmers Antal er over 800, Regeringen kommer det imøde paa enhver Maade, og Private kappes om at komme det til Hjelp i dets Foretagender. Det har delt *) I. 1 og 2. See dette Tidsskrift Isie Bind S. 222. 1 2 sig i 4 Sectioner: for Pattedyr, for Fugle, for Insekter og endelig for Krebs, Bløddyr og Fiske; desuden er der et vedvarende Udvalg for Algier — for hvis Fremtid Accli- matisationsforsøg med Rette ansees for at være af stor Betydning, ligesom dette Land ogsaa afgiver en god Mellem- station for Overførelsen af Dyr fra de hede Jordbelter til Frankrig — et for Kolonierne og et for de botaniske An- liggender, der maatte komme ind under Selskabets Virk- somhed; det har endelig sat sig i nøie Vexelvirkning med andre Selskaber med lignende Formaal og med de locale Acclimatisationsselskaber for særegne Dele af Frankrig, der have dannet sig med det parisiske Selskab til For- billede. — At Selskabet allerede har udrettet en Deel, vil fremgaae af det Følgende, og de Forhaabninger , hvormed vi hilste dets Stiftelse, ere ikke blevne skuffede; men slige Foretagender som Indførselen af nye Husdyr vise først efter lange Aarrækkers Forløb, om de vare hensigtsmæssige og velbetænkte eller ikke. Fremtiden vil fælde Dommen, støttet paa Erfaringen ; Nutiden kan kun have en foreløbig Mening om det mere eller mindre sandsynlige Udfald af Forsøg, der saa temmelig maa gjøres i Blinde, men dog med største Taalmodighed og Forsigtighed. Af det Foredrag, hvormed Præsidenten, den for denne Sag utrættelige Isidore Geoffroy Saint-Hilaire, aab- nede Selskabet, ville vi gjengive et Par Steder, der vise, hvordan Sagen staaer: »Den fælleds Tanke, der har for- enet os«, siger den berømte Zoolog, »er at stifte en Association af Agerdyrkere , Naturforskere , Eiendomsbesid- dere og oplyste Mænd overhovedet baade i Frankrig og i alle civihserede Lande med det Formaal at befolke vore Marker, Skove og Floder med nye Gæster, at forøge An- tallet af vore Husdyr og Mangfoldigheden af vore Fødemidler, at skænke Agerdyrkningen, Handelen og Industrien Pro- dukter, der hidtil have været oversete, skjøndt de have samme Betydning som dem, vi skylde vore Forfædre. Vor Opgave er stor, men neppe for stor for et Aarhundrede, der mere end noget andet bestræber sig for at anvende Videnskabens Resultater til Menneskehedens Tarv.« Men mellem de forskjellige Grene af Naturvidenskaben, der have stillet sig til den materielle Udviklings Tjeneste, og som i denne Virkekreds næsten have bevirket Underværker, er den Videnskab, som Linné, Pallas, Buffon og Cuvier have dyrket, den, der indtager den ubetydehgste Plads. Zoolo- gien har hidtil været overmaade lidt praktisk , og Dyreriget den Deel af Naturen , der er bleven mindst gjort til Gjen- stand for den menneskehge Opfmdelsesaand. Det er dog ikke Zoologernes Skyld alene; thi mange af dem og frem- for alle Buffon have udtalt, at vor Rigdom paa Husdyr langtfra er saa stor, som den burde være, hvor talrige paa Individer vore Husdyrracer end ere, hvor stort et Herredømme \i end have over dem, saa at vi kunne ud- danne dem næsten til hvad Brug, vi ville. Er et Husdyr først tæmmet, da er det i og for sig en evig Rigdoms- kilde , der ikke engang er indskrænket til det Klima , hvor Tæmningen første Gang fandt Sted, men kan udbredes over den hele Jord, naar man gaaer langsomt og forsigtigt tilværks. Nu i det 19de Aarhundrede nyde vi Frugten af, hvad der er gjort langt herfra og i en forhistorisk Tid af Mænd, hvis Navne Ingen har opbevaret, men som til evig Tid ville vedblive at være Menneskeslægtens største Vel- gjørere. Desværre have vi ikke fortsat det begyndte Arbeide; jo bedre Leilighed der blev dertil, jo mere det civiUserede Europas Blik og Herredømme blev udvidet, desto mindre blev der gjort; Hesten, Æselet, Hunden, Oxen, Faaret, Geden, Svinet, Hønen, Duen og Silkeormen ere blevne tæmmede før Videnskaben blev til, før Folkene vare forenede til Stater, før Forbindelsesmidler existerede. ' Siden Amerikas Opdagelse er kun et ganske enkelt Dyr bleven indført i vore Hønsegaarde. Af de nu levende over 140,000 Dyrearter have vi kun tæmmet 43, og af dem have vi i det vestlige Europa endda kun de 33; af Dyre- rigets 24 Klasser have kun de 4 leveret os Husdyr! Hvor meget end Hønsefuglene og Gnaverne udmærke sig ved Frugtbarhed, hurtig Væxt og fortræffeligt Kjød, have vi dog kun 3-4 tamme Hønsefugle og Kaninen at prale med. Af vore 33 Husdyr komme de 29 fra Central- Asien, Europa og Nord -Afrika, 4 fra den øvrige Deel af Jorden, men ingen fra Australien, uagtet dette Land be- sidder en høist eiendommelig Dyreverden og et næsten europæisk Klima, og uagtet det allerede er Sædet for en europæisk Civilisation. Det er aabenbart, at der maa være meget at gjøre endnu; kun den halve Jord er benyttet, den anden staaer tilbage. At vænne et Dyr eller en Plante til et aldeles nyt Klima, kan have sin Vanskelighed; men der er Egne nok i Asien og Amerika, hvis Klima ikke er meget forskjelligt fra Europas. Derfor have vi fremmede Væxter nok i vore Haver og Skove og paa vore Marker, men ingen fremmede Dyr ! *) — O For Acclimatisationsspørgsmaalet i det Hele vil, som en For- fatter i „Revue des deux mondes'' for nylig har udviklet, „de zoologiske Haver" d. v. s. de storre Menagerier, som allerede findes i Paris, Wien, Gent, Antwerpen, Briissel, London, Berlin og flere Steder i England, især blive af Vigtighed. Den forste „Dyrehave^' i denne Betydning dannedes ganske tilfældigt ved et Dekret i Republikens Dage, der befalede, at alle omvankende Frem- visere af vilde Dyr skulde afleveres tilligemed deres Dyr i Jardin des Plantes. Der stod pludselig en heel Forsamling udenfor Naar dette Selskabets almindelige Formaal skal gjores til Gjenstand for praktiske Foranstaltninger, fremstiller Spørgsmaalet sig i en doppelt Skikkelse, for det Første: Hvilke Dyr er det muligt at acclimatisere i Europa? For det Andet: Hvilke Dyr vil det være ønskeligt at acclima- tisere, d. V. s. hvilke ville udfylde et Savn eller ville være at foretrække for vore nuværende Husdyr? Hvad det første Spørgsmaai angaaer, foreligger der en Liste paa 115 uden- landske Arter af Pattedyr og c. 215 Fugle, som Bestyreren for Menageriet i Paris, Hr. Prevost, anseer det for muligt at acclimatisere i Frankrig og Algier. Men selv om Er- faringen vilde stadfaste Hr. Prevosts Spaadomme, vilde det praktiske Udbytte i de fleste Tilfælde kun blive ringe; thi man vil dog ikke, naar det kommer til Stykket, anvende store Omkostninger paa at acclimatisere et Dyr, der ikke gjør en bedre eller anden Nytte end vore gamle Husdyr. — løvrigt har Selskabet gaaet den meget rigtige Vei at støtte sig til de Erfaringer, man allerede har gjort i Spa- nien, hvor der tidligere har existeret 2 Acclimatisations- haver, 1 paa de kanariske Øer og 1 i Andalusien, samt i England og Frankrig. De Dyr, som det er lykkedes at faae til at formere sig flere Generationer i Træk i tam eller halvvild Tilstand, kan man erklære det for muligt at acclimatisere i Europa. Dertil høre for Ex. Lamaen, Gazellen, Kænguruhen, Dschiggetai-Æselet og Dromedaren. Hvilken Betydning Dromedaren har for Nord- Afrikas Be- boere, er velbekjendt; sandsynligvis ville de algierske Nybyggere lære at skjønne paa den, den algierske Armee* vil lære at indsee, hvor stor Betydning et Rytteri af Dro- den unge Geoffroy St. Hilaires Port, uden at han var for- beredt derpaaj men han benjuede Oieblikket og grundede deraf del berømte Menageri i Jardin des Plantes. .6 medarer kunde have, og Bestyrelsen vil lære at benytte Hurtigløber -Dromedaren (Mehari) til Forbindelsen mellem Steder, der adskilles ved vidtstrakte Ørkener. Men det var ikke rimeligt, at den skulde kunne trives i Europa; her er for koldt, for fugtigt, for snevert, for frodigt for den; og dog trives den godt i Madrid og i Omegnen af samme ; den forplanter sig der og benyttes som Arbeids- dyr. — Kæmpe -Kænguruhen har som bekjendt hjemme paa Nyhollands kratbevoxne Stepper; naar den sidder paa Bagbenene er den saa høi som en Mand; dens Kjød er ganske fortrinligt, dens Skind meget brugbart. Det har været meget let at acclimatisere den flere Steder i England, Spanien og Frankrig, hvor der nu gives smaa Hjorde af den. Man maa dog holde dem temmelig frit, i store Parker, da de ellers let brække Benene ved at forsøge at sætte over Indhegningerne. En Grund til, at de let staae sig, er at deres Pung i Forbindelse med deres Dygtighed i at springe og de kraftige Spark, som de kunne give med deres Hove, sætte dem bedre i Stand til at forsvare deres Afkom end andre græsædende Dyr. I Bengalen leve to smaa Hjorte (Cervus Axis og por- cinus) baade i vild og halvtæmmet Tilstand ; da de let formere sig i Menagerierne, vil det ikke viære vanskeligt at accli- matisere dem i Skove og Parker. Det samme gjælder om Agutierne, sydamerikanske Gnavere, der i Legemsbygning ligne smaa Hjorte og anbefale sig ved hurtig Væxt, stærk Formering og fortrinUgt Kjød. * Ogsaa Dschiggetai-Hesten (E. Hemionus) vil man have*) acclimatiseret i Menageriet i Paris. De af Dussu- ') Vi udtrykke os saa tvivlsomt, fordi Andreas Wagner iMiinchen, en af Nutidens dygtigste Pattedyrkjendere, pastaaer, at Pariser Menageriets „Equus hemionus" ikke er den ægte Dschiggetai, mier fra Landskabet Cutch ved Udløbet af Indus hjem- bragte 3 Individer have formeret sig godt og trodset de strengeste Vintere. Denne Affedning af Østens Stepper er nærmest beslægtet med Æselet, hvis Ører og Hale den har; men den slanke, langstrakte Krop, det høie Kryds, den lige Hals og de store Næsebor vidne om, at den er en fortrinlig Løber. I vild Tilstand er den saa sky, at man yderst sjeldent faaer den at see, og saa hurtig, at den hurtigste Hest ikke kan indhente den; og dog have de ladet sig afrette til at ride og kjøre med, naar man blot behandler dem med Mildhed. Med Æselet og Hesten vil den sandsynligvis danne fortrinlige Bastarder. — Ogsaa med de sydafrikanske Tigerheste (Zebraen, Qvaggaen og Dauw-Hesten) agter man at anstille Forsøg. Vi have allerede tidligere omtalt Yak-Oxen eller den gryntende Oxe (Bos grunniens), det thibetanske Høilands vigtigste Husdyr, og meddelt, at en Hjord paa 11 Stykker var kommen til Frankrig, hvor den dels gjennem Selskabet, dels umiddelbart af Regeringen er bleven fordelt til saa- danne Punkter af Landet, f. Ex. Doubs og Jura Bjergene, hvis Naturforhold bedst stemme med dens Hjemstavns. Det er ikke, som man før har troet, en Bøffel, men en virkelig Oxe, nær beslægtet med vort tamme Hornqvæg og med Zebu-Oxen i Indien, skjøndt som Art forskjellig fra dem begge. Den udmærker sig -især ved sin Haar- klædning; Dækhaarene ere saa lange, at de naae den (som slet ikke forekommer der, hvor Dussumier hentede sine Exem- plarer, men i Ørkenen Gobi i Central -Asien), men herer til den vilde Stamform af vort almindelige Æsel (E. Asinus). I saa Fald er det just ikke saa mærkværdigt, at det er lykkedes at tæmme og afrette den; den vilde imidlertid med Fordeel kunne anvendes til at ophjælpe det tamme Æsels Race, saaledes som det er Brug i Orienten. -8 lige til Knæene, og bruges i Tliibet til allehaande grove Tøier. Under dem sidder en meget tæt og fin Uld, der kan klippes 2 Gange om Aaret og skal bruges til at for- falske Kashemir-Ulden. Desuden benyttes dens Kjød, Mælk og Hud, dens Hale som Vifte og som Standart og den selv som Last-, Træk- og Ridedyr. Den har nemlig i sin Ryg og sit Kryds meget tilfælles med Hesten, gaaer fuldkom- men sikkert paa de farligste Steder og springer som Gem- sen fra Skrænt til Skrænt. Et Dyr, der forener saa ud- mærkede Egenskaber og tillige er haardført og nøisomt, i tam Tilstand godmodigt, som giver gode Rastarder med den almindelige Oxe, og hvis Gødning endelig synes at være særdeles god, var det unægtelig ønskeligt at forvandle til et Husdyr, i det Mindste i Europas Bjergegne. Uagtet Yak-Oxen lever i et ganske anderledes strængt Klima end Europas og kun trives i de Dele af Himalayah, der ligge 10,000 Fod eller mere over Havet, har den Montignyske Hjord efter 4 Aars Ophold i Ghina og paa Reisen hertil, under hvilken den har passeret Linien 2 Gange, dog hidtil staaet sig og befinder sig vel, hvor den er bleven anbragt, f. Ex. i Omegnen af Besan^on. De behøve fint aromatisk Bjerghø og klart Vand, men foretrække dog Opholdet i luftige Stalde for at være i det frie. Et andet Spørgsmaal er, om de acclimatiserede Grynteoxer ville beholde deres fine Uld; de til Frankrig ankomne Exemplarer synes, saa vidt jeg kan forstaae , ikke at have særdeles meget af den tilbage. Hvad Yak-Oxen og Kamelen ere for Høi-Asiens Beboere, ere Lamaerne for Andeskjedens og dens Høisletters i Peru, Bolivia og Chile. Det er som bekjendt en Slags smaa Kameler uden Pukler. Der gives 4 Afændringer eller Arter af denne Slægt: Huanacoen og Vicugnaen, 9 den sidste berømt for sin fortræfTelige Cld, begge vild- levende, samt Lamaen og Pakoen eller Alpacaen. Den sidste er mindre og har ikke Kræfter nok til at være Lastdyr, men holdes i en halvtam Tilstand for Uldens Skyld; man lader den græsse Aaret rundt paa Hoisletterne og fanger den kun, naar man vil have fat paa den for at klippe den. Lamaen er maaskee et af de Husdyr, der lider allerhaardest Medfart; stønnende under Byrder, slet fodret og slet behandlet, er det den, der tilveie- bringer Forbindelsen mellem Vest- og Østsiden af Syd- Amerika og slæber de ædle Metaller fra Bjergværkerne til Havnestæderne, hvor lidet den end som ægte Alpedyr er skikket til at udholde det hede Klima i Gordillerernes Dale eller i Lavlandet ved deres Fod, hvorfor ogsaa mang- foldige døe af Udmattelse eller blive Offre for Epidemier. Da baade Lamaen og Alpacaen have faaet Unger i euro- pæiske Menagerier, havde man paatænkt at acclimatisere dem i Algiers Bjerge, i Alperne eller i Pyrenæerne, men disse Bestræbelser ere hidtil strandede paa de i de vestlige sydamerikanske Stater bestaaende Forbud mod deres Ud- førsel. Med Angora-Geden — udmærket ved den eiendom- melige Omdannelse, der har fundet Sted med dens Haar- klædning, idet baade Dækhaarene og Uldhaarene ere blevne forvandlede til lange, fine, silkebløde, glindsende Krøller — ere Forsøgene allerede i god Gang, da Selskabet har modtaget 2 Flokke. Den ene paa 4 Bukke og 11 Geder var en Present fra Abd-el-Kader til Krigsministeren, der igjen har stillet dem til Selskabets Raadighed, som har anbragt dem paa forskjellige Steder i Alperne, i Omegnen af Grenoble og i Vogeser Bjergene; den anden paa 76 Stykker er indkjøbt af den franske Consul i Brussa, som 10 ogsaa tilligemed Hr. Te hic hatchef, der er berømt ved sine Keiser og Undersøgelser i Asien, har meddelt Op- lysninger om de Naturforhold, hvorunder dette i Orienten saa høit ansete Dyr lever. Det hele District, hvor denne Afændring af vor Hus -Ged, der leverer Stoffet til de i Pariserverdenen saa betydningsfulde Kashemirshawler, fmdes i et Antal af ikke mere end 4-500,000 Stykker, er kun Angoras nærmeste Omegn , 20-30 Mile fra denne By, en Strækning af Størrelse som Normandiet. Det er et Bjergland paa 3600 Fods Middelhøide uden megen Skov og med stærkt udtalt Fastlandsklima d. v. s. med kolde Vintre (^ 12-18o C.) med megen Snee , men med kvælende hede og tørre Som- mere og et smukt klart Efteraar. Angora -Geden kræver næsten ingen Pleie og gaaer ude hele Aaret med Und- tagelse af den allerstrængeste Deel af Vinteren; derimod lider den ved at flyttes, om det saa er nok saa kort en Strækning, og alle Forsøg paa at overføre den til Con- stantinopel eller andre Steder ere hidtil mislykkedes, da den efter et kort Ophold eller i al Fald i et Par Generationer udarter og faaer grove Haar; fra andre Sider forsikkres der rigtignok, at Angorageden altid faaer grove Haar med Al- deren, og at det kun er de Unge, der have den berømte fme Uld. — Den rette Methode vil vist være at parre den med den almindelige Ged og at lade disses Afkom i flere Generationer parre sig med nylig overførte Angorabukke; saa er der Rimelighed for, at man vil faae en Race, der vil have og kunne beholde Angora-Racens gode Egenskaber. I Spanien — Merino -Faarets Hjem — er iøvrigt dens Acclimatisation fuldkommen lykkedes baade i Escurial og i Huelva. 11 4. Forsøg med nye Arter af Silkeorme. Be- stræbelser for at ophjælpe Silkeavlen have været Selskabet ganske særdeles magtpaaliggende. Vi have tidligere om- talt, at den franske Silkeavl, der hidtil havde leveret den allerbedste Silke, i den Grad var i Forfald paa Grund af Racernes Udartning og de Ødelæggelser, som epidemiske Sygdomme havde anrettet mellem Silkeormene, at man i Frankrig var nødt til at forskrive næsten alle sine Silke- ormeæg fra Italien, hvis Silke tidligere stod langt tilbage for den franske. Det er ikke alene den store Industri, der herved lider Tab , men ogsaa den fattige Almue i Syd- frankrig, i hvis Erhverv Silkeavlen er af stor Betydning. Det har derfor ikke manglet paa Anstrængelser for at bringe Silkeavlen paa Fode igjen; tre Veie stode aabne: den nærmeste var at forskrive Æg af gode Racer af den ægte Silkeorm*) fra China, hvilket man tidligere har forsøgt, men uden Held. Hvad enten nu Æggene havde lidt af Reisen , eller man var bleven narret af de snue Chinesere, nok er det, man kunde kun med stor Kunst holde Liv i dem og fik kun daarlig Silke af dem. Selskabet har imid- lertid villet gjentage Forsøget; gjennem Hr. Montigny og Missionairerne i China har man iaaet tilsendt Æg , men de foreliggende Hefter af Selskabets Tidsskrift indeholde endnu ingen Oplysninger om, hvordan dette Forsøg frem- deles er lykkedes. En anden Udvei var at stræbe at for- ædle, vedligeholde og formere, hvad der endnu var tilbage af gode franske Racer for paa denne Maade at kunne levere Almuen og de større Anstalter forædlede Silke- orme æg. Dette har i en lang Aarrække været Gjenstand for Dhrr. Guerin-Menevilles og Roberts Forsøg ved Insti- •) Som bekjendl Larven til del hvide Morbærlræes Spinder (Bom- byx mori). 12 tiltet i St. Tulle; men jeg skulde næsten troe, at de ikke have havt Lykken med sig, thi ellers vilde man neppe være saa ivrig for at forsøge den tredie Udvei, nemlig at opsøge andre Arter af silkespindende Sommerfugle, som maatte yde en god og rigelig Silke, kunne taale det euro- pæiske Klima og være saa lette at føde, at de kunne concurrere med den ægte Silkeorm, og hvis haardføre Natur ikke var forkjælet ved et unaturligt Liv i mang- foldige Generationer, saa at man kunde haabe, at de ikke saa let vilde bukke under for Sygdomme. Disse Forsøg faae saa meget større Interesse for os, som der er flere Arter, hvis Cultur efter al Sandsynlighed vilde kunne trives Uge saa godt hos os som i Frankrig. Selv om der ikke er nogen af dem, hvis Silke er saa god som den ægte, var det dog muligt, at den kunde haves saa billigt, at den alligevel var værd at avle. Det er især 3 Arter, paa hvilke man har havt sin Opmærksomhed henvendt, nemhg Bom- byx (Saturnia) Atlas, der lever paa det chinesiske Peber- træ, B. (Sat.) Per ny i paa Egetræer i China og B. Cyn- thia paa Christpalmen i Indien*). *) Maaskee vilde det ikke være uden Interesse at opregne de andre Bo mbyx- Arter, paa hvilke man ogsaa er bleven opmærksom, men om hvilke man har mindre neiagligc Oplysninger, eller med hvilke der i alt Fald endnu ikke er gjort de fornødne Forsog. B. My- litta i Ostindien giver 10 Gange saa megen Silke som B. mori, men fortærer naturligvis ogsaa mere; Silken er 4-5 Gange tykkere, 6-7 Gange stærkere, har god Glands, tager godt mod Farve og er let at afhaspe, da den horer til de Arter, hvis Cocon er lukket i begge Ender og dannet af en forilobende Traad^ den parrer sig i Fangenskab og ligger i Pupedvale hele Vinteren, saa at det ikke vil have Vanskelighed at overføre den i denne Tilstand til Europa. Den giver den saakaldte Tussah-Silke, hvoraf store Mængder aarlig indføres i Europa. — Med B. Aurota Fb. i Brasilien har Dr. Chavannes i Lausanne gjort Forsøg i Orgelbjergene i Omegnen af Rio5 den lever blandt Andet af Chrislpalmens Blade, og dens Silke 13 Bombyx Cynthia kan allerede betragtes som accli- matiseret i Europa; dens Hjem er Skovene i Indien og Bengalen, hvor den paa denne Art grundede Silkeproduction er ret betydelig. Det lykkedes først at forflytte den til Malta og derfra til Piemont, hvorfra der blev sendt Æg og Coconer til mange Steder i ItaUen, Frankrig og Algier, og alle Steder trives de godt, selv i Paris, hvor de bleve udklækkede i det naturhistoriske Museum. Da de ikke alene æde Bladene af Christpalmen (Ricinus, den samme Plante, hvis Frø giver den »amerikanske Olie«), men ogsaa Salat-, Cichorie- og Pileblade, vil denne Silke- avl vist kunne lykkes i en stor Deel af Europa. I Turin lykkes den endog under aaben Himmel, naar man blot sørger for at beskytte Larverne mod alleslags Rovdyr f. Ex. Edderkopper, Myrer osv. — De vilde Arter fra Brasilien, er n Dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft ^ en sammenlignende Fremstilling af Cand. med. Erik Holst. £in characteristisk Egenskab ved al Naturforskning over- hovedet og den nyere Tids isærdeleshed er en frem- herskende Tilbøjelighed til ikke at ansee nogensomhelst Antagelse, der vedrører Naturvidenskaben, for umiddelbart given og saaledes ophøjet over eller uværdig til viden- skabelig Undersøgelse. Tvertimod inddrages bestandigen tiere og flere saakaldte selvindlysende Sandheder under Videnskabens prøvende Behandhng og blive først derefter udsendte som Sandheder eller afviste som Vildfarelser, og i denne sin Stræben efter Sandhed kan da Videnskaben ingensomhelst Hensyn tage til forudfattede Meninger eller Fordomme, om de end ere nok saa udbredte. Det er og maa være Videnskaben aldeles uvedkommende og lige- gyldigt, om de af den udledte og opstillede Resultater enten umiddelbart eller i deres Konsekventser stemme med de gjældende Anskuelsen eller ikke, eller om de endog kunde synes at true med at vende op og ned paa det Be- staaende. Og Videnskabens Dyrkere kunne ganske roligen overlade de af dem vundne Resultater til sig selv, thi Er- faringen har til alle Tider tilstrækkeligen viist , at de efterhaanden vide at arbejde sig gjennem og gjøre sig gjældende, om end Fordom og Uvidenhed nok saa meget 3* 36 staae imod, uden at behøve Beskyttelse og Understøttelse. Et lidet Bidrag til en Undersøgelse af en saadan som selvindlysende almindelig antaget Sætning meddeles i neden- staaende Linier, der ere byggede paa physiologiske Facta, som den eneste solid« Grundvold, hvorpaa en saadan Undersøgelse kunde baseres, og som den eneste, hvorpaa den burde baseres, da en reent speculativ, apriorisk Be- handling af Emner, der høre under Læren om Livets Om- raade , formeentligen ikke bør tilstedes paa Grund af den erfaringsmæssigen deraf let flydende Ligegyldighed og Ringe- agt for de factiske Forhold. Hensyn til dette Tidsskrifts Læsere har imidlertid nødvendiggjort en sammentrængt Korthed i Fremstillingen og maa derfor ogsaa tjene til Undskyldning for Mangelen af en udtømmende Behandling af det foreliggende interessante og vigtige Emne. Naar man vil spørge om Forskj ellen eller Ligheden mellem dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft, er det selv- følgeligen først og fremmest nødvendigt at komme paa det Rene med, hvad der forstaaes ved hvert afdisse to Begreber, da enhver Anskuelse af deres Eensartethed eller Ueensartethed " uden en skarp Opfattelse af hvert Begrebs Særegenheder * kun kan blive en Formening, men ingen grundig Indsigt, skikket til derpaa at bygge videre Slutninger. Og det er i Virkeligheden ikke saa let, som det strax kunde synes, at komme til en klar Indsigt i, hvad der forstaaes ved Ud- trykkene menneskelig Aand og dyrisk Instinkt, thi afseet fra den menneskelige Aand, der her ikke skal nærmere defineres som et Begreb, om hvilket Kundskab er alminde- lig udbredt eller i ethvert Fald let tilgjængelig , er Be- grebet Instinkt af ForskjeUige blevet opfattet meget for- skjelligt, af nogle i en meget snever, af andre i en meget viid Betydning. Medens saaledes Nogle ved Udtrykket In- 37 stinkt betegne en Drift hos Dyret til at gjøre det, der er nødvendigt til dets eget eller dets Afkoms Underhold- ning paa en vis bestemt Maade , uden derved at ledes af noget frit Valg og uden at Handlingens Resultat derved forudsees, hvorved altsaa en stor Mængde Hand- linger af Dyret ikke blive instinktmæssige, men blive at referere til en vis Intelligents, forstaae andre, og dette er den populære Opfattelse, ved Udtrykket Instinkt et Indbegreb af Dyrets aandelige Liv overhovedet, idet man da tillige ved dette Udtryk antyder en skarp Mod- sætning mellem Dyrets og Menneskets aandelige Liv og siger, at Dyret har Instinkt, men Mennesket Fornuft. Ved at holde sig til denne sidste, den populære Opfattelses- raaade, skulde denne Afhandling gaae ud paa at vise, at denne Antagelse er en dobbelt Overilelse, idet paa den ene Side Mennesket meget ofte ledes af Instinkt, og Dyret paa den anden Side meget ofte viser utvivlsomme Tegn paa at ledes af Fornuft. En særegen Vanskelighed ved at definere Instinktet ligger i Forklaringen af den iøjnefaldende Eensartethed i Handlinger, der bemærkes hos samtlige Individer af samme Art, og som paa ingen Maade kan forklares som en Følge af Opdragelse og Efterligning, eftersom de samme instinktmæssige Handlinger ofte udøves af Individer, der aldrig have seet Dyr af samme Art som de selv ere. En saadan Eensartethed maa nødvendigviis forudsætte en medfødt Drift hos Dyret til at handle netop saaledes og ikke anderledes; men paa den anden Side kan det heller ikke benægtes, at ingenlunde alle instinktmæssige Handlinger foregaae med den samme blinde og tvingende Nødvendighed , at de ofte viste en vis Frihed, en vis Evne 38 til at rette sig efter Omstændighederne, hvorved netop In- stinktets mest characteristiske Egenskab, dets bestandige Uforanderlighed og Eensartethed hos alle Individer, op- hæves. Man fandt, at den Egenskab hos Planten at dreje sin Blomst efter Lyset, at aabne den om Dagen og lukke den om Natten o. s. v. , aldeles svarede til den Egenskab hos Dyret at lægge sine Æg paa et saadant Sted, at Afkommet der strax kunde finde Næring, at udvælge af en Mængde forskjellige Urter netop dem, der vare det tjenlige til Næring; man kunde derfor ikke forklare dette uden ved en blind Naturdrift, der ledede saavel Planten som Dyret og derfor ikke paa nogen Maade kunde antages at komme til Bevidstheden. For nu at forsøge paa at rede sig ud af disse Vanske- ligheder er det nødvendigt at komme ret til Kundskab om, hvad Instinktet egentlig er. Men hvorledes lærer man dette bedst at kjende? Naarman som her gaaer naturviden- skabehgt, frem kan alt Aandeligt, og saaledes altsaa ogsaa Instinktet, kun forsaavidt gjøres til Gjenstand for Under- søgelse, som det aabenbarer sig gjennem de materielle Redskaber; man kan kun komme til Kundskab om Dyrenes Aand eller Instinkt gjennem denne Aands ydre Phænomener, ved at bedømme disse hver for sig, ved at forbinde dem til et ordnet Hele og endelig ved at jevnføre dem med de menneskelige, der ere os bedst bekjendt, da de umiddel- bart kunne gjøres til Gjenstand for vor Undersøgelse, hvad Dyrenes af let begribelige Grunde ikke kunne. Denne Vej ville vi altsaa have at gaae, og vi ville vel erindre os , at den eneste Vej til at lære Dyrets Aand at kjende er at analysere dets Handlinger. Ved at anstille en saadan Vurderen og Analyseren af Dyrets Handlinger vil det da let vise sig, at disse paa 39 ingen Maade alle kunne refereres til et Instinkt, men nød- vendigen forudsætte en anden aandelig Evne hos det paa- gjældende Dyr. Man kan vel forklare det som Instinkt, at Bæveren altid bygger sin konstige Bolig paa samme Maade, men ikke at Hesten igjen kan finde den Vej, den eengang har været; man kan kalde det Instinkt, at visse Insekter, uagtet de selv leve af Planteføde, dog lægge deres Æg j dode Pattedyr, fordi det Afkom, som først kommer ud af Æget efter Forældrenes Død, og som de altsaa aldrig faae at see , i den første Tid af dets Liv lever af dyrisk Føde og siden som fuldtudviklet af Planteføde ; men man kan ikke kalde det Instinkt, at en Hund skjøndt heftigt sulten dog ikke rører ved sin Æde, før den har erholdt sin Herres Tilladelse. Man kan kalde det Instinkt, at Edderkoppen spinder konstige Væv for at fange sit Bytte, eller at Æl- lingen, der er udruget af en Høne og aldrig har seet en And, trods Plejemoderens ynkelige Klynken og Uro søger ned til Gadekjæret, men ikke at Kyllingen af Hønens Skrig meget godt forstaaer, om den har fundet nogen Æde til den, eller den har seet en Høg i Luften. Kort sagt, det bliver nødvendigt ved Siden af Instinktet hos Dyrene at anerkjende en Evne til at erindre, til at rette sig efter Omstændighederne, til at slutte fra det ene til det andet, eller med andre Ord: ved Siden af Instinktet maa hos Dyret anerkjendes en vis Intelligents. Den væsentligste Forskjel mellem Handhnger, der udgaae fra Instinktet, og Handhnger, der udgaae fra Intelligentsen, vil Vise sig at bestaae deri, at de instinktmæssige Handlinger ikke ere Resultater af nogen Efterligning eller Erfaring, og at de altid udøves paa samme Maade, medens de intellec- tuelle Handlinger ikke have noget saadant Præg, og man vil ved nærmere at gjennemgaae de forskjellige instinkt- 40 mæssige Handlinger see , at disse samtlige gaae ud paa at fremme Individets Ernæring og Forplant- ning, medens derimod de intellectuelle Handlinger be- stemmes af de forskjellige Forhold til Omverdenen, hvor- under Dyret lever. Instinktet leder Dyret til at handle paa en bestemt uforanderlig Maade, det er medfødt og ikke tillært; men Intelligentsen leder det til at handle forskjel- ligt efter de forskjellige forhaanden værende Omstændig- digheder, den er alene en Følge af Efterligning og Er- faring. Vilde vi nu søge nærmere at bestemme denne Intelli- gents hos Dyret, hvorom dets Handlinger saa aabenbart vidne, bliver det som anført nødvendigt at jevnføre den med Menneskets, da Analogien med denne er den eneste Vej til at opfatte hin, og Spørgsmaalet bliver da nu, om den dyriske og den menneskelige Intelligents ere eens- artede eller uensartede, eller med andre Ord om der mellem dem er en specifiskForskjel, saa at de egent- ligen aldeles ikke kunne , sammenlignes , eller en Grads - forskjel, saa at den menneskelige Intelligents kun ud- mærker sig ved sin større Udvikling og Omfang. Til dette Spørgsmaals Besvarelse vil det da atter være nødvendigt at analysere de enkelte Facta, og skulde det da vise sig, at disse Handhnger paa begge Sider maae tydes som for- skjellige Virkninger af forskjellige Aarsager, saa vil man ogsaa med Sikkerhed kunne slutte , at lignende Virk- ninger paa begge Sider maae have hgnende Aarsager. Man kan saaledes ikke undgaae at kalde det Hukom- melse , at en Hest kan finde igjen den Vej , den een- gang har været, eller at Hunden kan gjenkjende et Men- neske og ved sin Adfærd imod ham give tilkjende, om han har beviist den en Velgjerning eller skadet den. Det er 41 et Tegn paa Dømmekraft og Evne til at tænke og slutte logisk, naar Hunden, der seer sin Herre tage Hat og Stok for at gaae ud, gjør sig lækker for ham for at faae Lov til at gaae med, thi dette kan den kun gjøre ved at kom- binere flere forskjellige Forestillinger. Den maa slutte, at dens Herre vil gaae ud, siden han laver sig til, og at den lettere erholder en forønsket Tilladelse ved at søge at ind- smigre sig, og endeUg maa den kunne erindre tidligere Behageligheder ved Spadseretouren, da den ellers ikke vilde kunne ønske igjen at komme ud at spadsere. Naar en Hund nedgraver Resten af sin Æde til den igjen bliver sulten, viser den, at den veed at den igjen vil komme til at trænge til Æde, og at Føden ikke opbevares sikkert ved at efterlades liggende ovenpaa Jorden, den viser altsaa Fremsynethed i høj Grad. Ved i Søvne at gjøe og bevæge Benene som til Løb viser den, at den drømmer og alt- saa ogsaa maa kunne tænke og have Indbildningskraft; det er utvivlsomt en fri Villies Valg, naar Hunden skjøndt meget sulten ikke rører den Æde, som dens Herre har forbudt den at røre, men taalmodigen sidder og afventer hans Tilladelse, eller naar den i Brunsttiden skjøndt op- hidset af den mægtige Forplantelsesdrift dog følger sin Herres Kalden. Hunden adlyder her af frit Valg, fordi den vil det, og gjør den det ikke, er den ulydig mod sin Herre, saa viser den ved deres Gjensyn utvetydige Prøver paa en ond Samvittighed, thi den veed med sig selv, at den har overtraadt Pligt og Ret. Dens Hengivenhed og Troskab mod dens Herre ere bekjendte nok, disse Egen- skaber have gjort den til Menneskets stadige Ledsager; dens Højmodighed forbyder den at bide en mindre Hund, hvem den hellere lader føle sin Overvægt og derpaa be- handler med overmodig Foragt, thi Hunden har saavel 42 slette som gode Egenskaber. Hvem kan f. Ex. nægte , at man ofte kan see en Hund æde mere end der egentligen anstaaer den blot af Misundelse, blot for at en anden Hund eller en Kat ikke. skulle faae de Levninger, den nys har forladt. Af Grusomhed og Blodtørst myrder Tigeren ofte blot for 8Lt myrde, og Kattens Lumskhed er bekjendt nok. Et mere umiddelbart Indblik i den dyriske Aand giver os Dyrets Miner, Blik og Gebærder sammen med dets utvetydige Spor af et Lydsprog. Ved en blot overfladisk Ligttagelse af Dyret vil det utvivlsomt vise sig, at ogsaa det har et særeget Sprog i Blik, Miiier og Gebærder; det forstaaer ikke blot sine Lige igjennem dette stumme Sprog, men ogsaa Mennesket idetmindste til en vis Grad. Hun- den formaaer ikke blot nøje at adskille alle Afændringerne mellem en truende og en kjælende Tiltale — uagtet den ikke forstaaer selve Ordene — , men den formaaer nøje gjennem sin Herres Minespil og Blik at aflæse hans indre Sindsstemning, den er glad ved hans Glæde og bedrøvet ved hans Sorg. Det glubende Dyr skjælver og viger for Menneskets faste og uforfærdede Blik, men vel at mærke kun naar dette Blik er en tro Afspejling af Sjælens virke- hge Tilstand ; er denne Mine kun paataget for at skjule en indre Uro og Bæven, vil Dyret med en sjelden Skarphed opdage det og da uden Frygt gjøre sin physiske Over- legenhed gjeldende. At dette udtryksfulde skjøndt stumme Sprog hos Dyret hidtil er blevet saa lidet paaagtet, at Mange ikke ane dets Tilstedeværelse og Betydning, har sin Grund i den almindelige tankeløse og fordomsfulde Opfattelse af Dyrets Natur. Enhver der med Forkjærlighed for Dyret hengiver sig til en uhildet Betragtning og Iagttagelse af det, vil me7uH I^ij nh is imiH, Aii^\H u- n/i ♦) De vigtigste af disse Dale ere, naar man gaaer fra Ost mod Vest, følgende: den (41), som ligger nord for den Bjergkjæde, der ad- skiller St. Thomas in the Vale fra Luidas Vale, og vestfor Luidas Vale den Dal, som omslutter Ca ve River (15), syd for samme en lille Dal, hvori Grofts River (14). Den store Dal, som ligger mel- lem Bull Head (7) og Mocho Mt. (8), og som gjennemslremmes af Rio Minho, og ligeledes den maleriske Dal, Mile Gully (33), der mod Sydvest begrændses af Figuereros Mt. (^34), ere mindre fuld- stændig indesluttede^ derimod er det lille Bækken (16), hvori Plantagen Whitney ligger, heelt omringet af Bjerge, saa at Milk River, der har sit Udspring her, kun kan flnde Afleb gjennem underjordiske Fordybninger. Det samme gjelder om de Dalbække- ner, som omslutte folgende Aaer: Pot Gully (17), One Eye R. (42), Hectors og Cocoa R. (36), Quashies R. (18), Mouth R. (19), Roaring R. (37), Sinks (38), Springvale (39), Chesier R. (22), Niagara R. (21), Black R. (20), Cut Grås Spots (23), Plantagen Content (24) og en lille Dal nord for Dolphin Head (25). 6- 84 hvor Bjergene sjeldent hæve sig over 1000 — 2000', hvor der ofte gaaer halve Aar og mere, uden at der falder en fcraabe Regn; her finde vi en paafaldende Mangel paa rindende Vand. Dog har denne iMangel fornemmelig sin Grund i Jordbundens eiendommelige Beskaffenhed, idet den her fremherskende Kalkformation er ligesom undermineret af underjordiske Huler og Gange, hvorigjennem Floder og Aaer forsvinde for da enten atter at komme tilsyne efter et længere underjordisk Løb, hvilket undertiden gjentager sig flere Gange, eller at tabe sig uden senere at have noget synligt Afløb, saa at Floderne her maaskee i det Hele have et større underjordisk end overjordisk Løb. Luidas Vale (13) frem- byder flere Exempler paa dette Forhold ; saaledes ved Worthy Park hvor Aaen, som tjener til at drive en Vandmølle, pludselig forsvinder i en underjordisk Hule, og øst for Plantagen Thatford, hvor Floden løber under den høie Bjergkjæde, som adskiller Luidas Vale fra St. Thomas in the Vale, og kommer tilsyne igjen i denne sidste Dal, hvor den under Navn af Black River er en af Hovedarmene for Rio Cobre. iMilk Fiiver, som udspringer i den Dal, hvor Plantagen Whitney til alle Sider er omringet af Bjerge (16), forsvinder ligeledes under et Bjerg for at komme tilsyne paa den anden Side af samme. Ved Plantagen Mount Olive i St. Thomas in the Vale seer man paa to Steder Exempler paa, hvor let den porøse Kalksteen udhules ved Aaernes Løb. En lille Aa løber her i en dyb Kløft, som er spærret ved en Klippemasse, der ganske vilde opdæmme Vandet og derved danne en Sø, da lodrette Klippevægge hæve sig høit iveiret til begge Sider, hvis Aaen ikke havde udhulet sig et Gjennemløb ved Grunden af den spærrende Klippe, som saaledes danner en naturlig Bro, over hvilken 85 der er anlagt en Kjørevei. Det samme sees af den Maade , hvorpaa man har skaffet sig Vand til at drive en Vand- mølle. En lille Aa løber paa den modsatte Side af den Kalkbakke, ved hvilken Værket ligger. Forat faae Vand har man kun behøvet at dæmme Aaen op, og den har da banet sig Vei gjennem Klippen og kommer tilsyne paa den anden Side af samme gjennem et Hul, hvorfra Van- det ledes hen til Vandmøllen. Paa flere Steder benyttes disse underjordiske Vandbeholdninger som naturlige Cister- ner ganske paa samme Maade som i Yucatan, hvorom Stephens i sin Reise har meddeelt mange interessante Oplysninger. Et Blik paa Kortet vil vise det høist Eien- dommelige i Flodernes Løb paa denne Deel af Øen, idet de fleste meget snart forsvinde uden igjen at komme til- syne. Dette gjelder saaledes om Gave River (15), Hoe R. (41) RoaringR. (37), Quashies R. (18), Mouth. R. (19), Cocoa R. (37), Niagara R. (21) Chester R. (22) o. fl. a. Dog findes der ogsaa paa denne Deel af Øen, nemlig paa Sydsiden, hvor det flade Diluvialland er fremherskende, nogle større Floder; saaledes i Nærheden af Vestenden R. Cabaritta, som har sine Kilder paa Dolphin Head (9), Black R., som er seilbar for fladbundede Baade og Canoer i en Afstand af 7 Mile fra Mundingen. Begge disse Flo- der oversvømme i Regntiden det flade Land og danne store Moradser, hvorfor der her er et meget usundt Klima. Foruden disse er der paa Sydsiden endnu at mærke R. Minho eller Dry R. , der har sine Kilder paa Bull Head (7), løber først i sydosthg Retning gjennem den Dal, som danner den største Deel afClarendon og indesluttes af St. Johns Trapbjerge og Mochobjergene (8), og senere lige imod Syd. R.Cobrehar sit Udspring fra St. Thomas in the Vale og mod- 86 tager en Arm, Black R., der kommer fra Luidas Vale og løber under den begge Dalene adskillende Bjergkjæde, forbi Spanish Tovn og derpaa gjennem Liguaneas Diluvialslette, hvor den paa nogle Steder danner Sumpe. Y all ah s R. og Morant R. udspringe paa den høie Centralkjæde og gjennemskjære derpaa Kystkjæden. Den første af disse frembyder, hvor den optager Green R., et lignende Forhold som Rhone og Arno i Nærheden af Genf, hvor det klare blaa Vand af den første og det mudrede Gletschervand af den sidste i en Strækning løbe ved Siden af hinanden uden at blandes; thi medens alle de Smaastene, som Green R. fører med sig, bestaae af Kalksteen og Skifere, som have en blaahg Farve, have derimod alle de, som findes i Yallah R. en rødlig Farve (af den røde Sandsteen og Conglomerat). Paa den nordostlige Side hører man overalt Flodernes Brusen i de dybe Dale, og talrige Cascader og Vandfald bidrage meget til at forøge den romantiske Skjønhed i dette vilde Bjergland. Roaring River deler sig paa et Sted i mange Arme, der danne smaa Cascader, som løbe imellem Palmer, Myrter og andre Træer; Vandet er nemlig her saa kalkholdigt, at Kalken afsætter sig omkring Rødderne og de nedfaldne Grene og Blade som en fast Gement. Her glider Vandet henover som et tyndt Lag af den klareste Krystal, og idet Solstraalerne falde ned mellem Træernes Grene paa den skinnende hurtigt vexlende Vandflade, frem- bringes en vidunderlig Lysvirkning og en Mangfoldighed af Farver i de smaa Vandpartikler, som kastes iveiret. Kalk- incru stationerne ere paa nogle Steder tykke nok til at bære en Mand, og Vandet i de smaaBasins er saa klart, at man uagtet de have en Dybde af 6—7 Fod, dog tydeligt kan see den mindste Steen paa Bunden. Det største Vandfald dannes her afV^hite River i en Afstand af 3 Mile fra dens 87 Kilder. Den styrter sig her ned over en 300 Fod høi, næsten lodret Klippevæg med umaadelig Larm, der mærkes i lang Afstand som en fjern Torden. Især i Regntiden frembyder dette Vandfald, efter det store Tilløb af Vand, et meget smukt og storartet Skue. Den hele Vandmasse opløser sig, naar den med Voldsomhed styrter mod de i regelmæssige Afstande fremstaaende Afsatser, til en Stribe af Skum, hvori man seer alle Regnbuens Farver, og Larmen gjentoner mellem de næriiggende Fjelde; den mørkegrønne Skov, som med den skjønneste Blanding af Træformer be- klæder Klipperne til alle Sider, den rene azurblaa Himmel foroven. Fuglene, som i høi Flugt svæve over Toppen af Bjergene, den rolige , blanke Vandflade som udbreder sig ved Foden af Vandfaldet, hvor to Palmetræer (Kaal- palmer) ere saa regelmæssig stillede, at man i deres lige graa Stammer troer at see Steensøiler, som ere opførte ved Konst — Alt dette i Forening frembringer et blandet Billede af en vild og fredelig Natur. Vi have i det Foregaaende seet, at Bjergene i den østlige (c. \) Deel af Jamaica have en ganske anden Cha- rakteer end i den vestlige (c. |) Deel af samme. Et Blik paa Kortet*) vil vise, at denne Forskjel staaer i den nøieste Forbindelse med de geognostiske Forhold; thi medens den østUge Deel næsten udelukkende bestaaer af Graavakke, Rød Sandsteen og porphyritiske Bjergarter, som alle ere ældre Dannelser, henhører derimod hele den vestlige Deel til en Kalkdannelse, som først er hævet op over Havet i en Tid, der gik umiddelbart forud for den nuværende Periode**). ♦) See Forklaring til Kortet p. 102. *•) On ihe Geology of Jamaica by De la Beche. S8 Urbjerg forekommer aldeles ikke paa Jamaica. Overgangsformationen indtager med Undtagelse af et smalt Parti langs med Kysten hele den nordostlige Deel af Øen fra Ora Cabessa til Cunhacunha (1) og be- staaer fornemmelig afGraavakke, der her frembyder alle Forskjelligheder i Structur, som ligge imellem fiinkornet Sandsteen og Conglomerat*), medens Overgangskalken ogGraavakke-Skiferen kun forekomme i underordnede Lag**). Den sydlige Skraaning af den samme Bjergkjæde, hvor Graavakke er fremherskende paa Nordsiden, bestaaer af rød Sandsteen, Sandsteen-Conglomerat, Por- phyr - Gonglomerat og Traparter. Underordnede Steenkullag forekomme vedBotanical Garden nord for King- ton og ved Fort Antonio. Da Forsteninger — den Skrift, som lærer os Jordlagenes Historie — her ganske mangle, har det ikke endnu været muligt at bestemme med Nøiagtighed, til hvilken geologisk Tidsalder disse sidste Lag henhøre. Maaskee de tildeels udgjøre de yngste Led af Overgangsformationen, medens andre Dele heraf nærmest synes at svare til den røde Stansteen- og Steenkul- formationen. Gjennem alle disse Lag forekomme Trap- arter: Syenit, Grønsteen og Leer - Po rphyr***) *) Graavakke-CoDglomerat i vexlende Lag med Graavakke-Skifer fore- kommer paa det høieste Punkt af Cunhacunha, og som en fiin- kornet tæt Sandsteen optræder Graavakken ved Plantagen Albion i Nærheden af Port Maria. *•) Overgangskalk ved Buff Bay River, paa Sydsiden af Blue-Montain- kjæden fra Yallahs River til Nærheden af Bath og paa Sydsiden af Coldridge i en Heide af 4200' og herfra til Toppen i Forbindelse Hied Syenit 5 Graavakke-Skifer mest paa Nordsiden i Omegnen af Port Maria. ***) Disse tre Bjergarter gaae her paa mange Steder over i hverandre og danne en Mængde Varieteter af Trap. 89 som Gjennembrudsmasser. Trap indtager desuden hele den lavere Deel af Blue-Montainkjædens Sydside og danner saaledes de steile Fjeldaase, som mod Nordost begrændse den horizontale AUuvialslette , hvorpaa Kingston ligger. Ligeledes fremtræder Trap som et isoleret Bjergpartie i den tertiære Kalksteendannelse , indtagende St. Johns og en Deel af Clarendon. Den danner her steile skarpe Bjerg- kamme, som i Bull-Head hæve sig til en Høide af 3140'. Den største Deel af Jamaica indtages af en tertiær Kalksteen-Dannelse , hvis Hovedmasse bestaaer af en com- pact hvid Kalksteen, og hvori Mergel og Sandsteen fremtræde i underordnede Lag. Denne Dannelse, der er meget cha- rakteristisk for alle de vestindiske Øer, synes paa nogle Steder at have en Mægtighed af 2 — 3000', og ifølge de talrige Forsteninger*), som her forekomme, maa man an- tage, at den henhører til den ældste tertiære Tid (den eocene Periode), og at den er samtidig med Pariser- og Londonner-Bækkenet. Vi have i- det Foregaaende seet, at denne Formation udmærker sig ved sine kjedelformede, af Bjerge til alle Sider omsluttede Dale og ved utallige underjordiske Huler (heraf Benævnelsen Honey-comb rock), hvorved denne Deel af Jamaica er ligesom undermineret, hvilke Forhold begge have en væsenthg Indflydelse paa Flodernes Løb; jeg skal her endnu meddele en kort Be- skrivelse af to af disse underjordiske Grotter, som ved deres Størrelse og Rigdom paa Drypsteendannelser især have tiltrukket sig Opmærksomhed og regnes blandt denne *) Af Slægterne: Nautilus, Nummulites, Serpula, Conus, Buccinum, Plcuroloma, Cerithiuin, Turbo, Naiica, Mja, Astarie, Cardita, Arca, Pcclen, Astræa, Anomia, Tercbratula, Spatangus, Cidaris o. fl. a. Af disse fortjener især at udhæves en gigantisk Cerithium, 6" lang. 90 Øes største Naturundere. Den ene ligger ved Plantagen Swansea i Luidas Vale. Indgangen til denne Grotte er meget malerisk og næsten skjult ved en yppig Plantevæxt. Den første Deel, der med en vexlende Høide har en Længde af 76 Skridt og er fuld af store Stalactitsøiler, ender med en aaben Plads, som af Negrene benyttes til Plantning, og som synes at være opstaaet ved at Loftet her er styrtet ned. Man kommer derpaa til et Kammer, ligeledes heelt bedækket med Stalactiter og Stalagmiter, som med sine Bugtninger har en Længde af omtrent 89 Skridt; en lav Gang fører herfra til et lignende Kammer, men som kun er 34 Skridt langt. Fra dette maa man krybe paa Hænder og Knæ for at komme til et høit Kammer 54 Skridt langt, hvor Loftet er tæt besat med Flaggermuus. Derpaa følger et mindre (21 Skridt), ved Enden af hvilket Loftet er faldet sammen i en Længde af 60 Skridt. Efter endnu at have gjennemgaaet to Kamre adskilte fra hinanden ved en lav Gang, er man ikke istand til at trænge længere frem. I Nærheden af denne Grotte, som bestaaer af 8 Kamre, der i Forbindelse med de dem adskillende Gange have tilsammen en Længde af henved 400 Skridt, ligger en anden noget dybere, som altid indeholder fortrinhgt klart og køligt Vand (efter Aarstiden i forskjellig Mængde), og som derfor af Beboerne i Omegnen benyttes som en naturlig Cisterne, ganske paa samme Maade som de be- rømte Grotter i Yucatan. Undertiden, naar der er falden stærk Regn i visse Dele af Omegnen, med hvilke denne Grotte maa staae i Forbindelse, styrter Vandet ud af samme med stor Larm, men forsvinder snart gjennem de mange Huller i Kalkstenen (sink- holes). Den anden Grotte, Port- land Gave, ligger paa Nordsiden af Portland Ridge (43), der i Distriktet Vere sydvest for Kingston træder frem som et 91 isoleret Kalkbjerg i AUuvialsletten og danner en Landtunge. Denne Grotte bestaaer af fire Kamre, af hvilke kun eet er meget stort og høit og prydet med de skjønneste Sta- lactitsøiler. Disse Grotter blive ofte besøgte, som man seer af de talrige Navne skrevne med Kul paa Væggene. Man bliver da ledsaget af Negere , som bære brændende Fakler. Stalactitsøilerne , der ofte frembyde de meest phanta- stiske Former og i Faklernes Skin glimre som Krystal og Sølv, de nøgne Negeres mørke Skikkelser, Flaggermusene, &om opskræmmede fra deres mørke Hvilesteder lydløse svæve omkring, frembringe i Forening et høist eiendomme- ligt Indtryk, og man troer sig hensat i en underjordisk Fee- verden. Til det yngste (pliocene) Afsnit af den tertiære Pe- riode eller den saakaldte Diluvialdannelse, ved Slut- ningen af hvilken den sidste store Jordomvæltning fandt Sted, hvorved Landene antoge den Form, som de nu have, henhører det Lavland, som strækker sig langs med den største Deel af Sydkysten, men som især fremtræder i 4 — 5 større sondrede Partier, af hvilke det østligste erLi- guanea-Sletten nord for Kingston, ligeledes i det Indre en stor Deel af Luidas Vale og St. Thomas in the Vaie og paa Nordsiden et lille Parti mellem Buff Bay og Agua Alta. Det er aldeles fladt Land, bestaaende af Leer, Sand, Gruus og Rullestene, som hidrøre fra de nærliggende Bjerge og derfor især bestaae af Porphyr, Syenit og Grønsteen, me- dens Kalksteen er sjelden, da den ikke har kunnet mod- staae de mekaniske Virkninger, som disse Masser have været underkastede. De Gjennemsnit, som her overalt blottes ved Flodernes Løb gjennem de løse Lag, have paa 92 nogle Steder en anselig Høide, saaledes ved Hope River i Nærheden af Hope Tawern 2—300 Fod. Denne Dannelse svarer ganske til Diluvialdannelserne paa Østsiden af Nord- og Sydamerika (den saakaldte at- lantiske Slette øst for AUeghany-Bjergene, den patagoniske Slette og Plataflodens Pampas), og ligesom det ved Darwins og Lyells Undersøgelser er bevist, at disse engang have indtaget en meget større Landmasse og strakt sig meget længere mod Øst, saaledes er det ogsaa sandsynligt, at dette yngste Led af den tertiære Dannelse i en tidligere Tid har havt en meget større Udbredning paa Jamaica og de andre Antiller. Humboldt har allerede for længe siden vist, at der er Meget som taler for at antage, at Antillerne have været forenede og dannet en eller flere større Øer. Den €atastrophe, som adskilte Øerne fra hverandre, har rimehgviis ogsaa bragt en Deel af Diluviallandet under Havets TNiveau. Medens Diluvialdannelsen paa Jamaica i alle andre Forhold stemmer saa nøie overeens med de tilsvarende Dannelser paa Amerikas Fastland, at man ikke kan tvivle om, at den er samtidig med disse,- saa er den meget forskjellig ved sin fuldkomne Mangel paa Levninger af de talrige Pattedyr, som ere saa charakteristiske for hin Tids . Fauna. Dette kunde synes saa meget mere paa- faidende , da der netop paa Jamaica findes saa mange af de store Drypsteens-Grotter, der ere saa gunstige for Opbevaringen af disse Dyrelevninger, at de paa mange Ste- der (i Europa, Sydamerika, Ny-Holland) betegnes som Knoglehuler; men naar vi betænke, at der i den yngre tertiære Periode herskede de samme Love for Pattedyrenes Fordeling som i den nuværende Tid — hvilket især er godtgjort ved Dr. Lunds Undersøgelser over BrasiUens Knoglehuler — og at Antillerne ogsaa for Tiden saa godt 93 som ganske mangle oprindelige Pattedyr, saa kan det ikke undre os at gjenfinde denne Mangel i den diluviale Tid, ja vi see endog heri en Bestyrkelse af nysnævnte Lov. De alluviale Dannelser, hvorunder man ind- befatter alle de Forandringer, som tilhøre den nuværende Jordperiode, fremtræde fornemmelig paa den flade Sydkyst. Medens Floderne gjøre dybe Indsnit i de løse Masser, som ere afsatte i den tertiære Tid, og føre disse ud i Havet, bliver Landet paa niange Steder forøget ved Havstokdannelser, ved Banker af Sand, Grus og Stene, som opkastes ved Bølgeslaget, især ved stærke sydostlige Storme. Den to Mile lange smalle Landtunge, paa Enden af hvilken Port Royal ligger, er en saadan Havstokdannelse. Den bestaaer af Sand og ligger kun faa Fod over Havfladen. Den lange smalle Bugt, som herved dannes, har i sin østlige Deel mere Charakteren af en Lagun, og de flade Kyster ere her overgroede med Rodtræet, medens den vestlige Deel danher en af de fortrinligste Havne i Vestindien. Som oftest afskjærer Havstokken næsten al Forbindelse med Havet, saaledes at der kun er en ganske smal Aabning. Der dannes da en Lagun, som indeholder brakt Vand og er omkredset med et Bælte af Rodtræer ; saaledes Moats Lagoon paa den østhgste Deel af Øen ved Morant Point, den store Lagun vest for Milk River (28) o. fl. a. Er Afspærringen endnu fuldstændigere, saa at Havet kun til enkelte Tider skyller over Havstokken, og finder der tillige lidt Tilløb af ferskt Vand Sted, da opstaae de saakaldte „Saltponds", Saltsumpe, hvor Vandet i den tørre Aarstid for en stor Deel fordamper, og der afsætter sig en Saltskorpe, som undertiden indsamles til Forbrug. Saadanne „Saltponds" findes paa begge Sider af Yallahs 94 River (26, 27) og vest for Black River (29). Opkastes Banker foran de med Rodtræer overgroede lave Flod- mundinger, da forøges herved disse Træers dynd samlende Virksomhed, og der opstaaer store Moradser, berygtede ved deres dræbende Klima; saaledes især ved Black River (30) og Carabitta River (31). Vi have i det Foregaaende seet, at Jamaica maa an- tages at hvile paa en vulkansk Spalte, som strækker sig under Portorico, den sydUge Deel af St. Domingo og Ja- maica og danner en underjordisk Forbindelse mellem An- tillerne og den centralamerikanske Vulkankjæde. Rigtig- heden af denne Betragtning viser sig tydeligere ved de forskjellige vulkanske Fremtoninger paa Jamaica end ved nogen af de andre større Øer, da den underjordiske Ild her til forskjellige Tider har vist en saadan Virksomhed, at man deri maa see ligesom Forsøg paa at frembringe en permanent Forbindelse mellem Jordens Indre og Atmo- sphæren eller at danne en Vulkan. Black Hill, et lille kegle- formet Bjerg paa Nordsiden i Nærheden af Buff Bay, skal saaledes ifølge De la Beche bestaae af en lavaagtig Bjerg- masse, som især ved Toppen gaaer over i en Bjergart, der staaer mellem Obsidian og Pimpsteen; og denne be- rømte Geolog, som i 1825 besøgte Jamaica, seer i dette Bjerg en udslukt Vulkan. Ogsaa i den nuværende Tid give de vulkanske Kræfter deres Tilstedeværelse i en større Dybde tilkjende paa forskjeUige Maader. Det er en al- mindelig Erfaring i hele den vestlige Deel af Amerikas Fastland, som indtages af Cordillerens Vulkanrækker, at Jordskorpen, kort efter at Regntiden er begyndt, viser sin Reaction mod de indre spændende Dampe ved ganske svage Zittringer, som saaledes regelmæssig indtræffe hvert Aar omtrent paa samme Tid. Ganske det samme Forhold 95 gjenfinde vi paa Jamaica, og der gaaer sjeldent noget Aar hen, uden at man jo har Leilighed til at iagttage denne mærkelige Forbindelse mellem Jordens Indre og Atmo- sphæren. Men foruden disse periodiske svage Bevægelser af Jordskorpen har denne 0 ogsaa ofte været hjemsøgt af meget voldsomme Jordrystelser, som ofte have foraarsaget store Ødelæggelser, saaledes især i Aarene 1688, 1692, 1750, 1780, 1812. Af disse overgik det i 1692 alle de andre langt i Voldsomhed. Efter at det i flere Dage havde været et ualmindeligt stille og varmt Veir — hvilket her paastaaes altid at gaae forud for heftige Jordrystelser — mærkede man den 7de Juni mellem Kl. 11 — 12 først to meget svage Rystelser, som vare ledsagede af en eien- dommelig underjordisk Rumlen*), hvorpaa der ganske kort efter fulgte et meget stærkt Stød, og Jorden syntes at være i bølgeformig Bevægelse over hele Øen. I samme Øieblik trak Havet sig tilbage fra Kysten; man saae, saa langt Øiet kunde række, den nøgne Havbund, og | af Port Royal, hvis Beliggenhed paa Enden af en flad Landtunge forud er omtalt, og som paa den Tid var den anseligste By i Vestindiei^, hvor Flibustierne havde samlet de Skatte, som de havde erhvervet sig ved Røvertog mod de spanske Colonier, sank pludselig 20 — 40 Fod under Havet. Dette, som var veget tilbage, rullede nu i en umaadelig Bølge hen over Kysten og den tilbageblevne Deel af Byen, *) Den underjordiske Torden, som ledsager Jordskjælv, og som altifl fremkalder en af de uhyggeligste Fornemmelser, man kan tænke sig, har jeg selv oftere havt Leilighed til at here i Centralmerika. Den har altid noget Eiendommeligt, som er vanskeligt at beskrive, men kan dog som oftest sammenlignes med den Lyd, som frem- bringes, naar man sætter Tungen mod den everste Deel af Mun- den og udtaler bur'rrrrrr i en huul Tone. 96 hvorved de talrige Skibe, som laae i Havnen, bleve løsrevne, knuste ved at støde mod hverandre og kastede paa Land. De Faa, som overlevede denne frygtelige Catastrophe, vare nu Vid- ner til en af de rædsomste Ødelæggelser, som nogensinde har fundet Sted. Hvor prægtige Vaaningshuse og store Oplagssteder for Handelsvarer havde staaet, saae man nu kun Skorstene og Skibsmaster af sunkne Huse og Skibe og herimellem Dynger af Lig eller Døende, som opfyldte Luften med deres Jammerskrig. I den Deel, som ikke var bleven bedækket af Havet, havde Jorden paa mange Steder aabnet sig og opslugt Huse og Mennesker. Her saaes Arme og Been rage frem af Sandet, hist Mennesker begravne til xMidten eller til Halsen, halvdøde eller endnu anraabende om Hjælp. Der levede endnu mange Aar efter denne Begivenhed i Kingston en Mand, som først var bleven slugt af Jorden, derpaa kastet høit op i Luften, og efter at være falden ned i Havet, blev reddet paa et Skib. Denne Sænkning af Port Royal maa have været meget eensformig, thi mange Aar efter kunde man see Huse og Skibe paa Havets Bund og endnu i 1846, da jeg besøgte Jamaica, kunde man i stille Ve ir skimte enkelte Ruiner. Men det var ikke blot ved Port Royal, at dette Jordskjælv havde saa ødelæggende Virkninger, men Jorden blev over hele Øen paa een Gang sat i saa voldsom Bevægelse, at ikke et Huus blev ubeskadiget; ,,det var, som et Øien- vidne udtrykker sig, som om de underjordiske Magter vilde bringe Øen tilbage i sin oprindelige chaotiske Tilstand eller idetmindste give den en heel ny Skikkelse." Paa nogle Steder bleve Bjergene spaltede, saa at der af eet Bjerg opstod to eller tre, adskilte fra hinanden ved dybe Dale; paa andre Steder bleve Bjergene forenede, idet Dalene ud- fyldtes ved de nedstyrtede Masser, som begravede hele 97 Plantager med Mennesker og Dyr, hvorved Floderne ofte standsedes i deres Løb, saa at de maatte bane sig en ny Vei. Ved Port Morant sank et Bjerg, og i dets Sted dannede der sig en Sø, og hele Bjergskraaninger med der- paa liggende Plantager bleve i den Grad forrykkede, at Folk ofte havde Vanskelighed ved at gjenkjende deres Eiendomme. Den underjordiske Torden og den ødelæggende Kraft syntes at have sit Sæde under den høieste Bjerg- kjæde, og her vare Forstyrrelserne ogsaa meget større end noget andet Sted. Dette er endnu den Dag idag meget iøinefaldende ved de høieste Toppe i Blue Mountain Kjæ- den, som ere meget vanskelige at bestige, da de be- staae af sammenhobede Klippeblokke, der ligge i en cha- otisk Uorden, som om den hele Bjergmasse ved en vold- som Rystelse var bleven løsnet i sm Forbindelse. Store Partier af disse Bjerge, som tidligere havde været be- dækkede med den frodigste Skov, stode i lang Tid nøgne, og Træerne af de tilintetgjorte Skove opfyldte Floderne og førtes i umaadelige Masser ud i Havet. Det varede længe, inden de vulkanske Kræfter kunde komme til Ro, og endnu i to Maaneder vedbleve svage Jordrystelser, undertiden 2 — 3 i Timen, at sætte Befolkningen, som desuden i denne Tid decimeredes ved pestagtige Sygdomme — saadanne Ødelæggelsers stadige Ledsagere — i Skræk og Ængstelse. Til de vulkanske Fremtoninger maae ogsaa henregnes flere varme svovlholdige Kilder. Afdisse bliver især den ved Bath i Nærheden af Østenden i Districtet St. Thomas meget besøgt paa Grund af dens helbredende Virkninger. Det svovlholdige Vand strømmer her ud gjennem mange smaa Aabninger fra en klippefuld Kløft og har ved sit Udspring en Temperatur af 53" C. En lignende Kilde 98 kommer frem ved Foden af Round Hill omtrent midt paa Sydsiden. Af Jamaicas Beliggenhed, kun 18 Grader fjernet fra Æqvator og paa alle Sider omgiven af Havet, vil man kunne slutte sig til, at her maa herske et tropisk Øklima ligesom paa de øvrige Antiller; men Bjergenes betydelige Høide bevirker, at her findes en langt større Afvexling i KUma end paa de mindre Øer, og Jamaica har et stort Fortrin for disse derved, at Tørken her virker mindre for- dærveligt, idet Floderne bestandig forsyne de lavere Egne med Vand, og Heden er mindre trykkende, da den om Natten herskende Landvind bringer den kølige Luft fra Bjergene. Da Jamaica ligger i Nordostpassatens Bælte, saa har ikke blot Bjergenes Høide, men ogsaa deres Ret- ning en betydelig Indflydelse i klimatisk Henseende, idet den nordostlige Skraaning af Bjergene standser de regn- bringende Skyer, saa at Sydsiden derved faaer et meget tørrere Klima. Vi skulle først betragte Klimaet saaledes som det viser sig i Lavlandet paa den sydlige og vestlige Deel af Øen. Varmen er her næsten uforandret den samme saa vel i alle Døgnets Timer som gjennem alle Aarets Maa- neder, saa at der kun er et Par Graders Forskjel i Middel- temperaturen af den koldeste og varmeste Maaned og af den koldeste (Kl. 4 om Morgenen) og varmeste Tid (Kl. 3 — 4 om Eftermiddagen) af Døgnet. Den aarhge Middeltemperatur er 20— 2r R. (= 25—26° C.). Det er saaledes her ligesom i alle tropiske Lande ikke Forskjelligheden i Temperatur, men kun Regnmængdens Fordeling, som bestemmer en Inddeling i forskjellige Aarstider. Medens St. Croix og de 99 fleste smaa Antiller kun have een Regntid, som varer fra Begyndelsen af Mai til Udgangen af November , har derimod Jamaica to Regntider, og^vi faae herved en Ind- deling af Aaret, som nogenledes svarer til vore fire Aars- tider. Omtrent midt i April afbrydes den lange tørre Tid ved Regnbyger, som regelmæssig gjentage sig hver Efter- middag og ledsages af Torden og Lynild, men kun vare 1 — 2 Timer. Træerne, som ved den 6 Maaneder lange Tørke for en stor Deel have mistet deres Blade ligesom hos os om Vinteren, begynde nu at vise samme Tegn til fornyet Livsvirksomhed som om Foraaret i den tempererte Zones Lande; nogle blive heelt oversaaede med Blomster og faae først senere Blade ; paa andre danne de nye lyse- grønne Skud en smuk Modsætning til det gamle mørke- grønne Bladdække. Dette er den saakaldte lille Regntid, som varer gjennem den største Deel af Mai og kan sam- menUgnes med vort Foraar. Til Sommeren svarer Maa- nederne Juni, Juli og den halve August, der er den be- hageligste Aarstid, da Luften om Dagen forfriskes ved den indtrædende Søbrise og om Natten ved Landvinden, som bringer den kølige Luft fra Bjergene. Der falder nu ingen Regn; kun lette Skyer føres hen over den mørkeblaa Himmel. Da Luften er meget klar og gjennemsigtig, ere Maaneskinsnætterne i denne Tid overordentlig skjønne, og Stjernerne skinne med en Glands, som man ikke kjender i Norden. Midt i August begynder Søbrisen at høre op, det bliver meget stille Veir og Luften meget lummer og tryk- kende. Himmelen overtrækkes med mørke rødlige Skyer, og fra Bjergene gjenlyder Tordenen. Midt i October be- gynder Regnen at styrte ned i Strømme, og Regnbyger vedblive at være hyppige gjennem hele November: Dette 100 er den egentlige Regntid, som kan sammenlignes med vort Efteraar, og som ikke blot er den ubehageligste Tid ved den trykkende Hede og de talrige plagende Insecter, men ogsaa den usundeste. Gul Feber og andre epide- miske Sygdomme kræve hvert Aar i disse Maaneder tal- rige Offere især iblandt de nys ankomne Europæere. Hertil kommer endnu en anden Plage, da det er i denne Tid (fra 25de Juli til 25de October) at Orkanerne rase. Disse frygtelige Hvirvelvinde have ofte foraarsaget store Ødelæggelser paa Jamaica; dog allermest i 1780, da Savannah la Mar, en vigtig lille Udskibningshavn paa Sydsiden i Nærheden af Vestenden, blev aldeles bortskyllet af Havet, og da den største Deel af Aarets Høst blev til- intetgjort over hele Øen. Flere Tusind Mennesker omkom deels ved Orkanen, deels under en Epidemie, som den havde tilfølge. Fra December tilApril er den tørre Tid; Him- len er altid klar, og der falder ikke en Draabe Regn. En saa langvarig Tørke foraarsager en Standsning i Planternes Livsvirksomhed, og der indtræder en Hvile i Væxten, som kan sammenlignes med den, som hos os om Vinteren be- virkes ved en lav Temperatur. Saaledes er Fordelingen af Regntiden i Lavlandet paa den sydlige og vestlige Deel "lif Jamaica; men i den senere Tid er Regnmængden meget aftaget, saa at der undertiden hengaaer Aar, i hvilke der kun falder enkelte Regnbyger. Det var saaledes Tilfældet med de to Aar, som laae imellem mit første Ophold paa denne 0 i 1846, og da jeg igjen paa Tilbagereisen til Europa besøgte den i 1848. Træerne stode bladløse og Markerne visne, saa at Sukkerhøsten kun gav meget ringe Udbytte, og mange Plantage -Eiere lede betydeligt Tab. Da Regnmængden hører til de kli- 101 maliske Forhold, som mest afhænge af et Lands særegne Beskaffenhed, idet Overfladen udøver en stor Indflydelse paa Skyerne, saa har Skovenes Rydning overalt, men især i de tropiske Lande, bevirket en mærkelig Aftagen af Regn- mængden. Det er nemlig en almindelig Erfaring, at Skovene trække Skyerne til sig, fordi Luften over dem af- køles og trækker sig sammen, medens der fra de nøgne Sletter stiger en varm Luftstrøm iveiret, som driver Skyerne bort. Den aarlige Regnmængde i denne Deel af Jamaica er ikke mere end 46". Det er vel over dobbelt saa meget som i Danmark (21"); men Fordampningen er i den tro- piske Zone mange Gange større. For Sammenlignings Skyld skal jeg endnu bemærke, at den aarlige Regnmængde paa St. Croix er 43" og paa Havannah 85". Paa Nordsiden af Jamaica er paa Grund af de i No- vember og December herskende heftige nordlige Yinde den aarlige Middeltemperatur omtrent 1 Grad lavere end paa Sydsiden. Regnmængden er især paa Nordostsiden meget større og mere ligelig fordeelt over hele Aaret. Her falder saaledes ogsaa megen Regn i December og Januar, der paa Sydsiden høre til den tørre Tid. Den Deel af Bjergene, som ligger over 4000'*), har endnu meget større Regnmængde, da her regelmæssigt finder en Skydannelse Sted. Om Morgenen er Himmelen i Almindelighed klar , men saasnart Jorden i Lavlandet begynder at opvarmes af Solen, stiger den med Vanddampe mættede Luft iveiret, og allerede Kl. 9 har der dannet sig en tynd Skystribe, som nu efterhaanden tager til, og Kl. 1 — 2 er hele den Deel af Bjerget, som ligger over 4000' , indhyllet i et tæt ) Den aarlige Middelvarme er paa 4000' kun 10^ R. (12,5 C). 102 Skydække. Der falder saaledes her hver Dag Regn i 6 — 12 Timer, men altid i Form afRus^. Nøiagtige Observationer over Regnmængden ere mig ikke bekj endte hverken fra denne Høide eller fra Nordsiden. Forklaring til Kortet. Den rode Farve betegner ældre Dannelser, som ligge mellem Overgangsformalionen og Sleenkulsformalionen. Ved Linier og Punkter ere de paa de forskjellige Steder fremtrædende Bjergarter antydede. Skraa parallele Linier betegne Graavakke, lignende men med vexlende Tykkelse betegne Graavakke og Trap , Punkter Rød Sandsteen og Coraglomerat, Bølgelinier Trap. De smalle sorte Striber syd for Port Antonio og nord for Kingston betegne underordhede Steenkulslag. Uden Farve er den Deel afOen, som indtages af en tertiær Kalk- dannelse. Den brune Farve betegner alluviale og diluviale Dannelser. Naturforholdene paa Diiuiuellegeinerne. ■: ... ; i Af Adjunkt Freuchen. I. Af alt storartet er intet større end det Skue, der frem- byder sig for Blikket i de Nætter, hvor intet Skydække omhyller Jorden: Himlen med dens Stjernevrimmel; den gjør Indtryk paa enhver, selv om han er sløv og ligegyldig for al anden Skjønhed. Det er da intet Under, at Tanken saa ofte vender sig mod disse Stjerner, at ikke blot Viden- skabsmanden lige fra Oldtiden har forsket for at lære dem nøjere at kjende, men at ogsaa Folkets Opmærksom- hed stedse har været henvendt paa dem. TidHgere vidste selv Videnskabsmændene kun lidet om dem ; en lang Række af Iagttagelser havde vel vist Regelmæssigheden i deres tilsyneladende Bevægelser og gjort det muligt at forud- beregne deres Sted paa Himlen; men hvad de vare, derom herskede der de forunderiigste Meninger. Og Folkene be- tragtede dem paa en Maade som mægtige Væsener, der ved deres indbyrdes Stilling havde Indflydelse paa det enkelte Menneskes Liv, som paa de store Begivenheders Gang her paa Jorden. Det er nu anderledes; enhver ved, at disse lysende Prikker ere Kloder, at de fleste ere Sole som vor Sol, at andre Hgesom Jorden bestandig bevæge sig omkring Solen, 104 medens atter andre følge med disse større Planeter, idet de beskrive Kredse omkring dem. Videbegjerligheden er nu især rettet paa Beskaffenheden af disse Kloder; man \il have Besked om, hvorledes der ser ud paa dem, om de ligne Jorden i et og andet, om der er Planter og Dyr, men især om der er Mennesker eller lignende Væsner. Desværre er det kun faa af disse Spørgsmaal, paa hvilke Videnskaben er istand til at give et fylde stgj ørende Svar. Det vigtigste af hvad man ved i denne Retning, er det de følgende Blades Opgave at fremstille. Næsten alle de Oplysninger, vi skulle have om Natur- forholdene paa Himmellegemerne, maae vi hente igjen- nem Øjet ved Kikkertens Hjælp; ingen Lyd, selv ikke den stærkeste, vilde være istand til at trænge til vore Øren igjennem det lufttomme Verdensrum. Men Øjets Seevne er begrændset. For at kunne ses tydelig maa enhver Gjenstand have en Størrelse, som ikke er altfor ringe i Sammenligning med dens Afstand, dens Synsvinkel maa ikke være for lille. Maanens Afstand fra Jorden er funden at være 51800 Mile; selv om vi anvendte en Kikkert, der forstørrede 1000 Gange, vilde dog Gjenstandene paaMaanen ligge for os, som om vi med blotte Øjne saae paa dem i en Afstand af omtrent 50 Mile. Antage vi nu, at kolossale Bygninger af Størrelse som Peterskirken eller de ægyptiske Pyramider eller Byer som London vilde vise sig for os, saa vilde det dog kun være et saa lille Billede, vi fik af dem, at vi ikke vilde faae mindste Begreb om, hvad det var vi saae. For at en Gjenstand paa Maanen skal kunne skjelnes bestemt, maa den have en Udstrækning af 5000 Fod, og vi maae derfor opgive Haabet om at gjøre nær- mere Bekjendtskab med vore Venner hinsides Lufthavet, 105 Venner, hvis Existens iøvrigt -er temmelig problematisk, saaledes som det følgende vil vise. Medens Maanens Afstand dog kun maales ved Tusin- der af Mile, er Solen omtrent 21 Millioner Mile fjernet fra os; de fleste Planeters Afstande ere endnu større, og for Fixstjernernes Vedkommende blive Afstandene saa store, at alle de Maal, vi have til vor Raadighed, endogsaa Jord- banens 42 Millioner Mile lange Gjennemsnitslinie, forsvinde ved Siden af dem. Med Hensyn til Solen og Planeterne kunne vi saaledes kun vente at komme til Kundskab om de større Forhold ; Fixstjernerne forblive, selv for de stærkeste Forstørrelser, kun lysende Punkter. ''' Et af de Spørgsmaal, som ligge- nærmest, er det: hvoraf bestaae Verdenskloderne? kunne vi vente i dem at finde de samme Grundstoffer, som den chemiske Under- søgelse viser os her paa Jorden, eller ere de af en ganske anden Natur? og efter hvilke Love indgaae disse Grund- stoffer deres Forbindelser med hverandre? — Det vil ved første Øjekast synes, som om det var noget, hvorpaa der umuligt kunde gives noget Svar; thi hvorledes skal man faae Stykker af Kloderne til den chemiske Undersøgelse, som her fordres? Vi kunne vel heller ikke give noget ud- tømmende, noget for alle Kloder gjældende Svar, men vi ere dog i Besiddelse af høist mærkelige Bidrag dertil. I klare Nætter se vi Himlen gjennemkrydset af større eller mindre lysende Legemer , der med en stor Hastighed fare hen over os; vi kalde dem Stjerneskud eller Ild- kugler efter deres forskjellige Størrelse.*) Til forskjellige Tider har der hersket højst ulige Meninger om disse lysende ♦) Smlgn. Etatsraad Forchhammers Afhandling om Meteoriterne i dette Tidsskrifts 2det Bind. S. 258. 106 Legemers Natur og Opriij^else, idet man dels har an- taget, at de dannede sig i Atmosphæren, dels har troet, at de vare udslyngede af Vulkaner paaMaanen. De nyere Tiders Undersøgelser have imidlertid gjort det i høj Grad sandsynligt, at det er smaa Legemer, der ligesom Pla- neterne bevæge sig omkring Solen i bestemte Baner, som skjære Jordbanen paa forskjellige Steder; træffer Jorden nu paa sin Vei saadanne Smaaplaneter, saa trækker den dem til sig, og de maae, naar de ikke have en overordent- lig stor Hastighed, falde ned paa den. I mange Tilfælde har man set saadanne Ildkugler springe med Knald, der skildres som Torden; som Raketter kastes Stumperne til alle Sider og falde derpaa ned paa Jorden som en Regn af glødende eller dog stærkt ophedede Stene, de saakaldte Meteorstene. Om saadanne Stenregn have vi baade fra Oldtiden og fra den nyere Tid historiske Beretninger; men vi ville ikke opholde os med at opregne disse Sten- fald, der ville være vore Læsere bekjendte fra en tidligere Artikel i dette. Tidsskrift. Foruden de Stene, man har set falde , har man fundet mange , som ved deres hele Udseende vidnede om, at de hørte til Meteorstenene ; saaledes den , der veiede 1400 Pund , og som Pallas fandt i Siberien , hvor den af Tartarerne blev be- tragtet som en fra Himlen nedfalden Helligdom. Me- teorstenene ere altsaa materielle Sendebud fra Ver- densrummet; den chemiske Undersøgelse af dem kan give os Materialet til Besvarelsen af de ovenfor opkastede Spørgsmaal. En saadan Undersøgelse af Meteorstenene har^ da for det første givet det mærkelige Resultat, at der i alle de Meteorstene, der ere undersøgte, endnu ikke er fundet noget Grundstof, som man ikke allerede kj endte her paa Jorden. Vel synes der ikke 107 at finde det samme Forhold Sted imellem de tilstede- værende Mængder af de forskjellige Stoffer, idet enkelte, som ere temmelig sjeldne her paa Jiorden, f. Ex. Nikkel, findes i alle Meteorstene uden Undtagelse ; men dels vil en saadan Uoverensstemmelse ikke kunne undre os, hvis den virkelig, finder Sted, dels maae vi erindre, at vi her paa Jorden kun kjende den yderste Jordskal og ikke kunne vide, hvorledes Stofferne ere fordelte i det indre. Lige- som her paa Jorden saaledes have ogsaa i Meteorstenene Grundstofferne indgaaet Forbindelser med hverandre, og Lovene for Forbindelserne ere de selvsamme som paa Jorden. Vi finde Syrer og Baser, der have dannet Salte; og disse Syrer, Baser og Salte indeholde Grundstofferne i aamme Mængdeforhold som her, saaledes at der f. Ex. ogsaa i Meteorstenene findes et Jernforilte og et Jerntveilte, af hvilke der i det første paa 701 Pund Jern findes 200 Pund Ilt, i det sidste 'derimod 300 Pund. Endelig finde vi ogsaa i Meteorstenene en stor Del af de samme Mineraller som i Jordskorpen, f. Ex. Feldspath- arter; men Meteorstenene have ogsaa deres særegne Mine- raller. Saaledes er det temmelig sikkert, at man endnu ikke paa Jorden har fundet rent metallisk Jern, hvilket har sin Grund deri, at der her altid har været saa megen Ilt tilstede, at alt Jernet har kunnet ilte sig; i Meteorstenene er det metalliske Jern derimod overordentlig hyppigt, navnlig forenet med større eller mindre Kvantiteter af metallisk Nikkel, saaledes at det endogsaa i enkelte af dem, f. Ex. i den fra Hradschina og i den pallasiske, udgjør Hoved- massen. Skjøndt vi vel ikke uden videre tør slutte fra Meteor- stenenes Sammensætning til Planeternes og alle de andre Himmellegemers, skjøndt den Mangfoldighed i Former, vi 108 allerede fmde her paa Jorden, gjør det sandsynligt, at der findes en tilsvarende Rigdom i Former paa Verdenskloderne i Almindelighed, og skjøndt det er rimeligt, at Verden sstoffet kan indordnes under ganske andre Former end dem, hvor- under vi finde det i vore Grundstoffer; saa se vi dog med Sikkerhed, at de Love, der vise sig gjældende for Stoffernes Forbindelser paa Jorden, ikke ere bundne til den, men at de ogsaa have Gyldighed udenfor den, saavidt som vor Kundskab i den Retning kan række ; vi faae en Anelse om, at de chemiske Grundlove ere almindelige Na- turlove ligesom Tyngdeloven. I vore Undersøgelser af de enkelte Himmellegemers Naturforhold ville vi begynde med det, der er os nærmest, og som derfor ogsaa er bedst kjendt af os, nemlig med Maan en. Vi ville beskrive de Phænomener, der vise sig paa dens Overflade, og forsøge at forklare os dem, for saa vidt de frembyde Sammenhgningspunkter med Forhold, vi kjende her fra Jorden; er det ikke Tilfældet, saa nødsages man til at lade dem henstaae uforklarede. Tomme grund- løse Gisninger kunne kun skade, hvor sindrige de end kunne se ud. Da Maanen samtidig med sin Vandring omkring Jor- den dreier sig netop en Gang omkring sin Axe, vender den altid den samme Halvdel mod Jorden, saaledes at aldrig noget menneskeligt Øie har set eller nogensinde vil komme til at se den anden Halvdel. Om denne vide vi altsaa intet ad Erfaringens Vei, men i de fleste Hen- seender tør vi vel anvende, hvad vi vide om den synlige Halvdel, paa den usynlige. 109 Hvis man vil besvare det Spørgsmaal, om der paa Maanen kan findes levende Væsner, som i nogen Maade ligne Jordens Organismer, bliver det nødvendigt at efter- forske, om der paa Maanen findes de absolut nødvendige Betingelser for et Plante- eller Dyreliv, og da nærmest, om Maanen er omgiven med et Lufthav som vor Atmosphære, og om der findes Vand. Det første af disse Spørgsmaal maa synes vanskeligt at besvare ; vi kunne jo ikke engang se den Luft, som omgiver Jorden; hvor- ledes da faae Øie paa den, der omhyller Maanen? Og dog kunde vi vel udfinde en eller anden Virkning, som et Lufthav nødvendigvis jnaatte frembringe, og deraf slutte til dets Tilværelse eller Mangel; en saadan Virkning er Lysets Brydning i Atmosphæren. Lyset udgaaer, som be- kjendt, fra ethvert lysende Legeme efter rette Linier og afviger ikke fra sin Retning, saalænge det bevæger sig frem igjennem et Stof, der helt igjennem er ensartet. Træff'er det derimod et Stof af anden Beskaffenhed end det, hvor- igjennem det tidligere har bevæget sig, saa vil en Del af Lysstraalerne kastes tilbage paa Grændsen imellem de to Stoff'er, ligesom Bolden fra en Væg, medens de øvrige ^aae videre, men brydes, d. v. s. bøjes ud af deres Vej. Til al oplyse ovenstaaeride Fremstilling tjener et meget simpelt ForsOg, nemlig at lægge en Mont eller en anden blank Gjenstand paa Bunden af et Fad og derpaa skyde dette fra sig, indtil dets Rand fuld- stændig skjuler Monten forOjet; heldes der da Vand i Fadet, vil Men- ten igjen blive synlig. Forestiller nemlig M Randen af Monten, ville de fra denne udgaaende Lysstraaler , som netop strejfe Fadets Rand. saa- længe Fadet er tomt, gaae i Retningen MN, altsaa ovenover Ojet, naar dette befinder sig i O. Ojet vil 110 Da Atmosphæren omkring vor Jord kun strækker sig nogle Mile iid fra dens Overflade, maa Lyset fra Solen saavelsoni fra de andre Himmellegemer lide en Brydning, idet det trænger ind i den, og da fremdeles Strømninger i dette Lufthav idelig føre Luftmasser af ulige Tæthed imellem hverandre , maa der ogsaa i selve Atmosphæren finde en Utallighed af Brydninger og Tilbagekastninger af Lyset Sted. Derfor forsvinder Sollyset ikke ganske i samme Øjeblik, som Solen synker under Horizonten, dens lysende Straaler naae endnu en Tidlang, brudte og tilbagekastede i de højere Luftregioner, ned til Jorden, der først efterhaanden kommer til at ligge i fuldstændigt Mørke ; et Tusmørke danner Overgangen fra Dag til Nat ligesom Morgenrøden fra Nat til Dag. Hvis Maanen havde en Atmosphære, maatte denne frembringe lignende Belysningsforhold; fra den stærkt oplyste Del af den aftagende eller tiltagende Maane som vi se, maatte der være en jevn Overgang til den aldeles mørke Del, og iraellem dem maatte ligge den Del af Maanen, der havde Tusmørke. Men vi finde ikke Spor til nogen saadan Overgang, ikke Spor af noget Tusmørke ; den skinnende Del af Maanefladen er aldeles skarpt begrændset. Idet Maanen bevæger sig omkring Jorden og der- ved kommer til at forandre sin Stilling til Stjernerne, hændes det ikke saa sjeldent, at den passerer en og anden af disse og skjuler den for vort Blik. Et Lufthav omkring Maanen vilde bevirke, at Lysstraalerne fra den bag Maane- altsaa ikke se Monlen Heides der derimod Vand i Karret indtil en Hojde AB, ville Lysstraalerne vel i Vandet gaae efter rette lianer, saaledes som MP, men idet denne Straale trænger ind i Luften, for- andres dens Retning, saa at den folger Linien PO og saaledes naaer Ojet, der vil se Monlen, men se den forskudt, som om den havde ligget ved S, nemlig i Fortsættelsen af Linion OP. 111 pkiven indtrædende Stjerne vilde brydes, saaledes at vi vilde se den endnu en kort Tid efter, at den i Virkelig- heden var bagved Maanen, og ligeledes en kort Tid førend den atter kom frem paa den anden Side. Da man til Fuldkommenhed kjender baade Maanens og Stjernernes Bevægelser, kan man med største Nøjagtighed beregne i hvilket Øjeblik en bestemt Stjerne vil træde ind bag Maa- nens Rand; iagttager man den i dette Øjeblik, saa ser man, at den forsvinder med det samme. Den Lysbrydning, som maatte være en nødvendig Følge af en Atmosphære omkring Maanen, finder altsaa ikke Sted, da Beregningen ellers ikke vilde være slaaet til. Vi tør da med Vished slutte saavel heraf som af Mangelen paa Tusmørke, at der ikke existerer nogen Maaneatmosphære. Det andet Spørgsmaal var, om der fandtes Vand paa Maanen. Ogsaa her maae vi se at udfinde, hvilke Phænomener Vandets Tilstedeværelse vilde frembringe, idet vi gaae ud fra Vandets Forhold her paa Jorden. Vandet stræber bestandig at gaae over fra den flydende Tilstand til den luftformige, det fordamper under Indvirkning af Varmen; ja selv i fast Tilstand som Is udvikler Vandet Dampe ved de laveste Temperaturer, man kjender. En større eller mindre Vandmasse paa Maanen maatte da, idetmindste i den Tid da Solen beskinnede den, give An- ledning til Dannelsen af Vanddamp, der vilde udbrede sig over hele Maanen og omgive den med en Dampatmosphære, der atter nødvendigvis maatte fremkalde de ovenfor om- talte Lysbrydninger. Da disse ikke findes, kan der altsaa heller ikke være Vanddampe og heller intet Vand. For Dampdannelsen gjælder den Lov, at der i et Rum af en bestemt Størrelse kun kan være en for hver Varmegrad bestemt, med Varmegraden stigende Mængde Vanddamp, 112 som er fuldkommen uafhængig af, om Rummet iøvrigt er fyldt med Luft eller er fuldkommen lufttomt. Er et Rum saa fyldt med Vanddamp, som det kan \ære ved den i Rummet herskende Temperatur, og der indtræder en Af- kjøling, vil der altsaa efter Afkjølingen være mere Vanddamp, end den forringede Temperatur tillader. Dette Damp- overskud vender da tilbage til den draabeflydende Tilstand, det samler sig først i utallige Smaablærer, som, saalænge de ere smaa og lette nok dertil, holde sig svævende og danne Skyer eller Taage, men som, naar de blive for tunge, falde ned som Regn. Af slige Skydannelser se vi ikke det mindste Spor paa Maanen; dens Skive skinner altid lige klar, de forskjellige Pletter, som man alt med blotte Øjne, men da især ved Kikkertens Hjælp, opdager paa den, staae stedse ufordunklede af noget Skyslør. Og dog kan der ikke være nogen Tvivl om, at der maatte vise sig Skyer paa Maanen, hvis der var Vand; den betydelige Varmemængde Maanen modtager fra Solen i den lange Maanedag, der omfatter hele fjorten af vore Døgn, maatte nødvendig jage betydelige Dampmasser op fra Maane- havenes Overflade; og disse maatte, naar de kom op i de højere Regioner, afkjøles og danne Skyer. Maanen har altsaa ligesaalidt Vand som Luft. Et Blik paa den Rolle Xuften og Vandet spille her paa Jorden vil bedst give os et Begreb om, hvorledes For- holdene ere paa Maanen, der mangler begge Dele. Alt levende fra Mennesket til det laveste Dyr, fra den tropiske Plante med det farverigeste Blomsterflor til Mosset, der kommer frem paa de nøgne Klipper, fordrer for at kunne leve baade Luft og Vand i større eller mindre Mængde; mangler det ene eller det andet fuldstændig, udslukkes alt Liv. Det er da en Selvfølge, at der paa Maanen ikke kan 113 være nogetsomhelst levende Væsen, hverken højere eller lavere, hverken Planter eller Dyr, der i nogen Maade ligner Planterne og Dyrene paa Jorden ; det hele Liv, den Afvexling og Skjønhed, , som Plante- og Dyreverdenens uendelig vexlende Skikkelser give Jordens Overflade, kan der ikke være Spor af paa Maanen, saalidt som denne kan være underkastet den mægtige omformende Indflydelse, som Planterne og Dyrene have udøvet og tildels endnu udøve paa Jorden, især ved Dannelsen af de store Kul- og Kalklag. Det vil sikkert for adskillige være en forunderlig næsten sørgelig Tanke, at denne store Klode saaledes vandrer om i Verdensrummet uden levende Væseners Medfølge, de kunne ikke ret begribe, hvad den da er til. Uden nærmere at gaae ind paa alt , hvad der kan siges herom, skal det blot bemærkes, at det ikke er mere mærkeligt, at Maanen staaer som en tom Klode i den umaadeHge Vrimmel af Verdenskloder, end at enkelte Dele af Jorden ere aldeles ubeboehge ; Maanen er ligeover for det uendelige Univer- sum et forsvindende Punkt. Og med Hensyn til det Spørgs- maal, hvad Maanen da er til, hvorfor den er der, kan der kun siges, at den er der, fordi den ifølge Materiens evige Love har maattet udsondre sig fra Jordmassen. — Des- uden er den jo dog til for at vi kunne have Maaneskinnet med de mange mystiske Virkninger! At Maanen er ubeboelig for Organismer, er ikke den eneste Følge af, at den mangler Luft og Vand; ogsaa for den døde Maaneklode vil denne Mangel blive af Betydning. Atmosphæren, som omgiver Jorden, og Vandet, som dækker den største Del af dens Overflade, ere aldrig fuldkommen rolige. Ulige Opvarmning paa de forskjellige Steder sætter Luften i idelig Bevægelse, der kan være 8 114 stærkere eller svagere fra den sagte Brise , der netop er istand til at kruse Havets Overflade, til Orkanen, der rejser det i mægtige Bølger. Ved Landets Kyst brydes Bølgerne; er den stejl, slaaer Vandet med Voldsomhed, imod den og udhuler den lidt efter lidt, idet det hver Gang sliber lidt selv af den haardeste Stenmasse. Er Kysten derimod flad, rulle Bølgerne op over den, opbløde den og føre de fine Jorddele med sig, idet de rulle tilbage ; de slikke saa- ledes Landet bort og føre dets Bestanddele ud i Dybet, hvor de i paafølgende Stille synke tilbunds og omdanne Havbundens Skikkelse. Fra Havene fordamper Vandet ved Solvarmens Ind- virkning, Luftstrømninger føre den damprige Luft ind over Landet; den møder koldere Luftstrømninger eller kolde Bjergmasser, afkjøles, og dens Vanddampe falde fortættede ned som Regn eller Sne. Vandet siver ind i Klippernes fine Revner, fryser der, sprænger Stenmasserne fra hver- andre og omdanner dem til Grus. Fryser Vandet ikke, søger det under Tyngdens Indvirkning ned i Lavningerne, bryder igjennem forskjellige Jordlag, opløser deres opløse- lige Bestanddele, fører dem med sig eller afsætter dem igjen, naar det som en Kilde atter træder frem for Luf- tens Indvirkning. De høje Bjerge ere dækkede med umaadelige Masser af Sne og Is ; som Gletschere skyde disse sig ned i Dalene mellem Fjeldene, idet de skride lang- somt men mægtigt fremad, trykkede ved de ovenfor lig- gende bestandig fornyede Masser; Klippen kan ikke mod- staae deres Magt, store Stykker af den rives med. Ved Gletscherens Fod, hvor Temperaturen idetmindste en stor Del af Aaret er over Frysepunktet, smelte disse Masser, og de nedrevne Stenblokke afsættes. Fra de mægtige blaaliggrønne Isstykker driver Vandet uafladelig, umiddel- 115 bart ved Gletscherens Fod danner det en vild rivende Bjergstrøm, der bryder igjennem Dalen, idet den river Ler og Sand med sig og bestandig afsliber Klipperne, mellem hvilke den baner sig Vej. Bækkene forene sig til Floder, hvis Vand næsten altid er farvet stygt gult af en umaade- lig Mængde Ler eller andre Jordarter, som det har taget med sig paa sin Vej, og som det afsætter der, hvor det løber roligere, om ikke før saa i det store Verdenshav, hvor der da dannes de store bekjendte Sandbanker, som findes ved Udløbet af enhver Flod. Slige Omdannelser kjender Maanens Overflade ikke, den har ingen Storme og intet Hav, der kunde oprøres ved dem. Den Forvittring, der lidt efter lidt omdanner vore Fjeldes Overflade og gjør den skikket til Vegetation, kan ikke finde Sted der. Kun indenfra kunne Omvælt- ningerne komme , men da komme de lydløse uden det Bulder, der ledsager vore vulkanske Phænomener, thi ingen Lyd kan opstaae i Maanens lufttomme Omgivelser, Døds- stilhed hersker over den. Det blev tidligere omtalt, at Tusmørket hidrørte fra en uendelig Brydning og Tilbagekastning af Lysstraalerne i Atmosphæren. Det er dog naturligvis ikke blot, naar Solen er under et Steds Horizont, at dens Straaler saaledes ad Omveie naae derhentil; den samme Brydning og Tilbage- kastning finder Sted under hele dens Gang over Himme- len; og alene derved bliver det muUgt for dens Straaler at finde Vej til Steder, hvor de ellers aldrig kunde komme. Uden det vilde der være det fuldkomneste Mørke i vore Værelser, naar ikke det direkte Sollys faldt ind i dem; i Skovene, i dybe Dale, ja i Byernes Gader vilde der herske den dybeste Nat; thi det er kun brudte og tilbagekastede Solstraaler, der oplyse dem. 8* 116 Det er nu let at se, hvorledes Lysforholdene stille sig paa Maanen ; hvor Solstraalerne umiddelbart træffe den, er den stærkt oplyst, hvor det ikke er Tilfældet, er det bælmørkt; ikke blot Tusmørket, men enhver jevn Over- gang fra Lys til Mørke mangler ganske, enhver Skygge er afgrændset med skarpe Linier. Hvad vi se, se vi kun, fordi det sender Lysstraaler til vort Øje; er Gjenstanden ikke selvlysende, da ses den kun, forsaavidt den fra den Uendelighed af Smaaflader , der begrændse den, kaster det Lys tilbage, som falder paa den fra et andet lysende Legeme ; det er da egenthg en Uende- lighed af smaa i hinanden indgribende Billeder eller rettere Billedfragmenter , som vi se, og vi se dem med den Farve eller den Farveblanding, som den oplyste Gjenstand er istand til at kaste tilbage. Et Rum, hvorfra aldeles ingen Lysstraaler naae Øjet, kalde vi sort. Luftens enkelte Smaapartikler vise sig for os oplyste af Solen med en blaalig Farve, der mere eller mindre modificeres ved en større eller mindre Mængde Vanddamp eller ved stærkere eller svagere' Skydannelser; derfor har vor Himmel sin smukke blaa Farve. Maanen har intet hgnende, thi den har ingen Atmosphære, der kan oplyses af Solen; dens Himmel er absolut sort, og paa denne sorte Grund staaer Solen som en glødende blændende Skive, medens Stjer- nerne skinne uafladelig, forsaavidt de ikke i Solens umiddel- bare Nærhed fordunkles af denne. Det er allerede omtalt, at den Tid Maanen bruger til en Omdrejning om sin Axe , netop er hgesaa stor som den, den bruger til et Omløb omkring Jorden, omtrent 29^- Dag. Der gives altsaa for ethvert Sted paa Maanen den samme Forskjel mellem Dag og Nat som her paa Jorden, men saaledes at Dagene og Nætterne ere meget længere 117 end her. Ethvert Sted i Maanens Ækvator (den Linie paa Maanens Overflade, der overalt er lige langt fjernet fra Endepunkterne for Omdrejningsaxen, Polerne) vil bestandig have lige lang Dag og Nat, hver af dem paa 354 Timer eller 14J af vore Dage. Hvis Maanens Omdrejningsaxe stod lodret paa det Plan, hvori Maanens Bane omkring Solen ligger, vilde det samme være Tilfældet paa ethvert andet Sted af Maanen med Undtagelse af Polerne, der bestandig vilde have Solen i Horizonten. Men Omdrej- ningsaxen er ikke lodret paa Maanebanens Plan, Maanens Ækvator staaer skraat mod dette Plan, hvoraf følger at Steder paa Maanen, der ikke ligge nær ved Ækvator, faae Aarstider, en Sommer hvor Dagene ere længere end Nætterne, en Vinter med længere Nætter, og paa Over- gangene Efteraar og Foraar. Imidlertid maa man ikke tænke sig disse Aarstider saa skarpt udprægede som paa Jorden; dels er nemlig Ækvators Heldning mod Maanens Bane om Solen langt mindre end Jordækvators Heldning mod Jordbanen , dels er Forskjellen mellem Dagenes Længde forsvindende ved de lange Dage , af hvilke der kun findes imellem 12 og 13 i hele Aaret, der naturlig- vis falder sammen med Jordens Aar. Forskjellen mellem Dag og Nat er saameget desto større netop paa Grund af deres Længde. Den lange Dag, hvor Solen sender sine Straaler, ikke dæmpede ved nogen Atmosphære, ikke svalede ved nogen kjølig Luftstrømning, ikke hindrede af nogen Sky, maa bevirke en meget be- tydelig Opvarmning, medens den uhindrede Varmeudstraa- ling til Verdensrummet i den lange Nat maa bevirke en meget stærk Afkjøling. I Henseende til Lysforholdene er der en ikke ringe Forskjel paa de to Halvdele af Maanen. Om Dagen er vel Forholdet ens, men den Del, der ven- 118 der bort fra Jorden, har sin lange Nat næsten fuld- kommen mørk, kun oplyst af Stjernernes svage Lys, da intet større Himmellegeme er over Horizonten. Den mod Jorden vendte Del har derimod aldrig fuldstændigt Mørke, thi saasnart Solen synker under Horizonten, skinner den af Solen oplyste Jord for det, ligesom Maanen skinner for os, men 14 Gange stærkere paa Grund af Jordens større Flade. Det ses let, at Jorden fra ethvert Sted paa Maanen be- standig maa ses paa samme Sted af Himlen, saaledes at Midten af den mod os vendte Maaneflade bestandig har Jorden i sit Zenith, medens den altid staaer i Horizonten for ethvert Sted i Maaneranden. Af hosstaaende Figur vil man kunne danne sig en Forestilling om Jordskin- net paa Maanen. T be- tegnerJorden, Solen tæn- kes at staae i Retningen TS, medens Maanen un- der et Omløb om Jorden efterhaanden indtagerStil- lingerne M,, Mg, xMg , M4 saaledes at bestandig det samme Punkt a ven- der lige mod Jorden. I Stillingen M^ er dette Punkt a fuldkommen vendt bort fra Solen og har altsaa Midnat, men til Gjengjæld ser det hele den op- lyste Del af Jorden, det har Fuldjord. Medens Maanen gaaer fraMj til Mg, har a bestandig Nat; den oplyste Del af Jorden, der vender mod Maanen mindre, men endnu i Stillingen M 2 j bliver vel bestandig hvor Solen netop er 119 i Begreb med at stige over «'s Horizont, er det dog Halv- jord for dette Sted. Stedet «'s Dag varer, medens Maanen gaaer fra M 2 til M 4. I Stillingen M3, hvor det har Mid- dag, vender Jorden netop hele sin mørke Side imod det. I Stillingen M4, hvor dets Nat begynder, har det atter Halvjord, -og Jordlyset tiltager da indtil Midnat, saaledes at dette Sted altid er stærkt oplyst. Jordlyset er i Maane- natten saa stærkt, at vi endog kunne se dets Virkning her fra selve Jorden, idet Maanen kort før og kort efter Nymaane bliver synlig med et svagt askegraat Lys, der er frembragt ved Jordlyset. Det vil af alt, hvad der er fortalt om Maanen, være indlysende , at ingen Iagttager af Himlen kunde ønske sig et bedre Observatorium, naar han blot kunde leve der. Ogsaa over de store geographiske Forhold paa Jorden vilde man fra Maanen have et Overblik, som vi maaske aldrig opnaae at faae, om end nok saa mange Undersøgelses- rejser blive foretagne. I de Qorten Døgn Maanenatten Tarer, vil man fra et Sted i den mod os vendte Maane- skive stedse paa engang overse mere end en Fjerdedel af Jorden, og da denne i Løbet af Maanenatten, drejer sig 14 Gange om sin Axe, vil man paa Maanen have god Lej- lighed til at se den fuldstændig. De store Continenter maae staae skarpt tegnede i de vidtstrakte Have ; større Øer som de brittiske Øer, Sardinien, ja selv de danske Øer, Indsøer som de store amerikanske, de russiske og de større europæiske , Floder som Amazonfloden maae træde frem med bestemte Omrids. Om det indre Afrika og Au- straUen, der indtil dette Øieblik have været lukkede for os, vilde man faae værdifulde Oplysninger ved at se dem fra Maanen. Landstrækningernes forskjellige Beskaffenhed maa give dem et forskjelligt Præg. Asiens og Afrikas store 120 Ørkener maae være kjendelige ligeoverfor Egne med en frodig Vegetation og ligeoverfor de høje Bjergkjeder og Polarlandene med deres evige Is og Sne. Den store Forskjel imellem Vinter og Sommer maa vise sig ved de Landes forskjellige Udseende, der ligge længere borte fra Ækvator ; selv de store atmosphæriske Forandringer, hvor- ved betydehge Dele af Jorden ofte indhylles i tykke Sky- lag, maae nødvendigvis ogsaa kunne iagttages. For en Iagttager paa Maanen frembyder Jorden altsaa en rig Af- vexling af Phænomener , der imidlertid for en stor Del maae være uforklarlige for den muligvis existerende tæn- kende Maanebeboer , da han mangler Analogier dertil paa sin Klode. Om Menneskene og deres Værker vil han intet kunne vide, de ere næsten forsvindende i slige Afstande, eller vise sig saa smaa, at de ikke kunne skjelnes. I en tidligere Afhandling i dette Tidsskrift (1ste Bind Pag. 136 o. f.) er det vist, at ethv-ert Legeme , altsaa og- saa enhver Verdensklode, udøver en Tiltrækning paa andre Legemer, som voxer med dens Masse. Maanen udøver naturligvis ogsaa denne Tiltrækning, dels paa de andre Himmellegemer, dels paa alt, hvad der befinder sig paa dens Overflade. Tiltrækningen paa de andre Kloder ville vi her ikke nærmere omtale, men kun nævne, at Ebben og Floden i vore Have ere en Følge deraf. Da Maanen har en betydelig mindre Masse end Jorden, medens Overfla- dens Afstand fra dens Midtpunkt forholdsvis ikke er saa lille, er Tyngden paa Maanens Overflade kun omtrent en Femtedel af Tyngden paa Jordens Overflade , saaledes at den, der her paa Jorden kan bære en Byrde af 10 Lpd., vilde paa Maanen kunne bære 54 Lpd., og at et Fald paa Maanen fra en Højde af 54 Alen ikke vilde være farligere end et Fald her paa Jorden fra en Højde af 10 Alen. Til 121 dette Forhold, saavelsora til de mange andre, der ere for- skjellige fra Forholdene paa Jorden, f. Ex. Mangelen af Vand, af Atmosphære og altsaa af Lufttryk, maa den nød- vendigvis tage Hensyn, som endelig vil danne sig et Phantasibillede af en Maanebeboer. Allerede med ubevæbnet Øje ser man Pletter i Maa- nen, som give den en vis Lighed med et Ansigt, men af denne Iagttagelse ere vi ikke istand til at drage nogen videre Slutning med Hensyn til Overfladens Beskaffenhed. Kikkerten har imidlertid her, som saa ofte, hjulpet os. Iagttager man ved Hjælp af en blot nogenlunde god Kikkert Maanen nogle Dage efter Nyet, saa ser man i dens oplyste segl- formige Del en Mængde større og mindre ganske mørke Pletter omgivne af stærkt lysende Egne, og udenfor den oplyste Del ser man enkelte lysende Pletter, der ligge som Øer i den endnu mørke Skive. Alt som Maanen til- tager, bliver det lyst omkring disse isolerede Pletter, medens andre lignende komme tilsyne, de mørke Afteg- ninger blive mindre og mmdre, og naar Maanen endelig staaer fuldt belyst for os, forsvinde de ganske, og vi se kun de forskjellige Dele noget stærkere eller noget svagere oplyste, skinnende med et hvidt eller et noget graaagtigt Lys. Spørgsmaalet er da nu: hvad er Aarsagen til disse mørke Pletter i den lyse Del, og til de stærkt lysende i det mørke af Maanen? Det kan ikke være andet end Bjerge, der kaste deres Skygger, og hvis Tinder op- lyses tidligere af Solstraalerne end det omliggende lavere Land. Maanen liar altsaa Bjerge og Dale. Disse Bjerge have været Gjenstand for omhyggelige Under- søgelser, man har dannet sig Maanekort, paa hvilke de ere afsatte, og de have faaet Navne efter berømte Videnskabs- mænd; nøjagtige Udmaalinger af Længden af deres Slag- 122 skygger i Forbindelse med Kjendskab til Solens Højde over deres Horizont har gjort det muligt at beregne deres Højde over det nærmest liggende Lavland. Stærkt forstørrende Kikkerter have givet os Oplysning om deres Former, som i det hele afvige meget fra dem vi finde her paa Jorden, hvor isolerede Bjerge ere en Sjeldenhed, medens de paa Maanen ere det sædvanlige. Sædvanligvis danner Maanebjerget en lukket Kreds, der indeslutter en flad Slette. Det er denne Slette, der, naar Solen staaer lavt, ligger i fuldkomment Mørke og viser sig som en sort Plet, medens Bjergranden straaler i Sol- glandsen. Efter Kredsens større eller mindre Udstrækning har man givet Bjergene forskjellige Benævnelser; de større, hvor den indre Slette træder fuldkommen tydelig frem, kaldes Voldsletter, de af Middelstørrelse Ringbjerge, de mindre Kratere og de mindste Gruber. Vi ville her kun omtale det mest characteristiske ved disse forskjellige Bjergformer; den der ønsker en Opregning over de vig- tigste af dem med Angivelse af det Sted paa Maanen, hvor de ligge , vil kunne fmde en saadan i Hr. Observator Schjelderups populære Astronomi. Navnet Voldslette bruges, naar Kredsens Gjennemsnits- linie er større end 10 Mile. Hipparch ogPtolemæus, begge beliggende omtrent i Midten af Maanefladen, høre til de smukkeste af denne Klasse af mægtige Bjerge. Undersøger man Voldsletterne nøjere, saa viser det sig, at de ikke have beholdt den Regelmæssighed i Formen, som Ringbjergene have. Volden er paa mange Steder afbrudt ved Ring- bjerge og Kratere; hist og her er den gjennembrudt af dybe Dale og undertiden næsten ganske tilintetgjort, hvilke Forhold tyde paa, at Voldsletterne ere ældre Bjergdannelser, der have været udsatte for senere Omvæltninger. Den 123 indre Slette, der ved en svag Forstørrelse synes ganske jevn, frembyder ved stærkere Forstørrelser en Mangfoldig- hed af Smaahøje, brede Højderygge og kraterlignende For- dybninger. : Uden Sammenligning hyppigere end Voldsletterne ere Ringbjergene, hvis Antal, naar man dertil regner Bjerge med et Gjennemsnit af fra 10 til 2 Mile, beløber sig til mere end 1000. De findes spredte over hele Maanefladen, men findes dog i størst Mængde i den sydvestlige Fjerde- del, et fuldstændigt Bjergland, hvor de ofte staae saa tæt, at de ligesom trykke hverandre, og derfor ikke have kun- net udvikle deres Form fuldkommen regelmæssigt. Kreds- formen fremtræder ved Ringbjergene mere fuldendt end ved Voldsletterne; Bjergets Højde er i hele Kredsen for- detmeste den samme, kun sjelden hæve enkelte Spidser sig over den øvrige Ring, eller gjennembrydes denne af en dalformig Indskjæring. Saavel udad som mod den indre Fordybning sænker Bjerget sig oft,e terrasseformig. Ring- bjerget indeslutter en Slette, som i de fleste Tilfælde ligger laver« end den nærmeste udenfor Bjerget liggende Del af Maanen ; i Midten af denne Slette hæver sig et eller under- tiden flere kegleformige Centralbjerge , hvis Toppe da skinne i Sollyset, medens den omliggende Slette endnu lU ligger indhyllet i det dybeste Mørke. Højden af disse Cen- tralbjerge er meget forskjellig, dog saaledes at de aldrig rage højere op end selve Ringen; de højeste hæve sig 5000 Fod over Sletten, medens Ringens Højde over samme omtrent er 10000 Fod. Kraterne ere kun i Størrelse forskjellige fra Ring- bjergene. De findes i et umaadeligt stort Antal, over 20000, spredte over hele Maanefladen. Man har kaldet dem Kratere alene paa Grund af en vis Formlighed med vore Vulkaners Kratere, ikke fordi der er nogensomhelst Anledning til at antage dem for virkelige Vulkaner, om hvis Tilstedeværelse paa Maanen vi aldeles intet vide. Gruberne ere de mindre Kratere, hvor Volden omkring Fordybningen ikke træder saa skarpt frem, at man med fuldkommen Sikkerhed kan afgjøre, om den existerer eller ikke. Et meget mærkeligt Phænomen ere de saakaldte Ril- ler, dybe, smalle Kløfter, som i næsten lige Linier stryge igjennem Maanesletterne og gjennembryde Kraternes Volde og indvendige Hulhed, og altsaa ere yngre Dannelser end Kraterne. Skjøndt det ingenlunde har manglet paa Hy- potheser om disse Rillers Natur, idet man har antaget i dem at finde Floder eller dog gamle Flodlejer, ja endog konstige Kanaler eller Landeveje, saa er dog ingen af de mange Forklaringer nogenlunde tilfredsstillende. Floder vide vi at der ikke kan existere paa Maanen, og selv om de engang havde været der, saa vilde det ikke være meget sandsynligt, at de havde banet sig Vej tvers igjennem Bjergene istedetfor at løbe udenom dem; desuden ligge Enderne af Rillerne sædvanhg lige højt, saa at der intet Fald havde været. At de ikke kunne være Kanaler indses ogsaa let, og Landeveje med en 125 Drede af flere tusinde Fod kan man dog neppe antage, at Maanebeboerne skulde anlægge. Det rimeligste er vel, at de ere store mægtige Revner, som vi ikke have Mage til her paa Jorden. Uagtet den almindelige Bjergform paa Maanen i høj Grad afviger fra, hvad vi pleje at se paa Jorden, findes der dog ogsaa Bjergkjæder paa Maanen, men i meget ringe Antal og med Udstrækninger, som ikke kunne sammen- lignes med dem, vore større Bjergkjæder have. Foruden det at vi se Bjergene skinne stærkt i Sol- lyset og kaste kortere eller længere Skygger, eftersom Solen fitaaer højere eller lavere over deres Horizont, viser der sig en betydelig Forskjel i Udseendet af de forskjellige Dele af Maanefladen , idet nogle ere lysere, andre ere mere mørke. Tidligere troede man, at de mørkere Par- tier vare Have , de lysere fast Land , og man gav derfor de mørkere Navnene mare (Hav) eller lacu s (Sø). At denne Forklaringsmaade ikke var den rette, behøve vi nu ikke at sige. Sandsynligvis ligger Forskj ellen i Overfladens Be- skafl'enhed, idet de mørke Partier ere af en mere løs Bygning, mere ujevne, medens de, som i stærkere Grad kaste Sol- lyset tilbage, ere haardere og glattere. Farven af de for- sjeHige Stenmasser kan vel ogsaa spille en betydelig Rolle i denne Henseende. Mærkværdige ere nogle stærkt lysende, flere Mile lange Striber, der danne et helt Straalesystem om enkelte Ringbjerge, og som gaae igjennem Dale og Sletter op over Bjergene uden i mindste Maade at for- andre Retning eller Form. Hvad det er, ved man ikke; Bjergkjeder kan det ikke være, da de slet ingen Skygge kaste, selv naar Solen staaer ganske lavt. Det var vel muUgt, at det kunde være Gange af stærkt lystilbage- kastende Bjergarter, der have gjennembrudt Overfladen. Havet. En physisk Skildring af Adjunkt Schoubye. ir. .J -n|s;<,-f Med Rette tillægger man Havet som charakteristisk Egenskab en aldrig ophørende Urolighed; dets Ligevægt forstyrres idelig saavel paa Overfladen som i Dybet. For- styrrelserne ere enten uregelmæssige og forbigaaende, som den af Vindene afhængige Bølgebevægelse; eller regel- mæssige og periodisk tilbagevendende, som den af Solens og Maanens Stilling følgende Ebbe og Flod; eller endelig vedvarende, om end med forskjellig Styrke, saaledes som de forskjellige Havstrømninger. Vi skulle nærmere be- tragte disse Forstyrrelser af Havets Ligevægt hver for sig. Bølgebevægelsen mangler neppe nogensinde al- deles paa noget Sted af det frie Verdenshav, end ikke i det vindstille Æqvatorbælte ; selv om ingen føleUg Vind rører sig, der kan forstyrre Havfladens Ligevægt, er denne dog enten endnu ikke kommen i Ro efter foregaaende Storme eller paavirkes forstyrrende af fjerne Storme, hvis Virk- ninger kunne strække sig længere gjennem Vandet end gjennem Luften. En svag Vind med en Hastighed af kun 1 — 3 Fod i Secundet frembringer kun en let Krusning af Vandfladen, ofte kun paa enkelte korte Strøg. Bliver Luf- tens Bevægelse til en Vind af over 4 Fods Hastighed, saa 127 hæve sig smaa Vandbjerge over Vandfladen. Luftstrøm- men trykker nemlig paa Vandet; dette giver, let bevæge- ligt, efter for Trykket og søger at undvige det ; nedad kan Vandet ikke undvige, det har kun den Udvei at hæve sig op omkring det af Luften trykkede Sted. Trykket ved- bliver og driver bestandig flere Vanddele samme Vei, ind- til deres samlede Vægt bliver saa stor, at de ved Tyng- den drages stærkere nedad, end Lufttrykket tvinger dem opad; da synke de tilbage i deres forrige Stilling, og Vin- den begynder derefter paany at hæve en anden Vandmasse iVeiret, indtil dennes Vægt ligeledes overstiger Lufttrykket, og den falder tilbage. Denne bestandige Afvexling af op- stigende og tilbage faldende Vanddele er det, som frem- bringer den tilsyneladende fremadskridende Bølgebevægelse. Tilsyneladende: thi de Vanddele, som danne Bølgerne, skride i Virkeligheden ikke fremad, men bevæge sig kun op og ned, sædvanlig i en krumlinet Bane, der fører dem tilbage omtrent til det samme Punkt, hvorfra de gik ud» Omhyggelige Undersøgelser angaaende Bølgedannelsen, som navnlig ere anstillede af Professorerne Weber, have sat dette udenfor al Tvivl, og flere simple Iagttagelser kunne overbevise Enhver om,- at Vandet ved Bølgebevægelsen ligesaalidt skrider fremad, som Kornmarkens Ax, hvis bølgeformige Bevægelse vilde frembringe samme Skufl'else som Vandets, hvis vi ikke tydeligt saae dem blive paa deres Plads. Saaledes forudsætter de Søfarendes bekjendte Anvendelse af Loglinien, at dennes udkastede Brætbliver liggende paa samme Sted som et fast Udgangspunkt, hvorfra den af Skibet i en vis Tid tilbagelagte Vei kan maales ved den i samme Tid udløbne Deel af Loglinien. Man seer ogsaa tydeligt Bøl- gerne gaae hen under Logbrættet, der snart er paa Top- pen af et Bølgebjerg, snart nede i en Bølgedal ; thi Bølge- 128 dannelsen selv skrider fremad, men griber bestandig nye Vanddele. Den skummende Kam, som af en stærk Vind dannes paa Toppen af Bølgerne, kunde endnu synes at gjøre en Undtagelse herfra; man seer tydeligt, hvorledes den svulmende Rand kastes ud over Bølgebjergets Top i den foran liggende Bølgedal; men i samme Øieblik styrter ogsaa Bølgebjerget sammen. Skummet udbreder sig paa dets synkende Flade og følger med det ned i den bagved liggende Bølgedal. Dog naae ikke alle Dele af den saa- ledes overstyrtede Bølgerand heelt tilbage til deres Ud- gangspunkt, og derfor er ogsaa en Stedforandring, en Fremadskriden af Vandet, ved en stærk Vind umiskjende- lig; den viser sig navnlig ved Vandets Stigen i indesluttede Havbækkener, naar en stærk, vedholdende Vind har ført Vandet fra det store Hav ind i dem. ; ; Hvad vi her have bemærket angaaende Bølgebevægelsen gjælder ligesaavel for indesluttede Have og Indsøer, som for det frie Verdenshav, Dettes Bølgebevægelse har imidlertid flere Eiendommeligheder, som kun iagttages, naar man har fjernet sig langt bort fra Kysterne. Naar man fra Land seer Bølgerne rulle frem , vise de sig som lange Rækker , der med nogenlunde regelmæssige Mellemrum følge paa hin- anden, og hvis øverste Rand, betegnet ved en hvid Skum- kant, let iagttages som en sammenhængende Linie. Det er den nære Havbund , henad hvilken Bølgerne rulle sig, der lægger Tømme paa dem og tvinger dem til at holde Trop. Men paa det vide Hav seer man ikke disse lange sammenhængende Bølgerækker; her styrte de store Bølger vildere mellem hinanden og hæve sig i afvexlende høie, krummede, kegleformige Kamme med spidse, brydende Toppe. Ved Siden af og langs op ad Hovedbølgerne danne sig mindre Bølger, der tilligemed endnu andre Uregel- 129 mæssigheder forøge det oceaniske Virvar, hvori den, der kun kjender Havet ved Kysterne, ikke saa let finder sig tilrette, og som man selv maa have seet forat kunne be- skrive det, saavelsom forat kunne forstaae en Beskrivelse deraf. Med Hensyn til Hø id en overgaae det frie Havs Bølger ikke dem, man seer ved dets Kyster, men ere endog betydelig mindre. Ved almindelig jevn Vind over- stiger Bølgernes Høide nemlig ikke 6 Fod; om den Høide, hvortil de kunne stige ved Storm, har man mange over- drevne Angivelser, hvortil vistnok ogsaa d'Urvilles hører, naar han siger, at han har maalt Bølger af 80 Fods Høide. Derimod er det ved omhygelige Iagttagelser i den seneste Tid, navnlig af W. Scoresby, sat udenfor al Tvivl, at der paa det frie Hav kan dannes Bølger, der ere over 30 Fod fra Bølgebjergets Top til Dalens dybeste Punkt, medens enkelte Bølgetoppe naae over 40 Fod. Denne Høide er dog langt mindre end den, der kan iagttages ved steile Kyster, hvor man (efter Findlays Angivelse) f. Ex. ved Cornwalhs har seet Søen hæve sig til næsten 300 Fod, eller, som ved Warberg i Norge, endog til henved 400 Fod. Af Bølgens Høide afhænger dens Længde eller Af- standen fra en Bølgetop til den nærmest følgende, skjøndt der ikke altid finder samme Forhold Sted mellem dem. I Almindelighed er Bølgens Længde 15 — 20 Gange saa stor som Høiden. Saaledes gav Scoresbys Iagttagelser en Middel-Længde af 550 Fod for Bølger af 30—40 Fods Høide, saa at det længste Skib, der nogensinde har beseilet Havet, kunde aldeles begraves i en saadan Bølgedal. Med Størrelsen holder Bølgernes Hastighed under deres fremad- skridende Dannelse omtrent Uge Skridt; den er i det Hele meget betydelig og er for Bølger af 600 Fods Længde 9 130 fundet over 17000 Fod i Timen, hvorved deres uhyre Kraft er let forklarlig. Med denne Hastighed gjennemløbe Bølgerne uhyre Strækninger, naar de først engang ere sat i Bevægelse, saa at de ofte naae mange hundrede Mile længere end den Stormvind, der har frembragt dem, eller vedblive paa et Sted længe efter, at Stormen der er op- hørt , og det er ikke umuligt , at endog de tropiske Orkaner sende Stormbølger lige op til vore Kyster. Der- ved opstaaer den for Verdenshavet charakteristiske Dynning eller ,,hule Sø", der ruller sine mægtige, langstrakte Bøl- ger uafhængig af Vindens Retning og Styrke paa Stedet selv eller af de ved den dannede Bølger, enten som Efterveer efter et foregaaende Stormveir, der i det dybe Vand, hvor ingen Grunde eller Kyster standse Bevægelsen, kun langsomt forsvinde, eller som Virkninger af en endnu Qern Storm, hvis Bølger ere ilede forud for den. Dynningen hindrer saaledes Havfladen i at blive aldeles rolig, selv ved fuldkommen Vindstille, eller forøger det ved Vinden frembragte oceaniske Virvar ved sine ofte i modsatte Ret- ninger gaaende Bølger. Endelig skulle vi endnu nævne Bølgebevægelsens Udstrækning i Dybden. Herom har man kun faa paalidelige Iagttagelser, der kun vise, at Bølgegangen strækker sig idetmindste dybere end 50 Fod; i denne Afstand fra Overfladen har man iagttaget, at Dykker- klokken slyngedes 4 — 5 Fod frem og tilbage af Dynningen. Men de ovenfor omtalte Undersøgelser af Brødrene Weber, anstillede i det Mindre med Vandet i en Glasrende, gave det Resultat, at Vandets Bevægelse strakte sig til en Dybde af 350 Bølgehøider, altsaa for Bølger af 30 Fods Høide indtil en Dybde af over 10,000 Fod. Dette er neppe rimeligt, skjøndt paa den anden Side flere Grunde tale for, at Bølge- 131 bevægelsen naaer betydeligt dybere ned, end man har kunnet undersøge med Dykkerklokken. Den anden af de ovenfor nævnte Forstyrrelser af Havets Ligevægt, nemlig Ebbe og Flod, har ikke sin Grund i den snævre Kreds af terrestriske Kræfters Vexelvirk- ninger, og derfor passer heller ikke det Billede, man har brugt derfor, nemlig „Jordens vældige Pulsslag"; denne Bevægelse er nemlig ikke nogen Livsyttring af Jorden, men en Følge af Jord-Planetens kosmiske Forhold, navnlig til Solen og Maanen. Den bestaaer i en regelmæssig, to Gange i hvert Døgn gjentagen Synken og Stigen af Havet overalt undtagen i meget afsondrede Havbækkener. I sex Timer stiger Vandet og trænger bestandig længere op paa Kysterne, i Begyndelsen langsomt og neppe mærkeligt, derpaa hur- tigere og tilsidst atter langsommere , indtil det har naaet sit høieste Punkt, hvorved det en kort Tid bliver staaende for derefter i de næste 6 Timer at synke tilbage igjen paa samme Maade. Saaledes hæves og sænkes Havet to Gange i næsten 25 Timer eller i den Tid, Maanen bruger til at tilbagelægge sin tilsyneladende Bane omkring Jorden, saa at Ebbe og Flod indtræffe paa et Sted næsten en Time sil- digere fra den ene Dag til den anden. Denne Sammen- hæng mellem Maanens Stilling og Ebbe og Flod viser sig ikke blot ved Tiden for disse Bevægelsers Indtræffen, men ogsaa ved deres Størrelse, og er altfor iøinefaldende, til at den nogensinde skulde have været aldeles ubekjendt; men først ved Newtons Naturlære og især ved Laplaces Anvendelse deraf er denne Sammenhæng bleven fuldstændig forklaret og dens Theori saaledes udviklet og forenet med Erfaringens Resultater, at man i Almindelighed længe iforveien kan med Bestemthed angive Tiden og Størrelsen 9* 132 for Ebbe og Flod for et givet Sted. Grundlaget for denne Theorl er i Korthed følgende. Da den Tiltrækning, et Himmellegeme ifølge Newtons Tyngdelov udøver paa et andet, bliver mindre jo større Afstanden mellem dem er, saa vil Maanen ikke blot til- trække Jorden, tvinge den noget ud af dens Vei omkring Solen, forat lade den beskrive en Bane omkring Jordens og Maanens fælles Tyngdepunkt, men den vil tiltrække de forskjellige Dele af Jorden med ulige Styrke ; de nærmest- liggende Dele af Jorden, der kun ere i en Afstand af 59 Jordradier fra Maanen, ville tiltrækkes stærkere end Jor- dens Midtpunkt, der er 60 Jordradier borte, og dette atter stærkere end de fjerneste Dele paa den modsatte Side af Jorden, der ere 61 Jordradier fra Maanen. Antage vi, til lettere Oversigt, Jorden aldeles bedækket af Vand, der som et flydende Stof let føier sig efter de paa forskjellige Punkter virkende ulige Kræfter, saa ville dets ved Maanen nærmeste Dele tiltrækkes stærkere af denne og nærme sig mere til den end den fjernere Jordkjærne, og denne vil atter nærme sig mere til Maanen end de endnu fjernere Dele af Vand- fladen ; eller Maanen vil hæve Vandet lige under sig op , og lade det paa den modsatte Side af Jorden vige længere bort fra denne, og den derved dannede Flod vil paa to mod- satte Sider af Jorden som to mægtige Flodbølger følge Maanen paa dens daglige Gang omkring Jorden i henved 25 Timer, medens der paa de to andre mellemliggende Sider af Jorden fremkommer Ebbe ved Vandets Hen- strømning til Flodbølgerne. Uafhængig af denne ved Maa- nen frembragte Bevægelse dannes paa samme Maade en Jildeles lignende Afvexling af Ebbe og Flod ved Solens Tiltrækning; kun er denne Virkning mindre end hiin, ikke fordi den Tiltrækning, Solen udøver paa Jorden, er mindre 133 end Maanens, den er tverlimod ved Solens uhyre Masse 160 Gange saa stor, men fordi Solens Afstand fra Jorden er c. 400 Gange større end Maanens. Det er nemlig ikke disse Himmellegemers tiltrækkende Kræfter selv, der frembringe Ebbe og Flod, men det er Forskjellen mellem disse Kræfters Virkninger paa modsatte Punkter af Jordens Overflade og paa dens Midtpunkt, og denne For- skjel maa, som man let seer, være ligesaa stor en Deel af hele Tiltrækningskraften, som Jordens Diameter er af de tiltrækkende Himmellegemers Afstand fra den. Nu er Solens Afstand fra Jorden 12000 Gange saa stor som dennes Diameter, Maanens kun 30 Gange saa stor; til at frem- bringe Ebbe og Flod kan Maanen altsaa anvende ^'^ af sin hele Tiltrækningskraft, Solen kun yirini) ^^ sin 160 Gange større Kraft eller y^ af en ligesaastor Kraft som hele Maanens, saa at Maanens og Solens flodfrembringende Kræfter forholde sig som ^'^ til ^V ^Uer som 5 til 2. Antage vi f. Ex. at den af Solen hævede Flodbølge for et Sted af Jorden er 2Fodhøi, saa vil Maanens Flodbølge være 5 Fod. Staaer Solen, Jorden og Maanen i een Linie, alt- saa ved Ny- og Fuldmaane, saa træffe begge disse Flod- bølger sammen til den saakaldte Springflod, hvis Høide er liig Summen af begge Flodbølgers Høide, eller her 7 Fod. Danne derimod Linierne mellem disse tre Himmellegemer en ret Vinkel, i hvis Toppunkt Jorden staaer, saaledes som ved Maanens Qvarteerskifter, da stræber Solen at frem- bringe Ebbe, hvor Maanen vil danne Flod; den sidste faaer Overvægt, men bliver kun liig Forskjellen mellem begge Bevægelser, eller her 3 Fod. Maanens Indflydelse vil saa- ledes i Almindelighed være den alene gjældende med Hen- syn til Tiden for Indtrædelsen af Ebbe og Flod; Solen indvirker fornemlig kun paa Størrelsen deraf, skjøndt den 134 ogsaa under visse Omstændigheder kan have nogen Ind- flydelse paa Tiden. Ved en nøiagtig Bestemmelse af Tiden for og Størrelsen af Ebbe og Flod maa der endnu tages Hensyn til mange andre mindre betydende Omstændigheder, hvoriblandt vi kun skulle nævne Maanens og Solens for- skjellige Afstande fra Jorden, der kunne formindske eller forøge Flodbølgens Høide med indtil ^, og begge disse Himmel- legemers større eller mindre Afvigelse fra Æquator, hvis Indflydelse sees af de meget høie Springfloder, som pleie at indtræff'e ved Jevndøgnstider, naar Solen og Maanen til samme Tid staae over Æqvator. Vi forlade nu den antagne Forestilling, at hele Jor- den var bedækket med Vand, og ville da see, hvor be- tydeligt de af Havet fremtræ.dende Landmasser modificere den regelmæssige Dannelse og Bevægelse af Flodbølgen. Det er da for det Første klart, at en Flodbølge kun kan dannes paa en Havflade, der strækker sig over saa stor en Deel af den krumme Jordoverflade, at der kan være en betydelig Forskjel mellem Afstanden (og den deraf af- hængige Tiltrækning) fra Maanen til forskjellige Punkter af denne Havflade. Denne Betingelse opfylder alene det store Ocean, og der alene dannes de Flodbølger, hvis Virkninger udbrede sig lige op til vore Kyster. Flodbølgen naaer i det stille Hav kun en ringe Høide , neppe 2 Fod; men selv denne Høide er forbausende, naar manveed, hvor ringe den Kraft er, som ifølge den foregaaende Frem- stilling alene virker til at danne Ebbe og Flod, nemlig Forskjellen mellem Maanens saavelsom Solens tiltrækkende Kræfter paa forskjellige Dele af Jorden. Denne Forskjel er for Solens Tiltrækning af Jordens Midtpunkt og et Punkt af dens Overflade neppe 'Aooooooo af den Kraft, hvor- med Jorden trækker Legemer ved sin Overflade til sig, 135 saa at de bevæge sig henimod den (falde) med en Hastighed af 15 Fod i det første Secund; Solens flodfrembringende Kraft vil altsaa ikke engang kunne hæve Vandet Vioooooo Fod i det første Secund. Men hver enkelt lille Deel af Havet paavirkes længe af denne Kraft og de mange smaa Aar- sager sammenhobes til storartede Virkninger. Den i det store Ocean saaledes dannede Flodbølge ankommer til Øst- kysten af Australiens Fastland og møder der de første alvorlige Hindringer, som det faste Land stiller i Veien for dens Gang. Istedetfor at følge Maanen paa dens tilsyneladende Bane om- kring Jorden, hvorved Flodbølgen 10 Timer efter skulde være naaet forbi det gode Haabs FoTbjerg, kommer den først efter 13 Timers Forløb dertil; og Cap Horn, hvis Meri- dian Maanen naaer 16 Timer senere end Øst-Australiens, naaer Flodbølgen først efter. 20 Timer. I de mellem- liggende Have, det indiske og atlantiske, ophører Flod- bølgen aldeles at følge Maanen ; dens Bevægelse skeer ikke mere fra Øst til Vest, men fra Syd trænger den mod Nord op i disse Haves store og smaa Bugter. Men det er heller ikke Maanen, som under sin fortsatte Gang danner eller trækker med sig disse mod Nord gaaende Flodbølger; de ere kun Fortsættelser af den i det store Ocean dannede Flodbølge, dens Dynninger, og staae ikke mere under Maa- nens Indflydelse, men kun under Landmassernes og Hav- bundens. Hine bevirke ikke blot en Standsning i Flod- bølgernes Gang, hvor de enten tvinge disse til at gjøre en Omvei uden om dem, som Afrikas Sydost-Kyst, eller sammentrænge dem i en snævrere Gjennemgang, som mellem Sydamerika og Afrika; men de opstemme ogsaa Flodbølgernes Vand til en langt større Høide, end det har paa det store Ocean, og endnu høiere stige Flodbølgerne i snevre Stræder og Bugter, hvor Vandet ligefrem presses 136 ind og sammendynges. Havbunden virker desto mere standsende paa Flodbølgens Gang, jo nærmere den er ved Overfladen, saa at Flodbølgens Hastighed, der ved 20000 Fods Dybde kan antages at være 100 Mile i Timen, ved 5000 Fod kun er 50 Mile, ved 600 Fod 20 Mile, ved 200 Fod 10 Mile og ved 6 Fods Dybde kun 2 Mile. Heraf vil man for det Første i Hovedsagen kunne forklare sig den meget forskjellige Høide, hvortil Floden stiger ved Kysterne; denne er ved Otahaiti neppe 2 Fod, ved St. Helena 3 Fod, ved de vestindiske Øer ikke over 4 Fod; derimod sammenhobes Flodbølgernes Vandmasser f. Ex. i Baggrunden af Fandybugten mellem Nyskotland og Nybrunsvig til en Høide, der undertiden skal kunne naae over 60 Fod, medens den til samme Tid ved Bug- tens Indløb kun er 9 Fod. yed Europas Kyster ere især Bristolcanalen og Bugten ved St. Malo bekjendte for høie Floder, der paa det sidste Sted naae indtil 50 Fod, medens de ved den aabne Vestkyst af Europa i Almindelighed ikke overstige 4 — 6 Fod; i Canalen naae de 18 — 20 Fod, ved Vestkysten af Danmark 10 Fod. Forskjellen mellem Springflod og den laveste Flod paa et Sted findes over- eensstemmende med det ovenfor angivne Forhold mellem Solens og Maanens flodfrembringende Kraft; den høieste Flod er f. Ex. ved Brest 19 Fod, den laveste 8 Fod, hvoraf man kan beregne, at de to samvirkende eller hin- anden modvirkende Kræfter hver for sig bevirke en Flod- høide af respective 5^ og 13i Fod, svarende til det bekjendte Forhold 2 til 5. I Østersøen mærkes ingen regelmæssig Ebbe og Flod; Vandets Stigen og Synken er der saagodt- som alene afhængig af Vindens Hæftighed og Retning. Der- imod kan man endnu i Kattegattet iagttage en Flodbølge, derved Hals (og Middelfart?) naaer enMiddelhøide af 1 Fod. IMiddel- 137 138 havets vestlige Deel erFlodhøiden neppe IFod, men T de snævre Bugter mod Øst, f. Ex. ved Venedig og Triest, stiger den til 4 Fod. Fremdeles vil man i Landmassernes Form og Fordeling samt i Havets forskjellige Dybde kunne finde Grunde til de meget forskjellige Tider for Ind- trædelsen af Ebbe og Flod. Hosstaaende Kort (efter Dr. Verhåghe) anskueliggjør uden videre Forklaring den i det stille Hav dannede Flodbølges Gang fra Australiens Øst- kyst mod Vest og Nord, ved at forbinde alle de Punkter, hvor Ebbe og Flod indtræffe til samme Tid, med Linier (Isorachier), hvorpaa det tilsvarende Klokkeslet, regnet fra Udgangspunktet ved Australien, er anført. tS: Naar vi see Beboerne af mange Kyster truede af Fare for, at Havet ved en af Stormveir understøttet ualmindelig høi Flod skal trænge op paa Land og angribe deres Liv og Eiendom, saa kunde der spørges, om der ikke er Fare for, at disse voldsomme Bevægelser af Havet engang kunne overskride alle Grændser og lade en betydelig Deel af det faste Land blive oversvømmet for bestandig. Eller med andre Ord: Er Havet i stadig Ligevægt, saa at de For- styrrelser, det er underkastet, kun kunne bevirke smaa Bevægelser indenfor en vis Grændse, hvorfra det atter vender tilbage til sin oprindelige Stilling, ligesom et Æg,. der ligger paa sin korteste Diameter, bestandig vender til- bage til denne sin stadige Ligevægtsstilling, naar det bringes til at vakle; eller er Havets Ligevægt ustadig, saaledes at en Forstyrrelse heraf kan fremkalde en aldeles forandret Stilling som blivende Tilstand? Ved et simpelt Tanke- experiment kan man anskueliggjøre sig en saadan ustadig Ligevægt. Tænke vi os hele Jordkloden bestaaende af Vand og en Korkkugle nedsænket deri, saa vilde denne som det lettere Legeme strax stige op til Overfladen af 139 Vandet, medmindre den befandt sig netop i Jordklodens Midtpunkt; der vilde dog den mindste Forrykning af dens Stilling være nok til at lade den stige op og svømme ovenpaa Vandet. Korkkuglens Størrelse forandrer Intet heri; vi kunne altsaa tænke os den saa stor, at den ikke lod mere Plads tilovers for Vandet, end den faste Jord nu gjør, og vi kunne ogsaa, uden at foranledige synderlig Forandring i Resultatet, lade denne store Korkkugle have en ligesaa ujevn Overflade, som Jorden, saa at en Deel deraf ragede op over den tynde Vandflade; endnu vilde Stillingen blive den samme, som da den lille Kugle laae i Midtpunktet af den store Vandklode: der vilde være ustadig Ligevægt, saaledes at den mindste Forstyrrelse kunde bringe de faste Dele, hvor stor deres Masse end var, til at stige op fra Midtpunktet af Kloden saalangt de kunne, hvilket er det Samme, som vi paa en for vor til- vante Forestilling naturligere Maade kunne udtrykke ved, at alt Vand vilde løbe til den ene Side og lade det faste Land ligge paa den anden. 1 denne Betragtning af en ustadig Ligevægtstilstand ligger allerede Svaret paa vort Spørgsmaal, om Havet er i en saadan Tilstand, at det var mueligt, at det nogensinde under sine voldsomme Be- vægelser kunde komme til at antage en heel anden blivende Stilling, at alle Vande kunde styrte hen til een Side af Jorden og saaledes oversvømme de høieste Bjerge. Vi see at dette kun var mueligt, naar den faste Jord deelte Kork- kuglens Egenskab, at være lettere end Vand; men vi vide, at Jordens Middellæthed eller Vægtfylde er 5 Gang større end Vandets, og den Beroligelse, der indeholdes heri, be- styrkes ved Laplaces skarpsindige mathematiske Behand- ling af det her omtalte Spørgsmaal, hvorved han, under en Betingelse, som heldigviis virkelig finder Sted, nemlig 140 at Havets Dybde ikke er betydelig i Sammenligning med Jordens Gjennemsnit, har fundet, at der til Havets stadige Ligevægt udfordres, at dets Tæthed skal være mindre, end Jordens Middeltæthed. Som den tredie Forstyrrelse i Havets Ligevægt have vi endelig nævnet Hav strømningerne, disse Verdens- havets Floder, der i forskjeUige Retninger gjennemkrydse det, snart som uhyre brede vandrende Vandmasser, snart som småle Strømme, ofte med skarpt begrændsede Bre- der, dannede af det stillestaaende Vand. De vigtigste af disse Strømninger kunne sammenfattes i to Hovedsystemer: en almindelig Bevægelse af Verdenshavet mellem Vende- kredsene fra Øst til Vest, eller de saakaldte Æquat or i al- strømme, og Polarstrømmene, der føre Polernes Vand hen til lavere Bredegrader eller til Æquator selv. Aarsagerne til disse Strømninger ere langtfra ikke fuld- stændig bekjendte, hvorvel man let kan angive flere, som maae antages væsenlig at medvirke dertil. Som saadanne kunne vi nævne Jordens Omdreining fra Vest til Øst; ved denne fremkommer nemhg ikke blot, som vi ovenfor have seet, den i modsat Retning fremskridende Flodbølge, men ogsaa Passatvindene; og begge disse Bevægelser maae medvirke til Dannelsen af Æquatorialstrømme. Disse paa- virkes vistnok ogsaa, som Humboldt mener, af de i Trope- egnene stedfindende regelmæssige daglige Variationer af Lufttrykket, hvilke ligeledes skride frem fra Øst til Vest. Hvad Polarstrømmene angaaer, da forklares de mere til- strækkelig ved den Forskjel i Havvandets Vægtfylde, som betinges ved Temperaturen under de forskjeUige Brede- grader; Polaregnenes koldere og følgelig tungere Vand vil nemlig uophørlig stræbe at udgyde sig i det varmere Vand 141 under lavere Breder indtil Æquator selv, hvor vi i be- tydelig Dybde finde iiskoldt Vand, der noksom viser sin' Oprindelse. En anden Grund til Forskjel i Vandets Vægt- fylde kan søges i dets forskjellige Saltholdighed, som da ogsaa kan medvirke til Strømdannelsen. Vi skulle nærmere forfølge Havets vigtigste Strøm- ninger*), saaledes som de vise sig modificerede ved de mødende Landmasser, ved Sammenstød og Krydsning ind- byrdes, ved herskende Vinde og andre mindre bekjendte Indvirkninger, og betragte da først Æquatorialstrøm- mene. Fra Amerikas Vestkyst gjennemløber en mægtig, indtil 800 Mile bred Strøm det stille Hav paa begge Sider af Æquator med en Hastighed af indtil 8 Mile i Døgnet, indtil den naaer Ørækken mellem Asien og Australiens Fastland, hvor den ved Landets og Monsunvindenes Ind- flydelse tildeels forandrer sin Retning eller standses. Dog fortsættes den sydlige Deel af Æquatorialstrømmen videre mod Vest; understøttet af Sydostpassaten gaaer den med en Temperatur, der er 3 — 6 Grader høiere end det om- givende Vands, igjennem del indiske Hav, nord om Mada- gaskar, igjennem Mozambique-Canalen med en Fart af 1 — 1-^ Miil i Timen og omkring det gode Haabs Forbjerg. Her indsnævres Strømmen betydelig og en Deel af dens Vand optages af en her forbipasserende Strøm i modsat Retning, hvis Oprindelse vi siden skulle see, og som fører en Deel af Æquatorialstrømmens Vand tilbage til det in- diske Hav; den øvrige Deel gaaer mod Nord langs med *) Flere nyere Udgivere af Skolekort have endelig erkjendi, at Havets Floder ikke ere af meget mindre praktisk Betydning end Fastlan- dets, og derfor givet et Omrids af de vigtigste af disse. Vi kunne saaledes her henvise til det af Friedenreich og Jantzen ud- arbeidede Skoleatlas. 142 Afrikas Vestkyst, indtil den i Guineabugten bøier mod Vest og atter som Æqvatorialstrøm gaaer over Atlanterhavet med en Fart af c. 2^ Mile i Døgnet og med en indtil 300 Mile tiltagende Brede. Paa Halvveien sender den en Arm mod Nordvest, der efterhaanden taber sig hen- imod den 20de Bredegrad. Ankommen til det østlige fremspringende Hjørne af Sydamerika deler Æqvatorial- strømmen sig i to Arme; den ene gaaer mod Syd langs med Brasiliens Kyst og vender sig derfra mod Sydost og Øst henimod det gode Haabs Forbjerg, hvor den, som nylig blev omtalt, optager en Deel af den mod Vest gaaende Strøms Vand og fører det med sig tilbage til det indiske Hav, hvor den efterhaanden taber sig. Den anden Arm af den atlantiske Æquatorialstrøm gaaer langs med Sydamerikas Nordkyst ind i det caraibiske Hav med en meget forøget Hastighed af c. 20 Mile i Døgnet. Under dens videre Løb gjennem den mexicanske Havbugt bliver dens Vand stærkt ophedet, indtil det gjennem det snævre Stræde mellem Florida og Cuba atter træder ud i Atlanter- havet som den allerede i tre Åarhundreder bekjendte Golf- strøm. Ved Floridas Kyst, hvor Golfstrømmen er c. 30 Mile bred, har den en rivende Bæks Hastighed, der til visse Tider af Aaret kan stige til 4 — 5 Mile i Timen; dens Temperatur er her henved 28 Grader. Ved Amerikas Østkyst, som den derefter følger indtil 32"^ n. Br., aftager Hastigheden til 2 Mile i Timen, altsaa dog endnu som Rhinens eller Donaus i deres øvre Løb og tilstrækkelig til alene at gjøre Golfstrømmen iøinefaldende , selv om ikke dens høie Temperatur (7 — 10'' over det omgivende Vands) og dens lyseblaa Farve røbede den. Idet Strømmen forlader Amerikas Kyst i nordostlig Retning, støder den Sydost for Newfoundland paa en nordhg Polarstrøm, der giver 143 den en reen østlig Retning og tillige en større Brede (100 — 250 Mile), idet Polarstrømmens kolde Vand tildeels gaaer under Golfstrømmen og presser den op mod Over- fladen. I denne Retning fortsætter den sit Løb henover Atlanterhavet med aftagende Hastighed, men med en Tem- peratur, som i en Afstand fra den mexicanske Bugt, der først naaes af Strømmen efter 5 — 6 Ugers Forløb, dog endnu er 4 — 5° høiere end det omgivende Vands og ved Azorerne endnu er 23°. Efterhaanden udbreder den sig i flere Arme, af hvilke nogle tabe sig i Havet, andre kunne, fremdrevne af de herskende Sydvestvinde, spores indtil Europas nordhgste Kyster. Polarstrømmene ere af mindre Udstrækning end Æquatorialstrømmene med deres umiddelbare Fort- sættelser. Fra det nordlige lishav mellem Spitzber- gen og Nowaja Semlia gaaer den arktiske Strøm med sine lisbjerge mod Sydvest mellem Island og Grønland, idet den varme Strøm, som i modsat Retning trænger frem mod Europas Vestkyst, hindrer den i at følge denne Kyst mod Syd. Ud for Baffinsbugten forener den sig med en derfra kommende Strøm og løber nu langs med La- bradors Kyst og forbi Newfoundland med en 7° lavere Tem- paratur end det omgivende Vand. Men her støder den paa den varme Golfstrøm og lider derved en saadan For- styrrelse , at dens videre Gang bliver vanskelig at forfølge. En Deel af den arktiske Strøms Vand forener sig med Golfstrømmen, der smelter den største Deel af dens lis- bjerge med et Varmetab af over 10°, medens den øvrige Driviis trænger sig ind mellem Golfstrømmen og Amerikas Kyst indtil 40*^ n. Br. Af en anden Deel af den arktiske Strøm udvikler sig en Fortsættelse i næsten modsat Ret- ning, nemlig den nordatlantiske Strøm, der gaaer 144 parallel med Golfstrømmen henimod Europas Kyster indtil Irland; og et tredie Afløb af den arktiske Strøm gaaer deels under, deels Nordost omkring Golfstrømmen og op- træder først tydelig Øst for Azorerne, hvorfra den som den saakaldte nordafrikanske Strøm gaaer forbi de canariske Øer langs med Afrikas Vestkyst, indtil den for- ener sig med den atlantiske Æquatorial strøm og afkjøler denne ved sit kolde Vand, der beviser dens Oprindelse fra Polarstrømmen, medens man af dens Løb kunde for- ledes til at antage den for en Fortsættelse af Golfstrømmen. Fra Sydpol-Havet Øst for Victorialand trænger den ant- arktiske Strøm frem mod Nord og fører derfra sit kolde Vand i en stor Bue mod Nordost hen til Kysten af Chili. Her sender den mod Syd omkring Gap Horn en mindre Arm, der snart taber sig i Atlanterhavet; den større Arm gaaer mod Nord langs med Chilis og Perus Kyster, dreier i Nærheden af Æquator pludselig mod Vest og danner Begyndelsen til det store Oceans Æquatorial- strøm. Midt i Tropeegnene har denne kolde Polarstrøm neppe 16 Graders Varme, medens det stillestaaende Vand ved dens Bredder har 28°; derfor er ogsaa Æqualorial- strømmen her, ligesom i Atlanterhavet, i sit første Løb koldere end det omgivende Vand og naaer først langt ude i Oceanet den tropiske Varme. Foruden disse Hovedstrømninger fmdes endnu flere mindre Strømme, som oftest afvexlende i Retning og Styrke ligesom de locale Aarsager, der fremkalde dem. Blandt disse skulle vi her nævne den Deel af det stille Havs Æquatorialstrøm, som ved Syd-China og de indiske Øer kommer under de der herskende Monsuners Indflydelse ; den drives fra April til October i nordostlig, i den øvrige Halv- deel af Aaret i sydvestlig Retning. Gjennem Strædet ved 145 Gibraltar fører en stadig Strøm fra Atlanterhavet ind i Middelhavet, der fordunster mere Vand, end det modtager fra Floderne og fra det sorte Hav, hvorfra ligeledes en Strøm gaaer gjennem Dardanelleme. Langs med den syriske Kyst iagttager man endnu den samme Strøm fra Syd, der for mange Aarhundreder siden har tilsandet Phø- niciens gamle berømte Havne. Den saakaldte Kennels Strøm gaaer fra Spaniens Nordvestkyst gjennem det bis- cayiske Hav mod Nordvest ud i Atlanterhavet, hvor den snart standses af den nordatlantiske Strøm. Endelig gaaer fra Østersøen som oftest en Strøm gjennem Sundet og Belterne ud i Kattegattet og Nordsøen. Havstrømningerne ere af stor Betydning for Skibsfart, klimatiske og andre Forhold. Den atlantiske Æquatorial- strøm og den hurtige Golfstrøm benyttes af Tusinder af Skibe til at fremskynde Reisen til og fra Amerika; og langs Perus og Chilis Kyster er den antarktiske Strøm saa stærk, at Seiladsen mod Nord ikke varer flere Dage, end den i modsat Retning medtager Uger. De samme Kyster give et paafaldende Exempel paa de kolde Havstrømningers nedstemmende Indflydelse paa Lufttemperaturen ; denne er i Lima, under 11° s. Br. , 6 Grader lavere end i Rio Ja- neiro, der ligger dobbelt saa langt fra Æquator, og over- hoved har hele Chilis og Perus Kyststrækning et forholds- viis meget kjøligt Klima, saa at f. Ex. Palmen ikke naaer længere end til 30° s. Br. Den samme Modsætning, som den antarktiske Strøm frembringer i Sydamerikas klimatiske ^ Forhold paa den østlige og vestlige Kyst, gjenfinde vi mellem Nordamerikas Nordostkyst og Europas Vestkyst: hiin beskylles af den kolde arktiske Strøm, hvis her smel- tende lisbjerge forbruge megen Varme, denne opvarmes af Golfstrømmen, deels umiddelbart, deels ved de frem- 10 146 herskende Vestenvinde, der bringe os dens varme Dampe. Medeqs saaledes Nain paa Labradors Kyst om Vintren har 18 Graders Kulde og om Somren kun 8" Varme, har Edinburgh, der kun hgger P sydligere, om Vintren en Temperatur af+3i°, om Somren af 145". Trægrændsen naaer i Europa over 10° længere mod Nord end i Amerika, og niedens Labrador er bedækket med lis og Snee, dyrker man i Norge endnu 10° nordligere JVug og Byg næsten lige til Nordcap. Hvis Landtangen ved Panama, der nu danner en Formuur mod den atlantiske Æquatorialstrøm og tvinger den til at vende sig i nordostlig Retning, ikke mere fandtes der , saa vilde Europas Kyster rimeligviis blive ligesaa kolde som Nordamerikas; lishavet vilde da, istedetfor Tropehavet, sende sit Afløb og sin fis ned til vore Kyster og en Seilads til Nordcap vilde være forbunden med lige- saamange Farer og Kampe mod lis og Kulde, som Nord- polexpeditionerne gjennem Barrowstrædet. Den hele eu- ropæiske Cultur vilde forsvinde og vor Opfindelse saand vilde fornemlig have at øve sig paa Fangsten af Ræve , Efjarne og Sælhunde. Af saamegen Vigtighed kan en til- syneladende tilfældig Beliggenhed af en ringe Fastlands- masse være for en heel Verdensdeel, og der behøves vel ikke Mere for at modbevise den Tro, at den uregelmæssige Fordeling af det Faste og Flydende paa Jordoverfladen, Iwori vi ikke have kunnet opdage nogen E enhed eller Lov, dog ikke er et tilfældigt Resultat af de hertil virkende Na- turl^r«fters ubundne Spil. Ol Nyopdagede eller lidet bekjendte, Ted deres An- vendelse Tigtige Planter. Ved A. S. Ørsted. I il alle Tider har der hersket Uvished om Oprindelsen af mange Producter, som bragtes til Europa fra Qerne Lande. Hvor længe var ikke Cochenillen kjendt i Europa som Farvestof, førend man kom paa det Rene om dens egentlige Natur; endnu 1725, altsaa over 200 Aar efter Mexicos Erobring, gav dens tvivlsomme Oprindelse An- ledning til en mærkelig Proces, som kostede den ene af Parterne hele hans Formue. Intet Under at Sligt kuade finde Sted paa en Tid, da hine fjerne Egnes naturhistoriske Skatte vare saa lidet kjendte, da der endog i vore Dage ere Producter, hvis Oprindelse er tvivlsom, og mange, om hvilke man først i den seneste Tid har faaet nøiagtige Op- lysninger. Det er saaledes kun faa Aar tilbage, at man har lært den Plante at kjende, som leverer den alt i Aar- hundreder meget anvendte Peru-Balsam. Det samme gjelder om den Plante, hvoraf Chineserne tilberede det bekjendte Silkepapir, om den, som giver det eiéndomme- lige Lugtestof Patchouly, som i lang Tid udgjorde et Sær- kjende for de ægte ostindiske Shavler og den ægte chine- 10 148 siske Tusk, om den, hvoraf det persiske Insectpulver til- beredes, o. fl. a. Da de fleste af disse Planter, hvis An- vendelse i det daglige Liv bestandig træder os for Øie og som derfor især fortjene vor Opmærksomhed, endnu kun ere lidet kjendte, vil en Oversigt over den nyere Tids Opdagelser i denne Retning maaske ikke være uden Interesse. Elfenbensplanten. Uagtet det dyriske Elfenben har en saa eiendommelig Natur, at man ikke skulde formode, at der gaves nogenPlante- substants, hvormed det kunde forvexles, saa har man dog i den senere Tid lært en Plante at kjende, som leverer et Product, der i alle Henseender stemmer saa nøie overens med Elfenben, at kun et meget øvet Øie er istand til at adskille det fra samme, og de fleste smaa Gjenstande, der for Tiden gaae i Handelen som forarbeidede af Elfenben, hidrøre fra de store elfenbenagtige Frø af den i saa mange Henseender mærkelige Elfenbensplante (Phyte- lephas*) macrocarpa Ruiz et Pav.). Denne Plante har i Væxt saa megen Lighed med Palmerne, at man ogsaa i Begyndelsen henregnede den til disse, indtil et nøiagtigere Kjendskab til Blomsterne har vist, at den maa begrunde en egen Plantefamilie (Phytelephanteæ) der — som vi i det Følgende skulle see — er nær beslægtet med to *3 Af ^vTOv, Plante og eXe^ag, Elfenben. 149 Planter, som ere velbekjendte fra vore Tørvemoser nem- lig Dunhammeren og Pindsvinknoppen. Stammen, som Fig. 1. ^0;i)ll ; . Elfenbensplanten. a Hanplante, b Hunplante. har en Længde af 10—20 Fod, ligger henad Jorden, til hvilken den er fasthæftet ved talrige Luftrødder, som ud- gaae fra den nedadvendte Side. Kun den yderste Del hæver sig skraat iveiret og har i Toppen ligesom Palmerne en enkelt Endeknop, omgiven af 12 — 20 finnede Blade der have en Længde af 18—20 Fod. Denne Plante er tvebo (dioecistisk) ; det vil sige, nogle Individer bære kun Han- blomster og andre kun Hunblomster; og mærkeligt nok ere Hanplanterne høiere, i det Hele af en stærkere Væxt og mere oprette end Hunplanterne. Denne Egenhed synes paaden ene Side at kunne forklares i Overeensstemmelse med det Vexelforhold mellem Stængel- og Frugtdannelsen, sompaa 150 forskjelUgMaade gjørsiggjeldende — naarsaaledesden senere Tids Forsøg have vist, at hybride og som saadanne ufrugtbare Træer voxe hurtigere og opnaae en anseligere Væxt end den frugtbare Moder- eller Faderplante, og naar man har fundet, at enaarige urteagtige Planter (t. Ex. Resedaen) lade sig omdanne til fleraarige med en træagtig Stængel ved at borttage Blomsterne , inden de sætte Frugt , saa skulde man mene, at det ogsaa hosElfenbenstræets Hanplante var det Næringsstof, der skulde have tjent til Dannelsen af Frugt og Frø, som kommer Stammen til Gode og giver den en anseligere Væxt end den ellers vilde have faaet -- men paa den anden Side staaer denne Forklaring i Modstrid med den relative Størrelse hos andre Tveboplanter, hvor nemlig Hunplanten er større end Hanplanten (Hunplanten af Araucaria imbricata skal saaledes opnaa en Høide af 150', medens Hanplanten kun bliver 40 — 50'). De utallige smaa Hanblomster danne en kjødet trind Kolbe, som sidder paa en kort Stilk, der er omgiven af 3—4 store hylsteragtige Blomsterblade ; 3 — 4 Kolber komme frem paa samme Tid og hænge ned fra Midten af den anselige Krone. De ligne Dunhammerens Kolbe, men ere meget Fig- 2. større, 3' lange og 4" tykke; desuden er der I den Forskjel, at hos Dunhammerne dannes * største Delen af Kolben af Hunblomsterne. éHver lille Hanblomst er forsynet med et lille Blomsterblad (Fig. 2 a) og har et 3bladetBlom- \ o /o sterdække, Støvdragerne ere tilstede i stort Antal (30), og den smalle Støvknap er ved Grunden befæstet til en lang Støvtraad. Hun- Fig. 2. En Hanblomst {^—\ nat. Storr.) , hvor alle Sløvdragerne paa en nær ere afskaarne lidt nedenfor Midten. 151 blomsterne danne en Blomsterstand af et ganske andet Udseende, da der kun sidde 6 — 7 Blomster sammen i et Knippe. De have ikke noget Blomsterdække, men ere om- givne af talrige snehvide Blomsterblade. Her findes ogsaa talrige Støvdragere, men de ere golde. Frugtknuden er 6—9 Fig. 4. rummet (Fig. 4). Hvert Rum har kun et siddende opret Æg. Griffelen er lang og foroven delt i 6—9 lange Ar (Fig. 3). Naar Frugtknuden er ud- voxen , danner den et Slags Stenfrugt, som inde- slutter 6 — 9, (som oftest 7) store Frø og udvendig er besat med træagtige kegleformede Knuder. Saadanne 6 — 7 Frugter sidde tæt sammen i en stor kugelformet Frugtstand (Fig. Ib) af Størrelse som et Menneskehoved og med en Vægt af 25 Pund, og danne hvad Botanikerne kalde en Samfrugt. Frøet er saa stort som et lille Æble, Fig. 5. b d e g næsten kuglerundt, noget sammen- trykt forneden. Her sees en frem- springende Knude (Fig. 5b), som kaldes Navlen og betegner det Sted, hvor Frøet har været befæstet til ^ Frøstolen. Frøet frembyder flere fra de fleste andre Planter meget afvigende F'orhold. Det ydre Lag af Frøskallen, den saakaldte Skal- Fig. 3. St&weien {|— ^ nat. Storr.) Fig. 4. Tversnit af Frugtknuden i nat. Storrelse. Fig. 5. Et Frø (omtrent \ nat. Storr.) gjennemskaaret. a Skal- huden, b Navlen, c. Kjernehuclen. d indre Kimlaag. e ydre Kim- laag. f Frohvide, g Kimplante. 152 hud (a), er saaledes meget tyk, benhaard, bestaaer af tre ved Farve og Bygning tydelig sondrede Lag og løsner sig fra Frøskallens indre Lag, den saakatdte Kjernehud (c), saa at der opstaaer et tomt Rum mellem dem. Paa Kjerne- huden sees i Nærheden af Navlen en lille vorteformig Op- høining (d), der under Spiringen løsner sig som et lille Laag. Skalhuden er paa dette Sted ogsaa tyndere og fal- der af som et Laag (e), saa at der som oftest findes et. Hul paa de Frø, som gaae i Handelen. Kun Planter med en meget haard Frøskal, især mange Palmer, ere forsynede med et saadant Laag (Kimlaag). Frøets Kjerne bestaaer af et meget stort snehvidt og benhaardt Frøhvidelegeme (f) og en ganske lille Kimplante (g), som ligger i Nærheden af det Sted, hvor Frøet er hæftet til Frøstolen. — Vi skulle ret strax nærmere betragte Frøet, da det er det, som le- verer det elfenbenagtige Stof; men vi ville først gjøre os Rede for denne mærkelige Plantes Stilling i det naturlige System og dens geographiske Udbredning. Dens palmeagtige Væxt og ufuldkomne Blomster vise, at den maa henføres til Tretalsplanternes store Afdeling. Af disse ere især fire store Grupper at mærke: de Græs- agtige, de Liheagtige, de Kolbeblomstrede og Palmerne. Til disse sidste kan vor Plante ikke høre; thi Palmerne have meget fuldkomnere Blomster med et regelmæssigt 6delt eller 6bladet Blomsterdække og 6 Støvdragere; endnu mindre vil den kunne henføres til de to førstnævnte Grupper. Der bliver saaledes kun de Kolbeblomstrede tilbage, med hvilke ogsaa Elfenbensplanten stemmer nøie overens i alle de væsentligste Charakterer. De Kolbe- blomstrede udmærke sig nemlig alle ved smaa ufuldkomne som oftest nøgne Blomster (o: uden Blomsterdække), som sidde paa en tyk kjødet Axe og danne den Blomsterstand, 153 som bærer Navn af en Kolbe. De tilhøre fornemmelig den tropiske Zone; saaledes Aroideerne, som hos os især ere bekj endte ved den almindelig dyrkede capske Galla (Richardia aethiopica), og hvoraf kun et Par Arter have hjemme i Danmark*), men som i Landene mellem Vendekredsene høre til de Planter , som aller- mest bidrage til at give -Urskoven dens eiendommelige Charakter, da de der overalt voxe i Mængde paa Træerne som uægte Snylteplanter (Epiphyter). Dog slutter Elfen- bensplanten sig meget nærmere til to andre Familier blandt de Kolbeblomstrede, nemlig dels til Dunhammerne, men især til Pandaneerne, træagtige Planter, charak- teristiske for det tropiske Asiens Kystegne, af en meget eiendommelig Væxt, med en forgrenet Stamme, som for- neden udsender talrige Luftrødder. Den nordlige Zones uanselige Former af denne Plantegruppe have saaledes træagtige Repræsentanter i begge Hemisphærer, men me- dens de i den østlige, efter Væxten at dømme, nærmest slutte sig til Bromelierne — Pandaneerne have Udseende af kæmpemæssige Bromelier med Pindsvinknoppens Blomst — saa træde de derimod i den vestlige op under Pal- mernes Skikkelse. I den nordligste Del af Ny Granada, i de varme fug- tige Dale, som omslutte Magdalenafloden i Nærheden af dens Udløb i Havet, har Elfenbensplanten sit Hjem**). Her voxer den fra Kysten indtil en Høide af 3000' paa *) Kjær Myssen (Calla palustris), Arum og Kalmus. **) Den blev i 1847 ogsaa funden af Dr. Seemann paa flere Steder i den nyoprettede Republik Panama , men nordligere gaaer den ikke 5 thi i Costa Rica har jeg ikke trufl'et den. Derimod fore- kommer den sydligere (i Peru), saa at dens Voiekreds ligger mellem 9° n. og 8^ s. Br. og 70^ — 79« v, L. 154 saadanne Steder, hvor Jorden holdes fugtig ved Aaer og Bække, og danner udelukkende — idet den imod de tro- piske Planters Sædvane ikke ynder andre Væxters Selskab — smaa Grupper, der, som man let vil tænke sig, frem- byde et høist eiendommeligt Udseende, da den store Palmekrone, som pleier at pryde Toppen af en høi rank Stamme, her synes at dukke frem af Jorden og ved Grun- den er omgiven af 4 — 5 store Frugter, der tæt besatte med Levninger af Griffeler og Blomsterblade have Lighed med en Negers Krushoved, hvorfor de ogsaa af Landets spanske Beboere have faaet Navnet Cabeza de Negro eller Negerhoved*). I Blomstringstiden (April — Mai) opfylder den Luften med den herligste Vellugt, og da omsværmes den af Myriader af Insecter; senere (i October) afgive de umodne Frugter, medens Frøhviden endnu er en blød Masse, en yndet Føde baade for Indianerne og Skovens vilde Dyr. Men det er fornemmelig de modne Frø, hvoraf der i de sidste Decennier udføres hele Skibsladninger fra Magdalenafloden til Europa og Nordamerika, som ved deres eiendommelige Beskaffenhed og Anvendelse fortjene vor Opmærksomhed. Den væsentlige Del i Frøet er Kimen, en lille Plante som opstaaer eftei Befrugtningen af en enkelt Celle (Kim- blæren) i Ægget, og som ved Væxten udvikles til en Plante ganske lig Moderplanten. Hos mange Planter udfylder Kimen hele Frøets Kjærne (t. Ex. de Korsblomstrede, de Ærteblomstrede), og da ere Frøbladene store, og deres *) Planten selv kaldes Palma de Marfil og Freene Marfil vegetal (ve- getabilsk Elfenben). Blandt Indianerne ved Magdalenafloden bærer den Navn af Tagua og i Panama af Anlå, medens Peruanerne kalde den Pulllpunta eller Homero. 155 Celler fyldte med Melstof, der tjener til Næring for den spæde Plante under Spiringen, inden den er istand til at optage de raa Næringsstoffer af Jorden. Men hos andre Planter udgjer Kimen kun en lille D^l af Kjemen, og den allerstørste Del indtages af Frøhvidelegemet, der da spiller samme Rolle under Spiringen, som Frøbladene i det foregaaende Tilfælde, hvorfor ogsaa dets Celler ere fyldte med Melstof, som hos Kornsorterne, eller dette erstattes af en fed Olie som hos Palmerne og i Hørfrø. Saaledes er Frøhvidens BeskafTenhed hos de fleste Planter, hvor den danner et blødt, melholdigt eller oheholdigt Legeme. Men ganske anderledes forholder det sig hos Elfenbensplanten. Her er det store Frøhvidelegeme benhaardt, og lægge vi en tynd Skive under Miejroscopet, da ville vi finde, at Cellerne, pj„ (j. hvoraf det bestaaer, have en meget eiendommehg Bygning (Fig. 6). Istedetfor den tynde Cellehinde viser her et Gjennemsnit af Cel- lens Væg et tykt Lag af et meget zirhgt Udseende med talrige Kanaler, som gaae straaleformigt ud til alle Sider, snart udelte snart forgrenede, altid en- dende med en flad Ud- vidning. Saadanne for- tykkede Cellevægge forekomme almindeligt i Plantedele, Fig. 6. Celler afFrOhviden mefiel stærkt forstOrrede. Kun i den ene Celle sees Foriykningslageiie. saaledes som de vise sig efter Kog- ning med caustisk Kali. 156 som have en stor Fasthed, og derved blive istand til i meget lang Tid at kunne modstaae de ydre Omgivelsers Indvirkning (saaledes især i Vedet), og de opstaae derved at nye Lag afleire sig paa den indvendige Side af den op- rindelig tynde Cellehinde. Hos Elfenbensplanten ere de fortykkende Lag saa nøie forenede, at man ikke kan see nogen Adskillelse imellem dem. Kanalerne fremkomme derved, at Fortykningslagene ikke afsætte sig paa de Steder, hvor den oprindelige Cellevæg har været forsynet med Porer eller Fordybninger, og idet 2—3 Kanaler nærme sig hin- anden og tilsidst forenes, blive de færre i Tal i de ind- vendige Lag. Det er ikke blot Fortykningslagene, som ere saa nøie sammensmeltede, men ogsaa Cellevæggene ind- byrdes, saa at Adskillelsen mellem dem først bliver tyde- lig ved Behandling med Kali. Da der saaledes ikke findes det ringeste Mellemrum mellem Cellerne — hvilket ellers meget sjeldent er Til- fældet*) — saa danner den hele Frøhvide en tæt haard Masse , hvor de talrige Kanaler , som i Nabo- cellerne altid vende mod hinanden, saa at Vædskerne her- igjennem let kunne bane sig Vei fra den ene Celle til den anden, sørge for at ikke ved Fortykningen den til Ved- ligeholdelsen af Cellernes Livsvirksomhed fornødne Om- skiftning af Vædskerne standses. Vi kunne nu forstaae, hvorledes den ellers bløde Frøhvide hos denne Plante er- holder saa stor Fasthed, Tæthed og Haardhed, at den derved kommer til at ligne Elfenben. Dog maa man vel vogte sig for at antage, at denne ydre Lighed mellem vegetabilsk og dyrisk Elfenben ogsaa er forbunden med *) Intercellulargange findes med meget faa Undtagelser i alle Planters Cellevæv. 157 Overensstemmelse i den indre Bygning. Heri viser der sig den største Forskjel, som man vil fmde ved at be- tragte en meget tynd Plade af en Tand under Microscopet. Tandsubstantsen viser sig da som sammensat af utallige yderst tynde svagt forgrenede Kalkrør, som løbe parallelt med hverandre i svage bølgeformede Bugtninger. En Fortykning dS Cellehinden er — som alt bemærket — almindelig i saadanne Plantedele, som skulle have en lang Varighed , og som i lang Tid skulle taale Om- givelsernes Paavirkning. Uden den vilde Træernes Ved ikke have den fornødne Fasthed og Haarhed, uden den vilde Wellingtonsfyrren*) ikke have været istand til at hæve sig til en Høide, der er meget over dobbelt saa stor som Rundetaarns, og ikke kunnet modstaae Aartusin- ders Storme. Her indsee vi let, at et saadant Forhold i Cellens Bygning er paa sin Plads; men hvorledes bringe vi det i Samklang med Frøhvidens forbigaaende Rolle som Næringsmiddel for den spæde Plante? Er det ogsaa muligt at denne haarde benagtige Substants ligesom Melstoffet under Spiringen igjen kan opløses og forvandles til Sukker og Stivelsegummi (Dextrin)? Lader os da see, hvad der foregaaer ved Spiringen af Elfenbensplantens Frø. Naar Frøet har ligget nogen Tid i Jorden, begynder den lille Kimplante at vaagne af den Dvaletilstand, i hvilken alle dens Livsvirksomheder have været standsede. Den Del af Frøskallen, som ligger lige ud for Kimen, løsner sig og falder af som et Laag. Herved opstaaer en lille Aabning *) Wellingtonia gigantea, det høieste af alle bekjendie Træer (over 300 Fod), Yoxer paa Californiens Bjerge. 158 (Fig. 7d), gjennem hvilken Rodspiren træder ud og for- Fig- 7« længer sig ned i Jorden. Nu begynder ogsaa Stængelspiren og Frøbladet at ud- vikles; flere Smaarødder skyde ud fra Stængelens Grund og erstatte her lige- som hos alle enfrøbladede Planter den snart henvisnende Rodspire. Hele den lille Plante er nu udenfor Frøskallen, men vedbliver at staae i Forbindelse med Frøhviden ved Frøbladet, som har en fra de andre Blade meget afvigende Bygning. Det danner nemlig en lang trind bugtet Stilk (Fig. 7 b) , som kun ved Grunden er skedeformig udviet (a) og omslutter Stængelen, medens den yderste Del, der er kugelformig opsvulmet, forbliver indenfor Frøskallen og tjener til at optage Næring af Frøhviden. Efterhaanden løftes Frøet ved dette Frøblad op over Jorden, og undersøger man det da, vil man finde, at den forhen benhaarde Frøhvide er bleven forvandlet til en blød Masse. Saaledes vedbliver den unge Plante i hele det første Aar at staae i Forbindelse med Frøhviden ; efter denne Tid vil man finde Frøskallen tom. Altsaa bliver ogsaa her Frøhviden under Spiringen, uagtet dens store Haardhed og Cellernes afvigende Bygning, opløst og forvandlet til Næringsstof for den unge Plante ; ganske paa samme Maade, som naar den bestaaer af tyndvæggede Celler fyldte med Melstof, hvilket er Tilfældet hos de fleste Fig. 7, Spirende Elfenbensplante, meget formindsket, a den ne- derste skedeformede Deel afFrObladei. b den midterste trinde Deel af samme. c det Hul, gjennem hvilket Frøbladet staaer i Forbindelse med Frohviden, d Navlen. 159 Planter. Man maa derfor antage, at de i den oprindelig tyndvæggede Celle senere afsatte Lag (Fortykningslagene) uagtet deres store ydre Lighed med tilsvarende Dannelser i Vedcellerne hos andre Planter dog i deres indre (phy- siske og chemiske) Forhold ere meget forskjellige fra disse , og fornemmelig at de besidde en langt større Opløse- lighed*). Uagtet Elfenbensplanten har været kjendt siden Slut- ningen af det forrige Aarhundrede, da den blev opdaget af de spanske Botanikere Ruiz og Pavon og beskreven i det af dem i Madrid 1798 udgivne store og for sin Tid fortrinlige Værk: Systema vegetabilium Floræ peruanæ et chilensis, uagtet den blev gjenfunden afHumboldt ogBon- pland under deres berømte Reise i Sydamerika, og uagtet Frøene (under Navn af Elfenbensnødder, Bennødder eller Stennødder) i de sidste 20 — 30 Aar have udgjort en al- mindelig udbredt Handelsartikel, saa er det dog først i den allerseneste Tid at man er kommet paa det Rene med denne Plantes egentlige Natur, efterat Purdie, der reiste som botanisk Samler for Haveselskabet i London, havde hjemsendt levende Planter, af hvilke flere Exemplarer allerede have •) Dette bestyrkes ogsaa ved den chemiske Undersegelse af Frehviden hos denne Plante, som er foretaget af Mulder. Han fandt nemlig, at Cellerne her bestaae af et Stof, som kun er lidet forskjelligt fra Cellestoffet (Cellulose) og har samme chemiske Sammensætning som dette. Naar man nu veed, at den unge Celles tynde, til Om- dannelse skikkede. Hinde netop adskiller sig fra den ældre stive fortykkede Cellehinde derved, at den bestaaer af Cellulose, medens den ældre Cellehinde bestaaer af Træstof (Xylogen), saa kan man ogsaa lettere forstaae at Cellerne i Elfenbensplantens Frøhvide uagtet deres Tykkelse og Haardhed kunne omdannes til Nærings- stof for den spirende Plante. 160 blomstret, saaledes en Hanplante i 1852 iSchonbrunn ved Wien og en Hunplante forrige Aar i den botaniske Have i Kew ved London. Hvorvidt der gives flere Arter af denne Slægt, som man har troet, eller om disse kun ere Varieteter af samme Art, er endnu et uafgjort Spørgsmaal. Om Forskjellen mellem de organiske og uorganiske Legemer. Af Cand. med. L. W. Salomonsen. J\aturvidenskaben er vel en interessant og nyttig, men og en farlig Videnskab; den Kundskab, hvormed den forlener Menneskene angaaen^e de i Naturen forefundne Gjenstande, Phænomener og Processer, og hvorved de faae en ofte dyb Indsigt i hele Naturens Huusholdning , forleder dem let til at glemme, at der endnu staaer saa Meget tilbage, som er og altid vil blive uforklarligt, som det ei er tilladt Menneskets Aand at gjennemskue, og bevirker let, at, de oversee, at der er Noget, en styrende Kraft, et Princip, hvis Yttringer vi vel kunne erkjende, men ei dets Væsen, at der er et Ophav til Alt, en Gud. Denne Bebreidelse, som med Rette træffer flere af den nyere Tids Videnskabs- mænd, kan gjøres gjældende mod dem i flere Retninger. For de physiske Videnskabers Vedkommende er det let at vise ; Undersøgelsen af og Kundskaben om de uforanderlige Naturlove, Beviserne for, at de samstemme med Fornuft- lovene, Geologiens store Fremskridt, den stedse dybere Indsigt i Jordens Udviklingshistorie, Opdagelsen af de Keplerske Love for Himmellegemernes Bevægelse og de andre store astronomiske Opdagelser, Alt dette har forledet Mange til at sammenblande Kraft og Materie, til at glemme 162 det, som staaer skabende og styrende over Alt i Verden, til at kaste sig i Armene paa Atheismen; at imødegaae denne Vildfarelse skal imidlertid ikke her være vor Opgave. Derimod have de chemiske Videnskabers store Fremskridt væsentlig bidraget til en anden Udskeielse, hvori flere af Videnskabens Heroer i den nyere Tid have gjort sig skyl- dige, nemlig den at paastaae, at der ikke bestaaer nogen Grundforskjel mellem den organiske og uorganiske Verden, og det er denne Anskuelse, som vi efter bedste Evne her ville søge at bekæmpe. Vi ville derfor søge først at gjøre Rede for, hvorpaa de støtte deres Paastand, og hvorvidt man maa give dem Ret deri, men dernæst bestemt frem- hæve de Punktér, hvori der efter vor Overbeviisning ei kan gives dem Medhold ; men vi ville, dog, inden vi skride til denne Undersøgelse, ikke undlade den personlige Be- mærkning, at vor lille Artikel aldeles ikke gjør Fordring paa Originalitet, men væsentlig er en Gjengivelse af an- detsteds samlede Bemærkninger. For at klare denne Undersøgelse er det da nødvendigt at gjøre sig Rede for, hvad der forstaaes ved et organisk og hvad ved et uorganisk Legeme. Til det uorganiske Riges Omraade henhøre alle de livløse Gjenstande, Minera- lierne, til det organiske Riges alt Levende, altsaa Planter og Dyr. Spørgsmaalet bliver altsaa, er der nogen Grundforskjel mellem disse to Klasser, er der Noget, som ret egentlig er charakteristisk for »Liv« , og Tanken føres da herfra uvilkaarligt hen til det Spørgsmaal: Existerer der en »Livskraft?« De Gamle bekræftede dette absolut ; skjøndt de vel søgte at udforske saamange Forhold som muligt, gik de dog stadigt ud fra den Forudsætning, at der exi- sterede en Livskraft; de ansaae den som noget Givet, hvorom der ikke kunde reises nogen velgrundet Tvivl, 163 og brugte den derfor stadig til Forklaringen af de for dem ufattelige Phænomener og Processer. Den nyere Tids Kritik har ikke tilladt denne Nødhjælp; dens Videnskabs- mænd have ved utrættelig Flid arbeidet hen til mere og mere at komme til Erkjendelse af de Forhold, som angaae de levende Væsner og have oplyst utallige af dem, ja saamange, at flere af de største Chemikere endog aldeles benægte en Livskrafts Existents og spotte dens Antagelse ; men Pluraliteten kan dog ei, og det efter vor Mening med Rette, frigjøre sig for endnu at holde fast derved, og Grundene herfor er det, vi her, efter at have omtalt Lig- hederne mellem begge Rigers Legemer ^ skulle søge at fremstille. Er der altsaa Noget, der er charakteristisk for »Liv«? See vi hen til de physiske Egenskaber, da er det fra mange Sider beviist, at Physikens Love ligefuldt, om end noget modificerede, finde deres Anvendelse og have deres Gyl- dighed i begge Rigers Legemer; Tyngden, Varmen, Gal- vanismen, Electriciteten yttre deres Virkninger paa en analog Maade hos begge; ligesom Mineralierne snart ere haardej snart bløde, saaledes er det Samme Tilfældet med de organiske Legemer, kun at de som Følge af deres Sammensætning sædvanlig ere blødere; et uor- ganisk Legemes, f. Ex. Kridtets, Porositet o: dets Gjen- nemtrængelighed for Vædsker og Luftarter, gjenfinde vi ligeledes hos de organiske Dele, og det ved alle, og den er endog en nødvendig Betingelse for deres Livs Vedbliven. I alle disse Henseender finder Ligheden altsaa Sted, og her er altsaa idetmindste ingen Grundforskjel. Det Samme kan siges i chemisk Henseende ; thi vel lærer Chemien os, at der existerer Stoffer, som kun findes i de organiske Legemer, og som netop derfor kaldes organiske; 11 164 men for det Første findes der desuden i de levende Væsner flere, og det netop meget vigtige Stoffer, som ogsaa ere almindelig udbredte i den uorganiske Natur, f. Ex. Vand, og for det Andet bestaae de organiske Stoffer hovedsage- ligen kun af saadanne Grundstoffer, som ogsaa ere meget almindelige i det andet Rige, nemlig Kulstof, Brint, Ilt og Qvælstof; det er kun Maaden, hvorpaa de ere traadte i Forbindelse indbyrdes, som i de to Riger er noget for- skjellig, men dog ei mere, end at vi allerede nu have lært at efterligne den, idetmindste hvad eet organisk Stof angaaer, nemlig Urinstoffet, som vi kunstigt kunne danne af uorganiske Legemer; og, er først dette ene Exempel givet, da tillader Analogien os at slutte, at det ikke vil være umuligt om kortere eller længere Tid kunstigt at fremstille alle de Stoffer, som findes i Planter og Dyr. Ogsaa med Hensyn til Bygningen og Dannelsesmaaden af begge Rigers Legemer kan Ligheden siges at finde Sted. De uorganiske Legemer ere enten amorphe o: uden be- stemt Form, eller krystaUiserede o: med en saadan, men altid ere deres Atomer o : de mindste Dele, hvori de kunne tænkes deelte, ordnede paa en vis bestemt, for de for- skjeUige Stoffer forskjellig, Maade. Naar vi imidlertid i det Følgende nærmest holde os til Krystallerne, skeer det derfor kun, fordi de som det høieste Udviklingstrin af det Uorganiske bedst egne sig til at fremstilles som dets Repræsentanter. — De organiske Stoffer ere vel byggede paa en anden Maade, efter en anden Grundform, men Forskjellen er dog her, som vi strax skulle vise, ikke større, end at den kan betragtes som en Gradsforskjel. Og netop det Samme kan siges at gjælde med Hensyn til deres Dannelsesmaade ; thi vel vise Vanskelighederne ved kunstigt at danne et uorganisk Stof sig ikke saa store 165 som ved at danne et organisk, eller Betingelserne for deres Dannelse saa væsentlige, men ogsaa dette vil ved en nær- mere Betragtning vise sig kun at være en Gradsforskjel. Grundformen for alle organiske Legemer eller deres Dele er nemlig, hvor forskjellig de end kunne vise sig i udviklet Tilstand, fra Begyndelsen af altid en tilnærmelsesviis rund Celle, som bestaaer af en Cellehinde, et flydende Indhold og en Kjærue, og skjøndt denne Skikkelse vel ved første Betragtning synes heelt forskjellig fra f. Ex. Kalkens elier Sandkornets Form, saa er der dog Intet iveien for, ogsaa for dem at antage, at deres enkelte mindste Dele lidt efter lidt have ordnet sig om den inderste, førstdannede, mindste Deel, altsaa Kjærnen, som Grundlag, ligesom det endvidere for mange uorganiske Legemer er en nødvendig Betingelse for deres Dannelse og Existents, at de mellem disse Dele optage en vis Mængde Vand, altsaa Noget al- deles svarende til Celleindholdet. Vel er det nu saa, at vi lettere kunne danne et uorganisk Stof end et organisk, og sædvanlig maa den Forestilling opstaae hos os, at de uorganiske Legemers Dannelse ene betinges af de dem sammensættende Stoffers egen Kralt og Væsen, og at der ingen anden Betingelse behøver at være tilstede, saa at f. Ex. Svovlsyre og JSatron altid give Glaubersalt, naar de ere istand til at virke paa hinanden; men dog kan denne Anskuelse ved nærmere Betragtning ikke gives Medhold; thi Luftens Fugtighedstilstand, Temperaturen, andre Stoflers Tilstedeværelse etc. have ofte stor og væsentlig Indflydelse paa, om det ene eller andet Legeme dannes af de samme to Stoffer. Desuden gives der ogsaa flere uorganiske Le- gemer, som vi ikke kunstigt kunne danne. Dette falder allerklarest i Øinene, naar vi see hen til selve Grund- stofferne, som vi jo ikke kunne frembringe uden ved at 166 uddrive dem af deres Forbindelser, ligesom vi i denne Henseende kun behøve at henvise til den Feiltagelse, som laae til Grund for hele det alchemistiske Rasede i det 15de og 16de Aarhundrede, nemlig at søge at danne Guld af andre Stoffer. Og gaae vi nu herfra over til de orga- niske Legemer, da er det vel meget faa, vi endnu have opnaaet at danne kunstigt, som f. Ex. Urinstoffet, og selv dette er ingen integrerende Deel af et levende Væsen; det udføres tværtimod snart efter sin Dannelse for at gjen- gives den uorganiske Natur; de fleste organiske Stoffer kunne vi derimod ei fremstille kunstigt, og Betingelserne for deres Dannelse synes kun at være tilstede i det levende Legeme; men en kunstig Celle kunne vi dog nok danne, ved nemlig f. Ex. at ryste Olie sammen med Æggehvide, hvorved nemlig hver Oliedraabe overdrages med et Lag Æggehvide. Men, bliver da Spørgsmaalet, naar vi kunne danne Cellen, og der ovenfor er sagt, at den er Grund- typen for alle organiske Legemer, er saa ikke Skillevæggen mellem de to Riger reven ned, have saa ikke de, som benægte Forskjellen, Ret? Nei, bliver Svaret; i alle de ovenanførte Henseender kunne vi give dem Medhold; men, naar de sige, at de kunne danne en Celle, saa benægte vi det bestemt, og derfor brugte vi ovenfor Udtrykket »en kunstig Celle«; vor Paastand er nemlig, at de vel kunne frembringe et Legeme, som i Form, Bygning og maaskee Sammensætning ligner en Celle, men en virkelig Celle er det derfor alligevel ikke. Denne Paastand er det vor Pligt at bevise; thi her staaer Græ.ndseskjellet mellem begge Rigerne, heraf komme alle de øvrige Forskjelligheder. Vi ville derfor bede vore Læsere følge os, naar vi nu forsøge i almindelige Træk at give en kort Udvikling af, hvad der bør forstaaes ved »en virkelig Celle«, og ville 167 til dette Øiemed give en Beskrivelse af dens Dannelses- maade. Undersøge vi under Mikroskopet en organisk Dannelses- vædske, f. Ex. den i Planterne circulerende Næringssaft eller den Vædske, der udsiver paa et sin Overhud be- røvet Sted af Legemet, som eftervirkningen af et Spansk- flueplaster, for at see, hvilke Forandringer der foregaae i denne fra først af vandklare Vædske, da finde vi, at der snart danner sig mange smaae faste Punkter, som lidt efter lidt ordne sig flere ved Siden af hinanden til en Klump, og noget efter see vi udenom denne en lille Hinde hvælve sig frem, saaledes at Klumpen dog fra Begyndelsen af sidder fast etsteds paa denne blæreformede Hindes Ind- side. Dog gjælder denne Kjærnens — thi saaledes kaldes Klumpen — Fastsidden i Almindelighed kun til en vis Tid, og saalænge passer da den almindelig brugte Sammenlig- ning, at Cellehinden — saaledes kaldes den ydre Hinde — hvælver sig om Kjærnen ligesom Uhrglasset om Ski- ven; i mange Tilfælde løsner nemlig Kjærnen sig snart aldeles fra Hinden, og kommer til at ligge i Midten af den af denne dannede Blære, og Rummet mellem disse to Dele er opfyldt af en tyndere eller tykkere Vædske. Nu først er Cellen færdig, det vil sige, den har gjennemgaaet sin Dannelse; men dens Liv er ei dermed forbi. Ikke at tale om, at der stadig foregaaer Forandringer mellem den og Yderverdenens Stoffer derved, at nogle af de i dens Vædske opløste Stoffer træde ud gjennem Cellehinden, medens andre udenfra trænge ind, eller derved, at der kan afsættes nogle af de i Vædsken opløste Stoffer paa dens Cellehindes Indside og derved stadig fortykke den og forandre dens Sammensætning; der er endnu en meget vigtigere og betydningsfuldere Forandring tilbage, den 108 nemlig, at den selv bliver Grundlaget for andre Celler, derved, at den deler sig i to eller flere Dele, som hver for sig bliver til en Celle; den bliver » Modercelle « for andre »Døttreceller«. Paa dette Stadium, som Celler, blive flere organiske Legemer staaende, f. Ex. nogle Alger, flere Infusionsdyr, Blodkornene etc, men de fleste ud- vikles videre ved Cellernes Forlængelse, Ordning mod hin- anden, Sammensmeltning til Traade etc, og saaledes op- staae alle de forskjellige Væv, som findes i Planter og Dyr; alle dannes oprindeligt af Celler. Men, da disse For- andringers Beskrivelse vilde føre os for vidt, og ei er nødvendig til vor Hensigts Opnaaelse, ville vi nu søge at bevise vor ovenfor fremsatte Paastand, at Cellen er nok til at begrunde den skarpe Adskillelse mellem de to Pager. Spørge vi altsaa nu: Er der en Grundforskjel mellem en Celle og en Krystal, de to Repræsentanter for det or- ganiske og uorganiske Rige, saa maae vi ubetinget be- svare det med: Ja; ikke, fordi Krystallen sædvanlig dan- nes hurtigere, har en anden Form, bestaaer af andre Be- standdele etc, men ene og alene, fordi Krystallen, naar vi engang have den fuldstændig dannet, fra den Tid af ikke forandres uden ydre Indvirkninger, af sig selv er uforanderlig, medens Cellen derimod ei kan standses i sin Udvikling eller i sin Formerelse uden at tilintetgjøres ; thi den inde- holder i sig selv Foranderligheden, Udviklingen, Forplant- ningen. Det er denne Ægenskab , som er Livskraftens Yttringsmaade , og spørge vi, hvoraf da denne Egenskab kommer, hvad der er Betingelsen for den, saa svares der: Det er den samme, som er Betingelsen for og det Grund- charakteristiske ved »Liv« overhovedet; det er den, vi be- tegne ved Ordet »Ernæring«. Og hvad forstaaes der da ved dette Ord? Derved forstaaes den Egenskab, at ud- 169 vikles og vedligeholdes under en uafbrudt Foranderlighed i eller Fornyelse af Stofblanding, Form og Bygning. Kjende vi da ei Lovene derfor? Jo, idetmindste tildeels; men dog ville vi see, at der bliver Anledning nok tilbage for os til bestemt at hævde Antagelsen af en Livskraft sin Gyl- dighed, saaledes som vi i Indledningen hentydede til. Det være os da tilladt i korte Træk at angive vore Grunde der- for; det mere Specielle ved Ernæringen haabe vi en anden Gang at kunne faae Leilighed til at beskrive. Krystallerne, Mineralierne , kunne holde sig stadigt uforandrede , saalænge ei skadelige Indvirkninger træffe dem; vi finde jo saaledes endnu i mange Lande Feld- spathen. Kalkstenen eller andre Bjergarter aldeles af samme Beskaffenhed, som vore Forfædre for Hundreder afAar til- bage fandt dem , skjøndt de , vi nu finde , allerede den- gang vare dannede. For Planters eller Dyrs Bestaaen er det derimod ei nok, at denne negative Betingelse finder Sted; her maae visse positive Betingelser være tilstede, for at de skulle kunne vedblive at existere, at leve; for dem er der visse »Livsbetingelser«. For begge ere disse omtrent de samme, nemlig Næringsmidler, Luft, Varme, kun for Planterne maa der endnu tilføies Lys ; mangler en af disse Potentser i nogen Tid, saa udslukkes deres Liv, skjøndt ingen directe skadelig Indvirkning har fundet Sted. Og disse Betingelser gjælde ei alene for de høieste For- mer, hvor det er Enhver let iøinefaldende ; thi af det dag- lige Liv vide vi, at den fuldkomne Plante ikke udvikler sig af det nedlagte Frø, med mindre dette forefinder gunstige Forhold for sin Udvikling ; de gjælde derimod ogsaa for de allerlaveste, netop dem, hvorfra man er gaaet ud for at bevise Adskillelsens Lberettigelse. Saadanne lave Former findes baade i Plante- og Dyreriget; vi have Alger ligesaa 170 vel som Infusionsdyr, der kun bestaae af en eneste Celle ; men hiin Alge maa ligesaa vel som de høieste Planter er- næres for ei at gaae tilgrunde. Planterne indaande Kul- syre, udstøde Ilt, de indsuge af Jorden Vandet med dets opløste Stoffer, de optage nogle af dem, udstøde andre; Alt dette gjør ogsaa Algen; den udvikles som enhver an- den Celle, og den selv giver ved at dele sig Anledning til nye Individers Fremkomst. See — hverken det |]ne eller det Andet af dette gjør den kunstig lavede Celle ; maaskee vi engang i Tiden kunne opnaae ogsaa at sammensætte den saaledes, at den i sit Indre indeholder Noget, derligner en Kjærne, udenom hvilken da Indholdet og Cellehinden findes ; maaskee vi kunne drive vor Færdighed saavidt, at vi faae et Legeme, som, naar det lægges under Mikro- skopet ved Siden af en af en levende Deel udtagen Celle, ikke kan skjelnes fra den; men aldrig ville vi kunne opnaae, at dette Produkt som den absolute Betingelse for sin Ved- ligeholdelse fordrer at ernæres, og aldrig, at det af egen Kraft giver Anledning til nye Cellers Dannelse. Maaskee vi ved at sønderdele det i flere Dele kunne af den ene Celle frembringe flere mindre, ligesom vi ved at sønder- knuse en Krystal kunne dele den i flere Dele, men af sig selv, ifølge en den iboende Kraft, vil den aldrig kunne gjøre det. Kunde den det — ja, saa var Forskjellen hævet; thi kunde man først danne en eneste virkehg Celle, saa er det intet Spring at' antage, at man med Tiden vilde kunne opnaae at danne alt andet Levende kunstigt; — thi Alt skylder Cellen sin Oprindelse. Altsaa har •selv den laveste Planteorganisme noget Charakteristisk, hvorved den staaer i skarp Modsætning til selv det høieste Uorganiske; Yttringerne af og Lovene for denne charak- teristiske Egenskabs Virkemaade kjende vi, endog i de 171 mindste Details, men den selv kjende vi ei, og ville vi aldrig komme til at kjende; — det er Livskraften. Gaae vi nu herfra over til Dyrene, da behøve vi vel ikke her at komme tilbage til Forskjellen mellem det af en eneste Celle bestaaende Infusionsdyr og Krystallen, — thi her gjælder aldeles det Samme som om hiin Alge, men vi ville dog ikke undlade, inden vi gaae over til at omtale Dyrenes Ernæring, at henlede Opmærksomheden paa, at netop Infusionsdyrenes Navn skylder Bestræbelsen for at nedrive Grændseskjellet mellem de to Riger sin Oprindelse. Det kommer nemlig af at »infundere« o: paa- gyde, og at denne Benævnelse ansaaes passende, hidrørte derfra, at man troede selv at kun*e lave disse Dyr blot ved Paagydning af uorganiske Legemer, f. Ex. Feldspath, med destilleret Vand, altsaa, at man ligefrem kunde skabe levende Dyr af uorganiske Bestanddele; denne Feiltagelse er nu vel ved stringente Forsøg hævet, men Navnet har holdt sig. Lad os da altsaa see, hvorfor ogsaa hos Dy- rene, og da navnlig hos Mennesket, Livskrafténs Antagelse er en Nødvendighed, skjøndt alle Forholdene ved deres Ernæring kjendes ligesaa godt, om ei bedre, end hos Planterne. Fra det chemiske Synspunkt viser Ernæringen sig nemlig analog , skjøndt staaende i Modsætning til Planternes. Vi indaande Ilt, udaande Kulsyre, og netop ved dette Vexelforhold mellem Planter og Dyr betinges den for alle levende Væsner nødvendige Atmosphæres Eens- formighed og constante Sammensætning; vi optage Føde, bruge visse Dele af den, naar de ved Fordøielsen ere be- arbeidede, til Nydannelse af vore Organers Elementer, og udskille Resten, og derpaa beroer vort Liv ligesom Plan- ternes. Vi vide godt, hvorledes den gjennem Munden op- tagne Føde fordøies; vi kunne endog kunstigt udenfor 172 Legemet frembringe en Vædske, der har samme Virkning paa Næringsmidlerne som Mave saften ; vi lære af Anato- mien de Redskabers Bygning at kjende , hvorved de til- beredte Fødemidler ligesom gjennem Haarrør opsuges fra Tarmens Hule og bringes over i Blodet, af Ghemien, hvilke Forandringer de endvidere maae undergaae for deels at danne nye Bestanddele af vort Legeme, deels atter at udskilles enten som Kulsyre af Lungerne eller som Urin og Excrementer; vi kunne fuldtvel indsee Alt dette, ja maaskee vi i Tiden endog ville kunne opnaae kunstigt at danne alle de i Menneskets Legeme forefundne Stoffer; — men dog kunne vi ikke udenfor selve Legemet bevirke, at, naar de vfd den kunstige Fordøielse dannede. Stoffer, som i enhver chemisk Henseende ere eens med dem, som dannes i Menneskets Tarme, absorberes i Haar- rør og blandes med Blod, de da danne nye Elementer af vort Legeme, gaae over til at blive Formdele af det. Hvoraf afhænger da denne Forandring? Er der maaskee endnu Forhold ved disse Processer, som vi ikke have op- daget? Det er vel muligt, endog sandsynligt; men sæt og, at vi engang i Tiden opdagede alle de herhenhørende For- hold, og kunde tilveiebringe alle de. nødvendige ydre Be- tingelser og Indvirkninger i vore Laboratorier eller i en Automat aldeles som i et levende Menneske, vi ville dog ikke paa denne Maade kunne frembringe en eneste nok saa ubetydelig Formdeel af et Menneske, en eneste Celle. Dertil hører der noget Andet — dertil hører Livskraften. Og gaae vi nu hdt videre, spørge vi, hvorledes det gaaer til, og hvoraf det afhænger, at Cellen saavel i Plan- terne som i Dyrene snart holder sig som Celle hele sit Liv igjennem, snart bliver til Plantefibre, Blomsterblade, 173 Frø, snart til Hud, Bindevæv, Lunge, Hjerte, snart, i Ægget, bliver Grundlag for en heel ny Organisme, uden at det er os muligt at opdage nogensomhelst væsentlig Forskjel mellem disse forskjellige Arter af Cellen , da kjende vi heller ikke her det til Grund Liggende; kun det vide vi , at det aldrig skeer uden i det levende Legeme, at der hører Livskraft dertil. Om Stepper og Ørkener. Oversat efter Humboldts: Ansichten der Natur. Af A. Thomsen, Exani. polyt. fed Foden af den høie Granitryg, som i vor Planets Ungdomstid, dengang den antilliske Havbugt blev dannet, har trodset Vandets Indbrud, begynder en viid, uoverskuelig Slette. Naar man forlader Bjergdalene ved Caracas og den ørige Sø Tacarigua, i hvilken Pisangstammerne *) speile sig ; naar man forlader Markerne , som prange med det thaitiske**) Sukkerrørs fine og lyse Grønt eller Cacao- buskenes***) alvorsfulde Skygge, da hviler Blikket i Syd paa Stepper, der tilsyneladende hæve sig og begrændse Horizonten i det forsvindende Fjerne. Kommende fra det organiske Livs yppige Fylde be- træder Vandringsmanden forbauset en skovløs og plante- fattig Ørkens øde Rand. Ingen Høi, ingen Klippe hæver sig i det umaalelige Rum. Kun hist og her ligge afbrudte Skiferlag af tohundrede Quadratmiles Udstrækning, synligt høiere end de tilgrændsende Dele. »Banker« kalde de *) Musa sapientum. **) Saccharum officinarum otaheitense. ***) Theobroma Cacao. 175 Indfødte dette Phænomen, som om de ved Benævnelsen anende vilde betegne Tingenes gamle Tilstand, da hine Høide strækninger vare Grundene, Stepperne selv Bunden af et stort Middelhav. Endnu kalder ofte en natlig Skuffelse disse Fortidens Billeder tilbage. Thi naar Stjernerne i deres raske Op- og Nedgang belyse Slettens Rand, eller naar de zittrende fordobble deres Billed i et lavere Lag af bølgende Dunster, troer man at see det ubegrændsede Ocean for sig. Lige- som dette, opfylder Steppen Gemyttet med en Følelse af det Uendelige, og igjennem denne Følelse ligesom løsriver det sig fra de sandselige Indtryk af Rummet og paavirkes af høiere aandelige. Men Skuet af det klare Havspeil, hvori den letbevægelige, blidt skummende Bølge kruser sig, er tillige venligt. Død og ubevægeUg ligger derimod Step- pen udstrakt, ligesom en øde Planets nøgne Klippeskorpe. I alle Zoner bærer Naturen det samme Phænomen, disse store Sletter, tilskue; men i enhver have de en eiendommelig Charakteer, et Physiognomi, som betinges af Jordbundens Forskjellighed^ af Klimaet og Beliggenheden over Havets Overflade. I det nordlige Europa kan man betragte de Hede- strækninger, som, bedækkede af en og samme, alt andet fortrængende Plantevæxt, strække sig fra Jyllands Spids til JScheldes Udløb, som sande Stepper; men som Stepper af ringe Udstrækning og med stærktbakket Overflade i Sammen- ligning med Sydamerika^ Llanos og Pampas, og med Mis- souris og Kobberflodens Græsmarker, paa hvilke den kruus- haarede Bison og den lille Moskusoxe sværme omkring. Et mere storartet og alvorligt Skue frembyde Sletterne i det indre Afrika. Lig det stille Oceans udstrakte Flade har man først i nyere Tider forsøgt at gjennemforske dem : 176 de ere Dele af et Sandhav, som mod Østen adskiller frugt- bare Landstrækninger eller indeslutter dem som Øer, saa- ledes som Ørkenen ved Basaltbjerget Harudsch, hvor Am- montemplets Ruiner i den daddelrige Oase Siwah betegne en tidligere Menneskeculturs ærværdige Sæde. Ingen Dug^ ingen Regn befugter disse øde Flader, eller udvikler i Jor- dens brændende Skjød Spiren til et Planteliv. Thi hede Luftsøiler stige overalt tilveirs, opløse Dunsterne og bort- skræmme den forbiilende Sky. Hvor Ørkenen nærmer sig det atlantiske Ocean, som imellem Wadi Nun og det hvide Forbjerg, strømmer den fugtige Havluft til for at udfylde det tomme Rum, som frembringes ved hine lodrette Vinde. Selv naar Skipperen gjennem et Hav, der saa jevnt som en Eng er bedækket med Søtang*), styrer henimod Gambias Munding, aner han, naar pludselig den tropiske Østenvind forlader ham, det vidtstrakte, varmestraalende Sands Nærhed. Hjorde af Gazeller og fodrappe Strudse gjennemile dette umaadelige Rum. Fraregner man de i Sandhavet nyopdagede Grupper af kilderige Øer, ved hvis grønne Bredder den nomadiske Tibbo og Tuarik sværmer, saa er den øvrige Deel af den afrikanske Ørken at be- tragte som ubeboelig for Mennesket. De tilgrændsende civiUserede Folkeslag vove ogsaa kun periodisk at betræde ) Hermed menes Sargasso-Havet eller de saakaldte Fucusbanker, store Strækninger i Havet, bedækkede afSargasso eller svømmende Tang (fucus natans). Man skjelner mellem to Fucusbariker, den ene lang- agtige strækker sig fra de kapoverdiske Oer til Azorerne mellem den 25 og 31° n. B. , den anden mere afrundede findes mellem Bermudas- og Bahamaøerne. Et Transversalbaand fra Vest mod Ost mellem 25 og 30« Brede forener dem. Samtlige disse Stræk- ninger indtage et Fladerum, der er 6—7 Gange saa stort som Tydskland. 177 den. Paa Veie, som Aartusinders Handelssamqvem ufor- anderlig har bestemt, gaaer det lange Tog fra Tafilet til Tombuktu, eller fra Mourzouk til Bornou; dristige Fore- tagender, hvis Mulighed beroer paa Kamelens Tilværelse, dette Ørkenens Skib, som Østens gamle Sagn kalde det! Disse afrikanske Sletter udfylde et Rum , som er næsten tre Gange saa stort som det nære Middelhav; de ligge deels under selve Vendekredsen, deels nær ved den; og denne Beliggenhed begrunder deres særegne Naturcharakteer. Derimod er i den østlige Halvdeel af det gamle Continent det samme geognostiske Phænomen mere eiendommeligt for den tempererede Zone. Paa xMellemasiens Bjergryg mellem Guldbjerget eller Altai og Kuen-lyn, fra den chinesiske Muur indtil hinsides Himmelbjerget og henimod Aral Søen, i en Længde af 1000 Mile, udbrede sig om ikke Verdens høieste, saa dog dens største Stepper. En Deel af dem, Kalmukernes og Kirgisernes Stepper imellem Don, Wolga, det caspiske Hav og den chinesiske Dsaisang-Sø, altsaa af en Udstrækning af henved 700 geographiske Mile, har jeg selv havt Lei- lighed til at see , fulde 30 Aar efter min sydamerikanske Reise. Vegetationen paa de asiatiske, undertiden bakkede og af Granskove afbrudte Stepper er gruppeviis langt mang- foldigere end den, der findes paa Llanos og Pampas ved Caracas og Buenos Aires. Den skjønneste Deel af Step- perne, som beboes af asiatiske Hyrdefolk, er smykket med yppigt hvidtblomstrende Rosaceer, med Keiserkroner (Fri- tillarier), Tulipaner og Cypripedier. Ligesom den hede Zone i det Hele taget udmærker sig ved , at alt Vegetativt stræber at blive træagtigt, saaledes charakteriseres nogle Stepper i den asiatiske tempererede Zone ved den vid- underlige Høide, hvortil blomstrende Urter hæve sig, saa- 178 som Saussureer og andre Kurvblomster , Bælleplanter, især en Hær af Astragalusarter. Naar man i de lave tatariske Kjøretøier bevæger sig gjennem uvéibare Dele af disse med Urter overvoxede Stepper, kan man kun orientere sig i opreist Stilling, og man seer de skovagtig tæt sammen- trængte Planter bøie sig for Hjulene. Nogle af disse asia- tiske Stepper ere Græssletter; andre ere smykkede med saftige, immergrønne, leddede Kali-Planter*); andre skinne i det Fjerne af knippeformigt opblomstrende Salt, der, lige- som nyfalden Snee, ujevnt bedækker den leerede Jordbund. Disse mongolske og tatariske Stepper, som ere af- brudte ved mangfoldige Bjergstrøg, adskille den urgamle, alt i lang Tid civiliserede Menneskehed i Tibet og Hindo- stan fra de raae nordasiatiske Folkeslag. Deres Tilværelse har ogsaa været af mangfoldig Indflydelse paa Menneske- slægtens vexlende Skjæbne. De have sammentrængt Be- folkningen mod Syden, forstyrret Nationernes Samqvem mere end Himmalayah og Sneebjerget Serinagur og Gorka, og i Norden sat uoverskridelige Grændser for Udbredelsen af mildere Sæder og skabende Kunstsands. Men ikke som hindrende Formuur alene tør Hi- storien betragte Indreasiens Steppe. Ulykke og Øde- læggelse har den mangengang bragt over Jordkredsen. Hyrdefolk fra denne Steppe, Mongoler, Geter, Alaner og Ustiner, have rystet Verden. Er i Aarhundreders Løb tid- lig Aandsdannelse , lig det vederqvægende Sollys, vandret fra Øst mod Vest, saa har ogsaa senere hen sammesteds- fra Barbari og sædelig Raahed truet med at overtrække Europa med sin Taage. Hiognuerne, en bruun Hyrde- stamme af tukiuisk d. e. tyrkisk Oprindelse, boede i Læder- *) Især Slægterne Chenopodium, Salsola og Salicornia. 179 tælte paa Gobis høie Slette. Længe frygtelig for den chinesiske Magt, blev endelig en Deel af Stammen trængt mod Syd henimod Indreasien. Dette Folkestød forplantede sig uopholdelig videre til det gamle Finnerland ved Ural. Derfra brøde Hunner, Avarer, Chasarer og en mangfoldig Blanding af asiatiske Menneskeracer frem. Hunniske Krigs- hære viste sig først ved Wolga, derpaa i Pannonien, ende- lig ved Marne og Po's Bredder, ødelæggende de smukt beplantede Egne, hvor den skabende Menneskehed fra Antenors Tider havde ophobet Mindesmærke paa Mindes- mærke. Saaledes blæste fra de mongolske Ørkener et forpestet Vindpust, som qvalte Kunstens fine, længe pleiede Blomst paa den cisalpinske Jordbund. Fra Asiens Saltstepper, fra de europæiske Hedelande, der om Sommeren prange med honningrige, rødlige Blom- ster, og fra Afrikas plantetomme Ørkener vende vi tilbage til Sydamerikas Stepper, af hvilke jeg allerede med flygtige Træk har begyndt at opridse et Billed. Den Interesse, som dette Billed kan yde Iagttageren, er en reen Naturinteresse. Ingen Oase minder her om tidlige Beboere , ingen beskreven Steen , intet forvildet Frugttræ om forgangne Slægters Flid. Ligesom fremmed for Menneskeslægtens Skjæbne, alene fængslende til Nu- tiden, ligger denne Afkrog af Jorden som en vild Skue- plads for det frie Dyre- og Planteliv. Steppen strækker sig fra Caracas's Kystkjæde indtil Guayanas Skove, fra Méridas Sneebjerge, ved hvis Afifald Natron -Søen Urao er en Gjenstand for de Indfødtes reli- giøse Overtro, indtil det store Delta, som Orinoco danner ved sin Munding. Sydvestlig trækker den sig ligesom en Havarm hinsides Meta's og Vichada's Bredder til Guaviares ubesøgte Kilder, eller til den eensomme Bjergkolos, som 12 180 spanske Krigsfolk i deres livlige Phantasispil kaldte Pa~ ramo de la summa Paz, eller den evige Freds skjønne Sæde. Denne Steppe indtager et Fladerum af 16000 Quadrat- mile. Af geographisk Uvidenhed har man ofte skildret den som strækkende sig uden Afbrydelse og med uforandret Brede indtil Magellans Strædet, uden at tænke paa Amazon- flodens skovrige Slette, som mod Nord og Syd begrændses af Apures og La Plata-Strømmens Græstæpper. Andes- kjeden Cochabamba og den brasilianske Bjerggruppe sende, imellem Provindsen Chiquitos og Landstrækningen ved Villabella, hinanden enkelte Bjergrygge imøde. En smal Slette forener Amazonflodens Hylæa med Buenos Aires Pampas. Disse ere mere end 3 Gange saa store som Venezuelas Llanos. Ja deres Udstrækning er saa vid- underiig stor, at de paa den nordlige Side ere begrændsede af Palmekrat og paa den sydlige Side næsten bedækkede med evig lis. Den casuarlignende Tuyu (Struthio Rhea) er eiendommelig for disse Pampas, saavelsom de Golonier af forvildede Hunde, der leve selskabeligt i underjordiske Huler, men ofte blodgjærrigt anfalde Menneskene, for hvis Forsvar deres Stamfædre kæmpede. Ligesom Zaharas Ørken ligge Llanos, eller Sydamerikas nordligste Slette, i det hede Jordbælte. Desuagtet vise de sig i hver Halvdeel af Aaret i forskjelUg Skikkelse; snart øde, ligesom det libyske Sandhav, snart som en Græsmark, ligesom saa mange af Mellemasiens Stepper. Det er et belønnende, om ogsaa vanskeligt Arbeide for den almindehge Geographi at sammenligne forskjelligt beliggende Jordstrøg med hinanden, og at fremstille Re- sultatet af denne Sammenligning i faa Træk. Mangfoldige 181 tildeels endnu lidet udviklede Aarsager formindske den nye Verdensdeels Tørhed og Varme. Det stærkt indskaarne Continents ringe Brede i den nordlige Tropeegn, hvor en flydende Grundflade frembyder Atmosphæren en mindre varm, opstigende Luftstrøm; dets store Udstrækning mod de iisklædte Poler; et frit Ocean, henover hvilket de tropiske Vinde blæse ; de østlige Kysters Fladhed, Strømme af koldt Havvand fra Sydpolarregionen, som, i Begyndelsen med en Retning fra Sydvest til Nord- ost, ende ved Chiles Kyst under db^ sydlig Brede, og trænge nordlig frem langsmed Perus Kyster indtil Cap Pa- rinna, hvorfra de pludselig vende sig mod Vest; det store Antal af kilderige Bjergkjeder, hvis sneedækte Toppe rage høit op over alle Skylag og paa deres Skraaning foranledige nedstigende Luftstrømninger; den store Rigdom paa Strømme af uhyre Brede, som efter mange Vindinger altid søge de fjerneste Kyster; sandløse Stepper, som derfor mindre let lade sig ophede ; uigjennemtrængelige Skove, som, idet de beskytte Jordbunden mod Solstraalerne eller udstraale Var- men fra deres Blade, udfylde den flodrige Slette ved Æquator, medens de i det Indre af Landet, hvor Bjerge og Ocean ere fjernest, uddunste uhyre Masser af deels indsuget deels selvdannet Vand — alle disse Forhold skaffe den flade Deel af Amerika et Klima, som ved sin Fugtighed og Kølighed staaer i en vidunderlig Modsætning til det afri- kanske. I dem alene ligger Grunden til hiin yppige, af Saft svulmende Plantevæxt, hiin Løvrigdom, som udgjør det nye Continents eiendommelige Charakteer. Bliver derfor den ene Side af vor Planet kaldet mere luftfugtig end den anden, saa er en Betragtning af Tinge- nes nuværende Tilstand tilstrækkelig til at forklare denne IJlighed. Physikeren behøver ikke at indhylle Forklaringen 12* 182 af saadanne Naturphænomener i de geologiske Mythers Slør. Han behøver ikke at antage, at Elementernes for- dærvelige Kamp har udj evnet sig til forskjellige Tider i den østlige og vestlige Halvdeel af vor urgamle Klode, eller at Amerika har hævet sig op af den chaotiske Vand- beklædning senere end de øvrige Verdensdele, som et sumpet, af Krokodiler og Slanger beboet Øland. Vel har Amerika i sit ydre Omrids og Retningen af sine Kyster en paafaldende Lighed med det gamle Conti- nents sydvestlige Halvø. Men Jordbundens indre Structur og de tilgrændsende Landmassers relative Beliggenhed frembringer i Afrika hin vidunderlige Tørhed, som i en umaadelig Udstrækning er til Hinder for det organiske Livs Udvikling. Fire Femtedele af Sydamerika ligge hinsides Æquator, altsaa i en Hemisphære, som paa Grund af den større Vandmængde og af mangfoldige andre Aarsager er køligere og fugtigere end vor nordligere Halvkugle. Til denne sidste hører derimod den langt overveiende Deel af Afrika. De sydamerikanske Stepper eller Llanos have fra Øst til Vest en tre Gange saa ringe Udstrækning som de afrikanske Ørkener. Hine modtage den tropiske Sø- vind, disse, beliggende under samme Bredecirkel som Ara- bien og det sydlige Persien, blive berørte af Luftlag, som blæse hen over hede, varmestraalende Gontinenter. Ogsaa har allerede Historiens Fader, den ærværdige , længe mis- kjendte Herodot, i ægte Samklang med en storartet Natur- anskuelse, skildret alle Ørkener i Nordafrika, Yemen, Ker- man og Mekran (Grækernes Gedrosia) ja indtil Multan i Forindien, som et eneste sammenhængende Sandhav. Til Virkningen af de hede Landvinde i Afrika kommer endnu, forsaavidt vi kjende det. Mangelen paa store Flo- der, paa Vanddampe udaandende og Kulde frembringende 183 Skove og bøie Bjerge. Bedækket med evig lis er kun den vestlige Deel af Atlas, hvis smalle Bjergaas, seet fra Siden, forekom de gamle Kystfarere som en eneste luftig Himmelstøtte. Østlig løber Bjergkjeden henimod Dakul, hvor det havbeherskende Carthago laae, som nu er sunket i Gruus. Som langstrakt Kyslkjede, som gætulisk Formuur tilbageholder den de kølige Nordenvinde, og med dem de fra Middelhavet opstigende Dampe. Som fremragende over den nedre Sneegrændse tænkte man sig engang Maanebjergene, Al Komri, om hvilke man fortalte, at de dannede en Bjergparalel mellem det afri- kanske Quito, Høisletten ved Habesch, og Senegals Kilder. Selv Lupatabjergene, der strække sig langsmed den østlige Kyst af Mosambique og Monomotapa, ligesom Andeskjeden paa Perus vestlige Kyst, ere i det guldrige Machinga og Mocanga bedækkede med evig lis. Men disse vandrige Bjerge ligge vidt fjernede fra den uhyre Ørken, som strækker sig fra Atlas sydlige Affald til den østlig flydende Niger. Maaskee vilde alle disse optalte Aarsager til Tørhed og Varme ikke have formaaet at forvandle hine afrikanske Sletter til et frygteligt Sandhav, havde ikke en eller anden Naturrevolution, f. Ex. Oceanets Indbrud, engang i fordums Tid berøvet denne flade Egn sit Plantedække og sin næ- rende Muldjord. Naar dette Phænomen tildrog sig, hvilken Kraft der bestemte Indbruddet, er dybt indhyllet i For- tidens Mørke. Maaskee var det en Følge af den store Hvirvel, som driver de varmere mexikanske Vande hen over Newfoundlands Bank mod det gamle Continent, og med hvilken vestindiske Cocosnødder og andre Tropefrugter naae til Irland og Norge. Idetmindste har endnu den Dag idag en Arm af denne Havstrøm fra Azorerne af en syd- 184 østlig Retning og andiiver, uheldbringende for Skipperen, Afrikas med Sandbanker dækkede Vestkyst. Tillige vise alle Havkyster (jeg tænker paa de peruanske imellem Amo- tapa og Coquimbo), hvorledes Aarhundreder , ja maaskee Aartusinder kunne gaae hen, førend det bevægelige Sand i hede regnløse Jordstrøg, hvor hverken Lecideer eller andre Lavarter spire, formaaer at yde Planternes Rødder et sikkert Rodfæste. Disse Betragtninger strække til, for at forklare, hvor- for Afrika og Sydamerika, trods ydre Lighed i Landenes Form, dog frembyde de meest afvigende klimatiske For- hold, den meest forskjellige Vegetationscharakteer. Men uagtet deu sydamerikanske Steppe er bedækket med en tynd Skorpe af frugtbar Jord, uagtet den periodisk bliver vandet af Regnstrømme og smykket med yppigt fremspirende Græs, har den dog ikke kunnet lokke de tilgrændsende Folkestammer til at forlade Caracas skjønne Bjergdale , Havkysten og Orinocos Flodverden, for at fortabe sig i denne for Træer og Kilder blottede Ørken. Derfor fandt de europæiske og afrikanske Eneboere ved deres An- komst Steppen saagodtsom mennesketom. Vel ere Llanos egnede til Qvægavl; men Opdrætningen af melkydende Dyr var ukjendt hos de oprindelige Be- boere af det nye Continent. Ingen af de amerikanske Folkestammer vidste at benytte de Fordele, som Naturen ogsaa i denne Henseende havde tilbudt dem. Den ameri- kanske Menneskerace (een og samme fra 65" nordlig ind- til 55° sydlig Brede, dog Eskimoerne fraregnede) gik fra Jagtlivet ikke gjennem Hyrdelivet, som Mellemtrin, over til Agerbrug. To Arter indenlandsk Hornkvæg græsse paa Vestcanadas Græsmarker , i Quivira , saavelsom om de kolossale Ruiner af Aztekernes Borg, der (ligesom et 185 amerikansk Palmyra) hæver sig eensomt i Ørkenen om Gilafloden. En langhornet Mouflon , som ligner Faarets saakaldte Stamfader , sværmer omkring paa Californiens tørre og nøgne Kalkklipper. Charakteristiske for den syd- lige Halvø ere Vicunaeme, Huanacoerne, Alpacaerne og Lamaerne. Men alle disse nyttige Dyr, med Undtagelse af Lamaen , have i Aartusinder bevaret deres naturlige Frihed. Nydelsen af Melk og Ost saavelsom Besiddelsen og Culturen af meelrige Græsarter er et charakteristisk Kjendetegn paa den gamle Verdens Nationer. Ere derfor enkelte Stammer af disse sidste vandrede igjennem det nordlige Asien over paa Amerikas Vestkyst, og have de, af Forkjærlighed for Kulden, fulgt den høie Andesryg mod Syd, saa maa denne Vandring være skeet ad Veie, paa hvilke hverken Hjorde eller Kornsorter kunde ledsage Nybyggerne. Skulde maaskee, dengang Hiognuernes længe rystede Rige faldt sammen, denne mægtige Stammes Fremvælten ogsaa i Nordost have foranlediget Folkevan- dringer fra China og Korea, ved hvilke cultiverede Asiater droge over til det nye Continent? Havde disse Nybyggere været Beboere af Stepper , paa hvilke intet Agerbrug blev drevet, saa vilde denne vovelige, ved Sprogsammenligning hidtil kun lidet begunstigede Hypothese idetmindste for- klare den paafaldende Mangel paa Kornsorter i Amerika. Maaskee landede paa Ny-Californiens Kyster, fordreven af Storme, een af de Præstecolonier, som mystiske ideer foranledigede til Søfarter, og paa hvilke Japans Befolknings- historie paa Thsinschi-huang-tis Tider leverer et minde- værdigt Exempel*). *) Man har historisk Vished for, at Bonzer og andre Eventyrere be- seilede det estlige chinesiske Hav for at finde et Lægemiddel, der 186 Blev derfor Hyrdelivet, dette velgjørende Mellemtrin, som fængsler nomadiske Jægerhorder til den græsrige Jordbund og ligesom forbereder dem til Agerbruget, ube- kjendt for Amerikas Urindvaanere ; saa er selve dette Ubekjendtskab Grunden til den sydamerikanske Steppes Mennesketomhed. Desto friere have Naturkræfterne ud- viklet sig paa den i mangfoldige Dyreskikkelser; frit og kun indskrænkede ved sig selv, ligesom Plantelivet i Sko- vene ved Orinoco, hvor Hymenæaen og Laurbærtræet med sin kæmpemæssige Stamme aldrig trues af Menneskets ødelæggende Haand, men kun af det yppige Paahæng af slyngende Planter. Agutier, smaa brogetplettede Hjorte*), bepandsrede Armadillaer, der ligesom Rotter opskrække den underjordiske Hare i sin Hule, Hjorde af langsomme Chiguirer**), smukt stribede Viverrer, som forpeste Luften, den store umankede Løve***), brogetplettede Jaguarer****), (her kaldet Tigere), som formaae at slæbe den unge af dem selv dræbte Tyr op paa en Høi — disse og mange andre Dyreskikkelser gjennemile den skovløse Slette. Næsten kun beboelig for disse, havde den maaskee ikke kunnet fængsle nogen af de nomadiske Folkehorder, som desuden (efter asiatisk-indisk Viis) foretrække vegeta- bilsk Næring, stod ikke Viftepalmen, Mauritia, spredt om- kring hist og her. Vidt berømte ere dette velgjørende Livstræes Fortrin. Det alene ernærer Guaraunernes ube- tvungne Nation ved Orinocos Udløb Nord for Sierra de gjorde Mennesket udødeligt. En saadan Coloni paa 300 Par unge Mænd og Qvinder nedsatte sig Aar 209 f. Chr. paa Nipon. *) Cervus mexicanus. •*) Cavia capybara. ***) Felis concolor eller Cuguaren. ♦***) Felis On^a, en Panierart. 187 Imataca. Da de bleve mere talrige og sammentrængte, reiste de ikke blot deres Hytter paa afhugne Palmestammer der bare en horizontal Fletning som Gulv ; men de spændte ogsaa (saaledes fortæller Sagnet) Hængemaatter, vævede af Mauritiaens Bladstilke, kunstigt fra Stamme til Stamme, for i Regntiden, naar Deltaet er oversvømmet, paa Abernes Viis at leve paa Træerne. Disse svævende Hytter bleve tildeels bedækkede med Dyndjord. Paa det fugtige Under- lag gjorde Qvinderne Ild paa til huuslig Brug. Naar man om Natten seilede forbi paa Floden, kunde man see Flam- merne rækkeviis blusse høit iveiret uden Forbindelse med Jorden. Guaraunerne skylde Bevarelsen af deres physiske og maaskee selv af deres moralske Uafhængighed til den løse, halvflydende Mosegrund, over hvilken de løbe let- fodede hen, og til deres Ophold paa Træerne, et ophøiet Fristed, til hvilket vel aldrig religieus Begeistring vil drive nogen amerikansk Stylit. Men Mauritiaen yder ikke blot sikker Bolig, men og- saa mangfoldig Næring. Førend det fine Blomsterdække springer ud paa den mandlige Palme, og kun i denne Periode af Plantemetamorphosen , indeholder Stammens Marv et sagoagtigt Meel , der ligesom Jatropha-Rodens bliver tørret i tynde brødlignende Skiver. Træets gjærede Saft er Guaraunernes søde, berusende Palmeviin. De tæt- skællede Frugter, der ligne rødlige Grankogler, give lige- som Pisang og saagodtsom alle Tropeverdenens Frugter, en forskjelligartet Næring, eftersom man nyder dem efter den fuldstændige Udvikling af deres Sukkerstof, eller tid- ligere i meelagtig Tilstand. Saaledes finde vi paa det nederste Trin af menneskelig Aandsdannelse en heel Folke- stammes Existents knyttet til et enkelt Træ, ligesom In- sectet er indskrænket til enkelte Blomsterdele. 188 Siden det nye Continents Opdagelse ere Sletterne (Llanos) blevne beboelige for Mennesker. For at lette Saraqvemmet mellem Kysten og Guayana (Orinoco-Landet), er der hist og her bygget Stæder ved Steppefloderne. Overalt i det umaadelige Rum er Qvægavl begyndt. Dag- reiser fjernede fra hinanden ligge enkelte med Huder dæk- kede og af Siv og Remme flettede Hytter. Talløse Skarer af forvildede Tyre, Heste og Muuldyr sværme omkring paa Steppen. Den uhyre Formerelse af disse Dyr fra den gamle Verden er desto beundringsværdigere, jo mangfol- digere de Farer ere, med hvilke de have at kæmpe i disse Jordstrøg. Naar det forkullede Græsdække er henfaldet til Støv under den aldrig overskyggede Sols lodrette Straaler, rev- ner den hærdnede Jordskorpe, som om den var rystet af mægtige Jordstød. Rliver den da berørt af modsatte Luft- strømme, hvis Strid udjevner sig i en kredsende Bevægelse, yder Sletten et sælsomt Skue. Som tragtformige Skyer, der med deres Spidser glide langs henad Jorden, stiger Sandet ligesom Dampen op igjennem den luftfortyndede , elektrisk-ladte Midte af Hvirvlen — ligesom de susenc^e Vandhoser, der frygtes af den erfarne Skipper. Den nu tilsyneladende lavere Himmelhvælving kaster et uklart , straafarvet Lys paa den øde Egn. Horizonten træder pludselig nærmere. Den indskrænker Steppen og ned- trykker Vandringsmandens Gemyt. Det hede Støv, som svæver i den taageagtig tilslørede Atmosphære, forøger den qvælende Luftvarme. Istedetfor Køling fører Østenvinden ny Hede med sig, naar den blæser henover den længe op- varmede Jordbund. Efterhaanden forsvinde ogsaa de Vandpytter, som den guulblegede Viftepalme beskyttede imod Fordampning. 189 Ligesom Dyrene i det iisbedækkede Norden tabe Bevidst- heden ved Kulden, saaledes slumre her Krokodillen og IJoaslangen ubevægelige, dybt begravne i det indtørrede Mudder. Overalt forkynder Tørke Døden, og dog forfølges den Tørstende overalt, paa Grund af den bøiede Lysstraales Spil, af det skuffende Billed af et bølgende Vandspeil. En smal Luftstribe adskiller det fjerne Palmekrat fra Jorden. Paa Grund af Lysbrydning bliver det hævet iveiret som en Følge af, at ulige opvarmede og derfor ulige tætte Luftlag berøre hverandre. Indhyllede i tætte Støvskyer og æng- stede af Hunger og brændende Tørst jage Heste og Horn- qvæg omkring; disse under dæmpede Brøl, hine snøftende med udstrakt Hals mod Vinden, for ved Hjelp af Luft- strømmens Fugtighed at opdage Nærheden af en endnu ikke ganske fordampet Vandpyt. Mere betænksom og snu søger Muldyret at lindre sin Tørst paa anden Maade. Meloncactussen*), en kugel- formig og dertil mangeribbet Plante, indeslutter under sit piggede Hylster en saftig Marv. Med Forfoden slaaer Mul- dyret Piggene tilside, og først da vover det forsigtig at nærme Læberne og drikke den kølige Tidselsaft. Men at øse af denne levende, vegetabilske Kilde er ikke altid uden Fare; ofte seer man Dyr, hvis Hove ere lammede af Cactuspigge. Følger nu den ligelange Nats Kølighed ovenpaa Da- gens brændende Hede, kunne Hornqvæg og Heste ikke engang da nyde Ro. Uhyre Flagermuus udsuge lige- som Vampyrer deres Blod under Søvnen, eller hænge sig fast i Ryggen paa dem, hvor de fremkalde bolnende Saar, i hvilke Mosquitoer, Hippoboscus'er og en Skare afstikkende *) Caclus melocacius. 190 Insecter samle sig. Saaledes føre Dyrene et smertefuldt Liv, naar Vandet paa Jordens Overflade forsvinder for So- lens Lue. Indtræder endelig efter lang Tørke den velgjørende Regntid, forandres pludselig Scenen paa Steppen. Den hidtil aldrig overtrukne Himmels dybe Blaa bliver lysere. Næppe kan man om Natten skjelne det mørke Rum i det sydlige Korses Billede. De Magellaniske Skyers blide, phosphoragtige Lysning udviskes. Selv Ørnens og Slange- holderens lodrette Stjernebilleder lyse med et zittrende, mindre planetarisk Lys. Som et fjernt Bjerg stiger en enkelt Sky lodret op over den sydlige Horizont. Taage- agtig brede de forøgede Dunstmasser sig ud over Zenith. En fjern Torden forkynder den oplivende Regn. Næppe er Jordens Overflade befugtet, førend den duf- tende Steppe overtrækkes med Kyllingier, med den klase- rige Paspalum og med mangfoldige Græsarter. Pirrede af Lyset udfolde de urteagtige Mimoser deres sænkede slum- rende Blade og hilse den opgaaende Sol, ligesom Fuglenes Morgensang og Vandplanternes sig udfoldende Blomster. Heste* og Hornkvæg græsse nu under glad Livsnydelse. I det høitstaaende Græs skjuler den smukt plettede Jaguar sig. Paa Luur i sit sikkre Skjul maaler den forsigtig Længden af sit enkelte Spring og snapper de forbivandrende Dyr med det samme katteagtige Spring, som den asiatiske Tiger, Undertiden seer man (efter de Indfødtes Fortælling) den befugtede Dyndjord ved Bredderne af Sumpene hæve sig langsomt og pletviis. Med heftig Larm, ligesom ved Udbruddet af en Dyndvulkan, bliver den opskudte Jord slynget op i Luften. Hvo der kjender dette Syn, flygter for hvad der vil vise sig; thi en kæmpemæssig Vandslange 191 eller en bepandsret Krokodil stiger frem af Fordybningen, vækket af sin skindøde Tilstand ved det første Regnskyl. Svulme nu efterhaanden Floderne, som begrændse Sletten mod Syd, Araucu, Apure og Payara, da tvinger Naturen de selvsamme Dyr, som i den første Halvdeel af Aaret vansmægtede af Tørst paa den for Vand blottede, støvede Jordbund, til at leve som Amphibier. En Deel af Steppen viser sig nu som en umaadelig Indsø. Hopperne trække sig tilligemed deres Føl tilbage til de høiere Ban- ker, som øformigt rage frem over Søens Speil. Med hver Dag indskrænkes det tørre Rum. Af Mangel paa Græsning svømme Flokke af Dyr hele Timer omkring, og ernære sig kummerligt af de blomstrende Græstoppe, der hæve sig op over det bruunfarvede , gjærende Vand. Mange Føl drukne, mange blive snappede af Krokodilerne, knuste af deres takkede Hale og slugte. Ikke sjældent seer man Heste og Hornkvæg, som ere undslupne disse blodgjærrige Krybdyrs Gab, men paa deres Been endnu vise Sporet af den takkede Tand. Dette Skue minder uvilkaarligt den alvorlige Iagttager om den Seighed, hvormed Naturen har udrustet visse Dyr og Planter. Ligesom Geres meelrige Frugter, saaledes ere Oxen og Hesten fulgte Mennesket over den hele Jordklode, ligefra Ganges til Platastrømmen, fra den afrikanske Hav- kyst til Antisanas Bjergslette, som ligger høiere end Te- neriffas Keglebjerg. Hist beskytter den nordiske Birk, her Daddelpalmen den trætte Oxe mod Middagssolens Straaler. Den samme Dyreart, som i det østlige Europa kjæmper med Bjørne og Ulve, bliver under et andet Himmelstrøg truet af Tigerens og Krokodilens Angreb. . Men ikke Krokodilen og Jaguaren alene efterstræbe de sydamerikanske Heste; ogsaa blandt Fiskene have de 192 en farlig Fjende. Sumpene ved Bera og Rastro ere fyldte med talløse elektriske Barrygge*), der vilkaarligt udsende det elektriske Stød fra enhver Deel af deres slimede guul- plettede Krop. Disse Gymnoter have en Længde af 5—6 Fod. De ere mægtige nok til at dræbe de største Dyr, naar de paa eengang udlade deres nerverige Organer i en gunstig Stilling. Steppe veien fra Uritucu maatte en- gang forandres, fordi de havde samlet sig i en saadan Mængde i en lille Flod, at mange Heste hvert Aar bedøvedes og druknede i Vadestedet. Ogsaa undflye alle andre Fisk disse frygtelige Dyrs Nærhed. Selv den, der angler ved den høie Bred, bliver forskrækket, naar den fug- tige Snor leder Stødet til ham fra det Fjerne. Saaledes bryder elektrisk Ild frem af Vandenes dybe Skjød. Fangsten af disse Gymnoter frembyder et malerisk Skuespil. Man jager Muldyr og Heste ud i en Sump, som Indianerne omringe tæt, indtil den usædvanlige Larm ansporer de modige Fisk til Angreb. Slangeagtigt seer man dem svømme omkring paa Vandet og lumskt at trænge sig hen under Hestenes Bug. Mange af disse ligge under for Styrken af de usynlige Slag. Snøftende, med flyvende Manke og vild Angest malet i det funklende Øie søge andre at undflye det larmende Uveir. Men In- dianerne, som ere bevæbnede med lange Bambusstænger, drive dem atter midt ud i Sumpen. Efterhaanden sagtnes den ulige Kamps Raseri. Som udladte Skyer adsprede de udmattede Gymnoter sig. De behøve lang Hvile og rigelig Næring for igjen at samle, hvad de have bortødslet af galvanisk Kraft. Deres Slag blive efterhaanden svagere og svagere. Forskrækkede over *) Gjmnolus electricus. t 193 Larmen fra de stampende Heste nærme de sig frygtsomt Bredden, hvor de blive saarede med Harpuner og trukne op paa Steppen med tørt, slet ledende Træ. Dette er Hestenes og Fiskenes vidunderlige Kamp. Hvad der usynlig er disse Vandbeboeres levende Vaaben, hvad der fremkaldes ved Berøring af fugtige og ueens- artede Dele og er tilstede i alle Dyrets og Plantens Or- ganer, hvad der tordnende tænder den udstrakte Himmel- hvælving i Flammer, hvad der binder Jern til Jern og styrer den ledende Naals stille Svingninger frem og til- bage — alt dette flyder, ligesom den brudte Lysstraales Farve, af een Kilde ; alt smelter sammen til en evig, alle- stedsnærværende Kraft. Her kunde jeg slutte dette dristige Forsøg paa et Naturmaleri af Steppen. Men ligesom Phanfasien paa Oceanet gjerne beskjæftiger sig med Billederne af fjerne Kyster, saaledes kaste ogsaa vi, førend Sletten forsvinder for vort Øie, et flygtigt Blik paa de Jordstrøg, som be- grændse Steppen. Afrikas nordlige Ørken adskiller de to Menneskeracer, som oprindelig tilhøre den samme Verdensdeel, og hvis ujevnede Strid synes ligesaa gammel som Mythen om Osiris og Typhon. Nord for Atlas boe glat- og lang- haarede Folkestammer af guul Farve og kaukasisk Ansigts- form. Derimod leve Syd for Senegal, henimod Sudan, Negerhorder, som ere befundne paa mangfoldige Trin af Civilisation. 1 Mellemasien har den mongoliske Steppe ad- skilt det sibiriske Barbari fra den urgamle Menneskecultur paa Hindostans Halvø. Ogsaa de sydamerikanske Sletter begrændse en euro- pæisk Halvculturs Hjem. Imod Nord, imellem Venezuelas Bjergkjede og det antilliske Hav, ligge driftige Stæder, 194 reenlige Landsbyer og omhyggeligt dyrkede Marker sam- menhobede tæt ved hverandre. Selv Kunstsands, viden- skabehg Dannelse og den ædle Kjærlighed til Borgerfrihed ere forlængst vaagnede der. Imod Syd omgives Steppen af et rædselsfuldt Vildnis. Tusindaarige Skove, en uigjennemtrængelig Tykning op- fylder det fugtige Jordstrøg mellem Orinoco og Amazon- strømmen; mægtige, blyfarvede Granitmasser indsnevre de skummende Floders Leie. Bjerg og Skov gjenlyde af de styrtende Vandes Torden , af Jaguarens Brøl og den skæg- gede Abes dumpe, regnbebudende Hyl. Hvor den side Strøm giver Plads for en Sandbanke, ligger med aabent Svælg , ubevægeligt henstrakt lige- som et Klippestykke, ofte bedækket med Fugle, Kroko- dilens hæslige Legeme. Sammenrullet, med Halen be- fæstet om en Trægreen, lurer den skakbrætplettede Boa ved Bredden, sikker paa sit Bytte. Hurtigt retter den sig ud, kaster sig frem og griber i Vadestedet den unge Tyr eller det svagere Vildt, og tvinger sit Rov, indhyllet i Fraade, møisommeligt ned i den svulmende Hals. 1 denne ophøiede og vilde Natur leve mangfoldige Menneskestammer. Afsondrede ved en vidunderlig Forskjel- lighed i Sprog, leve nogle som Nomader, fremmede for Agerbrug, nydende Myrer, Gummi og Jord, et Udskud af Menneskeheden (saasom Otomakerne og Jarurerne); andre have faste Bopæle, ernære sig af selvdyrkede Frugter, ere forstandige og have blidere Sæder (som Maquiritarer og Makos). Store Strækninger mellem Gassiquiare og Atabapo ere kun beboede af Tapiren og selskabelige Aber, men ikke af Mennesker. Billeder, indhugne i Klipperne, bevise, at denne Ørken engang var Sædet for høiere Gultur. De vidne om Folkenes vexlende Skjæbne, ligesom de ulige 195 udviklede bøielige Sprog , der høre til Menneskehedens ældste og meest uforgængelige historiske Mindesmærker. Men medens paa Steppen Tiger og Krokodil kæmpe med Heste og Hornkvæg, see vi derimod paa dens skov- groede Bred , i Guayanas Skovfletninger , Mennesket evigt rustet med Mennesket. Med unaturlig Begjer- iighod drikke her hele Folkeslag deres Fjendes ud- sugede Blod ; andre dræbe dem, tilsyneladende vaabenløse, med den forgiftede Tommelnegl. De svagere Horder for- styrre omhyggeligt med Hænderne Sporet af deres frygt- somme Trin, naar de forlade den sandede Bred. Saaledes bereder Mennesket, saavel paa det laveste Trin af dyrisk Raahed, som og i Glandsen af sin høiere Dannelse, sig altid et møiefuldt Liv. Saaledes forfølges Vandreren over den vide Jordkreds, over Hav og Land, ligesom Historiegranskeren igjennem alle Aarhundreder, af det eensformige , trøstesløse Billed af den splidagtige Menneskeslægt. Den, som midt under Folkenes ujevnede Strid stræber efter Sjælero, fordyber derfor gjerne sit Blik i Planternes stille Liv eller den hellige Naturkrafts indre Virken; eller ogsaa skuer han, følgende den medfødte Drift, der i Aar- tusinder har gjennemglødet Menneskets Bryst, anelsesfuld opad mod de høie Stjerner, som i uforstyrret Harmoni fuldende deres urgamle, evige Baner. 13 Om Myrerne. Et Foredray, holdt i Studenterforeningen den l5de Marts, (af V. Bergsøe, Stud. mag.) Iblandt Insecternes store, paa Arter saa talrige Ordener indtage »de Aarevingede« en fremragende Plads. Ved deres fastere Hudskelet , deres fine , hindede , i regel- mæssige Celler inddeelte Vinger, og især ved deres Mund- deles eiendommelige Bygning adskille de sig let fra Fluerne, med hvilke de i det daglige Liv maaskee lettest kunde forvexles. Kunne de end ikke i bizarre, stundom endogsaa eventyrlige Former rivahsere med Tægerne, i pragtfulde Former og afstikkende Tegninger med Billerne og Sommer- fuglene, saa have de dog det forud for disse, at de føre et Liv, saa rigt paa forunderlige Phænomener, saa af- vexlende og dog saa regelbundet for hver enkelt Art, at man snarere skulde troe dem i Besiddelse af en vis For- nuft, end styrede af Instinktets uforanderlige Love. For- merne gjennemløbe alle Nuancer fra den korte og plumpe til den slankeste og letteste. Snart seer man dem som tunge, langsomme Snyltedyr (Snyltehumlerne), iførte mørke Farver, at snige sig ind i andres Reder for at gjøre sig tilgode med disses flittigt opsamlede Forraad; snart som hurtige, kraftige Flyvere med livlige Farver at tumle sig 197 i Solskinnet for at søge deres Føde, eller en bekvem Plads til at aflægge deres Æg; snart parviis beskjæftigede med at bygge deres kunstige, høist forskjelligartede, ja under- tiden endog med Blomsterblade udfodrede Boliger; snart Myriader forenede til eet Selskab, med fælles Byrder og fælles Rettigheder, hvor der hersker en saadan Flid, en saadan Orden og en saadan Patriotisme, om jeg tør bruge dette Ord, at Menneskestatens Ideal er repræsenteret ved dem. Til disse sidste høre Bierne, Hvesperne og Myrerne ; — det er i de sidstnævntes hele Færd og selskabelige Liv, at jeg skal have den Ære at føre Dem lidt Nøiere ind. I deres Ydre udmærke Myrerne sig derved, at deres Følehorn, eller Antenner, som man hellere maa kalde dem for at undgaae hiint ildebetegnede Navn, ere bræk- kede o: det tredie Led er indleddet paa det andet, der næsten er ligesaa stort som de andre tilsammen, under en mere eller mindre stump Vinkel. Farven er fordetmeste bruunlig og kun sjelden forekommer en plettet Tegning. En Deel af Myrerne, de saakaldte »stikkende Myrer« (Myrmicæ), ere ligesom mange andre Aare vingede for- synede med en Værgebraad, der tillige tjener som Ud- førselskanal for en Giftsæk, medens en anden Afdeling (Formicæ) ere berøvede Braaden, men have beholdt Gift- sækken tilbage tilligemed Evne til at kunne sprøite Giften ind i det med deres stærke Kjæber anbragte Saar; denne Gift, der har en stærk svovlagtig Lugt og virker meget irriterende paa Huden, er almindelig bekjendt under Navn af Myresyre og anvendes til Bade; at det er en Syre kan man let see deraf, at blaa Blomster, hvorover Myrerne have løbet eller hvormed man har irriteret dem, blive rød- sprængte, som en Følge af Syrens Indvirkning. I Troperne lindes især de stikkende Myrer og opnaae der den betyde- 13* 198 lige Størrelse af indtil halvanden Tomme; de findes der i utroligt Antal og erstatte Løberne, Aadselgraverne og andre Insekter ved at bortskaffe døde animalske og vege- tabilske Stoffer. Efter denne korte og naturligviis temmelig ufuldstæn- dige Beskrivelse af Myrernes Ydre, ville vi gaae over til deres Boliger. Disse ere meget forskjelligt byggede; snart ere de gravede i Træ, snart anlagte under Steen, snart over Jorden og faae da Navn af Tuer. Blandt dem, der anlægge deres Bolig paa sidstnævnte Maade , skal jeg først omtale en Art, der paa Grund > af sin Størrelse, sin hyppige Forekomst i Skovene omkring Kjøbenhavn, f. Ex. Aldershvile, Ruderhegn, Ravneholmene etc, vist har tiltrukket sig Deres Opmærksomhed; det er den røde Skovmyre (Formica rufa). Det er den af vore indenlandske Myrer, som bygger de største Tuer, (jeg har saaledes i Almindingen paa Born- holm truffet dem af en Høide indtil 2^ Alen), og da den tillige arbeider i store Skarer i fri Luft og ivrigere jo høiere Temperaturen er, er den ikke vanskelig at iagttage. Boligen, der anlægges i Form af en afstumpet, afrundet Kegle, er opført af sammenhobede Grannaale, Jord- klumper, Græsstraa etc, o: den overjordiske Deel af samme, thi ogsaa under Jorden bygge disse Myrer i en Dybde, der staaer i Forhold til Tuens Høide. Paa Boligens Yderside seer man en Mængde Aabninger, som ikke ere stillede i nogen bestemt Orden, dog findes der gjerne paa Toppen af Tuen en større, der synes at tjene som Hovedindgang. Man kunde maaskee troe, at Vandet under heftige Regn- skyl kunde løbe ind af disse Aabninger, fylde Tuen med Vand, og drukne Beboerne, eller at Qendtlige Insecter om Natten kunde trænge derind for at opæde Larverne og 199 Pupperne. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Kommer man nemlig før Solopgang til en saadan Tue, vil man finde dens Ydre betydelig forandret. Istedetfor de Tusin- der af Individer,' som om Dagen passerede ud og ind af Aabningerne, vil man kun finde meget faa, medens Aab- ningerne selv ere forsvundne. Ved Dagens Frembrud be- gynder Livet imidlertid atter; man seer flere og flere Myrer komme frem, som med megen Iver bortskaffe de Materia- lier, hvormed Portene have været lukkede, og som sprede disse rundt om paa Tuen. Dette skeer dog kun , naar Veiret er smukt ; truer det med Regn, aabnes kun en Deel af Portene, og naar Regnen begynder, tillukkes de atter og holdes lukkede, saalænge denne varer. Ved Solned- gang seer man Hullerne blive mindre og mindre; til- sidst forsvinde de aldeles, og kun enkelte Myrer forblive tilbage , posterede foran de tillukkede Aahninger som Vagter. Tuernes Størrelse varierer overordentligt meget, og undertiden seer man dem saa smaa, at de næppe rage frem over Jorden. Dette er de nylig anlagte Tuer og til- høre ikke , som man af deres Beboere let kan overbevise sig om, nogen anden Art. Naar de ville opføre en Bolig, anlægge de den paa følgende Maade. I en, som oftest tilfældig Fordybning i Jorden sammenslæbe de deres Byg- ningsmateriale, og naar dette ved Regnvandets og Solens afvexlende Paavirkning har erholdt en vis Fasthed, udhule de deri deres Gange og Celler; det Materiale, som de der- ved faae som Overskud, bliver ophobet over denne nederste Etage og danner i Forening med det, som de stadigt slæbe til, snart et temmeligt tykt, hvælvet Loft, hvori de saa atter minere sig Celler og nye Gange, og saa fremdeles. Saaledes opstaaer.den ene Etage over den anden, og deres 200 Antal kan naae op til 15 å 20. Gulvene i disse Etager ere imidlertid ikke vandrette, men mere eller mindre skraa, og hver Etage indeholder en Mængde temmelig store , men uregelmæssige Celler, som dog alle ligne hverandre deri, at de ere støttede af solide Piller, som ere smallest paa Midten, og bredest, der hvor de støde til Etagens Loft og Gulv. Indbyrdes staae de i Forbindelse ved Gange og udadtil ved de omtalte Aabninger. De ville let , m. H. , indsee , hvilke Fordele Myrerne have af denne Byggemaade. Tuens Kegleform bevirker, at Regnvandet ikke kan samle sig paa den, og man finder derfor, at Vandet, selv efter hæftige Regnskyl, kun er trængt omtrent J Tomme ned i den; Byggematerialet, der meest bestaaer af Plantedele, frembringer ved at gaae i Gjæring en Temperatur, der er meget vigtig for Larverne og Pup- perne, og endelig kunne de ved Hjælp af de mange Etager moderere Temperaturen, idet de i koldt og raat Veir bringe Larverne ned i de underste Etager, hvor den ved Gjæringen frembragte Varme er stærkest, medens de i Solskin bære dem op i de øverste Etager, saa nær Ydersiden som muligt. For ret at vise, hvor afvigende de forskjellige Arter bygge, skal jeg her kortelig omtale en anden Art, nemlig den brune Myre. Denne lille Art, hvis Længde kun beløber sig til Noget over en Linie, bygger sine af talrige Etager bestaaende Tuer meest paa fri Mark mellem tørt Græs. Medens vi saae, at den røde Skovmyre byggede af ueensartet Materiale og kun arbeidede i smukt Veir, ja endog lukkede Tuerne i daarligt, anvender denne kun eet Slags Materiale, nemlig Leerjord, og bygger kun i Regn- veir, hvorimod den ellers holder sig inde, Saasnart et B egnskyl indtræ.ffer, mylre de ud af Tuens Aabninger ; en- 201 hver medbringer i Munden en Smule Leerjord, som de have i Forraad fra de Gange, som de have mineret under Jorden, og med disse uendeHg smaa Partikler opmure de, saalænge det regner, nye Etager. Hver af disse Etager be- staaer af Celler, som omtrent ere en 4 — 5'" i Høiden, medens Skillevæggene kun ere en ■^'" tykke. Man kunde maaskee let troe, at Regndraaberne kunde gjennembryde disse skrøbelige Mure, der ere opførte med saamegen Kunst og Flid, men der skeer netop det Modsatte ; Regnen gjennemtrænger Leret, gjør det klæbrigt og bringer det derved til at binde sammen, hvilket ikke vilde skee,' hvis det var tørt. Da disse Myrer ikke, saaledes som Hvespene, afsondre ån. egen Saft, som de kunne bruge til Binde- middel, ere de henviste til Regnvandets Indvirkning, som de ogsaa vide at benytte; siden tørres Leerjorden af Sol- varmen og bages derved sammen til en temmelig haard og solid Masse, hvis Yderflader paa Grund af de Partiklers Fiinhed, som Myrerne benytte, ere saa jævne og glatte, at de næsten see ud, som om de vare polerede. Frem- bringer man en kunstig Regn f. Ex. ved at vande Tuen med en Vandkande, faaer man de samme Resultater ; My- rerne styrte iilsomt ud, opføre Yægge, danne Lofter ved at lukke Væggene foroven med Buer, og paa en 6 til 7 Timer have de opført en ny Etage. Vedbliver man med Vandingen, begynde de atter paa en ny, men det Mærke- ligste er, at hvis man nu pludseligt hører op med den kunstigt frembragte Regn, nedrive Myrerne, saasnart Jor- den begynder at blive tør, deres eget ufuldendte Værk og trække sig tilbage til deres underjordiske Gange; kun naar de have faaet Etagen heel færdig, lade de den blive staaeude. Det er især om Foraaret, at denne Art udvider sine Tuer, og den bygger da med megen Iver, saasnart Veiret tillader 202 den det; selv om Natten, naar »Skovmyren« har lukket sine Boliger, ophører den ikke med sit Arbeide. Under disse deres Arbeider er det mærkeligt at see, hvorledes de vide at benytte enhver gunstig Betingelse, som Terrainet frembyder dem, og hvorledes de hjælpe og understøtte hverandre. Saaledes fortæller den franske Naturforsker P. Huber , hvem man skylder saa mange for- trinlige Iagttagelser over Myrernes Liv, følgende inter- essante Træk. Ved en Dag at iagttage de sorteMyrers (Formica fusca; le fourmi noir cendrée Huber) Byggemaade, som meget ligner den brune Myres, saae han en enkelt Arbeider, som var ifærd med at opføre en Celle. Den ene Muur var allerede reist, og den var nti i Begreb med at bygge den anden, for derpaa, som sædvanligt, at dække Aabningen med et hvælvet Loft. Denne Muur var imidlertid ikke bleven paralel med den første, men saa skjæv, at den vilde støde sammen med den første under en spids Vinkel. Arbeidermyren lod imidlertid ikke til at bemærke dette Misforhold , thi den arbeidede ivrigt videre, indtil der kom en anden Myre, som syntes at blive for- undret over dens Byggemaade ; thi efter at have undersøgt den skjæve Muur et Øieblik, nedrev den den fuldstændigt og opbyggede en anden, som var parallel med den første, og forenede dem derpaa ved et hvælvet Loft. Andre Arter bygge igjen paa forskjellig Maade, f. Ex. under Steen, mellem Græsrødder, ved at minere i Træ o. s. V., men i Begelen er det de braadløse Myrer, som opføre Tuer, medens de stikkende danne sig sim- plere Bohger. Efter saaledes løseligt at have betragtet Myrernes Tuer og den Maade, hvorpaa de bygges, skulle vi gaae over til at betragte deres Beboere. Af disse findes der tre 203 Former, nemlig Hanner og Hunner, som idetmindste i en vis Periode af deres Liv ere vingede, og Arbeidere, som aitid ere uvingede. Den 4de Form, Soldaterne, som hos Termiterae er saa stærkt udpræget, mangler her; men der gjøres dog ligesom en Overgang til den, idet en Deel af Arbeiderne have større Hoveder, men denne Form er ikke constant , tvertimod varierer Hovedets Størrelse hos Ar- beiderne overmaade meget. Hannerne og Hunnerne ere den mindst talrige Deel af Tuens Befolkning; de ere større end Arbeiderne og forsynede med 4 hindede, tynde og let affaldende Vinger, der ligesom hos de andre Aarevingede kunne hægtes sam- men, naar de ville flyve, og derved Irembyde Luften en større Modstandsflade. Hannerne ere i Regelen af samme Størrelse som Hunnerne, men afvige fra disse derved, at deres Munddele ere ufuldkomne, og at de ere berøvede et- hvert Forsvarsmiddel , saavel Braadden som Giftsækken. Deres eneste Forretning er at befrugte Hunnen, for kort Tid derefter aldeles at gaae til Grunde, uden at det dog her, saaledes som hos Bierne, er Arbeiderne, der myrde dem. Allerede det, at man i Tuerne finde Former, som ere ud- rustede med Flyveredskaber, tyder paa, at disse, idetmindste i en vis Periode af deres Liv, ere bestemte til at forlade Tuens mørke og snævre Gange; dette finder da ogsaa Sted, men kun i Parringstiden. Paa smukke, rolige Sommerdage , naar Thermometret i Skyggen viser idetmindste 15 — 16° R. , kan man ofte især hen ad Eftermiddagen iagttage de vingede Myrers Sværmen. Der hersker da et usædvanligt Liv og Røre i og udenpaa Tuerne ; man seer Hannerne og Hunnerne iil- somt at løbe omkring, hver enkelt efterfulgt af et stort Følge af Arbeidsmyrer, som snart give dem at spise, snart 204 kjertegne dem med Antennerne , snart søge at holde dem tilbage eller atter føre dem ind i Tuerne. Snart for- lade de imidlertid disse og stige op paa Buske og Blom- ster, stadigt fulgte af en Mængde Arbeidsmyrer. De store Masser, der ere i Bevægelse, de vingede Formers Størrelse, hvorved de saa paafaldende afvige fra Arbeiderne, deres Vinger, der i Solen spille i alle Regnbuens Farver, gjør, i Forening med den Iver og Uro der allevegne hersker, dette Skuespil meget tiltrækkende. Pludsehg forlade alle Hannerne , ligesom paa et givet Signal deres Plads og stige i store. Sværme op i Luften. Kort efter følge Hunnerne ligeledes i store Sværme, medens Arbeiderne, idet de over- lade disse, som de med saa stor Omhu og Flid have op- klækket i Tuerne, til deres Bestemmelse, vende tilbage til deres Boliger, hvor de med megen Omhyggelighed lukke de extraordinaire Aabninger, som de have anbragt paa Tuen for at lette Hannerne og Hunnerne Udgangen. Imidlertid vedbHve disse at sværme ; Hunnerne flyve langsommere og roligere, ja staae undertiden næsten ganske stille i Luften eller bevæge sig kun langsomt opad og nedad, medens derimod Hannernes Bevægelse ere hurtige og zigzagformede. Saasnart Parringen er forbi, styrte de ned paa Jorden, og det i en saadan Mængde, at det synes som om de regnede ned; da de ved Vinden, hvis en saa- dan reiser sig under Parringen , kunne føres langt bort, bidrager denne meget til Myrernes Udbredelse. Med Parringen er Hannens Liv, som alt bemærket, tilende, medens Hunnens Virksomhed nu først ret begynder; den bærer Spirerne til en ny Coloni, den skal sørge for en Bolig og for sine Ungers Udklækning, men til alt dette behøver den ikke længere Vingerne, den mister dem derfor; vi skulle strax see, paa hvilken Maade. 205 Angaaende Tabet af Vingerne herskede der i ældre Tid forskjellige Meninger; Svammerdam, der har været en af de første til at omtale Myrernes Naturhistorie , havde aldrig selv seet vingede Hunner, — GeofTroy havde vel seet dem, men han nægter bestemt, at de nogensinde tabe Vingerne, Linné og de Geer fortælle, at Hunmyrerne have Vinger før Parringen, men at man senere seer dem uden disse; — det er først Huber, der ved ligefremme Experi- menter har iagttaget og beskrevet dette mærkværdige For- hold. Han bragte nemlig endeel befrugtede Hunner ind under en Glasklokke, der stod i en Kasse med fugtig Jord, og saae nu, at Hunnerne selv afreve Vingerne, uden at denne unaturlige Lemlæstelse syntes at genere dem i mindste xMaade. De lagde sig plat ned paa Bugen, spi- lede Vingerne krampagtig ud til Siden, satte Bagbenene paa dem, og ved derpaa rask at hæve sig i Veiret afreve de alle 4 Vinger paa eengang. Derpaa pudsede de sig, spiste af den Honning, som var sat ind til dem, og gave sig derpaa til at grave en Hule i Jorden, hvor de lagde deres første Æg og opklækkede de første Larver. Disse Larver, der bleve fodrede ogpleiede af Hunnen med samme Omsorg, som de ellers i de store Tuer blive det af Ar- beiderne, bleve, efter at have gjennemgaaet deres For- vandling, til Arbeidsmyrer og hjalp derpaa Moderen med at fodre og pleie det næste Hold. — Mærkeligt er det, at naar man sætter de befrugtede Hunner i Beholdere, der ikke have Jord til Grundlag, de da ikke afrive Vingerne, rimeligviis fordi de instinktmæssig mærke, at de ere uden- for deres vante Omgivelser, og derfor stadigt stole paa Vingernes Hjælp for at komme bort derfra. Saadanne eenlige Hunner med enkelte Larver eller Arbeidere kan man ofte træffe paa forskjellige Steder, især hvor Jor- 206 den er let at arbeide i, f. Ex. paa opkastede Diger, Grøfte- rande etc; det er Spiren til den nye Tue, og tilintetgjør man Hunnen, tilintetgjør man tillige den kommende Be- folkning. Et andet Spørgsmaal er, om Hunnerne, hvis de ikke blive befrugtede, alligevel afrive Vingerne. Ogsaa dette har Huber besvaret ved at indespærre Hunner, som ikke vare befrugtede, sammen med Arbeidsmyrer i store Glas- apparater; det viste sig da, at de beholdt Vingerne saa- længe de levede, hvilket varede flere Maaneder, men at Arbeiderne tillige aldeles ikke viste dem den Omhu og Opmærksomhed, som de yde de befrugtede Hunner. Flere andre Experimenter afgave det samme Resultat, og det fremgaaer altsaa af disse, at Vingernes Tab er fri- villigt og først finderSted, naarHunnerne skulle sørge for deres Afkom. Vi have nu fulgt Hunnerne fra det Øieblik af, at de forlede Modertuen for at sværme, og seet, at de ikke vende tilbage til denne, men derimod, forudsat at Uheld ikke tilstøder dem, anlægge nye Colonier fjernt fra denne ; der reiser sig altsaa ganske naturligt det Spørgsmaal, hvorledes faaer Modertuen da nye Individer for at erstatte dem, der enten af Alderdom eller paa anden Maade berøves den? Her viser sig atter et Exempel paa Myrernes vidunderlige In- stinkt; naar Sværmene hæve sig, er det nemlig ikke alle, der faae Tilladelse til at drage bort; en Deel bliver holdt tilbage af det talrige Følge, der ledsager dem, og parrer sig da, enten paa selve Tuen eller paa Planter i Nærheden af denne. Saasnart Parringen er forbi, styrte Arbeiderne til, og bemægtige sig disse for Tuens Befolkning saa kostbare Individer; gjør nogen Hun Forsøg paa at flyve bort, afrive de Vingerne paa den, og føre den med Magt ned i det Indre 207 af Tuen. Her bliver den i Begyndelsen stadigt ledsaget af en 10—12 Arbeidere, som følge enhver af dens Be- vægelser og vise megen Uro, naar den nærmer sig et af Udgangshullerne; lidt efter lidt bliver den vant til sit F'an- genskab, og dens talrige Følge formindskes nu, saa at den tilsidst kun beholder en Arbeider tilbage, der paa en Maade fungerer som Skildvagt og af og til bliver afløst af en anden. Staaer Hunmyren stille, indtager dens Vogter en eiendommelig Stilling, idet den hviler med sine 4 forreste Been paa Hunnens Bagkrop , medens de bageste staae paa Jorden; det er saaledes umuligt for Hunnen at gjøre den ringeste Bevægelse, uden at dens Vogter mærker det. Lidt efter lidt begynder dens Bagkrop at svulme op, og Tiden nærmer sig, da den skal til at lægge Æg. Nu tiltager Myrernes Kjærlighed og Omsorg for den, og med denne tillige Vagterne. En Skare af Arbeidere, større end den første, omgiver den, og alle vise den den største Omhu. Nogle bringe den Føde, andre stryge den med deres An- tenner, og undertiden bære de den fra den ene Etage til den anden, især naar Solen beskinner Tuen; saaledes kan man i een Tue finde flere Dronninger, om man saa maa kalde dem, hver ledsaget af sit eget Følge, uden at der dog er Spoer af et saadant Fjendskab imellem dem, som man bemærker hos Bierne, hvor kun een Dronning taales i Boligerne. — EndeHg kommer Æglægningen, og nu be- gynder Arbeidernes Virksomhed, o: de Functioner, de have med Hensyn til Yngelens Pleie. Arbeiderne ere den talrigeste Deel af Tuens Be- folkning; det er dem, hvem alle Byrder paahvile, de skulle sørge for Tuens Opbyggelse og for dens Vedligeholdelse, for Ynglens Pleie og Føde og endelig for Tuens Forsvar; de repræsentere saaledes paa eengang Tuens Bygmestre, 208 dens Soldater, og de ere desforuden Ammer, om man saa maa kalde dem, for den kommende Yngel. Som Tuens Forsvarere ere de forsynede enten med en Braad, ligesom Bierne, eller i al Fald med en Gift (Myresyren), som de vide at indsprøite i det med deres spidse Kjæber bibragte Saar. Hvad deres Kjøn angaaer, saa ere de ikke, som man i ældre Tider troede, kjønsløse, men derimod Hunner, hvis Æggestokke ere hæmmede i deres Udvikling; til dette Resultat er man kommen af den anatomiske Vei, ligesom man ogsaa har iagttaget, at Hannerne undertiden parrede sig med Arbeiderne, hvilket altid havde de sidstes Død til Følge. I deres Ydre adskille de sig let fra de andre ved en langt ringere Størrelse og Mangel af Vinger. Myrernes Æjg (hvorved dog ikke maa forstaaes det, som Menigmand i Regelen kalder Myreæg, da dette er Myrernes Larver og Pupper) ere meget smaa, hvide og uigjennemsigtige , naar Hunnerne lægger dem. De blive strax opsamlede af Hunnens Følge, og disse bringe dem til deres bestemte Sted, idet de af og til vende og dreie dem i Munden og befugte dem med deres Tunge. Det lader til at denne Arbeidernes Behandling af Ægget har megen Indflydelse paa dets fremtidige Udvikling; thi paa- virket af Fugtigheden voxer Ægget, og paa den tiende til tolvte Dag efter at det er lagt, har det næsten opnaaet den dobbelte Størrelse og er bleven halv gjennemsigtigt; tager man Æggene bort fra Myrerne, saa at disse ikke kunde indvirke paa det paa den omtalte Maade, tørre de ind og udvikles ikke. Paa den 14de Dag kommer Larven ud af Ægget; den er hvid eller guulagtig, halv gjennemsigtig og mangler Been; den er saaledes aldeles afhængig af Arbeiderne og kan kun subsistere ved deres Hjælp. Denne udebliver 209 heller ikke ; med en mageløs Udholdenhed sørge Arbeiderne for dem; nogle bevogte dem, andre holde dem rene ved at slikke dem med Tungen, og atter andre hente Næring til dem udenfor Tuen; naar disse komme ind i Tuen, reise Larverne sig instinktmæssigt i Veiret, og de meddele da enhver af dem Noget, idet de gylpe den opløste Føde op til dem, ligesom f. Ex. Duerne gjøre det ved deres Unger; ogsaa Hunnerne, ligesom de Arbeidere, der ikke forlade Tuen, faae deres Andeel af Byttet. Hvor kjære Lar- verne og Pupperne ere Myrerne , seer man tydeligt alene af den Omstændighed, at de ere de første, som Myrerne stræbe at sætte i Sikkerhed, naar man gjør et Angreb paa Tuen. De have vist ofte selv, m. H., seet med hvilken Iver og Hurtighed Myrerne søge at bringe deres Larver og Pupper, disse saakaldte Myreæg, i Sikkerhed, naar man rodede op i deres Tuer; — ja man har iagttaget, at My- rer, hvis Bagkrop var afrevet, endnu, saalænge Kræfterne sloge til, søgte at tage Deel i dette vigtige Arbeide. For- uden at sørge J'or Larvernes Næring, maa Arbeiderne og- saa sørge for, at de faae en passende Temperatur; Lar- verne blive derfor daglig omflyttede; naar Solen beskinner Tuen, bringes de op i de øverste Etager, og naar Natten falder paa, atter ned i de nederste, et Arbeide, der ikke er saa ganske ubetydeligt for Myrerne, da Larverne, idet- mindste i deres sidste Stadium, næsten have samme Stør- relse som deres Vogtere, og da deres Antal ikke er saa ringe endda. Efter at den sidste Hudskiftning har fundet Sted, gaae Larverne over til deres Puppetilstand, men selv i denne gjøre de Fordring paa Arbeidemes Bistand. En stor Deel af Myrerne, nemlig alle de, der ingen Braad have, spinde sig ind i et silkeagtigt Hylster, som i Begyndelsen er hvidt 210 men senere bliver rødligt eller bruunt. Dette Hylster er spundet saa stærkt, at Larverne ikke selv formaae at gjen- nembryde det, og man seer derfor nogle Dage efter For- vandlingen Arbeiderne beskjæftigede med at befrie de nu fuldkomne Insekter for det Svøb, hvori de have været ind- hyllede. Med deres Kjæber ligesom klippe de et Hul for- oven, og ved herfra at gjøre et Snit nedefter, frembringe de en Aabning, stor nok til at de deraf kunne drage Insektet ud. Det udkrøbne Insekt er i Begyndelsen, ligesom andre Insekter lige efter deres Forvandling, blødt og farveløst og faaer først efter nogle Dage sit rette Udseende. Ogsaa ved denne Forretning fornægter Myrernes Instinkt sig ikke ; thi det træffer sig aldrig, at de aabne Puppehylsterne for tidligt eller for seent; de vide altid at træffe den rette Tid, Noget som, selv om man beregner det nok saa nøiagtigt, er meget vanskeligt at gjøre, naar man tager Pupperne ud af Tuen og selv vil aabne dem. Vise Myrerne den største Omhu og Kjærlighed for deres Yngel, saa er Arbeidernes Forhold indbyrdes ikke mindre venskabeligt; det vil da sige mellem Arbeidere af samme Tue; thi imod andre Arter, ja selv mod andre Tuer af deres egen Art føre de tidt de voldsomste Krige. Saaledes har den berømte, franske Naturforsker Latreille iagttaget, at nogle Arbeidsmyrer , som han havde berøvet Antennerne , bleve pleiede af de andre Myrer , derved at disse over de saarede Steder udgjøde en Saft, som om de derved vilde lindre den Smerte, som deres Saar foraar- sagede dem. Ligesaa interessant er en anden Beretning, som Huber fortæller. For at befolke et af sine kunstige Glasapparater, hvori han med Lethed og Sikkerhed kunde iagttage Myrernes Liv , havde han i April Maaned ladet hjembringe en Myretue; Apparatet var imidlertid for lille 211 til at kunne optage hele dens Befolkning, og Resten lod han derfor bringe ud i sin Have under et Morbærtræ. Den kunstige Myretue beholdt han i 4 Maaneder i sit Værelse for der at anstille sine Undersøgelser. I Slut- ningen af Juli lod han den bringe ud i det Frie for at iagttage dem der; ved en Forsømmelse bleve imidlertid de Skaaler med Vand, hvori Apparatets Fødder stode, ikke fyldte, da Vandet var fordampet, og Myrerne kunde saaledes for- lade deres Fængsel. I Haven traf de sammen med de andre Myrer, som havde deres Tue under Morbærtræet, og uagtet de i 4 Maaneder ikke havde været i Berøring med hverandre, kjendte de dog strax hverandre. De kjærtegnede hverandre, gjorde Signaler med deres Antenner, der tjene dem som et Slags Tegnsprog, og snart efter begyndte de en fuldstændig Udvandring. Myrerne fra den naturlige Tue trængte ind i den kunstige og bare derpaa med megen Forsigtighed deres Kammerater fra den kunstige til den naturlige Tue, og faa Timer efter var den første aldeles blottet for sine Beboere. — Saadanne Udvandringer, som den omtalte, finder man ogsaa i Naturen, enten naar My- rerne ere utilfredse med deres Boligs Beliggenhed, eller naar den bliver overbefolket. En Myretue opstaaer saa- ledes ikke alene ved at en enkelt befrugtet Hun anlægger den, men ogsaa derved at en større Tue spalter sig og anlægger nye Colonier, der saa atter anlægge andre o. s. v. Som et Modstykke til dette venskabelige Forhold mellem Beboerne af samme Tue staae Myrernes Kampe, der ere bekjendte allerede fra gammel Tid. Saaledes for- tæller Aeneas Sylvius om en Kamp mellem to Arter Myrer paa Stammen af et Pæretræ, og tilføier tilsidst, efter at have givet en meget vidtløftig Beretning derom: »Denne Kamp fandt Sted, da Eugenius den 4de var Pave og i Nær- 14 212 værelse af Nicolaus Pistoriensis, en meget lærdJurist, som har nedskrevet hele Kampens Historie med den største Upartiskhed.)) Svenskeren Olaus Magnus giver en lignende Beretning og tilføier: « Denne mærkelige Begivenhed tildrog sig kort førend Tyrannen, Christian den Andens, Fordrivelse fra Sverrig.« Aarsagen til disse Kampe er ligesaa forskjellig, som selve Myrernes Maade at kjæmpe paa; snart er det en Hjord af Bladluus, hvis Betydning for Myrerne jeg senere skal oplyse Dem om, der opvækker to Tuers Misundelse, snart et imellem begge Tuer liggende Bytte, snart, og det maaskee i de fleste Tilfælde, ligesom Uro over at have seet en Nabotue i Nærheden, hvis altfor tiltagende Be- folkning kunde blive dem farlig; Det er især hos Skov- myren, at man lettest og hyppigst kan iagttage disse Kampe. Ad de Veie, som Myrerne have anlagt fra deres Bolig, og som udgaae straaleformige fra Tuen som Cen- trum, ligesom Radierne i en Cirkel, seer man de to Tuers Beboere at marschere frem indtil de støde sammen. Saa- snart det er kommet til et Sammenstød, begynder Kampen med utrolig Hæftighed; de reise sig stivt op paa Benene, omfatte hinanden parviis og stræbe derpaa at bide hin- anden og at udsprøite deres Gift i Saaret. Nogle Steder slæbe to eller flere afsted med en tredie, som de have gjort til Fange, andre Steder seer man dem kjæmpe klynge- viis, medens atter andre danne lange Kjæder og stræbe at drage hverandre hver til sin Side. Valpladsen, der ofte er en 3 til 4 Fod i Qvadrat , og har en gjennemtrængende Lugt paa Grund af den udsprøitede Myresyre, er bestrøet med døde Myrer, oversprøitede med Gift, med afrevne Been og Antenner; undertiden seer man Myrer, der have ondt ved at komme afsted, fordi den overvundne Fjendes Hoved 213 eller hele dens Legeme sidder hæftet ved et af dens Been, hvor den med sin sidste Kraft krampagtigt har fastbidt sig, medens andre, trods at de have mistet et eller flere af deres Been, med samme Voldsomhed fortsætte Kampen. Saalænge denne staaer paa, kan man, uden selv at befrygte Angreb, rolig iagttage dem ; selv naar man lægger sin Haand paa Jorden, bide de sig ikke fast i den. Noget som de ellers altid gjøre. Imidlertid gaae Forretningerne i Tuerne deres rolige Gang. Larvene blive fodrede , Arbeiderne hente Føde, og kun naar et af Partierne er ifærd med at blive overvundet, afsendes der nye Colonner for at komme de Betrængte til Hjælp. Saadanne Kampe kunne vare flere Dage; henimod Aften drage de Stridende lidt efter lidt sig tilbage til deres Tuer, men den næste Morgen ved Solopgang begynder Kampen paa ny og med samme Hæf- tighed ; det Eneste der afskrækker de Stridende er en dygtig Pladskregn, et Middel, som jo ogsaa har viist sig virksomt i Menneskenes Kampe. Som oftest er det Myrer af forskjellig Art, der be- kjæmpe hinanden, men ofte, som her med Skovmyren, er det samme Art, men fra forskjellige Tuer. Man skulde troe, at da alle Individerne omtrent ere af samme Størrelse, samme Farve og omtrent af samme Udseende, at det saa vilde falde dem vanskeligt at gjenkjende hverandre ; men dette er dog ikke Tilfældet. Undertiden seer man rigtig- nok, at der ligesom finder en Forvexling Sted, idet at et Par angribe hinanden , men derpaa pludselig give slip, kjærtegne hinanden og derpaa med forenede Kræfter gaae løs paa en tredie virkelig Fjende ; hvilke Midler eller hvilke Kjendetegn de have for saaledes at skjælne mellem hver- andre, er meget vanskeligt at afgjøre, og hidindtil er det 14* 214 ikke lykkedes at give nogensomhelst Oplysning om dette Forhold. Medens disse Kampe, som nylig ere omtalte, kun periodeviis finde Sted og ikke synes at have andet Maal, end at holde de enkelte Tuers Befolkning indenfor visse Grændser, gives der en anden Art, hvis hele Liv hengaaer under stadige Kampe ; hvis eneste Maal er at skaffe sig Slaver af en anden Myreart, der kunne passe alle dens Forretninger, medens den selv alene hengiver sig til Kriger- haandværket; den repræsenterer saaledes Piraterne blandt Myrerne. Denne ved sin Levemaade saa udmærkede Art kalder Huber, der først har iagttaget dette forunderlige Phænomen , Amazonmyren (Formica rufescens). Allerede ved sit Ydre er denne Art paafaldende; den lig- ner de braadløse Myrer, men den har tiUige de stikkende Myrers Braad, og danner derved et Overgangsled mellem disse to store Grupper; dens Øine ere meget smaa, Kjæ- berne tynde, fine og næsten uden Tænder; Farven er hos Hunnen og Arbeiderne lys rødlig, hvorimod Hannen er sort; det er en sydeuropæisk Art, som ikke forekommer hos os. Det er fortrinsviis den sorte Myre (Formica fusca), som er udsat for Amazonmyrernes Efterstræbelser ; vi skulle nu see, hvorledes de forskaffe sig dem. Paa smukke Sommerdage, naar Luften er varm, seer man henad Efter- middagen omtrent mellem 2 ' og 5, at Amazonmyrerne komme frem paa Overfladen af deres Tuer, hvor de have været skjulte hele Dagen. Vrimmelen tiltager med hvert Øieblik uden at de dog fjerne sig fra Tuen; endehg give nogle et Signal til Afmarschen, ved at støde med deres Antenner og Hoved mod den forreste Deel af de andres Bryststykke; dette Tegn forplanter sig hurtig fra den ene 215 til den anden, og umiddelbart derpaa sætte de sig i Bevæ- gelse. Alle Amazonmyrerne, paa Hunnerne og Hannerne nær, have nu forladt deres Tue; Marschen gaaer for sig med forbausende Orden, og uden at Veiens Ujevnheder for- styrrer deres Colonne, skrider denne lige fremad ofte flere 100 Skridt, indtil de have naaet en Tue, som indeholder de sorte Myrer. Saasnart disse øine Amazonmyrerne, op- staaer der stor Bevægelse i deres Tue, man seer dem løbe forvirrede omkring og endelig i stor Mængde besætte Aabningerne til Tuen, som om de kjendte den Fare, der truede dem. Det hjælper dem imidlertid ikke meget; Amazonmyrerne styrte, trods deres langt ringere Antal; imod dem med et utroligt Raseri, og da de foruden deres anseelige Størrelse tillige ere forsynede med en Braad, splittes efter en kort, men hæftig Kamp de sorte Myrer til alle Sider, og Amazonmyrerne forsvinde gjennem Aab- ningerne i det Indre af Tuen. — Et Par Minutter efter komme de atter frem, og hver bærer da i Munden enten en Puppe eller en Larve, men aldrig, som Huber udtrykke- ligt bemærker, nogen Arbeidsmyre. Nu begynder Tilbage- toget, og ved dette er der det Mærkværdige, at medens de marscherede colonneviis ud, saa skeer dette ikke her; enhver søger blot at komme saa hurtigt tilbage til Tuen med sit Bytte som muhgt. Her vente de sorte Myrer, som de alt tidligere have gjort til Fanger, dem og modtage Larverne og Pupperne for at bringe dem ned i deres underjordiske Galerier. Amazonmyrerne lade sig villigt skille ved deres Bytte, ordne sig paa ny og marschere nu atter mod den alt engang plyndrede Tue. Her have Arbeideme imidlertid gjort Aft for at tage imod dem; deres Larver og Pupper ere bragte saa dybt ned i Jorden, som muligt; Tuens Indgange ere barrikaderede med Træsplinter og 216 Jordklumper, og talrige Vagter ere udsatte. Men heller ikke dennegang ere de heldigere; Amazonmyrerne kaste dem atter tilbage, bortslæbe de Ting, hvormed de have barrikaderet Tuen, trænge ned i deres dybeste Galerier og bortføre atter hver enten en Larve eller en Puppe. Der- paa begive de sig igjen paa Hjemveien, uden, ligesaalidt som første Gang, at blive forfulgte af de plyndrede Myrer. Naar de atter have afgivet deres Bytte til deres Slaver i Tuen, foretage de endnu ofte et tredie Plyndringstog, men naar de da vende tilbage, have de i Regelen kun et lille Antal Fanger, og de overgive dem da ikke til de andre, men bringe dem selv ned i Tuen og gaae nu ikke mere ud den Dag. Den næste Eftermiddag gjentage sig, hvis Veiret er smukt, de samme Expeditioner, og disse vedvare ofte henimod en 10 Uger. Lader os engang efter et saadan Røvertog følge Amazonmyrerne ned i deres Tuer, for at see, hvad der gaaer for sig, og hvorledes Forholdet er mellem Herrerne og deres Slaver. Man finder af Amazonmyrerne de tre Former Hanner, Hunner og Arbeidere, eller som de her maa kaldes Soldater, da de, som vi ret strax skulle see, aldeles ikke deeltage i Arbeidet. Blandet mellem de røde Amazonmyrer see vi Tuens talrigste Befolkning, nemlig de sorte, men af disse finder man kun Arbeidere, aldrig Hanner og Hunner; Amazonmyrerne s Slaver ere nu i fuld Activitet med Ordningen af Dagens Bytte. Nogle bære Pupperne til de varmeste Steder af Tuen, andre børste Larverne og give dem at spise, nogle ere ifærd med at bygge nye Galerier, andre med at lukke Tuen og udstille Poster, medens atter andre vende hjem med Bugen ud- spilet af den Føde, de bringe. De indtage altsaa fuld- komment Arbeidernes Plads, de sørge ikke blot for deres 217 egne Larver og Pupper, men endog for Amazonmyremes, og det med samme Omhu, som for deres egne. Amazon- soldaterne, som man i Kampen saae saa raske og ufor- færdede, hengive sig i Tuen til den fuldkomneste Ørkes- løshed. De arbeide ikke, bevæge sig kun langsomt og blive da ofte baarne af deres Slaver fra det ene Sted til det andet; de ere fuldkommen i de sorte Myrers Magt; thi de ere ikke engang selv istand til at søge deres Føde. Naar de ere sultne, nærme de sig en eller anden af de sorte Myrer, som er vendt hjfem med Føde, berøre den med Antennerne og modtage da strax af denne den Føde, som de trænge til; de leve i den bedste Forstaaelse med hverandre; man seer dem ofte gjensidigt at kjærtegne hverandre med Antennerne, ligesom de sorte aldrig nægte deres Herrer Noget. Amazonmyremes Hanner og Hunner blive pleiede paa samme Maade som Soldaterne. For at prøve, om dog ikke Amazonmyrerne , naar de aldeles bleve overladte til deres egne Kræfter, skulde kunne være i Stand til at hjælpe sig selv, satte Huber 30 Ama- zonmyrer under en Glasklokke ; i en Krog af deres Fængsel satte han en Skaal med Honning, Myrernes kj ære ste Føde, og desforuden forsynede han dem med Larver og Pupper, saavel af deres egen Art, som af de sorte Myrers. I Be- gyndelsen viste de vel nogen Omhu for disse; de bare dem frem og tilbage, men vare meget raadvilde i deres Bevægelser, tilsidst lode de dem skjøtte sig selv. Saa utroligt det synes, rørte de ikke ved den Føde, der var sat til dem, og inden to Dage vare de fleste døde af Sult. Nu bragte han nogle af deres Slaver ind til dem, og disse bragte inden kort Tid alt paa Fode igjen. De gravede et Hul i Jorden, hvori de samlede Larverne og Pupperne, der liiae spredte rundtomkring; derpaa fodrede de dem med 218 Honning, skilte Pupperne ved deres Hylstere, og de af Amazonmyrerne, som endnu ikke vare døde af Sult, bragte de ved deres utrættelige Pleie snart til Kræfter igjen. Det Samme finder Sted i Naturen; naar de nemlig fra Moder- colonien ved Udvandring ville begrunde en ny Goloni, er det altid de sorte som give Signal dertil. De røde , som selv ikke kunne finde Vei, undtagen naar det er til Plyndring af en Tue, blive da baarne af deres Slaver fra den gamle Tue til den nye Bolig, som de sorte have ind- rettet for dem. Efter disse Par Træk vil man see, at Amazonmyrernes Existents ligefrem er betinget af de sorte Myrers, der fuldkommen træde dem i Arbeidernes Sted, som ingen Coloni kan undvære. — Det kunde maaskee synes under- ligt, at disse Myrer, der daglig forrette Arbeide for Ama- zonmyrerne, ikke gjøre Forsøg paa at flygte og vende til- bage til den Tue, hvor de ere fødte ; men ogsaa her see vi et Beviis paa Myrernes Instinkt. Amazonmyrerne røve nemlig aldrig andre end Larver og Pupper , og idet disse nu vel blive udklækkede i Amazonmyrernes Tuer, men dog pleiede og fodrede af Individer, der tilhøre deres egen Art, saa er deraf Følgen, at de nye Individer stadigt betragte de Andres Tue som deres egen, uden at de have nogen Idee om, at de i en tidligere Periode af deres Liv ere førte derhen. Man seer derfor, at de ikke blot føle sig aldeles som hjemme^, men ogsaa undertiden tiltage sig en vis Myndighedsret ligeoverfor Amazonmyrerne. Saaledes faae disse sidste ikke Lov til at gaae ud paa deres Plyn- dringstog førend om Eftermiddagen mellem 2 og 5, men blive haardnakket holdt tilbage, hvis de ville forlade Tuen tidhgere; ja Huber har endog iagttaget, at da Amazon- myrerne engang vendte tilbage fra et uheldigt Tog, *hvor 219 de saa godt som Intet havde faaet, angrebe de sorte dem og kastede dem udenfor Tuen. Foruden den her omtalte Amazonmyre er der endnu en anden europæisk Art, der omtrent har samme Leveviis. Det er den blodrøde Myre (Formica sangvinea), men da den i det Væsentligste stemmer overeens med Amazonmyren, skal jeg ikke trætte Deres Taalmodighed med Gjentagelser; kun skal jeg endnu bemærke, at i alle Myrernes Kampe er det blot Arbeiderne, der ere i Activitet; Hunnerne derimod tage, skjøndt de ere ligesaagodt be- væbnede som Arbeiderne, aldrig Deel hverken i Angreb paa andre Tuer, eller i Forsvar af deres egen. Er det allerede forunderligt at see Dyrearter, der, selv uskikkede til Arbeide, tvinge andre Arter til at arbeide for sig, saa besidder Myrernes Familie, hvis Liv er saa rigt paa fremragende Phænomener, endnu en anden Eien- dommelighed, som ikke er mindre mærkværdig. Myrerne ere nemlig i Besiddelse af Huusdyr, naar man nemlig ved Huusdyrikke forstaaer Dyr, der leve i Huse, men Dyr, som, pleiede og fodrede af andre, frembringe Stoffer, der kunne være hine nyttige i deres huuslige Økonomi. De have vist, m. H., lagt Mærke til, at der af og til paa forskjellige Træers Blade, f. Ex. Lind, Ahorn, Eg etc, findes en honningagtig, sød Vædske, som Almuen i Al- mindelighed kalder Honningdug, og om hvilken allerede Plinius for Alvor har yttret Tvivl, om det maaskee ikke var »Himmelens Sved, Stjernernes Spyt eller maaskee en ved Rensning af Atmosphæren opstaaet Vædske.« Man behøver imidlertid ikke at gaae saa vidt for at finde Op-^ rindeisen til denne Vædske, som ikke er andet end Af- sondring af Bladlusene. 220 Bladlusene (Aphis L.) høre til Tægernes Orden og nære sig af Plantesafter, som de opsuge af Planternes Blade og Stængler; paa deres Bagkrop finder man i Re- gelen 2 rørformede Fremragninger , hvoraf der af og til fremvælder en Draabe honningsød Saft, som ved at falde paa Bladene danner den omtalte Honningdug. Denne udgjør en vigtig Deel af Myrernes Føde ; naar man seer Planter, som ere besatte med Bladluus, kan man ogsaa være temmelig vis paa at finde Myrer , som bestige Planterne, ikke for at æde Bladlusene, men blot for at erholde deres Saft. De afvente imidlertid ikke det Tidspunkt, da Blad- lusene selv udtømme den , hvilket kun skeer med lange Mellemrum, men de anvende en egen Fremgangsmaade for at faae dette for dem saa vigtige Næringsmiddel. Med deres Antenner, der her ligesom træde dem i Fingres Sted, malke de nemlig Bladlusene , idet de afvexlende slaae paa de to Fremragninger paa Bagkroppen, som man her kunde fristes til at sammenligne med Køernes Yvere. Strax fremtræder der af disse den omtalte honningsøde Saft, som Myrerne med stor Begjærlighed indsuge, og som de derpaa, naar de have forsynet sig tilstrækkeligt, bringe hjem til deres Tuer, for der at meddele Noget af den til Larverne og til de Arbeidere, der paa Grund af deres Forretninger i Tuen ikke kunne forlade denne. Træer, der ere angrebne af Bladluus, seer man ofte overfyldte af Myrer, og man vil da let bemærke, at de Myrer, der stige opad, løbe hurtigt og let, medens de, der stige nedad Træernes Stammer, gaae langsomt og besværligt, fordi deres Bug er udspilet af den Føde, som de have erhvervet sig. Bladlusene ere en af de hyppigste Aarsager til My- rernes Kampe; ligesaa vigtige som Qvæghjordene ere for omstreifende Nomadefolk, ligesaa uundværlige ere Blad- 221 lusene, disse Myrernes Malkekøer, som allerede Linné kalder dem, for Myrerne. Undertiden bygger en Tues Befolk- ning egne Boliger for deres Bladluus , i Form af Rør, som de befæste paa Planternes Stængel, saaledes at denne danner Axen ; undertiden træffer man ogsaa deres Æg i Myrernes Tuer. Disse Æg, der ikke som Myrernes ere hvide, men af mørkere Farver og undertiden ibenholtsorte, ere Gjen- stand for stor Omhyggelighed fra Myrernes Side. De bære dem rundtomkring i Tuen, rulle dem i Munden, ligesom de gjøre ved deres egne, og ere yderst bekymrede for dem, naar Tuen angribes ; det var som de vidste, at der af disse Æg ville fremkomme de Dyr, der bidrage meest til deres Ophold. Iblandt Myrerne findes der flere Arter, der saa godt som aldrig forlade deres Bohger; saaledes fører f. Ex. den gule Myre (F. flava) næsten et underjordisk Liv. Hvor- ledes faae da disse deres Føde af Bladlusene, som jo leve paa Planternes Blade og Stængler? Men ogsaa herfor er der sørget. Nogle Slægter af Bladlusene *) angribe nemlig kun Planters, især Græs£frters Rødder, og da disse Myrer anlægge deres Colonier under Jorden mellem Græssets Rødder, have de ikke megen Besvær med at forskaffe sig de nødvendige Bladluus, og man finder dem ogsaa meget hyppigt og i stort Antal i deres Tuer. I BrasiUen, der som alle tropiske Lande er saa riig paa Myrer, saavel i Arter som Exemplarer, mangle Blad- lusene aldeles, naar man ikke \\i henregne de i Omegnen af Rio Janeiro levende, og med europæiske Planter ind- førte Bladluus til Brasiliens Fauna. Her skulde man da synes, at Myrerne maatte mangle en vigtig Kilde til deres *) Rhizobius Burm. Paracletus, Forda og Trama v. Heiden. 222 ' Subsistents; men der optræder da her nogle andre Dyr, som erstatte dem Bladlusene. Dette er nemlig Cicaderne, der ligesom Bladlusene høre til Tægernes Orden og især som Larver og Nympher føre et Liv, der noget ligner hines. Ligesom Bladlusene leve de paa Planternes Stængler og Blade, hvoraf de opsuge Saften, og ligesom disse frem- bringe de paa Planterne galæblelignende Svulster. Det er især Cicadeslægten Membracis, hvis Arter her tjene Myrerne som Malkekøer; og Fremgangsmaaden er ogsaa her næsten den samme. Myrerne stryge Cicadernes Lar- ver og Pupper med deres Antenner; disse hæve da Bag- kroppen i Veiret og lade udgaae en klar, honningsød Draabe, som Myrerne med Begjærlighed indsuge. Medens i Europa næsten alle Myrearter søge deres vigtigste Føde hos Bladlusene , er det i Brasilien derimod et sjeld- nere Phænomen, idet, efter Naturforskeren M. Lunds Be- retning, kun een Myreart, nemlig Formica attelaboides, søger Cicadernes Selskab. Tægernes Orden er imidlertid ikke den eneste, der forsyner Myrerne med Næringsihidler; kunne Bladlusene og Cicaderne maaskee kun uegentligt kaldes Huusdyr hos Myrerne, saa finde vi hos Billerne en Slægt, nemlig Cla- viger, der i Ordets strengeste Forstand maa kaldes My- rernes Huusdyr. Slægten Claviger, Køllebæreren, har faaet sit Navn af de korte, tykke Antenner, hvormed den er for- synet, derimod mangler den Øine og Vinger, og dens Mund- dele ere saa ufuldstændige, at den ikke selv kan sørge for sin Næring. Det er smaa Dyr med brune Farver ; vor almindeligste indenlandske Art, Claviger foveolatus, er omtrent 1 Lin. lang og lever især hos den gule Myre (F. flava). Paa Ryggen af disse Biller finder man en Deel 223 Børster, som Myrerne af og til tage i Munden og med stor Begjærlighed udsuge, saa at der ikke kan være Tvivl em, at de afsondre en for Myrerne behagelig Vædske. Disse blinde, dorske Dyr forlade, som allerede deres Or- ganisation antyder, aldrig Tuen; de ere aldeles priisgivne Myrerne, som ogsaa sørge for dem i Alt. De fodre dem, holde dem rene for^ Støv ved at stryge dem med Anten- nerne, føre dem med sig, naar de udvandre til nye Colo- nier, og bringe dem i Sikkerhed, naar Tuen, angribes, — kort sagt, de gjør Alt det for dem, som Mennesket gjør for sine Huusdyr, idet de tilfulde vide at vurdere det Produkt, som de yde dem. Spærrer man en Claviger inde og for- syner den tilstrækkeligt med Honning eller opløst Sukker, saa rører den det dog ikke, men døer af Sult; det bedste Beviis for, at den ikke kan leve uden Myrernes Hjælp. Foruden Bladlusene og Slægten Claviger beboe ogsaa andre Insekter Myrernes Tuer; talrige andre, de saa- kaldte »Myrevenner« (Myrmicophiler), have der enten et Hjem eller dog et Tilhold. Af Biller alene finder man saaledes af een Familie, nemlig Rovbillerne (Staphy- lini), ikke mindre end omtrent halvandethundrede Arter, fordeelte paa næsten 20 Slægter; ligeledes finder man Tæger og Fluer, men langtfra ikke i et saa stort Antal Arter. Det er meget vanskelig at oplyse, hvorvidt alle disse staae i Forhold til Myrerne og da i hvilket. Saaledes spiller en Slægt af Rovbillerne, nemlig Lomechusa, maaskee samme Rolle hos Skovmyren, som Claviger hos den gule Myre, andre ere maaskee kun tiltrukne af den i Tuen herskende høie Temperatur, medens andre maaskee leve af Myrernes Excrementer. Angaaende Myrernes Liv om Vinteren har der, ligesom i mange andre Puncter af deres Naturhistorie, 224 hersket stor Uovereensstemmelse. Man har saaledes paa- staaet, at de samlede Vinterforraad , ja at de endog sam- lede Korn, som de forhindrede fra at spire ved at afbide Enderne paa det. Vel kan man undertiden finde enkelte Korn ved eller i Myrernes Tuer, men de have da slæbt det derhen, ikke for at spise det, men blot som Bygge- materiale, ligesom de sammenslæbe Grannaale, Jordklumper, Smaakviste o. fl. Om de europæiske Myrearter er det til- strækkeligt bleve^ godtgjort, at de ikke samle Vinterforraad, men at de tilbringe Vinteren i Dvale, men dog kun naar Thermometret falder til 2 Grader R. under Frysepunktet; man træffer dem da i Tuerne, hvor de ligge sammen- hobede i store Klumper, maaskee for at frembringe eller for at vedligeholde nogen Varme, som i al Fald maa være meget ringe, da man ikke med et sædvanligt Thermometer kan paavise nogen Varmeudvikling. Naar Thermometret stiger, komme Myrerne til Live igjen, og man kan under- tiden see dem gaae omkring, selv naar der ligger Snee paa Jorden. Men hvoraf nære de sig da, naar de intet Forraad samle?, turde man maaskee spørge; — det er her atter Bladlusene, der komme dem til Hjælp. Ved en mærkelig Overeensstemmelse i Myrernes og Bladlusenes Liv, der end mere synes at vise, hvor nøie disse Dyr ere bundne til hverandre, overvintre Bladlusene ogsaa og falde ogsaa først i Dvale ved 2 Graders Kulde. Myrerne opsøge dem i deres Vinterkvarteer, som meest er i Revner og Ridser paa Træer, og modtage der deres Saft, som vel er tilstede i ringe Mængde, men under Vinterlivet behøve Myrerne ogsaa kun meget hdet deraf. Den direkte Nytte som Myrerne yde Mennesket, er meget ubetydelig; hos os indsamles Larverne og Pupperne og forhandles til Føde for insektædende Sangfugle under 225 Navn afMyreæg; Skovmyren benyttes i Medicinen til Bade; enkelte vilde Stammer spise dem, ligesom Indianerne vide at lukke Snitsaar ved Hjælp af en amerikansk Art, som de lade bide over Saarlæberne og derpaa afrive Kroppen. Langt større er derimod deres indirekte Nytte, idet de sætte en Grændse for andre Insekters , f. Ex. Termiternes, altfor store Udbredelse , og fortære døde animalske og vegetabilske Stoffer, hvorfor ogsaa i Brasilien f. Ex. de aadselædende Biller saagodtsom mangle og ere erstattede af Myrerne, der der ere tilstede i utrolige Masser, og ofte paa Grund deraf blive besværlige for Beboerne. Sammenligning af Guldproductionen i Aaret 1853 med samme i Aarene 1800 og 1850. (Efter Gumprecht: Zeitschrift f. allg. Erdkunde VI. 2, 1856.) 1800. 1,440 J' engl. 3,500 Det russiske Rige . . Østerrig 1 Det øvrige Europa j Syd-Asien 10,000 Afrika 660 Australien Chile 7,500 Bolivia 1,600 Peru . 2,400 Ny-Granada 12,600 Brasilien 10,000 Mexico 4,300 Californien Forenede Fristater 54,000 M 1850. 65,600 M 5,600 100 25,000 4,000 34,000 181,400 2,950 318,650^ 1853. 64,000^ 5,700 100 25,000 4,000 210,000 34,000 252,000 2,200 597,000 M Productionen er altsaa i dette Aarhundrede mindst steget med det Tidobbelte. I Begyndelsen skyldtes denne Forøgelse til de russiske Guldværkers store Opsving; i de sidste 10 Aar har deres Production derimod holdt sig mellem 60 og 70000 M (henved 11 pCt. af den hele Guldmængde), medens Californien og Australien i 1853 leverede 77 pCt. og i 1852 endog 85 pCt. af Verdens- productionen. Naturforholdene paa Himinellegeinerne. (Af Adjunkt Freuchen.) II. Planeterne. Ifledens Maanens Afstand fra Jorden kun var omtrent 52,000 Mile, er der Millioner af Mile endog til den af Planeterne, der kan komme os nærmest. Det er derfor ikke meget, \i gjennem Kikkerten kunne haabe at erfare om Planeternes naturlige Beskaffenhed, og det er kun de større af dem, om hvilke vi vide noget. Næsten hele den store Skare af Planeter, som i de sidste Aar ere fundne mellem Mars's og Jupiters Baner, ere saa smaa, at man aldeles ikke kan bestemme andet om dem end deres Baner og Omløbstider. Da det kun er ganske enkelte Forhold paa Plane- terne, om hvilke vi kunne faa noget at vide, og da disse Forhold ville gjenfmdes paa alle Planeter , kun mere eller mindre modificerede, ville vi betragte alle Planeterne samlede fra de forskjellige Synspunkter, istedetfor at 'tage hver enkelt Planet for os , om end Billedet af den enkelte Planet derved vil tabe i Klarhed. Det Lidet, vi vide, er dog alligevel utilstrækkeligt til at danne et fuldstændigt Billede af hver enkelt Planet. 15 228 Besvarelsen af det vigtige Spørgsmaal, om Plane- terne have Atmosphære, vil naturligvis afhænge af lignende Iagttagelser som de, der have vist os, at Maa- nen ikke havde nogen, altsaa af Iagttagelser over Tus- mørke og Skydannelser. Dog maa man her være noget forsigtigere med at nægte dens Tilstedeværelse , da Virkningen af en noget svag Atmosphære let vilde und- gaa vor Opmærksomhed i de betydelige Afstande. Da Tusmørkeregionen danner Overgangen mellem den af Solen fuldstændig oplyste og den aldeles mørke Del af Planeten, vil det kun være muligt for os at iagttage Tusmørket paa de Planeter , der kunne komme i en saadan Stilling til Jorden og Solen, at vi kunne se en større Del af deres mørke Halvpart. Dette er Tilfældet med de to indre Planeter, Merkur og Venus, og, skjøndt i ringere Grad, med Mars. Og virkelig synes der paa disse Pla- neter ikke at være nogen skarp Grændse mellem Lys og Mørke, de synes altsaa at have Atmosphære. Jupiters Bane omkring Solen ligger saa langt udenfor Jordbanen, at vi fra Jorden bestandig se næsten hele den oplyste Halvdel, og der kan derfor ikke blive Tale om at iagttage noget Tusmørke paa Jupiter, selv om det ogsaa findes. Derimod se vi paa Jupiterskiven flere mørke Striber, der næsten indbyrdes parallele og parallele med Ækvator om- give Planeten. Disse Striber ere ikke uforanderhge , saa- ledes som vi finde Pletterne paa Maanen og paa flere af de andre Planeter, de forandre sig fra Tid til anden, og man har endog troet at se dem opløse sig i enkelte ad- skilte Pletter. De kunne altsaa ikke tyde paa en Forskjel mellem Land og Hav, men maa snarere antages at hid- røre fra en med mægtige Skymasser opfyldt Atmosphære. Enkelte Iagttagere have endog set en Bevægelse i disse 229 Striber, der ikke kunde hidrøre fra Jupiters Omdrejning om Axen, og de have antaget, at denne Bevægelse hid- rørte fra Vinde, der drev Skymasserne med sig; i nogle Tilfælde var Hastigheden ikke større, end at det vel kunde være rimeligt , at denne Hypothese var rigtig , i andre der- imod maatte Vinden have en mere end 100 Gange saa stor Hurtighed, som de voldsomste Orkaner paa Jorden. Om Saturn, Uranus og Neptun have Atmophærer, vide vi aldeles ikke. Tyngden paa Overfladen af en Planet vil, som man let vil kunne indse, være afhængig dels af den Mængde Stof, der er i Planeten, altsaa af dens Masse, dels af Overfladens Afstand fra Planetens Midtpunkt, fra hvilket den hele Tiltrækning kan betragtes som udgaaende. Jo større Massen er, desto stærkere er Tiltrækningen, men jo større Afstanden fra Midtpunktet er , desto mindre bliver den, saaledes at den ved den doppelte Afstand kun er en Fjerdedel, ved den tredoppelte -kun en Niendedel o. s. V. Tænke vi os saaledes en Klode, hvis Masse (Vægt) er 3 Gange saa stor som Jordens, og hvor Af- standen fra Midtpunktet til Overfladen er 2 Gange saa stor som i Jorden, saa vil Tyngden paa dens Overflade være 2~G"alii~2 ^^^^^ i ^^^8® ^^i^ stor som her paa Jorden. Medens et Legeme her falder 15| Fod i første Sekund, vilde det paa en saadan Klode falde | deraf eller llf Fod i første Sekund. Afstanden fra Planeternes Midtpunkter til deres Over- flader kunne bestemmes, da man kan beregne, hvor langt Planeten er fra Jorden, og man desuden kan maale, i hvil- ken Afstand et lille Legeme, hvis Giennemsnit man kien- der, maa holdes for at dække Planetskiven; i samme 15* 230 Forhold som Planetens Afstand er større, vil ogsaa dens Gjennemsnit være større, og den forlangte Afstand fra Midtpunktet til Overfladen er netop det halve af Gjennem- snitslinien. Men hvorledes skal man bestemme Plane- ternes Masser, hvorledes skal man veje disse umaadelige Legemer? Det er aabenbart, at det her just ikke kommer an paa at kjende Masserne i Pund eller Centnere , men at det vil være tilstrækkeligt at vide, i hvilket Forhold de staa til Jordens Masse , hvor stor en Del de ere af denne, eller hvor mange Gange den indeholdes i dem. En Del af Planeterne have Maaner, som i Kredsbaner bevæge sig omkring dem, bundne til Planeten ved Tyngdens Baand, uden hvilket de vilde fjerne sig fra deres Baner og gaa ud i den vide Verden. Man kan af Iagttagelserne over disse Maaners Bevægelse udregne, hvor langt de uden Tyngdens Indvirkning i et Minut vilde fjerne sig fra Pla- neten , altsaa hvor langt Planeten ved sin Masse i et Minut trækker dem ind til sig. Da man kj ender Jordens Til- trækning, vilde man kunne udregne, hvorlangt den, stillet i Planetens Sted, vilde trække den samme Maane i et Minut; Forholdet mellem disse Tiltrækninger er da det samme som mellem Planetens og Jordens Masser. Ved de Planeter, som ingen Maaner have (Merkur, Venus, Mars og Asteroiderne samt Maanerne), maa man tage sin Tilflugt til Størrelsen af de Forstyrrelser, de paa Grund af deres Tiltrækninger paa andre Planeter frembringe i disses Baner, og sammenligne dem med de Forstyrrelser, Jorden, sat paa deres Plads, vilde have frembragt. Saaledes har man fundet de Størrelser, der ere frem- satte i efterstaaende Tavle. 231 Afstand fra Cen- „ , , Masse, trum til Over- Tynirde. . /.g iXU nåden i Mile. ^^^"^ Sekund. Merkur jUj, 335^ ^Va 7,^ Fod. Venus ...... ^jPj, 857i A 14^ -^^'- Jorden 1 859i 1 15i% — Mars ^% 442 yVn Vg - Jupiter 339 10,009. 2-^-^ 38t\y — Saturn 101^ 8,152^ ItStj 17yV — Uranus 14J^ 3,933 ^jk 11 A ~ Neptun 25A 3,650 li%% 21i% — Disse Talværdier ere imidlertid kun Middelværdier, naturligvis med Undtagelse af iMasserne; Planeterne ere ikke fuldkomne Kugler , Afstanden fra Midtpunktet til Over- fladen er altsaa ikke den samme overalt, Tyngden og Faldrummet i 1 ste Sekund variere ogsaa mere eller mindre betydeligt. Lad os undersøge, hvilken Aarsagen hertil kan være, og hvor store deres Virkninger ere ved de enkelte Planeter. Naar et Legeme svinger omkring et Punkt, vil der ved Omdrejningen frembringes en Stræben i Legemet efter at fjerne sig fra dette Punkt, og denne Stræben er desto stærkere jo større Afstanden er fra Punktet til Legemets Bane og jo kortere den Tid er, i hvilken Banen bliver gjennemløbet af Legemet. Af Bevægelsen af Pletter, som ere iagttagne paa de fleste større Planeter, kan man slutte sig til, at de lige- som Jorden dreje sig omkring Axer, og selv for de Pla- neters Vedkommende, ved hvilke Iagttagelserne ikke be- stemt have paavist en saadan Omdrejning, ere vi dog berettigede til at antage, at den finder Sted. Heraf følger da ligefrem , at en midtpunktflyende Kraft maa paavirke alle en Planets enkelte Dele, og at denne Paavirkning 232 maa være størst paa de Steder af Planeten, der have den største Afstand fra Omdrejningsaxen, altsaa under Plane- tens Ækvator, medens den aldeles forsvinder ved Polerne. Sandsynligvis have alle Planeter i en tidligere Tid været i en flydende Tilstand; og som Følge af den midtpunkt- flyende Kraft maa de paa Grund af den Lethed, hvormed alle flydende Legemer bevæges og omformes, være blevne ophøjede under Ækvator og fladtrykte ved Polerne, og det i desto højere Grad, jo større Planeten er og jo min- dre Tid den bruger til en Omdrejning om Axen. Heraf følger da, at paa alle Planeter Afstanden fra Midtpunktet til Overfladen maa aftage fra Ækvator til Polerne, og at allerede af denne Grund Tyngden maa være større her end der, at den midtpunktflyende Kraft altsaa ved sin Indvirkning paa Planeternes Figur ogsaa paavirker deres Tyngdeforhoid. Men ogsaa umiddelbart gjør den dette. Idet den stræber at tjerne ethvert Legeme paa Planetens Overflade fra Omdrejningsaxen, modvirker den nemlig Tyngden , som drager Legemerne ind mod Planetens Midtpunkt, saaledes at Legemernes Faldbestræbelse og altsaa ogsaa det Tryk, de paa Grund af denne udøve paa deres Understøtning, deres Vægt, bliver mindre end den vilde have været, dersom Planeten ikke drejede sig, og Tyngden altsaa virkede alene. Denne Formindskelse i Tyngden er naturligvis paa hver enkelt Planet størst, hvor den midtpunktflyende Kraft er stærkest, ved Ækvator, og aftager derfra henimod begge Poler, hvor den forsvinder med Omdrejningen. Ligeledes er det indlysende, at denne Indflydelse af Centrifugalkraften maa voxe i samme For- hold, som Planeterne ere større og have hurtigere Om- drejning. 233 De fire Planeter, der ere nærmest ved Solen, Mer- kur, Venus, Jorden og Mars, ere i denne Henseende næsten ens stillede ; den Tid , de bruge til en Omdrejning omkring deres Axer, er paa det allernærmeste den samme. Det kan da være tilstrækkelgt for deres Vedkommende at undersøge Forholdet paa Jorden. Ved nøjagtige Udmaa- linger af Jordens Størrelse har man fundet, at Ækvators Gjennemsnitslinie er 1719 Mile, medens Jordaxens Længde er 1713, en Forskjel, som er saa ringe, at den ikke faaer nogen betydelig Indflydelse paa Tyngden. Heller ikke den midtpunktflyende Kraft under Ækvator er stor i Forhold til Tyngden, ikke større end at et Legeme, der ved Polen trykker med en Kraft af 194y% M ^ taber 1 M ved at flyttes til Ækvator, og at det Rum, der ved Faldet gjennem- løbes i et Sekund, er omtrent I Tomme større ved Po- lerne end ved Ækvator. Det er kun ved nøjagtige Maa- linger, at man paa Jorden er istand til at paavise en Aftagen af Tyngden, alt som man nærmer sig Ækvator; i det daglige Liv er den aldeles uden Indflydelse. Gaa'vi derimod over til de fjernere Planeter, stiller Sagen sig ganske anderledes. Her kjende vi rigtignok kun for Ju- piters og Saturns Vedkommende Omdrejningstiderne , som ere betydelig mindre end ved Jorden; men man tør an- tage, at det samme gjælder for Uranus og Neptun. Medens Jordens Omdrejning om Axen foregaaer i 24 Timer, bruger Jupiter kun 9 Timer 55^ Minut; ethvert Sted i dens Ækvator gjennemløber i den Tid 62,888 Mile, altsaa i hvert Sekund l^y^y Mil, medens et Sted i Jord- ækvatoren kun gjennemløber lidt over jg^ Mil i Sekundet. Hastigheden og dermed Centrifugalkraften er altsaa langt større paa Jupiter, og den maa derfor i en betydelig 234 Grad have indvirket paa Jupiters Figur og maa bestandig indvirke paa dens Tyngdeforhold. Medens vi derfor ved Merkur, Venus og Mars ikke finde noget Spor til Flad- trykthed ved Polerne, finde vi den meget stærk paa Ju- piter, og en Maaling af dens to Gjennemsnitslinier har vist, at Ækvatorialgjennemsnittet er 20,018 Mile, medens Polargjennemsnitslinien eller Axen kun er 18,524 Mile, en Forskjel, som allerede paa en kjendelig Maade maa indvirke paa Tyngden. Endnu stærkere er den umiddel- bare Indvirkning af Centrifugalkraften, saaledes at Tyng- den ved Jupiters Poler bliver ikke ubetydelig større end ved dens Ækvator. Et Legeme, der paa Jorden vejer 100 Pund, vilde, forflyttet til Jupiters Ækvatorialegne, trykke med en Kraft af 217 Pund, medens det ved en af dens Poler vilde trykke saa stærkt som 283 Pund her paa Jor- den, og medens Faldrummet i første Sekund ved Æk\a- tor er imellem 32 og 33 Fod, er det ved Polerne noget over 42. Denne Forskjel i Tyngdens Virkning i de for- skjellige Jupitersegne er saa betydelig, at den maa spille en gjennemgribende Rolle endog i det borgerlige Liv, om man vil tænke sig et saadant paa Jupiter. Den Slags Væsener, der skulde bebo Jupiter, maatte vi, idet vi tage Hensyn til Tyngdens Virkning, tænke os betydelig stærkere end Væ.sener her paa Jorden eller ogsaa lettere med uforandret Muskelkraft og Styrke i Benbygningen; en Krop, som her tynger paa Knoglerne med en Kraft af 8 Lpd. , vilde ved Jupiters Ækvator fordre en Styrke i Benene, som om der her paa Jorden skulde bæres 18 Lpd., og ved Jupiterspolerne, som om de skulde bære 22 Lpd. Det er let at se, at der i mange af Livets Forhold, ved Bygninger og meget andet maatte tages Hensyn dertil, og at dette Hensyn maatte modificeres efter det Sted paa 235 Jupiter, hvor man befandt sig. Det er bekjendt, atUhre- nes Gang meget ofte reguleres ved Penduler; denne Re- gulering beroer derpaa, at Pendulet, paavirket af Tyngden, svinger saaledes, at Svingningerne altid vare lige lang Tid, hvilken Tid er afhængig af Pendulets Længde og af Tyngde- kraftens Størreise. Er et Uhr altsaa reguleret, saa vil det, naar det bringes til et Sted, hvor Tyngden er stærkere, komme til at gaa for hurtigt, er den svagere, vil det komme til at gaa for langsomt ; for nu atter at faa det til at gaa rigtigt, maa Pendulet i første Tilfælde gjøres længere , i det andet gjøres kortere. Paa Jorden vil Uligheden i Tyng- dens Styrke kun, hvor Forskjellen i Stedernes Beliggenhed er nogenlunde betydelig, faa en Inflydelse paa Uhrenes Gang, som vilde blive mærkelig ved almindelige Uhre; Forskjellen i Længden af Penduler, der ved Ækvator og og ved Polerne skulde fuldbyrde en Svingning i et Sekund, \ilde ikke blive mere end 2 å 3 Linier. Pua Jupiter er Forskjellen paa Sekundpendulet ved Ækvator og ved Pol langt større, hint er 6' 10"!'" medens dette er 8' 4" 10'"; allerede en Flytning af et Penduluhr nogle faa Mile nær- mere mod Ækvator eller længere bort fra den vilde be- virke en endogsaa i det daglige Liv let mærkelig Tåben eller Vinden af Uhret. Saturn drejer sig om sin Axe i 10 Timer 29 Minuter 17 Sekunder. Den har altsaa en næsten ligesaa stor Ha- stighed som Jupiter, saa at Tyngdeforholdene paa den ville modificeres af den midtpunktflyende Kraft omtrent i samme Grad. Ækvatorialgjennemsnitslinien er 16,305 Mile medens Axen kun er 14,696 Mile. Faldrummet ved Ækvator er i første Sekund 11' 4" 11'", ved Polerne 20' 8" 10"'. Den Vægt, vi paa Jorden kalde 100 Pund, vilde ved Saturnsækvatoren trykke med en Kraft af kun 75 Pund, 236 ved Polerne af 137 Pund. Forskjellen paa de forskjellige Steder er altsaa forholdsvis endnu større end paa Jupiter. Medens vi ikke kjende noget til de Stoffer, hvoraf de andre Planeter bestaa, og ikke kunne vente nogensinde at komme til Kundskab om dem, saa kiende vi dog meget godt til deres Vægtforhold. Det er allerede ovenfor vist, hvorledes man er istand til at bestemme Planeternes Masser i Sammenligning med Jordens. Da man nu ved astronomiske Iagttagelser er istand til at bestemme deres Rumfang i Sammenligning med Jordens , saa kan man ogsaa angive, hvor stor Massen vilde være af en Klode med Jordens Størrelse, dannet af enhver af Planeternes Stof; man kan altsaa bestemme Planetens Vægtfylde i Sammen- ligning med Jorden. Tage vi saaledes Saturn for os, saa finde vi, at dens Masse er omtrent 100 Gange saa stor som Jordens, medens dens Rumfang derimod er 772 Gange saa stort; tænker man sig da en Klode af Jor- dens Størrelse dannet ud af Saturn , saa vilde dens Vægt blive |^^ eller j^^\ af Jordens Vægt; Saturns Vægtfylde er altsaa yi^% af Jordens. Af andre Undersø- gelser kjender man Jordens Vægtfylde i Sammenligning med Vand, og ved, at den er SyuVj Saturns Vægtfylde sammenlignet med Vandets bliver da j^j^\ Gange SyV^y eller 1?^%; den er altsaa lettere end Vandet. Om denne ringe Vægtfylde har sin Grund i, at Saturn bestaaer af ganske andre Stoffer end dem, vi finde her paa Jorden, eller om den maaske kunde hidrøre fra, at den faste Saturnsmasse er omgiven af en meget tæt og meget stor Åtmosphære, vide vi ikke. Restemme vi paa lignende Maade Vægtfylderne for de andre Planeter, finde vi at Merkur, Venus og Mars i denne Henseende som i flere andre staa meget nær ved Jorden, medens de ydre Pia- 237 neter Jupiter, Uranus og Neptun mere nærme sig til Sa- turn. Merkur er den Planet, der har den største Vægt- fylde, omtrent som Jernets; Uranus er ligesom Saturn lettere end Vandet. Ligesom Jorden modtage samtlige andre Planeter Lys og Varme fra Solen, og kun ved det af deres Overflader tilbagekastede Sollys blive de synlige for os. Vi ville nu først se, om det er muligt overhovedet at bestemme noget om Solens lysende og varmende Indflydelse paa de for- skjellige Planeter, og dernæst ville vi undersøge, hvorledes Lys og Varme ere fordelte efter Tid og Sted paa hver enkelt Planet. Idet Lyset og Varmen straale ud fra Solen til Verdens- rummet, spredes Straalerne mere og mere, saaledes at Solens lysende og varmende Indflydelse aftager med Af- standen. Loven for denne Aftagen er den samme som for Tyngdens, saaledes at Lysstyrken og Varmevirkningen i den doppelte Afstand formindskes til en Fjerdedel, i den tredobbelte til en Niendedel o. s. v. Sollysets Styrke er altsaa størst paa Mekur, hvor det i Gjennemsnit er 6f Gange saa stærkt som paa Jorden, dog med en ikke ringe Forskjel i Styrken, eftersom Planeten er nærmest ved Solen eller længst fjernet fra den, idet det i første Tilfælde er lOf, i sidste kun 4^ Gange saa stærkt som her. For samtlige større Planeter findes Lysstyrken an- givet i følgende Tavle i Forhold til hvad den er paa Jorden. Merkur 6J Saturn tjV Venus lj%% Uranus sis Mars ^ Neptun ^J^ Jupiter ^j. 238 Der er altsaa en meget betydelig Forskjel mellem Lys- forholdene paa de forskjellige Planeter, en Forskjel, som vi maa erindre at tage i Betragtning ved Tanken om Or- ganismer, hvis Udvikling, saavidt vi kjende den her paa Jorden, i høj Grad afhænger af Lyset, saaledes at de blive blege i Farverne og svage, hvor de mangle Lys, medens den største Kraft og den største Farverigdom udvikle sig, hvor Lyset er stærkest. De ovenfor staaende Tal synes at antyde en meget svag Belysning paa de ydre Planeter, men vi maa vel erindre, at den kun er svag i Forhold til det meget stærke Sollys her paa Jorden, om hvis Styrke man vel faar det bedste Begreb, naar det siges, at det er omtrent 800,000 Gange saa stærkt som det, der frembringes ved den klare Fuldrhaane; Sollyset paa Neptun er altsaa henimod 900 Gange saa stærkt som det stærkeste Maaneskin hos os, det er som Tusmørket nogen Tid efter Solens Nedgang. Med Hensyn til den Varmemængde, der fra Solen kommer til Planeterne , vil Forholdet til den varmende Indvirkning paa Jorden være det samme som for Lyset. Meri deraf ere vi ingenlunde istand til at slutte til Tem- peraturen paa de forskjeUige Planeter. Dels kjende vi intet til deres egen Varme, dels kjende vi ikke deres naturlige Beskaffenhed, som har en væsenlig hidflydelse paa den Temperatur de kunne antage. Undersøgelser over de forskjellige Legemer her paa Jorden have nemlig vist os, at den Varmemængde, der fordres til at frem- bringe den samme Temperaturforhøjelse, er forskjellig for de forskjellige Legemer; disse have ulige Varmefylde, saaledes at man f. Ex. bruger lige saa megen Varme for at opvarme 1 Pund Vand fra 0^ til 10^ som for at op- varme 30 Pund Guld hgesaameget. 239 Jordens Omdrejning om dens Axe frembringer For- skjellen mellem Nat og Dag; den Bevægelse omkring Solen, under hvilken Omdrejningsaxen bestandig peger mod det samme Punkt af Himmelen , idet den staar skjævt paa det Plan, hvori Banen ligger, bevirker en regel- mæssig Vexlen mellem længere Dage med kortere Nætter og omvendt kortere Dage med længere Nætter paa ethvert Sted paa Jorden undtagen paa de Steder, der ligge i Ækvator , ^ hvor Nat og Dag stedse ere lige lange. Lig- nende Forhold maa findes paa de andre Planeter, for- saavidt de have en Axeomdrejning , saaledes som vi vide det om de større af dem -med Undtagelse af Uranus og Neptun. Længden af Døgnet er meget forskjellig; den be- stemmes ved Iagttagelsen af Pletter paa Planeternes Ski- ver. Paa Merkur er den angivet at være omtrent som paa Jorden. For Venus's Vedkommende støder Bestem- melsen af Omdrejningstiden paa overordentlige Vanskelig- heder. Vel har man fra ældre Tider Beretning om svage Pletter, som man havde seet paa Venusskiven, og man har Bestemmelser af Omdrejningstiden efter disse Pletters Bevægelse; men dels afvige disse Bestemmelser saameget fra hverandre, at den ene giver omtrent 24 Timer, me- dens den anden giver 24 af vore Dage, dels har det aldrig senere været muligt at opdage lignende Pletter, uagtet Kikkerterne ere blevne langt bedre. Man kan altsaa neppe bygge paa disse gamle Iagttagelser. Den tydske Astronom Mådler har i den senere Tid anstil It nøjagtige Undersøgelser over Venus, naar den viser sig halvmaaneformig , og har af svage Afvexlinger i Hornenes Skikkelse sluttet sig til en Axeomdrejning , der skulde foregaa i omtrent 24 Timer; en Slutning, der ogsaa har 240 Analogien med Merkur, Jorden og Mars for sig, disse Planeter, der i det hele have saa meget tilfælles. Det er alt tidligere omtalt, at Jupiter og Saturn have langt kor- tere Omdrejningstider , og at der er en vis Grad af Sand- synlighed for, at det samme gjælder for Uranus og Neptun. Dersom Planeternes Axer netop stode lodrette paa det Plan, i hvilket de bevæge sig omkring Solen, saa vilde Dag og Nat blive lige lange paa ethvert Sted og til enhver Tid. Dette er nu ingenlunde Tilfældet; Axerne afvige ved alle de Planeter, for hvilke vi kjende deres Stilling, mere eller mindre fra den lodrette. Erindre vi tillige, at enhver Planets Axe under hele Omløbet omkring Solen bestandig peger mod det samme Punkt paa Him- melen, saa vil det være klart, at Solen under den ene Del af Omløbstiden maa staa paa den ene Side, den øv- rige Tid paa den anden Side af Planetens Ækvator. Det er fremdeles klart, at Dagene maa være længere end Nætterne paa den Side af Ækvator, hvor Solen staar, og omvendt, samt at Forskjellen mellem Nætternes og Da- genes Længde maa voxe med Solens Afstand fra Ækvator og med Stedets Brede, saaledes at Steder, der ligge i en vis Afstand fra Polerne , endog kunne have Dage og Nætter, der vare et af Planetens Døgn eller flere, ja at selve Polerne under hele Omløbet om Solen kun have en Dag og en Nat. Jo mere Planetens Axe afviger fra den lodrette Stilling mod Banens Plan , desto længere kan Solen komme paa hver Side af Ækvator, og desto større bliver den største Forskjel mellem Nat og Dag paa samme Brede. For Merkurs og Venus's Vedkommende vide vi al- deles ikke noget om Axens Stilling mod Solbanens Plan; paa Mars er Stillingen saadan, at Solen kan komme til at staa 29 Grader nordlig og sydlig for dens Ækvator, paa Jorden 15'' 0"" Mars 16M3°^ Jupiter 5'' 6" 26« Saturn 61. 43m 148 18'' 50" 51. 49« 23'" 2"^ 31. gm 5M5"' 478 4h39m 478 gh 5im 13« 1'' 38- 4' 241 Jupiter kommer Solen aldrig mere end omtrent 3 Grader fra Ækvator og paa Saturn 27, medens denne Størrelse paa Jorden er noget mere end 23 Grader. Paa Mars og Saturn vil altsaa Forskj ellen mellem Længden af Dagen og Natten blive forholdvis større end paa Jorden, medens den paa Jupiter bliver overmaade ringe, saaledes som hosstaaende Tabel udviser. 40 Graders Brede. 60 Graders Brede, længste Dag korteste Dag længste Dag korteste Dag 8'' 44™ 4h 49m 14« 3h4gm 3s*) For Uranus og Neptun har det hidtil ikke været mu- ligt at b.estemme Axens Stilling ved directe Iagttagelse af Omdrejningen. Imidlertid ere vi dog istand til med tem- melig Sandsynlighed at slutte os til den. Jupiters og Sa- turns Maaner bevæge sig nemlig omkring Hovedplaneterne i Baner, hvjs Planer paa det nærmeste falde sammen med disses Ækvatorialplaner; forsaavidt man tør antage, at det samme er Tilfældet med Saturns og Neptuns Maaner, vil altsaa en Bestemmelse af disses Baners Stilling mod Planetens Bane omkring Solen give os Planetaxens Stil- ling. Ifølge denne Antagelse vilde paa Neptun Solen kunne komme 27 Grader paa begge Sider af Ækvator; Forholdet imellem de længste og de korteste Dage vilde altsaa her stille sig ligesom paa Saturn. Uranus vilde derimod frembyde det Særsyn, at Solen fjernede sig indtil 80 Grader fra Ækvator; der vilde altsaa endog meget nær ved Ækvator være en betydelig Forskjel paa den længste *) 3h 46m38 læses: 3 Timer 46 Minuter 3 Sekunder. 242 og den korteste Dag, og medens man paa Jorden maa gaa til den 67de, paa Mars til den 61de, paa Jupiter til 87de Dredegrad for at kunne have en Dag, der varer hele Døgnet, vilde dette paa Uranus allerede være Til- fældet ved den I Ode Bredegrad. Ligesom Planetaxernes skjæve Stilling mod de Planer, i hvilke Bevægelserne omkring Solen foregaa, indvirker paa Fordelingen af Lyset, saaledes maa den ogsaa paa- virke Varmefordelingen. Planeterne maa have Aarstider ligesom Jorden: Sommer, naar der i de lange Dage til- føres dem mere Varme, end der udstraaler i de korte Nætter; Vinter, naar det omvendte finder Sted. Og det er klart, at denne Forskjel mellem Aarstiderne maa frem- træde desto skarpere, jo mere Axen afviger fra den lod- rette StiUing og jo nærmere Planeten er ved Solen. Paa Merkur og Venus kunne vi aldeles intet vide om Aarstiderne , da vi ikke kjende Axernes Stilling. Paa Ju- piter er Axens Stilling mod Banen saa nær lodret, For- skjellen mellem Dagenes og Nætternes Længde saa ringe, at der ikke kan være nogen betydelig Forskjel mellem Sommer og Vinter undtagen i de yderste Polaregne, saa- meget mere som Solens varmende Indflydelse paa Jupiter er forholdvis ringe. Dette sidste gjælder endnu mere om Saturn, Uranus og Neptun, som, hvis de stode nærmere ved Solen, vilde have meget stærkt udprægede Aarstider. Mars bliver da den eneste af de fremmede Planeter, ved hvilken en nøjere Undersøgelse over Aarstiderne vil være lønnende; men her føres vi ogsaa til en meget mær- kelig Overensstemmelse imellem de Resultater, vi vinde ad Tænkningens Vei, og visse Phænomener paa Mars- skiven, som Kikkerten viser os. 243 Mars's Aar, den Tid den bruger til el Omløb om- kring Solen, er 668^ Marsdage. DaAxen afviger 29 Gra- der fra den lodrette Stilling mod Solbanen, ville Mars's Vendekredse , som begrændse den hede Zone , den Deel af Planeten, der kan faa Solen i Zenith, falde 29 Grader paa begge Sider af Ækvator, medens Polarcirklerne, der omslutte de kolde Zoner, falde 29 Grader fra begge Poler. De tempererede Zoner ere her altsaa forholdsvis mindre end paa Jorden. • Paa Jorden ere Aarstiderne paa det nærmeste lige lange; paa Mars stiller Forholdet sig noget anderledes, fordi dens Bane omkring Solen er betydelig aflang, saa at dens Afstand fra Solen varierer en hel Del, og fordi den, saavel som alle de andre Planeter, hurtigst gjennem- løber den Del af Banen , i hvilken den er nærmest ved Solen. Denne Del af Banen gjennemløbes nu i den Tid, da den nordlige ^Halvdel har Vinter, medens den sydlige har Sommer. Tænke vi os forsatte til et Sted paa den nordlige Marshalvkugle , saa vil der forløbe 191 Dage fra Foraarsjevndøgn til Sommersolhverv og 181 Dage fra denne Dag til Efteraarsjevndøgn, saa at Sommerhalvaaret bliver 372 Dage, medens Vinterhalvaaret kun bliver 292^ Dag. Den nordlige Halvkugle har altsaa en lang Sommer og en kort Vinter; paa den sydlige er Forholdet naturligvis det omvendte. Hertil kommer endnu , at der er en betydelig Forskjel mellem Solens varmemie Indflydelse paa Grund af dens ulige Afstand, saaledes at Mars modtager mest Varme i den Tid, da den nordlige Halvkugle har Vinter. Det indses da let, at den nordlige Halvkugle maa have en lang, tempereret Sommer og en kort, mild Vinter, medens den sydlige har en kort, forholdsvis hed Sommer og en lang, meget streng Vinter. 16 244 Allerede i Aaret 1716 blev der paa Mars opdaget to hvide Pletter, som havde en saa stærk Glands, at de skinnede igjennem Skyer, der gjorde det umuligt at se den øvrige Del af Planeten. Disse Pletter ere senere mangfoldige Gange iagttagne, og navnlig have Astrono- merne Mådler og Beer underkastet dem en nøjagtig Under- søgelse. Ved denne viste det sig, at de omgive begge Marspolerne og strække sig fra dem omtrent lige langt til ralle Sider. Denne deres Udstrækning er imidlertid ingenlunde altid den samme; hvorledes den forandrer sig med Aarstiderne ses af hosstaaende Tavle: Aarslid paa Mars 16de December 23de — 26de — 7de Januar 9de — 19de — 4de Mai 4de Juni 17de — 4 de Juli 12te — 20de — Halvkugle sydlige nordlige Pletlens Udstrækning fra Polen 13" 46'*) ir 30' 7° 10' ^ 6^^ 20' 5" 46' 8" 2'. 32" 24' 28'' 22° 54' 18° 24' 15° 20' 18° I Slutningen af December har den sydlige Halvkugle Midsommer, i Juni er dette Tilfældet med den nordlige. Af de i Tavlen angivne Udstrækninger af Pletterne ses det strax, at disse blive mindre og mindre, jo nærmere det rykker mod Midsommer, og at de endnu aftage en O 13« 46' læses 13 Grader 46 Minuter. 245 Maaned efter den Tid, indtil det Tidspunkt, der efter Analogi med Jorden maa være det varmeste. Hvor et Phænomen saa bestemt følger med de vexlende Varme- forhold, kan man ikke andet end antage, at det maa staa i et Afhængighedsforhold til Varmen, og intet ligger da nærmere, end at antage disse skinnende Pletter omkring Polerne for Polaris og Sne, ganske som vi have den her paa Jorden. Desværre kunne vi aldrig komme til at se nogen af Polerne i deres haardeste Vintertid, saa at vi ikke med Sikkerhed kunne angive, hvor langt fra Polerne de hvide Pletter kunne strække sig. Imidlertid har man dog paa en Tid, da den sydlige Halvkugle havde Vinter, set eij smal, hvid, glindsende Stribe længst mod Syd i den op- lyste Del af Mars, som syntes at være det yderste af Pletten ; var dette Tilfældet, saa har denne strakt sig indtil den 55de Bredegrad. Paa den nordlige Halvkugle har man derimod aldrig i dens Vintertid kunnet opdage mindste Spor til Pletten i den mod os vendte Del; den synes alt- saa ikke at strække sig saa langt fra Polen som i den sydlige. Dette, saavelsom den Omstændighed, at den hvide Plet i Sommertiden indskrænkes til langt snævrere Grænd- ser omkring den sydlige Pol, end om den nordlige , stemr mer, under Forudsætning af at Pletterne ere Is og Sne, fortrinlig med det tidligere omtalte Forhold, der nødven- digvis maa finde Sted imellem Sommer og Vinter i de to Marshalvkugler ; og vi blive yderligere bestyrkede i vor Formodning om at Mars har Sne, der ved Vintertid dæk- ker Landene, og som i Polaregnene findes i saa store Masser, at selv Sommervarmen ikke kan smelte dem. Men hvor der er Sne, som smelter, maa der ogsaa være ■ . 16* 246 Vand , og da der ifølge det Foregaaende ogsaa er Luft paa Mars, saa ere Forholdene i det hele saadanne, at der er Muhghed for et Plante- og Dyreliv i Lighed med Livet her paa Jorden, om end med en mindre kraftig Udvikling, paa Grund af at Solens Lys og Varme der virke noget svagere end her. Dog tør man naturligvis ikke deraf, at enkelte Livsbetingelser findes paa en Klode, slutte med Sikkerhed, at Livet ogsaa findes; ligesaa lidt som man fra Umuligheden af et Liv, som det paa Jorden, tør slutte til Umulighed af Liv og Organisme overhovedet, hvilket vilde være ligesaa urimeligt, som om den, der aldrig havde set en Fisk, vilde paastaa, at der umulig kunde \ære levende Væsener i Vandet. Inden vi forlade Varme- og Lysforholdene paa Pla- neterne, maa vi endnu omtale Maanernes Indflydelse i denne Henseende. Denne kan man let forestille sig for de andre* Planeters Vedkommende. Naar vi blot tage Hensyn til, at deres Maanerne ere svagere belyste af Solen end Jordens Maane, saa ville de forøvrigt have deres Maaneskin, Maane- og Solformørkelser, ligesom Jorden. Saturn gjør dog en Undtagelse i denne Henseende; den har Maaneskinsforhold og Formørkelser, som ere enestaaende i Solsystemet, saavidt vi kjende det; og Grunden til det særegne ved Saturn er, at nogle af dens Maaner ikke have dannet sig til runde Kloder, men der- imod som flade, brede Ringe omgive Planeten i en tem- mehg lille Afstand. Ligesom Maanebanernes Planer falder Ringsystemets Plan sammen med Saturns Ækvatorialplan. I en nogen- lunde god Kikkert viser det sig som to Ringe, af hvilke imidlertid den ydre ved en stærk Forstørrelse opløser 247 sig i flere. Den indre Rings Afstand fra Saturn er 4122 Mile, dens Brede 3708 Mile; Mellemrummet imellem denne og den udvendige Ilinggruppe 387 Mile og denne Grup- pes Brede 2283 Mile. Paa Grund af Ringenes Nærhed vil ikke engang deres yderste Grændse være synlig fra alle Steder paa Saturn ; i Polaregnene er den under Hori- zonten og viser sig først omtrent ved den 66de Brede- grad. Den inderste Grændse er usynlig for ethvert Sted, hvis Brede er større end 53 Grader. Under Ækvator ses Ringene som en tynd Stribe, der igjennem Zenith stræk- ker sig over hele Himlen. Bredest viser det hele Ring- system sig i en Afstand af 37 Grader fra Ækvator, hvor det ses som en umaadelig Bue, der strækker sig fra Vest til Øst, og hvis Brede er 5 Gange saa stor, som Breden af en Regnbue. Med Hensyn til den Indflydelse Ring- systemet faar paa Belysningen af et Sted paa Saturn, da er denne aldeles forskjellig, eftersom Stedet har Sommer eller Vinter. Er det Sommer, saa staar Solen paa den Side af Ækvator, hvor Stedet ligger, dens Straaler' falde altsaa paa den mod Stedet vendte Side af Ringsystemet, saa at dette vil være synligt baade Dag og Nat; dog saa- ledes at om Natten et Stykke deraf falder i Skyggen af Saturn og altsaa bliver formørket. Dette formørkede Stykke ligger ved Nattens Frembrud længst mod Øst, ved Midnat indtager det Midten af Buen og om Morgenen ligger det mod Vest. Saturns Sommernætter oplyses altsaa bestandig af Ringene, de ere alle lyse Nætter ligefra Foraarsjevn- døgn til Efteraarsjevndøgn eller i 14 j af vore Aar. Men ved Efteraarsjevndøgn træder Solen over paa den anden Side af Ækvator, og næsten pludselig forsvinde Ringene, som nu en Tid lang ikkun kunne mærkes der- paa, at de dække en stor Mængde Stjerner. Solen kom- 248 mer imidlertid bestandig lavere over Stedets Horizont, og endelig synker den, naar Stedet, hvor vi tænke os hen- satte, ikke ligger altfor langt fra Ækvator, ned bag Rin- gens yderste Rand, saa at den end ikke viser sig paa den Tid, da Stedet skulde have Middag. Der begynder da en Solformørkelse , der for en stor Del af Saturn varer mange Aar, og som kun afbrydes en kort Tid, i hvilken Solens Lys kan stjæle sig ind igjennem Mellemrummene mellem Ringene. I de Egne, der ligge nærmere ved Ækvator, vil Solen dog, naar den staar længst hinsides Ækvator, kunne komme frem under Ringsystemets nederste Rand, saa at Formørkelsen netop midt i Vintertiden af- brydes ved et Mellemrum, der er størst umiddelbart i Ækvators Nærhed. Hosstaaende Tavle vil bedst kunne give en Forestilling om Formørkelsens Varighed under de forskjellige Bredegrader. Stedets Brede Formerkelsens Varighed i Jorddage fra Be- gyndelsen til Enden Afbrydelse ved Mellemrum mel- lem Ringene Afbrydelse i Midten af Vinteren 5« 406 18 4,633 10" 968 48 3,708 15° 1,512 60 2,829 W 2,282 84 1,691 25" 3,640 106 ^ ao° 3,3j2 - 136 35° 3,037 168 I 40° 2,714 210 [ Ingen 45° 50" ' 2,451 2,230 288 ) 364 Afbrydelse. 55" 2,051 534 60" 1,955 740 65". 1,871 Ingen ' 249 Det Sted, hvor Formørkelsen har den største Varig- hed, er under 23" 27' Brede, hvor den begynder med 188 Dages Formørkelse, afbrydes derpaa i 52 Dage paa Grund af det største Ringmellemrum og saa atter varer 3,^61 Dage (næsten 9 af vore Aar); derpaa følger atter en Afbrydelse paa 52 Dage og endelig igjen 188 Dages Formørkelse, frembragt af den yderste Ring. For de Steder, der ligge Qernere fra Ækvator end den 66de Brede- grad, ere Ringene, som det ovenfor er sagt, ikke synlige og kunne altsaa heller ikke bevirke nogen Formørkelse. Det er nu let at indse, at Ringene maa have en ganske overordentlig Indflydelse paa Vinterens Beskaffenhed, idet de hele Aar igjennem forhindre al directe Varme- meddelelse fra Solen til store Strækninger af Planeten, og det er aabenbart, at Livet paa Saturn, forsaavidt et saadant gives, maa være indrettet i Overeensstemmelse med disse mærkelige Lys- og Varmeforhold. Endnu staar der en Ting tilbage at omtale ved Pla- neterne: det er deres Overfladers Beskaffenhed. Her lægge imidlertid de store Afstande saamange Vanske- ligheder ivejen for os, at det kun bliver meget sparsomme Oplysninger, Kikkerten kan give os. Paa Merkurs og Venus's Overflader ere de iagttagne Pletter saa ubestemte, at der intet kan siges om dem. Paa Mars træde mørke Pletter tydeligt frem ; de ere fremstillede lyse paa omstaaende Kort over de to JVlarshalvkugler. Midten af hvert Kort er Polen, Begrændsningen Ækvator; de to Cirkler ere den 30te og den 60de Bredecirkel. De punkterede Cirkler i den sydlige Halvkugle antyde den største og den mindste Udstrækning af Polarisen, som paa den nordhge Halv- kugle er tilstrækkelig begrændset af de omgivende lyse Pletter. 250 Om disse mørke Pletter kunne vi ikke med Sikkerhed sige andet, end at de ere Dele af Overfladen, der paa Planeten Mars. a. Nordlige Halvkugle. b. Sydlige Halvkugle. idb iB Grund af en særegen Beskaffenhed have en svagere Lys- tilbagekastningsevne end de øvrige; men da vi ifølge det 251 tidligere anførte maa antage ikke ubetydelige Vandmassers Tilstedeværelse paa Mars, saa turde det vel ikke være for dristigt at antage de mørke Dele af Overfladen for Vand. Iagttager man Venus's Skikkelse, naar kun en Del af den mod Jorden vendte Side er oplyst, saa viser det sig, at Grændsen imellem den lyse og den mørke Del er tem- melig ujevn, og at denne Ujevnhed forandrer sig næsten fra Time til anden. Paa Merkur er det kun paa et en- kelt Sted, at en saadan Ujevnhed har vist sig, nemlig lige i Spidsen af det ene Horn, som man ser, naar kun en lille Del af den oplyste Merkurskive vender imod os; dette Horn er afrundet, medens det andet er fuldkommen spidst. Disse Afvigelser fra den Form, disse Planeters Skiver maatte have , dersom de vare fuldkomne Kug- ler, kunne ikke forklares paa anden Maade, end ved at antage betydelige Overfiadeujevnheder, Bjerge og Dale. For Venus's Vedkommende har man udregnet, at den maa have Bjerge med en Højde af omtrent 140,000 Fod eller henved 6 Mile. Paa Merkur maa det Bjerg , der kaster sin Skygge over Spidsen af det ene Horn , have en Højde af omtrent 64,000 Fod eller 2| Mile. Disse Pla- neter have altsaa Bjerge, der i Højde langt overgaa de højeste Bjerge, vi kjende paa Jorden, og som vidne om at umaadelige Kræfter have været og maaske endnu ere virksomme i Planeternes Indre. Om Kogning. :\^i^, j{,,-| (Af Adjunkt Carl Liitken.) |jn erfaren Husmoder gjorde mig engang et Spørgsmaal, som sikkert oftere er fremsat uden at blive tilfredsstillende besvaret; dette Spørgsmaal, der har givet mig Anledning til de efterfølgende Betragtninger over Kogningen , var : »Hvorfor bliver salt Kjød mindre salt ved at koges i temmelig salt Vand, end ved Kogning i ferskt Vand?« 1 første Øieblik fristes man til at tro, at det er en urigtigt opfattet Erfaring; men ved nærmere Undersøgelse af Sagen viser det sig, at Saltet, naar en passende JMængde kommes i Vandet, virkelig vil bidrage til, at det kogte Kjød bliver mindre salt. Hvad er egentlig det Ejendommelige ved Kogningen? Det er bekjendt nok, at Vædsker ved Kogning forvandles til Damp, men er det nødvendigt, at en Vædske skal koge for at forvandles til Damp? Sikkert ikke; thi naar en Skaal med Vand sættes i Solen , vil Vandet i Skaalen eflerhaanden forsvinde; det vil forvandles til Damp uden at koge, uagtet vi ikke kunne see de opstigende Vand- dampe. Vil man see, at Dampene stige op fra Vandet, behøver man kun at bringe en Skaal med lunkent Vand 253 ind i et koldt Værelse; men sætter man Skaalen i et op- varmet Værelse, seer man, ligesom naar Vandet staaer i Solen, ingen opstigende Vanddampe, uagtet Vandmængden i Skaalen efterhaanden formindskes. De Dampe, som stige op fra Vandet, ere altsaa kun synlige, naar Luften er koldere end Vandet, og, at de blive synlige, hidrører kun derfra, at de afkjøles saa meget, at en Deel af dem blive til Vand igjen; dette Vand, der er fordeelt i meget fine Blærer, danner den synlige Taage. Dampe ere altsaa altid usynlige, saalænge de ere tilstede som Dampe, og blive kun synlige, naar en Deel af dem atter forvandles til Vand. Saadanne usynlige Vand- dampe opstige altid fra Vandet, hvad enten det er varmt eller koldt, naar Luften er tør; ja man har endogsaa fun- det, at Isen opsender Vanddampe selv ved flere Graders Kulde. Vai\det kan altsaa forvandles til Damp ved alle Varmegrader, men ved lavere Varmegrader fordamper det kun fra Overfladen. Naar Vandet koger, seer man derimod Dampbobler stige op fra dets Indre, eller i Reg- len fra Bunden af Kogekarret, og kun, naar Dampene ud- vikles paa denne Maade, siger man, at Vandet koger. For at koge maa Vandet opvarmes til en visGrad, i hvilken Henseende vi foreløbig ville nøjes med den bekjendte Er- faring, at Vandet begynder at koge, naar det har naaet en Varme af omtrent 80" Reaumur. For at finde Grunden til, at Vandet ikke kan koge o: udsende Dampbobler fra sit Indre, førend det bliver op- varmet til denne Varmegrad, men vil fordampe fra Over- fladen ved lavere Varmegrader, maa man først vide, om de Dampe, der opstige fra Vandet ved forskjellige Varme- grader, ere af sammeNatur, om de have de samme Egen- skaber i Uge høj Grad. Naar Vanddampe af en høj Varme- 254 grad ere indesluttede i et tillukket Kar, trykke de som bekjendt stærkt imod Karrets Vægge, og det desto stærkere, jo stærkere de opvarmes, saa at de endog kunne sprænge Karret, naar Varmen bliver for stærk. Meget varme Dampe stræbe altsaa at udvide sig med en betydelig Kraft, de have en stor Udvidelseskraft, som voxer med deres Varmegrad. Det er da rimeligt, at selv de Dampe, der opstige fra Overfladen af koldt Vand, ogsaa kunne udøve et vist Tryk, eller besidde en vis Udvidekraft, samt at denne Kraft, som man ogsaa kalder Dampenes Spænding eller Tryk, er desto mindre, jo lavere Dampenes Varme- grad er. Mangfoldige Forsøg have ogsaa viist, at det virkelig forholder sig saaledes, eller at Dampenes Tryk voxer og aftager med deres Varmegrad, samt at de ved en bestemt Varmegrad udøve et bestemt, ufor- anderligt Tryk imod Omgivelserne. Indretter man det saaledes, at Dampe, hvis Varmegrad er 80^ Reaumur, komme til at udøve deres Tryk imod Quiksølvoverfladen i et sædvanligt Barometers Kapsel (Kugle), vil dette Tryk bringe Quiksølvet i det lukkede Rør til at staa næsten 29 danske Tommer højere, end det staaer i Kapselen. Da Luftens sædvanlige Tryk (Middeltryk) netop bringer Quik- sølvet i Barometret til at staa ved den samme Højde, er Dampenes Tryk ved en Varmegrad af 80"" Reaumur altsaa netop lige saa stort, som Luftens sædvanlige Tryk. Luftens Tryk virker lige stærkt fra alle Sider paa de Legemer, som den omgiver, og bliver netop derfor i de fleste Tilfælde umærkeligt , idet alle Legemer altid maa bære dette Tryk. De faste Legemer ere saa lidet sammen- trykkelige, at de kun i en aldeles umærkelig Grad blive paavirkede af Lufttrykket, naar dette virker paa dem fra alle Sider. Selv om et fast Legeme er huult, og har tynde 255 og bøjelige Vægge, vil Lufttrykket ligesaavel virke paa den indvendige Overflade af Væggene, som paa den udvendige, og dets Form kan altsaa ikke forandres ved Luftens Tryk. Naar saaledes en tør Svineblære er fyldt med Luft, vil den vedligeholde sin Form, om end dens Aabning ikke er til- bunden; men suger man efterhaanden Luften ud af den, vil den sammentrykkes, og puster man blot lempeligt Luft ind i den, vil den atter udvide sig. Skal en Blære ved- ligeholde sin Form , maa dens Vægge altsaa modtage det samme Lufttryk indvendig fra, som de modtage udvendig fra. En Luftboble eller en Dampboble, der er omgivet af Vand, er ganske under samme Vilkaar som Blæren; thi den Vandhinde, der omgiver den, modtager det samme Tryk af de øvrige Vanddele, som disse modtage af Luften. Var Vandet indesluttet i en almindelig Blære, er det let at see. at Lufttrykket maatte virke paa det fra alle Sider; men selv om Vandet befinder sig i et almindeligt Kar, hvor Luften kun kan trykke paa Vandets Overflade, vil Forholdet dog være det samme; thi Vandet meddeler det Tryk, som dets Overflade faaer, til Karrets Yægge, og modtager af disse et lige saa stort Modtryk, saa at det altsaa fra alle Sider modtager et Tryk, der er liig Luft- trykket. Det er altsaa klart, at Dampbobler aldeles ikke kunne dannes i Vandet, naar de Dampe, de indeholde, ikke' have et Tryk, der idetmindste er lige saa stort som Luf- tens Tryk. Er Lufttrykket 29 Tommer, det vil sige, bringer det et sædvanligt Barometer til at staa paa 29 Tommer, maa Vandet og de udviklede Vanddampe, ifølge det oven- for anførte, have en Varmegrad af 80° Reaumur, for at Kogningen kan begynde. Naar Kogekarret er meget fladt, og Vandet er reent, destilleret Vand, vil Kogningen ogsaa begynde , saasnart Vandet har opnaaet en Varmegrad af 256 80" Reaumur, dersom Luften har sit sædvanlige Tryk. Men vil Varmegraden ikke stige, naar Ilden under Koge- karret forstærkes? Erfaringen viser, at Kogningen fore- gaaer livligere , naar Ilden forstærkes , men at Van- dets Varmegrad ikke bliver højere end ved Kogningens Begyndelse, saalænge de udviklede Vanddampe frit kunne udbrede sig i Luften, altsaa saalænge som Karret ikke til- lukkes med et Laag. At Vandet vedligeholder den samme Varmegrad , uagtet Ilden bestandig meddeler det mere Varme, har iøvrigt sin Grund deri, at der forbruges en stor Mængde Vfirme til at forvandle Vandet til Damp, og at denne Varme derved bliver bunden Varme; det nær- mere herom vil findes i Afhandlingen om den bundne Varme i dette Tidsskrifts 2det Bind S. 289. Naar Lufttrykket forandres, vil den Varmegrad, hvor- ved Vandet koger, ogsaa forandre sig, og, naar Foran- dringen ikke er meget stor, vil Kogepunktet stige eller falde omtrent 1*^, for hver Tomme Quiksøivet stiger eller synker i Barometret. Ved større Forandringer i Luft- trykket vil Kogepunktet altsaa forandre sig meget kjende- ligt; falder Barometeret f. Ex. 2 Tommer, vil Vandet allerede koge ved 78f " R., og saameget kan Barometret ofte synke under sin Middelstand. Jo højere et Sted ligger over Havets Overflade, desto lavere staaer Barome- teret, saaledes er Barometerets sædvanlige Stand i Hospi- tiet paa St. Bernhard, der ligger 7700 Fod over Havet, omtrent 21^ Tomme, og Vandet koger her allerede ved 74° R. Under Klokken paa en god Luftpumpe kan Luften fortyndes saa stærkt, at dens Tryk ikke er mere end 1 Tomme Quiksølvtryk, og Vandet koger her ved 22** Reau- mur, en Varmegrad, der er næsten 7° lavere end det menneskelige Legemes Varme. Naar Lufttrykket paa 257 Vædskens Overflade forøges betydeligt, eller naar de udviklede Dampe indesluttes og først kunne slippe ud ved højt Tryk, vil Varmegraden ogsaa stige, man i desto rin- gere Forhold, jo højere den er. Dersom Kogepunktet forhøjedes J'' for hver Tomme Lufttrykket eller Damp- trykket forøgedes, vilde Vand under et Tryk, der var dob- belt saa stort som det sædvanlige Lufttryk, først koge ved 130", men det koger allerede ved 97", og man seer heraf, at Kogepunktet ikke vedbliver at forhøjes |°, for hver Tomme Lufttrykket stiger. Det blev ovenfor sagt, at Kogekarret maatte være meget fladt, dersom Vandet ikke skulde være varmere end 80", naar det kogte ved sædvanligt Lufttryk. Dampboblerne dannes nemlig i et sædvanligt Kogekar ved Bunden, som opvarmes af Ilden, og de maa altsaa foruden Luft- trykket endnu bære Trykket af det Vand, der staaer over dem. Dette vil ligesom Lufttrykket udøves fra alle Sider paa den Vandhinde, der omgiver Dampboblerne, og de Dampe, som disse indeholde, maa altsaa have desto stærkere Spænding, jo længere de ere fra Vandets Overflade, og til den forøgede Spænding hører en højere Varmegrad. Da en Vandsøjle af 15 Tommers Højde udøver det samme Tryk, som en Quiksølvsøjle paa 1 Tomme, maa Damp- boblerne , naar de befinde sig 1 5 Tommer under Over- fladen af Vandet, være f" varmere end ved selve Over- fladen ; ere de 30 Tommer under Overfladen maa de være 1§° varmere, og saa fremdeles. Jo dybere Kogekarret er, desto varmere maa altsaa Vandet være , før det kan koge; var det f. Ex. 33 Fod dybt, vilde det Tryk, Damp- boblerne ved Bunden maatte bære, netop være dobbelt saa stort, som det sædvanlige Lufttryk, thi 33 Fod Vand udøve det samme Tryk, som 29 Tommer Quiksølv, og 258 Luftens Tryk paa Vandets Overflade er ligeledes = 29 Tommer Quiksølvtryk ; de maatte for at dannes ved dette Tryk, have en Varmegrad af 97° R. Efterhaanden som Dampboblerne nærme sig til Overfladen, aftager Trykket; de udvide sig og afkjøles*) i et tilsvarende Forhold, saa at de, idet de naa Overfladen, have en Varme af 80"". Uagtet Vandet saaledes maa være varmere, naar det koger i et meget dybt Kar, ville de udviklede Vanddampe dog kun have en Varmegrad af 80° ved sædvanligt Lufttryk. Foruden det Tryk, som Dampboblerne maa have. for at dannes, kunne andre Omstændigheder ogsaa have Indflydelse paa den kogende Vædskes Varmegrad; thi Dampboblerne skulle ikke blot dannes, men ogsaa løs- rive sig fra Kogekarrets Bund, naar Vædsken skal koge. Saaledes har det Materiale, hvoraf Kogekarret er forfærdiget, nogen Indflydelse paa den Varmegrad , ved hvilken Kogningen foregaaer. I en blank Sølvskaal, eller en blank Blikkjedel, koger Vandet ved en lavere Varme- grad end i en Jerngryde, fordi Dampblærerne lettere løs- rive sig fra den blanke Overflade. I en fuldkommen reen Gryde koger det lettere, end i en Gryde, som ikke er ganske reen indvendig. Lægger man faste Legemer, der ere gode Varmeledere (Steenarter og Metaller) , i Koge- karret, ville Dampboblerne ikke blot danne sig ved Bun- den, men ogsaa ved Overfladen af disse Legemer, og Kog- ningen vil foregaa hurtigere og regelmæssigere , idet Dampene danne sig, deels paa flere Steder, og deels nærmere ved Overfladen. Da saadanne Legemer udbrede *) Naar et Legeme udvider sig, afkjøles det tillige, idet det i den udvidede Tilstand indeholder en større Mængde bunden Varme end forhen. 259 Ildens Varme til det Indre af Vandet, optages denne hur- tigere end ellers, og man vil spare nogen Varme, som ellers ubenyttet vilde stige op i Skorstenen, dersom Ilden brænder raskt. Undertiden danner der sig en Hinde paa Overfladen af Vædsken (f. Ex. paa Mælk), der hindrer Dampene i at slippe bort; Varmen vil da stige, indtil Hin- den brister, og nu ville saa mange Dampbobler stige op paa eengang, at Vædsken let koger over, idet Kogningen begynder. Det rene, destillerede Vand, og Vand, som indeholder flere eller færre opløste eller indblandede Bestanddele, have det fælleds ved Kogningen , at de udviklede Dampe ved sædvanligt Lufttryk altid have en Varmegrad af 80^, idet de gjennembryde Overfladen, men kun det rene, de- stillerede Vand har samme Varmegrad , som Dampen. Indeholder Vandet opløste Stoft'er, skulle disse adskilles fra Vandet, idet det forvandles til Damp, og hertil ud- fordres en højere Varmegrad, end til at forvandle reent Vand til Damp; Vædsken vil derfor blive varmere end de udviklede Dampe ere, idet de forlade den. Dampboblerne maa vel være varmere end sædvanligt, idet de dannes, men, naar de ere dannede, ville de udvide sig og derved afkjøles, saa at deres Varmegrad kommer til at rette sig efter Lufttrykket. Naar Vand indeholder en Deel Kogsalt, kan den Varmegrad, hvormed det koger, blive flere Gra- der højere end det rene Vands; kommer man f. Ex. 1 Pund Kogsalt i H Pot Vand, hvilket er den største Mængde Vandet kan opløse, har Vædsken en Varmegrad af 86 — 87*^, naar den koger ved sædvanligt Lufttryk. Andre Salte, som opløses i Vandet, f. Ex. Salpeter, bringe Varmegraden i den kogende Vædske til at stige endnu mere. 17 260 Medens Vanddampene ved 80 ^ opnaaede en Spæn- ding, der var liig det sædvanlige Lufttryk, ere de Varme- grader meget forskjellige , ved hvilke Dampene af andre Vædsker, der kunne forvandles til Damp uden at forandre deres chemiske Sammensætning, opnaa den samme Spæn- ding. Deres Kogepunkter ere deels lavere deels højere end Vandets; saaledes kogerÆther ved 28^*^ R., Alko- hol (vandfri Spiritus) ved '63^, Terpentinolie ved 124^, og Svovlsyre ved 261^, naar Lufttrykket har sin sæd- vanlige Størrelse. Kogning med Vand eller andre Vædsker, hvis væsent- lige Bestanddeel er Vand, anvendes ved Tilberedning af mange Næringsmidler, for at gjøre dem mere letfordøje- lige. I mange Tilfælde er det egentlig ikke nødvendigt, at Vædsken opnaaer en Varmegrad af 80^, da de Omdan- nelser, man vil tilvejebringe ved Kogningen, allerede gaa for sig ved en lavere Varmegrad. Det er der- for ofte tilstrækkeligt at overgyde Næringsmidlet med kogende Vand, f. Ex. ved Tilberedning af Salep eller andre Stivelsearter. Imidlertid gjør en kortvarig Kogning ingen Skade ved Tilberedning af Meelspiser, og er ofte nødvendig, f. Ex., naar Meelstoffet har Form af Gryn, idet der da vil medgaa nogen Tid, før Varmen kan trænge ind i Grynene. For at koge Æg behøver man kun en Varme af 56 — 64^, og har Ægget faaet denne Varmegrad heelt igjennem, vil det blive stivt eller haardkogt, naar den vedvarer en kort Tid, men blødkogt, naar Varmen kun et Øieblik har været saa høj. I de almindelige Ægge- maskiner bør det kogende Vand, der paagydes, saasnart det har meddelt denne Varmegrad til Ægget og Maskinen, netop selv være afkjølet til 64^. Naar Æg kommes i kogende Vand, og dette vedbliver at koge, vil det være en passende 261 Tid at lade det blive i Vandet i 2 Minutter, da Ægget derved omtrent vil opnaa en Varme af 56 — 64'*. I andre Tilfælde er derimod en Varmegrad af 80^ neppe til- strækkelig til at bevirke de tilsigtede Omdan- nelser, og Næringsmidlet maa derfor koge i længere Tid, for at blive letfordøjeligt. Undertiden stiger Varmegraden noget ved en langvarig Kogning, fordi en Deel af Nærings- midlet opløses i Vandet ved F{ogningen. Til Kogning af Oxekjød fordres, som bekjendt, en langvarig Kogning, og dersom Vandet koger ved en Varmegrad, der er noget lavere end 80° , kan Oxekjød slet ikke blive mørt, hvor- længe det end koges." Paa høje Bjerge er dette Tilfældet; og i det ovenfor nævnte Hospitium paa St. Bernhard, hvor Vandet koger ved 74°, blev man først opmærksom paa, at Oxekjødet ikke kunde blive mørt ved denne Varmegrad. Man trænger altsaa her til Midler, hvorved det kogende Vands Varmegrad kan blive højere, og selv naar Vandet koger ved 80°, var man ofte vel tjent med at faa Varmegraden forhøjet nogle Grader. Knogler inde- holde en betydelig Mængde Næringsstof, der først kan vindes i større Mængde, naar de koges ved en Varme- grad, der er højere end den sædvanlige. Det er allerede anført, at man kan bringe Varme- graden i den kogende Vædske til at stige nogle Grader, ved at komme Salt deri; men man kan ikke komme Salt i, dersom Suppen, der vindes ved Kogningen, skal bruges, thi en ringe Mængde Salt vil ikke forhøje Varmegraden kjendeligt. Paa den anden Side maa man heller ikke komme saameget Salt i, som Vandet formaaer at opløse, thi da vil Kjødet, som man koger, optage noget af Saltet under Kogningen. Men dersom man kommer omtrent halv saa meget Salt i Vandet, som dette kan opløse, eller 17* 262 omtrent ^ Pund Salt i 1^ Pot Vand, vil Varmegraden blive 3—4 Grader forhøjet under Kogningen, og koger man salt Kjød i saadant Vand, kan det være meget rimeligt, at det efter Kogningen vil være ferskere, end dersom intet Salt var kommet i Vandet. Thi Vandet kan optage langt mere Salt, end det indeholder, og Kjødet vil blive bedre gjennemkogt, aitsaa vil Saltet ogsaa blive bedre uddraget af det end ellers. Der ^ves imidlertid et andet hensigts- mæssigere Middel til at forhøje det kogende Vands Varme- grad, som vi nu skulle omtale. Naar man tillukker Gryden, hvori man koger, ved et velsluttende Laag, kunne Dampene ikke slippe bort. Me- dens de, naar Gryden er aaben, altid have en Spænding, der er liig Lufttrykket , ville de , naar de indesluttes, opnaa en højere Spænding, og derved frembringe et stærkere Tryk paa det kogende Vands Overflade , saa at dette nu behøver en højere Varmegrad for at koge. Varmegraden vil vedblive at stige med Trykket, indtil Dampene faa en saa stor Spænding, at de kunne løfte Laaget; eller, hvis dette er skruet fast og Ophedningen fortsættes, vil Spæn- dingen tilsidst blive saa stor, at Gryden sprænges med stor Kraft. Lader Laaget sig løfte, vil Vædsken let koge over, i det Øjeblik det løftes, hvilket man ikke er tjent med; man maa aitsaa skrue det fast, eller trykke det saa fast imod Randen af Gryden, at det ikke kan løftes, ved en Skrue, der anbringes i en Bøjle, som gaaer tvers over Gryden. For nu at sikkre sig imod en Sprængning, og for tillige at bevirke, at Vædsken koger ved en bestemt Varmegrad, anbringer man en saakaldet Sikkerheds- ventil i Laaget. Det vil sige, man anbringer en rund Aabning i Laaget, der er smallere forneden end foroven, og over denne Aabning lægger man en kegleformet Prop, 263 som slutter meget nøje og holdes nede ved Trykket af en Vægt, som lægges ovenpaa den. Dersom denne Vægt er saa stor, at den vejer 15 Pund for hver Qvadrattomme, Aabningens Gjennemsnitsflade indeholder, maa Dampene have et Tryk, der udgjør 15 Pund paa hver Qvadrattomme af Omgivelserne, for at løfte Klappen, foruden det, de maa have for at holde Ligevægt imod Lufttrykket, hvilket netop er lige saa stort. Ved dette Tryk, der er dobbelt saa stort, som det sædvanlige Lufttryk, vil deres og Vandets Varmegrad være 97^ R., og saasnart Varmegraden og der- ved Trykket forøges, ville de løfte Klappen. Ved at lægge en mindre Vægt paa Klappen kan man naturligviis koge ved lavere Varmegrader, og man kan altsaa netop koge ved den Varmegrad, man ønker, naar man lægger en der- til passende Vægt paa Sikkerhedsventilen. Dette nyttige Husgeraad kaldes sædvanligt efter Opfinderen »Papins Gryde«, og gaaer i Handelen under Navnet »Dig es tor.« Til Slutning ville vi endnu kortelig omtale Kogning ved Damp, som i den senere Tid har fundet alminde- Hgere Anvendelse ved Tilberedning af Næringsmidler. Lagtet Dampenes Varmegrad kun er 80°, kunne Dampene af 1 Pund Vand dog, ved at ledes i koldt Vand, som har en Varmegrad af 0^, bringe 5^ Pund af dette Vand op til en Varmegrad af 80", fordi de indeholde en stor Mængde bunden Varme, som bliver frigjort, naar Dampene for- tættes til Vand ved at ledes i koldt Vand. Man kan alt- saa med stor Fordeel benytte Dampe til Kogning af saa- danne Sager , som let forbrændes over Ilden. Fra en Dampkjedel leder man Dampene igjennem Rør til de for- skjellige Kogekar, og man kan enten have dobbelte Koge- kar, og lede Dampene ind imellem den indre og ydre Be- klædning , eller man kan lede Dampene ned i selve 264 Vædsken, der skal opvarmes, ved et krumt Rør. I sidste Tilfælde faaer man naturligviis den kogende Vædske for- tyndet ved det Vand, der dannes ved Dampenes Fortæt- ning. Hvor man ikke iforvejen har Brug for en Damp- kjedel, er det dog for kostbart at gjøre den Indretning, der udfordres til Dampkogning, for en enkelt Husholdning alene. Man kan, dersom man frygter for at koge over aaben Ild i et enkelt Tilfælde, hjælpe sig ved at sætte Kogekarret indeni et større, der er halv fyldt med Vand, som bringes i Kog. Om Dyrenes Ernæring. Af Cand. med. L. W. Salomonsen I en foregaaende Artikel have vi søgt at paavise Nødven- digheden af Livskraftens Antagelse hos de levende Væsner, navnlig ved at betragte Ernæringen fra dens mere physio- logiske Side; vi ville nu gjennemgaae Dyrenes Ernæring fra dens mere chemiske Side og kortelig betragte de øv- rige med den i Forbindelse staaende Forhold, men forbi- gaae Planterne, hvis Livschemisme findes populairt frem- stillet paa mange andre Steder i den danske Litteratur. Vi ville til dette Øiemed kortelig gjennemgaae et Dyrs Livshistorie og følge det lige fra dets Oprindelse. De fleste Dyr lægge Æg, kun faa føde levende Un^er. -L Hvad den førstnævnte Klasse angaaer, da finde vi vel Ægget hos de forskjellige Dyrearter at være meget for- skjelligt i Form, Udseende, Størrelse og andre Egenskaber, men Fremgangen, hvorved Fostret udvikles deraf, er dog i dem alle væsentlig den samme, idetmindste hvad den chemiske Side angaaer, og vi kunne derfor for at frem- stille den i sin Almindelighed holde os til en bestemt Typus, og vælge da dertil Hønseægget. Undersøge vi alt- saa dette, lige efterat det er lagt, da finde vi deri de be- 266 kjendte Bestanddele, Æggeskallen, Hviden og Blommen, og desuden en ganske lille, dog endnu for det blotte Øie kjendelig hvid Plet, den saakaldte Kime, som altid, hvor- ledes end Ægget dreies, formedelst sin Lethed vender opad og derfor let kan findes. Det er denne Hlle Deel, hvoraf Fostret udvikler sig derved, at de øvrige af Æggets Bestanddele optages i dets Masse og blive til Dele af dets Legeme; naar Fostret er færdigt dannet, er derfor baade Blommen og Hviden forsvunden, og kun en svag, tynd Rest af Skallen er endnu tilbage. Ved det første Øiekast maa det nødvendigviis forekomme Enhver ufatteligt , at noget Saadant kan finde Sted; Blommen, Hviden og Skallen vise sig for den ydre Betragtning saa grundforskjellige fra en Kyllings Muskler eller Indvolde, at det neppe kan tænkes, at de skulle kunne omdannes dertil, og dog vide vi, at det er saa, og hvorledes det skeer. Naar vi nemlig undersøge alle de for- skjellige Væv, som findes i Dyrene , da vise de sig forstørste- delen at bestaae af Vand, af quælstofholdige Stoffer, f. Ex. Albumin og Fibrin, af qvælstoffrie Stoffer, hvortil navnlig Fedtet hører, og af de overalt i Naturen udbredte uorganiske Salte, navnlig Kalksalte, som især udgjøre Grundlaget for hele Skelettet. Men netop de samme Bestanddele findes i Ægget; saavel dets Hvide som dets Blomme bestaae hovedsagehg af Vand og det ovenfor nævnte Stof, Albu^ min, og Blommens gule Farve og øvrige Forskjellighed fra Hviden hidrører væsentlig kun fra deri indeholdt Fedt, hvis Tilstedeværelse i ethvert Dyrlegeme ogsaa er nødvendig; de fornødne Salte endelig findes ogsaa deels i begge disse to af Æggets Dele, deels og fornemmelig i Skallen, som Enhver veed er en Kalkforbindelse. Naar nu altsaa disse Stoff'er kunne blive optagne i Kimen, saa kunne de, om de end maa forandres lidt i deres Sammensætning, tjene 267 til dennes o: til Fostrets Udvikling, blive til Dele af dets Legeme. Baade Optagelsen og Omdannelsen af dem kjende vi nu; de foregaae nemlig paa følgende Maade. Ifølge den Kimen iboende Livskraft, som lige fra Æggets første Oprindelse maa være tilstede i det, for at det skal kunne udvikle sig, danner der sig nemlig i Kimen under Rug- ningen et Karsystem, det vil sige, en Samling af Rør, som ere fyldte med Vædske, og hvis Yægge let tillade andre Stotfer at gaae igjennem sig ind til den i dem indeholdte Vædske. Disse Rør gaae gjennem Kimen ud til dens Omkreds, der hvor den støder til Blommen og Hviden, og disse Dele gaae da gjennem Væggene ind til Vædsken, følge med denne ved dens Gjennemgang gjen- nem hele Kimen, blive altsaa Dele af den, og forme sig omsider, efter atter at være udtraadt af Karrene, ved Livs- kraftens Indvirkning til Celler, og derfra videre til Rør, Traade etc, til alle de forskjellige Væv, som findes i Dy- rets Organer. Herved voxer Kimen og udvider sig; dens Kar naae som Følge heraf ogsaa videre ud ; det varer ikke længe, inden de gaae heelt ud til Æggets Omfang, Dele af Skallen optages nu ogsaa hdt efter lidt, og endelig ved Udrugningens Slutning er Æggets oprindelige Indhold ganske forsvundet, og Fostret udfylder hele Æggets Hule. Men undersøge vi nu Æggets Vægt før Udrugningens Be- gyndelse, under denne og ved dens Slutning, saa ville vi finde, at den ikke, saaledes som man saavel a priori som ogsaa efter det her Udviklede skulde vente sig, er een og den samme hele Tiden igjennem, men at den under hele Udrugningen gradviis aftager , saa at den ved dens Slutning er omtrent ^ mindre end ved dens Begyndelse. Det Spørgs- maal maa altsaa opstaae: Hvorfra hidrører denne Vægt- formindskelse? Den kommer deraf, at Stofferne i Ægget 268 ikke alle ligefrem uden at forandres optages i Fostret, men at de fleste af dem, som vi ovenfor allerede have gjort opmærksom paa, omdannes lidt. Denne Omdannelse skyldes det allerede i Ægget stedfindende Aandedræt; gjennem Æggeskallens Porer, som Enhver kjender som de smaae Fordybninger, der findes paa Skallens noget ujevne Overflade, gaaer der nemlig Ilt fra den omgivende Atmosphære ind til den i Karrene indeholdte Vædske, Blodet , paavirker dettes Bestanddele , og forbinder sig navnlig med noget af dets Kulstof og Brint til Kulsyre og Vand , som da fra Blodet atter samme Vei gaaer ud til Atmosphæren. Disse Stoffers Vægt overstiger nu den ind- sugede Ilts, og som en nødvendig Følge heraf maa altsaa hele Æggets Vægt formindskes. Allerede her finder aUsaa aldeles den samme Indvirkning Sted paa Blodet og dets Be- standdele, som vi senere ville see Betydningen og Nødven- vendigheden af for ethvert Dyr. I Modsætning til de æglæggende staae de levende- fødende Dyr. I denne Klasse maae vi imidlertid skarpt skjelne mellem 2 Afdelinger, den ene indbefattende de Dyr, hos hvilke hele Forskjellen fra de egentlig æglæggende bestaaer deri, at Ægget med dets forud opsamlede JNæ- ringsstof udruges i Moderlegemet istedetfor som ellers udenfor dette, medens den hele øvrige Fremgang ved Fostrets Udvikling er den samme som ovenfor beskreven, f. Ex. Giftslangerne, og den anden indbefattende de Dyr, som i Ordets egentlige Forstand ere levendefødende , nemlig Pattedyrene. Hos disse er Fremgangen heel anderledes; her er ikke det Næringsstof, hvoraf Kimen ernæres, indtil Fostret er fuldt udviklet, forud opsamlet i Ægget, men det bliver først lidt efter lidt tilført Kimens Kar fra Moder- legemets Kar, og Aandedrættet foregaaer her heller ikke 269 umiddelbart, men kuD middelbart, idet ogsaa Udvexling af Luftarter finder Sted mellem Fostrets og Moderlegemets Kar. ISaar Fostret er født, maa det tage Næring til sig for at vedligeholdes, men denne Næring er ikke som i Ægget forud tilberedt saaledes, at den kun med en ringe Foran- dring kan optages i og blive til Dele af dets Legeme ; den bestaaer vel af lignende, men tillige af mange andre Stoffer, som deels først maa forandres, deels aldeles ikke kunne benyttes; derfor kunne de heller ikke nu som i Ægget strax optages i Blodet, men maae tilberedes og gjøres skikkede dertil ved i bestemte Hedskaber at undergaae be- stemte Indvirkninger og Forandringer. Disse Redskaber ere alle Fordøielsesorganerne; de Indvirkninger og Foran- dringer, som de heri undergaae, udgjøre det, som ind- befattes under Begrebet Fordøielse. Fordøielsesorganerne ere derfor ogsaa nogle af de Organer, som stadigt lindes hos Dyrene, og der kan ikke existere noget nok saa lavt- staaende Dyr, uden at der idetmindste findes Spor dertil. Vi kunne imidlertid ikke gaae videre i denne Fremstilling, førend vi have besvaret det Spørgsmaal, som her vistnok uvilkaarligt maa paatrænge sig Enhver, det nemlig: Hvoraf kommer det overhovedet, at det er absolut nødvendigt at indtage Føde, hvad er den egentlige Grund til, at ethvert Liv udslukkes ved dennes Unddragelse, om end alle de øvrige Betingelser for dets Vedbliven, f. Ex. tilstrækkelig Luftadgang og passende Temperatur, forefindes? Og Svaret herpaa bliver: Grunden dertil er netop den Eiendomme- lighed hos den levende Organisme, at den kun kan be- staae under en uafbrudt Foranderlighed i Stofblanding, Form og Bygning. Den engang dannede Celle eller Traad ved- bliver ikke at leve uafbrudt, men døer bort og erstattes af en ny, ligedannet. Denne Vexlen af Delene maa stadigt 270 gaae for sig, saalænge der overhovedet skal kunne være Tale om noget Liv; den finder derfor Sted allerede i Ægget og vedbliver lige indtil Døden, men behøver derfor ikke at give sig tilkjende for Synet. Alle de Form- dele, som f. Ex. idag findes i et Menneskes Legeme, ville altsaa inden en vis Tid være aldeles forsvundne og er- stattede af andre ligedannede ; han er i legemlig Henseende et nyt Menneske, skjøndt han for Øiet kan synes uforandret. Dette Forhold er i det Smaae det samme som den ene Generations Vexlen med den anden er i det Større. Til at erstatte de uddøde og bortgaaende Dele er det nu, at Fødemidlerne skulle tjene ; hvorledes dette er muhgt, ville vi søge at fremstille ved i Korthed at omtale saavel deres Sammensætning, som de Processer, hvorved de paavirkes og omsider omdannes til levende Dele. Hvad nu først Sammensætningen angaaer, maae vi bemærke, at Vandet med dets opløste Stoffer er det eneste Stof blandt Næringsmidlerne, som kan henregnes til det Uorganiske ; alle de andre ere tagne fra det organiske Rige, ere eller have været Dele af Planter eller Dyr. Planterne selv hente deres Næring fra det uorganiske Rige; i dem dannes af Kulsyre, Ammoniak og Vand med dets opløste Stoffer alle de organiske og uorganiske Forbindelser, som findes i dem; Dyrene derimod have ei denne Evne til af uorganiske Forbindelser at sammensætte organiske Stoffer; de kunne kun enten optage dem uforandrede eller i det Høieste omdanne det ene af disse Stoffer til det andet, naar det forud i deres Værksted, Planterne, er tilberedt for dem; de maae derfor leve enten af Plante- eller af Dyrføde, men kunne ei trives ved uorganiske Stoffer alene. Plantelivet er og har derfor altid været en nødvendig Be- tingelse for Dyrenes Liv; Planterne maae derfor have været r 271 tilstede paa Jorden før Dyrene, og i Virkeligheden påa- viser Geologien os ogsaa Levninger af Planter blandt de første Spor af Organismer paa Jorden. Nu finder vel indenfor selve disse i det organiske Rige forekommende Stoffers Omraade mange Forskjelliglieder med Hensyn til Sammensætning Sted, men i det Hele taget ere dog Be- standdelene af et Dyr og af en Plante i chemisk Hen- seende analoge, skjøndt ikke aldeles de samme. I Plan- terne saavel som i Dyrene findes Albumin, Fibrin og andre quælstofholdige Stoffer, i begge findes Fedt, og i begge de samme uorganiske Salte, omendskjøndt de ydre iagt- tagelige Former, som de i disse to Rigers Skabninger have antaget, ere saa høist forskjellige. Fra nu af vil det derfor ikke, saaledes som det ved den første Betragtning maa være Tilfældet, synes ubegribeligt, at nogle Dyr kunne leve af Plante-, andre af Dyrføde, og atter andre ligesom Mennesket af blandet Kost, eller at et og samme Dyr til en Tid kan ernæres ved Føde, hentet fra Planteriget, til en anden Tid ved dyrisk Kost; thi det finder jo sin natur- lige Forklaring deri, at vi vide, at de samme eller idet- mindste omtrent de samme, saavel organiske som uorga- niske. Stoffer forefindes i begge Riger. En ganske anden Sag er det naturligviis , at vi derfor alligevel ikke indsee Grunden til, at visse Dyr udelukkende leve af Plante-, andre af Dyrføde, ja, at nogle Dyr kun holde sig til eet bestemt Fødemiddel, som f. Ex. Dovendyret, der hellere døer af Sult, end det nyder Andet end Bladene af Trompettræet; kun saavidt strækker i denne Henseende vor Indsigt sig, at vi vide, at denne Forskjellighed væsentlig betinges af Pyrenes forskjellige Opholdssted, ligesom den selv betinger ikke ubetydelige ForskjelUgheder i deres Fordøielsesorganers Bygning. ,. .,^...„, ... .,.;^, 272 Af det ovenfor Udviklede vil det fremdeles frem- gaae, at Fordøielsen af alle Stoffer i sit Grundvæsen maa være een og den samme Proces, om end med enkelte Modiflcationer for de forskjellige Forbindelser; naar vi alt- saa nu gaae over til at give et Omrids af den i sin Al- mindelighed, og kun gjøre opmærksom paa de enkelte betydeligere Forskjelligheder, som betinges af de forskjel- lige Fødemidlers noget særegne Sammensætning, saa vil derved Grundtypen for denne Proces i hele Dyreriget være given. Fordøielsen foregaaer i Fordøielsesorganerne , som altid danne et eller flere Rør, Tarmkanalen. Denne er sædvanlig paa flere Steder forsynet med Udvidninger, hvoraf Maven navnlig er den vigtigste, og har som oftest en Ind- gangs- og en Udgangsaabning , Mund og Gatbor, i Al- mindelighed ogsaa flere Tilhængsler, nemlig Kjertier, hvis afsondrede Saft udgydes i dens Hule og er nødvendig for dens Functions Udøvelse. Hos de forskjellige Dyr findes der naturhgviis store Forslijelligheder i denne Henseende, betingede af den Næring, de tage til sig, og saaledes have navnlig de planteædende Dyr , f. Ex. Drøvtyggerne, et ganske anderledes sammensat Fordøielsesapparat end de kjødædende, men Grundformen, et eller flere Rør, lader sig i sine Hovedtræk altid eftervise. I dette Rør foregaaer altsaa Fordøielsen, som vi nu ville gjennemgaae f. Ex. hos et Menneske for et Stykke Kjød. Allerede i Munden bliver det ved Tygningen bragt i en mere fiintdeelt Tilstand, og ved Spyttet, som afson- dres af de i stor Mængde tilstedeværende Spytkjertler, hvoraf den største er bekjendt under Navnet Ørespytkjertlen, men hvoraf utallige mindre findes spredte rundt om paa Tungen, Kinden og Svælget, formet til en rundagtig Masse, som ved Tygge- og Svælgmusklernes Virkning presses ned 273 gjennem Svælget i Spiserøret og derfra ned i Maven. Spyttets Virkning er imidlertid ei alene den, at det sam- menklæber de enkelte mindre Dele, hvori Føden er bleven deelt, og deraf danner en større Masse, hvorpaa Musklerne virke med mere Kraft; det har tillige en chemisk Virkning, og indleder den Proces, som udvikles videre i Maven; idetmindste er det afgjort, at det yttrer en bestemt che- misk Virkning paa nogle Stoffer, hvis Repræsentant Sti- velsen er, idet det omdanner dem til Sukker; og netop disse Stoffer forekomme overordentlig hyppigt i vore Næ- ringsmidler, danne nemlig en af Hovedbestanddelene i alle Kornarterne og i Kartoflerne. Denne Virkning skyldes væsentligst en af Spyttets Bestanddele, det saakaldte Ptya- lin, som vel kun findes deri i en meget ringe, men dog i en tilstrækkelig Mængde til ved sin Nærværelse at kunne fremkalde en Proces, som, skjøndt vel ei absolut nødvendig for Menneskets Livs Bestaaen, — thi Erfaringer, som vi senere ville komme til lidt nærmere at omtale, have godt- gjort, at Fordøielsen kan finde Sted, uden at Spyttet kan have nogen Indflydelse derpaa, — dog er af en ikke uvæ- sentlig Betydning. Fra det daglige Liv veed Enhver , at der f. Ex. ved Øllets eller Vinens Tilberedning er Tale om Gjæring, og Enhver veed, at der til Maltets Afkog maa tilsættes et Stof, det saakaldte Gjær, for at den kan komme istand; men hvad dette Gjær er, og hvad den chemiske Betydning af selve Gjæringen er, er maaskee mindre bekjendt. Gjæret er et af Planteverdenen fremgaaet quælstofholdigt Legeme, som væsentlig bestaaer af Celler, og som udmærker sig ved den Egenskab, at dets Nærværelse, selv i ringe Mængde, sammen med andre Stoffer under Luftens Adgang og passende Temperatur bevirker, at disse andre Stoffers 274 Elementer forbinde sig paa en ny Maade , forsaavidt de overhovedet ere istand til at lide nogen Forandring, og derved danne nye Forbindelser, som bestaae af de samme Grundstoffer, men forbundne paa en anden Maade. Denne Virkning maa man tænke sig at afhænge deraf, at Gjærets mindste Dele befinde sig i en bestandig Forandring, og at denne deres Virksomhed eller Bevægelse forplantes til de Stoffer, hvormed Gjæret kommer i Berøring, og der- ved bevirker deres Adskillelse; i Øllet f. Ex. er dets Virk- ning saaledes den, at det i Maltet indeholdte Sukker om- dannes til Kulsyre, som for endeel gaaer frit ud i Atmo- sphæren, og Viinaand, som er den vigtigste Bestanddeel i Øllet, paa hvilken dets berusende Egenskab som bekjendt beroer. Disse to Stoffer ere nu vel i alle deres Egen- skaber vidt forskjellige fra Sukkeret; men analyserer man dem, saa vil man finde, at Summen af de i den ud- viklede Mængde Kulsyre og Viinaand indeholdte Grund- stoffer er aldeles lig den Mængde af dem, som oprindehg findes i Sukkeret. Denne Eiendommelighed , at et Stof ve(J sin blotte Nærværelse virker omdannende paa andre, tilhører nu ikke alene Gjæret, men det deler den med mange andre Stoffer; de derved frembragte Forandringer ere forskjellige, men stemme alle overeens deri, at de ny- dannede Forbindelser altid ere dannede af de samme Ele- menter som de før tilstedeværende eller ialtfald kun ere yderst lidt forskjellige fra dem. Et saadant Stof er nu Ptyalinet, og derfor forandres Stivelsen ved dets Virkning til Sukker, som kun adskiller sig fra Stivelsen ved at inde- holde lidt mere Vand, og et saadant er fremdeles det Stof, som spiller den vigtigste Rolle i hele Fordøielsen, Pep- sinet nemlig, som findes i Mavesaften, hvis Indflydelse paa Fødemidlerne vi nu skulle betragte. 275 I Spiserøret undergaae Fødemidlerne ingen synderlig Forandring, men glide temmelig hurtigt gjennem dette ned i Maven, som er en Huulhed, hvis Vægges inderste Lag dannes af en Sliimhinde o: en I J inde, paa hvis Overflade flere eller færre Kjertier udgyde det af dem afsondrede Produkt, som meer eller mindre nærmer sig det, Enhver kjender under Navnet Sliim. Mavens Sliimhinde er nu overordentlig rig paa disse Kjertier, dens Overflade er fuld af deres Udføringscanaler og seer derfor under Mikroskopet ligesom hullet ud ; det er fra dem, at Mavesaften afsondres. Denne bestaaer hovedsagelig af Vand, Eddikesyre, Salt- syre, og desuden af Pepsin, og dens Bestemmelse er den, at forandre Fødemidlerne saaledes, at de fra den uopløste Form, hvori mange af dem nydes, forandres til opløselige og for Organismen tjenlige Forbindelser, ligesom den og- saa, skjøndt sædvanlig i mindre Grad, paavirker de Stofl'er, som nydes i opløst Tilstand; for at kunne opsuges i Kar- rene og blive Bestanddele af Blodet, saaledes som det er deres Bestemmelse, maae de nemlig være i opløst Tilstand. Denne dens opløsende Egenskab skyldes netop Pepsinet, hvis Virkning vel er aldeles chemisk, men dog saaledes, at den nærmest kan sættes lig med en Gjæring; thi lige- frem opløse de nydte Fødemidler gjør det ikke; det for- andrer deres Sammensætning, og bringer dem ved Syrernes Hjælp i en opløst Tilstand. Syrerne ere nemlig ligesaa nødvendige til Fordøielsen som selve Pepsinet, — og der- for er blandt Andet Kogsaltet et uundværligt Fødemiddel for ethvert Dyr, da af det navnlig Saltsyren i Mavesaften dannes, — men ere dog ei, som Mange før troede, det egentlig Virksomme derved. Kort efter at man havde be- gyndt at udforske de dyriske Vædskers og Vævs Sammen- sætning, opdagede man nemlig disse to almindelig udbredte 18 276 Syrer i Mavesaften, men fandt ikke endnu Pepsinet. Ved dem maatte altsaa Fordøielsen af ethvertsomhelst Stof kunne bevirkes iigesaavel udenfor Legemet som i dette, naar blot den i Legemet tilstedeværende Temperatur ogsaa udenfor det vedligeholdtes, hvis man skulde være berettiget til at betragte Fordøielsen som en blot chemisk Proces, til hvis Forklaring man ikke behøvede at tye til den mystiske Livs- krafts Hjælp. Man forsøgte altsaa, om alle Stoffer kunde opløses i Vand, blandet med disse Syrer og holdt i en Temperatur af c. 30*^ R. , og opnaaede virkelig ogsaa at faae de fleste Stoffer opløste, men dog ei alle, og navnlig de albumin- og fibrinholdige, f. Ex. Kjød, kunde man lige- saalidt paa denne som paa nogen anden Maade opløse; denne Vædske kunde altsaa ikke sættes Ug med Mave- saften, og der maatte derfor enten findes Noget endnu, som man hidtil havde overseet, i denne, eller For- døielsen kunde ikke være en reen chemisk Proces. I denne Uvished forblev man imidlertid ikke længe; thi snart fandt man, at man ved at overgyde et nok saa lille Stykke af et dræbt Dyrs Mavesliimhinde med Vand kunde erholde en Vædske, som ogsaa kunde opløse disse Stoffer, og som altsaa i enhver Henseende svarede til den i Le- gemet tilstedeværende Mavesaft, og ved nu nøie at under- søge denne Vædske fandt man deri det kun i ringe Mængde tilstedeværende Pepsin, og overbeviste sig altsaa om, baade at det ei kan undværes til Fordøielsen af visse Stoffer, medens mange andre Stoffers Fordøielse godt kan foregaae alene ved Syrernes Indvirkning, og at denne er en reen chemisk Proces. Den saaledes sammensatte Mave- safts Virkning paa de forskjellige Stoffer maa naturligviis være forskjellig, skjøndt den altid som Enderesultat har det, at gjøre de Stoffer, som ere tjenlige for Dyret, op- 277 løselige. Kjødet og lignende Substantser blive først gelee- agtige, senere ganske opløste; Mælken størkner først for- medelst Syrernes Indvirkning til større eller mindre Masser, saaledes som det og skeer udenfor Legemet ved disse Syrer, og som er et fra det daglige Liv kjendt Phænomen, naar den nemlig, navnlig i varme Dage, bliver suur ved Henstand; Stivelsen fortsætter og tilendebringer her sin Omdannelse til Sukker, inden den opløses; de uorganiske Salte forandres forstørstedelen af de tilstedeværende Syrer, — og kun ganske faa ere de Stoffer, som ei kunne op- løses; hertil høre navnlig Haar, Negle, Frugtstene etc, i det Hele de Dele af Fødemidlerne, som Dyret eller Men- nesket ligesom af Instinkt i Almindelighed ei nyder. Men disse Resultater ere uddragne af Forsøg, anstillede uden- for Legemet i en kunstig erholdt Mavesaft, og den Indven- ding vilde derfor med fuld Gyldighed kunne reises mod deres Beviiskraft, at, fordi det er muligt ved denne Vædske at faae en Proces bragt istand, som ligner en Fordøielse, behøver denne ikke at foregaae paa samme Maade i et levende Dyr, hvis ikke Forsøg, anstillede netop for at hæve denne berettigede Tvivl, havde godtgjort, at den virkelig foregaaer paa een og samme Maade i og udenfor Legemet. Paa Dyr har man nemlig kunstigt udvendigfra aabnet Maven og derved kunnet forfølge Fordøielsen i dette Organ lige fra dens Begyndelse til dens Slutning, og man har da overbeviist sig om, at Fremgangen ved og Resultaterne af den ligesom den dertil anvendte Tid ere aldeles lilg dem , som Enhver kan opnaae i sit Laboratorium ved den kun- stige Mavesaft. Det er paa saadanne Dyr, at man ogsaa har undersøgt , hvilken Betydning Spyttet har for For- døielsen, idet man gjennem den ydre Aabning har bragt de forskjellige Stofl'er ind i Maven, og disse Forsøg have 18* 278 da viist, at alle Stoffer vel fordøies, om de end mangle Spyttets Indvirkning, men at Fordøielsen af dem, og da navnlig af Stivelsen, derved bliver meget langsommere end i den naturlige Tilstand. Fra Maven glider Føden ind i Tarmene, og bliver her paavirket af Tarmsaften, der meget ligner Mavesaften, og af Galden, et af Leveren afsondret Produkt, hvis Rolle ved Fordøielsen af visse Stoffer, f. Ex. Fedtarterne, vistnok ei er uvigtig, men ei tilfulde kjendes endnu. Størstedelen af den bliver nu tillige under hele dens Gjennemgang saavel gjennem Maven som gjennem den ofte meget lange Tarmkanal lidt efter lidt optaget af de indsugende Kar for at blandes med den i disses Hule indeholdte Vædske, medens Resten, de uopløselige eller ubrugbare Stoffer, blandet med en Deel af de afsondrede Vædsker, udføres gjennem Gatboret som Excrementer. Disse indsugende Kar, som deels ere Biodaarer, deels et eget System af Kaj, hvis Hovedstamme udmunder i en stor Blodaare, ere i stor Mængde tilstede i Fordøielsesveienes Sliimhinde og ere kun ved et tyndt Lag af denne fjernede fra deres Hule, hvorigjennem jo Fødemidlerne i opløst Tilstand pas- sere. Nu er det en Lov, som finder sin Anvendelse saa- vel i som udenfor Legemet, at naar to Vædsker eller Luft- arter, som have Tilbøielighed til at blande sig indbyrdes, ere adskilte fra hinanden ved en mellemværende organisk Flinde, saa hindrer denne ikke dette deres Slæ.gtskab i at yttre sig, med andre Ord, saa skeer der en Gjennemgang gjennem denne Hinde, og Følgen deraf er, at Vædskerne eller Luftarterne blandes. Bedst seer man dette ved at fylde en Blære med atmosphærisk Luft og henlægge den i et Rum, fyldt med Kulsyre; thi efter kort Tids Forløb vil Blæren staae meget hvælvet og spændt, og snart efter vil 279 den briste, hvilket hidrører fra den indtramgte Kulsyi'e. Denne Lov finder nu ogsaa her Anvendelse ; de i Tarmene opløste Stoffer have Slægtskab til den i Karrene indeholdte Vædske, gaae derfor gjennem deres \u'{ige og blande sig med den; Karrene udmunde nu alle i den høire Halvdeel af Hjertet, som udsender det indeholdte Blod til Lungerne, hvor det først omdannes til egentlig nærende Blod, som indeholder Dele, der ere istand til at erstatte de bort- gaaende. Den af Lungerne forestaaede Function, Aande- drættet, er nemlig det egentlig Livsopvækkende, og en af dem, hvis Ophævelse eller Tilintetgjørelse kun taales i den korteste Tid. Ved Aandedrættet tilveiebringes nemlig- Næ- ringsvædskens Vexelvirkning med Atmosphæren ; gjennem Lungens tyndvæggede Celler gaaer Atmosphærens Ilt ind gjennem de udenpaa Cellerne liggende Kars Vægge til Blodet, og fra dette gaaer Kulsyre og Vanddampe samme Vel udad til Atmosphæren; det herved forandrede Blod gaaer nu fra Lungerne til venstre Halvdeel af Hjertet, og derfra gjennem Pulsaarerne ud til alle Legemets Dele. Men hvad er Betydningen af denne Proces, hvortil tjener den indsugede Ilt, og hvorfra stammer den udstødte Kul- syre og Vanddampene? Ilten virker deels omdannende paa de fra Fødemidlerne optagne Bestanddele af Blodet, enten ved at bevirke saadanne Forandringer i deres Sammen- sætning og Egenskaber, at de blive istand til at blive Dele af Legemet, eller saaledes, at de forandres til Kulsyre og Vand, somudaandes, deels føres den med Blodet frit omkring i Legemet for overalt paa sin Vei at kunne indvirke paa de af Organernes Dele, som ikke længer ere tjenlige for Orga- nismen, og som altsaa maae tilintetgjøres for atter at er- stattes af nye. Saalænge disse Dele endnu ere tjenlige for Organismen og livsdygtige, saa har den dem iboende Livs- 280 kraft Overvægt over de deii modstridende chemiske Kræfter, eller med andre Ord over den i Dlodet circulerende Ilts Tiltrækning til dem, som derfor ei kan virke saaledes, som den udenfor Legemet vilde gjøre ved de paagjældende Stoffer; men, naar de ere blevne ubrugbare til Livets Ved- ligeholdelse, vinde de chemiske Kræfter gradviis Overhaand over Livskraften, og de chemiske Indvirkninger foregaae da i Legemet- som udenfor dette. Det vil heraf paa den ene Side fremgaae, at Ilten, som ved Pulsaarene føres om- kring til alle Legemets Dele, til en given Tid ikke kan paavirke dem alle ligeligt, at den navnlig kun kan paa- virke dem, som ei længere ere livsdygtige, og paa den anden Side, at den ved at paavirke dem maa af dem danne de samme Forbindelser, som vi udenfor Legemet kunne danne ved at udsætte de forskjellige Organdele for Iltens Paavirkning. I alle Organdeles Sammensætning udgjør nu Kulstoffet en væsentlig Bestanddeel, og ved dettes For- brænding med Ilt opstaaer Kulsyren, som altsaa gjennem Blodaarerne tilføres Lungerne for der at udskilles. Men Kulstoffet er som bekjendt ikke den eneste Bestanddeel; der fmdes desuden i alle de organiske Stoffer Brint, Ilt, Qvælstof og flere andre Stoffer; ogsaa disse maa natur- ligviis paavirkes af Ilten. Musklernes vigtigste Bestanddeel, Fibrinen, er saaledes en Forbindelse af de nævnte fire Grundstoffer og indeholder desuden noget Svovl og Phos- phor; naar vi altsaa tænke os, at et Atom af en bestemt Muskel er bleven uskikket til længer at fortsætte Livet, saa er det en Forbindelse af alle disse Stoffer, som paa- virkes af Ilten, og Kulsyren kan da ikke være det eneste Produkt, men der maa tillige dannes flere andre. Dette finder nu virkelig ogsaa Sted; men ingen af disse Stoffer udskilles som Kulsyren ene gjennem Lungerne; Brinten 281 danner Vand, som deels udføres gjennem Lungerne som Damp, deels gjennem Huden ved den altid tilstedeværende, om end ofte usynlige, Hududdunstning; Qvælstolfet, Ilten, Svovlet og Phosphoret danne Forbindelser, der udføres fra Legemet som Urin, tiideels vist ogsaa som Galde. Gjen- nem Lunge- og Hududdunstningen, Urinen og Galden er det altsaa, at alle de engang levende, men nu ei længer brugbare Stoller udføres fra Organismen, og ad disse 4 Veie lider denne altsaa et Tab, som den ikke vilde kunne taale, hvis den ikke i Fødemidlerne fik Erstatning derfor. I Pulsaarernes fineste F'orgreninger, hvor de gaae over i Blodaarerne, er det nu navnlig, at Stofskiftet foregaaer; her optages altsaa de uddøde Orgaudele, som fra Organerne gaae gjennem Karvæggene ind til Blodet, paa samme Tid som de nærende Dele fra Blodet gjennem Karvæggene gaae ud til Organerne. Deres Omdannelse her til Organ- dele kunne vi, som vi allerede i vor forrige Artikel an- tydede, ikke forklare ved Chemiens Hjælp; den hører ind under Livskraftens Omraade. Blodaarernes Blod , som gaaer tilbage til Hjertet og Lungerne, maa altsaa, naar vi her see bort fra Tarmens Blodkar og holde os til dem fra det øvrige Legeme, være forskjelligt fra Pulsaarernes, og Forskjellen maa bestaae deri, at det paa den ene Side mangler de Stoffer, som skulle blive til nye Organdele, og paa den anden Side indeholder de Stoffer, som ere frem- komne ved de uddøde Deles Forbindelse med Ilt, og hvor- iblandt navnlig Kulsyren og Vanddampene med Hensyn til Aandedrættet særligt ere af Vigtighed. Men samtidig med og som en nødvendig Folge af den her fremstillede Virkning af den i Blodet optagne Ilt, er denne tillige Aarsagen til en af de for Dyrene eiendomme- lige Egenskaber, nemlig den, i deres Legeme at udvikle 282 en Varme , som for endeel idetmindste gjør dem uafhæn- gige af den ydre Temperatur; de besidde en Egenvarme. Derved nemlig, at Ilten forbinder sig baade med Føde- midlerne og med de uddøde Legemsdeles Elementer, og navnlig med deres Kulstof og Brint frembringer Kulsyre og Vand, vil der i Legemet som udenfor dette finde en Ud- vikling af Varme Sted; det er en virkelig Forbrænding, aldeles analog med, at vi i vore Ovne ved at forbrænde Kul til Kulsyre udvikle Varme, og det er dette, vi allerede ovenfor ved at benytte Udtrykket »forbrænde« have villet antyde. Denne Egenskab er Aarsagen til, at ethvert Dyr, og da navnhg de , hos hvilke Stofskiftet og Aandedrættet ere stærkest, have en næsten altid stadig Legemsvarme, hvad enten det er Vinter eller Sommer. Menneskets Varme er saaledes altid c. 30^ R., en Temperatur, som sædvanlig er betydeligt høiere end den omgivende Atmosphæres, og som gjør det muligt for Mennesket at leve selv i det koldeste Klima, altsaa til en vis Grad gjør det uafhængigt af de ydre Forhold. Vi have nu fulgt Fødemidlerne paa deres Vei lige fra deres Optagelse i Munden, indtil de gaae over til at blive levende Organdele, og vi ere derved komne til paa flere Steder at omhandle Stofskiftet i Organismen; vi have seet, at enhver Celle eller anden Formdeel har sin nødvendige og naturlige Død, og efter at have levet i nogen Tid maa erstattes af en ny; at det er gjennem Fødemidlerne, at det nye Stof tilegnes , som ved Iltens Paavirkning kan træde istedetfor det bortgaaende, og at endelig dette sidste gaaer bort fra Organismen ad forskjellige Veie og i for- skjellige chemiske Forbindelser. Der staaer imidlertid endnu et herhenhørende Spørgsmaal tilbage for os at besvare, det nemlig: I hvilket Mængdeforhold staaer det Bortgaaende 283 til det Optagne, erstatte de hinanden, har det Første eller det Sidste Overvægt, og dette vigtige Spergsmaal tør \i i denne Artikel ikke lade ubesvaret. Organismen kan i denne Henseende sammenlignes med en Maskine, som, saalænge den skal vedblive at virke med fuld Kraft , stadigt maa have fuld Erstatning for det Forbrug af Kraft, som medgaaer til dens Forretnings Udførelse ; en Dampmaskine kan jo f. Ex. ikke holdes i Gang, med mindre der stadigt fyres saa stærkt under Kjedlen, at der i en given Tid tilføres den ligesaamegen Kraft , som den i samme Tid taber. Ligesom der nu til enhver af de ved Dampmaskinen frem- bragte Bevægelser medgaaer Kraft, saaledes er det Samme Tilfældet med Organismen ; enhver Bevægelse, saavel af de vilkaarlige som af de uvilkaarlige Muskler, forbruger en vis Mængde Kraft, og Forbruget, der ved Dampmaskinen viser sig sora den bortgaaende Damp, viser sig her som Uddøen af de engang levende Dele og deres Bortgang i forskjellige Forbindelser. Erstatningen, for Dampmaskinen Mængden af Brændmaterialet, for Organismen Mængden af de opsugede Dele af Fødemidlerne, maa naturligviis staae i Forhold til og rette sig efter Forbruget, og, skal Kraften vedligeholdes usvækket, maae disse to Potentser holde hin- anden i Ligevægt; der maa altsaa f. Ex. i Løbet af 24 Timer finde ligesaastor Tilførsel af Næringsstof Sted, som der i samme Tid er bortgaaet Stof fra Organismen. Er- faringen lærer os nu, at dette finder Sted for en vis Pe- riode af ethvert Dyrs eller Menneskes Liv; thi prøve vi f. Ex. en fuldvoxen Mands Vægt, saa ville vi fra den ene Dag til den anden under Sundhedsforhold ikke finde nogen kjendelig Forandring ; til et videnskabeligt, stringent Beviis udfordres der imidlertid, at vi ligefrem ved Bereg- ning kunne godtgjøre, at det maa være saa; men ogsaa 284 dette er os muligt. Ved nøie at bestemme den Mængde Kulstof, Brint, Qvælstof, Ilt og andre Stoffer, som ad de forskjellige Veie udføres fra Organismen i Løbet af 24 Ti- mer, og dermed at sammenligne de Mængder af de samme Stoffer, som i denne Tid tilføres den gjennem Føde- midlerne, er det nemlig bestemt godtgjort, at disse Mæng- der under de givne Forhold ere hinanden aldeles lige, og Videnskaben har saaledes her som i saamange andre For- hold paaviist Rigtigheden af og Aarsagen til det, som den daglige Erfaring lærer Enhver. Men vi gaae lidt videre; Erfaringen lærer fremdeles, at der med Hensyn til Mæng- den af de forskjellige Fødemidler finder store Forskjellig- heder Sted, at den haardføre Arbeider saaledes maa have mere og stærkere nærende Kost end den jevnaldrende, stillesiddende Dame , Nordboen mere end Sydlænderen; hvoraf kommer det? Det kommer naturligviis deraf, at de Førstnævnte have flere Anstrengelser, forbruge mere Kraft og altsaa have et raskere Stofskifte end de sidstnævnte, og atter som Følge heraf maae have større Erstatning ; derfor maae de Førstnævnte baade have mere Føde og mere Luft end de sidstnævnte , og virkelig er Luften ogsaa tættere i Norden end i Syden, saa at der ved hvert Aandedrag ind- aandes mere Ilt i samme Maal atmosphærisk Luft i de nordlige end i de sydlige Lande. See vi derimod hen til andre Forhold, saa svarer Erstatningen ikke til Forbruget. Fraadseren bliver feed, hans Vægt forøges fra Dag til Dag, men han bliver tillige dorsk og uskikket til Anstrengelser, netop fordi der i et givet Tidsrum tilføres ham mere, end der i samme er gaaet bort fra ham, mere altsaa end han har Behov for, og fordi den til Fordøielsen o : til de uvil- kaarlige Muskler anvendte Kraft er saa stor, at der kun bliver ringe Kraft tilbage for de vilkaarlige Bevægelses- 285 muskler at forbruge. Barnets Vægt tiltager ogsaa fra Dag til Dag; men her er det ikke som hos Fraadseren noget Abnormt, som finder Sted. Da nemlig alle Organer hos Barnet skulle udvikles videre, maa der være et Overskud af Erstatning tilstede; derfor spiser det saameget, — ofte mere end den Voxne, — men derfor sover det ogsaa saa- meget; thi under Søvnen udføres der jo ingen vilkaarlige Bevægelser, og selv de uvilkaarlige ere svagere; der med- gaaer altsaa meget mindre Kraft i et givet Tidspunkt under Søvnen end i den samme Tid i vaagen Tilstand. Den i det Hele forbrugte Kraft er altsaa ikke betydelig, og det i rigelig Mængde indtagne Næringsstof er da ikke alene til- strækkeligt til at erstatte de bortgaaende Dele, men over- gaaer dem endog i Mængde; Organerne tiltage derfor i Størrelse, Barnet voxer, og dets Vægt forøges. Denne Til- tagen er atter, som Enhver veed, stærkere, jo yngre Bar- net er, og allerstærkest hos den Nyfødte fra den ene Dag til den anden ; derfor see vi ogsaa det nyfødte Barn stadigt patte, naar det ikke sover; den meste Tid i de første Dage af dets Liv tilbringer det sovende, vistnok de 23 af de 24 Timer. Ogsaa for den Voxne er Søvnen nødvendig, og det desto mere, jo flere Anstrængelser Dagen har med- ført; kun ved et i denne Henseende efter de forskjellige Individualiteter vel noget forskjelligt, men altid passende Forhold mellem Søvn og Vaagen kan Sundheden bevares, og derfor see vi paa den ene Side, at Nattevaageren ud- magres og bliver kraftesløs, og paa den anden Side, at den, som sover for meget, bUver feed og lad. Erstatningen er imidlertid ikke altid enten lig med eller større end Forbruget; Naturens Orden fører det med sig, at den i en vis Livsperiode maa blive mindre end dette, og dette finder Sted hos Oldingen. Jo ældre 286 Mennesket bliver, desto mere svækkes han ; de bortgaaende Stoffers Mængde overgaaer deres, som han føler Trang til at indtage, og som Fordøielsesorganerne ere istand til at bearbeide; derfor kan han ei længer taale de Anstrængelser, som Manden kunde underkaste sig; derfor sover han vel ofte, men sjeldent fast eller længe ad Gangen; derfor af- tager hans Huld ligesom hans Vægt, og derfor maa der nødvendigviis komme et Tidspunkt, da alle Organerne lidt efter lidt ere blevne saaledes svækkede og have mistet saameget af deres Kraft, at de ikke længer ere istand til at udføre deres Functioner, at deres Liv altsaa maa op- høre ; derfor gaaer han altid en naturlig Død imøde, som omsider med Nødvendighed maa indtræde. Det selvsamme Forhold, at Erstatningen ikke svarer til Forbruget, er Aar- sagen til, at vi i hæftige Sygdomme, naar Patienterne kun kunne nyde meget lidt, see dem afmagre stærkt, og en nødvendig Følge heraf er det atter, at Reconvalescenter, som Enhver veed, baade af sig selv forlange og af deres Omgivelser maae tilstaaes rigelig og nærende Føde. Nyopdagede eller lidet kjendte, ved deres Anvendelse vigtige Planter. Ved Dr. Ørsted. 2. Guttaperchatræet. Otore Skalte af ukjendte Planter bringes hvert Aar ved utrættelige Arbeidere i Floras Tjeneste fra fjerne kun lidet udforskede Lande; men blandt disse nyopdagede Plante- former ere der kun faa, som ved deres Anvendelse blive af Betydning for Mennesket; og det er da intet Under, naar man betænker, hvor lille en Quotient af samtlige be- kjendte Plantearter det er, som tjener Menneskene til umiddelbar Nytte — efter Zuccarinis Beregning skal der af mere end 100,000 Arter neppe være 2000, som have practisk Værd. Men hertil kommer endnu en anden mær- kelig Kjendsgjerning: at endog de Folkefærd, som staae paa det laveste Udviklingstrin ligesom ved Instinct ere blevne ledede til Opdagelsen og Anvendelsen af de vig- tigste af de for deres Lande eiendommelige Brugsplanter, og da Samfærselen alt i Aarhundreder har omfattet Jor- dens fjerneste Egne, ere i en tidlig Tid mangfoldige Pro- ducter blevne bragte til Europa fra Lande, som ellers i mange Henseender forbleve ukjendte. Herpaa afgiver 288 Amerika det bedste Exempel; thi alle de vigtigste for denne Verdensdeel eiendommelige Producter af Planteriget : Mais, Kartofler, Tobak, Gacao, Orlean, Perubalsam o. rn. a. vare allerede bragte i Anvendelse af de Indfødte og bleve ikke længe efter Amerikas Opdagelse overførte til Europa. Men om vi ogsaa skylde Autochthonerne Opdagelsen og An- vendelsen af de vigtigste Brugsplanter, saa er det dog vist, at disse, udgaaede fra en oprindelig lille Afbenyttelseskreds hos næsten ukjendte Folkefærd, først i en stor Afstand fra deres Moderland have baaret de rigeste Frugter for dette selv og ofte i en uendelig Grad befordret dets Frem- blomstring ved den større og hensigtsmæssigere Anvendelse, de have faaet i Lande med en høiere Civilisation. Jeg behøver her kun at minde om den gavnhge Tilbagevirk- ning, som den udvidede Forbrug af Kaffe, Thee, Sukker, Tobak o. fl. a. har havt paa disse Planters fjerne Moder- lande, eller paa de Lande, hvor de have fundet et nyt Hjem. Om vi nu ikke kunne vente, at der vil blive opdaget Brugs- planter af en saa stor Betydning som de nysnævnte, saa lære vi dog af Erfaringer fra den allernyeste Tid, at Men- neskets Kløgt efterhaanden udfinder Midler til at give for- hen lidet skattede Producter en saa mangesidig Anvendelse, at de komme til at spille en vigtig Rolle i Civilisationens Tjeneste ved deres Tilbagevirkning paa de Lande, hvor disse Producter have deres Hjem. Som Exempler paa Planteproducter, der i den seneste Tid have faaet en i Sandhed overraskende stor Anvendelse, kunne vi foruden Guttapercha og Kautschuk endnu nævne Palmeolie og Jordnødolie. Oliepalmen (Elæis guineensis) danner især store Skove i Nigerens Deltagebet, som gjennemstrømmes af de saakaldte Oliefloder: Benin, Nun, Ny-Calabar, Banny, Gammel-Calabar og Camerun, og som man har foreslaaet 289 ilt kalde Palmeoliekysten. Palmeolie handelen har kun fun- det Sted i en forholdsmæssig kort Tid; thi i 1821 ind- førtes der kun 3200 Tønder til England, men 1845 var Indførselen steget til 25,285 Tønder og 1854 til 32,000 Tønder, der repræsentere en Værdi af over 10 Millioner Rd. Den store Betydning af denne stedse stigende For- brug af Palmeolie bliver indlysende, naar vi erfare, at Handelen med denne Olie, som næsten udelukkende drives af Liverpool, paa mange Steder næsten har fortrængt Slave- handelen, saa at de forhenværende Slavehandlere nu ere blevne Palmeoliehandlere*), og vi kunne ikke tvivle om, at denne Handel snart vil udbrede sine velgjørende Følger over en stor Deel af Africa, naar vi betænke, at det først er i de allersidste Aar, at Barths Reise og den saakaldte Tschadda-Expeditionen have ledet til Opdagelsen afBinue- ttoden, hvorved der er bleven aabnet en hidtil ukjendt Vei til de Lande, hvor Oliepalmen har sit Hjem. Om en anden afrikansk Plante, som hidtil kun havde fundet en meget indskrænket Anvendelse, nemlig den saakaldte Jordnød (Arachis hypogæa) , der besidder den Egenhed, at dens Frugter modnes under Jorden, hedder det i en Beretning fra den engelske GouvernøriGampia: »Den tiltagende Forbrug af Jordnødder har ledet til Opdyrkningen af store Landstræk- ninger, og hvis Handelen hermed vil vedblive at voxe i samme Forhold som i de sidste 10 Aar — i 1837 ud- førtes kun 43 Tons, men 1847 ikke mindre end 8,636 Tons . — , saa vil om kort Tid store Landstrækninger, som henligge udyrkede eller kun yde den spredte Befolkning et tarveligt Udkomme, blive forvandlede til smilende Ager- *} Pelermaiins geogr. Miitheihingen 1855 p. 206. 290 land, og Velstand og Civilisation ville afløse Fattigdom og vilde Sæder*).« En lignende Indflydelse synes de Planter, som levere Kautschuk og Guttapercha, at ville udøve paa en stor Deel af Sydamerika og paa nogle af de indiske Øer. Den store Forbrug af Kautschuk, som især siden 1844 er til- tagen overordentlig efter det Opsving i Fabrikationen af de saakaldte India- Rubber Varer, som skyldes Nordameri- kaneren Goodyear , har bragt et nyt Liv blandt Befolk- ningen ved en stor Deel af Amazonfloden og dens Bi- floder. Alene i Provindsen Para, som kun udgjør en lille Deel af Amazonens Flodgebet, vare i 1854 25000 Men- nesker beskjæftigede med den saakaldte Seringafabrication**). Medens dette Product har været kjendt lige siden Con- damines berømte Reise i Sydamerika (1736), saa er det kun faa Aar siden, at vi erholdt Kundskab om et mærkeligt, fra alle hidtil kjendte meget forskjelligt, Plantestof, der for Borneo og flere af de indiske Øer vil komme til at spille samme Rolle som hint for Sydamerika. Der gives neppe noget andet Product, hvis Opdagelse skyldes den nyere Tid, som saa hurtigen har faaet en almindelig Anvendelse som Guttapercha, ja der er næsten ikke nogen Industrigreen, uden at den jo deraf paa een eller anden Maade har draget Nytte. Hvilken er da den Plante, som leverer dette Pro- duct, der i saa lang Tid er forbleven ukjendt ikke blot for Naturforskeren men ogsaa for de Indfødte, som boe under dens Skygge? Hvorledes kan den frembringe et Stof, som besidder saa mærkelige Egenskaber, at den paa en Gang kan erstatte Træ, Læder, Horn o. m. a.? Disse Spørgs- *) The West Indies by John Davy p. 535. **) Petermann 1. c. p. 330. 291 maal er det, som vi i det Følgende skulle søge at be- svare. Guttaperchaplanten (Isonandra gutta) høre til en Fa- milie (Sapotaceae), som kun tæller faa Arter — . omtrent 200 ere kjendte — , men som næsten uden Undtagelse ere an- Fig. i. Fig. 1. En blomsterbærentle Greei) af GuUaperchatræet, lidt for- mindsket. 19 292 Ficr. å. selige Træer, der i alle Lande mellem Vendekredsene spille en vigtig Rolle og yde Beboerne nogle af de mest vel- smagende og sundeste Frugter. Kun faa Arter voxe uden- for Tropezonen i Ny-Holland, Nordamerika og paa Cap. Ogsaa den Art, som her skal beskrives, er et Træ af an- selig Væxt, med en Høide af 50—70 Fod og med en Stamme, der har 4—6 Fod i Gjennemsnit. Det har en smuk tæt Krone, og de udeelte, læderagtige, heelrandede, omvendt- ægformig-aflange Blade ere ovenpaa bleggrønne glatte, paa Underfladen beklædte med guldglindsende Haar og have lange Bladstilke. Blomsterne ere smaa og sidde samlede i Knipper i Hjørnet af Bladene. Bægeret er læderagtigt, 6deelt og besat med glindsende Haar. Kronen er næsten hjuldannet, lige- ledes Gdeelt, med et kort Rør og en udbredt Krave. 12 Støvdragere ere fasthæftede paa Svælget. Frugt- H^ knuden er 6rummet og har en lang traadformet Griffel. Frugten er et næsten kugelformet haardt y 3 Bær med 6 Rum (Fig. 3). Medens der findes et Æg i hvert af Frugtknudens Rum, saa blive — saaledes som ofte er Tilfældet — kun to udviklede til modne Frø i Frugten, saa at altsaa de 4 Rum ere tomme. Frøene indeholde en feed Olie, der af de Indfødte udpresses og anvendes til Føde. Naar man kjender denne ene Art, vil man let gjen- kjende alle de Planter, som høre til Sapotaceernes Familie; Fig. 2. En Blomst, forstørret. Fig. 3. Frugtknuden gjennemskaaren , forstørret. 293 thi den er blandt dem, der af Botanikerne fortrinsvis be- tegnes som »naturligere,« det vil sige saadanne, hvor alle Arter ikke blot vise stor Overeensstemmelse i Blomstens og Frugtens Bygning, men hvor de tillige have et vist eien- dommeligt Præg ved Lighed i Bladene og Blomsterstanden. Vi gjenfmde saaledes hos alle de udeelte, heelrandede. Blade (uden Axelblade), der paa Overfladen ere glatte, men paa Underfladen forsynede med guldglindsende Haar — som især hos Guldbladet (Chrysophyllum) ere meget smukke og give Underfladen den skjønneste Guldglands; alle have de smaa, ofte meget vellugtende Blomster — hos Elengi- træet (Mimusops Elengi) vedblive de endog tørrede at have en stærk behagelig Lugt — , som danne Knipper i Blad- hjørnerne. Kun i Støvdragerne er Isonandra forskjellig fra de fleste andre Slægter, da hos disse i Beglen hver- anden Støvdrager mangler Støvknap. Som oftest findes der ogsaa kun 4 — 8 Støvdragere og kun 4 — 8 Bæger- og Kronflige. Sapotaceerne høre til den store Afdeling af Femtal splanter, som have en sambladet Krone; men alle med den nærmest beslægtede Familier have hjemme i den hede Zone med Undtagelse af Primulaceerne , der i Al- mindelighed henregnes til samme Klasse (Petalanthae). Ligesom alle Planter af Guttaperchatræets Familie have stor indbyrdes Lighed i deres ydre Form, saaledes vise de ogsaa en mærkelig Overeensstemmelse i de Stoffer, de indeholde. Hos alle finde vi i større eller mindre Mængde en eiendommelig Mælkesaft. De velsmagende Frugter af Zapoten (Achras Sapota) eller Cainitoen (Grysophyllum Cainito) udgyde, naar man gjennemskjærer dem, saa megen tyk hvid Mælkesaft, at de næsten blive afskrækkende for den dermed uvante Europæer , og et af Spruce for faa Aar 19* 294 siden ved Amazonfloden opdaget Kotræ*) (Masseranduba kaldet af de Indfødte, Bumelia sp.?) afgiver ved Indsnit i Stammen en Mælk, der yder et velsmagende Nærings- middel. En lignende Mælkesaft er det, der, naar den ind- tørres , giver Guttapercha. Sapotaceernes Familie tjener saaledes som Exempel paa den Regel: at de Planter, som have ydre Formlighed, ogsaa ofte stemme overeens i indre Kræfter — de Læbeblomstrede indeholde flygtig Olie, de Korsblomstrede skarpe Stoffer i Forbindelse med Svovl, Entsianerne bittre Stoffer o. s. v. Dog maa denne Kegel ikke opfattes saaledes, at ikke de samme — eller idet- mindste væsentlig de samme — Stoffer ikke skulde kunne findes hos Familier, der i botanisk Henseende endog ere meget forskjellige. Herpaa afgiver Mælkesaftens L'dbred- ning i Planteriget det bedste Bevis. Da den og de Stoffer, den indeholder, ikke alene levere nogle af de vigtigste Lægemidler, men i de senere Aar ogsaa have faaet en tid- ligere ikke anet Betydning i de forskjelligste Industrigrene, skulle vi, inden vi gaae over til at betragte dens specielle Forhold hos Guttap erchatræ et, meddele en Oversigt over de vigtigste Planter, som indeholde Mælkesaft, uden dog, som vi haabe, at trætte Læseren med overflødig Vidt- løftighed. Det er Enhver bekjendt, at der, naar man overskjærer Stængelen af Vorteurten, et almindeligt Lkrud i Haver og paa Marker, udflyder en tyk, skarp, mælkeagtig Saft, som undertiden anvendes til at borttage Vorter; ogsaa Løve- tanden og Laktuken give en lignende Vædske og ligeledes Svaleurten, men hos denne er den gul og stærkt farvende. Disse Planter henhøre til tre forskjellige Familier, men jo ') Hookers Journal af Botany. Vol. t p. 74. mere vi nærme os til Æqiiator, desto større bliver ikke blot Antallet af de Planter, som indeholde Mælkesaft, men det er kun under Indvirkning? af den tropiske Sol, at den udvikles i rigelig Mængde og frembyder den største Mang- foldighed i sin Sammensætning. Dog er der især tre store Familier, hvor Mælkesaften spiller en meget vigtig Rolle, nemlig: Vortemælks-, Nelde- og Oleander-Familien. I alle Lande imellem Vendekredsene trætfe vi Arter af den første af disse Familier (Euphorbiaceæ), hvis Mælkesaft paa en eller anden Maade benyttes af de Indfødte. I de umaade- lige Urskove, som omgive Aniazonttoden og dens Bifloder, har den engelske Naturforsker Spruce foruden det tidligst bekjendte Viskelædertræ (Siphonia elastica) i den seneste Tid fundet 5 — 6 Arter, der benyttes paa samme Maade som dette ; saaledes ved Rio Negro og Casiquiare Siphonia tulea og brevifolia, der opnaae en Høide af 1 00 Fod og have gule , ikke som de andre Arter røde Blomster. Om Morgenen begiver Indianeren sig til Skoven forsynet med en Øxe, nogle Calabasser (de udhulede haard- skallede Frugter af Calabastræet, Crescentia Cujete) og noget udblødt Leer. Naar han har fundet et Sted, hvor Viskelædertræerne voxe i større Mængde, anbringer han en Leermasse, formet omtrent som vore Svalereder, paa de glatte Stammer og gjør derpaa et dybt Indsnit i Barken lige oven over disse Leerbeholdere. Den heri opsamlede Mælkesaft heldes i Calabasserne, og af 20 Træer skal man i Gjennemsnit faae omtrent 1 Pot om Dagen i Løbet af flere Maaneder. Den yderligere Tilberedning af Mælke- saften, som Indianeren foretager i sit Hjem, bestaaer deri, at en Leermasse, ofte i Form af en Flaske, fasthæftet paa Enden af en Pind, dyppes i Mælkesaften og holdes over Uden, hvorved Kautschuken indtørres og antager en 296 brunlig eller sort Farve. Dette gjentages saa længe, indtil der om Formen har afsat sig en Masse af den tilbørlige Tykkelse. Indsamlingen af denne Mælkesaft kan kun skee i de Maaneder, da Træet ikke selv benytter denne Vædske til Dannelsen af Blomst og Frugt; thi i Blomstrings- og Frugtmodningstiden udflyder næsten ingen Mælkesaft ved Indsnit i Stammen. Hos de fleste Vortemælksurter indeholder Mælkesaften giftige Stoff'er, der endog hos nogle Arter ere saa dræ- bende, at den af de vilde Folkestammer benyttes til Til- beredning af den berygtede Pilegift. Beboerne i Sydafrica anvende hertil Euphorbia Caput Medusae, i andre Lande af denne Verdensdeel benyttes Euphorbia heptagona, E. virosa, E. cereiformis og i Sydamerika E. cotonifolia. Ved Rysterne af Vestindien og de tilgrændsende Dele af Fastlandet finder man ofte Strækninger, som ere bedækkede med et smukt Træ, der ved sin løvrige Krone indbyder til at søge Skygge under dets Grene. Men mangen Matros, som er bleven sendt i Land forat fælde Træer til Brændsel, kan fortælle os af en egen Erfaring, at det let kan bhve farligt at følge denne Indbydelse, og at man helst maa undgaae at komme i Berøring med det berygtede Mancinilletræ (Hippomane Mancinilla) ; thi dets Mælkesaft er saa giftig, at endog den Dug, som falder af Bladene, kan frembringe smertefulde Saar; ikke at tale om de farlige Følger, det kan have for den, som lader sig forlede til at spise af Frugten, hvilket saa meget desto lettere kan skee, da den har Lighed med et lille Æble. Men for de røde og blaa Landkrabber (Ge- garcinus ruricola) ere disse Frugter en uskadelig Spise; ja under Mancinillen finder man Jorden mere end noget andet Sted undermineret af deres talløse underjordiske Gange, hvor de hurtigen søge Skjul , saasnart man nærmer sig. 297 Neppe have vi forladt Kysten, førend et andet Træ af denne Familie tiltrækker sig vor Opmærksomhed og det paa en ganske eiendommelig Maade. Vi hore et Knald som et Jille Pistolskud og overraskes ved at see, at dette hid- rører fra de om en fælles Axe forenede Smaafrugter af Sandhustræet (Hura crepitans), som ved Modenheden aabne sig elastisk med et Knald og udslynge de store giftige Frø til alle Sider. Fører vor Vei forbi Negerens lille Bolig eller paa Fastlandet forbi Indianerens Hytte, ville vi ofte finde Beboerne beskjæftigede med at rive eller støde den store knoUede Rod af Manjoc- eller Cassavaplanten (Manihot utihssima), der er gjennemtrængt af en meget giftig Mælkesaft og dog udgjør et af de vigtigste Næringsmidler for den indfødte Befolkning i mange Tropelande. Her viser sig nemlig det eiendommelige Forhold, at det giftige Stof er af en meget flygtig Natur og ganske forsvinder deels ved Udskylning med Vand og deels ved den paa- følgende Bagning. — Forlade vi Sydamerikas skyggefulde Urskove og Vestindiens hede Kyster og hensætte os til de fjerne Canariske Øer, da træffe vi atter to mærkelige Planter af denne Familie, som især voxe i Mængde i den hede (saakaldte afrikanske) Region i den sydvestlige Deel af Lancerote, og som begge udmærke sig ved en saadan Rig- dom paa Mælkesaft, at denne ved det ringeste Indsnit i Stammen bryder frem ligesom i en Straale. Cardonen (Euphorbia canariensis) har megen Lighed med Cacteerne, da dens Grene, som alle udgaae fra eet Punkt i Nærheden af Roden, ere bladløse, mørkegrønne, kjødede, 4 — 5-kantede og i Randen besatte med Torne ; de bøie sig til alle Sider halvcirkelformigt ned imod Jorden og hæve sig herfra atter lodret iveiret til en Høide af 8—12 Fod. Da de mørke- røde Blomster sidde i Enden af Grenene, faaer den hele 20 298 Plante i Frastand Lighed med en stor Candelaber med antændte Lys. Tabayba'en (Euphorbia balsamifera), som opnaaer en Høide af 15 Fod, har smaa tornede Blade i Enden af de til alle Sider udstaaende Smaagrene. Medens Mælkesaften af den første af disse Planter er bleven an- vendt som et meget virksomt Lægemiddel (Gummi eller resina Euphorbii), der endog indtaget i større Mængde er dræbende, saa bliver den derimod af den sidste udkogt til en Gelée, der benyttes som en uskadelig og velsmagende Spise *). Den anden store Familie (Urticaceæ), som viber skulle omtale, indbefatter mange af de vigtigste Brugsplanter: Brødfrugttræerne (Artocarpus integrifolia og incisa), hvis nærende Frugter paa Sydhavsøerne tjene som Brød, de gigantiske Figentræer, der henhøre til Urskovens mest cha- rakteristiske Planteformer, Morbærtræ erne, Hampen, Humlen og mange andre Planter, tilsyneladende saa forskjellige, men som dog alle stemme nøie overeens ikke alene i de væsent- ligste Forhold af Blomsten. og Frugten, men ogsaa i den indre Bygning, da Bastcellerne hos dem alle opnaae en ualmindelig Længde, Seihed og Styrke, saa at de kunne an- vendes til Tougværk og Tøier. Dette gjælder især om Hampen, flere Neldearter (Netteldug af Lrtica cannabina) og Papirmorbærtræet (Broussonettia papyrifera), af hvis Bark Tahitierne tilberede de fineste Tøier. 1 de store Ur- skove, som beklæde hele Østsiden af Centralamerika, fandt jeg et hidtil ukjendt Træ af denne Familie (Scenedendron utile Ørd., Palo de Mastate) , af hvis Bast de derboende vilde Indianere paa en meget simpel Maade tilberede alle *) Physicalische Beschreibung der canarischen Inseln von Leopold V. Buch p. 115. 299 de Tøier, der tjene dem til Klæder. Den tykke Bark, som med Lethed afskalles i Stykker paa flere Fods Længde og Brede, befries for det yderste grønne Lag og bringes der- paa til en Aa, hvor den bankes saa længe under Vandet med en Steen, til den har faaet den tilbørlige Blødhed. Dog det er ikke alene de almindelige Bastceller, men ogsaa de, der — som det nærmere vil blive forklaret i det Følgende — indeholde Mælkesaft, som i Neldefamilien spille en vigtig Rolle. Til denne Familie hører saaledes et af Humboldt i Sydamerika opdaget Træ, som ved Indsnit i Barken giver i rigelig Mængde en vellugtende og vel- smagende, med den dyriske i alle Henseender saa over- eensstemmende Mælk, at man har givet det Navn af Ko- eller Mælketræet (Palo de Vacca eller Arbol de Leche, Galactodendron utile). Hos andre Arter er denne Mælkesaft meget rig paa Kautschuk, som i den sydlige Deel af Mexico, fornemmelig i Tabasco, erholdes af et gigantisk Træ (Palo de Ule, Castilloa elastica) og i Central- amerika af en nærstaaende Art (Castilloa costaricana), som først er bragt til Botanikernes Kundskab ved min Reise i dette Land. Derimod erholdes det meste af den Kaut- schuk, som kommer i Handelen fra Asien, af F igentræer, der frembyde et høist eiendommeligt Udseende, idet den colossale løvrige Krone hviler paa en uendelig Mængde Luftrødder, der danne ligesom Bistammer, og som tilsidst ved nye tilkommende Rødder, der flette sig mellem hver- andre og voxe sammen, danne en umaadelig stor sammen- sat Stamme af 20, 50, ja undertiden over 100 Fod i Gjennemsnit. En saadan sammensat Stammeform ud- mærker i fortrinlig Grad en Art (Ficus elastica), hos hvilken de smaa Exemplarer, som i de senere Aar hos os sees i Potte, — da den paa Grund af sit smukke Blad er 20* 300 bleven en yndet Zirplante, — ikke lade formode en saa eien- dommelig Væxt. Dette Træ antager med Alderen et saa forandret Udseende, at man ikke skulde troe, at det var den samme Plante. I Begyndelsen hviler Kronen, som kan have et Gjennemsnit af 500 Fod eller mere, paa Fig. 4 a. Tusinder af støtteformede Luftrødder, der forbinde Jorden med de horizon- tale Grene i en Høide af 50 Fod, og mellem hvilke der er Plads nok til at gaae. Men naar denne Figenart er ud- voxen,opnaaer den samme Høide (160—180 Fod) som Rassamalatræet (Li- quidambar styraciflua), og da seer Stammen ud som en umaadelig stor spids Kegle, der foroven bærer en stor tæt Krone og Fig. 4 b. Fig. 4. a Ficus elaslica i don yngre Alder. 1) samme udvoxen. 301 forneden bestaaer af de oprindelig lodrette og fjerntstaaende, men nu ligesom uhyre Touge sammenflettede Luftrodsøiler. Disse bære overalt til en vis Høide Spor af talrige Indsnit i Barken^ thi sjeldent gaae de Indfødte forbi uden at for- syne sig med et lille Forraad af Kautschuk, enten til eget Forbrug eller for at sælge det i den nærmeste By. Den tykke Mælkesaft udflyder, som om det kunde pjg 5 være af en Kilde, og stivner snart til en rød- brun Masse. Paa Java dannes heraf Fakler, som benyttes til at opsøge Svalerederne i de store Kalkhuler*). Mælkesaften af en anden Figenart (Ficus ceriflua), som voxer i stor Mængde i den vestlige Deel af Java, giver ved Indkog- ning et fortrmhgt Slags Vox, som benyttes meget paa denne 0. Medens Mælkesaften hos de fleste Arter af denne Familie er uskadelig, saa gives der dog ogsaa dem, hvor den indeholder meget giftige Stoffer. Allerede hos vor Brændenelde finde vi Spor hertil. Det brændende Haar be- staaer af en meget fin sylformig Celle, som forneden er udvidet og indeholder en giftig Vædske. Ved den mindste Berøring afbrydes den yderste skjæve Spids **), som i Enden har en lille kugelformig Udvidning, der er bøiet lidt til Siden. Haaret bliver herved til et i Fig. 5. E^l Bræodhaar af Urlica dioeca, stærkt forsiorrei. *) Java, seine Gestalt eic. von Franz Junghuhn, I. 259. **} Den yderste Spids af Haaret (Fig. 5, til x) har optaget i sin Væg et haardt glasagtigt Stof, hvorved den bliver meget stiv og lel brækkelig, medens hele den ovrige Deel af Haaret er bled og boielig. Heraf vil det kunne forstaaes, hvorfor man brænder sig mindre paa en Nelde ved at tage fast paa den end ved at berere 302 aabent Rør, som trænger ind igjennem Huden og bringer en Deel af Giftsaften i Berøring med Blodet. Hos nogle asiatiske Neldearter — især hos den af de Indfødte saakaldte Dj æv eisblad (Daoun Setan, Urtica urentissima), der voxer paa Timor — er denne Vædske saa giftig, at Bladene ved den ringeste Berøring foraarsage de voldsomste Smerter, som endog vedvare flere Maaneder, og dog er det maaskee neppe en 150,000 Deel af et Gran af Giften, som bringes ind i Blodet. Hvo kjender ikke de vidunderlige Beretninger om det berygtede Gifttræ, Poøn Upas eller Antjar (Ante- aris toxicaria), som lige siden Javas Opdagelse bleve bragte til Europa, den ene mere fabelagtig end den anden. Dog de staae nu kun som Minder om Lettroenhed og Uviden- hed, efterat indsigtsfulde Botanikere (Blume, Horsfield) have vist, at Antjaren i giftige Egenskaber neppe er for- skjellig fra Mancinillen. Poøn Upas*) er et af de største Træer i Javas Skove, hvis Stamme hæver sig lodret iveiret, blottet for alle Grene, som en regelmæssig Cylinder til en Høide af 60— 80 Fod. Først her udsender den tykke, næsten horizontale Grene og har en halvkugelformet noget uregel- mæssig Krone. Forneden har Stammen, ligesom saa mange andre Træer i de tropiske Skove, flade Forlængelser, som udgaae til alle Sider. Barken er hvidlig og giver ved Ind- snit en stor Mængde Mælkesaft, som af unge Træer er hvid, men af gamle mere gulagtig. Den indeholdes kun i Barkens ydre Lag — den saakaldte grønne Bark — , medens det indre Lag (Basten) har samme Beskaffenhed som hos Papirmorbærtræet og anvendes af den fattige den leselrgl; thi i fersie Tilfælde beie Haarene sig, uden at Spidsen afbrækkes. *) Poen Upas er den malaiske Benævnelse (Poen: Træ, Upas: Gift) og Atjar den javanesiske. 303 Befolkning, eflerat være tilbørlig renset, paa samme Maade til Tøi, som ovenfor er berettet om Scenedendron utile. Kort førend Blomstringstiden (i Begyndelsen af Juli) falde Bladene af, og naar Befrugtningen er foregaaet, komme atter nye frem. Det er urigtigt, som man har berettet, at dets Uddunstning skulde virke skadeligt ikke blot paa Menneskene, men ogsaa paa andre Planter ; thi det er ofte tæt omgivet af Slyngplanter og Træer, og kun naar store Stammer fældes, foraarsager Uddunstningen en lignende Affection af Huden som den, der frembringes af Rhus vernix i Japan eller af Rhus radicans i Nordamerika. Ved Forsøg, man har anstillet med Hunde, har det vist sig, at Giften, naar den indbringes i Blodkarrene, i Reglen virker dræbende i Løbet af 10 IMinuter*). I den tredie af de ovennævnte Familier, Apocy- neerne , spiller Mælkesaften idetmindste en ligesaa vigtig Rolle som i nogen af de foregaaende , men vi have allerede ført Læserne saa langt bort fra vor egentlige Gjenstand, at vi her maa fatte os i Korthed. Ogsaa denne Familie har sine Ko- eller Mælketræer — saaledes »Hya-Hya« (Tabernæmontana utilis), der voxer i Guianas Urskove, og det Ceylonske Kotræ, Kiriag- huma (Gymneura lactiferum) — og i alle Tropelande for- skjellige Arter, som levere Kautschuk — i Ostindien Wil- lughbeia edulis og Cynanchum ovalifoHum, paa Sumatra Urceola elastica, paa Madagascar Vahea gummifera og i Brasilien Callophora utilis og Hancornia speciosa. Lige- ledes finde vi i Mælkesaften af andre Arter de giftigste af alle Plantestoffer: Strychnin og Brucin (af Strychnos nux vomica o. fl. A.), som især virke paa Hjernen og Nerve- systemet, medens Antjargiften fornemmelig viser sin skade- *") Horsfield: Pianiæ javanicæ rariones, p. 52. 304 lige Virkning paa Blodomløbets Organer. Den frygtelige Woorareegift , som benyttes af Indianerne i Sydamerika, tilberedes af herhenhørende Planter (Echites suberecta, Strychnos guianensis, S. toxifera), og paa Madagascar an- vendes Frøene af Tanghinia venenifera til den saakaldte Tanghiniaprøve for at undersøge, om den Anklagede er skyldig. 1 en offentlig Forsamling under Forsæde af Præster maa den Ulykkelige nedsluge de dræbende Frø af denne Plante, og kun den, som kan undgaae den dødbringende Virkning — hvilket sjeldent skal være Tilfældet, naar Giften nemlig foraarsager Opkastning — bliver frifunden. Denne afskyelige Skik har vedligeholdt sig paa Madagascar, hvor Beboerne i andre Henseender have været modtagelige for Civilisation, fordi den giver Regjeringen en af dens vigtigste Indtægter, da den Dræbtes Eiendom tilfalder Staten. Vi slutte hermed denne Udsigt over de nævnte Planter af de tre store Familier, som især udmærke sig ved en over- ordentlig Rigdom paa Mælkesaft, og gaae over til at betragte denne eiendommelige Vædskes Natur og de Dele af Planten, i hvilke den dannes. Den samme Lighed med den dyriske Mælk, som viser sig for den umiddelbare Betragtning — dog er Mælke- saften undertiden gul, rød eller ganske farveløs — gjen- finde vi ogsaa ved at see den under Mikroskopet. Ogsaa Mælkesaften bestaaer af en vandklar Vædske, opfyldt med utallige smaa Kugler , som foraarsage den mælkehvide Farve, men istedetfor Mælkens Smørkugler er det her Kaut- schukkugler. Ligesom ved Mælken, naar den henstaaer, Kuglerne samle sig paa Overfladen og danne Fløde, saa- ledes stige ogsaa Kautschukkuglerne til Overfladen og danne et sammenhængende Lag ; og i begge Tilfælde kunne disse Kugler, som i Begyndelsen ved Tilstedeværelsen af et 305 æggehvideholdigt Stof forhindres fra at løbe sammen, naar de engang ere forenede, ikke mere sondres fra hver- andre. Mælkesaften indeholder altid i større eller mindre Mængde Kautschiik, men er, som vi have seet, for Resten meget forskjellig i sin chemiske Sammensætning. I nogle Planters Mælkesaft er Kautschuken aldeles overveiende, og den tjener da til Tilberedning af dette Stof (hos Kaut- schukplanterne ) ; hos andre ere de nærende Plante - stoffer (Sukker, Æggehvide o. a.) fremherskende, og da benyttes Mælkesaften som Næringsmiddel (især hos de saakaldte Ko- eller Mælketræer) ; sjeldnere forekomme Stivelsekorn, som hos Vortemælken, hvor de udmærke sig ved deres eiendommelige Knogleform (Fig. 6 ee) ; hos andre igjen er det meget virksomme giftige, undertiden narcotiske Stoffer (t. Ex. Opium), som forekomme i størst Mængde (hos mange Gift- og Lægeplanter). Overskjærer man Stængelen af den ved Grøfter og Gjærder almindelig vildtvoxende Svaleurt (Ghelidonium majus), vil man finde, at den gule Mælkesaft kommer frem fra 8 Punkter, der i et Længdesnit vise sig som to gule Striber i Nærheden af Barken. Netop paa dette Sted finde vi 8 Bastbundter , hvoraf vi altsaa kunne indsee, at Mælke- saften her har sit Sæde i Basten. Men dette gjælder — hvad vi ogsaa kunne slutte af den Maade, hvorpaa Kaut- schuken vindes — ikke blot om denne Plante, men ogsaa om alle andre. Det er saaledes en almindelig Regel, at Mælkesaften forekommer især i Basten, og om den ogsaa er tilstede i andre Plantedele (Bladene, Blomsten, Frugten), saa er det dog kun, forsaavidt der i disse forefindes et eiendommeligt Slags Bastceller, de saakaldte Mælkekar — thi kun disse ere istand til at frembringe Mælkesaft. Lader os da kaste et Blik paa Basten og 306 dens Bygning. Naar en meget tynd Gjennemsnitsflade af Barken betragtes under en stærk Forstørrelse, viser der sig en stor Forskjel i Bygningen af den yderste Deel (Over- huden, Korken og den grønne Bark), og den inderste (Basten), idet hin udelukkende bestaaer af korte, runde eller kantede Celler, medens denne fornemmelig er sammen- sat af meget lange, tilspidsede, tykvæggede Geller, de saa- kaldte Bastceller eller Bastrør (Fig. 6 c), som ere samlede i Bundter, indbyrdes ad- y'hx 6. skilte ved Fortsættelser af Marvstraalerne. Bast- cellerne ere i Begyn- delsen tyndvæggede og staae da i physiologisk Henseende nærmest de korte Celler , da de ligesom disse indeholde Cellesaft og Stoffer, som benyttes afPlanten under dens Udvikling og Væxt; men efterhaanden op- naae deres \ægge en betydelig Tykkelse (Fig. 6 d), idet der indvendig afsætte sig Lag (Fortykningslag), ofte gjennembrudte af Porekanaler, ganske ligesom i Vedcellerne; ligesom disse indeholde de da kun Luft og ere som døde for Planten. Bastcellerne have en mærkelig Seihed, Bøielighed og Styrke, hvorved de faae en overordentlig technisk Betydning ved deres Fig. 6 a Mælkekar af Euphorbia trigona; b samme af E. palu- stris ; c en Deel af en Bastcelie af Hampplanlen; cl Tversnlt af samme for al vise Fortykningslagene ; ee knogleformede Stivelsekorn i Mælke- saften af Euphorbia antiquorura. 307 Anvendelse til Tøier, Tougværk og Papir. De adskille sig fra alle andre Celler derved, at de ofte vedblive at voxe paa det omgivende Cellevævs Bekostning, endog efterat de Plantedele, hvori de ere dannede, ere hørte op at voxe, og de synes ogsaa i Begyndelsen at forestaae en egen Art Saftbevægelse, da der altid i de Celler, som ligge i deres umiddelbare Nærhed, findes en stor Mængde Salte ud- krystalliserede. Hos nogle Asclepiadeer (Høya carnosa) og Apocyneer findes enkelte Bastceller af en noget afvigende Form, med uregelmæssige Udvidninger , noget forgrenede og tildeels fyldte med Mælkesaft. Ere de endnu mere forgrenede, tyndvæggede*) og altid fyldte med Mælkesaft, da have vi den Form af Bastceller, som forekommer hos alle Planter med Mælkesaft, og som er bekjendt under Navn af Mælke- kar. Disse maae altsaa ikke, som saa hyppigen er skeet, betragtes som et eget Slags Kar, men kun som en Af- ændring af Bastcellerne; mellem begge findes mangfoldige Overgangsformer, og begge have samme Oprindelse. Det er ligeledes urigtigt, naar man henregner Mælkesaften til de saakaldte Afsondringsproducter (Gummi, Harpix), da den staaer i nøieste Forbindelse med hele Plantens Udviklings- og Ernæringsproces, hvilket tydeligt nok fremgaaer deraf, at den til visse Tider næsten ganske forsvinder paa samme Maade som Meelstof og lignende Stoffer, der tjene Planten til Ernæring, naar den nemlig begynder eji ny Livscyclus**). Den anatomiske Undersegelse af Mælkekarrene frembyder store Vanskeligheder. Der har derfor hersket meget forskjejliize Anskuelser om deres Bygning. En af disse fortjener her at berercs, da den i sin *) Dog afsætter der sig ofte fortykkende Lag i Mælkekarrene ligesom i Bastcellerne. '*) SmI. hvad der i det Foregaaende er bemærket om Siphonia elastica. 308 Tid vakte megen Opsigt. Schnliz-Schultzenstein mente, at have gjort den Opdagelse, at Mælkekarrene, som han kaldte Livskar, dannede ligesom et sanimenhænt;ende Aarenet, og at der heri cirkulerede en Vædske (Livssaft), som for Planten skulde have samme Betydning som Blodet for Dyrene. Denne Theorie, som vidtlefligen blev udviklet i en Afhandling, der af det franske Academie blev hædret med den Monihynnske Præmie, fremkaldte en Mængde Modskrifter og er nu al- deles forkastet som grundet paa urigtige Iagttagelser og falske Slut- ninger. Dog er det forst i den seneste Tid, at man er kommet til de Resultater om Mælkekarrenes Bygning, som ere meddeelte i det Fore- gaaende. Da Mælkesaften — især under Form af Kaiitschuk og Guttapercha — i de senere Aar har faaet en saa gjennem- gribende Betydning, have vi troet at burde dvæle noget længere ved Betragtningen af denne eiendommelige Vædske i Almindelighed. Vi vende nu atter tilbage til Guttap er chaplanten. Indtil 1822 var Guttapercha kun kjendt blandt den indfødte Befolkning i en meget lille Deel af Indien (Singapore) og havde her kun en meget indskrænket Anvendelse. Dr. Montgomerie var den første, som blev opmærksom paa, at Malayerne ved Singapore undertiden istedetfor Træ be- nyttede til Øxeskafter en eiendommelig Plantesubstants, hvoraf der gaves tre Varieteter, Gutta Girek, Gutta Tuban og Gutta Percha*), og som besad den mærkelige Egenskab, at den ved at bringes i kogende Vand blev blød og kunde formes som Leer, men atter ved Afkølingen antog sin forrige Fasthed og Seihed. Han forsøgte at benytte Gutta- percha til saadanne Dele af chirurgiske Instrumenter, hvor- til man tidligere havde anvendt Kautschuk, og denne An- vendelse fandtes saa hensigtsmæssig, at den af Selskabet •) Det Produkt, som nu gaaer i Handelen under Navn af Guttapercha, skal egentlig være Gutta Tuban og hidrøre fra en anden Plante (^dog rimeligviis af samme Slægt). 309 for Konstens Fremme i London blev belønnet med en Præmie. Eflerat Opmærksomheden herved var bleven hen- ledet paa Guttapercha, og efterat den var kommet i euro- pæiske Fabricanters Hænder, viste det sig snart, at den besad Egenskaber, som vilde stille den i Række med de i technisk Henseende vigtigste Planteproducter. Guttapercha- træet, som først blev bragt til Botanikernes Kundskab 1847 ved tørrede Exemplarer sendte af Lobb , der i 1842—43 bereiste Ostindien som Botaniker, fra Singapore til Sir William Hooker, Directeur for den botaniske Have i Kew ved London, forekommer hyppigt i Skovene i den sydlige Deel af Halvøen Malacca og paa flere af de tilgrændsende Øer, især i stor Mængde paa Borneo. Guttaperchaen vindes ganske paa samme Maade som Kautschuk ved Indsnit i Barken. Mælkesaften indsamles i Cocosskaller og heldes derfra i Kar af Bambusrør. Heri bringe Malayerne den hjem for at indkoge den ; hvorpaa den formes i halvkugel- formede eller firkantede Kager og kommer saaledes i Handelen. Den danner da en næsten træagtig, bladet, brunlig, kun lidet elastisk Masse, der har samme Lugt som Kautschuk, med hvilken den ogsaa stemmer væsentlig overeens i chemisk Sammensætning. Det er ikke altid at Mælkesaften indsamles paa denne Maade, men især tid- ligere, da Guttaperchaen begyndte at blive meget efter- spurgt paa det europæiske Marked, var det meget al- mindeligt, at Malayerne fældede Træerne og afskallede Barken for saaledes paa en Gang at indsamle al den deri indeholdte Mælkesaft. Men saaledes ødelagdes 50—100 Aar gamle Træer forat faae omtrent 30 Pund Guttapercha, og der var megen Grund til at befrygte, at Guttapercha- træet paa denne Maade snart vilde blive aldeles udryddet, hvilket allerede skal være Tilfældet paa Singapore. En 310 mere skaansom Behandling af Træerne vil være saa meget mere nødvendig, som Forbrugen er saa overordentlig i Tiltagende. I 1844 indførtes i England kun 1 Picul (= 133V4 engl. Pund), i 1846 derimod 5364 P., i 1847 9296 P., i 1848 14000 P. For de senere Aar er Ind- førselen os ikke bekjendt. Den udbredte Anvendelse, Guttapercha og Kautschuk have faaet i de senere Aar, er almindelig bekjendt, men var især iøinefaldende ved de store Industriudstillinger i London og Paris, hvor det først blev ret indlysende, i hvilken Grad disse to Stoffer kunne erstatte Træ , Horn , Lægder, Fiskebeen, Been, Tøier, Papir, ja endog Steen og Metaller. Det er især to Fabrikanter, nemhg Hancock i London og Charles Goodyear i Nordamerika (New -Haven i Connec- ticut), som ved en Forbindelse af Kautschuk og Svovl (det saa kaldte vulkaniserede Kautschuk) siden 1 844 have bragt denne Industrigreen til en mærkelig Høide. Værdien af de i Nordamerika fabrikerede »India- Rubber Varer« an- slaaes til 20 Millioner Rdlr. aarlig (altsaa næsten hgesaa meget som hele Danmarks Statsindtægt), og Godyear, som i lang Tid »var Dagens Helt over hele Unionen« — især paa Grund af hans storartede Proces med Day, der vilde gjøre ham hans Monopol stridigt, en Proces, hvori de mest an- sete Advocater (blandt andre den berømte Politiker David Webster) plaiderte — synes herved at ville erhverve sig en Formue endnu mere colossal end Jacob Astors. Denne Industri er endnu i sin Barndom og har dog alle- rede ved mange Forbedringer i Fabricationen og nyopfundne Compositioner — blandt hvilke især fortjener at mærkes den saakaldte haarde Kautschuk (en Blanding af Kautschuk, Svovl og Asphalt) — naaet et saadan Omfang, at den har deelt sig i mange Grene, som hver beskæftige sær- 311 egne Fabriker. Frankrig synes i denne Henseende at ind- tage den ypperste Plads. Huets Fabrik i Rouen, som be- skæftiger 350 Arbeidere, leverer aarlig 144,000 Dusin Par elastiske Seler, Perontels Fabrik i Paris 27,000 Par af de saakaldte Gummisko; et Fabrik i Beaumont beskæftiger 400 Arbeidere alene med Fabricationen af Kamme, medens et andet kun forfærdiger Daaser til Opbevaring af de saa- kaldte præserverede Gjenstande, et 3die kun Børster, et 4de kun Indfatning til optiske Instrumenter, et 5te kun Ballons, et 6te kun vandtætte Tøier o. s. v. Menneskets Tilværelse er begrundet paa Planterne, som i deres stille Virksomhed tilberede og danne — ofte i Løbet af Aarhundreder — den store Mangfoldighed af Stoffer, der tjene Mennesket til Bolig, Føde, Klæder og meget andet. De forskjellige saakaldte Elementardele, som sammensætte Plantens tilsyneladende saa eensartede Væv, og som alle kun ere Modificationer af Cellen, spille i denne Henseende en meget forskjellig Rolle. Medens de korte Celler (Parenchym), som udgjøre den største Deel af Frugter, Frø, Knolier, Blade, Marv m. m., frembringe de Stoffer, der tjene Menneskene til Næring, blandt hvilke Meelstoffet er det vigtigste, saa er det de lange spidse tykvæggede Celler (Vedceller), der danne Størstedelen af Træernes Ved, som udgjøre den væsentligste Bestanddeel af alle Slags Gavntømmer, og endelig de lange seie Bast- rør, der — som vi i det Foregaaende have seet — for- nemmelig danne det inderste Lag af Barken (Basten), som levere det vigtigste Materiale til Tøier, Papir, Tougværk o. desl. Saalænge Menneskene staae paa det laveste Ud- viklingstrin, benytte de kun saadanne Stoffer, som umiddel- bart kunne bringes til Anvendelse: Pisangens nærende Frugt, som kun behøver at plukkes, er deres Føde, de 312 sammenbundne Rør og Palmeblade danne deres Bolig" den af Træerne afskallede Bark anvendes til Klæder og saa fremdeles. Alierede Anvendelsen af Kornsorternes smaa Frugter som Næringsmiddel, Hørrens og Hampens fine Bastceller til Klæder, store Træstammer til Gavntømmer, hvilket forud- sætter Agerdyrkning, Vævning og andre Kunstfærdigheder, betegne et meget stort P>emskridt i Civilisation. Vi have her betragtet endnu et fjerde Slags Plante- væv: Mælkekarrene og den af disse dannede Mælkesaft, fornemmelig Kautschuk og Guttapercha. Af disse Plante- stoffer have Mennesket draget liden eller ingen Nytte ind- til de seneste Decennier; thi deres hensigtsmæssige An- vendelse forudsætte Nutidens udviklede Industri og Fabrik- væsen. Turde vi da ikke af den store techniske Betydning, hvortil disse for saa kort Tid siden ringeagtede Plante- stoffer nu have hævet sig, slutte, at Planteverdenen endnu gjemmer Meget i sit Skjød, som kun venter paa et endnu høiere Stadium i Naturvidenskabernes praktiske An- vendelse for at bringes Menneskene til Nytte? Om Landtungen mellem Vesterhavet og Liimijorden fra Agger til Pælediget (Ringkjobing Amt), dens Fortid og iVutid. (Af Kammerraad Andresen i Agger.) liele denne Landtunge tilligemed en Strækning Klit mod Nord hører til Agger Sogn og udgjorde fordum dets Herlighed. Den er omtrent IV2 Miil lang, men kun 1—2000 Alen bred. Indtil for omtrent 200 Aar siden 0671) bestod den deels af Agerland, deels af herlige Enge langs Liimfjordens vestlige Bredder, begrændsede mod Vest af en smal Klitrække, der tjente til Beskyttelse for de indenfor liggende Byer med dertil hørende Ager og Eng mod Vesterhavets Indtrængen og ødelæggende Over- svømmelser. Paa denne smalle Landstrimmel fandtes der engang otte Byer, som tilsammen udgjorde Agger Sogn, nemlig Nørre Aalum (den nordligste), Sønder Aalum , Vester Agger, Øster Agger (hvilke dog egentlig ikke ligge paa selve Landtungen, men Nord for den), Nabe, Bollum, Toft og Thybo Røn (den sydligste). Sognet skal paa hin Tid have havt 50 Tdr. Hartkorn og ikke mindre end 28 Plove. Men i den nærmeste Tid derefter blev det saaledes øde- lagt af Sandflugt, at det efter gamle Beretninger allerede 1683 hverken havde Plov eller Harve og 1688 ikke kunde ansættes i Matrikel. 21 314 Uagtet hele Vestkysten af Jylland dengang leed og se- nere har lidt særdeles meget af Sandflugt, er der maa- skee dog neppe noget Sogn, der har lidt mere end Ag^er, hvorom det blandt andet i en gammel Beretning hedder, at Husene bleve nedtyngede, Ind- og Udgangene tilspær- rede og Jorden belagt med mange Alen tykt Sand. Men det er ikke alene ved Sandflugt, at Agger er bleven ødelagt, ogsaa Oversvømmelser fra Vesterhavet have hyppigt hjemsøgt det, ligesom Bortskyllinger af Kysten altid have fundet Sted og røvet betydeUgt fra Landet; hvad ikke saaledes kunde ødelægges ved Vindens Magt, har Vandet gjort Sit til at tilintetgjøre, forat Ødelæggelsen kunde blive fuldstændig. Ja Sagnet siger endog, at Fjende- haand skal have hjulpet til, idet der paastaaes, at Sven- skerne i Aaret 1657 leirede sig ved Nabe, indtoge Bøn- dernes Skandser, vadede over Liimfjorden, dræbte endeel Mennesker og ødelagde Skoven ved Aalum, hvoraf de borthuggede eller opbrændte den sidste Rest. Man seer heraf, at der ogsaa engang har været Skov, hvilket desuden fremgaaer af et gammelt Dokument af 1530, hvori Kong Frederik den 1ste ved Forleningen af Vestervig Kloster forbinder Provst Svend Mogensen til ikke at forhugge Skovene til Upligt. Man fortæller og- saa, at Tømmeret i den gamle Rirke ved Agger skal være taget af Aalum Skov, og i en fordums Tørvemose ved Aalum, som nu tildeels ligger under Havet og tildeels er dækket med 8 — 10 Fod Sand eller Klit, fmdes ogsaa endeel Træstammer og andre Levninger af Skov, f. Ex. Hassel- nødder. Træstammerne bestaae meest af Eeg og Birk. Man seer endnu i Underlaget, som er en stenet blaaagtig Leer uden Indblanding af Kalk, Trærødderne udbrede sig, og finder undertiden, naar det i Forstranden lægges blot 315 af Havet, som bortskyller det overliggende Sand og Gruus, endeel afhuggede Træstød i deres oprindelige Stilling og Leié. Iblandt dis§e, som meest ere Ege, har jeg fundet en af 2 Fods Diameter, men i Almindelighed ere de mindre, fra Riiseges Tykkelse til 1 eller IV2 Fod. Tørvlaget er af et Par Fods Mægtighed og benyttes af Aggerboerne til Brændsel, men Massen er ikke saa god som paa andre Steder af Kysten, hvor Skovtørv findes. Tørven kan kun graves i Forstranden, hvor dog først et tre til fire Fod tykt Lag Sand og Gruus maa bortføres, forinden den kan faaes. Til alle Tider have Aggerboerne vistnok tildeels er- næret sig ved Fiskeri, men dette maatte især blive Tilfældet, efterhaanden som deres Jorder ødelagdes, og de ere ogsaa i denne Henseende særdeles begunstigede; thi ikke alene have de Havet som det store Forraadskammer, hvoraf de kunde vinde Rigdom og Velstand, naar de havde Indsigt til at benytte det paa rette Maade, men umiddelbart ved dem ligge endnu Fladesøen Nord og Liim- fjorden Syd for dem. Fladesøen er en Ferskvandssø, som mod Øst begrændser den Deel af Agger Eiendom , som ligger Nord for Landtungen, og hvorpaa de ovenfor tre førstnævnte Byer ligge. Saaledes udgjør da hele Agger Sogn en smal Landstrimmel af 1000 — 3000 Alens Bredde, mod Vest begrændset af Havet og mod Øst af Fladesø og Liimfjorden, med Undtagelse af en lille Strækning mellem Søen og Fjorden ligefor Øster Agger, hvor det er landfast mod Øst. LiimfjordsQskeriet har tidligere været af stor Vigtighed og udgjort mange Familiers eneste Erhvervskilde; men flere Gange have disse Familier lidt store Tab véd Vester- havets Indbrud i Fjorden, idet det salte Vand dræbte 21* 316 Fersk- og Brakvandsfiskene , der fandtes i stor Mængde i Fjorden; derved tilintetgjordes dette Fiskeri for lang Tid, ligesom Fiskeriet i det Hele blev forstyrret. Paa denne Maade lede vel Aggerboerne ogsaa noget Afbræk, men betydeligt har det dog ikke været, idet Fiskeriet i Fjor- den aldrig har været af nogen Betydning for dem eller været betragtet som Hovederhverv. Paa Grund af Fjordfiskeriets store Vigtighed for Be- boerne længere nede langs med Fjorden, have vi adskil- lige ældre Optegnelser om Havets Indtrængen fra Vesten, uden hvilke vi aldeles ingen Kundskab vilde have havt om den Medvirkning, det har havt i saa aldeles at om- danne Landtungen til det, den nu er. Efter disse almindelige Bemærkninger om Land- tungens tidligste Beskaffenhed og Tilstand vil jeg gaae over til at skildre de Forandringer, den efterhaanden har undergaaet, og de Naturbe- givenheder, hvorved dette er bevirket. Den tidligste bekjendte Oversvømmelse skriver sig fra det Ilte Aarhundrede, men hvad Virkning den havde paa Landtungen, er aldeles ubekjendt; Sagnet fortæller kun, at der paa den Tid var en Kanal, som forbandt Liimfjorden med Vesterhavet. Dog skal denne Kanal ikke have gaaet igjennem den Deel af Landtungen, som her beskrives, men igjennem dens Fortsættelse mod Syd, der hører under Harboøre Sogn. Det skal nemlig have været ved Ferring Sø, der nu ligger ganske tæt ved Havet, at Gjennembrudet er skeet og derfra fortsat igjennem det Aaløb til Liimfjorden, som nu forbinder denne med Søen. Det er denne Landtunge, som tidUgere kaldtes Haralds Eid, 317 og det var sandsynligviis igjennem denne Kanal, at Kong Harald Haardraade fra Norge gik med sin Flaade, da den var indespærret i Liimfjorden af Svend Estridsens. Saxo beretter ogsaa om en Kanal paa den Tid, og Peder Syv siger, at Knud den Helliges Flaade laae i den vestlige Side af Liimfjorden. Muligen har der paa den Tid været en Havn, hvor Skibe fra Havet kunde tye til, og den vilde da rimeligst have været ved Harboøre, som man ogsaa mener skulde have sit Navn af det engelske Harbor eller Harbour (en Havn). Senere skal man have lukket Kanalen, hvad enten det saa er skeet af Frygt for Fjen- der eller for Havet, og Lukningen skal være bevirket ved nedsænkede Skibe. Efter en Beretning fra det 17de Aarhundrede skal Fiskeriet til Vestervig Kloster have indbragt to tusinde Rigsdaler aarligt, men er nu 1769, siger »Danske Atlas« af Pontoppidan, derimod intet at ligne, og Fangsten har i mange Aar kun været maadelig. Dette tilskrives Havets Overskylling over Landtungen, hvorved Liimfjordens Vand bliver salt og dræber Fiskene. Det samme beretter Arent Berntsen, og han fortæller, at der ved et Indbrud i Liim- fjorden blev dræbt saamange Ferskvandsfisk, som laae opdrevne paa Fjordbredderne, at de ikke kunde bortføres paa nogle hundrede Vogne. Dette Gjennembrud er dog ikke det samme, som Pontoppidan omtaler, men for- modentlig et fra 1624, sam omtrent har været ligefor Harboøre, men som, uagtet det var temmelig betydeligt, dog snart lukkede sig, uden at Regeringen behøvede at gjøre noget dertil, hvilket iøvrigt var paatænkt. Derimod maa det Gjennembrud, som Pontoppidan omtaler, have været langt senere, eller ogsaa flere have fulgt efter hin- anden, hvilket iøvrigt ofte har fundet Sted, uden at noget 318 videre er bekjendt om dem eller nogen Foranstaltning truffet til deres Lukning. Muligen er det Gjennembrud, som Pontoppidan om- taler, skeet kort før Svenskernes Overfald ved Nabe, d;i det derom hedder, at de gik over Liimfjorden, hvilket de ikke havde havt Behov, naar Skandserne vare indtagne, og intet Gjennembrud havde været. Sagnet taler iøvrigt ogsaa om et saadant paa den Tid og tilføier, at de Sven- ske vadede derover i Havmundingen. Imidlertid gjør dog et ældre Dokument dette usandsynligt, da det der hedder, at Fiskerirettigheden i Gaardhus Mølleaa (Udløbet af Flade- søen til Liimfjorden) blev af Kong Frederik den Tredie 1663 solgt til Vestervig Kloster for 5000 Rd. Havde Fjorden paa d^n Tid staaet i Forbindelse med Havet, vilde man sandsynligviis ikke have givet saa stor en Sum for Fiskeriet; thi vel er Aalefiskeriet fra Fladesø ikke ubety- deligt, men Ferskvandsfiskeriet fra Fjorden er ogsaa af stor Vigtighed, og det bliver ved en saadan Forbindelse tilintetgjort. Det er derfor mere sandsynUgt, at Kanalen paa Svenskernes Tid kun har været en ubetydelig Rende, som kort efter er lukket, og at der senere er dannet en ny Kanal, som er den Pontoppidan omtaler. løvrigt har Landtilngen vistnok saavel før den Tid som senere været udsat for idelige Gjennembrud og Over- svømmelser, men Beretninger derom haves ikke og om Landtungens Beskaffenhed ligesaalidt. Kun veed man, at der langs med dens Vestside, parallel med Havet, laae en smal og lav Klitrække, som beskyttede de bagved lig- gende Enge og Byer; men da den blev daarligt behandlet som Følge af, at Klitbestyrelsen hverken havde Begreb om Klitvæsenet i Almindehghed eller om Klittens Behandling i Særdeleshed, og Overbestyrelsen, som var Amtet underlagt, dt9 nalurligviis havde om muligt endnu mindre Kjendskab der- til, saa blev den ikke sat istand til at modstaae de høiere Stormfloder, men gjenuembr«des snart paa et Sted, snart paa et andet. Dog holdt den sig indtil Februar-Floden 1825 saavidt, at den kunde beskytte mod sædvanligt Høi- vande, saa at Landeveien mellem Thisted og Ringkjøbing igjennem Agger — som dengang blev meget befærdet, da ikke alene alle de Stude, som kom nordfra og skulde til Husum, men ogsaa meget Handelsgocjs og anden Færdsel gik den Vei — var nogenlunde betrygget og indtil da kunde benyttes, hvilket den ogsaa blev. Men ved denne store Stormflod, om hvis Høide man aldeles ingen Beretning har , bleve Klitterne særdeles meget medtagne og en Kanal igjennem Landtungen dannet, som hindrede Passagen ad den Vei. Den var i de første Par Aar dog kun af ringe Udstrækning, og man kunde endog i godt Veir passere over den i Havmundingen; men efterhaanden udvidede og fordybede den sig mere og mere, skjøndt langsomt, saa at den i 1834 tilnød blev seilbar , da det første Skib passerede igjennem den. Skjøndt Seiladsen de første Aaringer var vaivskelig, for- dobblede dog Gjennemseilingerne sig aarligt, indtil de for endeel Aar tilbage naaede op til omtrent tusinde om Aar. Siden tiltog Seiladsen ikke i samme Forhold, men for- øgedes dog aarligt og udgjør nu omtrent 14 — 1500 Gjennemseilinger om Aaret. Den Kanal, som dannedes 1825 ved en Stormflod, som udbredte Skræk og Elendighed paa mange Steder, medens den hos os føltes mindre, er saaledes den samme, som endnu existerer, og som man nu saa nødigt vilde af. med, medens man dengang kun ønskede dens Indergang hvert Øieblik. Den er beliggende omtrent midt imellem 320 Agger og Thybo Røn, men har siden dens Oprindelse ofte forandret sit Lob indad mod Fjorden, medens åen imod Havet har holdt sig mere konstant, skjøndt Seildybet ogsaa her hyppigt forandres. Dens Brede varierer meget,' i 1841 var den 800 Alen, i 1849 henimod 1400 Alen, nu er den igjen kun omtrent 1000 Alen. Skjøndt den nu har holdt sig i 30 Aar, er der dog mere end Sand- synhghed for, at den om kortere eller længere Tid igjen lukker sig. Man bilager meget denne Udsigt, dog vilde dette Tilfælde blive mindre føleligt og maaskee ganske opveies, naar der over Løgstørs Grunde blev gravet en tilstrækkelig dyb Kanal, saa at større Skibe kunde passere derigjennem og ud ved Hals; thi medens Seiladsen ved Agger Kanal altid er meget usikker og ofte bliver hemmet ved stormfuldt Veier, stærk Strømning o.s.v., saa vilde den anden Vei altid være sikker; igjennem Agger Kanalen kan der kun passere Skibe af meget ringe Dybgaaende, som der- for ikke ere saa vel skikkede til at gaae til Søes ; den anden Vei vilde derimod større Skibe, af større Dybgaaende og der- for bedre Søskibe, kunne passere, og dette i Forbindelse med deres siørre Drægtighed og regelmæssigere Fart, vilde for en stor Deel eller maaskee ganske opveie Savnet af den nærmere Vei gjennem Agger Kanal. Naar Landtungen ved en ny Klitrække blev sikkret mod Overskyllinger og Fjorden mod Oversvømmelser , vilde sandsynligviis det fordums store og vigtige Sildefiskeri igjen indtræde, idet Vandvexlen blev mindre stærk og Fjordbunden efterhaan- den blev mere bevoxet, ligesom ogsaa Ferskvandsfiskeriet da sikkert igjen vilde blive af Vigtighed. iMen uagtet disse og flere andre store Fordele og uagtet Muligheden af en ny Dæmnings eller Klitrækkes Dannelse i det Tilfælde at lianalen lukkes, vil dette Arbeide dog være forbundet 321 med den store Ulempe, at en saadan Kiilrække kun kan staae i forholdsviis kort Tid paa Grund af Landtungens stærke Bortskylling, hvorved den nødvendigviis med Tiden maa blive undergravet. Paa samme Tid som denne saakaldte store Kanal dannedes , dannede der sig et Par mindre , men de vare uden Betydning og lukkedes snart igjen. Efterat man nu i 14Aar var fri for Stormfloder, ind- traf der atter en i Januar 1839. Hvad den forrige havde skaanet af den lille Klitrække , blev nu aldeles raseret, og Landtungen selv blev betydeligt affladet paa en Strækning af omtrent I Miil, saa at der kun blev nogle gjennembrudte Stumper af Klitrækken tilbage nærmest Agger og Røn, medens den mellemliggende Strækning udgjorde en al- deles nøgen Grus-Flade, bedækket af et Lag smaa Rulle- stene (Strandstene), som fra Havet var styrtet over den og havde udbredt sig fra Havstokken ned mod Fjorden, saa- ledes at de største Stene laae opad mod Havstokken, de mindste forneden ved Fjorden. Der var ikke en Plante, ikke et Græsstraa paa denne nøgne Flade, som for Øiet kun frembød en eensformig udstrakt Ørken af et trist og melankolsk Udseende og var saa lav, at den ved ethvert ubetydeligt Høivande overskylledes, hvorved der dannedes mange Qvægsandshuller, som gjorde den usikker at befare. Qvægsand eller Qviksand kaldes saadanne Steder i Sandbund, som ere stærkt gjennemtrængte med Vand og saa bløde, at man synker i, naar man kommer paa dem. Overfladen ligner den faste Bund, saa at man kun ved Øvelse kan skjelne den derfra og det ikke engang altid, men Undergrunden er fuld af Vand, som strax vælder op og udbreder sig paa Overfladen, naar et saadant Sted betrædes , men strax synker igjen , naar man træder 322 tilbage. Qvægsandet er nemlig endeel elastisk paa Grund af Vandets Elasticitet og den Luft, som det indeholder. Det dannes, naar der f. Ex. ved Overskyllinger af Havet bliver et Hul i Landtungen, som fyldes med Vand og til- lige pludseligt eller dog hurtigt opfyldes med Sand , enten ved Sandflugt eller paa anden Maade, f. Ex. af Havet; de enkelte Sandkorn faae da ikke Tid til at ordne sig og synke tilbunds , men blive liggende opstemmede i Vandet, hvormed de danne en tynd velUngagtig eller tyk grødagtig Masse, som bedækkes af et nogle Tommer tykt Lag Sand , der ved Haarrørskraften holdes fugtigt af Van- det forneden og leirer sig fast, fordi der ikke er Vand nok til at holde det svævende, men netop saa. meget som behøves for at holde det sammen. Ved den hurtige Ned- styrtning føres en større Mængde Luft med, som ikke faaer Tid til at undvige, og som senere ikke kan und- vige, eller ialtfald kun langsomt, igjennem det fastere Lag, som lægger sig derover. Hertil kommer endnu et Vandtryk fra neden, som deels hindrer Overvandet i at synke, deels trykker det op mod Overfladen. Paa denne Maade danner det forresten tunge Sand et Hængedynd, som undertiden kun har en ringe Dybde af 1 eller 2 Fod, men ogsaa kan have en større Dybde og da bliver farligt at passere. Man har flere Exempler paa, at Heste og Vogne ere sunkne saa dybt i, at de kun med Møie kunde reddes, og man skal ogsaa have Exempel paa, at de ere sunkne heelt under. Kommer man i et saadant Hul, gjør man klogest i at blive staaende ganske stille eller bedre at lægge sig ned, for at frembyde en større Overflade til Modstand, hvis man er kommen saa dybt i, at man ikke 323 kan løbe; thi kan man det, bør man skynde sig med at komme tilbage, da man ellers kun synker dybere. Men kan man ikke løbe og er sunken i over Knæerne, vilde man kun arbeide sig dybere ned ved at forsøge paa at flytte Benene; thi idet man trækker det ene Been op, kan man ikke undgaae at bøie det, og Knæets Overflade vil derved trykke imod det Sand, som ligger derover; ved den Modstand, som det derved lider, eller ved det Tryk, man derved maa anvende opad for at gjennembryde det overliggende Sandlag, trykkes det andet Been dybere i, og saaledes kommer man for hvert Skridt man tager dy- bere og dybere ned, indtil man omsider bliver siddende. Derimod kan man bedre slippe derfra ved at krybe paa alle Fire. Den sidstnævnte Stormflod dannede tillige den saakaldte lille Kanal, der var beliggende omtrent V4 Miil Nord for den store og havde en Brede af omtrent 300 Alen. Den gik hvert Aar mod Syd og havde efter nogle Aars Forløb, da den igjen lukkede sig, gaaet hele sin Brede eller 300 Alen sydefter, saa at den nordre Bred endte der, hvor den søndre oprindelig var. Denne Tendents til at gaae imod Syd, som ogsaa den store synes at have, og som ligeledes viser, sig ved Mundingen af Floder og Kanaler paa andre Steder af Kysten, f. Ex. ved Ringkjøbing Fjord, hvor Udløbet er rykket meget betydeligt mod Syd , kan kun tilskrives Havets Strømning. Her ved Kysten gaaer nemlig Flodstrømmen mod Nord, Ebbestrømmen mod Syd. Naar Vandet fra Havet løber ind i Kanalen i Flodtiden, kommer det fra Syd, og det løb saaledes langs med den 0, der var dannet mellem begge Kanaler, hvorved det trængte é mindre haardt ind imod Nordsiden end mod Sydsiden; naar det i Ebbetiden løb ud igjen, gik det mod Syd 324 og fulgte saaledes stærkere Sydbredden, især i Mun- dingen, end Nordbredden, altsaa ogsaa her paa den sydlige Breds Bekostning. Ved Kanalers Dannelse af- rundes altid Mundingerne til begge Sider, og da Øen var smal, gik Afrundingen fra begge Kanaler, der især var betydelig fra den store, sammen, hvorved Øen blev af- skaaren mere mod Vest end Landet Nord for, hvilket derfor skjød sig længere ud end hin. Deels som Følge heraf, deels som Følgp af, at Strømmen fra Kanalen mødte Modstand af Bølgerne i Havet, hvorved der op- stod en Stilstand i Vandet paa dette Sted, som tillod det opstemmede Sand at bundfælde sig, dannedes der fra Nordsiden en Revle i Kanalmundingen, som efterhaanden strakte sig længere mod Syd, indtil den endelig rakte heelt frem foran Øens Nordende og hindrede Strømløbet over hele Kanalen, undtagen i Sydsiden, indtil den gan- ske lukkedes. Paa denne Maade forklares dens betyde- lige Fremrykken. I Liimfjorden laae en liden Klitholm, som skjøndt den vel egentlig ikke udgjorde en Deel af Landtungen, dog heller ikke var ganske uden Forbindelse med den, idet man før Kanalbrudet af 1825 undertiden ved lavt Vande kunde gaae ud til den fra Landtyngen. Denne lille Klit, kaldet Flegbusken, laae omtrent lige i Gabet af Kanalen, hvor denne nu udmunder i Fjorden, eller var idetmindste Nabo til den, idet den maaskee laae paa Ka- nalens nordre Bred. -Men dette Naboskab geraadede den lille venhge 0 med sine fredelige Beboere kun til liden Baade, thi jevnligt slugte dens gridske Nabo en Stump af den, og neppe var denne passeret igjennem dens graa- dige Svælg, før den med lige Begjærlighed saae efter en ny Stump. Paa denne Maade blev dens Omfang mindre 325 og mindre, og da jeg besøgte den i Aaret 1845, var deu kun V2 Td. Land stor; Aaret efter forsvandt den i Naboens umættelige Bug. Denne 0 havde tidligere tjent til Høslet og til at græsse Kreaturer paa, men mod Slutningen af dens Dage tjente den kun Terner til Opholdssted og leverede endeel Æg til nogle Folk, som havde forpagtet den for disses Skyld. Da jeg var der, fandtes den bevoxet med Sand- s vingel (Festuca arenaria), Qvikhvede (Agropyrum re- pens). Strand Hvede (Agropyrum littoreum), som hver for sig bedækkede en liden Flade; desuden fandt jeg al- mindelig Rør, alm. Røllike, tykbladet Strand- arve (Cakile maritima) og GaasePotentil (Potentilla anserina). Alle disse Planter stode meget frodigt. Paa O'en opholdt sig en stor Mængde kentiske Terner (Sterna cantiaca), som aarligt afgave en betydelig Deel Æg; selv da den indskrænkede sig til V2 Td. Land, leve- rede den hver 3die Dag fra sidst i iMai til omtrent St. Hans Dag 30 Snese , men de laae ogsaa saa tætte , at man skulde gaae med Forsigtighed for ikke at træde paa dem. Efter at have skildret Landtungens Omdannelse ved Stormfloder og Sandflugt gaae vi over til at omtale de Forandringer, den har undergaaet ved Bort- skyllinger. Saavel af Sagn som af alle gamle Beretninger er- farer man, at Havet, saa langt tilbage som man endnu har Kundskab derom, har bortskyllet betydeligt af Kysten yeå Agger, men hvormeget, har man ligesaalidt nogen Kundskab om, som om Stormflodernes Høide. Ikke en- gang den sidste Stormflods Høide af 1839 kjender man, 326 men efter hvad jeg har kunnet skjønne, har Havet den- gang naaet en Høide af omtrent 6 Fod over dets daghge Stand. Efter mine Iagttagelser i en temmehg lang Række af Aar bortskyller Havet i Gjennemsnit aarligt omtrent 1 0 Alen. Enkelte Aar kan det paa sine Steder bortskylle over et halvt Hundrede Alen, medens det til andre Tider kan lægge ligesaameget til, men det er Forandringer, som man i Almindelighed ikke kan tage videre Hensyn til. Om Kysten ogsaa paa andre Steder lider af saadan Bort- skjæring, er mig ubekjendt. Mod Syd skal dette ikke være Tilfældet længere end til Bovbjerg, mod Nord har jeg kun iagttaget det indtil omtrent Va Miil Nord for Agger, da den saa ganske ophører indtil 1 Miil nordligere, men længer mod Nord gaae mine Iagttagelser ikke, og hvor- ledes det forholder sig paa den øvrige Deel af Kysten indtil Skagen , er mig ubekjendt. Det er sandsynligt, at en saadan Bortskjæring ikke har fundet Sted til alle Tider, men at den forst har taget sin Begyndelse ved den engelske Kanals Dannelse; men vist er det, at Agger har lidt overordentlig meget derved, og antager man, uden just at gaae tilbage til den Tid, da man mener at den engelske Kanal er bleven til, at den ogsaa tidligere har fundet Sted i samme Forhold som nu, skjøndt der er mere Sandsynlighed for, at den har været større, saa vilde der i de sidste 1000 Aar være bort- skyllet en Strimmel Land af 10,000 Alens Brede. Da nu Agger Sogn er omtrent 2 Mile langt, vilde det altsaa i den Tid være formindsket med 240,000,000 Q Alen o: omtrent 17,000 Tdr. Land eller over IV2 D Mile. I det sidste Aarhundrede er der altsaa alene bortskyllet 1700 Tdr. Land, og det er derfor ingen Urimelighed, at 327 (ler endnu for et Par hundrede Aar siden har hørt 50 Tdr. Hartkorn og 28 Plove til dette Sogn, uagtet natur- ligviis en stor Deel af Arealet var Forstrand og Klit. Efter samme Beregning bortskylles der hvert Aarli 170 Tdr. Land eller 17 Tdr. Land aarligt, og det flnder virkelig Sted for Øieblikket. Denne frygtelige Bortskylling har ogsaa tvunget Be- folkningen deels af hele Byer, deels af enkelte Huse til efterhaanden enten ganske at fortrække eller at flytte deres Boliger længere tilbage. Den Plet, som før tjente Menne- skene til Grundvold for deres Boliger, ligger nu fjernt fra Land og befares af de største Skibe ; det Sted, hvor de før trygt udhvilede deres trætte Lemmer efter Dagens Arbeide og Besværligheder paa det vilde Hav, er nu selv en Deel af det samme Hav og tjener de Dyr til Opholdssted, hvoraf deres Efterkommere faae deres Næring. Der, hvor den ene Generation fandt sin Vugge og sin natiirlige Død høit over Havets Bølger, der finder en anden Generation sin Død dybt under Havets Overflade. Den første By, som blev et Bytte for Havets Gridsk- hed, eller hvis Beboere maatte fortrække for ikke at falde i dets glubende Svælg, var Bo Hum. Den laae lidt norden for Agger Kanal, men naar den ophørte at existere, er aldeles ubekjendt; man veed kun af Sagnet, at den en- gang har været der. Den anden By, der fulgte efter, var Nabe, som laae omtrent Vi Miil Syd for Øster Agger. Den stod indtil 1775, og man har senere fundet Spor af dens Brønde i Hav- stokken, men det er alt mange Aar tilbage. Efter Storm- floden i 1825, da Kysten, som ved ethvert Høivande, leed meget, og Klitten, der tjente til Beskyttelse for Byerne, tildeels bortskylledes, flyttedes Toft By, der laae omtrent 328 midt imellem Thybo Røn og Agger Kanal. Da der ikke var Byggeplads for Beboerne i deres eget Sogn, nedsatte de sig paa Thyholm. Deres Kirke maatte Aggerboerne flytte i 1838, men allerede nogle faae Aar forud var den saa nær Havet, at man ikke godt turde besøge den, skjøndt den sidste Rest dog ikke forsvandt før i 1839, og endnu et Aarstid eller to efter saae man Ligkisterne og de Dødes Hjerneskaller og Been fra Kirkegaarden stikke frem af den høie Bakke, hvori de hvilede. Det var en underlig Følelse der greb En, naar man om Aftenen i Skumringen gik paa Stranden under den høie Bakke, med det buldrende aldrig rolige Hav paa sin ene Side og disse hvide Been over sit Hoved stikkende frem af Bakken paa sin anden Side, hvor de engang bleve henlagte for at finde, som man siger, deres sidste Hvile, men hvorfra de endnu maatte gjøre en Vandring til det Element, hvoraf mange af dem maaskee vare opfiskede som et Bytte for dets Graa- dighed, og for hvis Rovbegjærlighed de nu igjen skulle gives til Priis for aldrig mere at finde den Hvile, de i deres stille Leie havde søgt. løvrigt fortæller Sagnet, at den nysomtalte saakaldte gamle Agger Kirke allerede engang tidligere er flyttet, og efter hvad ovenfor er anført om Havets Bortskyllinger, er det ikke usandsynligt. Mu- ligen kan Flytningen ogsaa være foranlediget ved Sand- flugt i en langt tidligere Periode, Ugesom man har Ex- empel paa, at flere andre Kirker ere flyttede af den Grund i en langt senere Tid, f. Ex. Tolbiøl eller Lodberg Kirke. Af de andre Byer ere nogle af Thybo Røns Beboere flyttede til Thyholm, og i Vester Agger og begge Aalum Byer ere mange Huse flyttede længere tilbage, hvilket endnu jevnligen skeer. 329 Grunden til, at Agger lider saameget ved Dortskylling, ligger ikke i Søgangen, thi den er ligesaa stærk paa andre Steder af Kysten som der, heller ikke i Bundens Beskaffenhed, thi den er ogsaa eens; men maa alene søges i Flodstrømmens Retning, som kommer fra den engelske Kanal og ved Agger støder stærkere an mod Kysten end paa den øvrige Kyststrækning. Det er derfor ogsaa fornemmeligt med Sydvest Storm, at Kysten lider saa stærkt, medens den i Reglen med Nordvest Vind, da Strømmen bliver nordlig og altsaa søger fra Landet, ikke alene ikke lider, men ofte tilsættes og forhøies betydeligt. Vi have nu faaet et Billede af Landtungens Overflade og af de Forandringer, den har undergaaet; det kunde maa- skee ogsaa have Interesse at blive lidt nøiere bekjendt med dens øvrige Beskaffenhed. Ved Fjorden nordenfor Røn bestaaer den øverst af et 1 Fod mægtigt Sandlag ; derunder findes et 4 Tommer mægtigt Lag af sandet Blaaleerkleg, derunder et 1-2 Tommer tykt Sandlag, under dette et V/i Fod mægtigt Kleglag, det vil sige en kalkholdig Blaaleer, isprængt med Muslingskaller og Bændeltang og undertiden et enkelt Stykke Rav. Under dette findes kun Sand. Overfladen er bevoxet med Græs og udgjør endeel af Rønboernes Eng. Muslingelaget be- nyttes til at kline med og til raae Mursteen. Det ligger omtrent 1 Fod under Fjordens daglige Vandstand , men dets Udstrækning kjendes ikke, kun veed man, at det strækker sig imod Vest ind under Landtungen til Havet, hvor det undertiden sees i Havstokken. Man har ogsaa engang tidligere fundet det ved Langer mod Syd, men finder det nu ikke mere; formodentlig er det dækket dybere med 22 330 Sand. I den øvrige Deel af Landtungen findes hverken dette eller noget andet Leerlag indtil en Dybde af 18 — 20 Fod; den béstaaér kun af et eerisformigt'Grlislag, med Und- tagelse af Overfladen paa den høiere Deel, der indtil en 'Dybde af 4 — 6 Fod bestaaer afvexlende af gamle forraad- néde Gl^æssvaerlag og Sand eller Grus. Saadanne Lag findes overalt, men ikke ligemangé; paa sine Steder finder man indtil 4 Lag, der hidrøre fra, at deels Sandflugt, deels Oversvømmelser have dækket den fordums Eng. Ved at Henligge uforstyrret i nogen Tid har der atter dannet sig en Grønsvær, der senere ogsaa er overføget eller oversvømmet og saaledes fremdeles. Det samme vil blive Tilfældet med den nuværende Overflade paa den lavere Deel imod Fjorden, nåar den engang bliver bevoxet, da "sikkert den samme Skjebne vil ramme den. I Havstokken ^blottes undertiden Græssværlagene meget tydeligt, og man seer da det nederste Lag undertiden ligge lige med Hav- fladen eller endog 1 Fod derunder. Siden 1839 har man forsøgt at anlægge Dæmninger ^paa Landtuhgen for at beskytte Liimfjordens Kyster mod 'Oversvømmelser. Skjøndt et saadant Foretagende har mange Vanskeligheder at kæmt)e imod, -kan det dog lyk- kes, som Erfaring har lært, og naar Kysten ikke bort- skylledes, vilde man være istand tilat danne en ny Klit- række, sotii vilde v^re fuldkommen betryggende; men 'ved den stærke Bortskylling undergraves omsider Dæm- pningen, og paa denne Maade ere allerede et Par Rækker blevtie et *Bytte f6r Havet, der ogsaa stærkt truer de til- ^bagéstaaende. I en af Dættmingsgravene (o: Grave, som ete dannede ved deraf at tage Materiale til Dæmningerne) lidt Syd for Agger viste sig et meget interessant og mærkeligt Forhold. 331 Kort efter dens Gravning udviklede der sig nemlig i den en stærk Plante væxt, hvormed den ganske blev dækket, og som især bestod af Potomageton (Vandax) og Chara Arter, Siv og Rør. Jordbunden, som her ligger omtrent 6 Fod over Havet, bestaaer øverst af 9 — 12 Tommer løs Grønsvær af Graaris-Piil , Græs og andre Urter, hvorunder ligger et 2 Fod mægtigt Lag Sand , derunder et noget mudret 4 Tom- mer tykt Lag Sand, sparsomt gjennemflettet af forraadnede Plantedele og Rødder, og under dette et 2 — 3 Tommer tykt Lag tørvagtig Svær, bestaaende af Vandax og Chara Arter samt Rør; derpaa kommer et 2 Tommer tykt Lag Sand, hvorunder ligger et 1 — 2 Tommer tykt Lag sand- blandet Svær, som dog ikke alletider er lige kjendeligt og maaskee deelviis mangler; herunder findes kun Sand. •Hvorfra ere nu disse Planter komne? De findes med Undtagelse af Rørene ikke der omkring. Fladesøen er det nærmeste Sted, hvor de findes, og den ligger 1 — 2000 Alen derfra uden at staae i nogensomhelst Forbindelse dermed. Der ligger desuden Khtter imellem den og Gra- den, og den ligger Nordost derfor. Vinden blæser sjelden fra den Kant og vilde neppe kunne føre Frø med sig af de nævnte Plantearter, der tilmed kom frem i altfor stor Mængde til at være fremkomne af et tilfældigt henkastet Frø. Gaaden kan kun løses derved, at Fladesøen tid- ligere har havt sit Udløb igjennem Agger, idet den fra sit sydvestlige Hjørne eller lidt østligere er gaaet i en Bue mod Vest henimod Klitten, lidt Syd for Øster Agger, og derfra har fortsat sit Løb i sydøstlig Retning og udmundet i den Jille Vig af Liimfjorden, som kaldes Skiver og er l)eliggende Syd for Øster Agger i det nordvestlige Hjørne af Fjorden, hvortil der endnu løber en bile Bæk, som optager og bortfører det overflødige Vand fra den Byen nærmest- 22 ♦ 332 liggende Jord mod Syd. Muligen har Udløbet ogsaa paa det nævnte Sted dannet en liden Udvidelse som en Mose- strækning. Herfra maae hine Planter forskrive sig. Søen med sit Udløb og mulige Udvidelse har ligesom nu været bevoxet dermed; Planterne have kastet Frø, men dette saavelsom da selv ere blevne overføgne med Sand og Ud- løbet maaske ganske eller tildeels stoppet. Det lille tørv- agtige Sværlag, som jeg kalder det, med sine Vandax og Chara Arter blev derved tilintetgjort af det over- liggende mudrede 4 Tommer tykke Sandlag. Hverken disses Frøe eller Rødder kunde gjennembore det, der- imod vare Rørrødderne stærke nok til at bryde igjennem og fortsætte deres Væxt i den nye Bund ; men ogsaa disse bleve dog senere dækkede og tilintetgjorte ved nye Lag af Sand, der tiUige udslettede ethvert Spor af Aaløbet. Som Følge af denne tidligere Plantevæxt og dens suc- cessive Overleiring, finder man nu kun Rør og Siv spire frem i Graven der, hvor man kun er naaet ned til det mudrede Lag, men Vandax og Chara, hvor ogsaa dette Lag er gjennemgravet og man er naaet ned til det tørv- agtige Sværlag. Fra Rødderne af den fordums Plante- væxt kan den nuværende naturhgviis ikke komme, da de forlængst ere forraadnede, men det afkastede Frø har, udelukket fra Luften, kunnet vedligeholde sin Spireevne, og herfra er det at Gravene nu fyldes med Planter. Det var interessant at vide, hvorlænge Frøet saaledes har ligget og opbevaret sin Evne til at spire, men herom kan man ingen Kundskab faae; kun veed man af Sag- net, at Fladesø engang har havt sit Udløb igjennem Agger, hvilket ogsaa synes at bekræftes af Stedforholdene og af det ovenfor omtalte gamle Dokument, ifølge hvilket Fiskeri- 333 rettigheden i Gaardhus Mølleaa blev solgt 1663, til hvilken Tid Fladesøens Udløb altsaa maa have været der; det er følgelig maaskee henimod 200 Aar, at Frøene have be- varet deres Spireevne. Paa Overfladen af Landtungen langs Fjordsiden af- sætter der sig undertiden et tyndt Sliklag, som efter at være tørt danner en meget tynd Skorpe, der bruser stærkt med Syre og altsaa indeholder kulsuur Kalk, men hvis Hovedbestanddeel er Leer med en Ubetydelighed af or- ganisk Stof. Det vilde Tid efter anden meget bidrage til at fremme Plantevæxten , naar ikke begge ved storm- fuldt Høivande bleve forstyrrede af Havet. Forresten dannes Overfladen, især mod Havet, af Gruus , Steen, hvoraf Størstedelen er Flint, Qvartssand og undertiden Titan - Jern - Sand ; tillige opkaster Havet hyppigt Brud- stykker af en Sandsteen , som deels er finere , deels grovere og deels næsten udelukkende sammenkittet af Smaasteen. Bindemiddelet er Kalk, og man finder hyppigt Skaller af Hjertemuslingen (Cardium edule), den alminde- lige Musling og Strandsneglen (Littorina littorea) indkit- tede deri. Skjøndt der efter Stormfloden af 1839 ikke var Spor afPlantevæxt paa den stærkt oversvømmede Deel af Land- tungen, og skjøndt den ofte forstyrres ved Fjordens For- bindelse med Havet, har den dog begyndt at vise sig igjen og vilde snart, naar denne Forbindelse ophørte, dække hele Overfladen. Den Plante, som først indfinder sig paa de lavere Dele, er Salturt (Salicomia herbacea), men foruden denne forekommer her paa den øvrige Deel ogsaa Melde, Fioringræs, Sødgræs (Glyceria di- stans). Klittag, Sodaurt (Salsola Kali), Sand Star (Ca- rex arenaria), Graaris Piil (Salix arenaria), Strandarve 334 (Halianthns peploides) , Gaase Potentil (Potentilla anse- rkia)t og almindelig Padderokke (Eqvisetum arvense). Paa den bevoxede Deel af Landtungen, som ikke har været oversvømmet 11839, forekomme endnu mange andre. Det er mærkeligt, hvilken Længde Tagrøret (Phragmites communis) kan opnaae paa fugtige Steder. Jordbunden er for ufrugtbar til at frembringe en kraftfuld opret Væxt, ogsaa mangler der Vand hertil, men istedetfor at gaae i Veiret løbe Rørene langs henad Overfladen og kunne paa denne Maade opnaae en Længde af 10 — 13 Alen og der- over. Fra Leddene skyde de ofte smaae Redder ned i Sandet og opsende hist og her smaae Straa af et Par Fods Høide. Paa Dæmningerne og de smaae tilbageblevne Klitbakker findes foruden nogle af de nævnte Planter desuden Marehalm af en særdeles kraftfuld Væxt. Man kan finde Blade af V2 Tommes Brede, Straa af indtil 3 Alens Høide og Ax af indtil 12 — 13 Tommers Længde. Endvidere Strandsennep (Cakile maritima) , som kan udbrede sig rosetformigt indtil 2 Fods Diameter, Strand Mands- tro (Eryngium maritimum). Sand Svingel (Festuca are- naria), blodrød Storkenæb (Geranium sangvineum), al- mindelig Kongepen (Hypochæris radicata), haarig Høgeurt (Hieracium Pilosella), smalbladet Høgeurt (Hieracium umbellatum), Blaa Munke (Jasione montana), nøgenstænglet Flipkrave (Teesdalia nudicaulis), al- mindelig Kjellingetand (Lotus corniculatus) , Strand Ært (Lathyrus maritimus), bitter Steenurt (Sedum acre), sivbladet Qvikgræs (Agropyrum junceum), Hare Klø- ve r (Trifolium arvense), Stedmodersblomst (Viola trico- lor), graa Sandskjæg (Corynephorus canescens), gul Run db æ Ile (Anthyllis vulneraria), gul Snerre (Galium verum) , hørbladet Torskemund (Linaria vulgaris), almindelig Røllike (Achillea mjHefolium) og nmd- bladet Klokke (Gampanula rotundifolia). Ligesom Plantevæxt^a er sparson),, saaledes ere ogr saa de Dyr, som opholde s|g paa; Lapdtungefl , kun faae og det endog af So- og Sumpfugle, iiaglet den ^r qvfir givet af Vand næsten paa alle Kaa/,er. Af Pattedyr op- holjdt der sig for nogle Aar tilbage en Ræv, men den blev snart fordrevep og har senere, ikke indfundet sig; derimod h*jLf der v^ret en stor. ]VI,æi^gde Harer, men og- saa de ere. tagne betydeligt af; forresten veed jeg ikk,e, at der opholde sig andre Pattedyr end, Mus, som findes overalt i Klitten. Af Fugle, ere den lille Præ s te - krave (CharadriuS; biaticula), af Aggerboejne kaldet Strand- sker eller Toller, den kentsl^e Terne (Sjterna cantiaca), der dog siden Flegbuakens Forsvinden niere træl^l^er over Landtungen end opholder, sig paa den, den nor,- diske Terne (St. arctica), og den lille Terne (St. miniita) de almindeligste. Desuden finder man forskjellige Maa- ger, Brokfuglen (Cliara^ri,us pluvialis), Strandskaden (Hæmatopus ostralegus). Regnspoven (Numenius ar- cuatus), Skovsneppen (Scolopa^ rustjcola, sjelden og kun en enkelt), den alm in deligs (lyl,^,(i;ringa alpina), fto^- been (Totanus Calidris), af AggerJ;)oerne kaldet, Blie, Klyden (Skomagersyl, ^ejcurvirosti^s^ A.rvocetta) og Kragen (Corvus Cornix) (sjelden og kun om Vinteren. Det paa- staaes, at om Foraaret rei^e Kragerne til Norge for at yngle, og at Skibe i oijidt Xeir skille vaere bjevft^ heelt besJ^t^q med dem icjet de, ere bl§^n^ trætte pja^ Reisen ; man siger ogsaa, at man undertiden seer store Flokke vende tilbage, skjøndt Veiret er godt, men der er da Uveir ivente, S091 de ikke ville udsætte sig for. Formodentlig trække de ogsaa til Skovegne her i Danmark; t^\ \}^\ ^r det, at 336 man aldrig seer en Krage her i Egnen om Sommeren). Fremdeles findes Solsorten (Turdus merula), Snekokken (Emberiza nivalis), undertiden i store Flokke, Sanglærken (Alauda arvensis), undertiden i temmelig Mængde for at søge Klittagfrø paa Dæmningerne, og Agerhøns (Perdix cinerea), tidligere ikke faae , men nu i Aftagende. Ternerne, Strand- skaden og Præstekraven lægge deres Æg paa den nøgne, grusede Landtunge i en liden af dem selv dannet For- dybning, uden nogensomhelst anden Redebygning. Efter den varme Sommer i 1846 traf jeg om Efteraa- ret adskillige Vandregræshopper (Gryllus migratorius). Før den Tid vare de ikke sete her, og de have heller ikke været at see i de sidste tre Aar. En temmelig streng Vinter synes at have tilintetgjort dem. De fandtes kun i August, September og de første Dage af October og, med en en- kelt Undtagelse, kun paa Dæmningerne ved Agger. Denne Skildring viser den sørgelige Skjebne, som Agger Sogn har undergaaet; der er neppe nogen Deel af Danmark, der har Hdt saa uafbrudte og voldsomme Forandringer som denne lille Plet. Fra frugtbart Ager- land med dertil hørende Byer, en stor og udstrakt Eng- strækning med fortrinligt nærende Græs langs Liimfjor- dens stille Bredder og en beskyttende Klitrække mod det brusende Havs Bølger, er det forvandlet til en vid og øde Gruusslette næsten uden Ager og Eng, uden beskyttende Klitter, kun med Halvdelen af dens Byer og uden Udsigt til at turde haabe en bedre Fremtid. Men neppe have Naturkræfterne heller paa noget Sted virket saa uafbrudt og uhindrede for at fuldbyrde et saadant Ødelæggelsens Værk. Stormen driver Havet over sine Bredder, og vildt 337 tumle dets Bølger sig for at sløife Alt, hvad der møder dem , Strøm og Bølge arbeide uafbrudt for at baue sig Vel dybere ind i Landet, Vinden hvirvler Sandet frem for at dække og tilintetgjøre , hvad Vandet ikke kunde naae; saaledes har Naturen virket i Aarhundreder, og saaledes virker den endnu og vil stedse virke. Fremtiden er saa- ledes ikke lysere end Fortiden, men Beboerne see den med Rolighed imøde og elske deres lille Plet høiere end Kongen sine gyldne Sale. Dersom Sibylles Spaadom skal gaae i Opfyldelse, skal der engang fiskes Torsk, hvor Vestervig Kirkegaard nu hgger, og vist er det, at bliver Havet ved at bortskylle af Landet — og der er for Tiden ikke nogen Kjendsgjerning forhaanden, hvoraf man kan slutte, at det vil ophøre her- med — saa maa det engang skee, men naar, maa man lade henstaae til en uvis og fjern Fremtid; derimod kan man med stor Rimelighed, næsten Vished, slutte, at Agger om 100 Aar ikke mere existerer. iia-HiMw Om Tobaksrogningens Indflydelse paa det menneske- lige Legeme, (A.f O. T. R. Schjodt, practiserende Læge i Horsens.) Ilet Æmne, med hvis Behandling vi paa disse Blade ville beskjæftige o&, er en Betragtning af, hvorvidt en nur omstunder af de fleste Mænd antagen Vane, neiiptUg Tobaksrøgningen , kan ansees for at være skadelig eller ikke. Vi kunne her ikke behandle den forelagte Op- gave med den Videnskabelighed som ligeoverfor Læsere, der alle ere fortrolige med Lægevidenskabens og Che- miens Grundsætninger og Resultater , men vi ville bestræbe os for at gaae ind paa Undersøgelsen af dette Thema paa en saadan Maade, at det Videnskabelige kom- mer til at staae i et mindre skarpt Modsætningsforhold til det Almeenforstaalige , og at begge kunne understøtte hinanden, for at vi saavidt muligt kunne komme til en nogenledes klar Kundskab om , hvorvidt vi i Gjenstanden for vor Betragtning kunne see det Behagelige forenet med det Gavnlige. Jeg har tænkt mig først i Korthed at ville med- dele Tobaksplantens Udbredelse og Skjæbne i Europa, og dernæst at omtale dens Bestanddele, for derpaa efter Viden- skabens nuværende Standpunkt paa en populær Maade at fremstille dens Indflydelse paa det levende Legeme. 339 Den almindelige Tobak er de tørrede Blade af en Plante, sombenævnesTobaksplanten. Dens i Plantelæren anførte systematiske Slægtsnavn erNicotiana; idetnatur-^ lige System har den sin Plads i Kartoffel familien, So-^ laneae, og i detLinnéske System hører den til Klassen med de 5 Støvdragere, Pentandria. Den har sit egentlige Hjem i America; paa nogle Steder staaer Nordamerica, paa andre Sydamerica anført som dens Fædreland. Senere er den funden i Asien og dyrkes nu paa flere Steder I Europa. Den Tobak, der flndes her i Landet, er den saakaldte aK mindelige Tobak (Nicotiana tabacum), Bondetobak (N. rus-^ tica), Jomfrutobak (N. panniculata) og Soldatertobak (N. glutinosa). I Begyndelsen af den sidste Halvdeel af det 16de Aarhundrede, fortælles der, er den bleven ført til Spanien og Portugal fra Provindsen Tab ae a paa Øen Haiti, hvorfra den ogsaa skal have faaet sit Navn; dog er man angaaende dette sidste Punkt, nemlig Navnets Herkomst, ikke ganske paa det Rene, thi Andre sige, at Spanierne have opkaldt Tobakken efter en Væxt, som findes i Arabien, hvor den kaldes Tab o, og som skal have Lighed med To- baksplanten, men til hvilken Slægt og Art hin Plante selv maa henføres, derom er man atter uvis. Man seer altsaa, at Oprindelsen til Navnet er dunkel, men ligesom enhver Plante har sit Navn baade af det Folk, i hvia Land dea ^oxer, og &m Benævnelse af Botanikeren, saaledes gaaer det ogsaa med den Plante, vi her beskjæftige os med. Om Oprindelsen til dens botaniske Navn, Nicotiana, ere vi derimod ikke i Tvivl, thi Aaret efter at den var sendt til Spanien, indførtes den ogsaa i Frankrig af den franske Gesandt i Lissabon, ved Navn Jean Nicot, hvoraf Plantens Navn. Endskjøndt den ikke paa andre Steder blev modtagen med samme Naade af Regj e ringe rne , som 340 i Spanien, Portugal og Frankrig, udbredtes dens Anven- delse dog efterhaanden mere og mere, først til Snusning og senere til Røgning; og hvor findes nu et Sted i Eu- ropa, som ikke tæller Tobaksrøgere blandt dets ikke blot mandlige, men endog qvindelige Befolkning, ja selv Børn? I Schweiz, Rusland , Italien , i Tyrkiet endog var i sin Tid Planten forbudt, og haarde, selv infamerende. Straffe vare fastsatte for Brugen af den; ja i sidstnævnte Land, Tyr- kiet, hvor den nuomstunder hører til en af Folkets Nød- vendighedsartikler, var der ved Lov bestemt Dødsstraf for al Tobaksrøgning. Saa skadelig ansaaes Planten tidligere at være, men hvorledes have dog ikke Tiderne forandret sig, thi i Østerrig driver nu Regenten Monopol med To- baksbladene, og paa andre Steder blive selv de, der fra- raade Andre Brugen af dem, straffede. Saameget, hvad Plantens Herkomst og Skjæbne angaaer; vi ville nu gaae over til et andet Punkt, nemlig densBestanddele. Foruden Stoffer som Gummi, Stivelse, Æggehvide, nogle Syrer og Salte m. m. findes 2 væsentlige Bestand- dele i Tobakken, som meddele den dens fremragende Egen- skaber. Det ene Stof kalde Chemikerne Nicotianin, det andet Nicotin; begge vindes de ved Tobaksbladenes De- stillation. Nicotianin har skarpe og meget bedøvende Egenskaber , dets Farve er hvid , og det seer ud som smaa Chrystaller; det andet Stof, Nicotin, er af en olieagtig Beskaff'enhed og uhyre skarpt. Ved at høre Nav- net Nicotin ville vist mange af Læserne ihukomme et Cri- minaltilfælde, som for nogle Aar tilbage har afgivet et levende Conversationsthema i hele Europa, nemlig Mordet paa Svogeren af den senere henrettede belgiske Greve Bocarmé. Den franske Læge og Chemiker Orfila har, for- anlediget af det omtalte Mord, som netop fandt Sted med 341 Giften Nicotin, foretaget en Deel Experimenter med dette Stof paa levende Dyr. Her er ikke Stedet at berette denne berømte Mands Resultater, som han selv har forelæst i en Afhandling for det franske Academie nationale de medi- cine, men vi ville kun anføre saa meget, som der er nød- vendigt til vor Opgaves Behandling. Nicotin vindes ved at lede Tobaksrøg gjennem Vand, helst et saadant, der iforveien er gjort suurt ved Hjælp af Svovlsyre; herved dannes svovlsuurt Nicotin, hvoraf det rene Nicotin ad chemisk Vei kan uddrages. Denne Substans er olie- agtig, klar og hvid, opløselig i Æther, fede Olier, Viin- aand og Vand; den er brændbar og udstøder ved For- brændingen skarpe Dampe , der lugte af Tobak. Den er sammensat afQvælstof, Kul og Brint paa en saadanMaade, at Grundstofferne kunne ordnes til Ammoniak og en Kul- l)rinteforbindelse. Orfila har tillige foretaget en Analyse af forskjellige Tobaksorter, nærmest med Hensyn til Nicotinets Procent- mængde , som ikke er uinteressant , og som stiller sig paa følgende Maade: Havanna ... 2,0 pCt. Nicotin Maryland ... 2,3 — — Pas de Caiais 4,9 — — Du Nord ... 6,6 — — Virginia ... 6,9 — — Du Lot ... 8,0 — — Vi anførte, at Nicotin kan betragtes som indeholdende Ammoniak, det samme Stof, som man fornemmer ved at lugte til en Flaske med Salmiakspiritus, der ikke er Andet end Vand , hvori der er opløst Ammoniak. Denne Luftart udvikler sig ogsaa virkelig, naar Tobaks- 342 bladene, efterat de iforveien ere blevne samlede i Bundter, skulle til at gjære, hvad der i det techniske Sprog kaldes at svede, men da derved en stor Deel af Tobakkens «karpe Egenskaber gaaer tabt, sørge altid Tobaksfabrican- teme for, at en saadan Gjæring ikke skeer for hurtigt. Den anden Substans, der har meget stærkt bedøvende Egenskaber, nemlig Nicotianin, erholdes som anført ligeledes ved Tobakkens Forbrænding, men kan saavelsom Nicotin vindes baade ved den tørre og vaade Udskillelse. Til- beredes den ved Bladenes Destillation med Vand, saa maa den uklare overdestillerede Vædske fra Tobakken henstaae i flere Dage, førend Nicotianin afsætter sig som hvide Chry staller i Forlaget. Vort egentlige Formaal var at eftervise Tobaksrøg- ningens Indflydelse paa den menneskelige Orga- nisme. For nu at fremstille denne Deel af vor Betragtning i et saa klart Lys som muligt, troer jeg, at jeg gjør rettest i først at fortælle , ad hvilke Veie Tobaksrøgen kommer til at virke , altsaa dens Virkningsroaade , og dernæst at gaae over til dens Virkningsphænomener, d. v. s. Følgerne af dens Tilstedeværelse og Indflydelse paa den levende Or- ganisme. Tobaksbladene høre til den Slags Stoffer, som vi i vort store Medicamentforraad kalde »bedøvende«. Alle be- døvende Midler have imidlertid ikke een og den samme Egenskab, men denne retter sig ogsaa efter de andre Stoffer, hvormed det bedøvende er blandet. Da vi i To- bakken foruden en skarp ogsaa finde en bedøvende Sub- stants, henføre vi den til de skarptbedøvende Midler, og forsynet med disse Egenskaber kan Planten i forskjellige Former gjøre sin Indflydelse paa Organismen gjældende. En af de mange Former, hvori Tobakken kan bibringes 343 l^fégemet, ag den, som 'ér den meest udbredte, er Røgen, 'elfer med andre Ord: deh tørre Destillation af Bladene, liVorved hine ovenfor OMalte Substantser udvikles, gaaer forud for Nydelsen af samme. Ogsaa i Lægevidenskaben attvendes Tobaksrøgen som Medicament i visse Sygdomme, 'fifiéfn da vor Opgave kun er at oplyse Tobaksrøgningens 1hdvii*kning paa Forbrugeren , men ikke alle de andre Maader, hvorpaa Stoffet kan bibringes Organismen, saa indskrænke vi os til at undersøge de Veie, ad hvilke Tobaksrøgningen gjør sin Indflydelse gjældende. Disse Veie ere Munden og Maven paa den ene Side, og Aandédrætsorganet (Lungerne) paa den anden. Vi ville først betragte Munden og Maven som Giftenes Leder. Disse 2 nævnte Dele af det menneskelige Legeme ere paa héle deres indvendige Overflade overtrukne med en Hinde, 'S'Om vi'kalde Sliimhinden, og som har den Egenskab formedelst 'én utallig Mængde smaa mikroskopiske Kjertier, der afsondre eh slimet Vædske, at holde sig glat og fugtig. Sliimhinden er endvidere forsynet med et mikroskopisk Net af ligesaa 'Utallige Aarer, som paa Grund af deres særegne Bygning 'ere istand til at optage Stoffer, der kunne opløses i Mun- dens og Mavens Vædsker, for derfra at føre dem videre, indtil de undergaae deres Forvandlinger og Udskillelse ; disse Aarer ere et Slags Sugeaarer , et Navn der 'imidlertid kun ér brugt i billedlig Forstand, thi Sugningen gEtaer her ikke for sig paa den mechaniske Maade, vi i Physiken lære, nemlig derved, at den ydre Luft presser det Legeme, hvorpaa Sugningen gaaer ud, ind i et andet Rum, hvor Luften er bleven fortyndet, som f. Ex. ved at sætte en med fortyndet Luft forsynet Kop i et Kar med Vand , hvor\ed dette stiger op i Koppen. Ganske anderledes forholder det sig med Aaremes Sugning ; her 344 er det Aarevægenes Gjennemtrængelighed og Haarrørs- kraften, der gjør sig gjældende, og Virkningen skeer igjennem Rør eller Canaler, saa fine, at intet Menneske kan gjøre dem efter, thi deres Vidde ligger imellem 0,001 og 0,005 Pariser Tomme; de ere saaledes af en Dimension, der kun er at opdage ved Hjælp af Mikroskopets mangfoldige Forstørrelse. Ved at Tobaksrøgen pirrer Sliimhinden i Mundens Huulhed, sættes baade de store Spytkjertler og de omtalte smaa Rjertler i en forøget Virksomhed; der skeer et større Blodtilløb, og Sliim- samt Spytafsondringen befordres. I denne frem- kaldte Vædske finder nu Røgen et Legeme, hvori den kan faae de skarpe og bedøvende ^Substanser, som den indeholder, afsat og opløst; Tobakspiben er saaledes Retorten, og Mundhulen Forlaget til de avlede Stoff'er. Ad hvilken Vei nu disse komme ind i Organismen, vil af det Fore- gaaende være Læserne klart; saavel det skarpe som det bedøvende Stof, der saaledes ad chemisk Vei har afsat sig i Spyttet, vil derpaa af Mundens Blod- eller Sugeaarer føres videre omkring i Legemet. Der gives Nogle, som synke den afsondrede Vædske, Andre, som fjerne den ud af Munden o: de spytte. De Første bringe altsaa det med de omtalte Stoffer forsynede Spyt ned i Maven, men dermed ere de ikke hjulpne, thi ogsaa herfra optages Bestand- delene paa samme Maade som i Munden af de utallige Aarer, som findes udbredte paa Mavens Sliimhinde , for at føres til Legemets andre Organer; de derimod, der skille sig ved Spyttet og spytte ud, befries tillige for en stor Deel af den producerede Gift, og efterlade kun saameget til Aarernes Opsugning i Mundens Huulhed, som dennes Sliimhinde, der stadig holder sig fugtig, kan opløse. Den anden Maade, paa hvilken Røgen kommer til at virke paa det menneskelige Legeme , er ved Indaanding 345 gjennem Lungerne; her skeer en lignende Proces som den, der fandt Sted i Munden, men desuden har Røgen endnu en ganske anden Indvirkning, som efter min Me- ning er langt vigtigere og af en langt større Betydning end den gjennem Sliimhindens Aaresystem; dog en nølere Betragtning heraf ville vi gjemme til siden, naar vi tale om Tobaksrøgens videre Indflydelse paa Organismen. Man vil af det Foregaaende have seet, at vi i Grunden ikke saa strengt have adskilt Virkemaaden fra selve Virkningens Tegn, uden for saa vidt det var nødvendig for at gjøre Virkemaaden gjennem Blodet forstaaelig. Idet vi nu gaae over til at fremstille den Indflydelse, Tobaksrøgen har paa vort Legeme, kunne vi begynde med de bedøvende Legemers og navnlig de skarpe bedøvende Midlers Virkning anbragt paa hvilketsomhelst Sted paa Organismen, fordi vi deraf kunne forklare os Røgningens Indflydelse. De bedøvende Stoffers Egenskaber henføre vi til to Virkninger, som de udøve paa Legemet; den første umiddelbare Yttring bestaaer i en Ophidselse, den derpaa følgende i en Bedøvelse og Slappelse liig med de viin- aandholdige Drikkes Virkning. Den bedøvende Gift, og hvad nu i Særdeleshed Tobakken angaaer, tillige det skarpe Stof, der er kommen ind i Blodet ad. den Vei, vi før betragtede, fremkalde paa Grund af deres Egenskaber saa at sige en Anstrængelse , en Reaction, fra Legemets Side til atter at fjerne de Substanser, som Organismen ikke kan bruge, da de ikke tjene til dens Ernæring; de Organer altsaa, hvis Forretning det er at udskille alt det Ubrugbare af Legemet, sættes i forøget Virksomhed, og Nyrerne, Huden, Maven og Tarmkanalen stimuleres til kraftige Functioner. Ogsaa Hjertet arbeider stærkere, Blo- 23 346 det vil komme til at strømme hurtigere og stærkere til Hjernen og Rygmarven, hvoraf «n større Livlighed og Mun- terhed kan opstaae, men ovenpaa den ophidsede Tilstand kommer den svækkede med Døs, Søvnighed og Svindel; ja fuldkommen Lamhed kan indfinde sig efter store Indgifter af bedøvende Stoffer. Kun i visse Sygdomstilfælde, hvor et eller andet Verksted i vor umaadelig store og skjønne Fabrik er kommen i Uorden, hvor der enten arbeides for meget eller for lidt eller paa en for Sundheden forkeert Maade, der ikke duer til det Heles Vedligeholdelse, kan der være Tale om slige Legemers nyttige og nødvendige Anvendelse, og paa Grund heraf erholde de ogsaa Navn af Lægemidler; Sygdommens Grad, Sæde og Beskaffenhed, Vedkommendes egen Individualitet o. s. v. bestemmer i det enkelte Tilfælde Indgiftens Størrelse og Form. I modsat Tilfælde, hvor deres Anvendelse er unødvendig, kunne de tillige blive skadehge og fordærvelige. Lægen og Ghemikeren Orfila, den samme vi før nævnte, har gjort nogle Forsøg med Hunde ved at dryppe dem Nicotin i Øinene, eller bibringe dem Giften paa anden Maade, og deraf fundet, at de Dyr, som døde derefter og bleve ob- ducerede, viste tydelige Spor af et stærkt Blodtilløb til Hjernen og Maven. Jeg har nu herved søgt at gjøre opmærksom paa To- baksgiftens Indflydelse paa den menneskelige Organisme i Almindelighed, men foruden disse almindelige Virkninger vil jeg nu omtale Røgens eiendommelige Indflydelse paa Sundhedstilstanden. At røge og spytte Mundvædsken ud med det samme synes jo ikke at være skadeligt, men paa den anden Side er det heller ikke gavnligt, da det Spyt, der skulde synkes og tjene til Fordøielsens Fremme, jo derved fjernes. Herved 347 er at mærke, at jo mere Spytkjertlerne irriteres af Røgen, desmere sættes de i forøget Virksomhed, og det Skadelige vil ligge deri, at man ved bestandigt at spytte sætter visse Redskaber i forhøiet Activitet, hvilket kun kan skee paa andre Organers Bekostning, en Omstændighed, der virker skadeligt tilbage paa det hele Legeme. Rigtignok bliver altid saa meget af den afsondrede Vædske tilbage, som udfordres til Vædningen af Munden og Svælget, der under Røgningen kunne faae en Fornemmelse af Tørhed, men da denne Mængde ikke er tilstrækkelig til Fordøielsens Befordring, virker denne Omstændighed ikke gavnlig ind paa det Hele. Et Gode og navnligt et vigtigt Gode er det, at derved den største Deel af Giften fjernes og ikke op- tages i Legemet, og sikkerligen opveier dette Gode den Skade, som en for hyppig Spytning ved sin Tilbagevirkning paa Organismen kan komme til at anrette. Herved tages naturligviis, foruden hvad baade Styrken samt Mængden af den consumerede Tobak angaaer, ogsaa Hensyn til Ved- kommendes Individualitet, thi et Menneske taaler mere eller mindre end et andet; den Enes Sundhedstilstand er i en bedre Forfatning end den Andens , og Nogle kunne lettere vænnes til en saadan extraordinær Nydelse end Andre. Dog ansee vi det for afgjort, at i Alminde- lighed er en vedvarende hyppig Nydelse , saa at sige en uafladelig Røgen fra Morgen til Aften, kun afbrudt af korte Mellemrum, der tjene til Fødens Indtagelse, og til- lige Anvendelse af en stærk Tobak, beregnet efter Giftenes Procentmængde, paa Grund af det ovenfor Fremsatte ab- solut skadelig; et almindeligt IldebeGndende, slet Fordeielse, Hjertebanken , alle mulige Fornemmelser i Hovedet have tidt deres Rod i denne Uskik, som engang tidligere eller sildigere hævner sig paa det legemlige Velbefindendes Bekostning. Det 348 er udenfor al Tvivl , at der findes Individer, paa hvem To- bakken ligesom nogle andre Gifte i passende Mængde paa Grund af den lange Vane ikke længer kan gjøre nogen Virk- ning, men at ville undergrave sin Sundhed i den Tanke, at man nok kan vænnes dertil, er i høieste Grad uforsvarligt ; kun en maadelig Brug deraf og af de lettere Tobaksorter er for Den, der ikke uden den allerstørste Vanskelighed aldeles kan rive sig løs fra Brugen af denne Plante, til- raadelig; for Begynderne er det det Sikkreste ikke at vænne sit Legeme til at være et Værksted for Giftenes Av- ling og videre Omsætning. Vi ville hertil knytte den Be- mærkning, at den Tilbøielighed til Opkastning, ja stundom denne selv, der tidt indtræder hos vante Tobaksrøgere midt i deres Nydelse, naar ingen anden Aarsag er tilstede, har en reen mechanisk Oprindelse og hidrører fra den tørre Røgs Pirring paa Ganen og Svælget, hvorved de samme krampeagtige Bevægelser opstaae, som naar man kildrer En bag i Halsen med en Pennefjer eller deslige. En anden for Tobaksrøgen eiendommehg Indvirkning er den paa Lungerne. Her er et Punkt, som vi i Særdeles- hed ville gjøre Enhver opmærksom paa, da vi maae ansee baade denne Virkemaade og selve Virkningen for hos Mange at have en ganske overordentlig Betydning. Det maa nemlig ansees for en uhyre stor Forskjel, om Tobaks- røgen nydes i fri Luft eller i et indesluttet Rum, hvor Luften ikke idelig kan fornyes, men stedse, saalænge Røg- ningen fortsættes og længe derefter, bliver opfyldt med Røgen. At Røg i Almindelighed ikke kan indaandes uden Fare for Vedkommende, er en bekjendt Sag, og det er kun dels paa Grund af Moden, dels formedelst To- bakkens mindre ubehagelige Lugt, at den fremfor nogen anden Røg har Privilegium paa at trænge ind i Folks 349 Lunger. Hvilken Virkning Tobaksrøgen i el Værelse har paa den Uvante, der pludselig træder ind fra en renere Luft, kjender Enhver, hans Lunger irriteres, der opstaaer en tør- Hoste, Følelse af Qvælning og Hæshed. Man maa fristes til at troe, at det er en Omstændighed, som de Fleste aldeles oversee. Folk sige tidt: det gjør ingen Ting, vi sluge og synke jo ikke Røgen; deri have de Ret, naar de under Synkning forstaae Røgens umiddelbare Ned- gang i Maven, men at de dog ikke have saa fuldkommen Ret, vil man indsee af det Foregaaende, thi om ikke Røgen umiddelbar kan synkes, saa kunne dog de afsatte giftige Stoffer synkes med Spyttet. Hvad det imidlertid her kommer meest an paa, det er, at disse Folk glemme, at de befinde dem omgiven af en Atmosphære, der foruden den til Aandedrættets Vedligeholdelse og Blodets Forandring aldeles uundværlige Livsluft, nemlig Ilt, indeholder høist farlige Gifte, der udøve en ødelæggende Indflydelse paa Lungerne som Aandedrættets Organer. Man betragte et Værelse, hvori der stadig røges Tobak, samt de deri op- stillede Sager ; Enhver veed vist , hvorledes saadanne Meubler, Vægge, Gardiner, Bøger o. s. v. see ud, hvor- ledes de ere overtrukne med et sort, klæbrigt. Støv. Jeg vil troe, at, omendskjøndt Enhver har seet saadant før, han maaskee dog ikke har gjort sig selv det Spørgs- maal: Mon det dog ikke skulde være skadeligt for mig at opholde mig i et saadant Rum, der stadig opfyldes af det hæslige Stof, som successive , om end i smaa Por- tioner , saa dog uafbrudt afsættes rundt omkring og danner hint sorte Betræk paa Loftet og Vægene? Skulde tilfældigviis Nogen være gaaet i Rette med sig selv , da har maaskee han eller en Anden, hvem han har med- delt sine Tanker, svaret : Det gjør ingen Ting, man hoster 350 og spytter det op igjen. Men troe ikke, at Alles Lunger, hvori selv i deres alleryderste og fineste Forgreninger den røgblandede Luft optages, ere istand til at taale det idelige Irritament, som denne Sod bevirker. Lungerne ere meget sensible og ikke indrettede til Andet, end til at optage den Luft, der er skikket til Indaanding, idet den igjennem dem afgiver den for hele Organismen nødvendige Ilt. Lungerne angribes letteligen selv af den svageste Indvirking af et fjendtligt Legeme. Ikke blot de, der ere i Besiddelse af, hvad man kalder, et Par stærke Lunger , skulde lægge sig dette paa Hjerte , thi selv et tilsyneladende stærkt Organ kan ikke altid taale meget , men i Særdeleshed de , der bære Mu- ligheden til en Lungesvindsots videre Udvikling i sig; thi for disse , og det lærer Erfaringen hver Dag , er Tobaksrøgningen i indesluttet Rum en sand Drive- Qæder til en hurtigere Død end ellers. De Bryst- svages Blod, der ikke har det sunde Blods naturlige Blan- dingsforhold, men afsætter et baade Lungerne og andre Organer ødelæggende Stof, de saakaldte Tuberkler, vil ved det nye unaturlige Irritament strømme saa meget stærkere til Lungerne, som disse irriteres; Brystsygen vil dessnarere udvikle sig og gjøre Mennesket til et vandrende Liig blandt de Levende, eller dersom Sygdommen allerede er videre fremskreden, da vil Pirringen fra Røgens Side paa den ømfindtlige Lunge endnu mere fremskynde de Ødelæggelser, som uden fremmed Hjælp det Sygdommen fremkaldende Stof desværre alene nok saa godt formaaer. Det er i Grunden sørgeligt at see unge Mennesker, hvad- enten de ere Haandværkere , Kunstnere eller Studerende, der ere anviste til deres Bestilling i et lille Rum, leve i denne hæslige Atmosphære; mange af dem bære allerede 351 Spiren til en om faa Aar om sig gribende Sygdom i sig, og desuagtet søge de, om ikke med god Villie, saa dog frivilligen og uafvidende at bidrage til deres fremtidige Lidelser. Det kunde maaskee ikke være afveien, ifald der i Analogi med andre Maadeholds-Selskaber dannede sig lignende, hvad Tobakkens Forbrug angaaer, for at standse eller idetmindste hemme den Nydelse , som de fleste Mandfolk næsten ligefra det Øieblik, de have traadt Børne- skoene, hengive sig til. Man seer altsaa, at jeg herved har udtalt min Me- ning om Tobaksrøgens Nydelse , men man maa derfor aldeles ikke troe, at jeg vil banlyse den aldeles og drage tilfelts baade imod Tobaksrøgere og Tobaksfabrikanter. Røgningen af et Par Piber eller Cigarer om Dagen er ligesaa uskadelig som at nyde et Glas Brændeviin, naar det kun skeer under Omstændigheder, der ere uskadelige for Sundheden, som jeg nylig søgte at gjøre indlysende. At sørge for Luftens Fornyelse under Røgningen i et inde- sluttet Rum er uundgaaeUgt nødvendigt, thi kun derved er man istand til at forebygge Tobaksrøgens skadelige Indflydelse paa Lungerne. Rigtignok vil man høre Ad- skillige sige: Tobaksrøg skader aldeles ikke, fordi den og den er bleven saa og saa gammel og var saa og saa rask, uagtet han røg saa og saa mange Piber og Cigarer om Dagen. Man kan da sige, at det er gaaet dem maaskee, som det gaaer gamle Drankere, de bilde sig ind, at de ikke vare blevpe saa gamle, naar de ikke havde drukket saa meget. Imod slige Yttringer er der kun eet at indvende, og det er, at Constitutionerne ere forskjellige , og at man ved at give Regler ikkun tager Hensyn til et almindeligt For- billede af Menneskene og ikke til Undtagelserne; der gives jo ogsaa dem, der f. Ex. kunne nyde Spiser langt 352 hedere end Andre ere istand til o. s. v. ; men som sagt, de ere Undtagelser fra Normen. Det kunde være interessant at vide, om ikke den samme Fremgangsmaade , som Indianerne anvende ved Opiumets Tilberedelse, førend det forbruges til Røgning, eller i det mindste en lignende kunde bruges ved Be- handlingen af Tobakken for at berøve den en Deel af dens skadelige Egenskaber. Opium indeholder, som be- kjendt, en Deel bedøvende Substanser, der have en eien- dommelig Indflydelse paa Forbrugerne af samme. For at modificere denne koge Indianerne et vist Qvantum Opium med Vand i et Kobberkar og tørre den tiloversblevne Masse over Ilden, indtil den bliver ganske skjør og lader sig søndergnide mellem Fingrene. Endskjøndt denne Be- handlingsmaade ved første Øiekast synes at maatte aldeles ødelægge Opiumets virksomme Bestanddele , er det dog i en anden Henseende ikke tænkeligt, at de Indianere, som ere hengivne til Opiumsrøgningen, ville nyde et Stof, som var aldeles kraftløst. Maaskee vil denne Fremstilling af Sagen ikke finde megen Gjenklang i Veteranernes Øren ; men jeg ønsker netop, at mine Ord maatte tages i Betragtning af Yngre og Begyndere og navnlig af saadanne , der mærke med sig selv, at de just ikke ere i Besiddelse af det stærkeste Bryst. Naturforholdene paa Ilimiuellegemerne* (Af Adjunkt Freuchen.) III. Kometerne. r oruden Planeterne med deres Maaner hører endnu til Solsystemet en talrig Klasse af gaadefulde Kloder. Uventede komme de ofte tilsyne snart paa et snart paa et andet Sted af Himmelen, nærme sig med meget stor Hastighed til Solen, omkring hvilken deres Baner altid bøje sig, og fjerne sig da atter, for snart at blive usynlige, uden at man for mere end nogle ganske enkelte af dem har været istand til at afgjøre med Sikkerhed, om de tidligere have vist sig, eller om og naar de igjen ville komme tilsyne. De fleste Kometer ere saa smaa, at Astronomerne kun ved Kikkertens Hjælp kunne se dem, men ikke faa have dog været saa klare som de klareste Stjerner, og deres lysende Haler have spændt over den største Del af Himmelen. Saa langt som Historien gaar tilbage have Kometerne været Gjenstand for den største Opmærksomhed, og indtil de sidste Tider have de vakt Frygt for kommende llykker og faaet Skyld for alt, hvad der indtraf samtidig med dem; der er tilskrevet dem de allervidunderligste Virkninger i alle mulige Retninger. Nu er man dog kommet saa vidt, 354 at Frygten for Kometerne idetmindste er tavs, om den end ikke ganske er udryddet. Det er først i de sidste Aar- huridreder, at Astronomerne ret med Iver og med nogen- lunde Held have forsøgt at løse de Gaader, som Kometerne opstille for dem. I en tidligere Tid troede man, at de vare Meteorer, der hørte med til Jordens Atmosphære, indtil Maalingen af deres store Afstande viste, at man maatte anvise dem en ganske anden Plads. De største for det blotte Øje synlige Kometer bestaa som oftest af en indre stærkt skinnende Kjerne, der om- gives af en svagere lysende Dunstkugle, fra hvilken en længere eller kortere Hale strækker sig ud. Ved de mindre mangler som oftest baade Kjernen og Halen, de vise sig da kun som lysende Taagemasser omtrent som de fjerne Stjernetaager. Iagttagelserne af de Kometer, der haveKjerner, have ført til et meget mærkehgt Resultat med Hensyn til disses Beskaffenhed. Man har nemlig enkelte Gange set en saa- dan Komet passere imellem en Stjerne og Jorden uden at skjule Stjernen for Iagttagerens Øje; den kunde altsaa hverken være fast eller flydende, da man ikke ret vel kan tænke sig saa store faste eller flydende Masser med en fuldkommen Gjennemsigtighed. Der er da intet andet til- bage end at antage Kjernen for at være luftformig. — Den ligger sjelden midt i den omgivende Taagemasse, men sædvanlig noget henimod den mod Solen vendte Side. Den omgivende Taagemasse er sædvanlig fuld- kommen kredsrund med en meget betydelig Udstrækning ; saa ledes var Halleys Komet, som viste sig 1835 og kommer igjen hvert 75de Aar, 75,830 Mile i Gjennemsnit. Ved nøj- agtige Iagttagelser af Stjerner, der ere sete bag Kome- ternes Taagemasser, har det vist sig, at disse ikke virkede 355 lysbrydende, saaledes som de maatte gjøre det, dersom de vare Luftmasser. I hvilken Form Stoffet findes fordelt i dem, er os derfor en fuldstændig Gaade. Komettaagen er imidlertid meget foranderlig i Henseende til sin Stør- relse, navnlig aftager den, jo nærmere Kometen kommer til Solen, uden at man er istand til at angive Grunden dertil. Og ikke blot Størrelsen, men ogsaa Formen er underkastet betydelige Forandringer, saaledes som det især viste sig ved den ovenfor omtalte halleyske Komet. Den 15de October 1835 saa Arago i Paris i Taagemassen to stærkt lysende Linier, der begrændsede et Ldsnit af den runde Masse ; den næste Aften vare disse forsvundne, me- dens to andre af lignende Beskaffenhed vare fremkomne paa et andet Sted. Disse bleve staaende længere Tid, deres Glands tiltog, og de antoge en krum Form, medens tre andre lignende Linier efterhaanden dannede sig. Men hvad det var for Forhold, der bevirkede disse underlige Phænomener, vide vi aldeles ikke. Den mærkeligste Formforandring, man har set ved nogen Komet, og overhovedet en af de mærkeligste Verdens- begivenheder, indtraf imidlertid ved Gambarts (Bielas) tele- skopiske Komet i Slutningen af 1845, idet Kometen delte sig i to mindre Kometer, der senere have fulgt hverandre, skjøndt med bestandig voxende Afstand, og atter bleve iagttagne 1852. Om en saadan Deling af en Komet har man vel ældre Be- retninger, men Muligheden var dog underkastet Tvivl, der nu fuldkommen ere hævede. Atter her er det os en uopløst Gaade, hvilke de Kræfter ere, der have bevirket Dehngen, men selve Kjendsgjerningen er højst mærkelig saavel i og for sig, som fordi den synes at give en antagelig Forklaring af den Vrimmel af Smaaplaneter, hvis Baner paa den 356 mærkeligste Maade krydse hverandre imellem Mars- og Jupitersbanen. Kometernes Haler ere kegle- eller valseformige ly- sende Masser, der strække sig ud fra Kometen, sædvanlig i modsat Retning af den , hvor Solen staar. De ere ligesaa eller endnu mere gjennemsigtige end Taagemassen , der omgiver Kjernen, og bryde heller ikke de Lysstraaler, der passere igjennem dem til vort Øje. Halernes yderste Rande ere altid langt stærkere lysende end deres Midte, hvilket tvinger os til at antage, at de ere hule Kegler eller Valser. Deres Størrelse er meget forskjellig; ved no^iile Kometer findes de slet ikke, medens de ved andre have strakt sig over den største Del af Himmelen med en Længde af mange Millioner Mile. Ikke sjelden har man iagttaget flere Haler ved den samme Komet. For at lære Kometernes Masser at kjende maa man gaa den samme Vej, som tidligere er antydet ved de Pla- neter, der ingen Maaner have : man maa søge at udfinde den forstyrrende Indflydelse, som de udøve paa andre Klo- ders Baner. Lejligheden til at foretage saadanne Bestem- melser har oftere tilbudt sig, idet flere Kometer paa deres Vej imellem Planeterne ere komne disse meget nær, saa- ledes at en af dem endog er passeret imellem Jupiters Maaner. Men den paavirkede dem ikke saameget, at det var muligt at iagttage det, medens den selv blev saaledes paavirket af Jupiters store Masse, at dens Omløbstid om Solen først blev formindsket fra en meget lang (forresten ubekjendt) Tid til nogle faa Aar, og at den derpaa igjen blev slynget ud i en ny umaadelig lang Bane. Denne samme Komet kom 1770 saa nær ved Jorden, som kun faa andre ere komne; dens mindste Afstand var omtrent 318000 Mile. Hvis dens Masse (Vægt) havde været saa stor som Jordens, 357 vilde den efter fuldkommen sikkre Beregninger have for- sinket Jorden saameget i dens Omløb om Solen, at Aarel 1770 var blevet 2 Timer 53 Minutter længere end sæd- vanlig. Men Aaret blev ikke forlænget saa meget som et Sekund; den Antagelse, at Kometens Masse skulde være være lige saa stor som Jordens, var altsaa overdreven, den kunde ikke engang være en Femtusindedel deraf. Gjennem- snitslinien af denne Komet var 43,300 Mile, medens Jor- dens Gjennemsnitslinie kun er 1719 Mile; dens Rumfang bliver da mere end 15000 Gange saa stort som Jordens. Den ringe Masse maa altsaa være uendelig fint fordelt, thi dens Vægtfylde bliver langt mindre end Vægtfylden af den letteste Luftart, vi kjende. Under saadanne Forhold kan man være fuldkommen beroliget i Henseende til Følgerne af et Sammenstød imellem Jorden og en eller anden af disse omvankende Verdensklode^. Muligheden af et saadant Sammentræf kan vel ikke absolut benægtes, men Sandsynligheden er ikke større, end den er for iblinde at træffe en enkelt hvid Kugle imellem mange Millioner sorte. Og selv om Sammenstødet indtraf, saa vilde den gaa for sig, uden at nogen Anden mærkede det end Astronomerne, der vilde kunne kjende det paa en lille Uregelmæssighed i Jordens Bevægelse , — det skulde da være det Tilfælde, at en Del af Kometens Stof ved at optages i Atmosphæren skulde kunne udøve en skadelig eller endog ødelæggende Indflydelse. I Aarene 1783 og 1831 vare store Dele af Jor- den hjemsøgte af en mærkelig tørTaage, der varede flere Maaneder og var saa tæt, at man kunde taale med ube- skyttede Øjne at se Solen igjennem den. Man kunde ikke forklare sig dette besynderlige Phænomen, og det blev da tilskrevet Kometer; man antog, at Taagen hidrørte fra, at Jorden var kommet ind i Halen af en saadan. Imidlertid 358 saa man ingen Komet, uagtet Himmelen ofte var saa klar, at man tydelig kunde se Stjernerne. Og at Kometen selv gjennem flere Maaneder skulde staa lige i Nærheden af Solen og saaledes i Solstraalernes Glands være usynlig for os, det er en fuldkommen Umulighed, naar man be- tænker, at Kometerne altid bevæge sig med størst Hastig- hed, naar de ere i Nærheden af Solen. Langt rimeligere er det, at disse Taager, idetmindste 1783, have staaet i Forbindelse med vulkanske Urohgheder i Jordens Indre, at Taagen frembragtes af Dampe, der fremkom derfra; idet- mindste var Aaret 1783 meget uroligt i denne Henseende, voldsomme Jordskjælv hjemsøgte det sydlige Italien, Hekla havde et af sine stærkeste Udbrud, og nye Vulkaner dan- nede sig flere Steder i Havet omkring Island. Medens vi saaledes i de to omtalte Tilfælde ikke synes at have med Kometer at gjøre, er der stor Sandsynlighed for, at Jorden til andre Tider f. Ex. 1819 og 1823 er passeret igjennem Komethaler, uden at man har mærket det mindste dertil. Et Spørgsmaal, som det har betydelig Interesse at faa besvaret, er det: om Kometerne ere selvlysende, eller om de ligesom Planeterne og Maanerne faa deres Lys fra Solen. Deres stærke Glands synes næsten at tale for den første Antagelse ; thi det er os noget vanskeligt at be- gribe , at Masser med en saa umaadelig ringe Tæthed kunne have en saa stærk Evne til at tilbagekaste Lyset. Paa den anden Side maa man erindre, at det Indtryk, et lysende Legeme gjør paa vort Øje, ikke taber i Klarhed, derved at det lysende Legeme fjernes fra os, naar blot dets Lysevne bliver uforandret; men Kometerne tabe meget hurtig deres Glands, naar de fjerne sig fra Jorden; de ses aldrig, naar de først ere komne udenfor Ju- piters Bane; deres Lysevne aftager altsaa med Afstanden 359 fra Jorden eller, hvad der her er det samme, fra Solen; og dette Forhold passer kun med den Antagelse, at de ikke ere selvlysende, men kun tilbagekaste Sollyset. Den Indvending, der er gjort herimod, at de, navnlig Halerne, undertiden have havt særegne Farver, medens Sollyset er rent hvidt, har intet at betyde, da vi kjende Luftarter, der kun tilbagekaste enkelte af de Sollyset sammensættende Farver, saasom Chlor, der er grønt. Joddampene, der ere violette o. fl. a. At der maa være en ganske overordentlig Forskjel paa den Varmemængde, som en Komet modtager fra Solen, eftersom den er paa det ene eller paa det andet Sted af sin Bane, er indlysende, naar vi betænke, at Banerne altid ere i høj Grad aflange, og at enkelte Kometer kunne komme Solen nærmere end Merkur, medens de paa den anden Side Ijerne sig til Afstande, der ere langt større end Neptuns. Det er, som man vil se, ikke meget, man ved med Sikkerhed om Kometerne. Det er forbeholdt de kommende Tider at udforske Naturen af det Stof, hvoraf de ere dannede. Meget er dog alt vundet derved, at man er kommet til Erkjendelse af, at de ere Kloder, der ere bundne til de samme Bevægelseslove, som gjælde for Planeterne og idethele mere og mere vise sig som almengyldige Naturlove. S olen. Idet vi i Fremstillingen af Naturforholdene paa de fremmede Kloder nødsages til at standse indenfor Grænd- serne af vort Solsystem, ville vi slutte med nogle Betragt- ninger over Hovedlegemet i dette System, selve Solen. I en ældre Tid regnede man, skuffet af dens tilsyneladende 360 aarlige Bevægelse omkring Jorden , Solen med iblandt Planeterne. Skjøndt vi i Oldtiden finde Spor til, at Pytha- goras har anet Sagens rigtige Sammenhæng, saa er det dog Copernicus, hvem vi skylde den Opfattelsesmaade af Solens og alle Planeternes tilsyneladende Bevægelse, som senere paa saa mange Maader har vist sig at være den ene rigtige. Solen er Centrallegemet, omkring hvilket Planeterne bevæge sig. For Copernicus og K ep ler stod denne Forklaringsmaade endnu kun som den, der passede bedst med alle Iagttagelser, uden at de kunde angive nogen Grund til, at det netop var om Solen og ikke ligesaagodt omkring ethvert af de andre Legemer, at Bevægelsen fore- gik. Men Newton viste den store Masses Magt, dens Herredømme over den mindre, idet han udviklede Tiltræk- ningens Love, ifølge hvilke alle Bevægelserne i Sol- systemet maa være netop, som de vare antagne af Co- pernicus og Kepler*). Ligesom man af Maanernes Omløbstid omkring deres Hovedplaneter, i Forbindelse med deres Afstande fra dem, kan slutte sig til den Tiltrækning, Hovedplaneterne udøve i disse Afstande, og derfra ogsaa til deres Massers Stør- relse i Forhold til Jordens Masse, til deres Vægtfylde og til Tyngden paa deres Overflader; saaledes kan man og- saa for Solens Vedkommende bestemme disse Størrelser af Planeternes Omløbstid omkring Solen i Forbindelse med deres Afstande. Man har saaledes udfundet, at Solens Masse er 355,499 Gange saa stor som Jordens og omtrent *) Nicolaus Copernicus fedt i Thorn 1473, ded 1543 samme Aar, som hans Værk over Solsystemet udkom. Johannes Kep- ler født i Wiirtemberg 1571, død i Fattigdom og Elendighed 1G31. Isak Newton født lG4e, død 1726; hans Hovedværk, Principia philosophiæ naturalis, udkom 1686. 361 738 Gange saa stor som alle Planeternes tilsammen. Der- imod er dens Vægtfylde kun \ af Jordens, altsaa 1 i\^o af Vandets, omtrent som Vægtfylden af Steenkul. Tyngden paa dens Overflade er 28^ Gang saa stor som paa Jor- den, saa at et Legeme paa Solen vilde falde 443 Fod i første Sekund, medens det her paa Jorden kun falder 15f Fod. Hvilken Indflydelse denne umaadelige Tiltrækning maa udøve paa alle Forhold paa Solen, er det let at indse, efter hvad der tidligere er sagt om Tyngdens Betydning for Planeterne. Bevægelsen af de Pletter, der undertiden ses paa Solens Overflade, og som senere skulle blive nærmere omtalte, viser os, at Solen har en Omdrejning om en Axe ligesom Planeterne; den foregaar i 25^ af vore Dage, er altsaa temmelig langsom, navnlig i Sammenligning med Jupiters og Saturns Omdrejninger. Uagtet Solens Gjennemsnitslinie endogsaa er meget større end Jupiters, be- virker den langsomme Omdrejning dog en langt svagere midtpunktflyende Kraft ved Solens Ækvator end ved Ju- piters, saa at Omdrejningen kun faar en meget ringe Ind- flydelse paa Tyngdens Størrelse paa de forskjellige Punkter af Solen, og aldeles ingen for Iagttagelsen mærkelig Ind- flydelse paa Solens Figur. Den overordentlig vigtige Rolle Solen spiller som Kilde til alt Liv her paa Jorden , idet det er fra den Livets vigtigste Betingelser, Lys og Varme, strømme til os, har naturhgvis fra de fjerneste Tider bragt Menneskene til at tænke over dens naturlige Beskafl'enhed. Den var for Old- tidens Philosopher en brændende Ild ; men af hvilken Natur denne Ild var, om det var en glødende Sten, om det var en Flamme, der bestandig fordrede Næring for at vedlige- holdes ligesom vore Baal her paa Jorden, derom kunde 24 362 man ikke blive enig. Den hele Tænkning maatte blive staaende ved løse Gisninger, om nogen egentlig Under- søgelse deraf var der ikke Tale. Det er atter her Kik- kerten, der har ledet paa det rigtige Spor. Naar man retter en Kikkert, foran hvisOcular (d. v. s. det Glas, der er nærmest ved Øjet) der er anbragt et farvet Glas, som dæmper Sol- straalerne og gjør det muligt at se paa Solen, imod dette Himmellegeme, saa viser der sig ofte dels mørke Pletter af større og mindre Udstrækning, dels Pletter, der straale med stærkere Giands end den øvrige Del af Solfladen; de første kaldes Solpletter, de andre Solfakler. I Solpletterne er den inderste Del, Kjernen, sædvanlig mør- kest og synes i Sammenligning med den stærkt lysende Solskive at være næsten sort, medens den dog sammen- lignet med den mørke Merkurskive, naar denne passerer forbi Solen, kun er lys brungraa. Kjernen er sædvanligen omgivet af en lysere Del, Halvskyggen. Undertiden mangler denne, undertiden Kjernen, og kun Halvskyggen viser sig. Solpletternes Form er meget forskjellig, men næsten altid i høj Grad uregelmæssig med fremspringende Takker og Kanter. De ere ingenlunde faste saaledes som Pletterne paa Maanen, der bestandig vise sig ens, tværtimod er det kun sjelden, at de holde sig saa længe, at man ser dem komme tilsyne igjen, efter at de paa Grund af Solens Axeomdrejning ere forsvundne. Det er disse Pletter og de forskjellige Phænomener, de frembyde, som have ledet til den Mening om Sol- legemets physiske Beskaffenhed, der nu er den almindelig antagne, og som ogsaa synes at have bekræftet sig ved temmelig directe Forsøg. Man antager nemlig, at selve det egentlige faste Sollegeme er mørkt ligesom Planeterne, men at 363 det er omgivet af en tæt, Lyset tilbagekastende Atmosphære, udenom hvilken atter findes en anden Atmosphære, et Lyshav, en Photosphære fra hvilken den hele lysende og varmende Indflydelse ud- gaar. Gjennembrydes Atmosphærerne ved at der kom- mer Forstyrrelse i deres Ligevægt, saa fremkomme Sol- pletterne. Gaar Giennembrudet igjennem dem begge, maa det mørke Sollegeme vise sig paa Bunden af disse Lufthave; det er det, der danner Pletternes Kjerne. Er Aabningen størst i den yderste Atmosphære, Lyshavet, saa blottes tillige en Del af den indre, som vi derfor se, idet den tilbagekaster Lyshavets Straaler; saaledes opstaar den saakaldte Halvskygge, der altsaa med Lrette har faaet dette Navn. Er Aabningen betydelig større i den indre Atmo- sphære end i den ydre, saa se vi intet af den indre., men kun Kjernen. Er det endelig kun Lyshavet, der er gjen- nembrudt, medens den indre Atmosphære er hel, saa se vi kun denne, altsaa en Solplet med Halvskygge uden Kjerne. Denne Antagelse forklarer fuldkommen alle Phæno- menerne ved Solpletterne; ogsaa deres Forsvinden, som nødvendigvis maa indtræde , naar Forstyrrelsen i Atmo- sphærernes Ligevægt igjen ophæves. Men det er dog endnu kun en Hypothese, som i høj Grad trænger til Stad- fæstelse ved directe Forsøg. En saadan Stadfæstelse ere vi ogsaa saa heldige at have for den ene Del af Hypo- thesen, idet vi ere istand til at bevise, at den lysende Soloverflade er glødende Luft og hverkenj kan være fast eller draabeflydende. ' Ifølge den Antagelse om Lysets Natur, som nu er den almmdelige, forplante Lysstraalerne sig gjennem Ver- densrummet og gjennem de gjennemsigtige Legemer der- ved, at et uendelig fint Stof, Ætheren, som fylder saavel det hele Verdensrum som alle Legemer, sættes i, svingende i» 9A* 364 Bevægelse, saaledes at Ætherdelene svinge frem og tilbage i Retninger, der ere lodrette paa den Vej Lysstraalen gaar. Dette var oprindelig en genial Hypothese, der havde det for sig, at den bedre end nogen anden forklarede de da bekjendte Lysphænomener. Senere ere andre Phæ- nomener opdagede, paa hvilke den passer lige saa for- trinlig ; ja man har endog, støttende sig paa den, forud be- regnet Forhold, som man aldrig havde anet, og ved at anstille Forsøg fundet, at disse Forhold indtraf netop som man havde beregnet dem. Uagtet man aldrig har kunnet paavise selve disse uendelig smaa Svingninger, er der dog altsaa en til Vished grændsende Sandsynlighed for, at de virkelig foregaa, og at hele Lysvirkningen beror paa dem. lalmindehghed foregaa Svingningerne i alle mulige Ret- ninger rundt omkring Lysstraalens Vej; men ved forskjel- lige Indvirkninger kunne de tvinges til alle at fore- gaa i en bestemt Retning. Lader man saaledes Lys- straalerne fra et Lys eller en Lampe falde paa en Glas- plade, saa ville de, inden de træffe Pladen, svinge i alle mulige Retninger; idet de træffe Pladen, dele de sig i to Dele, hvoraf den ene kastes tilbage, medens den anden trænger igjennem Pladen. Danne nu Lysstraalerne, inden de træffe Pladen, en Vinkel, der nøjagtig er 35 Grader 25 Minutter, saa ville alle Svingninger i de tilbagekastede Lys- straaler foregaa i en Retning, der er parallel med Glas- pladen. Lysstraaler, hvis Svingninger saaledes alle foregaa i en bestemt Retning, siges at være polariserede. Det polariserede Lys frembyder en Mængde højst interessante Phænomener, der sætte os istand til med stor Sikkerhed at adskille det fra det almindelige Lys. Vi ville her kun omtale et enkelt. Det er alt oftere omtalt, at Lyset brydes ved at gaa over fra et Stof til et andet; der gives enkelte 365 krystalliserede Mineralier , som besidde den mærkelige Egenskab, at Lysstraalerne ved Indtrædelsen i Krystallen deles i to Dele, der hver i sin Retning gaa igjennem Krystallen. Kalkspathen eller, som den ogsaa kaldes, den islandske Spath, er det Mineral, der tydeligst viser denne Egenskab. Ser man igjennem en saadan Kalkspathkrystal paa Solen, saa vil der altsaa vise sig to Solbilleder. Stiller man nu et Lys i en saadan Stilling til en Glasplade , at de Lysstraaler, der efter Tilbagekastningen træfife Øiet og frembringe Speilbilledet, ere polariserede, saa vil der ikke vise sig noget videre mærkeligt, naar man betragter Speil- billedet af Lyset igjennem en Kalkspathkrystal, man vil kun se to Billeder istedetfor et. Lader man derimod Straalerne passere igjennem en Plade af Bjergkrystal, der har parallelt afslebne Flader, saa ville de to Billeder vise sig forskjellig farvede, saaledes at deres Farver blandede med hverandre vilde give en hvid Farve; er det ene Bil- lede rødt, saa vil det andet være grønt. Betragter man paa samme Maade Lysbilleder, hvis Straaler ikke ere po- lariserede, saa viser der sig slet ingen Farvning. Danner man sig nu en Slags Kikkert, hvor der istedetfor det ene Glas er sat en Bjergkrystalplade, medens det andet er er- stattet ved en Kalkspathplade, saa vil man ved Hjælp af et saadant Instrument kunne afgjøre, om alle eller dog nogle af de Lysstraaler, et Legeme udsender, ere polariserede. Ved Hjælp af dette har man saaledes paavist, at det Lys, der strømmer til os fra Planeterne, er polariseret, og man har deraf sluttet, at det er tilbagekastet Lys. Tid- ligere imtog man, at alt directe udstrømmende Lys var al- mindeligt, ikke polariseret; men ved nærmere Undersøgelse har det vist sig, at det Lys der fra faste eller dra abe- fly den de selvlysende Legemer udstrømmer under en 366 lille Vinkel, f. Ex. fra Randene af en Kugle, er polariseret og giver forskjellig farvede Billeder, medens der aldeles ikke viser sig Spor til Polarisation, naar det selvlysende Legeme er luftformigt saaledes som den brændende Luft i vore smukke Gasblus. Det er nu let at se Anvendelsen af det omtalte Instrument paa Bestemmelsen af Soloverfladens Natur; er denne fast eller draabeflydende, ville nemlig de fra Solrandene udgaaende Straaler være polariserede, medens dette ikke er Tilfældet med de Straaler, der udgaa fra Midten ; Randene ville alt- saa igjennem Instrumentet vise sig farvede, medens Midten er hvid. Er Soloverfladen derimod luftformig, de udsendte Lysstraaler altsaa ikke polariserede, saa vil der heller ikke være Spor af Farvning, naar vi betragte Solen gjennem Instrumentet, begge Solbilleder ville være ganske hvide. Det er dette, som virkelig viser sig at være Tilfældet; der er altsaa ikke Spor til Polarisation i det fra Solen ud- strømmende Lys, den lysende Masse er altsaa luft- formig. Det vilde være interessant, om man for de andre Soles, Stjernernes, Vedkommende kunde anstille en lignende Undersøgelse og bestemme, af hvilken Art det lysende Stof i dem er. Dette kan idetmindste ikke i Almindehghed ske, da Stjernerne uden Undtagelse ere saa fjerne, at de for os, selv i den stærkeste Forstørrelse, ikkun blive Punkter, hvor man ikke kan skjelne Randene fra Midten. Imidler- tid gives der Stjerner, hvis Glands er underkastet regel- mæssige periodiske Forandringer, der enten maa hidrøre derfra, at de have en lys og en mørk eller dog mørkere Side, og at de ved en Axeomdrejning snart vende den ene, snart den anden imod os, — eller derfra, at de ere om- kredsede af mørke Legemer, der dække dem for os. I begge 367 Tilfælde maa vi, naar Glandsen er svagest, se Randene og ikke Midten af Stjernens lysende Flade, og vi kunne alt- saa anvende den omtalte Undersøgelsesmaade paa dem. Dette har man gjort ved et ikke ringe Antal Stjerner, og Resultatet af Undersøgelserne har bestandig været det samme som ved Solen, saa at man vel tør sige, at alle Solenes lysende Virkning udgaar fra et dem om- givende Lufthav. Men hvorfor dette Lufthav lyser — derom vide vi aldeles intet. Solfaklerne, de stærkere lysende Pletter i Solen, for- klares nu let, naar vi tænke os en Forstyrrelse i Lyshavets Ligevægt, hvorved Overfladen bliver ujevn. Ved Forsøg, der ere anstillede med de almindelig brugte vifteformige Gasflammer, har man nemlig fundet, at de udsende lige meget Lys i alle Retninger; men heraf følger, at de selv maa synes mere klartskinnende, naar man betragter deres smalle Side, end naar den brede Side vender mod Iagt- tageren, idet den samme Lysmængde i første Tilfælde er sammentrængt i en mindre Udstrækning end i sidste. Paa samme Maade ville Skraaningerne af Ujevnheder i Solens Lyshav forekomme os klarere end dets jevne Flade. Udenom den egentlige Photosphære, der, som det er vist, maa antages at omgive Solen, synes der endnu at være en tredie Atmosphære, der enten er svagt selvlysende eller oplyses af Lyshavet. Under sædvanlige Omstændig- heder ser man ikke noget til den, da den overstraales af Lyshavets langt stærkere Lys; men naar dette tildækkes for os af Maaneskiven, saaledes som det sker ved de totale Solformørkelser, saa viser der sig om den mørke Maane en skinnende Straalekrone , der ikke ret vel kan forklares paa anden Maade end ved at antage en saadan tredie Solatmosphære. 368 Spørges der nu, om der findes levende Væsener paa Solen, saa maa Svaret blive det samme som for alle de andre Kloders Vedkommende, at der ikke vides noget derom, og at man aldrig ad Erfaringens Vej vil kunne faa noget at vide derom. Umuligt kan det neppe være; thi den værste Indvending derimod, at der vilde være en for alt levende absolut ødelæggende Varme selv paa So- lens inderste mørke Kjerne, kunde maaske falde bort, naar vi antage, at den inderste Atmosphære virkede saa stærkt tilbagekastende paa Lys- og Varmestraalerne , at kun for- holdsvis faa af dem kunde trænge igjennem den. Spørgsmaalet om, hvorvidt de fremmede Kloder ere beboede, er saa gammelt; det er af den Slags Spørgsmaal, som aldrig kunne blive besvarede, men som netop derfor ere velkomme for en stor Klasse af Mennesker, der her have en Tumleplads for en ubunden Phantasi. Det eneste, man kan sige er, at det vilde synes underligt, om netop Jorden, som er en af de mindste af alle de Kloder, vi kjende, og som aldeles ikke har noget ved sig, der gjør den bedre eller værdigere end alle de andre, skulde være den eneste, hvor et Liv kunde trives, og at det er en i højeste Grad indskrænket Anskuelse, at Mennesket, saa ufuldkomment i al sin Fuldkommenhed, skulde staa paa Skabningens højeste Trin, en Mening som ikke er bedre end Barnets, der tror, at intet er saa stort og herligt som de Omgivelser, hvori det lever, selv om disse ere nok saa smaa. Om exploderende Forbindelser. Af Slud. med. O. Siorch. lirxplosion kaldes enhver voldsom Udvidning af Luftarter eller Dampe, som ledsages af mechaniske Virkninger. Disse Luftarter eller Dampe blive enten dannede i Explosionens Øieblik eller existerede i Forveien, og med Hensyn til denne Omstændighed kunne alle Explosioner inddeles i to Hovedklasser. Alt eftersom der samtidigen høres et Knald eller kun et sagte Puf, har man ogsaa troet at burde skjelne mellem en Explosion og en Forpufning. Denne Forskjel er dog overflødig, thi det beroer som oftest kun paa tilfældige Omstændigheder, om den samme Mængde af det exploderende Stof skal forpuffe med eller uden Knald. Vi bibeholde altsaa kun den først omtalte Ind- deling og afliandle først: 1. Explosioner, frembragte ved Stoffer, som ikke først skulle dannes i Detonationens Øie- blik. Ere disse Substanser Vædsker, saa maae de ved en Opvarmning udenfra overføres i Dampform og Dampenes Spændkraft forøges, indtil de blive i Stand til at over- vinde den Modstand, som de omgivende faste Legemer 26 370 udøve. Luftarter opnaae denne Spændkraft hyppigst ved Tryk. Betingelserne for saadanne Explosioner ere givne, naar en Dampkjedels Sikkerhedsventil er overlæsset — den sædsvanlige Grund til de fariige Sprængninger af Dampma- skiner — eller naar man udsætter Luftarter for et meget betydeligt Tryk. Explosioner af den sidsto Art ere sjeldne; det var en saadan, som dræbte Che mikeren Hervy, da han i en Støbejernscylinder ved stærkt Tryk søgte at for- tætte Kulsyre til et draabeflydende Legeme. 2. Explosioner, frembragte ved Dampe eller Luftarter, som dannes i Detonationens Øieblik (som oftest ved en Forbrænding). Virkningerne ere desto kraftigere, jo ringere Rumfang den detonerende Substans indtager, jo flere Dampe og Luftarter, der udvikles i den kortest mulige Tid, og jo større Spændkraft disse opnaae paa Grund af den frigjorte Varme. Den detonerende Substans kan være fast, flydende eller luftformig; den kan være en simpel Blanding eller en chemisk Forbindelse. Af exploderende Luftblandinger kjendes flere. En af de bedst kjendte, den saakaldte Knaldgas, dannes ved at sammenblande Ilt med et dobbelt saa stort Rumfang Brint. Den forpuffer ved den elektriske Gnist eller ved Berøring med et glødende Legeme. Idet Brint og Ilt for- brænde til Vand, udvikles der saa megen Varme, at de dannede Vanddampe opnaae en meget høi Spændkraft. Der kan ogsaa dannes Knaldgas, naar Kulbrinte (Steen- kulsgas) blandes med Ilt eller atmosphærisk Luft. Dette skeer undertiden i Værelser, som oplyses med Gas, naar Ledningsrørene ikke ere tætte. Knaldgassen exploderer da ved Berøring med et brændende Lys og har ved enkelte 371 Leiligheder frembragt ikke ubetydelige Ødelæggelser. Be- kjendte ere de frygtelige Ulykker, som af og til foraar- sages i de engelske Kulgruber ved de samme Omstændig- heder. De exploderende Væd s ker ere meget faa og kunne repræsenteres ved Chlorqvælstoffet, som vil blive om- talt i det Følgende. De fleste exploderende Stoffer ere faste Legemer og kunne med Hensyn til deres Sammensætning inddeles i to Grupper: de mechaniske Blandinger og de chemiske Forbindelser. Den første Gruppe, hvortil Krudtet hører, indeholder brændbare Legemer (Kul , Svovl) og et Stof, som kan af- give Ilt (Salpeter eller chlorsurt Kali). Til den anden Gruppe høre deels organiske, deels uorganiske chemiske Forbindelser. I dem findes de enkelte Grundstoffer ikke i simple Forbindelser, som svare til deres chemiske Tiltrækning, men i Forbindelser, som saa at sige ere dem paatvungne. Et Par Exempler ville bedst kunne oplyse det sagte: Berthollets Knaldsølv bestaaer af Sølvilte og Ammoniak. Sølvet har som ædelt Metal meget ringe Tiltrækning til Ilten , Ammoniaken derimod skiller sig mindre let i sine Bestanddele, uden for saa vidt Brinten kan finde et andet Gryndstof, hvortil den har større Tiltræk- ning end til Kvælstof, og et saadant er netop Ilten. Det hele befinder sig altsaa i en vis Spænding: Kvælstof og Sølv ere meget tilbøielige til at slippe deres Ilt og Brint, disse to Grundstoffer stræbe efter at indgaae en Forbindelse, og en ringe Foranledning, en Gnidning eller et Stød, er tilstrækkelig til at fremkalde en Forpufning. Noget Lignende gjælder om Skydebomuldens Sammensætning. 25* 372 De fleste Explosioner ledsages af et Knald, som op- staaer ved Sammenstødet mellem den omgivende Luft og de udviklede Dampe og Luftarter. Disse have en meget høi Varme og som en Følge deraf en betydelig Spænd- kraft. Spændkraften tabes ved Afkjølning og samtidigen den Evne at kunne modstaae Luften, som stræber efter at indtage sin gamle Plads. Heri forhindres den dog deel- viis ved Forpufningsprodukterne, som nu indtage et Rum- fang, som svarer til deres Mængde og Temperatur, og der skeer et nyt Sammenstød. Begge Sammenstød skee saa hurtigt efter hinanden , at Øret kun opfatter den opstaaede Rystelse af Luften som et enkelt Knald. Indesluttes den exploderende Substans af faste Legemer, saa forstærke de Knaldet, idet de udviklede Gasarter i en vis Grad holdes samlede og tvinges til at virke indenfor en kortere Tid og med mere samlede Kræfter. Det er bekjendt, at den samme Mængde Krudt knalder mere eller mindre stærkt, eftersom en Bøsse lades med eller uden Kugle, og at vi slet ikke høre noget Knald, naar vi afbrænde Krudtet løst. 1. Salpeterkrudtet har meget længe været kjendt, og neppe m'ange Opfindelser have udøvet en saa gjennemgribende Indflydelse paa Verdens- begivenhedernes Gang som Krudtets, efterat man havde begyndt at anvende det i Krigen. Det tilberedes som bekjendt af Salpeter, Svovl og Kul. Salpeteret underkastes en omhyggelig Rensning og Om- krystallisering, navnhgen for at bortskaffe Kogsaltet, som altid findes indblandet i det raa Salpeter, og som meget betydeligt vilde formindske dets Virkning. Som Kul anvendes glødet Lindetræ. 373 Det sædvanlige Forhold er 75 Dele Salpeter, 12 Dele Svovl og 13 Dele Kul. Disse Bestanddele pulveriseres flint og fyldes, for at blandes nøiagtigen, i roterende Tønder , der indeholde Metalkugler. Derefter befugtes Massen, presses i Tavle- form og tørres svagt. Den halvtørrede Masse formes til Korn af en bestemt Størrelse, idet den trykkes gjennem et Sold; Kornene underkastes en Polering, befries for det iblandede Støv, og Krudtet er færdigt. Den chemiske Proces, som ledsager Krudtets For- brænding, er let at følge : det salpetersure Kali (Salpeteret) mister i Berøring med Kulstoffet sin hele Iltmængde, og der dannes Kulsyre, som bliver fri tilligemed Kvælstoff'et; Kalium forbinder sig med Svovlet til Svovlkalium. Af 100 Vægtdele Krudt udvikles der 59 Dele Luftarter og 41 Dele blive tilbage som Krudtslam. Kulsyren og Qvælstoff'et vilde ved sædvanlig Temperatur indtage et Rumfang, som var 288 Gange større end det. Krudtet indtager, men paa Grund af den høie Varme udvides disse 2 Luftarter endnu mange Gange til. Der blev sagt, at en Explosions Virkninger ere desto stærkere, i jo kortere Tid den hele Luftmængde udvikles. Med Hensyn dertil er det ikke uvigtigt, hvad Form Krudtet har. Anvendes det som Korn, saa kan Fængkrudtets Flamme trænge ind imellem Kornene og antænde den hele Masse paa een Gang. Danner Krudtet derimod et fiint Pulver, saa findes ingen eller yderst faa Mellemrum mellem Smaadelene, og den Tid, som medgaaer til Antændingen, forlænges betydeligt. Efterretningerne om Krudtets Oprindelse og første An- vendelse ere noget dunkle. Man antager almindeligen, at det blev opdaget 1354 af Berchthold Schwarz, en tydsk 374 Munk og Alchymist, som levede i Freiburg i Breisgau. Da han en Gang sammenblandede Kul, Salpeter og Svovl og opvarmede Blandingen, skete der en Explosion, som nær havde kostet ham Livet. I og for sig er denne FortgpUing ikke usandsynlig, thi Intet er rimeligere, end at en Alchymist ved planløst at sammenblande de meest forskjellige Stoffer ogsaa kunde komme til at sammenblande Krudtets Bestanddele; men Enhver maa indrømme, at fra den tilfældige Opdagelse af en saadan Blanding til dens techniske Anvendelse er et stort Spring. Og da det nu er vist, at Venetianerne alle- rede 1384 ved Ghioggias Beleiring anvendte Kanoner, og da der er god Grund til at antage, at de ikke en Gang vare de første, der gjorde Brug af dette Vaaben, saa bliver det mere end tvivlsomt, om Æren for at have opdaget Krudtet virkelig tilkommer Berchthold Schwarz, hvis han overhovedet har existeret. Mere Tiltro fortjener en anden Fortælling, som angiver, at Krudtet skulde være kommet til Europa fra Chineserne, som allerede ved Begyndelsen af vor Tidsregning, og maa- skee endnu tidligere, vare i Besidelse af Kanoner. Men ad hvilken Vei dette skete, staaer nu tilbage at afgjøre. Allerede i Oldtiden anvendtes Ild i Krigen. Snart var det fra beleirede Byer, at man udkastede brændende Stoffer far at tilintetgjøre de Qendtlige Angrebstaarne ; snart søgte det angribende Parti at antænde Modstanderens Forsvars- værker. Midlerne vare simple og bestode som oftest i Pile, hvis Spidser omgaves med Blaar, dyppet i Svovl og Har- pix, og som antændtes, førend man afskjød dem. Saa simpel denne Fremgangsmaade var, saa let var det i Reglen med den fornødne Aarvaagenhed at gjøre den uskadelig. 375 Farligere var den saakaldte græske Ild, som fra Midten af den sidste Halvdeel af det 7de Aarhundrede indtil Skydevaabnenes mere almindelige Indførelse spillede en betydelig Rolle i de Krige, der førtes i Orienten. Opfindelsen meddeltes 668 af Kallinikos fra Heliopolis til den græske Keiser Konstantin IV , og ved dens Hjælp blev en arabisk Flaade, som skulde angribe Konstantinopel, brændt. Grækerne, som godt indsaae den vigtige Tjeneste, et saadant Vaaben formaaede at yde dem, gjorde dens Til- beredning til en Statshemmelighed, og det lykkedes dem i lang Tid ene at være i Besiddelse af den. Først i det 1 3de Aarhundrede forraadtes Hemmeligheden til Sarazenerne, som saa anvendte den græske Ild imod Korsfarerne, og det er formodentlig efter hjemvendende Korsfareres Fortæl- ling, at hiin Tids Historieskrivere udmalede dens Virk- ninger, ved hvilken Leilighed de gjorde dem skyldige i mange Overdrivelser: »Den græske Ild brænder under »Vandet, fortærer Alt, hvad der kommer i Berøring med »den, selv Jern og Stene; den farer lynende og tordnende »igjennem Luften og kan ikke slukkes ved Vand, men kun „ved Urin, Sand, Eddike« o. s. v. Efter senere Beretninger skal Tilberedningen være gaaet tabt. I Besiddelse af et saadant Vaaben kunde man vente at see Grækerne, Datidens største Taktikere, kjæmpe med Held mod deres Fjender. Men alligevel tabte de den ene Provinds efter den anden til deres raa, men tappre Na- boer. Vi have allerede af denne Aarsag Grund til at an- tage, at den citerede Beskrivelse er usand, og at der til- lægges den græske Ild Egenskaber, som den ikke kunde være i Besiddelse af; især maa den Egenskab , at kunne brænde i Vandet, vække vor Mistillid, thi tiltrods for Che- miens store Fremskridt i det sidste halve Aarhundrede, 376 kjendes intet saadant Stof. En Undtagelse danner dog Metallet Kalium, som kastet paa Vand antændes og for- brænder med en smuk violetrød Farve. Dette Metals Fremstilling (opdaget 1807 af H. Davy) er saa vanskelig, at 1 Lod omtrent koster 5 Rdlr., endskjøndt Materialierne til dets Fremstilling (Potaske og Trækul) ikke staae i nogen høi Priis. Det er heller ikke rimeligt, at Grækerne til en Tid, hvor Chemien som Videnskab aldeles ikke existerede, skulde have kjendt dette Metals Tilberedning og Existens. Grunden til, at Kalium brænder paa Vandet, er at dette Metal, som paa Grund af sin ringe Vægtfylde svømmer ovenpaa, tilegner sig Vandets Ilt under saa kraftig en Varme- udvikling, at den udviklede Brint antændes. Kalium er det eneste bekjendte Stof, som er i Be- siddelse af denne Egenskab; alle andre brændende Stof- fer afkjøles ved Paagydning af Vand, og Ilden slukkes, naar der kun anvendes den tilstrækkelige Mængde. For at komme Sandheden noget nærmere staaer endnu tilbage at høre, hvorledes selve de byzantinske Forfattere udtale sig om den græske Ilds sande Natur og Virkninger. Derved stiller Sagen sig noget anderledes. Keiser Leo VI siger i sin Bog om Krigskunsten (Leonis imperatoris tac- tica): »Der gives flere Maader at bekjæmpe sine Fjender „paa. Dertil hører den kunstige Ild, som indesluttet i Siv »udslynges af Metalrør, eller som Soldaterne med Hænderne »kunne slynge i Ansigtet paa deres Fjender; endelig kan »man kaste Kar, fyldte med Ild, paa de fjendtlige Skibe; »idet de gaae itu, sættes Skibene i Brand.« flos en anden Forfatter fortælles, »at de græske Krigsskibe vare forsynede »med Dyrehoveder, som af deres aabne Gab udspyede »Ild, men at et Uveir forhindrede den fjendthge Flaades »Tilintetgjørelse.« En anden Gang vare Grækerne mere 377 heldige, »thi Gud beroHgede Hav og Lufl, medens det »Modsatte vilde have været høist uheldigt for Ildens An- »vendelse.« Vi see af disse Citater, at den græske Ild brugtes meest til Søes; den omtales kun nogle faa Gange ved Beleiringer. Saaledes berettes der, »at Indbyggerne af en »beleiret By sloge deres Fjender paa Flugt, idet de for- »brændte deres Ansigt og Skjæg.« Temmelig overeenstemmende med disse Beretninger er den, som findes i Joinvilles Ludvig den Helliges Hi- storie. Ludvig beleirede paa sit første Korstog Damiette; Sarazenerne, som forsvarede Byen, søgte at brænde de franske Angrebstaarne ; det lykkedes dem ogsaa, »efterat »Ilden tiere Gange var bleven slukket. Ved et Angreb paa »Byen blev en af de franske Riddere næsten heelt be- ndækket med Ild, og det lykkedes kun meget vanskeligt, »at slukke Ilden.« Disse simple Beretninger passe kun daarligt til vore tidligere Forestillinger. Der siges udtrykkeUgt, at Ilden kunde slukkes, og hverken den franske eller de græske Historieskrivere fortælle, at noget Menneske mistede Livet ved den. Angaaende den græske Ilds Sammensætning ville vi neppe kunne vente Oplysninger fra den Kant. Der siges et Sted, at man brugte Harpix, Svovl og Naphtha, altsaa de sædvanlige Stoller, som udmærke sig ved deres store Brændbarhed. Vigtigere ere de 2 Notitser i Keiser Leos før omtalte Værk: »at man kunde bekjæmpe sine Fjender, idet »man af Metalrør udslyngede Siv, fyldte med græsk Ild«, og, »at man tændte Ild i den ene Ende af Rørene, hvor- » efter de ved deres egen Kraft under Røg og Knald hævede 378 »sig i Luften og faldt paa det Punkt, mod hvilket de »vare rettede.« Med disse Angivelser for Øie ville vi let kunne ind- see, at disse Hørs Indhold maa have været af en dohbelt Natur. Det bestod deels af et Stof, som formaaede at drive dem gjennem Luften, deels af et Stof, som paa det Sted, mod hvilket det kastedes, skulde virke i Analogi med Brandpilene, og dertil kunde Naphtha, Harpix og Svovl være meget passende. Skulde vi sammenligne disse Rør med noget Bekjendt, saa maatte det vel være med Brand- raketterne. iMen hvad var det drivende Princip i disse Oldtidens Raketter? Vi ville neppe fjerne os meget fra Sandheden, naar vi paastaae, at det var Krudt. Flandelsforbindelsen mellem C hina og det østromerske Rige var idet 7 de Aar- hundrede meget levende , og det er meget rimeligt , at Kallinikos i China lærte Krudtets Tilberedning at kjende. Det kunde synes forunderligt, at Grækerne ikke vidste at drage større Fordeel af Krudtet; men vi maae ikke glemme, hvor omhyggeligen den græske Ilds Tilberedning hemme- ligholdtes. En saadan Fremgangsmaade har endnu aldrig ført til at opnaae større Fordele af en ny Opfindelse. De første Kanoner synes efter arabiske Kilder at være bleven brugte i Spanien, da Kongen af Granada 1323 be- leirede Byen Baza. Fra Spanien udbredte de sig til det øvrige Europa. Krudtet er, som vi have seet af det Foregaaende, en Opdagelse, der tilhører den fjerne Oldtid og skete uden Chemiens Medvirken. Al den Hjælp, denne har ydet, ind- skrænkede sig til at finde det gunstigste Blandingsforhold for at opnaae den størst mulige Virkning. ^n Man har i den nyere Tid gjort mangfoldige Forsøg paa at erstatte enkelte af Krudtets Bestanddele ved andre Stolfer. Man har anvendt andre brændbare Substanser istedetfor Kul og Svovl uden at opnaae heldige Resul- tater. Derimod udmærker det Krudt, som efter Berthollets Forslag tilberedes med chlorsurt Kali istedetfor med Sal- peter, sig ved sine kraftige Virkninger. Granater, som fyides dermed, sprænges i langt flere Stykke, end naar de fyldes med Krudt. Der tale kun to slemme Omstændig- heder imod dets Anvendelse: det virker for voldsomt paa Skytset, og dets Fabrikation er forbunden med betydelig Fare. Det er i Besiddelse af den mærkelige Egenskab at detonere, naar man slaaer derpaa med et haardt Legeme (det kaldes derfor ogsaa Perkussionskrudt). Det gav først Anledning til at forsøge at ombytte Skydegeværenes Steen- laase med Perkussionslaase , men fortrængtes snart af Knaldkviksølvet, da det ved Forpufningen efterlader temme- lig megen Slam og angriber Jernet. Begge disse Ulemper findes ikke hos 2. Knaldkviksølvet, som opdagedes af Howard 1800. Det er iblandt den nyere Chemies Opdagelser en af de interessanteste, men tilUge farligste Forbindelser. Det bestaaer af Kviksølvilte og Knaldsyre og fremstilles ved at opløse 1 Deel Kviksølv i 12 Dele Salpetersyre og til denne Opløsning at sætte 10 Dele Alkohol under svag Opvarmning. Saasnart Blandingen bliver uklar, tages den fra Ilden og afkjøles ved smaa Kvantiteter Alkohol. De udskilte graagule Krystalnaale samles med Forsigtighed paa e** Filter og vadskes nogle Gange med koldt Vand. 380 Dette Stofs Detonation, som ledsages af et rødligt Lys og et stærkt Knald, fremkaldes ved Slag af et haardt Legeme, ved Gnidning, ved Opvarmning over 187*^0 og ved den elektriske Gnist. Dekompositionsprodukterne be- staae foruden noget Kul i Kulsyre, Kvælstof og Kviksølv- damp. Knaldkviksølvets Virkninger overgaae langt Krudtets; denne Omstændighed forbyder dets Anvendelse i Skyde- vaaben istedetfor Krudt; thi allerede med en Ladning af 34 Gran sprænges Løbet af et sædvanligt Gevær paa samme Tid, som Kuglen sættes i Bevægelse. For at faae et rigtignok noget overfladisk Skjøn om den relative Kraft har man afbrændt lige store Kvantiteter Krudt og Knaldqviksølv under en udhulet Kobberplade og fundet, at Knaldqviksølvet kastede den 15 — 30 Gange høiere i Veiret end Krudtet. Saa kraftigt som Knaldqviksølvet virker i sin nærmeste Nærhed, lige saa svagt virker det paa større Afstande. Dette sees paa en meget iøinefaldende Maade af følgende to Tildragelser: Til Brug ved en chemisk Forelæsning havde man taget 100 — 150 Gran paa et Stykke Papir og tildækket Papiret med en Glasklokke. Paa samme Bord stode flere Glas og chemiske Apparater. Tilsyneladende uden nogen Foranledning exploderede Knaldkviksølvet med et frygteligt Knald og slog et stort Hul gjennem Bord- pladen. Glasklokken løftedes kun svagt i Veiret og fik en Revne ved igjen at falde tilbage paa Bordet; de ved Siden staaeude Apparater bleve ikke engang flyttede fra deres Plads. Endnu mærkeligere er følgende Tilfælde: En Taskenspiller havde med Posten ladet sig tilsende en Æske med Knaldkviksølv, som han maatte aabne paa Post- kontoiret for at vise dens Indhold. Idet han igjen lukkede 381 Æsken, exploderede den i hans Haand, knuste denne, saa at Knokkelstumper fandtes under et nærstaaende Bord, slog et stort Hul gjennem Bordpladen og kvæstede ham forøvrigt saa betydeligt, at han døde efter 11 Dages For- løb. Postbetjentene, som stode i Nærheden, slap med Skrækken og nogle Dages Døvhed ; Vinduesruderne i Værelset bleve ikke beskadigede. Forklaringen af disse tilsyneladende Modsigelser maa søges deri, at Knaldkviksølvet kun udvikler halv saa megen Luft, som den samme Mængde Krudt vilde have udviklet, men i en overordentlig kort Tid og af en meget høi Varmegrad og en betydelig Spændkraft. Saalænge nu De- kompositionsprodukterne ikke have lidt nogen Afkjølning, ere Virkningerne kraftige; men Afkjølingen indtræder hur- tigt, da Dampenes og Luftarternes Mængde kun er ringe; med Varmen tabes den høie Spændkraft og dermed Evnen til at »virke i større Afstand. I hvor kort en Tid Explosionen foregaaer, og Af- kjølingen indtræder, beviser følgende Forsøg: Nogle Gran Knaldkviksølv lægges paa et Stykke Papir i ringe Frastand fra en lige stor Mængde Krudt og antændes: Krudtet antændes ikke. Lægges Krudtet paa Knaldkvik- sølvet og antændes dette, saa bliver det kastet til Siderne uden at vise Spor til Forbrænding. Antændes derimod Krudtet, forplanter det Forbrændingen til Knaldkviksølvet, som detonerer saa hurtigt, at det endnu faaer Leilighed til at kaste noget Krudt i uforbrændt Tilstand omkring paa Papiret. Den samme Aarsag, som forhindrer Knaldkviksølvet i at virke i større Frastand, fremkalder det stærke Knald, idet de hurtigt afkjølede Luftarter og Dampe efter en forud- gaaende stærk Udvidning kun sætte ringe Modstand mod 382 Luften, som stræber at indtage sin forrige Plads. Et halvt Gran, kastet paa Gløder, knalder saa stærkt som et Pi- stolskud. Knaldkviksølvet anvendes til F'orfærdigelse af Knald- bonbons, Knaldærter o. s. v., som ere et temmelig farligt Legetøi, da dette Stof, afseet fra dets exploderende Egen- skab, i meget høi Grad virker giftigt. Den vigtigste An- vendelse finder det som bekjendt i Fabrikationen af Fæng- hætterne, i hvilket Øiemed 10 Dele Knaldkviksølv blandes med 7 Dele Krudt; man opnaaer ved denne Blanding baade at gjøre Knaldhætten mindre let fængelig og med større Sikkerhed at forplante Antændingen til Krudtlad- ningen. De Fordele , som man har opnaaet ved Perkussions- laasenes Indførelse, ere meget betydelige. Saalænge de gamle Steenlaase vare almindelige, kunde man antage, at Geværet i Gjennemsnit vilde klikke hver tiende Gang og i fugtigt Veir endnu oftere ; nu skeer dette neppe een Gang af hundrede, og Veirligets Beskaffenhed er uden Indflydelse. Omkostningerne ved Fænghætternes Fabrikation dækkes ved en ikke ubetydelig Besparelse af Krudt, thi deels bruges intet Fængkrudt, deels kan Ladningen formindskes med en Tiendedeel, uden at Kuglen taber i Kraft, fordi tidligere en Deel af Krudtgassen fandt en Udvei gjennem Fæng- hullet, som paa Perkussionsgeværerne lukkes ved den ned- faldende Hane. Det følger af sig selv, at Tilberedningen af en saa farlig Substans maa skee med den størst mulige For- sigtighed. Knaldkviksølvet maa opbevares under Vand; man arbeider kun med nogle Gran ad Gangen; det maa ikke pulveriseres i tør Tilstand, men kun blandet med Vand; Pulveriseringen foretages paa en Marmorplade 383 med et Træstempel. Endnu medens det er fugtigt, blandes det med Krudt eller istedetfor dette med Salpeter, Svovl og en Opløsning af Benzoeharpix i Viinaand. Denne Masse forvandles til Korn af en saadan Størrelse, at hver enkelt Fænghætte kommer til at indeholde omtrent V? Gran Knaldkviksølv. Man har til forskjellige Tider været betænkt paa at finde Forbindelser, som uden at udsætte Arbeiderne for de samme Farer vare i Besiddelse af de Egenskaber, som gjøre Knaldkviksølvets Anvendelse ønskelig. Et saadant Stof synes Ni trom anniten at være; den exploderer ikke ved en let Gnidning, men forpulTer med et stærkt Knald, naar man giver den et stærkt Slag med en Hammer. Den fremstilles ved at behandle Mannit (et sukkerlignende Stof, som udtrækkes ved kogende Alkohol af Manna) med en Blanding af stærk Salpetersyre og Svovl- syre. Den danner i reen Tilstand smaa, fine, silkeglindsende Krystalnaale. Om den med Tiden vil finde nogen udbredt Anvendelse, er et Spørgsmaal; thi deels er dens Frem- stilling bekostelig, deels synes den ikke at taale længere Opbevaring, men at dekomponeres ved Henstand under Udvikling af røde Dampe. Kan Dekompositionen gaae for sig i et lukket Glas, vil det Samme kunne skee, naar den fandtes indesluttet i Kobberfænghætterne; som en Følge deraf maatte man give Afkald paa den Fordeel, bestandig at være sikker paa, at Skuddet gaaer af. Da man iøvrigt ved at iagttage de ovenfor omtalte Forsigtighedsregler, kan gjøre Fænghætternes Fabrikation om ikke fareløs, saa dog mindre farlig end Krudtets Tilberedning, (baade for Ar- beiderne og Bygningerne), saa vil Knaldkviksølvet neppe saa snart blive fortrængt fra den Plads, det nu indtager. 384 3. Pyroxyl eller Skydebomuld. Dette Stofs Opdagelse tilhører den nyeste Tid, og dette Tidsskrifts Læsere ville formodentlig endnu kunne erindre, hvilken stor Opsigt det gjorde, da Aviserne for netop 10 Aar siden bragte den Efterretning, at det var lykkedes Professor Schønbein i Basel at forvandle sæd- vanligt Bomuld til et Stof, der ikke alene exploderede som Krudt, men endogsaa med en tre Gange større Kraft. Hvorledes Bomuld kunde undergaae en saadan Forvandling, vidste man ikke, thi Schønbein var netop i Færd med imod en Pengegodtgjørelse at tilbyde den engelske Re- gjering sin Opdagelse og hemmeligholdt derfor Maaden, hvorpaa det nye Krudt kunde fremstilles. Schønbein fik snart at vide, at den Tid, da en saa- dan Opdagelse kunde hemmeligholdes, var forbi; endnu førend Aaret var til Ende, paastode flere Chemikere at have gjort den samme Opdagelse som Schønbein. Den første af hans Rivaler, Professor Bøttger i Mainz, for- enede sig med ham, og begge i Forening tilbøde nu deres Opfindelse til den engelske Regjering og det tydske For- bund; men ingen af disse to Regjeringer viste sig villig til ved Kjøb at bhve Eier af samme. Efter Bøttger optraadte Professor Otto i Brunsvig og erklærede, at han støttet paa chemiske Undersøgelser af Pelouze i Paris og uafhængig af Schønbein og Bøttger havde fremstillet Skydebomulden. Det var hans Over- beviisning, at Pyroxylet kunde vente en udbredt Anvendelse, hvis man saa hurtigt som muligt lærte dets Egenskaber at kjende. Dette kunde ikke skee, hvis det forblev i enkelte Videnskabsmænds Eie, og han bekjendtgjorde derfor offent- ligt sin Fremgangsmaade. Bomulden dyppes nogle Mi- 385 nutter i rygende Salpetersyre, hvorefter den vadskes og tørres omhyggeligt. Nu tog ogsaa Pe louze til Orde og viste , at han alle- rede flere Aar tidligere end Schønbein havde fremstillet den exploderende Bomuld, men han havde ikke tænkt paa at anvende Pyroxylet som Krudt, og denne Idee er Schøn- beins Eiendom. Otto er ogsaa den, som gjorde os be- kjendt med Fremstillingsmaaden, og det netop paa en Tid, hvor den almindelige Opmærksomhed var henvendt paa dette Stof, saa at Chemikerne og Technikerne med største iver gave sig til at fremstille det og til at undersøge dets Egenskaber. Alene Otto tilkommer derfor ogsaa Æren for at have foranlediget den ikke ubetydelige Anvendelse, som Skydebomulden allerede nu efter kun 10 Aars Forløb har fundet i de meest forskjellige Retninger. Det danske Navn Skydebomuld er mindre heldigt, thi foruden Bomuld kunne Hør, Hamp, ulimet Papir og Saug- spaaner ved Salpetersyrens Indvirkning gjøres exploderende. Alle disse Stoffer bestaae nemlig for største Delen af Cellestof, som der danner Plantens Skelet og findes i større eller ringere Reenhed i de nævnte Stoffer. Vi ville nu see , hvad Indflydelse'' Salpetersyren har paa de organiske Stoffer, og hvad Rolle den spiller i Pyr- oxylet. Salpetersyren udmærker sig ved sin store Rigdom paa Ilt og ved den Lethed, hvormed den afgiver samme. Paa Grund af disse Egenskaber har den allerede i længere Tid været benyttet til at ilte baade organiske og uorganiske Stoffer. I dette Tilfælde skeer der dog ingen Iltning, men Salpetersyren træder i Forbindelse med Cellestoffet ^ uden at dette forandrer sit ydre Udseende. Hovedforskj ellen imellem Krudt og Pyroxyl ere, at Krudtet er en mechanisk Blanding, Pyroxylet en che- 26 386 misk Forbindelse, og at Krudtet efterlader 41 pCt. faste Stoffer , medens Pyroxylet ved Forpiifningen kun giver luftformige Produkter. Netop ved disse to Egen- skaber udmærker Pyroxylet sig meget fordelagtigt fremfor Krudtet. Fabrikationen kan foretages efter to Hovedmethoder: Efter Otto dypper man Bomulden i rygende Salpetersyre ; Resultatet er meget tilfredsstillende, men denne Fremgangs- maade er ikke lidet bekostelig. En betydelig Besparelse tillader en anden Methode , hvor man istedetfor rygende Salpetersyre anvender den meget billigere ufarvede Syre blandet med concentreret Svovlsyre. Svovlsyren tilsættes for at binde Salpetersyrens Vand. Jo stærkere iøvrigt Sal- peter- og Svovlsyren ere, desto mere Salpeterundersyre op- tages af Bomulden, og desto mere exploderende bliver Pro- duktet. Ved Bomuldens Dypning i Salpetersyre maa man strengt iagttage den Forsigtighedsregel ikke at lade nogen Deel af Bomulden rage op over Syren, da der ellers let gaaer Bd i den. tiar Bomulden i nogle Minutter været underkastet Syrens Paavirkning, udpresses den, kastes i et Kar med Vand og vadskes saa længe med Vand, indtil dette ikke mere er surt, og tørres forsigtigt ved en Varme, der ikke maa overstige 100 ^ C. Pyroxylet kan næsten ikke skjelnes fra almindelig Bom- uld , og de enkelte Fibre vise sig selv under Mikroskopet aldeles uforandrede; dog er det noget stridt at føle paa. Da en Forvexling af Pyroxyl og Bomuld let kunde have ubehagelige Følger, vilde det være rigtigst at farve det svagt rosenrødt, hvortil Sandeltræets Farvestof vilde være særdeles skikket. Den exploderende Kraft formindskes ikke 387 derved. Det taaler Fugtigheden meget godt og kan uden at tabe i Kraft opbevares under Vand. Ved Svovlbrinte- Svovlkalium forvandles det atter til sædvanligt Cellestof. Det opløses af Kali, stærk Svovlsyre og Eddikeæther. De Pyroxylsorter , som ere mere fattige paa Salpeterunder- syre, opløses tillige af Æther, og det er denne Opløsning, der er bekjendt under Navn af Kollodium. Paa Grund af denne Opløselighed kan Pyroxylet fremstilles under forskjellige Skikkelser. Stryger man f. Ex. Kollodium paa en Glasflade og lader Ætheren fordampe . kan Pyroxylet trækkes af som en ganske fiin, halv gjennemsigtig Hinde. Paa lignende Maade kan man konstruere smaa Luftballoner, som udmærke sig ved overordentlig Lethed. Man kunde føle sig fristet til at spørge: hvad var Grunden, til at Pyroxylet i den første Tid efter dets Op- dagelse vakte en saa overordentlig Opmærksomhed, og hvorfor tabte det saa hurtigt sin Anseelse? Det første Spørgsmaal er det ikke vanskeligt at svare paa. En Krudt- sort i Skikkelse af Bomuld maatte allerede i og for sig tildrage sig den almindelige Opmærkmærksomhed, saa meget mere , som man i Begyndelsen overdrev Pyroxylets Virkninger. Dertil kom, at dets Tilberedning er meget simpel og let at foretage. I de første Maaneder efter Ottos Bekjendtgjørelse skal Forbruget af Salpetersyre have været ganske overordentlig, idet Enhver, som havde lidt Kjendskab til chemiske Fremgangsmaader , vilde fremstille den exploderende Bomuld, og Aviserne bidroge ikke Lidet til at vedligeholde dette Baseri. Senere maatte man er- kjende , at Pyroxylets Anvendelse var forbunden med Llemper, som ikke kunde afhjælpes uden ved længere Tids Erfaring, og at i Særdeleshed vore Skydegeværer maatte 2G* 388 undergaae forskjellige Forandringer. Fra dette Øieblik be- gyndte den almindelige Interesse, man havde næret for Pyroxylet, at tabe sig. Sandsynligviis har den for hele Eu- ropa saa urolige Periode, der begyndte med Aaret 1848, heller ikke været uden Indflydelse. Pyroxylet har dog ogsaa store Fordele fremfor Krudtet : dets Fremstilling er let, simpel og hurtig, saa at man i Løbet af nogle Maaneder vilde kunne tilberede store Mængder deraf; den er mindre farefuld end for Krudtets Ved- kommende, thi man behøver ikke at frygte for Explosioner, saalænge man har Pyroxylet i fugtig Tilstand; skulle store Mængder opbevares i længere Tid, kan dette uden Skade skee under Vand, og man tørrer da efterhaanden saa meget, som man behøver. Exploderer det i tør Tilstand, ere Virk- ningerne rigtignok ødelæggende, men det antænder dog ikke saa let brændbare Gjenstande, som Tilfældet er med Krudtet. Man kan uden Fare for at brænde sig, antænde det paa Haanden. Det virker idet mindste dobbelt saa stærkt som en lige stor Mængde Krudt og efterlader ingen Slam; man spilder altsaa ingen Tid med Skydegeværenes Rensning, og det sidste Skud er lige saa sikkert som det første. Det forbrænder uden Røg, hvilket især til Søes vilde være en stor Fordeel, da i saa Tilfælde Røgen hverken vilde kunne genere Mandskabet eller hindre den frie Ud- sigt. Pyroxylet har ingen skadelig Indflydelse paa det Materiale, hvoraf Skydevaabenet er forfærdiget (Jern, Kanon- metal). Rigtignok maa den bageste Deel af Røret gjøres stærkere for at kunne modstaae den meget pludselige Ex- plosion, men denne Ulempe udjævnes atter derved, at Røret kan gjøres kortere. Et Geværløbs Længde maa nem- lig staae i Forhold til den Hurtighed , hvormed Krudt- ladningen forbrænder, thi hvis ikke en Deel af Kraften 389 skal gaae tabt, maa Kuglen ikke forlade Mundiogen, førend alt Krudt er forbrændt. Jo hurtigere altsaa en Krudtsort exploderer, desto kortere kan Løbet være. Har Pyroxylet hidtil ikke kunnet tilkjæmpe sig den Plads i Artillerividenskaben og i flere andre Retninger, som man oprindeligen troede, at det var skikket til at indtage, saa har det dog i nogle andre Retninger kunnet glæde sig ved megen Anerkjendelse. Strax efter dets Opdagelse foreslog man at anvende det istedetfor Knaldkviksølv i Knaldhætterne , som bevægende Princip istedetfor Damp, som kvæl stof holdigt Næringsmiddel o. s. v. Alle disse Projekter ere dog ikke blevne realiserede. Det anvendes nu især som Kollodium i Photographien og i Lægevidenskaben. Photographen tilveiebringer nemlig ved Kollodium paa en poleret Glasplade et flint, meget glat, mælkehvidt Overtræk, som bedre end Papir egner sig til at opfange Billedet. I Lægevidenskaben bruges Kollodiet til lufttæt at lukke mindre Saar; stryger man det over et saadant, for- damper Ætheren, og Pyroxylet bliver tilbage som en seig, tynd Hinde, som trækker sig stærkt sammen og betydeligt bidrager til Saarrandenes nøiagtige Forening. 4. Chlorkvælstof er en i det mindste lige saa farlig Forbindelse som Knald- kviksølvet, men har aldrig fundet nogen praktisk An- vendelse. Det fremstilledes først 1812 af den franske Che- miker Dulong, som ikke anede, hvilken farlig Opdagelse han havde gjort, førend han ved en uventet Explosion mistede sit ene Øie og fik Haanden meget slemt beskadiget. Davy, som fortsatte hans Undersøgelser, gik det ikke 390 meget bedre, skjøndt han var bleven advaret ved Dulongs Skjæbne. Chlorkvælstof dannes, naar man leder Ghlorluft til en Salmiakopløsning, som er opvarmet til 28^ C. Der ud- skilles da efterhaanden olieagtige Draaber, som først svømme ovenpaa og senere samle sig paa Bunden af Karret. Den olieagtige Vædske er Chlorkvælstof, som man for at und- gaae farlige Explosioner aldrig maa fremstille i større Mængde. Det kan destilleres ved en Varme, som ligger noget under 71^ G; opvarmet over 93^ C forpuffer det; det samme skeer, naar det berøres med en fedtagtig Sub- stans, og det er især denne Omstændighed, som gjør dets Tilberedning saa overordentlig farlig, thi for at fremkalde Forpufningen , behøves ikke Andet, end at Karret ikke er ganske reent, og man bør derfor iforveien rense det med Kahlud og destilleret Vand. Explosionen ledsages af Lysudvikling og et overordent- lig heftigt Knald ; 1 Va Gran knalde stærkere end et Bøsse- skud. De mechaniske Virkninger ere meget stærke; selv et aabent Kar brydes i mange Stykker. Lader man et Stykke ulimet Papir opsuge nogle Gran og lægger det paa et Potteskaar, der hviler paa et Bræt, saa exploderer Ghlorkvælstoffet ved Tilnærmelsen af et glødende Jern med et meget stærkt Knald, og Stykker af Skaaret trænge dybt ind i Brædtet. Vi see altsaa, at dette Stofs Virkninger ingenlunde staae tilbage for nogen af de Forbindelser, vi tidligere lærte at kjende. Der gives visse Avisberetninger, som bestandig blive gjentagne. Snart berettes der, at man har kon- strueret en Luftballon, der kan styres imod Vinden; snart har man lavet Diamanter; snart er det lykkedes en 391 berømt Chemiker, hvis Navn dog aldrig nævnes, at frem- stille en exploderende Substans, som overgaaer Alt, hvad man tidligere har kunnet præstere i denne Retning. Nu, da vi have gjennemgaaet de forskjellige exploderende For- bindelser og Blandinger, ville vi ligesaalidt fæste Lid til den sidste som til de første Fortællinger, thi det vil vel neppe være muligt, at fremstille Forbindelser, som i deres Virkningei* skulde kunne maale sig med Knaldkviksølvet eller Chlorkvælstoffet ; og skulde dette skee tvertimod vor Forventning, saa kunne vi være forvissede om, at dette Stof vil være farligere for den, som tilbereder det, end for den, imod hvem det muligen skulde anvendes. Om Menneskets formeentlige legemlige Fortrin for Dyrene. (Af Stud. med. W. Ingerslev.) Ilet er en ganske almindelig Forestilling, som man ofte hører udtalt, en Sætning, man seer opstillet i de fleste ældre — og maaskee ogsaa i nyere — Naturhistorier, at det menneskelige Legeme er langt fortrinligere bygget end Dyrenes ; men undersøger man Forholdet aldeles upar- tisk, kommer man snart til den Overbeviisning, at man med langt større Ret kan opstille den Paastand, at Menne- sket i legemlig Henseende ikke har nogetsomhelst, hvori det ikke overgaaes af et eller andet Dyr. Hermed er Meningen naturligviis ikke , at Mennesket derfor skulde stilles lige med Dyret eller endog under det; tvertimod, selv det usleste, i alle Retninger mindst udviklede Menneske staaer paa et Standpunkt, som intet Dyr, selv det aller- fortrinligst udviklede, det allerklogeste, nogensinde kan hæves til. Selv Idioten, dette paa det lavest mulige Trin af menneskelig Udvikling staaende Væsen, er og bliver dog et Menneske og er som saadant hævet over Dyrene; thi hvad Nutidens Philanthroper have viist os, at et saadant Individ ved en fornuftig Opdragelse og Behandling kan lære, vil intet Dyr nogensinde kunne afrettes til. Men er 393 det nu i det Legemlige, at Mennesket har dette uomtviste- lige Fortrin? — Nei, det er ene og alene i det Aandelige. Naar man har opstillet en Mængde formeentlige legem- lige Fortrin, hvormed Mennesket skulde være begavet frem- for Dyrene, da er der i Grunden, bevidst eller ubevidst, en vis Forfængelighed med i Spillet, og — som det altid gaaer den Forfængelige — man har seet bort fra det Væsentlige og lagt Vægt paa det Uvæsentlige. At der findes store Forskjellig- heder mellem Menneekets og Dyrenes Legemsbygning, vil Ingen nægte ; men at opstille enhver Forskjel som et For- trin, det gaaer naturligviis ikke an, og dog er det i Grunden saaledes man er gaaet frem. Man har derfor opstillet som Fortrin aldeles uvæsentlige Ting, ja endog Momenter, som i og for sig paa det Aabenbareste maae betragtes som Mangler i Modsætning til, hvad der findes hos Dyrene. En anden Feil, man jævnlig har gjort sig skyldig i, er at man ei har sondret tilbørligt mellem, hvad der hører til det Aandeliges og til det LegemUges Gebeet, og man har derfor opstillet som legemlige Fortrin, hvad der i Virkelig- heden hører ind under det reent Aandelige. Hvad man alleralmindeligst seer opstillet som et For- trin, er den opreiste Gang; den er et Særkjende for Mennesket og falder derfor let i Øinene; hvad Under da, at den af dem, som søge Fortrin i Legemsbygningen , er sat som et af de ypperste? Om det er med Rette, ville vi nu undersøge. At den opreiste Gang er den naturlige for Mennesket, har imidlertid ikke været saa almindelig anerkjendt, som man skulde troe. Nogle Naturforskere have virkelig tvert- imod paastaaet, at i Grunden var Stillingen »paa aUe Fire«« den naturlige for Mennesket som for Pattedyret; men at denne Paastand er falsk, er let at bevise. 394 Hos Dyrene, hvis naturlige Stilling er paa alle Fire, finde vi, at der fra Baghovedbenet gaaer en meget stærk senet Streng bagtil og hæfter sig paa nogle Fremstaaen- heder paa Brysthvirvlerne; ved dette »Nakkebaand« holdes deres Hoved oppe, uden at de behøve at anvende nogen Muskelkraft dertil. Det mangler derimod hos Mennesket, og ville vi derfor indtage denne Stilling paa alle Fire, som efter Hines Mening sktdde være den naturlige, da vil det tunge Hoved snart synke nedad, fordi vi maae lade Nakke- musklerne virke forat holde det op, og denne Muskelkraft kunne vi ei holde ud at anvende ret længe. Naar Hovedet nu synker ned , kommer det ikke alene til at indtage en meget unaturlig og for Øinenes Brug saare ugunstig Stil- ling; men der vil tillige opstaae et Blodtilløb til Hovedet, som Ingen ret længe vil kunne taale. Kunde imidlertid disse Ulemper end fjernes eller taales, vilde man dog derfor ikke være bedre faren, og hvor lidt naturlig Stillingen virkelig er, vilde snart vise sig, naar man begyndte at bevæge sig. Ville vi støtte paa Haand- fladerne og Fodsaalerne, komme vi til at indtage en Stil- ling, som frembyder megen Vanskelighed for Bevægelsen, og ville vi støtte paa Haandfladerne og Tæerne eller paa Fodsaalerne og Fingrene eller paa Tæerne og Fingrenej da bliver Resultatet det samme; i alle Tilfælde viser Stil- lingen sig aldeles unaturlig for Mennesket. Som et Slags Beviis for, at denne Gang paa Fire skulde være den naturlige, har man anført, at smaa Børn, »som endnu ikke have lært at gaae opreist«, vælge denne Bevægelsesmaade ; men det er ikke sandt; thi Barnet gaaer i Virkeligheden ikke paa Fire; det kryber paa Hænder og Knæer eller alene paa Hænderne, idet det slæber Kroppen 395 efter sig, og dette vil man dog neppe kalde en for Menne-*' sket naturlig Bevægeisesmaade. Ogsaa hele den anatomiske Bygning af vort Legeme viser tydeligt, at Mennesket virkelig er bestemt til at gaae opreist. Bækkenet danner hos Mennesket en bred Skaal, som i den opreiste Stilling bærer Underlivets ludvolde, hvilke derimod, naar vi skulde gaae paa Fire, vilde trykke mod den bløde Underlivsvæg, som dannes af de forreste Bug- muskler. Paa det med sin bredeste Ende opadvendende, kileformede Korsbeen, der danner Bækkenets Bagvæg, er Hvirvelstøtten opstillet, og med dennes øverste Hvirvel er Hovedet tilleddet ved 2 langagtige Ledknopper. Det er saaledes anbragt, at det i Legemets opreiste Stilling be- finder sig i Ligevægt, hvorimod det ved Stillingen paa alle, Fire vil falde forover. Ogsaa af Lemmernes Bygning bliver det os tydeligt, at den opreiste Stilling er den for Menne- sket naturlige. Paa Grund af Laarbenets overordentlige Længde, der i Regelen udgjør y^ af hele Legemets, vil dets nederste Ende, altsaa Knæet, under Stillingen paa alle Fire komme heelt op under Brystet, hvorved altsaa Bevægelsen i høi Grad generes. Hos Pattedyrene er der- for Laarbenet altid kortere i Forhold til Legemet. Under- søge vi dets Ledforbindelse med Bækkenet, da see vi denne i Modsætning til Overarmens Forbindelse med Skulder- bladet mere at være beregnet paa Fasthed end paa Be- vægelighed, medens denne dog ved Øvelse kan udvikles i en betydelig Grad. Af de Muskler, der bevæge Laaret, ere navnlig Strækkemusklerne stærkt udviklede, og det Samme er Tilfældet med Underbenets, hvilket naturligviis er beregnet paa, at vi skulle kunne holde Benet strakt i længere Tid og lade det bære hele Kroppens Tryk. Ende- lig er Fodens Skelet bygget som en Hvælving, der med 3 396 Punkter berører Jorden, nemlig med det tykke Hælebeen, den yderste Ende af den lille Taas Mellemfodsbeen og den inderste Ende af Tommeltaaens første Led. Den største Deel af Legemets Vægt hviler imidlertid paa Hælen, som ogsaa er det stærkeste af de nævnte Punkter, og heri see y\ strax en Modsætning til Pattedyrene, hvoraf egentlig ingen, selv ikke de saakaldte Saalegængere , træde paa Hælen; den største Deel af Pattedyrene ere endog Taa- gængere, og hos dem er Hælen løftet høit over Jorden. At den opreiste Gang er den eneste naturlige for Mennesket, er altsaa sikkert nok, og ligesaa vist er det, at dette er den alene for Mennesket, at den altsaa er et Særkjende for os. At den Gang paa 2 Been, som dand- sende Bjørne og afrettede Hunde eller Heste stille op, er aldeles unaturlig, behøver vel ikke engang at omtales ; men om visse Aber synes det derimod at være en temmelig al- mindelig Forestilling, at den opreiste Stilling er dem na- turlig, og at de altsaa i Bevægelsesmaaden staae ved Siden af Mennesket. Men Abernes Stilling paa Bagbenene alene kan ikke lignes med vor; thi de staae hverken paa hele Fodsaalen, ei heller paa de 3 ovenfor nævnte Støttepunkter, hvormed Menneskets Fod berører Jorden; men de træde paa Fodens ydre Rand, medens Fodsaalerne vende mere eller mindre indad mod hverandre. Bevæge de sig nu fremad i denne Stilling, da er deres Bevægelse omtrent ligesaa slet paa To, som Menneskets paa alle Fire, og de søge derfor at hjælpe derpaa ved at støtte sig til en Stav, eller de kunne i Almindelighed paa Grund af deres For- lemmers uforholdsmæssige Længde i den opreiste Stilling naae til Jorden med Fingerenderne. Seer man* dem der- imod løbe paa alle Fire eller især klattre i Træerne, hvor de med en ganske overordentlig Færdighed svinge sig fra 397 Green til Green, da kan man ikke tvivle om , at de lige- som andre Dyr ere bestemte til at bruge alle fire Lemmer i Bevægelsens Tjeneste. Nogle Gnavere, f. Ex. Egernet, kunne sidde paa Bagbenene og anvende Forpoterne som et Slags Hænder til at holde Foden med; men skulle de be- nytte Baglemmerne alene til at gaae med, da bliver det ialfald en yderst slet Gang og ikke nogen ret opreist Stil- ling. Kænguruhen benytter ogsaa sine lange Bagbeen til at sidde paa i en opreist Stilling; men den anvender da sin særdeles stærke Hale som tredie Støtte, og at gaae paa Bag- lemmerne alene formaaer den egentlig ikke, hvorimod den ved deres Hjælp kan gjøre uhyre Spring. At den opreiste Gang er Mennesket egen og naturlig, tør vel altsaa ansees for at være hævet over enhver Tvivl; men kan den derfor betragtes som el Fortrin? Ingenlunde. Man siger i Almindelighed: »Ved den opreiste Stilling hæver Mennesket sig over Dyrene; han staaer som en Konge iblandt dem og løfter sit Blik og sin Pande stolt imod Himlen, medens Dyret med sit Hoved luder mod Jorden ! « Det er store Ord, som klinge godt i et forfænge- ligt Øre; men det er ikke sandt. Denne Luden med Hovedet mod Jorden ansees forat være langt alminde- ligere hos Dyrene, end den i Virkeligheden er. Ingen vil dog sige om Giraffen, Gemsen og i det Hele de fleste Dyr af Hjorteslægten, som netop gjerne have en særdeles rank Hals, at de lude med Hovedet; om Fuglene kan man da ialfald paa ingen Maade sige det. Ligesaa urigtigt er det, naar man taler om, at Mennesket i Modsætning til Dyret hæver sit Blik eller sin Pande mod Himlen ; thi den nederste Deel af Himmelhvælvingen seer naturligviis ethvert Dyr ligesaa godt, som Mennesket, og ville vi see mod Ze- nith, maae vi sandelig saa godt som noget Dyr bøie Hovedet 398 endog stærkt tilbage og indtage en Stilling, der hverken er naturlig eller længe udholdelig. Skulde det desuden være et Fortrin i den naturlige Stilling at see lodret iveiret, da vilde Flynderne, som bestandig svømme med begge Øine paa den opadvendte Side, være langt gunstigere stillede end baade andre Dyr og Mennesket; men det vilde dog vistnok ikke falde Nogen ind af den Grund at stille dem høiere. Tvertimod at være et Fortrin maa den opreiste Gang i og for sig betragtes som en Mangel, da det er en be~ kjendt Sag, at et Legeme staaer desto fastere og sikkrere, jo større dets Understøttelsesflade er, og denne Flade jo aabenbart er langt større hos Dyrene, der støtte paa fire Been, end hos Mennesket, som kun har to. De fiirbenede Dyr staae derfor i Virkeligheden ogsaa langt sikkrere end Mennesket, og at vi heller ikke kunne maale os med dem i Bevægelsens Hurtighed, har Enhver Leilig- hed nok til at overtyde sig om. Den opreiste Gang blev sikkerlig kun givet Mennesket, fordi hans Forlemmer skulde frigjøres; skulde vi ikke havt Haanden, hvis store Betyd- ning og Værd siden skal omtales, vilde den Fordeel, som Bevægelsen paa alle Fire yder, heller ikke være 'bleven opgivet. Et Organ, hvor man med større Grund kunde vente at finde Forskjelligheder, der tiUige maatte betragtes som Fortria, er Hjernen, og virkelig har man ogsaa her søgt saadanne. Man kunde med mere Grund vente at finde væsentlige Forskjelligheder her, fordi Hjernen er an- erkjendt for at være det Organ, hvorAanden har sit Sæde; men man har desuagtet ikke fundet noget Saadant, som man med Føie kunde opstille som Fortrin fremfor Dyrene. Hjernens Anatomie, som man har beskjæftiget sig sær- 399 deles meget med, har lært os at kjende en iMængde for- skjellige Dele, hvis Betydning man dog langtfra kjender tilfulde ; men den sammenlignende Anatomie viser os til- lige, at Pattedyrenes Hjerner ere byggede ganske efter samme Norm, som Menneskets. Ikke desto mindre har man søgt at paavise visse Eiendommeligheder, som skulde være Fortrin, og vi ville derfor undersøge, hvorvidt de virkelig findes, og hvorvidt det er berettiget at betragte dem som Fortrin. Saasnart man har blottet en Hjerne, seer man, at dens Overflade bestaaer af en Mængde paa en egen Maade snoede Dele, som adskilles ved mellemliggende smaa Furer; man har kaldet dem Hjernevindinger (Gyri), og man siger nu, at Mennesket har flere saadanne end Dyrene, og at dette er et Fortrin. At Mennesket har flere Hjernevindinger end Dyrene i Almindelighed, er maa- skee sandt; men det er ialfald ofte kun en meget ube- tydelig Forskjel, thi det er vanskeligt nok i denne Hen- seende at skjelne en Menneskehjerne fra en Orangutangs, og Hvalernes Hjerne udmærker sig netop ogsaa ved sit store Antal Vindinger; findes der ikke flere, er der vist- nok idetmindste ligesaa mange som hos Mennesket; na- turligviis maa man tage Hensyn til den ulige Størrelse. Hvor lidt imidlertid disse Hjernevindinger have at betyde, bliver indlysende derved, at man ved Brud af Hjernekassens Been og deraf følgende Udtræden af Hjernemassen er bleven nødt til at bortskjære flere af dem, og denne Operation er bleven foretagen uden at have skadelige Følger for Pati- enten, hverken i physisk eller psychisk Henseende. Her- med er det altsaa viist, at Hjernevindingernes større Antal ikke er noget Fortrin. Naar man dernæst har sagt, at Mennesket udmærkede sig ved sin Hjernes Størrelse, da er heller ikke dette 400 rigtigt, enten man saa har meent den absolute eller rela- tive Størrelse, og navnlig have vi med Hensyn til den ab- solute Størrelse et slaaende Exempel i Hvalens Hjerne, som er mange Gange større end den største Menneske- hjerne. »Ja,« siger man maaskee da, »det var naturlig- viis heller ikke saaledes meent, vi tænkte kun paa den relative Størrelse, altsaa paa Hjernens Størrelse i Forhold til Legemet." — Men denne Udflugt hjælper intet; thi Mennesket har heller ikke i Forhold til Legemet den største Hjerne. Vi finde nemlig, at jo større et Dyr vi tage for os, desto mindre er dets Hjerne i Forhold til dets Legeme, medens omvendt hos de smaa Dyr Hjernen er langt større i Forhold, saa at altsaa f. Ex. en Muus vil have en relativt større Hjerne end Hvalen eller Elephanten og ligeledes en i Forhold større Hjerne end Mennesket. Opkaste vi nu det Spørgsmaal, om man da overhovedet var berettiget til, som man har gjort, at opstille det som et Fortrin, om Mennesket nu virkelig havde — relativt eller absolut — den største Hjerne, da maae vi besvare det med et ubetinget Nei; vil man tage Hjernens Størrelse til Maalestok for at bedømme et Dyrs høiere eller lavere Standpunkt, da kommer man til de besynderligste Resul- tater. Paa hin Anskuelse beroer tildeels Constructionen og Anvendelsen af den Camperske Ansigtsvinkel, hvor man tillige gik ud fra den Forudsætning, at Kjæbernes Udvikling stod i omvendt Forhold til Hjernens Størrelse, og at de, saa at sige, vare Udtrykket for den reent dyriske Characteer, saa at de skulde være desto stærkere udviklede, jo lavere et Menneske eller Dyr stod, og omvendt. Man construerede denne Vinkel ved fra det Punkt paa Over- kjæben, der svarer til Mellemrummet mellem de to midterste Fortænder, at trække en ret Linie til den ydre Øreaabning 401 og en anden ret Linie til det meest fremragende Punkt af Panden; jo mere den derved dannede Vinkel nærmede sig 90", desto høiere stod da vedkommende Dyr, meente man ; men hvor urigtig denne Mening er, bliver snart ind- lysende. Hos Fosteret er, navnlig i en tidligere Periode, Hjernen meget stærkt udviklet, medens Kjæberne kun ere samdeles svagt uddannede, og Ansigtsvinkelen vil altsaa her være langt fordeelagtigere, end den bliver hos den Voxne, hvor Kjæberne ere blevne mere udviklede og stærkere fremspringende; vi ville altsaa ved at beregne det høiere og lavere Standpunkt efter Gampers Ansigtsvinkel komme til det Resultat, at Fosteret stod høiere end den Voxne, og paa samme Maade maatte Qvinden, hos hvem Kjæberne ere svagere udviklede, stilles over Manden; men hvor urigtige disse Resultater ere, behøver ingen videre Ud- vikling. Vil man regne efter Hjernens Størrelse, kommer man overhovedet til, som ovenfor antydet, at stille alle store Dyr særdeles høit, hvis man regner efter den absolute Størrelse, men særdeles lavt, hvis man tager Hensyn til den relative Størrelse; i begge Tilfælde kommer man til at begaae de største Uretfærdigheder. Er det nu paaviist, at Mennesket hverken i den op- reiste Gang eller i Hjernens Bygning og Størrelse har noget Fortrin for Dyret, saa sige dog Nogle: »Lad nu saa være; men det vil dog vel Ingen nægte, at Sproget er et væsentUgt Fortrin, som Mennesket har fremfor ethvert Dyr«. Hertil maa dog svares, at et Sprog have Dyrene dog egentlig ogsaa; de vide meget godt at gjøre sig for- staaelige for hverandre, de have visse Lyd forat udtrykke deres øieblikkelige Sindstilstand, deres Lyster, Attraa o. s. v., de have altsaa unægtelig et Slags Sprog; men det er kun, 27 402 hvad man kan kalde et Instinctsprog, medens et For- nuftsprog kun findes hos Mennesket. Men naar man vil opstille dette som et legemligt Fortrin, da farer man meget vild; thi Fortrinet ligger ene og alene i detAande- lige, havde Mennesket ikke Fornuften, kunde det heller ikke have et Fornuft-Sprog. Vor Evne til at tale er ingen- lunde beroende paa noget Legemligt; thi vore Stemme- organer ere langtfra fuldkomnere uddannede end Dyrenes; Prof. Eschricht har endog hos en langarmet Abe fundet 5 Muskler flere ved Stemmeorganerne end hos Mennesket; men derfor kunde Aben ikke tale. Naar vi høre en Papa- gøie snakke, have vi jo ogsaa heri et Beviis for, at Tale- evnen ei ligger alene i Legemsbygningen, da den legem- lige Betingelse for Talen jo aabenbart er tilstede hos Fuglen; men den siger bestandig kun de Ord, man har lært den, i den samme Orden og Sammenhæng, hvori den har lært dem; den formaaer ikke selv at danne Sætninger, hvori den kunde udtale sine Tanker; thi den har ingen Tanker, den mangler Fornuften ; den legemlige Betingelse for Talen er tilstede; men det væsentligste Moment, den aandelige Betingelse mangler. Vi sagde ovenfor, at Fordelen ved at have fire Be- vægelsesredskaber var hos Mennesket opgivet forHaandens Skyld, som maatte frigjøres forat kunne anvendes efter sin Bestemmelse. Det ligger allerede heri, at Haanden maa være et ganske fortrinligt Redskab, siden det var værdt at offre en saadan Fordeel derfor, og saaledes er det i Virkeligheden ogsaa; men vil man opstille det som et legemligt Fortrin, maae vi dog protestere derimod. Al- lerede en af Oldtidens berømteste Mænd, den bekjendte Læge Galenus, som levede i det 2det Aarhundrede efter Christi Fødsel, bemærkede Haandens hensigtsmæssige Bygning og 403 har i et af sine Værker leveret en smuk Beskrivelse af den menneskelige Haand, hvori han udtaler sin Beundring over dens Bygnings Hensigtsmæssighed og skatter dens Værd særdeles høit; men allerede han har erkjendt, at den egentlig ikke kan betragtes som et reent legemligt Fortrin fremfor Dyrene. For ret at erkjende Haandens Fortrinlighed maae vi tillige betragte Armens Bygning ; men her at gaae ind paa en detailleret Beskrivelse af dens og Haandens Anatomie vilde dog føre os for vidt, og vi ville derfor kun betragte de for Haandens Brug væsentligste Momenter. Armen er i sin Forbindelse med Kroppen i Skulderleddet saa løst tilhæftet, at den størst mulige Bevægelighed i alle mulige Retninger er tilladt, men tillige saa fast, at den kan mod- staae en temmelig betydelig Indvirkning udenfra og navnlig yde tilstrækkelig Modstand ved Løftning af svære Byrder og deslige. Tillige er Armen ved Albueleddet gjort saa bøielig, at vi ved Combination af de to nævnte Led blive istand til at føre Haanden hen til ethvert Sted paa vort Legeme, som Armens Længde tillader os at naae. Idet Forarmen bestaaer af to Been, hvoraf det ene, som paa sin nederste Ende bærer Haanden, kan dreie sig om det andet, bliver det muligt, at Haanden ogsaa kan udføre denne Bevægelse, og ved at staae i Forbindelse med Forarmen kan den tillige udføre Bevægelser i andre Retninger. Endelig ere Fingrene, som bekjendt, deelte i flere Led, hvorved de; kunne bøies sammen og ligesom optages i Haanden selv, naar vi »knytte« den. Til at udføre de mange for- skjellige Bevægelser ere Armen og Haanden forsynede med en Mængde stærke Muskler, som kunne bevirke Bøining, Strækning og Dreining i mangfoldige Retninger. 27* 404 Ved de forskjellige Ledforbindelser paa Armen og i Haanden og ved den dertil svarende temmelig complicerede Muskulatur, hvormed Lemmet er forsynet, blive vi istand til at udføre de forskjelligste Bevægelser i de mangfoldigste Retninger. De stærke Muskler, hvormed Armen er for- synet, sætte os istand til at løfte svære Byrder, ligesom vi, naar vi knytte Haanden, kunne lade Armen virke som en Kølle og bibringe Slag af en overordentlig Kraft. Paa den anden Side kunne vi lade Haanden glide med en næsten utrolig Lethed hen over en Gjenstand og med en vidunderlig Færdighed modificere det Tryk, vi ville udøve derpaa, forat udforske dens Egenskab, om den er ru eller glat, haard eller blød. Vi kunne, navnlig naar vi benytte begge Hænder, fatte om Gjenstande af betydeligt Omfang, holde dem fast og løfte dem iveiret, medens vi paa den anden Side kunne med to Fingerspidser, og da navnhg Tommelfingerens og Pegefingerens, gribe smaa, ubetydelige Gjenstande med en mærkværdig Sikkerhed. Det viser sig altsaa, at vi kunne bruge vore Hænder i aldeles modsatte Øiemeed, og altid ere de de meest hensigtsmæssige Red- skaber, Naturen kunde skjænke os. Fingerspidserne ere desuden forsynede med en overordentlig Mængde Føle- nerver, som her udbrede sig i en blød, elastisk Pude, hvorved de blive til fortrinlige Føleredskaber, og herved, ligesom naar vi ville udøve et Tryk med Fingerspidserne, bliver Neglen af ikke ubetydelig Nytte, idet den afgiver en passende Modstand mod Sammentrykningen af den elastiske Pude. Med hvilken Hurtighed Fingrene kunne bevæges, og med hvilken Grad af Nøiagtighed de tillige kunne ind- tage de forskjelligste Stillinger mod hverandre, see vi de bedste Exempler paa, naar vi lægge Mærke til Fingrene paa en Claveerspiller. Men hvilken næsten utrohg Hur- 405 lighed kan ikke undertiden en Virtuos lade sine Fingre fare fra den ene Ende af Instrumentet til den anden, og med hvilken Præcision veed han ikke paa samme Tid at berøre netop de Tangenter, som svare til de Toner, han vil frem- bringe, og at udøve netop det Tryk, som er nødvendigt for at fremkalde de Modulationer, som just udkræves i det concrete Tilfælde. Ogsaa hos Taskenspilleren see vi Fin- grene bruges med en overordentlig Hurtighed, eller retttere vi see det ikke , netop fordi de bevæges med saa stor Hurtighed, at vi ei kunne følge dem med Øinene, og at der ogsaa her udkræves en overordentlig Grad af Nøiag- tighed i Bevægelserne, er jo indlysende nok. At Menneskets Haand kan bruges (il de forskjelligste Ting og er et saare fortrinligt Redskab, er derfor vel ind- lysende nok; men man kunde opstille det Spørgsmaal, om den da er noget saa Særegent for Mennesket? thi Aberne have jo dog ogsaa Hænder? Hertil kan da svares, at Men- nesket har i Haanddannelsen ligesaa meget forud for Aben, som i den opreiste Gang, der jo ogsaa paa en Maade findes hos nogle Aber. Abernes Haand er nemlig i Grunden alene dannet i Overeensstemmelse med den Leve- maade, de skulle fore; den er givet dem som det fortrin- ligste Redskab, de kunde have til dermed at holde sig fast om Grenene, og hvor ypperligt Abehaanden er skikket dertil, falder strax i Øinene, naar man har Leilighed til at betragte, med hvilken forbausende Hurtighed og Sikker- hed Aberne svinge sig fra en Green til en anden, fra et Træ til et andet nærstaaende. Seer man derimod en Abe holde sin Føde eller noget Lignende i Haanden, da seer man ligesaa let, at den aldrig er istand til at gribe med den Sikkerhed og Nøiagtighed, hvormed vi gjøre det, t'l- 406 deels vel fordi Tommelen paa Abens Forhænder aldrig er saa modsættelig mod de andre som hos Mennesket. Naar vi nu see, at Haanden virkelig er noget Sær- eget for Mennesket og et saare udmærket Redskab, en Gave af Naturen, som med sin Brugbarhed i saa mang- foldige Retninger neppe har sin Mage hos noget Dyr, kan man neppe undre sig over, at den for dem, som absolut ville tilskrive Mennesket legemlige Fortrin for Dyrene, har været »ein gefundenes Fressen« og er bleven opstillet som et af de ypperste Fortrin; men derimod maae vi, som ovenfor sagt, protestere. Galen siger saa smukt, at lige- som Mennesket fik Fornuften som Evnernes Evne, saaledes fik det ogsaa Haanden som Redskabernes Redskab; han har her allerede erkjendt det Forhold, hvori Haanden staaer til det Aandelige, og denne Forbindelse er i Virke- ligheden større, end man maaskee i første Øieblik falder paa. At Haanden er saa ypperligt indrettet, at den kan tjene os til saa forskjelligt Brug og paa saa mangfoldige Maader, vilde dog i Sandhed aldeles ikke nytte os, naar vi ikke havde faaet en høiere Gave, Fornuften, i hvis Tjeneste vi kunde benytte Haanden; thi det er dog ind- lysende, at Jnstinct og Kunstdrift, som findes hos mange Dyr, her ikke forslaae til at benytte Haanden paa alle de Maader, hvortil den aabenbart er bestemt. Hvor lidet Mennesket formaaer med Haanden uden Fornuftens Hjælp, det vise Idioterne os noksom, for hvem Haanden ofte ikke er til saa megen Nytte, som Poterne for et eller andet Dyr; men hvor meget paa den anden Side Mennesket for- maaer at udføre uden Hænderne, hvor godt det ved For- nuftens Hjælp forstaaer at finde et andet Redskab, som det kan betjene sig af for at udføre Aandens Bud, derpaa have vi et af de bedste Exempler i en fransk Maler, Ducornet, 407 som var født uden Arme, men som snart lærte sig til at føre Penselen med Tæerne, og han førte den saa godt, at han maa regnes blandt de første Malere. Man har ligeledes Exempler paa Folk, der kunde afskyde Pistoler og foretage andre lignende Ting med Tæerne, og der er ingen Spørgsmaal om, at om et Menneske var født uden Arme og Been, vilde han dog vide at linde paa en eller anden Maade, hvorpaa han kunde udføre, hvad Aanden bød ham. De nævnte Exempler vise os noksom, hvorledes det Værd, vi maae tillægge Haanden, er nøie forbundet med Fornuften, og hvorledes det egentlig kun er ved den, at vi blive istand til at benytte Haanden paa de mangfol- dige Maader, som dens Bygning tillader os. Kunde man derfor tænke sig en Abe eller et andet Dyr forsynet med Menneskehænder, vilde den i Virkeligheden være ilde faren og langtfra have den Nytte deraf, som af de Hænder eller Poter, Naturen ellers har skjænket den. Hos ethvert Dyr finde vi den Form af Lemmer, som Dyret ifølge sin hele Bestemmelse er bedst tjent med, og en menneskelig Haand alene vilde aldrig kunne erstatte en saadan Fod- form. Hvorledes vilde Muldvarpen være tjent med at faae en menneskelig Haand istedetfor sin til Gravning saa for- trinligt skikkede Fod, eller hvorledes vilde en Menneske- haand kunne erstatte et Dyr af Katteslægten dets stærke Tæer med de skarpe, spidse Kløer, bestemte til at hugges ind i Byttet for ret at holde det fast? Enhver indseer let, at et saadant Bytte vilde være saare ufordeelagtigt, og dog skulde den menneskelige Haand, naar den i og for sig var et legemligt Fortrin, naturligviis kunne erstatte ethvert andet tilsvarende Organ. Men den har i Virkeligheden kun et saa uberegneligt Værd for Mennesket, fordi den hos ham er forbundet med Fornuften, som ei kan erstattes 408 ved Kunstdrift og Instinct, der ere for eensidige. Det tør vel altsaa nu antages at være tilstrækkelig boviist, at Haanden paa Grund af det P'orhold til Fornuften, hvorpaa dens store Værdi egentlig beroer, ikke med Rette kan op- stilles som noget legemligt Fortrin, som Mennesket skulde have fremfor Dyrene; det viser sig mere og mere, at noget Saadant ikke existerer. Naar man fremdeles har nævnet den nøgne Hud blandt Menneskets formeenllige legemlige Fortrin, da er det i Grunden vanskeligt at indsee, hvori Fordelen her skulde bestaae'; thi man skulde snarere være tilbøielig til at ansee det som en Mangel, da det dog aabenbart maa betragtes som en Fordeel af Naturen at være beskyttet mod et ublidt Glimas Indvirkning, saaledes som mange Dyr ere det ved deres lodne Pels. Man har sagt, at Mennesket derved blev skikket til at leve under ethvert Clima; men det Samme formaaer i det mindste en stor Deel haar- beklædle Dyr, og man har derpaa et slaaende Exempel lige ved Haanden i Hunden, som har fulgt Mennesket overalt og befinder sig særdeles godt under alle Climater. Ligesaa urigtigt er det, naar man har sagt, at Huden blev mere følsom ved at mangle Haarbedækning ; thi Hudens Følsomhed beroer naturligviis ikke paa, om den er haar- klædt eller nøgen, men paa den større eller mindre Ud- bredning af Nerver deri. løvrigt er Hudens Haarløshed heller ikke noget ganske Sæ.reget for Mennesket, som Enhver veed, der har seet en Tudse eller en Frø, og ogsaa blandt Pattedyrene findes Arter, der ere saa godt som nøgne, navnlig blandt de Tykhudede, hvor det er noksom bekjendt, at Næshornet og Elephanten kun ere meget sparsomt forsynede med Haar. Ogsaa Mangelen af Hale er bleven opstillet som et Fortrin; men hvor megen Betydning, der skal tillægges 409 denne Omstændighed, behøver næsten ingen videre Ud- vikling. Halen er et for Dyrene meget nyttigt Organ, som man let indseer, naar man lægger Mærke til, hvorledes f. Ex. Hesten og Koen benytte den til at bortjage Insecter med; Kænguruhen bruger den som Støttepunkt, Egernet har i sin Hale en fortræft'eiig Balancestang, Fuglene bruge den som Styreredskab, Hvalerne og Fiskene kunne ikke undvære den som Bevægelsesredskab o. s. v. ; men til hvad Nytte skulde den være for Mennesket? Den vilde aabenbart være et aldeles unødvendigt Paahæng, og Naturen giver ganske bestemt iiitet Væsen et Organ, uden at det kan tjene til Nytte ; man vilde med samme Ret kunne paastaae, at det er et Fortrin for ]\Jennesket, at det ikke har en saadan Lap over Næsen som Kalkunen eller et Horn som Rhinoceros o. s. v. Endnu mere intetsigende er det, naar man betragter det som et Fortrin, at Menneskets Ryg er saa bred, at Rygleiet bliver det naturlige for ham under Hvilen,, og da navnlig under Søvnen. At det er en aldeles uvæsentlig Omstændighed, om Ryggen er bred eller smal, behøver naturligviis intet Beviis; men det maa dog bemærkes, at det neppe engang er rigtigt, at Rygleiet er det naturligste for Mennesket; thi tvertimod vælge idetmindste de fleste Mennesker under Søvnen Sideleiet, som man tidt nok har Leilighed til at overbevise sig om. Vi have nu betragtet de i Menneskets Legemsbygning i Modsætning til Dyrets tilstedeværende Forskjelligheder, som i Almindelighed opstilles som Fortrin af Forfægterne for den Mening, at Mennesket i sin Legemsbygning skulde være udmærket fremfor Dyret, vi have undersøgt, hvorvidt det er berettiget at betragte disse Forskjelligheder paa denne Maade, og vi ere da komne til samme Resultat ved dem alle. Legemlige Fortrin har Mennesket ikke faaet af 410 Naturen; men vi have faaet en langt kosteligere Gave, idet Fornuften blev skjænket os som en Deel af vort aandelige A^æsen, og ved Aanden er det, og ene og alene ved den, at Mennesket er Skabningens Herre. I legemlig Henseende derimod staae vi ikke høiere end Dyrene, men overgaaes endog i nogle Retninger af dem; thi hvilket Menneske har nogensinde opnaaet en saadan Skarphed i sine Sandser, som vi finde hos mangfoldige Dyr, Hvo har havt saa stærke og skarpe Tænder, saa kraftige Griberedskaber, som dem, hvormed navnlig Rovdyrene ere udrustede? Men troer man, at en saadan Tilstaaelse er ydmygende for os, saa at vi derved tabe Noget af vor Værdighed, da tager man høilig feil; thi, som vi i Begyndelsen af denne Afhandling have bemærket, der er mellem det usleste Menneske og det fuldkomnest udviklede Dyr en Kløft, som aldrig er bleven udfyldt, og som aldrig vil forsvinde. Mennesket staaer paa et Standpunkt, som intet Dyr nogensinde vil kunne hæves til. Hvert Dyr har faaet den Legemsbygning og de Redskaber, som bedst svare til dets Bestemmelse, og ligesaa er det med Mennesket. Forsaavidt nu Men- nesket har en høiere Bestemmelse end Dyret — hvad der ogsaa beroer paa hans aandelige Væsen — kunde det jo vistnok synes rimeligt, at ogsaa hans Legemsbyg- ning maatte være dannet efter en høiere Plan; men det maatte da ligge i hele Legemsbygningen som et Hele og ikke i Noget, vi bestemt kunne paapege og sige om: her er det eller der er det; thi saadanne enkelte le- gemlige Fortrin har Mennesket ganske bestemt ikke. Ville vi da være stolte af Noget, da lader os gjøre Aanden til Gjenstand derfor; thi den er i Sandhed et Prærogativ for Mennesket; men ville vi ogsaa være stolte af legemlige Fortrin, da bliver det kun tom Forfængelighed og Praleri. Ogsaa et Par Ord om Instinkt og Fornuft. •(Af afdøde Professor J. Ch. Liitkens efterladte Papirer.*) Ha jeg modtog Tidsskriftets 3die Binds 1ste Hefte, greeb jeg strax med Begjærlighed til Hr. Holsts Afhandling om dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft, i det Haab deri at faae nogen sikker Besked om dette Anliggende. Dy- renes Instinkt har været Gjenstand for min Eftertanke næ- sten saalænge, som jeg kan huske ; men jeg kan ikke just sige, at jeg har gjort Fremgang i at have en bestemt Overbeviisning derom, uagtet jeg har læst, hvad der faldt mig i Haanden om denne Sag, og jævnligt har grublet derover paa bedste Maade. Min første Theorie var meget mere kategorisk eller dogmatisk end min nuværende. Jeg meente nemlig dengang , at hvad man kalder Instinkt *} Disse Bemærkninger, som Forfatteren kun havde beiegnet som „nogle forclebige Tanker" om delte Emne, vare ikke, trods den Form , hvori de ere affattede , bestemte til Offentliggje- relse. Jeg har dog troet at burde meddele dem her, da de forekomme mig at bidrage væsenligt (il Opklaringen af det i dette Bind af Tidsskriftet S. 35 og folgende behandlede Emne. Det er iøvrigt mod Tidsskriftets Princip at tilstede Polemik indenfor sine Spalter, men deels have disse Bemærkninger ingen egentlig po- lemisk Charakteer, deels bortfalder i dette Tilfælde en mulig Fort- sættelse af Diskussionen af sig selv. Chr. Liilken jun. 412 egentligt slet ikke existerer, men at Dyrene have en meget udviklet Tænkning og et fuldstændigt Sprog, ved hvilkes Hjælp de formaae at uddanne deres aandelige Væsen og besørge alle deres Forretninger, omtrent paa samme Maade som vi, kun at der derved indtræder adskillige Sandsemaader og Yttringsformer, som ere aldeles frem- mede og ufornæmmelige for os. Nu er jeg kommen til- bage fra denne Overdrivelse og er i mange Aar bleven staaende ved den Mening, at ved enhver instinktmæssig Livsyttring har Dyret en Forestilling om noget Forønske- ligt eller Tillokkende ved Handlingen selv uden Hensyn til dens Følger; og denne Forestilling om det Forønske- lige eller Tillokkende i visse Handlinger har jeg villet forklare mig af Dyrets Forfædres Historie, saa at In- stinktet skulde beroe paa et i Hjernen indgroet Billede af de Livshandlinger , der have gjort god Tjeneste for de bemeldte Forfædre, altsaa være et Slags arvelige fixe Ideer. Læseren seer nok, at denne Theorie hænger sam- men med en anden Hypothese om Dyrearternes succes- sive Forandring ifølge de Omstændigheder, under hvilke de levede, og jeg seer nok, at samme Theorie med til- hørende Hypothese har sine betydelige Misligheder. Hvad nu den omtalte Afhandling angaaer, da seer og siger Hr. Holst meget rigtigt, at man først og frem- mest skulde vide, hvad Instinkt egentligt er, men jeg seer ikke, at han kommer til nogen Besvarelse af dette Spørgsmaal, ikke engang der, hvor han (Side 49) frem- hæver, »at Instinktet er Aand paa et særeget Udviklings- trin,« samt tilføier, »at i Instinktet er det Naturen, der hersker over Aanden.« Vare begge disse Sætninger end- ogsaa rigtige, saa sagde de os dog ikke, hvad Instinktet egentligt er, men kun i hvilke Forhold det forefindes 413 iblandt de andre aandelige Evner. Hvad der er Instinkt, o: hvorpaa Instinktet kjendes, angiver han meget rigtigt (Side 37), nemlig »hensigtsmæssig Handling uden at Hand- lingens Resultat derved forudsees;a men hvad Instinktet egentligt er, kommer han slet ikke til at undersøge; thi at det er »Naturens Herredømme over Aanden,« gjør ikke Tingen klarere, saalænge som vi slet ikke begribe, hvorledes Naturen udover dette Herredømme; og at det er •> Aanden paa et særeget (lavere) Standpunkt , « kan heller ikke være os nok, naar det ikke derved tydeligt vises, hvori Forskjellen har sin Grund. At de instinkt- mæssige Handlinger »altid udøves paa een og samme Maade« (Side 39 og 40) er for det første ikke ubetinget rigtigt (f. Ex. Skaden bygger i Norge inde i Husene); og dernæst er dermed kun sagt det samme , som man pleier at udtrykke ved at skjelne imellem de indeterminerede (indefinite) og de determinerede (defmite) Drifter; en Di- stinktion som, i Forbigaaende sagt, har syntes Mange at være en tilstrækkelig Forklaring, men som i Grunden dog aldeles ikke forklarer, men kun beskriver med andre Ord, kun siger os, at Instinktet ikke gaaer ud paa'Gjenstanden (f. Ex. Næring i Almindelighed) , men paa Handlingen selv (f. Ex. at pille i Træernes Bark eller skrabe i Jorden). — Men forresten er Hr. Holsts Tanke, at Instinktet er Aand paa et særeget lavere Udviklingstrin, vistnok meget in- geniøs, ifald den er rigtig. Jeg forstaaer ham nemlig saaledes, at det Oprindelige i det dyriske Liv er Instink- tet, o: en umiddelbar Drift til visse Handlinger, uden at kjende deres Følger; senere derimod, naar Dyret (eller Mennesket) ved Erfaring lærer at kjende disse Handlingers Nytte, forandrer Driften til Handlingen sig til en Drift til Gjenstanden, til hvis Besiddelse Dyret saa søger 414 de rette Midler, og da nærmest beholder de allerede prøvede, men ogsaa opsøger og opdager nye, hvorved saa efterhaanden Instinktet forsvinder, idet det gaaer over til »Aand« o: forstandig, motiveret Handling. Jeg vilde raabe ivQijxa over denne Sætning, hvis jeg var istand til at fatte, hvorledes en saadan Drift kan være oprindehg, hvorledes Naturen her kunde herske over Aanden ander- ledes end ved Dyrets Forestillinger om de vedkommende Handlingers Hensigtsmæssighed til at tilfredsstille Dyrets Fornødenheder eller Begjæringer. Men hvorledes bringer Naturen disse Forestillinger ind i Dyret? Det er Knuden 1 og til dens Løsning seer jeg ingen Udvei her, men staaer altsaa endnu stedse ved Problemet med Spørgsmaalet: Hvad er Instinktet egentligt? — eller: hvorledes kan jeg handle rigtigt af mig ubekjendte Grunde? For nu at forklare mine egne Betænkninger i saadan Henseende, maa jeg fremsætte en Theorie om levende Væseners Handlinger i det Hele, navnligt disse Handlin- gers forskjellige Hovedarter. De Livsyttringer, som vi kalde Handlinger i videre Betyd- ning ere nu først af to Hovedarter, nemlig de uvilkaarlige (automatiske eller mechaniske), hvor den virkende Villie er i en vis Grad skjult for det handlende Subject selv, og de vilkaarlige, (voluntariske eller spontane), hvor Subjectet er sig sin Villie bevidst. — Til de uvilkaarlige Hand- linger (egentligt kun Gjerninger) henhøre adskillige endnu ikke nokspm undersøgte eller classificerede Livsyttringer, som f. Ex. de følgende, der tillige synes mig nogenledes at betegne særegne Underafdelinger: a) naar man i Søvne vender sig, bedækker sig o. s. v. uden at vide deraf; b) naar den, der brænder sig paa en varm Kakkelovn^ hurtigt trækker Haanden til sig uden at vide deraf før 415 bagefter; og c) naar man taler og derved frembringer Lyden af de forskjellige Bogstaver uden at kjende De- taillen af denne Operation (ligeledes ved at synge, balancere, svømme o. s. v.). Ved alle saadanne Tilfælde, hvor Villien ikke er med ved de Bevægelser, ved hvilke Gjerningen udføres, burde Benævnelsen »Handling« egent- ligt aldeles ikke bruges. Naar man alligevel, efter min JVlening feilagtigt, omtaler dem som Producter af et In- stinkt, troer jeg, at man har ladet sig vildlede ved den jævnlige Anvendelse af Udtrykket »at handle instinkt- mæssig« (eller »mechanisk«) ved mange Leiligheder, hvor disse Ord aabenbart kun bruges i en figurlig Betydning, hvilket da ogsaa paa en vis Maade indrømmes ved just at bruge Formen »instinktmæssigt,« o: saaledes som om det skete ved et Instinkts Kraft. Ved at agte herpaa vil man let overtyde sig om, at der er nogen Overdri- velse i Hr. Holsts Ord (Side 46), »at ethvert Menneske tusinde og atter tusinde Gange har ladet sig lede af In- stinktet.« Jeg for min Part anseer det for meget tvivl- somt, om de fleste Mennesker have ladet sig lede af In- stinktet ved nogen anden Leilighed, end ved at lære. at patte og spise. løvrigt tilkommer det Physiologien og Psycliologien, saa godt de kunne, at forklare de her om- talte uvilkaarlige Bevægelser, der ikke vedkomme os videre i denne Undersøgelse. Derimod have vi her at tale om de vilkaarlige Handlinger, som ere tvende Slags: de fornuftmæs- sige, intellectuelle , motiverede Handlinger, hvor Subjectet veed hvorfor det vil, o: hvad det egenthgt vil, kjender sin Handlings Gj ens tand eller Form aal; og de instinc- tive, saakaldte instinktmæssige. Handlinger, hvor Sub- jectet rigtignok vil, vel ogsaa veed, at det vil, men ikke 416 ve ed, hvorfor det vil, o: hvad det egentligt vil, hvad enten det saa ikke kjender Handlingens egentlige Hen- sigt, eller ikke veed, hvorfor det just vælger dette Middel til dennes Opnaaelse, men kun veed, at det vil Hand- lingen selv, nøiagtigt taget, kun den Bevægelse, hvor- ved Handlingen udføres. Eller med andre Ord og kortere: Bevægelser uden Vi 11 i e ere i det høieste Gjerninger. Bevægelser med Villie ere Handlinger, og foretages disse (vilkaarlige) Handlinger for Virkningens Skyld, da vil og handler Subjectet efter Overlæg (consilium); er det derimod for Bevægelsens Skyld, under Forudsætning af at en pas- sende Virkning opnaaes derved uden Subjectets Vidende, om end ikke just imod dets Vilhe, da vil og handler det efter Instinkt. Sammenligne vi nu, med Hensyn til disse Handlin- gens Arter, det menneskelige Liv med det dyriske, saa ville vi vel komme til den Antagelse, at de uvilkaarlige Handlinger, saavidt vi kunne vide Besked derom, findes i nogenlunde lige Maal paa begge Sider. Anderledes for- holder det sig med de to Arter af de vilkaarlige Hand- linger. — Vi forudsætte her som givet, at i det normale Liv paa alle Trin er der kun een Grundfølelse: at have det godt (eller ondt), og kun een Grunddrift: at faae det godt (ikke ondt). Den vilkaarlige Handling motiveres i det normale menneskelige Liv ved to sammentrædende Momenter, som ere 1) Handlingens Efficacitet o: dens Brugbarhed til at frembringe eller afværge en vis Gjenstand eller Til- stand, og 2) Gjenstandens Qualitet o: dens Forhold til Subjectets Følelse. 417 De menneskelige Handlingers normale Gang og Or- den er derfor: først Drift til under de tilstedeværende Forhold at fremskaffe, hvad der har den behørige Qualitet for Subjectets Følelse; dernæst Er kj endelsen af Mid- delets Efficacitet; og saa slutteligt disse tvende Factorers Product, som er Villien til den forestaaende Handling. Det er da med andre Ord: Mennesket handler alminde- ligviis med Overlæg. I det dyriske Liv derimod mangler som oftest Noget af, hvad der henhører til og gaaer foran for den overlagte Handling. Snart mangler Erkjendelsen af Handlingens Efficacitet, snart Følelsen af Gjenstandens Qualitet, snart og som oftest begge Momenter; men der fremtræder dog en Villie i Handlingen. Den vilkaarlige Handling er derfor i det dyriske Liv ikke motiveret paa den for det menne- skelige Liv gjældende Maade, men denne erstattes ved det indtrædende Forhold, at Handlingen motiveres ved Hand- lingens egen Qualitet o: Forhold til Subjectets Følelse. De dyriske Handlingers normale Gang er derfor: først Handlingens Qvalitet for Følelsen; dernæst Vil lien til den forestaaende Handling; og tilsidst, efter Handlingen, muligviis Erkjendelsen af Handlingens Efficacitet. Det er det, som vi udtrykke ved at sige: Dyret handler al- mindehgviis efter Instinkt. Hvorledes Instinctet nu skal lade sig forklare o: hvorledes vi skulle beskrive den deri sig visende Natur- virksomhed, skal jeg ikke kunne sige med megen Be- stemthed. At lade alle instinktmæssige Handlinger være reent physiologiske Phænomener ligesom en Deel af de omtalte uvilkaarlige , gaaer ikke an, skjøndt man jo vel har forsøgt det; »alle Dyr ere Maskiner« sagde Cartesius. Snarere kan man forklare det ved visse sær- 28 418 egne os ubekjendte Sandsefornemmelser. Man kan da enten lade disse anvise Handlingens Gjen- standj f. Ex. forklare Trækfuglenes Vandringer af en forstærket Sands for Varmen i det Fjerne; men herved vil da Phænomenet egentligt falde ud af Instinktets Sphære og gaae over i Intelligentsens ; eller ogsaa man kan an- tage, at der i selve Handlingens Actus er noget primitivt Indbydende, der strax leder Dyret paa det rette Spor, f. Ex. naar Myreløven graver sin Kule; men hvorfra faaer denne Actus dette Indbydende her og ikke ellers? Jeg indrømmer derfor aldeles, at ingen af disse Forklaringer slaaer til i alle Tilfælde, og at man derfor ikke vel kan undgaae at tye til Hypothesen om med- givne Indsigter. At disse Indsigter skulde strække sig saavidt, at Dyret derved forud kjendte Gjenstandenes Qualitet og Midlernes Efficacitet, maatte man have megen Forkjærlighed for overnaturlige Kundskaber (Inspirationer) for at troe. Vi lade det, som man har seet, være nok med at antage, at Dyret endnu før Prøven kjender visse Handlingers Qualitet. Hvorledes denne Indsigt kommer ind i Dyret er ikke til at afgjøre; men vel maae \i antage Eet af To, enten at de materielle Betingelser (i Hjærnen eller deslige) for enhver saadan Forestilling høre med til det specielle Dyrelivs Grundform, eller at de efterhaanden ere uddan- nede ved Artens historiske Medfart, o: at de Livs- handlinger, ved hvilke Dyret, under Tilfældets og Nød- vendighedens Indflydelse , skaffede sig Behageligheder eller reddede sig eller sin Afkom fra Undergang, have indgravet sig saa fast i dets Tænkeorganer, at de efter- haanden ere blevne Slægtens uafhændelige Arvegods. — Jeg veed ingen bedre Forklaring end denne sidste, men 419 vil gjerne atter erklære det Hele for en endnu uløselig Gaadc. Jeg kan her kun gjentage, at jeg holder mig for over- bevilst om, at der er en nær Forbindelse imellem det ene Spørgsmaal om Instinktets Væsen og Oprindelse og det andet Spørgsmaal om Arternes og Slægter- nes Oprindelse og reale Sammenhæng. Jeg ind- rømmer aldeles, hvad man kan sige om det Ufuldstændige i mine Forestillinger om disse Ting; men ligemeget! jeg peger paa Stedet, hvor Yiisdommens Skat, denne Sag angaaende, maa ligge. Lad saa hvem der kan grave, til de finde den! Hvad nu Skilsmissen imellem menneskelig Forstand og dyrisk Instinkt angaaer, da kan jeg ingenlunde holde denne Adskillelse for saa ganske vilkaarlig som Hr. Holst synes at mene, for saavidt derved tales om de derved betegnede Virkemaader. Imellem Forstand (o: hen- sigtsmæssig Handling med Bevidsthed om Hensigtsmæssig- heden, Evne til at handle rigtigt af mig bekjendte Grunde) og Instinkt (o: hensigtsmæssig Handling uden Bevidsthed om Hensigtsmæssigheden, Evne til at handle rigtigt af mig ubekjendte Grunde) er der sikkert en bestemt og meget skarp Grændse. Enhver enkelt Handling er fore- gaaet ifølge Forstand eller ifølge Instinkt, aldrig ifølge dem begge. — Derimod er Skilsmissen vilkaarlig og Grænd- sen ubestemt, naar derved tænkes paa Forholdet imel- lem de med Forstand og de med Instinkt be- gavede Skabninger. Her har Hr. Holst upaatvivleligt Ret, naar han (Side 45) fremhæver, at der herved kun forefindes en gradeviis Overgang. Hos Dyrene findes upaatvivleligt mangfoldige Antydninger af Forstand eller endogsaa meget betydelige Fremskridt i denne Retning, og det i saamange bekjendte Tilfælde, at det vel i vore 28* 420 Dage maa være overflødigt at anvende et eneste Ord paa at forsvare denne Sætning; hos Mennesket derimod fore- findes endnu adskillige Levninger af Instinktet. — En anden Sag er det, at flere af vore Tiders Naturkyndige synes mig tilbøielige til at henregne mange ganske for- nuftige menneskelige Handlinger og adskillige Phænomener, der slet ikke ere Handlinger, til Instinktets Producter, ligesom ogsaa at være noget lettroende hvad Dyrenes Viisdom angaaer. I denne Henseende hersker der, som bekjendt, en uhyre ForskjelHghed; kun at den Lov maa ansees som sikkert gjældende den hele Dyrerække igjen- nem, at paa de lavere Trin findes mere Instinkt og mindre Forstand, paa de høiere mere Forstand og min- dre Instinkt, saa at Forstand og Instinkt for saavidt i det Hele taget allevegne staae i omvendt Forhold, skjøndt de begge findes allevegne. Hvad det Spørgsmaal angaaer, om Fornuft og For- stand kunne tænkes at have forskjellige Grader, og om vi altsaa kunne tillægge Dyrene disse samme høiere Evner i en mere begrændset Sphære, end de forefindes hos Mennesket, da har Besvarelsen heraf vistnok sin Vanske- lighed, forsaavidt som disse Ord snart bruges iflæng, snart i en mere bestemt, men dog af Forskjellige meget forskjelligt bestemt Betydning. Imidlertid vil Enhver af sin Erfaring vide, at Fornuften og Forstanden, tagne iflæng (o: Tænkning), findes i en meget forskjeUig Styrke hos forskjellige Personer, ligesom vi ogsaa hver anden Dag træffe paa, hvad vi kalde bornerede Mennesker, uden at vi derfor frakjende disse Fornuft og Forstand, med mindre deres Svaghed viser sig som meget decideret Idiotisme eller Vanvid og knapt endda; og der er saa- ledes Intet iveien for at tænke os de samme Evner med ^m visse Begrændsninger hos Dyrene. — Dernæst, tage vi disse Ord i den gangbareste specielle Betydning, saaledes at vi ved Fornuft forstaae en Evne til at vide Noget aldeles umiddelbart, uden at have erfaret det eller sluttet os dertil eller faaet det at vide af Andre, og der- næst ogsaa til ved Sammenligning med saadan Fornuft- indsigt at bedømme, hvad der forresten synes eller siges os, altsaa for saavidt en Sands for Sandheden, men ved Forstand derimod forstaae en Evne til af det, vi vide, at skaffe os Mere at vide, altsaa et Middel til at forøge vor Erkjendelse uden ydre Hjælp, — saa er der heller ikke Noget, der gjør det nødvendigt at give For- nuften et bestemt exclusivt Indhold, eller at paastaae, at enhver Forstand ligegodt skal kunne foretage enhver pro- gressiv Function med den tilstedeværende Kundskab, eller ligegodt benytte ethvert Slags allerede tilstedeværende Kundskab paa saadan Maade. — Og saaledes bør den Paastand aldeles ikke være noget Paradox, at Dyrene kunne have Fornuft i visse Ting, skjøndt ikke i andre, og Forstand paa Noget, skjøndt ikke paa Alt, hvad Men- nesket har Forstand paa. En anden Ting er det, at det vistnok er meget vanskeligt, med den hidtil disponible Analyse at paavise Grændserne for de forskjellige Evner, og endnu vanskeligere at angive Grundene til disse Be- grændsninger; men hvad herhen hører, er just det, der skal udgjøre Indholdet af en tilkommende psychologisk Zoologie eller comparativ Psychologie. Her er Nok at gjøre for Eder, I Herrer Zoologer, naar I blive færdige med Resten og engang igjen kunne komme til at studere de levende Dyr! Som Sagen nu staaer, maa det ansees for en al- mindeligt anerkjendt Sandhed, at Mennesket maa frafalde 4^2 sin Paastand paa at være aldeles forskjelligt fra Dyrene, hvad Besiddelsen af Fornuft og Forstand an- gaaer, medens det vistnok kan og bør fastholde sin Vær- dighed som udmærket og ophøiet over alle (andre) Dyr ved denne Besiddelses særegne Udstyrelse med høiere Tænkningselementer og Tænkemethoder; og det er maa- skee ikke overflødigt at tilføie, at Menneskets Fortrin i disse Stykker ere store nok til at give tilstrækkelige Ud- gangspunkter for de uundgaaelige reUgiøse eller meta- physiske Betragtninger. Men derimod troer jeg vistnok, at det er en Mis- forstaaelse, naar Nogen mener, at det Maal af Forstand eller Instinkt, der er enhver Dyreart, altsaa ogsaa Menne- sket tildeelt, kan rykkes i noget betydeligt Maal. Menne- sket har, Barndommen og visse Sygdomstilfælde frareg- nede, mistet alle Instinkter, om det nogensinde har havt flere, og hvert enkelt Dyrs Forstand synes kun perfectibel i en meget ringe Grad. Man skulde rigtignok mene og vil derfor vel indvende imod mig, at den saa tidt paaberaabte Perfectibilitet til- sidst ikke er Andet end Evnen til fra den Kundskab, man har erhvervet, at uddanne en ny og høiere, altsaa igrun- den er det samme som Forstanden, og at vi altsaa, naar vi tilstaae Dyrene nogen Forstand, med det samme til- lægge dem Muligheden af at udvide og forhøie denne. Derpaa svarer jeg først, at der maa skjelnes imellem at forhøie Tænkningens Indhold og dens Energie. Det første er Forstandens almindelige Bestilling, den være nu liden eller stor. Det Andet, Energien, er just det der bestemmer dens Størrelse, og Tænkningens Energie kan lige godt være uforanderlig, medens Kundskaben forøges ved dens Hjælp. Men dernæst staaer strax her al Er- 428 • faring den omhandlede Speculation saa haardt imod, at vi maatte finde det raadeligst at opgive den. Jeg mener virkeligt, at de Anstrængelser, som Hr. Holst vil have an- vendte paa at benytte Dyrenes Perfectibilitet, ere fra Old- tiden og indtil denne Dag gjorte tidt og stadigt nok til at overbevise os om, at det ikke er Mennesket muligt at bringe et Dyr, hvad Forstand og Fornuft angaaer, stort videre end det er, som det k »m fra Naturens llaand. Vi kunne f. Ex. lære Dyrene at forstaae Ord (egentligt vel kun at fatte dem som Signaler), ogsaa at udtale dem; men endnu har aldrig Nogen bragt et Dyr til at bruge et Ord rigtigt. Vi kunne afrette Dyrene paa mange Maader, og for saa vidt kunde det have Nytte at gjøre flere For- søg for at faae flere Dyrs Kræfter gjorte anvendelige til vor Nytte og Fornøielse; men for Dyrenes Skyld ønsker jeg sandeligt ikke, at vi skulle gaae for vidt dermed. Al Afrettelse er for Dyret kun en Plage, i alle Fald ikke nogen Glæde for det; og hvad de aandelige Fremskridt angaaer, som det derved skulde gjøre, saa anseer jeg det for meget problematisk, om det tæmmede og afrettede Dyr virkeligt er kommet paa et høiere Trin. Snarere troer jeg, at f Ex. den civiliserede Gaardhund og den høitkultiverede Skjødehund er baade dummere og mindre veltilfredse (afseet fra den gode Kost) end den vilde eller end deres Fættere, Hæven og Ulven i Skoven. Saaledes tør jeg ikke af min »KjærUghed til og Agtelse for Dy- rene« lade mig forlede til at anbefale den ærede For- fatters Forslag om at oprette høiere Dannelsesanstalter for velbegavede Dyr, da jeg ikke kan haabe, at man her vilde være heldigere end hist, idet man kun vilde opnaae meget ubetydelige Resultater efter uhyre Anstrængelser og Opoffrelser. Det kan gjerne være, at man kunde lære 424 f. Ex. en Gaas at afpille og samle de løse Fjær, eller en Abe at spille fiirhændigt paa Klaveer eller paa eengang at spille paa Klarinet med P'orhænderne og paa Violin med Baghænderne; men jeg befrygter desværre, at det ligefuldt vilde have sit ForbUvende ved den almindelige Gaasefor- stand og Abekattefornuft» Imidlertid, vil Nogen privatim gjøre Forsøg, saa skulde det interessere og glæde os, ifald de maatte faae et tilfredsstillende Udfald, og derved vilde da hele Sagen muligviis blive heelt anderledes stillet. Men aldeles uden Hensyn hertil kan Hr. Holsts Idee derimod fortjene megen Opmærksomhed fra det ego- istisk-menneskelige Standpunkt, og jeg haaber, at den vil finde den. Dyrenes Nyttighed for Mennesket kan derved muligviis formeres, og Zoologien kunde ved saa- danne Bestræbelser, ligesom ved de allerede fremtraadte lignende for Acclimatisation , kunstig Fiskeformering o.s.v. forhverve sig noget af den Popularitet, som den hidtil synes at mangle i Sammenligning med andre naturviden- skabelige Discipliner. Men allerhelst vil Hr. Holst og vi andre ønske nogle saadanne Foretagender satte i Gang for Videnskabens Skyld, eftersom det maa ansees for vist, at om end i saadanne Skoler Dyrene just ikke lærte ret Meget, saa vilde Zoologerne der lære desto Mere, saa at Ordsproget »docendo discimus« her vilde vise sin Sandhed paa en ganske ny Maade. — Det skee ! Jeg slutter med at bevidne, at jeg har læst den ærede Forfatters Afhandling med megen Interesse , Fornøielse og Belærelse, og med at yttre det Haab, at mange Andre ville have været i samme Tilfælde. Den 13de April 1856. De engelske yidenskabelige Luftreiser i Aaret IS52. , . Efter en Meddelelse afA. Pelermann i n^^u^raphische Mitlheilungep" 1856. ^de Helte. »Afseet fra deres øvrige mangfoldige Interesse,« siger Meddeleren i ovennævnte Tidsskrift, »afgive Luftreiserne et fortrinligt Middel til Løsningen af mange endnu uaf- gjorte Spørgsmaal i Meteorologien. Iagttageren hæves hurtigt til en betydelig Høide, hvor han bekvemt kan anvende sine Instrumenter, og er saaledes istand til at anstille fuldstændigere og paalideUgere Iagttagelser, end hvis han først skal bestige høie Bjerge. Gangen i Var- mens Aftagen, Magnetnaalens Forhold, Luftens Fugtighed og Sammensætning, Lysets Styrke i forskjellige Høider ere alle vigtige Spørgsmaal, til hvis Besvarelse hyppige videnskabelige Luftreiser vilde bidrage væsentligt. Ikke- destomindre har der dog siden den 5te Juni 1783, da Brødrene Montgolfier første Gang stege tilveirs i en af dem selv bygget Ballon, kun fundet faa videnskabelige Luftreiser Sted, uagtet Aeronautiken siden den Tid har naaet en stor Fuldkommenhed, og tahrige Luftfarter ere blevne foranstaltede, blandt andre af Green, der alene har gjort over 500. Kun Gay-Lussac's have bragt noget væsentligt Udbytte for Videnskaben. Den 23de August 1804 steg han i Forening med Biot første Gang op fra Paris, naaede en Høide af 12,624 danske Fod og landede efter 3 V2 Times Forløb ved Landsbyen Mereville i Departe- mentet Loire, 10 danske Miil fra Paris. Paa sin anden Heise, 426 der fandt Sted den 15de Septbr. samme Aar ligeledes fra Paris, steg han til den forbausende Høide af 22,340 Fod og naaede atter Jorden ved St. Gourgon, omtrent 3 Miil Nordvest for Rouen. Han henvendte især sin Op- mærksomhed paa Magnetnaalens Forhold, men undersøgte dog ogsaa Luftens Varme, Fugtighed og Sammensætning; derimod lod han mange andre Punkter uberørte, som f. Ex. Himlens Farve, Lysstyrke o. s. v.« Af desto større Vigtighed vare derfor de i Aaret 1852 i England foretagne videnskabelige Reiser, der fandt Sted fra den bekjendte Lysthave Vauxhall i London under Greens egen Ledelse i hans berømte store Ralion »Royal Nassau.« Ideen til disse Reiser udgik fra Komiteen for Observatoriet i Kew. Hensigten var at anstille Under- søgelser over saadanne meteorologiske og physiske Phæ- nomener, der fordre Iagttagerens Nærværelse i en be- tydehg Høide over Jordens Overflade, især over Luftens Varme og Fugtighed i forskjellig Høide, men tillige skulde Iagttagerne samle Luftprøver til chemiske Analyser og undersøge, hvorvidt det Lys, der kastes tilbage fra Skyer- nes underste Flade, er polariseret eller ikke.*) De videnskabelige Undersøgelser bleve anstillede af John W^elsh, paa de to første Reiser i Forening med R. Nicklin fra Observatoriet i Kew. Resultaterne af Rei- serne ere bekjendtgjorte i »Philosophical Transactions of the Royal Society of London, for the year 1853« og for- tjene sikkerlig større Udbredelse , end de hidtil have faaet, hvorfor et kort Udtog her meddeles. ") Polariseret Lys er forskjelligt fra almindeligt Lys derved, at det kun lader sig kaste tilbage i en bestemt Retning, medens det sidste kan kastes tilbage i alle Retninger. See dette Bind af dette Tidsskrift S. 304-65. 427 Den første Reise fandt Sted den 17de Auj^st 1852 og varede 1 Time og 31 Minutter; Ballonen steg til eii Høide af 18,947 Fod og naaede Jorden ved Swavesey om- trent 12 Miil Nord for London. Den anden fandt Sted den 26de August s. A. og varede 2 Timer og 52 Minutter. Efter at være stegne til 18,549 Fods Høide landede de Reisende ved Chesham 5 Miil V. N. V. for London. Paa den tredie Reise, der fandt Sted den 21de Decbr. s. A., naaede man kun en Høide af 12,275 Fod og landede efter en Time og 35 Minutters Seilads paa Nordkysten af Themsmundingen omtrent 6 Miil Øst for London. Den jQerde og sidste Reise varede kun 1 Time og 24 Minutter. Ballonen naaede den betydelige Høide af 22,268 Fod og faldt ved Acryse i Nærheden af Kanalen, omtrent 12 Miil S. O. for London. Alle Reiser løbe af uden mindste Uheld for Deeltagerne; kun bleve paa den sidste endeel Instrumenter ituslagne, da Ballonen naaede Jorden med et heftigt Stød. Petermann gjør med Rette opmærksom paa, at hvor betydelig ogsaa den Hurtighed er, hvormed en Ballon stiger tilveirs, staaer den dog langt tilbage for den Hastighed, hvormed den bevæger sig til Siden. 1 Or- dets egentlige Forstand suser den hen over Jordens Overflade. Vil man derfor naae en større Høide end hidtil, uden at udsætte sig for den Fare at dale ned paa Havet, maa man vælge sit Udgangspunkt udenfor Stor- britanien. Den største bekjendte Høide, 26,363 Fod, naaede Charles Green, men Sykes og Sabine, hvis mange- sidige Interesse for Videnskabens Fremme man skylder de her omtalte Luflreiser, tænke paa at foranstalte en Reise fra et Sted i Mellemtydskland , hvorved de haabe at naae en Høide af mindst 40,000 Fod. Sammenligner man nu de ved disse fire Reiser vundne 428 Resultater med Hensyn til Luftvarraens Aftagen i Høi- den, viser det sig, at denne Aftagen er saa langt fra at være saa regelmæssig, som man formodede, at den tvert- imod er yderst uregelmæssig, og saa forskjellig paa de forskjellige Reiser, at det endog er vanskeligt at eftervise meer end en ganske almindelig Overeensstemmelse. I een Henseende stemme alle Iagttagelserne imidlertid overeens. I en vis Høide, der forøvrigt paa de forskjel- lige Reiser viste sig meget forskjellig (fra 2500 til 6000 Fod), ophørte Varmen at aftage, og der indtraadte en Stilstand eller idetmindste en meget svag Aftagen , men da man var kommen gjennem denne Region for den stadige Luft varme, begyndte den mere regelmæssige Aftagen igjen. Paa Reisen den 21de October fandt denne Afbrydelse Sted, medens Ballonen passerede et tykt Sky- lag, og vedvarede, indtil den var kommen omtrent 600 Fod over dette.*) Det synes altsaa, som om denne Re- gion for den stadige Luftvarme falder sammen med Sky- regionen, og at den pludselige Standsning i Luftvarmens Aftagen skyldes den Varmeudvikling, der finder Sted ved Skydannelsen. Lader man nu denne Region ude af Beregningen og be- tragter den ovenfor og nedenfor liggende Region hver for sig, faaer man følgende Gjennemsnitstal, der angive den *) Gay-Lussac iagttog noget Lignende, skjendt i en meget betyde- ligere Afstand fra Jordens 0\ erflade. Mellem 1- ,000 og 14,000 Fods Høide steg Therniometret over tre Grader og begyndte der- paa igjen sin regelmæssige Aftagen. Barral ug Bixio, der den 27de August 1850 naaede næsten samme Hoide som Gay-Lussac, traf i en Fleide af 6000 Fod paa et Skylag, hvis everste Grændse de ferst naaede, da de havde hævet sig til en Heide af 20,000 Fod. Paa denne Grændse viste Thermometret — 8«, men umid- delbart over den sank det til — 18o,4. 429 Høide, som svarer til Luftvarmens Aftagen med een Grad R. 1. Reise. 2. Reise. 3. Reise. 4. Rcise. Den underste Region 607 Fd. 616 Fd. 610 Fd. 579 Fd. Den øverste Region 647 — 651 — 647 — 717 — eller med andre Ord: Varmen aftager i den underste Region i Gjennemsnit 1 Grad R. for hver 600 Fod, man stiger tilveirs, i den øverste derimod i Gjennemsnit I Grad for hver 665 Fod, saa at dens Aftagen altsaa er større i den nederste Region end i den øverste. Man havde imidlertid paa disse Reiser Leilighed til at gjøre en anden endnu mere paafaldende Iagttagelse, nemlig den, at Varmen er langt mere constant til de forskjellige Aarstider i de høiere Luftlag end i de lavere, saaledes at Modsætningen mellem Sommer- og Vintervarmen fremtræder mindre skarpt, jo høiere man stiger. Saaledes var Forskjellen mellem Varmen paa den Dag (t7de August), da den første, og den (I Ode Novbr.), paa hvilken den fjerde Reise blev foretaget, 92/3® ved Jordens Overflade, men i en Høide af 19,500' var den kun V/2^, Den 17de Aug. viste Thermometret 7® i en Høide af 8,450', den 10de Novbr. allerede i en Høide af 547 Fod; For- skjellen var altsaa i denne lavere Region 7,903 Fod; der- imod viste det paa de samme Reiser en Varme af — 9^/3® i respective 18,846 og 16,503 Fods Høide, og Forskjellen mellem de Høider, i hvilke Varmen var eens i denne høiere Region, var altsaa kun 2,343 Fod. Dette er, slutter Petermann, et af de interessanteste Resultater af dette fortjenstfulde Foretagende. Vi kunne ikke nægte os den Fornøielse til Slutning at meddele et Udtog af en Beskrivelse af en Luftreise fra Vauxhall i London, som Petermann tilføier i en An- mærkning efter H. Mayhews »The Great World of London«. 430 »Neppe lød Signalskuddet (nemlig som Tegn til at løsne de Toiige, der holdt Ballonen fast), før alle de Folk> der hidtil i Grupper havde omringet Gondolen, ligesom med Eet sank ned i Dybet, og i samme Øieblik saae vi nede i Haven en Mængde flade opadvendte Ansigter, en tæt Skov af udstrakte Arme, der saae ud som spanske Ryttere, og talrige Hænder, der tilvinkede os et Levvel. I næste Øieblik svævede Ballonen hen over Træerne. Veien udenfor Haven var besat med Hobe af smaae sorte Lilliputter, medens Tummelen af Stemmer og Drenge- nes Raab: En Ballon! En Ballon! naaede vore Øren som Larmen af en Flok Skolebørn, der styrter ud paa Legepladsen. Nu begyndte den eiendommelige panoramiske Virk- ning, der er betegnende for Udsigten fra en Ballon, og som opstaaer derved, at man aldeles ikke mærker Bal- lonens Bevægelse og derfor overfører Bevægelsen paa den nedenfor liggende Jord. Medens Luftskibet gled hen over Jorden, syntes det i Virkeligheden, som om denne be- stod af en Række Billeder, der bleve trukne hen under os, og vi fik et Indtryk, som om Jorden var et uendeligt Landskab , der for vor Fornøielse blev rullet forbi af usyn- lige Aander. Medens vi saaledes seilede parallelt med Themsen over Markerne henimod Richmond og saae ud over Gon- dolens Rand (der i Forbigaaende sagt ikke var meget forskjellig fra en Vaskekurv), nøde vi et hidtil ukjendt Skuespil. Husene under os saae ud som Legetøi og Gaderne som Vognspor, og vi kunde fornemme Lar- men af Stemmer fra de Steder, hvorover vi fore hen, som en urolig Bisværms Summen. Dybt nede udbredte Markerne i Byens Omegn sig med deres Bakker, Dale 431 og Floder som smaae farvede Gipsmodeller af Lande ; som smalle brune Baand laae Veiene hen over Landet, og som en lang graalig metalglindsende Slange snoede Floden sig i Bugtninger gjennem Markerne. Broerne over Them- sen lignede Brædder, og de smaae sorte Barker giede frem og tilbage paa Floden som ligesaa mange Vandinsekter. Selv de største Enge lignede grønne uldne Bordtepper, og tvers over dem kunde vi med Øiet følge Skinnerne paa den store Sydvestbane og skjelne de smaae hvide Dampskyer, som de forbifarende Locomotiver udstødte, ikke større end Smaaskyerne fra en almindelig Thekjedel. Paa en saadan Luftreise har man Leilighed til at gjøre nogle Iagttagelser, der fortjene nærmere Omtale. Da man med enkelte Undtagelser mangler alt Maal for sin Hastighed, har man en Følelse, som om Gondolen er aldeles ubevægelig. Den Modstand, Luften ellers gjør, naar man bevæger sig fremad, finder ikke Sted, da Bal- lonen gaaer med Vinden. Skyerne, der drive i samme Retning og med samme Hurtighed, staae saa ubevæge- lige som Klipper. Det er derfor umuligt at afgjøre, om man synker eller stiger, med mindre man kaster Papir- stykker ud fra Gondolen, thi de ville tilsyneladende falde eller stige, eftersom man selv stiger eller falder. Da den Ballon, hvori Albert Smith steg op fra Vauxhall, brast, saa at han og hans Ledsagere styrtede til Jorden med en faldende Steens Hastighed , vare de kun istand til at skjønne om den Fart, hvormed de faldt, ved Hjælp af de udkastede Papirstrimler. Paa en af sine mange Reiser blev Green greben af en Storm, der løb sine 15 Miil i Timen, og dog forsikkrede han, at han hverken kunde mærke Stormens Voldsomhed eller den Hastighed, hvor- med han saa at sige blev slynget hen igjennem Luften. 432 Tvertimod havde han den samme behagelige Følelse af Ro, som naar han sad i sin Lænestol foran Kaminen, og det var først, da han naaede Jorden, og Ankeret standsede Ballonen, at han mærkede, hvor voldsom Stormen var. Der er derfor heller ikke større Fare forbunden med en Luftreise i den frie Luft end med en Søreise paa det aabne Hav, men er Ballonen først fængslet til Jorden, ligner den et strandet Skib og bliver en Boldt for Vin- den , ligesom Skibet i samme Tilfælde for Bølgerne. Da vi naaede vor største Høide , viste Jorden sig huul, saa at den snarere saae ud som en uhyre mørk Skaal end som et hvælvet Legeme, saaledes som vi natur- ligt havde ventet. Dette høist interessante Phænomen be- roer paa en perspectivisk Virkning; det er nemlig en bekjendt Lov, at Horizonten altid viser sig i lige Linie med Øiet, og jo høiere man stiger tilveirs, jo høiere stiger den derfor med, indtil Jorden har faaet det for- underlige skaalformige Udseende. En anden mærkværdig Virkning, men paa et andet Sandseorgan, var det overordentlige og yderst piinlige Tryk for Ørene, som vi fornam i den største Høide. Det er ganske den samme Fornemmelse, som man har, naar man gaaer ned i en Dykkerklokke, og det synes altsaa, som om modsatte Aarsager her frembragte samme Virk- ninger. I VirkeHgheden er det imidlertid en og samme Aarsag. I sidste Tilfælde udøver nemlig den stærkt sammenpressede Luft i Dykkerklokken et Tryk paa det indre Øre, der i Længden bliver piinligt; i første Tilfælde fremkalder derimod den store Fortynding af den om- givende Luft en forøget Spænding i det indre Øre, der har samme Virknin^^^fr^^^ ,-^ #.-^^ 1^5«=^ ?-f^