TROMSØ. } KERI 1906: ad fe ka [6] ‚Oo nm n ex ja] I: wn OS Tromsø Museums Aarshetter TROMSØ TROMSØPOSTENS BOGTRYKKERI 1906—07. > re bad! UR Zr Ind hold: Carl Johan Svendsen: Die Entstehung des Xanthorrhoe- aharzess( Mib einer Eafel} ik ae ale er. Hans Kier: Om dyrelivet i Balsfjorden og denne fjords udløb til havet (med kartskisse, profil og «Eng- RSS AVE re Jest Gea Swe os 0. Lie-Pettersen: Zur Kenntnis der Apterygotenfauna des nördlichen Norwegens (Mit einer Tafel) 0. Nicolaissen: Arkæologiske undersøgelser i Nordlands og Tromsø amter 1905 (med tekstfigur) ..... —«— Fortegnelse over oldsager indkomne til Tromsø iu ate ty Oa IDR SE PA Sy te ad J. Sparre Schneider: Saltdalens Lepidopterfauna, 2det bidrag (med landskabsbillede og tysk resumé) Pag. d LO ~ J 9 o - Forfatterne er selv ansvarlige for de i aarsheftet op- tagne afhandlinger. ' ] Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. (Mit einer Tafel). Von Carl Johan Svendsen. Die Harzproducte verschiedener australischer Van- thorrhoea-arten kommen unter den Namen Acaroidharz, Gummi Nut, Botany- Bay- Gum & ce. in den Handel. Man kann nach der Farbe zwei Gruppen unterscheiden, die auch in chemischer Beziehung Verschiedenheiten aufwei- sen, indem das rothe Harz, das von Xanfhorrhoea hastile R. Br, X. resinosa Pers. abgeleitet wird’, der Haupt- sache nach aus dem Paracumarsäureester des Erythrore- sinotannols (C10 Hio O10) besteht, während das gelbe, von - X. arborea R. Br. abgeleitete Harz hauptsächlich aus den | 4 | x nå Pa d * Le q > x x 24 3 p > ~ s 4 | 3 b i Zimmtsäure- und Paracumarsäure-estern des Xanthoresi- notannols besteht?. Nach der Beschreibung von Wies- ner® bedeckt das rothe Harz die schenkeldicken Stiimme dieser »Grasbåume« in Lagen von 2—4 ctm. Dicke, die sich leicht ablésen lassen und reichlich Abdriicke des Stammes führen aber auch viele mehr oder weniger ver- harzte Reste der periferen "Theile des Stammes und der Blattbasen enthalten. ı Wiggers: Handbuch der Pharmacognosie. 1564 pg. 157. 2 Hildebrand: Ueber das gelbe und rothe Xanthorrhoea harz. Dissertation Bern 1897 pg. 60. 3 Wiesner: Die Rohstolfe des Pilanzenreiches IN73 pg. MS, Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. 19 Die ersten Untersuchungen über die Bildung dieser Harzproducte wurden eben an diesen Resten angestellt. Wigand! kam zu dem Resultat, dass sie nicht intercel- lular abgelagert werden, sondern dass sie in den Zellen gebildet werden und zwar hauptsåchlich auf Kosten der Wandungen, indem diese an Dicke von innen nach aus- sen abnehmen und zuletzt verschwinden in demselben Maasse, wie die Harzausfüllung des Lumens zunimmt. Weitere Untersuchungen hat Wiesner angestellt, und er fasst seine Resultate in ähnlicher Weise zusammen”. »Da sich im rothen Xanthorrhoeaharze alle Uebergänge von unveränderten Zellen bis zum homogenen Harze nachwei- sen lassen, namentlich an den Steinzellen, so ist wohl picht zu bezweifeln, dass dasselbe aus peripheren Gewebe- partien des Xanthorrhoeastammes durch chemische Meta- morphose hervorgeht«. Denselben Process nimmt er bei der Bildung des gelben Harzes an. Später versuchte Schober” der Lösung der Frage näher zu treten. Als Material diente ihm eine grössere Sammlung Zanthorrhoeaharze des botanischen Museums zu Karlsruhe, welche seiner Zeit Baron v. Müller aus Mel- bourne geschickt hatte. In den Stücken konnte er Gefäss. bündel, einen Verdickungsring, ein dünnwandiges Par- enchym mit Calciumoxalatcrystallen und zu äusserst ein Selereidengewebe unterscheiden. In den Parenchymzellen fand er kleine gelbe Tröpfchen, meist einzeln, selten in der Mehrzahl. In den Sclerenchymzellen dagegen traten braune Klumpen auf, die den grössten Theil des Lumens ausfüllten. Die Grösse der gelben Tropfen nahm von in- 17250 pg. 156. 2 Wigand: Ueber die Desorganisation der Pflanzenzelle. Prings- heims Jahrbücher 1866—67 pe. 167. 3 A. Schober: Das Xanthorrhoeaharz. Verh. des naturwissen- schaft, Vereins in Karlsruhe Bd. 11 1892. Separat. Aare eae 6. J. Svendsen. — Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. 3 nen nach aussen zu, sie fillten aber den Zellraum nicht aus. In åhnlicher Weise nahmen die gelben und brau- nen Harzklumpen der Sclereiden von innen nach aussen zu und Schober nimmt an*, dass schon in den Zellen des Verdickungsringes gelbe Tropfen auftreten, die mit dem Wachsthum der Zelle und ihrer Ausbildung Schritt halten, um zuletzt, wenn die Parenchymzellen in Scleren- chym tibergehen, ihre gelbe Farbe in eine braune zu ver- wandeln und Harzcharacter anzunehmen. Mit diesen gel- ben Tröpfehen hat Schober eine Anzahl Reactionen an- gestellt, aus welchen er schliesst, dass sie eine gewisse Ver- wandschaft zu den von Pfeffer beschriebenen Oelkürper der Lebermoose aufweisen, und dass sie aus einer Eiweis- hülle bestehen, in welcher zuerst ein ætherisches Oel auftritt, das spåter in Harz tibergeht. Seine Resultate fasst es etwa folgendermaassen zusammen”. Die kleinen ‚gelben Tröpfchen sind die harzbildenden Organe, in wel- chen das Harz aus einem ätherischen Oel gebildet wird. Ob dass Oel, wie Dippel will, aus Stärke hervorgegan- gen ist, oder ob die das äthericehe Oel enthaltenden Ge- bilde auf andere Weise, vielleicht selbstständig in der le- benden Zelle entstanden sind, muss dahingestellt werden. Fine Bildung von Harz aus Stärke mit Gerbstoff als Zwi- schenprodukt, wie sie Wiesner beobachtet haben will, lehnt er ab. Als eine secundäre, verhältnismässig spät eintretende Erscheinung fasst er die Verharzung der Zell- wände auf. Aus diesen werden auch nach seinen Beob- achtungen die incrustierenden Substanzen ausgelaugt, während die Cellulose zurückbleibt. Später hat Hildebrand? bei seiner chemischen Untersuchung der Harze sich auch mit der Entstehung ‘fc; pe. 12. PE pre 20. 3 ], c. pg. 63, 64, 4 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. beschäftigt. Er konnte im Harze nur Blattbasen finden, keine Reste des Stammes, schliesst aber trotzdem, dass das Harz von dem Stamme herrührt. Wegen Mangel an gu- tem Material konnte er nichts uber den Verharzungspro- cess mittheilen, erwähnt aber, dass er in den Blattbasen der Droge — wie im Herbarmaterial — im Parenchym in grosser Zahl eingesträute gelbe Secretzellen gesehen hat. Das mir von Prof. Tschirch zur Untersuchung gü- tigst uberlassene Material stammte aus den Sammlungen des von ihm geleiteten Instituts und bestand aus Blattba- sen von Xanthorrhoea quadrangulare, die durch die äusser- sten Schichten der Gewebe des Stammes zu grösseren Ver- bånden zusammengehalten wurden. Die Blattbasen waren von einem rhombischen Querschnitt, schwach nach oben gebogen, rothbraun und etwa 4—5 ctm. lang. Zwischen ihnen und besonders reichlich an den Ansatzstellen traten reichliche Mengen eines drachenbluthrothen Harzes auf, dessen glatte Flächen beinahe schwarz waren und stark spiegelten. Die Stücke enthielten vom Stammgewebe den Theil, wo die Gefäsbundel in die Blätter hinausbiegen, und waren an dieser Stelle hell rothgelb vom Harzpulver, nach dessen Entfernen das Gewebe eine beinahe reinweisse Farbe annahm. Die Gefässbündelenden ragten als eben- falls weisse, kurze Zapfen aus der Grundmasse heryor. Nach dem *Aufweichen im Wasser wurde dieser innere Theil schwammig und liess sich leicht entfernen, wodurch ein hartes gelbes Gewebe zum Vorshein kam. Aus diesem entsprangen die Blätter. Diese Zone var stark verharzt und der innerste Theil des Blattes bestand beinahe aus- schliesslich aus den in die Harzmasse eingebetteten Ge- fässbündeln. Nach oben und aussen zu wurden die ‚Blatt- basen allmählig breiter. Ihr grösster Durchmesser war der Querdurchmesser. PEN Le La des alot <<." NT PT PTS ha F7 L LA ©. J. Svendsen. — Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. 5 Ein Querschmitt durch die Blattbasis etwa 3 ctm. von der Insertionsstelle bot etwa folgendes Bild dar. Der Querschnitt ist gestreckt rhombisch. An den Enden zieht sich das Gewebe zu zwei schmalen Flügeln aus, die nur aus mechanichen Elementen bestehen. Die Epidermis besteht aus sehr kleinen diekwandigen Zellen, die von einer kräftig entwickelten Cuticula mit darunter- liegenden Cuticularschichten überzogen sind. Die Spalt- öffnungen sind sehr klein und haben einen kleinen Vor- hof, der aus der Cuticula & ce. gebildet wird. Die Epider- miszellen sind in der Längsrichtung des Blattes gestreckt. Unter ihr kommt eine aus mehreren (6—8) Schichten be- stehende Bastzellscheide. Die Bastzellen sind sehr stark verdickt, die Wände sind reichlich getüpfelt und deutlich geschichtet, und die Zellen sind in eine Interzellularsub- stanz eingebettet, die sich wie ein bassorinähnlicher Körper verhält. Sie färbt sich roth mit ‘Phloroglucin und Salz- säure, ist unlöslich in den allgemein verwendeten Lösungs- mitteln, geht aber durch Salpetersäure und durch kalte Schultzesche Mischung allmählig in Lösung. Unter dieser Schicht kommt an beiden Seiten der Blattbasis eine 2—5 Zellen hohe, ziemlich reichlich durchlüftete Schicht pali- sadenähnlichen Parenchyms, desen Zellen z. Th. winzige Stärkekörnchen enthalten, sonst aber ler sind. In diesem Gewebe finden sich auch vereinzelte Zellen, die sich durch ihren braunen, der Wand anliegenden Inhalt von dem üb- rigen Gewebe abheben. Der Inhalt ist theilweise in Al- kohol löslich und der Rest quillt nach Zusatz von Wasser oder stark verdünnter Chloralhydratlösung zu einem Be- lage, der wie eine resinogene Schicht aussieht. Er nimmt eine an verschiedenen Stellen blasig aufgetriebene Form an, ist schwach und undeutlich geschichtet, giebt die Re- actionen eines echten Schleimes und löst sich allmählig in concentrierter Chloralhydratlösung auf. Nach der Behand- » 6 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. lung mit concentrierter Schwefelsäure bleibt die verkorkte Membran der Zellen zurück. Diese Zellen sind somit als. Oel- bezw-Harzzellen aufzufassen. In weit grösserer Zahl finden wir diese Harzzellen in dem zentralen Gewebe wieder. Dieses besteht aus einem isodiametrischen Parenchym, das am meisten Aehnlichkeit mit einem Markgewebe besitzt. Hier liegen auch die Ge- fässbündel des Blattes. Sie sind von einer ziemlich star ken, ringsum geschlossenen Bastzellscheide umgeben und haben im Allgemeinen ihren Siebtheil gegen die Periferie des Blattes orientiert. In dem parenchymatischem Grund- gewebe finden sich die erwähnten Oelzellen in grosser Zahl und sie schliessen sich oft dem Bastbelege der Gefässbün- del direct an. Aber nicht nur diese Oelzellen fallen in dem Bilde auf. Viele der oft ziemlich grossen Intercellularen sind ganz oder theilweise von einem lichtgelben, stark licht- brechenden Körper ausgefüllt. Bei genauer Durchmu- sterung des Präparats findet man viele Stellen, wo man alle Stadien der Genese dieser Intercellularsubstanz verfol- gen kann. Besonders geeignet zum Studium dieses Vor- ganges ist eine vorsichtige Behandlung mit allmählig con- centrierterer Chloralhydratlösung. Wenn die Präparate in Wasser liegen, sieht man in vielen Intercellularen kleine hellgelbe Hervorstülpungen, die sich von der Membran durch ihr grösseres Lichtbrechungsvermögen abheben. Lässt man jetzt langsam Chloralhydratlösung zufliessen, so quel- len sie langsam ohne gelöst zu werden, und man kann jetzt: beobachten, dass die Wand der Zelle. sich nur un- deutlich von diesem Belege abgrenzt. Die Abgrenzung ge- gen den Intercellularraum ist dagegen sehr scharf und deut- lich und bildet ein sehr dünne aber auffallende Linie In vielen Intercellularen werden diese Hervorstülpungen durch einen, oft zuerst nach der Behandlung mit Chloralhydrat- Fe PCR PC Le nn C. J. Svendsen. — Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. 7 lösung zum Vorschein kommenden, dünnen Belag ver- bunden. In Chloralhydrat löst sich der Körper nicht ebensowenig in Alcohol, Aether oder anderen Lösungsmit- teln wohl aber bei der Behandlung mit concentrierter Schwefelsäure oder mit kaltem Schultzeschem Gemisch. Beim Behandeln mit Phloroglucin und Salzsäure färbt sich der Körper kirschroth. Am längsten widerstehen bei den Lösungversuchen die äussere Zone und die nicht verän- derten Theile der Zellwand. Dieser Körper kann nach seinem Verhalten nur als Bassorin aufgefasst werden. Auch die eine Oelzelle umgebenden Intercellularen sind oft von diesem Bassoriner füllt, und an geigneten Stel- len kann man leicht verfolgen, wie der zur Bassorinbil- deing führende Process allmählig die ganze Wand bis zur Korkschicht der Oelzelle angreift. An Schnitten, die weiter unten, d. h. dem Stamm näher gemacht wurden, kann man den weiteren Verlauf der »Vergummung« und Verharzung verfolgen. Die In- tercellularen füllen sich mit dem Bassorin an, die Wände der Zellen werden in dessen Bildung hinangezogen und die Mittellamellen zwischen den benachbarten Zellen wer- den auch aufgelöst. In der Weise entstehen Bilder, wo nur die innere, gegen das Lumen gewandte Schicht der Zellwand erhalten ist, während die anderen Theile der Wände in Bassorin umgewandelt worden sind. Etwa 2 ctm. von der Insertionsstelle des Blattes entfernt findet man sehr häufig Oelzellen, die von ihrer verkorkten Mem- bran in eine aus diesem Bassorin bestehende Substanz ein- . gebettet sind, während an anderen Stellen des Schnittes noch verhältnismässig wohl erhaltene Zellen zu sehen sind. In gleicher Zeit geht ein Theil der in den Intercellularen ausgeschiedenen Substanz in eine Alkohol — und chloral- . hydratlüsliche Form über, und man kann an solchen Stel- & Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. len nach vorsichtiger Behandlung mit Alkohol die diinne äussere Begrenzung der »bassorinogenen Schicht« erhalten sehen als eine diinne, nicht shraff gespannte Haut, die in den Intercellularraum hineinragt. In diesem Stadium setzt die lysigene Bildung der Harzlücken ein. Der Vorgang lässt sich nur sehr schwie- rig genau verfolgen, ich bin aber zu der Ueberzeugung gelangt, dass die Wiinde der vom Harz vollgepropften Harz- zellen entweder platzen oder aufgelöst werden, so dass eine innige Mischung der zwei in verschiedener Weise gebilde- ten Producte stattfinden kann. Ich habe nämlich an ver- schiedenen Stellen, wo ein Zerreissen der Schnitte meiner Ansicht nach ausgeschlossen war, mehrere Oelzellen ge- sehen, deren Wandungen an mehreren Stellen unterbrochen waren, und wo das intercellular ausgeshiedene Harz eben an diesen Stellen dunkler gefärbt erschien. Hauptsächlich fällt das centrale, zwischen den Gefäss- bündeln liegende Parenchym der Verharzung anheim, so dass die dunkel gefärbten Bündel mit ihren Bastscheiden als lose Stränge das stark verharzte Gewebe durchsetzen. Im Verlauf des letzten Centimeters der Blattbasis wird aber auch die periphere Zone des Parenchyms und auch der subepidermale Bastbeleg in den Process hineingezogen und das Harz gelangt an die Oberfläche des Blattes. Hier wird es durch Capillarwirkungen und den Druck des aus- geschiedenen Harzes über die Blattbasen beinahe in ihrer ganzen Länge vertheilt. Der unterste Theil der Blattbasis _ ist beinahe vollständig verharzt und nur die Gefässbündel sind als organisierte, pflanzliche Elemente zu erkennen. Von dieser Zone ausgehend greift der Verharzungsprocess auch die peripheren Theile des Stammes an. Hier finden sich aber keine Oelzellen und auch keine intercellularen - Ausscheidungen. Das den peripheren Theil des Stammes bildende Scierenchym wird von aussen nach innen aufge- fe es EE ©. J. Svendsen. — Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. 9 | Jüst, und auch die Lumina der Zellen sind oft vom Harz - ausgefullt. Eine resinogene Schicht, verkorkte Wandungen oder andere Kennzeichen einer Harz — bezw. Oelzelle ‘ liess sich nirgendwo nachweisen. In dem innersten Theil des Sclerenchyms, wie auch in dem sich anschliessende - Parenchym war kein Harz zu entdecken. ; Die von Schober beschriebenen gelben Trépfchen - liesen sich aber sehr leicht wiederfinden, besonders deutlich : in dem diinnwandigen Parenchym. Was diese Gebilde ei- gentlich sind, darüber hin ich nicht im Klaren. Ihren Re- _actionen nach haben sie aber nichts mit Harz oder äthe- j rischen Oel zu thun. Die einzige Reaction, die auf eine . Harznatur der fraglichen Körperchen schliessen lässt, ist ihre Löslichkeit in /Ether und Alkohol. Andere hat Scho- ber auch nicht angestellt. Sie sind aber ebenso leicht löslich in Säuren, verdünnter Cloralhydratlisung und sie werden von Wasser in sehr characteristischer Weise ange- . griffen, indem das ganze Gebilde unter Quellung eine wa- _ bige Structur annimmt, in welcher man kleine gelbe Körn- chen unterscheiden kann. Mit Eisenchlorid, Kaliumbichro- . mat und Osmiumsäure treten keine Reactionen ein, die auf Gerbstoff, bezw. Fett deuten würden. Wenn man die Schnitte mit Alcohol behandelt, so gehen die Körner . vollständig in Lösung. Am längsten widersteht die äussere å Begrenzung, die bei sehr vorsichtiger Behandlung erhal- ten bleibt; auch bei der Behandlung mit Osmiumsiiure * tritt diese Schicht deutlich hervor. Nach weiterem Be- - handeln mit Alkohol geht auch dieser Rest in Lösung, in- - dem er unter Zusammenschrumpfung gänzlich verschwin- det. Werden in Wasser liegende Schnitte erhitzt, so ver- schwinden die Körner unter Zurücklassen der beschriebe- nen dünnen Häute, die in Alkohol, Chloralhydratlösung, Kalilauge und Säuren löslich sind. Die ganzen Körperchen sind ohnedies in mässig concentrierten Säuren — versucht 10 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. wurden Salzsäure, Salpetersäure, Schwefelsäure, Chrom- säure — leicht und vollständig löslich, bei stärkerer Con- centration sogar plötzlich. Mit Jodpräparaten tingieren sich die Körper gelb-gelbbraun, und die geprüften Ani- linfarben wurden ohne ausnahme reichlich aufgenommen, während mit Wasser verdünnte Alcannatinctur ohne Ein- wirkung blieb. Was die fraglichen Körner sind, ist semit schwer zu sagen, mit der beschriebenen Harzbildung steben sie aber in keinerlei Verbindung. Am meisten Aehnlichkeit haben sie mit den von Monteverde! beschriebenen Tropfen unbekannter Zusammensetzung, die er bei vielen Gräsern gesehen hat, und von denen er annimt, dass sie hauptsäch- lich aus Harz bestehen. Die Harzbildung bei Xanthorrhoea müssen wir uns nach den oben mitgetheilten Untersuchungen folgender massen vorstellen: Sie geht von den Blattbasen, nicht von den Stäm- men aus und setzt sich aus zwei Factoren zusammen: 1) In dem Parenchym der Blattbasen treten gut characterisierte Harzzellen auf, die sich mit einem rothen Harz füllen. 2) In den Intercellularen bildet sich in einer beson- deren Wandschicht, die gegen den Intercellularraum durch eine dünnen Haut abgegrenzt ist, ein nach seinen Reactio- nen als Bassorin zu bezeichnender Körper, bei dessen Bil- dung die ganze Wand verbraucht wird. Dieser Körper geht später in ein Harz über, das sich mit dem in den Harzzellen gebildeten vereinigt, indem die Wände derselben entweder platzen oder gelöst werden, und es bilden sich Harzlücken. Durch Verharzen des peripheren Gewebes der Blattbasen gelangt das Harz an die Oberfläche und + A, Zimmermann: Die botanische Mikrotechnik 1892 pg. 206, - LM FE - ©. J. Svendsen. — Die Entstehung des Xanthorrhoeaharzes. 11 | erhårtet. Die Verharzung der äusseren Schichten des Stam- mes ist eine secundiire Erscheinung. Dadurch wurde auch das von Langier* beschriebene Auftreten von Bassorin in einem der Acaroïdharze eine Erklärung finden. | Tromsö, November 1905. Tromsø Museums Aarshefter 28, — 1905.) Erklårung der Tafel. Xanthorrhoea quadrangulare Aut. Aus dem Parenchym einer Blattbasis. Oelzelle (braun) und in den benachbarten Intercellularen beginnende Bassorinbildung (gelb). | Querschnitt. - Aus der Umgebung eines Gefässbündels. Zellen — zellen, Bassorinbildung. @erschnitt. Oelzelle, deren Wand von aussen in die Bassorin- bildung aufgeht, in den Intercellularen »basso- rinogene Schichte. Querschnitt. 4 und 5. Stadien der Bassorinbildung. 6. Oelzellen, von deren Wandungen nur die Kork- 1 schicht erhalten ist, in Bassorin eingebettet. Z. Th. ist dieses schon in Harz übergangen. Wiesner I. c. pg. 152. Trykt 10de Marts 1906, ETNE NE SE TE GE ee der Bastzellscheide mit Intercellularsubstanz, Oel- - w å + 4 NC Om dyrelivet i Balsfjorden og denne fjords udløb til havet (med kartskizze, prolil og »English Summarys). Af Hans Kiær. Under et 3-aarigt opbold paa Tromsø har jeg foreta- get endel undersøgelser angaaende dyrelivets sammensæt- ning og økonomi i den 14 mil lange fjordstrækning, der fra det indre af Balsfjorden gjennem Tromsøsund og Kval- sund munder ud i havet ved Riso. De redskaber, jeg har benyttet, er større og mindre skraber, en skjælplog, et lidet aalehaandvad, ct finm asket vad, en liden otertrawl samt forskjellige fiskeredskaber. Til undersøgelserne og baadreiserne benyt- -tedes en nordlandsbaad paa 4 par aarer og med raaseil. For at kunne bo i nærheden af det felt, der til enhver tid skulde undersøges, og for at være uafhængig af beboede steder, medtog jeg et 4mandstelt, der viste sig særdeles praktisk for behovet. Ofte blev undersøgelserne hindret af storm saavel inde i fjordene som ude ved havet. Saadanne stormdage hindrer dog ikke alt arbeide, idet man nemlig ved fjære sjø altid har udmærket anledning til at studere dyrelivet fra stranden og at indsamle af den rigdom paa forskjel- -ligartede dyreformer, der findes paa de ofte betydelige - strækninger, der falder tørre ved lavvande. 5 PE NÅ 4 ey 14 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Enhver, som færdes ved havet, faar uvilkaarligt ind- tryk af, at alt det intense dyreliv, som rører sig der ude | ved havet, hører sammen, og at alle dyr i og ved sjøen — er afhængige af hinanden, maagerne, der kredser over bølgerne, speidende efter bytte, alle de drivende og svøm- mende skabninger i sjøen, planktondyrene, hvalerne, de umaadelige fiskestim, bunddyrene, kort sagt, at alt liv i og paa sjøen hænger sammen ikke alene derved, at de mindre dyr tjener de større til føde, men ogsaa fordi de forskjellige dyrearter i det hele taget ved sin forekomst en- ‘ ten hindrer eller begunstiger andre dyrs optræden. Instinktmæssig søger ogsaa dyr, som ikke har noget 4 med sjøen at gjøre ned til denne. Saaledes har jeg fun-. det ventrikelen af en kraake, der gik i fjæren, fuldproppet — med strandsnegler (Acmaea testudinalis). Ved undersøgelsen af dyrelivet inden et bestemt om- raade er der saaledes en mængde forskjellige forhold, som maa tages i betragtning: dyrelivets sammensætning paa ed enkelt punkt og inden det hele omraade, de vekslende bundforholde, havvande beskaffenhed og temperatur, strømforholdene, flod og fjære, næringsforholdene, eller hvordan alle de en- = kelte dyrearter i havet direkte eller indirekte, i- levende 1 live eller som opsmuldrende levninger tjener andre dyr til fode, de forskjellige dyrs forplantningsforhold og yngletider, deres vekts, udvikling og vand Undersøgelserne omfatter: 1) den littorale region d. v. s. stranden mellem hwi- og lavvande, 2) sandbunden paa grundt vand, - | å 4 | å 4 | | I i | H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 15 3) haard bund paa dybere vand, 4) mudderbunden i dybderenderne. 1. Den littorale region. Som bekjendt tiltager forskjellen mellem høi- og lav- vande ved vore kyster jo længere man kommer mod nord. _Saaledes er der ved Lindesnæs ikke regelmæssigt høivande, medens forskjellen mellem flod og fjære sjø ved Tromsø er 2 å 3 meter. Der er saaledes ved Tromsø udmærket anledning til at iagttage og indsamle en mængde forskjel- lige dyrearter i fjæren. å Naturforholdene paa strækningen mellem høi- og lav- vande er særdeles vekslende. Saaledes vil man overalt kunne finde fast fjeld afbrudt af sandstrande og rullestens- kyster. Paa det faste fjeld og paa større rullestene helt op til grænsen for høivande findes utallige individer i alle udviklingstrin af rur (Balanus balanoides) og strandsnegle (Littorina rudis og obtusata). Strandsneglene er ogsaa tal- rige paa blæretang, Fucus, hvor desuden af og til kan fin- des mængder af hydroider (Sertularia pumila) og enkelte nøgne snegle (Dendronotus arborescens). Under tangen, der ved fjære sjø i fugtige klaser hænger nedover rulle- stenene, sees kolonier af andre strandsnegle (Polytropa la- pillus, Littorina littorea, Doris sp.) dog saagodtsom blot udvoksede individer. Sammesteds lever smaa gulgrønne muslinger (Modiolaria discors) tæt sammenpakket og ind- filtret i algetraade i størrelser fra 1—13 mm. ligeledes vakre grønne aktinier (Edwardsia n. sp.) i alle udvik- lingstrin. Under stenene findes kolonier af smaa, piglignende snegler (Onoba aculeus), samt smaa brune orme (planarier og nemertiner). Stenene i den nedre del af fjæren er un- dertiden pragtfuldt overgroede af gulgrønne svampe og er 16 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Doe levesteder for mange dyrearter, hyoraf kan nævnes ud å voksede individer af blaaskjel (Mytilus edulis) og, sjeld- M nere, smaa gulrøde sjøedderkopper (Nymphon). I det hele — taget er fjærestenene udmerkede lindesteder for en mængde 1 dyr, især middelsstore stene, noget større end et mandsho- * ved, beliggede i mindre, ikke vandfyldte fordybninger > den nedre del af fjæren. Løfter man en saadan sten sees 3 talrige tanglopper (Gammarus locusta) af alle udviklings- 4 trin i livlig bevægelse. I marts maaned findes alle stadier af æg hos tangloppen, hos hver enkelt hun dog blot æg i af et udviklingstrin. 3 Sammen med tanglopperne og nærende sig af dem 4 lever tangspræl (Centronotus gunellus) og aalekone (Zoarces M viviparus) i forskjellige størrelser, undertiden ogsaa flere 4 sorter ledorme saasom : 4 Nereis virens og pelagica, Nephiys caeca, Clymene, — Terebella, Ammotrypane aulogaster samt gephyreer (Phasco- ; losoma margaritaceum), endvidere boremuslinger og sneg- | ler: Saæicava pholadis, Boreochiton marmoreus, Acmaca — testudinalis, Buccinum undatum og grønlandicum, de to sidste i forskjellige udviklingstrin og overgangsformer. 3 Sammesteds lever almindeligt smaa sjøstjerner (Asterias 3 rubens) og mørkt chokoladebrune sjøpølser (Cucumaria — frondosa) i størrelser fra 1—5 cm, endelig smaa og store : individer af pragtfuldt røde og grønne rognkjæks (Cyclop- — terus lumpus). | 4 Af Buccinum og Cyclopterus findes æggeklaser, paa — enkelte stene sees talrige omtrent 1 centimeter lange, ly- | serøde æggekapsler, indeholdende embryoner af snegler. De foregaaende skildringer af dyrelivet paa stranden 3 gjælder især forholdene ved Tromsø samt paa Risø uden- for Kvalsund. Paa Riso findes i fjæren paa flere steder « hele stenrøser af forholdsvis smaa og løstliggende stene, ; som er udmserkede findesteder for en mængde af de oven- H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. I nævnte dyrearter. Inde i Balsfjorden, f. expl. ved Stor- stennæs findes et lignende, omend fattigere dyreliv, som ved Tromsø. Ved Tennæs er efter sigende fundet store og vel udviklede hatskjæl (Patella vulgata), hvilket bør undersøges nøiere, da denne art ikke findes ved Tromsø eller den ydre kyst udenfor Kvalø. Mellem stenene i fjæren findes ofte større eller mindre partier af ler. Udlerer af betydelig udstrækning findes paa mange steder f. expl. ved Storstennæs, Berg, Tromsdalsel vens udløb og i Hukøbotten. I leren graver sandorm, »mak« (Arenicola piscatorum) 1 talrig mængde. Smaa in- _divider findes i øvre, de store i nedre del af fjæren. Selv et stykke oppe i Tromsdalselven, hvor sjøen ved høivande maa være adskillig brak, lever Arenicola og Balanus. Sandormen benyttes overalt til agn, men skal paa flere steder være af mindre god kvalitet, rimeligvis efter bun- dens beskaffenhed. Der paastaaes at »makken« trives bedst paa steder, hvor leren af og til omspades (og derved hind- 3 res fra at komme i for stærk forraadning). I selskab med _sandormen graver sandmusling (Mya arenaria og truncata) i mængde saavel ovenfor som nedenfor ebbegreensen. Paa flade strækninger omtrent midt mellem høi- og lavvande sees ofte banker af betydelig udstrækning bestaa- ende af grus og smaasten overalt tæt besat med klaser af blaaskjæl (Mytilus edulis) i alle størrelser fra et par mm til 4 å 5 cm. Blaaskjællet opnaar aldrig fuld størrelse paa disse banker, først i den nederste del af fjæren findes udvoksede individer. Sammen med blaaskjæl findes paa - bankerne hjertemusling (Cardium edule) og smaa lyserøde skjæl (Macoma baltica). Sandbunden paa grundt vand. Ved laveste fjære falder paa enkelte steder stræknin- ger tæt bevoksede med lave grønalger omtrent tørre. Her 9 - 18 "Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. kan man tidlig om vaaren finde store, sorte vingesnegler (Acera bullata), der om sommeren forst findes paa nogle meters dyb. Smaa individer kan paatræffes livligt flag- rende omkring i vandet en halv til en meter under hav- laden og over sandbund især mellem ser og skjær ude ved havet. Paa ca. 1 meters dyb sees undertiden en skarp græn- selinie i sandet, idet sandet udenfor denne grænseliuie er betydelig mørkere end indenfor og indeholder en mængde isopoder (Idothea) og smaa alger. Paa 1 til nogle faa meters dyb gror bladtangen som undersøisk skov i forbausende yppighed. Butare og heste- tare vokser om hinanden og mellem deres svære brune bladflader fraadser taretorsken i stimer af krebsdyr. Ræ- ker, især Hippolyte gaimardi, undertiden Pandalus annu- licornis og Sclerocrangon boreas samt stimer af isopoder og mysider færdes ud og ind mellem taren, paa hvis brede blade kan sees hele netværk af bryozoer samt hvide spi- ralsnoede forhøininger, som beboes af smaa ledorme (Spi- rorbis nautiloides), endvidere andre ledorme (Harmothoe imbricata), snegler i sine brogede hus (Lacuna divaricata og Margarita helicina) samt smaa ringbugede fiske (Lipa- ris montagui) og paa tareredderne ikke sjeldent klaser af gulgrønne spenformede svampe (Halichondria panicea). Bunden i de grundere partier af Tromsesundet og idethele langs land i det undersøgte farvand bestaar af sand og grus dannet af opsmuldrede skjæl og kalkalger med skaller af sand- og boremuslinger, Mya truncata og arenaria samt Saxicava pholadis og andre. Her findes uhyre mængder af sjøborrer (Strongylocentrotus drøbachi- ensis og varieteten pallidus). Trods alle undersøgelser er det ikke lykkedes mig at finde smaa individer af disse — sjøborrer. De mindste jeg har seet har maalt ca. 2 cm. i gjennemsnit og de største ca. 8 cm. I begyndelsen af $ | ‘ u ae te ds, à Ada FA, À FET må bl NA ler ET H. Kier. — Om Dyrelivet i Bålsfjorden. i9 juni har hovedmassen maalt 5—6 cm. i gjennemsnit og selv de mindre individer indeholder i denne tid moden rogn. /Æggene maaler 0.18 til 0.36 mm. i gjennemsnit. Dyrelivet paa sandbunden bestaar forøvrigt af føl- gende arter. Sjostjerner: æAsterias rubens og varieteten violascens samt Cribrella sanguinolenta, store paa oversiden mørkt farvede slangestjerner: Ophiura sarsi, hvide, halv gjennemsigtige sjøpølser: Chirodota laevis, nogle graagule ledorme: Nereis pelagica og Leodice norvegica, store sorte muslinger: Tridonta borealis samt nogle smaa snegler: Bela violacea, rosea, sarsti m. fl. og Trophon clathratus. I og paa de talrige mere eller mindre løstliggende døde skaller af muslinger og saaledes uden egentlig at høre med til sandbundens dyr optræder Psolus squamatus, Lepidonotus squamatus, Anomia ephippium, Puncturella noachina, Margarita olivacea og cinerea samt Lophyrus albus. Paa sandbund lever ogsaa Lyonsia arenosa, Thracia truncata, Crenella decussata og Modiolaria nigra. I bratte sandmæler forekommer meengder af smaa rødlige, fortil og bagtil tilspidsede annellider (Ammotrypane aulogaster), ligeledes mængder af smaa muslinger af ar- terne Cyprina islandica, Nicania banksti, Tridonta borealis, Astarte compressa, Cardium fasciatum og Mya truncata. - Af de paa denne slags bund i stor mængde forekom- mende tanglopper eller »marfluere (amphipoder) er efter meddelelse af konservator Schneider følgende arter sær- lig karakteristiske: Monoculodes borealis og longicornis, Amphitoe rubricata, Podocerus angvipes, Protomedica fase. ata, Phoxocephalus holbølli, Socarnes vahli, Anonyx nugax, Corophium crassicorne. 20 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Følgende tabel giver en oversigt over ca. 250 smaa muslingers størrelsesforhold. De fandtes i mælen paa ca. 5 m.s dyb ved Tromsø */3 1901. å Tridonta Nicania Cardium = o oS pm : Ä ; & borealis. banksi. fasciatum. je Haard- bund paa dybere vand. Paa forskjellige steder paa 10—50 meters dyb findes friske kalkalger, der danner boller undertiden saa store som et barnehoved. Disse kalkalger er reder eller opholds- steder for mange forskjellige Dyrearter. Kalkalgerne er gjennemtrukne med en mængde større og mindre hulrum og er undertiden voksede om en indre betydelig hulhed. LØP NY EN TG NN H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 21 Inde i hulrummene finder dyrene udmærket beskyttelse mod sine fiender samtidig som de ikke behøver at mangle føde, da det friske, planktourige vand uhindret kan strømme igjennem kalkalgerne. Af dyr, der især holder til i kalkalgerne kan nævnes de brune taggede slangestjer- ner (Ophiopholis aculeata), der stækker sine tynde arme paa kryds og tvers ind mellem hulrummene, endvidere smaa individer af sjøstjerner (Solaster papposus og Cri- - brella sanguinolenta) samt boremuslinger (Saxicava pho- ladis og arctica) og snegler (Margarita helicina). Af fastsiddende dyrearter findes pragtfuldt røde, grønne og glasklare ascidier eller søpunge (Halocynthia aurantium, Ciona intestinalis og Ascidia prunum) samt smaa svampe (Sycandra raphanus og Grantia utriculus). I virvar omkring kalkalgernes bugtede grene slynger sig i talrig mængde kalkrør beboede af ledorme (Sabella fabrici). De største af disse ledorme har i april maaned mange æg af forskjellig størrelse i kropshulen. Samtidig findes individer af Ophiopholis aculeata med udkrængede ovarier fyldt med uhyre masser af æg. Paa kalkalgerne findes ogsaa forskjellige ræker og andre krebsdyr saaledes Hyppolyte gaimardi, turgida og pusiola samt Caprella linearis, hvilken sidste paa grund af sin lange ormformede krop og sine slanke ben synes særlig skikket til at klatre om paa kalkalgernes grene. Hippolyte pusiola findes med rogn i juni maaned. H. tur- gida er særdeles talrig og optræder i to forskjellige aars- klasser, der den 4de juni 1903 maalte 1,5—2 og 2,5—3,1 PFG: Sandbunden gaar paa forskjellige steder ved en dybde af ca. 30 meter over i strækninger med sten, ruggel (kalk- alger) og skjæl, banker som karakteriseres ved den over- ordentlig rige forekomst af hesteskjæl (Pecten islandicus) . j alle udviklingstrin. Disse skjæl er af stor økonomisk 99 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. betydning, idet de i stor udstrækning bruges af fiskerne som agn og er aldeles uundværlige for disse. Skjællene er ofte overgroede med kageformede svampe, hydroider bryozoer og pragtfulde røde aktinier (sylter). Af særlig iøinefaldende dyr fra disse Pecten-banker kan nævnes svære, kaalhovedlignende svampe (Geodia ba- retti), kolossale brune sjøpølser (Cucumaria frondosa) samt de høirøde sjøsole af slægten Solaster, saaledes Solaster syrtensis, der hidtil blot var kjendt fra Amerikas øst- kyst. Som repræsentant for ledormene kan fremhæves en særlig kraftigt udviklet form, der lever i seige rør bestaa- ende af en chitinartet hinde blandet med brudstykker af skjæl og kalkalger (Telephus circinnatus). Den er noksaa vanskelig at faa hel ud af røret, navnlig vil dens talrige, krøllede antenner let gaa itu. Almindelig er ogsaa oskjæl, store havsnegler (buhun- de) samt forskjellige krabber (Hyas araneus og coarctatus). Særlig almindelig paa Pecten-bankerne er ogsaa en aseidie (Dendrodoa aggregata), der undertiden udmerker sig ved sin masseforekomst. For oversigtens skyld skal jeg her give en samlet fortegnelse af de dyrearter, der almindelig forekommer paa pecten-bankerne. Ascetta coriacea, Sycandra raphanus og var. terge- stina, Ebnerella nitida, Reniera simplex, Evmastea sitiens, Dendoryx incrustans, Yvesia mammilata, Tragosia infundi- buliformis, Geodia baretti, Evdendrium ramosum, Halecium halecinum, Sertula- ria abietina, Thuiaria thuia, Campanularia verticillata og fruticosa, Gonactinia prolifera, Actinia digitata, plumosa og coccinea, Crisia denticulata, Bugula murrayana, Membranipora i i : ; ‘ a es emer H, Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 23 membranacea, Flustra carbasca, Flustrella corniculata, - Hippothoa divaricata, Rhamphostomella costata, Escharopsis sarst, Menipea ternata, Cucumaria frondosa, Psolus squamatus og phantapus, Stronyylocentrotus. droebachiensis og var. pallidus, Solaster endeca, syrtensis og papposus, Asterias rubens, Telephus circinnatus, Nereis pelagica, Lepidonotus squamatus, Pecten islandicus, Cyprina islandica, Nicania banksii, Tridonta borealis, Astarte compressa, Saxicava pholadis og arctica, Mytilus modiolus, Rynchonella psittacea, Antalis entalis og striolata, Boreochiton ruber og mar- moreus, Tectura virginea, Lepeta caeca, Bela trevellyana, Velutina laevigata, Buccinum undatum, Neptunea despecta, Pagurus bernhardus og pubescens, Hyas araneus og coarctatus, Dendrodoa aggregata, Ascidia prunum. Saavel inde i Balsfjorden som nordenfor Tromsø og udover mod havet forekommer hist og her bratte, under- seiske bergbakker*) med koraller, svampe, ascidier og bryozoer. Specielt i den ydre del af Ramfjorden stuper ‘ fjeldet omtrent lodret ned i sjøen. Her findes blandt an- det pragtfulde exemplarer af Gorgonocephalus lamarcki og sandsynligvis Paragorgia arborea, sjøtræ. Især ude ved havet kan fiskerne undertiden faa op svære sjøtrær med en derpaa levende eiendommelig krebs (Galathodes triden- tata ?) Ved skrabning paa 150—70 meters dyb paa en bund bestaaende af sand, fjeld og ruggel med døde skjæl paa skraaningerne mod det store dyb mellem Risø og Lyngø erholdtes et par levende exemplarer af Spatangus purpu- *) Af fiskerne kaldet auerklakker, fordi ueren især holder til i saadanne bakker. 24 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. : reus (store blaa sjoborrer), nogle ascidier, exemplarer af / « Jedorme (Telephus circinnatus og Leodice sp.) sammen med / rødalger. | I strømhaarde sund som Kvalsund og Rystrømmen bestaar bunden væsentligst af stærkt rullede smaasten og skalfragmenter. Paa lidt større stene findes aktinier, ba- laner, spongier og sertularier, der i mai maaned fandtes med modne kjønsknopper. Mudderbunden. Som modsætning til de nævnte strømhaarde sund findes der hist og her enkelte rolige bugter, hvor mudderet selv paa forholdsvis grundt vand afleirer sig. Her findes paa en dybde af 15—30 meter sammen med masser af subfossile skaller af Cyprina islandica følgende molusker: Nicania banksii, Astarte compressa, Scalaria grønlandica, Bela sp. samt mængder af gephyreer, (Phascolion strombi), «# i rør af Dentalium og Bela. De inderste partier af fjordene, hvor der udmunder elve, bestaar ofte af betydelige strækninger, der ligger tørre ved fjære sjø. Som exempel kan nævnes stræknin- gen mellem Storstennæs og Markenæs-i Balsfjorden. Det fine materiale, der af elvene er ført ud fra de glaciale og postglaciale lerlag, har her afleiret sig og dannet en vid- strakt flade (udlere) af ca. 1 km.s bredde og 3 km.s længde med betydelige banker af blaaskjæl. I den ydre del af fjæren begynder Zostera-regionen. Aalegræsset vokser Pee te TJ Å rn GEER it dog temmeligt glissent, først nedenfor ebbegrænsen optræder det som sammenheengende enge. Det er ca. 40 cm. heit. Den inderste del af Balsfjorden danner et indelukket parti, som ved den fremspringende odde ved Skjevelnæs og dennes fortsættelse i en lav tærskel adskilles fra fjor- — den udenfor. Dette indelukkede bassin er mellem Kvit- EN Ee EEE OC GE NN Anal SP ne H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 25 bergene og Storstennæs temmelig bredt og bestaar af to indbyrdes meget forskjellige dele, nemlig en vestlig for- - holdsvis grund strekning med høiderygge, ver og holmer dannet af skjælsand og ruggel samt en dybderende, der gaar langs fjordens østside fra Nordkjosen til Tennæs. I denne rende, hvor dybden omtrent er 130 meter, er der et meget interessant dyreliv, der især udmærker sig ved den talrige forekomst af den store dybvandsræke (Pandalus borealis). Denne ræke er som bekjendt gjenstand for et særdeles lønsomt fiskeri specielt ved Kristiania og Stavan- ger. Den forekommer almindeligt langs hele Norges kyst og helt op til Spidsbergen og Murmanskysten, ligesom den ogsaa i Balsfjorden synes at optræde i saa rig bestand, at den med udbytte maatte kunne fiskes. Desuden fore- kommer sammen med rækerne som almindelig flere sorter flyndre, nemlig hundetunge (Pleuronectes cynocephalus) og | gabeflyndre (Hippoglossoides platessoides) samt uogle andre fiske, nemlig aalebrosme (Lycodes wahli, forma gracilis), lange tynde panserulke (Agonus decagonus), brogede dværg- ulke (Centridermichtys uncinatus), uer (Sebastes marinus), skate (Raja radiata). | Af øvrige dyrearter kan nævnes: vakre rosenrøde aleyonider (Vöringia fruticosa), aktinier (Bolocera longicor- nis 2), forskjellige sjøstjerner (Ctenodiscus crispatus, Asterias lincki, Ovhiura sarsi), ræker (Sabinea septemcarinata), blæksprut (Rossia glaucopis), muslinger (Nucula tenuis), orme (Nephtys malmgreni, Pectinaria auricoma, Maldane biceps). 4 Strækningen fra Laksvandbugt til noget forbi Stor- næs danner en sammenhængende dybderende. Fra Laks- vandbugt, hvor dybden*) er ca. 130 meter, synker bunden *) Paa sjøkarterne staar der overhovedet ingen dybder angivet in- denfor udløbet af Kvalsund. Dybdeforholdene skildres her væsentligt ef- ‘ter mine oplodninger, dels ogsaa efter angivelse af fiskere, 26 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. landsomt ned til ca. 230 meter lidt udenfor Svartnæs, « hvor dyrelivet synes at have en betydelig mere arktisk « karakter end noget andet sted i fjorden. Af Pandalus borealis faar man blot meget faa i trawlen, derimod mange — exemplarer af Ctenodiscus crispatus samt Nucula tenuis | var. EXPANSA. Udenfor Andersdalen er der med elvevandet udskyl- let og opdynget masser af løs sand, hvorpaa lever Ophiura sarst samt mængder af smaa mollusker og annelider. Ved udløbet af Ramfjorden er dybden 190 meter og et stykke inde i fjorden 150 meter. Paa det sidstnævnte sted var mudderets temperatur d. lite juni 1903 2,8" og overfladevandets 5,3”. Dyrelivet bestaar væsentligt af Cte- nodiscus crispatus, Ophiura sarsi, Nephtys malmgreni, Ampharete finmarchica, Portlandia lucida, Dacrydium vit- reum, Siphonodentalium vitreum. Lidt indenfor Laukslet er dybden enduu 100 meter, i PT DE å ka Ab ET ut Ama in tS en men førend man kommer ind i det indre basin ved Fa- gernæs, passerer man en lay tærskel, der stænger for det | indre parti af Ramfjorden, der dog er forholdsvis grundt. Fra dybderenden i det trange fjordløb udenfor Stor- | nes hæver bunden sig lidt efter lidt op mod det brede og“ forholdsvis grunde bassin, der danner mundingen af den 4 egentlige Balsfjord. Omtrent midt mellem Ramfjordnæs — og Kobbevaag er dybden endnu 120 meter og bunden — sandblandet mudder, men snart mindskes dybden til ca. 94 meter, medens mudderet afloses af sand og ruggel. Udi- mod Tromsøsundet synker bunden igjen ned til 120 me- i ter, men hæver sig igjen i de grunde fjordløb paa begge» sider af Tromsøen. Blot i Hukøbotten findes et par for- dybninger i havbunden paa 60—70 meter med blødt mud- der. Dyrelivet bestaar her væsentligt af følgende arter: smaa røde annellider (Sabellides borealis), der findes i store mængder, Leda pernula, Margarita cinerea, Axinus goul- j BK H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 27 dit, der heller ikke er sjeldne. Mere sparsomt forekom- mer Macoma calcarea, Modiolaria nigra og corrugata, Cre- nella decussata, Mya truncata, ganske smaa exemplarer, Phascolion strombi i skal af Margarita cinerea samt svampe fastheftede til rørene af Sabellides borealis. Des- uden endel andre almindelige arter. Lidt nordenfor Tromsø by begynder en dybderende, der udenfor Skatøren har en dybde af 80—90 meter og derfra lidt efter lidt synker ned til 150 meter ved Vinnæs, hvorfra den fortsætter ud gjennem Grøtsund til havet. Ved Skatøren var mudderets temperatur i juni maa- ned 2,4" paa 80—90 meters dyb, medens vandet i overfla- den holdt 4,6%. Her findes følgende dyrearter: | Ophiura sarsi, Ophiopholis aculeata, Henricia san- guinolenta, Solaster endeca, Pteraster militaris, Onuphis conchilega, Nereis pelagica, Trophonia plu- mosa, Leodice norvegica, Nephtys ciliata, Phascolion strombi rør af Dentalium og Pectinaria samt i skal af Bela og Littorina, | Pandalus annulicornis, Sabinea septemcarinata og _sarsi, Ampelisca eschrichtii, Hippolyte sp, Pagurus bern- hardus og pubescens, Chaetonymphon hirtipes, Sipho islandicus, Lunatia grønlandica, Trichotropis borealis, Anomia ephippium, Rynchonella psittacea, Pecten islandicus (smaa exemplarer), Asturte crebricostata, Saxi- cava pholadis og arctica, Modiolaria laevigata og nigra, Crenella decussata, | Dendrodoa aggregata og andre ascidier samt svampe, Agonus cataphractes, Hippoglossoides platessoides. Enkelte af disse dyrearter hører ikke hjemme paa blød bund, men er enten drevet ud med strømmen eller de lever paa enkelte isolerede felter, der hæver sig over det bløde mudder. Ved Krabbenæs nordenfor Tromsøen, hvor dybden ae 98 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. ver he er ca. 150 meter, faar man næsten udelukkende tang (Fu- « cus etc.), der driver ud fra grundere vand og samler sig | paa dybet; med tangen følger forskjellige grundtvandsdyr. — Dyrelivet paa mudderbunden her er sammensat af føl- gende former: | Schizaster fragilis, Astropecten andromeda, Ophiocan- — tha bidentata, Onuphis conchilega, Scalpellum stromii, Pycnogonum littorale, Nymphon mixtum, sluitert og gracilipes, Chaetonymphon hirtipes, Pan- | dalus annulicornis, Hippolyte gaimardi, polaris og tur- — yida, Sabinea sarsi, Philomedes brenda, Diastylis edward- sit og rathkei, Apseudes spinosus, talrige amphipoder, Modiolaria nigra, Neaera subtorta, Portlandia lucida — og frigida, Nucula tenuis og delphinodonta, Dacrydium « vitreum, Crenella decussata, | Lepidopleurus cancellatus, Velutina laevigata, Sipho « tortuosus, Margarita grønlandica, Antalis entalis og strio- — lata, Siphonodentalium vitreum, Terebratulina caput serpentis, | Virgularia finmarchica, mange aktinier i forskjellig størrelse fra 1--30 mm.s på ry, tversnit, desuden nogle store, sammensatte ascidier (Macro-. clinum pomum). j Fra den grunde, strømhaarde passage mellem Kval- 7 gens spids og kobbeholmene ved Ringvatsø synker hav- $ bunden langsomt ned til 300 meter ved Gaasvær og 550 å 5 ved Lyngø. Bunden synes endnu saa langt ud som ved © i Kaarvik at vere haard paa en dybde af 130 meter, idet ; af en dybderende med blødt mudder. Denne rende: (eller søile) strækker sig ud mod de store dyb mellem Rise og Lyngø. Ved Gaasvær findes blødt mudder med masser af Onuphis conchilega. Ved et trawltræk fra 200—380 meters $ der her er en høideryg, som bortimod Kvaløen begrænses | H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 29 dyb ved Lyngø indeholdt trawlen ved ophalingen et halvt kjærrelæs tang i frisk til helt raadden tilstand, i denne fandtes : Hippasteria phrygiana, Strongylocentrotus drebachi- ensis, Echinus esculentus, Schizaster fragilis, Ophiura sarst, Ophiocantha bidentata, Chaetonymphon hirtipes, Nymphon gracilipes, Eupagu- rus pubescens, Hyas arancus, Leodice norvegica, Aphrodite aculeata, Buccinum grønlandicum, Margarita cinerea, Axinus - gouldi. Mellem det store dyb ved Lyngø og Risø er der*) i Simabakleden og Storleden en tærskel, som stænger for den brede undersøiske fjordstrækning, der begrænser Ma- langsgrunden mod øst. Denne fjordstrækning tager sin begyndelse 1—2 mil udenfor Sydfuglø og Risø; den har i den indre del en dybde af 300—850 meter, bliver læn- gere ude noget grundere, indtil den brat styrter ned til de store havdyb udenfor Norges kyst. Saavel i denne fjord- strækning som oppe paa selve Malangsgrunden, hvor dyb- den delvis ikke er mere end 60 meter, bestaar bunden af sand, singels, sten, koral, skjæl, ler og slik. Om enkelte dyreformers udbredelse og biologi. Strongylocentrotus drøbachiensis. Den almindelige sjoborıe og dens varietet var. palli- dus forekommer i utrolige mængder lige fra de yderste ger ude ved havet og ind i det indre af fjordene, mest i Jaminariebæltet, men ogsaa paa større dyb. Det har ikke lykkedes mig at finde mindre exemplarer end de paa med- følgende tabel opforte. Den synes at yngle i juni maa- *) Ifelge sjøkartet. 86 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. ned, idet jeg da har fundet kjønsmodne individer, selv de — mindre individer har moden rogn. Efter tabellen at døm- — me er der væsentlig en bestemt aarsklasse, der optræder i — Å 3 Nå ; mængde. | Sjøborre (Strongylocentrotus drøbachiensis). ; Størrelse 1 cm. 1. | 2. At | Re SE ; BR ee NN | eV ; 8. ; 10. 100 exemplarer maalt i begyndelsen af juni 1903, Tromsø. ; Asterias rubens. ‘ Kjønsmoden tidlig om vaaren. | Asterias linckii. | Denne vakre og anseelige sjostjerne forekommer tem- | melig almindelig paa mudderbund inde i fjordene, saale- des ved Ramfjordens munding og inderst i Balsfjorden, de større af 10—20 cm.'s armradius paa en dybde af ca. 130 meter, de mindre af 2.8 cm.’s armradius fandtes i ok- tober maaned paa grundere vand af 20—70 meters dyb. Den er kjønsmoden i juni maaned, Syke ei ‘ ii, Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 3i Ctenodiscus crispatus. = Findes i uhyre mængde paa den bløde mudderbund i Ramfjorden og den inderste del af Balsfjorden paa 130 —190 meters dyb. 50 maalte exemplarer havde en længde af skiveradius af 1—17 mm. (se medfølgende diagram). Der synes at forekomme 2 forskjellige aarsklasser, der grupperer sig om maalene 2 og 13 mm. (skiveradius). For- holdet mellem skive- og armradius er ialmindelighed som 1: 2, den kan veksle mellem 1: 1.8 og 1: 2.5. Ctenodiscus crispatus fra Ramfjorden, dybde 150 meter. 10de juni 1903, lengde af skiveradius hos 50 exemplarer i millimeter: i. Ophiura sarsi. Almindelig paa sand- og mudderbund ude ved havet og i fjordene saavel paa dybere som grundere vand. 0. sarst er. kjønsmoden tidlig om vaaren, saaledes fandt jeg i mid- ten af marts maaned ved udløbet af Balsfjord paa en Era © i 32 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. 5 dybde af ca. 110 meter hanindivider, der farvede vandet — er å gulrødt af sperma og hunindivider med opsvulmede inter- å radier, der indeholdt røde æggekapsler. Saavel i marts | som i juni har jeg væsentlig blot fundet 2 aarsklasser, « hvis skiveradius havde en længde af henholdsvis 6—7 og 10—11 mm. Ophiura sarsi fra Ramfjorden, 150 meter, 10de juni 1903, længde af ski- veradius i millimeter. 4 5. B | cf i 8. | 10. Fl: 4 12 i Nephtys caeca. Modne æg fandtes 30. april 1901. Onuphis conchilega. Denne eiendommelige annellide findes talrig i de ydre — dele af fjordene. Medfølgende diagram synes at fremstille 3 3 aarsklasser, hvoraf 0-gruppen saagodtsom ikke forekom- — mer sammen med 1- og 2-gruppen, der har maalene 3—4 £ og 5—7 millimeter. Da disse annellider sjelden faaes hele 3 À og uskadte, og desuden rørene heller ikke altid synes at have den samme forholdsvise længde, har jeg af rørets tykkelse paa midten opstillet et schema af deres størrelses- ” forhold. | co Go H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. Onuphis conchilega. 6. IX. 02 Gaasvær, 300 meter. Rørets midtre tykkel- se i millimeter. Hver prik et expl. Hippolyte gaimardi. Almindelig i laminariebeltet. I mai maaned sees 2 aarsklasser af 2—3 og ca. 4 cm. længde. Exemplarer med rogn findes i oktober og november. Hippolyte gaimardi. (rød grundtvandsræke, Tromsø 1 mai) ne Antal exemplarer : 84 Tromsø Museuins Aarshefter 28, — 1905. Hippolyte turgida. Talrig blandt lithothamnier. 1 begyndelsen af juni — optræder denne ræke i to størrelsesgrupper henholdsvis af | 1.5—2.1 og 2.5—3.1 cm. længde. Individer med rogn sees M om høsten (september—oktober). | Hippolyte pusiola. de af 2.4—2.6 cm. Pandalus borealis. Saavel 1 begyndelsen af august som i begyndelsen af — oktober har jeg fundet individer med rogn ved trawling i Å Balsfjorden. I løbet af vinteren vil rimeligvis rognen * være afsat. Næste sommer udvikles de forskjellige larve- M stadier. Den paafølgende sommer voxer I-gruppen til en størrelse af ca. 6 cm. i august, da den er omtrent 1!/s aar. * Il-gruppen, der samtidig altsaa er 2'/2 aar, har en størrelse af 8—11 cm., medens Ill-gruppen er 3'/2 aar og er 19:38 15 cm. De mindste exemplarer, som jeg har fundet med rogn i begyndelsen af august, var 12 cm.*). Se diagram- 2: PE met. : Maveindholdet fandtes at veere forraadnende substan- ser, mudder, fragmenter af smaa krustaceer. Rimeligvis fortærer rækerne aldrig levende dyr, men nærer sig af forraadnende substancer og dyrelevninger. Enkelte ræker | har bugparasiter. Rækerne tjener til føde for forskjellige — dybvandsfiske og aktinier, der ofte findes fuldproppede 4 med ræker. ; 7 *) Med hensyn til forekomsten af dybvandsræker ved Tome heng vises ogsaa til mine meddelelser herom i „Norsk fiskeritidende* 22. aarg. 1903. 12. hefte p. 624—28. AR i Ben: | H. Kiær, — Om Dyrelivet i Balsfjorden. Co Or Pandalus borealis. Længde i cm. 8. VILL 03 6: X02 6 E HA vere Foruppegs ir Ku Vuh kl... STE Sabinea septemcarinata. å Forekommer sammen med Pandalus borealis paa . mudderbunden. I august maaned findes 2 aarsklasser af denne ræke henholdsvis af størrelserne ca. 6 cm. og ca. 8 F9 cm. | 36 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Sabinea septemearinata Å fra Balsfjorden, indre del, dybde: 150 meter, august 1903: længde i millimeter : | 4 Or nn Or I OG OPRPRAAISNR Oo en jm Mytilus modiolus. Kr A Modne æg findes tidlig om vaaren (marts maaned). Modiolaria discors. 80 exemplarer maalt i mai maaned grupperér sig om størrelserne 1—3, 5—7 og 10—14 millimeter. 4 Modiolaria discors. Antal exemplarer: 0123456789 10125456789 20 Størrelse i mill IS ØYE SEN M D SONA OUR CO NO mi H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 37 80 exemplarer maalt d. 5. V. 02, Tromsø, (fra den nedre del af fjæren). Nucula tenuis. Ved Svartnæs i Balsfjorden fandtes i oktober maaned 1902 endel individer henhørende til 2 aarsklasser af føl- gende størrelser: 1) 5—8 mm., 2) 10—15 mm. Et exem- plar havde den kolossale størrelse af 18 mm. Nucula tenuis fra Svartnæs i Balsfjorden, 190 m., 14. oktober 1902, leng- de i mm. , | Leda pernula. Af 360 maalte exemplarer havde størsteparten en længde af ea. 15 mm. Der synes ikke at kunne adskilles bestemte aarsklasser. Rimeligvis maa yngletiden strække © 5 38 Tromsø Museums -Aarshefter 28. — 1905. sig over et længre tidsrum. De yngre individer findes * sandsynligvis paa grundere vand. De maalte exemplarer. erholdtes paa en dybde af ca. 60 m., Hukøbotn, 28. au- | gust 1900. Leda prat fra Hukøbotn, dybde 60 m., 28. august 1900. ERROR ia millimeter. 8 mm. 0 me ber 18 mm. . . . 29 exemplarer 1 dns ner — 193 32 — 4 10 » 3 — 20-53 ad — 18% ad — 21 » SE — 12 » 2 — 92 5» 3732, == 13 » 202 — 254% 4 — 145 > Ad — u 243 NJ ene Fo 83 — 238» ve — 16 => . 60 — 26 » Bee | — LR . 34 — Portlandia lucida. Heller ikke af denne art har jeg fundet mer end en. aarsklasse, der maalte 3—5 mm. å Portlandia lucida fra Ramfjorden, dybde 150 m., 10. juni 1903, længde id millimeter : = ; Cardium fasciatum. Væsentlig blot en aarsklasse, længde ca. 9 mm. Mu- ligens antydning til.en gruppe paa 4 mm, 3 H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 39 i f i Tridonta borealis. | Å | 3 aarsklasser, der grupperer sig henholdsvis om stør- relserne 3—4, 8—12 og 17—20 mm. Det største maalte exemplar var paa 25 mm. Nicania banksii. Ingen udpræget aarsklasse. Længde 3—12 mm. Astarte compressa. 2 aarsklasser: 3—7 og 10—15 mm. Margarita cinerea. ; Ligesom af foregaaende art to aarsklasser: 1) 5—7, - 2) 8—12 mm. Margarita cinerea - fra Hukøbotn, 60 m., 22. august 1900, længde i mm. 5 EN NOT GO ot ï LOO WO AG ET 40 Tromsø Museums Aarshefter 28, — 1905, på Om endel dyreformers udbredelse paa dybere vand i Balsfjorden og denne fjords udløb gjennem Tromsøsund og Kvalsund til havet. Som bekjendt er der ved vort lands nordlige kyster stor forskjel i dyrelivet og dettes karakter inde i fjordene og ude ved havet, idet dyrelivet inde i fjordene er arktisk som følge af det kolde bundvand, medens dyrelivet ude ved havet har et langt sydligere preg som følge af Golf- strømmens indvirkning paa havvandet. Som jeg i en tidligere afhandling har fremhævet*) er der ved Tromsø tærskler, der adskiller Balsfjorden fra havet, hvilket rimeligvis er grunden til den lave bund- temperatur inde i Balsfjorden. Som exempel herpaa skal anføres, at medens temperaturen den 13de august 1903 inderst i Balsfjorden paa en dybde af 130 meter var 2,9 var temperaturen ude ved havet (Gaasvær) paa 300 me- ters dyb 5" (6te september 1902). Rimeligvis som følge af denne forskjel i temperatu- ren findes der inde i Balsfjorden en række dyreformer, der mangler ude ved havet, medens omvendt andre dyre- former lever paa dybden ude ved havet men ikke inde i fjorden. I flere tilfælde danner de nævnte tærskler en skarp grændse, idet enkelte arter ikke synes at kunne overstige tærsklerne skjønt de findes i une lige inden- : for eller lige udenfor disse. *) Om Tromsøsundets fiske, Tr. Mus. Aarshefter 27, 1904, D. Gr © ln cn 25 BY ADS RE FREE NE £ RER H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 41 Som dyr af arktisk eller boreal oprindelse fra Bals- fjorden indenfor tærsklerne og samtidig som dyr af sydlig _ oprindelse med forekomst blot udenfor tærsklerne kan an- føres følgende: 1. Indenfor tersklerne: 2. Udenfor disse: Voringia fruticosa, Psilaster andromeda, Asterias linckit, Hippasteria phrygiana, Ctenodiscus crispatus, Spatangus purpureus, - Ampharete finmarchica, Onuphis conchilega, Nephtys malmgreni, Aphrodite aculeata, Yoldia limatula, -— Arca pectunculoides, Nucula tenuis, Pecten 7-radiatus, Pandalus borealis") Nymphon mixtum, \ Sabinea 7-carinata, 5 sluiteri, å sarsi, å gracilipes, Centridermichtys uncinatus, Chætonymphon hirtipes, Agonus decagonus, Spinax niger. Lycodes wahlii. Om det drivende og fritsvommende dyreliv i Tromsøsundet. Som exempel paa hvad havvandet kan føre med sig skal jeg anføre det hovedsagelige indhold af endel plank- tontræk i Tromsøsundet: ; 1: 18/4 1901. 0 meter. Kulør: graa. For størstedelen uhyre fine sandkorn, enkelte an- nelidelarver og naupliusunger af balaner. 2. 38/4 1901. Dybde: ca. 5 meter. Kulør: graa. Indhold som foregaaende træk, desuden enkelte copepoder og rækelarver. *) Findes vistnok udentor tærsklerne, men synes blot at optræde i masse indenfor disse, eo ~ Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905, : 2/5 1901. 0 meter. Kulør: graa. Indhold: mest fine sandkorn ogsaa endel grovere af 0,5—1 mm. tversnit samt nogle Thalamophorer (Polystomella og Polymorphina) og enkelte brede An- nelidelarver. 2/5 1901. 10—0 meter. Kulør: graa. Indhold: fine sandkorn, Annelidelarver, enkelte Copepoder og Rækelarver. på H/6 1901. O meter. Kulør: graa. Indhold: uhyre masser af infusorier og alger, blot faa copepoder og æg, endel ceratium. 14/, 1901. Kulør: graa. Indhold: traadalger, enkelte copepoder, enkelte større sandkorn. 4/9 1901. Dybde: 6 meter. Kulør: graa. Indhold: traadalger, enkelte ceratium og copepoder. Kulør: gulgrøn. Indhold: traadalger, enkelte infusorier, mange smaa copepoder. Kulør: grøn. Indhold: uhyre mængde traadalger, infusorier og copepoder. Planktonhoven blev dels roet i overfladen, dels paa 5 eller 6 meters dyb (efter et løseligt skjøn), der blev — | altsaa blot taget horizontaltræk. Jeg har blot anført det hovedsagelige indhold af planktontrækkene delvis 'af den Grund, at det ikke svarede til denne afhand- | 3 lings hensigt at anføre en vidløftig tabel over arterne. 3 Man kan af ovenstaaende se, for det første at strøm- à men fører med sig en mængde fine sandkorn og delvis — bundformer af thalamophorer, dernæst at havvandet som sædvanligt indeholder en mængde forskjellige traadalger, | | protozoer og copepoder (Calanus finmarchicus). Om vaaren sees talrige ctenophorer drive med strom- M u H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 43 men, af størrelse fra 2—15 em., ligesom man ogsaa un- dertiden paa nogle faa meters dyb kan gjøre en fangst af tusener af smaa, overordentlig vakre meduser. Om høsten kommer akker eller blæksprut (Ommato- strephes todarus) ind i fjordene i ubyre stim forfølgende silden, man finder i ventrikler af akker finmalede sildere- ster. Denne blæksprut optræder næsten blot i udvoksede exemplarer. Hunnerne er talrigst og naar ikke sjelden en længde af 1 meter medregnet fangarmene. Hannerne er betydelig mindre. Af Fiskerne kaldes de store akkere for »godtakker« d.v.s. gydefærdig akker. Jeg har imidlertid undersøgt mange exemplarer uden at finde moden rogn hos en ene- ste. Fiskerne fortæller ogsaa, at de om høsten finder ak- kerunger i seien. Dette kan muligens bero paa en mis- forstaaelse. Enkelte fiskere mangler i paafaldende grad evnen til at adskille mindre dyrearter fra hinanden. Høsten 1902 paastod nogle fiskere at have seet ak- kerunger inde i Hukøbotten, hvor der var stængt storsild. Under dragningen af sildenoten skulde der da være seet 20—30 tommelange smaadyr, der svømmede hurtigt i over- -fladen, lige hurtigt forover som agterover. De havde stre sorte gine og var ellers vandklare«. Muligens kan blæk- sækken være taget for et øie. Desværre lykkedes det mig ikke at faa fat paa nogen af disse akkerunger skjønt jeg flere gange var inde i Hukøbotten og delvis ogsaa fiskede med finmasket vad. Akker egner sig ligesom mange andre laverestaaende sjødyr til at spises. Se herom min artikel i »Norsk fiske- ritidende« oktober 1902 p. 665. I de senere aar specielt 1902 og 03 har der vist sig store flokke af kobbe saavel i Tromsøsundet, som længere ind i fjordene. Alle de fangstmænd, som jeg har talt med, saavel som bryggefolk, der har taget imod flere tusen 44 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. skind fra Tromso og Finmarkens amter er enige i, at det er »sæle, som er optraadt i størst mængde, d. v. s. »sadel- sæle, den udvoksne han af grønlandssæl (Phoca grenlan- dica), samt at der ogsaa har været meget »ungsæl« d. v. s. unger af forskjellig størrelse af gronlandssæl. Snad (Phoca annellata phoetida) skal der ogsaa have været me- get af, derimod lidet af stenkobbe (Phoca vitulina). Dette stemmer ogsaa med mine iagttagelser. Af de 700 sæl- skind, jeg har seet, tilhørte 48 snad, 250 ungsæl d. v. s. unge af grønlandssæl, 383 sadelsæl, blot nogle faa skind tilhørte stenkobbe. Muligens var der nogle skind af hun- sæl d. v. s. hun af grønlandssæl, da disse vanskelig ad- skilles fra ung hansæl. Efter fangstfolks udsagn skal den voksne hunsæl være blevet igjen i Ostison for at yngle, medens blot hansæl og ungsæl er kommet vestover. Da der saagodtsom ikke er fanget uldunger af sæl- ved vore kyster, synes denne antagelse at være rigtig. Da der har været udtalt formodning, om at den saakaldte ungsæl del- vis kunde være stenkobbe, har jeg for at bekræfte rigtig- heden af mine iagttagelser undersøgt nogle skeletter med tilhørende skind af forskjellige sælarter. 4 kranier hø- rende til skind af norsk ungsæl syntes at tyde paa, at disse tilhører grønlandssæl, idet ganebenenes bagre frie kant paa kranierne er tvert afskaarne og ikke har nogen bugt indover. Der er ogsaa flere andre kjendetegn, der taler for, at ialfald 4 nøiere undersøgte skind af norsk ungsæl tilhører grønlandssæl, idet nemlig svømmehuden mellem fingrene paa disse er mindre stærkt behaaret end hos stenkobbe, klørene er slankere og spidsere, 2den fin- ger længst og halen forholdsvis lang og tynd. (Se videre herom mine meddelelser om de forskjellige sælarters fore- komst i »Norsk fiskeritidende« august 1903 p. 460). aoe km a 3 | : | -$ fe LEE H. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 45 | Om dyreformationer. Anton Stuxberg*) har opstillet endel dyreformationer paa grundlag af enkelte dyrearters masseforekomst inden enkelte lokaliteter i Sibiriens ishav. Lignende dyreforma- tioner kunde ogsaa anføres fra Tromsosundet og nærlig- gende farvande. 1. Strongylocentrotus-formationen findes i Tromsosundet og andensteds væsentlig fra 1—20 m. dyb, sandbund og udmærker sig ved den forbausende rigdom paa Strongylocentrotus drobachiensis. Vistnok fin- _.des der samtidig en mængde andre dyrearter tildels ogsaa temmelig mange af hver sort, men den nævnte art er ial- fald mest iøinefaldende og jevnt udbredt over hele feldtet. 2. Ctenodiscus-formationen findes i udlobet af Ramfjorden og det indre af Balsfjorden. Dette er dog ikke nogen »ren« formation, da der samtidig i mængde optræder andre karakteristiske arter saaledes Ophiura sarsi i Ramfjorden og Asterias linckii i Balsfjorden. 3. Onuphis-formationen findes paa mudderbund udenfor tærskelen i Tromsøsundet. Onuphis conchilega optræder her i mængde. 4, Sabellides-formationen paa mudderbunden ved Skatøren, ca. 60 m. dybde. Uhyre meengde af Sabellides borealis. *) „Evertebratfaunan i Sibiriens ishaf* i Vegaexpeditionens veten- skapliga iagttagelser, bd. 1, 46 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. SE Dendrodoa-formationen, masseforekomst af Dendrodoa aggregata ved Skatøren ca. | 70 m., saakaldt »potetesager«. 6. Pecten-formationen, pa de saakaldte Pecten-banker, hvor P.islandicus hovedsagelig 4 optræder. å 7. Mytilus-formationen, banker med Mytilus edulis paa stranden mellem høi- og : 4 lavvande. acc Bemerkninger til planchen. Kartet saavelsom profilen fremstiller Balsfjorden og 4 denne fjords udløb til havet gjennem Tromsøsund og Kval- sund. Dybden er overalt angivet i favne. à z KFZ LL Y 4 LY Le Yi, Yy y DE % rm ra \ N SNS SNS WS SO SAY N a PA Se U -— 4 ' \ . x på > 1 go DI 38 = De. LG; P Ir vi =O Si å = rå x = [Pa o 77 É Eg > 2 YG r or å Ê je SK 1 5 i _ bd Ed co ¢ - ate = PS e 5 i 3:02 & I Nic. 46 Se å ~--6--- = sg i 2 iS ES 2 © 5 4 BL = ET i T AS Le 2 £ hes = Ca ANGIS == Ao ig + d FG > fe na of € r “ À FA , Mir Re ce stv Er ta et AE TG 48 — Tromss Muesums Aarshefter 28. — 1905. Litteratur. Sars, G. ©. Mollusca regionis arcticae Norvegiae, Kristi- ania 1878. Storm, V. Oversigt over Trondhjemsfjordens fauna (Med- delelser fra Trondhjems biologiske station 1901). Sars, M. Oversigt af Norges Echinodermer. Kristiania 1861. Sars, M. Beretning om en i sommeren 1849 foretagen — zoologisk reise i Lofoten og Finmarken. Østergren, H. The Holothuroidea af Northern Norway (Bergens Mus. Aarbog 1902, no. 9). Grieg, James A. Oversigt over det nordlige Norges echinodermer (Bergens Mus. Aarb. 1902, no. 1). Arnesen, Emily. Spongien von der norwegischen Ki- ste. (Bergens Mus. Aarb. 1908, no. 1). Arnesen, Emily. Spongier fra den norske kyst (Ber- gens Mus. Aarb. 1900, no. 5). Bidenkap, O. Lyngenfjordens evertebratfauna og Tromsø- sundets echinodermer (Tromsø Mus. Aarshefter no. 20, 1899). Schneider, J. Sparre. Tromsøsundets molluskfauna (Tromsø Mus. Aarshefter no. 8, 1885). Nordgaard, O. Hydrographical and biological Investi- | gations. Bergens Museum, Bergen 1905. Appelløf, A. Havbundens dyreliv (Norges fiskerier ved I. Hjort, Bergen 1905). Anm. Dei min afhandling nævnte dyrearter har jeg selv for den største del indsamlet under mine under- sogelser, dog er en del navnlig bryozoer anført efter oven- staaende afhandlinger. a i ze A. Kiær. — Om Dyrelivet i Balsfjorden. 49 Summary. In the course of three years I had the opportunity occasionally of making marine investigations about Tromsøe in northern Norway. The apparatus used consisted of the ordinary naturalists dredges and a little shrimp trawl. From a Norwegian fishing boat I dredged at various depths in the Balsfjord, the Tromsøsound, the Kvalsound and between Riso and Lyngø. (1). The littoral zone. That part of the bottom, which is laid bare at low water, is in Norwegian called »fjærene. In northern Nor- way rise and fall of tide amounts to 6, 10 feet or more. At low water I have collected many specimens on fucus Jaminarians and stones. On the lower part of the stones an abundance of crustaceans and other living things of the most varied colours and appearance may be found. (2). -The shallow sea margin. The animal life on the shallow sea margin is very little diversified in the fjords about Tromsøe. The bottom ~ beneath the shallow water generally consists of sand and i shells and fragments of stonalgaes and shells with multi-. tudes of large seaurchins. The shore is sandy or stony and very narrow, only in the interior of the fjords there v 2 d are more extensive bays and beaches with sand and mud and undulating fields of zostera. On stony bottom, espe- cially between the islands of the open sea, the seaweed grows like forests, while shoals of swimming animals dis- port themselves above and among these thickets. 50 Tromsø Museums Åarshefter 28. — 1905. (3). The hard bottom, at a depth of 20 to 50 fathoms or more, often consists of stones and stonalgaes with multitudes of beautiful, large, reddish coloured mussels (Pecten islandicus), which are used for bait. Besides these are numbers of other shells and crustaceans of various kinds. On the solid rocky slopes at the sides of the fjords corals, sponges ascidians and bryozoa grow. Ser (4). The mud bottom. In the fjords from the innermost part of the Bals- fjord to the open sea there are several deep channels and basins*). Between these depressions shallow ridges or bar- riers cross the fjords, which greatly influence the” com- pression and temperature of the water in the deep cavi- ties inside. I thus found the temperature at the depth of 70, fathoms near Tennes in the Balsfjord, in the 15th of August 1903, to be 2.9° C., while the temperature at sea at a depth of 160 fathoms, on the 6th of September 1902, was 5° ©, The fauna on the clay bottom in the exterior parts of the fjords is intermixed with southern forms such as we find on the shores of the North Sea, wits the fauna in the Balsfjord is arctic. The large deep water shrimps (Pandalus borealis) oc: cur in great abundance in the innermost part of the Bals- fjord at depths of between 60 and 70 fathoms, where I. made several hauls with a little shrimptrawl. 10 hauls, each in a space of half an hour or an haur, yielded in all 50 litres of shrimps. On the accompanying tables will be found the mea- surements of various animals. The measurements give curves, each representing an annual class. *) See the accompanying chart, where the depths of the basins and ridges are indicated in fathoms. a Trykt 14. Novbr, 06. Zur Kenntnis der Apterygotentauna - des nördlichen Norwegens. Von O. J. Lie-Pettersen. (Mit 1 Tafel). In den Jahren 1900—1901 empfing ich von Herrn Cand. Embr. Strand mehrere kleine Sendungen von Apterygoten, die yon ihm an verschiedenen Orten in uns- rem Lande eingesammelt worden waren. Dieses Material ist bis jetzt nicht bearbeitet worden, indem ich die Ab- sicht hatte, dasselbe in einer seit längerer Zeit geplanten vollständig neuen Bearbeitung der norwegischen Arten dieser Insektengruppe mitzunehmen. Diese Bearbeitung ist jedoch bis jetzt ausgeschoben worden, weil meine Zeit in den letzteren Jahren von anderen zoologischen Arbei- ten in Auspruch genommen worden ist, und muss noch einige Jahre ausstehen. Da ich doch vorigen Sommer (1905) Gelegenheit hatte, Einsamlung von Apterygoten in - den nördlichen Teilen unseres Landes vorzumehmen, und r Herr Strands Material sich auch grösstenteils aus die- sen Teilen des Landes stammt, habe ich es zweckmiissig gefunden, unsere gemeinschaftlichen Ftinde aus diesen Ge- _genden zu publicieren, aus welchen bis jetzt nur einige wenige Arten durch die fachliche Literatur bekannt waren. Herr Strands Einsamlungen, die alle zufällige Fünde sind — wahrgenommen während der Einsamlung anderer 52 ‘Tromso Museums Aarshefter 28, — 1905. Insekten — stammen teils aus Tysfjord, teils aus verschie- denen Orten in Lofoten und endlich teilweise aus Fin- marken (Alten). Meine eigenen Fünde sind wesentlich während eines dreiwöchentlichen Aufenthalts auf der Insel Vega in Hel- geland so wie während einer Excursion nach dem Flöi- fjeld bei Tromsö am 8. August 1905 gemacht. Dem Herrn Strand statte ich hierdurch meinen herzlichsten Dank fir das mir zugesandte Material. Gleich- zeitig wünsche ich auch, meinen besten Dank an Herrn Sparre Schneider, Konservator des Museums zu Tromsö, auszusprechen, welcher auf verschiedene Weise meine Rei- se im nördlichen Norwegen beförderte, und vor allem für die Gastfreundlichkeit, die ich während meines Aufent- halts in Tromsö genoss. I. Ordn. Thysanura Latr., Lubbock. Fam. Campodeadae Lubbock. Campodea fragilis Meinert. Auf Vega in Helgeland wurde nur ein einziges Exem- plar dieser äusserst zarten lichtscheuen Art unter einem Stein in dem zum Hofe Röröen gehörigen unangebauten Land gefunden. Im Birkenwald am Fusse des Flöifjelds bei Tromsö wurde dieselbe an mehreren Orten unter Stei- nen gesehen, aber nur ein Exemplar wurde zur genaueren Untersuchung mitgenommen. Beide Exemplare zeigten sich als typische fragilis. | Der Fund bei Tromsö hat insofern Interesse, als die- ser mir bekannt ist das nördlichste bis jetzt bekannte Vorkommen dieser im Ubrigen sehr verbreiteten Art. Campodea wohnt gewöhnlich unter Steinen in hu- ‘ * Å ør + hr 22 > ai CT ES \f . 7 RET TA RE EE EET ee > AER VE a eT ae Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. 53 musreicher Erde. Dann und wann kann man sie doch auch in sehr magerem und trockenem Erdboden an son- nigen Bergabhiingen finden, aber dann gewühnlich in den Nestern des Lasius niger. An sehr kalten und feuchten Orten scheint sie zu fehlen. Fam. Machilidae Grassi. Machilis maritima Leach. Aus Strands und meinen Untersuchungen geht her- vor, dass diese Machilis-Art — die einzige, die bisher bei uns nachgewiesen worden ist — ein sehr allgemeines Tier längs der ganzen Küste unseres Landes ist. Von mir frü- her nachgewiesen an mehreren Orten längs der Westküste sowohl aussen am Meere als in den inneren Gegenden des Sognefjords und Nordfjords, von Strand auf Hvalöerne ausser dem Kristianiafjord wie auch an mehreren Orten in den nördlichen Küstgegenden gefunden. Auf Vega und auf den draussen liegenden kleinen Inseln und Holmen wurde sie an Felsenwänden und auf und unter Steinen längs des Meeresufers gefunden. Im Gegensatz zur Campodea bewegt sich Machilis gern im Lichte, ja sie scheint sogar die stark von der Sonne erleuchteten warmen Felsenwände den schattigen Orten vorzuziehen. Ich habe Scharen von viel Hunderten Individuen in sehr verschiedenen Entwickelungsstufen an Felsenwänden gerade über der Strandlinie gesehen, wo sie, um sich zu sonnen, selten höher als etwa 1 m. über dem Balanusgür- tel sassen. Wenn sie gestört werden, verstecken sie sich eilig in den nächsten Felsspalt oder unter benachbarten Steinen, aus welchen sie wieder hervorkommen, wenn alles ruhig 54 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. ist. Sie laufen schnell, aber riickweise und nur verhält- nismässig kurze Strecken auf einmal; andererseits laufen sie höchst ungern und gewiss nur im Falle der Not. Wenn sich die Tiere an senkrechten oder stark neigenden Fel- senwänden befinden, wird ein Sprung vermittelst der Springgabel selbstverständlich zur Folge haben, dass sie ins Wasser fallen, was übrigens keine Gefahr für sie mit sich führt indem sie leicht und schnell im Stande sind, wieder ins Trockene zu kommen. Auf der Wasserfläche scheint besonders das Springen zur Anwendung zu kommen. Die Springgabeln werden hierunter schräge emporgehoben und werden mit grosser Kraft gegen den Wasserspiegel geschlagen, und gleichzei- tig leisten die Beine und Abdominalgriffel ihre Mitwirkung. Die Höhe und Länge der Läufe sind relativ kleiner als dieselben mehrerer der laufenden Collembola-Arten. Meistens hüpfen sie nur einige wenige Centimeter auf ein- mal, aber die Läufe folgen gern schnell auf einander. Der längste von mir gemessene Sprung war 6,5 cm. mit einer Höhe etwa 3 em. Dies wurde von einem verhältnismäs- sig jungen Exemplar auf einer ebenen Steinflache aus- geführt. | Wie friiher bemerkt, lebt Machilis maritima sehr oft in grösseren Gesellschaften, ohne dass, doch die einzelnen Individuen mit einander in näherem Verhältnis zu stehen scheinen, wie es der Fall mit den eigentlich kolonibilden- den Insekten ist. Unter den Apterygoten sind eigentliche Kolonibildungen überhaupt ganz unbekannt. Die Tiere leben jedoch, wie gesagt, in der Regel gesellig, und wo sie vorkommen, werden nicht selten dichte Scharen der- selben dem Strand entlang überall gesehen. Auf sandigen, ebenen Strandufern wird man doch diese Art sehr oft vergebens suchen. Stein-oder Felsengrund scheint eine Le- -bensbedingung für sie zu sein, | 712 j Ve | 1 4 3 I Tie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens, 55 Ihre Nahrung besteht aus kleineren Tieren, haupt- sächlich Milben, die ja gewöhnlich. an den warmen Fel- senwänden längs des Strandes sehr zahlreich sind; viel- leicht verzehrt sie verwesene Reste verchiedener See- oder Strandtiere. IL. Ordn. Collembola Lubbock. Fam. Achorutidae UC. B. Achorutes armatus (Nic.). Typische Exemplare dieser Art sind an den meisten untersuchten Orten in den nördlichen Kistgegenden ge- funden. Auf Vega in Helgeland war die Art allgemein unter Steinen und Holzsplittern, aber besonders unter auf- _geworfenem Tang (Fucus) am Strande. FG Unter Strands Einsamlungen aus Lofoten und Fin- marken wurde die Art auch in einzelnen Exemplaren ge- funden. In südlichen Norwegen wird sie allgemein und oft in grosser Menge an ihnlichen Orten wie die obener- wähnte Art gefunden und aufserdem häufig in verwesen- den Pilzen. Im grossen Ganzen scheint diese Art die all- gemeinste og verbreitetste der norwegischen Formen des Geschlechts zu sein. Einzelne sehr helle Exemplare habe ich dann und wann unter der Hauptform gefunden, mit welcher sie übrigens morphologisch ganz zusammenstimmen. Achorutes viaticus (L.) Tullb. Auf Vega fand ick einige wenige Exemplare dieser Art am Ufer eines kleinen Sees — Svinevandet genannt — a 56 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. und in einigen in der Nihe liegenden Sumpfen unter ver- wesenden Holzstiicken auf Moorboden. | Die Art scheint sehr feuchte Lokalitäten vorzuziehen und wird nicht selten auf der Wasserfläche hiipfend an den Ufern grösserer und kleinerer Wasseransamlungen unter Wasserpflanzen und Moos getroffen. Sie wurde nicht in den Einsamlungen Strands gefunden. Achorutes purpurascens Lubb. Zwei Exemplare wurden auf Vega mit armatus zu- sammen unter aufgeworfenen Tang gefunden. Weit spär- licher als die früher erwähnten Arten, hat aber wie diese eine grosse Verbreitung. Achorutes nivicola Fitch. Syn: A, socialis Uzel. Auf Vega fand ich diese Art in einem Sumpf in dem zum Hofe Röröen gehörigen unangebauten Land am 15. August. Die Art ist wohl als eine Winterform zu betrach- ten, die zum Teil in grosser Menge auf Schnee angetrof- fen wird. Sie wurde zum ersten Mal in unsrem Lande vom Hernn Cand. Strand nachgewiesen, der dieselbe im Winter 1899—1900 auf Schnee bei Aal im Hallingdal mit mehreren anderen Collembolaformen zusammen gefunden hatte. Im Jahre 1901 empfing ich gleichfalls eine Anzahl Exemplare unter ähnlichen. Umständen bei Kristiania von Dr. Sig. Thor gefunden. Diese Fünde sind erwähnt in einem populären Artikel (»Snelopper og ormeregn«) in »Naturens« juni- og julihefte 1901. In demselben Jahr wurde sie auch von mir in einem Paar Exemplare bei Bergen gefunden. \ å CS VEE EG SJØ PE NE Sr Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nürdl, Norwegens. 57 In einer Abhandlung über Collembola, von Fräulein Elma Löfgren wåhrend eines Sommeraufenthalts auf dem Sanatorium Golå eingesammelt, erwähnt Dr. W. Axelson’) die Art als an diesem Ort in 10 Exemplaren gefunden. Xenylla maritima Tullb. Allgemein längs der ganzen Küste und nachgewiesen an beinahe allen Orten, wo Einsamlungen vorgenommen worden sind. In den Einsamlungen Strands fehlt sie nur im Material aus Lödingen, wo sie sich doch unzwei- felhaft findet. Ich selbst fand sie unter aufgeworfenen Tang überall auf Vega und umliegenden Inseln und Holmen jedoch in keiner grösseren Menge. Im Tromsösund fand ich nur ein einziges Exemplar unter einer Muschelschale. Eine sehr verbreitete Art, die sich doch meistens an den Meeresufern aufhält. Anurida granaria (Nie.) Tullb. Auf Vega unter Steinen in humusreicher Erde. Die Art ist in unsrem Lande ziemlich allgemein und wird häufig mit mehreren der Onychiurus-Arten und Campodea zusammen angetroffen. Wo die Erde feucht und sehr reich an organischen Bestandteilen ist, nimmt sie eine gelbweisse Farbe an; gewöhnlich ist sie doch ganz schnee- weiss. 1) W. Axelson: Verzeichnis einige bei Gola im südöstlichen Norwegen eingesammelte Collembola (Ent. Tidsskrift 1904). 58 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Anurida maritima Laboulb. Auf Vega am Strand unter Holzspånen und Tang, aber nur in wenigen Exemplaren. Die Art hat bei uns allerdings eine ansehnliche Verbreitung, aber scheint an den meisten Orten spårlich vorzukommen. Nur zweimal habe ich an der Bergenskiiste eine grössere Anzahl Indivi- duen zusammen gefunden. Voriges Jahr empfing ich von Dr. Sig. Thor (Kri- stiania) eine kleine Sendung Exemplare dieser Art bei Kalvåg (Bremanger) am 1. August 1904 an Strandfelsen gefunden. Ubrigens giebt Dr. Sig. Thor an, sie allgemein an mehreren Orten gefunden zu haben, so auch bei Kristiania, und fügt hinzu, dass sie als Nahrung gewisser Bdelliden dient. Fehlt in Strands Material. Anurida tullbergi Schött. An einem kleinen Bach, vielleicht richtiger einem Graben, der aus Svinevand auf Vega in eine naheliegende … kleine Buent führt, wurde ein einziges Exemplar dieser Art gefunden, die übrigens in unsrem Land ziemlich sel- ten zu sein scheint. An den wenigen Orten, wo ich diese Form gefunden habe, hat sie sich immer an Flussmünd- ungen aufgehalten unter Steinen oder Holzstücken, die ganz nahe am Wasser lagen, ja zum Teil in der Flutzeit — überschwemmt waren. Sie scheint also eine gewisse Vor- liebe für Brackwasser zu hegen. Neanura muscorum (Templ.). - Auf Vega wie im Birkenwald im Tromsdal wurde diese bei uns überall hiufige Form unter faulenden Holz- PX. = toe Lie-Pettersen. —. Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. 59 - stücken gefunden. Merkwiirdigerweise fehlt sie im Material Strands. Onychiurus armatus (Tullb.). Unsere gewöhnlichste Art dieses Gechlechts. Auf Vega traf ich ihn allgemein unter Steinen und Holz- stiicken, so auch håufig unter Treibholz am Strande bei Röröen und auf einigen daliegenden Walriickenwirbeln. Auch aus dem Birkenwald im Tromsdal habe ich einige wenige Exemplare, die auf einem faulenden Zweig gefun- den wurden. Mehrere am Strande bei Röröen gefundene Individuen wahren sehr gross und von einer gelbweissen Farbe, aber stimmten übrigens mit der Haupform zusammen. In Strands Material fehlen sowohl diese als andere Onychiurus-Arten. Onychiurus funetarius (L.) Lubb. Bei Röröen (Vega) unter Holzstiicken auf einem Feld nahe am Strande; nur 3 Exemplare. Ziemlich verbreitet wenigstens im westlichen Teil un- seres Landes. In und bei Bergen tritt er häufig in gros- sen Mengen auf Blumentöpfen in den Håuseren und un- ter Steinen auf humusreicher Erde auf, oft in Gesellschaft mit mehreren anderen Arten. Onychiurus ambulans Lubb. Nur ein einziges Exemplar mit armatus unter einem Steine bei Röröen (Vega) zusammen. Die Art bei uns nicht so häufig wie die zwei obener- wihnten Onychiurus-Formen, und ich habe nur einmal 60 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. einere grösssere Anzahl Individuen unter einem ebenen — Steine am Hofe Tvedteraas bei Bergen gefunden. Fam. Entomobryidae Tøm. Anurophorus laricis Nic. Auf Vega allgemein auf mit Flechten übergewachse- — nen Felsenwiinden unter den Flechten selbst an sehr trocke- nen Orten. Bei Bergen habe ich ihn auch öfters unter ähnlichen Umstånden gefunden. Im Birkenwald im Tromsdal nahm ich eine Anzahl Exemplare auf einem Birkenstamm. Fehlt in Strands Material. Die Art ist sehr verbreitet und besonders allgemein an mehreren Orten unseres Landes. _Isotoma fimetaria (L.). Diese kleine, schüne Isotoma-Art habe ich im nörd- lichen Norwegen nur auf einem Walriickenwirbel am Strande bei Röröen (Vega) gefunden. Nur ein einziges Exemplar. In den siidlicheren Landteilen, zum Beispiel bei Ber- gen, ist sie verhältnismässig allgemein und wird håufig mit Campodea und den Onychiurus-Arten zusammen unter Steinen gefunden. Isotoma quadrioculata Tullb. Von der Hauptform ein einziges Exemplar unter Moose im unangebauten Lande bei Röröen (Vega) genom- men, : ae } Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. 61 Die meisten von den aus Vega heimgebrachten Exem- plaren gehören zu der grauweissen Varietiit, die tibrigens auch im südlichen Norwegen die gewöhnlichste ist. Bei einzelnen Individuen ist die Farbe ziemlich aus- gewischt, selbst das Augenpigment ist zuweilen beinahe ganz verschwunden, aber Cuticula besitzt nimmer die reine weisse Farbe wie bei der obenerwåhnten Art, Isotoma sexoculata Tullb. Nur zwei Exemplare unter einem Steine am Strande bei Röröen (Vega). Bis jetzt von mir nur in Kiistengegenden lings der Westkiiste unseres Landes gefunden besonders um Bergen. Sehr oft hilt sie sich unter Steinen, die bei hohem Was- serstand tiberschwemmt werden, oder unter Treibholz. ? Isotoma maritima Tullb. Auf einem Walriickenwirbel am Strande bei Röröen (Vega) fand ich einige Exemplare einer hell graublauen Isotoma-Art, die wahrscheinlich zu dieser Art gehörte. Lei- der verlor ich die Glasröhre, in welcher die Exemplare verwahrt waren, und spåter gelang es mir nicht, die Art am erwähnten Ort wiederzufinden. Ich bekam also nicht Gelegenheit, diese Form genauer zu untersuchen, aber äus- serlich gleicht sie auffallend Exemplaren von I. maritima, die ich aus den Kistgegenden um Bergen habe. Isotoma sensibilis Tullb. An feuchten Felsenwinden unter Moos und Flechten auf Vega (Helgeland) samt unter Moos an den Abhiingen des Flöifjelds bei Tromsö. Eine im stidlichen Norwegen sehr verbreitete und all- 62 Tromsø Musèums Aarshefter 28. — 1905. gemeine Art, die selbst auf sehr kleinen Holmen innerhalb der Scheren bestiindig zu finden ist. | In Strands Material fehlt sie merkwürdigerweise ganz. Isotoma grisescens Schiff. Fig. 1—3. ; In Strands Material aus Alten (Die Proben sind mit Bosekop, Komagfjord und Kåfjord in Juli 1901 eti- kettiert) habe ich eine Anzahl Exemplare einer Isotoma- Form gefunden, die wahrscheinlich mit Schåfers grisescens zu indentificieren ist. Meine Untersuchungen von einer Anzahl Exemplaren haben gezeigt, dass diese Form so- wohl mit Rticksicht auf den Bau des Micronalteils der Springgabel als auf die Bezähnung der Klauen ganz be- trächtlich variiert. Dies wird wohl auch die Ursache der verschiedenen Auffassungen der verschiedenen Verfasser rücksichtlich der Artberechtigung derselben. Die von mir untersuchten Exemplare stimmen auch nicht mit den mir zugänglichen Beschreibungen und Zeich- nungen von J. grisescens Schäff., weshalb ich es notwen- dig gefunden habe, meine Cameraskizzen von einem der untersuchten Exemplare wiederzugeben. Es muss hierbei bemerkt werden, dass mehrere der untersuchten Individuen einen relativ kürzeren Mucro hat- ten, als das von mir gezeichnete Exemplar, mit zumteil nicht so scharf zugespitzten Zähnen. za Auch die Klauen varüeren nicht unbeträchtlich bei den verschiedenen Individuen. Bei mehreren Exemplaren war auf diese Weise der innere Zahn der Überklaue ansehn- lich reduciert. Bei denselben Individuen war auch der Zahn der Unterklaue in demselben Verhältnis reduciert. td på tee de CAE AA add ks a en lb ar. # En NE DRE PPS CN ee ES PE PAT Die von dér Tibia ausstehende lange Borste war doch a >. ry, RER ‘4 ee Lie-Pettersen, — Apterygotenfauna d. nördl, Norwegens. 63 in der Regel auf die in meiner Skizze (Fig. 2) wiedergege: bene Weise entwickelt, was mich besonders daran zwei- feln machte, dass meine Form mit grisescens zusammen- gehörig war. Auch das gegenseitige Längeverhältnis der Klauen ist abweichend von der bei Schäffer und Börner beschrie- benen Form. Die Unterklaue ist nämlich bei meinen Ex- emplaren in der Regel länger als die halbe Länge der Überklaue, aber ist übrigens einigen Variationen unter- worfen. Ich finde doch nicht, dass die erwähnten Abweichun- gen dazu berechtigen, eine neue Art aufzustellen, um so mehr als sie wie erwähnt nicht konstant sind’). Die Farbe ist bei den meisten Exemplaren (das Ma- terial in Sprit conserviert und lebende Exemplare habe ieh nicht gesehen) nach oben graublau bis dunkelviolet, wie auch von Börner angegeben. Die Unterseite ist in der Regel grün, gelbgrün bis blaugrün, gewöhnlich ansehnlich heller als die Überseite. Isotoma grisescens Schiff, war nicht früher in unse- rem Lande gefunden, Isotoma viridis (Bourl.) Schott. Fig. 4—5. Die Hauptform dieser Art ist von Herrn Strand an beinahe allen den Orten gesammelt, von welchen er mir Material gesandt hat, und diese Art macht mit Ænfomo- brya nivalis und Tomocerus niger zusammen die Haupt- menge von dem zugesandten Apterygot-Material. 1) Borner (Zur Kentn. d. Apt. Fauna von Bremen und d. Nach- bardistriete) giebt an, dass er bei einem Exemplare von grisescens Schåff, den rechten und linken Mucro sehr verschieden gebaut gefunden hat, was auch aus seinen Figuren (6 a und b auf Tafel Il) hervorgeht, 64 Tromsø Museums Aarshefter 28, — 1905. Auf Vega wie auch auf den umliegenden kleinen In- seln und Holmen war J. viridis auch die gewöhnlichste | Collembola-Form. . Auch von dem Strande am Tromsösund habe ich ein Paar Exemplare, und viel mehr wurden unter Holz- | stiicken und Steinen sowohl da als oben im Birkenwald am Fusse des Flöifjelds observiert. Sowohl im Material Strands als in dem meinigen findet sich ausserdem eine grosse Anzahl Varietäten und Farbeschwankungen, so auch mehrere schön rötlichviolet bis purpurgefarbte Exemplare. Bei der genaueren mikroskopischen Prüfung einer. Anzahl dieser variierenden Individuen fand ich nicht kleine Abweichungen in dem Bau sowohl der Klauen als der Mucro, so dass sie sich der typischen J. viridis im Bau der Tibien nåherten, und sie hatten einen Mucro, die fast mit dem Aussehen dieses Organteils bei der jetzt als Jso- tomurus palustris bezeichneten Form zusammenstimmt, Fig. 4 und 5 zeigen den Bau der erwähnten Organteile ei- nes solchen Individuums. Der Bau der Klauen einzelner Exemplare war wie bei I. palustre, aber mucrones furculæ stimmten mit der typischen viridis zusammen. Die folgende Übersicht zeigt die Beschaffenheit die- ser Variationen. Var. a: Über- und Unterklaue wie bei der typischen 4 viridis. Mucrones furculæ wie bei I. palustris. Var. b: Uberklaue mit zwei Ziihnen, Unterklaue “ohne Zahn, ?/s so lang wie die Ueberklaue. — Mucrones furculæ wie bei I. palustris. = Var. c: Die zwei Zähne der Uberklaue sehr klein, _ die Unterklaue mit einem wohl entwickel- ten, scharf zugespitzten Zahn. Mucrones furculw wie bei I. palustris. Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d, nördl. Norwegens. 65 Var. d: Uberklaue ohne Zähne. Mucrones furculæ wie bei I. viridis forma principalis. In dieser Ubersicht ist, wie man sieht., keine Rick- sicht auf die Farbe der verschiedenen Formen genommen. Diese ist in der That so variabel, dass es sich schwer ge- zeigt hat, mehrere der vorliegenden Formen in die schon aufgestellten Variationsgruppen zu placieren. Alle Uber- gänge von gelbgrün durch dunkelgrün und blau bis dun- kel violet sind in meinem Material vertreten. In Bezug auf die Behaarung ist diese bei sämtlichen variierenden Exemplaren wie bei der typischen viridis. Isotomurus palustris (Müller) ©. B. Im Strands Material habe ich keinen sicheren pa- lustris finden können. Auf Vega (Helgeland) war die Art - doch ganz allgemein, besonders in und bei Sumpfpfützen in unangebautem Lande und an den Ufern des Svine- vands, wo sie häufig auf der Wasserfläche hüpfend unter den Wasserpflanzen beobachtet wurde. Die Hauptmenge dieses aus dem Svinevand und den nächsten Umgebungen stammenden Materials gehört zu der Form aquatilis Müll. Tomocerus plumbeus (l'empl.) Aagr. Syn: T. niger Bounl. Die einzige Art des Geschlechts, die sowohl von Herrn Strand als von mir bis jetzt im nördlichen Nor- wegen gefunden ist. _ In Strands Material wird sie von verschiedenen - Lokalitäten in Finmarken (Komagfjord, Bosekop, Kaafjord) HÅ. har one Od v 56 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. und von Öst-Vaagö in Lofoten und Hadselö in Vesterålen gefunden. Auf Vega war sie allgemein unter Steinen und Holz- stiicken längs des Strandes. i Auch im Birkenwald im Tromsdal fand ich mehrere M Exemplare unter Holzstücken mit Isof. viridis zusammen, « mit welcher Art sie håufig vorkommt. Tomocerus minutus Tullb. Wie in einer früheren Arbeit!) erwähnt ist diese Art nach Schött?) von der schwedischen Jenesej-Expedition 1875 bei Lavangsfjeld Hindö gegenüber gefunden. Später ist sie nicht in Norwegen wiedergefunden. Orchesella cincta (L.) Lubb. Sowohl die Hauptform als var. vaga (L.) wurde von mir unter Steinen bei Röröen (Vega) gefunden. In Strands Material wurden nur zwei Exemplare in Proben aus Bosekop in Alten gefunden. Eine sehr verbreitete und allgemeine Form, die durch ihre bedeutliche Grösse leicht in die Augen fällt. Sie erin- # nert nach flüchtiger Betrachtung auffallend an mehrere kleine Aphyliniden. Orchesella bifasciata Nic. Fehlt im Material Strands, aber ist unzweifelhaft ; über dem grössten Teil des nördlichen Norwegens verbrei- — tet, besonders wo sie im Wald gefunden wird. | 1) Norges Collembola, Berg. mus. aarbog 1896. 2) Schott: Palæarctische Collembola. Lie-Pettersen. — Åpterygotenfauna d. nördl. N orwegens. 67 Auf Vega wie im Birkenwald im Tromsdal fand ich sie an mehreren Orten unter Moos, wo diese Art vorziig- lich liebt sich aufzuhalten. Im stidlichen Norwegen ist bifasciata eine allgemeine Art in allen Waldrivieren. Entomobrya lanuginosa (Nic.). Aus Vega besitze ich zwei Exemplare, die walırschein- lich zu der Form maritima Reut gehören. Sie wurden un- ter einem Stück Treibholz am Strande bei Röröen (Vega) gefunden. Die Art scheint nicht in unsrem Lande sehr häufig zu sein, und ich habe nur eine geringe Anzahl Exemplare an verschiedenen Orten im südwestlichen Norwegen ge- funden. Entomobrya nicoleti Lubb. Schäff. . Einige wenige Exemplare der Hauptform wurden un- ter Moos in der Nähe des Svinevands auf Vega gefunden. Im Material Strands aus Komagfjord in Alten giebt es auch ein Paar Exemplare, die wahrscheinlich hierzu gehören. Entomobrya nivalis (L.). Wie früher erwähnt, enthält das Material Strands eine ziemlich bedeutende Anzahl Exemplare dieser bei uns unzweifelhaft häufigsten Ænfomobrya-Art von fast allen Lokalitäten, woher er mir Apterygoten gesandt hat. Auch auf Vega kam nivalis allgemein beinahe überall unter Steinen und Holzstücken so wie unter dem am Strande aufgeschwemmten Tang vor. 68 Tromso Museums Aarshefter 28, — 1905. Im Tromsdal fand ich sie auch häufig an Baumstän- men und unter Holzstüchen und Steinen. Mehrere Exemplare im Material Strands haben — ziemlich ausgewischte Zeichnungen und erinneren sehr an die vorige Art, aber gehören doch wahrscheinlich zu nivalis. Entomobrya corticalis Nic. Auf einem Stück Birkenholz bei Röröen nahm ich > ein einziges Exemplar dieser Form, das einzige, welches ich während meines Aufenthalts auf Vega sah. Verbreitet und verhältnismässig allgemein in den Waldrivieren des westlichen Norwegens. Entomobrya albocincta Lubb. Auch diese schöne Entomobrya-Art wurde auf Vega nur in einem einzigen Exemplar gefunden, der an einer alten Salix unter einem losen Stück Rinde ger wurde. Verbreitung wie vorige Art. eo Sira pruni var. buski (Lubb.) Schiff. techt häufig an Hauswänden und Fensterrahmen zu Röröen (Vega). Auch am Stamme eines gepflanzten Berga- horn (Acer pseudoplatanus) im Garten an demselben Orte. Diese Art wird besonders auf und in Häusern ge- troffen und kann zu Zeiten in ansehnlicher Menge selbst mitten in den Städten auftreten. Auf einem Altan eines Mauerhauses in Bergen trat sie in dieser Weise im Au- gust 1905 in sehr grosser Anzalıl auf. ‘Auch in dem Hotelzimmer, wo ich während meines Aufenthalts in Tromsö (August 1905) wohnte, fand ich mehrere Exemplare dieser Art. © > Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. Lepidocyrtus lanuginosus Tullb. Die helle Haupform dieser Art habe ich in einem Paar Exemplaren in Strands Material aus Tysfjord in Salten und aus Bosekop (Alten) gefunden. Auf Vega wie sonst überall im nördlichen Norwegen scheint die dunkel orangegelbe bis braungelbe Varietiit, die sich Uzels fucatus nåhert, die gewöhnlichste Form zu sein. Auch aus dem Tromsdal habe ich 2 Exemplare von der dunkelen Varietät. Durch die Untersuchung einer grossen Anzahl Exem- plare habe ich gefunden, dass das Abd. III zu IV mei- stens wie 1: 4 steht, während die Antennenglieder in Län- ge sehr variabel sind. Abd. I—II—III sind in der Regel von derselben Länge. In Bezug auf den Bau der Klauen ist zu bemerken, dass ich bei allen von mir untersuchten Individuen nur zwei proximale Innenzähne gefunden habe, die dicht ne- ben einander gestellt sind, und dass Lateral- und Aussen- zähne wenig entwickelt sind. Keines der in meinem Material gefundenen Exem- plare kann in dieser Weise als sicherer fucatus Uzel gelten. Lepidocyrtus curvicollis Bourl. Fig. 6—7. An einer Hausmauer zu Röröen auf Vega (Helge- land) fand ich zwei Exemplare dieser wie es scheint selte- nen Lepidocyrtus-Form. Da die Art nur selten in der systematischen Collem- bola-Literatur behandelt worden ist, wird hier eine kurze Beschreibung angeführt werden, indem ich bemerke, dass ich auch von Sanddal bei Bergen eine kleine Anzahl Exemplare zu meiner Verfügung habe, 70 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Im äusseren betrachtet erinneren die von mir gefun- denen Exemplare mehr an eine Tomocerus-Art, als an die Arten des Geschlechts Lepidocyrtus, nicht nur wegen seiner bedeutlichen Grösse (ca. 3 mm.), aber auch durch, die Farbe der Schuppen, die nämlich nicht den lebhaften Silberglanz hat, wie zum Beispiel die Schuppen von Zanu- ginosus haben. Der Glanz der Schuppen stimmt viel mehr mit Tomocerus plumbeus oder T. niger. Die wichtigsten morphologischen Kennzeichen sind übrigens die folgenden. Thorax II sehr stark vorgeschoben, so dass man von der Riickseite kaum den vorderen Teil des Kopfes sieht. Abd. I doppelt so Jang als Abd. II. Abd. IV siebenmal so lang als Abd, III. Ant. IV beinahe doppelt so lang als Ant. III. Um genauer das gegenseitige Verhiltnis der verchie- denen Körperteile und Antennenglieder zu zeigen, ftihre ich hier, indem ich auf meine Cameraskizze (Fig. 6) ver- weise, das Resultat einer detaillierten Messung eines völlig entwickelten Exemplars mittlerer Grösse an: Die Totallinge (Kopf und Springgabel ausgenom- men) . LS een Li. Kopfdtagonal.6/77 TO Ant. SNE MEG ES å SET Å FE anke KE Sp AU EEE pe ASE ee TR Se ice ee AOC IVS ee ee Thorax 1522: Lu Hev SVIK ET RSR ee SO DO > TED LEGGE ER ADEL Gre EO APOE ee tay er SE » IE Oa SRE Ee OMR FE eae Te NS tena PROMOS LNL LE Sie RE NE RE ER A SA EEE Was den Bau der Klauen betrifft, se hat die Uber- … Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. 71 klaue wie bei L. fucatus Uzel 3 proximale Innenzähne. Lateral- und Aussenziihne sind ziemlich schwach entwickelt. Die Unterklaue ist lancetlich gebildet, gleichmåssig gebogen und nicht plötzlich schräge abgestutzt, wie bei L. lanuginosus Tullb. Nach dem Abfallen der Schuppen zeigt sich die Farbe gelb bis braungelb zu sein. Thorax II und III so wie Ab- domen I haben in der Regel an den Seiten eine dunkel- braune oder violette Pigmentierung, die auch zum Theil längs der Seiten des Kopfes gefunden wird. Die äussere Hälfte der Antennenglieder ist auch gewöhnlich violet, während der einere Teil die gelbe Grundfarbe des Körpers hat. Die Springgabeln und Beine sind ein wenig heller als die Überseite des Körpers. LL. curvicollis scheint besonders in finsteren und feuch- ten Kellern an Mauerwänden vorzukommen. Die auf Vega gefundene zwei Exemplare wurden, wie erwähnt, an einer Hausmauer gerade vor dem Keller des Hauses gefunden, und sie sind- wahrscheinlich von innen gekommen. Meine Exemplare aus Sanddal bei Bergen sind auch in einem Keller unter einigen Dachziegeln, die da hingelegt waren, gefunden. Lepidocyrtus cyaneus Tullb. Auf Vega unter einem Holzstück ein einziges Exem- plar. Da die Art nicht in Strands Material gefunden wird, und da ich nicht während meines drei wöchentlichen Aufenthalts in den Scheren Helgelands mehr als das er- wähnte Exemplar sah, und sie auch nicht während mei- ner Excursion im Tromsdal fand, muss die Art im nörd- lichen Norwegen selten sein, 4 42 Tromse Museums Aarshefter 28. — 1905. Heteromurus nitidus (Templ.) Absalon. Zwei Exemplare unter einem Steine im Garten des Handelsortes Röröen auf Vega (Helgeland). Im südlichen Norwegen ist die Art recht allgemein unter Steinen und Holzstücken in humusreicher Erde. Sie 4 wird auf diese Weise häufig in Gärten und an angebau- « ten Orten am liebsten, wo die Erde etwas locker ist, ge- troffen, oft in Gesellschaft mit den Arten und Geschlech- « ten der Pseudosinella. 4 Fam. Sminthuridae Tullb. Sminthurides malmgreni Tullb. In den zahlreichen Sumpfpfützen um Svinevand auf | Vega war diese Art håufig zu finden. Im südlichen Norwegen allgemein an ähnlichen Lo- kalitäten. | Sminthurides aquaticus Bourl. Längs den Ufern des Svinevands auf Vega unter den Wasserpflanzen, nicht aber sehr zahlreich. | Die meisten Exemplare gehören zu der Hauptform. « Verbreitung in Norwegen wie vorige Art. Sminthurinus niger Lubb. Unter Flechten an einem Strandfelsen auf Vega: nur einige wenige Exemplare. a Im südlichen Norwegen habe ich ihn mehrmals an ähnlichen Lokalitäten gefunden, aber er tritt hier beson- 5 ders an Blumentöpfen in den Häusern auf, | Lie-Pettersen. — Apterygotenfauna d. nördl. Norwegens. 73 Sminthurus pruinosus Tullb. Diese Art scheint feuchten Lokalititen vorzuziehen und ist von mir besonders unter Holzstiicken auf feuch- tem Grasboden gefunden. - Unter solchen Umständen fand ich auch ein einziges - Exemplar nahe am Ufer des oft erwähnten Svinevands auf Vega (Helgeland). Das gefundene Exemplar gehört zu der auch im süd- lichen Norwegen gefundenen graugefärbten Form. . Sminthurus bilineatus Bourlet. Gewöhnlich auf magerer Wiese und im unangebau- ten Land auf Heidekraut und niedrigeren Kräutern auf Vega (Helgeland). Auch im Tromsdal an einer Birke. Allgemein verbreitet überall im südlichen Norwegen. Sminthurus novemlineatus Tullb. Die Varietät pilosicauda Reut war nicht selten auf Vega unter Carex und Zriophorum im unangebauten Lande. Die Hauptform war dagegen nicht zu finden und ist auch nicht im südlichen Norwegen nachgewiesen worden. Sminthurus viridis (L.). Auf Vega allgemein unter Gras. Auch im Tromsdal fand ich ihn an mehreren Orten unter niedergefallenen Zweigen im Birkenwald. Die meisten Exemplare gehört zu der Form Speciosa Schött, 74 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905, Sminthurus fuscus L. Auf Vega, nur ein einziges Exemplar unter einem Stück Holz bei Röröen. Merkwürdig genug sah ich während meines Aufent- halts im nördlichen Norwegen nur dieses einzige Exem- plar ; im Tromsdal, wo die Bedingungen für das Vorkom- men dieser Art sehr günstig sein sollten, suchte ich sie vergebens. Die Art ist in den südlichen Landteilen allgemein fast überall, aber scheint besonders Waldgegenden vorzu- ziehen, wo man sie selten vergebens unter herabgefallenen Zweigen und anderen Holzstücken sucht. Dicyrtoma minuta (0. Fabr.). Syn.: Papirius minutus Auct. Auf Vega und im Tromsdal, aber an beiden Orten sehr spärlich. Wird am häufigsten unter herabgefallenen Zweigen samt unter herabgefallenem Laub besonders im Herbste getroffen. Allgemein im südlichen Nordwegen. Dicyrtoma fusca (Luc. Lubb.). Syn.: Papirius fuscus Auct. Nur auf Vega und bloss in zwei Exemplaren mit Sminthurus fuscus zusammen. Vorkommen und Verbreitung wie vorige Art. Lie-Pettersen, — Apterygotenfauna d, nördl, Norwegens, 70 * Tabellarische Übersicht der in nördlichem Norwegen bisher beobachteten Apterygoten und ihrer Vertheilung : auf die untersuchten Lokalitaten. 3 ls lz GE a, Serie. Er - el le a er = ELEN NE Er ER 2 1ås 25 ås gå 814 2.8; ig : Hs |S 133133 28 4 NES sels ‘i - arm AHAH 3m rn ET leg 71 - Å Beats Ta ee | ale es te | | Sg | Er 35283255 <5 25 =| okies 45.8 Å & SP EP SH an Sr Agazr Es gh år HÅ : rPERBRPELé EFF ae fragilis Lubb. ..... ge å | achilis maritima Leach. ..... = +|+ | + Achorut es armatus (Nic.)..... tse + | + | +++ D, viatiens (L.) Tullb. .. | + | | + purpurascens Lubb. . . | + OR GR nivicola Fitch. ..... + | | Xenylla maritima Tullb. ..... | + ++ LH + El ++ Anurida granaria (Nie.) Tullb. . . | + maritima Laboulb. .... +- Å » tullbergi Schétt...... + Neanura muscorum (Templ.)... | +. au Onychiurns armatus (Tullb.) ... | + + 3 » fimetarius (L.) Lubb. . . | + » ambulans Lubb...... + Anurophorus lariess Nie... 4,8% + + Asotoma fimetaria (6)... ... + E » quadrioculata Tullb. + Å, sexoculata Tullb....., ac | ne, maritima Tullb. ..... + Å, sensibilis Tullb. ..... a ar “ , grisescens Schiff. FI ++ »-- viridis (Bourl.) Schütt. ANE mars Sir fee sist Paniers et Isotomurus palustris (Miill.) C. B. | + es plumbous( Temp JAagr: | + + | + ar eae Ek “le 3 minutus Tullb...... = 'Orchesella cincta (L.) Lubb. Er + D, bifaseiata Nic. ..... de a ‘Entomobrya lanuginosa (Nic.) . . | + = ., nicoleti Lubb. Schiff. | + | | + | å mivalis (L,)e > 42" HILL HE LI +) LITE) + | 4 corticalis Nic. . . .. + N albocincta Lubb. + | Sira pruni var. buski(Lubb.) Schiff. | + | | +- le ché: HS 76 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. — — . es S EN 23 = 1Q =) =z 13 |8 = |g S a à PRE ee ST Ree S 5 19 Ss 3 .KS -|8 la -|amls . 45 Solana =) © © EE D ,- — — -i be 22 33832 3215 2.251515 AS Be oa Ca RENE =) © DA = i ; mett SE teie] =) 5 5 an ‘50 5 u ee OD 5 3 we Fl sp SPp|len|lsp| sr AHszPp 12 la are se reg al ees = a. tet) Pe ym es a bd RAS) es) E d Lepidocyrtus lanuginosus Tullb. . a curvicollis Bourl. . . Å cyaneus Tullb. ... Heteromurus nitidus (Templ.) Abs. Sminthurides malmgreni Tullb. . es aquaticus Bourl. . . Sminthurinus niger Lubb. Sminthurus pruinosus Tullb. . .. — + — a + — 2 bilineatus Tullb. ... + 5 novemlineatus Tullb. var. pilosicauda Reut. E iris (Ls å ts ce an + fuscus nes À Dette minuta (0. Fab.) . + pda pH RHF 3 fusca (Luc. Lubb. = Erklarung der Figuren. Fig. 1. Isotoma olivacea Tullb. var. grisescens Schiff. X 30. à BE R 5 ee „- Tibie I x 2500 ee 32 5 5 5 » Mucro. 86055 » & 4 viridis (Bourl.) var. . Tibie I >< 250. — RUG Å 5; 9 54% Muero Seam Då » 6. Lepidocyrtus curvicollis Bourl. - x 30. 4 Sa ” 5 | Tibie I X 250. Trykt 1ste Decbr, 1906. Arkæologiske undersøgelser i Nordlands og Tromsø amter 1905. Af O. Nicolaissen. Melø herred. Gravhauger og oldtidsminder i dette herred er be- skrevne 1 »Norske Fornlevningere, s. 685, »Kgl. norske Videnskabers Selskabs« skrifter for 1884, s. 42 flg., og i aarsberetningen fra »Fortidsmindesmerkeforeningen« for : 1885, s. 18 flg. Af de i sidstnævnte tidsskrift omtalte gravhauger undersøgtes flere paa gaardene Kunna og (i- sund. Kunna. Her udgravedes 4 af de saakaldte »Koppar- hauger« syd for gaarden, af hvilke den største er aldeles - ødelagt. 1. Rund, 8,60 em. i diam., 1 m. hoi, bygget af sten, som er dækket af et tykt, lyngbevokset jordlag. I midten et »søke, som vel er fremkommet ved en tidligere udgravning. Intet fandtes. Rund, 4 m. sydvest for 1. 5 m. i diam. og kun lidt høiere end jorden omkring den, bygget af sten, - som er dækket af et lyngbevokset jordlag. I midten en liden fordybning. Der fandtes følgende gjenstande we fra ældre jernalder: a) tveegget sverdblad uden haandtag, brækket i flere 4s "Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. dele, 80 cm. langt, 5 cm. bredt og ligt NO 188 (1596). | b) firegget spydspids, lig NO 209, 40 cm. lang, 4 cm. bred, brækket i tre stykker (1597). c) urne af brændt ler uden ornamenter, brækket i saa mange smaastykker, at hverken form eller størrelse nærmere kan bestemmes (1598). d) bøilespænde af bronce med delvis bevaret naal af samme metal. Spiraltap af jern. Lig NO 242; men bagstykket uden sideknopper, og hele spæn- den meget tyndere. 8,5 cm. lang, 04 cm. bred (1599). e) liden bøilespænde af bronce med naal af samme — metal. Af typen NO 243, men kun 5 cm. lang, og 0,6 cm. bred over bøilen (1600). 3. Denne haug ligger ikke i rad med de øvrige, men nedenfor skraaningen, 58 skridt øst for nr. 1. Den er af rund form, og kanterne gaar jevnt over i jor- den omkring den. Ca. 4 m. i diam. og 50 cm. hei, bygget af sten og dækket af et lyngbevokset jordlag. Intet fandtes. Sydvest for 2 er den i aarsb. 1885, s. 20 omtalte, ødelagte rundhaug af sten. 4. Rund, ligger vest for nysnævnte store rundhaug og er 7 m. i diam., 1 m. hei. Den var delvis udkastet allerede i 1885, og der er ogsaa senere gravet i den. Den undersøgtes nu nøiagtigere, og der fandtes en mængde ben af ubrændte lig, i alt af fire begravede. Benene laa slængte om hverandre, fordi haugen har været oprodet før. Den har muligens været en ætte- haug. Ingen oldsager fandtes. Foruden den i nysnævnte aarsberetning omtalte langhaug er der nord for gaarden paa »Rota« flere rund- — hauger; af disse udgravedes : "4 Å - å i ra å å À + 3 = b 4 | 1 } ann an dl Er zz En a" nn OT SO Er on Sr NS lu nn an OE ED au AE aye ww . Ö. Nicolaissen. — Undersogelser i Nordl, og Tromsø amter 1905. 79 Rund, 4 m. i diam., bygget af et tyndt stenlag og dækket af lyngbevokset torv. Den var kun ca. 40 cm. hei og saa urørt ud. Intet fandtes. Paa en bakke nordest for denne er tre rundhau- ger, hvoraf den ene udgravedes; de andre to er alde- les ødelagte. Rund, 5,50 m. i diam., 50 em. hoi, bygget af sten og dækket af et lyngbevokset jordlag. I midten et hul, hvoraf nogle stene var udkastede. Der fandtes føl- gende gjenstande fra ældre jernalder: a) haandsneldhjul af brændt ler, 5 cm. i diam., 0,8 em. tykt med flade sider og med linjeornament paa den ene side (1601). b) brudstykke af et knivblad (1602). c) brudstykker af to lerurner; den ene har været urtepotteformet og rigt orneret med linjebaand nedenfor den udoverbøiede kant samt bølgelinjer, der skjærer hverandre, og skraastreger mellem dem. Den anden har været at typen NO 560 eller 368 og har ikke været orneret (1603). Rund, 140 skridt sydvest for 1. 4 m. 1 diam. og 80 em. hei, bygget af sten og dækket af et lyngbevokset jordlag. Intet fandtes. Rund, tæt nordøst for 1. 3 m.i diam. og ganske lav. Bygget af et tyndt stenlag og et jorddække over. In- tet fandtes. Øisund. De i aarsb. f. 1885, s. 19 omtalte gravhau- ger, som ligger i udmarken, nær elven, udgravedes tillige- med flere, der ligger i nærheden af disse. 1. 2. Rund og omgivet af grøft, 6 m. i diam., 1 m. høi, bygget af sten og grus og dækket af et tykt jordlag. Den havde et hul i toppen og muret grav, der delvis stod aaben. Intet fandtes. > rund, tæt syd for 1. 7,5 in. i diam, 1 m. hoi. Byg- 80) wo Tromsø Museums Aarshefter 28, — 1905. get af sten og dækket af et græsbevokset jordlag. } Havde flere fordybninger i toppen, som vel hidrorer ° fra tidligere udgravninger. Intet fandtes. Rund, tæt syd for 2. 8 m. i diam., 1 m. hei; noget å udgravet i midten. Bygget af en mængde sten med — et jordlag over. Intet fandtes Rund, tæt sydvest for 1. 8 m. i diam. og 1.50 m. høi. Bygget af sten og jord og bevokset med lyng og ener. Havde et hul paa den ene side af toppen. Der fandtes følgende gjenstande fra ældre jernalder i det murede gravkammer: a) urtepotteformet urne af brændt ler, 13 em. i diam., 4 11 cm. hei, orneret med parallele linjer ved den — øverste og nederste kant og mellem disse vertikale linjer, der staar tre og tre sammen, med større mellemrum, som udfyldes med korte, lodrette stre- fleste er tilstede, saa den har kunnet sættes sam- men (1604). | b) urtepotteformet lerurne, 11 cm. i diam., 10 em. høi; den har ingen ornamentering, og siderne er glatte. Endel af den ene side mangler (1605). c) urtepotteformet lerurne, 9 cm. i diam., 7 em. hei. Bunden og en tredjedel af siderne mangler. Den er orneret med parallele og vertikale linjer, der « skjærer hverandre, saa at ornamenterne bestaar af smaa kvadrater (1606). d) 38 perler, en af rav, de øvrige af glas. Blandt. å _ disse er der en stangperle af sort og gul glasmo- saik; den er 5 cm. lang; der er endvidere 7 dob- > beltperler og 3 stangperler, de fleste af blaat glas. M De største perler er 1 cm. i diam., de mindste kun 0,5 cm. (1607). Se e) ving af sølv, 2 cm. i diam. og dannet af en stang a ger. Urnen er brækket i flere stykker, men de — TJ så + Li i * a 4 0. Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. oe Tromsø amter 1905. 81 med rundt tversnit. Den har sandsynligvis hørt til perlebaandet, da den er for liden til at bæres paa fingeren (1608). Paa rabben syd for elven udgravedes to hauger: 5. Rund, 5 m. i diam., 0,50 m. hoi, bygget af sten og dækket af et jordlag. Intet fandtes. 6. Rund, nogle skridt nord for 5. 5,50 m. i diam. og henved 1 m. høi. Bygget af sten og et tykt jordlag. Intet fandtes. 7. Rund, ligger langt øst for de ovenfor omtalte grav- hauger og tæt ved den lange række af hauger paa gaarden Dalens grund, omtalt i aarsb. f. 1885, s. 19. Den er 9 m. i diam. og 1 m. hoi, bygget af sten og dækket af et tyndt jordlag. Intet fandtes. 8. Næsten rund, sydvest for 7, nede paa skraaningen, nær ved et lidet tjern. Kanterne uregelmæssige. Om- trent 5 m. lang, 4 m. bred, 50 cm. hei, bygget af sten og dækket af et jordlag. Intet fandtes. 9. Rund, 60 skridt vest for 8. 5 m. i diam., 80 cm. hei, - bygget af sten og dækket af et tyndt, lyngbevokset jordlag Intet fandtes. Flere af disse hauger kan muligens være rydnings- røser, uagtet stedet nu er ubeboet og ligger forholdsvis langt fra beboet gaard. Flere omstændigheder tyder paa, at stedet i oldtiden har været beboet, saaledes gamle, store nøsttomter, langt fra den nuværende strandlinje. Paa en lav aas, tæt syd for gaardens indmark, er tre gravhauger i rad. De er byggede paa en bergflade og bar spor af tidligere udgravninger. 1. Aflang form, 6 m. lang, henved 4 m. bred, 50 cm. høi, bygget af sten med muret gravkammer, hvis ene ende var bortrevet. Det var fyldt med jord og sten og uden dækheller over. Intet fandtes. | 2. Rund, 12 skridt syd for 1. 8 m. i diam., 80 cm. hei, 6 89 = sønner : ite Tromso Museums Aarshefter 28, — 1905, bygget af sten og grus og kun delvis dækket af et : tyndt jordlag. Udgravet før til henimod midten, hvor der var muret kammer, fyldt med grus og sten og uden dækstene. Mellem stenene udenfor kammeret rester af ben. Rund, 12 skridt syd for 2. 7 m. i diam., 50 cm. hei; den har før været høiere, men hele toppen er udover- kastet. Bygget af sten og grus uden noget gravkam- mer. Intet fandtes. Paa indmarken hos Ibenhard og Lars Johans- rm Rundhaug, 7 m. i diam., 1,50 m. hei, bygget af sten og dækket af et tyndt, græsbevokset jordlag. Intet gravkammer. Der fandtes sammen med skeletdele af ubrændt lig følgende ældre jernalders gjenstande: a) 8 mosaikperler, den største 2,5 cm. i diam. Far- verne er hvid, blaa, grøn og rød. Flere af per- lerne var istykker, men de har kunnet sættes sammen (1609). b) stor perle af glas eller gjennemsigtigt borgkryst, 2,5 cm. i diam. (1610). c) 26 perler, hvoraf en af rav, de øvrige af glas; en er facetteret, de øyrige næsten kuglerunde eller cylinderformede; farven hos de fleste er blaa, nogle er grønne og en er lysebrun (1611), d) bøilespænde af bronce med naal af samme metal; en del af naalen mangler; spænden er-9 cm. lang og lig NO 243; men bøile og forstykke er smale- e (1612). e) liden remspænde af bronce, 2,5 cm. lang, naalen og dens fæste mangler (1613). f) smukt orneret broncebeslag til et belte eller et skrin, 5,5 cm. langt, 3,5 cm. bredt (1614). g) to smaa broncebeslag, det ene har ved bronvestif. — fe 4 Bu TNT ETS Å Lad =, på & NE UNN Ah ee eee Ö. Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. og Tromsø amter 1905, 84 ter været fæstet til træ, hvoraf endnu rester er tilbage (1615). h) to tynde, smale broncestykker uden ornering, de ligner nærmest den yderste kant af en skaal- spænde (1616). i) kam af ben, 45 cm. lang, 3,5 cm. bred, forfær- diget af et benstykke uden skinner og orneret med to lengdelinjer ovenfor tinderækken. Nær- mest lig NO 158 og vel vedligeholdt (1617). }) flere større stykker af en urtepotteformet lerurne, der har været 13 cm. i diam. og 11 cm. høi, or- neret omtrent som NO 370, men med længere mellemrum mellem de lodrette linjebaand (1618). k) øks, nærmest lig NO 152, men med flad hammer _(kiloks), 16 cm. lang, 6 cm. bred over eggen (1619), 1) lidet knivblad uden tange, 7 cm. langt, samt nogle smaa jernstumper (1620). | m) ildstaal og et stykke flint (1621). n) lidet benbeslag, paa den ene side orneret med to linjer, der skjærer hverandre i en ret vinkel og i skjæringspunktet en cirkel, hvori et indgravet punkt (1622). Gravhaugen er sandsynligvis en kvindegrav. Rund, sydøst for I, men adskilt fra denne ved en ager og to smaa, lave gravhauger. 7,5 m. i diam., 1,50 m. hoi, bygget af sten og dækket af et tyndt, græsbevokset jordlag og uden gravkammer. Der fandtes sammen med skeletdele af ubrændt lig fol- gende gjenstande fra yngre jernalder: a) paalstav eller celt af jern med aaben fal, 14 cm. lang, 7 cm. bred over eggen (1623). b) enegget sverdblad af jern, brækket i mange styk- ker; har været ca. 80 cm, langt, 4,5 cm. bredt, stykker af et knivblad (1624). 84 Tromso Museums Aarshefter 28, — 1905. c) øks, nærmest lig Aspelin 1540, 19 cm. lang, 7,5 . cm, bred over eggen (1625). d) stor hein, 35 cm. lang, 4 em. bred (1626). e) stor sænkesten til et fiskesnøre, med indhuggen fure rundt stenen, 13 em. lang, 11 cm. bred (1627). f) sænkesten til fiskesnøre, ligeledes med indhuggen fure rundtom, 9 cm. lang, 7 cm. bred (1628). Langhaug, tæt nordøst for 2. 9 m. lang, 4 m. bred, ma we . 50 cm. hei, bygget af lidt sten og grus samt græsbe- vokset. Der fandtes: | a) mosaikperle, ved hvide baand delt i tre felter med sort bund; midt i hvert felt en sort prik omgiven af en hvid ring og denne igjen af brunt (1629). 4. Rund, tæt nordøst for 3. 5 m.i diam., 80 cm. høi, bygget af grus og lidt sten. En stor fordybning i midten er vel fremkommen ved tidligere udgravnin- ger. Der fandtes nogle faa benrester af ubrændt lig. Samtlige undersøgte gravhauger er igjen restaurerede. Af tidligere oldfund inden herredet kjendes: Fra Melø: stykke af et jernsverd, fundet før 1745 (Norske Fornlevninger, s. 683, efter Kallske saml., fol. 212). Spyd og skjoldbule af jern (Kgl. norske videnskabers sel- skabs skrift. for 1884, s. 43). Laag af bronce og en spyd- spids af jern, skal være indsendt til Bergens museum (Kgl. norske videnskabers selskabs skrift. for 1884, s. 45). En ~ guldring (Aarsb, f. 1869, s. 166). Fra Bolgen: Skjoldbuie og ringe? (Kgl. norske vi denskabers selskabs skrift. f. 1884, s. 42). 5 spænder, et sneldhjul, fire ravperler, en mosaikperle, vævske af hval- ben, en hvalbensplade m. m. nu i Bergens museum. (Aarsb. f. 1897, s. 116 flg., hvor det opføres som fund fra Melø). | ak sad EEE TV O. Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. og Tromsø amter 1905, 85 Fra Øisund, se fortegnelsen over museets tilvekst for 1905). Fra Vaatvik: Kniv af skifer og en perle af glasmo- saik, indsendt til Tromsø museum af lærer Fondal (Aarsb. £.1903,5.- 281). Ligesom fra andre bygder haves ogsaa her sagn om fundne skatte, saaledes fra Teksmoen, -hvor der ifølge »Norske Fornlevningere, s. 683, skal være fundet »en kiste med store skattee, og paa Dalen, hvor der i nærheden af den paa flere steder omtalte bautasten skal være fundet »kostbarhedere; men man har jo her kun uvisse sagn at holde sig til. Melø omtales i sagaerne under navnet Mjola. I Sver- res saga nævnes de to brødre Guttorm og Brynjulf af Mjola blandt kongens modstandere. Naar den første kirke blev bygget paa Melø, har man ikke sikkert kjendskab til; men ca. 1440 nævnes »Melø sogne, og dette navn forudsætter tilstedeværelsen af en kirke". Kirken nævnes da et hundrede aar senere, da Trond Benkestok, af. den nordlandske adelsslegt Benkestok, af kong Kristian den tredje i 1541 fik bevilgning paa ind- tægterne af »Melø kapel med tilhørende gods mod at holde kapellet vedlige og godset i heevd«?. I den »Trondhjemske reformats« af 1589 omtales kirken som anneks til Rødø, som den vedblev at være til for et par aar siden’. Om kirkens tiende ansøgte 1650 daværende prest til Rødø og Melø, Jon Nilsen Thodal, at maatte nyde, men fik det svar, at Rødø kirkes tiende skulde han faa, men Melø kirke skulde selv have sin tiende". Korntienden udgjorde Aslak Bolts jordebog, s. 91. Norske rigsregistranter I, s. 63. 3 Kgl. norske videnskabers selskabs skrifter i det 19de aarnun- drede I, s. 415. 4 Norske rigsregistranter X, 5. 137, 12 - Sone: 3 Tromsø Muesums Aarshefter 28. — 1905. for Rede og Melo kirker i 1819 110'/2 spdir. (kr. 442,00). I fisketiendegodtgjørelse blev der ved kgl. resol. af "4 1853 tilstaaet Melo 180 spdlr. (kr. 720,00). Den nuværende Kirke er opført 1867 og er en lang- kirke, bygget af træ og med 800 siddepladse. Den gamle kirke, som ligeledes var af træ, skal have været opført 1666. Fra den hidrører en altertavle, der skjænkedes til Tromsø museum", samt tre træbilleder, der forestiller Kristus paa korset, med en korsfæstet røver paa hver side; billederne er plumpt udskaarne. Altertavlens prædella el- ler fodstykke har indskriften: Gud . til. ere . oc. kirken... til. Beprydelse . Hauer . ViBic He . ottisdatter . Salig . Elias = CHristoffersen . dene . Foreret. Mellem indskriften og midt- partiet er aarstallet: Anno 1668. Hovedfeltet i midten har tre udskaarne, fritstaaende. figurer: Kristus paa kor- set i midten, tilhøire og tilvenstre to figurer, hvoraf den | ene sandsynligvis forestiller Jesu moder, den anden Johan- 2 nes. Paa den øverste gesims Gud Fader i midten og med verdenskuglen i den ene haand, den arden mangler. Til siderne to mandlige figurer, udskaarne i træ, den ene har — en nogle i den ene haand, i den anden en bog (St. Peder). Den anden bærer to fiske og støtter slg til et skjævt An- dreaskors (St. Andreas). Hovedfeltet er omgivet af to rigt udskaarne soiler med consoler og kapitæler, over disse _ a charyatidelignende figurer. Udskaarne englehoveder pry- der saavel hovedfeltets hjørner, som det øverste felt. Or namenteringen, saavel paa soiler som paa vinger, forestiller ranker og drueklasser, paa de sidste ogsaa »oreflipmoti- vere, profilfigurer og engle. Det hele er malet med grønt, rødt og blaat, og adskillig forgyldning er anvendt, saavel paa englefigurerne, som paa den øvrige ant Billeder og træverk er gjort af furu og birk, hvilket viser, 1 Aarsb. fra Foreninger til norske Fortidsmindesmerkers bevaring. 1887, s. 132, ©. Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. ov Tromsø amter 1905. 87 at tavlen maa være norsk arbeide, da udenlandske arbei- der af det slags almindelig er forfærdiget af ek. Se ved- føiede afbildning. Altertavle fra den forrige Meløkirke, nu i Tromsø museum. Af inventar, der er overflyttet fra den ældre kirke til den nuværende, kan merkes: Ss Tromso Museums Aarshefter 28. — 1905. 4 lysekroner af messing; den mindste er uden ind- skrift og er til 4 lys. Nr. 2 har piber til 6 lys og følgende indskription paa kuppelens ene side: Anno 1670 den 20 Marty hafver erlig dyderig oc gu- defrøctelige matrone Wiveke Ottes datter, S. L. + BEliaes Christoffersens efter leverske, foreret denne crone, til en be- prydelse i herrens hus udi Melwe kircke for hindes grafsted skal af andre vere V-=rippet. Gud gifve hinde med alle Guds udvalde himmerige oc det evige lief i frelseren christo. Paa kuppelens anden side: Jeg ved at min frelser lefver oc hand skal herefter opvecke mig af jorden. Oc jeg skal herefter omgifvis med denne min hud. oc jeg skal sæ Gud i mit kjød. Den samme skal jeg see for mig. oc mine øyen skulde skue hannem og ingen fremmet Af Jobs bogs, 19. capt. Inskriptionen viser, at lysekronen er foræret til kir- ken af den samme, som har givet altertavlen. \ Den 3dje lysekrone er til 8 lys og har følgende ind- skrift med store latinske bogstaver: DENNE CHRONE ER FORÆRET AF ERLIG OG VELAGTE MAND TRON JONSEN OC HANS KIERISTE KAREN ELINGS DAATER TIL KIERCHENS PRYDELSE ANNO 1715. Giveren Trond Jonsen tilhørte den nordlandske adels- slegt Benkestok og var lensmand i Melø. Han boede i Gaasvær og døde 1740, 85 aar gammel. (Se »Slegten Ben- kestoke, s. 46 flg.). Den fjerde lysekrone" til 16 lys og med rigt udstyr. har felgende indskrift: Gud til ære Mæløe Kiercke til zirat og nøtte givet af Søfren Jensen Esschen og Giertrud Maria Rohling. Anno MD.C.CX.X.X.V.IT. O. Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. og Tromsø amter 1905. 89 Giveren boede i Grønø i Melø. Datteren Margrethe var gift med major Fietzenz paa Reknes i Molde. (Se »Slegten Benkestok«, s. 112 og »Stamtavlen Bernhofte, s. 141). | To lysestager af messing paa alteret har saadan ind- skription: =W=0=D" ANNO 1671. (Initialerne er vist- nok forbogstaverne i navnet Wibiche Ottis Datter, den samme, som har givet ovennævnte altertavle og lysekrone). . Oblatæsken af sølv har med prikkede bogstaver saa- dan indskrift: Dennr Esske Foræres af CMB og EM. Til Melløen Kierke 1776. Disken af sølv har inskription med graverede bog- staver: — Hans Pedersen Berg. Karen Jons Datter Ao. 1716. H. P. Berg boede paa Nedre Valle i Mele, levede endnu i 1718. Hustruen Karen Jonsdatter var dattersøns- datter af Margrethe Benkestok. (»Slegten Benkestoke, s. 124). I et hjørne af kirkegaardsmuren er der indmuret en ligsten, der i midten har havt et nu udslettet navneskjold eller vaabenmerke. Paa den ene side af dette staar: Anno, og paa den anden: 1666. Nedenunder staar 17de salmes 15de vers. Saavel aarstallet som salmeversets tekst er ud- ført i basrelief, hvoraf dog meget er sterkt forvitret. Af gaarde, som nævnes i middelalderen inden herre- det, og som helt eller delvis hørte til erkebiskopsstolen i Nidaros, kan merkes :! Bolgen, hvortil hørte sælveide (»af bolgene liger til selueide«). Osa, hvortil hørte fiskeelv, var givet af en mand ved navn Arne (»af osom h. pd. er arne gaf liger til fiske- bekkre). ' Aslak Bolts jordebog, s. 91. 90 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Øisund indenfor Støtt, hvorfra der kunde drives fiske (saf øyiasunde inn af stutto liger til goder utrodere). Valla i Melo, hvoraf en del var givet af Gertrud, sø- ster til Sigurd Digrefot (»af wallo i mjolo sokn — — er gertrud sigurda digra fotz syster gaf stadnom<). > En del af Bolgen. havde erkebiskop Aslak Bolt faaet af fru Elsebe Ottesdatter, som omtales nedenfor under Tromsøsundets herred. Tromsøsundets herred. Undersøgelser paa flere af øerne i dette herred er omtalte i aarsb. f. 1888, s. 8 flg. I aar besøgtes neden- nævnte øer: Melvik paa Sandø. Øen nævnes i middelalderen — omkring 1430* — som tilhørende erkebiskopsstolen i Nida- — ros, som havde modtaget den i bod af en mand, der hav- de slaaet en frugtsommelig kone saaledes, at hun som følge af mishandlingen nedkom med dødfødte tvillinger. Paa øen var der i reformationsaarhundredet kirke, der som anneks hørte til Tromsø; kirken var til endnu i midten af det 18de aarhundrede. Sandsynligvis maa den være opført i den katholske tid, da en klokke, som har tilhørt kirken, har aarstallet 1508. Da kirken nedtoges, blev klok- | ken overført til Tromsø kirke og fulgte med denne, da den flyttedes og overførtes som kirke for Tromsøsundets menighed. Nu er klokken overført til et lidet gravkapel paa en hjælpekirkegaard paa Gaasvær ved indløbet til Kvalsundet. Klokken har følgende indskrift med minusk- ler: Jacobus . Johannis . de . Campis . me. fecit . + Maria. © anno . dui .m. v.* viii (Jacob Johannessen fra Campen — gjorde mig. Maria. I Herrens aar 1508). 1 Aslak Bolts jordebog, s. 101, 4 å og 6) v A cd PORTE , bis lt dou dust piété HD 4 ÿ ur à PRT a A > at 4 d FO Te PE SE PO el PTE TPE å ea CUS EE PA ER EP I CET Å å RU Li as ak die skade ke 7 O. Nicolaissen, — Undersøgelser i Nordl. og Tromsø amter 1905. 91 Melvik kirke omtales i den trondhjemske reformats af 1589. Der hørte da »13 bøndere til kirken, og der holdtes gudstjeneste hver femte søndag". Den nævnes og- saa 1666, da der hørte 8 gaarde til den, deraf 6 af det nuværende Tromsøsundet og 2 af Helgø sogn. Den har ikke staaet paa Melvik, men længere syd paa gen i Kir- keværet, der nu er ubeboet, men tidligere har havt mange beboere; derom vidner de talrige hustomter, som endnu er at se, tildels af større huse. Kirken har været ganske liden, uden noget tilbygget kor. Syldstenene viser, at den har været 7 meter lang og 6 meter bred. Mod vest har den havt et lidet tilbyg eller vaabenhus, 4 meter bredt, 2'/2 meter langt fra øst mod vest. Mindesmerker fra hedens tid kjendes ikke paa gen, heller ikke oldfund fra det tidsrum. Sandvær. Denne øgruppe ligger syd for Sandøen og bestaar af flere større og mindre ger. Den omtales i vor ældste historie, 1 Olav den helliges saga, som mødested mellem Gunnstein og Karle fra Langø i Vesteraalen og den bekjendte Thore Hund, da disse i fællesskab drog af- sted paa sin navnkundige Bjarmelands-færd. Øerne er nu ubeboede og ligger som underbrug under den nærliggende gaard Risø, men har tidligere havt mange opsiddere, som man kan se af de talrige hustomter samt af trykte kilder. I 1521 og 1522 sees saaledes nedennævnte mænd fra Sand- vær at have betalt tiendeskat og afgift paa- Bergenhus: 1. Peder Henningsen, som eiede skib og 1521 betalte skat for det med 14 lod sølv og anden afgift med 16 vog rodskjær; det følgende aar betaler han 6 lod sølv. 2. Simon Amundsen betaler 1 pund kobber. 3. Sten Olsen 1 lod sølv. ! Kgl. norske videnskabsselskabs skriftor i d, 19de aarh. T, s. 429, 92 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. 4. Hans Olsen 12 skilling. 5. Nils Pedersen 3 lod og 1 kvintin sølv!. Omkring 1430 blev en tredjedel af Sandvær skjænket til den daværende erkebisp i Trondhjem, Aslak Bolt. Den bekjendte fru Elsebe Ottesdatter, af den rige og mægtige — Rømer-æt, eiede dengang stedet og bortgav nævnte del med samtykke af sine sønner Narve og Mattis”. Hun var. gift med den norske rigsraag Jakob Fastulfson, der for- mentlig boede paa Østlandet og nævnes som rigsraad 1388. Fru Elsebe var sandsynligvis enke, da erkebispen fik hen- des gave. Omkring 1629 boede skattebonden Ivar Søfrensen paa Sandvær. Han. havde den vanskjæbne at fremkomme med nærgaaende beskyldninger mod sin prest, formentlig Peder Bernhoft, sogneprest til Tromsø, og maatte til straf for sin mund betale 4 mark sølv og skulde desuden agtes for »mindre mand«. Senere fik han æresopreisning, »saa han herefter som tilforn maa gaa og staa i loug og toug og søge loug og gildehus sammen med gilde mænd og gjæve«?. Efter sagnet skal der have staaet kirke paa Sandvær, før der blev bygget kirke i Kirkevær paa Sandø. Endel af indmarken kaldes ogsaa Kirkevolden. Men saavidt vi- des, findes ikke kirken nævnt i nogen skreven kilde, og hustomterne paa Kirkevolden hidrører neppe fra nogen kirkebygning. Snarere maa navnet have sin oprindelse af, at netop denne del af gaarden har tilhørt erkebiskops- stolen i Nidaros og saaledes udgjort en del af Trondhjems domkirkes vældige jordegods. Af oldtidsminder fra hedensk tid kunde jeg ikke op- 1 Norske regnskaber og jordebøger IT, 2. h.. s. 242, 568 flg., 641, og III, 2. h., 8. 415. _2. Aslak Bolts jordebog, s. 101. # Norske rigsregistranter VI, s. 140 flg. 4 EE D de D CS a Dane Almen Une ar ne nu lin ul IT reden) NE er OG dé à O, Nicolaissen. — Undersøgelser i Nordl. og Tromsø amter 1905. 93 dage noget spor. Den i aarsb. f. 1888, s. 9 omtalte rund- haug, har formentlig været en af de mange hustomter, som findes der. Af oldsager, som tidligere er fundne inden herredet, kjendes : Fra Stromshavn: 1 stenkniv (aarsb. f. 1873, s. 85). Fra Strømmen: 1 retmeisel af sten (aarsb. 1879, s. 265) og en hulmeisel af sten (aarsb. 1884, s. 81). Fra Haukø: spydspids af jern samt en sølvspænde af karelsk oprindelse, den sidste fra middelalderen (aarsb. 1903, s. 279). Fra Krokelv: spydspids af skifer (aarsb. 1876, s. 45). Fra Kallfjordeidet : stenkniv (aarsb. 1877, s. 46 flg). Fra Tromseen (?): kniv af skifer (aarsb. 1879, s. 263) og vævspyd af ben, okse af jern og to skaalspænder af bronce (aarsb. 1880, s. 282 Iflg.) samt enegget kniv af ski- fer (aarsb. 1880, s. 283). Fra Laugvolden: øks og hein (aarsb. 1887, s. 180). Fra Ramfjordnes: meisel af sten (aarsb. 1882, s. 146) og retmeisel af skifer (aarsb. 1884, s. 79), pilespids af rød skifer (aarsb. 1889, s. 91), brudstykke af en, retmeisel (aarsb. 1890, s. 136), hulmeisel af sten (aarsb. 1890, s. 137), spyd- spids af grøn skifer (aarsb. 1893, s. 157). Fra Kræmmervik: spydspids af skifer (aartb. 1882, Ps. 146). Fra Finkroken: pilespids af hvidgraa skifer (aarsb. 1885, s. 158). Fra Tisnes: 2 skaalspænder af bronce, laag af samme metal, kjæde af bronce, perle af skifer, 2 benkamme, skra- ber af ben, vævspyd af ben, hvalbenplade (aarsb. 1887, s. 129 flg.). Fra Balsnes: sverd, 2 spyd, 5 pilespidser, et sigdblad og 2 brynestene (aarsb. 1889, s. 91 flg.), samt en hulmeisel af skifer (aarsb. 1889, s. 93). hå er Muséiia ar, 28, — 1908. ER ‘ “Se Fra Nordre Berg: spyd af skifer (aarsb. 1900, . + so 3 Fra Tønsnes: spydspids og kniv af skifer (aarsb. » 1900, s. 263), nogle af bronce og å et aly Ke af a økseblad | å (anførte sted). = Fra Sandnes: stykke af et spyd af sten art 1908, s. 281). | Fra Berg: retmeisel af flint (aarsb. 1905, s. 96). Samtlige fund er indkomne til Tromsø museum. Var ESF TA Fortegnelse over oldsager, indkomne til Tromsø museum 1905. Af O. Nicolaissen. a. To vegtlodder af jern, belagt med bronce, halv- kugleformede og 1 cm. i diam. (1571). b. Facetteret perle af blaat glas (1572). ce. Lidet stykke af en ornamenteret sølvgjenstand (1573). d. Bjørnetand med hul i den ene ende, der er delvis fortæret. Har formentlig været træd paa en snor og brugt som pren (1574). e. Flere brudstykker rustent jern af et ubestemmeligt redskab samt rustgjennemtrængte træfliser (1575). 1571—7d er fundne paa Ytterstad i Lødingen sam- men med skeletdele af ubrændt lig og tilhører for- mentlig yngre jernalder. Kammeret var omgivet af en mængde sten, mindst »6 hesteles«. Ligets stilling vest mod øst. | Kniv af graa skifer, nærmest lig NO 56, men med smalere blad og spids od; fint sleben med skarp eg; haandtag og blad 14 cm. langt, bladets største bredde 6 cm. Funden i jorden paa Kveøen i Kvedfjord. Arkt. stenalder (1576). Spyd af rødbrun skifer med graa tverlinjer; saavel od- den som den øverste ende mangler. Det har ophøiet midtrand og er 12 cm. langt og 3,5 cm. bredt. Fin- dested og tidsalder som fr. nr. (1577). 6 10. 144 12. ~ Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Pilespids af graa skifer med modhager og udhulet midtrand, nærmest lig NO 85. 6 cm. lang, henved 2 em. bred. Findested og tidsalder som fr. nr. (1578). Pilespids af brun skifer med ophøiet midtrand, 8 cm. lang, 1,5 em. bred. I den brede ende er noget bort- brækket. Lig NO 88. Findested og tidsalder som fr. nr. (1577). Beltesten af graa kvaris, fint sleben og udhugget rand rundt smalsiderne. Lig de almindelige former. Den ene bredside bærer sterke spor af slid. Længde 10,5 em., bredde 3,5 em. Funden paa Kveøen i Kved- : fjord. Ældre jernalder (1580). Bjørnetand med hul i den ene ende, formentlig brugt som pren. Findested som fr. nr. (1581). Sverd af jern, 53 cm. langt, største bredde 3,5 cm. Det er enegget med ret ryg og ligt NO 499, Af haandtaget er kun mellemkavlen tilbage. Fundet i gravhaug paa Flatø i Bjarkø. Yngre jernalder (1582). Halvkugleformet haandsneldhjul af klebersten, 3 em. i diam., 1,5 cm. radius. Findested og tidsalder som fr. nr. (1583). Medaljon af messing, 4 cm. i diam. Paa den ene side en ridder i fuld rustning tilhest, omgivet af ind- skriften: S. georgius eqvitum patronvs. Paa den anden et middelaldersk skib, hvori flere mænd, fore- stillende Jesus paa Genesarets sjø med indskriften: Securit in tempestate (1584). Spydspids af grøn skifer med tange og modhager, 9,5 cm. lang, 3,5 cm. bred over modhagerne; af typen NO 86, men har ikke som denne skarp opheiet midt- rand, men jevn rundslibning over midtpartiet. Fint sleben med skarpe egge. Funden i Mæsken ved Va- rangerfjorden i Finmarken. Arkt. stenalder (1585). Spydspids af brungraa skifer af typen NO 87. Od-: 1 DE L'OT ae i PINE £ p RET ET EE SE EET AN PTE Jeg el 13. 14. 16. O. Nicolaissen. — Oldsager indk. til Tromsø museum 1905. 97 den er afbrækket; det tilbageværende er 15,5 cm. langt, største bredde 5 cm. Ophøiet midtrand og fint sleben. Fundet paa Tømmerdal i Saltdalen og tilhø- rer arkt. stenalder (1586). Oks af særegen form, meget tyk over eggen, afsats omtrendt midt paa bladet. Skafthullet er forlænget saaledes, at det danner en lang fal, der ender i en li- den aabning; eggen er 16 cm. lang, skafthul og fal 20 cm., bredde 13 cm. Ikke ulig de gamle hellebar- der og tilhører muligens middelalderen. Fundet paa Tromsøen (1587). a. Vævspyd af hvalben, blad og haandtag tilsammen 1,10 m. langt; største bredde 6 cm. Det smalner sterkt af mod spidsen og er brækket i to dele; den ene side glat poleret (1588 a). = b. Stykker af en benkam; kun endel af skinnerne og et tindestykke er tilbage. Det længste stykke af skinnerne er 9 cm. langt. Ornamenteret med indgravede linjer langs skinnernes yderkanter samt koncentriske ringe. Tindestykker og skinner fæ- stede til hverandre ved jernstifter (1588 b). ce. Lidet sigdblad, sterkt krummet, 17 cm. mellem od og hækkel (1589). d. Et skelet i en kasse, fundet sammen med de tre forrige nnmmere paa Fjelddal i Hols s., Lødin- gens prestegjæld, i gravhaug. Yngre jernalder (1590). Spyd af skifer, ligt NO 87, men smalere paa midten; odden og den øverste del mangler; den ene halvdel er grøn, den anden rødbrun, 11,5 cm. langt, 2,5 cm. bredt. Fundet paa gaarden Botten i Hillesø s. nord- ligst paa Senjenøen. Arkt. stenalder (1591). Knivblad af skifer; haandtag og en del af bladets overste ende mangler, Det tilbageværende er 10 cm. 7 Då 17: 18. 19. Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. langt, 4 cm. bredt. Lig NO 56, men spidsere. Fin- dested som fr. nr. Arkt. stenalder (1592). Kniv af rødbrun skifer af typen NO 58, 11 cm. lang, 1,5 cm. bred. Haandtaget har ru overflade, især paa den ene side. Findested som fr. nr. Arkt. stenalder. Se aarsb. f. 1888, s. D (1593). Knivblad af skifer, kun delvis tildannet. Formen nærmest lig NO 61, men den ene side lidt sterkere krummet. Eggene er tyndslaaede men ikke slebne. Kun en del af sidefladen er glatsleben; det øvrige har kun brudflader. 12 cm. langt, 4 cm. bredt. Finde- sted og tidsalder som fr. nr. (1594). Spydspids af jern, brækket i 4 stykker. 32 cm. Jangt, 3,5 cm. bredt. Fundet i en ager paa et sted, hvor der for har været gravhauger paa Øisund i Melo. Ældre jernalder (1595). Numrene 1596—1629 er fremkomne ved udgravnin- ger paa Kunna og Øisund i Melø paa Helgeland og er tidligere beskreyne i denne bog. a. Haandsneldhjul af klebersten, flad form og 4 cm. i diam. (1630). b. Rund spænde af bronce, 4 cm. i diam.; naalen mangler, og kun ubetydelige rester af naaleskede og charnier er tilbage; øverst paa spænden en li- den fordybning, hvori der formentlig har været en med stifter til underlaget fæstet knop; orneret med linjer og streger og lig fig. 11 i aarsb. 1890, en del af spændens ene kant er borttæret (1631). c. Mange stykker af et broncebeslag samt det meste af en liden spænde til en enderem (1632). d. Urtepotteformet urne af brændt ler, brækket i mange stykker, saa at kun diameter og høide kan med nogen sikkerhed bestemmes. Diam, 14 em, høiden 10, orneret med to dybe, brede linjer ne- si M et a die ES eee MAD O. Nicolaissen. — Oldsager indk. til Tromsø museum 1905, 99 a g. denfor kanten. Nedenfor disse lodrette linjebaand og mellem dem smaa streger og prikker (1633). Urne af brændt ler, brækket i mange stykker. Kanten er sterkt udoverbøiet som paa NO 361, som den ogsaa i det hele taget ligner. Diamete- ren over de øverste kanter er 16 cm., høiden, saavidt denne kan sees af de forhaandenværende rester, 10—11 cm. Den har lavt hank paa den ene side. Orneringen er tre parallele linjebaand, hvert paa fire linjer. Nedenfor og enkeltvis mel- lem disse kredsstillede punkter om et større, rundt midtparti som Miller «Vor Fortid», fig. 316 (1634). 4 perler af glas, de to meget smaa, en er blaa, de andre af grøn farve (1635). Enegget sverd ligt NO 498; blad og haandtag til- sammen 81 cm. langt, jevn bredde 5,5 cm. Vel vedligeholdt (1636). Stort spyd af typen NO 520; længden er 34 cm., største bredde henved 8 cm., svagt ophøiet midt- baand; brækket over odden (1637). Oks nærmest lig NO 554, 16 cm. lang, 6 cm. bred over eggen, 4,5 cm. over skafthullet (1638). Stor hein, 27 cm. lang (1638). Paalstav eller celt, 15 cm. lang, 5 cm. bred over eggen; falens ene side er aaben (1640). Liden klinkhammer, 9 cm. lang (1641). Smedetang af formgn NO 391, men uden hager til at holde tangens arme sammen, 38 cm. lang (1642). Sigdblad af form som NO 385, 25 cm. langt langs den ydre halvrunding (1643). Paa dets ene side er der fastrustede levningér af tøi. Redskab af jern, 15 cm. langt, 3,5 cm. bredt, krummet og spidst 1 begge ender; den ene side 100 21. 22. 23. 24. Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. er tynd, den anden tyk, maaske et ildstaal (1644). p. Et stykke flint (1645). Nr. 1630—1645 er fundne i samme gravhaug paa gaarden Øisund i Melo paa Helgeland. Flere af de førstnævnte gjenstande tilhører utvilsomt ældre jern- alder, medens de 9 sidstnævnte gjenstande maa hen- føres til yngre jernalder. Fundet bliver saaledes et blandingsfund. Et fladt stykke jern, nogle søm samt stykker af et enegget redskab af jern, formentlig en stor kniv. Fundet i nogle nøsttomtlignende hauger paa Øisund i Melø (1646). Oks af sjelden form af haard, sort sten, ufuldkoni- ment tildannet, 14 cm. lang, 4 cm. bred; spidsen er mere stump end paa øksen 39 hos Rygh, med hvil- ken den har adskillig lighed; den anden ende, som har været fæstet til skaftet, er helt stump. Oksen er funden paa Hemmingsjord i Sørreisen, Trane pgld. Stenalderen (1647). = Stor baadformet oks af klebersten, 28 cm. lang og saaledes en af de længste af den type; lig NO 55, men smalere — 5,5 cm. over skafthullet og ikke knop- formet i enden, hvor to indridsede streger skjærer hinanden i rette vinkler. Den var brækket i to styk- ker, da den fandtes paa pladsen Renen, som udgjør en del af gaarden Hungeren i Tromsøsundets pgld. Arkt. stenalder (1648). Stor halsring af sølv, snoet af fem dobbeltstænger; snoningen er lig diademets NO 706. Rundt ringen er i hver snoning lagt en totvunden sølvtraad. Stæn- gerne er tyndere mod enderne, hvor de er hamrede sammen til plader, der ender i en hage paa den ene — side og i en aabning til hagen paa den anden side som paa ringen NO 703. Paa fremsiden af begge % C8 PE ant Lois vdi diet stas ee dit Et Est ESS EN ree hal i DE ul che I ah va TI ‘ Mr "] af bk 5 v r å < > eet are ee. un ne RF TI CET Te PE eS ot nasa) Gr Bae ET u Te ad en à 26. 21. O. Nicolaissen. — Oldsager indk. til Tromsø museum 1905. 101 pladerne er der langs kanterne indstemplet fordybede triangler, og paa undersiden en runeindskrift, der er tydet af professor S. Bugge og lyder: «Vi drog afsted for at hjemsøge Frislands mænd og skiftede kampklæder med dem». En omstændeligere beskrivelse af runerne findes i Bugges «Norges indskrifter med yngre runer», hvor fundets arkæologiske beskrivelse af oldsamlingens be- styrer, O. Nicolaissen, ogsaa er trykt. Ringens diameter er 19 cm., dens vegt 296 gram (1649). Halsring af sølv af seks dobbelte sølvstænger, der er snoede om hverandre og bliver tyndere mod enderne, hvor de er udhamrede til plader, som ender i hager til at lukke ringen med; pladerne har paa den ene side indridsede dobbeltlinjer langs kanterne og 8 con- centriske ringe om et ophøiet midtpunkt, som tilsam* men danner et slags kløverornament. Ringens dia- meter er 21 cm., dens vegt 282 gram (1650). Tyk snor af fin sølvtraad — kjæde er mindre kor- rekt — snoet omtrent som Montelius «Svenska Forn- saker» nr. 628 b. Enderne omsluttes af en fal til hver ende. Falens nedre ende har aabninger, hvori en ring hænger, og paa ringen hænger et krucifiks, der paa begge sider har samme menneskefigur, der er prydet med et kors paa brystet og et over hove: det. Krucifikset er 5,5 cm. langt, 4 em. bredt. Sno- ren har foruden ringen og korset en længde af 70 cm. (1651). Stort korsformet hængesmykke af sølv, bestaaende af en tynd plade med fire ligestore arme, hvis afslutnin- ger er triangelformede. Til hver af de tre arme er ved ringe fæstet et lignende, men mindre hænge- smykke af samme form som det større. Smykket 102 28. 29, Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. ° hænger i en snor af tynd sølvtraad, og til denne snor er der fæstet to snorstumper med fal, som ender i ringe, og paa disse hænger en sølvplade, der er orne- ret paa den ene side (1652). Disse sølvgjenstande 1649—1652 er fundne paa pladsen Botnhavn i Hil- lesø s., Lenvik pgld. nordligst paa Senjenøen. De laa under nogle sammenlagte stene og tilhører overgangs- perioden fra hedensk til kristelig tid. Begge de to sidstnævnte nummere veier tilsammen 234 gram. Stor hulmeisel af blaagraa skifer, lig NO 25, men bredere over hulningen og fint sleben overalt, 25 cm. lang og 5 cm. bred over ryggen, som er skarpsleben. Funden paa Lerbæksmo i Maalselvdalen i en bakke ca. 150 meter fra elven. Arkt. stenalder (1653). a. Haandsneldhjul af klebersten, fladt pea den ene side, lidt afrundet paa den anden side. 4 em. i diam. (1654). b. Kugleformet hængelaas, indkommet sammen med fr. nr. fra ukjendt findested (1655). di: Dés å i 2 ee à —> ; À * 7 4 # | i > \ TEGE NE SE LE ee NE en Le AG { SD Saltdalens Lepidopterfauna 2det bidrag. Af J. Sparre Schneider. (Mit einem Resumé). I «Tromsø Museums Aarshefter» bd. 5, for 1882, har hr. statsentomolog Schøyen publiceret en fortegnelse over Saltdalens Lepidoptera, hvortil materialet var tilveie- bragt dels ved hans egne dersteds i 1879 og 81 foretagne undersøgelser, dels med bidrag fra de bekjendte entomo- loger J. Sahlberg og Johs. Schilde, som begge og- saa havde samlet i Saltdalen i førstnævnte aar. Hertil havde nuværende skoginspektør Hagemann, som den- gang var bosat i Saltdalen, ogsaa foiet endel interessante fund. Schøyens fortegnelse omfatter ikke mindre end 287 - species, hvortil han senere har foiet Odezia v. eversmanna- ria H. S., og allerede dette antal karakteriserer Saltdalen som den absolut artrigeste af de hidtil undersøgte trakter i det arktiske Norge, idet hverken Tromsø med omegn, Alten eller Sydvaranger, hvor undersøgelserne har været langt mere omfattende, med henholdsvis 200, 220 og 198 arter kan opvise et saa stort antal sommerfugle. Dette Saltdalens fortrin er jo naturligt nok en følge af den langt sydligere beliggenhed — man erindre blot-de mange Noctuer og Bombyces, hvis antal aftager saa stærkt mod nord —, bortseet fra, at dalførets naturforholde med sin 104 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. rige og afvekslende vegetation i og for sig frembyder ual- - mindelig heldige betingelser for en rig insektfauna. Saale- des er det ogsaa givet, at det sydligste af Tromsø stifts store dalfører, Vefsen med sine mange forgreninger, vil yde en endnu rigeligere kontingent, men saa er da ogsaa fauna'en der, hvad Strands enkelte samlereise godtgjør, saa opblandet med sydligere elementer, at lavlandet om- trent ganske har mistet sit arktiske præg. a Længe havde det været min hensigt selv at besøge Saltdalen for navnlig at komme i besiddelse af de mange mere sydlige former, som der har sin nordgrænse, og som endnu ikke eller kun meget sparsomt var repræsenteret i vore samlinger, men først i 1897 føiede omstændighederne sig efter ønske, saa jeg i dette og de to paafølgende aar fik anledning til egenhændig at indsamle af Saltdalens rige entomologiske skatte. I første aar varede reisen kun fra 6te til 25de mai, hvoraf en uge offredes paa Bodø, idet sygdom i hjemmet kaldte mig hjem, netop da sommer- fuglene skulde til at udvikle sit flor, i 98 naaede jeg Salt- dalen 18de juni og samlede til 12te juli, i 99 kom jeg ikke afsted før 8de juli og afbrød mine ekskursjoner alle- rede 25de i samme maaned, da veiret begyndte at blive altfor uregjerligt, og taalmodigheden slap op. Jeg kunde neppe have valgt et heldigere tidspunkt for mine Saltenbesøg, der faldt i en af de insektrigeste perioder, som jeg har oplevet i mine 30 arktiske sommere. Dette gjælder hovedsagelig de 2 første aar, da vaaren kom meget tidligt, og skjønt der i 98 føldt lovligt mange over- skyede dage, som forringede udbyttet af de egentlige heli- ophile arter, saa var der dog ellers en saadan overflod paa insekter af alle slags, at man aldrig kom tomhændet hjem fra ekskursjonerne ; jeg lagde ogsaa al min flid paa at indsamle larver, og dette arbeide lonnede sig glimrende, som man nedenfor vil se, GET DNG TENNE ES ee dd Zu u akt 1 bis Ent A kn be sr at Kr TD Dot åå rn Ad AT J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 105 I 97 indtraf jeg saa tidligt til mit operationsfelt, at kun de egentlige vaarsommerfugle var fremme, de som viser sig før løvsprettiden, straks sneen smelter i lavlandet, og jeg fik da ogsaa nogle af disse, mest af natflyet Tænio- campa gothica, for hvis skyld reisen egentlig startedes saa tidlig. For Coleoptera var aarstiden netop den allerheldig- ste, saa jeg mindes aldrig paa saa kort tid at have ind- samlet et saa betydeligt materiale, og i 98 var udbyttet af biller ikke ringere, især af phytofage arter, deriblandt om- trent alle i Saltdalen forekommende «træbukke» (Longi- cornia). Jeg gjenfandt ikke alene de fleste tidligere fra Saltdalen bekjendte arter, men ogsaa en hel del for di- striktet nye, og ved anvendelse af sigten kunde antallet sikkert have været fordoblet. Jeg har lenge gaaet med tanken paa at affatte en fortegnelse over Saltdalens Coleo- ptera, men indser nu, at der maa undersøges mere og paa en langt mere rationel maade, før en saadan. fortegnelse fremkommer. I det andet aar kom jeg midt op i det rigeste flor, og skjønt flyvetiden for enkelte arter var helt forbi, og andre var i steerkt aftagende, har jeg vistnok aldrig no- gen sommer paa lidt over 3 uger og uden assistent bragt sammen et saa stort materiale af Lepidoptera, wuagtet gigt i fødderne ofte generede mig paa udflugterne og kun en eneste gang tillod mig at komme paa fjeldet etpar dage før hjemreisen. Foruden sommerfugle og biller indsam- lede jeg dette aar ogsaa alt, hvad der kunde overkommes — af Hymenoptera, og fik deriblandt mange for vore samlin- ger nye arter, saaledes ogsaa en for Skandinavien ny og meget sjelden gravehveps, Crabro måklini Moraw. Tredie aar tog jeg med min pleiesøn som assistent, men denne sommers arbeide gav mindre tilfredsstillende resultater. Vaaren kom meget sent, efter midten af juni, men da blev det ogsaa fuld sommer med en gang, og ud- 106 - Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905, viklingen var saa rapid, at sommerfuglene for en stor del var helt afflorerede ved vor ankomst til Storjord 12te juli; den vedholdende langvarige tørke var heller ikke heldig, og det mærkedes snart, at insektrigdommen var i stærk aftagen, larver var ikke at se, og udbyttet blev da ogsaa temmelig skralt. Den eneste fjeldtur vi foretog, 14de juli, var dog meget vellykket, og jeg maatte derfor beklage, at min konstitution ikke tillod hyppigere besøg paa fjeldet; men opstigningen i Saltdalen er overalt meget brat og be- E a : | sværlig de forste 5 à 600 meter, inden man naar op over skogbaandet, hvor de ægte alpine arter har sine flyve- pladse. Af uforklarlige grunde mislykkedes desværre mine forsøg med at fange natsommerfugle paa «køder», som af Schøyen anvendtes med saa udmeerket resultat; muli- gens var jeg ikke taalmodig nok, og kanske forsøget havde TE PT OA TR DE in jm faact bedre udfald lidt senere, naar nætterne er mørkere. Som man af det følgende vil se, er alle mine under» M søgelser foretagne paa en enkelt lokalitet, nemlig omkring Storjord, hvor jeg hospiterede hos skogforvalteren, i hvem jeg fandt en gammel skolekammerat, medens Schøyen, der i 1881 opererede i hele 7 uger, besøgte mange forskjel- lige punkter gjennem hele dalføret. Ved at overfare et større omraade vinder man vistnok et større antal arter, men jeg havde nu foresat mig at grundig undersøge denne udmærkede lokalitet, navnlig den berømte Junkerdalsur, om hvilken jeg havde gjort mig store forventninger, og hellere finde en senere anledning til et længere ophold i = Evenesdalen, som efter Schøyens erfaring ogsaa maa | være et udmærket samlefeldt. Imidlertid, denne anledning - | kom ikke og kommer vel endnu vanskeligere nu efter den mig overgaaede svære nervesygdom, og denne omstændig- i hed har da været grunden til, at jeg nu publicerer mine optegnelser fra disse 3 lykkelige Saltdalsbesøg. Hvor flittigt jeg end samlede under de allergunstig- J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 107 ‘ste omstændigheder, saa er det dog ikke saa særdeles me- get nyt, jeg har at berige Saltdalens fauna med, min ener- giske forgjænger havde udført godt arbeide. Men om det nye end ikke er saa meget, saa tror jeg dog der i mine optegnelser vil findes forskjelligt af interesse til supplering af min ven statsentomologens undersøgelser, og mig per- sonlig har det været en stor opmuntring efter de sidste aars ørkenvandring atter at kunne deltage i arbeidet for - den videnskab, som i mere end en menneskealder har fængslet mine dybeste interesser. | Som ovenfor nævnt har Schøyen givet fortegnelse over 238 arter, hvorfra dog gaar Aporia cratægi og Zy- gæna filipendulæ, som sikkert ikke findes i Saltdalen. Her- til har Strand af Schøyens indsamlinger beskrevet 2 nye Micros, nemlig en Coleophora, som har faaet det ufor- melige navn ,ælhiopiformis* og en (Gelechia) Lita nord- landicolella, medens jeg selv i en liden opsats i museets «Aarshefter» for 1903 har optaget 4 arter: Sesia scoliæ- formis, Pachnobia rubricosa, Hadena gemina ab. remissa og Xanthia fulvago ab. flavescens, og jeg føier ved denne anledning yderligere 24 arter til; saa vi nu ialt fra Saltda- len kjender 266 Lepidoptera. Hermed er selvfølgelig ikke distriktet udtømt, om end det væsentligste af Macrolepi- doptera tør være bragt for dagens lys; en specialist, der vilde lægge al sin kraft paa at samle og da navnlig ud- klække Micros, skulde sikkert kunne lægge til endnu et- par snes arter, og totalsummen af de i virkeligheden i Saltdalen forekommende species anslaar jeg til henved 350. Til det her leverede supplement har ogsaa skogin- spektør Hagemann ydet mange værdifulde fund, idet han før sin afreise fra Saltdalen skjænkede Tromsø mu- seum et udvalg af de bedste arter i sit i ottiaarene ind- samlede materiale, baade af Lepidoptera og Coleoptera. Disse sidste er i sin helhed optagne i den af mig i 1889 108 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. —90 udarbeidede fortegnelse over den norsk-arktiske regions Coleoptera. = Det er en selvfølge, at jeg ikke her opregner alle og- saa af mig i Saltdalen observerede arter; man vil kun finde nævnt de for distriktet nye species og ellers kun de sjeldnere former og andre, om hvilke der kunde være no- get særligt at bemærke. De nye arter er betegnede med fortlobende no. begyndende med 246, idet Arg. arsilache, Lar. polata og immanata opføres som særskilte arter. I det tyske resumé har jeg lidt udførligere omtalt naturforholdene og redegjort lidt om Saltdalens insektfauna overhovedet, idet jeg ønskede at henlede ogsaa fremmede entomologers opmærksomhed paa det store arbeidsfelt, som ligger saagodtsom urørt baade her og andetsteds i Tromsø stift. Jeg tænker da ikke først og fremst paa de 2 grupper, Coleoptera og Lepidoptera, som altid finder vel- yndere, men paa den hærskare af andre insekter, som her nord er saa lidet samlede og observerede; hvilket rigt ud- bytte af Diptera og Hymenoptera, særlig inden blad- og _snyltehvepse, skulde ikke specialsamleren kunne gjøre reg- ning paa, og ligesaa nødlidende er de andre mindre art- rige insektordener. De norske entomologer er saa faa i antal, og vort land er saa udstrakt, at det kun kan være os kjært at modtage hjælp, og helst da af virkelige ento- mologer, i vort arbeide for at udvide kjendskabet til Nor- ges interessante og afvekslende insektfauna. Og saa er der en anden side af sagen, som paatræn- ger sig en, og det er det lidet opmuntrende faktum, at den paa norsk affattede entomologiske literatur udenfor — den skandinaviske læsekreds forbliver omtrent helt og hol- dent upaaagtet, som om den var skrevet paa mesopota- misk. Man behøver blot at blade lidt i Staudinger & Rebels standard-fortegnelse over den palæarktiske re- gions Lepidoptera for at blive var, at der paa nogle faa — # N i fs EEE San ; LE EST VE NTE NN OE DE ET PORT et ER Mer PP TR EU CPP LEE > = J. Sparre Schneider, — Saltdalens Lepidopterfauna. 109 undtagelser nær intet hensyn er taget til, hvad der i 25 aar er bleven publiceret over Norges sommerfugle: Kata- logen staar for vort fædrelands vedkommende paa samme standpunkt som i 1871, uagtet jeg i alle disse aar stod 1 venskabelig forbindelse med Dr. Staudinger, som dog forstod norsk, og altid søgte at holde ham a jour med vore undersøgelser. I Dr. Pagenstechers store opus, «Die arktische Lepidopterenfauna», har jeg da sørget for, at intet er bleven glemt, men det er jo rigtignok noget post festum. Og endnu et karakterisk tilfælde kan jeg ikke negte mig fornøielsen af at berette. Sekretæren for det store «Entomological Society» i London, som ønskede at gjøre en tur til Aten, tilskrev mig ivaar med forespørg- sel, om «indfødte» (norske) lepidopterologer havde samlet i Alten, senere end Staudinger (i 1861). Jeg kunde da oplyse om, at Alten ikke var os ubekjendt, og oversendte ham samtidig en slump publikationer som bevis for, at der i den sidste menneskealder har været arbeidet ganske flittigt i det arktiske Norge. Videnskaben pleier jo ikke at gjøre reklame, skjønt vor tid ikke egentlig kan kaldes beskeden, men der bør da sørges for, at videnskabsmænds alvorlige arbeider ogsaa faar gjøre den nytte, de tilsigter. Tromsø i november 1906. 110 Tromso Museums Aarshefter 28. — 1905: Colias palæno L. Af denne vor mest udbredte Colias var tidligere kun et enkelt eksplr. fanget af skoginspektør Hagemann omkring Storjord, i august, og mine undersøgelser synes ogsaa at konstatere, at palæno kun forekommer meget sparsomt i Saltdalen, idet den dog vistnok ogsaa her som andetsteds i vor arktiske region optræder meget periodisk. Jeg fangede i 98 5 3 og 12 (6. og 11. juli) og i 99 et par (23. og 24. juli), alle paa meget tørre lokaliteter om- kring Storjord, ligesom skogforvalterens gutter i 97 ogsaa havde samlet et par. Almindelig synes palæno kun at være i de distrikter, som har megen myr, — larven for-- moder jeg paa Vac. uliginosum — men da den som alle af slægten har en urolig natur og dertil er en kraftig fly- ver, kan man ofte træffe den paa kultiveret mark, som ligger noksaa fjernt fra dens oprindelige hjem. Den store kaalsommerfugl, Pieris brassicæ L., maa vistnok ogsaa være meget periodisk i sin optræden. Me- dens Sahlberg i 1879 fandt den talrig, blev den af Schøyen kun bemærket enkeltvis, men mig lykkedes det ikke at komme over et eneste individ, ligesom jeg over- hovedet i de sidste 26 aar kun har observeret den etpar gange ved Tromsø. 246. Vanessa antiopa L. Etpar overvintrede og affløine eksplr. samlede om- kring Storjord fik jeg sidst i S0aarene fra Hagemann. Selv observerede jeg et afslidt eksplr. ved Storjord 20. juni 98 og atter et 4. juli, desuden 2 i «Ura» den 6te. Ogsaa i 97 samlet af skogforvalterens barn, ee bed as ETP MD me ens J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 111 Erebia disa Thbg. Blandt endel andre sommerfugle, som skogforvalte- rens barn havde samlet for mig i 1897, fik jeg til min overraskelse ogsaa et eksplr. af disa. Denne art er saa - bunden til vaade myrer, helst græsmyr, at det ved Stor- jord fangede individ maa have forvildet sig did fra en el- ler anden liden skogsump paa den anden side af elven, dog kunde de unge jægere ikke erindre findestedet nøiere. Af Schøyen blev den taget paa myrer saavel i Junkers- dal som Evenæsdal. Callophrys rubi L. Blev ogsaa af mig bemeerket yderst sparsomt. I 97 tog jeg kun et enkelt affløiet eksplr. ved Rognan 24. mai, i 98 observeredes nogle affløine individer ved Almindin- gen, den 3die sommer var flyvetiden selvfølgelig forlængst forbi. Lycæna orbitulus Pr. v. aqvilina Ster. > Medens Schøyen kun observerede 5 eksplr., lik mine to udflugter til fjeldet ovenfor Storjord et heldigere udfald. Paa den første tur, 10. juli 98, erholdtes ikke mange agvilo, hvoraf kun 1 2, men 14. juli 99 floi den omtrent paa de samme lokaliteter i betydeligt antal, og trods den stærke vind lykkedes det os at fange en vakker række eksplr. af begge kjøn. Hunnerne blandt disse indi- vider fra artens sydgrænse viser den samme foranderlig- hed med hensyn til de hvide flekkers tydelighed paa den snart mere lyseblaa snart brunlige overside, som man fin- der hos individer fra -Tromsø-trakten og Porsanger. 112 Tromse Muesums Aarshofter 28, — 1905. L. astrarche Bgstr. Det lykkedes mig kun at finde et eneste noget fløiet eksplr. (3) 4. juli 98 paa den saakaldte «Heggejot», en større i det østre hjørne noget fugtig skogseng straks oven- for Storjord, som nest Ura var mit bedste operations- - felt, medens baade Schøyen og Sahlberg erholdt den i noget større antal. L. minimus Fuessl., som af begge de ovennævnte herrer observeredes i dalens øverste parti (Junkersdal og Ura) søgte jeg derimod ganske forgjæves, medens jeg fik et eneste eksplr. ved Bodø 10. juli 99. Dens hidtil kjendte nordgrænse er Skogshavn paa Dyrø (69° 59, hvor jeg tog etpar eksplr. i juli 89, i 97 observerede jeg den ogsaa i. Harstad, der ligger nogle mil sydligere. Pamphila silvius Kn. De første eksplr. observeredes 28. juni, og da var al- lerede endel af dem noget affløine, saa de første individer vistnok har været fremme en uge tidligere, og dagen efter var de fleste ikke længere gode; en ubeskadiget hun er- holdtes dog endnu 6. juli, mens de øvrige indfangede eksplr. var aldeles ubrugelige. Næsten alle mine SUVIUS tog jeg i Ura ved «Trægthølen», hvor fjeldfoden træder lidt tilbage, saa man faar en liden bakkeskraaning med | | R | | 1 rig (vegetation, og her er en af de bedste fangepladse i ~~ den berømmelige ur; jeg saa ogsaa etpar affløine eksplr. høit oppe i lien paa fjeldturen den 10. juli. I 99 obser- veredes kun et afslidt eksplr. 16. juli. Efter mine optegnelser besøgte den Silene acaulis, Geranium sylvaticum og Taraxacum, mest dog sidstnævnte plante. Hvor rimeligt det end maatte synes, at Augiades J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 113 comma L. ogsaa skulde forekomme i Saltdalen, saa har dog endnu ingen kunnet paavise den her. Den er bidtil kun observeret paa % lokaliteter i Maalselven, i Nordrei- sen og Alten og synes under den postglaciale invasion at være indvandret ad en nordligere linie sammen med an- dre arter, der har en lignende udbredelse. Cerura bifida Hb. v. saltensis Schøyen. Af skogforvalterens gutter fik jeg 2 huneksplr. fan- gede i juni 97; de saa ud til at have været ganske ny- klækkede, men var nu lidt medtagne af den ukyndige be- handling. Det mindre eksplr., som er lidt skarpere tegnet, har et vingefang af 35 mm., det større maaler 38 mm. men begge er paa langt nær saa mørke som det af Schøyen afbildede eksplr., idetheletaget er vistnok alle figurer paa denne planche af den franske lithograf gjen- givne noget for mørke. Denne mørke arktiske varietet af bifida er opstillet af Schøyen) efter 2 af Schilde ved Rognan i juni 1879 fangede eksplr., og udenfor Salt- dalen er den hidtil ikke observeret. I 98 fandt jeg ved Storjord 9. juli en ung larve paa Populus tremula, men det lykkedes mig desværre kun at holde den ilive nogle faa dage. 247. Pheosia dictæoides Esp. v. frigida Zett. Fra samme kilde og sammen med foregaaende fik jeg et par (¢2) fanget ved Storjord ligeledes i juni 97, hannen et pragteksplr. 1 udmærket god forfatning, hunnen har defekte følehorn og er lidt gnidset paa forvingerne men forøvrigt vel konserveret, rimeligvis har det været et copuleret par: Hannen maaler 50 mm. og hunnen 53 1) Entomolog. Tidskrift, Stockholm 1881. {id Tromsø Museums Aarshofter 28. — 1905. mm. mellem vingespidserne, hannens thorax er næsten ganske sort og forvingerne ligeledes meget mørke, hunnen er betydeligt lysere. Jeg har intetsteds seet nogen afbild- ning af denne varietet og tror heller ikke, der eksisterer nogen, men antager at vore eksplr. maa være typiske fri- gida, kun synes de at have lysere bagvinger end det af Zetterstedt beskrevne. Et 3die eksplr. tog Hage- mann ved Kemaafos 4. juli 87. Notodonta dromedarius L. Af skoginspektør Hagemann erholdt Schøyen et haneksplr. fanget i 1882, og fra samme haand har vort museum faaet en meget smuk og stor hun (vingebr. 43 mm.) fanget ved Storjord 5. juni aaret efter. En meget liden (v. 35 mm.) og stærkt affløien ¢ medbragte skogfor- valteren fra Lønsdalen 11. juli 98. Disse eksplr. fra Salt- dalen er allerede noget melanotiske, men forvingerne er stærkere tegnede og har mere rødbrunt end vore 2 eksplr. fra Sydvaranger, medens individer fra Tromsø amt staar omtrent midt imellem. Odontosia carmelita Esp. Ogsaa vort Museum har af Hagemann modtaget et udmærket vakkert huneksplr. taget i Junkerdalsuren 26. mai 1883. Udenfor Saltdalen er denne art endnu ikke observeret i Norge. Lophopteryx camelina L. ab. (v.) giraffina Esp. Af denne art besidder Tromsø museum 5 eksplr. (alle å) fra Saltdalen, de 4 samlede af Hagemann omkring Storjord i det insektrige aar 83, det 5te tog jeg selv i Ura 30, juni 98. Disse arktiske individer er tildels adskillig Pree EL ED SNE PET NE ‘a à J. Spätre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 115 mørkere end den typiske form og synes nærmest at kunne henregnes til ab. giraffina Hb., der altsaa under polar- kredsen optræder som en klimatrace, vi har 5 aldeles lig- nende tyske individer. Jeg ser, at Strand for de i uni- versitetsmuscet opstillede eksplr. fra Saltdalen har givet et eget navn, v. nordlandica, men dette anser jeg for over. flødigt, da vor arktiske camelina som ovenfor bemærket uden tvang lader sig indordne under ab. (v) giraffina. Hvorvidt camelina i Saltdalen har opnaaet sin abso- lute nordgrænse, faar fremtidige undersøgelser afgjøre; an- detsteds i Tromsø stift er den ialfald hidtil ikke bemerket. 248. Endromis versicolora L. v. lapponica Bau? Skjønt Saltdalen er den nordligste lokalitet for denne vakre sommerfugl, synes den her rigtig at have sit hjem og maa næsten kaldes almindelig. Den var enduu ikke observeret her, da Schøyen affattede sin fortegnelse, men senere fandt Hagemann flere eksplr., som blev indsendt til Tromsø museum; i mai 97 tog jeg selv 3 noget fløine eksplr. (2 3, 1 2) omkring Storjord og i Ura, medens et 4de undslap. Endnu heldigere var jeg aaret efter, da jeg 3. juli i Ura tog et helt selskab paa ikke mindre end 27 c. 1 cm. lange larver, der sad tæt sammen paa en Alnus- kvist, paa hvilken plante jeg ogsaa i Hardanger i 1874 fandt et mindre selskab, medens Betula ellers opgives som hovednæringsplanten. Jeg har etsteds seet anført, at versicolora skulde være vanskelig at opføde og bringe til forvandling, men mit forsøg lykkedes ialfald denne gang aldeles udmærket. Nogle af larverne krøb bort som ganske smaa, og etpar af pupperne gik til grunde ved uforsigtig behandling, men jeg fik dog ialt 16 vakre og veludviklede eksplr., hvoraf kun 4 4. Med hensyn til tiden for udviklingen var foy- 116 Tromse Museums Aarshefter 28. — 1905. holdet høist eiendommeligt og skal her noget nøiere be- skrives. Pupperne blev som sædvanlig holdt i koldt rum vinteren over, toges ind i mit opvarmede kontor i januar, og da versicolora flyver meget tidlig, ventede jeg snart at faa se de første sommerfugle. Men nei. Vaaren gik, og min bedrøvelse var stor over at skulle miste alle disse kostbare pleiebørn, men da pupperne fremdeles var 1 live, fik jeg nyt haab og lod dem atter en vinter stan paa mørkloftet; jeg forstod nu, at de skulde ligge 2 aar, for de klækkedes, og mine forventninger blev ikke beskjæm- mede. De kom frem i følgende orden: 29, januar: 1 å, c. kl. 11 formiddag, al. » 1 2, kl. 1 eftermiddag. 2. februar: 1 $ mellem 1 og 2e.m., 1 $ 19 c. kl.3e. m. | D. > 1 & nat eller tidlig morgen, 6. > 1 å kl. 5 eftermiddag, 7 > Lon lus HET erme 9, » 1% » 194 e. m. 19 mellem 2 og 4 e. m; 13. > 1? » 12'/s eftermiddag. | Dette var i alt 12 stykker, men endnu var der 4 le- vende pupper igjen, som ikke vilde klækkes, og som for 3die vinter maatte paa mørkloftet igjen. Denne gang fik jeg vente længere paa noget resultat, idet der først 2. april kom frem en 9 kl. 9'/> formiddag, men dermed blev det, de 5 sidste pupper gjorde intet tegn til at sprænge sit fængsel, og da der fremdeles var liv i dem, forberedte jeg mig paa en 4de overvintring. Puppebeholderen blev imidlertid staaende i mit arbeidsværelse udover sommeren, og dette traf sig heldigt. 27. august hørte jeg tilfældigvis, at der var bevægelse i kassen, laaget aabnedes og se! der sad de sidste 8 hunner i bedste velgaaende; ikke at und- res over, at de var kommen noget ud af tidsregningen og krøb frem i slig utid! Paafaldende maa det synes, at kun a var hanner, og at disse alle kom frem i det første aar; ~ J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 117 at 5 hunner kom ud om hosten har vel sin grund i den omstændighed, at pupperne i 3 aar holdtes udenfor de naturlige forhold; jeg har en gang ogsaa faaet hunnen af Saturnia pavonia ud om høsten. Forøvrigt er det et velbekjendt faktum, at pupperne af visse arter, f. eks Eriogaster lanestris, ofte ligger flere aar, forend de alle klækkes. De 16 arktiske ekspl. af versicolora, som opbevares i vort museum (5 & 11 9, deraf et par fangede), frembyder et meget ensartet udseende men synes ikke ganske at stemme med den af A. Bau 1 1877 opstillede v. lapponica fra svensk Lapmarken, der efter beskrivelsen maa være betydelig mørkere. Vore eksplr. fra Saltdalen staar vel nærmest som en intermediær form, forskjellig nok fra den typiske versicolora til at kunne bære et eget varietetsnavn, men jeg vil ikke yderligere belaste nomenclaturen, saa- længe den ægte v. lapponica er mig ubekjendt in natura. Eksemplarerne er gjennemgaaende noget større end vort mellemeuropæiske materiale, idet hannerne maaler fra 54 til 58, hunnerne fra, 55—75 mm. mellem vingespidserne. Drepana lacertinaria L. ab. scincula Hb. Det eneste arktiske eksplr. i vor samling, taget af Hagemann ved Storjord, er en hun, som staar omtrent midt imellem hovedformen og den mørke ab. scincula; af den sidste besidder vi et udpræget eksplr. (3), som jeg fan- gede ved Kristiania sidst i mai 99. Schøyen gjør ingen bemærkninger ved de tidligere i Saltdalen samlede eksplr. Acronycta auricoma F. v. pepli Hb. (pyhävara Hoffm.) Et eneste noget affoiet hunindivid tog jeg ved Stor- jord 6. juli 98. Udenfor Saltdalen er den hidtil kun ob- _ serveret ved Bodø og i Sydvaranger. 118 Tromso Museums Aarshefter 28. — 1905, Pachnobia rubricosa F. v. arctica Sp. Schn, Af denne for Norges arktiske fauna nye art fangede jeg 2 noget affløine eksplr. (4?) 15. mai 97 paa Saliz-rak- ‚ler over i planteskolen blandt en masse Tæniocampa gothica. I den i indledningen nævnte lille opsats, hvori rubricosa for første gang opføres fra Tromsø stift, har jeg omtalt, at de foreliggende 2 eksplr. afviger saa meget fra den ty- piske form, at de nok kunde fortjene et eget varietets- navn, men at jeg indtil videre vilde vente med at give dem en særskilt betegnelse, saa lenge der forelaa saa lidet materiale. For imidlertid at spare nogen anden for dette arbeide, vil jeg dog benytte mig af den første finders ret ._ og giver herved folgende diagnose: V. arctica. Minor, obscurior, alis anticis sordide gri- seis, non rubro-immixtis, maculis tenuiter nigro limbatis, distinctis, alis posticis infumatis. Specimina dua ad Stor- jord in floribus Salicis d. 15. mai 1897 capta. Begge eksplr. maaler kun 32 mm. og staar saaledes tilbage for vore 14 svenske og tyske individer, som har et vingefang fra 33 til 35 mm. Arten synes at være meget sparsom hos os og er hidtil kun observeret i 4 af de syd | østlige amter ifølge Schøyens generalfortegnelse af 1893. Mamestra glauca Hb. | Det lykkedes mig kun at finde et meget mørkt og ~ vakkert eksplr. (4) siddende paa en stabbesten ved Stor- nes 18. juni 98, samt et ganske affløiet ved Storjord 12. juli 99, men af Hagemann har vi tidligere modtaget 3 x stykker samlede paa forskjellige lokaliteter i de øvre par- tier af dalen, deraf et saa tidligt som 15. mai (i 1888). Dianthoecia dovrensis Wocke. Af Hagemann har museet i sin tid modtaget et huneksplr. fanget 12. juli 85, i 98 havde jeg selv den store I g ‘ Jeg J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 119 fornøielse at samle dette sjeldne insekt og synes at have været endnu heldigere end Schøyen. Medens min kol- lega kun fandt sine eksplr. siddende paa klippestykker i Ura, kunde jeg ingen finde paa denne maade og offrede heller ikke megen tid paa at søge, da det snart viste sig, at den kunde erholdes paa et letvindtere sæt. Den fløi nemlig omkring i solskinnet og satte sig paa blomster, hvor den da var let at fange, men saasnart solen gik bag en sky, forsvandt dei en fart, og der faldt desværre i dens flyvetid altfor mange overskyede dage. De første 4 eksplr., 2 af hvert kjøn, fangedes 28. juni, de 2 paa Silene acaulis, de andre 2 paa Taraxacum, dagen efter fik jeg kun et enkelt stykke paa Taraxacum, og den derpaa føl- gende dag atter et paa samme blomst. Saa var der en stands indtil 6. juli, da fik jeg hele 12 eksplr., og den 8de toges de sidste 6, alle paa Taraxacum og Leontodon, og alle friske og vakre; med mere solskin og kanske lidt mere taalmodighed kunde jeg vistnok have samlet det fler- - dobbelte antal. Opdageren, Dr. Wocke, fandt sine eksplr. dels siddende paa fjeldvægge dels sugende paa Phaca oro- boides. Vore dovrensis fra Saltdalen har fuldstændig samme udseende som vore ekspir. fra Dovre. Bombycia viminalis F. v. arctica Sp. Schn. Medens Schøyen kun erholdt et enkelt forkrøblet stykke, klækket af en ved Storjord funden puppe, lykke- des det mig i 98 at bringe sammen et meget stort mate- riale. Larverne viste sig nemlig at være tilstede i betyde- ligt antal paa diverse Salices, og paa den tid, da de var fuldyoksne, behøvede jeg kun at ryste buskene stærkt, saa 'var det bare at plukke op, saa mange man ønskede. Dag- lig krøb der mange larver bort af de utætte beholdere, 120 Tromsø Museums Aarshefter 28, -— 1905. men jeg medbragte dog saa mange pupper, at der fra sidst | i juli til 25. august udklækkedes over 200 prima eksplr., saa jeg endnu for lange tider har god forsyning. Som- merfuglene klækkedes hele dagen, flest dog om eftermid- | M dagen. / 4 Det af mig for denne mørke intermediære race valgte | navn kan forsaavidt siges ikke at være ganske heldigt, som det senere har vist sig, at samme form ogsaa fore. kommer i det sydlige Norge. I juni 1903 samlede jeg nemlig et antal larver omkring Slemdal ved Kristiania, og af de af disse larver klækkede 11 eksplr. er omkring halv- parten aldeles stemmende med v. arctica, medens de andre atter staar omtrent midt imellem denne og den typiske viminalis, som den foreligger i tyske eksplr. Arten er endnu kun observeret meget lidet hos os, men fremtidige 3 undersøgelser vil uden tvivl give den en jevn og vid | strakt udbredelse, ialfald østen- og nordenfjelds. Hadena gemina Hb. ab. remissa Tr. Af en upaaagtet larve samlet sammen med saadanne 3 af H. lateritia ved Storjord i juni 97 fremkom 5. juli en : han af et aldeles typisk udseende. Tidligere kun observe ret i 3 amter i det sydlige Norge til 60° 14°. Naar Schilde fra Kuusamo i Nordfinland opfører H. gemina som forekommende der, men ikke adusta, har jeg en mistanke om, at han har forvekslet disse arter, Fra Dr. Staudinger, som erhvervede Schildes sam- « ling, har vi nemlig faaet 2 eksplr. af adusta etiketterede 4 «Kuusamo», og i den lille nordlige race kan adusta nok 4 ved flygtigt paasyn forveksles med ab. remissa, men det « er jo ikke udelukket, at Schilde ogsaa har taget ad 4 men glemt den i sin fortegnelse. FA J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 121 Tæniocampa gothica L. & ab. gothicina HS. Af Hagemann havde vort museum i sin tid mod- taget nogle eksplr., men da jeg hidtil aldrig her nord egen- hændig havde samlet denne art og selvfølgelig var begjær- lig efter at komme i besiddelse af et rigeligere materiale, _ søgte jeg i 97 at komme afsted saa tidlig som muligt. Det viste sig imidlertid, at jeg var mindst en uge for sent ude. Det første eksplr., som toges paa et gjærde allerede ved min ankomst til Rognan 12. mai, var endel affløiet, og dette spaaede ikke godt. Ved Storjord var der fuldt ‚op, af dem paa Saliz-raklerne; man behøvede blot at ryste buskene, de lod sig da falde paa marken, og i den lyse vaaraften var det saa let at udsøge de eksplr., man øn- skede. Selvfølgelig indsamlede jeg et stort antal, men der var ikke særdeles mange, som tilfredsstillede mine fordrin- ger, saa jeg følte mig betydelig skuffet; heldigvis bragte det følgende aar fuld erstatning. Vaaren 98 maa gothica have fløiet mere end almin- delig talrigt — smaagutterne fortalte da ogsaa, at der «dryssede sommerfugle af træerne» — at dømme efter den masse larver, som forekom overalt. Larven er yderst po- lyfag, jeg har den endog noteret paa Populus tremula, de fleste samledes dog paa den store hestesyre (Rumex do- mesticus), men ogsaa andre planter var godt besatte; i Ura saa jeg saaledes fleresteds de store blade paa Aconitum. al- deles skeletterede, medens de næsten fuldvoksne larver sad fastklamrede langs efter ribberne, og Ribes var ogsaa del- vis afbladet. En stor mængde larver krøb bort under op- fostringen, de fandtes baade høit og lavt i mit værelse, men det var dog et vakkert antal pupper, som jeg ved hjemkomsten kunde plukke ud af mosen, hvormed kas- sernes bund var dækket. Som bekjendt udvikles hos Tæ- niocampa sommerfuglen i puppen allerede om høsten for 199 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. : paa første vaardag at kunne vise sig, og det første eksplr. sad da ogsaa i puppekassen 21. februar. To dage efter kom der frem 24, 25de kulminerede klekningen med 30 eksplr., dagen efter kom 26 stykker, saa dalede tallet raskt, og sidste eksplr. klækkedes 14. marts. De fleste krøb ud temmelig nøiagtig mellem kl. 8 og 10 morgen, kun meget faa klækkedes efter den tid. Ialt fik jeg c. 130 stykker foruden nogle forkrøblede individer, som der jo altid falder. At give en god karakteristik af den arktiske gofhica er ikke let; det gaar mig, som det gik Dr. Staudinger med Hadena exulis paa Island, at jeg foreløbig har maat- tet beholde c. 100 eksplr. i samlingen for at faa med den hele variationsrække. Om jeg vilde benytte den moderne aberrationsfabrikation, slap jeg neppe ud med 25 å 30 nye navne, men dette kom jo til at føre ud i det rene kaos, og jeg skal derfor forsøge at rede ud paa en, ialfald for mig, letvindtere vei. Eksemplarerne kan deles i 2 hovedgrupper, nemlig den mere typiske gothica, hos hvem den mellem nyre og ringplet liggende flek, der ser ud som et liggende stort la- tinsk 4, er skarpt fremtrædende sortbrun, og v. (ab.) go- thicina, hos hvem denne flek har vingernes grundfarve og saaledes ikke træder tydelig frem. Omtrent halvparten af de klækkede individer, men forholdsvis færre af de fan- eede, tilhører lste gruppe, rigtig typiske gothica er dog ikke særdeles mange af dem, idet de gjennemgaaende er mørkere og viser større foranderlighed end den sydligere gothica, (efter sydsvenske, danske og tyske eksplr.), som 1 grunden er en temmelig konstant form. : Et ganske andet broget billede frembyder den 2den gruppe, baade med hensyn til grundfarven, der gaar fra mørkt sortbrunt gjennem rødbrunt til lyst gulbrunt, der dog forekommer meget sjelden, og i henseende til tegnin- gernes større og mindre tydelighed. Hos enkelte er forvin- - J, Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 123 gernes tegninger næsten helt udviskede, hos andre er de ligesaa skarpe som hos den typiske gothica, men navnlig er ringflekkens form og størrelse foranderlig, idet den snart er aflang og som oftest bredt aaben fortil, snart er den li- den og rund og næsten helt lukket. Mest afvigende er en han, hvis forvinger er ganske lyst brunrødt og lysegraat marmorerede med lysegul L-flek, det er kun paa formen af denne flek, at eksemplaret røber sig som gothica. Efter det her anførte kan man slaa fast, at gothica ialfald i Norges arktiske region ikke optræder som nogen konstant klimatrace, men er en sand chamelæon, som ikke lader sig begrænse med 2 navne. Staudinger-Rebel har truffet det rette ved til gothicina at sætte et ab. for det nordlige Skandinaviens vedkommende, dog kan vi alt. saa sløife «?» i parenthesen. Om udbredelsen af formen gothicina 1 det søndenfjeldske Norge har jeg ingen erfa- ring; vi har af bergmester Münster faaet et eksplr. (9) taget paa Kongsberg 12. april 1900, hvilket ganske stem- mer med et par fra Karelen, som jeg for mange aar si- den fik af Dr. Tengstrøm ved et personligt besøg. Den overvældende talrighed, hvormed T. gothica lige- som Hadena lateritia optræder under polarkredsen, synes at tyde paa en forholdsvis nordlig oprindelse, jeg vil kalde dem subarktiske; det er central-asiater som hovedmassen af vor arktiske og alpine faunas repræsentanter. At deres trivsel her begunstiges af konkurrenternes og de naturlige fienders ringere antal, maa jo frembyde sig som de nær- mestliggende aarsager, men om individernes store talrighed under nordlige bredder alene herved fremkaldes, se derom kan meningerne være delte. 249. Brephos parthenias L. Af Hagemann taget i 2 eksplr. ved Storjord 23. april 83 og et i mai 87, selv fangede jeg sammesteds i 97 124 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. 2 stykker 13. og 14. mai [og i Ura 2 dagen efter. Synes « at være jevnt udbredt over hele det nordlige Norges fast- — land; fra øerne foreligger endnu ingen observationer. Lobophora carpinata Bkh. v. obscurata Sp. Schn, Fløi talrig ved Storjord i midten af mai 97, men de fleste eksplr. var ikke længere gode. I 98 tog jeg den ka- rakteristiske græsgronne larve ikke sjelden paa Populus tremula, og fik den følgende vaar af de medbragte 7 pup- per udklækket 7 feilfrie eksplr. i tiden fra 27. februar til 4. marts. De kom alle frem om formiddagen mellem 9 — og 11. I sin fortegnelse over den arktiske regions Lepidoptera bemærker Schøyen om sine eksplr. fra Saltdalen, at de skiller sig fra sydnorske individer, men, siger han: «ved mattere, mere afbleget farvetegning og kunde maaske med ~~ ligesaa fuld foie opstilles som en «var. lapponica» eller «polaris» som andre lignende nordlige, blegtfarvede for- mer; og alligevel foreslaar jeg for den arktiske carpinata en benævnelse, der betegner lige det modsatte! Fra det sydlige Norge besidder jeg kun et eneste eksplr. fra Val- ders (af Sandbergs samling), stort og mørkt, dog ikke — mørkere end de klækkede saltdøler, men sammenlignet — med typiske tyske individer, hvoraf jeg har 6, tildels klæk- kede, for mig, saa udmærker netop disse sydlige eksplr. _ sig ved sin lyse tone og mattere tegning, ligesom søm- punkterne paa forvingerne er mindre og langtfra saa skarpe. Diagnosen kan gjøres kort og passer da paa alle norske eksplr. 7 V. obscurata. Obscurior, fasciis et strigis distinctiori- | bus. Habitat in Norvegia et horeali et meridionali, J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 125 Lygris prunata L. & ab. flavicata Sp. Schn. Da vi tidligere kun besad et eneste slet konserveret individ fra arktisk omraade, var jeg meget lykkelig over at kunne fylde den store lacune med en række udsøgt vakre eksemplarer. I 98 fandt jeg larven ganske talrig paa Ribes rubrum, baade paa den i haven indplantede og i Junkerdalsuren vildtvoksende, og de mange medbragte pupper udklækkedes da heldigt allerede fra 10de juli, me- dens de sidste 3 krøb ud 5. august, hvad der tyder paa en lang flyvetid. Sommerfuglene klækkedes til alle tider paa dagen. I 99 fandt jeg ingen larver hverken af denne eller andre arter, men to dage før afreisen, 23. juli, fan- gedes 3 nyklækkede eksplr. udenfor haven. Med hensyn til den af mig opstillede ab. flavicata da har allerede Schøyen omtalt denne eiendommelige form som funden baade af ham og Sahlberg; den staar saa konstant og skarpt ved siden af den typiske prunata, næ- sten som Parasemia ab. hospita og plantaginis, at den med fuld ret fortjener en egen benævnelse. Den kan ka- rakteriseres saaledes: Ab. flavicata. Alis anticis fasciis duabus flavidis ob- soletius strigatis. In Saltdalen sæpius et capta et e larva educata. Tegningerne er forøvrigt som hos den typiske form, men de 2 baand, som begrænser det brede brune midt- feldt, er hos flavicata lyst gulbrune og svagt tegnede, ikke som hos den typiske med skarpe hvide, lyse- og mør- kebrune siksaklinier, ligesom farven paa basal- og midt- baand ogsaa spiller mere i gulbrunt. Af de 28 eksplr., som endnu haves i behold, tilhører de 11 ab. flavicata, den er saaledes langtfra nogen sjeldenhed. De ikke mange udenfor Saltdalen i det arktiske Norge samlede prunata tilhører alle den typiske form, om de end er noget varic- 136 Tromsø Museums Åarshefter 38. — 1905. rende. Strand har rigtignok for de arktiske eksplr. op- stillet en ny v. artica med opgivende, at de er mindre, med mørkere randfelt og utydeligere tegning, men disse mærker er ikke konstante. Eksplr. fra Tromsø og Fin- markens amter er vistnok lidt mindre, men saltdølerne har fuld normalstørrelse, og nogen paafaldende forskjel i forvingernes farve eller tegning kan jeg ikke opfatte, idet - disse karakterer varierer som hos sydligere individer. Bag- vingerne er derimod konstant svagere tegnede hos arkti- ske eksplr., men da man af og til under sydligere bredder — træffer lignende eksplr., er heller ikke dette kjendemærke særlig karakteristisk. Larentia flavicinctata Hb. Af denne art besad vort museum intet arktisk eksem- plar, aldrig havde jeg selv nogen gang havt anledning til at iagttage eller samle den, og jeg var derfor i 98 meget spændt paa, om den vilde vise sig ogsaa for mig. An- gaaende flyvetiden vidste jeg intet bestemt, Sahlberg havde taget den 26. juli 97 og Schøyen i slidte eksplr. | i begyndelsen af august 81, og blev derfor noget over- rasket, da den pludselig 29. juni viste sig i det nederste parti af Ura, vistnok paa samme sted, hvor den var sam- let af Schøyen. Den første dag erholdtes 16 fine eksplr., hvoriblandt allerede flere 9, og senere samledes den i an- « tal ved hvert besøg i Ura, baade om dagen ved at jage den ud af dens skjulesteder i fjeldsiderne, og om aftenen, naar den fløi frivillig; flere gange saa jeg den om dagen suge paa Silene acaulis, Taraxacum og Leontodon. Den fløi endnu de sidste dage under mit ophold, senest noteret 11. juli, men var da i mindre god forfatning. I 99 blev flavicinctata ikke noteret, men det svæver for min erind- ring, at et aflleiet individ blev fanget paa den gamle lo- kalitet. 1 : GÅ Spårre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 127 Mit rige materiale af feilfri eksplr. frembyder et for- holdsvis meget ensartet udseende med et og andet noget afvigende stykke iblandt, som man kunde vente det hos en saa broget tegnet art. Til sammenligning har jeg kun 2 stykker fra Schweitz. Disse viser langt stærkere gul indblanding, og det øverste parti af midtbaandet omkring det sorte midtpunkt er lysere og tydelig afgrænset, saa jeg ikke tvivler paa, at en elsker af nye navne straks vilde berige os med en «varietas nova», men jeg har alle- rede været flot nok med nye navne og vil derfor heller ikke særskilt benævne varianterne, af hvilke der er 2 slags. Hos etpar eksplr. er midtbaandet betydeligt mørkere og fremtrædende, og hos ? andre er de baand, som afgræn- ser midtfeltet, lysere med næsten udviskede tegninger, sva- rende henholdsvis til ab. annosata og ab. gelata af L. cæ- siata, men ikke saa stærkt udformede som disse. 250. L. nobiliaria HS. Det var mig en stor tilfredsstillelse at kunne be- kræfte Schøyens udtalte formodning om, at ogsaa denne art, som paa Dovre træffes sammen med flavicinctata, maatte være at finde i Saltdalen. Desværre viste den sig at være meget sjelden, idet det kun lykkedes mig at fange 3 eksplr., alle 3, et 50. juni og 2 d. 4. juli; de forekom paa et enkelt punkt i Ura, hvor fjeldsiden var meget mørk. Tidligere var nobiliaria kun taget af mig i et ene- ste individ paa Tromsøen, men for nogle aar siden skal den ogsaa være samlet i Alten af en engelsk entomolog. 251. L. lugubrata Ster. Af denne overordentlig sjeldne maaler fandt jeg i 98 2 eksplr., nemlig en han i Ura 30. juni paa blomsten af 198 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Geranium og en hun paa Heggejoten 4. juli. Foruden dis- se har vi i samlingen endnu kun 2 individer, fra Maals- « elven og Porsanger. | 252. L. hastata L. Et meget stort (v. br. 30 mm.) friskt eksplr. (2) ved 4 Storjord 23. juni 98, ganske stemmende med klækkede å stykker fra Hannover. Jeg kan ikke bekvemme mig til 1 at slaa hastata og subhastata sammen til én art, men « spørgsmaalet om artsforskjellighed bliver jo ofte en smags- — sag; kan hænde jeg dog gaar for vidt i min opfatning af u stærkt differentierede former. = L. silaceata (S. V.) Hb. v. deflavata Stgr.? Jeg fandt kun et enkelt godt eksplr. ($) 1 Ura 29, juni 98. Jeg har uheldigvis ikke anledning til at under- « søge de 2 af Schøyen sammesteds fangede eksplr., men saafremt de stemmer med mit, kan de ikke komme ind under v. deflavata Stgr. Grundfarven er vistnok ganske 3 uden gult anstrøg, men tegningen forøvrigt saa afvigende, « at mit eksplr. sammenholdt med f. eks. klækkede eksplr. « fra Wien ved første øiekast næsten ikke lader sig erkjende å som silaceata. Tverbaandet, som mod vingebasis afgræn- ser midtbaandet, er næsten dobbelt saa bredt, og midt- 2 baandet, som hos den typiske si/aceata er næsten ensfarvet M mørkebrunt, er hos det arktiske stykke lyst med sorte sik- sakbaand. Saalenge ikke mere materiale er mig tilgjæn- geligt, skal jeg dog undlade at opstille et nyt racenavn. Silaceata er senere funden af Strand saavel i Vef- — sen som Tysfjord, altsaa endnu en breddegrad nordligere end Saltdalen. Han bemærker om individerne fra sidst- nævnte lokalitet, at de ikke synes at tilhøre v. deflavata, EE men udtaler sig forøvrigt ikke om deres udseende. = J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 128 253. Chloroclystis rectangulata L. ab. (v.) cydoniata Bkh. Et nyklækket eksplr. tog jeg paa vinduet i entreen 5. juli 98. Det er meget mørkt og tilhører ligesom de senere af Strand i Tysfjorden fundne nærmest formen cydoniata, der altsaa paa arktisk omraade optræder som klimatrace. Tephroclysta satyrata Hb, Denne almindelige og udbredte art omtaler jeg kun paa grund af den uhyre talrighed, hvori den optraadte i — 98 baade som sommerfugl i juni og senere som larve. I Ura noterede jeg 4. juli larven som nyklækket i mængde paa blomsterne af Aconitum, og havde de tilhørt £. eks. et større natfly, maatte den lavere vegetation her være bleven aldeles afsnauet. Jeg beklager nu, at jeg ikke ind- samlede et antal larver, da en klækning i større stil kan- ske kunde have bragt noget af interesse, muligens ogsaa andre arter. 254. Ellopia prosapiaria L. Af Hagemann samlet temmelig hyppig omkring Storjord 19. juli 87, selv fandt jeg sammesteds kun et eneste stærkt aftloiet individ (4) 23. juli 99. Dette eksplr. er meget lidet, vingefanget kun 25 mm. Selenia bilunaria Esp. Denne ogsaa af mig i Saltdalen talrigt observerede art nævner jeg kun her i anledning af, at Strand opgi- ver v. juliaria Hw. at forekomme paa Lofotens øer*). *) Beitrag z. Schmetterlingsfauna Norwegens, Nyt. Magazin 'f. Naturv. B. 39, 1901, p. 58. 9 130 ~~ d'romse Muesuins Aarshefter dB, = 1905, Navnet paa denne form, der er meget mint. og blegere, 4 er kun tillagt sommergenerationen af bilunaria, som under sydligere bredder altsaa udvikler et kuld no. 2, 8 men det er aldeles misvisende at bruge denne benævnelse A for individer af vaargenerationen, idet der derved gives | å den falske forestilling, at Zunaria ogsaa 1 det nordlige Norge skulde have et sommer- eller host-kuld. Mig be- kjendt har arten selv i det sydligste Norge kun én gene- a ration, medens Aurivillius for Sveriges vedkommende anfører: «i områdets sydligaste delar stundom å nyoi | ; augusti». | Epirrhanthis pulverata Thbg. Af denne ganske sjeldne art fangede jeg ved Storjord 2 hanner 12. mai og en hun den 17de. ~ 255. Biston pomonaria HD. Hagemann tog det første eksplr. sa Storjord 14. mai 85, selv fangede jeg et (34) 12. mai 97 paa en fjeld- veg lige i indgangen til Ura. . B. hirtaria Cl. Tromsø museum har af Hagemann modtaget et noget Høiet hun-eksplr. fanget i Junkersdal 15. juni 85. 256. Arctia caja L. 3 Schøyens formodning om, at denne art maatte findes … ogsaa i Saltdalen, da den gjentagne gange er observeret M ved Bodø, er det mig en fornøielse at kunne bekræfte. J, Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopteriauna. 151 larve 24. mai 97 og fik 12. juli udklækket en pragtfuld han. Stort længere end til fjordbunden er caja vist endnu ikke kommen, og det kan tage aartusinder endnu, før den faar en almindeligere udbredelse paa fastlandet, medens den paa de yderste øer er paavist helt op til Tromsø høide. | Den arktiske caja er ligesaa variabel som sine søstre paa sydligere bredder, og de 14 eksplr., jeg har for mig fra Tromsø stift, kunde nok levere stof til 3 a 4 nye aber- rationer. Foruden ved bagvingernes pragtfulde røde farve, der forresten tildels allerede forekommer hos sydnorske individer, udmærker endel arktiske eksplr. sig ved et fint rosa-anstrøg over forvingernes hvide baand, særlig frem- trædende hos Bodø-eksplr., mens det hos vore individer fra Hilleso udenfor Tromsø tildels ikke er mærkbart. Med hensyn til Zygena jilipendule L., der efter Sommerfeldts opgave af Schøyen er medtaget i hans fortegnelse, saa har jeg ingen betænkning ved at stryge den af Saltdalens fauna, idet Sommerfeldt sik- kert har havt exulans for sig. Schøyen antager, at «da den er funden paa Grote, altsaa endnu nordligere, ber den vel heller ikke mangle i Saltdalen», men hertil skal jeg bemærke, at der i saadanne spørgsmaal er saa meget, der kunde synes selvsagt, men som viser sig ikke at holde stik. Jeg har nu i 50 aar anstillet entomologiske undersø- gelser i Norges arktiske region, stadig med opmerksomhe- den henvendt paa hvert moment, der kan kaste noget lys over faunaens tilblivelse, men er mere og mere kommen til erkjendelse af, at der kræves ganske anderledes vidtløf- tige detaljundersøgelser i forbindelse med grundige geolo- giske og botaniske studier til at præstere noget, der kan holde maal i tidens livlige diskussion om disse aktuelle spørgsmaal. Men noget tror jeg dog at have øinet, at vi for at bedømme den nuværende arktiske insektfaunas sam- 132 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. mensætning blandt andre faktorer ogsaa maa regne med en lang interglacial periode varmere end den nuværende og en lignende postglacial, med andre nivaaforholde. At Zygæna filipendule, Arctia caja og en lang række sydlige (boreale) arter med en lignende udbredelse maa ansees som relictformer fra en varmere inter- eller postglacial periode, og at de for at naa en lignende udbredelse under de nu- værende forholde vil kræve tidsrum, hvis udstrækning kan — række gjennem en geologisk formation. Endvidere, at grosset af den arktiske faunas elementer er en invasion É fra øst, udstraalende fra Central- og Østasien, men for- holdsvis saa ny, at udformningen af endemiske arter end- nu kun er foregaaet i meget ringe udstrækning. Og ende- lig, at ialfald de fleste circumpolare arter, af dem vi har fælles med Grønland og Labrador, ad en atlantisk brofor- bindelse er indvandrede fra Europa vestover og ikke om- vendt og sandsynligvis er udformede i en endnu tidligere, vistnok præglacial periode. Dette er da mine theses, som dog ikke her nærmere skal udvikles, om der overhovedet nogensinde vil gives mig anledning og evne til paa en fyldestgjørende maade at rede ud for mig. 257. Sesia culiciformis L. Af skogforvalterens gutter fik jeg et enkelt ekspår. — taget ved Storjord sommeren 97, selv fangede jeg i 98 3 eksplr., 2 i Ura 6. og 1 ved Storjord 10. juli. Udbredt til Sydvaranger men hidtil kun lidet observeret. Bembecia hylæiformis Lasp. Et eksplr. fanget ved Storjord i juli 98, datum ikke noteret, et andet tog jeg i Ura siddende paa et oreblad 22. juli 99. J, Sparre Schneider. — Saltdalens Tepidopterfanna, 133 Cossus cossus L. Ved midnat 29. juni 98 var skogforvalteren saa hel- dig at fange et meget godt ekplr. i et af de lige ved hu- _ set staaende bjerketrær, hvis stamme saaes at være angre- bet af larven. Eksemplaret, en hun, er meget lidet, med vingefang kun vel 75 mm., lidt mørkere end sydlige indi- vider, som tilfældet er med de fleste arktiske sommerfugle, men kun et større materiale kan konstatere, om den nord- lige cossus tilhører en mere udpræget klimatrace. Crambus dumetellus Hb. Var tidligere kun taget af Sahlberg i 79. Jeg fandt den meget hyppig ved Storjord i juli 98; under 12te er den noteret som flyvende «i masse» paa Heggejoten. Cr. hortuellus Hb. var ogsaa meget almindelig i juni samme aar. 258. Dioryctria abietella F. var. septentrionalis Sp. Schn. - Mellem furuerne i haven paa Storjord fangede jeg 2 meget vakre eksplr. 6. juli 98, medens endnu et par til observeredes. Den var hidtil kun samlet i Alten i 1861 af Dr. Wocke. Vore 2 eksplr. (begge 2) er meget mørke, temmelig ensfarvet jerngraa med utydelig tegning og ser idetheleta- get saa forskjellige ud fra 2 tyske klækkede individer, der- til er de meget mindre, 22—24 mm mod 28—29 hos de 2 ty- ske, at jeg først var i nogen tvivl, om de virkelig tilhører abietella, men ved at se efter hos Wocke?) finder jeg, at de 2 af ham i Alten fangede eksplr. fuldstændig ligner ') Stettiner Ent, Zeitung 1862, p. 38, LS Are | #3 154 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. vore. Han siger nemlig: «Die Grüsse ist gering, 27 mm. Fliigelspannung; Fiihler, Kopf und Palpen sind sehr dun- kel braungrau. Ebenso sind die Vorderfliigel dunkler als gewöhnlich, die hellbraune Beimischung fehlt gänzlich, die helleren Zeichnungen sind zwar vorhanden, aber sehr ver- diistert, nur die weissliche Mittelmakel tritt deutlich hervor. Auch die Hinterflügel führen ein gesiittigteres Graubraun». Dette stemmer paa et haar med udseendet hos de i Saltdalen fundne, som dog synes at have fremvingerne no- get tydeligere tegnede, og jeg foreslaar derfor for denne ~ arktiske race en egen benævnelse, der kan diagnosticeres saaledes: V. septentrionalis. Multo minor, obscurior, alis anticis sine rubedine, fere unicoloribus, maculis strigisque obsoletio- ribus. Habitat in pinetis Norvegiæ borealis, rarius, ad Bossekop in Alten a Dr. Wocke, ad Storjord in Saltda- len ab autore lecta, mense Julio. Scoparia murana Curt. Af denne udbredte men ikke almindelige art med- bragte jeg 5 gode eksplr., de 2 tagne paa husveggen ved Storjord 25. juni og 6. juli 98, det 3die i juli 99, ikke dateret. -Salebria fusca Hw. Synes at forekomme mere end almindelig talrig i Junkerdalsuren, hvor jeg samlede den i begge de sidste sommere, især i 99; i dette aar er den under 12. juli no- teret som flyvende i mængde paa en skraaning, som jeg har kaldt «Dryas-bakken», vistnok det samme punkt, som Schøyen nævner som flyveplads for Hesperia andromede. Ellers har jeg fundet S. fusca ganske enkeltvis og mest paa myrer omkring Vaccinium. >3 9 NE EN tr SE Å en dg “ UT un Pe re GA 001 i MEN J y ov J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 15 Polopeustis annulatella Zett. Sehøyen fandt kun et eneste individ i Junkersdal ved foden af Baadfjeldet, jeg var derimod heldigere. Paa vistnok samme lokalitet fløi den 29. juni 98 i mængde og i friske eksplr. omkring Astragalus alpinus, og nogle gode stykker (2 ¢ 1 $) fangede jeg ogsaa paa fjeldet 10. juli. Jeg har overalt udelukkende fundet denne art siddende paa blomsterne eller i umiddelbar nærhed af Astragalus, som jeg sikkert antager for larvens næringsplante, og der- for finder man annulatella, som egentlig er en alpin form, ikke alene paa fjeldet ovenfor skoggrænsen, men ogsaa nede i dalbundene, naar blot Astragalus cr tilstede. Pterophorus rogenhoferi Mn. Det lykkedes ogsaa mig at overkomme et feilfrit eksplr. af dette store prægtige fjermøl, som blev taget i den saakaldte bringebærhave lige bag hovedbygningen paa Storjord 22. juli 99 om aftenen. Jeg havde etpar timer tidligere sammesteds taget et eksplr., som slap ud af haa- ven, saa det rimeligvis var det samme individ, som jeg senere var heldig nok at fange. Schøyen erholdt et eksplr. udklækket af en puppe funden i Junkerdalsuren men først 18. august, 1881 var da ogsaa et meget sent aar. _ Denne art er forøvrigt hos os kun funden paa Dovre og i Nordre Trondhjems amt af Schøyen samt af Strand i Vefsen, men i Staudinger-Rebels katalog paraderer den fremdeles kun som observeret paa Alperne i Schweiz og Østerrig. 259. Acalla ferrugana Tr. Et overvintret og stærkt afbleget eksplr. tog jeg ved Storjord 17. mai 97. Observeret i enkelte individer hist og her op til Porsanger under 70° 25%, 136 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905, Dichelia grotiana F. Schøyen fandt et enkelt eksplr. i Junkerdalsuren 2. august, selv medbragte jeg 2 stykker, hvoraf det ene taget høit oppe i lien ovenfor Storjord 10. juli 98, det an- det paa et vindu inde i huset 14. juli 99. Denne forøv- rigt i Norge meget sjeldne art angives af Strand ogsaa — at være af ham funden i Kaafjord i Alten i midten - af juli 1901. Conchylis vulneratana Zett. Var tidligere ikke bemærket i det egentlige Saltdal- føre, idet Schøyen kun tog et eksplr ved Langvandet under Sulitjelma. Jeg fangede et ganske godt eksplr. i Ura 12. juli 99; dette individ, en han, er betydelig større end vore 4 stykker fra Tromsø. Olethreutes dimidiana Sod. Var ikke sjelden i friske eksplr. omkring Storjord i 98. O. cespitana Hb. Medens Schøyen først observerede den i begyndel- sen af august, tog jeg den i talrige friske eksplr. omkring — Storjord allerede fra 4de juli i 98. 260. Epiblema subocellana Don. Ved Storjord tog jeg et eneste friskt eksplr. 23. juni 98, medens et andet blev observeret men ikke fanget nogle dage forud; i mine indsamlinger fra Saltdalen har jeg ogsaa et par stærkt affloine eksplr., som ikke er daterede. I 99 fangede jeg et eksplr. paa Lotus ved Bodø 9. juli. J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 137 Har en vidstrakt udbredelse men er hidtil kun bemærket overmaade sparsomt. 261. E. solandriana L. ab. sinuana Hb. Af en larve taget ved Storjord paa Alnus i juli 98 udklækkedes 2. august et vakkert meget mørkt eksplr. ($) af den ved forvingernes snehvide flek meget udmærkede ab. sinuana, som vi tidligere kun besad i 3 individer, som jeg tog ved Fagernes i Ofoten, det nuværende Nar- vik, i slutningen af august 1879, hvor solandriana op- traadte i mængde i yderst aberrante former. Udbredt op til Tromsø høide; i enkelte aar ganske talrig, oftest sam- let som larve. 262. E. immundana F, R. Flere friske eksplr. fangede omkring Storjord i juni 98. Under 18de juni finder jeg E. tetraquetrana noteret som almindelig paa Alnus ved Almindingen, og uden tvivl har der blandt disse ogsaa været immundana. Disse me- get nærstaaende arter er 1 mindre gode eksplr. vanskelige at holde ud fra hinanden og er rimeligvis ved enkelte leiligheder bleven forvekslede. Den er af Strand senere funden i Tysfjord og ved Lødingen. 263. E. crenana Hb. En høist uventet tilvækst til den arktiske fauna. Af en puppe medbragt fra Storjord udklækkedes 23. august 98 et meget smukt skarpt sort og hvidt tegnet hanindivid. Angaaende larvens næringsplante finder jeg intet noteret, men den har rimeligvis levet paa Salix, der af Heine- mann angives som saadan. Tidligere hos os kun. obser- veret paa østlandet op til 60° 50% ER 138 - Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. 264. Grapholitha phacana Wocke. Et ganske friskt eksplr. (4) taget paa et gjærde ved Storjord 5. juli 98 tilhører ganske sikkert denne art; et meget større hunindivid fanget i Ura 29. juni samme aar synes næsten for stort til at kunne tilhøre den lille phaca- na, men jeg tror dog ogsaa det hører til denne paa arktisk omraade hidtil kun paa 2 lokaliteter i Tromsø amt be- — mærkede art. 265. Tinea ignicomella H. S. Atter en høist uventet og interessant tilvækst til Nor- ges arktiske fauna. Jeg har fra Storjord medbragt et enkelt udateret eksplr. vistnok samlet i 98. Arten var tidligere mig bekjendt kun observeret omkring Kristiania; hos StaudingerRebel angives udbredelsen saaledes: Germ. Alp. Bohem. Fennia. 266. Cerostoma radiatella Don. Af en puppe funden ved Storjord udklækkedes 3. august 99 et meget mørkt eksplr. Ved Svendborg i Maals- elven erholdt jeg ligeledes af en puppe et noget lysere individ 20. aug. 1885. Anden forekomst i det arktiske Norge er mig hidtil ikke bekjendt; efter Schøyens ge- neralfortegnelse af 1893 er den forøvrigt kun bemeerket i 3 af de sydligste amter samt ved Trondhjem. Da de mig tilgjængelige kilder alle angiver larven kun at leve paa ek (Quercus), kan forekomsten paa arktisk omraade synes paafaldende, men de norske entomologer. har ofte nok iagttaget, at arter, som under sydligere bred- der synes meget bundne til bestemte næringsplanter, hos os har kunnet akkomodere sig efter forholdene og trives — paa andre vækster; i særdeleshed blandt Coleopterne har 7 x i pinnate Ved a eS \ POST <=) a ao ai alt À ee ee, ae ee ie; J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 139 vi mange eksempler paa, at Pinus og Abies paa nordlige bredder er ombyttede med Betula. Tachyptilia populella Cl. Først samlet af Hagemann i 1881—82. I juli 98 var etpar tæt ved hovedbygningen paa Storjord staaende yngre aspetrær ganske vel besatte med store bladruller, hvoraf endel var forladte af larverne og istedet husede et eller flere eksplr. af den lille brune aspesnudebille (Dorytomus tortrix F.), medens andre indeholdt larver, der som formodet viste sig at tilhøre 7. populella, hvoraf der fra 2. til 10. august fremkom en række eksplr., ialt 15. Jeg besidder intet sammenligningsmateriale og kan derfor ikke afgjøre, om de arktiske eksplr. har det typiske ud- seende. - Hvad den ovennævnte snudebille angaar, som ifølge Panzer skal rulle sammen aspeblade ligesom bladvikler ne, da er jeg sikker paa, at alle de af mig undersøgte ruller var forfærdigede af larverne til Tachyptilia, idet alle var sammenheftede nøiagtig paa samme maade, og Panzer har visselig ligesom jeg fundet Dor. tortriæ-i de af Ta- chyptilia-larverne forladte ruller og antaget, at de var lage- de af snudebillerne selv. Gyllenhall angiver - billen at leve paa stamme og blade af Popul. tremula, medens An- gerer if. Kaltenbach klækkede den af Alnus-rakler ; uden tvivl lever dens larve i raklerne af Pop. tremula, ligesom de øvrige nordiske Dorytomus i rakler paa diverse Salices, hvad jeg ogsaa selv har iagttaget. 267. Gelechia ericetella Hb. Jeg har kun et enkelt eksplr. fra Saltdalen samlet i juli 99. Forevrigt er den mig bekjendt her nord kun ob- -serveret i Beiern, hvor den i juli 1880 var ganske almindelig. 140 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. G. lugubrella F. Af denne sjeldne art tog jeg i 98 3 gode eksplr. ved Storjord og i Ura i juni og begyndelsen af juli samt et 4de stykke i juli 99. Psecadia funerella F. Ligesom Schøyen erholdt ogsaa jeg kun et enkelt individ, der sad paa en væg ved Storjord 21. juni 98. | Udenfor Saltdalen hidtil i Norge kun observeret i Tromsø amt, nemlig i Maalselven af forfatteren og i Nordreisen af Strand. Cyphophora idæi Z. Dette pragtfulde møl var i 98 ikke sjeldent omkring Storjord, hvor det ialt lykkedes mig at samle 9 friske og vakre eksplr. De 2 første fandt jeg i haven siddende paa Epilobium angustifolium 23. juni, og yderligere 6 tog jeg sammesteds den 24de og 26de, det sidste fangedes i Ura 29. juni. Saltdalen var tidligere den eneste bekjendte lo- kalitet i det nordlige Norge, men i 1900 blev den taget af Strand i Vefsen og Hatfjelddalen ligesom i Kaafjord i Alten i 1901, og aaret efter fandt jeg et enkelt individ 1 Maalselvdalen. 268. Lypusa maurella F, Taget i et enkelt friskt eksplr. ved Storjord i juni 98. Tidligere kun bemærket i Tromsø og Finmarkens amter og ogsaa der kun meget enkeltvis, senere ogsaa funden i Tysfjorden af Strand, J, Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 141 Incurvaria capitella CI. Det lykkedes mig kun at finde et eneste taalelig friskt eksplr. ved Storjord 7. juli 98; var forøvrigt hidtil kun observeret en enkelt gang i Sydvaranger af Sand- berg. Jeg er rigtignok kommen i skade for i mit arbeide over Tromsø omegns Lepidoptera at angive den som fun- den ogsaa i Alten af Dr. Wocke, som dog ikke har den i sin reiseberetning, men i distriktet forekommer den alli- gevel, idet Strand opgiver at have taget den i Kaafjord i 1901. Ved Storjord fandt jeg 25. juni 98 et ganske friskt Q-eksplr. af en Incurvaria, som jeg ikke ved at anbringe nogetsteds. Bang Haas, der har havt eksemplaret til undersøgelse, siger at han ikke har seet noget lignende, men anser det for en aberrant rupella. Til denne art kan det imidlertid paa grund af guldpletternes stilling ikke høre, snarere da til capitella. Det har kun den halve stør- relse af disse arter, og forvingernes fremkant viser 2 smaa gule pletter, hvoraf den større staar nøiagtig modsat ind- kantsflekken, den mindre staar lidt foran. Nogen særskilt betegnelse vil jeg dog ikke give dette ene individ. 269. Nemophora pilella F, Medens Schøyen opforer swammerdamella som fundet af ham i tre eksplr. ved Storjord, er de af mig sammesteds 27. og 28. juni 98 samlede 3 Nemophora (2 3 19) af Bang Haas bestemte som pilella. Arten er se- nere af Strand taget saavel paa Helgelandskysten som nordligst ved Lødingen. 270. Adela esmarkella Wocke. Et i Ura 30. juni 98 fanget eksplr. hører antageligvis hid efter de korte følere at dømme. Efter opgave fra 143 Tromsø Museums Aarshefter 38. — 1905. Schøyen blev degeerella L. af Sahlberg taget i Salt- dalen i 79, men jeg er nu kommen i tvivl, om vi virkelig har denne art i det arktiske Norge. De 2 i vor samling som degeerella opstillede eksplr., af mig samlede i Beiern i 80, stemmer trods sine lange følehorn slet ikke med tyske typiske eksplr., saa jeg er kommen aldeles i vildrede og ikke kan udtale mig mere bestemt herom, førend en kyn- q digere faar gransket vort forøvrigt ganske sparsomme materiale. 271. A. rufimitrella Sc. _ Atter en interessant akkvisition for Norges arktiske fauna. Et meget vel konserveret individ fandt jeg i Ura 12. juli 99, og var denne art tidligere, mig bekjendt, kun observeret i 4 amter op til S. Trondhjem under 62° 18°. Hr. Andr. Bang Haas i Dresden har hayt den velvillie at bestemme endel tvivlsomme Micros for os, men da indledningen allerede var trykt, førend determinanderne var ham tilsendte, faar jeg først her anledning til at af- lægge min kollega en forbindtlig tak for hans imødekom- menhed. Pe ek PEN ae RR à > ‚ 7") , ARE RP Ne LE CP RET RS ARR NS EUR et al å ad: ny Pyrameis cardui L. 4. Sparré Schneider, — Saltdalens Lepidoptertauna. 143 Fortegnelse over Saltdalens Lepidoptera. Pieride. | Oeneis norna Thbg. Yes Å | Pararge mera L. Pieris brassice L. | = « napi L. Colias palæno L. | « nastes B. v. werdandi Zett. | Callophrys rubi L. « hecla Lei. v. sulitelma Aur. | Chrysophanus hippothoe L. v. | stieberi Gerh. | Nymphalidæ. ' « phlæas L. v. hypophleas B. Lycæna argyrognomon Bgstr. v. ægidion Meis. Lycænidæ. Vanessa urticæ L. > tre Å « optilete Kn. v. cyparis- Argynnis aphirape Hb. v. os- ER Po = ans That « orbitulus Pr. v. aqvilina Stgr. « selene Schiff. v. hela Stør. : « astrarche Bøstr. « euphrosyne L. & v. fingal icarus Rott. À Hbst. me « minimus Fuessl. « pales Schiff. v. lapponica Ster. | x « arsilache Esp. | Mespernde: « freija Thbg. | Pamphila silvius Kn. « thore Hb. v. borealis Stgr. | Hesperia andromede Wallgr. « aglaja L. | | Notodontidæ. PAN Cerura bilida Hb. v. saltensis Erebia ligea L. Scheyen. « disa Thbg. | Pheosia dictæoides Esp. v. « lappona Esp. frigida Zett. 144 Notodonta dromedarius L. Odontosia carmelita Esp. Lophopteryx camelina L. Endromididæ. Endromis versicolora L. var. Drepanidæ. Drepana lacertinaria L. Noctuidæ. - Acronicta auricoma FE. v. pepli Hb. Agrotis hyperborea Zett. « tecta Hb. « baja F. « speciosa. Hb. v. Zett. « primula Esp. v. conflua Tr. « prasina F. « occulta L. « Pachnobia rubricosa F.v. Charæas graminis L. Mamestra pisi L. « glauca Hb. « dentina Esp. & ab. latenai Pier. Dianthoecia dovrensis Wek. Bombycia viminalis F. v. Hadena adusta Esp. « lateritia Hufn. «*gemina Hb. ab. remissa Tr. Hydroecia nictitans Bkh. arctica Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. Anomogyna lætabilis Zett. Tæniocampa gothica L. & ab. gothicina HS. Xanthia fulvago L. ab. flaves- cens Esp. Anarta cordigera Thbg. « melaleuca Thbg. « leucocycla Stgr. v. stau- dingeri Aur. « funebris Hb. Hypena proboscidalis L. Cymatophoride. Cymatophora duplaris L. Polyploca flavicornis L. v. fin- marchica Schøyen. Brephidæ. Brephos parthenias L. Geometridæ. Geometra papilionaria L. Acidalia fumata Stph. Odezia tibiale Esp. v. evers- mannaria HS. Anaitis paludata Thbg. _ Lobophora carpinata Bkh. v. Lygris prunata?L. « populata L. Larentia bicolorata Hufn. « ocellata L. « cognata Thbg. « truncata Hufn. { 3 1 * oa) 14 - Larentia immanata Hw. « « x Tephroclystia indigata Hb. « « LA kj å. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. tæniata Stph. munitata Hb. fluctuata L. cambrica Curt. incursata Hb. montanata Schiff. _suffumata Hb. ferrugata Cl. designata Rott. dilutata SV. polata Dup. (ciueraria Schøyen). byssata Aur. cæsiata Lang. fiavicinctata Hb. nobiliaria HS. sociata Bkh. lugubrata. hastata L. subhastata Nolck. tristata L. affinitata Stph. alchemillata L. minorata. albulata. sordidata F. autumnalis Str. silaceata SV. var. abietaria Göze. absintbiata CI. satyrata Hb. scriptaria HS. 145 Tephroclystia plumbeolata Hw. « hyperboreata Stgr. Chloroclystis rectangulata L. Epirrhantis pulverata Thbg. Abraxas marginata L. Ellopia prosapiaria L. Selenia bilunaria Esp. | Biston pomonaria Hb. « hirtaria Cl. Gnophos sordaria Thbg. Psodos coracina Esp. Pygmena fusca Thbg. Fidonia carbonaria Cl. Ematurga atomaria L. Phasiane clathrata L. Thamnonoma brunneata L. Arctiidæ. Phragmatobia fuliginosa L. Parasemia plantaginis Hb. Arctia caja L. Zygænidæ. Zygæna exulans Hoch. Psychidæ, Sterropterix standfussi HS. Sesiidæ, Sesia scoliæformis Bkh. « culiciformis L. Bembecia hylæiformis Lasp, 10 146 Tromsø Museitws Aarshefter 98, — 1905. Cossidæ. Cossus cossus L. Hepialide. Hepialus fusconebulosus De Geer. « hecta L. Pyralidæ. Crambus furcatellus Zett. « margaritellus Hb. myellus Hb. falsellus Schiff. maculalis Zett. hortuellus Hb. culmellus L. dumetellus Hb. pratellus L. « alienellus Zinck. Catastia marginea Schil. v. auriciliella Hb. Salebria fusca Hw. = A A A 2 A Polopeustis annulatella Zett. Dioryctria abietella F. Scoparia centuriella Schiff. « sudetica Z. « murana Curt. Titanio ephippialis Zett. Pionea nebulalis Hb. « decrepitalis HS. Pyrausta porphyralis Schiff. « purpuralis L. s Junebris Strøm. | | | Pterophoridæ. Platyptilia gonodactyla Schiff. : « zetterstedtii Z. « cosmodactyla Ib, « acanthodactyla Hb. | 4 5 Ptorophorus rogenhoferi Mn. — « tephradactylus Hb. « osteodactylus Z. Tortricidæ. Acalla maccana Tr. « forrugana Tr. Dichelia grotiana F. Cacoecia musculana Hb. Pandemis ribeana Hb. v. obscura Schøyen. Eulia ministrana L.. Tortrix forsterana F. « paleana Hb. « rusticana Tr. Cnephasia osseana Sc. « penziana Thbg. - Conchylis dubitana Ub. « vulneratana Zett. Olethreutes sororeulana Zett. I sauciana Hb. A dimidiana Sod. A turfosana HS. arbutella L. metallicana Hb. nebulosana Zett. a A A a a Stndfs.) obsoletana Zett. (sudetana 3 147 J. Sparre Schneider, — Saltdalens Lepidopterfauna. - Olethreutes palustrana Z. Plutella senilella Zett. Steganoptycha qvadrana Hb. « schæfferana HS. | « schulziana F. « urticana Hb. « lacunana Dup. « cespitana Hb. - « bipunctana F. « ustomaculana Curt. « mercuriana Hb. _ Bactra lanceolana Hb. - Semasia aspidiscana Hb. Epiblema subocellana Don. « solandriana L. Grapholitha tetraqvetrana Iw. « immundana F. R. « crenana Hb. « phacana Wek. Ancylis lundana F. —« myrtillana Tr. « unguicella L. Glyphipterygidæ. Simethis fabriciana L. Yponomeutidæ. Swammerdamia conspercella Tgstr. « heroldella v. griseocapi- tella Stt. Plutellidæ. Plutella maculipennis Curt, Cerostoma radiatella Don. Gelechiidæ. Bryotropha umbrosella Z. Gelechia brunnea Schøyen. « ericetella Hb. « infernalis HS. « galbanella Zett. « tarandella Wek. « virgella Thbg. « dilfinis Hw. « lugubrella F. « viduella F. (Lita) saltenella Schøyen. « nordlandicolella Strand. Teleia proximella Hb. Tachyptilia populella Cl. Endrosis lacteella Schiff. Pleurota bicostella Cl. Semioscopis avellanella Hb. Psecadia funerella F. | Depressaria applana F. Borkhausenia stipella L. « similella Hb. Elachistidæ. Cyphophora idæi Z. Coleophora serratella L. _« æthiopiformis Strand. « therinella Tgstr. « laripennella Zott, 148 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905, Gracilariidæ. Incurvaria prælatella Schiff, « vetulella Zett. « capitella Cl. « oehlmanniella Tr. « rupella Schiff. | « pectinea Hw. Talæporidæ. Nemophora pilella F. « swammerdamella L. Adela degeerella L. ? « esmarkella Wek. « rufimitrella Sc. Gracilaria elongella L. Ornix interruptella Zett. | « spinolella Dup. « betulæ 7. Talæporia borealis Wek. Solenobin pineti Z. Tineidæ. Lypusa maurella F. | | Mi idæ. Monopis rusticella Hb. ere Tinea fulvimitrella Sod. Eriocrania sparmannella Bose. « cloacella Hw. ' « unimaculella Zett. « ignicomella HS. ' « semipurpurella Stph. Et; ——— NE Det samlede antal af Saltdalens Lepidoptera er saa- ledes 272, ikke 266 som paa pag. 107 angivet. Platyp. acanthodactyla og cosmodactyla maa nemlig opfattes som særskilte species, og hertil kommer, at der blandt de til determination til udlandet sendte eksplr. befandt sig flere — for Saltdalens fauna nye arter, end jeg fra først af havde udsigt over. J, Sparre Schneider, — Saltdalens Lepidopterfauna, 149. Resume. Als Supplement zu dem von Herrn Statsentomolog W. M. Schøyen in «Tromsø Museums Aarshefter», Band 5 (1882) publicirten Verzeichnisse der in Saltdalen beobach- teten Lepidopteren giebt der Verfasser im Voranstehenden einen Auszug seiner eigenen daselbst in den Jahren 1897 —99 angestellten Untersuchungen. Die Zahl der bisher im Bezirke gefundenen Schmetterlinge wird dadurch auf 272 erhöht, und keine andere Localitit in der arktischen Region Norwegens kann so viele Species aufweisen. Am Niichsten kommt das jetzt sehr sorgfiltig explorirte Alten in Westfinmarken (70° n. Br.), wo etwa 225 Arten beo- bachtet wurden; die absolute Zahl der in Saltdalen vor- kommenden Lepidopteren ist wahrscheinlich auf kaum un- ter 350 zu schätzen. Die südlichere und sehr geschützte Lage gerade unter dem Polarkreise und die mannigfaltigere Vegetation bedingen natürlich den grösseren Reichthum Saltdalens, und dementsprechend wird man in dem süd- lichsten Hauptthale von Tromsö Stift, Vefsen, sicher eine noch reichere Fauna finden. Für diejenigen, die einmal Lust bekommen das präch- tige Sammelfeld zu besuchen, werde ich im Folgenden die Naturverhältnisse und die entomologische Fauna im All- gemeinen etwas ausführlicher besprechen. Saltdalen, ein ziemlich enges und von hohen Bergen eingerahmtes Thal, erstreckt sich vom südöstlichen Ende des tiefen Skjærstadfjords erst in fast gerader südlicher Richtung dann etwas ostwärts bis Storjord, wo es sich in Junkersdal und das unbewohnte Lönsdal verzweigt, welche beide mit seinen Nebenthälern sich bis an die schwedische Grenze ausdehnen, 150 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. | "À Etwa 10 Minuten von Storjord erreicht man die be: : rühmte Junkerdalsur, eine gewaltige Felsschlucht, die zwi- schen fast perpendieulären Wänden in etwa einer Ausdeh- — nung von 5 Kilometer nach Junkersdal leitet. Zwischen ungeheuren Felzblöcken tobt der Fluss, die enge Fahr- strasse ist aın Flussbette aufgemauert oder eingehauen, an ein Paar Stellen hängt sie wie ein Schwalbennest befestigt — am glatten Felzwande. Oft hört man das Prasseln von > herabgleitendem Schütt und Steinen, und täglich sieht — man in der Fahrstrasse frisch heruntergefallenes Material; man wird bisweilen etwas unheimlich zu Mute und pas- — sirt eiliger solche Stellen um die freundlicheren und mehr geschützten Plätze zu erreichen. Bald erweitert sich die Schlucht wieder, Junkerdalselv fliesst still zwischen blu- 3 mengeschmückten Wiesen, und mit Bot fährt man die — letzte Strecke bis zu den Ansiedelungen des Junkersdals. Junkersdal hat ein ganz eigenthümliches und fremd- artiges Aussehen. Ein weites und flaches Kesselthal, hie — und da gut bewaldet mit Föhren und Laubholz, ringsum von gewaltigen und pittoresken Bergriesen umgeschlossen : an der Nordseite Solvaagtind (1560 m.), Baadfjeld — (etwa 1300 m.) und Tausafjeld (1710 m.) während Tjernfjeld an der Südseite weder so hoch noch so | malerisch ist. Noch höher, 1754 m., und der höchste Berg Saltdalens ist übrigens Ølfjeld an der Westseite des — Lönsdals in der Granitformation. Der Thalboden liegt etwa | 220 m. über dem Meeresspiegel. Selbst stattete ich dem — Junkersdal nur einmal einen Besuch ab, während meine — Collegen und Vorgänger hier öfters sammelten und viele schöne Sachen fingen. Ueber Junkersdal und die überaus reiche Flora der umgebenden Berge hat Joh. Dyhring | in «Nyt Magazin for Naturvidenskaberne», Bd. 37 (1900) | ein ausfiihrliches und interessantes Bericht veröffentlicht. Die Thalsohle des eigentlichen Saltdals ist überrasch- — ) x. PE + J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 151 erd flach, und bei Storjord etwa 40 kil. vom Meere ent- - fernt befindet man sich noch nicht 100 m. über dem Mee- resniveau. Der Saltelv hat auf dieser Strecke keine Kata- _ racten, und man kann daher von Storjord hinab bis Rog- nan den Fluss mit Boot befahren. Meistens macht man die Reise auf Flotten von Bauholz, und die lustige Fahrt, die bei passendem Wasserstande und mit geübten Leuten ganz gefahrlos ist, habe ich selbst zweimal mit grossem Vergnügen mitgemacht. Uebrigens führt eine gute Fahr- strasse von Rognan bis Junkersdal; in Junkerdalsuren ist sie aber ziemlich schmal, und es ist deswegen empfohlen «Ura» zu Fuss zu passiren. Der Thalboden besteht überall aus aufgeschüttetem Material, Sand und Gerölle, und die hohen Terassen, die überall mit steilen Wänden das Thal einzäunen, sind auch Erzeugnisse des Wassers in entfernten Zeiten. Der Strom hat öfters seinen Lauf gewechselt, fruchtbares Land mit Wiesen und Wald aufgefressen und hinterlässt sich .als Ersatz steriles Geschiebe, dass allmählich eine dürftige Planzendecke bekommt und sich mit Weiden und Erlen bekleidet. Die Thalebene bietet deshalb keinen guten Bo- den für die Landwirthschaft, er ist meist zu troeken und fördert vielen Dünger; das fruchtbare Land hat man am Fusse der Abhänge, doch sind die Berge meistens sehr steil und treten der Thalsohle allzu nahe. Die geologische Unterlage gehört zur cambrischen und silurischen Formation mit Kalksteinen und leicht ver- _ witternden Schiefern. ist also für die Vegetation eine über- aus günstige, nur an der Südseite des Junkerdalselvs steht Urfels (Granit), und Lönsdal liegt ganz im Urgebirge ein- — gebettet. Die Baumvegetation ist die im nördlichen Norvegen gewöhnliche. Der trockene Boden, namentlich die Sand- terassen, ist fiir Nadelholz sehr geeignet, und die Föhre 159 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. (Pinus silvestris) sieht man fast überall, theils in reinem — Bestande theils mit Laubholz gemischt. Der herrliche Dr- 7 wald mit seinen riesigen Stämmen, die zum Schiffsbau ver- wendet wurden, ist leider überall verschwunden, der jün- gere Bestand, in dem man noch feine, hochgewachsene Bäume findet, ist immerhin sehr werthvoll, und das Bauen von grösseren und kleineren Booten für die Fischerei ist eine für Saltdalen charakteristische und sehr bedeutende Industrie. Die Tanne (Abies excelsa) ist nocht nicht bis zum Polarkreise hervorgedrungen, aber nur ein Paar Mei- len südlicher, in Dunderlandsdal, bildet sie schon ausge- — dehnte Wälder. Wachholder (Juniperus communis) wächst vielfach, doch sieht man meistens nur niedriges Gestrüpp, da die stärkeren Exemplaren als Zaunpfahlen sehr gesucht sind. Von den Laubhölzern ist die Birke (Betula verru- cosa) das vorherschende und reicht in der Höhe hinauf bis etwa 700 m. Zu ihr gesellen sich Eberesche (Sorbus aucuparia), stattliche Zitterpappel (Populus tremula), « Vogelkirsche (Prunus padus), die noch weiter nörd- — lich baumartig emporwächst, diverse Salices, von denen S. pentandra und caprea sich als hübsche Bäume die übri- — gen mehr strauchartig präsentiren. Von Erlen (Alnus in- cana) giebts vollauf längs den Flussufern und auf den vom — ‘Wasser aufgeschütteten Inseln und sonst überall, wo der Boden die nöthige Feuchtigkeit besitzt. Die niedrigere Vegetation kann ich hier nicht einge- u hender besprechen, im Allgemeinen kann man sie aber als eine sehr üppige und mannigfaltige bezeichnen, hervorge- rufen von der günstigen Unterlage der silurischen Forma- tion mit ihren leicht verwitternden Schiefern. Nähere Aus- kunft über die Flora findet man aber in der oben erwähn- - ten Publication des Herrn Dyhring, auf die ich also hinweise. In der Ebene hat man die gewöhnliche Misch- - > J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 153 flora von borealen, subarktisehen und Species aus rein arktischer Herkunft, und hierzu gesellen sich viele alpine Formen, die mit den Stein- und Schneelavinen von den Höhen herabgefiihrt sich den neuen Verhiiltnissen einver- leibt haben. Besonders auffallend ist die gemischte Flora in Junkerdalsuren, wo man neben Daphne mezereum, und Hippophaé rhamnoides, die beide hier ihre Nordgrenze ge- funden haben, bliihende Matten von Silene acaulis und Dryas octopetala sieht und einer entsprechenden Insekten- fauna begegnet. Sehr dominirend ist überall der blaue Eisenhut (Aconitum septentrionale), und mit ihm folgt die schöne Hummel, Bombus consobrinus, die bisher nicht nördlicher beobachtet wurde. Die alpine Flora des Silur- gebietes in Junkersdal ist eine der reichste im arktischen Gebiete, und diese Gegend daher lange ein ersehntes Ziel der Botaniker. Schon das dorfartig bebaute Rognan bietet gute Ge- legenheit für entomologische Excursionen. Hier sammelte im 1879 der bekannte deutsche Lepidopterologe J. Schilde mit grossem Erfolge und entdeckte unter anderen für die artische Fauna neuen Species auch die interessante und seltene dunkle Varietiit saltensis Schöyen von Cerura bi- Jjida. Hier haust auch Arctia caja in ihrem prachtvollen nordischen Kleide, scheint aber nicht weiter thalwärts hin- auf verbreitet zu sein; am sichersten ist sie im Frühlinge bei Bodö als Raupe zu suchen. Schöyen sammelte in den Jahren 79 u. 81 bei Sundby, Rusaanes, Pothus, Even- nesdal, das er als ein vorzügliches Sammelgebiet empfehlt, wo man auch Mooren findet, und wo die Höhen leicht zu erreichen sind, weiter um Storjord, in Junkerdalsuren und Junkersdal. Prof. J. Sahlberg besuchte im 79 ebenfalls verschiedene Oertlichkeiten, hauptsächlich scheint er aber in Junkersdal gesammelt zu haben; Baadfjeld, auf welchem er die neue hübsche Salda alpicola entdeckte, bezeichnete 154 - Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. er mir einst als den insectenreichsten Berg, den er jemals besucht hatte. : Meine eigenen Untersuchungen beschränkten sich auf die Umgebungen Storjords, das sehr bequem belegen ist und überall die ergiebigsten Fangplätze bietet; man ver- misst nur Moorboden um hier sein Ideal gefunden zu ha- ben. Als Ersatz hat man aber in einer Entfernung von knapp 1 Kilometer die viel besprochene Junkerdalsur, von den Eingebornen kürzlich «Ura» benannt, und hier- findet der Entomophile sein Paradies, das immer neue Ueber- raschungen bietet und nie den Sammler mit leeren Hän- den zurückkehren lässt. Nur 2mal sammelte ich auf dem Bergrücken oberhalb Storjord am Fusse des Solvaagtind in einer Höhe von 7—S00 m. und fing gar schöne Sachen, ich kann nur bedauern, dass meine Gesundheit nicht häu- figere Besuche in der montanen Region gestattete. Den algemeinen Charakter der Insectenfauna betref- fend findet man genau dieselben Verhältnisse wie oben bei Besprechung der Flora erwähnt. In der Ebene hat die Insectenwelt gar kein auffallendes arktisches Gepriige. Man sieht die gewöhnlichen viel verbreiteten nordeuropäischen Species wie Arg. selene, euphrosyne, aglaja, Erebia ligea, Lyc. icarus u. argyrognomon, Pieris napi, das 2 allerdings im arktiseh-alpinen Kleide als bryoniæ, dann mehr süd- liche Arten wie Lyc. astrarche u. minimus, Callophrys rubi, Pararge mæra, Pamphila silvius, zu diesen gesellen sich aber Arg. pales v. lapponica und Zrebia lappona, die beide noch bei Tromsö (69° 40‘) vorwiegend alpin sind; ja sogar Psodos coracina, die ich bei Tromsö niemals unterhalb der Baumgrenze bemerkte, wurde von Schöyen mehrfach in der Thalebene beobachtet. Friedlich neben einander sau- gen an Taraxacum am Wegrande Oeneis norna u. Pararge mæra, Pamphila sylvius u. Dianthoecia dovrensis, auf Sa- lie weiden zusammen Melasoma cupreum u. Lina lappo- J. Sparre Schneider. — Saltdalens Lepidopterfauna. 155 nica, am Ufersande laufen mit einander Bemb. lunatum u. lapponicum, unter demselben Steine hausen Sarrotrium elavicorne u. Amara nigricornis, unter einem losen Rinden- stiicke eines Föhrenstumpfes sassen am 21. Mai 97 je ein Stück von Adelocera fasciata, Zilora ferruginea und Tra- chypachys zetterstedtii, ein nettes Kleeblatt ! Eine rein arktische Fauna findet man nur auf den Bergen, sobald die Baumgrenze überschritten ist. Die schö- nen Colias hecla v. sulitelma und nastes v. werdandi flie- gen rastlos hin und her und prangen wie lebendige Blu- men in der öden Landschaft, es ist aber eine wahre Ge- duldprobe die scheuen Thiere in dem stark coupirten Ter- rain zu verfolgen. Weiter sieht man Arg. pales und arsi- lache, die letzte meistens nur auf Sumpfboden, freija, die aber auch von Schöyen in Ura beobachtet wurde, Erebia lappona, Lycæna optilete, an Dryas und Silene acaulis saugend Lyc. v. agvilina und Hesp. andromedæ, während die überaus flüchtigen Anarten, die übrigens in Saltdalen schlecht vertreten sind, meistens nur an Silene naschend sich belauschen lassen. Ferner Zygæna exulans, Pygmæna fusca, Psodos coracina, Polopeustis annulatella und Titanio ephippialis, die sämmtlich auch in der Ebene vorkommen, Larentia polata (byssata) und einige Micros, im Ganzen eine an Arten arme Fauna. Von Hummeln sieht man consobrinus, hortorum, kirbyellus, jonellus, lapponicus, und alpinus wird wohl auch nicht fehlen, von Coleopteren er- wähne ich Nebria nivalis u. gyllenhali in der rotflügeligen Form, Amara alpina u. Patrobus v. rubripennis als Cha. rakterformen in der alpinen Region, tibrigens besitze ich keine Aufgaben iiber die die Berge Saltdalens bewohnende Käfer. Auf den Bergen innerhalb Tromsö treten wieder andere Arten zu, wie Arg. polaris u. improba, Anarta lap- ponica, richardsoni u. zetterstedti, Larentia frigidaria, Diche- lia cinerana, Olethreutes noricana, auf den niedrigen Höh- 156 Tromsø Museums Aarshefter 28. — 1905. en Finmarkens östlich von Nordkap fliegen zwar auch verschiedene Schmetterlinge, aber sämmtliche Species, Lar. frigidaria ausgenommen, erscheinen ebenso reichlich in der Ebene. Wie öfters von mir und Anderen hervorgehoben, ist die grosse Zahl der Individuen im arktischen Gebiete im- mer auffallend, und deshalb zeigen sich in besseren In- sektenjahren Wald und Wiese, Moor und Bergabhänge ebenso belebt wie in südlicheren reicher gesegneten Ge- genden. Zwar giebts auch im hohen Norden Arten, die immer spärlich erscheinen, wie z. B. die beiden Chryso- phanus und Hesperia, die meisten Spinner, verschiedene Noctuen und Spanner, die ganz einzeln als grosse Selten- heiten beobachtet wurden, ein so massenhaftes Auftreten aber von z. B. Lyc. argyrognomon u. icarus, Arg. selene, Melitæa aurelia var.? (in Sydvaranger), Erebia ligea, Ha- dena lateritia, Tæniocampa gothica, Emmelesia plantaginis, Anarta melaleuca, Lygris populata, Larentia dotata, albu- lata, alchemillata und subhastata, Tephroclystia satyrata, Pyrausta funebris, Cnephasia osseana und Olethreutes ne- bulosana, wie ich zu beobachten Gelegenheit gehabt, sieht man weiter südlich meistens nur, wenn Schmetterlinge bei besonderen Gelegenheiten als Schädlinge auftreten. Charachteristisch ftir arktische Liinder ist auch die verhiiltnissmiissig grosse Zahl der heliophilen Ledidop- teren. Ausser den 32 Rhopaloceren Saltdalens, zu denen sicher noch einige Species wie Arg. frigga, ossianus und. Hesperia centauree später gefügt werden können, sind auch sehr viele Heteroceren heliophil wie Zyg. exulans, Emmelesia plantaginis und Phragmatobia fuliginosa, von Noctuen ausser den Anarten auch Mamestra dentina, Cha- ræas graminis, Dianthoceia dovrensis, Brephos parthenias. Weiter die beiden Sesia, während Bembecia hyleiformis nur in der Nacht fliegt, verschiedene Spanner wie Psodos GE ee a ie nad ca ai. = R å el GB ba De roles 4 « NE ea a ae ee ket å ES 7 FR ns ee ae ee gem pe En Aer ke Gr reg es em eg SE Sr