151.4 Hibrary of the Museum COMPARATIVE ZOOLOGY, AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. The gift of Us Vremase Å Oudeum Å No. IR, 07 Jen Hume. Ll, 1889. U / ops Bes NH Tromsø Museums Aarshefter. Kit. eS OS SS Ee TROMSØ. Carl Hansens Bogtrykkeri 1880, BR Indhold: Pag: Karl Pettersen: Terrasser og gamle strandlinjer (med kart og popkder No ota eM WS bg gt oo ol J. Sparre Schneider: Lepidopterologiske bidrag til Norges ark- tiske fauna SE gå ad 5 Robert Collett: Glaciale Mergelboller med indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten . . . . . . . 96 Trykfeil og rettelser. Aarsheftet I: Pag. 50, 13 1. f. 0. 6 meter — les 2 m. 70, 31. f. o. 1877 udgivne skrift — les 1875 udgivne skrift. ” Aarsheftet II: Pag. 57, 14de 1. f. n. 1876 — les 1877. 61, lôde 1. f. 0. expanon — les expansa. HE “ous — Goodseri — les Goodsiri. 67, 18de 1. f. 0. 1,3 m. — les 2,3 83, 18de 1. f. o. litt. g. — les litt. h. 95, 18de 1. f. o. første halvdel — læs anden halvdel. Aarsheftet III: Pag 56, 16de 1. f. n. Ifølge senere bestemmelse af prof. Zeller tilhører dette individ ikke pelidnodachtylus men den nærstaaende serotinus Z. Terrasser og gamle strandlinjer — med kart og profilplade. — Tredie bidrag af Karl Pettersen. 3 løbet af sidste sommer har forfatteren heraf nærmere eftersporet de nævnte dannelser og derunder navnlig gjennem nivellement søgt at bestemme disses højdeforholde med hen- syn til den nuværende havstand. Det har lagt i den afstuk- ne plan at faa disse undersøgelser udstrakt over videre sam- menhængende omraader — saaledes navnligen over hele Tromsø amt samt Vest-Finmarken. Det er ogsaa netop over disse strøg at disse dannelser i flere retninger stærkest træ- de frem. De indeslutte tillige landvidder af saa betydeligt omraade, at der paa forhaand vel kunde synes at være rime- lighed for at en mere omfattende undersøgelse her i denne retning maatte kunne afgive ganske væsentlige bidrag til en fuldstændigere belysning ikke alene af forholdet i sig selv, men ogsaa af forskjellige andre dertil knyttede spørgsmaal. Det har ogsaa oprindelig været tanken at oppebie afslutningen af disse undersøgelser, for at resultatet af disse kunde blive fremlagt i en samlet oversigt. Det kan imidlertid være tvivl- somt, hvorvidt der vil gives nedskriveren heraf anledning til fremtidig videre at forfølge de paabegyndte undersøgelser. Da disse paa den anden side omfatte et nn ganske 9 Karl Pettersen. ringe mere sammenhængende omraade, inden hvilket tilmed disse dannelser træde frem i rigere udvikling end maaske noget andetsteds, har jeg dog troet allerede nu at burde fremlægge de gjorte aflæsninger. De strøg, hvorover saadanne mere omfattende undersø- gelser nu ere udstrakte, omfatter sundene og fjordene inden Tromsø omegn efter en længde fra syd mod nord af omkring 7 n. mil (79 kilom.) og en lignende brede fra vest mod øst. Til afhandlingen er knyttet et kart, hvorpaa de forskjellige linjesystemer ville findes afsatte. Et terrassesystem dannes af et eller flere paa hinanden følgende trin. Hvert trin dannes af tvende mer eller mindre skarpt udprægede hoveddele, nemlig den mere horisontalt liggende flade (den saakaldte Trinflade) og den stejle afslut- tende endeflade (det saakaldte Stodtrin). I beskrivelsen og paa den medfølgende profilplade vil systemets trinflader blive betegnede med t,, t,, t, efter ordenen nedenfra opad og stød- trinene paa samme maade med 8;, 8, 8 0.8 V. Det punkt, hvor stødtrinet skjær den underliggende trinflade, kaldes stødtrinets Fodpunkt. De i fast berg indgravede trin ville i denne afhandling blive betegnede med navnet Strandlinjer, de i løst materiale derimod som Terrasser. Forinden man gaar ind paa en nærmere fremstilling af de gjorte iagttagelser, skal der først forudskikkes et par be- mærkninger med hensyn til de tagne højdebestemmelser. Disse ere fundne ved nivellement og dertil er benyttet Wredes nivellerspejl, der først nøjagtigen er bleven justeret. Maalingerne ere udførte af polyteknisk kandidat Jakob Pet- tersen. Nivellementet er yderligere kontrolleret ved aflæs- ningen af et aneroid-barometer. Med hensyn til de egentlige maalinger, saa ville de fejl, hvormed disse kunne være beheftede, i sig selv neppe være at tillægge nogen væsentlig betydning. Det underland, hvor- fra linjerne stige frem, er i regelen ganske smalt, saa der i Terrasser og gamle strandlinjer. 3 regelen kuns udfordres forholdsvis faa sigtninger. Men der- imod er der et par andre forholde, der i saa henseende kun- ne være at tillægge en mere væsentlig betydning. Det ene gjelder bestemmelsen af udgangspunktet fra ne- den af. Havstandslinjen er jo stadig vexlende og en midlere havstandslinje er 1 og for sig ikke let at bestemme med mere absolut nøjagtighed. Efter de strøg, som her er gjenstand for behandling, er forskjellen mellem flod og ebbe i regelen at sætte til 2,3 m. (7à 8). Som udgangspunkt for maalingen er valgt linjen for almindelig flod (almindelig hojt-vande), — en linje der 1 regelen lader sig paavise ved nogenlunde bestemte kjendetegn. Nogen usikkerhed kan der vel nu og da have raadet i saa henseende. Men da jeg altid har været ledsa- get af en og samme medhjelper — en søvant fisker an- tages ikke nogen væsentlig fejl herfra at kunne have indsne- get sig med hensyn til de paa de forskjellige steder optræ- dende linjers indbyrdes højdeforhold. I den efterfølgende fremstilling ville linjernes højde over havfladen findes redu- cerede til midlere havstand ved tillæg af 1 m. til de gjen- nem nivellementet fundne højdebestemmelser. En anden vanskelighed beror paa at finde et absolut højdepunkt for trinfladerne. Disse danne i regelen sagte udad skraanende flader. Der ere to punkter inden disse, hvortil der i saa henseende nærmest kunde være grund til at fæste sig ved. Det ene er fodpunktet for det fra trinfla- dens indre kant opstigende stødtrin, det andet ligger i trin- fladens ytre kant, hvorfra det lavere stødtrin falder ned Skjønt denne kant, naar terrassesystemet sees i frastand, ofte fremtoner sig som en temmelig bestemt horisontal liggende linje, vil det paa selve aastedet oftest være forbundet med uovervindelige vanskeligheder nærmere at kunne paapege den. Et sikrere udgangspunkt her giver fodpunktet for det fra trinfladens indre kant opstigende stødtrin, og ved de gjorte maalinger er dette punkt derfor altid blevet valgt. 4 Karl Pettersen. Imidlertid vil det heller ikke altid vere saa ganske let med mere bestemthed at kunne paapege dette. Navnlig gjelder dette de af løst materiale byggede trin (terrasserne), idet stødtrinet her ikke skjær trinfladen under en skarpere vin- kel, men oftest gaar over 1 dette under jevnere og stærkt buede overgange. Ved de i fast berg indgravede strandlin- jer, — hvor trinfladen danner en smalere og ofte paa det nærmeste horisontal liggende vejbane, samtidig som stødtri- net kan stige op derfra i vertikal undertiden endog i svagt indadheldende stilling, — vil man derimod oftere i saa hen- seende kunne have et ret bestemt udgangspunkt. Paa andre steder, hvor trinfladens vejbane er dækket af løst jordsmon, oftest dannet af anseelige myrlag, vil den virkelige trinflade være at lægge ligesaameget under den ved nivellementet fundne højde, som det bedækkende myrlag udgjør 1 tykkelse. For i saa tilfælde bestemtere at kunne angive trinfladens højde, vilde det altsaa være ngdvendigt at senke sig ned gjennem myrlaget til den faste undergrund — et arbejde, som det dog ikke har været adgang til at gjennemføre ved de i sommer foretagne maalinger. Hertil kommer at vejba- nerne, selv hvor de ere indgravede i fast berg, ingenlunde ere ganske plane, men oftest — som det allerede paa for- haand vil være rimeligt nok — i høj grad ujevne, med frem- springende smaahumper og dertil knyttede indsænkninger, — hvorvel de i det hele og store oftest træde frem som ret ud- prægede horisontale baner. At finde vejbanens absolute højde vil saaledes altid være en vanskelig for ikke at sige ugjør- lig sag. Højdemaalingen af de enkelte strandlinjer og terrasser maa saaledes -- selv om de foretages med største omhygge- lighed og med fuldkomnere instrumenter — antagelig kom- me til at lide af absolut seet ikke saa ganske uvesentlige fejl. Anderledes vil derimod sagen stille sig med hensyn til bestemmelsen af linjernes indbyrdes højdefordold. Her gjel- Terrasser og gamle strandlinjer. 5 der det jo heller ikke den absolute højdebestemmelse som mere det indbyrdes højdeforhold. Idet maalingerne overalt udføres efter en ensartet regel, maa man her i det hele og store kunne forudsætte ret tilfredsstillende og brugbare re- sultater. Med hensyn til den absolute højdebestemmelse vil forskjellen fra det sande heller ikke i og for sig her kunne blive saa betydelig, at det i nogen væsentlig grad skulde kunne indvirke paa opfatningen af det virkelige forhold. Vi skulle nu gaa over til en nærmere fremlæggen af de gjorte aflesninger. Forelgbig skal bemærkes at linjesyste- merne paa det medfølgende kart ville findes optrukne med tilføjelse af de tilsvarende højder over midlere havstand. De profiler, hvorefter nivellementet paa ethvert sted er udført, ere paa samme angivne ved linjer, der skjære linjesystemer- ne under rette vinkler. Disse linjer ere betegnede med tal, der svare til figurerne paa profiltavlen, forsaavidt profilet der er afsat, ligesom ogsaa til de fortløbende numere under de- tailbeskrivelsen. 1. Ansnes (fig. 1). Her optræder to paa hinanden følgende trin. I dette system optræder den laveste trinflade t, som en oftest tem- melig bred, græsklædt sagte skraanende flade, der spænder sig om nesset og er at følge et godt stykke østover til hen- imod Brokskar. Paa sine steder kan trinfladen skraane ned mod den nuværende strandlinje efter et mere jevnt sammen- hængende løb, — paa andre steder afsluttes den derimod udad ved et stejlere stødtrin s,, der paa ridset findes betegnet ved en punkteret linje. Trinfladen t, kan variere ganske betydelig i brede. Paa sine steder kan breden gaa ned til henimod et par meter, gaa andre steder kan den naa op til omkring 30 m. Hyjdeforskjellen mellem fladens ytre kant og fodpunktet for stødtrinet s, naar op til 9° (2,8 m.) Denne 6 Karl Pettersen. - differentse svarer saaledes nogenlunde til den nuværende for- skjel mellem højt og lavt vande. Der hvor Ansnesset springer skarpest frem, stikker det faste berg i en stejlere afsats op lige fra søen til lidt over trinfladens niveau og danner her saaledes en lav svagt frem- springende vold foran den egentlige trinflade tj. Denne er saaledes delvis udgravet i fast berg. Bergarten efter denne stejlere afsats dannes af en temmelig mild glindsende glim- merskifer, der er rigt indvoxet med røde granater. Dagfla- den findes oftest afglattet og derunder hyppig ogsaa stærkt firnisseret. De i skiferen indfældte granater stikke derun- der sjeldent knudeformig frem fra dagfladen med sine oprin- delige krystalformer, men findes derimod hyppig helt gjen- nemskaarne, saa snitfladerne ganske falde sammen med ber- gets dagflade. Skiferen viser her en strøgretning af 160°, faldet er stejlt til næsten vertikalt. I stødtrinet s, træder paa sine steder dels urd dels fast berg frem. Dette dannes her af en mild glindsende glimmerskifer, der viser nord— sydlig strøgretning med et vestligt fald af 50 à 60°. Hyp- pigst danner dog stødtrinet en stejl græsklædt vold. Den højere trinflade t, danner ofte en ret udpræget vej- bane med en brede af indtil 15 å 16 m. (50%). Hgjdefor- skjellen mellem trinfladens ytre kant og fodpunktet for stød- trinet s, fandtes ogsaa her at udgjøre 2,8 m. (9°). Forgvrigt taber denne trinflade sig hyppig og linjen bestemmes da ale- ne ved den nedre kant af nedras. I saa tilfældigt vil det hyppigt være ugjørligt nærmere at kunne bestemme belig- genheden af det egentlige fodpunkt. I trinfladen t, træder paa sine steder det faste berg frem, paa andre steder danner den græs- og skogbevoxede flader. Igjennem nivellement ere følgende højdebestemmelser tagne: Terrasser og gamle strandlinjer. 7 Trinfladen t, nedre kant 14,4 m. = 46" over midlere havstand fodpunktet for s, Jr Dm — 55" nedre kant af trinfladen t, 39,4 m. = 125" fodpunktet for s, 49,1 m. = 134° 9, Skaarliodden (fig. 2). Her optræder 2 trin, hvoraf det nederste mere brudstyk- kevis i en hgjde af 80’ (25 m.) over havfladen. Fra stran- den skraaner landet snart langsomt op mod denne nedre trinflade, paa andre steder fører et stejlt stødtrin op til sammes nedre kant. Den øvre trinflades nedre kant ligger efter nivellement i en højde af 38 m. =192"0.m. havstand. Stødtrinet s; dannes snart af urd og nedras snart af fast berg. Bergarten dannes af en haard rødlig gneis med udpræget lagdeling, der træder frem under en strøgretning af 140° med 60° sydvestligt fald, — faldet altsaa indover eller fra strandlinjen. Trinfladen er hyp- pigt temmelig ujevn — skjønt den stykkevis ogsaa kan vise sig ret udpræget. Det indre stødtrin s, træder derimod i regelen frem skarpt markeret og dette gjør at denne linje under hel- dige belysningsforhold — seet i afstand fra sjøen — vil træde frem som en af disse egnes mere udprægede linjesystemer. Efter Mohn er denne linje at følge sydover til Jernslet. Han angiver højden til 132". Sletnes og Bukskind (østre side af Gisund). Over gaardene Sletnes og Bukskind spænde: sig frem en højere liggende strandlinje, der i et nogenlunde sammen- hængende løb skyder sig frem sydover indtil Bundjord og brudstykkevis antagelig længere sydover langs Gisundet. Over Bukskindsgaardene optræder endvidere en lavere linje, der ganske synes at mangle ved det nordenfor liggende Sletnes. Disse linjer ere skridtvis opgaaede gjennem en længde af omkring */, mil. Hgjdebestemmelserne ere her tagne ved aneroid-barometer. Det lavere trin ligger i en højde over havfladen af 60° 8 Karl Pettersen. (18,8 m), det højere i en højde af 155’ (48,6 m.). Mohn an- giver hojden for det sidste til 163°. Over Sletnes danner den øvre trinflade en bred, græsbevoxet udad svagt heldende flade, hvis ytre kant oftest træder frem skarpere markeret, end tilfældet i regelen er ved strandlinjerne her. Efter det indre stødtrin træder fast berg hyppigen frem. Bergarten dannes af en hornblendeskifer i vexling med haard rød- lig gneis. Denne viser en strøgretning ar 150° med 60° sv. fald’ — altsaa imod strandlinjen. Over Bukskind viser trin- fladens vejlignende bane sig hyppig mindre bestemt udpræ- get, ligesom der ogsaa paa sine steder kan være at paavise allerede for øjet temmelig paatagelige afvigelser fra trinfla- dens mere regelmæssige horisontale løb. En højere linje spænder sig videre frem nordover efter Rødbergets vestlige afhæng. Denne linje er her indskaaret i granit. Der har ikke været anledning til nærmere at be- stemme Rødberglinjens højde og det maa saaledes indtil vi- dere lades uafgjort om den skal være at henføre enten til Sletnes- eller Skaarlioddens linje eller blive at opstille som et mere selvstændigt system. Gibostad. Noget søndenfor Gibostad — indmod Kvanaas paa den egentlige Senjen-ø — sees en mer eller mindre udpræget linje i en højde af 56° (17,5 m.) efter barometermaaling. Gjennem nøjagtigere maalinger vil det antagelig fremgaa at den paa det nærmeste falder sammen med den lavere Buk- skindslinje. Stangnes — ved Harstad paa Hindø i Trondenes prestegj. Langs efter Gangsaasen — Stangeneslandets mod nord fremskydende forbjerg — spænder sig en gammel strandlinje, der under heldige lysforhold kan træde ret bestemt frem seet i større afstand. Efter barometermaaling ligger denne linje i en hgide af 157’ (49,2 m.) og falder saaledes paa det nær- meste sammen med den øvre Bukskindslinje. Trinfladen er Terrasser og gamle strandlinjer. 9 ofte — især langs efter aasens østlige side — temmelig svagt tildels endog helt utydelig præget. En vejsti fører efter den- ne langs under stødtrinets stejle til lodrette vægge, og anta- gelig har færdselen ogsaa bidraget sit til en stærkere ud- prægen af den egentlige trinflade. Denne kan forøvrigt vari- ere noget i højde. Mod aasens fremspringende nordside sy- nes trinfladen saaledes at ligge et par fod lavere, danner her tildels en temmelig bred, svagt udadheldende græsklædt flade. Gangsaasen bygges i sine nederste partier af en gneisar- tet skifer, indfældt med granitlignende udsondringer (rødlig feltspath med kvarts). Derover ligge haarde sorte til grøn- lige skifere. Disse sidste træde saaledes frem 1 stødtrinet langs efter den gamle strandlinjes indre kant. Skiferen viser en strøgretning af 60° med 30° sydostligt fald. Idet strand- linjen svinger i en stor kurve efter aasens bøjning fra nord- lig til østlig retning, kommer linjen tildels til at ligge mer eller mindre ligeløbende med straternes strøgretning, dels at overskjære disse under de forskjelligste vinkler. Hvor linjen . overskjær lagene lodret, viser stenens dagflade hyppig en stærkt firnisseret dagflade. Gangsaaslinjen ligger søndenfor det paa kartet afritsede omraade. Den medtages her, dels fordi den træder frem under visse ejendommelige forholde og dels fordi den efter de aflæste højdeforholde synes nærmest at kunne være at sammenstille med Bukskindslinjen. 3. Viken — strax udenfor Buvik paa Kvalø (flg. 3). Her træder blot frem et trin. Fra den nuværende strand- bred stiger det faste berg i jevn skraaning op til trinfladen. Denne ligger efter nivellement i en højde af 31,5 m. = 101" over midlere havstand. Stødtrinet fra trinfladens indre kant stiger hyppigst op i stejle til lodrette tildels ogsaa indad hæl- dende vægge af fast berg. Disse kunne have en højde af indtil 20° (6 m.). Bergarten dannes af haard graa gneis i vexel med 10 Karl Pettersen. gneis-granit og amfibolit, og sammes dagflade viser sig ofte i stødtrinets stejle vægge stærkt firnisserede — navnlig i sam- mes lavere liggende partier. Denne linje skyder frem i sammenhængende horisontalt lab paa den ens side til ud imod Thorsnes og paa den an- den side til over de egentlige Buvikgaarde. Et lavt ejdefar skyder sig ind i nordlig retning mellem Viken og Buviken og linjen kan følges et godt stykke opefter dette efter afhænget af de fra samme opskydende aasdrag. Fra Thorsnes nordover langs Malangen taber linjen sig ganske. 3 b. Buviken. Et lavere trin sees her paa enkelte steder i en højde af 59’ (18,5 m.). Et højere trin ligger efter nivellement i en højde af 101’ (31,7 m.) og falder saaledes sammen med Vik- linjen. Dennes trinflade danner en smal vejbane, hvor det faste berg hyppig stikker frem, ikke sjeldent gjennemsat af smale kløfter. I stødtrinet her skjær sig etsteds en 16 å 18° (5 å 6 m.) lang hule. Ved sammes dagaabning, der lig- ger i trinfladens niveau, er hulen 8 å 10° (omkring 3 m.) bred. Den har en høide af 10' (3 m). Hulen skjær sig paa det nærmeste i lodret retning ind fra trinfladen og ligger efter strøgretningen af de stejltstillede lagrækker af den her optrædende mørke hornblendegneis. 4. Sandvik (fig. 4). Her optræder 3 trin. X Den første trinflade ligger efter nivellement i en højde af 1455 me =4 A, Osama „ Anden — = 3,6 m == 101" == » tredie — = 39,4... MI Den laveste trinflade kan have en brede af indtil 60’ (19 m.), danner paa sine steder et udpræget vejplan, medens paa andre steder det faste berg kan stige op over trin- fladens egentlige niveau efter den paa figuren punkterede Terrasser og gamle strandlinjer. 14 linje x. Udgravningsarbejdet er saaledes her ikke overalt naaet ned til samme niveau. Stødtrinet mellem lste og 2den trin- flade er fra fodpunktet opad — altsaa til en højde af omkring 100° (31 m.) over den nuværende havlinje oversaaet med smaa rullestene, utvivlsomme strandstene. Dette vidner — som det synes — med bestemthed for en jevn og langsom stigning af fjeldgrunden indtil nævnte højde og imod en for- udsetning om at trinets stejle endeflade kan betegne maalet for en rykvis stigmng. 5. Grepstad (mellem Grepstad og Sandviken) fig. 5. Her optræder 3 trin, bestemte ved nivellements. Første trinflade ligger i højde over m. h. af 145 m. = 47 anden do. do. - 34,1 m. = 109" tredie do. do. = 38,5 m. — 123" Den anden trinflade, der er indgravet i fast berg, op- treder her blot som et kortere brudstykke og falder nogen- lunde sammen med Sandviklinjens øverste trinflade. Den har en brede af 18° (5,6 m.), den øverste triuflade derimod en brede af indtil 25’ (7,8 m.). Vejbanen er her temmelig humpet. Bergarten dannes af en haard og sejg amfibolitisk glimmergneis, som snart træder frem i vexlende sorte og hvide striber, der vise en strøgretning af 110° med stejlt nordligt fald, snart mere kornig dioritisk. Denne amfiboliti- ske bergarts dagflade viste sig i stødtrinets stejle vægge hyp- pig glattet og firnisseret. Denne fedtagtige firnis bemærke- des op over indtil en højde af omkring 200° (62,7 m.) o. h. 6. Grepstad (fig. 6) Her optræder to trin, bestemte ved nivellement. Det første 1 en højde af 145 m.— 47‘. Terrassens trinflade dan- ner en bred myrdækket eller græsklædt udadheldende flade. Højdeforskjellen mellem den ytre kant og fodpunktet for det indre stødtrin er 7 (2,2 m.) og falder saaledes ogsaa her nogenlunde sammen med højdeforskjellen mellem hgjt og lavt vande. 12 Karl Pettersen. Den anden trinflade ligger i en hgjde af 38,4 m. = 123° og er indgravet i fast berg. Vejbanen er smal, noget ube- stemt og tillige humpet. Trods sine indsænkninger og for- hgjninger er dens horisontalitet dog i det hele ikke til at miskjende. Den faste bergart i stødtrinet dannes af rød gneis eller gneis-granit, der med sine vexlende røde og mørke baandstriber viser en ret udpræget parallelstruktur. Strøg- retningen 160*, faldet stejlt v. Længere ud mod Sandviken skjær et lavere liggende trin sig indien højde af 109, — nærmere fremstillet i fig. 5. Strax udenfor Grepstad fandtes berget paa et sted i en eneste afsats stigende fra den nuværende standbred op til det øvre trin (123%), uden at der her var tegn til noget lavere liggende trin. Det samme forhold gjentager sig paa samme maade paa flere steder langs Kvaløens sydlige side. Det er aabenbart at de kræfter, der have været virksomme til dannelsen af strandlinjerne her, © de lavere miveauer à det hele maa have arbejdet med en langt svagere intensitet end tilfældet har været à det højere liggende niveau af 123°. 6 b. Bakkejord (i nærheden af Løkslet). De samme to trin som ved Grepstad (fig. 6) ligesom de ogsaa efter nivellementet ligger i ganske den samme hgjde. Den øvre trinflade danner en noget ujevn vejbane, idet smaa humper af fast berg af indtil I m. højde hyppig stikker frem fra tilsvarende indsænkninger. Overfladen af disse humper betegner maaske den mere oprindelige vejbane, medens ind- sænkningerne snarest kunne antages at være udgaaede gjen- nem senere forvitring. Over østre Mjelle ligger linjerne i samme heide. For- holdene her ere nærmere omhandlede i en tidligere offent- liggjort afhandling ,om de i fast berg indgravede strandlin- jer*, — hvortil her skal henvises. Fra østre Mjelle stræk- ker den øvre linje sig nogenlunde bestemt videre østover men dog her i det hele mere svagt udpræget, paa sine ste- Terrasser og gamle strandlinjer. 13 der tildels vel ogsaa noget tvivlsom. Efter disse strøg be- tegnes den mere ved nedrasets nedre kant end ved nogen mere bestemt fremtrædende vejbane. Forøvrigt er linjen mellem Grepstad og Mjelle i det hele at betegne som en af disse egnes mest typisk udprægede strandlinjer. 6 c. Skognes. Her optræder en lavere linje efter nivellement i en høj- dewar 16.4 my 59 om ht Strommen. Her et højere bestemt udpræget trin — i samme hgjde som den øverste Grepstad- og Mjelle-linje. Haukebotten. Et smukt udpræget terrassesystem med to trin. Det lavere ligger efter barometermaaling i en højde af 60‘, det andet i en højde af 123°. Det sidste danner en græsdækket sagte udadheldende flade med den anseelige brede af 280’ (87,8 m.). Fra denne af lost materiale liggende afsats stiger et delvist af fast berg bygget stødtrin frem, i hvilket berg- arten dannes af en mild glimmerskifer, der viser fald udad mod strandlinjen. Det øvre trin ligger saaledes her fremdeles i samme højde som det øvre trin langs Kvaløens sydside mellem Grep- stad og Mjelle, medens det lavere trin paa det nærmeste falder sammen med trinet ved Skognes. I strøget mellem Strømmen nordover til Haukebotten vil der — efter hvad der hidtil er iagttaget, — ikke være at paavise mere bestemt fremtrædende linjesystemer. Kalfjorden. Langs fjordens sydlige og sydvestlige side skyder frem en i løst materiale bygget linje, der efter barometermaaling ligger i en højde af 100’. 7. Finland (Sletnes), fig. 7. Her sees to trin, hvoraf det laveste ligger ifølge nivel- 14 Karl Aettersen. lement 1 en højde af 16,7 m. = 53’, og ganske er bygget af løst materiale. Det høieste trin ligger ifølge nivellement i en højde af 39,2 m. — 125°. Trinfladen danner her en of- test ret bred myrdækket horisontal vejbane og fra dennes indre kant stiger stødtrinet op dels som urd, dels i stejle styrtninger, bygget af en haard gneis-granit. Ryggen har her i det hele en anseelig højde, og kan paa sine steder i stejle styrtninger stige op til 80’ (25 m.) over fodpunktet. Naar man op til stødtrinets øvre kant, vil berget herfra skraane jevnt opover og intetsteds ovenfor vil der være tegn til højere liggende strandlinjedannelser. Disse to nævnte linjer ere at følge langs Kvaløens hele nordostlige side lige til mundingen af Kvalsund, — det øverste trin mere sammenhængende og udpræget, det lavere derimod noget svagere og mere brudstykkevis. Fra hgjden af den lille ø Tromsø ville disse to linjer under heldige lysforholde sees at spænde sig langs Kvaløen som to ret skarpt markerede parallelløbende furer. 7b. Krabbenes. De samme to trin som ved Sletnes. Det lavere ifølge nivellement i en højde af 16,4 m. = 5%‘, det højere ligele- des efter nivellement i en højde af 39 m. = 124" o. m. h. Den øvre linjes vejbane er her oftere mindre stærkt udpræ- get, ujevn og humpet. Paa andre steder kan den dog naa op til en brede af 70 å 80° (22 å 25 m.). Det bagenfor lig- gende stødtrin danner oftest en temmelig sammenløbende bergvæg. Bergarten er glimmer-gneis og gneis-granit, der viser strøgretning af 150° med stejlt vestligt fald. Linjen fortsætter sydover til Finvikdalen, og skjær sig her fremdeles et godt stykke indover langs dalsiden. Søndenfor Krabbenes træder den øvre linjes vejbane mere udpræget frem, og navnlig er dette tilfældet søndenfor Finsnæs — mellem dette sted og Tofte. Terrasser og gamle strandlinjer. 15 7c. Kragnes. To trin. Det laveste i samme højde som ved Krabbe- nes, det højere ifølge nivellement i en højde af 38 m. = 121" Efter maalingen skulde dette saaledes ligge 1 m. lavere end det tilsvarende ved Krabbenes. Vejbanen er her forøvrigt lidet udpræget, fodpunktet for det opstigende stødtrin min- dre bestemt. Denne differentse mellem maalingen for Krab- benes og Kragnes antages saaledes neppe at kunne være at tillægge nogen mere reel betydning. Stødtrinet dannes dels af urd og fast berg, dels træder det ogsaa frem som græsklædt vold. Bergarten dannes af den samme glimmergneis som ved Krabbenes. 8. Fogedelv (Futelv) fig. 8. Her optræder to {rin, hvoraf det laveste blot brudstyk- kevis. Efter en tidligere barometermaaling fandtes dette at ligge i samme højde, som det laveste ved Krabbenes nemlig 52°. Det andet trin fandtes ved nivellement at ligge i en højdefat 35 m. — 110% Vejbanen for dette øvre trin er kuns svagt udpræget og tildels utydelig, det bagenfor liggende stødtrin dannes nederst af nedras, men derover stiger det faste berg i vertikale vægge. bergarten er en haard graa temmelig ulaget gneis (gneis-granit). Denne øvre linje skyder sig frem et godt stykke østover indtil henimod Kvalsundets udmunding. Myren (fig. 14). Her optræder to trin, der forøvrigt alene er at følge som kortere stumper. Den laveste linje ligger efter nivellement i en højde af 16,2 m. = 52 » højere do. do. 24,9 m. = 80’ Tvertovenfor Myre paa den anden side af Kvalsundet stikker langs Ringvatsø fra Helle østover mod Kvalsundets udmunding en linje, der efter sigtning syntes at skulle falde 16 Karl Pettersen. =~ sammen med den øvre Myrelinje. Sigtning med nivellerspe)- let giver imidlertid paa en saadan afstand kuns lidet sikre resultater, og der kunde maaske paa forhaand vere ligesaa- megen rimelighed for at den vil ligge i en hgjde, der nogen- lunde falder sammen med den øvre linje ved Fogedelv (112). I afstand er denne linje under god belysning ret tydelig — paa stedet vil den antagelig kun trede frem lidet bestemt og alene i sjeldnere tilfeelde med mere udpreget trinflade. 9b. Simavik. Et stgrre elvefar munder ud her. Mod den sydlige side af dettes udmunding treder frem et smukt udviklet terrasse- system, dannet af tre paa hinanden følgende trin med høje og stejlt stigende stødtrin. Det første ligger efter nivellement i en højde af 13,9 m.= 44" » andet do. do. 31,9’m. =4102" » tredie do. do. 40,4 m. = 129" Fra det tredie trins trinflade skyder frem enkelte houge byg- gede af fast berg, en haard graa gneis. 9. Maken (fig. 9). Her optræder alene et trin ifølge nivellement i en højde af 27,8 m. = 89". Det faste berg stiger fra stranden jevnt op til trinet, der i regelen kuns træder frem med lidet ud- præget trinflade. Det er ogsaa nærmest betegnet ved den nedre kant af nedras eller af stejlt stigende fjeldvægge (stød- trin). I frastand træder derimod linjen under god belysning ret skarpt frem og er som saadan i sammenhængende løb at følge til dalindskjæringen ved Simavik. DBergarten graa gneis tildels gneisgranitisk i stejl lagstilling. Strøgretning 130°. 10. Ytre Kaarvik (noget østenfor samme) fig. 10. Her optræder alene 1 trin ifølge nivellement i en højde af 22,5 = 7%. Trinfladen er stærkt udpræget uden syn- ligt fald udad og med en brede af opimod 100' (31 m.). Stødtrinet stiger op i 20 å 30' (6 å 9 m.) høje vertikale til- dels indadheldende vegge. Bergarten dannes af en haard Terrasser og gamle strandlinjer. 17 gneis i næsten vertikal lagstilling. Idet trinfladen bøjer sig i en stor bue, ligger den snart ligeløbende med lagstillingen, snart overskjær den lagene under forskjellige vinkler. Hvor trinfladen overskjær lagenes udgaaende, viser stødtrinets dag- flade sig ofte stærkt firnisseret. Fjeidskraaningen fra trin- fladen ned mod den nuværende strandbred er 1 stor maale- stok oversaaet med større og mindre rullestensblokke. Denne tildels stærkt udprægede linje bøjer sig efter et lavt aasdrag, der skyder nesformigt frem. Den har ikke nogen synderlig udstrækning 1 længde. Sejhul. Om nesset, der fra Sejhul fører ind til Sejhul- fjord, optræder en temmelig bred trinlignende flade, der nær- mest maa antages at være dannet ved udgravninger i strand- beltet. Efter barometermaaling ligger denne i en højde over midlere havstand af 72’ og falder saaledes paa det nærmeste sammen med den tversovenfor liggende Kaarviklinje. Selve trinfladen, der har en ganske anseelig brede, er vistnok noget for uregelmæssig bygget, til at den med mere bestemthed kan blive at betegne som saadan, men trods dette antages der dog at være grund til at stille den i klasse med de i fast berg udgravede strandlinjer. Berget, der i jevn skraaning fører fra den nuværende strandbred op til trinfladen, er i sine nederste partier bygget af en typisk præget gneis, der viser en strøg- retning af 150° med stejlt sydostligt fald. Selve trinfladen er derimod udgravet i granit og fra dens indre kant rejser sig stødtrinet med sine lodrette af granit byggede vægge. Disses dagflader findes hyppigt stærkt firnisserede. 11. Sejhulfjord (fig. 11). | Udfra mundingen af denne fjord sees inderst i fjordbun- den to paa hinanden følgende skarpt udprægede trin. Det laveste er at følge langs fjordens vestlige side næsten helt ud til mundingen, medens det højere alene stikker frem som et kortere brudstykke efter den inderste fjordbund. Den lavere trinflade fandtes ved nivellement at ligge i 2 is Karl Pettersen. en hgjde af 24,7 m. = 79, det højere trin i en højde af 48,6 m. — 155". 12. Malangsejdet (fig. 12). Ved den sydlige side af ejdet under afhænget af det høje fjeldparti, der her falder ned mod fjorden og ejdet, op- træder et stærkt udpræget trin, der med sin 40' (12,5 m.) brede vejlignende bane er at følge et langt stykke i sam- menhængende løb indover langs fjorden. Fra stranden hæver stødtrinet sig temmelig stejlt op mod trinfladen. I stødtrinets lavere liggende partier sees flere tæt paa hinanden følgende med havfladen og tillige ind- byrdes parallelløbende striber — utvivlsomme merker efter gamle havstandslinjer. Trinfladen ligger efter nivellement i en hgjde af 25,4 m. — 81’; den har en brede af 40° (12,5 m.) og den hælder svagt udover, saaledes at sammes ytre kant ligger 3° lavere end den indre. Det indre stødtrin, der ligeledes er bygget af løst materiale, er temmelig stejlt og stærkt udpræget. Dette linjesystem er indgravet efter det ytre fremspring af mægtige og vidtudbredte masser af løst materiale, der lene sig til fjeldpartiets afhæng mod ejdet. Rimeligvis foreligger her en gammel sidemoræne. Ter- rassedannelsen ved Malangsejdet er saaledes antagelig dan- net gjeunem en samvirken af glaciale og marine kræfter. Ind mod ejdet udvider trinfladen sig ganske anseeligt i brede. Fra nordre side af ejdet træder linjen igjen frem og er — enkelte kortere afbrydelser fraregnede — at følge i et paa det nærmeste sammenhængende løb indtil Middagsnes. Efter nivellement ligger linjen her (12 b) i en højde af 25 m. = 80" over. m. h. 12 c. Hestnes ftversover Malangsejde, paa østre side af fjorden). Her optræder 1 trin, der ved nivellement fandtes at lig- Terrasser og gamle strandlinjer. 19 ge i en højde af 25,9 m. = 83". I det stejle stødtrin, der fører op til trinfladen, er det løse materiale, der helt byg- ger stødtrinet, saa fast sammenstampet, at det overalt var forbundet med stor vanskelighed at faa det nødvendige fæste for den tilspidsede stang, der bærer nivellerspejlet. Disse linjer langs Balfjorden ere terrassedannelser, — altsaa afsatte i løst materiale og ikke i fast berg. Det vil saaledes her være vanskeligt mere nøjagtigt at kunne be- stemme fodpunktet for stødtrinet og dermed altsaa trinfla- dens højde over havfladen. Differentsen mellem de tre her sidst omhandlede profiler er forøvrig ikke større, end at der kan være fuld grund til at lægge trinfladerne i en og samme højde. Da trinfladen ved Malangsejdet træder mest udpræget frem, vil der antagelig være føje til at reducere højdebestem- melserne ved Middagsnes og Hestnes til den, der fandtes for Malangsejdet. Ffter dette vil alssaa terrassetrinet paa begge sider af Balsfjorden ligge i en hgjde af 81’. Stornes (udenfor Hestnes). Ogsaa her sees en ret udpræget terrassedannelse. Der har imidlertid ikke været anledning til at foretage maalinger her. 13. Kalsletten (fig. 13). Denne linje, der tidligere nærmere har været omhand- let, *) fandtes ved nivellement at ligge i en højde af 19,3 m. = 6% Ramfjordnes. Her optræder et trin i løst jordsmon. Efter barometer- maaling ligger det i en højde af 62’. Trinfladen er her tem- melig bred, men tillige stærkt udad skraanende. Andersdal. Paa søndre side af det anseelige vasdrag, der munder ud her, er et terrassetrin. Efter barometermaaling ligger trinfladen i en højde af 62”. Den er temmelig bred og i rigt maal oversaaet med rullestensblokke. *) „Dei fast berg indgravede strandlinjer“, Arch. for Math. og Naturv 3Bd. 20 Karl Pettersen. Løkslet i Ramfjord. Et terrassetrin efter barometermaaling i en højde af 62". Kristofferjord — paa den anden side af fjorden tvertovenfor Løkslet. Her optræder efter en længere sammenløbende strækning et smukt udpræget terrassetrin, der efter barometermaaling ligger ien højde af 62’. Et stejlt græsdækket stødtrin fører fra den nuværende strandbred op til trinfladen, der har en brede afindtil 60' (18,8 m.). Fra trinfladens indre kant rej- ser sig et stejlt græsklædt ligeledes af løst materiale bygget stødtrin. Fagerelv (Ramfjord). Fra Bredvikejdet indefter fjordens indre forgrening Sør- fjord optræder i sammenhængende løb en terrassedannelse i et trin med et udpræget stødtrin fra stranden op til trin- fladens ytre kant. Trinfladen har en brede af 60 à 70' (ca. 20 m.), og efter denne ligge gaardenes husebygninger. Efter barometermaaling ligger den i en højde af 62° (19,5 m.). Langs fjeldet paa den anden side af fjorden optræder efter al sandsynlighed en terrasselinje i tilsvarende hgjde. En lang horisontal indskjæringslinje i det birkeklædte afhæng syntes idetmindste at tyde herpaa. Langs Ramfjorden optræder saaledes et stærkt udpræget terrassetrin, der enkelte kortere afbrydelser fraregnede sky- der frem i lange sammenhængende løb. Mærkeligt nok træ- der her saagodtsom overalt det lavere stødtrin frem stærkt udpræget som en stejl jordvold i et sæt fra stranden til trin- fladen. Et lignende forhold kan vistnok ogsaa være at paa- vise andre steder efter de her omhandlede strøg, men i rege- len dog blot efter enkelte mere afbrudte partier. Her er for- holdet omvendt, — det stejle stødtrin er det almindelige, den langsom stigende skraaning fra stranden til trinfladens ytre kant danner derimod undtagelsen. Terrasser og gamle strandlinjer. 91 15. Moviken. Moviklinjerne har tidligere nærmere været omhandlede *). Her optræder to trin, det lavere dog sjeldnere og mere brudstykkevis, det højere derimod som en bestemt udpræget strandlinje, der i sammenhængende løb er af følge fra Krog- elven mod syd hentil Tunsvikdal mod nord gjennem over en halv mils længde (6 å 7 kilom.). Nivellement blev her taget paa to steder. Det ene lag- des mellem gaarden Skjelnan og Moviken. Her træder alene det øvre trin frem. Det fandtes at ligge i en højde af 42 m. = 134’. Det fra trinfladens indre kant opstigende stedtrin dan- nes dels af fast berg, dels af store splittede klippeblokke, men paa sine steder træder og stgdtrinet frem sum hgje græsklædte volde. Bergarten dannes af en haard hornblen- degneis, der hyppig gaar over til en ulaget syenitartet sten. Over de stejle til lodrette dagflader viser bergarten sig hyppig overdraget med den oftere omtalte fedtartede firnis. Trinfladens undergrund er overdækket med større og mindre mosklædte rullestensblokke, der saaaledes danner en i hø) grad ujevn og humpet vejbane. Det andet profil (15 b paa kartet) lagdes lidt nordenfor den dalindskjæring, der fra Moviken fører op til Movikvan- det. Her optræder to trin, hvoraf det lavere ifølge nivelle- mentet ligger i en højde af 17,8 m. — 57’, det andet 42,6 m. = 136. Fast berg træder frem i det højere stødtrin og dannes af en gneisartet glimmerskifer. Denne viser en strøgretning af 130° med 40° n. o. fald — altsaa med fald fra strand- linjen. Denne glimmerskifer er ikke modtagelig for afglat- ning eller firnissering. 16. Bredviken (Tromsøen). Dette trin har tidligere nærmere været omhandlet *). *) Dei fast berg indgravede strandlinjer. 99 Karl Pettersen. Efter nivellement ligger det i en højde af 40 m. = 129° — altsaa noget lavere end Moviklinjen. 17. Ringvatsø (langs Langsund). Her optræder to trin, hvoraf det øverste er at følge som en sammenløbende linje langs det hele Langsund fra syd mod nord. En lavere linje træder ligeledes frem, men denne op- træder mere brudstykkevis. Paa det sted, hvor profilet lag- des, var den saaledes ikke bestemtere at paavise. Den højere trinflade ligger efter nivellementet i en højde af 36,2 m. = 116". Det fra sammes indre kant opstigende stødtrin danner stejle dels græsklædte dels med nedras over- dækkede afhæng. Paa sine steder træder ogsaa det faste berg frem. Berggrunden her dannes af en haard grovkornig Diorit. 18. Renø (paa den anden side af sundet tvertovenfor foregaaende nummer). Ogsaa her optræder to trin, hvoraf det højere er synlig langs efter Langsundets hele længde, — medens det lavere derimod træder frem mere brudstykkevis. | Det første ligger efter nivellementet i en højde af 14,7 m. = 47’, en bestemmelse der ikke er at anse for syn- derlig nøjagtig, da trinet her i det hele træder højst ube- stemt frem. Det andet trin ligger efter nivellement i en højde af 37,1 m. = 118’. I det fra sammes indre kant opstigende stødtrin stikker fast berg hyppig frem. Bergarten danner her en mild lerglimmerskifer, der viser fald indover — alt- saa fra strandlinjen. 19. Finkroken (paa det sydøstlige hjørne af Renø mod Grøtsund). Her optræder to trin, hvoraf det første efter nivellement Terrasser og gamle strandlinjer. 23 ligger i en hojde af 15,5 m. = 50’, det andet i en højde af 38,9 m. — 124. Trinfladen er her myrdækket men fast berg stikker frem langs efter fladens ytre kant. Stødtrinet dan- ner hyppig stejle til vertikale vægge, byggede i fast berg. Den her optrædende bergart er en sort mild ler — eller ler-glimmerskifer i vexling med kvartsitiske lag. Strøgret- ningen 70° med 30 å 40° nordligt fald. 24 Karl Pettersen. Samlet oversigt over de her omhandlede strandlinjer og terrassetrin. A. Bestemte ved nivellement, 5 Højden over midlere havstand opført i — ————_— MN Sted. = | = meter. fod. < I Ansneseen Al ae ue : 290 99, RATIO 2. |Skaarliodden . le KE (SO) tees 38 (80111225 3. |Viken. : EE ENE 5 . 101 3 b|Buviken . . DENS DIS (59) 101 4. [Sandviken . BPC a 5 em ally, Bien . 147 101 113 5. |Grepstad SULEN MENE 34,1 98,5 . |47 109 123 6. do.2 in AN ea BA . 1238 6b|Bakkejord . PA 6 ee ME 28800 TE 123 bieiSkognes. . . . SS ee 59 7. [Finland (Sletnes). lo NOT Gen Ba 125 7b|Krabbenes . MG e 39 52 124 7 e|Kragnes . 2 Tor aad er 4:88 52 121 7. |Fogedelv De GOD 900 (52) . . 12 14. |Myren DS UD Mo nas eee 52 80 9. |Maken . Se A OT RENE tne tae 89 9blSimavik . . . RE AE DE AE ER) 10. |Ytre Kaarvik . Ve : EA 11. |Seihulfjord . 2 0.7 . 48,5 80 155 12. |Malangsejde 1 en leat st 12b|Middagsnes. 1 aa 22) : 280 12 c/Hestnes . 1 29.255 Ju seats 13. |Kalsletten 1 195 AIR 102 15. |Moviken . Lili. re JE . 184 iaberdoyr . . 2 ak RAD . 136 16. |Bredviken . Lop. AO 129 17. |Ringvatsø (Langsund) DE SOE 116 18. [Ren- -ø (Langsund) 14,7 ne elle à 118 | 19. |Finkroken . 15,5 38,9 50. 124 | 20. |Ulfsnes a . 187 B. Bestemte | alene ved barometermaaling. Sletnes-Bukskind. 18,8. 48,5 60 . 155 Gibostad Ales + 2R56 Gangsaas . a iead 49,» Soe 157 Andersdal . 19% SE SRH Ramfjordnes ; 19% . 62 Lokslet (Ramfjord) . 19% . 62 Kristofferjord . å 19, . 62 Fagerelv 19% 62 *) De i parentes indflettede tal ere fundne alene ved barometer. **) Tal med fremhævet tryk betegner i fast berg indgravede strandlinjer. Terrasser og gamle strandlinjer. 95 Af forannævnte terrassetrin og i fast berg indgravne strandlinjer optræder flere alene mere lokalt og mere brud- stykkemæssigt. Andre ere derimod — forskjellige kortere afbrydelser fraregnede — at følge i mere sammenhængende løb efter ganske anseelige strækninger, og der er tillige me- gen sandsynlighed for at flere af disse ville findes paa sam- me maade trædende frem langt udenfor grændserne af det til foreliggende afhandling knyttede kart. Af de i fast berg udgravede linjer kunne saaledes mærkes: Ulfneslinjen 58,7 m. = 187’ 0. m. h. — i en længde af 11 Kilom. Sletnes-Bukskinslinjen 48,6 m.=155" do. do. 11 , Moviklinjen 49:4 m,== 135’ do: | do: Dig En antagelig i samme hgjde liggende linje sees nor- denfor mellem gaardene Skiddenelv og Snarby gjen- nem en længde af omkring 5 kilom. Breviklinjen 40,6 m.— 129’ o. m. h. i en længde af omkring 3 kilom. omkring Trømsøens nordlige del. Grepstad-Kragneslinjen 38,6 m. = 123° o. m. h. i en længde omkring 50 kilom. idet dog herfra maa drages en længere afbrydelse mellem Strømmen og Haukebotten efter en lengde af 9 kilom, Til denne linje kan endvidere blive at knytte: Finkroklinjen efter Renøens østlige side langs Grøtsund 98,9 m. = 124’ 0. m. h. i en længde af 20 kilom. idet den antagelig er at følge langs efter den hele ø og saaledes udenfor kartets grændser. Den østlige Langesundslinje langs efter Renøens vestlige side 37,1 m.=a18" o.m.h. i en længde af omkring 20 kilom. Den vestlige Langesundslinje langs efter Ringvatsøens østlige side 36,2 m.=116" o. m. h. omkring 20 kilom. lang. Disse to sidstnævnte linjer danne nærmest dele af et og samme linjesystem. 26 Karl Pettersen. Viken og Buviklinjen 31,7 m= 101’ o. m, h. i en længde af 5 kilom. Makenlinjen (langs Kvalsund) 27,9 m. —= 89’ do. do, 3 Af mere udprægede terrassedannelser kunne merkes: Malangsejd-linjen 25,4 m. =81"0 m. h. i en længde af 12 kilom. Kalsletlinjen med Ramfjordlinjen 19,5 m.—=6% do. 17 ” ” Moviklinjen (mellem Movik-Vaagnes) 17,9 m.=57 0. m. h i en længde af 13 kilom. Finland-Kragneslinjen 16,6 m.—53 do. do.‘ 918 Grøtsundlinjen 155 /m/1E50 do. do. 03208 Sandvik-Mjellelinjen 14,7 m.= 47’ do. do. 15 Som det vil fremgaa af foranstaaende skematiske over- sigt ligge de forskjellige trin efter højden over m. h. saa ner paa hinanden, at den midlere hgjdedifferentse mellem to paa hinanden følgende trin iniveauet mellem 44° og 136’ over nuværende havstand er omkring 7 (2,2 m.), medens maximumsdifferentsen intetsteds her naar op over 12° (3,8 m.). Af dette vil formentlig fremgaa at trinene i det hele og store ikke kunne være knyttede til mere bestemte niveauer, men at de i virkeligheden kunne ventes paaviste i hvilkensomhelst højde mellem de ovennævnte grændseværdier. Der synes ogsaa paa forhaand at maatte være al sandsynlighed for, at de nævnte differentser stadigen vilde komme til at aftage, eftersom mere omfattende undersøgelser blive udstrakte over et videre og videre felt. Maaske vil det samme ogsaa findes at være tilfældet for niveauerne fra 136’ (42,7 m.) opover mod de højeste liggende strandlinjer. Antallet af de linjer, der hidtil ere paaviste i denne højde, er dog for lidet til at der for tiden i saa hen- seende kan være at drage bestemtere slutninger. Dernæst vil det ogsaa af ovenstaaende fremgaa at der mellem de mange trin ere flere, der optræde som kortere” stumper og tilmed ganske lokalt, medens andre igjen spænde sig frem gjennem lange sammerhængende løb og dertilmed Terrasser og gamle strandlinjer. 27 kunne træde frem langs efter forskjellige i orografisk hense- ende helt udskilte landpartier. I en tidligere afhandling*) har forfatteren heraf troet strengt at burde sondre mellem de i fast berg udgravede strandlinjer og de af løst materiale byggede terrassedannel- ser, uagtet der samtidig blev fremholdt at der i flere ret- ninger vare bestemte tilknytningspunkter at paavise mellem disse to hovedklasser. De senere undersøgelser synes at pege hen paa en stærkere forbindelse mellem de her nævnte to forskjellige linjesystemer end tidligere egentlig forudsat. Paa sine steder viser saaledes blandt andet de lavere trin, der i sin helhed nærmest ere at betegne som af løst mate- riale byggede terrassedannelser, sig stykkevis at være ind- gravede i fast berg, saaledes den laveste Sandviklinje (nr. 4), den lavere Ansneslinje (nr. 1). Trods dette maa de dog i det hele og store være dannet under noget forskjelligartede forholde, saa en sondring i saa henseende fremdeles maa ansees for fuldt berettiget. Med hensyn til de strandlinjedannelser, der ovenfor ere betegnede som indgravede i fast berg, saa skal fremholdes at det ikke altid vil være let at afgjøre, om ogsaa forholdet i virkeligheden er dette. Hvor fast berg træder frem ikke alene i det bagenfor liggende stødtrin, men ogsaa 1 trinets saakaldte vejbane, er sagen naturligvis given. Det samme maa antagelig ogsaa være tilfældet der, hvor den brede vej- bane kan findes overdækket med løst materiale i regelen myr, men fast berg foruden i det bagenfor liggende stødtrin ligeledes skyder op i trinfladens udadliggende kant. Tvivl- sommere kan forholdet derimod synes, hvor ikke alene den egentlige trinflade er overdækket med anseelige myrlag men der ogsaa over det ytre afhæng alene er at paavise løst ma- teriale. Om ogsaa det faste berg stikker frem efter det fra trinfladens indre kant fremspringende stødtrin, kunde der *) Dei fast berg indgravede strandlinjer. 28 Karl Pettersen. dog være mulighed for at trinfladen selv var afsat i ophobede alluvialmasser. I saa tilfælde vilde man her have for sig ikke en strandlinje men et terrassetrin, idet alluvialmasser i strandbeltet har samlet sig op mod afhænget af en ældre bergvæg, der vistnok under terrassedannelsen har været ud- sat for brændingernes bryden. Forsaavidt man her alene fæster sig ved forholdet efter den enkelte lokalitet, kan spørgsmaalet i saa henseende som nævnt ofte stille sig tvivl- somt nok. Imidlertid vil det ogsaa her ofte være anledning til at faa spørgsmaalet ret tilfredsstillende besvaret ved at undersøge strandlinjen gjennem en større længde. Viser det sig at den samme strandlinje under de vexlende forholde efter længdeløbet paa sine steder utvivlsomt er udpræget i fast berg, saa er der al grund til at udstrække dette forhold som gjeldende for den hele linje. De linjer, der i ovenstaaende fortegnelse ere betegnede som i fast berg indgravede strandlinjer, bære saaledes paa forskjellige steder efter kortere eller længere løb vidnesbyrd, der utvivlsomt pege i den retning. Som de mest typisk udprægede mellem disse kan særlig fremhæves den højere liggende linje mellem Grepstad og Mjelle, samt Ulfsneslinjen langs Ulfsfjorden. Dei fast berg udgravede strandlinjer ere iregelen stærkt udprægede. Paa sine steder træder dog den egentlige trin- flade (vejbanen) ganske tilbage og linjen selv er væsentlig betegnet enten ved en stejlt opstigende bergvæg (stødtrinet) - eller ogsaa ved den nedre kant af nedras, der gjennem lange strekninger spænder sig frem i horisontalt lob. Paa selve stedet kan linjen i saa tilfælde ofte være vanskelig nok at paavise, mens den derimod under heldig belysning i frastand tegner sig skarp og bestemt. Stødtrinets stejle til vertikale væg kan i højde variere — selv efter samme linje — ganske betydeligt. Medens højden paa sine steder kan gaa ned til 10° (3,1 m.) kan den paa Terrasser og gamle strandlinjer. 29 andre steder naa op til omkring 80° (25 m). Stødtrinet træ- der efter strandlinjerne hyppigst frem som stejle til vertikale tildels ogsaa indadheldende vægge af fast berg, ofte dog og- saa som en brem af nedras men heller ikke saa ganske sjel- dent som skarpt markerede græsklædte volde. De lavere liggende terrassetrin (altsaa helt afsatte i løst materiale) træde i regelen ingenlunde saa udpræget frem som de egentlige strandlinjer. Skjønt de ogsaa som et hele kunne være at følge efter lange strøg og udspændte efter samme horisontallinje, tabe de sig derunder stykkevis meget hyp- pigt og træde derunder frem i langt større grad end de for- rige mere som brudstykker af et større linjesystem. Fra stranden stiger landgrunden dels — og dette er hyppigst tilfældet — under jevn og langsom skraaning op til det laveste terrassetrin. I dette tilfælde mangler oftest den egentlige trinflade og linjen er her nærmest bestemt ved det indre stejlt stigende stødtrin, der i regelen danner smukke greeskledte volde. Men dels kan ogsaa landet stige fra stran- den i en stejl skraaning — altsaa med et skarpt udpræget stødtrin — op til trinfladen, der da som en jevn stigende flade skyder op mod kanten af det indre stødtrin (i regelen en temmelig skarpt markeret græsklædt vold). Fig. 12 giver en fremstilling af det sidste forhold, ved de øvrige figurer træder derimod det første forhold frem. Efter den samme linje kan disse forskjelligartede for- holde træde frem i hyppig vexling. Paa sine steder — saa- ledes navnlig langs Ramfjorden er det lavere stødtrin i rege- len stærkt og karakteristisk udviklet, medens hyppige vexlin- ger 1 saa henseende gjør sig gjældende ved de fleste andre linjer. Medens den egentlige trinflade efter de i fast berg ind- gravede strandlinjer ofte danner et paa det nærmeste hori- sontalt plan i retning indenfra udad, viser derimod terrasse- dannelsernes trinflader, hvor de træde frem mere udpræget, 30 Karl Pettersen. hyppigst en iøjnefaldende helden udad. For flere linjers vedkommende er heldingsforholdet nærmere bestemt gjennem nivellementet. Dette falder oftere mellem de samme grænd- ser, der nu for tiden langs disse kyster betegner højdefor- skjellen mellem flod og ebbe d. e. mellem 7849’ (2,2 å 2,8 m.). Som bekjendt medbragte den franske geolog Bravais fra sine i sluten af treti-aarene foretagne undersggelser af strandlinjerne inden det nordlige Norge som resultat, at den samme strandlinje ikke spænder sig frem i horisontalt løb, men at den derimod viser en stadig stigning opad i retning fra kysten indover. Denne Bravais slutning har indtil sidste tid været holdt frem som en videnskabelig kjendsgjerning og har navnlig dannet en af hjørnestenene for læren om de jevne seculære niveauforandringer som betingede af fjeld- grundens stigning under en stabil havstand. I et par tidligere offentliggjorte afhandlinger*) har for- fatteren heraf imidlertid paa den ene side fremholdt at Bra- vais slutning ikke støttede sig til saadanne forudsætninger eller aflæsninger, at den foreløbig kunde være at tillægge videnskabelig berettigelse. Og paa den anden side gjordes endvidere gjeldende at de aflæsninger, som 1 sidste aar vare gjorte i denne retning i omegnen af Tromsø ingenlunde syn- tes at støtte en saadan slutning. I ethvert tilfælde var det aabenbart at den af Bravais opstillede stigning for Hammer- fest-Alten linjen af omkring 5 m. per mil (11 kilom.) ingen- lunde var at paavise for linjerne inden Tromsø omegn, me- dens alt synes at tyde hen paa at stigningsforholdene for Tromsø amt og Vest-Finmarken gjennem den postglaciale tid forøvrigt paa det nærmeste maa have faldt sammen. Uden forøvrigt da med mere bestemthed helt at kunne afvise Bravais slutning fremholdtes at der udfordredes nøjag- *) „Om de i fast berg indgravede stranlinjer* og „Continentalmassers langsomme secul&re hævning eller sænkning*. Terrasser og gamle strandlinjer. 31 tigere og mere omfattende undersøgelser, forinden dette spørgsmaal endeligen kunde blive besvaret. Under mine undersøgelser i sidste sommer har jeg natur- ligvis haft min opmærksomhed stadig rettet paa dette punkt. Jeg skylder ogsaa i saa henseende at fremholde at jeg — trods det at jeg gik til disse undersøgelser med en personlig stærkt fæstnet overbevisning i modsat retning — dog oftere følte mig ikke lidet tilskyndet til at tillægge Bravais slutning en mere reel berettigelse. Gjennem nivellementet fremgik det saaledes at følgende linjesystemer, hvis absolute højde over havfladen dog ikke varierer mere end at jeg tidligere i støtte af baremeter-aflæsninger henførte dem til nogenlunde samme niveau, dog i virkeligheden viste en stigning i retning fra vest mod øst. Ved Grepstad ligger linjen i en hojde af 123’, ved Sletnes (Finland) paa Kvaløens østside af 125’, ved Bredviken paa Tromsøen 129", ved Moviken paa den østlige side af Tromsø-sundet i en højde af 134 til 136”. Paa Reng fandtes linjen langs øens vestlige side efter Langsund at ligge i en højde af 118’ derimod langs gens østlige side mod Grøtsund i en højde af 124. Det vil fremdeles af den ske- matiske oversigt sees at de lavest liggende 1 fast berg ind- gravede strandlinjedannelser optræde længst mod vest, eller at strandlinjedannelsen i det hele har en tendents til at trække sig ned i lavere og lavere niveauer, jo længere man naar frem mod vest. Forsaavidt disse i forskjellige niveauer liggende linjer skulde danne dele afet og samme linjesystem, vilde det være aabenbart at her forelaa en stigning fra ky- sten ind ad om end efter en langt lavere maalestok end den, der af Bravais er opgivet for Hammerfest-Alten-linjens ved- kommende. Nærmere undersøgelser vil dog gjøre det indlysende at forholdet her i virkeligheden ikke vil kunne tjene til støtte for Bravais slutning. Ser man saaledes hen til den saa stærkt udprægede 39 Karl Pettersen. Kvalø-linje, der fra Grepstad spænder sig østover langs Kval- øens sydlige side og fremdeles langs øens østlige side, saa vil det ved et blik paa kartet sees at linjens østlige punkt ved Krabbenes ligger omkring 2'/, mil østenfor Grepstad. Af de forskjellige nivellements, der ere foretagne til bestem- melse af denne linjes højde over midlere havstand, vil det fremgaa at højden overalt paa det nærmeste er den samme. Ved Sletnes (Finland) fandtes vistnok en højde af 125’, der med 2' overstiger linjens middelhøjde. Men her er vejbanen stærkt myrdækket og ved nedgravning til den faste under- grund vil trinfladens virkelige højde mindst reduceres til samme højde som er paavist for linjestykket Grepstad-Mjelle. Ved Krabbenes er højden 124’, en differentse, der er for liden til at den her skal kunne komme i synderlig betragtning. Det kan altsaa fremholdes at linjen her efter hele dette strøg maa paa det nærmeste ligge i samme horisontal-plan, medens linjen ved Krabbenes, naar stigningen skulde være foregaaet efter den af Bravais angivne maalestok, maatte have lagt ca. 19 m. — 38’ højere end forholdet er ved Grepstad. Linjen ved Grøtsund fandtes efter nivellementet ved Fin- kroken at ligge i en højde af 124’ og falder altsaa her saale- des sammen med højden af trinet ved Grepstad, at der synes at være al grund til at sammenstille disse ved brede sundløb helt fra hinanden udskilte linjer som dele af et og samme linjesystem. Efter det af Bravais opstillede stigningsforhold skulde Grøtsundlinjen i saa tilfælde have lagt ca. 20 m. = 64" højere end linjen ved Grepstad. Men selv under forudsætning af at der er at paavise en paatagelig højdeforskjel mellem linjer, eftersom de ligge læn- ger mod øst, ligger her i og for sig intetsomhelst direkte bevis for det berettigede i Bravais slutning. Det gjelder nemlig her først og fremst at skaffe tilveje ligefremt bevis for at disse linjer i virkeligheden danne dele af et og sam- Terrasser og gamle strandlinjer. 33 me linjesystem. Naar linjerne kunne følges skridt for skridt, vil forholdet i saa henseende kunne stille sig klart. Vanske- ligere for ikke at sige ugjørligt vil det derimod være at kun- ne paavise identiteten af © forskjellig højde liggende linjer, saafremt de træde frem helt adskilte gjennem brede sundlgb, Alene i det tilfælde at saadanne linjer ligge i paa det nær- meste samstemmende højde kan identiteten ansees som godt- gjort. Et exempel vil godtgjøre, hvor let man i saa henseende kan være udsat for at drage falske slutninger og hvor for- sigtig man maa være, for ikke her at skulle ledes paa vildspor. Som det vil fremgaa af detailbeskrivelsen ligger linjen ved Viken mod det ytre af Malangen i en højde af 101’, den højeste linje ved Sandviken 113° og og den ved Grep- stad i en højde af 123°. Linjesystemerne ere ofte ikke at følge i fuldkommen sammenhængende løb gjennem længere strækning, idet en og anden kortere eller længere afbrydelse, oftest fremkaldt ved transversale indskjæringer, nu og da vil kunne træde frem. For den, som i frastand følger et linje- system, vil det dog fremtone sig som en i det væsentlige sammenløbende linje, idet man paa forhaand drages til at knytte brudstykkerne sammen til et hele. Den som fra sjøen følger linjerne fra Grepstad ud mod Viken vil, naar der ikke gives anledning til nærmere undersøgelse, vere til- bøjelig til at forudsætte at de øverste linjer her danne dele af et og samme linjesystem. Følger man linjerne, altsaa ikke mere skridtvis, men maaling først foretages ved Viken, der- paa ved Sandviken og endelig ved Grepstad, saa vil man her finde en stadig stigning fra kysten indover, og man maatte da utvivlsomt føres hen til en lignende slutning, som den Bravais har uddraget for Hammerfest-Alten-linjen. Nær- mere undersøgelser ville imidlertid paa det klareste godt- gjøre at forholdet her i virkeligheden er et helt andet, Som det vil fremgaa af den skematiske Oversigt træder 34 Karl Pettersen. der paa et kortere stykke over Grepstad i et niveau, der alene ligger 14’ under den højeste linje (123°), en anden lige- ledes i fast berg indgravet strandlinje. Her har man saale- des i to forskjellige dog nært liggende niveauer to paa hin- ånden følgende i fast berg indgravede strandlinjer. Længere ud mod Sandviken afbrydes Grepstadlinjerne ved en bredere urd og pan den anden side af samme optræder Sandviklin- jen efter nivellement i højde af 113°. Det er saaledes aaben- bart at Sandviklinjen her ikke kan være at sammenstille med den højere Grepstadlinje — en slutning, hvortil man maaske kunde være bleven ført, om ikke her paa et ganske kort styk- ke den lavere linjestump ved Grepstad var bleven iagttaget i en højde, der langt nærmere falder sammen med Sandvik- linjens højde. Længere mod nord afbrydes Sandviklinjen ved en bredere indskjæring i fjeldmassen, og paa den anden side af indskjæringen optræder Buviklinjen i en højde af 101’. Ved Sandviken optræder foruden den højere linje paa 113‘ tillige en lavere paa 101". Det vil saaledes ogsaa her vere aabenbart at Buviklinjen og Viklinjen ikke er at sammen- stille med den højere Sandviklinje og endnu mindre med den højere Grepstadlinje, men derimod med den lavere Sandvik- linje, der efter nivellementet ligger i en med den ganske til- svarende højde. Det vil heraf fremgaa at her ikke er at paavise nogen stigning i et og samme linjesystem 1 retning fra kysten indad, men at der derimod foreligger flere af hin- anden fuldkommen uafhængige strandlinjetrin, der paa en vis maade trappevis stiger frem i retning fra kysten indover. De i fast berg indgravede strandlinjer kunne saaledes op- træde 1 forskjellige niveauer, der indbyrdes kunne variere forholdsvis ganske ubetydeligt, men som desuagtet danne dele af hinanden fuldt uafhengige linjesystemer. Men paa den anden side er det heller ikke afgjort, at hvilkensomhelst linjer, der optræde i noget afvigende højde, derfor ogsaa ubetinget skulde være at opstille som oprinde- Terrasser og gamle strandlinjer. 35 lig afsatte i forskjellige niveauer. Efter maalingerne ligger saaledes Moviklinjen noget højere end Kvalølinjen og Grøt- sundslinjen, men dog ikke mere afvigende, end at der dog — under visse forudsætninger — kunde være mulighed for at de kunde være at henføre til et og samme linjesystem. I saa henseende skal her kunne fremholdes at det indre stød- trin efter strandlinjen langs Kvaløens sydlige og østlige side i regelen viser en langt større højde end det langs efter Mo- viklinjen. Her synes den mulighed ikke ganske at kunne af- vises at strandlinjedannelsen her tildels har været samtidig, men at dannelsesprocessen langs efter Kvaløen endnu en tid har været i virksomhed, efter at den allerede var afsluttet langs Tromsøsundet. I saa tilfælde er det heller ikke her nødvendigt at fæste sig ved uligeartede stigningsforholde af den faste landgrund. En saadan slutning kunde nemlig og- saa bygges paa en forudsætning om at strandlinjedannelsen er foregaaet under landets jevne og langsomme stigning og at vdgravningsprocessen derunder er paabegyndt langs efter stødtrimets øverste kant. Naar strandlinjer paavises at ligge i forskjellig højde over den nuværende havstand, vil der imidlertid paa forhaand altid snarest være grund til at opstille dem som af hinanden uafhængige, medmindre der i det enkelte tilfælde maatte fo- religge mere direkte vidnesbyrd for at de i virkeligheden ere at knytte sammen som led under et og samme linjesystem. For Bravais paastand — at strandlinjerne i retning fra kysten indad ikke ligge horisontale men derimod vise en sta- dig stigning — foreligger der saaledes indtil nu intetsom- helst mere ligefremt bevis. Tvertimod synes alt med tem- melig bestemthed at pege i den retning at ovennævnte slut- ning har været bygget paa ufuldstændige og skjevt fortolke- de aflæsninger. Og dog er Bravais slutning i en retnig at tillægge en vis berettigelse. 36 Karl Pettersen. Det synes nemlig ikke at skulle kunne miskjendes at linjedannelsen i det hele træder frem i højere liggende ni- veauer efter de indre sund- og fjordløb end efter de ytre kysstrøg. Betingelserne for strandlinjedannelsen synes i det hele og store at have traadt tidligere frem efter de indre sundløb end efter de ytre kysstrøg, — ligesom de ogsaa langs de førstnævnte strøg træde frem mere udprægede end langs efter de sidste. Dette er et forhold, som gjør sig gjældende ikke alene for de egentlige i fast berg indgravede strandlinjer, men og- saa for de af løst materiale byggede terrassedannelser. For disse sidstes vedkommende er forklaringsgrunden hertil antagelig at søge deri at slamdannelsen, der er et re- sultat af erosionen, følgelig maa være afhængigt af erosions- omraadet. Dette er naturligvis størst efter de vide indlands- partier, fra hvilket alluvialmasserne føres udefter gjennem talrige større og mindre elvedrag og videre transporteres frem gjennem strømsætningen. Alluvialmasserne maa altsaa samle sig langs stranden efter en aftagende maalestok indenfra udad mod kysten og betingelsen for terrassedannelsen altsaa i det hele og store træde tidligere og tidligere frem i retning fra fjordbundene udefter. For de i fast berg indgravede strandlinjer vil det deri- mod for tiden være vanskeligere at finde en mere tilfreds- stillende forklaringsgrund for dette forhold. Dette spørgs- maal er ogsaa saa nøje knyttet til spørgsmaalet om strand- linjedannelsen i det hele, at det først da kan ventes besva- ret, naar dette er nogenlunde udredet Vi skulle nu i det efterfølgende fæste tanken lidt nær- mere ved spørgsmaalet om terrassernes og strandlinjernes dannelsesproces *). *) Nærmere oplysning om de forskjellige synsmaader, der ere komne til orde med hensyn til dette spørgsmaal, vil kunne hentes i føl- Terrasser og gamle strandlinjer. 37 I saa henseende kan sagen i det væsentlige antages at være udredet for de førstes vedkommende. I et tidligere offentliggjort indlæg ,Terrassdannelser og gamle strandlinjer, andet bidrag**) har dette spørgsmaal været nærmere omhand- let, og de aflæsninger, jeg senere har haft anledning til at gjøre, har yderligere bestyrket den opfatning, som der er bleven gjort gjældende. Der er saaledes navnlig bleven fremholdt, hvorledes tilstedeværelsen af terrassetrinets stejle endeflade (det lavere stødtrin) oftest er afhængig af, hvor- vidt materialet for terrassen dannes enten af ler eller af grovere og fimere sand.. I første tilfælde vil betingelsen være tilstede for dannelsen af et stærkere udpræget stødtrin — i sidste tilfælde vil dette derimod gaa over i et langsomt sti- gende skraaplan. De saa hyppige vexlinger, der i saa hen- seende kan være at følge efter en og samme linje, finder saaledes sin naturlige forklaring i det forhaandenværende materiales uligeartede beskaffenhed. Samtidig bør dog frem- holdes at dannelsen af et stejlere stødtrin paa sine steder dog ogsaa kan være et resultat af sjøens udgravninger langs efter et af alluvialmasser bygget underland. Helt anderledes stiller forholdet sig i saa henseende med hensyn til spørgsmaalet om dei fast berg indgravede strand- linjer. Her er det aabenbart at der endnu mangler nødven- dige forudsætninger for herom at kunne drage fuldt beretti- gede slutninger. I saa henseende skal dog foreløbig fremholdes at der synes at maatte være al sandsynlighed for at de maa være dannede inden det egentlige strandbelte. Den fuldstændige sammenløben af strandlinjer med terrassetrin, hvor linjerne afbrydes ved transversale dalindskjæringer, og endvidere strandlinjernes milevide horisontale løb ere forholde, der gende skrift „Über ehemalige Strandlinien in anstehendem Fels in Norwegen* von Dr. Richard Lehmann Halle a/S 1879. *) Arch, for Math. og Naturv. IV B. Kr, 1879 38 Karl Pettersen. med al bestemthed synes at skulle pege derhen. Hertil skal endvidere føjes det ovenomhandlede forhold ved Buvik- linjen, — nemlig den der optrædende huledannelse, der fra trinfladen skyder sig ind gjennem den bagenfor liggende bergmasse og som utvivlsomt maa være dannet ved sjøens brydninger. Et lignende forhold er at aflæse paa Ljøs-ø — udenfor Kvalsundet. At sjøen med sine brydninger maa have op- traadt som en betydningsfuld faktor ved strandlinjedannelsen antages derfor at kunne sættes som givet. Et andet spørgs- maal er det derimod, om der kan være grund til at forud- sætte medhjelp ogsaa afandre mere væsentlig virkende kræf- ter. I saa henseende skal fremhæves at der i ethvert til- fælde ere forskjellige forholde at aflæse, der — saavidt det kan sees — ikke vel lade sig forene med en forudsætning om at sjøen med sine brydninger herunder har dannet den paa det nærmeste eneraadende faktor. Som saadan skulle her kortelig omhandles: 1. Der er tidligere paavist, hvorledes strandlinjerne efter de her omhandlede strøg kunne optræde i højst for- skjellige niveauer paa de forskjellige steder. Paa den ene side tyder imidlertid alt hen paa at landgrunden efter disse strøg i det hele og store gjennem den postglaciale tid har været underkastet temmelig ensartede niveauforandringer i forhold til havstanden. Og paa den anden side er det lige- ledes at sætte som givet at havstanden gjennem den post- glaciale tids tidligste afsnit har staaet adskillig højere end selv de højeste strandlinjer, som i det foregaaende her ere omhandlede. Ifald strandlinjerne helt og holdent skulle være at opføre som et resultat af sjøens brydende evne, skulde der vel synes at maatte være grund til at forndsætte at der langt ovenover de paa hvert sted her optrædende højest lig- gende strandlinjer maatte være at paavise idetmindste mer eller mindre svage spor efter endnu ældre linjedannelser. Terrasser og gamle strandlinjer. 39 Dette er imidlertid efter alt hvad der hidtil er iagttaget — og der er i saa henseende anstillet nærmere undersggelser paa mange forskjellige punkter — ingenlunde tilfældet. Hvad enten man ser hen til Vikenlinjen, der ligger i en højde af 101", til Grepstadlinjen, der ligger i en højde af 123’ eller til Ulfsneslinjen, der ligger i en højde af 187’, saa er forholdet her overalt det samme; ovenover de nævnte linjer er der intetsteds at opdage spor til tidligere strandlinjedannelser. Der kan vel ogsaa være liden sand- synlighed for at tidligere afsatte strandlinjer inden saadanne højere niveauer sporløst skulde være udvidskede gjennem forvitring eller erosion. I saa tilfælde vilde det være van- skeligt at finde en tilfredsstillende forklaringsgrund for at f. ex. Ulfsneslinjen, der træder frem som en ligesaa typisk udpræget strandlinjedannelse som Grepstadlinjen, skal have bevaret sit præg indtil nu, medens saadanne, der tidligere kunde antages indskaarne over Grepstad i niveauet mellem 123 og 187’ over havfladen, sporløst skulde være forsvundne. Heller ikke antages en forudsætning om, at tidligere isbedækninger — hvad enten nu disse ere at henføre til den egentlige glacialtid eller til senere glaciale perioder — 1 saa henseende skulde have dannet et værn mod havsjølens ud- gravende virksomhed i strandbeltet, paa en tilfredsstillende maade at skulle kunne forklare den saa højst afvigende hgjde, hvori de højeste liggende strandlinjer træde frem selv inden nær til hinanden liggende strøg. Fjeldpartierne langs Ulfs- fjorden stiger nemlig frem i langt mægtigere masser end ef- ter det nærliggende Tromsøsund og over Kvaløen. Paa det første sted maa der saaledes have været bedre betingelser for en langt stærkere isdannelse end efter de sidste strøg. Der synes saaledes kuns at skulle være liden rimelighed for at forholdene i saa henseende skulde have begunstiget en tidligere strandlinjedannelse langs efter Ulfsfjorden end langs efter Tromsøsundet. 40 Karl Pettersen. 2. Strandlinjedannelsen træder hyppigst og mest udpræ- get frem langs efter de indre og mod den egentlige havsjø mere beskyttede sundløb — sjældnere og svagere derimod langs efter de ytre kyststrøg. Havde sjøens brydninger dan- net det væsentlige virkende agens for strandlinjedannelsen, saa havde der vel været grund til at forudsætte at forholdet skulde have været lige det modsatte. En forudsætning om at tidligere udgravede strandlinjer netop langs efter de ytre kyststrøg, hvor havsjøens brydninger er stærkest, lettest skulde have været udsatte for senere udgravninger, kunde vistnok gjøres gjældende for en og anden enkelt lokalitet men neppe i nogen større almindelighed. Landets konturforholde langs efter disse for havsjøen mere udsatte strøg er overordentlig ofte af den art, at tidligere strandlinjedannelser her utvivl- somt maatte være bleven bevarede ned til vor tid. 3. Naar det faste berg langs efter stranden er bygget af lagede bergarter og lagene derunder viser fald fra sjøen, saa vil der antagelig kunne være gunstige betingelser for at sjøen med sine brydninger kan virke udgravende paa de dy- best liggende lag. Naar udgravningsarbejdet skrider videre frem, vil de højere liggende lag derunder tabe sit støttepunkt og et stødtrin saaledes gjennem nedras kunne dannes med sine stejle til vertikale undertiden endog indadheldende vægge. Helt anderledes synes sagen derimod at maatte stille sig i det tilfælde, at lagene vise fald udad mod sjøen. I regelen vil vel udgravningsarbejdet da maatte forudsættes at skulle foregaa efter skiktlagenes afsondringsflader. Ligesom udgravningsarbejdet i dette tilfælde vil foregaa langsommere, vil der ogsaa heraf resultere et stødtrin, der snarest maa komme til at vise en faldvinkel, der svarer til lagstillingens. Nu er imidlertid forholdet dette, at der langs efter dette — og ofte endog inden ganske snævert begrændsede omraader — kan træde frem stærke afvigelser i linjens retning i forhold til lagstillingen. Man skulde altsaa her paa forhaand have Terrasser og gamle strandlinjer. 41 nogen grund til at forudsætte at den afvigende faldvinkel, hvorunder lagstillingen træder frem langs linjen, paa de for- skjellige punkter skulde tildeie stødtrinet et mere særligt præg. Dette er imidlertid ingenlunde tilfældet. Faldvinke- len synes ingen indflydelse at have paa stødtrinets stejlhed eller heldning. Den ovenomhandlede strandlinje ved Ytre Kaarvik (or. 10) bøjer sig saaledes efter en stærk bue, saa at lagene langs denne vil kunne falde saavel fra som til strandlinjen ligesom ogsaa denne vil kunne overskjære lagene transversalt. Trods dette stiger dog stødtrinet overalt frem under nogenlunde ensartet stejlhed. 4. Langs efter Ulfsneslinjen findes stødtrinet bygget af en mild lerglimmerskifer, — hyppig gjennemsat af saussurit- gabbro, der transversalt skyder ned mod strandlinjen i mer eller mindre mægtige drag. Medens lerglimmerskiferen maa yde gunstige betingelser for sjøbrydningens udgravende virk- somhed, vil saussurit-gabbroen paa grund af dens ualminde- lige sejghed derimod stille en sammenlignelsesvis overordent- lig stærk modstand mod udbrydningsværket. Havde sjøens brydninger her dannet det væsentlige agens for strandlinjens udgravning, synes der at maatte være grund til at forudsætte at strandlinjen efter sit løb skulde have baaret præg af at udgravningen var foregaaet i bergarter af saa højst ulige struktur. Det kunde paa forhaand synes rimeligt, at der her maatte være fremgaaet en strandlinje, der regelmæssigt bug- tede sig om gabbrodragene. Gabbroen vilde i saa tilfælde komme til at skyde frem mere nesformigt, idet strandlinjens vejbane smalnede af under denne men derimod udvidede sig mere langs de partier, hvor bergarten dannes af den milde skifer. Saa er imidlertid ingenlunde tilfældet. Vejbanen, der her er fulgt skridt for skridt efter lange strækninger, har overalt en ret jevn brede og denne synes i ethvert til- fælde at være temmelig uafhængig af, hvorvidt den i stød- trinet fremstikkende bergart dannes af gabbro eller af ski- 49 Karl Pettersen. fer. Gabbro og skifer vexler ogsaa hyppig i stødtrinet efter ret jevne sammenhængende flader. Hist og her kan visnok transversale stærkere stigende indskjæringer spalte stødtrinet, men disse ere 1 regelen dannede ved udras navnlig i den milde skifer. Det synes ogsaa aabenbart at disse ere et værk af følgende tiders destrueren og saaledes i det væsent- lige helt uafhængige af den egentlige strandlinjedannelse. Moviklinjen er efter sit sydlige parti indskaaret i haard syenitartet bergart, efter det nordlige derimod i glimmerski- fer. Heller ikke her synes strandlinjen i nogen paaviselig grad at være tildelt noget forskjelligartet præg gjennem disse bergarters saa højst ulige strukturforholde. 5. Over den lavere Ansneslinjes nederste stødtrin, der stiger op umiddelbart fra den nuværende havstandslinje, fandtes dagfladen bygget af en mild glimmerskifer, rigt indfældt med røde granater. Disse stikke her over dagfla- den ikke altid frem i hele krystallegemer men derimod hyp- pigst overskaarne, saaledes at de gjennemskaarne flader af granaterne her falde sammen med bergvæggenes dagflade. Efter strandbelterne langs disse strøg dannes bergarten meget hyppig af granatrige skifere. Skjønt udsatte for sjøens stadige brydninger er forholdet i ovennævnte henseende dog — saavidt hidtil iagttaget — helt forskjelligt fra det ved Ansnes. Man vil nemlig her i regelen finde de i bergarten indfældte granater stikkende frem fra dagfladen som smaa knuder og i sine oprindelige mere helt udviklede krystaller. Det synes saaledes som om ejendommelig skurende kræfter i sin tid maa have arbejdet i strandbelterne ved Ansnes. Det skal medgives at de her omhandlede forholde ved strandlinjeforekomsten vistnok ikke i og for sig kun- ne blive at gjøre gjældende som mere afgjørende vidnes- byrd mod en forudsætning om at strandlinjedannelsen i det væsentlige skulde være at henføre til sjøens brydende evne. Imidlertid tør de dog paa forhaand være at tillægge nogen Terrasser og gamle strandlinjer. 43 betydning, — i ethvert tilfælde indtil der maatte foreligge de nødvendige forudsætninger for herom i det hele at kunne fælde en sikrere dom. Jeg har tidligere paa et andet sted fremlagt som det synes afgjørende vidnesbyrd for at landgrunden over det nordlige Norge gjennem de laveste 10 å 12 m. maa have steget langsomt og jevnt i forhold til havfladen. Denne slutning kan yderligere støttes ved senere aflæsninger. Der er saaledes ovenfor under beskrivelsen af terrasse- dannelserne ved Malangsejdet paavist at der i de lavere par- tier af det fra den nuværende strandbred fremspringende stødtrin sees flere tæt paa hinanden følgende horisontale lin- jer eller render, — utvivlsomme merker efter tidligere hav- standslinjer. Lignende forholde vil ogsaa være at aflæse paa andre punkter efter disse strøg. Saaledes saaes under for- bisejling langs den vestlige side af Malangen noget nordenfor indbøjningen til Rogsfjord et stort antal tæt paa hinanden følgende horisontalt løbende linjer at spænde sig frem fra strandbredden opover til en forholdsvis ret anseelig højde. Disse aflæsninger i forbindelse med det tidligere omhandlede forhold over Skatøren paa Tromsø,*) ligesom ogsaa forekom- sten af skjælbanker, der paa forskjellige steder i fuld sam- menhæng stige op fra det nuværende strandbelte indtil en højde af 10 å 12 m. over det nuværende strandbelte, vidner paa det bestemteste for at den nysnævnte jevne og langsom- me stigning ikke er at henføre til en eller anden enkelt lokalitet. men at den gjælder for store omraader inden det nordlige Norge. I linjesystemet over Sandvik er der endvidere under de- tailbeskrivelsen paavist, hvorledes stødtrinet mellem første og *) „Continentalmassers langsomme seculære hævning eller sænkning*, Tr. Museums Aarshefter I. 44 Karl Pettersen, anden trinflade — her altsaa til en højde af omkring 100° over den nuværende havstand — fra fodpunktet op til øver- ste kant er oversaaet med smaa rullestene, der ganske bæ- rer strandstenenes ejendommelige særpræg. Dette forhold vil neppe kunne forklares anderledes end under forudsætningen om en jevn og langsom stigning af stødtrinet. Gjennem Kvar- tærtiden maa der som tidligere fremholdt efter al sandsynlighed i det hele og store have raadet temmelig ensartede stignings- forholde ikke alene over de her omhandlede strøg, men fremdeles ogsaa ud over langt videre omraader. For disse strøgs vedkommende vil der saaledes her foreligge vidnes- byrd for landgrundens jevne og langsomme stigning i forhold til havfladen mindst til en højde af omkring 100’ (30 m.) over den nuværende havlinje. Men hertil kommer endnu et andet forhold, der muligens kunde tyde hen paa at den langsomme og jevne niveaufor- andring kan blive at trække op til end større højde I en nylig offentliggjort afhandling*) omhandles korteli- gen, hvorledes der hyppigt over de stejle til lodrette berg- vægge sees en ejendommelig firnisartet hinde af fedtagtig glans. Dette hindeagtige belæg, der efter stenens grundfarve snart kan være lysere snart mørkere, taber for blæserøret let sin fedtagtige glans ug gaar samtidig over til et hvidt porøst overdrag. Hinden maa saaledes aabenbart indeholde bestanddele, der let lade sig forflygtige. Der antages saale- des at være grund til at forudsætte at den maattte være fremgaaet gjennem fremmede stoffers indvirkning paa dag- fladen og at dannelsesprocessen nærmest kunde være at hen- føre til en tid, da berget enduu laa udsat for havvandets indvirkning. For i saa henseende om muligt at komme sagen nær- *) ,Skuringsmeerker i det nuværende strandbelte*, Tromsø Museums Aarsh. II, Terrasser og gamle strandlinjer. 45 mere paa spor undersggtes først forholdene inden den nuvæ- rende litoralzone fra laveste vandstandslinje opover. Efter den sydvestlige side af Tromsøen bygges fjeldgrun- den af glimmerskifer i hyppig vexling med krystallinisk kalk- sten og en amfibolitisk granatrig hyppig eklogitartet bergart. I de laveste partier af littoralzonen, der tæt var overdækket med Alger med sine stængler og blade, fandtes denne amfi- bolitiske sten tildels dækket med et mere løst overdrag. Algerne indvirke her gjensynligt destruerende paa stenens ydre hud, denne bliver porøs og gaar tildels over til et tyndt belæg af sandagtig grus. Paa andre steder, hvor stenen fandtes fri for algebedækningerne, viste den en jevnere om end ikke glat overflade. Denne traadte frem med en ejen- dommelig brunlig farve og og fandtes rigt overdækket med hvide serpula. I de øvre partier af tangbeltet viste derimod den mørke amfibolitiske bergart sig hyppig under tangbedæk- ningerne overdraget med en mørk, sortagtig grøn hinde af en fedtagtig glans. For blæserøret brænder denne sig med lethed hvid. Den er stærkt jernholdig. Fra tangbeltet sky- der berget sig under langsom skraaning op over højeste vand- standslinje og her vil det hindeagtige belæg ikke længer være at paavise over den amfibolitiske bergarts dagflade. Den krystalliniske kalksten viser intetsteds tegn til lig- nende hindebelæg. I de laveste partier af tangbeltet er kalk- stenen derimod stærkt belagt med et grusagtigt overdrag, fremgaaet af de forskjellige kræfter, der her virke destrue- rende over stenens overflade.*) Over glimmerskiferens overflade er der derimod i saa henseende ikke at spore mere særlig fremtrædende indvirk- ninger. Den nordlige del af Tromsøen bygges af en paa det *) Cfr. ovennævnte afhandling ,Skuringsfænomener i det nuværende strandbelte*. 46 Karl Pettersen. nærmeste kvartsfri hornblendegneis, der hyppig gaar over til en ulaget syenitartet sten. Denne dannes af hvidlig feltspath (forherskende Oligoklas med noget Orthoklas) og Hornblende. I strandbeltet sees stenen hyppig overtrukket med en firnis- agtig hinde, der ofte kan danne snart en mere gjennemskin- nelig melkehvid emalje, der ofte ligner smeltet stearin (stea- rindryp). Ogsaa denne hinde gaar for blæserøret let over til et hvidt porøst overdrag. I kolben afsætter den vand. Det er imidlertid navnlig over de stejle til lodrette væg- ge efter Bredviklinjens stødtrin at dette hindeagtige overdrag er at paavise. Naar man op over stødtrinets øverste kant, hvorfra berggrunden stiger op i langsommere skraauing, vil den firnisagtige hinde strax forsvinde. Den nordlige del af Tromsøen stiger i den saakaldte Stakkevoldsaas op til en højde over havfladen af 450° (131 m.). I eu hojde af 350° (110 m.) gjennemskjæres fjeldmassen efter dens østlige skraaning i retning fra sv mod no af et et par hundrede fod bredt skar, hvis bundflade paa det nærmeste er dækket af et lidet ferskvand. Langs bundfladens begge langsider rejser sig stejle til lodrette vægge af en 20 à 30° højde og danne saaledes to parallellsbende stødtrin. Ogsaa her fandtes den syenitartede bergart efter stødtrinets stejle vægge hyppigt belagt med det firnisartede overdrag. Fra den øvre kant af det indre stødtrin stiger berggrun- den igjen langsomt op til Stakkevoldsaasens højeste punkt, men over disse skraaninger, hvor berget hyppig træder udæk- ket frem, vil der intetsteds være at paavise tegn til firnisse- ring. Tværtimod bærer stenen heri dagfladen overalt stærke spor efter ydre kræfters destruerende indvirkning. For nærmere at undersøge, hvorledes forholdet i saa henseende kunde træde frem i større højde, foretoges en excursion til Krogelvdalen. Denne lille fjelddal skjær sig ind i fastlandstrækningen fra den østre side af Tromsøsundet — i den samme syenitartede bergart, som den, der raader Terrasser og gamle strandlinjer. 47 over den nordlige del af Tromsøen. Op i en højde af noget over 1100’ (350 m.) afsluttes dalen som en ret udpræget botten-dal. Langs dalens vestlige side skyder det nøgne berg hyppig frem i stejle bergvægge. Disse undersøgtes i en højde af omkring 1200’ (380 m.) over havfladen. Den syenitartede bergart fandtes her paa sine steder at træde frem med mere afglattede flader, der tildels synes at minde om det firnisagtige belæg i de lavere niveauer. Bergvæg- gene opefter Krogelvdalen viste imidlertid herunder en langt svagere glans end tilfældet er langs de gamle strandlinjer. Glansen var tillige mere glasagtig og ingenlunde fedtagtig. Heller ikke vil der her kunne være tale om noget stærkere fremtrædende mere selvstændigt overdrag, idet afglatningen her alene synes at berøre stenens yderste hud. For blæse- røret viste dette overdrag heller ikke samme forhold som ovenomhandlede firnisagtige belæg. Det gaar nemlig ikke over til det hvide porøse overdrag men holder sig uforan- dret mod blæserørsflammens paavirkning Der synes saale- des ikke at skulle være nogen grund til at sammenstille for- holdet op efter Krogelvdalen med det, der træder frem langs efter de gamle strandlinjer. Af hvad der saaledes her er fremholdt vil det sees 1) at det firnisagtige belæg kan dannes i litoralzonens tangbelte og at det der maa være fremgaaet som et resultat af forskjellige organiske kemiske og mekaniske kræfters indvirkning paa bergets overflade 2) at det over den nuværende havflade alene vil være at paavise i stejle til lodretstaaende bergvægge og at det derunder navnligen træder frem over dagfladerne af de gamle strandlinjers stødtrin 3) og at det derimod aldrig vil være at paavise over de mere sagte stigende bergskraaninger, hvor ydre kræfter synligen øve en langt stærkere destruerende indvirkning 48 Karl Pettersen. paa dagfladen end tilfældet er over de stejltstaaende bergvægge. Dette udelukker imidlertid ikke en forudsætning om at firnissen ogsaa kunde afsættes over havfladen f. ex. gjennem indvirkning af atmosfærilierne eller gjennem den uafladelige nedsilring over lodrette bergvægge af med organiske og an- organiske stoffer i mer eller mindre grad mættet vand. Der mangler vistnok for tiden de nødvendige forudsætninger for med mere afgjørende bestemthed at kunne besvare dette spørgsmaal. Efter hvad der imidlertid ovenfor er fremholdt antages der imidlertig foreløbig nærmest at være grund til at feste sig ved en forudsætning om at firnissen i det hele er at henføre til havvandets umiddelbare indvirkning. Pna den ene side træder den frem mest karakteristisk udpræget enten efter strandbeltet eller efter gamle strandlinjer, — alt- saa i niveauer, der enten ligge eller i en geologisk talt nær- liggende tid har lagt under havvandets umiddelbare indvirk- ning. Og paa den anden side er forholdet ikke — saavidt hidtil iagttaget — at spore i højere liggende niveauer eller her i ethvert tilfælde alene under højst tvivlsomme former. Altsaa — under forudsætning af at den omhandlede firnis er dannet under havvandets umiddelbare indvirkning, vil der altsaa kunne drages den slutning at havstanden har naaet saa højt op, som til det højeste punkt, hvor firnisserede bergvægge ere at paavise. Men deraf vil endvidere fremgaa, at landgrundens lang- somme stigning (eller havstandens langsomme sænkning) er at gjøre gjeldende for adskillig større højde end ovenfor paavist. Da strandlinjernes stejle stødtrin nemlig kunne vise sig firnisserede fra fodpunktet op til øverste kant, maa under nysnævnte forudsetning udgravningen af strandlinjen nød- vendigvis være paabegyndt fra sammes øvre kant. Stødtrinets stejle væg maa saaledes være dannet ved havsjøens udgrav- Terrasser og gamle strandlinjer. 49 ning under landgrundens langsomme stigning. Hvert punkt af stødtrinets stejle væg maa nødvendigvis have lagt i lito- ralbeltet. Tidligere er paavist — fra forholdene som de ere at aflæse ved Sandvikens strandlinje — at landgrunden lang- somt maa være steget op i de laveste 100”. Imellem Sand- viken og Grepstad træder der endvidere frem mellem de her i 101 og 123° højt liggende strandlinjer en anden selvstændig strandlinje med et udpræget stødtrin. Efter den hgjeste Grepstadlinje viser ikke alene stødtrinet sig firnisseret, men firnissen er her ligeledes at paavise efter flere bergvægge indtil en højde af 200° o. h. Mellem 100 og 200° er der saaledes her at paavise firnisserede bergvægge paa det nær- meste i fuidstændig sammenløben nedenfra opad. I henhold hertil maa altsaa den faste fjeldgrund efter disse strøg 1 niveauet fra den nuværende havflade op til en + højde af mindst 200’ over samme have steget langsomt og i det væsentlige jevnt. Af de oven omhandlede strandlinjer optræde som tidli- ligere nævnt flere alene mere lokalt og som kortere brud- stykker, andre derimod efter længere sammenløbende strøg. De sidste ere i regelen ogsaa de, der ere stærkest udpræ- gede. Fæster man sig altsaa ved forholdene, saaledes som de træde frem efter de her omhandlede strøg, saa synes der at maatte være grund til at sondre mellem disse mere lokale dannelser og de, der bære et mere selvstændigt karak- præg. Dette gjelder ikke alene de i fast berg indgravede strandlinjer, men ogsaa de egentlige terrassedannelser. Her synes der altsaa at kunne være grund til at forudsætte at ejendommelige forholde maa have raadet under disse mere selvstændige linjers dannelsestid. For terrassernes vedkommende synes forholdet i saa hen- seende i virkeligheden at maatte ligge rm Ne aabent. 50 Karl Pettersen: Terrasserne ere byggede af løst materiale og dannelsen af disse er altsaa væsentlig betinget af den stærkere eller sva- gere tilgang af materiale, der skaffes tilveje gjennem de ero- derende kræfters indvirkning over det faste land. Men mas- sen af erosionsmaterialet betinges igjen vel nærmest af de meteorologiske forholde. Terrassedannelserne her vidue saa- ledes for at der over disse strøg gjennem den postglaciale tid maa have raadet stærke periodiske vexlinger i de klima- tiske forholde. Med hensyn til de i fast berg indgravede strandlinjer ligger forholdet i saa henseende vistnok ikke saa aabent for en dag. Imidlertid kan der vel ogsaa for disses vedkom- mende være nogen grund til at forudsætte at periodiske kli- matiske vexlinger ligeledes her kan have spillet en ganske be- tydningsfuld rolle. Fremtidige undersggelser maa det imidlertid være forbe- holdt herom at drage mere berettigede slutninger. Spørgsmaalet om strandlinjedannelsen er nært knyttet til spørgsmaalet om en foranderlig havstand. I saa henseen- de har ogsaa forskjellige forfattere, saaledes H. Trautschold *) og Edv. Suess fæstet sig ved strandlinjerne langs det nord- lige Norge. Edv. Suess har nylig i en afhandling **) frem- holdt havstandens foranderlighed under en gjentagen vexel af langsom stigning og sænkning. Under denne vexling an- tager han at der undertiden kan indtræde saadanne compen- sationer, at strandlinjen undtagelsesvis gjennem længere tid kan holde sig nogenlunde uforandret. ,Da vil den paa sine steder kunne grave sig ned som en dyb fure i den haarde *) H. Trautschold „Sur l’invariabilit@ du niveau des mers“. Moskau 1879. D.S. „Zur Frage über des Sinken des Meerespiegels“. Moscau 1880. **) Edv. Suess. „Über die vermeintlichen secularen Schwankungen einzelner Theile der Erdoberfläche“. Sep.-Abdruck aus der Verh. d. k. k. geologische Reichsanstalt, Wien 1880. Terrasser og gamle strandlinjer. 51 klippe, som tilfældet er ovenfor Montreal i Canadaz ved Tromsø i Norge.“ Som ovenfor paavist træder imidlertid strandlinjerne over disse strøg frem i saagodtsom hvilkensomhelst højde fra den nuverende havstand indtil en højde af 136’ over samme. Det kan saaledes synes som om de af Suess forudsatte oscil- lationer her maatte have fulgt noget for hyppigt paa hinan- den. Skjønt forholdene her — efter hvad der hidtil er aflæst — ikke synes ganske at kunne lade sig forklare efter de af Suess fremholdte forudsætninger, skal det dog indrømmes, at hans fremstilling fortjener megen opmærksomhed. Den synes ogsaa i flere retninger at skulle kaste et klarere lys over forskjellige geologiske forholde, der hidtil have staaet temme- lig gaadefulde. Det skal endvidere erkjendes at strandlinje- dannelsen igjennem denne finder en mere tilfredsstillende forklaring, end gjennem tidligere fremholdte forudsætninger om landgrundens vertikale stigninger. I ethvert tilfælde sy- nes de her omhandlede forholde at skulle finde sin rimeligste forklaring under forudsætningen om en foranderlig havstand. Resume. 1. Strandlinjer og terrasser er i det hele og store ikke knyt- tede til bestemte niveauer. 2. Af strandlinjer og terrasser optræde nogle mere lokalt og brudstykkemæssigt. Andre spænde sig derimod mile- vidt frem. 3. Disse sidste, der i regelen ere mest typisk udprægede, ere knyttede til mere bestemte niveauer og som saadan- ne åt paavise efter vide strøg langs det nordlige Norge. 4. Hver enkelt af de i fast berg indgravede strandlinjer bevare overalt et paa det nærmeste horisontalt løb, hvad enten den skyder frem efter en med kyststrøgene mer eller 52 10. Wis 12. Karl Pettersen. mindre ligelgbende retning eller i retning fra kysten indover. Derimod træde de forskjellige trin paa en vis maade trappevis frem i lavere og hgjere niveauer efter retning fra kysten indover. De hgjest liggende strandlinjer ere saaledes at paavise efter de indre sundløb eller dybere indskaarne fjorde. Betingelserne for strandlinjedannelsen synes i henhold hertil at have indtraadt tidligere og tidligere efter ret- ning indenfra udad mod kysten. Strandlinjerne ligesom ogsaa terrassetrinene ere dannede i strandbeltet. Foruden havets skurende og brydende arbejde synes og- saa andre skurende kræfter at have været virksomme under strandlinjedannelsen. . Dannelsen af de mere udprægede og til mere bestemte niveauer knyttede strandlinjer har rimeligvis tildels været betinget af forskjellige periodiske klimatologiske vex- linger. Strandlinjedannelsen er paabegyndt efter stødtrinets øver- ste kant og udgravningen er saaledes foregaaet ovenfra nedad under landgrundens langsomme stigning 1 forhold til havfladen. Landgrundens stigning i niveauerne fra den nuværende havstand op til en højde af mindst 200' (63 m.) over samme maa være foregaaet langsomt og jevnt — og derimod ikke stød- eller rykvis. De under den postglaciale tid efter det nordlige Norges kyststrøg foregaaede niveauforandringer i det indbyrdes forhold mellem landgrunden og havfladen lader sig let- test forklare under en forudsætning om en foranderlig havstand. Tromsø den 23de Oktober 1880. Lepidopterologiske bidrag til Norges arktiske fauna. Af J. Sparre Schneider. Kjendskabet til vort lands sommerfuglfauna har, saa mangelfuldt det end i det hele og store taget maa siges at være, dogide sidste aar gjort et betydeligt fremskridt, hvad der i væsentlig grad maa tilskrives vor fortjenstfulde entomo- log kand. Schøyens ihærdige og med sjeldent held kronede undersøgelser saavel i det sydlige som polare Norge. Ved hans og egne gjennem 4 sommere fortsatte ekskursjoner er saaledes en større del af Tromsø og Finmarkens amter ble- ven undersøgt i entomologisk, nærmest lepidopterologisk henseende, og resultaterne heraf nedlagt i en af Schøyen med megen omhu udarbeidet interessant oversigt over det arktiske Norges sommerfuglverden. Til de arktiske egne har saavel af zoologer som botani- kere været henført alle strækninger nordenfor polarcirkelen, saaledes ogsaa en væsentlig part af Nordlands amt, idet der dog, navnlig for sødyrenes vedkommende, maa drages en temmelig markeret grænse mellem kystrandens og de indre fjordbundes fauna, hvoraf den sidste har et fuldstændigt arktisk (circumpolart) præg, medens den første ejer overvei- ende sydligere (boreale) former. Dette forhold, hvorpaa og- saa jeg blev opmærksom efter de par første udflugter i Tromsø 54 J. Sparre Schneider. amt, er først bestemt og klart fremstillet af professor G. O. Sars i en opsats i Tromsø museums aarshefte no. % pag. 58—64, hvori grænserne fastsættes mellem den boreale og arktiske fauna, paa den ene side for kystliniens vedkommende, hvor Nordkap danner et temmelig tydeligt, grænseskjel og paa den anden for de indre fjordarmes, hvor den arktiske faunas sydgrænse bliver at sætte ved polarcirkelen eller vel endnu sydligere, idet imidlertid nøiere undersøgelser mangler i de sydligste dele af Nordlands amt. Denne lov gjælder ogsaa delvis men med betydelige modifikationer for landfau- naens, her insekternes vedkommende, høiden over havet spil- ler dog en langt større rolle, er en langt vægtigere faktor i bestemmelsen afinsekternes udbredelse end den indflydelse, som dybden udøver paa sødyrenes verden. Rummet tillader mig imidlertid ikke her at gaa ind paa nærmere redegjørel- ser, heller ikke er undersøgelserne saa udtømmend> og de foreliggende fakta saa mange og saa klare, at en nøiere bearbeidelse deraf vil være synderlig frugtbringende efter det standpunkt, hvorpaa vort kjendskab til den arktiske insektfauna fortiden befinder sig. Hensigten med denne lille opsats er derfor kun at redegjøre for resultaterne af en kortvarig entomologisk udflugt til Bejern og Grote i sidste halvdel af Juli i det forløbne aar som bidrag til en senere mere indgaaende fremstilling af sommerfuglenes udbredelse i det arktiske Norge. Kun et par punkter af det vidtstrakte Nordlands amt har hidtil, og det kun meget mangelfuldt, været undersøgt i lepidopterologisk henseende, nemlig først Ofoten, hvor prof. Zetterstedt i 1823 samlede paa et par steder (og jeg selv nogle dage omkring Fagernæs August 1879), dernæst Bodø, hvor saavel de tyske forskere Dr. Staudinger og Dr. Wocke som Schøyen har benyttet den korte tid, dampskibene her ligger over, til et besøg paa den store Bodø-myr, og endelig Saltdalen, hvorfra haves nogle optegnelser af pastor Sommer- Lepidopterologiske bidrag. 55 felt i Saltdalens beskrivelse, og hvor Schøyen forrige aar samlede en l4dages tid, desværre altfor tidlig paa aaret til derfra at kunne medbringe andet end et yderst fragmenta- risk bidrag, der dog suppleres noget ved de af Doc. Sahl- berg i midten af Juli samme aar og sammesteds gjorte fund, anførte af Schøyen i hans førnævnte oversigt over de arkti- ske Lepidoptera. Endelig har jeg i sidste halvdel af August 1879 samlet endel sommerfugle i Lødingen paa Hindøens sydostside. I den forløbne sommer har jeg foruden et par ekskur- sjoner til Bodø-myren, hvor flere interessante fund gjordes, havt anledning til at anstille noget omhyggeligere undersø- gelser paa 3 forskjellige punkter i Nordlands amt, nemlig i Bejerns dalføre, paa Grøtø i Stegen samt omkring kirkeste- det i Hammerø, fra midten af Juli til omkring midten af August. Det er fundene paa de 2 førstnævnte lokaliteter, der her skal gjøres rede for, i Hammerø fandt jeg vistnok ogsaa adskilligt af interesse, men aarstiden var da allerede saa fremrykket og veiret for det meste saa ugunstigt, at det indsamlede materiale ikke blev tilstrækkeligt til en speciel fortegnelse for dette sted; heller ikke har jeg anseet det for tilraadeligt at slaa fundene fra alle 3 steder sammen til én fortegnelse, da baade Bejerns og Grøtøs fauna er saa ejen- dommelig, at de maa behandles hver for sig forat kunne give det rette indtryk. Af de mærkeligere fund 1 Hammerø skal jeg derfor kun nævne: Hudena lateritia, Abraxas mar- ginata, Cidaria immanata Hw., C. didymata, Crambus culmel- lus og Leioptilus osteodactylus, der samtlige her har sin (hid- til kjendte) nordgrænse, desuden Phasiane clathrata, Cidaria sociata, simulata (alm.), dotata (i masse), testata ‘tem. hyp- pig), sordaria, Anuitis paludata m. fl. Eupithecia indigata var ikke sjelden mellem Juniperus i friske eksemplarer 12te —]4de August; denne hos os kun nordenfor polarcirkelen bemærkede art fandt Schøyen for første gang i Saltdalen i 56 J. Sparre Schneider. begyndelsen af Juni 1879, samme aar i August tug jeg et par stykker i Trondenæs og i Ofoten (22de), hvad der synes at tyde paa en dobbelt generation; at det er samme art, der har en saa forskjellig flyvetid, er bekræftet af Schøyen, der har havt nogle af mine exemplarer til undersøgelse. Argynnis selene, euphrosyne og Catastia auriciliella fløi endnu 6te August. A. aglaja var her som overalt yderst alminde- lig, de indfangede eksemplarer skiller sig ikke mærkbart fra dem, jeg har fra det sydlige Norge, de er dog gjennemgaa- ende lidt mindre. Blandt de ved Bodø (l4de & 26de Juli) indsamlede arter, befinder sig ogsaa et par for den arktiske fauna nye sager, nemlig Lycena minima, der ikke var sjelden 1 friske eksemplarer af begge kjøn paa en bakke ved Bodø-myren, hvor de helst sad paa blomstrende Geramum, men ogsaa slog sig ned i græsset, naar vindbygerne blev for voldsom- me; forhen nordligst bemærket ved Alstahaug. Desuden fandt jeg et friskt eksplr. (han) af den for de arktiske egne nye og hidtil kun paa Dovre bemærkede Mimes. pelidnodac- tylus Stein; i mængde fløi Botys nebulalis, Cat. auriciliella, Zyg. exulans, Lyc. icarus & argus m. fl. I en lysegul som- merfugl, der desværre førtes mig ud af syne i den starke blest, troede jeg at gjenkjende Coenonympha pamphilus; denne observation faar senere undersggelser bekrefte, fun- det vilde have veret af overordentlig interesse. I haven paa Bodg prestegaard saa jeg paa Prunus padus en larve, der efter al sandsynlighed tilhørte Cheimatobia brumata. I Bejern (67° n. br.), hvor jeg samlede fra 16de—24de Juli under særdeles gunstigt veir, undersøgtes følgende loka- liteter, der først i korthed skal omtales: 1. Dokmo med præstegaardens nærmeste omgivelser paa den søndre og Moldjord (kirkestedet) paa den nordre side af Bejerelven, der her flyder stille, ligger paa en af de mange terrasser, der gjennem hele Bejerns dalføre mærker Lepidopterologiske bidrag. 57 det gamle havnivaa og danner underlaget for det meste dyr- kede og dyrkbare jordsmon. Underst ligger mægtige lerlag, saa kommer endnu mægtigere sandmasser, der flersteds er aldeles blottede for vegetation og danner fuldstændige flyve- sandsfelter; som oftest er dog sandsletterne bevoksede med kort tyndt græs, og dyrket bærer de vakker eng og ager (meget rug); skoven er saalangt nede i dalen ikke storvækst og bestaar hovedsagelig af birk og or. Paa kryds og tvers er terrasserne furede af dybe kløfter, hvorved fremkommer mægtige brinker af indtil 100’ lodr. høide, der jevnlig for- andrer form ved udras af sandmasserne og udgliden af den underliggende lere. I bunden af kløfterne findes som oftest et bækkeleie, langs hvilket vegetationen er meget frodig, sandbrinkerne bærer hist og her større samlinger af vakker asp, der mærkelig formaar at fæste sig i den løse sand. Selve hovedvasdraget flyder i mange bugter og har i mands- minde betydelig forandret leie, ligesom det i flomtiden sta- dig raserer sine bredder; de lavere liggende gaarde, hvori- blandt præstegaarden, har været alvorlig truede under stor flom. Ovenfor Moldjord og ovenfor den øverste terrasse besøgtes 17de Juli nogle 100 fod opover foden af bjergskraa- ningen, hvor skoven er ganske vakker og høiere op iblandes med furu. Vegetationen var her mærkværdig frodig, navnlig langs bækkeløbene; underskoven var næsten ugjennemtræn- gelig og hindrede fangsten adskillig. Den vakre ,Stormhat* (Aconitum septentrionale) prangede med mandshøie blomster- toppe og hilsede mig som en gammel bekjendt fra fjeldda- lene søndenfjelds. Her fløi en fast utrolig masse sommer- fugle i et stort antal arter og i en arktisk mangfoldighed af individer; i det heletaget har jeg i Bejern og (tildels Grøtø) seet saadanne mængder af sommerfugle, som endnu aldrig har mødt mig her nord og neppe nogetsteds i det sydlige Norge. Desværre var en stor del af de indsamlede specimina meget afflgine, og da sommeren neppe har været 5 58 J. Sparre Schneider. usædvanlig tidlig, synes de fleste arter her at have ligesaa tidlig flyvetid som i vort lands sydligste trakter; den ud- strakte dyrkning af rug tyder ogsaa paa, at sommeren i Bejern maa være meget drivende, og som nedenfor nærmere skal omtales, har faunåen her ogsaa et fuldstændig sydligt præg. 2. Storjord, 1 mil opi dalen, hvorhen man naar ad en paa sine steder halsbrækkende kjørevei, ligger ogsaa paa en stor terrasse 1 et af de videste partier i dalen. Landskabet har her et noget forskjelligt udseende, idet terrasserne for det meste er bevoksede med ganske god furuskov, og mindre blottet sand sees. Et stykke op i fjeldet paa nordsiden ser man Lerelven forsvinde i et hul i selve stenmassen for et stykke længere ned at sprudle frem af en lignende aabning, en naturfremtoning, der skal være hyppig paa disse kanter. Veiret var ogsaa meget gunstigt under mit ophold paa Stor- jord, men udbyttet af sommerfugle ikke stort, da det meste var affløiet; flere sjeldne arter fandtes dog her, det vigtigste. af alle paa denne tur gjorte fund synes mig at være Pararge mera L. en uventet akkvisition for den arktiske fauna. 3. Tollaa, 2 mil fra fjordbunden, var 3die og øverste station. Landskabet har her nogenlunde den samme karak- ter, dog er trævegetationen endnu bedre, saavel furu- som lovskoven mere væksterlig, etsteds saaes endog en større samling af ganske høivoksne og omfangsrige hæggetrær. I selve dalbunden, hvor jeg hidtil havde holdt mig, syntes vegetationen meget ensformig og temmelig fattig, særdeles rig og afvekslende var den imidlertid op igjennem lierne paa fjeldet ovenfor Tollaa, som jeg 2den Juli undersøgte til ovenfor trægrænsen (vel 2000’ o. h.) hvor Dryas octopetala, Silene acaulis, Diapensia lapponica, Azalea procumbens, An- dromeda og Phyllodoce i rigelig mængde med sine vakkre blomstertæpper næsten udelukkende udgjorde plantevæksten paa det af løse flade smaasten bestaaende underlag. I mid- Lepidopterologiske bidrag. 59 ten af Juli forrige aar havde Docent Sahlberg fra Finland paa fjeldene i Saltdalen helt ude ved fjordbunden fundet en fuldstændig arktisk fauna, hvoriblandt flere af dens ypper- ligste arter som Col. hecla, nastes, Lyc. orbitulus, Cid. polata m. fl. Der var derfor al grund til at vente en lignende sommerfuglverden paa Bejerns fjelde, men udbyttet af denne udflugt til Tollaafjeldet gav i saa henseende et temmelig betinget resultat, idet ingen af de nævnte arter erholdtes, maaske paa grund af veiret, der for Khopalocera ikke var gunstigt. Hvad jeg fandt var ikke desto mindre af megen interesse, idet herved blev end yderligere godtgjort, at disse egne i et par tusinde fods høide ov. havfladen besidder en ren arktisk fauna; alle paa Tollaafjeld fundne arter er ogsaa tidligere iagttagne indenfor den arktiske region. Det var følgende: Arg. v. arsilache, Zyg. exulans, Anarta melaleuca, Psodos coracina, Pygmæna fusca, Fidomia carbonaria, Cid. subhastata, Bot. funebris, Pempelia fusca, Penth. dimidiana, sororculana, mebulosana, metallicana, lacunana, schulziana, Cochyl. deutschiana, Steg. quadrana, Graph. tetraquetrana, Phox. unguicella & myrtillana, Glyphipteryx haworthana, og Plutella cruciferarum. Disse fløi i og ovenfor trægrænsen, længere nede traadte mange rent sydlige arter til som Abraxas marginata, Cid. 3-faseiata, Penthina rufana, cespitana m. fl.; dagsommerfugle saas mindre af omkring Tollaa, længere nede i dalen fløi derimod næsten overalt en stor masse saadanne, navnlig vrimlede det overalt langs veikanterne af Lycæna icarus og forskjellige Argynnis-arter. Den her fremlagte fortegnelse angiver 97 arter Lepido- ptera bemærkede i Bejerns dalføre, visselig kun en brøkdel af det her i virkeligheden forekommende antal: dog tror jeg den viser det hovedsageligste af hvad den bedste sommertid paa disse kanter frembringer, og at man af den kan se sig istand til at give Bejerns sommerfugl- og insektfauna over» hovedet sin rette karakteristik. 60 J. Sparre Schneider. Tager man blot hensyn til lavlandet, kan Bejerns dal- føre ikke længere siges at tilhøre den arktiske zone, da de fleste af de for denne bestemmende arter her mangler; kun nogle faa arktiske „udliggere“, hvoraf Cid. minorata, Bot. decrepitalis & inquinatalis er de vigtigste, forefindes endnu, medens største parten af de øvrige udgjøres af sydligere til- dels subalpine former. Da imidlertid som før nævnt fjeldene allerede i en forholdsvis ringe høide frembringer en ublan- det arktisk Lepidopter-verden, hvad ogsaa er paavist af Schøyen for Saltdalens vedkommende, er jeg ikke utilbøielig til at tro, at trakterne omkring Saltenfjorden bør betragtes som det rette grænsedistrikt mellem den boreale og arktiske fauna; maaske har her de sydlige indvandrere indhentet de tilbagevigende polarboere og blandet sig med den efter gla- cialtiden fra Sibirien kommende stamme, der engang befol- kede hele landet, og hvoraf endnu de sydligere fjelde huser de sidste levninger. Fortegnelse nr. 2 indeholder resultaterne af mine ento- mologiske undersøgelser paa det 3die af de i Nordlands amt i sommeren 1880 besøgte punter, Grøtø i Stegen, hvor jeg hovedsagelig opholdt mig i malakozoologiske giemed men ogsaa benyttede mig af det usædvanlig heldige veir til at indsamle sommerfugle. Grøtø, et gammelt og renomeret handelssted, ligger nær under 68° n. br. paa en af de utallige holmer, der med sine vidtstrakte rev og grunder gjør farvandet her til et af de vanskeligste ved hele vor kyst; afstanden fra fastlandet er neppe mer end "/, mil. Største parten af den langstrakte holme er ubedækket grundfjeld (granit), der danner lave parallelt fra syd mod nord løbende aasrygge med smaa dal- fører imellem, hvor det eneste dyrkbare jordsmon findes, som alt paa et lidet myrdrag nær er taget under kultur; at Grøtøien sen periode er stegen op af havet, kan man slutte Lepidopterologiske bidrag. 61 af det tynde dække af muldjord og mose, der dækker det underliggende skjælsand- og rullestenslag. Naar man fra dampskibet ser den tilsyneladende saa nøgne og ugjestmilde holme, skulde man vanskelig tro, at her paa blomstersmykkede enge rører sig et insektliv saa riet og broget, som nogetsteds i de arktiske egne, ligesom stedet synes lidet skikket til at beboes af andre væsener end de tusinder af skrigende søfugle, der lever høit paa bekost- ning af den store Vestfjords vrimlende undersøiske dyrverden. Men gaar man paa land, forandres landskabet som ved et trylleslag af en venlig fé: Man ser en med stor flid og bekostning anlagt have, hvor hyld, ask og løn, høie nok til at yde skygge for en brændende sommersol, minder en om sydligere bredder, hver tomme dyrkbart jordsmon paa de lange smale sletter bærer ager og eng saa tæt og svær som paa noget mønsterbrug, smaa asp og rogn skyder op af hver fjeldsprække, og de gjæstfrie beboere, der venlig aabner sit rummelige og komfortabte hus for den reisende, færdes her med naturomgivelser for gie, saa storslagne og samtidig saa yndefulde, at de tør maale sig med hvilketsomhelst af de for sin skjønhed søgte punkter langs Nordlands kyst. Dette er Grøtø ved sommertid; om vinteren naar havet gaar med „braat og brand“, tør det vel vende en anden og mindre tiltrækkende side ud, dog er vinteren forholdsvis mild med lidet sne og vaaren indfinder sig tidligt. Allerede for 2 aar tilbage havde jeg fra en paa Grote bosat dame, fru Nanna Gylche, modtaget endel insekter, hovedsagelig Lepidoptera, hvoriblandt var flere arter, der vakte min høieste opmerksomhed; næsten gaadefuld syntes mig den hyppige forekomst af Zygena filipendule, ligesom ogsaa Agrotis lucernea og Hadena lateritia var fund af me- gen interesse. Let forklarlig var derfor den forventning, hvormed jeg foretog den første ekskursion paa Grøtøs enge, og udfaldet overtraf langt mine dristigste forhaabninger, idet 62 J. Sparre Schneider. jeg fra dette indskrenkede omraade i mindre end en uge kunde notere omkring 50 arter Lepidoptera, hvoriblandt alle de tidligere af fru Gylche fundne paa 3 ner: Agr. lucernea, Had. adusta og Lygr. populata; de fleste arter erholdtes i større antal og i friske eksemplarer, hvortil kom et straa- lende sommerveir ‘fra 27de Juli—2den August), der natur- ligvis bidrog ikke mindst til at gjøre resultatet saa gunstigt. Grøtø besidder en arktisk fauna stærkt opblandet med sydligere former; enkelte arter optræder i en egen dragt, der visselig betinges af kystklimatet, ligesom flere ejendom- meligheder i forekomst og flyvetid er ganske paafaldende, hvilket alt findes nærmere omtalt i den specielle fortegnelse. Tilslut skal endnu tilføies, at et T ved arten betegner den som ny for den arktiske fauna, medens de med * merkede paa nævnte lokalitet har sin hidtil kjendte nordgrænse, hvil- ket gjælder for begge fortegnelser. Paa reisen gjordes ogsaa mange interessante fund af Coleoptera, hvoraf jeg skal anføre de vigtigste. Fra Bodø: Feronia borealis & cuprea, Clivina fossor, Harpalus seriepunctatus, Amara torrida, Barynotus moerens (flere eksplr) m. fl. Fra Bejern: Cicindela campestris, saas ikke sjelden ved Storjord, Feronia borealis (udbredt), Cantharis obscura, Geo- trupes stercorarius, Melanotus castanipes, Elater tristis, Pachy- ta interrogationis, Lina lapponica m. fl. Fra Grote har jeg fra fru Gylche modtaget endel Cole- optera, hvoraf kan nævnes Cychrus rostratus, Harp. seriepunc- tatus, Erirhinus equiseti, Anthonomus rubi, Barynotus moe- rens, Hylobius abietis, Trop. mercurialis foruden endel almin- deligere arter. Enkelte af de her nævnte er nye for den arktiske fauna. Lepidopterologiske bidrag. 63 Lepidoptera bemærkede i Bejern (67° n. br.) fra 16de—24de Juli 1880. Rhopalocera. . Pieris brassice L. Begge kjøn fandtes talrig næsten overalt i eksempla- rer, der ikke skiller sig fra dem, jeg har fra det sydlige Norge; navnlig saas en mængde omkring husebygninger- ne paa Storjord, ved Tollaa bemærkedes den dog ikke. P. napt v. bryonie 0. Observeret i et hunindivid mellem Storjord og Tollaa 20de Juli. . Polyommatus hippothoe L. var. stieberi Gerh. Flere eksemplarer observeredes ovenfor Storjord 20de Juli, hvoraf jeg erholdt en ubeskadiget han; 22de paa nedturen fløi den ikke sjelden ved engkanterne paa Stor- jord, hannerne var allerede meget afflgine, af hunner fangedes 2 gode eksplr., der begge paa bagvingernes overside har en række blaa punkter, hvilke hos det ene individ er meget større og tydeligere end paa nogen P. phlæas i min samling. Den anden hun udmærker sig yed betydelig størrelse (vingebredde 32 m. m.), hannen er lidt blegere men skiller sig forøvrigt hverken i stør- relse eller farvetegning fra Kristiania-eksplr, . P. phleas L. Et affløiet eksplr. ved Dokmo 17de Juli, observeredes ogsaa ved Storjord den 19de. 64 +8, J. Sparre Schneider. Lycena argus Lin. var. ægidion Meissn. Talrig i begge kjøn og i friske eksemplarer paa lyng- mark ved Moldjord, længere up i dalen (ved Storjord) observeredes kun et par tilsyneladende ganske affløine individer, hvilket tyder paa en meget tidlig flyvetid i Bejern. De indfangede eksemplarer varierer adskillig baade i størrelse og med hensyn til bredde og skarp begrænsning af den sorte udkant paa vingernes overside men maa dog nærmest henføres til den arktisk-alpine varietet ægidion. . L. optilete Kn. var. cyparissus Ub. Meget sparsom ved Dokmo sammen med foregaaende i tildels friske eksemplarer, ikke bemærket længere op i dalen. Individerne fra Bejern udmærker sig baade i størrelse og farvens livlighed fremfor den lille blege form fra Tromsø og Finmarkens amter, men staar dog, sam- menlignet med tyske eksemplarer, varieten cyparissus nærmest. . L. icarus Rott. (alexis auctor). Enkeltvis ved Moldjord 17de & 18de Juli, i største mængde observeredes den opover hele dalen langs veie- ne og paa engene til henimod Tollaa, hvor den syntes ganske forsvunden. Ved de indfangede eksemplarer er intet særligt at mærke. L. astrarche Bergstr. (agestis auct.) Særdeles overraskende var det under saa høie bredder at træffe denne art, der hidtil ikke var bemærket nor- denfor Dovre. Den fløi 17de Juli ikke sjelden i lien ovenfor Moldjord paa aabne pletter i skoven og satte sig regelmæssig paa blomstrende Geramium, saaledes som jeg har bemærket baade den og dens slægtning L. eu- medon Esp. gjøre paa aldeles lignende lokaliteter søn- denfjelds. I alt medbragte jeg 8 eksemplarer (4 hanner og 4 hunner), der paa et enkelt stykke nær alle er Lepidopterologiske bidrag. 65 friske og ubeskadigede; flyvetiden synes sanledes at ind- treffe kun lidet senere end ved Kristiania, hvor den fal- der i begyndelsen af Juli, om end enkelte eksplr. kan træffes allerede i midten af Juni, ved Næs værk 1 Nede- næs har jeg fundet den frisk endnu i beg. af August. De nordlandske eksplr. varierer som de søndenfjeldske dog ikke med nogen regelmæssighed, saa at de kan siges at udgjøre nogen egen race. Gjennemsnitlig er de noget mindre (24 -27 m. m.), og bærer alle paa oversiden i bagvingernes udkant røde pletter, der hos et par styk- ker imidlertid er lidet fremtrædende; hos Kristiania- eksplr. er oversiden ofte ensfarvet sortbrun. Et par af hunnerne har en noget utydelig lys indfatning af det sorte punkt paa forvingernes overside. Wallengren an- fører i ,Skand. dagfjårilar*, at dette punkt hos hunnen er utydeligere end hos hannen, jeg har altid bemær- ket det omvendte forhold; hos ingen forfatter finder jeg omtalt den hvide indfatning af det sorte punkt paa for- vingernes overside, der hos et eksplr. fra Kristiania er meget fremtrædende. Vingernes underside er ogsaa va- riationer underkastet, idet snart en snart flere af ocel- lerne mangler, ligesom deres stilling heller ikke paa alle eksplr, er den samme. I de senere aar er L. astrarche ogsaa fundet i svensk Lapmarken ved Øvre-Torneå, altsaa endnu nordligere end i Norge; stort længere nord end til Saltenfjorden tror jeg imidlertid neppe den gaar hos os. 9. Vanessa urtice Lin. Findes ikke noteret, men jeg synes at erindre, at over- vintrede affløine eksplr. fløi ved Dokmo; i ethvert fald vil denne ogsaa i de rent arktiske egne meget udbredte art neppe heller mangle i Bejern. 10. Argynnis selene Schiff. Overalt særdeles almindelig, navnlig paa engene langs 6 66 11: 12. 132 14. J. Sparre Schneider. veikanterne, men i saa godt som aldeles affigine eksplr.; de faa brugbare individer, som erholdtes, er forholdsvis smaa og mørkfarvede. A. euphrosyne Lin. Ligeledes overalt men mere enkeltvis og helst i skov- lysningerne; ogsaa af denne art erholdtes kun faa rene eksplr., der 1 sit udseende ikke frembyder noget mærk- bart. A. aglaja L. De første friske eksplr. erholdtes ved Dokmo 17de Juli, senere bemærkedes den overalt i dalen i største meengde, navnlig vrimlede det af dem langs veikanterne omkring Storjord. Individerne fra Bejern er gjennemsnitlig lidt mindre ellers skiller de sig i ingen henseende fra de søndenfjeldske. A. pales Schiff. var. arsilache Esp. Paa Tollaafjeld, omkring 2000' o. havfl., fandt jeg et ganske friskt stykke (han) paa en liden tør myr mellem birkekrat, desuden bemærkedes et par til, som undslap; vistnok af mangel paa passende lokaliteter (en virkelig myrstrækuing kunde intetsteds opdrives) hemærkedes A. arsilache kun paa dette ene punkt; uforklarligere synes mig derimod den totale mangel paa A. pales, for hvil- ken der visselig ikke manglede passende flyvepladse. Medens Å. arsilache er forekommet mig næsten overalt, hvor den med nogen rimelighed kan antages at flyve, har jeg for min del kun paa 2 punkter i den arktiske region bemærket A. pales, der uden tvivl er langt mere lokal. Erebia ligea Lin. Overalt paa enge og 1 skovlysninger, men ikke meget hyppig; i dalbunden var de fleste eksemplarer allerede noget affløine, derimod fangede jeg i lien ovenfor Tollaa til henved 1000' o. havfl. endel ganske rene eksemplarer +15. Lepidopterologiske bidrag. 67 21de Juli. Her som overalt varierer individerne bety- delig i størrelse og farvetegning men nærmer sig dog mere hovedformen end var. adyte Hb., der hos os findes stærkere udpræget paa Dovre end ved dens nordgrænse under 70* n. br. Pararge mæra Lin. Ligesom Lyc. astrarche en uventet akkvisition for den arktiske fauna, dens nordgrænse hidtil var Trondhjem. Allerede ved Moldjord havde jeg 18de Juli bemærket en dagsommerfugl, der saa høist fordægtig ud, men som unddrog sig enhver efterstræbelse ved at sætte sig paa en utilgjængelig sandbrink. Dagen efter bemærkedes fra kariolen flere stykker, der fløi omkring et stengjærde nedenfor Storjord, og hvoraf det lykkedes at fange et par ekspl, der til min forundriug viste sig at tilhøre P. mera, ikke P. hiera, som jeg havde ventet; senere paa dagen fangedes nogle stykker til paa en nøgen fjeldskraa- ning tæt ved Storjord, de var imidlertid meget sky, saa at ialt. ikke erholdtes mere end 8 individer, uagtet et flerdobbelt antal observeredes. De foreliggende 8 eksplr. (4 af hvert kjøn) varierer betydelig baade i størrelse og farvetegning, vingebredden hos den mindste han er 38 m.m., hos den største hun 45 m. m., i gjennemsnit be- tydelig mindre end søndenfjeldske eksplr., der maaler fra 42—49 m. m. mellem vingespidserne. Ved første giekast synes de arktiske hanner at staa ligesaa nær P. hiera som mera, især da de mørkebrune tværbaand paa over- siden er ret tydelige (endnu mere hos hunnerne); be- tragter man imidlertid de tilhørende hunner, vil enhver tvivl, om at den nordlandske art virkelig rangerer under P. mæra, falde bort, og uagtet den i visse henseender fjerner sig adskilligt fra hovedarten over mod hiera, kan eksplr. fra Bejern dog ikke rokke den anskuelse, der skiller mæra og hiera som 2 distinkte arter, dertil er for- 16. 17. J. Sparre Schneider. skjellen i levesæt og forekomst altfor betydelig. Medens hiera efter mine iagttagelser er lokal og næsten udeluk- kende holder til i skovlysninger, navnlig ved stier mel- lem bartræerne, tillige flyver tem langsomt og ikke er synderlig sky, viser mæra sig omtrent 14 dage senere saavel paa enge som 1 løvskov og navnlig paa tørre aab- ne skraaninger, ofte i haver og mellem husene, og er langt fra saa let at fange som den nære slægtning. For- uden ved sin lidenhed skiller de arktiske eksplr. sig ved mørkere og mindre skarpt tegnet underside paa bag- vingerne, oversiden hos hunnerne har meget og livligt orangegult saaledes som hos eksplr. fra det sydlige Nor- ge, en af de væsentligste forskjelligheder fra hiera, der har lidet og mat gult paa oversiden. Forgvrigt varierer de i henseende til ocellernes størrelse og antal og ud- strækningen af den gule farve, saaledes som arten gjør søndenfjelds. P. mera skal være sjelden i svensk Lap- marken, P. hiera er ifølge Wallengren høist almindelig lige til Øvre Torneå. Sphinges. Zygena exulans Hoch. Et par eksemplarer bemærkedes paa Tollaafjeldet 21de Juli i en høide af et par tusind fod over havfladen. Denne art synes blot hvert andet aar at ouptræde i mæng- de, saaledes var den almindelig i Øst-Finmarken i 1878 men syntes helt forsvunden i 1879, iaar særdeles talrig ved Bodø; dog gjælder denne regel ikke for alle trakter, idet den paa enkelte steder som f. eks. paa Grøtø synes at være aarvis. Bombyces. Cymatophora duplaris L. Ikke sjelden i Bejern; enkelte affløine eksemplarer fandtes ved Dokmo, Storjord og Tollaa, her som overalt i løvskov. 18. 19. +20. 21. 22. 23. Lepidopterologiske bidrag 69 Nemeophila plantaginis L. Bemærkedes paa alle af mig besøgte punkter i Bejern; eksemplarerne (lutter hanner), der for det meste var no- get affløine, tilhører alle den nordligere blege form ab. hospita Schiff. Saturnia pavonia L. Paa Tollaafjeld fandtes i circa 2000° høide ov. h. en ganske ung larve, der visselig hørte hid; næringsplanten mindes ikke ret, jeg tror det var Betula nana. Noctuæ. Hadena adusta Esp. Ved Storjord og Tollaa fandtes 2 noget affloine eksplr. af almindeligt udseende, det ene om morgenen siddende paa husvæggen det andet om aftenen paa stuevinduet. Ny for den arktiske fauna. Anarta melaleuca Thbg. Paa Tollaafjeld observeredes et par stykker 21de Juli ovenfor skovgrænsen, hvoraf et i almindelig dragt fan- gedes. Nest A. cordigera den mest udbredte art af slægten. Geometræ. Acidalia fumata Stph. Fløi almindelig i friske eksemplarer ved Moldjord mel- lem lyng og birkekrat, enkeltvis ogsaa omkring Storjord og Tollaa. Abraxas marginata Lin. Overalt i Bejern ganske almindelig i begge kjøn men for det meste temmelig afflgien; fløi kun i de tættere partier af birk og or, hvor det selv om dagen var næ- sten mørkt. Eksemplarerne varierer temmelig meget indbyrdes men skiller sig dog alle fra mine søndenfjeld- ske individer ved det brede sorte tværbaand over mid- ten af begge vingepar, der hos enkelte er helt, hos an- dre afbrudt og hvorved de faar et mørkere udseende, 70 24. 26. 427. 29. J. Sparre Schneider. Blev ifjor for første gang paavist inden det arktiske om- raade af Schøyen, der fandt den i Saltdalen allerede i beg. af Juni, saa at flyvetiden synes at vare meget læn- ge; som i indledningen nævnt tog jeg ogsaa i Hammerø (68° n. br.) et par eksplr., det ene ganske friskt, i mid- ten af August; den sildige flyvetid tyder efter min erfa- ring paa, at arten her er nær sin nordgrænse. Psodos coracina Esp. Et enkelt meget affløiet eksemplar fandt jeg 21de Juli paa fjeldet ovenfor Tollaa circa 2000' o. havfl. Pygmena fusca Esp. Temmelig hyppig i ganske friske exemplarer i og ovenfor skovgrænsen paa Tollaafjeldet, derimod bemær- kedes den intetsteds i lavlandet. Fidonia carbonaria L. 3 affløine huneksplr. 21de Juli sammen med fore- gaaende. Hører til de meget lokale arktiske arter men har en vid udbredelse. Ematurga atomaria L. Et ganske friskt haneksplr. af sædvanligt udseende fandt jeg i lyngen paa sandsletten ovenfor Moldjord 17de Juli. Ny for den arktiske fauna, hidtil ikke be- mærket nordenfor Dovre. . Halia brunneata Thbg. Paa samme lokalitet som foregaaendo fangedes 3 ube- skadigede hanner 18de Juli, et 4de erholdtes ved Tver- vik i bunden af Bejer-fjorden 25de Juli. I Hammerø var den særdeles almindelig i første halvdel af August mellem Vaccinium. Phasiane clathrata L. Enkeltvis i affløine eksemplarer paa engene og i bir- keskovene tæt ved Dokmo, en han ogsaa ved Tollaa 21de Juli; endnu 12te August fandtes et friskt eksplr. i Hammerø, (hvor den var hyppig), saa at denne art i de 30. 31. 32. +33. 34. Lepidopterologiske bidrag. 71 arktiske egne har en meget lang flyvetid (i Saltdalen allerede Sde Juni funden af Schøyen), søndenfjelds er den et af de første vaarbud, der ikke flyver lenge. Cidaria teniata Stph. 17de Juli fandt jeg i et meget tæt krat af birk og or ovenfor Moldjord 4 eksemplarer, hvoraf et par in copula, hunnen ganske frisk, hannerne allerede noget affløine; ogsaa fra Storjord har jeg den noteret under 19de Juli. Ifjor paa samme tid blev den funden i Salt- dalen af Doc. Sahlberg, tidligere ikke bemærket norden- for Romsdalen. C. truncata Hufn. Et enkelt eksplr. paa en vindusrude ved Tollaa 20de Juli. C. munitata Hb. Denne ellers overalt i de arktiske trakter yderst almindelige art fandt jeg i Bejern kun omkring Dokmo, hvor den fløi i friske eksemplarer paa engene ogismaa- skoven; vistnok kun tilfældigvis bemærkedes den ikke paa de andre undersøgte punkter, da den ellers overalt er forekommet mig jevnt udbredt, fra begyndelsen af Juli. C. cambrica Curt. Paa en noget fugtig eng lige ved husene paa Tollaa fangede jeg 20de & 21de Juli 3 eksemplarer (1 affloien han og 2 hunner, hvoraf den ene ubeskadiget) af denne hidtil ikke 1 det arktiske Norge iagttagne art; tidligere ikke bemærket nordenfor Dovre og Romsdalen. G. montanata Bkh. Yderst almindelig i skovene omkring Dokmo og Tol- laa, sjeldnere paa engene, men trods al mgie lykkedes det kun at finde et par brugbare eksplr., hvoraf det kunde sees, at ogsaa her optræder den blegere arktiske form: var. lapponica Stgr., dog stgrre end den gst-fin- markiske. 36. 37. 38. 39. 40. J. Sparre Schneider. C. nebulata Thbg. (dilutata S. V.)? I mine notiser findes larven af denne art optegnet fra Bejern uden nærmere angivelse af lokalitet; det er for- øvrigt en over hele landet udbredt og hyppig art, der hos os periodisk (2) optræder i uhørte masser, som af Schøyen fremstillet i ,Archiv f. Math. og Naturv.* 1878 10 A C. cesiata Lang. Enkelte friske eksplr. ved Moldjord og Storjord, den egentlige flyvetid indtraf forst efter min afreise fra Bejern. C. hastata L. v. hastulata Ub. En meget affløien hun ved Moldjord 18de Juli, talrig | i friske og store eksemplarer af begge kjon 21de Juli paa Tollaafjeld ovenfor skovgrænsen, hvor sneen endnu laa pletvis og dvergbirken endnu stod i knop. C. alchemillata L. Omkring husene og langs agrene ved Storjord og Tollaa fløi denne ellers ikke synderlig hyppige art i mængder, hvori jeg endnu aldrig har seet en Geometer- art optræde, navnlig fløi den i hele skyer omkring et par smaa birketrær ved Storjord; uheldigvis fandtes kun et par brugbare eksemplarer iblandt, resten saa ud til at have fløiet en rum tid. C. minorata Tr. Et enkelt friskt eksplr. ovenfor Moldjord 17de Juli. Meget udbredt, men overalt kun ganske enkeltvis, saa at jeg under 4 sommeres samlervirksomhed i Tromsø stift ikke har kunnet bringe sammen mere end et halvt snes individer. Paa Dovre synes den derimod at være hyppig. C. albulata Schiff. Talrig men i afflgine eksplr. i et lidet dalføre langs et bækkeleie ved Dokmo, ogsaa noteret fra Storjord 19de Juli. Ten 41. 42. +43. 44, 46. Lepidopterologiske bidrag. 73 ©. trifasciata Bkh. Enkeltvis i krat af birk og or ved Dokmo, Moldjord og Tollaa; de indfangede eksemplarer, begge kjen, er taalelig friske men skiller sig ikke mærkbart fra sydli- gere individer og mangler den rødgule udfyldning mel- lem tværbaandene, som jeg saa hos Schøyens eksplr. fra Saltdalen og hvorved jeg troede, at disse maatte karak- teriseres som UC. literata Don, medens de af ham senere er bestemte som virkelige C. trifasciata. Eupithecia satyrata Hb. Et noget affløiet eksplr. fra Tollaa tror jeg tilhører denne slægtens almindeligste og mest udbredte art. E. absinthiata Cl. (minutata Tr.?) Ny for den arktiske fauna, og saavidt det for øieblik- ket er mig bekjendt, her for første gang opført som funden paa Norges territorium. Kun 2 stykker erhold- tes, det ene (lidet og affløiet) i skoven ovenfor Mold- jord 17de Juli, det 2det, der er meget større og næsten ganske rent fangedes paa en bakke bag husene ved Tollaa 21de Jule; dette eksplr. har Schøyen havt til un- dersøgelse, og er det bestemt saaledes af ham. Pyralidina. Scoparia sudetica Zell. Enkelte friske eksplr. ved Storjord og Tollaa. Sc. murana Curt. Et enkelt eksplr. ved Dokmo 17de Juli. Synes at være mere lokal end foregaaende omend næsten ligesaa udbredt. Botys funebris H. Strøm (octomaculata auctor). Synes at have sit egentlige hjem i disse trakter, idet jeg her har fundet den meget udbredt og i et antal af individer, hvori faa arter af slægten pleier at optræde. De første eksplr. fandtes i lien ovenfor Moldjord 17de Juli, de fleste imidlertid affløine; ved ned bemær- 74 +47. +48. 49. J. Sparre Schneider. kedes den ikke, men omkring Tollaa fløi den overalt yderst almindelig saavel paa aabent terræn som navnlig i kratskoven, stedse kun hvor asp stod i nærheden, omkring hvilken den af og til saas i hele flokke svær- mende i solskinnet. Opover foden af Tollaafjeld var individerne mindre affløine og et ganske friskt explr. fangedes endog paa det nøgne fjeld ovenfor skovgrænsen 2000’ ov. hv. Nogen mærkbar forskjel fra søndenfjeld- ske individer kan ikke sees. B. purpuralis Lin. 2 eksemplarer af denne for den arktiske fauna nye art fangedes i skoven ovenfor Moldjord 17de Juli. De er meget smaa og blege som lste generations individer søndenfjelds og har det gule randbaand foran fryndserne paa vingernes overside mere markeret end paa sydligere eksplr., forøvrigt er intet ejendommeligt at bemærke; mere end ét kuld flyver vel neppe i Bejern. B. nebulalis Hb. Overalt i Bejern i største mængde paa alleslags ter- ren, saavel i skov som paa aaben mark, paa tør og fug- tig grund. Mange par in copula erholdtes, hannerne delvis affløine, hunnerne for det meste ubeskadigede. Ogsaa ved Bodø fløi den ret talrig paa en høide ved den store myr i friske eksplr., ligeledes var den talrig paa Grete og blev i Aug. 1879 ogsaa funden 1 nogle faa eksplr. i Trondenæs, hidtil dens nordgrænse. Opfores her for første gang som borger af den arktiske fauna, tidligere var den ikke bemærket nordenfor Dovre. B. inquinatalis Zell. Af denne udpræget arktisk-alpine art erholdtes i Bej- ern kun 2 eksplr., det ene ved Moldjord 18de Juli, det andet dagen efter ved Storjord. Som oftest er den kun at treffe paa myrer men flyver ogsa i birkekrat paa tørre steder. Lepidopterologiske bidrag. 75 50. B. decrepitalis H. S. 51. 52. +53. 25. Syntes at være meget sjelden, da jeg kun fandt et ene- ste, forøvrigt ganske ubeskadiget eksplr. (han) i en dal- sænkning ved Dokmo 16de Juli. Som foregaaende en af den arktiske faunas mest karakteristiske arter, der er bemærket paa næsten alle undersøgte lokaliteter i Tromsø og Finmarkens amter. Crambus pratellus L. Særdeles almindelig overalt paa enge og i skovlysnin- ger men for det meste affløien, saa flyvetiden her maa indtræffe meget tidlig; i Saltdalen blev den af Schøyen funden allerede Sde Juni. Or. dumetellus Hb. Sammen med foregaaende overalt i ganske overordent- lige mængder, saaledes som man undertiden sgndenfjelds kan se Cr. tristellus flyve paa engene; de fleste eksem- plarer var ganske friske, varierer adskillig i størrelse men adskiller sig ikke fra sydligere eksplr. Cr. myellus Hb. 2 friske og ubeskadigede eksplr. (hanner) af denne særdeles vakkre art fandt jeg i lien ovenfor Moldjord 17de Juli sværmende over en gangsti i skoven. Ny for den arktiske fauna, tidligere ikke bemærket nordenfor Dovre. Cr. culmellus L. Almindelig i en udtørret græssump i skoven ovenfor Storjord 19de Juli, ved Tollaa var den heller ikke sjel- den paa de noget fugtigere enge. Har en vid udbre- delse men er efter min erfaring adskillig lokal, foretræk- ker fugtig grund. Or. margaritellus Hb. Enkeltvis i friske eksplr. paa engene omkring Dokmo og Tollaa 18de & 21de Juli. — Søndenfjelds har jeg ho- vedsagelig fundet ‘den paa vaade myrer, i de nordligere strøg synes den at være mindre afhængig af jordbunden, 76 56. 57. 58. J. Sparre Schneider. Pempelia fusca Hb. Et enkelt eksplr. i birkekrat ved Storjord 19de Juli, et 2det i lien ovenfor Tollaa 21de, begge taalelig friske. Forekommer bestandig kun meget enkeltvis men er gan- ske jevnt udbredt. Tortricina. Sciaphila osseana Scop. Dette er den almindeligste og mest udbredte vikler- art i de arktiske egne; i Bejern fløi den overalt i store masser og besværliggjorde ikke lidet fangsten af andre Micro-Lepidoptera. Cochylis deutschiana Zett. Af denne særdeles karakteristiske arktisk-alpine (og circumpolare) art fandt jeg flere tildels ganske friske eksemplarer paa Tollaafjeldet ovenfor skovgrænsen sid- dende paa Betula nana og forkrøblet fjeldbirk 21de Juli. I størrelse varierer den overordentlig, hunnen er under- tiden neppe halvt saa stor som hannen, ogsaa i farveteg- ningen er den adskillig variabel men dog altid let at skille fra de øvrige indenlandske arter af slægten. Hvad lar- - vens næringsplante |angaar, tror jeg den er at søge 1 Be- tula, navnlig B. nana, omkring hvilken sommerfuglen fløi © 1 mængde i Polmak (Øst-Finmarken) Juli 1879. Til de 59. 60. af Schøyen i hans oversigt over de arktiske Lepidoptera nævnte findesteder har jeg endnu at tilføie Nyborg i Nord-Varanger, hvor den fandtes i beg. af Juli 1879. C. dubitana Ub. | Synes at være temmelig udbredt men meget sjelden og enkeltvis i de arktiske egne; ogsaa i Bejern fandt jeg et par stykker, det ene ved. Dokmo i en dalsænkning 16de Juli, det 2det ved Moldjord dagen efter. Penthina sororculana Zett. Et par eksplr. paa Tollaafjeldet i skovgrænsen 21de Juli. Ogsaa i Hammerø bemærkedes afflgine individer 61. 62. 63. 64. 65. +66. Lepidopterologiske bidrag 77 af en Penthina, der vistnok tilhørte denne art, som har en vid udbredelse i de arktiske regioner. P. dimidiana Sod. Et par stykker af denne adskillig udbredte men tem- melig lokale art fandt jeg i skovgrænsen pa Tollaafjeld (2000' o. h) 21de Juli. P. metallicana Hb. Et enkelt friskt eksemplar paa samme lokalitet som foregaaende, lidt mørkere end de normale P. metallicana fra Finmarken i min samling. Den er langt mere lokal end følgende, men hvor den findes, flyver den som of- test i større antal. P. nebulosana Zett. (irriguana H. S.) Noteret baade fra Moldjord, Storjord og Tollaa; ikke saa hyppig som i Tromsø og Finmarkens amter, hvor den næsten overalt er meget almindelig. Af mange for- fattere ansees den som alpin varietet af foregaaende, men da jeg, som Schøyen, flersteds har fundet begge former om hinanden uden egentlige overgange, bør den vistnok rettest indtil videre betragtes som egen art. P. sudetana Standf. Ved Storjord fandt jeg 19de Juli i skovkanten et friskt men lidet og blegt eksplr., som Schøyen har bestemt som tilhørende denne interessante art, der hidtil kun var bemærket i Riesengebirge og paa Tromsøen, hvor den ikke er sjelden, i 1880 endog samlet i større antal. P. schulziana F. Et enkelt friskt explr. paa Tollaafjeld i skovgrænsen 21de Juli. P. rufana Scop. Af denne for den’ arktiske fauna nye art fandt jeg i Bejern 2 eksplr., det ene i lien ovenfor Moldjord 17de Juli, det 2det ved foden af Tollaafjeld 21de, begge gan- ske friske. Hidtil var P. rufana kun bemærket i det 78 6 +68. +69. —- ts © J. Sparre Schneider. sydlige Norge: Bergen, Kristiania og Odalen. De er noget mindre, med færre blyfarvede tværlinier i forvin- gernes yderste 3die part og tydeligere brunt tværbaand i midten end mine bergenske eksemplarer. P. lacunana Dup. Overalt, navnlig ved Moldjord, temmelig hyppig, men for det meste i affløine eksplr. En i de arktiske egne meget udbredt art. P. urticana Hb. Sammen med foregaaende hyppig ved Dokmo og Mold- jord; da jeg antog den for at være en aberr. af den almindelige lacunana, medtoges kun et enkelt eksplr., som Schøyen har havt til eftersyn. Hidtil var den ikke observeret paa arktisk grund. P. cespitana Hb. Ligeledes ny for den arktiske fauna, hidtil kun kjendt fra det sydlige Norge, hvor den er meget lokal. I Bejern var den overalt meget almindelig under mit hele ophold der i begge kjgn og friske eksplr., navnlig fløi den talrig paa engene omkring Dokmo, specielt paa en tør bakkeskraaning ved en af de mange sænkninger i sand meelerne. Aphelia lanceolana Hb. Ikke sjelden 1 friske eksemplarer i en udtørret græs- sump i skoven ved Tollaa 19de Juli i selskab med Cr. culmellus, paa ganske samme slags lokalitet, som jeg har fanget denne art søndenfjelds f. eks. i Krydsherred. Ny for den arktiske fauna, tidligere kun bemærket i de sydlige dele af landet. Grapholitha penkleriana F. R. Et enkelt ganske friskt eksplr. i lien ovenfor Mold- jord 17de Juli. Hidtil var den kun fundet af Dr. Woc- ke i et enkelt individ ved Bodø; i slutningen af August 72. 73. 74. 75. Coe 177: Lepidopterologiske bidrag. 79 1879 fandt jeg den ikke sjelden i orekrat paa Fagernæs i Ofoten, dens nordgrænse hidtil. Gr. tetraquetrana Hw. Paa Tollaafjeld 21de Juli, temmelig affløien, foruden Bossekop i Alten (Stgr.) det eneste findested i det ark- tiske Norge; omkring Kristiania har jeg fundet den hyppig 1 beg. af Juni. Gr. duplicana Zett.? I skoven ovenfor Moldjord fangede jeg 17de Juli et ganske friskt eksplr. (han) af en Grapholitha, som jeg indtil videre har opført under denne art, uagtet beskri- velsen hos Heinemann ikke stemmer godt. Steganoptycha quadrana Hb. Paa Tollaafjeld cirka 2000' o. havfl. fandt jeg ?1de Juli et yderst affløiet men dog kjendeligt eksplr. af denne i de rent arktiske egne meget udbredte art, der her er langt hyppigere end søndenfjelds, og som jeg tror bør regnes til de meget udpræget arktiske former. Phoxopteryx unguicella L. I affloine eksplr. bemærket saavel ved Moldjord som paa Tollaafjeld, hvor den gik til 2000’ o. h.; den egent- lige flyvetid indtræffer i slutng. af Mai og beg. af Juni. Ph. myrtillana Tr. Friske eksplr. erholdtes paa Tollaafjeld 21de Juli sammen med foregaaende; dens flyvetid indtræffer lidt senere end Ph. unguicella’s. Ph. lundana F. Denne tidligere ikke i de arktiske egne bemærkede art fandt jeg ganske almindelig udbredt i Bejern, navn- lig ved Dokmo og Moldjord, hvor den fløi temmelig hyppig omkring buske og krat paa engene fra 16de Juli i ganske friske eksemplarer, der synes mig ikke at skille sig fra søndenfjeldske (fra Kristiania omegn). I ,Enumeratio* er Zetterstedt's fund i Ofoten henført 80 78. +79. 80. 81. +82. 83. 84. 85. J. Sparre Schneider. under ovennævnte art, ifølge Schøyens „Oversigt“ maa det- te fund refereres til Ph. myrtillana Tr. Tineina. Blabophanes rusticella Hb. Enkeltvis ved Dokmo 18de Juli, dagen efter fløi den meget almindelig i begge kjøn i og udenfor husebyg- ningerne paa Storjord. Tinea cloacella Hw.? Ikke sjelden ved Storjord sammen med foregaaende om aftenen 19de Juli. Ny for den arktiske fauna. Incurvaria rupella Schiff. Et enkelt friskt eksemplar i lien ovenfor Tollaa circa 1000’ o. h. 21de Juli. Meget udbredt men altid enkelt- vis som de fleste arter af denne slægt. Nemophora panzerella Hb. Ved Dokmo fandt jeg et enkelt stykke om aftenen den 16de Juli. Adela degeerella L. 2 friske og hele hanner af denne vakkre art, der ikke før var bemærket indenfor det arktiske omraade, fandt jeg ved Tollaa 20de Juli siddende paa en lav busk af Populus tremula. Sendenfjelds er den mig bekjendt kun fundet paa Dovre af Siebke og Schøyen. Argyresthia curvella L. (sorbiella Tr.) Et enkelt friskt eksplr. ved Dokmo 18de Juli. Plutella cruciferarum Zell. Overalt i Bejern, ogsaa paa Tollaafjeld ovenfor skov- grænsen i over 2000 fods høide ov. havfladen 21de Jnli. Denne art har mødt mig overalt, hvor jeg har samlet i de arktiske egne, maaske den mest udbredte af alle vore Lepidoptera. PI. senilella Zett. (dalella auctor.). Ikke sjelden men i ganske affløine individer omkring 86. 87. 88. 789. 90. 91. Lepidopterologiske bidrag. 81 Dokmo; den egentlige flyvetid indtræffer i slutningen af Mai og første halvdel af Juni. Gelechia diffinis Hw. Almindelig omkring Tollaa paa de tørre bakkeskraa- ninger, ogsaa opover fjeldet i skovgrænsen 21de Juli. G. infernalis H. S. Enkeltvis paa Tollaafjeld sammen med foregaaende. G. galbanella À. Ved Dokmo fløi i birkeskoven om aftenen ikke sjelden friske eksplr. af en Gelechia, som Schøyen thar bestemt tilhørende denne kun ved Kristiania og i Alten observe- rede art; ogsaa fra Storjord og Tollaa har jeg medbragt et par eksplr, der uden tvivl tilhører samme species. Bryothropha umbrosella Zell.? Sammen med foregaaende og endnu hyppigere fandt jeg ved Dokmo en art af denne slægt, som Schøyen er- klærede sig ikke at være paa det rene med, hvorfor et par stykker blev sendt til en udenlandsk auctor for nær- mere at granskes og returnede saaledes bestemt. Ny for Norges fauna; ogsaa fra Storjord har jeg medbragt eksplr. af samme art. Pleurota bicostella Cl. Enkelt eksplr. ved Storjord 19de Juli. Oecophora stipella Lin. Ikke sjelden ved Dokmo 16de Juli. Som oftest finder man denne almindelige og udbredte art paa vinduerne inde i husene, sjelden i fri luft. Glyphipteryx haworthana Stph. Paa Tollaafjeld fandt jeg 21de Juli ovenfor skovgræn- sen, vel 2000’ o. h, et ganske friskt eksplr. af denne kun i Alten og paa Dovre bemærkede art, som jeg imid- lertid sidste sommer fangede ikke sjelden paa en myr i Tromsdalen ved Tromsø i beg. af Juli. 82 +93. 94. 95. 796. J. Sparre Schneider. Gracilaria elongella L. Et enkelt friskt eksplr. paa en fugtig eng ved et lidet bækkeløb paa Storjord 19de Juli. Schøyen fandt et eksplr. ved Storjord i Saltdalen Sde Juni, saa flyvetiden synes at vare længe. ; Coleophora laripennella Zett. Noteret fra skoven ovenfor Moldjord 17de Juli. Platyptilia zetterstedti Zell. Ikke sjelden i Bejern; noteret fra Dokmo, hvor den var ret hyppig, ogsaa fra Storjord medbragtes eksplr. Denne art er forekommet mig neesten overalt, hvor jeg har samlet i de arktiske egne. Pl. gonodactyla Schiff. Forekomsten af denne hidtil kun i Kristiania omegn bemærkede art under saa høi nordlig bredde er vistnok en af de interessanteste entomologiske observationer fra den forløbne sommer. Jeg fandt et ganske friskt eksplr. (hun) af nogenlunde normalt udseende ved Dokmo 16de Juli i en dalsænkning ved et bækkeløb, hvor larvens næringsplante, Tussilago farfara, voksede hyppig; allerede i flugten var det ved sin størrelse og graa farvetone let at skjelne blandt de her ikke sjeldent fiyvende PI. zetter- stedti, dens nære slægtning Det i Bejern fangede eksplr. frembyder nogle mindre forskjelligheder fra mine klæk- kede Kristiania-individer, navnlig paa undersiden, der hos hint ikke er saa ensfarvet graabrun som hos disse, afvi- gelser, som jeg imidlertid neppe tror betinger nogen artsforskjel, hvorfor jeg ikke har taget i betænkning at henføre det under Pl. gonodactyla. Som ovenfor nævnt er denne art kun fundet i Kristiania omegn, hvor den imidlertid ikke er sjelden, og hvor jeg i 1876 klækkede et større antal aflarver, der levede i blomsterstilken af Tussilago med hovedet nedad; de forpuppede sig i et hvidt spind udenfor sit skjul paa et blad eller lignende, Lepidopterologiske bidrag. 83 +97. Leioptilus osteodactylus Zell. Ligeledes ny for den arktiske fauna. Det første eksplr. fandt jeg 1 et birkekrat ved Storjord 19de Juli, omkring Tollaa var den ikke sjelden i friske eksemplarer i skov- kanterne sværmende omkring Alnus; ogsaa ved Præst- eide i Hammerø fandtes denne art i første halvdel af August paa lignende lokaliteter. Hidtil var den kun be- mærket i Sandviken ved Kristiania, hvor den blev fun- den af Schøyen sommeren 1879. I. Lepidoptera indsamlede paa Grøtø (68° n. br.) fra 27de Juli-—2den August 1880. Rhopalocera. 1, Pieris brassice L. Saas ikke sjelden flyve over kaalhaven og omkring ud- husene, ogsaa af fru Gylche samlet i større antal. Ved Bodø fangede jeg en hun 25de Juli. 2. P napi var. bryonie O. Fløi enkeltvis sammen med foregaaende. Det med- bragte par er ganske ubeskadiget og tilsyneladende ny- lig udklækket, hvorfor det udentvivl tilhører en genera- tion nr. 2; paa Tromsø høider flyver kun ét kuld (af overvintrede pupper), der viser sig allerede 1 sidste halv- del af Mai, en maaned senere sees kun afflgine individer. 3. Polyommatus phlæas L. 2 store og livligt farvede eksplr. (hunner) medbragtes, fangede 3lte Juli og 2den August, flere observeredes. Ved den lyse underside nærmer de sig var. americanus D’Urban, den almindelige arktiske form, der allerede ved Tromsø er temmelig udpræget. Har i de arktiske egne neppe mere end én generation, hvis individer udklækkes til meget forskjellige tider, 84 J. Sparre Schneider. Lycena argus v. ægidion Meissn. Et enkelt friskt ekspir. (han) 27de Juli paa den lille i indledningen omtalte myr. L. optilete v. cyparissus Hb. — Enkelte tildels friske eksemplarer af begge kjøn fan- gedes paa engene; hannerne frembyder ikke nogen for- skjel fra den almindelige arktiske form, hunnerne ud- marker sig derimod ved stærk blaa bestøvning paa over- siden, ligesom undersiden paa et eksplr. er saa lys, at de øienpunkterne omgivende ringe ikke udhæves fra grundfarven. Skulde denne form vise sig at være kon- stant, kunde den fortjene et eget varietetsnavn beteg- nende den som kystboer. L. icarus Rott. Fløi særdeles almindelig i friske eksemplarer overalt paa engene under mit hele ophold paa Grøtø; ogsaa af fru Gylche samlet i mængde. Her som overalt varierer den overordentlig med hensyn til størrelse, og specielt for hunnernes vedkommende i henseende til blaa bestøv- ning paa vingernes overside, der hos enkelte eksplr. vi- ser sig helt blaa med en bred brun udkant, saaledes som den ogsaa af og til findes i landets sydligste egne. Argynnis selene Schiff. Et enkelt affløiet eksplr. fandt Collett 31te Juli, lige- som han ogsaa tog et ved Nordskot paa fastlandet lige- overfor Grøtø. Å. euphrosyne L. En ganske frisk hun fandt jeg endnu 2den August paa den blomsterrige eng nær husene; eksemplaret er af nor- malt udseende. A. aglaja L. Yderst almindelig paa engene, hunnerne alle friske, af hannerne var enkelte lidt affløine; fru Gylche har ligeledes fundet den talrig. Den arktiske A. aglaja skil- 10. +11. Lepidopterologiske bidrag 85 ler sig ikke saa væsentlig fra den i sydligere egne fore- kommende, at den kan betragtes som en egen race og som saadan tillægges noget eget varietetsnavn; gjennem- snitlig er de nordlige eksplr. lidt mindre og mørkere og bagvingernes underside noget stærkere farvet, men disse mærker er ingenlunde konstante. En af de sidste dage saa jeg et meget mørkt individ, tilsyneladende næsten helt brunt, men det undslap uheldigvis; saadanne mørke eksplr. forekommer af og til i svensk Lapland, hos os er den mørke form endnu ikke bemærket. Det nordlig- ste punkt, hvor A. aglaja er iagttaget 1 Norge, er Tron- denæs (nær 69° n. br.), hvor jeg fandt den talrig Aug. 1879; endnu turde den strække sig et stykke opover ky- sten, dog naar den neppe langt over den 69de grad. Sphinges. Zygena exulans Hoch. Talrig, dog langtfra saa hyppig som følgende, navnlig paa de smaa aasrygge og skraaninger ud mod Vestfjor- den, paa engene mere enkeltvis. Ogsaa fundet alm. af fru Gylche. Saavel de paa Grote som ved Bodø ind- samlede eksplr. staar nærmere hovedformen end var. va- nadis, idet der blandt dem er mange med lys halskrave og gule fødder; den blaa farvetone er dog fremherskende blandt hannerne, hunnerne er oftere grønagtige. Z. filipendule L. v. arctica. Dette er en af Grøtø's interessanteste beboere, maa- ske den mærkeligste af dem alle og et værdifuldt tillæg til den arktiske fauna. Allerede i 1878 havde jeg faaet nogle eksplr. af fru Gylche, der meddelte, at hun havde fundet denne art almindelig paa Grøtø, hvorfra hun lige- ledes i 1879 sendte mig nogle stykker; disse var imid- lertid alle i mindre god forfatning, hvorfor jeg selvføl- gelig var meget forventningsfuld, om det skulde lykkes at erholde rene eksplr. til omhyggeligere granskning. 86 J. Sparre Schneider. Dette haab slog heller ikke feil, idet jeg var heldig nok til at kunne medbringe henved 100 stykker, deraf man- ge friske og nyklækkede, et enkelt sad nylig udkrøbet ved siden af det tomme puppehylster. Den fløi overalt paa engene, de fleste fandtes dog siddende paa græsstraa og blomster, blandt hvilke den syntes at foretrække Trifo- lium, Campanula og Vicia, mange par erholdtes in co- pula, paa grund af den tynde og løstsiddende bestøvning blev de meget snart affloine og ved min afreise saas kun enkelte brugbare individer. Denne form af Z. filipendule fra dens hidtil kjendte nordgrænse tror jeg bør tillægges et eget varietetsnavn, da den skiller sig ikke uvæsentlig fra den under sydligere bredder optrædende. Naar man skal angive forskjellen, vil man finde, at den ligger ikke saameget i enkelthe- derne som i totalindtrykket, navnlig naar man betragter sviter af begge racer ved siden af hinanden; hovedfor- skjellen ligger i den tynde bestøvning, der gjør at selv ganske friske eksplr. ser matte og affløine ud mod en lys baggrund, navnlig gjælder det den røde farve, som i virkeligheden maaske ogsaa er noget blegere end hos sydligere individer, tillige synes skjællene at sidde me- get løsere hos var. arctica; denne er desuden gjennem- snitlig mindre og finere hygget, forvingerne er mere blaa end hos filipendulæ, de røde pletter mindre, hos et eksplr. flyder de over i hinanden, saa at den blaa farve væsent- lig indskrænkes til kanterne, derimod kan jeg ikke finde nogen afvigelse i vingesnit og følehorn, ligesom bagvin- gernes sorte udkant heller ikke viser nogen konstant forskjel; gjennemsnitlig er den dog maaske noget sma- lere end hos hovedformen. Beskrivelsen af Z. v. mannii H. S. hos Heinemann passer ikke paa vor arktiske form, som jeg i begyndelsen tænkte maaske vilde falde sammen med 7. filipendule’s alpine varietet; v mann” H. S.; inter- Lepidopterologiske bidrag. SY essant skulde det været at have eiet eksplr. af denne til sammenligning med v. aretica. Hidtil var Z. filipendule ikke med sikkerhed bemærket nordenfor Smølen, lige- som den endnu ikke er fundet paa vor sydvestkyst; hvor- langt den gaar mod nord paa den anden side af Kjølen er mig ubekjendt, ifølge Wallengren er den endnu almin- delig ved Upsala (60° n. br.) men ikke iagttaget i de egentlige Lapmarker. Bombyces. 12. Nemcophila plantaginis L. Floi hyppig i friske eksplr. overalt paa engene og de torrere partier af myren under mit hele ophold paa Grote; de medbragte individer er alle hanner, der paa en enkelt nær bærer den almindelige arktiske dragt med hvid grundfarve (ab. hospita Schiff.), tildels blot med spor af de sorte længdestriber paa bagvingerne; hos det ene eksplr. er grundfarven næsten ligesaa stærk gul som hos et fra Hardanger. Enkelte hunner saas vistnok, men de undslap uheldigvis alle, ved Bodø lykkedes det mig der- imod at fange en hun. *13. Arctia caja L. Af fru Gylche har jeg faaet et lidet (vingebr. 50 m. m.) men ganske friskt eksplr. (han), klækket dagen for min ankomst af en larve funden paa Grøtø tidligere paa sommeren. Det viser en svag antydning til det rosaskjær over forvingernes lyse tværbaand, som Dr. Staudinger omtaler hos sine eksplr. fra Bodø, hvilket er endnu ty- deligere paa en vinge, som stip. Collett fandt ude paa Engelvær, en mil tilhavs fra Grøtø, og som viser, at Å. caja maa have en ikke liden udbredelse paa denne kyst- strækning i Bodø-trakten. Noctua, 714. Agrotis lucernea L. Dette interessante fund skylder jeg ligeledes fru Gyl- ¢ 88 15. 16. +17. J. Sparre Schneider. che, der har sendt mig et ganske friskt og helt eksplr. (han, vingebr. 35 m. m.) fanget paa Grete 1878. Hidtil var denne sjeldne art hos os kun observeret paa Dovre af Boheman. Agr. conflua Tr. Enkelte meget affløine eksplr. af begge kjøn fangedes om natten sværmende paa engene og omkring buskene i haven. Hunnen af A. conflua synes at være meget sjelden og viser sig først, naar hannerne allerede har figiet en rum tid. Hadena adusta Esp. Fru Gylche har sendt mig et lidet men friskt hunin- divid fanget paa Grøtø sommeren 1879. August samme aar fandt jeg flere næsten udvoksede larver under stene ved Fagernæs i Ofoten, uden at det dog lykkedes mig at klække dem; sammesteds bragte man mig ogsaa en larve, der var funden i bærret af Rubus idæus. H. lateritia Hufu. Ligeledes først funden af fru Gylche i 1879. Allerede samme aften, jeg kom til Grøtø, bemærkedes en del store Noctuer, der i vild flugt sværmede forbi huset, og det lykkedes at fange en, saa at arten kunde konstateres. De næste nætter iværksattes en systematisk fangst og med assistance lykkedes det at samle omkring 120 eksplr. af begge kjøn, de fleste friske og ubeskadigede. De sværmede i største mængde omkring husene og i haven, særlig holdt de sig ved endel rognetrær, paa hvis blade et og andet individ satte sig for et øieblik; over midnat saas adskillige at krybe ind i aabningerne paa stenmu- ren omkring haven, hvor de vistnok havde sit standkvar- ter om dagen, da det paa denne tid trods omhyggelig undersøgelse paa alle steder, hvor Noctuer pleier at skjule sig, ikke lykkedes at opdage en eneste; et enkelt par in copula toges en af de sidste aftener siddende paa N 19: 20. DA Lepidopterologiske bidrag 89 veien, ellers var de overordentlig sky og vanskelige at fange. Hvad de indfangede eksplr. angaar, frembyder de ind- byrdes saa mange forskjelligheder, at det bliver vanskeligt at karakterisere denne nordlige form, som jeg imidlertid ikke har villet tillægge noget eget varietetsnavn, saa- længe der mangler mig et større materiale af sydligere eksplr. til sammenligning Hovedforskjellen fra den ved Kristiania almindelige form bestaar i mørkere vg mere graabrun grundfarve og skarpere tegninger, men ogsaa disse mærker er megen variation underkastet, idet en- kelte eksplr., navnlig hanner, er ligesaa rent rødbrune som Kristiania-eksplr. og har ligesaa udvisket tegning som de fleste af disse sidste; idet heletaget er dog to- talindtrykket ikke det samme, hvorfor disse nordlige in- divider fortjener opmærksomhed og ikke uden videre bør stikkes ind mellem eksplr. fra sydligere trakter. Stor- relsen er gjennemsnitlig den samme. H. lateritia tør være mere udbredt i de arktiske regi- oner og gaa længere mod nord, end man skulde tro; endnu i Hammerø bemærkedes den ikke sjelden om af- tenen omkring husene, og et par stykker fangedes til bekræftelse af observationen. = Geometræ. Acidalia fumata Stph. Et ubeskadiget par 27de Juli paa øens sydspids. Pygmena fusca Thbg. Denne overalt i de arktiske egne almindelige og ud- bredte art floi ogsaa talrig paa Grote paa de solbeskin- nede fjeldskraaninger i tildels friske eksplr. Phasiane clathrata L. Kun 2 temmelig afflgine hanner 27de & 30te Juli. Ematurga atomaria L. Et ganske friskt haneksplr. af normalt udseende fan- 9 90 22. J. Sparre Schneider. gedes i det hgie grees mellem nogle store stene tæt ved ladebygningen 30te Juli; dette og det i Bejern fangede individ er, saa vidt mig bekjendt, de eneste eksplr. af denne sydpaa saa almindelige art, der er fangede paa arktisk territorium. Lygris populata L. Af fru Gylche fundet alm. paa Grøtø; ved min afreise 2den August var flyvetiden endnu ikke begyndt, hvilket var paafaldende, da den allerede 5te August fløi i mæng- de i Hammerø. Paa dette sidste sted fangede jeg ad- skillige eksplr. af var. mausuaria Fr., dog ikke saa ens- farvet brune som de, der erholdtes paa Andenæs, lige- som ogsaa talrige overgange mellem begge former bemærkedes; neppe mere end halvparten tilhørte den normale UC. populata. Efter min erfaring tilhører var. mausuaria fornemmelig kysttrakterne, længere mod nord og inde i landet flyver en form, der viser tendens til at gaa 1 modsat retning, eksplr. fra Alten er saaledes me- get lysere end de almindelige søndenfjelds forekommende. C. truncata Hufn. Flere friske eksplr. af begge kjøn fangedes om afte- nen i haven og paa vinduerne; de tilhører den ægte C. truncata. Medens denne i Hammerø var sparsom og delvis affløien, optraadte i mængde og i friske individer en form, der kun kan henføres under ©. immanata Hw. De indfangede eksplr. varierer overordentlig, saaledes som denne art ogsaa gjør sydpaa, men uagtet jeg ikke kan finde konstante og holdbare skjelnemærker mellem disse 2 arter eller former, tror jeg dog, at de neppe uden videre bør slaas sammen; at wmmanata kun viser sig sent om høsten, medens truncata er forekom- men mig allerede fra de-sidste dage af Juni, kan neppe betragtes som en uvæsentlig omstændighed. 26. 28. 29. 30. Lepidopterologiske bidrag. 91 C. munitata Hb. En af den arktiske faunas almindeligste og mest ud- bredte repræsentanter, der ogsaa fløi temmelig hyppig paa Grete, hannerne for det meste afflgine; hunnen af denne art viser sig først henved 14 dage, efter at han- nens flyvetid er begyndt, men er da ligesaa talrig som denne. C. fluctuata L. Jeg medbragte 3 friske eksplr. fra Grote, de 2 af normalt udseende, det 3die tilhører den fornemlig i Finmarken ikke sjeldne form med helt tværbaand over forvingerne, hvori staar et lysere felt med sort midtplet. Friske eksplr. af C. fluctuata har jeg i Tromsø stift fun- det fra begyndelsen af Juni til ud i August uden derfor at kunne antage mere end én Generation, der udvikler sig hele sommeren udover, saaledes som f. eks. Pol. phlæas. C. montanata 8. V. Alm. paa engene men for det meste i aldeles affløine eksplr. De 2 medbragte individer har mørkt tverbaand og tilhører saaledes ikke mere den blege og lille var. lapponica Stgr., der navnlig er udpræget i Øst-Finmar- ken. Ogsaa meddelt af fru Gylche. C. cesiata Lang. Fløi ikke sjelden paa fjeldskraaningen ud mod Vest- fjorden 28de Juli samt om netterne i haven i friske eksplr. af begge kjøn. C. minorata Tr. Et par stykker, det ene ganske friskt, 27de og 30te Juli paa engene. C. albulata Schiff. Talrig paa engene, de fleste imidlertid ganske affløine. C. alchemillata L. (rivulata auct.). Enkeltvis i gode eksplr. af begge kjøn i haven om nætterne; ogsaa fundet af fru Gylche. 31. 32. 33. 34. 195; 536. 37. 38. J. Sparre Schneider. Eupithecia satyrata Hb ? Intet eksplr. medbragtes; i notiserne staar imidlertid under 30te Juli observeret en Eupithecia, der rimeligvis har tilhgrt denne ogsaa i det arktiske Norge udbredte og almindelige art. Pyralidina. Scoparia sudetica Zell. Et enkelt friskt eksplr. 28de Juli. Sc. murana Curt. 28de Juli fangede jeg i haven et friskt og usædvan- lig livligt farvet eksplr. (han). Botys nebulalis Hb. Fløi talrig paa engene under mit hele ophold paa Grøtø, de fleste eksplr. var imidlertid affløine. Crambus alienellus Znk. Et enkelt temmelig affløiet men kjendeligt eksplr. af denne for Norges arktiske fauna nye art fandtes paa myren 28de Juli; trods omhyggelig undersøgelse kunde kun dette ene stykke opdrives. Hidtil var den hos os alene bemærket paa Modum og i Krydsherred 1 1876. Or. culmellus L. Meget talrig i friske eksplr. i det høie græs bag ud- husene. Bodø var hidtil dens nordgrænse. Catastia auriciliella Hb. Bemærkedes talrig og i tildels friske eksplr. paa en- gene og fjeldskraaningerne, navnlig hvor Vicia voksede i større mængde. Ogsaa ved Bodø var den meget al- mindelig paa en bakke ved den store myr l4de & 25de Juli. Tortricina. Sciaphila osseana Scop. Meget almindelig paa Grote, de fleste eksplr. allerede affløine, 39. 40. 41. 42. 43. +44. Lepidopterologiske bidrag 93 Penthiana dimidiana Sod. Temmelig hyppig og i ganske friske og store eksplr. i udkanten af den lille myr blandt smaat birkekrat 27de Juli. P. nebulosana Zett. (irriguana H. 8.) Talrig i friske men smaa eksplr. mellem nogle store stene i udkanten af den store eng nærmest husene. Ved at mønstre min store beholdning af P. nebulosana fra Tromsø og Finmarkens amter ser jeg til min forun- dring, at deriblandt ikke findes en eneste hun; den maa derfor enten være meget sparsom eller have en sildig flyvetid, hvorfor det er at beklage, at ingen af disse smaa individer fra Grøtø medtoges, da de rimeligvis alle har været hunner. P. schulziana F. Af denne ellers i de nordlige trakter saa almindelige art observeredes kun et enkelt stykke 28de Juli. P. lacunana 8. V. Fløi almindelig paa engene overalt paa Grøtø; ekplr. har jeg ikke medbragt. P. bipunctana F. Under 28de Juli noteret fra den oftere nævnte myr i et enkelt individ. Meget udbredt men lokal og kun i enkelte aaringer hyppig. Grapholitha subocellana Don. (campoliliana Tr.)? Friske eksplr. af en vikler, som jeg indtil videre har henført til denne for den arktiske fauna nye art, var ikke sjeldne paa smaa buske af Pop. tremula fler- steds paa Grøtø, navnlig paa den vestre skraaning mod havet. De 3 medbragte ekspl. er indbyrdes forskjellige men tilhører dog samme art; til sammenligning besidder jeg kun et eneste (men ganske rent) haneksplr fra Kri- stiania, der imidlertid er dobbelt saa stort og afviger saa meget i enkelthederne, at jeg kun paa grund af et vist 94 45. *46. 47. 48. 49. 50. J. Sparre Schneider. totalindtryk har opførtr Gøtø-individerne under Gr. sub- ocellana. Saafremt her ikke foreligger en ny art, er det ialfald en saa mærkbar varietet, at den uden tvivl bør betragtes som en egen arktisk race, til hvis udre- delse der imidlertid trænges et større og bedre materiale end det, som staar til min raadighed. Ogsaa paa Tromsø har jeg i 1878 fanget et lidet eksplr. lig de fra Grote, og som af Schøyen blev bestemt som muligens tilhørende Gr. subocellana. Phoxopteryx unguicella L. Noteret under 27de Juli. Ph. lundana F. Enkelte friske eksplr. fandtes paa gens sydspids blandt smaat krat 27de Juli. Tineina. Blabophanes rusticella Hb. Denne meget udbredte art staar ogsaa noteret fra Grete under 27de Juli. Plutella senilella Zett. (dalella auctor.). Fundet samme dag som foregaaende i et meget affløiet eksplr. Gelechia perspercella? 28de Juli fandt jeg paa myren et eksplr. af en Gele- chia, som jeg formodede tilhgrte denne udenfor Norge ikke bemærkede art; det blev imidlertid saa ramponeret, at det ikke kunde anvendes. Pleurota bicostella Cl. Jeg fandt kun et eneste men ubeskadiget individ 27de Juli. Coleophora laripennella Zett? Friske eksplr. af denne eller en meget nærstaaende art var ikke sjeldne paa skraaningen ud mod Vestfjor- den 27de Juli. Lepidopterologiske bidrag. 95 52. Platyptilia zetterstedti 2. Et enkelt ubeskadiget eksplr. paa myren 28de Juli. Endnu i midten af August fløi den frisk i Hammerø. 96 Robert Collett. — Glaciale Mergelboller med Glaciale Mergelboller med indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten. Af Robert Collett. Gjennem Directionen for Musæet i Tromsø har jeg mod- taget til Undersøgelse et Antal Mergelboller med indesluttede Levninger af Viske, der i afvigte Sommer (1880) ere indsam- lede eller erhvervede af Conservator Schneider i Bejerens Præstegjæld, Saltens Fogderi (67° N. B.), saaledes paa en Localitet, der ligger nordenfor de Findesteder, hvorfra lig- nende Mergelboller med organiske Levninger hidtil ere kjendte eller opbevarede. Om Naturen og Dannelsesmaaden af disse Mergelboller have saavel Prof. M. Sars, som Prof. Kjerulf gjentagne Gange udtalt sig; især har Prof. Kjerulf i sit sid- ste store Arbeide: „Udsigt over det sydlige Norges Geologi“ (Christiania 1879) udførligt omhandlet denne Sag, og givet Afbildninger af et stort Antal af dem, med deres forunderligt varierende Former. Ved en tidligere Lejlighed har jeg havt Anledning til at undersøge og bestemme specielt dem af disse Mergelboller, der have indeholdt Levninger af Fiske, og som indtil 1877 fandtes opbevarede i Landets forskjellige Musæer (Nyt Mag. f. Naturv. 23 B. 3 H. p. 11—40). I denne Afhandling, der ligeledes var ledsaget af Figurer, har jeg paavist, at der. kjendes mindst 12 Fiske-Arter, hvis mere eller mindre fuld- indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten. 97 stendige Skeletter eller deres Aftryk ere blevne os opbeva- rede i den fine Mergeller, der ofte under Hærdningen om- kring Skelettet paa en mærkelig Maade har dannet sit Om- rids efter dettes ydre Conturer. Disse Mergelboller, der for- uden Fiskelevninger ogsaa have vist sig at indeholde andre Dyr, saasom Søstjerner, Mollusker, ja endog Aftryk af gan- ske bløde Sødyr, saasom (efter hvad det er antaget) af An- nelider, have næsten altid været fundne i de stejle Elvebred- der, især paa Steder, hvor Ler- og Sandlagene mødes, og hvor Vaarflommen har udvadsket det fine Grus og Sand, saa- ledes, at de noget grovere Stene og Mergelbollerne ere blev- ne blottede; ofte have disse Boller været kjendte og opsam- lede af de Omkringboende, paa Grund af deres ejendomme- lige Former med de forskjelligtdannede Omrids, der ofte ved første Øjekast røbe de deri indesluttede Dyrelevninger. Den Højde over Havet, hvori disse Mergelboller („Mar- leker*) med Fiskeskeletter have været fundne, har i Regelen ikke været betydelig, men har dog undtagelsesvis kunnet stige indtil mellem 300 og 400 Fod; et af de rigeste Findeste- der har ligget noget over 200 Fod over Havets Niveau. Af- standen fra Havet har heller ikke i Regelen oversteget et Par Mile, men oftest været kortere. De Fiske-Arter, der hidtil med fuld Sikkerhed have kun- net bestemmes, have alle været Saltvandsfiske, og samtlige tilhørte den Fauna, som endnu den Dag idag befolker Havet ved vore Kyster. De fleste sikkert bestemte Individer have tilhørt Mallotus villosus, der er fundet paa de fleste Locali- teter, hvorfra Mergelboller med Fiskelevninger have været kjendte; og det fremgaar af disse Localiteters Beliggenhed, at Arten, der er af ren arctisk Oprindelse, under og kort efter Glacialtiden havde idethele en sydligere Udbrednings- kreds, end i Nutiden. Fremdeles har hyppigt været aflejret Clupea harengus, ligesom flere Gange Gadus virens og morrhua; fremdeles et smukt Ind. af en Flyndre, pg plates- ( 98 Robert Collett. — Glaciale Mergelboller med soides, Fabr. 1780 (= Hippogl. limandoides, Bloch 1787), foruden en Del andre mindre sikkert bestembare Former. Disse Mergelboller med indesluttede Fiskelevninger have været fundne paa følgende Localiteter i vort Land: Kragerø; Hvitesejd i Thelemarken; Kaholmen ved Drøbak; Høgstad i Asker; Aak i Romsdalen; Leinstranden ovenfor Trondhjem; Størdalens Præstegaard; Melhus søndenfor Trondhjem, samt flere Steder i Guldalen; Grong i Namdalen; Aabjørvand i Bin- dalen, samt Bodø, hvortil nu kommer Bejeren i Salten. De største Fund have været gjorte i Romsdalen, Melhus og Gul- dalen, samt ved Aabjervand i Bindalen (Helgeland). De Mergelboller, der tilhøre den nye Localitet, Bejeren, have, idetmindste hvor det specielle Findested kan oplyses, været indsamlede paa Gaarden Storjords Grund omtrent 200° over Havet, og i en Afstand fra dette, der ikke har overskredet 2 Mile. Da jeg i afvigte Sommer havde Lej- lighed til at undersøge et Par lignende Mergelboller fra den samme Localitet, der opbevares i Videnskabernes Selskabs Samling i Trondhjem, har jeg samtidigt omhandlet ogsaa disse. Af Arter, der hidtil ikke have været kjendte som opbe- varede 1 fossil Tilstand, indeholder det forhaandenværende Ma- teriale ingen; dette har idethele været temmelig ensartet, og omfatter neppe mere end et Par Arter, hvoraf den ene, Mal- lotus villosus, ogsaa her er tilstede i overvejende Antal. De øvrige Boller kunne vistnok alle uden Vanskelighed henføres under Slægten Gadus, men den Tilstand, hvori de nu befin- de sig, eller hvori Mergeldannelsen ved Afleiringen har fore- gaaet, tillader ikke Arten i noget Tilfælde med fuld Sikker- hed at bestemmes, idetmindste ikke med det ringe Materiale, som for Tiden staar til vor Raadighed Sandsynligvis vil der dog paa denne Localitet kunne erholdes flere af disse Mer- gelboller, maaske med et rigere og mere varieret Indhold, hvorved flere af disse hidtil usikre Exemplarer kunne blive sikkert bestemte. indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten. 99 Gaarden Storjord i Bejeren ligger, ifolge en Meddelelse af Conservator Schneider, paa en gammel Terrasse ved Bej- eren-Elven, omtrent I Mil ovenfor dennes Udløb i Fjorden. Mergelbollerne findes i Lejet af den lille Lerelv, der falder ud i Hoved-Elven strax nedenfor Gaarden; den lille Elv gjen- nemskjærer de gamle Lag, der øverst bestaar af fin Sand, nederst af et mægtigt (submarint) Lerlag, indtil en Dybde af mindst 20 Fod i dette, og her befinder sig Mergelbollernes originale Leje. Efter en Antagelse af Conservator Schneider, der dog ikke hviler paa nogen nøjagtigere Observation, lig- ge Findestederne for disse Boller omkring 200 Fod o. H., eller maaske endog derover. De øverste Terrasser ligge mindst 500 Fod o. H., men Lerlagene findes først nede ved deres Fod; øverst er, som tidligere nævnt, mægtige Lag af fint Sand, tildels Flyvesand. Ogsaa i flere andre af Bidalene til Bejeren-Elvens Dal- føre, (saavelsom i Saltdalen) findes Mergelboller med Fiske- levninger, antagelig Mallotus villosus, tildels i ganske bety- delig Afstand fra Havet. Blot et forholdsvis ringe Antal af de fundne Boller in- deholder Dyrelevninger; den overvejende Del synes at være uden orgauisk Kjerne, eller indeholde intet, der er forskjel- ligt fra Mergelmassen. Enkelte Boller omslutte Mollusker, hvoraf Hr. Schneider har kunnet bestemme følgende: Modi- ola modiolus, Tellina calcaria samt en Yoldia. Tromsø Musæum. Mallotus villosus, (Müll). 1. Complet Exemplar, Totall. 122 m. m. De fleste Hvirvler, Straaler og Ben i Craniet ere i Behold. Bollens Contou- rer have formet sig om Finnernes Omrids. 100 12, 13. 14. Robert Collett. — Glaciale Mergelboller med Complet Exemplar af et næsten fuldvoxent Han-Individ ; Totall. 140 m. m. Hvirvler, Finnestraaler og Craniets Ben i Behold; Finnernes Contourer særdeles udprægede i Bollens Omrids. Mergelleret stærkt opblandet med fine Glimmerblade. Næsten complet Exemplar, Totall. 133 m. m. En Hun. Særdeles vel vedligeholdt. Den bagre Halvdel af et fuldvoxent Individ, temmelig vel vedligeholdt. Mergelleret temmelig grovkornet. Saa- vel paa Bollens ydre, som paa hver Halvdels indre Side har der dannet sig et brunagtigt Belæg. Den bagre Halvdel af et fuldvoxent Han-Individ, vel vedligeholdt. Den forreste Del af et fuldvoxent Individ, der ved Bollens Spaltning er delt horizontalt i sin Over- og Un- derside. Den bagre Halvdels højre Side af et fuldvoxent Individ, vel vedligeholdt. Legemet foran Ventralerne mangler. Hovedet med Forkroppen af et yngre Individ; alle Cra- niets Ben vel vedligeholdte. . Ucomplet yngre Individ; Hovedet mangler. . Hovedet af et yngre Individ, spaltet horizontalt i en Qver- og Underside. . Halvparten af et fuldvoxent Individ, der synes at have været en Han. Saagodtsom alle Hvirvler og Straaleled ere bibeholdte. Hovedet og Forkroppen af et fuldvoxent Individ. Cra- niets Ben i Behold, og Kjævernes Tandrække endnu tydelig. Et næsten complet yngre Individ; Stillingen er noget vreden, idet Legemet, som sædvanligt, er delt i sine 2 Sidehalvdele, men Hovedet i sin Over- og Underside. Et kort Stykke af den mellemste Del af Legemet af et næsten fuldvoxent Individ. | 15. 16. 17. 18. 19: 20. 21. 22. 23. 24. indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten. 101 Den venstre Side af Hovedet med Brystpartiet af et noget yngre Individ. Undersiden af Hovedet med Brystpartiet af et næsten fuldvoxent Individ; dette er spaltet fuldstændig horizontalt, saaledes, at Pectoralerne ere udbredte paa hver sin Side af Hvirvelsøjlen. Næsten complet Exemplar. Ved Mergellerets Hærdning har Individet været stærkt opløst, saaledes at Hvirvler og Cranie-Ben ligge noget uordnede ; Halespidsen synes ikke at have været aflejret. Hovedet og Brystpartiet af et fuldvoxent Individ. Hvirv- lerne utydelige, hvorimod Craniets Ben ere i Behold; Munden vidt opspærret. Hovedet og Brystpartiet af et fuldvoxent Individ, vel vedligeholdt. Mergelleret stærkt glimmerholdigt. Højre Side af et fuldvoxent Individ, Totallængden 142 m.m. Bollen har været fundet i spaltet Tilstand, og Aftrykket er stærkt afslidt. Complet Han-Individ, med en Totallængde af 134 m m. Hovedet er iser vel vedligeholdt. Mergelleret temmelig grovkornet. Hovedet og Brystpartiet af et fuldvoxent Individ. Sær- deles smukt Aftryk; Individets Stilling Bugleje, saaledes, at Bollens Spaltning har delt Individet horizontalt i en Over- og Underside; Pectoralerne udbredte paa begge Sider af Hvirvelsøjlen. Næsten complet Exemplar. Hovedet og Legemets forre- ste Parti er delt horizontalt i en Over- og Underside; Craniets Ben alle i Behold. Mergelleret glimmerholdigt, grovkornet. Complet yngre Exemplar, liggende i en stærkt krummet Stilling. Hvirvlerne og Craniets bagre Ben ere nogen- lunde i Behold, men Aftrykket af Legemets bagre Del utydeligt. Mergelleret grovt sandholdigt. 102 25. 26. 28. 29. Robert Collett. — Glaciale Mergelboller med Hovedets Overside af et fuldvoxent Individ. Bollen har været fundet i spaltet Tilstand, og Aftrykket er stærkt afvadsket. Gadus, sp Hejre os coracoideum af et stort Individ, Species ube- .stemmelig. Benets Længde er omtrent 80 m.m, og Individet vilde i complet Stand have havt en Totallængde af omtrent 700—800 m. m. Ben-Elementerne ere idet- hele vel vedligeholdte, men særdeles løst fæstede til Mergelen; denne har paa sin Side opbevaret ethvert Aftryk af disse, saaledes den fine Sculptur paa Benets øvre, ret afskaarne Ende. Bollen har formet sig fuld- stændig efter Benets ydre Contour. . Diverse Stykker af Hvirvelsøjlen af et Ind. af en Gadus- Art, hvis Totallængde har været omtrent 300 m. m. Spalt- ningen af Bollen er ufuldstændig lykkedes; Mergelleret særdeles haardt. En flad, ufuldkommen Bolle, indcholdende Hovedet og den forreste Del af Brystpartiet af et middelsstort Individ, med en Totallængde af omtrent 320 m. m. Flere af Cra- niets Ben ere ikke bibeholdte, idet de tildels have ligget ubedækkede; da Kjæverne og disses Tandvæbning er ubetydelig, kan Arten ikke bestemmes, men Slægten synes at være Gadus. Højre Midtparti af en liden Fisk, hvis Finner dog ere - saa ufuldstændigt bevarede, at Slegt og Art bliver usik- ker. Skjælbeklædningen er mærkvardig vel vedligeholdt, og disses fineste Sculptur har aftrykt sig i det fine Mer- geller. Individet tør have tilhørt en Gadus, der paa Grund af Skjællenes Anordning maaske har været G. morrhua. indesluttede Fiskelevninger fra Bejeren i Salten. 103 Videnskabernes Selskabs Samling i Trondhjem. Mallotus villosus, (Müll.). Den højre Del af Legemet af et yngre Individ. Flere af Hirvlerne og Straale-Elementerne forsvuudne, men Aftrykket er ret tydeligt i den temmelig grovkornede Mergeller. Hovedet og Brystpartiet af et fuldvoxent Individ, seet ovenfra Spaltningen er skeet i horizontal Retning, saa- ledes, at Pectoralerne ere aflejrede para begge Sider af Hvirvelsøjlen. Venstre Side af Hovedet af et næsten fuldvoxent Indi- vid. Craniets Ben vel vedligeholdte. Den ene (højre) Side af en Fisk, hvis Totallængde har været omtrent 100 m. m. Aftrykket er saa utydeligt, at det ikke kan bestemmes; det er sandsynligt, at det har tilhørt Mallotus villosus. Gadus, sp. Et Stykke af Hvirvelsøjlen af en stor torskeartet Fisk. Bollen, der ikke lader sig spalte, danner et skarpt 3si- det Stykke af knapt 1 Fods Længde, og Mergelleret har formet sig nøje efter Hvirvlernes ydre Contour. Pro- cesserne ere afbrudte i Spidsen. Stykket ligner ganske den Del af Hvirvelsøjlen, der i Nutiden bortskjæres ved Fiskens Tilvirkning som Handelsvare. Individet maa i complet Stand have havt en Længde af næsten 1 Meter, og tør have tilhørt en Molva eller en stor Gadus. Dette Exemplars Findested er ikke ganske sikkert. Et forholdsvis fuldstændigt, og særdeles smukt Exemplar af en Gadus, hvis Bugparti dog er kun ufuldstændigt aflejret, saaledes, at Stillingen af Anus ikke kan opgives; ligeledes mangler begge Analfinner, ligesom Tandbygnin- 104 Robert Collett. gen er utydelig og Underkjæven ucomplet. Individets Art lader sig derfor ikke bestemme med fuld Sikkerhed; men paa Grund af de mellemste Caudalstraalers forholds- vis betyd.lige Længde, samt Halerodens relativt store Højde er det sandsynligt, at det har været en alm. Torsk, G. morrhua. Alle Hvirvler ere tydelige; deres Antal 54. Iste Dorsal har antagelig 13 Straaler, 2den Dorsal omtrent 19. Hvirvlernes Parapophyser lade sig ikke bestemt forfølge i deres Heihed, ligesom Ribbenene ere ufuldstændigt af- lejrede; der synes dog at have været 19 Brysthvirvler og 35 Halehvirvler. Gamle Strandlinjer Einvik 1 > rør pr mo 3 TROMSÖ OMEGN & AINGVATS 0 = Schul tN 2% ig) » (0 ( å Cved Hal Petle wen 3 Me ler 1880. tés Née \ 5 WS $ j Helle Sr en) Å i} ly [norsk Mil ~ ths Ki loneter Mltstind regner a 18 - ra hiabhenes, [77 = Jo / Tunsnes & Strand I > ‘| More: AN tars G à ZZ Å da pue 0277244 3 DATA LO Sle tie. ra AG | Tee Audersdal * Kamtordsnfs ib Auster a N Furo 3 7 VER \ Hestres OQ pe å . Wortenshals \Ai2p ) SENJEN Ver 4 0 Sletnes Sand So. NMalangsid —— Finland Skaartdoøddert . INsnes Ce poste d Lig EN > nm I S = I halstettere - Myrert Haken Lit. IR I N MN 06 298 920 N Date Due | ‘Peso...