“ inet + 44 _ ee > Library of the Museum OF COMPARATIVE ZOOLOGY, AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. The gift of Me. Mer) 2,0957 No. ) ER 2! OG V LA SE Tromso Museums Aarshefter. VIT: TROMSØ. Trykt i Tromsøpostens Bogtr. ved M. Astad. | Sm 1885. Indhold. Pag. Karl Pettersen: Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. (Tredie bidrag): VIII. Bardodal STM aOR PA ER ee ous eee TX kromsdalens NNN JA ade oss | 520 X. Erosionsdale paa Reng . . . . - . 20—23 XI. Granitisk flytblokkestrøm udefter Maalselv, Bardo og Salangsdale 2... 01... .,..23—88 XII. Øvre- og Nedre-Vand i Salangsdal . . . . 38—44 J. Sparre Schneider: Nogle bemærkninger over Hadena adusta 44 J. Sparre Schneider: Underspgelser af dyrelivet i de arkti- ske fjorde. III. Tromsgsundets Molluskfauna 45—112. : Å MVL Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. Tredie bidrag*) af Karl Pettersen. VII. Bardodalen. Bardo-elven har sit udspring fra det omkring 1600° (500 m.) højtliggende Altvand, der ligger i grændsestrøgene mod Tornetræsk 1 svensk Lappmark. Fra Alt-vandet strgm- mer Bardo-elven i sydvestlig retning mellem hgje fjeldpar- tier, først som en rivende fjeldelv ind.il gaarden Strømsmo, herfra med sagte fald videre ned mod kirkestedet Kirkemo, der ligger i en hgjde af279' (88 m.) over havfladen. Afstan- den fra Altvandet ned til Kirkemo udgjør omkring 30 kilo- meter. Fra Kirkemo fører et bredt af lave aasdrag gjen- nemsat lavland — den saakaldte Kob-ryg — i syd-vestlig ret- ning over til Salangsdal. Bardoelven skyder imidlertid ikke frem over dette lavlandsparti, men skjær sig derimod frem i modsat retning nemlig fra ssv. til nno. mellem de høje fjeld- partier Store og Lille-Ala paaden vestlige side og Istinder- nes mevtige fjeldgruppe paa den anden ned til gaarden Fos- mo. Her falder den ud i Maalselven straks nedenfor den anseelige Bardo-fos, Langs begge sider af dalbunden stiger fjeldpartierne op i stejle murvægge. *) Første og andet bidrag i Museets ärshefter V og VII. 1 9 Karl Pettersen Af de her kortelig skisserede orografiske forholde vil det antagelig paa forhaand være klart at Bardo-dalen i strøget fra Kirkemo mned til elvens udløb i Maalselven i sine store grundtræk ikke kan være at betegne som en i senere geolo- giske tidsafsnit gjennem Bardoelven udgravet erosionsdal, men at her mere oprindelig maa have forelagt en dyb indskjæring, der senere — og det i en forholdsvis ny tidsperiode — har optaget Bardoelven. Fjeldpartierne Store-Ala og Graahøgda skyder som nys nævnt op tvers overfor hinanden paa hver sin side af Bardo-el- ven, Stor-Ala paa den vestlige side op til en højde af 4000’ (1255 m.), Graahögda paa den østlige side til en højde af ca. 3000" - (1150 m.) Denne sidste højde skyder frem som en lavere fjeldhøjde fra de straks nordenfor liggende op imod 5000’ (1569 m.) høje Istinder, der stejlt falde ned mod Bardo-el- ven. Begge de nævnte fjeldpartier stige op fra dalbunden som stejle murvægge. For om mulist at skaffe tilveje bestemtere bidrag til besvarelsen af spørgsmaalet om daldannelsen her, blev et ngjagtigt profil opgaaet, der spændte sig tveıtover dalen paa den ene side op til top af Graahøgda, paa den anden side op til top af Stor-Ala. Berggrunden op efter Graahøgda dannes nedenfra opad til en højde af 2000’ (628 m.) af milde grønlige skifere, der ligge i lagrækker med en temmelig jevn regelmæssig strøg- retning af omkring nv — 80. og med svagt østligt fald, alt- saa ind mod fjeldet. Over de grønlige skifere, dog uden at umiddelbar kontakt er at paavise, optræder her mægtige lagrækker af en grovkornig krystallinisk-kalksten under en strøgretning, der — saavidt det kunde sees — afveg noget fra den underliggende skifer, idet den syutes afbøjet mere i nordvestlig—sydvestlig retning og med sydostligt fald. Da faldet imidlertid i det hele er svagt, og lagstillingen op over fjeldet ofte kan variere, vil der ikke i og for sig være grund Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 3 til at legge nogen særlig vægt herpaa som støttepunkt for en mere bestemt formationsgrændse. Som gjennemgaaende regel er i ethvert tilfælde at frem- holde at faldet opefter fjeldvæggene altid er indover. Fra kalkstenslagenes første optræden op til top dannes bjergarten af haardere skifer, der er at betegne som en no- get stærkere udpræget glimmerskifer. Hvorvidt den underlig- gende lagrække af mildere skifer skal være at indordne under en mere selvstændig gruppe (og 1 saa tilfælde vel nærmest under Balsfjordgruppen) og den højere liggende afdeling fra kalkstens første optreden opover til top at opstille som led under en yngre gruppe (og da nærmest Tromsø glimmer- _ ski‘er-gruppe), eller om det hele skal være at opfatte som paa hinanden følgende lagrækker under en og samme hoved- gruppe, er et spørgsmaal, som for tiden ikke lader sig be- svare med mere bestemthed. Op efter Stor-Ala dannes lagrækkerne nederst af milde sorte skifere og grønlige kloritiske skifere. Disse afløses imidlertid opad snart af en mild glimmerskifer, dels med skjællet dels med mere sammenhængende glimmer — tildels i veksling med kvartsitisk skifer. Petrografisk variere disse skifere vistnok noget fra de grønlige skifere opefter Graa- høgda, men variationen er dog ikke større end at skiferla- gene langs begge sider af dalen maatte kunne lade sig hen- føre til samme rækkesystem. Strøgretningen nærmer sig her i regelen til nord-syd- lig med vestligt fald af 20°. Faldet er altsaa ogsaa her ind- over. I en højde, der paa det nærmeste falder sammen med kalkstenens første optræden opefter Graahøgda, træffes ogsaa op efter Stor-Ala det første kalkstenslag. Dette viser her en mægtighed, der nogenlunde falder sammen med mægtig- heden af Graahøgdas nysnævnte kalkstenslag. Her synes den slutning, at skulle ligge nær, at disse 1 4 Karl Pettersen samme hgjde paa hver sin side af dalen liggende kalkstens- lag er udskaarne af et oprindeligt sammenhengende lag. Under den her nævnte forudsetning kan altsaa denne del af Bardodalen ikke vere udgaaet gjennem voldsomme dislokationer. Da det heller ikke er noget, som synes at tyde hen paa at der her mere oprindelig har foreligget no- gen tidligere spaltedannelse, saa er der antagelig grund til at forudsette at daldannelsen i virkeligheden er fremgaaet af eroderende kræfter. Som ovenfor fremhævet peger de orografiske bygningsforholde her imidlertid med bestemthed hen paa at dalpartiet mellem Kirkemo og Fosmo ikke kan være at henfgre til Bardoelvens eller den fra Altvandet strgm- — mende elvs erosionsomraade. Det her omhandlede dalparti maa saaledes have dannet et eget mere selvstændigt ero- sionsstrøg, og daldannelsen være foregaaet under andre for- holde og rimeligvis ogsaa til anden tid, end den egentlige daldannelse har fundet sted efter den øvre del af Bardo i strøget fra Altvandet til Strømsmo og videre ned til Kirkemo. Den nuverende Bardodali dens sammen- hengende løb fra Altvandet ned til Fosmo eri henhold hertil sammensat af tvende erosions- - partier, derere af forskjellig alder og saa- ledes dannede under forskjelligartede af hinanden helt uafhængige forholde.*) | % ]. Rütimeyer har allerede i sit i 1869 udgivne skrift „Über Thal und Seebildung“ fremsat en theori for daldannelsen, der falder sammen med den, der her er gjort gjældende for Bardodalen. Naar for- holdene nermere kunne blive studerede, vil det muligens fremgaa at daldannelsen ad denne vej ogsaa for det nordlige Norges ved- kommende ikke er saa ganske enestaaende, men at tilsvarende si- destykker dertil vil være at paavise ogsaa paa andre steder. Hel- ler ikke synes det saa ganske urimeligt at en lignende dannelses- maade ogsaa kan blive at gjøre gjeldende for en større del af de lange sammenhængende sundløb, der spænde sig frem langs det nordlige Norges vestkyst. I saa tilfælde vil det imidlertid være Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid 5 IX. Tromsdalen skjær sig fra den østlige side af Tromsø-sundet frem i syd- ostlig retning gjennem en længde af 6 a 7 kilom. indtil fo- den af den 4000' (1255 m.) høje Tromsdalstind. Dalen danner en udpræget Botten-dal, idet den langs begge langsider skjær sig ind mellem høje og stejle murvægge, der uden afbrydelse skyder frem til den inderste dalbund, hvor dalen fuldstændig lukkes af Tromsdalstindens mægtige stejlt opstigende fjeld- masse. Fjeldpartierne langs dalens nordre langside afsluttes opad i mere bølgeformige højfjeldsflader, der skraaner lang- somt op fra murvæggens ytre højkant og naar en højde af op- imod 2500’ (784 m.). Fjeldpartiet langs den sydlige side skyder op til lignende højde, medens Tromsdalstinden med sin langstrakte og transversalt opskydenderyg rager højt op over fjeldpartierne langs begge langsider. Ved dalens inderste botn i dens sydostlige hjørne ud- breder sig en forholdsvis ret vidstrakt flade. Dennes inder- ste del optages af et lidet ferskvand, der skyder sig frem fra foden af eller langs foden af stejle utilgjængelige styrtninger med nøgne udækkede dagflader. Denne ferskvands-sjø, hvor- fra den egentlige Tromsdalselv har sit udspring, ligger i en højde af omkring 900’ (282 m.) over havfladen. Rimeligvis har den tidligere haft et langt større fladeindhold, og derun- der optaget den største del af den nysnævnte flade, der ud- ad falder ned i en stejlere afsats. Denne danner rimeligvis en gammel endemoræne, der tidligere umiddelbart har luk- ket for det indenforliggende ferskvandsbassin og som gjennem stadige udfyldninger lidt efter lidt er bleven indskrænket til sine nuværende beskedne dimensioner. Destruerende kræfter en klar sag at dette storartede erosionsarbejdeikke lader sig henføre til glacialtiden. Erosionen har naturligvis fundet sted gjennem alle geologiske tidsperioder og for disse egnes vedkommende antages det i ethvert tilfælde som givet, at det væsentligste arbejde i den- ne retning allerede har været afsluttet i lange tider forinden gla- cialtidens optræden. 6 Karl Pettersen virke i hø) grad paa de nøgne styrtninger, der omkredse bassinet, og hyppige nedras af stene og blokke finder her sted. Sneen ligger længe i denne kjedelformige indsænknings inderste del under foden af styrtningerne og endnu den 20de juli d. a. fandtes den lille ferskvandssjø her stærkt dækket med isflag. Elven har gjennem dalens øverste halvdel et temmelig stejlt fald fra 900’ (282 m.) til omkring 150’ (47 m.) Fra den ovennævnte gamle endemoræne breder sig nedover an- seelige masser af glacialt materiale og disse afsluttes først nedad ved det punkt, hvor elveløbets højde er gaaet ned til omkring 200’ (63 m.) over den puværende havstand. Læn- gere ned, hvor elvelejet ligger i en højde af 60’ (19 m) spænder sig derimod langs begge sider longitudinale terras- ser, der indad læne sig mod fjeldsiderne, medens de udad stejlt falde ned mod elven fra en højde af 100° (31 m.) Disse terras- ser ere aabenbart aflacustrin eller marin oprindelse. Nederst ved dalens udmunding skjær elven sig gjennem en vold af blaaler, der nu ikke naar op til en større højde end omkring 40° (13 m). Ved voldens indre afheld ligger elvefladen i en højde af 16’ (5 m). Udad falder volden ned mod den nuvæ- rende havflade. Denne vold har maaske tidligere haft en større højde, saa den i sin tid i forbindelse med en højere tilstødende gammel endemoræne, — som nedenfor nærmere skal omtales — kan have lukket for en ferskvands-sjø, der i saa tilfælde har dækket den nedre halvdel af dalen, og hvis vandspejl har lagt i en højde af omkring 100’ (31 m.) over den nuværende havstand. Voldens blaalerlag indeslut- ter talrige rester af her endnu levende marine molluskarter og lignende er ogsaa at paavise inden lerlagene indenfor langs elveløbet indtii en højde af omkring 100’ o. h. Hav- sjøen maa altsaa have skudt sig ind efter dalbunden mindst til denne højde. Ifald en ferskvandssjø som nys antydet her skal have udfyldt den nedre del af dalen, maa dette være at Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid 7 henfgre til et senere tidsrum, da havfladen var sunket ned under lervoldens hgjkant. Fjeldpartiet langs den nordlige side af dalen er bygget af en hornblendegneis, hyppig med overgang til en syenitar- tet sten. Bergarten er saaledes nærmest at betegne som en syenit-gneis. Denne bygger et større felt, der stikker frem efter den nordlige del af Tromsøen og herfra videre breder sig frem paa den østre side af Tromsø-sundet i et fra nord mod syd omkring 10 kilm. bredt bælte mellem Tromsdalen og den nordenfor liggende Tunsvikdal. Efter dette bælte bygger det fjeldpartiet mellem Tromsø-sundet mod vest og Bredvikejdet mod øst, og optræder her fra havlinjen til top som eneraadende led, naar undtages de østlige højrandspar- tier, hvor syenitgneisen overlejes af lagrækker af glimmer- skifer. Det afsyenit-gneisen byggede fjeldparti stiger op til en højde af 2500’ (784 m.) medens den af glimmerskifer byg- gede randkant mod øst skyder 5 a 600’ (180 m.) højere op. Syenitgneisen træder endvidere frem i det søndenfor dalen liggende fjeldparti, der mod øst falder ned mod Ramfjorden, mod syd mod den sydlige del af Tromsø-sundet. Langs de indre partier af Ramfjorden optræder syenitgneisen fra fjord- fladen indtil en højde af omkring 1200’ ‘376 m). Efter ret- ning vestover synker syenitgneisen stadig længer og længer ned og ved den sydlige side af Tromsdalens udmunding naar den ikke højere op end til 120’ (38 m.) o. h. Fjeldpartiet her, der naar en højde af omkring 2500’ (784 m.), er forøvrigt bygget af lagrækker af glimmerskifer med kalksten, der alt- saa ligger over syenitgneisen. Det stejle afhæng largs Troms- dalens sydside er saaledes for den væsentligste del bygget af glimmerskifer, hvis lagrækker synke længer og læn- ger ned i retning fra øst mod vest. Tromsdalens bnndflade er efter den nederste halvdel overalt dækket — efter den øvre halvdel træder den faste fjeldgrund oftere frem langs efter elvelejet og viser sig her fra en højde af omkring 200' 8 Karl Pettersen (63 m.) o. h. op imod dalens indre afslutning bygget af sye- nitgneisen. Tromsdalstindens stejlt stigende afhæld, — der staar i sammenhængende forbindelse med fjeldpartierne langs dalens begge langsider, og saaledes indad helt lukker dalen, hvorved denne erholder sin saa udprægede botten-karakter, — er efter de nederste 1000' (314 m) bygget af syenitgnei- sen. Denne overlejes af glimmerskifer, hvis lagrekker her langs fjeldets vestlige, sydlige og østlige side overait falder indad. Fra dette saaledes dannede bækken rejser sig den egentlige tinde, fra en højde af 2000’ (627 m.) opimod hgjeste top (4000’ = 1255 m.) helt bygget af eklogitartet sten. Tromsdalen er saaledes paa en vis maade indskaaret i grændsestrøget mellem syenit-gneisen og glimmerskiferen og der er ogsaa forskjellige aflæsninger at gjøre, der synes at kunne tyde hen paa at en mere oprindelig dalspalte her kan være fremgaaet gjennem dislokation. Paa den ene side sæn- ker syenit-gneisen sig under stærkt afheld langs dalens nord- side og paa den anden side naar syenitgneisen efter fjeldpar- tiet søndenfor dalen ikke højere op end til omkring 1000’ (314 m.), eller 1500’ (470 m.) lavere end langs efter nordsiden og hertil med stadigt afheld fra Ramfjorden imod øst til Tromsøsundet mod vest. Omtrent lignende er ogsaa forhol- det inden de her optrædende afdelinger af glimmerskifergrup- pen. Glimmerskiferen, der langs den østlige randkant mod Brevikejdet ov:rdækker syenit-gneisen i strøgene nordenfor Tromsdalen, ligger her indtil 600' (188 m.) højere end afde- lingens højest liggende lagrækker efter fjeldpartiet søndenfor samme. At fjeldpartiet søndenfor Tromsdalen i sin helhed kan have været underkastet en sænkning efter en brudlinje, der paa det nærmest falder sammen med retningslinjen for den nuværende Tromsdal, vil der saaledes maaske være no- gen sandsynlighed for og dette synes yderligere at skulle be- kræftes naar man fæster sig ved følgende forhold. Den sydlige del af Tromsøen, der intetsteds hæver sig Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 9 til større højde over havfladen end til op imod 400° (125 m). er bygget af glimmerskifer med hyppige lag eller mer eller mindre regelmæssige indlejninger af en eklogitartet sten. Inden Tromsø glimmerskifergruppe er eklogitartet sten — saavidt hidtil iagttaget — alene bleven paavist paa Troms- gen, endvidere som over nævnt opover Tromsdalstindens keg- leformige top og desforuden paa et par punkter i nærheden af syenitgneisens nordgrændse efter landpartierne østenfor Tromsøsundet. Eklogiten synes saaledes her paa en vis maade at være knyttet til syenitgneisen og der kan maaske være nogen sandsynlighed for at materialet til samme oprinde- lig er hentet fra syenit-gneisen. Imellem de mange forskjel- lige eklogitartede partier her er Tromsdalstindens den mæg- tigste og mest selvstændig optrædende afdeling. Forudsæt- tes — hvad der maaske ikke kan være saa ganske urimeligt — at eklogitforekomsten paa disse forskjellige lokaliteter oprindelig maa have lagt i nogenlunde tilsvarende geologiske niveau og i ethvert tilfælde i mere tilsvarende niveauer end tilfældet nu er, saa maa stærke dislokationer her have fundet sted, hvorunder glimmerskiferafdelingen over Tromsøen lige- som ogsaa glimmerskifer afdelingen langs efter syet-gneisens nordlige grændselinje har været underkastet ganske ansee- lige sænkninger. Men medens der saaledes paa den ene side antages at Tromsdalen er indskaaret efter en gammel brudlinje, er det dog paa den anden side aabenbart at stærke eroderende kræf- ter her senere have virket gjennem lange tidsrum, og at den udprægede dalkarakter, der nu træder frem, navnlig er at henføre til saadanne. Fra dalens udmunding ved sammes sydlige side skyder sig saaledes frem nedover mod Tromsø- sundet en lang longitudinal volddannelse, — altsaa efter sam- me retningslinje som dalløbet. Fra en højde af 60’ (19 m.) over den nuværende havflade skraaner voldens rygflade lang- somt op, indtil den ved fjeldets fod, hvortil den læner sig, 10 Karl Pettersen afsluttes under en hgjde af 120’ (38 m) Denne anseelige og tillige stærkt udsprægede flere hundrede favne lange vold, hvis overflade er stærkt oversaaet med store flytblokke, er utvivlsom af glacial oprindelse og som saadan at betegne som en si- demoræne. Fra sin gverste afslutning under fjeldets fod af- sender den nordover en transveral sideforgrening, der luk- ker for den vestlige halvdel af dalmundingen. Denne tvær- morene naar efter sin nordre del en hgjde af 140’ (44 m.) o. h. og skyder saaledes lidt højere op end sidemorænen. Mod øst falder denne tværmoræne ned mod bakkeheld, der under stærk skraaning gaar over i vide myrflader. Fra en højde af 60' (19 m.) o. h. skraaner disse østover langsomt ned til 40’ (13 m.)og gaa her endelig over i en 24’ (7 m.) hg) væ- sentlig af blaaler bygget transversale vold, gjennem hvilken Tromsdalselven har skaaret sig gjennemlab. Topfladen af denne lervold ligger som ovennævnt i en højde over havfladen af 40" (13 m.) Den nys nævnte sidemoræne med den dertil knyt- tede tværmoræne og de anseelige masser af glacialgrus, der bre- - der sig frem fra morænerne, vidner om at ret anseelige isstrøm- me maa have skudt sig ned efter dalen. De her omhand- lende morænedannelser maa i sin tid være afsatte helt un- der havfladen, idet denne under glacialtidens forskjellige afsnit maa have staaet højere end de højeste liggende partier af disses rygflader. Under de senere paagaaende niveaufordringer ere morænevoldene lidt efter lidt naaet op over havfladen, hvorved den egentlige dal sluttelig er bleven lukket for havsjøens ind- trængen. Men endnu laugt udi den postglaciale tid har hav- sjøen endnu udfyldt en større del af dalbunden, hvad der fremgaar af de talrige skjælrester, der som ovennævnt er at paavise i lermælerne opefter dalbunden indtil en højde over den nuværende havstand af omkring 100' (31 m.) Saa anseelige disse heromhandlede glacialdannelser end ere, optræde de dog ingenlunde under saadanne forholde, der med mere bestemthed pege hen paa, at de maa være Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 11 at henfore til den egentlige glacialtids mægtige isstrømme. Snarere vil der — som nedenfor nærmere skal blive fremholdt — være grund til at forudsætte, at de kunne være at hen- føre til en senere tidsperiode, der ligger adskillig foran den egentlige glaciale tid. Der er imidlertid et andet forhold at aflæse, der — som det kan synes — peger hen paa, at der under den egent- lige glacialtid dog maa have skudt sig ud efter dalen en over- ordentlig mægtig isstrøm. Efter de midtre partier af Tromsøen optræder nemlig udbredte og sammenhængende bedækninger af glacialt grus og aur med forskjellige hertil knyttede morænedannelser. Glacialgruset har en anseelig mægtighed, der dog ikke lader sig: nærmere bostemme, idet der nemlig ikke har været anledning til her at gjøre saadanne gravninger, hvorunder man er naaet ned til den egentlige faste undergrund. Gruset dækker efter et bælte, der skjær sig tvertover øen altsaa fra vest mod øst, den faste undergrund, som her kuns vil findes stikkende frem paa gan- ske faa steder. Det optræder her over øens 300' (94 m) hgjtliggende hgjflade og herfra ned over begge lanysiderne saavel mod øst som mod vest, hvor det endelig skyder sig indunder yngre marine bedækninger. Jeg har i lang tid haft min opmærksomhed stærkt rettet paa disse glaciale dannel- ser, men har hidtil altid stødt paa uløselige vanskeligheder, naar det gjaldt at paavise udgangspunktet for den isstrøm, som disse dannelser maatte skylde sin oprindelse. Højde- forholdene paa selve Tromsøen ere aabenbart ikke af den art, at isstrømmens udgangspunkt kunde være at søge her. De aasdrag, som hæve sig fra den nordlige side af ovennævnte 300’ højtliggende flade naa kun 60 à 70’ (19:22 m.) højere og have dertil for indsnævret rumfang, til at en saadan for- udsætning skulde kunne godkjendes. Hertil kommer endvi- dere, at der foreligger sikre vidnesbyrd for, at disse dannel- ser opover til øens højflade tildels have været afsatte under 12 Karl Pettersen havfladen og altsaa antagelig i en tidsperiode, da hele Tromsg- en paa det nærmeste har lagt under havfladen. De retnings- linjer, hvorefter højfladens morænevolde spænde sig frem, la- de sige ogsaa kuns vanskelig indordne under en forudsætning om at de virkende isstrømme have haft sit hjem paa selve Tromsøen. At glacialgruset her skulde kunne være at hen- føre til en udfra Balsfjorden glidende isstrøm var der aflig- nende hensyn end mindre grund til at fæste sig ved. Gla- cialgruset maatte i saa tilfælde utvivlsomt ikke have været indskrænket til det førnævnte bælte efter øens midtre parti, men ogsaa været at paavise efter øens sydparti, der har lagt lige i løbet for nævnte isstrøm. Som paa andre steder nær- mere omhandlet foreligger der ogsaa bestemte vidnesbyrd for at nogen sammenhængende isstrøm ikke kan have skudt sig udefter Balsfjorden under den egentlige glacialtid. Forskjellige omstændigheder saaledes navnlig hensynet til de i glacialgruset optrædende bergart-brudstykker havde allerede tidligere henledet min opmærksomhed paa fjeldpar- tierne langs e'ter den østlige side af Tromsøsundet 1 strøget fra Tromsdalen sydover, men heller ikke her lykkedes det mig at finde noget fæstepunkt. Der er nemlig her ikke at paavise saadanne indskjæringer i fjeldmassen, hvorfra isstrøm- men kunde have sit udgangspunkt. Min opmærksomhed ret- tede derunder ikke paa Tromsdalen, idet dalens retnings- linje forlænget peger noget nordenfor de strøg af Tromsøen, hvor det omhandlede bælte af glaciale dannelser er at paa- vise. Isstrømmen fra Tromsdalen maatte i saa tilfælde fra dalens udmunding være bøjet af fra sit retningsløb lidt mod syd — en forudsætning, der syntes for fjerntliggende til at jeg kunde fæste mig nærmere ved den. Men trods dette maa en saadan forudsætning vistnok være den rette. Jeg er i ethvert tilfælde stærkt fristet til at optage den. Idet jeg i disse dage under gjentagne befaringer har underkastet Troms- dalen en nærmere undersggelse og jeg under behandlingen Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 18 af disse kom til at kaste blikket paa det af den geografiske opmaaling udgivne kart over disse strøg, viste det sig, at det glaciale bælte over Tromsøen, som jeg netop her havde kartlagt, paa det nærmeste laa 1 retningsløbet for dalen. Den lille afbøjning, som træder frem, naar forholdst sees ud i naturen, syntes paa kartet ganske udvidsket. Den af- bøjning mod syd, som isstrømmen i virkeligheden har været underkastet, er saaledes kuns højst ringe og vil i saa tilfæl- de antagelig være at tilskrive ganske tilfældige konturfor- holde efter sundets bundflade. Da der ikke vil være at paa- vise nogetsomhelst andet punkt, hvorfra den over Tromsøen skurende isstrøm kan antages at skulle have haft sit udspring, synes der at maatte være grund til at forudsætte, at de gla- ciale dannelser paa Tromsøen 1 virkeligheden maa være at henføre til en fra Tromsdalen udglidende isstrøm. De be- tænkeligheder der kunne rejses mod en saadan forudsætning, — og af saadanne kunne der vel være flere — ville her dog neppe være at tillægge nogen afgjørende vægt. Men er forholdet dette, da maa denne isstrøm have haft en ganske betydelig mægtighed. Den maa have skudt sig frem tvertover Tromsøsundet efter sammes bundflade. Tromsø- sundet har for tiden eu dybde af omkring 25 favne — 150’ (47 m.) men er stærkt udgrundet ved løse bedækninger, hvis mægtighed antagelig naar op til omkring 70 favne = 420’ (132 m.). Kommer hertil endvidere at havfladen under glacialti- dens tidligste afsnit har staaet opimod 600’ højere end nu, maa sundets bundflade under glacialtiden have lagt omkring 1200’ under havfladen, og en isstrøm, der skurede hen over sam- me maa altsaa mindst have haft en mægtighed af omkring 1400’ (439 m.) At denne isstrøm ved at naa frem til sun- det her maa have bredt sig ud til begge sider er der vist- nok grund til at forudsætte, men hovedmassen maa dog have skudt sig tvertover sundet og herfra videre frem opover Troms- øens østlige afhæng, over øens under havfladen liggende høj- 14 _ Karl Pettersen flade og nedover det vestlige afheng. At isstrgmmen, uag- tet den antagelig maa have haft rum til at skyde sig frem til siderne efter sundets bundflade, dog har stuet sig op ef- ter Tromsgens opstigende skraaninger, er noget man paa iorhaand maaske skulde være lidet tilbgjelig til at godkjende. Forholdene, som de her træde frem, synes dog med adskillig bestemthed at pege hen paa, at tilfældet i virkeligheden har været dette. Samtidig skal tilføjes at der ogsaa efter ind- lancsstrogene paa forskjellige steder har været aflæsninger at gjøre, der aabenbare ligesaa gaadefulde opstuvninger gjen- nem de udglidende ismasser som den her omhandlede.,)**) Tromsdalen har en lenge af omkring 6 kilometer. Den ligger mellem stejlt opstigende fjeldvægge, hvis midlere randkant naar op til en hojde af omkring 1200’ (377 m.) Fra denne randkant stiger fjeldmassen langs begge sider af dalen mere langslut op mod topfladerne. Tages hensyn til dalens bundstigning, saa kan den vertikale højde af det fra dalen udførte erosionsmateriale, — naar en tidligere spalte- dannelse sættes ud af betragtning — være at opføre med om- kring 900' (282 m.) og kubikindholdet af dette erosionsma- teriale med forholdstallet 900, naar dalens længde og brede sættes som enheder. Dalen munder ud omtrent midt i et trangt sundløb, der spænder sig frem transversalt for sam- me gjennem en længde af omkring 12 kilom. Der kan saa- ledes være at forudsætte at en væsentlig del af det fra da- len udskyllede erosionsmateriale maa være bleven afsat langs *) Saadanne ere omhandlede faa forskjellige steder i de foregaaende afsnit. *%) Muligt kunde det ogsaa være, at dybdeforholdene langs det nu- værende sundløb under glacialtiden har været helt forskjelligarte- de fra de nuværende, og at sundet er dannet gjennem senere post- glaciale erosioner. 1 saa tilfælde maa de ovenfor dragne slutnin- ger angaaende isstrømmens mægtighed blive forholdsvis at modifi- cere. * Det samme maa da ogsaa blive tilfældet med de forudsæt- ninger der nedenfor skulle fremholdes vedrørende de efter sundet samlede erosionsmasser og disses forhold til dallobets købikindhold. Det nordiige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 15 efter sundløbet og endnu vere at paavise her. Tromsøsundet har gjennemsnitlig en dobbelt saa stor bredde som dalen og en dybde, der intetsteds overstiger 30 favne og som med et middeltal kan sættes til omkring 20 favne = 120’ (38 m.m.) ~ Ved den sydlige ende mod Balsfjorden skraaner sundets dyb- de ned til 80 favne, fra den nordlige ende mod Grøtsund ned til 100 favne = 600’ (188m.) Oprindelig har sundet saale- des antagelig fra syd til nord haft en jevnt faldende bundflade fra 80 til 100 favnes dybde eller en midlere dybde af 90 favne — 540" (169 m.) under den nuværende havflade. Mægtigheden af det saaledes her samlede ercsionsmateriale udgjør altsaa 90 20 favne eller 70 favne =420" og dettes kubikindhold kan væ- re at opføre med 420.2.2 — 1680, idet sundets saavel længde som bredde er dobbelt saa stor som dalens. Det efter sun- det afsatte erosionsmateriale forholder sig altsaa til det fra dalen udskyllede materiale som 1630: 900, eller nogenlun- de som 2:1. Antages en trediedel af det i sundet udskyl- lede materiale at kunne være at føre tilbage til Tromsdalen — en forudsætning som vistnok ikke er saa ganske urimelig, naar man fæster sig ved de her omhandlede landpartiers kon- turforholde — saa vil dette betegne et saa anseeligt for- holdstal, at der vistnok vil være adskillig grund til at for- udsætte, at Tromsdalen i sin nuværende form nærmest kan være at betegne som en erosionsdal, om den og maa auta- ges som saadan at være udskaaret efter en mere oprindelig foreliggende dislokationsspalte. I ethvert tilfælde er det klart, at glimmerskiferafdelin- gen langs den sydlige side af dalen tidligere har skudt sig adskillig længere frem indefter dalen end tilfældet er nu. De stejle og nøgne styrtninger, hvorunder skiferens lagræk- ker skyde frem langs efter dalsiden, vidne for, at sprængen- de og eroderende kræfter her have virket efter en forholds- vis ret anseelig maalestok. At erosionen ogsaa navnlig maa være foregaaet inden lagrækker tilhørende glimmerskifergrup- 16 Karl Pettersen pen og at den i ethvert tilfælde ikke efter nogen stærkere maalestok kan have virket inden den egentlige syenitgneis, synes forøvrigt ogsaa at skulle fremgaa deraf, at der inden de ovenomhandlede glaciale bedækninger paa Tromsø ikke har været at paavise blokke eller brudstykker af syenitgneisen. Ifald Tromsdalen som her forudsat skulde være at be- tegne som erosionsdal, vil det naturligvis være ugjørligt nu at afgive et rimeligt skjøn om efter hvilket forholdstal .ero- sionen kan være at henføre til den egentlige glacialtid. Den omhandlede spaltedannelse er efter al sandsynlighed at føre tilbage til tidsrum, der i intet tilfælde kan ligge foran si- lurtiden. Da de her omhandlede fjeldpartier gjennem hele dette tidsrum fra silurtiden ned til vor tid maa have lagt over havfladen 1 det hele og store efter et forhold, der no- genlunde svarer til de nuværende, er det aabenbart at ero- sionen her har været i virksomhed gjennem umaadelige tids- rom, der ligge bagenfor glacialtiden. At den væsentligste del af erosionsarbejdet allerede har været udført i disse ba- genfor glacialtiden liggende tidsrum kan der saaledes vistnok være adskillig sandsynlighed for. Under glacialtiden maa imidlertid erosienen have arbejdet efter en forholdsvis meget stærkere maalestok, og navnlig maa dette gjælde dens afslut- ningsperiode, der antagelig maa være foregaaet under en stærk tilbagerykning af indlandsisen og rask afsmeltning. De ret anseelige masser af glacialt nedlag, der findes samlet langs efter Tromsdalen, ligesom ogsaa glacialgrusen efter det oven omhandlede bælte paa Tromsøen vidner ogsaa for at glacialtiden her har arbejdet efter en forholdsvis ret ansee- lig maalestok. For Tromsdalens vedkommende foreligger der saaledes sikre vidnesbyrd for at glaciale kræfter her have været i virksomhed. Her vil der imidlertid være at opkaste det spørgsmaal om disse kunne være at henføre til en sam- menhængende glacial periode eller til to forskjellige ved en Det nordlige Norge under en glaciale og postglaciale tid. 1% mellemliggende interglacial periode adskilte glacialtider. Fo- reløbig skal her bemærkes at det i regelen ikke vil være van- skeligt at afgjøre, hvilke af de glaciale dannelser der maa vere at henfgre til tidligere afsnit af vedkommende glaciale periode, og hvilke til sammes afslutning, under hvilken den sammenhengende indlandsis har været 1 rask tilbagerykken under en stærk afsmeltning. Det er navnlig 1 dette sidste tidsafsnit at erosionen og transporten af erosionsmaterialet dels gjennem gletscherelvene og dels ogsaa gjennem svøm- mende drivis antagelig maa have foregaaet efter den stær- keste maalestok. Det vil saaledes i foreliggende tilfælde an- tagelig være klart, at det ovenomhandlede glacialgrus med de dertil knyttede morænevolde, der optræder i bæltet tvert- over den midtre del af Tromsøen, maa være at henføre til tidligere afsnit i vedkommende periode, — de glaciale dan- nelser med de dertil kuyttede moræner efter de inderste par- tier af Tromsdalen ligesom ogsaa ved sammes udmunding derimod til sammes afslutningstid, hvad enten man her har at fæste sig ved én og samme eller ved forskjellige glaciale perioder. Hvorvel der for tiden ikke foreligger saadanne aflæsninger, hvorefter det med større bestemthed lader sig afgjøre, om man her har én eller to istider, er der dog en- kelte forholde, der synes at skulle pege i sidstnævnte retning. Der er paa andre steder nærmere paavist at en stærk flytblokkestrøm ved svømmende drivis har taget sin be- gyndelse i en tidsperiode, da havstanden i forhold til den fa- ste fjeldgrund har staaet omkring 120° (38 m.) højere end nu. Denne blokketransport maa nødvendigvis være at heuføre til afslutningstiden for en glacial periode. Dette fremgaar her saameget bestemtere, som der i de om Tromsgen optræden- de marine aflejninger opimod denne højde forekommer tal- rige skjælrester af molluskarter, der ere at indordne under den nuværende fauna og neppe væsentlig adskiller sig fra denne. 18 Karl Pettersen Muligt at den i de hgjere liggende niveauer kan findes noget stærkere arktisk præget. Imidlertid vil der paa den anden side ogsaa være at paavise marine 'aflejninger i større højde end nævnte 120° (38 m.) i hvilke der, om end — saavidt hidtil iagttaget — kuns højst sparsomt, er at paavise skjæl- rester af enduu levende molluskarter. Paa selve Tromsgen er saaledes ganske nylig under udgravninger til den nye vandle dning fundet skjælrester til en højde af 170’ (53 m). At en med den nuværende saa overensstemmende mollusk- fauna her skulde have kunnet optræde under glacialtiden og det tilmed en rum tid forinden dennes egentlige afslutnings- periode vil paa forhaand maaske kunne synes lidet rimeligt. Hertil kommer endvidere forskjellige forholde, der ere aflæste efter tvende større ferskvandssjøer ned mod Salangselvens udmunding i Salangen, — forholde som forøvrigt nærmere skulle blive omhandlede i næste afsnit. Disse synes nemlig ogsaa at kunne pege hen paa to forskjellige ved en mel- lemliggende interglacial periode udskilte glaciale tidsafsnit. Naar man saaledes her — idetmindste foreløbig — tror at kunne slutte sig til forudsætningen om en efter disse strøg - optrædende interglacial periode, skal herunder fremholdes at glacialgruset med de dertil knyttede morænedannelser efter bæltet over den midtre del af Tromsøen i saa tilfælde maa være at henføre til den ældre glacialtid, under hvilken en isstrøm af mindst 1200’ (376 m.) mægtighed maa have skudt sig ud efter Tromsdalen. Derimod ville de morænelignende dannelser, der lukke for den 900’ {282 m.) højtliggende fersk- vandssjø inderst i Tromsdalens kjedelformige botten ligesom ogsaa morænedannelserne ved dalens udmunding være at henføre til den yngre glacialtid. Forinden dennes indtræden — altsaa under den interglaciale periode — har altsaa hav- sjøen trængt sig langt indefter dalen, hvis nederste halvdel da har dannet en forholdsvis dyb fjordindskjering. Under Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 19 den paafølgende yngre glacialtid er da denne lidt efter lidt gjennem dannelsen af tværmorænen i forbindelse med hav- standens synken bleven udskilt fra sundet. Udi den egentlige postglaciale tid er dalbunden sluttelig bleven tørlagt og den nu- værende Tromsdal fremgaaet deraf. De ovennævnte longitudinale terrasser, der med sin øvre omkring 100' (31 m.) højtliggende terrasseflade gjennem læn- gere strækning spænde sig frem langs begge sider af elven, idet de indad læne sig til fjeldsiderne, ere antagelig danne- de under denne tørlægningsperiode. Disses optræden vidner for at tørlægningen er foregaaet efter en temmelig rask maalestok. I henhold til den her leverede fremstilling vil de siut- ninger, der saaledes ere dragne, være at opstille i følgende hovedposter: a. Tromsdalen er indskaaret efter en oprindelig disloka- tionsspalte, der ligger efter sammenstødsfladerne mellem en ældre afdeling af en ofte udpræget laget syenitgneis og en yngre afdeling (Tromsø glimmerskifer-gruppe). Glim- merskiferafdelingen hat her antagelig været underkastet en ganske betydelig sænkning. b. En mægtig isstrøm har i sin tid gledet ud efter stader og en tilsvarende del af erosionsarbejdet kan saaledes være at henføre til de under samme fremskydende glet- scherelve. c. En forholdsvis stor del af erosionsmaterialet er at paavise efter bundfladen af Tromsø-sundet, der skjær sig frem transversalt mod dalens længdeløb. d. Isstrømmen har derunder skudt sig frem opefter Troms- 20 Karl Pettersen gens gstlige afhæng og efter et bredt bælte tvertover sen afsat ret mægtige masser af glacialt grus. e. Efter afslutningen af denne ældre glacialtid og efter et mellemrum af en interglacial periode indtraadte en yngre kuldeperiode. En ny isstrom skjød sig atter ned efter dalen og idet denne efter et forhodsvis kort tidsperio- de atter begyndte at trække sig tilbage, afsattes nede ved mundingen af den nuværende dal ret mægtige mo- rænevolde, der dels skjød sig longitudinalt ned mod sjøen, dels transversalt, lukkende for dalen. Isstrømmen trak sig tilbage under stærk afsmeltning og forsvandt tilsidst ogsaa fra de inderste højest liggende partier af dalen efter her at have efterladt sig anseelige masser af glacialgrus, der som en vold lukkede for en ferskvand- sjø. Igjennem senere udfyldninger er denne stadig aftaget i fladeindhold. En svag rest, fra hvilken Tromsdalsel- ven har sit udløb, stikker endnu frem efter dalens in- derste kjedelformige bækken. f. Denne yngre glaciale periode fandt sin afslutning i en tid, da havstanden i forhold til den faste fjeldgrund laa omkring 120’ (38 m.) højere end nu. X. Frosionsdale paa Rene. Reng er en højtbygget 9, beliggende 2 a 3 mil norden- for Tromsøen, adskilt ved det smale Langsund fra den store vestenfor liggende Ringvatsø. Pens sydlige side skjær sig i omkring øst-vestlig retning gjennem en længde af 11 kilome- ter langs det brede Grøtsund, som adskiller Renø fra det tvertovenfor liggende fastlandsparti, der her mod Ulfsfjorden afsluttes i Ulfstindens mægtige fjeldparti. Fra Grøtsundet skyder Renø frem efter nordlig retning gjennem en længde af omkring 20 kilom. men under stadig aftagende brede. Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid 91 Øens sydvestlige hjørne er optaget af et indtil 1200" over havfladen fremspringende aasdrag, Storvandsaas. Ved Sætersdalen, der skjær sig ned i omkring østvestlig retning mod Grøtsund, er Storvandsaasen udskilt fra de nordenfor liggende hgjfjeldspartier, der stige stejlt op fra Sætersdalen og herfra brede sig frem indtil gens afslutning mod nord. Med sine brede bølgeformige højflader naar disse her en midlere højde af omkring 2000' (630 m). Fra højfjeldsfladen straks nordenfor Sætersdalen rejser sig en i syd-nordlig retning fremspriugen- de fjeldkam, der med sine højest fremspringende toppe nem- lig Reinskartind og Kjeipen naar op til 2800’ (880 m.) over havfladen. Renøens hgjfjeldsparti er forgvrigt 1 rig maale- stok indskaaret ved dale og fjeldpas, der spænde sig frem i forskjellige retninger. Øens sydparti langs Grøtsundet er bygget af en til Bals- fjordgruppen hørende mild lerglimmerskifer i hyppig veksel med kvartsitiske lag. Den inden afdelingen raadende strøg- retning er temmelig regelmæssig omkring østvestlig med der- til knyttede foldninger. Faldet dog hyppigstnordligt. Dis- se lagrækker optræde eneraadende i landpartiet søndenfor Sætersdalen men bygger ogsaa efter Sætersdalens nordside fjeldgrunden indtil en højde af opimod 1700’ (530 m.) o. h. Her dukke Balsfjordskiferne imidlertid ind under lagrækker tilhgrende Tromsø glimmerskifergruppe, der under afvigende lejning nemlig nord-sydlig strøgretning og 45° vestligt fald over- lejer Balsfjordskiferne og saaledes bygge det egentlige højfjeld. Mod nord skyder glimmerskiferen stadig længer og længer ned. Den nordlige halvdel af øen er saaledes fra havlinjen til højeste topflade helt bygget af lagrækker, tilhørende Tromsø glim- merskifergruppe. Sætersdalen er helt indskaaret i Balsfjordgruppens lag» rækker og har et øst-vestlig retningsløb, der paa det nærmeste falder sammen med den inden afdelingen raadende strøgret- “ping. Under Reinskartindens og Kjeipens østlige afhæng med go ie Karl Pettersen — sine lodrette styrtninger skjær Reinskardalen sig derimod frem i lige syd-nordlig retning og munder efter et lob af omkring 11 kilometer mellem hoje murvægge ud i Langsund. Rein- skardalen afsluttes mod syd i højfjeldet som en bottendal. En kort hgjtliggende fjeldindskjæring fører dog herfra i da- lens retningsløb mod syd og fra denne udgaar et kortere dal- føre, der fører i modsat retning sydover til Grøtsund. Ret- ningslinjen af disse to i modsat retning men efter samme — rette linje udspændte dalfører falder sammen med den inden glimmerskiferafdelingen her raadende strøgretning. Efter de højere liggende niveauer ere de to nævnte dalfører indskaar- ne efter glimmerskifergruppens lagrækker. Efter de dybere liggende niveauer skjær de sig derimod frem gjennem lagræk- ker af den dybere liggende Balsfjordgruppe, uden dog her at forandre sit fra først af optagne syd-nordlige eller nord- -syd- lige retningsløb. Der er intet aflæst, der skulde synes at kunne pege hen paa at der her har foreligget tidligere spaltedannelser, der kan have været bestemmende for de ovenomhandlede dales retningsløb. Dalindskjæringerne er her aabenbart fra sin første begyndelse at henføre til croderende kræfter og ret- ningsløbene betingede af de stratigrafiske forholde, saaledes som de træde frem langs efter disse. Det er ogsaa paa for- haand at forudsætte at erosionen maa have haft lettest for at arbejde sig frem efter strøgretningen inden de lagrækker, som paa ethvert sted har skudt sig frem til dagen og her saameget lettere som lagenes faldvinkel i regelen er temme- lig stærk. Derfor skjær Sætersdalen sig frem i øst-vestlig retning, dalløbene østenfor Rejnskartind derimod i syd-nord- lig eller nord-sydlig retning. Efter at retningsløbet for de sidstes vedkommende engang var bleven bestemt ved lagstil- lingen inden den højere liggende glimmerskiferafdeling, er ai under erosionens nee er fremdeles exe Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid 93 dybere liggende Balsfjordgruppe med sine fra glimmerskife- ren forøvrigt saa afvigende lejningsforholde. At nogen af- bøjning 1 retningsløbet her skulde have fundet sted efter disse dybere liggende niveauer vilde der paa forhaand vel neppe heller have været grund til at forudsætte. Der er i henhold til de hidtil gjorte aflæsninger kuns faa steder at paavise langs efter det nordlige Norge, hvor daldannelsens udviklingshistorie træder frem med saadan klarhed og bestemthed, som tilfældet synes at være her. XI. Granitisk flytblokkesstrøm udefter Maalselv, Bardo og Salangsdal. I strøgene om rigsgrændsen mellem Norge og Sverige fra den østlige del af Torne-træsk, nordover om Lønnesjavre, Alt-vandet og hen til Dividal bryder der som nærmere om- handlet i afsnit nr. III*) frem et vidstrakt granitfelt. Bergarten i denne saakaldte Indlandsgranit dannes her af en rødlig typisk præget granit. Den bryder frem efter de vide opimod 2000 (627 m.) højtliggende fjeldmarker og skyder her op i forskjellige indtil 2800’ (878 m.) højtliggende aasdrag, som rejse sig op fra højfjeldsmarken. Efter hvad der her hidtil er iagttaget vil den granitiske fjeldgrund neppe nogetsome helst naa over 3000’ (1150 m.) Der er to hovedveje, ad hvilke flytblokkestrømmen fra dette granitfelt kan vere ført ned efter dallgbene til fjord- botnerne paa norsk side. Den ene nemlig efter Dividalen ned til øvre del af Maalselv, og herfra videre langs begge sider af fjelddraget Mauken paa den ene side ned over til bunden af Balsfjord og paa den anden side langs efter den egentlige Maalselvdal til Maalselvens udløb i Malangen. Den anden hovedvej fører fra vestre ende af Altvandet ned til øvre del af Bardo, og herfra videre dels ned efter hele “#) Tr, Museums aarshefte VI], 94 Karl Pettersen dalføret indtil dets udmunding i Maalselvdalen — hvor alt- saa strømmen forener sig med Maalselvdalens flytblokkestrøm — dels med afbgjuing over den lave Kobryg, der her skil- ler mellem Bardo og Salangsdal, over til sidstnævnte dalfø- re. Herfra vidére ned til bunden af Salangen. . I ovennævnte afsnit nr. III er nærmere omhandlet flyt- blokkestrømmen ned over til bunden af Balsfjord og herfra videre udefter fjorden og langs efter de om Tromsøen lig- gende sundløb*). I sidste sommer 1985 har jeg haft anled- ning til at forfølge strømmen efter de andre nysnævnte ret- ningsløb og skal her fremlægge resultatet af de herunder gjorte aflæsninger. Fra granitfeltet om Altvandet, der ligger i en højde over havfladen af 1615‘ (516 m.) er flytblokkestrømmen at følge ned efter den trange fjeldspalte, der skyder sig ned i nordvestlig retning indtil gaarden Strømsmo, og gjennem- — strømmes af den øverste del af Bardo-elven, der her styrter frem som en rivende fjeldstrøm. Fra Strømsmo, der ligger i en højde over havfladen af 341’ (107 m.), fortsætter dalen i samme retning og beholder dette retningsløb indtil kirke- stedet Kirkemo, der ligger i en liøjde over havfladen af 279° (88 m.) Herfra afbøjes dalen i syd—nordlig retning og el- ven flyder herfra frem gjennem 18 kilom. længde, indtil den ved gaarden Fosmo falder ud i Maalselven, idet den lige ved sammenstødet danner den smukke og anseelige Bardo- fos. Afstanden mellem Altvandet og Kirkemo udgjør om- kring 30 kilom., mellem Kirkemo og Fosmo omkr. 18 kilom. I strøget fra Kirkemo nordover mod Fosmo er dalen indskaaret *) Som et supplerende bidrag hertil skal oplyses at flytblokkestrøm- men udefter Balsfjorden efter nylig i denne retning anstillede un- dersøgelser ikke kan have naaetsaa langt nordefter som til Reng — omkring 25 kilom. pordenfor Tromsø. Her fandtes nemlig ikke tegn til flytblokke af den røde granit, derimod saaes talrige blokke af Ringvatsøens hvide granit udstrgede efter de lavere liggende niveauer, EN Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 95 mellem megtige fjeldpartier nemlig de i afsnit VIII omhand- lede fjeldpartier Store og Lille-Ala, der rejser sig langs el- vens vestlige side og Istindernes fjeldgruppe, der stiger frem langs den østlige side. Stor Ala naar en hejde af 1255 m., Lille-Ala, der ligger lidt nordligere af 1.74 m. Tvertoven- for Lille-Ala rejser sig den søndre Istind til en højde af 4782’ (1500 m.) og straks søndenfor denne Graahøgda op til en højde af omkring 3000’ (940 m.) Graahggda ligger tverto- venfor Store Ala. Opefter Graahøgda fandtes talrige granitiske flytblokke, der — at slutte fra petrografiske kjendetegn — maatte til- høre Indlandsgraniten, udstrøede op til en højde over hav- fladen af omkring 2200’ (690 m.) Graahøgdas topflader blev nærmere undersøgt, uden at det dog lykkedes her at paavi- se nogen granitisk flytblok. Derimod stak her frem talrige flytblokke af skifer, der navnlig havde samlet sig langs top- fladens vestlige stejltfaldende randkant og hvoraf flere vare af ret anseelige dimensioner. Skiferblokkene, der dannes af den her optrædende bergart, ere oftest skarpkantede og kun- ne neppe være tilførte langvejsfra, hvorimod de granitiske flytblokke ved sine stærkt afrundede former bærer aabenba- re vidnesbyrd for at de maa have været underkastet en lang transport, forinden de bleve afsatte paa sine nuværende pladse. Skuringsstriber var intetsteds at paavise op efter Graa- høgda. De forholdsvis ret milde glimmerskifer-afændringer, hvoraf fjeldpartiet er bygget, egne sig heller ikke til længere tid at bevare saadanne engang indgravede mærker. Hvor fjeldgrunden imidlertid optræder noget mere sammenhæn- gende udækket, viste den ofte en mod syd faldende smukt konvex formet overflade, der var ganske uafhængig af lag- stillingen og saaledes utvivlsomt at henføre til eroderende og skurende kræfter. De kunne maaske nærmest være at be- tegne som glaciale stødsider og i saa tilfælde maa strømmen 26 Karl Pettersen her have naaet op til en hgjde af mindst 3000’ (940 m.) over den nuværende havflade. Op efter Stor-Ala var granitiske flytblokke at paavise op til en hgjde af 3200’ (1000 m.) ligeindtil foden af den. egentlige mere knivsegformede top, der under lodrette styrt- ninger falder ned mod den nordlige side, noget mere lang- slut mod den sydlige side. Denne hgjfjeldstop var forgvrigt i stærkt maal overdækket med brudstykker af selve under- grunden og der var saaledes her ikke anledning til at gjøre saadanne aflesninger, hvoraf bestemtere slutninger kunde drages om, til hvilken hgjde isstrømmen i sin tid kan have naaet. Det vil imidlertid af ovennævnte fremgaa at isstrøm- men i ethvert tilfælde har naaet op til en højde af 3200’ (1000 m.) Naar granitiske flytblokke op efter Graahøgda ikke er paavist til større højde end til 2200' (690 m.), saa er dette vistnok alene at tilskrive tilfældige omstændigheder. Strgmforholdene langs op efter begge dalens langsider maa ‘utvivlsomt i saa henseende have veret nogenlunde samstem- mende. Forøvrigt er flytblokkestrømmen at følge efter dalbun- den ligetil dens udløb i Maalselven ved Fosmo, hvor den forener sig med den fra Dividalen nedefter Maalselven lø- bende strøm. Samlet fortsætter denne saaledes herfra ned- efter til Maalselvens udløb i Malangen. Langs den egentlige Maalselvdal har der ikke været anledning til at undersøge, hvor hgjt de granitiske flytblok- ke ere at paavise opefter fjeldsiderne. Tidligere er paavist .at saadanne langs Maukens nordlige afhæng mod Tagvandet naaede op til en højde af mindst 2500' (784 m). At saa- danne langs Maukens sydlige side mod Maalselven ville være at finde til lignende hgjde, kan der vistnok paa forhaand være al grund til at forudsætte. Maaske vil det gjennem nøjagtigere undersøgelser kunne fremgaa at grændsehøjden Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 97 ogsaa her kan naa op til den ovenfor omhandlede grændse- linje opover Store-Ala til omkring 3200’ (1000 m.) Ved Maalselvens udløb i Malangen stiger langs den østlige side en lav omkring 400’ (125 m.) høj aasryg frem og ligger her som det mod den egentlige Malangen længst fremspringende landparti mellem Maalselven og Aursfjord — en straks østenfor fra Malangen indskydende sidefjord. For- holdene efter dette forbjerg blev nærmere undersggt og her fandtes granitiske flytblokke tilhørende Indlandsgraniten, over- alt i rigt maal strøet ud til en højde af 160’ (50 m.) o h. Talrige løse blokke fandtes ogsaa udstrget efter de højere liggende niveauer, men disse tilhørte samtlige skiferafdelin- gerne, og mellem disse lykkedes ikke trods megen søgen at paavise en eneste granitblok. Aasryggen blev undersggt op til dens højflade og ligeledes hen over denne indtil dens øst- lig afhæng mod Aursfjorden. Ogsaa her traadte den øvre 'grændselinje for den granitiske flytblokkestrøm med saadan ‘bestemthed frem efter horisontallinjen, at enhver forudsæt- ning om at blokkene kunde være hidførte ved den udadskydende indlandsis nødvendigen syntes at maatte blive at underkjen- de. Den sammenbængende strøm afindlandsis kan saaledes i ethvert tilfælde ikke have skudt sig frem til Maalselvens udmunding. Som tidligere omhandlet i fornævnte nr. III fand- tes den øvre grændselinje for flytblokkestrømmen langs efter Balsfjorden og udefter sundløbene om Tromsøen at ligge i en højde af omkring 120° (38 m). Grændselinjen synes saa- ledes ved Maalsnes at være rykket noget højere op end til- fældet var langs efter Balsfjorden. At dette ikke er at hen- føre til helt tilfældige forholde synes at skulle fremgaa af andre aflæsninger, som nedenfor nærmere skulle blive om- -handlede. Fra kirkestedet Kirkemo i Bardo har flytblokkestrammen. skudt en sidestrøm udefter den lave aasryg Kobryggen over til Salangsdal og vil herfra være at følge videre udover til 98 Karl Pettersen henimod dennes udmunding i Salangen. Ved udmundingen lukkes dalen af en bred vold, der spænder sig tversover sam- me fra fjeld til fjeld. Denne naar en hgjde af 120’ (38 m.) over havfladen. Den falder paa den ene side udad mod den egentlige fjord, indad alene mod et alene 10' (3 m.) over havfladen liggende ferskvand, det saakaldte Nedre-vand. Ved sin øvre ende er dette veden kort men temmelig strid strøm umiddelbart knyttet til et par fod højere liggende større ferskvand, Øvrevand. Overfladen af den nævnte vold, der opad afsluttes i en temmelig bred horisontal liggende flade, er rigt oversaaet med granitiske flytblokke. Fra handelsstedet Søvejen, der ligger i nærheden af den nuværerde fjordbund lidt udenfor den nævnte vold ved fjor- dens østlige indre) side, fulgtes flytblokkestrømmen opefter de herfra opstigende fjeldskraaninger. Nærmest ind mod volden saaes granitiske flytteblokke op til en højde af 280’ (88 m.) og intet tydede hen paa at den egentlige grændse for flytblokkestrømmen her endnu var naaet. Forholdet blev her ikke undersøgt videre opover men med de tidligere om- handlede aflæsninger langs efter Balsfjorden for øje søgtejeg fra stranden opover noget længere ud efter fjorden. Her fandtes granitiske flytblokke overalt i rigt maal optrædende efter de forskjelligste niveauer fra havlinjen opad til 200' (63 m.) men syntes her med engang ganske at forsvinde. Op- efter gjennem flere hundrede fods stigning undersøgtes for- holdet efter en stærkt befærdet færselssti, der bugtede sig frem gjennem lange slyngninger. Her maatte granitiske flyt- ' blokke utvivlsomt have været at paavise, om flytblokkestrøm- men i sin tid havde naaet hertil, men mellem de talrige løse blokke, der stak frem langs efter stien, lykkedes det ikke at finde en eneste granitisk. Denne pludselige afbrydelse i den granitiske blokkeforekomst syntes med bestemthed at pege hen paa en skarp afstukket grændse. De løse blokke, der i Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 29 saa talrigt maal fandtes højere op, tilhørte samtlige de samme skiferarter, der bygge selve fjeldgrunden. Hvad blokketransporten udefter Salangen angaar saa skal bemærkes, at der bryder forskjellige granitartede smaapartier frem i strøget fra Kobryggen ned mod fjorden. Disse dan- nes imidiertid samtlige af en hvidlig graa afændring, der pe- trografisk skiller sig fra den rødlige granit. De træde ogsaa alene frem efter de dybere liggende niveauer af dalen. Fra disse kunne de røde grauitiske flytblokke udefter Salangen i ethvert tilfælde ikke være komne. Anderledes kan derimod sagen maaske stille sig med hensyn til det over Lifjeld og Orrefjeld frembrydende parti af en tildels rødlig granit. Li- fjeld og Orrefjeld danner et længere aasdrag, der skyder sig op langs den nordre side at Salangselven 1 strøget mellem Kobryg og Sjøvejen. At flytblokkene langs den nedre del af Salangsdal delvis kan være udgaaet herfra kan der vistnok være grund til at forudsætte — at flerheden af dem maa til- høre den egentlige Indlandsgranit og være førte ned fra strø- gene om Altvandet, antages der at maatte være sandsynlig- hed for. Den egentlige Salangsdal skjær sig fra Kobryggen i lige sydlig retning gjennem flere miles længde op til grændsefjel- dene mellem Norge og Sverige. Fra dens inderste ret stærkt udprægede bottenformige bækken skjær et par højfjeldsskar sig 1 sydlig retning gjennem højfjeldet til dets affald mod svensk side ned mod den brede højfjeldsdal, der fra Torne- træsk skjær sig vestover henimod Ofoten. Salangsdalens inderste bottenformige bækken lukkes paa en vis maade udad, dels ved at dalen her stærkt kniber sig sammen og dels gjennem lavere aasrygge, der transversalt skyde sig frem. Dette bæk- ken, der nu optager Bonnesgaardene med sine store flader, har i sin tid utvivlsomt dannet bunden for en større fersk- vandssjø. Efter bundfladen af dette bækken, der ligger i en højde af omkring 600’ (188 m.) over havfladen, bryder frem 30 _ Karl Pettersen forskjellige mindre granitdrag, der imidlertid kuns danner lave, faa fod over dalbunden stigende kupper. Denne gra- nitiske bergart viser en graalig hvid grundfarve og er pe- trografisk nermest at sammenstille med den efter den nedre del af Salangsdalen frembrydende graa granit. 8 a 9 kilometer nedenfor Bonnes ligger Soligaarden ved elvens vestre side. Herfra besteges det omkring 3000’ (940 m.) høje Solifjeld, der skyder sig op under langsom stigning og opad afsluttes som en bred hgjflade, tildels om- krandset af hgjfjeldstoppe. Her fandtes merkeligt nok gra- nitiske flytblokke lige op til topfladen. Med hensyn til det oprindelige hjemsted for disse flytblokke saaer der — efter hvad man hidtil ved om de her omhandlede fjeldstrøgs geologiske bygningsforholde og der er ikke megen sandsyn- lighed for at senere undersøgelser i saa henseende skal kun- ne stille sagen i nogen anden belysning — kuns to punkter, hvorpaa opmærksomheden her kan være at fæste. Disse ere granitpartierne nede ved Bonnes og Indlandsgraniten om Altvandet. Skulde de granitiske flytblokke opefter Solifjel- det være at henførs til granitpartierne om Bonnes, saa maa de altsaa med den nuværende højdeforskjel for øje være skudt op fra en højde af 600' til en højde af 3000’ altsaa til en højde af 2400 (753 m.) over sit oprindelige lejested. Man har vistnok fra andre punkter vidnesbyrd for at flyt- stene kunne være blevne stuede op til en højde, der skiller sig ganske anseeligt fra udgangspunktet. Der er tidligere paa et andet sted* omtalt at der paa Store Jerta indenfor Dividalen optræder granitiske flytblokke, der maa ligge mindst 1000’ (314 m.) over udgangspunktet. Store Jerta har imidlertid lagt lige i vejen for den udadglidende isstrøm og en opstuv- ning her lader sig som det synes lettere forklare. Anderledes stiller forholdet sig op efter Solifjeldet. Dette fjeldparti *) Aarshefte VII Nr. III, Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 31 ligger i længdeløbet for den udefter Salangsdalen fra Bonnes udgaaende isstrøm og at nogen saa stærk opskyvning her ‘kan have fundet sted ind efter højfjeldpartierne om Solien lader sig — saavidt man kan se — kuns vanskelig bringe i samklang med de her raadende orografiske bygningsforholde. Hertil kommer endvidere den omstændighed at de graniti- ske flytblokke opefter Solifjeldet — at slutte fra de petro- grafiske egenskaber — neppe kunne være at henføre til Bonnes-graniten. Ogsaa for en forudsætning om at de kunne være hidførte fra granitfeltet om Altvandet synes der at stille sig væsentlige hindringer. De kunnei ethvert tilfælde ikke være medfulgte strømmen over Kobryggen og herfra skudt op efter Salangsdalen. Strømmen over Kobryggen maa paa Salangs- dalssiden være bleven mødt af den isstrøm, der maa forud- sættes at have skudt sig ned efter dalen. Skulde de dog tilhøre Altvandsgraniten, maa de være førte frem over høj- fjeldskarene fra Sørdal i Bardo til Salangsdal. Men dette forudsætter som det synes med nødvendighed en fra det nu- værende helt forskjellig landskabsbygning og navnlig at hver- ken Sørdalen eller Salangsdal under tiden for den egentlige blokketransport kan have eksisteret som mere udprægede dal- fører. I saa tilfælde maatte daldannelsen her paa det nær- meste helt være at henføre til den postglaciale tid. Hvad dette punkt angaar, saa skal man forøvrigt herom ikke kunne udtale sig med nogen mere bestemthed. Paa forhaand kunde det vistnok synes lidetrimeligt at saa store erosioner som de, hvoraf Sørdalen og Salangsdal maatte vere udgaaede, for den væsentlig- ste del skulde være at henføre til den postglaciale tid. Mu- ligheden herfor lader sig dog vistnok ikke med bestemthed afvise. Nøjere undersøgelser i denne retning vilde i ethvert tilfælde være af stor videnskabelig interesse og navnlig anta- ges studiet af flytblokkestrømmene herom at skulle kunne af- give væsentlige bidrag til spørgsmaalets besvarelse. Forskjel- 39 | Karl Pettersen lige i denne retning hidtil gjorte aflæsninger synes nok at kunne pege hen paa at erosionen under den postglaciale-tid i vir- keligheden her kan have arbejdet efter langt større maale- stok end tidligere forudsat. Det vil af de her fremlagte iagttagelser fremgaa, at blok- ketransporten efter indlandsstrøgene maa være at henføre til udglidende indlandsis. Fra grændsestrogene mellem Norge og Sverige som udgangspunkter maa den have skudt sig ned- efter dalløbene og har derunder udfyldt disse til en højde af mindst 3000' (940 m.) over den nuværende havstand. Da graniten langs rigsgrændsen skyder op til omtrent lignende højde, vil der antagentlig intet væsentligt være til hinder for at granitiske flytblokke ad denne vej kunne være blevne udstrøede over de langs isstrømmenes retningsløb liggende fjeldpartier til en dermed tilsvarende højde. Der er tidligere paavist*) at indlandissen ikke har skudt sig frem langs efter Balsfjorden, men at den i sin sammen- hængende udgliden er bleven standset noget udenfor den nu- værende Balsfjordbund. Ved Jasopvandet, der ligger paa det indre Malangsejde, der fra de indre partier af Balsfjorden straks udenfor Storstennæs fører over til Malangen, fandtes paa en excursion i sommer talrige blokke af den røde granit. Jasopvandet ligger i en højde af 240° (75 m.) Saalangt maa indlandsissen være naaet frem. Grændsen for dens fremtræn- gen udad har det hidtil ikke været anledning til med be- stemthed at paavise, — at den ikke har naaet frem forbi Kir- kestedet Tennes er derimod temmelig sikkert. Der er end- videre fremholdt at i et senere tidsrum, da havstanden laa omkring 120° (38 m.) højere end nu, indtraadte en stærk blok- ketransport udefter fjorden gjennem drivis. Forholdene ef- ter de her omhandlede strøg pege ganske i samme retning. Det vil saaledes fremgaa at den san:menhængende indlandsis ikke kan have skudt sig udefter Malangen og heller ikke ud- *) Cir. Nr. III Aarsh. VII. Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 33 efter Salangen, men at den paa begge disse to sidstnævnte steder maa have fundet sin grændse udad i nærheden af de nuverende fjordbotner. Grunden hertil antages nærmest at maatte være at søge i den omstændighed, at den sammenhengende isstrøm maa brydes, hvor havbunden skraaner med stærkt affald mod dybet. Saalænge den udadheldende skraaning er langsom og jevn, vil isstrømmen kunne følge havbunden og saaledes skure henover denne. Naar derimod afheldet blir stejlt, vil bevægelseshastigheden blive for ringe til at den udadgliden- | de ismasse trods sin stærke plasticitet skulde vinde tid til at bugte sig efter havhunden, forinden massetrykket fra oven har fremkaldt brud. Hvor langt den sammenhængende isstrøm har naaet ned efter Maalselvens dalføre, lader sig for tiden ikke bestemme. Der har endnu ikke været anledning til her at gjøre de til spørgsmaalets besvarelse nødvendige aflæsninger. Forholde- ne langs efter Maalsnesset vidner imidlertid forat indlands- isen i ethvert tilfælde ikke kan have naaet hertil, idet den gyre grænselinje for den granitiske flytblokkestrøm alene naar op til 160' (50 m.) o. h. I lighed med hvad tidligere er paa- vist for Balsfjordens vedkommende maa denne blokketrans- port aabenbart være at henføre til den gjennem strøm og vind udskudte drivis. Malangens fjorddannelse er saaledes li- gesom Balsfjordens i sine væsentlige drag helt uathængig af glaciationen. For Salangdalens vedkommende synes der i henhold til de ovenfor Sjøvejen gjorte iagttagelser at foreligge antydnin- ger for, at den sammenhængende indlandsis har naaet frem til henimod den nuværende fjordbund. Da den øvre grænd- selinje for den granitiske flytblokkestrøm straks udenfor Sjø- vejen ligger i en højde over havfladen af 200’ (63 m.), me- dens en saadan grændselinje ikke er at paavise lidt inden- for Sjovejen, saa ligger heri et vidnesbyrd for at indlands- 3 34 Karl Pettersen isen maa have fundet sin afslutning i nærheden af Sjøvejen, og at den saaledes ikke kan have skudt sig ud efter den egentlige fjord, skurende havbunden. Flytblokkestrammens øvre grændselinje er vistnok ikke fulgt udefter fjorden, men paa forhaand — og navnlig med forholdene langs efter Bals- fjorden for øje — er der vistnok liden rimelighed for at den udenfor skulde skyde sig højere op end forholdet er i strøget straks udenfor Sjevejen. I henhold hertil kan heller ikke Salangens fjorddannelse være betinget af glaciationen. Fjorddannelsen efter det nordlige Norge maa i det hele og store — enkelte korte bottenfjorde fraregnede — være at henføre til ensartede og nogenlunde samtidig virkende kræf- ter. Da tre af disse egnes større og mest typisk udformede fjorde nemlig Balsfjord, Malangen og Salangen ikke kunne være dannede ad glacial vej, vil den forudsætning, som al- lerede tidligere er draget, at fjorddannelsen efter det nord- lige Norge i sine væsentlige træk maa være uafhængig af glaciationen, herved yderligere findes bestyrket. Med hensyn til den øverste grændselinje for den grani- tiske flytblokkestrøm udefter fjordene, saa gjør der sig i hen- hold til de hidtil i denne retning gjorte aflæsninger en vis forskjel gjeldende efter de forskjellige lokaliteter. Efter Bals- fjorden og sundløbene om Tromsøen ligger den som ovennævnt i en højde af 120° (38 m.), ved Maalsnes ved Maalselvens ud- løb i Malangen i en højde af 160' (50 m.) og ved Sjøvejen mod bunden af Salangen i en højde af 200’ (63 m). Det synes heraf at skulle fremgaa at den nævnte grændselinje er i stigning efter disse strøg efter retning fra nord mod syd. Om stigningsforholdet i det hele er nogenlunde jevnt og re- gelmæssigt eller ej, lader sig for tiden ikke besvare, At slutte fra forholdene, som de træde frem udefter ved Maals- nes, vil der dog antagelig være grund til at forudsætte at lokale og tilfældige omstændigheder paa de forskjellige ste- der kan have øvet en mer eller mindre forrykkende indfly- et nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid 35 delse ligeovenfor et jevnt stigningsforhold. Ved Maalsnes ligger saaledes grændselinjen noget højere end et jevnt stig- ningsforhold mellem Balsfjorden og Salangen egentligt skulde angive. Maaske kunde grunden til en saadan uregelmæssig- hed for en del være at søge deri, at Malangen med et for- holdsvis bredt gab munder ud i det aabne hav, Balsfjorden derimod i stærkt indelukkede sundløb. Da isdriften og den dertil knyttede blokketransport har været betinget af en stærk ind- og udgaaende strømsætning, kunde der maaske være mu- lighed for at en saadan efter en tilsvarende maalestok kan have taget sin begyndelse noget tidligere efter den mod havet aabne Malangen end efter den mere indelukkede Balsfjord. Den øvre grændselinje for de granitiske flytblokkes op- træden langsefter fjordsiderne betegner hgjden af havstanden paa ethvert sted paa det tidspunkt, da indlandsisen allerede var stærkt tilbagetrængt og den egentlige glacialtid paa det nærmeste maa have været afsluttet i ethvert tilfælde for kyststrøgenes vedkommende. At glacialtidens afslutningspe- riode stadig maa trække sig længere og længere tilbage, ef- tersom man efter det nordlige Norge bevæger sig fra nord mod syd, kunde der paa forhaand vistuok være grund til at forudsætte. Det her omhandiede stigningsforhold i strøget fra Balsfjord til Salangen synes vel noget stærkt, — muligt at mere omfattende undersøgelser her vil kunne bringe for- holdet ind under noget snævrere grændser — men peger dog utvivlsomt i denne retning. Denne opadskyden i retning fra nord mod syd staar ogsaa i en vis overensstemmelse med et andet efter disse strøs optrædende forhold nemlig strandlin- jeforekomsten. Ogsaa denne træder i de søndenfor liggende strøg af Norge frem i højere niveauer end tilfældet er inden Tromsø Amt og Vestfinmarken. Dette peger hen paa at og- saa strandlinjedannelsen nærmest er knyttet til afslutnings- perioden af en glacialtid. At drage sikre slutninger i her- omhandlede retning kan maaske endnu være noget for tidligt. 86 Karl Pettersen Dertil mangler endnu i for stor maalestok de nødvendige mere omfattende forundersggelser. Systematisk at kunne søge disse forholde forfulgte langs efter de norske kyststrøg vilde dog antagelig være en sag af stor videnskabelig interesse og alt synes at pege hen paa at der i saa henseende her maa foreligge et rigt og taknemmeligt undersøgelsesfelt. Resumé. 1. Fra højtjeldsstrøgene om rigsgrændsen mellem Sverige og Norge har den sammenhængende indlandsis skudt sig ned efter dalløbene indtil fjordbundene i omegnen af Tromsø — fra Balsfjord mod nord til Salangen mod syd. 2. Den sammenhængende indlandsis har her skudt sig op til en højde mindst 3000' (940 m.) over den nuværende havstand. 3. Den sammenhængende indlandsis er her altid blevet brudt omkring de nuværende fjordbunde og har saaledes ikke skudt sig ud efter fjordløbene, skurende hen over sam- mes bundflader. 4. I et senere tidsrum, da indlandsisen trak sig tilbage un- der en stærk afsmeltning, indtraadte en stærk blokke- transport ud efter fjordene ved hjelp af drivis. Under denne transport afsattes i stort maal navnlig granitiske flytblokke, hvis oprindelige hjemsted er at henførs til det ved rigsgrændsen 1 strøget om Torne-træsk, Altvan- det og Dividalen fremstikkende granitfelt. 5. Forskjellige omstændigheder synes at kunne pege hen paa at der efter disse strøg har optraadi tvende ved en interglacial periode tildels adskilte istider, og at nævnte blokketransport er at henføre til afslutningsperioden af en istid. 6. Den øvre grændselinje for den granitiske flytblokkestrøm ligger langs Balsfjorden i en højde af 120—130’ (38 a Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 37 40 m.) efter Malangen i en højde af 160° (50 m.) og ef- ter Salangen i en højde af 200’ (63 m.) over den nuvæ- rende havstand. 7. Blokketransporten synes i henhold hertil at have begyndt tidligst inden Salangen, noget senere efter Malangen og senest efter Balsfjorden. Med andre Ord: glacialtidens afslutningsperiode har traadt altid tidligere og tidligere frem i retning fra syd mod nord. 8. Flytblokkestrømmens øvre grændselinje angiver paa de forskjellige steder havstandens højde i forhold til den faste fjeldgruud under den tid, da flytblokkestrømmen begyndte. 9. Forskydningen opad af flytblokkestrømmens øvre grænd- selinje efter retning fra nord mod syd falder maa- ske sammen med strandlinjedannelsen, der ligeledes sy- nesat træde frem i forholdsvis højere og højere niveauer, jo længer man naar frem 1 retning fra nord mod syd. 10. Fjorddannelsen efter det nordlige Norge er i det store helt uafhængig af glaciationen. Jeg har ganske nylig — efter at foranstaaende var affattet — opgaaet de nedre partier af Maalselven og aasdragene, der fra vestre side af samme omkring 14 kilometer sønden- for elvens udløb i Malangen fører over til Sør-Reisen. Disse aasdrag naa en højde af omkring 400 meter. Medens gra- nitiske flytblokke her i stort tal fandtes udstrøet op til en højde af omkring 160 m. langs aasskraaningerne mod Maals- elven, optraadte de derimod sparsommere efter højere liggen- de niveauer og syntes ganske at være forsvundne efter de vide bølgeformige højflader. Indlandsisen har øjensynlig her ikke naaet synderlig højere end opimod 200 m. over den nu- værende havstand. I strøgene om det 160 m. højtliggende Ansvand, der ud- * 38 Karl Pettersen fylder den brede indsænkning, der fra Fosmo i Bardo skjær sig vestover ned mod Sør-Reisen, fandtes overalt talrige granitiske flytblokke ikke alene langs efter vandet, men ogsaa opefter aasdragene, der skyde op søndenfor dette. Den fra Bardo kommende isstrøm maa her aabenbart have udsendt en side- forgrening vestover efter Ansvandets indsænkning ned over til Sør-Reisen. * De indre partier af Sør Reisen er ogsaa 1 rigt maal oversaaet med flytblokke af den røde indlandsgra- nit. Imellem disse saaes hyppige blokke af en storkornig rødlig syenit, ganske ensartet med de syenitiske blokke, der saa ofte optræde mellem flytblokkene i strøget om Tromsøen. Jeg har tidligere været tilbujelig til at forudsætte at det op- rindelige hjemsted for den her omhandlede syenit kunde væ- re at søge efter kyststrøgene*). Da blokke af denne berg- art, efter hvad her er fremholdt, imidlertid træder frem paa flere langt fra liggende og indbyrdes helt udskilte lokaliteter, altid omblandede med blokke af indlandsgraniten, vil der maaske være mest rimelighed for at syenitens hjemsted ogsaa maa være at henføre tilindlandsstrøgene. Antagelig maa gra- nitfeltet i strøgene om rigsgrændsen indeslutte enkelte mer eller mindre udbredte partier af syenitartede afændringer. XIT. Øvre- og Nedre-Vand i Salangsdal. Den nederste del af Salangsdal er paa det nærmeste ud- fyldt af tvende ferskvandssjøer, Øvre- og Nedre-Vand, der umiddelbart ere sammenknyttede ved et kort strømløb. Ne- dre Vand ligger i en højde af omkring 12’ (4 m.) over mid- lere havstand. Det har en længde af 2,, kilom. og en brede af 0,, kilom. Øvre Vand ligger omkring 1 meter højere end Nedre-Vand, har samme længde som dette men den dobbelte *) Cfr. yHow the North—Norway fjords were made* Nature, London 23de Juni 1885. Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 39 brede. Nedre Vand er afstengt fra fjorden ved en omkring 470 meter bred vold, der skyder sig transversalt frem tvers- over dalen ved dennes udmunding fra den ene fjeldvæg over til den anden, Langs begge langsider skraaner volden tem- melig langsomt op og afsluttes opad i en bred horisontal hgjflade, der ligger i en højde af 120’ (38 m.) over den nu- værende havstand. Gjennem voldens sydligste parti fører et kort elvedrag, hvorigjennem Nedre Vand har sit udløb til fjorden. | Da den midlere forskjel mellem højt og lavt vande gaar op til 7 a 8 (2, a 2, m.) og ved højeste springflod neppe naar højere end opimod 10' (3, m), vil havsjøen aldrig kun- ne naa ind til Nedre Vand. Forholdet har imidlertid tidli- gere været anderledes. Efter Strokkenes-strømmen — dette korte strømfar, der forbinder Nedre Vand med Øvre Vand — er der saaledes at paatræffe talrige skjælrester af flere af de efter vore kyststrøg endnu levende molluskarter, og det samme er ligeledes tilfældet langs efter Salangselven, hvor talrige skjælrester er at paavise i elvelejet helt op til heni- mod Kistefossen, der ligger i en afstand af 6 a 7 kilom. ovenfor Øvre-Vand. Fra Kistefos ned til Øvre-Vand har Sa- langselven forøvrigt kuns ringe fald. Den ovennævnte vold, der saaledes udad stænger for Nedre-Vand, er i sin dybere liggende partier delvis bygget af ler. Blaaler stikker i ethvert tilfælde frem paa enkelte. steder. Voldens hgjfladepartier er derimod bygget af aur og sand med stærk indblanding af sten — det hele smukt laget afsat. Den vej, der skjær sig frem efter volden, giver et klart indblik i bygningsforholdene efter de højest liggende niveauer. Om det end maa være atforudsætte at materialet til volddannelsen oprindelig er skaffet tilveje gjennem glaci- ale kræfter, er det dog aabenbart at bygningsarbejdet er fo- regaaet under havfladen og at materialet stærkt har været behandlet af havsjøen. De i de lejede sandmasser indblan- 40 Karl Pettersen dede stene vare i regelen smaa. Større flytblokke vare her ikke at bemærke. Derimod var voldens højflade i rigt maal overdækket med større og mindre flytblokke af den røde ind- landsgranit. Øvre Vand har en ret anseelig dybde. Efter opgave af opsidderne — opgaver som dog ikke ere fuldt samstemmige | — skal dybden gaa ned til omkring 30 favne (180° = 56 m): Nedre vands dybde er adskillig lavere og naar neppe ned til 20 favne (120' = 38 m.) Bundfladen efter disse vande lig- ger saaledes betydeligt under havfladen, skraaner i retning udad fra Øvre Vand over Nedre Vand opad og gaar her over i den over havfladen stigende transversale vold. Denne saa- ledes udadstigende bundflade maa antagelig være at henføre til senere udfyldninger. Oprindelig maa den vistnok have dannet en i det hele jevnt ud mod fjorden faldende flade. I tidsrummet nmiddelbart forinden den transversale volddan- nelse har Øvre- og Nedre-Vand lagt ind under den egentlige fjord, som da har trængt sig langt indefter dalen. Da den foranliggende vold, som nu afstænger vandene fra den egent- lige fjord, stiger op til en højde over havfladen af 120° (38 m.), er fjorden under den stadig synkende havstand først i en forholdsvis nærliggende tid Lieven helt udskilt fra Nedre Vand. Som det vil fremgaa af Nedre-Vandets højde over den nuværende havstand vilde en stigning af havfladen af ikke mere end 20' (6 m.) have givet havsjøen adgang til Nedre- Vand og dermed ogsaa til Øvre-Vand gjennem det dybt ind- skaarne elvefar, der fra Nedre-Vand fører ned til fjorden. De skjælførende lag ved Strokkenesstrømmen som ogsaa vi- dere op langs efter Salangselv til Kistefossen vidner for at havsjøen i en nærliggende tid maa have trengt sig frem helt op imod Kistefossen. _ Sees hen til den omhandlede volds udpregede former og anseelige dimensioner, saa er det aabenbart at man her har for sig en gammel endemoræne, Da materialet, hvoraf Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 41 den er bygget, i ethvert tilfælde efter voldens højdepartier, træder frem i udmærket lagdeling, maa den altsaa helt væ- re afsat under havfladen. Indlandsisen maa saaledes have skuret hen efter bundfladerne af Øvre- og Nedre-Vand og det foranskudte materiale er derunder idetmindste efter vol- dens højere liggende niveauer saaledes bleven bearbejdet og udvadsket af sjøen, at det har kunnet afsætte sig i regelmæssig lagdeling. Den indre randkant af volden betegner saaledes den grændse, hvortil indlandsisen her er naaet frem og det- te stemmer ogsaa med" de i foregaaende afsnit nærmere om- handlede forholde langs efter de indre strøg af Salangen. Der er i ethvert tilfælde fortiden ikke gjort nogen aflæsning, der mere ligefremt kan pege hen paa at indlandsisen i no- get tidligere afsnit af glacialtiden kan have skudt sig læn- gere ud efter den egentlige fjord. Antages Øvre-vandets bundflade at naa ned til omkring 150’ (47 m.) under den nuværende havstand og denne igjen under glacialtiden at have staaet mindst 300’ (94 m.) høje- re end nu, saa skulde den efter den nedre del af Salangs- dal udskydende indlandsis haft en mægtighed under havfla- den af opimod 450' (141 m.) Da indlandsisen som i fore- gaaende afsnit nærmere paavist, har naaet op til mindst 3000’ (940 m.) over den nuværende havstand, saa vil der i saa hen- seende intet være til hinder for at forudsætte dette. Sjødannelsen efter den nedre del af Salangen er saa- ledes knyttet til glacialtiden. Der har her dog hverken fore- ligget noget tidligere dannet bækken, der ved indlandsisen er bleven beskyttet mod senere udfyldninger, heller ikke er den et værk af isstrømmens udgravende virksomhed. Derimod danner Øvre- og Nedre-Vand som en enhed en udpræget morænesjø, der under havstandens stadige synken fra at ud- gjøre en med fjorden i mere direkte forbindelse staaende fjordarm — og saaledes nærmest at betegne som en under- 49 | Karl Pettersen sgisk morænesjø — lidt efter lidt er gaaet over til en fra havet fuldt afstænot ferskvandssjø. Der er ovenfor fremholdt at voldens dagflade og navn- lig dens egentlige hgjflade i rigt maal er overdækket med flytblokke af den røde indlandsgranit, men at derimod større flytblokke hverken af granit eller andre bergarter har været at paavise ide dybere niveauer af de under havfladen af- satte stenblandede sandlag. Dette synes at skulle tyde hen paa at de granitiske flytblokke ere blevne afsatte paa over- fladen af den færdige vold. I saa tilfælde kan blokkeafsæt- ningen her være foregaaet under en af følgende to maader. Den kan enten vere at henføre til den blokketransport, der — som i aftnit XI paavist — her begyndtei en tidsperiode, da havstanden stod omkring 200’ (63 m.) højere end nu. Hvor lenge denne blokketransport har vedvaret, vil for tiden ikke kunne bestemmes med fuld nøjagtighed. Skjælførende sand- og lerlag er imidlertid at paavise ved bunden af den straks søndenfor Salangen indskydende fjord Lavaugen indtil en højde over den nuværende havstand af 150' (47 m.) Den her optrædende molluskfauna vidner om, at en postglacial tid med til nutidens klimatologi væsentlig samstemmende forhol- de allerede noget tidligere her maa have taget sin begyndelse, og at den egentlige glaciale tid og dermed den til sammes afslutningsperiode knyttede blokketransport forlængst maa have været afsluttet paa den tid, da havfladen stod 47 m. højere en nu. Ved afslutningsperioden for denne blokketrans- port maa altsaa den omhandlede morænevolds højflade have lagt i en dybde under havfladen af mindst 40' (12 m.), og de over volden udstrøede flytblokke maa i saa tilfælde være blevne udkastede fra frit svømmende drivismasser og deri- mod ikke være tilførte gjennem stranding, Eller blokkene kunne forudsættes udstrøede over vol- dens dagflade paa en tid, da dens højflade naaede opimod havfladen — altsaa i en tidsperiode da havfladen laa om- Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 43 kring 120° (38 m.) højere endnu. I dette tilfælde vilde blok- kene være hidførte væsentlig ved drivisens stranding mod voldens højflade. Dette vilde imidlertid forudsætte tilværel- sen af en yngre glacialtid, der var adskilt fra den ældre ved en mild interglacial geriode. En saadan yngre glacialtid maa i saa tilfælde have taget sin begyndelse paa en tid, da hav- fladen allerede var sunket til adskilligt under 150’ (47 m.) over den nuværende havstand, og maa være bleven afsluttet paa en tid, da havstanden laa opimod 120’ (38 m.) højere end nu. For tiden foreligger ikke de nødvendige forudsætninger for her at gjøre et mere bestemt valg mellem disse tvende alternativer. Medens det paa den ene side er klart at for- holdet, som det her træder frem, kan lade sig forklare uden at der bygges paa forudsætningen om en saadan yngre gla- cialtid, saa er der paa den anden side fra andre kanter efter disse strøg forskjellige aflæsninger gjorte, der foreløbig idet- mindste synes at pege hen paa forskjellige ved en kortere inter- glacial periode udskilte istider. Dette har lidt nærmere væ- ret omhandlet i et par af de foregaaende afsnit, og det synes ogsaa som om forholdene efter de indre strøg af Salangen vil kunne lade sig indordne under en saadan forudsætning. I saa tilfælde var det maaske muligt at den ud; efter Salangen foregaaede blokketransport i 200’ (63 m.) højde maatte blive at henføre til den ældre glacialtids afslutnings- periode, — og derimod ikke som i foregaaende afsnit anty- det til den yngre glacialtid. 44 Nogle bemærkninger over Hadena adusta. Esp. pF }- SPARRE SCHNEIDER. Efterat dette natflyi 1879 for første gang var bleven paavist inden den arktiske region af Schilde, som fandt som- merfuglen ved Bodø, har det seuere vist sig at have en be- tydelig udbredelse i de to sydlige amter af Tromsø stift. Vi har fundet det i Beieren, Saltdalen, Grøtø og Ofoten, og i midten af Juli dette aar saa jeg i Harstad (68° 49°) et vak- kert eksplr., som om natten sad paa blomstrende Ribes ru- brumt i en have. Allerede ifjorhøst fandt jeg over i Troms- dalen (69° 40’) en ung larve, som opfødtes med Solidago, overvintredes heldigt, men uden at det lykkedes mig atbrin- ge den til udvikling, ikke bedre gik det med en fuldvoksen larve, som tidligt ivaar blev funden indei byen. Disse uheld var beklagelige, da der var al grund til at formode, at den- ne art fra en saa høi nordlig bredde vilde vise sig afvigende fra sydligere individer. Der har dog atter aabnet sig en ud- sigt til at faa dette spørgsmaal udredet. I August dette aar bemærkedes nemlig talrige smaa grønne larver paa potteplanterne i mine vinduer, hvilke jeg imidlertid uden nøiere undersøgelse ansaa for larver af Cid. dilutata, der tidligt paa vaaren var fundne i mængde paa ro- sentrær rundt omkring 1 byen, paa samme tid, som det var mig yderst paafaldende, at de endnu var saa smaa, da de i det fri forlængst var fuldvoksne. Nogle stykker blev dog satte i et glas, hvorefter jeg reiste bort. Hvor var ikke min forundring stor, da jeg ved hjemkomsten fandt 2 halvvoksne larver af Hadena adusta i glasset, nu let kjendelige ved den karakteristiske lyst brunlige overside; det lykkedes mig at fin- de 3 til, og nu har jeg 5 fuldvoksne larver, som jeg haaber at kunne bringe til udvikling, da denne arts larver er tem- melig haardføre. Det egentlig mærkelige herved er valget af næringsplanter, idet larverne blev fundne paa næsten alle mine potteplanter: Reseda, Dianthus, Sedum, Pelargonium, Althea, Fuchsia, høist usædvanlige foderplanter for H. adusta, som ellers fornemmelig er funden paa Achillea, Origanum, Galium, Solidago m. fl, men mig bekjendt aldrig paa kulti- verede prydvækster. | Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde, TIL. Tromsøsundets Molluskfauna. Af J. SPARRE SCHNEIDER. Efter nu gjennem løbet af 9 sommere uafbrudt at have syslet med faunistiske undersøgelser i vor arktiske region har jeg seet den opgave, som i den første tid, da alt var saa overvældende nyt og lokkede snart hid snart did, end- nu ikke havde formet sig mod et bestemt maal, efterhaanden finde en begrendsning, som efter min faste overbevisning alene vil kunne frugtbargjøre disse mangeartede studier over- ensstemmende med de krav, som nutidens videnskabelige retning stiller ogsaa til den mere underordnede arbeider, »faunisten*. Denne opgave skal være: i hjertet af den arktiske region at skabe en station, som paa alle naturvidenskabens omraa- der faar en saa grundig og fuldstændig undersøgelse, at den kan give et klart billede af det liv i stort og smaat, som rø- rer sig paa land og i hav, knyttet til de betingelser, som klimat, jordbund og vegetationsforholdene frembyder, i lig- 46 J. Sparre Schneider. hed med, hvad de fleste kultur-centra har at opvise, men som det nordlige Norge, ja tildels den arktiske zone over- hovedet, endnu ikke har besiddet, cftersom undersggelserne her oftest kun har været anstillede i et kortere tidsrum af reisende forskere fra sydligere bredder. Det har dog ikke veret min tanke at blive staaende ved et enkelt saadaut punkt, meget mere har jeg haabet ef- terhaanden at kunne knytte bertil en station paa sydgrænd- sen og en paa nordgrændsen af Norges arktiske region og derved fæstet tanken paa Bodø (67° 16” n. br.) og Vadsø (70° n. br.) som hertil skikkede undersøgelsesfelter, saameget mere som disse 2 lokaliteter i aarenes løb oftere har været besøgte af gjennemreisende naturforskere, fornemmelig afbo- tanikere og malakologer. Foreløbig har jeg villet oparbeide en centralstation, og at hertil er valgt Tromsø trænger vel neppe nogen begrundelse; vort lille museum er jo knyttet til stiftsstaden, dertil er Tromsø omegn et botanisk mærke- punkt og dets geologiske forholde omhyggeligt studerede af hr. toldkasserer Pettersen, ligesom den for undersøgelsen af den marine fauna frembyder saa gunstige betingelser som neppe nogen anden mig bekjendt lokalitet. Insektfaunaen er vistnok saa langt ude mod kysten forholdsvis fattig, men her kommer det jo ikke an paa den større eller mindre rigdom, men kun paa at de herskende forholde bliver omhyggeligt granskede og resultaterne skjønsomt anvendte. Den nedenfor givne fortegnelse over Tromsøsundets skal- dækte mollusker kommer altsaa til at indlede rækken af de zoologiske detailarbeider, som jeg har stillet mjg til opgave at levere over denne trakts fauna, saalangt mine kræfter ræk- ker, idet det forsøg til en fortegnelse over Tromsø omegns Coleoptera, som udkom i museets 3die aarshefte, blev til un- der forudsætninger, som seuere undersøgelser har vist at være for en del uholdbare og vil nødvendiggjøre en omarbeidet udgave af det samme emne. Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 47 Ved paa dette stadium af undersøgelserne at fremkom- me med et arbeide over de marine skaldækte mollusker, er jeg mig vel bevidst de mange mangler, som klæber ved sam- me, at fortegnelsen er ufuldstændig og vil tiltrænge mange senere tillæg og berigtigelser; men paa den anden side har jeg ikke vovet at udsætte længere med bearbeidelsen af det gjennem et saa forholdsvis langt tidsrum ophobede materiale, da den nærmeste fremtid vil beslaglægge mine kræfter paa andre omraader. Med sine mangler tør dog fortegnelsen frembyde noget af interesse og navnlig tjene som fører for dem, som herefter maatte komme til at samle i denne trakt; det ganske betydelige artantal fra et saa indskrænket felt _ tror jeg dog vil være et tegn paa, at listen giver et ganske godt billede af faunaen i sine hoveddrag. Tromsø har i løbet af de sidste 40 aar været besøgt af mange fremragende zoologer: Kroyer, S. Lovén, M. Sars, G. O. Sars, Lilljeborg, Dr. Danielssen, Verkrüzen og H. Friele har alle samlet her i kortere eller længere tid, men kun fra M. Sars og Danielssen foreligger, mig bekjendt, fuldstændige- re fortegnelser, som har kunnet udnyttes for mit arbeide; Lovens ,Index Molluscorum* optager som de fleste ældre arbeider kun undtagelsesvis ngiere lokaliteter. G. O. Sars og Friele, som begge samlede her paa den norske Nordhavs- ekspeditions 2det togt med ,Vøringen*, har dog offentliggjort endel af fundene i Tromsøsundet, den første i ,Mollusca re- gionis arcticæ Norvegiæ*, den anden i Nordhavsekspeditio- nens beretninger, hvoraf imidlertid hidtil kun 1 hefte over molluskerne, omfattende Buccinide, er udkommet. Paa nog- le faa undtagelser nær, som i fortegnelsen er mærkede med et +, har det lykkes mig at gjenfinde alle af disse forfattere for Tromsø angivne arter. I sommeren 1884 besøgtes Tromsø ogsaa af Dr. A. Krause fra Berlin, som i en uges tid flittig indsamlede sødyr og se- nere har tilstillet mig til fri afbenyttelse en fuldstændig for- 48 J. Sparre Schneider. tegnelse over de af ham i Tromsgsundet fundne mollusker til et antal af 129 arter, af hvilke jeg har havt endel mere tvivlsomme former til paasyn; for denne imgdekommenhed er jeg ham megen tak skyldig. Forat undgaa gjentagelser er denne liste her gjengivet i sin helhed, hvorved bemærkes, at de med + mærkede endnu ikke har været fundne af mig, Rhynchonella psittacea Anomia ephippium a aculeata Pecten islandicus » tigrinus Mytilus edulis » modiolus Dacrydium vitreum Modiolaria discors » lævigata „ corrugata > | niøra Crenella decussata Nucula tenuis » delphinodonta Leda pernula 2 minuta, Portlandia lucida » lenticula Arca pectunculoides v. septentrionalis Cardium echinatum » Clegantulum » edule » fasciatum „ Minimum Cyprina islandica Astarte borealis Astarte banksii » compressa » crebricostata Axinus sarsil » gouldii Axinopsis orbiculata Cyamium minutum 7 Kelliella miliaris Montacuta bidentata Mactra elliptica Macoma calcarea „ balthica Neæra obesa Thracia truncata Poromya granulata Mya arenaria » truncata Panopæa norvegica Saxicava pholadis 2 ATCHCA Antalis entalis » Striolata Lepidopleurus arcticus » cancellatus Lophyrus albus Boreochiton ruber » marmoreus Acmæa testudinalis Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. Tectura rubella Lepeta ceca Puncturella noachina Scissurella crispata Mölleria costulata Margarita helicina » greniandica » cinerea » olivacea Gibbula cineraria Trochus occidentalis Velutina levigata _, lanigera Morvillia undata Marsenina prodita Ampullina smithii Amauropsis islandica Lunatia grønlandica Natica clausa Trichotropis borealis » COnICa Littorina littorea » palliata » rudis v. grønlandica Lacuna divaricata Onoba aculeus Rissoa interrupta » inconspicua 7 Odostomia unidentata + Jeffreysia globularis Skenea planorbis Lovenella metula + Cerithiopsis costulata Scalaria grgnlandica + Parthenia eximia T » Spiralis Auriculina insculpta Eulima stenostoma + Homalogyra atomus Admete viridula Rhaphitoma amoena Taranis mörchii Thesbia nana Bela pyramidalis » pingelii „ sarsil » Cancellata » Vv. declivis » Obliqva » cinerea » rugulata » exarata 5 tenuicostata „ trevelyana '» harpularia „ bicarinata „ Violacea Trophon clathratus » barvicensis Polytropa lapillus Pyrene rosacea Buccinum undatum Neptunea despecta Sipho islandicus „ turritus » latericeus Cylichna alba på striata 49 50 J. Sparre Schneider Utriculus pertenuis Philine scabra » obtusus » qvadrata » Ditidulus Diaphana hyalina chi Hertil kommer endvidere Lamellidoris muricata, Cory- phella lineata og Spirialis retroversus ; min fortegnelse omfat- ter imidlertid kun Brachiopoda, Conchifera og de skaldækte Gastropoda, og vil da de tre af Dr. Krause fundne arter til- ligemed det af mig selv samlede materiale af Nudibranchiata blive behandlet ved en senere anledning. Hvad system og nomenklatur angaar, da har jeg fulgt G. O. Sars i hans fornævnte arbeide, det seneste og fuld- stændigste over vore arktiske mollusker, dog med nogle æn- dringer, som senere iagttagelser har ngdvendiggjort, hvilke jeg hovedsagelig skylder Friele og Verkrüzen. For ikke at gjøre synonymien altfor vidløftig har jeg kun citeret et ud- valg af de vigtigste arbeider over Nordishavets molluskfauna, saavidt de har været mig tilgjængelige; nedenfor vil man fin- de en liste over den ved udarbeidelsen af min opsats benyt- _ tede literatur, som følge af min isolerede stilling desværre altfor ufuldstændig. | Lykkeligvis har jeg kunnet raade over et ganske be- tydeligt sammenligningsmateriale, som vort museum efter- haanden ved bytte har erhvervet, saaledes fra Bergens om- egn gjennem Friele, fra Danmark ved Dr. C. M. Poulsen og Herm. Lynge, fra England og Kanalgerne ved Verkrüzen og Rob. Bell, fra Adriaterhavet gjennem Th. Ullmann i Wien, ligesom vi af Verkrüzen og Dr. Poulsen har modtaget et stør- re antal sjeldnere former fra Nordamerika, Behringshavet, Island og Gronland, samlingen fra det sidstnævnte land særlig af betydning ved at indeholde mange af Møllers type- eksemplarer. Derhos har jeg kunnet disponere over et lidet antal fra Spitsbergen og Sibiriens Ishav indsamlede af den norske Nordhavsekspedition og Vega-færden, de sidste gjen- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 51 nem prof. Leche i Stockholm. Hovedmassen af det paa mine egne ekskursjoner erhvervede materiale er indsamlet i Tromsø omegn, desuden har jeg til forskjellige tider skrabet ved Bodø, Hammerø, Kvænangen, Vardø, Vadsø og Syd-Varanger. Det var min hensigt at lade fortegnelsen ledsage af et orienterende kart med angivelse af dybder og bundforhol- de, men der har ikke været levnet mig tid til at realisere tanken til denne anledning, hvorfor jeg for situationens ved- kommende kun kan henvise til den ved tekstens slutning til- føiede kartskisse over Tromsø med nærmeste omgivelser. Det undersøgte felt omfatter en noget over 20 kilom. lang strækning af Tromsøsundet, hvoraf imidlertid kun det c. 12 kil. lange stykke mellem Tromsøens nord- og sydspid- se, det egentlige Tromsøsund, har været gjenstand for en grundigere befaring. Udenfor denne lokalitet har jeg kun nogle faa gange skrabet i Ramfjorden, en smal og dyb arm, som mod gst skjerer sig ind fraden store Balsfjord, der be- gynder ved Tromsgens sydlige ende, samt i Haukgbotn, en bugt i Kvaløen, der dækkes af 2 smaa ger, Grinds og Haukø nogle kil. vest for Tromsø. Etpar gange har jeg ogsaa be- søgt en dybrende mellem Tromsøens nordpynt og Finnæs paa Kvaløens nordostlige hjørne, det saakaldte ,Finnæsdyb*, der- imod er sundlgbet mellem Kvaløen og Tromsøens vestside, »Sandnæssundet*, mig endnu fuldstændig fremmed. Bundens beskaffenhed er yderst vekslende og betinger Tromsøsundets rige undersøiske dyreverden. I Ramfjord, der ved sin munding har det største af mig undersøgte dyb, henved 100 favne, er bunddækket det almindeli- ge bløde dyndede ler, artfattigt og især karakteriseret ved Nucula, Yoldia, Leda pernula, Axinus, Neæra, Si- phonodentalium vitreum m. fl, ligesaa i Haukøbotn, hvor dyb- den kun i en enkelt fordybning udfor Eidjordnæs gaar ned til c. 40 f., samt paa en stor strækning i den nordligste del af Tromsøsundet fra ,Skatøren*, en pynt henimod øens nord- 52 J. Sparre Schneider spids, hvor dybden er jevnt fra 30—40 f, til Finnæs, hvor den førnævnte dybrende gaar ned til 90 f. Dette bløde ler er opfyldt med uhyre masser af døde skaller af Mya, Pec. islandicus, Cyprina, Panopæa, Myt. modiolus, tildels af et se- mifossilt udseende. Sandblandet ler og lerblandet sand her- sker udenfor ,Lanæs“, gens sydpynt (ned til 40f.), samt paa talrige mere eller mindre begrændsede felter, der paa enkel- te steder tæt under land gaar over i en fin svagt lerblandet sand, der er meget artfattig, men har sine meget ejendom- melige og yderst lokale former s.f eks. Amauropsis islandica, Venus gallina, Cardium nodosum, Lyonsia arenosa og Mactra subtruncata. Et tæt bunddække af Lithothammion, hvoriblandt en af mig paavist ny art, som af Kjellmann er benævnt Z. alcicorne, ofte i forbindelse med tætte ansamlinger af rødal- ger (Delesseriq), fimdes pletvis over hele feltet, og dybden er her fra 10—20 f.; denne slags bund forekommer hovedsage- lig udenfor øens nord og sydpynt samt mellem fastlandet og „Juledagene“, nogle smaa skjær lidt nordenfor Lanes. Saa kan nævnes flere banker i dybder fa 15—25 f., hvor mate- rialet bestaar af grovt grus og smaasten med masser af le- vende og døde Pecten islandicus og tomme skaller af Cyprina og Myt. modiolus, bevoksede med ascidier, svampe og hydroi- der; den fornemste findes lige udfor Skatøren og skraaner her ned mod en temmelig begrændset jevnere strækning, der er bevokset med uhyre masser af en art lyserød Cynthia (vist- nok aggregata), der af fiskerne treffendé benævnes „potetes“. Denne ,potetesager* tilligemed Pecten-banken er for mollu- sker og crustaceer den rigeste lokalitet, som jeg kjender om- kring Tromsø, dog forekommer her fornemmelig gastropoder, medens bivalverne foretrækker det jevnere lerblandede bund- dække. Af arter, som hidtil kun er bemærkede paa dette punkt, kan nævnes: Chiton hanleyi, Trochus occidentalis, Tri- chotropis conica, Velutella flexilis, Sipho turritus, Pecten tigri- nus. Her er ogsaa det eneste fra Tromsø mig bekjendte fin- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 53 dested for Echinus esculentus, som ien stor og vakker varie- tet forekommer enkeltvis paa Pecten-banken. Godt udbytte har jeg ogsaa havt i den saakaldte „Pel- sehavn“, (c. 15 f.) lige nordenfor byen, hvor bunden bestaar af nævestore sten og døde ekspir. af Myt. modiolus leirede i en lerblandet sandmasse; her forekommer fornemmelig usæd- vanligt kraftige Astarte banksti og compressa, talrige Seal. grontandica f. typica og største parten af vore Bela-arter. Paa mange steder har jeg truffet, hvad vi kalder ,død* bund, hvor skraben fyldes med en masse fragmenter af skjæl og Lithothamnion næsten uden iblanding af grus eller sand, og hvor enkelte eksplr. af Ast. banksii og Card. fasciatum udgjør det hele udbytte af en halv hektoliter bundmateriale; den sjeldne Zyonsia arenosa har jeg dog fundet udelukkende paa død bund, men til gjengjæld kun paa en enkelt lokalitet. Naar hertil føies, at skrabning med lettere skraber meget vanskeliggjøres af den stærke strøm, der ofte gaar som en rivende elv, og paa enkelte steder af Toxopneustes drøbachien- sis og pallidus, som i uhyre masser dækker bunden, maa det- te være nok til orientering. Man vil af de ovenstaaende lokalitetsbeskrivelser se, at som det befarede felt er lidet, saa er det ialmindelighed kun ganske ringe dybder, som jeg har undersøgt, mine ekskur- sjoner kan kun i uegentlig forstand kaldes ,dybvandsundersø- gelser“. Men det er netop disse ringe dybder, som for mig har frembudt den største interesse, medens mine forgjænge- re, som det synes, kun undtagelsesvis har befattet sig med den littorale og den sublittorale zone over de 20 favne, som derfor hidtil har været meget forsømt. Om jeg ikke havde fun- det det umagen værd at lade skraben falde paa steder, hvor bunden endnu kunde skimtes, skulde Zyonsia arenosa og Axinop- sis orbiculata maaske aldrig være kommen mig for øie, lige- saa lidt den lille interessante koloni af mere boreale former, karakteriseret ved Venus gallina og Mactra subtruncata, som 54 J. Sparre Schneider. paa etpar favnes dyb ved Skatøren frister en noget kummer- lig tilværelse. Af største interesse har det ogsaa været at modificere de hidtil bestaaende dybdeangivelser for mange arter, og følge f. eks. udprægede dybvandsformer som Æul. stenostoma, Cylichna striata, Neæra subtorta og Nucula del- phinodonta op til ganske ringe dybder og se andre arter som Bela harpularia, Utriculus truncatulus og pertenuis og Crenel- la decussata gaa næsten op paa det tørre land. Jeg er til- bøielig til at tro, at de fleste senere tillæg netop vil være at søge i den sublittorale zone. I ganske væsentligt mon skulde dette lille arbeide have vundet i interesse, om jeg samtidig kunde have fremstillet faunaen paa den udenfor Tromsø beliggende mod havet aab- ne kyststrækning og dertil føiet, hvad de hævede lag i Troms- øens gamle glaciale skjælbanker maatte indeholde; men da mine undersøgelser endnu ikke er rukket saa langt, faar det blive en nærmere eller fjernere fremtids sag at løse denne opgave. Det skal bemærkes, at jeg i 1883 og 85 for endel har arbeidet med offentlig understøttelse af vort universitet, saa at denne opsats paa en maade kan gjælde for den skyldige indberetning om anvendelsen af de mig tildelte stipendier. Tilslut maa jeg aflægge en varm tak til min ven hr. grosserer H. Friele i Bergen for den utrættelige velvillie, hvor- med han har ledet mine malakologiske studier og saaledes ogsaa ved denne anledning staaet mig bi med raad og daad. Arbeidet være ham herved i dyb taknemlighed tilegnet. Tromsø, 18de September 1885. J. S. Schneider. Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 55 Literatur-fortegnelse. Asbjernsen, P. Chr., Bidrag til Christianiafjordens Litoralfau- na. Nyt Magazin, 7 bind, 4 hefte. 1853. Brogger, W. C., Bidrag til Kristianiafjordens Molluskfauna. Nyt Magazin 19. b, 1 h. 1873. Collin, Jonas, Om Limfjordens tidligere og nuveerende Marine Fauna. Kjøbenhavn 1884. Danielssen, D. C., Beretning om en zoologisk Reise foretagen i Sommeren 1857. Nyt Magazin 11.b., 1.h. 1861. Friele, Herm., Oversigt over de i Bergens Omegn forekom- mende skaldækte Mollusker. Chr. Vidensk. Selsk. Forh. 1873. —s— Bidrag til Vestlandets Molluskfauna. Chr. V. Sel- sk. Forh. 1875. —:— Preliminary Report on Mollusca from the Norwe- gian North Atlantic Expedition in 1876. Myt Ma- gazin 93. b. 3. h. —:— Jan Mayn Mollusca. Nyt Magazin 24 b. 3 h. —s— Tungebevæbningen hos de norske Rhipidoglossa. Archiv f. Mathem. og Naturvid. 2 b. 1877. —:— The Development of the Skeleton in the Genus Waldheimia. Archiv f. Math. og Naturv. 2 b. 1877. —:— Den norske Nordhavs-Expedition 1876—78. VIII Buccinide. 1882. Jeffreys, I, Gwyn, Last Report on Dredging among the Shet- land Isles. 1868. —s— The ,Valorous* Expedition, Reports, Procedings of the Royal Society, no. 173, 1876. Krause, Dr. Arth., Ein Beitrag zur Kenntniss der Mollusken- = Fauna des Beringsmeeres. 1885, Koren, J., Indberetning til Colleg. academ. over en zoolo- gisk Reise i Sommeren 1850. Nyt Mag. 9 b, 1 h. Leche, W., Øfversigt öfver de af svenska Expeditionerna til 56 J. Sparre Schneider. | Novaja Semlja och Jenissej 1875 0. 1876 insam- lade Mollusker. 1878. —:— Gfversigt öfver de af Vega-expeditionen insamlade arktiska Hafsmollusker. 1883. Lovén, S., Index Molluscorum litora Scandinaviæ occidentalia habitantium. 1846. Moller, H. P. C., Index Molluscorum Grønlandiæ. 1842. Merch, O. A. L., Faunula Molluscorum Islandiæ. 1866. —:— Prodromus faunæ Molluscorum Grønlandiæ. Revi- sed a. augmented. 1875. Norman, Rev. A. M, The Mollusca of the fjords near Bergen, Norway. 1879. Sars, M., Beskrivelser og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet ved den Bergenske Kyst leven- de Dyr. 1835. —s— Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zoo- logisk Reise i Lofoten og Finmarken. Nyt Magazin 6 b., 2 h. 1851. —s— Bidrag til en Skildring af den arctiske Mollusk- fauna ved Norges nordlige Kyst. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1859. —:— Bemerkninger over det Adriatiske Havs Fauna sam- u menlignet med Nordhavets. Nyt Magazin, 7 b. 4 h. 1853. —:— Beretning om en i Sommeren 1859 foretagen zoo- | log. Reise ved Kysten af Romsdals Amt. Nyt Mag. 11 b. 3 h. 1861. —:— Beretning om en i Sommeren 1860 foretagen Rei- se i en Del af Christiania Stift etc.. Nyt Mag. 11 b. 3 h. 1861. —:— Indberetning om en i Sommeren 1861 foretagen Reise etc. Nyt Mag. 12 b. 1 h, 1863. —#— Geologiske og zoologiske lagttagelser, anstillede Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 57 paa en Reise i en Del af Trondhjems Stift i Som- meren 1862. Nyt Mag. 12 b, 4 h. 1863. Sars, M., Om de i Norge forekommende fossile Dyrelevnin- ger fra Qvarterperioden. Chr. 1865. (Univer- sitetsprogram). —:— Malacozoologiske Iagttagelser. Chr. Vid. Selsk, Forh. 1864. —:— Bidrag til Kundskab om Christianiafjordens Fauna‘ II. 1870. —:— Skotlands Glacialformation. Chr. Vid. Selsk. Forh. — 1867. | —s— Bemerkninger over det dyriske Livs Udbredning i Havets Dybder. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1864, 1868. Sars, G. O., Undersøgelser over Hardangerfjordens Fauna. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1871. Eget Bidrag til Kundskaben om Dyrelivet paa vore Hav- banker. Chr. Viden. Selsk. Forh. 1872. —:— On some Remarkable Forms of Animal Life I. Chr. 1872 (Universitetsprogram). —:— Bidrag til Kundskaben om Norges arktiske Fauna. I, Mollusca regionis arcticæ Norvegiæ. Ch. 1878 (Universitetsprogram). Schneider, J. Sparre, Undersøgelser over dyrelivet i de ark- tiske fjorde. I, Kvænangsfjordens Molluskfauna. Tromsø Museums Aarshefter. IV. 1881. —:— Nogle zoologiske iagttagelser fra Vardø i Øst-Fin- marken. Tromsø Museums Aarsberetning for 1882. Smith, Sidney I., Report on the Dredgings in the Region of St. George's Banks, in 1872. Transactions o. the Connect. Acad. o. Arts o. Sciences. Vol. III, Part I, 1874. — Stimpson, W., Synopsis of the Marine Invertebrata of Grand Manan. 1853. Storm, V., Bidrag til Kundskab om Throndhjemsfjordens Fau- 58 J. Sparre Schneider. na. Kgl. norske Vidensk. Skrifter. 1878, 79 & 80. Stuxberg, A., Evertebratfaunaen i Sibiriens Ishaf. Bihang. til K. Svenska Vet. Akad. Handlingar. Band. 5. 1879. Torell, O., Bidrag til Spitsbergens Molluskfauna. Stockholm 1859. (Mit eksplr. defekt, manglende p. 139—80.) . Tryon, G. W., Structural and Systematical Conchology. 1882. Verkrüzen, T. A, Bericht über meinen Besuch der grossen Bank von Neufundland im Sommer 1881. —— ,Buccinum“. Jahrbuch d. deutschen Malak. Gesell- schaft. 1881, 1882 (Juli & Octobr., Novbr.—Decbr.) 1883 (Septbr.—Octobr.), 1884 (Juni—Juli). Weinkauff, H. C. Catalog der im europ. Faunengebiet leben- den Meeresconchylien. 1873. —:— Die Conchylien des Mittelmeeres 1867—68. I denne liste har jeg derhos forsøgt at samle alt, hvad der i de sidste 50 aar er publiceret over norske skaldækte mollusker. Følgende arbeider har jeg ikke seet: Jeffreys: on Norwegian Mollusca, Dunker & Metzger: zoologische Er- gebnisse der Nordseefahrt 1872, samt Verkriizens opsats over arkt. moll. i ,Jahrbuch d. d. mal. Gesell.“ for 1875. En og anden publikation tør vel endnu have undgaaet min opmærk- somhed. Brachiopoda. 1. Rhynchonella ps"ttacea, Cumn,, G. O. Sars: Mollusca regionis arcticæ Norvegiæ, pag. 9, tab. I, fig. 1, a—e. — Lovén: — Index Molluscorum, no. 216. — M. Sars: Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zool. Reise etc, p. 177. — Id.: Bi- drag til en Skildring af den arktiske Molluskfauna ved Nor- ges nordlige Kyst, p.63. — Danielssen: Beretning om en zoo- logisk Reise etc., p. 24 (Hypothyris). Paa haard bund næsten overalt, fastheftet paa stene og skjæl, fra 15 favne og nedover, i størst antal paa Pecten-ban- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 59 ken udenfor Skatøren, tem. talrig ogsaa i byens nordre havn; paa de øvrige lokaliteter er den bemærket mere enkeltvis, De største eksplr. naar en høide af 27, med en bredde af 26 og diameter af 17%, mm. Vore grønlandske ekspl. viser intet ejendommeligt udseende; de ser alle ud til at være unge eksplr., det største maaler 15 mm. Tromsø er fremde- les det sydligste punkt, hvor denne arktiske karakterform hidtil er bemærket, men jeg nærer ingen tvivl om, at den ogsaa maa findes paa sydligere lokaliteter af leden mellem Tromsø og Lofoten. Jeg har faaet et ekspl. ogsaa fra Hil- less ude ved havet ret i vest for Tromsø. Dens rette hjem er kysten, de strømhaarde sundløb og fjordmundinger- ne; de indre slamfyldte fjorde kan ifølge sagens natur ikke frembyde gunstige betingelser for dens trivsel, og kun i Kjo- sen, en smal arm af Ulfsfjorden nord for Tromsø, har jeg fundet et ganske ungt individ. Denne af de vildeste fjeld- partier omgivne fjordarm frembyder meget interessante for- holde, idet det iskolde vand befolkes af en ren, tildels af dybvandsformer bestaaende arktisk dyrverden paa et ganske ringe dyb, mellem 15 og 7 favne. G. O. Sars blev først op- mærksom paa denne interessante lokalitet under et besøg med » Vøringen* i 1877, senere har jeg skrabet her i 2 paa hin- anden følgende sommere. Fundene herfra er optagne i den- ne afhandling, da Kjosen hører ind under Tromsø omegn og frembyder forholde, der ligner meget Ramfjordens; kun et- par af Kjosens arter er endnu ikke bemærkede paa det egent- lige Tromsø-felt. Med al rimelighed skulde man vente ved Tromsø ogsaa at finde Waldheimia cranium Mill. og Terebra- tulina septentrionalis Couth, men hidtil har de imidlertid undgaaet min opmærksomhed; den første besidder vi i flere ekspl. fra Malangenfjord, Balsfjords nærmeste nabo mod syd, og den anden fra Skjærvø under 70° n. br, som tillige er dens hidtil kjendte sydgrændse. Crania anomala Müll. har 60 J. Sparre Schneider. vi 1 den forløbne sommer erholdt fra vestsiden af den store Senjenø, og ogsaa denne art turde senere vise sig at tilhøre Tromsø-trakten. Conchifera, 2. Anomia ephippium, L., G. ©. Sars, 1. c. p. 14. — M. Sars, Bidrag p. 52. — Danielssen, 1. c. p. 23. — Sqvamula (L.) Lovén, 1. c. no. 224. — M. Sars, Beretning p. 177. Overalt i aller største mængde og i alle dybder fastvokset paa de allerforskjelligste gjenstande; Rhynch. psittacea er meget ofte bedækket med et lag af ældre og yngre indipiden De største eksplr. maaler 14 mm. var. sqvamula (L.), G. O. Sars. Hid førerjeg den vakre regelmæssige, afplattede og tynd- skallede form, som findes fastheftet til de indre glatte flader af døde større skaller f. eks. af Pecten islandicus, Mya og Cyprina, og som træffes mere enkeltvis. Det største ind. er 19 mm. bredt. | 3. A. aculeata, Moree GO. Sars, Cp lo) table: fig. 1, a—d. — Lovén I. c. no. 223. — M. Sars, Beretning p. 176. Id., Bidragp. 52. — Id., Fossile Dyrl. etc. p. 34.— Danielssen Jeep. 23. I selskab med foregaaende men langt mindre hyppig og af ringere størrelse, ikke over 151, mm. Med G. 0. Sars er jeg tilbøielig til at anse den for en distinkt art, da overgan- gene heller ikke synes mig tydelige nok; men dette bliver jo forøvrigt nærmest en smagssag, speciclt hvor man har med saa variable former at gjøre. 24. Pecten opercularis L., G.O. Sars 1. c. p. 16. — Loven 1. c. no. 217. — M. Sars, Beretning p. 176. — Id, Bidrag p. 53. — Id., Foss. Dyrl. etc. p. 98. — Danielssen 1. c. p. 22. Sars anfører den efter Lilljeborg som funden ved Tromsø, men denne opgave forekommer mig høist tvivlsom, da arten forøvrigt endnu ikke er funden nordligere end ved Grøtø i Stegen under 67° n. br. af Danielssen, Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde, 61 5. P. islandicus Mürr., G. O. Sars. 1. c. p, 16, tab. 2; fig. 2. — Lovén, 1. c. no. 230. — M. Sars, Beretning p. 175. — ld, Bidrag p. 52. — Id., Foss. Dyrl. p. 34. — ? Asbjørn- sen: Bidrag til Christianiafj. Litoralfauna, p. 352 (an P. ara- tus Gmel. ?). — Mgreh: Faunula Molluscorum Islandiæ, no. 150. — Leche, Hafsmollusker no. 54. — Krause, Ein Beitrag z. Kenntniss der Moll. Fauna d. Beringsmeeres, p. 15. Overalt i stor mengde og paa enkelte lokaliteter som udenfor Skatgren, i Balsfjorden og Sandnæssund samlet paa banker, der regelmæssig høstes af fiskerne, da ,hesteskjællet” er et fortræffeligt agn, som det uden tvivl maatte lønne sig at kultivere og udføre til brug under de store fiskerier. Det spises ogsaa af endel blandt Tromsø bys dannede familier og synes idetheletaget at maatte have en fremtid for sig. Selv blød lerbund vrager det ikke og er saaledes alm. i Kjosen, men dog af ringere størrelse og meget blegere farvet end de paa bankerne forekommende eksplr., der naar en høide af 97, en bredde af 93 og en tykkelse af 30 mm. En meget slidt semifossil valvel er endnu 116 mm. høi og 108 mm. bred, og jeg tænker de kan findes endnu større. G. O. Sars angi- ver 86 mm. for sine største. If. Storm forekommer den endnu i stor mængde og af fuld størrelse ved Tutterø ved Trond- hjem, men den mangler saavel i Frieles som Normans forteg- nelser over Bergens moll., uagtet den efter G. O. Sars (1. ce) skal gaa saa langt mod syd. Vort eneste eksplr. fra Island har noget grovere skulptur end vanligt men frembyder ellers ingen paatagelig forskjel. Fra Malangen besidder museet et lidet eksplr. af P. 7- radiatus Müll., taget paa stort dyb af kirkesanger Nikolaisen, og jeg anser det for sandsynligt, at den ogsaa vil blive paa- vist indenfor det egentlige Tromsø-territorium, da den if. Sars er funden lige til Vadsø. 6. P, tigrinus Mörr., G. O. Sars, 1. c. p. 18. — Loven, l. c. no. 233. — M. Sars, Beretning p. 176. — Id., Bidrag 62 J. Sparre Schneider. p. 53. — Id., Foss. Dyrl., p. 98. — Danielssen L. c. p. 22. Meget lokal og som det synes meget sparsom, da jeg hidtil kun har fundet nogle enkelte eksplr, paa bauken uden- for Skatgren, hvoraf det største er 29!/, mm. heit og 27 mm. bredt. Dr. Krause fandt kun en enkelt valvel. M. Sars an- fører den som almindelig ved Finmarken og Danielssen har taget den lige til Vadsø; den kan dog neppe betragtes som en arktisk form. 7. P. grønlandicus Sows. G. O. Sars, 1. c. p. 23, tab. 2, fig. 4, a—c. — Lovén, lL. c. no. 239. — M. Sars Bidrag p. 53. — Id., Foss. Dyrl. p. 35? — Danielssen 1. c. p. 23. — Leche, Hafsmollusker no. 52 — Id.: @fversigt öfver de af Vega-exped. indsamlade arktiska Hafsmollusker, p. 452. Den er først funden ved Tromsø af M. Sars, og selv har jeg taget nogle faa levende ekspl. i Finnæsdybet paa 60—70 favne; sandsynligvis fra samme lokalitet har Dr. Krause sine eksplr. + 8. P. similis Laskey, G. O. Sars, 1. c. p. 22. — M. Sars, Bidrag p. 53. — Danielssen J. c. p. 23. — Tumidus {Turt.) Lovén, 1. c. no. 238. — M. Sars, Beretning p. 176. — Asbjørnsen, 1. c. p. 353. | Er funden ved Tromsø af M. Sars, men har hidtil und- gaaet min opmærksomhed. G. 0. Sars angiver kun at have fundet den til Hasvik paa Sørøen, M. Sars nævner Hammer- fest, og Danielssen anfører den som forekommende lige til Vadsø. Med dette bliver den dog ikke at anse som nogen ark- tisk form, da arten ifølge Weinkauff (Catalog, no. 1263) gaar gjennem hele den mediterrane zone. 9. Mytilus edulis L., G. O. Sars 1. c. p. 27. — Lovén 1. c. no. 252. — M. Sars, Beretning p. 175. — Id., Bidrag p. 54. — Id., Foss. Dyrl. p. 100. — Danielssen 1, c. p. 19. — Leche, Hafsmollusker, no. 45. Alm. ved Tromsø som overalt paa vor kyst, men er ialmindelighed af ringe størrelse og nyttes derfor ikke Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 63 til agn, ligesom den heller ikke mig bekjendt spises af befolkningen. Den ved Tromsø forekommende form ligner mest v. retusus, som jeg har den 1 eksplr. fra Boulog- ne s. mer, og er temmelig tykskallet. Tidligere var kun tom- me (semifossile) skal af denne art fundne ved Spitsbergen og Novaja Semlja, men paa Nordenskiölds Jenissej-ekspedition i 1875 erholdtes 4 levende eksplr. ved Kap. Grebeni vestenfor Jugor scharr paa 8—10 favnes dyb, hvor den altsaa, ligesom den hele littoralfauna ved alle islagte kyster, er nødsaget til at ty ned i den sublittorale zone. 10. M. modiolus LE, G. O. Sars 1, c. p. 27. — M. Sars, Bidrag p. 54 (Modiola). — Id., Foss. Dyrl., p. 39 — Daniels- sen, 1. c. p. 19. — Modiola vulgaris (Flem.) Lovén, 1. c. no. 251. — M. Sars, Beretning p. 175. Overalt og i alle dybder meget almindelig, dog forekom- mer de udvoksede glatte op til 111 mm. store individer mest paa dybere vand, medens man i littoralbæltet hovedsagelig kun finder de yngre stærkt haarede eksplr. Denne store mus- ling, som benævnes ,kraakeskjæl*, ,gjeitskjæl*, „vov(g)de- skjæl*, anvendes som et vigtigt agn ved de store fiskerier og betales ofte meget høit. Paa enkelte steder findes den op- hobet i hele banker, og saaledes samlede en skipper her fra stedet for 2 aar siden oppe i Kvænangen c. 50 tønder for skallerne renset skjælmad, som han med god profit solgte i Lofoten; ogsaa denne art maatte det lønne sig at kultivere for afsætning til fisker'erne. Saadanne betydelige ansamlin- ger findes ikke længere her ved Tromsø, men at dømme ef- ter de uhyre masser af døde udvoksede eksplr., som jeg paa enkelte lokaliteter finder, saaledes f. eks. udenfor Skatøren, maa den i en vis periode have dannet lignende banker som de ovenfor nævnte i Kvænangen. If. Asbjørnsen ansees den mærkeligt nok i Kristianiafjorden for at være et meget slet agn og dertil giftigt (!), hvilket altsaa ikke stemmer med vo- re erfaringer. 64 J. Sparre Schneider. 11. M. phaseolinus pur, G. O. Sars 1. c. p. 28. — M. Sars, Bidrag, p. 54. — Id, Foss. Dyrl., p. 100. Enten er den meget sjelden, eller ogsaa har jeg hidtil overseet den blandt yngel af M. modiolus, men sik- kert er det, at arten hidtil ganske har unddraget sig min opmærksomhed; derimod har museet af en fisker modtaget et ekspir. fra Kvalsund, Tromsøsundets noe udløb mellem Kvalø og Ringvatsø. 12. Dacrydium vitreum Mercer, 1. c. p. 92. — Torell 1. c. p. 139, tab. 1, fig.2, a—b. — G. 0. Sars, 1. c. p. 28, tab. 3, fig. 2, a—b. — Weinkauff, Catalog, no. 1224. Intetsteds i synderligt antal men dog overalt paa pas- sende lokaliteter, blød lerbund, nedenfor 30 favne: Skatøren Finnæsdybet, Ramfjord. I Kjosen er den heller ikke sjelden og gaar her helt op til 10 f. Ihvorvel utvivlsomt en ren arktisk form gaar den dog if. Weinkauff (1. c.) ind i Middel- havets zone a., men findes dog ikke optaget i hans store ar- beide over Middelhavets conchylier. 13. Modiolaria discors |, G. O. Sars L c. p. 29. — Lovén, 1. c. no. 247. — M. Sars, Beretning etc. p. 175. — Id., Bidrag etc. p. 55 (Crenella). — Id., Foss. Dyrl. p. 100. — Danielssen 1. c. p. 19 (pro parte?). — Krause, 1 c. p. 18, tab, III, fig. 3, a—c. — Collin 1. c p. 129. Forekommer i store kolonier paa stene mellem tarerød- der i littoralbeltet; længere ned har jeg ikke fundet den og antager derfor, at Danielssen har forvekslet den med M. cor- rugata, naar han omtaler forekomsten ogsaa paa ,store dyb- der“, Arten er utvivlsomt arktisk og bliver ogsaa meget stør- re i de nordligere egne; medens Sars angiver størrelsen til kun 13 mm., opnaar individerne fra Tromsø folgende dimen- sjoner: longit, 20, ait. 11, cras. 9 mm. —Eksplr. fra Syd- England modtagne af Rob. Bell er ganske pygmæiske men tør maaske være yngre individer. Ved Danmark opnaar den dog endnu en størrelse af 19 mm. if. Collin. Denne forfat- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 65 | ters anskuelse, at de 3 her omhandlede beslægtede arter samt levis Bech, der imidlertid ikke tilhgrer Norges fauna, ber hen- føres som lokalvarieteter under discors L, kan jeg ingenlunde de- le; opfatningen bliver helt anderledes bestemt, naar man selv kan gjøre indsamlingerne og saaledes faa et indblik i leve- sættet, end naar man er indskrænket til beskrivelser og af- bildninger eller enkelte musé-eksemplarer. Jeg tror ikke man nogensinde behgver at geraade i tvivl angaaende de 4 i min fortegnelse forekommende arter, ialfald i de former, hvori de optræder ved Norges nordlige kyster, og ved at bibeholde de nu hævdede navne ser jeg den eneste udvei til at ophæve virkningen af den fortvivlede konfusion, som navnlig Midden- dorf har bragt ind i synonymien. 14. M. levigata GRAY, G. O. Sars, 1. c. p. 29, tab. 3, fig. 3, a—b. — Lovén, 1. c. no. 248. — M. Sars, Beretning p. 175. — Id., Bidrag p. 55. — Danielssen 1. c. p. 19. — Torell, 1. c. p. 133. (Crenella) — Leche, Hafsmollusker, no. 47. — Id., Arktiska hafsmollusker, p. 450, tab. 34, fig. 27 & 28. — Krause, 1. c. p. 16. Fra c. 10 f. og nedover forekommer den næsten overalt temmelig hyppig, yngre eksplr. oftest i klumper af Lithothamni- on, de gamle med begbrun epidermis forsynede eksplr., har jeg altid kun truffet i sine byssusreder, lette at overse, naar man ikke er bleven opmærksom paa denne slags forekomst. I Kjosen har jeg fundet de største mig bekjendte norske eksplr., som udviser følgende maal: long. 361/,, alt. 24, crass. 17 mm., altsaa kun ubetydeligt mindre end de fra Sibiriens Ishav af Leche omtalte. Her meddeles maal paa nogle Tromsg-eksplr. : 1 long. 34, altit. 21'/,, crassit. 15 mm. 2 2. BO | O0Y. 19 3.0000, 4 19 É Mon FAO aA ME NG GE: ur 66 J. Sparre Schneider Ce LU 1 PD å 6 5% FREIN Agge MIS Attallvpe: 2 15. DM. corrugata Stmps., G. O. Sars 1. c. p. 30, tab. 19, fig. 2, a—b. — Torell 1. c. p. 138. — Mørch, Prodromus p. 133, no. 209. — Leche, Arktiska hafsmollusker p. 451, tab. 34, fig, 31—34 (v. glacialis). — Krause, 1. c. p. 19. Denne meget distinkte art forekommer næsten overalt paa noget større dybder, men langt sparsommere end slæg- tens øvrige arter. Skallen er bestandig stærkt inkrusteret med fint graat ler, og dyret synes hos os ikke at lave reder men kun med sin byssus at være fastheftet nede i dyndet. Dr. Krause fandt den imidlertid i Beringshavet i nævestore sammenfiltrede klumper paa fin dyndet bund. Enkelte gan- ge er den forekommet mig paa haardere bund, saaledes uden- for Lanæs paa c. 10 favne, men saavidt mindes, ogsaa der med et graat overdrag. Den er funden saavel i Ramfjord som Kjosen, paa hvilket sidste sted den synes at være ret almindelig og kraftigt udviklet; eksplr. herfra maaler 13 mm, fra Tromsøsundet har mit største individ saadanne forhold: long. 121/,, alt. 8, crass. 61 mm. Ganske unge ind. har en rødbrun epidermis og ligner adskillig yngel af M. migra, men skilles ved sin bugede form. Utvivisomt staar denne art i formen M. discors nærmest, men skiller sig stærkt i forekomst og levesæt, nærmende sig heri til M. nigra. M. corrugata er rent arktisk og opnaar i Sibiriens Ishav og Beringshavet langt betydeligere dimensjoner end hos os. Fra Grønland har jeg af Dr. Poulsen faaet nogle eksplr. etiketterede som corrugata, men bid hører de sikkerlig ikke; nærmest tror jeg det er unger af levis Beck, da det bagerste parti har stær- kere striæ end unge levigala fra Tromsø, hvem de forresten ligner ganske meget. 16. M. nigra Gray, G. O. Sars, 1. c. p. 31. — Lovén 1. c. no. 249. — M. Sars, Beretning p. 175. — Id. Bidrag p. 55. — Danielssen, 1. c. p. 19. — Torell, 1. c. p.130. — Leche Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 67 Hafsmollusker, no. 46. — Id, Arkt. Hafsmollusker, p. 451. — Krause 1. c. p. 20. Ganske unge individer forekommer næsten overalt, saavel paa lerbund som skjælsand nedenfor 10 favne, men udvok- sede eksplr. træffes yderst sjelden med dyret i, saa jeg ii min hele samletid neppe har fundet mere end 3 a 4 stykker. Døde men vel vedligeholdte skaller finder man derimod ofte, og navnlig i Kjosen har jeg fundet dem i mængde med skal- lerne endou in situ. De største eksplr. har følgende maal: long. 52!/,, alt. 28, cras. 191, mm.; Sars omtaler endnu stør- re individer. 2 stykker fra Øresund kan ikke adskilles fra mine arktiske eksplr. 17. Crenella decussata Mont., G. 0. Sars, 1. c. p. 31, tab. 3, fig. 4, a—b. — Lovén 1. c. no. 246. — M. Sars, Be- retning p. 175. — Id.. Bidrag p. 55. — Id., Foss. Dyrl. p. 100. — Danielssen 1. c. p. 19. — Torell 1. c. p. 128. Synes i en ganske usædvanlig grad at være uafhængig af dybde og bundforholde og er saaledes funden paa omtrent alle af mig undersøgte lokaliteter, fra 100 favnes dyb i Ram- fjorden indtil 1 meter paa den fine sand mellem Grindøen og et udenfor liggende skjær, hvor jeg har kunnet tage den vadende! Paa enkelte steder, som udenfor Ramfjordnæs, faa- es den i stor mængde, og naar ældre samlere omtaler den som ganske sparsom, er den vel oftest paa grund af sin uan- selighed bleven overseet. Intetsteds har jeg dog seet den i saa paafaldende mængde som i Sørfjorden i Kvæangen. 18. Nucula tenuis, Mont, G. 0. Sars, 1. c. p. 33, tab. 4, fig. 6, a—b. — Lovén, 1. c. no, 259. — M. Sars, Beretning p. 174. — Id., Bidrag p. 56. — 1d.., Foss. Dyrl. p. 36, tab. IL. fig. 52—56. — Leclte, Arkt. hafsmollusker, p. 449. — Inflata (Hanc.) Danielssen 1. c. p. 20. — Ezxpansa (Reeve) Leche, Hafsmollusker, no. 41. Forekommer kun paa blød lerbund, men er til gjengjæld oftest tilstede i stort antal: Skatøren fra 25 favne, sparsom 63 | J. Sparre Schneider og i den typiske mere fladtrykte form, Haukøbotn ogsaa mere enkeltvis, i 25—30 f. dyb, men her nærmest som v. expansa, der ogsaa er den herskeude i det store dyb i Ramfjorden, hvor saavel M. Sars som Danielssen hartaget den i mængde i meget store eksplr. op til 14 mm.; meget mindre har de været, som sammesteds af mig er fundne. I den inderste arm af Ramfjorden (20 f.), forekommer derimod en paafal- dende fladtrykt og lysfarvet form, hvilket er ret mærkeligt, da jeg i de indre fjordbunde ellers kun har fundet varieteten mere eller mindre stærkt udpræget, saaledes ogsaa i Kjosen, hvor den forekommer i stor mængde men ikke over 10 mm. lang. Begge former gaar forøvrigt saa ganske jevnt over i hinanden, at der vanskeligt kan opstaa nogen tvivl om det berettigede i at føre dem ind under en og samme art, 19. N. delphinodonta mer, G. 0. Sars, 1. c. p. 34, tab. 4, fig. 4, a—c. — Danielssen, 1. c. p. 20. — Corticata Møller 1. c. p. 90. — M. Sars, Bidrag p. 56. Paa samme slags lokaliteter som foregaaende og vistnok langtifra sparsom, men overmaade let at overse, da skallen stedse har et tykt graagult eller okergult stærkt vedhængen- de overdrag. Mine største eksplr, naar ikke over 5 mm.: Skatøren, Ramfjordnæs, Ramfjordbund, Kjosen, mellem 10 og 100 f., paa enkelte punkter tildels i ganske betydeligt antal, som udenfor Ramfjordnæs paa 30—50 f. 20. Leda pernula Mörr., G. O. Sars, 1. c. p. 35, alt 5, fig. 1, a—d. — Lovén I. c. no. 260. — M. Sars, Beretning p. 173. — Id., Bidrag p. 56. — Id. Foss. Dyrl. p. 36. — Danielssen 1. c. p. 20. — Leche, Hafsmollusker no. 40. — Id. Arkt. hafsmollusker p. 446, t. 33, f. 23—25 (v. costigera), t 33, f. 26 (v. lamellosa). — Macilenta (Steenstrup) Møller 1.c. p. 90. Ialmindelighed kun paa lerbund, saaledes i Ramfjord (100 f.), Haukøbotn (18—30 f.) i ganske utrolige masser, spar- sommere i Pølsehavnen og udenfor Skatøren (20—30 f.), hvor- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 69 hos yngre eksplr. erholdes hist og her, hvor bunden er no- get lerblandet. Éiendommelig er forekomsten paa den flade sandgrund lige udenfor Stakkevoldgaarden straks syd for Skatøren, hvor jeg paa en indskrænket lokalitet i en dybde af 2—3 favne har erholdt ikke faa store levende eksplr. af den langstrakte og flade form. I stor mængde forekommer den i Kjosen og af noget nær samme udseende som i Haukø- botn. Arten forandrer sig betydeligt med alderen, men deri- mod mindre efter lokalitet, ialfald indenfor de mere snævre grændser af Norges arktiske region; dog er jeg ikke sikker paa, om ogsaa den paa grundt vand og sandbund levende form fra Skatøren i fuldt udvokset stand vil antage den sam- me bugede form med mørk sortgrøn epidermis og corrodere- de umboner, som man altid finder hos gamle eksplr. fra ler- bund og dybere vånd. Mine nordiske eksplr. indbyder saaledes ikke egentlig til nogen mere indgaaende behandling, og jeg skal derfor indskrænke mig til at levere maal af endel arktiske individer fra forskjellige lokaliteter; dog skal det bemærkes, at de tal- rige i Hammerø fundne eksplr. gjennemgaaende er bredere og kortere, ligesom de ogsaa ved sin langt stærkere striering, matte epidermis og uden spor af den især hos yngre indi- vider ganske fremtrædende radialstribning udpeger sig som en egen race. Individerne fra Kjosen forholder sig mere in- termediære, ekspl. tra Tromsø er de glatteste. _ Eksplr. fra Grønland og Øresund kan neppe holdes ud fra individer fra Tromsø omegn. 1 long. 24 alt. 12!/, crass. 7. Hammerø TEE DR 5 Asin dd gids Haukøbotn n Allan 12 » Vb » ae edb 1 » 7 Kjosen » 10 pi 8 Haukøbotn see 20010 » 54 Hammerø ” 197 "” 11 "” 7 9 NID oO À © s 5 3 70 © 3. Sparre Schneider. Å 8 long. 191, alt. 9 crass. 5 Skatøren 9 ” 1 6 » 7 ” 41. 2 9 104844. OG SHG = 6!/, Hammerø 19.8 REA ars a 41/, Haukgbotn 21. L. minuta mir, G. O. Sars, 1. c. p. 36, tab. 5, fig. 2, a—b. — Krause, 1 c. p. 22. — Caudata (Don.) Lovén 1. c. no 261, — M. Sars, Beretning p. 174. — Id, Bidrag p. 56. — Id, Foss. Dyrlevn. p. 99. — Danielssen 1. c. p. 20. I sin forekomst forskjellig fra foregaaende, idet den kun meget sparsomt faaes paa ren lerbund, medens den paa ler- blandet sand- og grusbund ofte er talrig fra 10 a 15 f. og nedover; de fornemste lokaliteter er udenfor Skatgren og mellem Lanes og Grindøen paa 20—30 f., hvor den af og til erholdes i ganske betydeligt antal. I Kjosen har jeg kun fundet etpar stykker, i Ramfjorden er den hidtil ikke bemærket. Jeg har af denne art mæsten bestandigt kun fundet voksne individer (13 mm. lange 6'/, mm. høie) kun sjelden ganske unge; de er selv paa et for- holdsvis tidligt stadium ikke vanskelige at skille fra foregaa- ende, og ved siden af skulpturen forekommer mig især den glandsløse epidermis at være et fortreeffeligt skjelnemærke. De af Dr. Poulsen erholdte 11 ekspl. fra Grønland er langt mere bugede og forholdsvis bredere end norske individer. 92. Portlandia lucida Foven, 1. c. no. 262. — G. 0. Sars, 1. c. p. 37, tab. 4, fig. 8, a—b. — M. Sars, Beretning p. 172. — Id., Bidrag p. 56. — Id., Foss. Dyrl. p. 38, tab. IH, fig. 87—91. — Danielssen 1. c. p. 20. — Leche, Hafs- mollusker no. 37. Paa blød lerbund men sparsom og ikke overalt, fra c. 25 favne og nedover: Skatøren ret hyppig, Ramfjordnæs 30 —50, ligesaa, og herfra har jeg mit største eksplr., der maa- ler 8 mm. Paa andre punkter ved jeg ikke at have fundet den. 23. P. lenticula porter, I. c. p. 90. — G, 0. Sars, I. c, Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 71 p. 39, tab. 4, fig. 10 a—b. — Leche, Arkt. hafsmollusker p. 445 (Yoldia). — Abyssicola Torell, 1. c., tab. I, fig. 4. — Pygmea (Münst.) Lovén 1. c. no. 263. — Danielssen 1. c. p. 20. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 38, tab. III, fig. 75—83 (v. gibbosa). — Leche, Hafsmollusker no. 35. Forekomst kun paa blød bund nedenfor 20 favne: Skat- øren, nogenlunde talrig, i mængde i Ramfjorden, hvad ogsaa Danielssen omtaler. I størst antal 1 Kjosen, hvor den ogsaa gaar op til knapt 10 favne. De største ekslpr. fra Ramfjord naar den af G. 0. Sars anførte størrelse, 6 mm. 24. P. frigida Torerz, 1. c., tab. I, fig. 3. — G. 0. Sars, 1 c. p. 39, tab. 4, fig. 11, a—b. — Leche, Hafsmollusker no. 38, tab. I, fig. 6, a—d. — Brøgger, Kristianiafjordens Mol» luskfauna, p. 114. — Norman, The Mollusca of the fjords etc. p. 41. — Nana, M. Sars, Foss. Dyrl. p. 99, tab. IV, fig. 118—20. Udenfor Skatøren har jeg i en dybde af 25—30 favne fundet nogle ekspl., som af Friele er bestemte som frigida v. c. Leche. Den er endnu ikke bemærket andetsteds indenfor mit territorium, men dette har vistnok nærmest sin grund deri, at jeg hidtil under indsamlingen har forvekslet den med unger af P. lenticula eller lucida. 25, Yoldia limatula Say, G. O. Sars, 1. c. p, 40, tab. 4, fig. 12, a—c. —? Mørch, Faunula Mol. Islandiæ no. 141. — Schneider, Kvænangens Molluskfauna p. 55. — Arctica, Møll. 1. c. p. 91. — M. Sars, Beretning p, 172. — Id., Bidrag p. 57. — Danielssen 1. c. p. 20. Ramfjorden, hvor den først blev paavist af M. Sars, og hvor senere samlere ogsaa har taget den, var til ifjor den eneste mig bekjendte lokalitet i Tromsø nærmeste omegn; senere har jeg dog fundet den meget talrig i Haukøbotn paa 20—30 f., men kun sparsomt erholdes voksne ekspl. Allere- de i 1877 blev den af G. O. Sars samlet i Kjosen, hvor og- saa jeg har fundet talrige mest yngre individer; den gaar 72 J. Sparre Schneider her op til det paafaldende ringe dyb af 7 favne, medens hovedlokaliteten i Ramfjorden ligger paa c. 80—100 f. Ar- ten er vistnok temmelig lokal og forlanger rolige lukkede bugter, da jeg hidtil ikke har kunnet finde end et eneste frag- ment paa andre lokaliteter, selv om bundforholdene har væ- ret gunstige, som f. eks. udenfor Tromsøens nordpynt. Mine største eksplr. har følgende dimensjoner: long. 35, alt. 16, — crass. 8 mm. 26. Arca pectunculoides Scaccm, G. O. Sars, L c. p. 43, tab. 4. fig. 2, a—c. (v. septentrionalis). — Lovén, 1. c. no. 255. — M. Sars, Beretning p. 175. — A. pectunculoides v. grandis Leche, Hafsmollusker no. 43. — À. glacialis v. pec- tunculoides Leche, Arkt. Hafsmollusker p. 449 (ex parte).— Ra- ridentata (Wood) M. Sars, Bidrag p. 55. — Id., Foss. Dyrl. p. 35, tab. II, fig. 38—45. Danielssen, 1. c. p. 21. Forekommer meget sparsomt og hidtil kun fundet i det nordlige parti af Tromsøsundet paa 30 til 40 f. dyb. Dr. Krause tog 2 levende eksplr., hvoraf det største maaler 6 mm., foruden flere enkelte valvler, selv har jeg kun erholdt en enkelt valvel i Finnæsdybet og et levende ind. udenfor Skatøren. * Den nævnte valvel stemmer temmelig nøie med afbildningen hos G. O. Sars, kun er den ventrale indbugtning fortil mindre fremtrædende; længden er 7, høiden lidt over 5 mm. Det andet stykke ligner mest Leches figur af hans v. grandis, fig. 9, a—b., ved den mere jevnt afrundede ven- trale rand og den næsten globulære form, længden er 9, høi- den 7 og tykkelsen 6 mm. Leche vil i denne art kun se en forkrøblet form af glacialis Grav., da han tror at have fun- det intermediære former; jeg er ikke utilbøielig til at slutte mig til denne anskuelse men mangler materiale til at begrun- de en selvstendigere udtalelse. 27. , 12 5 Tromsø GT SD eee. kde Å SR TS 11 oral... Nil Ge ee in 20: 2 Kjosen LO hee OMG, Ries Hammerg Mae SE WO,” 7 5 Kjosen! TOK eng TA os SEN, 6 5 Tromsø TS EE EE 2e å De 8 foreliggende grønlandske eksplr. afviger, hvad for- men angaar, i ingen henseende fra mine norske, men paa de 5 er costæ mere eller mindre udviskede henimod ventralran- den, ‘og paa et af dem er de indskrænket til umbonalregio- nen. Saadanne eksplr., der paa en vis maade formidler over- gangen til À. borealis, forekommer dog ogsaa om end spar- somt i vor arktiske region. M. Sars angiver ogsaa at have fundet A. sulcata (scotica) ved Tromsø, men dette tør referere sig til yngre og mindre langstrakte eksplr. af compressa; mig har det ialfald ikke lyk- kes at finde et eneste eksplr., der kunde henføres til sulcata. 38. À, crebricostata Forses, G. O. Sarsl. c. p. 54, tab. 5, fig. 7, a—b. — M. Sars, Bidrag p. 60. — Mørch, Prodro- mus p. 131, no. 183. — Leche, Hafsmollusker no. 22 — Dan- moniensis Mont. v. arctica, M. Sars, Beretning p. 170. — Danielssen 1. c. p. 16. — Danmoniensis v. crebricostata M. Sars, Foss, Dyrl. p. 102. — Crenata (Gray) Normann, 1. c. ” ” å Hammerø Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 81 p. 44, no. 71. —? Sulcata v. crenata Friele, Jan Mayn Mol- lusca, p. 2. Er i sin forekomst mere lokal end de gvrige arter, idet den kræver lerbund og dertil en vis dybde, ikke hgjere op end 20 favne, mangler saaledes i Kjosen. I Ramfjord meget talrig ned til 100 f, ligeledes 1 stgr- ste mængde udenfor Skatoren, ganske enkeltvis i Pølsehavnen, i det sydlige parti af Sandnæssundet (30 f.) og i Haukøbotn. De variationer, som denne art er underkastet, er høist ubetydelige og indskrænker sig til afrunding af ventralranden, hvilket vistnok kun er et aldersmærke. Mest afviger eksplr. fra Hammerø (68° n. br.) ved en monstrøs fortykkelse af um- bonalregionen, hvilket ogsaa er eget for A. compressa fra samme lokalitet. Det af prof. Leche fremholdte bedste kjen- demærke, nemlig den lyst graagule farvetone ved siden af den regelmæssige foldning, har ogsaa jeg fundet paalideligt til at skille selv ganske unge individer fra de nærstaaende arter, ligesom Å. crebricostata overhovedet synes mig at staa vel aførændset, om jeg end ikke ubetinget vil forkaste den -anskuelse, at den uærmest bør betragtes som en arktisk ud- viklingsform af sulcata eller kanske hellere omvendt. Leche anfører, at deu kun sjelden forekommer med korroderede um- boner; dette gjelder for endel for Tromsg-eksplr., men af de af mig fra Kvænangen medbragte individer har kun faa procent umbonerne intakte, selv unger paa 7 mm. er angrebne. Hidtil var denne art ikke observeret søndenfor Lofoten, hvor den imidlertid endnu er almindelig, men i 1878 har Rev. A. M. Norman fundet en valvel ved Bukken i nærheden af Bergen; uagtet dette skal vel er fossilt, har dog fundet sin store interesse, da arten mig bekjendt endnu ikke er funden i de glaciale afleiringer. Her følger nogle maal paa norske eksplr. i vor samling. I long. 34 alt. 29 crass. 16 mm. Tromsø; . ventralrand afrundet. > 2 (72 31 w 28 ” 14 [72 " ” skarp. 6 82 J. Sparre Schneider. » 30 , 26 „ 14 , Kvænangen; > afrundet. 3 2, 296 tp) laa le Tromsø: = ° Bn 2 5 U -» 14 , Kvænangen; m ” JE ME Voerde: x å ee Te lads La a Tromsø; 5 ” SU 2a 20 NOR, > 5 skarp. Me EO N Tamer 5 5 10 SSA AO x ” ° 39. Venus striatula På Costa, Lovén 1. c. no. 288. — M. Sars Beretning p. 167. — Id., Bidrag p. 59. — Id., Foss. Dyrl. p. 103. — Danielssen 1. c. p. 16. — Gallina (L.), G. O. Sars, 1. c. p. 55. — Gallina v. striatula (D. C.) Weinkauft, Catalog no. 1079. Denne art havde lige til ifjor høst aldeles undgaaet min opmærksomhed, og jeg antog derfor som givet, at den ogsaa manglede i Tromsøsundet i lighed med saa mange sødyr, der langs den aabne kyst gaar lige til Nordkap, ja længere, me- dens de synes at sky den indre led med sit koldere vand, Paa en af de sidste ekskursjoner i Septbr. 1884 fandt jeg imidlertid paa den lyse sandgrund lige ved Stakkevold- gaarden paa 1—2 if. dyb 10 levende eksplr. af saa pygmei- ske dimensjoner, det største maaler 7 mm, at de vanskelig kan ansees for andet end unger, uagtet det maa kaldes høist paafaldende, at det ikke vil lykkes mig at finde et eneste fragment af voksne individer, idet jeg atter iaar gjentagne gange har undersøgt lokaliteten og kun fundet et antal levende eksplr., nu noget større, op til 12 mm., men ikke et eneste dødt skal. Man kunde fristes til at tro, at denne lille koloni nylig var indvandret, saafremt ikke denne dvergagtige stør- relse virkelig er den normale; men hvorfor da ingen døde skaller, som jo af andre arter pleier at være talrigere end levende? Fortsatte undersøgelser vil forhaabentlig løse den- ne gaade. Allerede M. Sars gjør opmærksom paa, at den i Middel- havet forekommende form er forskjellig fra den, der lever Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 83 ved Englands og vore kyster, som ogsaa eksplr. i vore sam- linger viser. Jeg har derfor anseet det for mest korrekt at gjen- optage benevnelsen striatula for vor nordlige form, som selv Jeffreys ikke vil forene med den sydlige gallina, der synes at vere indskrænket til Middelhavet. 40. Timoclea (Venus) ovata Penn, G. O. Sars, 1. c. p. 56. — Lovén, 1. c. no. 289. — M. Sars, Beretning p. 167. — Id., Bidrag p. 59. — Id. Foss. Dyrl. p. 103. — Danielssen heres ps 15: Udenfor Skatøren har jeg paa 20—30 f. fundet 2 enkel- te valvler, ikke fuldt 12 mm. lange, og i den nordre havn et defekt og noget større, alle 3 slidte og af et fossilt udseen- de; der er sandsynlighed for, at den ikke længere lever i Tromsøsundet, men dette vil jeg endnu ikke fastslaa, da til- fældet kan være med denne som med foregaaende, at der kan findes en koloni paa et eller andet endnu uundersøgt punkt, Af Tapes pullastra J--, der ifølge Danielssen gaar til Ham- merfest, har jeg af skolelærer Pedersen faået eksplr. fra Thors- vaag paa Vandø, nordvest for Tromsø ude ved havet. 41. Lucina borealis J-., G. O. Sars, 1. c. p. 58. — Lovén, l. ec. no. 279. — M. Sars, Beretning p. 50. — Id, Bidrag p. 57. — Id, Foss. Dyrl. p. 101. — Danielssen 1. c. p. 18. Efter forgjæves at have eftersøgt denne art, der af mine forgjængere omtales som „almindelig overalt*, har det i fjæren ved Lille Lanes nylig lykkes mig at finde en enkelt valvel (20 mm.), men den er maaske udvasket af de hævede — lag, da der paa samme sted laa kjæmpemæssige tykke skal af Sax. arctica, saaledes som den kun sees i skjælbankerne. Der er al sandsynlighed for, at Luc. borealis ikke lengere forekommer levende i Tromsø-trakten. 42. Axinus fleruosus Moxr., G. O. Sars, 1. c. p. 59, tab. 19, fig. 4. — Lovén 1. c. no. 281 (ex parte). — M. Sars, Be- retning p. 168 (ex parte). — Id., Bidrag p. 58 (ex parte). — Id., Foss. Dyrl. p. 39 (ex parte). — Danielssen 1. c. p. 84 J. Sparre Schneider 18 (ex parte). — Leche, Hafsmollusker no. 19 (ex parte). — Krause, 1. c. p. 33. Til denne art fører jeg 4 smaa eksplr. fra Ramfjordnæs (30—50 f.), men tilstaar paa samme tid, at jeg føler mig me- get usikker ligeoverfor de 3 her opførte arter, som Leche end- og uden videre slaar sammen til 1 art. De ældre forskere har ikke skjelnet mellem flexuosus og gouldit, hvorfor citater- ne bliver usikre. 43. A. sarsi Prur., G. O. Sars 1. c. p. 60, tab. 19, fig. 5, a—b. — Lovén 1. c. no. 282. — M. Sars, Beretning p. 168. — Id. Bidrag p. 58. — Id, Malacozoolog. lagttagelser, Chr.nia Vid. Selsk. Forh. 1864, p. 283, tab. 4 & 5, fig 1—28. — Danielssen 1. c. p. 18. — Flexuosus Leche, Hafsmollusker no. 19 (ex parte). — Flexuosus var. sarstt, Norman, 1. c. p. 43. Hidtil har det ikke lykkes mig at finde denne art leven- de, men døde skaller af et mere eller mindre fossilt udseen- de forekommer i mængde overalt, de største op til en bredde og høide af 21 mm. Heller ikke Dr. Krause fandt andet end døde skaller. 44. A, gouldii Pan, G. 0. Sars 1. c. p. 60, tab. 19, fig. 6, a—b. — Mørch, Prodromus p. 131, no. 176 (Thyastra). — Flexuosus (Mont) Lovén 1. c. no. 281 (ex parte ?). — M. Sars, Beretning p. 168 (ex parte ?). — Id., Bidrag p. 58 (ex parte ?). — Id., Foss. Dyrl. p. 39 (ex parte ?). — Danielssen 1. c. p. 18 (ex parte ?). — Møller, 1. c. p. 93 — Leche, Hafs- mollusker no. 19 (ex parte). Jeg har hist og her paa lerbund og lerblandet sand i ringere dybde fundet nogle eksplr., op til 10 mm., ligesaa nogle faa stykker i Kjosen, som maaske kan gaa ind under gouldti. G. O. Sars angiver den som sjelden i Nordlands amt; jeg fandt talrige eksplr. paa ganske grundt vand ved Grete og tog ogsaa endel eksplr. i Hammerø. 45. Axinopsis orbiculata f- P- Sars, 1. c. p. 61, tab, 19, fig. 11, a—d. — Verkrüzen, Bericht ii. mein. Besuch etc. Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 85 Jahrbuch d. Deutsch. malakozoolog. Gesellschaft, VIII. Jahrg,, p. 19. Allerede i 1877 fandt jeg et eksplr. paa grundt vand udenfor Juledagene og har senere omkring den samme loka- litet taget nogle enkelte stykker, 2 smaa eksplr. besidder jeg ogsaa fra Haukøbotn. Dr. Krause fandt et dødt men vel ved- ligeholdt stykke. Hyppig synes den at vere ved Vardg, hvor- fra jeg 1 1882 medbragte endel usædsvanlig store og smukke eksplr., op til 6 mm. Verkrüzen har fundet den paa begge sine Newfoundlands-reiser i havnen ved St. John’s. 46. Cyamium minutum Far, G. O. Sars, 1. c. p. 65, tab. 19 fig. 14, a—c. — Loven, 1. c. no. 306. — M. Sars, Beretning p. 167. — M. Sars, Bidrag p. 58. — Id., Foss. Dyrl. p. 101. — (Turtomia). — Danielssen 1. c. p. 19. — Møller 1. c. p. 93 (Lesea). Forekommer i aller største mængde i stranden blandt Conferver i selskab med Skenea planorbis. ‘> 47. Kelliella miliaris Pur. G. O. Sars, 1, c. p 65, tab. 19, fig. 15, a—c. — Abyssicola M. Sars, Kristianiafjordens Fauna, II, p. 89, tab. 19, fig. 11—15, tab. 13, fig. 16—26. W. C. Brøgger, l.c. p. 134. — Norman, 1. c. p. 43. — Iso- cardia cor, juv., Jeffreys, On Norvegian Mollusca, p. 4. Dr. Krause fandt et dødt men vel vedligeholdt eksplr. sandsynligvis i Finnæsdybet,. hvilket jeg ogsaa har havt til undersøgelse. Der trænges vel intet stærkere bevis mod Jef- freys paastand end denne forekomst nær 70° n. br., medens Is. cor kun er fundet i det sydligste Norge. 48. Montacuta bidentata Mont. G. O. Sars, 1. c. p. 69, tab. 19, fig. 17, a—b. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 101. — Da- nielssen, 1. c. p. 19. | Udenfor Skatøren har jeg paa etpar favnes dyb, sand- bund, fundet et enkelt levende eksplr., hvorhos Dr Krause fandt 2 fuldstændige men døde individer; den er maaske ikke 86 J. Sparre Schneider. saa sjelden som det synes, men vel nærmest bleven overseet paa grund af sin uanselighed. 49. Mactra elliptica Brown, G. QO. Sars, 1 c. p. 72. — Lovén, 1. c. no. 317. — M. Sars, Beretning p. 166. — Id, Bidrag p. 60. — Id, Foss. Dyrl. p. 104. — Danielssen 1. c. p. 15. — Solida (L.), Weinkauff, Catalog no. 1093. Maa ansees for en af Tromsøsundets sjeldne arter, idet jeg hidtil kun har fundet 2 mindre, levende eksplr., det ene udenfor Juledagene, det andet i Pølsehavnen, paa c. 10 f. dyb; i min nærværelse optog ogsaa G. O. Sars under ,Vø- ringens* henliggen paa Tromsø havn etpar individer. Ved Skatøren har jeg fundet enkelte valvler op til 25 mm. lange, hvorhos Dr. Krause optog et enkelt skal. Fra Vardø med- bragtes i 1882 en enkelt vel vedligeholdt tykskallet valvel, 32 mm. lang og 23 mm. høi, saa at arten i vor arktiske re- gion opnaar en kraftigere udvikling end længere syd, hvor den ogsaa iz. M Sars er langt mere tyndskallet. Skulde Lo- véns angivelse af M. ponderosa, Phil. (solidissima Chmn ) fra Finmarken maaske være at referere til et saadant stort og tykskallet eksplr. af elliptica ? 50. M subtruncata På fosta, G. Q. Sars, 1. c. p. 72. — Lovén, 1. c. no. 318. — M. Sars, Beretning p. 166, — Id., Bidrag p. 60. — Id., Foss. rn p 104. — Danielssen, es paw. Udenfor N ln har jeg i sidste hast fundet 3 smukke levende eksplr., det største med følgende maal: long. 14, alt. 10, cras. 61/, mm., i selskab med Card. nodo- sum og V. striatula, men som det synes paa en endnu mere indskrænket lokalitet, da den først blev funden paa de 2 sid- ste ekskursjoner, uagtet stedet har været gjennemsøgt paa kryds og tvers. Det var mig en endnu større overraskelse at finde denne art end V. striatula, med hvem den forøvrigt deler vilkaar, og tillige en stærk advarsel mod forhastede slutninger angaaende ens undersøgelsers fuldstændighed, Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 87 Skjønt vidt udbredt hører IZ subtruncata overalt til de sjeldnere arter; M. Sars fandt den i Lofoten og Øxfjord, G. O. Sars kun ved Bodø i 2 smaa eksplr., men han har over- seet Danielssens opgave over dens forekomst lige til Vadsø, hvor han tog et eksplr. I sommeren 1880 fandt jeg ved Grøtø i Stegen paa ganske grundt vand, lerblandet sand, 11 smuk- ke eksplr, hvoraf det største maaler 17 mm.; den var vist- nok her temmelig talrig tilstede. Vore største eksplr. fra England maaler: long. 26'/, alt. 19 crass. 12 mm. 51. "Abra nitida Mörr. G. O. Sars, 1. c. p. 75. — Lo- vén, 1. c. no, 313. — M. Sars, Bidrag p. 61. — Id., Foss. Dyrl. p. 41. — Intermedia (Thomps) Danielssen 1. c. p. 15. — Weinkauff Catalog no. 1027. Synes at være ligesaa lokal som den er sparsom, idet jeg kun udenfor Skatøren paa 30—35 f. blød lerbund har fundet 7 eksplr., alle levende, hvoraf det største har en lengde af 8 mm. G. 0. Sars anfører Hammerfest som nordligste punkt, men Danielssen fandt den lige til Vadsø. 52. A. prismatica Mont. G. 0. Sars, I. c. p. 75. — Lo- vén 1. c. no. 314. — M. Sars, Beretning p. 166. — Id., Bi- drag p. 61. — Danielssen 1. c. p. 15. Sammen med foregaaende men endnu sparsommere, idet det kun har lykkes mig at finde 2 eksplr., begge levende, hvoraf det største maaler 9 mm. Denne art er ikke funden nordenfor Hammerfest; begge maa vel nærmest ansees for boreale former, som paa arktisk omraade neppe naar ind i de indre fjorde. 53. Macoma calcarea Cumn.,G, O. Sars, 1. c. p. 76, tab. 6, fig. 2, a—b. — Lata (Gmel). Lovén 1. c. no. 297, — M. Sars, Beretning p. 167. — Leche, Hafsmollusker no. 16. — Proxima (Brown). M. Sars, Bidrag p. 60. — Id. Foss. Dyrl. p. 40, tab. III, fig. 97. — Danielssen 1. c. p. 14. Den forekommer meget almindelig fra stranden af, men hvor langt ned i dybet er endnu ikke bleven mig klart, da 88 J. Sparre Schneider jeg fra større dybder stedse kun har optaget døde skaller, som er tilstede i stor mængde næsten overalt. Som tilfæl- det er med Mya-arterne synes ogsaa denne art i en yngre periode at leve paa dybere vand, jez har saaledes furdet un- ger ned til 50 f. De største eksplr. fra Tromsø har en leng- de af 31 og en høide af 22 mm. Ogsaa fra Kjosen har jeg medbragt eksplr. Yngre individer, som har umbonalregionen iriserende, kan ved et flygtigt paasyn let forvekslet med Abra alba, og som saadan har Friele i sin tid bestemt et ind. fra Tromsø og nogle fra Kjosen som M. tenuis; de har dog alle ved nøiere prøvelse vist sig at tilhøre calcarea, som lettest kjendes paa det lange fremstaaende ligament. 54. DM. balthica FE, G. O. Sars, 1. e. p. 77. — Wein- kauft, Catalog p. 53, no. 1045. — Solidula (Pult.) Lovén I. c. no. 259. — M. Sars, Beretning p. 167. — Id, Bidrag p 60. — Id., Foss. Dyrl. p. 40. — Leche, Hafsmollusker no. 15. Paa passende lokaliteter kan man overalt ved Tromsø ved at grave nogle tommer ned i sandet ved lavt vand sam- le levende eksplr. i massevis, men de er i almindelighed tem- melig smaa, og de fleste tilhører ved sit tynde skal vel nær- mest v. grønlandica Beck (fusca Say), saaledes som denne er karakteriseret af G. O. Sars paa ovenanførte sted. Farven paa Tromsø-individer er imidlertid næsten altid vakkert ro- senrød saavel udvendig som indvendig, men man træffer dog iblandt eksplr., som er ,albæ, epidermide fuscata tectæ“. Den typiske store tykskallede form forekommer vel mere enkelt- vis i de indre sunde og fjorde. Mit største eksplr. fra Tromsø maaler: 19, 15, 9 mm. 2 eksplr. fra det Ochotske hav med- delte af Verkriizen er ligesaa tykskallede og neppe til at holde ud fra en svite, som jeg af R. Bell har modtaget fra Englands sydkyst, medens derimod % stykker fra Behrings- havet, som jeg ogsaa skylder Verkrüzen, har samme betyde- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 89 lige størrelse men er i forhold mere flade og tyndskallede og ligner mere Tromsg-eksplr. i forstørret udgave. 55. Solen ensis EL, G. O. Sars, 1. c. p 80. — Loven, 1. c no. 336. — M. Sars, Beretning p. 165. — Id., Bidrag p. 61 — Danielssen 1. c. p. 14. M. Sars har fundet den af og til ved Tromsø; mig er den hidtil undgaaet, men efter paalidelig meddelelse findes den ved Vaagnæs norden'or Tromsø sammen med Zirphæa crispata. 56. Lyonsia arenosa Mørrer, 1. c. p. 93 (Pandorina). — G. O. Sars, 1. c. p. 81, p. 342, tab. 34, fig. 2, a--b. — M. Sars, Bidrag p. 63. — Leche, Hafsmollusker no. 12. — Id, Arkt. Hafsmollusker p. 439, tab. 32, fig. 3 & 4 (v. sibirica). — Arctica (Gray) Weinkauff, Catalog no. 1007. Allerede vaaren 1877 fandt jeg et enkelt eksplr. paa c. 10 f., sandbund, udenfor Juledagene, serere samme sommer erholdt den norske Nordhavs-ekspedition nogle stykker i by- ens havn, hvoraf det største maaite 11 mm. I sidste høst har jeg opdaget en bedre lokalitet, nemlig en lerblandet sand- grund paa c. 5 f. d. i nærheden af mit første findested, og her harjeg i et enkelt skrabekast kunnet optage en 20 eksplr., mest dog yngre individer; det største eksplr. har en længde af 19, høide af 121/, og tykkelse af 8 mm. Man tør vel med sikkerhed antage en større udbredelse for denne art, men visselig er den baade lokal og sparsom efter de hidtil vundne erfaringer. Den af Leche som v. sibirica beskrevne form fra Sibiri- ens Ishav, hvoraf han velvilligt har meddelt mig et eksplr, synes vistnok at afvige meget fra den norske form, men uden tilstrækkeligt materiale vil jeg ikke bestride grundene for dens forening med arenosa Møll. 57. Thracia truncata Brown, G. 0. Sars, 1. c. p. 84, tab. 6, fig. 10, a—b, fig 11, a—b. (v. devexa). — Friele, Over- sigt over de i Bergens Omegn for. skaldækte Mollusker, no. 90 J. Sparre Schneider 15. — Myopsis (Beck), Møller 1. c. p 94. — M. Sars. Beret- ning p. 62. — Id, Foss. Dyrl. p. 41. — Leche, Hafsmollus- ker no. 13. — Phaseolina v. arctica M. Sars, Beretning p. 165. — Danielssen I. c. p. 13. Overalt ikke sjelden fra 5—10 favne og nedover paa sand og lerbund, men levende erholdes den oftest ‘kun i ganske unge individer. Jeg har den ogsaa fra Kjosen. Mit største eksplr., der er dødt, men har valvlerne in situ, er 25 mm. langt og 19 mm. hgit Den af G. 0. Sars som v. devexa be- skrevne form fra Vadsø har det endnu ikke lykkes mig at finde. Sydgrandsen for T. truncota er hidtil Bergen, hvor Friele har fundet 2 smaa eksplr. - + 58. Rupicola (Thr.) distorta Mont, G. O. Sars 1. c. p. 85. — Lovén 1. c. no. 322. — M. Sars, Beretning p. 166. — Id., Bidrag p. 62. — Danielssen 1. c. p. 14. M. Sars angiver at have fundet den ved Tromsø, hvor det imidlertid endnu ikke har lykkes mig at gjenfinde den. | 59. Neera obesa Jovén. 1. c. no. 326. — G. 0. Sars, J. c. p. 86, tab. 6, fig. 4, a—c. — M. Sars. Bidrag p. 62. — Danielssen 1. c. p. 13. — Brøgger 1. c. p. 114. — Friele, 1. c. n. 28. — Norman 1. c. p. 45. Synes at være langt mere lokal end følgende, idet jeg kun har fundet den udenfor Skatøren paa 30—40 f. dyb i etpar eksplr., men noget talrigere i Finnæsdybet, 60—70 f, hvorfra jeg har mit største eksplr., long. 15, alt 10'/,, erass. 8 mm., altsaa endnu lidt større end de af G. O. Sars fundne, der ikke overstiger 14 mm. Dr. Krause fandt uden tvivl sine eksplr. paa en af de 2 ovenfor nævnte lokaliteter. G. 0. Sars har ikke fundet den østenfor Nordkap, men Danielssen tog ogsaa et eksplr. ved Vadsø, om hans bestemmelse har været korrekt. I Kristianiafjorden, som danner sydgrændsen, er den endnu almindelig; efter i de seneste tider at være paavist ogsaa ved Nord-Amerikas østkyst og i de store At- Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 91 lanterhavs-dyb maa vel N. obesa regnes for at være af ark- tisk oprindelse. 60. N subtorta G. P. Sars, 1. c. p. 87, tab. 6, fig. 6, å —c. — Schneider, Kvænangsfjordens Molluskfauna p. 56, no. 93. — Cuspidata Leche, Hafsmollusker no. 10. Dette er en for vor arktiske region yderst karakteristisk art og efter sin udbredelse en af de genuine former i den indre led og de lukkede fjorde. Ved Tromsø er den ret hyp- pig udenfor Skatoren, 1 Finnæsdybet, ved Ramfjordnes, 1 Ram- fjordbunden samt i Kjosen, paa sidstnævnte sted allerede ved 10 favnes dyb men ellers neppe ovenfor 20 a 25 f, 1 Ram- fjordmundingen ned til 80 a 100 f., hvor jeg ogsaa har fun- det de største eksplr, 7 mm., der vistnok er maximum for dens dimensjoner. 61. Poromya granulata Nyst, G. O. Sars, 1. c. p. 90, tab, 5, fig. 6, a—b. — Weinkauff, Conchylien des Mittelmeeres p, 30. — Id, Catalog p. 59, no. 998. — Friele 1. c. no. 30. — Norman, 1. c. p. 45, no. 95. — Embla korenti, Lovén Il. c. no. 518, cum fig. — M. Sars, Beretning p. 166. — Id, Bi- drag p. 61. — Danielssen L c. p. 13 (Thetis). Af denne sjeldne og mærkelige form har jeg paa 30— 40 f. lerbund udenfor Skatgren erholdt 2 levende vakre eksplr., det største med en leengde af 12 og hgide af 9 mm, hvor- hos Dr. Krause fandt en enkelt valvel. Arten som fgrst blev beskreven efter fossile eksplr. fra Antwerpen og ligeledes er funden fossil ved Messina, har en saa besynderlig udbredelse, at man med Weinkauff kunde være fristet til at betvivle Middelhavs-formens identitet med den nordiske. De hidtil kjendte lokaliteter er nemlig fol- gende: Norges kyst fra Bergen til Hasvik (nær 71°), øerne ved Nordskotland, M:deira, Algier, Neapel, Cycladerne og Liileasien! Senere undersøgelser vil maaske bekræfte Wein- kauffs mistanke, hvilket paa sagens nuværende standpunkt kan være vanskeligt at afgjøre. | 92 _J. Sparre Schneider. 62. Mya arenaria L-, G. O Sars, 1. c. p. 91. — Lovén, 1. c. no. 332. — M. Sars, Beretning p. 165. — Id., Bidrag p. 61. — Id, Foss. Dyrl. p. 106. — Danielssen 1. c. p. 18. Lige til den sidste tid havde jeg kun seet døde skaller hist og her opkastede paa stranden, som ved Hansjordnæs ng paa en liden ø kaldet „Dugen“ i Haukøbotn, hvorfra jeg har en defekt valvel, der er 55 mm. høi og i hel tilstand maa have maalt vel 100 mm. Disse skaller har imidlertid et fossilt udseende, og jeg begyndte at tro, at den fortiden vistnok kun meget sparsomt forekom ved Tromsø, maaske var uddøet her; men for nogle dage siden opdagede jeg rent til- fældigt, at den lever i ikke ringe antal i bugten bag Jule- dagene, hvor der imidlertid ingen døde skaller var at se i fjæren, kun masser af M. truncata, hvilket forekommer mig paafaldende. Det største eksplr. er 70 mm. langt, men de forekommer vistnok større. Jeg haaber vednzrmere under- søgelse ogsaa at skulle paavise den paa andre lokaliteter. Det bør bemærkes, at jeg paa nævnte lokalitet ikke var istand til at finde en eneste levende M. truncata, som maaske søger noget dybere vand; stranden ligger ved Juledagene tør ved alm. ebbe. 63. M. truncata L, G. 0. Sars 1. c p. 92. — Lovén, 1. c. no. 333. — M. Sars, Beretning p. 165. — Id., Bidrag p. 61. — Id., Foss. Dyrl. p. 41. — Danielssen 1. c. p. 13. — Sphenia Swainsomii (Turt.), M. Sars, Beretning p. 165. Overalt meget almindelig, de voksne individer i littoral- bæltet, ungerne paa dybere vand til over 50 f. Døde skaller af et mere eller mindre fossilt udseende opfylder bunden over- alt i uhyre masser, forøvrigt har jeg ikke nøiere undersøgt de ved Tromsø forekommende varieteter. Den største fore- liggende valvel er 76 mm. lang og 55 mm. høi, dertil over- ordentlig tykskallet og efter udseendet fossil. 64. Panopæa norvegica Srenct., G. O. Sars, 1. c. p. 94, tab. 6, fig. 12, a—b. — Lovén 1. c. no, 335. — M. Sars, Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 93 Foss. Dyrl. p. 41. — Arctica (Lam.) Weinkauff, Catalog p. 49, no. 981. | Jeg skylder Dr. Krause paavisningen af. denne art ved Tromsø; han skjænkede mig en meget vel vedligeholdt val- vel (1. 65, h. 43 mm.), og engang gjort opmærksom har det lykkes mig at finde falrige enkelte skaller næsten overalt i sundet, hvor de træffes blandt M. truncata, med hvilken de let forveksles... De fleste har imidlertid et meget antikt ud- seende, og det maa vel være hævet over enhver tvivl, at den ikke længer* findes levende i dette farvand. Jeg tror nesten, at det af G. O. Sars beskrevne og afbildede eksplr. er det eneste levende individ, som i nyere tid er fundet ved vore kyster, medens enkelte valvler er opfiskede her og der. Af R. Bell har vi modtaget et friskt eksplr. fra Doggers bank, hvilket ikke i nogen henseende synes at afvige fra de ved Tromsø fundne skaller. | 65. Saxicava pholadis FE, G. O. Sars, 1. c. p. 95, tab. 20, fig. 7, a—c. — M. Sars, Bidrag p. 62. — Rugosa (L.), Lo- ven 1. c. no. 294. — M. Sars, Beretning p. 167. — Id, Foss. Dyrl. p. 41. — Danielssen 1. c. p. 12. — Arctica (L.), Mørch, Prodromus p. 131, no. 164 (ex parte). — Weinkauff, Catalog p. 49, no. 979 (ex parte). I aller største mængde fra stranden og nedover, især alm. indboret i klumper af Lithothamnion. De største eksplr. maaler 32 mm. Jeg vil ikke her indgaa paa nogen nærmere drøftelse af denne arts forhold til S.arctica, da artsbegrebet i saadanne tilfælde ofte bliver en ren ,smagsag“. Hovedsagen for mig er, at formforandringerne skjænkes den fornødne opmærksom- hed, saa man ikke hulter til bulter kaster om hinanden for- mer, der af forskjellige indvirkende aarsager har modtaget et særpræg. Hvorledes man i dette tilfælde end stiller sig, er man nødt til at bemærke, at her foreligger 2 særdeles vel udprægede racer, der i almindelighed, selv ved meget 94 J. Sparre Schneider. deformerede eksplr, uden vanskelighed holdes ud fra hin- anden. Med Sars opfatter jeg dem indtil videre for „gode“ arter og finder, at det indtrykte forreste felt paa dorsalran- den hos arctica i de allerfleste tilfælde med lethed skiller den fra pholadis, og hvor dette mærke glipper, har man end- nu 2 gode karaktermærker at holde sig til. Hvorvidt det er heldigt at foretrække navnet pholadis for det mere gjængse rugosa, har jeg ikke literaturkundskab nok til at fælde nogen begrundet dom om. 66. S. arctica J+, G. O. Sars, 1. c. p. 95, tab. 20, fig. 8. a—c. — Lovén 1. c. no. 295. — M. Sars, Beretning p. 167. — Id, Bidrag p. 62. — Id, Foss. Dyrl. p. 41. — Danielssen l. c. p. 12. — Weinkauff, Catalog no. 979 (ex parte). Udbredt sammen med foregaaende men langt sparsom- mere og som det synes mest paa dybere vand. Litoral er den ikke forekommet mig. Det største foreliggende eksplr. maaler 26 mm., medens Sars kun angiver 17 mm. for sine; store slidte valvler har jeg fundet op til 48 mm., men de har et fossilt udseende, og arten opnaar neppe for tiden saa- danne dimensjoner i Norges arktiske region. Saadanne med pigge udstyrede eksplr., som det af Sars afbildede, har jeg aldrig fundet, i hgiden har jeg seet en svag antydning til saadanne. 67. Zirphæa crispata EL: G. O. Sars, 1. c. p. 97. — Lo- vén 1. c. no. 342 (Pholas). — M. Sars, Beretning p. 164 — Id., Bidrag p. 63. — Id, Foss. Dyrl. p. 42. — Danielssen INC D 12; Den eneste sikre lokalitet for deune vakre mollusk er det for under Solen ensis nævnte Vaagnæs, hvor den lever i mængde nedgravet i den seige blaaler og benyttes som agn under benævnelsen ,strutskjæl*. Skolelerer Pedersen har fra denne lokalitet skaffet mu.eet flere gode eksplr. Man har sagt mig, at den ogsaa skal forekomme ved Tromsdals- Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 95 elvens udløb. Ellers vides den kun indenfor den norsk-ark- tiske region at være funden ved Bodø og Øxfjord. 68. Teredo norvegica Srencı.,G. 0. Sars, 1. c. p. 98. — Lovén, 1. c. no. 345. — M. Sars, Beretning p. 164. Bidrag p. 65. — Id., Foss. Dyrl. p. 106. — Danielssen 1. c. p. 12. If. M. Sars skal den forekomme ved Tromsø, og jeg har engang faaet levende eksplr. fra eti disse farvande sei- lende fartgi. Solenoconchia. 69. Antalis entalis L, G.O. Sars, 1. c. p. 100. — Lo- vén 1. c. no. 215 (Dentalium). — M.Sars, Beretning p. 177 — Id, Bidrag p. 51,— Id., Foss. Dyrl. p. 107. — Danielssen 1 c. p. 26. Forekommer overalt ved Tromsø i stor mængde og paa alslags bund fra c. 10 favne og nedover, men dens ba- thymetriske udbredelse formaar jeg forøvrigt ikke at udrede ngiere, da det ikke vil lykkes mig at holde denne og følgen- de art tilstrækkeligt ud fra hinanden. Yngre individer af striolata er jo kjendelige nok, men naar det gjælder de ud- voksede eksplr., ved jeg intet sikkert kjendemærke at holde mig til; saadanne gamle eksplr. af striolata kan nemlig gan- ske mangle enhver striering. Største parten af de ved Tromsø samlede individer tilhører dog uden tvivl entalis, og de stør- ste naar en længde af 45 og en basisdiameter af 5 mm. 70. A. striolata Srmies., G. O. Sars 1. c. p. 101, tab. 7, fig. 1, tab. 20, fig. 10, a—b. — Smith, St. George's Banks Dredgings p. 6, tab. I, fig. 3. —- Norman I. c. p. 47 (entalis var. striol). — Abyssorum, M. Sars, Bidrag p. 52. — Id, Foss. Dyrl.p. 42, tab. IlI, fig. 100—106 (ex parte). — Wein- kauff, Catalog p. 42, no. 844. — Tarentinum, Asbjørnsen l. c. p. 350. — Entalis v. b., Lovén 1. c. no. 215. Udenfor Skatøren temmelig talrig nedenfor 30 favne, men 96 J. Sparre Schneider. mest i yngre individer og ialmindelighed lidet udpreget; det største eksplr. med tydelig striering har en lengde af 40 mm. Med Norman er jeg mest tilbøielig til at holde striolata kun for en dybvandsform af entalis, idet den vistnok paa større dyb optræder som en udpræget form, men naar man kommer op til en middelsdybde af omkring 30 f, flyder beg- ge former saa jevnt over i hinanden, at det med min bedste villie ikke vil lykkes mig at sortere størsteparten af de i Tromsøsundet opfiskede Antalis-ekspir. 71. Siphonodentalium vitreum M. Sars, Beretning p. 178 (Dentalium). — Id., ,Siphonodentalium*, Universitetsprogram f. 1861, tab. 1—3. —- Id, Foss. Dyrl. p 42, tab. III, fig. 99. - — Danielssen 1. c. p. 26. — G. 0. Sars, 1. c. p. 103, tab. 7, fig. 2, a—c. — Leche, Hafsmollusker no. 58. Denne vakre art, som først blev opdaget ved Øxfjord af M. Sars og senere gjenfunden i Ramfjorden, har jeg ogsaa fundet paa sidstnævnte sted men sparsomt, fra 50—100 f,. desuden i Finnæsdybet og udenfor Skatøren, hvor den gaar op til 30 f., vistnok den ringeste dybde, som for denne art er observeret. Mine største eksplr. maaler opimod 18 mm. Prof. Leche anfgrer S. vitreum som funden flersteds i Karahavet, og sandsynligvis er den fuldstændig cirkumpolar, hvorom imidlertid fuldstændigere opgaver endnu mangler. Gastropoda. 72. Chiton hanleyi Bean, G. O, Sars I, c. p. 109, tab. 7, flg. 5, a—i. — Lovén 1. c. no. 207. — M. Sars, Beretning p. 178. — Id., Bidrag p. 48. — Danielssen 1. c. p. 25. — Abyssorum (M. Sars) G. 0. Sars 1. c. p. 109, tab. 7, fig. 4 a—b, p. 343 tab. 34, fig 3. Forekommer meget sparsomt og hidtil kun fundet paa Pecten-banken udenfor Skatgren fra 25—30 f., hvor jeg ialt har faaet c 10 eksplr. Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 97 Som man ser, har jeg draget abyssorum ind under han- leyi og tror, at der er al grund tilat anse hin som blot den fuldt udvoksede form af denne. Blandt de typiske hanleyı fra Skatøren optog nemlig prof. Weber fra Amsterdam i min nerverelse et kolossalt mindst 30 mm. langt eksplr., som jeg i ingen henseende kan finde forskjelligt fra hanleyt, naar undtages størrelsen og den forholdsvis noget bredere kappe- rand, som ogsaa paa andre Chiton-arter synes at være stær- kere udviklet hos ældre eksplr. Skulpturen paa dette ekspl. er ligesaa skarp og karakteristisk som paa de yngre, og blandt vore abyssorum tra Trondhjemsfjorden (meddelte af Storm) er der ogsaa et, som viser dette forhold næsten lige- saa tydeligt. Mærkeligt maa det jo ogsaa kaldes, at man af abyssorum kun erholder udvoksede eller nær udvoksede indi- vider. At det nævnte store eksplr. fra Skatøren, som prof. We- ber velvilligt overlod vort museum, tilbører hanleyt, nærer jeg ingensomhelst tvivl om, og som ovenfor berørt stemmer det vel med abyssorum fra Trondhjemsfjorden; at der fra denne sidste lokalitet efterhaanden vil erholdes eksplr., som viser intermediære størrelsesforholde, anser jeg for høist sand- synligt. 73. Ch. (Lepidopleurus) cancellatus Sows., G. 0. Sars 1 c. p. 111, tab. 7, fig. 6, a—h. — Cinereus (L.) M. Sars, Beretning p. 178 (ex. parte). — Friele, Bergens Mollusker no. 142 (ex parte). Udenfor Skatøren forekommer i mængde en fra cinereus bestemt forskjellig art, som jeg henfører til cancellatus, idet jeg dog er uklar angaaende dens forhold til den følgende af G. 0. Sars som arcticus opstillede nye art. Enkelte eksplr. er tagne søndenfor Lanæs, og fra Ramfjord haves et næsten helt begsort eksplr., som maaske ogsaa hører hid. ? 74. Ch. (L.) arcticus G. P. Sars, 1. c. p. 112, tab. 7, fig. 7, a—h. å 98 J. Sparre Schneider. Det er sandsynligt, at hovedmassen af de talrige eksplr., som jeg udenfor Skatgren har samlet som cancellatus, bliver at henfgre til arcticus, men jeg maa tilstaa, at det ikke vil lykkes mig rigtig at udsondre denne, da alle mulige over- gange synes at forene begge. Det er dog udentvivl samme form, som prof. Sars har havt for gie, da den angives som forekommende i stor mængde langs hele Finmarkens kyst. 75. Ch. (L) cinereus LE: G. O. Sars 1. c. p. 112; tab. 7, fig. 8, a—h. — Loven, 1. c. no. 209. — M. Sars, Beret- ning p. 178 (ex parte). — Asellus (Chmn.) M. Sars, Bidrag p. 48. — Danielssen 1. c. p. 25. Sammen med foregaaende forekommer i stor haan | den ægte typiske cinereus, let kjendelig ved sin bredde og de sortbrune lengdelinier, saaledes som den foreligger mig fra Bergen og England, kun synes den i vore nordlige egne at opnaa en betydeligere størrelse og derhos at være mere en dybvandsform, som ikke er forekommet mig hgiere op end hgist 15—20 f., medens den under sydligere bredder ogsaa er littoral og har sin dybdegrændse der, hvor den her nord først begynder at vise sig. G. 0. Sars har ikke fundet ar- ten længere nord end til Lofoten, medens jeg har taget et li- det eksplr. saa langt nord som i Kvænangen under 70° n, br. M. Sars og de tidligere samlere har udentvivl for endel sammenblandet disse 3 former, maaske ogsaa albus og alveo- lus, saa opgaverne for udbredelsen af cinereus og alveolus derved bliver usikre. Sidstnævnte skal gaa lige til Vadsø og skulde med al rimelighed ogsaa findes ved Tromsø, men det har hidtil endnu ikke lykkes mig der at paavise denne art. 76. Ch. (Lophyrus) albus E;, G. O. Sars I. c. p. 114, tab. 8, fig. 2, a—b, — Lovén, 1. c. no. 208. — M. Sars, Be- retning p. 178.. — Id., Bidrag p. 48. — Danielssen 1. c. p. 25. — Brögger 1. c. p. 139. — Schneider 1. c. p. 57. Forekommer meget almindelig fra stranden af men er Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 99 sparsom nedenfor 15 à 20 favne. I størst mængde har jeg taget den littoral i Kjosen. De rent hvide eksplr. er sjeld- nere, oftest er den lyst okkergul, af og til orunsort, hvilken sidste form jeg paa ovenciterede sted har kaldt v. infuscatus, da den i Kvænangen næsten udelukkende optraadte i denne ret ejendommelige varietet og af en størrelse op til 17 mm. Brögger omtaler ogsaa brunagtige eksplr. fra Kristianiafjor- den. | Denne var. er ved første giekast ikke ulig alveolus, men vil dog straks kunne kjendes paa kapperandens skulptur. M. Sars mener ogsaa, at nogle ved Tromsg og i Komagfjord fundne eksplr., der var smalere end cinereus og manglede de brune linier, maaske var varieteter af albus; dog tror jeg ligesaa snart, at han har havt cancellatus mellem hænder. 77. Ch. (Craspedochilus) marginatus Penn., G. O. Sars l. ec. p. 115, tab. 20, fig. 16. a—h. — Lovén I. ce. no. 213. — Cinereus SL.) M. Sars, Bidrag p. 48. — Id, Foss. Dyrl. p. 108. | | I Mai 1877 tog jeg ikke faa eksplr. i en strandpyt paa sydspidsen af Tromsøen, hvor de sad under stene; jeg har engang senere søgt den der forgjæves, men nu i høst har det atter lykkes mig at finde 2 stykker. Dammen er nu næsten udslettet af bølgeslaget, og med den forsvinder vel arten fra denne lokalitet. Tidligere var Ch. marginatus kun funden til Ure i Lo- foten og er en af de meget faa, som ved Tromsø har sin paaviselige nordgrændse. Da foreliggende 22 eksplr. stemmer ganske med dem, jeg har fra Bergen og England. 78. Ch. (Boreochiton) ruber Jowe, G. 0. Sars 1. c. p. 116, tab. 8, fig. 4, a—l. — M. Sars, Bidrag p. 48. — Frie- le 1. c. no. 144. — Levis (Penn) Lovén 1. c. no. 212. — M. Sars, Beretning p. 178. — Asbjørnsen 1. c. p. 349. —- Ruber (L.) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 44. 100 J. Sparre Schneider Sammen med fglgende men noget sparsommere, dog fler- steds ganske talrig paa Lithothammion i 10—15 favnes dyb, s. f. eks. udenfor Juledagene. Er ogsaa funden littoral. Danielssen opfører „Ch. ruber L.*, ,lævis Penn.“ og „marmo- reus O. Fabr.* som forekommende lige til Vadsø, men dette maa bero paa en forveksling, da lævis (corallinus Risso) hid- til kun er fund2n i det aller sydligste Norge. 79. Ch.(B.) marmoreus Faer., G. O. Sara 1. c. p. 116, : tab. 8, fig. 3, a—l. — M. Sars, Bidrag p. 48. — Id., Foss Dyrl. p. 108. — Friele 1. c. no. 147. — Ruber (L.), Loven 1. c. no. 211. — M. Sars, Beretning p. 178. — Asbjørnsen li c. p. 349. Overalt meget almindelig især fra 10—25 f. paa skjæl og stene, nogle gange har jeg taget den littoral paa syd- spidsen af Tromsgen. Mit største eksplr. maaler 27 mm. En ejendommelig næsten ensfarvet blaagrøn varietet er fun- den af og til paa grundere vand udenfor Juledagene. 80. Acmea testudinalis Mörr., G. O. Sars 1. c. p. 120. - — Lovén 1. c. no. 199. —M. Sars, Beretning p. 179. — Id., Bidrag p. 47. — Danielssen 1. c. p. 25. I stor mængde paa stene og skjæl i stranden, af og til ogsaa paa nogle faa favnes dyb. Den er ved Tromsø tyndskallet og af forholdsvis ringe størrelse. Den næsten ensfarvede brune varietet er ikke sjelden. 81. Tectura virginea Mörr., G. O, Sars I. c. p. 121. — Loven 1. c. no. 200. — M. Sars, Beretning p. 179. — Id, Bidrag p. 47. — Id., Foss. Dyrl. p. 44. — Danielssen |, c. p. 25. Hyppig paa Lithothammion udenfor Juledagene i en dybde fra 10—20 f., men kun meget sparsomt bemærket paa andre lokaliteter, s. f. eks. ved Skatøren og Ramfjordnæs. De gamle udvoksede individer bliver meget tykskallede og antager dertil en høi kegleform, saa man ved første øiekast vanskeligt i dem skal gjenkjende den almindelige T. virgmeda. Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 101 De største eksplr. har en høide af 8 med en basisdiameter af 13 mm. og er oftest overtrukne med røde kalkalger. 82. T. rubella Frer, G. O. Sars 1. c. p. 121, tab. 8, fig. 5, a—b. — Lovén I. c. no. 203. — M. Sars, Beretning p. 179. — Id., Bidrag p. 48. — Danielssen 1. c. p. 26. Allerede M. Sars har taget denne art ved Tromsø, hvor ogsaa jeg finder den af og til paa Lithothamnion og især paa gamle skaller af Myt. modiolus, fra 20—30 f. dyb, haard bund. Den er imidlertid meget sparsom og kun bemærket udenfor Juledagene, hvor ogsaa Friele i min nærværelse er- holdt nogle stykker i 1877, samt i den sydlige del af Sand- næssundet, hvor den paa en enkelt lokalitet, c. 30 f., synes at være ikke ganske sjelden. Verkrizen fandt den ved Vadsø, og jeg har taget et enkelt eksplr. ved Vardø. Paa andre punkter er den hidtil ikke bemærket, hvilket for endel tør have sin grund deri, at den er ganske let at overse. 83. Lepeta ceca Mir, G. 0. Sars 1. c. p. 123, tab. 20, fig. 17, a—b. — Lovén 1. c, no. 201. — M. Sars, Beret- ning p. 179. — Id., Bidrag.p. 47. — Id., Foss. Dyrl. p. 44. — Danielssen 1, c. p. 26. Forekommer i stor mængde overalt fra 16 favne, heist paa lerbund eller ialfald, hvor bundmaterialet er lerblandet. I Kjosen har jeg ogsaa fundet den meget talrig. Vore stør- ste eksplr. maaler ved basis 11 med en høide af 5 mm. og skiller sig i ingen hensende fra grønlandske. Med al sandsynlighed vil ogsaa Seutellina fulva Müll., der gaar lige til Vadsø, blive paavist indenfor Tromsø om- raade, men den har imidlertid hidtil undgaaet min opmærk- somhed. Samme haab har jeg om af finde Patella vulgata og Nacella pellucida, som begge vistnok naar sine nordgrænd- ser ved at følge kysten, men de tør alligevel gaa et stykke ind i sundløbene, f. eks. Kvalsund, som hidtil imidlertid ikke er bleven undersøgt. Den førstnævnte har Sars ikke fundet pordenfor Lofoten, men den forekommer dog lige til 70° a, 102 J. Sparre Schneider b., idet vi har faaet eksplr. fundne paa nordspidsen af Vande nordvest for Tromsø; Nac. pellucida var hidtil ikke bemær- ket gstenfor Nordkap, men saavel prof. Weber som forfatte- ren har taget den ved Vardg, hvor den ingenlunde synes at vere sjelden. 84. Puncturella noachina Fan, G. O. Sars 1. c. p. 124. — Lovén 1. c. no. 155. — M. Sars, Beretning p. 181. — Id,, Bidrag p. 46, — Id., Foss. Dyrl. p. 44. — Danielssen 1. c, p. 26. Intetsteds i nogen synderlig mængde men ellers enn udbredt paa alslags bund fra 15 favne og nedover. De stør- ste eksplr. fra Tromsø har en hasisdiameter af 91, og en høide af 7 mm. Ogsaa i Kjosen er den ret almindelig. 85. Scissurella crispata, fimc., G. O. Sars 1. c. p. 126, tab. 8, fig. 7, a—b. — Lovén 1. c. no. 151. — M. Sars, Bi- drag p. 46. — Id., Foss. Dyrl. p. 110. — Danielssen 1. c. p. 28. — Angulata Lovén, 1. c. no. 152. — M. Sars, Beretning p. 181. Efter de hidtil vundne erfaringer synes den at være me- get sjelden ved Tromss, idet det kun har lykkes mig at fin- de et enkelt levende ungt eksplr. udenfor Skatgren i en dybde af c. 40 f., lerbund. Dr. Krause fandt den ogsaa og sandsynligvis paa samme lokalitet. 86. Mølleria costulata Mörter,]. c. p. 81.—G.0. Sars, 1 c. p.127, tab. 9, fig. 8,a—c, p. 343, tab. 34, fig. 4. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 45. — Mørch, Faunul. Moll. Island. p. 216, no. 88. — Id, Prodromus no. 77. G. O. Sars og Friele fandt den i 1877 ganske hyppig i Tromsg havn paa 5—10 f. d., mig har det kun lykkes at er- holde et enkelt levende eksplr. mellem Lanes og Grindgen samt etpar dgde skaller ved Juledagene. Krause har den ogsaa i sin fortegnelse. Det sydligste punkt, hvor den er observeret, er Bodø, hvor jeg i 1880 tog et levende eksplr. 87. Margarita helicna faer, G. O, Sars 1. c. p. 132, Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde." 103 tab. 21, fig. 3a—b. — Lovén 1. c. no. 150. — M. Sars, Be- retning p. 182. — Id, Bidrag p. 46. — Foss. Dyrl. p. 109. — Danielssen 1. c. p. 27. — Delphinoidea serpuloides (Mont.) G. O. Sars 1. c. p. 132. (= Marg. helicina juv.). — Arctica Leach teste Mørch, Prodromus no. 138. | Forekommer i største mængde fra lavvandsmærket og ned til nogle favnes dyb, fornemmelig paa Laminaria i sel- skab med Lacuna divaricata. Den er ogsaa bemærket talrig . i Kjosen, og synes idetheletaget at være jevnt hyppig 1 hele den arktiske region. De største eksplr. har en høide af 5 og bredde ved basis af 5 mm. 88. M. gronlandica Cumn., G. O. Sars 1. c. p. 133. — Mørch, Prodromus no. 132—35. — Friele 1. c. no. 193. — Schneider 1. c. p. 60. — Weinkauff Catalog no. 786. — Le- che, Hafsmollusker no. 74—76. — Undulata (Sowb.) Lovén 1. c. no. 149. — M. Sars, Beretning p. 182. — Id. Bidrag p. 46. — Id, Foss. Dyrl. p. 45. — Danielssen 1. c. p. 27. — Møl- ler 1. c. p. 31. — (Sulcata, Sowb., costellata Sowb., wmbilica- lis, Sowb. teste Mørch). Fra 10—35 favne forekommer denne vakre mollusk over- alt, talrig paa haard bund, saaledes især mellem Lithotham- nion udenfor Juledagene og paa Pecten-banken udenfor Skat- øren; eksplr.ne fra sidstnævnte lokalitet udmærker sig ved sin stærke teglrøde farve og kraftige udvikling, idet de naar en basisdiameter af 11 og en høide af 11", mm, Sparsom- mere forekommer den paa ren lerbund, som i Haukøbotn, og er saaledes heller ikke hyppig i Kjosen. Hovedmængden af de talrige foreliggende eksplr. tilhø- rer den hos os almindelige form, undulata Sowb., og er i almindelighed temmelig høispiret. Enkeltvis forekommer en næsten ganske glat form, der tillige er mere tyndskallet, men det synes mest at være yngre individer, og den gaar med jevne overgange over i hovedformen, Af de 7 fra Dr. Poul- sen modtagne grønlandske eksplr. afviger de 3 ikke fra vor 104 : J. Sparre Schneider. grøn'andica, 2 er mere fladtrykte men har endnu ganske stær- ke spiralstriber, medens 2 er ganske glatte, tyndskallede og stemmer med Møllers beskrivelse af v. lævior, det mindste af disse er meget fladtrykt og afviger idetheletaget mest fra den form, som jeg for Norges vedkommende vil anse for den ty- piske. Den i de egentlige polarhave almindeligt forekom- mende er vistnok den glatte form, umbilicalis Sow., saaledes som vi besidder den fra Spitsbergen gjennem Friele. Under navn af M. grønlandica var. costellata har Dr. Poulsen tilsendt mig 4 eksplr., hvori jeg dog ikke kan se an- det end yngre individer af M. cinerea med forholdsvis stærk skulptur og temmelig stærk perlemoderglands. 89. M. olivacea Brown, G. O. Sars, 1. c. p. 134, tab. 9, fig. 6, a—c. — Schneider 1. c. p. 60. — Glauca Møller 1. c. p. 81. — Argentata (Gould) Mørch, Prodromus no. 139. — Weinkauff, Catalog no. 787.— ? Leche, Hafsmollusker no. 79. | Denne ejendommelige og let kjendelige art, som hidtil hos os har været anseet for en af de største sjeldenheder, forekommer talrig paa mange steder i Tromsøsundet men er meget lokal, saa jeg enkelte gange har faaet en hel del ekspl. i et enkelt kast, til andre tider har søgt den forgjæves. Den findes fortrinsvis i 15—20 f. dyb, hvor Lithothamnion med Delesseria vokser paa lerblandet sand, saaledes især udenfor Juledagene og paa nordsiden af Skatøren, mere enkeltvis paa andre lokaliteter; et enkelt stort eksplr., 1. 5 mm., har jeg fra Ramfjordbunden og et noget mindre fra Ramfjordnæs. Til de af G. O. Sars nævnte 5 lokaliteter, Lofoten, Has- vik og Vardø, kan endvidere føies Nordbotn i Kvænangen, hvor jeg i 1881 tog nogle usædvanlig store eksplr., op til 6 mm. Den er saaledes udbredt over den hele norsk arktiske region, og naar den tidligere var funden saa sparsomt, tror jeg det for endel er grundet paa en forveksling med M. heli- cina, saaledes som det gik mig den første sommer. Den matte blaagraa overflade fremkommer nemlig først hos ældre Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 105 torrede eksplr., medens farven paa levende individer er vak- kert blaagrøn perlemoderfarvet, saaledes som hos mange he- licina. 90. M. cinerea fount, G. O. Sars 1. c. p. 134, tab. 9, fig. 1, a—c, tab. 21, fig. 4, tab. 21 fig. 5, a—b. — Lovén |. c. no. 148. — M. Sars, Beretning p. 181. — Id., Bidrag p. 46. — Id, Foss. Dyrl. p. 45. — Danielssen 1. c. p. 27. — Leche, Hafsmollusker no. 77. — Friele, Bidrag til Vestlan- dets Moll. fauna, p. 4. — Mørch, Prodromus no. 136. — Stri- ata v. grønlandica Møller 1. c. p. 81. Endnu talrigere end foregaaende og paa al slags bund, dog helst, hvor den er lerblandet, og sjelden ovenfor 15 f. I Kjosen er den ligesaa talrig og opnaar der en høide af 13!/, med en diameter af 121/, mm.; de største eksplr. fra Tromsø- sundet er kun ganske lidet mindre. Den typiske form og v. grandis Mørch forekommer om hinanden med de aller jevneste overgange, og individer fra forskjellige lokaliteter frembyder overhovedet kun ringe for- skjelligheder. Det synes som om eksplr. fra rolige bugter med blød lerbund (Kjosen, Haukgbotn) har et noget lavere spir og idetheletaget viser et typisk udseende, medens de dog opnaar samme dimensjoner som var. grandis, og at denne sidst2 mere tilhører strømløbene med et haardere bunddæk- ke; særligt fremtrædende er disse forholde imidlertid ikke. Det sydligste punkt, hvor denne arktiske karakterform hidtil er iagttaget, er Florø (61'/,°), hvor Friele har taget et enkelt stykke. 91. Macheroplax bella Yerkrözen (invescr.), G. 0. Sars l. c. p. 137, tab. 9, fig. 4, a—c. — Friele, Rhipidoglossa p. SIENS + Var. sarsii Verkrüzen in lit. Med dette navn har author betegnet for mig en liden Macheroplax, som forekommer temmelig hyppig paa blød ler- bund i 30—70 f. dyb udenfor Skatøren, i Finnæsdybet og 106 J. Sparre Schneider. ved Ramfjordnæs. Den synes mig imidlertid at stemme paa det ngieste med beskrivelsen og afbildningerne af bella hos G. O. Sars, saa det foreslaaede varietetsnavn forekommer mig overflødigt, med mindre Verkrüzen er i besiddelse af en an- den, der bør betragtes som hovedform, saa at Sars's eksplr. ogsaa kommer ind under var. sarsti. De største eksplr. har en høide og basisdiameter af 6 mm. I det ydre ligner den betydeligt unge Marg. cinerea med stærkt retikuleret skulp- tur, saaledes som de ofte forekommer, men er altsaa efter radulas bygning endog generisk forskjellig. I Kjosen har jeg fundet et enkelt lidet Soie af obseu- ra Couth, og det er da sandsynligt, at den ogsaa vil kunne _ paavises indenfor det mere begrændsede omraade, som her er behandlet. Af mig er M. obscura ikke bemerket paa no- get andet punkt, men G. O. Sars har taget den flersteds fra Lofoten. til Vardø. 92. Gibbula (Trochus) cineraria J, G. 0. Sars L c. p. 140. — . Loyen 1..c. no. 145. — M. Sars, Beretning p. 182. — Id. Bidrag p. 45. — Id,, Foss. Dyrl. p. 109. — Daniels- sen L. c. p. 27. — Friele, Rhipidoglossa p. 306, tab. 3, fig. 1, a—c. (Korenia). | I eu tidligere periode synes denne proletar at have væ- ret meget almindelig i Tromsøsundet, at domme efter de tal- rige store eksplr, som forekommer i de hævede lag ved Langnæs paa Tromsøens vestside, men nu maa den henreg- nes til en af de sjeldneste arter. Dr. Krause fandt et enkelt eksplr. med dyr; selv har jeg i det egentlige Tromsgsund kun taget etpar dgde smaa skaller, men udenfor Glimma paa Ringvatsø erholdtes et meget stort levende individ i c. 10 favnes dyb paa Laminaria. Det tilhører den høit pyramidal- ske form og har en basisdiameter og høide af 16 m. Ude mod havet er den paa høiden af Tromsø endnu talrig og kraftig udviklet og naar mod øst til Vardø, hvorfra jeg har * Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 107 et dødt men neppe fossilt eksplr.; ja ifølge Danielssens op- _ gave følger den med G. tumida lige til Vadsø. 93. @. (T.) tumida Moxr, G. 0. Sars, 1. c. p. 141. -— Lovén 1. c. no. 146. — M. Sars, Bidrag p. 45. — Id., Foss. Dyrl. p. 45. — Danielssen 1 c. p. 27. — Friele, Rhipido- glossa p. 306, tab. 3, fig. 2 (Koremia). Lige til sidste høst har ogsaa denne art forekommet mig som en stor sjeldenhed i trakten, idet jeg kun havde fundet et eksplr. 1 Finnæsdybet paa c. 50 favne, og desuden alt i alt et halvt dusin individer hist og her, fornemmelig udenfor Skatøren. Paa en af de sidste :kskursjoner opda- gedes imidlertid lidt nordenfor Juledagene en lokalitet, hvor den paa knapt 10 f. d. blandt Lithothamnion og skjælsand var saa talrig, at c. 20 stykker opfiskedes i et enkelt kast; ef- tersom undersøgelserne fuldstændiggjøres, tør der vel kunne paavises flere lignende gunstige lokaliteter. Ogsaa i Pølse- havnen fandt jeg iaar 4 vakre eksplr, de største, som vi be- sidder fra Tromsø, udvisende en basisdiameter og høide af 11 mm, og nu nylig har jeg fundet 2 levende eksplr. i fjæren paa gens sydspidse, saa den altsaa gaar helt op i lit- toralbæltet. If. Danielssen og Sars gaar ogsaa G. tumida til Vadsø, men hverken denne eller foregaaende naar Spits- bergen eller Grønland og karakteriserer sig overhovedet som udliggere for den boreale fauna. 94. Trochus cocidentalis Micu., G. O. Sars I Cc. p. 142, tab. 9, fig. 7, a -b. — M. Sars, Bidrag p. 45. — Danielssen L c. p. 27. — Friele, Rhipidoglossa p. 304, tab. 2, fig. 2, a—d. — (Zizyphinus.) — Alabastrum (Beck) Lovén 1. c. no. 147. — M. Sars, Beretning p. 181. — Det har hidtil kun lykkes mig at finde denne vakre art paa et ganske indskrænket omraade i den nordlige del af sundet udenfor Skatøren, hvor den pletvis kan forekomme ganske hyppig mellem Cynthia i en dybde af 25—30 f., me- dens jeg dog ofte søger den forgjæves. Nogle smaa eksplr. 108 J. Sparre Schneider. er ogsaa fundne paa ren Jerbund lidt længere nord henimod Finnæsdybet, hvor jeg desuden har taget et dødt skal paa 50—60 f. d. Det største eksplr. er uheldigvis beskadiget i skalmundingen men har desuagtet en høide af 20 og en ba- sisdiameter af 16 mm. Endnui Trondhjemsfjorden naar den en kraftig udvikling, og til at være fra artens sydgrændse maa ogsaa de bergenske eksplr. siges at være ganske store. I en afhandling betitlet , Tungebevæbningen hos de nor- ske Rhipidoglossa* har Friele foreslaaet en ny inddeling af denne ordens familier og slægter baseret paa bygningen af radula; som forfatteren selv gjør opmærksom paa, har han med kun norske arter for øie mere i omfattende drag frem- - stillet grupperingen, hvorfor jeg med optagelsen af genus Macheroplax har fulgt fremstillingen hos Sars. 95. Velutina lævigata Penn. G.O. Sars, 1. c. p. 146. — M. Sars, Bidrag p. 43. — Id., Foss. Dyrl. p. 114. — Halio- toidea (Fabr.), Lovén 1. ce. no. 106. — M. Sars, Beretning p. 185. — Danielssen 1. c. p. 32, Ganske talrig næsten overalt paa haard bund, især hyp- pig og kraftigt udviklet paa banken udenfor Skatøren, hvor eksplr. med en bredde af 20 mm. ingenlunde hører til sjel- denhederne. Ogsaa i Kjosen har jeg fundet den almindelig. G. O. Sars angiver grændserne for dens bathymetriske ud- bredelse ,fra stranden til 40 f.*, medensjeg ikke mindes no- getsteds at have fundet eksplr. høiere op end til 10 a 15f, idet forholdene i Kjosen, hvor rene dybvandsformer gaar op til 7 favne, jo ikke er normale. Den almindelige dybde er mellem 20 og 30 favne, og kun her forekommer de meget store individer. 96. V. schneideri Freve., in lit. Som det synes overordentlig sparsomt forekommer i Tromsøsundet en ejendommelig ny art, som senere vil blive beskreven og afbildet i Nordhavsekspeditionens beretning. Vriele fandt det første eksplr. under Vøringens henliggen j Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 109 Tromsø i 1877, og vistnok fra samme tid og samme lokalitet, ved Juledagene paa 10—15 f., stammer et, som jeg har be- siddet i flere aar uden at kunne henføre det til nogen af de mig bekjendte former; et 3die fandt Friele mellem Velutiner, som jeg ifjor vinter sendte ham til nøiere undersøgelse; dette er maaske opfisket ved Skatøren. Trods omhyggelig efter- søgen i den nu forløbne sommer har det ikke lykkes mig at finde flere. 97. V. lanigera Mørrer, 1. c. p. 83. — G. 0. Sars 1. ©. p. 146, tab. 12. fig. 3, a—b. — M. Sars, Beretning p. 186. — Id, Bidrag p. 43. — Danielssen 1. c. p. 32. | Med V. levigata men langt sparsommere, saaledes at jeg ialt kun har fundet et halvt snes stykker, hvoraf det største maaler 10 mm., hvorhos Dr. Krause tog et enkelt ungt eksplr.; Friele skriver dog, at han medbragte mange indivi- der fra sit besøg i 1877, og de er vistnok hovedsagelig tag- ne paa 15—20 f. blandt Lithothammion udenfor Juledagene, hvorhen jeg fulgte ham paa flere ekskursjoner. Dens hidtil kjendte sydgrændse er Lofoten (G. O. Sars). 98. Morvillia undata Brown., G.O. Sars, 1. c. p. 147, tab. 21, fig. 6, 7, a—c. — Zonata (Gould) Mørch, Prodro- mus no. 55 & 56. — Leche, Hafsmollusker no. 85. (Velutina). a. forma typica. Forekommer ikke tydelig udpræget i Tromsøsundet, men er fundet flersteds af G. O. Sars i Lofoten og Finmarken. b. v. expansa. | Udenfor Skatøren har jeg paa 30 f. lerbund fundet et lidet levende og 3 større døde og defekte eksplr., desuden i omtrent samme dybde paa grovt lerblandet grus mellem Lanæs og Grindøen et dusin stykker, som imidlertid alle er temmelig smaa. I Kjosen forekommer den ogsaa sparsomt men opnaar til gjengjæld en usædvanlig udvikling, det stør- ste af vore % eksplr. fra denne lokalitet er nemlig ikke mindre end 18 mm, langt. 110 J. Synne Debré der Varieteten beskrives som ,nivea*, men jeg har fundet dem næsten alle af en farvetone, som maa kaldes ,pallide fuscæ*. Mørkest er de fra Kjosen. 99. Velntella flexilis Mont. G. 0. Sars I. c. p. 148, tab. 21, flg. 8, a—b. — M. Sars, Bidrag p. 43. — Mørch, Prodromus no. 51. — Plicatilis Lovén 1. c. no. 107. — M. Sars, Beretning p. 186. — Danielssen 1. c. p. 32. Mellem Cynthia paa Pecten-bauken udenfor Skatgren fra 20—-30 f. men meget enkeltvis; paa andre lokaliteter er den ikke forekommet mig. Det største eksplr. er 9 mm. langt. Arten er let kjendelig ved sit orangergde dyr. 100. Lamellaria latens mörr., G. O. Sars 1. c. p. 150. tab. 12, fig. 4, a—c. — Lovén 1 c. no. 110. — M. Sars, Be- retning p. 184. — Id, Bidrag p. 42. — Danielssen 1. c. p. 32. — Perspicua v. latens (., Møller*) Weinkauff, Catalog no. 241. Synes at forekomme meget sjelden, da jeg hidtil kun har fundet 2 eksplr., begge af samme størrelse og vistuok ud- voksede, i c. 30 favnes dyb paa haard bund udenfor Skatøren. 101. -Marsenina prodita Lovén, 1. c. no. 111 (Lamellaria.) — G. O. Sars 1. c. p. 151, tab. 12, fig. 5, a—c. — M. Sars, Beretning p. 184. — Id., Bidrag p. 42. — Danielssen |. c. p. 32. — Weinkauff, Catalog no. 244. Den deler levevis og opholdssted med foregaaende og Velutinerne og er ikke saa ganske sjelden udenfor Skatøren, desuden har jeg medbragt et eksplr. fra Kjosen. 102. M. micromphala BERG, G. O. Sarsl. c. p. 151, tab. 21, fig. 10, a—-d. — Mørch, Prodromus no. 50. | Dette forekommer mig at vere en hgisttvivlsom art, saa meget mere som Sars i radulas bygning ikke har kunnet fin- de nogen nævneværdig forskjel, medens jeg paa min side hel- ler ikke efter skallens form formaar at holde disse 2 forment- lige arter ud fra hinanden. Jeg har desværre forsømt at an- stille en ngiere sammenligning mellem dyrene i levende live, men af de 13 foreliggende spiritus-eksplr. at dømme, synes Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 111 kappen langtfra at være lige stærkt udviklet hos alle; jeg vil dog ikke hermed anse spørgsmaalet for tilfredsstillende be- svaret. M. micromphala maa siges at være ganske almindelig udenfor Skatøren, ligesom den er funden paa flere andre punk- ter i sundet som f. eks. ved Lanes paa c. 25 f. d. 103. Ampullina smithii Brown, G. 0. Sars, 1. c. p. 155, tab. 12, fig, 2, a—b, tab. 21, fig. 18, tab. 34, fig. 7, a—b. — Aperta Lovén 1. c. no. 129. — M. Sars, Beretning p. 183. — Ia., Bidrag p. 42. — Danielssen 1. ce p. 31. — Flava Gould teste G. O. Sars. —- ? Leche, Hafsmollusker no. 95. Er allerede af M. Sars funden ved Tromsø; selv harjeg taget flere levende yngre eksplr. paa lerbund i 30—40 f. d. nord for Skatøren, hvor den ikke synes at være sjelden, hvor- hos Dr. Krause fandt 4 tomme skaller antagelig omkring sam- me lokalitet. Af en fiskergut har jeg ogsaa faaet et meget smukt stort eksplr. (20 mm ), som angivelig var fundet i om- egnen af Tromsø. Den er forøvrigt kun bemærket som en sjeldenhed paa flere punkter mellem Lofoten og Hammerfest, og som oftest kun i døde eksplr. 104. Amauropsis islandica Gmev.,G. O. Sars 1. c. p. 156, tab. 21, fig. 17. — Mørch, Prodromus no. 66. — Helicoides (Johnst.) Lovén 1. c. no. 128. — 0. Sars, Beretning p. 183. — Id. Bidrag p. 42. — Id., Foss. Dyrl. p. 113. — Daniels- sen 1. c. p. 31. — Leche, Hafsmollusker no. 96. Forekommer ikke synderlig almindelig og fornemmelig kun bemærket paa sandbund og skjælsand i ringe dyb, fra 3—5 f., som udenfor Juledagene, ved Grindgen og Skatøren. Et enkelt lidet eksplr. er taget udenfor Ramfjordnæs paa lerbund i c. 50 f. d, og et er medbragt fra Kjosen.' At dømme efter den ringe størrelse, ikke over 13 mm. som den opnaar ved Tromsø, og dens sparsomme forekomst, synes A. islandica her at leve under ugunstige betingelser, idet den, skjønt en arktisk form, dog fornemmelig maa tilhø- 112 J. Sparre Schneider. re kysten og det aabne hav. Dens ringe udvikling i Tromsg- sundet er mig dog paafaldende og beror vistnok paa særeg- ne forholde. (Fortsættes.) G 20 , 30 GRINDO ee Kart over Tromsøsundet. IL 3 2044 106 298 938 to Leer T toe == we u “ea.