VILDE PLANTER BIRGITTE MØLLER VILDE PLANTER VILDTVOKSENDE DANSKE PLANTER ORDNEDE EFTER DERES VOKSESTED I ENG OG MARK I SKOV OG MOSE MED 154 TRÆSNIT OG 20 FARVETRYKTE PLANCHER KØBENHAVN DET SCHUBOTHESKE FORLAG J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUXG 1900 LIBRRHt NEW YORK BOTANICfiL GARDEN THIELES BOGTRYKKERI INDHOLDSFORTEGNELSE. Enge: Eng-Rævehale 3. Eng-Rottehale 5. Vellugtende Gulaks 6. Hestegræs 7. Hjertegræs 8. Eng-Rapgræs 9. Eng-Svingel 9. Hirse- Star 10. Salep-Gøgeurt 11. Bakke-Gøgelilje 13. Syre-Skræppe 13. Tvebo Baldrian 15. Løvetand 16. Høst-Borst 18. Eng-Forglemmigej 19. Eng- Troldurt 20. Øjentrøst 22. Hulkravet Kodriver 23. Kornet Stenbræk 25. Bidende Ranunkel 26. Kabbeleje 28. Engblomme 29. Engkarse 30. Fremliggende Firling 31. Eng-Trævlekrone 32. Eng-Nellikerod 33. Al- mindelig Mjødurt 33. Gul Fladbælg 35. Græsmarker: Almindelig Rajgræs 38. Almindehg Kvik 39. Al- mindelig Hvene 40. Blød Hejre 40. Kruset Skræppe 41. Ferskenbladet Pileurt 42. Vej-Pileurt 43. Glat Vejbred 44. Dunet Vejbred 46. Al- mindelig Blaahat 47. Cikorie 48. Tag-Høgeskæg 50. Haarrig Høgeurt 51. Almindelig Kongepen 52. Glat Burre .53. Liden Burre 53. Kruset Tidsel 54. Tornstænglet Tidsel 55. Følfod 56. Graa Bynke 59. Stor Alant 60. Tusindfryd 62. Almindelig Røllike 64. Ager-Gaaseurt 65. Lugtløs Ka- mille 66. Hvid Okseøje 67. Gul Snerre 68. Oksetunge 69. Slangehoved 70. Ager-Snerle 71. Bulmeurt 73. Skjaller 75. Pastinak 76. Bjørneklo 77. Vild Gulerod 79. Hyrdetaske 82. Fuglegræs 83. Almindelig Katost 84. Gaase-Potentil 86. Almindelig Kællingetand 87. Rød Kløver 89. Dyrkede Marker: Rod Tvetand 93. Krumhals 94. Arve 95. Kornblomst 96. Vellugtende Kamille 98. Gul Okseøje 99. Ager-Galte- tand 100. Ager-Løvemund 102. Korn Valmue 103. Kølle Valmue 104. Gærde Valmue 104. Opiat-Valmue 105. Agerkaal 107. Ager-Sennep 108. Kiddike 108. Klinte 109. Foder Vikke 110. Hvid Døvnælde 111. Vild Korvel 114. Svaleurt 116. Vin-Rose 116. Tørvemoser, Tørvegrave og tørvejordsholdige Enge: Blaa- top 120. Dunhammer 120. Kær-Mysse 122. Djævelsbid 123. Smalbladet Galteland 123. Blærerod 124. Tranebær 127. Rundbladet Soldug 128. Hvid Leverurt 131. Opret Potentil 133. Smalbladet Kæruld 134. Gul- Star 135. Eng-Gøgeurt 136. Bukkeblad 137. GARDEN II Skove og Lunde: Almindelig Mangeløv 139. Miliegræs 141. Dansk Ingefær 142. Almindelig Guldstjerne 145. Liljekonval 147. Stor- konval 148. Majblomst 150. Fireblad 151. Plettet Gøgeurt 152. Humle 153. Haremad 156. Skov-Høgeurt 157. Skovmærke 158. Skov-Galte- tand 159. Lungeurt 160. Rød Fingerbøl 161. Tveskægget Ærenpris 163. Skovstjerne 165. Almindelig Milturt 165. Blaa Anemone 166. Hvid Ane- mone 167. Gul Anemone 169. Vorterod 170. Hulrodet Lærkespore 171. Stinkende Storkenæb 172. Surkløver 174. Smalbladet Dueurt 177. Læge- Baldrian 179. Rundbladet Klokke 181. Nældebladet Klokke 181. Al- mindelig Gedeblad 183. Vild Merian 184. Bittersød Natskygge 185. Al- mindelig Koføde 186. Sankt Hansurt 188. Marts- Viol 189. Skov-Flad- bælg 191. Svalerod 193. Nikkende Limurt 194. Søer, Aaer, Sumpe, Grave og Grøfter: Sø-Kogleaks 198. Iris 199. Vand-Pileurt 201. Svømmende Vandaks 203. Vejbred-Skeblad 204. Almindelig Frøpeber 205. Tigger-Ranunkel 207. Hvid Aakande 207. Gul Aakande 210. Almindelig Vandspir 211. Tykbladet Ærenpris 212. Knop Siv 213. Vand-Klaseskærm 213. Pilebladet Kattehale 214. Sandmarker, Heder, Bakker og Diger: Sandskæg 216. Rød- knæ 218. Bakke Nellike 219. Tjære-Nellike 219. Nikkende Kobjælde 221. Almindelig Hønsetarm 222. Aften Pragtstjerne 223 Gul Evighedsblomst 224. Kattefod 225. Guldblomme 225. Blaamunke 226. Stedmoderblomst 227. Hare Kløver 230. Smalbladet Timian 230 Filtbladet Kongelys 231. Hørbladet Torskemund 233. Prikbladet Perikum 234. Almindelig Mælk- urt 235. Sølv-Potentil 236. Almindelig Løvefod 237. Mark-Krageklo 238. Lyngheder og Hedemoser: Jomfruhaar 241. Grenmos 241. Kløvtand 241. Rensdyrlav 243. Koralrød Bægerlav 243. Blaabær-Bølle 243. Almindelig Hedelyng 244. Melbærris 247. Gyvel 249. Klokke-En- sian 250. Vibefedt 251. Mosebølle 253. Tyttebær 254. Klokkelyng 255. Vild Rosmarin 256. Rævling 257. Almindelig Ulvefod 259. Strandenge, Strandbredder og Klitter: Salturt 262. Strand- Vejbred 264. Strand-Asters 265. Marehalm 265. Sandhjælme 267. Sand- Star 269. Strand-Melde 270. Strandtidsel 271. Klitrose 272. Strand- Nellike 273. Langstilket Havgræs 274. Bændeltang 276. FORTEGNELSE OVER PLANTEFAMILIERNE. Aakandefam. 209—210. Arumfam. 142. Baldrianfam. 15—180. Blære ro dfam. 125—251, Blomstersivene 205. Bregner 139. Bøllefam. 127—253—254. Dunhammerfam. 122. Ensianfam. 137—250. Gedebladfam. 183. Græsfam. 1—3—5—6—7—8—9—38—39—40—120— 141-217—265-267. Gøgeurter 11—13-136—152. Halvgræsfam. 10—134—135—198—269. Hampefam. 153. Irisfam, 201. Jordrøgfam. 171. Kartebollefam. 47 — 123. Katostfam. 86. Kattehalefam. 214. Klokkefam. 181—226. Kodriverfam. 23—95—165. Kolbeblomstrede 122. Kon- valfam. 147—148—150—151. Korsblomstfam. 30—82—107—108. Krap- fam. 68-158. Kurvblomstfam. 16—18-48—50—51-52—53—54— 55—56-59— 60— 62— 64— 65— 66— 67— 96— 98— 99— 156— 157— 224 — 225—265. Laver 241. Liljefam. 145. Lyngfam. 243—244—247—256. Læbeblomst- fam. 93—100—111—123—159—184—2.30. Maskeblomstfam. 21—22-75—102—162—163-187—212—231—233. Mos- ser 241. Natlysfam. 177. Natskyggefam. 73—186. Nellikefam. 31—32—83—109— 194—219-222—223—274. Perikumfam. 234. Ranunkelfam. 26—28—29—166—167—169—170—205—221. Rosenfam. 33_86— 116-133— 236— 237-272. Rubladede 19—69—70—94—160. Rævlingefam. 2.57. Salturtfam. 264—270. Sivfaiu. 213. Skebladfam. 205. Skedeknæfam. 13— 203—218. Skærmblomstfam. 76—77—79—114—213—271. Snerlefam. 71. Soldugfam. 131. Stenbrækfam. 25—131—165. Stenurtfam. 188. Storkenæbfam. 172. Surkløve rfam. 177. Svalerodfam. 193. Syre- fam. 41-42—43—203. Ulvefodfam. 260. Valmuefam. 103—104—105—116. Vandaksfam. 204— 274— 276. Vandspir- fam. 211. Vejbredfam. 44—46—264. Violfam. 189—227. Ærteblomstfam. 35—87—89—110—191-230—238—249. FORTEGNELSE OYER DE DANSKE NAVNE. Aakande, hvid, 207 — gul. 210 Aalegræs 276. AfbidL Skabiose 123 Aftenbakke 13 Aften Pragtstjerne 223 Ager-Gaaseurt 65 Ager-Galtetand 100 Agerkaal 107 Ager-Løveniund 102 Ager-Sennep 108 Agerskræppe 53 Ager- Snerle 71 Alant-Læge 60 — stor, 60 Anemone, blaa, 166 — gul, 169 hvid, 167 Arons Stav 144 Arve 95 Asters-Strand 265 Bakke-Gøgelilje 13 Bakke-Nellike 219 Baldersbraa 66 Baldrian-Læge 179 — tvebo 15 Begurt 220 Beskensød 186 Bitte Konval 148 Bjærg-Guldblomme 225 Bjørneklo 77 Blaabær 243—254 Blaabær-Bølle 243 Blaagræs 40 Blaahat, alm., 47 Blaamand 98 Blaamunke 226 Blaasimmer 166 Blaatop 120 Blaaurt 98 Blaa vej 167 Blodrod 134 Blærerod 124 Bogager 158 Bokar 158 Brandenborgeren 100 Borst-Høst 18 Bukkeblad 137 Bulmeurt 73 Burod 59 Burre, glat, 53 — liden, 53 Bynke, graa, 59 Bægerlav, koralrød, 2 13 Bændeltang 276 Bævregræs 8 Cikorie 48 Dansk Ingefær 142 Djævelsbid 123 Donhammergræs 7 Dueurt, smalbladet, 177 Dulnieurt 75 Dunhammer 120 Dunnemosser 121 Døvnælde, hvid, 93— 111 — Tvetand 111 Engblomme 29 Engdronning 35 Eng-Forglemmigej Id Eng-Gøgeurt 136 Engkarse 30 Engklokker 33 Eng-Nellikerod 33 Eng-Pragtstjerne 32 Eng-Rapgræs 9 Eng-Rottehale 5 Eng-Rævehale 3 Eng-Svingel 9 Eng-Troldurt 20 Eng-Trævlekrone 32 Ensian-Klokke 250 Etbær 152 Evighedsblomst, gul, 224 — tvebo, 225 Faaretunge 45 Faareøre 52 Fandens Boghvede 42 Fandens Kærnemælk 16 Feberurt 169 Fingerbøl, rød, 161 Fireblad 151 Firling, fremliggende, 31 Fjernellike, vild, 32 Fladbælg, gul, 35 — Skov, 191 Flæg 201 Flægkøller 121 Fløjlsblomst 227 Fløjteurt 115 Foder- Vikke 110 V Forglemmigej-Eng 19 Frøpeber, alm., 205 Fuglegræs 83 Fuglerede 81 Følfod 86 Gaase-Potentil 86 Gaaseurt 64 — Ager 65 Galtetand- Ager 100 — Skov 159 — smalbladet 123 Gedeblad, alm., 183 Gederams 177 GedeskEsg 35 Gedetving 73 Gejl 246 Glasurt 264 Godtraad 205 Graabone 60 Grenmos 241 Gulaks, vellugtende, 6 Guldblomme 225 Guldglans 147 Guldhumle 155 Guldstjerne, alm., 145 Gulerod, vild, 79 Gule-Vikker 36 Gulsimmer 169 Gyvel 249 Gærde-Valmue 104 Gogeblomster 31 Gøgelilje-Bakke 13 — vellugtende, 13 Gogemad 177 Gøgeurt-Eng 136 — grønstribet, 11 — plettet, 152 — Salep n Harefod 230 Harekaal 156 Hare-Kløver 230 Haremad 156 Hareskæg 8 Have-Karse 107 Havgræs 265 — langstilket, 274 Havtidsel 272 Havtorn 272 Hedelyng, alm., 244 Hedenød 134 Hejre, blod, 40 — laadden 41, Hestegræs 7 Hestehale 211 Heste-Vikke 111 Hirse-Star 10 Hjerteblomst 172 Hjertegræs 8 Hjælme 267 Holkegræs 5 Horselidsel 56 Humle 153 Hvene, alm., 40 Hvideveje 169 Hvidranke 150 Hvidsimmer 167 Hyrdetaske 82 Høgeurt, haarrig, 51 — Skov 157 Høgeskæg-Tag 50 Honsebid 84 Hønsegræs 44 Hønsetarm 222 Høst-Borst 18 Høst-Løvetand 18 Iris 199 Jomfruhaar 241 Jomfruhat 48 Jordhumle 73 Jærnurt 51 Kabbeleje 28 Kalla, vild, 122 Kamelblomst 99 Kamille, vellugtende, 98 — lugtløs, 66 Kaprifolium 183 Katost, alm , 84 Kattefod 225 Kattegræs 5 Kattehale, pilebladet, 214 Kattepote 224 Katteøjne 20 Kiddike 108 Klanner 41 Klinte 109 Klitrose 272 Khttag 267 Klokkelyng 255 Klokke-Ensian 250 Klokke, liden, 181 — nældebladet, 181 — rundbladet, 181 Kløver, rød, 89 Kløvtand 241 Kniplingsblomst 138 Knop-Siv 213 Kobjælde, nikkende, 221 Koblomme 29 Kodriver, hulkravet, 23 Koføde, alm., 186 Kohvede 186 Kokkehoved 225 Komule 256 Kongelys, filtbladet, 231 — storblomstret, 232 Kongepen, alm., 52 Kornblomst 96 Korn-Knopurt 96 Korn-Valmue 103 Kopatter 256 Koralrød Bægerlav 243 Korsknap 93 Krageklo-Mark 238 Krumhals 94 VI Kruset Skræppe 41 Kryslinger 255 Krøsbær 254 Krækkebær 258 Krækling 258 Kukkerkaal 177 Kveller 262 Kvik 39 Kvik-Hvede 39 Kvikker 40 Kællingetand, alm., 25 —87 Kærestekaal 189 Kæmpe- Vejbred 44 Kærminde 19 Kærmysse 122 Kæruld, smalbladet, 134 Kølle Valmue 104 Kørvel, vild, 114 Lammetarm 73 Lemmike 213 Le ver urt 167 Leverurt, hvid, 131 Liljekonval 147 Limurt, nikkende, 194 Lindhardtsurt 67 Linninger 244 Lokespung 75 Loppegræs 43 Loppeurt 18—43 Lungeurt 160 Lyngklokker 256 Lysesiv 213 Læge-Baldrian 179 Læge-Ærenpris 164 Lærkespore, hulrodet, 171 Læge Alant 60 Løberose 184 Løvefod, alm., 237 Løvemule 102 Løvemund-Auer 102 Løvetand 16 — Høst 18 Majblomst 150 Majlilje 148 Mangeløv, alm., 139 Marierose 118 Maries Sengehalm 69— 231 Marehalm 265 Mark-Krageklo 238 Marts-Viol 189 Melbærris 247 Melde-Strand 270 Merian, vild, 184 Miliegræs 141 Milturt, alm., 165 Mjødurt, alm., 33 Morrod 81 Mosebølle 253 Moselyng 255 Mosepeber 122 Museøre 20 Muskedonner 120 Myrebær 127 Mysike 158 Mælkebøtte, alm., 16 Mælkurt, alm., 235 Natskade 186 Natskygge, bittersød, 185 Natviol 13 Nellikerod-Eng 33 Nøgleblomst 25 Nøkkerose 207 Oksetunge 69 Okseøje, hvid, 67 Okseøje, gul, 99 Onde Urter 100 Opiat-Valmue 105 Pastinak 76 Pedersurt 18 Perikum, prikbladet,234 Pibet Klaseskærm 213 Pileurt, ferskenbladet, 42 Pileurt- Vand 201 — -Vej 43 Pimpinellerose 273 Potentil-Gaase 86 — opret 133 — Sølv 236 — -Tormentil 133 Pragtstjerne-Eng 32 — hvid 223 Præsteklokker 33 Præstekrave 67 Rajgræs, alm., 38 Ranunkel, bidende, 26 — -Tigger 207 - -Vand 205 Rapgræs-Eng 9 Rensdyrlav 243 Rose-Vin 116 — -Æble 116 Rosmarinlyng 256 Rottehale-Eng 5 Rugblomst 99 Rystegræs 8 Rævehale-Eng 3 Ræverose 161 Rævling 257 Rødbynke 41 Rødknæ 218 Røllike, alm., 64 Salep-Gøgeurt 11 Salomons Segl 148 Salturt 262 Sandhavre 265 Sandhjælme 267 Sand-Kattefod 225 VII Sandskæg 216 Sand-Star 269 Sankt Hansurt 188 Sankt Johannes Blom- ster 235 Senegræs 270 Sener 40 Selidonie 116 Skabiose 47 — af bidt 123 Skjaller 75 Skedeknæ 42 Skovfugleurt 111 Skov-Galtetand 159 Skov-Høgeurt 157 Skovlilje 184 Skovlog 147 Skovmærke 158 Skovranke 184 Skovstjerne 165 Skovsyre 174 Skræppe, kruset, 41 — rød 42—218 — -Syre 13 Slangehoved 70 Smørblomst 28—170 Snerle- Ager 71 Snerre, gul, 68 Snogebær 150 Snogerose 161 Sogræs 44 Soldug, rundbladet, 128 Spansk Havre 2G9 Springklap 30 Star, gul, 135 — Hirse 10 — Sand 269 Stedmoderblomst 227 Stenbræk, kornet, 25 Stenhumle 155 Stjerneurt 265 Storkenæb, stinkende, 172 Storkerose 31 Storkonval 148 Strand Asters 265 — Mandstro 271 — -Melde 270 — Nellike 273 Strandtidsel 271 Strand-Vejbred 264 Surkløver 174 Svalerod 193 Svaleurt 116 Svingel-Eng 9 Sværdlilje 199 Syre-Skræppe 13 Sø-Kogleaks 198 Sølv-Potentil 236 Sømandstro 272 Tag-Høgeskæg 50 Tandurt 75 Tavshedsrod 150 Tidsel, kruset, 54 — tornstænglet, 55 Tigger-Ranunkel 207 Timian, smalbladet, 230 Timothé 5 Tjærenellike 219 Tjære-Pragtstjerne 220 Tjæreurt 220 Tordenskræppe 53 Tormentil-Potentil 133 Torskemund, hørbla- det, 233 Tudestængel 115 Tusindfryd 62 Tusindskøn 64 Tvebo-Baldrian 15 Tvetand, rød, 93 Tranebær 127 Trefoldighedsblomst227 Troldurt-Eng 20 Trævlekrone 32 Tyttebær 254 Tyrkisk Græs 269 Ulvefod, alm., 259 Valmue-Gærde 104 — Korn 103 — Kølle 104 — Opiat 105 Vandaks, svømmende. 203 Vandvejbred 205 Vand-Klaseskærm 213 — Pileurt 201 — Ranunkel 205 Vandspir, alm., 211 Vejbred, dunet, 46 — glat 44 — -Skeblad 204 — -Strand 264 Vej græs 44 Vej-Pileurt 43 Velandsurt 179 Vibefedt 251 Vild Gulerod 79 — Kalla 122 — Kørvel 114 Vikke-Foder 110 — Heste 111 Vin-Rose 116 Viol, flerfarvet, 227 — Marts 189 Volverlej 225 Vor Frues Kaabe 238 — Sengehalm 231 Vor Herres Gryn 83 Vorterod 170 Æble-Rose 116 Ærenpris Læge 164 Tvedskægget 163 — -tykbladet, 212 Øjentrøst 22 FORTEGNELSE OYER DE LATINSKE NAVNE. Achillea millefolium 64 Agropyrum repens 39 Agrostemma Gitthago 109 A groslis vulgaris •10 Alchemilla vulgaris 237 Alisma Planlage 204 Alopecurus pratensis 3 Anagallis arvensis 95 Anchusa arvensis 94 — officinalis 69 Andromeda polifolia 256 Anemone Hepatica 166 — nemorosa 167 — ranunculoides 169 Antennaria dioeca 225 Anlhemis arvensis 65 Anlhoxanthum adoratum 6 Anthriscus silvestris 114 Antirrhinum Orontium 102 Arclostaphylus Uva ursi 247 Arnica montana 225 Arlemisia vulgaris 59 Arum maculatum 142 Asperula adorata 158 Aspidium Felix mas 139 Aster Tripolium 265 Atriplex liltoralis 270 Batrachium acfuatile 205 Bellis perennis 62 Brassica campestris 107 Briza media 8 Bromus mollis 40 Calla palustris 122 Calluna vulgaris 244 Gallha paluslris 28 Campanula rolundifolia 181 — Trachelium 181 Capsella Bursa pastroris 82 Cardamine pratensis 30 Carduus acanlhoides 55 — crispus 54 Carex arenaria 269 — flava 135 — panicea 10 Centaurea Gyanus 96 Cerastium vulgalum 222 Chamaenerium angustifolium 177 Chelidonium majus 116 Ghrysanthemum Leucanthemum 67 — segetum 99 Ghrysosplenium alternifolium 165 Cichorium Intybus 48 Gladonia pyxidala 243 — rangiferina 243 Gonvallaria majalis 147 — mulliflora 148 Gonvolvolus arvensis 71 Gorydalis cava 171 Grepis tectoruni 50 Daucus Garota 79 Diantlius' delloides 219 — superbus 273 Dicranum 241 Dielytra 172 IX Digitalis purpurea 161 Di'osera rotundilolia 128 Echium vulgare 70 Elymus arenarius 265 Empetrum nigrum 257 Erica Tetralix 255 Eriophorum polystachyum 134 Eryngium maritimum 271 Euphrasia officinalis 22 Festuca pratensis 9 Ficaria verna 170 Gagea lutea 145 Galium verum 68 Genista 89 Gentiana Pneumonanthe 250 Geranium Robertianum 172 Geum rivale 33 Glechoma hederacea 94 Gnaphalium arenarium 224 Heracleum Sphondylium 77 Hieracium Pilosella 51 — vulgatum 157 Hippuris vulgaris 211 Holcus lanatus 7 Humulus Lupulus 153 Hyoscyamus niger 73 Hypericum perforatum 234 Hypnum 241 Hypocoeris radicata 52 Inula Helenium 60 Iris Pseudacorus 199 Jasione montana 226 Juncus conglomeratus 213 Knautia arvensis 47 Lamium album 93 — 111 — purpureum 93 Lampsana communis 156 Lappa minor 53 — officinalis 53 Lathyrus pratensis 35 — sil vester 191 Leontodon autumnalis 18 Lepidium sativum 107 Linaria pumila 234 — vulgaris 233 Lonicera Gaprifolium 183 — Periclymenum 183 Lolium perenne 38 Lotus corniculatus 87 Lychnis album 223 — Flos cuculi 32 Lycopodium clavatum £59 Lythrum Salicaria 214 Majanthemum bifolium 150 Malva silvestris 84 Matricaria Ghamomilla 98 — inodora 66 Melamphyrum pratense 186 Melandrium album 223 Menyanthes trifoliata 137 Milium effusum 141 Molinia coerulea 120 Myosotis palustris 19 Nuphar luteum 210 Nymphaea alba 207 Oenanthe fistulosa 213 Ononis procurrens 238 Orchis latifolius 136 — maculatus 152 — Morio 11 Origanum vulgare 184 Oxalis Acetosella 174 Oxycoccus palustris 127 Papaver Argemone 104 — dubium 104 X Papaver Rhoeas 103 — somniferum 105 Paris quadrifolia 151 Parnassia palustris 131 Pastinaca sativa 76 Pedicularis palustris 20 Phleum pratense 5 Pinguicula vulgaris 251 Plantago major 44 — maritima 264 — media 46 Platanthera solstitialis 13 Poa pratensis 9 Polygala vulgare 235 Polygonum amphibium 201 — aviculare 43 — Persicaria 42 Polytricum 241 Potamogeton natans 203 Potentilla anserina 86 — argentea 236 — silvestris 133 Primula officinalis 23 — veris 23 Psamma arenaria 267 Pulmonaria officinalis 160 Pulsalilla pratensis 221 Ranunculus acer 26 — sceleratum 207 Raphanus Raphanistrum 108 Rhinanthus major 75 Rosa pimpinellaefolia 272 — rubiginosa 116 Rumex Acetosa 13 — Acetosella 218 — crispus 41 Ruppia spiralis 274 Sagina procumbens 31 Salicornia herbacea 262 Saxifraga granulata 25 Scirpus lacuster 198 Sedum maximum 188 Silene nutans 194 Sinapis arvensis 108 Solanum Dulcamara 185 Sorothaninus scoparius 249 Spiræa Ulmaria 33 Stachys arvensis 100 — paluster 123 — silvaticus 159 Stellaria media 83 Succisa praemorsa 123 Taraxacum officinale 16 Thymus Serpyllum 230 Trientalis europæa 165 Trifolium arvense 230 — pratense 89 Trollius europæus 29 Tussilago Farfara 56 Typha latifolia 120 Utricularia vulgaris 124 Vaccinium Myrtillus 243 — uliginosum 253 — Vitis idaea 254 Valeriana dioeca 15 — officinalis 179 Verbascum thapsiforme 232 — Thapsus 231 Veronica Beccabunga 212 — Chamædrys 163 — officinalis 164 Vicia sativa 110 Vincetoxicum album 193 Viola adorata 189 — tricolor 227 Viscaria viscosa 219 Weingårtneria canescens 216 Zostera marina 276 LITTERATUEFORTEGNELSE. Joh. Lamie: Haandbog i den danske Flora. 4. Udg. Kbhvn. 1886—88. Eug. Warmlng: Den systematiske Botanik. Kbhvn. 1891. — Den almindelige Botanik. Kbhvn. 1895. — Plantesamfund. Grundtræk af den økologiske Plantegeografi. Kbhvn. 1895. — Moderne botaniske Studier. Naturen og Mennesket. Aarg. 1890 — 91—93. — Om kødædende Planter. Tidsskr. for populær Fremstilling af Na- turvidenskaben. Aarg. 1875. — Fra Vestkystens Marskegne. Videnskabelige Meddelelser fra den nath. Forening i København. Aarg. 1890. — De psammophile Formationer i Danmark. Videnskabelige Med- delelser fra den nath. Forening i Kobenhavn. Aarg. 1891. — Køns- og Befrugtningsforhold i Planteriget. Tidsskr. for populær Fremstilling af Naturvidenskaben. Aarg. 1871 — 72. E. Rostrup: Vejledning i den danske Flora. Kbhvn. 1896. — Engukrudt. Tidsskr. for Landøkonomi IV R. 13 B. — Afbildning og Beskrivelse af de vigtigste Fodergræsser. Kbhvn. 1865. — Danmarks Planteverden i Fortid og Nutid. „Frem" 1898. C. Raunkiær: Dansk Exkursions-Flora. Kbhvn. 1890. — De danske Blomsterplanters Naturhistorie. I. B. Kbhvn. 189.5 — 99. I. W. Hornemann: Dansk økonomisk Plantelære I — II. Kbhvn. 1821 — 1837. — Vildtvoksende tidligere indførte Planter. Nath. Tidsskr. udg. af H. Krøyer. II— III B. Ch. Darwin: Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg. Oversat af I. P. Jacobsen. Kbhvn. 1872. — Insectivorous Piants. London 1875. Hermann Millier: Die Befruchtung der Bliimen durch Insecten. Leipzig 187.3. Anton Kerner: Die Schutzmittel der Bliithen gegen unberufene Gåste. Innsbruck 1879. Otto Kuntze: Die Schutzmittel der Pflanzen gegen Thiere und Wetterungunst. Leipzig 1877. Ernst Stahl: Pflanzen und Schnecken. Jena 1888. XII Strasburger, Noll, Schenk und Schiniper: Lehrbuch der Botanik fur Hochschulen. Jena 1894. H. Baillon: Historie des Plantes I— XIII. Paris 1868—1895. — Notions élémentaires de Botanique. Paris 1881. A. de Candolle: Géograpliie Botanique. Tome I— III. Paris & Geneve 1855. A. Kerner von Marilaun: Pflanzenleben. I. Leipzig 1887. II. Wien 1891. F. I. van Uildriks en Vitus Bruinsma: Plantenschat. Groningen 1898. Leon Marchand: Elements de Botanique. Paris 1872—73. P. Duchartre: Elements de Botanique. Paris 1867. /. Ramhosson: Histoires et Legendes des Plantes. Paris 1868. A. B. von Perger: Deutsche Pflanzensagen. 1864. Anton Andersen: Fra Planternes Verden. Kbhvn. 1885. H. Jensen Tusch: Nordiske Plantenavne. Kbhvn. 1867 — 71. Elias Fries: Botaniska Utflygter. I (1853) —III B. 1852—1864. Alfred Jørgensen: Om Blomsternes Bestøvning. Tidssskr. f. populær Fremstilling af Naturvidenskaben. Aarg. 1875—1876. I. Hoffmeyer: Nyere Undersøgelser angaaende Planternes Befrugtning. Tidsskr. for populær Fremstilhng af Naturvidenskaben. Aarg. 1870. P. Nielsen: Vore Græsmarker. Tidsskr. for Landøkonomi 1878. — Om Ukrudtsplanter. Botanisk Tidsskr. IV B. 14 B. — Sydvestsjællands Vegetation. Botanisk Tidsskr. II B. 2 B. H. Mortensen: Nordøstsjællands Flora. Botanisk Tidsskr. II R. 1 B. Fr. Weis: Vore Ukrudtsplanter. Naturen og Mennesket 1894. Aug. Mentz: Græsserne. Naturen og Mennesket. 6 B. Kbhvn. 1891. — Forskellige Artikler i Salomonsens ill. Konversationsleksikon. K. Hunsen: Forskellige Artikler i Salomonsens ill. Konversationsleksikon. Hj. Jensen: Zosteras Spiring. Botanisk Tidsskr. B. 17. 1890. Chr. Grønlund: Danske Giftplanter. Kbhvn. 1887. V. A. Poulsen: Om slyngende og klatrende Planter. Tidsskr. for popu- lær Fremstilling af Naturvidenskaben. Aarg. 1877. — Frøspredningen hos Planterne. Tidsskr. for populær Fremstilling af Naturvidenskaben. Aarg. 1876. A. Brunchorst: Ufilosofiske Betragtninger over , Instinkt" hos Dyr og Planter. Naturen. Bergen & Kbhvn. 1891. Meddelelser om Grønland. 12 H. Kbhvn. 1888. Fug. Warming: Om Grønlands Vegetation. Tidsskr. for populær Fremstilhng af Naturvidenskaben; Aarg. 1865 — 72 — 74-76—79—83. ENGE. Uet, der først og- fremmest giver vore soramergrønne Enge deres Præg', er de mange sninkke og fintformede Græs- arter, der Åar efter Aar skyder op af den bløde fugtige Jord med deres lange, smalle — linjeformede — Blade, deres ranke, leddede Stængler og' deres fine skællignende eller hindeagtige Blomster, der er samlede i en Top eller i et Aks. Plante- dækket og- da navnlig Græsdækket er paa Engene saa tæt, at det bidrager til at give Landskabet dets Karakter, og da Planterne tillig-e sædvanlig- er høje — fodhøje — , ses Jord- bunden ikke. De fleste Græsarter er fleraarige Planter, det vil sige, deres Liv varer flere Vækstperioder — flere Somre — . Det samme gælder for en stor Del de mange smuktblomstrende Engplanter, hvis iøjnefaldende Blomster hidlokker og- vejleder utallige Insekter, der bærer Støvet rundt mellem de forskel- lige Planter af samme Art og saaledes fuldbyrder Krydsbe- støvningen, medens paa den anden Side Engenes store aabne Flader frembyder gode Bestøvningsforhold for de ved Vindens Hjælp bestøvede Græsser. Paa Grund af de gunstige Fugtig- hedsforhold i Jordbunden, idet Engene er lavt Jordsmon, der navnlig forekommer ved Bredderne af Vandløb, omkring Ind- søer og Fjorde ved Havet, er Enggræsserne ikke udstyrede med særlige Værn mod en for stærk Fordampning — de kan saaledes ikke rulle deres Blade ind som mange Planter, der vokser paa tørre og sandede Jorder — derimod er Bladene ofte, som hos mange andre Solplanter, foldede, og denne Foldning tjener vel til Dels som Værn mod den stærke Plask- regn, idet denne da virker mindre voldsomt paa Bladene, 1 som ellers, navnlig" medens de endnu er unge og- flnhudede, kan beskadiges derved. Græssernes Aks, Top eller Dusk bestaar igen af Smaaaks, som hvert især er omgivne af to spidse Dækblade, Yderavnerne, og indeslutter et forskelligt Antal Blomster. Hver enkelt Blomst er desuden i Reglen omgiven af to Inderavner af forskellig Udseende og Størrelse. Den nederste og største bærer ofte i Spidsen eller paa Ryg- gen en stiv, børsteformet Stak, der i høj Grad bidrager til at give mange Græsarter deres ejendommelige Udseende. Blomsterne, der mangler baade Bæger- og Kronblade, er oftest tvekønnede, idet de indeholder saavel Støvdragere som Støvveje. De tre Støvdragere har lange, fine Støvtraade, der er fæstede til Midten af de letbevægelige, gyngende, gule eller violette Støvknapper. Naar disse ved Modningen springer op, udkastes de talrige farveløse Støvkorn i Luften. Støv- kornene er ikke klæbrige, men de er meget lette og hører til det saakaldte »flyvende« Støv, der af Vinden føres hen til Arrene paa andre Græsplantei's Støvveje, disse bestøves saaledes uden Hjælp af Insekterne, der jo ellers i saa mang- foldige Tilfælde bringer Støvet fra den ene Plante til den anden. For Græsserne, der ikke ved duftende, iøjnefaldende eller honningfyldte Blomster kan vejlede eller lokke Insekterne, er det flyvende Støv nødvendigt, for at Æggene kan bestøves, og ny Planter fremvokse. Blomsterne er derfor ogsaa an- bragte saa frit som muligt, idet de vugger sig paa Spidserne af vippende Straa og haarflne Stilke, og Støvtraadene er meget korte indtil henimod Bestøvningstiden , da forlænger de sig ganske overordentlig hurtig og omdannes til haarflne Traade, der naar ud over Avnerne og paa hvis Spidser Støv- knapperne, færdige til at springe op, hænger og gynger frem og tilbage. Frugtknuden bærer to Grifler med tj erformede Ar, hvis mange Fremspringninger let kan fastholde Støvet. Frugten er en Nød, men dens Frøgemme er hindeagtigt og vokset sammen med Frøets Skal; den kaldes sædvanlig en Skalfrugt eller et Korn. De trinde Stængler er hule und- tagen ved Leddene, hvor Bladene er fæstede. Bladenes ne- derste Del, der kaldes Skeden, omgiver Straaet. Bladskedens Eande er ikke sammenvoksede, men dækker hinanden; paa Grænsen mellem Skeden og Bladpladen findes en lille opad- rettet Hinde, den saa- kaldte Skedehinde, som dog- nndertiden er omdan- net til en Haarkrans. Græsfamilien, til hvil- ken vore fire Kornsorter horer, er vel nok den af alle Plantefamilier, der er vigtigst og nyttigst foi" Menneskene. Dens mang- foldige Arter er ndbredte over hele Jorden; i de varme Lande, hvor de bliver meget store, vokser de mere enkeltvis, i de tempererede Egne af Jor- den opnaar de ikke den Udvikling i Størrelse, men vokser til Gengæld sel- skabeligt, udgør Hoved- bestanddelen af vore Enge og danner vore Græsgan- ges smukke Grønsvær. Mange Græsser er vin- tergrønne og fortsætter deres Vækst hele Vinteren igen- nem, saa snart Temperaturen er tilstrækkelig mild, idet de unge Blade vokser, nye Blade udvikles, og Skuddene er rede til at udfolde sig, saa snart Vaaren kommer. Eng-Rævehale. (Alopecunis praténsis). Iøjnefaldende blandt vore Enggræsser er den 2—3 Fod (45—90 Cm.) høje Eng- Rævehale. Stænglerne eller Straaene Eng-Rapgræs (Poa praténsis). er oprette og glatte med blaaagtig-gTønne Blade, der er flade, temmelig- brede og ofte drejede saaledes, at den glinsende, med kun faa Spalteaabninger udstyrede Underside vender opad, medens Oversiden, der har de fleste Spalteaabninger vender nedad og saaledes beskyttes dels mod stærk Fordampning men navnlig mod for stærk Væde, idet den nedadvendte Overside med Spalteaabningerne slet ikke |kommer i Berøring med Regnen, saa at Spalteaab- ningerne ikke tilstoppes af Vand, hvilket i høj Grad hindrei' Transpirationen og der- igennem paa forskellig Maade kan skade Planten. Dusken er sammentrængt, tæt- blomstret, valseformet, omtrent 3 Tm. (8 Cm.) lang, og har sædvanlig fem kort- stilkede, enblomstrede Smaaaks paa hver Gren og spidse, langhaarede, oprette Yder- avner. Støvknapperne er violette, under Blomstringen purpurfarvede og efter Blom- stringen gule. Griflerne er laadne. Ved sine bløde og saftfulde Straa og Blade, der gerne ædes af Kvæg og Heste, ved sin tidlige Fremkomst, og derved at den ofte blomstrer flere Gange og især paa lidt fugtige Steder holder sig længe grøn, er Rævehalen en af vore bedste Græsarter. Som hos Græsplanterne i det hele taget er der i dens Stængler og Blade indlejret saa megen Kisel eller Kalk, at de derved er beskyttet mod at angribes af Sneglene, medens Husdyrene har saa stærke Tygge- og Fordøjelses- redskaber, at de formaar at give sig i Lag saa vel med denne som med de fleste andre Græsarter. Rævehalen blomstrer om Forsommeren i Maj og Juni. Foruden paa Enge findes den ogsaa ved Vejgrøfter og paa Græsmarker. Almindelig er den kun i Østsjælland og paa Bornholm, i det øvrige Danmark er den ret sjælden. Den kaldes ogsaa Eng-Rævehale (Alo- pecorus prateiisis). Katte g- ræs eller Holkegræs. I Furhold til andre Græs- arter g-iver Eng-Rævehalen kun en ringe Mængde Frø, og da disse desuden ikke modnes samtidig' og meget let falder af, er Indhøstningen forbunden med Vanskelighed. Eng-Rottehale. (Phleum praténse). Langt almindeligere paa alle Landets Enge, paa Marker og aabne Steder i Skovene er En g-K ottehale, der ligeledes er en højtvoksende Græsart med tueformet Vækst og oprette Straa. Ved sin valseformede Dusk lig- ner den Rævehale, men den har braadspidsede Yderavner og to Lideravner uden Stak. Dusken er foroven og forneden mere afrundet end hos Rævehale, og Smaaaksene er næsten stilk- løse. Straaet, der er fra 1 — 3 Fod (30-90 Cm.) højt, bliver løg- formet opsvulmet ved Grunden, naar Planten vokser paa tørre Steder. De flade og tenunelig brede Blade er alle drejede med Undersiden opad. Den blom- strer hele Sommeren fra Juni til September og har mørke- røde, tætsiddende Støvknapper, der i Blomstringstiden farver hele Dusken morkviolet. Denne Græs- art, der er fleraarig, dyrkes og- saa paa Græsmarker under Navn af Timothé, hvilket Navn den har faaet efter en ameri- kansk Landmand, som først djTkede den og som efter Navnet, Timothéus Hansen, at dømme, maa antages at være af dansk Oprindelse. Eng-Rottehale (Phleum pratense). Vellugtende Gulaks. (Anthoxånthum adordtuin). Et ejendommeligt og velkendt Enggræs er Vellugtende Gulaks. Den bliver kun halvt saa høj som Rævehale og Rottehale, noget over 1 Fod (15 — 45 Cm.). Fra hver Rod udgaar der flere glatte, tynde Straa, der bærer lysegrønne Blade og en aflang, tyndblomstret Dusk, hvis Blomster har violette Støvknapper og lange udhængende hvide Støvveje med laadne Ar. Den vel- lugtende Gulaks lader sig let adskille fra alle andre danske Græsarter ved, at den kun har to Støvdragere, medens vore andre Græsblomster har tre. I hvert Smaa- aks findes en frugtbar, stakløs Blomst og to sidestillede Blomster, der mangler Støv- .veje og Støvdragere og altsaa er golde. Det er en fleraarig Plante, der blomstrer tidlig paa Sommeren i Maj og Juni. Den- mister snart sin grønne Farve og bliver gulagtig. Den vellugtende Gulaks findes ikke alene paa Enge, hvor den er meget almindelig, men vokser ogsaa paa Græs- marker og paa solaabne Steder i Skove; paa gunstige Voksesteder kan den danne meget tætte Tuer. I tort Vejr ruller den sine Blade ind og opnaar derved, at Over- fladen, paa hvilken Spalteaabningerne findes, værnes mod Fordampning og hjælper til at holde paa Fugtigheden. 1 fugtigt Vejr folder Bladene sig ud igen. Naar den afplukkes og tørres, udbreder den en overordentlig behagelig og vedholdende Lugt, og det er væsent- lig denne Græsart, der bidrager til Høets Vellugt. Den søges meget af Bierne. Saalænge Straaet er ungt og friskt, ædes det med Begærlighed af alt Kvæg, i moden Tilstand æder Vellugtende Guiax (Anthoxånthum ado ratum). Kvæget det deiimod nødig- paa Grund af dets stærke Lugt. Da dette Græs er meget krydret, bidrager det til at give Smørret en behagelig Aroma ligesom Alpehøet. Efter Blom- stringen bliver Akset gult, deraf kommer dets latinske Navn, som betyder den gule Blomst. Den kaldes ogsaa Don ham- mergræs. Hestegræs. {Holcus lanåtus). Til de blødhaarede Græsser hører den smukke Heste- græs: Fløjlshaaret eller Uldhaaret Hestegræs, som den kaldes, fordi hele Planten baade paa Stængel og Blade er beklædt med fløjlsbløde Haar, der giver den en graaagtig Farve. Den gaar ogsaa almindelig blot under Navnet Fløjlsgræs. Den bliver 1 — 2 Fod (30—60 Cm.) høj, har en smuk tætblomstret paa den ene Side hvid- lig, paa den anden Side svagt rødlig Top, der under og efter Blomstringen er aaben. Den dan- ner store, bløde, tætte Tuer og blomstrer ved Midsommertid i Juni <3g Juli. Smaaaksene har to Blom- ster, af hvilke den øverste, der er en Hanblomst og altsaa kun inde- holder Støvdragere, er forsynet med en kort, fin Stak, som indesluttes i Akset, medens den nederste Blomst er tvekønnet og stakløs. Heste- græsset er meget almindeligt paa Enge, paa Marker, ved Randen af Grøfter og paa aabne Steder i Skove, og er et ret godt Foder- græs. Man liai' ogsaa anvendt den til Græsplæner i Haver, men den er tilbøjelig til i det andet Aar at danne Tuer, og Fløjlshaaret Hestegræs (Holcus 1 anatus). fryser let bort i streng Barfrost. Forevrigt hører den til de vintergrønne Græsser, der foi'tsætter deres Vækst hele Vin- teren igennem, saa snart Temperaturen er tilstrækkelig mild. Hjertegræs. (Briza media). Et ægte Enggræs er den fine og nydelige Hjertegræs, der ogsaa kaldes »Bævregræs« eller »Ry stegræs«, fordi de hængende hjerteformede S m a a a k s, der bæres af ganske haarfine Topgrene bævrer eller ryster ved den ringeste Be- vægelse. Medens Stænglen er glat, er Bladene noget ru at føle paa. Smaaaksene er bro- gede, rødlige og grønlige — sjælden grønlighvide — Denne letkendelige Græs- art naar en Højde af henimod IV2 Fod (20—45 Cm.). Dens Blomstringstid falder midt om Sommeren i Juni og Juli. Den forekommer almindelig paa Enge og Græssletter og pluk- kes meget til Opbevaring, da den ligesom mange andre Græs- arter kan tørres og da holder sig længe; men den er, lige- som andre tørrede Græsser, smukkest, naar den plukkes, inden den er afblomstret. De hjerteformede Smaaaks har givet den Navnet »Kærligheds- græs«. Ligesom de tidligere nævnte Enggræsser er den fleraarig og har lange vidtkrybende Rodstokke. Paa Sejrø kaldes den Hareskæg. Hjertegræs (Briza mediaj. 9 Eng-Rapgræs. {Poa praténsis). Blandt de mang-e Arter af Rapgræs, der vokser paa Enge, Marker og Diger, i Grøfter og Skovsumpe er Eng-Rapgræs (Afb. S. 3) mærkeligt ved, at det i høj Grad forandrer sit Udseende efter Voksestedet. Straaene, der er ru foroven, bærer en udbredt, aaben Top med flerblomstrede , sammen- trykte Smaaaks. Det har vidtkrybende underjordiske Rod- stokke eller Rhizomer og korte Skedehinder. Naar det vokser mellem Buske, kan det faa smalle, sammenlagte over alenlange Rodblade, opnaa en Højde af 1—2 Fod (30 — 60 Cm.) og har en græsgrøn Farve, medens det paa tør, mager, fast Bund paa Strandfælleder og Overdrev hår korte Udløbere, ofte kun bliver 4—6 Tom. (10 — 15 Cm.) faar korte, brede Blade, en meget sanmientrængt Top med stærkt ophøjede Ribber paa Yderavner og Dækblade og en blaagraa Farve. En lignende Form ses hist og her paa solaabne, græsbe- voksede Skovstier og Skovveje. Eng-Rapgræsset er en fler- aarig, meget almindelig Græsart, der blomstrer i Maj, Juni og Juli. Den udgør en Hovedbestanddel af Græsningen paa Enge og naturlige Græsgange og hører til de bedste Foder- græsser, især for Kvæg. Den udvikler sig tidlig om For- aaret, danner et tæt Grønsvær og giver rigeligt og kraftigt Hø. Eng-Svingel. (Festéca praténsis). Meget almindelig paa Enge og ved Randen af Veje er ogsaa Eng-Svingel et omtrent alenhøjt (c. 60 Cm.) bladrigt Topgræs, hvis Topgrene dels er parvise dels endestillede med mangeblomstrede, lange, smalle Smaaaks. Stak- ken er kort eller mangler helt. Selve Toppen, der staar opret, er noget ensidig, idet en stor Del af Smaaaksene sid- der paa den ene Side af Stænglen. Alle Bladene er flade, bredt linjeformede og har som Værn mod for stærk For- 10 dampning- Spalteaabningerne anbragte i Furer paa Oversiden; de beskyttes desuden mod den stærke Fordampning- derved, at i det mindste de ældre Blade ruller sig mere eller mindre sammen. Hele Planten er gi at. Den blomstrer i Juni og Juli og' er paa Grund af sin overordentlig' store Næringsværdi en af de fortrinligste Græsarter baade til Græsning og Høslet. Hirse-Star (Carex pantcea). Til Halvgræssernes Familie hører den paa fugtige Enge alminde- lig forekommende Hirse -Star, der som alle Stargræs har trekantede Stængler, der ikke er hule, men fyldte med Marv, og græsagtige Blade. Blomsterne hos Hirse-Star er samlede i Hanaks, der kun indeholder Blom- ster med Støvdragere, og i Hunaks, hvis Blomster kun har Støvveje. Det enlige, øverststillede Hanaks er tenformet og tætblomstret, me- dens Hun aksene, af hvilke der findes et, to eller tre, bærer Blomster, der sidder temmelig fjernt fra hverandre. Hver Blomst er ved Grunden omgiven af et brunt Dækskæl med hvid hindeagtig Rand. Frugterne er trekantede, glinsende mørkebrune Nødder. Plantens Farve er blaagrøn, og Straaets Højde V2— 1 Fod (15—30 Cm.). Den blomstrer i Maj og Juni, og er som alle Stararter en daarlig Foderurt paa Grund af sine skarpe Stængler og noget ru Blade. Da Hirse-Star mest ynder fugtig Jordbund, har den paa Bladenes Underside, der alene bærer Spalteaabningerne, et voksagtigt Overtræk, der be- Eng-Svingel (Festuca pra- tensis). 11 skytter Spalteaabningerne mod at tilstoppes af Vand. I Kær og Sumpe flettes Udløberne fi-a dens Rodstok ofte sammen med de talrige Rødder af andre der- voksende Planter og" danner et tæt sammenhængende Dække — den saa- kaldte Hængesæ.k — over Jorden eller over Vandet. Salep-Gøgeurt. (Orchis Morio). Til Gøgeurternes (Orchidåceae) mærkelige Familie, der i de tempererede Lande vokser paa tør og sandet Jord- bund, i Moser eller paa Kalkgrund, medens de i det varme Jordbælte ofte slynger sig op ad Træerne eller fæster sig som tilsyneladende Snylteplanter ved Luftrødder i Barken og lader deres store, mærkeligt Ibrmede Blomster hænge ned fra Grenene, hører den fra vore Bakker og høje Enge hist og her voksende Salep-Gøgeurt eller Grønstribet Gøgeurt. Paa Roden findes to kugle- runde Knolde, hvoraf den ene, der er tør og let, er fra det foregaaende Aar, medens den anden, der er saftig og tung, er bestemt til at ernære det følgende Aars Plante. Stænglen bliver henved en halv Snes Tommer (lU — 25 Cm.) høj og bærer de omskedende, bueribbede, helrandede Blade og paa Spidsen de ejendommelige, ganske uregelmæssige Blomster samlede i en Klase eller et Aks. Det enkelte Blomsterdække bestaar af seks Blade i to Kredse ; de tre i den ydre Kreds er omtrent ensdannede, ligesom de Hirse-Star (Carex pa- nicea). 12 to nederste i den indre, medens den tredje, som kaldes Læben, er større, trelappet og forsynet med en Spore, der tjener som^ Salep-Gøgeurt (Orchls Morio). Honning-gemme. Fer Blomsternes Udfoldelse er dette Blad det øverste, men under Udspringningen gør Frugtknuden en 13 Drejning-, hvorved Læben bliver det nederste Blad, og- derved kcmimer til at tjene som Landingsplads for de tilflyvende Insekter. Der findes kun én Støvdrager, der er sammen- vokset med Griifelen til en Grilfelstøtte. Støvknappernes to Halvdele er tjernede fra hinanden og indeholder hver en kølleformet, grønlig Støvmasse, der nedefter afsmalnes i en Stilk, saa de ligner to Støvdragere. Kronbladene er purpur- røde med grønne Striber og mørkerøde Pletter paa Læben. Honningen findes ikke i Sporens hule Rum, der er ganske tørt, men derimod i dens Væg og er dækket af en Hinde, som Insekterne maa gennembryde, før de kan opsuge Honningen. Salep-Gøgeurten blomstrer om Foraaret i Maj og Juni; af Knoldene faas Salep. Den forekommer hyppigere i det syd- lige og vestlige Sjælland end i det nordlige, er ret almindelig paa Møen, men findes dog mest udbredt paa Bornholm. Medens Salep-Gøgeurten søges af Humler og Bier, er kun Sommerfugle i Stand til at samle Honning af den lang- sporede Bakke-Gøgelilje eller Vellugtende Gøgelilje (Platanthéra solstitialis) , hvis hvide, lidt grønlige — lysfar- vede — Blomster kun falder lidet i Øjnene om Dagen, medens de let bemærkes om Aftenen af Tusmørkesværmerne, der tillige drages af Blomsternes Vellugt og anbringer deres Sugesnabel i den tommelange (2V2 Cm.) traaddannede Spore. Bakke-Gøgeliljen bliver noget over 1 Fod (20 — 35 Cm ) høj, den har kun to grønne Blade paa Stænglen og findes hist og her paa Bakker og høje Enge, især paa Fyn og i Jylland, hvor den blomstrer i Juni og Juli. I Vendsyssel kaldes den »Aftenbakke«, andre Steder er den kendt under Navnet »Natviol«. Syre-Skræppe. {Btcniex Acetosa). Af Skedeknæfamilien er Syre-Skræppe en almin- delig Engplante. Den bliver 1—1 V2 Fod (30—45 Cm.) høj og har smaa rødlige Blomster, der danner en Top. Stænglen er urteagtig og ejendommelig ved, at den ovenfor Grunden 14 M I''- 'W: 'Ot, Syre-Skræppe (Rumex Acetosa). land , hvor den bruges til Brød. af hvert Blad omsluttes af en hinde- ag tig Skede, det saakaldte Kræm- merhus. De fjerrihbede, helrandede Blade er aflange og ender forneden i to spidse, nedad vendte Lap- per, hvilket giver dem et spj^dformet Udseende. Blomsterne har kun et enkelt Blomsterdække, bestaaende af tre ydre smaa og tre indre større Blade, der er afrundede, med et lille nedbøjet Bruskkorn ved Grunden. De tre inderste Blade omslutter ved Modningen Frugten, der er en tre- kantet Nød. Blomsterne er tvebo, idet nogle Planter bærer Hunblom- ster, andre kun Hanblomster, disse sidste har seks Støvdragere, medens Hunblomsterne har tre penselformede Ar, der er godt skikkede til at opfange det ved Vindens Hjælp udbredte Støv. Syre-Skræppen blomstrer i Maj og Juni. Det er lettest at adskille den fra de talrige andre Arter af Skræppe- slægten efter Afblomstringen under Frugtmodningen, da Blomsterdækket saa er fuldt udviklet. Den er lige- saa almindelig paa Marker og ved Vejgrøfter som paa Enge, og dyrkes under Navn af »Syre« for Bladenes Skyld, der har en syrlig Smag. Den kaldes ogsaa »Surkaal«, og paa Færøerne bruges den til »Kaalsuppe«. En anden Anvendelse gøres der af Syre-Skræppen i det nordlige Fin- tørres, pulveriseres og blandet med Mel i^ 15 Tvebo -Baldrian. ( Valerkma dioecu). Paa vaade, side Enge findes hyppig- den fleraarige Tvebo- Baldrian, der paa sin fodhøje (30 Cm.) firkantede Stængel skyder sine blegrøde eller hvide Blomsterkvaste op mellem Enggræsset. De Stængelblade, der sidder nærmest Roden, er ægformet ovale oftest helrandede, medens de øvre Stængelblade er tjersnitdelte. Planten er tvebo, idet der findes Hanblomster paa nogle, Hnn- blomster paa andre Eksemplarer, men de er lette at kende fra hinanden, da Ban- blomsterne er større og- sidder i mere nd- spredte Kvaste end Ennblomsterne. For- øvrigt er Kvastene gaffeldelte. Kronen er uregelmæssig femdelt med et puklet Kron- rør, og Bægeret, der er fjerformet, bliver efter Kronbladenes Aftalden siddende i Spid- sen af den modne Frugt og tjener som Flyveredskab til at sprede Frugterne ud over Engen. Den blomstrer tidlig paa Som- meren i Maj og Juni og forekommer hyppigt paa Øerne. Det danske Slægtnavn Baldrian er rimeligvis en forvansket Udtale af det o, , t, ,-, ■ 1 • 1 ^T XT 1 • r. Tvebo Baldrian latinske jSlavn Valeriana, der udledes af (Vaieriana dioeca) Valet, som betyder Kræfter, fordi denne Plante besidder stærke lægende Egenskaber eller Kræfter. Den ædes af Køer og Faar, men ikke af Heste. Bierne søger dens Blomster. Mærkelig nok har den en stærk Til- trækningskraft for Katte, de opsøger den altid, men rigtignok kun for at kradse den op af Jorden og rive den i Stykker; maaske er det Rodens ubehagelige Lugt, der paavirker dem. Abbedissen Hildegard, som levede i det 12te Aarhundrede, kalder mærkværcllgvis i sin »Fysika« en Plante af denne Slægt Dennemarka. 16 Løvetand. (Taråxacum officinale) . Blomstrende hele Sommeren igennem fra April til Ok- tober er derimod den Almindelige Mælkebøtte ogsaa kaldet Fandens Kærnemælk eller Løvetand, der med sine gule skinnende Blomsterkurve lyser henover Enge og Marker og langs de græs- klædte Vejkanter. Denne al- mindelige Plante hører til Kurvblomsternes store Fami- lie, den artrigeste af alle Plan- tefamilier, af hvilken man ken- der over 11,000 Arter, hvilket vil sige, at ^/lo af alle Jordens Blomsterplanter hører til denne Familie, der er udbredt over hele Jorden, men især er frem- herskende i de varmt tempe- rerede Jordbælter. Her i Dan- mark findes henved 130 Arter af kurveblomstrede Planter. De fligede Blade hos Løve- tanden er samlede ved Roden, Stænglerne er kvarterhøj e (15—40 Cm.), trinde, hule og bladløse med en enlig. De ubetydelige Blomster er samlede i Kurve og bliver saaledes lettere bemærket af In- sekterne. Men skulde det dog hænde, at de ustadige Gæster glemmer dem, er de ogsaa i Stand til at bestøve sig selv, idet Arrets Grene har Tilbøjelighed til at rulle sig ind som en Urfjeder, hvorved deres klæbrige Flader let kommer i Berøring med det Støv, der endnu sidder mellem Griflernes ydre Haarbeklædning. Blomsterne er smukkest udfoldede paa varme Dage efter Solopgang og i Solskinnet omsværmede af Løvetand (Taråxacum officinalo). stor, gul Blomsterkurv. 17 utallige Bier, Humler og Sommerfugle. I Regnvejr, paa fugtigkolde Dage, i Nattens Mørke, og især naar den stærke Dugdannelse finder Sted paa kolde Morgener, er de derimod lukkede, men til samme Tider har ogsaa de honningsøgende Insekter trukket sig tilbage til Nattens Hvile eller søgt Ly mod Vejret i deres Skjulesteder. Som det meget hyppig finder Sted med de gule Blomster, ligesom med de blaa, er Løvetandsblomsterne ikke saa afhængige af Lyset med Hen- syn til deres Udfoldelse om Morgenen som mange røde og hvide Blomster. At Lyset dog spiller en betydelig Rolle for Løvetanden ses deraf, at dens Blomster udfolder sig langt tidligere om Morgenen , naar Planten vokser frit , end naar den staar i Skygge af et Træ, et Gærde eller en Sten. Vokser den frit for Morgensolen, aabner den i godt Vejr sine Blomster henimod Kl. 9 om Morgenen, i overskyet og daarligt Vejr derimod først henimod Middag. Efter Afblomstringen vokser alle Kurvens haarformede Bægre ud til den hvide udspærrede Fnok, der danner et kugleformet Hoved. Paa hver af de smaa Frugter findes en lang Stilk, der bærer en Mængde fine hvidlige Haar. I fugtigt Vejr holder disse sig samlede, men i tørt Vejr spiles de ud, og naar Frugterne løsnes fra Kurvedækket, bærer Vinden dem med Lethed bort, fordi de, idet de spredes ud, danner en Flade, som Vinden let kan faa Tag i, og paa Grund af deres ringe Vægt holder de sig længe svævende i Luften. Naar de endelig Jorden, maaske i en betydelig Af- stand fra Moderplanten, danner Flyveapparatet tillige en god Faldskærm. Skønt Mælkebøtten kun vokser som Ukrudt, faas dog af dens store tapformede Rod et vigtigt Stof, Løve- tand, der ligesom Cikorie anvendes til at blande mellem Kaffebønner. Kvæget spiser den gerne, og den skal især være god for Faarene. I Frankrig anvendes Bladene som Salat. Navnet Mælkebøtte stammer fra den Mælkesaft, der findes i Stænglen. Der er faa Planter, der har saa mange forskellige Navne som Løvetanden, men faa forekommer vel ogsaa saa hyppigt i alle danske Provinser. I Nordfyn kaldes 18 den »Fandens Køer«, i Sydfyn »Kærnerose«, og paa Møen »Loppenrt«, hvilket Navn skyldes de talrige smaa sorte Biller, der sædvanlig findes i Blomsterkurvene ; i Skanderborg hedder den »Mjelkote«, paa Salling »Troldkoner« og i Midtjylland »Troldljeger«. Nogle Steder kaldes den »Troldmandsiirt«, hvilket ligesom de to sidstnævnte Navne minder om dens norske Navn »Troldkonesko«. De fleste af disse Navne synes at stamme fra den gamle Overtro, at onde Mennesker og Hekse ved Hjælp af denne Plante kunde malke andre Folks Køer og derved tilvende sig deres Smør. Dens ældgamle Navn , Løvetand , har muligvis sin Oprindelse fra de ejen- dommelige høvlformede Blades Flige, der er spidse som Rov- dyrtænder; i Frankrig kaldes den ogsaa Dens leonis. Høst-Borst. (Leontodon autumnålis). Ligesaa almindelig paa Enge, Marker og Veje som Mælke- bøtten er den noget mindre og spinklere Høst-Borst eller Høst-Løvetand ogsaa kaldet Pedersurt, der ligesom Mælkebøtten har rodstillede, fjerfligede Blade, men en mere eller mindre grenet Stængel, hvis Spidser er ud- videde og beklædte med smaa Skæl. Naar Støvkornene, der er bestemte til at overføres af Insekter, er modne, hænger de saaledes sammen, at de, idet Støvsækkene springer op, ikke kan spredes i Luften hver for sig i Form af smaa Støv- skyer. Der har nemlig dannet sig et klæbrigt Overtræk over hvert enkelt Korn, og Nytten deraf er ikke blot den, at Kornene bliver holdte sammen, men ogsaa, at de let hæfter sig fast ved andre Plantedele og ved Insekterne, der ubevidst fører dem af Sted. Der findes desuden et ejendommeligt Fejeapparat bestaaende af smaa Haar, der sidder paa Grifien, ved dettes Hjælp fejes Støvkornene ud af Støvknapperne og hæftes til Griflens Sider. Høst-Borsten blomstrer til langt ud paa Efteraaret med gule enlige Kurve, der udvendig er rødlige. Den vokser Høst-Borst (Leontodon autumnalis). 19 ogsaa almindelig- paa Strand-Enge eller Sylt-Enge, saaledes kaldes den bløde Bund, der giver efter, naar man træder paa den og som findes mange Steder rundt om ved vore Kyster, hvor Vandet er roligt, og Land har kunnet danne sig. Eng-F or glemmigej. {Myosdtis palustria) . Den almindelige Eng-Forglemmigej eller Kærminde hører til de rubladedes Familie, der paa Bladene og Stænglen er beklædt med stive Haar. Den kan blive over 1 Fod (15— 40 Cm.) høj og har en krybende Rodstok, hvorved den kendes fra andre Forglemmigejer. Dens smukke Blomster, der er større end de andre Forglemmigej Arters, er under Udviklingen først rødlige og bliver senere lys-himmelblaa. Kro- nerne har en flad Krave og fem gul- agtige Skæl . en saakaldet Bikrone, der lukker for Røret og tjener til at hindre Regnvandet i at naa Støvet og Honningen. Blomsterne sidder i ensidige Kvaste, og Frugten er en Spaltefrugt med fire Smaanødder, mel- lem hvilke Griflen rager op. For- glemmigejen er en fleraarig Plante, der blomstrer i Juni, Juli og August og Eng-Forglemmigej (Myosotis er almindelig i fugtige Enge og Grøf- pahistris). ter, ved Randen af Bække og Søer. I ældre Tider kaldtes den med en Fortyskning af Navnet »Forgetmigej« eller ;^ Forglem mig ikke«. Om Oprindelsen til Navnet »Forglemmigej« fortæller et gammelt Sagn: Da Vorherre havde skabt alle Blomsterne og givet dem Navne, var en lille Blomst, der voksede ved en Bæk, bleven glemt. Den gik da frem for Guds Trone og sagde: »Gode Fader! alle Blomsterne gav du et Navn, kun mig har du glemt, jeg 20 beder dig ogsaa i din Kærlighed at tænke paa mig!« Og Vorherre svarede: »Jeg skal ikke glemme dig, glem du saa heller ikke mig. Forglemmigej, det skal da være dit Navn«. Paa Landet kaldes den ofte »Katteøjne«, hvilket minder om dens islandske Navn »Kattarauga«, og »Museøre«, der formodentlig er hentet fra Bladenes Form og Stilling. I Sverrig hedder den »Jomfruøga« og i Norge »Jomfrusoløje«. Eng-Troldurt. (Pedlculåris palustris) . Tidligt paa Sommeren i Maj og Juni blomstrer den smukke En g- Troldurt. Den bliver kun V2 — 1 Fod (10 — 40 Cm.) høj og kendes let paa sin op- rette, sædvanlig mørkerøde Stængel, med de smaa dybt fjerdelte Blade, det to-læbede Bæger med kruset-tan- dede Læber og de smukke rosen- røde klasestillede Kroner, der har sammentrykket kruset Overlæbe og et langt Rør. Arrene og Støvknap- perne findes højt oppe under Kronens hvælvede Overlæbe, der tjener dem til Beskyttelse mod Regn og Dug, og Kronen er saa aaben, at smaa tilflyvende Insekter vilde kunne ind- føre deres Sugemund langs den nedre Side af Kronrøret og hente Honningen fra Blomstens Dyb uden at strejfe Ar og Støvknapper. Men paa denne Maade bringer de ikke Støvet fra den ene Blomst til den anden, hvilket for Plantens Vedkommende gerne skulde være Udbyttet af deres Besøg og Vederlag for Honningen. For nu at hindre disse smaa Gæster i med saa stor Lethed at trænge ned i Kronrøret, Eng-Troldurt (Pedicularis palustris). 21 findes der paa dettes nedre Væg talrige stive, spidse Smaa- haar, som Insekterne meget nødig vil bringe deres Sugemund i Berøring med; naar de alligevel vil ned i Blomsten, maa de trænge ind højere oppe under Overlæben, hvorved de kommer til at berøre Støvknapperne. Flyver de derefter overpudret med Støv hen til en anden Blomst, vil de afstryge Støvkornene paa dennes Ar, og derved har Planten naaet sit Maal — Krydsbestøvning. Eng-Troldurten afgiver et smukt Eksempel paa det Af- hængighedsforhold, som finder Sted mellem Dyrenes og Plan- ternes geografiske Udbredelse. Samtidig med at Insekterne tager af i nordlige Egne, aftager ogsaa de Plantearter, der kun kan bestøves ved deres Hjælp; og til den arktiske Zone gaar kun saadanne Blomster, der bestøves af Bier og Fluer eller ved Vindens Hjælp. Da nu Troldurtens Blomster er saaledes byggede, at de hverken kan bestøve sig selv eller bestøves af Vinden, men alene ved Bier og lignende Insekter, maa man slutte, at der findes saadanne saa højt mod Nord, som Troldurten vokser. Nu er Troldurt tilligemed andre Planter af samme Slægt funden saa højt mod Nord som paa Novaja Semlja og paa Vestkysten af Grønland paa 79" nord- lig Bredde, men helt herop, til denne yderste Grænse for al Plantevækst, er ogsaa trængt en Jordhumle, der besørger Plantens Bestøvning. Derimod findes der paa disse Steder ingen Planter, hvis Blomster skal bestøves af Sommerfugle, som ganske mangler i saa nordlige Egne af Jorden. Paa Spitsbergen, der ligger 3—4" nærmere ved Polen, forsvinder ogsaa de Planter, der alene søges af Bier, der ikke findes saa højt mod Nord, derimod vokser der en Del, der besøges af Fluer og Myg og mange Vindbestøvere , fordi Kulden holder flere Insektordener borte, men ikke hindrer Vindens Indvirkning. Eng-Troldurten horer til de maskeblomstredes Fa- milie. Den findes almindelig paa fugtige Enge, i Tørvemoser og Kær. Af og til forekommer den med hvide Kroner, saaledes ved Søndersøen paa Sjælland. 22 Øjentrøst. (Euphrdsia officinålis). En anden maskeblomst ret Engplante er den lille ny- delige Øj en ti' øst en meget foranderlig Plante, der bliver fra et Par Tommer til over 1 Kvarter (3—25 Cm.) høj. Den grenede Stængel er besat med fine Haar og bærer smaa ægformede Blade, der er savtakkede med 3 — 6 Takker paa hver Side. Blomsterne, der sidder i et Aks, har hvide eller lilla Kroner med mørkere Striber og en gul Plet paa Underlæben, der er trelappet. Denne lille Plante udmærker sig ved en stor Afveksling ikke alene i Ki'onernes Størrelse, men ogsaa i Støvdragernes og Griflernes Bygning, og denne Uregelmæssighed synes at staa i Forbindelse med Blomsternes Bestøvning, der enten foregaar ved Hjælp af Insekter eller paa anden Maade. Øjentrøsten er ogsaa mærke- lig ved, at den hører til de saa- kaldte Halvsnyltere, der i Mod- sætning til de egentlige Snylteplan- ter, der udelukkende henter dei-es Næring fra de Værtplanter, til hvilke de er fæstede, tager en Del af deres Næring fra Luften og Vandet. For- uden denne uorganiske Næring, der altsaa ikke er tilstræk- kelig for dem, maa de tillige for at kunne leve optage i sig en Del organiske Stoffer, der allerede er tilberedte af andre Planter. Paa Øjentrøstens Rødder findes der derfor en Mængde smaa Sugevorter, med hvilke Rødderne hæfter sig fast til andre Planters især Græssernes Rødder for at suge Næring øjentrøst (Euphrasia officinalis). 23 af dem. Den blomstrer fra Juni til September og er alminde- lig* paa aabne Steder i Skovene, hvor den omsværmes af Bierne, der suger Honning af dens Blomster. Navnet hidrører fra, at den i det mindste tidligere anvendtes mod visse Øjen- sygdomme. Hulkravet Kodriver. (Pniiiula offieinålis). Af Kodriverfamilien vokser Hiilkravet Kodriver almindelig paa høje Enge og Bakker og i Udkanten af Skove. De rodstillede Blade er ægformede, fintandede, rynkede og dunede. Det klokkeformede, ensfarvet bleggrønne Bæger er tilligemed Stænglen og Blomsterstilkene fløjlshaaret. I Spidsen at den kvarterhøje Stængel sidder Blomsterne i en Skærm. Kronerne har en hul Krave og er citrongule med fem orangerøde Pletter i det indsnørede Svælg. Den hulkravede Kodriver er en Foraarsplante , der blomstrer i Maj og Juni. Af Linné blev den kaldet Primula veris »Vaarens Førstefødte«. Kodriverne har to forskellige Slags Blomster, nogle hvor Støvknapperne er fæstede omtrent midt i Ki'onrøret. medens Arret befinder sig i sammes Munding, og andre, som har en saa kort Griffel, at Arret her sidder midt i Røret, medens Støvknapperne er anbragte oppe i dets Munding. Disse to Blomsterformer forekommer aldrig paa samme Plante. Planter, der ligesom Kodriveren har forskelligt byggede Blomster, kaldes »dimorfe« eller »med to Slags Blomster«. Dette ejen- dommelige Forhold staar i Forbindelse med Støvets Over- førelse paa Arret. Naar Kodriveren visner, bøjer den Blomsten nedad, og kort efter falder den gule Krone af. Det er just ved denne Tid, at Støvknapperne brister, og i de Blomster, der har korte Støvdragere, vil derved en Del af Støvet falde paa Arret. Men i Blomster med kort Griifel og lange Støv- dragere har Arret ingen Udsigt til at blive bestøvet. Denne Vanskelighed ved Bestøvningen er i Virkeligheden til stor Gavn for Planten. Man har nemlig lagt Mærke til, at Frøene 24 bliver langt bedre og kraftigere, iiaar Støvet fra én Blomst føres hen paa en anden Blomsts Ar, og det Middel, som Naturen anvender for at opnaa dette, er hovedsagelig Insek- Hulkravet Kodriver (Primula officinalis). terne, der hidlokkede af den rigelige Honning, der findes i Bunden af Kronrøret, flyver fra Blomst til Blomst og med- fører Støvet paa deres Ben og Krop. Højst mærkeligt er det nu indrettet saaledes, at hos et Insekt, der har besøgt 25 en Kodriver med korte Støvdragere og derefter flyver hen paa en anden med kort Griffel, vil netop den Del af dets Legeme, livorpaa Støvet sidder, komme i Berøring med denne sidste Blomsts Ar, ligesom det samme vil være Tilfældet, naar Insektet fra en Blomst med lange Støvdragere flyver hen til en anden med lang Griffel, hvor Arret sidder højt oppe i Kronens Munding. De ubudne Gæster, som Myrer og Bladlus, der kun ger Planten Skade ved at berøve den dens Honning, uden at de er i Stand til at hjælpe den med at føre Støvet, der muligvis hænger ved deres Legeme videre, da det vilde gnides af under deres Vandringer op og ned ad Planterne, indfanges og holdes tilbage af de nederste Blade, der afsondrer et klæbrigt Stof. De ikke stærkt duftende, men ret vellugtende Blomster bliver grønne ved Tørring og kan anvendes til The. De indeholder megen Honning. Den hulkravede Kodriver kaldes ogsaa »Kællingetand«, »Nøgleblomst«, »Maries Himmerigsnøgler« eller »Vor Frues Sengehalm«. Den ædes ikke af Kvæget, skønt dens Lugt, som tidligere nævnt, ikke er gennemtrængende — deraf maaske Navnet Kodriver. Kornet Stenbræk. (Suxifraga (/ranuldta). Almindelig paa høje Enge, paa Diger og Marker er en meget smuk lille Plante, der kaldes Kornet Stenbræk, fordi den ved Grunden af Stænglen har en Mængde smaa, rødlige, dunhaarede Knolde eller kugleformede Korn — de saakaldte Yngleknopper. Det er en urteagtig, fodhøj (15— 30 Cm.) kirtelhaaret Plante, hvis nyreformede Grundblade er rundstakket-haandlappede. Stænglen bærer kun faa Blade. De hvide temmelig store Blomster sidder i en Kvast. Det er en fleraarig ret almindelig Plante, der blomstrer i Juni paa høje Enge — den findes saaledes bl. a. 26 i Mængde ved Fortunen i Nærheden af Jægersborg — paa sandede Marker mellem Græs, paa Diger og Bakker og mellem Krat. Den er meget af- holdt af Geder, og dens Honning tillokker Bierne. Bidende Ranunkel. (Ranunculus acer). Meget almindelig paa Enge, ved Randen af Marker og ved Vejgrøfter er Bidende Ranunkel. Den kan blive over 2 Fod (20—70 Cm.) høj og har glinsende gule Blomster med næsten kredsrunde Kronblade, der hvert ved Grunden har en Honning- grube, dækket af et Skæl. De fem- bladede Blomster, der sidder paa trinde Stilke, har mange fri Støv- dragere og mange Støvveje. Bladene er stilkede, haanddelte og fligede; Bladskederne og undertiden den ne- derste Del af Stænglen bærer ud- staaende Haar, iøvrigt er Planten overalt besat med tiltrykte, silke- bløde Haar. Frugten, der bestaar af talrige Nødder samlede i et rundt Hoved, er glat, medens Nødderne hos flere andre Ranunkler er besatte med Pigge. Den blomstrer i Maj, Juni og Juli, og da den har fladt udbredte aabne Blomster, i hvilke Hon- ningen kun ligger lidet gemt, søges den fortrinsvis af In- sekter med kort Sugesnabel, som Biller, Fluer og Bier. Blomsterne er smukkest udfoldede paa varme Dage efter Solopgang og omsværmede af utallige Insekter. Paa kolde Morgener, naar der falder stærk Dug, paa kølige fugtige Dage, i Regnvejr og om Natten, er de derimod lukkede; men Kornet Stenbræk (Saxifraga granulata). 27 paa (le Tider har ogsaa de honningsødende Insekter trukket sig tilbage for at finde Ly mod Vejret i deres Skjulesteder Bidende Ranunkel (Ranunculus acer). eller søge Hvile for Natten. Da Blomsterne vender opad, er Støvet udsat for at ødelægges af Regn, men den bidende 28 Ranunkel har en egen Maade at beskytte sit Støv paa, idet dens Blosterstilke er modtagelige for den Art mekaniske Paavirkning, der fremkaldes ved Stød udefra. JSTaar den op- rette Blomsterstilk rystes stærkt af gentagne Vindstød eller store nedfaldende Regndraaber, krummer den sig, saa at Blomsterne bliver hængende og derved næsten øjeblikkelig kommer til at danne et beskyttende Tag eller Skærm, saa snart der indtræder daarligt Veji-. Denne Krumning vedvarer, efter at Regnen er ophørt, derfor ser man ogsaa, naar man efter en Regn gaar hen over en Eng, hvorledes Ranunklernes Blomster er bøjede nedad. Dette er værdt at lægge Mærke til, da man ellei's let kunde antage, at Krumningen alene skyldtes det Tryk, som de med tunge Regndraaber belæssede Blomster udøver paa deres Stilke. Men det, at Krumningen vedvarer, ogsaa nogen Tid efter at Regndraaberne er blæste af Planten eller fordampede, synes at vise, at det virkelig er den ved Rystelsen fremkaldte Krumning, der har bøjet Blomsterne. Ligesom de andre gulblomstrede Arter af Ranunkelslægten kaldes denne Ranunkel »Smørblomst«, Navnet ^^ bidende Ra- nunkel« stammer fra de skarpe Safter, den indeholder. I Sverrig kaldes den »Soløga« eller »Guldskålar«. Kabbeleje. (Caltha palustris). Til Ranunkelfamilien hører ogsaa den smukke For- aarsplante Kabbeleje, en glat, opstigende omtrent fodhøj (15—30 Cm.) Plante, med kraftige, tykke Stængler, hvis underste Stykke ofte er nedliggende. Stænglen kan da slaa Rødder ved Bladfæsterne, og dersom det forbindende Stykke mellem Moderplanten og det rodslaaende Bladfiieste raadner bort, dannes der en ny Plante, og paa denne Maade ud- breder Kabbelejen sig hyppigt. Bladene er rundagtige, hjerte- eller nyreformede og rundtakkede i Randen. Den har store, 29 smukt gule Blomster med et enkelt fembladet Blomster- dække, undertiden foiekommer der dog flere, indtil ni Blade 1 Blomsterdækket. Blom- sterne har talrige Støvdra- gere, og Frugten bestaar af flere Bælgkapsler. Som de fleste andre Ranunkler be- sidder den giftige Egen- skaber, hvorfor Kvæget nø- digt æder den. Dersom den findes i Høet, og Kø- erne paa denne Maade fodres med den, nedsættes Mælke- produktionen. Forøvi'igt kan den blive besværlig nok, da den jo tager stor Plads op og med sine temmelig store Blade kvæler mange spæde Græsplanter om Foraaret. Da den indeholder en Del Honning, omsværmes den meget af Bierne. Kabbelejen blomstrer i April og Maj og er overordentlig almindelig i vaade Enge med kraftig Jordbund, Skovmoser og Grøfter. Den kaldes ogsaa »Koblomme«. Kabbeleje (Caltha palustris) Engblomme. (TroUms europæus). Lidt senere blomstrer den smukke Engblomme. Det er en anselig Ranunkelplante, 1—2 Fod (30—50 Cm.) høj med en opret, oftest udelt, enblomstret Stængel med haand- delte fligede Blade og store, næsten kugleformede, lysegule Blomster, hvis ydre Blomsterdække — Bægeret — dannes af mange store indbøjede Blade, det indre — Kronen — af nogle ganske smaa, der er tungeformede og 30 safrangule. Frug-ten bestaar af en Kreds af Bælgkapsler. Den er ligesom de fleste andre Ranunkler fleraarig, blom- strer paa Forsommeren i Maj og Juni og" forekommer temme- lig almindelig- paa Enge og fugtige Steder i Kratskove i de fleste Egne af Landet, dog mangler den paa Bornholm og paa Lolland og Falster. Engblommen er en af vore smuk- keste Markblomster. Dens latinske Slægtnavn er dannet af et gammelt tysk Ord Troll, der betyder Kugle. I ældgamle Dage kaldtes den »Frejas Guldrose«. Engkarse. (Cardåiiihie praténsis). Engkarse, der hører til Kors- blomsternes Familie, er en mere end fodhøj (20—45 Cm.) Plante med en opret, trind, hul, oftest ugrenet Stængel med finnede Blade, af hvilke de nedre de øvre lancetformede. Blomsterne er lilla med gule Støvknapper. Bægerbladene er sraaa, medens de fire Kronblade er tre Gange saa lange som Bæger- bladene og har udstaaende Plader. De grundstillede Blade, der raadner bort, bærer Knopper, ved hvilke denne Art ofte formerer sig. Der findes hyppig Variationer med mindre Blomster og tandede Smaablade saaledes ved Bredden af Søllerød Sø. Frugten er en flad Skulpe med elastisk tilbage- rullede Klapper, hvorfor Planten ogsaa kaldes Springklap. Ved disse Klapper slynges Frøene bort ofte i en ikke ube- tydelig Afstand fra Moderplanten, hvilket er af stor Betyd- ning for de unge Planter, da Næringsstofterne i Moderplantens umiddelbare Nærhed ofte er utilstrækkelige til at de nyop- voksende Planter kan trives, naar Trængselen mellem dem Engblomme (TroUius europæus). Smaablade er ovale 31 er altfor stor. Ogsaa af Hensyn til Bestøvningen er det heldigt, at Frøene spredes, saa de nnge Engkarseplanter ikke kounner til at vokse for tæt sammen, men blandes mel- lem andre Engkarser, da det ikke er godt, at nærbeslægtede Individer bestøver hinanden. Eng- karsen blomstrer i Maj og Juni øg- er meget almindelig paa Enge og andre fugtige Steder. Larverne af den lille grønne Skumcikade opholder sig ofte paa Engkarsen og afsætter sit under Navn af »Gøgespyt« eller »Troldspyt« bekendte Skum. Den kaldes ogsaa Gøgeblomster. Paa Fyn kaldes den Storkerose og i Sverrig Braxen- b lom s ter, fordi den blomstrer paa den Tid Brasenen leger. Fremliggende Firling. (Sagtna procåmhens) . Ogsaa Nellikefamilien har sine Repræsentanter paa Engene. Hertil hører Fremliggende Firling en lille, fin, tueformet Plante, der kun bliver et Par Tommer (3 — 6 Cm.) høj. De fire smaa Kronblade er hvide, men mangler ofte ganske. Hoved- stænglen er kort med rosetstillede , overvintrende Blade og med nedliggende, rodslaaende Grene. De traaddannede Stæng- ler bærer linjeformede, braadspidsede Blade. Blomsterstilkene er straks efter Afblomstringen nikkende, men efter Frøenes Spredning atter oprette. Bægerbladene staar ud fra den modne Kapsel. Den blomstrer hele Sommeren fra Maj til August og er meget almindelig paa Enge, Marker og Over- drev saa vel paa Sand- som paa Lergrund. Hvor liden Engkarse (Cardamine pratensis). 32 Fremliggende Firling (Sagina procumbens). denne Plante end er, bidrager den dog- til at fæste Sandet; den ædes og- saa af Faarene. Eng-Trævlekrone. (Lyclmis Flos ciiculi). Eng-Trævlekrone er en smuk anselig Engplante. Den bliver 1 — 2 Fod (25 — 60 Cm.) høj og kendes let paa sine rosenrøde, dybt fligede Kroner. Den oprette Stængel er furet og ru, besat med spredte, nedadrettede Haar og smalle, lancetformede Blade. Blomsterne sidder i en Kvast. De har rødligt klokkefor- met Bæger med korte spidse Tæn- der og smukke Kronblade, der er dybt delte i fire smalle uligestore Flige og forsynede med Bikrone; Støvknapperne er blygraa. Da Bæ- geret og Kronbladenes Negle danner et temmelig vidt Rør, hvis Længde er 9 — 10 Millimeter eller henimod V2 Tomme, besøges Eng-Trævlekro- nen ikke alene af Bier og Fluer med lang Sugesnabel, men ogsaa af de endnu mere langsnablede Som- merfugle. Den blomstrer ved Mid- somraertid i Juni og Juli og er fleraarig. Frugten er en femtandet Kapsel. Paa Enge er den en almindelig forekommende Plante; den kaldes ogsaa Eng-Pragtstjerne eller vild Fjernellike. Eng-Trævlekrone (Lyclmis Flos cuculi) 33 En g -Nelliker od. (Geum rivåle). Eng--Nellikerod, der hørei- til Rosenfamilien, er ogsaa meget almindelig paa Enge og i fugtige Kratskove. Det er en næsten Vh Fod (15—45 Cm.) høj Plante, der let kan kendes paa de klokkeformede, kodfarvede Blomster, der hænger og nikker i Spidsen af Stæng- len og Grenene. Det rødbrune Bæger er femtalligt og har et fembladet Yderbæger. Hos I^ellikerodens hængende Blomster er det let at iagttage, hvorledes Bestøvningen udføres af Insekterne. Disse holder sig nemlig under Besøget i Blomsten fast til Støvvejene, og medens de nu med Hovedet søger rundt mellem Støvknapperne, faar de ikke alene Hovedet overpudret, men ryster ogsaa en Del Støv ned, som hæfter sig paa deres Bug, og som de da let kan overføre paa Arrene i samme eller i andre Blomster. Efter Afblomstringen slutter Bægeret om- kring Nødderne. Hver Nød bærer i Spidsen en krogformet, saakaldet Frø hale, der er dannet af den blivende Grift'el. Stængel- bladene er lyreformet delte. Eng-Nellike- roden blomstrer i Maj og Juni. Den kaldes hist og her Engklokker eller »Vor Herres Brød«. Ved København gaar den under Navnet Præsteklokker. Paa Landet bruges den undertiden til Farvestof Eng-Nellikerod (Geum rivale). Almindelig Mjødurt. (Spiræa Vlmåria). Til Rosenfamilien høi'er ogsaa Almindelig Mjødurt, en urteagtig Plante med fjersnitdelte Blade, hvis Afsnit er 3 34 ægformede, groft takkede og paa Undersiden hvidflltede, dog undertiden grønne. Endebladet er trelappet. De hvide Blom- ster, — der i Knop- tilstanden "er rødlige, — har fembladet Bæ- ger og Krone og sid- der i en rigt og tætblomstret Top, der ligner flere Halv- skærme, som er stil- lede over hverandre. De smaa kransstillede Bælgkapsler er snoede. Det er en fleraarig meget anselig Plante, der bliver 2 — 3 Fod (50— 100Cm.)høj. Den blomstrer i Juni og Juli og er almindelig paa høje Enge, paa Bakker og paa fugtige Steder mellem Buske. Dens Navn stammer fra dens stærke, ejendommelig søde Lugt, der hidrører fra Fordampningen af ætheriske Oljer, som navnlig findes i Kirtler paa Kronbladene. Bi- erne, der lokkes af Duf- ten, søger den meget, og i flere Egne af Tysk- land gnider man Bi- kuberne med den for at fange de sværmende Bier; i Sverrig bruger man ved Bøndergilderne at strø den paa Gulvet, hvor der danses. Almindelig Mjødurt (Spiræa Ulmaria). 35 fordi den, naar den trædes i Stykker, giver en behagelig Lugt. Den kaldes ogsaa Gedeskæg, da Gederne gerne æder den, eller Engdronning, fordi den er saa anselig. I enkelte Egne, som paa Bornholm, omkring Roskilde og Skelskør paa Sjælland og i Aalborg-Egnen, forekommer den almindelig, i andre Egne er den derimod sjælden, saaledes i den sydlige Del af Halvøen, eller den mangler endog helt, som ved Helsingør. Gul Fladbælg. (Låthyrus praténsis). Gul Fladbælg hører til de Ærteblomstredes Fa- milie. Den har en kantet Stængel, der snart er liggende, snart opret, 2-3 Fod (25—100 Cm.) høj og klatrende. Bladene har et Par lancet- formede Smaablade og en Slyngtraad, og store pilformede Akselblade. De gule vellugtende Blomster sidder i en mangeblomstret Klase paa en lang Stilk. Blomsten er ret mærkelig indrettet, idet den forreste Del af Kølen er sækformet opsvulmet og ved Indsnøring skilt fra den bageste Del; i det forreste Bum opbevares Støvet, efter at Støvdragerne har trukket sig tilbage i Blomsten ; Grif- len, der ligger ned mod Bunden afKolen og følger denne helt ud i dens forreste opad rettede Spids, er paa dette forreste Stykke bred og tæt bedækket med stride Børster; yderst sidder det lille Ar. Alle Blomstens Dele er meget tæt sammen- føjede, og det er derfor kun kraftigere Insekter, der kan naa ned til den dybt liggende Honning. Naar de udfører dette q^j piadbælg (Lathyius Arbejde, presses Kronbladene nedad, og praténsis). 3* 36 Griflens Børster fejer da Støvet ud af en lille Aabning, der dannes af et bladagtigt Vedhæng paa Spidsen af Kølen, og Støvet opfanges enten af Insekternes Haarbeklædning eller ligger frit uden paa Blomsten. Først senere bliver Årret klæbrigt, saa der altsaa er Mulighed for, at det ved et senere Besøg kan modtage det Stev, der har sat sig fast paa In- sekterne. Den gule Fladbælg er en almindelig Plante paa Enge, ved Gærder og i fugtige Krat. Den blomstrer i Juni og Juli og er fleraarig. Under Navnet »Gule Vikker« er den vel kendt, og den giver et fortræifeligt Kvægfoder. GRÆSMARKER. Lig-esom de saftige Eng'e breder ogsaa de mindre fugtige Græsmarker deres grønne Tæppe over vide Strækninger, men deres Plantevækst er lavere og mere aaben end Engenes. Forskellen stammer mest fra Jordens Fugtighed, idet Græs- markerne er højere beliggende end Engene, hvoraf følger at de ikke udsættes for større Fugtighed end den, som den al- mindelige Nedbør bringer dem. De afmejes ikke som Engene, men afgræsses kun. Græsmarkerne her i Landet, som i de fleste nordevropæiske Slettelande, har rimeligvis oprindelig været bevoksede med Skov. Fra ældgamle Tider har Græsset, der dækker en saa uhyre stor Del af Jordens Overflade, spillet en Rolle i Menneskenes Forestillinger, i Overtro og Sagn. Græsset kaldes »Jordens Haar«, og efter et gammelt Sagn tog Vorherre, da Adam blev skabt: Sten til Knogler, Skyer til Hjerne, Dug til Sved og Græs til Haar. — I Middelalderen plejede forelskede Ynglinge at kaste et Græs- straa efter den Kvinde, deres Hu stod til, og tog hun det op, var det Tegn paa, at hun gengældte deres Følelser. Derfor synger ogsaa Walter von der Vogelweide: »Mich hat ein Halm gemachet fro; Er giht, ich still genade finden — « da han havde modtaget et Straa fra sin Tilbedte, og hun derved havde vist ham, at han havde fundet Naade for hendes Øjne. Paa Engene og Græsmarkerne findes undertiden runde bare Pletter, der er omgivne af en Ring af Græs, som er 38 kraftigere og af en mørkere Farve, end det øvrige Græs. Det er de i Sagnene omtalte Hekseringe, thi paa saadanne Steder danser Alferne ved Midnat og i Maaneskin deres lette Danse. Tidligere mente man, at disse nøgne Pletter stam- mede fra Hvirvelvinde, men det sandsynligste er vist, at der paa et saadant Sted har staaet en Gruppe Svampe, der har kastet deres Sporer i en Kreds, og ved Svampenes Hensmuldren er Jordbunden bleven uimodtagelig for Græsvæksten. Man siger, at Faarene ikke æder Græsset i disse Alferinge, og Shakespeare, der kendte Naturen saa forunderlig nøje, om- taler dette i Stormen, — Akt V S. 1 — hvor Prospero taler til Alferne: » Smaapuslinger, I som ved Maaneskin i Græsset træde ned de grønne Kredse, som Paaret ikke nipper af — « Almindelig Rajgræs. (Ldlkim perénne). Paa Græsmarker og paa høje Enge, langs Vejene og ved Vejgrøfterne findes overalt Almindelig Rajgræs, en slank Græsart, der som oftest bliver hen ved 1 Fod (30 Cm.) høj, men ogsaa hyppig opnaar en Højde af IV2 Fod (50 Cm.). Den har mørkegrønne, glatte Straa, der forneden er knæ- bøjede og kan kendes paa, at de unge Blade er kølformet sammenlagte, medens de hos nærstaaende Arter er sammen- rullede. Smaaaksene, der kun har en Yderavne, er flade, sammentrykte og flerblomstrede , de sidder i to Rader og vender Kanten mod Plantens Akse. Rajgræsset er fleraarigt og blomstrer i Juni, Juli og August. Den dyrkes under Navn af engelsk Rajgræs og er vistnok den første Græsart, som er bleven dyrket her i Landet. Den indførtes i sin Tid fra England, og Navnet betyder efter sin engelske Oprindelse »Ruggræs«. Den er en nøjsom og ret varig Græsart, som godt taaler jævnlig at afgræsses, giver tidlig Foraarsgræsning , godt Hø og god Efteraarsgræsning, men den fordrer en temmelig lang Hvile- periode efter Blomstringen og taaler ikke godt Tørke. Naar 39 den slaaes før Blomstringen, bliver Høet udmærket godt, men er Foraaret meget koldt, lider den en Del, da den ikke godt taaler Kulden, den saas derfor undertiden sammen med andre Græsser, der kan beskytte den under Opvæksten. Almindelig Kvik. (Agropyrum rep ens) . Ligesaa hyppig paa Marker, ved Veje, langs Gærder og i Haver er Almindelig Kvik ogsaa kaldet Kvik-Hvede, men paa Grund af sine lange, krybende Rodstokke er den et højst besværligt Ukrudt. Dens oprette Straa bliver fra 2 — 4 Fod (60—120 Cm.) høje og bærer et smalt Aks med tætsid- dende Smaaaks. Bladene er flade, tilspidsede, temme- lig stive og paa Oversiden ru, fordi der findes en enkelt Række Børster paa hver Ribbe. Den va- rierer meget i Stør- relse, Farve og Be- haaring efter Vokse- stedet, man træffer saaledes hyppig en lavere Form med smalle Blade, der er blaagrønne og ind- rullede i Randen. Om Efteraaret bli- ver Kvikgræsset de fleste Steder stærkt ^i,^^ Rajgræs Alm. Kvik (Agropyrum angrebet af Græs- (Lolium perenne). repens). 40 rust, der frembringer sorte Striber paa dens Straa og- Skeder. Den kendes og-saa under Navnet »Kvikker« eller »Sener«, i Vensyssel kaldes den »Blaagræs«. Den blomstrer i Juli og August. Al høj 0^ Almindelig Hvene. (Agrdstis vulgdris). mindelig Hvene bliver omtrent 1 Fod (30 Cm.) har en Top af udspærrede, haarfine Grene, der er brunrøde før og violette efter Blomstringen, men forøvrigt varierer dette Græs meget baade i Størrelse og Farve. Fra Roden udskyder der mange Straa, saa at Planten bliver tueformet. Bladene er smalle, spidse, ru, med en lang, temmelig jævn Skede og meget kort Skedehinde. Den er fler- aarig og blomstj^er i Juni, Juli og August. Hvenen er meget almindelig overalt, paa Græsmarker og høje Enge, ved Veje og i Skove. Den er den almindeligste Plante paa tørre, sandede Marker i Jylland. Som Foderurt er den god, og den giver fint Hø. Blød Hejre. (Bromus mollis). En ligesaa almindelig Græsart paa Mar- ker, paa høje Enge og ved Veje er Blød Alm. Hvene " Hejre. Den har et opret, kraftigt Straa, (Agrostis vulgaris). der er trindt og laaddenknæet og bliver V2— IV2 Fod (15—45) Cm.) højt. Bladene er linjeformede, glatte, dunhaarede og graaagtige. Ogsaa Topgrenene og Bladskederne er dunhaarede. Smaaaksene er meget bløde, lidt sammentrykte og tæt taglagte, idet Blom- Kruset Skræppe (Rumex crispus). 41 sterne mod Frugtmodningen dækker hverandre med deres hele Længde, og først efter Blomstringen bliver Toppen aaben. Den er én- eller toaarig og blomstrer i Juni og Juli. I de Tuer, der overvintrer, visner de udvoksede Blade om Efter- aaret, men de bliver siddende Vinteren over som et beskyttende Dække for de unge, uudviklede Blade. Denne Græsart er i høj Grad i Stand til at forme sig efter de ydre For- hold. Medens den paa løs, nærings- rig og ikke for tør Bund danner store Tuer med mange Skud og høje, rigtblomstrende Straa, saa optræder den paa meget haard eller paa ma- ger og tør Bund med ganske lave, ugrenede Skud med faa, smaa Blade og faa eller kun et eneste Smaaaks; saaledes forekommer den almindelig paa Vestjyllands høje, tørre og magre Sandmarker. Denne Evne til at danne sig efter Forholdene har ogsaa be- virket dens store geografiske Ud- bredelse. Den kaldes ogsaa 1 a a d d e n Hejre og ved Silkeborg »Klanner«. Kruset Skræppe. (Rumex crispiis). Meget almindelig paa Marker, Blød Hejre (Biomus mollis), ved Gærder, langs Veje og mellem Kornet er en næsten 2 Fod (45—60 Cm.) høj Plante med lancetformede Blade ved hvis Grund der findes en hindeagtig Skede, det saakaldte Kræmmerhus, som omslutter Stænglen. Det er Kruset Skræppe eller Rødbynke, der hører til Syrefamilien. Den har en opret Stængel, der oventil er grenet, kantet, furet og ofte rødagtig. Bladene er glatte, i Randen stærkt bølget-krus ede, de øverste smalle, kortstilkede, 42 de nederste langstilkede, Bladstilkene er flade paa den øverste og afrundede paa den underste Side. Rodbladene visner tid- ligt hen. De smaa Blomster er stillede i tætte Kranse. Blomsterdækket, der bestaar af tre ydre smaa og tre indre store bredt-hjerteformede Blade — hvilke sidste kan betragtes som Kronbladene — er grønligt med et rødt bruskagtigt Korn midt paa hvert Blad. Der tindes seks Støvdragere og tre penselformede Ar, der er godt egnede til at opfange det ved Vindens Hjælp udbredte Støv. Først under Frugtmodningen er Blomsterdækket fuldt udviklet. I Juni begjmder den krusede Skræppes Blomstring, og fra Slutningen af Juni til midt i September foregaar Frugtmodningen. Den sætter talrige Fro, der let spirer og skal kunne bevare deres Spireevne, selv om de ligger i Jorden i flere Aar. Rødbynken er et meget skadeligt Ukrudt, da Kreaturerne ikke vil æde den, medens den tager stor Plads og megen Næring fra de dyrkede Planter. Den kaldes ogsaa rød Skræppe eller Fandens Boghvede. I Norge er den meget søgt af Ryperne, der spiser de smaa trekantede Nødfrugter. Perskenbladet Pileurt. (Polygonuni Persicdria) . Til Syrefamilien hører ogsaa Ferskenbladet Pileurt eller »Skedeknæ«. Den vokser mest som Ukrudt paa dyr- kede Marker, hvor Jorden er lidt fugtig. Den oprette Stængel er trind, glat og rødagtig, og de kortstilkede, modsatte, spidse Blade har nogen Lighed med Pileblade. De er lancetformede, ofte graa af tiltrykte Haar og har hyppig en sortebrun Plet paa Midten. Jo tørrere Voksestedet ei', desto mere haaret bliver denne Plante, idet den i og imellem Haarene indeslut- tede Luft værner Planten mod hurtig Fordampning. Det er ogsaa denne Luft, der giver Haarene den graalige Farve. Ogsaa Skedehinderne er i Randen besatte med Haar. Blom- sterne er lyserøde, og de trekantede Nødder glinsende sorte. I Modsætning til flere andre Planter af Syrefamilien, der har Ferskenbladet Pileuit (Folygonum Persicaria). 43 iøjnefaldende Blomster og derfor nyder g-odt af Insekternes Besøo-, idet disse bærer Støvet fra den ene Blomst til den anden, saa har den ferskenbladede Pileurt vel en tætsluttet Blomsterstand, men Blomsterne er saa smaa, ganske uden Lugt og afsondrer saa lidt Honning, at der kun er faa In- sekter, der finder det Umagen værd at besøge dem. Ikke desto mindre sætter den altid rigelig Frø, da den véd at hjælpe sig uden Insekterne. I den første Tid, efter at Blom- sterne har udfoldet sig, er Støvdragerne meget længere end Griflerne, og Støvknapperne er vendte saaledes, at de er langt fjernede fra Arrene; men naar Støvet er modent, strækker de to Grifler sig og bøjer sig saa meget udad, at Arrene umiddelbait berører de aabne Støvknapper og opfanger Støvet. Den ferskenbladede Pileurt, der ogsaa kaldes Loppegræs eller Loppeurt bliver 1 — 2 Fod (25 — 60 Cm.) høj og blom- strer i Juli, August og September. Vej-Pileurt. (Poh/goniwi aviculåre) . Vej -Pile urt af Syrefamilien har smaa, spredte, lancet- formede eller aflange Blade med kræmmerhusformet sammen- voksede, hindeagtige Akselblade, der som en Skede omslutter Stænglen. Denne, der bliver fra nogle faa Tommer til halvanden Fod (10—45 Cm.) høj er opret eller som oftest nedliggende, trykket tæt til Jorden, meget grenet og bærer i Bladhjørnerne Blomsterne, der enten- sidder enlige eller i faablomstrede Nøgler. Det enkelte femdelte Blomsterdække er rødligt, med otte Støvdragere og tre Grifler. Disse smaa uanselige Blomster, der slet ingen Honning af- sondrer, besøges kun af meget faa Insekter, især Fluer; men da Støvdragere og Støvveje er udviklede paa samme Tid, og de tre inderste Støvdragere lægger deres Knapper tæt hen over Arrene, er der sørget omhyggelig for, at Planten kan blive befrugtet ved sit eget Støv. Den blomstrer hen paa Eftersommeren fra Juli til Sep- 44 tember og er meget almindelig ved Vejkanter, paa V(^je, mellem Brostenene paa Gaden og lignende Steder, Denne Plantes Nøjsomhed er saa stor, at den kan trives, hvor andre Planter umulig kan eksistere, dens Stængler er desuden meget bøjelige og taaler udmærket at betrædes af Mennesker og Dyr; dertil kommer endnu, at den vokser meget tæt. er meget rigt forgrenet og ofte, naar Forholdene kræver det, lægger sine Stængler henover Jorden. Hvor den vokser mellem Koi-n, bliver den derimod opret. Den kaldes ogsaa >Hønsegræs«, »Sogræs«, »Vejgræs« eller »Hundrede Knuder« og ved Sølle- rød »Rendemaske«. Frøene ædes af Fuglene især af Duer og Spurvefugle. Navnet »Polygonum« betyder Mangekant, og er om denne Slægt brugt med Hensyn til Frøet. Fordi den findes over alt, ved hver en Vej, kaldes den i Tyskland »Hans ved Vejen«, og man fortæller der følgende Sagn om den: I en Landsby boede en rig, men gerrig Bonde, der havde en smuk Datter, som hed Grete. Lige over for ham boede en fattig Bonde, hvis Søn hed Hans. De unge Folk holdt af hinanden, men den rige Bonde hindrede dem i at komme sammen. Da saa' Grete saa længe og saa længsels- fuldt fra sin Have efter Hans, og han skuede fra Vejen saa langt efter Grete, indtil de begge blev forvandlede til Blomster. Grete blev til den fine lille Haveplante »Grete i det Grønne« (Nigélla Damascena), eller »Jomfruen i det Grønne«, som vi kalder den her til Lands, og Hans blev til »Hans ved Vejen«, Glat Vejbred. (Plant a go major). En Plante, der er vel kendt af alle, er den. der under Navn af »Kæmper« vokser saa almindelig paa Marker, ved Veje og Strandenge. Den hører til Vejbredfamilien, og dens botaniske Navn er Glat Vejbred eller Kæmpe-Vejbred — efter de brede Blade — . Bladene, der er tæt samlede ved Roden og har lange Stilke, er ægformede, helrandede eller svagt tandede og næsten glatte eller forsynede med faa 45 spredte Haar. Paa den tiinde Stængel sidder det omtrent kvarterian ge, ofte endnu længere, valseformede Blomster- aks. De smaa hindeagtige Kroner er gulbrune, og Støv- dragerne har lange, hvide Stevtraade med brunviolette Støv- knapper. Kæmpe- Vejbreden er en fleraarig Plante, der bliver fra et Par Tommer til henimod 1 Fod (5—30 Cm.) høj. Den blomstrer i Juni, Juli og August. Overførelsen af Støvet til det tjerformede År. der udvikles før Støvdragerne, foregaar dels ved Vindens dels ved Insekternes, især Biernes Hjælp. Naar disse samler Støv, holder de sig svævende ud for Blomsterne, idet de ved en rask Be- vægelse med Forbenene fejer Støvet af og fører det videre til Kurvene — det ejendommelige Samleredskab , de har paa Bagbenene. Under disse hurtige Bevægelser danner der sig naturligvis en hel Støvsk}' omkring dem, og meget af Støvet føres derved over paa frem- mede Ar, enten paa samme Plante eller paa andre, som staar i Nærheden. De smaa Frø, der findes i Buddiker, det vil sige Kapsler, der springer op paa tværs ved et Laag, ædes gerne af Smaafuglene, og benyttes meget til Føde for Kanariefugle. Ved Fuglenes Hjælp spredes Frøene ofte langt omkring, og da denne Plante kun forlanger lidt Jord, ja endog kan vokse i den sparsomme Jord, der findes i Murrevner og Sprækker, ses den ofte voksende paa gamle Mure. I forrige Tider kunde man saaledes se »Kæmper« vokse højt oppe paa Marmorkirkens Ruin ved København. Navnet Kæmpe hidrører fra en gammel Folkeleg, som bestaar i, at to slaar løs paa hinanden hver forsynede med et Knippe Kæmper. Den hvis Aks først falder af Skafterne, er den overvundne Part. Paa Landet gaar den ogsaa under Navnet »Faaretunge«, et Navn, der rimeligvis stammer fra Bladenes Form. Kæmpe-Vejbred kan tjene som Eksempel paa, hvorledes Glat Vejbred (Plantago major). 46 der med Civilisationens Udbredelse og med Anlæggelsen af Kolonier i. fjerne Lande, altid følger en Del Planter, der ofte bliver tilbage som Vidne baade om Civilisationen og Kolo- nisterne, selv om begge skulde uddø, saa vel som om deres tidligere Hjemland. Saa snart en Evropæer bosætter sig i en afsides Nord- Amerikansk Skovegn, indfinder Kæmpe- Vej- breden sig straks paa Stedet, men den forsvinder ikke, selv om Kolonisten forlader Egnen ; Indianerne kalder den derfor de »hvides Fodspor«, idet de tror, at den vokser frem der, hvor en Evropæers Fod blot en Gang har betraadt Jorden. Dunet Vejbred. {Fhmtago media). Særlig smukt indrettet med Hensyn til Bestøvningen er Blomsterne hos Dunet Vejbred. Den kendes fra Kæmpe- Vejbred paa, at dens ægformet ovale Blade har kortere Stilke, er dunhaarede og rosetformet udbredte paa Jor- den. Blomsterakset er kortere og tyk- kere end hos Kæmpe-Vejbreden og me- get kønt med sine hvidlige Kroner, lange, rosenrøde Støvtraade og hvide Støvknapper. Den vokser paa tørre, lerede Marker og ved Veje, især hvor Underlaget er Ler eller Kalk og blomstrer i Maj, Juni og Juli. Den dunede Vejbred udmærker sig ved at have to forskellige Former af Blomster, hvoraf den ene Form særlig er ind- rettet til Vindbestøvning, den anden derimod til Lisektbestøvning. Den første Blomsterform har meget lange, tynde Støvtraade, lange, fjerformede Ar og aabne Kroner, der ikke er i Besiddelse af nogen særlig Vellugt. Denne Form fore- kommer hos de Vejbredplanter, der vokser paa frie eller højt- Dunet Vejbred (Plantago media). 47 liggende Steder, hvor Vinden kan r3^ste Støvet fra de lange Støvdragere ud over Arrene. Den anden Blomsterform der- imod trætfes hos Vejbredplanter, der vokser i Læ af Gærder og Hegn eller i Fordybninger, hvor Vinden ikke kan komme til at lyste Støvet ud over Arrene. Blomsterne er derfor indrettede til Insektbesøg, har kortere, stivere, stærkt røde Støvtraade og et Ar, der næsten er gemt mellem de korte, hvælvede Kronblade, der tillige udsender en overordentlig behagelig Duft, der sikkert tilligemed de stærkt røde Støv- dragere virker tillokkende paa Insekterne, da man har truffet omtreut tyve forskellige støvsamlende Insekter paa denne Form af den dunede Vejbred. Den bliver fra 1 til 2V2 Kvarter (15 — 40 Cm.) høj og findes almindelig paa Sjælland og i Nord- østjylland, i de øvrige Dele af Landet er den derimod temme- lig sjælden. Almindelig Blaahat. (Kiiautia arvénsis). Almindelig Blaahat ogsaa kaldet Skabiose er en hyppig forekommende Plante paa Marker, ved Gærder, ved Veje og i Udkanten af Kratskove. Den er let kendelig ved sine blaa eller violette Blomster, der er samlede i et Hoved, der ligner Kurvblomsternes »Blomsterkurv« og sidder paa Spidsen af en høj, stivhaaret Stængel. Den hører dog ikke til de Kurvblomstrede, men til K a r t e b o 11 e f a m i 1 i e n. Bladene er modsatte og fjerdelte. De Blomster, der sidder ude i Kanten af Blomsterhovedet, er større end de indre, og uregelmæssige. Ved Grunden af hver Blomst sidder nogle Børster, der tillige med de stive Haar paa Stænglen beskytter Planten mod Be- søg af Myrer, Snegle, Sommerfuglelarver og andre krybende Smaadyr, der gør Planten Fortræd. Derimod søges den hyp- pig af de smaa, nydelige Blaasommerfugle eller »Blaafugle« (Lycæna), hvis Vingers Farve meget ligner Blaahattens, og da disse Insekter bidrager til at bringe dens Støv over paa andre Planter, er deres Besøg den særdeles velkomne. Dette 48 er et Eksempel paa den almindelige Iagttagelse, man har gjort, at adskillige Dagsommerfugle gerne sætter sig paa saadanne Blomster, der er af samme eller meg-et lignende Farve som deres Ving'er. Der- ved falder de mindre i Øjnene og kan lettere nndgaa deres Fjender. Skabiosen bliver hen- ved 1 Fod eller over 2 Fod 20 — 80 Cm.) høj og blomstrer i Juni og Juli. Den kaldes ogsaa J o m f r u h a t. N aar m an puster Tobaksrøg paa Blom- sterne, bliver de grønlige. Cikorie. (Cichorhiin Intybns). Til Kurvblomsterne hø- rer derimod Cikorie, en fler- aarig Plante, der er almindelig ved Randen af Marker, ved Veje og Gærder, undtagen i Landets magre Egne. Den stive Stængel bliver fra 1 til henved 3 Fod (30—100 Cm.) høj og har udspærrede Grene. De nedre Blade er høvlformede, de øvre aflange. De store, smukke, lyseblaa Kurve, der sidder enlige eller 2 — 3 sammen i Bladhjørnerne, har lutter tungeformede og tvekønnede Blomster. Støvknapperne paa de fem Støvdragere er voksede sammen med deres Rande, saa de danner et Rør, i hvilket Griflen er indesluttet. Støvsækkene vender alle indad, og Knapbaandene forlænger sig i Spidser, der lukker for Røret. Naar Støv- sækkene springer op, aflejres Støvkornene paa Griflens stive Haar, der danner et mærkeligt Fejeredskab, ved hvilket Almindelig Blaahat (Knautia arvensis). 49 Støvkornene fejes ud af Støvsækkene. Saaledes ligger Støvet godt beskyttet mod Vind og Vejr, indtil Griflen vokser ud igennem Røret. Cikoriens Blomster hører til de saakaldte Endagsblomster eller efemere Blomster, der kun staar udfoldede nogle faa Timer og derefter falder af. Ser man saaledes en smuk Sommermorgen hen over en Mark, hvor der findes mange Cikorieplanter, vil alle de blaa Blomster falde stærkt i Øjnene, henimod Aften paa den samme Dag vil man kun se de grønne Cikorieplan- ter, Blomsterne er forsvundne, visnede og indtørrede eller faldne af Den næste Dag vil Cikorieplanterne atter staa i fuldt Blomsterflor, det er dog ikke de samme Blomster som den foregaaende Dag, men ny- udsprungne, der har udfoldet sig. Paa varme Solskinsdage er Blomsterne omsværmede af utallige Insekter. Cikorien blom- strer i Juli, August og Septem- ber og har undertiden hvide Blomster. Roden anvendes som Tilsætning til Kafte, den ind- samles da om Foraaret og tørres. »Allerede i Oldtiden dyrkedes Cikorien i Ægypten, Græken- land og Italien , dog vistnok nærmest som Havebrugsplante, og som saadan dyrkes den endnu i stor Udstrækning, navnlig i Frankrig og Belgien, idet Bladene benyttes, dels i bleget, dels i ubleget Tilstand, som Salat. I Nordevropa har den derimod aldrig været meget jnået som Salatplante. I den sidste Halvdel af det 18de Aarh. blev Opmærksomheden hen- ledet paa, at Cikorieplantens Rod i tørret og brændt Tilstand i visse Egne af Tyskland anvendtes som Surrogat for Kafffe, 4 Cikorie (Cichorium Intybu.* 50 og- mail begyndte da at dyrke den til dette Brug. Under Fastlandsspærringen blev dens Brug paa nævnte Maade al- mindelig, og der opstod, navnlig i Tyskland, flere Fabrikker for Tilvirkning af Cikorie. Som Erstatning for og Tilsætning til Kaffe har den nu stor Betydning næsten over hele Evropa og da ogsaa i Nordevropa, hvor den, især i Nordtyskland, Danmark og Sydsverrig, er Gen- stand for en ret udstrakt Dyrk- ning og dermed i Forbindelse staaende Fabrikvirksomhed« . Naar man lægger Cikorieblom- ster i en Myretue, forandrer de Farve og bliver røde. I ældre Tider saa man heri et mærkeligt Jærtegn, men Virkningen er kun en Følge af den i Tuen værende Myresyre, ved hvis Paavirkning de blaa Blomster bliver rode. Her foregaar maaske en lignende Forbindelse som den, ved hvilken Syrer, f. Eks. almindelig Eddike, farver en blaa Lakmusopløsning rød. Tag-Høgeskæg. (Crepis tedonini). En anden almindelig Mark- plante af de kurvblomstre- des Familie er Tag-Høge- skæg. Den bliver i Alminde- lighed hen ved 1 Fod (25 Cm.) høj, men kan ogsaa blive dob- belt saa høj, den er graaag- tig og dunhaaret baade paa Stænglen og Bladene, af hvilke Tag-Høgeskæg (Crepis tectorum). Rodbladene er høvlformet fli- 51 gede, medens Stængelbladene er helrandede eller tan- dede med tilbagerullet Rand. De smaa gnle Kurve har brune Grifler. Meget tidlig om Morgenen — Kl. 4 — aabner den sine Kurve, men allerede ved Middagstid lukker den dem igen. Den blomstrer i Juni, Juli og August og forekommer hyppig pak Græsmarker, mellem Sæden, ved Veje, og vokser undertiden endog paa Straatage, deraf kommer dens Navn. Den kaldes ogsaa Jærnurt. Haarrig Høgeurt. (Hieråcium Pilosélla). Til Slægten Høgeurt blandt de kurvblomstrede hører Haarrig Høgeurt, hvis Blade er samlede ved Grunden, fra hvilken Planten sender lange Udløbere ud til Siderne. Paa disse Udløbere findes Blade, der er besatte med lange, stive Haar og paa Undersiden hvidfiltede. Fra Rodbladene rejser ogsaa de noget over 1 Kvarter (5 — 20 Cm.) høje stivhaarede Stængler sig lige i Vejret og bærer hver en enkelt svovlgul Kurv. hvis tungedannede Kroner paa Undersiden er rødstribede. Blomsterne er indrettede til Insektbestøvning. Støvknapperne paa de fem Støvdragere er sammenvoksede til et Rør omkring Griflen, der er beklædt med stive Haar, ved Hjælp af hvilke Støvkornene fejes eller børstes ud af Røret, fra hvis Spids det klæbrige Støv derefter bortføres af Insekter. Skønt de ubetydelige Blomster er sam- lede i Kurve for saaledes lettere at gøre sig bemærkede af Insekterne, kan det dog hænde, at disse ustadige Gæster glemmer dem, og Blomsterne er derfoi" ogsaa indrettede saa- ledes, at de kan bestøve sig selv, idet Arret har Tilbøjelighed til at sno sig ind ad som en Urfjeder, hvorved den klæbrige Flade let kommer i Berøring med det Støv, der endnu sidder mellem Griflens ydre Haarbeklædning. Blandt de gavnlige Insekter, der søger dens Blomster, er Bierne de talrigst forekommende; mod de ubudne Gæster, som Myrerne, der kun gør Planten Skade, idet de vel kan føre Støv med sig, 52 men gnider dette af igen paa deres lange Vandring ned ad Stænglen og hen til en anden Høgeurt, er den beskyttet ved nogle sorte Kirtelhaar, der sidder højt oppe paa den bladløse Stængel, og af hvilke der udsondres en klæbrig Vædske. Denne Høgeurt vokser meget almindelig paa tørre Marker, Diger og Bakker og blomstrer ved Midsommertid i Maj, Juni og Juli. Fra Sandmarkerne følger den de sandede Hede- veje et Stykke ind paa den ægte Hede, men hører saa efter- haanden op. Blomsterne aabner sig først Kl. 8 om Morgenen og lukker sig igen Kl. 2. Den kaldes ogsaa Faareøre. Almindelig Kongepen. (Hypochoéris radicåta). En meget hyppig forekommende kurvblomstret Plante er Almindelig Kongepen. Alle Bladene, der er bugtet tandede og ru, er samlede ved Grunden. Stænglen, der bliver fra 1 Kvarter til 3 Kvarter (15 — 50 Cm.) høj, er glat, sædvanlig 2 — 3 Gange gaffel delt og bladløs; de lange Grene, der bliver tykkere opefter, er beklædte med smaa Skæl og bærer hver en stor, gul Blomsterkurv, hvis Randkroner paa Undersiden er askefarvede. Blomsterne udvikles udefra indad. Det er en fleraarig Plante, der blomstrer ved Midsommertid i Juni, Juli og August og er almindelig ved Randen af Marker og ved Vejgrøfter. Den besøges meget af Bierne, der suger den rigelige Honningsaft, som afsondres i Griflens nederste Del og ligger godt beskyttet mod Regn i Kronrørets Bund, men dog er let tilgængelig. I Almindelighed sætter det honningsogende Insekt sig paa Randen af Kurven og gaar indad. Hvis de ydre Blomster har afgivet Støvet og udbredt Arrene, bliver de befrugtede af det medbragte Støv, hvorefter Dyret henter nyt Støv af de indre Blomster, der ikke er saa vidt i deres Udvikling, som de ydre. Almindelig Kongepen (Hypochoeris radicata). 53 Glat Burre. (Lappa officinalis). Til Burreslægten hører Glat Burre, der er let kende- lig ved sine store, hjerteformede Blade, der paa Undersiden er lidt filtede, og- sine store, rundagtige, rødblonistrede Kurve, hvis grønne Kurvblade i Spidsen er krummede som smaa Hager og- derfor let hænger i Faarenes Uld eller i Folks Klæder. Mod skadelige Smaa- dyr yder Kurvdækket et godt Værn, idet hverken Bladlus, Myrer eller Snegle er i Stand til at trænge gennem det tætte Krat, som dets smaa Hager danner. Det er en kraftig 2—5 Fod (60—130 Cm.) høj Plante. Den blomstrer i Juli, August og- September og- er almindelig- ved Randen af Marker, ved Veje omkring- Byer i de frugtbare Egne af Landet, paa Øerne og i Øst- jylland. Den kaldes ogsaa Ag-er skræppe eller Torden- skræppe og kendes lettest fra andre Burrearter derpaa, at Kurvbladene er glatte, medens de hos de andre Arter er ligesom gennemvævede med en spindelvævsagtig Filt. Saften i Burrernes Stængler og Blade, der ikke er tornede, har en ubehagelig Smag, der beskytter dem mod at ædes af Kvæget. Liden Burre. (Lappa ininor). Paa samme Steder som Glat Burre, men mere al- mindelig og med større Udbredelse, især paa magrere Jord- bund, vokser Liden Burre, der har ægformede, svagt filtede Glat Burre (Lappa officinalis 54 smaa Blomsterkiirve, der sidder langs de forlængede ndspær- rede Grene. Plantens Farve er graagren, de hage- krummede Kurvblade helt grønne og Blomsterne blegrøde med lilla Støvdragere. Det er den mindste af Slægten, den bliver i Almindelighed kun et Par Fod (c. 60 Cm.) høj og blomstrer i Juli og August. Hos Burren tjener selve Kurvdækket som Frøspredningsmiddel , idet hele Kurven let rives løs ved Modenheden , naar dens talrige Kroge hager sig fast i forbigaaende Dyr, og Frugterne falder da let ud under Transporten. Da de saaledes ikke behøver Flyveappara- ter, har de en ube- tydelig og let alfal- dende Fnok. Dens Frugter ædes af Stil- lidser og andre Fin- ker, og Frøene føres ofte med disse Smaa- fugle op i Murrevner paa gamle Huse og Ruiner, hvor de spirer, da de ikke forlanger ret megen Jord. Kruset Tidsel. (Cårduus crispus). En anden kurv- blomstret Markplan- te, Kruset Tidsel, har tornede og stik- kende Stængler og Blade. Det er en an- selig Plante , hvis Stængel bliver 2—4 Kruset Tidsel (Carduus crispus). Liden Burre (Lappa minor) 55 Foå ((30 — 130 Cm.) høj og- er forsynet med tornede Ving-ei-. Dens Blade er bugtet tandede og fjerlappede, i Randen svagt tornede, paa Oversiden noget haarede, paa Undersid en mere eller mindre h vidfil te de. Kurvene er af Størrelse som Hasselnodder, sidder i Eeglen flere sammen og- har mørke- røde eller violetrøde Blomsterkroner, der alle er rørformede. Skønt Honning-en lig-ger meget dybt i Kronrørets Bund og- saaledes er godt beskyttet mod Fugtig-hed, er den dog let tilgængelig- for de Insekter, hvis Snabler er lange nok, som Bier, Hvepse og- Sommerfugle. Tornene hos den krusede Tidsel er vel svage, men de tjener dog til at beskytte Planten mod Snegle, Myrer, Larver og andre lignende Smaadyr, der kun volder den Skade. Det er en toaarig Plante, hvorfor den ogsaa i sine Hovedrødder ei' i Stand til at aflagre for- skellige Næringsstofter, deriblandt Stivelse, for det kommende Aar. Den blomstrer hele Sommeren fra Juni til September og er meget almindelig i Udkanten af Marker, ved Gærder og- Veje især omkring Byer i alle Egne af Landet undtagen paa Bornholm, hvor den er sjælden. Tornstænglet TidseL (Carduus acanthotdes) . En anden almindelig Tidsel er Tornstænglet Tidsel, der har en svær IV2— 3 Fod (40—100 Cm.) høj Stængel. De fjerfligede Blade, der i Randen har talrige, stærke, straagule Torne, løber langs ned ad Stænglen og danner Vinger paa denne ud til begge Sider. Paa Oversiden er Bladene ru af stive Haar, paa Undersiden er de hvidflltede. De store æg- formede Kurve sidder enlige eller 2 — 3 sammen og har spindel- vævflltede Kurvblade og purpurrøde Kroner med gule Støv- knapper. Kurvbladene ender i en lang, spids, udstaaende Torn, der ligesom Bladenes og Stænglernes Torne er gule. Disse stive Torne afværger ikke alene de uvelkomne Smaa- djTS Angreb, men beskytter ogsaa Planten mod større Dyr. 56 Den blomstrer i Juli, August og September og er meget al- mindelig paa Marker og ved Veje i Nærheden af Bj^er, især paa Sjælland og Bornholm, i de øvrige Egne af Landet fore- kommer den ret sjældent. Den tornstænglede Tidsel kaldes ogsaa »Horsetid- sel«, formodentlig fordi man i Norge giver Hestene den at æde, efter at den først er udblødt og- kogt. Følfod. (Tussilago Furfara) . Følfod er en af vore tidligste Foraarsplan- ter. Allerede i Marts og April udvikles dens Blom- ster længe før Bladene, der alle sidder samlede ved Grunden af Stænglen, er nyreformede, tandede og stærkt hvidfiltede paa Under- siden. Stænglerne, der bliver 1—2 Kvarter (10—30 Cm.) høje, er skællede og hviduldne med en enlig, gul blom- stret, vellugtende Kurv, der har talrige, traadfor- mede Randkroner og rørformede Skivekroner. I Regnvejr eller om Morgenen, naar Duggen er falden stærkt, lægger de traadformede Randkroner sig hen over de rørformede Skive- kroner, hvorved Støvet beskyttes mod Fugtighed. Ordningen af Bestøvningsforholdet er meget smuk hos denne Plante. Da Randkronerne slet ikke har Støvdragere, og da de udvikles først, kan de bestøves ved det første Insektbesøg, idet Insektet, naar det kommer flyvende fra en anden Følfodplante belæsset med Støv, i Almindelighed sætter sig paa Randen af Kurven Tornstænglet Tidsel (Garduus acanthoides). 57 og- gaar ind efter. Hver Kurv har hen ved 300 Hunblomster yderst og- 30—40 Hanblomster i Midten, de tørstes Ar og Honning er fuldt udviklede længe føi- Hanblomsterne. Naar Folfod (Tussilago Farfara). disses Støv er modent, er Arrene visnede, saa at der her udelukkende finder Fremmedbestøvning Sted. Efter Afblom- stringen er Kurvene nikkende. Følfoden er almindelig- paa leret, især paa fugtig- Jord og er i de senere Aar bleven et meget besværligt Ukrudt 58 over alt i Danmark, saavel paa Marker som i Haver. Gamle Folk fortæller, at man slet ikke kendte Følfoden i deres unge Dage, selv om den dengang forekom vildtvoksende hist og her, og nu kender dog ethvert Barn den. For Tiden er den den mest frygtede Ukrudtsplante her i Landet. Den formerer sig baade ved Frø og ved vidtkrybende , underjordiske Ud- løbere, hvilke sidste i daglig Tale kaldes Rødder. Frøene spirer hurtig og villig, men kun paa fugtige Steder, f. Eks. ved Kanten af Mergelgrave, langs Randen af Vandløb, om- kring Bredden af Søer, paa Bunden af fugtige Grøfter og lignende Steder, hvor Jorden er bar. Hvert Aar spredes en stor Mængde af Følfodplantens yderst lette, fnokbærende Frø hen over Markerne, men paa græsklædte Steder vil Frøene blive hængende i Græsset og hurtig indtørres, og paa til- strækkelig tørlagt Agerjord, vil de ikke finde den for Spiringen fornødne Fugtighed, og selv om nogle Dages Regn skulde hjælpe Frøene til at spire, vil de fremspirende Planter i Reglen visne hen i Løbet af Sommeren, fordi Jorden ikke altid er fugtig nok. Ved Hjælp af deres Udløbere naar Føl- fodplanterne let op over Randen af Mergelgrave og Grøfter og ind i Agerjorden, hvor de føres videre omkring med Agerbrugsredskaberne. Udløberne bestaar som alle Stængel- stykker af Led, der er afgrænsede fra hinanden ved Blade. Dersom de nu skæres i Stykker, hvilket let sker f. Eks. ved den saakaldte Svenskharve, kan der i hvert Bladhjørne ved de smaa skælformede Blade udvikle sig en ny Udløber, saa- ledes at der af én Følfodplante kan udvikle sig ligesaa mange enkelte Planter, som Udløberne har Led (P. Melsen). Frø- spredningen er saaledes af ringe Betydning med Hensyn til Følfodens Udbredelse, hvorimod Udbredelsen ved krybende Rodstokke er langt vigtigere, ja paa mange Steder den eneste, der spiller nogen Rolle, idet disse Udløbere gør Følfoden i høj Grad til en social Plante, det vil sige en Plante, der er særdeles vel udrustet til at danne Samfund. Skønt Følfoden altsaa i Almindelighed har været temme- lig ukendt indtil for en Menneskealder siden, nævnes den 59 dog- i botaniske Værker fra det 16de og- 17de Aarh. , men den omtales da ikke som U krndtsplante , derimod synes den at have spillet en Bolle som Lægeplante; selv i dette Aar- hundrede har man fredet om den, fordi man anvendte dens Blade til en Slags The, der skulde være god for Brystfor- kølelse, ligesom Cigarer af Følfodblade ansaas som et godt Middel mod Astma. Dens Skadelighed bestaar væsentligst deri, at den med sine store, brede Blade tager Pladsen op for de dyrkede Planter. Den kvæler de unge Planter ved at skygge over dem og- beriive dem Fugtighed og Varme, hvorfor den er særlig skadelig i Vaarsæden. I Vintersæden trænges den tilbage, fordi den her ikke faar sine Blade ud- viklede, før Kornet har faaet Overtaget. Paa Græsmarker trives den heller ikke godt, fordi Jorden her bliver for sam- menfalden og fast, til at den rigtig kan sende sine Udløbere igennem den (Fr. Weis). I Haver kan Følfoden derimod gøre megen Fortræd, og undertiden lykkes det kun at udrydde den ved Kulegravning. Som Foder er den ikke tjenlig, da den giver en usund Næring; Heste æder den dog, hvorimod Køerne vrager den. Graa Bynke. (Artemlsia vulgåyis). Sniaa uanselige Kurve har Graa Bynke eller Burod, hvis oprette oftest rødbrune Stængel, der blivei- 2 — 4 Fod (60 — 120 Cm.) høj bærer dobbelt fjerdelte Blade, der paa Oversiden er grønne paa Undersiden hvidfiltede. Kronerne, der danner ægformede Kurve, er gullige eller rød- ligbrune. I Modsætning til saa mange andre Kurvblomster, hvis Støv føres fra den ene Plante til den anden ved In- sekternes Hjælp, behøver Bynken ikke disse smaa Støvbringere, da den er helt indrettet paa Vindbestøvning. Dens smaa uanselige Kroner er da heller ikke videre iøjnefaldende, saa Insekterne let flyver dem forbi; derimod er Hunblomsternes Grifler lange, saa Arrene let kan opfange Støvet. Bladene 60 har en svagt krydret, ikke behagelig Lugt. Den er ahninde- lig ved Gærder og Veje især i Nærheden af Byer og Huse. Tidligere spillede Bynken en vigtig Rolle ved Fremstilling af folkelige Lægemidler til alskens Brug, ligesom den havde sin Plads i Overtroen, da den var god mod forskellige Slags Hekseri. Den er et godt Eksempel paa, hvilken utrolig Mængde Frø enkelte Planter kan frembringe. Paa en eneste Bynkeplante er saaledes fremkommen ikke mindre end 725,000 Frø, hvorfor det da heller ikke gør saa nøje, om der af denne B,igdom gaar nogle til Grunde, der bliver endda nok til at redde Slægten. Et gammelt dansk Navn for Graa- bynken er »Graabone«; dens latinske Slægtnavn Artemisia er meget gammelt og skal efter Plinius stamme fra Dronning Artemis af Karien, der over sin Husbond Mausolus, der døde Aar 352 f. Kr. , oprejste et Mindesmærke — Mausoleion — som regnes for et af Verdens syv Underværker. Stor Alant. (Iinda Ueléniuiii)- Mindre almindelig end de paa Marker og ved Veje voksende tidligere nævnte Kurvblomster, men meget iøjne- faldende er Stor Alant eller Læge Alant, en anselig 2V2— 4V2 Fod (80-140 Cm.) høj Plante. Stænglen er haaret opefter og bærer foruden de stilkede, lancetformede Grundblade, meget store, næsten fodlange siddende Stængel- blade, der er æg-hjerteformede, groft tandede og paa Undersiden hvidfiltede. De store mørkegule Kurve, der sidder enlige paa Enden af Stænglen og Grenene, som danner en Halvskærm , ligner Solsikker. T Regnvejr eller under stærkt Dugfald, bøjer de store tungeformede Rand- kroner sig hen over de midtstillede Tvekønsblomster, der er linjeformede og indsnørede paa Midten, idet de danner en Hulkegle, der hvælver sig over Skiven, hvorved Støvet be- skyttes mod Fugtighed. Da Alanten har en stor Skive med mange Skiveblomster, er ogsaa Randblomsterne store, for at 61 de kan naa henover Skiven, hos Kurvblomster med smaa Skiver og faa Skiveblomster er Randblomsterne i Reglen korte. Stor Alant (Inula Helenium). Den søges meget af Bierne, der finder en bekvem Hvileplads paa de brede Randkroner. Alanten blomstrer i Juli og August 62 og findes hist og her paa fugtige Steder i Landsbyer, paa Græsmarker og ved Vejene; vistnok oprindelig forvildet fra Haver, da den i ældre Tider dyrkedes meget som en anset Lægeplante. Paa Sjælland forekommer den ved Kongens Møller i det vestlige Sjælland, hvor den vokser ved Bred- derne af Hallebyaa; mellem Bloustrod og Hillerød, ved Lyngby og Herlufsholm; paa Fyn er den mere almindelig. Paa Lol- land findes den mellem Stokkemark og Nakskov, paa Lange- land ved Lindeskov og i Jylland navnlig ved Klakring og Giessing. Formodentlig er den bragt her til Landet paa den Tid, da Munkene gav sig af med at være Læger; den gik saa over til at være et Folkelægemiddel. Den fandtes tid- ligere især i Bønderhaver. Det var navnlig Roden, man an- vendte, idet man tyggede den, naar man frygtede for smit- somme Sygdomme. I gamle Dage kaldtes den »St. Bilens E,od« eller »Holzrod«, det sidste Navn kommer maaske af dens tykke grenede Rod. De gamle Romere kaldte Alanten »den britiske Urt«, fordi den var funden paa en 0 mellem Ger- manien og Britannien, hvor man for at blive helbredet ved den, maatte samle den før den første Torden. Den hjalp nemlig mod Halssmerter og Slangebid. Cæsar traf i Ger- manien paa den anden Side Rhinen i Nærheden af Havet en Ferskvandskilde af saa skadelig Art, at man, naar man to Aar efter hinanden drak af den, blev meget syg og kun kunde helbredes ved Alanten. Det var Friserne, der lærte Romerne denne Plantes udmærkede Egenskaber at kende. 1 det 7de Aarh. optegnedes Navnet Alant blandt Vestgotherne. Tusindfryd. (Bellis perénnis). En af de almindeligste danske Planter er den lille Tusind- f r y d. Den udmærker sig ved sine rosetstillede, omvendt æg- formede takkede Blade. De fingerlange bladløse Stængler bærer i Spidsen enlige Kurve, hvis tvekønnede Skivekroner ( Af b. 2) er gule, medens R a n d k r o n e r n e (Af b. 3), der kun inde- 63 slutter Støvveje, er hvide eller rødlige. Ligesom hos Alanten og mange andre kurvblomstrede Planter af Astersgruppen bøjer de tungedannede Randkroner sig i Eegnvejr, eller medens Tusindfryd (Bellis perennis). den stærke Aftendug falder, beskærmende henover de rør- formede Skivekroner for at forhindre at Støvet bliver fugtigt. Ogsaa om Aftenen lukker Gaaseurten sine Kurve, den ind- 64 tager Søvnstilling-, eller maaske det hellere burde kaldes Nat- stilling, da der jo ikke er nogen Overensstemmelse mellem Planternes og Dyrenes Søvn. Planternes Søvn er meget regelmæssig, idet Blomsterne af en og samme Plante, naar de ydre Forhold, det vil sige Vejrforholdene, Solskin, Tem- peratur og Luftfugtighed, er ens, stadig vil aabne og lukke sig paa næsten samme Tid, ligesom ogsaa Vejrforholdene øver en betydelig Indflydelse paa, naar Aabningen af Blom- sterne begynder, hvorlænge den varer, og hvor fuldstændig den er. Særlig spiller Varmen en stor Rolle. Hos næsten hver eneste Plante, der indtager Søvnstilling, er der en vis laveste Temperatur, som maa være til Stede, ligesom der findes en vis højeste Varmegrad, udover hvilken der ikke finder nogen Aabningsbevægelse Sted. Den laveste Tempe- ratur for Udfoldelsen ligger hos vore Planter mellem 3 og 15 *^ C. ; den højeste mellem 20 og 30 ^. Tusindfryden hører til de Planter, der om Vaaren aabiier deres Blomster ved en meget lav Varmegrad, mellem 3 og 5 ^ C. Den forekommer overalt paa Marker, paa høje Enge og ved Veje og blomstrer næsten hele Aaret. Den kaldes ogsaa almindelig »Gaase- urt« eller »Tusindskøn«, i Thy »Tusind Dyder«, paa Als »Tusindpiger« og ved Holbæk »Tusindfinger«. Tusindfryden var i Oldtiden helliget Gudinden Ostara, Lysets og Dagens Gudinde, hvis Navn kommer af det old- nordiske Ord austr — det gammelhoj tyske 6 star, der be- tegner Solopgangens Retning. De gamle Germaner tilskrev Ostara stor Indflydelse paa Agerdyrkningen og afholdt til hendes Ære store Fester, ved hvilke Offerskaalen var smj^^kket me Kranse af denne Blomst. Ludvig den Hellige valgte Lilie og Tusindfryd til sit Sindbillede, og lod forarbejde en Guldring, der fremstillede en Krans, flettet af disse Blomster. Almindelig Røllike. (A chilléa n i illefdlium) . Almindelig Røllike kendes let paa sine talrige, s maa, hvide Kurve, der er samlede i Spidsen af Stænglen 65 i en tæt lial vskærmformet Kvast. I hver Kurv findes kun 4 — O atVundede Randkroner, der undertiden er rødlige. Hvor denne Plante vokser højt til Vejrs i klart Lys, som paa Alperne, bliver den altid rødblomstret. Stænglen er V2— ]\-2 Fod (15—50 Cm.) høj, og- de fine Blade er 2—3 dobbelt fjersnitdelte. Hele Planten er mere eller mindre dunhaaret. Den blomstrer hen paa Sommeren i Juli, August og September og er meget almindelig paa Græsmarker, ved Veje og Gærder. Den bruges i Medicinen, og dens lægende Egen- skaber har været kendt fra Oldtiden. Plinius anfører saaledes, at dens ^ 1./= Slægtnavn stammer fra selve den \^ ^^':' ^ w^é^ berømte Helt Achillevs, der opdagede dens saarlægende Kræfter. Den ædes af Kvæget, men giver Mælken en bitter Smag. Ager-Gaaseurt. (Anthemis arvénsis). Almindelig paa Marker, paa ., . , ,. ^ ,,., ,. , .„ „ „^ - , *= ^ ^ ^^ . ^ Almindelig Røllike (Achillea Grøftevolde og ved \eje er ogsaa millefoiium). Ager-Gaaseurt, der har en ud- bredt grenet Stængel, som bliver godt og vel 1 Fod (15— 40 Cm.) høj. Den er beklædt med tiltrykte Haar lige- som de dobbelt fjerdelte Blade. Blomsterkurvene, der sidder i Enden af Grenene, har gule Skiveblomster og talrige hvide Randblomster. Blomster lej et er kegleformet, hvorved de indre, gule, rørformede Kroner kommer til at danne en hvælvet Top indenfor den hvide Krans af Randblomster. Skønt Honningen ligger temmelig dybt, er den let tilgænge- lig, og Ager-Gaaseurten søges derfor fortrinsvis af langsnab- lede Insekter -som Bier og Hvepse. Da Kurvene er meget iøjnefaldende, dels ved at Randblomsterne er tuugedannede, mange Gange større end Skiveblomsterne og anderledes far- 66 vede, og dels ved den gule Kegle i Midten, kan Insek- terne let opdage dem, saa de hurtig kan bevæge sig fra den ene Kurv til den anden og i kort Tid berøre en Mængde Ar eller Grifler. Naturligvis letter det dem deres Arbejde, at de uden Tøven kan flagre fra Plante til Plante af samme Art. fordi de derved faar en betydelig Øvelse i at finde den rette Dybde for Honninggemmerne og kan arbejde langt hurtigere, end naar de skal flyve fra Plante til Plante af forskellig Art og for hver Gang give sig til at undersøge Blomsterne for at finde Honningen. Insekterne kommer saaledes paa en Maade til at arbejde fabriksmæssig. Ager-Gaaseurten har en svag, men ret behagelig Lugt og blomstrer ved Midsommertid .i Juni, Juli og August. Den kaldes ogsaa »Baldersbraa«, hvilket skal betyde Balders Øjenbryn, Ager-Gaaseurt (Anthemis arvensis). Lugtløs Kamille. (Matricaria inodora). Meget tilfælles i det ydre med Ager-Gaaseurten har Lugtlos Kamille, men naar man undersøger Blomsterlejet lidt nøjei'e, kan man let kende dem fra hinanden, fordi Gaase- urtens Blomsterleje altid er beklædt med smaa Avner eller Skæl, medens saadanne aldrig findes hos Planterne af Kamille- slægten. Stænglen er glat, opret, '^k — 2 Fod (10—60 Cm.) høj med 2— 3-dobbelt fjerdelte Blade, livis Afsnit er traad- formede. Undertiden ligger Stænglen hen ad Jorden, trykket ned til denne, saa at den kan drage Nytte af den Varme, der udvikles af Jorden, paa den Tid Skuddene dannes. Kurvene er samlede i Halvskærme og har hvide, tungedannede Hvid Okseøje (Chrysanthenium Leucanthemum). 67 Randkroiier og gule Skivekronei-, der sidder paa et halvkugle- formet BloiiLsterleje. Raudkroneine er udstaaende og har, i Modsætning til den vellugtende Kamille, ingen Lugt. Den l)lomstrer hele Sommeren fra Juni til Oktober og ei" alminde- lig paa Marker og ved Veje, navnlig omkring Byer og ved Strandbredder. Paa Fyn, hvor den optræder i stor Mængde, er den kendt som et skadeligt Ukrudt under Navn af »Lindhardtsurt«. Dette Navn skriver sig fra, at en Køb- mand Lindhardt i sin Tid solgte den i stor Mængde blandet med lidt Kløverfrø, hvorved den flk en overordentlig Ud- bredelse navnlig i Sydfyn, hvor den endnu hører til de mest frygtede Ukrudtsplanter; den er dog ikke indført til os med Klover- og Græsfrø, men har fi-a ældre Tider været vildt- voksende her i Landet. Dens stærkt krydrede Blade ædes ikke af Kvæget. Man har hos den lugtløse Kamille iagttaget det mærke- lige Lysfænomen, at der fra dens Blomster udbredes et blændende hvidt Skin. Dette ses dog kun, naar det er blevet mørkt, og er iagttaget af Botanikeren H^gen under en Bjærg- bestigning i Schweitz. Denne Plante kan blandt mange andre tjene som Eksempel paa Naturens Bigdom, idet man paa en enkelt Vækst har fundet 222,500 Frø. Hvid Okseøje. (ChnjsantlteDium Lcucuntlunmin). Hvid Okseøje eller Præstekrave kendes let paa sine store Kurve. De bliver IV2 Tomme (3V2 Cm.) i Gen- nemsnit, sidder enlige i Spidsen af Stænglerne, har gule Skivekroner og lange, hvide, udstaaende Randkroner. De nedre Stængelblade ^r stilkede, omvendt-ægformede og rundtakkede, de øvre er siddende, lancetformede og fligede ved Grunden. Hele Planten er svagt haaret eller næsten glat og bliver 1 — IV2 Pod (20—50 Cm.) høj. Den ligner en Del baade Ager-Gaaseurt og Kamille, men er meget større. Den vokser almindelig paa Græsmarker, ved Diger og Veje 68 og blomstrer midt om Sommeren i Juni og Juli. Bierne, der tiltrækkes af de store iøjnefaldende Kroner, færdes meget paa denne Plante. Imod Aften indtager den Søvnstilling. Da den hører til de hvide Blomster, der ligesom de røde i Reglen behøver en højere Temperatur eller længere Tids Paa virkning af Sollyset for at aabne sig end de blaa og g u 1 e Blomster, vaagner den forst, efter at den i en vis Tid har været udsat for Lyset. Hvilken Rolle Lyset spiller for den, ses ogsaa deraf, at jo friere Planten vokser, og jo mere den er udsat for det direkte Sollys, desto tid- ligere paa Dagen aabner den sine Blomster, vokser den der- imod i Skygge i Nærheden af et Træ, bag en Sten, ved et Gærde eller en Mur, desto læn- gere varer det, før Blomsterne udfolder sig. Gul Snerre. (Gulium verum). Gul Snerre (Galium verum' Til Krapfamilieu hører Gul Snerre en almindelig Plante ved Randen af Marker, paa Bakker, i Klitter, ved Gær- der og Veje, især i de magre Egne af Landet. Den har smaa, gule,.hjuldannede Blomster, der er samlede i en tæt mangeblom - stret Top. De smalle, linje- formede Blade er stillede i en Krans og har tilbagebøjet Rand. Stæno-len er mere eller 69 mindre opret med fire svage Længderibber, den kan blive 2 Fod (60 Cm.) høj, men er i Reglen en Del lavere. Hele Planten er dnnhaaret, og disse Haar tjener til at beskytte Blomsterne mod Snegle, Myrer, Larver og andre sniaa op- krybende Dyr, af hvis Besøg den ikke har nogen Nytte, hvorimod dens navnlig mod Regn meget stærkt honning- lugtende Blomster tiltrækker en Mængde Bier. Den blomstrer i Juni, Juli og August og kendes i Jylland bedst under Navnet »Maries Sengehalm«. Den brungule Rod inde- holder et rødtfarvet Stof, hvorfor den navnlig i Sverrig an- vendes meget til Farvning af Uldgarn. Af Blomsterne kan vindes et gult Farvestof. Naar den tørres, bliver den sort. Oksetunge. (Anchusa officinålis) . En Del af vore vilde Markblomster hører til de Ru- bladedes Familie, saaledes Oksetunge, hvis Blomster, der sidder tæt samlede i Kvaste, først er rødlige, senere morkt blaa violette af en smuk dyb Farve. For at Regnen ikke skal ødelægge Honningen, er den øverste Del af Kron- røret. Svælget, besat med fem fløjlshaarede Skæl, som Li- sekterne altsaa maa løfte i Vejret, før de kan naa ned til Honningen. Det er ingenlunde alle Insekter, der er stærke nok til at kunne løfte disse Skæl til Side, uden at det volder dem en vis Ansti-ængelse, men denne Anstrængelse, der trætter dem og forsinker Bestøvningsarbejdet gør, at de efterhaanden opgiver dette vanskelige Arbejdsfelt og overlader det til dygtigere Arbejdere f. Eks. Bierne. Disse bliver da snart Eneherrer. De lønnes rigelig for deres Møje ved den be- tydelige Mængde Honning, som det vel beskyttede Kronrør indeholder, men paa den anden Side gavner de i høj Grad Planterne, fordi de ved deres Styrke, og ved den Øvelse de faar ved at arbejde saa meget i de ens byggede Blomster, med stor Hurtighed kan bringe Støvet fra den ene Plante til den anden. Mod de ubudne Gæster, de smaa krybende In- 70 sekter og- Sneglene, er Oksetungen beskyttet ved de stive Haar, der beklæder saa vel Stænglen som Bladene, der er spredte, helrandede og siddende. Svælgskællene, den saa- kaldte Bikrone, er hvidlige. Blomsterkvastene er før Dd- springningen indrullede. Den bliver 1—2 Fod (30—60 Cm.) høj, blomstrer i Juni og Juli og er almindelig i de fleste Egne af Landet paa Marker og langs Veje, især paa lettere Jord. I Roden findes et rødt Farvestof, der navnlig tid- ligere brugtes til Farvning af den Vin- aand, som benyttes til Thermometre. Dens Navn skal stamme fia Stængel- bladenes brede, ved Grunden noget af- rundede Form. I Sverrig kaldes den Jærnrod paa Grund af dens sejge Rødder, der stopper Ploven. Slangehoved. (Echiihii vidgdre). Slangehoved har en rank opret Stængel, der bliver 1— 2V2 Fod (30— 80 Cm.) høj og er besat med stive Børster, som alle Planter af de rubladedes Familie, til hvilken den horer. Disse Børster beskytter Blomsterne mod uvel- komne Besøg af Snegle, Myrer og Som- merfuglelarver. Ogsaa de lancetformede Blomsterne, der springer ud i Juni og Juli, sidder paa Grene i Bladhjørnerne og danner til- sammen en pyramideformet Blomterstand. De tem- melig store, uregelmæssige, tragtformede Kroner er, før de springer ud, røde, men faar senere en smuk blaa Farve, Støvdragerne er ulige lange og naar langt udenfor Kronbladene, og endnu længere stikker Griflen frem med sit Ar, der er spaltet og ved sin Lighed med en Slangetunge Oksetunge (Anchusa officinalis). Blade er meget ru. 71 har givet Planten Navn. Undertiden er Blomsterne kyd- farvede eller hvide. Slang-etungen er en toaarig Plante, hvis Hovedrødder er indrettede paa at opsamle Stivelse og andre Næringsstøtter for det kom- mende Aar. Den er alminde- lig paa Marker og Diger, ved j^V| Landeveje og langs Jærnba- "\^mA' neme. Ved Sorø og i Slesvig ^^S' kaldes den »Præstedøtre« og ^^^^^ ^ ved Hørsholm »Blaa Husarer«. Ager-Snerle. (Convohndns arvénsis). Til Snerlefamilien hører den smukke A g e r - S n e r 1 e , hvis lange, tynde Stængler, der indeholder Mælkesaft, enten slynger sig henad Jorden, eller op ad andre Planter eller om- kring Gærder, altid venstre om. Bladene er spyddannede og veksler meget i Bredden. Midt paa Blomsterstilken, der bærer en eller to Blomster, fin- des to smaa linjeformede Dæk- blade. De smukke femfoldede, tragtdannede Kroner er hvide eller blegrøde, udvendig paa Folderne mør- kere røde, de aabner sig kun i Solskin og hidlokker ved deres Vellugt, der minder om Lugten af Mandler, en Mængde forskellige Insekter, der bringer Støvet fra den ene Blomst til den anden og fra Plante til Plante. Ager-Snerlens Blomster hører forøvrigt til Endagsblomsterne eller de efemere Blomster, der kun er udfoldede en Dags Tid. Mod Solned- gang paa den samme Dag de har aabnet sig, visner de, tørrer Slangehoved (Ecliium valfare). ,72 ind, eller falder af. Indvendig- i Kronrøret findes fem lyse Striber, de saakaldte »Saflveje«, der tjener til Vejledning for Insekterne ved at anvise dem den Retning, de skal følge for Ager-Snerle (Convolvulus arvensis). at naa Honningsaften. Det er nemlig af Vigtighed for Blom- sterne, at Insekterne følger de anviste Retninger, da de paa deres Vej ned i Blomsten skal afsætte det Støv, de med- bringer fra andre Blomster, paa dens to Ar, der naar langt 73 frem over Støvknapperne. For at dette kan ske saa nøjagtig som mnligt, er Støvdragerne hojst mærkelig- indrettede. De fem Støvdragere er med deres nederste Del voksede sammen med Kronroret, og der, hvor de skiller sig fra dette, bøjer de ind mod Griflen og omslutter denne ganske tæt; da deres Siderande nu tilmed er beklædte med stive Takker, saa kan Insekterne, der vejledes af de fem Ij^se Striber i Kronrøret, kun naa den dj^btliggende Honning ved først at kravle ned mellem Kronen og Støvtraadene og saa stikke Snabelen ind mellem de meget fine Aabninger, Støvtraadene danner paa det Sted, hvor de bøjer sig indad. Ager-Snerlen blomstrer hele Sommeren fra Juni til September og er meget almindelig paa Græsmarker og Diger, paa Grøftevolde, ved Veje og mellem Sæden; den kendes ogsaa under forskellige Navne som »Jordhumle«, »Lammetarme«, »Gedetving«, »Jomfruskørt« og »Jomfruens Halværmer«. Den er ofte et besværligt Ukrudt, som det er vanskeligt at udrydde, fordi den er i Stand til at vedligeholde og formere sig ved Hjælp af Knopskydning fra de vidt- og dybtgaaende Rødder, men den findes sjældent ud- bredt over hele Marker. Kvæget æder den med stor Be- gærlighed. Bulmeurten. (Hyoscyainus ni ger). En meget giftig Plante, der hyppig vokser paa øde grusede Pladser, især omkring beboede Steder, er Bulme- urten. Den bliver 1 — 2 Fod (25—60 Cm.) høj, er klæbrig og haaret og har en ubehagelig bedøvende Lugt. Stænglen er opret med bugtede, groft-tandede Blade. I Juni og Juli aabner den sine Blomster, der sidder i de øvre Blad- hjørner i et Aks, som før Blomstringen er spiralformet ind- rullet. Kronerne er hjulformede, regelmæssige og femdelte med fem Støvdragere, af hvilke Støvet træder ud gennem sraaa Huller, der aabner sig paa Støvknapperne. Kronen er gulgraa med morkviolet Rør og gennemtrukken med 74 et Net af mørkviolette Aarer. Frugten er en Kapsel- frugt, en saakaldet Buddike, der springer op ved et Laag paa tværs og er omgiven af det blivende klokkeformede Bæger. Denne Plantes Klæbrighed og de mange smaa Haar, den er besat med, beskytter den mod opkrybende Insekter, og dens giftige Egenskaber be- virker, at Kvæget ikke æder den. Bul- meurten har været godt kendt fra æld- gammel Tid og har fundet megen An- vendelse i Medici- nen. Det var Nydel- sen af denne Plante, der bragte Apollos Præstinder i den ekstatiske Tilstand, i hvilken de blev i Stand til at profetere. Hos Kelterne var den helliget Solgu- den Bel, hvorfor den ogsaa havde Nav- net Belinuntia. Gal- lerne kendte Bulme- urtgiften og bestrøg deres Kastespyd der- med for sikrei-e at dræbe Vildtet. Plinius fortæller, at ved Nydelsen af et Af- kog af kun fire Bulmeurtblade blev man ganske forstjTret, og at Olien af Froene dryppet i Øret fi-embragte Vanvid. Ogsaa til Heksesalve blev den anvendt, og man benyttede den til at »fremkalde Regn«. Indtraf der stor Tørke, saa dyppede man en Bulmeurtstængel i en Kilde og besprængte dermed det solglødende Sand. Henrik Smid omtaler den i sin Læge- Bulmeurt (Hyoscyamus niger). bog. Udvortes brugt skal Blomsterne og Froeiie fremkalde Søvn og stille Hovedpine, men han er betænkelig ved at an- vende den til indvortes Brug, da »den icke allene gjør Menneskene Skade, men ocsaa alle wskiellige Diur«. Sikkert er det, at den hører til vore alier mest giftige indenlandske Urter, hvilket især gælder Roden og Frøene. Hunde er meget modtagelige for denne Gift, derimod synes den langt fra at have samme Indvirkning paa alle Dyr, og den er saa- ledes ganske uskadelig for Heste, Svin, Faar og Høns. Paa Apothekerne er det navnlig Bladene og Frøene der benyttes. Paa Landet anvendes Frøene ogsaa mod Tandpine ligesom Bladene, der ryges blandet med Tobak. Den kaldes derfor ogsaa »Tandurt \ »Tandrøgelse«, »Hundetandsfrø« og »Dulme- urt«. Skj alier. (RhindntJiHS major). Skj all er hører til de Maskebio mstr ede, der har en uregelmæssig Krone. Stænglen er opret, firkantet, fint bruplettet, med modsatte, siddende, lancetformede Blade, der er takkede i Randen. De gule læbeformede Blomster er samlede øverst paa Stænglen og omgivne af store, hjerte- tormede, fligede Dækblade. Støvdragerne er laadne. Denne Plante, der er almindelig paa Marker og høje Enge, optræder under to Former, der forekommer lige almindeligt. Hos den største, Rhinanthus major, er Dækbladene gulgrønne, Jvronen gul med violette Tænder paa Overlæben, og ret Kronrør. Skjalleren bliver omkring 1 Fod (10—30 Cm.) høj 02: blomstrer i Maj, Juni og Juli. Den har adskillige Navne. Nogle Steder kaldes den »Lokespung«; Navnene »Rassel« og »Skratte« stammer fra den raslende LjtI, som de tørre Kapsler og det hindeagtige Bæger fremkalder ved Moden- heden. Paa Færoerne kaldes den »Snidle Biadle«, hvilket betyder den klingende Bjælde. I Smaaland og Blekingen hedder den >Høskallra«. fordi Hoet er tjenligt til at slaas. 76 naar Skjallerens Frø rasler i Kapslerne. Den optræder ofte som et skadeligt Ukrudt, og hvor den vokser paa Engene, gør den ved Skåningen ikke godt imellem Høet, da den er saa stiv. Undertiden optræder den i saa stor Mængde, at den kan give hele Engstrøg et gult Udseende. Skjalleren er en Snylteplante, idet der paa dens Rødder, der næsten ganske mangler Eodhaar, findes nogle smaa Sugevorter af Størrelse som et ganske lille Knappenaals- hoved. Ved Hjælp af disse Suge- vorter, som den hæfter fast til sine Naboplanters Rødder, optager den Næringsstoffer fra disse. Da den hører til de saakaldte Halvsnyltere, henter den kun sine kvælstofholdige Stoffer fra Værtplanterne, medens den, ligesom andre grønne Planter, faar en stor Del af sin Næring fra Luften og Vandet. Blandt de forskellige Værtplanter den snylter paa, synes den at foretrække Græsserne. Naar de tidligstblomstrende Skjallere har modne Frø, og deres Kapsler begynder at blive tørre — i Midten af Juni — , anser man Høsletten for at være for Haanden. Skjalleren søges meget af Bierne. Skjaller (Rhinanthus major). Pastinak. (Past'umca sativa). Af Skærmplanternes store, letkendelige Familie, der næsten ikke findes udenfor Vendekredsene, vokser en Mængde Arter i Danmark, og flere af disse hører hjemme langs Vejene, ved Gærderne og paa Markerne. Saaledes Pastinak, der saa let kendes fra de øvrige i Reglen hvid- blomstrede Skærmplanter ved sine gule Kroner, som er Pastinak (Pastinaca sativa). 77 samlede i dobbelte, mang-estraalede Skærme uden Svøb. Pasti- iiakeiis hule, leddede, kantede og furede Stængel bliver 2 — 3 Fod (50 — lOU Cm.) høj. Bladene er fjersnitdelte, med groft sav- takket-lappede Afsnit, paa Oversiden er de glinsende, paa Undersiden dunede. Blomsterne har fem Kronblade med ind- bøjet Spids. De fem Støvdragere udvikles før Griflerne, saa at al Støvet, forinden Arret bliver modent, bortføres af de talrige Insekter, der besøger Blomsterne og hidlokkes af de store Blomsterstande og den rigelige Honning, der afsondres. Men ikke alle Insekter er Planten lige velkomne. Til de uvelkomne hører de graadige Biller, der ikke alene nøjes med at fortære Støvet og Honningen, men ogsaa ofte øde- lægger Støvdragerne og Arrene. Man har nu lagt Mærke til, at Pastinakens smudsiggule Kroner ikke over nogen Til- trækningskraft paa Billerne, og dens Blomsters Farve bliver saaledes et Beskyttelsesmiddel mod disse skadelige Gæster, medens de mange hvide Skærmblomster er stærkt udsatte for at ødelægges af dem. Frugten bestaar af to flade, ovale, nødagtige Smaafrugter, der foroven hænger fast ved en traad- formet, tvedelt Frugtholder. Paa hver Smaafrugt findes fem Længderibber, af hvilke de to, der sidder nærmest Randen, er vingeformede. I Furerne mellem Ribberne findes Olje- kanaler, der indeholder flygtige Oljer. Denne Plante, der dyrkes for Rodens Skyld, som er spiselig, findes ogsaa al- mindelig voksende vildt ved Veje og Gærder og paa høje Marker. Pastinaken er toaarig, men Roden er kun spiselig i det første Aar, den optages i Oktober. Paa Island benytter man Roden til en Drik, der tilsættes med Humle og gærer, før den bruges. Den blomstrer i Juli og Augu.st og findes især hyppig paa Sjælland, navnlig omkring København, og paa Lolland-Falster. Bjørneklo. (Heracléum Sphondyliuin). Til Skærmplanterne horer ogsaa Bjørneklo en kraftig 2V2— 5 Fod (80— 150 Cm.) høj hvashaaret Plante med furet 78 Stængel. De store fjerdelte Blade har haanddelte takkede Afsnit. Blomsterskærmen er stor og tætblomstret med hvide, grønlig-hvide eller rødlige Blomster, af hvilke de Bjørneklo (Heracloum Sphondyliuiu). yderste er større end de indre, uregelmæssige og straalende ud til alle Sider. Saaledes er alle de i og foi' sig uanselige Blomster samlede til en tæt og let synlig Flade, henover hvilken Insekterne med Lethed kan lobe og derved i kort Tid besøge en Mængde Blomster. De yderste større 79 Blomster og deres ydre stærkt udviklede Kronblade danner en bekvem Landingsplads for Insekterne, saa vel de lang- snablede som de kortsnablede kan let finde, hvad de søger, og Bjørnekloens Blomster besøges derfor af en talrig Mængde af de forskelligste Slægter, der, idet de søger Honningen, fejer Støvet fra og til de forskellige Blomster. Man har iagttaget, at jo større en Blomsterskærm er, desto flere In- sektbesøg modtager den, og paa Bjørnekloen har man alene talt hen ved 120 Arter. Den blomstier midt om Sommeren i Juni og Juli og er almindelig ved Veje, i Randen af Skove og ved Gærder. Denne Plante indeholder stærke Stofter, og saa vel Roden som Stænglen bruges i Rusland og Sibirien til at lave Brændevin af. Ogsaa i Polen og Lithauen koges den til en gæret Drik, der nydes som 01. Saalænge den er ung, ædes den af Køer, Geder, Paar og Kaniner, men naar den bliver ældre, er den for stivhaaret. Den kaldes ogsaa Bjørnelap. Maaske stammer dens Slægtnavn, Heracleura, fra selve den stærke Gud Herakles, i hvert Fald benyttedes Navnet af Oldtidens Naturforskere. Vild Gulerod. (Dauciis Carota). Den vilde Gulerod, der ogsaa hører til Skærm- planterne, er ligeledes en almindelig Plante paa vore Marker, ved Veje og Gærder. Den har en furet, stiv- haaret-ru Stængel, der bliver 1—2 Fod (30— 60 Cm.) høj. Bladene er findelte, med lancetformede spidse Flige. De hvide Blomster er samlede i en dobbelt Skærm, og saa vel Smaa- skærmene som Storskærmene er forsynede med Dækblade, de saakaldte Smaasvob og Storsvøb. Storsvøbene er et godt Kendetegn til Adskillelse af denne Plante fra mange lignende Skærmplanter, idet de bestå ar af store kam del te Blade, der forneden omgiver de store Skærme. De midterste Blomster i Skærmen er ofte saa mørkt purpurrøde, 80 Vild Gulerod (Daucus Carota). 81 at de næsten ser sorte ud. Gulerodens Blomster søges mest, ligesom mange andre Skærmplanters, af Fluer og Biller, der med deres korte Munddele let kan faa fat paa Honningen, der i de aabne, fladt udbredte Blomster, kun er lidet gemt. Blomsterne har ingen Lugt, men dette spiller rimeligvis ikke nogen Bolle for de Insekter, der søger dem, da Biller, Fluer og lignende Dyr ikke synes at have nogen Sans herfor. Blomsterne har heller ikke noget særegent Beskyttelsesapparat for Støvdragerne, hvilket jo ellers ofte findes, navnlig hos Planter, hvis Blomstringstid er kort, men det er heller ikke nødvendigt, fordi Blomstringen hos den vilde Gulerod er ud- strakt over et længere Tidsrum, og der desuden findes et saa stort Antal Blomster, hvis Støvdragere springer op til forskellig Tid, saa at selv om nogle Blomsters Støv gaar til Grunde ved Nattens Dug eller ved Begn, er der dog i de andre Blomster Støv nok tilbage, til at Bestøvningen kan fortsættes flere Uger igennem paa enhver solrig Dag. De nødagtige Smaafrugter, der hænger to og to sammen, er beklædte med stive Børster, der sidder i Rader paa Ribberne. Efter Afblomstringen bliver Skærmen hul, idet de ydre Skærmstraaler krummes i Vejret, og Skærmen faar derved Form som en Fuglerede. Planten gaar ogsaa under Navnet »Fuglerede«. I Jvlland kaldes den »Mor rod«. Roden, der hos den dyrkede Art er rødgul, er hos den vilde hvid, og da den er toaarig, aflagres der Stivelse og andre Næringsstofier i Roden for det kommende Aar. Den blom- strer i Juli og August. Da den ofte fra sine Voksesteder langs Veje, Grøfter, Diger og Jærnbanegennemskæringer sender sine Frø i Massevis ud over de nærliggende Marker, hvor den bliver et besværligt Ukrudt, kunde man nmligvis standse dens Udbredelse ved at afmeje den, før dens Frø er modne. I Kejser Karl den Stores Capitularia kaldes denne Plante Corruga, deraf kommer maaske Carota og Karotte. 82 Hyrdetaske. (Capsella Bursa pastoris). En meget almindelig- Plante af de korsblomstre.des Familie er den lille Hyrdetaske. Den bliver V2— 1 Fod (15 — 30 Cm.) høj og er mere eller mindre haaret. Ved Koden findes en Krans af Blade, der er aflange, tandede eller fjerdelte, hvorimod Stængelbladene er næ- sten helrandede og pildannede. Blomsterne, der er samlede i en klaseformet Blomsterstand, bestaar af fire affaldende Bægerblade og fire meget smaa hvide Kronblade, seks Støvdragere hvoraf de to ydre er korte, de fire indre længere, og en Støvvej. Da Bægeret hurtig falder af, og Kronen undertiden ganske mangler, er Støvet meget udsat for Vind og Vejr, men det spiller ingen væsenlig Eolle for denne Plante, fordi dens Blom- string er udstrakt over et meget langt Tidsrum, fra Foraar til Efteraar, og fordi hver enkelt Plante har et ret anseligt Antal Blomster, hvis Støvsække aabner sig til forskellig Tid. Selv om derfor adskillige Blomsters Støv ødelægges af Regn og Dug, saa er der dog i de andre Blomster Støv nok tilbage, til at Be- støvningen kan fortsættes hele Sommeren igennem, saa snart Vejret er solklart og tørt. Da Hyrdetasken blomstrer lige fra April til September, ses altid modne Frugter samtidig med, at Planten blomstrer. Frugterne er saakaldte S k n 1 p e r, Kapselfrugter, der hos Hyrdetasken er omvendt hjerte- Hyrdetaske (Capsella Bursa pastoris). 83 formede, trekantede, og paa hvilke Planten meget let kan kendes. Det er efter Formen af Frugten, der ligner en lille Taske, at Planten har faaet Navn. I Sverrig kaldes den nogle Steder Tareb, et gammelt arabisk Ord, der betyder Børs eller Pung og som antages at stamme fra Middelalderen, da en Del arabiske Mynter kom til Gotland. Dens Frø tjener til Føde for mange Sangfugle. Den vokser næsten overalt, paa Marker, ved Veje og i Haver. Paa Amager kaldes den »Vor Herres Gryn«. Ved Ørholm i Nordsjælland er funden en Afart med smukt røde Blomster. Fuglegræs. (Stella ria media). En anden yderst almindelig lille Plante er Fugle græs. der hører til Nellikefamilien. Den forekommer næsten overalt og blomstrer omtrent hele Aaret. Den kendes let paa sine trinde, skøre Stængler, der dels er liggende, dels opstigende og kun haarede paa den ene Side. Denne Haarbræmme tjener mulig til at aflede Regnvandet hurtigere, end det ellers vilde være Tilfældet, for at Regnen ikke skal hæmme Plantens Respiration eller tynge den for stærkt nedad. De smaa stilkede Blade er æg-hjerteformede. Blomsterne sidder i Kvaste og har fem Bægerblade, fem smaa hvide Kronblade, der er tvedelte eller kløvede til Grunden, og 3—5 Støvdragere med violette Støvknapper. Forøvrigt er Antallet af Støvdragerne meget afvekslende, idet det kan svinge fra 1 — 12, hvilken Svingning sandsynligvis skyldes Planternes forskellige Livsvilkaar, der betinges af de ydre Forhold: Tørke, Fugtighed, Varme og Lys. Blomsterne aabner sig kun i klart Solskin; undertiden mangler Kron- bladene. Fuglegræs er som Regel kun enaarig, men den overvintrer ofte ved, at de nedliggende Stængler slaar Rod. Den vokser bedst paa skør, dyrket Jord, og er et almindeligt, men ikke meget skadeligt Ukrudt i Haver. Paa fastere Jord, 84 paa Diger og Over- drev faar den hyppig en gulliggrøn Farve og en sammentrængt Blomsterstand, paa hvilken Kronbla- dene ofte mangler helt eller er ganske smaa. I Reglen er den kun et Par Tom- mer høj, men naar den vokser i Skove, bliver den ofte hen- ved 1 Fod (5—30 Cm.) og har da gerne ti Støvdragere med højrøde Knapper. Frøene ædes af Smaafuglene , man giver dem ogsaa til Kanariefugle, og med Bladene kan man fodre Kyllinger, deraf kommer Nav- net »Hønsebid«. Med Fuglene føres dens Frø langt omkring, den hørte saa- ledes til de Planter, som man i sin Tid kunde se vokse højt oppe paa den gamle Marmorkirkeruin ved København. Fuglegræs (Stellaria media). Almindelig Katost. (Malva sihéstris). Almindelig Katost er en temmelig hyppigt forekom- mende Plante ved Veje og Gærder, især omkring Byer. Den kendes paa sine store rødviolette Blomster, der er snoede før Udspringningen, og hvis Kronblade er 3—4 Gange læn- 85 gere end Bægeret, og paa Frugterne, der er Spaltefrugter, hvis talrige Nødder er stillede i en Krans. Det er disse flade, runde Frugter, som har givet Anledning til Navnet »Katost«. Den har en opret, liaaret Stængel, med lappede, foldede Blade ved hvis Grund der sidder to Akselblade. Blomsterne er stillede i Knipper i Bladhjørnerne. Det fem- delte Bæger udmærker sig ved at have et trebladet Yderbæger. Alniindelis: Katost (Malva silvestris). De talrige Støvdragere er sammenvoksede til et Bør, der atter er sammenvokset med den nederste Del af Kronen. Støvknapperne er enrummede og indeholder usædvanlig store, mælkehvide Støvkorn. Katosten søges meget af Bierne, der i de store aabne Blomster har uhindret Adgang til Hon- ningen. Da Insekterne saaledes ikke ved Blomsternes særegne Bygning tvinges til at indtage en bestemt Stilling for at kunne fore deres Snabel ind til Honninggemmerne og derved ufejlbarlig komme til at bedække Arret med Støvkorn, der er hentede fra en anden Plante, saa kunde det godt tænkes. 86 at, Katostens Blomster ikke nød godt af den Fremmedbestøv- ning-, som det ellers er Insekternes Hverv at udføre, og som i saa høj Grad bidrager til at gøre Plantens Afkom større og kraftigere. For nu at raade Bod herpaa er Katostens Blomster indrettede saa mærkværdigt, at Støvdragere og Ar ikke er udviklede paa samme Tid. Det er Støvdragerne, der udvikles først, og Insektet vil derfor under sit Arbejde i den nylig udsprungne Blomst blive overpudret af Støvet; flj^ver det nu hen til en anden Blomst, hvis Støvdragere allerede er visnede, men hvis Arflader er udviklede og blevne saa klæb- rige, at de kan fastholde Støvet, vil Fremmedbestøvning være uundgaaelig. Den almindelige Katost, der hører til Katost- familien, er en stor og kraftig toaarig Plante, der blomstrer i Juli, August og September og bliver fra IV2 — 3 Fod (40—90 Cm.) høj. Gaase-Potentil. (Potentilla ansertna). En overordentlig nydelig Plante er Gaase-Potentil. Den hører til Rosenfamilien og kendes paa sin meget korte Hovedstængel, der bærer rosetstillede, finnede Blade, som især paa Undersiden er tæt silkehaarede og sølvglinsende. Fra Bladhjørnerne udgaar rodslaaende Stængler, der bærer enlige guldgule Blomster. Det femdelte Bæger er omgivet af et Yderbæger eller Bibæger, saa at det ser :ud, som om Bægeret var dobbelt. I de aabne fladt ud- bredte Blomster er Honningen let tilgængelig ogsaa for In- sekter med kort Sugesnabel, som Fluer og Biller. Som saa mange andre Blomster, der mest søges af Biller og Fluer, har Gaasepotentillen ingen Lugt, og denne synes heller ikke at have nogen Betydning for disse Insekter, der snarere til- trækkes af Blomsternes stærke gule Farve og af de lidet skjulte Honninggemmer. Men ogsaa talrige Sommerfugle, Humler og Bier, af hvilke de sidste jo navnlig har Brug for de mange Støvdrageres Støv. omsværmer Gaasepotentillen, især paa varme 87 solrige Dage, da Blomsterne er smukkest udfoldede. I Regn- vejr, paa fugtige Dage, om Nætterne og paa kolde Morgener, naar der falder stærk Dug, er Blomsterne lukkede, men til saadanne Tider er de honningsøgende og støvsamlende Bier heller ikke i Virksomhed , men holder sig skjulte i deres Tilflugtsste- der. Gaase-Potentil- len er meget al- mindelig paa Mar- ker, ved Veje og Strandbredder. Den findes undertiden paa Gaardspladser og vokser hyppig paa M3Tetuer, hvis bløde, varme Jord den synes at foretrække. Stænglen kan blive over 1 Fod (15 —50 Cm.) lang. Den er fleraarig og blomstrer i Sommerens første Halv- del, jNIaj, Juni og Juli. Gaase-Potentil (Potentilla anserina). Almindelig Kællingetand. (Lotus corniculåtus) . Til de ærteblomstredes store Familie hører Al- mindelig Kællingetand. Den har nedliggende eller op- stigende mellem 1 Kvarter og 1 Fod (10—30 Cm.) lange Stængler, trekoblede Blade, hvis Smaablade er omvendt æg- formede, blaagrønne paa Undersiden og med meget store Akselblade. Om Natten, naar Planten indtager Søvnstilling, bøjer Bladene sig opover, idet Bladstilkene retter sig i Vejret, indtil de tredelte Blade ligger næsten helt ind paa Stænglen; de unge Blade i Spidsen af Stænglen lægger sig saa tæt til hinanden, at de kommer til at ligne en stor Knop. Blom- sterne er stillede i en fire — syvblomstret Skærm, de er gule med orangefarvet Anstrøg og bliver ved Tør- ring grønlige. De hører til de saakaldte Ærteblomster, der bestaar af fem Kronblade, af hvilke det bageste og største kaldes Fanen. Naar Blomsten er i Knop, omslutter Fanen de øvrige Kronblade og danner senere en beskyttende Regn- skærm over Støvdragerne. De to sidestillede Kronblade kaldes Vingerne, og disse omfatter de to forreste, der er sammen- voksede til et baadformet Blad, Kølen. Som alle ærteblomstrede har Kællingetanden tvekønnede Blomster, og de ti Støvdragere, der er sammenvoksede til et Rør, der omslutter Griflen, er gemte i Kølen, der kun i Spidsen danner en lille Aabning. For nu at hindre at Støvet skal komme fra Støv- dragerne over paa Arret i samme Blomst, er Støvdragerne indrettede saaledes, at de allerede aabner deres Knapper, medens Blomsten er i Knop, og Griflen, der da er kort, vokser først senere til og skyder Støvmassen foran sig ud i den forreste Del af Kølen. Sætter nu et Insekt sig paa denne, tryk- den stive Grittel virker som et der drives ud af Aabningen i Spidsen af Kølen som en lille Sky. Først naar alt Støvet ved gentagne Insektbesøg er udjaget, vokser Griflen ud af Aabningen, og nu udvikles Arret og er rede til at modtage det Støv, som de honningsøgende Insekter bringer med sig fra andre Kællingetandsblomster. Som de fleste Ærteblomstrede er Kællingetanden forsynet med rigelig Honningsaft, og den frembyder da ogsaa Eksempel paa, hvorledes en Plante, der afsondrer en betydelig Mængde Honning, som er let tilgænge- Almindelig Kællingetand (Lotus corniculatus). kes den noget nedad, og Stempel paa Støvmassen, 89 lig-, modtager langt flere Insektbesøg, end en Plante, hvis Blom- ster er byggede paa samme Maade, men kun har en sparsom Saftafsondring. Dette er saaledes Tilfældet med Slægten Visse (Genista), der ligeledes hører til de Ærteblomstrede. Medens man hos Kællingetand har truffet over 30 forskellige Insektarter, har man saa godt som ingen fundet hos Vissen. Kællingetandens Frugter er en trind, smal Bælg. Den er almindelig paa Græsmarker og Bakker, ved Randen af Veje og i Klitter og blomstrer ved Midsommertid i Juni og Juli. Rød Kløver. (Trifolium praténse). Til de ærteblomstredes Familie hører ogsaa Rød Kløver, der baade som dyrket og vildtvoksende er alminde- lig udbredt paa Enge og Græsmarker. Dens Blomsterstand — Blomsterhovedet — er kugleformet med rosenrøde — sjældent hvide - Kroner. Efter Afblomstringen bliver de visne Kroner siddende, omsluttende de smaa Bælge. Den oprette Stængel bliver V2 — IV2 Fod (15 — 50 Cm.) høj og bærer trekoblede Blade, hvis Smaablade er ovale, med en halvmaaneformet, forskelligfarvet Plet paa Midten. Firkløveren er en Afvigelse fra den almindelige Form, idet Bladene er firkoblede. Om Dagen i godt Vejr er Bladene horizontalt udbredte, om Aftenen derimod bojer de to af Smaabladene sig sammen, indtil Oversiderne berører hinanden, samtidig bevæger de sig nedover, og det mellemste af de tre Blade bøjer sig opover og fremover, indtil det som el Tag dækker over de to andre med Undersiden vendt opad. Saaledes »sover« Bladet, men om Morgenen, »vaagner« det igen og indtager atter sin udbredte Stilling. Søvnbevægelsen har Be- tydning for Planten derved, at Bladene i Natstillingen er mindre udsatte for en stærk Afkøling ved Udstraaling, end dersom de Natten over stod fuldt udbredte i Dagstilling. Akselbladene ender med en borsteformet Spids. Den røde 90 Kløver blomstrer hele Sommeren fra Maj til September. Blomsterne indeholder en betj^delig Mængde Honning og søges derfor meget af Bierne og Humlerne, som tillige drages af de stærkt farvede Kroner. De stive Støvdragere, som findes i Kløverblomsterne, bevirker en stærk Gnidning af Støvknap- Rød Kløver (Trifolium pratense). perne mod Insekternes Krop, paa hvilken det klæbrige Støv let hænger fast. Med Hensyn til Kløveren har Darwin gjort den interessante Iagttagelse, at den omkring beboede Steder bærer rigere Frø end paa andre Steder. Kløverblomsterne befrugtes nemlig væsentlig ved Humlebiernes Hjælp. Ved Forsøg viste det sig saaledes, at 100 Hoveder Rødkløver gav 91 2,700 Fru, men det samme Antal Hoveder, fra hvilke Bierne var blevne holdte borte, gav ikke et eneste Frø. Man har ment, at de Sommerfugle, der kaldes Natsværmere (Phalæna), kunde hjælpe Kløveren ved Befrugtningen, men dette er dog ikke sandsynligt, i hvert Fald ikke for Rødkløverens Ved- kommende, da de ikke vejer nok til at tvinge det Kronblad ned, der kaldes Kølen. Da andre Bier ikke kan naa Hon- ningen, er det kun Humlebier, der besøger Rødkløveren, og det er derfor højst sandsynligt, at dersom hele Humlebislægten uddøde eller blev meget sjælden 1 Danmark, saa vilde ogsaa Rødkløveren der blive meget sjælden eller ganske forsvinde. Humlebierne er talrigst omkring beboede Steder, fordi deres værste Fjender, Markmusene, her udryddes af Kattene. Derfor jo flere Katte, der fiudes paa en Egn, desto flere Kløverfrø. Det Garvestof, Kløverbladene indeholder, beskyt- ter dem mod at ædes af Sneglene, der nærer stor Afsky for dette Stof Kløveren kan afgive Eksempel paa, at Planter kan taale at være stivfrosne i aarevis. I Chamonix Dalen i Schweitz gled for en Del Aar tilbage en af de store Gletschere ind over en Mark, der i fire Aar laa dækket af Isen. »Da denne atter tøede bort, spirede en Mængde Kløverplanter frem, og ved at undersøge disse Planter fandt man, at de stammede fra Rodstokke, som efter deres Størrelse at dømme maatte være mindst 40 Aar gamle. De havde altsaa groet der paa Marken, før Gletscheren kom og havde ligget be- gravede under Isen i de fire Aar. At Planterne ikke er gaaede til Grunde i det lange Mørke under Gletscherens Is, lader sig kun forklare ved den Antagelse, at de har været frosne hele Tiden.« I Oldtiden dyrkedes Kløveren ikke, skønt Planten uden Tvivl var kendt af næsten alle Folkeslagene i det gamle Evropa. Brugen af den er begyndt i Tyskland i det 16de Aarhundrede. Kløveren hører hjemme i hele Evropa, i det vestlige og mellemste Sibirien, i Cachemir, Armenien og Kavkasus. Paa Grund af sine tredelte Blade var den hel- 92 liget Druiderne, Præsterne i det gamle Gallien og Britannien. I Kristendommens første Tid var den Sindbillede paa Tre- enigheden, og hos Irlænderne gælder den, ophøjet til denne Værdighed af Irlands Nationalhelgen, St. Patrick, som Lan- dets Symbol. At finde en Firkløver anses overalt som Tegn paa Lykke, i gamle Dage syede man Firkløvere ind i de rejsendes Klæder, dog skulde det ske uden deres Vidende. Rød Tvetand (Lamiuni purpureum). DYKKEDE MARKER. Paa dyrkede Marker og- paa de dem omgivende Hegn og Gærder vokser en Mængde Planter, tilhørende forskellige Familier, der optræder som mere eller mindre skadeligt Ukrudt. Rød Tvetand. (Laniiuni purpureuni). Til de Læbeblomstrede hører saaledes B. ød Tvetand, der forekommer overalt paa dyrket Jord og blomstrer fra April til September, undertiden næsten hele Aaret. Den bliver fra V2 — 1 Pod (15 — 30 Cm.) høj og har glatte, fir- kantede ved Grunden nedliggende Stængler, med hjerteformede, stilkede, rundtakkede og haarede Blade. Blomsterne sidder i kransstillede Nøgler i Bladhjørnerne. Bægeret ei" uregel- mæssigt femtandet med braadspidsede Tænder. Kronerne er rosenrøde, og Underlæben trefliget med to smaa tand- formede Sideflige. De tætsiddende Støvtraade har højrøde, skæggede Støvknapper. Indvendig i det krumme Kronrør findes en Krans af stive Haar, der tjener til Værn mod Regnen, som let kan ødelægge Honningen. Haarkransen er nemlig saa tæt, at den ikke tillader en Vanddraabe at trænge videre, hvis den skulde være passeret forbi den hvælvede Overlæbe, der danner et beskærmende Tag over den Plads, hvor det frigjorte Støv er aflejret. Den røde Tvetand har en ubehagelig Lugt, men dette afskrækker ikke Bierne, der søger den i Mængde. Man har ved at iagttage denne Plante tilligemed Døvnælde (Lamium album) og Kors knap 94 (Glechoma hederåcea), der begge ligesom den røde Tvetand hører til de Læbeblomstrede og ofte vokser sammen med den, faaet Bekræftelse paa den Kendsgæi-ning, som allerede Ari- stoteles for mere end 2000 Aar siden paaviste, at Bierne sædvanlig besøger en og samme Art, saa længe som de kan, før de flyver til en anden Art. Beviset for denne Iagttagelses Rig- tighed er ikke saa vanskeligt at føre for disse tre Planters Vedkommende, da de alle tre har forskellig farvet Støv, og man ved at undersøge en Mængde Bier kan se, at hver Bi kun fører én Slags Støv med sig. Dette gælder forøvrigt ikke alene alle Arter af Bier, men ogsaa en Del andre Insekter, og er baade til Gavn for Planterne og for Insekterne selv. For Planterne, fordi Insekterne, ved at besøge . en og samme Art saa længe som de kan, naturligvis begunstiger Krj^dsbestøvningen af denne Arts Individei-, og for Insekterne, fordi de bliver i Stand til at arbejde hurtigere, idet de ved Øvelsen faar lært, hvorledes de skal anbringe sig i den bedste Stilling i Blomsten, og hvor langt og i hvilken Ret- ning de skal indføre deres Sugesnabel. De kommer saaledes paa en Maade til at arbejde fabriksmæssigt. Korsknap (Glechoma hederåcea). Krumlials. (Ånchusa arvénsis). Til de Rubladede hører Krumhals. Det er en fod- høj (15—30 Cm.), opret, meget hvashaaret Plante, med lancetformede, bugtede Blade og smaa, himmelblaa, tragt- formede Kroner, med bøjet eller krummet Rør og en Bikrone bestaaende af fem ruhaarede Skæl, der tjener til at beskj^tte Støvet og Honningen mod Regnvandets Indtrængen. Blomsterne er kortstilkede og sidder i smaa tætblomstrede 95 Kvaste. For at beskytte Blomsterne endnu bedre modReg-n og Dug-, er Blomsterstilkene under Blomstringen bøjede nedad, saa at Blomsterne bliver hængende og derved danner et skærmende Tag over Støvdragerne; men naar Blomstringen er forbi, og Frugtmodningen begynder, retter Blomsterstilkene sig igen opad. Den blomstrer i Maj, Juni og Juli og er almindelig paa djTkede Marker og ved Veje. Krumhalsen er h^'ppig angreben af en rustfarvet Snylte- ^ svamp, den saakaldte Skaalrust, der er et Udviklingstrin af den for Hveden saa skadelige Avnrust. Krumhals (Anchusa arvensis). Arve. (AnagålUs arvénsis). Til Kodriverfamilien hører den smukke lille Arve med nedliggende eller opstigende Stængler og mod- satte, ægformede paa Undersiden brunprikkede Blade. I Bladhjør- nerne findes lange, tynde Blomsterstilke, der bærer enlige Blomster, hvis høj- røde, hjulformede Kroner er violette i Midten. De haarede Støvdragere er ogsaa violette. Arven bliver kun fra 2—8 Tommer (5—20 Cm.), den blomstrer ved Midsommertid i Juni, Juli og August og er et almindeligt Ukrudt paa dyrkede Marker især mellem Sæden. Da den aldrig fore- kommer paa udyrkede Steder eller paa Heder, men navnlig paa Stubagre, er den formodentlig indført her til Landet med Kornet. Den kaldes ogsaa »Grine ved Middag«, fordi Blomsterne sædvanlig kun aabner sig midt paa Dagen. Ogsaa i fugtigt Vejr holder den sine Blomster tillukkede. Derfor hedder den paa Fyn »Bondens Vejr gi as«. Forøvrigt forekommer den især i stor Mængde paa Bornholm. Som saa mange andre Ukrudtsplanter ædes den af Køer, Faar og 96 Geder, og Smaafuglene spiser Frøene, der findes i de smaa kugleformede Buddiker. Af den almindelige Arve findes en meget smuk Afart med blaa Blomster. Hos Pliniiis berettes det, hvorledes Romerne ansaa denne Plante for at besidde magiske Kræfter, ogsaa i Tyskland ansaas den i Middelalderen for at indholde Trolddomskraft, man hængte den derfor over Døren for at bort- jage onde Mennesker. Derfra stam- mer formodentlig dens tyske Navn »Gauchheil«. I sin Tid vandt den stor Berømmelse som Middel mod Vandskræk. Kornblomst. (Centauréa Cyanus). Mere skadelige end de Planter, der vokser som Ukrudt paa dyrkede Græsmarker, er de mange Planter, der vokser som Ukrudt imellem Sæ- den og dels tager Plads op, dels suger Kraft og Næring af den gødede tilberedte Jord og derved forringer Udbyttet af de dyrkede Planter. En saadan velkendt Ukrudtsplante mel- lem Vintersæden — Rug og Hvede — er K o r n b 1 o m s t ogsaa kaldet Kor n- Knopurt. Den hører til de kurv- blomstredes Familie og indenfor denne igen til Tidselgruppen, der har lutter- rørdannede Kroner. Kornblomstens Stængel, der bliver fra 1 Kvarter til henimod 1 Alen (15—60 Cm.) høj, er ligesom de linjelancetformede Blade beklædt med en løs, hvid Filt. I Randen af Kurvene findes meget store, ui-egelmæssige tragtformede Kroner, der er golde, medens der i Midten sidder smaa tvekønnede Arve (Ånagallis arvensis). Kornblomst (Gentaurea Cyanus) 97 Blomster. Kurvene har en smuk himmelblaa Farve, kun sjældent er de hvide eller røde. Bladene paa det ægformede Kurvdække er mørkebrune, taglagte og børsteformet takkede i Randen. Disse Børster skal værne Blomsterne mod smaa opkrybende Insekter, der forsøger at trænge ned i Blomsterne og røve den Honning, der ofte er til Stede i saa stor Mængde, at den halvt f3^1der de rordannede Kroner, og som Insekterne kan naa, uden at de behøver at røre ved Griffelspidsen og altsaa uden at udføre nogen Bestøvning; kun de store flj'^vende Insekter gør Planten Nytte, og af dem vil den derfor be- støves. Kornblomstens Støvkorn er meget klæbrige, og naar de er modne og skal overføres af Insekterne, hænger de saa- ledes sammen, at de, naar Støvsækkene springer op, ikke kan spredes i Luften hvert for sig i Form af smaa Støvskyer, men maa som smaa sammenklæbede Støvklumper paa en eller anden Maade bringes ud af Støvsækkene. Der har nemlig dannet sig et klæbrigt Overtræk over hvert enkelt Korn, og Nytten deraf er ikke blot den, at Kornene bliver holdte sammen, men tillige at de let hæfter ved andre Plantedele og ved Insekterne, der ubevidst skal føre dem af Sted. For at kunne feje Støvkornene ud af Støvknapperne har Korn- blomsten et ejendommeligt Fejeapparat bestaaende af en op- svulmet Ring besat med smaa Haar, der findes paa Griflen under Arret. Naar disse smaa Haar har fejet Støvmasserne ud, hæftes de til Griflens Sider og bortføres derfra af In- sekterne. Udfejningen af Støvkornene foregaar paa en meget ejendommelig Maade. Kornblomstens Støvtraade er nemlig ganske overordentlig følsomme for Berøring eller Pirring. Deres almindelige naturlige Stilling er den, at de staar lidt bøjede ud til Siden og naar et Stykke op over Arret, men saa snart de berøres f. Eks. af et Insekt, forkorter de sig pludseligt, og Griflen, der staar ubevægelig, kommer derved med sin opsvulmede haarbesatte Ring til at feje det modne, lose Blomstej'støv ud af det Rør, som er dannet af de sammen- voksede Støvknapper. Denne meget almindelige Plante blomstrer især i Juni, 98 Jnli og- August, men man kan tit finde den blomstrende enkeltvis langt ud paa Efteraaret. Til dens Udbredelse bi- drager det i høj Grad, at dens Frømodning falder sammen med Rug-ens og Hvedens, mellem hvilke den vokser, saa at dens Fro altsaa er modne, naar den indhøstes sammen med disse. Den kaldes ogsaa »Blaaurt« eller »Blaamand«. I Jylland kaldes den »Blaa Bodil«. Den benyttedes i tidligere Tider, endnu i »Mands Minde«, som Røgtobak blandet med denne, hvilket omtales i Oehlenschlagers Digt »Morgen- vandring« i »Langelandsrejsen«. Fordi den forandrer sin Farve og bliver hvid, var den i gamle Dage et Symbol paa Ubestandighed. Vellugtende Kamille. (Matricaria Cltamo)HiUa). En anden kurvblomstret Plante er Vellugtende Kamille, der horer til Astersgruppen og har rørformede, tvekønnede, gule Skiveblomstei", medens de hvide Randblom- ster er tungeformede Hunblomster. Den kendes paa de 2 — 3 dobbelt fjersnitdelte Blade med 1 i n j e f o r mede Afsnit. Kurvene, der ikke er særlig store, har et kegleformet hult Blom- sterleje. Henimod Afblomstringen bøjer Randkro- nerne sig nedefter, saa de bliver hængende, hvor- ved Skivekronerne bliver meget fremtrædende. Bægeret, der er temmelig fladt, bestaar af hvidlige Skæl med stive, hindeagtige Kanter. Den vellugtende Kamille bliver fra 4—12 Tommer (10—30 Cm.) høj og udmærker sig ved sin stærke krydrede Lugt. Den er ikke meget al- mindelig, men er dog funden hist og her i alle Landets Provinser mellem Sæden og ved Veje, især omkring Byer. Den blomstrer hele Sommeren fra Juni til Oktober. Skønt den, naar den forekommer mellem Sæden, er en Ukrudts- plante, er den dog en meget nyttig Urt, idet man af den faar de ægte Kamilleblomster, der benyttes til den for sine helbredende Egenskaber saa vel kendte Kamillete. Dens 99 latinske Navn Matricaria, kommer af Mater, der betyder Moder, fordi den især virker lægende overfor saadanne ind- vendige Smerter, som navnlig Kvinderne lider af. Den kaldes ogsaa Kam el blomst og Rugblomst. Gul Okseøje. (Chrysanthemum segétum) . Gul Okseøje hører ligeledes til Kurvblomsterne. Det er en glat blaagrøn Plante, hvis Stængel bliver fra V2— IV2 Fod (15 — 50 Cm.) høj. Stængelbladene er aflange og fliget tandede. De store, flade Kurve er helt gule, idet Rand- og Skivekronerne har samme Farve. I Regnvejr, eller medens den stærke Morgendug falder, bøjer de tunge- formede Randblomster sig henover de rørformede Skivekroner og beskytter derved Støvet mod Fugtighed. Da Honningen, der afsondres af Griflens nederste Del, ligger temmelig dybt i Kronrørets Bund, søges den gule Okseøje mest af lang- snablede Insekter som Bier, Hvepse og Sommerfugle. Blom- sterne paa de store Skiver udvikler sig udefra og indefter, saaledes at de yderste har fuldmodent Støv og Ar, der be- gynder at blive klæbrige, medens i de inderste Støvet først er i Færd med at modnes, og Arrene endnu slet ikke er ud- viklede. Derved undgaas Selvbestøvning. Naar et Insekt kommer flyvende, sætter det sig i Reglen paa en af de store Randblomster, hvor det finder en bekvem Landingsplads. Dersom de yderste Skiveblomster nu allerede har afgivet deres Støv og staar med udbredte klæbrige Ar, bliver de befrugtede af det Støv, som Insektet bringer med Sig, hvor- efter det bevæger sig længere ind paa Skiven og henter nyt Stov, som det saa flyver af Sted med til en anden Okseøje. Denne pralende Ukrudtsplante, hvis latinske Slægtnavn, Chi-ysanthemum, betyder Guldblomst, blomstrei* medens Som- mersolen skinner stærkest i Juni, Juli og August. Den er almindelig paa dyrkede Marker, især imellem Vaarsæden — Byg og Havre — og mellem Ærter. Modningen af dens 100 Frø finder Sted samtidig med, at den Sæd modnes, mellem hvilken den vokser, og- den finder derved større Udbredelse, end Tilfældet vilde være, dersom dens Frø ved Indhøstningen endnu var umodne. Betegnende for dens Skadelighed er Navnet »Onde Urter«, den kaldes ogsaa »Branden bor- ger en«. Den gule Okseøje er dog langt fra saa besværligt et Ukrudt nu som for kun faa Aar tilbage, da Mærgling endnu ikke var almindelig, — man antager, at den ikke kan taale den i Mærglen indeholdte Kalk. En Grund til dens Tilbagegang er sikkert ogsaa det forandrede Sædskifte. — Forøvrigt er det interessant at følge denne Plantes Vandrin- ger. »Omkring Aar 1650 skal den først have vist sig her i Landet i Egnen om Svendborg og formodedes at være indført fra Brandenborg. 100 Aar efter udsatte man en Guldmedaille for den, der kunde give den bedste Anvisning paa dens Ud- ryddelse«. Hvor frygtet den var ses ogsaa deraf, at man i tidligere Tider paa mange Steder oprettede Foreninger, hvis Medlemmer forpligtede sig til at holde deres Marker aldeles fri for denne Plante, og for hver blomstrende gul Okseøje, som ved Eftersyn fandtes paa Marken, maatte der betales en lille Bøde. »Til Sverrig skal den være kommen c. 1625 med Sæd fra et Skib, som strandede paa Hallands Kyst under en Misvækst. Bønderne plyndrede Skibet og anvendte Kornet til Udsæd, hvorefter den bredte sig fra det ene Distrikt til det andet og blev ligesaa frygtet som i Danmark.« — I Sverrig kaldes den gule Okseøje »Holgersurt«, fordi oven- nævnte Skib, der kom med Ladning fra Pommern, tilhørte en Herr Holger til Skummeløv. A g er -G alt et and. (Stachijs arvénsis). Til de Læbeblom strede hører Ager-Galtetand en lille opstigende, noget over 1 Kvarter (15 — 25 Cm.) høj Plante, der er temmelig stivhaaret og har stilkede, æg -hjertefor- me de og rund takkede Blade. Blomsterne sidder i Kranse, 101 omtrent seks i hver Krans, der tilsammen danner et Slags Aks. Derfra stammer ogsaa dens Slægtnavn, Stachys, et græsk Ord, der betyder Aks. De smaa Kroner er bleg- røde og har indvendig- i Kronrøret en Haarkrans, hvis Spidser er rettede indad mod Kronens Midte. De kommer derved til at danne et Værn mod en hel Del Smaainsekter, der dels vil fortære Blomstens Støv, dels tage dens Honning, nden at de er i Stand til at gøre Planten nogen Nytte, idet de hverken kan medbringe eller bortføre Støvkorn, fordi deres Legeme ikke er indrettet til at holde Støvet fast. Til saa- danne Insekter hører mange smaa glatte Biller. Større Insekter, som er Planterne behjælpelige med Bestøvnin- gen, har derimod Kraft nok til at trænge igennem dette Haargittei*. Dog kan Haargitteret ogsaa undertiden være til Skade for Galtetandens Blomster. Da disse er temmelig smaa og derved noget vanskelige at trænge ind i for større Insekter som f. Eks. Bierne, og Haarkransen gør det endnu vanskeligere, saa foretrækker Bierne ofte at bide Hul paa Siden af Blomsterne for saaledes paa en nemmere Maade at komme ind til Honningen. Ved denne Fremgangsmaade vil de i Løbet af den samme Tid kunne besøge et dobbelt saa stort Antal Blomster, som naar de opsøger Honningen paa retmæssig Maade, især naar de ikke engang selv behøver at bide Hul, men kan nøjes med at føre deres Sugesnabel ind gennem et Hul, som en anden Bi har frembragt, men herved narrer de jo rigtignok Planten, idet de tager Honningen uden at komme i Berøring hverken med Støvdragerne eller Griflen og saaledes ikke hjælper med til Bestøvningen. Naar Blomsterne er bestøvede, bliver Støvdragerne snoede og bøjer sig udad. Ager-Galtetanden blomstrer i Juli, August og September. Den findes paa Agre som Ukrudt især mellem Vaarsæden og i Haver og er temmelig almindelig paa Øerne, i Jylland derimod forekommer den sjældnere. 102 Ager-Løvemund. (Antirrlununi Orontmni). Som Ukrudt mellem Sæden træffes hist og- her den smukke Ager-Løvemund eller Løvemule, en maskeblom- stret Plante, der bliver V2— 1 Fod (15— 30 Cm.) hoj. Stæng- len er oventil kirtelhaaret og har lancetformede helrandede Blade. Blomsterne sidder enlige i Blad- hjørnerne paa ganske smaa Stilke. De fem lange, linjefor- mede Bægerflige naar ud over de maskeformede Kroner, der er ro- senrøde og har en Pukkel V e d G r u n - den af Krom-øret. Denne Pukkel danner en tætsluttende Af- spærring for Honnin- gen og Støvet, der saaledes er godt be- skyttet ikke alene mod Vind og Vejr, men ogsaa mod adskillige mindre Insekter, der uden at gøre Blom- sten nogen Gentje- neste vil berøve den dens Honning. De svagere Insekter har nemlig ikke Kraft nok til at trykke denne Pukkel, den saakaldte »Maske«, ned og bane sig Vej ind til Honningen og maa derfor overlade denne til de stærkere Bier og Humler, der paa den fremstaaende Underlæbe finder et bekvemt Sted at slaa sig ned paa, naar de kommer flyvende. Nogle af de Ager-Løvemund (Antirrhinuni Orontium). 103 mest uvelkomne Insekter er Mj^rerne, tlii selv om en Smule Støv vilde sætte sig- fast ved deres Legeme, saa vilde dette Støv snart gaa tabt under deres ofte lange Vandringer fra Blomst til Blomst eller endog fra Plante til Plante, medens de vingede Insekter hurtig" og- uden Omveje fi3^ver fra den ene Blomst til den anden. Saasnart imidleitid Arret i en Blomst er bestøvet, er der ikke længere nogen Grund for den til at holde sig- afspærret, Spændingen mellem Over- og Underlæben bliver mindre, der opstaar en Spalte imellem dem, og nu trænger Myrerne ind for at hente den Smule Honning, der endnu er tilbage. Ager-Lo vemunden har undertiden hvide Kroner. Den blomstrer i Juli, August og- September og træftes hyppigst paa de sydlige Øer. Korn Valmuen. (Papaver Bhoéas). Korn Valmuen horer til den lille letkendelige Valmue- familie. Den bliver fra henimod 1 Fod til 2 Fod (20— 60 Cm.) høj og- saavel den lidt furede Stængel som de fjerdelte tak- kede Blade, Blomsterstilkene og- det to-delte tidligt af- faldende Bæger er besat med udstaaende Haar. De store skarlagenrøde Blomster har fire i Randen lidt bølgede Kronblade og talrige sylformede Støvdragere med grønt Støv. Frugten er en Kapsel, der foroven dækkes af en Skive, dannet af det blivende straaleformede Ar. Kapslen aabner sig med smaa Huller under Arret, og af disse Huller falder de talrige smaa, smukt grubede Fro ud. Paa Grund af de smaa Hullers Anbringelse oppe under Arret, hindres Frøene i at glide lige ud af Kapslen og falde ned i en Bunke ved Foden af Planten, men maa blive derinde, indtil de, naar Stænglen en stormfuld Dag svajer hid og did, slynges omkring til alle Sider. Valmuens aabne Blomstei- indeholder ikke særegne Beskyttelsesapparater for Støvet, men naar de lange, tynde, oprette Blomsterstilke rystes stærkt af gentagne Vindstød eller af store nedtaldende Regndraaber, 104 bøjer de sig, og Blomsterne, der er vendte opad, saa at der ikke ydes Støvet nogen Beskyttelse, bøjes ved Stilkens Krum- ning nedad og bliver hængende, saa at de omdannes til et beskærmende Tag mod det ublide Vejr. Man vil ogsaa altid efter Begn se, at Blomsterne paa Valmueplanterne er bøjede nedad. Og disse Krumninger er ikke blot en Følge af det Tryk. som de med Vanddraaber belæssede tunge Blomster udøver paa deres Stilke, thi selv om en saadan Krumning naturligvis kan fremkaldes ved den Vægt, Vanddraaberne paafører Blom- sterne, saa er det dog værd at lægge Mærke til, at Krumningen varer ved nogen Tid efter, at Regndraaberne er blæste af eller fordampede, og Trykket altsaa ophørt. Skønt Val- muen ikke afsondrer Honning, saa lokker de stærkt farvede Blomster alligevel Bieiiie, som henter Blomster- støv hos dem, af hvilket de laver Bi- brød. Blomsterne er ogsaa godt be- skyttede mod Smaakryb som Snegle, Myrer, Larver og Bladlus ved de tætte, udstaaende, temmelig stive Haar, der dækker hele Planten, lige- som den hvide med giftige Stoffer forsynede Mælkesaft, der indeholdes i Planten, beskytter den mod at fortæres af Kvæget. Den blomstrer i Juni og Juli og vokser ved Veje, paa Marker, paa Diger og mellem Sæden; men skønt den ikke er saa almindelig som de to noget mindre Valmuearter : K ø 1 1 e Va 1 m u e n (Papaver Argemone) og G æ r d e Valmuen (Papaver diibium), optræder den dog ofte i saa stor Mængde f. Eks. ved Nyborg og Nakskov, at den beklæder hele Marker med en skarlagenrød Farve. Den kaldes ogsaa »Kornrose«, »Kokurt« eller »Kornrus«. Korn Valmue (Papaver Rhoeas) med fyldt Krone. 105 I Oldtiden var Valmuen et af Mortens Kendetegn; det var med denne Plante at Søvnens og- Drømmenes Gud berørte dem , han vilde skænke Søvnens Glemsel og Fred. Den var ogsaa helliget Ceres, enten fordi den vokser i Kornet, eller fordi Jupiter lod Gudinden spise af den for at skaffe hende Søvn og Ro under hendes Smerter, da hun be- græd sin Datter Proserpinas Bortforelse. Sammen med en Del andre Planter er Korn valmuen, der er et almindeligt Ukrudt i Middelhavslandene, funden i de gamle ægyptiske Mnmiekister, der har staaet urørte til vore Dage. Disse Plantelevninger, der er fundne i de gamle Faraoers og andre fornemme Ægypteres Grave, viser, at der ved de mumificerede Lig er bleven nedlagt Blomster, Kranse af sammenlagte Blade i hvilke findes Blomsterdele, Frugter og Prøver af Korn, i Lerkar og Kurve. Beskyttede af Ægyptens tørre Luft og af de solide Gravkamre, der fandtes dybt inde i Klippehuler eller bag alentykke Mure, hvor ingen Vekslen i Luftvarme og Fugtighed finder Sted, har disse Plantedele holdt sig saa uforandrede i de 3 — ^4000 Aar, der er hengaaede siden de nedlagtes, at de for en meget stor Del med Lethed kan gen- kendes. Selvfølgelig maa der anvendes stor Omhu ved Under- søgelsen af dem, men dersom de forsigtig udblødes i varmt Vand, kan man faa dem saa vel udfoldede og bevarede, at det er muligt at undersøge dem. I Valmueknopperne havde saaledes alle de fine Støvdragere holdt sig særdeles godt, og næppe et eneste Støvkorn var gaaet til Grunde; ogsaa Val- muens røde Farve er bevaret. Det er Frøene af O pi at- Valmuen (Papa ver somniférum), som ogsaa vokser hist og her i Landet, der under Navn af »Maanesæd« anvendes til at strø paa Birkesbrød. Disse Frø er til Stede i overordentlig stor Mængde; man har be- regnet, at en eneste Blomst kan frembringe indtil 36,000 Frø. Opiat -Valmuen er blaagrøn og har i Reglen violette Kro- ner. Den er i sin Tid indført fra Orienten og Sydevropa og forekommer især omkring beboede Steder forvildet fra Haver, hvor den er eller har været dyrket. Under sydlige 106 >',)•> !' (I> ^ Opiat -Valmuen (Papaver somniferum) Breddegrader udvikles i Kapslen en Saft, der i Medicinen bruges til »Opium« og i Orienten blandes med Tobak og ryges. Gennem hele Oldtiden dyrkedes denne Valmue. Ro- 107 nierne, Perserne og de gamle Ægyptere blandede Frøene med Honning", æltede deraf en Dejg, som de ristede over Ild, og frembragte paa den Maade forskellige Slags Kager. Dette Slags Bagværk laves endnu i vore Dage i nogle Egne i Tyskland og Italien. Agerkaal. (Brassica cmiipcstris) . Et i mange Egne af Landet almindeligt Ukrudt i Vaar- sæden er Agerkaal. Det er en 1—2 Fod (25 — 60 Cm.) høj Plante af de korsblomstredes Familie. Blomsterne, der sidder i en Klase, har gule Kroner med seks Støvdragere, af hvilke de to er meget kortere end de øvrige. Knapperne paa de fire indre Støvdragere er i Begyndelsen udadvendte, men naar Blomsten er helt udfoldet, drejer de sig halvt om, saa at de kommer til at vende mod hinanden to og to. Disse Drejninger synes at staa i et bestemt Forhold til Honning- gemmerne. Idet Støvdragerne drejes, kommer nemlig Støv- knappernes Aabninger til at vende mod Insekterne, naar de fører deres Sugerør ned til Honninggemmerne, og Insekterne kommer derved til at modtage mere Støv, end det ellers vilde være Tilfældet. Stænglen er opret og glat. De nedre Blade er stilkede, græsgrønne, besatte med enkelte spredte Haar, de øvre siddende, idet de ved Grunden hjerteformet omfatter Stænglen, blaaduggede og glatte. Den blomstrer i Juni og Juli og søges meget af Bierne. Da dens Blomster er uden Lugt, tiltrække)- den ikke saa mange forskellige Insekter, skønt Blomsterne er store og iøjnefaldende, som f Eks. Have-Karsen (Lepidium sativum), dei- hører til samme Familie og kun har smaa hvide, uanselige, men stærkt duftende Blomster. Medens man paa denne har talt henved 30 forskellige Arter af Insekter, har man paa Agerkaalen kun fundet henved en halv Snes for- skellige Insektarter. Den optræder ofte i en saadan Mængde i Vaarsæden, at dennes unge Spirer kvæles, og Agrene, mens 108 Agerkaalen blomstrer, faar et ganske gult Udseende. Frøene, der findes i aflange Skulper, kan spises af Sangfuglene. Hvad der bidrager meget til dens Udbredelse, er det Forhold, at dens Frø bliver modne samtidig med Frøene af den Sæd. hvori den vokser. Naar den da indhøstes paa samme Tid som Vaarsæden, er dens Frø færdige til at spire, naar de udsaaes sammen med denne. Forøvrigt ligner den meget Ager -Sennep (Sinapis arvénsis), der er et endnu alminde- ligere Ukrudt. De kan kendes fra hinanden paa Bladene, af hvilke de øvre hos Agerkaalen er blaagrønne, medens Ager- sennepens er friskgrønne og stivhaarede, og paa Griflen, der hos Agerkaalen er trind, medens den hos Ager-Sennepen er firkantet og endelig paa Skulperne, der hos Agerkaalen har enribbede, hos Ager-Sennepen treribbede Klapper. Kiddike. (Råpliamis Bapliamstruiu) . Meget lignende Agerkaal og Ager-Sennep er Kiddike, der dog har lidt større og blegere gule Kroner. Stæng- len er omtrent af samme Højde 1 — 2 Fod (30—50 Cm.), blaa- grøn og navnlig forneden ligesom de lyreformet delte Blade besat med oprette, stive Haar, der afholder de krybende Smaadyr, Snegle, Myrer og Larver, der er saa besværlige og skadelige for Planten, fra at naa op til Bladene og Blom- sterne. Hvad der især adskiller den fra alle andre Planter af de korsblomstredes Familie er dens perlesnorfor- mede Skulper, der er delt paa tværs ved Skillevægge. Den blomstrer i Juni og Juli og er et tennnelig almindeligt Ukrudt, navnlig i Jylland, dels i Vaarsæden, dels i al Slags dyrket Jord. Ligesom det er Tilfældet med Agerkaalen, søges dens lugtløse Blomster ikke af ret mange Insekter foruden Bierne. Ager-Sennep (Sinapis arvensis). 109 Klinte. (Agrostémma Githugo). Et velkendt, skadeligt og- almindeligt Ukrndt er Klinte, der med sin hoje ranke Stængel og sine store violet- røde Blomster knejser mellem Rugen og Hveden. Den hører til Nellikefamilien og bliver fra 1—3 Fod (30— 90 Cm.) høj. Stæng- len, der er flere Gange gatfeldelt, er ligesom de linjeformede Blade og Bægeret besat med lange, bløde Haar, og de store femdelte Blomster sidder enlige paa lange Stilke. Bægerfligene er smalle og saa lange, at de naar et godt Stykke udenfor Kronbladene. Dybt nede i det lange Kronrøi' findes Honnin- gen, som kun kan naaes af de langsnablede Som- merfugle. Det kommer derfor Klinten til Nytte, at dens Blomster er saa stærkt farvede, thi mange Iagttagelser har vist, at Sommerfuglene har en udpræget Sans for Far- ver, maaske særlig for de røde. At andre Insekter ikke kan naa Honningen er ogsaa af Betj'dning for Planten, idet Sommerfuglene, naar de mærker, at de er ene Herrer paa Pladsen, holder sig mere eller mindre udelukkende til KJinte- blomsterne, hvorved disse ikke alene nyder godt af en regel- Klinte (Agrostémma Githago). 110 mæssig- Krydsbestøvning-, men Bestøvningen foregaar tillige meget hurtig, idet Sommerfuglene snart faar Øvelse i at an- bringe sig- i den bedste Stilling paa Blomsten, saa at de hurtigt og sikkert kan føre Sugesnabelen ned til Honningen. Klinteblomsten har fem Grifler, og Frugten er en femtandet Kapsel med talrige store, sorte, knudrede Frø. En enkelt Plante kan bære over halvtredjetusinde Frø. Klinten blom- strer i Juni og Juli, og det er af overordentlig stor Betyd- ning for den, at dens Frømodning, ligesom Tilfældet er hos flere andre mellem Sæden voksende Ukrudtsplanter, finder Sted samtidig med den Sæds, hvori den vokser, dels fordi Frøene derved er modne, naar Planten hugges om, og dels fordi Frøene slet ikke kunde holde sig, hvis de ikke kom i Hus om Vinteren, da de ikke kan taale Vinterkulden. Klinten er upaatvivlelig ikke oprindelig vildtvoksende her i Landet, men hvor almindelig den end er nu, i sin Tid indført med Hveden og Rugen, thi den forekommer altid sammen med disse Kornsorter. Dens egentlige Hjem er uden Tvivl det sydlige Tyskland. Rug, der er stærkt blandet med Klintefrø, giver et mørkt og usundt Brød. Foder-Vikke. {Vicia sativa). Almindelig er ogsaa Foder-Vikke, der horer til de Ærteblomstrede. Den har en opstigende, klatrende Stæn- gel af henved et Par Fods (30—60 Cm.) Længde med finnede Blade, hvis Hovedribbe ender i en Slyngtraad. De fem eller syv Par Smaablade er ovale, i Spidsen findes en lille Lid- skæring, hvori der sidder en Braad. Blomsterne sidder enlige eller parvise i Bladhjørnerne, de har violet Fane og røde Vinger. Den forreste Del af Kølen er sæk- formet opsvulmet og ved en Indsnoring skilt fra den bageste Del; i det forreste Gemme opbevares Støvet, efter at Støv- dragerne har trukket sig tilbage i Blomsten. Griflen, der ligger ned mod Bunden af Kølen og følger denne helt ud i Foder Vikke (Vicia sativa). 111 dens forreste opad rettede Spids, er paa dette forreste Stykke bred og tæt bedækket med stride Børster; yderst sidder det lille Ar. Alle Blomstens Dele er meget tæt sammenføjede, og det er derfor kun kraftigere Insekter, der kan naa ned til den dybt liggende Honning; naar de udforer dette Arbejde, presses Kronbladene nedad, og nu fejer Gritfel børsten Støvet ud af den lille Aabning, der dannes af et bladagtigt Til- hængsel paa Spidsen af Kølen, og det opfanges enten af Dyrets Haarbeklædning eller ligger frit uden paa Blomsten. Arret bliver først senere modtageligt for Støvet, og der er altsaa Mulighed for, at det først ved et senere Besøg kan modtage Støv, der sidder paa Insektets Bug. Ved Grunden af Bladene findes tandede Akselblade med en brun eller sort Plet paa Midten. Der findes desuden paa Akselbladene nogle smaa vorteagtige Legemer, de saakaldte »Nektarier«, af hvilke der udsondres en sukkerholdig Saft, der er meget yndet af Myrerne. Disse Insekter soger derfor i stort Antal Foder- Vikken, og da de ikke gaar højere end til Akselbladenes Nektarier, gør de ikke nogen Fortræd paa Blomsterne, som de tværtimod beskytter mod Snegle og Larver, der ikke holder af at komme i Kast med de hurtige og altid i stort Antal tilstedeværende Myrer, og derfor holder sig borte. Frugten er en opret, dunhaaret, lysebrun Bælg. Foder -Vikken, der ogsaa kaldes Heste -Vikken eller Skovfugleurt, fore- kommer hyppig som Ukrudt i Sæden og mellem Ærter, den dyrkes ogsaa som Foderurt og blomstrer i Juni og Juli. Hvid Døvnælde. {Laniium album). Mange af de vilde Markplanter findes hyppigst paa Gær- derne, paa de Jord- eller Stengærder, der ofte løber langs Markerne. En saadan Plante er den hvide Døvnælde eller Døvnælde-Tvetand. Den hører til de Læbeblom- strede og er en haaret 1 — IV2 Fod (25—50 Cm.) høj Plante med firkantet Stængel og æg-hjerteformede, groft savtakkede. 112 tilspidsede Blade, der meget ligner Bladene hos Brændenælden, deraf kommer dens Navn »Dovnælde«. Denne Lighed maa vistnok opfattes som Beskyttelseslig- hed, svarende til den velkendte »Mimicry« i Dyreriget. Døvnælden er jo ikke i Besiddelse af de giftige Brændhaar, ved hvilke Brændenælden forsvarer sig mod de Dyr, der angriber den, muligvis kommer derfor Døvnældens store Lighed med den hel- digere udstyrede Brænde- nælde den til Nytte derved, at de planteædende Dyr ikke let kan skelne hin fra denne. De rendeformede Bladribber og Bladstilke tjener rimeligvis til hurtigt at lede Regnvandet ned til Roden, for at det ikke skal hæmme Plantens Respii'a- tion eller tynge den for stærkt. Blomsterne sidder i adskilte Kranse med 10 — 20 hvide Blomster i hver. Støvknapperne er sorte med en gul Streg. Overlæben er stor og laad- den ogKronrøret krum- met med en Krans af skraatstillede stive Haar paa den ind- vendige Side. Denne Haai"krans tjener til Værn mod Regnen, der let kan ødelægge Honningen, idet den hindrer Yand- draaberne fra at trænge videre, hvis de skulde være passeret forbi den hvælvede Overlæbe, der danner et beskyttende Tag over den Plads, hvor det frigjorte Stov er aflejret. Den hvide Tvetand er af Naturen indrettet meget smukt til Gunst for Insektbestøvningen, og først naar man ser, hvorledes et In- Hvid Døvnælde (Lamiiim album) 113 sekt bærer sig ad for at komme ind til Honningen, forstaar man rigtig de mange smaa Ejendommeligheder, der findes saavel ved Døvnældens som ved mange andre læbeblomstrede Planters Kroner. Hos Døvnælden afsondres Honningen af to tykke Puder, de saakaldte Saftkirtler, paa den forreste Side af Frugtknuden, der opfylder den nederste Del af det lange Kronrør og beskyttes, som omtalt, mod Regnen af den stive Haarkrans; lige over denne hæver Røret sig lodret, og oven over deler Kronen sig i en bred Underlæbe, der tjener Insekterne til Landingsplads, naar de kommer flyvende, en Overlæbe, der er fors.ynet med to store Sideflige og en øvre hvælvet Del, der dækker over Støvdragerne og Griflen. Griflen deler sig i to Argrene, af hvilke den ene ligefrem er en Forlængelse af Griflen og ligger i lige Linje med Støv- traadene, medens den anden er rettet lodret nedad. Naar Blomsten aabner sig, er baade Støvknapperne og Arrene fuldt udviklede, og det varer ikke længe, før Humlerne, til hvis Legeme Blomstens B3^gning saa nøje passer, indfinder sig. En saadan honningsøgen de Humle sætter sig paa Under- læben og trænger med Forbenene ind mellem de to Sidelapper, der slutter nøje om dens Bryst, medens Baglivets øvre Del ligesaa tæt omsluttes af den hvælvede Overlæbe. Under denne Bevægelse har Ryggen naturligvis først berørt den nedad- bøjede Argren, og dersom Humlen bringer Støv med sig, vil dette altsaa afsætte sig paa Arret. Medens den suger Hon- ningen til sig, udvider og sammentrækker den afvekslende Bagkroppen, herved rorer den ved Støvsækkene, som brister og drysser det meste af deres Indhold ud over dens Ryg. Det hænder ofte, at kortsnablede Humler med deres kraftige Kindbakker bider Hul paa Kronrøret for at naa Honningen, og disse Huller benyttes saa senere af Bierne. Ved dette ulovlige Honningrøveri, hvor Insekterne hverken kommer i Berøring' med Ar eller Støvknapper, bidrager de selvfølgelig ikke til Blomsternes Bestøvning, og disse maa da hjælpe sig med Selvbestøvning, der let kan finde Sted paa Grund af det øverste Ars Stilling til Støvknapperne. 114 Døvnælden blomstrer hele Sommeren fra Maj til Sep- tember og er almindelig ved Gærder, især omkiing beboede Steder. Vild Kørvel. (Anthriscus silvéstris). Til de skærmblomstredes store Familie, hvis Slæg- ter er saa vanskelige at skelne fra hverandre, hører ogsaa adskillige Planter, der hyppigst findes ved Markgærderne, saaledes V i 1 d K 0 r- vel. Den kaldes sædvanlig Skarn- tyde, men er meget forskellig fra den vir- kelige giftige Skarn- tyde, hvis Stængel altid forneden er be- sat med røde Pletter. Den vilde Kørvel er en af vore hyp- pigste Skærm- planter, den bliver 2—3 Fod (50-100 Cm.) eller lidt højere og har en furet, hul Stængel, der forne- den er haaret. Bla- dene er stærkt fjer- snitdelte og glin- sende. Skærmene er mangeblomstrede med hvide Kroner og fem bl ad ede Smaasvøb, men uden Storsvøb. Som hos alle skærmblomstrede danner Blomsterstandene et udmærket Tillokkelsesmiddel for Insekterne. Blomsterne, der i sig selv Vild Kørvel (Anthriscus silvéstris 115 er højst ubetydelige , bliver ved at sidde saa tæt samlede meget iojnefaldende og- kommer desuden til at danne en sammenhængende Flade, henover hvilken Insekterne med Lethed kan løbe og saaledes i kort Tid besøge en stor Mængde Blomster. Da nu tillige de yderste Blomster i Skærmen er noget storre end de indre, kommer de til at danne en bekvem Landingsplads for Insekterne. Naar man saa tillige tager i Betragtning, at Honningen ligger meget let tilgængelig, saa at baade langsnablede og kortsnablede Insekter kan finde, hvad de søger, kan det ikke undre, at en talrig Mængde af de forskelligste Arter, — man har talt over 70, - besøger den vilde Kørvel. Derved er dog Frem- medbestøvning ikke sikret, men for at opnaa dette, er Blom- sternes Udvikling ret mærkelig, idet Støvdragerne udvikles før Arrene. I den første Tid efter at Blomsten har aabnet sig, ligger de endnu lukkede Støvknapper bøjede nedad, men der er hverken Spor af Grifler eller Ar. Efterhaanden hæver Støvtraadene sig skraat opad. Støvsækkene brister, og den store, hvide Flade frembyder nu en rig Mark for de støv- samlende eller houningsøgende Insekter, der, idet de farer rask henover Skærmene, støder mod Støvdragerne, der er meget skøre og derfor let knækker over og ofte falder af. Saa kommer Blomsternes anden Periode, i hvilken de to hornformede Grifler, paa hvis Spids Arret sidder, udvikles, og det vil da meget let hænde, at Insektet, der har besøgt Blomsterskærme paa det første Udviklingstrin, nu flyver hen paa Skærme i andet Udviklingstrin og saaledes kommer til at afstryge det paa deres Underside siddende Støv mod de klæbrige Ar. Den vilde Kørvel er i Besiddelse af en stærk Lugt, der afholder de planteædende Dyr fra at angribe den. Den blom- strer i Maj og Juni og er meget almindelig ved Gærder og i Udkanterne af Skove og Krat. Da den er toaarig, aflagres i Hovedroden forskellige Næriugsstolier, deriblandt Stivelse, for det kommende Aar. Paa Sjælland kaldes den ogsaa Tudestængel og Fløjteurt. 8* 116 Svaleurt. (Cheliddnium majus). Til Valmuefamilien hører Svaleurt med gule Blom- ster, der dog ikke sidder enkeltvis paa Stænglen, som det ellers er Tilfældet med Blomsterne hos denne Familie, men derimod samlede i en Slags Skærm. Stænglen, der bliver fra 1— 2V2 Fod (30—80 Cm.) høj, er, ligesom de store, fjerdelte, paa Undersiden blaagrønne Blade, besat med spredte hvide Haar og indeholder ligesom alle Plan- tens Dele en skarp orange- gul Mælkesaft, der beskyt- ter Planten mod Drøvtyggernes Efterstræbelser. Blomsterne har et tobladet Bæger, der meget tidligt falder af, fire Kronblade og mange Støvdragere. Frugten er en lang smal Kapsel. Skønt Svaleurten ikke afsondrer Hon- ning, saa lokker de stærkt far- vede Blomster alligevel Bierne, som hos den henter Blomster- støv til Bibrød. Den kaldes ogsaa »Selidonie« og »Giftblomster« og er almindelig i de fleste Egne af Landet, især paa Øerne, ved Gærder og omkring Huse og blomstrer hele Sommeren fra Maj til August. Mælkesaften, der i Koden næsten er rød, har giftige Egenskaber og anvendes som Farvestof og i Medicinen. Vin-Rose. (Rosa ruhiginosa). Hist og her ved Gærderne ved udyrkede Marker vokser den smukke Vin-Rose ogsaa kaldet Æble-Rosen. Det er en Busk af et Par Alens Højde med talrige se gi krum - Svaleurt (Chelidonium majus). 117 mede stikkende Torne, saakaldte Barktorne, fordi de er ud- viklede af Barken og følger med, naar denne rives af Grenene. Bladene er iiligefinnede, og Smaabladene er ovale, brunlig- grønne, savtakkede, i Randen besatte med rustbrune Kirtler, der giver Bladene den velkendte behage- lige, æblelignende Lugt, der navnlig mærkes stærkt Vin-Rose (Rosa rubiginosa). mod Regn. De smukke regelmæssige femdelte Blomster, der sidder enlige eller to og tre sammen, er mørkt rosenrøde og har mange Støvdragere. De søges meget af de smukke stærkt metalskinnende Guldbasser. Den blomstrer midt om Sommeren i Juni og Juli, men er smuk langt hen paa Efteraaret med sine mørkerøde, krukkeformede Hybenfrugter. Den Garve- syre, som Bladene indeholder, beskytter dem mod at ædes af Sneglene, der har stor Afsky for dette Stof. 118 Hos Grækerne var E,osen helliget Venus, og efter Sagnet var alle dens Blomster oprindelig hvide, den røde Farve flk de først, da Gudinden en Dag saarede sig paa en Rosentorn, og hendes Blod randt ud over Blomsterne. Mange Steder kaldes denne Rose Mari er os en, formodentlig fordi den i Middelalderen var helliget Jomfru Marie. Om Aarsagen til at dens Blade dufter saa lifligt, fortæller en gammel Legende: Da Josef og Marie paa Flugten til Ægypten drog gennem øde, solhede Ørkener, holdt de engang Hvil ved en Oase, hvor der voksede Palmer og vilde Roser. Under en af de tætte skyggende Rosenbuske redte Marie et Leje til sit Barn. Medens Barnet sov, tog hun et af dets snehvide Svøb og hængte det op paa Busken, og hun velsignede den og priste den lykkelig, fordi Verdens Frelser havde hvilet under dens skærmende Løv. Men da Marie og Josef paa Vejen hjem til deres Land igen kom til det samme Sted, da var de andre Roser afblomstrede, kun den Busk, Marie havde vel- signet, stod bøjet under Vægten af tusinde Roser, og ikke blot fra disse, men ogsaa fra alle dens fine grønne Blade, ud- strømmede den lifligste Vellugt. I et Kapel i Hildesheims Domkirke i Hannover findes en berømt mere end tusindaarig Rosenbusk. Man kan endnu se, hvorledes man i sin Tid, da Kapellet blev bygget, med Vilje dannede en Aabuing i Muren for Rosenbusken; men Kapellet er ældre end Domkirken, der grundlagdes Aar 818 af Kejser Ludvig den Fronmie. TØRVEMOSEE, TøRVEGRAYE ØG TØRVE- JØRDSHØLDIGE ENGE. Tørvemoserne, de gamle Tørvegrave og de fugtige tørve- jordsholdige Enge har ligesom andre Lokaliteter eller Vækst- pladser deres egen Plantevækst, blandt hvilken der findes mange overordentlig smukke og særegne Planter. Det er Jordbundens Sammensætning, Fugtigheden og Mængden af Lys, der bidrager til at visse Planter slutter sig sammen, idet saadanne Planter stiller de samme Fordringer for deres Livsophold til de Naturforhold, under hvilke de lever. Da Jordens Vandholdighed har en ganske overordentlig Ind- flydelse paa Planterne, bliver den Plantevækst, der findes paa de fugtige tørveholdige Voksesteder, meget ejendommelig. Af al Slags Jord er Tørvejorden, trods sin mørke Farve, den der vanskeligst opvarmes af Solen, fordi den sædvanlig er saa vandrig. Under ellers lige Forhold opvarmes den mørke Jord lettere end den lyse, men den afkøles ogsaa hurtigere om Natten. Tørvemoserne dannes fortrinsvis af Tørvemos. Mosevandet er næsten frit for Bakterier, og da det inde- holder Humussyrer, er det særlig egnet til at bevare orga- niske Dele mod Forraadnelse. Saavel Dyrelevninger som Planterester, der begraves i Mosevand, kan bevares i Aar- tusinder. 120 Blaatop. (MoUnia coerulea). Af Græsser findes h.yppig, især i Jylland, i Hedemoser, paa Tørveenge og mellem Krat paa tørveholdig Jord den mørkviolette Blaatop. Det er et tueformet Græs, der bliver fra V2 til henved 3 Fod (15—90 Cm.) højt og har stift oprette, stribede, trinde Straa, der kun ved Grunden er leddede og bladbærende. De lange Blade er mod Spidsen lidt indrullede. Toppen er lang, sammenkneben og har mørk- violette Blomster med mørkeblaa Støvknapper. Skedehinden danner en Haarkrans. Den blomstrer i Juli og August, og hvor den vokser i Mængde, giver den Tørvemoserne et smukt Ud- seende ved sine mørkeblaa Toppe. Dunliammer. (Typha latifolid). D u n h a m m e r ogsaa kaldet » M u s k e- donner« er en høj og anselig Sump- plante, der let kendes paa sine store, tætblomstrede, sortbrune Aks. Stænglen er rank, af Mandshøjde (100 — 200 Cm.), og bærer meget lauge linje- formede Blade. Hunblomsterne er sam- lede i et langt, tommetykt, valseformet, mørkebrunt og fløjlsblødt Aks, der i Toppen bærer et noget smallere gulagtigt Aks, der indeholder Hanblomsterne. I hver Hanblomst findes tre Støvdragere med frit udhængende Støvknappe]-, der indeholder tørt »fly- vende« Støv, som ved Støvsækkenes Opspringning kastes ud i Luften og af Vinden føres hen til Hunblomsternes store Ar. Blaatop (Molinia coerulea). 121 Da der ved Vindbestøvning altid gaar en Del Støv til Spilde, som ikke naar sit Bestemmelsessted, men forslaas til andre Steder, indeholder Dunhammerens Hanblomster ligesom andre vindbestøvende Planter store Masser af Støv. Frugten er en Nød med et tørt Frøgemme, der omslutter Frøet temmelig tæt, og' da Kolberne, naar de er tøi'rede af Luften, er meget tilbøjelige til at indsuge Vand, holdes i Kegnvejr de enkelte Dele tæt sammen, hvorved Frugterne hindres i at blive skyllede bort af Regnen. I tørt Vejr damper Vandet efterhaanden bort, men da dette i Reglen ikke sker lige hurtig overalt i Frugtstanden, opstaar i denne en saadan Spænding, at Frugterne i store, sammenhængende Masser spaltes løs fra Aksen og af Vinden føres vidt omkring. Som Flyveapparat tjener nogle lange Børster, der findes ved deres øverste Ende. Naar de tilsidst daler ned paa Vandet, og dette er stille, holder de sig i nogen Tid svævende, kun berørende Vandet med Spidsen og med Spidserne af Børsterne. Saaledes ligger Frugterne nogen Tid i Vandskorpen, drivende hid og did, men tilsidst gaar de til Bunds med Spidsen nedefter, denne tvinges lidt ned i Mudderet, og paa denne Maade ankres Frugterne. Dunhammeren er en fleraarig Plante, den blomstrer i Juli og forekommer almindelig i Tørvemoser, ved Aabredder, ved Randen af Vandgrave og i Rorsumpe, hvor det klare Vand ses overalt mellem de enkelte Skud og Blade. Den kendes ogsaa under Navnene »Dunnemosser« og »Flægkøller«. De krybende underjordiske Stængler skal af Kalmykkerne bruges til at spises. Den af de tætte, haarformede Blomster dannede Uld kan bruges til Udstopning og de sivagtige Blade til Dunhanimer (Typha latifolia). 122 Maatter. Denne ejendommelige, anselige Plante er den største Repræsentant for en lille Familie, Dunham mer familien, der har Navn efter den. Kær-Mysse. (Calla palustris). Til Ariimtamilien ogsaa kaldet de Kolbeblomstrede, der egentlig tilhører varmere Lande og kun har faa Repræsen- tanter hos os, hører den smukke Kær-Mysse eller »Vild Kalla«. Den vokser i Tørvemoser og Sumpe og bliver V2— 1 Fod (15 — 30 Cm.) høj. Bladene, der sidder flere sammen ved Grunden, er stilkede og hjerteformede, men mest ejendom- melig for den er Blomsterstanden, idet de grønlige Blomster er samlede i en tommelang Kolbe, der omgives af et tykt, paa den indre Side snehvidt Hylster blad. Den blomstrer i Juni og Juli og er almindelig i det nord- østlige Sjælland f. Eks. i Bøllemosen ved Skodsborg, i andre Egne af Lan- det er den sjælden. De store skin- nende Hylsterblade tiltrækker Bierne, der ofte ses flyvende henover det brune Mosevand for at besøge Kær-Myssens Blomsterkolber. Ogsaa for andre Lisekter tjener det hvide Hjdsterblad som Vejled- ning, især for forskellige Arter af smaa Fluer. Frugterne bliver ved Modningen smukt højrøde. Da Frøene er lettere end Vandet, holder de sig flydende ovenpaa dette, og da de er klæbrige, hænger de let fast ved Vandfugle og føres paa denne Maade fra det ene Vand til det andet. Den kaldes ogsaa »Mosepeber«. Kær-Mysse (Galla palustris). Djævelsbid (Succisa praemorsa). 123 Djævelsbid. (Succlaa praeni orsa) Paa tørveholdige Enge og Overdrev vokser hyppig en Plante med blaa Blomster, der er samlede i et halv- kugleformet Hoved, det er Djævelsbid eller Afbidt Skabiose. Den hører til Kartebollefamilien og har en dunhaaret Stængel, der bliver 1—2 Fod (25—60 Cm.) høj og bærer modsatte, helrandede eller tandede Blade. Den blomstrer sent paa Sommeren i August og September og søges af Bier og Sommerfugle, navnlig ses hyppig paa dens Blomsterhoveder den lille smukke Blaasommerfugl, hvis Vingers Farve har saa megen Lighed med disses Blomster, at den synes at finde et Fristed her, — medens den suger de smaa Kroners Honning, — for de insektædende Fugles skarpe Øjne. I ældre Tider benyttedes denne Plante meget i Medi- cinen, og Navnet Djævelsbid kommer af, at Rodstokken, som efterhaanden gaar ud og derved faar et afbidt Udseende, efter et gammelt Munkesagn skal være bidt af Djævelen, fordi han misundte Menneskene dens helbredende Egenskaber. Smalbladet Galtetand. (Stachys paluster). En velkendt læbeblomst ret Plante, der dels vokser i Tørvemoser og paa tørveholdig Jord, dels ved Grøfter og paa lave dyrkede Marker, er Smalbladet G alteta nd. Den bliver 1 — IV2 Fod (25 — 50 Cm.) høj og har en ugrenet stivhaaret Stængel med lancetformede, flnttakkede, blødhaarede Blade og de lyserøde Blomster samlede i Kranse i Toppen. Bægeret er klokkeformet med spidse Tænder, og paa Kronernes Under- læbe findes fine, hvide Aarer. Denne Plante er paa flere Maader særdeles godt beskyttet mod ubudne Gæster. De nedadvendte stive Haar paa Stænglen hindrer Snegle, Myrer og Larver i at krybe op ad den og fortære Bladene og Blomsterne, og indvendis: i Kronernes Rør findes en Haar- 124 krans, hvis Spidser er rettede indad mod Kronens Midte og saaledes kommer til at danne et helt Haargitter, der er stærkt nok til at hindre visse svagere Insekter, der ikke gør Planten nogen Nj'^tte, fra at trænge ned til Honningen i Kronrørets Bund, medens de Insekter, der hjælper til ved Bestøvningen, er kraftige nok til at arbejde sig derigennem. Bierne gør sig dog ikke altid den Ulejlighed at trænge gen- nem Haargitteret, ofte bider de Hul paa Siden af Blomsterne for at faa fat paa Honningen. Derved narrer de naturligvis Blomsterne for den Hjælp, disse kunde vente af dem, idet de ved denne underfundige Adfærd slet ikke kommer i Berøring hverken med Støvdragerne eller Arrene, men de sparer der- ved Tid, da det gaar hurtigere for dem at bide Hul paa Blomsterne, end at arbejde sig igennem Haarkransen ned i Kronrøret. Darwin antager, at en Bi er i Stand til i samme Tidsrum at besøge dobbelt saa mange af Galtetandens Blom- ster, naar den suger Honningen ud gennem de Huller, den har bidt, som naar den trænger ind til den paa retmæssig Maade. Navnlig hjælper det den meget, naar den kommer til Blomster, der i Forvejen er afsøgte af andre Bier, da den saa kan ben3^tte det Hul, der allerede tindes i Blomsten, til enten at suge den Honning, der muligvis skulde være levnet, eller til paa den hurtigst mulige Maade at forvisse sig om. at Blomsten er tom. Den smalbladede Galtetand blomstrer i Juli og August. Blærerod. (Utriculåria vulgaris). En højst ejendommelig og interessant Plante, der vokser almindelig i Tørvegrave, Grøfter, Mosehuller og Mergelgrave, er den insektfangende Blærerod. Det er en svømmende Vandplante, der ikke har nogen Rod, hvorfor Navnet heller ikke er videre heldigt, derimod er Bladene, der er fint fjersnitdelte med haarformede Afsnit, nedsænkede i Van- det og besatte med Blærer, gennem hvilke Planten op- 125 tager en Del af sin Næring*. Hele Planten kan naa en Længde af IV2— 4 Kvarter (25— (50 Cm.), men den brunlige Stængel, der hæver sig op over Vandets Overflade, er kim henimod 1 Kvarter høj og bærer 5 — 10 æggegule klase- stillede Blomster, der saaledes bliver synlige for Insekterne, ved hvis Hjælp de bestøves. Blomsterne bestaar af et tobladet Bæger og en ma skefor- met Krone, der er for- synet med Spore. Paa Kronens indvendige Side findes nogle røde Striber, der antagelig tjener som Vejvisere for Insekterne, naar de søger efter Hon- ningen. Ved sin maske- formede Bygning kommer Blomsterdækket til at danne et beskærmende Tag over den Plads, hvor Støvet, naar det er frigjort, lejrer sig. Blæreroden blomstrer i Juni, Juli og August, og da den er fleraarig, overvintrer den paa Bun- den af de stillestaaende Vande, hvori den lever, idet den danner Vinterskud, der synker til Bunds. Den hører til den lille Blærerod familie. Blærerne, gennem hvilke Planten faar en Del af sin Næring, har paa den ene Side en Aabning, som lukkes af en Klap, der meget let lader sig trykke ind ad, men da den er elastisk, slaar den hurtig tilbage og spærrer saaledes Ind- gangen, og den slutter saa tæt, at smaa VanddjT f. Eks. Smaakrebs, der tilfældig faar en Fod eller et Følehorn i Klemme, kan blive holdte fast en hel Dag. Ved Hjælp af disse sindrige Redskaber fanger Planten smaa D3T, navnlig Blærerod (Utricularia vulgaris) 126 Insekter f. Eks. Myggelarver, Smaakrebs og andre LeddjT, sandsynligvis ogsaa den spæde Fiskeyngel, som den derpaa fortærer. Omkring Blærernes Munding findes store forgrenede Børster, der rager langt frem og ud til Siderne og tjener til at lede Smaadyrene ind i Blæren, ganske som den saakaldte »Rad« paa Aaleruserne leder Aalene ind i Rusen. Men der findes ogsaa ved Mundingen nogle ejendommelig stilkede Kirtelhaar, der synes at indeholde et eller andet Lokkemiddel for Dyrene, og naar disse under deres Forsøg paa at nærme sig Kirtelhaarene kommer til at røre ved den elastiske Klap, aabner denne sig, det lille Dyr glider ind, og idet Falddøren straks igen falder til, er det Blærerodens Fange. Lidt kraf- tigere Smaadyr, som Myggelarver, kan undertiden bide Hul i Blærens Yæg og saaledes slippe ud af Fangenskabet. Mange Smaadyr søger maaske ogsaa ind i Blærerne, fordi de i det hele gerne søger ind i Huller og Sprækker, hvor de tror at kunne finde Ly. Om en Smaakrebs ved Navn Cypris for- tæller en amerikansk Forfatterinde Mrs. Ti'eat i New Jersey, der har anstillet meget nøjagtige Undersøgelser over denne interessante Plante: »Den var meget forsigtig, men blev dog ofte fangen; naar den var kommen ind i Blærens Munding, betænkte den sig undertiden og løb sin Vej, af og til kom den tæt op til og dristede sig endog et Stykke paa Vej ind i Aabningen, men trak sig saa hastig tilbage, som om den var bange«. Dette lille Fangeapparat arbejder saa hurtigt og sikkert, at der undertiden i en halvanden Times Tid fanges et Dusin Smaadyr af en enkelt Blære. De smaa Fanger behøver dog ikke straks at lade Livet. Det Vand, der findes i Blærerne, indeholder Luftbobler, og i mange Dage kan man se Smaadyrene bevæge sig rundt i deres trange Fængsel, indtil de dør, maaske af Mangel paa Næring, maaske fordi der af Blæren afsondres et eller andet Stof, der virker skadeligt paa dem. Først naar de gaar i Forraadnelse, op- suges de af de smaa firgrenede Haar, der findes paa Blærens indvendige Side. Det er sandsynligt, at den dyriske Næring, som Planten paa denne Maade tager til sig, virkelig er den 127 til Nytte og særlig hjælper den til en rigeligere og bedre Frødannelse. Man har nemlig anstillet Forsøg med Blære- roden, og det har da vist sig, at de Eksemplarer, der holdtes i filtreret Vand, voksede meget langsommere og langt fra naaede den kraftige Udvikling som de, der holdtes i Vand, hvori der var mange SmaadjT og som saa at sige blev fodi'ede. — I Skovmoserne mellem Birkerød og Rudegaard vokser en Blærerodart, der afviger lidt fra den almindelige. Tranebær. (Oxycoccus palustris). I Tørvemoser og Hedemoser, krybende hen over det vaade Mos, vokser almindelig en lille Busk af urteagtigt Udseende, det er Tranebær af Bøllefamilien. Den har traadformede Stængler med smaa, ægformede, spidse Blade, hvis Rand er tilbage- rullet og som paa Under- siden er hvidgraa. Blom- sterne, der er rosenrode med brandgule Støvknap- per og har fire smalle, tilbagebøjede K ron- flige, sidder paa fine, dunhaarede tom mel an ge Stilke og er nikkende. Dens Frugter er store Bær, der først er spraglede og senere bliver mørkerøde. Den bliver fra V2— IV2 Fod (15—50 Cm.) lang, og dens smukke smaa Blomster er udfoldede i Juni og Juli. Bladene er grønne hele Aaret. Den kaldes ogsaa Myrebær, hvilket Navn formodentlig kommer af det norske Ord »MjT«, der betyder Mose. Bærrene, der er syrlige, tjener til Føde for adskillige Fugle, og Bierne trækker Hon- ning af Blomsterne. I de katolske Lande benvttes Tranebærrene ofte til at Tranebær (Oxycoccus palustris) 128 4 smykke Helgenbillederne med og Korsene langs Vejene. Herom fortæller et gammelt Sagn: En from Eneboer paa- kaldte engang den hellige Jomfrus Hjælp for en forarmet Landsbys Befolkning. Da tog Jomfru Marie, hvis Billede fandtes i et lille Kapel ved Vejen, den Krans af, der smyk- kede hendes Hoved, løste den op og strøede den ud over Bakkerne og Moserne, og derefter voksede Bærrene saa rigeligt, at Højene rødmer to Gange om Aaret, ved Midsom- mer, naar Planterne blomstrer og om Høsten, naar deres Frugter er modne. Rundbladet Soldug. (Drosera rotundifolia). Rundbladet Soldug, der ligesom Blærerod er en in- sektfangende Plante, vokser almindelig i Tørve- og Hedemoser. Det er en lille, fin, kvarterhøj (6 — 15 Cm.) Plante, der er let kendelig paa sine Blade, som er samlede i en Roset ved Grunden af Stænglen, er langstilkede med kredsrund Blad- plade og paa Oversiden og i Randen tæt besat med lange, røde, kirtelbærende Haar, der ender med et lille Hoved og ligner ganske smaa Knappenaale. Den tynde Stængel bærer i Spidsen en ensidig Klase af smaa hvide regelmæssige Blomster, der har fem Bægerblade, fem Kron- blade og fem Støvdragere. Den rundbladede Soldug, der tager en stor Del af sin Næring fra de Smaadyr, den fortærer, har meget svagt udviklede, trevlede Rødder. I Juli Maaned blomstrer den. Af Bladenes Kirtelhaar udsveder en klæbrig Vædske, og naar Solen skinner paa de smaa glinsende Kugler, hvor- med hvert Haar ender, ser det ud som om Bladene var be- satte med Dugperler, deraf har Solduggen faaet sit Navn. Den kaldes ogsaa »Himmeldug«. I denne Slim, der er saa sejg og klæbrig, at man ved blot at berøre et af Kirtelhaarene med Pingeren kan trække Slimen ud i lange Traade, bliver de forskellige Smaainsekter : Myrer, Fluer, Bladlus, smaa 129 Biller, ja endog Sommerfugle og smaa Guldsmede, der kravler om paa Bladene, hængende. Idet de arbejder paa at gøre sig fri, bliver de mere og mere indhyllede i Slim, de klæbes fastere og fastere, deres Aandehuller tilstoppes, og de dør snart. De lange Kirtelhaar, der sidder i Bladranden, bøjer sig indad som Fangarme og omklamrer det fangne Dyr. Lidt efter lidt bøjei' ogsaa de andre Haar sig hen over Offeret, idet Pirringen for- plantes fra det ene Haar til det andet, indtil alle Haarene — og der findes paa et en- kelt Blad henved 200, — har foretaget denne Krum- ning, medens Bladet selv langsomt ruller sig sammen og bliver helt skaalfoi'met, saa at det lille D3T tilsidst ligger ganske indesluttet af det. Hvert Blad er i Stand til at fange flere Smaadyr paa en Gang. Men for at de fangne Dyr skal kunne tjene Planten til Næring, maa den være i Stand til at opsuge dem i sig, og det sker ved, at den udskiller en Saft, der mærkværdig nok i det væsentlige er sammensat af de samme Stoffer — Pepsin og Syre — , som danner Dyrenes Mavesaft. Under Paavirkning af denne Vædske opløses og omdannes de fangne SmaadjT, saa at de kan opsuges af Bladets Kirtelhaar eller Overhud, — ligesom af Tarmtrævlerne i Dyrenes Fordøjelses- kanal. Efter et Par Dages Forløb er alt fordøjeligt opløst og opsuget, og naar Bladene atter aabner sig, er der kun de 9 Rundbladet Soldug (Drosera rotundifolia). 130 haarde, hornagtige, ufordøjelige Dele, som Ben, Kindbakker, Vingedækker og lignende, tilbage af det fangne Dyr. Sand- synligvis fortærer Solduggen ikke alene dyrisk, men ogsaa vegetabilsk Føde eller Plantestof, thi Dele af de Planter, som vokser i dens Nærhed, som Blomsterstøv, Frø og Blade af Tranebær, Lyng og andre paa tørveholdig Jord voksende Planter, vil af Vinden let føres hen paa dens Blade, blive hængende i Kirtelhaarene og angribes af den. Det er værd at lægge Mærke til, at paa de Steder, hvor Solduggen vokser, — forskellig Slags Mosejord — findes Salpeter og lignende for Planterne let tilgængelige Kvælstofkilder kun i ganske forsvindende Mængde, saa at Insektfangsten er til virkelig Nytte for den. Det er ogsaa for Solduggens ligesom for Blærerodens Vedkommende ved Forsøg godtgjort, at selv om Planten kan dyrkes i længere Tid uden dyrisk Føde, saa bliver den dog langt kraftigere, saa snart man »fodrer« den. Mange af Solduggens Bevægelser er højst mærkværdige. Naar der saaledes sætter sig et Insekt paa Midten af et af dens Blade, saa at det kun berører nogle faa af de midterste korte Føletraade, bliver det hængende fast i den Slim, som bedækker disses Hoveder og anstrenger sig forgæves for at komme løs. Efter nogle Minutters Forløb begynder saa de ydre Føletraade, som Insektet slet ikke har berørt, at bøje sig indover mod Midten, først de nærmeste, derpaa lidt efter lidt de ydre, indtil de allesammen er stærkt indbøjede og har faaet deres Hoveder trukket sammen over Dyret. Sætter Insektet sig ikke midt paa Bladskiven, men ved Banden af den, saa sker akkurat det samme, kun bøjer Føletraadene sig ikke sammen mod Midten, men mod det Sted, hvor Dyret sidder. Det ser ud, som om Bladet kunde skønne, hvoi- Dyret er, og indrette sig efter det, som om det var et fornuftigt Væsen. Mærkelig er ogsaa den Maade, hvorpaa den behandler de Smaalegemer, der tilfældig kommer i Be- røring med dens Blade, men som ikke indeholder Stoffer, af hvilke den kan uddrage Næring. Falder saaledes f. Eks. et Sandkorn eller en lille Sten hen paa et Soldugblad, da vil 131 Haarene vel høje sig indad, men højst modvillig' og adskillig langsommere, end naar det gælder et Insekt eller et andet for det værdifnldt Legeme, og de hejer sig ogsaa meget hurtigt ud igen, medens de i det modsatte Tilfælde forhliver sammenbøjede, indtil Byttet er helt fordøjet. Bladene er altsaa i Besiddelse af »Følelse« og Evne til at skelne mellem Stotfer af forskellig kemisk Sammensætning. Da det jo fra Dyreriget er godtgjort — blandt andet ved Undersøgelser over Diftlugia, der hører til Protozoerne eller Urdyrene, — at Instinktet ikke forudsætter et Nervesystem, men er en legemlig Egenskab, der kan være knyttet til almindeligt levende Protoplasma eller Celleslim, er der ingen Grund til ikke at benytte Udtrykket Instinkt ved Omtalen af Planterne. Selvfølgelig har denne mærkelige Plante tidlig draget Opmærksomheden til sig. Man undredes over, at den holdt længere paa sin »Dug« end alle andre Planter. Den kald- tes »Friggas Dug« eller »Friggas Taarer«, endnu kaldes den hist og her »den hellige Marias Taarer«, og til Erindring om Gideons duggede Skind kaldtes den »Gideonsurt«. Ogsaa Alkymisterne stak denne længe vedvarende »Dug« i Øjnene, de holdt den for »et stort Guds Mirakel« og prøvede at bruge den ved deres hemmelighedsfulde Arbejde. Soldugfamilien er spredt vidt omkring over de for- skelligste Egne af J ordkloden, fra Nordkap over hele Evropa, Asien, Sydafrika, Ny-Holland og over hele Amerika, men hvor forskellige end dens Arter kan være, saa har de dog alle et tilfælles — de mærkelige følsomme Kirtelhaar paa Bladene, der er Betingelsen for deres forunderlige Levevis. Hvid Leverurt. (Parnåssia palustris) . Til Stenbrækfamilien hører den paa tørveholdige Enge og lave, fugtige Marker voksende Hvid Lev er urt. Det er en meget fin og smuk Plante, der har talrige, langstilkede, hjerteformede Blade samlede ved Roden, medens der paa 132 hver af de ugrenede Stængler findes et enkelt, sid- dende Blad. Stænglerne er fra 1 Kvarter til henimod 1 Fod (15—25 Cm.) høje og bærer i Spidsen en enkelt for- holdsvis stor Blomst, med fem Bægerblade, fem hvide Kronblade, der med deres gen- nemsigtige Aarer er overordentlig nyde- lige. Foruden de fem frugtbare Støvdra- gere findes der i Blomsten fem gul- grønne, haandfor- mede, golde Bi- støvdragere eller Bikronblade, der en- der i en Frynse bestaaende af ni til tretten Flige, der hver bærer et lille, klart, perlelignende Hoved. Disse Organer kan be- tragtes som Vejvisere for de Insekter, der er velkomne for Plan- ten. De indeholder nemlig Nektarier eller Honninggemmer, der afsondrer Honning i to smaa Gruber, men da disse ligger paa Indersiden, er de kun tilgængelige fra denne, og de Insekter, der vil optage Honningen, er derfor nødte til at komme i Berøring med Blomstens inderste Dele, hvor de til én Tid vil finde Støvknapperne belæssede med Støv, til en anden Tid Arrene beredte til at modtage Støvet. Hvid Leverurt (Parnassia palustris) 133 Naar nu Insekterne bevæger sig fra Kronbladene hen imod Nektarierne, støder de paa det af disses Frynser eller Flige dannede Gitter, som de uden Vanskelighed klatrer over, da det hverken afsondrer Slim eller er forsynet med stikkende Spidser, og de kommer saaledes ned paa den modsatte Side, hvor de finder Honningen og paa denne Maade bliver i Stand til at hjælpe Planten ved at udføre Krydsbestøvningen. Leverurten blomstrer hen paa Sommeren i Juli, August og September og er temmelig almindelig især i Vestjylland. De grønne Løvblade fortæres af Kvæget, som derimod ikke rorer de stærktlufftende Blomster. Opret PotentiL (PotentUla silvéstris). Af den talrige Potentilslægt hørende til Eosenfamilien findes paa tørveholdige Enge, i Moser, paa Heder og i aabne Skove en smuk lille Art Opret Potentil ogsaa kaldet Tormentil-Potentil. Den bliver fra 4 Tom. til henimod 1 Fod (10— 30 Cm.) hoj , har en spinkel , opstigende eller opret meget grenet Stængel med sid- dende, tredelte, takkede Blade og fli- gede Akselblade. De gule Blomster, der sidder paa lange, tynde Stilke i Bladhjørnerne, er ikke saa store som hos de andre Potentilarter og kendes let paa, at de kun har fire Bæger- blade og fire Kronblade. Da der findes et Yderbæger nedenfor Bægeret, ser det ud, som om dette var dobbelt. Blomsterne, der indeholder mange Støv- dragere og megen Honning, er paa varme Dage, naar deres skinnende Kroner er stærkest udfoldede, omsværmede af en Mængde Humler, Bier og Sommerfugle, men paa Graavejrsdage, naar Opret Potentil (Potentilla silveslris). 134 Vejret er koldt og- fugtigt eller endog regnfuldt, saa at In sekterne trækker sig tilbage til deres Skjulesteder, lukker Potentillen sine Blomster sammen for at spare Støvet og Honningen til bedre Tider. Frugten bestaar af talrige smaa Nødder, der sidder paa en hvælvet Frugtbund. Den oprette Potentil forekommer almindelig overalt i Landet og blomstrer ved Midsommertid i Juni, Juli og August. Rodstokken er tyk, træagtig og indvendig rød, den bærer kun faa Rodtrævler. Tidligere anvendtes den meget til Garvning. Efter Roden kaldes Planten ogsaa »Blodrod«, efter Frugten »Hedenødder«. Smalbladet Kæruld. (Eridphonmi polyståcltyuin). I Moser, Sumpe og Kær vokser almindelig Smalbladet Kær uld, der horer til Halvgræssernes Familie. Kærene og- Kærm oserne har ikke saa meget aabent Vand, som Moserne og- Rørsumpene, men ligner derimod ofte ved deres stærkt grønne Farve Engene, i Modsætning til hvilke de dog er temmelig- blomsteifattige. Vandet i Kærene er stille- staaende eller langsomt flydende, og Bunden er moseagtig paa Grund af de ophobede Plantedele, der kan danne anselige Tørvelag-. Kærene bliver ofte til uden om Moser og Sumpe. Plantevæksten er tæt og- bestaar mest af fleraarige eller to- aarige Planter. Om Vinteren staai- Kærene med graa visnede Blade og- Skud, og om Foraaret er Plantevæksten langt til- bage, fordi Vandet og den stærke Fordampning fremkalder Kulde i Bunden, og fordi Luften i de Lavninger, hvori Kærene ligger, er kold. Ofte findes i Kærene Planter med Udløbere, der flettes sammen med de talløse Rødder og danner et tæt sannnenhængende Dække over Jorden eller Vandet, den saakaldte Hængesæk. Kæruldons Stængel bærer i Spid- sen flere stilkede Aks, der er omgivne af Dækblade. De smalle, blaagrønne Blade er omtrent fra Midten til Spidsen trekantede, det øverste naar under Blomstringen op over Blomsterstanden. Blomsterdækket er haarformet og indeslutter 135 de meget korte Støvdragere, der heniniod Bestøvningstiden ganske overordentlig" hurtig forlænger sig og omdannes til haarfine Traade, der strækker sig ud over Avnerne og Blom- sterdækket, og paa hvis Spidser Støvknapperne, færdige til at springe op, hænger og svajer frem og tilbage. Bestøv- ningen foregaar ligesom hos Græsserne ved tørt »flyvende« Støv, der, idet Støvknapperne springer op, kastes nd i Luften og af Vinden føres hen til Arrene, der er store for bedre at kunne opfange Støvet. Henimod Bestøvningstiden vokser Blomsterdækket ud til en lang, hvid, silkeagtig Uld. Kær- ulden naar en Højde af fra V/2 — 3 Kvarter (25—50 Cm.), og Uldtotterne bliver 1 Tomme (3 Cm.) lange. Den blom- strer om Foraaret i April og Maj, men den falder kun lidet i Øjnene før ved Midsommertid, naar Ulden er udvokset. Man har anvendt Ulden bl. a. til Fyld i Dyner, derfra stam- mer maaske det islavn, hvorunder den almindelig gaar i Jyl- land, »F}^!« eller »Føn«. Gul-Star (Cavex flåva). Til Halvgræssernes Famille hører ogsaa Gul-Star, der vokser i Tuer, har skarp-trekantede Stængler og græs- agtige Blade. Hele Planten er gul- grøn og bliver fra et Par Tommer til henimod 1 Fod (5—30 Cm.) høj. Han- blomsterne med deres tre Støvdragere er samlede i et smalt rustfarvet Aks, Hun- blomsterne, hvis store Ar skal optage det »flyvende '< Støv, er samlede i 2—3 kugle- formet-o vale Aks. De opblæste Frugter er grønne og tilspidsede i et langt tilbagebøjet Næb. Den blomstrer i Maj, Juni og Juli og er meget alminde- lig i Moser, i vaade Enge og ved Sø- bredder. Paa Grund af sine skarpe og ru Bhide og Stængler er Gul-Stai', lige- Gui-Stai- (Carex flava). 136 som de halvhundrede andre Stararter, der findes her i Landet, daarlig eoi'net til Foder for Kvæget, kun naar den er ganske ung, tager Husdyrene til Takke med den. Eng-Gøgeurten. (Orchls latifdl'ms). Sil Gøgeurternes ejendommelige og talrige Familie, af hvilken der findes hen ved 30 Arter her i Landet, hører Eng-Gøgeurten, der er almindelig i Moser og paa fugtige Enge. Som de fleste af vore Gøgeurter er den ikke ret høj V2 — 1 Fod (15 — 30 Cm.). Bladene er bueribhede, sædvanlig brunplettede og danner en Skede omkring den hule Stængel. Ved de stærkt udviklede Rødder findes nogle sammentrykte, haanddelte Knolde, ved hvilke Planten overvintrer. Mærke- lige er dog især dens Blomster, der sidder i et valseformet, tæt blomstr et Aks. De er omgivne af grønne Dækblade, af hvilke de nederste er længere end Blomsterne, og fuld- kommen uregelmæssige, idet et af de seks Blade, af hvilke Blomsterdækket bestaar, er større end de andre, vender nedad og er forsynet med en Spore. Dette Blad kaldes Læben. Blomsterne har tre Støvdragere, af hvilke dog kun den ene bærer Støvknap. Stovtraadene er sammen- voksede med Griflen og danner den saakaldte »Griifel- støtte«, hvorved Støvknappen kommer til at sidde tæt ved Arret. Støvknappen indeholder to kølleformede Støvmasser bestaaende af smaa Klumper af Støvkorn, der holdes sammen ved et fint Traadvæv. Ved Grunden af hver Støvmasse findes to smaa klæbrige Legemer, Klæbeskiverne, ved hvis Hjælp Støvmasserne bliver hængende ved Snabelen af de In- sekter, der søger Honning i Blomsterne. Naar et med Hon- ning og Støv forsynet Insekt derefter flyver hen til en anden Gøgeurt, vil det afsætte Støvet paa dennes klæbrige Ar. Da Honningen findes i Læbens Spore, kan kun langsnablede Insekter, som Bier og Sommerfugle, naa den. De sætter sig da paa Læben, der tjener dem som Landingsplads, naar de kommer tilflyvende. Honningen, der findes i Sporens Væg, er Eng-Gøgeurt (Orchis latifolius). 137 dækket af en Hinde, som Insekterne maa gennembiyde . før de kan faa fat paa Honningen. Biorasterne er røde med mørkere Pletter paa Læben. Den enrum mede Kapselfrugt indeholder en Mængde smaa lette Frø, der af Vinden føres vidt omkring. Eng-Gøgeurten blomstrer tidlig paa Sommeren i Maj og Juni og er temmelig almindelig. Bukkeblad. {Menyånthes trifoliåta) . En smuk Moseplante er Bukkeblad, der hører til En- sianfamilien. Den opstigende Stængel, der bliver henved Bukkeblad (Menyanlhes trifoliåta). 1 Fod (15—30 Cm) høj, bærer omskedende, langstilkede, trekoblede Blade, hvis Smaablade er ovale. Blom- 138 sterile, der er femdelte, sidder i en endestillet Klase og har smukke, rødlighvide Kroner, hvis Blade er frynsede. Støvdragerne er violette. Blomsternes rene, klare Farver vejleder Insekterne, der fører Støvet fra den ene Blomst til den anden; men til Værn mod de ubudne flyvende Smaainsekter, der kun røver Blomstens Honning uden at hjælpe til ved Bestøvningen, findes der ved den tragtformede Indgang til Blomsternes Bund en Krans af Haar, der spærrer Adgangen for de svage Smaadyr. Tidlig paa Foraaret skyder Bukkeblad sine trekoblede Blade op af dybe Moser, Hængedynd og Kær og ved at flette sine Udløbere sammen med de andre Mosevæksters og Kærplanters talrige Rødder danner den et tæt sammenhængende Dække, en gyngende Hængesæk, henover Vandet. Undertiden er dens tykke, brune, krybende Rødder saa sammenfiltrede og stærke, at de i Hængedjmd danner et saa fast Underlag, at man f Eks. paa Island kan ride hen derover. Den vokser ogsaa paa fugtige Enge. I Maj og Juni blomstrer den. I P. Jakobsen meddeler, at den i Thy kaldes »Kniplingsblomst«, Navnet kommer af dens nydelige, fint frynsede Blomster, i Øster Gotland hedder den »Tyllblommar«. Dens Frø findes i stor Mængde i de ældste Tørvelag, hvoraf man kan se, at den allerede paa et meget tidligt Tidspunkt i vort Lands Udvikling efter Istidens Ophør smykkede Sumpene og Moserne med sine smukke Blomster. SKOVE OG LUNDE. De Planter, der vokser i Bunden af Skove og- Lunde, er i Reglen tynd- og- finbladede, ligesom Bladene gennemgaaende er brede, matte og glatte og af en skær, gren Farve, be- skyttede som de er mod det altfor stærke brændende Lys og mod de aabne Markers skærende og tørrende Blæst. Bund- vegetationen er dog en Del forskellig, eftersom Skoven er mere eller mindre tæt. Paa de Steder, hvor Vind og Lys kan komme til, er den af en noget anden Karakter, end hvor de er udelukkede, eller hvor Vinden bortfører Løvdækket, der værner Bunden. Skovbundens Plantevækst betinges dog ikke alene af Belysningen og Læforholdene , men ogsaa af Bundens Fugtighed og Muldjorden, der er en Blanding af Sand, lier og Muldstoller og hyppigst findes i skyggefulde Skove, da Sol og Vind hindrer Muldjordsdannelsen. Almindelig Mangeløv. (Aspidlum Felix mas). Den Bregneart, der oftest forekommer i og ved vore Skove, er Almindelig Mangeløv. Fra den t3^kke, fler- aarige, krybende Rodstok udskyder tidlig om Foraaret en Kreds af sneglehusformet indrullede Blade, der efterhaanden som de rulles helt ud, aabenbarer det fine fjersnitdelte Løv med de takkede Afsnit. De mindste Afsnit bærer paa Undersiden to Rækker store, kredsrunde Frugthobe, der er dækkede af nyreformede, hindeagtige. bly farvede 140 Skæl eller Slør (Afb. B, C) og- indeholder de brune kap- selagtige Sporehuse (Afb. E, F), i hvilke de fine Sporer findes. Naar en Spore spirer, udvikles der ikke umiddelbart en Bregne, men der dannes først et eget Legeme, som kaldes For kim en (Afb. G, H). Denne er bladagtig- og hjertedannet, og Be- Almindelig Mangeløv (Aspidium Felix mas). frugtningsorganerne udvikles paa dens Underflade. I Randen findes de rundagtige Sædgemmer, hvis Sædtraade (Afb. I) er besatte med Fimrehaar, ved Hjælp af hvilke de kan bevæge sig i Vand. Længei-e inde paa Forkimen ud- vikles Frugtlegemerne, aflange Legemer, der indvendig bliver hule og tilsidst aabner sig i den nedadvendte Ende. Sæd- 141 traadene træng-er ind af Aabningen o^ befrugter en i den øverste Del af Hulningen udviklet Celle, Kimblæren. Kun ét af Frugtlegemerne bliver udviklet, og det vokser nu ud til en Bregne, paa hvis Blade der. senere uden Befrugt- ning fremkommer Sporehuse med Sporer. Den korte Løv- stilk er beklædt med brune Avner. Den almindelige Mangeløv hører til vore største Bregner, ligesom Kongebregnen naar den en Højde af 2—4 Fod (60—120 Cm.). Den blomstrer med sine brune Frugthobe i Juni, Juli og August og er med sine brede, friskgrønne Blade en Pryd for Skovene og Sten- gærderne. Miliegræs. (MUium e/fusuinj. Det smukke høje Miliegræs er et ægte Skovgræs med temmelig svage, mørke Straa. Hele Planten er glat med en stor, udbredt, tyndblomstret Top, hvis lange, haarfine Top- grene er udspærrede og bølgede. De smaa blege Blomster har ingen Stak, men hvælvede Yderavner af hvilke de tre lange fine Støvtraade med deres gule, letbevægelige StøA'- knapper kommer til Syne. Ved Støvknappernes Opspringning kastes det tørre »lly vende« Støv ud i Luften og føres af Vinden hen til de store Ar. Som alle Sko^'græsser har Miliegræsset lange, bøjelige, frisk grønne Blade, der tillige er brede og flade, hvorved de bedst er i Stand til at udnj^tte det svage Lys, og da det vokser i de fugtige Skove, er dets Blade ikke indrettede til at rulle sig sammen, saaledes som det er Tilfældet med de Græsser, der har hjemme paa tørre sandede Voksesteder, da Miliegræsset ikke som disse behøver at beskytte sine Blade mod for stærk Fordampning. Bladene er desuden ru i Randen og har en lang Skedehinde. Milie- græsset blomstrer i Juni, efter Afblomstringen bliver Toppen nedhængende. Det bliver fra 2 til henimod 4 Fod (50—100 Cm.) højt og er almindeligt i vore Løvskove. Vildtet æder gerne denne Græsart, hvis Blade har en behagelig Lugt. Skønt 142 den og'saa gerne ædes af Kvæget, er den dog ikke Genstand for Dyrkning, da den dels vokser for spredt, nden at danne Grønsvær, dels fordrer me- gen Skygge for at trives. Straaene bruges til Flette- arbejde. Frøene til Fugleføde i Stedet for Kanariefrø. Man har udledet Navnet Milium af Mille — Tusinde — , fordi dette Græs bærer saa mange Frø. Dansk Ingefær. (Arum niaculåtum). Dansk Ingefær er en meget smuk Foraarsplante af A r u m f a m i 1 i e n, der egent- lig hører hi emme i varmere Lande og kun har faa Re- præsentanter hos os. Hos Dansk Ingefær er Rodstok- ken knoldformet, og fra den udgaar de store, glinsende, pilformede Blade, der er glatte og helrandede. Imellem Bladene sidder et kvarterhøjt Skaft, der paa Spidsen bærer et stort, hvidgrønt, smuktformet Hylsterblad, som omgiver Blomsterkolben, i hvilken Blomsterne er samlede. Forneden paa Kolben findes Hunblomsterne, lidt højere oppe sidder Hanblomsterne, ovenover disse en Krans af stive ned- adrettede Børster, og endelig er Kolben i Spidsen nøgen, violetbrun og kølleformet. Da Hunblomsternes Ar er modne og beredte til at modtage Støvkornene, en Tid forend disse er udviklede, kan Planten kun blive bestøvet ved Insekternes Hjælp, og disses Arbejde i Blomsterkolben er særlig ejen- Miliegræs (Milium effusum). 143 (loiiimeligt. I Blomstringstiden, der falder i Maj og Juni, vil man finde Hylsterbladet opfyldt af en talrig Mængde sniaa Fluer, der lokkes hid af Blomsterstaudens stærke Lugt og finder et sikkert Til- flugtssted inden for det rummelige Hyl- sterblad. De sætter sig paa den øverste nøgneDel af Kolben og kravler ned ad den. Naar de har naaet den stive Haar- krans, rundt om- kring hvilken H^d- sterbladet er temme- lig indsnævret, kry- ber de gennem de mange smaa fine Mellemrum ned i det nedre varme Rum, der dannes af Hyl- sterets underste Del. og i hvilken Tem- peraturen kan stige indtil 16 o C. over den omgivende Lufts Temperatur. Det Støv, som de fra Be- søg i en anden mere udviklet Blomst bæ- rer med sig, afsætter de nu let paa Arrene, under deres Søgen efter Honning i Hylsterets Bund. Honning findes der imidlertid ikke det mindste af paa dette Tidspunkt, og de prøver derfor at komme samme Vej tilbage, som de er komne ind. Dette er dog temmelig vanskeligt, idet de stadig Dansk Ingefær (Arum macnlatum). 144 støder mod Gitteret med dets nedadvendte Kroge, maaske blændes de ogsaa af Lyset, i hvert Fald lykkes det dem kun sjældent. Ved hvert Forsøg falder de igen ned paa Bunden af Hylsteret, men under deres Arbejden paa at slippe ud af Fængslet visner Årfladerne, og nu faar de endelig Løn for deres Anstrengelser, idet hver Hunblomst snart efter af- sondrer en Draabe Honning. Medens de har travlt med at fortære Honningen, aabner Støvknapperne sig, og Støvet falder ned over Fluerne og lægger sig i et tykt Lag paa Bunden af Hylsteret. De smaa omkringkravlende Lisekter bliver aldeles overpudrede, og naar de derefter paa ny gør Forsøg paa at komme i Frihed, er deres Fængsel blevet aabnet, idet de stive Gitterhaar er visnede, saa at Insekterne fi'it kan flyve ud. Naar Frugten er dannet, falder det øverste af Kolben af, og kun den Del, der bærer de smukke højrøde Bær, bliver siddende. Denne Plante vokser hist og her i fugtige Skove, især i den sydlige Del af Landet. Den Art, der sædvanlig forekommer i vore Skove, har uplettede Blade og svarer saaledes ikke til sit botaniske Artsnavn — maculatum — , derimod er en Form med talrige, uregelmæssige, mørkebrune Pletter paa Bladenes Overside og med større rødligt Hylster funden ved Egeskov paa Fyn. Efter et gammelt Sagn kaldes Dansk Ingefær ogsaa »Arons Stav«. Da Josva og Kaleb, saaledes fortæller Sagnet, drog ind i det forjættede Land, havde de taget Arons Stav med sig, og paa den bar de den store Vindrueklase, som de førte med fra det frugtbare Kanaen. Da de var komne hjem, stak de Staven i Jorden, og paa det Sted, den var stukken ned, voksede en Arumplante, som derved er bleven et Symbol paa Frugtbarhed. Har Planten mange Støvdragere, betyder det Rigdom paa Korn, Griflerne betyder Hø og Honning- gemmerne Vin; i Tyskland, hvorfra dette Sagn stammer, kaldes denne Plante ogsaa Zeigkraut o: Viserurt — den be- buder, hvorledes Aaret vil blive. Til dens mange underlige Navne hører ogsaa »Munkefands« eller »Munkesvans« og 145 »Heksebær«. Den bliver i Reglen noget over 1 Fod (15 — 40 Cm.) høj. I frisk Tilstand har den giftige Egenskaber, men den skarpe Rod anvendes i Medicinen. Det er dog næppe de giftige Egen- skaber alene, der afholder saa vel større som mindre Dyr fra at angribe Planten, men tillige de spidse kalkholdige Krystal- naale, de saakaldte Rafider, der samlede i Bnndter findes i Plantens Celler, og som, skønt de er mikroskopisk smaa, dog trænger ind i Mundhulens t^mde Yægge og foraarsager Dyrene en ubehagelig Stikken og Brænden. Disse Naale er et saa- kaldt mekanisk Værn, som adskillige Planter er i Be- siddelse af til Beskj^ttelse mod deres Fjender. Almindelig Guldstjerne. (Gågea lutea). En meget almindelig og vel kendt Foraarsplante, der i April og Maj blomstrer i Skovbunden og paa Skov- gærder, er Almindelig G u 1 d s t j e r n e. Den hører til L i 1 j e- familien og har som de fleste Liljer et Løg, fra hvilket Bladene og Stænglen udsendes. Hos den almindelige Guld- stjerne udgaar fra Løget kun ét langt, linjeformet Blad, hvis Rande i Spidsen er sammenvoksede. Stænglen bærer 3 — 6 gule Blomster, der er stillede i en Skærm, som er omgiven af grønne Dækblade. De seks Blomsterdækblade er grønlige paa Undersiden og indeslutter seks Støvdragere og en Gritfel med tre Ar. Blomsterne indeholder Honning, og deres skin- nende gule Farve, der er saa meget mere iøjnefaldende, som Guldstjernen blomstrer tidlig paa Aaret, da endnu kun tiaa Blomster har aabnet deres Kroner, hidlokker Insekterne, Humler, Bier og smaa Biller, ved hvis Hjælp Bestøvningen skal foregaa. Da Guldstjernens Blomster er vendte opad og stærkt udbredte, vilde Støvet lide meget af Regn og Blæst, der jo netop er saa hyppig om Foraaret, hvis ikke Blomsterne paa en ejendommelig Maade forstod at værge deres Støv. Naar den oprette Blomsterstilk rystes stærkt af gentagne Vindstød eller af store nedfaldende Regndraaber, krummer den sig, saa at de opadvendte Blomster kommer til at hænge nedad 10 146 og saaledes danner et beskyttende Tag over Støvdragerne. Desuden lukker Blomsterne sig i hele Blomstringstiden hver Aften og forbliver, navnlig i Blom- stringens første Tid, ogsaa lukkede om Dagen, hvis det er Regnvejr, eller Luftens Temperatur er meget lav. Denne skiftende Aabning og Lukning af Blomsterne beror paa en forøget Vækst skiftevis af Blomsterbladenes Over- og Underside; de ydre Aar- sager til dette Pænomen er skiftende Lysstyrke og skiftende Temperatur, som baade i Forening og hver for sig kan bevirke Blomsternes Aabning og Lukning; om Morgenen foraar- sager det stærkere Lys og den sti- gende Temperatur en forøget Vækst af Blomsterbladenes Overside, hvoraf følger, at Blomsten aabnes; om Af- tenen bevirker Formindskelsen af Lys og Temperaturens Dalen derimod, at Blomsterbladenes Underside vokser stærkere end Oversiden, hvorved Blomsterne lukker sig. (Raunkiær). Guldstjernen bliver fra 4 Tommer til henimod 1 Fod (10—30 Cm.) høj. Dens Vokseomraade falder til Dels sammen med den hvide Anemones, idet de begge fortrinsvis vokser paa den muldrige Bøgebund, men Guldstjernen kan under særegne Omstændigheder holde længere ud end Anemonen. Saa længe Skoven er ung, og Laget af det nedfaldne Lov omtrent er ens overalt, vokser disse to Foraarsplanter i broderlig Forening, men efterhaanden som Træerne bliver større, og de øverst liggende Trærødder vokser, højnes Bunden omkring Stammernes Grund og bliver saaledes mere udsat for Blæsten, der fejer de nedfaldne Almindelig Guldstjerne (Gagea Lutea). 147 Blade bort, hvoraf Følgen bliver, at forskellige Smaadyr, navnlig Regnorme, der lever i Jorden og ved deres Roden og Graven ger denne los og blød, tilsidst forlader det for Bladlaget blottede Omraade, der saa efterhaanden bliver fast og haardt. Lidt efter lidt forsvinder nu Anemonen, der med sin Rodstok kun kan leve i den muldrige Bund. Guldstjernen bliver vel, men dens Evne til at frembringe Blomster aftager, derimod formerer den sig ved Dannelsen af en stor Mængde Formeringsløg , hvorved Grunden om de større Træer efter- haanden bliver helt bevokset med unge Guldstjerner, hvilke ofte ved Foraarstid danner en smuk grøn Ring omkring Træerne. (Raunkiær). Den kaldes ogsaa Skovløg og i Nordsjælland Guldglans. Liljekonvallen. (Convollåria majåUs) '. Til Konvalfa milieu horer nogle af vore nydeligste Skovblomster, som Liljekonvallen, Storkonvallen , den fine Majblomst og Fireblad. Liljekonvallen har krybende Rodstok og er en fleraarig Plante, der bliver 6—10 Tommer (15 — 25 Cm.) høj. Den har sædvanlig to elliptiske Blade ved Grunden af en bladløs Blomsterstængel, der i Spidsen bærer en ensidig Klase af hvide Blomster, der er klokke- formede, nikkende og vellugtende. Da Blomsterne er aabne og ikke kan bøje deres sammenvoksede Kronblade mod hin- anden, beskyttes Støvet mod Fugtighed, ved at Blomster- stilkene krummer sig, saa at Blomsterne bliver hængende, hvorved det klokkeformede Blomsterdække under Blomstringen danner en beskyttende Skærm omkring de korte Støvdi-agere. Hos andre klokkeformede Blomster som f. Eks. hos den al- mindelige Fuchsia, der i Modsætning til Liljekonvallen har Støvknapperne siddende paa lange Støvtraade, er den nederste Del af Blomsterdækket udbredt som et Hjul, der ved sin Form og Stilling beskytter Støvknapperne mod Regndraaberne. Liljekonvallen har ingen Honning og besøges nærmest af støv- samlende Insekter. 10* 148 Denne smukke Foraarsblomst forekommer almindelig i Løvskove og Krat, helst paa skyggefulde Steder. Navnet Convallåria er ogsaa af Linné dannet efter den Be- nævnelse Planten havde i Oldtiden Lilium Conval- lium — Liljen i Dalen — . Den kaldes ogsaa Maj- lilje eller Bitte Kon-. val. Den blomstrer i Maj og de stærkt duftende Blomster beskytter den mod at ædes af Kvæget og Vildtet. Frugterne er røde Bær. Hos de gamle Germaner var Liljekon- vallen helliget Daggryets Gudinde Ostara og bragte Lykke i Kærlighed. Men i Middelalderen, hvor den poetiske Anskuelse af Blomsterverdenen maatte vige for det altbeherskende Kvaksalveri, maatte og- saa Liljekonvallen opgive sin Stilling som en Gudindes Ynd- lingsblomst og nøjes med at være et almindeligt Lægemiddel omend et af de mest berømte. Plukkede man den før Sol- opgang endnu vaad af Duggen og heldte Malvasier over den, saa erholdt man det meget benyttede Universalmiddel Aqua opoclectica Hartmanni. Storkonvallen. (Convallåria multiflora). Over dobbelt saa høj som Liljekonvallen bliver Stor- konvallen ogsaa kaldet Salomons Segl, der ofte er 1—2 Fod (30—60 Cm.) høj. Hvert Aar fremskyder der af Liljekonval (Convallåria majalis). 149 den vandrette, tykke, leddede Rodstok en trind, noget bnet Stængel med ægformede Ij'segronne Blade, der er spredte, men ser ud som om de var toradet siddende. Stænglens bøjede, nikkende Stilling maa rimeligvis betragtes som en Tilpasning til det svage Lys, hvori Storkonvallen som en ægte Skovplante lever, idet Bladene, paa Grund af denne Storkouval (Convallaria multiflora). Ejendommelighed hos Stænglen, undgaar at skygge over hverandre. I Bladene findes der visse Celler, i hvilke der er indlejrede Bundter af fine naaleformede Krystaller, de saa- kaldte Rafider. Disse Kalknaale, der er hejst ubehagelige for Sneglene, idet de borer sig ind i deres bløde Munddele og sætter sig fast mellem de fine Tænder paa deres Tunge, beskytter Bladene mod disse Djt. De flerblomstrede Stilke hænger ned under Bladene og bærer valseformede, hvide Blomster med grønne Spidser. Blomsternes Inderside og Støvtraade er haarede. 150 Storkonvallen blomstrer i Maj og Juni og bærer efter Afblomstringen sorteblaa, kuglerunde Bær. Det er en al- mindelig og overordentlig smuk Skovplante. Den kaldes og- saa Hvidranke, Tavshedsrod og paa Bornholm Snoge- bær. Dens Frø spredes, ligesom Liljekonvallens, fra den ene Skov til den anden ved Hjælp af Fugle, som spise Frugterne, hvis Frø derpaa gaar ufordøjede gennem Tarmkanalen. I Maj og Juni blomstrer ogsaa den lille fine Maj blomst (Majån- themum bifolium), hvis kantede Stængel bærer to hjerteformede Blade, der er glatte paa den øver- ste, lidt haarede paa den underste Side. Da den er en skyggeelskende Plante, opnaar Bladene i stærk Sol næppe en Tredjedel af den Stør- relse, som de opnaar i Skygge. I Toppen findes en Klase af meget smaa, hvide, firdelte Blom- ster, der sidder parvis paa hvide Stilke. Enkeltvis er Blomsterne meget uanselige, dels paa Grund af Kronernes ringe Størrelse, dels fordi Fligene snart efter Udspring- ningen bøjer sig helt tilbage, saa at deres Spidser berører Blomsterstilken; men hele Blomster- standen er dog stærkt iøjnefaldende, da den er sammensat af en stor Mængde Blomster. Blomsterne har en behagelig Lugt, men udskiller meget sjældent Honning, ikke destomindre besøges de temmelig hyppig af Lisekter, navnlig smaa Tovingede. Ogsaa Bierne søger den. Frugterne er gronne Bær med rødbrune Prik- ker^ tilsidst bliver de helt røde. Majblomsten bliver kun fra et Par Tommer til henimod 1 Kvarter (6 — 15 Cm.) høj og er almindelig i Skove og Krat især paa fugtige Steder, hvor den breder sig vidt Majblomst (Majanthemura bifolium). 151 omkring- i Skovbunden -^'ed Hjælp af sin meget lange, tynde, gre- nede Rodstok. IJylland kaldes den »Hønseurt«, fordi Bærrene ligner Agerhønseøjne. I Sverrig- er den kendt under Navnet »Egernbær«. Fireblad. (Paris quadrifoUa). En ualmindelig regelmæssig Plante er Fireblad. Stæng- len, der bliver V2— 1 Fod (15—30 Cm.) hoj bærer foroven fire brede , mørkegrønne, kransstillede Blade. I Midten af denne Bladkrans hæver sig en opret, kantet Blomsterstilk, med en enkelt grøn Blomst, der har fire smalle Bægerblade, fire mindre og smallere Kronblade, to Kredse af grønne Støvdragere med fire i hver Kreds og en mørkerød Frugt- knude med fire gul- brune Grifler, af hvilken der dannes et f i rr u m m et b 1 aa s or t Bær, der har giftige Egenskaber , og ved hvis Grund de øvrige henvisnede Blomster- dele bliver siddende. Den blomstrer i Maj og er almindelig i Skove. Blomsterne indeholder ingen Hon- Fii-eblad (Paris quadrifolia) 152 ning, men de har en ret stærk og ubehagelig Lugt, der i Forbindelse med den farvede Støvvej hidlokker visse In- sekter, navnlig Aadselfluer, ved hvis Hjælp Krydsbestøvning finder Sted. Den kaldes ogsaa »Etbær«, »Ulfsbær« eller »Ilglebær«. Slægtnavnet er dannet af det gamle botaniske Navn Herbapåris, der tildeltes denne Plante, fordi alle dens Dele er af lige Tal eller parvise. Plettet Gøgeurt. (Orchis maculatus) . Af de smukke og ejendommelige Gøge ur ter vokser flere i vore Skove. En af de almindeligst forekommende Arter er Plettet Gøgeurt med to haanddelte Knolde og en marvfyldt Stængel, der bærer 6 — 10 brunplettede Blade. Af den ene Knold fremskyder det indeværende Aars Stængel, den anden indeholder Knoppen til Blorasterstænglen for det følgende Aar. Bladene, der er lancetformede, bliver smallere opefter og naar ikke til Akset, som er tætblomstret, og kegleformet. Blomsterne er lyst rosenrøde eller hvidlige med mørkerøde Pletter og Striber. 1 Sporen, der findes paa det største af Blomsterdækkets seks Blade, den saakaldte »Læbe«, aflejres Honningen, der er dækket af en Hinde, som de Lisekter, der søger den, maa gennembryde, før de kan komme til at opsuge Honningen. Den plettede Gøgeurt omsværmes derfor ogsaa af Humler og Bier, hvis Munddele er lange nok til at naa ned i Sporen, og kraftige nok til at gennemstikke den Hinde, der dækker over Hon- ningen og som skal beskytte den mod de smaa »ubudne« Insekter, der nok kan krybe ned til Honninggemmet, men ikke gør Planten nogen Nytte, da de ikke fører Støv med sig til eller fra Blomsterne. Den store nedadvendte Læbe byder Humlerne og Bierne en bekvem Landdiugsplads. naar de kommer flyvende, ofte belæssede med Støv. Den plettede Gøgeurt bliver fra V'2 — IV2 Fod (15 — 45 Cm.) høj, den blomstrer i Juni og Juli og findes ikke alene i Skove, 153 men ogsaa i Tørve- og Hedemoser og- paa Lyngbakker. Den har mange besynderlige Navne, af hvilke det mest alminde- lige »Vor Herres Haand og Fandens Haand« hidrører fra, at den ene af Knoldene — den yngste — er lysere end den anden. Som i det hele til Gogeurterne knytter der sig ogsaa eller især til den plettede Gøgeurt en Del Sagn og adskillig Overtro. I Oldtiden var den helliget Frigg og kaldtes derfor »Friggjargras« eller »Hjona Grås«. Frigg var Ægteskabets Gudinde og paakaldtes af de fødende Kvinder. Senere, da Kristendommen var trængt igennem, maatte Frigg vige for Jomfru Marie, og den plettede Gøgeurt blev nu Jomfru Maries Blomst. I Jylland kaldes den saaledes »Marienøgle«, »Marias Haand« og paa Samsø »Maries Fingre«; de mørke Pletter paa Bladene er Jomfru Maries Taarer. I Sondmor i Norge kaldes den »Huvendelsesurt«, fordi man ved at lægge den under et sovende Menneskes Hoved kan vende dettes Hu til sig. I Forbindelse hermed staar vistnok ogsaa det islandske Navn »Elskugras«. Den kaldes i Norge ogsaa Ormegræs, fordi man mener, at saarede Orme læger sig med denne Urt. Ved Thorshavn paa Færøerne kaldes den hvid- blomstrede Afart Eva og den røde Adam. Af Knoldene faas Salep. Humle. (Humulus Låpulus). Til H a m p e f a m i 1 i e n hører den smukke slyngende H u m 1 e, der forekommer almindelig i Skove og ved Gærder. Stæng- len, der altid slynger sig til højre — imod Solen — om- kring Buske og Træer, kan naa en betydelig Længde. Den er kantet og bærer brede haand lappede Blade, der er ru ligesom Stænglen og har rendeformet fordybede Bladribber og Bladstilke, der rimeligvis tjener til hurtig at aflede Reg- nen, for at den ikke skal hæmme Plantens Transpiration eller Fordampning af Vand eller tynge den for meget. De grønne Blomster er tvebo. Hanblomsterne sidder i en 154 Top, Hunblomsterne i en koglelignende Blomsterstand, den saakaldte »Humlekop« d. v. s. Humlehoved. Humlekopperne er vellugtende og har en bitter Smag. Den blomstrer i Juni og Juli. Støvdragerne er meget korte indtil henimod Be- støvningstiden , da forlænger de sig ganske overordentlig hurtig og hænger ud over Blomsterdækket som haarfine Traade, paa hvis Spidser Støvknapperne sidder fær- dige til at springe op for ved Vindens Hjælp at lade deres Støv føre over paa Hunblomsterne, Men det er ikke alene Støvdragerne hos Humlen, der er i Besiddelse af en saa hurtig Yokseevne, hele Plantens Voksekraft er saa betydelig, at den i Lø- bet af en Sommer kan faa Stængler af 21—24 Fods (7—8 Meter) Længde. Man har iagttaget, at den i Juni Maaned i Løbet af 24 Timer er tiltaget over 6 Tommer (17V2 Cm.) i Længde. En opmærksom Iagttager (Prof. Almindelig Humle (Humulus Lupulus). P. Harting) har i samme Som- mermaaned fulgt en Humle- rankes Vækst fra Klokken 6—7 om Aftenen, den Tid da Humlen vokser stærkest, og optegnet Maalene paa dens Længde hvert 5te Minut. Han fandt da, at den voksede ikke mindre end l\/io Linje (2V2Mm.) i dette korte Tidsrum, saa at man bogstavelig kunde sige, at man kunde se Stæng- len vokse, thi den spidse Endeknop steg efterhaanden opad omtrent med den samme Hurtighed, hvormed Minutviseren paa et lille Ur bevæger sig paa Urskiven. Humlen er en fleraarig Plante. Om Vinteren dør den overjordiske Stængel 155 bort, men fra dens underjordiske, overvintrende Dele skj'der der om Foraaret igen nye Skud op. Det er kun Hunplanten, der dyrkes for Humlekoppernes Skj^d, da disse bruges som Tilsætning til 01. Tidligere, medens Hjemmebrygning var almindelig, spillede Humledyrkningen dog en langt større Rolle her i Landet end nu til Dags, hvor der paa Brygge- rierne mest anvendes ind- ført Humle. Hanplanten kaldes Vild Humle eller Skovhumle. Nogle Steder kaldes Humlen Sten- humle og Guldhumle. Romerne og Grækerne benyttede ikke Humlen, derimod gjorde Kelterne og Germanerne Brug af den , men sandsynligvis opsøgte de den vildt- voksende uden at dyrke den. Efterhaanden til- tager dog Dyrkningen af den overordentlig i Mel- lemevropa. Man har frem- bragt forskellige Varie- teter af denne Plante, dog- er der ingen Tvivl om, at de dyrkede Humlearter alle ned- stammer fra den vilde Humle, der oprindelig voksede i Ev- ropa, i Kavkasus og i Sibirien. Den vokser ikke paa den sydlige Side af Himalaya, og Sanskritsproget ejer ikke noget Navn paa den. Den vilde Humle har en ganske overordentlig Udbredelse, og ethvert af de oprindelige evropæisk-asiatiske Sprog indenfor Gren af Almindelig Humle med Humlekopper. 156 dens Udbredelses Omkreds har givet den et nyt Navn. Ger- manerne kalder den Hopf, Englænderne Hop. I Frankrig hedder den Houblon, i Danmark Humle o. s. v. Disse Navne er overensstemmende med den tyske Benævnelse Hopfen og ligeledes med Estlændernes Humala og Tartarernes Kumalak. Man antager, at Humlen er bestemt af Plinius under Navnet Lupus salictarius, hvilket bekræftes af det italienske Navn Lupulo, I Eenaissancetiden dannede man deraf Slægtnavnet Lupulus, der brugtes indtil Linné, som antog Navnet Humulus og kaldte Arten Humulus Lupulus. Haremad. (Låmpsana communis). En kurvblomstret Plante, der er almindelig i Skove især ved Gærder, er Haremad, der har en 2 — 3 Fod (30 — 100 Cm.) høj Stængel, som forneden er haaret, foroven delt i tynde Grene med talrige smaa gule Blomster- kurve. I hver Kurv findes kun faa Blomster^ der alle er tungedannede og tvekønnede. De nedre Stængelblade er fjersnitdelte, de øvre lancetformede og bugtet tandede. Den blomstrer i Juli og August og indeholder Mælkesaft. Denne Plante er paa en mærkværdig Maade beskyttet mod de vingeløse Insekter, som Myrer og Bladlus, der ad Stænglerne kan krybe op til Blomsterne og tage Honning uden at gøre Nytte som Støvbringere , da det Støv, der muligvis vilde hænge fast ved deres Krop, snart vil stryges af igen paa deres Vandringer nedad den ene Plante og opad den anden. Den aabner nemlig kun sine Kroner om Mor- genen, for nogle Timer efter paany at lukke dem sammen, men Myrerne og Bladlusene, der ikke holder af Fugtighed, begiver sig aldrig ud paa deres Vandringer for at begynde deres Virksomhed, før den første Dugmængde er fordampet, og da har Haremaden allerede lukket sine gule Blomster- kurve til igen. Den kaldes ogsaa Harekaal. Haremad (Lampsana communis) 157 Skov-Høgeurt. (Jlieraciuin vulgåtuin). Til de Kurvblomstrede hører ogsaa Skov-Høgeurt hvis Stængel bliver 1—2 Fod (30—60 Cm.) og bærer lancet- formede eller elliptiske, skarpt tandede Blade, som dels er samlede ved Boden, dels spredte p a a S t æ n g 1 e n. Grund- bladene, der tilligemed den nederste Del af Stænglen, ofte er rød- violette, visner hurtigt, de andre Blade er paa Undersiden blegt blaa- grønne og haarede. De gule Kurve, hvis tve- kønnede Blomster har gule Grifler, og hvis Fnok efter Afblomstrin- gen er gulhvid, sidder i en udbredt Kvast, hvis Grene er graa- filtede og besatte med sorte Kirtel- haar ligesom det tag- lagte Kurvedække. Disse Kirtelhaar tjener til at beskytte Blom- sterne mod Myrer og andre Smaainsekter, der gerne vil kravle op til Kurvene. De flyvende Insekter, som Humler, Bier og Sonmierfiigle, har derimod uhindret Adgang til Blomsterne, saa snart Skov- Høgeurten har aabnet sine Kurve for Morgensolens Straaler. Paa kolde, dugfugtige Graavejrsmorgener eller paa Regndage, naar de vingede Insekter holder sig skjulte i deres Tilflugts- Skov-Hogeurt (Hieracium vu 158 steder, aabner den slet ikke Kurvene. Den er almindelig i Skove og- Krat og- blomstrer i Juni, Juli og August. Skovmærke. (Aspérida oddrata). Den lille Skovmærke eller Bokar, der hører til Krapfamilien, er en meget almindelig Plante i Skov- bunden, især i god Muldbund og paa skyggefulde Steder. Den tynde fir- kantede Stængel har kransstillede Blade med 6 — 8 lancetformede Blade i hver Krans, og modsatte Grene med sniaa Blomster, der sidder i gaffeldelte Kvaste. Bægeret er meget lille, utydeligt, og de firdelte tragtformede hvide Kroner har fire Støvdragere. Naar Planten tørres, bliver Kronerne sorte. Skovmærke bliver V2-I Fod (15—30 Cm.) høj og blomstrer i Maj og Juni. Den forekommer ofte voksende i Mængde over større Strækninger, fordi dens lange Udløbere gør den til en særlig »social« Plante, d. v. s. gør den sær- lig egnet til at danne Samfund. Dens Blade har en overordentlig behagelig Lugt, der især bliver stærk, naar Plan- ten tørres, den bruges derfor til »gi-ønne Kranse« og til at fordrive Møl med, da disse Insekter ikke synes at sætte Pris paa dens Vellugt. Den er ogsaa kendt under Navnet Mysike og Bogager. Skovmærke (Asperula adorata). 159 Sk o V- Galte tand. (Stacliys silvåticus). Hen paa Soiiinieren i Juli og August blomstrer den ret anselige Skov-Galtetand, der hører til de læbeblom- stredes Familie. Det er en IV2— 3 Fod (40—100 Cm.) høj mørkegrøn, laadden Plante med en ubehagelig Lugt. Bladene er langstilkede, hjerteformede og groft savtakkede. Blomsterne, der er mørkt brunrøde med hvide Aarer paa Underlæben, er samlede i et smalt Aks, der dannes af adskilte Blomsterkranse, sædvanlig med 6 Blomster i hver Krans. Under- tiden er Kronerne hvide; af og til hen paa Efteraaret kan man træife en Form med grønlige Kroner. Efter Bestøvningen snor de to korte Støv- dragere sig udad til hver sin Side. I Kronrøret findes en Krans af Haar, hvis Spidser er rettede indad mod Kronens Midte. Herved vanskelig- gøres Adgangen for de Smaainsekter, der gerne vil trænge ned i Kronrøret for at hente Honning, men ikke gør Planten nogen N3'tte, da de paa Grund af deres ringe Størrelse ikke spiller nogen Rolle ved Bestøvningen, og som i Reglen heller ikke har Kræfter nok til at arbejde sig gennem Haarkransen. Dette formaar derimod de større Insekter, der hjælper til ved Bestøvningen, idet de bringer Støv fra den ene Galte- tand til den anden, naar de da ikke foretrækker, saaledes som Bierne ofte gør det, at bide Hul paa Siden af Blomsten og derved slippe nemmere ind til Honningen, men i saa Til- fælde kommer de rigtignok ikke i Berøring hverken med Støvknapperne eller Arrene. Imod de krybende Smaadyr, Skov-Galtetand (Slachy silvåticus). 160 som Snegle, Myrer og Sommerfuglelarver, er Galtetanden godt beskyttet, idet dens Stængel er stærkt haaret og opefter tillige klæbrig. Den er almindelig i Skove og Krat. Lungeurt. (Pulmonuria offichiålis). Til de Rubladede horer Lungeurt, en af vore tid- ligste Foraarsplanter, der er saa let kendelig paa sin stivhaarede Beklædning og paa sine femdelte fladkravede Kroner, der skifter Farve under Udviklingen, idet de først er røde og senere blaaviolette, hvorfor der altid under Blomstringen i April og Maj ses baade røde og blaa Blom- ster paa den samme Plante. Stæng- len bliver fra 4 Tommer til 1 Fod (10 — 30 Cm.) og bærer æg- hjerte- formede Grundblade, hvis Stilke er forsynede med smalle Vinger, medens /!^S^* )^^4|^^^^^ Stængelbladene er elliptiske og sid- ly ^/ifr-^^e"^^ dende. Blomsterne er tæt samlede i en gaffeldelt Kvast, og i Svælget paa de tragtformede Kroner findes en Haarkrans, der tjener til at hindre Regnvandet i at naa ned til Lungeurt (Pulmonaria offlcinalis). Støvet og Honningen. Den Farve- forandring, som Blomsterne under Udviklingen undergaar, har til Formaal at vejlede Bierne, der udelukkende søger til de røde Blomster, altsaa de yngste, der er de honningrigeste, men ikke til ældre blaa Blomster, der næsten slet ingen Honning indeholder. Farveskiftet tjener saaledes til at vise disse flittige Blomsterbestøvere , paa hvilket Udviklingstrin en Blomst er, og de behøver ikke at spilde Tid med at gen- nemsøge de honningløse Blomster. Den er almindelig i Skove, 161 og dens Navn stammer fra, at den tidli^-ere som et saar- lægende Middel blev brugt mod Lungesygdomme. Paa Fyn kaldes den Snog-erose og Ræverose. Rød Fingerbøl. (Digitalis purpurea). En iøjnefaldende Plante, der dog' kun forekommer tem- melig sjælden, er Red Fingerbøl. Det er en anselig 1— 2\2 Fod (30—80 Cm.) høj Vækst med en rank Stængel, der er graafiltet, ligesom Undersiden af de æg-lancetformede Blade. De store, smukke, skævt klokkeformede Blom- ster er samlede i en ensidig Klase. Kronerne er rosenrøde med mørkei'øde Pletter. Under Blomstringen krummer Blom- sterstilken sig, saa at Blomsterne bliver hængende og danner et beskyttende H3^1ster omkring Støvdragerne, som derved hindres fra at blive fugtige af Regn og Dug, men naar Blomstringstiden er forbi, og Frugtmodningen begynder, retter Stilkene sig igen opad. Da Støvdragerne udvikles før Støv- vejene, er Blomsterne henviste til Insektbestøvning. Insekterne vil under deres Arbejde i de nylig udsprungne Blomster blive overpudrede af Støvet, flyver de derefter hen til en anden Blomst, hvis Støvdragere allerede er visnede, men hvis Ar nu staar fuldt udviklede, det vil sige er blevne saa klæbrige, at de kan fastholde Støvkornene, saa vil Fremmedbestøvningen være uundgaaelig. Det er især Bier og Humler, der søger til Fingerbølblomsterne, derimod synes Adgangen til Hon- ningen ind gennem de dybe Blomsterklokker at være for besværlig for Sommerfuglene, der ligesom er bange for at begive sig saa langt ind i de smalle Kroner, i hvis Bund de ikke kan se de Farer, der muligvis kunde lure paa dem, ligesom de heller ikke hurtig nok kan vende sig og und- fly Faren. Den røde Fingerbøl er egentlig en Bjærgurt, der dyrkes hos os som Prydplante, og dels forekommer forvildet, dels 11 162 virkelig vildtvoks- ende i Skove og ved Gærder. Den blom- strer ved Midsom- mertid i Juni, Juli og August og ud- mærker sig ved sine stærkt giftige Egen- skaber, hvorfor den ogsaa anvendes i Medicinen. Paa^'en lille 0, der ligger i Gurresø, og som kun er bevokset med Eliekrat og Benved- buske , vokser den røde Fingerbøl me- get frodig. Da Øen aldrig har været un- der Dyrkning og rundt om er omgiven af udstrakte Skove, er Planten muligvis udvandret dertil fra Haven ved Gurre Slot, hvor den for- modentlig har været dyrket. I det vest- lige Norge vokser den fuldkommen vildt, og den bliver der endog større end den dyrkede hos os, saa at man, selv om man er til Hest, magelig kan afplukke dens Blomster. Slægtnavnet kommer af den latinske Benævnelse paa et Fingerbøl — Digitalis — . Den hører til de maskeblomstredes Familie. Rød Fingerbøl (Digitalis purpurea). Tveskægget Ærenpris (Veronica Chamædrys) 163 Tveskægget Ærenpris. ( Veronica Chamædnjs) . Til de Maskeblomstrede hører ogsaa Tveskægget Ærenpris med en opret V2 — 1 Fod (10— 30 Cm.) hoj Stængel, der udmærker sig ved to modsatte Rækker Ha ar. Disse Haarbræmmer skal muligvis tjene til at aflede Regnen hurtigt fra Planten, for at Regnvandet ikke skal hæmme Transpira- tionen eller tynge den fine Plante med de letalfaldende Kroner for stærkt. Bladene er æg- hjerteformede, gi-oft savtakkede og rynkede, de nedre kortstilkede, de øvre siddende. Blom- sterne er stillede i Klaser i Bladhjørnerne og har i Forhold til de andre Arter af denne Slægt store Kroner, der er smukt himmelblaa med mørkere Aarer og hvide eller blaa Støvdragere. Paa de hjuldannede Kroner, der er uregel- mæssige og firdelte, er den nederste Flig mindst. I Mod- sætning til Fingerbølblomsterne er Støvdragerne og Arrene hos tveskægget Ærenpris udviklede paa samme Tid. I de tætsiddende Blomster er de to Støvdragere spærrede vidt fra hinanden ud til Siderne, medens Griflen bærer det paa samme Tid udviklede Ar rettet lige fremad. Et Insekt, der sætter sig midt paa den flade Blomst, rører med Undersiden først mod Arret, griber saa, for at opnaa en bekvemmere Stilling medens det opsuger Honningen, om begge Støvtraadene, der slaar sammen op mod dets Underside. Ved disse Bevægelser afsættes først det indsamlede Støv paa Arret, og dernæst fors}Ties Insektet med nyt Støv. Det er især de haarrige Bier, der besøger disse Blomster. Den blomstrer tidligt paa Sommeren i Maj, Juni og ind i Juli og er almindelig i aabne Skove og Krat, paa høje Enge og ved Gærder. Den vokser hyppig paa Muldvarpeskud, hvis tørre og varme Jord den synes at nære Forkærlighed for. Sit glorværdige JS^avn har Ærenpris faaet, fordi den efter et gammelt Sagn en Gang helbredede en Konge af Frankrig, der i flere Aar havde været syg. En Hyrde saa nemlig en Dag en Hjort, der var bleven bidt af en Ulv, lægge sig ned paa et Sted, hvor der voksede 11* 164 en stor Mængde Ærenpris, som den ivrig aad af, og nogle Dage efter var den helbredet. Hyrden tilberedte da en Skaal fuld af Ærenprissaft, med hvilken han gik til Kongen, der brugte Lægemidlet og snart fik sin Sundhed igen. I Skaane kaldes den »Jomfruøgon«, paa Fyn »Katteøje« og i Jylland » Fandens Øj esten « . Ligesaa almindelig som Tveskægget Ærenpris forekommer ogsaa i aabne Skove, paa tørre Marker og Bakker den vel- Læge-Ærenpris (Veronica officinalis). kendte Læge-Ærenpris (Veronica officinalis), hvis kry- bende Stængel med de oprette Grenspidser bliver fra ^/2 til henimod 1 Fod (10—25 Cm.) lang. Bladene er kortstilkede, savtakkede og ligesom Stænglen tæt besatte med fine Haar. De smaa Blomster, der er lilla eller bleggraa med mørkere Aarer, sidder i mangeblomstrede Klaser, som udgaar fra Bladhjørnerne. Den blomstrer i Juni og Juli og har undertiden hvide Blomster. Som Navnet antyder, anvendtes den tidligere i Midicinen. 165 Skovstjerne. (Trientålis europæa). Til Kodriverfamilien hører den smukke og fine lille Skovstjerne, en kvarterhøj (5 — 20 Cm.) glat, bleggrøn Plante, med udelt Stængel og 6 — 7 elliptiske Blade, der er samlede i en Roset i Spidsen af Stænglen under Blomsterne. Fra Bladrosetten udgaar en eller nogle faa tynde Blomsterstilke, der hver bærer en stjerneformet udbredt, hvid Blomst med hvide Støvtraade og røde Støvknapper. Antallet af Blomstens Dele er hyppigst syv, og Skovstjernen er den eneste indenlandske Plante, der har syv Støvdragere. Den blomstrer i Juni og vokser i Skove, i Krat og paa Heder. I Jylland og i Nordsjælland er den almindelig , i de øvrige Egne af Landet forekommer den derimod sjælden. I Dalarne i Sverrig kaldes den »Mor- kulla« ;:>: Skovpige og i Norge »Skovpryd« og »Fagerblomst«. Almindelig Milturt. (Chrysosplenium alternifoUum). En af vore tidligste Foraarsplanter er Almindelig Milturt, der kun bliver 3—6 Tommer (8 — 15 Cm.) høj. Den oprette Stængel bærer spredte, nyi^eformede, rundtakkede Blade og smaa gule Blomster, der sidder i en flad Kvast. Blomsterdækket er firdelt, sjældnere femdelt, og enkelt, idet Kronen mangler, Støvdragernes Antal er otte, og af Grifler findes der to. Milturten hører til Stenbræk- familien, og som det sædvanlig er Tilfældet med Blomsterne hos denne Familie, udvikles Støvdragerne før Støvvejene, saa at Bestøvning ikke vilde kunne finde Sted, dersom den ikke besørgedes af Insekterne. Det er navnlig de tidligt sværmende Bier, der søger dens smaa gule Blomster og paa deres laadne Krop fører Støvet fra de sidst udfoldede Blomster hen til dem, der er sprungne tidligere ud, og hvis Ar først nu er rede til at tage imod Støvet. Af de to Grifler dannes en 166 tvehornet, enrum m et, grøn Kapsel, der aabner sig skaalformet og bærer talrige smaa, glinsende brune Frø. Den blomstrer i April og Maj og forekommer almindelig paa fugtige Steder i Skove, især ved Kildevæld, hvor den ved sin selskabelige Voksemaade danner smaa, gule, iøjnefaldende Pletter. Blaa Anemone. (Anemone Hepåtica). Til den talrige Ranunkelfamilie hører tre af vore smukkeste Foraarsplanter, den blaa, den hvide og den gule Anemone. De vokser i Bøgeskoven, hvor de væsent- ligst danner den kortvarige Vaarflora, der maa benytte Tiden og blomstre, før Højskoven springer ud og med sine brede Blade holder Lyset borte fra Bunden. Ved Midsommertid, naar Skovbunden ofte er helt dækket af det brune visne Bøgeløv, de nedfaldne Kviste og Erugtskaale, er der af For- aarets smukke Skovbundstæppe kun faa Spor tilbage over Jorden. Den blaa Anemone eller Blaasimmer har rodstil- lede, trelappede, heliandede Blade, der er noget læderagtige og paa Undersiden rødlige. De enblomstrede Blomsterstilke, der, ligesom de fingerlange Bladstilke, er silkehaarede, bærer smukke dybblaa Blomster med skinnende hvide Støv- dragere. Blomsterdækket er enkelt, og lige tæt nedenfor det sidder tre ægformede grønne Svøbblade, der ligner et Bæger. Om Dagen — i godt Vejr — er Blomsterne ud- bredte og aabne, om Natten derimod lukkede. Skønt den blaa Blomsterfarve ellers ikke synes at være særlig tiltræk- kende for Insekterne, søges den blaa Anemone dog meget af Bierne, men Grunden hertil er sagtens den, at den blomstrer saa tidligt paa Aaret. Allerede i Marts folder den sine smaa Kroner ud til Pryd for den nøgne Skovbund, saa blomstrer den April igennem og ind 1 Maj. Den vokser hyppig i aabne Egeskove og er temmelig almindelig, men forekommer dog mindre ofte end den hvide og den gule 167 Anemone, der begge er lidt større end den blaa. der kun bliver 3—8 Tommer (8— 20 Cm.) høj. I Charlottenlund Skov ved København, hvor den tidligere var almindelig, findes der nu kun svage Spor af den. Den er ogsaa kendt under Navnene »Blaa vej« og »Leverurt«. SlægtnavTiet Hepatica ^. .^A iV)^Vvi- Blaa Anemone (Anemone Hepatica). kommer af det latinske Ord Heparis — en Lever — , fordi den i tidligere Tid anvendtes af Lægerne mod Sygdomme i Leveren. Paa sine Steder kaldes den »Sneppefordriver«, thi »naar den første Blomst viser sig, drager Sneppen bort«. I Haver dyrkes hyppig en fyldt Afart med røde Blomster under Navnet »Hepatica«. Hvid Anemone. (Anemone neinorosa). Den hvide Anemone eller Hvidsimmer har en vandret krybende Rodstok med haanddelte Rodblade og en opret enblomstret Stilk, der paa Midten bærer tre Svøbblade, som er haanddelte or- takkede ligesom Rodbladene. De hvide 168 Blomter, der ofte er rødlige paa Undersiden, har et enkelt 6—9 bladet Blomsterdække og- mange fri Støvdragere- Blomsterbladenes Antal er betinget af de forskellige Livsvilkaar, hvorunder Planterne lever. Paa Bøgerauld er Antallet af Blade saaledes større end paa den mindre næringskraftige Bøgemor, der udvikles i Bøg-eskove, hvor der blandt andet er Mangel paa Læ. Blomsterne sidder paa fine Stilke og er lidt nikkende. Dens Højde veksler fra 4 Tommer til henimod 10 Tommer (10— 25 Cm.). T April og Maj blomstrer denne overordentlig nydelige og fine Plante, og den er mange Steder saa almindelig, at Skovbunden paa store Strækninger er hvid af dens forholdsvis store Blom- ster, der i Dagens Løb drejer sig efter Solen, saa at Blomster- tæppet faar et ganske forskel- ligt Udseende, eftersom man be- tragter det fra den ene eller den anden Side (Rostrup). Det er især paa den muldrige Bøge- bund, hvis Løshed begunstiger Udviklingen af de vandret van- drende Rodstokke, at Anemo- nerne hører hjemme. I unge Skove vokser de tæt ind om- kring Stammerne, men efter- haanden som Træerne udvikles, og de øverst liggende Rødder bliver større, hæves Jordbunden omkring Stammerne, det nedfaldne Løv, der tidligere har samlet sig i et tæt Lag, blæser bort, og samtidig med Blad- Hvid Anemone (Anemone nemorosa). 169 laget forsvinder ogsaa de forskellige Smaadyr, navnlig Regn- ormene, der har haft dei'es Tilhold under Bladene og ved deres Arbejden i Jorden gjort denne blød og løs. Saa varer det ikke længe, før Jorden er bleven saa haard og fast, at Anemonen ikke kan bore sine Rodstokke igennem den, og derfor gaar ud. Foruden i Skove og Lunde forekommer den hvide Anemone ogsaa paa Enge. Den kaldes hist og her »Hvideveje« og »Feberurt«. Til dens Honninggemmer søger mange Insekter, især Bier. Ifølge Plinius har Anemonen faaet sit Navn efter Vinden, paa Græsk kaldet Anemos: »Denne Blomst udfolder sig kun, naar Vinden blæser, og det er den, som har givet den Navn«. Den har ingen Duft, og fordi den let visner, er den bleven Sindbillede paa Skrøbelighed. Eftef et gammelt Sagn var Mars skinsyg paa Adonis og dræbte ham under Jagten paa et Vildsvin. Da sørgede Ve- nus, og paa det Sted, hvor hendes Taarer blandedes med Adonis' Blod, voksede Anemonen frem. Gul Anemone. (Anemone ranuncidotdes) . Voksende paa samme Steder som den hvide Anemone, men forekommende langt mindre hyppig er den gule Ane- mone eller Gulsimmer. Den har gule Blomster, hvis Blade er dunede, og meget store Svøbblade. Stænglen bærer ofte, især paa frodig Jord, to — tre Blomsterstilke, der udgaar fra Svøbbladhjørnerne. Den er af samme Størrelse som den hvide Anemone og blomstrer ligesom denne i April og Maj i Løvskove, navnlig paa fugtig Grund. I mange af Jyllands Skove mangler den helt. Ligesom den blaa og den hvide Anemone udfolder den sine Blomster smukkest paa solklare Foraarsdage; paa mørke Graavejrsdage og i Regnvejr lukker den dem til, ligesom den lukker dem i de kolde Vaarnætter. For de gentagne Vindstod og hyppige Regnbyger, der jo er saa almindelige ved Foraarstider, krummer de tynde Blomster- 170 stilke sig-, saa Blomsterne bliver hængende og saaledes kom- mer til at danne et beskyttende Tag over de mange fine Støvdragere. Vorterod. (Ficarta verna). Blandt vore første Foraarsplanter er ogsaa Vorterod, der ligesom Anemonerne hører til Rannnkelfamilien. Den vokser i Skove og Haver og er meget almindelig helst paa skyggefulde Steder. De opstigende Stængler er ved Grunden forsynede med kølleformede Knolde, saakaldte »Ammerødder«, der er dannede af opsvulmede Birødder og bestemte til en hurtig Udvikling af det næste Aars Skud. Bladene er langstilkede, hjerteformet rundagtige, glinsende og glatte, ofte med ovale Løgknopper i Bladhjørnerne; af disse Løgknopper, der er affaldende, fremkommer ny Planter. Bægeret er trebladet, og Kronen har om- trent ni aflange gule Blade. Vorteroden gaar sædvanlig under Navnet »Smørblomst«. Da den inde- holder skarpe, giftige Stoffer, ædes den ikke af Kvæget, derimod søges den meget af Insekterne, navnlig af Bierne, der suger Honningen, Honninggemmerne, smaa Gruber paa Kron- dækkede af tynde Skæl. Den blomstrer i og bliver fra 4 til henimod 10 Tommer Vorterod (Ficaria verna) som udvikles i bladenes Negle April og Maj (10—25 Cm.) høj 171 Hulrodet Lærkespore. (CorijdiUis cava). Til den ejendominelige lille Jord røgfamilie hører Hulrodet Lærke s pore, en fin glat Skovplante med en udelt Stængel af \/2— 1 Fods (15—30 Cm.) Højde og en stor rundagtig Rodknold, der efterhaanden under Plantens Vækst bliver hul, fordi den der bort inden fra. Stænglen bærer to dybtdelte, dobbelt trekoblede Blade, der er tynde, som det i Reglen er Tilfældet hos Skovbundsplanterne, og en endestillet Klase med rød- violette Blomster. Hver Blomst har to smaa, hurtig affaldende Bæger- blade og fire Kronblade, af hvilke de to indre støder sammen med deres Spidser og er mindre og an- derledes dannede end de to ydre, af hvilke det øverste er forsynet med en stor, i Spidsen tyk og buet Spore, som er fyldt med Honning. De to indre Kronblade omslutter de to Knipper af Støv- dragere, hvis Støv i den udviklede Blomst ligger tæt sammenpakket uden om det kugleformede Ar. Hos denne Plante skulde det nu synes at være det naturligste, at Støvet, naar det var modent, faldt paa Arret og derfra vandrede ned gennem Griflen for at be- frugte Æggene. Dette er dog ikke Tilfældet, da en saadan Selvbestøvning ikke vilde være af nogen Værdi for Planten. Man har nemlig ved Forsøg hindret Insekterne fra at komme i Berøring med Blomsterne, og saaledes tvunget dem til Selv- bestøvning, men det har da vist sig, at de Frø, der udvikledes paa denne Maade, aldrig var i Besiddelse af nogen Spireevne. Hulrodet Lærkespore (Gorydalis cava). 172 Lærkesporen maa derfor, som saa mange andre Planter, ty til Insekternes Hjælp, og til Insektbestøvning er dens Blomster da ogsaa udmærket godt indrettede. For at naa Honningen, der findes i Bunden af den næsten ^'2 Tomme (12 Millimeter) lange Spore, sætter Insektet sig paa det nederste af de to ydre Kronblade eller paa de to indre, og idet det stikker Snabelen ned i Sporen, trykker det de indre Kronblade ned, medens den stive Griffel med de omsluttende Støvdragere beholder sin Stilling og altsaa bringer Støvmassen i Berøring med Insektets Bugflade. »Paa denne Maade har man set en Bi — Anthophora pilipes — , hvis Snabel er ^A Tomme (omtr. 20 Millimeter) lang, besøge den ene Blomst efter den anden. Blomsterne udvikler sig nedenfra opad i Klasen, og Bien be- gynder derfor ogsaa med at besøge de nederste Blomster, der maaske allerede har mistet deres Støv, men hvis Ar er rede til at modtage Støv fra en yngre Blomst; Bien afgiver altsaa dette og modtager kort efter en ny Beholdning fra de øvre Blomster. Den almindelige Bi kan ikke naa Honningen med sin ^A Tomme (6 Millimeter) lange Snabel; ikke desto mindre besøger den ofte Lærkesporen, men for at samle Støv i sine »Kurve«, hvorved den selvfølgelig ogsaa kan udføre Frem- medbestøvningen. « Den hulrodede Lærkespore blomstrer i April og Maj og findes ikke sjælden i Løvskove, helst paa løs Muldjord. Under- tiden er Blomsterne hvide. Navnet »Nonneurt«, der navnlig bruges i Sverrig, stammer antagelig fra Middelalderen og tyder paa, at den fandtes i Klosterhaverne; den vokser ogsaa hyppig paa Steder, i hvis Nærhed der i tidligere Tider har ligget Klostre, fra hvilke den sands3iiligvis er forvildet. Til Jordrøgfamilien hører den smukke Haveplante Di el ytr a eller H j e r t e b 1 o m s t. Stinkende Storkenæb. (Geranium Rohertiånuni). Stinkende Storkenæb af Storkenæbfamilien har op- stigende langhaarede Stængler, der sædvanlig er rødlige. 173 Bladene er fint liaanddelte med 3 — 5 fjerdelte og fligede Afsnit ; Blomsterne sidder parvise paa lang-e Stilke. De fem rosen- røde Kronblade er omgivne af det klæbrige, braadspidsede Bæger og omslutter de ti Støvdragere, der sidder i to Kredse, og hvis Traade er sammenhængende ved Grunden, og Griflen, hvis fem Ar sidder paa hver sin Gren. Frugten har et langt Stinkende Storkenæl) (Geranium Hobertianum) Næb, der er dannet af den nederste Del af Griflen og den øverste Del af Frugtknuden. Naar de fem Nødder, af hvilke denne Spaltefrugt bestaar, er modne, aabner Frugten sig ved fem smalle Klapper, der fra neden ruller sig spiralformet op, og paa hvis Spidser Nødderne er anbragte. Blomsterne inde- holder Honning og er paa forskellige Maader godt beskyttede mod ubudne Gæster. De langt udstaaende Haar paa Stænglen hindrer Snegle, Myrer og Larver fra at krj^be op ad den, og 174 selv om enkelte mere haarhudede Smaainsekter skulde naa op til Bægeret, saa vil dettes Klæbrighed hindre dem fra at trænge videre frem. Paa den anden Side findes der i Blom- sterne form aalstj enlige Indretninger, der skal vejlede de flyvende Insekter, der søger Honning eller Støv, og gør Planten uvurdelig Nytte, da deres Støvdragere udvikles før Støvvejene, saa Blomsterne umulig kan bestøves ved egen Hjælp. Midt paa hvert Kronblad findes saaledes en Liste, der naar helt hen til Frugtknuden i Blomstens Midte, derved dannes der fem Kanaler, nemlig mellem to Kronblade og deres Lister, der nøjagtig fører ned til Honninggemmerne og saaledes tjener Insektet som »Vejvisere«. Da de aabne, flade Blomster ikke yder Støvet, Arrene og Honningen nogen Be- skyttelse mod Vind og Vejr, saa bøjer de fine, tynde Blomster- stilke sig i mørkt, regnfuldt og blæsende Vejr, saa at Blom- sterne bliver hængende og saaledes kommer til at danne et Tag over de indre Dele. Dette finder dog kun Sted, saa længe der er Støv i Blomsterne, naar alt Støvet er bortført og Befrugtningen til Ende, vedligeholder Blomsterne deres oprette Stilling. Hele Planten har en ubehagelig Lugt, efter hvilken den i Forbindelse med Fragtens Form har faaet Navn. De stærkt lugtende Stoffer, der tillige har en bitter Smag, indeholdes væsentlig i Plantens Kirtelhaar og beskytter Planten særlig mod Angreb af Sneglene, der, saa snart de med deres Følehorn kommer i Berøring med Kirtelhaarene, øjeblikkelig trækker Følehorne til sig og straks forlader Planten. Kan de ikke finde en nærstaaende Urt eller Sten at krybe op paa, lader de sig ved en Slimtraad glide ned til Jorden. Den stinkende Storkenæb bliver fra 1 Kvarter til 2^2 Kvarter (30 — 40 Cm.) høj og blomstrer i Juli og August. Paa skygge- fulde, især lidt fugtige Steder i Skove, er den almindelig. Surkløver. (Oxalis Acetocélla). Surkløver eller Skovsyre er en lille fin og nydelig Skovplante, der blomstrer i April og Maj og er iøjnefaldende 175 ved sine lysegrønne, kløverlignende Blade, der er tynde og bløde, glatte og haarløse, som Bladene i Reglen er hos Skyggeplanter. Den har ingen overjordisk Stængel, men en vandret Rodstok besat med smaa tandformede Skæl, fi-a hvilke de lange Bladstilke udgaar, der hver bærer et tre- koblet Blad med hjerteformede Smaablade, sædvanlig rødlige paa Undersiden. Paa Spidsen af de finger- lange traadformede Blomsterstilke sidder en forholdsvis stor Blomst, der har fem smaa Bægerblade og fem meget større Kro n- blade, som er hvide eller lilla med røde Aarer og en gul Plet ved Grunden. Der fin- des ti Støvdragere, der er sammenvoksede for neden og en femrummet Støvvej med fem frie Grifler. Frugten er en Kapsel, der springer op, naar den er moden og ved sine elastiske Frøskaller slynger Frøene langt bort. Efter den egentlige Blomstringstid vedbliver den hele Som- meren at udvikle ny uanselige Blomter uden Ki^one, hvis Støvdragere og Støvvej er indesluttede i Bægeret, og hos hvilke Selvbestøvning derfor er nødvendig. De kronblad- bærende Blomster bestøves derimod af Insekterne, især af Bierne. Da Støvet i de aabne klokkeformede Blomster let er udsat for at ødelægges af Fugtighed og ublidt Yejr, er de fine Blomsterstilke i Stand til at krumme sig, saa at Blomsterne bliver hængende og derved kommer til at danne et beskyttende Dække over Støvdragerne. Det er dog ikke Surkløver (Oxalis Acetocella). 176 alene mod Blæst og Regn, at denne Krumning finder Sted, ogsaa mod Aften bøjer Blomsterne sig nedad, og under hele Blomstringen foregaar en saadan periodisk Krumning og Strækning af Blomsterstilkene. »I godt og varmt Vejr an- tager Surkløverens Blomster en saadan Stilling, at det aab- nede Blomsterdækkes Munding vender opad; henimod Aften skj^der Kronbladene sig efterhaanden over hverandre, og samtidig med at Blomsten saaledes lukker sig, krummer Blomsterstilken sig ogsaa mere og mere, hvorved Blomsten først bliver nikkende og tilsidst hængende. Den forbliver Natten over i denne Stilling, og først naar Luften bliver varmere i Løbet af næste Formiddag, strækker Blomster- stilken sig atter lige, og Blomsten bliver ved Middagstid igen opret. I mørkt, koldt og regnfuldt Vejr vedbliver Blomsterstilken og Blomsten ogsaa hele Dagen at være bøjet ned mod Jorden, eller der indtræder kun en ubetydelig Strækning af Stilken.« Ogsaa de tre Smaablade, hvoraf hvert Blad bestaar, ud- viser en lignende Følsomhed. Medens de om Dagen i Reglen staai- udbredte, bøjer de sig mod Aften nedad og indtager Søvnstilling. I denne Stilling kan man ogsaa bringe dem om Dagen. Dersom man i omtrent to Minutter banker paa Bladene med Fingeren eller med en lille Pind, bøjer de sig lidt efter lidt ned over og bringes saaledes ved en Slags Hypnotisering i en kunstig Søvn (Naturen 1892). Det er dog ikke alene, naar de indtager Søvnstilling, at Bladene formaar at udføre saadanne Bevægelser. Deres fine Følelse for Lyset giver de ogsaa til Kende ved, at de i mildt Lys udsætter deres Flader for at træffes af Lysstraalerne under rette Vinkler, — de indtager den saakaldte »Fladestilling« — , men eftersom Lyset bliver stærkere, stilles Fladerne saaledes, at de træfies under stedse spidsere Vinkler — den saakaldte > Profilstilling«. Derved belyses og opvarmes de mindre, og Fordampningen bliver da ogsaa ringere. Skovsyren udskiller syrlige Stofter, og Bladenes sure Smag beskytter Planten mod Angreb af forskellige Dyr. 177 Den hører til den lille Surkloverfamilie og er en fleraarig Plante, der kun bliver faa Tommer (5 — 12 Cm.) høj og fore- kommer almindelig overalt baade i Løv- og Naaleskove paa Muldjord, helst i det henraadnende Bøgeløv. Den kaldes ogsaa »Gøgemad« og »Kukkerkaal«. I Skaane hedder den »Vaarhane«. Smalbladet Dueurt. (Chamaenérium angustifoUum). En smuk og ejendommelig Skovplante er Gederams eller Smal bladet Dueurt, der ikke er særdeles almindelig, men hvor den forekommer, optræder den til Gengæld ofte i stor Mængde. Den hører til Natlysfamilien, har en rank, rødlig, udelt Stængel, der naar en Højde fra 1 — 3 Fod (30— 100 Cm.) og har spredte, lancetformede, glatte Blade. Blomsterne sidder i en lang pyramideformet, mange- blomstret Klase. De er store, noget uregelmæssige, violet- røde med firdelt Bæger og fire Kronblade, der er lidt udran- dede i Spidsen, og nedbøjede Støvdragere, der indeholder grønt Støv. Griflen har et firfliget Ar. Denne smukke Plante findes hist og her i de fleste Egne af Landet paa aabne Pletter i Skove, ved Gærder og paa Jernbanevolde. De tal- rige Frø, der sidder i en firkantet Kapsel, er forsynede med en hvid Frøuld, der danner et Flyveredskab, ved hvilket de undertiden føres langt bort. Frøenes Flyveevne, i Forbindelse med Rodstokkens lange Udløbere, bevirker, at Gederamsen undertiden breder sig saa vidt; forøvrigt fortrænges den ofte fra sit Voksested, naar der bliver formegen Skygge, eller naar Jordbunden er bleven for haard for den, dog kan den ogsaa undertiden, selv om dens Voksested bliver overskygget, holde sig længe vegeterende i .Jordbunden ved sine knop- skydende Rødder og derfor pludselig efter Skovrydning op- træde i Mængde. Den dyrkes af og til som Prydplante i Haverne, men er tilbøjelig til at brede sig for stærkt. Dens Blomstringstid er i Juli og August, og den søges da meget 12 178 af Bierne, der er kraftige nok til at gennembryde det Dække^, som de ved Grunden meget brede Støvdragere danner over Honning-gemmerne, og som beskytter Honningen mod de In- Smalbladel Dueurt (Chamaenerium angustifolium). sekter, der er saa smaa, at de kan bevæge sig i Blomsten uden at komme i Berøring med Støvknapperne og Arrene, og som altsaa ikke gør Blomsten nogen Gavn. De unge Rod- skud kan spises som Asparges. I Rusland anvendes Bladene til Forfalskning af den kinesiske Te. 179 Læge-Baldrian. ( Valeriåna officincdis) . Til de Planter, der fortrinsvis søger deres Voksested i Kratskove, hører Læge-Baldrian ogsaa kaldet Velands- urt. Den naar en Højde af IV2— 3 Fod (50—100 Cm.) og kendes let paa de modsatte, fjer- snitdelte Blade, hvis Afsnit enten er tandet-savtakkede eller helrandede. De talrige blegrøde Blomster, der har en flad Krave og et puklet Kronrør, sid- der i en gaffeldelt Kvast. De er tve- kønnede og giver ved Udviklingen af deres Støvdragere og Støvvej et smukt Bevis for, hvorledes Naturen drager Om- sorg for at hindre Selvbestøvning hos ^ saadanne Blomster, hvor det ellers skulde antages, at Støvet med Lethed maatte kunde komme fra Støvdragerne over paa Arret i samme x)lomst. Saa snart Læge-Baldrian (Valeriåna officinalis). 12* 180 Blomsterknoppen udfolder sig, vokser nemlig' Støvdragerne noget ud af Blomsten, Støvknapperne aabnes og staar i denne Tilstand ret op, altsaa omtrent over Blomstens Midte. Efter nogen Tids Forløb vil Støvet i Reglen være afvisket af de honningsøgende Insekter, og nu bøjer Støvdragerne sig udad og visner, medens Griflen vokser op. Derefter udbreder de tre Ar sig og kommer til at indtage omtrent samme Plads som Støvknapperne før. Men ved dette Forhold, at Støv- knapperne altsaa befinder sig paa samme Sted i den unge Blomst, som Arrene i den ældre, lettes Insektbestøvningen i høj Grad. Et Insekt, der besøger Blomster af samme Art, vil jo næsten altid indtage samme Stilling i de forskellige Blomster, da det skal have sit Sugerør stukket ned til Hon- ninggemmet, der altid sidder paa en bestemt Plads. Da nu Bestøvningen foregaar derved, at Insektet bærer Støvet fra den ene Blomsts Støvknapper over paa den andens Ar, saa maa det være de samme Dele af dets Krop, som først kom- mer i Berøring med Støvknapperne og seneie med Arrene. Selvbestøvning derimod er saa godt som umulig, da Arret jo først udvikles, naar Støvdragerne i samme Blomst staar uden Støv. Læge-Baldrianen blomstrer i Juni og Juli og forekommer hist og her i fugtige Kratskove, paa Enge og ved Randen af Grøfter og Bække. Den hører til Baldrianfamilien. Navnet Velandsurt stammer fra den kunstfærdige Smed Wieland, der ogsaa var en kyndig Læge og som benyttede den ved sine Helbredelseskure. Endnu længere tilbage i Tiden var denne Plante kendt, idet den spillede en Rolle i den germanske Mythologi. Naar Gudinden Hertha red gen- nem Skoven paa sin Hjort, var hendes Tømme en Humle- ranke og hendes Pisk en Baldriankvist. Dens Rod har en stærk Lugt og udøver en ejendommelig Tiltrækning paa Katte. Den bruges i Medicinen bl. a. som Sovemiddel. Af dens forskellige lægende Kræfter — valet — stammer rime- ligvis dens Slægtnavn Valeriana. 181 Rundbladet Klokke. (CuDipanula rutundifoliaj . Almindelige mellem Krat og ved Gærder er de nydelige blaa Klokkeblomster, Rundbladet Klokke og Nældebladet Klokke (Campanuia Trachelium), af hvilke den første har en fingienet Stængel med langstilkede, nyreformede, rund- takkedeRodblade og lancetformede eller linjeformede helrandede Stæng el blade, udstaaende sylformede Bægerflige og ly se blaa, klokkeformede, nikkende Kroner, den er i Reglen glat og bliver V2 — IV2 Fod (15— 50 Cm.) høj; medens Nældebladet Klokke har en skarp- kantet, stivhaaret Stængel med groft dobbelt savtakkede Blade, af hvilke de nedre er hjerteformede, de ovre æg- lancetformede, Bægerfligene er oprette og Kronerne en Del større end hos den rimdbladede Klokke, omtrent 1 Tomme (2V2 Cm.) lange og mørkeblaa. De blomstrer begge i Juli og August og forekommer af og til med hvide Blomster. Rundbladet Klokke kaldes ogsaa Liden Klokke. Som alle Planter af K 1 o k k e- familien indeholder de Mælkesaft og har deres Blomster indrettede til Be- støvning ved tilflyvende Insekter. Da Klokkerne er ret rummelige, vil der imidlertid findes mange Insekter, der er saa smaa, at de kan bevæge sig i Blomsten uden at komme til at berøre Bestøv- niugsorganerne , og derfor er Blomsterne uvelkomne, da de ikke gør dem nogen Nytte. For nu at hindre disse Smaa- insekter fra at naa ned til Honningen, er Støvtraadene ved Grunden meget brede, saa at de danner et dækkende Tag over Honninggemmerne, og Insekterne maa da tvinge deres Sugesnabel ind gennem dette Tag, før de kan naa Honningen. Riindbladet Klokke (Gani- panula rotundifolia). 182 Men dertil har de smaa Insekter ikke Kraft nok, hvorimod det ikke volder de større f. Eks. Bierne, ved hvis Hjælp Blomsterne skal bestøves, nogen synderlig Vanskelighed. Men det er ikke alene Honningen, der lokker Insekterne, ogsaa Støvet, der tjener mange af dem til Næring, udøver sin Tiltrækning paa dem, og da der i Blomsterne findes en stor Mængde Støvkorn for hvert enkelt Æg, der skal be- frugtes, saa skader det ikke Planten, at en Del Støv bliver fortæret, naar kun hvert Insekt fører nogle faa af de Støv- korn, der bliver hængende ved deres Krop, over til Arret af en anden Blomst. For Klokkeblomsterne er Insektbestøv- ningen uundværlig, skønt de er tvekønnede, da Støvdragerne er udviklede og afstøvede, længe før Arrene er udviklede. Allerede medens Blomsten staar i Knop, begjmder den at arbejde paa en gunstig Bestøvning. Griflen er nemlig om- given af et Eør, der dannes af de sammenvoksede Støvdragere, hvis Støvknapper aabner sig indad, og saa snart Støvet er modent, fejes Støvkornene, ved nogle stive, udspærrede Haar, der beklæder Griflen, over paa denne, som derved forsynes med et helt Futteral af Støv. Men allerede før Blomsten aabner sig, er Støvdragerne visnede, og Griflen sidder frit i Blomstens Midte med Støvet omkring sig. Efter at Blomsten er sprungen ud, berøves Griflen lidt efter lidt sit Støv af de honning- og støvsøgende Insekter, der har let ved at stryge Støvet af, da de stive Haar paa Griflen efterhaanden krænger sig ind i sig selv og forsvinder, saa at Støvet ligger ganske løst. Først naar dette er sket, kløver Griflens Spids sig, og de tre store Arflige ruller sig ud. Kun paa disses indvendige Side findes den klæbrige Vædske, der skal fastholde Støv- kornene. Man har gjort den Iagttagelse, at den blaa Farve ikke sjTies at være særlig iøjnefaldende eller tiltrækkende for In- sekterne, men herpaa bødes der ved, at Klokkeblomsterne er saa store, hvorved de dels falder mere i Øjnene, dels frem- byder et bekvemt Tilflugtssted for Insekterne, hvor de kan søge til om Natten eller i Blæst og daarligt Vejr; de sætter 183 sig da som oftest ikke straks til Ro, men giver sig først til at lede efter Føde og udfører da med det samme Bestøv- ningsarbejdet. Almindelig Gedeblad. (Lonicéra Perihlymeném) . Hyppig i Kratskove og ved Skovgærder er Almindelig Gedeblad, en smuk, styngende Busk med modsatte, ovale Blade, der undertiden er fjerlappede og altid glatte paa Over- siden, hvorimod Undersiden ofte er dunhaaret og blaagrøn. Blomsterne sidder i Kvaste paa Spidsen af Stænglerne, de har lange, rør- eller tragtformede fem delte Kroner, der er lysegule eller rødlige især udvendig og omslutter fem lange Støvdragere. Den slynger sig altid til højre op om Buske og unge Træer ofte til en betydelig Højde og ligner meget den i Haver dyrkede Lonicéra Capri- f o 1 i u m. Den almindelige Gedeblad kaldes ogsaa ofte »Kaprifolium« og hører lige- som den dyrkede Art til Gedebladfamilien. Dens Blomster er meget vellugtende, men det er navnlig om Natten, at de lader deres Vellugt ud- strømme og derved tillokker en Mængde Sommerfugle, der har en stærkt udviklet Sans for Duft. Det er især Aften- og Natsværmerne, der i dens dybe Honninggemmer, som er rigelig fyldte med Honning, anbringer deres lange Sugesnabel. Almindelig Gedeblad (Lonicéra Periclymenum). 184 Selv om Snabelen hos disse Insekter var mindre lang, vilde de dog kunne naa Honningen eller en Del af den, da Kron- røret ofte fyldes næsten halvt med Honning, og dog faar de kortsnablede. Bierne og Hiimlerne, aldrig nogen Honninghøst i disse Blomster, da det først er henimod Aften, naar Bier og Humler har trukket sig tilbage til deres Boliger, at Hon- ningen stiger i Røret. »Medens Tusmorkesværmerne flyver fra Blomst til Blomst, berører de først det fremstrakte kugle- formede Ar og dernæst Støvknapperne. Paa en Sommer- morgen, der følger efter en rolig, mild Aften, vil man ogsaa finde alle de udviklede Støvknapper tomme; efter en kold eller stormfuld Aften indeholder de de derimod rigeligt Støv, men det vil ikke vare længe, før der indfinder sig en Skare af støvsamlende Bier, der lokkes hid af de store duftende Blomster og meget godt kan naa Støvet, hvorved de let kommer til at udføre Fremmedbestøvningen.« Den blomstrer i Juli og August og staar efter Afblomstringen med smukke røde Bær. Dens Tilnavn Periclymenum er af græsk Oprindelse og betyder: den slyngende. Den kaldes ogsaa Skovlilje, Løberose og Skovranke. Dens stærkt duftende Blomster skyes af Kvæget. Vild Merian. (Origanum vulgåre). En anden Plante, der ogsaa vokser ved Gærder og imellem Krat, men er sjældnere i Landets nordligere Egne end i de sydlige, er Vild Merian. Denne læbeblom- s tre de Plante har en opret, grenet, ofte rødlig, lidt haaret Stængel, der i Modsætning til andre Læbeblomstrede kun er svagt kantet. De smaa, ægformede, næsten helrandede Blade, der sidder paa korte Stilke, er paa Undersiden haarede, paa Oversiden næsten glatte. Blomsterne sidder i Hoveder i Spidsen afkorte Grene og er lyserøde med mørk violette Dækblade eller Støtteblade omkring hver Blomsterstand. Den vilde Merian bliver fra 1 Kvarter (15 Cm.) til henimod 185 2 Fod (60 Cm.) høj, den blomstrer ved Midsommertid fra Juli til September og horer til de saakaldte protandrine Planter, idet Støvdragerne udvikles før Arrene, saa at Insekterne, især Bierne, under deres Arbejde i de nylig udsprungne Blomster, vil blive overpudrede af Støv ; naar de derefter flyver hen til andre Blomster, hvis Støvdragere allerede er visnede, men hvis Arflader nu er blevne saa klæbrige, at de kan fastholde Støvkornene, vil Fremmedbestøvning være uund- gaaelig. — Som Kryderiurt dyrkes den i Køkkenhaver. Bittersød Natskygge. (Solånum Dulcamdra) . Bittersød Natskygge, der klatrer op ad Gærder og Buske paa fugtige Steder i Kratskove, har en bugtet Stæn- Bittersød Natskygge (Solanum Dulcamara). gel, der kan blive flere Alen (120 Cm.) lang og forneden er træagtig. De spredte Blade er æg- hjerteformede, de øvre ofte ved Grunden spydformet-fligede. Blomsterne sidder i gatfeldelte Kvaste og har regelmæssig femdelt Bæger og Krone. Denne sidste er smuk violet med to grønne hvid- randede Pletter ved Grunden af hver Kronflig. De fem sammenhængende Støvknapper danner en gul Støtte, der 186 hæver sig- midt i Blomsten, mellem disse Støvknapper maa de honningsøgende Insekter tvinge deres Sugesnabel ind for at naa til Honningen. Ved denne Arbejden i Blomsterne bliver der rigelig Tid til, at Støvet kan sætte sig fast paa Insekternes Legeme, og naar disse da flyver hen paa andre Natskyggeblomster, hvor de er nødte til at arbejde deres Snabel ligesaa langt ned, vil de komme til at berøre disse Blomsters Bestøvningsredskaber og afsætte det opsamlede Støv. Den bittersøde Natskygge blomstrer i Juni og Juli og har aflange, glinsende, højrøde Bær. Den hører til Natskyggefamilien. Som de fleste Natskygger har den giftige Egenskaber, hvorfor den skyes af alle Drøvtyg- gere, der finder de Safter, Planten indeholder, ubehagelige. Skønt ogsaa Bærrene anses for at være giftige, maa de dog være uskadelige for Fuglene, da man har fundet den bitter- søde Natskygge voksende højt oppe i Murrevnerne paa Ruiner, hvor de næppe kan være bragt af andre end Smaafuglene. Den voksede saaledes i stor Mængde paa Marmorkirkens Ruin i København, fra de øverste Murkanter til langt ned paa Siderne, hvor den hang ned fra Revnerne mellem Sand- stensblokkene. Hertil er den sikkert bragt af Spurvene, af hvilke en stor Mængde havde deres Smuthuller og Yngle- pladser i Murrevnerne. Dette Voksested er jo ogsaa ret mærkeligt, da den ellers plejer at vokse, hvor der er fugtigt (H. Mortensen Bot. Tidsskr. III). Den er almindelig overalt i Landet og kaldes ogsaa Natskade eller »Beskensød«, fordi den, naar man tygger paa den, først smager bittert og derefter sødt. I gamle Dage var den Sindbillede paa Lumskhed. Almindelig Koføde. {Melåmi)hi/ruin praténse). En Plante, der ogsaa hyppigst maa søges i Kratskove, paa Skovenge og mellem Lyng, er Almindelig Koføde eller K oh ve de. Det er en opret, næsten glat Plante med modsatte, lancetformede Blade. Den bliver fra 4 Tommer til 187 henimod 1 Fod (10—30 Cm.) høj. Blomsterne, der er Maskeblomster, sidder i ensidige aksformede Blom- sterstande, fjernede fra hverandre og vandret ud- staaende. Kronerne er hvidgule med mørkere Under- Almindelig Koføde (Melamphyrum pratense). læbe. Den forekommer almindelig, blomstrer i Juni og Juli, og omsværmes da af en Mængde Insekter, der hidlokkes af den farvede Krone. Mange af disse Insekter er saa smaa, at de med Lethed kan fly^'e ind og ud gennem den tenmielig store Aabning i Kronen og hente Honning fra Blomstens Bund ved at indføre deres Sugesnabel langs den nedre Side af Kronrøret uden at berøre Støvknapperne, der sidder godt gemt oppe under Kronens hvælvede Overlæbe, hvor Støvet 188 er beskj^ttet mod Regn og Dug-. Men paa denne Maade vilde de ikke komme til at bringe Støvet hen i andre Blom- sterkroner og saaledes nnddrage sig det Arbejde, Planterne kræver af dem, hvis der ikke i Kronrøret fandtes en Krans af udstaaende Haar, der spærrer dem Adgangen og tvinger dem til at trænge ind højere oppe i Kronen, hvor de kommer i Berøring med Støvdragerne og derved bliver Planterne behjælpe- lige med Krydsbe- støvningen. Sankt Hansurt. {Seduni maxtmum). SanktHansurt eller Sankt Hansløg, der hører til Sten- urtfamilien, fore- kommer temmelig al- mindelig i Krat- skove , paa Skov- brinker og ved Gærder. Det er en fodhøj (25— 50 Cm.) Urt med udelt ofte rodprikket Stængel og tykke , saftige kødfulde Blade, der er modsatte , sid- dende og aflange med takket Rand. Den hører til de saakaldte »Saftplan- Sankt Hansurt (Sedum maximuni). 189 ter«, der kan rumme en betydelig Mængde Vand, som de yderst langsomt afgiver. De grøngule eller gul hvide Blomster sidder i tætte Kvaste. Blomsterne er femdelte med 10 Støvdragere i to Kredse. Den blomstrer henimod Efteraaret i August og September og indeholder skarpe Stoffer, der beskytter den mod at blive fortæret af Kvæget. Paa Grund af sine saftige Blade kan den holde sig længe frisk i afplukket Tilstand, idet den indsuger Fugtighed af Luften. Paa Landet er det en gammel Skik ved St. Hansdag at stikke Grene af denne Plante ind imellem Bjælken og Loftet enten for Kæresten, for Forældrene eller for en anden, man har kær; bliver Grenen ved at vokse, gaar det den, man har tænkt paa. godt, men gaar den ud, times der den paagældende en Ulykke. Deraf kommer ogsaa Navnet »K æ re- st ekaal«. Den overvintrer ved underjordiske Knopper. Marts-Violen. (Viola adoråta). Marts-Violen, denne lille, beskedne, for sin store Vel- lugt saa berømte Plante, findes ogsaa, foruden i Haverne, hvor den jo dyrkes i stor Udstrækning, temmelig almindelig vildtvoksende ved Foden af Gærder, paa Grøftevolde og i Randen af Skove. Den lille, lave Violplante, der kun bliver 2— 4 Tommer (5 — 10 Cm.) høj, har ingen overjordisk Stængel, men en vidt krybende Rodstok, fra hvis Udløbere de rund- agtig hjerteformede^ næsten glatte Blade opsendes. Blomsterne sidder enkeltvis paa Blomsterstilkene, der har mørk viol- bi aa Kroner af en meget ren Farve og er, som hos alle Planter af Violfamilien, uregelmæssige og meget ejendom- melige. Der findes fem Bægerblade, som ved Grunden er forsynede med nedadvendte Vedhæng og fem Kronblade, af hvilke to og to af de fire øverste er ens, medens det femte er forskelligt fra de andre og forsynet med en Spore; der findes ogsaa fem Støvdragere med meget korte Støvtraade. De to af Støvdragerne er forsynede med et sporedannet 190 Vedhæng-, der strækker sig ned i Kronbladsporen. For at fremme Krydsbestøvningen er det nu saa mærkeligt indrettet, at Støvkornene, naar de er modne og skal overføres af In- sekterne til en anden Violplantes Blomster, hænger saaledes sammen, at de ikke, idet Støvsækkene springer op, kan spredes i Luften hver for sig som fine Støvskyer, men formes til smaa Støvklumper. Omkring hvert enkelt Støvkorn danner der sig nemlig ét klæbrigt Over- træk, der ikke alene holder Kornene sammen, men tillige bevirker, at de let hæfter sig til andre Plantedele og til Insekterne, der ubevidst skal føre dem af Sted, De smaa Klumper af Støvkorn, der løsner sig fra Støvknapperne, bli- ver nemlig ikke pris- givne for Vinden, men falder ned paa den ind- vendige Flade af et af Kronbladene i Nærheden af de Steder, hvor Honningen afsondres, og hvor de kan komme i Berøring med Insekterne, naar disse trænger ind i Blomsterne, hidlokkede af deres Vellugt. Til Beskyttelse for det frigjorte Støv, danner Blomsterdækket et godt Skærm over den Plads, hvor Støvet er anbragt, indtil det bliver af- hentet. Marts -Violens vellugtende Olier tjener ikke alene til Vejledning for Insekterne, men de afholder ogsaa Kvæget, der ikke ynder den stærke Lugt, fra at æde Planterne. Violens Frugt er en kugleformet Kapsel, der efter Opspring- ningen, ved Klappernes kraftige Sammentrækning, kaster Frøene ud et for et med stor Fart. Violen er en Foraars- Marts-Viol (Viola adorata). 191 plante, der blomstrer i April, kun sjældent i Slutningen af Marts. Fra de allerældste Tider har Violen spillet en Rolle i Folkeslagenes Fantasi, og utallige er de Sagn, der knytter sig til dens Navn. Det var selve Gudinden Flora, den høje Beskytterinde for alt blomstrende Liv, de fødende Kvinders Tilflugt, der paa en Nymfes Bøn lod den spire frem af Jorden for første Gang. Men særlig var den helliget Under- verdenens Gudinde Proserpina. Hun gik just og plukkede Violer paa en Eng, da Pluto bortførte hende, og saaledes førte hun sin Yndlingsblomst med den dybe, mørke Farve og den stille, skjulte Vækst med sig gennem Skyggeriget til de saliges Marker, hvor der er evigt Foraar. — Ogsaa i det gamle Persien, »Rosenlandet«, nød Violen stor Ære. Den kaldtes der »Rosenprofeten«, foMi den ved sin tidlige Blom- string varslede om den kommende skønne Rosen tid. — I Attika dyrkedes en Mængde Violer; Pindar synger begejstret om det »herlige, violkransede Grækenland«, og Athen kalder han den »violomvundne« By. — I den nordiske Gudeverden var Violen helliget Guden Tyr. — I Middelalderen var det i Sydtyskland Skik, at binde den første Viol man fandt om Foraaret til en Stang og danse rundt om den. Den store engelske Filosof, Francis Bacon, Baron af Verulam, siges at være den første, som fandt paa ved Hjælp af Eddike at bevare Violens Vellugt. Skov-Fladbælg. (Lathyrus silvéster). En stor og smuk Plante, der ikke er sjælden i Krat- skove og paa Gærder, er Skov-Fladbælg. Den flere Fod (50—180 Cm.) lange Stængel, der klatrer op ad Buske og Gærder, har ligesom Bladstilkene, Vinger langs Si- derne. Som hos mange andre Planter af Ærteblomsternes Familie ender de store, lancetformede, spidse Smaablade, af hvilke der kun findes et Par i hvert Blad, i en Slyngtraad. 192 Blomsterne, der sidder i langstrakte Klaser, er temmelig store og smukt rosenrøde. De udmærker sig ved at have en snoet Griffel, omgivet af et Ror, der dannes af de sammenvoksede Støvdragere. Inderst i dette Rør findes Hon- ningen, men det omgiver Støvvejen saa tæt, at en Bi, der paa naturlig Maade vil naa til Honningen, maa føre sin Sugesnabel ned uden for Røret. Dette Besvær Aål Bierne gerne undgaa, og en Særegenhed ved Skov- Fladbælgens Blomster kom- mer dem da til Hjælp. Ved Grunden af Røret findes nemlig to naturlige runde Aabninger, gennem hvilke Bierne kan naa ind til Honningen, men de maa da først bide Hul paa Siden af Kronen, og ved at stikke deres Snabel gennem dette Hul og Rørets Aabning er de i Stand til paa en langt nemmere Maade at naa Honningen. Nu er det en Kendsgerning, at paa de aller- fleste af Skov-Fladbælgens Blom- ster er den venstre Aabning i det af Støvtraadene dannede Rør, større end den højre, og ved mange Undersøgelser har det vist sig, at Bierne maa vide Besked hermed, thi naar de bider Hul paa Kronen, sker det altid paa den venstre Side, hvor de altsaa gennem den større Aabning lettere vil komme i Besiddelse af, hvad de søger, end gennem den mindre. Herom bemærker Francis Darwin: »Det er vanskeligt at sige, hvorledes Bierne har kunnet tilegne sig denne Skik, om de opdagede Uligheden i Aabningernes Størrelse, idet de paa lovlig Vis udsugede Blom- sterne, og derefter drog Fordel af denne Kundskab, eller om de udfandt den bedste Stilling derved, at de paa forskellige Skov-Fladbælg (Lathyrus silvester' 193 Steder bed ind gennem Blomsterdækket og saa senere huskede, hvor det bedste Sted var. .Men i begge Tilfælde viser de en mærkelig Evne til at gore Brug af det, som de har erfaret. Sandsjniligvis hidrører Biernes Færdighed i at bide Hul gennem alle Slags Blomster fra den Omstændighed, at de længe har øvet deres Instinkt i at bygge Celler af Voks eller forstørre deres gamle Celler med Voksrør, thi de bliver (lerved tvungne til at arbejde paa Inder- og Ydersiden af den samme Genstand.« Skov-Fladbælgen blomstrer i Juli og August. Svalerod. ( Vincetoxicuin albiitii) . Paa Skrænter i højtliggende Skove og paa Kratbakker tindes hist og her, hyppigst paa Bornholm og i det nordlige og nordostlige Sjælland, den hvidblomstrede Svalerod, der hører til Svalerodfamilien. Den har en opret Stængel, der bliver 1 — 2 Fod (30—70 Cm.) høj, med modsatte, kort- stilkede, hjerteformede Blade og regelmæssige femdelte Blomster, der sidder i Kvaste i Bladhjørnerne. Før Udspringningen er Kronfligene snoede. Blomsterne er hvide med lysegule Bikroner. De fem Støvtraade har sammenvoksede Støvknapper og de to Grifler et fælles Ar. Svaleroden blomstrer ved Midsommertid i Juni og Juli, og dens ejendommeligt byggede Støvdragere og Støvveje er ind- rettede paa Bestøvning ved Hjælp af Insekter. Men foruden de vingede Insekter søger ogsaa en Del af de krybende Smaa- insekter til dens Blomster. Blandt disse er især Myrerne uvelkomne, fordi de, selv om de fører noget Støv med sig fra en Blomst, dog altid vil have tørret dette af sig, inden de, efter en møjsommelig Vandring, naar hen til en anden. Til Værn mod disse ubudne Gæster tjener den Mælkesaft, som Svaleroden er saa rig paa. Efterhaanden som Myrerne kommer højere og højere op paa Planten, bliver dennes Over- hud tyndere, og snart naar de saa højt op, at deres skarpe 13 194 Kløer hvert Øjeblik beskadiger Overhuden, saa at Mælke- saften siver ud. Deres Kravlen hindres betydeligt af den fremrindende Mælkesaft, der klæber sig til deres Fødder og Bagkrop, og naar det oven i Købet hænder, at Myrerne i Vrede over denne Hindring, endog giver sig til at bide med deres Kindbakker i Stænglen, vælder Mælkesaften ud i saa- danne Masser, at det for mange Myrer bliver umuligt at redde sig ud af den hurtigsti vnende »Lava- strøm«. Foruden Stænglen indehol- der ogsaa Løvbladene Mælkesaft, og det er værd at lægge Mærke til, at jo nærmere Stængelstykker og Blade findes ved Blomsterne, desto rigere er de paa Mælkesaft. Nikkende Limurt. (Sihhæ mit ans). Hist og her paa Skrænter og paa Bakker mellem Krat findes en mærkelig, til Nellikefamilien hørende Plante: det er Nikkende Limurt. Den bliver henimod 1 eller lV2Fod (25— 45 Cm.) høj, har mod- satte, siddende, helrandede Blade og Blomsterne anbragte i en lang, en- sidig Top, sammensat af Kvaste fra de øvre Bladhj orner. Stænglen er opret, og under Blomstringen i Juni og Juli sidder de gulhvide Blomster og nikker paa deres smaa udstaaende Grene. Kronbladene er dybt kløvede med dobbelte, spidse Bikronblade, og Støvknapperne er violette. Hele Planten er dunet og desuden besat med smaa Kirtelhaar, af hvilke der udsondres en klæbrig Lim, der holder de vingeløse Insekter borte fra Blomsterne, idet disse krybende Smaadyr under deres Forsøg paa at trænge op ad Stænglen, snart vil blive Svalerod (Vincetoxicuni album). 195 hæng-ende fast. Saalidt som andre Blomster skotter nemlig Limnrten om at faa Besøg- af Myrer og andre krybende In- sekter, der er slette Bestovere, dels fordi de ikke flyver, men løber om fra en Blomst til en anden, og derved let taber Støvet, dels fordi de er saa smaa, at de kan be- søge mange Blomster nden at komme i Berøring med Støv- knapper og Ar. Botanikeren Kerner fandt over (JO Arter af Smaainsekter i den klæbrige Slim paa den nikkende Limiirt. Men heller ikke af de vingede Insekter ønsker den Besøg, saalænge Solen skinner, og Luften er lys, thi først efter Solnedgang- springer dens Blomster ud, og først da staar dens Støv- dragere og Ar beredte til at afgive og modtage Støv. Naar Solen staar op, ruller Limurten sine Kronblade sammen, de faar et mær- keligt foldet og rynket Ud- seende, som om de var visnede. Den indvendige eller øvre Side af Bladene, der er hvid, skjules, og den ydre, der er gulagtig graalig, kommer til Syne. Denne uanselige Farve, der giver Blomsterne et endnu mere vissent Udseende, er ikke fristende for Insekterne, som ogsaa trolig flyver Blomsterne forbi. Heller ingen Duft mærkes fra disse lidet iøjnefaldende Blomster, der ligesom upaa virkede af Solen synes at ligge i Dvale. Først efter Solnedgang begynder Blomsterne at leve. Kronbladene breder sig ud, Rynker og Folder forsvinder, de hvide Flader lyser i Aftenskumringen og udsender en bedøvende Vellugt, der minder om Hyacinther, medens ganske pludselig Stovtraadene forlænger sig, Støv- knapperne hæves op over Kronens Rør og aabner sig, og Nikkende Limurt (Silene nutans). 196 Støvet ligger nu saaledes, at Insekterne, der lokkes af Far- ven, af Duften og af Honningen, kan afstryge Støvet og føre det videre for at afsætte det paa andre Blomsters Ar. Men hvis Honningen var røvet om Dagen af de krybende Insekter, da vilde hverken de lysende Kronblade eller Duften være tilstrækkelig til at hidlokke de vingede Insekter, der skal besørge Bestøvningen. Saa snart Dagen atter gryer, ruller Limurten igen sine Kronblade sammen og holder sin Velhigt tilbage. Ogsaa til Beskyttelse mod Vejrliget har Naturen sørget godt for disse Blomster. Under Blomstringen bukker Blomsterstilkene sig, saa at Blomsterne bliver hængende og derved danner et beskærmende Tag over Støvdragerne, for at Støvet ikke skal blive fugtigt af Hegn og Dug, men naar Blomstringstiden er forbi, og Frugtmodningen begynder, retter Stilkene sig igen opad. Den nikkende Limurt findes hyppigst i Nordsjælland, paa Stevns og Møens Klint og paa Bornholm. At Frøene af Limurten, som mange andre Plantefrø, er i Stand til at vedligeholde deres Spiredygtighed i overordent- lig lang Tid, iagttog man for en 20 — 30 Aar siden ved Ud- gravninger i Laurionbjergene i Attika, hvor der lige fra Oldtiden havde været rige Bly- og Sølvværker. Efter at en 9 Fod (3 M.) høj Grusbunke var fjernet, opvoksede der nem- lig en Mængde Limurtplanter, der hidtil ikke var iagttagne i Omegnen af dette Sted. Frøene af disse Planter har sand- synligvis bevaret deres Spireevne under Gruset i 1000 Aar eller mere. SØER, AAER, SUMPE, GRAVE OG GRØFTER. I alle vore stillestaaende Yande, i Søer, Bække, Aaer, Sumpe, Grave og Grøfter findes en rig og ejendommelig Plantevækst, der fia Bunden skyder sine Stængler op til Vandets Overflade,, hvis Blade og Blomster ligger udbredte og svømmende paa Vandet og ofte ganske dækker store Strækninger af dette, for om Efteraaret at raadne bort. Men medens Isen dækker Vandene, bevarer Planterne deres Spirekraft for næste Foraar igen at skyde op. Alle disse Vandplanter er til Dels formede efter samme Monster med storcellede, glatte, helrandede Blade. De store Luftrum, som Bladene ofte indeholder, tjener til at formindske Vægtfylden, og derved dannes de saa kaldte F lydeblade. Disse er oftest meget brede, skjolddannede, hjerte-, nyre- eller ægdannede, deres Opgave er bl. a. at sikre Plantens Ligevægtsstilling paa Vandet, derfor er de temmelig tykke og faste og ud- mærket skikkede til at vugge paa Vandet og modstaa dettes Bevægelser. Spalteaabningerne findes kun paa Oversiden af Bladene, og da denne udskiller stærkt fedtholdige eller voks- agtige Stotfer, hvorved den skyer Vandet, beskyttes de derved mod Tilstopning. Bladene er derfor ogsaa ofte stærkt glin- sende. Ogsaa andre Dele af Vandplanterne har store, indre Luftrum, der staar i indbyrdes Forbindelse gennem hele Planten, og gennem hvilke Luften i Atmosfæren kan faa Adgang til selv de fjerneste Rodspidser og Rodknolde, da alle levende, underjordiske Dele — ligesom alle andre levende Dele — behover Luft — Ilt — for at kunne aande. 198 So-Kogleaks. (Scirpus lacuster). I Søer og- Vandløb vokser en anselig-, rank 2 — 4 Alen (160—250 Cm.) høj Plante, Sø-Kogleaks af Halvgræs- sernes Familie. I Forening med Tag- rør omkranser den Søerne og danner et gront Bælte langs Bækkenes Bredder. Den er ogsaa almindelig i Rørsnmpene, hvor man overalt mellem de enkelte Skud og Blade ser det klare Vand. Den har trinde, svampede, græs- grønne Stængler, der forneden er om- givne af uspaltede Skeder uden eller med korte Bladplader. De brune Aks er samlede i en Kvast, der tilsyne- ladende sidder paa Siden af Stænglen, idet den trænges til den ene Side af det største af Svøbbladene, der vokser ud i Retning af Stænglen og ligner en Fortsættelse af denne. Griflen bærer tre Ar, og Støvdragerne er indtil hen- imod Bestøvningstiden meget korte, da forlænger de sig ganske overordentlig hurtigt til haarflne Traade, paa hvis Spidser Støvknapperne hænger og ding- ler frem og tilbage færdige til at springe op og sende Skyer af Støv ud. I den løse Bund begunstiges Dannelsen af lange Roddei" og af lange vandrette Udløbere eller Rodstokke, fordi den Modstand, der skal overvindes under Væksten, er ringe. Disse lange Udløbere gør Sø-Kogleakset til en »social« Plante, det vil sige, gør den skikket til at danne Samfund. Den blomstrer i Juni og Juli, og det er dens Stængel, der anvendes til de saakaldte Sivmaatter. Sø-Kogleaks (Scirpus lacuster). 199 Iris. (Iris Pseudåcorus). Iris eller Sværdlilje, en af vore skønneste Fersk- vandsplanter, der midt i Sommerens Herlighed, i Juni og Juli, udfolder sine store, gule, elegantformede Blomster, finder vi almindelig voksende ^ed Bredderne af Søer, Aaer og Bække, i Damme og Rørsumpe, hvor det klare Vand ses Iris (Iris Pseudåcorus). mellem de enkelte Planter. Det er en kraftig Vækst at 2—3 Fods (60— 100 Cm.) Højde med store, stive, sværd- formede Blade, der ikke bøjes af det rindende Vand, men kløver det som et Sværd, hvorfor man ogsaa ofte vil se, at de vender den skarpe Kant mod Strømmen. Mellem disse stærke Blade skyder den hoje. ranke Stængel i Vejret, bærende i Bladhjørnerne de lange, gule, snoede Blomster- knopper, af hvilke den øverste først udfolder sin lysende 200 Krone »som en Fakkel til Tegn for Bierne om nu endelig at komme«. Blomsterdækket bestaar af seks gule Blade, af hvilke de tre store, der danner den ydre Kreds, har brune Striber. Der findes tre Støvdragere, en udfor hvert af de store Blomsterblade med udadvendte Støvknapper, og en Griffel, hvis tre store, gule, kronbladlignende Ar som et hvælvet Tag lægger sig henover Støvdragerne, der saaledes er udmærket beskyttede mod Regn, Dug og anden Væde. I Bunden af hvert Blomsterblad afsondres Honningen, og for at faa fat paa den, maa Insekterne bane sig Vej ind under det hvælvede Griffelblad. Som Vejvisere tjener de brune Striber, der fører lige ned imod Honninggemmerne, men paa Vejen afstryger Insekterne Støvet, der sætter sig fast i deres Haar- klædning. Belæsset med Støv og forsynet med lidt Honning fjerner Insektet sig for i en anden Irisblomst at finde mere af den søde Saft, og det hænder da let, at det under sit Arbejde for at trænge ned til ny Honninggruber afsætter noget af det medbragte Støv paa Gritfelbladets egentlige Ar- flig eller Arflade, der findes paa Griffelbladets nedadvendte Side, lidt længere ude mod dettes Spids, end der hvor Støv- knappen findes, saa at Insektet maa passere Arfligen, for det naar at komme i Berøring med Støvdrageren. Det er dog ikke alle Irisblomster, der er ens byggede, og man kan derfor iagttage endnu flere interessante Enkeltheder hos disse mærke- lige Blomster. »Hos nogle er Afstanden mellem Kronblad og Griffelblad saa stor, at mange Insekter kan krybe ned uden at berøre Arret. Hos andre er de to Blade trykkede saa tæt op til hinanden, at kun meget smaa Insekter kan slippe ned og udføre Bestøvningen, som omtalt, medens der- imod de store Humler, der fortrinsvis besøger Sværdliljen, finder denne Vej lukket og først efter lang Søgen opdager, at de fra Siden gennem en ganske lille Aabning kan stikke Snabelen ned til Honningen, men de berører da altsaa hver- ken Støvdragere eller Ar. Den første Form af Blomster passer derimod udmærket til Humlen. Den vandrer ned og stryger sin Ryg først mod Ar og derefter mod Støvknap. 201 Men hvis den nu, efter at have mættet sig, gik baglængs ud og saa gentog Forsøget paa det næste Kronblad, saa vilde Arrene modtage Stov af den samme Blomst; dette finder ikke Sted. Naar Insektet vil besøge det næste Honning- gennne, forkorter det sig Vejen ved at gaa sidelængs over paa det næste Kronblad, hvorved det altsaa kun berører den tilsvarende Støvknap; dette kan ske endnu en Gang, og nu trækker det sig tilbage forbi Arrets Bagside, der ikke er klæbrig og derfor ikke kan modtage Støv, og flyver derefter hen til en n}^ Blomst, hvis Ar altsaa modtager det frem- mede Støv.« Sværdliljen er en fleraarig Plante med en vandret Jord- stængel eller Eodstok, der ofte danner store Tuer. Den hører til Irisfamilien. Frøspredningen foregaar fortrinsvis ved Vandets Hjælp, idet Froene er lettere end Vand og holder sig længe flydende. De store Frø's forholdsvis ringe Vægtfylde beror paa, at Frøskallen ikke slutter tæt til Frø- hviden, men er adskilt fra denne ved et luftfyldt Mellemrum. I de fleste danske Provinser er den kendt under Navnet :>Flæg«, der dog ogsaa tillægges andre lignende Vandplanter som Dunhammer og de større Arter af Kogleaks og Star; paaF}!! kaldes den Flægrose. Dens russiske Navn »Perinka« er et almindeligt Kvindenavn i Eusland. Ligesom store og fornemme Mænd i Middelalderen ofte benævnedes efter de vilde Dyr i Skoven — som Ulv og Bjørn — , saaledes kaldtes Kvinderne undertiden efter Markens vilde Planter, hvilket endnu er Skik blandt de slaviske Folkeslag. Evighedsblomsten — Gnaphalium — kaldes i Eusland »Smilja«, et meget al- mindeligt Kvindenavn, ligesom »Alrune«, den tyske Benæv- nelse for Galnebær — Atropa Belladonna — , er et gammelt germansk Kvindenavn. Vand-Pileurt. (Polijgonum amphihium). I Søer og Damme vokser Vand-Pile urt, der dog ogsaa findes voksende paa Bredderne af disse Vande, ved Eanden 202 af vaade Grøfter og paa fugtig- Lerjord. Det er saaledes en amfibisk Plante, der ogsaa optræder under to Former efter de forskellige Voksesteder. Hvor den forekommer svøm- mende paa Vandet, er den eu meget smuk Plante med flydende eller nedsænket Stæn- gel, bredt lancetformede glatte Blade med kræmmerhusformede, hindeagtige Akselblade, der som en Skede omslutter Stænglen. Det er Flydeblade, der er udmærket skikkede til at vugge paa Vandet og* modstaa dettes Bevægelser. De smukke ro- senrøde Blomsteraks hæ- ver sig op over Vandets Overflade. Hvor den derimod forekommer voksende paa Land, er Stænglen opret, Bladene kort- stilkede, overalt haarede og ru, de kræmmerhusformede Aksel- blade er stivhaarede og Blom- sterakset noget længere. Denne Tillempning efter Voksestedet har sin store Betydning for Plantens Bestøvning. I Bunden af de smaa femdelte Blomster finder en rigelig Afsondring af Honning Sted, men da Honnin- gen ikke er beskyttet ved sær- lig udviklede Apparater paa Blomsterdækkets Blade eller ved kan Smaainsekterne let faa fat paa ogsaa gerne. De smaa flyvende Insekters Besøg er ikke Planten uvelkomne, de sætter sig med Lethed i Besiddelse af Honningen, men de maa tillige foretage Krydsbestøvningen, da de, naar de kommer flyvende Vand-Pileurt (Polygonum amphibium) disses Form og Stilling, den, og de opsuger den 203 til Blomsten, støder imod Arrene, der naar frem over Blomster- dækket, og- mod Støvknapperne, der skjnles i dette. De vingeløse Insekter derimod vil ikke gøre sig den Ulejlighed at krybe op over Blomsterdækkets Rand, men henter sig Honningen paa en nemmere Maade, nemlig gennem de Spalter, der findes mellem Blomsterdækkets Blade; de kommer derved ikke til at udføre nogen Bestøvning, men stjæler Honningen uden at yde Planten nogen Erstatning. Da nu hos Yand-Pile- urten Støvknapper og Ar i samme Blomst udvikles til for- skellig Tid, er Selvbestøvning umulig for den, og de smaa krybende Insekters Besøg vilde saaledes være den til stor Skade. Den behøver dog ikke at fiygte for deres Besøg, da den ved sin isolerede Stilling i Vandet er beskyttet mod de vingeløse Insekter. Ligesom alle i Vand og Sumpe voksende Planter, mangler derfor ogsaa den i Vandet voksende Form af Vand-Pileurten de Beskj^ttelsesmidle]-, der ellers saa ofte tjener Planterne til Værn mod opkrybende Dyr; naar Vand- Pileurten derimod forekommer under Forhold, hvor den iso- leiende Vandmasse ikke længer tjener den til Beskyttelse, da udvikles der andre Beskyttelselsesmidler hos den. Medens Vandformen saaledes er glat baade paa Stængel, Blade og Akselblade, saa er disse Plantedele hos Landformen beklædte med talrige lange, vandret udstaaende Haar, der hindrer de vingeløse krybende Insekter fra at naa op til Blomsterne. Den hører til Syre- eller Skedeknæfamilien og blomstier i Juli, August og September. Svømmende Vandaks. (Potamogéton natans). En almindelig Plante i Søer og Damme, sjældnere i rindende Vande, er Svømmende Vand aks, en ægte Vand- plante med langstilkede, svømmende, læderagtige Blade, livis Plader er ovale, helrandede og hjerteformede ved Grunden, medens de underste Blade, der er nedsænkede i Vandet, er ganske smalle. Oi) over Vandet hæver sig de 204 tomnielange Aks, der indeholder de smaa tvekonnede Firtals- blomster, paa hvis Støvdragere Knapbaaiidet, der fæster Støv- knapperne til Støvtraadene , er meget bredt. Den blomstrer i Juni, især dog senere paa Sommeren i Juli og August, og Støvet føres da dels ved Vinden fra Blomst til Blomst, dels ved Vandet fra den ene Plante til den anden. Frugterne modnes nede i Vandet, i hvilket de afblomstrede Aks ned- sænkes ved en Nedkrumning af Aksstilkene. Da Frugterne er lettere end Vandet, idet der mellem Frøenes Celler findes større og mindre Luftkamre, og saaledes i længere Tid kan holde sig flydende, bliver de let spredt ved Fuglenes Hjælp, idet de, fortærede af Fuglene, gaar spiredygtige igennem disse og- saaledes føres rundt til njdig gravede, ganske [ensomt beliggende Vandhuller og Mergelgrave, hvor den svømmende Vandaks altid meget snart indfinder sig. For Fiskene er disse Planter til stor Nytte, de skjuler sig under dem og af- sætter deres Æg paa dem. Deres Fro spises af Ænderne. Undertiden optræder den i en saadan Mængde, at dens Blade kan dække Grøfter, Vandhuller og Damme i den Grad, at man næsten intet Steds kan se Vandet. Den svømmende Vandaks hører til Vandaksfamilien, til hvilken Familie alle de i Havet voksende Blomsterplanter horer. Ved Tør- ring bliver den brun. Den optræder ret hyppig som Land- form og da især paa Steder, hvor de ydre Forhold hindrer en stærk Transpiration, f. Eks. i fugtige Tørvemoser, hvor Luften paa Vegetationens Overflade stedse er ret fugtig, og paa den beskyggede Side af Grøfter og Tørvegrave. Vejbred-Skeblad. (Alis in a Plantågo). En Vandplante, der er ligesaa almindelig som Svømmende Vandaks, men holder sig mere til Søernes og Bækkenes Bredder, til vandrige Grøfter og Rorsumpe, er Vej b red - Skeblad. Stænglen bliver fra 1—3 Fod (30—90 Cm.) høj Vejbred-Skeblad (Alisma Plantago). 205 og har rodstillede hjerteformet -æg for mede Blade med et tydeligt Aarenet, men er ellers bladløs. Derimod bærer den en Blomsterstand, der danner en stor pyramideformet Top med kransstillede Skærme paa lange Grene. Blomster- dækket bestaar af seks Blade, der sidder i to Kredse, hvoraf de i den yderste er gronne, de i den inderste lyslilla, ved Grunden gule. Honningen udskilles i 12 Draaber i Bunden af Blomsten, der især modtager Besøg af forskellige Fluer, ved hvis Medvirken baade Fremmed- og Selvbestøvning finder Sted. Stænglen og Bladene er ikke flydende, men vokser opad; paa d3'bere Vand bliver de Blade, der ikke naar op over Vandet, linjeformede, hvilket rimeligvis staar i For- bindelse med det svagere Lys i Vandet. Den blomstrer i Juni, Juli og August og hører til Skebladfamilien eller Blomstersivene. Frøene, der er lettere end Vandet, gaar først til Bunds efter flere Dages Forløb. Vej bred- Sk eb lad gaar ogsaa under Navnene Vandvej bred og »Godtraad«. Den tykke Rodstok indeholder en skarp Saft. Almindelig Frøpeber. (Batruchiuni aquåtile). Almindelig Fropeber eller Vand-Ranunkel er en Vandplante af Ranunkelfamilien. Navnet Ranunkel kom- mer sandsynligvis af det latinske Ord Rana, der betyder Fro, og er formodentlig tildelt denne Familie, fordi saamange hertil horende Planter, og da navnlig af Ranunkelslægten, vokser paa sumpede Steder. Den vokser baade i stillestaaende og i rindende Vande, i Søer, Damme og Aaer, men opholder sig desuden ofte paa fugtig Jord f. Eks. ved Randen af Damme og i udtørrede Grøfter og Vandhuller. Stænglerne er svommende, og Bladene dels svømmende, dels nedsænkede i Vandet. De første. Flydebladene, er nyreformede og lap- pede, de sidste har børsteformede, mangedelte Flige. Paa temmelig lange Blomsterstilke, der efter Afblomstringen bøjer sig bueformet tilbage, sidder de regelmæssige femdelte Blomster, 206 hvis Bægerblade er meget mindre end Kronbladene, der er hvide med gnl Negl. Ved Grunden af hvert Kronblad findes en aaben Honninggrube. Støvdragerne er talrigere og længere end Støvvejene. Naar alle Blomsterne kommer op over Vandfladen, foregaar Bestøvningen ved Hjælp af In- sekterne, der opsøger de smaa Honninggruber, men naar Vandet er saa dybt, at Blomsterne bliver under Vandfladen, Almindelig Frøpeber (Batrachium aquatile). da er de indrettede paa en ganske særlig Maade og hører til de saakaldte »klandestine« — eller »kleistogame« — , det vil sige, altid lukkede Blomster. Bægerbladene, der her er ligesaa store som Kronbladene, er opadrettede og sammen- bøjede og indeslutter en lille Luftblære, i hvilken Bestøvningen foregaar, og Frugten, der bestaar af talrige Smaanodder, kan nu danne sig. Blomsterdækket hos Frøpeberens klandestine Blomster falder saa let af, at det river sig løst, naar Planten trækkes op af Vandet, hvilket ikke finder Sted hos de al- 207 mindelige Blomsterfor- mer. Hos samme Plante kan godt forekomme begge Slags Blomster. Den blomstrer hele Som- meren fra Maj til August og er meget almindelig. Ligesaa hyppig fore- kommer i Tørvemoser, ved Grøfter, Søbredder og Damme, den stærkt grenede , bleggrønne Tigger-Ranunkel (Ranunculus sceleratum). Det er en næsten glat 1/2-1^/2 Fod (15-50 Cm.) høj Plante med hul, op- ret Stængel, de haand- delte Blade er glinsende og de talrige, smaa, bleggule Blomster sid- der paa furede Stilke. Den blomstrer i Juni, Juli og August og inde- holder en giftig, bidende Saft, efter hvilken den har faaet Navn, idet Tiggere i gamle Dage anvendte den til at trække Blærer og Huller paa Huden, for flerved at op- vække Medlidenhed. Tigger-Ranunkel (Ranunculus sceleratum). Hvid Aakande. (Nymphaéa alba). En af Danmarks skønneste vilde Planter er den hvide Aakande eller Nokke rose, der i Juli og August udfolder sine store, snehvide Blomster i vore Søer, Aaer, Bække og Voldgrave. Fra store, krybende Mellemstokke, der er ned- 208 sænkede i Dyndet, skyder de lang-e. trinde, bløde Blad- og Blomsterstilke i Vejret op til Vandets Overflade, hvor de store Blade og- Blomster ligger ndbredte. Bladene, der er hjerteformet-kredsrunde og- helrandede, er Flydeblade, særlig egnede til at modstaa Vandets Bevægelser og lade sig vugge op og ned. Spalteaabningerne findes kun paa Oversiden af Bladene, og de beskyttes mod Tilstopning af Vand, idet denne ved en stærk Voksafsondring skyer Vandet. Bladene Hvid Aakande (Nymphaea alba). er derfor ogsaa ofte glinsende. Stilkenes Længde retter sig efter Vandets Dybde, naar Bladpladen har naaet Vandfladen og er kommen i Berøring med Luften, hæmmes Væksten. I Begyndelsen er de rullede ind fra Yderkanterne mod Midten, og i den første Tid eftei- at de har foldet sig ud, er de rød- brune, senere bliver Oversiden grøn. Blomsterne, der i Størrelse overgaar alle andre danske Planters, idet de i Tværmaal bliver indtil 4 Tommer (10 Cm.), har fire Bægerblade, hvis Underside er grøn, spillende i det rødlige medens Oversiden er hvid, og talrige skinnende hvide 209 Kronblade, cler sidder i flere Kredse og ind imod Blomstens Midte aftager i Størrelse (Afb. 1, 2). Kronbladene danner Overgang til StøA^dragerne, saa at disse to Bladkredse umærke- lig gaar over i hinanden, idet de inderste Kronblade ofte bærer en Støvknap paa Spidsen, eller Støvtraadene er flad- trykte og kronbladlignende (Afb. 3). Der er mange Støv- dragere og en flerrummet Støvvej med et mangestraalet blivende Ar. Om Natten lukker Blomsterne sig og glider ned under Vandfladen, hvorved de beskyttes mod Nattekulden. Bestøvningen foregaar ved Insekter. Den kugleformede Fi'ugt (Afb. 4), der ligner en Valmuefrugt, men er et Bær, inde- holder talrige smaa Frø, som svømmer i Vandet og føres omkring med Vandstrømningei-ne ved Hjælp af Luftblærer, der dannes omkring dem under Modningen. De grønne Frø overvintrer paa Bunden af Vandet, hvor Temperaturforholdene ikke er saa store Forandringer underkastede som i Luften. I Hvidkilde So paa F}ni findes en Form, hvis Kronblade paa Undersiden er svagt rosenrøde, og i Vestborg Sø paa Lolland vokser en Del hvide Aakander, hvis Blomster og Blade kun er halvt saa store, som hos den almindelige Nøkkerose. Den hører til Aakandefa milieu, der udmær- ker sig red. at alle de til den hørende Arter har antaget samme Ydre i Harmoni med de samme Livsvilkaar. Det er derfor ogsaa interessant at studere Planterne af denne Familie, fordi de Kendetegn, hvorefter Arterne bestemmes, er saa tydelige, og fordi ingen, i de Lande i hvilke de findes, kan undlade at lægge Mærke til dem. Den hvide Aakandes Ud- bredelse strækker sig fra Algier saa langt mod Nord som til Lapland, derimod mangler den paa Færøerne og Island. Den findes baade paa Nord- og Sj^dsiden af Alperne, paa begge Sider af Pyrenæerne og paa Øerne i Middelhavet. Den vokser paa de britiske Øer, paa Shetlandsøerne og Hebriderne, derimod mangler den mærkelig nok paa de Skotland langt nærmere liggende Orkneyøer. Dens latinske Slægtnavn, Nymphaea, saavel som det egentlig norske Navn, Nokkerose, viser, at denne Plante fra 14 210 gammel Tid har været helliget Flodguclerne. Nøkken eller Strømkarlen, som han hedder i Sverrig, bor mellem Nøkke- roserne, og naar han i de lyse Midsommernætter stiger op paa deres Blade, fortryller han den ensomme Vandrer med sit Strængespil. Saa vel de gamle Indiere, som Ægypterne, Kineserne og Japaneserne fremstiller deres Flodguder paa Blade af Planter, der hører til denne Slægt. Den hvide Aakande har altid været en yndet Plante i Sagnene. Det er dens brede Blade, der tjener de smaa Alfer som Baade, naar de i stille Maaneskinsnætter sejler ned ad de mørke Vande. Gul Aakande. (Nuphar lideuin). Sammen med Nokkerosen eller alene findes ofte i Søer, i Aaer og Grave den gule Aakande, hvis Blade er lang- agtigt nyreformede, grønne paa begge Sider og sidder paa Gul Aakande (Nuphar luleura). afrundet trekantede Bladstilke. Blomsterne, der ligesom Bla- dene, er meget mindre end hos Nokkerosen, idet de kun bliver 1 — 1^/2 Tom. (3—4 Cm.) i Tværmaal, har fem store, gule Bægerblade og mange gule Kronblade, der er meget mindre og mørkere end Bægerbladene. De mange gule Støv- dragere har flade Støvtraade. Saa vel Bæger- som Kron- bladene har en ejendommelig ret behagelig Lugt. Den gule Aakandes Blade og Blomster svømmer paa Vandet ligesom 211 Nøkkerosens, og den forekommer ligesom denne almindelig, dog ikke i alle Egne af Landet. Den vokser saaledes ikke paa Bornholm, hvortil nu Nokkerosen, der dog i ældre Tider skal være funden paa Øen, paa ny er indført. Den gule Aakande begynder allerede at blomstre i Juni og vedbliver saa at blomstre i Juli og August. Under dens udbredte Blade søger Fiskene Skygge og Læ. Ligesom den hvide Aakande har den en overordentlig stor Udbredelse over Ev- ropa, den vokser i utallige mindre og større Vande paa begge Sider af de store Bjærgkæder, og fra Amerika strækker den sig mod Øst over Stillehavsøerne til Japan. Den i Tyrkiet velkendte kølende Drik, Pufer å ciceghi, tilberedes af den gule. Aakandes ^ Blomster. ^£^ ?^ Almindelig Vandspir. (Hippuris vulgåris). Temmelig hyppig i Aaer, Bække, Grøf- ter, Damme og Søer er Almindelig Vand- spir eller Hestehale, af hvis oprette Stæn- gel den øverste Del ses ovenover Vandfladen, paa dybere Vand er den dog undertiden helt nedsænket i Vandet. Stænglen, der kan blive flere Fod (15 — 100 Cm.) høj, er udelt, rank med talrige Kranse af 8 — 12 linjefor- mede, udstaaendeBlade med bruskagtig Spids. I Juli og August udfoldes dens Blom- ster, der sidder i Bladhjørnerne og er meget smaa og ufuldstændige, idet de kun bestaar af et ganske lille hindeagtigt Bæger og én rødbrun Støvdrager og Støvvej. Den vokser ogsaa hyppig paa sumpede Steder i Nærheden af Bredderne, og Bladene bliver da kortere og stivere, idet det er Vandets Indvirkning, der fremkalder Almindelig Vandspir (Hippuris vulgåris). 14* 212 deres Form og- Beskaifenhed. Det er dens stive spirformede Udseende, der har givet den Navnet Yandspir. Undertiden forveksles den med Padderokke eller Skavgræs. Tykbladet Ærenpris. (Ver6)nca Beccabunga). Til de Maskeblomstrede horer Tykbladet Æren- pris, der vokser ved Kildevæld, i Bække og i vaade Grøfter. Den trinde Stængel er opret eller opstigende med {^. A /l^ Tykbladet Ærenpris (Veronica Beccabunga). kortstilkede Blade, der er kødfulde, ovale og svagt takkede. Blomsterne sidder i modsatte Klaser, der udgaar fra Bladhjørnerne og bestaar af en regelmæssig firdelt Krone med to Støvdragere. Kronerne er mørkeblaa, sjældnere blegrøde. Den tykbladede Ærenpris hører til de saakaldte protogyne Planter, idet Arret er i Stand til at modtage Støvet, førend Støvdragerne i samme Blomst har aabnet deres Knapper. Naar disse er modne, er Arret ofte visnet. Der Vand-Klaseskærin (Oenanthe fistulosa). 213 vilde altsaa ikke finde nogen Bestøvning Sted, hvis ikke In- sekterne bragte Stevet fra de ældre Blomster til de yngres Ar. Den tykbladede Ærenpris, der ogsaa kaldes »Lemmike*, bliver fra ^/2— V/2 Fod (15— 50 Cm.) høj og forekommer meget almindelig især ved Kildevæld, hvor Bladene, der kan spises som Salat, findes frisk grønne hele Vinteren. Knop-Siv. (Juncus conglomeråtus) . Almindelig i Grøfter, i Tørvemoser, paa side Enge og fugtige Marker er Knop- Siv, hvis Stængler, der bliver 1 — 2V2 Fod (30—80 Cm.), er samlede i Tuer. Stænglerne er fint stribede, mat grønne og ved Grunden omgivne af lyse- brune Skeder. De uanselige Blomster er samlede i en tæt, brun, næsten kugleformet Blomterstand, der tilsyne- ladende sidder paa Siden af Stænglen, idet den forneden støttes af et Hylsterblad, der vokser ud i Linje med Stænglen og ligner en Fortsættelse af denne. De har kun tre Støv- dragere i Modsætning til de andre Sivplanter, der i Reglen har seks, og Bestøvningen foregaar ved Vindens Hjælp. Knop-Sivet horer til Sivfamilien og blomstrer i Juni og Juli. I tidligere Tider brugtes Marven til Lampevæger, derfra stammer Navnet Ly se siv. Vand-Klase skærm. (Oenanthe fistulosa). En almindelig Vandplante i vaade Grøfter og Bække, ved Aabredder og i Kær, er Vand-Klases kær m ogsaa kaldet Pibet Klaseskærm, der hører til de Skærm- blomstredes store Familie. Det er en svag, opstigende, blaagron Plante af 1— IV2 Fods (30—50 Cm.) Højde med lange Udløbere og hule, oppustede Stængler og Blad- stilke. Af Stængelbladene er de nederste 2—3 dobbelt Qer- snitdelte. De smaa hvide Blomster, der har et rødligt 214 Skær, er samlede i Skærme, af hvilke den først udviklede bestaar af 2— 3 Smaaskærme med frugtbare Blomster, medens de senere udviklede er sammensatte af 4 — 10 Smaaskærme med ufrugtbare Blomster. Den blomstrer sent paa Sommeren i Juli og August, og Bestøvningen foretages af Insekter, dog kun af de kortsnablede, som Fluer og Biller, der med Lethed kan faa fat i Honningen, der ligger ganske fri eller kun lidet gemt i de fladt ud- bredte, aabne Blomster. Som de fleste Skærmplan- ters Blomster, er ogsaa Vand-Klaseskærmens lugt- løse, hvilket er i god Over- ensstemmelse med, at hver- ken Fluer eller Biller har Sans for Vellugt. Pilebladet Kattehale. (Lythrum SaUcåria). Til den ganske lille Kattehalefamilie hører Pilebladet Kattehale, der i Juli og August ud- folder sine smukke, røde Blomster ved Aa- og Sø- bredder, i Moser og vaade Grøfter. Den har en opret, kantet, 2—3 Fod (50—100 Cm.) høj Stængel med lan- cetformede , helrandede Blade, der er hjerteformede ved Grunden og enten sid- der spredte eller i tretallige Kranse. Blomsterne er Pilebladet Kattehale (Lythrum Salicaria). samlede i et langtAks, 215 har seks Bægerblade, mellem hvilke der sidder seks Bibæger- blade, seks store, purpurrøde Kronblade, tolv Støv- dragere af forskellig Længde, siddende i to Kredse og én Grittel med udelt Ar. Kattehalens Blomster er »trimorfe«, hvilket vil sige, at der findes tre Slags Blomster: en Form med lang Griffel og de to Stovdragerkredse kortere end Grillen, den saakaldte langgrif lede Form; en Form, hvor Griflen er kortere end begge Støvdragerkredse — den kort- griflede Form og endelig en tredje Form, hvor Griflen er længere end den ene og kortere end den anden Stovdrager- kreds — den mellem grifl ede Form, Ved Forsøg af Darwin er det godtgjort, at kun de Bestøvninger fremkalder fuldstæn- dig Frugtdannelse, der foregaar fra én Blomst, den bestøvende, i hvilken Støvdragernes Højde svarer til Arrets Højde i den anden Blomst, den bestøvede. Da det nu er en Kendsger- ning, at en -Krydsning af Blomsterne ved Bestøvningen er det heldigste for Frødannelsen, har Naturen hjulpet dem til at naa denne Krj^dsning ved at anbringe de Blomsterdele, der skal virke sammen ved Bestøvningen, i samme Højde i de forskellige Blomster. Naar et Insekt besøger flere for- skellige Former af disse Blomster, vil nemlig de samme Dele af dets Legeme komme i Berøring med Støvknapperne i den ene og med Arret i den anden Blomst, og der vil saaledes være Mulighed for en gunstig Bestøvning. — Paa de oven- nævnte fugtige Voksesteder forekommer den pilebladede Katte- hale almindelig. SANDMARKEE, HEDEE, BAKKEE OG DIGEE. Ligesom Engene og de frugtbare Mnldjordsmarker, som de skyggefulde Skove, de stillestaaende og de rindende Vande har deres særlige Plantevækst, saaledes har ogsaa de tørre Heder, de sandede Marker, de solaabne Bakker og Digerne, der ligger udsatte for Blæsten, en ejendommelig, af Vokse- stedet præget Plantevækst. Sandkornene har kun en ringe Sammenhængskraft, og jo større de er, desto ringere er denne, derfor er Sandjorden ogsaa løs Jord, gennem hvilken Regn- vandet let synker ned. Dens Vandholdighed er da ogsaa i Almindelighed kun ringe. Da den i Reglen hurtig udtørres, opvarmes den ogsaa hurtigt og højt ved Solvarmen, men om Natten afkøles den til Gengæld meget stærkt, hvorfor For- skellen mellem Dag- og Nattemperaturen ogsaa kan være overordentlig stor. De sandede Jorder bedugges ogsaa let og stærkt om Natten, hvilket spiller en vigtig Rolle for deres Vandholdighed og derigennem for deres Plantevækst. Disse Forhold bevirker ogsaa, at Planter paa Sandjord lettere lider af Frost. Ligger de sandede Jorder tillige højt, øver Blæsten en betydelig Virkning. For at beskytte Bladene mod hurtig Fordampning, mod Blæst og Frost, er de hyppig haarede, graafiltede og tykke. Sandskæg. ( Weingårtnéria canéscens) . Paa Sandmarker, der ofte ligger højt og tit i Nærheden af Stranden, vokser en Del Planter, der synes at foretrække 217 saadaime sandede, tørre og magre Jorder, idet de bliver fro- digere og findes rigeligere her end andre Steder. Af Græs- sernes store, vidt ndbredte Familie er saaledes den lille tueformede Sandskæg almindelig i alle Landets magre Egne, paa tørre, sandede Marker og i Klitter. Den kendes let paa sin blaagrønne Farve, paa sine IV2 Kvarter (10 — 15 Cm.) høje, tueformet samlede Straa og paa de stive, børste- formet oprette Blade. Eftersom Luftens Tørhed tiltager, ruller den sine Blade ind og opnaar derved, at den transpirerende Overflade, paa hvilken der findes Spalteaabninger, bliver und- draget Fordampningen ; Spalteaabnin- gerne, der desuden er anbragte i Furer, indesluttes saaledes mere eller mindre i »vindstille« Rum. I fugtigt Vejr breder Bladene sig igen ud. Blomsterstanden er en Top med toblomstrede Smaaaks. Paa Dækbladet findes en knæ- bøjet, opefter kølleformet Stak, som udgaar fra Grunden af Bladet. I hver Blomst sidder tre Støvdragere med lange, fine Støvtraade, der er befæstede til Midten af de letbevægelige, purpur- rode Støvknapper. De store Bladskeder, der omslutter Blomsterstanden lige til Udspringningen, er et godt Værn mod Vinden. Da Sandskæg, som alle Græsser, bestøves ved Vindens Hjælp, hører dens Støv til det »flj^-ende« Støv, der ikke er klæbrigt ;, da det ikke skal føres bort af Insekter, men udkastes i Luften ved Støvknappernes Op- springning for at flyve hen paa Arrene, der er store, for lettere at kunne opfange det. Rødderne er meget lange, men overordentlig fine, hvorfor Planten sidder meget løst i Sandet og med Lethed rykkes op. Den blomstrer i Sandskæg (Weingårtneria canescens). 218 Juli og August og holder sig gren hele Vinteren, og der synes ikke at indtræde nogen Hvile eller Standsning i dens Vækst undtagen den, der skyldes Vinterens lave Temperatur, og selv midt om Vinteren fortsættes Væksten straks, naar der indtræder tilstrækkelig Mildhed. Rødknæ. (Runiex Acetosélla). Til Skedeknæfamilien horer Rød knæ ogsaa kaldet R 0 d - S k r æ p p e. Den ligner den paa Marker og Enge voksende Syreskræppe, men er meget mindre og spinklere. Stænglen er ^/2— 1 Fod (15— 30 Cm.) høj og bærer linje-lancet- formede Blade, der sædvanlig har to udskaarne Flige ved Grunden og til- bagebojet Rand. Blomsterne, der er samlede i en topformet Blomsterstand, har tre ydre smaa og tre indre større Blade, der alle er rødliggrønne. Blom- sterne er tvebo; Hanblomsterne har seks Støvdragere, Hunblomsterne tre penselformede Ar, der er godt skik- kede til at opfange Støvet, som af Vinden føres hen til dem. Den hinde- agtige Skede, der findes ovenfor Bla- denes Grund og omslutter Stænglen, det saakaldte Kræmmerhus, er hos Rødknæ hvidlig og laset. H e 1 e P 1 a n- ten er ofte mørkerød og udmærker sig ved at have knopskydende Rødder. Naar den vokser paa Lyngheder, bliver den mindre og mere smalbladet end ellers. Den blomstrer i Juni og Juli og er almindelig paa sandede Marker og tørre Bakker. Den er et ret skadeligt Ukrudt og findes ofte i saadan Mængde, at Markerne faar et helt rødt Udseende. Rødknæ (Rumex Acetosélla). 219 B akke -Nelliken. (l)ianthus deltoXdes) . Bakke-Nelliken horer til Nellikefamilien og- har, som alle Planter af denne Familie, modsatte, helrandede og siddende Blade. Hos Bakke-Nelliken er de linjeformede, om- trent 2 Tom. (5 Cm.) lange, ru i Randen og frisk grønne. Den har flere ^2—1 Fod (15— 30 Cm.) lange Stængler. Blom- sterne sidder enlige paa Grenene og har smukke rosen- røde Kroner med hvide Prikker, en mørkere Ring i Svæl- get og takket Krave. Bægeret er rørformet, femtandet og ved Grunden omgivet af nogle stive, hindeagtige Skæl, hvis Bestemmelse sandsynligvis er den at værge Blomsten mod Tyveri af Honningen. Saadant udføres nemlig undertiden af Insekter, især af Humlerne, idet de ikke henter Honningen paa ærlig Vis gennem Blomstens Aabning, men for Nemheds Skyld bider Hul paa Siden af Blomsten og derigennem stik- ker deres Sugeredskab ind. Dette sker især ved Blomster, i hvilke Indgangen til Kronroret er noget snæver, men er na- turligvis uheldigt for Planten, fordi den paa denne Maade mister sin Honning uden at opnaa det, hvorfor den har dannet den: nemlig at Insekterne, idet de søger Honningen, samtidig" fører en Portion Støv med sig fra en anden Plante. Men de stive, hindeagtige Bægerskæl kan Bierne ikke gen- nemtrænge, saa de pænt maa gaa ind den anden Vej. Bakke- Nelliken blomstrer i Juni , Juli og August og er temmelig almindelig paa tørre, sandede Marker og i Klitter. Den findes ogsaa hyppig paa Muldvarpeskud, hvis løse, mørke Jord, der er tørret og opvarmet af Solen, den synes at ynde. Tjærenelliken. (Viscåria viscosa). Ikke saa almindelig som Bakke-Nelliken, men meget iøjnefaldende ved sine purpurrøde Kroner, er Tjærenelliken, der ligeledes hører til Nellikefamilien. Den oprette, glatte Stængel er under Leddene, hvor Bladene er 220 fæstede, brunagtig- og meget klæbrig. Bladene er linje- lancetformede. Blomsterkvastene er samlede i en mangeblomstret Top, de enkelte Blomster har rødligt Bæger, smukt purpurrøde Kronblade, der er svagt udrandede og en Bikrone, hvis Bestemmelse sandsynligvis er at beskytte Støvet og Honningen, og blaa- lige Støvknapper. Den klæbrige Lim paa Stænglerne tjener til at værne Blomsterne mod Besøg af »ubudne Gæ- ster«, det vil sige saadaune Smaain- sekter, der gerne vil have Blomsternes Honning, men ikke yder Planten noget nyttigt Arbejde ved at bringe den Støv fra andre Planter til Lon for Hon- ningen, som de flyvende Insekter gør. Til saadaune ubudne Gæster hører Myrerne og Bladlusene, der vel er i Stand til at føre noget Støv med sig, men dette stryges af dem igen paa deres Yandringer fra den ene Blomst til den anden, ned ad den ene. Stængel og op ad den anden. Hvor vigtig denne klæbrige Afsondrig er for Tjære- nelliken, ser man bedst deraf, at Bo- tanikeren Kerner paa en eneste Blom- sterstand af denne Plante samlede 64 Eksemplarer af Smaainsekter, der sad fast i Limen paa Stænglen. Til dens velkomne Gæster hører blandt andre Bierne, der søger den i Mængde. Tjære- nelliken bliver l—V/z Fod (20—45 Cm.) høj, den blomstrer i Maj og Juni og er ikke sjælden paa Bakker og tørre Marker, og da der gerne vokser mange Planter sam- men, danner den store, skinnende røde Pletter. Den kaldes- ogsaa >Tjæreurt«, »Begurt« eller >Tjære-Pragtstjerne« Tjærenellike (Viscaria viscosa). 221 Nikkende Kobjælde. (FuJaafila praténsisj. Til Ranuiikelfamilien hører Nikkende Kobjælde med gruiidstillede, tredobbelt fjerdelte Løvblade og haandsriit- delte Svobblade paa Stæng- len, der nnder Blomstringen er kvarterhøj (8-20 Cm.), men ved Frugtmodningen mere end fodhoj (indtil 40 Cm.). Hele Planten er silkehaaret. I Spidsen af Stænglen sidder en enlig, stor, klokkeformet Blomst uden Krone, men med morkeviolette, i Spid- sen tilbagerullede Bæger- blade, der ei' lidt længere end de talrige Støvdragere, over hvilke de danner et beskyttende Dække , idet Blomsterstilkene under Blomstringen er nikkende, saa at Blomsten bliver hængende og danner et Tag over Støvdi-a gerne, hvorved disse hindres fra at blive fugtige af Regn eller Dug; men naar Blom- stringstiden og Støvspred- ningen er forbi, og Frugt- modningen begAiider. retter Blomsterstilken sig igen i Vejret. Man har iagttaget, at den blaa Farve kun er lidet tiltrækkende for In- Nikkende Kobjælde (Pulsatilla pratensis). 222 sekterne, men herpaa bødes der ved, at Blomsterne er tem- melig store, og ved at de udfolder sig, inden Løvet er videre udviklet, hvorved de bliver mere iøjnefaldende. Ved Modningen faar Smaafrugterne, der er smaa Nødder, en lang, haaret Frøhale, dannet af den vedvarende Gritfel, der saaledes kommer til at tjene som Flyveredskab. Den vokser hist og her paa mager Jordbund, især paa solaabne Bakker og blomstrer om Foraaret, i April og Maj. Slægt- navnet kommer muligvis af pulsabulum — en lille Munke- klokke. Almindelig Honsetarm. (Cenhtlwn vulyåtuni). Til Nellikefamilien hører Almindelig Honsetarm, en temmelig lille, svag Plante med flere opstigende Stængler, der ved Grunden er nedliggende eller krybende. Stænglerne, der naar en Længde af henimod 1 Fod (6 — 30 Cm.), er, lige- som de aflange Blade, besatte med tætsiddende Haar, der giver Planten en graagrøn Farve. Forneden er Stænglerne i Almindelighed rødlige. De smaa, hvide Blomster har fem kløvede Kronblade, der kun er ganske lidt længere end Bægeret, og fem Grifler. Med sine aabne, stjerne- formede Blomster byder den sin Honning til Pris for alle mulige Insekter, ogsaa for dem med de korteste Munddele, og det er da ogsaa saadanne, som Fluer og Biller, der be- søger den, hvorimod de langsnablede Sommerfugle flyver den forbi. Mod de ubudne Gæster, Myrer, Smaasnegle og Larver, der krj^ber op ad dens Stængler; værner den sine Blomster, hvis Støv, selv om det hængte fast ved deres Legemer, vilde tabes og gaa til Spilde under deres Tilbagerejse ned ad Planten, ved at dens Bægre er klæbrige, saa at Smaadyrene derved hindres fra at overstige dem, eller naar de er meget smaa, endog bliver hængende mellem de klæbrige Kirtelhaar. Efter Afblomstringen er Blomsterstilkene udstaaende. Denne Plante er meget almindelig paa Diger, tørre 223 Marker, høje Enge og ved Grøfter. Den synes at hefinde sig særlig vel paa Muldvarpeskudenes varme Jord og blomstrer hele Sommeren fra Maj til September. Dens hornformet krum- mede Kapsler aabner sig i Spidsen med ti Tænder. Aften-Pragtstjerne. (Lychnis eller Meldndrium album). Ogsaa Aften-Pragtstjerne eller Hvid-Pragtstjerne hører til Nellikefamilien. Den naar en Højde af 1 — 2 Fod (25 — 60 Cm.) og har store, smukke, hvide Blomster, der Aften-Pragtstjerne (Lychnis eller Melandrium album). først aabner sig om Aftenen. Hele Planten er meget laadden og gaifelgrenet med aflange Blade, og de enkønnede Blomster samlede i en Kvast. Da Aften-Pragtstjernen er tvebo, findes paa én Plante kun Hanblomster (Afb. 2), paa en anden kun Hunblomster (Afb. 3). Det sambladede Bæger 224 er femtandet, og de fligede Kronblade forsynede med Bikrone. Naar Blomsterne aabner sig om Aftenen, udsender de en mild, behagelig Lugt, der tjener til at hidlokke Natsommer- fuglene, der med deres lange Sugesnabler er i Stand til at faa fat paa Honningen, som ligger skjult i Bunden af et dybt Bør. Ved at fere Stevet fra Hanblomsterne til Hun- blomsterne gør disse Sommerfugle Planten stor Gavn. Frugten er en enrummet Kapsel (Afb. 4), der aabner sig ved, at de ti smaa Tænder i Spidsen springer op, og som indeholder mange smaa Frø (Afb. 5) paa en midtstillet Frøstol. Aften- Pragtstjernen blomstrer næsten hele Sommeren fra Juni til September og er temmelig almindelig paa Diger, ved Gærder, paa Græsmarker og høje Enge. Slægtnavnet Lychnis kommer af »lucernula« — en lille Lygte, fordi dens hvide Blomster skinner som et Lys om Natten. Gul Evighedsblomst. (Gnaphalium arenarium) Hist og her i alle Egne af Landet, hvor der findes san- dede Marker og Bakker, men mest i Nordsjælland og paa Bornholm, vokser den smukke og ejendommelige lille kurv- blomstrede Plante Gul Evighedsblomst. Den bliver kun ^/2— 1 Fod (15 — 30 Cm.) høj og har i Reglen flere op- rette eller opstigende Stængler, der, ligesom de omvendt æg- formede Rodblade og de linjeformede Stængelblade, er graa- flltede. De smaa Kurve er samlede i en af flere Negler sammensat Halvskærm, der sidder i Spidsen af Stænglen. Kronerne er gule, og de hindeagtige, glinsende Kurvblade citrongule, sjældnere brandgule med høj- røde Spidser. Den blomstrer i Juli, August og September og findes foruden de allerede nævnte Steder paa Anholt, Samse og Hesseløen. Navnet »Evighedsblomst« har den faaet, fordi dens Blomster ikke mister Farven ved Terring. Den kaldes ogsaa »Kattepote«. 225 Kattefod. (Antennåria cUoéca). Tidlig- paa Sommeren i Maj og Juni blomstrer paa Heder og Bakker en smuk lille Plante af Kurvblomsternes Familie, der efter sine smaa, bløde Blomster og lividfiltede Blade kaldes Kattefod eller Sand- Kattefod. Det er dog kun Bladene paa de krybende, blomsterløse Sidestængler, der er hvidfiltede paa Undersiden, medens de paa Oversiden er grønne, derimod bærer de oprette, hvidfiltede Stængler, i hvis Spids Blomsterkvastene er anbragte, smalle, spidse, helt grønne Blade. Stænglen bliver fra nogle faa Tommer til over 1 Kvar- ter (5 — 20 Cm.) høj, og Blomsterne har hindeagtige, farvede Kurvblade, idet saavel disse som Kronerne er røde eller hvide. Kattefod er en tvebo Plante, paa Hunplanterne sidder Blomsterne i aflange, hos Hanplanterne i korte, rundagtige Kurve. I de sandede Egne af Landet er den temmelig almindelig. Den kaldes ogsaa Tvebo Evig- hedsblomst. Guldblomnie. (Arnica inontåna). Guldblomme, Volverlej eller Bjærg-Guldblomme er en 1—2 Fod (25—60 Cm.) hoj, kurvblomstret Plante med faa store, gule Kroner. Stænglen er opret, og besat med klæbrige Kirtelhaar, der yder Planten Be- skyttelse ved at hindre skadelige Smaadyr som MjTer og andre opkravlende Insekter fra at naa Blomsterne. Den bærer talrige ovale, helrandede Rodblade og faa aflange modsatte Stængelblade. Kurvene, der sidder enlige i Spidsen af Stænglerne, bliver 2V2 Tom. (6V2 Cm.) brede og har brandgule Skive- og Kandkroner, de sidste tungedannede. Den vokser paa Heder, paa høje Enge og Skovbakker og er almindelig i J3iland, hvor den kaldes »Kokkehoved« ; 15 226 derimod forekommer den sjældnere paa Øerne, hj^ppigst er den i Nordøstsjælland, hvor den findes ved Helsingør, Gurre, Fredensborg-, Rudegaard og i Jonstrnp Vang. Den blomstrer ved Mid- sommertid, og dens Blom- ster anvendes i Medici- nen. Navnet Volverlej er en Fordrejelse af dens tyske Navn »Wohlver- leih«. Blaaniunke. (Jasione niontdna). Til Klokkefamilien hører Blaamunke, en fodhøj (10—40 Cm.) Plante med b 1 a a B 1 o m- ster. der sidder i en hovedformet Blom- sterstand, hvorved den i det ydre faar Lighed med adskillige Kurv- blomster. Fra Rodstokken udgaar en eller som oftest flere opstigende Stængler, der forneden er haarede og bærer linje- formede, bølgede, stivhaarede Blade, foroven er glatte og bladløse. De talrige smaa Blomster, der findes i Blomster- standen, har femdelt Bæger og Krone, fem Støvdragere med stjerneformet udbredte Støvknapper og en Griffel med flere Ar. Blomsterstanden er omgiven af et mangebladet takket Svøb. Bestøvningen foregaar ved Hjælp af Insekter, især Bier og Sommerfugle, og for at bøde paa Blomsternes noget ensformige blaa Farve, der ikke er videre iøjnefaldende eller tiltrækkende for Insekterne, er Blomsterhovederne stillede paa lange Stilke, hvorved de kommer til at staa mere frit ^^-^tK Guldblomme (Arnica montana). Blaamunke (Jasione niontana). 227 og derved lettere kan ses. Paa den lange, blaa Griffel findes nogle stive Børster, ved Hjælp af hvilke Insekterne fejer Støvet ud af Støvknapperne for derefter at føre det hen til andre Blaamunkeblomster. Ligesom paa Blaahatten ses ofte paa den blaa Munke de nydelige sniaa Blaasommerfugle (Lycæna), hvis Vingers Farve har saa stor Lighed med disse Blomsters, at den, naar den hviler sig paa dem, ikke saa let kan opdages af sine Fjender, Fuglene. Den vokser paa tørre, sandede Marker og Bakker og i Klitter, blomstrer i Juni, Juli og August og er meget almindelig. Fra Klitterne og Sandmarkerne følger den ofte de sandede Hedeveje et langt Stykke ind over den ægte Hede, men taber sig lidt efter lidt, jo længere man kommer ind paa denne. Stednioderblomst. (Vtola tricolor). Stedmoderblomst, ogsaa kaldet Flerfarvet Viol, Flojlsblomst eller Trefoldighedsblomst, hører til Viol- familien. Det er en lille Plante, hvis kantede Stængel bliver henimod 1 Kvarter (6 — 30 Cm.) høj og bærer ægfor- mede eller aflange Blade og store, snitdelte Akselblade. De uregelmæssige Blomster sidder paa enlige Blomsterstilke og bestaar af fem Bægerblade, der ved Grunden er forsynede med Vedhæng, fem Kronblade, af hvilke de fire øverste er parvis ens, det femte forskelligt fra de andre og forsynet med en Spore. De fem Støvdragere har sammenhængende Støv- knapper og en hindeagtig Forlængelse foroven, de to nederste Støvdragere er desuden ved Grunden forsynede med Sporer. Kronens Størrelse og Farve veksler overordentlig meget efter de forskellige Voksesteder: paa sandede Marker er de fire Kronblade mørkere og lysere blaa og det nederste gult med sortviolette Striber; paa lerede Marker er Kronerne meget mindre og de fire øverste Kronblade hvidlige. Hos disse sidste uanselige Blomster finder Selvbestøvning Sted, idet Støvet falder fra Støvdragerne over paa Griflen; medens 15* 228 de andre storre med iøjnefaldende Farver forsynede Blomster besoges af Insekter, der forer Støvet fra den ene Blomst til den anden, hvilket opnaas ved en meget kunstig B^^gning af Blomstens Dele, Den lange knæbojede Griffel er tynd og let bevægelig ved Grunden, medens den længere oppe bliver tykkere og udvider sig til et stort kugleformet Hoved, i hvilket Arret sidder indlejret i en lille Hule, ved Randen af denne Hule findes en læbeformet Klap; de fem Støvknapper sidder tæt samlede om Griflen og er foroven forsynede med T<:^^ Stedmoderblomsl (Viola tricolor). fem trekantede, orangefarvede Vedhæng; mellem de to nederste er der et aabent Rum. I de lange Sporer, som findes paa de to nederste Støvdragere, og som forlænger sig helt ud i den opadrettede Kronbladspore, afsondres Honningen. Der maa altsaa Insekterne føre deres Sugesnabel hen, og det er da ogsaa kun muligt for de langsnablede at naa Honningen. Naar nu et Insekt med tilstrækkelig lang Snabel, f. Eks. en Humle, vil søge Honning, sætter det sig paa det nederste Kronblad og søger at stikke Snablen ind i Sporen, men alle Adgange til denne er lukkede med Undtagelse af den fine Aabning mellem Arret og det nederste Kronblad. I denne Retning ledes Insektet ogsaa af den saakaldte »Saftvej«, det 229 vil sige de syv iiiorke Striber paa det nederste Kronblad og de tre paa hvert af de sidestillede Blade. Insektet stoder altsaa mod Gritfelhovedet. Dette forhindres nu fra at glide ind mellem Stovknapperne dels ved de Vedhæng, der sidder fast ved disses Knapbaand, dels ved to Knipper af Haar, der sidder paa Griffelhovedets Sider og stritter imod. Insektets Hoved gnides altsaa mod den lille læbeformede Klap paa Randen af Arhulen, men denne Klap er, saa vel som selve Arret, besat med smaa klæbrige Vorter og tager derfor mod det Stov, der muligvis sidder paa Insektets Hoved fra et tidligere Blomsterbesøg; men samtidig gnider Griflen, der paa Grund al sin elastiske, let bevægelige nedre Del, nu tiykkes ned ad, mod Støvknappens indre Flade og bringer Støvet til at falde ud. Gennem den nedre Aabning falder det ud paa det underste Kronblad, der er besat med tætte Haar og saaledes beredt til at modtage det, og medens In- sektet fører Hovedet længere frem for at suge Honningen, bliver det selv bedækket med Støv. Naar det er færdigt og vil trække Hovedet tilbage, skyder det med det samme den fremspringende Læbe tæt op til Arret og lukker for det, saa at ikke et Korn af Blomstens eget Støv kommer paa det. Stedmoderblomstens Frugt er en Kapsel, hvis Klapper efter Opspringningen trækker sig kraftig sammen og saaledes udkaster Froene et for et med stor Fart. Den blomstrer fra om Foraaret hele Sommeren igennem til hen paa Efteraaret og er meget almindelig. Undertiden optræder den i saadan Mængde — især paa Sandmarker — at Marken ses violet i lange Afstande. Medens Martsviolen, der hører til samme Familie, alle- rede var kendt i det gamle Grækenland, omtales Stedmoder- blomsten først i den nyere Tid, fra Midten af det 16. Aar- hundrede. Den gik den Gang under Navnet Herba Trinitatis — Trefoldighedsblomst — og forekom baade vild og dyrket, og man kendte allerede da dens Evne til ved Dyrkning at forandre Farve og Form. 230 Hare-Kløver. (TrifoUum arvénse). En ejendommelig' lille Plante, der ligeledes vokser paa tørre, især sandede Marker, er Hare -Kl øv er. Den hører som alle Planter af Kløverslægten til de Ærteblomstredes Familie og kendes let paa de ægformede, laadne Blomster- hoveder. Det er en spæd Plante, der bliver fra et Par Tommer til henimod IV2 Kvarter (7—25 Cm.) hoj med op- rette Stængler, der ligesom de ganske smalle, trekoblede Blade og de rødgraa Stilke er besatte med tætte, bløde Haar, De meget smaa, rødlige Kroner er næsten skjulte i de laadne Bægeres lange, børsteformede Tænder, der giver det æg- formede, tilsidst valseformede Aks et graaligt, laad- dent Udseende. Den blomstrer i Juli og August og er foruden paa tørre Marker ogsaa almindelig paa sandede Bak- ker og i Klitterne, hvor den danner store, blaa Pletter i Sandet, navnlig i Maj Maaned, da dens Blomsterrigdom og Farvepragt er overvældende og hidlokker en Mængde Humle- og Honningbier. Den kaldes ogsaa »Harefod«. Smalbladet Timian. (Thy mus Serpyllum). I de fleste Egne af Landet, navnlig paa Bornholm, i Nordsjælland, i Vest- og Nordjylland findes almindelig vok- sende paa tørre, især sandede Bakker og Diger, paa Lyng- heder, langs Veje og paa Muldvarpetuernes tørre, varme Jord, en lille, lav, krybende Plante, hvis stærkt grenede Stængler ved Grunden er træagtige og rodslaaende. Det er den vilde Timian eller Smalbladet Timian, der hører til de Læbeblomstredes Familie. Stænglerne er svagt haarede med meget smaa, aflange Blade, der er gennemsigtig prikkede og ved Grunden randhaarede. Paa de opadrettede Blomsterstilke findes Blomsterkransene tæt samlede med de smaa røde, sjældnere hvide Blomster, hvis Bægere, Smalbladet Timian (Thymus Serpyllum) 231 ligesom Stænglerne, ofte er rødlige. Som det er Tilfældet hos den vilde Merian, er ogsaa Blomsterne hos Timianen protandrine, idet Stoydragerne udvikles fer Arrene, hvilket tjener til Gavn foi- Fremmedbestøvningen. Under deres Ar- bejde i de nylig udsprungne Blomster vil Insekterne nemlig blive ganske overpudrede af Stovet fra de fuldtmodnede Støv- dragere, uden at dette Støv er i Stand til at fæste sig ved det uudviklede Ar, naar Insekterne derimod flyver hen til andre Blomster, hvis Støvdragere allerede er visnede, men hvis Arflader nu er blevne klæbrige nok til at de kan fast- holde Støvkornene, vil Fremmedbestøvning være uundgaaelig. Som Værn mod adskillige flyvende Insekter, som uden at gavne Plantens Bestøvning gerne vil søge ned til dens Hon- ninggemmer, findes der i Kronen smaa Haar, der hindrer disse ubudne Gæster i med deres korte Munddele at naa ind til Honningen. Den vilde Timian blomstrer i Juli og August. Flere Steder i Landet kaldes den »Maries Sengehalm« eller »Vor Frues Sengehalm«. Den har en stærkt krj^dret Lugt og ædes derfor ikke af Kvæget. Filtbladet Kongelys. ( Verhåscum Thajisiis). Paa Diger, Skrænter og tørre Marker ses hyppig en høj, rank, fllthaaret Plante med store, højgule Kroner, det er Filtbladet Kongelys, der hører til de Maskeblom- stredes Familie. Denne anselige Plante, der bliver 1 — 4 Fod (30 — 120 Cm.) høj, er overalt tæt beklædt med uld- agtig, hvidgul Filt. Bladene er nedløbende, og Blomsterne sidder i et Aks. De har et femdelt Bæger og en hjuldannet Krone med fem afrundede Flige, af hvilke den nederste er lidt større end de andre. Af de fem Støvdragere er de tre bageste kortere, hviduldede, de to forreste længere, næsten glatte. Undertiden er Kronerne hvidlige. Filten, der let løsnes fra Bladenes og Stænglernes Hud, fremkalder ubehage- lige Fornemmelser i Drøvtyggernes Mundhule, hvorfor disse 232 Dyr afholder sig fra at æde Planten. Filten bliver saaledes et Beskyttelsesmiddel. Den filtbladede Kongelys blomstrer i Juli og August og er temmelig almindelig undtagen paa Sjælland, hvor derimod den Storblomstrede Kongelys (Verbascum thapsiforme) , hvis Blomster, der næsten er dobbelt saa store, — ^/4 Tomme (2 Cm.) — , forekom- mer almindelig. Det latinske Slægtnavn afledes af Barbascum af Barba, der betyder Skæg, fordi Kongelysene er laadne. Yed Kon- gely sarterne findes den mærkelige Egenskab, at Kronerne løsner sig og falder af, naar man nogle Gange slaar paa Blomsterstanden eller ryster den stærkt. Det synes, som om Bægeret trækker sig lidt sam- men , medens Bægerfligene bøjer sig indover og skyder Kronerne ud. Det er kun de fuldt udfoldede Blomster, der paa denne Maade kastes af. Forsøget lykkes ikke om Morgenen eller om Formid- dagen, naar mange Blomster lige har aabnet sig, men efter Middag, naar Blomsterne staar fuldt ud- foldede, vil et kraftigt Stod ofte bringe alle de udsprungne Blom- ster til at falde af, i det mindste paa det Sted, hvor Slaget har ramt Stænglen. Hvad Nytte Kongelysene har af denne ejendommelige Indretning er endnu næppe paavist. Efter at Kronerne er faldne af, overtager Bægeret Beskyttelsen af Frugt- knuden med Griflen og Arret, idet Bægerfligene foldes sammen over disse Organer. I Grækenland benyttedes i Oldtiden Bladene af flere Kongelys-Arter til Lampevæger. Filtbladet Kongelys (Verbasc-mu Thapsus). 233 Horbladet Torskemund. (Lindr la vidguris) . En almindelig- maske blomstr et Plante er Hør bladet Torskemund, der har en rank 1 — IV2 Fod (15 --50 Cm.) g'lat Stængel med talrige, tætsiddende, linje-lancet- formede Blade og Blomsterne sid- dende i en tætblomstret Klase paa kirtelhaarede Blomsterstilke. Bægeret er femdelt, og Kronen citrongul med orangefarvet Gane og en lang, kegledannet Spore, der tjener som Honninggemme. Hørbladet Torskemund hører, ligesom flere andre Maskeblomstr'ede, mange Læbeblom- strede. Ærteblomstrede og visse Or- chideer, til de Planter, der fortrinsvis søges af Bier og andre Insekter, der har en temmelig lang Sugesnabel, og som derfor kan have deres Honning opbevaret i et kortere eller længere Honninggemme — et Bør eller en Spore — der dannes af Kronen, under- tiden i Forening med Bægeret. Paa Torskemundens maskeformede Krone findes en Pukkel ved Indgangen til Kronrøret, der dels beskytter Støvet mod Regnvandet, dels hindrer ubudne Gæster i at naa ind til Honningen, der kun kan erobres af de stærke Humler og Bier, som endda maa an- vende en ikke ringe Kraft for at trykke Underlæben ned. Torskemunden, hvis Farve er blaagron , vokser paa tørre Marker, Horbladet Torskemund paa Diger og ved Gærder, den for- (Linaria vulgaris). 234 merer sig' ved B-odskud og blomstrer fra Juli til September. — Paa Sandmarker i Djursland findes en ejendommelig Form (Lina ri a pumila), en Dværgform med nedliggende, faa Tommer lange Stængler, fine, smalle Blade og kun 1 — 2 store Blomster. I Begyndelsen af dette Aarhundrede blev den hor- bladede Torskemund indført i Pensylvanien af en Walliser Mi\ Ranstead, der plantede den i sin Have til Erindring om sit Hjem. Fra denne ringe Begyndelse blev den snart na- turaliseret over umaadelige Strækninger og er nu bleven en Plage paa Nordamerikas Græsgange og højtliggende Enge, hvor dens vandret løbende Rødder efterhaanden har givet den Herredømmet over Jordbunden. Den ædes hverken af Køerne, Hestene eller Svinene. Paa sine Steder, som i Pen- sylvanien, kaldes den endnu, til sørgelig Ihukommelse af Op- havsmanden til denne Landeplage, Ransteads Ukrudt Prikbladet Perikum. (Hypéricum perforåtum). Prikbladet Perikum hører til den lille Perikum- familie. Den har en opret, tveægget, grenet Stængel med ovale, modsatte, helrandede Blade, der er forsynede med talrige gennemsigtige Prikker, hvilket bedst ses, naar Planten holdes op for Lyset, og som hidrører fra smaa, gennemsigtige Oliekirtler. Ogsaa i Randen af Bladene og paa Bæger- og Kronbladene findes smaa, sorte Kirtler. De talrige Blomster sidder i Kvaste. De har fem spidse Bægerblade, fem gule Kronblade, der paa Undersiden er sortprikkede, talrige Støvdragere sammenvoksede i tre Bundter og tre Grifler. Frugten er en trerummet Kapsel. Den prikbladede Perikum bliver 1 — 2 Fod (30—60 Cm.) høj, den vokser almindelig paa Diger, Bakkeskrænter, ved Vej- kanter og paa Marker og blomstrer i Juli og August. Blom- sterne bruges til at sætte paa Brændevin, som derved faar en smuk rod Farve; den kaldes derfor ogsaa »Brændevins- 235 Prikbladet Perikum (Hypericum perforatum). blomst«. I flere af Landets sydlige Egne kaldes den »Sankt Johannes Blomster«. Almindelig Mælkurt. (Polygala viilgåre). Til en endnu mindre Familie, Mælkurt familien, horer Almindelig Mælkurt, en smuk lille Plante, som i Juni 236 og Juli blomstrer paa Bakker, Overdrev, Diger, udyrkede Græsmarker og solaabne Steder i Skove. Fra Roden op- stiger flere svage, kvarterhøje (6 — 20 Cm.) Stængler, der bærer talrige, helrandede, spredte Blade, af hvilke de nedre er smaa og mere ovale end de øvre lange, lancetfonnede. De u r e g e 1 m æ s s i g e tvekønnede Blomster sidder i man- geblomstrede Klaser og har fem farvede Bægerblade, af hvilke de to er en Del større end de øvrige. Kronerne er blaa, røde eller hvide og har kun tre Kronblade, af hvilke det forreste er baadformet og i Spid- sen fint fliget. Der er otte Støv- dragere, som er sammenvoksede i to Knipper og desuden ved Grunden noget sammenvoksede med Kronen, og to Ar paa Griflen. Hos Mælk- urten er Støvdragernes og Støvvej- Alnundelig Mælkurt (Polygala ^nes Stilling saaledes, at Blomsterne vulgare). i Begjmdelsen af Blomstringstiden kun kan bestøves med fremmed Støv ved Insekter; men dersom Insektbesøg ganske udebliver, for- andres dette Forhold, idet Griflen ved en Drejning kommer til at indtage en saadan Stilling, at Selvbestøvning kan finde Sted. Navnet skal skrive sig fra, at Køerne bliver mere mælkegivende, naar de æder denne Plante. Sølv-Potentil. (Potentilla anjéntea). Ogsaa Ilosen familien har sine Repræsentanter paa de tørre og sandede Jorder, og en af de ejendommeligste er Sølv-Potentil. De oprette eller opstigende Stængler, der bliver V2— 1 Fod (15—30 Cm.) høje er. tilligemed Bladenes 237 Underside og" Bægeret, beklædt med en sølvhvid Filt, som g-ør denne Art let kendelig-. Bladene er haand- snitdelte med fligede Smaablade og noget tilbagerullede Rande. De smaa, lysegule Blomster, der sidder i en Kvast, har et Yderbæger eller Bibæger uden om det egentlige Bæger. Efter Solopgang i)aa varme Dage er Blomsterne smukkest udfoldede, og de omsværmes da af utallige Humler, Bier, Fluer og Sommerfugle, der er ivrigt beskæftigede med at hente Honning og Støv af de talrige Støvdragere. Derimod lukker Blomsterne sig i Regnvejr, paa fugtigkølige Dage og i de kolde Morgener, naar Duggen falder stærkt, og de hon- ning- og støvsamlende Insekter har søgt Ly imod Kulden og Yæden i deres Skjulesteder. Ogsaa om Natten, naar de fleste Insekter efter Solens Nedgang har søgt Hvile, lukker Poten- tilen sine Blomster til. Den er almindelig paa Bakker, paa tørre, sandede Marker og ved Grøftevolde og blomstrer i Juni, Juli og August. Almindelig Løvefod. {AlchemUla vulgaris). Ogsaa Almindelig Lo ve fod, der udmærker sig ved sine grønlige Blomster, hører til Ro s en faml i en. Den har opstigende, glatte Stængler, der bliver V2 — 1 Fod (15 — 30 Cm.) høje og smukke nyreforraede, foldede Blade, der er haand- lappede med 5—9 savtakkede Lapper og silkehaarede i Ran- den. De mange smaa, gulgrønne Blomster er samlede i Kvaste i Spidsen af Stænglerne. Løvbladene indeholder Stoffer, der er de drøvtyggende Dyv imod, men skønt Blom- sterne ikke vides at indeholde saadanne Støtter, forsmaas de dog af Kvæget, fordi de er anbragte saaledes, at Dyrene ikke kan fortære Blomsterne uden at æde Bladene med. De udvikler sig derfor i større Fylde og breder sig over større Strækninger, hvilket ikke saa let finder Sted med de Planter, hvis Blomster tilintetgøres i Massevis. Lovefodeu er en al- mindelig Plante paa hoje Enge og Græsmarker, paa Diger 238 og' mellem Krat , hvor den blomstrer i Maj , Juni og Juli. Efter Bladenes Form kaldes den ogsaa »Vor Frues Kaabe«. Slægtnavnet, Alchemilla, er givet den i Middelalderen, fordi Alchymisterne benyttede den meget, især skulde Duggen af Almindelig- Løvefod (Alcliemilla viilgaris). dens Blade være særdeles anvendelig ved deres Forsøg. I de dybe, haandlappede Blade samles det atmosfæriske Vand, Regnen og Duggen, som i et Bæger, og i Tyskland kaldes denne Plante ogsaa Taubecher eller Dugbæger. Mark-Krageklo. (Ondnis 2)>'ocurrens). En almindelig ærteblomstret, buskagtig Plante, der vokser paa tørre Markei- og Heder, ved Gærder og Veje, er Mark-Krageklo. Det er dog ikke nogen stor Busk, idet den kun bliver 1—1 V2 Fod (25 — 50 Cm.) høj og har ned- liggende eller opstigende Stængler, der er haarede og for- synede med mange brunlige Grentorne. Bladene er tre- koblede med ovale Smaablade, og Blomsterne, der sidder enlige i Bladhjørnerne er rosenrøde med hvid Køl. Som hos de fleste Ærteblomstrede er Blomsterne stillede temmelig 239 vandret. De ti sammenvoksede Støvdragere findes gemte i Kølen; medens det især er Fanen, der gør Blomsterne S3mlige i lang Afstand og lokker Insekterne til Besøg, danner Vingerne en bekvem Landingsplads. Da Vingerne tillige er forbundne med Kølen ved Takker, der griber ind i dennes Ford3^biiinger, saa vil et Tryk paa dem bevæge den elastiske Køl nedad, hvorved Støvdragerne presses nd. Honningen afsondres paa Støvdragernes indre Flade og opfylder Blomsternes inderste Del. Naar Insekterne ikke vil stikke Hul paa Blomsten, er Adgangen til Honningen kun gennem den mellem Støvdragerne og Fanen værende Aab- ning. Et honningsøgende Insekt maa derfor altid sætte sig paa den øvre Del af Blomsten, saa at det er dets Underside, der kommer i Berøring med Støvdragere og Støvvej. Hos Krageklo har Støvdragerne, der ligger tæt sam- lede i Kølens nederste Del, allerede af- givet deres Støv, før Fanen og Vin- gerne har udfoldet sig; de fem Støv- traade skrumper nu ind, men de andre fem vokser videre og faar tykke, kølle- formede Spidser; derved driver det Støvet frem i den forreste kegleformede Del af Kolen, og midt i den tæt sammenpak- kede Støvmasse ligger Griflen med det endnu ikke udviklede Ar. Derefter udfolder Fanen og Vingei'ne sig. Honningen afsondres, og Blomsten er beredt til Besøg. Dersom en Bi nu tager Plads paa Vingerne, vil det Tryk, den frembringer paa disse, forplante sig til Kølen, denne bøjes nedad, men de tykke, stive Støvtraade giver ikke saa let efter, og idet de stritter imod, presser de en Del af Støvet ud gennem den yderst fine Aabning paa Kølen; dette gnides henad Biens Underside og bliver hængende i Haarene. Idet Bien arbejder videre for at faa mere Honning og derved trykker stærkere paa Vingerne , kommer ogsaa Griflen frem , men naar Bien Mark-Krageklo (Ononis procurrens). 240 flyver bort, og den elastiske Køl bevæger sig opad, gnides det Støv, der sidder paa Arret, af, fordi dette ikke endnu er klæbrigt nok til at fastholde det, og det er i Reglen forst, efter at alt Støvet er fjernet, at Arret er tilstrækkelig ud- viklet til at modtage Støv. Dette bringes da til Arret ved Besøg af en anden Bi, der kommer flj^vende belæsset med Støv. Kragekloen blomstrer i Juli og August og var tid- ligere en meget almindelig og besværlig Ukrudtsplante, »paa hvis stærke Pælerod saa mange Skagler og Plovhamler blev sprængte, naar Jorden efter et langvarigt Græsleje atter skulde opbrydes til Korndyrkning«, men nu er den udryddet paa al veldreven Agerjord. LYNGHEDER OG HEDEMOSER. Paa Lynghederne med deres ringe Muldjords! ag, paa Lyngbakkerne, Hedebakkerne og i Hedemoserne vokser en egen haardfør Plantevækst, der Aaret rundt dækker den golde Hede med sit brunliggrønne Tæppe og fra Vaar til langt ud over Høst udfolder sine smukke Blomster. Dette Plantedække, der bestaar af stedsegrønne, smaabla- dede Dværgbuske, de saakaldte »Ris«, naar kun en ringe Højde fra nogle faa Tonnner (10 — 20 Cm.) til henimod et Par Fod (\/3— Vs Meter) efter Jord- bundens større eller mindre Goldhed. Ofte er det saa tæt, at Bunden ikke ses, undertiden saa aabent, at den frembyder store Pletter, paa hvilke der da kan fremkomme anden Plante- vækst, navulig Mosser og Lavarter. De første findes overalt i Heden, ofte dækkende den mørke Bund, særlig hvor denne ifølge sin Beskaffenhed er mere fugtig. Det er navnlig Arter af J o m f r u h a a r ( Poly tric um ) , G r e n - mos (Hypnum) og Kl øv tand (Di- cranum), der er almindelige, og Mos- dækkets Evne til at fastholde Fugtig- hed er sikkert af stor Betydning for Hedeplanternes hele Husholdning. I Jomfruhaar (Polytricum). 16 242 Grenrnos (Hypnum). denne Retning spiller Laverne vel ikke nogen Rolle for Heden, men de ndgør forøvrigt en meget fremtrædende Del Rensdyrlav (Gladonia rangiferina). af den blomsterløse Plantevækst, ikke mindst paa Grnnd af deres fra den øvrige Hedevegetations ret afstikkende Parver. 243 Koralrød Bæ^^crlav (Gladonia pyxidata). Ligesom blandt Mosserne er enkelte Arter fremherskende; navnlig overgaar den hvidlig-e eller Ij^segraa, stærkt grenede Rensdyrlav (Gladonia rangiferina) alle andre Laver i Ud- bredelse. Denne Lavart, der ogsaa kaldes Renlav eller Fjæld- mose, gaar i Jyllands Hedeegne under Navnet »Hvidmos«. Iøjnefaldende ved sine smukke, skinnende røde Sporehuse paa Randen af det hvidgraa Løv er Koral- rød Bægerlav (Gladonia pyxidata). Det er Jordbundens Næringsfattigdom og Vinden, der med stor Styrke farer hen over de udstrakte Flader og gør den ringe Luftfugtighed endnu mere følelig, der er Grundene til Hedevegetationens lave, fortrj^kte Natur. Af væsentlig Ind- flydelse er ogsaa den stærke Temperatur- veksel mellem Dag og Nat. I Solskin indsuger den mørke Overflade en stor Mængde Varme, og da det tørre Sand holder paa denne, kan Joi'dskorpen blive overordentlig varm og tør; men saa kan til Gengæld Varme- udstraalingen i klare Nætter være meget stærk, hvorfoi- der ogsaa hyppig langt hen paa Sommeren optræder haard Natte- frost. Om Lyngheden gælder det fuldt ud, at jo mere ejen- dommelig en Vækstplads er, desto mere ensartet vil dens Plantevækst i Reglen være, fordi som oftest kun faa Arter er saa særegent tilpassede, at de kan vokse paa den. Ejen- dommelig for Hedeplanterne er de smaa, tætsiddende, meget smalle Blade, der bevirker, at Fordampningen ikke foregaar saa stærkt. Bladenes Rande er tillige ofte indrullede, hvor- ved der dannes »vindstille Rum«, i hvilke Spalteaabningerne ligger nedsænkede, et Forhold, der ligeledes i høj Grad bi- drager til at nedstemme Fordampningen. Blaabær-BøUe. ( Vaccinium Myrt illus) . Til Lyngfamilien horer Blaabær-Bølle eller Blaa- bær, en lille Busk med kantede, grønne Grene. De spredte, æg- 16* 244 formede, fint savtakkede Blade falder af om Efteraaret. Blomsterne sidder enlige i Bladhjørnerne paa korte Stilke og har smaa kngl eformede eller krukkeformede rødlig grønne Kroner med en 4 — Standet Mun- ding og otte Støvdragere i to Kredse. Støvknapperne aabner sig ved to smaa Huller, et i hver Støvknaphalvdels øverste Spids. De kuglerunde Bær er sorte med blaa Dug, indvendig røde. Blaabærbuskene bliver noget over 1 Fod (15— 40 Cm.) høj og blom- strer i Maj og Juni, medens Bladene endnu er ganske smaa. De haarde, læderagtige Blade falder ikke i Kvæ- gets Smag, og da den saaledes ikke er udsat for Tilintetgørelse efter nogen større Maalestok, breder den sig over store Strækninger. Den vokser paa Hedebakker, i højtliggende Skove og Krat og er almindelig i Jylland, paa Sjælland og Bornholm, men ellers sjælden. Bærrene ædes af adskillige Fugle, især Urhøns. Af Mennesker spises de saa- vel i frisk som i tørret Tilstand og er et meget sundt Nærings- middel. Paa sine Steder i Vestjylland kaldes den »Linninger«. Blaabær-Bølle (Vaccinium Myrtillus). Almindelig Hedelyng. {Calluna vulgåris). Den Plante, der giver Heden dens Karakter og dannei- Hovedmassen af Hedevegetationen, er Almindelig Hede- lyng, en lille Busk med stærkt forgrenet Stængel, der sædvanlig bliver fodhøj, men ogsaa ofte naar en Højde af to Fod og derover (15—80 Cm.). Den har meget smaa, tag- lagte Blade, der er korsvis modsatte og naal eformede 245 enten glatte eller dunhaarede. Naaleformen gør Bladets Over- flade i Forhold til dets Rumfang meget mindre, end den er hos det flade Blad af forholdsvis samme Størrelse, hvorved Fordampningsoverfladen altsaa bliver delvis mindre. I Sol og Tørke eller udsatte for Blæsten er Bladene langt mere opadrettede eller kantstillede end i Skygge og fugtige Om- givelser eller i fugtig Luft. Voksestedet eller Vejrliget ud- øver altsaa her sin Indflydelse paa Bladenes Stilling. De sniaa rødviolette Blomster sidder i klaseagtige Stande og bestaar af et firbladet Bæger, der er længere end den dybt delte, klokkeformede Krone og af samme Farve som denne. De otte Støv- dragere sidder i to Ki'edse og indeholdei- Støv, der er bestemt til at spredes ved Vinden, idet de enkelte Støvkorn er tørre og lette. Ikke desto mindre modtager Lyng- blomsterne en utallig Mængde Insektbesøg, og Hedelyngens Blomster er da ogsaa, saa vel som andre Blomster af L y n g f a m i 1 i e n , i flere Henseender forskellige fra andre Blomster med vindbevæget eller flyvende Støv. Medens Blomsterdækket hos Planter med vindbevæget Støv i Reglen er dannet af uanselig farvede, skælformede Blade, og medens der hos saadanne Blomster som oftest ingen Honningafsondring finder Sted, saa har Lyngplanterne, hvis Støvkorn lige- ledes som Støvskyer hvirvles om i Luften, livlig farvede, klokkeformede Blomster, der allerede i Afstand træder tydelig frem paa Løvbladenes mørke Grund, og disse Blomster af- sondrer tillige Honning. Det er da øjensynligt, at Lyng- blomsterne har den dobbelte Opgave: dels at beskytte Støv- dragerne, dels at lokke Insekterne til sig. Disse besøger da ogsaa med Forkærlighed Lyngblomsterne og henter megen Honning fra dem. Det er især Bierne, der søger Hedelyngens Hedelyng (Calluna vulgaris). 246 Blomster, og hver Gang en Bi, under et Besøg i en Blomst, fører sin Sugesnabel ned i den, udkastes der Skyer af Støv i Luften, samtidig med at Biens Hoved og Krop overpudres med Støv. Grunden hertil er Støvknappernes særegne Byg- ning. Ved Grunden af hver Støvknap sidder to horndannede Forlængelser, hvis Stilling er saaledes, at Insektet, der vil suge Honning, maa støde mod dem med sin Sugesnabel, hvorved Støvdragerne bliver rystede og bøjede stærkt tilbage, samtidig springer Støvknapperne op, og en Del af Støvet kastes ud af de dannede Aabninger. Idet Insektet forlader Blomsten, og Støvdragerne atter indtager deres naturlige Stilling, lukker Aabningerne sig øjeblikkelig sammen for Resten af Støvet, indtil de ved en ny Rystelse og ved paa ny at blive bøjede atter springer op og udkaster en ny Mængde Støv. Hedelyngen, der dækker store Hedestrækninger i Nord- og Mellemevropa, er en nøjsom og haardfør Plante, der trives paa Bund af meget forskellig Art, ligefra varm og tør Sand- bund til en vandtrukken Mosebund. Den er tillige i høj Grad en »social« Plante, det vil sige, at den ved sine mange Frø, der let spredes og vistnok ogsaa længe holder sig spire- dygtige, er særdeles vel skikket til at danne Samfund, ofte # over milevide Strækninger. Saavel paa Hederne som i Mo- serne danner Hedelyngens Affald, der gennemvæves af dens lange, rigt forgrenede og traadfine Rodsystem for en stor Del eller næsten alene, et mere eller mindre mægtigt og fast Morlag, den saakaldte Lyngskjold. Hos os har Hedelyngen sin største Udbredelse i Midt- og Vestjylland, i Nordøstsjæl- land og paa Høj lyngen paa Bornholm. Den blomstrer i August og September undertiden med hvide Blomster. Hvor Hedelyngen vokser i Tørvemoser, overvokses dens nedre Dele efterhaanden af Tørvemos og danner saaledes en Masse sam- men med Tørven. Blomsterne bliver siddende næsten ufor- andrede mellem de stedsegrønne Blade længe efter Afblom- stringen. Paa Sjælland og Fyen kaldes den »Geil«. For Biernes Tilberedning af Honning og Bibrød spiller Hedelyngen 247 en vigtig Eolle, ellers er dens økonomiske Betydning temmelig ringe i Forhold til dens store Udbredelse eller rettere til den Plads, den indtager. Den anvendes væsentlig til Tækning, til Brændsel og til Strøelse. Ogsaa Lyngskjolden, der al- mindelig kaldes Lyngtørv, bruges til Brændsel, ligesom den anvendes til Bygning af Diger om Markerne og til Sand- dæmpning ved Træplantning i Klitterne. Og endelig udgør Hedelyngen for en Del de nøjsomme Hedefaars Næring. Melbærris. (Arctoståphylus Uva ur si). En anden meget udbredt Lyngplante er Melbærris, en lille Busk som Hedelyngen med nedliggende, stærkt grenet Stængel, med helrandede, glinsende mørkegrønne Blade, der er grønne hele Aaret, og faa krukkeformede Blomster, hvis Kroner enten er rosenrøde eller hvide med rosenrød Krave, samlede i Spidsen af Grenene. Blomsterne, der har fem til- bagebøjede Tænder og ti Støvdragere, frembyder i biologisk Henseende, navnlig med Hensyn til at lette Planten Kryds- bestøvning, mange ejendommelige Forhold. De farvede Blom- ster er let synlige for Insekterne, og de krukkeformede Kroner, der vender Mundingen nedad, beskytter de indre Dele mod Regn og mod visse krybende Insekter, især Myrer, der kun vil gøre Planten Skade ved at berøve den Honningen uden at hjælpe til ved Bestøvningen, men som ved Kronens Stilling hindres i at komme ind i den. Kronrørets Længde eller Afstanden fra den snævre Munding ned til Blomstens Bund, hvor Honningen udskilles af en Del Kirtler omkring Grunden af Frugtknuden, vil kun tillade saadanne Insekter, hvis Sugesnabel har en tilsvarende Længde f. Eks. Bier, at naa ned til Honningen. Ligesom hos Hedelyng findes der ogsaa hos Melbærris to lange, hornformede Vedhæng paa Støvknapperne. Mod disse Vedhæng maa Insekterne uund- gaaelig støde dei-es Sugesnabler og derved ryste Støvknapperne saa stærkt, at de tørre og lette Støvkorn rystes ud af de to 248 Huller, der findes i Spidsen af Støvknapperne, og- falder ned paa det besøgende Insekt. Ogsaa Arrets Plads har sin store Betydning. Det er stort, halvkugleform et og sidder langt nedenfor Støvknapperne henimod Kronens Munding. Idet nemlig et Insekt, der er overpudret med Støvkorn fra en anden Blomst, kommer "^ tilflyvende, vil det straks støde mod Arret, naar det stikker sit Hoved med Sugesnablen ned i Blomsten og derved komme til at afsætte Støvet paa Arret og vil saaledes have ud- ført Krydsbestøvningen, inden det flyver bort med Honning og nyt Støv fra den sidst be- søgte Blomst. Men Ar- rets Stilling har ogsaa Betydning i en anden Henseende. Det hænder jo nemlig ikke saa sjæl- dent , at Krydsbestøv- ning, trods alle Naturens sindrige E'oranstaltnin- ger, slaar fejl eller ikke finder Sted, og Planten vil da blive tvungen til Selvbestøvning, som jo altid er bedre end slet ingen , idet Støvet omsider vil falde ud af Støvknapperne og ned paa Arret. I dette Tilfælde er det ogsaa af Betydning for Planten, at der paa Kronernes indvendige Side findes en Mængde Haar, der er i Stand til at opfange de smaa lette Støvkorn, der ikke straks falder ned paa Arret, hvorimod de, Melbærris (Arctostaphylus Uva ursi) 249 naar disse ikke var til Stede, uden Tvivl vilde gaa tabt, i denne Henseende er det jo ogsaa af Bet^^dning, at Kronens Munding er saa snæver, idet Støvkornene rimeligvis lettere vilde falde ud af Blomsten, hvis Kronen var klokkedannet og altsaa havde en vid Munding. Melbærrisen er meget almindelig i Midt- og Vestjylland, derimod sjældnere mod Øst; paa Øerne er den kun funden ved Tisvilde paa Sjælland og paa Læsø. Den blomstrer i Maj og Juni og bærer smukke højrøde, bærlignende Stenfrugter, der er melede og uden Smag. Gyvel. (Sarothdmnus scopårius). Gyvel er en buskagtig, 2—3 Fod (50—100 Cm.) høj Plante med stive, risformede Grene, der er kantede og grønne. Bladene er trekoblede og i Bladhjørnerne sidder de store og smukke, guldgule Blomster enlige eller parvis. Gj'velen hører til de Ærte- blomstrede. Blomsterne har et to- læbet Bæger, ti sammenvoksede Støv- dragere og en lang, spiralrullet Griffel. Gyvelens Blomster søges mest af Hum- ler og Bier, der er langsnablede nok til at naa Honningen, som ligger i Bunden af de dybe, af Fanen, Vingerne og Kølen dannede Blomster, og stærke nok til at kunne trykke Vingerne og Kølen ned, saa at de kan komme i Berøring med Støvdragerne og Arret. Den blomstrer i Maj og Juni, og dens Frugt er en mørk, næsten træagtig Bælg, der i varm og tør Luft springer op med et Knald, hvorved Frøene pludselig løsnes og spredes. Navnlig medens den blomstrer, virker den meget dekorativt. Gyvel (Sarothamnus scopårius). 250 Blomsterknopperne anvendes til Forfalskning af Kapers. I Jylland er den almindelig- paa Bakker og- Lyngheder Syd for Limfjorden, ogsaa i det nordøstlige Sjælland findes den hist og her, men ellers er den temmelig sjælden. Klokke-Ensian. (Gentiana Pneumonånthe) . I Vestjyllands Hedemoser blomstrer sent paa Sommeren i August og September en meget smuk Plante med store, blaa Blomster, det er K 1 o k k e - E n s i a n . Stænglen, der bliver 72— 1 Fod (10—35 Cm.) hoj, er udelt og har linjeformede eller lancetformede Blade med tilbage- rullet Rand og Blomsterne siddende i Bladhjørnerne. Bægeret er femfliget, og den meget store, femtandede Krone tragtformet- klokkedan- net, smukt dybblaa, med fem grønne Striber udvendig. Om Natten, i de kølige, dugvaade Morgener og paa regnfulde Dage holder den sine Kroner tillukkede, men paa lyse, varme Dage folder den dem vidt ud for de flyvende og summende Insekter. Den hører til E n s i a n f a m i 1 i e n , der især er udbredt i Bjærgegne. Paa de danske Øer fore- kommer den sjældent. De bittert kryd- rede Stoffer, som Planten indeholder, værner den mod for- skellige Smaadyrs Angreb, blandt andet mod Sneglene. Sit Slægtnavn skal den have faaet efter Gentius, Konge i Illyrien, den første der fandt denne Planteart. Klokke-Ensian (Gentiana Pneumonånthe). 251 Vibefedt. (Pingutcula vulgåris). En højst ejendommelig- Plante er den i Hedemoser, Tørve- moser og- paa fugtig-e Eng-e voksende Vibe fedt, der horer til Blærerodfamilien. Det er en lille Plante, der kun bliver nogle faa Tommer eller lidt over 1 Kvarter (O — 20 Cm.) høj. De lysegrønne, rosetstillede, ovale Blade har ind- rullede Rande og- er beklædte med talrige klæbrige, dels kort- stilkede , dels langstilkede gennemsigtige K i r t e 1 h a a r. Fra Bladrosetten skyder flere lange Blomsterstilke i Vejret, bærende de enlige, nik- kende, violette B 1 o m s t e r. Bægeret er femdelt og den læbeformede Krone for- synet med en Spore og med hvide Ha ar i Svæl- get. Kronens lysviolette Farve er ikke særlig til- trækkende for Insekterne, men herpaa bødes der ved de lange Blomsterstilke, der gør Blomsterne mere iøjne- faldende, og da de paa Grund af deres særlige Bygning ikke er i Stand til at udføre Selvbestøvning, er Insektbesøgene af overordentlig stor Betydning for dem. Blomstens Læber er nemlig spærrede vidt fra hinanden, men indsnævres pludselig omkring Støvdragerne og Støvvejen, hvis Ar bestaar af en flad Skive, der paa Midten er klæbrig og paa Undersiden beklædt med fine Haar. Paa hver Side af Frugtknuden og tæt op til denne ligger de to Støvdragere med deres Knapper, der aabner sig opad og indad, trykkede fast op imod Arrets underste, laadne Flade mellem hvis fine Haar Støvkornene afsætter sig. Dette Støv kan saaledes umulig komme i Be- Vibefedt (Pinguicuhi vulgåris). 252 røring med den øverste Arflade og følgelig heller ikke komme til at bestøve Planten. Skal denne bestøves, da niaa det ske ved Hjælp af et Insekt f. Eks. en Bi, der, idet den stikker sin Snabel ind gennem Aabningen mellem Læberne og den brede Arflade, vil komme til at afsætte det medbragte Støv paa det skraat fremadrettede Ar. Men det er jo ogsaa nød- vendigt, at den fører Støv med sig bort igen, og dette sker da derved, at den, idet den trækker Snablen til sig, vil komme til at berøre Arrets Underside, en Berøring, overfor hvilken dette er saa følsomt, at det pludselig bøjer sig opad og tryk- ker den klæbrige Flade fast ind mod Overlæben, medens Biens Snabel samtidig stryger hen over den laadne Under- flade, som er vendt i Vejret og derved modtagei- en Del af det her opbevarede Støv. Kort efter breder Arret sig igen ud over Støvknapperne. Ogsaa ved den Maade hvorpaa Vibefedt ernærer sig, frembyder den flere mærkelige Forhold. Dens ubetydelige Bod synes jo at tyde paa, at den maa skatte sig en Del af den kvælstofholdige Næring, som Planterne ellers optager gennem Jorden, paa anden Maade. Og dette sker da ved, at den er i Stand til paa sine aflange, paa Jorden fladt udbredte Blade, at fastholde og udsuge Smaadyr og Smaadele af Planter. I den sejge Slim, der udskilles af Bladenes Kirtelhaar og som hindres fra at flyde ud over Bladet af den opad bøjede Rand, hænger en talrig Mængde Smaainsekter fast, ligesom mange smaa Plantedele: Frø, Blomsterstøv, smaa Lyngblade og lig- nende bliver hængende i Slimen, som bliver syrlig og derved i Stand til at opløse de for Planten fordøjelige, det vil sige kvælstofholdige. Dele. At dette Stof optages af Kirtlerne kan ses der paa, at disse forandrer Farve, og at deres Proto- plasma eller Celleslim trækker sig sammen til kornede Klum- per, der bevæger sig langsomt. Samtidig med at det lille fremmede Legeme berører Bladpladen, ruller dennes opad bøjede Rand sig indad og skubber derved Genstanden længere ind mod Midten af Bladet, hvoraf følger, at et større Antal Kirtler bliver berørte og irriterede. Saa snai't et Bytte er 253 bragt ind mod Bladets Midtribbe, ruller Randen sig igen tilbage. Vibefedt blomstrer i Maj , Juni og Juli og er temmelig almindelig paa de nævnte Voksesteder. Slægtnavnet stammer fra de ligesom fedtede Blade — Pingvedo — . Mosebølle. (Vaccinium uliginosum) . Paa lave Heder, i Hedemoser og Tørvemoser vokser den kraftige Mosebølle, der har trinde Stængler med oprette, omvendt ægformede, helrandede Blade, hvis Overside er mørkegrøn, medens Undersiden er blaagrøn. Det voksagtige Overtræk, der dækker Bladene, beskytter Spalte- aabningerne mod at tilstoppes af Vand. Man kan derfor ogsaa, selv om det ikke har regnet siden den foregaaende Dag, se Vanddraaber som lysbrydende Perler fastholdte mel- lem Mosebøllens Løv uden at rulle ned og uden at flyde ud og opsuges af Bladene paa Grund af Voksovertrækket. Blom- sterne sidder enlige eller faa sammen i Bladhjørnerne. Ved deres Stilke er de løftede i Vejret og fjernede fra Bladene og ved disse beskyttede mod alle Slags kr3^bende Smaainsekter, der ikke kan holde sig fast paa de glatte, stive, tykhudede Bladplader, men ubehjælpelig triller ned under deres Forsøg paa at naa Blomsterne ad denne Vej. Blomsterne er klokke- formede med grønlige eller rødlighvide Kroner, og frembyder ligesom andre Planter af Lyng- og Bøllefamilien flere ejendommelige Forhold. Deres Klokkeform yder de indre Dele udmærket Beskyttelse mod Regn, derimod er der saa godt som ingen Mulighed for Selvbestøvning, idet Arret er temmelig lille og saaledes vanskelig vil kunne opfange de faa Støvkorn, der tilfældig forlader Støvsækkene, og meget let vil falde udenfor Blomsten, hvis glatte Inderside og vide Munding ikke er indrettet til at standse dem i Flugten. Forøvrigt har Naturen ogsaa sørget for, at Støvkornene ikke skal falde ud i Utide, idet de Huller, der findes paa Støv- 254 sækkene, er anbragte ude i Spidsen af nogle korte, snævre Rør, hvorved Aabningerne bliver saa sraaa, at i hvert Fald kun faa Støvkorn ad Gangen kan forlade Støvsækken. Da det saaledes er aabenbart. at Mosebøllen er henvist til Krj^ds- bestøvning, er Støvdragerne blevne forsynede med meget lange, hornformede Vedhæng, undertiden saa lange, at de næsten naar hen til Kronens Inderside, saa at et Insekt, der besøger Blomsten, ufejlbarligt maa røre ved dem og ryste Støvkornene ud. Mose-Bøllen naar samme Størrelse som Hedelyng og Mel- bærris, 1 — 2 Fod (15—80 Cm.). Bærrene er sorte med blaa Dug, indvendig er de hvide. Den blomstrer i Maj og Juni og findes i Nord- og Vestjylland og ret almindelig i Nord- sjælland, men er ellers temmelig sjælden. Paa Jyllands Nord- spids og paa sine Steder i Jylland kaldes Mosebøllen »Blaabær«. Tyttebær. (Vaccinium Vitis idaéa). Til Bøllefamilien hører ogsaa Tyttebær eller Krøs- bær, en opstigende, kvarterhøj (5— 20 Cm.) Busk med stedse- grønne, omvendt ægformede Blade, der paa Oversiden er mørkegrønne, glatte og glinsende, paa Undersiden bleggrønne og prikkede. Ilanden er bøjet tilbage. De udmærker sig ved at blive siddende to eller tre Aar paa Planten. De blegrøde eller hvide Blomster sidder i tæt- blomstrede, nikkende Klaser i Spidsen af Grenene. Og- saa hos Tyttebær er Selvbestøvning vanskelig, idet Griflerne med de smaa ubetydelige Ar rager saa langt frem af den klokkeformede, næsten rørformede Krone, at de fjernes langt fra Støvknapperne, idet Støvknappernes Længde ikke er større, end at de naar til midt paa Griflerne. Bestøvningen maa derfor ske ved temmelig langsnablede Insekter som Hum ler og Bier. Den vokser paa Lyngheder, i Lyngmoser og i Skove i Klokkelyng (Erica Tetralix). 255 Tyttebær (Vaccinium Vitus idaea). Hedeegne og er temmelig almindelig i Midt- og Vestjylland, i Nordsjælland og paa Bornholm, men sjælden i de øvrige Egne af Landet. Den blomstrer i Juni og har smukke højrøde Bær, der liar en syrlig Smag, men bruges meget til Syltning. I Nordsjælland kaldes den »Kryslinger«. Klokkelyng. (Erica Teti'ulix). Klokkelyng eller Moselyng er en lav Busk V2— 1 Fod (10— 30 Cm.) høj, med oprette, slanke Grene, paa hvilke de smaa, naal eformede Blade er kransstillede. I hver Krans sidder tre eller fire Blade med tilbagerullede Rande, der ligesom Grenene er besatte med stive Haar. De tilbagerullede Rande danner et « vindstille Rum«, i hvilket Spalteaabningeine ligger nedsænkede, saa at Bladene paa denne Maade beskyttes mod for stærk Fordampning. Blomsterne, der er nikkende, ei- sandede i en tætblomst ret Skærm i Spidsen af Gre- nene, har smukke rosenrøde, sjældnere hvide, krukke- formede, flrtandede Kroner og et meget lille, randhaaret Bæger. De otte Støvdragere sidder i to Kredse paa Frugt- bunden, paa hvilken ogsaa de honningdannende Kirtler findes. For at komme til Honningen maa Insekterne derfor bore deres Sugesnabel ind mellem Støvdragerne, hvilket ingenlunde er noget let Arbejde, da disses store Støvknapper lægger sig tæt og fast op til hverandre, saa at de i Blomstens Midte danner en Kegle, hvis Spids vender opad. Det er derfor ikke alle tilflyvende Insekter, der er i Stand til at sætte sig i Besiddelse af Klokkelyngens Honning, men da der ogsaa blandt de flyvende Insekter er mange, hvis Besøg er Planten uvelkomment, fordi de ikke er i Stand til at bære dens Støv 256 videre, er det en Fordel for den, at kun de Insekter, der gør den Nytte, er kraftige nok til at trænge ind til dens Honninggemmer. Humlebierne hjælper sig ofte ved at bide et Hul, der viser sig som et lille trekantet Mærke, paa Blomstens Side. Klokkelyngen blomstrer i Juli og August, og dens Frugt er en lille Kapsel. Den horer til Lyngfamilien og er meget almindelig i Hedemoser og paa lave Heder i Vest- og Midtjylland. Hvor Klokkelyngen vokser i Tørvemoser, over- vokses dens nedre Dele efterhaanden af Tørvemos. I Nord- sjælland og paa Bornholm findes den kun hist og her, og i Landets øvrige Egne fore- kommer den kun yderst sjældent. I Jylland kaldes den »Lyngklokker«, »Ko- 1 -M\ patter« og »Komule«. Vild Rosmarin, (Andromeda polifoUa). En meget smuk Lyng- plante er ogsaa Rosma- rinlyng eller Vild Ros- marin, ligesom Klokke- lyngen en lille, indtil fodhøj (15-30 Cm.) Busk. De stedsegrønne Blade er læ- deragtige, glatte, lancet- formede, med tilbage- rullet Rand, mørkegrøn Overflade og hvidgraa Underside. Denne, paa hvilken Spalteaabningerne findes, er dækket af et Voksovertræk, der skal hindre, at Spalteaabningerne tilstoppes af Vand. Jo mere udsat Planten er for Blæst og Tørhed, Vild Rosmarin (Andromeda polifolia). 257 desto mindre er Bladene og- desto mere tilbagerullede Randene. Blomsterne sidder tæt samlede i Spidsen af Grenene paa tomme- lange, røde Stilke, er nikkende og har blegrøde, krukke- formede Kroner med et lille rødt Bæger. Blomsterne er femdelte og indeholder ti Støvdragere. Frugten er en Kapsel, paa hvis Fros Spireevne man for en Del Aar siden fik Bevis, da man i Frankrig ved at aabne en Grav, der indeholdt Liget af en Diakon, som var død for 500 Aar siden, fandt nogle Frøkapsler af Eosmarinlyng. Disse Frø spirede, da de blev saaede, ligesaa let som friske Frø. Rosmarinlyngen blomstrer ved Midsommertid i Juni og Juli og er temmelig almindelig i Hedemoser paa Halvøen, men ellers sjælden. Rævling. (Empétrum ni grum) . Paa Heder og i Moser vokser ogsaa Rævling, en lille nedliggende, lyngagtig Busk hørende til Bævl ingefa- milien. Den har smaa tætsiddende, linje- formede, læderagtige Blade, der holder sig grønne om Vinteren to — tre Aar igen- nem, og som paa Undersiden har en Fure, der er dækket af Haar og danner en hvid- lig Stribe. Den Omstændighed, at en Del af Overhuden bliver til Slim, hjælper Plan- ten til at holde paa det opsamlede Vand og gemme det, saa at den lettere bliver i Stand til at ndholde saavel Lnftens som Jordbundens Tørhed, naar denne indtrætfer, idet Slimen nemlig trækker Vandet til sig og meget langsomt giver Slip paa det. De smaa^ mørkerøde Blomster sidder enlige i Bladhjørnerne og har tre Bægerblade og tre Kronblade. Rævlingen er tvebo og har i Hanblomsterne tre lange Støvdragere og i Hunblomsterne et nistraalet Ar. Den blomstrer i Slutningen af Marts, i Rævling (Empétrum nigrum). 258 April og Maj, og- Bestøvningen foregaar ved Vinden, der fører Støvet fra de langt fremragende Støvdragere hen paa de brnne, klæbrige Ar. Den bestøves dog ogsaa af Insekter. Snart efter Afblomstringen er Frugterne modne. Det er Sten- frugter, der danner et sort Bær af Størrelse som en Ært. Det ædes gerne af Faarene. I Grønland spiller Rævlinge- bærrene en vigtig Rolle, da de der benyttes meget som Fødemiddel for Mennesker. Den grønlandske Opdagelses- rejsende, Kaptajn Graah, skriver om den: »Jeg skylder Krækkebærrene, at jeg ikke fandt min Død paa Østkysten«. Eævling, ogsaa kaldet Kræ kl in g, »Rævlingebær« og »Kræk- kebær«, »Kragebær« eller »Sortebær« er meget almindelig i Vest- og Nordjyllands Hedeegne, men sjældnere paa Øerne. Paa Bornholm forekommer den ret hyppig i Højlyngen. Skønt Rævlingen hører til en helt anden Familie end Lyngplanterne og i adskillige Henseender er vidt fjernet fra disse, saa har den dog, voksende mellem Lyngen som den gør, en fuldstæn- dig lyngagtig Karakter, et Forhold, der minder om den »Be- skyttelseslighed'<, der saa ofte træffes mellem visse Dyr og de Planter, blandt hvilke de færdes. (Rostrup). En af Grun- dene til Rævlingens betydelige Udbredelse er vistnok den, at den i højere Grad end de andre Hedebuske har nedlig- gende og langstrakte Grene, der nogenlunde let slaar Rødder, den breder sig derfor ogsaa lettere til Siden, saa at den enkelte Plante kan omspænde et større Omraade, og naar de forskellige Tuer væver Grenene ind mellem hverandre, dannes der et tæt Dække. En anden Grund kan maaske søges i dens Frugters kødede Beskaffenhed, idet disse ædes af fiere Dyr, deriblandt af adskillige Fugle, og derved spredes de smaa stenhaarde Frø, efter at have passeret Dyrenes For- døjelseskanal, vidt omkring. I Grønland maa endogsaa Polar- ræven om Vinteren i Mangel af bedre Føde, tage til Takke med Rævlingebær. I det tidlige Foraar er det dens smaa uanselige, lugtløse Blomster, der forsyner de første Humler og Bier med Blomsterstøv. 259 Almindelig Ulvefod. (Lycoij odiii m cl a våtu n i) . En helt blomsterløs Plante, der vokser paa Hederne, er Almindelig Ulvefod, der hører til Sporeplanterne. Ulvefod (Lycopodium clavatum). Det er en lav, krybende Plante af et moslignende Udseende, der udsender sine smalle, grenede, bleggrønne Stængler vidt og bredt. Stænglerne, der er dækkede af smaa, tætsid- 17* 260 dende, skælagtige Blade, som ender i en indbøjet, haarformet Spids, opsender opstigende Grene med stilkede, gullige Aks, der er samlede to og to paa hver Gren. Disse Aks er dannede af Sporehusene (Afb. 2), der modnes i Juli og August og indeholder Sporerne (Afb. 3), ved hvilke Plan- terne formeres. Det er disse smaa Sporer, der under Navn af »Heksemel« eller Se men Lycopodii bruges paa Apothe- kerne til at nedlægge Piller i, for at hindre, at de klæber sammen. Mulig har dette ogsaa bidraget til at bevare den overtroiske Porestilling, at Heksemelet skulde besidde mange hemmelige Kræfter, hvilket jo ogsaa dets folkelige Navn tyder paa. I gamle Dage brugte man saavel i Jylland som paa Pyen at lægge Heksemel i Ølkarret, naar Øllet var for- gjort og ikke vilde gære, og i Thy hænger man endnu den Dag i Dag Ulvefodsranker op i Vindueskarmen for at be- skytte Huset mod Troldtøj, mere virkningsfuldt er det mulig- vis, naar man lægger dem mellem Klæder for at bevare disse mod Møl. Ved en flygtig Betragtning har Ulvefoden nogen Lighed med Mosserne, den danske Botaniker Peter Kylling, der døde 1696, kalder den da ogsaa »Jordmos«, et Navn den bevarede i lange Tider. I Stenkulsperioden dannede Ulvefodfami- lien i Porening med Bregner og Padderokker anselige Skove, af hvilke de mægtige Stenkulslag er dannede. Ogsaa i Skifer- lagene linder man Ulvefodsplanternes Sporegemmer i Porm af smaa Blærer. Ulvefoden er temmelig almindelig paa Heder og paa Banker i højtliggende Skove. STRANDENGE, STRANDBREDDER OG KLITTER. Paa de lerede, sandede og saltholdige Enge i Nærheden af Havet findes en særegen Plantevækst, der er kendelig ved sine tykke, kødfulde Blade og Stængler. Planter af de mest forskellige Familier bliver kodfnlde paa Saltbnnd, medens deres Repræsentanter andre Steder ikke er det, hvilket lige- frem skyldes det af Planterne optagne Kogsalts Indflydelse. Da Sandjorden er løs, synker Nedbøren let ned i Sandet, hvorfor dets Vandholdighed ogsaa er ringe. Jo mere grov- kornet det er, desto mindre Sammenhængskraft har Sand- kornene, og desto mindre er det i Stand til at tilbageholde Fugtigheden. Til at opsuge Vand fra Undergrunden har Sandjorden ligeledes ringe Evne. Da Sandet i Reglen ud- tørres meget hurtigt, opvarmes det ogsaa let og stærkt af Solen, men saa snart Natten indtræder, afkøles det ogsaa hurtigt. Planter paa Sandbund lider derfor ogsaa let af Frost. Sanddannelserne skyldes som Regel Vandets, navnlig Bølgeslagets søndermalende og opslemmende Virksomhed. Naar Bølgerne kaster Sandet op paa Forstranden, og det ved Flod- tid fores endnu højere op, udtørres af Solen og føres af Sted af Vinden, dannes Klitterne, idet »det flyvende Sand er som den fygende Sne«, det lejrer sig overalt hvor der er Ro og Læ ogsaa om Plantei-ne, der saaledes kommer til at befordre Klitternes Vækst. I Sandplanternes bladløse Stængler, saa vel som i Bladene, findes undertiden et saakaldet »Vandvær« eller Vandreservoir, der hjælper Planterne til at udholde 262 Luftens og Jordbundens Tørhed. I Modsætning til Sand- jorden er Lerjorden temmelig stiv, fordi dens Smaadele, der er usynlige for det blotte Øje, har stor Sammenhængskraft. Det er tillige en vaad og kold Jordart, da det Vand den modtager gennem Nedbøren overordentlig vanskeligt kan trænge igennem den, paa samme Tid som den suger meget Vand til sig fra Undergrunden. Plantedækket paa Strand- enge, ved Strandbredder og i Klitter er ofte saa aabent, at det er Jordbundens Farve, der giver Landskabet dets Karakter. Salturt. (Salicdrn la Iterbåcea) . En meget ejendommelig Plante er Salturt eller Kvel- ler, der næsten er uden Blade, kaktuslignende og let kendelig ved sin tykke, saftige, leddede Stængel, der enten er opret eller nedliggende med korsvis modsatte, noget udstaaende, leddede Grene. Naar Stæng- lerne har Espalierform, d. v. s. ligger hen over Jorden trykkede til denne og skjulende sig mere eller mindre mellem andre Planter, mellem Stene og lignende, da maa Grunden dertil søges i den Varmeforskel, der er mellem Luftens og Jordens Varme paa den Tid, da Skud- dene udvikler sig, idet der ikke kan være Tvivl om, at de ved denne Vokse- maade opnaai- større Varme, end om de voksede opret. De ganske smaa, ube- tydelige Blomster sidder i treblomstrede Kvaste i Leddene paa Grenene og har en eller to Støvdragere og en Støvvej. Kvelleren blomstrer hen paa Eftersom- meren i August og September og bliver Salturt (Salicornia ^^ nogle faa Tommer til henimod 1 Fod herbacea). (4—30 Cm.) høj. Den er almindelig paa 2G3 Syltenge, hvorved man forstaar en Jordl^und af torvea^tig Natur, der er blød o^ noget eftergivende at træde paa. Saa- danne Enge træffes især, hvor Vandet er roligt, og Land har kunnet danne sig. Den lindes ogsaa paa leret Grund, der er oversvømmet af Havet. Navnlig er den hyppig i Marskegnene, hvor den sammen med de grønne Alger danner det første Plantedække paa nylig inddæmmede Strækninger, og hele Planten faar da ofte en blodrød Farve, medens den ellers er l'risk mørkegrøn. »Den kan vokse paa Steder, hvor Vandet i Flodtiden staar 1 Alen ('^/s Meter) højt, og daglig staar den to Gange under Vand; den indfinder sig paa Va- derne o : de Strækninger af Havbunden , der lægges tørre i Ebbetiden, og paa hvilke de første Repræsentanter for Land- planter indfinder sig, saa snart de holder sig tørre i tre Timer ved Ebbetid, men er Bunden først højnet saa meget, at Van- det kun sjældnere gaar over den, fortrænges Kvelleren af andre Planter. Kvellervegetationen er meget virksom ved Landvindingen; den virker som en Si, "thi mellem dens Planter er Vandet roligere end udenfor, og Bundfældningen af Flod- bølgens »Slik« sker her lettere og hurtigere. Men samtidig arbejder den uafbrudt paa sin egen Undergang, thi efter- haanden bereder den Plads for en ny Vegetation. Befolkningen gør naturligvis ved Groftning ud i Vaderne og paa anden Maade sit til at hjælpe Kvelleren. Man graver Grøfter lod- ret ud fra Landet og lægger den opgravede Jord mellem dem; i Grøfterne er der roligere Vand, dér foregaar Tilslik- ningen lettere; paa de mellemliggende Rygge indfinder Kvel- leren sig, og der sier den Slikdelene fra.« »Om Efteraaret og Vinteren kaster den sine Fro og visner fuldstændig; næppe noget Eksemplar udholder Vinteren; men de linseformede Frø er ved ejendommelige Kroghaar skikkede til at hage sig fast mellem Havbundens Slikpar- tikler, Alger og mulig opdrevne større Tangplanter, saa at Kvelleren, skønt enaarig, dog forstaar at hævde sin Eksistens 1 Vadernes Omkreds trods Bølgeslag og Storm.« (E. Warming). Ikke sjælden sei- man dem med oprette i Stedet for med 264 udspærrede Grene. Ligesom andre Planter paa Lerbmid, er dens Rødder temmelig' svage og ikke dybtgaaende eller vidt- krybende som Rødderne hos de egentlige Sandplanter, hvilket staar i Forbindelse med Bundens Natur. Den hører til Salt- urtfamilien. Dens klare, gennemsigtige Stængel har ogsaa givet den Navnet »Glasurt«. Slægtnavnet kommer af Sal — Salt — og Cornu — Horn — , fordi dens Grene ligner Hjortetakker. Strand-Vejbred. {Plantågo marUima). Af Yej bredfamilien, der med flere Slægter er saa al- mindelig paa Marker og ved Veje, findes ogsaa en Slægt paa Strandengene. Det er Strand-Vejbred, der let kendes paa sine lange, linjeformede, noget kødfulde Blade, der er glatte og oftest helrandede. Alle Bladene er samlede ved Grunden af den lange, trinde Stængel, der i Spidsen bærer et valseformet, mangeblomstret Aks. De smaa firdelte Blom- ster har en hindeagtig Krone med brungult Kronrør, der indvendig er beklædt med Haar, og hvidlig Krave. Arret er fjerformet og udvikles før de lange, fine, letbevægelige Støvdragere, — hvis Støvknapper er gule, i Modsætning til flere andre Vejbredarter, der har violette eller røde Støv- knapper, — og det er saaledes i Stand til at opfange Støvet, der af Vinden føres hen imod det fra andre Vejbredblomster, før Støvdragerne i dets egen Blomst er færdige til at udsende deres Støvskyer. Skønt den forekommer almindelig paa Strandenge, er den dog ikke udelukkende en Strandplante. Den vokser saavel Nord som Syd for Limfjorden langs Landevejene, navnlig mod Vest, hvor Jordbunden er mere sandet, og synes at trives fortræffelig. Paa saadan almindelig saltfattig Jord bliver dens Blade dog mindre kødfulde, end paa de saltholdige Strandenge. Rimeligvis er den fort ind i Landet med Høet, der ofte hentes fra Strandengene, eller den stammer fra den 265 Tid, da Havet gik ind over Vendsyssel. Den bliver fra nogle faa Tommer indtil 1 Fod (5—30 Cm.) høj og l.lonistrer fra Juli til ISeptember. I Marskegnene kaldes denne Plante »Soj« eller »Ser«, og- Befolkningen spiser den som et salt Grønsel. Strand-Asters. (Aster Tripolium), Meget almindelig paa Strandenge er Strand -Asters eller Stjerneurt, en glat, 1—2 Fod (15— GO Cm.) hoj kurveblomstret Plante med linjelancetformede, næsten helrandede, kødfulde Blade, der sidder spredte opad Stænglen og er rettede mere eller mindre stejlt opad, hvorved de bliver belyst omtrent lige stærkt paa begge Sider, hvorfor der ogsaa findes Spalteaabninger saavel paa Over- som paa Underfladen. De store Kurve er samlede i en halvskærmformet Blomster- stand og har violette, tungeformede Randkroner i en enkelt Kreds og gule. rørformede Skivekroner, der hen- imod Afblomstringen bliver rødbrune. Kurvbladene er butte og tiltrykte. Den blomstrer henad Efteraaret i August og September, og de stærktfarvede Kurve tiltrækker Insekterne, der søger den let tilgængelige Honning, som er opbevaret i Griflens nederste Del, hvor den ligger godt beskyttet mod Regn. For at bevare Støvet i de tvekønnede Skiveblomster mod Væde, bøjer Randkronerne sig i fugtigt Vejr henover disse. Slægtnavnet bet3^der Stjerne. Marehalm. (Elynms arendrius). Marehalm, Sandhavre eller Havgræs er et stort, blaagraat, 2—4 Fod (60—120 Cm.) højt Græs, af et stift, groft Udseende, med lange, enlige Aks, der i hvert Led bærer to eller fire Smaaaks, der er tre eller firblomstrede og har sylspidsede Yderavner. De brede, stive, spidse Blade har paa Oversiden mange Ribber, besatte med korte og stive 266 Smaatorne eller Haar og et Vokslag, der giver Bladene en blaalig og mat Tone og hindrer hurtig Fordampning i tørt Vejr. Marehalmen blomstrer i Juni, Juli og August, og Blomsterstandene er lige til Udspringningen omsluttede af store Bladskeder, der ydei' et godt Værn mod Vinden. Den vokser i Flyvesandsklitter, ved sandede Strandbredder og i Havstokken eller Forstranden, hvor denne er dannet af det flue Kvartssand, som Havet skyller op. Dette Sand blandet med smaa Kalkdele fra Havdyrenes Skaller, føres af Floden højere op, tørres af Solen og bæres endelig af Vinden ind over Land, hvor det danner Klitterne, idet det aflejrer sig om hver Genstand, det møder. Saaledes bliver Mare- halmen i Forening med Hjelmen Klittens Grundlægger. Klitterne tiltager derefter i Vækst, idet Planterne vokser op igennem det overdækkende Sand. Den løse Bund begunstiger Dannelsen af lange Rødder og af lange, vandrette Udløbere, fordi den Mod- stand, der skal overvindes under Væksten, er ringe. Derved fremmes Planternes sel- skabelige Optræden, og Landskabet kan faa et eget ensartet Fysionomi. Paa Grund af sin krybende Rodstok plantes Marehalmen i Klitterne for at dæmpe Flyvesandet, hvor- til den dog ikke er saa vel skikket som Hjelmen eller Klittag, fordi dens Blade dør bort om Vinteren. Den begynder først at vokse i Februar eller Marts; hvis den om Vinteren er bleven dækket af Sand, formaar den dog at vokse igennem det, naar den kun har omtrent 1 Fods (^/s Meter) Højde. Den trives først ret, efter at Sandflugten e r dæm- pet. Paa Island har Kornet af Marehalmen været brugt som Føde- middel fra Oldtiden og ned til vore Dage, særlig i Vester-Skapta- fell-Syssel, hvor det endnu benyttes af den fattigere Befolkning. Marehalm (Elymus arenarius). 2G7 Sandhjælme. (Psaiiu)i(t areiiaria). Sand hjælme, Hjælme eller Klittag- derimod staar under Klittens Vækst i første Række som sandbindende Plante. Den er et stift, opret 1^2—3 Fod (45-90 Cm.) højt Græs, der voker i tætte Tuer. Af Farve er det g-raaliggrønt, med hvidlig, næsten valseformet Dusk, der foroven er tilspidset. De enkelte Blomster er ved Granden omgivne af Haar, og Blomstringen finder Sted i Juli og August. Bla- dene er lange, smalle, kun en Tredjedel saa brede som Mare- halmens Blade. De er mere eller mindre indrullede eller udfoldede, efter som Vejret er mere eller mindre fugtigt, idet de i tørt Vejr er mere indrnllede end i fugtigt, da Indrulningen værner Bladene mod for stærk Fordampning og saaledes hjælper dem til at holde paa Fugtigheden. Alle Planter for- bruger jo Vand, af hvilket store Mængder fordamper fra deres Over- flade, især fra Bladene. Da nu Hjælmen vokser paa saa tørre Lokaliteter, hvor Fugtigheden i Sandhjælme (Psamma arenaria). Bunden og Luften i alt Fald til Tider, er særdeles ringe, er dens Blade tillempede efter denne tørre Natur, idet de er i Stand til at taale Solens stærke Lys- og Varmeudstraaling. Ved Indrulningen former Bladet sig som en smal Rende. »Bladene danner sædvanlig elegante Buer, og navnlig naar det blæser, bøjer de sig bueformet bort fra Vinden, ofte med Spidsen beskrivende Kredse i Sandet; de vender altid den faste, glatte, glinsende. 268 mørkegrønne Underside mod Vinden, og alle Sandflugtens smaa Kvartskorn glider af fra den, medens den i Renden skjulte, fint haarede Overside vender bort fra Vinden« (War- ming). Nederst paa Stænglen og uden om de friske Blade sidder en Del halvt eller helt visnede. Ved sine vidtkrybende, underjordiske Stængler eller Rodstokke, der ofte med deres haarde Spidser bryder sig mange Alen frem mellem Sand- klitterne, er den bleven den vigtigste Plante til Flyvesandets Dæmpning. Man dyrker den derfor i stor Maalestok, dels ved at udsaa de modne Vipper, men dog navnlig ved at plante den i Rader, saaledes at disse kommer til at staa paa tværs mod de Vinde, som foraarsager Sandflugt. Den bliver ved sine lange Udløbere ogsaa en i høj Grad samfundsdan- nende eller »social« Plante. Det flyvende Sand formaar ikke at kvæle den, saa snart Skuddene dækkes af Sand, strækker Leddene sig, og de sammenrullede, spidse Skud, der meget let gennemtrænger Sandet, kommer atter op for Lyset og Luften. En eneste Busk skal saaledes kunne foranledige Dannelsen af en Klit paa 20—30 Alens Højde. Det er der- for ikke med Urette, man har kaldet Hjælmen »Danmarks højeste Plante«, fordi den ved sin Forgrening opad under Flyvesandets Paa virkning kan opnaa en Højde, der er angivet til at være omtrent 30 Alen (20 Meter). Ligesom Hjælmen er i uafbrudt Vækst hele Aaret igennem, den strængeste Vintertid undtagen, saaledes er ogsaa dens Blade stedsegrønne, selv om de i haard Frost bliver gule, vender dog om Foraaret den grønne Farve tilbage. Det er altsaa i den udæmpede Klit, i den saakaldte »levende Klit« eller »Havklitten«, at Hjælmen hersker ; men er Sandflugten først dæmpet, og Sandet kommet til Ro mellem Hjælmens tætte Tuer, saa at andre Planter formaar at fæste Rod, brede sig og danne et tættere og tættere Dække, da bliver det snart Hjælmen for trangt, den fordrer Frihed og løs Bund for at trives, og naar den ikke længer finder dette, gaar den ud (E. Warming). Paa den dæmpede Klit, den saakaldte »graa Klit«, eller »Landklitten«, har Hjælmen udspillet sin Rolle. Paa Jyllands Vestkyst er den langt almindeligere end Mare- 269 halmen. Ved Tisvilde paa Sjælland kaldes den »Spansk Havre«, ved Vedbæk »Tyrkisk Græs«. Sand-Star. (C ar ex arenåria). Sand-Star hører til Halvgræssernes Familie og til den overordentlig talrige Star-Slægt, der især er udbredt i nordlige Lande, og hvoraf Danmark alene har over halv- Sand-Star (Carex arenåria). 270 tredssiiidstyve Arter. Sand-Staren har en meget lang — ofte flere Alen — vidt og bredt krybende Rodstok, der er besat med brune, optrævlede Skeder og afdelt i Led. Paa Rodstokken findes to Slags Rodder. nogle meget fine, grenede og overfladisk beliggende, andre meget dybtgaaende og ugrenede, hvilke i tørre Tider hjælper Planten til at hente Vand op fra store Dybder. Ved hvert Led sender den en marvfyldt, trekantet Stængel til Vejrs. Stænglerne bliver V2— 1 Fod (15—30 Cm.) høje og staar ofte i Række. Bladene er græsagtige, og Blomsterne samlede i gulbrune, tilsidst nikkende Aks, med tætsiddende Smaaaks, af hvilke de nederste har Hunblomster, de øverste Hanblomster, eller baade Han- og Hunblomster. Først henimod Bestøvningstiden falder det let i Øjnene, at de øverste Smaaaks bestaar af Hanblomster, thi paa den Tid forlænger de korte Støvtraade sig pludselig meget hurtig, saa at Støvknapperne paa de fine Støvtraade kommer til at hænge frit ud i Luften, der ved det mindste Vindpust sætter dem i Bevægelse. Blomstringen finder Sted i Maj og Juni. De nedre Smaaaks er tillige sædvanlig forsynede med lange Dækblade og indeholder Frugterne, der let kendes paa den bredvingede Rand. Sand- Staren er almindelig paa sandede Strandbredder, paa tør Sandjord, paa Heder og i Klitter, hvor den under Navn af »Senegræs« bruges til at dæmpe Flyvesandet. Strand-Melde. (Atriplex liUoriilis). Udelukkende paa Strandbredder, men her meget alminde- lig, vokser Strand -Mel de, der horer til Salturterne. Det er en 1—2 Fod (30— 60 Cm.) hoj Plante af et graaligt, ligesom »melet« Udseende, der stammer fra de korte, tykke, saftfyldte Haar, der beklæder hele Planten, og som let falder af. Stænglerne og Grenene er oprette, og Bladene tykke, linjeformede, helrandede eller svagt tandede. De ubetyde- lige grønne Blomster sidder i Nøgler, der er samlede i Aks. 271 Blomsterne er særkonnede og enbo. Hanblomsterne har fem Støvdragere, Hunblomsterne et tobladet Blomsterdække. Den blomstrer fra Juli til September og danner sammen med flere andre Planter, deriblandt Arter af Brandbæger, Kamille og Kveller, det aabne Plantedække paa de sandede Strandbred- der, hvor Bunden er for les og foranderlig til, at en tæt Plantevækst kan udfolde sig. Ligesom sine Voksefæller har ogsaa Strand-Melden en d3'btgaaende Bod, der kan holde Planten fast i den løse Bund og naå ned til Fugtigheden i det ofte af Solen og Vinden gennemtørrede Sand. Undertiden faar Stænglerne Espalierform, idet de ligger henad Jorden, trykkende sig imod denne og skjulende sig mere eller mindre mellem andre Planter og Stene, fordi de søger Varme, thi paa den Tid Skuddene udvikler sig, er Forskellen mellem Jordens og Luftens Varme til Tider ret betydelig. StrandtidseL (Eryitgiuiii niantimum). En meget smuk Strandplante er St rand-Man dst ro eller Strandtidsel. Den høi'er til Skærmplanterne, men er i sit Ydre højst forskellig fra de øvrige Planter af denne Familie. Hele Planten er blaagraa, ofte med en fin lyslilla Farvetone. Den er meget stiv og grenet, med brede, haandlappede, tandede Blade, hvis Spidser ender i stive Torne. Lapperne er oftest drejede, saa at de staar temmelig lodret. Bladene er noget læderagtige, og Overhuden er dækket af et Lag af Vokskorn, der hindrer den i hurtig at vædes. Naar Bladene dyppes i Vand, viser de sig sølvglinsende. De stærkt rynkede Blade tilligemed et Overtræk af Voks, Strand tidsel (Eryngiuni maritimum). 272 der g'iver Planten dens matte, blaalige Tone, nedstemmer Fordampningen. Strandtidslen bliver 1 — 1 V2 Fod (25—50 Cm.) hej. De smaa, lyseblaa Blomster er samlede i et rundt Blomster- hoved, der er omgivet af tornede, violet anløbne Svøbblade. Ogsaa ved hver Blomst sidder et tornspidset Dækblad. Blom- sterne er protandrine, idet Støvdragerne er udviklede før Griflerne. Insekterne vil derfor under deres Arbejde i de nylig udsprungne Blomster blive overpudrede med Støv; flyver de derefter til en anden Blomst, hvis Støvdragere allerede er visnede, men hvis Ar nu er klæbrige nok til at modtage og fastholde de medbragte Støvkorn, saa vil Frem- medbestøvning derved være uundgaaelig. Da Honningen i dens Blomster ligger temmelig aabent, besøges den væsentlig af Fluer og forskellige smaa sorte Biller (Meligethes). Dens stive Torne tjener den som Værn mod de planteædende Dyr, blandt andre mod Harerne, der hyppig strejfer om mellem Klitterne. Den blomstrer i Juli, og skønt den ikke er nogen almindelig Plante, forekommer den dog paa sandede Strand- marker og ofte højt oppe i Klitterne i alle danske Provinser. Den kan ogsaa findes paa Havstokken, især naar Bunden er stærkt gruset eller stenet, saa den ikke flyttes saa let som den løse Sandbund. Dens Bod gaar dybt ned i Sandet. I Jj^lland er den hyppigere paa Øst- end paa Vestkysten. Strandtidslen er temmelig skør, saa den ofte om Efteraaret knækkes over af Vinden og føres langt bort. Den kaldes ogsaa »Havtidsel« eller »Havtorn«, og paa Skagens Nord- strand »Sømandstro«. Klitrose. (Rosa pimpinellaeféUa). I Klitterne langs Jjdlands Vestkyst fra Skagen til Blaa- vandshuk — men ellers kun funden i Tisvilde Hegn, paa Sandbankerne ved Tibirke mod Arresø og ved Bodilsker 273 paa Bornholm — vokser almindelig- den blegt gulblomstrede Klitrose, horende til Rosenfamilien. Det er en lav Busk med krybende Udløbere og mørkebrun Bark, besat med talrige, tætstillede, rette Barktorne og Borster. De smaa uligefinnede Blade er rundagtig-ovale og savtakkede. Blomsten har et lille Bæger og fem bleggule eller hvid- lige Kronblade og mange Støvdragere og Støvveje. Den blomstrer i Juni og Juli og de tykke, sortrøde, læderagtige Hyben modnes sent. Den kaldes ogsaa Pi m pinelier ose og dyrkes under dette Navn hyppig i Haver, hvorfra den ikke sjælden forvildes. Klitrosen har vel ikke Vin-Rosens stærke, æblelignende Lugt, men dens Blomster dufter dog meget behageligt, og i de nøgne Sandklitter virker den ejendommeligt. Oprindelig stammer den formodentlig som alle Roser fra Orienten eller fra Rosernes egentlige Hjemland — Persien. Fra Øster- landene blev Roserne udbredte over Tyrkiet, Grækenland og Italien, herfra vandrede de saa med Kulturen videre mod Vest og mod Nord, og Pimpinellerosen, der sandsynligvis ogsaa i sit Hjemland har søgt de sandede Ørkenstrækninger, har saa efterhaanden funden sig til Rette bag de golde Klitter. I Salomons Højsang skal »Sarons Rose« vel betyde en simpel og beskeden Blomst, — hvor den vokser, hører Hyrdepigen hjemme og ikke mellem Kong Salomons Cedrer, og Cypresser, — maaske er da den Blomst, hun sammen- ligner sig med, den lille, lave Pimpinellerose fra Sarons Slette. Strand-Nellike (Diånthus supérbus). Paa kratbevoksede Skrænter, Græsmarker og Overdrev, især nær Stranden, findes hist og her den vellugtende Strand- Nellike. Den har en næsten opret, grenet, glat Stængel med modsatte, linjeformede, helrandede Blade og store, vel- lugtende, rod-lilla Blomster, der sidder i en fjærntblom- 18 274 stret Kvast. De fem Kronblade er forsynede raed lange Negle, og Pladerne er dybt delte i mange traadfor- m e d e F 1 i g e. I Kronernes gulgrønne Svælg findes en Mængde mørkerøde Haar, der beskytter Honningen mod forskellige Smaadyr, saa den kan opbevares til Sommerfuglene, der stik- ker deres lange Sugesnabel ind gennem Svælghaarene og ned i det dybe Honninggemme. Ogsaa Blomsternes Vellugt og Farve er særlig tiltrækkende for Sommerfuglene. Disse har dog Medbejlere til Honningen i forskellige Bier, der, da de ikke kan naa ned til Honningen paa retmæssig Maade gennem Blomstens Aabning, søger at stjæle den ved at bide Hul paa Siden af Blomsten og derigennem anbringe deres Munddele. Disse Angreb mislykkes dog ofte, idet Blomsterne, til Værn mod saadanne uvelkomne Besøg, ved hvilke de mister deres Honning uden at opnaa det ringeste af det, hvorfor de har dannet den, ved Grunden af det rørformede, femtandede Bæger er forsynede med stive, tørre Dækblade, gennem hvilke det ikke altid er saa let for Bierne at bide eller stikke Hul. Strand-Nelliken bliver 1—2 Fod (20—60 Cm.) høj. Den hører til Nellikefamilien og blomstrer i Juli, August og September. Frugten er en mangefrøet, enrummet Kapsel, der aabner sig med fire Tænder i Spidsen og inde- holder smaa vingede Frø. Dianthus betyder Jupiters Blomst. Langstilket Havgræs. (Ruppia spiralis). I Fjorde og Bugter, saa vel i Saltvand som i Brakvand og i Vandhuller, der overskylles af Havet, findes almindelig udbredt en Vandplante: Langstilket Havgræs af Vand- aks familien, til hvilken Plantefamilie alle i Havet voksende Blomsterplanter hører. Havgræsset har fodlange, traadformede, grenede Stængler med børsteformede Blade, der er omske- 275 deiide ved Grunden. Paa Spidsen af en lang- Stilk sidder sædvanlig to tvekønnede, ufuldstændige, nøgne Firtalsblomster med to Støvdragere. Blom- stringen finder Sted hen paa Sommeren fra Juli til Septem- ber, og under Frugtmodningen snor Blomsterstilkene sig spiral- formet. Paa det første Udvik- lingstrin er hele Planten ned- særket i Vandet. Naar de ovale Støvknapper er modne, aabner de sig, og Støvkornene stiger op til Overfladen af Vandet, hvor de svømmer omkring. Straks efter falder Støvdra- gerne af, og der indtræder en stæi'k Forlængelse af Blomster- stilken, samtidig med at den spiralformede Snoning finder Sted. Blomsterne, hvis Ar nu er blevne udviklede, er derved i Stand til at naa op til Van- dets Overflade og modtage Stø- vet, der af Vandstrømningerne føres hen til dem. Støvkornene maa derfor have samme Vægt- fylde som Vandet, da de. for at kunne komme til at virke, maa sprede sig i horisontal Retning; sjmker de ned i Vandet, gaar de tabt for Planten. Undertiden føres de i saa stor Mængde hid og did af Vind og Strøm, at de danner et gult Overtræk paa Vandet. Da det er af stor Betydning for Be- støvningen og altsaa for Plantens Liv, at Blomsterne med Arrene stadig er i Stand til at holde sig i Vandoverfladen, og da Vandstandens Hojde er underkastet mangfoldige For- andringer, er Blomsterstilkens ejendommelige spiralsnoede Beskaffenhed af uvurderlig Nytte for Planten, idet denne 18* Havgræs (Ruppia spiralis). 276 derved bliver i Stand til at følge endog- ret betydelige Stig- ninger og Sænkninger af Vandhøjden og saaledes lempe sig efter Forholdene. Havgræsset hører altsaa til de saakaldte hydrofile Planter, hos hvilke Bestøvningen foregaar ved Vandets Hjælp. Sammen med Bændeltangen er Havgræssene de første Planter, der bidrager til Landdannelsen eller Hav- bundens Tilvækst i Højde i Marskegnene, idet der mellem Havgræssets tætte Skud og Blade er forholdsvis Ro, saa at Flodbølgens Smaadele her kan samle sig i større Mængder. Den findes da ogsaa, foruden ved Vestkysten tillige alle Vegne, hvor der er Marsk, hvis Tilblivelse er den samme som ved Vestkysten f-Eks. ved Kallebodstrand og andre Steder i det sydøstlige Sjælland, i Roskildefjord, i Limfjorden og flere andre Steder. (E. Warming). Frugterne hos Havgræs er smaa, langstilkede, ovale Nødder. Bændeltang. (Zostéra manna). Til Vandaksfamilien hører ogsaa Bændeltang eller Aalegræs, der findes overalt paa sandet Havbund ved vore Kyster og i Mængde driver op paa Stranden. Den har meget lange, smalle -- omtrent 2 Linjer (4 — 5 Mm.) — baandformede , helrandede Blade, der er olivengrønne og græslignende. Bladenes Form er i Overensstemmelse med Vandets Strømninger, idet den ikke gør Modstand mod disse, men tillader Bladet at bøje sig efter Vandets Bevægelser. Blomsterne er meget ufuldstændige og samlede i smalle, flade Kolber, der er indesluttede i Bladskederne, Han- og Hun- blomsterne siddende skiftevis. Hanblomsterne med en Støv- drager, Hunblomsterne med en Støvvej. Blomstringen finder Sted i Juni, Juli og August og foregaar under Vandet, lige- som Bestøvningen. For at denne kan udføres, har Støv- kornene en ganske særegen Bygning, idet de er næsten haar- formet tj^nde og meget lange, indtil Ve Tom. (4 Mm.). De er derved i Stand til sikrere at kunne opfanges af Arrene, der 277 ei- temiiieli«' laii