Abraham Lincoln : et hundredaarsminde

é. V écjcJ.

SÆRTRYK AF

SAMTIDEN

Digitized by the Internet Archive

in 2012 with funding from

The Institute of Museum and Library Services through an Indiana State Library LSTA Grant

http://archive.org/details/abrahamlincolnetOOkoht

ABRAHAM LINCOLN.

Et hundredaarsminde.

De fleste amerikanere er enige om
at Abraham Lincoln er den største
mand deres land har frembragt. Det
er ofte nok blit uttalt i anledning av
hundredaarsfesten for hans fødsel,
som i disse dager er feiret. Men der
var et kanadisk blad som ikke var
helt fornøid med denne ros; det
erklærte ham for den største mand
verden nogensinde har frembragt, og
et alvorligt blad som Harpers ]Veekly
svarte at det godkjendte berigtigelsen,
— Lincoln v a r verdens største
mand.

Den som kjender litt til amerikanerne, vet jo at ord som
stor» og «god» og «vakker» næsten ikke eksisterer i deres
sprog; det heter al tid «størst i verden», «best i verden»,
«vakrest i verden». Det er en ungdommelig glæde over egen
kraftutfoldelse, som man let tilgir dem. Men en europæer
vil i almindelighet med undren spørre sig selv, hvorfor
netop Lincoln er blit amerikanernes største mand. Yi vil
uvilkaarlig først komme til at tænke paa George Washington,
«republikkens fader», og da vil en amerikaner svare at
Washington hadde ikke slike personlige vanskeligheter at
kjæmpe med for at naa frem til sin førerstilling; han var av en

Abraham Lincoln.

Abraham Lincoln. 73

velhavende og dannet familje, mens Lincoln maatte arbeide
sig frem helt ved egen kraft. Her ligger ogsaa ialfald en del
av forklaringen: Washington har over sig noget kjøligt og
fornemt, som gjør at amerikanerne mere beundrer end
elsker ham, — Lincoln er kjød av deres kjød og blod av
deres blod, han har likesom de selv og deres eget land stridd
sig frem fra fattigdom og smaa forhold, og han er blit for
dem forbilledet paa hvad utrættelig vilje kan vinde. Og den
som følger hans historie, skal i ham finde en høist eien-
dommelig skikkelse, — en mand som vokser med forholdene
og tvinger sig frem til fører i den vanskeligste krise hans
land har gjennemgaat, — en stilfærdig, melankolsk, upraktisk
mand, som blir en handlingens daadsmand i kraft av sin
stærke tanke og sin stærke karakter.

Abraham Lincoln var av en slægt som kom over fra
England i den nye folkevandrings tidligste tid, omkring aaret
1635. Hans forfædre blev ikke fastboende der hvor de først
slog sig ned, men var stadig paa flytning for at friste lykken
i nyt land. Saaledes kom det sig, at han blev født den 12te
februar 1809 vest i Kentucky, og at hans opvækst faldt i
Indiana og Illinois. Dette vil sige at han levde sit ungdoms-
liv ved det som dengang var den amerikanske kulturs ytterste
grænser, og fik sine bestemmende indtryk av det haarde og
raae kampliv der ute.

Han var søn av en fattig bygdetømmermand, og han
skulde saa visst ikke bli utskjæmt av overdreven komfort.
Han tik røine hvad det var at bo sommer og vinter i en
hastig optømret stue med tre vægger og med jordgulv, og
han fik lære at hjælpe sig selv i et nydannet samfund, hvor
lov og ret endda næsten var ukjendtc begreper. Skolegang
kunde der ikke være synderlig tale om; de kundskaper han
vikle ha, maatte han se til at skaffe sig selv saa godt han
kunde, og slit og strid blev hans beste skole. Alt som gut
maatte han ut i strengt arbeid, og hans ungdomshistorie med
alle de skiftende bestillinger minder ikke saa lite om Aas-
mund Vinje. Han forsøkte sig som tømmermand og kram-
bodmand og elveskipper, som postmester og landmaaler-
assistent; han vandt ry som en fremragende svineslagter, og
han blev av sine kamerater valgt til kaptein i en av indianer-
krigene.

7 | Halvdan Koht.

Han blev en kar av samme to som alle de andre ny-
byggerne der vest, bare i endda rikere og fuldere Form. Han
var (\vn beste bryteren i sin bygd, og naar det galdt om al
døive en storkjæmpe andenstedsfra, maatte altid «Abc» til og
hævde bygdens ære. Han var den ypperste historiefortælle-
ren paa lang lei, og ban blev en mester i at baandtere det
saftige sprog som faldt saa let paa tungen for disse djærve
karene. Han gik klædd som en av dem, i arbeidsklær som
mere var indrettet paa at kunne brukes i marken og i værk-
stedet end paa at tilfredsstille nogetsombelst skjønhetskrav,
og da den fremtrængende kultur begyndte at gjøre kame-
raterne forfengelige og pyntesyke, saa gik «Abe» som før,
slurvet og fæl, med broken hængt op paa skakke i en eneste
sælestrop og med trøien i underlige vide folder omkring den
lange hængslete kroppen. Han var ulik de andre i at han
dråk litet brændevin, og deres ideal av ærlighet omsatte han
i gjerning.

Traditionen fortæller, at en ulykkelig kjærlighetshistorie
i ungdommen satte et præg av mørk sorg paa ham for alle
tider; men der har sikkert helt fra først av i hans karakter
været et drag til melankoli, som syntes at forutbestemme
ham til en tragisk skjæbne. Han gjorde imidlertid altid sit
for at dølge dette drag, og han blev — likesom A. O. Vinje —
en skjemtefuld melankoliker, som i tunge stunder fandt be-
frielse i en drøi spøk eller en lystig historie.

Der er saa meget i Lincolns liv som minder om hvor-
ledes norske bondegutter mangen gang har maattet kjæmpe
sig frem, og hans politiske løpebane har adskillige likheter
med norske bondeføreres. Han forberedte sig til politikken
likesom John Neergaard ved at studere lovbøker og jus, og
det lykkedes ham endog at bli anerkjendt som sakfører, da
han var 28 aar (i 1837). Hans evner minder mest om O. G.
Ueland, — en mærkelig blanding av uforfærdet mod og be-
hændig sluskap. Han var en slagfærdig taler, som altid for-
stod at beregne sit publikum, og han hadde denne eiendom-
melige magt i sit væsen, som uvilkaarlig gjorde ham til føre-
ren blandt sine omgivelser.

Illinois var blit optat som stat i Unionen i 1818, og i
1832 stillet Lineoln sig til valg for statslegislaturen, men faldt
igjennem. Han grundfæstet dog allerede nu sit ry som valg-

Abraham Lincoln. 75

taler. Paa et av møterne var det en ældre politiker som
spottet hans ungdom; det var en mand som hadde vakt op-
sigt ved at sætte op paa sit hus den eneste lynavleder der i
egnen, og ellers var han av det herskende demokratiske parti
hlit helønnet med et emhede for sin overgang til partiet.
Lincoln gav ham da et svar, som siden gik fra mund til
mund blandt bygdefolkene: «Jeg er ikke saa ung av aar som
jeg er i politiske knep og handler; men enten jeg skal bli
gammel eller dø ung, saa vil jeg heller dø paa flækken end
skifte politik for et embede paa 3000 dollars om aaret og
maatte reise en lynavleder over mit hus for at beskytte min
samvittighet mot en fortørnet Gud.»

To aar efter naadde han ind i stats-legislaturen, og var
deretter medlem av den i otte aar. Han bragte sit distrikt
over i «whiggernes» rækker, og han drog ind i legislaturen i
spidsen for en tlok kjæmper, som paa grund av sit ytre blev
kaldt de «ni lange»; selv var han «den længste av de ni»,
en kar paa seks fot og fire tommer. I denne forsamling
lærte han at manøvrere sig frem; med de ni stemmer han
raadde over, kunde han drive en likefrem byttehandel for at
sætte sine saker igjennem, og naar intet andet middel var
tilovers, kunde han gjøre forsamlingen besiutnings-udygtig
ved med sine venner at hoppe ut av vinduet. At han ellers
ikke var nogen forretningsmand, beviste han ved den iver
hvormed han kastet sig ind i den jobbefeber som netop
hadde grepet den unge fremvoksende stat. Men han viste
sin uavhængighet og gav et varsel om sin fremtidige stilling,
da han i 1837 alene mot hele legislaturen nedla en protest
mot anerkjendelse av negerslaveriet, denne institution som
mer og mer truet med at sprænge det amerikanske samfund
økonomisk, politisk og moralsk. I legislaturen møtte han
ogsaa den mand som skulde bli hans hovedmotstander ikke
bare i staten, men i hele den nationale politik, — Stephen
A. Douglas, «den lille kjæmpe» som hans venner kaldte
ham, efter Lincolns utsagn den minste mand han nogensinde
hadde set, en mand som var bestemt til at spille en stor
rolle i Lincolns liv liksaa vel som i sit folks historie.

Det var Douglas som i 185 1 bragte hele slaverispørs-
maalet over i en ny stilling. Negerslaveriet var jo i sig selv
en økonomisk faktor av dyptgripende betydning; norden

7() Halvdan Koht.

med det frie arbeide og syden med det ufrie betegnet lo saa
avvikende utviklingslinjer, at de aldrig syntes at kunne moles.
Motsætningen vokste, sammen med landet selv. Etterhvert
som folket bredte sig vestover, opstod der en kappestrid mel-
lein de frie og de ufrie stater om hvem som kunde lægge
det nye land under sig, — en kappestrid hvor norden med
sin ekspansive industri mer og mer maatte faa overtaket over
syden med sin mere konservative plantagedrift. I 1820 kom
der i stand et kompromis, som fastslog en bestemt grænse
mellem frit og ufrit arbeide i de nye territorier; men i
40-aarene tvang det frie arbeide sig seirende frem ogsaa
søndenfor denne grænse, og da var det at Douglas i 1854
drev igjennem i kongressen, at det geografiske kompromis
blev avløst av en erklæring om folkets egen suverænitet i alle
stater og territorier til selv at anerkjende eller utelukke sla-
veriet. Dette syntes at være et godt demokratisk princip;
men netop i territorierne, hvor det først og fremst skulde
komme til anvendelse, blev det faktisk sat ut av kraft ved
en høiesteretsdom av 1857, hvoretter ' en slave ikke ophørte
at være slave, selv om hans herre flyttet med ham til et frit
territorium. Avgjørelsen vakte den voldsomste forbitrelse
blandt slaverimotstanderne; men det var Lincoln som slog
det store slag imot den nye teori og viste veien ut av
uføret.

Han var endda bare en obskur sakfører i Illinois, da
han— mot sine venners raad — utfordret Douglas til poli-
tisk tvekamp. Han hadde været medlem av kongressen
1848 — 1850, og han hadde spillet en rolle ved dannelsen av
det nye «republikanske» parti i 185(5, hvor alle de forskjellige
fraktioner av slaveri motstandere samlet sig; den tale han
holdt ved programmets vedtagelse, var av slik betagende
kraft, at selve reporterne glemte at referere, og fraktionerne
glemte sine indbyrdes uenigheter. Men da han i 1858, like
før han kastet sig ind i den kamp som skulde gjøre ham til
nationens fører, sendte oplysninger om sig selv til et biogra-
fisk samleværk, kom hans «record» ikke til at indeholde
mere end dette;

«Født 12te februar 1809 i Hardin distrikt, Kentucky.

Utdannelse — mangelfuld.

Livsstilling — sakfører.

Abraham Lincoln. 77

Har været kaptein over frivillige i «Svarte-Hauk > -krigen.
«Postmester ved et meget litet kontor.

Fire ganger medlem av Illinois's legislatur, og én gang
medlem av kongressens underhus.»

Saa var det at han 17de juni 1858 blev sat op som
republikansk senats-kandidat fra Illinois imot Douglas, og
den tale han holdt efter denne opnævnelse, staket op en
fremtidspolitik saa modig, at hans egne venner blev ræd.
Han varslet om en uundgaaelig krise. «Et hus som er
splittet i sig selv kan ikke staa,> sa han. «Jeg tror ikke
dette land evig kan forbli halvt slaveland og halvt frit. Jeg
tænker ikke unionen skal bli sprængt; jeg tænker ikke huset
skal falde; men jeg tænker det skal ophøre at være splittet.»
Han ønsket ikke at gripe ind i slavestaternes forhold; men
han vikle ha sat en stopper for den utbredelse av slaveriet
som de siste avgjørelser muliggjorde, og ved at hindres i
væksten mente han det maatte dø.

En maaned efter foreslog han for sin motkandidat, at
de skulde holde en række offentlige diskussjonsmøter i Illi-
nois, og fra 21de august til 15de oktober 1858 møttes de paa
syv forskjellige steder i staten ; paa hvert møte talte først den
ene i én time, derefter den andre i halvanden time, og saa
atter den første i en halv time. Disse møter betegner et
vendepunkt i de Forenede Staters historie.

Douglas var ved sin indgripen i 1854 blit det store demo-
kratiske partis første mand, og alle forutsaa at demokraterne
vikle vælge ham til unionens præsident i 1860. Det var et
vaagsomt tiltak av Lincoln at udfordre denne mand til kamp,
og hvorledes skulde hans bondske utseende og umelodiske
stemme ta sig ut ved siden av en Douglas's øvede, samtidig
behændige og kraftfulde talekunst! Douglas følte selv sin
overlegenhet, og gik straks i det første møtet over til angreps-
stilling, idet han rettet en lang række spørsmaal til sin mot-
stander. Men Lincoln svarte paa en maate som viste hvil-
ken dygtig taktiker han i virkeligheten var. Paa det andre
mølet begyndte han med at erklære, at han vikle gi svar paa
alle Donglass spørsmaal, saafremt Douglas vilde love at svare
paa liksaa mange motspørsmaal. Da Douglas intet sa hertil,
fortsatte Lincoln: «Saa siger jeg at jeg vil svare paa hans
spørsmaal, enten han svarer paa mine eller ikke.» Efter

/JS Halvdan Koht.

ved denne vending at ha bragt tilhørernes sympati over paa
sin side, formulerte Lincoln sine motspørsmaal, og det ene
av dem samlet hele situationen i én sætning: «Kan folket i
et territorium paa nogen lovlig maate mot nogen horgers
ønske utelukke slaveriet fra sit omraade fornt for dannelsen
av en stats-konstitution?»

Lincolns politiske venner hadde paa det indslændigste
raadd ham fra al stille dette spørsmaal. De forntsaa al
Douglas vikle svare ja paa det og derved vinde den tilslut-
ning hos sine vælgere, at hans seier ved senatsvalget vikle
være sikker. Men Lincoln kjæmpet for længere maal. Han
svarte, at Douglas nok vikle bli senator; men — og det
skulde snart vise sig hvor rigtig spaadommen var — han
vilde aldrig kunne bli de Forenede Staters præsident.

Douglas svarte som man hadde ventet. Han erklærte, at
befolkningen i et territorium kunde la være at vedta slike
love som gjorde det mnligt at gjennemføre høiesteretsdom-
men av 1857. Det var let for Lincoln at peke paa at Douglas
saaledes opfordret til omgaaelse av loven. Men hovedsaken
var at Douglas ved dette svar — som ganske rigtig gav ham
pladsen i senatet — støtte sørstat-demokraterne fra sig og
derved forspildte deres understøttelse ved næste præsident-
valg.

Debatterne mellem Douglas og Lincoln vakte opsigt over
hele landet. Lincoln utviklet paa disse møter den veltalen-
het som fra nu av blev karakteristisk for ham. Hans ven-
ner klaget over at han ikke nok appellerte til tilhørernes
følelser og til deres sans for humor; men han svarte, at nu
var det ikke tider for spøk. Han bare tænkte paa at klare
op i det store emne han hadde for sig, og hans bestræbelse
gik ut paa at tinde og fremstille saa enkelt som mulig de
grunde som den rigtige slutning maatte bygge paa. Derfor
har disse indlæg den dag idag slik en mærkelig kraft i sig;
de er baaret frem av en hensynsløs sandhetskjærlighet og av
en evne til følgestreng, overbevisende tænkning, som gjør
dem til levende mesterværker.

Og disse debatter gjorde Lincoln til republikanernes
præsidentkandidat i 1860, i konkurranse med mænd som i
aarrækker hadde havt ledende stillinger i landets og partiets
politik. Mot ham opstillet demokratérne Douglas; men par-

Abraham Lincoln. 79

tiets sydlige fløi skilte sig ut og stemte paa sin egen kandi-
dat, og følgen var at Lincoln fik flertal i valgmandsforsam-
lingen, uagtet han ikke opnaadde saa meget som to femte-
deler av de avgivne vælgerstemmer, ja ikke engang vandt
absolut flertal i nordstaterne alene. Det at han saaledes kom
frem som en mindretals-repræsentant, maatte gjøre hans
stilling overordentlig vanskelig, — dobbelt vanskelig fordi
hans opgave netop blev at skulle samle nationen.

Der er tegn som tyder paa at sørstaternes ledere hadde
planlagt at sprænge unionen, allerede før præsidentvalget
foregik. Det maatte være med fuld bevissthet om at de der-
ved spillet republikanerne seieren i hænde, at de ved valget
sprængte det demokratiske parti, og de viste saaledes at de
sandet i sit hjerte det som Lincoln hadde sagt, at et ind-
byrdes uenigt hus ikke kunde staa. Ikke før var valget av-
gjort, før de gav sig til at melde sine stater ut av unionen,
den ene efter den andre, og da Lincoln fire maaneder efter,
den 4de mars 1861, tiltraadte som præsident, stod han alle-
rede overfor det fuldbyrdede faktum, at sørstaterne hadde
organiseret sig i en selvstændig konføderation.

Jeg skal ikke her ta op til drøftelse det store og vanske
lige spørsmaal, om nordstaterne virkelig hadde nogen mo-
ralsk ret til at tvinge sørstaterne tilbake i unionen, og om
de derved skadet eller gagnet den naturlige utvikling. I et-
hvert fald var det en stor og skjæbnesvanger avgjørelse som
de her hadde i sin haand, og det maa straks siges at det var
Lincoln — sakføreren fra vesten som ingen egentlig ventet
sig nogen selvstændig beslutning av — det var han som paa
eget ansvar tok avgjørelsen. Der var fuldt av dem, baade
blandt republikanerne og endda mere blandt nordstatsdemo-
kraterne, som tydelig forkyndte, at sørstaterne hadde samme
ret til at erklære sin uavhængighet som selve kolonierne
hadde havt overfor England i 1776. Og Lincoln selv hadde
i 1818 i anledning av Texas's løsrivelse fra Mexico uttalt i
kongressen, at enhver nation eller del av en nation som
vilde og kunde gjøre revolution og sætte op sin egen regje-
ring, hadde fuld ret dertil. Men følelsen av den nationale
sammenhæng blev dog (\c\\ seirende hos ham. I øststaterne,
hvor endda minderne om revolutionen levde, var det natur-
ligt at forestillingen om de enkelte staters særlige individua-

,S() Halvdan Koht.

litet hadde holdt sig stærk. Men folket i vesten, som hadde
vokset op i ly av unionen, kjendte ikke anden nalionalitet
end den samlede amerikanske, og Lincoln, som hadde sel
denne vækst foregaa for sine øine, blev bæreren av den nye
nationalfølelse, grundlæggeren av en bevisst national j)olitik.

Allerede før han overtok præsident-emhedet, prøvde han
underhaanden at bringe en utsoning med sørstaterne istand,
og særlig la han vægt paa at der intet var gjort eller skulde
bli gjort, som paa nogen maate kunde gripe ind i deres indre
selvbestemmelsesret. Men han hadde litet haap om at opnaa
noget, og han brukte i denne tid at fortælle en liten historie
om en brobygger, som var indkaldt for en komité for at
uttale sig om et bro-projekt, og som i sit kraftige sprog hadde
sagt til de fromme mænd: «Jeg skal paata mig at bygge
brua, om dere saa vil ha den lagt til helvede!» Da manden
hadde gaat fra møtet, prøvde en av hans venner i komiteen
at dæmpe det ubehagelige indtryk disse letsindige ord hadde
gjort, og sa: «Jeg er sikker paa at naar han har sagt han
kan bygge en bro til hint underjordiske sted, saa greier han
det nok for sin part; men jeg er ikke saa sikker paa tilslut-
ningen fra den andre siden.»

Tilslutningen fra den andre siden kom heller ikke for
Lincolns brobygning, og i sin tiltrædelsestale erklærte han
det for sin forfatningsmæssige pligt, som han ubrødelig vilde
følge, at opretholde unionen. Denne enkle erklæring blev
samlingsordet for norden, og det bør tilføies, at hans mot-
stander Douglas øieblikkelig stillet sig ved hans side og med
sin autoritet hindret at nordstaterne kløvde sig paa spørs-
maalet krig eller ikke krig.

Da først loddet var kastet, var det mange som blev utaal-
modige, fordi Lincoln ikke optraadte aggressivt nok mot de
nttraadte stater. Men han ventet med uforstyrrelig taal-
modighet paa at der skulde foreligge et klart retsbrudd fra
sørstaternes side; han behandlet dem som om de fremdeles
tilhørte unionen, og først da de med magt begyndte at for-
drive unionstropperne fra sit landomraade, grep han til
krigsforholdsregler.

Det er ikke her stedet til at fortælle hele den lange
sørgelige historie om den krig som fy Id te Lincolns præsident-
tid. Det som maa fremhæves, det er i hvilken grad han

Abraham Lincoln. 81

personlig tok ledelsen og ansvaret. Han hadde store indre
og ytre vanskeligheter at kjæmpe med. Alle embeder var fra
den foregaaende administration fyldt med demokrater, hvis
lojalitet han ikke kunde stole paa. Soldater og officerer
skulde reises i et land som minst av alt var organisert for
krig, og utenfor landets grænser stod skadefroe magter som
bare ventet paa en leilighet til at anerkjende de konføde-
rerte staters selvstændighet. Alle disse vanskeligheter blev
overvundet, og det først og fremst ved Lincolns taalmodige,
maalbevisste energi.

Han hadde i sin regjering samlet en række av sit partis
mest fremstaaende mænd, deriblandt sine vigtigste konkur-
renter til præsidentværdigheten, og de hadde trodd de skulde
bli de virkelig styrende. Men de laa stadig i indbyrdes fiend-
skap og rivalisering, og det blev Lincolns stærke haand som
holdt dem sammen i politisk enhet. Han lot dem fremsætte
•sine meninger; men i alle vigtige spørsmaal tok han selv
den avgjørende beslutning. Ogsaa overfor kongressen satte
han sin personlige vilje ind, og brukte endog sit veto i de
betydningsfuldeste saker. Han følte saa stærkt sit ansvar i
den farlige nationale krise, at han ikke kunde dele det med
nogen. Og selv om hans avgjørelser ofte i øieblikket vakte
misnøie, vandt de dog anerkjendelse efterhvert. Sin smukke-
ste triumf feiret hans politik i forholdet til de vaklende
stater paa grænsen; ved sin forsonlige og retsindige optræden
rykkedes det ham at holde dem fast indenfor unionen og
saaledes gi denne den overlegenhed i folkemagt og økonomisk
styrke, som tilslut gav nordstaterne seieren.

Han fik opleve den vældige kamps utfald. Den 4de april
1865 kunde han holde sit indtog i de konføderertes hovedstad
— et indtog næsten uten følge og uten enhver prunk — , og
den 9de april overgav deres hær sig. Men den 14de april
blev han myrdet i teatret i Washington av en fanatisk skue-
spiller. Han hadde været sin nations fører i en tragisk krise;
han hadde med heltemod baaret ansvaret for folkets lidelser,
hvor tungt det saa havde trykket paa hans sind. Nu faldt
han selv som tragediens siste offer.

De opgaver som endda stod igjen, var slet ikke de let-
teste, og de blev ikke altid løst i Lincolns aand. Han hadde
anvist en personlighetens politik som paa vigtige punkter

6 — Samtiden. 1909.

S2 Halvdan Koht: Abraham Lincoln.

blev fraveket, og derved blev utvilsomt spændingen mcllem
norden og syden holdt vedlike unødig længe. Men hans
egen sørgelige død kom samtidig til at bli el led i det nye
baand som skulde binde nationen sammen. Likesom slaget
paa Stiklestad gjorde Olav den hellige til et helt folks martyr
og helt, saaledes gav Abraham Lincolns mord det ameri-
kanske folk en fælles harme og sorg, og nu, firti aar efter,
er det en samlet nation som feirer hans minde. Hans na-
tionale program har seiret; hans melankolske skikkelse er
blit et lysende samlingsmerke for verdens største nation.

c

Halvdan Koht.

^

7/. JOL