Skip to main content

Full text of "Assyriens og Ægyptens gamle Historie eller historisk-geographiske Undersøgelser om det gamle Testamentes Lande og Folk"

See other formats 


Google 


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover. 


Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 


Usage guidelines 
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 


public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 





We also ask that you: 


+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual 
personal, non-commercial purposes. 





and we request that you use these files for 


+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 


+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please dø not remove it. 


+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 






About Google Book Search 


Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 
at/http://books. google. com/] 














Google 


Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 


Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 


Retningslinjer for anvendelse 


Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 


Vi beder dig også om følgende: 


e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 


e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 


e Bevar tilegnelse 
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 


e Overhold reglerne 
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 


Om Google Bogsøgning 
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på|http: //books.google.com| 














I3LS.! 
S eh 








302144530M 





VALDEMAR SCHMIDT 


ASSYRIENS oc ÆGYPTENS 
GAMLE HISTORIE 


ELLER 


…… HISTORISK-GEOGRAPHISKE UNDERSØGELSER OM DET 
GAMLE TESTAMENTES LANDE OG FOLK 


ANDEN DEL 


KJØBENHAVN 
FR. WØLDIKES FORLAG 


TRYKT HOS J. H. SCHULTZ 


1877 


% 


ANDEN DEL. 


Femaez Karrcer: Syæiens HISTORIE. 


g 49. Syriens Historie indtil det ægyptiske Herredøommes Un- 
dergang i Mesopotamien. — Landets Forhold til asiatiske Stater og 
til Ægypten fer Aar 1600 f. Kr. — Ægypterne angribe og erobre 
Syrien: Thotmess I1.'s Felttog; Thotmess III's Tog til Asien i haps 
22de og 23de Regjeringsaar; Slag ved Megiddo; Fortegnelse over de af 
Ægypterne beselrede syriske Stæder og Landskaber; Kampe i Syrien 
i Thotmess IIL's følgende Regjeringsaar; Bestyrelsen af de overvundne 
Lande. — Syrien som ægyptisk Provinds: Syrien under Thotmess IIL's 
Efterfelgere; Oprer i Syrien imod Amonhotep IV. ............ 

$ 50. Syrien atteri Kamp med Ægypterne. — Seti I., Meddelelser 
i Billeder og Indskrifter paa ægyptiske Tempelvægge om Seti's Felttog 
i Syrien; Fortegnelse over beseirede Folk. — Rameges Il.'s Krige med 
Khetta: Mindestenen ved Nahr-el-Kelb fra Rameses's 4de Regjeringsaar; 
Pen-ta-urs digteriske Beskrivelse af Rameses II's Kamp med Nhetta 
(Khetiterne) i Nordsyrien, paa Orontes' Bredder, i Kongens femte Re- 
gjeringsaar; Meddelelser om disse Kampe i Indskriften i Abu-Simbel; 
Afslutning af Stilstand imellem de to Folk; Khettas Forbundsfæller; 
Hjælp fra Lilleasien; Rameses' Seire (over Oprerere) i Syrien i hans 
&de Regjeringsaar; Indtagelse af Askalon. — Fredslutning imellem Khe- 
titerne eg Ægypterne i Rameses Il.'s 21de Regjeringsaar; Traktatens 
11 Artikler og to Tillægsartikler. — Khetiternes Forhold til Ægypten 
i den anden Halvdel af Rameses 11.'s Regjering; Oprer i KAbu; Band- 
synlighed af, at Kanaas endnu en Tidlang var ægyptisk Provinds. — 
. Mohar'ens Reise i Kauaan: Besøg i Nordsyrien, saaledes bl. A. i Aleppo; 
Mohar'eus Reise igjennem Phoinikernes Kystland til Landskaberne Nord 
for Genesareth Se, til Egnen om Haxor og det israelitiske Hamath, og 
derfra videre ued igjennem Kanaans Land i sydvestlig Retning, sand- 
synligvis efter at have overskredet Jordan ved Beth-Sean; Mohar'ens 


Side, 


621. 


IV 


Sammentræf i Hjertet af Kanaan med en vandrende Stamme, hvis 
Hevding lader ham beværte med Kamelkjed; Sandsynligheden af, at 
Israeliterne, i hvis Lov Nydelse af Kamelkjed var forbudt, paa Mohar'ens 
Tid endnu ikke vare indkomne i Kanaan; Mohar'ens Æventyr i Jaffa; 
Reise i Stepperne Syd for Syrien. — Syrien paa Menephtha-Pheros 
Tid: Dagbog, holdt paa Grændsen af Syrien og Ægypten; Brev fra en 
ægyptisk Embedsmand med Meddelelse om, at Beduinerne fra Edom 
vare blevne indladte paa de ægyptiske Domæner ved 7eku (formodentlig 
en Del af Edom?); Syrien opgives af Ægypterne; Farligt Angreb paa 
Ægypten af Libyerne; Sandsynligheden af, at alle ægyptiske Besæt- 
ninger ere dragne bort fra de asiatiske Besiddelser. — Rameses III's 
Tog til Syrien: Kamp saavel med de egentlige Syrer som med nye 
Stammer: Philistre, Sikelier, Danaer (?), Akhaier, Sardinier og Tusker. 
— Slutning paa Ægypternes Krige i Syrien; Philistrene nedsætte sig 
pas Kanaans Kyst. — Israeliterne indvandre i <anaan; Bemærkninger 
om Tidspunktet... ......00000 eee eee eee eee eee 

& 51. Syrien som uafhængigt Land: Tiglath Pilesar I's Kampe 
med Nordsyrerne; Phoinikernes Handel; syriske Fyrsters seirrige Felttog 
til Mesopotamien; Sisaks Tog til Juda; Gjenoptagelse af assyriske An- 
greb paa Syrien i Begyndelsen af det niende Aarhundrede f. Kr.; Ud- 
sigt over Syriens daværende Forfatning. — Åssur-nazir-pals Krige i 
Syrien: hans Kampe i Euphratdalen, i det syriske Mesopotamien (883 
og 879—878); Tog imod Karkemish og imod Landskaberne ved Amanos 
og Libanon, omkring Floderne Orontes, Ifrin og Sangar (Aar 876). — 
Salman-eser II.'s Krige i Syrien; Angreb paa Edens Bern, Gavguma, 
Samalla og Patina samt Karkemish (856—858); Tog til Syrien; Mod- 
tagelse af Tributer fra syriske Fyrster; Angreb paa Halvan (Aleppo), 
og derpaa paa Riget Hamath; syrisk Forbund imod Assyrerne; For- 
tegnelse over Forbundsfællerne (iblandt dem Akhab); Syrernes Nederlag 
ved Karkar (854); Oprer i Syrien (omtrent 851); Betvingelse af Karke- 
mish; Kamp med Hamath og Damask (850—849); Angreb paa Saul i 
Hamath og Benhadar i Damask (846); Kamp med Hazael 842 og 889; 
Kampe paa Nordsyriens Nordvestgrændse (885 —884 og 833—832). — 
Syrien befrier sig for Assyrernes Herredemme: Syriens Tilstand i As- 
syriens forbigasende Svagheds-Tidsrum (828—806); Syrernes indbyrdes 
Krige; Meddelelser om Kampe imellem Israel og Moab i Mesha's Ind- 
skrift; Uroligheder i Tyros; Elissas Flugt; Binniraris Tog til Damask, 
hans Forhold til det evrige Syrien; Assyrernes Kampe med Damask, 
Hadrak og Arpad i Tidsrummet 773—754.......... 0000400 

&$ 52. Syrien under Fremmedes Herredemme: Assyrernes Frem- 
gangsmaade imod Syrerne i den anden Halvdel af det ottende Aarhun- 
drede f. Kr, og i den felgende Tid; deres Bestræbelser for at denatio- 
nalisere Syrerne; Tiglath Pilesar Il,'s første syriske Krig (743—740) ; 


Side, 


624. 











V 


Kamp med Enil af Hamath og Asarja af Juda. — Mellemsyrien erobres 
af Tiglath Pilesar 740: Tiglath Pilesars anden syriske Krig; Erobring 
af Landene paa Syriens nordligste Grændser; Tribut bringes af atten 
Konger fra Mellem- og Nordsyrien samt fra Fyrsterne i de lige Nord 
for Syrien liggende Lande. — Oprer i Mellemsyrien; Forbund imellem 
Damask - og: Samareia imod Assyrien: Tiglath Pilesars tredie syriske 
Krig: Kamp med Damask og Israel; Riget Damask omstyrtes, Israel 
og Gaza tugtes (732). — Hele Syrien underkaster sig Assyrien: Tiglath 
Pilesars fjerde syriske Krig (730); Udpresning af Tyros. — Opreri Tyros 
imod Salmaneser (IV.); Tyros" femaarige Beleiring og Capitulation. — 
Syrernes Kampe med Sargon: Jaubidas Oprer i Hamath, bans Under- 
gang (720); Samareias Fald; Tidspunktet for denne Begivenhed (722, 
721 eller 720?); Sabakos: og Gazas Konge Hanons Nederlag ved Ra- 
phia (720); Sargons Fremgangsmaade imod Syrerne; Karkemishs Fald 
(717); Deportationer af Armeniere, Arabere og Medere til Syrien; Tog 
til Baal-Zaphon i Hamath (712); imod Gavguma og Asdod (711); Ja- 
mans Flugt fra Asdod; Kommagene inddrages i Assyrien (708). — 
Oprer i Syrien; Senakheribs Tog til Syrien, Lulis (Elulaios”) Flugt fra 
Sidon (701); Indsættelse af Tubal (Ethbaal 11.); Askalons Fald, Ægyp- 
ternes og Aithiopernes Nederlag ved Altaku (Eltheke); Avgarruna's, d. e. 
Ekrons Fald; Assyrernes Fremgang i Juda; Hezekias Ydmygelse (701); 
Senakheribs Nederlag i Syrien: Tabet af en stor Del af Syrien for 
Assyrerne; Tidspunktet for Senakheribs Nederlag. — Assurhaddon til- 
bageerobrer Syrien ; Sidon og dets Konge Abd-Melkarts Fald; ÅAssur- 
haddons syriske Vasaller. — Tyros' Oprør imod Assur-bani-pal; Baal 
i Tyros, Kong Jakinlu i Arvad. — Syriens Skjæbne efter Phoinikernes 
Betvingelse ved Assur-bani-pal; Kampe i Hauran; åÅssyrernes syriske 
Provindser; Ægypternes Angreb paa Syrien; Psametik; Neko. - Baby- 
lonierne betvinge Syrien; Tyros' trettenaarige Beleiring af Nabu-kudur- 
uzur. — Syrien bliver persisk Provinds: Phoinike Persernes Admiral- 
stat; Forhold til Euagoras; Tennes' Oprer i Sidon og Sidons Fald 
(351). — Syrien erobres af Alexandros den Store; Tyros' og Gazas Be- 
leiring. — Syrien efter Alexandros Død; Sydsyrien bliver et Tvistens 
Æble imellem Herskerne i Alexandreia og Antiokheia, Syriens Erobring 
af Ptolemaios I., af Demetrios (312 og atter 311), af Ptolemaias og 
endelig af Selenkos efter Demetrios" Fald (295?); Sydsyriens Afhæn- 
gighed af Ægypten under Ptolemaios I., Il. og 1II.; Kampe med Kon- 
gerne i Antiokheia. — Sydsyrien fratages Ægypten: Antiokhos IIl.'s 
Angreb paa Sydsyrien 217 og 203; Sydsyriens Erobring af Antiokhos IV. 
Epiphanes; Uroligheder i ludaia; Iudaia Fristat; Syriens ulykkelige 
Forfatning efter Antiokhos 1V.'s Dage; Syriens Forening med Arme- 
nien ; Syriens Erobring af Pompeius; Parthernes Indfald efter Crassus" 
Nederlag; Parthernes Qvervindelse af Romerne; Syrien romersk Provinds 


Side. 


658. 


VI 


$ 58. Nordsyrien. — Identiteten af Ægypternes Khetta og Åssy- 
rernes Khetta (de nordsyriske Khetiter); Beliggenheden af Khetiternes 
Land omkring Floden Orontes og Bjergene Amanos og Libanon; Over- 


sigt over Folkets Historie og Forfatning. — Kasiotis. — Arpad. —. 


Khalybon (Aleppo). — Karkemisk. -- Gavguma og Samalla. — Patin 
eller Padden. — Kue. — Kommagene .......-000ee eee . 

$ 54. Det syriske Mesopotamien. — Bemærkninger om Stræknin- 
gerne Nord for Babylonien paa Euphrats vestlige Bred, deres Betydning; 
Stammen Suhi; Byerne Tibkåa (Thapsakos) og Birtu (Beeroth?) .... 

$ 58. Phoinike. — Landete Navne; Phoinike under ægyptisk 
Herredemme ; Konstflid i Landet paa Thotmess III.'s Tider. — Udvidelse 
af Phoinikernes Søfart og Handel i det 12te Aarhundrede f. Kr.; Sidons 
Blomstring; Opdagelse af Tartessos (Sydspanien). — Phoinike under 
Tyros' Hegemoni: Hiram; Uroligheder i Tyros; Elissas (Didos) Flugt. 
— Undersøgelser om Tidspunktet for Karthagos Anlæggelse. — Phoi- 
nikernes Handels-Politik; Hellenernes stigende Handel og Sefart. — 
Assyrerne angribe og betvinge Phoinike; Tiglath Pilesar, Salmaneser ; 
Tyros' Ydmygelse,; Phoinikes Oprer imod Assyrerne og Kamp imod 
Babylonierne; Tyros ydmyges atter. — Phoinike under Persere, Make- 
donere og Romere. — Arados. — Simyra. — Byblos (Gubal). — Sidon. 
— Tyros. — Mindre Stæder: Berytos. — Sarepta. — Ako....... 

&$ 56. Mellemsyriens Heiland (Aram). — Amoriter. — Riget Da- 
mask. — Riget Hamath. — Hadrak. — Hazu eller Uza. — Arkiternes 
og Siniternes Land. — Ituraia. — Hauran .........0000000 

8 57. Philisterlandet. — Ekron? — Asdod. — Askalon. — Gaza. 
— Mindre Byer i Philisterlandet: Jope. — Beth-Dagon. — Eltbeke. 


— Timna. — Raphia.. 00000 enes ee 
&$ 58. Kanaan. — Juda. — Israel (Samareia) ..........… 
$ 59... Ammon, Moab og Edom .......0000ree er 4e 


8 60. Tillæg: Korte Bemærkninger om de syriske Folks Religion 


TREDIE AFSNIT: DET GAMLE ÆGYPTEN. 
Syerrg Karicer: Æcyrrens HiIsrtokig. 


$ 61. Det gamle Rige. Undersøgelser om Ægyptens ældste 
Historie. Rigets Stiftelse ved Mena (Menes); Ægypten under de ældre 
pyramide-byggende Konger (d. e. under de tre første Dynastier); stærk 
Fremgang i Kultur; Ægypten under det fjerde og femte Dynasti: Hei 
Blomstring; XAufu (Kheops), Shafra (Khephren), Afenkara (Mykerinos) 
de store Pyramider bygges; Grundeiendomme gaa mere og mere over 
i de høtere Stænders Hænder; Ægypten under Kongerne af det ssette 
og følgende Dynastier indtil det tiende: Unnas Levnetsbeskrivelse med 
Beretning om Krigstog til Aithiopjen, om Udskrivning og Indevelse af 


Side 


726. 


744. 


772. 














Vil 


Negersoldater til Pharaos Hær og om forskjellige Byggerier i Ægypten; 
Ægypten deles: begyndende Forfald.............-0002442 

8 62. Det mellemste Rige. — Theben Sæde for en ny Hersker- 
slægt (ellevte Dynasti og dets Fortsættelse det tolvte Dynasti); Amon-m-ha 
I… Usertesen II. og [II., Amon-m-ha III og IV. Trettende Dynasti i 
Theben .....….0000eeeeeeeveneeeeen essere. 

& 63. Ægypten i Hyrdefolkets (Hyksos) Tider. — Indfald af Asi- 
ater (Hyrder, Hyksos); Avaris anlægges; Kampe imellem det af disse 
Fremmede grundede nedre-ægyptiske Rige (femtende Dynasti) og de ind- 
fedte Fyrster i Øvre-Ægypten (sekstende og syttende Dynasti)....... 

$ 64. Ægypten under Amonssennerne (syttende og attende Dynasti): 
Ahmess; Seir over Kongen af Avaris; Indtagelse af Avaris; Indfald i 
Kanaan; Opførelse af stoerre offentlige Bygninger; Amonhotep I., Thot- 
mess I. og II.; Dronning Hatasu; Thotmess III, ; heldige Krigstog til 
Asien og Sudan; Krigsfanger, tagne i Asien, arbeide i Theben; Amon- 
hotep JL; Thotmess IV. og Amonhotep III. ; Krigstog til Asien; Re- 
formationsforseg under Amonhotep III. og navnlig under hans Sen og 
Efterfelger Amonhotep IV. (Akhu-n-aten); Dyrkelsen af aten (aden, 
Adon?); monotheistisk Sværmeri; Tab af de fremmede Erobringer; Ai 
og Tut-ankh-amon, Hor-m-heb gjenindfører den gamle Religion og 
gjer Ende paa Forvirringen i Riget ..........0000r0 eee . 

$ 65. Ægypten under Rasennerne (nittende Dynasti). Rameses I.; 
Seti I; storartede Byggeforetagender; Muligheden af at Seti I. er 
Theons Menophres, i hvilket Tilfælde han vil have levet ved Aar 1822; 
Rameses II.; Oprindelse til Navnene Osymandyas (user-ma-n-ra) og Seso- 
stris (sestu eller Sestu-ra); Kampe i Syrien; Krige med Ahetta (Khe- 
titerne i Nordsyrien); Byggeforetagender i Theben, Abu-Simbel, Abydos, 
Tanis og andre Steder; ægyptisk Brev om Transport af Bygningssager 
og Mindesmærker til Byerne pa-khtum-n-zalu og Rameses' By; Brev, hvori 
der tales om Arbeider i Nærheden af et Sted, kaldet Osymandyas' 
Landingsplads; ægyptisk Beskrivelse af et Sted, kaldet Rameses' By 
eller Land; ægyptisk Brev, hvori der tales om abri (Hebraiere), som 
slæbe Sten til Rameses' Taarn (;m=>, Vagtsted); ægyptisk Beskrivelse 
af et Sted, kaldet Rameses' Hus; ægyptisk Brev, hvori der tales om 
Uddeling af Korn til abri (Hebraiere), der slæbe Sten til en Bygning; 
ægyptisk Brev fra samme Tid, der taler om Arbeidere, der tvinges til 
at stryge Tegl; Bimeligheden af, at Rameses IJ. er den Pharao, der forst 
undertrykkede Israeliterne; hans lange Regjering .......... … 

& 66. Ægypten nnder Afer-n-ptaå (Menephtha); leraoliternes 
Udvandring af Ægypten. — Formodzing om, at Afør-n-piah er Theons 
Menophres; Indfald af. Libyer og deres Forbundsfæller i Ægypten; 
Ægypternes Seir; Seirs-Hymme; Hentydning i Hymnen til Kongens 
Haardhed imod adr: (Hebraierne); Fortællingen om Udvændringen af ,de 


Bide. 


834. 


837. 


. 853. 


VIll 


Spedalske" hos hellenistiske ægyptiske Forfattere er uden Tvivl en 
ægyptisk Relation af Israels Berns Udvandring; Paavisning af, at Herodots 
Fortællinger om Pheros, Sesostris' Sen, passer paa denne Konge. Ægypten 
under Mer-n-ptahs nærmeste Efterfølgere; indre Uroligheder og fremmede 
Indfald .....00000eeereeee eee eee eee 

& 67. Ægypten under Rameses III. og hans Efterfelgere (tyvende 
Dynasti). — Rigets Gjenoprettelse ved Rameses III.; Seire over Libyerne; 
Byggeforetagender; Rameses IV.—XIV.; Amonspræsternes stigende 


Side, 


887. 


Magt; ægyptisk Indskrift, der fortæller om, hvorledes en Prindsesse i ” 


en asiatisk By Bakhtan var bleven besat af en ond Aand, men hel- 
brededes af en ægyptisk Præst, der bragte Guden Khonsus Vogn med 
sig fra Theben; om det en og tyvende Dynasti i Tanis .......... 

&$ 68. Ægypten under det fo og tyvende og de følgende Dynastier 
indtil Psametiks Thronbestigelse; Sisak I. (Sheshonk); Seir over Juda; 
Indsættelsen af Kongens Senner og Slægtninge i de første Embeder i 
Landet; Krigernes stigende Magt og Krigerkastens Opkomst, Ændring i 
" Landboforholdene; Uroligheder i Ægypten. Et uafhængigt Rige stiftes 
i Tanis (tre og tyvende Dynasti), siden et andet i Sais (fire og tyvende 
Dynasti). Indfald af Aithioper; Sabako; Kampe imellem Sabako og 
Assyrerne. Piankh Mer-Amon, Konge af Aithiopien, beseirer Ægyp- 
terne og tvinger Magthaverne i Landet (Dodekarkherne) til at hylde sig 
som Qverherre; Fortegnelse over Ægyptens daværende Magthavere; 
Aithiopers og Ægypters indfald i Syrien Aar 701. Den aithiopiske 
Konge Not-Mer-Amons Tog til Ægypten; Tirhaksa (Tarku); Assur- 
haddons seirrige Indfald i Ægypten 670; blodige Kampe; Assur-bani- 
pals Indfald og Seire over Ægypterne: Ægyptens tyve Magthavere 
hylde ham som Overherre; deres Navne; Oprør i Ægypten. Neko, 
, Hersker i Sais og Memphis, fanges af Assyrerne, men faar Tilgivelse; 
Tirhakas Ded; Urdamanies Oprer imod Assyrerne; hans Nederlag. 
Assyrerne rømme Ægypten. Forbund mellem ægyptiske Fyrster (Doder 
karkher) og Gyges i Lydien.......00000eeree eee . 

$ 69. Ægypten under Psammetik og hans Efterfølgere. — 
Ægypten samles atter; Psammetiks og Nekos Indfald i Asien; Apries; 
Amasis; Ægyptens Erobring ved Kambyses. Ægypten i Persertiden, 
under Ptolemaierne og under de romerske Keisere............ 


Syvende Karirer: Æcyrrens Gzoarart oG BEFOLKNING. 


$ 70. Ægyptens Benævnelser og Inddeling. — Ægyptiske og 
assyriske Navne paa Ægypten; Nilens Navne; Egyptiske Benævnelser 
for det gamle Nomos; Nomernes Antal...... sekserne se 
$ 71. Øvre-Ægypten. — Fortegnelse over de to og tyve evre- 
ægyptiske Nomer med Aufersel af de vigtigste Byer i disse Landskaber 


912. 


. 922. 


941. 


947. 


950. 








IX 


$ 72. Det vestlige Nedre-Ægypten: Fortegnelse over de i det 
vestlige Nedre-Ægypten liggende Nomer med deres vigtigste Stæder . 
$ 73. Om den ægyptiske Nomos Khent-abt (Tanites); Under- 
søgelser om Udstrækningen af Nomen Tanites .............. 
8 74. Det nordlige og nordostlige Ægypten: Fortegnelse over 
de her liggende Nomer . .......0000eeeeereeeeereeee 
$ 75. Undersøgelser om Kanalen fra Nilen til det rede Hav 
(Oldtidens Suez-Kanal).  Kanalens Udstrækning under Rameses Il. 
Nekos Arbeider; Fuldferelse under Dareios; Istandsættelse under Ptole- 


maios II. og Trajan. ... 000000 eee eee ee se 1004 
$ 76. Kongemagten i Ægypten: Kongens Forhold til Præsterne. 
De Navne, hvormed Kongen betegnes ...........000000 00 1009. 


8 77. Den ægyptiske Statsstyrelse. — Forfatning i ældre Tider; 
Styrelsen, navnlig Finantsstyrelsen under Amon- og Ra-sennerne og 
deres Efterfelgere ; Retapleie og Politivæsen; Krigsvæsen; Hæren i ældre 
Tider; Dannelsen af en staaende Hær; Uddeling af Land til Krigerne; 
Krigerkastens Opkomst; Undervisningsvæsnet i Ægypten; Gudstjenesten; 
om Præsterne og om de Klasser, hvori de vare inddelte...…..... 

$ 78. Ægypternes Religion. — Kilderne til Kjendskab af Ægyp- 
ternes Religion: Plutarkbs Skrift om Isis, de hermetiske Beger og 
navnlig de talrige Indskrifter paa Sten og Papyrus: Flerguderi og 
Dyretilbedelse; Spor af Monotheisme i en Papyrus fra Aar 8000 f. Kr.; 
Solgudens store Anseelse; om Udviklingen af den ægyptiske Gudelære ; 
forskjellig Opfattelse af Gudernes Natur og indbyrdes Forhold til for- 
skjellige Tider; Fortegnelse over de vigtigste ægyptiske Guder og 
deres ægyptiske Benævnelser; kort Fremstilling af den Rolle, de vigtigste 
ægyptiske Guder spillede i Landet: KAnum (eller Nun), Sati, Anke, Set 
(Sutekh), Sebek, Hathor, Hutu eller Hat (Solguden i Edfu), ,, Sydens 
Gudinde", Mentu, Amon, Muth, Khonsu, AXåem, Anhor, Osirie (Esar); 
Sets Fjendskab imod Osiris; Horos' Kamp med Set; Apis (Hapi), dens 
Forbindelse med Osiris; Osirismythen i de forskjellige Tidsrum af 
Ægyptens Historie. Isis; Horos; de forskjellige Former af Horos, 
Anubis, Thot, Nehemva, Bees, Nephthys, Heke, Ptah, Sekhet, Imhotep, 
Nefer-tum, Sokar, Ra, Tum, Shu, Tafnut, Bast, Neith, Vaz (Buto), Serapis, 
Nu, Seb, Hapi, Ma, Khoeper. Om Menneskenes Skjæbne efter Deden ; 
om den Dedes Sjæls Vandring igjennem Underverdenen og om de Farer, 
der truer ham, og om Midlerne til at beseire dem; Oversættelse af de 
vigtigste Steder i ,de Dedes Bog"; om de onde Menneskers Skjæbne; 
de feilende Menneskers Sjælevandring; de forstokkede Menneskers 
Tilintetgjerelse.. Ægypternes Forestillinger om Verdens og Jordens 
Skikkelse; Jordens Befolkning ;. Bemærkninger om Kosmogonien ... 

s 79. Om Ægyptens Befolkning: Den priviligerede Stand og 
Almuen; Urigtigheden af den almindelige Forestilling, at Ægyptens 


. 1024. 


X 


Side 
Befolkning var inddelt i Kaster; om de to Stænder i Ægypten: den 


privilegerede Stand og Almuen; Adelen; Almuen; Slaverne; om Grund- 

eiendommenes Fordeling; Ægypternes huslige Forhold.......... 1123. 
& 80. Om de fremmede Folk i det gamle Ægypten: 1. Nehesi, 

Negre, 2. amu, Asiater (Syro-Arabere), 3. shardana, Sardinier, 4. mezaju, 

5. zakkaru, 6. kahak, 7. Apri eller abri, Ibri, d. e. Hebraiere, 8. mashavasha 

(Maxzyer), 9. kheb-nebu (Hellenere), 10. aadt, d. e. ,Pestfolk", 11. zali, 

d. e. Fremmede, 12. amti,; Undersøgelse om, hvilke af disse Folkenavne 

der kunne antages at betegne Israels Bern .........-.7…… 1133. 


FJERDE AFSNIT: ISRAELITERNE, 
OTTENDE KaPItTEL. ISRAELITERNE Før UDVANDRINGEN FRA ÆGYPTEN. 


$ 81. Israeliternes Herkomst. — Hekataios' Meddelelse om Ind- 
byggerne i ludaias Herkomst og deres Forfædres Udvandring fra Ægypten 
sammenholdt med de ægyptiske Mindesmærker og Biblen. Sammen- 
ligning af Israeliternes Oldsagn om Menneskenes første Tilstand med 
Ægypternes og Babyloniernes Sagn om Menneskenes første Skjæbne 
her paa Jorden. Udsigt over den babylonske Syndflodsfortælling; den 
ved disse Sagn givne Bekræftelse paa det bibelske Sagn om Israels Stam- 
fædres Udvandringer fra Mesopotamien .........0000000… 1141. 
8 82. Antydninger af Gosens Beliggenhed, givne i Genesis . . . 1153. 
& 838. Antydninger af Gosens Beliggenhed, givne i Exodus. 


— Pitom; Bameses ...... 00000 eee se 1157. 
$ 84. Antydninger af Gosens Beliggenhed, som findes i andre 
bibelske Skrifter og i gamle Bibeloversættelser ............…. 1165. 
& 85. Antydninger i Biblen, der kunne benyttes til Bestemmelsen 
af Tidspunktet for Israels Børns Udvandring af Ægypten........ 1171. 
8 86. Forseg til et samlet Overblik over Israels Skjæbne i 
Ægypten . 0000 eee eneret se 1181. 


NIENDE Kariter: Om ÆGYPTENS INDFLYDELSE PAA ISRAELITERNES 
Forrartnine, SÆDER 0G SKIKKE 0G NATIONALKARAKTER. 


$ 87. Om den israelitiske Forfatnings Forhold til Ægypten . . 1187. 
$ 88. Om Morallovens Forhold til Ægypternes Lovbud. — Ægyp- 


tiske Bud, som gjenfindes iblandt de ti mosaiske Bud.......... 1190. 
$ 89. Den gammel-israelitiske Konst og Ægypten. — Pagtens 

Ark, Keruberne, Urim og Tumim . ........000reere rev 00 1196. 
$ 90. Spor af ægyptisk Indflydelse paa Israeliternes Festskikke. 

— Forklaring af Ordet Leazazel.......0000eeeeeeeee re 1202. 


&$ 91. Om de israelitiske Personnavne i Pentateuken. — Ægyp- 
tiske Navne, der bleve optagne af Israeliterne (Pinehas, Moses (?) 0. s. v. 1208. 

$ 92. Moses. — Ægyptiske Personer af Navnet mes (Moses), som 
have Jevet paa den israelitiske Lovgivers Tid.........….0.… + + 1905. 


XI 


Side. 
TIENDE KAPITEL: ISRAELITERNE EFTER INDVANDRINGEN I 


Kanaans LanD. 


& 93. Israeliterne i de første Aarhundreder efter at de havde ” 
taget Kanaan i Besiddelse. — Om Grundeiendommenes Fordeling imellem 
Stammerne og Landets Forfatning; Indførelsen af Kongeværdigheden ; 
David; Salomo; Meddelelse om Salomo i Tyros' Kongers Kreniker. . . 1209. 

&$ 94. Israeliternes Historie i Tidsrummet fra 950 til 900. 
Rigets Deling efter Salomos Ded; Sisaks Tog til Jerusalem (omtrent 
928); Sisaks Mindesmærke i Karnak med Fortegnelse over de Stæder i 
Juda, som bleve indtagne af Ægypterne under Toget mod Juda; An- 
tydninger af den ægyptiske Hærs Bevægelse..............…… 1217. 

5 95. De israelitiske Riger i det niende Aarhundrede f. Kr. — 
Forholdet imellem Rigerne indbyrdes og Forholdet til Syrien; om det 
assyriske Navn paa Israels Rige: Beth-Omri, d. e. Riget, hvis Hovedstad 
var grundet af Omri; om Regnmangelen i Phoinike under Itobals Re- 
gjering, og om den samtidige Tørke i Israels Rige; Akhabs Forbund i 
Aaret 854 med Kongen af Syrien og andre syriske Fyrster imod 8al- 
man-eser, Konge af Assyrien,; Akhabs Fald i Kamp mod Syrerne; Moabs 
Oprør under Mesha og Angrebskrig imod Israel; Beretningen om Me- 
shas Bedrifter i Indskriften paa det i Dibon 1870 opdagede Mindes- 
mærke (Meshas Stette); Jehu skikker Afsendinge til Assyrernes Konge 
Salman-eser i Aaret 842 .....0000eeeeeeeeseeeer es 1231. 

$ 96. De to Riger i Tidsrummet fra 800 til 725: Om de indre 
Forhold i Israels Rige; Juda Riges Opkomst; om de tre samtidige 
Konger i Juda: Asarja, Jotham og Akhas; Asarjas Forbund med Ha- 
math og Optræden i Nordsyrien som Assyrernes Modstander; Tiglath 
Pilesars Seir over Asarjas Hære i Nordsyrien omtrent 740; Menahem 
hylder Tiglath Pilesar som sin Overherre; Pekahs Forbund med Rein 
i Damask; Tiglath Pilesars Seir over Pekah; Hoseas i Israel og Akhas 
i Juda hylde Tiglath Pilesar......0000reereeee eee see 1246. 

5 97. Samareias sidste Kamp og Fald; Sargons Beretning om 
Samareias Indtagelse og Indbyggernes Bortferelse. Nybyggere fra 
Arabien og andre Lande faa Bolig i Samareia ............….… 12 52. 

& 98. Juda Riges Skjæbne i Tiden fra 730 til 630; Hezekias 
Forhold til Sargon og til Oprørerne i Asdod 712—11; Hezekias Frafald; 
Senakheribs Tog imod Juda 701; Assyrernes Beretning om Åssyrernes 
Seire; Herodots Fortælling om Senakheribs store Uheld; Begivenhedernes 
Rækkefølge i denne Krig; Senakherib foran Lakis og Lakis' Fald; 
Manasses Forhold til Assyrien; det forrige Israels Riges Bestyrelse 
under det assyriske Herredomme .........000eeree eres 1258. 

& 99. Juda Rige i Tidsrummet fra 630 til 330: Josia besætter 
Samareia; Nekos Seir over Josia og Josias Fald; Babylonierne beseire 


XII 


Side. 
Neko og betvinge Jerusalems Konge; Oprer imod Babylonierne; Rigets 


Undergang og Hovedstadens Ødelæggelse; om de Egne, hvor de fra 
Juda bortførte Indbyggere fik Bolig, og om de ti Stammers Forsvinden ; 
Jerusalems Gjenopbyggelse efter Babylons Fald; Templets Opbyggelse 
1 Jerusalem .under Dareios I........00000ereeeer rese eee 1278. 
S 100. Udsigt over Israeliternes Historie i Tiden fra Alexandros 
den Store til Jerusalems Ødelæggelse. — Upaalidelighed af Iosepos' 
Efterretninger om Alexandros den Stores Forhold til Indbyggerne i 
Jerusalem og Samareia; Ptolemaios I.'s Tog til Jerusalem; Oprør i 
Juda imod Antiokhos Epiphanes; Kampe med Syrerne og Befrielsen 
fra Syrernes Aag; Iudaiernes Udbredelse i Landene omkring Middelhavet; 
Iudaias Statsforfatning; Iudaia Fristat, siden Kongerige; Aristobulos 
(Judas) og Alexandros Iannaios (Jonathan); Strid imellem Hyrkan og 
Åristobulos; Pompeius' Tog til Jerusalem; nye Uroligheder, Parthernes 
Indfald; Herodes den Store; Herodes Senner; Iudaiernes Behandling i 
Rom; Iudaia romersk Provinds; Statholdernes Uretfærdighed ; Oprør; 
Vespasians Seire og Jerusalems Indtagelse af Titus. — Israeliternes 
messianske Forventninger. ....0000eeeee eee eeee 1287. 
Tidstavle .....0000eeeeeeeeeeeeeee eee + e « + 1303. 


521 


FEMTTE KAPITEL. 


SYRIEN. 


Om Oprindelsen til Ordet Syrien, hvilket Ord ikke synes at 
have været kjendt iblandt Hellenerne paa Homers Tid, mangler 
det ikke paa Gisninger, men af disse er der dog kun en, som 
har vundet almindeligere Anerkjendelse, nemlig den af Herodot 
først fremsatte Mening om, at Ordet Syria var en Afkortning 
af Assyria. 

Denne Forklaring er i Virkeligheden ikke usandsynlig; men vi 
maa dog gjøre opmærksom paa, at Ordets Oprindelse ogsaa kan 
forklares paa en anden Maade. Ægypterne betegnede nemlig Sy- 
rien! med Ordet XAar: eller Shari, som de skrive: 


IE eller i du 
khali khart, 
og det er aldeles ikke umuligt, at de Hellener, der besøgte Ægyp- 
ten paa Psametiks Tid, have hjembragt dette Navn til deres Fæ- 
dreland, og at man her har optaget det, idet man gav det den 
helleniske Form Zvo:a. 

Om Tiden for Kanaaniters og Phoinikers Indvandring i Syrien 
kan man neppe engang gjøre sig de løseste Formodninger, da 
alle Minder derom vare glemte i de historiske Tider; thi de 
Efterretninger, vi finde om Phoinikernes Vandringer fra det rede 


1: Ægypterne betjene sig for at betegne Syrien ogsaa oftere af Ordet 
ne zahi; se nedenfor $ 54. 
havs] | 


g 49. 
Syriens ældste 
Historie (Indtil 

emtrent Aar 
1400 f. Kr.). 


522 


Hav til Phoinikien hos græske Forfattere, have neppe noget viden- 
skabeligt Værd. 

Af den elamitiske Konge Kudur-mabug's Indskrifter i Baby- 
lonien? synes det at fremgaa, at han har hærget Syrien, men om 
længere Tids Afhængighed af Elam kan der neppe være Tale. 
Dette elamitiske Hærtog? henhører til det treogtyvende Aarhun- 
drede før Kristus". 

Ægypten oversvømmedes henimod Aar 2000 af et fra Asien 
kommende Folk (Hyrderne eller Hyksos%), om hvis Herkomst intet 
videre er bekjendt. Hos Synkellos& betegnes disse Erobrere som 
Phoiniker, men hvad han her meddeler, er maaske kun en løs 
Formodning af en senere Forfatter, og fortjener derfor ingen 
Tiltro, saameget destomere som intet ældre Aktstykke taler for 
Rigtigheden af hvad han her fortæller”. 


) S$Ign. Movers, Die Phanicier 11, 1 8. 24 ff. (Berlin 1849). 

2 Han kalder sig nemlig (se Rawlinson Znscriptions I, pl, 2 no. 1, 1. 4): 
Behersker af mariu d 0. Vesten, et Ord, der paa Assyrisk og Babylonisk 
ofte betegner Syrien. 

SIgn. Gen. 14, 1 fø. 

Se ovenfor 8. 362 — 363 og S. 460. 

Se nedenfor Kap. VI $ 63. 

Syncell., Chronogr. p. 61 (Miller, Fragm, Hist. Gr. II, S. 570). 
Synkellos anferer her rigtignok ikke blot den mindre paalidelige 
Eusebios, men ogsaa den langt troværdigere Afrikanos som sin Hjem- 
melsmand; men om end Afrikanos paa mange Steder synes at have 
bevaret os Manetho's Talangivelser ganske neiagtig, saa kan man dog 
ikke derfor paastaa, at alle Bemærkninger hos Afrikanos skulde være 
tagne af Manetho, og at der ikke hos ham skulde findes Forestil- 
linger, som tilhøre den efter-manethoiske Tid. De! vil tvertimod ved 
en nøiere Provelse af de Udtog, vi have af Manethos Værk, vise sig 
at være høeist sandsynligt, at selv de Udtog af dette Værk, som Afri- 
kanos benyttede, ere gaaede igjennem flere Hænder. Men derved 
kan der let være indkommet Forestillinger, som tilhøre den efter- 
manethoiske Tid, og det ikke blot Ptolemaiertiden men ogsaa Keiser- 
tiden. Naar ZZyksos saaledes hos Afrikanos kaldes Phoiniker, saa ter 
vi ikke ubetinget stole derpaa. Man maa i den Henseende navnlig 
lægge Mærke til, at i ældre Skrifter, saaledes i de manethoiske Ud- 
drag hos Iosepos, kaldes de blot Hyksos eller Hyrder, og antages 


4 aa eR | mn] da 





523 


Den ægyptiske Konge Ahmes, der knuste Hyrdernes Magt i kypterne 2n- 


Ægypten! bemægtigede sig efter samtidige Vidnesbyrd en By 


LT Amd 
Sheruhan? 
som neppe er nogen anden end ymn"w i Simeons Stamme, saa- 
ledes at Ægypterne følgelig allerede under denne Konge har be- 
gyndt at sætte sig fast i Syrien. Dog synes det ikke, at han eller 
hans Efterfølger er trængt længere frem i Landet end til disse 
sydlige Egne af den senere Juda-Stammes Land. 

Derimod vide vi, at Ahmes' Sønnesøn Thotmess I.” med sin 
Hær drog op igjennem Landet lige til Mesopotamiens Grændser; 
men han lod sig sikkert kun nøie med at plyndre og brandskatte. 
Det Aktstykke, der fortæller om hans Hærtog, meddeler, at Ægyp- 
terne tog flere Fanger, og at Thotmess efter Hjemkomsten tillod 
i det Mindste nogle af sine tappreste Stridsmænd at beholde deres 
Fanger som Slaver&, 

Nøiere Oplysninger om Syriens Forhold meddeler dette Akt- 
stykke ikke, om det end lader os formode, at der paa Thotmess I.'s 
Tid endnu ikke var nogen Sammenhæng imellem Syriens for- 
skjellige Stammer, hvoraf hver enkelt kun forsvarede sit eget 
Distrikt, uden at tænke paa, at deres Kamp imod Overmagten 
derved blev haabløs. 

Med Thotmess III. begynder der i flere Henseender et nyt 
Afsnit i Syriens Historie, og det ikke alene af den Grund, at 


undertiden for Araber, men aldrig for Phoiniker; se Jos. C. Ap. I, 14. 
Om Manetho og Uddragene af hans Værk; se ovenfor 8. 77—81. 

'" Se nedenfor Kap. VI $ 64. 

7? Se Ahmes' Levnetsbeskrivelse Lepsius enkm. III, 12; slgn. S. 196 
med Anmk. 4. 

2 Josva 19, 6. 

1 864. 

Sign. Ahmes Pensubens Levnetsbeskrivelse i Lepsius, Ausrcahl pl. XIV 

sign. ovenfor S. 196. 

== Lepsius Denkmåler Ill, 12 l. 17 og 26 ff. 


og erobre 
SE 


524 


største Delen af dette Land fra hans Dage for mere end et Aar- 
hundrede knyttedes til Ægypten, men ogsaa, og det fornemmelig, 
fordi Syrerne paa den Tid, da han angreb Landet, begyndte at 
slutte sig sammen for at modstaa Fjenden ved fælles Kræfter; en 
Politik, som, da den følgende Tid jevnligen paany optoges af dem, 
er et Vidnesbyrd om, at de følte sig som en Enhed. 

Fortællingen om Thotmess III's første Krigstog til Asien er 
det ældste længere Aktstykke, der handler om Syrien, hvorfor vi 
her maa dvæle noget udførligere derved. Det findes, som alt be- 
mærket, indhugget paa en Tempelmur i Karnak?, 

En af de sidste Dage i den ottende Maaned af Thotmess' 
toogtyvende Regjeringsaar forlod hans Hær Ægypten, uden Tvivl 
under hans egen Anførsel. En af de sidste Byer, han berørte i 
Ægypten, var Hovedstaden i .den fjortende nedreægyptiske Nomos? 

ES 1 hev 
LZalu3Z, 

En af de første Dage i den niende Maaned af hans treog- 
tyvende Regjeringsaar berørte han det føromtalte Sheruhan?, 
hvorpaa han den tredie eller fjerde rykkede ind i Byen 


ANDY 


gazatu 
Gazab, der maaske stod i Afhængighedsforhold til Ægypten ?. 
Fra Gaza gik han imod Nord og kom derpaa ved Byen 


U-lx 


r-2a 


! $. 186—187. Om Thotmess III. se nedenfor Kap. VI &$ 64. 

2 Lepsius, Denkm. III, 31 b. 

2 Denne By laa uden Tvivl ved Krokodilleseen ikke langt fra det nu- 
værende Ismaila. Se nedenfor & 73. 

+. Lepsius, Denkm. III, 31 b., col. 13. 

5 col. 14. 

5 Slgn. de Rougé, Revue Archéol. nouvelle série IV, 8. 348 Anmk. 1; 1861. 


929 


Irza ind paa fjendtligt Territorium, men uden straks at finde 
Modstand. 


Den sekstende i samme Maaned befandt han sig ved en By 


SANGER 
Jihem!, 
hvor han modtog Underretning om, at Indbyggerne fra hele Syrien, 
lige fra Ægyptens Vand indtil Mesopotamien (naharina) havde 
samlet deres Stridskræfter ved Byen 


ASM 


moketa? 
hvad man kan omskrive, saavel NOD som 1 Megiddo?. At 
Ordet maa læses paa den sidste Maade, kan neppe betvivles, da 
Thotmess' Hær jo maa have været i Nærheden af Megiddo (17379) 
og da der tilføjes, at Moketa laa ved Bredden af Vandet (Floden) 


AW Ar kina ræp', der uden Tvivl er det nuværende Vadi 


Kaneh?, og det mp, der i Josva Bog omtales ved Megiddo. 
Texten beskriver nu de Veie, der førte til Megiddo: den ene 


gik over gx” NEN aluna 7>y (Elon) i Nærheden af Byen 
FN NES an LN NEN taanaka syr, uden Tvivl det nuvæ- 
rende Thaanok”; en anden førte Norden om Bale zefta. 


Thotmess slog ind paa den første af disse Veie og gik frem 
Fa imod Megiddo, hvor det kom til et stort Slag, i hvilket Ægypterne 


! Lepsius, Denkm. III, 31 b. col. 18. 

2 60l. 18. 

2 Megiddo omtales ofte i Biblen saaledes Josva 12, 21 og 17, 11; 
1 Kong. 9, 15; 2 Kong. 9, 27; se ogsaa 2 KXrøn. 35, 22 og Dom. 5, 
19; sign. Zakarias 12, 13. 

Josva 16, 8. 

Robinson Later Researches 8. 135 og 139 (London 1856). 

Josva 12, 1, Dom. 1, 27, 5, 19; 1 Kong. 4, 12. 

Robinson, Palæstina III, 8. 387 ff.; Later Researches 8. 117. 


ed Må må å 


526 


sejrede", hvorpaa de næsten uden Sværdslag indtog hele Syrien. 
Den ægyptiske Hær standsede ikke ved Syriens Grændse, men 
angreb straks et Land eller Folk, som Ægypterne pleie at kalde 


Su Rutennu, et Udtryk, der efter de gamle Ægypteres 
Sprogbrug var en Fællesbetegnelse for Landskaberne omkring 
Tauros, Mons Masius 0. s. v, og for Beboerne af disse Egne?. 

Et andet Mindesmærke, som Mariette har udgravet i Karnak, 
slutter sig til det her meddelte Afsnit af Thotmess III's Annaler, 
idet det giver en Fortegnelse paa de vigtigste Stæder, som faldt i 
Ægypternes Hænder efter Seiren ved Megiddo, og hvoraf de fleste 
formodentlig havde sendt Tropper til denne By, for her at standse 
den ægyptiske Erobrer, hvilket, som vi have set, dog ikke lykkedes 
dem. Antallet af disse Stæder beløber sig til 108; de opregnes 
efter hinanden i følgende OrdenZ, 


Cd i MK , 
l. ) & Wa kedesh 7» enten den paa Thotmess IIL's og 


hans Efterfølgeres Tid saa vigtige By Kadesh ved Orontes i Nord- 
syrien, eller det fra Biblen bekjendte Kedesh ved Merom-Søen i det 
nordlige Kanaan", — Det Første er det Sandsynligste, fordi 
Kadesh i Thotmess den Tredies Annaler nævnes som Sjælen i 
Modstanden imod Ægypten%, hvorfor det jo vilde være meget na- 
turligt, at denne By anførtes først. Derimod er der ingensomhelst 
Grund til at antage, at det mindre bekjendte, af Ægypterne ellers 
ikke omtalte galilaiske Kedesh skulde være stillet i Spidsen for 
denne lange Liste. 


2. (Nem) du mokti eller mogds =30 Megiddo, den bekjendte 


! Lepsius, Denkm. III, 32 l. 16. 

2 Se ovenfor 8. 366 og Anmk. 7; slgn. Brugsch, Geographische In- 
schriften l1I, S. 30. Se nedenfor S. 539—540. 

3 De ere meddelte af de Rougé i Revue Archeol,. nouvelle série IV, 
S. 355—372 (Paris, 1861), hvor ban ogsaa har forsegt at bestemme 
Byernes Beliggenhed. Listen er siden afskrevet af Diimichen. 

+ Robinson Palæstina Ill, 8. 622; Later Researches 8. 366—69. 

> Se Lepsius, Denkmåler JII, 31 og 32. 





527 


By i Galilaia, hvor Josias faldt!, og som fra gammel Tid af var 
en af dette Landskabs vigtigste Byer og Sæde for en kanaanitisk 
Konge”, Assyrerne benævne Byen 


—TIE 2 57 i: 


ma - gi - du = uå, 


5 Alla Hed run 
Å. INSEE kelsuna Por=- 
5. ULV anshu %9-7%- 


Disse tre Byer ere ikke bekjendte fra andre Optegnelser og 
laa maaske udenfor Palaistine ligesom den følgende By: 


6. — jo Ju Tebekhu, der er en af Ægypterne efte omtalt 


vigtig Stad, maaske Biblens Thapsakos; i al Fald synes den at have 
ligget henimod Euphrat". Assyrerne omtale en By Tabtk5, 


p—— AA 4 
|] >=] — lv 
la - bi - gu 
som uden Tvivl er den samme By som Ægypternes JZebekhu. 


7. SN a—0. )Å kamatu Nmm>. De Rougé%, minder om 
det hinsides Jordan liggende Kamon?. 


8. WS )00R Ju tutina prm. De Rougé sammenligner Byen 


med Dedan, hvad der ikke synes os videre antageligt. Vi ville 
langt snarere tænke paa det judaiske Danna$. 


an oe 


7 2 Kong. 23, 29. 

Josva 12, 21. 

Rawlingon, ånscriptions ll, pl. 53 1. 57. 

Se de Rougé i Revue Archeol. Il. c, 8. 357. Byen omtales nedenfor i 
Moharens Reise. Be forevrigt nedenfor $ 54. 

Layard JInscr. pl. 88 Il. 34. 

Revue Arch. I. c. 

Dom. 10, 5. 

Josva 15, 49. 


2 
3 
4 


æ == ne 


528 


Ogsaa disse Byer ere ubekjendte; derimod synes de to føl- 
gende at være velbekjendte Byer fra Juda Stammes Land. 


9. — SK du lebana ra, uden Tvivl den kanaanitiske 


Kongestad Libna! i Judas Slette. Paa den anden Side er det dog 
ikke umuligt, at den her omtalte By kunde være det gamle 735 
Libona, det nuværende Lubban i Nærheden af Shilo paa Veien 
mellem Jerusalem og Nablus?. 


10. SMÅ 1 kertsena rnomnp, eller kertsenzena, for- 


modentlig enten 750 rr, Kirjat Senaå, eller 73959, Sensena”, 
hvilke begge laa i Juda. 

De følgende Byer henhøre aabenbart til Egnen omkring 
Hermon og Antilibanon : 


11. AKSRao J., morumo om, uden Tvivl det hebralske 


ammn Merom?, efter hvilket Søen Merom (Samokhonitis) havde - 
Navn. 


12. eN du Temesku d. &. 77%", Damask, den bekjendte 
syriske Hovedstad, hvis Skjæbne vi nedenfor skulle behandle. 
| Å) | J, dar er uden Tvivl det bibelske Edrei 


7, Adra, fordum Basans Hovedstad, nu en Landsby seks Mil 
BA for Damask. 


4. 1% J< Fu aubil 538 er uden Tvivl det fra losepos?, Pto- 


2? Josva 10, 29; 12, 15; 15, 42; sign. 2 Kong. 8, 22; 19, 8; 28, 31 
1 Krøn. 6, 24. Man søger den ved Tel-el-Safieh, se Robinson, Palæ- 
stina II, S. 623 og S. 654. 

2 Dom. 21, 19; slgn. Robinson, Palæstina III, 8. 309 ff.; slgn. ogsaa 

Forfatterens Reise 8. 373. 

Josva 15, 49. 

Josva 15, 31. 

Josva 11, 5—7. 

Num. 21, 33; Deut. 1, 4; 8, 10, Josva 19, 4. 

Jos., Bell. Jud. IV, 18, 2 og IV, 7, 5; Arch. Jud. XIX, 5, 1. 


+ AR FF få ad 











529 


lemaios! og det nye Testamente? bekjendte Abila, der laa Nord 
for Damask, maaske ved det nuværende Nebi Abel. 


lb. & Ao Ju hemetu mmm er uden Tvivl en af de bi- 


belske Byer Hamath; men om det er det store mmm, Hamath, ved 
Orontes2 eller det mindre mom i Naphtali", kan ikke med fuld 
Sikkerhed afgjøres. Vi anse det dog for saa godt som utvivlsomt, 
at her menes det palaistinske Hamath. 


16. I NES ER ahiluv PR. 


17—23. ere ødelagte. De her nævnte Byer have dog formodent- 


lig henhert til Nordpalaistine, hvor ogsaa de følgende Byer maa 
være at søge: 


24. KNR ma i mosakha %50- 
25. 2WI —[9 kaanau RT d. e. rap Kanah, en Stad i 


Åssers Stamme 2. 


oo Ken nm u . 

26. ØRE NERVE åluna y>%, formodentlig den samme By, som 
Ægypterne drog igjennem før Slaget ved Megiddo, og som mulig- 
vis først har overgivet sig efter Syrernes Nederlag É, 


27. —JTYy åstertu, ==mm9 Astarte maa i det kanani- 


tiske Tidsrum have været et ikke usædvanligt Stedsnavn i Palai- 
stine, saaledes at det bliver vanskeligt med Bestemthed at paa- 
pege den her anførte Byes Beliggenhed. 

Imidlertid er det dog altid temmelig sandsynligt, at den her 
omtalte By ikke er forskjellig fra det Astaroth i Basan, som til- 


: Ptol. V, 15, 22. Se ogsaa Itin. Anton. p. 198—199. 

2? Abila var Hovedstad i Abilene, der omtales i Luk. 8, 1. 

Den omtales ofte af Assyrerne; se nedenfor $ 56. 

£. Josva 19, 35; sign. 21, 32. Hos Iosepos (Bellum Jud, IV, 1) kaldes det 

Aupwoig; det skal betegne den Plads, hvor senere Tiberias reiste sig. 

Josva 19, 28. 

Lepsius Denkm, Ill 31 b. Maaske maa man jevnføre vort Alon med 

et af de mange Steder af Navnet PIN Elon, der fandtes i Palaistine. 
34 


580 


deltes Manasse Stamme, og overlodes Leviterne!, hvad enten nu 
dette Astaroth er den samme By?” som det fra Abrahams Historie 
bekjendte Astaroth Karnatm, eller ikke. — Astaroth i Basan maa 
uden Tvivl søges ved det nuværende Tell-Astereh, 


28. (md 19] ånåu-repa SETRIN: Den sidste Del 


af Ordet synes at minde om Rephaierne, det bekjendte Urfolk i 
Kanaan. 


29. ATA Ju mokus opm:; formodentlig Makes yro i 


Mellempalaistine". Det sidste Tegn er ikke ganske sikkert; maaske 
var det et c=> saaledes at Byens Navn var 730. Som bekjendt 
har en til Juda Stamme senere henhørende kanaanitisk Kongestad 
dette Navn?, men da alle Stedsnavne i Nærheden af vor By ligge 
nordligere, kunne vi ikke med Sikkerhed tænke paa Makeda i Juda. 
I Gilead laa der ogsaa et Sted Maked, der omtales som en 
fast By é, 


30. ur NSgg luts, D?> eller w75, er uden Tvivl det bekjendte 


Lais (%75) paa Palaistines Nordgrændse, som Daniterne indtog og 
bebyggede, hvorefter Byen fik Navnet Dan”. Man søger det ved 
Tel-el-Kadi 2. 


æn <—> 10 
31. IR le hazar »xm d. e. 212, en kanaanitisk 


Kongestad, der, som det fremgaar af Moharens Reise", laa ved en 


Deut. 1, 4; Josva 9, 10 og 13, 31. 

Gen. 14, 5. 

Se Kortet i Robinson Later Researches. 

1 Kong. 4, 9. 

Josva 10, 10; 15, 41. 

1 Makk. 5, 26, 86. 

Dom. 18, 7, 14 og 27. Slgn. Josva 19, 47 og Gen. 14, 14. 
Robinson Palæstina III, S. 611 og S. 616. 

Dette Navn førtes uden Tvivl af mange Steder i Kanaan, Ordet be- 
tyder nemlig en fast Plads, omgjærdet Sted, 

Select Papyrus pl. LV, 1. 7. Se nedenfor $ 50. 


d æewdeeeertee Ea dd ØM må 


pm 
oe 


531 


Flod, uden Tvivl ved Jordan. Hazor ødelagdes, som bekjendt, af 
Josva, men toges snart efter tilbage af Kanaaniterne og var atter 
Kongesæde, indtil Barak gjorde en Ende paa Jabins Herredømme?. 
Den befæstedes af Salomo? og erobredes siden af Tiglath Pilesar”. 


32. ig: HE ru pahur "nm eller 49, formodentlig opkaldt 


efter Baal Peor. Et Sted af dette Navn fandtes i Moab?, men 
der kan i de kanaanitiske Tider meget vel have været flere Steder 
af dette Navn. Iøvrigt var denne By Pahur paa Thotmessiders 
og Ramessiders Tid en ikke uvigtig Stad, der navnlig var bekjendt 
for sin Konstflid &. ' 


33. ENN in w J, kennartu z%33 7, i senere Tider udtalt 


Tevvnoae og T'svvrouget, er uden Tvivl det ellers ikke omtalte 
Sted, hvorefter Genesareth-Sø havde Navn. 


34. ANN HEN Ju, hemana yan'. 


35. RR I atemm Bonn eller Son er maaske Byen 
rom Adama i Naphtali?.  Bjergstrækningen m70%% imellem 


Juda og Benjamin?” ligger for langt imod Syd. 


36. IRIYK I. kasuna, Yp eller ;øl, uden Tvivl mp, 
Kishon i Issashars Stamme!!, 


7 Josva 11, 11. 

2 Dom. 4å, 2. 

32 1 Kong. 9, 15. 

£ 2 Kong. 15, 29. 

5 Num. 23, 28. 

S Se Select Papyrus pl. XCVII 1. 11, hvor der omtales mashu (Vogne?) 
fra Pahur; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. II, S. 41 (1858). 

7 Num. 34, 11; Josva 13, 27. 

8 Flere Steder i Syrien skulle i vore Dage bære dette Navn. 

? Josva 19, 86. 

10. Josva 15, 7; 18, 17. 

11. Josva 19, 20 og 21, 28. 

sat 


532 


37. Id RÆJ shenamo, D30, uden Tvivl Shunem 2572 
i Issashars Stamme ?, 


38. Km]. moshaal >R00, uden Tvivl bXWn i 
Ashers Stamme?, 


39. | SNG åksep, BØDN, uden Tvivl den kanaanitiske 


Kongestad, der laa ved det nuværende Aksip, og som tildeltes Ashers 
Stamme?, Mindre sandsynligt er det, at her skulde tænkes paa det 
phoinikiske 37750, Ekdippa". 

Nu følger en ny Lakune, der indbefattede Byerne 40—46, 
og som uden Tvivl har hørt til samme Egn som de foregaaende 
Stæder, da nemlig ogsaa de følgende fem Stæder utvivlsomt henhøre 
til det nordlige Kanaan. 


47. PSTTTSPI, reshati, mt». 
48. HIK — VU g kertman, Yon>, kan meget vel 


være det bekjendte Karmel?, eftersom + og > ofte forveksles ved 
ægyptiske Omskrifter af syro-arabiske (semitiske) Navne. 


49. JR Kim ane bath shemes, od >, er uden 


Tvivl en af de to galilaiske Byer Beth Shemes& wnwi rm7=, enten 
Beth Shemes, i Naphtali Stamme eller det andet Beth Shemegs, der 
laa paa Grændsen af Issashars Stamme”. 


50. NYE). atuma, BrN eller SYN, formodentlig 79% 
Adami paa Grændsen af Naphtali , 


Josva 19, 18. 

Josva 19, 26. 

Josva 11, 1; 12, 20; 19, 25. Se nedenfor Moharens Reise. 

Josva 19, 29. Se nedenfor $ 55. 

Josva 19, 26. 

Josva 19, 38; Dom. 1, 33. . 

Josva 19, 22. Vi antage det ievrigt for muligt, at dette Beth Shemes 
er identisk med det foregaaende, og at Byen laa paa Grændsen af 
de to Stammer. 

8 Josva 19, 33. 


mr Ra ea s ss & må 


533 


bl. IænNS= ISG anukhertu, MOMIN, er uden mindste 


Tvivl Byen Spa Anakharat i Issashar?. 


De følgende Grupper henvise os bestemt til det hinsides Jordan 
liggende Land og navnlig til dets sydligere Del. 


52. HM, åpri (eller abri ur), det store »=3%?, uden 
Tvivl Byen Abarim 5>”3y i det hinsides Jordan liggende Land 
i Nærheden af Jordans Udløb i det døde Hav:. 


53. > 4% ÅL apri (eller abri, »=37) ket, det lille apri 
(abri) formodentlig en anden Lokalitet i Nærheden af nysnævnte 
By og af Bjerget sm 3%". 


54. Ul mad 9). om er uden Tvivl Hesbon, som, 
en vigtig By i Rubens Stamme, tidligere kanaanitisk Kongesæde ?, 


55. MIS >). tåsurt, ror. 


De følgende Navne henvise os til Sydlandet : 
56. ma JW) negebu, =>». Saaledes betegnes i Genesis 


den sydlige Del af Palaistine?. Efter Shishaks Mindesmærke førte 
flere Lokaliteter i det sydligste Syrien (Juda Rige), dette Navn. 
Forøvrigt var der ogsaa en By af dette Navn (372) i Galilaia i 
Naphtali Stamme?. 


7 Josva 19, 19. 

Efter Mariette og de Rougé skulde man ber ligesom i det følgende 

Ord have Tegnet Gæ, saaledes at Ordet abri følgelig havde havt 

en ond Betydning for Ægypterne, det onde abri. 

? Num. 21, 11; 33, 44. Lauth, Afoses der Hebræer S. 2, mener, at dette 
Ord betyder det store Peraia, og det felgende det lille Peraia. 

" Exrod. 22, 20. Num. 27, 12. Deut. 32, 49. 

" Num, 21, 26 0. 8. v. . 

'$… Num. 82, 37; Josva 13, 17. Den tildeltes siden Gads Stamme, Josva 
21, 39. 

7 Gen. 18, 1. 

" Josva 19, 88. 


584 


(== de) ashushehhen, MådN, uden Tvivl syn 
Eshan (Ashshion) i Juda. 
58. > NÆ renamo eller lenamo, 85" eller 395. 


59. 00— Å Al) Jirza, den allerede ovenfor”. nævnte By, 


som vi såa Thotmess drage igjennem paa hans March fra Gaza til 
Megiddo2, I Biblen nævnes den ikke, men mærkeligt nok findes 
endnu den Dag idag en By, der bærer et Navn, der skrives 
ganske paa samme Maade som Ægypterne skreve Navnet paa 
den her nævnte By. Sydost for Taanakh og Megiddo ligger der 
nemlig en By, som Araberne kalde ';,3, Jrzat, og som sandsyn- 
ligvis er den her nævnte By. 


60. Kam) &),…, modkhes, ormen eller win. Det er 


ikke umuligt, at vi her have det fra Æushiternes' Nederlag be- 
kjendte Maresha?, 


Mew) …, jupu, 79%, det bekjendte Joppe, det nuværende 


Jaffa; det omtales oftere af Ægypterne, blandt Andet i Moharens 
Reise. Man finder det ogsaa nævnt i Assyrernes Annaler og i den 
sidoniske Konge Esmunezers Gravskrift &. 


62. vw SR) kenatu, 75> eller maa. Da Biblens ma, Gath 


er en sammentrukken Form for m93, kan vort (enat saaledes meget 
vel være den bekjendte Philisterby, Gath, Goliaths Hjemstavn”. 

En Lakune paa ni Navne (63—72), der formodentlig have 
betegnet flere Byer i det philistaiske Kystland, følger paa Gath; 
det næste Navn er 


1 Josva 15, 52. 

3 8. 524, hvor vi have anfert Thotmess III's Annaler. 

3 Se Lepsius, Denkmåler III. 31, b. col. 12 (Thotmess' Annaler). 

£ Sign. Brugsch, Geographische Inschr. OH, 8. 32. Muligvis laa dog det af 
Ægypterne omtalte 7irza noget sydligere. 

3 Josva 15, 44; 2 Arøn. 11, 8; 14, 8 og 9; Mika 1, 15. 

£ Se nedenfor $ 57. 

7 1 Samuel 6, 17; slgn. 21, 11; Josva 13, 3; 1 Kong. 2, 39—40. 


930 


72. Burj) shebtuna, 33. Det bæres af en By 


i det nordlige Syrien, som undertiden omtales af Ægypterne!; men 
da de foregaaende og følgende Byer alle synes at henhøre til det 
vestligere Palaistine, maa vi hellere i vort shabtuna se en ellers 
ubekjendt Stad i Nærheden af Philisternes Byer. 


73. Mid). la, WT. 


74. GE kunde være Slutningen af Navnet paa Askalon 
der dog i Reglen skrives noget anderledes. 
OS [IDG … dit, 77... kunde være Slutningen af 


"TYTN, Asdod. 

76. ro LNG Mu har, ==, d. e. Bjerget, et Ord, der neppe 
har været sjælden i Kanaan som Stedsnavn. 

77. hÅ LE [> Åu jusep-al, ZR-3W7, er et Navn, der, som 
de Rougé? har bemærket, kunde give Anledning til mange skjønne 
Gisninger; men til at gaa nærmere ind paa dem, finde vi ingen 
Grund. Med Patriarken Josephs Navn har dette Stedsnavn sikkert 
ingen Forbindelse. 


78. EEN NEN lakaza, Y35 eller w>%, er uden Tvivl 


det bekjendte Lakis, en gammel kanaanitisk Kongestad?, der 
endnu i sildigere Tider bevarede stor Anseelse, og som tilsidst 
erobredes af Senakherib”, hvorved den maa have lidt et betyde- 
ligt Knæk%, Den indtoges senere af Nabukudurusurf, Assyrerne 
skrive Navnet 


: 8lgn. Brugsch, Geographische Inschriften 1I, S. 22 (1858); se nedenfor 
$ 50. 

2 Revue Archéol l. c. 

”. Josva 10, 3; 15, 39. 

Layard, Monuments (second series) pl. 22—23, Rawlinson, JZnscriptions I, 

pl. 7 no. I, I, 3; Esaias 36, 2; 37, 8; 2 Kong. 1817 

s Se nedenfor Kap. X., $ 98. 

' Jer. 84, 7. 


536 


—I] | JE] ÆT] 
la - ki z is 


A 


79. FS) kerer, => eller »%3, uden Tvivl den fra Abra- 


hams Historie bekjendte By Gerar i det senere Philisterland?. 
Den omtales ikke i de yngre bibelske Skrifter, men derimod vel 
af Iosepos?. 


80. HL I har al, 5% "mm, Guds Bjerg. Man ter na- 
turligvis ingen videre Slutninger uddrage af dette Navn. 


81. me IRIS) rebau (rabau), R3%, eller lebau, 35. 


Flere Byer kunne jevnføres med denne, saaledes Beth Lebaoth, 
mnab> mom i Simeons Stamme3Z, eller Lebaoth rmwa> i Juda", eller 
Rabba i Juda, 

(mm 


82. MS IX numoana, yR%3. 


O nd. | 
83. væv om), nømdna, 790. Det var ikke umuligt, 
at vi her havde en mindre nøiagtig Omskrivning af Navnet paa 
den By i Simeon og Juda, som i Biblen kaldes 7%, Rimon &, 
, Dog kunde man ogsaa med de Rougé tænke paa Byen rroy> i Juda”. 


se SE UNI, momsen meme 

85. —AY NÅ, an, 7, formodentlig Byen Ain, der laa paa 
Grændsen af Simeon og Juda, og synes at have tilhørt begge 
Stammer, 


"1 Se Gen, 26, 1 og 20, hvor Philisterne fremstilles som boende i Gerar, 
(hvad der ogsaa virkeligt var Tilfældet i Moses sidste Dage, men 
derimod ikke i Patriarkernes Tid; se ovenfor S. 290). 

? Iosepos nævner Byen rigtignok kun i Arch. Jud. I, 12, 8 og 6, hvor 
han følger Genesis. 

32 Josva 19, 6. 

+. Josva 15, 32. 

5. Josva 15, 60. 

£… Josva 19, 7 og 15, 32. Slgn. Anmk. 8. 

7. Josva 15, 41. 

8 Josva 19, 7 og 15, 32. Simeons Stamme fik ved Landets Udskiftning 

neppe noget eget Land, men kun endel Byer med tilherende Græs- 


537 


GES 
86. ØS ..t…. 
De ni følgende Navne ere forsvundne. 
Lig 


94. SØ kar ..,.. "p formodentlig en af de mange Byer, 


hvis Navn er sammensat med Air (7), By!. 


95. &= 11/2 .… beta ... 


— NNW Er 
96. = k=| -AANERN NN tlapun ypm eller 197 (737) muligvis den 


samme By, som i Biblen benævnes snart Dibon %37%7 ?, snart Di- 
mona? rz%07%. Den laa i Juda Stamme og var endnu paa Euse- 
bios' Tid en vwla prægrandis, 

Et andet Dibon (Dimon) laa hinsides Jordan”. 


97. I9 JE aubel, 53%, hyppigt Stedsnavn i Kanaan, 


her maaske det ved Beth Shemesh i Juda liggende Abel. De- 
terminativet v viser. at Ordet betyder Mark eller deslige; Israeli- 
ternes 532 betyder jo ogsaa som bekjendt en Græsplads. 


98. VÆ) … jurtu, »17, Jereth (Skraaningen). 
99. 17 HH) kharkar, "IM 
100. 007" JUR — )n,, jøkab-aal >xaps Om dette Ord 


gjælder det Samme, som vi ovenfor bemærkede om Joseph-El; 
det er sikkert ligesaa langt fra at minde om Patriarken Jakob 
som hint om Joseph, hvorimod det ikke er umuligt, at vi her 


gange midt i det Land, som var overladt den mægtige Juda Stamme 
I flere af Byerne har der maaske boet saavel Mænd af Juda som af 
Simeons Stamme, og dette synes blandt andet at have været Til- 
fældet med Byen Ain, eftersom den nævnes ved Beskrivelsen af begge 
Stammers Land. Det Samme var maaske Tilfældet med Rimon. 

De Rougé 1. c. 8. 369 tænker paa Karkaa hinsides Jordan (Josva 15, 3). 
Josva 15, 22. 

Nehem. 11, 25. 

Josva 13, 9; Num. 21, 30; 0. 8. v. Se nedenfor & 51. 

1 Sam. 6, 18. Man kunde ogsaa tænke paa Abila i Batanaia, Jos. Arch. 
Jud, V, 1, 1. 


HM oa ø && cm 


588 


i dette Ord have en mindre nøiagtig Omskrivning af det kanaa- 
nitiske py=1 Gibeon, et Navn, der paa Grund af sin Betydning 
Høi! naturligvis maatte forekomme som Stedsnavn paa mange 
forskjellige Steder i Kanaan. 


101. SAD kauta mmp, maaske Kattat mor i Sebulons 
Stamme?, 


KJ Fe N 
102. IN Na: Vu kazil ip eller =rp (S173) var uden 


Tvivl den kanaanitiske Kongestad 13, Gezer?, som Josva over- 
vandt, men som dog længe vedblev at være i Kanaaniternes 
Besiddelse”. Det er sandsynligvis Assyrernes 
b— så 
== EM 
a == 2 - ruå, 


103, > TRY) im rabatu 3% formodentlig Raba i Juda. 
104. INGEN GE mokertu mp; muligvis bør der dog 


læses mokeddu smipa med et <—> istedetfor et <— og Stedet 
identificeres med den kanaanitiske Kongestad Makeda ?. 


105. Ab) ameku pos. Vi have her det hebraiske 


pay Dal, der sikkert nok har været et meget hyppigt Stedsnavn, i 
Reglen vel forbundet med andre Navne. 


106. MM). "sarta Nome eller saleta NNU. 


107. JR ( Ta a Wu baar-tu, Fax, formodentlig? et 


Ordet y=—3 Gebba eller Geba har samme Betydning som Gibeon. 
Josva 19, 15. 

Josva 10, 18; 12, 12; 16, 3, 10; 21, 21; Dom. 1, 29. 

Sign. 1 Kong. 9, 15—-17. 

Rawlinson Znscriptions I, pl. 38 Il. 66. 

Josva 15, 60. 

Josva 10, 10; 12, 16; 15, 41. 

F. Ex. Konge-Dalen, Terebinthe-Dalen. 

Dom. 9, 21 nævnes et Beer Nord for Jerusalem. 


9 Sd ed 8 RE aa åd ØS rr 


539 


af de mange Stedsnavne i Palaistine, som begynte med -N3 
Brønd. 

108. JR hud” km bat-sheal NO -M3. sandsynligvis 
Beth-Shan æ-r73" (Skythopolis) paa Galilaias Grændse, henimod 
Jordan ”, 

Betydningen af dette Aktstykke vil ikke kunne miskjendes af 
Nogen. Thi selv om man kan godtgjøre, at vi have feilet i 
mange Enkeltheder, — hvilket vi altid ville være rede til at be- 
kjende, — vil dog Ingen kunne rokke ved Hovedsagen og benægte, 
at den anførte Liste indeholder endel syriske, for sterste Delen 
palaistinske Stedsnavne, 

Nu faldt disse Steder i Thotmess III's Hænder efter hans 
Seir ved Mogeda (Megiddo), hvoraf altsaa følger, at i det Mindste 
en stor Del saavel af Kanaan som af det evrige Syrien er bleven 
betvungen af Thotmess paa hans første Felttog til Asien. 

Thotmess III's første Felttog, der, som vi have set, blev 
foretaget i hans toogtyvende og treogtyvende Regjeringsaar, af- 
sluttedes med Erobringen af tre vigtige Byer 


www oc> i > 

1) ene ln 195 1 eg Vw FANG 

Innua Anaukas og  Haran-kale? 

der enten laa i det nordligste Syrien eller noget længere borte, 
i det vestlige Mesopotamien eller i Nærheden af Andana-Bugten. 
I Texten siges det blot, at de tilhørte Folket og Landet Rutennu, 
navnlig de øvre Rutennu, et Udtryk, bvormed Ægypterne pleiede at 
betegne Lande og Folk omkring Taurus og Mons Masius?, 
imedens de nedre Rutennu indbefattede Beboerne af Mellemmesopo- 


! Josva 17, 11; 19, 17, 28. Dom. 1, 27. Det besegtes af Moharen; 
se nedenfor. 

2 Maaske ligger dog vort Beth-sheal mere i Midten af Landet og maa 
felgelig adskilles fra Skythopolis, der laa nær ved Jordan. 

2 Lepsius Denkm., Ol, 82 col. 27; se ogsaa 30 b. col, 9 i Beretningen 
om Kongens Gaver af det vundne Bytte til Amon. 8lgn. $ 58. 

£ Sign. ovenfor 8. 526. 


540 


tamien (maaske Assyrerne indbefattede) samt og af Babylonien 
og Kaldaia. 

I de følgende Dele af Thotmess III's Annaler, hvor han for- 
tæller om sine Bedrifter i Asien, tales der saa at sige aldrig om 
Syrien. Man tør maaske slutte heraf, at Ægypterne fra nu af 
betragtede Landet Kharr eller Shari! d. v. 8. Syrien, som et til 
Ægypten for bestandig knyttet Land, altsaa som ægyptisk Provinds, 
hvis Afgifter regelmæssig skulde indflyde i den ægyptiske Stats- 
kasse, hvorfor de ægyptiske Konger ikke kunde opføre det som 
en særlig Bedrift at modtage disse Afgifter. De fjernere Egne af 
Asien Landene hinsides Syrien, Rutennu-Landene? betragtede de 
derimod som blot temporære Besiddelser: det var derfor altid en 
særegen Fortjeneste for en ægyptisk Konge at have haandhævet 
disse og at have tvunget deres Beboere til at betale Skat, hvorfor 
Annalerne meddele Alt, der vandtes af ham i disse Lande. 

Imidlertid finder man dog en enkelt Gang omtalt, hvilke 
Indtægter de ægyptiske Pharaoner modtog fra syriske Egne; saa- 
ledes fortælles det etsteds i Thotmess' Annaler, at han paa et af 
sine Felttog til Asien, maaske det Tog, som han foretog i sit 
fyrgetyvende Regjeringsaar, fra oketu (d. e. Megiddo) modtog 
2,800,000 Maal Korn?, og i hans treogtredivte Regjeringsaar 
bragtes der ham Tribut fra et Land, som kaldes 


så E 


khetta-ur" 
d. e. det store Khetta-Land (rm) Khetiterlandet, en Bestemmelse 
der uden Tvivl tjener til at adskille dette Folk og Land fra det 
mindre Folk og Land af samme Navn (rr), som fandtes i Syd- 
syrien, og som er saa vel bekjendt fra de bibelske Skrifter. Fra 
dette store Khetta-Land modtog Thotmess en Tribut, bestaaende 


æn Fe 


7 Dette Navn findes ovenfor &. 521 skrevet med Hieroglypher. 

2? Dette Ord findes ovenfor S. 526 anfert med ægyptisk Skrift. 

2 Se Lepsius Denkmåler III, 32, col. 381. I den følgende Linie nævnes 
hans fyrgetyvende Regjeringsaar. 

+ Lepsius AuswaA! pl. XII, col. 26 (Texten er ufuldstændig). 


541 


af 8 Selvringe, som vejlede 301 Miner (Pund), foruden et 
stort Stykke hvid Ædelsten (formodentlig Bjergkrystal) og endelig 
endel udmærket Tømmer?. 

Den Del af Thotmess IIl.'s Annaler, som fortalte om hans 
tre følgende Felttog?, er dels langt mere kortfattet end det Afsnit, 
der behandler hans første Tog, og er derhos i en saa betydelig 
Grad beskadiget, at vi ikke ere istand til at afgjøre, i hvad Forhold 
Syrerne have stillet sig til Ægypterne efter Thotmess' første Felt- 
tog. Vi kunne saaledes ikke bestemme, hvorvidt alle Syrer have 
underkastet sig straks efter Thotmess' store Seire og lykkelige 
March til Mesopotamien, eller hvorvidt enkelte syriske Folk, 
trods de syriske Troppers Nederlag, dog undlod at betale Skat og 
først i de følgende Aar bleve tvungne til at betale Skat til 
Ægypterkongen. 

Den samme mangelfulde Tilstand af Thotmess' Annaler hindrer 
os ligeledes i at afgjøre, hvorvidt Syrerne fra Tid til anden, naar 
nogen Udsigt til et heldigt Udfald syntes at aabne sig, søgte at 
afkaste det ægyptiske Aag, hvad der var ensbetydende med, at de 
holdt deres Afgifter tilbage og rustede sig til Kamp. 

Et saadant Oprør fandt dog sikkert Sted i Thotmess II.'s 
niogtyvende Regjeringsaar, i al Fald i visse Dele af Nordsyrien. 
Vi meddele til Begrundelse heraf følgende Stykke af Thotmess 
II's Annaler. 

r»Åar XXIX, se da marcherede Hans Majestæt imod Landet 

VR lv 
Tunp' . 

! Lepsius I c. 

2 De udfylde Tiden fra hans 24de til hans 28de Regjeringsaar. 

2 Det paagjældende Stykke er udgivet af Wilkinson (Hieroglyphics 
pl. 41) siden af Lepsius (Auswahl pl. XII) og tilsidst af Mariette 
(Revue Archéologique, nouvelle série I, pl. XVI (1860). Med Hensyn 
til Oversættelsen sammenligne man de Rougé i Revue Archéol. nouvelle 
série II, S. 298 ff. 1860. 

Brugsch var tidligere tilbeielig til at sige Tunp i Egnen ved Damask, men 
senere Undersøgelser har godtgjort, at Byen ikke laa langt fra Euphrat. 


542 


for at tugte de oprørske Nationer; det var hans femte Felttog. 
Kongen tog Byen Va...!. 

»Hæren lykønskede Kongen og takkede Amon for Seirene, 
han havde givet sin Søn, hvad Kongen satte større Pris paa end 
noget Andet. Kongen gik derefter til Offerteltet og bragte rige 
Gaver til (Amon-Ra ?) Hor-khu-ta-ui?: bestaaende i Tyre, Kalve, 
Gjæs .... i Men-khepr-Ra's Navn, han som lever bestandig". 

»Fortegnelse over Byttet, taget fra denne By, taget fra den usle 
Konge af Tunp: Kongen af denne By 1; Krigere (2?) 329; Sølv. 
100 Pund; Guld 100 Pund; Lapis-Lazuli, Kobber, Bronzekar, 
Jern. Man tog ogsaa Skibe.... ladede med alt Slags Varer 
Slaver og Slavinder, Jern, Bly, asmar og alle Slags gode Varer. 
Da Hans Majestæt kom tilbage til Ægypten med Glæden i sit 
Hjerte over Plyndringen af 


1 IS 


arittu, 
Arattu, (ÅArvad, Årados) og af al denne Byes Korn, og over at han . 
havde hugget alle dens Plantninger om, se da havde Hans Majestæt 
ødelagt Landet Zahz i hele dets Udstrækning. Dets Magasiner vare 
fyldte med dets Afgrøde. Vinen var gjemt i Kjelderne som et Hav 
[var den]. Kornet var hobet op i Dynger. Mundforraadene vare i 
høieste Grad overflødige, Hæren svælgede i alle Slags Herlig- 
heder. Fortegnelse over Byttet, taget paa dette Tog: Slaver og 
Slavinder 51; Hopper 32; Sølv: 12 Skaaler; Røgelse, Dadler (2), 
Honning: 470 men (Miner); Vin: 6,428 men (Miner); Jern, Bly, 
Lapis-Lazuli, Vaz, Okser 618; Gjeder 3,636; Brød af forskjellig 
Art, Korn, Hvede, Mel og al Slags gode Frugter fra dette Land. 
Se Hans Majestæts Soldater fik udveiet daglig Ration af Dadler (?), 
ligesom paa Festdage i Ægypten". 


1: Her er en Lakune i Texten. 

2. »Horos de to Landes Glands", Betegnelse for Kongen; se nedenfor 
$ 75. 

3 Vertikal-Indskrift l. 4, Mariette Il. c. 


548 


Nu er det ikke meget sandsynligt, at Ægypterne tidligere 
have ladet Arvad ligge uberørt, og at de først seks Aar efter Seiren 
ved Megiddo, søgte at tvinge Byen til at betale Tribut. Langt 
snarere har Arvad efter Thotmess' Seire fundet sig i at udrede 
en vis Tribut, men siden, maaske efter at Ægypternes Fordringer 
steg, undladt at betale og forenet sig med flere andre Stæder 
om at møde Ægypterne med Vaabenmagt. I ethvert Tilfælde 
er det aabenbart, at Arvad ikke godvilligt har villet bøie sig i 
dette Aar, thi Thotmess III. fortæller, at han paa sit sjette Felttog 
satte sig i Besiddelse af alt det Korn, der fandtes omkring Byen, 
og omhuggede Plantningerne, hvortil der jo ingen Grund havde 
været, naar Byen havde ilet med at underkaste sig og udrede den 
forlangte Tribut. Men Thotmess taler i sin Beskrivelse af dette 
Aars Felttog åldeles ikke om, at han besatte denne By eller 
andre vigtige Byer i Syrien. Håns Forsøg maa altsaa være 
strandede, eller med andre Ord: endel Syrer maa omtrent i 
Thotmess' niogtyvende Regjeringsaar have nægtet Ægypterne Ly- 
dighed og deres Opstandsforsøg maa i dette Aar for en Del være 
bleven kronet med Held. 

Men det følgende Aar havde Thotmess, som det synes, større 
Held imod Oprørerne. Indskriften fortæller nemlig følgende om 
Kongens Bedrifter i dette Aar: 

»Åar XXX., se da gik Hans Majestæt imod Landet Rutennu 
paa sit sjette Felttog, og da han kom til Byen Kadesh, plyndrede 
Kongen den, opbrød dens Magasiner og tog hele Byens Kornforraad, 

Han gik nu over til Landet 


Var 


. tu! 
og nærmede sig derpaa til Byerne 





! Man mener at her har staaet Tegnene ZÅ kefa i Begyndelsen 
af Ordet, og felgelig, at det manglende Ord har været Photnikien. 


544 


. <—> 
IRS eu ig Eb) 
zamoru arultu 
Simyra! Årvad? 
og behandlede dem paa samme Maade". 

»Fortegnelse over Tributerne, som bragtes Hans Majestæt af 
Kongerne af Rutennu i dette Aar?. Se man bragte disse Kongers 
Sønner og Brødre, at de kunde føres til Ægypten, saaledes at, 
naar en af disse Konger døde, Hans Majestæt da kunde sende 
hans Efterfølger, der skulde indtage hans Plads. Antallet af 
Kongesønner indbragte dette Aar..... Slaver og Slavinder 181; 
Heste 188; Vogne, beslaaede med Guld og Sølv: 10%, 

Man ser heraf, at Thotmess i dette Aar var bleven Herre 
over Bevægelsen i Syrien, og at han fik Bugt med de tre 
oprørske Stæder Kadesh, Arvad og Simyra, hvorpaa han kunde 
føre sin Hær ind i Mesopotamien for at gjøre nye Erobringer. 

Det er uvist, hvorvidt der i det følgende Aar fandt noget 
Oprør Sted i Syrien, thi i intet Akststykke findes der nogen An- 
tydning af, hvorvidt de Stæder, som Thotmess, efter hvad Annalerne 
" fortælle, betvang i dette Aar, laa i Syrien eller Mesopotamien. 

For den første Muligheds Skyld meddele vi her det følgende 
Afsnit af Thotmess' Annaler". 

»Aar XXXI., den 3die Dag i den første Maaned af Aarstiden 
shom (Sommeren) samlede man det Bytte, der var gjort af Hans 
Majestæt i dette Aar. Bytte fra 


1! Se nedenfor $ 55. 

2 Se nedenfor & 55. 

3 Det Følgende angaar vel nærmest Mesopotamien, men har ogsaa sin 
Vigtighed fra Syriens Historie, da Ægypterne uden Tvivl behand- 
lede de syriske Lande og deres Fyrster paa samme Maade som Ru- 
tennu-Landene. Babylonierne gik siden i det sjette Aarhundrede frem 
imod Tyros' Kongefamilie paa samme Maade, som Thotmess III. be- 
handlede Kongefamilierne i Rutennu-Landene; se nedenfor $ 55. 
Assyrerne have uden Tvivl fulgt en lignende Politik imod Kongerne 
i de til dem skatskyldige Lande. 

4. Vertikal Indskrift Il. 9. 





545 


—> Www 44 em 

j | NEN AW " ne i 

an - ru - tu n=t? her sput mer (?) - na! 

Anrutu, som ligger paa Bredden af Merina (?), 
Mennesker, fangne levende, 490; Tjenere hos den usle Konges 
Sen [3], øverste Gilding hos ham 1, i Alt 494 Personer; 26 
Heste, 13 Vogne med alt Tilbehør. Da hans Majestæt havde 
taget denne By i et Øieblik, blev Alt fort bort derfra o. s. v."?. 

Endnu i Thotmess' femogtredivte Regjeringsaar? se vi ham 
indtage en By, der bærer Navnet | | 


1 IGN | 


a ” I - a na 

sn Alana eller Elon, hvad der ganske klinger som et syrisk 
Navn!; men forøvrigt synes alle de Stedsnavne fra Asien, som 
nævnes i de øvrige Dele af Annalerne, at henhøre til Mesopotamien. 

Sammenfatte vi til Slutning Udbyttet af de fra Thotmess III's 
Annaler givne Meddelelser og Antydninger om Syriens Skjæbne 
1 denne Konges Tid, da bliver det i Korthed omtrent fol- 
gende: Største Delen af Syrien opgav efter Thotmess' Seir ved 
Megiddo al Modstand og fandt sig i at udrede aarlige Afgifter, 
sandsynligvis for en stor Del af Frygt for, at den ægyptiske 
Krigshær, som næsten hvert Aar drog igjennem Landet til Meso- 
potamien, skulde tage en blodig Hævn over dem, der nægtede at 
udrede de Skatter, som Ægypterne paalagde dem. Imidlertid var 
der dog enkelte Egne, der stundom vovede at trodse Ægypterne. 
Saaledes kæmpede navnlig Indbyggerne af den Strækning, som 
begrændses af Orontes paa den ene Side og af Middelhavet paa 


7 Det er vanskeligt at afgjere, hvilket Vand, Flod eller Se her menes. 
Man kunde tænke paa Merom, men dette Navn er ovenfor (S. 528) 
skrevet paa en anden Maade. 

2 I det følgende (1. 10 ff.) opregnes Tributer fra Rutennu, d. e. Mesopo- 

tamien; 1. 21 nævnes Ninive og 1. 27 Singara samt Babel; slgn. 

ovenfor 8. 367—368. 

Lepsius, Austrabl pl. XII col. 37. 

Sign. Brugsh, Geographische Inschriften II, S. 35— 36, (1858). 

35 


546 


den anden Side, omtrent i Thotmess' niogtyvende Regjeringsaar med 
Ægypterne og en Tidlang, som det synes, ikke uden Held. 

I dette Aar formaaede disse nemlig ikke at betvinge Bevægelsen, 
men det følgende Aar bleve de Herrer over de faste Pladser, som 
de oprørske Syrer havde sat sig i Besiddelse af, hvorpaa de 
straffede dem for deres Fredsbrud. Fra den Tid af synes Syrerne 
i en længere Aarrække ikke mere at have gjort noget kraftigt 
Forsøg paa at gjenvinde deres Frihed — hvad der maaske skyldes 
den Omstændighed, at Ægypterne, foruden at de næsten hver Aar 
drog igjennem Landet med talrige Troppemasser, tillige havde 
efterladt Besætninger af Soldater paa flere Steder i Landet". 

Inden vi forlade Thotmess Ill.'s Tid, maa vi endnu omtale, at 
vi besidde et samtidigt Mindesmærke, af hvilket det utvetydigt 
fremgaar, at denne Konge lod Syrien bestyre af ægyptiske Em- 
bedsmænd og altsaa betragtede Landet som en ægyptisk Provinds. 
Dette Mindesmærke bestaar af en Guldskaal, som, ifølge den 
Indskrift?, man læser paa den, af Thotmess III. er bleven givet som 
Hædersgave til en ægyptisk Embedsmand ved Navn Zhot til 
Belenning for den Dygtighed, han havde lagt for Dagen ved Be- 
styrelsen af Provindsen 

SN 
kefa 
d. e. Phoinikien, som følgelig under Thotmess III. er bleven be- 
tragtet som ægyptisk Provinds og bestyret som saadan. 

Til Slutning maa vi endnu bemærke med Hensyn til 7ids- 
punktet for Syriens Betvingelse ved Thotmess III, at vi vel ikke 
kunne angive det ganske bestemt, men paa den anden Side kunne 
vi dog forsikkre, at det i ethvert Tilfælde ikke er meget langt 


! I flere Aktstykker tales der om mennu, hvorved der menes militære 
Stationer. ' 

2 Indskriften er bleven forklaret af Birch 1857 i en Artikel i Mémoires 
de la Societé Impériale des Antiquaires de France XXIVe volume (trois- 
siéeme série IV) S. 1—74 (Paris 1859). 


547 


fjernet fra Aaret 1500, og at det altsaa tilhører Midten af det 


andet Aartusinde før Kristug?. 


Thotmess IM.'s Efterfølgere, Amonhotep IL, 'Thotmess IV. og 
Amonhotep III.” foretog uden Tvivl oftere Tog til Mesopotamien, 
påa hvilke de inddrev Tributer fra tidligere overvundne Folk, idet 
angreb de snart en, snart en anden By, som havde ophørt at be- 
tale den bestemte Afgift; og det var kun, naar de utro Undersaatter 
straks, naar Hæren nærmede sig, havde søgt at gjøre Uretten 
god igjen ved Oversendelsen af de manglende Afgifter, forøgede 
med rige Gaver, at Ægypterkongens Vrede lod sig formilde. 

Vi besidde rigtignok ingen udførlige Udtog af disse Kongers 
,Åarbøger, — hvad der forhindrer os i at følge deres Bevægelser 
Skridt for Skridt, saaledes som vi have fulgt Thotmess III. paa 
hans første store Felttog — men vi have dog enkelte Aktstykker, 
der leilighedsvis omtale ægyptiske Tog til Naharina (Mesopota- 
mien!) eller imod Rutennu, ligesom atter andre Mindesmærker, 
paa lignende Vis som det ovenfor meddelte Aktstykke fra Thotmess 
III's Tid, indeholde Fortegnelser over beseirede Byer,- Landskaber 
eller Stammer fra Asien &. 

De fleste af de asiatiske Stedsnavne, der nævnes i Thotmess 
III's Efterfølgeres Mindesmærker, høre aabenbart hjemme i Me- 
sopotamien, men enkelte af dem maa utvivlsomt søges i Syrien 
og ere saaledes et Vidnesbyrd om, at, trods de ægyptiske Krigs- 
hæres Overlegenhed, dristede dog af og til enkelte syriske Fyrster 
og Folk sig til at undlade at indsende de Afgifter, som Ægyptens 
Konger havde paalagt dem. En Følge heraf blev det altid, at 


! Se nedenfor Ægyptens Historie Kap. VI, $ 64. 

2 Se om disse Konger nedenfor $ 64. 

7? Sign. ovenfor S. 368—369. 

" Se Sharpe, Ægyptian Inscriptions 1, pl. 94; Lepsius, Denkmåler IIT, 
pl. 65 a. 

5 Se Lepsius, Denkmåler III, 63 og 87—88. Disse Mindesmærker inde- 
holde forøvrigt kun ganske korte Lister. 

35" 


548 


Pharaonerne sendte deres Hære imod de Gjenstridige og tvang 
dem med Vaabenmagt til at udrede hvad der var dem paalagt, idet 
de uden Tvivl paa forskjellig Maade lod dem undgjælde for deres 
Fredsbrud. 

I en af Amonhotep IIs Indskrifter, som læses i Templet i 
Amida i Nubien", fortæller han saaledes, at han indtog en By 


el 


tekhis 
som, at dømme efter et Udtryk i Moharens Reise, som vi nedenfor 
skulle meddele, synes at 'maatte søges i Syrien, men forøvrigt 
ogsaa kan have ligget.i det vestlige Mesopotamien”. 

Amonhotep II's Sønnesøn Amonhotep III. anfører i en For- 
tegnelse over beseirede Stæder, Landskaber eller Stammer, som 
læses paa et Mindesmærke i Louvre?, — foruden flere utvivlsomt 
mesopotamiske Navne" og enkelte Navne, om hvilke man kan 
svæve i Uvished, til hvilket Land man maa henføre demå, — to 
Navne, som sikkert tilhøre Syrien, nemlig det ovenfor nævnte 
Pahur, og endelig det nordsyriske, Vest for Euphrat liggende 

2 TAÅASSIÅ 
kar - ka - mo - sha 
Karkemish W%3%>. den bekjendte. By, som man forhen med 
Urette har villet søge i Mesopotamien ved Khaboras' Udleb. 
Denne By har formodentlig gjort Oprør imod Amonhotep, der 
sandsynligvis har maattet kæmpe med andre misforneiede Folk i 


1! Lepsius Denkmåler III, 65 a.; se ovenfor S. 368. 

2 Paa Listen Lepsius, Denkmåler III, 63 læses Navnene ke/a Phoinikien 
og Mennus (Mallos), hvad der synes at antyde, at der under hans Re- 
gjering har mræret et Oprer i Phoinikien og i den Nord derfor lig- 
gende Kyststrækning. Om Mennus (Mallos), se Ebers i Zeitschrifnt får 
dgypt. Sprache VI, S. 70—71 1868. 

 Lepsius, Denkmåler III, 88. 

+. Man læser her Navnene Assur og Arripaka (Arrapakhitis). 

5. Navnene aptetna makuhersha og kedna tilhere sikkert Asien; men de 
kunne ligesaavel søges i Mesopotamien som i Syrien. 


549 


Mesopotamien og Nordsyrien, hvorimod Syrien sandsynligvis forholdt 
sig rolig. Oprør i disse Egne havde heller ikke megen Udsigt til 
at lykkes. Ægypten var ikke fjernere, end at dets Herskere i 
kort Tid kunde kaste betydelige Troppemasser ind i disse Dele 
af Syrien, hvorved de let vilde blive istand til her at knuse alle op- 
rørske Bevægelser. Om Undsætning fra andre Lande kunde der 
ikke ret vel være Tale. De nærmest boende Folk vare alle af- 
hængige af Ægypten, og naar de gjorde Oprør, havde de nok at 
gjøre med at forsvare sig selv, saaledes at de ikke kunde tænke 
paa at understøtte andre; og af de fjernere boende Folk fandtes 
der neppe noget eneste, som følte sig stærkt nok til at prøve 
Kræfter med Ægypten, eller som uden Frygt kunde imødese Føl- 
gerne af at have paadraget sig Pharaonernes Fjendskab ved at 
have understøttet deres oprørske Undersaatter. Det ægyptiske 
Herredømme var desuden neppe strængt. I indre Forhold havde 
Syrerne uden Tvivl en ikke ringe Frihed, og de vare sikkrede 
imod fjendtlige Overfald, saalænge de redeligt betalte de Afgifter, 
Pharaonerne havde paalagt dem. 

Efter Amonhotep III. kommer et Tidsrum af Syriens Historie, 
hvor vore Aktstykker forlade os!. Der gives rigtignok nogle Ind- 
skrifter fra Amonhotep IIl.'s nærmeste Efterfølgeres Tid, i hvilke 
der tales om, at Ægyptens Herskere modtog Gaver og Tributer fra 
Mesopotamien”, men da Ægypterne i deres officielle Indskrifter 
stundom omtale Venskabs- og Handelspagter med fremmede Folk, 
som om disse fuldstændigt havde underkastet sig, saa ter vi ikke, 
da vi aldeles mangle bestemte Efterretninger om ægyptiske Krigstog 
og Seire i Mesopotamien, af disse Indskrifters noget ubestemte 
Udtryk uddrage nogen Sluthing om, at Ægypterne dengang be- 
herskede Dele af Mesopotamien — hvad der vilde forudsætte, at ogsaa 
Syrien var vedbleven at adlyde Ægypten. De første Efterretninger, 


1 Se nedenfor i Ægyptens Historie Kap. VI, & 64 S. 849 fr. 

2 Man tænke navnlig paa de smukt udførte Billeder, der pryde en 
Grav i Theben, som skriver sig fra Kong Twr-ankh-n-amon's Regje- 
ringstid! Den er afbildet hos Lepsius (Denkmåler VII, 115 ff.). 


8 50. 
Syrernes 
Kampe med 
Pharaonerne af 
Rasonnernes 
Kongehuse. 


550 


vi i den følgende Tid erholde om Syrien, vise os desuden 
største Delen af Landet som frit, og vi kunne derfor neppe tvivle 
om, at Landet har revet sig løs i Amonhotep IV.'s Dage. 


Omendskjøndt Ægypten allerede under Hor-m-heb's (Horos) 
Regjering atter havde hævet sig til en betydelig Magt, gjorde 
denne Konge intet Forsøg paa at tilbagevinde sine Forfædres Be- 
siddelser i Asien. Heller ikke Rameses I. foretog noget Tog til 
Syrien, men dennes Søn Seti I. begyndte allerede i sit første Re- 
gjeringsaar et Tog til Syrien, paa hvilket han trængte seierrig frem 
til Mesopotamiens Grændser”. 

Til Minde om dette Felttog lod Seti I. påa en Væg i det 
store Amonstempel i Karnak indhugge en Række Billeder, der 
fremstillede Optrin fra denne Krig. Disse Billeder ere ledsagede 
af oplysende Indskrifter, men disse ere kun korte og danne ikke 
nogen sammenhængende Text. De adskille sig her væsentligt fra 
Thotmess Ill.'gs Indskrifter, der danne en fortløbende Fortælling. 

Pladsen, som Seti havde til sin Raadighed — Billederne ind- 
huggedes paa den udvendige Side af den ene Væg af den af ham 
opførte store Søilesal? — udøvede en vig Indflydelse paa Valget 
af de fremstillede Optrin; og da de desuden slet ikke ere ordnede 
efter Tidsfølgen, kunne vi følgelig ikke nøie bestemme, hvad Retning 
han fulgte paa sin Udmarch og Hjemmarch, og hvilke Stæder han 
betvang paa hin og paa denne Reise, 

Seti I. synes imidlertid først at have vendt sig imod Bedui- 
nerne i de nordarabiske Stepper, eller, som de kaldes her”, lige- 
som i alle andre ægyptiske Aktstykker : 


L Se nedenfor i Ægyptens Historie Kap. VI, & 65 8. 849—854. 

2 Om denne Sal sign. f. Ex. Forfatterens Zeise S. 225. Billederne sés 
saavel paa Nordsiden som paa Østsiden af Salens Ydervæg; Seile- 
salen er nemlig noget bredere end det ovrige Tempel, hvis Hoved-Akse 
løber fra Øst til Vest, hvorved der, foruden den store Udvæg imod 
Nord, tillige forekommer en anden mindre, der vender imod Øst. 

3: Om disse Billeder henvise vi til Brugsch, Reiseberichie S. 148 ff.; elgn. 
Forfatterens Reise S. 226—227. Billederne og Indskrifterne ere for 
en Del meddelte af Lepsius (Denimåler III, 126 —128). 

£ Lepsius, Øenkmåler III, 126. 


551 


ANDS NE 


Shasu - u . 
Shasu'erne. I Indskriften siges disse shasu at streife om ,ligefra Byen 


AD 1 hv 

za = li . 
— der var Hovedstad i den fjortende nedreægyptiske Nomos, de 
Gamles Arabia, og laa i Nærheden af Krokodillesøen (Birket 
Timsah”) — indtil Byen Kanana", en ubekjendt By, formodentlig 
i Kanaan paa Grændsen af den arabiske Ørken. En anden Ind- 
skrift underretter os om, at dette Felttog foregik i Seti I's første 
Regjeringsaar ?. 

Seti's Seire over Folket Shasii', der formodentlig henhere 
til Begyndelsen af hans Felttog, fremstilles i et Billede, som ses 
fomeden paa den lille mod Øst vendende Væg af Søilesalen, 
paa hvilken der ovenover fremstilles en Kamp med Rutennu-Folket 
hinsides Syriens Grændser. 

Et andet Billede, som ses i Nærheden af disse, paa den læn- 
gere nordligere Udvæg", fremstiller Angrebet paa den vigtige By 

MERE 
& 0 wwv IM 
2-NU - da, 
som allerede Thotmess III. havde betvunget?, Den siges her at 
ligge i Syrien og maa derfor formodentlig søges i det allernordligste 
Syrien paa Affaldet af Tauros, men hvor, — det formaa vi aldeles 
ikke at afgjøre. 
De følgende Billeder? fremstille atter Kampe med Folket 


'" Se nedenfor $ 73, slgu. ovenfor S. 524. 

? Lepsius, Denkmåler III, 126. Denne Indskrift har givet Anledning 
til mange Undersøgelser og megen Strid; se Chabas, Afelanges égypto- 
logiques II, Artiklen L'ée de la renaissance (Chalon sur Såone, 1864). 
Dette Billede er i Brugsch Oversigtstabel mærket som no. II. 

Dette Billede findes i Rosellini, Mfonumenti Reali pl. XLVI, no. 2, 

8. 539, sign. nedenfor S. 557 og $ 53, 

Lepsius, Denkmåler III, 128, 


aa & må & 


552 


Shasu, hvorpaa man ser Seti vende hjem til Ægypten, idet han 
følger en Vei, der fører tæt om forbi en Sø Akeba, ved hvilken 
Veien gjør en Dreining i ret Vinkel for derpaa at følge Bredden 
af en Kanal til Nilen, — et for Ægyptens Geographi i Pharaoneres 
Dage særdeles vigtigt Billede”. 

Paa samme Væg, noget længere imod Nord, findes et Billede, 
der sandsynligvis henhører til samme Felttog; det er Stormen paa 
den vigtige By Kadesh?, der laa ved Floden Orontes i Amoriternes 
Land, men som dengang, efter hvad der fremgaar af andre Akt- 
stykker, var i Khetta's Besiddelse. 

I Tiden siden Amonhotep III's Tid havde nemlig Folket 
Kheita (Khetiterne i Nordsyrien), som under Thotmess III. og hans 
nærmeste Efterfølgere ikke endnu spillede nogen videre fremtræ- 
dende Rolle, hævet sig til Syriens mægtigste Folk; ja Khetta' 
Qverkonger udevede endog paa Seti I's Tid et vist Supremati over 
andre Egne af Syrien. 

Seti I. taler imidlertid ikke videre om Kampe med dette Folk, 
men i et Aktstykke, som indeholder en omtrent tredsindstyve 
Aar efter Seti's Felttog afsluttet Fredstraktat, tales der om 
Krige imellem Seti I. og Folket Khetta. Om disse Krige fortælles 
det, at de endtes ved en Fredslutning, som udgjorde Grundlaget 
for de senere Fredstraktater. Denne Kjendsgjerning i Forbindelse 
med den Omstændighed, at Seti I. ikke taler om Kampe med 
Khettafolket, synes at antyde, at Seti ikke havde været videre 
heldig i sine Kampe med dette Folk, og at han havde indskrænket 
sig til med sin Hær at drage igjennem en Del af Landet paa sit 
Tog til Mesopotamien. I Fredstraktaten med Khettafolket maa 
Seti have bekvemmet sig til at anerkjende dette Folk som et af 
Ægypten aldeles uafhængigt Folk, der i enhver Henseende stod 
paa lige Trin med Ægypterne. Men at tilstaa dette forbød hans 


1 8e nedenfor Kap. VI, $ 73. 
2 Dette Billede er paa Oversigtstabellen hos Brugach mærket som no. I. 
2 Se & 56. 8Slgn. Brugsch, Geogr. Insckriften II, S. 22 (1858). 


9553 


Stolthed ham; og det er derfor let at fatte, hvorfor hang Indskrifter 
slet ikke taler om Khetta'erne eller om Kampe med dette Folk. 

I Karnak paa Udvæggen af den store Søilesal findes der 
endnu et Mindesmærke, der meddeler Oplysninger om Syrien. Man 
ser nemlig i Nærheden af de Billeder, vi ovenfor! have omtalt, 
seks Rækker Fanger lænkebundne at føres frem af Amon for Kong 
Seti I.?, De to øverste Rækker bestaa af Afrikaner; derpaa kom- 
mer en Række, der for største Delen indeholder Repræsentanter 
for de nz Folk2; de tre nederste, endelig, bestaa af Asiater. 

Hvad angaar disse ni Folk, som Ægypterne i Reglen opregne 
i Spidsen af deres Indskrifter som betvungne, da var dét nogle 
Folk, som Ægypterne i ældgamle Dage, før man besad egentlige 
geographiske Kundskaber, havde antaget for de vigtigste af deres 
Nabofolk, men som i Tidens Løb havde faaet andre Betegnelser, 
og som i det Mindste ikke dannede politiske Enheder paa den Tid, 
da Ægypterne under Thotmess III. og hans Efterfølgere optraadte 
som erobrende Folk. 

Efter de otte af de ni Folk — thi det niende aabner Listen, 
idet det staar foran Afrikanerne, — komme følgende Folk: 


1. Øg, khetta, rm, Khetiterne i Nordsyrien +, 
VÆRRE re Ju naharina, 71, Mesopotamierne é. 


3. Soew 2 2  rutennu her, d. e. de øvre Rutennu, Be- 
boerne af Landene omkring Tauros med dens Udlebere (saaledes 
blandt andet Mons Masius)'. 


4. SSyelv Å rutennu her, de nedre Rutennu, Beboerne af 
det mellemste og sydlige Mesopotamien, deriblandt Assyrerne og 
Babylonierne. 


?! 8. 550 ff 

3 En Afbildning findes hos Lepsius, Denkmåler III, 129, slgn. Brugsch, 
Geograph. Inschriften II, pl. XIII —XIV (1858). Brugsch kalder Forteg- 
nelsen Listen A (Geogr. Inschr, [, S. 7; se om Listen Il. c. 8. 18 ff.). 

32 Om de ni Folk, se Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 18—20. 

+ Se $ 53. 

; Se ovenfor 8. 526 og 8. 539—540. 

S Sign. Brugsch, Geogr. Inschriften II, S. 31 ff. (1858). 


554 


5. "I UÅ NEEENE sangar, sandsynligvis Singara, en By Vest 
for Ninive", i ældre Dage, ja maaske endnu paa Seti I.'s Tid, et eget 
Kongerige, men siden en Del af Assyrien. 


6. — Br, unum, 831. 
7. == ) kadesh, deu bekjendte By ved Orontes, som 
var, 


spillede en saa betydelig Rolle i de ægyptiske-syriske Krige, navnlig 
under Ramegses II.?, 


8. iX Je) pabekh eller maaske bekh, r13. 


2. ss NE JØG kedna, maaske at læse kednaf, zpn>, et Sted, 
der forøvrigt allerede omtales af Amonhotep III. 2, 
10. 1— 00) asi, formodentlig det af Assyrerne undertiden 


AN 
omtalte Landskab aasst, 
"liv 
. aZ:a8- 8a, 
der siges at ligge ligeoverfor eller ovenfor Syrien”, Thotmess III. 
omtaler ogsaa dette Land, fra hvilket han erboldt Tribut af Jern, 
Træ og Elefanttænder &, 


11. STEEN w —4— du mannus, maaske Mallos i Kilikien. Ogsaa 


dette Sted omtales paa en tidligere Liste, nemlig under Amon- 
hotep III. ?. 


12. DNS ak apuk, por (Aphek), maaske en af de tre 
eller snarere fire Byer af Navnet Aphek, der omtales i Biblen, 


Layard, Ninive and its Remains I, 8. 70. Ninive and Babylone S. 246. 
Se nedenfor $ 56 og ovenfor 8. 526. 

Lepsius, Denkmåler III, 88. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 25 I. 97. 

Lepsius, Denkmåler III, 30 a 1. 1. 

Ebers i Zeitschrift får ågyptische Sprache VII, S. 70—71 (1868). 
Lepsius, Denkmåler lIl, 88; se ovenfor S. 548 Anmk. 2. 

Et Aphek fandtes i Assers Stamme, Josva 19, 30. Et andet (1. A'ong. 20, 


eæ R&B SØ B&W mm 


555 


13. SS Y)j berinu. 


14. IE) arripakha — et Ord, som Brugsch! er 
tilbeielig til at sammenstille med de Gamles Arrapakhitis", hvad 
der ingenlunde er usandsynligt. Ogsaa dette Navn hører til dem, 
som Amonhotep III,2Z opregner iblandt de Lande, han betvang". 


15. | 4… 

Herefter følger i nederste Række endel halvt ødelagte Navne, 
som øre vanskelige at bestemme, men derpaa kommer, efter 
Brugschs Afskrift, den bekjendte ægyptiske Betegnelse for Nord- 
Årabiens Beboere (Beduinerne), nemlig Ordet Shasu. Derefter følger, 
ligeledes efter Brugschs Afskrift, Ordet: 


30. ENN artu eller altu (alitu), mon, uden Tvivl Elath 


(mr), den bekjendte By ved den inderste Spidse af Bugten 
ved Akaba, fra hvilken Salomo sendte sin Flaade til Ophir?. 
Derpaa læses Navnet: 

31. g£2), punt eller muligvis pun, det ægyptiske Navn 
påa Sydarabien og dets Beboere, 

Endelig kommer en Mængde ubekjendte Navne, der neppe 
kunne henføres til Syrien, men sandsynligvis betegne Stammer 
eller Steder i det mellemste og sydlige Arabien ?. 

Det er en velbekjendt Sag, at man ikke tør stole altfor meget 





26 og 30) synes at have ligget ved Tiberias Se. Et tredie laa ved 
Jesrael (1. Sam. 29, 1), et fjerde i Sydpalaistine (1. Sam. 4, 1). 
Brugsch Geogr. Inschriften 11, 8. 52 (18858). 

Ptol. VI, 1. 

S. 548 Anmk. 4. 

Lepsius, Denkmåler III, 88. 

Brugsch, Geogr. Inschriften II pl. XIV, sign. 8. 53—55 (1858). 
Brugsch l. c. pl. XIV og 8. 55—56. Slgn. ovenfor S. 510. 

Se 1. Kong. 9, 26, slgn. 2. Sam. 8, 14 og 2. Kong. 16, 6. 

Dette Ord læses ogsaa i Lepsius' Afskrift af Mindesmærket, Denkmåler 
II, 129, hvor det er det femte Navn fra Venstre. 

Se Brugsch, Geogr. Inschriften 11, 8. 14—16 (1858); se ovenfor S. 511. 


we ed Ra ER mm Gt dd cm 


556 


paa denne Art Mindesmærker, da Ægypterue stundom paa dem 
anførte Navne paa Steder, der fandtes paa tidligere Mindesmærker, 
ikke fordi Kongen paa det Tog, der skulde forherliges, havde berørt 
dem, men blot fordi han ikke vilde have, at Læseren af Indskriften 
skulde mene, at han stod tilbage for sine Forgængere; og navnlig 
tør man aldeles ikke slutte noget videre af Nærværelsen af almin- 
deligere Navn, som Naharina, Rutennu 0. desl. Derimod pleier 
der altid i enhver Liste, der hidrører fra krigerske Konger, at være 
i det Mindste nogle Navne, der ere ægte, og som betegne Steder, 
der virkeligt ere betvungne af vedkommende Konge, Dette maa 
uden Tvivl være Tilfældet med den her meddelte Del af denne Liste, 
der synes navnlig at være indhugget til Erindring om et Tog i de 
nordligste Egne af Syrien, paa hvilket Seti har berørt Kilikiens 
Grændser og muligvis ogsaa er trængt frem over Euphrat til Mons 
Masius!. Men om dette Tog var det ovenfor beskrevne, som Seti 
foretog i sit første Regjeringsaar?, eller et senere, formaa vi ikke 
at afgjøre. Fraværelsen fra .vor Liste af næsten alle Navne, der 
opregnes paa Slagbillederne, synes at tale for det Sidste. 

Et andet Mindesmærke af lignende Art, som man finder i 
Kurnah?, er aabenbart indhugget til Erindring om et senere Tog 
til Syrien, og paa hvilket Seti blandt Andet maa have betvunget 
Mellemsyrien. Dette Land havde han under sit første Tog for- 
modentlig ladet ligge uberørt; thi det maa jo navnlig have været 
ham magtpaaliggende at knuse Khettafolket, forinden han kunde 
tænke paa at erhverve sig et varigt Herredømme over det øvrige 
Syrien. Nu var jo dette ganske vist ikke lykkedes ham, men paa 
den anden Side havde han ved Fredsslutningen med Khettia's 





! Man tænke paa Mallos, Singara, Arrapakhitis, men da disse Navne 
allerede findes i tidligere Lister, saa er det tvivlsomt, om Seti I. har 
havt nogen egentlig Ret til at lade dem anbringe paa sine Mindes- 
mærker. 

2 8. 550. 

2 Det er afbildet hos Lepsius, Denkmåler III, 131a. De vigtigste Navne 
findes ogsaa hos Brugsch, Geograph. Inschriften II, pl. XIII, slgn. 1. c. 
S. 40 ff. Brugsch betegner denne Liste som Listen B. (1. c. 8. 7 fi.) 


557 


Konge sikkret sig for et Angreb fra denne Side; og han kunde 
saaledes vende sin hele Kraft imod Mellemsyrien, hvad der ogsaa 
synes at være sket. 


Mindesmærket indeholder nemlig — efter Navnene paa de ni 
Folk, og efter de to bekjendte Folkenavne: 
10. Khetta, og: 
11. Naharina, — følgende Navne, hvoraf de fleste aabenbart maa 
søges i Mellemsyrien: 
12. I AT øl. ars eller aser", et Landskab, der oftere 
omtales af Ægypterne, hvorfor man undertiden? har villet anse det 
for Assyrien, der forøvrigt skrives paa en anden Maade. Landet 
Åser maa snarere søges i Mellem- eller Nordsyrien. 
13. FWA, aka, uden Tvivl Byen Ako, 799, de Kristnes 
Saint Jean d'AcreZ, 
14. RTL bå Yu zamast, ry. 


15. Ll pahir, et Landskab, der er omtalt ovenfor i 
Thotmess IIL's Liste". 


16. JRImTT |Lag dersher eller bet-shel, bND-rr=, 


17. ISEN SR ln tnua, en ovenfor gjentagne Gange om- 
talt Byé. 

18. VA So, kamaha n 

19. ute "SAV anu-ruza, maaske det ovenfor omtalte 


anurut”. 


Om Aser (ars, als), se Brugsch, Geographische Inschriften II 8. 40—41. 
Chabas, Voyage dun Égyptien en Syrie 8. 225—226, se ovenfor S. 369. 
Se nedenfor $ 54. 

Se ovenfor 8. 531 no. 32. 

Brugsch, Geogr., Inscår. II, 8. 41. 

8. 539 og 551. Se nedenfor $ 53. 

S. 545. Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 42, tænker paa Anaharat i 
Issashars Stamme (Josva 19, 19). 


4 SS aa PP &d MS mm 


558 


20. sÅSSTI, kamatu. 


21. IRE du Zar» NE, Tyros. 


22. |Y=9 Ju autu, maaske Avathos, Gammel-Tyros?. 
23. Jj FBU bet anta?, 


24. gr 


| karma, B%p, (Kerem)', maaske Karmel 
A UD own (204 . 


Efter disse følge en Række Navne, hvoraf flere endog gjen- 
tages to Gange, men som sikkert alle ere tilsatte, for at give 
Listen et anseligt Omfang, uden at der ellers er nogen Grund til 
at anføre dem paa denne Liste. 

Kun følgende? forekomme os at kunne fortjene at omtales her: 


28. ISENS ING apula, TDN. 


29. ISS) arutina eller alutina, INN. 
37. INIS) assu, maaske Assos i Kilikien. 
39. | ÅD VS). artuk, maaske artu, Arvad (Arado8). 


42. JR ln barik eller balik. 


43. i å 3 FSR FENUF. 
Endnu maa vi bemærke, at der i et Tempel i Redesieh findes 


en lille lignende Indskrifté, hvoraf en Del uheldigvis er ødelagt; men 
efter al Sandsynlighed forherligede denne Liste det samme Felttog. 
Muligvis har Seti I. endnu foretaget andre Tog til Syrien; ja 


mæ 


! Se nedenfor S. 591 og $ 55. 

2 Se nedenfor 8. 591 og $ 55. 

2 Af dette Navn (Gudinden Antas Hus) var der uden Tvivl flere i Ka- 
naan, Et Bet-Anat laa i Juda, Josva 15, 59. 

£ Navnet Kerem (Vingaard) har maaske ogsaa været ikke ualmindeligt 
som Stedsnavn i Kanaans Land. 

" De evrige ere: 25. Rutennu her; 26. Rutennu kher; 27. Mennus; 30. 
naharina; 31. kedesh; 82. tunp; 83. tekhis; 84. pabekh eller bekA; 35. tekÅis; 
36. asi; 38. tfunp; 40. pabekh eller dekÅ; 41. mennus. 

& Den findes afbildet hos Lepsius, Denkmåler III, 139— 140. 


559 


maaske er han senere paany kommen i Feide med Khettafolket; 
men, som alt antydet, tie Mindesmærkerne!. Det ovenomtalte Akt- 
stykke, der indeholder den i Rameses II's enogtyvende Aar afslut- 
tede Fred, taler rigtignok om en Krig, i hvilken Mautur, Konge 
af Khetta, havde mistet Livet, og det er høist sandsynligt, at denne 
Kamp, hvori Mautur faldt, henhører til Slutningen af hans Re- 
gjeringstid. Men paa den anden Side er det heller ikke urauligt, 
at Mauturs' Fald henhører til en tidligere Del af Seti I's Re- 
gjering. I ethvert Tilfælde er det dog det Sandsynligste, at Seti 
i sine senere Aar har opgivet alt Haab om at kunne betvinge Nord- 


syrien og derfor har ladet sig nøje med Besiddelsen af Sydsyrien. 


Under Rameses II. kom det imidlertid til nye Kampe imellem 
Khettafolket og Ægypterne. I Rameses' fjerde Regjeringsaar gik 
han over Nar el Kelb og lod her en Mindetavle indhugge paa en 
af Klipperne ved denne Flods Udløb, maaske til Erindring om en 
Seir; men over hvilket Folk denne blev vunden — over Omegnens 
kanaanitiske (phoinikiske) Beboere eller over Khettafolket —, derom 
kunne vi kun gjøre os Gisninger, da Indskriften er saa forvittret, 
at man ikke kan læse mere end ganske enkelte Tegn. 

Derimod vide vi af Pen-ta-ur's digteriske Fremstilling af Ra- 
meses' Heltebedrifter i Syrien”, at Kongen i sit femte Regjeringsaar 
trængte ind i Nordsyrien og kæmpede med Folket Khetta. 

Vi meddele her en Oversættelse af dette Aktstykke, som fore- 
kommer os ret vel at kunne fortjene at kjendes i sin Helhed?: 


! 8lgn. ovenfor S. 552 —558. 

2 Om Pen-ta-ur, se ovenfor S. 13—14, S. 192—193. 

: Den bedste Udgave af Pen-ta-ur's Digt findes i Papyrus Sallier III, 
(Select Papyrus pl. XXIV-—-XXXIV). Brudstykker paa flere af Rameses' 
Bygninger, saaledes i Luksor, Karnak og Rameseum. En Del af disse 
Texter er udgivet af Brugsch (Recueil vol. I. pl. XXIX—XXXII samt 
i pl. XL—XLII) og af Sharpe, Ægyptian Inscriptions I, pl. 94. Et nylig 
opdaget Papyrus Blad (Papyrus KRafet), der indeholder en Del af Digtet 
og tjener til at udfylde de andre Haandskrifter, er udgivet i Recueil 
de travavz relatifs å la philologie et Varchéologie égyptiennes et assyriennes I, 


Rameses Il.s 
Krige med 
Khetta, 


560 


»Begyndelsen af de Seire, som Kongen af Øvre- og Nedre- 
Ægypten, User-maa-Ra (Osymandyås) Setp-n-Ra, Solens Søn, Ra- 
meses Mer-amon! — han som er begavet med et evigt Liv — vandt 
over Folket Khetta, over Naharina? (Mesopotamien), over Pidasa 
Dardani, Masa, Kaskash, Karkamash (Karkemish), Kati, Anaugas 
samt over Folkene Akerit og Mushenet?. 

Den unge Konge, som har udstrakt sin Arm, er uden Lige; 
hans Arme ere mægtige, hans Hjerte modig. Hans Mod er Men- 
tu's [i Kampen]; han førte sine Krigere lige til ubekjendte Egne. 
Da han begyndte Krigen, var han et Bolværk af ..…. og deres 
Skjold paa Kampens Dag. Naar han holder Buen, er han uden 
Lige. Mægtigere end hundredtusind samlede Mænd, skrider han 
fremad ...... Hans Hjerte i Sammenstødets Stund ..... er 
fast som en Tyr, der ..... Tilbage har han kastet hele Verden, 
thi den havde forenet sig imod ham. Ingen véd, hvilken Mængde 
der var imod ham, hundredtusinder er ikke formeget. Han, Her- 
skeren over Skrækken og det voldsomme Kampskrig, hans Hjerte 
er det største i hele Verden ...... som en rasende Løve i Hjor- 
dernes Dal; han byder, intet Ord siger ham imod. Uden Lige 
i sine Raadslutninger, fuldkommen i sine Bestemmelser, naar han 
bærer Kronen Atef og afsiger sine Domme, han, som redder sine 
Stridsmænd ...…. Hans Hjerte er som en Klippe af Jern, han, 
Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten User-ma-ra Sept-n-Ra, Solens 
Søn, Rameses Mer-amon, han, som er begavet med et evigt Liv. 

Se Hans Majestæt rustede sine Fodfolk, og sine Strids- 
vogne, og Sardinierne (sardana), som han havde taget til Fange ....". 


En Oversættelse af Digtet forsegtes 1856 af de Rougé, som lod det 
udgive i Revue contemporaine XIII, S. 357. Senere har han givet 
en forbedret Oversættelse i Recueil de travaux I, 8. 1—9 (Paris 
1870; 4to). 

! Om Rameses II's Navne se nedenfor $ 65. 
Se ovenfor S. 555; sign. ovenfor & 35 S. 358. 

3 Om disse Navne se nedenfor S. 575 ff. 

 Lakune, Der har maaske staaet, ,og som han derpaa havde taget i 


sin Tjeneste" Om Sardinierne LITAN — IN EN It: sardana 


561 


Budet at gaa i Leding var givet dem!. Hans Majestæt drog bort, 
gaaende ned ad Floden; hans Krigsfolk tilfods og hans Stridsvogne 
begyndte et lykkeligt Tog. 

Aar V., i den anden Maaned af Vinteren (per), den niende 
Dag”, gik Hans Majestæt? fra Byen zal:", 

Ligesom naar Mentu fræder frem, skjalv den hele Jord ..... 
alle Oprørerne grebes af Frygt og kom at bøie sig for Hans Maje- 
stæt. Hans Hær gik over Grændsen' og gav sig paa Marchen 
ad Veiene mod Nord. 

Nogle Dage efter kom Kongen til Rameses Meramon's By 
i... Han fortsatte sin Vei imod Nord. Kongen kom til Egnen 
om Kadesh? og gik fremad som Mentu, Thebais' Herre. Han 
gik op igjennem Floden Arunta's (Orontes'7”) Dal med den første 
Legion, , Amon, som giver Seir til Rameses Mer-amon«?, 

Da Hans Majestæt nærmede sig til Byen, havde den usle 
Konge af det faldne Khetta samlet om sig alle Nationer fra Havets 
yderste Egne. Khetta (Khetiterfolket) var kommet helt og hol- 
dent, ligesaa Naharina (Mesopotamierne), Aratu (Arvaditerne), 
Mash, Pidasa, Alin (Iion?), Kaskash, Leka, Gaza vatan (Gaza i 
Patina?) Karkamosha (Karkemish)?, Akarit, Kati, Anaukas, alle 
tilsammen, samt Kadesh. Han havde ikke ladet en eneste Nation, 
uden at tage den med; deres Konger fulgte ham. Enhver af 
dem førte sine Vogne. Deres Antal var umaadeligt; aldrig var 
noget Lignende hændet. De bedækkede Bjergene og Dalene som 


eller skardana og deres Krigstjeneste i Ægypten paa Rameses I's og 
hans Efterfelgers Tid, se nedenfor & 80 og ovenfor $ 48 S. 518. 
! Man ser let, at disse Linier beskrive 'Opbrudet fra Theben. 
? Da Rameses II. efter al Sandsynlighed levede i det fjortende Aarhun- 
drede fer Kristus, falder denne Dag i Slutningen af April. 
Se om denne Betegnelse for Ægyptens Konge nedenfor & 76. 
Om denne By se ovenfor 8. 523 og S. 551. 
Her tænkes paa Grændsen af det egentlige Ægypten. 
Se nedenfor & 55. 
Se nedenfor $ 53. 
Legionens fulde Navn. I Reglen kaldes den blot Legionen Amon, 
Sign. ovenfor S. 548 og nedenfor 8. 576. 


eo MO 4 fm Bf & bed 


562 


Græshopper med deres Skarer. Han havde ikke ladet Guld eller 
Sølv tilbage i Landet, han havde plyndret af alt sit Gods for at 
give det til de Folk, der ledsagede ham i Krigen. 

Den usle Konge af det faldne Khetta holdt sig med sine 
talrige Forbundsfæller skjult bag Byen Kadesh. Hans Majestæt 
var alene med sine Tjenere; Legionen! Amon kom efter ham. 
Legionen Ra, som gik frem i Dalen Syd for Byen Shabtun, ved- 
blev sin Fremrykning ...... Legionen Piah var i Centrum tæt 
ved ved Byen Arnam. Legionen Set? fulgte efter. Kongen havde 
hidkaldt alle Befalingsmænd for de af hans Tropper, som stode i 
Dalenie i Landet Amuri (Amoriternes Land)3. 

Den usle Konge af det faldne KAetta" befandt sig i Midten 
af sin Hær. Han vovede ikke at gaa i Kampen?é, af Frygt for 
Hans Majestæt, men han lod komme Fodfolk og Hestfolk tal- 
rigere end Sand. Tre Mand var der paa hver Vogn; de havde 
samlet sig med Krigene fra Landet Khetta, øvede i al Slags Krigs- 
vaaben. Han holdt dem skjulte bagved Byen Kadesh. Se de gik 
ud af Kadesh imod Syd, kastede Legionen Ra imod Centrum, 
medens den var i March og intet havde erfaret og derfor ikke var 
forberedt paa Kamp. Kongens Fodfolk og Vogne veg for dem 

Hans Majestæt havde gjort Holdt Nord for Kadesh, paa den 
vestlige Bred af Arunta (Orontes). Man kom at give ham Mel- 
ding om hvad der var sket. Se Hans Majestæt reiste sig som sin 
Fader Mentu, han greb sine Vaaben og klædte sig i sin Rustning, 
som Baal i hans Stund. De store Heste, som førte Hans Maje- 
stæt — Ser for Theben? var deres Navn — gik ud ud af Stalden 


Det fulde Navn paa Legionen læses ovenfor S. 561 se S. 561 Anmk.8. 
Maaske man maa foretrække Læsemaaden Sutekh. 

Se nedenfor & 56. 

Her begynder Papyrus Sallier S. 1 L. 1 (Select Papyrus pl. XXIV). 
Hvad der her siges om KAåetta's Konge, gjælder sikkert om Ægypter- 
kongen, der i Reglen holdt sig i Midten af en talrig Styrke, fjernt 
fra Kampen. Se nedenfor S. 573—574. 

& Nakht-m-vasi (?); Papyrus Sallier no. III, 8. 1 L. 6. Saaledes hed 
forevrigt kun den ene Hest, den anden bar, som det nedenfor S. 568 
meddeles, Navnet Nerau haruta. Se 8. 8 L. 7. 


aa Rk Lead www mm 


563 


User- ma-ra sept-n-Ra Mer-amon. Kongen styrtede frem, og 
trængte ind i Midten af disse elendige Khetta'ers Rækker. Han var 
ganske ene, og Ingen var med ham. Idet han saaledes var gaaet 
frem foran dem, som kom efter ham, fandt han sig omringet af 
2500 Stridsvogne, afskaaret fra et Tilbagetog til sine Tropper ved 
alle den faldne Khetta's Krigere og ved de talrige Folk, som ledsa- 
gede dem fra Aratu, Masa og Pidasa!. Enhver af deres Vogne 
bar tre Mand, og de vare alle samlede. 

»Ingen Fyrste var med mig, ingen Hærfører, ingen Befalings- 
mand over Fodfolk og Vogne. Mine Soldater have forladt mig. 
Mine Ryttere ere flygtede for dem og ikke en er bleven for at 
kæmpe ved min Side." — Da sagde Hans Majestæt: ,Hvor er Du 
dog min Fader Amon? Glemmer en Fader virkelig sin Søn? Har 
jeg gjort Noget uden Dig? Er jeg ikke gaaet uden at standse, 
paa Dit Ord! Aldrig har jeg overtraadt Dine Bud! Noget Stort 
er jo dog Kongen af Ægypten ...... Barbarerne paa hans Vei. 
Hvad ere dog disse Amu? (Hyrdefolk) for Dig? Ammon svækker 
de Ugudelige. Men har jeg ikke givet Dig utallige Offre? Jeg 
har fyldt Dine hellige Boliger med mine Fanger. Jeg har bygget 
Dig et Tempel for Millioner Aar. Jeg har givet Dig alt mit Gods 
for Dine Forraadskamre. Jeg har tilbudt Dig hele Verden for at 
forøge Dine Besiddelser. Jeg har ladet offre for Dig 30,000 Okser 
med al Slags vellugtende Træsorter ..... Jeg har opbygt Sten- 
pyloner indtil Toppen, og jeg har selv ladt deres Master opreise. 
Jeg har ladet komme Obelisker fra Elephantine (adu) og jeg har 
ladet komme Stene for Evigheden. Skibe seile for Dig paa Havet. 
De bringe Dig Tributer fra Nationerne. O tilvisse en ynkelig 
Skjæbne venter dem, som modsætter sig Dine Planer. Held den, 


2? Saaledes efter den monumentale Text. I Papyrus Sallier 8. 1 L. 10 
til S. 2 L. 1 opregnes flere Folk, men det er neppe rigtigt, da det 
efter al Sandsynlighed først var senere, at Rameses blev angrebet af 
af alle de fjendtlige Tropper (se 8. 565). 

! Fælledsnavn, hvormed Ægypterne betegnede alle deres syro-arabiske 
Naboer, navnlig Arabere og Kanaaniter. Om Ægypternes Forhold til 
Hyrdefolk. sign. Gen. 46, 34. . 

36” 


564 


der kjender Dig, thi Dine Handlinger komme fra et kjærligheds- 
fuldt Hjerte. Jeg paakalder Dig, 0o min Fader Ammon! Se, jeg 
er midt iblandt talrige Folk, som jeg ikke kjender. Alle Folke- 
slag have forenet sig imod mig; jeg er ene, Ingen er med 
mig. Mine Fodfolk, der dog vare saa talrige, have alle forladt 
mig, ingen af mine Ryttere ser efter mig, og da jeg kaldte paa 
dem, hørte Ingen af dem min Røst; men jeg tænker, at Amon 
er mere værd end en Million Krigsfolk, hundred tusinde Hestfolk 
og titusinde Brødre eller unge Sønner, vare de alle samlede. Tal- 
rige Mænd kunne Intet gjøre, Amon er stærkere end de. Jeg har 
udført disse Ting paa Ord af Din Mund, o Amon! Og jeg har 
ikke handlet imod Dine Raad. Se jeg har gjort Dig æret indtil 
Jordens Ender." 

»Ordet har givet Gjenlyd! lige til Hermonthes (an-mentu eller 
her-mentu)?. Amon kommer paa min Kalden; han giver mig sin 
Haand. Jeg udstøder et Glædesskrig; han taler bag ved mig: 
»n»Jeg kommer Dig til Hjælp! Dig Rameses Mer-amon! Jeg er 
hos Dig. Det er mig, Din Fader. Min Haand er med Dig og jeg 
er mere værd for Dig end Hundredtusinder. Jeg er Styrkens 
Herre, som elsker Tapperheden. Jeg har fundet et modigt Hjerte, 
og jeg er tilfreds. Min Villie skal ske!«« Ligesom Mentu kaster 
jeg? med den høire Haand mine Pile og med den venstre støder 
jeg omkuld. Jeg er som Baal i hans Stund, imod dem. De 2500 
Vogne, som omringe mig, knuses i Stykker foran mine Hestfolk. 
Ingen af dem finder sin Haand rede til at kæmpe. Hjertet svigter 
dem i Brystet, og Frygten gjør deres Lemmer kraftløse. De 
kunne ikke mere kaste deres Spyd og have ingen Kraft til at holde 
deres Landser. Jeg styrter dem i Vandet, som Krokodillen falder 
deri. De ligge næsegrus, den ene ovenpaa den anden, og jeg slaar 
dræbende imellem dem. Jeg vil ikke, at Nogen skal se bagved 


12 Det er endnu Kongen, der taler. 
2 Se nedenfor $ 71. 
2: Herfra synes Guden og Kongen identificerede, 


565 


sig, eller at nogen anden vender sig om; den, der falder, skal ikke 
relse sig mere! 

Den usle Konge af det onde KAetta stod midt imellem sine 
Stridsmænd og Stridsvogne og saa paa den Kamp, som Kongen 
(bestod) ene uden Stridsmænd eller Stridsvogne, og han veg tilbage 
af Skræk. Hau lod da talrige Fyrster rykke frem, fulgte af deres 
Vogne og Krigere, øvede i alle Vaaben: Kongen af Åratu, Kon- 
gen af Masa, Kongen af Altun (Iliøn?), Kongen af Leka, Kongen 
af Dardani, Kongen af Kaskash, Kongen af Karkamesha (Karke- 
mish), Kongen af Khultbu (Khalybon). Disse Khettas Forbunds- 
fæller talte, forenede tilsammen, i Alt 3000 Vogne!, Han gik lige 
imod dem, hurtigere end Ilden. 

»Jeg styrtede mig over dem som Mentu, min Haand for- 
tærede dem i et Øieblik. Jeg slog ihjel og huggede ned iblandt 
dem". De sagde til hinanden: ,Det er ikke et Menneske, der 
staar midt imellem os. Det er Set, den store Kriger, det er 
Baal selv. Det er ikke Menneskegjerninger, som han gjør [mod 
os). Ene, ganske ene, driver han hundredtusinder tilbage, uden 
Befalingsmænd og Krigsfolk. Lader os ile og fly for ham! Lader 
os redde vort Liv, og nyde Aandedraget" ! 

Hver? som kom at kæmpe mod ham, følte sin Haand svækket. 
De kunde hverken holde Bue eller Landse. Da han saa, at han 
var kommet til Korsveien, forfulgte Hans Majestæt dem som 
en Grif. . 

»Jeg huggede ned imellem dem uden at de gjorde Modstand. 
Jeg hævede min Røst til mine Soldater?. Jeg sagde ti dem: 
»nVærer faste, gjerer Eders Hjerter stærke, mine Soldater! I se 


1: Papyrus Sallier no. III, 8. 4 L, 5 ff. Her er Tale om et nyt sterre 
Angreb paa Kongen, der imidlertid, uagtet det ikke siges i Texten, 
maa have slaaet sig igjennem til Legionen Amon og maa have forenet 
sine Folk med denne sidste, se Anmk. 3. 

? 8. 4 L. 10. 

2 Dette viser, at Kongen havde naaet en Del af sin Hær (Legionen 
Amon), se Anmk. 1. 


566 


min Seir og jeg var ene! Det er Amon, som har givet mig Styr- 
ken; hans Haand er med mig."" 

»Da Menna, min Vogunstyrer, saa, at jeg var omringet af en 
Mængde Vogne, blev han modles, og Hjertet svigtede ham. Stor 
Rædsel overfaldt bans Lemmer, og han sagde til Hans Majestæt : 
»»Min gode Herre, ædle Konge! Ægypteng store Beskytter paa 
Kampens Dug! Vi ere ene midt imellem Fjenderne, thi Bueskyt- 
terne og Stridsvognene have forladt os. Stands dog for at redde 
Aandedraget i vore Munde. O! ..... Red os Herre, Rameses 
Mer-amon | 

Se, Hans Majestæt svarede sin Vognstyrer: , Mod! Styrk Dit 
Hjerte. Jeg vil gaa lige midt ind imellem dem som Spurvehøgen 
styrter sig ned, at hugge dem ned og slaa dem ihjel: jeg vil kaste 
dem til Jorden! Hvad ere disse Uslinge i dine Øine? Amon!« 

Styrtende hurtigt frem, gik Hans Majestæt ind imellem Fjen- 
derne. Seks Gange trængte han ind midt iblandt dem. 

»Jeg forfulgte dem lig Baal i hans Vældes Stund. Jeg hug- 
gede ned imellem dem, uden at Nogen kunde undslippe mig". 

Da kaldte Hans Majestæt sine Fodfolk og Hestfolk, som ikke 
havde taget Del i Kampen, til sig og sagde: ,Mod har der manglet 
Eder, mine Ryttere. Jeg er misfornøiet med Eder alle. Er der en 
Eneste iblandt Eder, som jeg kan vise Ære i mit Land? Dersom 
jeg ikke havde reist mig som Herre, vilde I være blevne over- 
vundne. Hver Dag udnævner jeg Fyrster iblandt Eder, og jeg 
lader Sønnen faa sin Faders Æresplads. Naar der kommer en 
Ulykke over Ægypten, fritager jeg Eder for Eders Skyldighed. 
.………. Imod enhver, som henvender sin Anmodning til mig, udever 
jeg Ret hver Dag. Der er ingen Herre, som har gjort for sine 
Krigere, hvad jeg har gjort for Eder. Jeg havde givet Eder det 
Bud at forblive paa Eders Post, men hverken Befalingsmænd eller 
Hestfolk have været det agtpaagivende. Jeg havde sendt dem til 
forskjellige Steder, saaledes at jeg kunde finde dem den Dag og 
Time, man skulde gaa i Kamp. Og se! I have vist en skam- 
melig Opførsel, alle tilsammen: ikke en af Eder var rede at række 
mig sin Haand, da jeg var i Kampen. Jeg forestiller min Fader 


567 


Amons Person; jeg hersker over Ægypten som Kongerne, mine 
Fædre, som Kharverne (d. e. Syrierne) aldrig have set . .... i 
Kampen ...…. Ingen iblandt dem har lagt Mærke til deres Tale 
for at bringe Melding derom til Ægypten. Hvor smuk en Vaa- 
bendaad er det ikke at kunne bringe rige Gaver hjem til Theben 
Amons By. Men denne mine Stridsmænds og Hestfolks skammelige 
Færd! den er større end man kan udsige; jeg udfoldede min 
Tapperhed, men hverken Fodfolk eller Hestfolk vare ved min Side. 
Hele Verden har set mine seirrige Armes Vei, og jeg var dog ene, 
og ingen Anden var med mig. Ingen Fyrste fulgte mig, ingen 
Hærfører, ingen Befalingsmænd over Fodfolk og Stridsvogne. 
Folkene have set mig og skulle gjentage mit Navn indtil fjerne, 
ubekjendte Egne. De, som min Haand havde levnet, have vendt 
sig om og bedet om Naade ved Synet af mine Bedrifter. Millioner 
Mennesker vare komne, men deres Fødder kunde ikke standse i deres 
Flugt. Alle de, som sendte mig deres Spyd, saa dem spredte 
foran mig. 

Da mine Soldater bleve var, at jeg talede som Guden Mentu, 
at mine ..... var Seirherre, at Amon, min Fader, var med mig, 
og af ved hans Gunst alle Folk spredtes som Avner for mine 
Hestfolk, kom de, en efter den anden, i Leiren om Aftenen. De 
fandt Egnen, hvor jeg var kommet frem imellem dem, bedækket 
med Lig, som svømmede i deres Blod: alle Khettas tappre Kri- 
gere, deres Konges Sønner og Brødre. Da Dagen brød frem og 
oplyste Leiren ved Kadesh, kunde man ikke finde et Sted at træde 
paa: saa talrige vare de. 

»Mine Soldater kom at læse mit Navn og se mine Bedrifter. 
Mine Befalingsmænd kom at rose mit Mod og prise mit Sværd." 

»»nDet er altsaa saaledes, gode Medkæmper, at Du redder Din 
Hær, Du Amons Søn, hans Hænders Værk! Du har tilintetgjort 
Folket Khetta med Din seirrige ..… Du er den fuldendte Kriger. 
Der er ingen Konge som Du til at stride for sine Soldater paa 
Kampens Dag. Du er det store Hjerte, den første i Kampen og 
Du bekymrer Dig ikke om hele Verden forenet tilsammen. Du 
ér den største Helt foran Din Hær og for hele Jordens Aasyn 


568 


Ingen kan nægte det. Det er Dig, som beskytter Ægypten og som 
tugter de Fremmede. Du har knust Khettas Kraft for bestandig. 

Hans Majestæt svarede sine Fodfolk, sine Høvdinge og Hest- 
folk. I have begaaet en stor Feil, Mine Fyrster og Befalings- 
mænd, over Fodfolk øg Hestfolk! ved ikke at komme til Kampen. 
Er en Mand ikke hædret i sit Land, naar han har vist sit Mod 
for sin Herre, og han har udmærket sig som Kriger. I Sandhed! 
I Sandhed! Mennesket bliver ved sin Tapperhed ...… Har jeg 
da ikke gjort godt imod Nogen af Eder, siden I have ladet mig 
ene midt iblandt Fjenderne? Den, som I hædre, er levende, I nyde 
endnu Aandedraget, — og jeg var ene. Kunde I ikke sige Eder 
i Eders Hjerter, at jeg er Eders Jernbolværk — .... Naar han 
faar at vide, at I have ladet mig ene uden nogen anden, at ingen 
Fyrste, ingen Høvedsmand eller Stridsvognene eller Bueskytterne 
har rakt mig Haanden. Jeg har kæmpet, jeg har drevet Millioner 
Folk tilbage, jeg ene. Seir for Theben og Nerau tilfreds, mine store 
Heste, — dem fandt jeg under min Haand, da jeg var ene 
imellem de fnysende Fjender. Jeg vil selv lade dem fodre hver 
Dag i min Nærværelse, naar jeg kommer i mit Slot. Thi de vare 
med mig, da jeg var ene midt imellem Fjenderne med Menna, 
min Vognstyrer, og med Tjenerne af mit Hus, som ledsagede mig. 
De ere mine Vidner i Kampen. Se dem har jeg fundet. Jeg er 
kommet tilbage efter en seirrig Kamp, og jeg har slaaet med mit 
Sværd de samlede Masser. | 

Den følgende Dag ordnede han Angrebet og styrtede sig i 
Kampen som en Tyr med kraftige Vaaben. Han syntes dem" som 
Mentu væbnet til Kamp, og han trængte ind i Vrimmelen som en 
Spurveheg, der kaster sig over [Rotter]! ....….. 

Jeg var som Solen, naar den hæver sig i Østen, min lid 
brændte de Ugudelige. Enhver sagde til sin Nabo: Tag Vare! 
Fald ikke! Thi den store Gudinde Sekhet, som er med ham, led- 


! Sallier S. 9 L. 2. En Lakune hindrer os i at afgjere, hvad Dyr der 
her tænkes paa. 


569 


sager ham paa hans Vogn; hun rækker ham sin Haand; og naar 
Nogen kommer til at falde, da fortærer en brændende Flamme 
hans Lemmer. 

De! standsede paa hans Vei og faldt i Støvet for Hans Maje- 
stæt, som tog dem og huggede dem ned, uden at de kunde undfly: 
de bleve kastede overende for hans Hestfolk og dannede en Dynge 
Lig, svømmende i deres Blod. 

Den usle Konge af det faldne Khetta (Khetiterlandet) sendte 
Bud at anraabe Hans Majestæt med de mange store Navne lige- 
som Solen, idet han lod sige: ,Du er Guden Set?, Du er Baal 
selv. Skræk og Rædsel hersker i Landet Khetta. Du har knust 
Khetta's Magt for bestandig." 

Et Sendebud kom fra ham, holdende i sin Haand et Skrift, 
henvendt til Kongens store Navne: 

»At behage Hans Majestæts Hjerte, den guddommelige Naades 
Udkaarne; han som elsker Sandheden, den store Konge, som be- 
skytter sine Soldater, hvis Sværd er uforfærdet, som er et Bol- 
værk for sine Stridsmænd paa Kampens Dag, Kongen af Øvre- og 
Nedre-Ægypten, User-ma-ra, Solens Søn, Rameses Mer-amon," 

»Din Tjener taler for at lade Dig vide, at, efterdi Du er 
Amons Søn, som udspringer af hans Væsen, og efterdi han har 
givet Dig alle Lande, saa forene Ægypten og Landet Khetta sig 
om at lægge deres Tjeneste for Din Fod. Ra,' Din ophøiede Fader 
har givet Dig ..... Vær saa naadig ikke at bemægtige Dig os! 
0 Du, hvis Sind er saa høit. Dit Mod har kastet sig knusende 
over Folket Khetta. Vil det være Ret af Dig at dræbe Dine Tje- 
nere? Du er deres Herre! Dit Ansigt er i Raseri, og Du bero- 
liger Dig ikke. Du kom igaar og dræbte hundredtusinder, Du 
kommer idag igjen og der bliver Ingen tilbage til at være Dine 


" Papyrus Sallier 8. 9 L. 5. De monumentale Texter lade Rameses 
selv tale. 

? Man skal maaske med de Rougé foretrække Læsemaaden Sutekh. Se 
ovenfor 8. 562 Anmk. 2. 


570 


Undersaatter. Fuldend ikke Dine Planer, seirrige Konge! Du Sjæl, 
som ynder Kampen. Lad os beholde Livets Aande!!«" 

Hans Majestæt besindede sig til et roligt Liv, ligesom hans 
Fader Mentu i hans Time, naar han kaster tilbage ...... Hans 
Majestæt kaldte alle Befalingsmændene over Fodfolk og Hest- 
folk sammen, for at de kunde høre Budskabet ...... de Ord, 
som vare sendte af Kongen af Khetta ....….. ; og efterat de havde 
raadslaaet om Svaret, sagde de til Hans Majestæt: 

n»Det er udmærket!  Berolige Dig, høie Konge, vor Herre! 
Naar man ikke modtager Forslag af dem, der give sig paa Naade 
og Unaade, hvem skal man saa modtage Forslag fra? Han tilbeder 
Dig. Berolige Din Vrede!" "+ 

Kongen bød at høre paa hans Ord, og derpaa drog han til- 
bage til Syden i Fred. Hans Majestæt gik sin Vei roligt med 
sine Høvedsmænd, sine Stridsmænd og Vogne. Amon kom at hilse 
ham, og sagde: ,»Kom vor kjære Søn, Rameses Mer-amon! Gu- 
derne have givet ham uendelige Tidsrum af Evighed paa hans 
Fader Amons dobbelte Throne, og alle Folk er kastede ned". 

Denne Bog er skrevet Aar VII. den ...... i den anden Maa- 
ned af Aarstiden shom (Høsten) under Rameses Mer-amon, han 
som lever i Aarhundreder og evigt, som Solen hans Fader. Det 
er fuldbragt — [til Ære] for den øverste Bogholder ...... hos 
Pharaoerne i Pharaos Lysbolig — ved Skriveren Pen-ta-ur,” 

En Indskrift i Abu-Simbel (Ipsambul)? meddeler os endel 
Oplysninger om Begivenheder, der gik forud for den Kamp, hvor 


! Det felger af sig selv, at Kongen af Khetta ikke har brugt disse 
Udtryk. Har det virkeligt været ham, der først foreslog at slutte 
Fred, saa har hans Brev sikkert lydt ganske anderledes. Man sam- 
menligne den af KAetta's Konge foreslaaede Fredstraktat. 

? Denne Indskrift er udgivet først af Champollion, Monuments pl. XXVII 

— —XXIX og siden af Lepsius, Denkmåler III, 187; slgn. Chabas Under- 
søgelser i Revue Archéol. XV, S. 573—588 og 8. 701—736. En Du- 
plikat af Indskriften findes paa en Væg i Ramesseum og er udgivet af 
Sharpe, Égyptian Inscriptions II, pl. 52. 


571 


Rameses udmærkede sig, og som kun berøres flygtigt i Pentaurs 
Digtning". 

Man læser her efter Kongens Navn og Titler. 

»Se Hans Majestæt var i Syrien (Zaht) paa sit andet seirrige 
Tog, og der holdtes god Vagt for ham i hans Majestæts Telt paa 
Heidedraget Syd for Kadesh. Og hans Majestæt reiste sig som 
Solens Lys. Han tog sin Fader Mentu's Rustning, og Hans 
Majestæt begav sig paa -Veien fremad, og han nærmede sig til 
Sydsiden af Byen Shabtun, Da kom der to Shasu (Beduiner) og 
sige til Hans Majestæt: 

»Vore Brødre, som ere blandt de første af Befalingsmændene 
hos Khetta, have sendt os til Hans Majestæt at sige: Vi ville 
være Kongens Tjenere. Da vi vare nær ved den faldne Khetia, 
da var han, den faldne KAetta, ved Khilibu (Khabylon, Aleppo?) i 
den nordligste Del af Landet 7unp2. Han har Frygt for Kongen, 
hvor han gaar, og hvor han vender sig". 

Saa talede de to Shasu; men det var Ord, talede af dem til 
Hans Majestæt i Løgn, thi Khetta (Khetiterne) havde ladet dem 
komme for at udspeide hvad Hans Majestæt vilde gjøre, for at 
Hans Majestæts Hær ikke skulde lægge sig i Baghold til et Angreb 
påa den faldne KAetia. 

Se den faldne Khetta var kommet med alle sine Underkonger, 
Fodfolk og Hestfolk, hidførte af dem for at skaffe ham Seir, de 
laa i Baghold bag Kadesh, den onde By; og hans Majestæt vidste 
Intet derom. 

Hans Majestæt satte sig paa Guldthronen, og se da kom 
Forposterne, Speiderne af Hans Majestæts Folk, og de førte to 
Spejdere af den faldne KAetta's (Khetiters) med sig. 

Da de bleve førte for Kongen sagde Hans Majstæt til dem. 
»Hvem er I?" De sagde: ,Vi ere den faldne KAetta's (Khetiters), 
han har sendt os at opdage, hvor Hans Majestæt er". 


! 8e ovenfor 8. 562. 
? Om Khilibu, se nedenfor $ 53; sign. 8. 575. 
3 8e nedenfor $ 653. 


572 


Hans Majestæt svarede: Han er jo veget langt tilbage, han 
den faldne Xhetta, thi man har sagt mig: han er i Khslibu (Kha- 
lybon). Men de sagde: Giv vel Agt! Den faldne Khetta har 
reist sig, talrige Folk ere med ham, hidførte af ham for at give 
ham Seir, alle Folk i hele Landet Khetta (Khetiterlandet, Nord- 
syrien) og Naharina (Mesopotamien), hele Katz, med Bueskytter 
og Hestfolk, med Krigsvaaben . .. talrige, og mange Levnetsmidler 
med dem. Læg Mærke til det: de ligge paa Lur at kæmpe bag 
Kadesh, den onde By! 

Hans Majestæt lod komme, Befalingsmændene, at de maatte 
høre de Ord, som de to Speidere fra Khetta (Khetiterne), som vare 
der, [havde sagt]. Og hans Majestæt sagde: ,Læg Mærke til, 
Giv Agt paa (Eders) Pligt som Folkets Befalingsmænd og Pharaos 
Landes Høvdinger", 

De reiste sig og sagde til Pharao tjenstligt: , Xhetta (Kheti- 
terne) er i Landet Khalibu (Khalybon); han viger tilbage for Hans 
Majestæt, siden han har hørt tale om ham". 

Nu var det til dem, at Hans Majestæt kom til at tale. 
»Efter den Oplysning, som jeg har hørt i denne Time, og som den 
faldne Khetta's (Khetiters) to Speidere have bragt, er den faldne 
Khetta kommen med talrige Folk, Mænd og Heste, som talrigt 
Sand, og de staa bagved Kadesh, den onde By. Og det har Folkets 
Befalingsmænd og Pharaos Landes Høvdinge ikke vidst!" 

Da sagde Høvdingene, som vare foran Hans Majestæt: ,,Hvor 
afskyligt have Folkenes Befalingsmænd og Pharaos Høvdinge ikke 
handlet, at de ikke først have hørt hvad der angaar den faldne 
Khetta!" 

Da de havde talt, gav Hans Majestæt det Bud; at man skulde 
byde en Officer at lebe til Hans Majestæts Soldater, som vare 
paa Marchen Syd for Shabtun, at føre dem tilbage til det Sted, 
hvor Hans Majestæt var. 

Se netop som Hans Majestæt havde talet ;til Befalingsmæn- 
dene, se da kom den faldne ÆÅetta (Khetiter) med Fodfolk og 
Hestfolk, og ligervis med talrige Forbundfæller. 

De satte over Graven (P?), som var Syd for Kadesh kastede 


573 


sig over Hang Majestæts Folk, som Intet vidste derom. Og se 
Fodfolk og Hestfolk vege tilbage for dem henimod Hans Majestæt. 

Og se den faldne ÆAetta's (Khetiters) Skare omringede Hans 
Majestæts Tjenere, som vare hos ham; og da Hans Majestæt saa 
det, da blev han som en Panther imod dem. Som sin Fader 
Mentu, Herren af Thebais, tog han sin Krigs-Rustning, greb sin 
Landse, han var som Baal i hans Stund; man steg tilhest (d. e. 
tilvogns), og hån for frem, men ene var han. Han trængte ind i 
de Skarer, der omgav den faldne Khetia (Khetiter), og i de talrige 
Folk, som vare med ham. Hans Majestæt var som Set. den bolde, 
ti at hugge ned og slaa ihjel midt iblandt dem, og Hans Majestæt 
lod dem falde, en for en, i Orontes?. 

Indskriften ender med en Tale af Rameses; 

»Alle Nationer frygte mig, jeg var ene, forladt af mine Fod- 
folk og Hestfolk. Ingen af dem holdt Stand eller kom mig til 
Undsætning. Min Kjærlighed, det er Ra; min Glæde, det er min 
Fader Tum. Hver en Daad, som min Majestæt her roser sig af; 
se det har jeg virkelig gjort for mine Fodfolks og Hestfolks 
Åasyn", 

Det er ikke vanskeligt gjennem det tætte Sler af Over- 
drivelser og Udsmykninger, hvoraf den lovpriste Begivenhed 
saa at sige er tildækket, at danne sig et nogenlunde Billede 
af Ramesess' Forhold i denne Kamp. Man ser, at han for- 
sigtig holdt sig tilbage fra de farlige Punkter, idet han haabede, 
at hans Tropper i deres Fremrykning fulgte en saadan Orden, at 
det ikke vilde blive let for Fjenden at naa hen i Nærheden af 
det Sted, hvor han befandt sig. Men en falsk Efterretning om, at 
Fjenden med sin hele Hær var gaaet tilbage til de nordostlige 


! Slutningen af Indskriften fra Abu-Simbel er meget edelagt, hvorfor 
vor Oversættelse her følger Indskriften i Ramesseum. I Abu-Simbel 
findes endnu en lille Indskrift der i Oversættelse lyder saaledes: 
Ankomst af Kongens Naaru (unge Folk) i Landet Amaur (Amoriter- 
landet). Denne Indskrift er gjengivet i Champollions Afonuments 
pl. XXXI, men meget feilagtig. 


574 


Egne af Landet, gjorde Ægypterne skjødesløse, og det lykkedes 
Fjenderne ved et uformodet Angreb at trænge frem lige til det 
Sted, hvor Rameses befandt sig, og hvor han kun var forsvaret 
af den Del af hans Hær, der havde den udtrykkelige Opgave at 
beskytte hans Person. 

Herved blev den ægyptiske Konge indviklet i selve Kampen, 
som han synes at have taget aktiv Del i; hvad der var noget saa 
Usædvanligt, at dette alene i hans Undersaatters Øine var nok til 
at gjøre ham til en udmærket Helt. Maaske har han dog ogsaa 
virkelig givet Prøver paa personligt Mod og Tapperhed. I ethvert 
Tilfælde synes det afgjort, at de ægyptiske Tropper, der stode hos 
Rameses, holdt Stand imod en betydelig Overmagt, indtil de øv- 
rige Delinger af den ægyptiske Hær kom dem til Undsætning, 
hvorpaa Fjenden blev drevet tilbage!. I den officielle Beretning 
fik da Kongen hele Æren for denne Kamp. 

Det kom nu til en Række Kampe udenfor Kadesh, om hvilke 
en Række Basreliefs i Ramesseum meddeler os forskjellige Op- 
lysninger?. 

Man erfarer saaledes Navnene paa endel fornemme Khettaer, 
som faldt i Kampen: | 

Targanunas og Paisa, Befalingsmænd over Hestfolk, 

Kamoiz og Tadar, Anførere for Hjælpekorpset Tuhir, 

Targatazis, Anfører for Hjælpekorpset fra Nakbesu, 

Aagam, Anfører for Hjælpehæren fra Panas, 

Reba-senen, Anfører for Hjælpekorpset fra Anunas, 

Lavazas, Anfører for Hjælpekorpset fra 7anisa, 

Kheli-pesar, den faldne Khettas Bogskriver (Rigshistoriograph), 

Taadir, Qvorste over Livvagten, 

Garbatus, den faldne Khetta's Vognstyrer. 

Omendskjøndt det saaledes ikke kan nægtes, at Ægypterne i 
dette Aar med deres Hære vare trængte frem lige til Kadesh, og 
at have tilkæmpet sig endel Fordele i deres Sammenstød 





! Sign. ovenfor S. 562; se ogsåa Anmk. 5. 
2 Lepsius, Denkmåler III, 157 ff.; slign. Brugsch, Geographische Inschriften, 


575 


omkring denne By, saa synes det dog aabenbart, at de denne Gang 
ikke kom i Besiddelse af Kadesh; thi hvis de vare blevne Herrer 
over denne vigtige By, da havde Rameses sikkert ikke glemt 
at rose sig deraf. Vi se meget mere af Pen-ta-ur's nys- 
meddelte Digtning, at der ved Kadesh blev sluttet en formelig 
Fred imellem Ægypterne og Khetta'erne; og hvad denne Fred 
angaar, da faa vi tilfalde Oplysning om den af en Indskrift, der 
indeholder en i Rameses II's enogtyvende Aar afsluttet Freds- 
traktat, som vi nedenfor skulle omtale. I Indledningen til dette 
Mindesmærke fremstilles nemlig Khetta'erne som fuldstændigt over- 
vundne, imedens Ægypterkongen i selve Aktstykket anerkjender dem 
som et af Ægypten aldeles uafhængigt og med Ægypterfolket 
jevnbyrdigt Folk. Noget Lignende har aabenbart været Tilfældet 
efter Kampene ved Kadesh. Formodentlig har Ramesess efter 
disse blodige Træfninger indsét det Frugtesløse i at fortsætte sine 
Forsøg paa at kue det kraftige Folk; ja han har muligvis 
været overbevist om, at Fortsættelsen af Krigen næsten var et 
Vovespil for ham: det var jo ikke nogen Umulighed, at han kunde 
blive fuldstændig slaaet, og herved udsatte han sig selv for at miste 
Livet og Ægypten for at blive oversvømmet af Khetta's krigs- 
vante Hære. 

Inden vi forlade disse Begivenheder, maa vi endnu dvæle et 
Par Øieblikke ved nogle Bemærkninger i den meddelte Text. 
Det fremgaar nemlig af Texten, at Kongen af Ketia i sin Hær 
havde samlet adskillige syriske Smaakonger og deres Krigere — 
idet følgende Konger nævnes som tjenende i hans Hær, nemlig 
Kongerne af: 


UT me las arutu d. e. Årvad (Arados)!, 
SLID kar khilibu d. e. Khalybon (Aleppo), 
SL kash-kash d. e. Kasiotis 3, 





! Se nedenfor $ 55; slgn. ovenfor 8. 544. 
2 Se nedenfor $ 53, slgn. S. 565 og S. 588, 
3 Se nedenfor $ 53. 


576 


PIN GS A=-IÅ du karkamosha d. 6. Karkemish!, 

SSÅ | /, leka d. e. muligvis Lakiernes Land ved Euphrat?, 
eller, som det antages af de fleste Ægyptologer?, og maaske med 
Rette, det lilleasiatiske Landskab Lykient, Lad os hertil endnu 
føle, at det paa et andet Sted siges, at der i hans Hære fandtes 
Krigere fra Kadesh, Kati, Kazvatan og Anaukas — lutter sy- 
riske Stæder. 

Men dernæst tilføjes det, at ,han havde hentet alle Nationer 
ligefra de yderste Egne ved Havet... han havde ikke ladet blive 
en eneste Nation, som han ikke havde ført med sig. Han havde 
ikke ladet Guld og Sølv blive i Landet, han havde taget det Alte 5, 

Denne Beskrivelse er naturligvis meget overdreven, ikke 
mindre end hele den øvrige Fortælling; men dog ligger der 
sikkert Noget til Grund. Det kan ikke betvivles, at han har søgt 
Hjælp hos Nabofolkene; i Texten nævnes jo ogsaa Naharina, 
(Mesopotamien) iblandt de Lande, der havde stillet Tropper til hans 
Hære; men naar han saaledes havde faaet Hjælp fra sine Naboer 
i Øst, da var det jo ogsaa sandsynligt, at han havde modtaget 
Forstærkning fra sine Nabolande imod Nordvest, altsaa fra lille- 
asiatiske Folk — og i Virkeligheden kan der neppe menes andre 
Folk ved Nattonerne fra de yderste Egne ved Havet. 

Nu finder man i Texten netop et Par Navne, som, efter 
det Bekjendtskab, vi have til Nordsyrien og dets Nabolande, ikke 
synes at kunne henhøre hverken til Syrien eller Mesopotamien, — de 
omtales nemlig ikke i andre Aktstykker, hverken ægyptiske eller 
assyriske, — hvorfor det ikke er usandsynligt, at de høre hjemme i 
Lilleasien, der kun blev lidet berørt af Assyrer og Ægypter. 


Se nedenfor $ 53; slgn. ovenfor S. 548. 

Se nedenfor $ 54. 

Saaledes de Rougé. 

Da Leka nævnes i Menephthas Indskrifter sammen med Sardinier, 
Sikilier, Tusker, Libyer og Akhaier; saa maa man tænke paa et Folk 
ved Havet, og da ligger det ikke nærmere at tænke paa et andet 
Folk end Lykerne. 

5 Se ovenfor S. 562. 


mm db dd mm 


577 


Det er følgende tre Navne!: 
sæl dardant, der minder om Dardanerne, 
> &ÆJ, alun eller ikun, der minder om Jlion, Troia, 


NREN masu, der minder om Mysten,. 


Hertil kan man maaske føle det ovennævnte? SÅ JA, eller 
LX) f/Åv, Leka, der muligvis er Lykien. 

Nu synes jo disse Navne rigtignok at høre hjemme, ikke i 
Nordsyriens umiddelbare Omegn, men i den modsatte Del af 
Lilleasien, i Egnene ved Aigaierhavet og Hellesponten; og det 
bliver derfor altid muligt, at Ægyptologerne her har ladet sig 
forlede af tilfældige Navneligheder, men paa den anden Side er 
det heller ikke en Umulighed, at, da Kongen af Khetta for 
Guld søgte Hjælp hos nærmere og fjernere Naboer, og da Bud- 
skabet herom var trængt igjennem Lilleasien, havde krigerske 
Mænd i Vesten meldt sig, og vare med deres Stridsvogne ilede 
igjennem hele Lilleasien lige til Nordsyrien. Efter de home- 
riske Digtninger, der tale meget om Kampe imellem Hellenerne 
og Beboerne af Mysien — hvilke Kampe navnlig dreiede sig om 
llion og synes at være neppe hundrede Aar yngre end Ramesess 
Il's Dage, — skulde jo ogsaa Beboerne af Ilion (Troia), da deres 
Land oversvemmedes af Hellenerne, have modtaget Understettelse 
af flere lilleasiatiske Folk, selv i fjernere Egne. Hertil kommer 
endnu, at flere andre ubekjendte Stedsnavne i Fortegnelsen synes 
at høre hjemme i andre Egne af Lilleasien nærmere Syrien. 

Men vi vende tilbage til Syrien. Ved denne Fredsslutning i 
Rameses' femte Regjeringsaar beholdt Ægypterne efter al Sandsyn- 
lighed hele den sydlige Halvdel af Syrien, hvor der, som det 
fremgaar af Pen-ta-u'rs Digtning fandtes ægyptiske Fæstninger, 


!' Se de Rougé i Revue Archéologique nouvelle série XVI, S. 95—97, 
Aott. 1868. 
2 8. 576. 
?  Pidasa har man saaledes antaget for Pisidien, idet d og s skulle være 
omsatte. 
37 





578 


hvis Garnisoner i Tilfælde af Oprør i kort Tid kunde faa For- 
stærkning fra Ægypten. Ikke destomindre forsøgte Sydsyrerne et 
Par Aar efter — synes det — at tilkæmpe sig deres Frihed og, 
som det forekommer os, en kort Tid ikke uden Held. 

I det Mindste findes der i Ramesseum et Mindesmærke, hvor 
Rameses har opregnet atten Byer, som han siger at have indtaget 
i sit ottende Regjeringsaar!, af hvilke atten Byer flere aabenbart 
maa have ligget i Kanaan, ja enkelte endog i de sydligere Dele af 
" dette Land. Men dette forudsætter jo, at der i disse Egne havde 
vist sig oprørske Bevægelser, og at disse en Tidlang havde havt saa 
megen Fremgang, at Syrerne vare blevne Herrer over flere faste 
Pladse; thi ellers havde je Ægypterne ikke behøvet at beleire og 
storme disse atten Fæstninger. 

Den første By, som nævnes, er saaledes Byen 


SI 
shala - mo 
n5w, Salem, maaske det Salem, hvor efter Sagnet Melkisedek i 
den fjerne Fortids-Dage havde hersket?, og som siden under 
Navnet Jerusalem blev Davids og hans Efterfølgeres Kongestad. 
Et af de følgende Navne er 
— 
ma - TU - MA 
bx, Merom, som vi ovenfor? have fundet i Thotmess III.'s Liste, 


og som vi ere tilbøielige til at antage for det Sted, der har 
"givet Søen Merom Navn. Et tredie Sted er 


—NEDT 1 
la - pur 


eller: ta-bur 





Un er ke mn 


1! Lepsius Denkmåler 111 156; Burton, Æzcerpta Hierogl, pl. XV; slgn. 
Brugsch Géoyraphische Inschriften II, S. 71 (1858). Uheldigvis ere en 
Del af Navnene helt elller havt edelagte. 

2? Gen. 14, 18. 

2 8. 528. 


579 


(Tabor), et Navn, der bæres af en By ved Orontes!, men formo- 
dentlig ogsaa af andre Byer. Maaske have vi her det berømte 
Tabor i Galilaia. 
Det er ikke usandsynligt at det var paa samme Felttog, at 

Ægypterne stormede Byen? 

Aj venn 

1 øse la 

askaluna 
ren Ashalon, hvis Indtagelse findes afbildet i Ramesseum ved 
Siden af en Indskrift, der indeholder en Traktat, som Rameses II. 
i sit enogtyvende Regjeringsaar afsluttede med Khettas Konge 
Khettasar, og som vi umiddelbart her nedenfor skulle meddele. 


Tolv Aar efter, i Rameses II's enogtyvende Regjeringsaar, 
foreslog nemlig KAetta's Konge, Khettasar, Rameses Il. paany at 
standse Fjendtlighederne og afslutte en Fred, som skulde ordne 4 SMÅ 
Forholdet imellem de to Folk paa en saadan Maade, at Mis 
forstaaelser lettere kunde undgaaes. Khettasar sendte derfor et 
Udkast til en Fredstraktat til Ægypten. Den var indgravet paa 
en Sølvtavle og overbragtes til Ægypten af en Afsending fra 
Khettafolket ved Navn Tartwbus. Han afleverede Aktstykket i en 
By, som kaldes Ramese3's By, ved hvilken Leilighed der muligvis 
har fundet en Udveksling Sted, idet et lignende ægyptisk Akt- 
stykke overgaves til Khetta'ernes Afsending. 

I ethvert Tilfælde er det sikkert, at Ægypterne gik ind paa 
Khettasars Forslag; thi Rameses II. lod en ægyptisk Oversættelse 
af Traktaten indhugge paa en Tavle i Karnak, efterat have for- 


Fredsslatning 
Imellem et 


' Brugsch, Geographische Inschriften 11 8. 48 og 8. 72. 

2?  Lepsius, Denkmåler III, 145; slgn. Brugsch, Reiseberichte 8. 117. 

2 Texten er udgivet af Lepsius Denkmåler III, 146 og af Brugsch Re- 
cueil I, pl. XXVIII. Et første Forseg til en Oversættelse gjordes af 
Brugsch 1858 i hans Geographische Inschriften II, S. 26—29, siden et 
andet i Indledningen til hans Recueil 8. 43. Goodwin har 1862 
givet en Oversættelse i The Pantheon no. 14; de Rougé 1866 i Revue 
Archéol. nouvelle série XIII, 8. 268—275; Chabas i Voyage dun 

37? 


580 


synet den med en Indledning, der paa sædvanlig Vis skildrer 
Khetiterne som tilintetgjorte Fjender, der ydmygt anraabe om 
Naade, imedens derimod, i selve Traktaten, de to Folk stilles ganske 
påa samme Trin. . 

Traktaten havde følgende Titel!: 

»Fredsartikler, skrevne paa en Sølvtavle, imellem Khetiasar 
den Høimodige, Konge af Khetta, Sen af Maurasar, Konge af 
Khetta, Sønnesøn af Saplili, Konge af Khetta, den Høimodige? 
og Rameses Mer-amon den Høimodige, Ægyptens store Konge, 
Søn af Seti (1.), Ægyptens store Konge, den Høimodige, Sønnesøn 
af Rameses (I.) den Høimodige, Ægyptens store Konge: — God 
Freds- og Forbundstraktat, som grundlægger Fred og Forbund, til 
evig Tid", 

Derpaa fulgte følgende historisk Indledning? : 

»I Fortiden, fra gammel Tid af have Ægyptens store Konge 
og Kongen af Khetta — Gud give, at der ingen Fjendskab mere 
maa være imellem dem — levet i Fred; men i Mautur', Konge 
af Khetta, min Broders Dage førte han Krig med Set (I.) 
Ægyptens store Konge. Men for Fremtiden. se Khettasar, Konge 
af Khetta, forhandler om at gjøre bestandig et saadant Forhold at 
— det give Ra, det give Set for Ægypten som for Khetta — der 
ikke maa bestaa Fjendtligheder imellem dem inden evige Tider. 

Herefter følger selve Traktaten, i hvilke man kan paavise 
følgende Artikler+: 

(Artikel 1.) ,,Khettasar, Konge af Khetta, er enig med Rameses 
Mer-amon, Ægyptens store Konge, om fra denne Dag at lade 
bestaa god Fred og godt Forbund imellem dem evigt. 


Égyptien S. 332—340 (1866). Et Duplikat af Texten findes i Ra- 
messeum; men dette Mindesmærke er uheldigvis meget edelagt. 

1 Denne Titel findes i Indskriften L. 5-- 6. 

2 Om Khetta's Overkonger, se nedenfor $ 53. 

3 Denne Sætning læses L. 4—5. 

f Det er Chabas' Skarpsindighed, man skylder Paavisningen af, hvor den 
egentlige Traktat er at søge, og det er ligeledes ham, som først har 
skjelnet imellem de Artikler, hvoraf den bestaar. 


581 


Han skal være min Forbundsfælle, 

han skal være i Fred med mig, 

og jeg skal være hans Forbundsfælle, 

og jeg skal være i Fred med ham, bestandigt. 

»Jeg Khettasar, som efter Mautur, Khetta's store Konge, min 
Broders Fald, efterat han var bleven dræbt, besteg min Faders 
Throne; se jeg er Hjertensven med Rameses Mer-amon, Ægyptens 
store Konge, og [jeg har villet med ham)! en Fred og et For- 
bund, som skulle være bedre end den Fred og det Forbund, som 
tidligere have bestaaet i [Landet]. 

Derfor vil jeg, Konge af Khetta, være i god Fred og godt 
Forbund med Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge, og 
Kongen af Khettas Børnebørn skulle være i godt Forbund og 
Fred med Rameses Mer-Amon, Ægyptens store Konges, Børne- 
børn; og som Følge af Forbundet og Freden, som er oprettet 
imellem os, skulle Ægyptens Land og Landet Khetta være ganske 
og aldeles i Fred og Forbund for evigt. Der skal aldrig mere 
være Fjendskab imellem dem, for bestandig" ?, 

(Artikel II.) ,,Kongen af Khetta skal aldrig gjøre Indfald i 
Ægyptens Land for at bortføre noget Bytte; og Rameses Mer-amen 
Ægyptens store Konge, skal aldrig falde ind i Khetta's Land for 
derfra at føre Noget bort", 

(Artikel ITIL) ,De gode Bestemmelser, som bestode paa 
Khettas store Konges Saplilis Tid", ligesom, ogsaa de, der be- 
stode paa Maurasar%, Khettas store Konges, min Faders Tid, — jeg 
handler i Overensstemmelse med dem; og Rameses Mer-amon, 
Ægyptens store Konge, handler [i Overensstemmelse med dem, og 


Lakune. 

Den første Artikel findes L. 9—13. 

Artikel II. findes L. 14—15. 

Saplili var Khettasars Bedstefader. 

Saaledes har Chabas rigtig rettet Texten, thi i denne læser man 
Mautur; men Mautur var Khettasars Broder og Forgænger, hvorimod 
hans Fader hed Mfaurasar; algn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 334. 


AO as Gb sg mm 


582 


vi sige!] indbyrdes begge to: ,,Fra den Dag idag skulle vi handle 
efter dem, opfyldende dem med Redelighed"" ?, 0 4 

(Artikel IV.) ,,Kommer nogen Fjende i Rameses Mer-amons 
Lande, skal han sende Bud til Kongen af Khetta og sige: ,,, Kom, 
stil Dig- i mine Rækker imod ham!""; og Kongen af Khetta skal 
gjøre, hvad Ægyptens store Konge beder ham om: Kongen af 
Khetta skal slaa hans Fjender. Hvis Kongen af Khetta ikke vil 
komme i egen Person, skal han sende sit Fodfolk og sine Strids- 
vogne at slaa Kongen af Ægyptens Fjender”. 

(Artikel V.) ,Naar Rameses Mer-Amons Vrede [falder paa 
nogen af] hans Tjenere, som har begaaet noget Tyveri hos ham, 
og han gaar at slaa ham, da skal Kongen af Khetta handle i 
Overensstemmelse med ham ......"? 


Khetta, da skal Kongen af Khetta sende Bud til Ægyptens store 
Konge] at komme at slaa hans Fjender: naar Rameses Mer-amon, 
Ægyptens store Konge vil gaa selv, [da komme han at slaa Kon- 
gen af Khetta's Fjender, men hvis Ægyptens store Konge ikke vil 
marchere selv, da skal han sende sit Infanteri og sine Stridsvogne 
at slaa Kongen af Khettas Fjender, og han skal bestemme Tiden 
nøie,] naar han sender sit Svar til Landet Khetta" ". 

(Artikel VII.) ,Naar Kongen af Khettas Tjenere unddrage 
sig hans Tjeneste, naar Fameses Mer-Amon ..... 5 

(Artikel VIII) ,Naar Beboerne af de Lande, som tilhøre 
Rameses Mer- Amon, flygte til Kongen af Khetta, skal han ikke 
modtage dem, men føre dem tilbage til Ægyptens store Konge", 

(Artikel IX.) ,Naar duelige Haandværkere fra Ægypten gaa 
til Landet Khetta, maa der ikke tilstedes dem Ophold i Landet: 


!  Lakune opfyldt af Chabas. 
? Artikel III. L, 15—16. 

3: Art. V. læses L. 16—17. 
«£ Art. VI. læses L. 17—19. 
5. Art. VII. læges L. 19 ff. 

' Art. VIII. læses L. 22. 


583 


tvertimod de skulle føres tilbage til Æameses Mer-amon, Ægyptens 
store Konge" ”. 

(Artikel X.) ,Hvis Flygtninge ...…. komme de fra Khetta's 
Land og gaa til Ægyptens store Konge Rameses Mer-amon, da maa 
han ikke modtage dem, men skal [lade dem føre tilbage til 
Khetta]" ?. 

(Artikel XI.) ,Naar duelige Haandværkere fra Landet ÆÅetta 
gaa til Ægypten for der at arbeide, maa Rameses Mer-amon ikke 
tillade dem at tage Ophold i Landet, men skal sende dem tilbage 
til Khetta3«, . 

I det Følgende? kaldes Guderne i begge Lande, foruden Bjer- 
gene, Floderne og Havene til Vidne for, at de maa straffe Over- 
træderen. 

Derefter tilføjes endnu to Tillægsartikler, som synes at være 
blevne tilsatte senere, maaske ved Udvekslingen af Traktaterne; de 
betinge en almindelig Amnesti for de Flygtninge, som udleveres 
ifølge de ovennævnte Artikler (VIII. og X.). De lyde: 

(Tillægsartikel I.) ,Naar Nogen flygter bort fra Ægypten — 
det være sig en, to eller tre —, og de gaa til Kongen af Khetta [og 
naar han ikke modtager dem, men fører dem tilbage til Rameses 
Mer-Amon, Ægyptens store Konge], da maa dens Forbrydelse, 
som er ført tilbage til Rameses Mer-Amon, ikke regnes ham til 
Last, og man maa ikke ødelægge hans Hus, dræbe hans Hustru og 
Børn, ikke myrde hans Moder, ikke slaa ham paa Øie, Mund 
eller Fod, og ingen offentlig Anklage maa reises imod ham. 

(II) Naar Nogen flygter fra Landet Khetta — det være 
sig en, to eller tre —, og de gaa til Z2ameses Mer-Amon, Ægyp- 
tens store Konge, og han fører dem tilbage til Kongen af Khetta, 
da maa dens Forbrydelse, som føres tilbage, ikke regnes ham til 
Last; man maa ikke ødelægge hans Hus, ikke dræbe hans Hustru 


" Art. IX. læses L. 23. 

” Art. X. læses L. 23—24. 
? Art. XI. læses L. 25. 

" L. 27—30. 


584 


og Børn, ikke myrde hans Moder, ikke slaa ham paa Øie, Mund 
eller Fod, og ingen retslig Anklage maa reises imod ham." 
Endnu meddeles der i Aktstykket, hvad man kunde kalde 
Underskriften paa det fra Khetta komne Aktstykke; det bestod i 
Billedet af Guden Set (Baal), som omfavner Kongen af Khetta, 


"og udenom hvilket man læste en Indskrift, der var meddelt i det 


ægyptiske Aktstykke, men hvoraf kun Begyndelsen er bevaret", 
Gangen i Traktaten er følgende: Først udtrykkes Bestem- 
melsen om en evigtvarende Fred og Forbund imellem de to Magter 
(Art. I.), hvortil føjes den negative Bestemmelse, at Ingen maatte 
gjøre Indfald i den Andens Land (Art. II.), hvorpaa i Alminde- 
lighed de tidligere Traktaters Bestemmelser bekræftes (Art. IIL). 
— Derefter udføres Forbunds - Bestemmelserne om den gjensidige 
Understøttelse i Tilfælde af Angreb eller Oprør i fire Artikler, 
først for Ægyptens Vedkommende (Art. IV. og V.), derpaa for 
Khetta's Vedkommende (Art. VI. og VIL). Hertil slutter sig endnu 
fire andre Artikler, der forbyde de to Magter at modtage hinandens 
Flygtninge og Haandværkere, der skulle tilbagesendes. De to 
første Artikler angaa Ægyptens Flygtninge (Art. VIII.) og Haand- 
værkere (Art. IX.), de to sidste, der ere ganske reciproke, Khettas 
Flygtninge (Art. X.) og Haandværkere (Art. XI). De to senere 


" tilføjede Artikler anbefalede Mildhed imod de Udleverede. 


Khetiternes 
Forhold til 
Ægypten i den 
anden Halvdel 
Rameses Il.'s 
Regjering. 


Rameses ægtede enten ved denne Leilighed eller først senere, 
maaske ved en Fornyelse af Traktaten, — thi denne har formo- 
dentlig neppe været af betydelig længere Varighed end de fore- 
gaaende Fredstraktater —, en Datter af Khetta'ernes Konge. Hun 
er afbildet i Abusimbel med sin Fader og flere Personer af Ra- 
meses II's Familie?, En Indskrift ved Siden af Billedet inde- 
holder en Dato fra Rameses' 34te Regjeringsaar, til. hvilket Aar 
Afbildningen formodentlig henhører. Forøvrigt udbrød der næste 


1! Se Linie 36—37. ' 
2 Lepsius, Denkmåler II, 195 a. 8Slgn. Brugsch, Geographishe Inschriften 
II, 8. 24. I Champollions Notices manuscrites omtales Billedet ikke. 


585 


Aar en Krig imellem Syrien og Ægypterne!, hvilke Sidste bl. A. 
"erobrede? en By DEN khibu, maaske det Khoba, mam, der laa 


noget Nord for Damask, men deraf følger jo ingenlunde, at Khe- 
titerne have blandet sig i denne Strid; det Hele kan jo gjerne 
have indskrænket sig til et Oprør i KAzbu, uden at andre Dele- 
af Syrien berørtes deraf eller Khetta'erne bekymrede sig derom. 

I Virkeligheden forekommer det os ogsaa meget sandsynligt, 
at Khetiterne ved Fredstraktaten har givet Ægypterne ganske frie 
Hænder og have tilladt dem at betragte de Syd for Khetta-Landet 
liggende Strækninger som Dele af Ægypten. I det Mindste er 
er der ingen Grund til at antage, at Khetiterne betragtede disse 
Egne som Dele af deres Land ". 


Alligevel synes det, som om Rameses Il. i Slutningen af sin monarens Reise 
Regjering har opgivet sit Herredømme over Kanaans Land, alene 'HAnSaR: 
med Undtagelse af den allersydligste Del af Landet, hvilke Stræk- 
ninger, tilligemed Oaserne i den Syd derfor liggende sinaitiske 
Ørken, Ægypterne synes at have beholdt som en Art Forpost- 
territorium. I det Mindste finde vi i det interessante Aktstykke, 
som man kalder Moharens Reise i Palaistine&, ingen Hentydning til, 
at der nogetsteds i Kanaans Land eller Mellemsyrien fandtes ægyp- 
tiske Embedsmænd eller ægyptiske Tropper, ligesom det intetsteds 
antydes, at Landets Befolkning paa den Tid, da Moharen reiste i 
Landet, anerkjendte Pharaonerne for Overherrer over Kanaans 
Land. Tvertimod lader Alt formode, at Kanaan var frit, og 
at saavel Beboerne af Stæderne som de vandrende Stammer, der 


eee se mr 


! Lepsius, Denkmåler III, 194. 

? Brugsch, Geogr. Inschr. 1I, 8. 79. 

7? Gen. 14, 15. 

" I Fredstraktaten tales der kun om Ægyptens Land og Khettas Land; 
men Ægypternes Land havde jo i mere end et Aarhundrede /aktisk 
strakt sig til Khettas Sydgrændse. 

> Se ovenfor 8. 196—197. 


586 


fandtes midt i Landet, vare ganske uafhængige af fremmede 
Magter. 

Vi skulle nu meddele en Oversættelse af de vigtigste Afsnit 
af dette ægyptiske Aktstykke, der danner sidste Del! af et i Mo- 
harens Levetid affattet Skrift, som man kan betragte som en Art 
Levnetsbeskrivelse af Moharen selv?: 

»Dit Brev? er fuldt af Huller" og er helt overlæsset med 
Ord af vid Betydning. Se det er rigtignok en Fordel for dem, 
der skal faa Noget ud af det! Det er en Byrde, som Du forsætlig 
har læsset paa [mig]. ,.Jeg er en Skriver?; en Mohar"" — siger 
Du igjen. Lad os lade det Ord staa ved Kraft! 

»Lad os drage afsted!« | 

»Du har undersøgt Forspandet; Dine Heste ere hurtige som 
Shakaler, deres Øine ere som en Ild. De ligne en Uveirsstorm, 
naar den bryder løs. Du tager Tømmerne, Du griber Buen. Vi 
beundre Din Haands Gjerninger. Jeg sender Dig tilbage Billedet 
af en Mohar, jeg lader Dig kjende hans Bedrifter". 

Det følgende Afsnit, som indeholder flere Egennavne, ville vi 
meddele i Grundtext med ordret Oversættelse: 


! Beskrivelsen af Moharens Reise begynder i den tredie Linie af den 
attende Side af Papyrus Anastasi I, (Select Papyrus pl. LI 1. 3). Om 
denne Papyrus og dens Indhold se ovenfor 8. 196—197. 

2 8lgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 73, hvor han gjer opmærksom 
paa, at Sullys Memoirer, der ere udgivne under Titlen Æconomies 
royales, ere anlagte paa samme Maade som nærværende Skrift: 
Sullys Sekretær fortælle ham nemlig i disse Optegnelær Begiven- 
hederne i hans eget Liv, som han dog selv maatte kjende bedre 
end nogen Anden. 

3 Man ser heraf og af flere andre Steder, at Forfatteren af Skriftet 
modtog Breve fra Moharen, og at han paa disse byggede sin Beskri- 
velse af hans Reise. 

«£ Her menes vel: Spring i Fortælling og Tanke. 

5. Ubestemte Udtryk; ordret: store Ord. Andre Steder klager Forfatteren 
over, at Moharens Udtryk ere saa vanskelige at forstaa, og at der i 
hans Stil forekom mange fremmede Udtryk. I Virkeligheden finder 
man ogsaa mange syro-arabiske Ord i Skriftet, og sandsynligvis har 
der været mange flere i Moharens Breve. 

s Om dette Udtryk se nedenfor Kap. VII, $ 77. 


587 


Jo ædzar FOF " 89 då 
bu?  shem (EJ) -k(x)'r(t) ta (w0) n (Mm) khetta (=3) 
»Mon ikke gaaet Duer til Landet  Khettat? 


I Se mm — SR 


bu putera — k (X) la (0) n (mM) aup 
Mon ikke set Du har Landet  Aup?? 


ARGUJS FE == AS. 


khatuma (2") bu rekh (DUI) -k (X) kaa (6&)-f(4) 
Khadom, sikke skulde Du kjende Naturen der? 


Måasux AJ I MM le, 


ikatai (757)? m-matt su maa akh(&.U)) 
Ikati ligesaa, det (er) som hvad? 


! Naar et her anfert ægyptisk Ord endnu findes i Koptisk, er den kop- 
tiske Form tilføjet i almindelige Klammer; hvor kun Stammen findes 
i Koptisk, er denne tilsat i retvinklede Klammer. Ordet du (,ikke") 
findes vel ikke i Koptisk, men er bevaret i Sammensætningen 


ELVTTA , se Brugsch Hierogl. Demot. Worterbuch S. 368—369. 


? Tegnet a (1) er her, som oftere, ganske overfledigt, hvorfor vi ikke 

have gjengivet det i Omskriften. 

I det senere Sprog (Koptisk) feies Personmærkerne ikke til Udsagns- 

ordene selv, men til Hjælpeordet er. 

£ Om dette Land se nedenfor $ 53; slgn. ogsaa ovenfor S. 553. Da 
Meddelelserne om Moharens Reise begynde i Nordsyrien og derfra 
gaa sydpaa, kan der være nogen Grund til at antage, at Moharen 
var gaaet til Skibs fra Ægypten til Nordsyriens Kyst. 

5. Hvor dette Landskab har ligget, kan ikke afgjeres, omendskjendt det 
oftere omtales i ægyptiske Aktstykker. Efter al Sandsynlighed - laa 
det dog i det nordostligste Syrien. Slgn., om Landet Aup, Chabas, 
Voyage dun Égyptien S. 97 og 112. 

£ Ubekjendt. 

7 Ubekjendt Sted, formodentlig i Nordsyrien. 


588 


IATA KH) 


på (ITe) zar (=v) n (1) sestesu 
Klippen Sesostris's! 
ankh (unD) uza (DVX8) sneb 
Liv! Kraft! Sundhed ?, 


(d. e. Hil være ham) 


mm … ll — SS JIda 

pa (TUE) tema ("Treet) n (14) khelibu (3211 
Byen Khalybon (Haleb2) 

ij hd rf sele 


(som er) i dens | Nærhed; 


Ak BE tl | 
pai-f (TVEQ|) khet (&3-t) "— Maa akh (&.GJ) 


Dens Flod (Vadested?) — som hvad (er den)?" 


! Hvad der her menes ved Sesostris Klippe, er ubekjendt; maaske havde 


man benævnet det Sted, hvor han gav Preve paa saameget Mod (se 
ovenfor 8. 562 ff.), saaledes. Om Rameses II.'s Tilnavn Sesostris se neden- 


for Kap. VI &$ 65. 


? Disse tre Ord sættes næsten altid efter den regjerende Konges Navn, 
men det kan i hei Grad betvivles, om man har udtalt dem, naar 
man læste op. Vi ville derfor heller ikke oversætte dem, hvor de i 


det Følgende forekomme. 
2 Om Khabylon (Aleppo, Haleb), se nedenfor $ 58. 


$ Om dette Ord se Chabas, Voyage dun Egyptien S. 102—103, og Brugsch 
Hierogl. Demot. Wårterbuch S. 682 hvor han udleder den første Del af 


Ordet af det koptiske LRETETT. 


589 


r»Har Du ikke foretaget! en Udflugt til 


ES egtl en lav 


Kedesh (w"7)? Tubakht (m=2)?"? 
»Er Du ikke gaaet til Shasu'erne" (Beduinerne) med Bedæk- 
ning af Stridsmænd? Har Du ikke fulgt Veien til 


BST RG T ha 


Pa-maga-r 
Landet Magar (73%, eller Magal, 539)?" 5 
»Himlen der er formørket om Dagen, thi den er tæt bevokset 
med Cypresser, Ege og Cedre?, som naa op til Himlen. Der er 
mange Løver, Ulve, Hyener, som Shasu'erne (Beduinerne) fange i 
Faldgruber paa alle Kanter. Er Du ikke steget op paa Bjerget 


mA NANG 


Sha - va?" 
»Har Du ikke maattet gaa med Din Armee trykkede fast op 
imod Bagsiden af Din Vogn, naar Svinglerne, hvormed Hestene 
trak, vare sprungne? O kom dog til 


US, he 


bar - ta7". 





7? Se Papyrus Anastasi I, S. 19 L. 1 ff. (Select Papyrus pl. LI 1. 1); 
sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 107 ff. 

? Om Kadesh en i Datiden bekjendt By ved Orontes, se nedenfor & 56; 
sign. ogsaa ovenfor S. 526. 

3 Se nedenfor & 53. Se ogsaa ovenfor S. 527, hvor Ordet var skrevet 

med nogle andre Tegn. 

Se ovenfor 8. 551. 

5. Formodentlig Landskabet Afakras, der omtales af Strabon, Geogr. 
XVI, 1, 17 p. 755 Ald. (p. 1095 C.). Det indbefattede efter Chabas 
Voyage d'un Égyptien S. 126—127, Kyststrækningen langs Middel- 
havet Nord for Phoinikien. 

' Om Navnene paa disse Træer se Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 

119—122, 

Hvad By der her menes, er det vanskeligt at bestemme; se Chabas, 

Voyage d'un Égyptien S. 130. Byen har formodentlig ligget paa en 


== 


590 


Du skynder Dig for at komme derop; Du gaar over dets 
Vadested. Du ser, hvad en Mohar faar at føle. Din Vogn ligger 
tungt påa Din Haand". Dine Kræfter udtømmes. Du kommer 
tilbage om Aftenen?; alle Dine Lemmer ere, som vare de mer- 
bankede; Dine Ben, som vare de knuste. Du sover ind dødstræt; 
Du vaagner op. Det? er Timen, da den uhyggelige Nat begynder. 
Du ér ganske ene. Kommer der ikke en Tyv for at stjæle de 
Ting, som Du har lagt tilside? Han gaar ind i Stalden; Hestene 
komme i Bevægelse. Tyven fjerner sig i Natten, bærende Dine 
Klæder med sig. Din Tjener vaagner om Natten. Han be- 
mærker. hvad Tyven har gjort; han tager hvad der er tilbage og 
blander sig imellem slette Mennesker og imellem Høvdinger over 
Shasu (Beduinere); han gjør sig til en (fuldstændig) Asiater. 
Fjenden kommer for at plyndre; han finder kun Stumper. Du 
vaagner. Træffer Du ham ikke ilende skyndsomt bort, bærende Dit 
Tøi med sig? Du bliver en Mohar, som passer paa, og hvis Øre 
bestandig lytter méd Opmærksomhed "+, 

Jeg beskriver Dig? ogsaa den anden hellige By 


CNN 
Gabuna eller Gabulat (531) 
Gubal er dens Navn”. Hvordan er den? Om dens Gudinde — 
en anden Gang$, 


Udløber fra Libanon eller Antilibanon ved en Flod (med ét Vadested?) 
tæt ved Byen. 

! Moharen maa skyde bag paa Vognen, hvor det gaar opad Bakke, og 

han maa holde igjen, naar det gaar altfor steilt nedad. 

Formodentlig efter en Udflugt, som ikke nærmere er omtalt. 

Papyrus Anastasi no. I, S. 20 L. 1 (Select Papyrus pl. LIII, 1. 1). 

Egentlig: Du er fuld af Dit Øre, 

Papyrus Anastasi I, S. 20 L. 7 ff. Det Følgende handler om Mo- 

harens Reise i Phoinikien. 

& Det syro-arabiske > gjengives undertiden ved et » i egyptiske 
Omskrifter. 

7 Sign. Chabas, Voyage dun Égyptien S. 156— 159.- Om Gubal se 
nedenfor $ 55. 

8 Det ægyptiske Ord er Ka-sepi, der mærkeligt nok indeholder det 


' 


591 


»Er Du ikke naaet dertil? Kom dog til Byerne 


JM VER ho AES 


baruta (1773) ziduna (7773) zariputa ("DNX) 
Beirut, Sidon og Sarepta!, 
Floden (Vadestedet over?) Nazana?, hvor er den? (Byen) 


195 lo 


au t u 


Avatha, hvorledes er den? Den ligger nær ved en anden Stad 


ved Havet 
=> 
KNEE 


zar (nx)! 
Tyros — Havnen er dens Navn. Vandet føres dertil i Baade, 
Den er mere rig paa Fiske end paa Sand. 
Jeg vil endnu tale til Dig om to andre smaa Afsnit. Indtoget i i 


INNER 


Zar-au? 
og det Bud, Du gav: Man give den til Pris for Ilden8! (?) Det 
er en meget ubehagelig Ting at være Mohar! 


samme Rodord som Kassiopeia, men derfor ter man dog ingenlunde 
her se en Hentydning til denne Gudindes Navn. 

' Om disse -tre Byer, se nedenfor $ 55. 

?. Hvilken Flod her menes, er det ikke muligt at bestemme neiagtig. For- 
modentlig tænkes der paa Leontes (Nahr-el Kasmieh) eller Nahr- 
Heisarani; se Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 165. 

? Se ovenfor 8. 55E. 

+ Se nedenfor $ 55. 

5 Sign. Jos. Arch. Jud. IX, 14, 2, hvor Iosepos fortæller efter Menandros, 
at Indbyggerne i Tyros under Byens Beleiring af Assyrerne bleve 
hindrede i at hente Drikkevand paa Kysten. Siden gravedes der 
Brende paa Øen. 

' Slgn. Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 170—171. 

7 Her menes formodentlig en af de Forstæder til Tyros, som laa paa 
Fastlandet ligeoverfor Øen. 

" Meningen af dette er uklar. 








592 


»Kom!! Bring mig paa Vei til 


KA S8594 


Pakaikna? til Aksapu (nwan)3. 
d. e. Aksiph, hvor er Veien dertil? I Omkredsen af Byen. Kom 
dog til Bjerget 


"4 10——> 
. Ea 
user! i 
User; dets Top, hvorledes er den? Hvor er Bjerget 


Uh ha 


- ma?& 


Hvem kunde gjøre sig va Hene over det? Hvad Vei er Mo- 


haren gaaet til 
IKT A 


Hazor (nm)? 
Hazor? Dens Flod (Vadested?), hvorledes er den?” Lad mig gaa til 


1 Papyrus Anastasi 8. 21 L. 4 ff. I det Følgende se vi Moharen reise 
over den sydlige Del af Libanon over imod den evre Jordandal og 
Egnene Nord for Genesareth Sø. 

2 Chabas mener, at vi her have en Feilskrift fra Pa-kanana; (se hans 

. Voyage d'un Égyptien S. 179). 

2 Byen omtales Josva 11, 1 og 1 Krøn. 6, 74. Man seger den under- 
tiden ved Ksaf paa venstre Bred af Leontes, hver der findes nogle 
Ruiner; se Chabas, Voyage d'un Egyptien S. 180. Man kunde forevrigt 
ogsaa tænke paa Byen m=o79R Akziba, Ekdippa, en af Phoinikernes 
Stæder; men den synes ikke at ligge paa Moharens Vei, da han for- 
modentlig er drejet af fra Kysten Nord for Ekdippa. S&lgn. ovenfor 
S. 532, hvor vi ligeledes have maattet vakle mellem disse to Byer. 

+. Formodentlig en Bjergtop i den sydlige Del af Libanon. 

3 Et ubekjendt Bjerg i samme Egn. 

£ Ikama synes efter denne Beskrivelse at have været en paa alle Sider 
vanskeligt utilgængelig Bjergtop. Et Bjerg af denne Art er Tabor. 

7. Denne By omtales allerede af Thotmess I1l1I. iblandt hans syriske Er- 
obringer, se ovenfor S. 530. Slgn. ogsaa Chabas, Voyage d'un Égyp- 
tien 8. 184. 

8 Man ser heraf, at Hazor laa ved en Flod. 


593 


INIRNNS Ai an, Ad 


Ha-ma-tha (an, Hamath)!  Takara Takar-aar? 
det Sted, hvor alle Moharer mødes. Kom dog paa den Vei, som 
fører dertil! Lad mig se 
) == 
ft aa! 


Hvis man har været i Færd med at gaa til Mertamim 


=> WNN so 


Mer Tamitmå 


Hvad var det da? Unddrag os ei Dine Erfaringer, men lad os 
lære dem at kjende"! 


»Jeg vil nu tale til Dig om andre Byer end de foregaaende: 


bække + == — VA 


bu shem (Gt) —k (X) Fr (€) ta (w0) n (11) takhis. 


Mon ikke gaaet Du er til Landet Fakhis?é 
<a Xnm TT> FR [smmme] 
Nx ax in i JON 
kafr — marbune 
(Til) Kafr—Marlon” . (og til) Tamnae? 


Samme By omtales under Thotmess III., se ovenfor S. 580. 

Efter Chabas, Voyage dun Egyptien 8. 187, skulde vi her have det 

Sted, som Iosepos kalder Tagsyéas, se Jos., Arch. Jud. XIV, 7, 3 XX, 

8, 4; Bell. Jud, II, 20, 6, 0. s. v.; hvilken By uden Tvivl laa ved 

Bredden af Genesareth-Se. 8lgn. dog nedenfor $. 596, hvor der om- 

tales en anden By, der ligesaa vel kan jevnferes med Tarikheai. 

Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 1. c. 

Slutningen af Ordet er sandsynligvis edelagt. Efter Chabas er der 

bortfaldet et ro i Enden af Ordet; se Voyage dun EÉgyptien S. 188. 

Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 189—190, læser Matamim. Hvor 

Stedet har ligget, kan vanskeligt afgjeres. 

s Om Takhis se ovenfor 8. 548. 

Steder, der begynde med Kafr, ere hyppige i alle syro-arabiske Lande. 

Slgn. Chabas, Voyage &un Égyptien 8. 195. 

At her skulde menes Byen Tamna ved Jaffa, er lidet sandsynligt. 
38 


594 


(=x  Fbæn, — ål 


kedesh tepur (=pr) aza1 (”XN) 
Kadesh ”, Tepor (Tebar)”, AzaiP 


mr AA le ho 
har (7) — nemmata (182) 
Bjerget Nemmata?? 


JY Se = A-ll ZIbls 


bu putera — k (X) karta (nmp) - anebu (339) 


Mon ikke set Du har Kirjat  Enab' 





Nm JS )IFPRKS 
m ti (T) bata (73) - tupar (npr) 
ved Beth-Tuphar?? 


JS £ > 1-5" R aA 
bu rekh (pu YIN) -& (X) adulima (gr) 
Mon ikke Du kjender Adullam É? 


— —… 7 


Formodentlig fandtes der flere Byer af dette Navn i Kanaan. Om 
Tamna, se nedenfor $ 52 og $ 57. 

:  Kadesh er her uden Tvivl Byen Kadesh ved Merom-Seen; se oven- 
for S. 526. 

2: Om her menes det beremte Tabor, er tvivlsomt. 

32 Azai og Harnemmata ere ubekjendte. I Juda laa en By =79), men 
paa denne tænkes neppe her, da Moharen ikke endnu har naaet 
Juda Stammes Enemærker. 

+ Kirjat Enab er ubekjendt; men Stæder, hvis Navne vare sammensatte 
med Kirjat momp, vare ikke ualmindelige i Kanaan. 

8 Stedet er ubekjendt, men Navnet har et ganske hebraisk (kanaanitisk) 
Udseende. 

$ Adullam var en kanaanitisk Kongestad (Josva 12, 15 og 15, 35) og 
altsaa en vigtig By. Det hieroglyphiske Ord kan forevrigt ogsaa 
læses adurima og betegne Adoraim, men denne By havde ingen vi- 


595 


mund ku MISS 


Zedphet (Safet?) ig orrisP 


bu rekh (purggy) -k (X) ren (pan) n (14) khanuriza? 


Ikke skulde Du kjende Navnet paa Khanuriza, 
am AN mm SR 
ni (mt) m la (w0) n (fr) i aup 
som er i Landet Aup”?? 


U oOo ; ad 
— SÅ NØEELESEENE 
ka her (ES) taush("gU0) "+ (4) 2 (TE) man €) 
en Tyr (er) paa Landemærket dets? — Stedet, 


SX (MINI RR 8  = 
maa seki -u n (fV) per kabu-u (SB O1) ne (mu 6 1) 
man ser Kampe imellem de Tappre, alle", 


Re HH AI hud 


meti (280UYT) mai r (E) på (ITE) . . za n (f1) sina (;72) 
Kom (?) da til Billedet af  Sion!é 





dere Betydning i ældre Dage og nævnes forst i Krenikernes Bøger. 
Begge Byer indtoges forevrigt af Sisak; se nedenfor Kap. X $ 94. 
12 Man kunde maaske med Chabas, Voyage d'un Éyyptien 8. 201—202, 
tænke paa mmm med Tilnavn 77337, Siseras By, Dom, 4, 2, 18 og 16. 
8e ovenfor 8. 587. 
Hvad der her tænkes paa, er vanskeligt at afgjere. 
Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 200—201. 
At her skulde tænkes paa Sion, er meget tvivlsomt. Langt snarere 
have vi her en Bjergtop i Galilaia. 


aa mm åd mM 


596 


. æ& E TT Ib 
Ti (T) -k(X) rekhi (DUIGJT) rehubu (317) 


Giv Du mig at kjende Rehob!" 


Se ett SME mt Ta lm 


.… au kua batt shaar (Rå eller: shaan, WND) 


Gjengiv mig Beth - Shean? 
MET RTR T A her 
hena (CSV) | Tar - ka - aar 
og Tarkaar ?, 


aa WWW I NNNN > ms www 
ØS ax vw | il ege N lo 
på (ITE) khet ( &2"T1) n (14) jurduna (177) 
Floden (Vadestedet over?) Jordan ?, 


mm —— 


1! Der var flere Byer i Kanaan af dette Navn; en eller maaske to laa i 
det nordligste Kanaan i Assers Stamme, se Num. 13, 21; Josva 19, 
28—30; og fire romerske Mile fra Skythopolis laa en By Powf, som 
sandsynligvis er den her nævnte By. 

2 Vi have her uden Tvivl Israeliternes Beth-Sean (Josva 17, 11; Domr. 
1, 27; 1 Sam. 31, 10 ff.), det nuværende Beisan, de Gamles Skythopolis. 

3 Chabas mener, at Skriveren her har ombyttet to Tegn, og at Stedets 
Navn er Kirjath-El (Voyage dun Égyptien $. 205). Men efter vor 
Mening kunde Skrivemaaden dog være rigtig, og vi kunde her have 
enten det ovenfor (8. 593 Anmk 2) omtalte Zarikheas eller et andet 
ellers ikke bekjendt Sted i Galilaia. 

4 At vi her have Jordans Flod, kan ikke være undergivet nøgen Tvivl. 
Skrivemaaden i den ægyptiske Text stemmer neie overens med den 
hebraiske Skrivemaade. Med Hensyn til Vadestederne over Jordan, 
bemærker Chabas (Voyage dun EÉgyptien 8. 206), at Robinson paa sin 
Udflugt tilTabakah Fahil (Pella) fandt flere Vadesteder over Jordan. 
Disse maa netop have ligget i den Egn, hvor Moharen kom over denne 
Flod. Der var saaledes tre Vadesteder, der laa tæt ved hinanden. 
Se Zeitschrift der Deutsch. Morgenl. Gesellschaft VII, 8. 61 (1858). 


597 


INldse MU le 
au [KUFTE] (4) — mas — at (Aj) 


Overgangen over den, som hvad er den? 


ti("F)-arekki (DU GJ!) -2pa (ITE) 4 n (rv) senn (CErt) 


Giv mig at vide Sagen om Overfarten 
mm —Å] Vw o 
> XA AS lv AW RE NE 
"(E) sesh  mokta (må) nti (ru) her (sv) 7 (7) 
for at komme til Megiddo!, som (er) desforuden". 


»Du er? en Mohar, prøvet i modige Gjerninger. Finder man 
vel en Mohar som Dig til at gaa i Synden for Krigsfolkå, en 
Marina", som er Dig overlegen i at kaste med Pile? Tag Dig 
ivare for Afgrunden ved Skrænten, der gaar to tusind Alen dybt 
nede, og som er fuld af Klipper og Rullesten! Du gjør en 
Omvei, Du griber Buen, Du gjør Jernet? rede ved Din venstre 
Side. Du viser Dig for de tappre Høvdinge. Deres Blik sænker 
sig under Din Haand". 


IS US hh då åre 


abad (732)? ka-ma-=al (53) 
»Slave! Kamelkjød 


! Megiddo var Galilaias gamle Hovedstad, se ovenfor S. 525. 

Papyrus Anastasi I, 8. 23 L. 1. 

Her hentydes formodentlig til nogle af Moharens tidligere Bedrifter, 

som omtales i den første Halvdel af Papyrus'en. 

£ Uden Tvivl et aramaisk Ord, Biform til 8% Herre, der findes Daniel 

7, 42; 5, 23 0. 8. v. 

Dette er en Overdrivelse, thi saadanne Skrænter findes ikke i Kanaan. 

£ Her findes atter et syro-arabisk Ord nemlig barzel, der nøie svarer til 
det hebraiske 57. 

7 Her have vi atter et syro-arabisk Ord, nemlig det hebraiske 3. 
Maaske er dette Ord her intet Hovedord, men et Udsagnsord i Byde- 


598 


NAT. hi 
ma-ha-ru n (4) amu (DTELR) 
(til) Moharen at spise" ! 

Meningen af dette Stykke er let at fatte. Moharen, som Vi 
ovenfor traf ved en Overgang over Jordans Flod i Nærheden af 
Veien til Megiddo, er nu paa Reisen tværs ned igjennem Kanaan; 
thi næste Gang, vi høre noget nærmere om hans Opholdssted, 
nævnes der et Sted, om. hvis Beliggenhed vi ikke kunne være i 
Tvivl, nemlig Jupu, de Gamles Jope, vore Dages Jaffa. Paa 
denne Vei finder han 'vandrende Stammer, hvilke han imponerer 
ved sin martialske Holdning!, og en Høvding for en af disse 
Stammer byder ham ind til sig og lader ham beværte med 
Kamelkjød. i 

Den sidste Omstændighed, at Moharens Vært lod sætte 
Kamelkjød for ham — aabenbart for at hædre ham —, fortjener 
nøie at paaagtes. Efter Moses" Love var det nemlig forbudt Is- 
raeliterne at spise Kamelkjød?. Nu vide vi rigtignok, at de af 
Moses givne Love i mangfoldige Henseender kun bleve lidet over- 
holdte, men paa den anden Side kan det ikke betvivles, at 
der dog var nogle Bestemmelser, som iagttoges, og til disse kan 
man med temmelig megen Sandsynlighed regne Forbudet imod 
at spise Kamelkjød. Kamelen benyttedes nemlig ikke i Ægypten 
og var derfor heller ikke i Brug iblandt Israeliterne før deres 
Udgang under Moses. De vare altsaa ikke fra tidligere Tid vante 
til dette Næringsmiddel, saaledes at Moses' Forbud imod Nydelsen 
af Kamelkjød ikke havde at kæmpe med indgroede Sædvaner. 
Hertil kommer endnu, at Israeliterne efter deres Indvandring i 
Kanaan ingenlunde vare noget Handelsfolk, der foretog lange 
Reiser, saaledes som deres Naboer Araberne. Derfor benyttede de 


form, saaledes at man her, istedetfor Slave, ber oversætte: Gi! 
(egentlig Betjen!). 

1 Slgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 218. 

2 Levit, 11, 4; Deut. 14, 7. 


599 


sig heller ikke stort af Kameler!, og der var derfor ingen videre 
Anledning for dem til at spise Kjedet af dette Dyr. 

Naar vi nu dernæst betænke, at Arabere og andre ikke-israe- 
litiske Folk af syro-arabisk Æt satte stor Pris paa Kamelkjød ?, 
saa bliver det i højeste Grad sandsynligt, at den Stamme, som 
Moharen her besøgte i Midten af Kanaans Land, ikke bestod af 
Ieraeliter. Dette udelukker jo ganske vist ikke Muligheden af. 
at disse allerede vare indvandrede i Kanaan før Moharens Tid, 
— thi som bekjendt blev der efter Kanaans Erobring ved Josva 
i flere Egne mange Kanaaniter tilbage i Landet; men naar vi 
lægge Mærke til, at den ægyptiske Forfatter aabenbart staar i den 
Formening, at Kanaans Folk paa hans Tid t Reglen ansaa Kamel- 
kjed for et særligt udmærket Næringsmiddel, og naar man derhos 
i vort Aktstykke ellers forgjæves søger Spor af, at der paa 
Moharens Tid fandtes Israeliter i Kanaan, saa bliver det kun lidet 
sandsynligt, at disse havde taget Landet i Besiddelse før Moharens 
Dage?; og som vi nedenfor skulle se, er der virkeligt fiere og 
det vægtige Grunde, som — ganske i Samklang hermed — henvise 
Israeliternes Udvandring af Ægyptens Land til Tiden efter Mo- 
harens Reise i Syrien". 

Efter disse Bemærkninger vende vi tilbage til vort Aktstykke, 
hvor vi, umiddelbart efter den kanaanitiske Høvdings Bud at sætte 
Kamelkjød for Moharen, læse følgende Meddelelser? : 

»Du skaffer Dig et Navn som Mohar, den første af Ægyptens 
Høvedsmænd. Dit Navn bliver som Fyrsten af Aser?, Ka- 


! Kameler nævnes kun i de alleryngste Beger som Husdyr hos Israeli- 
terne, saaledes i 1 Arøn. 27, 30 og Esras 2, 23. Det ferste Sted 
(hvor der tales om Davids Tjenere) siges det, at hans Kameler stode 
under en Ismaelit; altsaa gave Israeliterne selv sig ikke af med 
Kamelavl, siden Opsigten over Kongens Kameler betroedes en Fremmed. 
Diod. JI, 54; sign. III, 43; Aristot., De anim. VI, 26. 

Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 220—221. 

Se nedenfor S. 623 fr. 

Papyrus Anastasi I, S. 23 L. 4. 

Navnet aser findes ovenfor 8. 557 meddelt med hieroglyphiske Skrifttegn. 


600 


zarti's!, da han mødte Hyenerne i Skoven (etsteds) i de Strækninger, 
som Shasu'erne (Beduinerne), skjulte under Træerne, gjøre usikkre. 
De? maale fire Alen fra Suuden til Hælen; vilde ere de, ikke er 
deres Hjerte fromt, og de høre ikke paa Kjærtegn". 

»Du er ene, ingen Fører er med Dig, ingen Bedækning 
følger efter Dig. Møder Du ikke Marmar?? Han lader Dig gaa 
forbi. Du har at bestemme, hvor Du skal gaa, og Du kjender 
ikke Veien. Ængstelse griber Dig. Dine Heste blive sky. Dit 
Liv er i Din Haand. Din Vei er fuld af Klipper og Rullesten. 
Det er ikke en Vei at befare. Veien er overvokset med Stik- 
palmer, Nopalbuske, Aloer og Ulvehundesko-Buske". Paa den 
ene Side er Afgrunden, paa den anden Side hæver sig Bjergets 
lodrette Væg. Du maa frem, idet Du gaar nedad. Din Vogn 
støder imod Vægen. Dine Heste blive forfærdede for Stødet; men 
da de beholde Hammelen&, imedens Forbindelsesstykket? bliver sid- 
dende fast og kastes (voldsomt) tilbage, saa falder det Hele ned. 
Du maa gaa". 


Om aser er Åssyrien, som Chabas mener, (Voyage d'un Egyptien S. 225 
—226) anse vi for tvivlsomt. 8$Slgn. ovenfor S. 369 Anmk. 2. At 
aser skulde betegne AÅssers Stamme, har ikke mindste Sandsynlighed ; 
aser laa sikkert længere imod Nord-Ogst. 

! Her hentydes til en Fortælling eller et Sagn om en vældig Jæger, 
altsaa et Sagn i Lighed med det israelitiske Sagn om Nimrod 
(Gen. 10, 8—9 slgn. Mika 5, 5). 

2? Nemlig Hyenerne. 

3 Hvad her menes, er det umuligt for os at sige. Sandsynligvis var 
det ligesaa vanskeligt for ægyptiske Læsere som for os at fatte 
Betydningen af dette fremmede Ord, 

«+ Om disse Træers ægyptiske Navne, sign. Chabas, Voyage dun EÉgyptien 
8. 233—234. 

5 Det er vanskeligt at fatte, hvorledes Forfatteren har tænkt sig Sagen. 
Ordret oversat vilde Sætningen lyde .saaledes: Og eftersom det (For- 
spandet) er ladt tilbage (blevet hængende fast ved) Døren af Din Træ- 
haand. 8e nærmere Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 236 —240. 

£ Det Ord, som her findes i Texten, kaushana, er sandsynligvis oprinde- 
ligt et aramaisk Ord 4%9>, men i de Sproglevninger, vi have af 
aramaiske (syriske) Sprog, have vi ikke fundet dette Ord. Om de 
aramaiske Sproglevninger se ovenfor S. 236—243. 


601 


»Hestene knuse Hammelen! [og kaste den] ned ad Stien. 
Der er ikke at tænke paa (at finde) et Middel til at sætte den 
sammen. Mankestolene (?)? ere borte fra deres Plads, thi Hestene 
have følt sig besværede af dem. Du begynder at vakle. ” Himlen 
er ubedækket. Tørsten piner Dig. Fjenden er bag ved Dig. En 
Gysen gjennemfarer Dig. En Busk med spidse Torne staar Dig i 
Veien. Du søger at komme paa den anden Side af den, men 
Hestene blive (alligevel) saarede. I dette Øieblik saa finder Du 
Dig selv liggende udstrakt, og Du ser Din bedrøvelige Stilling". 

I det Følgende? fortælles der om et andet Æventyr, som 
hændtes Moharen i det næste Afsnit af hans Reise, ved Jope, 
hviket Æventyr i flere Henseender minder om hvad der, nogle 
Aarhundreder senere, hændtes Samson næsten paa de samme 
Steder". Vi lade atter den ægyptiske Forfatter selv fortælle: 

»Da Du kom til Jope 

dd em Au 


Ju-pu (197)? 
fandt Da en indhegnet Have, som stod grøn i sin fulde Modenhed'. 
Du gjør en Aabning for at have Frugter at spise. Du finder en 
smuk ung Pige, som vogter Haverne”: hun bliver Din Ledsagerske, 
hun føjer Dine Ønsker?. Man opdager Dig, man forhører Dig. 
Man ser, at Du er en Mohar. Din behagelige Trældoms Baand 


! Texten er her beskadiget, men er uden Tvivl rigtigt blevet restau- 
reret af Chabaa, Voyage dun Égyptien S. 249. 

? Det ægyptiske Ord, vi have oversat saaledes, er Anhelkef, et Ord, der 

ellers ikke forekommer i nogen af de ægyptiske Indskrifter, der ere 

bevarede til vore Dage. 

8. 25 L. 2 fi. 

Dom. 16, 4 ff. 

Papyrus Anastasi S. 25 L. 2. 

Jaffa er endnu den Dag idag omgivet af deilige Haver; sign. For- 

fatterens Reise S. 268. 

Højsangen 1, 5. 

8 En mere ordret Oversættelse vil findes i Chabas, Voyage d'un Egyptien 
S. 254. 


602 


betaler! Du med noget Pynt. Du lægger Dig hver Nat til at 
sove med et Haardækken over Dig. Du hengiver Dig uforsigtig 
til Søvnen. En Tyv tager Din Bue, Din Dolk, Dit Kogger. Dine 
Tømmer blive skaarne over i Mørket og Dine Heste løbe bort?. 
Din Tjener? slaar ind paa en steil Vei. Veien stiger for ham. 
Han brækker Din Vogn i Stykker. Dine Vaaben falde paa 
Jorden, de synke ned i Sandet. Du kan ikke undgaa at bede 
(om Hjælp), men Du kan ikke rigtig udtrykke, hvad Du vil sige: 
»Giv mig Mad og Vand, og jeg vil naa mit Maal i Fred". De 
lade, som vare de døve; de høre ikke, de sige ikke: Jat. 

»Du giver Dig til at befale?: Man gaa til Smedien, man ile 
til Værkstederne! Da kommer der til Dig Arbeidere i Træ og 
Metal og Arbeidere i Læder. De gjøre Alt, hvad Du ønsker. De 
sætte Din Vogn istand og skyde Alt tilside, som ikke mere 
duer; de danne Dig en ny Vognstang; de sætte nye Remme paa 
Hammelen og påa Bagsmækken; de gjør Aaget stærkt, de slaa 
Metalprydelserne paa igjen, de sætte det indlagte Arbeide ind 
igjen; de gjøre et Skaft paa Din Pidsk og gjøre Snerten i Stand&; 
og Du kan da (atter) gaa hurtigt hen at kæmpe paa den farlige 
Post og .øve tappre Gjerninger”7". 

»Mapu?, udmærkede Skriver, Du, som er en Mohar, som 


en mr rer 


1! Man ser af det foregaaende, at man i Jaffa, da man fik at se, at han 
var en Mohar (Turist), ikke lagde ham nogen Hindring i Veien. 

2 Tyven stjæler ogsaa Temmerne; Hestene ter han derimod ikke tage. 

3 Her beskrives et nyt Uheld, efterat Moharen atter har faaet sine Heste. 

4. Moharen, der nu uden Tvivl befinder sig i den sydlige Del af Judas 
Bjergland, kan ikke gjøre sig forstaaelig for Egnens Befolkning. 

5… Hvem han her giver denne Befaling, er ikke klart; maaske hans 
Tjenere, thi Moharen maa i det Mindste paa nogle af sine Farter 
have havt flere Tjenere med sig. 

s… Med Hensyn til Oversættelsen af den Del af Texten, der handler om 
at foretage Istandsættelse af Vognen, henvise vi til Chabas, Voyage 
dun Égyptien 8. 270—274. 

7 Maaske vender Moharen sig imod de Folk, som havde nægtet ham 
Mad og Drikke. 

8 Om Betydningen af dette Ord, se Chabas, Voyage dun ÉEgyptien 
8. 278—279. 


603 


kjender sin Haand, Fører af Naarunas! (x%5, det unge Mandskab), 
Høvedsmand for Zeba (N3x, Hæren)?! Du Udforsker af de fjerneste 
Egne af Landet Pa ...? Du svarer mig slet ikke, Du gjør mig 
intet Regnskab". Kom da, at jeg kan fortælle Dig, hvad der er 
hændet Dig i Slutningen af Din Reise": 


vårt — > KA (IN A 


shaa (8) -a n (14) -k (X) m ta (Ye) a (HY) -t sestesu 
»Jeg begynder for Dig ved Huset  Segostris's '. 


I Als, I KK STRED 


bu tegas — k(M) su m kefau (aura Ge) 
Mon ikke trængt Du er derind med Magt? 


bu am (OT& 2%) — k(X) rimi (påger) 
Mon ikke spist Du har Fiske fra ...P7 





1 Efter Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 277—279, have vi her Ordet 
aarunas og ikke naarunas. 

? Uden Tvivl det kanaanitiske (hebraiske) NyY. 

2 Hvad Ord her har staaet, er det selvfelgelig umuligt at bestemme. 

' Om dette Afsnit af vort Aktstykke, se Chabas, Voyage d'un Égyptien 
S. 277—282. 

sf 8.27 L. 2. 

5 Tilnavn til Rameses II., se nedenfor $ 65. 

7 Efter Lauth, Afoses der Hebråer S. 17 ff., skal det Ord som her mangler 
være Elath, hvad der ingenlunde er usandsynligt, da det nævnes 
umiddelbart nedenfor. Lauth mener endvidere, at der i en Papyrus i 
Leyden hentydes til hvad Moharen her har gjort, men hans Fortolk- 
ning af Stedet er meget tvivlsom. Lauth antager fremdeles, at Mo- 
haren ved at tage dette Bad og spise Fisk har overtraadt et religiest 
Bud, og ser heri et Vidnesbyrd om Fritænkeri hos Moharen, hvoraf 
han ogsaa vil finde Spor paa andre Steder i Papyrus'en. Af den om- 
talte Papyrus i Leyden mener han endvidere at kunne slutte, at Mo- 
harens Navn var Mes eller Meses, og at han ikke var nogen anden 


Ud 


604 


J% (lm ER Kygmes ÅL 


bu ab (046) - k(3x) — m-khennu (220; Er) 8-0 
Mon ikke badet Du har i den? 


hid Nål. Mg => 
mai skka (CA &G) -a n (TV) k (XX) 
0! kom, at beskrive maa jeg Dig 
RÅ AUT. Nm 


huzana (;mXy)  pais (mtcuc) -å khtemu (TER) 


Ezion; dens Fæstning, 
> — 5% 8: NY 
r (€) tennu (Cxun) mar [å 28H |] 
hvor er den? Kom 
om RUS (I 4 SÅ FAN 
r(€) 4(H1)- »(f4) vazi (eller uti) sestesu 
til Stedet for Vazi (Buto)! Sesostris's ? 


AK Sk 2% (=D SM 


m pat-f (mur) nekkt (na0JTt) -u  user-ma-ra 
i hans Seire, Osymandyas?; 


er —————— 


Person end Moses, Israeliternes Anferer og Lovgiver; men uheldigvis 
er de Grunde, Lauth anferer for sin Paastand, ikke meget overbevisende. 

! Denne Gudinde, som Ægypterne betragtede som Gudinde for Norden, 
dyrkedes navnlig i Nedre-Ægypten. 

2? Om dette Navn se nedenfor $ 65; sign. ogsaa ovenfor S, 60. 

3 Se ovenfor $ 6 8. 73; sign. $ 65. 


605 


MAT am KT USeJb<a 
saza .. -aal (SN) hena (1) absakbu (=30S0N) 
(til) Saza .. el og Absakeba?! 


Mag mm ME mee 
S-ze (2t) - n (14) -k (X) ka-a (58) n (14) a (1) inini (77379) 
Skal jeg beskrive Dig Naturen af Ainain (de to Kilder)? 


JS FS RO SS 
bu rekh (DACYS) 2 (XX) — pei-f (TU) — pre 
Mon ikke Du kjender dens Skikke? 
Sl ==) JSSUSÅR, 
na-khat rehu-barta (mm ==) bu putera-k ( K) 8-14 
Nakhai og Rehobrot ?, mon ikke set har Du dem 


| —> a 
Az2Z ålDi= KR AE fe 
m der mes ( 28C) - u-k ( K) på (Itt) maharu s-tennu (Tune) 
siden Fødslen Din? 0 Mohar! (Du) udmærkede! 


"xx U- Mk Mm 2 


ripiki pat-f (mic) stekhi ma-a akh (&UJ) 
Raphia, dens Landevei?, som hvad (er den)? 





" Beliggenheden af disse to Steder kan ikke bestemmes. Sign. Chabas, 
Voyage d'un Égyptien 8. 287—288. Om Sazael, se nedenfor S. 610. 
2 Rehobroth er maaske det fra Isaks Historie bekjendte Rehobroth, se 
Gen. 26, 22. Nyere Reisende have i Stepperne Syd for Kanaan fundet 
et Sted af Navnet RucÅaide; slgn. Robinson, Palæstina I, 8. 324—827. 
2 flgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 291—292, 


606 


St 32 22 — (Sk pÅå 


su her (&1) ari (191) ur ((UHpD) n (11) a(tyur m shem [Æt] 


Den udgjør Længden af en Aur!, naar man gaar 
$ 
> mMå= Mill 
r (€) shaa (8) gazata 
indtil Gaza?", 


Den sidste Del af Moharens Reisebeskrivelse? fortjener en 
særlig Opmærksomhed. Det er nemlig klart, at de Strækninger, 
som han her fortæller at have besøgt, vare langt nærmere knyt- 
tede til Ægypten end de Landskaber, han tidligere var draget 
igjennem, hvilke aabenbart vare ganske uafhængige af Ægypten. 
Flere Steder i de af ham sidst besøgte Landstrækninger ere 
nemlig opkaldte efter den Konge, som herskede i Ægypten paa 
den Tid, han reiste i Asien, nemlig Rameses II. Sesostris, der 
følgelig i længere Tid — maaske endnu imedens Moharen reiste 
i Landet, — maa have haandhævet et vist Herredømme over 
disse Egne. Den Fæstning, som omtales ved Byen Ezion, kan 
neppe være anlagt af Andre end Ægypterne; ja den havde maaske 
endog en ægyptisk Besætning, dengang da Moharen besøgte Byen. 
Hvad forøvrigt Beliggenheden af disse til Ægypten nøiere knyt- 
tede Steder angaar, da kan man intet Øjeblik være i Tvivl om, 
at de, som allerede antydet, kun kunne søges i Stepperne Syd for 
Syrien og henimod Ægypten. Derom vidne Navnene Æzion, 
Raphia og Gaza, der betegne Omkredsen 'af denne syrisk-ægyptiske 
Ørken, og til hvilke vi maaske kunne føje Rehoboth og Elath, der 
tilhørte Midten af Stepperne. 


! Et ægyptisk Længdemaal, maaske det samme, som Hellenisterne kalde 
cgowog. En aur vil i saa Tilfælde omtrent have samme Længde som 
en svensk Mil. 

2 Om Gaza; se nedenfor $ 57. 

32 I Papyrus'en findes der endnu endel Meddelelser, der angaa person- 
lige Forhold; men om hans Reise er der ikke mero Tale, 


607 


Altsaa, med andre Ord, enhver uhildet Lærer af Moharens 
Reise kan ikke nære nogen Tvivl om, at Ægypterne paa Moharens 
Tid endnu beherskede OQaserne i den syrisk-ægyptiske Ørken; ja 
maaske besade de endog de allersydligste Dele af Kanaan; men hvad 
Resten af Syrien angaar, da kan det ligesaalidet betvivles, at det 
var ganske uafhængigt af Ægypten. 

Af forskjellige Antydninger, der gives i Forbigaaende, synes 
det endvidere at fremgaa, at Landet ikke stod i Afhængighed til 
nogen anden fremmed Magt, og navnlig tyder ingensomhelst Om- 
stændighed hen paa, at enten Assyrer eller andre mesopotamiske 
Folk besad noget Overherredømme over nogen Del af Syrien. 

Hele det nordlige Syrien var uden Tvivl endnu, ligesom tid- 
ligere, da den ovenfor meddelte Traktat afsluttedes!, afhængigt af 
Khetiternes Overkonger, der havde deres Kongesæde etsteds i Nord- 
syrien. Om denne Del af Syrien indeholdes der imidlertid kun 
faa Oplysninger i Moharens Retse.  Meddelelserne om Kanaan 
ere derimod mere omfangsrige, og om de end ikke lære os Noget 
om Statsforfatningen og øvrige politiske Forhold i Landet, saa 
indeholde de dog Meget af stor Betydning for os. 

Kanaan var aabenbart ganske fri for Fremmedes Overherre- 
demme?, men det dannede intet Hele, og var derimod opløst i mange 
smaa Samfund. Stæderne styrede selv uden Tvivl deres Anliggender, 
og Indbyggerne i Landdistrikterne, der sikkert for en stor Del 
bestod af vandrende Stammer, adlød ikke Andre end deres egne 
Stammefyrster. Det fremgaar endvidere af Aktstykket, at Be- 
boerne af Stæderne i Reglen besade de nærmest omkring deres 
Byer liggende Strækninger, som de formodentlig dyrkede dels som 
Havejord? dels som Agerland. Men deres Besiddelser strakte sig 
sikkert ikke langt ud i Omegnen; og største Delen af Landet laa 


7 8. 579—585. 

2 Der findes intet Spor af, at Nordsyriens Beherskere,. Khettas Over- 
konger, der dog havde saa stor en Magt i Rameses IL's Dage, have 
besiddet noget Herredemme over Kanaans Land, dengang da Moharen 
reiste i Landet. 

2 Se ovenfor 8. 601. 


608 


uden Tvivl brak for de vandrende Stammer, som man formodentlig 
kunde finde saa at sige i alle Egne af Landet. Uagtet saaledes 
Land og By vare uafhængige af hinanden, synes Forholdet imellem 
Landboerne og Stadbeboerne dog i Reglen at have været ganske 
fredeligt, eftersom de sidste, som vi lære af Moharens Reise, naar 
Frugten modnedes, kunde overlade det til deres Kvinder at vogte 
Haverne, — hvad der neppe kan have været Skik, naar det hørte til 
Dagens Orden, at Landboere kastede sig over Byernes Marker og 
Haver og plyndrede dem. I det Hele findes der i Moharens 
Reise ingen Hentydning til, at der i det egentlige Kanaan, eller 
Landene Vest for Jordan, gaves Røeverbander, som gjorde Reisen 
i disse Egne usikker. Der fandtes rigtignok overalt adskillige 
Personer, som søgte at tilvende sig fremmed Gods, men de vare 
mere at betragte som Tyve end som Røvere og lode sig i Reglen 
nøje med mindre Gjenstande, saaledes at de Reisendes Liv her i 
Reglen ikke var udsat for Fare. 

I Landene Øst for Jordan herskede der derimod aabenbart 
mere Usikkerhed. Der tales om, at Moharen paa en af sine Ud- 
flagter maatte have Bedækning af Bevæbnede, og det synes i det 
Hele, som om Beduinerne i disse Egne i hine fjerne Tider op- 
førte sig ganske paa samme Vis som i vore Dage. Kortsagt, 
Tilstanden i det sydlige Syrien paa Moharens Tid, — det er, som 
vi nedenfor skulle se, henved en Menneskealder før Israeliternes 
Udgang af Ægypten — har efter al Sandsynlighed ikke været 
meget forskjellig fra Tilstanden i disse Egne i vort Aarhundrede?. 


Syrien pan Efter Rameses II. fulgte, som ovenfor meddelt?, i Ægypten 
Pheros' Tid. en Konge, der bar Navnet Mer-n-ptah (Menephtha) og som siden 





1 Se ovenfor 8. 589. 

2 Ægypterne have formodentlig i den Tid, de beherskede Landet, ligesom 
den tyrkiske Regjering i vore Dage, ladet sig neie med at indkræve 
deres Skatter og ikke foretaget Meget til Opretholdelse af Orden 
i Landet, 

3 Se ovenfor 8. 60 ff. og 8. 155— 156 se videre nedenfor Kap. VI, & 66. 
Kongens fulde Navn var Afer-n-ptah Hotep-her-maa, se 8. 615—616. 


609 


antog Navnet Ba-n-ra eller Ba-ra (Pheros). Om denne Konge 
fortælles det hos Herodot, at han ingen Felttog foretog", og i 
Virkeligheden findes der fra denne Konges Tid intet ægyptisk 
Aktstykke, som taler om Felttog til fremmede Lande, eller blot 
om, at han modtog Tributer eller Afgifter fra fremmede Folk. 
Heraf tør man nok slutte, at denne Konge ikke har foretaget større 
Krigstog ll Asien, men hvis han har undladt dette, saa kan man 
være vis paa, at han ikke har besiddet Herredømme over større 
Strækninger af Asien, ja ikke engang af Syrien. Saafremt altsaa 
Pharaonernes tidligere Undersaatter i Asien ikke allerede før Meneph- 
tha's Tid havde afkastet det ægyptiske Aag — hvad vi anse for 
sandsynligt, — saa kan man være vis paa, at det er sket dengang, 
da Ægypten under Menephtha's Regjering oversvømmedes af Libyerne 
og deres Forbundsfæller?, 

Imidlertid er det dog klart, at de allernærmeste Egne af 
Asien, — Qagerne i Ørken og maaske enkelte Strækninger i det 
allersydligste Syrien alene undtagne — endnu i Menephtha's første 
Regjeringsaar befandt sig i Ægypternes Besiddelse. Thi disse Egne 
havde jo en saa svag Befolkning, at det var let for Ægypterne 
med en ringe Styrke at holde dem besatte og tvinge dem, naar 
de havde gjort Oprør; men dette var ikke Tilfældet med de øv- 
rige Dele af Syrien, der kun kunde hævdes ved talrige Garnisoner 
eller hyppigt gjentagne Krigstog. 

Vi have to Aktstykker fra Menephtha's Tid, som have Vigtig- 
hed for Syriens Historie i denne Konges Dage. 

Det ene er en Art Dagbog, som er skrevet med hieratiske 
Skrifttegn, med en temmelig flygtig Haand, paa Bagsiden af nogle 
Blade i Samlingen Papyrus Anastasi III.? i London. Den inde- 
holder vel intet ligefremt Bevis for, at nogen Del af Syrien stod i 
Afhængighed af Ægypten, men den synes dog at vidne om, at den 
ægyptiske Regjering stod i hyppig og regelmæssig Forbindelse med 


] Her. 1, 111. 

2 Se ovenfor &, 518 og nedenfor $ 66. 

3 Om denne Samling, slgn. ovenfor 8. 231; Goodwin, Cambd. Es2.IV, 8. 264. 
39 


610 


de sydligste Dele af Syrien og sendte talrige Breve dertil", hvad 
der jo lader formode, at der her fandtes ægyptiske Embedsmænd; 
men i saa Tilfælde maa jo disse her have havt Noget at bestyre 
for deres Regjering. 

Man læser først paa Bagsiden af Side 8? i denne Papyrus 
følgende Linie, som sandsynligvis hører sammen med Optegnelserne 
paa Bagsiden af de foregaaende Blade?: 

»Åar I, Maaned I af Aarstiden she, Dag 25 (d. eé. den 25de 
Thot), da Man" var i Byen Rameses" ?. 

Paa Bagsiden af Side 5? læses: 

»Afsendelse (?) af Tjeneren Nekhta fra Sazal” til Mer-n-ptah 
Hotep-her-mad's Bekhen8; 

som er ankommen til Zarutuma?, (og) som er paa Veien til 
Khari (Syrien)"?: Breve (ukha) 2; af forskjelligt Indhold (?). 

Delingsføreren (?) Pen-amon: Brev (ukha) 1. Slotsforvalteren 
Rameses her fra Byen: Brev (ukha) 1. 


1! Saafremt Ordet WIR SN ukha (Brev), der saa ofte" forekommer 


i Stykket, her. skulde betyde Leidebrev eller Pas, — saaledes at vort 
Aktstykke var en Pasrevisors Journal, — vilde der ikke være Tale 
om at den ægyptiske Regjering sendte Breve til Syrien; men ifelge 
Sammenhængen synes ukha her ikke at betyde Leidebrev, men Brev 
i Almindelighed, og det bliver følgelig ikke til at nægte, at den 
ægyptiske Regjering endnu under Menephtha afsendte mange Breve 
til Syrien. 

2 Select Papyrus from the British Museum pl. LXXXI, sign. F. J. Lauth: 

Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft XXI, 8. 669—670 (1867). 

Nemlig Bladene Select Papyrus pl. LXXVIII og pl. LXXIX. 

I 'Texten findes Tegnet for Gud. Derved menes Pharao. 

Om Byen Rameses, se nedenfor Kap. VIII & 83. 

Select Papyrus pl. LXXVII verso. Der er ni Linier. 

Dette Sted maa, som Determinativet angiver, have ligget udenfor 

Ægypten. Det er uden Tvivl det samme Sted, der ovenfor S. 604 

nævnes i Moharens Reise. 

8 Slgn. nedenfor Kap. VI, $ 65. 

” Zarutuma maa ogsaa have ligget udenfor Ægypten. 

19 Navnet findes ovenfor S. 521 skrevet med Hieroglypher. 


4 0 ØS mm dt 


611 


Skattebevareren og Byfogden (?) Panui (?) fra Mer-n-ptah 
Hoptep-her-maad's Stad, 

der er i Landskabet pa-aramu (?)!, som er paa Veien til det 
Sted, hvor Man er: Breve (uha) 2 forskjelligt Indhold (?). 

Delingsføreren Pa-ra-m-heb: Brev (ukha) 1. 

Høvedsmanden FPa-ra-m-heb: Brev (ukha) 1. 

Aar III, Maaned II, af Aarstiden shom Dag 25 (d. e. den 25de 
Pakhons) Afsendelsen (?) af Hestfolk — Høvedsmanden An-uvama 
af det store Magazin. 

Ba-ra' Mer-amon's, det Indre (?)". 

Fortsættelsen findes paa Side 6: 

»Aar III, Maaned lII af Aarstiden, skom Dag 26 (d. e. den 26de 
Pakhons) Afsendelsen (?) af Tjeneren hos (?) Baal.... Sen af 
LZapuri (Ziphor) fra Gaza (Cazata)?. 

Som er paa Veien til Khari (Syrien): Breve (ukha) 2 af for- 
skjelligt Indhold (P?). Delingsføreren Shai: Brev (ukha) 1. 

Kongen af Zar (Tyros), Baal-turti-nt-gabu (P)?: Brev (ukha) 1. 

Aar III, Maaned II, af Aarstiden shom Dag 27 (d. e. den 27de 
Pakhons); Ankomst af Anføreren for Leietropperne (?) til Brønden 
Mer-n-ptah Hotep-her-mad's, 

som er paa Heiderne (?) for at gaa til (?) pa-khetem-nti-m- 
zalu (d. e. Pakhtum-n-zalu, Hovedstaden i Nomen Arabia)". 

Aar VII, Maaned III af Aarstiden skom, Dag 28. Afsendelsen 
(?) af Tjeneren Thuti (Thot), Søn af Zakalmau fra Gaza (Gazata?). 

Mal-dutan, Søn af Pa-ma-baal, 

amkhu (?) n.... mes, Søn af .... degar, 

som vil begive sig til det Sted, hvor Man er. Af Delingsføreren 
Shai er bleven bragt: Brev (ukha) 1%. 


Ubekjendt Landskab. 

Se nedenfor 8. 612, hvor Navnet findes skrevet med Hieroglypher. 
Sign. nedenfor $ 55. 

Se nedenfor Kap. VII, $ 78. 

I Texten synes der at være kommet en Streg formeget; der staar 
memlig gakata; men der menes nden Tvivl: gazata. 

' Det er umuligt at læse og gjengive denne Linie neiagtigt. 

39” 


612 


Inden vi forlade dette Aktstykke, maa vi endnn et Øieblik 
dvæle ved en anden Omgstændighed, som i historisk Henseende 
nok kan have Krav paa at paaagtes. 

I Aktstykket! nemlig nævnes der en Mand fra Gaza af Navnet 


IS $ Is lø 


baal Søn af zapurti. 

Begge Navne ere rent kanaanitiske; og der kan derfor neppe 
være nogen Tvivl om, at Baal og Ziphor have været Indfødte fra 
Gaza; Ægyptere have de i ethvert Tilfælde ikke været. Hvad 
Faderens Navn, mm $%, angaar, da nævnes det i Israeliternes 
Skrifter som et Navn, der var i Brug iblandt Indbyggerne i Step- 
perne mellem Ægypten og Syrien”, og man kan vel heraf med 
nogen Sandsynlighed slutte, at Indbyggerne i Gaza paa Menephtha 
Pheros's Tid vare nær beslægtede med Indbyggerne i det nordlige 
Arabien og i Grændselandene imod Syrien, hvoraf atter følger at 
de aabenbart til en anden Stamme hørende Philister ikke endnu 
vare indvandrede i Philistaia, det Land, hvor vi siden træffe dem. 

Navnet Baal, som denne Mand bar, var desuden sikkert langt 
hyppigere hos Kanaaniter og de med dem beslægtede Folk end 
blandt Philisterne, der ikke oprindeligt synes at have været Baals- 
dyrkere?, I Virkeligheden gives der ogsaa flere Aktstykker, som 
vi nedenfor skulle lære at kjende”, af hvilke det paa en temmelig 
utvetydig Maade fremgaar, at Philisterne først nogen Tid efter 
Menephtha's Dage ere indkomne i det Land, hvor vi siden 
finde dem. 

Det andet Aktstykke, fra Menephtha's Tid? som har Vigtig- 





NW 


1! Select Papyrus pl. LXXIX verso I. 1. 

2 Kongen af Moab, Balak, var, efter Num. 22, 2 og 4, Sen af Zipor 

"mx. Moses' Hustru, Reguels (Jethros) Datter, hed ifelge Ærod. 

2, 21; 4, 25 og 18 2, Zipora =—px%, Hunkjøensformen af samme Ord. 

Se nedenfor $ 57. 

Se nedenfor 8. 620—622. 

5 Aktstykket der læses i Papyrus Anastasi VI, 8. 4, L. 13 ff. (Select Pap. 
pl. CXXV— VI), bærer vel en Dato, men uden at den regjerende 


613 


hed for Syriens Historie, er affattet med langt mere Omhygge- 
lighed end det anførte og bestaar ikke, som dette, af en løs hen- 
kastet Optegnelse, der formodentlig kun var bestemt til at læses 
af den, der havde nedskrevet den, men udgjør en formelig Ind- 
beretning fra en ægyptisk Embedsmand ved Navn Ænna!, der op- 
holdt sig i Landet Teku, til Kakabu, hans Foresatte i Ægypten. 

Med Hensyn til Beliggenheden af dette Teku da maa man 
tilstaa, at intet Aktstykke meddeler ganske bestemte Oplysninger 
om, hvor det har ligget”. Imidlertid synes dog Teku efter nærvæ- 
rende Aktstykke aabenbart at maatte søges i Nærheden af Edom; 
men hvor nær det har ligget ved Edom, derom kunne Meningerne 
være delte; ja enkelte. Ægyptologer? have endog antaget, at Teku 
var en Del af Ægypten, og at det indbefattede Egnene omkring 
Krokodillesøen (Birkel-Timsabh). 

I Virkeligheden kan det ikke nægtes, at der i Ægypten fandtes 
en By og et Landskab af Navnet Teku, og paa Grund af det 
ringe Kjendskab, man indtil for kort Tid siden havde til Deltaets 
geographiske Forhold i Oldtiden, var der jo altid en vis Mulighed 
for, at dette 7Teku, Hovedstaden i den ottende neder-ægyptiske 
Nomos, har ligget i disse Egne af Ægypten. 

Hertil maa vi dog bemærke, at Ægypterne selv ved den for- 
skjellige Maade, hvorpaa de skrive Navnet paa de to Landska- 


Konges Navn nævnes. Papyrus Anastasi VI. er samlet under Seti II. 
Menephtha's Efterfelger; men da denne Konges Navn ikke fore- 
kommer i selve Aktstykket, og Menephtha nævnes tre Gange, saa 
antage vi det for det sandsynligste, at Aktstykket er affattet under 
Menephta, under hvem Enna i ethvert Tilfælde har levet. 

7 "Om Enna se ovenfor S. 229 og Goodwin i Cambridge Essays IV, S. 257. 

? I Select Papyrus pl. CXIII (Papyrus Anastasi V, S. 19) fortæller en 
Ægypter, at han forlod en af Kongens Residentsstæder den nævnte 
Dag i Maaneden, og at han kom den tyvende til 7eku, men uheldig- 
vis vide vi ikke, hvilken Residentsstad der menes. Sandsynligvis 
tænkes der dog paa en Provindshovedstad i Nærheden af Ægyptens 
Grændse. Denne Begivenhed foregik under Seti 1I., Menephtha's Sen. 

2 Brugsch, Geographische Inschriften UI, 8. 18—19. 


614 


ber!, aabenbart antyde, at de ikke vilde have dem forvekslede med 
hinanden; og hertil kommer endvidere, at efter de seneste Undersø- 
gelser af Ægypternes geographiske Mindesmærker er det blevet i 
højeste Grad usandsynligt, at den ottende Nomos, Teku, har ligget 
imod Øst. Den maa tvertimod uden Tvivl søges i de vestligere 
Egne af Deltaet?. 

Under disse Omstændigheder bliver der altsaa ingen Sand- 
synlighed for, at det 7Teku, hvor Beduinerne fra Edom under Me- 
nephtha fik Tilladelse til at græsse deres Hjorder, har været en 
Del af Ægypten. Det var uden Tvivl et Landskab i Edoms 
Nærhed, maaske endog i selve Edom, og var formodentlig af 
Ægyptens Konge bleven gjort til Domæne; ja muligvis indbefat- 
tede det endog den bedste Del af Edom, som Ægyptens Konger 
havde beholdt for sig, da de havde taget Landet i Besiddelse. 

Ennas Brev lyder som følger: 


>ll LASTEN 7 


ki (XE) suza (COTZ&) het (GT) 
Noget Andet at fryde Hjertet 


[AN % %G iz 

— Slidt => SS SSL. 
n (4) pat-a (mir) neb (6) ger na-nu (non) . 

min Herres: Ifølge vore  Forskrifter mn 


FF ÅNTNS ESS — ÅL 
sesh na (Mt) ma-ha-ut sha-su (y DC) n ( FM) a-du-ma (370) 
indkomne: Sheikerne for Beduinerne fra Edom 


… FFD ss 
' Detægyptiske Teku benævnes altid — Yo og udrig — Y ls 


hvilken Form derimod anvendes i det meddelte Aktstykke. 
2 Se nedenfor Kap. VII $ 72. 
3 I Edom findes der gode Egne, sign. Robinson, Palæstina III 8. 103. 
+  Aktstykket, der først er bleven fortolket af Chabas, Afélanges égyptolo- 
giques II, (Chalon 1864), er uheldigvis paa mange Steder beskadiget. 


615 


eo Q 
på (TVWE) &htum ((1y zeer)  mer-n-piah PER FREE 
(til) Pa-khtum (d. e. Fæstningen) Menephtha Hotep-her-maa's 


SPhm 7 Å JET ANE 
nt (SUT) teku r (E) na (fVE)  darka-auta (n3%3) 
i Teku-Landet, indtil Dammene 


8 


— ram SED — Ej ET Eba 


n( m) pe(r) tum  mer-n-ptah hotep-her-maa nt (vt) teku 
ved Pe-tum Menephtha Hotep-her-maa's i Teku, 


VWWwWvww mn e e | 
> | T e Å | HE KN SD | 
r(E) sankh (a1rnD)) — nai-u (ADD) aau-u 
for at opholde Livet af deres Hjorder 


NæÆlbSsT mm Hl! 


m pe (IVE) sku [O9,E] « [8181] (9 n (11) per-aa (10) 


paa Domainen, den store af Pharaos, 
< O | km == <O 
I <—> FT 
På (IVE) ra (DE) ner (1041) 1a-ui (80) 165 (mr) 
Solen, den gode for Lande alle 


NV de fif? for 


mrenpe (DDERITE) 8 an (Er) -tu fu (VET) hr her (P) sen n 8 
Aar 8 .— førte paa Rullen derover 


AN 


oe N mm |] 


616 


>= —X Sex: SØ 
r (E) na (Må) fe (KE) ku (CAN) rm (pr) un (11) 
til de andre Navne, påa 
me? mr SK SÅS 
haru (2,DDB) nt (FVT) ses på (TVE) -kåtum ((UTT TER) 
Dagen, da de kom ind (forbi) Pa-khtum (d. e. Fæstningen) 


El) 411 


n (4) mer - n - ptah hotep - her - maa 
Mernephtha - Hotep-her-maa's Hil være ham! 


70 





Syrien opgives Der er sandsynligvis ikke hengaaet nogen lang Tid, efterat 
denne Indberetning var bleven afsendt fra Teku til Ægypten, 
før Ægypterne have kaldt deres Tropper tilbage, saavel fra Edom 
som fra deres øvrige asiatiske Besiddelser. 

Ægyptens Vestgrændse truedes nemlig, som alt omtalt?, i 
disse Aar af Libyerne og deres Forbundsfæller fra Landene hin- 
sides Middelhavet, Efter nogen Tids Forløb trængte disse Fjender 
endog seirende ind i Landet, men de droge ikke bort igjen med 
deres Bytte: de syntes tvertimod at have havt til Hensigt at tage 
Bolig for bestandig i Ægypten, thi flere af dem havde medtaget 
deres Hustruer og Børn?. 

Det var altsaa klart, at Folkets hele Tilværelse stod paa Spil; 
thi naar det ikke snart lykkedes Ægypterne at drive Fjenden ud 
af deres Fædreland, vilde der let efterhaanden komme saa talrige 
Skarer ind i Landet, at Ægypterne for Fremtiden maatte opgive 
alt Haab om at forjage Fjenderne og gjenvinde Friheden: de maatte 


12: Se ovenfor 8. 58. 
2 Dtimichen, Historische Inschriften pl. 2 1. 14; se nærmere nedenfor Kap. 
VI, $ 66. 


617 


da være tilfredse med at leve som Livegne eller Slaver hos deres 
Fædrelands nye Herrer. Det kom altsaa for Ægypterne fremfor 
Ålt an paa at faa samlet en Hær, der var Libyerne og deres 
Forbundsfæller fuldt overlegen, og det kunde derfor ikke und- 
gaaes, at alle Besætninger maatte drages bort fra deres fremmede 
Besiddelser, uden noget Hensyn til, at disse, ved at blottes for 
Tropper, bleve udsatte for at gaa tabte. Thi naar Ægypterne 
først havde seiret over Libyerne og forjaget dem fra Landet, vilde 
de jo altid kunne tilbageerobre disse foreløbig opgivne Besiddelser, 
hvorimod de, naar de bukkede under i Kampen med Libyerne, 
jo ingen Nytte vilde have af at have bevaret deres udenrigske 
Besiddelser. 

Efter hvad Menephtha fortæller i sine historiske Inskrifter?, 
vandt Ægypterne en stor Seir over de i Landet fra Libyen ind- 
trængte Fjender. Men, selv om den virkelig har været saa stor 
som Menephtha paastaar, saa er det dog klart, at al Fare for 
nye Angreb fra denne Side ikke forsvandt med et fjendtligt Neder- 
lag; og det kan neppe betvivles, at Ægypterne vedbleve at holde 
betydelige Troppemasser paa Landets Vestgrændse, og de opsatte, 
som Følge heraf, sandsynligvis indtil videre atter at sende nogen 
sterre Styrke til de Steder i de nordarabiske Stepper, som de 
fornylig havde rømmet”. 

Heraf have uden Tvivl Indbyggerne i disse Egne snart be- 
nyttet sig til at afkaste det ægyptiske Aag; men da Ægypterne 
vare vante til fra Asien at erholde saa mangfoldige Gjenstande, 
som ikke fandtes i Afrika, og som det var bleven dém saa at sige 
en Nødvendighed at have; og da de ikke kunde faa alle disse 
Gjenstande ad Søvejen, men maatte have de fleste ad Landveien, 
og Indbyggerne af Nordarabiens Stepper vare Herrer over den, saa 
var jo stadig Krigstilstand med dem en Umulighed; naar de derfor 
ikke straks tvang Indbyggerne i disse Egne til Lydighed ved 


! Sandsynligvis var det dette Øieblik, da Ægyptens Hære stode i Vest- 
ægypten, som Moses benyttede til at føre Israeliterne ud af Ægypten. 
? Under Seti I, sendte de dog endnu Tropper lige til Teku, se 8. 618. 


Rarmeses ITI.'s 
Tog til Syrien. 


618 


Vaabenmagt, og først begyndte at knytte venskabelige Forbindelser 
med dem, saa kom Ægypterne derved let til ganske at glemme, at 
de vare frafaldne Undersaatter, der burde betvinges paany!. 
Forholdene i Ægypten bleve nu i længere Tid saaledes, at 
Ægypterne aldeles ikke kunde tænke paa at foretage Krigstog til 
Asien i den Hensigt der at gjøre blivende Erobringer. Derved 
glemtes Oprøret og saaledes bleve da allé Asiater, selv de, der boede 
allernærmesi ved Ægypten, fri for ægyptisk Herredemme. 


Imidlertid fremstod der dog, ikke saalænge efter Menephthas 
Dage, en ægyptisk Konge, som endnu engang paatog sig at vise 
Syrerne, at Ægypterne bestandig vare dem overlegne i Kamp, og 
at det kun var Ægypternes Kjærlighed til Freden, der var Aarsag 
til, at de ikke mere foretog Krigstog til Asien og tvang Asiaterne 
til at betale Skatter og Afgifter, og at de, — naar der som i tid- 
ligere Tid var noget at hævne — endnu bestandig vare kraftige nok 
til at tugte Asiaterne. Denne Konge var Rameses IIl., der gjen- 
tagne Gange foretog Krigstog til Asien og endog trængte frem 
indtil Mesopotamiens Grændser?, Rameses havde dog sikkert ikke 
til Hensigt paany at gjøre Syrien til ægyptisk Provinds. Hans 
Formaal var formodentlig blot at svække Syrorne og afskrække dem 
fra at foretage fjentlige Skridt imod Ægypten. Til at nære Frygt 
for Angreb paa Ægypten fra Syrerne var der jo rigtignok ellers 
i Reglen ikke -megen Anledning, da Syrerne ikke vare meget 
krigerske, og de desuden vare opløste i mange Smaastater. Men i 
Rameses' Dage vare Forholdene i Landet blevne endel forandrede 
derved, at flere fremmede Folk havde begyndt at vise sig paa 
Kysterne, hvor de truede med at sætte sig fast?. Herved vilde 


!  Forskjellige ægyptiske Aktstykker fra de paa Menephtha's Tidsalder 
nærmest følgende Aarhundreder vise, at Ægypterne i disse stode i et 
venskabeligt Forhold til de asiatiske Folk; se nedenfor Kap. VI, 
$ 67. Ogsaa i Moseloven, navnlig i Deuteronomion, paabydes et 
fredeligt Forhold til Ægypten; se Deut. 23, 7. 

2 Sign. nedenfor Kap. VI, $ 67. 

32 Se nedenfor S. 620 — 622. 


619 


det jo ganske vist navnlig komme til at gåa ud over Syrerne, men 
der var jo ogsaa en Mulighed for, at de Kæmpende kunde blive 
enige om at afbryde deres Kamp og vendo deres forenede Kræfter 
imod Ægypten. Det var sandsynligvis denne Mulighed, som 
Rameses III. befrygtede, og hvorfor han søgte at svække saavel 
de gamle Syrer som de fremmede Folk, der vare begyndte at 
trænge ind i Landet, og derfor hærgede Syrien. 

Det første af Rameses III.'s syriske Felttog, hvortil vi besidde 
nogen Kjendskab, blev foretaget i hans ottende Regjeringsaar. 
Han vandt paa dette Krigstog flere Seire, hvorom der tales i en 
Indskrift, som han lod indhugge paa en Pylon, som kneiser til Høire 
foran den af ham opførte store Bygning i Medinet-Abu?, 

I denne Indskrift nævner han iblandt de Fjender, med hvilke 
han i dette Aar kæmpede i Syrien, først følgende Folk: 


an  Flu 2,ÅdÅ 


khettaå ketyå karkamisha (Karkamish) | 
(7 — bl lå Fa, 
arutu (d. e. Arvad)? (samt) ars eller aser? 


om hvilke Folk han siger, at de havde forenet deres Hære for at 


er ØR ]E 


amaru (d. e. Amoriternes Land)”. 
Længere nede i samme Indskrift nævner Rameses nogle andre 


1 I Rameses IlII.'s store Papyrus i Samlingen Harris i Alexandria findes 
der uden Tvivl neie Meddelelser om Rameses' Krige i Syrien. 

2 Bign. Brugsch, Histoire d'Ægypte 8. 187. Indskriften opdagedes af 
Greene 1855, og udgaves i hans Værk, Fouilles execulées å Thébes, pl. 
II. ff. (Paris 1856; Fol.). Slgn. ogsaa Brugsch, Geogr. Inschr. II, 8. 21. 

3 Se nedenfor $ 53. 

£ Formodentlig et Landskab i Nordsyrien, ifølge Chabas (Voyage dPun 
Ésgyptien 8. 108) Galilaia, hvad der dog forekommer os tvivlsomt. 

s Se ovenfor S. 542 og 544; slgn. nedenfor $ 55. 

Se ovenfor S. 557 og 599 Anmk. 6. 

Greene 1. c. Se $ 56. 


md Må 


620 


Folk, med hvilke han ligeledes maatte kæmpe paa dette Tog i 
Syrien, nemlig: 


elm ØS NT hos 


pulista-u (ma >E) zakkab-vu 
Philistere! Ziklak (P?)? 
man mr IVIS EL 
sakalisa-u daanau-u 
Sikelier2 Danaer (?)' 


EVA Im InrN IR | so 


vashasha-u (aka-vashas P) 
. +. (Akhaier?)5 

Intet af disse sidste Folk var af nogen tidligere ægyptisk 
Konge blevet trufne i Syrien, hvorimod Rameses og hans For- 
gængere havde kæmpet med flere af disse Folk i Libyen eller 
paa Ægyptens libyske Grændse%. Rameses var paa dette Tog 
heldig i sine Kampe, saavel mod disse Folk som mod Khetta-Folket 
og de øvrige egentlige Syrer; han seirede baade tillands og til- 
vands”, og fældede eller fangede flere fjendtlige Konger, ifølge et 
Mindesmærke i Medinet- Abu? iblandt Andre Kongerne over føl- 
gende Folk: 


! Greene, Fouilles pl. II col. 18. 

2 Se &$ 57. . 

2 Brugsch har i sine Geographische Inschriften II, 8. 87 (1858) udtalt en 
ikke ganske usandsynlig Formodning om, at dette Folks Navn kunde 
være bevaret i Navnet paa Byen Ziklak, der hørte til Philisterlandet 
Maaske maa man endog læse Folkenavnet Zakalik og ikke Zakkali. 

: Om Sikeliernes Deltagelse i Angrebet paa Ægypten under Menephtha; 
se ovenfor S. 518. . 

5 Sign. de Rougé i Revue Archéologique nouvelle sårie XVI, S. 35—45 
og 8. 81—103 (Paris 1867). 

& Se ovenfor 8. 518. 

7 Se Greene, Fouilles executées & Thebes 1855 pl. I. 

8 Sign. Brugsch, Histotre d' Egypte S. 191. De findes aftegnede i Brugsch 
Geograph. Inschr. I, pl. III, V, IX, XI og i Rosellini, Afonumenti Storici 
(Reali) pl. CXLII— 1, 





621 


1. =D. Mile 


zakuli-u 
Khetiterne!; Amoriterne?; (Ziklak ?)3; 
mrk "dd ar HNG 
sardana-u shasu-u 
Sardinier'; Arabiske Beduinere$; 
Bun lg "N i 
(4780-44 


Etrusker (Tusker)'; 

Et Par andre Mindesmærker i Medinet-Abu indeholder, paa 
lignende Vis som de ovenfor omtalte Mindesmærker fra Thotmess 
II's og Seti L's Tider, Fremstillinger af lænkebundne Fanger, 
som i flere Rækker føres frem for Thebens Guddomme, og paa - 
hvis Skjolde der læses fremmede Stedsnavne”, Endel af disse 
Stedsnavne tilhøre ganske vist Syrien; men da de fleste af dem 
ere ubekjendte£, anse vi det ikke for nødvendigt at anføre dem her. 


Et Par Aar senere, formodentlig i Rameses III/s tiende Re- Stutaing paa 


pternes 


gjeringsaar, gik Ægypterne atter ind i Syrien, hvor de, efter hvad Krige 1 Syrien. 


Philisterae ned- 
der fortælles paa Rameses III's Mindesmærker i Medinet-abu?, mat8,3E Byg, 


atter vandt flere Seire, saavel over de egentlige Syrer som over 
de Folk, der havde begyndt at sætte sig fast paa Kysten, nemlig 
Philistene og deres Forbundsfæller. Men trods de Fordele, han 





Se $ 58. 

Sign. Dilmichen, ist. Inschr. pl. XXVIII— XIX. Se 8 56. 

Se ovenfor 8. 620, hvor Navnet er skrevet paa en lidt afvigende Maade. 
Om Sardiniernes Deltagelse i Angrebet paa Ægypten, se ovenfor 
Kap. V, $ 48 8. 518. 

Se ovenfor 8. 509. 

Se ovenfor 8. 518. 

Lepsius, Denkmåler III, 211, Dimichen Histor, Insckr. pl. VII og XI—XI1. 
De faa Navne, man kjender, ere Karkemiskh og Khalibu. 

Texten, der fortæller om disse Begivenheder, er ikke udgivet. 


622 


tilkæmpede sig paa dette Tog, lykkedes det ham ikke fuldstændigt 
at forjage de nylig ankomne Folk, thi Rameses tilstaar selv, at en 
Del af dem undslap og tog Bolig i Landet!. 

Disse sidste Ord, som læses i en nylig opdaget Indskrift, 
hentyde aabenbart til en Begivenhed, der hidtil ingenlunde har 
været ubekjendt, men om hvis Tidspunkt man tidligere ingen neie 
Forerestilling har havt, nemlig Philisternes Indvandring 4 det 
kanaanttiske Kystland, 


Israeliterne ind- Philisterne, hvis Indvandring altsaa maa være foregaaet omtrent 
i Rameses III's tiende Regjeringsaar?, vare imidlertid ikke det 
eneste Folk, der ved denne Tid trængte ind i Syrien og toge 
Dele af Landet i Besiddelse. Ifølge Vidnesbyrd af forskjellige 
ægyptisk-hellenistiske Historikere, hvis Efterretninger, hvad den 
egentlige Kjerne i deres Meddelelser angaar, grunde sig paa sam- 
tidige Optegnelser, vare nemlig Iudaiernes Forfædre udvandrede 
af Ægypten? under en Konge, der snart kaldes Amenophis" snart 
Bokkkoris&, hvilken Konge ikke vel kan være nogen anden end 
Rameses II. Sesostris' Søn og Efterfølger Afenephtha (Mer-n-ptah) 
— eller, som han ogsaa kaldte sig, Ba-n-ra eller Ba-ra —, der 
levede omtrent en Menneskealder fer Rameses III's Tid. Efter 
hvad der fortælles hos de omtalte hellenistiske Forfattere, tog det 
fra Ægypten udvandrede Folk Bolig i Iudaia omkring Jerusalem, 
men hvorvidt de straks har nedsat sig i dette Landskab, eller 
det først har vandret en Tid omkring i Grændselandene mellem 





7 Efter en velvillig Meddelelse til Forfatteren af Vicomte E. de Rougé 
i Paris. 

2 Der omtales endnu Seirvindinger af Rameses III. i bans tolvte Re- 
gjeringsaar, men om han endnu i dette Aar foretog Felttog i Syrien, 
formaa vi ikke at afgjere. 8Slgn. Brugsch, Histoire 8. 190—191. 

,2 Se ovenfor 8. 155—158. 

"… Khairemon (Jos., C. Ap. I, 32) og en anonym Forfatter af et Udtog 
af Manetho (Jos., C. Ap. I, 26). . 

5 Lysimakhos (Jos., C. Ap. I, 84) og Tacitus, (Hist. V, 2), der formo- 
dentlig har est sin Meddelelse af et tabt Skrift, som sandsynligvis har 
været forfattet i Alexandreia. 


623 


Ægypten og Syrien, .derom indeholdes der Intet, hverken i de Brud- 
stykker, vi have af disse Forfattere, eller i andre Aktstykker. 
Nogen Vægt kan der dog lægges paa den Omstændighed, at 
Bameses III., der gjentagne Gange som Seirherre drog igjennem 
Kanaan, i ingen Indskrift gjør nogen Hentydning til, at han her 
betvang et Folk, der kort Tid i Forveien havde boet i Ægypten: 
heraf ter man muligvis slutte, om end ikke med nogen Sikkerhed, 
at Israeliterne først ere indvandrede i Kanaan, efterat Rameses Il. 
havde foretaget sit sidste Tog til Syrien, — altsaa, med andre 
Ord, først efter hans tiende eller tolvte Regjeringsaar, eller nogle 
Aar efterat Philisterne havde taget deres Pentapolis i Besiddelse". 


? T Biblen findes der som bekjendt, ingen udtrykkelig Angivelse af til 
hvilket Tidspunkt Philisterne ere indvandrede i Landet, ja der tales oftere 
om dem som om de havde boet i Landet fra de ældste Tider. Men paa 
den anden Side tales der i fiere Skrifter saa bestemt om deres Ind- 
vandring, at denné nedvendigvis synes at maatte tilhøre en Tid, da 
Israeliterne stode i Berering med det Land, hvor Philisterne fik 
Bolig, eller med andre Ord: Philisternes Indvandring i Kanaan maa 
være indtruffen senere end Israeliternes Udvandring af Ægypten, hvad 
enten nu Philisternes Ankomst tilherer Tiden efter Kanaans Ero- 
bring ved Josva, eller Tiden umiddelbart fer Moses' Ded, da Israe- 
literne droge om i Stepperne Øst og Syd for det dede Hav. At det 
Sidste har været Tilfældet, synes, som her udviklet, nu at være fuld- 
komment sikkret ved samtidige Efterretninger fra Ægypten; og i 
Virkeligheden vil man ogsaa finde en Bekræftelse paa Rigtigheden af 
denne Antagelse i Biblen selv, naar man neiere underseger dens 
Udsagn. Rigtignok findes der, som bekjendt, i Biblen ingen ligefrem 
Efterretning om, at Philisterne ere indkomne i Landet paa denne Tid, 
men som vi mene vel en middelbar Antydning. Det fortælles nemlig, 
at nogen Tid fer Moses angreb Amoriterne, vare disse gaaede fra Ka- 
naans Land imod Øst og havde nedsat sig i Landet Øst for Jordan, 
se Num. 21, 26, se Deut. 31, 4. Her have vi altsaa en Folkebevægelse 
i Kanaan 1 Retning fra Vest til Øst, og en saadan har sandsynligvis i 
ethvert Tilfælde været en Felge af Philisternes Indvandring. Intet 
er derfor naturligere, forekommer det os, end at antage de to Folke- 
bevægelser i estlig Retning, Philisternes og Amariternes, Vandringer, fer 
Aarsag og Virkning; og hermed er da Moses' senere Levetid givet som 
Tidspunktet for Philisternes Indvandring. Om Oprindelse til den i 
flere senere bibelske Skrifter forekommende Forestilling om, at Phili- 


uafhængigt 


624 


Hvad angaar Tiden for de to Folks Indvandring, da kunne vi 
for Øieblikket kun bestemme den tilnærmelsesvis, idet vi maa lade 
os nøje med at nævne det trettende Aarhundrede før Kristus som 
det Tidsrum, til hvilket Philisternes og Israeliternes Indvandring 
sandsynligvis henhører. Men, som vi haabe, vil den Tid ikke være 
fjern, da de for Øieblikket hemmeligholdte Aktstykker, ved Hjælp 
af hvilke Tidspunktet nøiere kan bestemmes, ville blive tilgængelige 
for Videnskabsmændene. 


Den første Efterretning, vi erholde om Syrien i Tiden efter 
Rameses III, kommer til os fra den assyriske Konge Tiglath 
Pilesar den Ældres Annaler, der ere forfattede omtrent i Aaret 
1125", og hvori der fortælles os, hvorledes han gjentagne Gange 
kom i Kast med Folket Khattt, der havde hjemme i Nordsyrien 
og aabenbart var et af de mægtigste Folk i disse Egne. 

Første Gang kom han paa et Tog til det nordvestlige Meso- 
potamien i Berøring med 4000 Khatti? af Stammerne Kaska? og 
Uruv, der havde taget Landet Subartz eller en Del deraf i Be- 
siddelse. De gjorde dog ingen Modstand imod Assyrerne, men 
underkastede sig straks Tiglath Pilesar, som derpaa vendte sin 
Hær imod andre Øst for Euphrat liggende Egne", 

Nogen Tid efter gik Tiglath Pilesar over Euphrat?, men han 
berørte ikke det egentlige Syrien, idet han derimod kastede sig 
over nogle Folk, der boede Nord for Syrien, tildels i de Lande, 
som udgjøre det senere Kommageneé. Paa dette Tog naaede han 
frem til Steder, der laa i Nærheden af en Del af Middelhavet 
(formodentlig Bjerglandskaberne Øst for Bugten ved Andana). 


sterne havde været bosatte i Landet fra de ældste Tider, se ovenfor 
S. 290 med Anmk. 1 og 2. 

Se ovenfor S. 244. oe 
Rawlinson, Anscriptions I, pl. 10 1. 100—102 og 11 Il. 1—2. 

Kasiotis, se $ 58. 

Navnlig Kommagene, se Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 11 1 7 fi. 
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 12 1. 71. 

Rawlinson, ånscriptions I, pl. 12 1. 99—100. 


625 


Omtrent et Aar senere viste Assyrernes Hære sig atter i 
Euphratdalen, hvor de angreb Folket Suhi, der boede paa den 
høire Bred af Euphrat omtrent ligeoverfor Khaboras' Udløb". Efter 
flere Seire over dette Folk gik Tiglath Pilesar nordpaa op imod 
Riget Karkemish?, hvor han hærgede nogle Byer Vest for Floden, 
uden dog at fjerne sig ret langt fra Euphrats Bredder. 

Vi sø altsaa, at Tiglath Pilesar den Ældre er kommet i Be- 
røring med to syriske Folk, nemlig det syrisk-mesopotamiske Folk 
Suk: og det Nord for dette Folk boende Khetiterfolk, som vi 
have set Ægypterne kalde Æhetta, og som Assyrerne benævne 
Khattz, hvad de skrive med følgende Tegn, snart: 


al Ds] mi |] 
z alt - tid, snart khat - ti". 

Med de emo boende Folk kom Tiglath Pilesar ikke i Be- 
røring, hvorfor han heller ikke omtaler noget af dem i sine Ind- 
skrifter; og fra de følgende to, næsten halvtredie Aarhundreder 
haves der endog slet intet samtidigt assyrisk Aktstykke, der taler 
om Syrien 5, 

Alligevel ere vi ikke — selv uden at tage vor Tilflugt til Israe- 
liternes Skrifter — aldeles uvidende om alle Forhold og Begiven- 
heder i Syrien i Løbet af det ellevte og tiende Aarhundrede før 
Kristus. Ifølge nogle Efterretninger, der ere bevarede os af klags- 
siske Forfattere, og som grunde sig paa paalidelige Optegnelser 
fra phoinikiske Plantestæder, vide vi, at Phoinikerne' allerede i det 


Sign. nedenfor $ 54. 

Rawlinson, Inscriptions I, pl. 13 1. 49. 

Denne Form findes f. Ex. Rawlinson, Jnscripsions I, pl. 10 l. 10. 
Denne Form findes f. Ex. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 25 1. 65. 
SIgn. ovenfor 8. 233. 

Pldinikerne skulle saaledes allerede have grundet Utika i Aaret 1100 
f. Kr. Plinius, der skrev omtrent i Aaret 78 efter Kristus (se Hist. 
Nat. VII, 50 og XIV, 5), fortæller nemlig, at der i Utika fandtes et 
phoinikisk Tempel, der var 1178 Aar gammelt (Hist. Nat. XVI, 40 
$ 79). Aristoteles siger om den samme By, at den var 287 Aar ældre 
end Karthago; se nedenfor $ 55. 


HQ MM Mm bd Bb mm 


40 


626 


tolvte Aarhundrede dreve en udbredt Handel og Søfart paa Middel- 
havet. Men denne Efterretning er ikke den eneste, der handler 
om syriske Forhold i dette Tidsrum; ogsaa de ældste historiske 
Aktstykker, vi have fra Hellas, nemlig de homeriske Digte, tale 
om phoinikiske Sømænds dristige Farter, og om de mange koste- 
lige Varer, de bragte, ligesom de ogsaa berømme Phoinikernes 
Hjem som et Land, hvor der frembragtes mange konstigt dannede 
Gjenstande". Hertil maa vi endnu føje, at Menandros fra Ephesos, 
Tyros' Historieskriver?, hvis Meddelelser ere grundede paa Byens 
Rigs-Aarbøger?, ligeledes fortæller om Phoinikernes tidlige udbredte 
Handel og om det Herredømme, Tyros' Herskere allerede i det 
tiende Aarhundrede havde tilegnet sig over fremmede Lande, saa- 
ledes navnlig over Kypros?, 

Paa samme Tid som Phoinikerne paa denne Maade gjorde 
sig til Herrer over Middelhavet, begyndte et andet syrisk Folk at 
udvide sit Herredømme i en anden Retning, idet nemlig en syrisk 
Konge, formodentlig henimod Aar 1000 før Kristus, faldt ind i 
Mesopotamien, hvor han blandt Andet beseirede Assyrernes Konge 
Rubu-Amar. Han fratog ham endel Gudebilleder, der, flere Aarhun- 
dreder efter, førtes tilbage til Assyrien af en assyrisk Konge, som 
lod en kort Beretning om denne Gjenerhvervelse nedskrive paa en 
lille Lertavle?. Det er dette lille Aktstykke, der af Layard er 
medbragt fra Ninive, som vi skylde vor Kjendskab til? denne 
Begivenhed, som ellers vilde været os ubekjendt. Uheldigvis er 
dog Meddelelsen meget kortfattet og lader os i Uvished om mange 
væsentlige Punkter. Saaledes omtales der blandt Andet slet ikke, 


Hom., Iliad XXIII, 742 fr. 

Se ovenfor 8. 269. 

Se ovenfor S. 273. 

Menandros hos Iosepos (Arch. Jud. VIII, 5, 3 og C. Ap. I, 18). 

Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågyptlische Sprache VI, 8. 118 (Nov 1868). 
Sandsynligvis var denne syriske Erobrer Konge af Zoba, hvilket 
Land ifelge Biblen kort Tid fer Davids Dage var det mægtigste i 
Syrien. Se ovenfor 8. 375. 


ae & aA dd fg mm 


627 


hvor denne syriske Konge har havt sit Sæde, eller hvilket Folk 
han har behersket. 

Fra det tiende Aarhundrede bosidde vi endvidere et Akt- 
stykke, der meddeler os Oplysning om en Begivenhed, der er fore- 
gaaet i en Del af Syrien. Denne Meddelelse kommer til os fra 
Ægypten, hvis Mindesmærker før Rameses' III's Dage med- 
delte os saa mange Oplysninger om Syriens Skjæbne i Datiden, 
men som fra Midten af denne Konges Regjering ellers iagttage 
den dybeste Taushed om Syrien. Paa en Tempelvæg i Karnak! 
findes der nemlig en Fremstilling af lignende Art som de, vi have 
omtalt som indhuggede af Thotmess III, Seti I. og Rameses 
II.?, hvor man ser lænkebundne Folk, af hvilke hver enkelt paa 
sit Skjold bærer et Stedsnavn, i flere Rækker at føres frem for 
Ægypterkongen af Thebens Guddomme. Dette Mindesmærke 
skyldes Sisak (Sheshonk) I.?; og alle Stedsnavnene maa, som vi 
nedenfor skulle paavise", søges i det sydligste Syrien, navnlig 
i ludaia, hvilket Land følgelig maa være bleven overvunden og 
besat af den omtalte ægyptiske Konge. 

Omtrent en Menneskealder efter Sisaks Død begynde de assy- 
riske Mindesmærker atter at tale om Syrien, og det ikke for, 
som i det tolvte Aarhundrede, straks igjen at tie, men for fra den 
Tid af jevnligt, og med ikke lange Mellemrum, at fortælle Noget 
om dette Land. Grunden hertil er let at fatte. 

Fra de første Aartier af det niende Aarhundrede begyndte 
nemlig de assyriske Konger at angribe flere Lande udenfor Meso- 
potamien, og iblandt disse Lande var der neppe noget, som var 
saa let tilgængeligt, og som tillige lovede et saa rigt Bytte som 
Syrien; og — hvad der ikke er en mindre væsentlig Omstæn- 
dighed — fra samme Tidspunkt begyndte de assyriske Konger 


1 Lepsius Denkmåler III, 254—255; slgn. Forfatterens Reise 8. 227—298. 
2? Se ovenfor 8. 526—539; 8. 553—558 og S. 621 Anmk. 7. 
? Se nedenfor Kap. VI, $ 68. 
" 8e nedenfor Kap. X, $ 94. 
” 8lgn, 1 Kong. 14, 25—26. 
ao? 


628 


ogsaa at indhugge talrige Indskrifter til Erindring om deres Be- 
drifter, og det paa Mindesmærker af en saa varig Beskaffenhed, 
at syvogtyve Aarhundreder ikke have kunnet udslette dem. 

De assyriske Aktstykker, hvis første Meddelelser om Syrien 
tilhøre Assur-nazir-pals første Regjeringsaar eller Aaret 883, for- 
tælle om forskjellige Felttog, som denne assyriske Konge og hans 
Efterfølger foretog til Syrien, og om det Bytte, de hjemførte fra 
Landet, ligesom endelig om de Afgifter, som de tvang forskjellige 
syriske Konger til at love at ville udrede hver Aar til Assyrien. 

Herved fremkommer der naturligvis en hel Række Oplysninger 
om syriske Forhold, hvilke, naar vi omhyggeligt samle dem 
og prøve dem imod hinanden, ville gjøre os det muligt at danne 
os et omtrentligt Billede af Syriens og de syriske Folks Forhold 
og Tilstande i det Tidsrum, fra hvilket disse Optegnelser stamme. 

Vi erfare saaledes, at Syrien paa ÅAssur-nazir-pals og hans 
Efterfølgeres Tid var delt i en Mængde Smaastater, der regjeredes 
af Konger, og som i Reglen vare uafhængige af hinanden, om der 
end altid vare nogle iblandt dem, som vare skatskyldige til mere 
mægtige Naboer. 

Tage vi Ordet Syrien i samme Betydning, som det toges i 
Romerherredømmets Dage, d. v. s. udstrække vi det indtil den 
nordligste Kjede af Tauros, som omtrent løber under 389 50" N. B. 
saaledes at det altsaa indbefatter Bjerglandskabet Øst for Kili- 
kien og Vest for Euphrat, saa faa vi, paa den Tid, vi her syssel- 
sætte os med, følgende Riger i Syrien: Kummuhu!? (Kommagene), 
der forøvrigt kun bestod af en Del (nemlig den østligste Del) af 
det Landskab, som de Gamle kalde Kommagene, medens det til 
Gjengjæld strakte sig over paa Euphrats venstre Bred og ind- 
befattede en Del af Landet Øst for Euphrat over imod Tigris, 
fremdeles Kue, et Bjerglandskab omtrent i det nuværende Merash ?, 
Patina (Paden) der maa søges i Omegnen omkring Byen Aintab32, 


12: Se nedenfor $ 53. 
2 Se $ 58. 
3 Se $ 58. Patina var maaske fra omtr. Aar 770 en Del af Kue. 


629 


samt endelig, i den østlige Del af det egentlige Nordsyrien, Konge- 
riget Karkemish!, Foruden flere mindre Riger, blandt hvilke vi 
kunne nævne Sian?, laa her fremdeles, paa Overgangen fra Nord- 
syrien til Mellemsyrien, det mægtige Rige Hamath; og, Syd for 
Hamath, Hovedriget i Mellemsyrien, Kongeriget Damask?. Imod 
Øst i Nærheden af Riget Karkemish fandtes fremdeles de to 
Riger Samalla og Gavguma, hvis Beliggenhed ikke ganske nøeie 
kan angives"; samt endvidere, Syd for disse Riger, i Euphratdalen 
flere Smaastater, der beherskedes af egne Konger; men de havde 
i dette Tidsrum ikke stor Betydning, hvorfor vi ikke anse det 
for nødvendigt at nævne dem her%, Imod Vest i Kystlandet ved 
Middelhavet fandtes der ogsaa, ligesom i det østligste Syrien, flere 
Smaariger, men de vare ingenlunde som disse uden Betydning. 
Disse Riger dannedes af Phoinikerstæderne Arvad, Stmyra, Gubal, 
Tyros og Sidon, I Sydsyrien endelig laa der ligeledes flere 
Kongeriger: i Midten af Landet Israels Rige”, som Åssyrerne 
efter Grundlæggeren af Rigets nye Hovedstad, Omri, i Reglen 
kaldte Omris Hus (Bet-Omri), og, Syd for dette, Juda Rige?. 
Det af Philisterfolket beboede sydsyriske Kystland var delt i fire 
Riger, nemlig Ekron, Asdod, Askalon og Gaza?; imedens Sydsy- 
riens Grændselande imod Øst, der dannede Randen af Ørkenen, 
bestode af tre Riger, nemlig Ammon, Moab og, Syd for det dede 
Hav, Edom "9, hvilket sidste Land dog ofte regnedes med til 
Årabien"", 

Fortegnelserne over de Gjenstande, Assyrerne modtog som 


Se &$ 53. 

Se $ 56. 

Om Hamath og Damask, se nedenfor $ 56. 

Se $ 53. 

Se nedenfor &$ 54, hvor de opregnes. 

Se &$ 55. 

Se $ 57. 

Se $ 57. 

Se & 56. Gath var tidligere gaaet til Grunde. 
10 Se (. 58. 

1 Se Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 45 col. II I. 55. 


s æ dd & aA  å ss) mæ mm 


630 


Tribut eller førte bort som Bytte fra de syriske Lande, vise, at i 
det Mindste endel af Syriens Folk havde drevet det vidt i Konst- 
flid, samt at de fleste Folk levede i Velstand og i det Hele stode 
paa et temmelig udviklet Dannelsestrin. 

Af de her nævnte syriske Stater kom dog kun de nord- og 
mellemsyriske Riger og de to nordligste af de sydsyriske, nemlig 
Israels Rige og AÅmmons Børns Rige, i Berøring med de det 
niende Aarhundrede f. Kr. tilhørende krigerske assyriske Konger 
Assur-nazir-pal og hans Søn Salman-eser', ja der synes endog 
endnu at være hengaaet næsten hundrede Aar efter Salman-esers 
Død (830), inden de assyriske Konger kom i nøjere Berøring 
med de sydligste syriske Stater, Juda, Moab, Edom og de fire 
Philisterriger. 


Amur-nasir-pål's Assur-nazir-pal (884—861) kom allerede i sit første Re- 
gjeringsaar d. e. i Aaret 883?, til at betræde Syrien. I dette Aar 
gik han først imod Æommuhu? d. e. Kommagene, hvilket Land- 
skab vi her have regnet med til Syrien, men da Æommuhu, som 
vi have set, paa hans Tid indbefattede de ligeoverfor Kommagene, 
Øst for Euphrat, liggende Strækninger af Mesopotamien", og Åssur- 
nazir-pal denne Gang indskrænkede sig til at angribe denne Del 
af Landet, saa er der i dette Aar ingen Tale om noget assyrisk 
Angreb paa Nordsyrien.  Assur-nazir-pal gik nemlig fra det 
mesopotamiske Kommuhu i sydlig Retning, uden Tvivl Vest og Syd 
omkring Mons Mastus, men uden at berøre Euphrats sydligste Bred, 
til Khaboras-Dalen, hvis Løb han fulgte til dens Udløb i Euphrat?, 

Men her gjorde han et Indfald i Syrien — nemlig i det 
syriske Mesopotamien, — idet han i denne Egn tæt ved Khaboras, 
Udleb førte sin Hær over Euphrat og angreb Byen Sur, hvor en 


Om disse Konger, se ovenfor i Assyrernes Historie S. 377—386. 
Se ovenfor S. 377—378. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 18 1, 73. 

Om Kommagene, se ovenfor 8. 628 og nedenfor $ 53. 
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 18 1. 77—pl. 19 1. 79. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 1917. 


aA Bd wb row wer 


631. 


vis Akhsjabab fra Bet-Adini (Edens Børns Land) havde opkastet sig 
tl Konge. 

Indbyggerne i Sur gjorde ingen kraftig Modstand, men under- 
kastede sig snart Åssyrerne, der toge Akhyabab til Fange og 
plyndrede hans Kongeborg"., 

Af den Beskrivelse, Åssur-nazir-pal giver af det Bytte, han 
tog i Sur og Omegn, ser man, at der i disse nu saa øde og fat- 
tige Egne Vest for Euphrat i det niende Aarhundrede før Kristus 
fandtes en ikke ringe Velstand, ja endog Rigdom og Overdaadighed, 
og det ikke blot i Kongens Gaard, men ogsaa i mange Borgeres 
Huse. Vi ville lade Assur-nazir-pal selv fortælle”: 

»Efter mit Hjertes Ønske og for at mine Bud maatte blive 
agtede (?), saa tugtede jeg Byen og lod de forbryderske Mænd? 
fængsle. Jeg samlede mine Stormænd i hans prægtige Slotte. Hans 
Sølv, hans Guld, hans Eiendom, hans Skat, Kobber", Staal (?) Tin, 
Bronzebarrer (?)?, Redskaber og Kar (?)' af Bronze, Smeltedigler (?)7 
af Bronze, Redskaber af Bronze i stor Mængde, Bly (P), ... ahzr?, 
Kvinderne i hans Slot, og hans Døttre; de forbryderske Mænds 
Eiendele og deres Redskaber; Gudebillederne med deres Tilbeher; 
de kostbare Stene, hans Vogn med Vognstangen (?) til Hestene... 
Seletei. til Hestene, Rustninger for Mænd, Tøier farvede i berom 
og i Safran (?), udmærkede pasur (?) af Ceder, udmærkede .... af 


' Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 19 1. 82 —83. 

Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 19 1. 83 fr. 

Dette Udtryk i Forening med de Grusomheder, ÅAssyrerne udevede 
imod Befolkningen i Sur, synes at antyde, at Byen tidligere havde 
været afhængig af Assyrien, men havde afkastet det assyriske Aag. 

+ Assyrisk: tamkabar, (?); om det ber oversættes ved Kobber eller Bronze, 
kan ikke afgjeres. 

Assyrisk: kam af tamkabar (Bronze eller Kobber). 

Assyrisk: taphani (?) af tamkabar. 

Assyrisk: hariati af tamkabar. 

Assyrisk: såaga af tamkabar. 

Dette og flere andre assyriske Ord ere vi ikke istand til at oversætte 
og foretrække derfor at beholde de assyriske Betegnelser. 


eee  ewD ede BB wa 





632 


Kisiti-Ceder, ..... og ....… 1, Okser og Faar, samt Gjenstande 
af al Slags, talrige som Himlens Stjerner, og Børn uden Tal — 
Alt dette førte jeg bort?. 

Efterat Assur-nazir-pal derpaa har beskrevet de Grusomheder, 
han udevede mod nogle af Byens Borgere, fortæller han videre?” 
om de Tributer, han modtog fra forskjellige Smaafyrster i de 
samme Egne. | 

»Imedens jeg opholdt mig i Sur, lod jeg mig bringe Tributer 
fra alle Konger i Landet Lakie?, bestaaende af Sølv, Guld, Tin, 
Kobber, Kobberbarrer (?), Okser, Faar, Tøier farvede med derom og 
Safran (?); som Tribut og Afgift paalagde jeg dem det". 

»Derefter lagde jeg en Tribut paa Hajan: (ym) af Byen 
Khindan: Varer af Sølv og Guld, Tin, - Bronze, Jernredskaber, 
usum, Bly (?) og Kobberplader (P) parratt (P)". 

Endnu i samme Aar (883) modtog Assur-nazir-pal Tribut fra 
den sydligere boende Stamme Suht", og saaledes var da hele det 
syriske Mesopotamien knyttet til Assyrien. 

I Løbet af de følgende tre Aar (882—880) kom den assyriske 
Hær imidlertid ikke til disse Egne%, hvoraf Følgen formodentlig 
er bleven ikke blot, at Indbyggerne i disse Landskaber ikke betalte 
nogen Afgift i disse Aar, men ogsaa, at flere af de undertvungne 
Folk endog nægtede at udrede deres Tribut, da Assyrernes Hær i 
Aaret 879 igjen nærmede sig til disse Egne. Kun Byen ÆKhindan 
sendte- straks sin Tribut?, endnu imedens den assyriske Hær 
stod paa den østlige Bred af Euphrat, men Folket Suhz, der havde 
faaet Understøttelse fra flere af sine Naboer, navnlig fra Babylon, 
vilde ikke underkaste sig og mødte Assyrerne med en slagfærdig Hær. 


1! Oppert oversætter glatte Kobberplader og udskaarne Kobberplader, en 
Gjengivelse, der neppe er meget sikker. 

Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 19 1 93 ff. 

Se nedenfor & 54. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 19 1. 99 ff. . 

I Aaret 882 og 881 kæmpede han Øst for Assyrien og i Aaret 880 i 
Mons Masius; se ovenfor 8. 378. 

&£ Rawlingon, Jnscriptions I, pl. 23 1. 13. 


Fa vb wd 


633 


Kongen af Suhi, Sadudu, blev imidlertid alligevel overvunden. 
Byen Sur blev stormet og indtaget, ved hvilken Leilighed flere 
babyloniske Krigere tilligemed Hjælpehærens Anfører Bel-bal-adan 
faldt i Assyrernes Hænder". 

Assur-nazir-pal gjorde et stort Bytte i Byen, som det frem- 
gaar af følgende Beretning i hans Annaler? : 

»Jeg bortførte Sølv, Guld, Tin, Redskaber (?)?, kostbare Stene 
fra Bjergene, hans Huses Bohave, Vogne og Heste samt hans 
Åags ........ 4 Rustninger for Mænd og Seletei for Heste, 
Kvinderne fra hans Slotte og Fanger i betydelig Mængde. Jeg 
ødelagde og nedrev Byen, og jeg udøvede Ret og min Vælde over 
Folket Suhiv, | N 

Omendskjøndt Assyrerne saaledes havde vist sig Beboerne af 
disse Egne fuldstændigt overlegne, gjorde disse alligevel straks 
Oprør, saasnart den assyriske Hær havde. forladt Landet. Thi 
Åssur-nazir-pal var neppe kommet tilbage til sin Hovedstad 
Kalah, før han her — efter hvad han fortæller? i sine An- 
naåler — modtog Underretning om, at alle Folk i disse nylig be- 
tvungne Egne vare faldne fra. 

Næste Aar (378) gik han derfor straks med sin Hær imod 
disse Folk? og slog dem gjentagne Gange. I en af disse Træf- 
ninger nedlagde Assyrerne 460 Fjender og tog 30 Krigere til 
Fange?, i et andet Slag fældede de 6500 Mand?, og i en senere 
Træfning slog de endnu 1000 Fjender"?, De mægtigtigste af de 
fjendtlige Fyrster i disse Egne bare Navnene 


Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 23 1. 16 f. 

Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 23 1. 22. 

Assyrisk: kam, maaske: Barrer. 

Assyrisk: shaga,. 

Det assyriske Ord, som vi ikke have oversat, er zimat. 
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 24 1. 26. 

Rawlinson,. Inscriptions I, pl. 24 1. 28. 

L 32—33. 

1. 35. 

1. 39—40. 


so oæwæ i ommo MOM Ma dd då mm 


634 


IFT 7 fa 2 TT] JE TÅ 
Å - a-el! Kh = tm-ti-el? og I - la-z a! 
af hvilke den Sidste blev bortslæbt til Assyrien?, Aziel derimod 
undslap”, og Khimtiel blev tilsidst taget til Naade. Forøvrigt 
bortførte Åssur-nazir-pal fra disse Lande et rigt Bytte, som han 
nærmere beskriver”; men da det omtrent bestod af lignende 
Gjenstande som de, der tidligere vare tagne i disse Egne, anse 
vi det ikke for nødvendigt her at meddele den Text, der for- 

tæller derom, 

To Aar efter (876) vendte han sig endelig imod det egentlige 
Syrien?. Han gik dog ikke den lige Vei dertil, men førte først 
sin Hær imod Riget Bet-Adint (Edens Børns Land) og modtog 
her Tribut af Kongen Ahunu og af andre Smaafyrster i Nærheden 
af Khaboras-Floden, fra hvis Bredder han derpaa vendte sig imod 
Karkemish. Vi lade atter Assur-nazir-pal selv fortælle?: 

»Jeg drog bort fra Bet-Adini og gik over Euphrat i ...i 
Sugasiv-Skibe. Jeg gik imod 


soll cl 


kar - ka - mish!? 


Karkemish 
og jeg lagde paa Sangar, Konge af Khatti (Nordsyrien), en Tribut 
af 20 Talenter Sølv", (foruden) Guldringe, Guld-Aar, Guld- ...… 


Rawlinson, JInscriptions I, pl. 24 1. 30, 1. 38. 
1. 46 og Il. 30, hvor han kaldes KAåintiel. 
L 43. 


ed …& e & d om 
— 5" 


1. 64. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 25 1. 65. 

Efter Brandes, Das Gewicht und Miinzsystem im Orient avare 20 assy- 
riske Sølvtalenter omtrent til 21,150 Rd. i Selv (efter Andre det 
Dobbelte). 


—— 
(=d 


od 
må 





635 


100 Talenter Bronze (?) og 250 Talenter Jern!, Tin, Redskaber af 
Bronze, hariatt af Bronze, nirmakati og kinte af Bronze, Møbler fra 
hans Hus i stort Antal, hvis "Skjønhed var uden Lige; Ibenholts- 
isa, Ibenholts-Throner, Ibenholts-pasur; ka (?), sara; 200 Slav- 
inder, Tøier farvede med derom og Safran, ..... og . 
, Stene sir-nu-ma, Skind af Sælhunde (?), Elfenbens Vogne, 
Guld - Solskjærme (?P), sa tamliti st, — hans Kongeriges Skatte. 
Jeg....? Stridsvogne og Lastvogne ... Mænd suku i Karkemish". 
»Køngerne i alle Provindserne underkastede sig mig og ydmy- 
gede sig for mig. Jeg lod optage Lister over dem; de .... for 


mig. Jeg gik imod 
ll TT 
lab - na - na 
(35) d. e. Libanon, 
efterat jeg havde forladt Karkemish. Jeg vendte mig imod 
Grændserne af Landene Munzigani og Khamurga?, Jeg lagde 
Landet Akhani under min Magt. Jeg gik frem imod Hazati', 
Lubarna af Patina's By%, Jeg tog fra ham Guld, Tøier farvede 
i berom og Safran. Jeg kom over og overskred Floden 
p— 
HER ST-Tl ER 
ab - mi - ef 
Abrie (d, e. Ifrin) og gjorde der Holdt. Jeg vendte mig derfor 
bort fra Bredderne af Aprie og gik frem til 


TI JE + TH | 
ku - nu - lu - a7 


Eee === 


? En Talent Jern havde uden Tvivl en Vægt af omtrent et Centner. 

2 Her tænkes maaske paa en Udskrivning af Rekruter i Landet. 

: Hvor disse Lande og det felgende Akhani have ligget, er ubekjendt, de 
herte dog formodentlig til Tauros Bjerglandskaberne Nord for Antiokhia. 
Hazati er Årabernes Aziz; se nedenfor $ 53. 

Se $ 58. 

Rawlinson JInscriptions I, pl. 25 1. 72. 

Rawlinson JInscriptions I, pl. 25 1. 78. Kunulua er sandsynligvis det 
nuværende Killis; se $ 53. 


Må) ma mm å 











636 


Kunulua, en By i Ludarna af Patina's Kongerige. Han frygtede 
mine vældige Vaaben og mine .... og for at redde sit Liv, yd- 
mygede han sig for mig. Jeg inddrev hos ham 20 Talenter Sølv, 
en Talent Guld!, 200 Talenter Tin, 100 Talenter Jern, 1000 Okser, 
10000 Faar; 1000 Klædninger, farvede med derom og Safran, 
Solskjerme af Ibenholt tamliti, ahhuzati, Ibenholts-issa, issa tamliti 
så rå, pasur, ka? af Ibenholt (?) i stort Antal, Redskaber fra hans 
Hus i stor Mængde, og hvis Skjønhed var uden Lige, 10 Slav- 
inder; .... i stort Antal, store pagut for store Herrer. Jeg .... 
Vogne og Hestfolk .... Mænd suku i Landet Patina?. Jeg lod 
ogtage en Liste derover". 

»Ved samme Tid modtog jeg ogsaa Tribut af Gust fra Landet 
Jahan!: Sølv, Guld, Tin .... Okser, Faar og Tøier farvede i 
berom og Safran”. 

»Jeg forlod nu Kunulua, Lubarna' fra Patina, hans Kongeriges 
By. Jeg gik frem til Floden 


HIH KFET —] 


a - ra = an - tå 
Orontes. Jeg overskred Aranti (Orontes) og gjorde Holdt paa 
dens Bredder. Jeg vendte mig bort fra Orontes. Jeg gik imod 
Landene Jaraku og Jatur? ....'s Land; jeg erklærede ham for 
Forræder (?). "Jeg standsede ved Floden 


FI mæ | i ET] 


- ga- ra 


! En Talent Guld er 100 Pund Guld og vilde have en Værdi af 50000 
Rd. Om Værdien af de 20 Talenter Selv se ovenfor $. 634 Anmk. 11. 

2 Hvad der menes ved disse Gjenstande, er det os ikke muligt at 

bestemme. 

Her fortælles det Samme, som ovenfor sagdes om Karkemish, men 

Meningen er os her ligesaa uklar. 

$ Hvor Jahan har ligget er ubekjendt. Jahan 770 svarer nogenlund? 

til z79 Javan, men det er ikke at antage, at der allerede 876 skulde 

have været hellenske Nybygder i disse Egne. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 79. 

S Disse Lande laa formodentlig Vest for Orontes. 





637 


Sangar'; jeg vendte mig bort fra Sangar. Jeg gik derpaa imod 
Grændserne af Saratina og Girpani. Jeg standsede ved .... 
Jeg gik frem til Aribua, en af Lubarna's af Patina's store Byer. 
Jeg beholdt denne By for mig selv. Jeg opdyngede Sæd og høstet 
Korn i Landet Lukhuti. Jeg tillod at plyndre hans Slot. Jeg 
bosatte Assyrer der". 

»Imedens jeg opholdt mig i Arwua, besatte jeg Byerne i 
Landet Zukhat:. Jeg dræbte en stor Del af dets Beboere, ødelagde 
Byerne, rev dem ned og opbrændte dem ved Ild. Jeg gjorde 
mange Fanger og korsfæstede dem foran Byerne". 

»Ved denne Tid? naaede jeg Grændserne af Bjerget Ladbnana 
(Libanon). Jeg gik til det store Hav ved ... (Phoinikien). Paa 
Bjergenes Høider istemmede jeg Lovsange til de store Guder og 
holdt høitidelige Offringer. Jeg modtog Tribut af Kongerne over 
landene omkring Bjergene: nemlig Tyros, Sidon, Gubal3, Mahallit, 
Maisa, Kaiza, — Landet Akharrit, samt af Arvad, som ligger i 
Havet. Disse Tributer bestode af Sølv, Guld, Tin, Kobber, Gjen- 
stande af Jern, Tøier farvede i derom og Safran (?), store pagut, 
smaa pagut, Sandeltræ, Ibenholt, Sælhundeskind (?). Saaledes 
ydmygede de sig for mig". 

»deg steg op paa Amanos-Bjerget?; jeg huggede der Stammer 
af Cedre, Fyr, Cypres og li. Jeg bragte Offre til Ære for de 
store Guder. Jeg lød forfatte en Beretning om mine Bedrifter 





" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 80. Her og i det Følgende indtil 
l. 84 fortælles der aabenbart om et Tog, der har været udført af en 
Afdeling af Hæren, som Assur-nazir-pal havde sendt imod Nord og 
Nordost, formodentlig allerede dengang, da han stod ved Floden Ifrin 
og ved Byen Kunulua. Af den Omstændighed, at Alt fortælles i 
forste Person, ter man ikke slutte, at han selv har været tilstede paa 
Toget; han er tvertimod sandsynligvis blevet ved Hovedstyrken (Amk, 2). 

? 184. Her fortsættes den 1. 80 afbrudte Fortælling om den assyriske 
Hovedstyrkes Bevægelse. 

? Om de phoinikiske Stæder, se nedenfor $ 55. 

" Med dette Navn betegne Assyrerne ofte Phoinikien; se forevigt 
nedenfor $ 56. 

5 8e nedenfor $ 58. 





638 


og reiste den paa Høiden. Jeg lod tage Cederbjælker fra Ama- 
nos og bestemte dem til Templet Bet-hira, et Hus. ... Maane- 
guden og Solguden, mine høie Guddommes Tempel". 

»Jeg gik til Mirkit—Træernes Land, besatte det helt, 
huggede Mirhi— Træ og bragte det til Ninive. Jeg gjorde en... 
Sasa?" til Ære for Istar (Astarte) i Ninive, min Herskerinde, paa 
den Dag, der er viet Solen, efter min Gud Assurs Bud", 

Af Assur-nazir-pal's Annaler, hvis Meddelelser vi her have 
fulgt, vide vi, at han i det følgende Aar (875) atter berørte Sy- 
rien?; men hvorvidt han i Løbet af de næste fjorten Aar igjen 
har ført sine Hære ind i Landet, formaa vi ikke at aføjere, da vi 
ikke besidde noget assyrisk Mindesmærke fra disse Aar, der taler 
om Syrien eller syriske Folk. 


enn ser LY Det næste Aar, om hvis Historie vi besidde nogen Kjendskab 
er det Aar, da Assur-nazir-pal døde og hans Søn Salman-eser 
besteg Thronen, d. e. Aaret 8613, I dette Aar foretog Åssyrerne 
intet Angreb paa Syrien, men kæmpede i andre Egne, nemlig i 
Landene Nord for Assyrien i Nærheden af Søen Van". Straks det 
følgende Aar (860) førte Salman-eser derimod sine Skarer ind i 
Syrien, og vedblev fra den Tid af i en lang Aarrække idelig at 
foretage nye Angreb paa dette Land. 

Salman-eser hærgede først Bet-Adinis (Edens Børns) Hoved- 
land&, der laa Øst for Euphrat, hvorpaa han førte sin Hær over 
denne Flod. Efter hvad Salman-eser fortæller i den Indskrift, 
som læses paa hans Monolith t London, modtog han her Tribut af 


Efter Oppert: en Procession, 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 95—96. 

Se ovenfor S. 381. 

Salman-esers Monolith col. I, Il. 29 (Rawlinson, Jnscriptions vol. TIL). 
Salman-esers Monolith col. I, 1. 29 ff. Layard, JInscriptions pl. 88 
1. 22—96. 

S Om Salman-esers Monolith se nedenfor 8. 642; slgn. ogsaa ovenfor 
8. 244. med Anmk. 5. 


a ae tb oa mm 


639 


Kongen af Kommuhu (Komimnagene), Katazi!, fra hvis Land Assy- 
rerne rigtignok vare over fyrgetyve Mile borte”, Assyrerne angreb 
derpaa Byen Pagarruhbuni, der tilhørte Bet-Adini's Konge Ahunu, 
hvem de her endnu engang tilføjede et betydeligt Nederlag, i 
hvilket han mistede 1300 af sine Soldater?. Efter denne Seir gik 
Assyrerne videre frem i Syrien, først for at betvinge Nordsyrien. 

Vi ville her lade Salman-eser selv fortælle, da de Efterret- 
ninger, han giver om sin March, foruden ved deres historiske Indhold, 
tillige ikke ere uvigtige i geographisk Henseende: 

»Fra Byen Pagarruh-buni drog jeg bort og gik derpaa imod 
Murili af Gavguma's Byer. Tributer modtog jeg af Murik af 
Gæguma: Sølv, Guld, Okser, Lastdyr og hans Slavinder i stor 
Mængde. Fra Byen Gavguma drog jeg bort og gik derpaa til 
Byen Lutibu, en By, der besades af Hanu af Samalla. Men da 
vendte Hanu af Samalla, Sapalulvi af Patinat, Ahunu, Adinu's 
Sen, og Sangara af Karkemish deres Biik om efter anden Hjælp, 
beredede sig paa Krig og kom mig imøde for at holde Slag. 
Men ved Guden Nergal, ban, som gaar foran mig, ved hans kraf- 
tige Haand, og med min Herre, Guden Assurs Vaaben gik jeg 
imod dem, kæmpede med dem og slog dem paa Flugt". 

Derpaa beskriver han", hvorledes de faldne Fjenders Lig 
bleve spredte foran ham paa Bjergene, og fortæller derpaa om sin 
videre Fremmarch imod Landet Patinai, hvis Konge Saplulvi 
kaldte sine Naboer til Hjælp, navnlig Haianu af Samalla, Sangara 
af Karkemish, Ahunu, Adinis Sen, Katizi af Kua, Piluriai af 
Kilikien (Khiluka), Buranati af Jasbukat og Åramu, Guzis Søn, 
Konge af Ararat>, 


! Salman-esers Monolith col. I 1. 87 (Rawlinson, Inscriptions vol. III.). 
Om Kommukhu, se $ 53. Kongen af Kommuhu frygtede formodentlig for, 
at Assyrerne skulde gaa op langs Euphrats venstre Bred og overfalde 
hans Besiddelser paa Østsiden af Floden, og ilede derfor med at for- 
sone Salman-eser, imedens det. endnu var Tid. 

7? Salman-esers Monolith col. I 1. 52. 

' 1, 52. 

' L 58—54. 


640 


Salman-eser fortæller, at han vandt en stor Seir, hvorpaa han 
hærgede Patinat, bestandig vindende nye Slag, i et af hvilke 
han fangede Buranati af Jasbuka:!. Han modtog dernæst Tri- 
buter af Kongerne paa Søkysten”, huggede Tømmer paa Amanos- 
Bjerget og gik derpaa videre til Armenien, hvorfra han drog til- 
bage til Ninive. 

Næste Aar (859) gik han atter imod de samme Egne, han 
havde hærget det foregaaende Aar, sandsynligvis nærmest i den 
Hensigt at betvinge de Fyrster i disse Landskaber, som han enten 
ikke havde havt Leilighed til at angribe eller ikke havde formaaet 
at beseire paa sit sidste Felttog. 

Han gik først imod Edens Børns Land, der laa paa Euphrats 
venstre Bred, hvorpaa han overskred denne Flod og besatte seks 
Byer paa Flodens høire Bred, som ligeledes beherskedes af 
Ahunu, nemlig Birtu (?), Suru, Paripa, Marie og Tabigu (Thap- 
sakos)". Han ødelagde derpaa ikke mindre end to hundrede Byer, 
som tilhørte Ahunu og laa Vest for Euphrat?, og vendte sig der- 
efter imod Riget Karkemish, der endnu beherskedes af Sangar'. 

Den første By i Riget Karkemish, han angreb, efterat han var 
gaaet bort fra den til Ahunu's Rige hørende By Tabigu, var 
Byen Sazabte, som han snart blev Herre over. Det kom nu til 
en Kamp med Sangar og hans Forbundsfæller, i hvilken Assyrerne 
selrede7”, hvorpaa Karkemish underkastede sig og udredede en 
Tribut af 3 Talenter Guld, 100 Talenter Sølv?, 300 Talenter 


Salm. Monol. col. II I. 4, (Rawlinson, Znscriptions vol. JIL). 

1. 7, (Rawlinson l. c.). 

Salm. Monol. col. II, I. 13 (1. c.). Layard Inscriptions pl. 88 1. 32—35. 
Salm. Monol. col. II, I. 16—17, slgn. Layard Anscriptions pl. 88 1. 34, 
hvor der kun nævnes Byerne Birtu og Tabigu. Om disse Byer se 
nedenfor $ 53. 

Salm, Monol. col. IX, 1. 18. 

1. 19. 

1. 22. 

Tre Talenter Guld er 150,000 Rd.; hundrede Talenter Selv efter 
Brandes 106,000 Rd.; efter Andre det Dobbelte. 


aa 4$ aa u 


641 


Kobber, 300 Talenter Jern, 100.... foruden 500 Okser og 
endel Faar. 

En Hersker i et Landskab i Amanos-Bjergene, Hajan, Gabbar's 
Sen", maatte give 500 Okser og 3000 Faar foruden Sølv og Guld 
og endel kostbart Tømmer. Kongen af Kommagene gav 20 
Miner Sølv og 300 Stykker Cedertemmer?. 

Fire Aar efter, i det Aar, da Daian-assur (eller Din-assur) 
var Eponym (d. e. i Aaret 854)? gik Salman-eser atter til Sy- 
rien. Han drog først til Bredderne af Floden Balzkh (de Gamles 
Belias) og modtog Tribut af de i Nærheden af denne Strøm 
bonde Folk. Derpaa gik han over Euphrat og modtog Tribut af 
sine nordsyriske Vasaller, men da han gik videre imod Syd imod 
Hamath, blev han angreben af Kongen af Hamath og hans For- 
bundsfæller, der havde samlet en stor Hær. Slaget stod i Nær- 
heden af Byen Karkar og endte, efter hvad Salman-eser fortæller, 
med Syrernes fuldstændige Nederlag. 

Vi ville nu lade Salman-esers egne Aktstykker selv fortælle 
dette Aars Begivenheder, der i flere Henseender have stor In- 
teresse for os. Vi meddele først Beretningen, saaledes som den 
læses paa Salman-esers Monolith i British Museum", 

»I det Aar, da Daian-Assur (eller Din-.Assur) var Eponym, i 
den tredie Maaned, den fjortende Dag, drog jeg bort fra Ninive, 
overskred Floden Tigris, marcherede imod Giammu's Byer ved 
Floden Balikh. I gruelig Angst for min Vælde flyede de for 
mine Vaabens Angreb; men jeg indhentede deres Fyrste (?) og 
slog ham ihjel. Til Byen Samlala? og Tel-sa-abal gik jeg op. 
Mine Guder bragte jeg til hans Borge og opstillede dem der. 


mn ——— 


! Salm. Monol. col. II, I. 24; Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7. Efter 
andre Steder i Aktstykket var Hajan, Gabbars Sen, Konge af Samalla, 
der følgelig har ligget i Amanosbjergene; se nedenfor $ 53. 
Salmanesers Monolith col II, 1. 29—30 (Rawlinson, /nscr, UI, pl. 8). 
Se ovenfor S. 383—384. 

col. II 1. 79—102 (Rawlinson l. c.). 

Denne By er neppe den samme som det ovenfor omtalte Samalla, 
Se nedenfor $ 53. 


ae få &B tå 


41 





642 


Oplagssteder anlagde jeg i hans Borge og jeg samlede der hans 
Forraad og Eiendele for at bringe dem til min By Assur!. Fra 
Samlala gik jeg bort og kom derefter til Kar- Salman-eser, hvor- 
" paa jeg gik over Euphrat, paa Skibe af Skind (?), for anden Gang i 
dens øvre Løb. Tributer modtog jeg af Kongerne paa Euphrats 
Bredder, af Sangar i Karkemish, af Kundaspt i Kumaha (Kom- 
magene), af Aramu, Guzt's Søn, af Mil: (?) i Milida, af Haian, 
Gabar's Søn, af Girparuda i Patina, af Girparuda i Gavguma: 
Sølv, Guld, Tin, Kobber, kam (?) af Kobber. Til Byen Assur blev 
det, jeg modtog her fra Bredderne af Floden Euphrat og fra (det 
Sted ved) Floden Sagurt, som Syrerne kalde Pitru, henbragt og 
lagt i dens Midte". 

»Jeg gik nu bort fra Floden Euphrat og kom derpaa til 
Byen Kalvan?, Den undflyede Kamp og tog mit Aag, Sølv og 
Guld som Tribut derfra jeg modtog, Tusinde Offre bragte jeg til 
Guden 
han, som er i Byen Kalvan?, Fra Kalvan drog jeg bort og gik 
derpaa imod de Byer, som tilhørte Sahulina (Saul) af Hamath, 
nemlig Byerne Adinnu, Masga og Argana, hans Riges og Landes 
By. Som Bytte jeg tog hvad der fandtes der, og Bohavet i hans 
Kongeborg. Paa hans Kongeborg satte jeg Ild; Byen Årgana 
forlod jeg, til Karkar drog jeg. Karkar, hans Riges By rev jeg 
ned, sleifede den og opbrændte den; men da kom 1200 Strids- 
vogne, 1200 Lastvogne (?) og 20000 Mand fra Bin-iiri (Benhadar) i 
Damask", 700 Stridsvogne og 7000 Lastvogne og 10000 Mand fra 


er me 


!  Åssyriens ældste Hovedstad, se ovenfor S. 354. 

2 Navnet kan forevrigt ogsaa udtales Halnis. 

2 Man ser heraf at Assyrerne antog, at der i den syriske By Aatran 
dyrkedes en Gud, der ikke var forskjellig fra deres Luftgud. Formo- 
dentlig have de to Guder havt det samme Navn; men uheldigvis vide 
vi ikke, hvorledes Assyrerne udtale den anførte Gruppe. Se ovenfor 
S. 457. Den syriske Guds Navn er derfor ubekjendt. 

f I den assyriske Text staar der ikke: Damask, men et Monogram af 


643 


Sahulina (Saul) i Hamath, 2000 Stridsvogne og 10000 Mand fra 
Akhab i Israel (strala >n"w"), 500 Mand fra Landet Kui, 1000 
Mand fra Musrat (Ægypten), 10 Stridsvogne og 10000 Mand fra 
Landet Sakakita (?)?, 2000 Mand fra Matan-Baal (matinu-bdal:), i 
Arvad”, 2000 Mand fra Landet Usanati, 30 Stridsvogne og 10000 
Mand fra Adan-Baal (aduna-ba'l:) i Landet Siana (Sian)", 1000 
Kameler fra Gindwbuh i Landet Araba (Arabien)?; 1000 Mand 
fra Baesha (da'sa), Rehobs Søn, fra Amana (Amons Børns Land)' 
— tolv? Konger til hans Hjælp, og ligefor mig toge de Stilling. 
Men ved Gud Assur, Gudernes Herres, stærke Hænder, og med 
Gud Nergals vældige Vaaben styrtede jeg imod dem, kæmpede 
med dem og forfulgte dem lige fra Byen Karkar indtil Byen 
Kirzau. 14000 af deres Krigere slog jeg med mine Vaaben, og 
ligesom Vindens Gud bragte jeg Fordærvelse over dem; ...% indtil 
Floden Orontes forfulgte jeg dem, efterat jeg midt i denne Kamp 
havde taget deres Stridsvogne, Lastvogne (?), Heste og Forspand" ?. 

I en anden Udgang af Salman-esers Annaler, som læses paa 
kolossale Tyrefigure fra Nimrod "9, finde vi følgende Beskrivelse af 


tvivlsom Udtale, som vil findes nedenfor S. 656 og i $ 56. Ifelge 
G. Smith læses dette Ord: garimiri-su (Hans Æslers Borg"). 

Se nedenfor $ 58 og Kap. X 8 95. 

Maaske menes her Kypros. 

Se nedenfor &$ 55. 

Se nedenfor &$ 56. 

Se ovenfor S. 510. 

Se nedenfor 8 59. 

Man vil forevrigt se, at der kun nævnes elleve Konger; deres samlede 
Styrke var efter de angivne Summer 65,500 Mand. 

Her findes en Lakune, der gjer Oversættelsen af Sætningen umulig. 
Hermed ender Indskriften paa Salmanesers Monolith. Denne Monolith 
er uden Tvivl bleven forfærdiget i Ninive den følgende Vinter og her 
bleven forsynet med sin Indskrift, hvorpaa Assyrerne tog dem med 
paa deres Felttog næste Aar. I Virkeligheden fortæller Salmaneser i 
sin Skildring af Begivenhederne i det næste Aar, at han reiste et 
Billede af sig ved Tigriskilderne, (Layard, Inscriptions pl. 88 1. 34). 
Layard, Jånscriptions pl. 46 1. 1—9. Levninger af samme Text findes 
Layard, JInscriptions pl. 14 1. 12—19. Se Oppert i Annales de Philo- 
sophie chretienne cinquiéme série XII, 8. 123 (1865). 


4 åd MM hk ff MB mv 


41? 


644 


dette Aars Krigsbegivenheder, der er af Vigtighed for og, navnlig 
fordi den viser os, at disse "Begivenheder indfaldt i Salman-eser's 
sjette Regjeringsaar: 

»I mit sjette Aar drog jeg bort fra Ninive og marcherede 
imod Byerne paa Bredderne af Floden Bal:kh, De frygtede mine 
vældige Vaaben. Jeg dræbte Giammu, Byernes Fyrste. Jeg drog 
ind i Byen Tel-abal-akhi og bestemte Byen for, mig selv. Jeg 
fjernede mig fra Bredderne af Balikh, gik over Euphrat ved et 
Vadested (?) og modtog Tributer fra Kongerne i Landet KXatts (Nord- 
syrien). Jeg forlod Landet Khatti (Nordsyrien) og gik imod 
Byen Halvan. Jeg.... Byen Halvan. Jeg forlod Halvan og gik 
til Byen Karkar". 

»Men Bin-itri (Benhadar) af Damask og Sahulina (Saul) af 
Hamath og tolv Konger fra Landet Khatti (Nordsyrien) og Bred- 
derne af Havet, hvilke stolede paa deres Arme (?) .... kom til 
mig for at holde Slag og Kamp: 20500 Mand dræbte jeg med 
mine Vaaben. Jeg tog deres Stridsvogne og Lastvogne (?) og Krigs- 
forraad. De flygtede for at redde deres Liv; jeg steg ombord paa 
Skibe og gik indtil Midten af Havet«", 

Paa Obelisken fra Nimrod fortælles de samme Begivenheder 
noget kortere? : 

»I mit sjette Regjeringsaar gik jeg imod Byerne paa Bred- 
derne af Floden Balkh; jeg dræbte Giammu, deres Stads Fyrste. 
Jeg nærmede mig Byen 7el-abal-ahi (?), gik over Euphrat paa 
Færge (?) og modtog Tribut fra Kongerne i Landet Khatt: (Nord- 
syrien). I de samme Dage kom Bein-itr: (Benhadar) af Damask 
og Sahulina (Saul) af Hamath og Kongerne fra Landet Khatt: 
(Nordsyrien) og fra Kysterne af Havet, hvilke stolede paa deres 
hurtige Fødder (P), til mig for at holde Slag og Kamp. Men 
med min store Herre, Gud Assurs Hjælp, kæmpede jeg med dem 


1 Dette er vist en Overdrivelse, thi har Salman-eser virkeligt foretaget 
et saadant Setog, saa havde han sikkert ikke glemt at tale derom i 
den mere udførlige Beskrivelse, der læses paa hans Monuolith. 

?. Layard, Inscriptions pl. 89 1. 54 til pl. 90 1. 66. 


645 


og slog dem. Jeg tog deres Stridsvogne og Lastvogne (?), Vaaben 
og Krigsforraad og nedlage 20,500 af deres Krigere". 

Det kan efter disse Beretninger ikke betvivles, at en stor Del 
af de syriske Fyrster ved Efterretningen om Assyrernes Fremmarch 
imod Mellemsyrien havde begyndt af frygte for deres egen Sikker- 
hed og derfor uden Vægring havde fulgt Kongen af Hamaths Op- 
fordring om at komme ham til Hjælp med en betydelig Styrke; 
men det kan heller neppe betvivles, at Assyrerne gik ud af 
denne Kamp med de forenede mellemsyriske Fyrster som Seir- 
herrer. 
Paa den anden Side synes det dog ikke mindre klart, at 
Syrernes Modstandskraft ingenlunde blev brudt ved dette Nederlag; 
thi hvis dette havde været Tilfældet, havde Assyrerne neppe und- 
ladt straks at gaa længere frem i Syrien for at brandskatte og 
plyndre. Men dette skete ikke denne Gang. Assyrerne standsede 
snart deres Fremmarch og førte, som det synes, ikke længe efter 
deres Hær tilbage til Assyrien, uden næste Aar at forfølge deres 
Seir. Grunden hertil var formodentlig den, at Salman-eser havde 
til Hensigt at vende sin Hær imod andre Egne!, derfor var han vel 
fornøiet med at have brudt Mellemsyriens Kraft for en Tid og 
indjaget Nordsyrerne en saadan Skræk, at det ikke var at vente, 
at de skulde tænke paa Oprør igjen for det Første. 

Men da han efter tre Aars Fraværelse (8353—851) atter kom 
til Syrien (850), modtog han ingen Afgifter, men fandt Nord- 
syrerne, der nu i nogle Aar havde været hans Undersaater, rustede 
til Kamp; og, som det synes, havde Mellemsyrerne, glemmende 
deres Uheld i sidste Krig med Assyrien, lovet dem deres Bistand, 
ja de havde vel endog ved Løfter om Hjælp ægget dem til Oprør. 
Salman-eser maatte derfor gaa frem imod sine tidligere nord- 
syriske Vasallers Riger som imod et fjendtligt Land. 


! Assyrene kæmpede i Aarene 852—851 i Babylonien, som de tilsidst 
betvang fuldstændigt. Kampen drog sig forevrigt i det sidste Aar 
noget ind paa syriske Enemærker, idet Kong Marduk-bil-usati flygtede 
til den ovennævnte By Halvan; se Layard, Inscriptions pl. 15, 1. 25—26. 


646 


Man læser nemlig i Indskriften paa Tyrene fra Nimrod!; 

»I mit tiende Aar (d. e. 850) gik jeg over Euphrat for ottende 
Gang; jeg ødelagde Sangar af Karkemish' Byer, jeg rev dem ned 
og brændte dem med Ild. Jeg gik derpaa bort fra Byerne, som 
høre under Karkemish og nærmede mig til Aramu's Byer”. Jeg 
indtog Arnie, hans Kongedømmes By; jeg ødelagde og hærgede 
og brændte med Ild hundrede Byer i hans Landskaber. Jeg an- 
rettede et stort Blodbad og tog Fanger" ?, 

»Paa den Tid? kom Bin-itrt (Benhadar) af Damask og Sahu- 
lina (Saul) af Hamath, tolv Konger? fra Bredderne af Havet for 
at holde Slag og Kamp. Jeg kæmpede med dem ,og slog dem. 
Jeg tog deres Vogne, Heste og Krigsforraad. De flygtede for at 
redde deres Liv". 

Trods Alt hvad Assyrerne fortælle om deres Seire, synes det 
os dog klart, at det i dette Aar ikke lykkedes dem at undertvinge 
nogen Del af Syrien, thi næste Aar (849) maatte de atter kæmpe 
med Syrerne og det ikke blot med Kongen af Hamath, men med 
Kongen af Karkemish, som man skulde mene var fuldt beseiret. 

»I mit ellevte Aar drog jeg ud fra Ninive og gik for niende 
Gang over Euphrat paa Færge (?). Jeg tog 87 Byer af Sangar' og 


! Se Layard, Inscriptions pl. 15 1, 29 ff. og pl. 46 1. 17 ff.; Oppert i An- 
nales de Philosophie chrétienne cinquiéme série XII, 8. 124 (Paris 1865). 
2 ÅAramu var Konge i Årmenien, se ovenfor S. 487. 
Indskriften paa Obelisken fra Nimrod er mere kortfattet, den taler 
ikke om Jndtagelsen af Sangars Byer. Se Layard, Jnscriptions pl. 91 
1. 85. 
Her en Uneiagtighed, thi den her beskrevne Kamp med Kongerne af 
Hamath og Damask kan neppe være foregaaet, efterat Assyrerne havde 
vendt sig imod Armenien. Derimod er det meget sandsynligt, at 
Salman-eser, imedens han bekrigede Sangar i Karkemish, er bleven 
angrebet af de to nordsyriske Fyrster, der uden Tvivl søgte at und- 
sætte Sangar, hvem de formodentlig havde forledt til at gjøre Oprer. 
Paa Obelisken fra Nimrod (Layard, Jnscriptions pl. 91 1. 85—86) er 
Fremstillingen meget kort. 
5 Der menes formodentlig, at der salt var tolv Konger. 


im 


647 


100 af Aramu's. Jeg ødelagde dem, nedrev dem og opbrændte 
dem med Ild" ”, 

»Jeg vendte mig derpaa imod Bjerget Amanos og angreb 
Landet Jaraku?. Jeg steg derpaa ned mod Hamath indtog Asta- 
maku og 89 andre Byer. Jeg anrettede der et almindeligt Blodbad 
og førte Fanger derfra". 

»Ved denne Tid kom Bin-tri (Benhadar) af Damask og Sahu- 
lina (Saul) af Hamath, tolv Konger fra Kysten, som havde Tillid 
tl deres... . de gik frem imod mig for at holde Slag og Kamp, 
men jeg jog dem paa Flugt; 10000 Krigsmænd slog jeg med 
mine Vaaben, og jeg tog deres Stridsvogne, Lastvogne (?) og 
Krigsforraad". 

»Paa min Hjemvei? besatte jeg Apparar, Åramu's Kongestad. 
Jeg modtog ogsaa Tribut af Girparundi af Palina: Sølv, Guld, 
Tin, Heste, Okser, Faar og Tøier [farvede?] i Safran (?)"", 

Saaledes var da Nordsyrien atter betvungen (849); men. saa- 
længe Mellemsyrien var usvækket, kunde han aldrig vente at be- 
holde Landet i Ro; men at betvinge det, var ingen let Sag. 
Han lod derfor, synes det, et Par Aar gaa hen, som han navnlig 
anvendte til at ruste sig for næste Gang at kunne angribe Mellem- 
syrerne med en knusende Overmagt. Han foretog nemlig i de 
følgende to Aar (848—847) kun mindre Tog, saaledes i det første 
af disse Aar (848) et Tog til en Del af det syriske Mesopota- 
mien, hvig fleste Beboere forøvrigt ikke synes at have deltaget 
med Nordsyrerne i Oprøret imod Assyrerne Aaret tilforn (849). 


!: Begivenheden fortælles Layard, Anscriptions pl. 15 1, 32—34 og pl. 47 
1. 19—21. Se ovenfor 8$. 646 Anmk. 1. 

2 Arkiternes Land eller Arke,se nedenfor $ 56. 

Nemlig til Ninive, 

Den følgende Beretning findes paa Tyrene fra Nimrod: Layard, Inscr. 

pl. 15 I. 21 og pl. 47 1. 21, hvor dog Slutningen er noget afkortet, 

se Oppert Il. c. Paa Obelisken fra Nimrod (Layard, Inscriptions pl. 91 

l. 87—89 findes en tildels næsten ligelydende, men ellers endel for- 

kortet Beskrivelse. 

'… Layard, Anscriptions pl. 91 1. 89. 





648 


Han betvang nemlig paa dette Tog kun en betydeligere By, nemlig 
Byen Pagarrumbunt, som han nogle Aar før havde indtaget. 
De andre Byer synes derimod at have forholdt sig rolige og at 
være vedblevne at være Assyrerne tro”. 

I det følgende Aar (846) var han endelig tilstrækkeligt rustet 
til at turde vove et Angreb paa Mellemsyrerne, der paa deres 
Side heller ikke havde været ledige. De havde sikkert bragt en be- 
tydelig Hær paa Benene, thi det er klart, at de ikke i dette Aar 
bleve fuldstændigt overvundne af Assyrerne, uagtet disses Hær var 
meget talrig og sikkert langt større end nogensinde tidligere. 

Paa Tyrene fra Nimrod læses følgende Beskrivelse af Sal- 
man-esers Bedrifter i dette Aar: 

»I mit fjortende Aar? holdt jeg Folketælling i mine udstrakte 
Besiddelser, som ere uden Tal, jeg overskred Euphrat i et Vade- 
sted med 120,000 Mand. Da kom Bin-ttr: (Benhadar) af Damask 
og Sahulina (Saul) af Hamath, tolv Konger fra Kysten, saavel . 
den øvre som den nedre. De mønstrede deres store Hære, der 
vare uden Tal og gik imod mig. Jeg kæmpede med dem og slog 
dem paa Flugt. Jeg tog deres Stridsvogue, deres Lastvogne (?) 
og Krigsforraad; de flygtede for at redde deres Liv". 

Paa Obelisken fra Nimrod fortælles de samme Begivenheder 
men noget kortere”, og der fortælles ligesaalidet her som i den 
meddelte Text Noget om, at de slagne Fyrster bleve tvungne til 
at betale Tribut, eller at deres Land blev plyndret o. desl. Hertil 
kommer endnu, at Asgyrerne fire Aar efter (842) fornyede An- 
grebet paa Damask, uden at der gjøres nogen Hentydning til, at 
Riget tidligere var blevet betvunget af Åssyrerne. 

Inden vi gaa videre i vor Fortælling maa vi først kaste et 
Blik tilbage. Hvergang Assyrerne under Salman-eser true Nord- 


! Se ovenfor S. 384. I Aaret 847 var det Folket Jati, der var Gjen- 
stand for hans Angreb; se Layard, JInscriptions pl. 91, 1. 90. 

2  Layard, Jånscriptions pl. 16 1. 43—46 og pl. 47 1. 26—28, hvor Begyn- 
delsen er udfalden. 

2 Layard, Jnscriptions pl. 91 1. 91—pl. 92 1. 92, 








649 


syrien, møde de her et Forbund, i Spidsen for hvilket der staar to 
Konger, hvoraf den første er Konge i Damask, den anden i 


Hamath nemlig: 
b] =[I MT eg ]T DEN —T" 
bin-st-ri (11373) sa-hu-li-na (ja eller 5100) 
Ben-hadar (7751) Saul (8%). 

Forbundsfællernes Antal var tolv, nemlig foruden de to, der 
stode i Spidsen for Forbundet, ti andre. Deres Navne anføres, 
som ovenfor” meddelt, paa Salman-esers Monolith, hvor dog, som 
det synes, en af dem er glemt. | 

Endel af disse Forbundsfæller stode sikkert ikke i noget Af- 
hængighedsforhold til de to Ledere af Forbundet og vare kun til- 
traadte det, fordi de nødigt vilde se Assyrerne blive overmægtige 
i Syrien?; men adskillige af de andre Fyrster have sikkert, før 
dette Forbund afsluttedes, staaet i Vasalforhold til en af disse 
to Konger. Hundrede Aar sengre, paa Tiglath Pilesars Tid, 
var Kongen af Hamath saaledes Irehnsherre over Sian. Det 
Samme har sandsynligvis været Tilfældet paa Salman-esers Tid, 
ti hvilken Tid Hamath aabenbart var et mægtigt Rige.  For- 
modentlig have, foruden Sian, enkelte nærliggende Smaastater som 
Usanaii, maaske ogsaa Arvad, staaet i Afhængighedsforhold til 
Kong Saul af Hamath; Benhadar kan paa sin Side ogsaa have 
været Lehnsherre over enkelte af sine Naboer?. 


1! I vor Text af Biblen kaides han rigtignok Ben-hadad, men i den 
hellenistiske Oversættelse finder man Formen Benhadar, som altsaa 
maa have været tilstede i de Haandskrifter; Oversætteren benyttede. 
Adar var en syrisk Gud ligesom Hadad, -saa at der heller ikke fra 
denne Side er noget til Hinder for at foretrække Læsemaaden 
Ben-hadar. 

? Se ovenfor 8. 642—643. 

2 Dette var formodentlig Tilfældet med Ægypterne og Araberne, for 
hvem Syrien var en Formur imod Assyrien. Slgn. nedenfor $ 53. 

$ Benhadar skal efter Biblen (2 Kong. 20, 1) have havt 32 Vasaller, 
men de vare sikkert kun Smaafyrster, og det er neppe sandsynligt, at 
nogen af dem skulde findes paa Salman-esers Monolith. Imidlertid 


650 


I et af de følgende tre Aar (845—843), i hvilke Assyrerne 
kæmpede i andre Egne", foregik der en Thronforandring i det ene 
af de to omtalte syriske Riger, nemlig i Damask, hvis Konge 
Bin-itri (Benhadar), i et af disse Aar bleven afløst af en vis 


I ff oa] —] 
ha-2za "| - u?, 
Hazael (SX). 

Thi da Assyrerne i Salman-esers attende Regjeringsaar (842) 
atter angreb Mellemgyrien, var Bin-itri ikke mere Konge af Da- 
mask, hvorimod Hazael nævnes som Konge af Landet. 

Benhadars Aflesning af Hazael synes forevrigt, efter de assy- 
riske Aktstykker, at have været mere end et simpelt Thronskifte. 
Thi imedens Bin-itri bestandig havde havt en tro Forbundsfælle i 


er det dog muligt, at Benhadar var Lehnsherre over Kongen af 
Ammon,. Israel derimod har neppe i dette Aar (854) været hans 
Vasalstad, thi om det end ikke er umuligt, at Baesha efter sit Uheld 
imod Benhadar (I.), se 1 Kong. 15, 20—21, er bleven skatskyldig til 
Damask, og at Benhadar (II.'s) Angreb paa Samaria (1 Kong. 20, 1 
ff.) har været en Følge af et Forseg af Akhab paa at befri sig, saa 
synes det dog klart, at Freden i Aphek (2 Kong. 20, 34) — der for- 
modentlig henherer til Aaret 857, — ikke var ugunstig for Israel, 
og at den indrømmede Israeliterne Ligeberettigelse med Syrerne: uden 
at det derfor kan negtes, at den Omstændighed, at Syrerne beholdt den 
vigtige By Ramath i Gilead, i ethvert Tilfælde taler for, at deres 
Nederlag langtfra var såa stort som det fortælles i Kongernes Beger 
(hvis Skildring åer synes taget af et mindre paalideligt folkeligt 
Skrift, se ovenfor $. 309). I Aphek sluttedes uden Tvivl ikke blot 
Fred, men Forbund imellem Syrien og Israel, og som Følge af dette 
Forbund sendte Akhab tre Aar efter i Aaret 854 en Hær paa 10,000 
Mand til Benhadars Undsætning. Omendskjendt Akhabs Tropper 
maa have lidt Tab i Slaget ved Karkar, har dog Israels Konge vist 
ikke ugjerne set Damask trues af Assyrerne, og det var formodentlig 
dette Øieblik, som Akhab benyttede til at bryde Freden og angribe 
Ramath i Gilead, som han dog ikke kunde indtage. 

! Se ovenfor S$. 384 —385. 

2: Han omtales 1 Kong. 19, 15; 2 Kong. 8, 7 ff.; 9, 15; 10, 32 ff.; 12, 
17; slgn. Amos 1, 4. Han besteg efter Biblen Damasks Throne i 
Jorams Tid d. e. i Tidsrummet 854—843. 


651 


Kongen af Hamath og desuden i sin Kamp med Assyrerne altid 
havde været ledsaget af andre Fyrster — og deriblandt flere, der 
ikke vare ganske ubetydelige —, se vi Hazael kæmpe ene, hvad 
der Alt lader formode, at Hazael hørte til en anden Slægt end 
Benhadar, og hvad der atter synes at forudsætte, at Hazael havde 
stødt sin Forgænger fra Thronen !. 

Salman-eger fortæller om sit første Tog imod Hazael (842)? : 

»I mit attende Aar gik jeg over Euphrat for sekstende Gang, 
Hazael, Konge af Damask, stolede paa sine Hæres Tapperhed og 
talte sine Hære i stort Antal. Han havde underlagt under sin 
… Heihed Landet Sanir, Skraaningen af Bjergene foran Libanon. 
Jeg kempede med ham og slog ham, 16,000 Mand nedlagde jeg 
med mine Vaaben og jeg tog 1,170 Strids- og 470 Lastvogne (?) 
med Krigstilbehør". 

I en anden Indskrift? tilføjer Salman-eser, at han trængte frem 
tl Hauran og Baal-Raz, og modtog Tribut af Jehu, ,,Omri's Søn". 

Trods det store Nederlag, Hazael led i dette Aar, synes han 
dog ikke at være bleven ganske betvunget denne Gang, og det er 
1 ethvert Tilfælde tvivlsomt, hvorvidt han er bleven fuldstændig 
besejret under den tre Aar efter (839) paafølgende Kamp, under 
hvilken Assyrerne angreb hans Byer og altsaa ere trængte ind i 
hans Rige. 

Vi have kun en kortfattet Beskrivelse af dette Aars Be- 
givenhedert: ,I mit enogtyvende Regjeringsaar overskred jeg 
Euphrat for enogtyvende Gang og gik imod Hazael af Damask's 
Byer og jeg modtog Tributer af Tyros, Sidon og Gubal". 

Hvorledes end Udfaldet af dette Felttog har været for Hazael, 
er det klart, at Salman-eser fra dette Aar af har opgivet Mellem- 


? Efter Fremstillingen i Biblen var Hazael en Usurpator, der dræbte 
Benhadar og derpaa hævede sig selv paa Thronen, uden ved sin 
Fedsel at have nogen Ret dertil; se 2 Kong. 8, 7—15. 

7? Layard, Jnscriptions pl. 13 1. 12—19 med Tillæget; slgn. Obeliskens 

kortfattede Beretning pl. 92 1. 97—99. 

Rawlinson, JInscr. III, pl, 5 no, 6; se nedenfor & 56 og Kap. X 8 95. 

Layard, Jnscriptions pl. 92 1. 102—104. 


mm ce 


Syrien befrier 

sig for Assy- 

rernes Herre. 
dømme. 


652 


syrien!, hvis Betvingelse kostede ham altfor store Offre, og at 
han har foretrukken for Fremtiden at vende sig imod andre Egne?. 

I sit femogtyvende Regjeringsaar (835) marcherede han atter 
til Nordsyrien og indsamlede her sine Tributer?, Om Modstand 
tales der ikke, og Salman-eser kunde uhindret vende sig imod de 
Nord derfor liggende Folk, navnlig imod Aue, der det følgende 
Aar blev fuldstændig betvungen'. 

I Salman-esers otteogtyvende Regjeringsaar (832) skete der et 
Oprør af Nomaderne i Patina, der dræbte Kongen Lubarna og 
satte en vis Surri paa Thronen. Dette Oprør havde til Følge, at 
Kongen sendte sin Tartan eller øverste Befalingsmand over 
Hæren til Patina, hvor han slog den af Oprørerne indsatte 
Konge Surri, hvem det dog lykkedes at undslippe, medens hans Fa- 
milie faldt i Assyrernes Hænder. Oprørerne underkastede sig nu, 
hvorpaa Salman-eser satte en vis Sasi, Søn af Uzzu, til Vasal- 
konge. Den samme Hær har formodentlig tillige hentet Tribut 
hos Assyrernes øvrige nordsyriske Vasaller . 


Et Par Aar efter i Aarene 828—827 udbrød der imidlertid 
en Borgerkrig i Assyrien, som vedvarede i flere Aar og som 
aabenbart have hindret Assyrerne i, som sædvanligt, at sende deres 
Hær ud at hente Tributer fra deres Skattekonger. Ja efterat der 
atter var kommet Fred i Riget (824), hengik der igjen flere Aar, 
hvori de vare altfor sysselsatte med at betvinge nærmere liggende 
Lande&, til at de kunde tænke paa at angribe Syrerne. Thi der 


1 Han taler fra sit enogtyvende Aar ikke mere om Damask og Hamath, 
Hamath synes han allerede at have opgivet i Aaret 846 efter det 
store Felttog, og det var formodentlig kun, fordi Thronrevolutionen i 
Damask havde svækket dette Rige, at han angreb Hazael. I de fel- 
gende Aar, fra 839, falde Hazaels heldige Kampe med hans Naboer; 
se om disse Krige 2 Kong. 12, 17 ff. 

Han angreb saaledes navnlig Tubal og Melitene, se ovenfor 8. 413. 
Se Layard, Inscriptions pl. 94 1. 126—131. 

Se Layard. /nscriptions pl. 94 1. 132 fl. 

Layard, JInscriptions pl. 95 1. 146 ff. 

Næsten hele Befolkningen i Landskabet Nairi og deriblandt flere 


aa & mm dd ub 





653 


kan ingen Tvivl være om, at, naar selv Folk, der boede i Assy- 
remes umiddelbare Nærhed, havde gjort Oprør, da har det Samme 
ogsaa været Tilfældet med det fjernere liggende Syriens Befolkning ; 
Åssyrerne maatte derfor berede sig paa en blodig Kamp, hvis de 
atter vilde gjøre nogen Del af Syrien til deres Lydland. 

Formodentlig have Syrerne benyttet disse Aar til at ruste 
sig saa vel, at Assyrerne foreløbigt opgave at angribe Landet og 
foretrak at lade Syrerne beholde deres Frihed indtil videre. I al 
Fald vide vi Intet om, at der i de første toogtyve Aar efter 
Udbruddet af Borgerkrigen i Assyrien er blevet foretaget noget 
assyrisk Felttog til Syrien. 

Imidlertid maa man dog ikke tro, at disse toogtyve Aar 
(828—806), i hvilke Syrien saaledes var frit for Assyrernes Herre- 
dømme, have været et Tidsrum af uafbrudt Fred og Ro for 
Landet. Rigtignok kan man være temmelig sikker paa, at ingen 
anden Nabomagt i disse Aar angreb Syrien, men til Gjengjæld 
kan det ikke betvivles, at det i disse Aar hyppigt er kommet til 
Kampe imellem de Folk, der beboede Landet, og disse Kampe, 
fortsattes uden Tvivl oftere i lang Tid og førtes med megen 
Forbitrelse og Hidsighed paa begge Sider. 

Et Vidnesbyrd om saadanne blodige Kampe imellem syriske 
Folk indbyrdes have vi i et samtidigt Aktstykke, der kommer til 
os fra et af Grændselandene imellem Syrien og Arabien, nemlig 
fra Moabiternes Land. 

Det er en Indskrift paa en Sten, som Moabiter-Kongen Afesha, 
formodentlig henimod Aar 830, opreiste til Minde om sine Be- 
drifter, og som i Begyndelsen af Aaret 1870 blev opdaget i 
Landsbyen Dhiban Øst for det Døde Hav!?. 

Dette Aktstykke, som vi nedenfor skulle meddele i Sammen- 
hæng?, underretter os nemlig om, at to syriske Nabofolk paa de 





Folk, der ikke boede meget langt fra Ninive, havde i disse Aar gjort 
Oprer, se Rawlinson, Jnscriptions pl. 32 1. 39—45. 
! Se Revue ÅArchéol. vouvelle série XXI S. 184 ff. og 8. 357 fl. (1870). 
? Se nedenfor Kap. X $ 95. . 


654 


Tider, da Stenen reistes, havde ligget i langvarige blodige Krige 
med hinanden; disse vare begyndte med, at Moabiterne, der en Tid 
havde været afhængige af Israel, afkastede Aaget, og de vare endte 
med, at Moabiterne satte sig i Besiddelse af endel Nord for 
Arnon-Floden liggende Byer og Distrikter, som tidligere havde til- 
hørt Israeliterne!, Den israelitiske Befolkning i de erobrede 
Egne var for en Del bleven nedsablet af Moabiterne. 


1 


Moabiterne satte sig efter hvad de bibelske Skrifter fortælle flere 
Gange i Besiddelse af Landet Nord for Amnon indtil henimod Jabok, 
men hver Gang uden at kunne hævde Besiddelsen; saaledes forst i en 
tidlig Tid (slgn. Num. 21, 26) og derpaa i Dommertiden (Dom. 3 
12). Men den første Gang forjoges de af Amoriterne (Num. 21, 26) 
der atter beseiredes af Israeliterne; og i Dommertiden beholdt de kun 
deres Herredømme i atten Aar (Dom. 3, 12), indtil deres Konge myr- 
dedes af Ehud. Til ingen af disse Tidspunkter kan vor Indskrift 
henheøere, da der til disse Tider ingen Tale er om, at Israel herskede 
over Moabiterne umiddelbart ferend disse indtog Landet Nord for 
Arnon. Af Esaias" Profetier lære vi imidlertid, at Moabiterne paa 
hans Tid besad Landet Nord for Arnon (Esaias 15, 1 ff.; 16, 1 ££). 
En Bemærkning i Kongernes Bøger om Jeroboam IL, at han gjenvandt 
Rigets Grændser indtil Slettens Se d. e. det dede Hav (2 Kong. 14, 
25), synes at antyde, at Moabiterne fer Jeroboams Tid havde indtaget 
Landet Nord for Arnon; thi ellers kunde Jeroboam jo ikke have 
gjenvundet Landet indtil det Døde Hav, og Egnene Nordost for dette 
kunne neppe have været besatte af andre Folk end Moabiterne. 
Hertil kommer endnu, at Moabiterne snart efter Akhabs Ded 
gjorde Oprør (2 Kong. 1, 1 eg 3, 5) og at det i Skildringen af den 
følgende Tids Historie i Kongernes Bøger i Forbigaaende meddeles, at 
Moabiterne, snart efterat de havde befriet sig, gjorde Indfald i Ka- 
naan, baade i Israel (2 Kong. 15, 20) og Juda (2 Krøn. 20, 1 ff.). Men 
naar de saaledes traadte op som de Angribende, var der jo al Sandsyn- 
lighed for, at de navnlig havde kastet sig over Landet Nord for Arnon, 
som de betragtede som med Urette frarevet dem; og da de siden 
findes i Besiddelse af disse Landskaber, uden at der antydes, at de 
fornylig have indtaget dem, saa bliver det ret sandsynligt at antage, 
at de have indtaget Landet snart efterat de, under deres Konge Mesha, 
ved Akhabs Ded havde befriet sig fra Israels Aag. Naar vor Indskrift 
netop fortæller om, hvorledes Moabiternes Konge Mesha indtog Landet 
Nord for Arnon, snart efter at han havde befriet sit i længere Tid 
af Israeliterne, navnlig af Kong Omri, undertrykte Folk, saa kan der 


655 


I andre Dele af Syrien maa sikkert ofte Forholdet ikke have 
været bedre; ogsaa her maa Naboer stundom have feidet paa Na- 
boer. Men hertil indskrænkede Kampene sig ikke, i enkelte Stater 
rasede der stundom Borgerkrige, hvor politiske Partier kæmpede 
med hinanden. Dette var saaledes Tilfældet i Tyros, hvor det 
menige Folk kæmpede med den gamle Adel, — en Strid, som 
tilsidst, omtrent i Aaret 815, endte med, at en stor Del af de 
gamle Slægter under Anførsel af Elissa, Kong Pygmalions Søster, 
forlod Byen og søgte sig et nyt Hjem hinsides Havet. Det var 
disse Udvandrede, som grundede Karthago. 

Henved en halv Snes Aar efter Karthagos Anlæg, henimod 
Slutningen af det niende Aarhundrede, begyndte Assyrerne dog atter 
at angribe Syrien. Den agsyriske Konge Bin-nirari (Binlzkhus) III. 
(8011—783) gik i sit fjerde Regjeringsaar (d. e. Aar 806) imod Byen 
Årpad!", der synes ved denne Tid at have hævet sig til en af de 
vigtigste Byer i Nordsyrien?. Næste Aar (805) gik han imod 
Hazazi?, det nordsyriske Gaza, Hovedstaden i Riget Patina, der 
indbefattede Egnene ved Floderne Ifrin og Sangar"; men omend- 
skjøndt disse to Felttog synes at have været ret heldige for As- 
syrerne, fortsatte de dog ikke straks deres Angreb paa Syrien, men 
vendte sig i de følgende Aar imod andre Egne. 

I det ovenfor omtalte Aktstykke, hvor der opregnes, med 
hvilke Lande og Stæder Assyrerne hvert Aar i Tidsrummet 817— 
731 havde ført Krig, nævnes ikke Damask iblandt de Byer, 
hvilke hans Tog gjaldt; men efter hvad der udtrykkelig fortælles 
i et Mindesmærke fra samme Konges egen Regjeringstid', er 
Bin-nirari (Binlzkhus) III. engang under sin niogtyveaarige Regjering, 
trængt frem lige til Damask og har beseiret dette Riges Konge: 


ikke være mindste Tvivl tilbage om, at vor Indskrift tilhere den 
nærmest paa Akhabs Ded (854) felgende Menneskealder. 

Rawlinson, /Znscriptions II, pl. 52 1. 12. 

Se nedenfor $ 52. i 

Rawlinson, JInscriptions II, pl. 52 1. 13. 

Se nedenfor $ 52. 

Rawlinson, Ænscriptions I, pl. 85 no. 1. 


656 


IE MI 4—] 

ma - ri - i 
Mariah, og indtaget selve Hovedstaden, hvorfra han bortførte et 
betydeligt Bytte. 

Kongen fortæller om dette Tog!: 

»Jeg gik imod Landet Damask”, og jeg tog Mariah, Kongen 
af dette Land, tilfange i Damask, hans Kongedømmes By. En 
umaadelig Frygt for Assur, min Herre, greb ham; han omfavnede 
mine Knæ og underkastede sig. Jeg paalagde ham en Skat af 
2,300 Talenter Sølv, 10 Talenter Guld2, 3000 Talenter Kobber, 
4000 Talenter Jern, Tøier [farvede?] i derom og Safran (?) en sa 
af ha, en Parasol (??) af ahzi-ka", Indholdet af hans Skatkammer 
uden Tal, som befandt sig i Damask, hans Kongedømmes By, i 
hans Kongeborg". 

Hvad Aar denne Begivenhed foregik, formaa vi ikke at be- 
stemme; kun den Omstændighed at denne Begivenhed omtales 
allerførst i Indskriften synes at antyde, at den tilhører et af hans 
tidligere Regjeringsaar ?. 

I Indledningen til denne Indskrift opregner Kongen endnu en 
hel Del Lande, om hvilke han siger, ,at han havde forenet dem 
med sit Rige og paalagt dem Tributer". Men dette er aabenbart 
en Overdrivelse, thi dette kunde neppe siges om mere end enkelte 
af disse Lande, og for de andres Vedkommende har vel det Hele 
indskrænket sig til, at deres Konger, naar Assyrernes Hære nær- 
mede sig deres Grændser, skikkede Afsendinge til Assyrerkongen for 
at bevidne ham deres Agtelse, idet de som Tegn derpaa bragte for- 





!  Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 35 no. I, I. 7—9. 

2 I den assyriske Text staar der ikke Damask men det ovenfor 8. 642 
Anmk. 4 omtalte Monogram; slgn. nedenfor $ 56. 

3 Efter J. Brandis, Das Miinzsystem tilsammen en Sum af omtrent tre 
Millioner Rdlr.; efter Andre mindst 5'/» Million Rdlr. 

+ Betydningen af disse Ord er ikke let at bestemme. 

5 Muligvis har Bin-nirari besat Damask efter Toget imod Arpad 806 
eller 797 efter Toget imod den uden Tvivl syriske By Mansuati. 

$ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 11—14. 


657 


skjellige Gaver; men at de omtalte Folk regelmæssigt skulde have 
betalt Tribut til Assyrien, har ikke ringeste Sandsynlighed. 
Iblandt disse Lande findes der ogsaa nogle syriske Stater, 
Demlig: 
”» 2= —]« khat-ti, rim. (Khetiterlandet) d. &. Nordsyrien ! ; 


Må N stE —T] a-khar-ri, "1, (eller amurri, "on ?%) det 
mellemsyriske Kystland og vestlige Bjergland?; 


ryk ED ATT zur-ru, "X, Tyros3; 


Må ==] —T »H- zi-du-nu, ym%, Sidon?; 


AA 


æ ell TIT TT] SE hu-um-rizi, Omri, d.e. det Land, hvis 

Hovedstad Omri havde grundet, Israels Rige5; 

rv TT]: en ma" u-du-mu BY Edomf; 

” <= ——| wor <T pa-la-as-tav, ”mæ 0. Philisterlandet”7. 
Disse Stater have maaske skikket Afsendinge med Gaver til 

ham, da han opholdt sig i Damask; men denne Underkastelse har 

aabenbart, som vi her have antydet, været en ganske frivillig Sag. 

Thi assyriske Felttog til Phoinikerlandet, Israels Rige, Philister- 

landet og Edom have utvivlsomt ikke fundet Sted i denne 

Konges Tid. 

Heller ikke de to følgende assyriske Konger, Salman-eser III. 
(782—772)8 og Assur-dan-il (772—754)?, trængte frem til noget 
af disse Lande, hvorimod de foretog Krigstog til Nord- og Mellem- 
Syrien, Salman-eser III. angreb nemlig i sit næstsidste Aar (773) 


Se & 53. 

Se $ 56. 

Se & 55. 

Se & 55. 

Se & 58. 

Se & 59. 

Se $ 57. 

Be ovenfor S. 389. 

Se om ham ovenfor S. 390—391. 


Go oa e&d ad SM å e  — &ø mm 


42 


$ 52. 
Syrien under 
Fremmedes 
Herredomme. 


658 


Damask! og i sit Dødsaar (772) Hadrak”, og Assur-dan-il kæm- 
pede i sit syvende (765)? og sit syttende Regjeringsaar (755) med 
Hadrak" og i sit attende (754) med Arpad?. Efter dette Aar 
havde Syrien Ro i en halv Snes Aar, imedens AÅssyrien sønder- 
reves af Tvedragt &. 


Omendskjøndt Assyrene nu saaledes i mere end et Aarhun- 
drede oftere vare trængte ind i Syrien med store Hære og om- 
endskjøndt de gjentagne Gange havde tilføjet Syrerne store 
Nederlag, havde hærget og ødelagt blomstrende Egne, saa var dog 
den største Del af Landet vedblevet at være uafhængigt, og endnu 
havde ingen af de Nationaliteter, der fandtes i Landet, faaet noget 
egentlig Knæk, — ikke engang de, der havde hjemme i de Egne, 
der gjentagne Gange i længere Tid havde været afhængige af 
Assyrerne, — og alle vare de endnu lige uforfærdede til at vove 
Alt i Kamp for deres Frihed, naar Faren truede. 

Men snart efter Midten af det ottende Aarhundrede f. Kr. 
begyndte Forholdene væsentlig at forandre sig. Tiglath Pilesar, 
som i Aaret 745 greb Tøilerne i det synkende assyriske Rige og 
i kort Tid atter bragte det paa Fode”, synes nemlig, straks fra 
det første Øieblik af, han begyndte at gjenvinde Rigets tidligere 
Provindser, at have søgt at ordne disses Forhold saaledes, at Assy- 
røerne for Fremtiden kunde blive fritagne for hvert Aar at føre 
deres Hær rundt for at inddrive Skatter og Tributer. Men at dette 
var saagodt som umuligt, saalænge de undertvungne Nationaliteter 
stod usvækkede, og saalænge de overvundne Folk beholdt deres ind- 
fødte Konger, — dette synes Tiglath Pilesar at have indset, og 


Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 1. 46. 

1. 46. 

l. 5. 

1, 15. 

l. 16. 

Maaske var det Syrerne fra Arpad og Hadrak, der i Aarene 755—754 
angreb Ågssyrerne, og ikke disse, der angreb hine. 

7 Se ovenfor S. 390—391. 


HIS ea dd UW mm 


659 


derfor søgte han fremfor Alt at nedbryde de beseirede Folks 
Nationalitet og svække den saameget som muligt. 

Tidligere havde Seirherrerne søgt at knække deres overvundne 
Naboer ved at nedhugge endel af dem. Men herved udryddedes 
ikke Nationaliteten, og der fremkaldtes meget mere hos dem et 
indgroet Nag til det Folk, der var gaaet saa grusomt frem imod 
dem, og en brændende Higen om at tage Hævn, naar en Leilghed 
frembød sig.  Tiglath Pilesar greb til et andet Middel: han 
bortførte endel af de Overvundne til fremmede Lande! og erstat- 
tede dem ved Nybyggere fra andre Egne. Herved kom Befolk- 
ningen i disse Lande til at bestaa af uensartede Bestanddele, som 
ikke let voksede sammen, og Faren for Frafald blev saaledes ringe. ' 
I Reglen afsatte han ogsaa Kongefamilien og betroede Bestyrelsen 
til assyriske Embedsmænd; men i enkelte Lande lod han dog den 
gamle Kongeslægt foreløbig blive, idet han antog, at de mange 
fremmede Bestanddele, der vare optagne iblandt deres Undersaater, 
for det Første gjorde Folk og Konge uskadelige. 

Af de assyriske Provindser var der ingen, der kom til at lide 
saameget ved denne Foranstaltning som Syrien. Dette Lands 
Befolkning havde nemlig tidligere været saa ufortrødent til at 
relse sig paany ved mindste Anledning, at Assyrerne fremfor Alt 
maatte lade sig det være magtpaaliggende at svække Syriens 
Modstandskraft. Derfor blev ogsaa de vigtigste Folk i Syrien, det 
ene efter det andet, sønderlemmet, imedens deres Fædreland op- 
fyldtes med fremmede Folk, og Bestyrelsen kom i Hænder paa 
assyriske Embedsmænd. Istedetfor at Befolkningen i hvert Rige 
I Syrien tidligere havde været sammenknyttet ved Sprogets Baand, 
kom der saaledes nu i hvert Rige til at bestaa flere Tungemaal, 


1! At bortføre enkelte Personer af de beseirede Folk var forevrigt en 
gammel Skik i Østerlandene; den anvendtes allerede af Ægypterne 
1500 Aar f. Kr., se ovenfor 8. 544 Anmk. 2. 

2? I enkelte Egne af Syrien, navnlig i Nordsyrien, taledes der uden Tvivl 
fra gammel Tid af et med Mesopotamiens aramaiske Sprog nærbeslægtet 
Sprog; se ovenfor S. 267 med Anmk. 1 og 2. 

4923" 


660 


ved Siden af hinanden, nemlig foruden Landets Nationalsprog til- 
lige Nybyggernes Nationalsprog og endelig Assyrernes Sprog. 

Forøvrigt synes Assyrerne ikke — hvormeget de end ønskede 
at faa dereg syriske Undersaater omskabte til gode Assyrere eller 
rettere til gode assyriske Livegne — nogensinde at have tænkt 
paa at indføre det syriske Sprog i Syrien. I de Lande, der den- 
gang vare voksede fuldstændigt sammen med Åssyrien taledes 
der nemlig foruden assyriske Mundarter et andet syro-arabisk 
Sprug, der havde en langt større Udbredelse end Assyrisk og 
som Assyrerne sikkert næsten betragtede som deres eget Sprog, 
nemlig Åramaisk. 

Dette Sprog var temmelig velbekjendt i Syrien, men det var 
heller ikke ubekjendt i andre Lande udenfor Mesopotamien, hvad 
der formodentlig skyldtes den Omstændighed, at mange Aramaiere 
vare Handelsmænd, der for deres Handels Skyld ofte gjorde lange 
Reiser og derved havde knyttet Forbindelser i mange forskjel- 
lige Egne. 

Det er at antage, at Assyrerne have gjort det aramaiske 
Sprog til officielt Sprog i deres syriske Besiddelser '; men Aramaisk 
blev ikke længe indskrænket til blot at være officielt Sprog i 
Landet. Det synes tillige snart at være blevet -det Sprog, hvormed 
Syriens nye og ældre Beboere i Reglen bedst gjorde sig forstaae- 
lige for hinanden, og saaledes blev det efterhaanden mere og mere 
udbredt ovvralt i Syrien, indtil det tilsidst blev Syriens egent- 
lige Sprog?. 

Med deres fra Forfædrene nedarvede Sprog glemte Syrerne 
snart ogsaa alle de gamle Minder fra Fortiden, som i Aarhun- 
dreder havde været deres Slægts Stolthed, og saaledes nedbrødes 
da efterhaanden de Skillevæge, der havde holdt Syriens enkelte 
Folk adskilte i forskjellige selvstændige Nationaliteter?. Saaledes 


:  Assyrerne benyttede efter Esaias 36, 11 i Reglen Aramaisk ved For- 
bandlinger med Syrerne, 

3 Se ovenfor S. 311. 

3 Sign. vore Bemærkninger ovenfor S. 236—237. 


661 


kom det da efterhaanden saavidt, at der egentlig kun var én 
Nationalitet i hele Landet; ja man kunde endog fristes til at sige, 
at der slet ingen Nationalitet var i Landet; thi Syriens Befolkning 
havde meget lidet Eiendommeligt ved sig og dannede i de senere 
Tider en temmelig ensartet Masse. 

Herved — kunde man mene — var der dog vundet Noget; thi, 
som vi have set, havde det Nationalhad, der fra gammel Tid af 
fandtes imellem mange syriske Folk i Tidens Løb, givet Anled- 
ning til mangfoldige Rivninger og til idelige blodige Kampe, hvis 
Rod nu maatte synes at være bortryddet, da de enkelte Folks 
Nationaliteter vare udslettede og glemte?. 

Men denne Nationalfjendskabernes Forsvinden -- selv om den 
havde kunnet fjerne alle indbyrdes Kampe? —, var dog bleven 
kjøbt dyrt nok derved, at hele Folket blev sløvt og ligegyldigt for 
Livets højere Interesser, og derved at alle Syrer efterhaanden sank 
ned til at blive til ægte Trællesjæle?! 

Naturligvis gik det ikke lige hurtigt i alle Egne af Syrien 
med den af Tiglath Pilesar begyndte Denationalisering af de sy- 
riske Folk. Thi var der end nogle Folk i Syrien, som allerede 
forsvandt af Folkenes Række faa Aar efter hans Levetid, saa 
gaves der ogsaa andre syriske Folk, som endnu ikke saa ganske 
kort Tid efter Tiglath Pilesars Dage havde Kraft og National- 
følelse nok tilbage til at foretrække Kamp paa Liv og Død for 
Tab af Frihed af Ære", men i Tidens Løb forsvandt de dog alle, 


! I den efterexilske Tid taledes ikke om Philisters, Amoniters, Moabi- 
ters og Syrers Nationalhad til Iudaierne, om der end ofte kunde være 
Fjendtligheder imellem Israeliterne og disse Landes Beboere. 

7 Forevrigt viser Syriens Historie under de sidste Konger af Seleukos" 

Æt, at den Omstændighed, at der ikke mere fandtes forskjellige 

Nationaliteter i Syrien, ingenlande var nok til at forskaane Landet for 

indbyrdes Kampe. Ufred og Borgerkrig var maaske aldrig hyppigere 

og voldsommere end i dette Tidsrum i Syrien. 

Man sammenligne Romernes Yttringer om Syrerne ovenfor S. 87 

Anmk. 1. 

Man tænke paa Tyros' Kampe med Salman-eser og med Nabukuduruzur. 


0 d 


662 


et efter det andet, idet de lydløst tabte sig i den store Masse. 
Kun ét Folk vedblev længe at staa opreist, langt længere end de 
andre, men tilsidst — om end først hundrede Aar efter at Rom var 
blevet et Keiserrige — maatte ogsaa dette Folk falde! 

Da Tiglath Pilesar gjenoprettede den assyriske Magt, var det 
en af hans første Skridt at samle en assyrisk Krigshær og føre 
den til Nabolandene, hvoraf de fleste forhen havde været skatskyl- 
dige til Assyrien". Vel gik han ikke straks til Syrien, hvorimod 
han først (745) faldt ind i Babylonien og i andre Egne af Meso- 
potamien (744), og formodentlig derpaa (743) i Armenien”, men 
det maatte dog snart blive Syrerne klart, at naar han først havde 
seiret i Syd og Nord, vilde Raden ogsaa komme til deres Land, 
hvis nordlige Del i saa Tilfælde neppe vilde have mere Udsigt 
end tidligere til at undgaa den haarde Skjæbne at tabe Friheden. 

For derfor at standse Assyrerne paa deres Seirstog, inden de 
havde hjemsøgt Syrien, ilede endel af de nordsyriske Fyrster med 
at slutte Forbund med Armenierne; og da disse i Aaret (743) 
bleve angrebne af Assyrerne, sendte Syrerne dem Hjælpetropper?. 
Men Årmenierne og deres Forbundsfæller bleve slagne, og Tiglath 
Pilesar kunde nu, uden at Noget hindrede ham deri, angribe Syrien 
med hele sin Magt, hvad der ogsaa skete, sandsynligvis allerede i 
samme Åar som han havde anfaldet og hjemsøgt Armenien (743)'. 

Syrerne gjorde imidlertid kjæk Modstand, og Tiglath Pilesar 
maatte ikke mindre end tre Aar efter hinanden (742—740) forny 
sit Angreb. Kampen dreiede sig navnlig om Byen Arpadé, som 


12 Se ovenfor 8. 394 ff. 

2? Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 12 (1869); 

Rawlinson, JZnscriptions II, pl. 52 1. 31—32, hvorefter det dog næsten 

synes, som om Åssyrerne allerferst, inden de kæmpede med Armenierne, 

have rettet et forelebigt Angreb paa Syrien. 

Iblandt disse Konger var Kongen af Kummuha (Kommagene), Kustaspi 

(Hystaspes), og Kong Tarhulara af Gavguma. 

£. Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 I. 32, hvor Arpad nævnes ved Siden 
af Urardi (Armenien). 

5 Se Rawlinson Jnscriptions II, pl. 52 1. 30—34, nævnes Arpad som 
Maalet for disse Aars Felttog. 


663 


han beleirede tre paa hinanden følgende Aar!. Efter denne lange 
Kamp blev han dog uden Tvivl Herre over Byen?. 
En af Tiglath Pilesars mest uforfærdede Modstandere var 
Ll —] 
e =- ni z= il (SNON) 
Enil, Konge af Hamath, der, efter hvad der fortælles i Tiglath 
Pilesars Annaler, havde en tro Forbundsfælle i en Konge af Juda2 


| i al :=RK 
- få - la 24a-u 

rrran formodentlig mindre neiagtig Omskrivning for røn Åsar- 
jah, Konge af Juda". De to Fyrster forsvarede sig til det Yderste, 
imedens de fleste andre Konger i Nord- og Mellemsyrien lidt 
efter lidt faldt til Føie og underkastede sig. Imidlertid var den 
assyriske Overmagt dog for stor, og det lykkedes Tiglath Pilesar 
efterhaanden at hærge nitten Provindser af Enils Rige, som f. Ex: 
Uznu, Sian (Siannu), Irua (P) ved Libanon, Baal-Zaphon (da'li-za- 
pina), Amana, Isku, Karvan, Hadrak (Hatarika), Nukudina, Uz 
(Khazu), Åra, Sarpua, Askhant, Jadabi, Jaraku (Arke?), Elitarbi, 
Litanu, Atinniu og Bunami?, 


Efterat Landet Hamath saaledes var bleven skrækkelig adelagt  Mellemsyri 


robres af Tigtath 


og Enils Forbundsfæller havde opgivet Kampen, bekvemmede  Pilesar 740. 


Enil sig omsider til at hylde Tiglath Pilesar som sin Lehnsherre, 


mee mm 


" Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 1. 38 ,mod den samme By i tre 
Aar, Beleiring". 

? Om Arpads Undergang og det Indtryk det gjorde paa Israeliterne; se 

Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 84 og 19, 13; Jerem. 49, 

23. Om Arpad sign. nedenfor $ 53. 

De vigtigste Brudstykker ere udgivne i Rawlinson, JZnscripsions III, 

pl. 9 no. 2 og 3 1. 1—32. Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische 

Sprache VII 8. 12 (Januar 1869). 

Se nedenfor Kap. X, $ 96, sign. ovenfor 8. 396. 

Se nedenfor S. 664 hvor Navnene paa fire andre opregnes. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 26—31. Se G. Smith ZeirscÅrift 

Sir ågyptische Sprache VII, S. 12 (Januar 1869). Se nedenfor $ 56. 


| …d 





664 


og Nord- samt en Del af Mellemsyrien var saaledes bragt i Af- 
hængighed af Assyrien. 

De Levninger, vi have tilbage af Tiglath Pilesars Annaler, 
.sætte os istand til nærmere at bestemme Grændserne for Assyrernes 
Besiddelser i Syrien efter Udgangen af denne Krig. 

At dømme efter disse Rester!, modtog han nemlig, efter sit 
første Angreb paa Syrien, Tribut og Hyldning af ti syriske 
Fyrster”. Men uheldigvis er af de ti Kongenavne kun Navnene 
paa fire Konger og deres "Riger bevarede, nemlig: 

CTS Te le SL TT 
-” & 


1 2 28 kar - ka - mis - 4 


Piziris - af Karkamish 
| EJ sals ME, i. TEST 
- ta = as - pi ku = um - mu - ha - i 
" rtyataepe af Kommagene 
| ul TET 2 + TER 
- riz akz hi ku zu-t 
Arjok af Kua 
[> TET 7 sorg] fl 
tar - hu - la- ra gav - gu - ma - 4 


Tarhulara af  Gavguma (Zeugma?) 

Desuden er der endnu bevaret Navnene paa to Kongesæder, 
nemlig Hamath og Tyros”, men Kongernes Navne ere forsvundne, 
en Omstændighed, der dog her ikke har stor Betydning, da vi fra 
andre Kilder vide, at Kongen i Hamath hed Ænil og Kongen i 
Tyros /Ziram", De fire andre Konger herskede formodentlig over 
Rigerne Samalla, Gubal, Damask og Samaria, 


een 


Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 92 (Juli 1869). 
Se ovenfor S. 397. 

Sign. G. Smith 1. c. 

Se nedenfor S. 665. 

Disse Riger nævnes nemlig i andre Lister imellem de seks her nævnte 
Riger, saaledes at de uden Tvivl ere blevne betvungne samme Åar. 


aa mM ea www må 


665 


Hermed endte Ziglath Pilesars første syriske Krig, som for- 
modentlig havde varet fire Aar 743--740. 

I Tiglath Pilesars ottende Regjeringsaar (738) gik han atter 
ind i Syrien og modtog her, efter de Levninger, vi have af hans 
Annaler", i dette Aar Tribut af følgende atten Konger: 


ET STSTUE "STE ST mr FA 


kuzus - la = as - pi ku-um-mu-ha-t 
d. e. Hystaspes af Kommagene? 
le alf 2 eD= SLET TR 
ra - 2i(?)-a- nu "kar - immini - su (?) 
Rezin af Riget Syrien (Damask)? 
ax ea kær re Dr DT 
mi - ni - hi = im - mu sa-mi- ri - na -t 
d. e.  Menahem af Samaria" 
la MS mr TT TFT 
hi -ru = um - mu 2ur - rå - 
Hiram af Tyrogé 


 . — 


! Man har længe havt Brudstykker af Lister over Tiglath Pilesars Va- 
saller fra hans ottende Aar, som udfyldt hinanden. Den fuldstæn- 
digste Liste findes hos Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 10 ff., hvor man 
foran den læser Ordene madatti-sa (d. e. Tributer af). Derpaa følge 
Kongenavne, som findes 1. 10—12 og I. 1—2 i den nedenunder med- 
delte Text. Endel Brudstykker af en anden Liste findes pl. 69 1 2 
—6 i Colonnen tilvenstre, og Levninger af en tredie Liste samme 
Side 1. 9—14 fraoven (betegnet af Layard som 1. 2—7); Slutningen 
af en fjerde Liste findes pl. 67 1. 12. Fornylig er endelig en fuld- 
stændig Liste udgivet af Rawlinson, Znscriptions III, pl. 9 1. 50—54. 

” Navnet findes Layard Jnscriptions pl. 50 1. 10, pl. 69 1. 1 og Raw- 
linson JZnscriptions II, pl. 67 samt III, pl. 9 1. 50. 

? Rawlinson, JZnscer, III, pl. 9 1. 50. Layard, Jnscriptions pl. 50 l. 10 og 
pl. 69 1. 3. 

" Rawlinson l. c. Layard, JInscriptions pl. 50 1. 10. 

> Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 51. Rigets Navn findes Layard, 


666 


FEE Ser ER Ca DE | 


aar bizsit-t-dbi- ' - ut guzub-la-i 
Sebet Baal af Gubal (Byblos)? 
| tTTT= »—[T] —|« I; 1» ko myg" N W 
u - ri z= tk - ki ku = u-1 
Årjok af Kui? 


| -T- II ll la I] Mølell TT TR 


på - Zi - ri - mis-t 
Piziris af — Karkamis? 
If | 2 fre El == ml 
e - mi = ul ha - am =- må - la 
Enil af | Hamath" 
1 or] samt < ST] re er] E] hifi 
på - nå = am - mu Z u sa 2 am- ' - la - i 
Panamum af Samalla 
br TÆT ET 2 hr ES] ll 
tar - hu - la - ra gav - gu - ma - 
Tarhulara af Gavguma (Zengtma) 8 


Inscriptions pl. 50 1. 11, men det foranstaaende Kongenavn er gaaet 
tilgrunde. 

St Layard, JInscriptions pl. 50 1. 11, pl. 69 1. 3. Rawlinson, Znscriptions 

III, pl. 9 1. 61. 

Rawlinson I. c. Layard, Znscriptions pl. 50 1. 11, og pl. 69 1. 11, hvor 

hans Navn skrives u-ri-a-ik-ki. 

Rawlinson, Jnscriptions 1. c. Layard, Inscriptions pl. 50 I. 11. 

&  Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 51—52. Layard, Inscriptions pl. 50 
l. 11—12 hvor kun Kongenavnet og de tre sidste Grupper af Landets 
Navn ere tilbage. 

1 Rawlinson, Jnscr. III, pl. 9 I. 52. Layard, Inscriptions pl. 50 1. 12 og 
pl. 69 I. 4. 

3 Rawlinson Il. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 12 og pl. 69 1. 11. 





667 


RSS ERE SAR] 


zu - lu - ma - al mi - lid - d - 14 
Sulumal af Melitene! 
DER JE ET Tess SUM 
Dadil (Didon) af Kaska (Kasiotis)” 
| =s= vw | » ll TT 
uU - 48 - sur - mi ta - bal - i 
Uassurmi af Tubal? 
læ] 4 Fa] o—| » FE] —T Fl 
us - kt - it - ti tu - - % 
Uskhitti af Tuna' 
III EJ fl sr FT TR 
ur - bal - la = a tu - ha »- na - 14 
Urballa af Tuhan' 
[E] fr me DT] II EJ] == MM 
tu - ha : am z un - da - 1 
Tuham af Istunda ' 


e 


Rawlinson Il. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 10. 

Rawlinson, Inscr. III, pl. 9 1. 58. Navnet paa Kongen findes i Layard, 
ånscriptions pl. 50 1. 12, Navnet paa Riget nedenfor i Fortsættelsen af 
Texten I. 1 (1. 18 fraoven). 

Rawlinson I. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 13 fraoven og pl. 69 Il. 5. 
Layard, JInscriptions pl. 67 l. 1, hvor den første Gruppe mangler, pl. 50 
L 1, hvor kun den første Gruppe findes (1. 13 fraoven), pl. 69 1. 5, 
hvor kun Kongens Navn er tilbage, og 1. 13, hvor kun Landels Navn 
er tilbage. Navnet er fuldstændigt hos Rawlinson 1. c. . 
Layard Jnscriptions pl. 69 1. 13, hvor dog Landets Navn mangler. 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 58. 

Rawlinson l. c. Layard, /nscriptions pl. 50 no. 2 Il. 2. 





668 


UT: Max 7 TMS ET 


u-ri:zim- miz: hu - bi = is - na - 1 
Urimmi af Hubisna 
p— 
FE ED 2 IS 
za- br - bi-e sar - rat a - ri - bi 
Zabibie Dronning af Landet Arabien ”, 


Man betegner oftere dette Aars Felttog som Tiglath Pilesars 
anden syriske Krig, og i Virkrligheden kan man heller ikke nægte, 
at han i dette Aar (738) er gaaet med sin Hær til Syrien. Men 
da hans syriske Vasaller straks udredede deres Tributer, dvælede 
han ikke længe i Syrien, hvorimod hån uden Tvivl meget snart 
har ført sin Hær imod Nord. Han undertvang her adskillige 
Nord for Syrien boende Folk; thi man kan ikke tvivle om, at 
Fyrsterne af Militene, Kaska, Tubal, Tuna, Tuhan, Istunda og 
Hubisna ere blevne betvungne i dette Aar, og at alle disse Fyrster 
herskede over Lande, der enten laa paa selve Syriens Nordgrændse 
eller hinsides Landets yderste Enemærker imod Nord?. 

Dronningen af Arabien" har uden Tvivl underkastet sig fri- 
villig, og der er ingen Sandsynlighed for, at Tiglath Pilesar i dette 
Aar har ført sine Skarer saalangt imod Syd. 1 saa Tilfælde havde 
han uden Tvivl betvunget i det Mindste nogle af de Fyrster fra 
Mellem- og Sydsyrien, som endnu ikke havde hyldet ham; men 
foruden de ti tidligere betvungne Konger fra Nord- og Mellem- 
syrien nævnes der i Beretningen om hang Felttog i dette Aar ingen 
Fyrster fra disse Egne. Altsaa, med andre Ord: Tiglath Pilesars 


—— me — 


!  Rawlinson, Jnser. lII, pl. 9 1. 54. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 13 
fraoven (1. 1). 

?  Rawlinson l. c. Layard, Jnscriptions pl. 69 1. 6, hvor kun Dronningens 
Navn er tilstede og 1. 14, hvor kun Navnet arabi Arabien er tilstede. 

2? Om Tubal og Melitene se ovenfor S$. 482—3; om Kaska (Kasiotis?) 
se nedenfor $ 53. De evrige Lande ere ubekjendte, men laa uden 
Tvivl i Nærheden af Melitene og Tubal. 

$ Om Arabien se ovenfor S. 506—512. 


669 
anden syriske Krig (738) har kun berørt Syriens allernordligste 
Egne. 

" Hovedhensigten med Tiglath Pilesars andet syriske Tog synes 
forøvrigt ikke saa meget at have været at udvide Assyrernes 
Herredømme over flere syriske Egne som at sikkre og befæste de 
allerede vundne Landsdele ved Forflyttelse af fremmede Folk til 
de vigtigste Byer i Landet, eller omvendt ved Bortførelse af 
Syrer fra deres Hjem. I en Indskrift, som Layard opdagede i 
Sydvestpaladset i Nimrod (Kalah) og hvoraf Rawlinson fornylig 
har udgivet en nøiagtig Afskrift", fortælles det nemlig umiddel- 
bart før Opregnelsen af de atten Vasalkongers Navne, at Tiglath 
Pilesar bosatte 600 Fanger fra Byen Amlati af Stammen Damuni 
og 5400 Fanger fra Byen Dur i Byen Kinalsa? samt i Huzarra, 
Tae, Tarmanazi, Kulmadara, Khatasuhra (?) og Sagullu i Landet 
Labkin (?). Fremdeles fik endel Fanger fra Landet Kutie og 
Bit- Sangibut samt 1200 Mennesker af Stammen Ill og 6208 
Mennesker af Stammerne Nakru og Buda Bolig i Byerne Simrrra, 
AÅrka (d. e. Arke), Sthunu (P), Siannu (d. e. Sin)?, imedens 588 
Mand af Stammen Buda og Byen Tuna samt 252 Mand af 
Stammen Bua, 544 Mand af Stammen Banita, 380 af Stammen 
ÅAnsi (?). .. og 460 af Stammen Sangillu foruden endel Mennesker 
af Stammen // ... og 457 Fanger af Landene Kutie og Sangtbuts fik 
Bolig i 7uimmi. 558 Mand fra Kutie og Sangibutt bragtes til 
Byen Tel-karmi. Det synes forøvrigt af Texten at fremgaa, at 
der, foruden disse Nybyggere fra fjernere Egne af de assyriske 
Riger ogsaa sendtes endel assyriske Borgere fra Hovedlandet til 
samme Landskaber ". 


! Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 3. 

2 Rawlinson, Jnscriptions IlI, pl. 9 Il. 43—45. Kinalia laa i Landet 
Muzur N. O. for Assyrien. De andre Byer ere kun lidet bekjendte, 
og da Texten ei er fuldstændig, kunne vi ikke af Sammenhængen af- 
gjere, om de anførte Byer have ligget i Syrien. 

72 Om disse Byer se nedenfor $ 56. 

4 Se Rawlinson, Jnscriptions lII, pl 9 1, 49. 


Oprør i Mellem- 
syrien. Forbund 
imellem Damask 
og Samaria imod 


ÅAssyrien. 


670 


I Aarene 740—738 synes Syrerne, som alt bemærket, at have 
forholdt sig rolige, men i Løbet af de følgende Aar 737—735, da 
Tiglath Pilesar kæmpede i andre Egne og endog førte sine Hære 
til Foden af Bjergkjeden Parapomisos og til Indos!, synes nogle 
af Tiglath Pilesars Vasaller, navnlig Kongerne af Damask og 
Samaria, at have reist sig imod ham”, Det var derfor ogsaa 
fremfor Alt disse to Kongers Betvingelse og Ydmygelse, der var 
Formaalet for det Tog, han i Aaret 734 atter foretog imod Syrien. 

Med dette Tog begyndte Tiglath Pilesars tredte syriske Krig, der 
varede i tre Aar, nemlig fra Aar 734 til Aar 732. Den var be- 
skrevet med ikke liden Udførlighed i hans Annaler, men ubheldig- 
vis er der kun Brudstykker tilbage af de Dele af disse, der be- 
handlede denne Krigs Begivenheder. 

Tiglath Pilesar vendte sig først imod Rezin, Damasks Konge3, 
Assyrernes farligste Modstandere i Syrien, men efter nogen Tids 


1 Se ovenfor 8. 899—402. . 

2 Biblen fortæller endel om Tiglath Pilesars Angreb paa Rigerne 
Damask og Samaria og om de store Tab, begge Riger led: det ferste 
gik endog fuldstændigt tilgrunde (2 Kong. 16, 9), imedens endel af 
Indbyggerne i nogle til Samaria hørende Provindser bortfertes til 
fremmede Lande (2 Kong. 15, 29). Biblen fortæller desuden, at de 
to Riger fer Assyrernes Angreb havde sluttet et Forbund (2 Kong. 
16, 5; Esaias 7, 1), som de vilde have andre syriske Smaastater til 
at tiltræde. At dette Forbund var rettet imod Åssyrerne, siges vel 
intetsteds i Biblen, men at Sligt var Tilfældet, kan efter Tidsforholdene 
ikke drages i Tvivl. Et af de Riger, de vilde tvinge til at indgaa i 
Forbundet, var Juda 'Rige, som de vilde give til en Sen af Tabeal 
(Esaias 7, 6). Men da Jerusalem ængstedes haardt, sendte Akhas 
Judas Konge Bud til Tiglath Pilesar (2 Kong. 16, 7), med Anmod- 
ning om at kaste sig over Damask og Samaria, hvad han ogsaa 
gjorde. At Akhas har afsendt dette Bud, og at det har fremskyndet 
Tiglath Pilesars Angreb, kan ikke betvivles, men det er sikkert lige- 
saalidt at betvivle, at Assyrerne, selv uden Indbydelse af Akhas, vilde 
have angrebet Damask og Samaria, om end ellers først noget 
senere. 

3 Hans Navn læses i Begyndelsen af Fortællingen om dette Aars Be- 
givenheder, men det er omgivet af Lakuner, 





671 


Forløb forlod han Rezins Rige, for at gjøre et Indfald i Israels 
Rige, som han hærgede grusomt! 

Derefter, sandsynligvis dog først næste Aar (733), maa Tiglath 
Pilesar formodentlig atter være gaaet ind i Kongeriget Damask, 
hvor det kom til et Slag imellem Rezins Hær og Assyrerne, i 
hvilket Syrerne, efter hvad Tiglath Pilesar fortæller, led et fuld- 
stændigt Nederlag. Mange Soldater bleve tagne tilfange, og Kongen 
maatte redde sig ved Flugten?. 

Rezin fandt Tilfiugt i en By, hvis Navn er tabt, men som 
formodentlig ikke var nogen anden By end Damask. Byen blev 
nu beleiret, Plantningerne om Byen ødelagdes, mange fangne sy- 
riske Stormænd korsfæstedes foran Muren. 

Tilsidst blev Assyrerne Herrer over en befæstet Plads der kaldes: 


TI —] æn ea] ||] 
bit (m3) bin - it - ri (7733) 
»Benhadars Borg", formodentlig Kongeborgen i Damask. 

Efter Besættelsen af denne faste Plads var Syrernes Mod- 
stand brudt, og Tiglath Pilesar kunde gjøre det engang saa mæg- 
tige Kongerige til assyrisk Provinds. Han vendte sig nu imod 
Israels Rige, som han endnu engang hærgede frygteligt, og hvorfra 
han bortførte endel af Indbyggerne". 

Efterat de to mægtigste Fyrster i Mellemsyrien saaledes vare 
blevne ydmygede, var Syrernes Modstandskraft brudt, og intet 
syrisk Rige synes mere at have fortsat Krigen?. Alle Syrer ilede 
tvertimod med at underkaste sig og med at sende rige Gaver til 
Assyrerkongen og hylde ham som deres Lehnsherre. 


! Se videre nedenfor Kap. X $ 95, sign. G. Smith i Zeitschrift filr dgyp- 


tische Sprache VII, 8. 14 (1869). I Rawlinson, Inscriptions Il, pl. 52 
l. 40 nævnes Pilasta, Palaistine, d. e. Philisterlandet, som det fjer- 
neste (?) Land, der i Aaret 734 blev angrebet af Tiglath Pilesar. 

G. Smith Il. c. 

G. Smith l. c. 

Se nedenfor Kap. X 8 96. 

Kongen af Gaza, Hanon, flygtede til Ægypten, og Gaza blev indtaget 
og plyndret, se Rawlinson, Jnscriptions lII, pl. 10 1. 19—28. 


672 


ene I den Anledning tog Tiglath Pilesar for en Tid Ophold i 
Tiglath Pilesar, T)amask!, hvor de undertvungne Konger indfandt sig for at bringe 
ham deres Hyldest og deres Gaver. 

Femogtyve Konger? indfandt sig her, som dét synes at frem- 
gaa af de Indskrifter, vi have tilbage fra hans Tid. I hans An- 
naler er Listen imidlertid meget mangelfuld, men i hans Fast: 
findes der større Levninger af samme Liste. 

I Aaret 738 havde han kun modtaget Hyldning fra Konger i 
atten Riger fra Syrien og Nabolandene, nu var ét af disse Riger 
gaaet tilgrunde; der var altsaa kun sytten ældre Vasaller, som 
hyldede ham i Damask i Aaret 732, og der var altsaa ikke 
kommet mindre end otte nye Konger til. 

Ved Hjælp af Fasti og Annalerne kunne vi bestemme Nav- 
nene paa de syv af disse. 


be TSeS TTT 
ma -laz an bdbi- ' -u ar - va - da - i 
Matan - Baal af Årvad? 

lm æie TOERE 
sa = ni = bu bit -a - ma-na-i 
Sanib af Amons Børns Land% 
im HE + 25 ae] es] fif 
sa - la - ma » nu ma - ” -»- ha -i 
Salmon af Moab' 


1) At Tiglath Pilesar en Tid opholdt sig i Damask og her modtog 
Hyldning af syriske Fyrster, fremgaar ogsaa af 2 Kong. 16, 10. 

2 At Antallet af Tiglath Pilesars syriske Vasaller i dette Aar beleb sig 
til femogtyve, er godtgjort ved G. Smiths Undersøgelser i Zeitschrift 
fir ågyptische Sprache VII, S. 11—15 og S. 92 (1869). 

3 Rawlinson, Jnscriptions IT, pl. 67, sign. ovenfor S. 243—246. 

4. Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 60. 

… Rawlinson |]. c. 

6 Rawlinson l. c. 


673 


Ko Sr 2 DR TET ST Hf 


m - få z in - ti Te — da - lu-na -d 
Metent (Mytton) af Askalon 
bla fr TR 2 sal TE ETT NT 
ia - u- kha- zt u - da - 4 
Akhas af Juda? 
TET se om 2 
ka - i — mar la — ka . du- mu - i 
Kamos (?) - Malek af Edom? 
SE RS dj 
ha - nu - Uu - nu ha- zazat-t 
Hanon af Gaza". 


De to sidste Konger, hvis Navne ere tabte, have formodentlig 
været Konger i de to Philisterriger Asdod og Ekron&, 

Af de sytten ældre Vasalfyrster er Navnene paa de fjorten 
bevarede, men tre Navne mangle i Listen, nemlig Navnene paa 
Kongen af Tyros, Kongen af Samaria og Dronningen af Arabien. 
I de to sidste Lande var der imidlertid, som det fremgaar af andre 
Brudstykker, foregaaet et Thronskifte siden sidste Hyldning 738. 
I Riget Arabien var saaledes Dronning Zabibe bleven efterfulgt 
af Dronning Samsi 

or må c| El 


sasam-8i - eå 


Rawlinson, Inscriptions TI, pl. 67 1. 61; se nedenfor $ 57. 

Rawlinson, Ænscriptions l. c. 

Rawlinson l. c. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 62. 

Det er dog muligt, at kun et af de fire Philisterriger er glemt, og at 
det andet manglende Kongerige var et phoinikisk Rige. 


S Rawlinson, Jnscriptions llI, pl. 10 1. 30; Layard, JInscriptions pl. 73 1. 16. 
483 


æeæ as &e tb mo 


674 


øg i Israels Rige var Kong Menahem bleven afløst af Pekah 


LÆ, Fr 


på - ka - ha(mps)!. 

Mærkeligt nok nævnes Sidon ikke i nogen af Tiglath Pilesars 
tre Lister, hvoraf man jo næsten kunde slutte, at Byen i dette 
Tidsrum befandt sig i en mindre lykkelig Forfatning; ja maaske 
stod Byen dengang endog under en af Nabokongerne og havde 
ikke sin egen Konge. 

Omendskjøndt Tiglath Pilesar, som vi have set, var gaaet saa 
strengt tilværks imod den oprørske Befolkning i Damask og Is- 
raels Rige, tabte Syrerne dog ikke Modet, men begyndte snart 
efter atter at reise sig imod Assyrerne. De oprørske Bevægelser 
viste sig navnlig i Tyros?, hvor man formodentlig har fundet den 
af Assyrerne paalagte aarlige Skat altfor overdreven. De nærmere 
Omstændigheder ved dette Oprør kjende vi ikke; vi vide kun, at 
Tiglath Pilesar, omtrent i Aaret 730 eller snarere 729, blev Herre 
over Bevægelsen, og at han tvang Kongen af Tyros 

[rf + I 7 
mi = € == li = tin - na 
Matten til at betale en meget høi Tribut, nemlig ikke mindre end 
150 Talenter Guld?, Om det kom til nogen egentlig Krig, eller 
om Tyros Borgere snart have opgivet Kampen, kan ikke afgjøres. 
I ethvert Tilfælde var Tiglath Pilesars fjerde syriske Kr:g, hvortil 
denne Begivenhed henhører, ikke af lang Varighed. 

Samtidigt hermed, eller maaske tidligere, foregik der et 

Thronskifte i Israels Rige, idet Pekah blev stødt fra Thronen af 


! Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 10 1. 28; slgn. G. Smith i Zeitschrift 
Jir ågyptische Sprache VII, S. 14 (1869). 

7 Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, 8. 14 (1869). 
Et Oprer fandt samtidigt Sted i Tubal, se ovenfor S. 403. 

3 Se Rawlinson, Jånscriptions 11, pl. 67 l. 66. Da en Talent Guld er 
omtrent 50,000 Rigsdaler. vil denne Sum beløbe sig til omtrent 7": 
Million Rd. 


675 


IE TE ST 4] 
a- U - 21 - 
(am) d. e. Hoseas, der straks hyldede Assyrerkongen og derfor 
af denne fik Bekræftelse paa sin Værdighed som Konge af Samaria. 


Om Syriens Skjæbne i Løbet af de følgende syv til otte Aar, ( 


i hvilke Assyrien beherskedes af Tiglath Pilesars Efterfølger Sal- 
man-eser IV., tie de assyriske Aktstykker; men denne Mangel af- 
hjælpes for endel af et Brudstykke af den phoinikiske Historie- 
skriver Menandros fra Ephesos!, som Iosepos meddeler?, og som be- 
handler Begivenheder, der aabenbart tilhøre dette Tidsrum. 

Hovedindholdet af Brudstykket er følgende: 

1 Tyros regjerede der en Konge ved Navn Elulaios, der 
foretog et heldigt Tog imod de frafaldne Kittier og igjen tvang 
dem til Lydighed. Men snart efter kom Salman-eser, Assyrernes 
Konge, og oversvømmede hele Phoinikerlandet med sine Hære. 
Sidon, Ake (Akko), ja selv Palaityros, underkastede sig, hvorpaa 
Assyrerkongen drog hjem i den Forventning, at det ikke vilde vare 
ret længe, før Tyros fulgte det givne Exempel og søgte Fred. 

Men Tyros bøiede sig ikke.  Salman-eser udrustede derfor 
næste Aar en Flaade paa 60 Skibe med 800 Rorkarle. Imod 
denne Flaade gik Tyrierne med kun tolv Skibe, men de seirede 
alligevel og tog 500 Fanger. Da greb Assyrerne til et nyt Middel 
for at tvinge Tyros; de udstillede Vagtposter og hindrede derved 
Tyrierne i fem Aar fra at hente Drikkevand paa Kysten?. 

Hermed bryder Fortællingen af, uden at der siges Noget om 
det endelige Udfald af denne femaarige Beleiring eller Blokade, 
men af flere Grunde, — blandt Andet, som Movers har bemærket”, 


! Rawlinson, Znscriptions III, pl. 10 I. 28; se Kap. X & 96. 
2? Jos., Arch. Jud. IX, 14, 2. Om Menandros se ovenfor S. 293—294. 
3 Slgn. hvad Moharen siger om Drikkevandet i Tyros, se ovenfor 8. 591 
med Anmk. 5. 
"+ Movers, Die Phénicier Il, 1, 8. 390 (1849). 
43" 


676 


af den Omstændighed, at Elulaios, efter hvad Menandros siger, fik 
Tilnavnet Pyah, der ikke kan være Andet end Ordet mm! (Satrap), — 
synes det klart, at Tyrierne tilsidst have søgt Forlig med Assy- 
rerne og have ydmyget sig for dem?. 

Der staar endnu tilbage at undersøge, om man ikke i assy- 
riske Aktstykker fra Salman-esers Efterfølgeres Tider kunde finde 
nogen Hentydning til denne Begivenhed, eller i det Mindste nogen 
Oplysning om Tyros" Forhold i den paa Salman-esers Dage nærmest 
følgende Tid. 

Vi maa da her bemærke, at Tyros slet ikke omtales, hverken 
i Salman-esers Efterfølger Sargons vigtigste Indskrifter, hans Ån- 
naler og Fasti, eller i dennes Efterfølger Senakheribs Aktstykker; 
og at Byen først kommer frem i Assurhaddons Dage, og at den 
da er langtfra at spille nogen fremtrædende Rolle. Det er altsaa 
aabenbart, at 7yros 1 Mellemtiden (d. v. s. under Salman-eser) har 
lidt et Knæk; thi, var Byen forbleven usvækket, vilde sikkert 
hverken Sargon eller Senakherib have undladt under et eller andet 
Paaskud at presse ligesaa store Summer ud af Byen, som deres 
Forgænger Tiglath Pilesar. 

Hvor sandsynlig end denne Slutning er, bliver den dog kun 
en Gisning, og den vilde aldrig have nogen overbevisende Kraft, 
naar den ikke blev stettet af udtrykkelige Udsagn i gode histo- 
riske Kildeskrifter. Men dette er virkeligt Tilfældet: der gives 
et Aktstykke fra dette Tidsrum, hvori der, som vi skulle se, findes 
en bestemt Hentydning twå Tyros" Fald. 

Paa Indskriften paa Sargons Cylinder kalder denne Konge 
sig nemlig!: 


amde 


1 Dette Ord findes 2 Kong. 18, 24; Esaias 36, 9; Ezekiel 23, 6 og 23. 
Med assyriske Skrifttegn finder man Ordet Rawlinson, Jnscriptions Il, 
pl. 38 1 72 a.; slgn. Norris, Assyrian Dictionary 8. 80. 

2 Om nogen Overgivelse paa Naade og Unaade er der ingen Tale; algn. 
nedenfor $ 55. 

3 Se nedenfor S. 706 Fortegnelsen over Assurhaddons syriske Vasaller. 

% Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 86 1. 19. 








677 


El ME FE TT] 2 SE TE 
u - sap - st - hu(mop) ku - € u(7) zur - ri 
Den, som havde ødelagt Landet Kue og Byen Tyros", 

Nu omtales Betvingelsen af det i Amanosbjergene liggende 
Landskab Kue ikke i Sargons Indskrifter, hvorimod det i disse k 
oftere siges i Forbigaaende, at Kue var en assyrisk Provinds, der 
bestyredes af en assyrisk Statholder'. Under Tiglath Pilesar 
havde Kue derimod sine egne indfødte Konger; følgelig maa det 
være bleven betvungen af Assyrerne i Mellemtiden imellem 
Tiglath Pilesar og Sargon, d. e., med andre Ord, under Salman- 
eser (IV.)?, Om Tyros, som her opføres ved Siden af Kue, gjælder 
efter al Sandsynlighed noget Lignende: ogsaa det maa uden Tvivl 
være bleven betvunget af Salman-eser; og saaledes forsvinder da 
enhver Grund, man kunde have, til at tvivle om Rigtigheden af den 
af Iosepos efter Menandros meddelte Fortælling om, at det var 
Salman-eser, der førte Krig med Tyros og blokerede Byen. 

Trods den mindre heldige Udgang af Tyriernes Forsøg paa Syrernee, Kampe 
at hævde deres Selvstændighed, og trods de haarde Straffe, der 
kun faa Aar i Forveien havde rammet Riget Damask og endel af 
Israels Rige, og som endnu maatte være i frisk Minde, tabte Sy- 
rene dog ikke Modet, og snart efterat Tyros var falden, begyndte 
andre syriske Stammer at pønse paa Oprør, muligvis tildels til- 
skyndede dertil af Ægypterne?, hvis nye Herre, Aithioperen Sa- 


' Botta Mfonumenis IV, pl. 158 l. 6. 

2? Se ovenfor 8. 404—406. 

2 Se nedenfor 682 ff. Man ser af Hoseas Profetier, at paa den Tid, da 
disse forfattedes (sandsynligvis i Tiden fra 730 til henimod 720 slgn. 
ovenfor S. 306 og 8. 39), fandtes der to Partier i Israels Rige og for- 
modentlig ogsaa i andre syriske Stater. Det ene Parti raabte paa 
Forbund med Ægypten og haabede, at Syrien under Ægyptens ven- 
skabelige Beskyttelse vilde faa en lykkelig Fremtid (se Hoseas 7, 11 
og 12, 2), imedens andre mente, at Israel vilde være bedst tjent med 
at gaa op i Assyrien (se Hoseas 5, 13); derfor sendte Israeliterne 
af dette Parti stundom Gaver til Ninive (8, 9) og søgte Forbund med 
Assyrien (Hoseas 12, 2; slgn. 14, 4). Slgn. 2 Kong. 17, 4. 


678 


"bako, tragtede efter at udvide sit Herredømme udover Ægyptens 
Grændser! og derfor neppe undlod at ægge Syrene til Oprør. 

De assyriske Aktstykker fortælle os iblandt Andet om et 
farligt Oprør i Hamath, der udbrød ved denne Tid, og som lededes 
af en vig Jaubida, der, uden at have nogen Ret til Thronen, af 
Folket i Hamath var bleven anerkjendt for Konge i Landet. 

Imod denne Jaubida gik Sargon i sit andet Regjeringsaar 
(720). Hap angreb først Byen Karkar, der synes at have ligget 
imellem Euphrat og Orontes, og vendte sig derpaa imod Hamath, 
som efter nogen Tids Forløb faldt i hans Hænder. Han hen- 
rettede nu Jaubida, som han havde taget til Fange, og gjorde for- 
modentlig Hamath til assyrisk Provinds, i Lighed med hvad 
der var sket med Hamaths Naboland, det forrige Kongerige Damask. 

Af Annalernes Beretning om denne Begivenhed have vi kun 
de første Linier tilbage, der fortælle om Begyndelsen af Krigen 
med Jaubida, men hvad der har været meddelt i Annalerne om 
Slutningen af denne Krig, samt om Sargons øvrige Bedrifter i 
Syrien i dette Aar, er uheldigvis gaaet tabt", 

Vi foretrække derfor, istedetfor at oversætte de Brudstykker 
af Annalerne, der fortælle om Krigen med Jaubida, at meddele 
hvad der i Sargons Fasti siges om de samme Begivenheder, 

»Jaubidi fra Hamath, forhen en ... og ingenlunde retmæssig 
Arving til Thronen, en troløs og gudsforgaaende Mand, havde 


! SIlgn. nedenfor Kap. VI, $ 68. 
2 Se Botta, Afonuments de Ninive IV, pl. 70 I. 10—11, efter Pladen 3 i 
Salle II i Khorsabad. i 
,. Slgn. Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 34 og 19, 13; Jere- 
mias 49, 23 — Vidnesbyrd om det Indtryk, Hamaths Fald gjorde 
paa Israeliterne 
Der har været to Plader (4 og 5), hver paa elleve Linier, som have 
fortalt om Sargons Bedrifter i Syrien i dette Aar; i Begyndelsen af 
den følgende Plade (6) fortælles der nemlig endnu om Sargons Krig 
i Syrien i hans andet Regjeringsaar. Disse to Plader ere med flere 
andre gaaede tabte under Forsendelsen til Europa. . 
8. Denne Fortælling findes Botta Afonuments IV, pl. 145 1. 21—24 (Plade 
3 i Salle X); Levninger pl. 123 1. 11—16 (Plade 3 i Salle VI). 


679 


faaet Lyst til Kongedømmet i Hamath. Han ophidsede imod 
mig Byerne Arpad, Simirra, Damask og Samaria og tog sine For- 
holdsregler med enhver af dem og forberedede sig til Kamp. 
Jeg talte alle Gud Assurs Tropper; jeg beleirede i Byen Karkar, 
som havde erklæret sig for Oprøreren, ham og hans Krigere, og 
jeg lagde den i Aske. Jeg lod ham flaa, og jeg dræbte Hoved- 
mændene for Oprøret i hver af Byerne, og jeg lagdo dem øde. 
Jeg udskrev (?) 200 Vogne og 300 Ryttere (?) iblandt Beboerne af 
Landet Hamath, og jeg føiede dem til min Majestæts Besiddelse". 

Paa det assyriske Mindesmærke fra Ati (Kittion), som for 
nogle Aar siden er bleven bragt til Berlin, findes en kortere Be- 
skrivelse af de samme Begivenheder; den indeholder flere Smaatræk, 
som ikke findes i Fasti, og den kan derfor vel, forekommer det os, 
fortjene at kjendes i Sammenhæng !'. 

»Over det ganske Land Hamath kom jeg som en Hvirvelvind, 
Jaubidi, deres Konge, med hans Familie og hans Krigsmænd, 
tilligemed Bytte fra hans Land, fik jeg i min Magt (?) og bragte 
det til Assyrien; 300 Stridsvogne og 600 Lastvogne (?) med Spyd 
og Landser udtog (?) jeg af deres Midte og spredte dem udover 
mit Kongerige; 6300 Assyrer, Mestre i ... i Hamath jeg bosatte. 
Min Statholder .... over dem jeg, satte, og Afgifter og Tributer 
paalagde jeg dem", 

Af den første her meddelte Beretning er der navnlig én Be- 
mærkning, som fortjener et Øiebliks Omtale, nemlig følgende?: 


ISEN ST TEE mæ 


ar - pad - da 2 — mir =- rå 
Arpad, . Simirra, 
IDE FT STÆ IM <T 
di - mas =- ka sa - Mi = ri - na 
Damask (og) Samaria 





5 Rawlinson, Jnscriptions vol. III, pl. 11 1. 51—65; slgn. G. Smith, 
Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 70 (1871). 
"" Botta, Afonuments IV, pl. 145 1. 21—22. 





680 


pæa| —|: im wel | TT: 
u - ti - us - bal - kit 
imod mig han hidsede. 

Denne Sætning underretter os nemlig om, at de oprørske 
Bevægelser, der vare udbrudte i Syrien i Sargons andet Regje- 
ringsaar (720), ikke vare indskrænkede til Hamath, men havde for- 
plantet sig til andre Egne. 

Om Undertrykkelsen af dette Oprør og Afstraffelsen af de 
fire Byer vil man forgjæves søge nogen Oplysning i de følgende 
Dele af Sargons Fasti, hvorimod der nogle Linier ovenfor! læses 
en Beretning om, at en haard Skjæbne under Sargons Regjering 
traf en af disse fire Byer, nemlig Samaria, Den blev ødelagt af 
Sargon, der førte 21000 af Byens Indbyggere bort til andre Egne, 
og forvandlede det Rige, hvori Byen før havde været Hovedstad, 
til assyrisk Provinds, 

Men — spørge vi — er denne Begivenhed forefaldet efter 
Hamaths Indtagelse, altsaa i Aaret 720, eller et Aarstid tidligere, 
i Sargons første Regjeringsaar (721), eller vel endog i det Aar, da 
han kom påa Thronen? 

Er denne Afstraffelse af Samaria en Følge af, at Byen og 
dens Konge havde sluttet sig til Jaubida, eller er der her kun 
Tale om et Mytteri, som er udbrudt efter Israels Riges Under- 
gang, imellem de i Byen tilbageblevne Folk? 

Uheldigvis formaa vi ikke at besvare dette Spørgsmaal, da de 
Aktstykker, der kunde have givet os Oplysning derom, ere gaaede 
tabte? eller befinde sig i en ødelagt Forfatning”, Var Sargons 
Fasti" et kronologisk ordnet Skrift,. vilde den Stilling, Fortæl- 


!?  Botta, Afonuments IV, pl. 145 I. 11—183. Stedet vil blive meddelt 
nedenfor Kap. X $ 97. 

12 Se ovenfor 8. 408. 

Vi tænke her paa den Plade, der indeholder Levninger af Beskrivelsen 

af Sargons ferste Regjeringsaar, og af det Aar, han kom paa Thronen, 

nemlig Plade 3 i Salle II (Botta, Monuments IV, pl. 70). 

£ Om Sargons Fasti, se ovenfor 8. 246 med Anmk, 5 og 6. 


681 


lingen om Samarias Fald indtager, næsten lige i Spidsen af 
Terten!, være afgjørende; men, som bekjendt, have de kronolo- 
giske Hensyn ikke været de eneste, der have været bestemmende 
ved Ordningen af Begivenhederne i dette Skrift?, og det er ikke 
umuligt, at Forfatteren af Fasti af en eller anden os ubekjendt 
Grund har tilladt sig at rykke Samarias Fald op i Spidsen af 
Texten, uagtet Byen først var bleven indtaget efter Hamaths 
Ydmygelse, altsaa mere end et Aar efter Sargons Thronbestigelse. 
Men paa den anden Side tør vi paa ingen Maade benægte Mulig- 
heden af, at Samaria alt er falden i Sargons første Regjeringsaar 
(721), eller vel endog Aaret forud (720), i den største Del af 
hvilket Aar Salman-eser endnu sad paa Rigets Throne; vi maa 
indskrænke os til at bemærke, at i de Mindesmærker fra 
Sargons Tid, hvorpaa de Dele af Sargons Annaler, som behandle 
disse Aars Historie, findes indhuggede, have vi forgjæves søgt 
Spor af, at han i denne Tid har været i Syrien med sin Hær". 
Hvad Aar end Samaria er falden, er det en ubestridelig 
Kjendsgjerning at Sargon i Eftersommeren 720 med sin Hær drog 


! I Fasti findes der kun for Fortællingen om Samarias Fald en kort 
Sætning, der fortæller om Fjendtligheder med Elam. 
Et utvetydigt Bevis paa, at de kronologiske Hensyn kun spille en 
underordnet Rolle i Sargons Fasti, afgiver den Omstændighed, at det 
her umiddelbart efter Beretningen om Samarias Fald fortælles, at 
Pharao og Araberne betalte Tribut, uagtet denne Begivenhed først 
skete i Sargons femte Regjeringsaar. Jaubida's Qvervindelse og flere 
andre Begivenheder, der først fortælles i de følgende Afsnit af Fasti, 
er saaledes foregaaet tidligere end Fredsslutningen med Pharao og 
Arabernes Qvervindelse. 
2 Se Botta, Monumenis IV, pl. 70. 
" At demme efter Biblen synes det dog snarere at maatte antages, at 
" Samaria er bleven indtaget i Aaret 721 eller 722, end i Aaret 720. 
Byens Erobring. tilskrives nemlig her (2 Kong. 17, 3—6) Salman-eser, 
og maa efter dette Vidnesbyrd tilhere den Tid, da Salman-eser og 
Sargon vare samtidige. Men nu synes Sargon allerede i Aaret 721 at 
være bleven anerkjendt for Konge i hele Riget, (slgn. ovenfor S. 406 
—407), og Samarias Undergang maa herefter i det Seneste være ind- 
truffet i Aaret 721 f. Kr. Se videre nedenfor Kap. X $ 97. 


682 


igjennem det forrige Rige Samaria; thi imod Slutningen af hans 
andet Regjeringsaar var han, som det fortælles i hans Annaler, 
med sin Hær rykket frem til Gaza, hvorfra han gik videre frem 
imod Sydvest, for her at møde en forenet ægyptisk og syrisk 
Hær, som vilde gjøre ham hans Besiddelse af Syrien stridig. 
Hærene stødte sammen ved Byen Raphia, hvor det kom til et 
Slag, i hvilket Assyrerne seirede?. Sargon indtog derpaa Gaza 
og bortførte endel af Indbyggerne fra Byen for at bosætte dem i 
andre Egue. 

Da den Del af Annalerne, der indeholder Beskrivelsen af 
Kampen er noget beskadiget, foretrække vi at meddele hvad der 
i Sargongs Fasti fortælles om denne Begivenhed 32. 


SEE DE SS, 
ha - nu - nu (mm) sar ha - zi - ti(=77%) it = ti (AN) 
Hanon, Konge af Byen Gaza, tilligemed 


] DE I ar——| =T pA 4Å — =TTT »J— ”A — A, 1 —1T| 
sab =- ' - e(R%) il - lan - nu MU - 8u - ft (=x9) 
Sabako, Herskeren over Landet Ægypten, 


TET 4 TE ER Sa] Tr] 
in : Ta pi - hi a - na e - pis [kabal] u (7) [tahaz] 
ved Byen Raphia, for at holde Slag og Kamp, 


Hor fstslf als ex hd | 4 
a - na gab (37) - ta it - bu - ni [apikla] su - nu 
imod mig de kom; (men) paa Flugt dem 


! Botta, Monuments IV, pl. 71 I. 1 fr. 

2 Botta, Monumenis IV, pl. 71 l. 8. 

3 Texten læses Botta, Monuments IV, pl. 145 1. 9—11 efter Indskriften 
paa Plade 2 i Salle X. Samme Text findes ogsaa pl. 97 1. 8—11 
efter Plade 11 i Salle IV, samt pl. 138 1. 3—5 efter Plade 13 i 
Salle VIII, endelig ses endnu nogle Rester af samme Text pl. 120 
L 20 og pl. 121 1. 1—3 efter Pladerne 2 og 3 i Salle VII, 


683 


af Er [HET eet =TE-[SET 


am - kha = az (yt) sab - ' - é&e e =- ri- kim (%%8) 
jeg drev; Sabako, [for]. Slagordenen af 

— p—— p—Pp—Pp- im 

TOD» let FT TET OE: 
[galk?] - ia e- rim(n%y)-va in - na - bit 


Tjenerne mine han veg og flygtede bort; 


El Em STE fo ad |] 

la (ON) in - na - mir a - sar (SAN) - su 

ikke 88åes Sporet hans. 
Af den her meddelte Text, fremgaar det tilstrækkeligt, at 
Ægyptens daværende Hersker Sabaa eller Savaa — 70! som 
Navnet vilde skrives, naar man omskrev de assyriske Tegn med 
hebraiske Bogstaver — har forsøgt at indblande sig i de syriske 
Anliggender og har stræbt at hindre Assyrerne i at underkue 
Landet. Sandsynligvis har Sabaa — der ikke kan .være nogen 
anden Konge end den Aithioperfyrste Sabako, som forenede det 
ægyptiske Rige med sit Stammeland —? næret det Haab, at Sy- 
rerne til Gjengjæld for den Understøttelse, han gav dem, vilde 
anerkjende ham for deres Skytsherre — og at enkelte Syrer virke- 
ligt, ogsaa have underordnet sig ham, fremgaar tilstrækkeligt af et 
samtidigt ægyptisk Aktstykke, der fortælle, at ,Syriens Fyrster 
bragte Sabako Gaver" +, Men dette Herredømme har i ethvert 
Tilfælde kun været af kort Varighed, og Sabako maa, efter Uheldet 
ved Raphia, for det Første have opgivet sine Planer paa Syrien 
og maa have været vel tilfreds med at kunne beholde Ægypten 
uantastet. Thi det kunde neppe være tvivlsomt, at Assyrernes 


Man erindre, at en Konge af Ægypten &7D omtales i 2 Kong. 17, 4, 
som Hoseas' Forbundsfælle. 

” Om de assyriske Lydtegn se ovenfor S. 349 Anmk. 5. 

2 Om ham se nedenfor $ 68. 

" En Indskrift, der fortæller derom, læses i Karnak; slgn. Brugsch, Hi- 
stoire dӃgypte 8. 209. 


684 


Konger fra Tiglath Pilesars Dage havde sat sig det Maal at 
lægge Ægypten til deres øvrige Besiddelser. 

Imidlertid synes det dog ikke, at Sargon har foretaget noget 
Angreb paa Ægypten, hverken straks efter Seieren ved Raphia 
eller senere. I ethvert Tilfælde kunne vi antage det for sikkert, 
at Sargon tkke har foretaget noget Felttog til Ægypten + dette Aar 
(720), men at han, efter at have slaaet Sabako ved Raphia, navnlig 
har henvendt sin Opmærksomhed paa de syriske Forhold og har 
stræbt at ordne disse paa en saadan Maade, at Fare for nye 
Oprør, saavidt muligt, fjernedes. Formodentlig afsatte han nogle 
af de Fyrster, der havde vist sig utro; men hvem denne Skjæbne 
har rammet, kunne vi ikke afgjøre. Imidlertid have vi Grand til 
at antage, at han i dette Aar har afsat Kongen i Asdod og indsat 
en anden i hans Sted. Alle Indskrifter, der fortælle om de Be- 
givenheder, der indtraf i Sargons andet Regyeringsaar (720), tie 
rigtignok herom, men paa et andet Sted i hans Annaler, nemlig 
i Fortællingen om Tildragelserne i hans ellevte Aar, tales der 
om Afsættelsen af en Konge i Asdod, som var forefaldet tidligere ; 
men naar denne Begivenhed virkeligt er foregaaet under Sargon, 
saa er det jo utvivlsomt, at der intet Tidspunkt er, til hvilket 
denne Afsættelse af Asdods Konge med større Sandsynlighed kan 
henføres, end det Aar, da Sargon kæmpede med Kongen af 
Gaza og med Sabako, d. e. Sargons andet Regjeringsaar eller 
Aaret 720 f. Kr. 

I Indledningen til Fortællingen om den oprørske Philister- 
stads Asdods Betvingelse i Sargons ellevte Regjeringsaar (711) 
meddeles det nemlig! saavel i hans Annaler som i hans Fast, at 
Sargon tidligere havde afsat en Konge i Asdod 

I TET Il 
a - Zu - ri 


Azuri, og i hans Sted til Konge havde indsat hans Broder 


1 Se Botta, Afonuments IV, pl. 86 I. 1—3; pl. 155 1. 4—5 efter Anna- 
lerne, samt Botta, Afonuments IV, pi. 149 1. 5—7 efter Sargons Fasti. 


685 


| Ty P," EGE ——d« 
a - kh - mi - tt 
d e. Akhimit. Sandsynligvis var dog denne Fyrste ikke den 
eneste af de syriske Smaakonger, som i dette Aar blev afsat af 
Åssyrerne, og flere andre have maaske delt Skjæbne med ham; 
men vore Aktstykker tie ganske herom. 

Efterat Sargon saaledes paany havde undertvunget Syrien, 
maa han efter Tiglath Pilesars Exempel have bortført endel af 
de oprørske Folk fra deres Hjemstavn, De assyriske Aktstykker 
give os dog ikke mange Oplysninger om Sargons Forholdsregler i 
denne Henseende. Der fortælles nemlig kun, at der fra Samaria 
bortfertes noget over 21000 Mennesker!; men af den Omstæn- 
dighed, at der siden gjentagne Gange føres fremmede Folk som 
Nybyggere til Damask og Hamath?, synes det at fremgaa, at 
Sargon ogsaa har ført endel af Indbyggerne i disse Lande bort 
fra deres Hjemstavn. 

Assyrernes umiddelbare Besiddelser i Syrien, der, som vi have 
set, i Aaret 720 vare blevne forøgede mod de Lande, som havde 
udgjort de forrige Kongeriger Samaria og Hamath, bleve tre Aar 
efter atter stærkt udvidede. I Sargons femte Regjeringsaar (d. 60. i 
det Aar, da Zir-bani var Eponym?, eller Aaret 717) gik nemlig 
Sargon imod Karkemish, indtog Byen og afsatte Kongen Piziri 

[fS 
pir - ri! 
I hvis Sted han indsatte en assyrisk Statholder, ligesom i do tid- 
ligere inddragne fremmede Lande. Det gamle berømmelige Rige 
mistede herved sin Selvstændighed og omdannedes saaledes til 
Provinds af Assyrien. 





1 Botta, Monumenis IV, pl. 145. Stedet meddeles nedenfor Kap. X, &$ 97. 
2 Se nedenfor 8. 687 — 688. 

3 Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptiske Sprache VII, 8. 95 (1869). 

" Se ovenfor 8. 664— 666 og nedenfor $ 53. 





686 


I Sargons Annaler fortælles det!, at Assyrerne i dette Aar 
kastede sig over Karkemish, fordi Kong Piziri havde sluttet sig 
til Mila?, Moskernes Konge. I Byen gjorde Sargon efter samme 
Beretning et stort Bytte af Sølv og Guld, foruden mange andre 
forskjellige Gjenstande; han tog desuden? 50 Stridsvogne, 200 
Lastvogne (?) samt 3000.... En Del Assyrer sendtes som Ny- 
byggere til Landet, hvad der jo lader formode, at en Del af Be- 
folkningen var bleven bortført fra sin Hjemstavn og havde faaet 
Bolig i andre Egne". 

I Sargong Fast: tales der ikke om dette Tog til Karkemish, 
hvorimod det berøres kortelig i hans andre historiske Indskrifter, 
saaledes i de Indskrifter, der læses paa Cylindres, kolossale Tyre- 
figurer og andre større Gjenstande fra Khorsabad. I Sargons 
Indskrift i Nimrod siges det om Sargon, at han var: 

»Den, som førte Krig med de Onde og hvis Haand rammede 
Piziri, Konge af Khetta (Nordsyrien) og som indsatte sin Stat- 
holder over Byen Karkemish "+, 

I Slutningen af samme Indskrift, efter Beretningen om de af 
Sargon opførte Bygninger, læser man endelig følgende . Be- 
mærkning”. EN 

»I disse Dage nedlagde jeg i Skatkammeret 11 Talenter og 
tredive Miner Guld, 2100 Talenter og 24 Miner Sølv, det store 
Bytte, som jeg havde taget fra Piziri, Konge af Karkemish ved 
Euphrat". 

Man erfarer heraf, at det Bytte, som Sargon tog i Karkemish, 


12 Botta, Monuments IV, pl. 72 1. 7—10 efter Plade 7 i Salle II i 
Khorsabad. 

32 Om Mita (Midas) se ovenfor S. 499. 

3: Botta, Monuments IV, pl. 72 1. 10. Texten er ikke ganske fuldstændig, 
saaledes at en neie Oversættelse ikke kan gives. Maaske er der her 
Tale om en Udskrivning af Rekruter. 

$ Sign. Esaias 10, 9. 

5 Se f. Ex. Rawlinson, JInscriptions I, pl. 36, 1. 25: ,Jeg straffede 
Karkemish og overvandt Piziri". 

& Layard, Inscriptions pl. 33 l. 10. 

7. Layard, Inscriptions pl. 34 1. 21—22. 


687 


har beløbet sig til flere Millioner", og det er i Virkeligheden heller 
ikke usandsynligt, at Sargon har gjort et saa stort Bytte i Byen, 
eftersom Karkemish dengang var en vigtig Handelsstad og sand- 
synligvis en meget velhavende Stad”. Uanset dette store Krigs- 
bytte var Frugterne af Krigen med Riget Karkemish af den største 
Betydning for Assyrerne, idet nemlig deres syriske Provindser, der 
før Karkemish' Inddragelse havde været adskilte fra deres meso- 
potamiske Besiddelser, fra nu af kom til at danne en med disse 
sammenhængende Landstrækning. 

Pizirt's oprørske Forbindelse med Moskerne, der anføres som 
Grund til Sargons strenge Fremgangsmaade imod Folk og Konge, 
maa altsaa være kommet Assyrerne meget beleiligt, og man kan 
derfor nære nogen Mistanke om, at Assyrerne selv have fremkaldt 
dette Oprør, for at have en Anledning til at gjøre en Ende paa 
Riget og indlemme det som Provinds i Assyrien. 

I det følgende Aar, Sargons sjette Regjeringsaar (716), i 
hvilket han begyndte sine Angreb paa Armenien og Medien?, blev 
en af de beseirede armeniske Høvdinge, JZtti, som havde sluttet 
sig til Kongen af Minni", Ullusu, bortført til Syrien, hvor han fik 
Bolig i Hamathå, og i det derpaa følgende Aar (715), Sargons 
syvende Regjeringsaar, blev endel Arabere, som Assyrerne havde 
fanget paa et Tog til Arabien, bosatte i Samaria. I det sidste 
Aar (715) er Sargon sandsynligvis draget igjennem Syrien med en 
Del af sin Hær; thi da han dengang endnu ikke var Herre over 
Babylonien”, har han neppe kunnet angribe Araberne fra denne 


! De 11'/» Talenter Guld svarer omtrent til 575000 Rd. i Guld, de 
2100 Talenter Selv kan med et Middeltal anslaaes til en Værdi af 
8"/» Million Rd. (efter J. Brandis 2,270,000 Rd.). 

Se nedenfor $ 53. 

Se ovenfor 8. 409 fr. 

Om Minni (Manna) se ovenfor 8. 494. 

Botta, Monuments pl. 146 1. 20. 

Botta, Monuments IV, pl, 75 1. 6. Den paagjældende Text vil findes 
nedenfor Kap. X, & 97. 

Babylonien blev ferst erobret i Aarene 710—709, se ovenfor S. 416. 


=é 


688 


Side. Han har derfor formodentlig taget sine Besiddelser i Sy- 
rien til Udgangspunkt for sine Foretagender imod Araberne, 
hvorved han med det Samme opnaaede, at Syrerne bleve skræm- 
mede fra nye Oprør, naar de saa en saa talrig assyrisk Hær i 
deres Land. Efter al Sandsynlighed var det ikke hele den assy- 
riske Stridsmagt, men kun en Del deraf, som anvendtes til dette 
Felttog; en anden Del er formodentlig bleven tilbage paa Rigets 
Nordgrændse for at holde de nylig overvundne Armenier og 
Meder i Ave. 

I det følgende Aar (714), i hvilket Sargons Krige med Meder 
og Armenier foreløbig bragtes til Ende paa en for Assyrien meget 
lykkelig Maade", bleve en Del Nybyggere førte til Syrien fra 
disse nylig betvungne Egne, iblandt Rg en Høvding ved Navn 


| =| JE so JE] 

a - ME - ku? 
d. e. Dejokes, der Fa Bolig i Hamath3, Ifølge Sargons Fasti" 
bleve ogsaa Indbyggerne af følgende fem Byer: Sukkia, Bala, Abti- 
siikna, Pappa? og Salukni, om hvis Beliggenhed vi forøvrigt Intet 

kunne bestemme, bortførte til Syrien: de fik Bolig i Damask. 

Uagtet Syrerne saaledes hvert Aar modtog Beviser paa, at 
ÅAssyrerne, omendskjøndt de ideligt vare sysselsatte i andre Lande 
dog ikke tabte de syriske Forhold af Sigte, saa udbrød der dog 
snart igjen, sandsynligvis allerede i Aaret 712, nye oprørske Be- 
vægelser i Landet. I det Mindste se vi Sargon i sit tiende Re- 
gjeringsaar (712) at foretage et Tog til et Sted, som han kalder 


Se ovenfor 8. 409—413. 

? Om Dajakku (Dejokes), der herte hjemme i dét nordestligste Medien 
paa Grændsen af Armenien, se ovenfor 8. '411 og 8. 465—466. 

3 Botta, Monuments III, pl. 63 l. 2; IV, pl. 146 I. 13; sign, om Da- 

jakku's Oprer. 

Botta, Sdonuments IV, pl. 146 1. 21. 

,  Pappa er ikke, som man undertiden antager, Byen Paphos paa Kypros, 

men en ellers ubekjendt By paa Asiens Fastland. Paphos anerkjendte 

ham vel for Lehnsherre, men boholdt forevrigt sin Frihed, se oven- 

for S. 417. 





689 


SÅ SØ >p-] —| TT Wu —T 
ba = al za - pu - na! 
Baal Zaphon, 

om hvilket vi have Grund til at antage, at det har ligget i 
Mellemsyrien i Nærheden af Hamath?. I ethvert Tilfælde maa 
det dog have ligget i Syrien, eller ikke ret langt udenfor Landets 
Grændser, thi Baal dyrkedes neppe uden i Syrien og de aller- 
nærmeste tilstødende Egne?., Hvad Formaalet har været for dette 
Tog, er os ikke ganske klart, da Texten kun er slet bevaret; 
men det er ikke usandsynligt, at det var for at kvæle et Oprør, 
at Sargon i dette Aar gik til Baal Zaphon med en Hær. 

Hvorledes det end forholder sig med dette Tog, er det klart, 
at der det følgende Aar var udbrudt farlige Oprør baade i Nord- 
og Sydsyrien, nemlig i Gavguma5 og i Philisterbyen Asdod, thi 
begge disse Riger bleve betvungne af Sargon i hans ellevte Regje- 
ringsaar, d. e. i Aaret 711£, 





" Botta IV, pl. 83 ]. 9. 

? Vi have ovenfor omtalt et Sted eller Landskab af dette Navn i Nær- 
heden af Hamath (8. 663). 

? Baal dyrkedes saaledes sikkert af endel af de sinaftiske Steppers 
Beboere; sign. Baal Zaphon EÆzod. 14, 2. Se ovenfor S. 612. 

" I Texten siges det kun, at der ved dette Baal Zaphon findes en stor 
Kobbermine; se Hincks i Annual Reports for 1852 af The British Asso- 

-… ciation for the advancement. of science 8. 111 ff. London 1858. 

S Be nedenfor & 58. 

' Vi besidde ganske vist intet Aktstykke, hvori det siges udtrykkeligt, 
at Felttogene imod Gavguma eller Asdod indfaldt i Sargons ellevte 
4ar, thi de Linier af hans Annaler, hvor denne Dato fandtes, ere enten 
helt forsvundneseller kun slet bevarede. Imidlertid kan der dog ikke 
være mindste Tvivl om, at de to omtalte Begivenheder henhøre til 
dette Aar. I Indskriften i Salle 11 beskrives nemlig Asdods Oprer 
paa Plade 21, imedens.Plade 17 fortæller om hans tiende Regjeringsaar 
og Plade 25 om hans tolvte. Hertil kommer endnu, at i Linie 13 af 
den Indskrift, der læstes i Salle XI11 Plade 4 (Botta, Monuments pl. 155), 
finder man i den første Halvdel Slutningen af Beskrivelsen af Asdods 
Betvingelse, imedens man i den anden Halvdel læser: ,,1 mit tolvte 
Aar gik jeg imod Babylon". Asdods Underkuelse var saaledes den 

44 


690 


Sargon giver i sine Fasti! følgende Meddelelse om Oprøret i 
Gavguma og dets Betvingelse? : 

» Tarhulara af Gavguma havde en Sen, Iutallu, hvem Folket 
havde taget til Herre, og hvem det imod min Villie havde sat 
paa Thronen, og hvem det havde givet Styrelsen af Landet. I 
mit Hjertes Vrede gik jeg ilsomt imod Byen Markast med mine 
Stridsvogne og mine Lastvogne (?), som ikke vege bort fra mine 
Fjed. Jeg tog Mutallu, hans Sen, til Fange, samt endvidere Be- 
boerne af det ikke uvigtige Landskah Bet-Baalla, [og jeg tog] 
Guld og Sølv og Skattene i hans Slot. Jeg lod Beboerne i Gav- 
guma beholde deres gamle Forfatning, men satte min Statholder 
over dem og behandlede dem som Assyrer". 

Umiddelbar efter Fortællingen om dette Felttog beretter Sargon 
om Asdods Oprør og Betvingelse. Texten i Annalerne? er kun 
slet bevaret, hvorfor vi foretrække ogsaa at meddele denne Begi- 
venhed efter Sargons Fasti!: 

»Det syriske Folk, der let lader sig forlede til Oprør, blev kjed 
af Akhimit (om hvis Indsættelse til Konge Asdod der ovenfor 
fortælles); og det indsatte en vis 


sidste Begivenhed i Sargons ellevte Aar. Den omtalte Linie er for- 
evrigt ikke ganske fuldstændig bevaret og heller ikke neie gjengivet 
af Botta, men den kan let restitueres. 

!  Afden Udgave af Sargons Annaler, der fandtes i Salle II, er der kun 
bevaret én Linie, som handler om Gavguma (Botta, Monumenis IV, 
pl. 84 1. 1). Rester af et Par Linier findes ogsaa pl. 155 indtil L 7 
efter Salle XIII Plade 4; se ovenfor S$. 689 Anmk. 6. 

2 Botta, Monuments pl. 148 l. 11—12 og pl. 149 1. 1—5, efter Plade 7 
og 8 i Salle X. . 

2 Dens Levninger findes Botta, Mfonumenis IV, pl. 86 efter Plade 21 i 
Salle II samt i pl. 155 1. 6—13 efter Plade 4 i Salle XIII. 

" I den Udgave af Fasti, som findes i Salle X, læses Fortællingen om 
disse Begivenheder Plade 8, 9 og 10 af Salle VII. Den begynder 
Botta, Monumenis IV, pl. 149 1. 7, fortsætter sig pl. 150 (1. 1—7) og 
afsluttes pl. 151 1. 13 (Linierne 1—12 pl. 151 have ot andet Ind- 
hold). Levninger af en anden Udgave findes pl. 127 1. 1—6 efter 
Plade 7 i Salle VII og af en tredie pl. 142 1. 15—20 og pl. 143 

"då, 11—20 efter i Plade 24 og 25 Salle VIII 


691 


[SE 
la - ma - ni 
laman", der ikke var lovlig Thron-Arving, paa Thronen. I mit 
Hjertes Vrede delte jeg ikke min Hær og jeg formindskede ikke 
mit Trods, men gik lige imod Asdod med mine Krigere, som ikke 
fjernede sig fra mine Fodspor?". 

»Iaman erfarede længe iforveien mine Hærtogs Komme og- 
flygtede bort hinsides Ægypten, til Landet Milukhi2, og man saa 
aldrig mere hans Spor. Jeg beleirede og indtog Asdod og Byen 
Gimt Asdodim?; jeg bortførte hans Gudebilleder, hans Hustru og 
Senner og Døttre, hans Skatte og alt hvad der fandtes i hans 
Borg, samt Beboerne af hans Land. Jeg opbyggede paany disse 
Byer og bosatte i dem de Mænd, min Arm havde taget i den 
opgaaende Sols Land. Jeg satte over dem min Statholder og 
jeg behandlede dem som Assyrere, og de gjorde sig ikke mere 
skyldig i Utroskab". 

Sargon tilfeier endnu i sine Fasti en Fortælling om, hvorledes 
Iaman blev udleveret til Assyrerne; men denne Begivenhed er 
sikker først sket efter Sargons ellevte Regjeringsaar (711), da der 
i hang Annaler i det Afsnit, der behandler hans ellevte Regje- 
ringsaar ingen Hentydning findes dertil. 

»Kongen af Milukhi boer i .... en Ørken; det tager 
Maaneder (?) at gaa derhen. Fra de ældste Tider af indtil Sin's 
Tider havde hans Fædre aldrig sendt Sendebud til mine Forfædre 
at bede om Fred og Venskab og for at anerkjende Merodakhs 





== 


! Se nedenfor $ 57. 

2 lfelge Esaias 20, 1 fertes Hæren ikke af Sargon selv, men af hans 
Tartan eller everste Hærferer (Marskalk). 

2 Milukhi er efter Oppert og de fleste andre Assyriologer en Omskriv- 
ning af det bekjendte Navn Meroé; men det kan ogsaa være en as- 
syrisk Betegnelse for det fjernere Afrika. 

+ Formodentlig en By i Nærheden af Asdod. Man tænker i Reglen paa 

Gimzo, nu Dshimzu, der omtales i Krenikernes Beger. (2 Arøn, 28, 18). 

Sign. Sakar. 9, 6: ,Blandingsfolk skal bo i Asdod". 

Assyrisk (digterisk) Udtryk for Iran, navnlig de estligere Dele deraf. 

448 


692 


Magt. Paa min Anmodning om Udleveringen af Iaman blev han 
grebet af en umaadelig Skræk for min Kongemagt, Skrækken 
lammede hans .... Han kastede Jaman i Lænker og Baand af 
Jern og sendte ham til Assyrien og lod ham bringe for mig". 
Nogle Aar senere, formodentlig i Sargons fjortende Regjerings- 
aar (708) udbrød der et Oprør i Kummuhu? (Kommagene), hvilket 
Landskab, som vi alt have bemærket, undertiden regnes med til 
Syrien3, hvorfor vi ogsaa her ville meddele de Aktstykker, der be- 
skrive Landets Betvingelse. I Sargons Annaler er Fortællingen 
om dette Oprør uheldigvis bleven slemt medtagen, saaledes at vi 
ikke kunne meddele nogen sammenhængende Oversættelse deraf, 
men i hans Fast: er Beskrivelsen af Toget imod Kommagene, der 
følger lige efter Fortællingen om Jamans Udlevering, bevaret 
fuldstændigt, hvorfor vi her ville følge dette sidste Skrift. 
»Mutallu af Kummuhu (Kommagene), en Mand, fuld af 
Rænker og Ondskab, og som ikke ærede Gudernes Minde, indgik 
en Sammensværgelse og pønsede paa at falde fra. Han sluttede 
sig til Argisti, Konge af Urardi (Ararat d. e. Armenien)”, en 
Hjælp, der ikke var ringe (?), og nægtede at give Tribut... I mit 
Hjertes Vrede fulgte jeg Veien til hans Land med min Vældes 
Vogne og Lastvogne (?), som ikke forlode mine Fjed. Da Mutallu saa 
min Hær komme, trak han sine Stridsmænd tilbage, og man saa 
ikke mere hans Spor. Jeg beleirede og indtog hans Hovedstad 
og 62 store Byer; jeg førte bort som Bytte hans Hustru, Dettre, 
Gods, Skatte, Kostbarhederne i hang Slot og Beboerne af hans 


!  Botta, Afonumentis IV, pl. 151 1. 13—16 (efter Plade 10 i Salle X). 

? Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågypt. Sprache VII S. 110 og 112, 
Aug. — Sept. 1869. 

3 Se ovenfor S. 628; se videre nedenfor & 53. 

+. Botta Monuments IV, pl. 151 1. 16 —21 efter Plade 10 Salle X samt 
pl. 127 1. 9—14 og pl. 128 1. 1—3 (efter Salle VII Plade 7 og 8), 
samt i pl. 142 1. 1-——10 efter Plade 29 i Salle VIII. 

3. Denne Bemærkning lader os formode, at ogsaa Afutallu's Overvindelse 
falder senere end Bet-Jakins Betvingelse, som tilhører Aaret 709, se 
ovenfor $ 41 8. 415—417. 


693 


Land, og jeg glemte Intet. Og jeg gjorde paany dette Sted til 
en By; jeg bosatte der Mænd fra Bet-Jakin!, som min Arm havde 
taget; jeg satte min Bestyrelse over dem. Jeg udskrev hos dem 
150 Stridsvogne, 1500 Lastvogne (?), 20000 Bueskytter samt 1000 
med Skjold og Landse bevæbnede Mænd, og jeg betroede Landet 
til en Statholder". ' 

Hele det nordlige Syrien og største Delen af Mellemsyrien 
var saaledes forvandlet til assyrisk Provinds, og Assyrerkongens 
umiddelbare Besiddelser strakte sig nu uden Afbrydelse fra Me- 
dien til Middelhavet; imod Nordvest gik Riget op til Grændserne 
af det senere Pontos?, og i Sydvest strakte det sig til henimod 
— Jerusalem. Kun Befolkningen paa Syriens mellemste og sydlige 
Kyst, Phoiniker og Philistere, samt Juda Rige og de smaa Konge- 
riger paa Kanaans Østgrændse, Ammon, Moab og Edom, havde 
endnu deres indfødte Konger, og besad en vis Selvstændighed, 
idet Agssyrerne indtil videre havde ladet sig nøje med at udskrive 
aarlige, undertiden maaske dog temmelig høie Afgifter hos dem. 

I ethvert Tilfælde var dog Borgernes Lod i disse syriske 
Smaariger langt at foretrække for Beboernes i de umiddelbart 
bestyrede Provindser; men uagtet man havde set, at et mislykket 
Oprør vilde medføre Tabet af den sidste Rest af Folkenes Selv- 
styrelse, ja maaske endog Nationalitetens Undergang, saa opgav 
Syrerne dog ikke Haabet om med Sværdet i Haanden at kunne 
gjenvinde deres Frihed, og de pønsede stadigt paa Oprør. For- 
modentlig havde Udsendinge fra de aithiopiske Fyrster", der den- 
gang som oftest beherskede Ægypten, ved at aabne Syrerne Udsigt 
til et lykkeligt Liv under Aithioperkongernes Scepter, ikke lidet 
bidraget til deres Reisning, og i Virkeligheden synes det ogsaa, at 


1 Om AÅrgisti og om Armenien, se ovenfor S. 491—492; slgn. ogsaa 
8. 417. 

2 Sargon inddrog nemlig Melitene og betvang Tibareners Land og Mo- 
skernes Land (Tubal og Meshek), se ovenfor S. 413 og S. 417. 

2 Sargon hentyder til Syriens Betvingelse Botta, Afonuments IV, 
pl. 153 1 3. 

% 8lgn. Esaias 18, 1 f. 


Oprør i TE 
Senakheribs T 
til Syren, 


694 


Ægypter og Aithioper behandlede de af dem betvungne Folk langt 
mildere end Assyrerne behandlede deres Overvundne. 


I Slutningen af Sargons Levetid, eller maaske først efter 
"hans Død (705) udbrød der atter oprørske Bevægelser i Syrien, 
og disse havde denne Gang en langt farligere Karakter, end de, 
der havde vist sig i Løbet af de sidste Aar i Landet. Imedens 
det tidligere kun havde været mindre Riger, der havde gjort 
Oprør, og det temmelig enkeltvis, og de større Kongeriger havde 
forholdt sig rolig, saa deltog nu saagodtsom alle Smaariger i 
Oprøret; og i Spidsen derfor stillede der sig, som det synes, et af 
de vigtigste Folk i Landet, nemlig Phoinikerne. I al Fald se vi 
Kongen i Datidens mægtigste Phoinikerstad, det rige Sidon, Kong 


” 15! El] == 
kh == % 

Luli (eller Elulaios), Fa være den Fyrste, imod hvem Assyrerne 
allerførst vendte sig?, og ved hvis Fald hele Phoinikerlandets 
Modstandskraft -aabenbart var brudt.  Philisterne viste megen 
Iver. I Ekron greb Folket den assyrervenlige Konge Padt og 
bragte ham i Lænker til Jerusalemå, til Juda's Konge, Hezekias, 
som ikke synes at have betænkt sig paa at modtage ham, uagtet 
han derved gjorde sig til Oprørernes Medskyldige og udsatte sig 
og sit Folk for en haard Straf, naar Syrernes Anslag mislykkedes, 
og Assyrerne atter bleve Herrer i Landet. Philisterrigerne Gaza 
og Askalon deltog ogsaa i Oprøret, hvorimod Asdod synes at have 
været altfor svækket af de Ulykker, som vare overgaaede Byen i 
Sargons Dage efter det mislykkede Oprør i Aaret 711, til at dens 
Borgere kunde foretage sig noget Skridt imod Assyrien denne Gang. 

Et Par Åar synes de syriske Smaakonger? at have været fri, 


1 De bortførte nemlig ikke store Masser af de overvundne Folk; kun 
Medlemmer af de overvundne Kongehuse lod de opdrage i Ægypten. 

2 Rawlinson, Znscriptions I, pl 38 l. 35 ff£., DI, pl. 12 1. 18 ff. 

2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 69—72; III, pl. 12 1. 22—23. 

f Det er uvist, hvorvidt Indbggerne i Assyrernes syriske Provindser have 
deltaget i Opreret. Aktstykkerne tie herom, 


695 


imedens Sargons Efterfølger Senakherib anvendte al sin Kraft paa 
at betvinge det frafaldne Babylon. Men da dette Land var 
bleven fuldstændigt beseiret, og nogle oprørske Folk i Iran derpaa 
vare blevne bragte til Lydighed", vendte Assyrerne sig imod 
Syrien, uden Tvivl i Aaret 700 (eller maaske i det foregaaende 
Aar 701). Om store Slag med Syrerne i denne Krig taler Senak- 
herib ikke, og det er derfor at antage, at disse ikke have faaet 
samlet nogen større Hær, der kunde byde Assyrerne Spidsen i 
aaben Mark, dengang da Senakherib faldt ind i Landet. Assy- 
rene kunde derfor kaste sig med knusende Overmagt over hver 
enkelt oprørsk By, og kue den ene efter den anden. Kampen 
var altsaa temmelig haabløes for' Syrerne, og det var derfor ikke 
forunderligt, om flere af de oprørske syriske Folk opgav Kampen 
og ved hurtig Underkastelse søgte at vinde bedre Vilkaar. Noget 
Saadant var sandsynligvis Tilfældet med Phoinikerne; thi, efter 
hvad Senakherib fortæller, flygtede Lul: (Elulaios) skyndsomt bort 
fra Sidon, hvorpaa Assyrerne-i hans Sted til Konge indsatte en vis 


— 
| a] =T ao] El 
tu - ba - " - lu? i 
d. e. Ethbaal. Om Kampe og Modstand tales der ikke, hvorfor 
man vel nok tør antage, at der ikke her har staaet større Slag, 
men at Sidon hurtigt har overgivet sig. 

De andre phoinikiske Stæder ilede ligeledes med at under- 
kaste sig?, og deres Fyrster kappedes om at ydmyge sig for Se- 
nakherib i Haab om, at han vilde tage dem til Naade og lade 
dem blive i Besiddelse af deres Riger, hvad der ogsaa skete". 
Kongerne af Ammon, Moab og Edom, der ligeledes maa have 
taget Del i Oprøret, underkastede sig snart efter, tilligemed Kongen 


! Se ovenfor S. 419—420, 

2? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 Il. 34—46 og III, pl. 12 1. 18—19, 
hvor det siges, at Luli flygtede til Jatnana d. e. Kypros. 

2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 38—40. 

£ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 47—50, 


696 


af Asdod!. Men Juda og Philisterne, navnlig Rigerne Ekron og 
Askalon, vedblev Kampen, sandsynligvis fordi de vidste, at, 
selv om de underkastede sig nu, vilde dog Senakherib, paa Grund 
af den virksomme Del, de havde taget i Oprøret, ikke skaane dem, 
men I ethvert Tilfælde behandle dem haardt og straffe dem strængt 
for deres Troløshed. Hertil kom vel endnu, at de endnu be- 
standig ventede paa Hjælp fra Ægypten, hvor man formodentlig 
allerede fra den Tid af, da Assyrerne nærmede sig Syrien, har 
været ivrig sysselsat med at ruste en Krigshær, der kunde komme 
de betrængte Syrer til Undsætning”, 

Imidlertid synes Assyrerne at have spredt sig over Landet 
og angrebet de befæstede Steder og søgt at tvinge dem til Over- 
givelse.  Rigtignok siges dette ikke udtrykkeligt i noget Akt- 
stykke; men efter hvad Senakheribs Annaler fortælle, var det den 
temmelig sydligt beliggende Stad Askalon, der først faldt i Assy- 
rernes Hænder?, hvorimod de først senere bleve Herrer over Byen 

I ma sv ST] 

av - gar - ru - na", 
der ikke kan være nogen anden By end Biblens Ekron. Nu er 
det jo ikke sandsynligt, at Assyrerne, paa deres March imod Aska- 
lon, have ladet Ekron, der, som bekjendt, ligger noget nordligere end 
Askalon, i Ryggen paa sig, uden at efterlade en Hær foran den. 

Men, naar det saaledes er utvivlsomt, at de efter deres An- 
komst til Sydsyrien have delt deres Hær og opløst den i det 
Mindste i et Par Afdelinger, for dermed samtidig at angribe flere af 
Philisternes Stæder, saa er det jo ogsaa heist sandsynligt, at de 


RE rr em 


1! Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 51—54 

2 Sign. Esaias 37, 9; slgn. 36, 9. 

3. Askalons Underkastelse fortælles Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 38 
1. 58—61. 

£ Se Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 39 I. 1—7. Til at antage avgarruna for 
Migron, som Oppert har foreslaaet, forekommer der os ikke mindste 
Grund; Migron har aldrig havt sine egne Konger; se Oppert i Jn- 
scriptions des Sargomdes 8. 40; (i Annales de Philosophie chretienne 1862). 





697 


paa samme Tid have kastet andre Afdelinger imod Juda for at 
hindre Hezekias i at forene sine Hære med Assyrernes øvrige 
Fjender", 

Efter Fortællingen om, hvorledes? Phoinikernes Konger tillige- 
med Kongerne af Ammon, Moab, Edom og Asdod underkastede 
sig, beskrive Annalerne videre, hvorledes Senakherib afstraffede 
Kongen af Askalon, der bar Navnet 

[== =d] If 
æt == id - kaza 
d. e. Zedek (eller Zedekias): han blev bortført med sit hele Hus 
til Assyrien?, hvorpaa hans Throne af Senakherib gaves til en vis 
p—p-p-p- p—— 
Im ET I] 
sar == lu = ub - mi 
Sarlubri, Søn af den forrige Konge i Askalon, hvis Navn var 
IM St —I 
ru - kip - tt 

Efter denne Beretning meddeler Senakherib, at han indtog 

følgende Byer, som tilhørte Zidka, Konge af Askalon, nemlig?: 


——1] TIT = ”—]|«] 3 —T bit-da-gan-na (773) 
d. e. Beth Dagon? (7737 m73), vore Dages Beit Degan”. 
— |] TT —] raa tTTI: tazap-pu (197), Jope, Jaffa. 


—] — 7] TT — LJ ba-na-i-bar-ka (772733), Bane 
Berak?, | 


? Se nedenfor 8. 699 Anmk. 2 og S. 700 samt Kap. X $ 98. 

2? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 I. 35—57. 

2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 588—61. 

' Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 62—63; II, pl. 12 1. 21. 

3. Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 65—67. 

5 Josva, 15, 41; hos Eusebios kaldes Byen Kephar Dagon; den laa 
imellem Jamneia og Diospolis. 

Robinson, Palæstina III, 1, S. 238. 

Se nedenfor & 57. 

Josva 19 45; se Euseb., Onom. ,Bagagzal" og Gemar, Sanhedr, 32, 1. 


eøæ ed 


698 


DT] N »ET] «TTT a-zi-ru ("mm eller %1%» formodentlig 


Gezer (%72), den bekjendte kanaanitiske Kongestad!, Strabons 
Gadaris ?, 

Efter Indtagelsen af disse Byer? var Riget Askalon uden 
Tvivl saagodtsom fuldstændig betvungen, og der kunde derfor, 
maatte det synes, være al Grund for Senakherib til at besætte 
den vigtige By Gaza, der ikke ligger mange Mile fra Askalon, 
og som behersker Veien fra Ægypten. Men dette skete ikke. 
Senakherib, der, som vi have set, en Tidlang havde været sysselsat 
med at beleire og indtage Fjendens befæstede Byer, opgav nu 
for en Tid denne Krigsmaade og samlede sin Hær i den nordlige 
Del af Philisterlandet, Sydost for Jaffa, for her at kæmpe et af- 
gjerende Slag med en fra Ægypten fremrykket, af Syrerne sikkert 
saare længselsfuldt ventet stærk Hjælpehær. 

Om denne Senakheribs Bevægelse gives der os vel ikke lige- 
frem Underretning i noget af de assyriske Aktstykker, vi have, 
men det fremgaar tilstrækkeligt af den Rækkefølge, i hvilken Be- 
givenhederne i denne Krig ere opførte i Senakheribs Annaler, at 
Assyrerne ere gaaede frem paa den her antydede Maade. Senak- 
herib kæmper. nemlig ikke med Ægypterne i Omegnen af Aska- 
lon, hvor vi nylig fandt ham, men langt nordligere ved Byen 

EGE jææl | 
al - ta - ku = u! 
(pmbn), som ikke ret vel kan være nogen anden By end Israeli- 


7 Josva 10, 38; 12, 12; 16, 3 og 10; 21, 21; Dom. 1, 29; 2 Sam, 5, 
17 f., 1 Kong, 9, 16. 

2 Strab., Geogr. XVI, 2 $ 29 p. 759 Casaub. (p. 1100—1101 A.). 

2 De to af disse Byer, Bne-Berak og Jope, vare oprindeligt tildelte Dans 
Stamme (Josva 19, 45-—46); men vare sikkert aldrig komne i denne 
Stammes Besiddelse; Beth-Dagon var tildelt Juda (Josva 19, 29), 
men paa Grund af dets Beliggenhed paa en fremspringende Spidse 
af Judas Land var vel heller neppe denne By kommen i Stammens 
Besiddelse. 

£ Se Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 76; UI, pl. 12 1. 23—25. 


699 


ternes (=pmon) Eltheke!, der uden Tvivl har ligget Sydost for 
Jaffa. Det følger jo heraf, at Assyrerne i Begyndelsen have 
trukket sig tilbage for den fremrykkende fjendtlige Hær, og at de 
ikke have vovet at indlade sig i Kamp, før de havde samlet deres 
Hære, der formodentlig vare spredte omkring i Philisterlandet og 
i Juda Rige?. 

Slaget ved Altaku eller Eltheke synes at have været blodigt 
og Kampen haard; men Seiren var utvivlsomt paa Assyrernes 
Side&, og det er høist sandsynligt, at deres Modstandere, straks 
efterat Slaget var endt, have ilet med at gaa tilbage til Ægypten, 
overladende Syrerne til deres egen Skjæbne?, 

Senakherib havde nu frie Hænder imod de oprørske Syrer, og 
i Virkeligheden se vi ham nu gaa frem med Kraft imod Resterne 
af dem, Han indtog og plyndrede først Byerne? 


TET Se oe TE sa TT 
al - ta - ku-u la 2 am - na %= a 
Eltheke? Thimna' 


! Josva 19, 44 og 21, 43; I Septuaginta paa foerste Sted ”E1G'exæ. 

>” Ifølge Esaias 37, 9 (2 Kong. 19, 9) forefaldt Slaget imellem Senak- 
herib og Ægypterne, efterat den israelitiske Stad Lakhis var falden, 
og efterat det nærmere ved Jerusalem liggende Libua var bleven 
indesluttet af Assyrerne; altsaa først i den senere Del af Kampen 
imellem Juda og Senakherib. Sammenholdt med den assyriske Be- 
retning viser denne Meddelelse, at sterste Delen af Juda var be- 
tvunget fer Slaget ved Altaku og fer Ekrons Fald. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 73—88; III, pl. 12 1. 28—25. 
Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 82—83. 

Om Eltheke se ovenfor S. 698. 

Thimna tildeltes Juda Stamme (Josva 15, 10; slgn. 15, 57), men var 
i Dommertiden beboet af Philister; se Dom. 14, 1. Efter Kreni- 
kernes Bøger tog Philisterne den i Akhas Dage fra Juda Rige 
(2 Krøn, 28, 8). Det Thimnatha, der i Josva 19, 43 nævnes næsten 
umiddelbart foran Eltheke, var sandsynligvis ikke forskjolligt fra 
Thimna. Byen laa sandsynligvis paa Grændsen af de Strækninger, 
der vare tildelte Juda og Dans Stamme, men som formodentlig som 
oftest vare i Philisternes Eie. Se Robinson, Palæstina III, S. 2792; 
II, 8. 599, hvor han forevrigt antager flere Byer af Navnet Thimna, 


aa ad mm ea 








700 


og vendte sig derpaa imod Åvgarruna d. e. Ekron, som han snart 
efter indtog, og som han straffede haardt; — en Begivenhed, 
hvoraf vi i Senakheribs Annaler læse følgende Beskrivelse. 

»Derpaa kom jeg tilbage til Avgarruna: Embedsmændene og 
Stormændene, som havde deltaget i Oprøret, straffede jeg paa 
Livet; jeg hang deres døde Legemer op paa Byens Mure. Jeg 
solgte som Slaver Mændene i Byen, der havde begaaet voldsomme 
og skjændige Gjerninger, men de, der ikke havde gjort svar 
Ondt og Synd, og som ikke havde foragtet deres Herrer, fri- 
kjendte jeg". 

Hertil føjer Senakherib følgende Meddelelse, — men den Be- 
givenhed, han her beretter, er sikkert først gaaet for sig paa et 
noget sildigere Tidspunkt, da Juda Riget var blevet beseiret, og 
Kongen Hezekias søgte Forlig med sin mægtige Fjende?: 

nDeres Konge Padt lod jeg bringe ud fra Jerusalem og jeg 
satte ham. igjen påa hans Kongedemmes Throne. Jeg paalagde 
ham Tributer, at han maatte anerkjende min Høihedsret" 2, 

Nu kastede Senakherib sig med sin fulde Kraft over Juda 
Rige, hvoraf han dog, som alt antydet, sikkert allerede før Slaget 
ved Altaku og Ekrons Fald havde besat en ikke ringe Del", 
Han beleirede og indtog nu den ene By efter den anden og havde 
snart ikke mindre end 46 større Byer i sine Hænder, foruden 
mange mindre&, Kun Hovedstaden Jerusalem holdt sig en Tid 
endnu. Men, efter hvad Senakherib fortæller &, begyndte dog He- 
zekias tilsidst Underhandlinger med Senakherib, betalte en høi 


!  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 1. 1—7. En noget mere kortfattet 
Beskrivelse findes paa Tyrefigurerne fra Kuyundshik; Rawlinson, 1n- 
scriptions III, pl. 12 1. 25—26. 

Se nedenfor S. 701 Anmk. 1. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 I. 7—11; III, pl. 12 1. 26—27. 

Se ovenfor S. 696—697. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 1. 13—14; II, pl. 12 1. 28. 

Om Begivenhederne paa Toget imod Juda, sammenligne man G. Smith 
i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, S. 36 ff. (Marts 1870). 


e am am es (14 








701 


Tribut?, og fandt sig i andre Ydmygelser?”, hvorpaa Senakherib 
drog tilbage til Assyrien, slæbende en stor Del fangne Iudaier 
— efter hvad han fortæller i sine Annaler?, endog ikke mindre end 
to hundrede tusinde Sjæle, — bort med sig fra de erobrede 
Stæder. 

En Del af Hezekias' Rige, maaske navnlig de Strækninger, 
hvorfra Befolkningen var bleven ført bort, gav Senakherib til de 
tre Philisterkonger , Hanon i Gaza, Mitinti i Asdod, Salubri i 
Askalon og Padi i Avgarruna (Ekron), hvilken sidste Fyrste, som 
alt bemærket, blev udleveret af Hezekias og gjenindsat i sit Rige?, 


Som allerede ovenfor antydet?, hjemsøgtes Senakherib, efter 
hvad Herodot” fortæller i sin anden Bog, paa et Tog til Ægypten 
af et stort Uheld, der, efter hvad Herodot erfarede, bestod i, at 
Musene overgnavede hans Krigsfolks Buestrænge, hvorved Senakh- 
erib blev nødt til at vende hjem og opgive sit Tog til Ægypten. 
Åt der ligger en virkelig Begivenhed til Grund, kan ikke be- 
tvivles, og det kan i ethvert Tilfælde antages for ganske sikkert, 
at Senakherib engang i Nærheden af Ægyptens Grændser eller i 
det sydlige Syrien har lidt et stort Uheld, som har standset ham 
paa hans Seirstog', og formodentlig for en Tid har bragt hang 
Lykkes Sol til at synke. Kun kan man være i Tvivl om, til 


1) Rawlinson, ånscriptions, I, pl. 39 1. 33 ff.; DI, pl. 12 1. 31: 80 Ta- 
lenter Guld og 800 Talenter Selv; sign. 2 Kong. 18, 14; se nærmere 
nedenfor Kap. X $ 97. 

1 Han udleverede saaledes Pad, Rawlinson, JAnscriptions I, pl. 39 1. 7—9 
ll, pl. 12 1. 27. 

3 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39, l. 17; se nedenfor Kap. X $ 97. 

' Rawlinson, Jnscriptions lII, pl. 12, 1, 29—30 og I, pl. 39 1. 24—26 

hvor Askalon mangler. 

Se ovenfor 8. 700 og Anmk. 3. 

Se ovenfor 8. 420—421. 

Her. II, 141. 

8lgn. Esaias 87, 36 og 2 Kong. 19, 35,.ifelge hvilke Steder Senak- 

herib skulde have mistet 185000 Mand ved Herrens Engel d. e. ved 

Pest, en Beretning, der har al Sandsynlighed for sig. 


e & Bd &æ 


" 702 


hvilket Tidspunkt denne Begivenhed henhører, om den er fore- 
gaaet paa det Tog til Syrien som vi her have sysselsat os med, 
altsaa i Aaret 700 (eller 701)", eller om den tilhører et senere 
Tog til Syrien”, som ikke omtales i de assyriske Aktstykker. For 
den sidste Omstændighed kunde blandt Andet den Kjendsgjerning 
tale, at de senere Aar af Senakheribs Regjering ere meget fattige 
paa historiske Aktstykker, saaledes at der intet Paafaldende var 
i, at vi ellers Intet vide om noget Tog til Syrien i disse Aar; 
men paa den anden Side er der heller Intet til Hinder for at an- 
tage, at Senakherib, imedens han forhandlede med Hezekias og 
belavede sig paa et Tog til Ægypten, er blevet rammet af et 
stort Uheld, som har bestemt ham til hurtigt at vende tilbage 
til sin Hovedstad. 

Hvorledes det end forholder sig med Tidspunktet for Senak- 
heribs Uheld i Syrien, saa kan det ikke betvivles at han overalt 
i Syrien har vakt stor Glæde, og at det hos Syrerne har frem- 
kaldt Haab om, at det forhadte Assyrerherredømmes Dage nu 
vare omme, og sandsynligvis troede Senakheribs skatskyldige 
Undersaater i Syrien fra dette Øieblik af uden Fare at kunne 
holde deres Skatter og Afgifter tilbage, i al Fald indtil videre. 

Saaledes gik det uden Tvivl til i alle de syriske Lande, der 
endnu beherskedes af indfødte Konger men hvorvidt lignende Be- 
vægelser ogsaa have yttret sig i de Dele af Syrien, der vare 


! Begivenheden foregik, som alt antydet, ikke i Hezekias' fjortende, men 
omtrent i hans femogtyvende Regjeringsaar. Om Grunden til denne 
mindre rigtige Tidsbestemmelse se ovenfor S. 38 Anmk. 2. 

? Se Q. Smith i Zeitschrift fir dågyptische Sprache VII, S. 37 fi. (1870), 
hvor han mener, at Toget henhører til Slutningen af Hezekias' Regje- 
ring. Det Samme antages med forskjellige Modificationer af Sir 
Henry Rawlinson, G. Rawlinson 0. fl. a. 

2 Da Hezekias maa være ded omtrent 696, og da den hele bibelske Krono- 
logi for dette Tidsrum staar fast og paa det Bedste stemmer overens 
med de samtidige Aktstykkers Meddelelser, saa forekommer det os 
heist urimeligt uden nogen Grund at henfere Senakheribs Nederlag 
til Tiden efter 696; man bliver da nedt til at foretage adskillige 
vilkaarlige Rettelser i Biblens Tidsbestemmelser. 


708 


Provindser af det assyriske Rige, nemlig Samaria, Damask og 
Karkemish, Gavguma og Kommagene, og hvorvidt ogsaa disse ere 
gaaet tabte for Assyrerne, — derom kunne Meningerne være delte. 
At disse Lande skulde have befriet sig faldstændigt, forekommer 
os dog kun lidet sandsynligt, eftersom disse Egne allerede dengang 
for en stor Del havde tabt deres Nationalitet, og til Befolkning 
havde faaet en broget Blanding af mangeslags forskjellige Folk. 


Hvor lang Tid end Syrien -— eller maaske kun en Del af Sy- 
rien — har været frit denne Gang, — var det, som vi ere tilbøie- 
lige til at antage, omtrent tyve Aar, eller var det, som Andre 
mene, kun nogle faa Aar —, saa er det dog i ethvert Tilfælde 
sikkert, at der ikke hengik lang Tid, efterat Assurhaddon (i Aaret 
680) var kommet paa Assyriens Throne, før Assyrerne atter med 
Vaabenmagt søgte at tvinge Syrerne til Lydighed, og, som det 
tydeligt fremgaar af Assurhaddons Indskrifter, kostede det ikke 
Åssyrerne såa særdeles store Offre paany at kue de syriske Folk. 

Af alle disse Folk var det nemlig, synes det, kun Borgerne i 
Phoinikerlandets daværende Hovedstad Sidon og nogle Bjergboere 
påa Syriens nordlige Grændse, som gjorde kraftig Modstand. Men 
de kunde Intet udrette; Assyrernes Overmagt var for stor. Sidon 
blev indtaget og plyndret”. Kongen 


IST STE 7 
ab - div - mt - ku z ut - tå 
Abd-Melkart, der synes at have staaet i Spidsen for Syrerne, og 
som havde styrket sig ved Forbund med kilikiske Folk, navnlig 
med Folkene i Kundu og Sizu, der beherskedes af Sanduarru?, 


em 


… ! Om Assurhaddon se ovenfor S. 428—430; om hans historiske Indskrifter 
ovenfor S. 246 med Anmk. 7 samt S. 247 Anmk. 11. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 45 col. I. 1. 19—26; Layard, JInscriptions 
pl. 20 1. 9 ff. 

1! Se nedenfor $ 55. 

Se nedenfor S. 704 og Anmk. 6. 


ed 


Assurhaddon 
tilbageerobrer 
Syrien. 


704 


blev slaget og flygtede bort paa et Skib, men blev taget til Fange 
af Assyrerne og henrettet". 

Vi ville lade Agsurhaddon selv fortælle? : 

»Jeg angreb Byen Sidon, som er i (Midten af) Havet. Jeg 
nedhuggede alle Byens Stormænd, jeg rev dens Mur og Huse 
ned; jeg styrtede dem i Havet. Jeg ødelagde dens Altres Sted (?). 
Abdi-milkuti, Byens Konge, var flygtet for min Vælde midt ud 
paa Havet. Som en Fisk for jeg over Havet og knuste hans 
Hovmod. Jeg førte bort hvad jeg kunde af hans Skatte, Guld, 
Sølv, kostbare Stene, Rav (?), Sælhundeskind (?), Sandeltræ (?) 
Ibenholt, Tøier [farvede] i Safran (?) og berom (?)? — Alt hvad 
hans Hus indeholdt. Jeg førte bort til Assyrien Mænd og Kvinder 
i utroligt Antal, Okser, Faar, Lastdyr. Jeg fordelte Beboerne af 
Syrien og af Havets Kyster rundt om i fremmede Lande. Jeg 
byggede i Syrien en By, som jeg kaldte Assurhaddons Borg!. 
Jeg bosatte der Mænd, som min Bue havde kuet i Bjergene og 
ved den opgaaende Sols Hav, og jeg gjorde min Dommer til 
Statholder over dem". 

» Sandu-arrt, Konge i Kundi og Sizu, en ugudelig og oprørsk 
Mand, anerkjendte ikke min Høihed. Han forlod sine Guder og 


en  ———— 


! Se Rawlinson, JInscriptions I, pl. 45, col. I, 1. 48—51 (Layard, Inscriptions 
pl. 21 I. 49 fi). 

2 Rawlinson, ånscriptions I, pl. 45 col. I, 1. 9—53; slgn. vol. II, pl. 15 
1. 27—80, hvor kun Begyndelsen findes. 

2 Maaske skal man her, som overalt hvor dette Udtryk forekommer, 
hellere med Norris oversætte Føier af Uld og Linned; se Norris, Assyrian 
Dictionary S. 122, S. 342 og 8. 553. 

+ Assyrisk: Kar-assur-akh-iddin, 

' Det kaspiske Hav. 

s Disse to Lande ere ubekjendte, men laa formodentlig i Kilikien, til 
hvilket Land Ordet Sandu, hvormed Kongens Navn er sammensat, 
aldeles ubestrideligt henviser. Sandu, der ogsaa forekommer som Del 
af en kilikisk Konges Navn, nemlig Sanda-sarmi (Rawlinson, JInscrip- 
tions TlII, pl. 18 1. 113) er nemlig de Gamles Samdes; se Nonn., 
Dionys. XXXIV, 192; slgn. ogsaa Ammian. Marcellin., Hist. XIV, 8; 
Agathias II, 24 p. 62 C. 


705 


stolede paa Bjergenes Utilgængelighed. Han sluttede Forbund 
med Abdi-Milkut:, Sidons Konge. Han beraabte sig paa (?) de 
store Guders Navne og stolede paa deres Hjælp. Men jeg be- 
troede mig til den store. Gud Assur. Som en Fugl banede jeg 
mig Vei over de høie Bjerge og brød hans Stolthed Ved den 
store Gud Assurs Vælde tog jeg alle disse Mænd. Jeg satte 
Sandu-Arr''s og AÅbdi-Milkuti's Hoveder påa Stager i deres Æd- 
linges Nærværelse og jeg gik til Ninive med Slaver og Slavinder". 

Phoinikerne synes efter dette Stykke at have været de eneste 
af Syriens Beboere, der gjorde Modstand imod Assurhaddon; de 
andre syriske Folk underkastede sig uden Tvivl uden Sværdslag. 
Efter en af de Udgaver, vi have af Assurhaddons Fast:!, var der 
i Assurhaddons Dage følgende tolv syriske Konger, som alle hyl- 
dede Assyrerkongen som deres Lehnsherre?: 


[rf so] FI Em + == ll 
ba - ? - lu sar zur - mi 
Baal, Konge af Tyros; 
ETSI Ex vs Et: 
Mm -mna - 8 -€e. sar aa - Uu - di 
Manasse, Konge af Juda; 

I, 57 xx TT En 2 TE ST] 
ka - du - mu - hu sar u - du - mi 
Kedem - muhu, Konge af Edom; 


AA pp pp p-—— 
A p——4 pr ) — — — 


MU =- Zur - 1 sar ma =- -… ba 


Muzuri, Konge af Moab?; 





(må 


Om Assurhaddons Fasti se ovenfor S. 246. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 16 1. 13—19 (tidligere udgivet i Layard, 
Inscriptions pl. 57 1. 12—24) og i Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 
no, 1 I. 1 ff.). 

7 Se nedenfor & 59. 


45 


106 


[rl 7) =Ø) Ex HT I + 
i8(?) - mi(?) - bil 8ar ha - zi - tt 
Ismi - Bel, Konge af Gaza '; 
| b- —l« DT EB Ø Sasag TT af -J I=T] —T 
mi - fi z in - tr sar is - ka - lu - na 

Mitinti, Konge af ÅAskalon? ; 
[æ +] | « | ma cv SI] ] 
1 == tu - 2u sar av - gar - ru - na 
Ituzu, Konge af Ekron 2; 
STE Fe EH « STE æld 
is - "ki - a-sa-pa(P?) sar gu =ub- li 
Iski - aseph (?), Konge af  Byblos (Gubal)t; 


MIET JT —Ta] 4] 
ku - lu - ba - 
Kulubaal, 


IRS SET « 


a-bi- bazal sar 


Abibal, 


al 


Konge af 


44 
Sar 


Konge over 





Se nedenfor $ 57. 
Se nedenfor &$ 57. 
Se nedenfor $ 57, 
Se nedenfor $ 55. 
Se nedenfor $ 55. 
Se nedenfor $ 55. 
Se nedenfor $ 59. 


dd Sd We kk ae dd mm 


Ti se sm 


«4 DTT TT ST TE < DE 


sar Ga - TU - aa - di 


Konge af Arados (Arvad)?; 


T 


u 2 - mu - ru - na 


Simyra (Uzimuruna) &; 


ÆT mM: ma ET > 


bit - am - ma - na 
Ammons Børns By”; 








—— 
( T EH « sæ ST JE 
nu - mu - ku sar a8 - du - di 

Numilku, Konge af Asdod". 

Efter disse tolv Konger fra Syrien opregnes der i det om- 
talte Aktstykke ti Konger fra Øen Kypros, hvilke ligeledes skulle 
have hyldet Assurhaddon som deres Lehnsherre?. 

Syriens Undertvingelse, der, som alt antydet?, uden Tvivl 
fandt Sted i et af Assurhaddons første Regjeringsaar, danner 
Overgang til et nyt Afsnit i Syrieng Historie, idet nemlig Syrerne 
fra dette Tidspunkt af med langt mere Taalmod end tidligere 
fandt sig i Assyrernes og i det Hele i alle fremmede Folks 
Herredømme. I det Mindste kjende vi Intet til farlige Oprør i 
Syrien i Assurhaddons eller Assur-bani-pals Dage". Under den 
sidste Konge udbrød der vel enkelte Oprør, men de vare ind- 
skrænkede til det smalle Kystland, der beboedes af Phoinikerne, 
ja sandsynligvis kun til et Par af Phoinikernes Byer. 


I et af denne Konges første Regjeringsaar, omtrent samtidig 
med 7Taharka's (Tirhakha's) Død og Urdamanse's (Rud-Amon's?) 


! Se nedenfor & 57 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl, 16 1. 20—25 (tidligere udgivet i 
Layard, Jnscriptions pl. 57 1. 25—30; Rawlinson, Inscriptions I, pl. 48 
no. 1 1. 7—12). Flere af disse Konger havde hellenske Navne 
Kongen af Idial d. e. Idalion hed saaledes Akistusi d. e. Aigishos 
Kongen af Kitti, d. e. Kittion, Pitagura d. e. Pythagoras; andre have 
derimod ikke-hellenske, sandsynligvis syro-arabiske Navne, saaledes 
Kongen af Paphos, der hedder Jtudagon, og Kongen af Sillu, d. e. 
Soloi, der bar Navnet Æriel. En Fortegnelse over Kongerne paa 
Kypros, som hyldede Assurhaddons Efterfelger, Assur-bani-pal, findes 
Rawlinson, JInscriptions III, pl. 27 1. 126—134. 
Se ovenfor S. 428. 
Efter Krønikernes Bøger (2 Krøn. 33, 11) skulde Manasse af Assyrerne 
være bleven bortført til Babylon, hvad der enten maa være sket 
under Agssurhaddon eller Assur-bani-pal. En saadan Bortferelse for- 
udsætter et Oprer i Juda, og i Virkeligheden er det jo ikke umuligt, 
at Manasse har deltaget enten med Abd-Melkart i Kampen med 
458 


Phoinikernes 
Oprør imod 
Assur-bani-pal. 


708 


Oprør i Ægypten, maaske efter Aftale med disse, reiste Kongen 
af Tyros, Baal, sig imod Assyrerne. Tyros's Beliggenhed paa en 
Ø gjorde en regelmæssig Beleiring umulig; men Assyrerne opgav 
alligevel ikke at tvinge Tyros, og da Assur-bani-pal det følgende 
Aar med sin Hær drog imod Ægypten, efterlod han en Styrke 
foran Byen for at blokere den?, og hertil indskrænkede sig, som 
det synes, Assyrerkongens Foretagender imod Byen i den Tid, han 
var sysselsat i Ægypten. 

Men da Assyrerne havde opgivet Ægypten, vendte de, synes 
det, deres Hovedstyrke imod Phoinikerlandet, hvilket Tog i 
Assur-bani-pals Annaler kaldes hans tredie Felttog", der endte 
med, at Kongen af Tyros maatte ydmyge sig. En Konge af 
Laebiza&, Jakhiski, Søn af Kutimatisi, underkastede sig derefter, 
hvorpaa Assur-bani-pal vendte sig imod ÅArvad&, hvis Konge 


(EDGE Sr EN 
MM - 2 nm - lu zu 
Jakin-lu ligeledes tilsidst anderkastede sig og sendte sine Sønner 
for at hylde Assur-bani-pal som Lehnsherre”. Hans Sønner vare? 
elleve 1 Tallet og bare følgende Navne: Azi-Baal (azt-ba-'-al), 


Assurhaddon, eller med Baal i Tyros i Opreret mod Assur-bani-pal. 

Men da de assyriske Annaler ingen Hentydning gjøre til Manasses 

Oprør og Afstraffelse, og da Kongernes Bøger heller ikke tale noget 

derom, antager man sikkert rigtigst Efterretningen i Krønikerne for 

beroende paa en Misforstaaelse. 

Se videre nedenfor Kap. VI, $ 69. 

G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 96—97 (1868). 

Se ovenfor S. 432. 

Rawlinson. Jnscriptions 11I, pl. 18 1. 87 ff., efter Cylinder A. col. 11. 

og pl. 30 1. 35—49, efter Cylinder B. col. II. 

5. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 96 f., pl. 30 1. 50 f£. Hvor 
dette Landskab har ligget, er det endnu ikke lykkedes os at bestemme. 

S Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 101 ff., pl. 30 1. 65 £ 

7? Se nedenfor $ 55. 

8 De opregnes Rawlinson, JInscriptions III, pl. 18 1. 120 —123 (efter Cy- 
linder A. col. I). Paa Cylinder B. col. II. pL 30 1. 77—83, hvor 
de samme Begivenheder fortælles, nævnes kun de tre første Prindser 
(pl. 30 I. 78—79). 


mm  &. åå mm 


709 


Abi-Baal (a-bi-ba-'-al), Adoni-Baal (a-du-ni-ba-'-al), Sophet-Baal 
(sa-pi-ti-ba-al), Bad-Baal (bu-di-ba-al), Baal-Joseph (ba-'-al-to- 
su-bu), Baal-Hanon (ba-'-al-ha-nu-un), Baal-Melek (da-'-al-ma- 
lu-ku). 'Abi-Seki (a-bi-is-ki) og Aki-Seki (a-khisis-ki). Den første 
af disse, Azt-Baal, gjorde Assur-bani-pal til hans Fader Jakin-lu's 
Medregent!, og de andre skjænkede han prægtige Klædninger”. 


Nogen Tid efter udbrød der et Oprør i Arabien, idet flere Syriens Skjøbne 


Stammer sluttede sig til Saosdokhin (Sawl-sum-ukin), Assur-bani- kind 
pal's oprørske Broder, som han saa ofte kaldes i Assur-bani-pal'g Aseur-bant-pal, 
Annaler?., Men da Saosdokhin var bleven overvunden, gik .Assy- 

rerne imod Arabien. I Spidsen for deres Fjender stod Jautih, Sen af 

Birdaita, der ogsaa synes at have øvet nogen Indflydelse i Syrien". 

Imidlertid var dog Bevægelsen her ikke af stor Betydning; ja 

egentlig deltog Syrien vist neppe i Oprøret. Paa Toget imod Ara- 

berne kom Åssur-bani-pal forøvrigt til at berøre saavel Edom som 

Moab og Ammon, og da han mod Slutningen af det arabiske 

Felttog forfulgte to Høvdinger, Abti-Jatih og Jamu, Sønner af 

Tihri af Stammen Ura (eller Ur), ankom han blandt Andet ogsaa 

til Byen Damask? hvorfra han brød op den 3die Dag i den femte 

Maaned af Aaret, for at forfølge de to Flygtninge. Han ind- 

hentede dem i Bjerglandskabet 


2 [| ma JET SI TT] 
hu- uk - ku - ru- na? 


mr ———— — — — 


! Rawlinson, JInscriptions III, pl. 18 1. 128—129;, pl. 30 1. 84—85. 

2. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 30 og pl, 19 1. 1—4; slgn. pl. 
30 1. 86— 88, hvor kun Abi-Baal og Adoni-Baal nævnes. 

7 Se f. Ex. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 34 0. 8. v. 

£ 8e Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 22, hvor Syrien (Marta) nævnes, 

men den Sætning, hvori Ordet findes, er vanskelig at oversætte; slgu. 

Fox Talbots Oversættelse i sine Assyrian Translations (S. 35—45) i 

Transactions of the Royal Society of Lsterature new Series vol. VII) og 

hans Bemærkninger om Tavlen K. 30 i British Museum. ' 

Rawlinson, Znscriptions III, pl. 24 I. 113; pl. 36 1. 9. 

£ Rawlinson, /nscriptions III, pl. 24 1. 114 ff.; pl. 36 1. 11 £. 

” Rawlinson, /nscriptions III, pl. 241. 119; pl. 36 1. 17. Se nedenfor $ 56. 


710 


formodentlig Havran (Auranitis), hvor han kæmpede med dem, 
tog dem til Fange og førte dem bort i Lænker!. Til Slutning 
vendte Assur-bani-pal sig imod en By 


ll ul ET ef TE 
- 84 = u? 
Usu, der siges at ligge ved Havet og derfor maaske maa søges i 
Syrien eller KilikienZ. Byen blev strængt stratfet, og endel af Be- 
folkningen blev bortført til fremmede Egne. 
Endnu maa vi omtale, at der iblandt de talrige Aktstykker, 
vi have fra Assur-bani-pals Tid, findes nogle Indskrifter, der inde- 
holde Lister over Hovedstæderne i de assyriske Provindser Vest 
for Euphrat, d. e. saavel i Syrien som i de Nord derfor liggende 
Egne. Ifølge disse, destoværre endel beskadigede Lister maa der 
i Syrien have været følgende Provindser, som efter deres Hoved- 
stæder førte følgende Betegnelser. 


——]]| en p— —TT] —T sa - Mi - ri = na! (1909), der maa have 
indbefattet Samaria, den mellemste Del af det gamle Israels Rige, 
——]] —] ar——] < TI] du - ” - ru (77)? Dor?, der uden 
Tvivl var Hovedstad i en Provinds, der indbefattede Kystlandet af 


det nordlige Palaistine, Syd for Kongeriget Tyros, indtil Philisternes 
Rigers Nordgrændse, 


— 1] =l 177: — ma - gå - du ”eller »— TI —| ns, — 


ma - gt - duå, 44, Galilaias Hovedstad, 


! Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 120—125. 

2  Rawlinson, Znscriptions III, pl. 25 Ll. 98 ff. 

? Efter Norris, Assyrian Dictionnary 8. 299 er Usu, Tyros, hvad der dog 
forekommer os en temmelig dristig Formodning; se forevrigt nedenfor 
$ 55. Usu er snarere Issos i Kilikien. 

Rawlinson, Jnscriptions TI, pl. 583 1 55. 

l. 40 og I. 57. 

Om Dor se Josva 11, 2; 12, 38 0. 8. v.; Ptol., Geogr. V, 15. 
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 53 1. 56. 

1. 58. 


æa Id aa &F& & 


råb HEE 


——] Je — I di '- mas - ka, ptwn=, Damask!, Hoved- 
staden i Høisyrien, (Aram), 

—] HE 12 »S TET ha - ta - ri? - ka?, formodentlig 
Hadrak, en Øst for Damask liggende Provinds, 

——]| << r5E If o—|< man - su - a - tis, ubekjendt By, 
der formodentlig maa søges i Mellemsyrien i Nærheden af Hamath. 
— I] HE SE" ha - ma - att, Hamath, 

—— |] ETT ETITEJ —[]] Zi - mir - 715, Simirra, 

——TT <>——]T] <V r—|>| ar - pad - da, Arpad, 

| TORE 25 TT su - bu - ut7, Subut, (?), 

—] v alle =TIT kar - ka - miså, %%95%>, Karkemish, 


— "I kg 4 I «] ET sa z am - al - la? i Ammanos- 
bjergene, formodentlig mod Øst, 


pp p————4 


ad | ENGED ar——]| TY ku-i-aW;j Ammanosbjergene, 


indtil Grændsen af Kilikien, 
TT [—T TT SA "TT ku - mu - hu!!, Kommagene, 


— I] JS ml] la - ki - 67", en Stad i det syriske 
Mesopotamien. 


l. 35, 1. 56 og 68. 

1. 59; sign. 1. 38 (ha-ta-il-ku). 

. 39 og 1. 59; samt 1. 57, hvor Ordet er skrevet man-nu-su-u-ti, 
57. 

. 58; 1. 60 og 1. 73. 

53 og 1. 69. 

60 og 72 samt l. 41, hvor Navnet er skrevet su-bit. 
. 46, Il. 54 og 1. 70. 

43 og 1. 61. 

. 55 og I, 71. 

47. 

44. 


pant 


ORE REE RE RR RR RR RR 


Ægypternes 
Angreh paa 
Syrien. 


712 


Imellem disse Byer eller Provindser findes der i disse Lister 
ogsaa enkelte Navne, der tilhøre Landskaber udenfor Syrien, men 
som ofte nævnes i Forbindelse med Syrien, saaledes Tabal (Tubal)!; 
og endelig nævnes der i samme Lister flere Steder. om hvis Be- 
liggenhed Intet kan siges, som f. Ex. Parnini, Iknia 0. fl. 

I en af Listerne findes angivet hvormange Talenter der 
svaredes i Skat af disse Provindser?; man ser heraf, at Megiddo 
og Mansuati svarede hver 15 Talenter, Arpad og Kue hver 30, og 
Karkemish 100. De øvrige Dele af Syrien styredes endnu i 
Assur-bani-pal's Dage af egne Konger, hvis Navne fandtes opreg- 
nede i hans Annaler, men uheldigvis er det Sted paa hans Cy- 
linder, hvor Kongenavnene læstes, slemt beskadiget, 

Med Assur-bani-pal's Aktstykker standse de samtidige Vidnes- 
byrd om Syriens Historie i Oldtiden; thi blandt de lidet talrige 
assyriske Optegnelser, som tilhøre Assur-bani-pal's Søn og Efter- 
følgers Regjeringstid”, er der ikke opdaget noget Aktstykke, som 
handler om Syrien; og fra det følgende Tidsrum af Oldtidens 
Historie haves der saa at sige ingen samtidige Aktstykker, som 
egentlig kunne siges at berøre Syriens Historie, om der end gives 
enkelte Mindesmærker, navnlig flere phoinikiske Indskrifter?, der 
meddele ikke uvigtige Oplysninger om Forhold og Tilstande i en- 
kelte Egne af Syrien 0. desl. 

Vi formaa ikke at bestemme, med hvilket Aarstal de assy- 
riske Meddelelser om Syrien standse; men efter al Sandsynlighed 
ere de assyriske Aktstykker allerede tause om Syrien ved Midten 
af det syvende Aarhundrede f. Kr. 


I Løbet af nogle Aar, maaske dog kun ganske faa Aar, ere 
vi nu uden fremmede Efterretninger om Syrien, men ifølge en 


! ]. 45. 

2 Se Brudstykket no. 3 (pl. 53). 

3: Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 27 1. 116 ff. 

£ Om denne Konge se ovenfor 8. 436—437. 

5. Om de phoinikiske Indskrifter se ovenfor S. 270; se ogsaa nedenfor $ 55. 
S Heller ikke de israelitiske Optegnelser ere meget righoldige i dette 


713 


Meddelelse, som kommer til os gjennem Herodot, men forøvrigt 
stamme fra Ægypten, skulle dette Lands Konger snart efter 
Midten af det syvende Aarhundrede f. Kr. atter have søgt at 
gjenvinde de gamle Pharaoners Herredømme over Syrien. 

Herodot fortæller nemlig!, at Psametik, Gjenopretteren af 
det ægyptiske Rige, i niogtyve Aar beleirede Byen Azotos, d. v. s. 
den By, Israeliterne kalde Asdod. Denne Efterretning er maaske 
noget udsmykket, thi det er ikke synderlig sandsynligt, at Psa- 
metik i samfulde niogtyve Aar har belejret Byen uden Ophør; 
men det er paa den anden Side heller ikke utroligt, at han i 
Løbet af saa lang Tid stadig har fornyet sine Angreb paa Byen, 
indtil den tilsidst faldt i hans Hænder. 

Da Psametik er død omtrent i Aaret 610 f. Kr.? og hans 
første Angreb paa Asdod saaledes maa være foregaaet mindst 
niogtyve Aar tidligere, have Ægypterne følgelig allerede ved Aaret 
640, ja maaske endnu tidligere, begyndt at anfalde Syrien, hvad 
enten nu hele Syrien dengang har været i Assyrernes Besiddelse 2, 
ellr — hvad der forekommer os sandsynligere — Assyrerne, 
hvis Rige paa den Tid vaklede, dengang havde rømmet og opgivet 
den sydlige Halvdel af Syrien". 

Da Asdod er en af de nordligste Philisterbyer, er det sand- 


Tidsrum. De ere enten ældre og tilhøre Tiden omkring Aar 700 
eller ere yngre end 630; slgn. ovenfor S. 306. 

7" Her. II, 141; sign. Diod. Bibl. Hist, I, 66—67, hvor det siges, at han 
ferte Krig i Syrien. 

2 Se nedenfor Kap. VI, & 69. 

Se ovenfor S. 436. 

£ Vi bemærke her, at der i Biblen aabenbart findes en Antydning af, at 
Samaria og Galilaia i Josias' attende Regjeringsaar d. e. omtrent i 
Aaret 627 var rømmet af Assyrerne, thi, hvis dette ikke var sket, 
havde Josias: neppe kunnet nedbryde Altret i Bethel og alle hedenske 
Templer i Samarias Byer og nedhugge Præsterne ved disse Hellig- 
domme (2 Kong. 23, 15 og 19—20). Af Jeremias' og Zephanias' 
Profetier fremgaar det tilstrækkeligt, at det assyriske Herredemme 
paa disse Profeters Tid var forbi; se Jer. 2, 18 og 36; Zephan. 2, 
13 og 15. Paa Nahums Tid trykkedes derimod Syrien endnu af 
Åssyrerne, se Nahum. 1, 1 fl. 


714 


synligt, at de sydlige Byer i Philisterlandet forinden ere faldne i 
Ægypternes Hænder". 

Omtrent paa den Tid, da Ægypterne faldt ind i Syrien, 
skulde, efter hvad Herodot meddeler?, skythiske Horder fra Norden 
være trængte ind i Syrien; ja de naaede efter hans Fortælling 
endog forbi Byen Askalon, altsaa næsten til Syriens Sydgrændse, 
hvor Psametik ved Gaver og Bønner fik dem til at vende om. 
At denne Meddelelse skulde være helt urigtig, ter man ikke paa- 
staa, men paa den anden Side maa man dog heller ikke fæste 
altfor megen Lid dertil, da en Del af hvad Herodot fortæller om 
Skythernes Indfald i Asien? ikke er særdeles nøiagtigt, om der 
end. ligger virkelige Begivenheder til Grund". 

—… Om Psametiks Efterfølger Neko, der besteg Ægyptens Throne 
omtrent i Aaret 610, fortæller Herodot&, at han seirede over Sy- 
rerne ved Magdalos, og at han derefter indtog Byen Kadytis', 
men han siger Intet om, hvor stor en Del af Syrien han erobrede, 
eller hvorlænge de vundne Strækninger forbleve i Ægypternes Be- 
siddelse. Efter Herodot stod Neko forøvrigt i venskabelig For- 
bindelse med Phoinikerne, der blandt Andet skulde have omseilet 
Afrika i hans Tjeneste”. I Virkeligheden fremgaar det tilstrække- 
ligt af de Fund, man i de senere Aar har gjort paa flere Steder 


1) Vi kunne her minde om, at ifelge Zephania's Profetier (se 2, 4 fi.) 
frygtede man paa hans Tid iblandt Israeliterne for, at hele Landet 
vilde falde i Ægypternes Hænder. 

2? Her. I, 105. 8Slgn. Eusebios, Cfron. Arm. II, p. 187 ad Olymp. 37 
(d. e. Aar 628): Scythæ udque ad Palæstinam dominati sunt; Syncell., 
Chronogr. p. 24. 

. 2 Se ovenfor 8. 436. Skythernes Indfald i Lilleasien tilherer allerede 
Gyges' Tid og er ældre end Aaret 650. 

£ Den Omstændighed, at Beth Sean af de Gamle kaldes Skythopolis, kan 
ikke anføres som noget Bevis for, at Skytherne ere trængte frem til 
dette Sted. Benævnelsen kan være opstaaet af en Hellenisering af en 
eller andet hebraisk Stedsbeteguelse eller desl. At Plinius afleder 
Ordet af Skytherne (Hist. Nat. V, 16), beviser ikke meget. 

5. Se nedenfor Kap. VI, & 69. 

S Her. II, 159. 

7. Her. II, 1588—159; IV, 42; sign. Diod., Bibl. Hist. I, 66. 


715 


i Phoinikernes Land!, at der under Psametik og hans Efterfølgere 
har været en meget livlig Forbindelse imellem Ægypten og de 
phoinikiske Stæder. 


I et Uddrag af Berosos hos Iosepos? fortælles det, at den ba- 
bylonske Konge Nabukuduruzur omtrent ved den Tid hans Fader 
Nabopellassar døde d. e i Aaret 604 f. Kr.3 har sat sig i Be- 
siddelse af Syrien, som han siger at have frataget en oprørsk 
Satrap i Ægypten, Koilesyrien og Phoinike?. 

Ifølge et Uddrag, Iosepos& meddeler af en phoinikisk Historie- 
skriver, formodentlig Menandros fra Ephesosé, maatte Babylonierne 
endnu en Del Aar senere bestaa haarde Kampe i Syrien, nemlig 
med Indbyggerne i Phoinikerstaden Tyros. Efter dette Aktstykke 
beleirede Nabu-kudur-uzur Byen i ikke mindre end tretten Aar 
(587—574), i hvilket Tidsrum Byen, efter hvad der fortælles i 
Stykket, beherskedes af en Konge Eitobalos (Itobal)”. Hvad Udfald 
Belejringen fik, siges ikke i Aktstykket; men af den følgende Be- 
mærkning om, at Tyrierne siden /ik deres Konger fra Babylon?, 


1! 8. de Rougé i Revue Archéologique nouvelle serie VII, S. 194 fø. (1863). 

2 Jos. C. Ap. I, 19; Arch. Jud, X, 11, 1. 

3 Dette Aarstals Rigtighed er fuldstændig godtgjort ved Ptolemaios' 
Kanon, det stemmer desuden vel overens med andre Tidsbestemmelkser ; 
Om Ptolemaios" Kanon, se ovenfor 8. 97. 

s Neko blev efter flere bibelske Efterretninger (der næsten ere sam- 

tidige med Begivenhederne) overvunden ' af Nabuku-dur-uzur ved 

Karkemish og mistede derpaa hele Syrien. Det maa altsaa være 

ham, der her menes. At betegne fremmede Konger som skatskyldige 

Fyrster, og Fjender som Opreørere, er en Betragtningsmaade, man endnu 

i vore Dage kan finde Exempler paa i østerlandske officielle Akt- 

stykker. Den anvendes navnlig, naar de fremmede Konger staa eller 

have staaet i Forbundsforhold til vedkommende østerlandske Stat. 

Jos. C. Ap. I, 21. 

Om Menandros fra Ephesos se ovenfor S. 273. 

Se nedenfor & 55. 

Jos. C. Ap. I, 21. Merbaal og Hiram komme fra Babylon; slgn. 

Niebuhr, Vortråge ider alte Geschichte I, S. 123; Movers Phbnicier II, 2 

S. 460 fr. 


eee e$f SS e 


veepylonlerne 
vinge Syrien. 


716 


fremgaar det tilstrækkeligt, at den tyriske Kongefamilie er bleven 
bortført til Babylonien. Hertil kommer endnu, at Eitobalos' 
Efterfølger, Baal. aabenbart zkke er en Sen af Eitobalos, og at 
Eitobals Regjering øjensynlig er ophørt samtidig med Beleiringens 
Ophør. uden at hans Søn blev hans Efterfølger, hvoraf det jo 
synes at fremgaa, at Æitobalos er bleven afsat, da Beleiringen var 
forbi!, og at hans Familie er bleven ført til Babylon; eller med 
andre Ord, at Beleiringen har faaet en for Tyrierne ulykkelig Ud- 
gang?. Paa den anden Side er der Intet, som antyder, at Tyros 
er bleven ødelagt fuldstændigt?, og man tør derfor vel nok an- 
tage det for det Sandsynligste, at Byen har overgivet sig frivillig", 
formodentlig imod at blive fritaget for Plyndring og Ødelæggelse, 
og imod at Seirherrerne tilsikkrede Byen dens Forrang imellem 
Phoinikerlandets Stæder. Til Gjengjæld maatte Tyros naturligvis 
stille sine Flaader til Babyloniernes Raadighed, hvilket aabenbart 
var at den største Vigtighed for disse sidste, da de dengang 
tragtede efter Herredømmet over alle Kystlande omkring den øst- 
lige Del af Middelhavet, ja maaske endog efter Herredømmet 
over hele dette Hav. 

I Virkeligheden synes der heller ikke at være hengaaet lang 
Tid, før 'Tyros Flaader bleve benyttede af Babylonierne imod 
Ægypterne; thi ifølge Herodot? seirede Apries, Ægyptens Konge, 
engang i et Søslag over Tyrierne. Da han styrtedes omtrent 570 


! Movers |]. c. 

2 At Tyros er blevet indtaget af Babylonierne og edelagt antages af 
Hengstenberg, Håvernick o. f. a. 

2 Tyros forblev aabenbart i Spidsen for Forbundet; se nedenfor & 55. 

+ Philostrates skal, efter Jos., Arch. Jud. X, 11, 1; C. Ap. I, 20, have 
behandlet Tyros' Beleiring i et af sine Værker, men dette Skrift er 
uheldigvis gaaet fuldstændigt tabt. Vi bemærke her, at Erzek. 29, 
18 ff. temmelig tydeligt viser, at Tyros ikke er bleven plyndret, men 
som Felge deraf kan Byen neppe være bleven stormet og indtaget? 
da den i saa Tilfælde naturligvis var bleven plyndret. 

5. Megasthenes' Efterretning om, at Nabu-kudur-uzur trængte frem til 
Herakles Stetter, har neppe nogetsomhelst Værd. 

S. Her, II, 161. 


717 


f. Kr., maa dette Slag altsaa være forefalden kort Tid efter Tyros 
Overgivelse. 

Herodot fortæller ogsaa”, at Apries & engang angreb Byen Sidon, 
ja efter Diodor? indtog han endog saavel denne Stad som flere 
andre Byer i Phoinike. Uheldigvis ere baade Herodot og Diodor 
yderst kortfattede i deres Meddelelser om disse Kampe, og vi 
kunne umuligt alene ved deres Angivelser afgjøre, hvorvidt dette 
Tog mod Sidon er blevet foretaget efter Tyros' Fald eller — hvad 
der forekommer os sandsynligere — før Beleiringens Ophør, i 
hvilket sidste Tilfælde Apries' Krigstog altsaa har havt til Hensigt 
at undsætte Tyros. 

At dømme efter det ovenfor omtalte Brudstykke af en tyrisk 
Historieskriver (Menandros)", vedblev Tyros, efter sin Ydmygelse 
ved Nabukuduruzur lige til Kyros' Dage, at staa i Afhængighed 
af Babylonien, og det Samme var sandsynligvis ogsaa Tilfældet 
med det øvrige Syrien. 

Af ægyptisk Herredømme over nogen Egn af Syrien i dette 
Tidsrum efter Apries' Dage forekommer der intet Spor, 


Da Kyros i Aaret 589 f. Kr. besatte Babylon, hbjemfaldt det LLDGA 
faldne Riges Provindser naturligvis med det Samme til Perser- 
kongen; men Kyros var, som det synes, i sine sidste Leveaar altfor 
sysselsat med at udvide sit Rige i andre Retninger&, til at han 
ikke kunde faa Tid til at ordne de syriske Forhold. Først under 
Kambyses synes dette at være sket, og formodentlig blev navnlig 


Der kan naturligvis ingen Tale være om Krige imellem Tyrier og 
Ægypter tidligere, saalænge Tyros var fri. 

Her. L c. 

Diod. Bibl. Hist. I, 68. 

Jos., C. 4p. I, 21. 

Saafremt Amasis havde besiddet nogen Del af Syrien, vilde der for- 
modentlig være levnet os en lille Hentydning dertil i et eller andet 
historisk Kildeskrift f. Ex. hos Herodot, der fortæller, at Amasis 
indtog Kypros (I, 182). 

:… Kyros' Opmærksomhed var i hans sidste Aar vendte imod Turan. 


Ha ms de bå 


718 


Phoinikernes Forhold til Perserkongen først endelig bestemt i 
denne Konges Dage?. 

Da Phoinikerne i den følgende Tid optræde med en vis 
Frihed ligeoverfor Perserkougen”, er det at antage, at de have 
underkastet sig ham frivillig, og at de til Gjengjæld have faaet 
indrømmet visse Begunstigelser. 

Kilderne til Syriens Historie i Persertiden flyde kun sparsomt, 
og i Virkeligheden hændtes der ogsaa i dette Land kun saare 
Lidet, som var værd at optegnes. Imidlertid kan man dog ikke 
sige, at Syrien ingen Betydning havde i dette Tidsrum og ingen 
Rolle spillede i Datidens Begivenheder. Syrien havde tvertimod 
stor Betydning derved, at dens Kystbefolkning af Perserne an- 
vendtes til at bemande Flaaden, og ved at Persiens vigtigste s6- 
farende Folk, Phoinikerne, dannede Perserkongens Admtralstat og 
med Troskab og Udholdenhed kæmpede under Perserkongens 
Banner. Dette var forøvrigt ikke at undre sig over. Allerede 
tidligt havde Phoinikerne næret Uvillie imod Hellenerne, fordi 
de vare dristige Søfarende og kloge Handelsmænd ligesom de, og 
fordi de beilede til Herredømmet over Middelhavet. Tidsomstæn- 
dighederne havde hindret Phoinikerne tidligere i at rette et af- 
gjørende Slag imod Hellenerne, og det var derfor med Glæde, at de 
fulgte Perserkongens Bud at angribe Hellas, ligesom de siden 
intet Offer skyede for at bidrage deres til, at Hellenerne kunde 
blive ydmygede, 

De Efterretninger, der i ikke-israelitiske Kildeskrifter ere 


! Sign. Her. TII, 84: Kambyses havde det Fortrin for Kyros at be- 
herske Havet, hvorved der formodentlig hentydes til, at Phoinikerne 
have hyldet ham som deres Lehnsherre, og at Kyros aldrig har mod- 
taget nogen saadan Hyldest. Xenophon henfører ganske vist Phoini- 
kernes Underkastelse til Kyros (Cyrop. I, 1, 4 og VI, 2, 10), men 
hans Vidnesbyrd har ikke megen Vægt, da han i det anferte Skrift 
som bekjendt behandler de historiske Forhold med stør Frihed. 

2 Phoinikerne tillod sig stundom at nægte Perserkongen Lydighed; og 
denne fandt sig deri; se Her. III, 19. 

3 Se nedenfor $ 57. 


719 


efterladte os om Begivenheder i Syrien i Pergertiden, indskrænke 
sig omtrent til Følgende. 

Efterat Phoinikerne, under den første Perserkrig ofte havde 
kæmpet med Hellenerne, og efterat de efter denne Krigs Tilende- 
bringelse vare vedblevne at modarbeide dem, hvor de søgte at 
skaffe sig Indflydelse i Østen, ser vi pludseligt omtrent ved Aar 
400 f. Kr. Tyros at træde paa den for Hellenerne saa høit be- 
geistrede Euagoras' Side, i dennes Kamp med Perserkongerne!, I 
Euagoras' Flaade fandtes der tyve tyrigke Skibe, og Euagoras selv 
skal have skaffet sig Indflydelse i Tyros”. Hvad der har bevæget 
Tyrerne til at slutte sig til Euagoras, er ubekjendt, maaske var 
det Skinsyge paa Sidonierne. I ethvert Tilfælde var Euagoras' 
Indflydelse i Tyros dog ikke af lang Varighed; thi Euagoras har 
vel neppe faaet Magten i Tyros straks, da han gjorde sig ul 
Herre. over Salamis, (hvosfra han omtrent i Aaret 424 f. Kr. for- 
trængte en vis Abdemon, der snart kaldes en Kittier, snart en 
Flygtning fra Tyros); og i Aaret 386 blev Euagoras fuldstændig 
slaget af Perserne og Sidonierne i Søslaget ved Kittion, hvorpaa 
han mistede Salamis?; og han kan derfor naturligvis ikke have 
bevaret sin Magt i Tyros efter den Tid", 

Efter Euagoras' Overvindelse rustede Perserne sig til et 
Hovedangreb paa Ægypten? og samlede til den Ende en betydelig 
Stridsmagt ved Akko (Ptolemais), medens en Flaade dannedes i 
Phoinikernes Havnestæder?. Angrebet paa Ægypten fandt ogsaa 
Sted, men det førte, som bekjendt, ikke denne Gang?” til Ægyp- 
tens Betvingelse. 

I Kampen måd Euagoras havde Sidon været Perserkongens 
troeste Kampfælle, og Stadens Flaader havde ikke lidet bidraget 


" Om Euogoras se Isokrates, Æncom. Euagoræ, 0. 8. v. 
Diod., Bibl. Hist. XV, 9, 3. 

Theopomp. fr. III. 

Isocr., Euag. c. 8. 

Diod., Bibl. Hist. XV, 41. 

Diod., Bibl. Hist. XV, 41, 3—4. 

Diod., Bibl. Hist. XV, 42—43. 


4 aa mø & dt mm 


Syrien erobres 
af Alexandros 
den Store. 


720 


til Seirene ved Knidos og Kittion; men omtrent en Menneske- 
alder senere var det gode Forhold brudt, og Sidonierne reiste sig 
i Aaret 351 til en Kamp paa Liv og Død imod Perserne. Den 
nærmeste Anledning til dette Oprør var den haanlige Behandling, 
som Sidoniernes Afsending til Forbundsdagen i Tripolis her maatte 
lide af Perserne, hvortil endnu kom de Udpresninger, som persiske 
Satraper havde tilladt sig imod dem. Oprøret begyndte med et 
Overfald paa det prægtige Palads, Perserkongerne havde i Byen, 
hvortil der hørte en udmærket Have. Slottet plyndredes, og alle 
Perser i Byen toges til Fange. Med Kyprierne, der ligeledes 
havde gjort Oprør, sluttedes et Forbund, og en persisk Hær, som 
vilde betvinge Byen, blev kastet tilbage og tilintetgjort. 

Men da Perserkongen, Artaxerxes Okhos, tilsidst selv ankom i 
Nærheden af Byen med en stor Hær, begyndte Sidons Konge 
Tennes at frygte for, at Byen tilsidst vilde falde i Fjendens 
Hænder. Tennes søgte derfor at redde sig selv ved at opoffre 
Byen, indledede forræderske Underhandlinger, udleverede en Del 
ansete Borgere og aabnede tilsidst Portene for Perserne. I For- 
tvivlelse over at se Fjenden i Staden, stak Sidonierne Ild paa deres 
Huse, i det Haab, at deres Skatte saaledes vilde gaa til Grunde 
og altsaa ikke vilde komme til at berige deres Fjender. 

Men denne Hensigt naaedes ikke: Perserne fremdrog store 
Skatte af Ruinerne. 'Tennes nød heller ikke Frugterne af sit 
Forræderi, Perserne lod ham dræbe. Ved Sidons Brand omkom 
40000 Mennesker i Luerne”. 


Nu vare da Perserne atter Herrer over Syrien, som de be- 
holdt indtil Slaget ved Issos (333). Men snart efter dette Taldt 
Alexandros' Hære ind i Landet, hvis indre Dele uden Sværdslag 
bøjede sig for Seirherren?, Kun Phoinikerne saa temmelig 


1 Diod. Bibl. Hist. XVI, 41. 

2 Diod. Bibl. Hist. XVI, 41—45. 

3 Arrian, Anab. Alex. lI, 11; Curt, De reb. gest. Alex. Ill, 12 og 27; 
sign. Strabo Geogr. XVI, 2, 23 p. 757 Casaub. (p. 1097 A.). 


721 


ugjerne Makedoniens Konge, der ogsaa var Hellas' Hersker og 
Forkæmper for hellensk Dannelse, blive Herre i deres Land; men 
alligevel aabnede de fleste Stæder deres Porte for ham. Tyros 
alene besluttede sig efter nogen Vaklen til at blive Perserkongen 
tro og forsvarede sig med største Mod og Udholdenhed i syv 
Maaneder!. Ogsaa Gaza forvarede sig længe, men maatte, lige- 
som Tyros, tilsidst overgive sig til Makedonerne?”. 


Efter Alexandros" Død fik Laomedon fra Mitylene, først af afgrien efter 


exandros' Ded. 


Perdikkas? og siden at Antipatros", Bestyrelsen af Syrien, men han fydernen et 


fangedes siden af Ptolemaios? i Ægypten. Denne var nu Herre ABT re. 


over Syrien eller i det Mindste af en stor Del af Landet&, indtil” 
Demetrios, Antigonos' Søn, omtrent i Aaret 312 fortrængte ham 

næsten fra hele Landet”. Demetrios' Nederlag ved Gaza, aabnede 

vel hele Syrien for Ptolemaios, men hans Feltherre Killis' Nederlag 

i Forening med andre Uheld og Antigonos' Ankomst til Syrien be- 

stemte ham snart efter til at rømme Syrien”, 

Antigonos var nu i Besiddelse af Syrien i an Række af Aar, 
indtil det store Forbund, der havde hans Fald til Følge, dannedes 
imod ham. Ptolemaios aabnede Angrebet sydfra med et Indfald 
i Syrien", men han gik dog snart efter tilbage til sit Rige. Efter 
Sejren ved Ipsos, hvor Antigonos faldt!!, besatte Ptolemaios ifølge 


en er —— 


" Årrian, Anab. Alex. II, 16 ff.; Curtius, De reb. gest. Alex. IV, 2—4; Diod., 
Bibl. Hist. XVII, 40 ff.; Flathe, Geschichte Macedomiens 1, 8. 316 ff. 

2  Arrian Anab. Alex. II, 26; Curt., De reb. gestis Alex. 1V, 6—7; Diod., 
Bibl. Hist. XVII, 48, 7. 

2 Diod., Bibl. Hist, XVIII, 3. 

£ Diod., Bibl. Hist. XVIII, 39, 6. 

3 Diod., Bibl. Hist. XVIII, 43. 

5 Sign. Justin., Aist. XV, 1,5; hvor Phoinike nævnes som tilhørende 
Ptolemaios. 

7 Diod., 8ibl. Hist. XIX, 69 fl. 

” Diod., Bibl. Hist. XIX, 81—84. Justin, Aut. XV, 1, 6. 

? Diod., Bibl. Hist. XIX, 85 ff. Justin,, Hist. XV, 2, 6. 

w Diod,, Bibl. Hist. XX, 103. 

"1 Diod., Bibl. Hist. XXI, 1. 

46 


722 


Diodor Sydsyrien!, imedens Seleukos fik Nordsyrien, som han dog 
neppe straks fik fuldstændig i sin Magt, da nemlig Demetrios, hvis 
Magt i Østen først knustes ganske i Aaret 295?, formodentlig 
lige til dette Aar, har vidst at vedligeholde sit Herredømme 
over enkelte Egne af Nordsyrien, ja muligvis ogsaa af Sydsyrien. 
Efter Demetrios" Forjagelse søgte Seleukos at fravriste Ptolemaios 
Sydsyrien?, og dette maa vel ogsaa for en Tid være lykkedes ham", 
men Ptolemaios kom dog endnu inden sin Død igjen i Besiddelse 
af Palaistine og den sydlige Del af Phoinikernes Land, 
Ptolemaios II. Philadelphos (2814—245) maatte idelig kæmpe 
med Antiokhos I. øg ll. om Besiddelsen af Sydsyrien, som Ægyp- 
terne sikkert i Reglen -Åhå vdede; men tilsidst overlod dog Ptole- 
maios II. Antiokhos IØ e' bmstridte Provindser som en Brude- 
gave til Berenike, hvem ad syriske Konge fik til Ægte; men da 
Berenike forskjødes, toge Ægypterne atter Landskaberne tilbage. 
Ptolemaios III. Euergetes (245—227) foretog to Tog til Syrien og 
trængte seirrig frem til Syriens nordligste Grændse&, ja endnu 
langt videre, men han indskrænkede sig dog, synes det, til at be- 
holde det sydlige Syrien eller Palaistine, Koilesyrien og Phoinike. 
Under Ptolemaios IV. Philopators Regjering (227—205) an- 
faldt Syrerne, der dengang beherskedes af en Konge, der var langt 
dueligere end alle sine Forgængere, nemlig Antiokhos III. (222— 


1 Diod. Bibl. Hist, XXI, 1, 5. 

3 Droysen, Geschichte der Nachfolger Alexanders 3. 545, 559, 572; 
Hellenismus II, 8. 51—52. 

3 Diod., Bibl, Hist. XXI, 1, 5. 

4 Da endel Mønter, der ere bevarede til vore Dage, uden Tvivl ere 
slaaede i Lydda og flere tilgrændsende Byer i Seleukos I. Nikators 
Regjeringstid, maa denne Konge følgelig have besiddet disse til Syrien 
hørende Byer; men dette kan neppe have været Tilfældet uden i 
Tidsrummet 295—292; thi allerede i Aaret 292 synes Ptolemaios at 
have slaaet Ment i Ptolemais; se L. Muller, Numismatique d" Alezandre 
le Grand S. 318. 

5 Se Fr. Lenormant i Revue Numismatique XIX, S. 161 ff. 1854. 

& Polyb., Hist. V, 34; Polyæn., Strateg. IV, 15. 

7 Sign. Droysen., Hellenismus 1, S. 545 ff£.; OD, 8. 181 ff. 


723 


187) disse Provindser og besatte en Del af dem!, men Antiokhos 
lod sig dog bevæge til at slutte en Vaabenstilstand paa fire 
Maaneder, under hvilken han trak sin Hær tilbage til Orontes?. 
Efter Fjendtlighedernes Gjenoptagelse trængte han frem til Sidon, 
besatte Gilead og Samaria og tog Vinterkvarter i Ptolemais?; men 
det følgende Aar (217) blev han slagen af Ægypterne ved Raphia? 
og maatte derefter rømme de erobrede Provindser. 

Tretten til fjorten Aar senere (203), da der paa Ægyptens 
Throne sad et Barn Ptolemaios V. Epiphanes, (205— 180), gjorde 
han atter et Indfald i de ofte nævnte Provindser. Et Angreb 
af Attalos af Pergamos standsede dog snart hans Fremgang, men kun 
for en Tid; han kom noget efter tilbage, slog Ægypterne ved Paneas 
og trængte seirrigt frem til Ægyptens Grændse?, Ved Fredslut- 
ningen skjænkede han dog de tre Provindser Koilesyrien, Phoinike 
og Palaistine til Ptolemaios som Medgift for sin Datter Kleopatra &, 
hvem Ptolemaios ægtede. Saaledes beholdt Ægypterne foreløbig 
disse Provindser. 


Men da Kleopatra døde, besatte Antiokhos III.'s anden Efter- Sydsyrien fra 


følger Antiokhos IV. Epiphanes (175—163) de tre Provindser ,og Oprer i Judala. 
foretog, for at hævde sin Besiddelse deraf, flere Tog til Ægypten, 
i hvilke han vandt adskillige Seire, fangede i Aaret 170 f. Kr, 
Kongen Ptolemaios VI. Philometor (180—145) og erobrede en stor 
Del af Landet, som dog? Romerne ved Magtsprog tvang ham til 
igjen at rømme. 
Imidlertid beholdt han dog de omtvistede Provindser, men 


mn 


?- Polyb, V, 49. 

2: Polyb. V, 66; Justin., Hist. XXX, 1; Athen., Deipnos. XIII, p. 577. 

3 Polyb., V, 63—71. ' 

" Polyb., V, 79—86; Strabon, Geogr. XVI, 2 & 31 p. 759 Casaub. 
(p. 1102 A.). ' 

Polyb., XV, 20; App., Syr. c. 1; Liv. Hist. XXXIII, 19; sign. Jos., 
Arch. Jud, XII, 3, 3. 

Polyb., XXVID, 17, 11. 

Liv., Hist. XLV, 12; Polyb., Hist. XIX, 11; App. Syr. c. 66; Diod., 
Bibl. Hist. XXXIV, 2 efter Æzcerp. Vat. p. 529—530. 


an 


& ea 


46" 


124 


hans voldsomme Fremfærd imod lIudaierne i Jerusalem fremkaldte 
en Opstand, som Syrerne aldrig formaaede ganske at dæmpe!, og 
som gav Anledning til en Række Krige, der i højeste Grad svæk- 
kede det syriske Rige. 

Juda var imidlertid ikke det eneste Landskab i Syrien, som 
reiste sig imod Kongerne af Seleukos' Æt; mange andre Egne 
af Landet skete der idelig Oprør: den ene By, det ene Landskab 
feidede paa det andet. I Byer og Landskaber opkastede der sig 
Tyranner, der ofte herskede med megen Vilkaarlighed og Gru- 
somhed; paa Modkonger og Thronprætendenter var der ingen 
Mangel 0. desl. 

Føier man hertil, at næsten alle Konger af Seleukos' Æt 
vare lidet duelige Regenter, og flere af dem vare lunefulde og 
grusomme Tyranner, saa vil det være klart, at Syrien under 
denne Herskerslægt, aldeles ikke kan siges at have været noget 
lykkeligt Land?,. omendskjøndt det var Hovedland i et udstrakt 
Rige, der indbefattede flere af Asiens skjønneste og rigeste Lande. 

Uagtet Seleukos" Hus efter Antiokhos IIL's Dage bestandig 
vanslægtede mere og mere, blev det dog endnu næsten et Aar- 
hundrede i Besiddelse af Syrien, indtil Landets Indbyggere endelig 
indkaldte Armeniens Konge Tigranes?, der omtrent i Aaret 82 
f. Kr. tog Nord- og Mellemsyrien i Besiddelse og betro ede Landets 
Bestyrelse til en af sine Feltherrer Magadates. 

Da Lucullus angreb Tigranes, blev denne nødt til at tilbage- 
kalde Magadates og hans Tropper. Heraf benyttede en Ætling 
af Seleukos”, Antiokhos, en Søn af Antiokhos VIIL Kyzikenos, sig 
til at opkaste sig til Konge i Nordsyrien?”. Lucullus foretog sig 
intet Skridt imod ham, men da Pompeius havde fuldendt Krigen 
med Mithridates og Tigranes, gjorde han gjældende, at Syrien ved 
Freden med Armenierne var bleven romersk Erendom. Han gik 


! Se nedenfor Kap. X $ 100. 


2 Sign. E. Renan i Revue Archéol. nouvelle série V, S. 273 fø. (1862). 
3. Justin., Æ:st. XL, 1. 
+. Appian., Syr. c. 48. 


725 


derfor ind i Nordsyrien, som han uden stor Vanskelighed besatte. 
Kun Sydsyrien havde ikke hørt til Tigranes' Rige, og kunde 
derfor ikke betragtes som hjemfalden til Romerne, men Stridig- 
heder i Iudaia gav Pompeius Anledning til Indblanding og siden 
til at vende sine Vaaben imod Landet. Alligevel lod Pompeius 
Landet foreløbig beholde sin Frihed, om det end blev stillet under 
stadigt Tilsyn”, 

Pompeius efterlod Scaurus som Statholder i Syrien. Han 
efterfulgtes af et Par Prætorer, efter hvem Senatet sendte Procon- 
sulen Gabinius til Syrien, men da han paa egen Haand blandede 
sig 1 Ægyptens Anliggender, blev han tilbagekaldt og afløst af 
Crassus?. Dennes Nederlag ved Kharrai (Haran) Aar 53 f. Kr., 
lod Syrien ligge aaben for Partherne", der virkelig ogsaa snart 
efter under Pakoros, Partherkongens Søn, satte sig i Besiddelse af 
Syrien. Men da Pakoros' Fader, Orodes, af Skinsyge paa sin Sen 
kaldte ham tilbage, bleve Partherne slagne af Cassius, Crassus' 
Legat, og forjagne fra Syrien?, Men under Borgerkrigen kom de 
igjen, indtil de endelig bleve slagne af P, Ventidius? Aar 39—38 
f. Kr., fra hvilket Tidspunkt Nord- og Mellemsyrien forblev knyttet 
til Rom som romersk Provinds. Ogsaa Sydsyrien bragtes ved 
samme Leilighed i et noget løsere Afhængighedsforhold til Rom, 
men dette Baand sluttedes efterhaanden fastere og fastere, hvilket 
under Nero havde et Oprør til Følge i Iudaia. Da dette var blevet 
knust af Vespasian og Titus7”, nød Syrien for det Meste Ro 
igjennem Resten af Oldtiden, og det var først i Begyndelsen af de 
Tider, man pleier at henregne til Middelaldren, at fremmede Hære 
atter oversvømmede Syrien. 


ne ———— F— 


Justin., Hist. XL, 2—3. 

Se nedenfor Kap. X $ 100. 
Appian., Syr. c. 51. 

Appian., Syr. l. c. 

Justin., Hist. XL, 4. 

Justin. l. c; Tacit., Hit. V, 9. 
Se Kap. X $ 100. 


J GO HR dd åd ØW vr 


726 


S 53. I det nordlige Syrien traf Ægypterne, som oftere bemærket", 
Nordsyrien, under Thotmess III. og hans Efterfølgere lige til Rameses III's 
Tid paa et Folk, hvis Land de kalde 
o Mu eller o NEN 
khetta khetta, 
d. e. Khetta (mm) — Betegnelser, som de ligesaavel anvende om 
Folket som om Landet. 1 dette Land fandtes der blandt Andet 
et Vand eller en Strøm, som oftere omtales i de ægyptiske Ind- 
skrifter, og som afbildes paa Slagscenerne: dette Vand kalde de 
| ÅD [41 ræv 
a - ru - nut?, 
hvilket Ord paa en slaaende Maade minder om de Gamles 
Orontes?, med hvilket Navn de, som bekjendt, betegne Syriens 
største Flod, som nedenfor. Antiokheia falder i Middelhavet, og som 
i vore Dage kaldes Aast", 

Til Landet hørte flere Byer, der undertiden omtales 1 ægyp- 
tiske Aktstykker; blandt disse var der, som det fremgaar af Be- 
skrivelsen af Ramesegs II.'s og Rameses III.'s Krige i Syrien, iblandt 
andre en By, som førte Navnet 

sATA SMUK 
kar - ka - ma - sha (735%) 
d. e. Karkemish$, 

Vende vi ogs til de Aktstykker, Assyrerne have efterladt os, 
da vil man her, saagodtsom i alle Indskrifter, der tale om Syrien, 
— og det allerede i Indskrifter, der næsten have samme Ælde 
som de yngste ægyptiske Indskrifter, der fortælle om Pharaonernes 
Krige i Nordsyrien, idet de, i det Højeste, kun er et Par Menneske- 


Se ovenfor 8. 540 fi. 

Lepsius, Denkmåler III, 153 col. 25. 

Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 5 ff. p. 750 ff. Casaub. (p. 1089 ff. A.). 
Ritter, Ærdkunde II, S. 159 ff£., S. 995 ff.; Chesney, Euphrates Erpedi- 
tion I, S. 394 ff. 

5 Select Papyrus pl. XXVII, Il. 6, Greene, Fouilles exécutées &å Thebes 
pl. II, col. 16--17; se nedenfor 8. 733. 


mo &æ ØS mm 


727 


aldre yngre, — finde omtalt et Folk og et Land, som ligeledes 
betegnedes ved Navnet rm, der af Assyrerne skrives paa en af 
følgende fire Maader: 


Wi ——]« AA == "] SA TT =3| | eller AA æE] »—l- 
khat - ti!?; khat - ti?; kha: at - 43; kha z at - tit; 
Khatti'. Dette Folk traf Assyrerne, paa deres Krigstog, bosat 
paa Euphrats højre Bred og længere imod Vest, indtil over imod 
Middelhavet. 

En af de vigtigste Byer, der tilhørte dette Folk, var, efter de 
assyriske Indskrifter, en By af Navnet 


I] v sl ST 
kar - ka - mis (279575)? 
d. e. Karkemish; og en af de vigtigste Strømme var Floden 


FIS FEET —T 2] 


a - rå - an - ti? 
d. e. Aranti — et Navn, der nøje stemmer overens med de 
Gamles Orontes8, Hertil kommer endvidere, at Assyrerne paa 
deres Tog i Landet Khatti, naar de have overskredet Euphrat, 
ofte berørte ta Bjerge, hvorfra de ikke sjældent førte kosteligt 
Tømmer ti deres' Hjem?, nemlig Bjergene 


" Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 1. 11; pl. 36 1. 13 0. s. v. 

2? Layard, Jnscriptions pl. 39 1. 22. 

” Layard, Inscriptions pl. 12 1. 16, pl. 33 1. 10. 

" Botta, Monuments IV, pl. 83, 1 pl. 152 1. 17, pl. 153 I. 3. Layard, 

Inscriptions pl. 14 1. 15, pl. 20 1. 27, pl. $1 I. 87, pl. 94 1. 127. 

Navnet bruges ogsaa i Almindelighed om Syrien, se f. Ex. Botta, 

Monuments IV, pl. 146 1. 21, pl. 149 1. 11. 

" Se Rawlinson, Jnscriptions pl. 25 1. 65 ff. Layard, Inscriptions 
pl. 91 1. 88. ' 

" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 79; samt III, pl. 7 1. 51 og pl. 8 

1. 101 hvor Navnet skrives a - ra = an - tu. 

Se ovenfor 8. 726 Anmk. 3. 

Det fortælles navnlig om Salman-eser IL, at han huggede Temmer 

paa Amanosbjergene, se Obelisken fra Nimrod: Layard, /nscriptions 

pl. 92 1. 96 og Il. 99; pl. 94 1. 132 0. s. v. . 


it ad 





728 


+ FE 8 +” ll] 7] 

ha - ma - ni! lab - na - na? 
af hvilke Bjerge det første ikke ret vel kan være noget andet 
Bjerg end de Gamles Amanos, den store Bjergmasse, som opfyldte 
Landet Nord for Orontes imellem Bugten ved Andana og Euphrat- 
floden?, imedens der, hvad det sidste Bjerg angaar, ikke kan være 
nogen Tvivl om, at det er det ligesaavel i Oldtiden som i vore 

Dage bekjendte Bjerg Libanon (7525)",' de Gamles Libanos&, 
Under disse Omstændigheder kan der ikke være noget Spørgs- 
maal om, hvor Assyrernes Landskab Khatti maa søges, nemlig i 
det nordlige Syrien, Vest for Euphrat og ved Orontesf. Men naar 
vi hermed sammenligne hvad Ægypterne fortælle om Landet ÆAÅetta, 
og her gjenfinde baade Orontes og Karkemish, saa kan der neppe 
være nogen Tvivl om, at de ved deres Land Khetta betegne de 
samme Strækninger. I Virkeligheden kan det heller ikke benægtes 


1 Ordet omtales ofte i Assyrernes Indskrifter, og skrives paa forskjellig 
Maade: Formen Ha - ma - ni, der egentlig er Eieform, findes f. Er. 
Layard, Inscriptions pl. 12 l. 16, pl. 15 l. 41, pl. 92 1. 96 og 1. 99; 
Botta, Monumenis IV, pl. 160 1. 25, Rawlinson, JInscriptions III, pl. 7 
1. 51 col. II, 1. 24 eller Ha = a - ma - ni f. Ex. Botta, Monumentis 
IV, pl. 152 1. 11. Formen Ha - ma - nuv (eller ha - ma - nu) findes 
f. Ex. Layard, Jnscriptions pl. 39 1. 23, pl. 64 1. 58, og Rawlinson, 
Ånscriptions III, pl. 13, 1. 33. Ha-maza-nu findes Layard, ånscriptions 
pl. 94 1. 132. Formen ha-ma-na findes Rawlinson, J/nscriptions I, 
pl. 25 1. 90. . 

Layard, Jnscriptions pl. 5 1. 22, pl. 13 1. 17; Rawlinson, Znscriptions 
I, pl. 23 I. 127 og pl. 25 1. 84; III, pl. 5 1. 46, pl. 9 1. 27, pl. 26 
l. 84-85. Assyrerne benyttede mest Amanos som Forsyningssted til 
deres Byggeforetagender, og først i senere Tider fra Libanon; se 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 26 1. 84—85; Babylonierne hentede 
ligeledes navnlig Temmer fra Libanon: Rawlinson, Jnscriptions I, 
pl. 66 1. 36. 

Strabo, Geogr. XVI, 2, $ 1 f. 

Deut. 11, 24; Josva 1, 4; 1 Kong. 7, 2; 9, 9; 10, 17; Høisang 7, 5. 
Ptol., Geogr. V, 15; Plin., Hist. Nat. V, 20. 

Om Karakteren af Landskabet i den estlige Del af Nordsyrien; 86 
Ainsworth, Travels in the Track of the Tenthousend 8. 61—65; slgn. 
ogsaa om Nordsyrien Chesney, Euphrates Expedition IL, 8. 387 fl. 


a Sa aa bu 


729 


at Ægypternes Ord Kketta og Assyrernes Khatti begge indeholde 
de samme Medlyd, og at de begge, naar de skulle omskrives med 
hebraiske Bogstaver, vilde være at udtrykke ved: mm, Khet 

Ordet mm er ikke noget ubekjendt Navn; det findes oftere i 
Biblen, hvor det bruges til at betegne et Folk i de sydligere Dele 
af Kanaan; dette Folk (mm) pleier man i vore Bibeloversættelser at 
kalde Khetiter, hvilket Ord vi altsaa ret vel kan benytte til at 
betegne Nordsyriens Hovedfolk ". 

De nordsyriske Khetiter nævnes første Gang paa Thotmess 
IIL's Tid; dog dengang spillede de aabenbart endnu ikke nogen 
fremragende Rolle. Men allerede under Seti I. i hans første Aar, 
da han regjerede i Fællesskab med sin Fader Rameses I., havde 
de nordsyriske Khetiter — Khetta-Folket som Ægypterne kalde 
dem? — hævet sig til et mægtigt Folk, der ikke uden Held kunde 
byde Ægyptens Pharao Spidsen. Under Rameses Il. var deres 
Magt ingenlunde aftagen; den var meget mere stegen, og i Virke- 
ligheden lykkedes det ikke engang Rameses II. at trænge saa 
langt frem som hans Fader. Vi se tillige, at Khetiterne ingen- 
lunde udmærkede sig alene ved Tapperhed; de vare aabenbart 
dengang et høist udviklet Folk, der levede i en velordnet Stad 
og besad en egen Konstflid og Konst, ja endog Begyndelsen til 
Literatur2; de stod i livlig Forbindelse med deres Naboer, ikke 
blot med Mesopotamiens høist udviklede Beboere, men ogsaa med 
Lilleasiaterne" ; ja, omendskjøndt Landets Herskers og Pharaonernes 
Ærgjærrighed oftere fremkaldte blodige Krige mellem Ægypten og 
Khetta5, saa ønskedes der dog fra begge Sider, at Forholdet skulde 


! I Biblen omtales de nordsyriske Khetiter i det Mindste to Gange, 
nemlig 1 Kong. 10, 29 og 2 Kong. 7, 6. Urias, Davids Stridsmand, 
var en Khetiter, men at han var en Nordsyrer, er meget tvivlsomt. 
Lepsius, Auswall pl. XII. Ægypterne kalde dette Folk det store 
Khetta-Folk; se ovenfor 8. 540. Khetiterne i Kanaan var sandsynlig- 
vis det unævnte mindre Khetta- Folk. 

Se ovenfor S. 266. 

Se ovenfor S. 576—577. 

Rameses 1I. førte uden Tvivl flere Krige med Khetta. 


æÆ åd &e 


730 


være venskabeligt, og man bestræbte sig for at faa Forholdet ordnet 
og sikkret ved Traktater". 

Nogen Tid efterat Ægypterne havde opgivet deres Angreb 
påa Syrien, og Khetiterne saaledes fik Ro fra denne Side, be- 
gyndte Assyrerne at angribe Nordsyrien?,  Rigtignok lykkedes det 
dem ikke straks at trænge langt ind i Landet, men de opgav ikke 
derfor deres Angreb, og fornyede dem tvertimod fra Tid til 
anden, saalænge indtil Nordsyriens Kraft tilsidst blev ganske 
brudt; men da først Khetiterne i Nordsyrien vare blevne kuede, 
varede det ikke længe, før hele det øvrige Syrien, ja selv Ægypten 
fik Assyrernes Vælde at føle. 

I den Tid, da Ægyptens gamle Pharaoner kæmpede i Nord- 
syrien og søgte at betvinge Khetiterne, fandtes der flere Konge- 
riger i Landet; men de adlød alle en og samme Overkonge. 

Vi kjende flere saadanne Overkonger?: 


ASGER Ye sapalili (bp), 


SSG, maks mau-ru-8ar, Søn af den foregaaende, 


ke av is: mautur (mautenur), Søn af den foregaaende 


IL NR 
G 2% <—> 
9 KR i )ye khettasar, den foregaaendes Broder og Efterfølger. 


Hvor disse Konger have havt deres Sæde, vide vi ikke; sand- 
synligvis var det dog i Orontesdalen. I de assyriske Kriges Tid 
var derimod det ved Euphrat liggende Karkemish Khetiternes 
vigtigste By. Overkongen havde maaske sit Sæde her, forudsat 


! 8. 575 og 579. 

2? Se ovenfor S. 624. David og Salomo bererte ikke Khetiterlandet; 
David indtog kun Mellemsyrien og endel af det syriske Mesopotamien 
(saaledes Betakh d. e. Thapsakos, se $ 54). 

2 De nævnes i Fredstraktaten imellem Khettasar og Rameses Il., Lep- 
sius, Denkmåler III, 146, se ovenfor S. 582. 

+. Dette Navn bares siden af en Konge i Patina; se S. 737. 

5… I det Mindste kaldes Kongerne af Karkemish snart: Konge af Khetta 
(Nordsyrien) og snart: Konge af Karkemish, se f. Ex. Rawlinson, /n- 
scriptions I, pl. 25 1. 65. 


731 


naturligvis, at Nordsyrerne dengang levede under lignende Forhold 
som tidligere". 

Vi ere ikke uden Kjendskab til de nordsyriske geographiske 
Forhold; men mange Enkeltheder ere os endnu uklare; og vi ere 
navnlig endnu ikke istand til at bestemme Beliggenheden af alle 
de Riger og Steder, der omtales i Nordsyrien. 


Efter de Gamles Beretning laa derimod Vest i Nordsyrien et 
Landskab Kasiotis. Det er sandsynligvis dette Land. som Assy- 
rerne kalde 

— 
m ce mr] 
kas - ka? 
og som i de ægyptiske Aktstykker fra Rameses II.'s Tid kaldes 
SSRNN 
kash - kash? 

Længere østligere uden Tvivl ikke langt fjernet fra Orontes laa 

formodentlig flere af de Landskaber som Agssyrerne oftere omtale", 


I Nærheden af samme Flod, formodentlig paa Overgangen til 
Mellemsyrien, henimod Hamath, laa formodentlig ogsaa den fra 
Biblen bekjendte By Arpad (757%), Assyrernes 


—— 
—— I] <b—IT] SN 4 —|«] 
ar - pad - daf 
Årpad led meget under Tiglath Pilesar og siden under Sargon”. 


me. 


" Btrabo, Geogr. XVI, 2. 

” Det nævnes Rawlinson, ånscriptions III, pl, 9 1. 53; ogsaa Sargon nævner 
et Rige af dette Navn (Rawlinson, Jnscriptions pl. 36 1. 15), hvis Iden- 
titet med det ovenfor nævnte Kaska og med Kasiotis man ikke har 
nøgen videre Grund til at betvivle. 

Select Papyrus pl. XXVII, 1. 6. 

F. Ex. Masga, Adinnu 0. 8. v. 

Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 34 og 29, 13; Jer. 49, 23. 
Rawlinson, Jnscriptions Il, pl. 52 1. 30—34; I, pl. 53 1. 53 og 69. 
Botta, Mfonuments IV, pl. 145 ]. 21. 

"Om det Indtryk, Byen Arpads Fald gjorde paa Israeliterne, de (i 





mo &æ) im fø 


Kasiotis. 


Arpad. 





Khalybon. 


782 


Øst for Orontes flyder en Flod, de Gamles Khalos!, nu Kuveik, 
som taber sig i Stepperne. Paa dens Bredder fandtes paa de 
ægyptiske Kriges Tid et Rige, hvis Hovedstad”, (af Israeliternes 
formodentlig benævnet Khalybon? =>5m af Ægypterne kaldtes” 

S—> . 

W?! å Nee 

khu - li - but. 
Denne By er Nutidens Haleb eller Aleppo?, der af de Gamle en 
Tidlang kaldtes Beræa. I en babylonisk Indskrift for det sjette 
Aarhundrede f. Kr. nævnes der et Landskab 


za sits go] 
kho = il - bu - nué 

hvorved der maaske tænkes paa Byen Aleppo og dens tilhørende 
Distrikt. Byen Khilbunu omtales ikke i nogen af de mange assy- 
riske Texter, der fortælle om Krigstog i Nordsyrien og i det Hele 
berøre dette Lands Skjæbne, af hvilken Omstændighed man har 
villet slutte, at den i det niende, ottende og syvende Aarhundrede 
kun har havt ringe Betydning, og at den først atter har hævet sig 

ved Slutningen af det syvende Aarhundrede f. Kr. 
Rigtignok omtale Assyrerne i deres Indskrifter oftere en By 


Anmk. 5) anførte Steder af Biblen. Man antager undertiden Arpad 
for de Gamles Raphanai, det nuværende Rafineh; om dette sidste 
Sted se Ritter, Erdkunde XVII, 8. 939 ff. 

! Xenophon, Anab. I, 4, 9. 

2 Ptol. Geogr. V, 15, 17. Det er dog meget tvivlsomt, hvorvidt den 
berømte Vin fra Khabylon, der omtales af Strabo, Geogr. XV, 3 & 22 
p. 735 Casaub. (p. 1068 A.), og af Athenaios, Deipnos. I, 22 p. 107 
ed. Schweigh, kommer fra denne Egn eller fra Omegnen af Damask. 
Det sidste antages af Ritter, Ærdkunde XVI, S. 1319 fr. (Berlin 1855) 
- hvor han vist ikke urigtig sammenligner Stedet med Wadi Helbon ved 
Damask, som Robinson besegte. Det 457, der omtales Esek. 27, 18, 
er neppe heller Aleppo, men er snarere det omtalte Sted ved Damask. 

2 Se Slutningen af de foregasende ÅAnmk. 

4. Select Papyrus pl. XXV, 1. 1 pl. XXVII, I. 6. Dimichen, ZÆZistorische 
Inschriften pl. XI, 1. 6; se ovenfor S. 621. 

5 Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1733 f£.; slgn. 8. 1709 fr. 

f£. Rawlinson, ånscriptions I, pl. 65 1. 24. 


783 


p— 
IT —— « 
p—- 


khal - van! 
der uden Tvivl er den samme By, altsaa det nuværende Aleppo, 
men den var ikke Kongestad. 


I Euphratdalen, Øst for Aleppo, laa den ofte omtalte vigtige 
Stad Karkemish w>75? (Kamos' By?), der fra en tidlig Tid af 
var Hovedstad i et Rige, som uden Tvivl indbefattede de Vest 
for Euphrat, omtrent imellem 36? og 379 N. liggende Egne indtil 
henimod 359 &. for Paris. Hovedstaden, hvorefter Riget havde 
Navn, kaldes af Ægypterne 


>, eler A/s, 


kar - ka - ma - sha? kar - ka - ma - sha! 
imedens den i de assyriske Indskrifter kaldes 


ES eu 
kar - ka - misd kar - ka - mis. 


I Karkemish kjende vi følgende Konger: 
(kg ——] t11]s =TI] sa z an - gara Åar 876, 858 og 8547, 


ks II >—17] =] pt - zi ri z is eller | x T— TI —TT] 
pi - zi - ri, der 732 hyldede Tiglath Pilesar som sin Lehns- 


!  Rawlinson, /nscriphons JII, pl. 8 1. 86; Layard, Inscriptions pl. 14 1. 19 
og pl. 46 1. 9. Se ovenfor 8. 642 og S. 644. 

2? Esaias 10, 11; 2 Arøn. 35, 20; Jerem. 46, 2. 

1 Det nævnes Lepsius, Denkmåler III, pl. 87; Select Papyrus pl. XXVII, 
l. 6 og Dimichen, Aistoirsche Inschriften pl. XI. 

" Greene, Fouilles executées å Thebes pl. II, col. 16—17. 

3. Rawlinson, Jnscriptionse I, pl. 24 1. 57, pl. 25 L 65 og 69, pl. 36 
l. 26, pl. 42 1. 75, pl. 53 L 46 og 1. 54, pl. 67; II, pl. 9 1. 50; 
Layard, Jnscriptions pl. 12, 1. 16; pl. 15 1. 30 og Il. 31; pl. 38, 1. 10; 
pl. 34 1. 22; pl. 81, I. 85. 

" Rawlinson, Ånscriptions I, pl. 13 l. 49. 

7 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 1. 65; III, pl. 7 1. 53 hvor han 

kaldes sagara; Layard, Jnscriptions pl. 91 !. 85 og pl. 15 1. 30 hvor 

han kaldes sa = an - gar. 

Formen Piziris findes Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9, 1. 51; Layard, 


Karkemish. 


734 


herre og 717 styrtedes af Sargon. Riget Karkemish blev nu en 
assyrisk Provinds, og Byen Sæde for en assyrisk Statholder, der, 
ligesom Statholderne i de ældre Provindser, tjente som Eponym !. 
Byén Karkemish laa Vest for Euphrat”, omtrent under 36? 35- 
N., enten lige ved Flodens Bred eller noget længere inde i Landet, 
sandsynligvis ved det fem Mile fra Floden liggende Bambidge3Z. 
Karkemish bliver saaledes den samme By, som efter Plinius af 
Syrerne i senere Tider kaldtes A7abog", men som af de Gamle for- 
øvrigt i Reglen kaldes Bambyke? eller den hellige By (Hierapolis) &, 
Byen Karkemish var en vigtig Handelsstad”, og Hierapolis synes 
ligeledes at have havt ikke ringe Betydning som saadan, 


åÅnscriptions pl. 45 1. 7. I Sargons Indskrifter kaldes han På - a - ri; 
se Layard, JÅnscriptions pl. 33, l. 10; pl. 34, I 22; Botta, Monuments 
IV, pl. 75 I. 8. I Indskriften paa Sargons Cylindre skrives hans 
Navn snart pi - 2i - ri snart pi - zi = i - ri; se Rawlinson, /nscriptions 
I, pl. 36 1. 26. 

:  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 42 l. 75. 

2. Man har som bekjendt tidligere, — fra Benjamin af Tudelas Tid — 
paa Grund af en vis Lydlighed imellem Karkemish og Kirkessi — 
eller Kirkesion som de Gamle kaldte Byen — ment at burde hen- 
lægge Karkemish til Udlebet af Khaboras Floden i Euphrat; slgn. 
ovenfor $ 35 S. 353. 

32: Ritter, Ærdkunde X, S. 930 fl. s 

£ Om Mabog, se Plin., Hist. Nat. V, 19. 

3. Strabo, Geogr. XVI, 1, 27 og 2, 7 p. 748 og p. 517 Cas. (p. 1085 
og 1090 A.); Aelian Æ. an, XII, 2; Appian, Parth. p. 75. 

5. Strabo, Geogr. ÅAel,, Appian ll. cc. samt Lucian, De dea Syria c. 1, 
Ptol., Geogr. I, 11, 2 0. 8. v. Procop., De æd. II, 9; Hierocl. p. 712, 
Ammian. Marcellin., Hist. XIV, 26. 

| En vis Vægt kaldes af Assyrerne en Karkemish-Mine (mana-karkamis) 
se Sir Henry Rawlinson i Journal of the Royal Asiatic Soriety new 
series I, 8. 219 Anmk. 2 (Lendon 1864; 89). 

»… Maaske laa dog Karkemish lige ved Floden, saa at Hierapolis i ældre 
Tider kun var en Art Forstad for Karkemish og Karkemish i senere Tider 
en Art Forstad for Hierapolis. I dette Tilfælde maa Karkemish enten 
søges ved Kalaat n Nedshem eller ved Kara Bambidge eller muligvis 
ved Dsherablos (Europos). Uheldigvis er Egnen kun ufuldstændigt 
undersegt, 'saaledes at det for Øieblikket ikke er muligt at afgjere 
Spørgsmaalet nøiere. 





735 


Til Nordsyrien hørte endnu de to Naboriger 
Ox Ti E| og xx sw Få arr] re] 
gav - gu - ma! sa-ma-  " - la? 
Beliggenheden af disse to Byer er ikke neie bestemt, dog laa 
Gavguma formodentlig sydligere end Samalla, og dette sidste laa 
uden Tvivl i Amanos Bjergene?. Gavguma er maaske de Gamles 
Aeugma'; i hvilket Tilfælde Riget har ligget Nord for Kongeriget 
Karkemish, men det er ikke usandsynligt, at Gavguma maa søges 
langt sydligere, nemlig ved Søen Sabkha. 
En af de vigtigste Byer i Landet paa Sargons Tid var Markesi?, 
Af Konger i Riget Gavguma kjende vi: 
Murili, Aar 858 og 8578, 
Garparuda, Aar 8547, 
Tarhulara, Aar 742 og 7388 
Mutalla, der styrtedes af Sargon Aar 711?, 
I Samalla1? nævnes følgende Konger: 
Haian, Aar 858 og 854", 
Panammu, Aar 748 og 732", 





! Gavguma nævnes Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 7 1. 40 og 41. Botta. 
Monuments IV, pl. 1261. 15 og pl. 148 I. 11 og pl. 149 1. 4. Formen 
Gavgumi (Eieform) findes pl. 149 l. 4 og pl. 155 1. 5. 

? Rawlinson, ånscriptions TII, pl. 7 1. 42. 

” I Salman-esers Monolith omtales iblandt de nordsyriske Fyrster 
snart en Haian, Konge af Samalla; Rawlinson, Aånscriptions III, pl. 7 
l. 49, snart en Haian, Gabbars Søn (pl. 8 1. 83) og snart en Haian, 
Gabbars Søn, fra Hamani-Bjerget (pl. 7 col. II, 1. 24). Overalt menes 
der den samme Fyrste, hvis Land altsaa laa i Amanos-Bjergene. 

" Strabo., Geogr. XVI, 1 8 22 p. 746 C.; Plin. Aist. Nat, V, 24 0.8. v. 

” Botta, Monuments IV, pl. 149 1. 4. 

£ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 40—41. 

" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 1.'84. 

” Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 9 1. 52. 

” Botta, Mfonuments IV, pl. 148 1. 11. 

Der tales undertiden om en By Samla, Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8 

lL. 80— 1, men den laa uden Tvivl Øst for Euphrat. 

" Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 42, 

"? Rawlinson, Znscriptions 1I, pl. 67 1. 58 og LI, pl. 9 1. 52. 


Gavguma og 
Samalla. 





Patin eller 
Paden. 


736 


Man har Grund til at antage, at Samalla er blevet inddraget 
af Salman-eser IV. henimod Aar 7227. 


Et nordsyrisk Landskab, som i det niende Aarhundrede f. Kr. 
spillede en vis Rolle i Historien, var Landet Paden eller Patin, 
tr md] ] 

. på - ti - na 
som ofte omtales af Assur-bani-pal? og Salman-eser II.Z, hvorimod 
det ikke nævnes af de senere assyriske Konger".  Landskabets 
Beliggenhed er tilstrækkelig bestemt derved, at det ifølge de 
assyriske Indskrifter gjennemstrømmedes af Floderne 


HS sr mt ET] eter ff LH fg Tr 


sa z= an - gu - rad sa 2 an = gu - ri 
Sangar d. e.  Singar” 
Fl ST TIR 
ap = ri - €&e 


Aprie d. e. Ifrin?. 
Det henvises herved til Bjerg-Landskabet Gebel Kraud eller 
Omegnenen omkring Byerne Aintab og Killis og har saaledes 


1: Hverken Sargon eller nogen af de følgende Konger tale om Riget 
Samalla. Derimod tales der om Samalla som Hovedstad i en af Assy- 
rernes syriske Provindser; se Rawlinson, /nscriptions III, pl. 58 1. 43 
og l. 61. Se ovenfor S. 711. 

2  Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 I. 71 f. 

3. Rawlinson, ånscriptions III, pl. 7 col. I, Il. 52; col. I, 1 5 og 1. 11; 

pl. 8 I. 84; Layard, Jnscriptions pl. 1 1. 17, pl. 9 1. 44, pl. 15 1. 40 

0. 8. V. 

Se nedenfor S. 737. 

Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 25 1. 80. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 25. 

Ritter, Ærdkunde X, S. 1033—1038 og XVII, 8. 1687; Chesney 

Euphrates Expedition I, S. 419. ' 

$  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 72; Layard, Inscriptions pl. 44, 1. 29. 

, Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1609 fr. 

10 Strabo., Geogr. XVI, 2 $ 8. 


4 ad & 


7837 


indbefattet den vestlige Del af de Gamles Kyrrestike og maaske 
den nordlige Del af Pieria. 

En af de vigtigste Byer i Landet var en By, Assyrerne kalde 

TT 
ha - za - 21!, 
det nuværende Aziz, Niebuhrs Anzas?, der ligger i det omtalte 
Bjerglandskab og i Middelalderen var en vigtig By. 

Efter hvad vore assyriske Aktstykker? lade formode, var 
Reveri og deslige ikke noget Usædvanligt i Landskabet Patina og 
de tilgrændsende Bjergegne, i den Tid, da Patina beherskedes af 
egne Konger, og Assyrerne kom i Berøring med Landet. 

Efter hvad gamle Forfattere, navnlig Cicero" og Strabon?, 
fortælle, var Tilstanden i de Egne, hvor vi maa søge Riget Patina, 
paa disse Forfatteres Tid en ganske lignende. I Middelaldren var 
disse Landskabers Ry ikke bedre i denne Henseende, og endnu i 
vore Dage gjælder Egnen for meget usikker. En stor Del af 
Landets nuværende Indbyggere bestaar af Kurder og er altsaa af 
indo-europæisk Æl, til hvilken Stamme Indbyggerne i disse Egne 
sandsynligvis have henhørt allerede i Oldtiden, i det Mindste for 
en Del. I det tilgrændsende Kommagene finde vi nemlig alt i 
det ottende Aarhundrede Konger med rent ariske Navne”, ligesom 
de Gamle nævne flere rent ariske Navne fra Kappadokien. 

Vi kjende følgende Konger i Patina: 

Ixbarna I., Aar 8728. 





Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 I. 71 ; II, pl. 52 I. 13; Layard, In- 

scriptions pl. 44 1. 898. Hazazi var maaske Hovedstad i Landet. 

Se Niebuhr, Voyage II, 8. 336 (Reise II, S. 414); Chesney, Æuphrates 

Expedition vol. I, S. 422 ff. Ritter, Erdkunde X, S. 1667—1668. 

Se Layard, Inscriptions pl. 95 1. 147 fø. 

Cic., Epist. ad Attic. V, 20; Ad familiares XV, 2. 

Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 8 p. 751 Casaub. (p. 1090 A:). 

Ritter, Erdkunde XVI, 8. 1807; slgn. S. 1612 og 1622 (Berlin 1855). 

Navnet Kustaspi (Hystaspes), der forekommer som Kongenavn i 

Kommagene (se 8. 740), er som bekjendt et rent arisk Ord. 

Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 I. 71 og 1. 81; Layard, Inscriptions 
47 


4 PI Éw & 


738 


Sapalulvi, Aar 858; 

Girparuda, Aar 854?; 

Lubarna Il., myrdet omtrent 832 af Nomaderne i Landet?; 
Surri, hævet paa Thronen af Oprørere, men styrtet inden kort 
Tids Forløb af Salmaneser II. +; 

Saza, Søn af Uzza, indsat af Salman-eser II.5. 

I Aaret 805 foretog Bin-nirari II. (Binlekhus UI.) et Tog 
imod Hazazi, der i det Mindste tidligere synes at have været 
Landets Hovedstadé. Snart efter maa Patina være bleven opslugt 
af Naborigerne, (formodentlig navnlig af Kasiotis og Kue”); de 
Gamle kjende nemlig Intet til et Landskab af Navnet Patina 
eller deslige; ja selv Assyrerne tie om Patina efter Aar 800. 

I Amanosbjergene, sandsynligvis oprindeligt Nordvest for Landet 
Palina, laa Landskabet Kua eller Kue, af Assyrerne kaldet: 


WNOLam am ken as SO AA >» (N 
Å =I A | ; < eller Å A > — 
ku - éeå&, ku z u? ka 2 u!0 


Af Konger i dette Land kjende vi følgende: 
Katazi (?), der i Aaret 8354 kæmpede med Salman-egser II. )7, 


I, pl. 1 1. 17; pl. 44 1. 29 og pl. 9 1 44, paa hvilket sidste 
Sted Ordet i Varianterne ogsaa skrives libarna og luburna. 

1? Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1 52. 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 84. Layard, Inscriptions pl. 15 
L 40 og pl. 98 no. V. 

32. Layard, Jnscriptions pl. 95 1. 148. 

" Layard, Inscriptions pl. 95 1. 148 fr. 

:… Layard, Jnscriptions pl. 96 1. 154. 

6 Rawlinson, Jnscriptions 1I, pl. 52, 1. 18, se ovenfor S. 737 Anmk. 1. 

7 Det opslugtes uden Tvivl for største Delen af Kue. 

8. Rawlinson, /nscriptions I, pl. 36 1. 21. Botta, Monumenis IV, pl. 75 
l. 3; pl. 153 l. 6. 

?. Rawlinson, /nscriptions III, pl. 7 1. 54. 

10 Layard, Inscriptions I, pl. 94 1. 128 og 1. 133. En fjerde Stavemaade 
findes ovenfor S. 711. 

" Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 53—54; Navnet er for en Del 
forsvunden. 


139 


Kati, styrtet af Salman-eser, omtrent Aar 834, efter en toaarig 
Kamp , 

Urikk: eller Uri-a-ik-kt (Arjok) 7382. 

Kue inddroges uden Tvivl af Salman-eser TII. 2, 


Et andet Landskab paa Syriens yderste Nordgrændse var 
et Land, som Assyrerne benævnede Kummuhu' eller Kummuha 


>— AA AA WWW 
AA TET = II] pA ig eller aa JE] pA IT 
ku - um - mu- ha? ku - mu - ha, 
og som de Gamle kaldte Kommagene”. I Tiden før Aar 1100 boede 
det Folk, der har givet Landet Navn, længere imod Øst, ved 
Tigris og dens Bifloder, navnlig ved Floden Nami$; ja, det er 
tvivlsomt, om Folket i disse ældre Tider, f. Ex. i det tolvte Aarhun- 
drede f. Kr., paa Tiglath Pilesar den Ældres Tid, har været i 
Besiddelse af nogensomhelst Landstrækning Vest for Euphrat. 
Endnu i det niende Aarhundrede var Kommuhu- eller Kom- 
magene Folket, bestandig, i det Mindste for en Del, bosat Øst for 
Euphrat, men det stod tillige allerede i nøie Forbindelse med Sy- 
rerne, hvad der synes at forudsætte, at Folket allerede havde over- 
skredet denne Flod. I ethvert Tilfælde er i den følgende Tid 
Folkets Tyngdepunkt forlagt til Landene Vest for Euphrat. 
Af Konger i Landet kjende vi følgende: 
Sarupin-siusuni, i det tolvte Aarhundrede f. Kr.?, 


Layard, JInscriptions pl. 94 1. 128 ff., 1. 132 ff. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 l. 51. Layard, /nscriptions pl. 50 
l. 11 og pl. 69 I. 11. Se ovenfor S. 666. 

Se ovenfor S. 711, hvor Kue nævnes i Lister fra Assurbani-pals Tid 
iblandt Hovedstæderne i de assyriske Provindser Vest for Euphrat. 

I Tiglath Pilesar den Ældres Indskrifter skrives Navnet kum-mu-hu; 
i Sargons Fasti skrives Ordet paa lignende Maade. 

Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 9 1. 50. 

Rawlinson, /nseriptions Ill, pl. 7 1. 37; pl. 8 1. 30 og 1. 83. 

Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 3; slgn, Tac. Annal. XV, 12; Procop., Ve 
Aedif. II, 8, kalder det ede, fordi det ofte var hærget af Partherne. 
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 10 1. 23. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 11, col. II, 1, 25. Han havde en Sen 
Kaliteru og en Sennesen MNaliteru. 


i mej 


| må 


47" 


Kommagene. 


S SÅ. 


Det syriske 
Mesopotamien. 


740 


Katazi, Aar 858", 

Kundaspi d. e. (Hystaspes I.), Aar 854?, 

Kustaspt (Hystaspes II.), Aar 740 og 732, 

Mutallu, åer styrtedes af Sargon og var Kommagenes sidste Konge". 
Efterat Seleukos" Efterkommere havde mistet Syrien, beholdt 

en Prinds af Kongestammen, Antiokhos, Landskabet Kommagene. 

Først under Klaudius blev Landet romersk Provinds?. 


Euphratdalen Syd for Karkemish, som i vore Dage kun huser 
en yderst sparsom Befolkning, havde ikke ret stor Betydning paa 
den Tid, da Hellenere og Romere besøgte Euphratlandene. Men 
1 et tidligere Tidsrum fandtes der aabenbart i denne Egn en for- 
holdsvis temmelig talrig Befolkning, ja det synes endog, som 
om disse Strækninger fordum have spillet en vis, om end aldrig 
nogen stor Rolle i Menneskehedens Historie. Det er nemlig ikke 
usandsynligt, at disse Egnes Beboere, paa Grund af deres Nærhed 
ved Babylonien, have tilegnet sig. den kaldaiske Kultur tidligere 
end deres Naboer i det egentlige Syrien, og at dette for en Tid 
har givet dem en ikke ringe Overvægt over hine. 

Men da Kulturen efterhaanden udbredte sig til Syriens for- 
skjellige Folk, og da den lidet talrige Befolkning i Euphratdalen 
mellem Karkemish og Babylonien saaledes ikke mere besad noget 
videre Fortrin for sine syriske Naboer, tabte disse Lande snart 
deres Betydning. 

I den nordlige Del af Landet fandtes der endnu i det niende 
og ottende Aarhundreder f. Kr. flere vigtige Byer, af hvilke nogle 


! Rawlinson, /nscriptions III, pl. 7 1. 37; pl. 8 1.29—30. 

2  Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8 I. 83. 

2  Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 50. 

%. Botta, Afonuments IV, pl. 151 1, 16 og pl. 127 1. 9; begge Steder ere 
kun Brudstykker levnede af Navnet. 

5. Dio Cass., Hist. XXXV ff.; sign. Boeck, Corpus Inscr. Gr. I, S. 433. 

s Til Nordsyrien — dog neppe til de nordlige Egne af Nordsyrien, 
men snarere til de sydligere — here maaske nogle af de ubekjendte 
Stednavne, vi have omtalt ovenfor S. 711. 


' 741 


paa Åssur-nazir-pals Tid vare Sæder for Konger, som i adskillige 
Aar trodsede denne assyriske Hersker. Endnu tyve Aar senere 
under Salman-eser havde disse Strækninger ikke ringe Betydning, 
men de dannede, i det Mindste for en stor Del, ikke længer egne 
Riger; store Strækninger vare blevne erobrede af den virksomme 
og duelige Konge over Edens Børn (778-753), Ahunu, der dog ikke 
beholdt sine Erobringer i Ro. Salman-eser hærgede gjentagne 
Gange hans Besiddelser Vest for Euphrat, hvor han blandt Andet 
engang indtog over to hundrede Byer”. Senere blev en Del af 
Landet indlemmet i Riget Hamath og blev siden med dette assy- 
risk Provinds 3%, 

En af de vigtigste Stammer i disse Egne var Folkestammen 

= El a 
8u =- hr! 

Suhi, ”m, som befolkede de sydligste Strækninger henimod Baby- 
loniens Grændse, hvorfor Folk og Land i senere Tider ofte reg- 
nedes til Babylonien. I Hjobs Bog omtales en Stamme af Navnet 
Sahi ”=m, som var saa berømt for sine Vismænd?: det er uden 
Tvivl denne Stamme. 

Iblandt de ægyptiske Benævnelser paa Syrien? findes der 
ogsaa et, som minder om Assyrernes Suki, nemlig Ordet 


0 
Å N ne 
za-hi (eller sa - hi)”. 
Det er ikke umuligt, at dette Ord oprindeligt er en ægyptisk 
Omskrift af det her nævnte syro-mesopotamiske Folks Navn, og at 





" Se ovenfor 8. 634. 

? Se Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 7, col. II, 1. 18. 

2 Om Hamath. se nedenfor &$ 56. 

" Denne Stamme omtales hos Layard, /nscriptions pl. 1 1.16; pl. 98 IV. 

5 Hjob. 8, 1 ff.: Bildad er en Suhit. 

S Se ovenfor 8. 521. 

7. Foruden Edvard Hincks, der i Chabas, flanger égyptologiques II., sidste 
Artikel (Chalon 1864), har foreslaaet denne Sammenstilling af Suåi 
og Zahi, have flere nyere Lærde antaget de to Ord for enstydige. 


742, 


Ægypterne i det fjerne Tidsrum, da Sukhi-Folket var et af Syriens 
eller de Vest for Euphrat liggende Landes vigtigste Folk, have 
anvendt dette Navn til at betegne hele Syrien, og at de have be- 
holdt denne Benævnelse, efterat Folket havde tabt sin Betydning. 
Det er endog muligt, at Ordet endnu i Thotmess III's Indskrifter 
betegner de østlige Dele af Syrien langs Euphrat?. 
I dette syrisk-mesopotamiske Landskab laa der en By, som 
Assyrerne kalde 
I EM er 
ta - bi - gu? 
(mv), sandsynligvis den samme By, som Ægypterne kalde 


=W JS eller — Je Ina 


tu = ba - khi? te - bekh? 

d. e. === (Tibekha). I Krønikernes Bøger%, i Fortællingen om 
Davids Krigsbedrifter i Syrien, omtales der en By rmam0, som til- 
hørte Hadarezer, og som David indtog; denne By er uden Tvivl 
ikke forskjellig fra Assyrernes og Ægypternes her omtalte mo. 
I Samuels Bøger, som Forfatteren af Krønikerne, i denne For- 
tælling som. paa andre Steder, synes at have fulgt, omtales 
der i dette Afsnit ikke nogen By mm=0, men derimod, i Stedet 
for denne, en By maa. 

I den hellenistiske Oversættelse staar der Mars 8ax, hvad der 
synes at vidne om, at Oversætterens Text ikke har havt Læsemaaden 
mom, og at dette Ord følgelig er en Skrivfeil for m30”. 

I Kongernes Bøger omtales en By mopr ThipsakhÉ: det er 


en 


Thotmess IIL. foretog flere Tog imod Zahi (Brugsch. Histoire S. 105). 
Layard. Jnscriptions pl. 88 1. 34; Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1 17. 
Select Papyrus pl. LIM 1. 1; se ovenfor S. 589. 

Se ovenfor S. 527. 

1 Arøn. 18, 8. 

2 San. 8, 8. 

Dette antages ogsaa af de fleste Fortolkere; se Thenius' Commentar 
til 2 Sam. 8, 8. i 

5 1 Kong. 5, 4; (det 2 Kong. 5, 16 omtalte mom er uden Tvivl en 
By i" Israels Rige). 


ed aa ea «dm 2 IL - 


743 


de Gamles Thapsakos !, som siden fik Navnet Amphipolis?, og som 
maa søges paa Euphrats høire Bred, et Par Mile ovenfor Rakkah32. 
Assyrernes Tabigu maa søges i den samme Egn, og det er derfor 
ikke usandsynligt, at Thipsah og Thapsakos, trods den ikke ubety- 
delige Forskjel, der er imellem mopr og m39, er den samme By 
som det ovennævnte ma=u. Ved Thapsakos var der nemlig et 
meget hyppigt benyttet Overgangssted over Euphrat. Nu hedder et 
Overgangssted paa Phoinikisk sandsynligvis mogm, og om dette Ord 
minder jo Byens Navn: det er derfor ikke usandsynligt, at Phoini- 
kerne med Hensyn hertil, have forandret Navnet fra m39 til nopn, 
og at flere syriske Folk fra dem have optaget denne nye Benæv- 
nelse, uden dog derfor ganske at opgive Stedets oprindelige Navn 
mat. Thapsakos skal ievrigt ogsaa have hedt Turmeda. 

1 Nærheden af Tabigu laa der, at dømme efter de assyriske 
Aktstykker, en By" af Navnet 


I] sm +] 
br - tu 
Birtu, m==, der sandsynligvis er den samme By som de Gamles 
BirthaS og Arabernes 393, Bir?. Formodentlig er det denne 
By, der i Samuels Bøger”, ved Beskrivelsen af Davids Krigs- 
bedrifter?, under Navnet ra, nævnes ved Siden af Betakh (Tibkha). 
Ptolemaios regner Birtha til Arabia deserta?. Tiglath Pilesar 
den Yngre taler om en By Birtu, som han giver Tilnavnet sa lab- 
nanat d. e. Birtu ved Libanon, en Bestemmelse, der ret vel kan 


Ptol., Geogr. V, 19, 3. 

Plin., Hist. Nat. V, 21; Steph. Byz., De Urbibus et pop. ,Gapaxog". 
Ritter, Ærdkunde X, 8. 11 ff.; 8. 1113 f. 

Layard, /nscriptions pl. 88 L 34. 

Ptol., Geogr. V, 19, 3, hvor der dog staar BidQa. 

Assemani, Bibl. Orient. 11I, 2 8, 560. Den maa ikke forveksles med 
det nordligere Bir, Niebuhr, Voyage 8. 335 (Reise II, 412); sign. Man- 
nert, Geogr. VI, 1 S. 505; Ritter, Erdkunde X, S. 943 fl. 

7 2 Sam. 8, 8. 

2: Fortolkørne tænke her i Reglen paa Beyrut, men sikkert uden Grund. 
? Ptol. I. c. 

10 Rawlinson, 4uscriptions Il, pl. 67 l. 8. 


g 55. 


744 


passe paa Bir, da Udlebere fra Libanon (Antilibanon) her naa 
næsten til Euphrat!?, 

Af andre Byer i disse Egne have vi nævnet Byen Sur?. 
Maaske laa Byen 7akhis, som Ægypterne ofte omtale”, ogsaa i det 
syriske Mesopotamien. 


Det vigtigste Landskab i Mellemsyrien var den smalle Kyst- 
strækning, som Hellenerne kaldte Poerixny, Phoinike. Om Oprindel- 
sen til dette Navn kan man kun gjøre sig Gisninger. Kun saa 
Meget er vist, at Landets Beboere selv ikke kaldte sig saaledes 
fer efter Hellenismens Seir i Østen. Snarere kaldte de sig 
Kanaaniter", men det er ogsaa muligt, at de slet ingen fælles 
Betegnelse havde for deres Land og Folk, og at de kun kaldte sig 
efter deres Stammenavne: Sidonier, Gubaliter, Simyriter? 0. s. v. 

Af Ægypterne kaldes Landet i Reglen 

SEN NNES 
ke - fat; 
af Kaldaier og Assyrer betegnedes det derimod ved Ordet Martu 
== ml FE 
mar - tu? 
d. e. Vesten, Vestlandet, formodentlig fordi Phoinikerne blandt Fol- 
kene Vest for Euphratdalen vare det, hvormed de gamle Mesopota- 
mere først kom i Berøring. Forøvrigt betegnedes Phoinike af Assy- 
rerne ogsaa ved et Ord, hvis Udtale paa Grund af det mellemste 
Tegns Flerlydighed kan omtvistes, nemlig Ordet 


mm me 


! Assyrerne kalde de Bjerge i disse Egne, som opfylde Landet Vest for 
Euphrat, Labnana (Libanon); sign. Rawlinson, JInscript. I, pl. 231 127. 
Se ovenfor S. 633. 

Se ovenfor S. 527 og oftere. 

Sign. Movers, Phånicier Il, 1, 8. 4 ff. (1849). 

Sign. Gen. 10, 15 og 18. 

At Aefa er Phoinike — og ikke som tidligere (Brugsch, Geogr. In- 
schriften Il, S. 88) antaget Aaphtor d. e. Kypros —, fremgaar af Tre- 
sprogsindskriften fra Tanis. 

7 Botta, Afonuments III, pl. 16 ter 1. 107. 


aa &d $& tb & 


745 


+ [att MM 
a - khar - ri 
eller: a - mur - rt, 

Nogen Tid efter at Thotmess III. havde gjort sig til Herre 
over Syrien, udbrød der Oprør i Byen Arutu?, der uden Tvivl ikke 
er nogen anden By end Phoinikerbyen Arados (Arvad), men dette 
Oprør dæmpedes, som ovenfor bemærket ?, snart. 

Phoiuikernes Kystland gjennemreistes i Rameses II's Dage 
af Moharen, der besøgte de vigtigste Stæder, saaledes: Gubal, 
Berytos, Sidon, Tyros og Zarepta". Imellem denne By og Akko 
synes han at have forladt Kysten og at være draget ind i det Indre?. 

Omendskjøndt der ikke i noget Aktstykke fra Thotmess'ers 
og Rameses'ers Dage tales om, at Phoinikerne dreve Handel og 
Skibsfart, saa kan man neppe betvivle, at de havde begyndt at 
fare langt ud paa Middelhavet endnu før Thotmess faldt ind i 
Syrien, og endnu forinden Ægypterne begyndte at tænke paa at 
underlægge sig nogen Del af Syrien. 

I Thotmess III's Annaler forekommer der en lille Bemærk- 
ning, hvoraf det synes at fremgaa, at der paa denne Konges Tid 
allerede fandtes en egen Konst/lid i Landet. Kongen taler nemlig 
om, at han i Tribut fra zahi, d. e. Syrien modtog forarbeidede Kar", 
disse have sikkert været forfærdigede i Landet selv og kunne ikke 
have været ganske raa, thi i saa Fald havde Ægypterne neppe 
taget til Takke med dem. 

Den Usikkerhed, der i Rameses Il.'s senere Dage og under 
hans Efterfølgere herskede paa Middelhavet, idet forskjellige Folk 


= mm —— —- 


Norris, Assyrian Dictionary 8. 28, mener, at Ordet maa læses Aharri 
eller Akharri (77). Ordet betegner forevrigt uden Tvivl ikke blot 
Kystlandet, men ogsaa Mellemsyriens Heiland. 

Lepsius, Austwcahl pl. XII. 

Se ovenfor S. 542. 

Select Papyrus pl. LIV, |. 7- Sog pl LV., I. 1 ff.; se ovenfor 8. 590 ff. 
Se ovenfor 8. 590 ff. 

Lepsius, Denkmåler III, 30 a. 001. 18. 


HS be aa ss 


746 


fra de nordlige Kyster, uden Tvivl som Fribyttere og Sørøvere, 
sværmede om paa det!, maa sikkert have indvirket forstyrrende 
paa den phoinikiske Søfart, men til Gjengjæld maa denne have 
udviklet sig saa meget desto hurtigere og omfangsrigere i den 
følgende Tid, da disse Bevægelser havde sat sig. 

Allerede i det tolvte Aarhundrede naaede Phoinikerne Spanien, 
ja de vovede sig endogsaa, formodentlig allerede før Aar 1100 
f. Kr., igjennem Strædet ved Herkules' Støtter og grundede her, 
som overalt hvor de kom frem, Handelspladser -med Oplagssteder 
for deres Varer, 

I Spanien, hvor Phoinikerne navnlig besøgte et Land, som 
Hellenerne siden kaldte Tartessos?, og som Phoinikerne selv synes 
at have benævnet Tarshish (wwnr)", fandt de en stor Rigdom 
paa Sølv, hvad der snart skulde blive af den største Vigtighed 
for deres Handel. Man havde nemlig allerede tidlig erfaret, at 
Sølv var et fortrinligt Betalingsmiddel, men det havde hidtil ikke 
været tilstede i tilstrækkelig Mængde til at kunne anvendes som 
almindeligt og egentligt Betalingsmiddel. Det er derfor klart, at, 
naar et Folk, som forstod at anvende Sølvet i Handlen, fik store 
Masser imellem Hænder og blev istand til stadig at forsyne 
sig med mere, saa vilde det kunne udvide sine Handelsforetagender 
t overordentliy Grad, ja kunde let med det Samme ganske overbyde 
alle Medbeilere; og saaledes vil det da være klart, at Opdagelsen 
af det dengang selvrige Sydspanien ret egentlig kan siges at have 
gjort Photnikerne til Herrer over Verdenshandlen, 


Pnoiaike ander I den Tid, da Phoinikernes Handel tog det store Opsving, 
Hegemoni. var Sidon Photnikerlandets første Stad, men i det tiende Aar- 


mæ me  — 


' Se ovenfor S. 618 ff. 

2 Sign. Movers, Phønicier 11, 2, 8. 146 ff. 

2 At Tartessos er et Landskab og ingen By, er paavist af Movers, Phå- 
mcer II, 2, S. 594 ff. (1850). 

S Gen, 10, 4; Zvalm. 72, 9; Esaias 23, 10; 66, 19; Ezek. 27, 12 ff.; 
Jon. 13 ff.; 1 Kong. 10, 22 ff. 0. 8. v. 

3. Sidon nævnes oftere hos Homer, se Hom., /4ad. VI, 290; slgn. XXIII, 
743; Odyss. XV, 424. 


747 


hundrede f. Kr. begyndte Sidon at fordunkles af Tyros, der nu 
blev Phoinikernes første Stad og Havets Dronning!. Tyros' Blom- 
string begynder, som det synes, navnlig under Hiram, Davids og 
Salomos Samtidige, der regjerede omtrent fra 976 til 942, og under 
hvem Rigdomme opdyngedes i Byen, mens Konsten samtidig 
blomstrede og Staden smykkedes med pragtfulde Bygninger?. 

Men, som det altid gaar.ved store Fremskridt i Udvikling, at 
Skyggesiderne vokse ikke mindre hurtigt end de lyse Sider, saaledes 
gik det og her, Ved Siden af de fredelige og velhavende Borgere, 
udviklede der sig, synes det, et talrigt Proletariat, der afstedkom 
mange Uordner. Det lykkedes endog en Mand af lav Herkomst 
at hæve sig paa Thronen og beholde den i tolv Aar; ja end ikke 
hans Fald bragte Ro og Orden tilbage i Byen. Splid og Tvedragt 
havde under de ulykkelige Forhold grebet om sig endog i de høiere 
Klasser, ja i selve det forstødte Kongehus, i hvilket det ene 
Brodermord fulgte det andet?; og saaledes gik det i omtrent to 
Menneskealdre, i hvilket Oprør og Borgerkrig maaske næsten har 
hørt til Dagens Orden i den store Handelsstad. 

[ det første Aarti af det niende Aarhundrede kom der vel 
atter Ro i Staden, og Adelspartiet fik igjen Overhaand ved Eth- 
baal eller Eitobalos; men et Par Menneskealdre efter udbrød nye 
Uroligheder, der i Pygmalions Mindreaarighed bragte Folkepartiet 
til Roret. Adelspartiet kunde ikke finde sig heri, og Enden derpaa 
blev, at Kongens ældre Søster Elissa, senere ogsaa kaldet Dido", 


eg —————— 


" Justinus fortæller, at Sidonierne engang ferte en Krig mod Kongen 

af Askalon, og at denne sidste indtog Sidon, hvorpaa Flygtninge fra 

Byen grundede Tyros (Just., Hist. XVIII, 3, 5). Ifelge F. Lenormant, 

Manuel II, S.52 ff. skal Sidon ved denne ulykkelige Krig have mistet sin 

Forrang, som derpaa gik over til Tyros, hvad der dog neppe bliver 

mere end en blot Gisning. . 

Se ovenfor S. 626. 

” Astarymos, Sen af Kong Abdastartos, myrdedes af Broderen Pheles; 
Jos., C. Ap. I, 18; Arch. Jud. VIII, 5, 3; se Miller, Fragm. Hist. Gr. 
IV, 8. 446. Se Movers, Phbnicier II, 1, S. 341 ff. (efter Rufinus). 

" Alle ældre gode Forfattere kalde Karthagos Stifter Elissa og ikke 


Undersøgelse om 
Tidspanktet for 
Karthagos AÅn- 


læggelse ved 
Elisea. 


748 


udvandrede med mange Medlemmer af de første Slægter i Byen". 
Med sine Ledsagere fæstede hun — som det synes, dog først efter 
nogen Omflakken — Bo paa Afrikas Kyst, paa et Sted, hvor Phoi- 
nikerne tidligere, i den Tid, da Sidon var Folkets Hovedstad, 
havde anlagt en lille Handelsplads, der formodentlig endnu var 
til, da Elissa ankom til Stedet?. Den af hende grundede Stad fik 
Navnet den nye Stad, mænm mm”, eller sammentrukket mm np 
hvad Hellenerne omskrive ved Xagxydwv, Latinerne ved Karthago. 


Om Tiden for denne i Verdenshistorien saa vigtige Stads 
Anlæggelse findes der endel Efterretninger hos gamle Forfattere. 

Den ældste 'Tidsbestemmelse meddeles af Aristoteles? og til- 
hører altsaa Tiden før Udbrudet af de puniske Krige. Han angiver 
Karthago at være 287 Aar yngre end Utika, men om denne 
Stads Alder meddeler han Intet, saaledes at vi ikke vilde have 
megen Nytte af hans Angivelse, naar vi ikke ad anden Vei vidste 
Noget om Utikas Ælde. Men der findes hos Plinius" en Angivelse, 
som henfører Utikas Anlæggelse til omtrent Aar 1100 f. Kr., hvor- 
efter Karthagås Grundlæggelse følgelig omtrent vil tilhøre Aar 
814 f. Kr. 

Timaios, den bekjendte sikeliske Historieskriver, Ptolemaios 


Dido; sign. Movers, Phånicier 1I, 1 S. 362—364. Dido var et Tilnavn 
til Astarte, med hvem Elissa siden sammenblandedes. 

" Justin, Hist. XVIII, 4, Elissa .... fugam tacita molitur, adsumptis 
quibusdam principibus in societatem .... Juguntur et senatorum 
agmina .... sign. Movers, Phånicier 11, 1 8. 352 —356. 

” Efter yngre Forfattere som f. Ex. Stephan fra Byzanz, De Urd. e£ 

pop. »Kagzndæv"; Eustath., Ad Dion, Perieg. p. 122 (ad v. 795) Eudokia, 

Viol. p. 113, skulde det Sted, hvor Karthago blev anlagt, oprindelig 

have havt Navnet Aakkabe eller Æambe, hvilket Navn Movers har 

villet finde paa Menter fra Sidon (se hans Pkønicier II, 2, 8. 133— 

144). Den tidligere phoinikiske Nybygd paa Stedet hed Byrsa. 

Aristoteles, De mirab. auscult. c. 146 (p. 300 ed. Beckm.). 

£ Plin., Hist. Nat. XVI, 79; se ovenfor S. 625 Anmk. 6. Plinius taler 
dog ikke om Byens Ælde, men kun om Ælden af Cederbjælkerne 
i Hovedtemplet; dette var dog uden Tvivl opfert meget snart efter 
Byens Anlæggelse. 


149 


Soters Samtidige, angiver Karthagos Anlæg til det 38te Aar før 
den første Olympiade", d. e. til Aar 814 f. Kr. Timaios'er ganske 
vist ikke altid nogen meget paalidelig Hjemmelsmand — og den 
Tidsbestemmelse, han paa samme Sted giver for Roms Alder, at 
Byen var anlagt i samme Aar som Karthago, altsaa 814 f. Kr.?, er, 
som bekjendt, meget langt fra at være nøjagtig. Men denne 
Omstændighed kan dog ikke anses for tilstrækkeligt Bevis for, 
at hans Angivelse om Karthagos Anlæg ogsaa skulde være urigtig. 
Thi Timaios synes tvertimod for Karthagos Vedkommende at 
have benyttet endel paa gode puniske Optegnelser byggede 
Kildeskrifter?, hvorimod han neppe har havt saa gode Kilde- 
skrifter til den ældste romerske Historie. 

Pompeius Trogus, af hvis under August forfattede Skrift en 
vis Justinus har bevaret et Udtog, siger", at Karthago er anlagt 
72 Aar før Rom, hvad der fører Karthagos Anlæg op til Aar 824, 

Velleius Paterculus, som skrev sin romerske Historie snart 
efter Aar 30 efter Kr., omtaler to Gange Karthagos Alder?; men 
hans Tidsbestemmelser stemme ikke ganske nøje overens ind- 
byrdes, om de end heller ikke ere meget afvigende fra hinanden. 
Paa det første Sted siger han, at Karthago er anlagt 65 Aar før 
Rom$, altsaa enten i Aarene 817—816 eller 819; og nedenfor siger 
han, at Karthago stod i 667 Aar”, hvorefter Byens Anlæggelse 
følgelig vil falde i Aarene 814—813 f. Kr. 

- Apion, den bekjendte Grammatiker og Iudaierhader' i Alexan- 


————— —————— 


! Dion. Halic., Antig. Rom I, 74. 

2 dua Kagznddøt xtitoundn yevscdar pnsiv. 

2 Slgn. Movers, Phånicier I, 2, 8. 150 —151 (1850). 

+ Justin., Hut. XVIII, 6, 8, gjentaget af Orosios, Hist. IV, 6. Om en 
anden Bestemmelse hos OQrosios se nedenfor S. 752. 

Vell. Pat., Æist. Rom. I, 6, 4 og I, 12, 5. 

Hoc tractu temporum ante annos quinque et sexaginta quam urbs 
conderetur, ab Elissa Tyria, quam quidam Dido nominant, Carthago 
conditur; Vell. Pat., Hist. Rom. I, 6, 4. 

7 Carthago diruta est quum stetisset annos DCLXVII. Hist. I, 12, 5. 

% Se ovenfor 8. 113. 


750 


dreia, en yngre Samtidig af Velleius, sætter Karthagos Anlæg til 
den syvende Olympiades første Aar, d. e. til Aar 752 f. Kr.?. 
Men dette Aar er netop det Aar, da Rom skal være bleven bygt; 
og det er derfor det Sandsynligste at antage, at Apion har ladet 
sig forlede af Timaios' urigtige Bemærkning, at Rom og Karthago 
vare anlagte samme Aar, til at sætte Karthagos Anlæg til dette 
Aar (752), og at han aldeles ikke har lagt Mærke til den anden — 
rigtige — Tidsbestemmelse hos Timaios?, hvorved Karthagos Anlæg- 
gelse henførtes til Aar 814 f. Kr. 

I ethvert Tilfælde er der Intet der antyder, at Apions Tids- 
bestemmelse af Karthagos Anlæggelse er øst af noget paalideligt 
historisk Kildeskrift, og at den fortjener at paaagtes. 

C. Julius Solinus, hvis i det tredie Aarhundrede f. Kr. forfat- 
tede Skrift FPolyhistor udmærker sig ved sine mange gode Angi- 
velser, der ere øste af flere paalidelige forlængst tabte Skrifter, 
taler ogsaa om? Længden af Tidsrummet fra Karthagos Anlæg til 
Byens Undergang. I alle trykte Udgaver er Tiden angivet til 
737 Aar, men i et af de ældste og bedste Haandskrifter findes 
der, istedetfor 737, Tallet 677, og man har al Grund til at antage 
dette Tal for det oprindelige og Tallet 737 for fremkommet ved 
en Feilskrift. 

Servius Maurus Honoratus, der levede under Arcadius og 
Honorius, og som meddeler mange værdifulde Bidrag til Karthagos 
Historie, hvilke han har øst af tabte Skrifter, kommer tre Gange til 
at tale om Tiden for Karthagos Anlæg; to Gange! siger han, at 
Byen er anlagt 50 Aar fer Rom, den tredie Gang, at den er 
anlagt 40 Aar før kom, Den sidste Angivelse er uden Tvivl en 
Skrivfeil, og Servius hører saaledes til den Klasse Forfattere, der 
sætte Karthagos Anlæggelse omtrent til Aar 814 f. Kr. 


1! Jos., C. Ap. II, 1 (Muller, Fragm. Hist. Gr. Ill, 8. 509). 
? Se ovenfor S. 749 med Anmk. 1 og 2. 

3. Solin.… Polyhist. XXVI, 10. 

+ Serv., Ad. Virg. Aen. (1, 12) og I, 267. 

3 Serv., Ad, Virg. Aen. IV, 459. 


751 


Hos Eusebios findes der ikke mindre end seks Tidsbestem- 
melser for Karthagos Anlæggelse. 

Et Sted hos Eusebios, som Synkellos har bevaret, sættes saaledes 
Karthagos Anlæg til 31 Aar før den trojanske Krig, altsaa til 
det trettende Aarhundrede f. Kr.”, Ved denne Tidsbestemmelse 
kan han dog neppe tænke paa Nystaden Karthagos Anlæg, men 
paa Grundelsen af Byrsa, den ældre sidoniske Handelsplads, hvis 
Anlæg ret vel kan naa op til denne Tid. Denne Angivelse var øst 
af den sikeliske Historieskriver Philistos?. Et andet Sted", henfører 
Eusebios Karthagos Anlæggelse til Aar 143 efter Trojas Fald 
eller til Aar 978 efter Abraham (1038 f. Kr.Y, dog denne Angi- 
velse stetter sig neppe til nogen Kilde, men beroer uden Tvivl 
påa en Feilregning og Hukommelsesfeil ?, 

Et tredie Sted? sættes Anlæggelsen noget senere, nemlig til 
Aar 1055 efter Abraham (d. e. 1009 f. Kr.). 

Et fjerde Sted skal Eusebios, efter Hieronymos' latinske 
Oversættelse af hans Skrift? og efter Synkellos? endnu have 
meddelt to andre Angivelser: han skal nemlig have sagt, at der 
fra Karthagos Anlæg til Byens Undergang ved Scipio Africanus 
efter Nogles Angivelse var forløbet 658 Aar, imedens det efter Andre 
skulde være 748 Aar. Hvad angaar den sidste Angivelse, da 





Sync., Chronogr. p. 324. 

? Eusebios sætter i sin Canon (Mai, Script. Vett. nova coll, VIII. p. 310). 

Troias Ødelæggelse til Aar 835 efter Abraham (1181 f. Kr.). 

Sync., Il. c.; slgn. Movers, Phonicier II, 2, 8. 187. 

Euseb., Chron, (ad ann. 978 Abr.) i A. Mai, Scriptor, Vett, nova collectio 

VIII, p. 316; Roma. 

" De 143 Aar findes nemlig paa et andet Sted i den phoinikiske Historie 
(Jos., C. Ap. I, 18; Arch. Jud. VIII, 5) og ere uden Tvivl overferte 
derfra. 

S Euseb. Chron. (ad ann. 1055 Abr.) i A. Mai Scr. Vet. nova coll. VIII, 

p. 317. Ifelge Scaliger tilherer Bemærkningen Aar 1016 efter Abraham. 

Hieron i Scaliger Thesaur. temp. II, p. 147. I den armeniske Over- 

sættelse Euseb., Chron. arm. II, p. 284 ed. Aucher, ere Tallene ud- 

faldno ; i Udgaven af samme ved A. Mai, Script. vet, nouv. coll. VII, 

S. 361, findes derimod Tallene 673 og 748. 

" Sync., Chronogr. p. 555 (ed. Bonn.). 


mm te 








752 


er det vanskeligt at afgjere, hvad Aar Eusebios her har skrevet, 
da Haandskrifter og Udgaver afvige meget fra hinanden. Den 
første Angivelse, der nærmer sig til den almindeligste Tidsbestem- 
melse (667 Aar), beror sikkert paa en Feilskrift af dette Tal. 

Endnu en sjette Angivelse findes i Eusebios' Kanon!: efter 
denne skulde Karthågo være anlagt i Aaret 1166 efter Abraham, 
altsaa i Aaret 749 f. Kr...d. e. netop 700 Aar før Scipios An- 
-komst til Afrika og det sidste Angreb paa Karthago; men 700 
Aar er en Angivelse i runde Tal og tilhører altsaa ikke den her 
betragtede Klasse Tidsbestemmelser, men en følgende Klasse. 

Foruden disse bestemtere Angivelser finde vi nemlig ogsaa An- 
givelser af Længden af det Tidsrum, der er forløben fra Karthagos 
Anlæggelse til Byens Undergang, udtrykte i runde Tal. 

Efter Cicero? var det omtrent 600 Aar, men efter Livius? og 
alle senere, saasom Appian", Eutropios?, Orosios &, Paulos Diakanos”, 
Suidas? og Freculph?, omtrent 700 Aar. Vi føres saaledes til Aar- 
hundredet 846—746 som det Tidsrum, hvori Anlæggelsen falder, 
og navnlig synes den store Mængde Angivelser, der nævne Tallet 
700", at antyde, at Karthago efter den almindelige Mening ialt 
havde staaet henved 700 Aar, ,og at Anlæggelsesaaret følgelig 
var nærmere ved Aar 846 end ved Aar 746 f. Kr. De fleste og 
de bedste af de her nævnte bestemtere Meddelelser hos de Gamle!" 





———æ— 


Euéeb., Chron. ad ann. 1166 i Mai, Script. vet, nova coll. VILI, p. 824. 
Cic., De republica I, fr. 2. 

Liv. Hist. (Epistone LI). 

Appian, Pun: c."51; slgn. c. 132, hvor han betjener sig af det samme 
Tal, 700, for at bestemme Tiden fra Karthagos Anlæg til Aar 149, 
da Scipio landede i Afrika; det» samme Taj, 700, findes endelig ogsas 
App., Pun. c. 2, og bestemmer her Tiden fra Karthagos Anlæggelse til 
Sikeliens Erobring ved Romerne 230. Det er altsaa et rundt Tal. 

$ Eutrop., Aist. IV, 12. 

£. Oros., Hist. IV, 23; slgn. ovenfor 8. 749 Anmk. 4. 

" Paul. Diaconus, Hist. IV (Biblioth. Palt, mazima XIII, p. 217). 

2 Suidas: Ape«xavog I, p. 905 (ed. Bernh.). 

? Freculph., Chron. V, 11. 

W Se Anmk. 2—7. 

'! Se ovenfor S. 749 og 750. 


æ. & få mm 





753 


føre os til Aarene 814, et Par til 824, til hvilket Tidsrum vi 
derfor med tkke ringe Sandsynlighed kunne henføre Tidspunktet 
for Elissas Flugt og Karthagos Anlæg"; ja maaske kunne disse to 
Angivelser forenes saaledes, at Elissas Flugt er indtruffet kort for 
820, men Byens Anlæggelse eller dens Indvielse først omtrent 814. 


Kort før den Tid, da Elissa udvandrede til Karthago, synes 
den phoinikiske Handel at have staaet paa sin heieste Spidse. 
Fra Ægypten og Assyrien erholdt Phoinikerne mangfoldige Varer, 
som tilligemed de Gjenstande, der forfærdigedes i deres egne Byer, 
af dem afsattes til høi Pris paa fremmede Kyster, idet de for 
dem tiltuskede sig dels ædle Metaller og dels Raastoffer, som de 
siden enten selv bearbeidede eller med Fordel afsatte til de 
Lande, hvor de anvendtes i Industriens Tjeneste. En Forretnings- 
gren, hvorpaa de navnlig havde stor Fortjeneste, var Slavehandlen; 
thi der var altid nogle Egne, hvor Slaver var en efterspurgt 
Gjenstand, ligesom der altid var andre Steder, hvor de kunde 
faaes for ringe Pris. 

Det var naturligt, at Phoinikerne ikke kunde besøge enhver 
By eller Landsby paa Middelhavets Bred; dertil vare flere Kyst- 
strækninger altfor meget omgivne af Klipper og Skjær, og dertil 
var det Indre af de fleste Lande altfor usikkert at reise i for 
fremmede Handelsmænd. 

Derfor besøgte Phoinikerne formodentlig kun de vigtigere 
Punkter paa Kysten, navnlig de Stæder, der havde gode Havne; 
men da disse Stæders Befolkning naturligvis hverken kunde for- 
bruge saa Meget, som Phoinikerne ønskede at afsætte, eller altid 
vare i Besiddelse af alle de Raastoffer, som de gjerne vilde føre 
med tilbage fra Landet, og da det, som sagt, ikke var muligt 
for dem selv at bestride Landhandlen overalt, saa var det jo 
aabenbart, at Phoinikerne særdeles meget maatte ønske at frem- 
kalde et vist indre Handelsrøre i de Lande, de besøgte: de saa 
gjerne, at Landenes raa Frembringelser bragtes til Havnestæderne, og 


1 Sign. Movers, Phomcter II, 2 S. 154. 
48 


Phoinikernes 
Handels- Politik. 


154 
at indfødte Mellemhandlere indfandt sig her for at afkjøbe dem 
større Masser Varer, som de da skulde afsætte rundt om i det 
Indre af Landet. 

Hvor de fremmede Lande tildels bestod af Halvøer og Smaa- 
øer, kunde de naturligvis ikke have Noget imod, at de Indfødte 
her drev deres Handel til Skibs ved Smaafartøeier, thi, ved denne 
fremmede Kystfart forøgedes jo Forbruget af Phoinikernes Varer, 
imedens tillige Masse og Antal derved vilde stige af de Gjen- 
stande og Stoffer, der bragtes dem i Bytte. 

I denne Begunstigelse af andre Folks Handels- og Sefarts- 
lyst laa imidlertid en stor Fare for Phoinikernes Herredøemme 
over Havet og over Verdenshandlen. Hvad sikkrede dem imod, 
at de fremmede Skippere, der besørgede Kystfart i deres Fædre- 
land, for at føre de af Phoinikerne bragte Varer omkring til deres 
Landsmænd, ikke engang kunde faa det Indfald at se sig om paa 
andre Kyster? Og naar de nu her for billig Pris kunde skaffe sig 
nogle af de Varer, som de pleiede for hei Betaling at tilkjøbe sig 
af Phoinikerne, saa laa der jo for disse Mænd en stor Fristelse 
til at knytte Forbindelser paa egen Haand og selv omsætte deres 
Varer, istedetfor at lade dem gaa igjennem Phoinikernes Hænder. 
Men naar saaledes et andet Folk havde begyndt at drive den 
store Handel, saa kunde jo den Tid komme, da Phoinikerne ikke 
mere vare ene om Verdenshandlen! Dog, påa denne Mulighed 
tænkte Phoinikerne neppe syndenligt i deres Velmagtsdage. Naar 
de blot altid saa deres Handel stige og daglig udvide sig, saa 
tvivlede de sikkert aldrig om, at de jo altid vilde være stærke nok til 
at knuse ethvert Folk, som maatte vove at gjøre dem deres Herre- 
demme over Havet stridig. 

En Tidlang synes Phoinikerne virkeligt ogsaa, dels ved Magt 
0. 8. V., dels ved venskabelige Overenskomster og Traktater? 
at have holdt alle andre Folks Handelsforetagender indskrænkede 


1 Der kjendes rigtignok ingen Traktater afsluttede af de egentlige 
Phoiniker med andre Folk, men da Karthagerne afsluttede saadanne 
Traktater (se Polyb. Hist, III, 22), hvor der meddeles en Traktat med 











755 


inden deres egne Enemærker og bundne til deres egne Have. 
Men omtrent paa den Tid, da Tyros fortærede en Del af sin 
Kraft i indbyrdes Kampe, synes Hellenerne at have sprængt de 
Baand, som Phoinikerne havde søgt at lægge om dem; de seilede 
nu dristigt ud baade i Vest og Øst og anlagde Nybygder paa 
fremmede Øer og Kyster, navnlig paa Italiens og Sikeliens Kyster; 
ja de grundede ogsaa Plantestæder i den umiddelbare Nærhed af 
Phoinikernes eget Hjem, nemlig paa Lilleasiens Sydkyst og paa 
Kypros, hvor de endog bragte Phoinikernes Magt til at vakle. 

Elulaios, Tyros' Konge, gjenoprettede vel atter, i det Mindste 
for en Del, Tyros' Magt paa Kypros, idet han nemlig ifølge Menan- 
dros! skal have undertvunget Kittierne, som havde gjort Oprør; 
men om en Fortrængelse af Hellenerne fra Øen er der ikke Tale. 
Thi et Par Menneskealdere efter, finde vi Konger med hellenske 
Navne i flere Byer paa Øen, selv i Kittion?, hvor altsaa Phoini- 
kerne igjen havde maattet ligge under for Hellenerne. Tyros fik 
desuden i de følgende Aar, endnu i Elulaios' Dage, Andet at tænke 
paa end paa at forjage Hellenerne fra Kypros. Deres By truedes 
nemlig med Undergang af Assyrerne. 


Allerede i Aarene 875%, 842" og 8395 havde de phoinikiske Assyrerne an 
Byer sendt rige Gaver til de assyriske Konger, men om noget triage Phoinike. 
egentlig Afhængighedsforhold til disse er der ingen Tale, før 
efterat Tiglath Pilesar i Aaret 740 havde ydmyget Hamath og be- 
sejret Mellemsyrerne; efter hvilken Begivenhed de phoinikiske Byer 
hyldede ham for deres Lehnsherre &. 





Rom fra Aar 509), saa er der Intet til Hinder for at antage, at 
Moderlandet gjorde det Samme. 

Ovrog (d. e. Elulaios) axosravræv Kirralæov avamlevoag xeognyaysTo 
avrovg xaltø, Jos., Arch. Jud, IX, 12, 2. 

Se ovenfor S. 707 Anmk. 2. 

Rawlinson, Inscriptions I, pl. 25 L 86; se ovenfor S. 637, 

BRawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 no. 6 1. 63—64. 

Layard, Inscriptions pl. 92 1. 1038. 

Se ovenfor S. 664 fr. 


e ea mm æeæ 


48" 








156 


Men Tiglath Pilesar synes at have stillet saa overdreven 
Fordringer til de rige Handelsstæder, navnlig til Tyros, at denne 
By tilsidst blev kjed af hans Udpresninger og gjorde Oprør. Men da 
han vendte sin hele Magt imod Byen, tabte Borgerne Modet: 
Fredspartiet fik Overhaand, og man tilbød Forlig, ydmygede sig 
for Tiglath Pilesar og betalte en umaadelig stor Sum til ham?". 

Salman-eser, Tiglath Pilesars Efterfølger, har formodentlig 
havt til Hensigt at gaa frem mod Tyros paa samme Maade som 
sin Forgænger; men denne Gang blev Harmen over Assyrernes 
troløse Opførsel almindelig, og i fem Aar holdt Byen ud?. 

Da Assyrerne ikke formaaede at tage Tyros ved Storm, gave de 
sig til at blokere Byen. Men uagtet den ingen ligefrem Skade tog 
deraf, da dens Skibsfart uhindret kunde fortsættes, saa blev dog 
denne Blokade dødbringende for Tyrog; thi den ene af dens Livs- 
aarer, Byens Forbindelse med Asiens Folk, der var saa nødvendig 
Betingelse for, at Tyros kunde forsyne de oversøiske Folk med 
deres Fornødenheder, var jo ganske overskaaren. 

Alligevel var det ikke denne Omstændighed alene, der bragte 
Tyrierne til at ydmyge sig; thi naar de blot havde holdt ud, saa 
vilde Assyrerne sikkert engang være blevne trætte af at holde 
en saa stor Styrke paa Kysten ligeoverfor Byen: naar Blokaden 
saaledes var hævet og Byens Forbindelse med det Indre igjen var 
bleven aaben, da vilde Tyros' Borgere vistnok snart have kunnet 
finde paa Raad til at knytte de gamle Forbindelser paany — 
forudsat blot, at ingen fremmede Handelsmænd i Mellemtiden 
havde faaet Forretningerne i deres Hænder. Men efter al Sand- 
synlighed var netop noget Saadant begyndt at ske: Tyros" Naboer, 
Indbyggerne i Sidon, som straks havde ydmyget sig for Sal- 
man-eser, havde sikkert — og det ikke uden Held — bestræbt 
sig for at faa Handelsveien forlagt fra Tyros til deres By, og det 
var sandsynligvis Skinsyge over at se Sidon opblomstire hurtigt 


1 Rawlinson, J/nscriptions 1I, pl. 67 1. 66: 150 Talenter Guld. 
3. Jos., Arch. Jud. IX, 14, 2; se ovenfor S. 656. 


757 


som Følge af denne Handelsveiens Forlæggelse, der bevægede 
Tyrierne til at ydmyge sig for Assyrerne og slutte Forlig med 
Salman-eser. Tyros" Overgivelse til Assyrerne fandt uden Tvivl 
Sted omtrent 723 eller 722, 


Hvor kort Tid end Tyros' Afspærring fra Oplandet havde Phoinikes " Oprør 
varet, saa havde denne Tid dog været lang nok til at berøve ll ren, Ahrnnrd 
Tyros dens Forrang: Sidon var nu Phoinikernes første By, som 
Plantestæderne nu maatte lyde.  SsMen Sidons Herredømme 
strakte sig neppe videre end over Byerne ved den østlige Del af 
Middelhavet, imedens Karthago synes at være bleven en Art 
Metropolis for de phoinikiske Plantestæder i den vestlige Del af 
Middelhavet. Men Karthago formaaede neppe at svinge Sceptret 
saa kraftigt som Moderstaten, og endel af Plantestæderne rev sig 
sikkert snart fuldstændigt løs!. Tyros selv traadte tilbage i Skygge? 
og kommer først efter næsten to Menneskealdre? atter tilsyne?. 

Sidon var nu i en Række af Aar Phoinikerlandets Hegemoni- 
stat; men Stadens Uheld i Kampen mod Assurhaddon og den 
Ødelæggelse, der da overgik Byen, svækkede den saa meget, at den 
atter tabte Magten; og saaledes blev da Tyros endnu engang 
Phoinikerlandets første Stad. I Aaret 587 udbrød der imidlertid 
imellem Tyros og den mægtige Konge Nabu-kurdur-uzur en Krig, 
der i alt Væsentligt synes at have været en Gjentagelse af den Kamp, 
som Tyros henved halvandet hundrede Aar tidligere havde fert med 
Assyrerne, kun at Tyros denne Gang holdt ud i tretten Aar, 
istedetfor før i fem; men Babylonierne holdt ligesaa længe ud, og 
Tyros maatte tilsidst bøie sig og bede om Fred, 


! Tarshish er hos Esaias (23, 10) et Land, der tilhører Phoinikerne, hos 
Ezekiel (27, 12 og 25) derimod kun et Land, som de desøge for 
Handlens Skyld. 

? Tyros omtales ikke i Senakheribs Indskrifter, heller ikke i Sargons 
Annaler eller Fasti. 

2 Sign. Esaias 23, 15: , Tyros skal være glemt i halvfjerdsindstyve Aar", 

+ TIT Assurhaddons Annaler (omtrent ved Aar 675) nævnes Tyros atter. 

3 Se ovenfor 715. 


758 


Nu gik Hegemoniet, synes det, atter over til Sidon, som saa- 
ledes for tredie Gang var Phoinikernes Metropolis; dog Sidon 
blev neppe denne Gang ene om Værdigheden, men maatte sand- 
synligvis optage Tyros og Arados som sideordnede Deltagere i For- 
sædet ved Forbundsdagen. 

Nogen fuldstændig Frihed fik Phoinikerne aldrig mere. Med 
det øvrige Syrien faldt Phoinikerlandet til Perserriget efter Baby- 
lons Indtagelse 539, og en halv Snes Aar efter tog Kambyses 
Phoinikerlandet i Besiddelse". 


Pholnike under I den første Perserkrig? havde Phoinikerne ingen Held i 
donere & deres Kampe med Hellenernes Flaader; deres Fartøier vare sam- 
menlignede med Hellenernes tunge og ubehjælpsomme. I den anden 
Perserkrig seirede dog Phoinikerne ved Knidos, men det var 
rigtignok nærmest, fordi de havde Athenaierne paa deres Side. 
Et Par Aar efter overvandt de Euagoras ved Kittion?, hvilken 
Seir i Forening med den foregaaende ikke bidrog Lidet til at 
sikkre Phoinikernes Overmagt i den østlige Del af Middelhavet. 
Som Befalingsmænd over den vigtigste By i Perserrigets 
Admiralstat og som Anførere over Sidons store Flaade maatte 
Sidons Konger nyde stor Anseelse hos Perserkongerne, og i Virke- 
ligheden se vi dem ogsaa søge at sikkre sig digse deres Va- 
sallers Venskab ved at skjænke Sidons Konger forskjellige 
Stykker af Nabolandene. Dette var f. Ex. Tilfældet med Stæderne 
Dor og Jope i Palaistine", som imidlertid igjen bleve berøvede 
dem af Perserkongerne, eftersom Esmunezer i sin Gravskrift (paa 
hans Sarkophag i Louvre%), udtaler et Ønske om, at disse Besid- 


Se ovenfor 717. 

Slgn. ovenfor S. 718—719. 

Se Diod., Bibl. Hist. XIV, 83. 

Se nedenfor om Jope &$ 57. 

Om de mange Fortolkninger af denne Indskrift; se ovenfor 8. 271 
Anmk. 2. 


& 2 && MB mm 


759 


delser atter maa komme tilbage til Sidon", hvad der ogsaa synes 
at være sket?. 

Sidons Undergang — efter det uheldige Oprør i Aaret 351 — 
bragte formodentlig atter Hegemoniet tilbage til Tyros, men da 
denne By henved en Snes Aar efter var bleven ødelagt af Alex- 
andros den Store, synes Hegemoniet at være gaaet over til Arados. 

I det Tidsrum, da Syrien bekerskedes af Seleukos' Ætlinge, 
levede Phoinikerne i en mindre lykkelig Forfatning end under 
Perserne; Krig og Ufred hørte nemlig under disse Konger til 
Dagens Orden, i Syriens fleste Egne: heller ikke Phoinikerlandet 
blev forskaanet, og Stæderne led som Følge deraf ikke lidet. 

Herved slappedes Stædernes Kraft, og de formaaede ikke mere 
at udstrække Hænderne efter Herredømmet over Verdenshandlen, 
der nu samlede sig om Italien, Verdens datidige Midtpunkt. 
Hertil kom endnu, at Hellenismen trængte ind i Phoinikernes 
Stæder, hvorved Folkets Nationalitet nedbrødes og dets Daadkraft 
endnu yderligere lamm edes. 

Det var formodentlig i samme Tidsrum, at Kongemagten af- 
skaffedes i Landet; thi efter hvad Strabon? og Iosepos" fortæller, 
vare Tyros og Sidon, paa disse Forfatteres Tid, frie Stæder, men 
Friheden formaaede ikke at give dem deres gamle Magt tilbage. 

Under Romernes Herredømme vedblev Phoinikernes Stæder 
at nyde endel Frihed”, ja de hævede sig endog noget igjen; men 
dette var dog ikke en Frugt af Handlens Opsving; det skyldtes 
Stædernes Konstflid?, deres Purpurfarverier”, deres Glasværker, 


Linie 18—20 af Indskriften. 

2 Skylax, der skrev omtrent 340 (Muller, Geogr. Bfinores 8. XXXIII, ff.), 
kalder Dora en phoinikisk By (Geogr. Minores 8. 79) og efter Heka- 
taios (hos Stephan fra Byzanz) var Dora ligeledes en phoinikisk By. 

2 Strabo. Geogr, XVI, 2 & 23 p. 757 Casaub. (p. 1098 A.). 

Jos. Arch. Jud, XV, 4, 1. 

Curtius, De rebus gestis Alex, IV, 4, 21: sub tutela romanæ mansuetu- 

dinis acquiescit. 

' Sign. Plinius, Hist. Nat. V, 17: Tyrus olim clara ... nunc omnis ejus 
nobilitas conchylio atque purpura constat. 

7 Strabo 1. c., Plin., Aist. Nat, IX, 60; XXI, 22; XXXV, 26. 

Plin. Hist. Nat. V, 17; XXXVI, 66. 





760 


deres Salver! og Tøier?, hvis Forfærdigelse og Afsætning betydelig 
udvidedes under den Ro, der indtraf i Begyndelsen af Romertiden. 
Enduu under Byzantinerne havde Stæderne stor Betydning, men 
oftere gjentagne voldsomme Jordskjælv foraarsagede saa store 


Ødelæggelser?, at Byerne ikke mere formaaede at reise sig. 


Btatsforfatning. 


Arados. 


I Persertiden dannede de phoinikiske Stæder et Statstorbund ?, 
der formodentlig endnu var til, om end i noget forandret Skik- 
kelse, i den følgende Tid; men hvorvidt dette Forbund alt fandtes 
i ældre Tider, da Phoinikerne vare ganske fri for Fremmedes ÅAag, 
er tvivlsomt. I ethvert Tilfælde tvivle vi om, at alle phoinikiske 
Stæder i tidligere Tid have været forenede i ét eneste Forbund. 
Tyros og Sidon dannede maaske et saadant, men Gubal, Simyra 
og Arvad have maaske snarere været Hovedstæder i egne 
Kredse end Medlemmer af det tyrisk-sidoniske Forbund, 

Vi tilføje endnu et Par Bemærkninger om de vigtigste Byer 
i Phoinikernes Land; navnlig om de Stæder, der beherskedes af 
Konger, nemlig Arados, Simyra, Byblos, Sidon og Tyros. 


ARADOS. 2 Arvad&, Ægypternes I == LY Jer rut- tu7, 


Åssyrernes ——I] Ty TI Ni AN (== a =- ru = a - di, eller 


2: Plin., Hist. Nat. XII, 55 og XTI, 2. 

Dionys., Perieg. v. 912; Virg., Aen, IV, 75; Hom., Jliad. VI, 289 fi., 

XXIII, 743; Odyss. XV, 115 f., 425. 

32 Slgn. Moverg, Phånicier II, 1 8. 207 ff. 

£ Diod., Bibl. Hist. XVI, 41, 2; 45, 1. 

5 Sign. Gen, 10, 18. 

"… Byens phoinikiske Navn findes ofte paa Menter fra Byen; se Eckel, 

Doct. Num. I, 3, 8. 393 ff.; Gesenius, Scriptura Phoen, Monumenta 8. 247. 

I Biblen omtales Byen ÅArados ikke, men derimod nævnes den Stamme, 

der havde Navn efter Byen, 730, Gen. 10, 18. 

Lepsius, Auswahl pl. XIl, se ovenfor 8. 542. 

5. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 11. 6, II, pl. 16 1 17 og pl. 27 
1. 125. Denne Form er Eieform af Ordet; Nævneformen er aruadu. 


761 


IE TE 2 rude 7] <p> TTT TET] 
er -va- dat; [||] JE] SE] & - ru - ad - dat; 
— 1] Ti < IT] »—P| a - ru - dat, de Gamles Aradoså, nu SN TY 


Ruad', en Østad” tæt ved Fastlandets Kyst. 
Vi kjende følgende Konger i Arados: 


I=T —dl« »—J— == ——] FE] ma - li - nu ba -” - 118, 


by, Matan Baal (1.) 854; 


LÅ ==] oo] TET OG tasan-bi lie, byen, 
Matan Baal (II.), Aar 732; 


| —] A (== E]«] ar—] —d]« ab-då-l-"'- til), moN-"TDN, 


Abd-ilit, omtrent Aar 700; 

[IE] =I ——] "| ar——] »[«] ki - lu- ba-'- allt, 59375, 
Kilu - Baal, omtrent Aar 675; 

Siø fasen IT « ta- kiz in - lu (eller ta - ke = in - 
tb12), Jakin - lu (P), omtrent Aar 665; 


" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 30 1. 65; hvor det staar som Eieform. 

?. Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 25 1. 86; 1, pl. 67 1 60; III, pl. 8 
1. 93. 

” Rawlinson, Znscriptions III, pl. 18 1. 102 og 1. 129; pl. 30 1. 86. 

% Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 38 1. 49. 

' Strabo, Geogr, XVI, 2 $ 13 p. 753—55; Casaub. (p. 1093 A.); Plin. 
Hist. Nat. V, 17; Mela, Le situ orbis II, 7; se ogsaa Her. VII, 98; 
Curt, De rebus gestis Alex. IV, 1, 6. 

St Niebuhr, Æeise III, 8. 92; Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 850 ff. 

7 Det fremhæves oftere i de assyriske Indskrifter, at Byen laa i Havet; 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 25 I. 86—87; III, pl. 18 1. 112, 

Rawlinson, 4nscriptions III, pl. 8 1. 98. 

?” Rawlinson, /nscriptivns lI, pl. 67 1. 60. 

10 Rawlinson, /nscriptions 1, pl. 38 1. 49. 

" Rawlinson, /nscriptions ll, pl. 48 no. 1 l. 6; III, pl. 161. 17. 

" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 102; pl. 30 1. 65 og 80; se oven- 
for 8. 708. 


Simyra. 


762 


| Ti Ta »—]| ar] >] ar -ba- '- al! ONSIIN, 
Azi-Baal, indsat Aar 665; 

Merbaal, Søn af Agbaal (Azbaal?), formodentlig Merbaals For- 
gænger, levede paa Xerxes' Tid? ; 

Straton (d. e. Astartes) Aar 333, i hvilket Aar han underka- 
stede sig Alexandros den Store, og af denne til Gjengjæld fik 
Bekræftelse paa alle sine Besiddelser paa Fastlandet. Disse ind- 
befattede, foruden de ligeoverfor liggende Byer med deres Distrikter, 
nogle mindre Landskaber, der laa længere inde i Landet. 

Endnu under Seleukos' Efterkommere stod det ligeoverfor lig- 
gende Kystland under Arados, men Indbyggerne i denne By havde 
Ord for ikke at behandle Kystbeboerne godt", Arados var i senere 
Tider en af Phoinikerneg vigtigste Byer. Strabons Fortælling? om, 
at Byen oprindelig var en Nybygd, anlagt af Sidonier, kan i ethvert 
Tilfælde ikke være nøeiagtig: Arados er neppe yngre end Sidon. 


7 . 
i Vu zamuru”, de Gamles Simyra eller 


Simyros? ved Eleutheros Floden, hvor der endnu findes Ruiner 
med Navnet Simra?, I Assyrernes Indskrifter anføres der ved 
Siden af phoinikiske og syriske Navne to Bynavne, der minde om 
Simyra, nemlig: 


SIMYRA. vez' |" 


1 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 128 (sign. 1. 120), pl. 80 1. 84 
(sign. 1. 78). Ti af Azi-Baals Bredre findes opregnede ovenfor S. 708 
—709. Deres Navne ere næsten alle sammensatte med Baal. 

2 Her. VII, 98. 

3 Curtius, De reb. gest. Alex. IV, 1; Arrian, Anabd. Alex. II, 18. 

4 Strabo, Geogr, XVI, 2 8 12 p. 753 Casaub. (p. 1093 Ald.). Polyb., 
Rist, V, 68. 

5. Strabo, Geogr. 1. c. 

5 I Biblen findes Simyra ikke omtalt som By, men der tales derimod 
om Simyriterne (Gen. 10, 18). 

7 Lepsius, Auswahl pl. XII, se ovenfor S. 542. 

5. Plin., Æist. Nat. V, 17; Mela, De situ orbis I, 12. 

" Shaw, Øeisen 8. 234 (Leipzig, 1765). Ritter, Erdkunde XVII 8.33 fl., 
sign. ogsaa ÅAssemani, Bibl. orient, I, 8. 504. 


"dd 


763 


TE SE ETT oe STS ST] 
æt - mar - ra! u - Zi - MU - ru - na, 

af hvilke den sidste uden Tvivl er Simyra, imedens den første 

formodentlig er en ikke langt derfra liggende By i Syrien. I 


Ustmura kjende vi to Konger, som Assyrerne omtale: 
— == å Att ol" miz in - hi z im - mu 5759 
Menahem, Aar 7003, 
IRS ] SET a - &r - bazal, bun, Abibal+t, Aar 679, 
Strabon? regner Simyra med til Distriktet Arados. 


BYBLOS. 33 Gubale "mg" YR. ), gabuna7, ——"] Tod Af 
gu-bal8, ——T] ars ET] guzub-la?, —— | Pl] TT k ==] 


9u=bal-la 9,7 |] To JE EJ gu ud -litt, mu Jar", 
Gebil, hos Phokas kaldet ZsØsAér, men forøvrigt af de Gamle 


SOS 


Rawlinson, /Znscriptions III, pl. 10 1. 13, slgn.' nedenfor & 56. 
Rawlinson, /nscriptions I, pl. 38 1. 47 og pl. 48 no. 1 1. 6; III. pl. 
16 1. 17, Denne By har Fox Talbot antaget for Samaria, 
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 47. 

Rawlinson, 4nscriptions I, pl. 48 no. 1 l. 6; III, pl. 16 1. 17. 

Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 12 p. 758 Casaub. (p. 1093 A). 

Josva 18, 5; 1 Kong. 5, 32; Ezek., 27, 9. Den samme Form findes 


' 
NM us 


Aa VV é tå 


paa Menter fra Byen; se Duc de Luynes, Numismatique des Satrapies" 


S. 91 ff. 

Select Papyrus, pl. LIV. 1. 7, se ovenfor S. 590. 

Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 25 1. 86; Layard, JInscriptions pl. 43 1. 10; 
pl. 92 1. 104. Denne Form bruges med Endelsen > for at betegue 
Indbyggerne i Byen. 

Rawlinson, ånscriphons I, pl. 88 1. 50, III. pl. 9 I. 51. Denne Form 
bruges ligeledes med Endelsen >. 

Layard, Inscriptions pl. 50 1. 11. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 6; III, pl. 16 1. 16; pl. 57 
l. 124; Formen er Eieform af Ordet. 

Ritter, Ærdkunde XVII, S.60 ff. Hos Abulfeda, Tab. Syr, 8, 94 bærer 
Byen det samme Navn. 


lo 


22 


Byblos. 


Sidon. 


764 


altid benævnet Byblos?. I Byen dyrkedes Adoni, >59R, eller, 


. som Hellenerne kalde ham, Adonis, tilÆre for hvem der heøitide- 


ligholdes en stor Fest, dels en Sørgefest3, dels en Glædesfest. 
Af Konger i Byblos (Gubal) kjende vi følgende? : 


[STE Es] —[ ST 2] DT] år bit ae - 


ti - bi = il by=-mmt, Sebet-Baal, Aar 7388; 


| [I]: : TI] —| JT] u - ru - mil - ki, %o4-m, Urimelek, 


omtrent Aar 7008 ; 


I —TI Tx] If v SE mil - ki - a - sa - pa (?), RON" p 0 
Melekasaph, omtrent Aar 6757; 

by Baal, formodentlig paa Xerxes' Tid; 

my Ainel eller Enil, maaske paa Artaxerxes' I's Tid?; 

Lyne Asbaal?!?, samt!!: 

Enylos (d. e. >%»y) paa Alexandros den Stores Tid”, 


SIDON. DT TÅ ziduna "3 =——] ET] —] LL 


1 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 Ald.) Plin. 
Hist. Nat. V, 17. 

2 Strabo l. c. 

3 Adonis" Billede begravedes, se Lucian, De Dea Syr. c. 6—7. 

+. Mythiske Konger i Byblos nævnes af flere Forfattere, saaledes af Plu- 
tarkh, De Iside c. 15, og Eustath., Ad Dion. Perieg. c. 918, p. 278. 

5 Layard, /nscriptions pl. 50 1,11. Rawlinson, 4nscriptions II, pl. 67 1. 57; 
II, pl, 9 I. 51. 

£ Rawlinson, /ncriptious I, pl. 38 1. 50. 

7 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 6; III pl. 16 l. 16. 

8 Denne Konge kjendes kun af Menter; se Duc de Luynes Numisma- 
tique des Satrapies 8. 84 ff.; sign. Brandis, Das Miinzsystem 8. 375 fl. 

? De Luynes, l. c. S. 91. Ifelge Movers Phénicier II, 1 8. 103 (1849) 
er denne Konge over hundrede Aar senere og ikke forskjellig fra den 
nedenfor omtalte Enylos, hvad der dog betvivles af Brandis, Das AMfiinz- 
system 3. 375 ff. 

10 Se de Luynes 1. c. 8. 88 f. 

11. Brandis, l. c., nævner endnu to Konger, Adarmelek og Og. 

12. Arrian, Anab. Alex, II, 20, 1. 

13 Select Papyrus, pl. LIV 1, 8, se ovenfor 8. 591. 


765 


at -du- nu, — |] ET" —| =TTT + - 2 - du -z un - nu?, 
TEN STR aen, JE STER 
dir du - un- nit, 2 1] SET] fri ai - dun - nis, 
—”T] ET" —| TT 2i = dun - na, Phoinikernes og 
Israeliternes pmx7, de Gamles Sidon, nu Saida? fx, i en tidlig 


Tid en af Phoinikernes mest blomstrende Stæder og ofte Folkets 
første Stad. Af Konger i Sidon kjende vi følgende??: 


| II I«] 3 lu - hi = i, Elulaios, forjaget Aar 700 af 
Senakherib!" ; 

| +] || a—| tell tu - ba -"- lut? vygnr Ethbaal, 
Eitobalos, indsat efter Lulis Flugt, Aar 700, af Senakherib "3; 





Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12. Denne Form er Nævneform. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 38 (Nævneform). 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 45 1. 40 (Eieform). 

Rawlinson, Znscriptons I, pl. 38 1. 35, pl. 43 1. 13, pl. 45 1 9; II, 

pl. 12 1. 18 (Eieform). 

3” Rawlinson, /nscriptions IM1, pl. 15 1. 27 (Eieform). 

5. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 86; II pl. då no. 6 I 64; Layard, 
Inscriptions pl. 48 1. 10 og pl. 92 1. 103. Denne Form anvendes foran 
Endelsen >». 

7 Gen, 10, 1, Josva 11, 28, Dom. 1, 31; 8, 8; 10, 12, 1. Kong. 5, 6, 
Esra 8, 7 og oftere hos Profeterne. Paa Menter med phoinikiske 
Skrifttegn skrives Byens Navn 7%, slgn. Gesenius, Scripturæ et Lin- 
guæ Phoenic. Monumenta S. 264. 

% Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 24 p. 756, Casaub. (p. 1098 Ald.), Plin., 
Hist. Nat. V, 19 og oftere; Mela, De situ orbis I, 12, 2; Hom., Iliad. VI, 
289 ff., XXIII, 748; Odyss. XV, 115 ff.; 425, Her. III, 98. 

? Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 880 fø., sign. 8. 18 ff, Robinson, Palæstina 
IV, 8. 696, slgu. ogsaa Forfatterens Reise 8. 896 fr. 

"9 I Biblen nævnes 1. Kong. 16, 31, paa Omars og Akhabs Tid, en Konge 
Ethbaal, der kaldes Sidoniernes Konge, men han var ikke Konge i 
Sidon, hvorimod han var Konge i Tyros, se nedenfor 8. 769. 

" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 85; II, pl. 12 1. 18. 

" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. -88 1. 44 og 1. 48; II, pl. 12 1. 19. 

"” Se ovenfor S. 695. Maaske blév han atter forjaget efter Senakheribs 

store Nederlag. 


ae 8. w mm 


166 


] TEST Es" ——]« ab = di - mil - ku z ut - ds! 
Abd - Melkart, som blev overvunden, fangen og henrettet af 
Assurhaddon, omtrent Aar 678 f. Kr.; 

Tetramnestos, Anysos' Sen, paa Xerxes' Tid?; 

Bodashteret I. (ssmæn- 73), formodentlig i det femte Aarhun- 
. drede f. Kr.?; 

Bodashteret II. (mmmwn- 73) den Foregaaendes Søen; 

Esmunezer I." (=1%N), i det femte Aarhundrede (?); 

Tabnith r;=m (Tennes) den Foregaaendes Sen?; 

Esmunezeer II. roen, der formodentlig sad paa Thronen 
i Sidon ved Aar 400; han regjerede 14 Aar; 

Straton, paa Artaxerxes Tid”; 

Tennes (r>3m Tabnith II.?), dræbt 351 af Perserkongen Okhos, 
efterat Sidon ved hans Forræderi var falden i Persernes Hænder; 

Der nævnes endnu to Konger, hvis Tilværelse er tvivlsom: 
Straton (d. e. Astartes), der efter Justin og Curtius? afsattes af 


!  Layard, Inscriptions pl. 20 1. 14, pl. 21 1. 40; Rawlinson, Zascriptions 
III, pl. 15 1. 27. Efter Fox Talbot hed Kongen Abdd-istart. 

2 Her. III, 98. 

3 Denne Konge og den felgendo, der begge nævnes i en Indskrift fra 
Sidon, skulle efter de Vogtié, se hans Mémoire sur une nouvelle inscrip- 
tion phénicienne i Mémoires présentés å PAcademie des Inscriptions 1re série 
VI, 8. 55 og Andre, have været Konger i Tyros, men den Fortolkning 
af Indskriften, hvortil denne Formodning stetter sig, er ikke sikker. 
Sign. Levy, Phånicische Studien III. S. 25 fl. 18. 

4. Denne og de følgende Konger omtales i Indskriften paa Esmunezer 
II.'s Sarkophag (nu i Louvre), angaaende hvilken vi kunne henvise 
til det ovenfor 8. 756 Meddelte. Ifelge Schlottmann har Esmunezer 
anfert Sidoniernes Flaade i Slagene ved Knidos og Kittion. 

s… Efter Levy, Phønicische Studien I, 8. 44 ff., er denne Tabnith ingen 
Anden end Diodors Tennes. 

5 Se hans Sarkophag i Louvre (Anm. 4). 

Sign. Athen, Deipnosoph. XII, 41 p. 531 efter Theopompos. 

5. Diod., Bibl. Hist. XVI, 42, 45; se ovenfor 8. 759. 

” Justin, Hist. Xl, 90; Curt. De reb. gestis Alex. IV, 3. Ifelge Diodor, 
Bibl, Hist. XVII, 47, 1 var Straton og Abdolonymos, der her kun kaldes 
Ballonymos, Konger i Tyros og ikke i Sidon; se nedenfor S. 769. For- 














167 


Ålerandros den Store som en Tilhænger af Perserkongen, samt : 
Abdolonymos, indsat af Alexandros 332 i Stratons Sted!. 
I senere Tider var Sidon en Fristad. 


TYROS. LAT Vu nn I ku ENE I] i < TIT 
zar = ru dg dr) zur - nit, 5, 11 SETT zurras; 


Israeliterneg mx' eller =”x7, af Aramaierne kaldet n732, Tora, de 
Gamles Tyros? (af dem ogsaa, men sjældnere kaldet Sarra)??, nu 


Sor za 11, j Oldtiden Phoinikernes vigtigste Stad og igjennem et 
langt Tidsrum en rig og anset Handelsstad. 

Il det ovenfor meddelte ægyptiske Aktstykke fra Rameses Il. 
Sesostris” Efterfølger Menephthas tredie Regjeringsaar omtales der, 
iblandt de Personer, som forlod Ægypten for at gaa til Syrien, 
ogsaa en Mand, som kaldes: 


evrigt bero sikkert alle disse Meddelelser om denne Straton paa For- 
vekslinger med andre Konger af dette Navn. 
! Just. og Curt. ll. cc.; sign. Diod. 1. c. og 8. 766 Anmk. 9. Ifølge Pollux, 
Onomast. VI, 4, skjænkode han Alexandros en Æske med kostbar Salve' 
2 Select Papyrus pl. LV. 1. 1 (se ovenfor 8. 591), samt pl. LXXIX. verso 
l. 3, se ovenfor 8. 611. 
Rawlinson, Xnscriptions I, pl. 35 l. 12. 
£ Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 36 1. 21; pl. 48 no. 1. 1. 2; III, pl. 16 
L 13; pl. 18 1. 87; pl. 27 1. 117 og pl. 30 I. 35 (col. 11... Denne 
Form anvendes bl. A. som Eieform. 
Denne Form, der i Reglen anvendes foran Afledningsendelsen », alt- 
sag hvor der tænkes paa Befolkningen findes f. Ex. Layard, Inscriptions 
pl. 43 1. 10 og pl. 92 1. 103; Rawlinson, ånscriptions I, pl. 25 1. 86; 
III, pl. & »0. 6 1. 63, pl. 9 1. 61. I enkelte Copier af den sidst an- 
førte Indskrift kaldes Byen blot zur med Udeladelse af Stavelsen ra. 
' Josva 19, 29; 2. Sam. 5, 11 og 25, 7 0. 8. v.; ofte hos Profeterne. 
” Denne Form findes paa phoinikiske Menter fra Tyros, se Gesenius, 
Scripturæ linguæ Phoenic. Monumenta 8. 261 fl. ; Duc de Luynes, Numis- 
matigue des Satrapies S. 89 fl. 
Se Winer, Realwdrterbuch , Tyros". 
? Her. [I], 44: III, 19; Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 23 0. 8. v. 
"0 Plaut., Zriclin, 11, 6. Slgn. A. Gell., Noct. Att, XIV, 6. 
"tt Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 320 fø. Sign. Forfatterens Reise 8. 394 fø 


768 


R LG OIJESK AJA DE 


r zar (2)! baal - tera(?P) m ga(?) - bu? 
Konge af Tyros (?), Balator(P) 
Han var som de fleste andre Personer, der omtales i Stykket, 
Bærer af et ukka, d. e. Brev. 
Af Konger i Tyros i det tiende og niende Aarhundrede 
f. Kr, kjende vi følgende, der omtales i et Udtog af Menandros, 
som Iosepos har bevaret oså: 
Abibal (Abi-Baal), død omtrent Aar 976 f. Kr.; 
Hiram (I.)", Søn af Abibal, regjerede 34 Aar og døde omtrent 
Aar 942 i en Alder af 53 Aar; 
Baleazor, Hirams Søn, død omtrent Aar 935, efter en Regje- 
ring af 7 Aar, 43 Aar gammel; 
Adastartos, Søn — uden Tvivl yngre Søn — af Baleazor, død 
omtrent 926, efter 9 Aars Regjering, i en Alder af 29 Aar; 
00.0 en Usurpator, Kongens Ammes Søen, regjerede tolv 
Aar, omtrent 926—914; 
Astartos, Søn af Baleazor og formodentlig ældre Broder til 
Adastartos, regjerede 12 Aur og døde 54 Aar gammel, omtrent 
Aar 902; 


! 8. 611. 

2 Select Papyrus pl. LXXIX. verso 1.3. Vi anse det dog i ethvert Til- 
fælde for tvivlsomt, at vi her have Navnet Tyros. Determinativet for 
Ordet er neppe et 24. 

2 Kongerne i Tyros fra Abibal til Pygmalion opregnes hos lIosepos 
(Arch. Jud, VIII, 5, 3 og C. Ap. I, 17—18). Nogle Afvigelser findes 
i Rufinus Oversættelse af Iosepos (ed. Colon. 1534) og hos Theophilos 
(Ad. Autol, lIl, p. 182, ed. Paris 1616); endvidere hos Eusebios 
(Chron. I, p. 179 ed. Aucher), samt hos Synkellos (Chronogr. p. 345 
ed. Bonn.), hvilke tre alle have est af Iosepos. Om Uoverensstemmel- 
serne i Talangivelserne hos disse Forfattere og om Tilveiebringelsen 
af de oprindelige Angivelser, slgn,. Movers, PÅdnicier lI, 1, 8. 189 fl. 
(1849). 

+ 1. Sam. 5, 11 og 7, 2; 1. Kong. 5, 5 ff.; 1. Krøn. 22, 4 ff., se oven- 
for S. 626 og 747. 


169 


Asatrymos, Broder til Astartos og Abdastartos, regjerede 9 Aar 
og døde omtrent 893 i en Alder af 54 Aar; 

Pheles, den fjerde Broder, regjerede otte Maaneder, blev 
myrdet i en Alder af 50 Aar, omtrent i Aaret 893. 

Eithobalos (Syarn, Ethbaal eller Itobal I.)!, tidligere Astartes 
Præst og Prinds af den gamle Kongestamme, regjerede 32 Aar 
og døde 68 Aar gammel omtrent Aar 680. 

Badezor, Eithobalos' Søn, regjerede 8 Aar? og døde, omtrent 
859 i en Alder af 45 Aar; " 

Mattenos d. e… ;mo (Mytton eller Metten), regjerede 25 Aar 
og døde omtrent 8273; 

Pygmalion, i hvis syvende Regjeringsaar, omtrent 820, som vi 
alt have omtalt", hans Søster Elissa udvandrede til Karthago, som 
hun formodentlig opnaaede at faa bygget færdig og indviet omtrent 
Aar 814—813 f. Kr.?; Pygmalion regjerede ialt 47 Aar og døde 
omtrent i Aaret 780 f. Kr. i en Alder af 56 Aar; 


| F,” ål IT] — TI 4" hi - ru = um - mu, 27% Hiram (IL), 
Aar 738 f. Kr.&; 

| SKEDE li ——d]« —]] —T mi - € = tiz in - na 770, Mytton 
eller Metten (IL.)7, Aar 730; . 


Elulaios, der regjerede 36 Aar, formodentlig omtrent fra 727 
til 691; han maatte i Aaret 722 bøie sig for Assyrerne?; 


== 0 F———— 


! Han omtales 1. Aong. 16, 31; han var Jesabels Fader. 

2? Saaledes Eusebios og Synkellos, sign. Movers Il. c. S. 140—141; Iose- 
pos og Rufinus have: 6 Aar. 

Saaledes Synkellos; Eusebios og Theophilos have: 29, Iosepos og Ru- 
finus: 9 Aar, I Iosepos Text staar Afatgenos for Bfattenos. 

' Se ovenfor S. 748—753. 

Efter Menandros (Jos. 1. c.) var han ni Aar gammel, da hans Fader 
dede. Sign. Justin., Hist. XVIL, 4, 3. 

Rawlinson, inscriptions III, pl. 9 1. 51. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 66; se ovenfor S. 674. 

Jos., Arch. Jud,. IX, 14, 2. ' 

Se ovenfor 8. 675 fi. og S. 756. 


& 2 nd ea 


49 


770 


IE ar——] JE da - " - tu 5yn, Baal (1), omtrent Aar 


675 og 665 f. Kr.?; 

Eithobalos IL (bynymn Ethbaal)?, afsat af Babylonierne efter 
Tyros' Overgivelse 5748; 

Baal II, regjerede 10 Aar, fra 574 til 564, 

Da Kong Baals Røegjering var tilende, afskaffedes Konge- 
magten for en Tid, og en IZommer, Eknibal, Baslakhs' Søn, styrede 
Tyros i to Maaneder; 

Khelbes, Abdaios' Søn, var derpaa Dommer i ti Maaneder. 

Efter ham var Ypperstepræsten Abbar Regent i Tyros i tre 
Maaneder, hvorefter to Brødre, Mytton og Gerastratos, Abdelemos' 
Sønner, blev Dommere i seks Aar (563 til 557). Derpaa gjen- 
indførtes den monarkiske Forfatning”. Af de senere Konger 
kjende vi: 

Balator, der var Konge i ét Aar (557 til 556); 

Merhbaal, formodentlig Søn eller Sønnesen af Eithobalos' (IL), 
hentedes fra Babylon og regjerede fire Aar (556—552); 

Hiram (III.), den foregaaendes Broder, tyve Aar (552—532); 

Mattenos (Mytton II1.), Søn af Seiromos, d. e. Hiram (maaske 
Hiram III.), var Konge i Tyros paa Xerxes' Tid. 

I senere Tider, efterat Staden havde hævet sig igjen siden 
Ødelæggelsen ved Alexandros %, var Tyros, ligesom Sidon, en Fri- 


! Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 2; III, pl. 16 1. 13. I Eie- 
form bda-"-li findes Ordet pl. 18 1. 87 og pl. 30 1. 35. 

2 Magthaverne i Tyros fra Eithobalos II. indtil Hiram (III) opregnes 

af Iosepos (C. Ap. I, 21), formodentlig efter Menandros. 

Se ovenfor S. 715 fø. og S. 757. 

Se Movers, Phénicier II, 1 S. 465 ff. (Berlin 1849). 

Her. VII, 97; sign. V, 104. 

Efter Diodor, Bibl. Hist. XVI, 47, 1, hed Kongen i Tyros paa Alex- 

andros' Tid Straton. og den efter ham indsatte Konge Ballonymos, en 

Efterretning, man dog ikke uden videre ter fæste Lid til, da andre For- 

fattere henfere disse Konger til Sidon; se ovenfor S. 766 Anmk. 9. 

Hos Arrian, Anab. II, 15, og Curt., De gestis Alex. IV, 3, anferes Tyros' 

Konge ikke med Navn; der siges kun, at han var fraværende, da Byens 

Borgere besluttede sig til Kamp imod Makedonerne. 


RR WE mm td 





771 


sted. Cassius indsatte en Tyran i Byen!, men denne Regjerings- 
form har neppe været af lang Varighed i Tyros: Byen har uden 
Tvivl snart igjen faaet sin republikanske Forfatning tilbage. 


Foruden de her nævnte Byer fandtes der i Phoinikernes Land 
endel mindre Stæder, der ganske vist ikke vare Sæder for Konger?, 
men som alligevel nok kunne fortjene at nævnes i denne Oversigt. 

Ligeoverfor Arados laa saaledes Antarados og Marathos?, og 
overfor Tyros: Palaityros og Avatha. Denne sidste By have vi set 
omtalt af Ægypterne", men den maa tidligt have tabt sin Glands, 
da den ikke omtales af Assyrerne eller af nogen klassisk Forfatter, 
At dømme efter en Antydning i Moharens Reise havde Byen deri- 
mod ikke ringe Betydning paa Rameses II's Tider. Foruden disse 
Byer maa vi endnu nævne følgende ikke uvigtige Phoinikerstæder: 


> 8 7 
BERYTOS. Ge MM). beruta, de Gamles Berytos”, af de 
Indfødte formodentlig kaldet ma, vore Dages Beirut?, nu den 


Jos., Arch. Jud. XIV, 12, 1 og Bell. Jud. I, 12, 2. 

2 I enkelte af de efterfelgende Byer havde der dog efter senere Sagn 
i Fortiden været egne Konger; saaledes i Berytos, se Euseb., Præp. 
evang. X, 11; slgn. Movers, Phånicier II, 1 8. 111. 

2 Se Strabo, Geogr. XVII, 2 & 12 p. 753 Casaub. (p. 1093 A.). 

s Se ovenfor 8. 561—562, hvor Ekdippe ogsaa omtales. 

5 Avatha nævnes kun i Optegnelser fra den sildige Keisertid, Palai- 
tyros omtales derimod allerede tidligt og det oftere. 

5 Select Papyrus pl. LIV, 1. 8. 

7 Strabo, Geogr. XVI, 2, $ 18—19 p. 755 Casaub. (p. 1095 A); Mela, 
De situ Orbis II, 12; Plin., Hist. Nat. V, 17; Ptol., Ceogr. V, 1.5 Hos 
Nonnos, Dionys. XLI, 10 fø. (sign. 364—367) kalder Byen Beroe. 

8. Hos Eckhel, Doct. Num. Vet. II, S. 354-9 findes Menter fra Beirut med 
dette Navn. Der omtales af Sargon blandt flere Byer (deriblandt 
Tyros) en By bit burutas, (Rawlinson, JInscriptions pl. 36 1. 25; Botta, 
Monuments IV, pl. 36 1. 19); den skal ifelge Norris, Victionary S. 129, 
ikke være nogen anden By end Beirut; men da dette dit burutas nævnes 
ved Siden af Moskernes Folk, antager man vist sikkrere, at denne By 
har ligget i Nærheden af Kappadokien. 

, Robinson, Palæstina III, S. 720 ff.; Ritter, Ærdkunde XVII, 432 ff. 

49% 


nu 


Mindre Stæder. 


Berytos. 


772 


vigtigste By paa hele Kysten. Mytherne fra Berytos behandledes 
i det fjerde Aarhundrede efter Kristus af Nonnos!?. 


sms SAREPTA. (8 , SW) Å , sareputa? ——T7 Fr TT] [TT ="] 


za - riz ip - ta rpx', de Gamles Sarepta5, nu Surafend , 


Ako. AKE. —— |] »-| »I |fen| tTTI: ak-kuzu7 7398, af de Gamle 
p— | p—— 
snart kaldet Ake, og snart Ptolemais? i Septuaginta Akhho, ”Axxo 
Egnens arabiske Befolkning kalder endnu Byen Akka, Europæerne 
benævne den derimod i Reglen St. Jean d'Acre"", 


8 56. 


Vi forstaa ved Mellemsyrien Landet Øst for Phoinikernes 


Mollemsyriens Tand, altsaa: Dalen imellem Libanon og Antilibanon, de Gamles 


Holland (Aram). 


Ereta x0i27,"" (Hulsyrien), — dertil medregnet hele Libanons øst- 


lige Affald fra den øverste Bjergkam —, endvidere hele Antilibanon. 
samt endelig de Øst for Antilibanon liggende beboede, tildels meget 
frugtbare, til Ørkenen grændsende fladere Strækninger. 


Landet var uden Tvivl fra ældgamle Tider delt i en Mængde 


== FF Æ …-… 


Nonnos, Dionys. lib. XLI—XLIII. 

Select Papyrus pl. LIV, ]. 8. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 38 L 39. 

Sarepta nævnes 1 Kong. 17, 9 ff. i Elisahs Historie, samt Obad. 20. 
Plin., Hist. Nat. V, 17; Sidon. Apoll., Carm, XVI, 16; Fulgent., 
Mythol. II, 15. 

Robinson, Palæstina III, S. 690. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 l. 40. 

Domr. 1, 31; sign. Mika 1, 10 og Commeutarerne til dette Sted; 
om Menter fra Akko se Gesenius, Script. et linguvæ phoen. Mon, S. 269. 
Strabo, Geog". XVI, 2, $ 25 fl. p. 758 Casaub. (p. 1099—1100 A… 
Plin., Hist. Nat. V, 17; Diod., Bibl. Hist. XV, 41, 3; XIX, 98, 7; Corn. 
Nepos XIV, 5. Hos de to foerste siges det, at Byen kaldtes baade 
Ptolemais og Ake, de to sidste kalde den derimod kun Ake. 

Ritter, Ærdkunde XVI, S. 725 fi.; sign. Forfatterens Reise S. 394. 
Dette Ord bruges ogsaa i videre Betydning om hele Mellemsyrien 
Israeliterne kalde Mellemsyrien ma Aram (,Heiland"). Man har 
ment, at Ordet betyder ,Heiland" i Modsætning til Kenaan eller 
Kanaan 3933 nLavland=. 


773 


Smaariger, hvoraf intet havde synderlig Vigtighed; men i Tidens 
Løb hævede enkelte af dem sig til en ikke ubetydelig Magt, 
navnlig Rigerne Damask og Hamath, hvis Konger i det niende 
og ottønde Aarhundrede erhvervede sig Overherredømmet over de 
mindre Riger i Landet; maaske lod de dog Kongerne i Smaa- 
rigerne blive i Besiddelse af deres Landskaber som em Art arve- 
lige Statholdere. 

Assyrerne afskaffede Kongeværdigheden i Hamath og Damask, 
men det er nok muligt, at enkelte Egne endnu længere ned i 
Tiden ere vedblevne at beherskes af Smaafyrster!, naturligvis kun 
saalænge disse vedblev i enhver Henseende at være Landets Over- 
herrer tro og samvittighedsfuldt adlød alle deres Bud. 


Ægypterne omtale som boende i disse Egne, Syd for Khetta- 
Folkets Land, et Folk, som de kalde: 


> > 
ON lam | ens eter 1), 
a - ma - ri? a - ma - rå? a - mar! 
"an d. e. Amoriterne&. I dette Folks Land laa' den i de gamle 
ægyptiske Pharaoners Krigshistorie saa vigtige faste By Kadesh” 


Skr eller | lam 
der med - stor Sandsynlighed søges ved det nuværende Kadesh, 





! Se nedenfor S. 776 Anmk. 4. 

7 Greene, Fouilles pl. II, col. 17; Indskriften tilhører Rameses III.s 
ottende Regjeringsaar, se ovenfor S. 619. 

2 Diimichen, Historische Inschriften pl, XXVIII—XXIX col. 1. 

" Rosellini, Monumenti storici (Mon. Reali) pl. LIII. 

> Et Amoriterfolk boede ogsaa i Kanaan; maaske var det et og samme 

Folk, som strakte sig igjennem Mellem- og Sydsyrien. Hvis vi ter 

antage dette, vilde Biblen og Hieroglyphskrifterne saaledes her ud- 

fylde hinanden: Biblen vilde lære os de sydlige Dele, og Ægypternes 

Indskrifter de nordlige Dele af dette Folk at kjende. Assyrerne om- 

tale muligvis ogsaa Amoriterne; se ovenfor S. 745. 

Rosellinil le 

Denne By findes afbildet paa flere Tempelmure i Theben, se Lepsius, 


FR) 


Denkmåler III, 157 ff; se ovenfor S. 574. Det & n, der undertiden - 


findes i Byens hieroglyphbiske Navn, udtales ikke. 


Amoriter. 


Damask, 


774 


Syd for Hums (Emesa) og tre Timers Vei Nord for Riblah!, paa 
Bredden af Orontes, som her udvider sig til en lille Sø (Bahr-el- 
Kadesh)?. Kadesh, der omtales af nyere Reisende og af Abulfeda?, 
befandt sig forøvrigt i Seti I's og Rameses Il.'s Dage i Khetta- 
ernes Hænder og var en af de vigtigste af deres faste Pladse ". 
Foruden Kadesh, hvis Ry tidligt maa have tabt sig, da den 
hverken omtales af Assyrer eller af gamle Forfattere, maa vi 
iblandt Mellemsyriens Byer fremfor Alt nævne Damask og Hamath, 


DAMASK. Ilt VARG temeska eller demeska&, af Assyrerne kaldet 


DE 22] at mere, 2] JE LJ] 
di - mas - kt”, IL DBEE EJ" di - ma = as - kt; 
wa" Dameshek?, de Gamles Damaskos"%, af Beboerne nu kaldet 
E'sham eLÆJ), hvorimod Europæerne endnu betegne Byen ved dens 


gamle Navn Damask", Det Rige, hvori Damask var Hovedstad, 
betegnes af Assyrerne ved følgende Monogrammer : 





1: Brugsch, Geographische Inschriften II, 8. 22 (1858). 

32 Robinson, Neuere biblische Forschungen S. 715 fl. (Later Researches, 
8. 549); Pococke, Description of the East, I, S. 140; Chesney, Euphrates 
Expedition I, 8. 399. 

3 Abulfeda, Tabula Syriæ, ed. Kåhler, p. 157; han mener, at Seen er 
dannet ved Konst. 

. Se ovenfor 8. 552 og 561 ff. 

3 Se ovenfor 8. 527. 

£ Rawlinson, Jnscriptions U, pl. 52 1. 41, 1 42 og 1. 45; pl. 53 1. 35, 
1. 56 og 1. 68; Ill, pl. 24 1. 118 og 1, 116; pl 36 1 9 og 1 13; 
Botta, Mfonuments pl. 145 l. 21. 

7 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 1. 54; Botta, Afonuments IV, pl. 146 
1. 21 og pl. 140 1 2, paa hvilket sidste Sted Tegnene dog ikke ere 
neie gjengivne. 

£  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no, 1 l. 15. 

2? Gen, 14, 15; 15, 2 0. s. v. 

10 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 20 p. 756 Casaub., (p. 1096 Ald.); Plin., 
Hist, Nat. V, 16. ' 

mm Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 1332 ff. (Berlin 1855, 8”). Om Damask 
sign. ogsaa Forfatterens Reise S. 404 fl. 


775 


syr TT ET ae 4 wd TE 
kar (?) - imirt (?) - su! kar(?) - imirs(P) - su? 
d. e. hans Æslers Borg", en Betegnelse, om hvis Oprindelse 
vi ikke ere istand til at give nogensomhelst Oplysning. I dette 


Rige omtale Assyrerne følgende Konger!: 

l ——] FNs 2l &——] pal —TT] bin (?). -” - it - vrid, Som 3, 
Benhadar, der i Aarene 854—846 kæmpede med Åssyrerne? ; 

I FH go] —| ha - za - " - ål7, bem Hazael, der i 
Aarene 842—839 maatte bestaa haarde Krige med Assyrerne'; 

| =]| —T1] ar—r—| ma - ri -" y%0, Mariah, som blev over- 


!  Layard, Inscriptions pl. 50 1. 10; pl. 73 1. 11 og 1. 13. 

2. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 7 ff.; Layard, Znscriptions pl. 
91 1. 88, samt fremdeles pl. 13, 1. 13; pl. 15 1. 37; pl. 16 1. 44 og 
pl. 90 1. 60 og Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 5 I. 8, kun med den 
Forskjel, at det foerste Tegn kar mangler i de sidste Indskrifter. Sand- 
synligvis har Afskriveren eller Stenhuggeren ladet sig forvirre af den 
Omstændighed, at der foran Ordet, rigtignok i en anden Betydning, 
findes det samme Tegn. 

2 Denne Oversættelse og Læsemaaden af de assyriske Grupper er 
endnu lidt usikker; den er foreslaaet af G. Smith, der stetter sig til 
Rawlinson, /nscriptions III, pl. 2 l. 45; se Zeitschrift fir ågyptische 
Sprache VIII, S. 35 (1870). 

+ I Biblen omtales flere Konger, der have hersket i Damask fer den 
Tid, da Assyrerne kom i Berøring med Landet; saaledes Rezin, Sa- 
lomos Samtidige, der (omtrent Aar 950) grundede et nyt Dynasti 
1 Kong. 11, 23 ff., samt fremdeles Khezion, Tabrimon og Benhadar (1 
Kong. 15, 18), der formodentlig tilhøre Tidsrummet fra 920 til 865. 

” Han omtales Layard, Jnscriptions pl. 14 1. 16, pl. 15 1. 32 og 1. 37, 
pl. 24 1. 26, pl. 46 1 5, pl. 47 1. 19, pl. 90 1. 59, pl. 91 1. 88; 
Rawlinson, JZnscriptions Ill, pl. 8 1. 90; se ovenfor S. 642 — 650. 

£ Han omtales 1 Kong. 20, 1 ff., 2 Kony. 6. 8 fr. 

7 Layard, Jnscriptions pl. 92 1. 97, pl. 13 1. 13; Rawlinson, Znscriptions 
TI, pl. 5 I. 41. 

5. Hazael omtales 1 Xony. 19, 15; 2 Kong. 8, 7 ff.; 10, 32 fr. og 13, 3; 
se ovenfor S. 650 og Anmk. [(2. Det er, som udviklet sammesteds, 
efter de assyriske Indskrifter ikke usandsynligt, at han stiftede et nyt 
Dynasti, hvad der efter Biblen i Virkeligheden har været Tilfældet. 


Hamath, 


176 


vunden af den assyriske Konge Bin-nirari (Bin-lskhus) III. 
(811—773)!; 


I ET å Ti »J— rå - 2i(P?) -a - nu? my"3, Rezin, Damasks 
sidste Konge, der hyldede Tiglath Pilesar 738 (og maaske allerede 
741), men som 733 blev styrtet af Assyrerne. Efter Rezins Fald 
afskaffedes Kongeværdigheden, i Landet, Riget blev assyrisk 
Provinds" og Hovedstaden Damask Sæde for en Statholder &, 


HAMATH. VIN SY), hemetue, eller (?) SÅR 2 ll 


ha - ma - ta”, Ma TT - any =I ——TT| ha = am - ma - ta, 
Fr. —d =I AT ha = am - ma - i? Ty =I —— [I] 
a - ma- tal), må FAE] —]- ha - maz at - till, 


Fry Ty =T 2) —d|« a- MA z al = til? MA lø så a- mat! 


1  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 15; se ovenfor S. 656. 

? Layard, Inscriptions I, pl. 50 I. 10, pl. 78 1. 11; Rawlinson, Inscrip- 
tions ITT, pl. 9 1. 50. 

3 Rezin omtales 2 Kong. 15, 37 og 16, 5 ff. samt Esaias 7, 1 0g 9, 11 ff. 

+ Man har to Menter med phoinikiske Skrifttegn, som ere slaaede af 
en Hersker Abd-Hadad, der efter Waddington synes at have levet i 
det fjerde Aarhundrede f. Kr. og at have behersket en Del af Syrien. 
Waddington er uvis om, hvorvidt Abd-Hadad skal henferes til Egnen 
om Damask eller til Hierapolis; han synes at foretrække det Sidste; 
se Revue Numismatique nouv. série V, 8. 9 ff. (1861). 

5 Se ovenfor S. 671. Ifølge Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 2 1. 45 
synes Statholderne i Damask at have tjent som assyriske Eponymer. 

5 Se ovenfor S. 529. 

7 Select Papyrus pl. LV, I. 7 (neppe dette Hamath); se ovenfor S. 593. 

8& Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 I. 58; DI, pl. 9 1. 52. 

”… Layard, Inscriptions pl. 33 1. 8. 

10 Botta, Afonuments, IV, pl. 145 1. 21; Layard, /nscriptions pl. 14 1. 16; 
pl. 15 1. 33, 1. 36 og l. 37. 

11 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 31. 

12 Botta, Afonuments IV, pl. 139 1. 9; pl, 145 1. 24 og pl. 146 1 13 
og Il. 20. ol 

13: Layard, Anscriptions pl. 90 1. 60; pl. 91 1. 88; Rawlinson, Jnscriptions 
JI, pl 81. 88 og I. 91. 





777 


0. 8. v,', Israeliternes m'am, Hamath?, de Gamles EpiphaneiaZ, nu 


ils> Hamath", ved Orontesfloden, fra gammel Tid af en af Syriens 
vigtigste Byer og indtil henimod Slutningen af det ottende Aar- 
hundrede f. Kr. Sæde for egne Konger, af hvilke vi kjende 
følgende, der tilhøre det ottende og niende Aarhundrede f. Kr.: 


kg —[| S=3hl —”T sa = hu - li - na, 1ormå eller 1539 
maaske Saul (>%%)?”, 854 og 847; 
Hil cz ——] e - ni: il, Swasy eller >y Enil, (Enylos), der 
i Aarene 743—740 blev overvunden af Tiglath Pilesar og endnu i 
Aaret 732 var Vasalkonge i Hamath; 


bæT "TT: —m ax] Jr a-u-bi-"- di? zy3m 
Jaubida, der ikke synes at være kommet i Besiddelse af Konge- 
værdigheden i Hamath paa en ganske regelmæssig Maade; han var 
1 Aaret 720 Konge af Hamath, men styrtedes samme Aar af Sargon. 


Øst og Nordost for Damask maa vi søge det fra Biblen be- 
kjendte Landskab Hadrak?%, eller — som Assyrerne kalde Landet 


! Andre Stavemaader findes f. Ex. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 36 1. 25: 
hazam-ma-" 0. fl. St. 

? Gen. 10, 18; Num. 13, 22 og 34, 8; Josva 18, 5, samt i Kongernes 

Beger og hos Profeterne, hvor Hamath ofte omtales. 

Plin., Hist. Nat. V, 19; Ptol. Geogr. V, 15. 

Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1031 fø. (Berlin 1855 89). 

Paa Davids Tid var Tohi Konge i Hamath (2 Sam. 8, 9 fi.). 

Layard, JInscriptions pl. 14 1. 16; pl. 15 I. 82 og 1. 37; pl. 90 1. 59— 

60; pl. 91 1. 88; Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8 1. 88 og 91, hvor 

hans Navn skrives sa-Åhu-e-lt-na. | 

Slgn. Rawlinson i Journal! of the Royal Asiatic Society new serids I, 

8. 239— 240 (1864). 

” Rawlinson, /nscriphons II, pl. 67 1. 58; UI, pl. 9 I. 51. 8Se ovenfor 
8. 663—666. 

” Botta, Monumenis IV, pl. 145 1. 21; pl. 71 1. 10 (næsten edelagt) 
pl. 123 1. 11 (tildels ødelagt); Layard, Jnscriptions pi. 33 1. 8. I 
Indskriften paa Sargons Cylinder, Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 36 1. 25, 
kaldes han ikke Jaulsda, men /lubida : (ilzuebi” -d:). 

"  Hadrak omtaler Sak. 9, 1. 


Hadrak. 


718 


FEET TLS sner øf ST 1 sa 
ha - ta - ri - kat (mM) ha - ta - rak - ka?, 
Landskabet Hadrak har formodentlig havt en Hovedstad af samme 
Navn. Efter Rabi Jose fra Damask var Hadrak en fordum vigtig 
Stad Øst for Damask, og ifølge en Araber Joseph Abassi fandtes 


der endnu i vore Dage en Flække YjA> østlig for Damask 3; 
Kyrill fra Alexandreia henfører Hadrak til Egnen om Hamath". 
og i Virkeligheden synes det af enkelte Antydninger i de assyriske 
Aktstykker? at fremgaa, at Landskabet Hadrak har havt en ikke 
ganske ringe Udstrækning, og navnlig, at det har strakt sig langs 
Randen af Ørkenen ligetil Egnen Øst for Hamath. Kyrills Med- 
delelse kan saaledes ret vel være rigtig. 


Hazu eller Uza. 


Et andet Landskab i Mellemgyrien &, som Assyrerne oftere 


omtale, er Landet Hazu eller Khazu, hvis Navn de skrive 


sf ,El 


ha - zu" 


sandsynligvis Iosepos' Uza8, det nuværende 3-bs£ ved Damask. 


Arkiternes og 
Siniternes Land, 


Til Mellemsyrien hørte fremdeles Landskaberne Arke og Sin, 


der laa i Egnen af det nuværende Tarablus (Tripolis). Det første 
Landskab, hvis Beboere i Biblen kaldes s7p%%, Arkiterne?, havde til 


Rawlinson, Znscriptions Il, pl. 52 1. 15 og 46. 

Rawlinson, Jnscriptions DO, pl. 52 1. 59. Et Landskab ha-ta-sim-ka 
nævnes III, pl. 10 1. 12, men er maaske en Skrivfeil for Åa-ta-ur-ka. 
Michaelis, Supplem. S. 677 ff. 

Cyrill., Ad. Sak. 1. c.; se Opera Cyril ed. Auber II, p. 730. 

De assyriske Konger foretog gjentagne Gange Krigstog til Hadrak; 
se ovenfor S. 658. 

I Biblen nævnes der en hel Del Smaariger fra den sydlige Del af 
Mellemsyrien, f. Ex. Maaka, Geshur. 

Se ovenfor S. 663. 

Jos., Arch. Jud, I, 6, 4. Dette Uz har naturligvis intet Andet end 
Navnet tilfælles med den arabiske Stamme Uz, der levede i det est- 
lige Arabien henimod Grændserne af Kaldaia; se ovenfor S. 430. 
Gen, 10, 17; slgn. 1 Arøn, 1, 15. 


779 


Middelpunkt den af de Gamle! stundom omtalte By Årke, der er 
gjenfunden af nyere Reisende halvtredie Mil Nordost for Tripolis? ; 
den benævnedes af Assyrerne sandsynligvis 
— 1 ATT 
ar - ka - ad, 
I det Mindste stemmer dette Navn nøie overens saavel med de 
Gamles 4ox7% som med Byens nuværende Navn, ligesom ogsaa 
med det omtalte bibelske Folkenavn. I Assyrernes Indskrifter 
omtales forøvrigt stundom et Landskab, hvis Navn minder om Årke: 


+ El SS 
ta - rå - ku! 
Landet Jarek, 

der aabenbart hører med til Mellemsyrien og i ethvert Tilfælde 
ikke kan have været meget langt fjernet fra det nuværende Arke 
og fra Tripolis. Maaske benævnede Assyrerne Landskabet med 
det sidst omtalte Navn Jareku og den By, der var Landskabets 
Hovedstad, med det førstnævnte Navn Arkad. 

I Nærheden af Arke og Tripolis, en halv Mil fra Floden Arke, 
have Reisende i Middelaldren, saaledes Breydenbach 14838, fundet 
en Flække af Navnet Syn; der uden Tvivl er det Sinna, som 
Strabon nævner som liggende paa Libanon”, og det Sinna, hvis 
Ruiner Hieronymos omtaler?. Dette Sted, Syn, betegner Pladsen, 


" Plin, Hist. Nat. V, 16; Ptol., Geogr. V, 15. Efter Jos., Arch. Jud. 
I, 6, 2 laa Byen ved Libanon. 

2 Shaw, Reisen S. 234: Robinson, Palæstina III, 8. 939; Ritter, Erd- 
kunde XVII, S. 808 ff. 

? Rawlinson, Jnscriptions IL, pl. 9 1. 46; pl. 10 1. 13 og 1. 35. 

Layard, Inscriptions pl. 47 1. 28; Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 25 1. 80; 

IO, pl. 9 I. 29. 

>” Jaraku og Arka nævnes begge i den samme Indskrift (Rawlinson, In- 
scriptions III, pl. 9 no. 3) med ikke ret mange Liniers Mellemrum; 
det er derfor aabenbart, at de ikke ere ganske enstydige. 

s Breydenbach, Reisebuch des heil. Landes; se Michaelis, Spicilegium II, 8. 29. 

7 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 Ald.). 

” Hieron., Quæst, in Genes. (Opera II, p. 516): haud procul a Libano. 


Ituraia, 


780 


hvor man maa søge Middelpunktet for den Stamme, som i Biblen! 
kaldes Sintterne, og som dér nævnes ved Siden af Arkiterne. Af 
Assyrerne omtales som beliggende i Mellemsyrien Landskaberne: 


sd TP Tog 4 SD Da 
8 -a - na? Si = an - nu? 
der sandsynligvis begge betegne de Gamles Sinna! og det senere 
Sin5, Det første Landskab dannede paa Salman-eser II's Tid, 
ved Aaret 854 f. Kr., et eget Kongerige. 
I Assyrernes Indskrifter omtales der fremdeles, ofte i Forbin- 
delse med Arka, en By, hvis Navn skrives 


se EME ET 
8 - mir - ra'. 
Dette Simirra var uden Tvivl Hovedstad i et eget Distrikt, men 
hvor Byen og Landskabet har ligget, formaa vi ikke at afgjøre?. 


I Nærheden af det ovennævnte Jaraku (Arkiternes Land?) 
maa der have "øget et andet Landskab, som Assyrerne omtale: 


al æ—] +] -IIl 


- - tu - rå 
Landet lahtur eller Itur 
maaske Ituraia, der efter de fleste Angivelser hos de Gamle" 


— 


!  Gen. 10, 17. 

2  Rawlingon, Jnscriptions III, pl. 8 1. 94, hvor der staar si-sa-na-i, hvad 
. der efter vore Undersøgelser af Mindesmærket er urigtigt, idet en 
lille naturlig Ridse i Stenen af Udgiverne er antaget for en Streg. 

Rawlinson, JInscriptions III, pl. 9 1 46. 
Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 A.). 
Ritter, Ærdkunde XVI, S. 857 fi. 
Sign. ovenfor S. 648. 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 46; pl. 10 1. 18 og 1. 35. 
Uagtet Byen maa seges i Omegnen af Phoinikerstaden Simyra, faa 
kunne vi ikke identificere den ved denne By, da den i en af Tiglath 
Pilesars Indskrifter (Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 10 1. 18) nævnes 
ved Siden af Zimarra, se ovenfor S. 763. 

” Rawlinson, Znscriptions I, pl. 25 1. 80. 

'9 Se Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 ff. p. 755 .Casaub. (p. 10896 A.). 


bd æ ud &ø aa & 


781 


bane 


synes at maatte søges, ikke paa Grændsen af Palaistine, men endel 
nordligere, i Libanons Bjergtoppe, Øst for det nuværende Tripolis?. 


Til Mellemsyrien maa vi endnu henregne Landskabet Hauran?, 
ru, de Gamles Auranitis?, der indbefatter Bjergegnene Syd for 
Damask. Dette Landskab betegnedes af Assyrerne med Navnet 


"felt SE em SEES 

hu 2 4 - ra - nif hu= uk - ku- ru - naå 
Det første Ord svarer ganske til ;m, og til Stammen i Auranttis; 
og hvad der fortælles om det i Salmaneser Il.'s Indskrift, passer nøie 
med Haurans Beliggenhed. Hvad det sidste Ord angaar, da svarer 
det vel ikke saa nøiagtigt i Formen til //auran, men da det om- 
tales som et Bjerglandskab imellem Damask og Arabien, aabenbart 
ikke meget langt fra Damask, saa er det i ethvert Tilfælde ikke 
usandsynligt, at det ligeledes betegner Hauran. 

I Tiglath Pilesars Annaler opregnes der, som ovenfor meddelt &, 
endnu en hel Del Landskaber fra Mellemsyrien; men for de fleste 
af dem, saaledes for Baal Zaphon (ba = a - åt za - pu - na”) kan 
Beliggenheden ikke angives nøie. 


Philisterlandet, d. v. s. Kystlandet af Kanaan fra Grændsen af 
Ægypten indtil Nord for Jaffa, var ligesom de øvrige Dele af Syrien 


mæ me 


! Der maa forevrigt ogsaa have været andre Dele af Mellemsyrien, som 
benævnedes Ituraia; thi det Ituraia, som ÅAristobulos betvang (Jos., 
Arch, Jud. XIIÅ, 11, 8), kan neppe have ligget i Nærheden af Arke og 
Sinna, /turaier var derfor uden Tvivl et Fællesnavn for Libanons og 
Antilibanons Bjergfolk. 

2 Ritter, Ærdkunde XV, S. 800 ff. Havran omtales Ezek. 47, 16 og 18. 

2. Iosepos, Arch. Jud, XV, 10, 1; 17, $1, 4; Bellum Jud. I, 20, 4; II, 
6, 8. 

" Rawlinson, JInscriptions LI, pl. 5 1. 56. 

3. Rawlinson, Jnscriptions 111, pl. 24 1. 119; pl. 25 1. 4; pl. 36 1. 17 
og. 32. 

5 Se ovenfor S. 663. 

Iblandt de Byer, som Moses angiver som Grændsestæder for Israeli- 

ternes Land imod Nord, (Num. 34, 9) findes ogsaa et Ziphrona, 773g7 


$ 57. 


182 


eller Kanaans Land oprindeligt beboet af Kanaaniter. I Rameses 
IL's Dage afbildes saaledes Indbyggerne i Askalon aldeles ikke 
forskjelligt fra andre Folk i det sydlige og mellemste Syrien ?. 
Men under Rameses III, omtrent i hans tiende Regjeringsaar ?, 
indkom der i Philisterlandet et Folk, der paa Ægypternes Mindes- 
mærker fremstilles ganske forskjelligt fra Kanaaniterne, og om 
hvilket det udtrykkeligt siges, at det var kommet fra Øerne : 
Middelhavet; det var Folket 


Tall ae os Ve) 


pu - lis - ta! pu - li - stå 
d. e. Pulisti =55p, aabenbart Philisterne, det Folk, hvorefter de 
Gamles Landskab Palaistine& har faaet sit Navn, og det Folk, om 
hvilket Israeliternes hellige Bøger fortalte saa Meget. I Assy- 
rernes Indskrifter omtales Landet under Navnene 


SEES] os 4 TE 
på - la- a8 - tav?” pi-las - ta, 
Landet m5wv, Phileshet, d. e. Philisterlandet. 
Da Hellenerne kom i Berøring med Philisterlandet og dets 
Beboere, havde disse saa godt som fuldstændigt tabt deres Natio- 


hvad der minder fjernt om "pyx i spXx-5ym; men det er sandsynligvis 
et ganske andet Sted. 

! Lepsius, Denkmåler III, 145. Se ovenfor S. 579; se ogsaa 8. 598—99. 

2 Se ovenfor S. 621—623. 

3  Rosellini, Monument: Storici (Monum. Reali) pl. CXXXII, col. 3; algn. 
Brugsch, Geographische Inschriften I, S. 63. 

£ Lepsius, Denkmåler III, 211. 

5 Greene, Fouilles pl. II col. 18. 

£ Geographen Mela synes dog at indskrænke Palæstina til Kystlandet 
langs Middelhavet, altsaa til Philisterlandet (se Mela, De situ Orbis 
I, 11) men i Reglen udstraktes det videre, saa det ogsaa indhefattede 
Iudaia; se Ptol., Geogr. V, 16: TTalæscrim ntig xal 'Tovdaia xælsire:. 

7? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12; se ovenfor S. 657. 

$… Rawlinson, /nscriptions II, pl. 52 1. 40; se ovenfor S. 671. Ordet 
staar dog maaske her i en videre Betydning og indbefatter foruden 
Philisterlandet tillige en Del af Kanaan. 





783 


nalitet, og de vare ikke forskjellige fra de andre Syrer; de Gamle 
skjænkede derfor heller ikke denne Egn eller dens Beboere og 
Forhold nogen videre Opmærksomhed. Det Eneste, som de fandt 
værd at agte paa, var den Gudinde, som tilbades i Askalon, og 
som foroven var Menneske og forneden Fisk: efter hvad de for- 
tælle, bar dette Væsen Navnet Derketo?, 

Om andre Guddomme i dette Landskab tale de Gamle ikke; 
men ifølge enkelte Antydninger synes der i Landet fordum at 
have været tilbedt en Gud Dagon. I det Mindste kaldes Byerne 
Jope og Dor i Esmun-ezers Gravskrift i Louvre Dagonsbyerne?; 
i Nærheden af disse fandtes der, efter flere gamle Efterretninger, 
Smaastæder, hvis Navne vare sammensatte med Dagons Navn; og 
efter Eusebios' Vidnesbyrd” skal Dagon hos Philon fra Byblos være 
kaldet en Gud. Da Navnet Dagon endvidere ikke forekommer 
i andre Egne af Syrien, ikke en Gang som Del af Stedsnavne, saa 
ter man vel nok antage, at Philisterne foruden Gudinden Derketo 
tillige have dyrket en mandlig Gud, som de kaldte Dagon, men 
som siden er traadt i Skygge for den kvindelige Guddomf, 


1 Se Diod., Bibl. Hist. II, 4. 

Se om denne Indskrift ovenfor S. 271 og Anmk. 2. 

2 I det vestlige Juda laa der efter Josva 15, 41 et Beth Dagon; et 
andet laa efter Josva 19, 27 i Ashers Stamme, altsaa rigtignok uden- 
for Philisterlandet, men dog ikke meget fjernet fra dets Nordgrændse. 
Eusebios taler om et Kephar Dagon, og endnu den Dag idag findes 
der i det af Philisterne fordum beboede Land et Beit-Degan; se 
nedenfor S. 790. 

£ Euseb., Præp. Evang. I, 10 (Miller, Fragm. Hist. Gr. III, 8. 567). 

Guden Dagon omtales, som bekjendt, ofte i Biblen, Domr. 16, 28; 

1 Sam. 5, 1 ff. Se ogsaa 1 Makk. 14, 4. 

St Philisterne tilbade forevrigt, foruden Dagon og Derketo, endvidere, 
ligesom de andre Syrer, Baal og ÅAstarte. I Ekron dyrkedes saaledes 
Baal Zebub (Beel-Zebub); se 2 Kong. 1, 2 ff. og ifølge 1 Sam, 31, 10 
var ÅAstarte en af Philisternes fornemste Guddomme. Men det, at 
disse to Guddomme dyrkedes i Philisternes Land, forudsætter dog 
ingenlunde, at Philisterne have været Baals Dyrkere før deres Indvandring 
i Landet. Det kan jo let tænkes, at to Guddomme tidligere have været 
tilbedte i Landet, nemlig af det kanaanitiske Urfolk, som Philisterne 


aa, 





184 


Ægypterne fortælle, som ovenfor bemærket, at de Folke- 
sværme, hvortil Philisterne hørte, vare komne fra Landene hin- 
sides Middelhavet eller fra Øerne i dette Hav!. Nu finde vi, at 
Navnet Dagon er Bestanddel af Navnet paa en Konge i Paphos 
paa Kypros i Åssurhaddons og Assur-bani-pals Dage?, hvad der jo 
forudsætter, at Guden Dagon var kjendt og tilbedt i Paphos, — en 
Formodning, der desuden synes at bekræftes ved enkelte Antydninger 
hos de GamleZ, Det ligger altsaa nær at antage, at Philisterne eller 
det Folk, hvoraf de oprindeligt udgjorde en Del, en Tidlang har 
opholdt sig paa Kypros, og at de herfra ere indkomne i Kanaan?; 
men heraf følger dog ikke, at den omtalte Ø var Philisternes op- 
rindelige Fædreland. Hvor dette maa søges, derom kan man kun 
gjøre sig Gisninger ?, 


RR 5 


forjoge (my, Deut., 2, 23), og at de have havt saa stor Anseelse, at 
Landets nye Herrer ikke vovede at afskaffe deres Dyrkelse. 

1! Se ovenfor S. 623 og Anmk. 1. I Folketavlen i Genesis (10, 14) hen- 
føres Philisterne til Ægypterne, og i Virkeligheden er det heller ikke 
usandsynligt, at Philisterne, ligesom andre af de Folk, hvortil de hørte, 
en Tidlang have taget Tjeneste i Ægypternes Hær eller have tjent i 
deres Flaade, inden de indvandrede i Kanaan; se nedenfor Kap. VI, 
& 67. 

2 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 1 10; III, pl. 16 1. 21 og pl. 
27 I. 127. 

3 Sign. Pausan., Perieg. Hell. I, 14, 6. 

s Det siges udtrykkeligt i Biblen, at Philisterne vare udvandrede fra 
Kaphthor (d. e. Kypros); se Deut. 2, 3; Amos. 9, 7; Jer. 47, 4. 

5 I Assyrien (og vel ogsaa i Babylonien) kjendtes der en Gud, der 
ganske svarer til den Beskrivelse, der i Biblen gives af Dagon (se 
1 Sam. 5, 1 ff.); han findes ofte afbildet i de Billeder, der pryde Vægene 
i assyriske Paladser; i' Assyrien og Babylonien dyrkedes der desuden 
en Gud Dagon (Dakan); men om han afbildedes paa den omtalte 
Maade, og at det er ham, der menes ved det nævnte Billede, er ikke 
bevisligt. Der er derfor ingen videre Sandsynlighed for, at Phili- 
sterne oprindeligt ere Udvandrere fra Mesopotamien; de ere snarere 
komne fra det sydvestlige Lilleasien, med hvilket Land enkelte — 
ganske vist senere — Sagn sammenknytte Philisterlandet og navnlig 
Byen Askalon. Efter Ætym. Magn. ,,Kw&ioreog" skal den lydiske Helt 
Kaystros være vandret til Syrien og der ved Derketo bleven Fader til 
Semiramis. Ifelge Xanthos, (hos Athen., Deipnos. VII, 37 p. 346) 





785 


Qm Philisternes Historie i Tidsraummet fra deres Indvandring 
i den sydlige Del af Kanaans Kystland indtil Tiglath Pilesars Tid 
erfare vi Intet af ikke-israelitiske Kilder. 

Philisterlandet bøjede sig med det øvrige Syrien, omtrent i 
Åarene 733—732, for Tiglath Pilesar, en stor Del af Landet for- 
modentlig uden videre Kamp?; men fra Sargons Tid (720) be- 
gyndte Philisterne en Række Forsøg paa at befri sig for Assyrer- 
herredømmet, dog uden Held. Under Sargon ydmygedes Gaza 
(720)28 og Asdod (712)", og under Senakherib Ekron og Askalon 
(700), En Del af Indbyggerne førtes bort til fremmede Egne og 
erstattedes uden al Tvivl ved fremmede Nybyggere. Herved 
nedbrødes Phtlisternes Nationalitet, hvilken, som vi alt have be- 
mærket, sikkert var gaaet ganske tabt, da Hellenerne kom i Be- 
røring med Landet og dets Beboere. 

Assyrerne omtale fire Kongeriger i Philister-Landet”, nemlig: 


skulde Derketo paa Grund af sit Overmod være bleven druknet i en 8$e 
i Askalon af en Lyder Mopsos. Ifelge Stephan fra Byzans (De ur- 
bibus et populis: , AoxaAæv"), der ligeledes anferer Xanthos som Kilde, 
skulde Askalon være opbygt af en Lyder Askalos, en Sen af Hy- 
menaios og Broder til Tantalos: han var af den lydiske Konge Akia- 
mos sendt som Feltherre til Syrien, hvor han fattede Kjærlighed til en 
ung Pige og til Ære for hende byggede Byen Askalon. 

Derimod indeholde de israelitiske Sagn i Dommernes Bog og Samuels 

Bøger mange Bidrag til Philisterfolkets Historie for Aar 1000 f. Kr. 

Se ovenfor S. 671 Anmk. 5. Gaza synes dog at have gjort endel 

Modstand, siden den blev indtaget og plyndret. 

7? Se ovenfor S. 682. 

" Se ovenfor S. 690 fi. 

3 Se ovenfor 8. 696 ff.; Senakherib skjenkede en Del af Herekias' Land 
(Rawlinson, Znscriptions I, pl. 39 1. 23—26; III, pl. 12 1. 29—30, se 
ovenfor 8. 701) til Philisterne. Maaske vare disse Strækninger tidligere 
blevne fratagne Philisterne af Hezekias; sign. 2 Kong. 18, 8. 

5 Saaledes gik de israelitiske Profeters Spaadomme om Philisternes 

Undergang og om de haarde Tilskikkelser, der skulde mede dette 

mærkelige lille Folk, i Opfyldelse! 

Riget Gath, som Israeliterne omtale, (Josva 13, 3; 1 Sam. 6, 17; 21, 

10 ff., 1 Kong. 2, 39 0. 8. .v.) maa være blevet edelagt, fer Assyrerne 

trængte frem til Philisterlandet, da de aldrig omtale det. Gath spiller 

50 





Ekron. 


Asdod. 


786 


Ekron, Asdod, Askalon og Gaza". Det sidste var det mægtigste, 
det første det svageste. At demme efter de nedenfor anførte 
Personnavne havde Philisterne tidligt optaget det kanaanitiske Sprog. 


EKRON. ——T] 4 Ew < TT ——T av - gar - ru - na”, op y 2, 


Septuagintas ”Axxapwv", sandsynligvis det nuværende Akir, ,5ls, 
Sydost for Jaffa, Af Konger i dette Rige kjende vi kun to: 


] bT- A== a= på - di z i, >, Padi, som blev afsat omtrent 


Aar 700 af sine egne Undersaatter, men snart igjen gjenindsattes 
af Assyrerkongen Senakherib; og: 


I =—2 FE] Len || i- tu - zu”, yr”, Ituzu, omtrent Aar 675. 


ASDOD. TT Ewrr — =>, as - du - du, eller 
— 


p— p—p— 


——T]| =zae —T Jr as - du di?, TI] 47 w» TE] 


heller ingen Rolle i Profetierne og maa derfor sandsynligvis være for- 
svundet af Staternes Række før Midten af det ottende Aarhundrede 
f. Kr. 

1! QOm'Gaza og de øvrige Philisterbyers ældre Historie kan sammenlignes 
Stark, Gaza und die philistaische Kiste (Jena, 1852, 89). 

2 Rawlinson, Znscription: I, pl. 38 1. 69; pl. 39 1. 1 og 25; pl. 48 no. 1 
l. 5; UI, pl. 12 1. 22, ]. 25 og 1. 30; pl. 16 1. 16. Ordet synes ikke 
at beies af Assyrerne. 

2 Josva 13, 3; 15, 11 og 45; 19, 483; Domr, 1, 18; 1 Sam. 5, 10; 6, 
17; 2 Kong. 2, 1 og oftere hos Profeterne. 

S Saaledes Septuaginta og Eusebios, der i sit Onomastikon kalder Byen 
nen stor af Iudaier beboet Flække". Byen omtales ikke af Klassi- 
kerne. i 

3. Robinson, Falæstina Ill, 8. 280 fø.; Ritter, Ærdkunde XVI, 8. 122—124. 

&  Rawlinson, /nscriptions pl. 38 1. 69; pl. 39 I. 7 og I. 25; DÅ, pl. 12 
l. 22 og Il. 26. FPadi betyder formodentlig Frelseren. 

7 Rawlinson, /nscriptions pl. 48 no. 1 1. 5; III, pl. 16 1. 16. 

5. Botta, Monuments IV, pl. 150 1. 8; pl. 155 1. 10. 

?. Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 39 1. 24; pl. 48 no. 1 I. 7; DI, pl. 12, 
1. 29; pl. 16, 1. 18; Botta, Monuments IV, pl. 143 1, 15; pl. 149 1. 6: 
pl. 150 1. 4; pl. 155 1. 10. 





787 


as - du - da!, mon, Asdod?; de Gamles Azotos?, nu Esdud, 
Syds, Af Konger i Asdod kjende vi følgende: 

| il — —TT] a = zu - rib, "YN, Azur, eller »zy, Ezer, afsat 
af Sargon (formodentlig omtrent Aar 720); 

[IN 4 gx o—]« a- khi- mi - tit, rrnmn, Akhimut, indsat 
i Azur's Sted af Åssyrerne; 

| =lf TT om »Jy ia - ma- ni, YON?, Jaman”, hævet af Folket 
påa Thronen 712 efter Akhimuts Fald, men forjaget samme Aar; 
122 JOE o—]« mi - ti in - ti?, rorm, Mitinti, 
(Mytton eller Metten), omtrent Aar 700; 

| —t— —T] ET nu - mil - ku"?, —5%5, Nimlok, omtrent 
Aar 675. 


ÅSKALON. i, za TT). as - ka - lu - na!!, Aggsyrernes, 


TE EL Jordedenet, 5], A TE] 





Rawlinson, Jnscript:ons I, pl. 38 1. 51; anvendes navnlig foran Endelsen ». 
Josva 13, 3; 15, 47; 1 Sam. 5, &; 6, 17; Esaias 20, 1; Jer. 25, 20; 
1 Kong. 4, 24; Neh. 4, 7; 2 Krøn. 26, 6. 
Strabo, Geogr. XVI, 2 & 29 p. 759 Casaub. (p. 1101 A); Plin., Aist. 
Nat. V, 14; Ptol., Geogr. V, 16; Her. II, 157. 
" Robinson, Palæstina 1I, 8. 629; JII, S. 282; Ritter, Ærdkunde XVI, 
8. 89— 100. 
Botta, Mfonumentis IV, pl. 84 1. 2; pl. 149 1. 6. 
Botta, Monuments IV, pl. 84 1. 2; pl. 149 1. 8. Ordets Form er 
maaske oprindeligt ONMN »Morbroder", et Ord, der ganske svarer til 
INR Akhab, som betyder ,Farbroder". 
Botta, Afonumenis IV, pl. 148 1. 16; pl. 149 1. 10 og pl. 150 1 5, 
hvor Formen forekommer som Nævneform; pl. 155 l. 10, hvor hans 
Navn skrives Ja-ma-na, I Biblen findes det samme Navn Gen, 46, 17. 
Se ovenfor S. 690—691; slgn. Esaias 20, 1 om Tartans Tog til Asdod. 
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 51 og pl. 39 I. 24. 
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 ]. 7; I, pl. 16 1. 18. 
" Lepsius, Denkmåler III, 145 c. 
Rawlinson, /nscriptions II, pl. 67 1. 61. 

50" 


Askalon, 


188 


is-ka-lu-na" og TY], [TT JET, ST år kazal-lu-na?, 
Biblens p>pwn 2, de Gamles Askalon +, Abulfedas (gm nu (1) såe 5, 
Af Konger i Askalon kjende vi følgende: 


l mo] ry mi - tk z2 in - t, romn, Mitinti, 


(Mytton eller Metten I.), omtrent Aar 732 f. Kr. 
| < TIT Di —]« ru - kip - ti?, mp", Rakephet, formodentlig 


»— 


en Samtidig af Sargon; han er sandsynligvis henimod Aar 700, paa 
Grund af assyrervenligt Sindelag, bleven fortrængt fra Thronen af 
sine egne Undersaater under Syrernes Oprør. 


DÆNs=a] ,” | ]f aa it - ka = af, 778, Zedek (Zedekias), 
indsat af Folket og afsat af Senakherib omtrent Aar 700. 


l ET T—TI] ca —TT] sar - lu = ub - ri?, "9510 eller »pbsø, 
Sarlubri eller Sarlupri, Søn af den ovennævnte Rukipti (Rakephet), 
indsat til Konge af Senakherib omtrent Aar 700 f. Kr.; 


] sed ——d]« Er »—al< Mi - li = in - ti70, pram, Mitinti 
(Mytton eller Metten II.), omtrent Aar 675 f. Kr. 


! Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 4; ID, pl 16 1. 15. 

2  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 58; III, pl 12 1. 20; 1. 21 og 
l. 29. Ordet Askaluna synes ikke at beies af Assyrerne, ligesaalidet 
som Avgarruna. 

3 Josva 13, 3; Domr. 14, 19; 1 Sam. 6, 17 og 2 Sam. 1, 20; 1 Kong. 
4, 24 og oftere hos Profeterne. 

4 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 29 p. 759 Casaub. (p. 1101 A.); Plin., Hist. 

Nat. V, 14; XII, 51 og XIX, 82; Her. I, 105 0. s. v. 

Robinson, Palæstina 11, 8. 629; Ritter, Ærdkunde XVI, S. 66—89. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 61. 

Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 I. 62; III, pl. 12 1 21. 

Rawlinson, JInscriptions I, pl. 38 I. 58 og 61; TII, pl. 12 1. 20. Navnet 

mx findes ogsaa i aramaiske Indskrifter fra Assyrien; se Rawlinson, i 

Journal of the Royal Asiatic Society new series I, 8. 237 (London 1864). 

" Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 38 I. 62; III, pl. 12 1. 21, hvor han kaldes 
sar-luzul-a-ri. 


10 Rawlinson, Znscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 4; NI, pl. 16 1. 15. 


[- 4 ej 1 ta 





789 


GAZA. oN N du ga-2a-tu?, — TI Tr Te —l« 
ar, ET FEET boven, 5" Ft 5 ft] 


hazaz-zazatt, —T] TT =7T —T g=3)| hazaz-zu-tu?, Israeliter- 


nes my, de Gamles Gaza”, Herodots Kadytis?, nu 3;= Gaza?. Gaza 
var i Oldtiden en vigtig Stad; dens fornemste Gud var Marna?%, 
I Gaza kjende vi følgende Konger, som Assyrerne omtale!!: 

kig >) »I— ha-nu-nu"? eller ig il I TTT > haza-nuzu-nu "3 


eller ig hl 1 »J— haza-nu-nu!t, pm, Hanon (Ananias), Aar 732 


Lepsius, Denkmåler III, pl. 31 b.; i Select Papyrus pl. LXI, I. 8 (se 
ovenfor S. 606) og pl. LXXIX verso 1. 1 skrevet gazata, se 8. 611—612. 
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 36 1. 19; pl. 38 1. 26; Botta Monuments 
IV, pl. 138 1. 8 og I. 5. 

Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 62. 

Rawlinson, /nscriptions III, pl. 10 no. 2 1 19. 

Rawlinson, Jånscriptions III, pl. 10 no. 2 1. 20. 

Gen. 10, 19; Josva 15, 37; Domr, 1, 18; 3, 3; 16, 1 £.; 1 Sam, 6, 17 
0. 8. V.; desuden oftere hos Profeterne. 

Strabo, Geogr. XVI, 2 & 30 p. 759 Casaub. (p. 1101—1102 A.); Ptol., 
Geogr. V, 16; Plin., Hist. Nat. V, 14; VI, 32; XII, 32. Ammian. 
Marcell, Res gestæ XIV, 8; Mela, De situ Orbis I, 11, hvor der fortælles, 
at Kambyses, da han gik imod Ægypterne, lod sine Skatte blive i 
Gaza.  Iosepos meddeler adskillige Bidrag til Byens Historie i 
senere Tider. 

Her. II, 159, III, 5, 

Ritter, Ærdkunde XVI, 8. 45—65 og oftere. 

Steph. Byz., De urbibus et populis: ,,Gaza'; Epiphan., Adv. Hær. p. 518. 
Marinus, Vita Procli c. 19; Lampridius, Vita Alex. Severi c. 17; Hieron., 
Comment, in Es. c. 17, (III, p. 178); Vita Hilarion. (IV, 2 p. 78) og i 
Epist. ad Laetam (1. c. p. 591); Paul. Diacon., Vita Porphyr. Episc. 
Gaz., c. 8 fi.; Marna findes ogsaa pas Menter fra Gaza: Eckhel, Loct. 
Num. III, S. 449. Marna er maaske den samme Gud som Dagon. 
Det siges i Thotmess III's Annaler, at der paa denne Konges Tid var 
en Konge i Gaza, men hans Navn nævnes ikke; slgn. ovenfor 8. 524. 
Botta, Monumentis IV, pl. 122 1. 20; pl. 138 Il. 3 og 5; pl. 145 1. 1. 
Rawlinson, JInscriptions II, pl. 67 1. 62; III, pl. 10 no. 2 1. 19. 
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 36 1. 19. 


Gaza. 


Mindre Byer Ii 
Philisterlandet : 


Jope. 


Beth-Dagon. 


Eltheke, 


790 


og Aar 720, i hvilket sidste Aar han fangedes af Sargon i Slaget 
ved Raphia!; samt: | 

I] 23 [| is - mi - dul2, 5-0», Ismi-Bel, omtrent Aar 
700 og maaske ogsaa Aar 675. 


Af andre Byer i Philisterlandet nævner Assyrerne følgende, 
hvoraf enkelte ogsaa omtales af Ægypterne. 


SEES > jen ae SEE 


"97, NÆ?) eller ND>, Jope eller Joppe”, nu Jaffa GL, bekjendt 
som Havnestad og Udskibningssted for det sydlige Syrien &. 


BETH-DAGON. —""] tTITT= Sl] == 5 7] bit da- gan - na?, 
Beth-Dagon "9, +73%7-7=, uden Tvivl det nuværende Beit-Degan "”, 


ELTHEKE. ——] TD HT: al-ta-kuzu!?, mPNR, 
Eltheke"3, neppe meget langt fra den foregaaende By. 


1 Be ovenfor 8. 682 fr. i 

2  Rawlinson, Znscriptions I, pl. 39 1. 25—26 og maaske ogsaa pl. 48 
no. 1 I. 4, III, pl. 16 1. 15. Navnet kan maaske ogsaa læses Js-miz 
in, 50%» Esmun (?). 

2 Select Papyrus pl. LIX, 1. 2; se ovenfor 8. 601. 

£ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 66. 

5 Josva 19, 46; Jon. 1, 3; 2 Krøn, 2, 3; Esra 3, 7. 

S. Esmunezers Sarkophag i Louvre (se ovenfor 8. 758). 

7 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 28, p. 759 Casaub. (p. 1100 A.); Plin., Hist. 
Nat. V, 14 og IX, 4; Pausan., Perieg. IV, 35; Skylax, Peripl. p. 42 
(Muller, Geogr. Min. I, 8. 79). Til Stranden ved Byen Jope henlagdes, 
som bekjendt, i senere Tider, efterat Hellenismen havde fæstet Rod i 
Syrien, Andromedes Udsættelse og Befrielse ved Perseus; se de an- 
ferte Forfattere ll. cc. 

£ Ritter, Ærdkunde XVI, S. 574 ff.; slgn. Forfatterens Reise 8. 256 fr. 

?: Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 65. 

10 Josva 15, 41. 

1: Robinson, Palæstina III, 8. 238; Ritter, Erdkunde XVI,S. 542 og 580. 

2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 76 og 83. 

13 Josva 19, 44; 21, 28; se ovenfor 8. 698—699. 


791 


THIMNA. — |] »—T] — — | Ty la 2 am - naz a", en By, 
. der af Israeliterne uden Tvivl saavel kaldtes Thimnat som Thimna?, 
de Gamles Dauva?. 


RAPHIA. => Ry ndu ri-pehit, — |] = TI I 4 ra-pi-hsb, 
de Gamles Raphia', en By, der laa et Par Mil Sydvest for Gaza, 
tæt ved Middelhavet. 

Den sidste By hørte naturligvis til Kongeriget Gaza; de to 
første vare paa Senakheribs Tid Dele af .Riget Askalon. Til 
hvad Rige Elthbeke og Thimna have hørt, vide vi ikke7. 


Sydsyriens Opland, — Kanaans Land?, som det kaldtes i gamle 
Dage — blev, som vi ovenfor have udviklet ?, i Rameses III.”s Dage, 
indtaget af det fra Ægypten udvandrede tsraelttiske Folk, som be- 
seirede den Befolkning, det forefandt i Landet. 

I alle ikke-israelitiske Meddelelser om Israeliternes Vandring 
fra Ægypten til Syrien nævnes rigtignok kun Jerusalem og Iudaia 
som de Steder, hvor de bosatte sig7?; men dette udelukker jo ikke 


Rawlinson, Inscriptions I, pl. 38 1. 82. 

Gen. 38. 12; Josva 15, 10 0. 8. v.; se ovenfor S. 699 Anmk. 6. 

Ptol., Geogr. V, 16; Plin., Aist. Nat. V, 15: toparchia Thamnitica. 

Select Papyrus pl. LXI, Il. 7—8 (se ovenfor S. 605). 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 36, 1. 19; Botta, Monumenis pl. 138 1. 3. 

Diod., Bibl. Hist. XX, 74, 1; Strabo, Geogr. XVI, 2 &$ 31 p. 759 

Casaub. (p. 1102 A.); Plin., Hist. Nat. V, 14: Raphea. 

7 Der forekommer os ingen Grund at være til at tvivle om, at disse to 
Byer paa Senakheribs Tid have været i Philisternes Besiddelse, 
uagtet de begge oprindeligt vare israelitiske Byer.  Efterretningen 
i Krenikerhes Bøger om, at Thimna under Akhas blev erobret af 
Philisterne (2 Arøn. 28, 18), er uden Tvivl fuldkommen paalidelig. 

8 Det er tvivlsomt, hvorvidt Ægypterne havde anvendt Ordet Kanaan 
som Betegnelse for Sydsyrien. Der tales vel om et Land pa-kanana, 
f. Ex. Lepsius, Denkmåler III, 126 a.; men det var kun et mindre 
Landskab, maaske kun en By med et lille Distrikt. 

? Se ovenfor 8. 622—24. 

10 Se saaledes den manethoiske Excerpator Jos., C. Ap. I, 26; Lysi- 

makhos (Jos., C. Ap. I, 34); Khairemon (Jos., C. Ap. I, 32). 


aa dB fm ØB MM mm 


Th!imna. 


Raphia. 


Juda. 


Isørael, 
(Samarela), 


792 


Muligheden af, at de ogsaa have taget andre Egne af Kanaan i 
Besiddelse. Man maa nemlig ikke glemme, at Alt hvad der er 
levnet os af ikke-israelitiske Optegnelser om Israeliternes Udgang 
af Ægypten, kun er kommet til os i en noget forkortet og i mange 
Henseender ikke lidet forvansket Skikkelse”. 


Hvorledes det end forholder sig hermed, er det klart, at 
Iudaia paa den Tid, Assyrerne kom i Berøring med Landet, 
dannede et eget Rige, som disse kalde 


RET + FE ser 2 SEJ] SITE ED] 
ta - u-di? -= Uu - da, 

d. e. mmm, Juda. Følgende Konger i dette Rige, hvis Hovedstad 
var Jerusalem, ere hidtil opdagede i assyriske Indskrifter: 


] 2= —TT] TT tTTT= as-ri-ia-u", eller == > —TT] TT tTTT: 


az-ri-ia-ud nn eller mm æy (YES eller "7187), uden Tvivl 
Fry Asarja, eller m1%, Uzijah eller Uzias, Aar 742—740; 


| ET! tTTT: Fr —[Ti" ta - u - kha - 21, mn? eller 77 
d. e. Akhags, mn, Aar 732; 


I T- T ET Ty TTT: ha - za - ku - a - u7, pm, 


Hezekijahu eller Hezekias, omtrent Aar 700 f. Kr.; 


TJ ET SITET mi - na - si - e8, snore, Manasse, Aar 675. 


I assyriske Aktstykker omtales der endnu iblandt de syriske 
Stater et andet sydsyrisk Kongerige, hvis Hovedstad var Byen 


! Se ovenfor $ 12 8. 153 ff. 

2. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 2; II, pl. 9 1, 4 og pl. 16 1. 13. 

2: Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 72; pl. 39 1 12; II, pl. 67 1 61; 
IT, pl. 9 1. 3. Denne Form bruges, hvor et > følger, og betegner Folket. 

+. Rawlinson, JZnscriptions II, pl. 9 no. 2 l. 4. 

5 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 no. 3 I. 22 og 31. 

£ Rawlinson, JInscriptions II, pl. 67 L 61; se nedenfor Kap. X $ 96. 

7 Rawlinson, /Znscriptions II, pl. 38 1. 71; pl. 43 1. 15; III, pl. 12, 1. 27; 
se nedenfor Kap. X $ 98. 

8 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 I. 2; HI, pl. 16 1 13; se 
nedenfor Kap. X $ 99. 





793 


—I m | TI TT 
sa - Mit - rt - na! 
ma (Shimron)?, d. e. TZauaesra?, I det gamle Testamentes 
historiske og profetiske Bøger fortælles der, som bekjendt, Meget 
om dette Rige, men ellers omtaler ikke nogen gammel Forfatter, 
at Samareia fordum havde været Midtpunkt for et eget Rige eller 
Sæde for egne Konger. Dette Rige, der i Biblen i Reglen benævnes 
Israels Rige, og som man ogsaa kalder de tz Stammers Rige, be- 
tegnede Assyrerne forøvrigt ikke altid som Riget Samirina eller 
Samareta: ogsaa andre Benævnelser findes. En enkelt Gang kaldes 
det saaledes: 


” | | +] 
sr - "  »- la! 


d. 6. Israel (>>), og mangfoldige Gange betegnes Riget som: 


SE TS -TILTE ener 2 3777 = TT ST TI 

bit hu : um == ri-aå bit hu z um - må, 
d. e. Omris Hus. Denne Betegnelsesmaade af et Land som dens og 
dens Hus er meget hyppig i Assyrisk og anvendes, naar man vil 
udtrykke, enten at vedkommende Rige, eller at dets Hovedstad er 
bleven grundet af en Konge åf det omtalte Navn”. Bet-humri, Umris 


!  Botta, Afonuments IV, pl. 75 1. 6; pl. 122 1. 16; pl. 138 1 1; pl. 145 
1. 12; Rawlinson, Znscriptions II, pl. 53 1. 55; HI, pl. 9 1. 50. 

2 1 Kong. 16, 24 0. 8. v.; se ogsaa 1 Kong. 18, 32. 

? Byen Samareia omtales hos Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 34 p. 760 Casaub. 
(p. 1103 A.). 

$ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 92. 

5 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 86 1. 19 og 20; III, pl. 9 1. 17. Af det 

foerste Sted, sammenlignet med Botta, Monumenis IV, pl. 75 L 5—6, 

fremgaar Identiteten af Samareia og Bet Humri se nedenfor Kap. X $ 96. 

Botta, Monumenis III, pl. 24 1. 6; pl. 26 1. 15; pl. 28 I. 21 0. fl. St. 

De hyppigst omtalte Riger, der føre saadanne Benævnelser, ere: Bet- 

Jakin, Bet-Amon og Bet-Adini. Det sidste Udtryk betegner dog 

neppe »det af Fry Adinu stiftede Rige", men snarere ,Samfundet af 

Fry? Edens Børn" (se ovenfor 8. 353), ligesom Bet-Amon betegner 

nÅmons Berns Stat". 


eee må 


794 


eller Omris Hus, er altsaa enten: ,,det af Omri stiftede Rige" eller: 
»det Rige, hvis Hovedstad var grundet af Omri". Det Sidste er efter 
Biblen, som bekjendt, Tilfældet med Samareia, der af Omri hævedes 
til Israels Riges Hovedstad!. I ikke-israelitiske Skrifter nævnes 
følgende Konger i Riget Samareia : 

Omri, ”=ny, der undertrykkede Moabiterne?; 


| kl Tr TT Ar a - kha - ab - bud, armm d. e. aNmn, 
Akhab, Aar 854 f. Kr.; | 
IE MI: TH sa - u - 09, 2, d. e. wym, Jehn, Aar 842; 

| bem 4 arm p— mi - ni - hi = im - nu%, DD, 
Menahem, Aar 739; 

| == 2] lig på - ka - ha, mpe, Pekah, omtrent Aar 730; 
] Ty sT: I] ar] a-u-2t -", 0, Hosea, indsat til 


Konge omtrent Aar 730 efter Pekah?”; 
Fra Sargons Tid var Samareia Hovedstad i en Provinds, som 


indbefattede den mellemste Del af Kanaan. 


Til Syrien henregner man i Reglen endnu de tre Smaariger 
paa Ørkenens Grændse: Ammon, Modb og Edom, af hvilke det 
første Land laa østligt for Jordan, hinsides Floden Jabok, det 
andet Øst for det dede Hav, og det sidste, Edom, Syd og Sydost 
for denne store Indsø?. Disse tre Riger havde en monarkisk? For- 


1 1 Kong. 16, 24. 

? Se Indskriften fra Dhiban, der meddeles nedenfor Kap. X $ 95. 

2: Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 I. 91—92; se nedenfor Kap. X $ 95. 
£ Rawlinson, /nscriptions III, pl. 5 no. 6 I. 64—65; Layard, Inscriptions 
pl. 98; se nedenfor Kap. X $ 95. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 50. 

Rawlinson, JInscriptions III, pl. 10 1. 28; se nedenfor Kap. X $ 96. 
Rawlinson, I. 0. Se nedenfor Kap. X $ 97. 

Ritter, Ærdkunde XIV, S. 983 fr. 

Endnu paa Nabu-kudur-uzurs Tid havde disse Riger deres egne 
Konger; se Jerem. 27, 3 og 40, 14 


e mæ 4 aa (7) 





795 


fatning, imedens det tilgrændsende Arabiens Beboere styredes af 
Stammefyrster ". 


AMMON. == |? —] —TT a - Ma - na? (TON eller y2y) eller 
”A TTT æg," »—] — | bit am - ma - na, Yoy ra d. e. Sam- 


fondet af yoy 7537, Ammons Børn, eller, som man pleier at kalde 
dem, Ammoniterne. Af Konger over Ammoniterne omtale Assy- 
rerne følgende &: 


| | ——] JT. ba - " - sa, mwy=, Baesha; han kaldes Sen af: 


<< 
s TI] —[| 4 ru - hu - bi am Rehob, der formodentlig har 


været Baesha's Forgænger. Baesha levede Aar 854. Baesha om- 
tales maaske paa Stenen fra Dhiban”, ifølge hvilken han synes at 


have mistet Horonaim i en Kamp med Moabiterkongen Mesha ; 
i | pr pr AA 


my. sp af 8a - ni - bu, 330, Sanib, Aar 7329; 


pp p— 


l ryan —] ——] bu - tu - il, >Nra, Betuel, Aar 700 og 675?. 


MOAB. AA == ar——] —] ma =" - ba! d, AA pla" &—| 1] el 


2 Se ovenfor 8. 506 ff.; se forevrigt nedenfor 8. 797 Anmk. 2. 

2 Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 8 1. 95 

2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 52; pl. 48 no. 11. 7; II, pl. 67 
l. 60; I, pl. 16 I. 18 (samt pl. 23 1. 120: dit - amans). 

fS Gen. 19, 38; Deut, 3, 16; Josva 12, 2 0. 8. v. 

5 I Biblen omtales af Konger over Ammoniterne: paa Davids Tid Nahas 
og hans Sen Hanon (1 Sam. 12, 12; 2 Sam, 10, 2), og paa Nabu- 
kudur-usurs Tid en Konge ved Navn Baalis (Jer. 40, 14). 

S Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 96. 

” 8e nedenfor Kap. X $ 95, samt S. 796. 

£ Rawlinson, Ånscriptions II, pl. 67 1. 60; se ovenfor S. 676. Ifølge 
Krønikernes Bøger skulle Ammoniterne ved denne Tid eller kort forud 
have været skatskyldige til Juda, nemlig til Kongerne Uzias (2 KXrøn. 
26, 8) og Jotham (27, 6). 

? Rawlinson, Jnscriptions I, pl, 38 1. 52; pl. 48 no. 1 I. 7; III, pl. 
16 1. 18. 

W  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 53; pl. 48 no. 1 Il. 3; UI, pl. 
16 Il. 14. 


Åmmon. 


Moab. 


796 


mu - - aa - ba! 3870?, Moab, beboet af Moabiterne, der sikkert, 
stod paa et langt høiere Kulturtrin end Ammoniterne. Deres Stamme- 
land er Distriktet Kerak imellem Wadi el Ahsa og Floden Arnon. 
Landet Nord for Arnon indtil henimod Jabok, d. e. det nuværende 
Distrikt Kerkah, søgte de gjentagne Gange at erobre. Af Konger 
i Moab omtales der i ikke-israelitiske Aktstykker følgende?: 

Mesha, æn, Søn af 37-%%5, Kamosnadab (I); han befriede 
Moab for Israels Tryk og forjog Israeliterne fra Keorkah'; 


Vor E] Æt sa-la- ma - nu, Yabt, Salmon, Aar 7325; 


| ar El] TE] e kam - MU =- 84 = naz at - bt 
7005 Kamosnadab (II.), omtrent Aar 7008; 
4 0 FE mu - zur - i, nx, omtrent Aar 6757, 


EDOM. IT kan Frdimt, (mm) eller JAN" Er UY 


Å 
a-du-ma? (570) Ny ea T ra a-du-muzu!t, 7 TTT: — T sn 


u-du-mu!1, AA TIT —]| I u-du-mi!? 44 TT: —] == II] ==] 


u-duzum-ma "3, Israeliternes Edom oo", de Gamles" "Zdovuaia "5, 


!  Rawlinson, /nscriptions III, pl. 23 1. 121. 

2 Gen. 19, 37; Num. 22, 13 0. 8. v. 

3 I Biblen omtales af ældre moabitiske Konger: Balak, Zippors Sen, 
(Num. 22, 2 ff.) i Moses' sidste Dage, og Eglon i Dommernes Tid 
(Dom. 3, 12 ff.); sign. ogsaa 1 Sam. 22, 8 og 2 Sam. 8, 2; Jer, 27, 3. 

£ 8e Indskriften fra Dhiban, nedenfor Kap. X, $ 95. Mesa omtales 
2 Kong. 1, 1 og 3, 5. Kerkah var alt tabt i Moses" Tid; Num, 21. 26. 

5. Rawlinson, Jånscripsions II, pl. 67 1. 60. 

£  Rawlinson, /nscriptions I, pl. 38 1. 53. 

7 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 3 og HI, pl. 16 1. 14. 

8 Lepsius, Denkmåler VI, 108. 

Select Papyrus, pl. CXXV 1. 14—15, se ovenfor 8. 614. 

10. Rawlinson, /nscriptions I, pl. 45 col. II, 1, 55. 

11 Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12; II, pl 67, I. 61. 

12  Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 3; UI, pl. 16 1. 14; pl. 27 1 119. 

132  Rawlinson, /nacriptions I, pl. 38 1. 54. 

14 Num. 20, 14 ff.; 24, 18; 33, 37 og 34, 3; Josva 15, 1 0. s. v. 

18 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 34 p. 760 Casaub. (p. 1108 A.). 


797 


de nuværende Distrikter 4r%, (el) Shera, og Su> Gebel, begge 
østlige for Indsænkningen el Gohr. 

I den fjerne Fortid, da Ægypten beherskedes af Pharaonerne 
af det saakaldte tolvte Dynasti .d. e. efter al Sandsynlighed omtrent 
i det syvogtyvende Aarhundrede f. Kr., besøgtes Edom og Omegn 
af en Ægypter ved Navn Saneha, hvis Reiseberetning vi endnu 
have", Her tales om Hevdinger i Adim (Edom), men om Konger 
i Landet taler Saneha ikke?, I det ottende og syvende Aar- 
hundrede f. Kr. levede følgende Konger i Edom, som Åssy- 
rerne omtale?: 


| ISTED Æ[»SE ka - du - ma - lat- ka, 750", 
(750=3) Kadumelek (Gadmelek), paa Tiglath Pilesars Tid, Aar 732 +; 


L—] Ti T SE] SKU ta - ram - mu, D777, Joram, omtrent 
Aar 7005; 

| LT —] DA —TI ka - du - mu - hu, monp eller amp, 
Kadmos (?) eller &rr0-73 Gad-makha, omtrent Aar 675", 


Den findes Lepsius, Denkmåler VI, 108 ff.; se ovenfor $ 15 S. 192. 

Man ser af dette Aktstykke, at Navnet Ædom allerede var i Brug 

fjorten Aarhundreder fer Moses' Dage, altsaa ogsaa adskillige ÅAar- 

hundreder fer Esaus Levetid. De Fortællinger, der findes i Genesis 
om, at Esau tillige havde baaret Navnet Edom (se Gen. 25, 25 og 

30; samt 36, 8), ere altsaa af en senere Oprindelse. 

= Edom dannede en Art Overgangsled til Arabien, I Biblen nævnes der 
baade Konger og Stammefyrster i Edom (Gen. 86, 15 ff.). 

? En Kongerække fra Edom meddeles Gen. 86, 32—89. Disse Konger 
synes at have været Valgkonger og henhere derfor sandsynligvis til 
en ældre Tid, thi i senere Tider, saaledes i Davids Dage (se 1 Kong. 
11, 14), tales der om Edoms Kongefamilie. Edom blev betvungen af 
David (2 Sam. 8, 14) og bestyredes af israelitiske Statholdere, (se 1 Kong. 
22, 48). Under Joram (850—843) faldt Edom fra Juda og fik sine egne 
Konger (2 Kong. 8, 20), som det formodentlig har beholdt uden Af- 
brydelse indtil langt hen i Tiden Jer. 27, 3 omtales en Konge af Edom. 

" Rawlinson, Inscriptions II, pl. 67 1. 61; se ovenfor 8. 706. 

Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38, 1. 54. 

'. Rawlingon, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 8; DI, pl. 16 1. 14. En 

Stamme i Edom bar efter Gen, 25, 11 Navnet mmm p. 


798 


I et senere Tidsrum finde vi Nadatatere bosatte i Edom, i det 


Mindste i den sydlige Del; de beherskede som oftest hele Landet, 
hvortil de i det syriske Riges Svagheds Tid tilføjede flere Stræk- 
ninger hinsides Jordan. Af disse Konger kjende vi følgende!: 


Malku, ba d. e. Malkos, en Samtidig af Demetrios I. og 


Alexandros Balas; 


$ 60. 


Åretas (I), mmm, Samtidig af Pompeius; 
Åretas (II), mmm, Samtidig af Herodes. 


Antallet af de Guddomme, der tilbades af de syriske Folk ?, 


Tillæg: korte synes ved første Betragtning at have været meget stort. For- 


Bemær 


de neg uden Israeliternes mm Jehova (Jahve), der ogsaa kaldtes Elohim, 
Folks Religion. mm DR, dyrkedes der i Syrien, efter hvad der fortælles blandt 
andre følgende Væsner: Guden Adad? eller Hadad?, (mm) Guden 
Kamos5, Guden Molok?, Guden Adonis 7”, Guden Melkart?, Guden 
El?, Guden Marna"? og maaske en Gud Adar!!, samt Gudinderne : 


er 


Nabataierne omtales ferste Gang i Aaret 311, da Demetrios Polior- 
ketes foretog et Felttog imod dem (Diod,, Bibl. Hist, XIX, 94; Plut., 
Demetrios c. 7). Om Nabataierne se Ritter, Ærdkunde XII, 8. 114 ff.; slgn. 
ogsaa Levy, Zeitschrift der Deutschen Morgenl. Gesells. XIV, 8. 363 ff. 
(1860); Duc de Luynes i Revue Numismatique nouvelle série II, 
S. 292—316 og 362—385 (1868). 

Om de syriske Folks Religion slgn. Melchior de Vogtés Bemærk- 
ninger i Journal Asiatique sixiéme série X, $S. 125 ff. (Aott 1867); slgu. 
ogsaa F. Lenormant, Afanuel II, 8. 350 ff. (1868). 

Sankoniaton (ed. Orelli p. 34) omtaler en "A4dodos som Gudernes 
Konge; slgn. ogsaa Macrob., Saturn. I, 23. 

Man har ofte antaget Ordet Benhadad for sammensat med Gudenavnet 
Hadad, men det er neppe rigtigt, da dette Navns rigtige Form, som 
alt bemærket, uden Tvivl er Benhadar og ikke Benhadad. 

Num. 21, 29; 1 Kong. 11, 7; 2 Kong. 28, 13; Jer. 48. 7 fr, 

Levit. 18, 21; 20, 2 ff.; 1 Kong. 11, 7; 2 Kong. 28, 10. 

Gesen., Script. et ling. Phoen. Monum. 11, 400; Strabo, Geoyr. XVI, 2 
p. 764; Lucian, De Syria Dea & 6. 

Fragm. Sanchon. p. 82 ed. Orelli; Euseb, De Laude Constant. c. 18. 
Damas. hos Photios, Afyriobibl. p. 343. 

Se ovenfor 8. 789 Anmk. 10. 

1 Navnet Hadarezer synes Hadar at være et Gudenavn; tvivlsommere 
er det, om Aadar i Benhadar ogsaa er et Gudenavn. 








799 


ÅAstarte", Ashera?, Dido? og Anath", (til hvilke vi maaske endnu 
kunne føje Tanith? og Mylitta?, der dyrkedes i Syriens Nabolande, hvis 
Forhold i mange Henseender minde om Syrien, saaledes at det 
nok er troligt, at flere af disse Landes Guddomme ogsaa fandt Dyr- 
kelse i Syrien), — ikke at tale om de mange forskjellige Baaler, 
hvorom der tales i Biblen: Baal-Zebub (Beelzebub)7”, Baal-Peor 8, 
Baal-Berith” 0. 8. v.!?, — Betænker man endvidere, at der overalt, 
foruden én eller flere af de her nævnte fornemste guddommelige 
Væsner, tilbades adskillige mindre Guddomme — man tænke paa 
Kabeirerne og paa Planetguderne, paa Esmun! 0. 8. v., da det synes 
ikke at kunne benægtes, at Syrien i Henseende til Antallet af 
sine Guder ikke stod tilbage for nogetsomhelst andet hedensk Land. 

Undersøge vi imidlertid Forholdene lidt nøiere, ville vi snart 
finde, at saavel største Delen af de her nævnte høiere Gude- 
skikkelser som de lavere Guddomme ikke ere væsentlig forskjel- 
lige fra hinanden. De lavere Guddomme ville snart vise sig kun 
at være eiendommeligt udviklede Biformer af de høiere Guder, og 
hvad disse angaar, da have vi i dem egentlig knn Navne, med 
hvilke man paa forskjellige Steder i Syrien betegnede det Væsen, 
man tænkte sig som ophetet over alt Andet, og som man tilbad 
som saadant; altsaa med andre Ord, de her opregnede Gudenavne 


mm — 


!?  Astarte omtales dels som phoinikisk Gudinde (se ovenfor S. 747 
AÅnmk, 4; slgn. Herodian V, 6, 10), dels som en af frafaldne Israe- 
liter tilbedt Gudinde (Dom. 2, 13; 10, 6; 1 Sam. 7, 3 ff.; 10, 12; 
1 Kong. 11, 5 ff.), dels endelig som philistaisk Gudinde, 1 Sam. 31, 10. 

2 1 Kong. 15, 18; 18, 19; 2 Kong, 28, 4. 

2 Se ovenfor 8. 747 Anmk. 4. 

"… Anat omtales i phoinikiske og ægyptiske Indskrifter se de Vogié, Journal 
Asiatique 1. c. 8. 148 ff. ' 

Denne Gudindes- Dyrkelse var meget udbredt over Landene ved 

Euphrat og Tigris samt i Persien. s 

% Mylitta dyrkedes navnlig i Babylon, se Her. I, 131 og 139. 

7 2 Kong. 1, 2 fe. 

%. Num, 25, 1 ff.; 31, 16; Josva 22, 17. 

7 Dom, 8, 33; 9, 4 fr. 

'0 Om Baaler oøbym i det Hele tales der 1 Sam. 7, 4; Hos. 15; 2 Krøn, 
24, 7. 


800 


ere egentlig kun forskjellige Benævnelser paa et og samme aller- 
højeste Væsen. Man behøver blot at betragte Betydningen af 
disse Gudenavne: Baal betyder jo: Herren, Adoni (Adonis): Vor 
Herre, Adad (Hadad): den Eneste, Eli: den Stærke, Molok: Kongen, 
Melkart: Stadkongen, Dido: den Yndige 0. 8. v. — alle Beteg- 
nelser, der ikke ret vel synes at passe paa noget andet Væsen 
end et højeste Væsen. Rigtignok vise disse Betegnelser dels hen 
til et mandligt dels til et kvindeligt Urvæsen, men heri findes 
ingen virkelig Modsætning og ingen Hindring for Antagelsen af, at 
man i Syrien oprindeligt har forestillet sig det guddommelige 
Væsen som en Emhed, Den mandlige og kvindelige Guddom ere 
nemlig aabenbart væsentligt et Udtryk for det selvsamme Begreb, 
og ere kun to Sider deraf. De syriske Folks Polytheisme synes 
følgelig ret vel at kunne antages for stammende fra en oprindelig 
Monotheisme, som vi dog ganske vist kun maa forestille os som 
saare ufuldkommen og tilmed af den Beskaffenhed, at den under 
Folkets fremadskridende Udvikling næsten med Nødvendighed 
maatte føre til Polytheisme. Naar Mennesket nemlig vilde grunde 
over Naturens Kræfter, i hvilke han maatte mene at gjenfinde det 
Guddommelige, eller han vilde gjøre det guddommelige Væsens 
Natur til Gjenstand for sin Tanke, saa vilde han snart komme til 
den Slutning, at Guddommen virkede paa meget forskjellige 
Maader, men denne Forestilling havde man megen Vanskelighed ved 
at fastholde, naar man ikke gjorde disse Virkeformer til særskilte 
Væsner og gav Slip paa Enheden. Saaledes forsvandt da denne, 
og Monotheismen opløste sig i Polytheisme. 


TREDIE AFSNIT. 
DET GAMLE ÆGYPTEN. 


NNE 


STBTTE KAPITEI… 
ÆGYPTENS HISTORIE. 


N aar man paa saa mange forskjellige Steder af Jordens Over- 
fade — saavel i Europa, Asien og Amerika som i selve Afrika — 
har fundet Levninger, der vidne om, at vor Jord alt har været 
beboet for mangfoldige Aartusinder siden", saa kan det ikke vække 
nogen Forundring, at man i Ægypten har fundet Vidnesbyrd om 
en Bebyggelse af Landet, der synes at føre os henved tolv til tyve- 
tusinde Aar tilbage i Tiden før vor Tidsregnings Begyndelse. 
Ægypten er jo det tidligst civiliserede Land, vi kjende, og denne 
høie Kultur kan ikke være naaet i kort Tid. Ægypten var jo 
desuden et frugtbart Land, som tidligt maa være bleven befolket. 

Ganske vist har jo nok en Række nøiagtige i de senere Tider 
foretagne Undersøgelser af Ægyptens Jordbund, tilfalde godt- 
gjort, at der fordum har været en Tid, da den frugtbare sorte 
Jord, som man nu træffer overalt, hvor Nilens frugtbargjørende 
Vande naa hen, indtil en Dybde af henved hundrede Fod — paa 
enkelte Steder muligvis endnu dybere —, slet ikke endnu fandtes 


1 Sign. ovenfor 8. 4—5. Afrikanske Fund af Stensager, stammende fra 
geologiske Tidsrum, ere dog hidtil meget faa, men det kan ikke være 
underkastet nogen Tvivl, at saadanne Fund ville fremkomme i sterre 
Mængde, naar Afrika bliver netere undersegt i arkæologisk Henseende. 

$1 


$ 61. 


802 


i Landet, hvorimod Nilen dengang flød igjennem en mager Klippe- 
dal og faldt ud i en Bugt, i hvilken der laa en Ø, som bragte 
Flodens Vande til at dele sig og derved lagde Grunden til Dan- 
nelsen af Deltaet!. Men dette Tidsrum, da Nilen flød igjennem 
en øde Klippedal, har neppe varet særdeles længe”? og er uden 
Tvivl forsvunden i en fjern Fortid. Allerede i en tidlig Tid maa 
den blaa Flod, Nilens østlige Hovedarm, under Regntiden i Abys- 
sinien, ligesom det endnu sker den Dag idag, hvert Aar være svulmet 
op og have revet en Masse fed Jord løs fra sine Bredder, som den 
afsatte under sit nedre rolige Løb nedenfor den første Katarakt; 
herved er der da snart fremkommet et lille Lag af den sorte 
frugtbare Jordbund, som udgjør Ægyptens Rigdom, og som sikkert 
straks har begyndt at bære rige Frugter. 


ndersogelser Hvor forsvindende end det Lag er, som det af et enkelt Aars 


uldste Historie. Ogergygmmelse efterladte Dynd kan danne, saa vil det dog altid 
efter længere Aarrækker blive at spore, at Ægyptens Jordbund 
" stadigt hæver sig, hvoraf Følgen jo blandt Andet bliver, at de 
Jordlag, der til længst forsvundne Tider dannede Landets Over- 
flade, nu maa søges nede i Jorden, og det jo dybere, jo fjernere 
den Fortid er, de tilhøre, 
Ifølge adskillige paa neiagtige Iagttagelser grundede Under- 
søgelser, der, skjøndt førte ad forskjellige Veie, dog have ledet til 


! Ægyptens Geologi har i de senere Aar været Gjenstand for mange 
Behandlinger. Vi henvise f. Ex. til Cazalis de Fondouce, Recherches 
sur la gåéologie de PEgypte, 1868 8”. Om denne Ø, der tilherer den 
pliocene Formation, se Cazalis de Fondouce l. c. S. 33. 

2 Vi ere tilbeielige til at antage, at de Værkstedsfund fra Stenaldren, 
som man har fundet i Sidedale ved Theben, tilhere denne fjerne Tid, 
da Ægyptens sorte fede Jordbund endnu ikke rigtigt havde dannet 
sig. Om disse Stensager slgn. Zeitschrift fiir ågyptische Sprache VID 
S. 89 f., 8. 113 £. (1870). Arcelin, L'åge de la pierre en Egypte. 

3 Allerede dengang da Napoleon opholdt sig i Ægypten, eller ikke 
længe efter, blev det af franske Videnskabsmænd bestemt, hvormeget 
Ægyptens Jordbund hæver sig, nemlig i hvert Aarhundrede 5 Tommer i 
Øvreægypten og 2'/» i Deltaet; se det S. 803 Anmk, 1 anferte Skrift. 


803 


samme Resultat, ter man nu med nogenlunde Sikkerhed antage, 
at f. Ex. det Jordlag, der i den egentlige Nildal (ovenfor Flodens 
Delingspunkt) ligger fire Fod under Nutidens Overflade, omtrent 
for tusinde Aar siden har været Jordbundens Overflade, og at et fire 
Fod dybere liggende Jordlag omtrent for totusinde Aar siden, 
altsaa under Ptolemaierne, har været den Flade, hvorpaa Datidens 
Ægyptere levede og færdedes; fremdeles, at det Jordlag, man 
finder fire Fod dybere, altsaa tolv Fod under Landets Overflade i 
vore Dage, — tusinde Aar før, altsaa under Kongerne af Navnet 
Rameses (Rasøennerne), har været den Jordbund, som da dyrkedes, 
og hvorpaa man dengang bevægede sig, byggede sine Boliger 0. 8. v. 
De Gjenstande, man finder i disse Lag, kunne med stor Sandsyn- 
lighed antages, endnu i de Tider, da Lagene dannede Overfladen, 
at have ligget i det øverste Lag, og maa altsaa t det Seneste 
stamme fra disse Tider. Man kan følgelig være berettiget til 
efter disse Gjenstandes Natur, saavidt muligt, at gjøre sig Slut- 
ninger med Hensyn til Ægyptens Befolknings Udviklingstrin og 
Dannelse 1 hine fjerne Tidsrum, da de Lag, hvori de ere fundne, 
udgjorde den dyrkede og bebyggede Overflade. Nu er Antallet af 
de ved Undersøgelser af Jordbunden i Ægypten forefundne Gjen- 
stande ikke ringe", og de synes, overensstemmende med selve Lagenes 
Natur, at vise, at der allerede for mange Aartusinder siden har 
fandet Agerdyrkning Sted i Ægypten, og at man maaske en halv 
Snes tusinde Aar før Kristus havde Husdyr i Landet, forstod at 
danne Kar af Ler og brænde dem, samt at forme Nildyn til 
Teglsten; derimod er der Intet nøiere godtgjort om, i hvad Tids- 
rum Kjendskab til Metallerne første Gang har udbredt sig i 
Ægypten, ligesaalidet som om, hvornaar Ægyptens Forfædre ere 
indvandrede i Ægypten, eller hvorfra de stamme. 

Vi maa i denne Henseende indskrænke os til at bemærke, at 
anatomiske Undersøgelser af gamle ægyptiske Hovedskaller ved 


! Man har nemlig foretaget Boringer paa forskjellige Steder i Ægypten; 
se om disse Leonhard Horner i Philosophical Transactions of the Royal 
Society CXLV, S. 105 fi. og CXLVIII, S. 53 ff. (London, 1855—1858). 

51” 


80£ 


Retzius, Morton! og i de sidste Aar ved forskjellige yngre An- 
thropologer synes at have godtgjort, at Ægypterne ere langt nær- 
mere beslægtede med de vestasiatiske Folk, navnlig med Folkene af 
den saakaldte kaukasiske Race, end med det evrige Afrikas Beboere, 
og at det, som Følge heraf, synes at maatte antages, at Ægypternes 
Forfædre ere indvandrede fra Asien?,  Sammenlignende Sprog- 
undersøgelser, paa den ene Side imellem det gamle ægyptiske Sprog 
og de afrikanske Sprog2, og paa den anden Side imellem det gamle 
ægyptiske Sprog og Hovedsprogene fra Vestasien, synes ogsaa at 
tale for Rigtigheden af denne Antagelse om Ægypternes Slægtskab 
med asiatiske Folk. Men da de sproglige Forhold i Afrika kun ere 
meget ufuldstændigt kjendte, anse vi det dog for det Rigtigste 
indtil videre ikke at drage Slutninger om Ægypternes Herkomst af 
denne Art Undersøgelser. 


Det ægyptiske Ifølge samstemmende Vidnesbyrd af flere gamle Forfattere, 


Riges Stiltelse 


ved Menes. gaavel fra Hellas", som fra Ægypten? selv, var det ægyptiske 
Rige blevet stiftet af en Konge ved Navn Menes. I Virkeligheden 
vil man ogsaa i alle os bekjendte i Ægypten forfattede Forteg- 
nelser over Landets Konger? bestandig finde en Konge ved Navn 


1 Se Morton, Crania Aegyptiaca or Observations on Egyptian Ethnography, 
derivated from anatomy.; Philadelphia, 1846, 4?. 

2 Diodors Fortælling om, at Ægyptens Civilisation skyldes en Udvan- 
dring fra Meroe (Diod., Bibl. Hist. NI, 3), har naturligvis intet Værd. 
Af de ægyptiske Aktstykker og de aithiopiske Oldtidslevninger frem- 
gaar det tvertimod ubestrideligt, at den aithiopiske Kultur er frem- 
staaet og har udviklet sig under ægyptisk Indflydelse. 

2 Man antager i Reglen, at det gamle ægyptiske Sprog er beslægtet 
saavel med de indo-europæiske Sprog som med de syro-arabiske (se- 
mitiske) Sprogs Modersprog. Imidlertid holde dog Andre, saaledes 
f. Ex. Barth, paa et Slægtskab imellem Ægypternes Sprog og flere 
afrikanske Sprog, som Berber- og Dinka-Sprogene. 

S£ Se Her., II, 4 og 99; Diod., Bibl. Hist. I, 43. 

: Se Udtoget af Manetho hos Syncellos, Chronogr. I, p. 53 sqq., p. 91 sqq.; 
Euseb., Chron. Arm. p. 94 (Miller, Fragm. Hist. Gr. 1I, 8. 539—540). 

£ Se Kongelisterne fra Abydos, Sakkarah, Theben o. s. v. (om disse 
Lister se ovenfor 8. 194—195 samt 8. 58 Anmk, 2.). 


805 


- a! - 42 
stillet i Spidsen "mn Pharaonerne. Llolge UI: Uddragene af Manetho's 
Værk stammede Menes fra This ved Abydos — en Efterretning, 
om hvis Rigtighed vi ikke have nogen Grund til at tvivle. Menes" 
Tidsalder kan ikke neie bestemmes; dog feiler man neppe meget, 
naar man sætter hans Levetid omtrent til Aar 4000 f. Kr.3, 


Efter Menes fulgte seksten Konger af hans Slægt", hvorpaa menes' Ener- 
Thronen ifølge Manetho skal være gaaet over til en vis Nekherophes, første Dynastier 
om hvem vi nedenfor skulle tale, 

Blandt de mangfoldige Mindesmærker med gammel-ægyptiske 
Skrifttegn, som man har opdaget rundt om i Ægypten, gives der 
ikke en eneste, under Menes" (Mena's) eller Nekherophes' Ætlinges 
Regjeringstid indhugget Indskrift, som omtaler nogen af de til disse 
Kongehuse hørende Pharaoner. Ganske vist mangle ikke alle 
Mindesmærker fra disse Kongehuses Tid; thi saavel flere af Pyra- 
miderne, — Datidens Kongegrave' —, som en Del af de omkring 
disse opdagede Privatgrave”, ere aabenbart ældre end det fjerde 
Dynasti, d. v. s., de tilhøre den Tid, da Ægypten beherskedes af 
Pharaoner af Menes' og Nekherophes' Æt, ja flere af dem inde- 
holde Indskrifter i Hieroglyphskrift?, som vise os, at dette eien- 


12 Se f. Ex. Lepsius, Ædnigsbuch Taf. V no. 1. 

2 Lepsius, Denkmåler III, 168. 

3 Menes er maaske et Par Aarhundreder yngre, men han kan ogsaa have 
levet en Tidlang fer Aar 4000. 

+ De hieroglyphiske Navne findes i Lepsius, Kånigsbuch Taf. V—VIII; 
se ogsaa de Rougé i Mémoires de P' Ac. des Inscr, XXV, II, 8. 239 (1866). 

5. Se nedenfor 8. 807 Anmk. 3. 

S Se nedenfor S. 812—813. 

Se Mariette, Les tombes de Pancien Empire, i Revue Archéologigque nou- 

wælle série XIX, 8. 7—22 og S. 81—89 (Jan. og Fevr. 1869). 

I Louvre findes en Gruppe i Sandaten, forestillende en Familie paa 

tre Personer, hvilken Gruppe, efter Hieroglyphernes Form og Ud- 

ferelse at demme, formodentlig stammer fra det tredie Dynastis Tid, 


-å 


806 


dommelige Skriftsystem allerede dengang har været faldt udviklet, 
og at altsaa Skrift i hine Tider længe havde været i Brug i 
Ægypten!?. Vi kunne derfor ikke i mindste Maade tvivle om, at 
man ikke blot i Rigets Blomstrings Dage, men endog i en temme- 
lig sildig Tid, — maaske endnu under Ptolemaierne — har be- 
siddet adskillige historiske Aktstykker fra disse gamle Tider”, ja 
muligvis besad man dengang endog de origmale Rigs-Aarbøgerå 
eller i det Mindste paalidelige og netagtige Udtog af disse. 

Naar vi derfor i den turinske Kongepapyrus finde angivet, 
hvor mange Aar, Maaneder og Dage hver af disse Konger har levet, 
og hvad Alder de have opnaaet”, kunne vi ikke have nogen Grund 
til at tvivle om Rigtigheden heraf: vi maa kun beklage, at den 
Del af dette værdifulde Aktstykke?, der handler om de første 
Tider efter Menes, paa flere Steder er slemt beskadiget, idet der 
her kun haves mindre Brudstykker, hvis Følge ikke er sikker. 

I de Udtog, vi have af Manetho's Værk, deles Menes' nær- 
meste Efterfølgere : to Dynastier, det saakaldte forste og andet 
Dynasti, hvoraf det første indbefatter otte Konger og det andet 
ni. Efter disse opføres der i de manethoiske Lister et nyt 


! Se ovenfor S. 169 fr. 

Vi have flere Vidnesbyrd om, at man endnu i det fjerde Dynastis Tid 
brugte forgængelige Stoffer, som f. Ex. beredede Skind og Huder, til 
at skrive paa; det Samme var uden Tvivl Tilfældet i de tre fore- 
gaaende Dynastiers Tid og er formodentlig Aarsag i, at der ikke er 
bevaret Originaloptegnelser fra denne Tid. 

3 Om Rigs-Aarbeger se ovenfor 8. 45 fø. 

+ De første af Menes' Efterfølgere synes at have opnaaet en hei Alder : 
man finder paa Fragm. no. 20 følgende Levealdre: 73, 72, 68, 55, 50, 
95, 70; sign. de Rougé 1. c. S. 369. 

Se ovenfor S. 194; se ogsaa S. 58 Anmk. 2. 

De Rougé meddeler en Oversigt over disse Stykker i den anferte Af- 
handling: Mémoires de PAc. des Inscr, XXV, II, 8. 239. Lauth har 
ordnet enkelte af de mindre Stykker noget anderledes; se hans Ma- 
netho pl. 2 (col. []) og 8. 74—138. 

I Brudstykket no. é£ 1. 4 findes en Sammenlægning paa 555 Aar, som 
Lauth mener tilherer de to foerste Dynastier; se hans Manetho 8. 135. 
Miller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 539 ff.; Lauth mener (Afanetho S. 136) 


ej 


807 


Kongehus, der kaldes det tredæe Dynasti, og som forøvrigt skal 
stamme fra Memphis, hvor Menes' Hus havde sit Sæde. Det be- 
gynder med en Konge Nekherophes og indbefatter, ligesom det 
foregaaende, ni Konger!; men om Rækkefølgen af Regenterne af 
denne Kongeslægt ere vi ikke istand til at danne os nogen klar Fore- 
stilling, da den turinske Papyrus her er yderst mangelfuld, og et 
stort Stykke synes at være gaaet til Grunde”, De andre Konge- 
lister give intet Navn, der synes at kunne stemme med Nekhero- 
phes2, ligesom i det Hele de Navne, som findes i Kongelisterne 
fra Abydos og Sakkarah, og som maa antages at henhøre til det 
tredie Dynasti", ikke altid med Lethed kunne bringes i Samklang 
med de Navne, vi finde i Manetho's Udtog. 

I disse Lister findes der, foruden Kongernes Navne og An- 
givelsen af deres Regjeringers Længde, stundom korte Bemærkninger 
om enkelte af disse gamle Pharaoner. Saaledes fortælles det om 
Menes, at han mistede Livet paa en sørgelig Maade, idet han blev 
røvet af en Nilhest%; om hans Efterfølger Atothis, at han byggede 
Kongeborgen i Memphis og forfattede lægevidenskabelige Skrifter ; 
om Semempses, at under ham hjemsøgtes Landet af Ulykker”; 
om Kekhoos, at under ham bleve Tyrene Apis og Mnevis samt 


i den turinske Papyrus at finde en svag Antydning af en Afbrydelse 
af den lige Linie efter den ottende Konge, idet Sætningen ari-n-f m 
suten d. e. regjerede, der ellers kun angives ved en Streg, ved Biu-neter, 
den niende Konge, er skrevet helt ud. 

1 Muller, Fragm. Hit. Gr. I, 8. 544 fr. 

I Brudstykket no. 18 herer formodentlig for en Del herhen. Om La- 

kunen foran dette Stykke se de Rougé Il. c. 8. 247. 

2 Den tilsvarende Konge synes snarest at have ført Navnet Bebi. 
Lauth, Manetho S. 139—148, mener at kunne paavise det ægyptiske 
Navn paa Nekherophes — Nefr-s-nefr — i en anden Indskrift. 

£ Détte gjælder om Kongerne Sar, Teta eller Sar-7eta, Sezes, Neferkara, 
Ranebka og Huni. Efter den sidste fulgte Snefru, der danner Over- 
gangen til det fjerde Dynasti. 

5 Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 589 efter Eusebios, Chron. Arm. p. 94 

og Syncell., Chronogr. p. 54. 

Miller, I. c. 8. 589. 

Muller, 1. c.: Zeudutwns ép" ov poge ueyicrn xardøge Tyv Alyvxrtov, 


4 & 


808 


Bukken i Mendes ansete for Guddomme! 0. s. v. Hvorvidt disse 
Bemærkninger alle indeholde virkelige Overleveringer, formaa vi 
ikke at afgjøre, men vi antage dog for sandsynligt, at i det 
Mindste de fleste af disse Efterretninger virkeligt stamme fra 
Manetho, og at han atter har øst dem af paalidelige for største 
Delen samtidige Vidnesbyrd ?, 

Hvor tarvelige end de Oplysninger om disse Konger og deres 
Regjeringstid, som vi kunne hente fra Manetho's Udtog eller fra 
Indskrifterne?, ere vi dog ikke aldeles ude af Stand til at danne 
os et Billede af Ægyptens Forfatning i dette fjerne Tidsrum". 

Det forekommer os utvivlsomt, at Tidsrummet fra Menes til 
Slutningen af det tredie Dynasti har været et meget betydnings- 
fuldt Afsnit af det gamle ægyptiske Folks Historie, idet det efter 
al Sandsynlighed er fra dette Tidsrum, at de allerfleste af de 
gamle Ægypteres mange vigtige Opdagelser og Opfindelser paa 
det praktiske Livs Omraade stamme , ligesom ogsaa Grundlæggelsen 
af Ægyptens rige Konstflid, Uddannelsen af den ægyptiske 
Konst og Literatur samt Udviklingen af den Ægypterfolket saa egne 
Skjønheds-, Ordens- og Sædelighedssands aabenbart henhører til 
dette Tidsrum. Thi straks saasnart de samtidige Mindesmærker 
begynde at tale, og saasnart vi ved deres Hjælp føres ind i 
Ægyptens Fortid — nemlig i det saakaldte /jerde Dynastis Tid —, 


2 Mutller, L c. 8. 542—543. 

2 FEfterretningen om, at Menes blev dræbt af en Nilhest, kunne vi have 
al Grund til at betvivle, da der i et af Haandskrifterne af Synkellos 
(cod. B.) staar sæoranuov istedetfor sæxoxoræuov. Maaske var det 
Oversvemmelsen, zoranmog, der rev Menes bort. 

3 Enkelte af disse Pharaoner omtales i Ritualet. 

$ Vi kunne her gjere opmærksom paa, at den sjette Konge af det første 
Dynasti i Manetho's Lister, Miebidos, i Indskrifterne bærer Navnet 
Meri-ba-pen, hvad der betyder: Åan, som elsker Jernet, et Navn, der jo 
antyder, at Jernet alt fer hans Tid var kjendt og anvendt i Ægypten. 
Men hvorvidt man har forstaaet at uddrage Jernet af Jordens Skjød, 
eller man har neiedes med det forhen sikkert meget rigelige Mfeteor- 
jern, formaa vi ikke at afgjere. Endnu langt senere, endog Aartu- 
sinder senere, ere de skjærende Gjenstande for sterste Delen af Bronze, 








809 


finde vi det ægyptiske Folk i de allerfleste Henseender naaet om- 
trent saavidt, som det i det Hele skulde komme i den gamle Verden. 

Det er imidlertid klart, at Ægypterne i dette fjerne Tidsrum 
ikke alene bekymrede sig om udvortes Velvære, om det timelige Livs 
Forskjønnelse og Udvikling; de glemte aabenbart ikke det aande- 
lige Liv, og det kan neppe betvivles, at, uagtet Livet dengang 
stadigt forbedredes og forskjønnedes ved nye Opfindelser og Opda- 
gelser, saa vare dog allerede Datidens Ægyptere blevne var, at, hvor 
meget Verden end skred frem, og hvor langt den end siden maatte 
skride frem, vilde den aldrig naa Fuldkommenhedens Maal og 
vilde altid vedblive at være en forkrænkelig Verden; men herved 
syntes dem "Tilværelsens Idée ikke tilfulde at være virkeliggjort! 

Derfor skabte Ægypterne sig i deres Indbildningskraft en 
ideel Verden, i hvilken de forestillede sig, at Guderne levede og 
færdedes, og i hvilken de haabede, at selv de engang vilde komme 
ti at faa Bolig?. Men for at Mennesket kunde komme ind i denne 
ideelle Verden, maatte han have været retfærdig: hans Ord maatte 
have” været sandt, og han maatte have levet ustraffelig samt have 
vist sig god og barmhjertig imod sine Medmennesker. Det er 
denne ideelle Verden, der fremtræder for os i Ægypternes Religion, 
hvis Udvikling, hvad det Væsentlige Bngaar, uden Tvivl naar op 
til dette Tidsrum, 


Med det fjerde Dynasti begynde de samtidige Vidnesbyrd, idet 
de ferste Konger af dette Dynasti omtales i flere Indskrifter, som 
findes indhuggede dels i Privatgrave i Nærheden af Pyramiderne ", 
dels ogsaa i Stenbrud i Egnen om Sinai. Gravene fra dette 
Tidsrum vise i Bygning, Anlæg og Udstyrelse ikke ringe Frem- 
gang siden det tredie Dynastis Tid, men staa dog paa den anden 


————— - 


: Man behøver blot at kaste et Blik paa Fremstillingerne paa Vægene 
i Gravene omkring de store Pyramider. 

2? Se nedenfor &$ 78. ' 

2 Se ovenfor S. 808 med Anmk. 1, om Indførelsen af Dyretjenesten. 

" Om Gravene fra dette Tidsrum, se Mariette i Revue Archéol, nouv. série 
XIX, 8. 20 (1869). 


Det fjerde og 


femte Dynasti. 


810 


Side ikke lidet tilbage for Gravene fra den anden Halvdel af det 
Fjerde Dynasti's Tid, ligesom for Gravene fra det femte Dynasts's 
Tid. Alt tyder i det Hele hen paa, at den ægyptiske Udvikling 
i den sidste Del af det fjerde Dynasti's Tid og under det femte 
Dynasti i mange Henseender har naaet sin heieste Spidse, og at 
den nationale Bestræbelse i Tiden efter det femte Dynasti's Dage 
langt mere gik ud paa at devare de vundne Resultater og beskytte 
dem mod Undergang og Omdannelse, end paa at udvide dem og 
bygge videre paa det vundne (Grundlag. 

Med Undtagelse af den første! og de to sidste Konger lade 
i Manetho's Udtog i det fjerde Dynasti alle Konger sig let påa- 
vise, ikke blot i Kongelisterne, men i samtidige Mindesmærker, 
idet nemlig flere Ægyptere, hvis Levnetsløb vi kjende af Ind- 
skrifter i deres Gravkamre omkring Pyramiderne, ofte have udført 
samme eller forskjellige Hverv under forskjellige Konger”, De 
vigtigste Konger af det fjerde Dynasti vare følgende tre: 


(9 d—5b ) khufu, ogsaa kaldet (g7— 0 VW re 


khum (num) khufu?, Herodots Kheops", Diodors Khemmis', de mane- 
thoiske Listers Suphis'; 


sha-f-ra (skrevet: ra-sha-f)7, Herodots Khep hren?, 
Diodors Khephren eller Khabryas?, Manetho's Suphis (11.)"9; 


1 Den første Konge Soris antages forevrigt ikke uden Grund for den 
Sera, hvis Navn i den turinske Papyrus er skrevet med redt Blæk, 
hvorved han betegnes som første Konge af en ny Linie, men denne 
Sera er i ethvert Tilfælde flere Slægtled ældre end Snefru og Khufu. 
Se nedenfor 8. 814, de Rougé 1. c. S. 256 ff. 

Lepsius, Denkmåler Il, 2 og oftere, se de Rougé S. 261 fl. 

Her. II, 124. 

Diod., Bibl. Hist. I, 68, 2 fø. 

Måller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 548 ff. 

Lepsius, Denkmåler II, 5 ff., se de Rougé Il. c. S. 271 £ 

Her. II, 127. 

Diod., Bibl, Hist. 1, 64 1 f. 

Miller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 548 ff. 


- ea … ] ø en dn €é3 Ud 


== 
ae 


811 


men-ka-ra (skrevet: ra-men-ka)!, Herodots? og Dio- 


dors? Mykerinos, de manethoiske Listers Menkheres". 

Ifølge de manethoiske Lister? var Suphis (Khufu eller Kheops) 
den anden Konge af Dynastiet, men hans Forgænger, Sorts, kan, 
som alt antydet? ikke paavises i Indskrifterne, hvorimod ifølge 
flere samtidige Vidnesbyrd? en Konge ved Navn Snefru var 
Khufu's Forgænger paa Ægyptens Throne. Denne Snefru har Ma- 
netho ikke ladet uomtalt; hans Sephuris? er aabenbart denne Konge, 
men Sephuris er efter ham den ottende og næstsidste Konge af 
det tredie Dynasti. Hans Efterfølgere Kerpheres? og Soris have 
imidlertid efter al Sandsynlighed aldrig været i Besiddelse af 
virkelig Kongemagt, og man kan derfor ret vel betragte Snefru 
som den første Konge af det fjerde Dynasti, 

Snefru er den første Konge, der har efterladt sig Indskrifter "9; 
hans Navn læses blandt Andet paa Halvøen Sinai", Man ser 
heraf, at Ægypterne allerede paa hans Tid have begyndt at ud- 
strække deres Herredømme over enkelte tilgrændsende Egne; thi 
Sinaihalvøen var neppe oprindeligt beboet af Folk af ægyptisk 
Stamme. Paa Halvøen findes Metaller og kostbare Stenarter, saa- 
ledes blandt Andet Kobber og Turkis. Det er sandsynligvis for 


7 Se de Rougé 1. c. 8. 281 fr. 

2. Her. I, 129—134. 

É Diod. Bibl. Hist. I, 64, 6. 

Måller, Fragm. Hist. Gr. IO, 548 fr. 

"> Miller, I. c. 

S Se ovenfor 8. 810 Anmk. 1. 

7 Se navnlig Indskrifterne i Dronning Mer-ti-tef-s Grav; hun var nemlig 

forst gift med Snefru og siden med Khufu og levede endnu under 

Shafra, se de Rougé 1. c. p. 256 ff. 

Muller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 544. 

? Kerpheres var maaske en Dronning, og nærmest berettiget til Thronen. 
Indskrifterne indeholde dog ingen Oplysning om nogen Prindsesse fra 
denne Tid med dette eller et lignende Navn. 

10 Lepsius, Denkmåler II, 1 og 16, 0. 8. v.; se de Rougé 1. c. S. 250. 

Lepsius, Denkmåler I, l. c. 


på 
Lond 


812 


disse Mineraliers Skyld, at Ægypterne have sat sig i Besiddelse 
af Halvøen". 

Efter Menkara eller Mykerinos fulgte en Konge Aseskaf?, 
uden Tvivl Herodots Asykhig?, der efter ham skal have været en 
vis Lovgiver. De to sidste Regenter af det fjerde Dynasti i de 
manethoiske Lister, Seberkheres og Tamphthis", kunne ikke paa- 
vises i Indskrifterne, ifølge hvilke den første Konge af det femte 
Dynasti, Userkaf (Userkheres)?, er fulgt, umiddelbart efter Aseskaf. 
Den sidste, Tamphthis, var efter Nogle en Dronning, hvad der ikke 
er usandsynligt; hendes Forgænger Seberkheres, der efter Manetho's 
Lister skulde have været Konge i syv Aar, har maaske aldrig 
været i virkelig Besiddelse af Thronen. 

Det femte Dynast's Konger bestaar i de manethoiske Lister 
af ni Konger, der let kunne påavises saavel i Kongelisterne fra 
Abydos og Sakkarah som i den turinske Kongepapyrus&, i hvilken 
deres Regjeringsaar ogsaa for en Del ere bevarede. De første 
reøgjerede temmelig kort, de to sidste: 7at (eller som han 
kaldes i Kongelisterne 7at-ka-ra), Manetho's Tankheres, og Unas, 
Manetho's Onnog, omtrent en Menneskealder?. I den turinske 
Papyrus forekommer der, foruden de fra Manetho kjendte Konger, 
endnu et Par andre Konger, der ere indskudte imellem hine, men 
de have kun regjeret kort, synes det, og have maaske været sam- 
tidige med nogle af de andre Konger?, Med Unnas synes der at 
have været en Afbrydelse af den lige Linie, ja Kongemagten gik 
maaske efter hans Død over til en ganske anden Familie. 

Alle Konger af disse to Dynastier og af det følgende sjette 


! Brugsch, Wanderung zu den Turkis- Minen (1866, Zden Udg. 1868). 

2 Se de Rougé I. c. S. 239 og 8. 283. 

2. Her. II, 136. 

+ Muller, Fragm. Hist, Gr. UI, 8. 549. 

5: Muller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 552. 

£ Pap. Taur. fragm. no. 34, se de Rougé Il. c. 8. 292. 

7. Den første regjerede 28, den sidste 30 Aar efter Papyrus'en. 

2 Se de Rougé (1. c. 8. 293), der mener, at de have været en Art 
Cæsarer. 





813 


Dynasti: ligesom sandsynligvis ogsaa Kongerne af de tre første 
Dynastier reiste Pyramider over deres Grave, hvilke Bygninger de 
lod paabegynde straks efter deres Thronbestigelse. De to store 
Pyramider ved Giseh!, skulle efter en gammel Overlevering, som 
vi alt finde hos Herodot”, indeholde Levningerne af Kheops' og 
Khephern's afsjælede Legemer, ligesom den nærliggende noget 
mindre Pyramide skal være reist over Mykerinos' Grav. 

En Række Undersøgelser, man i den senere Tid har foretaget 
i den største Pyramide, have vist Rigtigheden af denne Overleve- 
ring for denne Bygnings Vedkommende, thi Khufu's, d. e. Kheops" 
Navn er fandet skrevet paa flere Blokke i Pyramidens Indre, 
medens andre Kongenavne ikke forekomme: Paa samme Maade er 
Overleveringen om Mykerinos bleven bekræftet". I den tredie Py- 
ramide 5, fandt man hans Sarkophag med en Indskrift, der fortalte, 
at Menkaras' jordiske Levninger hvilede deri. At den anden Py- 
ramide tilhører Khephren, kan ikke betvivles. Men uagtet de 
Gamles Efterretninger om Pyramidernes Opbyggere saaledes ere 
blevne fuldt bekræftede, tør man dog derfor ikke antage, at Alt, hvad 
de ellers meddele os om disse Kongers Levetid, er rigtigt. Herodot 
fortæller jo, som bekjendt, at Kheops (Khufu) og de andre Pyra- 
mideopbyggere levede efter Sesostris' og Rampsinits Tid, d. 6., at de 
ere yngre end Rameses II. og IIl.; men dette er umuligt, da hine 
Konger og deres Pyramider jevnligt omtales i Indskrifter ikke 
blot fra Rameses'ernes Tid, men ogsaa fra ældre Tider, ligesom de 
i alle Kongelister føres op imod Rigets første Dage. 

Tidspunktet for Khufu's og Shafra's Levetid kan ikke neie 
bestemmes; dog er det neppe at betvivle, at de have levet før Aar 
3000 f. Kr.; de tilhøre snarest, synes det, det 34te Aarhundrede 
f. Kr., en Angivelse, der fandtes i et af Diodors Kildeskrifter&, 


Om disse sign. bl. a. Forfatterens Reise S. 188 fr. 
Her. II, 124 fr. 

Se Lepsius, Denkmåler II, 2. 

8e Howard Wyse, Pyramides of Gizeh II, S. 86. 
Se Her. II. 124 fr. 

Diod. Bibl. Hist. I, 68. 


ea fS & dB Bd mm 


814 


Vort Kjendskab til Ægyptens Forhold i disse fjerne Tider 
skylde vi, som alt antydet, de Fund, man i de senere Aar har 
gjort i Nærheden af Pyramiderne ved Gizeh og Sakkarah!. Disse 
Fund komme navnlig fra Grave, der bestaa af flere Kamre, hvis 
Vægge ofte ere prydede med Tegninger i svagt ophøjet Arbeide 
og med Indskrifter. Man har i dem ogsaa fundet Billedstetter af 
staaende og siddende Ægyptere i Træ og Sten; disse Mindesmærker 
ere ligeledes ofte forsynede med hieroglyphiske Indskrifter. 

De fleste af disse Grave vare Familiebegravelser, indhuggede 
for Medlemmer af Kongehuset, i Reglen for Kongernes yngre 
Sønner eller Børnebørn.  Indskrifterne lære os de der bosatte 
Personers Stilling at kjende, og da de alle beklædte Embeder og 
Værdigheder ved Hoffet, men ikke altid de samme Værdigheder 
under de forskjellige Konger, saa faa vi her værdifulde Oplysninger 
om den Rækkefølge, hvori Kongerne have regjeret, ligesom vi 
ogsaa, naar flere Indskrifter omtale de samme Konger, kunne gjøre 
os Slutminger med Hensyn til Længden af de enkelte Kongers 
Regjeringstid. Naar f. Ex. flere Personer have beklædt Embeder 
under tre paa hinanden følgende Konger, saa kunne vi med ikke 
liden Sandsynlighed antage, at den mellemste af disse Konger ikke 
har regjeret saa særdeles længe 0. 8. v. 

De billedlige Forestillinger, som i svagt ophøiet Arbeide, oftere 
tillige smykkede med Farver, komme os imøde paa Gravkamrenes 
Væge?, ere ligeledes af stor Vigtighed for os. Man sér nemlig 
her Gravkamrets Eier afbildet i forskjellige Omgivelser, der føre 
os midt ind i Datidens Liv, i Huset og paa Marken. Snart viser 
den Afdøde sig siddende paa en smagfuld Stol eller staaende op 
foran en rigt smykket Væg, snart sér man ham forlyste sig med 


! Se Mariette i Revue Archéol. I. c. Mariette havde indtil i Aaret 1868 
undersegt 4 Grave, der tilherte de første tre Dynastier; 20, der tilhørte 
den ferste Halvdel af det fjerde Dynasti; 23 fra anden Halvdel af det 
Jjerde Dynasti; 61 fra det femte og 25 fra det sjette Dynasti's Tid, for- 

" uden 9, hvis Tidsalder var uvis; se Mariette 1. c. S. 18. 

2 Se Billederne i Gravene fra Pyramiderne, Lepsius Denkmåler lI, 2 fr. 


815 


Jagt eller beskuende sine Rigdomme, sine Hjorder af Okser og 
Æsler!, sine Dynger af tærsket Korn, eller sine velladede Nil- 
baade. Alle de Gjenstande, man ser afbildet, ligesom Bohave og 
Redskaber, ere meget smagfuldt udførte og vidne tilfulde om, at 
Konst og Haandværk har blomstret i Ægypten i dette fjerne 
Tidsrum ikke mindre end Agerdyrkningen og Kvægavl. Stundom 
ség hele Skarer af Landboere fra forskjellige Steder at bringe 
Gravenes Herre deres Gaver, hvad enten han nu har været Eier 
af digse Steder, eller han har havt dem at bestyre for sin Konge. 

Skildringer af denne Art, hvor Scener af Livet fremstilles, ere 
ligeledes almindelige i det mellemste Riges Tid? og mangle heller 
ikke i det nyere Riges Gravkamre; men de have dog her for en 
stor Del maattet vige Pladsen for Forestillinger fra den ideelle 
Verden d. e. fra Gudeverdenens og fra Livet hinsides Døden, saa- 
ledes som Ægypterne udmalede sig dette. Men alle denne Art 
Forestillinger mangle i det gamle Riges Gravkamre: her ser man 
aldrig Fremstillinger af Guder eller af andre overnaturlige Væsner 
eller af de Egne, som Mennesket skulde gjennemvandre efter Døden, 
en Omstændighed, der naturligvis har til Følge, at vort Kjendskab 
til Ægypternes religiøse Forestillinger i det gamle Riges Dage ere 
saare mangelfulde. Imidlertid kunne vi dog af den Omstændighed, 
at flere af de vigtigste Guder omtales i Indskrifter fra dette Tids- 
rum, og at deres Navne overalt skrives med de samme Tegn som 
siden, — ligesom ogsaa deraf, at de betegnes med de samme Til- 
navne 0, desl. som senere —, med temmelig Sandsynlighed slutte, af 
den ægyptiske Religion i det Væsentlige alt var udviklet i dette 
fjerne Tidsrum". Ogsaa Dyrtjenesten maa have været fuldt uddannet, 


"Se f. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 9, hvor Antallet paa hans Kvæg an- 
gives. Han havde saaledes 2,235 Geder og 974 Faar foruden mange 
Okser og Æsler, men ingen Heste; Hesten blev nemlig forst senere, 
omtrent ved Aar 2000 f. Kr., indfert i Ægypten. 

Se nedenfor $ 62. 

Dette gjælder saavel de Gudenavne, der skrives med Lydtegn, som de 
der skrives med Monogrammer; sign. nedenfor & 78. 

£ 8. 808 Anmk. 1 og 8. 809. 


816 


Apis f. Ex. omtales i de ældste Indskrifter", Anubis udtrykkes 
ved den liggende Shakal? Aa Thot ved RS Ibisen? 0. s. v.. 


At være de høie Guders første Tjener og Tolk ansaaes i det 
gamle Ægypten for et af de mest udmærkede Hverv, man kunde 
tænke sig, hvorfor der neppe nok gaves noget Medlem af de 
højere Slægter, der ikke var optaget i et eller andet Præsteskab. 
Selv de kongelige Prindser, Thronfølgeren indbefattet, vare Med- 
lemmer af et eller flere Præsteskaber, og vi kunne derfor let forstaa, 
hvorledes i ældre Kildeskrifter Ægyptens Adel gjerne skildres som 
Et med Landets Præster". Af denne nøie Forbindelse imellem 
Adlen og Helligdommenes første Tjenere tør man dog ikke slutte, 
at alle Medlemmer af Adlen have staaet i lige nøie Forhold til 
Templerne; tvertimod finde vi tidligt omtalt Mænd, der ganske 
vist tilhører Præsteslægterne, men kun med svage Baand vare 
knyttede til Helligdommene; i Tidens Løb bleve disse Baand 
stedse svagere, og Antallet af civile og mitære Embedsmænd, der 
ikke tillige havde præstelig Gjerning at varetage, bestandig større %, 

I det fjerde og femte .Dynastis Tid var der navnlig Præste- 
skaberne for Gudinderne Hathor og Neith, der nøde stor Anseelse, 
idet Medlemmerne af Kongehusene, baade Mænd og Kvinder, lode 
sig optage i disse Samfund. Mærkeligt nok spille disse Præste- 
skaber ikke nogen stor Rolle i senere memphitiske Indskrifter. 

Foruden disse Præsteembeder var det Præsteskabet for den 
afdøde (og for den levende) Konge, som var mest eftertragtet, og 


Lepsius, Denkmåler II, 16; II, 18 og oftere. Se ovenfor S. 808 Anmk. 1. 
F. Ex. Lepsius, Denkmåler 1I, 5. 

F. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 5. 

Se Gen. 47, 26. 

I Indskrifter fra det ellevte og tolvte Dynastis Tid omtales Mænd, 
som Befalingsmænd i Hæren, der ikke synes at have havt noget 
andet Embede og navnlig ikke vare Medlemmer af noget Præsteskab. 
I Rasennernes Tidsrum er Antallet af de ægyptiske Embedsmænd, 
som ingen præstelig Gjerning have, endnu større; men dette ude- 
lukker naturligvis ikke, at der endnu var mange Præster, der havde 
civile Embeder at varetage. 


ta ad ll oo N - 


817 


som aabenbart, ligesom senere under Ptolemaierne, var Rigets for- 
nemste præstelige Værdighed; den beklædes derfor i Reglen af 
en af Kongens nærmeste Slægtninge!, 

De omtalte Mindesmærker fra det fjerde og femte Dynasti's 
Tid vise, som alt antydet”, at Ægypten i dette Tidsrum var et 
rigt og blomstrende Land,-der udmærkede sig ikke blot ved sin 
Ågerdyrkning og Kvægavl, ved sin Husflid og Konstflid, men ogsaa 
ved sin Konst, sin Literatur og sin Videnskab. Men disse Mindes- 
mærker indføre os kun i Samfundets højeste Kredse, idet de 
næsten udelukkende tale om den fornemste Adel, navnlig om de 
Familier, der udgjorde Hoffets Omgangskreds og vare beslægtede 
med Kongehuset. Om de lavere Samfundsklasser gives der saa 
godt som ingen Oplysninger i disse Mindesmærker. Af andre 
Aktstykker synes det imidlertid at fremgaa, at ingenlunde alle 
Samfundsklasser i lige Grad eller endog blot i et nogenlunde 
passende Forhold nøde godt af Landets umaadelige Fremskridt; 
ja det synes allerede i hin fjerne Tid at være gaaet paa lignende 
Vis, som det saa ofte er hændet senere, baade i Oldtiden og i den 
nyere Tid lige til de allersidste Dage, at overalt, hvor der i et 
Samfund gjøres mægtige og hurtige Fremskridt, dér vokse Skygge- 
siderne ikke mindre hastigt end de lyse Sider: ved Siden af den 
umaadelige Rigdom og Glands fremkommer der snart skærende 
Modsætninger, som let enten kunne fremkalde voldsomme Rystelser, 
eller ogsaa langsomt, men sikkert, ville komme til at tære paa 
Kulturlivets Rod. 

Saaledes synes det næsten at være gaaet i Ægypten i hine 
gamle Dage?. Et Aktstykke, der ganske vist er adskillige Aarhun- 


! Gudinderne Hathor og Neith maa have nydt stor Anseelse i det gamle 
Riges Dage. Ogsaa Guden Num (Khnum), der herer hjemme i Syd- 
ægypten, og som i senere Tid spiller en stor Rolle (saaledes i de 
græske Indskrifter, hvor han kaldes Knuphis), ned ligeledes allerede 
dengang stor Ære i hele Ægypten. Hans Navn var jo, som vi have 
set, Bestanddel af Kongenavne. 

z Se ovenfor S. 805 fr. 

2. Sign. ovenfor 8. 757 om lignende Begivenheder i Syriens Historie. 

52 


818 


dreder senere end det fjerde Dynasti's Dage, idet det tilhører det 
tolvte Dynasti's Tid", fortæller os saaledes, at en Agerdyrker, der 
havde en mindre Jordlod at drive, var Gjenstand for mange For- 
urettelser fra de kongelige Embedsmænds Side, uden at han 
kunde faa Ret over dem. Fortællingen, der henføres til Slut- 
ningen af det tredie Dynasti's Tid (til Kong Ka-neb-ra's Regje- 
ring), er formodentlig opdigtet; men den kan ikke være ganske 
uden Rod i det virkelige Liv; den henviser aabenbart til en Tid, 
da de Mægtige greb om sig paa de Svageres Bekostning. De 
Rigdomme, som vi se ophobede i Kongens og i det højere Aristo- 
kraties Hænder, vilde vel neppe heller have været saa umaade- 
lige, og navnlig vilde Stormændene neppe have kunnet have saa 
store Grundeiendomme?, naar de lavere Klassers Velvære og Vel- 
stand blot var gaaet frem nogenlunde efter samme Maalestok som 
de højere Stænders. Hertil kommer en anden Betragtning. Hos 
Herodot? fortælles det om Kheops (Khufu), at Folket under 
hans Regjering maatte slæbe og slide for Opbyggelsen af håns 
Pyramide, og at det haardt plagedes af ham. Undersøgelserne 
af Pyramiderne have imidlertid vist, at Pyrademidebygningen 
neppe dreves paa en anden Maade af Kheops end af de andre 
pyramidebyggende Konger, og at det væsentlig var af Længden 
af en Konges Regjering, at hans Pyramides Størrelse afhang". 
Er Kheops' Pyramide saa stor, da tør man nok antage, at dette 
snarest skyldes den Omstændighed, at han regjerede længere 
end mange andre Konger. Ganske vist kan man tvivle om, 
at han regjerede to Menneskealdre, som Herodot? og Manetho &é 


 —-- 


! Se Lepsius Denkmåler VI, 104. 

? De lange - Processioner af personificerede Byer eller Eiendomme, som 
bringe Gaver til de Stormænd, hvis Grave findes omkring Pyrami- 
derne, synes at vidne om, at enten disse Mænd eller i al Fald 
Kongerne besade store Grundeiendomme. 

2 Her. II, 124 fr. 

£ Om Pyramidebygningen slgn. f. Ex. Forfatterens Reise S. 192. 

3. Her. II, 127. 

" Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 548—549, Suphis regjerede 63 Aar. 


819 


fortæller, men han regjerede dog i det Mindste over en Snes Aar!, 
altsaa henved én Menneskealder. 

Ægyptiske Optegnelser, der støtte sig til samtidige Vidnes- 
byrd”, lære ogs desuden, at Kheops, langt fra, som Herodot for- 
tæller, at være en ugudelig Konge, der lukkede Templerne, meget 
mere opbyggede og forskjønnede Landets Templer. Men uagtet 
saaledes en hel Del af hvad Herodot fik meddelt om Kheops?, 
ligesom hans Bestemmelse af Tiden for hans Levetid, ikke holder 
Stik", saa maa vi ikke deraf slutte, at Alt, hvad der fortælles om 
ham, er uden Værd, Det er aabenbart, at der hos Ægyptens 
Folk i senere Tider var en Misstemning tilstede imod Khufa; men 
da Landet var rigt og blomstrende under bam, og da denne Mis- 
stemning dog maa have haft en Grund, og den ikke kan søges 
hos de høiere Klasser, der levede i et Overmaal af Velvære, saa 
maa vi søge dens Oprindelse fra de lavere Folkeklasser. Nu 
var disses Tilstand i den Tid af det ægyptiske Riges Historie, 
hvorfra vi have de fleste og bedste Aktstykker — Tidsrummet fra 
det attende til det tyvende Dynasti?, — vel skke slet, men det er 
dog aabenbart, at de lavere Klasser vare tilsidesatte, og vare 
f. Ex. ikke + Besiddelse af Grundeitendom; og det skete sikkert 
-kun saare sjældent, at Nogen af disse lavere stillede Klasser, hvor- 
meget de end sled og slæbte, hævede sig op til det Velvære, som 
de højere Stænder levede i?”. 


1 Ifølge fragm. no. 32 af den turinske Kongepapyrus sammenstillet 
med fragm. no. 18 (se de Rougé Il. c. 8. 867) synes Snefru at have 
regjeret 24 Aar, Khufu 23 Aar. Ifelge Herodot (II, 121) var Kheops' 
(Khufu's) Pyramide opbygt i Lebet af en Snes Aar, og da enhver 
Konge straks tog fat paa sin Pyramide, saa har han vel neppe re- 
gjeret synderlig længere, se ogsaa Lauth, Manetho S. 171—176. 

2 Se f. Ex. Indskriften i Denderah, der fortæller om dette Tempels 

Skjæbne; Dimichen, Bauurkunde von Denderak. 

Her. II, 124. 

Se ovenfor S. 813. 

Se ovenfor 8. 814—15. 

Se ovenfor S. 174—175. 

At det dog ikke var ganske umuligt for Folk af lavere Stænder at 

52" 


+ es red dm ta 


820 


At dømme efter de Antydninger, der gives i Aktstykker fra 
Tiderne før det attende Dynasti lige til den ældste Tid, hvorfra 
vi have Mindesmærker, vare Forholdene i denne Henseende 
væsentlig af samme Art som i det attende, nitteride og tyvende 
Dynasti's Tid. Paa den anden Side finde vi ingensomhelst An- 
tydning af, at der har været nogen Stammeforskjel imellem den 
ægyptiske Adel og Almue, og vi kunne derfor ikke antage, at 
den uforholdsmæssige Fordeling af Formuen og Almuens Udeluk- 
kelse fra Grundeiendom naar op til de forhistoriske Tider. Op- 
hobningén af Formuen paa enkelte Hænder hører formodentlig 
hen til den Tid, da Ægypten skred kraftigt frem i Udvikling, 
altsaa til de første Dynastiers Regjeringstid eller til de ældre 
pyramidebyggende Kongers Dage. 

I dette Tidsrum var det maaske, at de smaa Grundbesiddere 
fortrængtes fra deres Eiendomme eller gik over til at blive en 
Art Fæstebønder eller Forpagtere, der, ligesom Nutidens Fellahs, 
kun fik en ringe Del af Afgrøden, en Femtedel, til Deres Under- 
hold og til Løn for deres Arbeide”. Maaske var det under 
Kheops og Khefren, at den nye Tingenes Orden gjennemførtes og 
hjemledes ved Lov, og maaske var denne Omstændighed Aarsag 
til, at Almuén i Ægypten vedvarende nærede Uvillie imod disse 
Kongér, ligesom i det Hele mod de fleste pyråmidebyggende Konger 3, 


ere 





hæve sig op til heiere Værdigheder i Staten, synes at fremgaa af 
Æventyret: De to Brødre, som læses i Papyrus d'Orbiney, se ovenfor 
S. 229, I en Papyrus omtales en Befalingsmand i Hæren, som havde 
været Tjener (smet), se Select Papyrus pl. CXX 1. 5—6. Man erindre 
ogsaa Josephs Historie i Biblen. 

! Man har vel stundom ment, at den ægyptiske Almue skulde bestaa af 
Efterkommerne af en tidligere Befolkning, og Adelen af Efterkommerne 
af et nordfra, fra Asien, indvandret Erobrerfolk, men denne Formodning 
beror ikke paa nogen Kjendsgjerning og er kun en les Gisning. 

2? Om Landboforholdene i Ægypten i vore Dage kan sammenlignes f. Ex. 
Forfatterens Reise S. 169. 

3 Kun Mykerinos pristes af Herodots Hjemmelsmænd som en god 
Konge, og neppe med Urette, thi allerede i den turinske Kongepapyrus 
nævnes han iblandt Ægyptens store Konger; se Brugsch,. Histoire 
dB Egypte 8. 37. 


821 


Efter det femte Dynasti fulgte et Kongehus, som, efter hvad de 
der i Reglen antages af Ægyptologerne!, stammede fra Elephantine, "ende Dynasti. 
Ægyptens allersydligste By; men hvorfra Slægten end stammede, 
havde dog Herskeren af dette Hus, de manethoiske Listers sjette 
Dynasiz, maaske endnu deres Sæde i Memphis, Rigets gamle Konge- 
stad, der dog ikke havde den samme Betydning som tidligere. 

I det Mindste? er det aabenbart, at Memphis ikke mere er 
Middelpunktet for Ægyptens Liv; der indhugges ikke mere her 
som tidligere prægtige Gravkamre, og i de faa, der endnu dannes, 
findes ikke mere den fine Udførelse, den Konstfærdighed og Smag, 
som hidtil udmærkede Udsmykningen af de memphitiske Grave. 
" De fleste Grave fra det sjette Dynasti's Tid findes i Mellemægypten, 
navnlig ved Abydos? og i de tilgrændsende Landskaber. 

Under dette Kongehus blev der forøvrigt truffet endel nyttige 
Foranstaltninger i Landet, Kanaler og Bassiner gravedes, heldige 
Felttog foretoges til Aithiopien og andre Lande, men ved Siden 
af dette Landets materielle Fremskridt og denne Datidens Omsorg 
for det Timelige spores i andre Henseender en Tilhagegang; navnlig 
synes i dette Tidsrum den ægyptiske Folkeaand at have begyndt at 
miste noget af sin Friskhed og Kraft og at være hegyndt at sløves. 

I de manethoiske Lister nævnes seks Regenter af det sjette 
Dynasti'. I den sidst opdagede Liste fra Abydos findes otte 


! I de manethoiske Lister siges det om det /emte Dynasti, at det stam- 
mede fra Elephantine, men det er neppe rigtigt, da Kongerne af denne 
Slægt ere neie knyttede til Memphis. Lepsius, Kanigsbuch 8. 20 fr. 
har derfor henvist denne Sætning til det sjette Dynasti. De Rougé 
formoder, at Bemærkningen snarere tilherer et senere, f. Ex. det 
ottende Dynasti; se de Rougé l. c. 8. 320; sign. 8. 298. 

2 8e de Rougé l. c. 8. 328. 

3 Man har ogsaa formodet, at Kalenderen forbedredes under dette Dyna- 
sti ved Tilfeielsen af de fem Skuddage. Dog er denne Foranstalt- 
ning vist ældre end det sjette Dynasti. Anlæget af Moiris-Søen herer 
maaske til dette Tidsrum, ja muligvis ogsaa de Kanalarbeider, som 
have sat Dalen Seba-Biar i Forbindelse med Nilen og derved gjort 
de Vest for Birket-el-Timsah (Krokodilleseen) liggende Landskaber til 
en navnlig for Kvægavl fortrinlig skikket Egn. Se nedenfor $ 75. 

£ Se Miiller, Fragm. Hist. Gr, I, 8. 554. 


822 


Konger, der synes at tilhøre dette Dynasti, og iblandt disse 
nævnes endda ikke den sidste Regent af Huset, Nitokris? og heller 
ikke den første Konge, Manetho's Othoeså. 

I den turinske Papyrus findes der et Brudstykke", der inde- 
holder seks Konger, som uden Tvivl tilhøre dette Kongehus, men 
Navnene ere borte, og kun Levninger af Regjeringsaarene ere til- 
bage. En af disse Regjeringer er paa over 90 Aar, hvad der jo 
synes at bekræfte Rigtigheden af de manethoiske Listers Beretning 
om, at Phiops, den fjerde Konge af det sjette Dynasti, havde 
regjeret næsten hundrede Aar. 

De samtidige Aktstykker kjende imidlertid Intet til en saa 
lang Regjering &, og navnlig synes den Konge, som antages for Ma- 
netho's Phiops, Pepi eller Mer-n-Ra Pepi, der forøvrigt uden Tvivl 
var en virksom og dygtig Konge, ikke at have regjeret meget 
mere end en Menneskealder. Der synes altsaa her, allerede længe 
før Aar 1000 f. Kr., af de gammel-ægyptiske Historikere at være 
begaaet en Feil, som aldrig er bleven rettet, Forøvrigt ere vi 
maaske istand til at skimte Grunden til denne Feil. Der findes 
nemlig i dette Dynasti et Par Konger med næsten ligelydende 
Navne: Mer-Ra (d. e. Pepi) og Mer-n-Ra, hvilke Historikerne 
formodentlig have gjort til en og samme Person. 

Disse to Konger omtales i en Indskrift fra det sjette Dyna- 
sti's Tid, som vi her ville meddele i Oversættelse, da den kaster 
ikke lidet Lys over Ægyptens Forhold i dette Tidsrum. Det er 
den ovenfor omtalte Levnetsbeskrivelse over Unnas?. 


"  Mariette, Abydos I, pl. 43; slgn. de Rougé 1, c. 8. 822. 

2 Om Nitokris se nedenfor S. 827. 

? Det er muligt, at Stifteren af Dynastiet, Othoes, ikke omtales i de 
monumentale Lister, fordi han var en Usurpator. Han er maaske 
den Ati, der undertiden omtales i Indskrifterne (Lepsius, Denkmåler IE, 
111). Teta, der opføres efter Unnas i Listerne, bliver da den anden 
Konge af Dynastiet. 

Pap. Taur. fragm. no. 59. 

Pap. Taur. fragm. no. 59 1. 4. 

Se de Rougé I c, 8. 361 ff. . 

Mémoires de PAc, des Inscriptions XXIV, 1, pl. VII og pl. VID, 1866 4. 


4 ØR 2 & 


823 


»Jeg udnævntes til Kronebærer! under Majestæten Zeta”; og 

fik (derefter) Værdigheden som Forstander for Agerdyrkningshuset, 

og Pharao tillagde mig endvidere den præstelige Værdighed som 

seé-haz khent3 ,.. Til Forstander for Teb-Huset gjordes jeg af Ma- 

jestæten Pepi; og Hans Majestæt gav mig Værdighed af smer (Raad), 
af Oplyser" og Prophet ved sin Pyramide .... Jeg blev sab-r-sep 

(Vismand af første Rang?) og opfyldte der.... alle hans..... 
Jeg blev Modtager af Regnskab, jeg alene i Forening med Embeds- 
mænd af Titlen. ... sab-za, i alle hemmelige Sager. Jeg var i 
Kongens Omgivelser, i hans private Bolig, i de Seks's Hus, og jeg 
vandt her Hans Majestæts Hjerte mere end alle hans Fyrster, alle 
hans Adelsmænd og alle hans Undersaatter. Jeg modtog nu det 
Bud af Hans Majestæt, Herskeren, at bringe en Blok Kalksten? til 
en Sarkophag fra Rufu. Hans Majestæt lod gaa (med mig) en 
neler-sahu? tilligemed en -Afdeling for at føre denne Sarkophag 
fra Rufu. Den bragtes paa en Sta-Barke af Regjeringens for det 
Indre, tilligemed sit Laag, et Naos og to Stykker Tilbeher, samt 
en Sokkel (?). Aldrig havde nogen Tjener gjort saaledes før til 
Hans Majestæts dybtfølte Fryd, dybe Tilfredshed og Hjerte-Glæde, 
og da jeg alt var sab-r-sep, saa gjorde Hans Majestæt mig til en 
af Pharaos smer, og til Forstander for Khente? i Pharaos..... 
og Forstander for Khente-Folkene. Og Hans Majestæt gav mig 
(derefter) til Belønning det Hverv at følge ham, naar Kongen gik 
ud, og at være blandt hans Omværende. Og Hans Majestæt gav 


! Denne Værdighed gaves kun til Drenge. 

2 Den første Konge af Dynastiet, vi kjende fra Indskrifterne; se oven- 
for 8. 822 Anmk. 3. 

3 Se-haz betyder Oplyser eller ,Omgiver med Straaleglorie" : der hentydes 

herved aabenbart til Forestillingen om Ogsiris' og alle Dødes Oplys- 

ning eller Omgivelse med Straaleglorien i den tilkommende Verden. 

Et Ønske om denne Oplysning findes paa de Smaafigurer (ushabri), der 

i saa stor Mængde findes i Gravene. Slgn. ovenfor S. 205. 

Se Anmk, 3. 

I Texten: aner hat, hvid Sten. 

En Embedsmand af lavere Rang. 

Hvad Xhente er, kan ikke neiere bestemmes, 


4 SA HR ed 


824 


mig til Belønning at være Forstander for Hugholdningssagerne i 
Kongens private Hus og i den fornemste Hustru's Amts" Hus. I de 
hemmelige Sager gav Kongen mig ogsaa at være Modtager af An- 
søgninger, mig alene, og ingen Anden hjalp mig, ingen.... sab- 
za", ingen Fyrste.... Jeg udførte det til Hans Majestæts Fryd 
og til hang Hjerte-Glæde. Og jeg udstedte Svarene, jeg alene, 
med en sadb-r-sep. 

Ingen, der før havde været beklædt med denne Forretning 
som Pharaos Forstander for Khente, havde nogensinde paa lig- 
nende Vis været indviet i Hemmelighederne i Kongens private 
Bolig; af Hans Majestæt var jeg skattet mere end alle hans 
Fyrster, alle hang Adelsmænd og alle hans Undersaatter. Da Hans 
Majestæt opbød Folket imod Amu? og Herusha?, dannede Hans 
.. Majestæt en Hær af mange Titusinder fra Syden — efter deres For- 
hold, ligefra Abu (Elephantine) — og fra Nordlandet .. . efter deres 
Forhold; Seder (?) fra Midten af Seder (P), samt fra Landet Åriwit, 
Negre fra Landet Ma (?), Negre fra Landet Am-am, Negre fra 
Landet Vava, Negre fra Landet Kaau, Negre fra Landet 7Taiam, 
og Hans Majestæt satte mig i Spidsen for denne Hær. Se Stat- 
holderne, Befalingsmændene (?), se Raaderne (smer) i Storhuset, 
Borgermesterne i Norden og Syden, Guld-Raaderne (smer-nub), 
Anførerne for Præsterne i Syd og Nord, Landfogderme i Spidsen 
for Mandskabet fra Sydlandet og Nordlandet, fra Borge og Byer, 
gave Negerne Underretning, og jeg, jeg gav dem (alle) deres Ordrer. 
Se! som beklædt med Værdigheden som Pharaos Forstander for 
Khente..... al 

Denne Hær kom..... i Fred, og den..... Landet..... i 
Fred; den slog Landet Herusha, og kom hjem i Fred; den slei- 


Embedsmænd af anselige Værdighed; de nævnes oftere i Indskrifterne. 
Ægyptisk Betegnelse for Asiater uf syro-arabisk (semitisk) Stamme. 
Uden Tvivl Ørkenbeboere, Ordet betyder maaske egentlig: over Sandet. 
Det Følgende (col. 19—23) er paa Grund af Lakuner vanskeligt at 
oversætte. Man sér, at Unuas er ifærd med at skaffe Hæren Fodtei og 
Levnetsmidler, og at han skiller sig derved til Kongens Tilfredshed. 


825 


fede de faste Pladser, og den kom hjem i Fred; den omhuggede 
Figentræerne og Vinstokkene og kom hjem i Fred; den ødelagde 
.… + og kom hjem i Fred, Den nedhuggede der Folk i mange 
Titusindvis og kom hjem i Fred; den tog der en stor Mængde 
levende Fanger, og den blev rost derfor af Hans Majestæt og for 
alt Andet. Hang Majestæt sendte mig... for femte Gang at 
slaa Landet Herusha, for at undertrykke deres Oprør med dette 
Mandskab. Jeg udførte det til Kongens falde Tilfredshed ?. 

Det fortaltes (nu), at der var (udbrudt) Oprør af Befolkningen 
i Khetem; disse Folk samlede sig (?) i Tabekh (?)?; jeg (?) drog da 
atter med Fartøier og med Hæren at slaa Landet. Jeg gik indtil 
de yderste Egne, til Bjergene (?) Nord for Landet Herusha. Se 
Hæren kom og slog dem ganske, nedhuggede alle Oprørerne der. 
Og se det blev forundt mig i Storhuset? at beholde mine Sko. 

Hans Majestæt Kong, Mer-n-Ra, Herskeren, den Levende, han 
gjorde mig til Statholder i Syden indtil 46u, i Nord indtil Nomen 
Aa. (Jeg var det) til Hans Majestæts store Fryd og Hjerte- 
Glæde, og det forundtes mig at beholde mit Fodtei", Og Hans 
Majestæt gjørde mig til den Øverste af hans Omværende, forud 
for alle hans Fyrster, alle hans Adelsmænd, og alle hans Under- 
saatter. Aldrig havde denne Værdighed før været givet nogen 
Undersaat ..... 5, 

Hans Majestæt sendte mig til Adeha at bringe Herren, den 
Levende, de Levendes Kiste? med dens Laag og dens herlige og 
skjenme Pyramidion til Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide. Hans 
Majestæt sendte mig til Adu at hente et Granit-Naos med dets 


" I Texten staar en længere Omskrivning af denne Tanke. 

? Disse Lande ere ukjendte og maa muligvis søges i det sydlige Syrien. 

2 Storhuset d. e. Kongens Gaard. Man erfarer heraf, at man maatte 
aftage sit Fodtei, naar man betraadte Kongens Bolig, som det endnu 
er Skik overalt i Østerland. 

" Nemlig: i Kongens Bolig. 

” Her findes en Række Phraser, der, i Lighed med de tidligere, skildre 
hans Fortjenester i meget overdrevne Udtryk. 

" Sarkophagen. 


826 


Sokkel, Granit-Laag, Prydelser og Tilbehør af Granit samt for at 
bringe Granit-Porte og Tærskler til det højeste Galeri i Sha-nefer, 
Mer-n-Ra's Pyramide. Jeg gik nu afsted for Sha-nefer, Mer-n-Ra's 
Pyramides, Skyld med seks Lastfartøeier, tre Barker og et Krigsskib !. 
Aldrig var der til Adha eller Abu i Forfædrenes Dage kommet 
et Krigsskib; og Alt blev som Hans Majestæt havde befalet. Alt 
blev, som han havde budt. Hans Majestæt sendte mig nu til 
Ha-nub” at skaffe en stor Alabaster-Tavle. Jeg lod udhugge for 
ham denne Tavle i 17 Dage og lod den tilhugge i Ma-nub. For 
at bringe den ned til Skibs, byggede jeg et Lastfartei af Akasietræ, 
60 Alen i Længde, 30 Alen i Breden. Jeg fuldendte det den 17de 
Dag i den tredie Maaned af Aarstiden skom (17de Epiphi). Se 
da var der ikke Vand at bringe den helt op til Pladsen ved 
Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide, det skete da ved Haandkraft, 
som Majestæten havde befalet. 

Hans Majestæt sendte mig derpaa til at omhugge fire Skove? i 
Syden, for der at bygge tre Lastskibe og fire Barker af Akasietræ i 
Landet Vava. Se Herskeren over Auririt Landet, over Amam, 
Mana (P) gav Tømmer dertil. Jeg gjorde det Alt i et Aar. 
Ved Oversvømmelsen ladede jeg et umaadeligt stort Stykke Granit 
til Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide. Derpaa byggede jeg Kapeller 
ved de fire Skove, for at paakalde Kong Mer-n-Ra's Aander, han, 
som lever evigt, mere end alle Guder. Og det blev saaledes, som 
Hans Majestæt havde befalet det. Jeg, jeg, min Faders Yndling, 
min Moders Elskede, mine Brødres Dyrebareste, Statholderen i 
Syden, den sandru Osiris — Dyrkeren, Unnas". 

Man erfarer af denne Indskrift, at Ægypterne allerede fer 
denne Konges Tid havde erhvervet sig Overherredøemme over en 
Del af Aithiopien, efter al Sandsynlighed ikke blot over Nubien, 


re em mm em 


1 Et Skib med Krigsfolk. 

2 Man har i dette Sted villet se de Gamles Mons Alabastrites, men 
dette laa i selve Ægypten, se Ptol. IV, 5; sign. Plin., Est. Nat. 
XXXVII, 32 og 54. Her er aabenbart Tale om et Sted i Nubien. 

3 Saaledes Brugsch, Hieroglyphisch-Demotisches Wdrterbuch S.1114—1115; 
de Rougé gjengiver Ordet She-nez (Skov) ved det lille Bassin (?). 





827 


men tillige over en Del af Abyssinien — ligesom vi ogsaa af 
dette Aktstykke faa Underretning om, at de havde begyndt at 
gjere væbnede Indfald i de nærmeste Egne af Asien. 

Den sidste Regent af dette Hus var efter de manethoiske Lister! 
en Dronning Nttokris; i den turinske Papyrus skrives Navnet 
Nitaker?, men ellerg erfare vi Intet om hende af Indskriftorne. 
Herodot har uden Tvivl erholdt en Del Meddelelser om denne 
Dronning?, men han sammenblander hende med en langt yngre 
Dronning af samme Navn, der var gift med Psametik I., og som 
omtales i flere Indskrifter fra denne Konges Tid”. Hvad Herodot 
fortæller om Nitokris, passer aabenbart ikke påa den yngre Nitokris, 
Psametik I's Dronning, og maa derfor gjælde den ældre 
Nitokris; men da vi mangle alle Midler til at prøve Rigtigheden 
af hans Meddelelser om denne ægyptiske Dronning, kunne vi ikke 
bygge Noget paa hans Efterretninger om hende. 

Det følgende syvende Dynasti skal have bestaaet af 70 Konger, 
der regjerede i 70 Dage, — en Fortælling, der synes at antyde, at 
der efter Nitokris'" Død har været et Interregnum i Ægypten, 
men hvorledes dette forøvrigt har været beskaffent, om det er endt 
paa en fredelig Maade eller derved, at en Enkelt opkastede sig 
tl Enehersker, derom kunne vi kun gjøre os Gisninger. 

De manethoiske Listers ottende Dynasti skal, som flere af de 
foregaaende, have stammet fra Memphis?, men forøvrigt meddeler 
intet Udtog Navnene paa de dertil hørende Konger; med Hensyn til 
deres Antal hersker der stor Uoverenssterhmelse imellem de ma- 
nethoiske Udtog indbyrdes”. I den turinske Papyrus nævnes nogle 


!? Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 554. 

2: Pap. Taur. fragm. no. 43 1. 1. At demme efter Resterne af Papy- 
rus'en var Nitokris dog ikke den sidste Regent af Dynastiet; der 
nævnes nemlig efter hende fire kortregjerende Konger, se de Rougé l. c. 
Her. II, 100; sign. II, 134. 

Se nedenfor $ 69. 

Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 555. 

Muller, Fragm. Hist. Gr. DO, 8. 556, 

Afrikanos har: 27, Eusebios: 5. 


+ &d SF å& & 





g 62. 


828 


Konger, som uden Tvivl tilhøre dette Dynasti; men de omtales 
kun en sjælden Gang i andre Indskrifter, hvorfor vi her ikke skulle 
dvæle ved dem. Efter al Sandsynlighed var Ægypten i dette 
Tidsrum i stærk Tilbagegang. 

Efter Navnene paa Kongerne af dette Dynasti findes der paa 
Papyrus'øn' en Sammenlægning paa 1081 Aar!, Herved angives 
formodentlig Summen af de otte første Dynastiers Regjeringstid ; 
disse havde nemlig alle havt deres Kongesæde i Memphis, hvori- 
mod de følgende synes at have havt deres Bolig andetsteds. 

I Manetho's Udtog opføres derpaa to Dynastier, det niende og 
det tiende, som siges at stamme fra Herakleopolis?, men om det 
var Byen Herakleopolis i Deltaet eller Byen af samme Navn Syd 
for Memphis, derom kan man kun gjøre sig Gisninger, ligesom 
man heller ikke kan gjøre sig Andet end Formodninger om disse to 
Kongehuses indbyrdes Forhold og deres Forhold til det ottende 
Dynastis Konger, og til det senere opkommende thebaiske Konge- 
hus (det ellevte Dynast:2). 

Den første Konge af det niende Dynasti kaldes i Udtogene 
Akkhthoes'; han skildres som en kamplysten og grusom Konge”, 
men ellers er der i de manethoiske Lister ikke bevaret noget 
Navn paa andre Konger af denne Slægt. I den turinske Papyrus 
kan 'der uden Tvivl paavises en Del Kongenavne, tilhørende det 
niende Dynasti. I Seti's Kongeliste i Templet i Abydos findes 
en hel Række Konger, der maaske tilhøre det tiende Dynasts?. 


Efterat Ægypten igjennem flere Aarhundreder havde været i 


Det mellemste Forfald og efterat den gamle ægyptiske Kultur, hvorfor Memphis 


Bige. 


havde været Middelpunkt?, havde tabt Meget af sin Betydning, be- 


Pap. Taur. fragm. no. 61 1. 5. 

Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 556. 

Om det ellevte Dynasti se nedenfor S. 829 ff. 

Muller, 1. ec. 

Lepsius antager Akhthoes for en Forleber for Hyksos. - 

Se Lauth, Manetho S. 213. 

Vi have ovenfor paavist, hvorledes næsten alle Mindesmærker fra de 
forste Dynastiers Tid stamme fra Memphis' Omegn, so 8.806 fl. 


då ad bd de åd ØB mm 


829 


gyndte der — omtrent et Aartusinde efter Menes' Tid — i det 
sydlige Ægypten at udvikle sig en ny ægyptisk Kultur, der i flere 
Henseender afveg en Del af den gamle memphiske, om den end 
tydeligt bærer Spor af at være runden af samme Rod. 


Byen Ih eo apu eller jon vast eller vabu (?), den Stad, som 


de Gamle kaldte Thebai!, i tidligere Tid kun en Provindsby 
uden stor Betydning, blev Sædet for denne nye Kultur. I Theben 
fremstod der nemlig — naar, vide vi ikke — en Slægt, som op- 
kastede sig til Herre over det sydlige Ægypten og formodentlig 
snart aldeles har frigjort sig for det de nord-ægyptiske Pharaoners 
Overherredemme. Tilsidst gjorde den nye Herskerslægt sig endog 
til Herre over hele Ægypten, men hvorledes denne deres Magts 
Udvidelse er gaaet for sig, vide vi heller ikke, da de Aktstykker, vi 
have tilbage fra dette Tidsrum, kun ere yderst sparsomme. 

I de manethoiske Lister? deles dette Kongehus i tre Dyna- 
stier, det ellevte, tolvte og trettende. Den turinske Kongepapyrus 
fordeler ligeledes Kongehuset i tre Afdelinger, paa lignende Maade 
som Manetho; men ingen af disse Aktstykker giver os nogen 
Oplysning om, hvorfor der er. gjort en Adskillelse imellem "det 
ellevte og tolvte Dynasti?, Derimod er det klart, at Adskillelsen 
imellem det tolvte og trettende Dynasti skyldes de ægyptiske Hi- 
storikeres Princip at regne et Dynasti for afsluttet, naar Regje- 
ringen er gaaet over til en Kvinde, hvad der netop er Tilfældet i 
Slutningen af det tolvte Dynasti", 


1 Se nedenfor $ 71 om Theben; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 175 ff. 

2 Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 5537—565. Manetho begyndte med 
det tolvte Dynasti sin anden Bog, Muller, 1. c. 8. 560. 

2 Man har udtalt forskjellige Formodninger om Grunden til denne 
Adskillelse; saaledes, at der under Amon-m-ha fornyedes en astronomisk- 
kalendarisk Periode, nemlig Sothisperioden, eller ogsaa at Landet 
samledes til ét Rige af Amon-m-ha, efterat det i længere Tid havde 
været adsplittet. Den sidste Formodning er dog ikke meget sandsynligt; 
thi allerede en Tidlang fer Amon-m-ha's Dage beherskede Kongerne 
af det ellevte Dynasti Nordkysten af Ægypten; se Lepsius, Denkmåler 
II, 150 og Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 56—57, 

+" Se nedenfor $. 833. 


830 


Kongerne af disse tre Dynastier bar fornemmelig Naynene: 


FED 40 
Amon-m-ha, 


Sebek-hotep og 








IS )) Nefer-hotep 
> ager . 

De to første Navne forekomme i det ellevte, de to næste i 
det tolvte, og de to sidste i det trettende Dynasti. 

Om Kongerne af det ellevte Dynasti vide vi kun Lidet. I de 
Udtog af Manetho, vi have tilbage", anføres deres Navne ikke, og 
i den turinske Papyrus findes kun et Par Navne bevarede. Deri- 
mod har man dels i samtidige, dels i senere Indskrifter? fandet 
omtalt en femten til seksten Konger, der synes at tilhøre dette 
Dynasti. En af disse Konger, Mentuhotep, ofte kaldet Mentuhotep 
den Store, synes at have behersket hele Ægypten. 

Den første Konge af det tolvte Dynasti, Amon-m-ha I1., tog i 
sit 2lde Regjeringsaar? sin Søn Usertesen I. til sim Medregent 





== 


2: Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 557. 

2 Man har en Del Sarkophager af Konger ved Navn Ante/. Af Papyrus 
Abbot lærer man en Del Konger og Dronninger af dette Dynasti at 
kjende, idet der her tales om Tyverier begaaede i disse Grave. Af 
dette Aktstykke (hvorom ovenfor S. 225 Anmk 3) er fornylig en neiagtig 
Oversættelse og Forklaring udgivet af Chabas, Melanges III, S. 1 ff. 
(Chalon s. Sadne 1870). Texten findes i Select Papyrus 11, pl. I. ff. 

3. Mariette, Revue Archéol. nouvelle série X, S. 172 (Sept. 1864). 

$ Om dette Dynastis kronologiske Forhold, sign. Lepsius Ueber die 12te 
ågyptische Kénigsdynastie i Abhandlungen der Academie der Wissenschaften 
for 1852, 1I, S. 425 ff.; Lieblein, Aegyptische Chronologie S, 93 ff, 


831 


— en Skik, der siden fulgtes af næsten alle Konger af denne 
Slægt. 

Et Aktstykke fra det tolvte Dynastis Tid, der opbevares i 
Museet i Berlin — den bekjendte Papyrus, der fortæller om Saneha's 
Reise i Arabien — meddeler os nærmere Underretning om For- 
holdet imellem de to Medregenter. Her hedder det om User- 
tesen I.: ,Hans Bud gik og kom efter hans Forgodtbefindende, og 
han havde forenet alle Folk under sit Herredømme. Hans Fader 
(d. e. Amon-m-ha) var derimod i det Indre af sin Kongeborg og 
indgav ham hars Grundsætninger for Regjeringen"!, 

Af samme Aktstykke synes det at fremgaa, at Amon-m-ha I. 
omkom ved en Paladsrevolution i sin Hovedstad?. 

Vi erfare af Saneha's Reiseå, at endel nordarabiske Stammer 
allerede i dette Tidsrum vare bragte i Afhængighed af Ægyptens 
Pharaoner ". 

I en Indskrift i Benihassan, i Nomarkhen i Nomen Sahu 
Amenis Grav?, fortæller denne Embedsmand, at han havde tjent 
Usertesen I. paa hans Tog imod Folket Anu, og at han senere 
gik med ham til Aithiopien. En Tavle ved Vadi-Halfa fortæller 
om Usgertesen's Seirvindinger i disse sydlige Lande; og man sér 
her otte overvundne Folk føres frem for Kongen af Guden Horos?. 

Allerede Amon-m-ha I. havde opført en Del Mindesmærker”, 
men kun faa af dem ere bevarede; derimod have vi et ikke ringe 
Antal fra Usertesen 1's Tid. 


eee re 


1! Løepsius, Denkmåler VI, 108; Chabas, Les Papyrus de Berlin 8, 42. 

1 Chabas l. c. 

3 Lepsius, Denkmåler VI, 108; se Chabas l. c. Man erfarer af dette 
Aktstykke, at Saneha ogsaa havde bereist Libyen. 

" Usertesen I. og Amon-m-ha I. have efterladt sig Indskrifter paa Sinai 
Halveen; Lepsius, Denkmåler II, 1387. 

5 Lepsius, Denkmåler II, 121— 122. 

Denne Tavle er nu i Neapel; sign. Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 56 få. 

To af de seks Folkenavne ere gaaede tabte. 

7 Herom vidne forskjellige Indskrifter i Stenbruddene Syd for Kairo 
samt i Hamamatdalen. Et Par Pyramider opførtes af disse Konger. 





832 


Om Amon-m-ha II. som Usertesen I. tog til sin Medregent, 
vide vi ikke synderlig Andet, end at han førte adskillige Krige i 
Aithiopien og som sine Forgængere opførte flere Bygninger i 
Ægypten”, Han tog i sit 3%2&e Aar sin Søn til Medregent. 

Under Usertesen II., der i Manetho's Lister kaldes Sesoatris, 
beherskede Ægypterne endnu bestandig Aithiopien, og Indskrif- 
terne fortælle os om ægyptiske Embedsmænd, der aflægge Regnskab 
for deres Bestyrelse af Landet Vava i Aithiopien?, 

En Indskrift i Benihassan, i Nomarkhen Num-hotevs eller 
Khum-hoteps Grav, viser os en syro-arabisk Stamme paa 37 Indi- 
vider, Mænd, Kvinder og Børn, hvis Høvding overrækker Nomarkhen 
en kostbar Gave, en Art Øiensminke?. Man antager i Reglen, at 
denne Stamme paa Grund af os ukjendte Begivenheder i deng asia- 
tiske, Fædreland har søgt Tilhold i Ægypten og faaet Tilladelse til 
at nedsætte sig i det Landskab, han bestyrede. Begivenheden fore- 
gik i Usertesen II's sjette Aar. 

Usertesen III. synes at have gsyslet meget med Aithiopiens 
Forhold; man har nemlig her fundet flere Indskrifter fra hans Tid. 
Man ser, at han blandt Andet, anlagde Fæstninger ved Semneh og 
Kummebh, hvor der holdtes Udkig med Negernes Bevægelser". 

Amon-m-ha III, har derimod, synes det, mest syslet med 
Ægyptens indre Forhold, I det Mindste finder man hans fleste 
Indskrifter i Ægypten selv. 

Hans Mindesmærker findes navnlig i Fajwm, hvorfor man har 
antaget ham for de Gamles Moiris, Anlæggeren af Moiris-Søen$, 
Han har ogsaa efterladt sig Mindesmærker i Nubien”, 


mr 


" Han omtales Lepsius, Denkmåler II, 123 og 124—125 (Numhoteps Grav). 

2? Lepsius, Denkmåler II, 1238 e. Om Sesostris se nedenfor $ €6. 

32: Lepsius, Denkmåler 1lI, 131—183. Man har i denne Stamme oftere 
villet se enten Abraham eller Josephs Bredre. Gtammehevdingen 
hedder Abdisha d. e. Abishua, et Navn, der forkommer i Biblen. 

" Lepsius, Denkmåler II, 135 og 136. Usertesen III. omtales oftere i 
senere Indskrifter fra Nubien. 

5. Lepsius, Denkmåler II, 138 og 140. 

£ Se Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 67—68. 

7 Lepsius, Denkmåler H, 139. 





833 


Om hans Efterfølger Amon-m-ha IV. vide vi Intet. Den sidste 
Regent af det tolvte Dynasti var en Dronning Sebek-nefr-ra, 
Skemiophris, om hvem vi heller Intet vide!. Ifølge den turinske 
Papyrus? regjerede de her nævnte otte Herskere af det tolvte 
Dynasts tilsammen 213 Aar 1 Maaned 17 Dage. 

Kongerne af det trettende Dynasti anføres ikke ved Navn i 
Manetho's Udtog?. Derimod er den Del af Papyrus'en, hvor disse 
Konger opregnedes, ret vel bevaret, og man kan let skjønne, at 
deres Antal mindst har belebet sig til et halvt Hundrede, hvad der 
stemmer vel med Angivelgerne. i Manetho's Udtog". Efter Papy- 
rusen have de fleste Konger kun regjeret kort Tid; men det Tids- 
rum, i hvilket Ægypten beherskedes af dette Dynasti, indbefatter 
uden Tvivl alligevel flere hundrede Aar. 

De Mindesmærker, vi have fra dette Dynastis Dage, vise tilfalde, 
at Ægypten endnu i dette Tidsrum befandt sig i en blomstrende 
Forfatning. Landets Afgrøde var rig og overfledig, Konst? og 
Konstflid indtog et høit Trin, Literatur og Videnskab stod i 
Blomster, og Forholdene i Landet vare i det Hele lykkelige; men, 
som ovenfor antydet, kan man forøvrigt ikke paastaa, at Kulturen 
i dette Tidsrum var større end i det gamle Riges mest blom- 
strende Dage. 

I Indskrifterne spille Guderne en mere fremtrædende Rolle 


end tidligere. Man finder ogsaa Afbildninger af dem, hvad der 


før var ukjendt, men Fremstillinger tagne af Mythologien og fra 


de Dødes Rige ere dog endnu forholdsvis meget sparsomme. 
| hø 

' Skemiophris var efter Afrikanos en Søster til Amon-m-ha IV.; sign. 
Brugsch, 1. c. 8. 69; Lauth, Afanetho 8. 282— 234. 

?. Pap. Taur. fragm, no. 72 I. 8. 

2 Miller, Fragm. Hit. Gr. II, 8. 565. 

+ Forsøg paa at ordne disse Konger ere gjorte af Brugsch, Histoire 
d Egypte S. 72 ff. og af Lauth, Afanetho 8. 235 fl. 

5 Man har flere fortrinlige Statuer fra det trettende Dynastis Tid. En 
Papyrus i Kairo taler om et Beseg, en Konge af dette Hus aflagde i 
en Bogsamling, hvor han fandt en gammel Bog, man troede tabt; 
Maspero, Æssai 8. 21 Anmk. 1. 


' Se Lopsius, Denkmåler II, 119, 
53 


8834 


I Slutningen af dette Dynastis Tid synes Ægypten i flere 
Henseender at være gaaet tilbage, og en Del af Deltaet rev sig 
tilsidst løs under det fjortende Dynasti, der efter Manetho's Udtog 
hørte hjemme i Xois og bestod af 76 Konger!. Dette stemmer 
ret vel mod den turinske Kongepapyrus, hvor der findes over 
halvhundrede Kongenavne, der formodentlig tilhører dette Dynasti. 
Mindesmærker fra dette Kongehuses Dage ere meget sjældne”. 


$ 63. "Under en Konge af det fjortende Dynasti faldt, ifølge hvad 
Ægypten! der fortælles i et af Iosepos bevaret Udtog af Manetho, en 
seen mer. Skare Asiater ind i Ægypten og satte sig fast i den nordøstlige 
Del af Landet, hvor de grundede et Rige, som vel neppe havde 
stort Omfang, men hvis indfødte Herskere alligevel igjennem lange 

Tider forstod at bevare deres Selvstændighed. 
Dette Rige pleier man at kalde /yksos-Riget eller Hyrde- 
Riget, og det Folk, der beherskede det og havde grundlagt det, 
Hyrdefolket eller Hyksos, Navne, som vel ikke ere meget nøiagtige, 
men som vi dog ikke ganske kunne forkaste, da vi ikke vide, 
hvorledes Folket benævnede sig selv, eller med hvad Navn Ægyp- 

terne betegnede det", 


Byen i mm ge eller i — Nye $ ha-uar% var efter flere 
Aktstykker .Navnet paa dette Riges Hovedstad, og i det omtalte 
Udtog af Manetho hos Iosepos kaldes Hovedstaden i dette Rige 
Abaris eller Avarisé, hvad der nøie svarer til ha-uar. Hvor 


'e 

1! Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 566. 

2  Mariette i Revue Archéol, nouv. série V, S. 298—299 (1862). 

2 Jos., C. Ap. I, 14 gjentaget af Eusebios, Chron. Arm. I, 21 p. 109, 
Mai, p. 107 Aucher). Kongen, under hvem Indfaldet fandt Sted, 
kaldes hos Iosepos Timaos, hos Eusebios Timios. 

+ Vi ville nedenfor (S. 836) se, at Ægypterne kaldte Folket Festen eller 
Pestfolket, raen det maa have havt en anden Benævnelse. 

5 Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col, 7, 8 og 13. Byen omtales ogsaa 
i Select Papyrus pl. I, 1. 2 ff., se nedenfor 8. 836 og i Indskrifter paa 
forskjellige Mindesmærker fra Tanis. ' 

S  Jos., C. Ap. I, 14; Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 566 £. 





835 


Byen laa, kan ikke afgjøres bestemt; men i ethvert Tilfælde til- 
hører den det Øst for Damiette-Armens nedre Løb og Vest for 
den syrisk-ægyptiske Ørken liggende Landskab, eller med andre 
Ord: det gamle Avaris henhører til Omegnen af Menzaleh-Søen ”. 

Udgravningerne i San, som for nogle Aar siden ere udførte 
af Mariette?, have vist, at Tanis (Zoan), hvis Levninger findes ved 
San, i Reglen hørte med til dette asiatisk-ægyptiske Rige, og at 
der i den Tid, dette Rige bestod, i dette havde udviklet sig en sær- 
egen Civilisation og en særegen Konst, der vel i det Væsentlige var 
ægyptisk, men som havde faaet paatrykt et fremmed asiatisk- 
Stempel. | 

I de manethoiske Udtog hos Iosepos? og hos Synkellos" 
nævnes der seks Konger, der tilhøre dette Kongehus, som hos 
Afrikanos kaldes det femtende Dynastib, Levninger af nogle af 
disse Kongers Navne findes ogsaa i den turinske Kongepapyrus'. 

I andre Aktstykker omtales der Konger, som man ikke uden 
Grund antager for at tilhøre dette Dynasti. De vigtigste ere: 


( IN (?) LL) ) Set-shelat, hvis Navn læses i Tanis?, og som i 


Reglen antages for Salatis, der efter de manethoiske Lister var 
den første af de seks Konger, som skulle danne dette Kongehus?, 


( id W NJ | Set-nubti, der omtales i en Indskrift fra 


Rameses II.'s Tid? som havende levet 400 Aar før denne Konges 


1! Se Mariettes Afhandling i Øevue Archéol. nouvelle série III, 8. 106. 

2 Revue Archéol. nouvelle série JII, S. 98—111 (1861); samt V, S. 297 

—805 (1862). 

Jos., C. Ap. I, 14. 

Sync., Chronogr. p. 61; sign. p. 104. 

Måller, ]. c. 

Pap. Taur., fragm. no. 144 og fragm. no. 109; se Devéria i Revue 

Archéol. nouvelle série IV, 8. 253 ff. (Oct. 1861) 

7 Devéria, l. c. 2 8. 59; sign. Lauth, Æfanetho 8. 249. 

S Muller, I. c. 

1, Revue Årcheol. nouv. série XI, pl. IV; slgn. S. 171 ff. (Mai 1865). 
539% 


836 
Dage, og kan sammenstilles med den fjerde Konge", samt endvidere 


(es) Apepi der omtaleg i det oftnævnte historiske Brud- 


stykke i Papyrus Sallier I.”, og paa en Kolos i Louvre; han er 
aabenbart den sidste af de seks Konger i dette Dynasti. Vi 
skulle her meddele en Oversættelse af Begyndelsen af dette 
Aktstykke. 

»Det skete dengang, at Ægypten faldt i Hænderne paa Pest- 
Folket", og der var ingen Konge dengang over Ægyptens Land, 
idet Kong Sekennra kun var Hersker i Øvre-Ægypten; ja Pest- 
folket var endog i Solens Stad; dets Hersker var i Ha-uar”, og 
hele Landet kom at bringe ham Gaver.... Og Kong Apepi havde 
udvalgt sig Set til Herre og tjente ingen anden Gud i Ægypten". 

I det Følgende fortælles der om Afsendelsen af Befauldmæg- 
tigede til Sekennra, der holdt Krigsraad, men efter dette afslog 
Apepis Forslag. Her bryder Fortællingen pludselig af. 

Kong Sekennra tilhører uden Tvivl det sekstende Dynasti, 
der formodentlig havde sit Kongesæde i Theben, 


Guden Øg eller NS ogsaa skrevet INS i eller 9 m Q 


set eller sutekh?, var, som vi se af dette Aktstykke, ligesom efter 


1 Den fjerde Konge kaldes hos Afrikanos: Staan, hos Iosepos: Annas, 
hos Synkellos, Chron. p. 104: Sethos; Muller, 1. c. 

2 Select Papyrus pl. I; se ovenfor 8. 192. 

3 Devéria, I. c. Her kaldes han Apepa. Mindesmærket usurperedes siden 
af Rameses II, . 

+ Saaledes betegnes her det Folk, man pleier at kalde Hyksos. 

5. Konge d. e. Konge over hele Ægypten. 

S Heliopolis. 

7? Avaris. 

5 Mindesmærker fra det sekstende Dynastis Tid ere meget sjældne. En 
Konge Kames nævnes paa en Gjenstand fra Dronning AaA-hotep's Grav; 
denne Kames var uden Tvivl Sekenn-ra's Efterfølger; se Mariette, 
Notice sur les monuments égyptiens du Musée de Boulaq S. 255 ff.; algn. 
8. 247 (Paris, 1869). I Papyrus Abbot nævnes foruden denne Konge 
endnu to Konger 7a-aati, der aabenbart tilhere det sekstende Dynasti 
af Navnet; se Select Papyrus II, pl. 3. 

, Det første Billede findes i Seti I.'s og II's Navn; det andet f. Er. 


837 


flere andre Vidnesbyrd dette Folks fornemste Guddom, men hvorvidt 
de først havde kaaret sig dette Væsen til deres Gud, efterat de 
havde fæstet Bo i Ægypten, eller de havde medbragt en Gud af 
dette Navn eller et lignende Navn fra deres ubekjendte asiatiske 
Fædreland, derom søge vi forgjæves Underretning i gamle ægyp- 
tiske Aktstykker. Vi vide kun, at Ægypterne længe før dette Folks 
Indvandring dyrkede en Gud af Navnet Set, og at han fremstilledes 
som Gud for Kamp og Mod. | 


Vi kjende kun lidet til Ægyptens Skjæbne i det Tidsrum, da ' 
Avaris-Riget blomstrede, og navnlig vide vi Intet om, hvorlangt 70 vader 
Kongerne af Avaris strakte deres Scepter, og i hvad Kaar de artens og 
Ægyptere levede, der ikke adlød disse Herskere, men styredes af 
indfødte Fyrster. Vi have imidlertid Grund til at antage, at der 
saavel i det fjortende som i det derpaa følgende sekstende Dynastis 
Tid! er bleven ført hyppige Krige imellem disse asiatiske Ægyp- 
tere og de ægte Ægyptere. Det ovenfor? meddelte Brudstykke 
fortæller jo om en saadan Krig imellem Apepi og den ægyptiske 
Konge Sekennra, der formodentlig beherskede Overægypten, men 
det bryder uheldigvis af midt i en Sætning, saaledes at vi ingen 
Oplysning faa om Udfaldet af Kampen. I ethvert Tilfælde fik 
Kampen neppe denne Gang et glimrende Udfald for Ægypterne, 


Dymast) 


hos Brugsch, Recueil I, pl. II; det tredie Navn er at skimte paa Ko- 
lossen i Louvre og læses endvidere paa en Statue i Leyden (Leemans, 
Monumentis I. A, 423 ff.). Paa dette Mindesmærke (d.) betegnes Guden 
ogsaa ved det ferste Billede, hvad der viser, at det tredie Navn 
ligesom det forste maa udtales Set og ikke Setekh eller Sutekh. 

! Foruden disse to Kongehuse har der maaske været andre, der kun 
have regjeret kortere Tid og have strakt deres Magt over mindre 
Strækninger, hvorfor deres Navne ikke ere blevne bevarede. I de 
manethoiske Lister hersker der forøvrigt i Fremstillingen af dette 
Afsnit ikke liden Forvirring. Det sekstende Dynasti opføres i Reglen 
som et andet Hyksosdynasti, hvad der neppe er rigtigt, og det syttende 
ligeledes som et nyt Hyksosdynasti der regjerede samtidig med 
ægyptiske Konger i Theben, hvad der neppe heller er rigtigt. 

2 8, 886. 


Åhmess. 


838 


men ikke længe efter skulde Ægypterne faa Opreisning for de 
mange Nederlag, de havde maattet friste i Kampen med dette 
fremmede Folk. 


—ffl Ahmes (Amosis eller Amasis I.), Sekennras 


anden Efterfølger, slog nemlig Hyksos, angreb Avaris og gjorde sig i 
det tredie Regjeringsaar til Herre over Byen, hvorved han gjen- 
oprettede Pharaonernes Rige og aftvættede den Plet, som var sat 
paa Ægyptens Ære ved, at et fremmed Folk havde taget en Del 
af Ægyptens hellige Jordbund i Besiddelse. 

Omendskjøndt Ahmess aabenbart tilhørte det samme Konge- 
hus som hang nærmeste Forgængere, lode de ægyptiske Histori- 
kere, som det synes, et nyt Dynasti begynde med denne Konge, 
ja de begyndte maaske endog et nyt Afsnit i deres Fædrelands 
Historie med Avaris” Indtagelse. Hos Afrikanos og Eusebios sam- 
menfattes Ahmess og hans Efterfølgere indtil Horos (Hor-m-heb)! 
i det saakaldte attende Dynasti?, men da der midt i dette fore- 
kommer en Kvinderegjeringå, hvormed Manetho i Reglen altid 
begynder et nyt Dynasti”, saa forekommer det os, at man maa 
foretrække at opføre det af Ahmess stiftede Dynasti som det syttende 
Dynasti. 

Med Hensyn til Tidspunktet for Avaris' "Indtagelse og Be- 
gyndelsen af det 'syttende Dynasti, da antage vi det -for det Sand- 
synligste, at det tilhører det syttende eller det sekstende Aar- 
hundrede f. Kr.?, men nogen nøiere Bestemmelse formaa vi endnu 


1! Se Sync., Chronogr. p. 62 sqq.; se Miller, Fragm, Hist. Gr. UI, S. 575. 

2 Sync., CÅron, l. c. og Euseb., Chron. Arm. I, 20, p. 102 Mad, p. 103 
—4(4 Aucher (Miller 1 c. S. 578). 

3 Om Dronning Hatasu, se nedenfor S. 842 — 843. 

+ Se ovenfor S. 829 og 833. 

s' Ilfelge Klemens fra Alerandreia, Strom. I, 21 (p. 145 Sylb., p. 401 
Pott.) skulde Israeliternes Udgang af Ægypten være indtruffen 345 
Aar fer Fornyelsen af Sothisperioden, altsaa Aar 1667 f. Kr., men 
som vi ovenfor (8. 119 Anmk. 1) have bemærket, var der i de Kilde- 
skrifter, hvorfra Klemens' Angivelser oprindeligt stammede, aldeles ikke 


839 


ikke at give. Imidlertid har man Grund til at haabe, at det 
om nogen Tid, naar flere i de senere Aar opdagede Aktstykker 
blive gjorte tilgængelige for Forskerne, vil være muligt for Viden- 
skaben at bestemme Tiden for denne og de følgende Begiven- 
heder noget nøiere. 

Vi maa endnu bemærke, at i nogle Udtog af Manetho's Skrift 


Tale om Israeliterne paa dette Punkt, men om Hyksosrigets Fald, idet 
nemlig han, ligesom Iosepos og ligesom de fleste kirkelige Forfattere, 
har bygget sine Beregninger om Tidspunktet for Israeliternes Udgang 
af Ægypten paa den urigtige Anskuelse, at Israeliternes Udvandring 
var foregaaet straks efter AÅvaris' Erobring og efter Hyksosrigets 
Kuldkastelse ved Ahmess. Til Grund for Klemens' Tidsangivelse 
ligger der altsaa en Angivelse af, at Avaris er falden og Hyksosriget 
er gaaet til Grunde 345 Aar før Sothisperiodens Fornyelse eller Aar 1667 
f. Kr.; men omendskjendt denne Efterretning uden Tvivl stammer 
fra en ægyptisk Historiker, Ptolemaios fra Mendes, (se ovenfor S. 119 
Anmk. 1, Miller, Fragm. Mist. Gr. III, 8$. 502); saa ter vi dog ikke 
fæste nogen synderlig Lid til den, da de ægyptiske Historikere fra 
den senere Tid ikke just udmærke sig ved Paalidelighed. I ethvert 
Tilfælde kan det dog antages for fuldkommen sikkert, at Avaris' 
Fald og Hyksosrigets Kuldkastelse ikke er foregaaet ret lang Tid fer 
Aar 1667; men det er heller ikke umuligt, at disse Begivenheder forst 
ere indtrufne noget senere, maaske henimod Aar 1500 f. Kr. I 
det Mindste finder der i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, 8. 166 
—170 (1870) meddelt en Papyrus med en dobbelt Dato, der synes 
at fere de sidste Hyksoskonger ned i Tiden efter Aar 1600 f. Kr. I 
dette Aktstykke omtales nemlig en Konge, hvis Navn det er vanskeligt 
at læse, men som aabenbart er ældre end Ahmess, hvad enten han, som 
Dr. Haigh vil, er en Hyksoskonge (efter Haigh: Set-Ra, se Zeitschrift fir 
ågyptische Sprache IX, S. 72, Mai-Juni 1871), hvad eller han er en 
samtidig med Hyrdekongerne regjerende ægyptisk Konge af det sekstende 
Dynasti. Om dette interessante Aktetykke sammenligne man for- 
evrigt Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, 8. 108—111 
(Juli-Ang. 1870); Eisenlohr sammesteds 8. 165—167; Lepsius samme- 
steds 8. 167—170 (Dec. 1870). Det Aar, hvortil der hentydes i 
Papyrus'en, var det sjette Aar af vedkommende Konges Regjering. 
Dette Aar maa efter den dobbelte Tidsangivelse være indfalden i 
Tidsrummet 1585—1580.  Haandskriften i Papyrus'en minder for- 
øvrigt om Ptolemaiertiden, hvorfor Nogle have ment, at den Konge, 
som her omtales, var en Ptolemaier, men Papyrus'en kan jo ligesaa 
vel være en i Ptolemaiertiden forfattet Afskrift af et ældre Aktstykke. 


840 


er Navnet Ahmess eller Amosis bleven forvansket til Thetmosis?, 
men i andre Udtog og i Brudstykker af andre hellenistiske For- 
fattere, der aabenbart have benyttet Udtog af Manetho, findes den 
rigtige Form: Amosis?, 

Efter Avaris' Erobring gjorde Ahmess et Indfald i Kanaan, 
hvor han indtog Sheruhan?; han vendte sig derpaa imod Syden og 
beseirede Indbyggerne i Negerlandet Æhent-hen-nefert, en Del af 
Abyssinien, som han dog ikke synes at have tænkt paa at bringe 
i stadig Afhængighed af Ægypten. Derimod -bortførte han en Del 
Fanger saavel fra Aithiopien som fra Asien, hvilke han lod for- 
rette Trællearbeide i Stenbrud og ved Opførelsen af offentlige 
Bygninger%, Thi Ahmess synes, snart efterat Pharaoneriget, var 
gjenoprettet, og Ro og Orden var bragt tilveie, at have bestræbt 
sig for at give sit Rige ny Glands ved Opførelsen af storartede 
Bygninger, et Forbillede, som siden fulgtes af næsten alle hans 
Efterfølgere, ligesom af Pharaonerne af det nittende Dynasti. 
Disse fremmede krigsfangne Årbeidsfolk kaldes i Indskrifterne: 


RE | 
SY] 
fenkhuf 
»Bærere af. Hyrdestaven"?.  Ahmess begyndte ogsaa at udvide 


Kongemagten og at drage Magten sammen i Hovedstaden, hvor 


7 Se Jos., C. Ap. I, 15, se ogsaa I, 26. Theophilos, Ad. Autolyc, III, 19, 
gjentager Iosepos' Stykke. 

7 Saaledes hos Afrikanos, hvor han kaldes ”Auobg, (hos Synkellos, Chronogr. 
p. 62 B.); se Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 475. Hos Eusebios 
(Sync., Chron. p. 62 C.) kaldes han Amosis, men der fortælles Intet 
om, at Israeliternes Udgang fandt Sted under ham, hvorimod Be- 
givenheden henføres til et andet Tidspunkt (se nedenfor 8. 850 føj). 
Hos Apion siges det ligeledes, at Israeliterne droge nd under Amosis; 
se Tatian, Orat. ad. Gr, 'c. 59; Euseb., Præp. Evang. X, 10 og 11; 
Clem. Alex, Strom, I, 21 p. 138 Sylb. p. 378—3879 Potter. 

2 Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col. 14; se ovenfor S. 523. 

+ Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col, 16. 

s Se Indskriften fra Stenbruddene ved Tura (Troia) og El Massarah 
Lepsius, Denkmåler III, 3 a og b. 

5. Lepsius, Denkmåler III, 8 a. 

" Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, 8. 92 (Nov. 1867). 


841 


han samlede den i sine egne Hænder, for saaledes at styre hele 
Riget fra sin Hovedstad, imedens Provindserne tidligere i mange 
Henseender havde været overladte til Nomarkherne og havde nydt 
ikke liden Frihed. 


Efter Ahmess! fulgte en Række Konger af hans Slægt, der alle 
regjerede temmelig kort og synes at være dødo i yngre Aldre?: 


CS cts 
LET I sE Amon-hotep, Amonhotep I. (Amenophis), 


CE = Tehui-mess, 'Thotmess I1., 
(GI Ull ) Tehut-mess, Thotmess II. 


Disse Konger havde, ligesom Kongerne af det følgende 
attende Dynasti, en vis Forkjærlighed for Guden Amon, hvis 
Tempel de fleste af dem bidrog til at forskjønne, og hvis Navn 
de i Reglen optog som Bestanddel af de officielle Navne, de ved 
deres Thronbestigelse antog ved Siden af deres egentlige Navne, 
hvorfor man ikke urigtigt har kaldet disse Konger Amonsennerne. 

Ahmess' Efterfølger, Amonhotep I., foretog flere Krigstog baade 
til? Aithiopien og til andre Lande", Den følgende Konge, Thotmess I., 


! Da der haves en Indskrift fra Ahmess' 26de Regjeringsaar, hvilken 
Indskrift findes i Museet i Sidney i Australien), har denne Konge 
altsaa mindst regjeret noget over 25 Aar. Sandsynligvis regjerede 
han 25 Aar og 4 Maaneder, se Jos., C. Ap. I, 15, hvor der netop 
tillægges Tåetmosis (d. e. Amosis) saa lang Tid. 

2: Rækkefelgen af Ahmess' Efterfølgere lige til Rameses II. er tilstrække- 
lig sikkret ved den af Bankes i det mindre Tempel i Abydos op- 
dagede Kongetavle (se ovenfor S. 58 Anmk. 2 og 8. 195 Anmk. 1) 
ligesom ved den senere opdagede Tavle fra det tilstødende stoerre 
Tempel i Abydos og ved Tavlen i Sakkarah (se ovenfor 8. 195 
Anmk. 1) Uddragene af Manethos Værk befinde sig derimod for dette 
Tidsrums Vedkommende i en meget forstyrret Forfatning, og det ikke 
blot Uddragene hos Kronographerne, men selv de Uddrag, Iosepos har 
bevaret os (C. Ap. I, 15). 

2 Lepsius, Denkmåler III, 12 col. 23—24; ,Kong Amonhotep — hedder 

det her — gik til Kash for at udvide Ægyptens Grændser". 

Landet Amukahak maa uden Tvivl seges i Libyen. 


Ahmess' 


Efterfe 
Amonhotep I, 


Thotmess I. ogil. 


Hatasu. 


842 


førte ligeledes sine Skarer baade imod Syd? og imod Nord”. En 
Del af Aithiopien blev under denne Konge oprettet til ægyptisk 
Provinds, og dets Bestyrelse betroedes til en Statholder, der fik 
Titlen: suten sa n kash, Prinds (d. e. Prinds-Statholder) af Aithio- 
pien?, Denne Statholder havde uden Tvivl saavel ægyptiske 
Embedsmænd som ægyptiske Tropper hos sig. Befæstninger med 
ægyptisk Besætning have vi allerede tidligere sét anlagte i 
Aithiopien ", 

Thotmess II. foretog et Tog imod Nordarabiens Beboere, 
Shasu, som han tugtede?; men om Felttog til Syrien og Mesopo- 
tamien i denne Konges Tid tale vore Kilder ikke. 


Efter ham fulgte hans Søster Hatasu?, under hvem der ikke 
synes at være bleven foretaget noget Krigstog imod Nord, men 
hun beholdt alligevel efter al Sandsynlighed Herredømmet over 
det sydlige Kanaan og den sinaitiske Halvø. Her findes der 
nemlig flere Indskrifter fra hendes Tid, som vidne om, at hun be- 
nyttede de derværende Stenbrud og Bjergværker?”. Hun udrustede 
ogsaa en Flaade paa det røde Hav og erholdt Tribut af Araberne 8. 


1 8. 5283; Lepsius, Auswahl pl. XIV, I. 6—7, 

2 Lepsius, Auswahl pl. XIV, I. 8—9. 

3 Se Birch, Upon an historical tablet af Rameses II, i Archæologia XXXIV, 
8. 378 (1851) en ægyptisk Embedsmand, som havde bestyret Aithio- 
pien under Ahmess og Thotmess I., fik af denne sidste Titlen ,Prinds 
af Aithiopien", hvilken Titel hans Efterfølgere beholdt. 

S Se ovenfor S. 832. 

5. Lepsius, Auswaål pl. XIV, L 9—10. 

S Hendes Navn og Titler findes i Lepsius, Aånigsbuch pl. XXV; Lepsius, 
Denkmåler III, 19 ff. Om Hatasu se Birch i Archæologia XXXV, 
S. 144 fr, ' 

7 Se Indskrifterne fra Wadi Maghara og Sarbut-el-Khadem; Lepsius 
Denkmåler III, 28 a. slgn. 29 a. Man vil saaledes se, at det bliver en 
Umulighed med enkelte nyere Lærde f. Ex. Basil H. Cooper, (se hans 
Exodus-date), at henfere Israeliternes Udvandring til Thotmess 11.78 
Dedsaar. 

8 Om Toget til Arabien se Dimichen, Die Flotte einer ågyptischen 
Kåniginn, i . 


843 


Med Hatasu afsluttedes sandsynligvis de manethoiske Listers 
syttende Dynasti ?. 


Efter Hatasu fulgte hendes Broder Thotmess IIl., der en 
Tidlang havde været hendes Medregent?. Hans fulde Navn var 


(om ff KS KUN Ra-men-kheper sa-ra Tehut-mess, 


Thotmess synes oprindeligt at have havt Hatasu til Formynder 
I sin Mindreaarighed, af hvilken Stilling hun formodenlig har 
benyttet sig til at tilrane sig en Pharaos Magt, som hun, da 
bun engang var kommet i Besiddelse af den, ikke har villet give 
Slip paa, ikke engang, da han blev myndig. Saalænge hun levede, fik 
han neppe nogen Indflydelse paa Regjeringen. om han end beregnede 
sine Regjeringsaar fra deres fælles Thronbestigelse. d. v. s. fra 
Thotmess II's Dødsaar. For Thotmess III.2 maa derfor den 
mandhaftige Søsters Død have været en yderst kjærkommen Be- 
givenhed; og i Virkeligheden tyder Alt hen paa, at han straks 
med kraftig Haand har grebet Regjermgens Tøiler. 

En af hang første Handlinger var at samle Hæren og føre 
den ind i Asien. I de sidste Dage af den ottende Maaned i sit 
toogtyvende Regjeringsaar" forlod han med sin Hær Ægyptens 
Grændsestad Zalt, og den 3die i næste Maaned (i hans treogty- 
vende Regjeringsaar?) kom han til Gaza. hvorfra han snart gik 
videre imod Nord til Megiddo. Her kom det til et stort Slag, 
hvor Ægypterne seirede', hvorpaa hele Syrien faldt i hans 
Hænder; ja han kunde endog føre sin Styrke ind i Mesopotamien 
og hjembringe et stort Bytte saavel fra dette Land som fra Syrien. 

Allerede næste Aar foretog han et nyt Tog og ligesaa dø 


-— 


! De manethoiske Lister ere forevrigt paa dette Punkt i kjendelig Uorden. 

? Se Champollion, Notices manuscrites 8. 573; Birch l. c. 

32 Om Thotmess l1ll.'s Annaler, Hovedkilden til hans Historie, se oven- 
for 8. 186—187. 

" Lepsius, Venkmåler II, 31; se 8. 524. 

5. Thotmess' Thronbestigelse faldt altsaa i Aarets niende Maaned. 

5. Lepsius, Zenkmåler III, 31; se ovenfor 8. 525. 


Thotmess [i]. 





844 


fleste af de følgende Aar!. Paa disse Felttog inddrev han Tri- 
buterne fra de tidligere betvungne Folk, til hvilke han af og til 
føjede nye. Ogsaa fra Aithiopien og en Del af Arabien modtog 
han Tributer og han faldt flere Gange dybt ind i Aithiopien?. 
Thotmess III.'s heldige Krigstog bragte store Rigdomme ind i 
Landet. De opdyngedes for en stor Del i Rigets Skatkamre, men 
Kongen beholdt dog ikke Alt for sig; han skjænkede meget til 
sine fornemste Stridsmænd?, ligesom han ogsaa viede en Del af 
Byttet til Amon, hvis Tempel han udvidede og forskjønnede. Ved 
Opførelsen af denne Helligdom, ligesom formodenlig ved andre 
Byggeforetagender, lod han Krigsfanger udføre det haarde Arbeide, 
hvad man blandt Andet erfarer af en billedlig Fremstilling i en 
Grav i Abd-el-Kurna ved Theben”, hvor Arbeidsfolk med syro- 
arabiske Ansigtstræk sés at slæbe Sten og udføre andet Arbeide 
ved Opførelsen af store Mure. Ovenover læses følgende Indskrift & 


LEJE | > TT 

SN, httttt REN BALI 
hak& an (ÆSW) hen [Es sy] 7 (4) r (8) kat (KOT) -u 

Fanger, som taget har Hans Majestæt, for at de kunne bygge paa 


www 6% 

7 I 2, 
neter (NOY'TE) hat n (mx) (amon) 
Guds-Huset for Amon. 


Man sér heraf, at det er Krigsfanger, uden Tvivl tagne i 
Asien, og zkke, som Reisende” undertiden have antaget. Israeliter, 
der her fremstilles trællende, og man kan følgelig ikke henytte 


!  Lepsius, Denkmåler Ill, 30—32. 

2 En Indskrift i Karnak opregner en stor Mængde af Thotmess III. 
betvungne Negerstammer; den er meddelt af Birch i Archæolog:a 
XXXVIII og af de Rougé i Revue Archéol. nouv. série IV, 8. 345 (1861). 

3. Lepsius, Denkmåler III, 12, col. 13 og col. 17. 

" Slgn. Forfatterens Reise S. 226. 

S. Rosellini, Monumenti Civili pl. XLIX; Lepsius, Dénkmåler MII, 40; slgn. 
Brugsch, Histoire d'Égypte S. 106. 

£ Dette Ord, der ikke mere findes i Koptisk, er forklaret Jos. C. Ap. 1, 14. 

'" Se f. Ex. Strauss, Sinai und Golgatha. 








845 


denne Indskrift som Bevis for at Israeliternes Trældom og deraf 
følgende Udvandring henhører til dette Tidsrum. I det Hele 
gives der intet Aktstykke, som antyder, at Ægypterne allerede 
under Amonsønnerne have tvunget Israeliterne til strængt Arbeide, 
ligesom heller intet Aktstykke heptyder til, at de ere udvandrede 
af Landet før Thotmess III's Tid", eller i hans eller hans nær- 
meste Efterfølgeres Dage. Den Omstændighed at de aldeles tkke 
omtales i Aktstykker fra denne Tid, udelukker forøvrigt naturligvis 
ikke Muligheden af, at de dengang have opholdt sig i Landet; 
thi deres Ophold i Ægyptens Land maa jo have varet længe, og 
de maa jo have levet upaaagtede i lang Tid forinden deres 
voksende Antal vakte Ægypternes Mistænksomhed. Betragtningen 
af den syriske Historie har jo desuden vist os, at de ikke kunne 
være udvandrede af Ægypten før langt senere?, nemlig efter 
Rameses II's Dage, og det er derfor neppe at antage, at deres 
Undertrykkelse alt er begyndt Aarhundreder før. 

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, til hvilket Tidspunkt 
Thotmess III's for Ægypten saa mærkelige Regjering er ind- 
falden, da kunne vi, som alt antydet, ikke meddele nogen neøiere 
Angivelse; vi maa indskrænke os til at bemærke, at han har levet 
omtrent ved Midten af det andet Aartusinde f. Kr. Man har 
ganske vist, ved Hjælp af en Indskrift paa Elephantine?, søgt at 
bestemme hans Tidspunkt nærmere, nemlig til Midten af det 
femtende Aarhundrede f. Kr., men, de Slutninger, man har draget 
af dette Mindesmærke, ere uheldigvis ikke synderlig 'sikkre", 

I denne Indskrift siges det vel udtrykkeligt, at Sirius' helia- 
kiske Opgang iagttoges den 28de Dag i- den tredie Maaned af 
Sommeren d. e. den 28de Epiphi, hvad der, som det let lader sig 
beregne, har været Tilfældet omtrent midt i det femtende Aar- 
hundrede f. Kr., men uheldigvis er Indskriften et Brudstykke, og 


! Dette antages af Seyffart, Uhlemann, Knobel o. fl. a. 

2 8. 589 ff. 

3 Lepsius, Denkmåler III, 43 e. 

£ Om denne Indskrift se Chabas, Afélanges Egyptologiques II (1864). 


846 


man kan ikke afgjøre, hvilken Konge der har ladet den indhugge. 
Thotmess III's Navn forefindes ganske vist i andre Brudstykker, 
der tilhøre samme Indskrift, men dette udelukker jo ikke Mulig- 
heden af, at Indskriften kan være indhugget efter hans Tid, f. Ex. 
af Rameses II. 'Thotmess III. kan jo .være nævnet som Indstifter 
af nye Fester, og man tør følgelig ikke antage det for sikkert, at 
det er ham, der har ladet Mindesmærket opføre; er dette imidlertid 
Tilfældet — hvad der jo er muligt —, vil han have siddet paa 
Ægyptens Throne ved Midten af det femtende Aarhundrede f. Kr.?. 


Amonhotep Il. Thotmess III. efterfulgtes af sin Søn Amonhotep IL, der i 


Amonhotep IIL Begyndelsen af sin Regjering foretog et Krigstog til Asien, 
hvorfra han, som alt bemærket”, i Triumph hjembragte syv fjendt- 
lige Konger, som han havde taget til Fange i Byen Tekhis?, 

Den følgende Konge, Thotmess IV., var ikke mindre virksom 
og foretog ligeledes Krigstog saavel i Syd som i Nord", hvorved 
han sandsynligvis haandhævede sin Magt ligefra Habyssinien til 
Mesopotamien. Sønnen, Amonhotep III, traadte ganske i sin Faders 
Fodspor og foretog fiere Tog baade til Asien og til Habyssinien og 
til Negerlandene. Flere Mindesmærker opregne hans Erobringer i 
Asien?; andre omtale hans Seirvindinger i det indre Afrika', Ved 
Kongens Giftermaal med sin Dronning 7: forarbeidedes der flere 
Skarabæer af Sten, hvorpaa der indhuggedes Indskrifter”, som for- 


1: De fleste Kronologer lade ham være et Aarhundrede ældre, men da 
deres Beregninger ikke ere grundede paa nogen synderlig solid Grund- 
vold, saa have deres Meninger ikke megen Vægt. 

2 Lepsius, Denkmåler III, 65 8; slgn. Ill, 61—63. Se ovenfor 8. 548. 

Om Tekkis ligger i Syrien eller Mesopotamien, vide vi ikke. 

+ Se Sharpe, Egypt. Inscr. pl. 93 1. 5—6; slgn. Lepsius, Denkmåler III, 
69 f.; Rosellini, Monumenti Storici TI, I, pl. IV (89). 

s… Lepsius, Denkwåler TlII, 88 a., h. og g.; sign. 77 c. 

S Se Indskrifterne fra Karnak i Lepsius, Denkmåler Ill, 87 d., 88 c-h, 
Indskriften paa Amonhoteps Kolos i Louvre (Birch i Archæologia 
XXXV pl. XXVII), samt Meddelelserne paa en Tavle fra Semneh, 

.… Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 9. 

7 Rosellini, Aon, Stor. (M. R.) pl. XLIV, No. 1 (Folio). 


847 


talte om Ægypterrigets Udstrækning: dets Sydgrændse var i 
Landet Galu (efter Birch Gallanegernes Land), og dets Nord- 
grændse i Mesopotamien (Naharina). 

Amonhotep III. opførte ligesom 'Thotmess III. en Mængde 
storartede Bygninger rundt om i Ægypten, men mange af disse 
ere forlængst sunkne i Grus". Han udsmykkede dem med Statuer 
af Sten og forskjellige andre Billedhuggerværker, ligesom han lod 
andre Fremstillinger i opheiet Arbeide indhugge paa Tempel- 
vægene. Den Stil, hvori disse billedlige Fremstillinger er udført, 
er ren og smuk, men paa den anden Side kan man ikke nægte, 
at det netop er under Amonhotep 1Il., at den ægyptiske Konst 
iklæder sig de skarpe, kantede og snevre Former, som er frem- 
herskende under Rasønnerne, og som fra disses Tid bliver et væ- 
sentligt Kjendemærke for den hele ægyptiske Konst lige indtil dens 
Forsvinden ved den ægyptiske Civilisations Undergang. 


Under Amonhotep III. begyndte den ægyptiske Troslære at rerormations- 
udvikle sig paa en ejendommelig Maade, i monotheistisk Retning, amonkotep. 111. 
dog, som det synes, bestandig i god Samklang med den ægyptiske ” rv. 
Religions Grundvæsen?. Endnu i de første Aar af den følgende 
Konge Amonhotep IV.'s Regjering synes man heller ikke at have 
foretaget egentlige Forandringer, i det Bestaaende; men efter 
nogen Tids Forløb, antog Forholdet en anden Skikkelse, man a/- 
skaffede ligefrem de ældre Guder og vendte fra nu af sin Dyrkelse 
alene mod Solens Skive, eller som dennes ægyptiske Navn lyder: 

rn 
atun (eller adun). 

Om Oprindelsen til denne monotheistiske Retning gives der os 


2 Han opferte saaledes Templet i Luxor, et Kongepalads i Theben, 
hvortil de store noksom bekjendte Kolosser, hvoraf den ene af de 
Gamle kaldtes den klingende Memnon (se Forfatterens Reise 8. 213) 
herte, et Tempel paa Elephantine for Khnum (Num), Templet i Soleb 
i Nubien 0. 8. v. 

2 Se nedenfor $ 78. 


848 


intetsteds nogen Oplysning. Nyere Lærde have i den undertiden 
villet se en Frugt af en Indvirkning fra syro-arabiske (semitiske) 
Folk, ja man har endog villet tilskrive Israeliterne den: atun eller 
adun skulde være det israelitiske p7R, Adona: (Herren), det Navn, 
hvorunder den eneste sande Gud stundom paakaldtes. I Virke- 
ligheden kan det; neppe benægtes, at Amonhotep III. som Herre 
over Syrien og Mesopotamien stod i Forbindelse med flere syro- 
arabiske Folk; ja til Dronning kaarede han sig en Kvinde ved Navn 
ti i 

Ti (”m), hvis Fader og Moder bære syro-arabiske (semitiske) 
Navne, og som følgelig sandsynligvis var af asiatisk Herkomst. 
Men herved er det dog ingenlunde afgjort, at Amonhoteps mono- 
theistiske Reformforsøg skulde skyldes hende eller andre Syro- 
Araberes Indflydelse. At hun skulde være en Jsraelitinde, som man 
undertiden har villet mene, er mindre sandsynligt; thi Israe- 
literne maa vel, som vi nedenfor skulle sé, dengang have havt Bolig 
i Ægypten; men de vare neppe videre ansete her, saa at det ikke 
er meget antageligt, at Amonhotep skulde have valgt sin Dronning 
imellem denne Del af sine Undersaatter. 

Den religiøse Reformation, der, som vi have sét, under Amon- 
hotep IIL lededes med Maadehold og Klogskab, gjennemførtes 
fra de senere Aar af Amonhotep IV.'s Regjering med stor Vold- 
somhed og Fremfusenhed. I sit monotheistiske Sværmeri vendte 
Amonhotep IV.” sin Vrede navnlig imod det af de guddommelige 
Væsner, som besad den største Anseelse i Landet, nemlig imod 
Hovedstadens Gud, Amon, hvis Navn han lod udmeisle overalt, 
hvor han fandt det?. Ja han gik endog saavidt, at han forandrede 


1: Lepsius, Kånigsbuch pl. XXVIII, no. 374—376. Faderen hed Juas =R7?%, 
Moderen Tuaa 72, aabenbart syro-arabiske (semitiske) Navne. 

2? Amonhotep IV. var Sen af Amonhotep III. og Ti. 

3 Paa mangfoldige Mindesmærker saavel fra Templer som fra Grave er 
Amons Navn udmeislet. Man kan i Reglen antage, at alle Mindes- 
mærker, hvor Amons Navn forekommer oftere og ikke er udmeislet, 
ere yngre end Amonhotep IV. 


849 


mt eget Navn og lod det udmeisle, fordi Amons Navn forekom 
deri. Istedetfor Amonhotep kaldte han sig: Akhu (eller Khu) -n-atun: 


(12 $"—) 


atun-n=(a)khu d. e. (a)khu-n-atun. 

De nærmere Omstændigheder ved Udviklingen af denne 
monotheistiske Reformation ere os uheldigvis ikke nøiere bekjendte, 
og navnlig vide vi Intet om, hvorledes han forholdt sig ligeoverfor 
de andre ægyptiske Guddomme. Vi vide kun, at Kongen tilsidst 
forlod Theben og opslog sin Residens i en By, der ligger nogle 
Mile Nord for Theben, og hvis Ruiner nu føre Navnet Tell-el- 
Amarna!'; men om de Begivenheder, der have frerakaldt denne 
Beslutning, er Intet videre bekjendt. ' 


Under denne Syslen med religiøse Æmner synes Amonhotep 
IV. eller, for at betegne ham med hans senere Navn, Akhu-n-atun 
at have glemt at forsvare Rigets asiatiske Besiddelser, der kun 
kunde hævdes ved ofte gjentagne Hærtog; og om saadanne for- 
tæller ingen Indskrift fra denne Konges Tid. Ganske vist tabte 
han ikke Rigets Forsvarsvæsen ganske af Syne; han holdt en 
talrig Krigshær, i hvilken der navnlig fandtes mange fremmede 
Tropper”, men om disses Anvendelse til Felttog udenlands for- 
tælles intetsteds. Der tales rigtignok flere Gange, saavel i denne 
Konges som i en af hans nærmeste Efterfølgeres Indskrifter om 
Tributer, som bragtes fra Folket Rutennu?, d. v. 8. Beboerne af 
Tauros, Mons Masius og de tilstødende Landskaber, ligesom ogsaa 
om Tributer fra Khalu eller Kharu, Syrien, men heraf tør man dog 
ikke slutte altfor Meget, saalænge disse ikke bekræftes ved mere 
bestemte Efterretninger. Efter al Sandsynlighed gik de fleste Be- 
siddelser i Mesopotamien og i største Delen, af Syrien tabt under 
hans Regjering ". 


re ———— 


1 Se nedenfor $ 71; Brugsch, Geographische Inschriften 1, 8. 221 (1857). 
2 Se Lepsius, Denkmåler lII, 92 og 97, se ogsaa III, 104. 
2 Lepsius, Øenkmåler II, 100 b; 118. 
4% Se ovenfor 8. 549. 

54 


Tab af de 
mede Be. 
siddelser under 
Amonhotep. IV. 


850 


Vi maa endnu omtale, at ifølge en Bemærkning, som læses i 
de manethoiske Udtog hos Eusebios", skulde Israeliterne være van- 
drede ud af Ægyptens Land under en Konge, der kaldes Akhen- 
kheres, — aabenbart Akhu-n-aten selv eller en af hans Efterfølgere. 
Enkelte nyere Lærde have antaget denne Meddelelse for rigtig og 
have i Tillid hertil ment at kunne henføre Israeliternes Udvan- 
dring af Ægypten til dette Tidspunkt?. Hertil maa vi imidlertid 
bemærke, at intet samtidigt Aktstykke taler for Rigtigheden af 
denne Antagelse, hvorimod Meget taler derimod. Som ovenfor? 
bemærket, fortælles det vel, at under denne Konges Forgængere 
bleve Arigsfanger, tagne fra fremmede Folk, tvungne til at forrette 
Slavearbeide i Ægypten, men der findes ingen Hentydning til, at 
andre Folk af fremmed Herkomst, som opholdt sig i Landet, bleve 
pressede til Trællearbeide, hvad vi derimod nedenfor" skulle se 
blev Tilfældet under Rameses II. Hertil kommer endvidere, at 
Hensyn til Syriens Historie, som nylig antydet, ikke vel tillader 
at sætte Israeliternes Indvandring i Kanaan tidligere end til hen- 
imod Midten af Rameses III's Regjering, men naar de først ere 
indkomne i Syrien ved denne Tid, saa kunne de umuligt være 
udvandrede af Ægypten allerede under Akhu-n-atun eller under 
hans nærmeste Efterfølgere, der levede over hundrede Aar før 
Rameses III's Dage. I Udtogene hos Iosepos og Afrikanos tales 
- der ikke om nogen israelitisk Udvandring i dette Tidsrum, og disse 
to Forfatteres Vidnesbyrd have mere Vægt end Eusebios', fordi de 
nemlig ikke tage et kronologisk System til Udgangspunkt, hvad 
derimod aabenbart er Tilfældet med Eusebios. Han behandler 
øjensynlig de Angivelser, han har fundet i sine Kildeskrifter, med 
stor Frihed og tillader sig forskjellige Omsætninger, saaledes at 


!  Euseb., Chron. Arm. I, 20 p. 102 Mai p. 104 Aucher; se Muller, Fragm. 
Hist. Gr. HM, 8. 577—578. Hos Synkellos (Caron. p. 62) skrives 
Navnet Kenkheres. 

Reinisch i Pauly, Real Encyclopædie I, S. 276—277 (2den Udg. 1864). 
Se ovenfor S. 844. 

Se nedenfor $ 65. 

Se ovenfor Syriens Historie S. 598 fr. 


851 


det følgelig aldeles ikke ter bygges Noget paa hans Angivelser, 
naar de ikke bekræftes ved andre Vidnesbyrd. 

Amon-hotep IV. (Akhu-n-aten) havde ingen Sønner, men mange 
Døettre, der ofte omtales i Indskrifterne i Gravene ved Tell-el- 
Amarna!, En af hans Døttre, der bar Bedstemoderens Navn 7t, 
var gift med en høi Embedsmand, en ivrig Atun-Dyrker, nemlig: 


id) 14 sf 


d=4% 

Ai; han blev siden Amon-hotep IV./s Efterfølger. Forøvrigt vide 
vi kun lidet Andet om ham, end at han som Konge blev fast i 
sit Sværmeri for Atun. Foruden A+ omtales ogsaa en anden 
Solens Skive dyrkende Konge?, der maaske blev hans Efterfølger. 

Et Par Indskrifter fra Ægypten? lære os at kjende en Konge 
Tut-ankh-amon, der aabenbart maa tilhere dette Tidsrum, og som 
sandsynligvis er yngre end Amonhotep IV. æg Ai, da nemlig Amons 
Navn ikke er udmeislet i nogen af disse Indskrifter. De mane- 
thoiske Udtog! give os ikke videre Oplysning om denne Konge 
eller hans Plads i Kongerækken, da de befinde sig i en meget 
forvirret Forfatning, og i de officielle Kongelister findes hans 
Navn aldrig. Imidlertid er det ikke usandsynligt at Tut-ankh- 
amon har stødt de reformatoriske Kongefamilier fra Thronen. 

Hvorledes det end forholder sig hermed, er det klart, at den 
gamle Religionsforfatning snart efter Ai's Dage, er bleven gjen- 
indført i Landet, og at Amon atter er bleven Landets fornemste 
Gud, imedens Atun forsvandt. Det er ligeledes sikkert, at Ro og 
Orden snart vendte tilbage i Landet, saa at dette efter kort Tids 
Forløb blev ligesåa blomstrende som tidligere. 

Kong Tut-ankh-amon har dog neppe regjeret længe nok til 


Lepsius, Denkmåler III, 91 ft. 

Lepsius, Kånigsbuch pl. XXIX, Nr. 899. 

Se nedenfor S. 852. 

Jos., C. Ap. I, 15; Euseb., Chron, arm. I, 20 p. 102 Mai p. 104 
Aucher; Syncell., Chronogr. p. 62; se Muller, Fragm. Hist. Gr. III, 
S. 574—578. 


am ab) w mm 


54" 


852 


at opleve Ægyptens Gjenreisning; thi i Tilfælde af, at han havde 
siddet paa Ægyptens Throne i længere Tid, vilde vi uden Tvivl 
have læst hans Navn paa flere offentlige Mindesmærker. Men 
dette er ikke Tilfældet: vi kjende ham kun fra Indskrifter i en 
Privatgrav! og fra en kortfattet temmelig slet bevaret Indskrift fra 
Apisgravene ved Sakkarah?”. 7ut-ankh-amon var uden Tvivl en 
Usurpator; i al Fald kjende vi Intet, som antyder, at han var den 
nærmeste Arving til Thronen?, om det end ikke er usandsynligt, 
at han har været beslægtet med Kongehuset. 

Den første Konge, som vi finde i Besiddelse af den fulde 
pharaoniske Magt, og som har efterladt sig officielle Mindesmærker 
i større Antal, er Hor-m-hebt, der i Udtogene af Manetho kaldes 
Horos5, Under ham er den gamle Forfatning bleven gjenindført, og 
Ægypterne foretage atter Krigstog til Nabolandene. Hor-m-heb 
beseirede saaledes Negerne?; om han derimod ogsaa har ført sine 
Hære ind i Asien, er tvivlsomt. I det Mindste hentydes der ikke 
dertil i noget Aktstykke”. Hor-m-heb var uden Tvivl en Prinds 


!  Lepsius, Denkmåler III, 115—117. 

2 Mariette, Renseignemenis sur les 64 Apis i Bulletin archéologique de 
P Athénéum frangais .(Parisa 1855 —1856, 42). 

3 Han opføres aldrig paa Kongelisterne. Han fører Tilnavnet hak an, 
Herskeren over Hermonthis, der sandsynligvis var hans Hjemstavn, 
Kongefamiliens Medlemmer, Ahmess' og Thotmess I1l11.'s Efterkommere, 
levede formodentlig i selve Theben. 

" Indskrifter fra hans Tid findes Lepsius, Denkmåler III, 12. 

5. Muller, Fragm. Hist. Gr."II, S. 575—578 efter Synkellos og Eusebios 
ll. cc. Den Armais, der hos Eusebios Il. c. opføres som tredie og hos 
Synkellos og Iosepos som sjette Konge efter Horos, er uden Tvivl den 
samme som Horos. Flere Konger ere aabenbart ved en Feiltagelse 
anferte to Gange. I det lidet paalidelige Udtog hos Iosepos, C. Ap. 
I, 26, nævnes i Forbigaaende en Konge Horos, der skulde have havt 
Lyst til at se Guderne; om der ligger noget til Grund for denne 
Meddelelse, formaa vi ikke at afgjere. I ethvert Tilfælde tyder Intet 
hen påa, at Hor-m-heb som hans Forgænger har været en religies 
Sværmer. I samme Stykke hos Iosepos kaldes Hor-m-heb: Hermaios. 

8 Lepsius, Denkmåler III, 121; Rosellini, Monumenti Storici (M. R.) 
pl. XLIV. 

7 Se ovenfor S. 549—550. 








853 


af den gamle Kongéstamme. Man antager ham som oftest for en 
Søn af Amonhotep III. og Broder til Amonhotep IV. 


I flere Aktstykker, saaledes i Kongelisterne fra Abydos og 
Sakkarah, opføres en Konge ved Navn Rameses som Hor-m-heb's 


$ 65. 
Egypten 


Efterfølger", Denne Pharao, der almindelig kaldes Rameses 1, eet: 


tilhørte ganske vist en anden Familie end Hor-m-heb, men der 
findes ingen Spor af Kampe imellem ham og Hor-m-heb eller 
dennes Arvinger, hvorimod vi se Rameses I. fra Begyndelsen af 
med Iver at arbeide paa at faa Forbindelser bragt tilveje imellem 
sit Hus og den forrige Kongeslægt, uden Tvivl fordi han var en 
Usurpator og ikke ved sin Fødsel havde nogensomhelst Ret til 
Thronen. Han fik saaledes snart sin Søn Seti gift med en Prind- 
sesge af Navnet 7aia, der aabenbart har nedstammet fra de 
gamle Konger og formodentlig var den nærmest berettigede Arving 
til Thronen”. Rameges I. og hans Efterkommere, der i de ma- 
nethoiske Lister sammenfattes under Benævnelsen det nittende 


. Dynastii?, lagde ligesom Kongerne af det følgende Dynasti, det 


tyvende, navnlig Vind paa Solguden Ra's Dyrkelse og optog dette 
Navn som Bestanddel af deres Navne, hvorfor man ikke uden 
Grund kalder disse Konger Rasennerne, 


Rameses I., Ramessu eller Rameses, synes, snart efterat han 
havde ladet Seti udraabe til Konge, at have trukket sig tilbage 


er  —— 


"I et Udtog af Manetho anføres derimod Rameses fer Horos. 

? At Taia var en Prindsesse af den gamle Kongestamme siges vel ikke 
nogetsteds ganske udtrykkeligt; men hun nævnes i en Indskrift fra 
Tanis i Museet i Bulak foruden Dronning tillige: Arving til Thronen 
og Medbesidderske af Thronen, se Mariette, Notice sur les principaux 
monuments du Musée de Boulaq S. 280 (1869); og paa en Statue i Va- 
tikanet kaldes hun Aonge af Øvre- og Nedre- Ægypten, se Champollion, 
L'Egypte ancienne S. 328. Disse Titler for en Dronning ero saa usæd- 
vanlige, at de maa have en særegen Grund, der neppe kan være nogen 
anden end, at hun var den nærmest berettigede til Thronen. 

? Se Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 579 ff. Hos Iosepos omtales de 
ferste Konger af dette Dynasti, C. Ap. I, 15 og I, 26. 


Seti I og 
Rameses IL 


Rameses I. 





Seti I. 


854 


og overladt Rigets Styrelse til denne sin Medregønt. Ifølge et af 
de Udtog af Manetho, Iosepos meddeler!, regjerede Rameses kun 
seksten Maaneder, en Efterretning, der uden Tvivl er fuldkommen 
nøiagtig, thi i et Aktstykke fra Rameses I.”s andet Regjeringsaar 
nævnes Seti I. allerede som hans Medregent?. 

Rameses I. foretog neppe noget Tog til Asien, og sandsynlig- 
vis heller ikke til Aithiopien, hvor Ægypterkongens Herredømme 
formodentlig -var sikkret ved Hor-m-hebs Seire". 


Seti 1,8, hvis fulde Navn var Seli-Mer-n-ptah (eller Seti Me-n- 
ptah) gik derimod straks i Begyndelsen af sin Regjering, i sit 
første Regjeringsaar — dette uden Tvivl beregnet fra hans Ud- 
raabelse til Konge som Faderens: Medregent og ikke fra Rameses 
I's Død — med en Hær til Asien. Han tugtede paa dette Tog 
Beduinerne i den arabiske Ørken og vandt flere Seire i Syrien. 
Han trængte frem til Mesopotamiens Grændser, men Nordsyrerne, 
Folket Khetta, kunde han aabenbart ikke betvinge, og han af- 
sluttede formodentlig snart en formelig Traktat med Khettas 
Overkonge. Efter al Sandsynlighed foretog han senere et Tog ti 
Mellemsyrien, der formodentlig tilligemed Sydsyrien igjennem en 
længere Aarrække var ægyptisk Provinds?. 

Seti I. regjerede temmelig længe, mindst nogle og fyrgetyve 


" Aar, men kun faa Aktstykker tilhøre hans senere Aar, de fleste 


stamme fra hans ni første Regjeringsaar, til hvilke ogsaa hans 
fleste Krige sandsynligvis henhøre. 

Seti I. opførte forskjellige storartede Bygninger. Den kæmpe- 
mæssige Søilesal i Amonstemplet i Karnak med de 134 Kolonner 
skyldes saaledes ham, ligesom ogsaa Paladset i Kurna og Temp- 


mn I 


1 Jos, C. Ap. I, 15. 

2  Rosellini, Monumenti Storici (M. R.) pl. XLV no. 1 (Folio). 

32 Se ovenfor 8. 549. 

+ B8e ovenfor S. 852. 

5 I Udtogene af Manetho kaldes han Sethos. Hans Navn er aabenbart 
glemt i Udtogøet hos lIosepos, C. Ap. I, 15. 

' Lepsius, Denkmåler III, 126. 





855 


lene i Abydos. Imidlertid bleve de fleste af disse Bygninger 
først fuldendte under hans Efterfølger Rameses Il. 

Da Seti havde, været Konge et Aarstid, fødte hans Dronning 
ham en Søen, der efter Bedstefaderen fik Navnet Rameses. Han 
var gjennem sin Moder en Ætling af det gamle Kongehus og 
maatte saaledes i Alles Øine være retmæssig Arving til Ægyptens 
Throne, hvorfor Seti ilede med at lade ham udraabe som Konge!, 
men Seti vedblev dog selv, efterat Rameses var bleven voksen, at 
føre Regjeringen lige til sin Død. 

Iblandt de Titler og Valgsprog, Seti antog, findes egsaa Titlen: 


IR 


nem mess? 

»den Gjenfødte" (eller ,,Gjenfødende"), et Udtryk i hvilket, man 
stundom? har ment at kunne sé en Hentydning til en i hans Thron- 
bestigelsesaar indtruffen Fornyelse af det astronomisk-kalendariske 
Kredsleb, man kalder Sothisperwoden, i hvilket Tilfælde Setis 
Thronbestigelse vilde falde i Aaret 1322 eller høeist et Par Aar 
tidligere”. For Rigtigheden af denne Anskuelse kunde maaske 
den Omstændighed tale, at Seti I. til officielt Fornavn optog 
Navnet Men-ma-ra (sandsynligvis udtalt Men-ma-ph-ra eller Men- 
mo-ph-ra) der kunde tænkes af skjødesløse Afskrivere at være 
bleven forvansket til Menophres, med hvilket Navn, ifølge den 
astronomiske Skribent Theon? fra Alexandreia, den næstsidste 
Fornyelse af Sothisperioden betegnedes, Men nem-mes kan ogsaa 
have en. anden Oprindelse og være erf Hentydning til Fornyelsen 
af den gamle — maaske paa Mandslinien uddøde — Kongestamme 
ved Seti, der jo gjennem sin Dronning Taia var saa at sige bleven 
optaget i Slægten og derved kunde siges at have fornyet denne. 


Slgn. Maspero, Æssai sur Pinscription d' Abydos S. 69. 

Man finder det f. Ex. i Lepsius, Denkmåler III, 126. 

Brugsch i Zeitschrift der Deutschen Morgenl. Gesells. IX, 8. 197 —200 (1855). 
Om Sothisperioden se Lepsius, Cironologie 8. 165 fr. 

Theon ed. Halma (Paris, 1822) S. 43; Lepsius, Kånigsbuch 8. 123. 
Den sidste Fornyelse af Perioden fandt efter Censorinus Sted 139 e. Kr. 


ae MS oØiR dB mm 


Rameses Il. 


856 


(o An , (== | ra-meses-mer-amon", Bameses 11, optog til 


HD KE 

Fornavn Navnet (NT) ra-user-ma-sept-n-ra, af hvilket 
Navn den sidste Bestanddel ofte udelades, saaledes at Fornavnet 
kun bliver User-ma-ra, uden Tvivl det Navn, som ligger til Grund 
for Diodors Osymandyas. Denne Konge blev, som ovenfor bemærket, 
allerede som nyfødt Barn hilset som Ægyptens Pharao, men han 
kom dog først i en modnere Alder i Besiddelse af den kongelige 
Magt”, hvorfor han heller ikke regner sine Regjeringsaar fra den 
Dag, han først hyldedes, men fra sin Fader Seti's Dødsdag. 

Rameses II. betegnedes foruden med sine egentlige Navne 
ofte med Tilnavne% hvoraf vi kjende flere. 


( ESS sestut, der ogsaa synes at have været udtalt 


Sesestu, var det hyppigste af disse. De Gamles Sesoosiså gjen- 
giver uden Tvivl dette Navn og deres Sesostrisé det samme Navn, 
fulgt af eller forøget med Navnet paa Solguden Ra: Sesestu-ra. 


— mom om mæ me 


2 I Udtoget af Manetho hos Iosepos, C. Ap. I, 15, kaldes han Armesses 
(d. e. Rameses) Afiamun og siges at have regjeret 66 Aar og 2 
Maaneder, hvad der uden Tvivl er rigtigt, da der i Indskrifter fra 
hans egen Tidsalder tillægges ham en Regjeringstid af 67 Aar; se 
Revue ÅArchéol, nouv. série XIX, pl. VIII, 1. 23; sign. I. c. 8. 282. 

2 Derimod synes hans Navn at have været nævnet i de fleste kongelige 
Anordninger ved Siden af”hans Faders, i det Mindste at demme efter 
Indskriften om Guldminerne i Aithiopien (Prisse, åfonuments pl. 21). 

3: 8Slgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 53; slgn. 8. 24 og oftere. 

$ Vi have allerede anfert dette Navn ovenfor 8. 603 og 604 efter 
Select Papyrus pl. LII, I. 8 og pl. LXI, 1. 5. 

'… Diod., Bibl. Hist. I, 53—58 og I, 94. 

S Her. lI, 99—102. Sesostris omtales endnu af Megasthenes, Strabo, 
Plinius og andre Forfattere. I de Udtog af Manetho, som Krono- 
grapherne besad, fandtes der, som det synes, ingen Bemærkning om, 
at Rameses II. Mer-Amon havde havt Tilnavnet Sesostris. Derfor 
antog de, at en Konge af det tolvte Dynasti, Usertesen II., hvis Navn 
mindede om Sesostris (se S. 832), maatte have været denne i den 
ægyptiske Overlvvering saa høit priste Helte-Konge. 


857 


Om Betydningen af dette Tilnavn er man ikke enig; muligvis 
er det opstaaet ved, at man i daglig Tale har ombyttet Ramessu 
med det ensbetydende mestu-ra, hvis første Bogstav man har for- 
dreiet i Udtalen og fra et M har forvandlet til et S; den sidste 
Bestanddel Ordet ra er endelig stundom bleven udeladt. 

Diodor meddeler en Del om Sesostris' Ungdom!, men vi ter 
ikke stole for Meget derpaa, skjøndt det end ikke klinger usand- 
synligt, eftersom de af Diodor benyttede Kilder til den ægyptiske 
Historie ikke alle vare meget paalidelige, og han her Intet med- 
deler om, hvilke Hjemmelsmænd han følger paa dette Sted. 

Derimod faa vi af en Indskrift, som Rameses II. har ladet 
indhugge i det store Tempel i Abydos?, flere Oplysninger om 
hans første Regjeringstid. Vi erfare af denne Indskrift, at Kongen 
befandt sig i et fremmed Land, uden Tvivl Aithiopien, som han 
maaske bestyrede som Prinds-Guvernør (suten-sa-n-kosh eller kash) 
»kongelig Søn af Kosh". 

Af Indskriften erfare vi desuden, at han, efter at have mod- 
taget Budskabet om sin Faders Død, begav sig til Theben og der 
indviede Statuer for sin Fader, hvorpaa han drog til Abydos". 
Her fandt han de af Seti paabegyndte Arbeider standsede og i 
det Hele Alt, hvad der angik Templerne, i temmelig Forfald ?. 

Han sammenkaldte derfor Raadet i Abydos og holdt en lang 
Tale, hvori han foreholder det Templets mangelfulde Tilstand og 
meddeler sin Beslutning at fuldføre Bygningen?. Raadet svarer 
med en Lovprisning af hans Visdom, hans herlige Egenskaber og 
hans Magt”. I denne Tale forekommer følgende Sætning: 


Diod., Bibl. Hist. I, 53. 

Mariette, Abydos pl. 5-9. Denne Indskrift er udgivet med Oversæt- 
telse og Forklaring af Maspero, EÆssai sur Pinscription dédicatoire du temple 
d' Abydos (Paris, 1867; 4?). 

2 Mariette, Ahydos pl. 8, Il. 93 af Indskriften; se Maspero, Æssai sur 
Pinscription d' Abydos S. 60. 

Mariette, ]. c. pl. 6 1. 22—23. 

Mariette, I, c. pl. 6 I. 30—33. 

Mariette. I. c, pl. 6 og 7 1. 40—55. 

Mariette, ]. c. pl, 7 1. 55. 


nm K | eee c + 


- 


858 


»Dit Navn udbreder sig over hele-Jorden fra Khent-hen-nefr 
i Syd indtil Havets Bredder i Nord, indtil Landet Rutennu. 
Nomade-Stammerne, Kongesæderne og Stæderne, som ere forsynede 
med Besætninger ... [adlyde Dig] ...? hver Stad; de vaage for 
at offre til Dig. En Gud [er Du jo] for alle Mennesker: de staa op 
at bringe Dig Røgelse efter Din Fader Tums Bud. Dig tilbeder 
Keme (Ægypten) og Desher (det røde Land, d. e. Ægyptens sandige 
Nabolande)" ?, 

Hvor overdreven denne Skildring end er, saa synes den dog at 
kunne antages for et sikkert Vidnesbyrd om, at Ægypterne ved Seti 
I's Død, ligesom i hans første Regjeringaar, havde havt Besiddelser 
i Asien, og at der laa ægyptisk Besætning i flere Stæder. 

Rameses II's første Krigstog var rettet imod Beboerne af 
Aithiopien, som bleve tugtede. Ægypterne vendte tilbage med 
stort Bytte og med mange fangne Negere, der maatte gjøre Tjeneste 
som Slaver i Ægypten. Ogsaa til Libyen synes Rameses tidligt 
at have foretaget et Tog. 

I Rameses II's fjerde Regjeringsaar finde vi ham ved Ud- 
løbet af Floden Nar-el-Kelb, Nordost for Beirut, hvor han lod 
indhugge en Mindetavle; og nogen Tid efter, i hans femte Re- 
gjeringsaar, se vi ham med en stor Hær at drage frem langs 
Orontes for at knuse Khetta-Folket. Her blev han, som vi ovenfor 
have sét, med sin Bedækning uformodet overfaldet af en over- 
legen fjendtlig Styrke, hvorved han selv kom til at tage Del i 
Kampen, hvad Ægyptens Konger sikkert kun yderst sjældent 
bekvemmede sig til. Han synes ved denne Leilighed at have 
vist personligt Mod; og maaske var det denne Uforfærdethed, som 
vandt ham hans Undersaatters Hjerter, saaledes at Sesostris' Navn 
mindedes lige til sildige Tider, imedens man ganske glemte 
mange Pharaoner, der dog langt mere end Rameses II. havde bi- 
draget til at udbrede det ægyptiske Navns Berømmelse, og som 


——— 


1]: Her som paa flere Steder i Indskriften ere et Par Tegn forsvundne. 
?  Mariette, Il. c., pl. 7. 1. 68—69; slgn. Maspero, Il. c. 8. 45—47. 








859 


havde beseiret langt flere Folk end han og havde hersket over 
langt mere vidstrakte Lande. 

Det kom derefter til en Kamp ved Kadesh, hvorpaa man blev 
enig om at slutte Stilstand!. Ægypterne have formodentlig snart 
efter rømmet Khettas Land, som de ikke mere synes at have 
betraadt som Seirherrer, saalænge Rameses Il. levede. 

I Rameses Il.'s ottende Regjeringsaar udbrød der, som det 
synes, Opstand i den Del af Syrien, som Ægypterne havde beholdt, 
og Rameses maatte i dette Aar beleire og storme flere faste 
Pladser. 

I Rameses 2lde Regjeringsaar sluttedes paany en Traktat 
med Khetta, der er bevaret i en hieroglyphisk Indskrift i Theben, 
hvorefter vi have gjengivet den ovenfor? i vor Fremstilling af 
Syriens Historie. 


Rameses Il. opførte en stor Mængde Bygninger i hele 
Ægypten og Nubien. De fleste bleve dog reiste i Hovedstaden 
Theben. Her fuldendte han først det af hans Fader paabegyndte 
Palads i Kurna", hvor han formodentlig i sine tidligere Aar havde 
sit Kongesæde. Men Rameses Il. nøiedes ikke hermed; han paa- 
begyndte snart i Theben Anlæget af en ny pragtfuld Kongeborg, 
omgivet af prægtige Haver og mangfoldige mindre Bygninger. 
Hovedbygningen i dette Anlæg, som efter Kongens officielle For- 
navn User-ma-ra kaldtes Osymandyas' Palads, med Hieroglypher: 


KESTØ 


ha ra-user-maa (d. €. user-maa-ra), 
Huset Osymandyas'?, 
er uden Tvivl det Palads, som )Diodor efter Hekataios beskriver 


! Se ovenfor 8. 574 —575. 

2 Se ovenfor 8. 578. 

2 8. 579—584. 

4 Se om dette Forfatterens Reise S. 230. 

5. Se ovenfor S. 73. Navnet skrives med mange Variationer. 


Rameses Il.'e 
Byggefore. 
tagender. 


860 


som Osymandyas' .Grav!. I nyere Tider kaldte man det først 
Memnonion, siden efter Champollions Tid Ramesseum- Af Byg- 
ningen, som er af Sandsten, er der ikke ringe Rester tilbage”, ligesom 
der i Nærheden findes Levninger af forskjellige Bygninger af sol- 
tørrede Nilsten?, der uden Tvivl tilhøre de mindre Bygninger, der 
omgave Slottet og udgjorde Dele af det store Anlæg. 

Foruden disse Paladser lod Rameses II. opføre og udvide 
flere Helligdomme i Byen. Templet i Luxor" byggedes saaledes for 
en Del af ham, og i Karnak fortælle mange Indskrifter om de 
Bygninger, han her lod udføre til Amons Ære. 

At opregne alle de Stæder i Nildalen, som Rameses II. for- 
skjønnéde ved nye Bygninger eller ved Forbedringer af ældre 
Bygninger, vilde være et vidtløftigt Arbeide, hvorfor vi her skulle 
indskrænke os til at nævne de vigtigste. 

I Nubien opførte han flere Templer og Slotte, og forskjønnede 
adskillige Byer, saaledes iblandt andre den By, hvis Levninger 
findes ved Abu Simbel, der efter ham fik Navnet ,,Rameses' By" 5, 
Her udhuggede han, som bekjendt, et Huletempel, der endnu den 
Dag idag vækker de Reisendes Beundring. 

Paa Øen Elephantine opførte han ligeledes forskjellige Byg- 
ninger, hvoraf enkelte Rester findes spredte om paa Øen, tildels 
indmurede i Kaierne?. 

I Abydos sés der storartede Levninger, der tilhøre to Templer, 
som Rameses Il. lod opføre i denne By, Disse Bygninger synes 
forøvrigt at have været paabegyndte af Seti I., men ingen af dem 
var fuldendt, da Seti døde?. I Memphis opførte Rameses II. 





Diod., Bibl. Hist. I, 47—49. 

Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 231. 

Forfatterens Reise S. 233. 

Om Templet i Luxor, se Forfatterens Reise S. 207 fl. 

Slgn. Brugsch, Geographische Inschr. I, 8. 1589—160 (1857). 

Se Champollion, Lettres S. 130—135 (1833). 

Det ovenfor omtalte (S. 845) Kalenderfragment antages, som allerede 
bemærket, af Flere at være udført i Rameses II's Dage. 

5 Slgn. Forfatterens Reise 8. 249—250. 

9 Se 8. 857; sign. Revue Archéologigue nouvelle série XLII, S. 53 ff. 


hm ea & nd te es .amm 


861 


sikkert ogsaa forskjellige Bygninger, men kun faa Rester ere 
blevne bevarede indtil vore Dage?!. 

I Deltaet har man ogsaa fundet Mindesmærker med Rameses' 
Navn; de fleste større Ruiner, hvoraf man har foretaget neiere 
Undersøgelser, saaledes navnlig Ruinerne i San (Tanis), have bragt 
en Mængde Gjenstande og Indskrifter fra denne Konges Tid for 
Lyset?. Flere andre komme fra? Dalen Seba Biar og Egnen 
omkring Birket-el-Timsah (Krokodillesøen). I den vestlige Del af 
Deltaet ere Mindesmærkerne sparsomme, men de ere maaske for 
en Del allerede i Oldtiden blevne slæbte til Alexandreia og der an- 
"vendte ved Bygningen af Ægyptens nye Hovedstad". 

Foruden disse Stenmindesmærker gives der endnu adskillige 
Aktstykker paa Papyrus, der ere nedskrevne i Ramegses Il.'s 
Dage og bevarede til vore Tider — enten i Original eller i Afskrifter, 
der høist ere et Aarhundrede yngre end hans Levetid, — og som 
tale om Rameses Il's Byggeforetagender. Man finder i disse 
Aktstykker en hel Del særdeles værdifulde Oplysninger, hvorfor vi 
her skulle dvæle lidet ved nogle af dem. 

Vi skulle først meddele et Brev der -opbevares i en Samling 
i Londoné. Det begynder med en lang Indledning, som vi her 
ville meddele for at give en Forestilling om den ægyptiske Stil. 

Brevet er skreven af to Høvedsmænd Anij og Bak-n-Amon 
til en anden Høvedsmand Maa-Mentu. - Det lyder saaledes: 


1! Rameses I11.'s Bygninger i Memphis have maattet dele Skjæbne med 
de evrige Bygninger i denne By; de have maattet afgive Materiale 
til Bygningen af Kairo. 

2? Se Revue Archéol, nouvelle série Xl, pl. IV, (Mars 1865). 

3 Se Description de PEgypte: Atlas Pantiquités V, pl. 29. 

. Byen Ramses, der ligger ved en gravet Kanal fra Damanhur til Nilen, 

… minder ved sit Navn om Arbeider foretagne i disse Egne af en Konge 
Rameses, uden Tvivl Rameses II. 

3 Se ovenfor S. 231. 

' Brevet findes i Samlingen Anastasi V, der er samlet under Seti Il., 
men for en stor Del indeholder ældre Aktstykker; Brevet begynder 
Side 23 i Linie 7 og ender Side 9 i Linie 2. Texten findes Select 
Papyrus pl. CXVII I. 7 til CXIX I. 2. 


862 


ne, Mulle IR få 


shennu an) n (+) pa (TVve) menfut (2R10OVT) -u 
Høvedsmanden Anij af Fodfolket? (og) 


es enn ØS ÅL oi 


shennu  bak-n-amon n (1) på (Itt) menfut (2210$"T) EY. 


Høvedsmanden Bak-n-Amon af Fodfolket 
VW mæ RES 
en 8 O 00 Er i=8 Å 
n ( ft) shennu maa-mentu 
til Høvedsmanden Maa-Mentu ! Med 


T LL: OMSK Bø 


ankh (sv) uza (OVÆS) snebå mm hes [estiC] 
Liv, Kraft, Sundhed og med Naade 


ES "ha 177 


amon-ra — suten[COTTEN | neteru (AOTTTE) 


fra Amon-Ra, Kongen over Guderne, og 
i Ul ' Ø VVvwWw 
neter (WOTTE) ka hag n (€t) 
fra den guddommelige Person, Herskeren, 


! Grundbetydningen af Ordet såennu er dreie sig i en Kreds, omgive; det 
betyder her: Pharaos Omgivende, Hofembedsmand, Hevedsmand. 
Ordet kan ogssaa udtales meskau og nefru. Alle tre Ord betyder: 
»Fodfolk"; Ordet betyder maaske oprindeligt ,Bueskytter”". 

Disse tre Ord danne her aabenbart en Del af Texten; derimod er 
dette neppe Tilfældet paa de Steder i dette og andre ægyptiske Breve, 
hvor de forekomme efter Ordene per-aa (Pharao): eller ned (Herren) eller 
andre Ord, der tjene til at betegne Kongen, 


863 


| ik (IFT) 


uten [CO TEN | sakhet (cabrur): ra-usr-maa sept-n-ra 
Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten, Osymandyas, Ra's-Udkaarne, 


SUL => UI Et Så 
pai-k (TUI) ned (An HØ) ar (EP) tu-a her (24) ask (CXCJ) 


Din Herre. — Jeger i Bøn til 


ves ("JT Sk RT 


ra hor-m-akhi s-sneb-u  per-aa (SYD)  pa-i-nu (mu) 
Hormakhi at give Sundhed til Pharao, vor 


> HM ADS  É Øg ri] 
neb (6) amma [201] .….… heh (240) n (St) heb 
Herre: Giv ham at opnaa Millioner af  Fest- 


fle WS AS Om 
sal)" auk (EX) m hesi [Pstuc]-: (4) 
Tidsrum Se(1)!! (og gid) Du være i hans Gunst | 


(| 4 


Udtalen af dette Ord, der, som det fremgaar af Tvesprogsindskrifterne, 
betyder Kongen af Nedre-Ægypten, er ikke sikker. Det er uvist om, 
Ordet skal læses sakhet eller kheb (khubu). 
Disse tre Tegn have, som nylig (8. 862 Anmk. 3) bemærket, aaben- 
bart ikke været udtalte, hverken her eller hvor de i det Følgende 
forekomme. 
I Texten findes her en Lakune, men det fremgaar tilstrækkeligt af 
Sammenhængen, at Ordet ash her er udfaldet. 

" Festerne Set eller Se vendte tilbage med visse Mellemrum; de synes 
saaledes at have dannet tredive-aarige Cykler; men det nærmere er os 
ikke bekjendt. 


aa 








864 


[mmm a VVWVVvV' 

www O lå] DD —. AW 
m-men (2888HSVE) ki (KE)ze (AE) r(E) -nii (IT TE) 

daglig! — En anden Sag!: at 


SN Am Å Ex fl 19% 
tu-nu  utu [ovarred] -nu m på (TVE) men (?) au-=tu 
vi ere dragne bort fra det Sted, (som) var 


7 IK | 1— VA 
neter (MOVTE) am (EQ&2%) ger? 3 hau-u hena [Ox] 
Gud: (paa), med tre Frontispicer tilligemed 


HURT BIT, AU le 


naisn-u (OVOY)  asb-u nai-snu (NDOQ%) aner (CLISVE) 
deres Fodstykker (og) deres Quader-Sten 


ANISD" I» S lå =Åa 


ham(?) autu her (&1) ze (At) n-nu (fU) a shem (Ge) 
… Man havde sagt os: Følg 


' FS Vw — —— 
Ni 2 oe få 3 
m-sa (XC&) pa(IVE) shennu n (ft) per-aa (11579) asta (XCUC) 
efter Høvedsmanden Pharaos, — hurtigen 





mu men 


1: Her begynder den egentlige Meddelelse. 
2 Dette Ord findes ikke i Koptisk, men Stammen af Ordet er bevaret i 


EG par der har Betydningen : under. 
3 Det Sted, som Gud var paa, d. e. Stedet, hvor Pharao var. 


865 


Pe > XV. INK 
sep2sep2" ger na (me) hau-u sperur (€) -f(4) asta (fuC) 
tvefold! tvefold! med Pyramiderne! Gaa til ham 


OX; > W=—N 

nv | = ["— ØR 1 84 8 
sep2 ger-ur (€) mu (228) -2nu  8e(te)m (Curreet) - int 
skyndsomst! bring dem til deres Plads! Hører 


iædlå Ia. => åd 


m på(IUE) a ze (XE) -f(€]) ned (Mm By) a ze (AE) n-/ 
påa det, som han siger, det Alt! hvad han siger om 


fly VWAWWV aa VWWWWY 

lam 1 4 0 e Cc 84 1 =) lår it 
smen (C2RFV) - snu her (Es) se (men?) -snu 2et (GTETT) 2 nul?) 

at opreisø dem paa Stederne for dem. Nu! vi 


—+— e 
le sy mm Ht i ' EX a ADS g 
puter [Pep] tu-nu ED sesh pa (Tv) khetemu (702) 
Se! Vi ere ved at drage ind i Pa-(kh)tum (37) 


(HM HE) UT 2 fS 


ra-messu-mer-amon nt (vT) zali m renpe (pDærTtEe) 


Rameses Mer-Amons i Zali - Distriktet i Aaret 
na Po" O nn 


0 12 8 g & ” WWW U 0 4% 8 


23 abt (eBV"T) 2 shamu (UJ022) haru (200) 23 
28, (i den) anden Maaned af Aarstiden Shom, Dag 23; 


' Herved forstærkes Betydningen af det foregasende Ord: Skyndsomt 
tvefold tvefold d. 6. Skyndsomt, saa hurtigt som muligt! 


55 


866 


It er Ka = SY Nb ' 


aen (51) "(E) sten (GE) r (€) stu (OJAE) na (NE) fa-… 
vi ville (nu) gaa uden Lastskibene. (til] 


AE CANSKHE AN Ked 


ta (TE) a (HI) ra-messu-mer-amon m-=tu [fra] N-nu (14) 
Stedet (Byen) Rameses (007%) Mer-amon's, for at vi 


Rd, XX Sd kr So Hill 


athu (agt) na (me) mennu-u ... mn (fx) per-aa (13"e) 


RKON 


kunne slæbe Mindesmærkerne til ... Pharaos. 
ENS WWW — 
K 115 => — IAS 
spermu (14) or (E) - f (4) amma [28201] 
Vi ere (nu) ankomne der. Gid 


TANJA 1va J auttt 


hab [Qs8Ø] n-nu (mar) — pa(TtE)  shennun (ft) 


sende vilde 09 Høvedsmanden 
o—> G, SN 
CIcJ i OMAN > 
per-aa (mymD) ker ( 01) pa(5)-nu (mun) ned (mm) 
Pharaos fra (d. e. en Befaling fra) vor Herre, 


BIT 11 — SS ka, 
er (En) — r(E) — æ=(sp1) - (4) 


at vi kunde udføre det!" 
Hovedindholdet af Brevet synes at være følgende: Ved sin 
Ankomst til Byen pa-khtum-ramessu-mer-amon-ni-zali, d. e. til 


867 


Rameses,11.'s Pa-(kh)tum (Patum, am, Pitom!) i Distriktet Zali, 
Hovedstaden i den fjortende nedre-ægyptiske Nomos, den 23de 
Payn?, havde Any ikke, som han havde ventet, her fundet Befa- 
linger om, hvad der var at gjøre med de Gjenstande, han havde 
ført til Byen. Han udbeder sig derfor Befalinger af sine Foresatte. 
Forelebig var han (med sine Folk) gaaet til Byen ta-a-ramessu 
mer-amon, d. e. Rameses II's By (o>gyn) for at slæbe endel 
Mindesmærker til de Steder, hvor de vare bestemte til at opreises. 

Man sér af Brevet, at Rameses II. opførte endel Bygninger 
og andre Mindesmærker i den sidstnævnte By, ia-a-rameses-mer- 
amon, men til denne By var hans Omsorg ikke indskrænket. 
Sandsynligvis vare de Gjenstande, som An: foreløbig havde efter- 
ladt i den førstnævnte By, Nomos-Hovedstaden Pa-(kh)tum-ni-zak, 
bestemte til at reises i denne sidste By. Den Omstændighed, 
at begge Byer ere opkaldte efter Rameses Il., vidner jo desuden 
tilstrækkeligt om, at han havde opført større Bygninger i dem og 
i det Hele udvidet og forskjønnet dem. 

Byen Pa-khtum eller Pa-tum (rr) laa, som det tydelig frem- 
gaar af flere ægyptiske Aktstykker", i den østligste Del af Ægypten 
nær (frændsen af den nordarabiske Ørken, paa Bredden af en 
Kanaj Tena, der ifalge en Fremstilling paa et Mindesmærke fra 
Seti I's Dage førte fra Nilen til en Sø, som i Indskrifterne kaldes 
Akeba, (sandsynligvis Søen Birket-el-Timsah)?. Et andet Brev, der 
opbevares i Leyden, taler om et Sted ved Kanalen Tenna, (sand- 
synligvis samme Kanal), nemlig Stedet Osymandyas' Landings- 


! Sign. Exod. 1, 11; se videre nedenfor Kap. Vil og VIIL 

? Maaneden Payn, den tredie Maaned af Aarstiden Skom, Sommeren, 
svarer paa Rameseé II's Tjd omtrent til April eller Mai. 

2 8lgn. Årod. 1, 11; se nedenfor sammesteds. 

4 Se Lepsius, Denkmåler III, 126; se ogsaa III, 31 og IO, 128; se videre 
nedenfor Kap. VII $ 78. 

s… Lepsius, Denkmåler III, 198; algn. Brugsch, Geographische Inschriften 
I, 8. 268. 

S. Papyrus I. 348 Side VIII, Linie 1 ff. udgivet i Leemans, Afonumentis 
II, pl. CXLIX (Leyden, 1846 ff.); slgn. Chabas, Melanges II, 8. 149. 

. 552 


plads, 


868 
— et Navn, der tilstrækkeligt vidner om, at Rameses Il. 


her havde ladet opføre større Bygninger 0. desl. 
Vi meddele her den væsentlige Del af Brevet", der er skrevet 
af en Skriver Kauisir til hans Foresatte Bak-n-Ptah. 


> 


sv be År DE SSO) 


r(€) nti (TE) tu-a (er) m sa 


»At jeg er kommen bagefter (P) 
d vw ex ! 
ger pa (TTE) karmu 2 n (St) .… Gå - u 
med Baade 2 til Fiskefangst, 


Dk 5 N  SÅRY 


nit ( (rr) ger pa (me) rimmu (Ppren?) -u 
som føre de Fiske, 


im > Kh læs >” NV 
euf (Et) r(E) (4 ( TE) dari (Aps) 7(E) pa (TE) 


der ere (bestemte) for Barken ved det (Sted), 


ne == 


Linie 4—7. Brevet begynder næsten ordret paa samme Maade som 
det nedenfor (8. 871) anferte Brev fra samme Kauisir til samme 
Bak-n-Ptah ,Skriveren Kauisir for at fryde Hjertet sin Herres, 
Skriveren Bak-n-Ptah! Med Liv, Kraft og Sundhed! Sendt er dette 
for at give Underretning (til) min Herre. Endvidere for at fryde Hjertet 
min Herres". De følgende halvanden Linie (L. 3—4) ere noget 
mangelfulde bevarede. De synes at maatte oversættes: ,At jeg 
drager Omsorg for at udfere alle de Befalinger, som min Herre har 
givet mig, tilligemed de gode Bud .... daglig, og ikke er jeg efter- 
ladende (?) imod min Herre". Derefter felger de her (8. 868—869) 
i Grundtext og Oversættelse meddelte Linier. 

Begyndelsen af Ordet er edelagt. 

Udtalen af det everste Tegn, der maaske skal omskrives CD, er 
ikke sikker. 


869 


www | www 0 

mm AT FÅ NSSS 
når (rt) mer (220D&9) bak (Baur) -u hor-nekht m st 

som Forstanderen for Arbeiderne, Hornekht, er paa. 


lg fe NL PP SS RÅSRE 
aa (EY) her (Os) khenti-ta! her (CsY) …? pa (TVE) tenna 
Jeg er ved at komme op til Distriktet (ved) Kanalen Tenna 


lot ? RA Å hl SÅS i 


aa (EX) her (Cox)  kem-s mta("TE)  menau 
og jeg er ved at træffe den? paa Landingspladsen 


-S SUL LETSUG 


ra-usr-maa sept-n-ra r (€) tet (TOT) zai khu  rekht 
Osymandyas', Ra's Udkaarne, ved Haanden af" Fjederbæreren Rekh 8", 


I et andet Aktstykke, hvoraf vi besidde to Afskrifter, af hvilke 
den ene findes i Begyndelsen af Samlingen Anastasi II, den 
anden i Samlingen Anastasi IV”, læses der en digterisk Beskri- 
velse af et Landskab (?), i hvilket der fandtes en Borg, der lige- 
som hele Landskabet (?) var opkaldt efter Kong Rameses II. Dette 
Sted (maaske Landet Rameses, DO'ayn yoR?) henhører aabenbart 
til samme Egn af Ægypten som de i det Foregaaende nævnte Byer 


mm — —— 


' Dette Ord bruges om Reiser op ad Nilen eller de med den i For- 
bindelse staaende Kanaler. . 

Udtalen af dette Tegn er ikke sikker; det læses undertiden Åesp. 
Den d. e. Barken. 

Ved Haanden af d. v. 38.: Under Befaling af. 

Fjederbærer var en hei Værdighed. 

Pap. Anastasi Il, 8. 1 L. 1 til 8. 2 L. 4 (Select Papyrus pl. LXI 
1 1 ff.); slgn. Chabas, Melanges II, 8. 151 ff. (Chalon-sur-Saåne, 1864). 
” Pap, Anastasi IV, S.6 L.1—10 (Select Papyrus, pl. LXXXVIIT 1. 1—10). 
' Gen, 47, 11; se nedenfor Kap. VIII, $ 82 —83. 


ea FF  Æw dd MØ 





870 


og Kanaler, og maa altsaa søges i den østligste Del af Nedre- 
Ægypten ud imod Arabien; ja det er ikke usandsynligt, at de i det 
ovenfor meddelte Brev omtalte to Byer pa-(kh)tum-nt-zali (Patum), 
og ta-a-rameses-mer-amon (Rameses) eller i det Mindste den sidste 
af dem laa i dette Landskab?. Beskrivelsen lyder i Oversættelse : 

»Hans Majestæt har indrettet sig et Vagtsted (773) Bekhen). 
»Stor i Seir" er dets Navn. Det ligger imellem Landet Tamera 
(d. e. Ægypten) og Landet Zahi (d. e. Syrien); fyldt er det med 
duftende Ting. Det ligner An (Heliopolis), og dets Livs Glands 
er ligesom Ha-ka-ptah (Memphis); op staar Solen i dens Horizont- 
bjerg, og ned gaar den i dens Midte. Alle Mennesker forlade 
deres Byer, de ere som fastnaglede til deres Jordbund?. Dets 
Vesten er i Amons Tempel, dets Syden er i Sets Tempel; Astarte 
er i dets Østen; Vazi (Uzi, d. e. Buto) i dens Norden?, Borgen, 
som er i dens Midte", den er ligesom Himlens Horizontbjerg. 
Rameses Mer-Amon er deri, han, Guden Mentu i det dobbelte 
Land ... Herskernes Sol ... Ægyptens Fryd, han, som øer elsket 
af Guden Tum som en Hersker. Gid Jorden falde ned for hans 
Throne! Og Khetta's (Khetiternes) store Konge sender Bud til 
Kongen af Keti?:" Tag Fod i Haand og gaa til Ægypten! Guds 
Aands Ord ere opfyldte! Lad os bringe User-ma-ra (d. e. Osy- 
mandyas) vor Hyldest, at han monne os give sin Kjærligheds 
Aandepust! Khetta-Landet er som én Sjæl med ham. Har 
Guden ikke modtaget sine Offergaver? Har han ikke sét Himlens 


7 mm 


1 Se nedenfor Kap. VIII $ 83. 

? Nemlig: naar de komme for at tage det nye Landskab i Øiesyn. 

2 Vi have her Grændserne for Landskabet angivne: imod Syd laa et til 
Set indviet Sted, paa dets Østgrændse et til Astarte, paa dets Vest- 
grændse et til Amon og paa dets Nordgrændse et til Vari (Buto) 
indviet Sted. 

" Det her beskrevne Vagtsted synes at have været en større By eller et 
Landskab, eftersom der midt i det laa en Borg eller By. 

5. Det felgende skal være Indholdet af det Brev, som Khettas (Nord- 
syriens) Konge tænkes at skrive til en af sine "Vasaller, og hvori 
han udtrykker sin Beundring for Rameses II. 


871 


Vande? Det er saaledes som det monne ønske User-ma-ra (Osy- 
mandyas), han Tyren, som elsker Kamp". 

Det ér maaske til Bygningéforetagender i dette Landskab, 
maaske til Opførelsen af Borgen $ dens Midte, at et andet Akt- 
stykke hentyder. I et Brev i Leyden! fortælles der nemlig om, hvor- 
ledes Arbeidsfolk af det fremmede Folk Ibri (apri eller abri) 
slæbe Sten til et Sted, som kaldes ta-bekhen-aa-rameses-mer-amon 
d. e. Rameses Il.'s store Vagtsted. Brevet er fra den nysnævnte 
Kauisir til hans Foresatte Bak-n-Ptah. 


Bride TÅ 9 


an? — kauisir her (ØS!) suza (COTZ&) het (OKT) 
»Skriveren Kauisir for at fryde Hjertet? 


— vo. JOY Å 1 


» (1) =65 (val) 4(q) om dabnpiah m ant (UV) 
Herrens sin,  Bak-n-Ptah! Med Liv, 


Å p NDR e > FS 
æn (DVÆS) med ha [Gal] 70) r(e) ("4 


Kraft (og) Sundhed! Sendt er dette for at give 


KE lg > 
rekha (DUSUJT) —— pai-a (TUC) neb (vi 0) 
at vide min Herre". 


== —… 


1 Brevet bestaar af Papyrus I. 348 Side VI, og af Halvdelen af første 
Limie ef Side VII; Texten er udgivet i Leemans, Mfonuments II pl. 
CXLVIII (Leyden, 1846 ff.); sign. Chabas, Afelanges II, 8. 148. 

2 Dette Ord er polyphont (se ovenfor S. 254): det udtales snart an, 
snart skåa. Betydningen er her: Skriver, Sekretær. 

2 Ordet &y er polyphont og udtales snart het snart ad (her maaske ab). 

s D. e. Til min Herres Underretning. Texten er her moget beskadiget. 


872 


NT i KSKNGEE 


ki (XE) her (OX) suza (?) (CDY28 ) 
Endvidere for at fryde 


o — Sul > 
het (CT) 1(%)  pzai(ruu1) 16 (nx8) 


Hjertet af min Herre. 


- ov SN 1 mm Kl 
r (€) nt (Mt) pa ( TE) | per  n (it) pat -a (Tucur) 
At Huset, min 


> Ha dil TAN TSSØN T 


neb (6) m nu nai-f (NOT4) aaui-u nti pa (TUE) per 
Herres, (er) i god Stand; hans Okser, som ere (i) Huset 


— SNE => == MU 
n (ft) pai-a (rt) ned (maHG)m nu naif (Not) 
min Herres, (ere) i god Stand; hans 


| Os inmme VWWVWV 
SN SS KUL TAN, ST 
bak (Bur) - u mM nu natf (DTC) aam-u nt (fr) m 
Årbeidsfolk (ere) i god Forfatning; hans Kvæg, som paa 


— BANAN 646 VV 
i Sr es NEL Å (?) nN zz NE? [| j I 

sam () m nu m(?)r (2) NER ” msa [CX] - snu 
Marken (er), i god Stand. Med Hensyn til... efter dem (da ere de) 





! Her findes en Lakune i Texten. 








873 


A TT ki ff kd, "5 


m ankh (unb) ura (UVÆ8) smeb  hab [9,8] pu 
i Live (ved) Sundhed (og) Kraft. Sendt er dette 


> TZ. RE SWIÉ => 
r(€) (73) ret (Dwu0g1) paa (TU) 10 (nx) 


for at give at vide min Herre!, 


W ff IMÅ 7? 


ki (XE) her (CS) suca (COYX&) he (GK TT) » (11) 


Endvidere for at fryde Hjertet af 
Sul => - av 
pai-a (ru) — ned (mm6)  r(&) nti (ITT) 

min Herre. At | 


INK BSN NR Se mm 


se(teym (CUITT22) -a (1) pa (1VE) had [Q;& BG] ari (191) » 
jeg maa adlyde det sendte (Bud), (som) gav 


lle > == Sy AS 
pai-a (TEN) ned (AH) r(E) ze (ZE) amma [&.82 01] 
min, Herre, sigende : Giv 


(PE) » (it) mn (ven) mis nnfå (HENDE T)- ; 
Korn til Folkene, Krigsfolkene 





! D. e. Til min Herres Underretning; se ovenfor 8. 871. 


874 


SÅ FYolSd: 


hena [01] na (rve) abuinu (59) -u 
saavelsom Hoebraierne, 
su TT 3%,  iø — 
nti (SVT) hør (&1) att (GX TT) mer (une) , Ce). 
der slæbe 


N 


KK jøde 2 i IRRE 2I 


ta (TE) bekhennu (Y73) aa [2121] ra-messu mer-amon 
Vagtstedet, det store, Rameses (o>'ny) Mer-Amon's, 


=lldå PT HL == nN use 
meri (284) maa (288)-u ra (på) - u (ver) »(%) 
Elskeren af Sandhed, — at udleveres til 


ÅR — Klit: IC SØ 


ur (uHp) n (+) mazas (228 "T 01) - u! amon-m-an 
Anføreren for Politistyrken, Amon-m-an, — 


NSSS (2 REE 6 Lane 


qU-a (es) her (03) ti (T) n (11) - snu  Das-snu (rttuo%] 


(da) er jeg ved at give dem deres 
«) Em øn 
DVÆLE SANG — KO! 

pr (QpE) mm [ETE] a() at (ekorT) 
"Korn hver Maaned, 


1 Gensdarmer; oprindeligt anvendte man hertil Negere (Folket Masai). 


875 


AL XM SR IS 


mmaa på (Tte) sekher - u nefr (NOTYS) 
overensstemmende med Forskrifterne, de gode, 


TI åd SUE >= 


a ze(ZE) 1-0 (81) — pora(1Xu) 10 (nxC) 
som sagt mig har min Herre". 

De Steder, der omtales i disse her meddelte Aktstykker, ere 
ikke de eneste efter Rameses ll. opkaldte Byer og Steder, om hvilko 
der fortælles i Aktstykker fra denne Konges Tid. 

I en Samling ægyptiske Smaaskrifter, der ere forfattede under 
Ræneses II. og hans nærmeste Efterfølgere, og som ere samlede 
under en af disse sidste, Samlingen Papyrus Anastast lil, i 
London", findes der saaledes en glimrende Beskrivelse af et Sted 
eller en Gruppe Bygninger eller desl.?, som kaldes: 


7 (mlStlE= ] 


pe  ramessu mer-amon 
d. e. Rameses II's Hus. Dette Sted er dog neppe, som det er 
antaget af Flere, noget af de her omtalte Steder fra Nedre-Ægypten?, 
men formodentlig Rameses Il.'s nye Kongeborg i Theben, hvis 
Hovedbygning dannes af det ovenfor omtalte Ramesseum eller som 
man før Champellions Tid kaldte denne Bygning: Mfemnonion ?, 
»Jeg er kommen til pe rameses mer-amon (Rameses IL's 
Borg). Jeg hår fundet den i faldkommen Stand. Dener... 
deilig, deilig! Ingen iblandt Thebens Bygninger kan lignes med 
den ... Livets Glæders Arkanum ... 


7 &e ovenfor S. 281. 

2. Stykket danner det andet Stykke af Samlingen, det begynder Side 1 
Linie 12 og fortsætter sig til Side 3 Lmie 9. Terten or udgivet i 
Select Papyrus pl. LXXIV 1. 19 til LXXVI L 9. 

3 Saaledes Goodwin i Cambridge Essays IV, 8. 254 (1858). 

" Se ovenfor 8. 859—880. 


876 


Dens Marker ere fulde af yndefulde Steder, de bugne med 
Frembringelser til Livets Ophold hver Dag; Fiskedammene ere 
falde af Fisk; Andedammene af Fjederkræ!; Engene grønnes med 
Græs og Urter, Hjemsted for Krandse og Blomster; Jorden ud- 
breder Honningduft; det er en Fælled, gjennemtrængt af Saft. 
Kornlofterne ere fyldte med Hvede og Byg, opdyngede indtil 
Himlen, Bælgfrugter og Urter ere i Kjøkkenhaverne, Abu-Blomster 
i Drivhusene, Limoner, Oranger, Citroner, Figen ere i dens Frugt- 
have, søde Vine fra Kakeme?, som man nyder med Honning, røde 
Fisk fra Floden ..., Lotosblomster, Baki-Fiske fra Floden Har, 
Bari-Fisk blandede med Bek-Fisk fra Puharta (Euphrat)?, Hanana- 
Fisk fra ... bringes den største af (alle) Seierherrer.  Hor-Ra's 
Dam flyder med Salt, Brønden med Natron. Skibene komme og 
gaa, ladede med Fødevarer hver Dag. Glæden hersker der; man 
taler aldrig om Savn; de Smaa ere der som de Store. 

Op! lad os feire dens Himmel-Fester og Aarstider. Lad 
dertil bringes 7&/i- og Menhi-Blomster! Og Hor-Ra's Dam maa 
være (prydet) med Kviste og Blomsterkrandse fra Blomsterhaven, 
og Kjeder af sammenbundne Blomster fra Parken. Fuglefængeren 
(kommer) med Offer af Fugle; Havet søger dens Gunst med 
Baka- og Atu-Fisk. De fjerneste Steder bringe deres Gaver; 
den allerstørste af (alle) Seirherrers Undersaatter komme hver 
Dag, bærende paa deres Hoveder den søde Drik Bek i nye Læder- 
sække. De staa foran deres Døre; deres Hænder svinge Blomster- 
krandse og Blomsterkviste fra Pe-Hathor og Kjeder af sammen- 
bundne Blomster fra Pe-Hor, den Dag, da ind drager Osymandyas, 
Solens Udkaarne, den jordiske Mentu, den dobbeltstore, om Mor- 
genen af Festdagen Kaherka (Khoiak). Alle opmuntre de hin- 
anden, til at udtrykke, hvad der besjæler dem, deres dybeste 


"… Ægypternes Fjederkræ bestod af Gjæs og Ænder; Hensene ere først 
i Persertiden førte til Middelhavslandene fra det sydestlige Asien. 

2 Et Kakeme kaldes af de Gamle Kokomis og laa ved de store Pyra- 
mider; slgn. Manetho (Miller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 589). En Nomos 
i Deltaet bar ogsaa Navnet Kakeme; Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 252. 

” Euphrat omtales forevrigt ikke i andre ægyptiske Aktstykker. 


877 


Hyldest for den største af Seirherrerne. Den søde Drik Febr, der 
er som panu (P), Drikkew Kherava, der er som Saften af Annu- 
Frugterne, tilberedt med Honning, Vin fra Kati kommer fra 
Havnen, (med) Vinlandenes Vin, de behagelige Drikke (P) fra Floden 
Sakabt. Krandsene fra Lundene følge den største af Seirherrerne; 
han, som kommer gjennem Ha-ka-ptah (d. e&. Memphis) Porten. 

Glæden fæste Bo der og stige! Intet standse den! 0! Osy- 
mandyas, Du Sol-Udkaarne, Mentu paa Jorden, Rameses Mer- Amon ! 
Hil være Dig, Du, som er Gud!" 

Det er sandsynligvis til AÅrbeiderne paa denne Thebens nye 
Kongestad, at der hentydes i et Brev, der opbevares i Museet i 
Turin, og som indeholder endel Raad og Bud fra en ægyptisk 
Embedsmand til hans Underordnede!, I dette Brev hedder det: 

»Giv Dig til at lade arbeide paa Rameses Mer-Amon's Slot, 
den elskelige som Amon. Hvil Dig ikke og stands ikke! Se! 
Tæl Antallet af de Mænd, som ere hos Dig, og dél dem i tre 
Høvedsmands-Afdelinger?, af 600 Mand: 200 i hver. Lad de tre 
store Blokke, som ligge foran Gudinden Ma's Tempel?, føre 
(derhen). Giv ikke Brød hver Dag! Med Hensyn til deres Mad 
og Drikke iagttag, hvad der er bleven sagt (Dig) af mig og af 
Skatkammer- og Kornmagazin-Skriverne". 

Vi have ovenfor" sét, at under Amonssennernes Regjering 
anvendtes Krigsfanger, tagne fra fremmede Folk som Arbeidere 
ved Opførelsen af disse Bygninger, hvor de maatte udføre det 
grove og haarde Arbeide”. Noget Lignende var sikkert endnu be- 
standig Tilfældet under Rasennernes Regjering; ogsaa disse 
Konger og ikke mindst Rameses Il. førte uden Tvivl bestandig 


" Papyrus'en er betegnet som Nr. 188. Den er udgivet af Pleyte 
(Papyrus Hiératiques de Turin pl. 4); slgn. Chabas i Zeitschrift fir 
ågyptische Sprache VII, 8. 112 (Juli-August 1870). 

? D.e. Afdelinger af Sterrelse som dem, der pleiede at fores af en 
Hevedsmand i Hæren (uau). 

2? Ma var Retfærdigheds og Sandhedens Gudinde. 

" 8. 844. 

s. Rosellini, Afonumenti Storici (Mon. Reali) pl. XLV, 1 og pl. LXXXIII. 


878 


Krigsfavger til Ægypten og lode dem her udføre haardt Arbeide. 
Men da Rameses II. byggede saare Meget, og hans Krige ikke vare 
saa heldige som Thotmess III.'s og andre af høns Forgængeres, 
kan det let have være Tilfældet, at han ikke havde Krigs- 
fanger nok til at kunne lade dem alene udføre det egentlige 
Haandlangerarbeide ved hans Byggeforetagender. Det er derfar heist 
"sandsynligt, at han har søgt at skaffe sig de fornødne Arbeids- 
kræfter paa andre Maader. At dette virkelig ogsaa er skét, derom 
vidner det ovenfor! meddelte Brev fra Kauisir til Bakh-u-Piak i 
hvilket vi 86 Arbeidsfolk af det fremmede Folk 


BY NS åd: 


apuirju ("By) - u 

eller aburrju (Sy) - u i 
d. e. Hebraierne”, slæbe Sten til Bygninger, og det i Nærværelse 
af en bevæbnet Styrke, hvad der viser, at de ikke uden nedtvungne 
udførte dette Arbeide. Af Aktstykket sér man, at disse Arbeids- 
folk fik uddelt maanedlig Korn til Underhold; men om anden 
Godtgjørelse tales der ikke, og det er derfor endmere aabenbart, 
at de med Magt vare tvungne til dette Arbeide. Deres Antal maa 
ikke have været saa ubetydeligt, da der ogsaa i et andet Akt- 
stykke, nemlig i et Brev fra Kent-Amon til hans Foresatte -/uys? 
tales om, hvorledes disse 7% (Hebraiere) maatte slæbe Sten til 
en anden af Rameses II. opført Bygning. Den Del af Brevet; der 
nærmest angaar de Forhold, som vi her undersøge?, lyder i Over- 
sættelse saaledes: 


! Se ovenfor 8. 871—875. 

2 At anvende Hebraierne hertil maatte for Rameges IJ. frømhyde sig som 
noget ganske naturligt; tidligere bar de jo neppe magen videre 
Byrder, uagtet de deg ned godt af Lovenes Beskyttelse, 

2 Papyrus I. 849 i Leyden (Leomans Afonsmenes TI, pl. CELV og CLVI); 
slgn. Chabas Mfelanges II, 8. 148 ff. 

1 Brevet begynder med Rameses IL'a Navne og Titjer: , Hors Tyren... 
han, som behersker de to Lande, den guldstraalende Hores 0, 8. v.”. 
Brevet hetegnes herved som en officiel Skrivelse. 


879 


HLN? MÅ ? 
an keni - amon her (CR) sura (CUYÆS) ha (GW TT) 
»Skriveren Kem-Amon for at fryde Hjertet 


() (18) /(9) kem Wi x(W) au (08) 


af Herren sin, Rytteri-Befalingsmanden Huji af Kasernen 


Call SHE JUNK UN RI, då == 


mer-amon hab [Osah]-u (or) r(&) 
Rameses mes Mer. Amons. Afsendt for 


TS SNE 
i(") råt (Dd)!) -tu (OY)  pai-a (TU!) 
at give at vide min 


>  T " "SÅK 
ne (mmm) (re) her (2) suza (CDYZ8) 
Herre”. Endvidere for at fryde 


OK > == su 
het (GHATT) paa (run) ned (mm) r(€) ns (ir T) 
Hjertet min Herres: For at 


NI KN LAND n 2 


sstem (CUTLER) PS (ITE) hab [ak] - u (or) 
adlyde - Budet til 





1, Om disse tre Ord, der her ere gjentagne te Gange og forbundne ved 
Forheldsordet m (at læse: enkå usa sneb m enkh usa snøb) se 8. 862. 
2 D. e. Skrivelse til min Herres Underretning; se 8. 871 og 878. 


880 


- ff Suit > > 
"(E) 2(1) para (man) næ(mH6) r(E) z(28) 
mig (fra) min "—… Herre, nemlig: 


IRS ii > NV IN 


amma [2801] her (230) -k(X) na nn rut-u nti (ITT) 
Giv Aasynet Dit til? Folkene, som 


? om —— ildø 
ha (Os)  - k(X) | (n)en (As) — au-k (Ex) 
(er) foran Dig?, og ikke være Du 


sd ANS FO NU OS 


. på - za pat-k (TU x) neb (46) ki (XCE) ze (AE) 
efterladende (?) imod Din Herre! Anden Sag: 


> an AO IST NG 
2(€) mi (Arr) rå (NE) Arter (TO) -u para (FU) 
at Hestene, min 


FX | Q) ea 
> S'! n  ise " 
neb (HG) nefru (ND'EUIN) -usep 2 au-a (EY) her (Es) 
Herres, have det godt, . tvefold (godt): jeg er ved at 


AD WWwWww DD [mmemm] TT 
[sm] sf å i DD d Q Q 
ti("Y) nu buti (Bat) m-men (28ÆRH FN) ki (KE) (+) 


give dem Byg hver Dag. En anden . 


' D. e. Giv neie Agt paa. 
2 Anden Persons personlige Stedord synes i dette Brev oftere at være 
skrevet ideographisk ved Billedet af en Mand istedetfor ved << k. 





881 


IJ = av FIN vi 


ze(2E) r(E) nti(frx1)  sat)m (CUTTERR) - a (1) 
Sag: at adlydt jeg har 


4N NJ n XY => vi 
pa(mE) Mb [ ab] - u(0TT) r(€) (1) 


det Sendte (d. e. Befalingen) til mig 


Kul > >= AS 

pai-a (TUCIN) ned (nu 6) r(E) ze (AE) amma [82201] 

(fra) min Herre, sigende: giv 
8 Å id | tå | 

per (UDE) na (MWE) rut - u menfut (2RNOVT) - u 
Korn til Folkene, Krigsfolkene 


BK mød 24 ISL, 


hena Fl na (ve) abri (SY) - &% nti (fvt) athu (ut) 


tilligemed Hebraierne, som slæbe 
mm O=— O 
10 <=> <« U mf wa ' 
aner (CUrVE) 170) (E) pa (rvE) ra (pt) »(f) "2 (pt) 
Sten til Solens Sol (?) 


CMS]  & KK Sis 


rameses mer-amon res (pxc) m mennofr (2en0t|) 
Rameses Mer-Amons Syd for Memphis!?. 


1 Stedet Solens Sol Syd for Memphis er aldeles ubekjendt. Man kunde 


maaske have Grund til at tvivle om, at Stedet virkeligt havde dette 
56 


882 


Paa Foden af Brevet læges endvidere følgende Ord: 


3 lm 


nefru (NOV UI) eneb - k(X) 
God være Din Sundhed"! 

Hovedpunktet i det her meddelte Aktstykke dannes, ligesom i det 
ovenfor anførte, af Fortællingen om, at disse Adbri, ”=my, maatte slæbe 
Sten til Kongens Mindesmærker og Bygninger. Denne Slave- 
gjerning var dog neppe den eneste, hvortil disse fremmede Folk bleve 
tvungne. I et andet Aktstykke, der findes paa Bagsiden af et 
Blad i Samlingen Papyrus ÅAnastasi III." i London, fortælles det, 
hvorledes endel Arbeidsfolk bleve tvungne til at stryge Tegl, 
hvoraf de maatte levere et vist Antal hver Dag. Texten synes 
bedst at kunne gjengives paa følgende Maade? : 


———[ www a <o> i 
> ! IR ns ANT ES: 
r(€) (8) n (44) ket (XE'T) 12 m set-u(?) rut- u 
»Til Arbeide ved Opmuringen? 12 iblandt Folkene 


NWwW 


ØRN 


Navn; imidlertid synes de Tegn, der findes paa dette Sted, ikke at 
kunne læses anderledes. 

! Select Papyrus pl. LXXVI. 

2 f8lgn. Chabas, Mélanges II, 8. 123 (1864). En Oversættelse var alle- 
rede forsøgt af Brugsch, Histoire S. 174—175; Lauth har ogsaa be- 
handlet denne Text se Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft 
XXI, 8. 668 (1867). 

2 Saaledes Chabas. Lauth (Zeitschrift 1. c. 8. 668) oversætter: , For Øie- 
blikket 12 Murere". Han antager nemlig Stykket for en Fortsættelse 
af den Text, der findes" paa Bagsiden af Side 1 i samme Samling 
(Select Papyrus pl. LXXV verso). Her læser man i de første Linier 
felgende Optegnelser: ,, Modtaget Leveringer for det kongelige Hus, 
afgivet til Bestyrelsen af Zali(?) .... At Pharaos Sæde smykkes 
med Bygninger ved uafbrudte (?) Arbeider for Pharao, som vil komme 
selv til Fødselsdagsfesten (?) midt iblandt sine Hofmænd. Ikke lader 
jeg Bygningsfolkene dovne ved Arbeidet, ifelge (?) det Bud, som man 
har talet til mig. Lad det blive færdigt! Ikke maa de være efter- 
ladende"! Derefter følge tre Linier, hvoraf kun enkelte Tegn ere 
tilbage. De nederste Linier ere ikke meget bedre bevarede; man sér 





883 


"OSS Ja Å Xllle. 


her (CSx)  sekkt teb (TUBE) () m parstu (TUD) 
for at stryge Teglsten : fra deres 


NS Åre 1 Fy 
… ku... an (Er) -tu (DVT) - Uu r(€) baku (Kur) 
.] (ere) de førte for at arbeide 


Ng SEER KV 2 SS 
m på"(SVE) per us (DYWICUY) her (Osv) ari (191) 
paa  sHuset?, dovne (vare de) tl at gjøre 


DN (E< = Ju 


fai-mu ("TUIOY) — ap (TU) + 5 (mube) (0 
deres bestemte Teglsten 


Ås år så RT NØ 


inmen ( R888H ME) ben (22EN) utu her (01) nen (non) 


daglig. Ikke være man efterladende 
N MM  shkh ALS 
m pa(IVE)  mau(t) (22DVD%1) m-mati 
i det Nye (d. e. paany) paa samme Vis! 
kun enkelte Ord: .... »Med et ukha (Brev) til Syrien. Jeg bygger 


Huset færdigt, idet jeg istedetfor hver Murer (?) ved Huset sætter to 
(d. v. s. idet jeg fordobler Antallet af Murerne; egentlig: idet jeg 
giver en Murer ved Huset til to). .... Min Herres .... Før var der 
seks Murere og to .... over de to Tugtemestre .... jeg lod Muren 
opmure ....". Som Modsætning hertil oversætter Chabas > —— I 
»For Øieblikket af Murere tolv. Hvad angaar de Folk, som skulle 
stryge Teglsten, og som fra deres 0. s. v.". 
2 Det manglende Ord har maaske betydet: Damme eller Gruber. 
56% 





” RI nn Mm NØ n 
n(åv)  setem (CUrTER)  »(1) ma [&a6] 
(Saaledes) for at lyde Ordren, 


== mm SUK > 


ari (191) -n (4) pai-a (Tur) neb (146) 
(som) gav min Herre". 

Sagen, hvortil her hentydes, synes at være følgende!: Et 
Antal af tolv Arbeidere, som vare satte til at stryge Tegl, havde 
vist sig dovne ved dette Arbeide; derfor havde man tåget dem 
derfra og ladet dem bygge et Hus. Dette maa have mishaget høeiere 
Vedkommende, og efter Ordre fra samme udfærdigede Forstan- 
deren for Arbeidet et Brev, hvori han opfordrede en af sine 
Colleger eller maaske sin Overordnede til at vise Aarvaagenhed og 
ikke lade Arbeiderne dovne. Dette Brev, hvoraf den her meddelte 
Text er et Udkast, er maaske sendt som Rundskrivelse til andre 
Arbeidsstationer. 

Brevet tilhører forøvrigt snarere Rameses II's Efterfølger 
Mer-n-ptah's Tid end Rameses II.'s egen Tid?; men den Omstæn- 
dighed, at Teglsten af den her omtalte Beskaffenhed, og som ere 
stemplede med Rameses Il.'s Navn, forefindes i stort Antal paa 
mange Steder rundt om i Ægypten, vidner. tilstrækkeligt om, at 
allerede Rameses II. har tvunget nogle af sine Undersaatter til 
at stryge Teglsten; thi dette haarde Arbeide forrettedes i Reglen 
neppe af frie Ægyptere. Men i saa Tilfælde kan man med megen 
Sikkerhed antage, at de i de ovenfor meddelte Aktstykker oftere 
omtalte Abri eller Ibri ”»”my, der bleve tvungne til at slæbe Sten, 
ogsaa have maattet stryge Teglsten til offentlige Bygninger 0. desl. 


! Sign. Chabas, Mfélanges HI, l. c. 

2 Sign. Lauth, Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft l. c. Akt- 
stykket hører aabenbart til den Række Aktstykker fra Mer-n-ptahs 
Tid, som vi have meddelt i Syriens Historie, se ovenfor 8. 610—611. 


885 


De Teglsten, man finder i Ægypten, og som stamme fra 
dette Tidsrum, ere dannede af Nildynd, som er blandet med Straa; 
de bære tydelige Spor af ikke at være brændte ved Ild, men at 
være tørrede i Solen. Med Hensyn til Indblandingen af Straa i 
Dyndet, hvoraf disse Sten dannedes, kunne vi endnu bemærke, at 
ægyptiske Aktstykker tale om Nødvendigheden af at indblande 
Straa i Massen!, En ægyptisk Embedsmand, der havde Opsyn 
over saadanne Årbeider, skriver saaledes til en anden?: ,,Siden jeg 
er kommen her til Kakanto, har jeg ikke været virksom; thi der 
er Ingen hos mig til at stryge Tegl og ingen Straa paa Arbeids- 
pladsen ... ingen Lastæsler. Jeg tilbringer min Tid med at kige 
paa Himlen, gaa paa Jagt 0. s. v.". 

De fleste af Rameses II's i Indskrifterne omtalte Felttog til 
Nabolandene tilhøre den første halve Snes Aar af hans Regjering?; 
dog omtales ogsaa enkelte Krigstog i senere Tidsrum, saaledes et 
i hang 35te Regjeringsaar". Fra de sidste tredive Aar af hans Re- 
gjering kjende vi derimod ingen Felttog eller Seire over Naboerne, 
og man ter derfor nok antage, at det Overherredømme over en- 
kelte Nabolande, navnlig over Mellem- og Sydsyrien, som Ra- 
meses II. besad i et tidligere Afsnit af sin Regjering, var gaaet 
tabt i dette Tidsrum; thi det er en bekjendt Sag, at Asiaterne i 
Oldtiden — ligesom i vore Dage — kun udrede de dem paalagte 
Skatter og Afgifter, naar de hyppigt sé deres Herrers Krigsfolk 
mandstærke i deres Nærhed. 

I Virkeligheden sé vi ogsaa, at Kanaans Land paa Moharens 
Tid aabenbart var frit for ægyptisk Herredemme?. En Undtagelse 
. alene dannede OQaserne i Stepperne imellem Syrien og Ægypten, 
som Rameses Il. synes at have beholdt lige til sin Død. 


Om Indblanding af Straa i Teglsten, se Ærzod. 5, 7. 

Se Papyrus Sallier II, pl. 12 1 5 ff. (Select Papyrus pl. XXII). 

Se ovenfor 8. 858—859. 

Lepsius, Denkmåler III, 194; se ovenfor 8. 585. 

Om Moharens Reise, der læses i Papyrus Anastasi I., se ovenfor 8. 196 
—197 og Oversættelsen af de vigtigste Afsnit 8. 586—606. 

8 Se ovenfor 8. 608 —608. 


886 


Man har forøvrigt Grund til at antage, at der i Rameses Il.'s 
senere Dage fra Libyen begyndte at trække uheldsvangre Skyer op 
over Ægypten. Thi et saa stort Uveir som det, vi sé bryde løs over 
Ægypten snart efter Rameses II's Død under Mer-n-piah!, i hans 
første Regjeringsaar, maa nødvendigvis være bleven forberedt i flere 
Aar, og man har derfor neppe taget synderlig Feil, naar man i den 
Omstændighed, at Rameses II. lod dette Uveir drage sig sammen 
paa Landets Grændse, uden ved Angreb at knuse det i dets Spire, 
har sét et Vidnesbyrd om, at Ægypten i Rameses Il.'s senere Aar 
er begyndt at vakle. 

Men uagtet saaledes Ægypten i Rameses” senere Aar maa 
være gaaet endel tilbage, kunne vi dog ikke nægte, at Rameses 
[H.'s Regjering er et af Ægyptens lykkeligste Tidsrum. Det Mod, 
han viste i sine Kampe i Syrien i et af de første Aar af sin 
Regjering, samt overhovedet Ægypternes Tapperhed i Kampen med 
Folket Khetta, Khetiterne i Nordsyrien, vedligeholdt Ægypterfolkets 
Anseelse iblandt dets Naboer, imedens Agerdyrkningens og Konst- 
fildens frodige Blomstren bestandig udbredte større og større Vel- 
stand i Landet. Literaturen og Konsten udfoldede endnu i Ra- 
meses II's Tid megen Livskraft, og saavel fortrinlige Konstværker? 
som mærkelige Literaturværker? fremkom under hans Regjering. 
Føier man nu hertil, at Rameses II. smykkede sit Rige med mange 
prægtige Bygninger, og at han traf flere nyttige Foranstaltninger, 
og erindrer man, at han forstod at haandhæve Orden og Roi 
Riget, saa vil man vel neppe ganske kunne frakjende ham Til- 
navnet: den Store, som man fra Champollions Tid gjerne pleier at 
give ham. At han ligeoverfor Israeliterne, som dengang opholdt 
sig i Landet, fulgte en Politik, der — som vi nedenfor skulle ud- 


! Se nedenfor S. 890 ff. 

? De bedste Frembringelser fra Rameses II's Tid tilhere den første 
Halvdel af hans Regjering; i den anden Halvdel spores en kjendelig 
Tilbagegang. Der frembringes vel Meget, men en stor Del deraf er 
udført med liden Omhyggelighed. 

” Under Rameses II. levede Forfatterne Pen-ta-ur og Anhur. 


887 


vikle — tilsidst førte til en for Ægypten skjæbnesvanger Kata- 
strophe, kan mindre lægges ham til Last, da man dog ikke kan 
forlange, at han skulde have besiddet et saadant Fremsyn, at han 
kunde forudsé de endelige Følger af den Behandling, han lod Is- 
raeliterne vederfares. 

Da Rameses II. opnaaede en høi Alder, er det ganske natur- 
ligt, at han i sine senere Aar for en Del overlod Rigets Bestyrelse 
til en af sine Sønner. Vi kjende to af Rameses' Sønner, som i 
flere Aar synes at have været Rigsforstandere af Ægypten, nemlig: 


RAR . . 
— i: M sha-m-vasi (?) eller sha-m-vabu (?), og 


SR monpu 

Den Første synes alt i en tidlig Tid at have faaet en stor 
Indflydelse paa Regjeringssagerne!, som han beholdt ligetil sin 
Død, der vel er indtruffen omtrent i Rameses II.'s 55de Regje- 
ringsaar. Efter hans Død blev Mer-n-ptah Rigsforstander, hvilken 
Værdighed han beklædte, lige indtil Ramegses Il.'s Død gjorde ham 
til Enehersker paa Pharaonernes Throne. 


(Rg M Ø venn mer-n-ptah hotep-her-maa var Navnet $ 66. 


paa Rameses II. Sesostris's Søn og Efterfølger paa Ægyptens hakkes 
Throne”. I daglig Tale kaldtes han dog neppe med dette lange Wenepåtha); 

lsraeliternes 
Navn, men formodentlig kun med den første Del deraf: Mer-n-ptah  vagang af 
eller, som dette Ord i senere Tider udtaledes, Me-n-ptah (Me- Fsyrten. 
nephtha)?. I de manethoiske Udtog hos Kronographerne" og Iose- 


1 Det fremgaar af de Indskrifter, der omtale de under Rameses II, af- 
holdte Panegyrier, at denne Prinds allerede i Rameses' 80te Regje- 
ringsaar har været en Art Rigsforstander, se Brugsch, Recueil II, 8. 97. 

2 Denne Konges Navne og Titler findes samlede i Lepsius, Kånigsbuch 
Tafel XXXV—XXXVI no. 476. I Skrivemaaden af hans Navn hersker 
stor Afveksling ligesom i andre Navnes Skrivemaade. 

3 Lepsius benævner denne Konge Menephthes, de fleste andre" Ægypto- 
loger foretrække Formen Afenephtha. 

+ Sync., Cåronogr. p. 72 efter Afrikanos og Eusebios; Euseb. Chron. arm. 
I, 20 p. 103 Mai, p. 104 Aucher (Se Muller, Fragm. Hist. Gr. Il, 8. 


888 


pos? kaldes han Amenophis, ligesom hos Khairemon?; hos de 
første, hvor, ligesom hos Iosepos, denne Konge og hans Forgæn- 
gere anføres to Gange, benævnes han tillige Amenephthes". Dette 
sidste Navn maa ligesom det første, Amenophis, være en Fordrei- 
else af Me(r)-n-ptah. 

Rameses II's Efterfølger antog, ligesom alle andre ægyptiske 
Konger, ved sin Thronbestigelse et officielt Fornavn, til hvilket 
han valgte Navnet ba-n-ra mer-amon eller blot: 


O 
( Kj 32) ra-ba-n d. e. ba-n-ra eller dara (boo-ra)&, hvilket 


Navn sandsynligvis ligger til Grund for Herodots FPheros eller 
Pheron" samt for Lysimakhos' og Tacitus" Bokkhoris?. Han kaldes 
derfor af Ægyptologerne: Menephtha- eller: Menephthes-Pheros?. 

Det er muligt, at den klassiske Oldtid har bevaret Menephthas 
Navn under Formen Menophres, hvilket Navn, som ovenfor be- 
mærket, hos Theon fra Alexandreia betegner Sothisperiodens For- 
nyelse i Aaret 1322 f. Kr.”?, Begge Menephthas Navne, saavel 
Mer-n-Ptah som Ba-n-ra, kunne i Virkeligheden tænkes at ligge 


575—578). I en Haandskrift af Synkellos kaldes Kongen i det af 
Afrikanos tagne Stykke Amenophath. 

1! Jos., C. Ap. I, 15 og 26. 

2. Jos., C. Ap. I, 32. 

3 Sign. ovenfor 8. 852 Anmk. 5. 

+ Sync., Chronogr. p. 72 —73 og Euseb., Chron. arm, I, 20 p. 103 Mai, 
p. 104 Aucher; se Muller, Fragm Hist. Gr. II, S. 581. 

3. Sign. ovenfor 8. 856 om Rameses Il., der valgte Navnet User-Ma-Ra 
Osymandyas, Sept-n-Ra (Solens Udkaarne) til sit officielle Fornavn. 

8 Se Lepsius Kånigsbuch Il. c. 

7 Her. IE, 111. Her kaldes Kongen Øsgør, men da Ordet ikke fore- 
kommer i Nævneform, saa kan man ikke afgjere, hvilken Endelse 
denne Form har havt. 

8. Jos., C. Ap. I, 34; Tac. Hist. V, 3. 

? Man burde maaske foretrække Formen Afenephtha-Phero. Plinius, Hist. 
Nat. XXXVI, 74, kalder Sesostris' Efterfelger: Nyncoreus, hvad der 
maaske er en Forvanskning af Ba-n-ra.  Artapanos' Xhenephres, 
Euseb., Præp. Evang. IX, 27, se ovenfor S. 108 er maaske en For- 
dreielse af det samme Ord og en Feilskrift for Benepåres (ba-n-på-ra). 

wW Se ovenfor 8. 855. 


889 


til Grund for Menophres!. Er en af disse Sammenstillinger 
rigtig, vil Menephtha-Pheros have været Konge i Ægypten i 
Aaret 1322 f. Kr. Rigtignok gives der adskillige andre ægyptiske 
Kongenavne, der næsten ligesaa meget som de to anførte Navne 
minde om Mfenophres?; men til Gjengjæld synes et samtidigt 
Aktstykke at tale for Rigtigheden af den sædvanlige Kronologi og 
følgelig ogsaa for Identiteten af ÆMenophres og Mer-n-plah. 
Efter en Optegnelse paa Bagsiden af en Papyrus i London (Sallier 
IV.)? indfaldt Begyndelsen af Vandenes Synken efter Oversvøm- 
melsen, i Mer-n-Ptah's tredie Regjeringsåar, paa den 26de Dag i 
den anden Maaned af Oversvømmelgsens Aarstid (S/a) eller den 
26de Paophi. Da denne Naturbegivenhed omtrent indfalder den 
13de September, maa det ægyptiske Aar, til hvilket Optegnelsen 
henhører, være begyndt den 20de Juli, og forudsat, at der her er 
benyttet den ægyptiske borgerlige Kalender, hvad der er det Sand- 
synligste, maa Optegnelsen være foretagen omtrent i Tidsrummet 
1325—1322, i hvilket det ægyptiske bevægelige Aar begyndte ved 
denne Tid. Menephtha vil herefter have besteget Thronen omtrent 
Aar 1325 f. Kr., altsaa netop i de Aar, Theons Menophres maa 
have levet". ” 

Mindesmærker fra denne Konges Tid ere ikke meget hyppige 
og de fleste indeholde kun korte Indskrifter med Kongens Navn 
og Titler?, Om Krigstog til fremmede Lande tales der ikke i 
noget Aktstykke fra hans Tid, derimod lovprises en stor Seir, som 
Ægypterne vandt under hans Regjering, i en hieroglyphisk Indskrift, 


1! Lepsius har forlængst gjort opmærksom paa Ligheden imellem Me- 
nephthes og Menophres og har gjort denne Sammenstilling til Hoved- 
hjørnesten i sin ægyptiske Kronologi. 

2 Se ovenfor 8. 855. Stedet hos Theon er bl. a. meddelt i Lepsius, 

Kånigsbuch 8. 128, se ogsaa samme Forfatters Chronologie S. 169 fr. 

Select Papyrus pl. CLX, verso Il. 1. 

Se C. W. Goodwin i Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, S. 57 ff. (Juli 

1867). 

5 En Statue, der forestiller denne Konge, og hvorpaa Mer-n-ptah's Navne 
og Titler læses, findes i Antiksamlingen. 

$ Sign. Her. II, 111: Pheros foretog ingen Krigstog. 


890 


der læses paa en Væg af Bygningerne i Medinet-Abu, og hvis 
Text for kort Tid siden er bleven tilgængelig ved de af Vice- 
kongen foranstaltede Udgravninger. 

Begyndelsen af de fleste Colonner! er uheldigvis ødelagt, 
hvorved en ikke ubetydelig Del af Texten, blandt Andet ogsaa de 
første Ord, der maaske have indeholdt en Tidsbestemmelse, er 
gaaet tabt?. Efter Begyndelseslakunen læser man følgende 2: 


rt NET ar I Sar lød 


a - ka - va - sha tu - ri - sha 
Akhaier, Tusker (Etrusker), 


OR BAT Søren 
li - ka- u sha - r(i) - dan  sha - ka - Us) - sha 
Lykier, Sardinier og Sikelier, 
hvilke vare komne fra alle Lande .... og som vare fangne ved 
hans Tapperhed, ved .... Amon .... (af) Ægyptens Konge 
Ba-n-Ra Mer-Amon, Solens Søn, Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa, han, 
som giver Livet. 

Se denne gode Gud .... alle Guder til hans Beskyttelse 
Alle Lande ere (gjennemtrængte af) Skræk ved Skuet af ham, 
Ægyptens Konge, Ba-n-Ra Mer-Amon, Solens Søn, Mer-n-Ptah 
Hotep-her-Maa .... de" befinde sig paa de Steder, de have faaet 


! En Del af Texten er allerede udgivet af Lepsius, Denkmåler III, 199, 
a. En sterre Del er siden udgivet af Brugsch, Geogr. Inschriften II, 
pl. XXV; sign. 8. 82, (Leipzig 1858); og endelig, efterat Mariette har 
udgravet den Bygning, paa hvis Væg den findes, er en fuldstændig Af- 
skrift af den bevarede Del af Texten udgivet af Diimichen, Historische 
Inschriften pl. I—VI (1866). En delvis Oversættelse er givet af de 
Rougé i Revue Archéol. nouvelle série XVI, S. 32 ff. (Paris, 1867), 
en fuldstændigere af Lauth i Zeitschrift der deutschen Morgenl, Gesellschaft 
XXI, 8. 654—662 (Leipzig 1867). Indskriften bestaar af 77 lodrette 
Colonner. Om dette Udtog af Mer-n-ptahs Aarbeger se ovenfor S. 189. 

2 Saaledes Lauth; de ægyptiske Indskrifter begynde, som bekjendt, 

meget ofte med en Tidsbestemmelse. 

Dtmichen, ist. Inschr. I, col. 1. 

+" Her er Talen uden Tvivl om de slagne Fjender, der vare tagne til 
Fange. 


s 


891 


anvist, idet de kaste sig ned for ham og bøie sig for ham (?). 
De, der have angrebet hans Enemærker, ere alle kastede til 
Jorden (?) .... Hans Raadslagninger ere alle .... Livsaanden 
som han skjænker, er (ellers) ubekjendt for Jorden og Menne- 
skene. Hans Rigdoms Vælde har hjemme i .... for at beskytte 
On, Tums Stad! (d. e. Heliopolis), for at dække Ptahs Borg?, 
Tanen, for at redde .... Telte? lige foran Pe-Balis(t)" ved Vandet 
Årushakana, og lader Vand løbe ind i Kanalen .... uangribelig (?) 
den var forladt paa Kvæg-Fælleden .... for Barbarernes? Skyld, 

. i Forfædrenes Dage. De kongelige Øverster sidde i dereg 
.……… (i den Tid, da) Kongerne af det nedre Land .... i deres 
Stæder, omgivne af Forskandsninger (?)' af Mangel paa Krigsfolk. 
Ikke have de deres Leiesoldater for at kunne .... [Men Mer-n- 
Pitah sidder] paa Horos' Throne, som han har forlehnet ham, for 
at han kan give Borgerne Liv. Han er kommet som Konge for 
at beskytte de Rene. Tapperhed bor i ham, for at udføre det, for 

. som et Billede paa .... det fremmede Land Bar”. Han 
samler Udvalgte af sine Fodfolk; han ordner sine Heste paa alle 
Veie. Hans Bud ere i .... Hans Foranstaltninger i .... Han 
brugte ikke Hundredtusinder paa Slagets Dag. Han byder sine 
Krigsfolk at drage ud, de komme med udmærket Kraft, han, 
Nefer-Her (d. 6. han med det skjønne Ansigt), han fører sine Folk 
ud imod alle Folk .... Land og Vand .... 

Den elendige slagne Konge af Landet Ledu, Maurfmeryui 


Se nedenfor Kap. VII, $ 72. 

Uden Tvivl Memphis se nedenfor Kap. VII, & 72. 

I Texten staar Ordet: ahil, formodentligt det hebraiske SAN. 

Ifelge Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 29 var denne Konge opkaldt 

efter Gudinden Beltis. Det var forøvrigt heller ikke umuligt, at der 

her tænktes paa Bubastis. 

S I Texten: de ni Folk, se ovenfor 8. 558. 

8 Det ægyptiske Ord er semu-ta-ui. 

7. Efter Brugech maa Ordet læses Mabar, Texten er heller ikke her 
fuldstændig. 

" Tilnavn til Ptah; her tillægges det Kongen, Ptahs jordiske Billede. 


& då å cc 





892 


Batiis!, var først falden ind i Landet 7ehennu med sine Skarer 
[med de med ham forbundne] Shardana (Sardinier), Sakalisha 
(Sikelier), Akhavasha (Akhaier), Liku (Lykier), Tursha (Tusker). 
Han havde medtaget enhver udmærket Kriger og alle Hurtig- 
løbere? fra sit Land, og han havde bragt sin Hustru og sine Børn 
med .... tilligemed de store i Huset: Han naaede Vestlandets£ 
Grændser, Markerne ved Byen Pe-ari-sheb (eller Pe-ari)". 

Da reiste Hans Majestæt sig harmfuld imod dem som en 
Løve .... (og talede til sine Stormænd): Hører Eders Herres 
Ord! Vider.... med saaledes: Jeg er Hyrden, som leder Eder; 
min Tidsfordriv er at vaage over Eder; som en Fader beskytter sine 
Børns Liv nærer jeg Eders Legemer som Gjæs. Kjende I ikke hans 
Velgjerninger? Ikke svare I paa mit Spørgsmaal: [Hvorfor] ødelægges 
Landet (?) og prisgives for alle fremmede Folks Indfald. Barba- 
rerne hærge dets Grændgser, der daglig staa aabne for Angreb. 
Alle Fremmede udplyndre [Ægypten], idet de hærge Landskaberne, 
de brede sig ud over Kems's Sletter som Nilens Vand. De tage 
Ophold her og slaa sig til Ro, Dage, ja Maaneder; de sætte sig 
fast [i Landskaberne]. De naa Høiderne ved Uti(P)å, de høste i 
Distriktet 7a-ahe?, Har man hørt noget Saadant siden Ægyptens 
Konger have holdt Aarbøger? ...… Ukjendt er Saadant. Men 
Tidens Fylde er kommet for dette .... De skulle blive [til Føde 
for?] Orme. Ikke skulle de fylde mere i deres Buge, disse Mord- 
Begjærere, Livs-Hadere. Deres Hjerter ere mere overmodige end 

. Deres Høvdinger sysle (bestandigt) med Krigstog for at 
fylde deres Bug daglig, de komme til Landet Kemi for at hente 


7 Batiti, af Hellenerne gjengivet ved Battos, er et libysk Ord, der be- 
tyder: Konge; se nedenfor S. 898. 

Maaske: Seirherrer i Væddekampe. 

Den tredie nedre-ægyptiske Nomos, Nomen Lidbya, kaldtes Vesten. 

Se nedenfor S. 899. 

Et Ut laa i Mellemægypten og var Hovedstad i den attende evre- 
ægyptiske Nomos se nedenfor Kap. VII, $ 71, her menes dog snarere 
en nedre-ægyptisk By. 1 Virkeligheden omtales der et nordligt Ubi. 

S Maaske Tava i Pyosopitis, se nedenfor Kap. VII, $ 72. 


893 


Mundforraad, thi herefter længtes (P) deres Hjerter. Deres Fyrster 
paalægge Skatter (?) ligesom man fanger Fisk. Deres Konge er 
en Hund, et galt Menneske, uden Hjerte (d. e. Fornuft). Se! han 
nærmede sig Landet Put!, hvor jeg lader tage Korn i Moka-Far- 
teier for at underholde Landet KAet?. Thi jeg drager Omsorg .... 
ligesom (?) Guderne for alle Vægsner .... under mig Kong Ba-n-Ra 
Mer-Amon, Mer-n-Ptah, Hotep-her-Maa, som giver Livet rigelig. 
Min Person udvikler sig; min .... uddanner sig, og jeg bliver 
altid mere fuldkommen som Fyrste over det dobbelte Land. 
Landet [Ægypten] er glad, thi Amon .... i Theben har ladt sin 
Vælde udlades (?) over Mashavasha; mine Krigsfolk så Folket 
Ta-mehu, Fodfolket staar foran sine Kampfæller for at bekrige 
Folket LibuZ. De drage ud, Guds Haand er med dem, Amon er 
for dem som deres Skjold. 

Derpaa bød [Kongen] Landet Kemi (Ægypten), sigende saa- 
ledes: ,Man reise sig til Leding inden fjorten Dage!" Se da saa 
Hans Majestæt et Drømmesyn, som stod der et Billede af Ptah 
for Pharaos .... og han(P) var høj .... og han sagde til ham: 
Gjer dog en Ende paa den Nølen (?)! og, idet han rakte ham 
Seirsvaabnet +, [tilføiede ban]: Ikke maa dit Hjerte være vaklende! 

Pharao sagde da: 0 .... sine Fodfolk og Hestfolk med deres 
Tilbehør (?) paa Fælleden ved Byen pe-art-sheb (eller pa-ari)?. 

Den usle Konge af [£ibu] .... om Natten til den første Dag 
af den tredie Maaned af Aarstiden Shom (Sommeren)?. Ved 
Daggry stødte han sammen med dem. Da den usle Konge af 
Libu havde foretaget denne Bevægelse, saa førte han om Morgenen 


! Dette Landskab P-uti eller Putima er ubekjendt. 

Her tænkes neppe paa Nordsyrien, snarere paa Landskabet ved Na- 
tronsøerne, der i Oldtiden kaldtes Skheta. 

3 Om Libu (Lihyerne), 7a-mehu og Mashavasha se ovenfor 8. 514 fr. 
Paa Tempelvægge sér man ofte fremstillet, hvorledes Amon-Ra eller 
en anden Guddom rækker Kongen et Sværd: Khopesh. I Tresprogs- 
indskrifterne er dette Ord paa Græsk gjengivet ved dælov vexntixov. 
3. Se ovonfor 8. 892 Anmk. 4 og nedenfor 8. 899. 

s D. e. den iste Pakhons. 


894 


til den tredie Dag af den tredie Maaned af Aarstiden Shom .... 
dem imøede. Da Hans Majestæts Fodfolk gjorde dette Angreb tillige- 
med Rytteriet, var Amon-Ra hos dem og Nubtt! rakte dem 
Haanden. [Talløse Fjender] laa snart i deres Blod; Intet blev 
tilbage af dem. Dengang tilbragte Hans Majestæts Krigsfolk 
seks Timer i Kamp med dem, nedsablende dem paa Stedet [eller 
tagende til Fange] de fremmede Folk. Alligevel fortsatte de 
Kampen. Men den usle Konge af Libu blev tilsidst rammet af 
Skræk; hans Hjerte forfærdedes. Han vendte sig om .... kastede 
sine Sandaler, sin Bue, sit Kogger hastigt bag ved sig. Han 
græd, Skræk betog hans Lemmer, omendskjøndt stor Styrke 
gjennemtrængte hans Ledemod; han lod tilbage en Mængde af 
sin Eiendom, sine Spænder (?), sit Sølv og Guld, sine Kar af 
Metal, sin Hustrus Smykker (?), sin Thronstol, sine Buer, hans 
Vaaben, kortsagt Alt hvad han havde medbragt, [hvilke Gjen- 
stande alle] kom i Hovedkvarteret (?) for at bringes bort med 
Fangerne. Imidlertid var den usle Konge af Libu i fuld Fart 
for at undfly ham. Han vidste, [at han vilde blive dræbt] ved 
Slag af Sværdets Od. Men Anføreren for Hestfolket tilligemed 
Hans Majestæt satte efter dem, da faldt i kort Tid .... alle 
[Fjender]. Ikke saaes noget Saadant i Kongernes Aarbøger. Se! 
saaledes fik Landet Kemi [Fred]. Ikke kom der nogen Fare mere 
i den Tid, da han regjerede”. [Guderne forundte denne Lykke] 
af Kjærlighed til deres kjære Søn, at han maatte skytte Landet 
Kemi som dets Herre, at han maate redde Helligdommen i 
Ta-mera. 

Da sagde Beboerne af Egnene i Vestlandet til den Ud- 
kaarne, Pharao, saa sigende: Siden den usle Maur(meryus er 
flygtet bort og hans syndige Skikkelse er svunden bort fra 
Verden (P), begunstiget af Natten paa øde Veie, fældet af enhver 
Gud i Ægypten —. De Pralerier, han havde udtalt, styrte sammen, 





! DD. e. Krigsguden Set (af Hellenerne som bekjendt kaldet Typhon). 
? Denne Bemærkning gjælder naturligvis kun om den .Tid, der forleb 
fra Menephtha's Seir indtil Affattelsen af denne Beretning. 





895 


og alle Ord af hans Mund (vende sig om mod hans Hoved); da 
man fremdeles ikke kjender hans Dødsmaade ... bøiede sig (?) i sin 
Aand; og da han, om han end lever, ikke igjen kan hæve sig, fordi 
han er en falden Mand, en Spot for sine egne Krigsfolk, saa til- 
lade Du os, som Du har taget Dig for at dræbe [os, Mændene?] 
fra Landet Ta-mehu!, at vi sætte en Anden i hans Sted af hans 
Brødre, som kæmpede (mod ham)?. 

Han betragtede de slagne Stormænd, hvorledes de.......... 
Øversterne — for Hjælpestyrken, Fodfolket, Vognkæmperne, alle 
Veteraner af Fodfolket tilligemed (?) Naaruna, som vare der, en 
kraftig Stridsmagt .... for dem, belæssede med Phallos'er og Ind- 
volde? fra Zabu'erne, tilligemed afhuggede Hænder af alle fremmede 
Folk, som havde sluttet sig til dem; de vare ligesom Harer (?) 
med Mynthe (?), og alle de (andre) Ting .... som man havde 
taget fra dem. 

Da var det hele Land i Jublen til Himlen, Stæder og Land- 
skaber i Henrykkelse for hine Rigdomme, som var strømmet til 
dem. Fortegnelsen over de hidbragte Sager nedlagdes for at bevare 
Mindet om Hans Majestæts Seir i Arkivet (?), tilligemed Forteg- 
nelsen over de Fangne, som man havde bragt fra Lébu's Land, 
og fra de andre fremmede Folk, blev udleveret. Man bragte det 
med Gjenstandene — til Kong Mer-n-Ptah's Hotep-her-Maa's 
nye (?) Slot .... Paalt (eller Pa-art-shep) ligesom til de vigtigste 
Byer, begyndende med Kong Mer-n-ptah Hotep-her-mad's (?). (Sum 
af) Lemmer med Indvolde? af seks Individer, Sønner af Konger 
og Brødre til Kongen af Libu, som vare faldne. Bragte bleve 
deres Lemmer med (tilhørende) Indvolde. (Sum af andre) dræbte 
Libu, af hvem man bragte deres Lemmer med (tilhørende) Ind- 
volde: 68359. Sum af Sønner af Høvdinge af Folkene [Skar]dana 
(Sardinier), Shakalsha (Sikelier) og Akavasha (Akhaier) fra 


er 1 er 


1 Om Landet 7a-mehu se ovenfor S. 893 Anmk. 3. 

2? Det følger af sig selv, at denne Beskrivelse er meget overdreven. 

3. Ordet karnata betyder ifelge Brugsch, Hieroglyphisch-Demotisches Wår- 
terbuch 8. 1468: Indvolde, navnlig Lever eller Nyrer. 


896 


Havets Land: bragt blev Indvolde af Shakalsha (Sikelier) af Indi- 
vider 222; Beløbet af (Par) Hænder (var) 250. Af Tursha (Tusker) 
af Individer 742, af (Par) Hænder var der 790. Af Shardana (Sardi- 
nier) og Akavasha (Akhaier), af hvilke man ikke tog Indvoldene 
af de Dræbte, bragte man deres Hænder i Stedet (?) .... 

Bragte bleve (i det Hele) til Samlingsstedet: Lemmer med 
tilhørende Indvolde af 6111 Individer og Lemmer med tilhørende 
Indvolde (?) og deres (tilhørende Hænder) af 2370 Individer. 

Af Shakalsa (Sikelier) og Tursha (Tusker) indbragtes som 
levende fangne 218 Individer, fremdeles den slagne Konge af Fidus 
Kvinder, som han havde bragt med sig: levende Kvinder fra Libu: 
"12; Sum af de indbragte Mennesker 9376; af Vaaben og Red- 
skaber, som vare i deres Hænder, da de fertes fangne frem, 
Koggere og Sværd fra Mashavasha 9111 .... 120,214; Heste, som 
bar den faldne Konge af Libu og Sønner af Kongen af Libu, 
levende indbragte, 14 Par .... Gjenstande .... Mashavasha .... 
fangede (?) af Hans Majestæt, da han kæmpede med den faldne 
Libu!, Okser, Hornkvæg tilsammen (?) 1308 Stykker. — Smaat Kvæg 
tilsammen 54 Stykker, Sølv, Drikkekar, Krukker (?), Sværd, kals- 
mazarna? af Metal, Skeder af Metal, Kar tilsammen (?) 3174 
Stykker. Efterat han havde bragt disse Gjenstande, satte man 
Ild paa Skind-Teltene med alt deres Indhold (?). 

Da satte Kongen sig paa Thronen i Slottets Sal .... for 
Hans Majestæt, glædede sig ved ham og ved at beskue hans Be- 
drifter, Hans Majestæts Tjenere .... jublede til Himlen, hans 
Folk vare henrykkede — [Og Kongen sagde: Skuer] hvilke Her- 
ligheder, der ere beredte mit Væsen af Ra (Solguden). For dem 
har jeg nemlig den Gud at takke, som har givet sin Yndling 
" Kraft, mig Kong Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa. 
(De fremmede Folk] alle tilhobe komme som skatskyldige fra 
det Indre af deres Byer; Æash (d. e. Aithiopien) bringer paa samme 
Maade sine Tributer, det kommer som slagen; jeg lod det føle 


" Den faldne Tabu, d. e. den slagne Konge af Libu. 
2. Det er uvist hvad Slags Gjenstand her tænkes paa. 





897 


min Haand, i Heltegjerninger. — Dets Høvding bringer sine: 
Varer hvert Aar siden det store Nederlag, jeg anrettede iblandt 
dem! .... ere de, der leve endnu, for at fylde Arbeidshusene i 
Stæderne. Deres slagne Høvyding flygtede for mig; jeg sendte 
Krigsfolk for at dræbe ham, for at holde ham med bundne 
Hænder over Ilden som en Gaas. Jeg bragte Gudernes Land 
(d. e. det lykkelige Arabien)? i Unaade (?) hos alle Guder, som 
have skabt mig til .... Hersker af Kemi (Ægypten). De som 
falde over det, falde under mit Herredømme. Naadig er .... Ptah, 
den stærke, Ra er mit Seirsvaaben imod Barbarerne, jeg mod- 
tager af Set? Styrke, af Horos Kraft. Ved Maa (Retfærdigheden) 
glæder .... Kong Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa, 
Gudernes Yndling. Jeg er ubetvingelig. Ztbu (Libyerne) lagde 
onde Raad op imod Xemz (Ægypten). Men s6é! De ere styrtede. 
Jeg dræbte dem og drev Byttet ind fra deres Land. — Jeg 
bringer Tamera til Festfarter paa Floden; Indvaanerne elske mig, 
som jeg elsker dem, givende dem Livsaande. Deres Stæder op- 
lefte Jubelraab i Navn af .... Himmel og Jord .... 
[Undersaatterne] ere tilfredsstillede, thi de finde, min Tid er en 
lykkelig (Tid), i de opvoksende Slægters Mund (?), efter Størrelsen af 
de Velgjerninger, jeg har gjort mod dem. Og sandt er Alt det — 
[hvad jeg har sagt. Ægypterne] besynge Herren, den godgjørende, 
han, som erobrer de to Verdener, Kongen af Øvre- og Nedre- 
Ægypten, Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Piah Hotep-her-Maa, idet de 
sige: ,Stort er det, som skét er i Landet Kemi (Ægypten). [Ned 
har — Pharao styrtet] Lédbu (Libyerne). Ydmygt bedende komme 
de og bøie sig (?) for Dig. De vare talrige som Græshopper, alle 
Veje vare opfyldte med deres — [Sværme] .... [vi] bære Dine 
Gaver hjem i Hobetal. Vi ere i Glæde, og der er ingen — .... 


! Man sér heraf, at Mer-n-Ptah har foretaget et heldigt Krigstog til 
Aithiopien. I Udtoget af Manetho Jos., C. Ap. I, 26 tales der om et 
Felttog til Aithiopien i denne Konges Dage; i dette spillede Moses 
en Rolle. ” 

2 Se ovenfor Kap. IV, $ 46 8. 521. 

2 Man ber maaske foretrække Læsemaaden Sutekh. 

57 


898 


den, som ønsker det, er til alle Tider hjemme, stadigt til deres 
Underhold arbeidende, straalende, fuldendende efter sin .... i Aar 
som Tum, maa Dit Væsen trives; medens .... Ikke maa vi skue 
[dets Ende]!" 

Hovedindholdet af denne Indskrift er i Korthed følgende: 
Endel fremmede Folk vare i Mer-n-Plah's Dage vestfra faldne ind 
i Ægypten, hvor de en Tidlang havde havt Fremgang. De vig- 
tigste af disse fremmede Folk vare følgende: 


” |) lsbu eller lidt (735), Libyer, 
van, 


ITT År cs | shardana (pm), Sardinier, 
IT R LITN |YR] shakalsa, Sikelier, 

SER NAKNN løg tursha, Tusker (Etrusker), 
ENVENEENRARNES: | akhavasha, formodentlig Akhaier, 


Beboere af Hellas. 

Af disse Folk havde 7ursha, Tuskerne, taget Initiativet til 
Angrebet; deres Krigere havde desuden medtaget deres Hustruer og 
Børn"; men Libyerne havde den egentlige Ledelse af Foretagendet 
imellem Hænder, og deres Konge”, Maurmir eller Maurmir Battst 
(Battos)?, var Overanfører for hele Hæren. 

Fjenderne vare først, synes det, rykkede frem igjennem et 
temmelig udyrket, tildels endog øde Land, men de truede herfra 
de to vigtige ægyptiske Stæder, Memphis og Heliopolis". Deres 
Hovedstyrke havde tilsidst taget Stilling ved et Sted Arushakana 
i Nærheden af Byen Pabaris?, to Steder hvis Beliggenhed ikke 
kjendes nøjere. Da Efterretningen om Indfaldet rygtedes i 
" Ægypten, ilede man med at samle en Hær, som førtes imod 
Fjenden og tog Stilling ved- Byen: 


le ne aen 


Se Dimichen, Historische Inschriften pl. II, col. 10. 

Se Dimichen, Historische Inschriften pl. II, col. 13. 

Se Ebers i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 70 (1868). 
Dimichen, Historische Inschriften pl. I, col. 6. 

Dtmichen, ]. 0. pl. II, col. 7. 


ed 


ad PB da MM cc 


899 


Se 
pe - ari - shep, d. 6. Prosopitis 
eller på - art (eller på - ali) d. e. Polis". 

Den første Dag i den tredie Maaned i Aarstiden skom, d. e. 
den første Epiphi stødte Hærene sammen?, og to Dage efter kom 
det til et Hovedslag, hvori Ægypterne efter Indskriften vandt en 
fuldstændig Seir. I Virkeligheden kan det efter de forskjellige 
Enkeltheder, der meddeles, heller ikke betvivles, at de have beholdt 
Valpladsen og gjort et stort Bytte. 6—9000 Fjender synes at 
være faldne og ligesaa mange at være blevne tagne til Fange”. 

Foruden den her meddelte Åzstoriske Indskrift besidde vi en 
digterisk Behandling af den samme Begivenhed samt endvidere 
flere Hymner eller rythmiske Lovprisninger af denne Konge og 
hans Bedrifter"; de vigtigste læses i Papyrus Anastasi III. i London. 
Den første af disse Hymuer? lyder i Oversættelse saaledes: 

»Den gode Gud tapper som Mentu, den store Konge, den 
Store i Seir, han som er udgaaet af Ra, Billedet af Tyren i On 
(Heliopolis); se han nedtrykker dem, der; modsætte sig (?) hans 
Seirsvaaben, ligesom de Seirstore paa Million-Barken; han, 
det kongelige Æg, ligesom Hans Majestæt, Guden Horos; han, som 
indtager Landene ved sin Styrke, og som tugter (de fremmede) 
Lande efter sine Raadslutninger. Barbarerne nedtvinges under 
hans Fødder. Alle fremmede Lande (Folk) samle sig at bringe 
deres Gaver. Han har bragt alle Lande (Folk) paa én Vei, og 


!?  Dimichen, I. c. pl. II, col. 15 og pl. MII, col. 30. Hvad enten Byens 
Navn, som Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, S. 98 (1867) 
vil, maa” læses paa den første, eller, som de Rougé og Andre have 
foreslaaet, paa sidste Maade, er det utvivlsomt, at Stedet maa søges 
i Landskabet Prosopitis. 

2. Dimichen, Aistorische Anschriften pl. HI, col. 31; se ovenfor S. 893—94. 

2. Dimichen, I. c. pl. V, col. 50 f£. 

4% En af de i Biban el Moluk opdagede Grave er indhugget af Meneph- 
tha. Der findes i den adskillige Indskrifter, men ingen af historisk 
Indhold. 

3. Select Papyrus pl. LXIV, I. 5 ff. 


200 


Ingen holder Stand. — Høvdingerne for de fremmede Folk ere 
modløse og ere slaaede. De ere blevne bøiede af hans Vælde (?). 
Han styrtede midt ind blandt dem ligesom Nuts Sen!. — Ned- 
styrtet ere de for hans Ildsluer, saalænge som Dagene ved- 
blive (?). — Libu (Libyerne) ere styrtede for hans Slag; faldne 
ere de for hans Sværd?, [Thi] givet er ham Seirsvaabnet til Evig- 
hedens Dag. — Bort maa fly for hans Undersaatter? de, som 
modsætte sig" Ba-n-Ra Mer-Amon, han, Herren over Seirsvaabnet, 
som beskytter sit Rige". 

Umiddelbart efter denne Hymne følger en anden: ,,Amons 
Søn, Herren over Seirsvaabnet, han, som beskytter sit Rige (?), — 
Tyren, som er stærkere end (hele) Skarer tilsammen, han, som staar 
opreist paa sin Vogn som Thebens Herre — han, Krigeren, der er 
omgiven af kraftige Krigsfolk, han svinger sit Scepter. — Hans 
Tapperhed trænger? frem til alle Lande. — Han sender (Hære) 
ud, og de naa frem til de yderste Grændser. — Hans Pris er i 
deres Hjerter, som frygte hans Aasyn; — Han, den udmærkede 
Fyrste, som sætter sine Planer i Værk. (?) — Han lader sit Navn 
med Vælde gaa rundt i alle Lande, han, Kongen af Øvre- og 
Nedre-Ægypten ligesom Hans Majestæt — han, som bringer 
Landenes Konger under Din Skræk. O Du Ba-n-Ra Mer-Amon 
Hotep-her-Maa!" 

Efter den her meddelte Hymne, læses følgende Stykke”, som 
ligeledes er bestemt til at forherlige Mer-n-Ptah Ba-n-Ra's Seire 
over Libyerne og deres Forbundsfæller. 

»Den gode Gud, som lever i Sandhed, — den. store Konge 
Gudernes Yndling, Æget, det livskraftige, Sønnen af Kheper; 


! DD. e. Set (Sutekh). i 

2 Denne Linie (Select Papyrus pl. LXV, 1. 4) er uden Sammenligning 
den vigtigste i hele Indskriften. 

Hans Undersaatter, egentlig: hans Sjæle. 

Maaske: skjænde Mindet. 

Papyrus Anastasi II, 8. 3 1. 6 (Select Papyrus pl. LXV). 

Select Papyrus pl. LXVI, L 1. 

Select Papyrus pl. LXVI, l. 4. . , 


4 0 & mm & 


901 


Barnet, det guddommelige (?) ligesom Tyren i On; Spurvehøgen, 
som træder ind i den hellige Barke!; Han, som er født af Isis, 
Horos, Ba-n-Ra, der throner over (?) Kemi (Ægypten); Jorden 
falder ned for hans Sæde. Han, den store Seirherre, 8a-n-ra, 
han bringer sine Planer til fast Udførelse. Hans Ord ere vel- 
gjørende ligesom Thots. Hvad han giver sig til at udføre, bliver 
til. Han er Veiviser (?) i Spidsen for sine Krigere. Alle hans 
Ord ere som Mure. Hans Krigere følge? ham gjerne, ham Mer- 
Amon, den seirrige Kæmpe, som slaar ned alle dem, der nærme 
sig, med sin vældige Magt. Liku (Lykierne) forlade bævende 
deres Eiendomme (?). Mazav'erne? brænde dem op. Shardana 
(Sardinierne) har Du hidbragt med Dit Seirsvaaben.  Mahar'erne 
vende sig om (?). En Glæde og Fryd er Dit Indtog i -Fheben. 
En Triumph(vogn) er Din Vogn; man vinker ad den (?) med 
Haanden. Høvdingerne ere kastede om foran Dig. Du bringer 
dem til Din Fader Amon, sin Moders Ægtefælle. 

En fjerde Hymne? slutter sig umiddelbart til den foregaaende; 
den er kun kort: ” 

»Kong Setesu's5 Borg fordobler sine Fester. Glæde er der i 
Pe(r)-ta-(tuynen?. Man høitideligholder Fest i Sekhem”. (Thi 
Du er), ligesom Tum, Afglands af Din Fader Ra!« 

Efter denne Hymne følger et andet Stykke af lignende 
Indhold ?: 

»Til Held og Lykke! Denne Melding bliver kundgjort i 
Theben i Mer-Maa's Slot, der hvor Ra's to Horizonter ere. Dit 


Ægyptisk: Mensk. 

Select Papyrus pl. LXVII, IL 1. 

Leietropper i Ægypternes Hær; se $ 80. 

Select Papyrus pl. LXVII, 1. 5. 

Afkortelse af Sestesu (Sesostris), Rameses Il.'s Tilnavn, se ovenfor S. 856. 
Memphis. 

Letopolie, se nedenfor & 72. 

Select Papyrus pl. LXVII, I. 6 til på LXVIII. En Gjentagelse findes 
i Samlingen Auastasi IV, 8. 5, Linie 6—12; kun at denne er hen- 
vendt til Ra-user-maa-sept-n-ra d. e. til Rameses II. 


eo ed dL LEE RR aa dåd mm 








902 


Ansigt er for os som Solen i dens Opgang, der oplyser de to 
Verdener med sine Straaler, Solskiven den straalende, som ; for- 
jager Mørket fra Kem: (Ægypten). Du er af Natur som Din 
Fader Ra, naar han oplyser Himlen. Din Glands gjennemtrænger' 
Mure (?). Intet Sted er uden Dine Straaler. For Dig siges der 
Lovprisninger af alle Lande. Imedens Du hviler i Dit Slot, hører 
Du Talen fra alle Lande. Du har Millioner Øren. Dit Øies 
Blik er over Himlens Stjerner!. Kjendt i alle Lande er Solens 
Opgang?. Hvad der tales i Løukamre(?), det kommer Dig for 
Øre. Gjøres Noget i Hemmelighed, sér Dit Øie det dog; Ba-n- 
ra Mer-Amon Herren af ...., Grunderen af... ., Amon-Ra ...… 
han, som i Begyndelsen gjorde Verden. Guden den første 
Gang .... 

I Samlingen Sallier 1.2, der fornemmelig bestaar af Breve fra 
Amon-m-an til Pen-ta-ur, findes ogsaa et Brev" som for største 
Delen er optaget af Lovprisninger af Kong Ba-n-Ra Mer-n-Piah. 

»Forstanderen for Bogholderne, Amon-m-an, ved Pharaos Skat- 
kammer siger til Pen-ta-ur: Naar dette Brev kommer til Dig at 
bringe Dig Underretning, lad det da give Dig denne Underretning. 
Glæd Dig, det ganske Land, ved de gode Efterretninger, ved din 
Herres, alle Landes Konges Hjemkomst. Han fryder sig at komme 
til sit Hus, han Kongen, Herren over Millioner af Aar, den største 
af Herrerne som Horos. Ba-n-Ra Mer-Amon, han er den, som 
bringer Ægypten til at glæde sig, han, Søn af Ra, Afer-n-Ptah 
Hotep-her-Maa Herren. Gid han sé Sandhed og sky Falskhed! 
Naar han kaster ned deres (Fjendernes?) Aasyn, vende ålle Kroko- 
diller tilbage. Floden stiger, Nilen svulmer i Overflod ved Jevn- 
døgnets Begyndelse fra Maanens Opgangs Time. Guderne ere glade, 
opmuntrede og fornøiede .... Læg vel Mærke dertil!" 


1 D.e. Dit Blik gaar videre end til Stjernerne. 

2 Solguden; Ægyptens Konge skal i alle Lande nyde samme Anseelse 
som Solen. 

2 Om denne Samling se ovenfor S. 231. 

£ Sallier I, 8. 8 L. 7 ff. (Select Papyrus pl. VI). 


903 

Vi maa endnu omtale", at der i Slutningen af et Brev fra 
Skriveren Amon-m-ap til en anden Skriver Pen-ba-sa læses en 
Forherligelse af den samme Konge. Aktstykket bærer ingen Datum, 
men tilhører uden Tvivl Mer-n-Ptal's Regjeringstid. Den Om- 
stændighed, at Rameses II. omtales i Stykket — rigtignok kun 
middelbart, idet der nemlig tales om hans Slot i On (Heliopolis) 
— kunde maaske tyde hen paa, at Rameses II. endnu levede, da 
Brevet blev skrevet, og at Mer-n-Ptah dengang kun var sin Faders 
Medregent. 

Brevet vil omtrent kunne oversættes paa følgende Maade: 

»Skriveren Amon-m-ap siger til Skriveren Pen-ba-sa: Lad 
dette Brev, naar det kommer til Dig, da give Dig følgende 
Underretning; Saasnart mit Brev naar Dig, skal Du af Metal- 
skriveren At lade Dig give 50, ja lad det kun være 100 Pund, 
Jern?, alt i Forhold til Antallet af Tjenerne? i Rameses Mer- Amons 
Slot i On (Heliopolis), med Bud at uddele det til Arbeidsfolkene 
hurtigt til den Time, da Ba-n-Ra Mer- Amon, 


ER mas ON Pm ALS, 
CX då WWW VW 


på (TTVE) mensh ta ("gt) zaba (R37) n (€1) kenken 


(han), Skibet, Hæren med — Seiren, 
& md" — LORAS åd: 
pa (re) nenu mn ( ct) smam agri (?) (-=39)" 
Vaabnet, som nedlægger Hebraierne, 


! Sidste Brev i Samlingen Papyrus Anastasi III. i London S. 6 L. 11 
til 8. 8 L. 2. Det er udgivet i Select Papyrus pl. LXXIX—LXXXI; 
sign. Goodwin, Ateratic Papyrs i Cambridge Essays IV, 8. 255—256 
London 1858. 

2 Jern anvendtes ligesom i de homeriske Tider til Agerdyrkningsredskaber 
Derimod synes Bronze endnu paa Rameses IL's Tid ofte at være 
bleven anvendt til Vaaben ligesom til Økser og Knive. Kjendskaben 
til Jern er imidlertid meget gammel i Ægypten. 

2 Ægyptisk: smat (Markarbeidere); se nedenfor $ 80. 

+ Uheldigvis er dette Ord meget edelagt i Texten, saaledes at Restitu- 
. tionen ikke kan ansés for fuldstændsg sikker. 


904 


< in oe a EAN PORN N [jk 
på (WE) nen n(f4) tet ((TOTY) hai - (4) m men (P) 
(med) Vaabnet . i  Haanden, drager frem fra Stedet, 


ON N le 


mess (£2EC) -f (+) m an (7N) 
hvor han fødtes i On (Heliopolis). 

Derpaa vedbliver Texten som følger: 

»Du, som er draget ud og har seiret over alle Lande! 
Saare skjøn er den Dag, Du kommer; saare skjen er Din Tales 
Stemme, naar Du bygger Rameses IL's Hus, dér, hvor hvert 
Land (d. e. hvert Folk) og hver Egu kommer; dér, hvor der sés 
straalende Klæder, Kar af Lapis-Lazuli og Messing, den Plads, 
hvor Dine Krigsfolk øve sig, hvor Dit Fodfolk mønstrer, Pladsen, 
hvor Dine Skippere lægge til med deres Fartøier og bringe Tri- . 
buter. Heøilovet være Du, naar Du nærmer Dig til Dine Slaver.... 
naar de beskue Fyrsten, som staar og strider, imedens Fjenderne 
ikke holde Stand for ham, fordi de frygte. Vi ere Dine Skab- 
ninger. O Ba-n-Ra Mer-Amon, Du er evig, Du er evig, Du er 
opreist paa Din Fader Ra's Throne". 

Af dette Brev synes det at fremgaa, at Kong Ba-n-Ra 
Mer-n-Ptah har fulgt sin Fader Rameses II's Fremgangsmaade 
imod det fremmede Folk Abri eller Iori, og at den Behandling, 
det maatte lide, har vundet almindelig Bifald i Landet. Men 
ifølge en Række Aktstykker, der komme til os fra andre Sider, 
have Ægypterne neppe ret længe kunnet glæde sig over den Nytte, 
Landet havde af disse Fremmede, idet de nemlig uden Tvivl 
allerede i denne Konges Tid ere dragne bort fra Ægypten, hvor- 
til endvidere kom, at Landet samtidig var Skuepladsen for Be- 
givenheder, der vare alt Andet end heldige for Ægypterne. 


! Efter disse Ord læses (Linie 10—11) en Sætning, der afslutter Pa- 
pyrus'en, og hvori man læser Navnet Amon-m-ap(t) og Datoen Aar I. 
Uheldigvis ere de to Linier ikke fuldstændigt bevarede. 


905 


Som ovenfor udviklet", foregik der nemlig, — efter hvad der 
fremlyser af flere hellenistiske Historikere, — under denne Konge en 
Udvandring fra Ægypten til Iudaia af endel Mennesker, der, efter 
hvad der fortælles hos en af disse Forfattere, hidtil, i al Fald 
for en Del, havde været anvendte som Arbeidere é Stenbrud 0. 
desl.? Forud for denne Udvandring — Israels Børns Udtog af 
Ægyptens Land — var, som det ligeledes fremgaar af disse For- 
fattere, Ægypten bleven hjemsøgt af Ulykker eller mindre heldige 
Begivenheder, der aabenbart have været Anledningen til, at de om- 
talte Folk fjernedes fra Landet?. De Forfattere, hvorfra disse 
Efterretninger komme til og, ere vel ikke meget paalidelige, hvad 
Ænkeltheder angaar", og begaa ofte Forvekslinger 0. desl., men at 
disse Begivenheder virkeligt henhøre til Rameses IL's Efterfølgers 
Regjeringstid, kan dog neppe betvivles. En vægtig Grund herfor 
afgiver ogsaa den Omstændighed, at der i et af Aktstykkerne tales 
om Indfald af Fjender i ÆgyptenS, Et saadant Indfald fandt, 
som vi have sét?, netop Sted under Ba-n-Ra Mer-n-Ptah, men 
ellers forefaldt saadanne fjendlige Indfald kun yderst sjældent i 
Ægyptens ældre Historie. 

Da de samtidige Mindesmærker, som let forklarligt, ere 
ganske tause om disse Begivenheder, og da de Meddelelser, vi 
finde hos senere Forfattere, som nylig bemærket, ikke uden Videre 
kunne benyttes, er det en Selvfølge, at vi underkaste disse Efter- 


Se ovenfor 8. 153 ff. 

Se Jos., C. 4p. I, 26. 

Se ovenfor 8. 158. 

Se ovenfor 8. 154 og 8. 111 fl. 

Fjenderne kaldes rigtignok Hyrder, men man maa ikke lægge for stor 
Vægt paa dette Udtryk. "Til noget Indfald af Hyrder, d. e. Asiater, 
i dette Tidsrum finde vi intet Spor. Imidlertid kunne vi let forklare, 
hvorledes Aktstykkerne her have indført Navnet Hyrder, thi disse 
Folks Indfald var en almindelig bekjendt Begivenhed, ja maaske var 
ogsaa dette snart efter Rameses II's Ded indtrufne fjendtlige Indfald 
i Ægyptens Aarbeger og Nationalhistorier sammenlignet med Hyr- 
dernes Indfald i Landet i fordums Dage. 

£ Se ovenfor 8. 890 fr. 


Ra åd Bd MM mm 


906 


retninger en nøie Prøvelse og søge at gjennemskue det Dække, 
hvormed ægyptisk Nationalstolthed har tilhyllet disse Tildragelser. 
Vi maa dernæst tillige søge, saavidt muligt, at skimte de Bevæg- 
grunde, der have ledet Ægyptens Styrere ved deres Optræden 
under disse Forhold. 

Hvad angaar de mindre heldige Omstændigheder, der gik 
forud for Udvandringen, da har det ingen videre Sandsynlighed, 
at det Hele, som Khairemon fortæller", har indskrænket sig ti, 
at Kongen havde havt et ubehageligt Syn, eller, som den mane- 
thoiske Forfatter hos Iosepos? fortæller, at han ikke kunde faa 
en Aabenbarelse eller et Orakelsvar, da han søgte et saadant. De 
Begivenheder, der gav Anledning til de omtalte Folks Fjernelse; 
maa have været af alvorligere Art, som det ogsaa antydes af Lysi- 
makhos3, Thi ellers havde Ægypterne sikkert ikke givet Slip paa 
Folk, der kunde gjøre god Nytte ved at arbeide i Stenbrud 0. s. v. 
Mindesmærkerne tale netop om, at Kongerne stræbte at skaffe sig 
Arbeidsfolk udenlandsfra ved at føre slagne Fjender og Krigs- 
fanger til Ægypten", hvor de da bleve tvungne til at forrette 
strængt Arbeide, og i Fredstraktaten med Nordsyrerne (Khetta) 
findes en Artikel, hvori begge Folk forlange bort/lygtede Arbeids- 
folk udleverede. Ægypterne droge altsaa Omsorg for, at deres 
Arbeidere forbleve i Landet, og det er derfor ikke sandsynligt, 
at de have ladet saa mange Arbeidere drage bort, medmindre de 
i Forveien vare blevne ængstede af haarde Ulykker. Men naar 
Landet hjemsøgtes af haarde Tilskikkelser, var det ganske natur- 
ligt, at man har paalagt sig selv en Bod eller desl. for at stille 
Guderne tilfreds, og det er ikke usandsynligt, at man har skilt 
sig af med sine fremmede Arbeidsfolk i den Tanke, at deres Op- 
hold paa Ægyptens hellige Jordbund kunde være Landets Guddomme 


Jos., C. Ap. I, 32. 
Jos., C. Ap. I, 26. 
Jos., C. Ap. I, 34. 
Se. ovenfor 8. 840, 844 og 878 fr. 
Se ovenfor 8. 582—584 og 8. 859. 





907 


imod, og i det Haab, at disse Fremmedes Fjernelse vilde forsone 
Guderne og bringe dem til at lade Ulykkerne høre op!. 

Det næste Spørgsmaal bliver nu: ÅAvorfor haabede Ægypterne 
netop, at Forjagelsen af disse Folk vilde bringe Ulykkerne til at 
holde op og forsone Landets forternede Guddomme? Hertil svare 
de omtalte Forfattere, at Grunden laa deri, at de Folk, som 
fjernedes under denne Konge, bestode af Spedalske?. Dette er 
imidlertid meget lidet sandsynligt; thi hvor stor Magt end Kongen 
besad, saa er det dog et Spørgsmaal, om han kunde tage ægyp- 
tiske Borgere, der bleve angrebne af Spedalskhed, -og tvinge dem 
til at arbeide i Stenbrud. En saadan Fremgangsmaade vilde 
have vakt megen Forbittrelse og Mignøie. Sligt Arbeide udførtes, 
desuden, som vi have sét, i Amonsønnernes og Rasønnernes Tidsrum 
enten af Krigsfanger eller af fremmede Folk, der levede i Landet, 
og ikke af frie Ægyptere med fuld Borgerretål 

Hertil kommer endnu, at Fortællingen om de bortdragne 
Folks Spedalskhed, som ovenfor udviklet", uden Tvivl er opfundet 
af Ægyptens senere Historikere, for at fremkalde den Forestilling 
hos Læserne, at de Begivenheder, der havde ledsaget og foran- 
lediget Fjernelsen af disse Folk, ikke havde været saa ulykkelige, 
som man maatte antage, naar man læste en uhildet Fremstilling 
af dem; og i Virkeligheden vil man ogsaa finde, at den ældste 
Forfatter, som taler om Israeliternes Forfædres Udvandring fra 
Ægypten, Hekataios fra Abdera, slet ikke anfører Noget om, at de 
vare spedalske ellør deslige. Han siger derimod, at de Mennesker, 
der dengang fordreves fra Ægypten, dyrkede fremmede Guder. 

At Grunden til deres Fjernelse navnlig maa søges i denne 
Omstændighed, kan neppe betvivles; men efter al Sandsynlighed 
var Religionsforskjellen ikke den eneste Forskjel imellem de 


De ovenfor 8. 878 ff. omtalte Apri vare aabenbart Fremmede. 

Jos., C. Ap. I, 26. 

Se ovenfor 8. 844 og S. 878 fr. 

Se ovenfor 8. 116 fr. . 

Se ovenfor S. 104 og 142. Stedet findes Diodor, Bibl, Hist. XL, 8. 


2 Mm aa W. om 





908 


fjernede Folk og det store Flertal af det ægyptiske Folk. Ai 
dyrke fremmede Guder faldt ikke ret let en Ægypter af ublandet 
Herkomst ind!, men derimod var det jo naturligt, at Fremmede, 
der havde taget Ophold i Ægypten”, her vedbleve at dyrke deres 
egne Guder, enten udelukkende eller ved Siden af de ægyptiske. 
Altsaa, med andre Ord, de Folk, der ved dette Tidspunkt ud- 
vandrede af Ægypten, og som havde tiltrukket sig Opmærksomhed 
ved deres afvigende Gudsdyrkelse, vare, é al Fald for en Del, af 
fremmed, ikke-ægyptisk Herkomst?, Da forskjellige Ulykker rammede 
Landet under denne Konge og man anstillede Undersøgelser om 


Der indførtes vel undertiden paa enkelte Steder en eller anden frem- 
med Gud; saaledes dyrkedes Astarte (den fremmede Aphrodite) i Mem- 
phis (Her. Il, 112 ff.); Bes, en arabisk Gud, i Antaiopolis 0. s. v.; 
men ingen af dem spillede nogen fremtrædende Rolle, og de dyrkedes 
kun ved Siden af de ægyptiske Guddomme. 

At der fandtes endel Fremmede i Ægypten i ældre Tider, fremgaar 
af flere Omstændigheder. Vi have ovenfor sét de ægyptiske Akt- 
stykker tale om, at Krigsfanger fra fremmede Lande førtes til Ægyp- 
ten; se ovenfor S. 840 og 844; andre Aktstykker tale om Slaver af 
fremmed Herkomst (se Chabas, Melanges III, 8. 226 ff. (1870) og Forf. 
åIndledn. t. Syr. 8. 40 Anmk. 1). Endelig omtales fremmede Stammer som 
opholdende sig i Landet siden Rameses II's Dage; se ovenfor S. 878 fi. 
Hekataios" Fortælling afgiver et oplysende Exempel paa, hvorledes 
Hellenerne overalt segte Tilknytningspunkter for de af deres gamle 
Sagn, der bererte Østerlandene, og viser, hvad Skikkelse disse hellensk- 
østerlandske Sagn havde faaet paa Alexandros den Stores Tid. He- 
kataios fik at vide, at under en ældre ægyptisk Konge. vare endel 
Folk udvandrede fra Ægypten, og at deres Efterkommere boede i ludaia. 
Hekataios og formodentlig, foruden ham, de fleste af hans Samtidige, 
mente, at den ældgamle Udvandring fra Ægypten til Hellas, hvorom 
flere græske Sagn talede, maatte være den samme Udvandring, og 
de tillode sig derfor at omdanne Sagnet saaledes, at Blomsten af de 
Bortdragende var gaaet til Hellas (of uåv åæspavtsraror xal ågn0rsx0- 
tarot) og Bærmen (åd åt xolvg Asog) til Iudaia (Diod., Bibl. Hist. XL, 8). 
I de følgende Aarhundreder gik man videre og mente at gjenfinde 
Danaos og hans Broder Aigyptos i den aigyptiske Kongerække; saaledes 
fremstilles f. Ex. Sagen i det Udtog af Manetho, som Iosepos be- 
nyttede (Jos., C. Ap. I, 15). At man allerede hos Manetho selv har 
kunnet finde samme Opfattelse, er efter vor Mening ikke videre 
sandsynligt. 


909 


hvad der kunde være Grunden til disse, kom man til det Resultat, 
at det var disse fremmede Folks Ophold i Landet og deres frem- 
mede Gudsdyrkelse, der maatte være Ægyptens Guder imod, hvor- 
for man fjernede disse Folk. At Begivenhederne i det Væsent- 
lige ere gaaede saaledes til, eller med andre Ord, at Ægypterne 
selv have fundet paa at søge Oprindelsen til Ulykkerne i disse 
Fremmedes Tilstedeværelse i Landet, og at de derfor fjernede dem, 
er ikke usandsynligt; men dette udelukker ikke Afuligheden af, at 
andre Omstændigheder kunne have været medvirkende til at hen- 
lede Opmærksomheden paa dem. Saaledes er det navnlig ikke 
umuligt, at de Mennesker, der fjernedes, allerførst saa at sige 
selv have givet Ægypterne Anvisning paa sig som Aarsag til 
Ulykkerne 0. s. v. Det er ikke utænkeligt, at de oftere havde 
anmodet Ægyptens Herrer om Tilladelse til at forlade Landet, 
men at deres Anmodning bestandig blev afslaaet saalænge, indtil 
en Række ind over Landet brydende Ulykker vakte Folkets Styreres 
Opmærksomhed og tilsidst bragte dem paa den Tanke, at disse 
fremmede Folks Ophold i Landet maaske var Ægyptens Guder imod, 
og at man derfor gjorde bedst i at indvillige i deres Begjæring; 
Ulykkerne vilde maaske holde op, naar disse Folk først vare borte. 
Den Behandling, som disse under denne Konge fra Ægypten bort- 
dragende Folk havde maattet lide i den sidste Tid af deres Op- 
hold i Ægypten", var jo en naturlig Aarsag til, at der hos dem, 
eller i al Fald hos en Del af dem, var opstaaet Ønsker om at 
forlade Landet og Lyst til at søge et nyt Hjem i fremmede Egne. 

At de fra ægyptiske Kilder stammende Aktstykker, i hvilke 
der tales om disse Folks Udvandring, ikke give nogensomhelst 
Antydning af, at der hos de bortsendte Folk, eller hos en 
Del af dem, havde været et Ønske tilstede om at komme bort 
fra Ægypten, — har ingen Betydning med Hensyn til Spørgs- 
maalet, om de bortdragende Folk selv først vare komne paa den 
Tanke at forlade Landet eller ikke. Det maatte jo være saavel 


? Jos., C. 4p. I, 26, sign. I, 34. 


910 


Ægyptens hellenistiske Historikere som de Forfattere, der atter øste 
af dem, en aldeles ligegyldig Sag, om de ved denne Leilighed 
fjernede Folk forlod Ægypten med Glæde eller Sorg, om de vilde 
have foretrukket Trældom i Ægypten for den uvisse Lod, der ventede 
dem i Ægyptens Nabolande, naar de fjernedes fra dette Land. 

Om de nærmere Omstændigheder ved denne Udvandring, som 
havde til Følge, at det sydlige Syrien i det Mindste for en Del 
fik en ny Befolkning, faa vi naturligvis ingen sikkre Oplysninger 
af de her omtalte ikke-israelitiske Meddelelser; dertil ere de alt- 
for kortfattede, og dertil er deres oprindelige Kjerne i Tidens Løb 
altfor meget bleven omdannet". Imidlertid vil man dog 86, at de 
Resultater, hvortil man kommer ved en uhildet Betragtning af de 
os efterladte, ikke-bibelske Efterretninger om Israeliternes For- 
fædres Udgang af Ægypten, stemme ret vel overens med Biblens 
Fremstilling af disse Begivenheder ?. 


1 Se ovenfor S. 153 ff. 

2 Efter den israelitiske Overlevering skal — ganske som efter de 
ikke-israelitiske Efterretninger — Ægypten, kort fer Israels: Forfædres 
Udvandring være bleven hjemsøgt af svare Ulykker (de ti Plager), og 
disse skulle, efter Folkets Overlevering, ligesom efter de fra ægyptisk 
Kilde stammende Efterretninger, have været Aarsag til, at Ægypterne 
tilsidst lod Israeliterne drage bort; men der er den Forskjel, at Pharao, 
efter at have givet denne Tilladelse, ifelge Biblen skal have bestemt 
sig om og være sat efter dem med en betydelig Styrke for at fere dem 
tilbage til Landet; han skal have indhentet dem paa det røde Havs 
Bredder og være omkommet i Dybet med sin Hær (Ezod. 14, 5—15, 
21). Ifølge de Antydninger, der i enkelte Aktstykker gives af Me- 
nephthas (Sfer-n-Ptahs) Karakter, er det ikke usandsynligt, at han 
pludseligt har bestemt sig om og søgt at føre de nyttige Trælfolk 
tilbage. At der ingen Antydning gives i de ikke-israelitiske Med- 
delelser, vi have, beviser Intet, da disse naturligvis saa lidt som muligt 
tale om ulykkelige Begivenheder. Den Omstændighed, at der i Biblen 
ikke gives nogen Antydning af, at man fra ægyptisk Side har lagt 
Hindringer i Veien for Israeliternes Ophold i Nordarabiens Sletter, 
kan ikke benyttes som Bevis for, at de havde havt Ægypternes Minde 
til at udvandre og opholde sig her — hvorved Fortællingen (Ær. 14, 
5— 15, 21) vilde blive til Digt —, thi under Kampene med Libyerne 
havde Ægypterne uden Tvivl trukket deres Tropper bort fra det est- 
lige Ægypten og fra Nordarabiens Stepper, og selv efter deres Seire 


911 


Inden vi forlade denne Konge, maa vi endnu dvæle et Par 
Øieblikke ved Herodots Bemærkninger om ham!. Hos denne For- 
fatter siges det udtrykkeligt, at Sesostris' Søn Pheros (eller Pheron) 
ingen Felttog foretog sig, og der omtales desuden en Række hejst 
snurige Tildragelser, som skulle være hændede under. hans Re- 
gjering. Disse Tildragelser kunne imidlertid aabenbart ikke være 
foregaaede, saaledes som de fortælles; de maa enten være rent 
opdigtede, eller ogsaa maa der bag dem skjule sig andre — natur- 
ligvis lidet lykkelige Begivenheder; thi heldige Tildragelser vilde 
Overleveringen naturligvis ikke have omdannet. Det Sidste fore- 
kommer os det Sandsynligste?”, uden at vi dog driste os til at be- 
stemme, hvori disse Ulykker bestode; og vi kunne saaledes i et- 
hvert Tilfælde fra Herodot hente en Bekræftelse paa det Resultat, 
vi her have uddraget af de hellenistiske Historikere, nemlig at 
Ægypten i denne Konges Tid — umiddelbart før Fjernelsen fra 
Landet af endel Undersaatter, der formodentlig vare af fremmed 
Herkomst, — er bleven hjemsøgt af forskjellige Ulykker. 


Vi have ingen ægyptiske. Aktstykker, hvori Ba-n-Ra Mer-n- Ægypten under 
Ptlah's nærmeste Efterfølgere ere opførte i deres Rækkefølge; MermPiats 


følgere, 





have de neppe undladt at holde deres hele Krigstyrke paa Landets 
Vestgrændse. Det var uden Tvivl dette Tidspunkt, som Moses be- 
nyttede til at optræde med Anmodninger til den ægyptiske Regjering 
om at lade Folket drage bort (Erzod. 6, 26 ff... Under 2a-n-Ra 
Mer-n-Plakh's Sen, Seti IL, finde vi rigtignok Ægypterne i Besiddelse 
af Oaserne i Nordarabiens Stepper, og vi sé Besætninger af Krigs- 
folk ligge i disse Egne (se Select Papyrus pl. CXXII, 1. 2 ff. slgn. 
ovenfor & 50 8. 613 Anmrk. 2); men dette udelukker dog ingen- 
lunde, at Israeliterne imod Ægypternes Villie have forladt Ægypten 
og taget Ophold i Nordarabien, thi det er muligt, at Seti II. har 
regjeret samtidigt med Afer-n-Ptah, der foerst kom paa Thronen i en 
meget fremrykket Alder. Det var maaske Seti II's Førstefødte, der 
bortreves af Herren Natten fer Udtoget (Ezod. 12,29). At Menephtha 
eller Seti selv har vovet sig ud paa Havbunden og er druknet der, 
kan med god Grund betvivles. Slgn. Forf. åndledn. til Syr. 8. 193. 

1! Her. II, 111. 

2 En lærerig Paavisning af Oprindelsen til en af Herodots snurrige 
Fortællinger er givet af Birch, se hans Undersegelser om Rampsinit 
i Revue archéol., nouvelle série XII, 8. 56—65. (Mai 1865). 


912 


Mindesmærker og Indskrifter fra disse Kongers Regjeringstid ere 
ligeledes sjældne, og vi have med Hensyn til deres indbyrdes For- 
hold ikke synderligt Andet at rette os efter end den Maade, hvorpaa 
de have behandlet hinandens Mindesmærker!. I Indskrifter paa 
Mindesmærker fra dette Tidsrum, navnlig i Gravindskrifter, finder 
man nemlig, at Navnene paa nogle af disse Konger ere udmetslede, 
og at andre Konger have indsat deres Navn istedet, imedens man 
atter andre Steder sér disse sidste Kongers Navne udmeislede for 
at give Plads for andre”. Man kan heraf med fuld Sikkerhed 
slutte, at Ægypten i dette Tidsrum har været Skueplads for Thron- 
revolutioner, ja formodentlig ogsaa for Borgerkrige, imedens samtidig 
hermed, som det fremgaar af udtrykkelige Meddelelser i et hi- 
storisk Aktstykke fra dette Tidsrum, fremmede Folk atter faldt ind 
i Landet og afstedkom mange Ulykker. Udvandringen af de Spe- 
dalske, d. v. 8. af Israeliterne, var saaledes meget langt fra at 
danne Indledningen til et nyt glimrende Tidsrum for Ægypten; 
tvertimod var det fra dette Tidspunkt af, at Landet ret for Alvor 
gik tilbage, og vi kunne derfor let forstaa, at den senere Tids 
Ægyptere ikke gjerne dvælede ved disse Begivenheder. 


$ 67. Rigtignok lykkedes det en Konge Rameses Hak On (d. e. 


Rameses Il. og Rameses III.) at forjage de Fremmede og atter bringe Ro og 
pm det ty. Orden tilbage i Riget, saa at Landet hurtigt blomstrede op og de 


vende Dynasti). kongelige Skatkamre fyldtes". Men uagtet Rameses III. sikkrede 


! Mindesmærker findes Lepsius, Denkmåler III, 220 fr. 

2 Efter Menephtha fulgte hans Sen Seti II., der har efterladt sig et 
Par Mindesmærker. Hvorlænge han har regjeret, er ubekjendt; maaske 
var han en Tidlang sin Faders Medregent (se ovenfor 8. 911 Anmk. 2). 
Til en anden Linie herte uden Tvivl Sa-ptah og hans Dronning 
Ta-usiri. Siden kom en Konge Nekht-Set og Amonmess. Flere af 
disse Konger omtales i Manethos Udtog (Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 
8. 589). 

3: Papyrus Harris (se om denne ovenfor 8. 189 med Anmrk. 8), se 
Chabas, Papyrus Magique Harris 8. 55. 

£ Hos Herodot (II, 121 ff.) kaldes Rameses JIM: Rampsinit den Rige. 


913 


Landets Grændser ved heldige Tog til Nabolandene, navnlig til 
Libyen og Syrien! — i hvilket sidste Land Kampen førtes, for- 
uden med Syriens tidligere Beboere, tillige med flere nylig indkomne 


Folk, deriblandt Folket Pulista EO)D)YA SJ I Philisterne, 


— saa bleve dog Forholdene i Ægypten ikke saa faste og rolige 
som tidligere; ja Landet kom neppe engang til at nyde en uaf- 
brudt Lykke og Ro igjennem hele den Menneskealder, i hvilken 
Rameses III. var Landets Kunge. Roden til de Ulykker, der 
nylig havde hjemsøgt Landet, var nemlig efter al Sandsynlighed 
neppe ganske udryddet, saaledes at der, naar en Leilighed frem- 
bød sig, hurtigt kunde fremspire nye Forviklinger. Den turingske 
juridiske Papyrus? lader saaledes formode, at der ved Hoffet er 
bleven indgaaet farlige Sammensværgelser, som have beredet ham 
mange Vanskeligheder, og hertil sluttede der sig maaske større 
Rystelser, hvorom vi nu ingen paalidelige Vidnesbyrd besidde, ja 
hvortil muligvis ikke engang nogen Hentydning er bevaret. 
Rameses III. opførte som sine Forgængere flere pragtfulde 
Bygninger saaledes blandt Andet et nyt Palads i den Del af 
Theben, man kalder Medinet-abu, hvor man endnu finder stor- 
artede Levninger af disse Bygninger". Materialet hentedes fra 
Stenbruddene i Silsilis?, Væggene i disse Bygninger ere prydede 
med Billeder og Texter, der fortælle om Rameses III's Krigstog, 
men uden at give en sammenhængende Fremstilling af den Del af 
hans Regjerings Historie, hvori disse lykkelige Begivenheder ere 
indfaldne. Imidlertid ere flere Indskrifler daterede, hvorved vi 


1 Se ovenfor & 50 S. 680 £ 

Den juridiske Papyrus i Turin er udgivet med Oversættelse og For- 

tolkning af Devéria i Journal Asiatique siriåme série VI 8. 88 ff.; S. 

831 ff., VIII, 8. 154 ff. (1864—65); sign. ovenfor 8. 225 Anmk. 8. 

2 Herodots Fortælling om Tyveriet i Rampsinits Skatkammer, Her. I, 
121, er maaske en Omdannelse af Minder om slige ulykkelige Be- 
givenheder. 

$ Sign. Forfatterens Reise 8. 230; Brugsch, Histoire d' Égypte 8. 183 ff. 

5. Champollion, Lettres no. XI, 8. 188. 

58 


914 


erholde Midler til at bestemme, i hvilke af Rameses III's Re- 
gjeringsaar!? de ovenfor berørte Tog til Nabolandene ere indfaldne”. 

En Indskrift fra hans femte Aar? findes saaledes midt iblandt 
en Række Billeder, som ifølge de dem ledsagende oplysende Texter 
forherlige Rameses' Seire over libyske Folk. Man.tør heraf slutte, 
at de Kampe med disse Folk, hvorom disse Mindesmærker fortælle, 
have tilhørt hans femte Regjeringsaar. 

En anden Indskrift omtaler hans ottende og niende Regje- 
ringsaar, i hvilke der altsaa synes at være foretaget nye heldige 
Tog, og det atter til Libyen. Formodentlig har Rameses III. om- 
trent i de samme Aar, foretaget et eller flere af de Krigstog til 
Syrien, hvorom der fortælles paa Mindesmærkerne, og hvori han efter 
disses Angivelse beseirede Syriens Hovedfolk, blandt andre: Folket 
Khetta (Khetiterne) i Nordsyrien, Folket Amurra (Amoriterne) i 
Mellemsyrien, foruden flere fremmede Stammer, der dengang havde 
begyndt at sætte sig fast i Landet5. 

Andre Indskrifter vise Datoer fra hans ellevte Regjeringsaar. 
.Man finder saaledes en Indskrift fra den første Dag af den tredie 
Maaned af Aarstiden shom (Sommeren), i hvilken der blandt Andet 
tales om Overvindelsen af Folkene Tamehu og Mashavasha?, og i 


1. Ievrigt findes der adskillige Indskrifter og Fremstillinger af Seire 
0. desl., som ikke ere daterede. 

2 Om Rameses IILl.'s store Papyrus se ovenfor 8. 189. 

32 Kampene med Libyerne tilligemed Forberedelser til Krigen fremstilles 
i en Række Billeder, ledsagede af Indskrifter. De ere afbildede af 
Rosellini, Mfonumenti Storici (M. R.) pl. CXX ff. (Datoen fra Rameses' 
femte Regjeringsaar findes pl. CXXXIX); Champollion, Monumenis 
pl. CCII ff. 

£ Sign. Brugsch, Histoire dJEgypte 8. 185 ff. 

5 De Indskrifter der fortælle om disse Seire, ere udgivne af Greene, 
Fouilles exécutées å Thebes pl. II, f£.; sign. ovenfor 8. 619 ff. 

6 Indskriften findes Dtimichen, Historische Inschriften pl. XVIII til XIX. 
Datoen læses i Col. 24. 

7 Om disse libyske Folk se ovenfor S. 514 fi. Ægypternes Tamehu er 
efter General Faidherbes Meddelelse paa den arkæologiske Congres i 
Bryssel 1872 en libysk Stamme, hvis Navn maaske endnu kan paa- 
vises i vore Dage. 


915 


en anden Indskrift!, der er dateret fra den syvende Dag i den 
anden Maaned af Aarstiden per (Vinteren) d. e. den syvende 
Mekhir, opdager man en Procession af overvundne Folk, hvoraf det 
ferstes Hjem efter de medfølgende Indskrifter er Punt, d. e., Syd- 
arabien; de følgende Folkenavne Api, Saza, Hua, Ta-sma og 
Mari ere ubekjendte, men ikke søges uden Grund i Arabien. 

I ethvert Tilfælde kan man dog af Tilstedeværelsen af Navnet 
Punt i denne Liste med ikke liden Sandsynlighed slutte, at 
Rameses III. har foretaget et Tog til Arabien eller i det Mindste 
afsluttet en Handelstraktat med Folk i dette Land. 

I Medinet-abu findes ogsaa en Indskrift fra Rameses tolvte 
Regjeringsaar?; men ingen Seirsindskrifter med senere Datoer ere 
hidtil opdagede, og man kan herefter med megen Sandsynlighed 
slutte, at Rameses III. ikke efter sit tolvte Regjeringsaar? har 
foretaget heldige Krigstog til Nabolandene. 


Efter Rameses III. fulgte en hel Række Konger af Navnet Ægypten under 
Rameses?, hvilke med Rameses III.«danne det tyvende Dynasti5, uldste Basønner 


Men de vare aabenbart kun lidet duelige Regenter, der ikke be- | XII) under 


Amonspræsterne 


kymrede sig om Andet end Nydelser og Vellevneté. Kun i én og under Pha- 


nerne af det 


Henseende lignede nogle af disse Pharaoner deres kraftigere Forfædre : ?!e Dynvsti. 
ligesom disse ønskede de at leve i deres Efterkommeres Erindring 
og sørgede i den Anledning for, at deres Navn blev indhugget 
paa deres Forfædres Mindesmærker overalt, hvor der fandtes 
en ubenyttet Plads. 

I ældre Tider havde, under kraftesløse Konger, Nomarkherne 
formodentlig tilegnet sig næsten uindskrænket Magt hver i sit 


1  Dimichen, Historische Inscriften pl. XIII. 

2 Sign. Brugsch, Histoire d' Egypte S. 192. 

3 I Apisgravene (Serapeum) findes en Indskrift fra Rameses III.'s 26de 
Regjeringsaar. 

+ 8lgn. Diod., Bibl. Hist. I, 63: Efter Rampsinit d. e. Rameses III. 
fulgte syv Slægtled af uduelige Konger. 

5 Om det tyvende Dynasti se Brugsch, Histoire d' Egypte S. 182 —211. 

. De sidste Rameses'er tog Sæde i Byen Kheb. 

58% 


916 


Landskab, idet der ingen egentlige Mellemled var imellem dem og 
Kongen. Men saaledes gik det neppe nu, thi fra Amonsennernes 
Dage var, som alt bemærket, hele Landets Bestyrelse blevet 
draget sammen i Hovedstaden, saaledes at Nomarkherne nu ikke 
let kunde hæve sig til enevældige Herrer i deres Landskaber. 
Derimod var det naturligt, at de Embedsmænd, der vare ansatte 
ved Overbestyrelsen i Hovedstaden, naar Statens Overhoved trak 
sig tilbage fra Forretningerne, kom til at udøve den egentlige 
kongelige Magt, og navnlig maatte jo Magten forene sig paa den 
Mands Haand, som forstod at tilegne sig de høieste Embeder i 
flere af Statens vigtigste Forvaltningsgrene. 1 Virkeligheden sé vi 
ogsaa en ægyptisk Embedsmand, Amonsførstepræsten, at skaffe sig 
en saadan gjennemgribende Indflydelse paa hele Statens Styrelse, ja 
efter en Tids Forløb sé vi denne Embedsmand endog at: begynde 
at tillægge sig Kongenavn, sandsynligvis fordi han fandt, at den, 
der havde kongelig Magt, ogsaa burde have Navn af Konge. Dette 
Anslag lykkedes imidlertid ikke; der reiste sig et stærkt Parti 
imod den Amonspræst, der først prøvede paa at smykke sit 
Hoved med Pharaonernes dobbelte Krone, Amonsførstepræsten Hor 
(eller Her-Hor), og hans Efterfølgere tillagde sig kun Kongenavn, 
naar de ved Ægteskab med Prindsesser af Kongehuset havde skaffet 
sig en vis Adkomst til Thronen?, 

Omtrent samtidig med Her-Hor eller Hor (Horos) sad der 
paa Pharaonernes Throne en Konge, der bar det samme Navn 
som den berømte Rameses II.: Rameses Mer-Amon, hvorfor man 
pleier at kalde ham ,,Rameses Mer-Amon II.". Han kaldes ogsaa 
efter sin Plads i Rækken: Rameses XIV. Fra denne Konges Tid 
have vi et i flere Henseender mærkeligt Aktstykke, der fandtes 
indhugget paa en Tavle i Khonsutemplet i Theben, og som derfra 
er bragt til Paris. Vi skulle her meddele en Oversættelse af 
denne Indskrift, der heldigvis er fuldstændig bevaret”. 


! Sign. Brugsch; Histoire d' Egypte 8. 215—218. 
12 'Texten er udgivet i Journal Asiatique cinquitme serie VII, (1856). 
En fuldstændig philologisk Forklaring og Oversættelse læses samme- 


917 


»Horos, Tyren, den Stærke, han, som er smykket med alle 
Diademer, og hvis Herredømme er grundfæstet som Atum's, han, 
Horos, Seirherren, som hersker med Sværdet og knuser Barba- 
rerne, Kongen over Øvre- og Nedre-Ægypten, Solen, Retfærds 
Herre, den Udkaarne af Aa, Solens Søn, som er udgaaet af hans 
Lænd, Rameses Mer-Amon, elsket af Amon-Ra, Herren over Verdens 
Throner og over Thebais' Guder. 

Den gode Gud, Atums Søn, avlet af Horos, avlet af Hor- 
makhi, Vidunderbarnet af den altstyrende Herre, Ætling af Gud, 
han, som er sin egen Moders Ægteherre, Kongen af Ægypten, 
ÆØrknernes Herre, den øverste Enehersker, alle Barbarers Herre! 

Neppe var han ude af Moders Liv, før hans Ord styrede 
Hære. Saasnart han var fremkommet af Æget, han, Tyren med 
det stærke Hjerte, satte han Alt igjennem. En Tyr er han, den 
Konge; han er en Gud, som har aabenbaret sig paa Kampens Dag, 
som Mentu, den allerstørste af Seirherrerne ligesom Nuts Sen!?. 

Da Hans Majestæt opholdt sig? i "Naharina d. e. Mesopota- 
mien? og var sysselsat med at modtage Aarets Tributer, kom 
Konger fra hele Jorden at kaste sig ned for ham og anraabe 
ham om Naade. Da Folkene begyndte at frembære deres Gaver, 
idet de bare Guld, Sølv, Lapis Lazuli, Kobber og kostbare Træ- 
stykker fra Gudernes Land” som Last paa Ryggen, og Enhver efter 
sin Rækkefølge frembar sine Tributer, kom ogsaa Kongen af 
Bakktan& at bringe sine Gaver; han stillede sin ældste Datter i første 


steds af de Rougé VIII, 8. 201—256; X, S. 112—168; XI, S. 502 
—522; XII, 8. 221—270 (Paris 1856—1858). Afhandlingen haves 
ogsaa særskilt under Titlen Étude sur une ståle égyptienne. Foruden 
denne Indskrift besidde vi adskillige andre af denne Konge. Den 
her meddelte Fortælling er altsaa ingen Legende fra Rameses II.”s Tid. 

1 D. 6. Set; se ovenfor S. 120 og S. 834 fi. 

2 Den lange Indledning vil kun sige, at det Følgende maa betragtes 
som et officielt Aktatykke. 

2 Se ovenfor S. 323. 

$ D. e. det lykkelige Arabien, se ovenfor 8. 511—512. 

5  Bakhtan synes at have hert til Mesopotamiens Omegn; man kan 
tænke paa Bahistan (Behistun), Diodors (XVII, 110) Bagistana j Persis. 


918 


Række at anraabe Hans Majestæt og benfalde ham om Naade og 
Liv. Denne Kvinde var deilig; hun behagede Kongen fremfor 
alle andre. Han valgte hende til sin første Kongelige Gemalinde 
og gav hende i Egenskab heraf Navnet: Nefr-Ra!, og ved sin 
Tilbagekomst til Keme (d. e. Ægypten) lod han gjøre for hende 
Alt, hvad der tilkommer en Dronning. 

Aar XV, den 22de Dag i den tredie Maaned af Aarstiden shom 
d. e. den 22de Epiphi, da Hans Majestæt befandt sig i Slottet i 
Vast (2), d. 6. Theben, Templernes Dronning, ifærd med at synge 
Lovsange for sin Fader, Amon-Ra, Herre over Jordens Throner i 
sin Panegyri i det sydlige Apu?, hans Hjertes Sæde; da hændte 
det sig, at for første Gang man kom at sige Kongen, at en Ud- 
sending fra Fyrsten af Bakhtan bragte rige Gaver til hans konge- 
lige Ægtefælle. Han blev ført for Kongen med sine Gaver og 
sagde paakaldende: ,Hans Majestæt! Ære være Dig Folkets Sol! 
Giv os Livet ved Din Nærværelse!" 

Da han havde udtalt sin Tilbedelse for Hang Majestæt, be- 
gyndte han saa sin Tale: Jeg kommer til Dig store Konge, 0 
min Herre, for Bint Resht's, Nefr-Ras unge Søsters Skyld. Et 
Onde har trængt sig ind i hendes Væsen; gid Eders Majestæt 
vilde sende en Mand, vel forfaren i Vidskab for at undersøge 
hende. — Kongen sagde da: ,Lad komme Helligskrivernes? 
Broderskab, de indviede i det hemmelighedsfulde Samfand i vort 
Palads!t« Da de vare komne øieblikkeligt, sagde Hans Majestæt 
til dem: ,Jeg har ladet Eder kalde for at høre det, man beder 
mig om; angiver mig iblandt Eder en Mand med forstandigt 
Hjerte, en Mester med duelige Fingre!" — Den kongelige Skriver 
Tehut-m-heb, som fremstilledes for Kongen, fik Ordre at reise til 


! Fremmede Prindsesser, der ægtede Ægyptens Konger, mastte altsaa 
ligesom Czarernes Gemalinder i Rusland, forandre deres Navn. 

2 D. e. Theben. 

32  »Hierogrammaterne". 

Disse ere Biblens mom eller. kongelige Magikere; se Gen. 41, 8 

og 24; Exod, 7, 11 føl. (algn. Dan. 1, 20 og 2, 2). 


919 


Bakhtan med Fyrstens Afsending. Da den i Vidskab vel for- 
farne Mand kom til Bakhtan, fandt han Bini-Resh besat af en 
Aand, men han fandt sig afmægtig til at fordrive den?. 

Fyrsten af Bakhtan sendte anden Gang Bud til Kongen for 
at sige ham: ,Høie Konge, o min Herre! Maatte blot Eders 
Majestæt give Ordre til, at en Gud blev bragt til Bakhtan for 
at fordrive denne Aand!" Denne nye Bøn kom til Kongen Aar 
XXVI, den Iste Pakhons under Amons Panegyri. Kongen var den- 
gang i Thebais. Kongen vendte tilbage for Khonsu, en Gud, 
rolig i sin Fuldkommenhed, for at sige ham: , Min gode Herre! 
jeg kommer atter for at bede Dig til Gunst for Fyrsten af 
Bakhtans Datter". Derpaa lod han føre Khonsu, den rolige Gud 
i sin Fuldkommenhed, til Khonsu, Thebens Raadgiver?, den store 
Gud, som jager Oprørerne paa Flugt. Hang Majestæt sagde til 
Khonsu, den store Gud i sin Fuldkommenhed: , Min gode Herre! 
Gid Du vilde vende Dit Aasyn imod Khonsu, Thebens Raadgiver, 
den store Gud, som jager Oprørerne paa Flugt, og sende ham til 
Bakhtan ved en særegen Naade!" Derpaa tilfeiede Hans Majestæt: - 
"Giv ham Din guddommelige Kraft, og jeg vil straks sende denne 
Gud, at han kan helbrede Fyrsten af Bakhtans Datter. Med den 
største Naade gav Khonsu i Theben, den rolige Gud i sin Fuld- 
kommenhed, fire Gange sin guddommelige Kraft til Khonsu, 
Thebens Raad; Kongen bød, man skulde lade Khonsu, Thebens 
Raad, reige i sit Naos med fem smaa Barker og en Vogn: tolv 
Ryttere red til Høire og Venstre. Guden kom til Bakåtan efter 
en Reise af et Aar og fem Maaneder. Fyrsten af Bakkhtan kom 
med sine Krigsfolk og sine Hevdinge Khonsu, Thebens Raadgiver, 
imede, kastede sig ned paa Jorden og sagde: ,Du kommer til os, 


1! Læren om Besættelser af onde Aander er altsaa langt ældre end det 
nye Testamentes Tid. 

2 Dette var en underordnet Form af Khonsu, et Gudebillede der 
brugtes til Beseg og Processioner. 

2 I Ægypten befordredes Gudebillederne altid paa Barker. Ved flere 
Festligheder bæres de rundt i Procession. 

£. Man 8sér heraf, at Bakåtan laa langt fra Ægypten. 


920 


Du stiger ned hos os, efter Bud af Kongen af Ægypten, han, 
Solen, Retfærds Herre, Gud Ra's Udkaarne". 

Saasnart Guden kom til Bint-Reshts Bolig og han havde 
meddelt hende sin Kraft, blev hun øieblikkelig lindret. 

Aanden, som boede i hende, sagde i Nærværelse af Khonsu, 
Thebens Raad": ,,Vær velkommen, store Gud, som jager Oprørerne 
paa Flugt! Byen Bakhtan er for Dig. Dets Folk ere Dine Slaver; 
jeg selv er Din Slave! Jeg vil trække mig tilbage til de Steder, 
hvorfra jeg er kommen for at tilfredsstille Dit Hjerte i Anled- 
ning af Din Reise. Gid Eders Majestæt vilde byde en Fest at 
holdes til min Ære ved Fyrsten af Bakhtan!+ 

Guden var saa nedladende at sige ved sin Prophet: ,, Det bør 
sig, at Bakhtans Fyrste bringer en rig Offergave for denne Aand". 
Under disse Begivenheder, imedens Khonsu, Thebens Raadgiver, 
samtalede med Aanden, stod Fyrsten af Bakkhian tilligemed sin 
Hær, greben af dyb Frygt. Han lod byde rige Gaver for Khonsu 
Thebens Raadgiver, saavelsom for Aanden og heitideligholdt en 
Fest til deres Ære. Derpaa gik Aanden bort i Fred, hvorhen 
den vilde, paa Thebens Raadgiver Khonsus Bud. 

Fyrsten blev henrykt af Glæde, ligesom hele Befolkningen i 
Bakkhtan. Han sagde ved sig selv: ,Det var godt, om denne 
Gud kunde blive i Bakktan; jeg vil ikke lade ham vende hjem til 
Aigypten=. Det var tre Aar ni Maaneder, at Guden Khonsu for- 
blev i Bakhtan. Da hændte det sig, at Fyrsten, da han laa i sin 
Seng, troede at: så ham forlade sit Naos: han havde Skikkelse af 
en Guld-Spurvehøg og hævede sig imod Himlen i Retning imod 
Ægypten. Da Fyrsten vaagnede, følte han sig [ængstelig tilmode]; 
han sagde til Præsten for Khonsu, Thebens Raadgiver: , Guden vil 
forlade ogs og vende tilbage til Ægypten. Lad hans Vogn reise 
ti dette Land!" 

Da Bakhtans Fyrste sendte Guden bort, bød han ham rige 


1! Man sammenligne de Taler, dør tillægges de onde Aander i det nye 
Testamente! 


921 


Gaver af alleslags kostelige Ting, foruden en talrig Bedækning af 
Krigsfolk og Heste. 

Deres Tilbagereise til Ægypten var lykkelig. Khonsu, Thebens 
Raadgiver, traadte ind i Templet for Khonsu, den rolige Gud i 
sin Fuldkommenhed, og bragte ham Gaver af alle Slags, kostelige 
Gaver, som Fyrsten af Bakhtan havde givet ham: Intet beholdt 
han for sit eget Tempel. Khonsu, Thebens Raad, traadte lykkelig 
ind i sit Hjem den nittende Mekhir, i Aaret XXXIII, under 
Regjeringen af Kongen åf Ægyptens dobbelte Land, Ra, (d. e. Solen), 
Retfærdigheds Herre, Gud Ra's Udkaarne. Dette (d. e. denne 
Indskrift) har Kongen, han, som er begavet med et evigt Liv, lige- 
som Solen, ladet gjøre (d. v. 8. indhugge)". 

Af dette Aktstykke tør man ingenlunde med flere Ægypto- 
loger! slutte, at Ægyptens Konger dengang besad Herredømmet 
over Mesopotamien. Den hele Indledning vil tvertimod ikke sige 
Andet end, at Kong Rameses Mer-Amen Il. tog en asiatisk 
Prindsesse til Ægte, — Noget, der paa den Tid ikke var usæd- 
vanligt, og som atter er et Bevis paa, at Forholdet imellem 
Ægypten og Asien var fredeligt?; Pharaonerne havde altsaa nu 
ladet deres fordums Drømme om Herredømme over Asien fare! 

Amonpræsterne vare imidlertid ikke de eneste Statstjenere, 
der vidste at tilegne sig Magten i Landet. Ved Siden af dem 
rejste der sig andre Embedsmænd, som tilsidst skulde tilrive sig 
den pharaonske Værdighed og beholde den gjennem lange Tider. 

Under Kampene i Asien havde nemlig Pharaonerne taget en 
hel Del Leietropper i deres Tjeneste, og selv efterat Herredøm- 
met over Nabolandene var gaaet tabt, vedblev man i Ægypten 
at holde fremmede Krigere, idet man navnlig anvendte dem som 
Politisoldater?.  Saavel Amonspræsterne i Theben, der, som vi 


! Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 210 ff. 

2 Derom vidne bl. a. de semitiske Navne, som flere af Præste-Kongen 
Horos' (Her-hor's) nitten Senner fore. Lepsius, Denkmåler III, 247 a—b. 

3 Se ovenfor 8. 849 Anmk. 2. 

£ 8lgn. ovenfor 8. 874 med Anmk. 1. 


$ 68. 


Ægypten under 


922 


have sét, stræbte at sætte Pharaonernes Krone paa deres Hoved, 
som de Fyrster af den gamle Kongestamme, der søgte at knuse 
Amonspræsternes Magt, ligesom endelig Pharaonerne af det 21de 
Dynasti, der hævede Provindsen Tanis (Zoan) til et eget uafhæn- 
gigt Rige", maatte naturligvis støtte sig til den bevæbnede Magt. 

Men naar Hæren først fik Øinene op for, hvor stor en Magt 
den havde i Staten, saa var det let at fatte, at Krigerne og 
navnlig deres Førere tilsidst ere faldne paa at anvende denne 
deres Magt til deres egen Fordel istedetfor bestandig at lade den 
tjene Andres ærgjerrige Hensigt. I Virkeligheden synes det ogsaa, 
at Stifteren af det saakaldte toogtyvende Dynasti? har hævet; sig 
paa Pharaonernes Throne ved Hærens Hjælp. 


Stifteren af det 22de Dynasti, Seshank, (Ia II 7 


det 22de, 23de, — et Navn, der ogsaa skrives uden n: sheshak?, Sisak (Shishak) eller 


2de og 25de 
Dynasti. 


Sesonkhis, var nemlig tkke nogen ægte Ægypter, men var af fremmed, 
navnlig af asiatisk Herkomst, som det bestemt fremgaar af en for 
nylig opdaget Indskrift", og som man forlængst har antaget paa 
Grund af de mange ikke-ægyptiske, uden Tvivl babylonske Navne, 
der vare i Brug i hans Familie?. Nu er det jo næsten utænkeligt, 
at Ægypterne, som nærede saa stor Ringeagt for alle Fremmede, 
skulde af fri Vilie have kaaret en Fremmed til deres Konge: 
Sisak maa derfor nødvendigvis være bleven hævet paa Thronen 


1! Det er sandsynligt, at den Pharao, hvis Datter Salomo ægtede, til- 
hørte det 2fide Dynasti og regjerede i Tanis (Zoan). Den Konge, som 
i Davids Tid optraadte fjendtlig imod Juda (1 Kong. 12, 19 ff.), var 
maaske en Amonaferstepræst og Prindsesse Tachpenes en Ætling af 
det 20de Dynasti. Vi antage, at det enogtyvende Dynasti er bleven 
stiftet omtrent ved Aar 980 f. Kr. 

2 Om det toogtyvende Dynasti se Miller, Fragm. Hist. Gr. TI, 8. 591. 

Skrivemaaden Såishak uden www n forekommer ikke i Kongenavnene, 

men oftere i private Personers Navne. 

$ Se Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX 8. 85—86 (Juli — August 1871). 

5 Se Lepsius, Ueber die 22ste Kånigsdynastie i Abhandlungen der Aca- 
demie der Wissenschaften for Aar 18566 S. 259 fl. 


med Magt, hvad-enten han nu er bleven indsat af fremmede Ero- 
brere, eller han har benyttet sig af Omstændighederne til selv 
at svinge sig op paa Thronen. Intet Kildeskrift lader formode, at 
Ægypten i dette Tidsrum er bleven erobret af fremmede Fyrster, 
som kunde have indsat Sisak til Underkonge i Ægypten!; der 
bliver derfor intet Andet tilbage at antage, end at Sisak selv, ved 
Hjælp af den devæbnede Magt, har tilranet sig Ægyptens Konge- 
krone. I Virkeligheden sé vi ogsaa Sisaks Efterfølgere bestandig 
støtte sig til den væbnede Magt?, og vi kunne derfor ikke nære 
synderlig Tvivl om, at Sisak har været en Anfører for en Del af 
den ægyptiske Hær og at han har benyttet sig af et eller andet 
gunstigt Øieblik til at svinge sig op paa Pharaonernes Throne”, 

Antallet af Indskrifter fra det Tidsrum, da Ægypten beher- 
skedes af Konger af Sisaks Æt, er ikke ubetydeligt, men kun 
meget faa af dem kunne i strengere Forstand kaldes historiske 
Indskrifter; de fleste ere Grav- eller Votivindskrifter, der foruden 
de sædvanlige Sætninger kun indeholde Navne og Titler paa Af- 
dede og Efterlevende. Agter man imidlertid nøie paa disse Ind- 
skrifter", vil man snart faa et ret klart Indblik i Datidens Begiven- 
heder. Man vil nemlig straks opdage, at de yngre Medlemmer af 
det nye Kongehus efterhaanden kom i Besiddelse af de vigtigste 
Poster og Embeder rundt om i Landet, og at de oftere forbandt 
flere Værdigheder, hvilke ved deres Død samlede gik over til de- 
res ældste Søn. En Linie opslog sin Bolig i Memphis, en anden 


!  Assyrien,og Babylonien ere i dette Tidsrum lidet mægtige; Ægyptens 
mægtigste Nabostat er i disse Aar det israelitiske Rige, der hævedes 
til Stormagt af David og som i Salomos første Regjeringsaar endnu 
stod i sin fulde Kraft; men om nogen israelitisk Erobring af Ægyp- 
ten er der ingen Tale. 

2 De fleste af dem føre i Indskrifterne ved Siden af deres egentlige Tit- 
ler tillige Titlen ,Anferer for Mashavasha". 

32 Denne Begivenhed maa efter Biblens kronologiske Meddelelser (se 
ovenfor S. 30 Anmk. 2 ff.) være foregaaet omtrent i Aaret 949 f. Kr. 

$ Sterste Delen af Indskrifterne fra dette Tidsrum komme fra Apis- 
gravene ved Memphis (Serapeum); de fleste opbevares i Louvre. Kun 
et ringe Antal af disse Texter er hidtil blevet udgivet, 


924 


i Herakleopolis, en tredie i Letopolis 0. s. v., medens andre Med- 
lemmer af Kongehuset beklædte Værdigheden som Amons Første- 
præst i Theben. | 

Det er en Selvfølge, at Medlemmerne af Sisaks Hus ikke 
paa ganske regelmæssig Maade kunne være komne i Besiddelse af 
de indflydelsesrige Poster, som vi finde i deres Hænder; de maa, 
som vi alt have antydet, have støttet sig til den væbnede Magt; 
men denne Omstændighed maa atter have givet Anledning til an- 
dre Forviklinger og Uordner. Krigsfolkene maa tilsidst have opda- 
get, at Kongehusets Magt væsentligt beroede paa dem, og det kan 
derfor neppe betvivles, at de snart have gjort Fordring paa en Del 
af Byttet. 

Rigtignok besidde vi intet Aktstykke, der giver os Underret- 
ning hverken om Krigernes Fordringer eller om Indrømmelser til 
dem, men naar man sammenligner Forholdene i Ægypten i den 
følgende Tid efter Psametiks Dage, som vi kjende fra Hellenernes 
Meddelelser", med Forholdene i ældre Tider, under Amonsønnerne 
og Rasønnerne, som vi kjende, takket være de talrige Aktstykker, 
vi have fra dette Tidsrum, saa er det klart, at der t Mellemtiden 
maa være foregaaet store Forandringer + Landboforholdene, I æl- 
dre Tider fandtes der nemlig ingen grundbesiddende Krigere?, hvor- 
imod vi finde saadanne omtalte, ligesaa snart vi faa Efterretninger 
om ægyptiske Forhold af Hellenerne?., Med andre Ord, efter Ra- 
sønnernes Tid før Psametik maa der være foregaaet højst betyd- 
ningsfulde Omvæltninger i Fordelingen af Grundeiendommene, eller 
med andre Ord, der maa i dette Tidsrum være givet flere agra- 
riske Love. Med Hensyn til Tidspunktet for Udstedelsen af disse 
Love og for Krigerkastens Fremkomst kunne vi med størst Sand- 
synlighed nævne Aartierne straks efter Aar 800 f. Kr. 


! Se navnlig Her. I, 141 og 168, hvor der tales om, at Krigerne besad 
hver 12 Arurer Land. 

Sign. ogsaa Gen. 47, 26. 

Se Anmk. 1. 

£ Se næste Anmk. 


925 


Det er let at fatte, at disse Omordninger af Landboforhol- 
dene ikke kunne være foregaaede paa en fredelig Maade; de agra- 
riske Love maa nødvendigvis være blevne satte igjennem med 
Vold og have formodentlig givet Anledning til eller været ledsagede 
af blodige Kampe". Imidlertid vare disse Krige neppe de eneste, 
der. i dette Tidsrum foregik i Ægypten. Efter de manethoiske 
Lister maa der ved denne Tid i Tanis have hævet sig et nyt Dy- 
nasti, det 23de, hvis Fyrster efter Indskrifterne synes at have 
strakt deres Magt over større Strækninger af Ægypten, hvad der 
forudsætter en Række Borgerkrige og indbyrdes Kampe i Landet. 

Under disse Kampe kunde Ægyptens Konger ikke tænke paa 
at tilbagevinde Pharaonernes Magt over Nabolandene; kun Stifte- 
ren af det toogtyvende Dynasti, Sisak I., foretog et heldigt Tog 
til Juda, om hvis Ydmygelse der fortælles i en Indskrift i Karnak ?. 
Men Herredømmet over Juda er dog neppe blevet bevaret ret 
længe. 
Flere Indskrifter fra det toogtyvende Dynasti lære os Slægt- 


1 I Prinds Osorkons Levnetsbeskrivelse (Lepsius, Denkmåler III, 256) 
tales der gjentagne Gange om Kampe, og man sér, at Hæren spiller 
en stor Rolle, men hvori denne bestod, er det paa Grund af Textens 
mangelfulde Beskaffenhed ikke let at afgjøre. 1 denne Indskrift 
omtales (col. 7) en Fremtoning, som af Flere antages for en Maanefor- 
mørkelse. Den indtraf den 25de Dag i den fjewde Maaned af Aars- 
tiden Shom eller Sommeren (d. e. den 25de Mesori) i Osorkons 
Fader, Takelothis II's femtende Regjeringsaar. Nu vise forskjel- 
lige Aktstykker tydeligt, at denne Konge og følgelig ogsaa de Be- 
givenheder, der omtales i dette Aktstykke, maa tilhøre de sidste Aar- 
tier af det niende Aarhundrede. I Virkeligheden er netop i dette 
Tidsrum, en Maaneformørkelse indfalden paa den 25de Mesori, nemlig 
den 7de Marts 823. Er den her i Texten omtalte Fremtoning virke- 
lig en Maaneformørkelse, hvad der i ethvert Tilfælde er noget tvivl- 
somt, vil Osorkons Fader Tiglath eller Takelothis II. være bleven 
Konge i Aaret 838 f. Kr. 

? Til Minde om dette Tog indhuggedes i Karnak et Basrelief med Ind- 
skrifter, se Lepsius, Denkmåler, III, 252—253, se ovenfor S. 627 og 
nedenfor Kap. X, 8 4. 

2 Osorkon L, Sisak's Efterfølger, antages undertiden for Aithioperen 
Serak, der efter 2 Krøn. 14, 9 ff. faldt ind i Juda og blev slagen ved 
Maresa. 


926 


skabet og Tidsfølgen af de vigtigste Konger af dette Kongehus!, men 
om den Orden, hvori den nærmest følgende Tids Pharaoner ere 
fulgte paa hinanden, faa vi ikke tilforladelige Efterretninger af 
noget Aktstykke, og der hersker som Følge heraf endel Uoverens- 
stemmelser imellem Ægyptologerne. 

Vi ter dog nok antage det for det Sandsynligste, at efter 
Kong Sisak IV. af det toogtyvende Dynasti, der formodentlig er 
over to hundrede Aar yngre end Sisak I.?, gik Herredømmet over 
Memphis og en stor Del af det øvrige Ægypten over til en Konge 
Bek-n-renf, som af Hellenerne kaldes Bokkhorist, 


Ægypten under I Sargons Indskrifter omtales der ved Aaret 720 i Ægypten 


Althiopernes 
Herredømme 


Assyrernes en vis Magthaver ved Navn | DEI &——]| —TT Sab="-e", RO: 


Angreb paa 


Ægypten. der med stor Sandsynlighed antages for Sabako, den Aithioper- 
konge, der efter Hellenernes Meddelelser først gjorde sig til 
Ægyptens Herre%; og at denne Sabako virkeligt er kommet i Berø- 
ring med Assyrerne, fremgaar tilstrækkeligt deraf, at et Segl med 
hans Navn er fundet i Ninive.  Aithiopernes Indfald i Ægypten 
er saaledes indtruffet noget før Aar 720 f. Kr. Efter Manethos 
Lister falgtes Sabako I. af Sabako Il., Indskrifternes Sabataka, 
om hvem der ikke vides meget. 


1 


Kongerne synes at have fulgt paa hinanden i følgende Orden: Sisak I, 
Osorkon IL, Tiglath eller Takelothis I, Osorkon II, Sisak IL, Tiglath 
(Takelothis) Il, Sisak IIL, Pimaa og Sisak IV. 

Om Tidsregningen det toogtyvende Dynastis Tid slgu. navnlig Lep- 

sius' ovenfor 8. 922 Anmk. 5 anferte Afhandling og Lieblein i Revue 

Archéologique, nouvelle série XVIII, S. 272—292 (Oct. 1868). 

? At Sisak IV. og Bokkhoris ikke ere langt fjernede fra hinanden, 
fremgaar af den Omstændighed, at en Apis, der dede under Bokkho- 
ris, begravedes i samme Gravkammer som en under Sisak IV. ded 
Apis. De samme Apis -Gravkamre benyttedes kun igjennem et Par 
Slægtled; da udhuggedes nye Kamre, slgn. Mariette, Æenseignements 
sur les 64 Apis i Bulletin archéologique de VPAthéneum frangais 1855— 
1856.  Bokkhoris omtales af Diodor, Bibl. Hist. I, 65, 2 og i Mane- 
thos Lister, hvor han er eneste Konge af det fireogtyvende Dynasti. 

' Botta, Mfonumenis IV pl. 75 1. 5—6, slgu. pl. 145 I. 3. 

Her Il, 137 ff. og Muller, Fragm. Hist. Gr. 11, S. 592. 

S En Apis dede under hans Regjering, se Mariette L c. 


— Be. meen 


927 


En Indskrift i Gebel Barkal! lærer os at kjende en Konge 
Piankh Mer-Amon, der synes at have været Herre over Aithiopien. 
Han foretog i sit 2lde Aar et Krigstog til Ægypten, som aabenbart 
allerede før den Tid maa have været afhængigt af Aithioperne. 
Hvad Tidspunkt hans Tog tilhører, kan ikke angives med fuld 
Sikkerhed; dog synes det afgjort, at han er yngre end Sabako I. 
og II. Prtankh Mer- Amons Felttog til Ægypten tilhører sandsyn- 
ligvis Aaret 705 f. Kr. 

Ægypten var paa denne Konges Tid délt imellem en Snes 
Smaafyrster, hvoriblandt flere havde deres Sæde i de Stæder, i 
hvilke de Prindser af det 22de Dynasti, der havde opkastet sig til 
Herrer og gjort sig til kongelige Lehnsmænd over Ægyptens Pro- 
vindser, havde taget Ophold. 

Anledningen til dette Krigstog var et Oprør, som Fyrsten i 
Sais, Tafnekht?, havde gjort mod Aithbioperkongen, og som havde 
fundet saa megen Anklang i de fleste Egne af Ægypten, at det 
aithiopiske Herredømme næsten ganske var gaaet tabt 2. 

Hovedindholdet af Indskriften er i Korthed følgende: Saa- 
snart Piankh havde faaet Underretning om Tafnekhts Fremgang, 
gav han sig paa Marchen, og trængte imod Nord med sin Hær. 
I Begyndelsen fandt han ingen videre Modstand i Ægypten, men 
paa den anden Side viste Indbyggerne dog paa mange Steder et 
temmelig fjendtligt Sindelag imod ham. Flere befæstede Byer 
lukkede saaledes deres Porte og nægtede at overgive sig, hvorfor 
han efterlod en Styrke foran dem. Selv gik han frem med 
Hovedstyrken, indtil han foran Byen Su(ten) — Khenen (P) eller 


1 Mariette, Gedel Barkal pl. I—VI, slgn. de Rougé i Revue Archéol., nouv. 
série VIII, S. 94 ff. (1863). 

2 Vi kunne let fatte, at Ægyptens Historikere, saaledes Manetho (Mål- 
ler, Fragm. Hist. Gr. II 8. 592), siden, da Stephinates' (Tafnekht's) 
Ætlinge vare komne paa Thronen, have opfert denne Fyrste og hans 
Efterfølgere som Pharaoner, uagtet de kun havde været Vasaller 
(Dodekarkher). Navnet Tafnekht findes nedenfor 8. 929. 

3 Andre antage Tafnekht for Bokkhoris' Fader, der omtales af Plutarkh, 
De Iside et Osir. c. 8, og af Diodor, Bibl. Hist. I, 45. 


928 


Khennsu, d. e. Herakleopolis, traf paa alvorlig Modstand. Gjen- 
tagne Gange tilføjede han her sine Fjender et betydeligt Nederlag. 
En af de Beleiringshære, Piankh havde efterladt, var imidlertid 
mindre heldig; Kongen af Un (Hermopolis) gjorde et Udfald og 
slog den aithiopiske Hær, der indesluttede Byen; men til Gjen- 
gjæld vendte Piankh en betydelig Styrke imod Byen, som snart 
faldt i hans Hænder, hvorpaa han tog Kongen i Un, Nimrod, til 
Naade. Kongen af Herakleopolis overgav sig kort efter. 

Piankh gik nu imod Memphis, hvor Tafnekht havde efterladt 
8000 Mand, hvortil endnu kom de i Byen hjemmehørende Tropper. 
Men Piankh indtog Byen alligevel og gik derpaa videre til Helio- 
polis og Athribis, hvor han modtog Hyldning af Smaaherrerne i 
Deltaet. Kun Tafnekht fortsatte endnu i nogen Tid Kampen, 
indtil et nyt afgjørende Nederlag nedslog hans Mod. Han tilbød 
nu at underkaste sig, imod at Piankh lod ham beholde hans Di- 
strikt (Sais) under aithiopisk Heihed. Dette Forslag gik Piankh 
ind paa, og Ægypten var saaledes atter betvunget. 

Piankhs Indskrift er af stor Vigtighed for os, da den lærer 
os at kjende de fleste af de Smaariger, hvori Ægypten dengang 
var delt, og nævner os de Smaaherrer, som styrede dem. 

I Aktstykket omtales først to Fyrster, der hver beherskede sin 
Del af Mellemægypten og kaldes suten ,, Konger", nemlig: 


"I YR namrut, Nimrod, Konge af Hermopolis (Un)!, og 


mn SEK] pe-faa-bast, Pefabast, i Herakleopolis?. 
Dernæst nævnes i Fortællingen om Begyndelsen af Felttoget 

følgende to Herskere: 

Anand: => j <o> IE sheshank neb pe-ostri-neb-tet 

Sisak i Busiris?, og 


1 Han omtales Linie 6, 17, 22 og 62. Om Hermopolis (Un) se 8 71. 

2 Linie 70. Om Herakleopolis (Xhennsu) se $ 71. 

? Linie 18; slgn. nedenfor S. 930, hvor en anden Fyrste, Pimaa, nævnes 
som Hersker i denne By. 





929 


CSabææig; bak-n-nefi, Bak-n-nef, der synes at have havt 
sit Sæde i Athribis!, 

Følgende Herskere bleve betvungne efter Memphis” Fald og 
Piankhs kort efter paafelgeude Seire i Omegnen af Heliopolis: 


HEMS og 299 O Sle vasarkan m pe-bast uu n ra- 


nefr, Osorkon i Bubaste og Ra-nefr (Onuphris?);' 


SFI FED RN e Næb arput m ent 


remu ta-an, Auput i Pelusion (?) og Tan (Toni ?)"; 


DELL $ EBA <fido] seconm- 


au) -f-ankh m pe-ba-neb-tet ta-shen-ra, Ze-amon-Aufankh i Mendes 
og Tashenra (Leontopolis P)5; 


TIN Me ankh-hor m pe-tehut-aper-hehå Ankh- 


der i det nedre-ægyptiske Hermopolis'; 


5) K 1-0 Sl MEK 


mer-ka-nesha m pe-hebi m samhuti?, Mer-kalasiri? (d. e. ,Kala- 
sireranføreren") i Sebennytos, Hebi (Iseion) og Damiette' ; 


! Linie 18; se nedenfor S. 930, hvor en anden Fyrste nævnes som 
Hersker i Athribis; i de assyriske Indskrifter omtales en Bak-n-nef 
som Hersker i samme By i ÅAarene 668—666; se nedenfor S. 936. 
Han er maaske Sennesen af den her nævnte Bak-n-nef. 

2 Disse Fyrster opregnes Linie 112—114 (Mariette, Gebel Barkal 

pl. V.). Enkelte af disse Fyrster omtales i Begyndelsen af Ind- 

skriften, hvor en Del oprørske Fyrster opregnes. 

Denne Osorkon omtales Linie 112 og L. 19. 

Se nedenfor $ 74. 

Denne Auput omtales Linie 112; foruden oftere i det Foregaeende, saa- 

ledes L. 18. | 

8 Han omtales Linie 112—113; foruden i L. 18, hvor han kun kaldes: 

nFyrste af Mendes". 

7? Han var en Sen af den foran nævnte Fyrste, se L. 18; Hermopolites, 
den femtende Nomos, maa altsaa have staaet i Lehnsforhold til 
Riget Mendes, men de stedte ikke umiddelbart sammen. 

8 Linie 118. Vi have her det Ord, Hellenerne kalde xa4æcresg. 

” Om disse Steder, se nedenfor $ 72 og 8 74. 


930 


KERES AIR smav mn somt sove 
sebt-hat, Patenf i Pesputi og i den hvide Murs Pyramidestad (?)?; 
s Jiu >] pe-maa m pe ari (d. €. pe es-art, pe 
ostri), Pimaa i Busiris?; | 

ER N (00 vå Å DB nes-na-keti m ka-kem (?), Nesna- 
keti i Athribites (?)"; 

s2 NNE 270! VÅES.gso nekkt-hor-na-shennus-u m 
pe-kelil, Nekht-Hor-na-shennu i Pekalil?; 

E OK ==" pen-ta-ur, Herskerne i Ta-ur'; 





VJ Re 9 pen-ta-bekhen, Herskeren i Bekhen (?)"; 


NEDEN FN atgrrt dersom reine 


hor neb sekhem, Peti-Hor-sam-taui, Prophet for Horos, Herren af 
Letopolis, (og følgelig Hersker over Letopolis)' ; 


So MT SYNS honda m 


pe-sekhet-neb-sa pe-sekhet-neb-rehisut, Huribasa i Sa og Rehisui? 


1. Linie 113. 

2 Det Land, denne Fyrste beherskede, svarer omtrent til de gamle 
Geographers Pharbetites. 

3 Se ovenfor 9. 928 med Anmk. 3 om Sisak i Busiris. 

4 Denne Fyrste var efter Linie 18—19 en Sen af Ze-amon-Aufankh i 
Mendes og Broder til Ankh-Hor i Hermopolis. Om Athribitis se 
nedenfor $ 72. 

5 Beliggenheden af dette Sted er ubekjendt. 

S Determinativet synes at vise, at vi her (i Linie 114) ikke have det 
bekjendte Personnavn: Pentaur, men derimod en ægyptisk Sætnings- 
forbindelse, der betegner: ,den fra Byen Ta-ur", Herskeren i Byen 
Taur. 

7? Bekhen (Linie 114) har sandsynligvis ligget paa Ægyptens Østgrændse 
(maaske ved Tanis); se ovenfor S. 880. 

8 Om Letopolis se nedenfor $ 72. 

? Denne By er forskjellig fra det bekjendte Sai, Sais, hvorom nedenfor 
(8 72). Den anden her nævnte By er ligeledes ubekjendt. 


931 


ka eo | N Å v A 21 &  ze-khiau-khroti m senti-nefer, 


Zekhiau (Takhos?) i Shetnufi (P)?; 


Se (ADS AL Ran, e po-bås m ker m pe-hapi 
Pabas i Khol og Nilopolis?. 

Hertil kommer endelig den ofte nævnte: 

MW "an: Yå tafnekht, Tafnekht (Stephinates), Hersker i Byen 
Sais, Hovedmanden for Oprøret imod Aithioperne?. 

Man vil have bemærket, at flere af disse Smaaherrers Fyrste- 
sæder laa meget nær ved hinanden, hvoraf det er en Følge, at de 
af dem beherskede Landskaber ikke kan have havt stor Udstræk- 
ning. Det synes navnlig, at der i den sydlige Del af Deltaet 
har været flere Smaariger. 

Ifølge Senakheribs Annaler vare Aithioper og Ægypter ved den 
Tid, han selv nordfra faldt ind i Syrien, med en Hær rykkede ind i 
Palaistines Kystlande.- De to Hære stødte sammen ved Altaku, 
hvor Assyrerne seirede”.  Assyrerne omtale ikke Navnet paa den 
fjendlige Konge, og tale kun i Almindelighed om, at deres Mod- 
standere førtes af Kongen af Aithiopien og Kongen af Musur, d. e. 
Ægypten. Kampen stod formodentlig i Aarene 701—700 f. Kr.%. 
Efter dette Nederlag truedes Ægypten med et assyrisk Indfald, 
men reddedes uformodet, idet nemlig et stort Uheld ramte Assy- 


mm 


Om Shetnufi, Hovedstaden i den syvende Nomos, se nedenfor $ 72. 
Disse to Byer laa noget Syd for Kairo, den sidste, Nilopolis, paa 
en Ø nærmere ved Benisuef; se & 71. 
2? Se ovenfor S. 927 fi. 
£ Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 73—83; III, pl. 12 1. 23—25, se 

ovenfor i Syriens Historie 8.598 —599. 
5 Vi formode, at Piankh var Konge paa denne Tid. Dette Nederlag 
har skadet hans og Aithiopernes Anseelse i Ægypten saa meget, at 
de foreløbig have opgivet Landet og overladt det til Ægypterne selv med 
egne Kræfter at forsvare sig imod Assyrerne. Ved denne Tid synes, efter 
hvad man fortalte Herodot, Præsten Sethos at have faaet Magten i en 
Del af Ægypten og at have vidst at benytte Assyrernes Nederlag i 
Nærheden af Ægyptens Grændser til at styrke sin Magt (se Her 1, 
141) og til at tilegne sig Herredømmet over Nedre-Ægypten. 

598 e 


932 


rørnes stolte Krigshær tæt ved Ægyptens Grændser i det sydligste 
Syrien!, 

Et andet Mindesmærke fra Gebel Barkal? fortæller om, at en 
aithiopisk Konge Not Mer-Amon (Not. Miamun), eller som han i 
Almindelighed kaldes Amon To-not, foretog et seirrigt Felttog fra 
Aithiopien til Ægypten, hvor han ligeledes maatte kempe med Smaa- 
herrerne i Landet, blandt Andet med Pakrur af Pesputi?, Vi an- 
tage, at denne Begivenhed omtrent tilhører Aaret 695 f. Kr. 

Den mest bekjendte af de aithiopiske Herskere over Ægypten 
var Tarkos eller Tearko, Biblens Tirhaka, der af Ægypterne kaldes 
Taharka og af Assyrerne Tarku?, Af en Indskrift fra Psametiks 
Tid erfarer man, at Taharka har regnet sin Thronbestigelse fra et 
Tidspunkt, der laa 28 Aar tilbage i Tiden for det Aar, da Psa- 
metik var bleven Konge i Ægypten, og at han mindst har regjeret 
26 Aar. Han maa efter dette være bleven Konge omtrent i Aaret 
690 f. Kr.+. 

Om Taharkas Slægtskabsforhold til hans Forgængere vide vi 
Intet, ligesom vi heller ikke kjende noget til hans Rigers Skjæbne 
i største Delen af det Tidsrum, han beherskede Ægypten og 


1! Se Her. Il. c., sign. Esaias 37, 36 og 2 Kong. 19, 35. 

2 '"Texten findes Mariette, Gebel Barkal pl. VII, og Revue Archéol., nouv. 
série XVII pl. XI. En Oversættelse og Forklaring findes sammesteds 
S. 329 ff. (1868). Om Udtalen af Navnet se Zeitschrift får ågypt. Spr. 
IX 8. 113 Anmk. 1 (1871). Se nedenfor S. 936. 

2 Man har flere Indskrifter fra hans Tid, Lepsius, Denkmåler II, 259. 
Han omtales i Manethos Fragmenter, Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 
S. 593 og af Megasthenes (se nedenfor S. 933 Anmk. 1). 

+ Ifølge en Indskrift fra Serapeum dede der i Psametiks 20de Regje- 
ringsaar en Apis, som var fedt i Taharka's 26de Regjeringsaar, og 
som opnaaede en Alder af 21 Aar. Ifelge Biblen (-saias 37, 9 og 
2 Kong. 19, 9) skulde Tirhaka (7aharka, Tarkos) allerede have været 
Anfører for Aithioperne under Senakheribs Tog imod Hezekias i Aa- 
rene 701—700. Dette er ingenlunde umuligt; 7aAarka (Tarkos) kan 
meget vel have været Anfører paa Toget, ja han kan endog have væ- 
ret Konge af Aithiopien (Kosh) — hvad vi dog meget betvivle —, 
men Konge af Ægypten kan han ikke have været dengang. 


933 


Aithiopien!. Vi vide kun, at Riget i hans Tid, ligesom tidligere, 
endnu bestandig var delt imellem en Snes Smaaherrer, der vel 
anerkjendte ham for Overherre, men formodentlig have besiddet 
en temmelig uindskrænket Magt i deres Distrikter.  Fremdeles 
erfare vi af de assyriske Aktstykker fra Assur-bani-pals Tid, at 
Assurhaddon omtrent i Aaret 670 er falden ind i Ægypten, har 
beseiret 7arku og tvunget de Smaaherrer, der endnu vare vedblevne 
at være hans Lehnsmænd, til at hylde sig som Overherre?, 

Saasnart Assyrerne vare borte, udbrød der et nyt Oprør. 
Tarku kom tilbage og hyldedes som Konge?; men da Assur-bani- 
pal havde samlet en stor Hær og ført den ind i Ægypten, hvor 
han søirede ved en By, som Assyrerne kalde Karbanit", maatte 
Tarku atter flygte. Assur-bani-pal modtog nu Hylding af tyve 
Fyrster &, 

Imidlertid udbrød der snart et nyt Oprør, men Hovedmanden 
Neko, der som Herre af Sais og Memphis var den mægtigste af 
de ægyptiske Lehnsmænd, blev fangen og ført til Ninive&. Her 
modtoges han med megen Udmærkelse, hvad der snart ganske 
omstemmede ham og vandt ham for Assyrernes Sag. En Fyrste, 


1 De Efterretninger, vi finde hos Megasthenes om Tarkos' store Erobrin- 
ger (Miller, Fragm. Hist. Gr. II 8. 416), have aabenbart intet Værd. 

2 Se navnlig Rawlinson, /nscriptions III pl. 17—18 og pl. 28—29. De assyriske 
Indskrifter, der angaa Ægypten, ere blevne behandlede af Oppert, i 
Mémoire sur les rapporis de TÉgypte et de VP Assyrie, i Mémoires présentés 
par divers savants å VAcad. des Inscr. VIII, I, 8. 523 ff., og siden af G. 
Smith, Assurbanipal 8. 15 fi. Den ferste Meddelelse om denne Krig 
gaves allerede for endel Aar siden af Sir H. Rawlinson i Athenæum og 
i Transactions of the Royal Society of Literature, new series vol. VII. 

3 Se nedenfor 8. 934—935. I Assur-bani-pal's Annaler fremstilles Sagen, 

som om Smaafyrsterne vare blevne tro imod Assur-bani-pal (Rawlinson, 

Inscriptions TII pl. 17 1. 114—115), hvad der neppe er neiagtigt. 

Rawlinson, JInscriptions pl. 17 1. 79 ff.; se nedenfor S. 935. 

De tyve Fyrster opregnes nedenfor 8. 935—938 (Rawlinson, Jnscriptions 

II, pl. 17 1. 92—111). Se ogsaa G. Smith, Assurbanipal 8. 20 fr.; 

Oppert, Mémoires 8. 577—579. 

$ Rawlinson, JZnscriptions III pl. 28 1 33 ff. (G. Smith) S. 41 f£.; Oppert 
S. 85 £ Foruden Neko fangedes tillige Pakrur af Ps-sputi. 


i BE 1 


934 


der synes at have været en Søn af Neko | »——I = am AN NT Ca 


Nabu-si-zib-a-nt, — et Navn, som aabenbart er blevet givet ham 
af Assyrerne — fik af Assur-bani-pal Landskabet Athribis til Lehn". 
Denne Forekommenhed undlod ikke at have sin Virkning.  Neko 
blev nu en varm Tilhænger af Assyrerne og fulgte med Assur- 
bani-pals Hær tilbage til Ægypten, hvorfra Tarku for tredie Gang 
blev forjaget, hvorpaa han kort efter døde?. 

En Stedsen af 7Tarku, som Assyrerne kalde Urdamanie, 
hvilket Navn man antager for en Omskrivning af det ægyptiske 
Rud-Amon, stillede sig imidlertid i Spidsen for Ægypter og Ai- 
thioper og drev Assyrerne tilbage; men da disse havde faaet For- 
stærkning, maatte Urdamanie flygte. Theben blev indtaget og 
plyndret, og Assyrerne forfulgte deres Seir længere imod Syd, 
maaske ind i Nubien?, Krigen mod Urdamanie førtes uden Tvivl 
af Assur-bani-pals Hærførere og ikke af Assur-bani-pal selv", 

Efter saaledes at have givet en Oversigt over Begivenhederne, 
i denne assyrisk-ægyptiske Krig skulle vi til Slutning meddele 
en Oversættelse af det Udtog af Assur-bani-pals Annaler, man 
læser paa den bedst bevarede af hans historiske Cylindre, 

»Paa mit første Krigstog var det imod Magan og Milukha 
at jeg drog.  Tarku, Konge af Muzur (Ægypten) og Kusti (Kosh 
Aithiopien), hvem Assur-haddon, - Assyriens Konge, min Fader, 
” fuldkommen havde overvunden og hvis Land han havde taget i 
Besiddelse — denne Tarku foragtede Assurs, Istars (?) og de store 
Guder, mine Herrers, Vælde og stolede paa sin egen Magt. Over 


2: Rawlinson, Znscriptions pl. 18 1. 46; slgn. G. Smith, Assurbanipal, S. 28. 

2 Se nedenfor S. 939 med Anmk. 2. 

32 Krigen mod Urdamanie beskrives i Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 18 
l. 61—1. 86 samt pl. 29 I. 4 fr. 

£ I det i Anmk. 3 sidst anferte Stykke, der uden Tvivl er affattet kor- 
tere Tid efter Krigen, siges Assur-bani-pal's Hærferere at have ledet 
Kampen; i det første, der er affattet adskillige Aar senere (Cylinder A), 
nævnes, men neppe med Rette, Kongen selv som Anferer paa dette Tog. 

5 Cylinder A., se Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 I. 51 f£, sign. G. 
Smith, Assurdanipal 8. 15 ff.; Oppert, Afémoires présenté VIII, S. 573. 





935 


Kongerne, Statholderne, hvem min Fader havde indsat i Ægypten 
faldt han, idet han slog ned og plyndrede. For at tage Ægypten 
kom han imod dem, rykkede ind og tog sit Sæde i Memphis, den 
By, som min Fader havde taget, og som han havde inddraget 
inden Assyriens Enemærker. 

Jeg gik rundt i Ninive, da En kom og meddelte mig [dette]. 
Over disse Sager blev mit Hjerte bittert og meget bedrøvet. 
Efter Assurs og Istar (?) Assur-itu's Bud samlede jeg mine 
mægtige Stridskræfter, som Assur og Istar (P?) havde givet i mine 
Hænder. Til Muzur (Ægypten) og Kusi (Aithiopien) vendte jeg 
min March. Under mit Krigstog kom 22 Konger! fra Kysten [af 
Havet og fra Midten af Havet], alle mine Skatskyldige, til mig, 
og kyssede mit Aag. Disse Konger .... i Havet og paa Landet 

. den lige Vei .... til virksom Hjælp for Kongerne, Stathol- 
derne, som i Ægypten vare mine Tjenere, og som afhang af mig, 
jeg drog, og jeg kom da først til Byen Karbantt. 

Tarku, Kongen af Musur og Kusi (Ægypten og Aithiopien), 
hørte i Memphis om Fremgangen af mit Tog og samlede da sin 
Hærs Mænd for at føre Krig, Kamp og Slag imod mig. 'Tjenende 
AÅssur, Istar (?) og de store Guder, mine Herrer, slog jeg hans 
Hær paa Flugt i den vide Slagmark. Da Tarku i Memphis hørte 
om sin Hærs Nederlag, overfaldt Skræk for Assur og Istar (?) 
ham, han veg tilbage (?P). Min kongelige Herlighed slog ham lam; 
og man bragte mig hans Guder i min Leier. Memphis forlod han 
og for at redde sit Liv flygtede han til Mia (Theben). Denne By tog 
jeg (ogsaa); og jeg lod min Hær drage ind og blive i Staden. Men: 


bær Em « Dr em" Dr Fl 
ni-kuzu sar mizim-pi u 8a-1, Neko, Fyrste af Memphis 
og Sais? ; 


1 Navnene fandtes paa Cylinder B. (Rawlinson, Znscriptions III, pl. 27 
L 120—134); men de fleste Navne paa Kongerne mangle, kun de 
kypriske Kongers Navne ere bevarede; se ovenfor S. 707 Anmk. 2. 

2 Se nedenfor $ 72. 


986 


| Em FIX] + Ear] 


sar - lu = da(?) - ri sar si-'- nu, Sarludari, Fyrste af Ta-an (?)!; 
1" TTT < AT TT Le: 
pi-sazan-hu-ru sar na-at-huzu, Pasenhor, SING 


Fyrste af Natho?; 

1 14 STI SM + ST "TE er] 
pazak-ru-ru sar pi- sab - tu, Pakrur, xE% Fyrste af 
Pesputi ?; 

fe SEE JT oe] Sk + 


——|| Tr +] å —[[] eæ pusuk-ku-nasan-ni-'-pi 
sar hazat- hi-ri- bi, Bak-n-nef, Fyrste af Athribis?; 


| —T &——17] JET =TT «« —T] å €2 == SS 
nazah-ki-e sar hi-nizin-st, Nakhke, Fyrste af Khenens (35) 
Herakleopolist ; 


[4 TIR=I ETT. —d]« 44 — — |] Ål Ti I pu - tu - bas - ti, 
sar za - " - nu, Petubastes, <« id at. SÅ Fyrste af Taniså; 


TE Tr ak 4 SD me] El] 


u-na-mu-nu sar nazat-huzu, Unamon, Fyrste af Natho'; 


bass ES] «+ == 4 4 


! Se nedenfor $ 74; slgn. ovenfor 8. 929. 

Natho er formodentlig Ptolemaios' Néovr, der har ligget i Nærheden 

af Sebennytos ved Damiette-Armens Udleb. Se nedenfor $ 74. 

Maaske Amon To-not's ovenfor S. 932 omtalte Modstander. 

+ Se nedenfor & 72. 

5 Formodentlig Herakleopolis ved Benisuef; et andet Herakleopolis laa 
i Deltaet, men om dets ægyptiske Navn var kÅensu, er uvist. 

' Om Tanis (;yx, Zoan) Hovedstaden i den fjortende Nomos se $ 73. 

Uden Tvivl en anden Del af Natho; thi Natho var ifølge Herodot 

(Her. II, 165) delt i to Dele. 


("I 





987 


khar-si-ia-&e- su sar sab-ntuzu-t, Horsgiesis, NEN foyg 
ryrels af Sebennytos!; 

1% HE] « oa Fy DE DE 
arm sar bizin-di- di, Pe-mau, Fyrste af Mendes?; 
DET STR ISS «ars 4 sl 
su-8tzin= ku sar bu-s8i- ri, Sisak (Sesonkis), Fyrste af Busiris3; 
| —— — | a ——[]] —]« 44 5 TI Re »—1— i 
tap -na-ah-ti sar bu-nu- bu, Tafnekht, Fyrste af Benben (?)'; 
l: AT El bl" Jr arr TI &—IT] sm »JY. 
—buz uk - ku -t nazan-ni- pt sar ah - nt, Bakknanubi, d. e. Bak-n-nef, 
Fyrste af Byen Ahni (muligvis An, d. e. Heliopolis); 


[ET 4 dk FE ET 
Tr FE 2 SE St Er 


ip-ti-khar-ti-e-su sar pt-zazat-ti- hu-ruzun-pi- ku, 
Peti-Hor-Si-Isis, Fyrste af det nedre-ægyptiske Hermopolis (?)5 ; 
IT —T a—II] —I: TT TT ST ar 44 
== TT" ET ITT Hd o—f« na: akh- ti- hu-ru-an-si-nå 
sar pi- sab - ti - nu - ti, Nekht-Hor-na-shennu (?), Fyrste af Pisepti ; 
13% 5 EJET « SO] GE ae] 
pu-kwr-ni-nszip sar pazakh-nu-t, Pukurninip, d. e. Bak- 
ren-f, Bokkhoris, Fyrste af Bekhent (?); 


LÆ fr + ST] Jr EN TET] a-hasa car 


&siasa-us ut, Takhos, Fyrste af Siut; 





Sammenligningen med Sebonnytos skyldes Francois Lenormant (Oppert, 
Mémoires présenté VIII, I, 8. 614). 

Om Mendes se nedenfor & 72. 

Om Busiris se nedenfor & 72; om Sisak se S. 928 og 930. 

Saaledes Oppert. 

Om denne By se nedenfor $ 74. 


FF mm Sd wa 


DET IE "fS T] al mM Tr la - mit in - tav 
sar khi - mu - nt, i Laminta, Fyrste af Khemmis; 


A 

METTE « TET ER Ta 
f8-pi-maza-tu sar ta-iaza-ni, Ispimat, Fyrste af Tis; 
El »——I —]« p- »——] P," =TI 44 — |] vw &——] 
mazan-ti-mi-an-khi-e sar ni -', Mentu-m-ankh, Fyrste af No!, 
— disse Konger, Præfekter og Statholdere, som min Fader 
havde indsat i Ægypten, og som, da 7arku nærmede sig, vare flyg- 
tede til Ørken, indsatte jeg igjen: paa deres Embeders Pladser 
i deres Distrikter satte jeg dem. Ægypten og Aithiopien, som 
min Fader havde taget, underlagde jeg mig og styrkede Baandene 
langt mere end i fordums Dage, og jeg bandt dem saare fast. 
Med overflødigt Bytte og en stor Mængde Plyndringsgods vendte 
jeg i Fred tilbage til Ninive. Men siden syndede alle disse 
Konger, som jeg havde indsat, imod mig, og de holdt ikke Eden 
til de store Guder. De foragtede det Gode, jeg havde gjort dem, 
og deres Hjerter pønsede paa Ondt; forføreriske Ord talede de 
og onde Anslag lagde de- op indbyrdes, (talende) som følger: 
» Tarku er afskaaren fra Ægypten. Skulle vore Pladser vedblive 
at være os sikkre (?)"P Til Tarku, Aithiopiens Konge, for at 
slutte Aftale og Forbund sendte de Bud saaledes: Lad et traktat- 
mæssigt Forbund blive oprettet, at vi kunne hjælpe hinanden. 
Landet ville vi paa den anden Side styrke (derved), og der vil ikke 
blive nogen anden Herre"! 

Imod Åssyriens Hær, mit Riges Styrke, som var reist til 
deres Hjælp, lagde de onde Raad op. Men mine Hærførere fik 
Nys derom, opsnappede deres Bud og Breyskaber og fik Øinene 
op for deres forførende Værk. Disse Konger fangede de, i Lænker 
af Jern og i Baand (?) af Jern lagde de deres Hænder og Ben. 
Saa straffer Assurs, Gudernes Konges, Retfærd dem, som synder 
imod de store Guder uagtet de have modtaget det Gode af deres 


! No (nia eller ni") er Theben, se nedenfor 8. 955. 





989 


Hænder, og uagtet disse have været dem naadige! Og Folket i 
Sais, Mendes og Zoan og alle de andre Byer havde med dem 
[lagt] onde Raad op: med Sværdet de slog dem, smaa og store 
.…… og lod dem ikke blive i Live. Deres Lig lod de ligge i 
Støvet .... de ødelagde Byernes Taarne. 

Disse Konger, som havde tænkt Ondt imod Assyriens Hær, 
bragte de levende for mig i Ninive. Mod Neko .... af dem, 
viste jeg Naade, en tilbørlig .... Paa Vilkaar, strængere end før, 
gjenindsatte jeg ham, og jeg sendte med ham kostelige Klæder, 
som jeg havde givet ham, og Guldsmykker; hans kongelige Bil- 
lede i Guld lod jeg gjøre til ham! Ringe af Guld satte jeg paa 
hans Fødder, en Staaldolk (?) med Skede af Guld, mit Navns Ære, 
gav jeg ham. Vogne, Heste, Muldyr gav jeg ham for hans 
Kongerige. Mine Hærførere sendte jeg som Præfekter med ham 
til Ægypten. Stedet, hvor min Fader havde indsat ham til 
Konge, nemlig i Sais, gjengav jeg ham og imod Nabu-se-stb-ant!, 
hans Søn, i Athribis viste jeg Velgjerninger, større end der (nogen- 
sinde) var vist ham af min Fader og bragte dem til Udførelse. 
Tarku flygtede til Aithiopien, men Assurs Stridsmænds Vælde kom 
over ham, og han gik til sin Mørkheds Sted”. Senere satte Urdama- 
nie, hans Hustrus Søen, sig paa hans Throne. Af Theben gjorde 
han sig en fast Plads, og han samlede sine Stridskræfter for at 
bekæmpe min Hær, Assurs Sønner, som trak sig sammen i 
Memphis .... besejrede dem og tog dem alle .... kom og for- 
talte mig". 

Fortællingen om den anden ægyptiske Krig er temmelig 
kortfattet. ,I mit andet Felttog vendte jeg min March imod 
Musur (Ægypten) og Kusti (Aithiopien). Da Urdamanie hørte om 
mit Togs Fremgang, og om at jeg havde overskredet Ægyptens 
Grændser, saa forlod han Memphis og flygtede til Theben. De 
Konger, Præfekter og Statholdere, som jeg havde indsat i Ægypten, 
kom til mig og kyssede mit Aag. Efter Urdamanie min Vei jeg 


2! Navnet findes ovenfor S. 934. 
2 D. &e. han dede. 


940 


tog, og jeg kom til Theben, den stærke Stad. Da han sas min væl- 
dige Hærs Komme, forlod han Theben og flygtede til Kipkip?. 
Denne By? i sin Helhed tog mine Hænder i Assurs og Istars 
Tjeneste: Sølv, Guld, kostbare Stene, hans kongelige Udstyr med 
Alt, som var dér. Klæder af birms Litus, store Heste, Mennesker 
af begge Kjøn, to høie Obelisker (?) med smagfuldt indhugget 
Arbeide .... hundrede Talenter i Vægt, og som stod foran en 
Tempel-Port, tilligemed dem jeg førte bort og lod bringe til Assy- 
rien. Bytte uden Tal førte jeg bort fra Theben. Mod Ægypten 
og Aithiopien lod jeg mine Tjenere drage ud, og jeg erhvervede Ære. 
Med Tributer, i Fred, vendte jeg tilbage til Ninive". 

Med Fortællingen om disse Seirvindinger standse Assyrernes 
sammenhængende Meddelelser om Ægypten", og om den følgende 
Tids Begivenheder i Landet faar man saa godt som ingen Oplys- 
ninger fra denne Side. Det Hele indskrænker sig til en ovenfor 
berørt, leilighedsvis given Meddelelse om, at Agsur-bani-pal siden 
sendte overvundne Folk til Ægypten, og til en kort Bemærkning i 
Fortællingen om Assyrernes Forhold til Gyges. Her læser man 
følgende Linier&: 


me SET] TE TTT TTT ST ST STE 
e- mu - ki- su a - na kit - ri dis - tav sa (0) miz il - ki (750) 
»Sine Undergivne til at afslutte Forbund med Kongerne 


sr 40 El El ul; EM] 


mu -sur(=x%)  sa(%) és = lu = når 


af Ægypten, som havde afrystet Aaget 


nen en == 


!… Formodentlig Koptos (8. 956); maaske kebh i Katarakten. 

2 D. 6e. Theben. 

32 Betydningen af de assyriske Ord, der læses her, er uvis. Man over- 
sætter disse Ord forskjelligt, efter Oppert: ,Klæder farvede i derom"; 
efter Norris: ,Klæder af Linned". 

+ Se ovenfor 8. 246. 

5. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 19 1.28—29, sign. Oppert i Journal Asiatique, 
sixidme série XIX S. 112 (Janvier 1872). G. Smith, Assurbanispal 
S. 66 og 78, har tilladt sig at forandre et Par Tegn i Texten, hvorved 


941 ' 


To ET ST ev 
belu - ti - ia t8 - pur 
mit Herredømmes, han sendte" 

Man erfarer heraf, at Gyges stod i Forbindelse med Ægyp- 
terne, og at nogle af Ægyptens Konger (Dodekarkherne) havde 
afkastet Assyrernes Aag, men om det var dem alle, eller kun en 
Del af dem, derom gives der ingen Oplysning?. 


Ifølge mange samstemmende Vidnesbyrd er det en afgjort Sag, 


$ 69. 


at Ægypten omtrent ved Midten af Aarhundredet blev samlet til Eaypten under 


ét Rige af Psametik, der følgelig maa have forstaaet at skille sig hans Erter- 


af med sine Medbeilere, de andre Smaaherrer, Dodekarkherne?, der 
efter Tilintetgjørelsen af det assyriske og aithiopiske Herredømme 
vare blevne Suveræner, 

Om Maaden, hvorpaa Psametik har tilintetgjort sine Mod- 
standere, kunne vi kun gjøre os Gisninger, da de Efterretninger, 
de klassiske Forfattere have efterladt os, aabenbart have en meget 
sagnagtig Karakter og ingenlunde kunne tages for virkelig Historie2, 

Psametik nøiedes ikke med at gjenoprette Rigets Enhed; han 
gav sig straks med Kraft og Klogskab til at arbeide paa at sikkre 
Landet imod en Gjentagelse af de ulykkelige Tildragelser, der saa 
længe havde sønderrevet det, ligesom han ogsaa søgte at ophjælpe 
Handelen og derved at udbrede Velstand og Lykke i sit Rige, — 


han har faaet pi-sa-mil-ki, Psametik, ud af de Grupper, vi med Oppert 
læse dis-tav sa mizil-ki. 
! Hos Diodor fortælles det (Bibl. Hist. I, 67), at der fer Dodekarkhernes 
Tid var en toaarig Forvirring; dette er maaske en oprindelig fra en god 
Kilde stammende Efterretning; kun at man har sat ,toaarig Forvir- 
ring" istedetfor: treaarig Hjemsegelse af Assyrerne. Om en treaarig 
Ulykkestid for Ægypten se ogsaa Esaias 20, 3. 
Deres Antal var imidlertid, som vi have 8ét, ikke tolv men tyve. 
Herodots Fortælling om Begivenheden i Ptahs Tempel i Memphis, II, 
151, passer ikke med de virkelige Forhold.  Psametik var nemlig 
meget langt fra at være en i Memphis næsten ubekjendt Person; han 
var nemlig som Nekos Arving aabenbart Byens Hersker. 


fvlgere. 


942 


i hvilke Bestræbelser hans Søn Neko ganske traadte i hans Fodspor!. 
Psametik søgte fremfor Alt at knuse Krigernes altfor store Magt; 
han vilde omskabe dem til em værnepligtig Landbefolkning. Dette 
lykkedes ogsaa t det Væsentlige, thi i den følgende Tid danner 
Krigerne en Klasse af mindre Grundeiere, som i fornødent Fald 
kaldes" under Vaaben, men som aldrig; — hvad der tidligere 
havde været Tilfældet — anvendte deres Vaaben for at udvide 
deres Rettigheder. Imidlertid fandt tk&ke alle Krigerne sig i denne 
Forandring; en Del af dem udvandrede til Aithiopien?. I Omsorg 
for Handelen udmærkede alle Psametiks Efterfølgere sig, og 
i Virkeligheden så vi ogsaa Ægypten snart igjen blive et 
særdeles rigt og lykkeligt Land. Saavel Psametik som hans Efter- 
følgere? søgte endnu paa en anden Maade at hæve Ægypten til 
den udmærkede Rang i Verden, som det havde indtaget under de 
gamle Pharaoner, idet de med Vaabenmagt" søgte at tvinge Na- 
boerne til at adlyde sig. Her kronedes deres Bestræbelser imid- 
lertid ikke bestandig med Held, og Ægyptens Konger maatte finde 
sig i, at en anden Magt gjorde sig til Herre over Syrien og skjød 
sine Poster frem til Ægyptens Grændser. 

Af de ægyptiske Indskrifter fra dette Tidsrum er r der ingen, 
som tale om Krigsbedrifter, hvorfor vi maa søge vort Kjendskab 
til Psametik og hans Efterfølgeres Krigshistorie af fremmede 
Optegnelser. Derimod erholde vi vigtige Oplysninger om Tids- 
regningen i dette Tidsrum af samtidige Indskrifter, navnlig af Ind- 
skrifterne i Apisgravene. Deres Tidsangivelser slutte sig vel ikke 
ganske neøie sammen, men deres Meddelelser udfyldes af forskjellige 


!' Se Her, II, 158: om Kanalarbeiderne og IV, 42: om Phoinikernes 

Farter i Ægypterkongens Tjeneste (Omseilingen af Afrika). 

Her. II, 30. 

Om Tidsregningen i dette Tidsrum se ovenfor 8. 32 med Anmk. 2. 

Se ovenfor i Syriens Historie 8. 713—717. 

Se Mariette, Renseignements sur les 642 Apis trouvés dans le Serapeum 

de Memphis i Bulletin Archéologique de PAthénéum francais, 1855—1856. 

S Disse Indskrifter ere allerede fremdragne af Leemans, LZettre å Sal- 
volini og senere oftere gjentagne. 


RR å ae wu 


943 


Indskrifter fra Privatgrave, i hvilke der findes korte Levnets- . 
beskrivelser over de Mænd, hvis jordiske Levninger ere bisatte i 
disse. Man erfarer af disse Indskrifter, at Herodots kronologiske 
Meddelelser om Tidsrummet fra Psametik til Kambyses i det 
Væsentlige er rigtigt; eller med andre Ord, at Psametik har re- 
gjeret omtrent 54 Aar, hans Sen og Efterfølger Neko 16 Aar, 
og dennes Sen Psametik II. i 6 Aar. Hvorlænge Apries og Amasis 
have regjeret, kan ikke afgjøres med fuld Nøiagtighed; dog véd man 
om den sidste, at han mindst oplevede sit 44de Regjeringsaar”. 

Med Hensyn til Ægyptens Forhold til Udlandet, faa vi, som 
alt antydet, vigtige Efterretninger af Herodot og en enkelt Beretning 
af Diodor?, hvortil endnu maa føjes, at vi af Biblen erholde 
nogle vigtige Oplysninger?, navnlig om Forholdet til Syrien, 
imedens andre kunne uddrages af et Udtog af Berosos hos Iosepos". 
Af den sidste Meddelelse erfare vi, at Ægypterne omtrent i Aarene 
606—604 bleve forjagne fra Syrien af Babylonierne. 

Fra denne Tid af maatte Ægypterkongerne ganske opgive 
Haabet om at sé deres Land hævet til Verdens første Magt; 
deres Bestræbelser gik derfor navnlig ud paa at vedligeholde en 
vis Ligevægt imellem de store Magter, der havde delt Landene 
omkring det østlige Middelhav mellem sig. Dette lykkedes ogsaa 
til en Tid, men tilsidst fremstod der en Fyrste fra det sydlige 
Iran, som pludselig sønderbrød Ligevægten, og, inden en Menne- 
skealder var forløben, vare alle de store Riger i det vestlige Asien 
faldne i Kyros' Hænder. 

Kun Ægypten stod endnu opreist ved Kyros' Død, men det 
blev et let Bytte for Kyros' Sen Kambyses, og Ægypterne maatte 
fra den Tid af finde sig i at tjene Fremmede. De afrystede vel 


? Man har en dateret indskrift fra dette Tidspunkt, Lepsius, Denkmåler 
IL, 2765. 

? &lgn. ovenfor om Forholdet til Syrien S. 700 fr. 

Se f. Ex. Jerem. 46, 2 om Nekos Nederlag ved Karkemis, og 44, 

80, hvor der findes en Spaadom om Ulykke over Hophra, 0. 8. v. 

£ Jos., Arch. Jud, X, 11, 1 og C. Ap., I, 19; se ovenfor 8. 715. 


944 


flere Gange Persernes Aag og kaarede sig indfødte Herskere, 
men disse formaaede ikke i Længden at hævde Landets Uaf- 
hængighed. 

Om Ægyptens Erobring af Kambyses erholde vi et Par Op- 
lysninger af Indskrifterne paa Uzahors Statuette i Vatikanet; 
man sér heraf, ligesom af andre Indskrifter, at Kambyses i Be- 
gyndelsen maa være optraadt med megen Maadehold ligeoverfor 
Ægypterne, og at han har søgt at vinde Anerkjendelse i Landet 
som virkelig Pharao, ved saavidt muligt at træde i de gamle 
Kongers Fodspor. Vi så ham saaledes, da han overtog Landets 
Regjering, paa Ægyptens Kongers Vis at antage et ægyptisk 
Fornavn? og ægyptiske Valgsprog 0. desl., ganske paa samme 
Maade, som de ægyptiske Konger pleiede at gjøre. Han synes 
ogsaa at have ladet sig indvie i Mysterierne i Sais, de sidste 
Kongers Herskersæde, hvilke dengang synes at have nydt stor 
Anseelse i Landet. Maaske var det ogsaa for at vinde Ægypterne, 
at han forblev i Landet i flere Aar, efterat han havde erobret det. 

Efter nogen Tids Forløb synes han imidlertid at have skiftet 
Sind og at være bleven meget fjendtlig stemt imod Ægypterne, 
som han tilsidst behandlede med megen Grusomhed. Uzahors 
Levnetsbeskrivelse meddeler vel ikke noget Bestemt herom, men 
antyder dog øiensynlig en Trængsels Tid for Ægypten i Kambyses' 
sidste Dage. Den falske Smerdes' Oprør gjorde imidlertid Ende 
paa Landets Nød for denne Gang, idet det kaldte Kambyses bort 
fra Ægypten, og, som bekjendt, døde han snart efter, endnu inden 
hun naaede Grændsen af det egentlige Persien ?. 

Perserne behandlede uden Tvivl Ægypten temmelig mildt; 
men de undlod naturligvis ikke at skaffe sig saa mange Indtægter 


! Visconti, Museo Pio-Clementino VII pl. A.; se E. de Rougé i Revue Ar- 
chéologique VIII, 8. 37 ff (1851); se ovenfor S. 197. 

2 I Apisgravene findes flere Indskrifter, hvor Kambyses omtales som 
Pharao. Om Kambyses' hieroglyhiske Navne se Lepsius, K&nigsbuch. 

2 Efter Indskriften i Behistan dræbte han sig selv; se Rawlinson, Jn- 
scriptions III, pl. 36 1. 20. Han var i sin sidste Tid aabenbart van- 
vittig. 


945 


af Landet som nogenlunde muligi. Navnlig synes det, efter en for 
kort Tid siden opdaget Indskrift fra den unge Alexandros' Tid?, 
at de have paalagt Templerne store Afgifter, ja endog berøvet 
dem flere Grundeiendomme, som de Herskere, der under Ægyp- 
ternes Oprør hævede sig paa Thronen, sandsynligvis i Reglen 
ilede med at give dem tilbage.  Ptolemaierne traadte i denne 
Henseende i de indfødte Kongers Fodspor og gav flere Templer 
deres inddragne Ejendomme tilbage, ligesom de oftere indrømmede 
dem flere Friheder, hvad der atter havde til Følge, at Præste- 
skabet støttede Ptolemaierne og vedtog flere Bestemmelser, hvor- 
ved Medlemmerne af Kongehuset fik særegne guddommelige 
Æresbevisninger. Disse præstelige Love eller Dekreter bleve i 
Reglen udstedte i Landets to Hovedsprog, Ægyptisk (d. e. Demo- 
tisk) og Græsk, ja stundom tilføjedes endnu en Oversættelse i 
det gamle hellige Sprog. Disse Aktstykker indhuggedes oftere paa 
Stentavler, hvoraf flere ere blevne bevarede til vore Dage, en Om- 
stændighed, der som bekjendt, har havt til Følge, at det gamle 
Ægypten har aabnet sig for Nutidens Forskere?. 

De første Ptolemaiere vare virksomme og duelige Regenter 
der plandt Andet oftere foretog heldige Krigstog til Nabolandene?, 
men med Ptolemaios IV. begynder en Række uduelige Regenter, 
under hvilke Riget bestandigt svækkedes mere og mere, imedens 
Romerne begyndte at indblande sig i Landets Anliggender. 
Imidlertid beholdt Ægypten dog sine egne Herskere igjennem 


& 

1 Denne Indskrift er udgivet med Oversættelse og Fortolkning at 
Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 1 ff. (1871). Her 
fortælles det, at en Konge Khabesh havde skjænket Templerne i Pe 
og Teb (Buto) en Landstrækning, der tilligemed Pe-sai-ta (sandsynligvis 
Strabons ”Ayvov xÉéeng), siden fratoges dem af Perserne, men som 
skjænkedes dem tilbage af Ptolemaios; slgn. Birch i Zransactions of 
the Society of Biblical Archéology I, $. 20—27 (1872). 

2 Se ovenfor 8. 167 fl. 

Den heldigste Kriger var Ptolemaios III. Euergetes (245—223), der 

trængte dybt ind i Asien og her gjorde et rigt Byite. Et Par herhen 

herende Enkeltheder meddeles i Tresprogsindskrift en fra Tanis. 
' 60 


946 
flere Slægtled, saalænge indtil Octavians Seir ved Aktion og Kleo- 
patras Selvmord endelig berøvede Landet dets Selvstændighed og 
gjorde Ægypten til en simpel Provinds af det romerske Rige. 

Ligesom Romerrigets øvrige Provindser bestyredes ogsaa 
Ægypten af Statholdere, hvoraf flere omtales af gamle Forfattere 
og enkelte nævnes i græske Indskrifter fra Ægypten. I de hiero- 
glyphiske Indskrifter, hvoraf et ikke ubetydeligt Antal tilhøre 
Keisertiden, omtales der ingen af Ægyptens Statholdere, ligego1n 
der i det Hele i disse Indskrifter aldeles ingen Oplysning gives 
om Ægyptens Forhold og Skjæbne. Kun Keisernes Navne læses 
ofte i de hieroglyphiske Indskrifter fra Romertiden, eftersom man 
efter gammel-ægyptisk Skik og Brug ikke havde andet Middel til 
at bestemme Tiden, da Indskriften indhuggedes, end at anføre 
Landets Herskers Navn. Ligesom de ægyptiske Pharaoner i Ind- 
skrifterne have to Navne, hvert indesluttet i en Navnering, føre de 
romerske Keisere ligeledes gjerne to Navne i Navneringe. I den 
første Ring læses som oftest Navnene Åutokraior og Kesaros og 
i det sidste Kongens egentlige Navn, undertiden udvidet med et 
Par ægyptiske hædrende Tillægsord. Imidlertid følges der her 
ikke nogen fast Regel, ligesom den samme Keisers Navn og Titler 
sjældent skrives paa samme Maade i forskjellige Indskrifter. Det 
er herefter klart, at de romerske Keisere aldeles ikke have bekymret 
sig om ved deres Thronbestigelse at antage officielle ægyptiske 
Navne. 

Under Trajan synes Ægypten at have faaet mere Selvstæn- 
dighed end tidligere; Nomerne fik saaledes Ret til at slaa Mønt, 
imedens der tidligere kun havde været slaaet Mønt i Hovedstaden 
Alexandreia. Denne Rettighed synes imidlertid at være blevet 
frataget dem af Antoninus Pius, thi fra hans ottende Regjeringsaar 
høre Nomosmønterne pludseligt op. 


947 


SYVENDE KAPITEL. 


ÆGYPTENS GEOGRAPHI OG BEFOLKNING. 


Ægypten betegnedes i Oldtiden med forskjellige Ord, hvoraf g 70. 


følgende ere de vigtigste: 
oa Benævnelser og 
2 5 kem eller kems1, af Hellenerne gjengivet ved Xypia?, — tasting. 


(sign. Kham, 3r7)?, i Ægyptisk det sædvanlige Ord for Ægypten; 
TIT so5— ma-gan, et ældre assyrisk Navn paa Ægypten'; 


AA" mu-zurs, BMX0, Mizraim?, paa mazr, Oldpersernes 
Mudraja”, de asiatiske Folks sædvanlige Navn paa Ægypten; 


==? ÅR, ta-mera?, et iblandt Ægypterne i senere Tider ikke usæd- 
vanligt Navn paa Ægypten, egentlig kun en Betegnelse for Nedre- 
Ægypten; 


Jæ eller IR: eller S bek ligeledes et i senere Tider 


ikke sjældent Navn paa Ægypten; 
am laut, ,det dobbelte Land" eller ,de to Lande". 


!' Se f. Ex. ovenfor S. 892 ff. I Tresprogsindskrifterne fra Tanis skrives 
Ordet med et 4 istedetfor med et 7—. 

2 Plut., De Iside et Osiride c. 33. 

Kham nævnes i Biblen som Misraims Fader, d. &é. Ægypternes 

Stammefader, se Gen. 10, 6 fi. 

£. Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1. 51. 

$ Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48; III, pl. 17 1, 52 og oftere. I de 
babyloniske Del af Tresprogsindskrifterne skrives Ordet mizir. 

S$. Gen. 10, 6 ff.; 45, 2 0. 8. v. 

7 Spiegel, Die Altpersischen Keilinschriften S. 214. 

s… Dette Ord forekommer navnlig ofte i Tresprogsindskriften i Tanis. 

6ot 


948 


De gamle Ægyptere antog nemlig, at deres Land bestod af 
to Hoveddele, en sydlig og en nordlig Del, hvilke to Dele de be- 
tegnede med følgende Navne: 


SE et eller ED eller å ta-res eller pa-ta-res", ,Sydlandet«, 


uden Tvivl Assyrernes % -= I] STI OS pa-tu-ru-st?, 
Israeliternes 77 Patros; 

Fr 
== eller ocx eller AN ta-meh, Nordlandet, d. e. Nedre- 


Ægypten. 

Hellenerne kalde, som bekjendt, Landet Atgyptost, — et Navn, 
der hos Homer? ogsaa bruges til at betegne Ægyptens Flod, 
Nilen, der af Hellenerne i Reglen benævnedes Neilosé. 

Af Ægypterne betegnedes denne Flod med følgende Navne: 


ISS atur eller 1 — XX aur”, Kopternes lapos, 
il ] == =2| s TIT &—| 1; TTT ta-ru="'-u? TIR, Israeliternes 


710, samt 
bgw W RRS hapt!", et Navn, der ogsaa betegner Nilguden "", 


1 Om dette Ords Udtale, slga. forevrigt Brugsch, Zeitschrift fir ågypti- 
sche Sprache VI, 8. 13, (1868). . 

2? Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 48. 

3. Esaias, 11, 11; Jer, 44, 1 og 15; Ezek., 29, 14 og 30, 14. 

+ Oprindelsen til dette Ord er ikke bekjendt; Hypotheser ere fremsatte 
af Brugsch, Lauth og Andre. 

5  Hom., Odyss. III, 300; IV, 477 og 581; XIV, 25. 

. Ordet Neilos forekommer først hos Hesiodos, Tåeogon. v. 338; sign. 
forevrigt om Nilens græske Navne Tzetzes til Lykophrons Alerandra 
(Cassandra) v. 119. 

7 8lgn. Brugsch, Geograpåische Inschriften I, S. 78 ff. 

8 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8. 138. 

” Rawlinson, Znscriptions III, pl. 28 l. 32. 

10. Gen, 41, 1 fi.; Æxod. 1, 22; 2, 3; 7, 15 0. 8. v. 

11 &Slgn. nedenfor & 78. Ordet er ikke bevaret af Klassikerne uden som 
Bestanddel af Ordene: Kog: og Må: (Her. II, 28), der sandsyn- 
ligvis ere ker-hapi og mu-hapi. 

13 Herodot (II, 90) taler om, at Nilen dyrkedes som Guddom. 


949 


Ægypten var inddelt i nogle og fyrgetyve Provindser eller 
Landskaber eller, som man pleier at kalde dem, Nomer. De op- 
regnes oftere paa Mindesmærkerne, paa hvilke der tillige under- 
tiden meddeles Navnene paa Nomernes Hovedstæder og paa andre 
vigtige Dele af disse Landskaber". Saaledes angives gjerne Navnet 
paa hver Nomos' vigtigste Kanal eller Vandbassin (mer), paa Nomens 
Slette (uu) og Engstrøg (hem eller pehu), egentlig: Bagsø-Land. 


UN hesb er det gammel-ægyptiske, "TDU) det koptiske Navn, 


der svarer til Klassikernes Nomos?. 

Nomernes Antal var efter Indskrifterne 44, hvoraf de 22 
fandtes i Øvre- og de 22 i Nedre-Ægypten. De nordligste Nomer 
vare uforholdsmæssigt store, hvad der synes at antyde, at Nomogind- 
delingen tilhører en meget fjern Fortid, da store Strækninger af 
det nuværende Nedre-Ægypten ikke vare beboede, ja maaske slet 
-ikke vare til. Paa dette Misforhold i Styrelsen af Nomerne raadedes 
der, som det synes, Bod, navnlig i Ptolemaier- og Romertiden?, idet 
der i den nordlige Del af Deltaet oprettedes flere nye Nomer, 
saaledes Nomerne Menelaites, Kabasites, Metellites, Leontopolites, 
Onuphites, Naukratites, Hermopolites og maaske Arabia. Enkelte af 
disse Omordninger naa maaske op til de gamle Pharaoners Dage, 
men paa Mindesmærkerne vedblev man at følge den gamle hellige 
Inddeling selv langt ned i Keisertiden. 

Ved Hjælp af disse her omtalte Nomos-Mindesmærker i Fore- 
ning med de i Ægyptens forskjellige Ruiner" fundne hieroglyphiske 


! Se ovenfor S. 197—198. 

2 Se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 98 ff. Ordet (—Z7Y tesh eller tosh 
forekommer ogsaa undertiden i senere hieroglyphiske Indskrifter, 
i Betydningen Nomos, se Brugsch l. c. 

3 Ifelge Strabon, Geogr. XVII, 1, 11 (p. 801 C., p. 1053 A.) havde 
Nomen Menelaites faaet Navn efter Ptolemaios I.'s Broder Menelaos; 
dette viser, at Ptolemaios I. har havt sin Opmærksomhed henvendt 
påa Nomosinddelingen.' 

4 Med Hensyn til Beskrivelsen af det nuværende Ægypten med dens 
Stæder, Flekker, Ruiner o. desl. henvise vi til Description de Pr Égypte 
og til Wilkinsons Modern Egypt samt til Reisebeskrivelser af senere 


950 


Indskrifter har det været muligt at bestemme de gamle Navne paa 
de vigtigste af Klassikerne omtalte Byer i Ægypten, og tillige at 
paapege Beliggenheden af de vigtigste Stæder, der omtales i de 
ægyptiske Indskrifter ?, 

Vi betragte først Øvre-Ægypten med dets tovgtyve Nomer 
(8 71), derpaa de tretten' første Nomer af Nedre-Ægypten (8 72), 
dernæst den fjortende Nomos (8 73) og endelig de sidste otte Nomer 
af Nedre-Ægypten (& 74). 


8 71. I. Ta-khent? svarer omtrent til de gamle Forfatteres Nomer 
dvre-Ægypten. 7"lenhantines og Omboså og indbefatter Landet fra noget Nord 
for Kum Ombos indtil Katarakten samt — fra Ptolemaiertiden — 

tillige den Syd for Katarakten beliggende Ø Philai.  Hovedgud- 


Reisende, navnlig Champollion, Nestor L'Håte, Lepsius og Brugsch. 
Af stor Vigtighed er Champollions Notices manuscrites (se ovenfor 
S. 329 Anmk. 1), hvori der gives en udferlig Udsigt over de hiero- 
glyphiske Indskrifter, der vare. tilgængelige i Champollions Dage. 
1 De fleste Byer forekomme i Indskrifterne under mange forskjellige Navne. 
Men da en stor Del af de andre Navne, hvormed de ægyptiske Stæder 
omtales i Indskrifterne, uden Tvivl kun anvendtes i Skriftsproget 
navnlig i det religiese Skriftsprog, og neppe vare bekjendte af det 
store: Flertal af Befolkningen, have vi her ikke taget Hensyn til en 
stor Del af de Navne, der omtales paa Mindesmærkerne, og vi have 
kun anfert de Navne, der synes at have været de almindeligste. 
Foruden de klassiske Vidnesbyrd og de ægyptiske Nomoslister paa 
Mindesmærkerne (se ovenfor 8. 197 ff.) ere de koptiske Martyriologier, 
de geographiske arabisk-koptiske Tvesprogs-Lister, samt Aktstyk- 
kerne fra de økumeniske Concilier af Vigtighed i geographisk Hen- 
seende. Endél Oplysninger give Nomosmenterne, der ere forklarede 
af Tåchon d'Anecy, Recherches sur les médailles des nomes d” Égypte 
(Paris 1822, 49); og siden af V. Langlois, Numismatigue des nomes 
d Égypte (Paris, 1852 4). 
3. Det hieroglyphiske Tegn findes f. Ex. Dimichen, Recueil (Geographische 
Inschriften) I, pl. Il. og forevrigt oftere. Om Nomen se J. de Rougé 
i Revue Archéol, nouvelle série XI, S. 382 fi. (1865). Om Udtalen af 
Ordet se Lepsius i Zeitschrift fir åyyptische Sprache X, S. 88 (1872). 
% Båckh, Corpus inscr. gr. Ill, no. 5076; Ptol., Geogr. IV, 5, regner 
Nomen til Theben. 
5 Plin, Hist. Nat. V, 9. 


951 


dommene vare: Khnum (Num), Sati og Anke!; den første var 
Nomens Skytsgud. I Nomen skulde efter Sagnet Osiris' venstre 
Ben ligge begravet. De vigtigste Byer i Nomen vare: 


7 DNS eller fo fo abu?, Elephantine?, paa en Ø af 
samme Navn" i ældre Dage en vigtig Stad og Nomens Hovedstad ?; 
les sunå, 2707, Syene?, nu Assuan?, i senere Tider en vigtig 
By og formodentlig Nomens Hovedstad. 


(ye nubi7%, Ombos"", nu Kum Ombos!”, Hovedguderne vare: 
Sebek med Gudinden Hathor og Sønnen Khonsu. I ældre Tider 
nævnes forøvrigt altid Set (Sutekh)y som Byens Hovedgud. Sebek 
er her maaske kun en senere Form for Set, I Hovedtemplet dyr- 
kedes forøvrigt en anden Trehed: Horos, Tasennefr og Pa-neb-ta. 


GF 8 aalek, d. 6. pe-aalek"%, Philai, IÅVASAs, nu Anas el 


vogud, paa en Ø ovenfor Katarakten!t, hørte i ældre Tider ikke 
til Ægypten, blev først bebygget i Ptolemaiertiden; dens Hoved- 
guddomme vare Osiris, Isis og Horos"%, som idelig omtales i Ind- 


1 Se nedenfor $ 78. I Nomen findes talrige Indskrifter, hvor Knuphis 
(d. e. Khnum) anraabes; se Båckh, Corpus Inscr. Græc. ID. (ed. Franz); 
i Indskriften No. 4893 omtales, foruden Knuphis, ogsaa Sati og Anuke. 

2 Dtimichen, Recuei/ I, pl. LXI; slgn. Brugsch, Geographische Inschriften 
I, 8. 153 ff. 

3 Strabo, Geogr. XVII, 1, 48 (p. 817 Casaub., p. 1171—1172 Ald.). 0. 8. v. 

£ Om Elephantine se f. Ex. Forfatterens Reise 8. 216. 

5. Dimicheu, l. c.; slgn. Revue Archéol. VIII, S. 462 (1851). 

8 Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8. 155. 

7 Ezek. 29, 10 og 30, 6. 

' Strabo, Geogr. XVI, 1, 8 og 48 (p. 787 og p. 817 A., p. 1135 og p. 
1171 A.); Plin., Hit. Nat. V, 10; VI, 35; XXXVI, 13; Her. I, 28; 
Ptol. L c. Pausan. Perieg. Hell. VIIT, 38. 

” Forfatterens Reise S. 212. 

10 Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8. 162. 

11 Ptol., Geogr. IV, 5; Itin. Anton. p. 165; Tab. Peut. 0. 8. v. 

2 Sign. Forfatterens Reise S. 217. 

13. Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 156. Pe er Artiklen. 

14. Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 154 fl. 

18 Sign. Forfatterens Reise S. 213 ff. 


952 
skrifterne paa Øens Templer, hvoraf, som bekjendt, meget betyde- 
lige Rester ere tilbage. 
II. 7es-Hor", Hellenernes Apollonopolites?, indbefattede 


Landskabet omkring Edfu. Nomos-Guden var en Horos?, I Nomen 
skulde Osiris' Øre være begravet. De vigtigste Byer vare: 
me" eller Å JE cous, Brxhau" af Klassikerne kaldet 
AnoMlwvtg modig”, nu Edfu8; Hovedguderne vare: Horos, der i 
Reglen fremstillledes som den bevingede Solskive <=> og kaldtes 
med Tilnavnet ,Edfueren" (hut eller tebu), hans Hustru Hathor 
og Gudeparrets Søn, Ahrt eller Hor-sam-ta-ui, en yngre Horos. 


SI 8 khen?, nu Silsilig med fortrinlige Sandstensbrud 9, 

III. Then (?)"", Klassikernes Latopolites!?, Nomos-Guddommen 
var Sydens Gudinde"3, I Nomen skulde Osiris" Øielaag opbevares. 
Af Stæder maa mærkes: 


1! Se f. Ex. Dimichen, Recueil II, pl. II. og oftere? Om Nomen se J. de 
Rougé Revue Archeol. XII, 8. 199 ff. (1865). Slgn. nedenfor Anmk. 5- 

?2 Paa Menter og hos Plin., Aist. Nat. V, 9. Hos Ptol., Geogr. IV, 5 regnes 
Nomen ligesom den foregaaende og efterfølgende til Hermonthi 
og Theben. . 

? Duimichen, Recueil pl. LXXVIII, pl. LXXXV og pl. LXXXIX. 

£ Man læser i Reglen Navnet hutu eller Aut (hat); men da <——> er poly- 
phont og bl a. kan læses edb (se de Rougé i Mémoires de VD Acad. des 
Inscr. XXV, II, 8. 282 Anmk. 3), er det muligt, at dette Ord ber 
læses tebu og ikke hutu eller hat. 

8. Dtmichen, Aecuei/ I, pl. LXI; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 165. 
I en Indskrift i Edfu, der handler om Templets Eiendomme (se oven- 
for S. 198 Anmk. 3) kaldes Nomen pe tesh un tebu, d. e. Edfu-Nomen; 
se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 94. 

S Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, 8. 178 fr. 

7 De kalde Byen i Reglen ,det store Apollinopolis"; se Ptol. 1, c.; 
Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C., p. 1171 A.). 

2 Om Edfu, sign. Forfatterens Reise 8. 219. 

?. Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8S. 164; III; 8. 3. 

'0 Om Silsilis sign. f. Ex. Forfatterens Reise 8. 217—218. 

"! F. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. IL. og oftere; J. i de Rougé Revue 
Archéol. 1. c. S. 210 fø. 

12 Paa Menter og hos Plin., Aist. Nat. V, 9. 8lgn. ovenfor Anmk. 2. 

13. Dutmichen, Recuei/ I, pl. LXXVIINI og LXXXVIL 


953 


(d, a Eg. per 
ed eller lJe kaldet saaledes efter ,Sydens Gudinde", der 


bar samme Navn, som er at udtale enten nesham, neshab, nekhabi 
eller neben, eller suben eller maaske ganske anderledes!?. Af Byen, 
som Klassikerne kaldte Eileithysas 5By?, findes Levninger ved Elkab ?. 


ne eller ry snit, CrVH nu Esne', af Kl assikerne kaldet 
Latopolis”, efter Fisken Latos, hvis Navn paa Ægyptisk var bdet8; 
BEN pe-khnum?, Kopternes DDVLC” ; 


HL ha-atef eller ta-ha-atef, senere udtalt ta-ha-iut"1, formodent- 


lig Klassikernes Tuphion!? og det nuværende 7aut. Man antager 
i Reglen denne By for Strabons Kooxodsikwv nolg"2, der sand- 
synligvis kaldtes saaledes, fordi den krokodillehovedede Sebek 
dyrkedes i Byen; 


c- UI pe-neb-ha-t!+, maaske Klassikernes Aphrodstopolis "6, 


i F— ha-sfen", formodentlig det nuværende Asfun og det ÅAs- 
phynes, der nævnes i en geographisk Liste fra den senere Keisertid"”, 


2 Om Udtalen, se Brugsch i Zeilschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 15 
(1868) og Le Page Renouf sammesteds V, 8. 43 (1867). 

7 Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.). 

2 Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 220 —221. Om Byen slgn. forevrigt 
Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 170 fø. 

£  Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 168 fi.; Il, S. 4 ff. 

' Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, 8. 189 ff. 

£ Om Esne elgn. f. Ex. Forfatterens Reise 8. 210—211. 

7 Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.). 

' Brugsch, I. c. 8. 168. 

". Brugsch, Geogr. Jnscår. I, 8. 178. 

w" Champollion, L' Égypte sous les Pharaons I, 8. 184 

11 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 173—174. 

12 Ptol, Geogr. IV, 5. 

13 Strabo, Geogyr. XVIT, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.). 

14. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 178—174. 

15 Strabo, Geogr. Il. c. 8. 172. 

16 Brugsch, Geogr. Inscr. I, 8. 172. 

17 Notitia dign. Imp. Rom. 


954 


IV. Vast (?), Vabu (?) eller Su? (?), Klassikernes Hermon- 
thites?, eller Phaturites 2 (Pathyrites)", OnBov vouos? indbefattede 
Distriktet omkring Theben. Nomosguden var efter de fleste Vid- 
nesbyrd Mentué; undertiden nævnes dog Amon som Nomosgud”. 
Af Byer i Nomen maa mærkes: 


O 8 a 
fg an eller if 5 NY e an-mentu, maaske ogsaa udtalt her 
mentu?, Hermonthig"?, Kopternes Cpæovt 1) nu Erment!”; 
CO pe-hator, Pathyra, en lille By Syd for Theben, var (under 


Ptolemaierne og Romerne) en Tidlang Nomoshovedstad "3 ; 
MM ag a i i, 
"hg le apu"" eller je vabu (P), vasi (P) eller su (?)15, ogsaa kaldet 


USS pe-amon eller ? US na-amon 78 my N>"”7 eller blot 2 


mm me —m— —o= 


"1. Nomen omtales f. Ex. Dimichen, Recueil! I, pl. III og oftere. Om- 
Nomen og dens Geographi sign. J. de Rougé i Revue Archéologique, 
nouvelle série XVI, 8. 321 ff. (1865). 

2 Ptol., Geogr. IV, 5. Plin., Hist. Nat, V, 9. 
3 Plin., Aut. Nat. V, 9. 
4 Denne Benævnelse findes i de græske Papyrus'er, se Brugsch, Lettre 

å M. le Vicomte de Rougé 8. 7. I den hieroglyhiske Indskrift fra Edfu 

kaldes Nomen pa-Åathor, hvoraf Ordet Pathyrites er dannet. 

Ptol. Geogr. IV, 5. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV. 

Dtmichen, Recueil I, pl. LXXVIII og LXXXIX. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 193. 

Det første Tegn betyder maaske ,en Mølle", hvilket Ord paa Ægyptisk 

maaske baade hed an og åer. 

10 Strabo., Geogr. XVI, 1, 47 (p. 817 C., p. 1171 A.). 

11 Champollion, Z'Éyypte sous les Pharaons I, 8. 196 fr. 

132  8lgn. Forfatterens Reise S. 210. 

13: Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 189. 

14 Dtmichen, Recuei/ I, pl. LXI; apu betegnede den Øst for Nilen 
liggende Del af Theben, der skrives paa mange Maader; se Brugsch, 
Geogr. Inschr. I, 8. 176 ff. 

18. Brugsch, I. c. Dette Ord betegnede navnlig den Vest for Nilen lig- 
geude Del af Byen. Udtalen af Ordet er ikke sikker. 

14 Brugsch, ]. c. 

17. Nahum 8, 8. 


BD ad 4$ aa & 





955 


na!, n5?, d. e. Staden, Assyrernes — |] Ca &—] ni-'3, 80- 
nere i det demotiske Sprog kaldet sæ f tape eller tabe", (,,Resi- 


densstaden ?"), hvad Hellenerne kalde Ox2ar. Den gamle Stad 
laa ved det nuværende Luxor og Karnak; maaske laa en Forstad 
ved Medinet-Abu. Først da Theben udvidedes saa betydeligt, be- 
byggedes Sletten Nord for Medinet-Abu indtil Kurna. Her op- 
byggedes store Paladser først af Amonhotep III., siden af Seti I. 
og sidst af Rameses II. Rameses III. byggede i Medinet-Abu, lidt 
længere imod Syd. Efter hans Tid opførtes der ikke mange flere 
store Bygninger, og fra Sisakidernes Tid begyndte Byen at for- 
falde; i det romerske Herredømmes første Dage var Byen kun en 
Samling af Landsbyer. Byen besøgtes dengang ofte af græske og 
romerske Reisende?.  Hovedguddommene vare Amon, Mut og 
Khonsu; man dyrkede ogsaa Gudinder, der vare opkaldte efter 
Byen og førte Navnene apu og vabu (vasi?). . 

V. ....8, Klassikernes Koptites?, indbefattede Egnen om 
Koptos. Hovedguden var en Form af Osirig-Horos, der benæv- 
nedes Khem (eller Min?)!, De mærkeligste Byer vare: 


Se Brugsch i Zeitschr. fiir ågypt. Sprache X, 8. 29 (Marts-April 1872). 

Jerem. 46, 15; Ezek. 30, 14 ff. 

Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1, 171 og oftere. 

Denne Benævnelse findes i Demotisk; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 

S. 178. Der tales i de demotiske Indskrifter ogsaa om pe tosh n tape, 

Nomen Theben. 

5 Se Hom. Iliad. IX, 383 ff.; se forøvrigt Strabo, Geogr. I, 1, 16 sq. 
(p. 9 C., p. 17 A.); I, 1, 29 (p. 35 sq. C., p. 60 sq. A.); XVII, 1, 46 (p. 
805 sq. C., p. 1170 sq. A.); Plin., Aist. Nat. V, 11; slgn. XXXVI, 11 
ff. og XXXVIII, 54; Mela, Le situ Orbis I, 9; se ogsaa Diod., Bibl. 
Hist. I, 49 ff.; Pausan., Perieg. Hell, 0. 8. v. 

% Om Thebens Levninger, se bl. a. Forfatterens Reise S. 206—213 og 
S. 222—943. 

" Herom vidne mange græske og latinske Indskrifter. 

8 Dimichen, Recueil I, pl. IV, og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i 
Revue Archéol, nouvelle série XII, S. 333 ff. (1865). 

, Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

10 Dtimichen, Recueil I, pl. LXXVIII, pl. LXXXV og pl. LXXXIX. 


mm CB. bd mm 


956 


salg kusi?, Råuc ener Rwuc Gep6Gep 2 nu Kus; Ho- 


vedguden var en Horos. Af Klassikerne kaldtes Byen derfor ogsaa 
Anoldwvos mods (til Forskjel fra Edfu benævnet ,,det mindre)2«, 


x IN kebti?, Kopternes Kewr eller Kervyos , muligvis 


Åssyrernes — 1] JET lal JEI < T— kizip-ki-pi?, Hellenernes 
Koptos”, nu Koft. Byen førte en levende Handel med Arabien. 
Veien gik igjennem Hamamatdalen, hvor Ægypterne havde mange 
Stenbrud, i hvilke der er fundet flere hieroglyphiske Indskrifter. 

VI. Kantu (?)8, Klassikernes Tentyrites?, indbefattede Egnen 
om Denderah; Hovedguddommen var Hathor"%, I Nomen fandtes 
Osiris" heire Ben. Af Stæder mærkes: 


PPPPPØN <T>O aa 
11 12 7 18 
Å an!! eller sæ ta-rerer"? eller SANGE & nul-neter "3, 


Kopternes HKHvræervrope;…, Hellenernes Tentyra "5, nu Den- 
derah "8; 


vane NS nebut, formodentlig det nuværende Nebut!”. 


Brugsch, Geogr. Inschr. III, 8. 7; slgn. 1, 8. 197 og 11, S. 95. 

Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, S. 221 ff. 

Strabo, Geogr. XVII, 1, 46 (p. 816 C., p. 1170 sq.). 

Dimichen, Recueil I, pl. XXXV; slgn. Brugsch, l. c. 

Champollion, £'Éyypte sous les Pharaons I, S. 224. 

Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 72. 

Ptol., I. c.; Strabo, Geogr. XVII, 1, 44 ff., (p. 815 C., p. 1169 sq. Å.); 

Plin., Hist. Nat. V, 9. 

2 Dimichen, Recueil I, pl. IV og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i 
Revue Archéol. nouvelle série XIV, 8. 297 ff. (1866). 

” Plin., Æisi. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5. 

10 Dimichen, Recueil I, pl. LXXVIII, pll LXXXV og pl. LXXXIX. 

11: Dtmichen Recueil ll. cc. og oftere. 

132 Dimichen, Recueil I, pl. LXXVIII; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 
201 fr. 

13 Dimichen, Recueil I, pl. LXI. 

14. Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, S. 234. 

18 Strabo, Geogr. XVII, 1, 44 (p. 814 C., p. 1169 A.). 

14 Slgn. Forfatterens Reise S. 244 —246. 

17 Brugsch, Geogr. ånschr. III, S. 3 og 8. 


4 SS ae dd & Mb 


957 


VII. Ha sekkekh eller Ha sekhem", Klassikernes Diospolites?. 
Nomens Hovedguddom var en Nephthys med Tilnavn nefr-sha- 
hotep?. Af Stæder maa mærkes: 


SE kenem eller ţg genem ogsaa kaldet ha-sekhekh+, 
formodentlig Kopternes OD 5, nu Hou, den samme By, som 
Hellenerne kaldte det mindre Diospolis'; 


E 2 www n www 7 
Jr: e Pe bennu eller IU e ha-bennu”, der efter de Rougé 


er den samme By som den foregaaende, men af Brugsch antages 
for Kopternes "Ta BEnnnHcEe:, og 


CO LS pe-zaz?, Kopternes Il urx 19, have efter al Sand- 


synlighed ligget i denne Nomos. 
VIII. Abet!! Klassikernes Thinites"?, indbefattede Distriktet 
omkring Abydos. Hovedguden var neppe Osiris'?, Hovedstaden var: 


Øen abudu eller abidu!t, Abydos, nu Arabat-el-matfun 16, T 


2!  Dtimichen, AÆecueil I, pl. V og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i 
Revue Archéol. nouv. série XV, S. 380 fl. (1867). 

2 Ptol. Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

3 Dimichen, Aecueil I, pl. LXXIX 86 ogsaa pl. LXXXV col. 8. 

$ Brugsch, Geogr. Irschr. I, 8. 204; elgn, Dtimichen, Recueil I, XCVI, 
col. 11 og pl. LXVI. 

5. Champollion, L"Égypte sous les Pharaons I, 8. 238. 

S Strabo., Geogr. XVII, 1, 44 (p. 814 C., p. 1169 A.). 

7 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 205; III, 8. 8. 

S Champollion, ZӃgypte sous les Pharaens I, S. 286. 

”. Brugsch, Il. cc. 

10 Champollion, L'Égypte sous les Pharaor« I, 8. 248. 

mm  Dimichen, Recueil I, pl. V og oftere. Om Nomens Geographi, se J. 
de Rouge i Revue Archeol. nouvelle série XV, 8. 383 ff. (1867). 

12 Ptol., Geogr. IV, 5, Plin Il. c. 

13 Ifelge Brugsch 1. c. 8. 133 var Anhor Nomosgud; efter Diimichen, 
Recueil I, pl. LXXIX dermed en Horos (Hor-Anebu). 

14 Dimichen, Recueil lI, pl. LIII. Det koptiske Navn er ubekjendt; 
Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 249 fr. 

18 Strabo, Geogr. XVII, 1, 42 ff. (p. 813 sq. C. p. 1167 sq. Å.). 

18 Slgn. Forfatterens Reise S. 248—2650. 


958 


Byen dyrkedes Osiris, Isis og Horos. Osiris” Grav, ar-heh, i de 
græske Papyrus'er kaldet a&Axas, fandtes i Abydos!?. Byen, hvis 
mest blomstrende Tidsrum falder i det mellemste Riges Tid, 
spiller en stor Rolle i de Dødes Bog?. 


SET tent?, ÅAssyrernes 1] —"I] Ti Ti Ca tam-nt', Hellener- 
. nes Tis, en tæt ved Abydos beliggende, for en Del med denne 
Stad sammenvokset By. Hovedguden var en Anhor&, en Gud der 
ikke omtales af Klassikerne. 


alle pe-se7, IICOs, af Stephan fra Byzanz kaldet Syis?, ogsaa 


benævnet B.es,— |) (lc ptlumis"%, Ptolemais!!, af Araberne 
kaldet Absae eller Ibsai, nu Minseie. 


i samhut"??, Kopternes CenOoDST 13, af Araberne 
i vore Dage kaldet Samhut. 

IX. Khem (?)"", Klassikernes Panopolites"5; Hovedguden var 
Guden Khem (Min?)?6, Af Stæder maa mærkes: 


:  Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 209; se Lauth, i Zeitschrift fiir ågyptische 
Sprache IV, 8. 36 og VII, 8. 7 ff. 

2 Lepsius, Zodtenbuch 1, 9 og oftere. 

2 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 206—207. 

£ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 110. 

5 Steph. Byz., De urbidus et populis under Ordet This. 

S Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 207. 

7 Denne Form forekommer kun i Lemotisk, i de hieroglyphiske Ind- 
skrifter findes [J pe (den bestemte Artikel) ikke, og Byen hedder blot 
se; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 211 ff. 

5 Champollion, £'Ågypte sous lee Pharaons I, 8. 253 ff. 

2 Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Syis. 

10 Dtimichen, Recuesi/! pl. LXXXVI; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 212. 

11 Strabo, Geogr. XVII, 1, 42 (p. 818 C. og 1167 A.). 

W  Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 212, 

13 Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, 8. 257. 

14 Diimiehen, Recueil 1, pl. VI og oftere. Om Nomen sé J. de Rougé i 
Revue Archeol, nouvelle série XV, S. 336 ff. (1867). 

18. Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Aist. Nat. V, 9. 

16 Dimichen, Recueil pl. LXXIX og pl. LXXXV, col. 10. 


959 


de Je apu eller JlJs sennu, ogsaa kaldet OS Fe khem- 


min! (P) Assyrernes — I P,” AN ca khi-mu-ni?, Kopternes 
| Ujemn 3, af Klassikerne kaldet snart Khemmis' snart — efter 


Hovedguden, som de sammenstillede med deres Pan — Panopolis %. 
Af Ægypterne benævnedes denne Gud, der ogsaa tilbades i Koptos, 
enten Khem eller Min, 

X. Vazi”, Klassikernes Aphroditopolitis?. Nomens Hovedgud 
var en Horos?. Hovedstaden var 


1 e pe-vazi  (uti) eller Rn tebu!" ”nu Idfeh ?, maaske 


Klassikernes Aphroditopolis "2, 

XI. Set eller Baar!"t, Klassikernes /ypselstes "5, laa Vest for 
Nilen, Syd for Distriktet Assiut. Hovedguden var Khnum (Num)"8, 
I Nomen fandtes Osiris" Mave (Amset). Hovedstaden var: 


!  Brugsch, Geogr. ånschr. I, 8. 212 ff.; Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV, 

og pl. LXVII. 

Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1. 109. 

Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, 8. 259. 

Diod., Bibl. Hist. I, 18, Her. II, 91. 

Diodor, Bibl. Hist. I, 18. le 

Udtalen af Ordet er usikker. Se ovenfor S. 955. 

Dimichen, Recueil I, pl Vl; om Nomen sé J. de Rougé Revue Archéol. 

nouv. série XV, S. 339 (1867). i 

Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

:  Dtimichen, Recueil I, pl. LXXIX. 

10 Dimishen, Recueil I, pl. XCIII, col. 6. 

1" Diimichen, Recueil I, pl. LXI. 

13 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 267—268, autager at 
Byen af Kopterne kaldtes Atbo ligesom Edfau. 

13 Strabo, Geogr. XVII, 1, 41 (p. 813 C., p. 1167 A.); Ptol L c. 

14. Diimichen, Recueil I, pl. VII, og oftere. Om denne Nomos sé J. de 
Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXII, 8. 1 ff. (1870). Meddelel- 
serne hos Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 216 ere mindre rigtige, 

18 Ptol Il c. 

14 Dimichen, Recueil I, pl, LXXIX og pl. LXXXV col. 11. Paa Men- 
terne paa denne Nomos findes afbildet en Vædder, Knuphis' Symbol, 
se Tåchon, Medaillese d& Égypte S. 99. 


Id 0 au få as» SU 


960 


ER 
Kopternes UJuri 8, Arabernes Shotep. 


XII. Tuf", Klassikernes Antaiopolites 5, ligeoverfor den fore- 
gaaende Nomos, Øst for Nilen. Nomosguden var en Horos?. I 
Nomen fandtes Osiris" Indvolde. Hovedstaden kaldtes: 


AN MIG pe-khor nub? eller "TAN F pe-hor-neb& sandsyn- 
ligvis Kopternes "Tx ODO", formodentlig Klassikernes Antai- 


opolis "9, der laa Øst for Nilen og som man søger ved Gau el Kebir!", 

XIII. Atef Khent"?, Klassikernes Lykopolites "2, indbefattede 
Distriktet Assiut.  Nomens Hovedgud var en Anubis!", med Til- 
navnet Apu-her. "Hovedstaden var: 


| ON SE eller N S>s2 saut"$ eller — $S8 saut!? 
e a 8 Q ? 


Kopternes Cox 18, ÅAssyrernes — 1] <p- DE TF li " -] 


1: Dtimichen, Recueil I, pl. LXI; pl. XCVI, colL 16; Brugsch, Geogr. 
Inschr. I, 8. 217. 

3 Dimichen, Recueil I, pl. LXXIX. 

3 Champollion, L' Égypte sous les Pharaons I, S. 275. 

"+ Dtimichøh, Recueil I, pl. VII, 0. s. v. Om denne Nomos se J. de 
Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXII, S. 5 fø. (1870). 

s… Ptol., Geggr. IV, 5; Plin., ist. Nat. V, 9. 

8 Dtimichen, Recueil I, pl. LXXIX slgn. pl. LXXXV, col. 12. 

7 Diimichen, Recuei! I, pl. LXI. 

. Dtmichen, Recueil I, pl. XCVI, col. 18; II, pl. XXVIII. 

Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 270 fé. 

10. Diod., Bibl. Hist. I, 21, Ptol., I. c.; Plin., Hist. Nat. V, 38 0. 8. v. 

1 Se Newbold i 7ransactions of the Royal Society of Litterature I, S. 93 ff. 
(London 1844). 

1” Dtimichen, Recuei/ I, pl. VIII og oftere; om Nomen se J. de Rougé 

i Revue Archéol. 1. c. 8. 9 fr. 

13 Ptol., Geogr. IV. 5; Plin., ]. c. 

14. Dtimichen, Recuei/ I, pl. LXXX og pl. LXXXV col. 13. 

18. Dtimichen, Recuei! II, pl. XXVI. 

18. Dtimichen, Recueil I, pl. XCVI, col. 19. 

1? Dtmicben, Recueil I, pl. LXI. 

18. Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 279. 








961 


st-iaza-uzut!, Klassikernes Lykopolis eller Lykon?, nu Siut, Assiut 
eller Ossiut?, Hovedstaden i Øvre-Ægypten i vore Dage. 


mn le DT mazet, et Sted i denne Nomos, hvor Hathor 


dyrkedes, maaske el-Matia, en Mil Sydost for Siut. Byen maa 
ikke forveksles med den endel nordligere liggende Hovedstad i den 
nittende Nomos, hvis Navn skrives omtrent paa lignende Maade. 

XIV.. Atef-pehu?, med Nomosguden Hathor”, laa Vest for 
Nilen, Nord for den lykopolitiske Nomos, men dannede i senere 
Tider ingen egen Nomos. En Del af Nomen, iblandt Andet Hoved- 
staden, indlemmedes saaledes i Hermopolites; andre Dele forenedes 
maaske med Lykopolites. I Nomen gjemtes efter Fortællingen 
Osiris" Ribbén; efter en Indskrift i Edfu?, som det synes, tillige 
Vædsken af Osiris" Lever. Hovedstaden var: 


We kus?, Kopternes RcuC ?, de gamle Forfatteres Khusai ", 


som de henføre til Hermopolites, nu Kussiah. Efter Aelian til- 
bades der i Byen en Ko!?, hvad der ganske stemmer med Ind- 
skrifterne, ifølge hvilke Hathor, hvem som bekjendt Koen var hel- 
liget, var Byens Hovedguddom. i 


1. Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1. 108. 

2 Strabo Geogr. XVII, 1, 41 (p. 813 C., p. 1167 A.); Steph. Byz., De 

urbibus et populis; Plin., Hist. Na!. V, 2. 

SIlgn. Forfatterens Reise 8. 203 —204. 

Dåmichen, Recueil I, pl. XCIII, col. 47; hvor /athor neb maze omtales. 

Se nedenfor S. 966. i 

Dimichen, Recueil I, pl. IX og oftere; om Nomen se J. de Rougé i 

Revue Archéol. nouv. série XXII 8. 12 ff. (Juli 1870). 

7 Dtmichen, Recueil I, pl. LXXX og pl. LXXXV, col. 14 

8  Dimichen, Recueil I, pl XCVI 

2 Dimichen, Recueil I, pl. LXI, pl. LXXXV, pl. XCVI col. 20. Om | 
Udtalen af Tegnet, der fremstiller en Mand med et Mumiebind i hver 
Haand; se Pleyte i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IV, S$S. 15 (1866). 

10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 284. 

11 Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Khusai; Åelian, De nat. 
aninal. X, 27. . 

2 Ael. Il c. 


aa Mad mk de 


962 


XV. Un!, der nærmest svarer til Klassikernes Hermopolttes?, 
indbefattede, som vi have sét, oprindeligt kun den — større — nord- 
ligere Del af denne Nomos. Nomosguden var ThotÉ, ved Siden 
af hvem der tilbades to indbyrdes nær beslægtede Gudinder, Ne- 
hemva og Bibliotheksgudinden Sefekh(?)", I Nomen bevaredes 
Osiris" Lever. Hovedstaden var: 


i = — = Q eller i UL ha-sesennu eller ” > i Ek: & pe-sesennu?, eller 
blot = =g 6 eller ne eg sesennu”, ,,Ottestaden" 8, ogsaa kalde, 


pe-tehut?, Hermopolis "?”, Kopternes Ujæorsn", nu ÅAshmu- 
naim. I Byen dyrkedes, som alt bemærket, Thot og Nehemva ?”. 


CJ "æn pe-atun"3, d. 6. Atun's (Solens Skives) Stad, laa ved 
det nuværende Tel-el-amarna og var igjennem flere Aartier under 
Akhu-n-atun (Amonhotep IV.) og hans Efterfølgere, Sæde for 
Ægyptens Pharaoner +. 


1 Nomen omtales Dimichen, Recueil I, pl. IX og oftere; Lepsius, Denk- 
måler II, 124 og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. 
nouv. série XXIII, 8. 65 ff. (1872). 

2. Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

3: Dtmichen, Recueil I, pl. LXXX og LXXXV col. 15. 

1. Dimichen, Recuei/! I, pl. XCIII, col. 8. Udtalen af den sidste Gud- 
indes Navn er heist usikker, se nedenfor 8 78. 

5. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 219 ff. 

S Lepsius, Todtenbuch 17, 3 og oftere. 

7? Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV col. 15. 

, Eller: ,de otte Guders Stad". 

2? Lepsius, Denkmåler II, 113 b. og c.; Brugsch, Il. c, 

10 Ptol. I. c.; Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Hermupolis; 
Her. II, 67; Plut., De Iside et Osiride c. 3 og c. 50; Ammian. Mar- 
cellin.,, Hist. XXII, 16 0. s. v. Byen omtales mærkeligt nok ikke af 
Strabon, maaske blot paa Grund af en Forglemmelse. 

11 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8 290 ff. 

12 Thot, Herre af Sesennu d. e. Ottestaden, omtales meget ofte i de 
ægyptiske Indskrifter. I Lepsius, Todtenbuch 114, 4 nævnes Thut 
(Thot), Sa og Tum som Byens Sjæle d. e. fornemste Guder. 

12  Lepsius, Denkmåler III, 97 ff£., slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 221. 

14 Se ovenfor 8. 852. I Gravgrotterne ved Byen findes flere Billeder 
og Indskrifter fra denne Tid. 


963 


I Nærheden af Tel-el-amarna ved Sheikh Abadeh findes 
Ruiner af Staden Antinoeia eller Antinoopolis, som af Hadrian 
gjordes til Hovedstad i en egen Nomog?. I Byen, der allerede 
var til i Pharaonernes Dage, dyrkedes Guden Bes, der havde et 
Orakel i Byen?; Byen benævnedes formodentlig pe-bes. 

XVI. Mek? svarer sandsynligvis for en Del til Kopternes 
Nomos Tuho+, laa Øst for Nilen og indbefattede Landskabet om- 
kring det af Nilreisende saa ofte besøgte Benihassan%. Hos 
Klassikerne nævnes ingen Nomos, som svarer til Nomen Meh 
eller til Kopternes Nomos 7uho. I Nomen skulde Osiris" Øie 
findes. Hovedguden var en Horos&, der, efter Sagnet, i denne 
Nomos have vundet vigtige Seire over sin Modstander Set (Ty- 
phon)”. Af Byer maa mærkes: 


8 Je hebenu?, Nomens Hovedstad, der uden Tvivl har ligget i 


Omegnen af Benihassan?, og 


DXy se!9 (2), et ved Benihassan liggende Sted med en til Gud- 


inden Sekhet (Pakht?) viet, i Klippen hugget Helligdom, hvorfor 
Stedet af Klassikerne kaldtes Speos Artemidos!", 


12 Ptol, Geogr. IV, 5; Hierol. p. 730. 

2? Brugsch, Geogr. Inschr. I, S 221—222; G. Wolff, De novissima oracu- 

lorum ætate 8. 43 (Berlin, 1854). 

Diåmichen, Æecueil I, pl. IX og oftere; Lepsius, Denkmåler II, 124 og 

oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série 

XXII, S. 68 ff. (1872). 

Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 199 ff. 

Om Benihassan se Forfatterens Reise S. 251. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXXX og pl. LXXXVI col. 16. 

Naville, 7extes mythologiques &Edfou pl. XIV 1. 9. 

Byen omtales Dimichen, Recueil I, pl. LXI, pl. XCVI col. 22 og of- 

tere. Lepsius, Denkmåler II, 10. 

? Hulerne ved Benihassan tjente i det tolvte Dynasti's Tid til Begra- 
velser for Nomarkherne i denne Nomos. I Byen Hebennu benævnedes 
det vigtigste Tempel Aa-meh; i det fandtes bl. a. hellige Træer; se 
J. de Rougé, Revue Archéol. 1. c. 

10 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 224—225. 

1  flin. Antonin. p. 167; Notit. Dign. Imp. Rom., hvor Stedet kaldes Peos 
AÅrtemidos. 


æ ed åd HR å 


61" 


964 


i ==. ha-ur" eller me her-ur?, der formodentlig har 
ligget i samme Egn. 


[mmm Ø 
== ad ka Y) mena-t-khufu?, Kheops' Mena, uden Tvivl 
[IVOrnE +, (Minieh), der formodentlig har ligget Øst for Nilen 


ligeoverfor den nuværende Kjøbstad Minieh &, 
XVIL ....%, Klassikernes Æynopolites”, med Nomosguden 
Anubis?, laa, som det synes, i det Mindste for en Del Øst for 


Nilen. Hovedstaden var: 
i ds ha-se(?)? eller ra FA. sa-ka eller ka-sa"!%, maaske Kop- 


ternes Rarc 11 der efter Champollion!? er det Vest for Nilens 


Hovedløb i Nærheden af Abu-Girgeh liggende el-Kits eller el-Gis; 
dette Sted antages tillige at indeholde Levningerne af Klassikernes 
Lykopolis, som efter Ptolemaios laa paa en Ø i Nilen"3, 


1  Lepsius, Denkmåler II, 84; Dåmichen, Recueil pl. XCIII col. 9, hvor 
der nævnes en Gudinde Mek som Byens fornemste Guddom. 

2 Dtimichen, Recueil I, pl. XCIV, hvor Hek ogsaa nævnes som Byens 
Gudinde; her-ur omtales Brugsch, Geogr. Inschr. 8. 224. 

2  Lepsius, Denkmåler II, 124. 

4 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8. 298. 

"8 Ifølge Wilkinson, Afodern Egypt. II, S. 55 findes der ligeoverfor 
Minieh betydelige Levninger fra Oldtiden. Det nuværende Minieh 
ligger formodentlig paa den femtende Nomos' Grund. 

£ Nomen omtaler Dimichen, Recuei! I, pl X og oftere. Udtalen af 
Nomosuavnet, en liggende Shakal med en Strudsfjeder, er uvis. 

7 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9; Strabo, Geogr. XVII, 1, 
40 (vp. 812 C.; p. 1166- A.). 

8 Dtmichen, Recueil! I, pl. LXXXI og pl. LXXXVI; Strabo l. c. 

”» Dtmichen, Recueil I, pl. LXI. Ifelge de Rougé maa Navnet læses 
ha-suten, og Byen er efter ham ikke forkjellig fra det af os nedenfor 
(S. 965) omtalte ha-suten; se dog det S. 965 Anmk. 12 anferte Sted. 

10 Diimichen, Recuei! I, pl. LXXXI og pl. XCVI col. 23. 

11 Champollion, L"Égypte sous les Pharaons I. 8. 302—303. 

12 Champollion L c. 

13 Ptol. I. c., hvor forevrigt ikke Kynopolis, men Byen Ko nævnes som 
Metropolis i Nomen LZykopolites. 


965 


XVIII. Sep!, hvis Nomosgud ligeledes var en Anubis?, laa 
sandsynligvis Øst for Nilen. I senere Tider dannede Landskabet 
ikke nogen egen Nomos, men inddroges, ligesom andre mindre 
Nomer, under de tilgrændsende Nomer. Af Byer kunne mærkes: 


i ormen SD ha-bennu?, maaske Klassikernes Hipponon ", 
Wa: eller N 9 ut, der ogsaa kaldes ,,det sydlige ut"7, laa for- 


modentlig i denne Nomos; efter et af Brugsch anført Mindes- 
mærke £ synes Byen at have været Hovedstad i Nomen. Saafremt 
dette forholder sig rigtigt, er ut maaske kun et andet Navn paa 
ha-bennu (Hipponon?). 


SNU tauzi?, maaske Kopternes Tu2t,, synes, 
efter Piankhs Indskrift, at have ligget Øst for Nilen. 
[118 suten-ha — at læse ha-suten (d. e. ,Kongens Hus"), 


synes efter en Indskrift i Edfu!” at have hørt til denne Nomos. 
Byen laa efter Piankhs Indskrift, ligesom den foran nævnte By, 
Øst for Nilen 3, 


Se eller J—i9s bahu!+, maaske KENBS Os, var 


1? Diåmichen, Recueil I, pl. X og oftere. 

2  Dimichen, Recueil I, pl. LXXXI, pl. LXXXVI col. 18 og pl. XCV. 

2 Dtimichen, Recueil I, pl. LXI. 

" tin. Antonini p. 168; slgn. J. de Rougé i Revue Archéol, nouv. série 
XXIII, S. 72 Anmk. 3 (Février 1872). 

5 Lepsius, Denimåler II, 98 0. s. v. 

& Lepsius Denkmåler II, 113 a. og oftere. 

7 Lepsius, Todtenduch 142, 8. 

8 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 228. 

” Mariette, Gebdel Barkal pl. I, I. 4. 

10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 299. 

m Slgn. J. de Rougé I. c. 8. 72. Om flere af de her nævnte Byer slgn. 
Brugsch i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache IV, $. 24 (1866). 

12  Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVI, col. 18. 

13 Mariette I. 0. 

1 Brugsch, Geogr. Inschr. I, $. 228—229. 

18. Champollion, Z"Egypte sous les Pharaons II, S. 309. 


966 


et Sted, hvor Thot og Nehemva dyrkedes!; det laa formodentlig 
ogsaa i denne Nomos ligesom ogsaa Byen 


C- Æ cd ER) pe-kras-ostri, efter Brugsch? IlarnkoAErC:, 


og det nuværende Kolosana. 

XIX. Vabu(?)! svarer uden Tvivl nærmest til Klassikernes 
Oxzyrynkhiteså, i hvilken Nomos efter de gamle Forfatteres Vid- 
nesbyrd en Fisk, de kalde ogvevyyos, ansaaes for hellig?. Nomens 
Hovedguddom var forøvrigt en Nephthys”. Af Stæder maa mærkes: 


£? La unnus8 eller =S mer(t)?, Nomens Hovedstad, maaske 
www CI gø a 8 

ikke forskjellig fra Byen 

2 åw V=Y pe-maze"%, Kopternes Ilvezeu, nu Behnese, 


der ligger inde i Landet tæt ved Ørkenen og indeholder Levninger 
af Klassikernes Oxyrynkhos!”, der efter dem var Nomens Hovedstad. 


O j Y kheb eller khibu, nu el-Hibe, paa Østsiden af Nilen 


— omtrent ligeoverfor Midtpunktet imellem de paa Vestsiden lig- 
gende Byer el Fent og Fesn — var under de senere Rasenner disse 
Pharaoners Yndlingsopholdssted, ja maaske deres Kongesæde?3, 


Se Brugsch i Zeitschr. fir ågypt. Sprache V, S. 8 (1867). 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, 3. 229. 

Champollion, I? Égypte sous les Pharaons I, S. 308. 

Dimichen, Recueil I, pl. XI, og oftere; Mariette, Gebel Barkal pl. I, I. 4. 

Strabo, Geogr. XVII, 1, 40 (p. 812 C., p. 1166 A.); Ptol., Geogr. IV, 

5, Plin., Zist. Nat. V, 9. 

£ Strabo, Il. c. Ifølge Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 
S. 54 ff. (Mai—Juni 1871) var sep det ægyptiske Navn paa dævevyzos. 
Sep omtales i de Dedes Bog (Lepsius, Todtenbuch 17, 33). 

7. Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVI; slgn. S. 136. I Lister over No- 
mosguddommene springes Nomen undertiden over, saaledes i den af 
Dimichen, Recueil I, pl. LXXVII, ff., meddelte Liste fra Denderah. 

8  Brugsch, Geogr, Inschr. I, pl. XXVI; sign. Lepsius, Todtenduch 125, 22. 

9 Duimichen, Recueil I, pl. LXI. 

10 Mariette, Gebel Barkal pl. I, 1. 4. 

11: Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, S. 304 fr. 

13 Strabo, I. c.; Ptol., 1. c. 

13 Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 230. Se ovenfor 8. 915. 


967 


XX. Neha-khent!, ,,det forreste Sykomoreland", indbefattede 
den — større — sydlige Del af Nomen Herakleopolites?, der, 
efter hvad Klassikerne fortælle, dannede en Ø i Nilen. I Virke- 
ligheden findes der her en Ø, som begrændses af Nilen og af den 
store Kanal Bahr-Jussuf, der skiller Øen fra Ørkenen. Landskabet 
Fayum, som i senere Tider blev en egen Nomos, afhang i ældre 
Tider maaske ogsaa af Nomarkhen i Neha-khent?, Hovedguden i 
Nomen var Har-shefu", som af Klassikerne stundom kaldes 
Årsaphes?, men forøvrigt af den sammenstilledes med deres 
Herakles; Harshefu afbildedes med Vædderhorn. Hovedstaden var: 


(lg pi vare 6 eller J pi venner eller ål]: khennsu?, Assyrernes 


— 7] å <2 =2 mg <p- hi-nizin-st?, Kopternes ØNHCc 10 
Fsraeliternes o>m, Khanes!", nu Anasieh!”. Klassikerne kalde Byen 
"Hoaxåéovg nog", sandsynligvis fordi, som allerede antydet, 
Hovedguden, Har-shefu, mindede dem om deres Herakles. Byen 
omtales ofte i de Dødes Bog og synes i det Hele at have spillet 
en ikke ringe Rolle i Mythologien, iblandt Andet i Osirismythen. 
Osirig, Isis og Horos havde ansete Helligdomme i Byen!" 


!  Dimichen, Recueil I, pl. XI og oftere. 

2 Strabo, Geoyr. XVII, 1, 35 og 39 (p. 809 og 812 C.; p. 1163 og 1166 
A.); Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5. 

2 Se nedenfor 8. 968. 

$ Diimichen, Recueil I, pl. LXXXI. 

SS Plut., De Iside et Osiride c. 3. 

& Lepsius Todtenbuch 1, 10 og oftere. 

7 Dimichen, Recueil! I, pl. LXI, pl. XCVII col. 25. 

8 Dtimichen, Recueil 11, pl. XXXVI. 

9 Rawlinson, /Znscript:ons III, pl. 17 1. 97; slgn. dog ovenfor S. 936. 

10. Champollion, I' Égypte sous les Pharaons I, 8. 311 ff. 

11 Esatas 30, 4. 

12 Wilkinson, Modern Egypt II, 8. 20. 

13 Strabo, Geogr. XVI, 1, 39 (p. 812 C., p. 1166 A.). 

14 Sign. E. Naville i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIN, 8. 126—127 
(1870). I Lepsius, ZFodtenbuch 17, 2 fortælles der, at Solen har 
hævet sig i Byen Khennsu (Herakleopolis), hvad der lader formode, at 
man antog, at hele Osiris' Legeme var begravet i Byen. 





968 


RE: eller —- A orn] pe-hapi?, Klassikernes Neidov nodeg?, 
laa efter Ptolemaios? midt paa den Ø, der dannede Nomen Hera- 
kleopolites. Efter Diodor opholdt Apis sig 40 Dage i Byen, før den 
højtideligt indførtes i Apistemplet i Memphis og her indsattes i 
sin Værdighed. Byen har formodentlig ligget omtrent ved det 
nuværende Behabsin, en god Mil Nord for Beni-Suef. 


NER se-men, formodentlig & det nuværende Isment eller Sedement- 


el-Gebel, hørte sandsynligvis ogsaa til denne Nomos. 

XXI. Neha-pehué, med Hovedguden Khnum?”, laa i Nær- 
heden af den forrige Nomos; men hvor den maa søges, kan endnu 
ikke angives med fuld Sikkerhed?. Som Hovedstad nævnes: 


VWWWV oe 
OD 3" shena-khennu (t)?, om hvis Beliggenhed der ellers 
Intet vides. 


re a se-men- 10 . i 
mæ SENE se-men-se-hor 79, nævnes ligeledes undertiden som et 


Sted, hvor Khnum dyrkedes, og som en af Nomen Neha-pehu's 
vigtigste Steder. 

XXII. Matennu (?) Tema eller Seft (P) "1, Klassikernes Aphro- 
ditopolites"”, indbefattede Landskabet Øst for Nilen, Syd for den 
memphitiske Nomos. Hovedguden var Hathor"2, Hovedstaden var: 


Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 113; se ovenfor S. 931. 

Dtimichen, Recueil II, S. 24. 

Ptol., Geogr. IV. 5; Diod., Bibl. Hist. I, 85. 

Ptol, 1. c. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, S 232. 

Dtmichen, Recuei! I, pl. XII og oftere. 

Dimichen, Recuei! I, pl. LXXXI. 

SIgn. J. de Rougé i Revue Archéol, nouv. série XXII, S. 72. 

Duimichen, Recueil I, pl. LXI se ogsaa pl. XCVII, col. 26. 

10 Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVI. 

"1 Dtimichen, Recueil I, pl. XII og oftere. Tegnet Vw, hvormed Nomos- 
navnet skrives, er flerlydigt. 

13  Strabo., Geogr. XVII, 1, 35 (p. 809 C., p. 1163 A.); Ptol. Geogr. IV, 
5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

13 Dimichen, Recuei! I, pl. LXXXL 


e GG eee 0 RE SS dd ØB mm 


969 


CORT 
; uns pe-neb-tepu-aha! eller Seti tep-aha?, Kopternes 


True, eller Ileyrruee, 3, Hellenernes Aphroditopolis', 
ved det nuværende Atfieh eller Tepih. I Byen dyrkedes Hathor. 


Å (He kher eller khelå, uden Tvivl Kopternes X' ON eller 


Åo2 8 sandsynligvis det Sol, som flere Reisende omtale Nord 


for Atfieh (Tepih)?”. Byen laa enten paa et Bjerg eller i Nær- 
heden af et Bjerg og hørte formodentlig til denne Nomos. 
Til Øvre-Ægypten maa vi endnu henregne Landskabet: 


Fr GDrt (a-she?, d. e. Sølandet, Kopternes <b10,88 ?, Klassi- 


kernes Arsinoites"9, der indbefattede den Vest for Beni-Suef liggende 
Oase Fayum. Det dannede ikke nogen egen Nomos, sandsynligvis 
fordi Landskabet først blev en Del af Ægypten, efterat Nomos- 
inddelingen var bleven endelig fastsat, hvortil maaske ogsaa kom 
den Omstændighed, at Dyrkelsen af den med Set (Typhon) nær 
beslægtede Sebek, der var Landskabets fornemste Guddom, afholdt 
Ægypterne fra at oprette det ellers saa rige og stærkt befolkede 
Landskab til en egen Nomos. Hovedstaden var: 


1! Dtmichen, Recueil I, pl. XCIII col. 9; II, pl. XXXIV col. 1; pl. 
LXVIII col. 6. I Dimichen, Recueil I, pl. LXI kaldes Byen 
pe tep (?) ahe. Om Byens Navn se ogsaa J. de Rougé i Revue Archéol. 
nouv. série XXIII, 8. 77. 

Mariette Gebel Barkal pl. I, 1. 4. 

Champollion, Z”Egypte sous les Pharaons I, 8. 332— 333. 

Strabo, l. c. 

I Mariette, Gedel Barkal pl. V, 1. 115, se ovenfor S. 931; Lepsius, 

Todtenbuch 1, 18 og oftere; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 277. 

5 Champollion, L' Egypte sous les Pharaons I, S. 311. 

7 Se f. Ex. Kortet til Oliviers Voyage; se Champollion l. c. 

& Varianter til Todtenbuch 125, 28; se ogsaa Brugsch, Zeitschrift fir 
ågyptische Sprache X, 8. 89 fr. (1872). 

” Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, S. 291. 

10 Strabo., Geogr. XVII, 1, 35 (p. 809 sq. C., p. 1163 A.); Ptol., Geogr. 
IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9, hvor der tales om to Nomer Arsinoites, 
men sandsynligvis maa kun den ene søges i Fayum, den anden ind- 
befattede formodentlig Omegnen af Sues. 


970 


xx OD CI væa CJ 

me shet" eller => eller == pe-sebek?, Strabons 
Kooxodsidæv mole ?. 

RU vv derhen, sandsynligvis det nuværende Ellahun+ og 
Geographernes ”Oguos Tltodsuaig?, der maa have faaet dette 
Navn efter en af Ptolemaierne, imedens Byen i tidligere Tid 


gjerne benævnedes efter de Konger, som sidst havde forbedret dens 
Befæstning É, 


i 70 ha-nehat, ,Sykomorestaden", laa formodentlig ogsaa i 


Fayum; i Byen dyrkedes Sebek?”. . 
I Nomen laa den ved Konst gravede Sø, som Hellenerne be- 
nævnede Moiris8; dens ægyptiske Navn var: 


she, d. e. ,Søen", eller væ she-ur, ,den store Sø ?, 


Søen laa sandsynligvis i den østlige Del af Fayum og er nu 
tørt Land; Birket-el-Karun i Fayums vestlige Del er en naturlig 
Indsø og er ikke gravet ved Konst. 

I Nærheden af Moiris-Søen fandtes den af de gamle Forfat- 
tere oftere omtalte Labyrinth”, hvoraf Lepsius mener at have op- 
daget adskillige Levninger — en Opdagelse, hvis Rigtighed dog 
betvivles af flere Ægyptologer, som have besøgt Stedet. 

Til Øvre-Ægypten hørte sandsynligvis de i den libyske Ørken 
liggende to nærmeste Oaser — den store og den lille Oase —, 


" Byen omtales oftere f. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 118 g. 

2  Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 281 ff. 

3 Strabo, Geogr, XVIN, 1, 38 (p. 809 C., p. 1163 A.). 

£ Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 89 (1872). 

3, Ptol., Geogr. IV, 5. 

5 I Piankhs Indskrift kaldes Byen saaledes: ,Sisak IV's By"; se 
Mariette, Gebel Barkal III, 1. 76 ff. 

7 Sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 231. 

2 Her. II, 13 og 148 ff.; Diod., Bibl. Hist. I, 52; Mela, De situ Orbis I, 
9; Strabo, Geogr. XVII, 1, 35 sq. (p. 809 sq. C., p.'1163 sq. A.). 

2? Brugsch, Zeitschrift 1. c. S. 89. 

10 Hos Brugsch l. c. 8. 90 findes et Forsøg til Forklaring af Oprin- 
delsen af det græske Ord Aafveorrbog. 


971 


om hvilke der dog endnu ingen sikkre Oplysninger er opdaget i 
de hieroglyphiske Indskrifter. 


I. Sebt-hat!?, de gamle Geographers Afemphites?, som de reg- 
nede til Provindsen Heptanomis, — der foruden denne Nomos tillige 
indbefattede de nordligste Nomer af det gamle Øvre-Ægypten? —, 
bestod dels af Landskabet Syd for Memphis omtrent indtil Kafr- 
Lisht, dels af de ligeoverfor paa Østsiden liggende Egne omtrent 
fra Gammel-Kairo til Landsbyen el-Akhsas. Hovedguden var Ptah", 
ofte kaldet Ptah-sebt-res-f (d. e. Ptah, han som residerer i sin 
Syd-Borg)?. Hovedstaden var: 


[Ju Eg ha-ka-ptah? eller rl IE Ne men-nofr eller men- 
nufi7, Kopternes ey: eller UlunGes, af Assyrerne kaldet 
—]]| h- 4 T- sie mizim-pi?, Israeliternes >"? eller >>", Hel- 
lenernes Memphis!?; Navnet er bevaret i 2442, axae Moneit-rahinneh, 


!  Diimichen, Recueil I, pl. XIII og oftere. 

2 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. Strabo taler ikke om, at 
Memphis var Hovedstad i en egen Nomos, men det er uden Tvivl 
kun en Forglemmelse af ham. 

3 Ptol., 1. c. regner følgende Nomer til Heptanomis: Bfemphites, Hera- 
kleopolites, Arsinoites, Aphroditopolites, Oxyrynkhites, Kynopolites, Hermopo- 
lites og Arftinoites. 

:. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII col. 1, hvor Nomens Skytsgud 
kaldes: ,, Osiris, Gudernes Fader". 

5. Dimichen, Åecueil I, pl. LXXXII og pl. LXXXIX. 

s F. Ex. Lepsius, Zodtenbuch 125, 23 og oftere; se Brugsch, Geogr. 
ånschr. I, 8. 235 ff. 

7. Dimichen, Recuei/ I, pl. LXII 0. s. v. (se ogsaa ovenfor $. 881). Om 
Betydningen af Ordet slgn. Plut., De Iside et Osiride c. 20. 

8 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 362 fr. 

?” Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 60 og oftere; se ogsaa ovenfor 
S. 935. 

10 Hos. 9, 6. 

11 Esaias, 19, 13; saavel dette som det foregaaende Ord ere aabenbart 
sammentrukne af 21%. 

12 Ptol., I. c.; Strabo, Geogr. XVII, 1, 81 sq. (p. 807 sq. C., p. 1160 sq. 


8 72. 


Det vestlige 
Nedre-Ægypten. 


972 


der tilligemed Bedreshein ligger paa det Sted, hvor det gamle. 
Memphis stod. Byen strakte sig dog videre, maaske lige til Sak- 
karah, hvor blandt Andet Apis" Begravelsesplads findes", 

I Byen dyrkedes: Ptah, Zmhotep (som Hellenerne sammen- 
stillede med deres Asklepios) og Nefr-tum, som af dem under- 
tiden kaldes Agathodaimon. En stor Rolle spillede Tyren ZZapt, som 
Klassikerne kalde Apis. Ruinerne af Memphis vare endnu i den 
ældre Middelalder temmelig betydelige, men ere siden for største 
Delen forsvundne. Ved Udgravninger findes dog ofte ikke ringe 
Oldtidslevninger. Byen bestod formodentlig af flere Staddele, og 
det er ikke umuligt, at enkelte af de talrige Navne, hvormed 
Memphis stundom betegnes i hieroglyphiske Indskrifter, oprindeligt 
betegne egne Dele af Byen. Som saadanne kunne vi nævne: 


il: ls sebt-hat?, den hvide Mur, Aauxov ce/yog?, Overstaden; 


Ji å res-sebt, d. 6. sebt-res, Syd-Muren eller Syd-Borgen, det 
Sted, hvor Ptah's Helligdom fandtes; og 


T pk ankh-taut, hvor Gudinden Bast dyrkedes", 


Foruden Hovedstaden Memphis fandtes der i den memphi- 
tiske Nomos flere ikke uvigtige Byer og Flækker, hvoraf vi kunne 
nævne følgende: 


277 Å SØ kem-ka eller ka-kemå, Manethos Kwywrnné, uden 


Tvivl en Flække i Omegnen af Sakkarah og i Nærheden af 
Apis'ernes Begravelsesplads”; og 


ÅA.); Mela, De situ Orbis I, 9; Diod., Bibl. Hist. 1, 50 ff.; Ammian. 
Marcellin., Aisst. XXII, 16 0. s. v. 

Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 256. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 234 fr. 

Her. III, 91. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 236. 

Lepsius, Todtenbuch 138, 2 og ofte i Apisindskrifterne; se forevrigt 
Brugsch, Geogr. Inschr. 1, S. 240. 

5 Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 539; slgn. ovenfor S. 876. 

7. Apis'ernes Begravelsesplads (Se ovenfor Anmk. 1) omtales af Pausa- 


ROomm ab Båd me 


973 


ge rufu eller ruau", Kopternes Prioz:, med Kjendeordet : 


te-rua, hvad der i Hellenernes Øren lød som 7rotaZ, hvorfor de 
kaldte Byen med dette fra Heltesagnene saa vel bekjendte Navn. 
Ved Byen, der laa noget Syd for Kairo, fandtes store Stenbrud. 
II. 4Aa(?)", Klassikerneg Letopolites&, indbefattede det Nord 
for Memphis paa Nilens vestlige Side liggende Landskab indtil noget 
Nordvest for den lille Kjøbstad Um-Dinar. I Kopternes Skrifter 
omtales denne Strækning aldrig som en egen Nomos, hvorimod 
det udtrykkelig siges om den By, der efter de hieroglyphiske Ind- 
skrifter i ældre Tider var Nomens Hovedstad (sekhem), at den laa i 
Nomen Athribites. Hovedguden var en Horos?. Hovedstaden var: 


lp JL 7 ea 8 9 
e AN brjp= eller SE & sekhem 2, Kopternes Osugter 


Klassikernes Psokhemmis"? og Anytovg moAig", nu Ausim. Byen 
spillede en ikke uvigtig Rolle i den ægyptiske Mythologie?”, 


' åg pe-osiri"3, Plinius" Busiris!" ved Pyramiderne, nu Busir"é 


nias Zærieg. I, 18 og er sandsynligvis Eustathios' Sinopion (Ad. Dion. 

Perieg. v. 258; Muller, Geogr. mn. II, 8. 262), der formodentlig er en 

Omskrivning af s-en-hapi (Apis"' Sæde) Brugsch, Geogr, Inschr. 1. c. 

Se Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, 8. 89—93. 

Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, S. 871. 

Strabo, Geogr. XVII, 1, 34 (p. 809 C., p. 1162 A.). 

Dimichen, Recueil I, pl. XIII; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 248. 

Strabo, Geogr. XVII, 1, 30 (p. 807 C., p. 1160 A.); Plin., Aist. Nat. 

V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Nomen omtales ogsaa i en ved den store 

Sphinx funden Indskrift, Båckh, Corp. inscr. gr. IT (ed. Franz.) No. 4699. 

s Dimichen, Recueil I, pl. LXXXII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX. 

7. Dimichen, Recueil I, pl. LXII og oftere; Lepsius, Todtenbuch 1, 7. 

5. Dimichen, Recuei/ I, pl. LXXXIX. 

”» Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 52 ff. 

10 Steph. Byz., De urbibus et populis under Navnet Psokhemmis. 

1 Ptol., I. c.; Hierokles p. 730; Ztin. Anton. p. 156. 

13 Den nævnes ofte i de Dødes Bog. 

13 Lepsius, Todtenbuch 145. 

14 Plin., Hist. Nat. XXXVI, 16; se ogsaa Båckh, Corpus inscr. græc. III, 
(ed. Franz) no. 4699. 

18. Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 865. 


ma de db Øg mm 


974 


eller Abusir, Sydvest for Gizeh (og Kairo) hørte ogsaa til denne 


Nomos. 

III. Ament?, der nærmest svarer til Strabons Zfomemphites?, 
indbefattede de beboede Strækninger påa Nilens vestlige Hoved- 
arms venstre Bred, maaske ogsaa nogle mindre Øer i Floden, 
samt formodentlig ogsaa den Vest for disse Egne i den libyske 
Ørken? liggende ikke uvigtige Natrondal.  Hovedguden var en 
Hathor". Hovedstaden i Nomen ÅAmrent var: 


0005 amu? eller <SQQØS pe-neb-amu?, uden Tvivl at søge i 


Nærheden af Byen Terraneh (det gamle Terenuthis), muligvis ved 
den ikke ubetydelige Grushei Kom Abu Billu. Det er ikke umu- 
ligt, at pe-neb-amu eller amu, i hvilken By Hathor var den for- 
nemste Guddom, er de gamle Forfatteres Momemphis”, hvor efter 
Strabon navnlig Aphrodite dyrkedes. 

2989 ma-nu eller ma-nun?, hvor der boede et fremmed Folk 
kaldet Am-tz, hørte formodentlig til denne Nomos; ma-nu be- 
tegner sandsynligvis Natrondalen, Strabons Nitria ", 


Saplu khet1", af Kopterne Kaldet Umm og UJu orm, 


1! Dumichen, Recueil I, pl. XIII og oftere; Brugsch, Geogr. Inschr. I, 
8. 244—245. 

2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.). 

3 Ptolemaios taler om en Nomos Lidbye, men den bestod uden Tvivl af 
Landskabet Sydvest for Soen Mareotis, og det er tvivlsomt, om den 
strakte sig saa langt imod Sydost, at den tillige indbefattede Egnen om- 
kring Terenuthis; Brugsch har derfor neppe Ret, naar han betegner 
denne Nomos som Nomen Libya; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 244 ff. 

£ Dimichen, Recueil 1, pl. LXXXIII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX. 

8 Dtimichen, Recucil I, pl. LXXI og II, pl. XXVIIL 

.£. Dimichen, Recueil I, pl. LXII. I en Indskrift hos Brugsch, GCeogr. 
Inschr. I, 3 244 kaldes Hovedstaden ha-hes; ,Koens (eller Kviens) Hus". 

7. Her. II, 1638. 

8 Strabo, l. c.; Brugsch, I. c. 

 Brugsch, Geogr. Jnschr. I, S. 288, UI, S. 15. 

10 Strabo, Geogr. XVII, 1, 23 (p. 803 C., p. 1054 A.). 

11 Dimichen, Historische Inschriften pl. III col. 24, se ovenfor S. 893. 

12 Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 298. 


975 


Ptolemaios" Skiathis! maa sandsynligvis søges i den nordlige Del 
af Natrondalen. 

Byen Marea? med tilhørende Distrikt, som undertiden opføres 
som en egen Nomos (Mareotes)?, og hvorfra man har flere 
Mønter", hørte maaske i ældre Tider til denne Nomos. 

IV. .... res, det sydlige ...., laa sandsynligvis Nord og 
Nordvest for det foregaaende Landskab og svarede formodentlig 
for en Del til de gamle Forfatteres og Mønternes Gynartkopolites 
og til Ptolemaios" og andre senere Geographers Andropolites". 
Hovedguden var en Isis?. Hovedstaden var: . 


2 98 zeka?, muligvis den By, Strabon kalder Gynaikopolis "9, 
og Herodots Anthyllis". Man søger den ved Shabur, Vest for 
Nilen, lidt Sydvest for Kafr-Sayad, hvor den store Jernveisbro over 
Rosette-Nilarmen findes. Herodot taler om en By Arkhandropolis, 
der laa noget Syd for Anthyllis; det er formodentlig Ptolemaios' 
Andropolis!?, Denne By maa søges i Nærheden af Terriehb, hvor 
man finder flere Ruinhøie. 


— SE ru-ak var Navnet paa et Sted i denne Nomos. I Byen 


fandtes en Del af Osiris" Legeme", 
V. ....… meh!4, det nordlige ...., svarer nærmest til Klassi- 


1: Ptol., Geogr. IV, 5. 

2 Se Her. II, 18 og 30. 

2 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat: V, 9. 

+ Om disse Mønter, paa hvilke man sér en Mand med Landse og Skjold, 
se Tåchon Il. c., Langlois 1. c. S. 69. 

8. Dtimichen, Recueil I, pl. XXII 

'. Strabo, Geogr. XVII, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.); Plin., Hist. Nar. 
vo 

7 Ptol., Geogr, IV, 5. 

8 Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII, pl. LXXIX. 

” Dtmichen, Recueil I, pl. LXII; 1I, pl. XXVIIL 

10 Strabo, l. c. 

" Her. II, 97 og 98. 

2 Ptol., ]. c. 

13  Dimichen, Recueil II, pl. XVII, col. 100. 

4. Dimichen, Recueil I, pl. XII og oftere. 


976 


kernes Saites!?, men indbefattede foruden dette Landskab tillige 
største Delen af de senere Nomer Hermopolites? og Naukratites? 
og maaske ogsaa Dele af Menelaites", Kabastites? og Metellites?, 
samt muligvis ogsaa af Mareotes". Hovedguddommen var Neith 
eller Nit, som Hellenerne pleiede at ansé for den samme Guddom, 
som de selv dyrkede under Navnet Athene. Hovedstaden var: 


EOS vet or FS aner BRUNS se (ener sad, 


Assyrernes —T] em MM sa", Kopternes Cay", Klassikernes 
Sais"?”, nu Sa med Tjilnavn el hagar"3, Byen havde allerede tidligt 
nogen Betydning, men den blev dog først fra det 8&8de Aarhundrede 
f. Kr. en af Ægyptens vigtigste Stæder.  Hovedguddommen var 
Neith, ved Siden af hvem der oftere nævnes en Osiris!" 


2 nq-het 16 ——T RA 16 i 17 
NE ra-ket"% eller TS ra-ket"é, Koptisk P BX D"TIC , 


! Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1152 A.); Her. II, 165 og 
172; Ptol., Geogr. IV, 56. 

2 Den omtales af Ptol., Geogr. IV, 5; om Nomens Mønter se Langlois 
S. 58—69. 

2. Plin., Aut. Nat. V, 9. 

S Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1153 A.); se ovenfor S. 949 
Anmk. 3. 

5. Plin., Aist. Nat. V, 9. 

S$ Plin., Aist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Hierokles p. 724 (ad cal- 
cem Itin. Anton.). 

7 Se ovenfor S. 975 Anmk. 3. 

8 Dtmichen, Recueil I, pl. LXXXIX; sign. pl. LXXVIT. 

? Dtmichen, Accueil I, pl. LXII; se forevrigt Brugsch, Geogr. InscÅr. 
I, 8. 245 ff. 

10 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 92. 

1 Champollion, Z'Éyypte sous les Pharaons I, S. 218 ff. 

12 Her. II, 28 og 59 0. s. v.; Strabo., Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 
1158 A.); Plin., Aist. Nat. V, 10 sq.; Ptol,, Geogr. IV, 5 0. s. v. 

13 Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 259. 

14 SIgn. Brugsch, Geogr, Inschr. I, 8. 245 ff. Neith er oprindelig en 
særegen Form af Isis, Osiris' Ægtefælle. 

18. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 229. 

186 Denne Form findes i Indskriften fra Tanis. 

17 Champollion, LӃgypte sous les Pharaons 11, S. 263. 


977 


Rakotis", blev, som bekjendt, af Alexandros den Store indlemmet i 
det af ham anlagte Alexandreia, der dog i Ægypternes eget Sprog 
som oftest beholdt det gamle Navn?. I Alexandreia fandtes flere 
storartede, pragtfulde Bygninger. Kongepaladset, siden kaldet Bru- 
kheion, der med sit Tilbehør indtog omtrent femte Delen af 
Staden, laa i den uordostlige Del af Byen?. Her fandtes ogsaa 
Kongefamiliens Grave (com eller 0744)", Museion med det store 
Bibliothek, det store Theater og Poseidons Helligdom. Længere 
imod Vest fandtes Serapeion, med et andet Bibliothek, Gymnasion 
og Fyrtaarnet Pharos &. 

Befolkningen angives af Diodor til 300,000 Frie foruden Sla- 
verne og de Fremmede”, hvis Antal var mindst dobbelt saa stort. 
Under Keiserne var Alexandreia et af Verdenshandelens fornemste 
Middelpunkter. I den første kristne Tid var Alexandreia Skue- 
plads for blodige Optrin, saaledes blandt Andet i Aaret 465. 
Byen plyndredes 612 af Perserne og erobredes 651 af Araberne. 
Til samme Nomos hørte maaske ogsaa følgende Byer. 


[IT ha-kha?, maaske Kopternes Iryo 10 (Sandbyen), nu Ram- 
leh, et Ord, der ogsaa betyder ,,Sandbyen" ; 


! Strabo, Geogr. XVII, 1, 6 (p. 792 C., p. 1142 A.); Steph. Byz. De 
Urbibus et populis under Ordet Rakotis; Plin., Ais. Nat. V, 10 fl.; 
Tac., Hist. IV, 84 0. 8. v. 

32. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 229. 

En Topographi af Alexandreia er udgivet i Kjebenhavn 1872 af Ma- 

humed-Beg: Mfémoire sur Pancienne Alexandrie. 

£ Strabo, I. c. i 

… Denne Bogsamling brændte under Cæsars Krige; Dio Cas., Hist. 

XLII, 48; Plut., Cæsar. c. 49; Ammian. Marc., Aist. XXII, 16. 

Ligeoverfor laa en Ø, Hellenernes Pharos (efter Hom, Odyss. IV, 354). 

Den forbandtes med Byen ved en Dæmning, /Zeptastadion, der adskilte 

det gamle Alexandreias to sterate Havne. Den er i Tidens Leb 

blevet bredere og bredere og bærer vore Dages Alexandria. 

7 Diod., Bibl. Hist. XVII, 52. 

Flere af dem herte dog maaske snarere til den femtende Nomos. 

” Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 282. 

10 Champollion, Z"Égypte sous les Pharaons Il, 8. 45. 

62 


978 


i ir ha-teka", formodentlig Kopternes Tx00:, nu Edku, og 
= a 8 p . 
A £lle pekot?, maaske ogsaa kaldet (== ha-nub +, Klassikernes 


Kanobos?, hvor navnlig Serapis skal være bleven dyrket. Man søger 
i Reglen Byen Vest for Abukir, hvor der findes endel Ruiner; 
Andre sætte dem noget mere østlig ved Mundingen af den kano- 
biske Nilarm'. 


=> WEN demaa-n-hor”, Kopternes "J"r2tin0;DP, nu Da- 


manhur, er uden Tvivl Klassikernes ,mindre Hermopolis"?, efter 
Ptolemaios"? Hovedstad i en egen Nomos; i ældre Tider hørte 
Byen sandsynligvis til den femte Nomos "", 

VI. - Ka-set eller maaske blot ka", en Nome, hvis Beliggenhed 
er usikker, men som dog efter al Sandsynlighed maa søges i det 
gamle -Delta's Toppunkt, Vest for Heliopalis og lige Nord for det 
nuværende Kairo!%, Nomen havde i ethvert Tilfælde neppe stor 





!: Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 282. 

2 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, S. 242. 

2 Dette Ord forekommer i Tresprogsindskriften fra Tanis som det til 
Kavæfog svarende ægyptiske Navn. Det Dekret, der indeholdes i 
Indskriften, er, som bekjendt, affattet i Kanobos. 

+ Saaledes Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 288, stottet til en i Ruinerne 
af Kanobos funden Tvesprogsindskrift, hvor der tales om Osiris-hapi 
i Hanub; se Brugsch, Sammlung demotischer Urkunden S. 19—20. 

" Strabo, Geogr. XVI, 1, 17 (p. 801.C.,, p. 1152 — 1158 A.); Plin., Hist. 
Nat. V, 34 0. 8. v.; Mela, De situ Orbis II, 7; Steph. Byz,, De urbibus 
et populis under Ordet Kanobos 0. 8. v. 

& Dtimichen, Aecueil I, pl. XLVIII, hvor Byen nævnes som Hovedstad 
i en egen Nomos. 

7 Saaledes Mahumed-Beg, se Kortet, der følger med hans åfémoire sur 
Wancienne Alexandrie. 

5. Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons MI, 8. 250 fi. , 

? Strabo, Geogr. XVI, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.). 

0 Ptol., I. c. 

11: Paa Menter fra denne Nomos sés en Flodhest; Langlois 1 c. 8. 68 
—69. 

1? Dtimichen, Recuei/ I, pl. XIII. 

13 Flere Geographer antage, at Nilens østlige Hovedarm (Damiette- 


979 


Udstrækning, eftersom det ikke er muligt at paavise nogen Nomos 
hos de gamle Forfattere, der svarer til denne gammel-ægyptiske 
Nomos; den sjette Nomos maa altsaa under Ptolemaierne have 
mistet sin Selvstændighed og er bleven henlagt under Nabono- 
merne. Vi antage, at den inddroges under Nomen Athribites". 
Hovedguden i Nomen var en Ra?. Hovedstaden var: 


KG khasuu?, som vi antage maa søges ved Keljub eller i Nær- 


heden af denne By, altsaa Sydvest for Kairo og Heliopolis. 

VII. ....f, det vestlige ...., laa sandsynligvis ligeoverfor 
den anden Nomos og dannede det senere Delta's Toppunkt>. 
Nomen dannede for største Delen en Ø; den svarede uden Tvivl 
for en stor Del til Klassikernes Prosopites?, som af. Kopterne kaldtes 


Ila 7, hvilken Nomos forøvrigt ogsaa indbefattede andre 


Egne, blandt Andet en Del af den ellevte Nomos. Hovedguden i 
den syvende Nomos var en Isis?. Hovedstaden var?: 


Armen), der i Oldtiden kaldes den pelusiske Nilarm, har taget sin 

Begyndelse et godt Stykke ovenfor det nuværende Delingspunkt, og 

at dette i Oldtiden laa i Nærhleden af Kairo. Vi mene, at dette i 

Virkeligheden har været Tilfædet i en /jern Fortid, men at der, om- 

trent hvor nu Damiette-Armen beier af fra Rosette-Armen, eller lidt 

længere imod Syd (se Anmk. 5), har været et Leb, som bestandig har 

tiltaget mere og mere i Betydning, indtil det tilsidst — i den sidste 

Tid af Oldtiden — er blevet den egentlige østlige Hovedarm. 

Se nedenfor om Arhribites 8. 982—983. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXIL 

Dimichen, Recueil I, pl. XUl. 

Nomens Østgrændse laa maaské ikkc saa langt Øst for den nuværende 

Damiette-Arm; dennes Begyndelsespunkt flytter sig som bekjendt 

bestandig længere ned d. 6. imod Nordvest; sign. S. 978 Anmk. 13. 

S Her. II, 165; Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); 
Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol, Geoyr. IV, 5; Steph. Byz., De urbibus 
et populis under Ordet Prosopis. 

7: Champollion, L'Égypte sous les Pharaons II, 8 167 fr. 

5. Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVII. 

I Dtimichen, Recueil 1, pl. LXII kaldes Hovedstaden pe-.. .-ned-ament. 

6at 


F RR ed ØS mm 


980 


REN Xm OD; Og & Fa" . 0 
big "zl —0 eller cl eller le senti-nefer?, muligvis 
nen Hg sen-nefer!, uden Tvivl Kopternes Ujernotar 5 
som vi søge ved Saidieh ved Deltaets Toppunkt?, Senti-nefer er 
maaske Stephan fra Byzanz" Painaphos eller hans Psentris”. 

[fm byg ha-neha, ,Sykomorestaden" (den nordlige Sykomorestad)? 


laa formodentlig ogsaa i denne Nomos. 

VIII. .... abt?, det østlige. ..., laa uden Tvivl Nordost for 
den foregaaende Nomos, med hvilken den siden henlagdes under 
Nabonomørne, navnlig under Nomen Athribites. Hovedguden var 
Ium!%, Af Stæder kjendes: 


3 a 11 —— is 
We teku eller deku!! eller 19 tek eller dek"? maaske det 


nuværende Degueh. 
lle nezi eller net:!3, hvor der dyrkedes en Gudinde sata!", Jaa 


12: Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII; slgn. l. c. S. 251; III, 8. 17. 

? Dtimichen, Recueil I, pl. XCVIIL 

3: Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 115; se ovenfor S. 930. 

$£ Denne By nævnes i en af Brugsch meddelt Indskrift i Zeitschrift fir 
ågypt. Spr. IX, 8. 60 (1871); her omtales en Amon som Byens Gud. 

85. Champollion, L?Égypte sous les Pharaons II, S. 147 ff. 

S Hos Abulfeda omtales endnu en By Shetnuf ved Nilens Delingspunkt. 

7 Steph. Byz., Øe urbibus et populis under Psinaphos og Psentris. 

8 Byen omtales Dtmichen, Recueil I, pl XCVIIN, col. 11; se ogsaa 


Brugsch, Geogr. Inschr. 
,» Dimichen, Recueil I, pl. XIII. 
10 Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII. 
11. Dtimichen, Øecuei!l I, pl. LXI. Brugsch, har i Geogr. Inschr. I, 8. 


— a — 
18—19 identificeret dette w med det Y) , som 
TYTA ag TITA ør 


omtales i Select Papyrus pl. CXXV 1. 12, og paa hvis Omraade Mer-n- 
ptah lod Beduinerne fra Aduma, d. e. Edom, drage ind. J. de Rougé 
synes forovrigt at hylde samme Mening som Brugsch. 

12 Dtmichen, Recuei/ I, pll LXXXVII col. 8. 

13 Lepsius, Zodtenbuch 125, 23; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 251. 

14 Denne Gudindes Billede fertes undertiden i Procession til Athribis. 


Brugsch, Geogr. Inschr. IL, 8. 20. 


981 


ogsaa i denne Nomos, men dets nærmere Beliggenhed kan ikke 
angives; maaske er nezt kun et andet Navn paa teku; det nævnes 
nemlig, synes det, som Hovedstad i denne Nomos. 

]JX. Att! Klassikernes Busirites?, laa i Midten af Deltaet, 
" formodentlig Nord for de to foregaaende Nomer. Hovedguden var 
Osiris?, Hovedstaden var: 


ad a CI ad 
il eller Mæ-W tet', ogsaa kaldet jr To Lø 
pe-oser (pe-ostri)-neb-tetå sandsynligvis i daglig Tale benævnet 


alene pe-eser (pe-ostri), d. e. Busiris, Kopternes IIvoscspy 


eller Borzcipy 6, Assyrernes TT] BA ]- < TI bu-st-ru”, 
Klassikernes Busiris?, hos Abulfeda Bustr-bana, nu Abusir. Busiris 
og dens Hovedgud Osiris spillede en stor Rolle i Ægypternes rituelle 
Skrifter. Klassikerne omtale et stort Isistempel i Byen og for- 
tælle om en stor Fest, der høitideligholdtes i Byen?. 


CJ A 180 | i 
: åv e g.0 pe-magu var efter Rosette-Stenen det ægyptiske 


1 F. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. XIII og oftere. 

?2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 10 (p. 802 C.. p. 1154 A.); Her. lI, 165; 
Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Jnscr. Rosett. Linie 22 
(Muller, Fragm. Hist. Gr. I, Appendice: S. 3). 

2  Dtmichen, Recuei! I, pl. LXXX VII. 

+ F. Ex. Dtimichen, Aecuer/ 1. c. Hovedstaden i den 16de Nomos, Mendes, 

hed ligeledes ter, saaledes at det paa de fleste Steder, vanskeligt 

kan afgjeres, hvilket tee der menes, enten Mendes eller Busiris. I 

Reglen menes dog formodentlig Busiris, der var en af de vigtigste 

og mest bekjendte Byer i Deltaet. I den demotiske Oversættelse af 

de Dødes Bog kaldes den By, der i de ældre hieroglyphiske Udgaver 
benævnes tet, paa flere Steder pe-osiri: d. e. Busiris, (se Brugsch, Geogr. 

Inschr I, 8. 271), — en Omstændighed, der viser, at tet paa disse 

Steder ikke betegner Mendes, men Busiris. . 

Dtmichen, Recueil I, pl. LXII. 

Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons Il, 8. 188 ff. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 102. 

Strabo, Geogr. 1. c.; Her. II, 59 og 61; Diod., Bibl. Hist. I, 85; 

Plut., De Iside et Osir. c. 21 og c. 30. 

?. Her, 11, 59. 


eæ 4$ aa & 


982 


(demotiske) Navn paa en By i Nomen Busérites, som Hellenerne 
kaldte Lykopolis!. Nu nævne Strabon? og Stephan fra Byzanz? et 
Lykopolis i den sebennytiske Nomos, hvilket sidste Lykopolis efter 
den sidstnævnte Forfatter laa ved Havet. Dette Lykopolis an- 
tages af de Fleste for det i Indskriften fra Rosette omtalte Lyko- 
polis, der altsaa, saafremt denne Formodning er rigtig, under de 
" senere Ptolemaier maa være bleven skilt fra Nomen Busirites og 
være bleven henlagt til den sebennytiske Nomos, hvad der i og 
for sig ikke er usandsynligt, da Nomosinddelingen i senere Tider 
oftere forandredes. Den omtalte By maa følgelig herefter antages 
at have ligget langt Nord for Busiris, eftersom Byen laa ved 
Havet. Men nu taler Plutarkh om Lykopoliter og Busiriter som 
Naboer", hvad der viser, at der har ligget et Lykopolis i Nærheden 
af Busirig, efter vor Formening Vest for Abusir. Dette Lykopolis 
er altsaa forskjelligt fra det sebennytiske. En By pe-magu laa 
efter flere geographiske Indskrifter i den ellevte Nomos. Denne 
Nomos grændsede op til Nomen At, saaledes at det jo ikke var 
” utænkeligt, at Byen pe-magu i yngre Tider var henlagt til den 
niende Nomos, og at den følgelig ikke er forskjellig fra det pe- 
magu eller Lykopolis, der omtales i Indskriften fra Rosette, men 
der kan, som her udviklet, aldeles ikke være tale om nogen Iden- 
titet af dette Lykopolis med Strabons og Stephan fra Byzanz' 
Lykopoligs i Nomen Sebennytos; thi den ellevte Nomos kan ikke 
have strakt sig til Havet. Vi ere mest tilbøjelige til at søge 
Rosette-Stenens pe-magu eller Lykopolis i Nærheden af Tanta og 
at antage det for henlagt hertil fra den ellevte Nomos, hvorimod 

vi ville søge det sebennytiske Lykopolis i Nærheden af Beltim. 
X. Ka-kem?, Sydost for den forrige Nomos, svarer nærmest 


! Inscript. Rosett. Linie 12 af den demotiske og Linie 22 af den græske 
Text (Muller, I. c. 8. 3). 

Strabo, l. e. 

Steph., Byz., De urbibue et populis under Ordet Lykopolis. 

Plut., De Iside et Osiride c. 30. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 258. 

Dimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. 


983 


til Geographernes Athribites!, men indbefattede formodentlig ogsaa 
større Strækninger af andre Nomer. Hovedguddommen var en 
Hathor?. Hovedstaden var: 


CO Ve 
|] Tr =3 ——d]« —[T] ap hazat-ti-ri-bi 5, Awuprår, 
Klassikernes Athribis”, nu Atrib eller Trieb, en lille By Nord for 
Benha-el-Asel, paa Damiette-Armens østlige Bred, umiddelbart ved 
Jernveisbroen. Foruden Nomosguden Hathor dyrkedes i Athribis 
navnlig en Horoså. I Byen bevaredes Osiris' Hjerte?. 

XI. Ka-hesb!? svarede sandsynligvis nærmest til Ptolemaios" 
Phithemphuti!" og Plinius' Fhthemphu!?, indbefattede uden Tvivl 


en Del af Kopternes Nomos IMwsrr:, Klassikernes  Proso- 


pitesW, der som vi have sét, formodentlig tillige indbefattede 
største Delen af den syvende Nomos efter den gamle hellige 
Inddeling. Nomen begrændsedes formodentlig imod Syd af den 
Kanal, der løber forbi Menuf, og den strakte sig imod Nord, sand- 
synligvis indtil henimod Kafr-Sayad og mod Nordost til Egnen om 


hat-ta-her-ab? eller rs hat-(her)-ab", Assyrernes 


er me 


! Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); PtolL, Geogr. IV, 
5, Plin., /Mist. Nat. V, 9, hvor Nomen kaldes Atharrabites; Her. II, 
166; Ammian. Marcellin., Hist. XXII, 16. 

Dimichen, Recu. i! I, pl. LXXXVII. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXII. 

Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII. 

Rawlinson, /nscriptions III, pl. 17 1. 96. 

Champollion, L'Egypte sous les Pharaons II, S. 49. 

Strabo, I. c; Ptol 1. c.; Steph. Byz., De urbibus et populis under 
Ordet Atharrabis,; Hierokl. p. 730 og Ætym. Magnum, hvor der hecn- 
tydes til den hieroglyphiske Skrivemaade af Ordet. 

8 Slgn. Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 138. 

”… Brugsch, Geogr. Inschr. II, S. 17. 

10 Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. 

11 Ptol., Geogr. IV, 5. 

12 Plin., Hist. Nat. V, 9. 

13 Champollion, Z"Æyypte sous les Pharaons 11, 8. 162 fr, 

14 Se ovenfor 8. 979 Anmk. 6. 


30 åd &S& må ØS tu 





984 


Tanta. Hovedguddommen i Nomen var en Isis?, Som Hoved- 
stad i Nomen nævnes Byen: 

gl! fee hesb-ka?, der sandsynligvis har havt andre Navne, 
Byen er maaske den samme By, som Herodot. kalder Atarbekhis. 
Xl ÅYT pe-ari" var Navnet paa Nomens wu eller fornemste 
Slette og sandsynligvis ogsaa paa en By i Nærheden.” Dette pe-ari 
eller pe-al: er muligvis det Polis, som af Stephan fra Byzanz? 
omtales som en ægyptisk By, men hvorom ellers Intet meddeles. 
NE 


Moe er, saafremt Navnet skal læses pe-ari eller pe-ali”, 


uden Tvivl samme By som den foregaaende; thi den her omtalte 

By laa aabenbart i den Egn af Ægypten (noget Nord for Menuf), 

hvor det nysnævnte pe-ari maa søges; men Ordet kan ogsaa ud- 

taleg: pe-ari-shep, i hvilket Tilfælde det er muligt, at Klassikernes 

Prosopites er en Omskrivning af dette Navn É. 

g she-ta eller pe-sheta antages stundom? for Ian 

hvilket Navn, som bekjendt, er den ægyptiske Benævnelse paa den 

By, Klassikerne kaldte Prosopitis "0, 

CORA 140 ” . . 
i NR gr.NE pe-magu!", der stundom nævnes som beliggende i 


denne Nomos, er maaske ikke forskjellig fra Byen Lykopolis, der 
. ogsaa henregnedes til Nomen Busirites"”, 





1 Dtimichen, Recueil! I, pl. LXXXVII. 

?» Dtimichen, Recueil I, pl. LXI. 

3 Her. II, 41. 

+. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 253. 

5. Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Polis. 

. Dtimichen, Historische Inschriften pl. II col. 13 og 30. 

7 Saaledes læses Navnet af de Rougé i Revue Archéol. nouv. série AVI 
S. 40 (1867). 

8 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache' V, S. 98 (1867). Byen Pro- 
sopitis omtales af Herodot og andre Forfattere. 

” Brugsch, Geogr. Inschr. III, S. 88. 

10 Champollion, L'Égypte sous les Pharaons Il, S. 165 ff. 

!I Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII; sign. 1. c. 8. 258. 

12 Se ovenfor S. 982. 


985 


XII. Tebu-neter! svarer til Kopternes MALRECL)D"TI” 


og Klassikernes sebennytiske Nomos?, men indbefattede, foruden 
denne, ogsaa Nomen Xoites" og en Del af Leontopolites, eller den 
mellemste Strækning af Deltaets Nordkyst fra Byen Samhut indtil 
Havet?. En Nephthys nævnes som Nomens Skytsguddom', men 
forøvrigt var Anhor (OQnuris) en af de vigtigste Guder i Land- 
skabet. Af Byer maa mærkes: 


i ne eller 1—] 2 neter-tebu?, at læse: > ]JY I: 


tebu-neter, Åssyrernes »”— | 7 >J— TTT ——dl« sab-nuzu-ti?, 


Kopternes KXEen0T Ti 10 nu Samhut!", Klassikernes Seben- 


nytos!? (Nektanebos I's og Historikeren Manethos Fødested), med 
et Tempel for Anhor-shu eller Onuris "8, 


HLDY og pe-hebit« eller 8 Jdde he-bi!s, nu Behbait med 


?!  Dtmichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. Om Nomens Navn slgn. 
Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (Jan. 1871). 

2 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons 1I, 8. 273. 

3 Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 AÅ.); Ptol… Geogr. 
IV, 5; Her. II, 166; Plin., Hist. Nat. V, 9. Ifelge Ptolemaios (1. c) 
var Nomen delt i en øvre og en nedre Del. 

+ Denne Nomos omtales af Strabon, Plinius og Ptolemaios (ll. cc.). 

5 Vigtige Oplysninger om Nomens Udstrækning gives i Alerandros- 

Stelen; se Brugach i Zeitschrift fir ågyptische Sprache JX, S. 12 (1871). 

Dimichen, Recueil! I, pl. LXXXVII. 

Brugsch, Goegr. Inschr. I, pl. XXVIII. 

Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 113; Dimichen, Recueil I, pl. LXI. 

Bawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 100; se ovenfor S. 935. 

10 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons Il, 8 191. 

12 Wilkinson, Modern Egypt I, 8. 482; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 
140. Byen Samhut ligger kun en Milsvei fra Abusir, saaledes at 
altsaa Hovedstaden i den niende og tolvte Nomos begge have ligget 
i Udkanten af deres Distrikter. 

13 Strabo l. c.; Ptol., Geogr. 1. €.; ge ogsaa Ptol., Geogr. I, 15. 

"3 Wilkinson, I. c.; Brugsch, l. c. 

4 Mariette |. oc. 

18. Lepsius Denkmåler IV, 8 b.; Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 7284; 
sign. 8. 140; Lepsius, KSnigsbuch Nr. 671. 


e æ 4 ad 


986 


Tilnavn ێW-heggareh", uden Tvivl Plinius' Zsidis oppidum? og for- 
modentlig en af de tre Stæder af Navnet /seum, der nævnes i 
Peutingers Tavle, eller det der nævnte JIstu. 

Til denne Nomos hørte endnu et Par Landskaber: 


So pa-sa-ta eller SK — I— pa-sai-ta?, Stra- 


bons ”Ayvov xspas', Strækningen Nord for Søen Burlos, der af en 
ægyptisk Pharao af det 29de Dynasti skjænkedes til Gudinden 
Butos Helligdom i Byen Buto og, efter at være bleven frataget 
Templet af Perserne, atter gaves det tilbage af Ptolemaios I.%. 


IANSN athu8, sandsynligvis ogsaa kaldet nathu, er uden Tvivl 


Herodots Natho”, Ptolemaios" og Menternes Neut8; det indbefattede 
formodentlig den østlige Fortsættelse af den foregaaende Land- 
strækning, men hørte sandsynligvis kun for en Del til denne 
Nomos, imedens den østlige Del derimod uden Tvivl var en Del af 
Nomen Samhuti (Damiette). Strækningen Natho maa, efter hvad 
der blev fortalt Herodot i Ægypten, have været delt i to Dele, thi 
han siger: at det £/alve af Natho beboedes af Hermotybier og i 
Virkeligheden såé vi Assyrerne at omtale to Smaariger i Natho?. 
Da Hermotybierne hørte hjemme i det vestlige Delta, kan man 
med god Grund antage, at: den Del af Natho, Herodot omtaler, 
har været det her nævnte aihu eller de Strækninger af det Land- 
skab, der efter Ægyptens gamle hellige Inddeling henregnedes til 
den tolvte Nomos, medens andre Dele (nemlig de Øst for Damiette- 


? Wilkinson, Afodern Egypt. I, 8. 284. 

2 Plin., /ist. Nat. V, 11. 

2 Se Alexzandros-Stelen, Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache 1X, 
8. 12 (1871). 

£ Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1153 A.). 

3 Se ovenfor 8. 945. . 

s Dette Landskab omtales oftere i Modsætning til abs (Elephantine, 
S. 951) og var altsaa den nordligste Egn af Ægypten; se $ 74. 

7 Her. II, 165. 

8. Ptol., Geagr. IV, 5. 

? Se ovenfor S. 935. 





987 


Årmens Strækninger) henførtes til den syttende Nomos!. Et Ly- 
kopolis laa, som ovenfor bemærket, formodentlig i denne Nomos?. 
XIII. Hak, Klassikernes /Z/eliopolites", strakte sig østlig for 
Nilen langs Ørkenens Rand indtil henimod Zagazig. Paa Gengra- 
phen Ptolemaios" Tid synes Dalen Vadi Tumilah med dens Fortsættelse 
Seba Biar og med de beboede Steder omkring Birket-el- Timsah 
samt Omegnen af Sues — hvilke Strækninger en Tidlang dannede 
en egen Nomos (Nomen /7eroopolites) — at have udgjort en Del 
af Nomen Heliopolites. Muligvis havde disse Strækninger allerede 
i de gamle Pharaoners Dage udgjort en Del af denne Nomos &. 
Nomens Sydgrændse løb uden Tvivl ikke meget langt fra det 
nuværende Kairo. Hovedguden var Solguden Tum (Aftensolens 
Gud, dog nævnes ogsaa Gudinden Jusas)&. Af Stæder maa omtales: 


O CI 
lle an”, 77 d.e. 73 On, ogsaa kaldet : mug N| pe-tum, , Tums 


By" eller ,,Soleng Stad", en Benævnelse, der anvendtes af Israeli- 
terne, som kaldte Byen won r?, og af Hellenerne, der be- 
nævnede Byen Heliopolis!?; Ruiner findes ved A/atariteh"", I Helio- 
polis dyrkedes en hvid Tyr, Mnevis!?; der havdes ogsaa hellige 
Katte"? og Løver. 


Se nedenfor & 74. 

Se ovenfor 8. 982. 

Dimichen, Recueil I, pl. XIV. 

Strabo, Geoyr. XVII, 1, 27 og 30 (p. 805 og 807 C.; p. 1154 og 1156 

A.); Plin., ZAst. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5. 

3 Se nedenfor 8. 992. 

& Dimichen, ØÆecueil Il, pl. LXXXVII. Et andet Sted synes Hormakhi 
at nævnes som denne Nomos' Skytsgud, se l. c. pl. LXXXII. 

7 Lepsius, Zodtenbuch 1, 4 og oftere; Diåmichen, Recueil I, pl. LXII. 

5. Gen, 41, 45 og 50. 

”  Jerem. 43, 18. 

10 Strabo, Geogr. XVII, 1, 22—29 (p. 805—806 C., p. 1158 A.); Her. 
II, 3. 

W Sign. Forfatterens Øeise S. 280 —283. 

12 Den omtales af Strabo, Il. c., af losepos, C. Ap. II, 2 og oftere. 

13 Sign. Lepsius, Zodtenbuch 17, 80, hvor det hedder: ,den Kat, som er 

i An (Heliopolis), den er Solen selv". 


ma Gå) MM  æ 





988 
EJA Sa > . 

; IS — Rk pe-atum-m-ru-abt", , Byen Pitom ved 
Begyndelsen af Østen", sandsynligvis Herodots Patumos? og Biblens 
Pitom2, vil i Tilfælde af, at Distriktet omkring Heroopolis hørte til 
Heltopolites, ligeledes have hørt til denne Nomos. 

I Egnen Nord for Heliopolis henimod Bubaste, uden Tvivl 


omkring det nuværende 7ell-el-Jahudi, boede der efter gamle For- 


fatteres Vidnesbyrd endel Iudaier, sandsynligvis Efterkommere 
af Israeliter, der vare flygtede fra Jerusalem efter Gedaljas Mord. 
Iosepos taler saaledes om en "Jovdaiwv orgparonsdov?; det anto- 
ninske Ilinerartum om en castra Judæorum&, en anden geographisk 
Liste fra den sildigere Keisertid om en vicus Judæorum', Stephan 
fra Byzanz? om et Liebri (d. e. 95) og - Ptolemaios om et 
Onias?. Det sidste var uden Tvivl det Sted, hvor Præsten Onias 
byggede et israelitisk Tempel?, som lukkedes under Vespasian. 
Det er ikke usandsynligt, at alle disse Navne betegne samme By, 
og at det er Levningerne af denne, som danne den store Ruinhei 
Tell-el-Jahudi. Dette Sted hørte maaske til Heliopolites. 


XIV. Khent-abt!? svarede, som det synes, nærmest til de 
gamle Forfatteres Tanites!! og indbefattede følgelig Egnen om 
Tanis med de Syd derfor liggende Strækninger indtil Ørkenen. 
Muligvis hørte ogsaa en Del af de gamle Forfatteres Nomos 
Arabia og Egnen om det nuværende Fakus!”, ja maaske ogsaa 


Dtmichen, Recueil I, pl. XCVIII col. 12; II, pl. XXIX col. 4. 

Her. II, 158. 

Érdd. 1, 11. 

Jos., Arch. Jud. XIV, 8, 2; Bell. Jud. I, 9, 4. 

dtin. Antonin. p. 169. 

Notit. Dign. Imp. Rom, c. 25 p. 68. 

Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Liebri. 

Ptol,, Geogr. IV, 5, 

Se Jos., Arch. Jud. XII, 9, 7. 

'0 F. Ex. Dimichen, Xecueil I, pl. XIV. 

"1 Her, II, 166, Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr IV, 5; Strabo, 
Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.). 

12 Se nedenfor S. 992. 


De aa RsS € &F åa åaåS ååS mp 


989 


Nomen Heroopolis (Vadi Tumilah og Seba Biar) til denne Nomos. 
Hovedguden var en Horos!. Af Stæderne i denne Nomos maa vi 
navnlig omtale Hovedstaden: 


Ba ne .… … 
ha! mm gg Tan sandsynligvis ogsaa benævnet ha FT) —— 
za, p%X, Zoant, Tanis?, Assyrernes — |] Ha——] »1- za='-nu' 
Kopternes Kann], nu San, — formodentlig ogsaa kaldet 


Pa NENN AS 2x du pa-khtumu -smn(?)-zal:å eller 
SSER led ON ÅA fæ ex du pa-khtum-nti-m-zal? eller 
<= BE RR khtum-n-zal:!? r= f<; K—3 ) oQ 
khet(m)-zali""! ogsaa kaldet fæ; KJ ) mn zali!?, der i Nomos- 


listen omtales som Hovedstad i Nomen Æhent- Abt. Ifølge et 
Mindesmærke i Karnak laa Byen ved en Kanal Tenna, der førte 


1! Dtimichen, Recueil I, pl, LXXXIIL. 

2 Det nævnes f. Ex. paa et Mindesmærke i Museet i Bulak, der er be- 
skrevet af Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 16 fr. 
(Jan.—Febr. 1872). 

2 Dette Navn forekommer vel aldrig i Nomoslisterne som Navn paa 
Nomoshovedstaden, men derimod ofte som Navn paa Nomens Hoved- 
kanal; sign. Brugsch, I. c. 

S. Num., 13, 22, Psalm., 78, 12 og 43; Esaias, 19, 13 samt 30, 4. 

8 Her. II, 166; Strabo Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); 
Plin., Hist. Nat. V, 9; Itin. Anton, p. 285. 

8 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1. 98; se ovenfor S. 935. 

7 Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons Il, 8. 108. 

8 Select Papyrus pl. CXVII, 1. 7; se ovenfor 8. 865 fr. 

? Select Papyrus pl. LXXIX verso, 1. 5. 

10 Lepsius, Denkmåler III, 128 b; i III, 126 mangler pa. 

12 Revue Archéol, nouv. série XI, pl. IV (1865). 

12  Dtimichen, Æecueil I, pl. LXII, hvor Byen anferes som Nomens 
Hovedstad. En præstelig Titel, som efter nogle Mindesmærker bæres 
af Førstepræsten i Pa-khtum-n-zali, førtes efter andre Mindesmærker 
af Forstepræsten i Zan (Zoan, Tanis), men tillægges ellers ingen 
Andre — en Omastændighed, der i hei Grad taler for Identiteten af 
Pa-khtum-n-zali og Tanis. 


990 


fra en Sø Akeba til Nilen!', og langs med hvilken der gik en 
Landevei til Asien?, Da et Par andre Æktstykker henvise Byen 
Pa-khtum-n-zal: til det allerøstligste Ægypten, idet de fortælle, 
at Shasu, Ørkenens Beduiner, streifede ligetil Byen, og at Landet 
Syrien begyndte ved denne By", laa det nær at henvise Byen til 
Egnen Vest for Birket-el-Timsah, og at antage Akeba for denne 
Sø, men andre vægtigere Omstændigheder tale for at antage Akeba 
for Menzaleh-Søen og Byen Pakhtum-n-zali for Tanis. 

I forskjellige Indskrifter omtales endnu flere andre Bynavne, 
som man med megen Sandsynlighed antager for andre Navne paa 
Tanis eller i det Mindste for Navne paa Dele af denne By: 


(ak DN khent-abt'; 


28 mesen-(t), efter Nogles Mening at læse Gesen, Gosen; 
EN pe-hor, Horos-Staden (Apollinopolis); 


ÅJsts tebu-mehit”, ,det nordlige Edfa"?; 


J De 9 bennu eller ta-bennu ,,Phoinixstaden" ; 


> RRS] rorenen, tan 5. 


Udgravningerne i Tanis har vist, at Rameses II. har opført 
mange store Bygninger der?, saaledes at det ikke kan vække vor 
Forundring, at Byen er bleven opkaldt efter ham. Men Byen 


Lepsius, Denkmåler III, 128. 

Sign. Lepsius, Denkmåler III, 81; se ovenfor 6. 523. 

Lepsius, Denkmåler IlI, 126. 

Select Papyrus pl. LXXIV, 1. 10. 

Brugsch, I. c. 8. 19. 

Alle Nomoshovedstæder betegnedes ofte paa denne Maade ved at feie 

Henferelsestegnet & til Nomossymbolet. 

7? Dimichen, Recueil! I, pl. XCIX, col 21. 

8 Efter Dimichen, Recueil I, pl. LXII synes det nordlige tebu derimod 
at tilhere den syvende Nomos. 

 Mariettes Afhandlinger i Revue Archeol. mouvelle série; se f. Ex. IV. 

8. 169 ff. (1861); sign. ogsaa de Rougé Il. c. IX, 8. 18 (1864). 


BØ Eee 8 WB mm 


991 


grundedes ikke fra ny af ham; den var længe fer hans Tid en 
vigtig By saaledes blandt Andet i den senere Hyksostid. Efter 
al Sandsynlighed har Byen først faaet Betydning under Hyksos' 
Herredømme, ja den er maaske anlagt af dette Erobrerfolk". 
Tanis havde ogsaa i senere Tid stor Betydning, og to Kongeslægter, 
det 2lde og 23de Dynasti, stammede fra Tanis?. 

Paa det Mindesmærke, der afbilder Seti I's Hjemmarch fra 
hang seirrige Tog til Syrien i hang første Regjeringsaar?, nævnes 
en Række paa Ægyptens Østgrændse liggende Byer eller beboede 
Steder, der maa søges Øst for vakhtum-n-zali, d. e. Tanis, paa 
Veien til Asien. Disse Stæder ere: 


Ng, CR ta-a-pa-mau, Løvestaden ". 
DYVTTE»" | mt . Øe . 
SS ) ' i NEN (: MÅ nm pa-maktol-n-maa-men-ra, Seti 


I's Migdol. 


br al dd Ih — ( grå )) I= vazi-n-mer-n-ptah-seti, Seti I's 


Buto, maaske Herodots Buto&, hvor der, efter hvad man fortalte 
ham, fandtes vingede Slanger”. 
Nogle af disse Steder laa formodentlig i den fjortende 


1 Navnet pa(kå)tum-n-zali, ,,Zali's Fæstning", synes at vidne om, at Byen 
Byen oprindeligt er anlagt af zali Fremmede (se $ 80). I Biblen 
fortælles det, som bekjendt, at Hebron var anlagt syv Aar fer Zoan i 
Ægypten (Num. 13, 22). 

2 Om disse Dynastier se ovenfor 8. 922 og 9235. 

32 Lepsius, Denkmåler III, 128; se ovenfor S. 55l. 

'… Hos Klassikerne omtales intet Leontopolis i denmae Del af Ægypten. 
Den østligste af de to Byer Leontopolis laa Sydvest for Tanis. 

3 Se nedenfor S. 1003 f£ 

6 Her. II, 75. 

7 Man antager undertiden, at det til Gudinden Buto indviede Sted, 
der omtales som beliggende i ta dbekhen Rameses Afer-Amon, er dette 
Buto, hvoraf følger, at dette ta bekhen Rameses Mer-Amon maa have 
havt en temmelig stor Udstrækning eller, med andre Ord, at det 
har været et helt Landskab og ikke en By; se ovenfor 8. 870. 


992 


Nomos (Tanites), men de fleste laa sandsynligvis i andre Nomer 
navnlig i Nomen Sethroites". 


ÅLAVTm g=Z sekhet-za(n), ,Zoans Mark"?, var Navnet paa en 
ved Tanis, formodentlig Øst og Sydost for Byen, beliggende Land- 
strækning. Zoans Mark omtales ogsaa i Biblen?, 

Hos de senere Geographer omtales en Nomos Arabiat, der 
maa have indbefattet de Syd for Tanis liggende Strækninger, 
navnlig Landskabet omkring det nuværende Fakus. Hovedstaden 
var Phakusia5, hvis Levninger findes ved det omtalte Fakus. 


md Use ooD pe-gas?, der undertiden omtales i ægyptiske Indskrifter, 


antages i i Regelen for Klassikernes Phakusia. 

Det er ikke usandsynligt, at Nomen Arabia oprindeligt har 
udgjort en Del af den tanitiske Nomos; men det er ligesaa muligt, 
at dette Distrikt har tilhørt en anden af de tilgrændsende Nomer. 

I første Tilfælde er det ikke usandsynligt, at Nomen tillige 
har indbefattet ikke blot de Syd for Fakus liggende høist ufrugt- 
bare, sandede Landstrækninger omkring Salamieh, men ogsaa den 
Syd for denne Sandslette liggende Indsænkning el- Vadi eller Vadsi- 
Tumilah, ja maaske alle Strækninger lige til Sues'; men, som 
ovenfor bemærket, er det ogsaa muligt, at disse Egne tilhørte 
Nomen AÆAeltopolites. 

I disse Egne findes der flere Ruiner og Høie, der bestaa af 
Murgrus og andre Levninger af gamle Bygninger, hvad der vidner 


1! Se nedenfor & 74. 
2 Den omtales i en Indskrift, der er udgivet af Bragsch i Zeitschrin! får 
ågyptische Sprache X, 8. 16 (1872). 

2. Psalm. 78, 12 og 43. 

£ Denne Nomos omtales (sign. S. 949 og 8. 988) af Ptolemaios Geogr. 
IV, 5 og af Plinius, ist. Nat. V, 9, ligesom der ogsaa haves Menter 
fra denne Nomos; se Langlois 8 38 

3 Ptol. ]. c.; Byen omtales ogsaa af Stephan fra Byzanz, Ve urbibus et 

populis under Ordet Phakusa, og af Strabo, der dog angiver Byens Be- 

liggenhed urigtigt, idet han siger, | at Kanalen til det rede Hav be- 
gyndte ved Phakusa. 

.  Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 298. 


993 


om, at disse Egne i Oldtiden have huset en ikke ringe Befolkning, 
saaledes ved Tell-abu-Soliman, ved Tell-el-kebir, ved  Tell-el- 
rigabeh, ved Nutla, fer kaldet Mukfar, ved Tell-el-Maskuta (tid- 
ligere, i Begyndelsen af Aarhundredet, benævnet Adbu-Kesheb og 
for tredive Aar siden blot kaldt es-sakkieh, og som nu benævnes 
Rameses). 

Paa det sidste Sted har man opdaget Mindesmærker, der 
bære Rameses Il.'s Navn og Titler", og ved Mukfar? fandtes Rester 
af en Bygning af soltørrede Nilsten, der aabenbart skrive sig fra 
Rameses II's Dage; ligesom det overhovedet maa antages, at flere 
af de Ruinhøie og andre Levninger, man finder i disse Egne, lige- 
ledes naa op til denne Konges Tid. Det er derfor ikke usandsynligt, 
at enkelte af de følgende efter Rameses II. opkaldte Steder have 
ligget i denne Del af Ægypten, om end de fleste sandsynligvis hen- 
høre til Egnen om Tanis: 


ONE fn Es ta a ramessu mer-amon, Ra- 


meses Il.'s Sted, hvor der reistes Mindesmærker af denne Konge? ; 


W Jer (ilt) ta bekhen Ramessu mer-amon, 


Rameses Il.'s ,Vagtsted", der lovprises i et ovenfor meddelt Akt- 
stykke fra samme Konges Tid"; 


WJ oe og herr ( offil NYE ] ta bekhen aa ramesu mer- 


amon, Rameses II.'s store Vagtsted, ved hvis Opførelse Abri (He- 
braierne) maatte trælle? ; 


'- Paa et Baasrelief fra Abu-Kesheb sés Rameses IL staaende imellem 
Tum og Ra; se Description de PEgypte: Atlas d'Antiquités V, pl. 29. 
En Grundplan af denne Bygning findes Lescription 1. c,; om Bygningen 
er til endnu, er ubekjendt. 
3 Select Papyrus pl. CXVIII 1. 7; se ovenfor S. 865 ff. 
s. Select Papyrus pl. LXIII L 1 fø. og pl. LXXXVII 1 1 ff.; se ovenfor 
S. 869 fr. 
3. Papyrus I. 348 i Leyden (Leemans, Monuments ll, pl. CXLVIII), se 
ovenfor S. 874. 
63 


994 


mi (CAME) pe ramessu mer-amon, Rameses ILl.'s By, 


hvor Fredstraktaten med Khetta afsluttedes! ; 


| efh KV ra-messu mer-amon, ,Rameges", der omtales 


i Papyrus Anastasi VI.?; 


SX YDE (9 ] & ) ta menau user-mæ-ra Osyman- 


dyas' Landingsplads, der laa ved Kanalen 7ena eller Tenna?, 

Det sidste Sted maa aabenbart søges i Nærheden af Tanis; 
thi Pakhtum-n-zali, d. e. Tanis, laa ved denne Kanal. De fleste 
af de her opregnede med Ordet Rameses sammensatte Stedsnavne 
betegne maaske Dele af Tanis, ja de ere muligvis kun andre 
Navne påa denne By; hvorimod de Steder, der kaldes ta dbekhen 
rameses, forekommer det os, ikke ret vel kunne antages for Tanis. 

Ifølge Brugschs første Undersøgelser om Ægyptens Geographi 
syntes Seba-Biar og Egnen omkring Birket-el-Timsah at svare til 
den fjortende nedre-ægyptiske Nomos, hvis Hovedstad Fa—kh)tum- 
n=-zalt han søgte ved Mukfar (Nutla)". Siden antog han disse 
Egne for det Teku, hvorpaa Beduinerne fra Edom under Meneph- 
tha fik Tilladelse til at lade deres Hjorder græsse%. I Virkelig- 
heden er det ikke aldeles umuligt, at dette Teku maa søges her; 
men det er langt sandsynligere, at dette Teku har ligget i Edoms 
umiddelbare Nærhed. Ifølge Brugsch skulde dette Landskab have 
dannet den ottende nedre-ægyptiske Nomos, hvis Hovedstad, som 
vi have sét, hed Teku, men dette har ikke den ringeste Sand- 
synlighed; Skrivemaaden af de to Ord antyder ganske bestemt 
en Forskjel é. 


- 


Lepsius, Denkmåler III, 146; se ovenfor S. 579. 

” Select Papyrus pl. CXXII, 1. 6 (slgn. 1. 4.) 

”. Papyrus I. 348 i Leyden (Leemans, Mfonuments II, pl. CXLIX, I. 4; 
se ovenfor 8. 867. 

' Se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 259 (1857). 

5. Brugsch, Geogr. Inschr. III, S. 18 fr. 

S Se ovenfor 8, 613 ff. og S. 980 Anmk. 11. 


995 


De gamle Forfattere omtale flere Byer, som skulle have ligget 
i Nærheden af den Kanal, der løb igjennem den oftere nævnte, Øst 
før Bubaste begyndende Indsænkning Vadi Tumilah og dens Fort- 
sættelse Dalen Seda-Biar, førte til Birket-el- Timsah og som siden 
forlængedes til det røde Hav. Herodot! taler om Byen Patumos, 
der laa ved denne Kanal, og som formodentlig i hans Tid har 
været den vigtigste By i disse Egne. De senere Forfattere tale 
om Aeroopolis?, der synes at have havt en levende Handel, hvad 
den sikkert udelukkende skyldte sin Beliggenhed ved den omtalte 
Kanal. Bugten ved, Sues kaldtes af de gamle Forfattere under- 
tiden: Bugten ved Heroopolis2, hvad der synes at antyde, at Byen 
har ligget i Nærheden af Nordspidsen af det røde Hav, altsaa ved 
Sues, og dette synes i al Fald at have været Strabons Mening". 
Men af andre gamle Forfatteres Yttringer synes det at fremgaa, 
at Byen snarere har ligget ikke lidet Nord for Sues, i Nærheden af 
Søen Birket-el- Timsah. Af de nyere Forfattere, der have behandlet 
Spørgsmaalet om Heroopolis' Beliggenhed, have derfor ogsaa de 
fleste henført den til Egnen om Birket-el- Timsah&, og kun faa mene, 
at Byen maa søges ved Suesé, Fornylig har Lieblein foreslaaet at 
forene begge modstaaende Anskuelser ved at antage, at det røde 
Hav i Oldtiden, endnu i de første Aarhundreder efter Kristus 
gik længere imod Nord, saaledes at Bittersøerne udgjorde Bugten 
ved Sues's nordligste Bredning”. I Virkeligheden er det afgjort at 


er 


"" Her. I, 158. Byen omtales ogsaa af Steph. Byz., De urbibus et populis. 

2? Strabo., Geogr. XVI, 1, 26 (p. 802 C., p. 1158 A.); Plin,, Hist. Nat. 
V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5. 

3  Teophrast., Hist. Plant. III, 8. 

+. Strabons Ord synes forvanskede af Afskrivere. 

3 Bois Aimé i Description de PÉgypte XI, S. 378; Champollion, L'Égypte 
sous les Pharaons II, S. 88 ff.; Lepsius CAronologie S. 345 ff.; Brugsch, 
Geogr. Ånschr. S. 260. 

£ Mannert, Geographie der Griechen und Råmer X, 1 8. 516 (1825); 
Lottin de Laval, Voyage, og Schleiden, Die Landenge von Suez S. 122 
ff. (1858), henfere Heroopolis til Sues Omegn. 

7. Lieblein i Oversigter over det Norske Videnskabs- Selskabs Forhandlinger 
1870 S. 369 ff. 

63% 


996 


Bittersøerne have staaet i Forbindelse med det røde Hav, men 
ifølge de geologiske Undersøgelser, man har foretaget, synes det 
Tidspunkt, da en Hævning gjorde Bittersøerne til en Indsø, at 
tilhøre en langt fjernere Fortid. 

— Et af de vigtigste Aktstykker til Bestemmelsen af Beliggen- 
heden af de til disse Egne hørende Byer og Stæder — navnlig af 
Heroopolis — og som utvivlsomt henfører denne By til Birket-el- 
Timsahs Omegn, er det oftere omtalte Antoninske Ilinerarium, ifølge 
hvilket der fra Klysma til Serapeum var 50,000 Skridt, fra Sera- 
peum til Hero 18,000, fra Hero til Tum 24,000. fra Tum til vicus 
Judæorum 12,000, derfra til Scenæ veteranorum 12,000 og fra dette 
Sted til Helzo, d. e. Heliopolis (On), ligeledes 12,000 Skridt?. 
Disse Angivelser synes at stemme ret vel med de virkelige For- 
hold”, og vi tør herefter antage, at Klysma har ligget i Nærheden 
af Sues, hvor tillige Arsinoe (ogsaa kaldet Kleopatris) har ligget, 
Serapeum tæt Nordvest for Bittersøerne, Heroopolis omtrent ved 
det nuværende Nutla (Mukfar), og Tum, d. e. Herodots Patumos 
og Biblens Pitom, enten i Vadi Tumilah, eller i den nærmest 
tilgrændsende Del af Deltaet; sandsynligvis — som Lepsius mener 
— ere Levningerne at søge i Ruinen 7ell-abu-sol:man. 

Ifølge gamle Forfatteres Meddelelser? skulde Ægyptens Øst- 
grændse have været beskyttet ved en Mur mod fjendtlige Indfald. 
Dette er ikke videre sandsynligt, hvorimod Tilgangen til Ægypten 
formodentlig har været behersket af en Række Fæstninger ". 


1! Jtin. Antonimi p. 169—170. Ifølge samme Kilde var der fra Serapeum 
til Pelusion 60,000 Skridt, nemlig 8,000 fra Serapeum til 7Aauba- 
steon, 28,000 til Sile eller Sele, 12,000 til Magdolon og derfra 12,000 
til Pelusion. 

2? Sign. iblandt Andet Petermanns Mittheilungen for Aaret 1864 S. 220 
ff.; Lepsius i Monatsberichte der Academie der Wissenschaften 1864. 

3 Diod., Bibl. Hist. I, 57. 

+ To af disse Fæstninger kaldtes Migdol (et laa ved Sues, Ærod. 14, 2. 
et andet ved Pelusion se nedenfor S. 1008). Det Sted, der i Biblen 
kaldes Baal Zaphon (Ærod. 1. c.), og som laa i Nærheden af Sues, er 
ellers ikke bekjendt. 





997 


XV. Habu!, der maaske for en Del svarede til Strabons 
Menelaites? og til Ptolemaios" Kabasites og Metellites2, indbefattede 
Strækningerne Øst for Rosette-Armens nedre Løb. Nomens Skyts- 
gud var Thot". Hovedstaden var: 


See unnu eller Sd unnu mehet,d. e. Nordens Unnu?, ogsaa 
kaldet BER: BSA LNS pe-tehut-aper-hehi eller pe-aper-heh-te- 


hutie, muligvis det ——] = f— HT] TS ER "T- TE 
pi-zazat-hu-ruzun-pi-ku, Assyrerne omtale”, af Kopterne kaldet 


Ilepoxomewuo: deler Ilepanonumsøorr, 


Geographernes Hermopolis?; Levninger af Byen findes uden Tvivl 
i Ruinhøien um ferrain!%, I de koptiske Haandskrifter nævnes 
Byen T':da-ua-Alfaradjun eller Tida-ua-Alfaragin". Det er ikke 
usandsynligt, at flere af de ovenfor, under den femte Nomos om- 
talte Byer have hørt til denne Nomos, saaledes navnlig Kanobos. 

XVI. Kha!”, de gamle Geographers Mendites "8, laa formo- 
dentlig Vest for den tanitiske Nomos, Øst for Nomerne Seben- 
nytikos og Busirites.  Nomens Hovedgud var Guden Ba, der kaldes 


Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. 

Strabo., Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., 11538 A.). 

Om disse to Nomer se ovenfor 8. 976. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXXXII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX. 
Brugusch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (Jan.—Febr. 1871). 
Saaledes benævnede man Byen for at adskille den fra det store 
Hermopolis, Hovedstaden i Nomen Unnu, der ofte betegnedes med 
Navnet Unnu; se ovenfor S. 961. 

SS. Diimichen, Aecuei/! I, pl LXII. 

7 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1 105. 

8 

9 


eg dd bd. Øe mm 


Champollion, L'Égypte sous les Pharaons II, 8. 224—295. 
Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 1154 A.). 

10 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (1871). 

W Champollion L c. 

12  Dtimichen, Recuet/ I, pl. XIV. 

13. Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 A.); Ptol., Geogr. 
IV, 5; Plin., ist. Nat. V, 9; Her. II, 46; Aristides, Orat. Aegypt. 
0. 8. V. 


8 74. 
Det nordlige og 
nordostlige 
Ægypten. 


998 


ba aa ankhn ra, Ras store levende Sjæl!. Ved Siden af Ba nævnes 
Gudinden Ha-mehi; disse to Guder ere aabenbart særegne Former 
for Osiris og Isis?. De vigtigste Steder vare: 


ie tet eller 733 i i ge pe-ba-neb-tet (p'-be-n-ded)!, 


Assyrernes > e se A (== DE bizin-di-di&, Klassiker- 


nes Mendesé. I Byen dyrkedes en hellig Vædder (4a)”. Byens 
Beliggenhed skal fornylig være opdaget af Brødrene Brugsch”. 


Re ha-mehi (med Kjendeordet te-ha-mehi) Navnet paa Nomens 


Slette?, var formodentlig ogsaa Navn paa Byen OGuos to, 


Klassikernes Thmuis!”, efter Ptolemaios?? Hovedstad i den men- 
desiske Nomos. Levninger af Thmuis findes ved Tell-Tmay. 
XVII. Samhuti eller Tamhuti (Damhutii)", som hvis Hoved- 
gud der i Reglen nævnes en Amon-Ra!t; men hvor forøvrigt en 
yngre Horos (Harpokrates) under Navnet Hor-sam-ta-ut nød stor 
Anseelse som en af Nomens fornemste Guddomme "%, indbefattede 


! Dimichen, Øecuew/ I, pl. LXXXIII og pl. LXXXVIL Paa Menter fra 
Nomen er der som oftest afbildet en Buk; se Langlois Il. c. 8. 44—45. 

7? Om Ha-mehi sign. Brugsch, (Geogr. Inschr. I, S. 189. 

7? Bynavnet tet, der snart betegner Busiris, snart Mendes, forekommer 

ofte i de Dødes Bog. Se ovenfor 8. 981 Anmk. 4. 

Dtmichen, Recuei! I, pl. LXI; Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 118. 

Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 101. 

Strabo og Ptol., II. cc.; Her. II, 42 og 46. 

De græske Forfattere tale aldrig om nogen hellig Vædder (xgéos) i 

Mendes; derimod tale de idelig om en Buk (regyos) i denne By. 

Paa Mønterne sés ligeledes en Buk se ovenfor Anmk. 1. 

"… Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Sprache IX, 8. 81 (Juli— Aug. 1871). 

?” Dtimichen, Recueil! I, pl. LXH; sign. Brugsch, Geogr. Insckhr. I, 8. 269. 

10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, 8 117. 

11 Ptol., Geogr. IV, 5; Jtin. Antonin. p. 1588; Ammian. Marcellin., Hist. 
XXII, 16. 

12 Ptol, I. c. 

13 Dimichen, Recuew/ I, pl. XIV og oftere. 

14. Dtimichen, Recueil I, pl. LXXXIII og pl. LXXXVII 

!S. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 269. 


ea  & RR 


999 


uden Tvivl Egnen om Damiette eller Bredderne af den Phatmiske 
Nilarm og svarede for en stor Del til Ptolemaios' Nomos Neut 
(Natho)!, Hovedstaden var: 


fe samhuti eller tam-huti (dam-huti)?, PALRIATTT i de 


koptiske Skrifter?, nu Damiat eller Damiette, Stephan fra Byzanz's 
Tamiathis", muligvis det af Strabon& omtalte Diospolis &. 


aa a . 7 . . . 
I kun en ) he ha-nebs7, der omtales i Indskrifter, fundne i 


Damiette, laa uden Tvivl i disse Egne; Byen er ifølge Brugsch 
maaske Eusebios' AnabisÉ, 


IESANSK uthu? d. e. Natho, hørte for en Del til denne Nomos”. 


XVIII. Khrud-khent ", de gamle Geographers Bubastites"”, 
laa Nord for Nomen Heliopolites og indbefattede Landskabet om- 
kring Byen Zagazig, den vigtigste By ved Jernveien imellem 
Kairo og Ismaila. Hovedguddommen var Bast”, Hovedstaden : 


J.G eller Jl ae" eller ul eller 


Ptol., Geogr. IV, 5; sign. ovenfor S. 986. 

Dåmichen, Recueil I, pl. LXI. 

Champollion, L'Egypte sous les Pharaons II, S. 138. 

Steph., Byz., De urbibus et populis under Ordet Tamtiathis. 

Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 A). 

I Dimichen, Recueil I, pl. LXII kaldes Nomens Hovedstad pe såe (?) 

amon, ,Amons Søstad", et Navn, der ret vel kunde svare til Diospolis. 

7 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 273. Byen kaldes ogsaa ha-aa-nebs, 

5. Euseb., Fræp. Evang. III 4, 1. 

? Sign. Dimichen, Æecuei! Il, pl. XXXIV. Om Athu, der omtales i 
Modsætning til abu, se Chabas, Voyage d'un Kgyptien 8. 305. 

10 Byen Panephysis, som omtales af Ptolemaios og i Aktstykker fra senere 
Tider, laa formodentlig udenfor den syttende Nomos, i det Land, 
der i ældre Tider regnedes til den sebennytiske Nome. 

11 Dtimichen, Recueu/ I, pl. XIV. 

HM Strabo, Geogr. XVII, 1, 27 (p. 805 C., p. 1158 A.); Plin., Hist. Nat. 
V, 6; Ptol., Geogr. IV, 5; Her. II, 166. 

3. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXIV og pl. LXXXVII. 

14. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 275. 

18 Dimichen, Recuei/ I, pl. LXXXVII. 


Koea ae & N me 





1000 


JAR pe-bast", 70372," [IosBac eller BosRacr 
i de koptiske Skrifter”, Hellenernes Bubaste", nu Tell-bast. 

I Omegnen af Tell-Bast og Zagazig, nedsatte en stor Del af 
de Israeliter sig, der vare flygtede fra Jerusalem efter Gedaljas Mord?. 
Det er muligt, at Indsænkningen Vadi Tumilah og Seba Biar 
(Nomen Heroopolis) har hørt til denne Nomos. 

XIX. Khrudpehu?, de gamle Geographers Pihenothes”, 
Herodots KhemmitesÉ, indbefattede Strækningerne Syd for Burlos 
Søen, der i Oldtiden uden Tvivl var betydeligt mindre end i vore 
Dage, idet formodentlig en ikke ringe Del af denne Nomos nu 
er bedækket af Søens Vande eller i det Mindste er saa sumpet, at 
det ikke mere dyrkes. Hovedguddommen i Nomen var den Gud- 
inde, som de gamle Forfattere kalde Buto og hvis ægyptiske Navn 
læses Vazi, Vati eller Uti?. Nomens Hovedstad var Dobbelstaden?? : 


[Sund c=> . 
O Se eller 'm| "2 eller mm] tebt" og — pe", der tilsammen 


CO . . 
dannede Staden he pe-vazi eller pe-uti!å,  Kopternes 


Dtimichen, Recueil I, pl. LXII; Select Papyrus pl. CXVII, L 52. 

Ezek. 30, 17. 

Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons II, S. 65 fr. 

Strabo, Plin., Ptol., ll. cc.; Mela, De situ Orbis I, 9, 9; Her. I, 59 

ff., 137—138, Diod., Bibl. Hist. XVI, 51. 

5. 8Slgn. Lepsius Cåronologie 8. 358. 

£ Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. 

7 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. 

? Her. II, 165. Dette Khemmites maa ikke forveksles med Byen 
Khemmis i Øvre-Ægypten, som Herodot ogsaa omtaler (se II, 91.). 

” Dtmichen, Recueil I, pl. LXXXIV; slgn. Brugsch, Geogr. Inscår. I, 
S. 140. 

10 Ifelge Dimichen, Recueil I, pl. UXII kaldtes Hovedstaden ogsaa Anhu. 

11 Den omtales ofte i de Dødes Bog; f. Ex. Lepsius, Todtenbuch 18, 25. 

!2 FF, Ex. Lepsius, Todtenbuch 99, 31. ' 

13 FF. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXIV no. 18 a. 

14 FF. Ex. Lepsius, Todtenbuch 112, 1. 

13 Den omtales i den ovenfor S. 945 omtalte af Brugsch i Zeitschrift får 

ågypt. Sprache IX, S. 1 ff. (1871) meddelte Indskrift; se 8. 7 og 8. 11. 


(ed ea e - 


1001 


II -rernerro efter Champollion !', de gamle Forfatteres Buto? 


eller ButosZ. Byen laa ved den efter samme opkaldte Sø, den nu- 
værende Burlos-Sø. Ruinerne Kum-el-amam og Kum-el-gir inde- 
holde uden Tvivl Levninger af Byen". Hovedguddommen var, som 
alt bemærket, Gudinden Buto, ved Siden af hvem der ofte nævnes 
forskjellige andre Guddomme, saaledes to Gange syv Hathorer?. 
En anden Guddom var Horos, der, som det siges navnlig dyrkedes 
i Pe, imedens Buto fornemlig tibades i 76d7”. 

XX. Sputi(?), Sputi akhem (?) eller Hor-sputi (?)? svarer om- 
trent til de gamle Geographers Pharbetites?, maaske tildels til 
deres Arabia" og laa Øst for den mendesiske og Sydvest for den 
tanitiske Nomos. Nomens Hovedgud var en Horos!"; og Byen 


DANE. pemguitt, Aspremes =>] <T— GEJ TT rr] 
pr-sab-tu"3, var dens Hovedstad; men den synes at have tabt sin 
Betydning, førend Hellenerne bleve bekjendte med Ægypten, for- 
udsat at den ikke er samme By som det oftere omtalte 


an — 


1: Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons II, 8. 229. 

2? Her. [I], 59 £. 

2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 1154 A.); Steph. Byz. De 
urbibus et populis under Ordet Butos; Plut., De Iside et Osiride c. 18, 
c. 38 og c. 66. 

+ Brugsch, Zeitschrift l. c. 8. 11. 

3 Se ogsaa Lepsius, Denkmåler IV, 12. 

£ Lepsius, Denkmåler IV, 60 a. 

7. Lepsius, Todtenbuch 18, 26 og 112, 8. 

8 Dtimichen, Recueil I, pl. XV og oftere. 

” Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); Her. II, 166; 
Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geo IV, 5. 

10 Se ovenfor S. 988. 

"  Dtimichen, Recueil I, pl. LXXXII og pl. LXXXVI, nævnes en sput- 
akhem neb abt (d. e. Sputakhem, Østens Herre) som Gud for en Nomos, 
der ikke vel kan være nogen anden Nomos end den tyvende. I Ind- 
skriften pl. LXXXIV nævnes samme Guddom som denne Nomos' Skyts- 
gud og nedenfor anferes en anden Horos som Gud for den Nomos, 
hvori Shetnu var Hovedstad. 

12  Dtimichen, Recuei/ I, pl. XI og pl. XCIX. 

13 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 17 1. 95. 


1002 


Cm, 8 shet-nu", efter Brugsch? Kopternes Dapbart 3, og 
de gamle Forfatteres Pharbaethos", det nuværende Horbeit. 
v INN n kesem eller gesem?, som enkelte Gange opføres som 


en egen Nomos &, maa i Reglen have været betragtet som en Del 
af den tyvende Nomos. Man har antaget det for Biblens Gosen. 

XXI. An”, hvis Hovedgud var en Horos fra Edfuf, ind- 
befattede uden Tvivl Ægyptens nordøstligste Dele, der dengang 
havde langt større Vigtighed end i vore Dage, idet nemlig en 
stor Del af de Strækninger, der nu bedækkes af Menzaleh-Søens 
saltagtige Vande, dengang var frugtbart Land.  Nomen svarer, 
som det synes, i al Fald nærmest til Klassikernes Sethroites?. 
Den Omstændighed, at der paa Mønter fra Nomen Sethroites, sés 
en Gud med Spurvehøghoved ”?, taler meget for Identiteten af 
Nomerne An og Sethroites. 


DONE ta-an, der omtales i Piankhs Indskrift!!, er maaske No- 


mens Hovedstad og er muligvis det nuværende Toni. Hovedstaden 
i Nomen Sethrottes var efter de gamle Forfatteres Vidnesbyrd en 
By, som de kalde Herakleopolis (det mindre Herakleopolis)!? ; der 
er i Virkeligheden heller ingen Grund til at betvivle, at det for- 
holder sig saaledes, men man kan ikke afgjøre, med hvilket 


Den omtales f. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. XCIX col. 16 og col 17. 

Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 60 (Mai—Juui 1871). 

Champollion, Z"Égypte sous les Pharaons II, S. 95. 

Ptol., I. c. 

Dimichen, Recueil I, pl. LXV, hvor Ordet har Determinativet arm iste- 

detfor &. 

5. Dtimichen, Åecuerw/ I, pl. LXVIIIL 

7 Ditmichen, Recueil! I, pl. XIV. . 

8  Lepsius, Denkmåler, III, 234 og 38 g.; slgn. Dimichen, Recueil I, pl. 
XXXVII. 

3. Ptol., Geogr. IV 5; Plin., Aist. Nat. V, 9; Strabo, Geogr. XVI, 1, 
24 (p. 804 C., p. 1156 A.); Herodian. p. 727. 

0 Tåchon I. c. 8. 158; Langlois 8. 40—41. 

11 Mariette, Gebdel Barkal pl. V, 1. 112. 

12 Ptol., Geogr. IV, 5. 


1003 


Navn Ægypterne betegnede Byen. Man søger Herakleopolis ved 
Tell-el- Serig. 

Syd for Tell-el- Serig ligger Tell Daphennah, som "uden Tvivl 
ør det gamle Daphnai, der i senere Tidor var en vigtig By'. 
Ifølge den hellenistiske Oversættelse er det denne By, der i Biblen 
kaldes orpmm 7akhpenkhes?. 


af ae tebnet, der omtales i Papyrus Anastast VI i London, 


antages i Reglen for Daphnai og det hebraiske ormen, men 
denne Sammenstilling er dog ikke hævet over al Tvivl. 


SS)" v pa magtolt, er uden Tvivl det Magdolon>, 


der laa 12,000 Skridt fra Pelusion, og Propheternes Migdolf. Det 
omtales ikke i de Levninger, vi have af Kopternes Literatur, naar 
man undtager Bibeloversættelgerne. 


ON [< Jå ta-anbu laa Nord for Migdol”. 


IE YD $e ha-uar? eller i g a?, ha-uar, Avaris, Hyksos- 


folkets fasteste Borg, laa efter Manetho i denne Nomos", 


—> > NE 711 CJwJ XD aa 
w o tent-remi!", maaske ogsaa kaldet my 2 n 


pe-rema" og — Kopternes Ilepuaorn 13. Klassikernes Pelu- 


! Om Daphnai se Her. II, 30 og 107 0. s. v. 

Jerem. 2, 16; 16, 14; 48, 7 ff.; 44, 1; 46, 14; EÆzek. 30, 13. 

Select Papyrus pl. CXXII, se Brugsch, Geogr. duschr. Il, S. 300. 

Lepsius, Denkmåler III, 128; Select Papyrus pl. CXIV 1. 2. 

Itin. Antonin. p. 171. 

Jerem. 44, 1; 46, 14. 

Select Pap. pl. CXIV 1. 2. Stedet omtales ogsaa Dimichen, Recuew I, 

pl. LXVI, col. 43. 

8. Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col. 8; se ogsaa Brugsch i Zeitschrift 
fir ågypt. Spr. X, S. 20 (1872). 

?  Brugsch, i Zeitschrift 1. c. 8. 20. 

10 Jos, C. Ap. I, 14. 

1! Mariette, Gebel Barkal pl. V, I. 113. 

12 Et Sted af dette Navn omtales f. Ex. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 297. 

13: Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, 8. 86. 


4 ØM ede eee ØS W 





1004 


sion", i senere Tider en vigtig Stad?, der endog ligesom Alexan- 
dreia synes at have dannet en egen Nomos?. Levninger af Byen 
findes ved As-farama i Nærheden af Tineh. 

XXII. Men, hvis Nomosgud endnu ikke er udfunden, maa 
ligeledes søges i det nordøstlige Ægypten, maaske i Omegnen af 
Menzaleh; en Del af Nomen er formodentlig nu bedækket af 
Menzaleh-Søens Vande. Da Nomen kun sjældent omtales paa 
Mindesmærkerne, kan det neppe betvivles, at den ikke har havt 
stor Betydning. 


s 75 Omendskjønt Spørgsmaalet om tidligere Vandforbindelser 
Tillæg. Under- mellem Middelhavet og det indiske Ocean i den sidste Tid ofte 
ED der fIyder er blevet gjort til Gjenstand for længere og kortere Afhandlinger, 
igjennem Land- Kunne vi dog ikke erklære nogen af disse Fremgstillinger for 
skabet Khent- 

Abt, Oldtidens aldeles nøjagtig og skulle derfor i al Korthed søge at give en 
Sues-Kanal. Udsigt over dette Værks Skjæbne. 
| At der i Oldtiden har været en Vandforbindelse imellem de 
to Verdenshave, Middelhavet og det indiske Hav, og at denne 
Vandforbindelse var bragt tilveie ved en Kanal fra Nilen til Sues, 
har forlængst været bekjendt, men om Oprindelsen til dette Anlæg 
have de Forestillinger, man har gjort sig, i Reglen neppe været 
videre nøiagtige. 

Man antager nemlig som oftest, at Ægyptens gamle Phara- 
oner, da de begyndte at grave Kanalen fra Nilen i østlig Retning, 
fra først af have havt til Hensigt at ttlveiebringe en seilbar 
Vandforbindelse imellem de to Have. Men dette er ikke Til- 
fældet; de gamle Pharaoner havde en ganske anden Hensigt 
med den Kanal, de fra Egnen omkring Bubaste lod grave 1 estlig 





een 


! Strabo, Geogr. XVII, 1, 4 fi.; Mela, De situ Orbis I, 9, 9; Plin., Hist. 
Nat. XIX, 1; Steph. Byz., De urbibus et populis, under Ordet Pelusion; 
Itin. Antonin. p. 152, 162 og 170. 

? Se Her. II, 141; III, 10; Diod., Bibl. Hist. XV, 42 og XVI, 48; 
Polyb. Hist. V, 62; Liv., Hist. XLV, 11 ff., Hirt. Bell. Alex. c. 22; 
Jos., Arch. Jud. XIV, 8; Bell. Jud. I, 8 ogIX, 3 50. 8. v. 

32 Se Langlois 8. 38—39. 


1005 


Retning i den naturlige Indsænkning, der fører til Birket-el- 
Timsah (Krokodillesøen), og hvis vestlige Del af Ægyptens nu- 
værende Befolkning kaldes Vad:i-Tumuah eller blot el Vadi, og 
hvis østlige Del i den franske Expeditions Tid ofte kaldtes , Dalen 
ved Seba-Biar", et Navn, der nu synes at være gaaet af Brug. 

Pharaonerne havde nemlig det Maal at forsyne Markerne i 
disse Indsænkninger med Vand i den tørre Aarstid, hvorved 
Egnen vilde blive istand til at nære en ligesaa stor Befolkning 
som Strækninger af samme Størrelse i det øvrige Ægypten, 
og paa at lette Forbindelsen med Landene hinsides det røde Hav 
ved denne Kanal tænkte de neppe. Først synes Dalen Vadi 
Tumilah at være bleven forsynet med en saadan Kanal, siden 
gjennembrødes Passet Øst for Tell-el-rigabeh, hvorpaa Kanalen for- 
længedes indtil Dalen Seba-Biar, hvilke Anlæg uden Tvivl allerede 
ere blevne udførte i en temmelig tidlig Tid, senest i det tolvte 
Dynasti's Dage!. 

Lang Tid senere, under Rameses Il.?, maaske allerede under 
Seti I, udvidedes Kanalanlæggene i denne Egn, og endel af 
Ørkenen omkring Krokodillesøen forvandledes, sandsynligvis ved 
Hjælp af et Vandingsværk?, til beboeligt Land, men uagtet Kana- 
lens yderste Ende saaledes nærmede sig noget mere til det 
røde Havs Nordspidse, som i de Tider muligvis strakte sig længere 
imod Nord end i vore Dage, idet Bittersøerne maaske endnu vare 
en Havarm', tænkte man sikkert dengang endnu aldeles ikke paa 
at gjennemgrave de Heider, der adskilte Bassinet omkring Kro- 
kodillesøen fra Sues, og saaledes tilveiebringe en Vandforbindelse 
imellem de to Have. 

I de følgende Aarhundreder, efterat Israeliterne under Ra- 


1 Sign. Lieblein i Oversigt over det norske Videnskabernes Selskabets 
Forhandlinger 8. 366 (1870). 

2 Se ovenfor 8. 861. 

2? I Ørkenen Øst for Birket-el-Timsah har man fandet Levninger af 
flere gamle Kanaler; se f. Ex. Lepsius' Kort over Ægypten i hans | 
Denkmåler I, 38. 

£ Sign. Lieblein l. c. 8. 375. 





1006 


meses Il.'s Søn og Efterfølger Menephtha Pheros vare udvandrede, 
tabte Ægypternes Interesse sig for disse Egne, og man bekymrede 
sig ikke mere om at udvide, eller blot om at istandsætte de 
gamle Anlæg omkring Krokodillesøen imod Nord og Syd. 

Først Neko kastede atter sit Blik paa denne Egn af Ægypten", 
men ikke ledet af den Bevæggrund som hans Forgængere, der 
kun havde tænkt paa at frugtbargjøre Jordbunden. Neko neiedes 
ikke med at udbedre og istandsætte Kanalen, for at dens Vand 
med saameget desto større Omfang kunde benyttes til Markernes 
Vanding; han begyndte ogsaa at forlænge den i sydlig Retning 
og tog altsaa fat paa Gjennemgravningen af Bakken Chaluf, Syd 
for Birket-el-Timsah, og det i den Hensigt at tilveiebringe en 

'andforbindelse med det rade Hav, der kunde gjøre denne Del 
af Ægypten til et Middelpunkt for Handelen imellem Landene 
ved det indiske Hav og Middelhavslandene. 

Nekos Plan blev dog ikke fuldført; han standsede Arbeidet?, 
sandsynligvis efterat have ført Kanalen fra Nilen til Bittersøerne, - 
formodentlig fordi han befrygtede, at det røde Havs Vandspeil 
stod højere end Nilens Vand, og at det derfor vilde oversvømme 
og ødelægge det frugtbare Delta med sine salte Vande? — en Grund 
til Arbeidets Standsning, som, efter hvad de gamle Forfattere for- 
tælle, og som vi nedentor skulle se, ikke skulde have gjort sig 
gjældende under Neko, men først under senere Herskøre. 

Nekos Plan optoges senere af Dareios, men, efter hvad Strabon " 
fortæller, fuldførte heller ikke Dareios Foretagendet, som han paa3- 
staaer, fordi man troede at have faaet Beviser for, at det røde 
Havs Vandspeil stod højere end Middelhavet, ja endogsaa saa høit 
at dets salte Bølger vilde tildække Deltaet, naar de fik frit Løb. 


!: Om Neko; sign. ovenfor S. 943. 

2 Her. II, 158. 

3 Efter Herodot standsede Neko Arbeidet, fordi et Orakel forkyndte 
ham, af han arbeidede for Barbarerne, I Virkeligheden er det ikke 
usandsynligt, at han har faaet eller ladet sig give et saadant Orakel, 
men dette Orakel var neppe den egentlige Grund til Arbeidets 
Standsning; i det søgte han sikkert kun et Paaskud. 

£ Strabo, Geogr. XVII, 1, 25 (p. 804 C., p. 1156—1158 A.). 


1007 


At Dareios med al Kraft har taget fat paa Kanal-Arbeiderne 
i disse Egne, godtgjøres tilstrækkeligt ved en oldpersisk Ind- 
skrift!, som Mariette fornylig har funden paa Landtangen ved 
Sues? i Nærheden af den gamle Kanal, og som læses paa et 
Stenmindesmærke, der tillige har imdeholdt Oversættelser af Akt- 
stykket paa Assyrisk og paa et turansk Sprog, ligesom der «ogsaa 
ved Siden fandtes en Oversættelse i det gammel-ægyptiske Sprog. 
Slutningen af dette Aktstykke indeholder følgende Meddelelser, hvori 
der desto værre findes flere Lakuner?: 
adlam Pår]ga ami[y hadå) Pårgå Mudråyam agarb[ålyam adam 
Jeg en Perser er; foruden Persien Ægypten jeg tog. Jeg 
nd yas]tåyam imåm y[uviyåjm kantanaiy haci Fitråva  n[å]ma 
bød denne Kanal at graves fra Nilen, Navnet paa 
raula tya MEud|råyaty danuva[tiy ab)iy [da]raya tya [ha]lcå] 
Floden, som i Ægypten flyder, — indtil Havet, som fra 
Pårca  aitiy  plagåva] iyam yuvtya [akanwy]  ava[då])] yatha 
Persien kommer. Derpaa denne Kanal gravedes (?) her. Som 
adam niyaståyam ut[å athaham) åyatå hacå [Birålya nai[mam] 
jeg bed og sagde: gan fra  Bira den halve 
yuvtyåm abiy på.... ...tå yatha må[m kåma åha). 
Kanal indtil Stranden (?) ...”, som min Villie(?) var(?). 
Man kan meget beklage, at de Ord, hvorpaa det egentlig 
kommer an, ere saa mangelfuldt bevarede, at man slet ikke med 
Sikkerhed kan afgjøre, om Dareios her meddeler, at han fuldendte 
Kanalen, eller om han — som Oppert mener — fortæller, at han 
atter standsede det begyndte Arbeide og lod den nylig gravede 
Kanal tilkaste — hvad han, som alt bemærket, ifølge Strabon skal 


1 Brudstykker af andre Mindesmærker med persiske Kile-Indskrifter ere 
tidligere opdagede i de samme Egne; se Description de PEgypte: 
Atlas d' Antiquites V, pl. 29 no. 4; slgn. Å. de Longpérier i Revue Archéol. 
I, S. 444 (1844 —1845). 

? Sign. L'Illustration (du 2 Aoåt 1866). 

32 Se Oppert, Afémoires présentés å I Acad. des Inscr. VIII, I, S. 644 (1869). 

.… Oppert, Mémoires I. c. S.%47. Oppert udfylder de sidste manglende 
Ord: påkam vikate og oversætter: indtil Stranden øedelæg ! 


1008 


have gjort. Vi maa derfor søge Oplysninger om dette Punkt fra 
andre gamle Forfattere. 

Det næste Vidnesbyrd, vi have om Kanalens Historie, findes 
hos Herodot!, der, som bekjendt, besøgte Ægypten henved tredive 
Aar efter Dareios I's Død: Herodot taler, som alt bemærket, et 
Par Gange om en Kanal fra Nilen til det røde Hav, og det paa 
en saadan Maade, at man maa antage, at Kanalen paa hans Tid 
var i brugelig Stand, hvilket jo nødvendigvis forudsætter, at Ka- 
nalen er bleven fuldfari og aabnet for Skibsfarten af Dareios. 

Ifølge Aristoteles? var der paa hans Tid ingen Skibsfart mere 
igjennem " Kanalen,” hvilken følgelig i den senere Persertid maa 
være kommet i Forfald. 

Strabon? fortæller, at Kanalen, paa hvilken der var arbeidet 
af Sesostris ,før den troiske Krigs Tider", og siden af Neko og 
endelig af Dareios, fuldførtes af Ptolemaierne; Diodor henfører 
ligeledes Værkets Begyndelse til Sesostris og nævner Ptolemaios Il. 
som den, der fuldførte Værket". 

Plinius derimod fortæller, at det var Ptolemaios Il., der 
frygtede for, at det røde Havs Vande skulde oversvømme Nedre- 
Ægypten og ødelægge det, og at denne Frygt bragte ham til at 
standse Arbeidet — Noget som vi have sét Strabon fortælle om 
Dareios, af hvem efter ham Kanalen førtes til Bittersøerne?, Pli- 
nius' Meddelelser stemmer, som vi have sét, ikke ret vel med de 
andre anførte Vidnesbyrd, men det vidner dog i ethvert Tilfælde 
saa meget, at Kanalen ikke var farbar, paa Plinius' Tid. 

Ifølge Ptolemaios” var Værket imidlertid igang paa hans Tid; 
han taler om en Kanal til det røde Hav, han kalder 7rajans Flod, et 
Navn der viser, at denne Keiser har ladet Kanalen udbedre. 


Her. II, 159. 

Åristot. Meteor. I, 14. 
Strabo, l. c. 

Diodor, Bibl. Hist. I, 33. 
Plin., Hist. Nat. VI, 33. 

Se ovenfor 8. 1006 Anmk. 4. 
Ptol., Ceogr. IV, 5. 


J GeF ede dd BB 





1009 


I den følgende Tid faa vi næsten ingen Oplysninger om Ka- 
nalens Tilstand; vi vide kun, at Kanalen udbedredes af Omar 
snart efter Landets Erobring af Araberne omtrent 642", og at 
en af de følgende Kalifer lod Kanalen tilkaste. 

I Aarhundreder var det nu ganske glemt, at der fordum 
havde været en Kanal mellem Nilen og det røde Hav; det var 
først Napoleons Tog til Ægypten og den videnskabelige Expedition, 
som blev Følgen af dette Tog, der atter henledede Opmærksom- 
heden paa Spørgsmaalet om Tilveiebringelse af en Vandforbindelse 
imellem Middelhavet og det røde Hav. Et mindre rigtigt Nivel- 
lement, som var foretaget af den franske Expeditions Ingenieurer, 
kaldte imidlertid den gamle Frygt tillive for, at det røde Havs 
salte Vande skulle overskylle Deltaet; man var nemlig kommet 
til det Resultat, at det røde Hav stod endel højere end Middel- 
havet. Et nyt Nivellement i 1847 viste imidlertid, at begge Have 
stod lige heit 

Der fremkom nu flere Forslag til Tilveiebringelse af en Vand- 
forbindelse imellem de to Have, men de førte længe ikke til noget 
Resultat. Først Ferdinand de Lesseps fik et Compagni dannet og 
de fornødne Midler skaffede tilveje; man istandsatte først den 
gamle Ferskvandskanal fra Nilen til Suez og skaffede saaledes 
rigeligt Drikkevand i de vandlese Egne, hvor Kanalen skulde 
graves. Derpaa begyndte man selve Kanalarbeiderne, der 1869 
vare saavidt fremskredne, at Kanalen, der, som bekjendt, begynder 
ved det ny anlagte Port Said ved Middelhavet og herfra fører til 
Suez, kunde aabnes for Søfarten den 19%9de November 1869. 


Ægypten var et arveligt Monarki. Thronfølgelovene ere os 
ikke nøiere bekjendte; i Reglen fulgtes Faderen af Sønnen, som 
oftest, synes det, af den ældste Søn; undertiden sé vi dog flere 
Brødre følge hinanden paa Thronen”. 


! Se Weil, Geschichte der Chalifen I, 8. 119 ff. (1846). 
2 Dette var Tilfældet efter Rameses III's Ded; seks af hans Sønner 
synes at være blevne Konger efter hinanden. 
64 


8 76. 
Kengen. 








1010 


Kongen hædredes som en Guddom ligefra det Øieblik, han 
var udraabt til Konge og havde modtaget sin Indvielse som 
Landets Hersker!. Hvori denne Indvielse bestod, er ikke nøiere 
bekjendt. Ogsaa efter Døden dyrkedes Kongerne som Guddomme?. 

Kongen havde stor Magt, men efter hvad Diodor fortæller, 
var han strængt bundet til Iagttagelse af flere Love og For- 
skrifter, som vare optegnede i egne Skrifter?. I Landets bedre 
Dage synes Kongerne at have iagttaget Statens Love med megen 
Samvittighedsfuldhed, men i Forfaldstiden, navnlig under Kongerne 
af Sisaks Æt, tillode Pharaonerne sig oftere, synes det, at forandre 
den gamle Forfatning eller i det Mindste at gjøre Indgreb i visse 
Collegiers eller Corporationers Rettigheder, idet de trængte deres 
Tilhængere og Slægtninge ind i alle vigtige Poster. Dog be- 
. varede de længe de gamle Former, lode deres Slægtninge lov- 
formelig vælge til de Embeder og Poster, som de eftertragtede, 
kun, at disse Valg ikke vare frie. Tilsidst kom det dog til aaben- 
bart Brud paa Eiendomsretten, idet store Strækninger, som for- 
modentligt med Vold fratoges de retmæssige Eiere, af Kongen uden 
videre uddeltes til de menige Krigere”, 

Ægypterne vare strænge Legitimister, og ingen Konge af en 
ny Slægt vandt let almindelig Anerkjendelse som retmæssig 
Hersker, medmindre han ved Ægteskab med Prindsesser af den 
gamle Kongestamme havde knyttet sin Slægt til Landets tidligere 
Herskeræt; ja det var egentlig først de af saadanne Ægteskaber 
udsprungne Prindser, som bleve ansete for fuldt legitime Phara- 
oner. Exempler herpaa forekomme ofte f. Ex. under de første 
Rasønner%, under Amonspræsterne og under Kongerne af Psame- 
tiks Hus. 


ge =-—- — …» 


! I Thotmess III's Annaler, Lepsius, Denkmåler III, 31 col. 11, tales 
der om en Fest til Erindring om Kongens Indvielse (Kroning). I 
Indskriften paa Rvsette- Stenen omtales en lignende Heitidelighed. 

:… Der omtales ofte Præster for Kongerne. Lepsius, Øenkmåler NM, 5 ft. 

3. Diod., Bibl. Hist. I, 70. 

+ Se ovenfor S. 923 ff. 

3. Se ovenfor S. 853. 

t 














1011 


I det gamle Riges Dage vare alle Medlemmer af Kongehuset 
indviede i et eller flere Præsteskaber'. Kongen var som Følge 
deraf altid tillige Præst. Hvorvidt Kongerne af det mellemste og 
nyere Riges Kongehuse ligeledes lode alle deres Sønner indvie i 
Præsteskaber, formaa vi ikke at afgjøre; vi vide kun om enkelte 
Kongesønner, at de beklædte høie præstelige Værdigheder. Ra- 
meses Il.'s fjerde Søn Sha-m-vasi (?), der var Statholder i Memphis, 
var saaledes Overpræst i denne By?, Pharaonerne af Amons- 
sønnernes og Rasønnernes Kongehuse udføre visse religiøse Cere- 
monier, saaledes at de paa en Maade staa i Spidsen for Præste- 
skabet, men hvorvidt de have været regelmæssigt optagne og ind- 
viede i Præsteskaber, kan ikke afgjøres. 

Under Sisak og hans Efterfølgere sé vi Kongehusets fleste 
Prindser i Besiddelse af Landets høieste Præsteværdigheder, men 
det er klart, at de blot for den med disse Embeder forbundne 
store politiske Magt og Indflydelses Skyld lode sig optage i 
Præsteskaberne og indvie til Tjenere ved Helligdommene?. I senere 
Tider gik det maaske for en Del af Brug, at Magthaverne lode 
sig vie til Præster. Det er saaledes nok muligt, at hverken 
Psametik som Dodekarkh eller hans Forfædre vare indviede i noget 
Præsteskab”. Men da Psametik blev Enehersker, lod han sig uden 
Tvivl indvie i et eller flere Præsteskaber eller Mysterier. 

De ægyptiske Pharaoner holdt et talrigt Harem, men iblandt 
de mange Kvinder, der her fandtes, udmærkedes gjerne én, stundom 
flere, langt forud for de andre som Dronning og sideordnedes næsten 
med Kongen; efter Diodor nød Dronningen endog en endnu større 
Ære end Kongerne. 


samme men me 





1! Kongehusets Medlemmer vare navnlig Medlemmer af Hathors og 


Neiths Præsteskaber. Desuden toges Præsterne for Kongerne gjerne 
af Kongefamilien. 

2 Se ovenfor 8. 887. 

Se ovenfor 8. 923 fø. 

+ Plutarkh, De Jside et Osir. c. 9, siger, at Kongerne kunde tages af 
Præste- eller Krigerkasten. 

3. Diod., Bibl, Hist. I, 27. 

64” 


1012 


Kongen antog ved sin Thronbestigelse flere nye Navne eller 
Valgsprog. Antallet steg i Tidens Løb. I Amonsønnernes og 
Rasønnernes Tidsrum antog Kongerne fem Navne. Et af disse 
sattes ligesom Kongens egentlige Navn i den kongelige Navnering. 

Kongen benævnedes med følgende Navne 0. desl.: 


N hor, Horos; 


SO... ka nekht, den seirrige Tyr; 
zz neb ta-ut, Herren over de to Lande; 


Lar 


ViGZ suten kheb eller suten sakhet, der betyder: ,,Konge over Øvre- 
og Nedre-Ægypten" ; 

KS sa ra, ,Solens Søn"; dette Ord sættes imellem de to i Navne- 
ringene indesluttede kongelige Navne; 

eg pa ra, Ra eller Solguden, en Benævnelse der, dog kun fore- 
kommer sjældent ; 

1 hen-f (2?) egentlig: han, (som) byder, et Ord, der i Reglen 
ikke ganske urigtigt oversættes ved ,, Hans Majestæt"; 

ME per-aa, det store Hus, eller om det store dobbelte Hus. 


Af disse Ord forekommer det sidste, hvor Kongens Navn ikke 
nævnes; navnlig anvendes det, hvor den daglige Tale efterlignes. 
Det svarer derfor ganske til det hebraiske Pharao!; de andre Ord 
anvendes næsten kun i højtidelig Stil og i officielle Indskrifter. 
Det ægyptiske per-aa svarer desuden Stavelse for Stavelse nøie til 
"375, såa at der ingen Tvivl kan være om, at my"s er en Om- 
skrivning af per-aa. Udtrykket per-aa findes ikke i Demotisk og 
maa altsaa være gaaet af Brug før Psametiks Tid. 





1! Ordet Pharao bruges i Hebraisk i ældre Tider aldrig i Forbindelse 
med Kongens Navn. Som bekjendt kaldes Ægyptens Konge i de 
ældste bibelske Skrifter blot Pharao, uden at hans Navn nævnes. Sisak 
er den ferste ægyptiske Konge, hvis Navn findes i Biblen; men han 
kaldes >o"x% 75%, Ægyptens Konge, og ikke: ,Pharao Sisak", 
Udtryk som Pharao Neko og Pharao Hophra ere Barbarismer. 











1013 


I den ældre Tid var den ægyptiske Statsstyrelse uden Tvivl  å 77. 

meget simpel, idet de enkelte Landskaber og Distrikter bestyredes 8 ægyetsts 
af deres Høvdinge, Stadsøverster og Landskabsøverster (Nomarkher), 
I Nomarkhen Amen?'s Levnetsbeskrivelse omtales Høvdinger over 
fem Mand!, hvoraf det synes at fremgaa, at der overalt fandtes 
en hél Trinfølge af civile Forstandere, hvis øverste Trin var 
Nomarkhværdigheden. Ved de civile Embedsmænds Side stode 
Helligdommens Tjenere, Præsterne, i Spidsen for hvilke der overalt 
stod en Ypperstepræst, en Værdighed, som undertiden var for» 
bunden med Nomarkh-Værdigheden. 


I Tidens Løb formindskedes imidlertid Stads- og Landskabs- Styrelse, 
øversternes Indflydelse, og Magten centraliseredes i Kongens Hænder, ,2370%e 
hvad der nødvendiggjorde Ansættelsen af en hel Del Embeds- 
mænd, hvoraf de fleste vare sysselsatte med at indsamle Kongens 
eller Statens Indtægter, der bestode i Afgifter af Afgrøde (dobbelt 
Tiende), Skat af Haandværksdrift 0. s. v., foruden af Udbyttet af 
Statens Landeiendomme, Bjergværker 0. desl., samt endelig af Tribut 
af Skytslande og af Brandskat, udpresset paa Krigstog 0. s. v. Disse 
Embedsmænd, som navnlig vare sysselsatte med at modtage Af- 
gifterne, kaldtes mer hespu 0. desl. 

Rigets Indtægter anvendtes?, foruden til Løn og Vederlag til 
Statsembedsmænd og til Udgifter til Forsvarsvæsenet, til Indkjøb 
af Gjenstande, der vare nødvendige til Hofholdningen, ligesom i 
det Hele til Underhold af Kongens Tjenere, Slaver og Arbeids- 
folk, til Gaver og Belenninger 0. s. v. 

Foruden de ved Finansvæsenet ansatte Embedsmænd maa vi 
af Statsembedsmændene nævne Krigshevdingerne, som vi allerede 
finde omtalte i de ældste Texter?. Flere af dem havde tillige 


1  Lepsius, Denkmåler II, 122. 

2 Angaaende Ægyptens Statsforvaltning i Ptolemaiertiden sé Lumbroso, 
Recherches sur Vécon, pol. de VEgypte sous les Lagides; Turin, 1870. 

2 I det gamle Riges Dage bære de heieste Embedsmænd en Mængde 
Titler, men de fleste vare, synes det, ligefrem Hæders-Titler og be- 
tegne ikke Embeder. 


Retspleie og 
Pulitivæsen 
0. 8. V, 


Krigsvæsen,. 


1014 


andre Bestillinger; saaledes havde de navnlig i ældre Tider 
ikke sjældent Opsigt med Bygningsforetagender og deslige. 


Retssager af større Vigtighed paadømtes af Commissioner, 
som i hvert enkelt Tilfælde udnævntes dertil af Kongen'. Ved 
Retssager af mindre Vigtighed, navnlig ved private Trætter, afgjordes 
derimod Striden? af private Fredsdommere; en saadan kaldtes: 


ON ål N > setem ash m men maa, Hører af 


Klager paa Retfærdighedens Sted. 

I Indskrifterne omtales egne Embedsmænd, som havde det 
Hverv at opretholde den offentlige Orden; og dette var ikke unød- 
vendigt, thi Ægypterne vare ingenlunde utilbøielige til Oprør 
og MytteriZ, 


Allerede de ældste ægyptiske Aktstykker, vi besidde, vise os 
Ægyptens Konge i Besiddelse af Strækninger, der ikke hørte til 
Ægypten og ikke vare beboede af Folk af ægyptisk Stamme. I 
det fjerde Dynastis Tid havde Ægypterne saaledes Besiddelser paa 
den sinaitiske Halvø?, og i det sjette Dynastis Tid, ja maaske 
endnu tidligere, i Aithiopien. Paa den sinaitiske Halvø drev Ægyp- 
terne i det fjerde Dynastis Tid, ligesom ogsaa senere, forskjellige 
Bjergværker, formodentlig Kobberminer og Turkisbrud?, I Aithi- 


—————————— — ——— 


Se den juridiske Papyrus i Turin, Devéria i Journal Asiatique sixiéme 

série VIII, S. 154 ff. (1866). 

2? Ifølge Diodor, Bibl. Llist. I, 75 var der en heieste Ret i Ægypten 
sammensat af 30 Medlemmer, 10 fra Theben, 10 fra Memphis og 10 
fra Heliopolis. Til denne Ret have vi ikke fandet Spor i ældre 
Aktstykker. Muligvis er denne heieste Ret først indrettet i senere 
Tider. 

2 I en Papyrus i Museet i Kairo tilraades det meget at holde sig borte 

fra Folkeopleb, Oprer og deslige; se Brugsch i Zeitschrift fir ågyp- 

tische Sprache X, S. 52 (1872). 

S. Lepsius, Denkmåler 1I, 1 fi., slgn. Chabas, Voyage d'un Ægyptien 

S. 55— 56. 

Om gamle Bjergværker og Miner paa Sinai-Halveen; se Brugsch, 

Wanderungen zu den Tiirkisminen, og Gensler i Zeitschrift fir ågyptische 











1015 


opien drev de under Seti I. og Rameses II, ja maaske langt tid- 
ligere, Guldminer. Imidlertid nøeiedes Ægypterne som vi sé af 
flere Aktstykker, navnligaf Unna's Levnetsbeskrivelse, ikke med at 
sætte sig i Besiddelse af enkelte Bjergværksdistrikter: de be- 
gyndte tidligt, — i det Mindste i det sjette Dynastis Tid, 
maaske længe før —, at foretage Krigstog til Nabolandene for at 
tvinge Beboerne af disse til at dele Udbyttet af deres Arbeide 
med sig; eller med andre Ord, de forsøgte tidligt at gjøre deres 
Naboer skatskyldige til sig. 

I det sjette Dynastis Tid gik Ægypterne saaledes ind i et af 
Ægyptens Nabolande, sandsynligvis Nordarabien og beseirede flere 
dér boende Stammer, som i Indskrifterne benævnes 4Zerusha (Sand- 
beboere)"; Aithioperne vare dengang allerede skatskyldige?. 

For at kunne hævde disse Besiddelser i Udlandet maatte 
Ægypterne have en velbevæbnet og paalidelig Hær. Oprindeligt 
bestod den ægyptiske Hær naturligvis af Indfødte, der sandsynlig- 
vis vare fordelte i ligesaamange Afdelinger, som der var Land- 
skaber (Nomer) i Landet, og som i Krigen førtes af Nomar- 
kherne under Kongens Overbefaling. I det Mindste omtales det i 
Nomarkhen Ament's Levnetsbeskrivelse i en af Grotterne ved 
Benihassan, at denne Nomarkh en Gang deltog i et af Kong 
Usertesen I.s Tog til Aithiopien med en Styrke af 400 Mand fra 
det Landskab, han bestyrede, og en anden Gang med 600 Mand. 

Imidlertid indskrænkede Ægypterne.sig ikke til i Krigstid at 
reise Mandskab rundt om i Landet; de begyndte tidligt at danne 
en staaende Hær", i hvilken de snart begyndte at optage Fremmede. 


mm em ——- — 


Sprache VIII, S. 42 (1870). Paa Halveen findes ogsaa gamle Jern- 
miner, men de synes først benyttede i en senere Tid. 

! Se Unnas Levnetsbeskrivelse i åAfémoires de PAcad. des Inscr., XXV, 
II, pl. VII, col. 12 ff. (1866); se ovenfor S. 824— 825. 

2  Bfémoires de VAcad. des Inscr. XXV, II, pl. VIII, 1. 46—47 (1866). 

2 Se Lepsius, Denkmåler 1I, 122; slgn. ovenfor S. 832. 

i I de ældste Indskrifter (fra det fjerde og femte Dynastis Tid) om- 
tales stundom et kongeligt Arsenal i Memphis; åfémoires de P Acad, 
des Inscr. XXV, II, S. 319 og oftere. 


1016 


I Unna's Levnetsbeskrivelse fortælles det saaledes, at denne Em- 
bedsmand blandt Andet fik det Hverv at forestaa Indøvelsen af 
Negere + Vaaben", naturligvis for at de siden kunde anvendes i 
Ægypterkongens Tjeneste. Disse fremmede Krigsfolk benyttedes 
sandsynligvis ikke blot ved Angreb paa Nabolandene, men lagdes 
ogsaa oftere som Besætning i de Nybygder, Ægypterne grundede 
paa de Steder, hvor de drev Miner og Bjergværker?, ligesom de 
endelig ogsaa benyttedes til at opretholde Orden og Sikkerhed i 
det Indre?, Et Korps ægyptiske Negersoldater kaldes, som vi 
ovenfor have sét, ofte Mazai", hvorfor det er at antage, at de 
oprindeligt for største Delen bestod af Negere af en Stamme af 
Navnet Mazatd, 

Fra Amonhotep IV.'s Tid sé vi ogsaa Libyer i den ægyptiske 
Hær. I Aktstykkerne fra den følgende Tid omtales ofte de li- 
byske Mashavasha'er, d. e. Maxyer, som staaende t ægyptiske Sold”. 

Under Seti I., Rameses IL, ligetil Rameses III's Tid sé vi 
ogsaa Shardana, d. e. Sardinier, gjøre Tjeneste i den ægyptiske 
Hær; de synes her næsten at have dannet en Art Livvagt om 
den ægyptiske Konge. 

Endnu efter Rameses III's Tid vedblev Ægypterne at Åolde 
staaende Hære, uagtet de ikke mere havde udenlandske Besid- 
delser at forsvare. I Hæren tjente der endnu bestandig mange 


1 Mémoires de PAcad. des Inscr. XXV, II, pl. VII, 1. 15 f£.; se ovenf. S. 824. 

?  Saadanne militære Besætninger fandtes f. Ex. ved Sinai. 

32 Se Select Papyrus pl. LI, 1. 4 ff. Her fortælles det, at Mohar'en blev 
sendt med en Styrke, der i alt beleb sig til 5000 Mand, for at holde 
Orden mellem Arbeiderne i Hamamatdalen. 

7 Se ovenfor S. 874. 

Denne Stamme nævnes som betvungen af Amon-m-ha I.; Select 

Papyrus pl. XI, 1. 10. 

5 Se ovenfor S. 849 efter Lepsius, Denkmåler III, 92 og 97. 

7 Se Select Papyrus pl. LI, I. 4; slgn. nedenfor S. 1017 Anmk. 1. 

5 Select Papyrus pl. LI, 1. 4; pl. LXVI, 1. 2 og pl. LXX verso l. 1; 
Champollion, Monuments pl. XXVII og pl. CCIII (Brugsch, Geograph. 
Inschriften II, pl. 10). De første Sardiniere, der gik i ægyptisk Krigs- 
tjeneste, havde sammen med Libyerne gjort Indfald i Ægypten, men 
vare blevne tagne til Fange. 

U 





1017 


Fremmede, navnlig Libyere (Mashavasha, Maxyer)!. Dog vedblev 
man uden Tvivl endnu bestandigt at optage Indfødte i Hæren. 

I ældre Tider synes den staaende Hær ikke at have spillet 
nogen politisk Rolle i Ægypten; og der haves intet Exempel paa, 
at Krigerne i ældre Tider benyttede deres Vaaben til at tiltvinge 
sig særegne Begunstigelser 0. desl. Men i det toogtyvende Dynastis 
Tid, da Hæren af Sisaks Ætlinge idelig misbrugtes til at stette 
denne Slægts Usurpationer, begyndte, synes det, Krigerne at faa 
Øinene op for, hvor stor en Magt de egentlig havde. Sandsyn- 
ligvis have de givet Sisaks Ætlinge at forstaa, at de maatte over- 
lade dem en Del af det rige Bytte, da det væsentlig skyldtes deres 
Understøttelse”, De nærmere Omstændigheder ere os ganske ube- 
kjendte. Vi vide kun, at Enden blev, at hver Kriger fik tolv 
Arurer Land, og at Krigerne kom til at danne en egen grund- 
besiddende Klasse af Befolkningen, hvilken man, men mindre rigtigt, 
har kaldet Årigerkasten. Krigerstanden lod sig dog ikke nøie med 
sine Grundeiendomme; den tilegnede sig andre Rettigheder og 
skaffede sig navnlig en betydelig politisk Indflydelse. Denne poli- 
tiske Magt beholdt Krigerne dog ikke længe; den knustes nemlig 
ganske af Psametik, der søgte at omskabe Krigerstanden til en 
Stand af smaa værnepligtige Grundeiere". Krigerne vare natur- 
ligvis meget misfornøiede med at have mistet deres Magt, men 
da de ikke formaaede at tage den tilbage, tog en stor Del af dem 
den Beslutning at udvandre. De gik til Aithiopien og nedsatte 


! T alle Indskrifter fra de efter Aar 1000 f. Kr. følgende Aarhun- 
dreder tales der om Mashavasha i den ægyptiske Hær. Ægyptiske 
Prindser af Sisaks Hus og andre Magthavere kaldes , Høvdinger over 
Mashavasha". Exempler herpaa kunne i rig Mængde hentes fra flere 
af de i Serapeion ved Memphis fundne Indskriftstavler, der nu, som 
bekjendt, opbevares i Paris; fremdeles fra Piankhs Indskrift ved Gebel 
Barkal, der findes i Museet i Bulak, 0. 8. v. 

2 Se ovenfor 8. 922 ff. 

2 Se Her. II, 141 og 168, se ovenfor 8. 924 Anmk. 1. 

1 Se nedenfor $ 79. 


1018 


sig ved Meroe". De Krigere, der fandt sig i Psametiks Foranstalt- 
ninger og forbleve i Landet, beholdt deres Landeiendomme, imod 
at de, naar Landets Herskere bød det, maatte møde og gjøre 
Tjeneste i Hæren. Selv efterat Ægypten var bleven erobret af 
Perserne, vedblev denne Klasse af Grundeiere at være værnepligtige, 
og Perserne udskrev ikke sjeldent Mandskab i Ægypten. I Kri- 
gene mod Hellenerne deltog ogsaa ægyptiske Krigere?. 

Ifølge Herodot? bestod Krigerne af to Klasser, Hermotybier 
og Kalastirier. De første fandtes i de vestlige Nomer af Nedre- 
Ægypten, de sidste i de østlige Nomer samt i Theben. 

Den ægyptiske Stridsmagt bestod oprindeligt, synes det, for 
største Delen af Bueskytter til Fods, thi Hesten anvendtes ikke i 
Ægypten i det Gamle og det Mellemste Riges Tider, og Æslet er 
mindre vel skikket til at afgive Ridedyr for Rytteri eller Trækdyr 
for Stridsvogne. 

Ved Siden af Bueskytter finde vi iøvrigt tidligt ogsaa Landse- 
nerere til Fods, der foruden deres lange Landser tillige bære store 
Skjolde. Krigsfolk med denne Udrustning sés afbildede i Grave 
fra det ellevte Dynastis Tid” og have maaske dengang allerede 
længe været kjendte og anvendte i Landet. 

Man antager i Almindelighed, at Hesten er bleven indført i 
Ægypten af Hyksos (Hyrderne), og i Virkeligheden finde vi ogsaa 
Hesten idelig omtalt i de historiske Texter tra de paa Hyksos- 
tiden følgende Tider. Hesten anvendtes ikke til Ryttert, men til 
Forspand for Stridsvogne, der besattes med Bueskytter, en paa hver 
Vogn, Disse Vogne spille overalt i Østen en stor Rolle i Datidens 
Krige og holde sig i over tusinde Aar, indtil de fra det syvende 


'"… Her. II, 30; Diod. tdl. Hist. I, 67. 

?. Her. VII, 89; IX, 32. 

2 Her. II, 164 ff. Ordet kalasiris findes undertiden i ægyptiske Ind- 
skrifter, dog hidtil kun som Personnavn (se ovenfor S. 929). 

" Sign. Forfatterens Reise S. 204. 

"I de Homeriske Digte kæmpe Heltene ogsaa til Vogns. Hesten an- 
vendes heller ikke her til Rytteri. I Dommernes Tid var fjendtlige 
Stridsvogne Israeliternes Skræk. I Kampene mællem de nordsyriske 


ÅJ 





1019 


Aarhundrede af begyndte at forsvinde. I Perserkrigene omtales 
de ikke mere. Derimod kommer nu Rytteriet op og spiller i de 
følgende Tiders Krige en ikke ringe Rolle. 

I Kampene med Hyksos havde Ægypterne Krigsfartøler paa 
Nilen; men de vare formodentlig ikke meget forskjellige fra andre 
Farteier. Under Dronning Hatasu havde Ægypterne en søgaaende 
Flaade paa det røde Hav. Fra Psametiks Tid havde Ægypterne 
en Flaade i Middelhavet.  Ptolemaierne havde ligeledes en stor 
søgaaende Flaade, saavel i Middelhavet som i det røde Hav. 


Ægypterne vare, som bekjendt, et meget oplyst Folk; der 
fandtes i Landet mange, som ikke blot kunde læse og skrive, men 
som ogsaa besad videnskabelig Dannelse. Den højere Under- 
visning meddéltes i egne /øiskoler, hvoraf vi kjende flere, saa- 
ledes en i Khennu (Silsilis)", og to i Hovedstaden, Hofskolen? og 
en anden i Kongens Gaard; den sidste synes at have havt noget 
mindre Anseelse end de andre lærde Skoler. Formodentlig gaves 
der flere andre lignende Anstalter i Landet. 

De Mænd, der havde gjennemgaaet Kursus i disse Skoler”, be- 


nævnedes ik suten an, kongelige Skrivere", Saordexoygantwæreig. 


Khetiter og Ægypterne sé vi Stridsvogne anvendte paa begge Sider i 
stor Mængde Khetiternes Stridsvogne havde tre Mands Besætning, 
Ægypternes derimod kun (0. 

1 Den omtales i Papyrus Sallier ll, S. 4 1. 1; (Select Papyrus pl. 
XIII) og i en Papyrus i Minchen. 

2 Om Hofskolen slgn. Diod., Bibl. Hist. 1, 55. Den omtales formodent- 
lig ogsaa i en Indskrift, der er meddélt af de Rougé i Meémoires de 
v Acad. des Inscr. XXV, II, S. 284. I denne Skole undervistes, foruden 
Kongens og Prindsernes Børn, nogle af de fornemste Hofmænds og 
Embedsmænds Bern. 

2 Se Papyrus Anastasi I, S. 12 1. 3—4 0. ff. (Select Papyrus pl. XLVI); 
Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 22 ff. Denne Skole i Kongens Gaard 
var forskjellig fra Hofskolen. 

+ Det synes efter det anførte Sted af Mohar'ens Liv (Papyrus Anastasi 
I, 1. c.) at fremgaa, at der holdtes Fortegnelser over de Mænd, der 
havde fuldendt deres Studier til deres Foresattes Tilfredshed, og at 
de her Indskrevne straks fik Gage, der som alle ægyptiske Gager 


Undervisning. 


Gudstjeneste. 


1020 


De kongelige Skrivere fik i Reglen Ansættelse i Statens eller 
i Helligdommenes Tjeneste; Præsternes og Statsembedsmændenes 
Opdragelse synes nemlig at have været fælles, hvad der natur- 
ligvis ikke udelukker, at de vordende Præster senere under For- 
beredelsen til deres Indvielse ved Templerne fik særlig Undervis- 
ning i de Gjenstande, de som Præster maatte være bevandrede i. 

Vi have adskillige Aktstykker, hvor Skriverens, d. e. den 
kongelige Skrivers, Lod prises, og hvor det fremhæves, hvilket 
lykkeligt og behageligt Liv der ventede den, som havde gjennem- 
gaaet en lærd Dannelsesanstalt og hér havde tilendebragt sine 
Studier. I Modsætning hertil skildrer Amon-m-an i andre Breve 
den sørgelige Lod, der ventede den, der ikke vilde fuldende sine 
Studier, men hendrev sin Tid i Lediggang”. 

I et Skrift af moralsk Indhold, der opbevares i Museet i 
Kairo, gives der ogsaa en Lovprisning af den Skriftlærdes lykke- 
lige Stilling, idet der navnlig fremhæves, hvorledes alene Dygtighed, 
og ikke Fødsel og Herkomst, aabner Adgang til de høeieste Poster 
i Landet. Vi anføre følgende Sætning:” 

»Vil Du udmærke Dig som Skriftlærd, saa træng ind i Viden- 
skaberne og læg Dig dem paa Hjerte. Alt, hvad Du udtaler som 
Mening, vil blive til Gavn. En Skriftlærd bliver saa meget mere 
fuldkommen, jo mere han raadspørger Bøgerne. Ikke bliver 
Sønnen af Hierogrammaten eller Storseglbevarerens Arving til hans 
Eftermand i hans Værdighed; den Skriftlærdes Stilling afhænger 
af hans Kundskab". 


De ægyptiske Helligdomme og deres Tjenere synes at have 
indtaget en fra Staten, d. e. Kongen, temmelig uafhængig Stilling, 


TEE EEN 


navnlig bestod i Fødemidler (fri Underholdning). Forfatteren af Ana- 
stasi I. skriver til Moharen: ,,Du vil finde mit Navn paa Listen som 
kostberettiget i Seseste Mer-Amons store Gaard; spørg Opsynsmanden 
ved Bestyrelsen; der er en fast Underholdning indskrevet paa mit 
Navn, jeg er kostberettiget. Jeg er Skriver". 

7 Om disse Smaastykker sé ovenfor 8. 228. 

7 Brugscb, Zeitschrift fir ågypt. Sprache X, S. 55 (1872). 








1021 


skjønt denne oftere lod sig. indvie! i et eller flere Præsteskaber 
og udførte flere Ceremonier. Hvert større Tempel styredes af 
sin Overpræst eller Ypperstepræst, hvilken Værdighed forøvrigt i 
flere Byer i ældre Tider ikke saa sjeldent var forbundet med 
Nomarkhværdigheden. Den næste Værdighed efter Overpræste- 
værdigheden var Værdigheden som (Guddomstjener eller Prophet. 
Den beklædtes selv i de største Templer neppe af mere end fire 
Personer paa engang, nemlig af Overpræsten, der var Første- Prophet, 
og af tre andre. Næst efter Prophet-Værdigheden kom en Vær- 
dighed, hvis Medlemmer benævnedes guddommelige Fædre, og 
efter dem de egentlige Præster. Foruden disse var der ved 
Templerne mange underordnede Embedsmænd, men om dem inde- 
holde de hieroglyphiske Indskrifter kun yderst sparsomme Oplys- 
ninger; derimod omtales de stundom i græske Papyrus'er. 

De ægyptiske Betegnelser for de tre højere Præsteordener 
vare følgende : 


i f neter hen, i de græske Oversættelser gjengivet ved z00p77%6. 


i i neter atef, ,guddommelig Fader", og 


(| eller ($ ab?, Præst. 


Ledige Pladser i Præsteskaberne bleve som det synes besatte 
efter de øvrige Medlemmers Valg?. Ved Besættelsen af en ledig 
Plads iblandt ,,Propheterne" (netr hen-u) lod man i Reglen en af 
de guddommelige Fædre (neter atef-u) rykke op, og paa lignende 
Maade lod man en af de egentlige Præster (ab-u) rykke op 


1! Næsten alle Medlemmer af de ældre memphitiske Kongehuse (det 
fjerde og femte Dynasti) vare, som alt gjentagne Gange bemærket, 
Medlemmer af Præsteskaberne for Hathor og Neith. 

? Ordets Udtale synes i ældre Tider at have været sus; se Birch i 
Zeitschrift får ågypt. Sprache X, S. 59 (1872). 

3 Slgn. Brugsch, Recueil pl. XXI, hvor der tales om, at Amonsførste- 
præsten Æerhor gjentagne Gange valgtes. Uheldigvis er Texten meget 
"ødelagt, saa at man ikke kan afgjere, hvorfll han valgtes. 


1022 


iblandt de guddommelige Fædre”. Derimod synes Medlemmerne 
af de lavere Grader ikke at være blevne forfremmede til højere 
Værdigheder. 

Ved Dødsfald valgte man ofte den Afdødes Søn eller vel ogsaa 
en Søn af en anden Præst ved Templet; men det var meget 
langt fra, at alle Præstesønner bleve Præster. De fik ofte andre 
Bestillinger i Staten; ja der haves endog Exempler paa, at iblandt 
Sønner af Præster, selv af Præster af høi Rang, fik ingen præste- 
lig Ansættelse”. I senere Tider, da fremmede Folk bortgav Stats- 
embederne, forandredes dette Forhold maaske en hél Dél, og 
Præsternes Sønner bleve maaske nu i Reglen alle PræsterZ. 

Efter et Mindesmærke fra Karnak anvendte Ægypterne Om- 
skærelse . At dømme efter dette Mindesmærke omskar man dog ikke 
Drenge som smaa Børn, som Skik var hos Israeliterne, men først 
naar de vare nogle, maaske en halv Snes Aar gamle. Uheldigvis 
er vort Kjendskab til Omskærelsen i Ægypten i det Hele yderst 
mangelfuld; vi vide f. Ex. ikke, : hvor stort Omfang QOmskærelsen 
anvendtes 0. desl. Man har stundom mént, at kun Præsterne vare 
omskaarne. Saafremt denne Mening er begrundet, afhang det altsaa 
af Forældrene, hvorvidt deres Sønner skulde være Præster eller 
indtræde i den civile Statstjeneste, og den Voksne har ikke selv 
kunnet vælge sin Stilling. Man har søgt en Støtte for denne 
Forklaring i et Sted i Piankhs Indskrift, hvor det hedder om Magt- 
haverne i Ægypten, at de ikke kunde træde ind i Kongens Gaard, 
fordi de vare urene?, alene Kong Nimrod undtaget, hvad man an- 
tager har Hensyn til Omskærelsen. Men denne Opfattelse er dog 
neppe rigtig; thi det synes utvivlsomt at fremgaa saavel af de 


— mm em —Ææm—mmæm—m == 


!? Se Bak-n-khonsu's Levnetsbeskrivelse i Glyptotkeket i Minchen. 
Devéria i Mfémoires de PInstitut égyptien I, 8. 1 ff. 

? En Amonsførstepræst, der omtales paa en Gravtavle i Leyden, havde 

flere Senner, men ingen af dem blev Præst. 

Se nedenfor 8. 1024. 

Chabas i Rcvue Archéol. nouv. série III, S. 298 ff. (1861). 

Om Piankhs IndsØrift se ovenfor 8. 927—31. 

Linie 149 —152 (Mariette, Gedel Barkal pl. VI). 


& FR må 





1023 


græske Papyrus'er! som af de gamle Forfattere?, at Omskærelsen 
endnu i senere Tider var almindelig udbredt i Ægypten. 

I ældre Tider har der neppe været nogen nøiere Forbindelse 
imellem Præsteskaberne ved de forskjellige Templer i Landet; 
Overpræsterne ved de større Templer vare formodentlig ganske 
sideordnede og uafhængige af hinanden?. Imidlertid har Centrali- 
sationen af Statsmagten neppe heller undladt at udøve en vis 
Indflydelse paa disse Forhold. Imidlertid er der dog ikke endnu 
opdaget noget Aktstykke, der paaviser, at der allerede i Amons- 
sønnernes eller Rasønnernes Tid, saaledes som det senere blev 
Tilfældet, havde udviklet sig et ægyptisk Hierarkhi, hvorved 
Landets præstelige Værdigheder vare ordnede i en vis Trinfølge. 
Man har fundet Spor af et saadant Hierarkhi i det første Kapitel 
af de Dødes Bog og har derfor — ikke uden Grund — antaget, 
at et saadant havde begyndt at udvikle sig i det Tidsrum, da dette 
Kapitel dannedes (i Psametiks og hans Efterfølgeres Tid) ?. 

Først fra Ptolemaiertiden besidde vi Aktstykker, der lære 08 
at kjende Forholdet imellem Templerne og deres Tjenere; man 
sér af disse, at Ægyptens Templer efter deres Vigtighed vare 
inddélte i tre Klasser5, og fremdeles, at Befuldmægtigede fra de 


7? Papyrus XV. Brit. Museum, se B. Peyron i Mfemorie della Academia di 
Torino, Seconda Serie IIl: Setenze morali storiche e filolngiche: p. 88 — 89. 

2 Se Strabon, Geogr. XVII, 2, & (p. 824 Casaub.; p. 1179 A.); slgn. 
Ambros., De Abrahamo II, 2. 

3. Endog i ganske nærliggende Byer og Egue herskede der ofte forskjellige 
religiøse Meninger og afvigende Skikke se nedenfor S. 1031—1032. 
Paa den anden Side havde dog ogsaa flere Byer Guddommene tilfælles 
og Gudebillederne fra et Tempel aflagde stundom Beseg i Nabo- 
byernes Templer; se om saadanne Beseg ovenfor S. 980 Anmk. 14. 

4 Se Lepsius, Zodtenbuch 1, 8 ff. Her sés felgende Trinfelge: 1) Præst 
(ab), 2) Prophet (neter hen), 3) indviet i Mysterierne i Rusta, 4) Cere- 
monimester ved religiese Fester, 5) Setem, memphitisk Præst af hei 
Rang, 6) Formanden for dem, der sætte Symbolet ter paa dets Fod- 
stykke, og 7) den, der udfører Ceremonien ka-her-ka, Pleiningsindviel- 
sesceremonien (sædvanligvis Kongen). 

3 Se Slutningen af Indskriften paa Rosette-Stenen og paa Stenen 
fra Tanis. 


8 78. 


Ægypternes 
Religion. 


1024 


forskjellige Præsteskaber undertiden holdt Synoder eller Kirkedage, 
hvor de vedtoge forskjellige Bestemmelser!. Hvornaar denne For- 
fatning er indført, er ikke bekjendt: vi vide kun, at en af de 
første græske Herskere over Ægypten, formodentlig Ptolemaios lI., 
sikkrede sig Indflydelse paa Præsteskabets Beslutninger ved at 
gjøre Præsten for Alexandros' Dyrkelse, hvilken Værdighed Kongen 
bortgav, til Primas for hele det ægyptiske Præsteskab. I den 
første Ptolemaiertid finde vi alle ægyptiske Præster inddélte i fire 
Klasser, hvortil der i Aaret 238 føiedes en femte, der opkaldtes 
efter Ptolemaios III. Euergetes. At dømme efter Indskriften fra 
Tanis synes alle Præsternes Børn ved Fødselen at være blevne 
indskrevne i en af disse fem Klasser og saaledes alle at være 
blevne Præster; flere af Præsterne havde forøvrigt, selv i senere 
Tider, verdslige Bestillinger ved Siden af de præstelige. 


Flere klassiske Forfattere have efterladt os Meddelelser om 
den ægyptiske Religion?, men naar man sammenligner disse 
Meddelelser med de Oplysninger om Ægypternes Religion og 
Mythologi, der gives i gammel-ægyptiske Aktstykker, saa vil det 
ikke kunné negtes, at de klassiske Forfattere kun have havt meget 
ringe virkelig Kjendskab til det gamle Ægyptens Religion, og at de 
her kun altfor ofte have sammenblandet forskjellige Ting og begaaet 
mange andre Feiltagelser. Kun ét Skrift bærer Præg af, at For- 
fatteren har havt et nøiere Kjendskab til den ægyptiske Religion, 
nemlig det lille Skrift, som tillægges Plutarkh og bærer Titlen: 
Om Isis og Ostris?. Forøvrigt er det ikke umuligt, at der selv i 
dette Skrift kan paavises Feiltagelser; og i ethvert Tilfælde til- 
hører det en saa sén Tid, at det med Grund kan betvivles, at 


ene — — 


1 Sign. ovenfor S. 167 fi. 

? Saadanne Meddelelser findes f. Ex. hos Herodots og Diodor, samt hos 
mange andre Forfattere. De ere samlede af Jablonski i hans Pantheon 
Ægyptiorum, der udkom 1750—1752. 

2 En ret god Udgave med en tydsk Oversættelse ved Siden haves af 
Parthey i Berlin. 








1025 


den ægyptiske Religion i Forfatterens Tid ganske havde samme 
Skikkelse som i Folkets Velmagts Dage. 

Endel Oplysninger om Ægypternes religiøse Forestillinger, 
navnlig om deres Forestillinger om Menneskets Væsen og om dets 
Skjæbne efter Døden kunne fremdeles hentes fra de hermetiske 
Skrifter, hvoraf endel Brudstykker ere bevarede hos byzantinske 
Forfattere", Disse Skrifter skyldes, som bekjendt, ægyptiske Neo- 
platonikere, hvoraf flere have havt virkeligt Kjendskab til den 
ægyptiske Religion, rigtignok kun til den senere Tids Religion, der 
ikke var saa ganske lidet forskjellig fra den Religion, der havde 
hersket i de gamle Pharaoners Dage. 

Af de talrige ægyptiske Texter, som ere levnede os enten 
hélt eller i Brudstykker, og som mere eller mindre have taget 
Hensyn til Religionen, er der Intet, som er skrevet i den udtryk- 
kelige Hensigt at meddele eller udbrede Kundskab om den ægyp- 
tiske Gudelære. De Meddelelser, der findes i disse Skrifter, gives 
alle leilighedsvis; men da deres Antal ikke er ringe, er det 
muligt ved at samle og ordne disse Meddelelser at danne sig et 
nogenlunde sammenhængende Billede af de gamle Ægypteres reli- 
giøse Forestillinger. 

I enhver ægyptisk By tilbades flere Guddomme, der delte sig 
i to Klasser eller Kredse, som man kunde kalde Movedguder og 
Biguder. Hovedgudernes Antal var, som oftest, tre, Bigudernes 
Antal var noget større, undertiden — maaske hyppigt — n:?; disse 
sidste, Biguderne, vare gjerne for en Dél særegne Former af 
Stedets Hovedguder eller Guddomme, der tilbades som Hovedguder 
i Nabobyer?, Trods denne Lighed i Navne og Egenskaber antoges 
dog saadanne Væsner, der i en By vare Hovedguder og i en 
Naboby Biguder, i Reglen altid for ganske forskjellige Væsner. 


(4 


ek 





1! En ny Oversættelse af de hermetiske Beger skyldes Ménard i Paris; 
sign. ogsaa ovenfor S. 179 og S. 200. 
2 Det ægyptiske Udtryk for Kredsen af disse Guder er &) paut, et Ord, der 
betyder ni, hvorfor man gjerne gjengiver paut-neter-u ved ,Nikredsen". 
? Man betegnede gjerne Guderne i en paus (Nikreds) efter den Gud, der 
stod i Spidsen for Kredsen. 
65 


1026 


Man vil allerede heraf have sét, at Antallet af de guddomme- 
lige Væsner, der tilbades i Ægypten, var meget anséligt. Men 
Ægypterne indskrænkede sig ikke til at tilbede de her antydede 
egentlige Guddomme eller deres Billeder; de tilbad, som bekjendt, 
ogsaa flere Dyr, saaledes Drøvtyggere som Tyre, Køer eller Kvier og 
Væddere, Rovdyr som Løver, Katte og Shakaler, fremdeles Fugle 
som Ibis'er og Spurvehøge, Krybdyr som Krokodiler og Ich- 
neumon'er, og endelig flere Feskearter". Hertil maa vi føie, at 
Ægypterne befolkede den hinsides Verden, navnlig Underverdenen, 
med en utrolig Mængde Væsner; at hver Port, hver Dør, den 
Afdødes Sjæl eller Skygge maatte gaa igjennem, ja hver Del af 
den Baad, hvorpaa han seilede over de underjordiske Vande, 
var personificeret i et egent Væsen”, og man vil 86, at den ægyp- 
tiske Religion frembyder en Mangfoldighed af overnaturlige Væsner, 
et Flerguderi saa talrigt som maaske intet andet Steds paa Jorden?. 

Hvorlangt vi end gaa tilbage i Tiden, ville vi bestandig finde 
Antydninger af, at Religionens Skikkelse væsentlig altid var den 
samme, og man tør derfor antage, at dette talløse Flerguderi naar 
op til de ældste Tider, til de første Dynastiers Dage. Men, som 
allerede bemærket, ere de Oplysninger, der gives os om Gudelæren 
i det gamle Riges Tider, yderst sparsomme, og omendskjøndt de ere 
endél hyppigere i det mellemste Riges Tid, saa lade de os i fald- 
stændig Uvished om mange høist vigtige Spørgsmaal. Først fra 
Amonsønnernes og Rasønnernes Tidsrum blive de 'Texter, der 


! Dette maa dog ikke forstaaes saaledes, som om Ægypterne tilbad alle 
Individer af disse Arter; det var kun enkelte af dem, som de viste 
guddommelig Dyrkelse. Imidlertid udstrakte man dog, især i visse 
Egne, sin Ærefrygt for disse Dyr saa vidt, at man ansaa alle Individer 
af samme Årt for hellige, hvorfor man afholdt sig fra at nyde dem og 
balsamerede deres Legemer, men man tilbad ikke alle. I Anmærknin- 
gerne til Partheys Udgave af Plutarkhs Skrift De Iside et Osiride 8. 
260—271 findes en Samling af alJe klassiske Efterretninger om Ægyp- 
ternes Dyretilbedelsc. Man kan udvide disse Meddelelser ved Hjælp 
af Beretningerne om de i Ægypten fundne Dyremumier. 

2? Se Lepsius, Fodtenbuch 125, 1 ff. 

2 Sign. Juvenal, Sat. XV, 1-2: Qualia demens Ægyptus portenta colat! 





1027 


have Hensyn til Gudelæren og derhen hørende Forhold, mere tal- 
rige og indholdsrige. Det store Flertal tilhører imidlertid Tiden 
efter Psametik, navnlig Ptolemaier- og Romertiden, i hvilken mange 
Forhold vare ikke lidet forandrede, og hvor sikkert ogsaa de reli- 
giese Forestillinger vare noget forskjellige fra tidligere. Man vil 
saaledes sé, at det egentlig kun er forholdsvis noget senere Tiders 
réligiøse Forestillinger, som ere og nøiere bekjendte. 

Hvor stort altsaa det ægyptiske Flerguderi end var, saa er det 
dog klart, at Ægypterne ikke gik fuldstændigt op deri, og 
at de — naturligvis ikke den store Hob — til enhver Tid vare 
sig bevidste, at Flerguderiet var et Stykkeværk, der ved usynlige 
Baand holdtes sammen til en heiere Enhed. I flere Tempel- 
indskrifter? siges det ligefrem om forskjellige Guder, at de ikke 
ere forskjellige fra hinanden, og at de betegne ét og det samme 
Væsen. Nu tilhøre disse indskrifter, som alt antydet, senere 
Tider, da Ægypten var bleven paavirket af Strømninger fra andre 
Steder, navnlig fra Hellas, og da Troen vist var bleven temmelig 
svag og for en Dél havde maattet vige Pladsen for philosophiske 
Betragtninger, der neppe have undladt at trænge sig ind i Datidens 
Skrifter; men selv om flere af disse Forestillinger, som vi møde i senere 
Indskrifter, — at der i Baggrunden for Flerguderiet ligger en Gud- 
doms Enhed, — skulde skyldes hellenistiske Indvirkninger, kan dette 
ikke være Tilfældet med alle saadanne Meddelelser. Man finder 
nemlig ganske tilsvarende Udtryk i langt ældre Skrifter, endog i 
Skrifter, der ere affattede Aartusinder før Udviklingen af den 
græske Philosophi. 

I en hieratisk Papyrus i Kairo, der maaske tilhører det sy- 
vende Aarhundrede f. Kr., læser man saaledes følgende Betragt- 
ning?: 

»Denne Jords Gud? er Solen i det høie Himmeltelt, hvis 


! Se f. Ex. Dtimichen, Geographische Inschriften I, pl. XCIII—IV. 

” Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 56 (1872). 

7? Om det ejendommelige Udtryk for Gud i denne Papyrus se Brugsch 
L ec. 8. 54 Anmk. 4. 


65? 





1028 


Skikkelse svæver over Jorden. Den sænker Virakkornet i sit 
Frugthylster bestandig, og den danner og lader spire alle Vækster, 
som findes der, for at Næringsmidlerne maa forøges. Ham er 
det, der har skjænket Dig Din Moder" 4 ..... 

I Ptah-hoteps Tankesprog (Papyrus Prisse), som tilhører en 
meget gammel Tid?, vil man træffe lignende Opfattelser. Her tales 
der bestandig om Guddommen eller Gud; og det Samme er Til- 
fældet i andre Skrifter af moralsk Indhold?. 

Nu kunde man jo ganske vist indvende, at det var muligt, 
at disse Skrifter skyldtes Tænkere, der forkastede den ægyptiske 
Statsreligion med dens talløse Guder og istedetfor disse satte en 
ubestemt pantheiserende Guddom, og i Virkeligheden findes der i 
Ptah-hotep's Tankesprog Spor af, at denne Tænker har hyldet ra- 
tionaliserende Anskuelser. Men man vil dog ikke kunne miskjende 
den samme monotheistiske Baggrund for den uendelige Poly- 
theisme selv i de officielle ægyptiske Indskrifter eller dog kunne 
spore den i de Forestillinger, der ligge ti Grund for dem. 

Vi maa her gjøre opmærksom påa følgende Omstændighed. 
For det Første vil det ved en nærmere Undersøgelse vise sig, 
at Hovedguderne, hvis Antal paa de fleste Steder var tre, saa at 
sige overalt danne en Enhed, — om man saa kan sige — en vis 
Art Treenighed eller Trefoldighed. Hovedguderne danne nemlig 
paa de fleste Steder en Familie paa tre Personer, Mand, Hustru 
og Sen, som egentlig kun udgjøre ét Væsen; paa samme Maade 
vil, som allerede antydet, de fleste Medlemmer af Nikredsene som 
oftest vise sig at være enten kun andre Former for Trekredsens 
Guder eller beslægtede Guddomme, der vare indførte fra andre 
Steder, som oftest fra nærliggende Byer. Man faar saaledes i 
Stedet for den næsten uendelige Mængde Guder kun ligesaa 


" Her følger en Beskrivelse af, hvad Mennesket skylder sin Moder. Den 
vil findes nedenfor i & 79. 

7. Sign. ovenfor S. 250; om Papyrus Prisse se Chabas i Revue Archéol. 
XV, S. 1 ff. (1858). 

? Demot. Papyrus no. 51 i Louvre; se P. Pierret i Recueil de travaurs 
relatifs å la philol. et. å Parchéologie égyptienne et assyrienne I, 8. 40 ff. 








1029 


mange Guder, som der er større Byer i Ægypten. Undersøger 
man Sagen endnu noget nøiere og sammenligner man disse Væsner 
indbyrdes, vil man snart finde, at de Gudevæsner, der tilbades 
paa forskjellige Steder af Ægypten, ikke kunne siges at være 
væsentlig forskjellige fra hinanden!?. Man vil navnlig snart blive 
vår, at de fleste Hovedguddomme sattes i Forbindelse med Sol- 
guden Ra; Amon, Thebens Gud, kaldtes saaledes Amon-Ra; Num 
(Khnum), Kataraktlandets Gud, Num-(Khnum-)Ra; Mentu, Guden 
i Hermonthis, Afeniu-Ra 0. 8. v.?. 

Skulde man her ønske at 36 udtalt en Mening om den ægyptiske 
Religions Udvikling, vilde vi gjøre følgende Bemærkning: I en 
fjern Fortid, inden det ægyptiske Folk endnu havde hævet sig til 
noget højere Udviklingstrin, forestillede det sig selv og Verden 
som afhængige af ét eneste høieste Væsen, men hvorledes dette nær- 
mere var beskaffent, derom formaaede man ikke at gjøre sig nøiere 
Forestillinger. Imidlertid blev man tidlig enig om, at Solen, der 
bringer Lys og Liv paa Jorden, maatte være en af Guddommenes 
vigtigste Fremtrædelsesformer, og derfor vendte man tidligt sin 
Dyrkelse imod dette Himmellegeme, Imidlertid blev man ikke 
staaende herved; Ægyptens Religion blev ikke en énsidig Sabeisme. 
Man vendte ogsaa sin Ærefrygt imod Universet, imod Himlen 
(Nu) og imod Jorden (Seb) og endelig imod Vandet, det frugtbar- 
gjørende Grundstof, som Nilen tilførte Landet, og som man perso- 
nificerede under Navnet Hapi". Men Ægypterne nøiedes dog 


! Se de Rougé i Annales de Philosophie chrétienne, quatriéme série III, 
S. 354 fl., XV, 8. 112 ff.; cinquidme série XX, S. 327 fl.; se ogsaa 
Lepsius, Ueber den ersten ågyptischen Gétterkreis i Abhandlungen der 
Akademie des Wissenschaften for Aaret 1851 S. 157 f., Berlin. Man 
finder ogsaa Enheden fremsat i neoplatoniske Skrifter; se A. Maurys 
Anmærkning de Rougé i Revue Archéologique VIII, S. 60 (1851). 

2 Sign. Lepsius ovenfor Anmk. 1 anferte Afhandling: Kun Ptah for- 
bindes aldrig med Ra paa denne Maade. Forholdet mellem dem var, 
som vi nedenfor skulle sé, et andet; slgn. ogsaa Revue Archéol, 
nouvelle série XXV, 8. 391 (1873). 

2 Se Lépsius L c. 8. 193. 

t De hieroglyphiske Navne paa Nu, Seb og Hapi findes nedenfor S. 1037. 





1030 


ikke med at personificere de livløse Gjenstande; de anerkjendte tidlig, 
at Guddommen maatte være levende og derfor vendte de deres 
Tilbedelse imod mange Dyr, der ved deres store Kraft eller 
Frugtbarhed mindede dem om Guddommene, saaledes Tyren 
og Løven som Kraftens, Koen som Frugtbarhedens Symbol o. s. v. 
Den samme Ærefrygt nærede de ogsaa for flere Dyr, ved hvilken 
Ligevægten i Naturen haandhæves og skadelige Stoffer fjernes, 
som Shakalen, Spurvehøgen og Spidsmusen. 

Ægypterne blev imidlertid ikke staaende ved Dyreverdenen ; 
de indgsaa, at Guddommen ikke blot maatte være levende, den 
maatte være aandig; de vendte da deres Opmærksomhed imod 
Aanden og dyrkede —, vistnok tidligere end noget andet Folk i 
den fjerne Oldtid — Menneskeaanden ti dens ædleste og skjønnesie 
Skikkelse, den ideale Menneskeaand. Derfor tænkte de sig deres 
Guder nærmest som ideale Mennesker, og derfor skjænkede de den af 
deres Guder, der fortrinsvis var Menneskeguden, — Osiris, det ideale 
Menneske, hvis Væsen var Sandhed og Retfærdighed, — saa stor en 
Opmærksomhed og gjorde ham til Midtpunktet af deres Religion. 

Hertil kom endnu en anden Betragtning. Man kunde ikke 
tænke sig Guddommen som personligt Væsen, uden at det havde 
en Fader og Moder, hvoraf altsaa fulgte, at man maatte udvide det 
guddommelige Væsen til tre Personer, en Gud-Fader og en Gud- 
Moder og en Gud-Sen, eller med andre Ord, ved Siden af Gud- 
dommen maatte man sætte en Gud-Fader, en Gud-Moder, hvom 
Guddommen skulde skylde Livet, af hvilke tre Væsner Gud-Faderen 
i Reglen blev Hovedguden, om hvem Interessen navnlig sam- 
lede sig, imedens de to andre traadte noget tilbage. 

Disse forskjellige Former og Skikkelser, hvorunder Ægypterne 
tidligt havde begyndt at betragte det ene guddommelige Væsen 
— som Lys, d. e. Solgud, Jordgud, Himmelgud, Menneskegud, 
Gud-Fader, Gud-Moder, som Sandheds og Retfærdigheds Guddom 
0. 8. v. — bleve snart til egne fra hinanden næsten ganske fuld- 
stændig adskilte Væsner. Disse oprindelige Former af Guddommene 
vare imidlertid langtfra de eneste Væsner, hvormed Ægypterne befol- 
kede den oversandselige Verden. Nogle af disse Væsner synes at 





1031 


være opstaaede ved, at flere Grundvæsner betragtedes fra forskjellige 
Sider og atter opløstes i nye Væsner. Dette var navnlig Tilfældet med 
Solguden, hvem man tillagde forskjellige Navne, alt eftersom den 
fremtraadte som Morgensol, Aftensol, Vintersol, Sommersol 0. s. v., 
hvilke Navne snart opfattedes som betegnende egne Væsner. Noget 
Lignende var ogsaa Tilfældet med forskjellige Egenskaber 0. desl., 
som man tillagde det guddommelige Væsen 0. s. v. 

Udviklingen af den ægyptiske Religion tilhører formodentlig, 
for en ikke uvæsentlig Del, de første Dynastiers Tid d. v. s. de 
første Aarhundreder efter Menes. Men Grundlaget for den ægyptiske 
Religion maa aabenbart have dannet sig i en langt ældre Tid, i 
Tidsrummet før Ægyptens Samling til ét Rige ved Menes. I dette 
Tidsrum var Ægypten formodentlig délt i flere Riger. Udviklingen 
kan derfor neppe antages at have været ganske éns i alle Egne 
af Landet; og det er tvertimod meget sandsynligt, at det fælles 
Grundlag udformedes noget forskjelligt i Landets forskjellige 
Egne, og at man f. Ex. påa et Sted kaarede sig én Guddom til 
Skytsgud eller Hovedgud, og i et andet Landskab en anden Gud. 
Det er ligeledes let at fatte, om der paa flere Steder dannede sig 
ejendommelige Myther, som ikke kjendtes i andre Egne. At dette 
Sidste virkeligt var Tilfældet, vil det Følgende lære os. 

Det vil nemlig vise sig, naar man sammenligner de Ind- 
skrifter af mythologisk Indhold, der findes indhuggede paa for- 
skjellige Steder i Ægypten, at flere Spørgsmaal om Guderne og 
Gudelæren besvaredes paa en forskjellig Maade paa de forskjellige 
Steder i Landet. Disse Uoverensstemmelser indskrænkede sig 
ikke blot til de lærde Kredse!, men vare kjendte af hele Befok- 
ningen. Vi behøve blot at minde om, at de gamle Forfattere 
fortælle, hvorledes de Dyr, der i en Egn ansaaes for hellige, 
ofte aldeles ikke betragtedes som saadanne i andre Egne”, ja vi 


1 Naar i Tempelindskrifterne snart en Gud og snart en anden anferes 
som Nomosguddom, have disse Uoverensstemmelser undertiden maaske 
deres Grund i mangelfuld Kundskab hos Indskriftens Affatter. 

7. Her. II, 69 f£; sign. II, 42. 








1032 


have paalidelige Vidnesbyrd om, at der stundom førtes blodige 
Krige imellem de Egne, der betragtede et eller andet Dyr paa en 
saa forskjellig Maade. En saadan forefaldt ifølge Skriftet om 
Osiris og Isis kort før Forfatterens Tid imellem Oxyrynhkiterne 
og Kynopoliterne!; og ifølge Juvenal? fandt der engang en lignende 
Kamp Sted imellem Ombiterne (d. e. Koptiterne?) og Tentyriterne. 

Det er forøvrigt ikke umuligt, at disse Modsætninger imellem 
de forskjellige Egnes Befolkningers Gudelære og religiøse Fore- 
stillinger tidligere have været endnu større, og at de paa flere 
Steder ere blevne udjevnede, dengang da Pharaonerne stræbte at 
samle Rigets Tøiler i deres Hænder; thi det kan neppe betvivles, 
at disse have søgt at tilvejebringe saa stor Ensartethed som muligt 
imellem Landets Beboere; men dette kunde neppe ské, uden at man 
bestræbte sig for at udjevne de religiøse Modsætninger imellem de 
forskjellige Egnes Beboere. 

Hvorledes det end forholder sig med Folkereligionen i de for- 
skjellige Egne af Landet, saa kan det, som ovenfor antydet, neppe 
betvivles, at det aldrig ganske forglemtes, at der bag den uende- 
lige Mængde Guder stod ét guddommeligt Væsen, hvoraf de mange 
Guder kun vare forskjellige Skikkelser. Ja man vil maaské endog 
engang komme saa vidt, at man vil kunne bestemme, Åvorledes 
denne Enhed opfattedes til forskjellige Tider. Agter man saaledes 
paa Udtrykkene i de fra Amonsønnernes 'Tider til Gudernes Pris 
affattede Hymner, vil man her i Reglen finde de enkelte Guder 
opfattede, om man saa kan sige, som successive Roller eller Frem- 
trædelsesformer, hvorimod man i Hymner fra de senere Rasønners 
Tid vil finde anthromorphistiske Forestillinger aldeles overveiende —. 
Imedens man under Amonsønnerne opfatter Guddommen som den, 
der i den legemlige Verden aabenbarer sig som Lys, fremtrædende 


! Plut., De lside et Osiride 0. 72. 

2  Juven., Sat. XV, 83 fr. 

2 At her foreligger en Skrivfeil for ,,Koptierne", er paavist af Parthey, 
se Anmærkninger til hans Udgave af Plutarkhs De Iside et Osiwide 
8. 269—270. 








1033 


paa forskjellig Maade, og i Aandens Verden som Aand, Sandhed 
og Retfærdighed, vil man i Hymner fra Rasønnernes Tid finde 
Lyset fremstillet som Guds Øine, Vinden bragt i Forbindelse med 
Guds Mund eller desl.”. I de Dødes Bog og andre rituelle 
Skrifter, hvis Affattelse tilhøre senere Tider, vil man finde begge 
Opfattelser ved Siden af hinanden. 

I næsten alle ægyptiske Oldsagssamlinger findes der en 
Mængde Statuetter af ægyptiske Guddomme, navnlig af Osiris; 
derimod ere større Statuer af Guddommene sjældne, hvilket for- 
modentlig maa tilskrives den Omstændighed, at disse Billeder i 
Reglen have været af Metal?, enten af ædle Metaller eller af nyt- 
tige Metaller, hvorfor det er ganske naturligt, at de tidlig ere for- 
svundne. 

De ægyptiske Guddomme betegnes i de hieroglyphiske Ind- 
skrifter paa tre forskjellige Maader: enten ved phonetiske Tegn 
med hvilke dog enkelte Guddomme saa at sige aldrig skrives, eller 
ved et Miniaturbillede af Guddommen, eller ogsaa ved et Gud- 
dommen helliget Dyr. Thots Navn kan ikke paavises skrevet 
med phonetiske Tegn i nogen gammel-ægyptisk Indskrift; derimod 
betegnes han enten ved en Ibis eller ved en Menneskefigur med 
Ibishoved; Anubis betegnes enten phonetisk ved Ordet anepu eller 
ved Billedet af en liggende Shakal eller endelig ved en Menneske- 
figur med Shakalhoved, 0. s. v. Hvad den anden Betegnelsemaade 
af Guddommen ved Hjælp af de dem helligede Dyr angaar, for- 
tjener det at bemærkes, at alene denne Fremstillelsesmaade bruges 
i de Indskrifter, vi have tilbage fra det gamle Riges, ja endog fra 
det mellemste Riges Tid. I det Mindste kjende vi intet Exempel 
paa, at de Guddomme, som senere betegnes med Menneskefigurer 
med Dyrehoveder 0. desl., allerede i Indskrifter fra den ældre Tid 
betegnes paa denne Maade. 


1! Se Grébaut i Revue Archeol., nouvelle 'série XXV, S. 897 (1873). 

2 Der gives dog endel Statuer af Guddomme i Sten; i Theben findes 
saaledes flere hundrede Statuer af Gudinden Sekhet; de exe af sort 
Basalt. 





1034 


Vi skulle her meddele de hieroglyphiske Navne paa de vig- 
tigste ægyptiske Guddomme, idet vi, hvad den nøjere Betydning 
af disse Væsner angaar, henvise vore Læsere til de efter Listen 
meddelte oplysende Bemærkninger". Med Hensyn til den Orden, 
hvori vi her have anført Guddommene bemærke vi, at vi nærmest 
have fulgt en geographisk Orden, idet vi nemlig have anført de 
Guddomme først, som nød størst Anseelse i de sydligste Dele af 
Landet, og som her tilbades som Skytsguddomme i de vigtigste 
Stæder; efter disse Vægsner have vi anført de Guddomme, der til- 
bades i de nærmest Nord for disse Egne liggende Strækninger, og 
saa fremdeles: 


Ad eller TJ) eller SA. DÅ num (khnurm) eller numu 


(khnumu)?, i de græske Indskrifter ved Katarakten kaldet Xrvov%rs, 
hos Strabon Kvovcæsg, hos Plutarkh derimod Kr; 


SY gå sati, der undertiden sammmenstilles med Hera; 


SENE anka eller anuka", som Hellenerne stundom sammen- 
stille med Hestia; 


UNSG eller ISSÅJ sut (sutekh?) eller set, G eller N 
sut (sutekh) eller set&, IS SÅJ sut (set)? [| BEG setå, det 


Væsen, der af Hellenerne kaldtes Typhon, hvilket Ord sandsyn- 
ligvis er opstaaet af et Tilnavn til Set; det er maaske en Om- 


1! Se nedenfor S. 1038 ff. 

2 Den første Udtale synes at tilhere den ældre Tid, den sidste den 
senere Tid. Skrivemaaden af Navnet varierer meget. 

2 Se nedenfor 8. 1038 med Anmk. 5—7. 

. Om Sati og Anke se nedenfor 1040. 

5 Den sidste Form findes i Select Papyrus pl. I, I. 3 f.; pl. XXVII, 
l. 9 og oftere; Lepsius, Denkmåler III, 146 og oftere. 

& Den første Form findes i Seti L og I[I.'s Navne; den anden ofte i de 
Dedes Bog, f. Ex. Lepsius, Todtenbuch 17, 25 0. 8. v. og andensteds. 

7 Lepsius, Todtenbuch 78, 31; slgn. Leemans, Afonuments I, pl. VI, A. 423. 

5. Denne Form findes i de Dedes Bog f. Er. Lepsius, Zodtenbucå 17, 74; 
145, 15 og oftere, samt i andre senere Skrifter, 


1035 
skrivning af tep, det ægyptiske Navn paa Flodhesten, der antages 
at være et Set tilhørende Dyr!?. 


I" JA sebek, der fremstilles med et Krokodillehoved og under- 


tiden sammenstilles med Set (Typhon), af hvem Sebek maaske 
kun er en særegen Skikkelse; 


eller HESS ød hat-her, Hathor, i hvem Hellenerne saa 
deres Aphrodite; 


cæ=> eller == g hudu (?) eller hat (?)?, en Solgud, en egen Form 
af Horos, der navnlig dyrkedes i Edfu og af Hellenerne, i Reglen 
antage for deres Apollon; 


I Eh Sydens Gudinde, der dyrkedes i el-Kab, og som af 
Hellenerne antoges for deres Eileithyia og af Romerne for Lucina; 
SN) mentu, en ægyptisk Krigsgud ; 

(— || amen eller amon, "Auuov, som Hellenerne ofte sammen- 


stille med deres Zeus; 


vend mut, Muth, Amons Ægtefælle; 

e 

moren FSYSÅ iensu, Amons og Muths Søn; 

FR khem (min?), en Form af Osiris eller Horos eller maaske 


snarere en Middelform mellem disse to Guder; 
|igmN! anhor, hvad der af Hellenerne gjengives ved Onuris; 


ER) eser eller esart, d. e. osiri, Osiris, der af Hellenerne stundom 


antoges for deres Dionysos ; 


IN ese, d. e. Isis; 
NN her eller hor, Horos, Osiris" og Isis" Søn Næ ic hor- 


! Ovenfor 8. 120 er givet en anden Forklaring af Oprindelsen til 
Navnet Typhon. 


2 Udtalen af Ordet er noget usikker, da Tegnet er polyphorit. 





1036 


se-ese, ogsaa kaldet NTRE hor-nez-tef-f, ,Horos, som hævner 
sin Fader"; Horos er tillige Solgud og er et Billede paa den sig 


foryngende og fornyende opgaaende Sol N [xee eller N z 
hor-[m]-akht; d. e. Horos i Horizonten ; 


)'m PÅ eller ØEN anepu, Anubis; 

nx tehut (2) Thot, som Hellenerne kalde Hermes; 
FAUST nd retonee, 

H eller Øpd sefekh (2), Bibliotheksgudinden ; 

Jfleg bes, en af Hellenerne ikke omtalt Guddom ; 

Word neb-t-ha, Nephthys; 

and hek eller hekt, en Vandgudinde, der, som oftest fremstilles 


under Billedet af en Frø; 
ES DÅ ptah, hvem Hellenerne ansaa for deres Hephaistos; 


LN sekhet, der af Hellenerne stundom antoges for Artemis; 
IRSER t-m-hotep, d. €. ,den, der kommer med Fred (For- 


soning”), efter Hellenernes Mening deres Asklepios; 


rn Ao nefr-tum, ,det gode Væsen", hvad Hellenerne 
gjengive ved AyaFodatuovr; 
<3 Nj| seker eller sokar, Sokaris; 
—<> 


RÅ eller ad] eller N) ra, Solguden ; 
mak Å Kj tum, Aftensolens Gud; 


FYÅ shu, Dagsolen; 


0 tefnut eller tafnut, Shu's Tvillingsøster ; 


al bast, Bubaste; 


1037 


fa memnds W eller ”Y" WH net eller nit, Neith, af Hellenerne antaget 
— ea 

for deres Athene; 

KOR vaz, vazi, uzi, eller uti, af Hellenerne kaldet Buto, 

»Nordens Gudinde" ; 

TARG osiri-hapi, Serapis, Alexandreias og Kanopos' Skytsgud. 


Foruden disse Væsner gives der endnu adskillige andre, der 
vel ikke, saavidt os bekjendt, nogensteds i Landet dyrkedes som 
egentlige Skytsguder, men som alligevel besad den største Anseelse 
i hele Ægypten og spille en vigtig Rolle i Gudelæren: 


000 Nj nu, Himmelguden eller Uroceanets Gud; 

Fr 

&Ua ; ; . 

Ær H eller (AH nu eller nu-t(?), Himmelgudinden ; 

of Kj sab, Jordguden ; 

OR W II EEN hapt, Nilguden ; 

ØB N) kheper eller khepera (Skaberen), oprindeligt et Tilnavn til Ra; 
=V (fy maa, Retfærdighedens og Sandhedens Gudinde ; 


Vi maa herefter nævne de fire Dødsgenier: 


OX LN) amset ; 
Ramlld] hai; 
Dong] frmutf; 
HESUL.  orsmmeg 


Til Slutning maa vi endnu bemærke, at der paa Mindes- 
mærkerne oftere tales om otte Guder, der synes at have nydt en 
ikke ringe Anseelse, og om hvilke der i en Indskrift siges, ,at 
de have været fra Begyndelsen af, og at de ere blevne til før 
Guderne". Disse otte Guder bestaa af fire Guder, der fremstilleg 
med Slangehoveder, og fire Gudinder, der fremstilles med Frø- 
hoveder. De ere altid ordnede i fire Gudepar, 


1038 


Navnene paa disse fire mandlige og kvindelige Guddomme 
læses i Reglen paa Mindesmærkerne ved Siden af dereg Billeder; 
de fire Gudepars Navne ere følgende: 


000 OG van OU aa 
=S3 eller mann] og SW Nu; 
I==I FS www a Q9 


Ad os ØR co heh; 


Ass arr 

= kek; 
Ås" væ Q 
—sT og —ST9 9 enu. 
wwv Q www CO 


Det første Par, Guden Nu og Gudinden Nu (Nut?), er allerede 
omtalt; de betegne, som alt meddelt, Himlen med Uroceanet. 
Hvad de andre tre Gudepar angaar, da har Lepsius fremsat den 
Formodning, at de fremstille de øvrige tre Elementer: Luft, Jord 
og Ild", en Antagelse, der betvivles af Brugsch?, imedens Andre 
erklære sig uvisse, 

Efter saaledes at have opregnet de vigtigste ægyptiske Gud- 
domme, skulle vi nu i al Korthed give nogle Antydninger af hver 
enkelt af disse Væsners Eiendommeligheder og af den Rolle, som 
de spillede i Gudelæren. 

Num eller Khnum+, Knuphis?, Khnubis? eller Kneph?”, var, som 
vi have sét, Skytsgud eller Hovedgud ikke blot i den sydligste 
Del af Ægypten, fra Katarakten til henimod Edfu, men tillige i 
flere nordligere liggende Egne, saaledes i en Del af Mellem- 


em  —— 


1 Lepsius i Abhandlungen der Akademte der Wissenschaften for Aaret 
1856 S. 181 ff. 

2 Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, S. 122—127 (1868). Brugsch har 
her fremdraget en Indskrift, hvor Elementerne (Lys, Luft, Jord og 

. Vand) bringes i Forbindelse med Ra, Shu, Seb og Osiris. 

2 Saaledes Dimichen i Zeitschrift fir ågypt. Sprache VII, 8. 6 (1869). 

4 Om Udtalen af Ordet se ovenfor S. 1034 Anmk. 2. Der findes i 
Ægyptisk flere Ord, der lyde num eller kånum; et af disse Ord be- 
tyder , Bygmester", et andet ,Brend"; om Gudens Navn er beslægtet 
med noget af disse Ord, kan ikke afgjeres. 

"- Strabo, Geogr. XVII, 1, 48 (p. 817 C.; p. 1171 A.). 

Båckh, Corpus Inscr. Gr. III, (ed. Franz) Nr. 4893. 
Plut., De Jside et Osir. c. 21; sign. Euseb., Præp. Evang. II, 11. 


eee 


1039 


ægypten, ja selv i Nedre-Ægypten!?. Foruden dette sé vi Num 
eller Khnum endvidere nyde stor Anseelse i andre Egne, saaledes 
at hans Dyrkelse kan siges at være udbredt over hele Ægypten, 
og det allerede i en meget tidlig Tid. Ligefrem omtales han 
vel ikke i de hidtil opdagede Indskrifter fra det gamle Riges Tid, 
men den Omstændighed, at der i Memphis i en tidlig Tid (i det 
fjerde Dynastis Dage) levede en Konge, hvis Navn er sammensat 
med num eller khnum?), vidner tilstrækkelig om, at Num eller 
Khnum allerede tidligt har nydt stor Anseelse i selve det ægyptiske 
Riges Hovedstad, til hvis locale Guder han dog ikke hørte. 

I Indskrifterne fra det mellemste Riges Tid omtales Num 
(Khnum) oftere, saaledes i Indskrifterne i Benihassan? og i Ind- 
skrifterne i Nærheden af Katarakten; her benævnes han: , Herre 
af kebh og af abu (Elephantine)", og han kaldes ,han, som slaar 
Barbarerne" ". 

I det nyere Riges Tid omtales han endnu oftere. Han for- 
bindes her jevnlig med Ra (Solguden). I Silsilis forbindes han 
med /api, Nilguden, Gudernes Fader&, og i Eventyret de to 
Brødre (Papyrus d'Orbiney) skaber han paa Ra's Anmodning den 
Kvinde, som Guderne give Batau til Hustru. I en Indskrift i 
Dakkeh i Nubien fremtræder Khnum, der i det Hele ned stor 
Anseelse i Nubien, ligeledes som Menneskenes Skaber”. 

I de Dødes Bog omtales Khnum (Num) sjældnere, hvorimod 
han spiller en ikke uvigtig Rolle i flere andre rituelle Skrifter. De 
fleste af disse Skrifter tilhøre forøvrigt en senere Tid. 

Da Indskrifterne paa Elephantine, et af Hovedstederne for 
Khnum's (Num's) Dyftkelse, paa ringe Brudstykker nær ere gaaede 
tabte, maa vi søge Oplysninger om denne Guddoms Væsen og 


Se ovenfor S. 951 og 8. 968. Se ogsaa nedenfor Anmk. 8. 

Se ovenfor 8. 810. 

Lepsius, Denkmåler II, 121; her omtales Nam (Khnum) fra Byen åer-ur. 
Lepsius, Denkmåler II, 144 og oftere. 

Lepsius, Denkmåler II, 81. 

Select Papyrus II, pl. XII, L 7. 

Champollion, Notices manuscrites 8. 112. 


os: ea aa 3 aa [%; p=- 


1040 


Betydning paa andre Steder. Af saadanne Indskrifter, der omtale 
Khnum (Num), kjende vi flere. I Philai læser man saaledes et 
Par Indskrifter, i hvilke der meddeles Forskjelligt om ham. ,Det 
siges saaledes et Sted, at han er ,den, som skaber Alt, hvad der 
er til, de levende Væsners Skaber, den Første, som er til, og 
at han er den, som lader leve Alt, hvad der har Liv, at han er 
Fædrenes Fader og Mødrenes Moder". 

Et andet Sted i samme Tempel læser man Følgende: ,,Khnum 
(Num) ....- Gudernes Fader, han, som frembringer sig selv, 
Moderen, som føder Guderne". 

I en anden Indskrift paa Philai kaldes han ,den, som frem- 
bringer en Søn af sit Væsen ved et godt Pust ud af sin Mund" ”. 

Man mindes herved om hvad Porphyrios og Rufin fortælle, at 
Knuphis, d. e. Khnum, af sin Mund frembragte et Æg, hvori Ptah 
dannede sig?; hos Iamblikhos siges det om Æmeh d. e. Kneph, 
d. v. s. Khnuphis eller Khnum, at han er den forstandige Aand, 
som drager Fornuftvæsnerne til sig?. 

Porphyrios' Fremstilling finder ikke Medhold i Indskrifterne. 
Num fremstilles vel, som vi have sét, oftere som Skaber; men 
der hentydes aldrig til, at han skulde have skabt Ptah, ligesom 
heller ikke noget Saadant kan sluttes af noget af de Billeder fra 
Gravvæge, i hvilke Num fremstilles som Skaber, hverken af det 
Billede fra Biban el Moluk, hvor Num" i Skikkelse af en Bille 
(Kheper) triller en rød Kugle (Solen?), som han maa tænkes at 
have frembragt, eller af det Billede, hvor Num tilligemed Kheper, 
siddende i en Skive, tilbedes af en Konge Rameses', 

Sati, der omtales i en græsk Indskrift ved Katarakten ved 
Siden af Knuphis og Anke”, nævnes allerede i Indskrifter fra det 





Disse Indskrifter ere meddelte af Mariette, Sur la måre d' Apis S. 41. 
Euseb., Præp. Evang. III, 11. 

Iambl., De Mysteriis VIII, 3 p. 159, ed. Gale; 1678. 

Num fremstilles altid med Vædderhoved. 

Rosellini, Zonumenti del Culto pl. LXX. 

Rosellini, Monumenti del Culto pl. LXV. 

Båckh, Corpus Inscr. Gr. III, (ed. Franz) Nr. 4893. 


0 red FR ma dd. då mm 











1041 


mellemste Riges Tid"; hun kaldes i Reglen: , Sats, Herskerinden 
over abu (Elephantine)". 

Anke, som af Hellenerne kaldtes Anuke, spiller kun en Rolle i 
Egnen ved Katarakten og omtales sjeldent i Indskrifter fra andre 
Egne af Ægypten. Ifølge Stephan fra Byzanz? dyrkede Phoini- 
kerne en Gudinde Onka?, som man oftere har antaget for samme 
Gudinde som Anke. Herfor synes den Omstændighed at tale, at 
Anke fremstilles med en Fjederkrone paa Hovedet ligesom den 
oprindelige arabiske Gud Best og ligesom Folket pulista (Phili- 
sterne). Ægypterne selv afbildes aldrig med dette Hovedsmykke, 
og man maa følgelig antage, at Anke oprindeligt var en fremmed 
Gudinde. 

Set (Sutekh?), oprindeligt en Art Krigsgud, nævnes i ældre 
Indskrifter som Hovedguden i Nubt (Ombos)?, og fremtræder tillige 
som en af Landets store Guder, idet han repræsenterer Ægyptens ene 
Halvdel, imedens Horos repræsenterer den anden. Men i senere 
Tider, da Set kom i Vanrygte og som den gode Osiris' Mod- 
stander og Drabsmand blev almindelig forhadt og foragtet i 
hele Ægypten, kunde, synes det, Byen Nubt (Ombo8) ikke mere have 
ham til Skytsgud. I hang Sted blev Sebek derimod Byens 
Skytsgud &. 

Set (Sutekh?) dyrkedes ogsaa i Hyksosriget, navnlig i Hoved- 
staden Ha-uar (Avaris)?. Her var han Hovedgud, hvad der 


!' Lepsius, Denkmåler II, 144 d. 

2 Stephan. Byz., De urbibus et populis under Ordet Onkaiai. 

3 I Theben, Boiotiens Hovedstad, dyrkedes ogsaa en Gudinde Onka, 
maaske oprindelig en fra Phoinike indfert Gudinde; slgn. Movers, 
Phénicier I, 8. 642 fr. 

. Om Bes (8. 1036) se nedenfor 8. 1070 ff. 

5. Sign. Brugsch, Geograph. Inschriften I, 8. 162; slgn. Lepsius, Denk- 
måler UI, 34— 35. 

8 Paa et Mindesmærke i Karnak fra Kong Her-hor's Tid, d. v. 8. fra 
Tiden henimod Aar 1000 f. Kr., sés Set at række Herhor Øvre- 
Ægyptens rede Krone og Horos Nedre-Ægyptens hvide Krone; se 
Lepsius, Øenkmåler III, 246 b. 

7 Se ovenfor 8. 836--837. 

66 


1042 


maaske har givet Anledning til, at man i det øvrige af Ægyptere 
af ublandet Race beboede Ægypten blev ham fjendsk. 

Set (Sutekh?) omtales ogsaa som en af de nordsyriske Khe- 
titers Hovedguder!. Hvorvidt Khetiterne virkeligt benævnede ham 
saaledes, eller de betegnede ham med et andet Navn, hvoraf 
Ordet Set (Sutekh?) kun er en Oversættelse, formaa vi ikke at 
afgjøre. Vi skulle indskrænke os til at gjøre opmærksom paa, at 
Set (Sutekh?) og Baal oftere sammenstilles i de ægyptiske Texter ”. 

Set (Sutekh?) havde, som før bemærket, flere Tilnavne, som 
tep, d. e. Flodhesten, hvoraf Typhon maaske er opstaaet (P), baba, 
der af Plutarkh kaldes Bebon2, 0. s. v. 

Sebek dyrkedes foruden i Nubt (Ombros) ogsaa i Landskabet 
Fayum, hvor der, som ovenfor bemærket?, efter de gamle For- 
fatteres Vidnesbyrd laa en Stad ved Navn Keoxodsikuv mo4ig. 
Sebek spiller ingen videre Rolle i Gudelæren, hvorimod Krokodil- 
lerne ofte omtales og afbildes i de rituale Skrifter. I de Egne, 
hvor Sebek dyrkedes, ansaaes Krokodillen for hellig; næsten overalt 
udenfor disse Egne forfulgtes den derimod som et farligt og 
skadeligt Dyr. 

Hathor dyrkedes i Nubti (Ombos), i Edfu og i mange andre 
Byer som en af disse Steders fornemste Skytsguddomme'. Ifølge 
Indskrifterne fandtes der syv store Hathor'er i Ægypten”. Hathor 
spiller en overordentlig vigtig Rolle i den gamle ægyptiske 'Tros- 
og Gudelære, en langt større og mere gjennemgribende Rolle end 
Aphrodite i den græske, hvorfor Aphrodite følgelig ikke uden 


7? Se Lepsius, Denkmåler III, 146. 

7 'Til Determinativ have begge det ovenfor 8. 1034 afbildede Dyr. 

2 Se ovenfor 8. 1035 Anmk. 1. 

". Plutarkh, De Lside et Osir. c. 62, nævner som Typhons Tilnavne: Set, 
Bebon og Smy; om Bebon se Pleyte, Zei!schrift IO, S. 54 (1865). 

5 Se ovenfor 8. 951 og 969. 

' Se ovenfor 8. 951, S. 952 og 8. 956 0. s. v. 

7 De syv Hathor'er omtales i Æventyret ,de to Bredre" (Papyrus 
d'Orbiney), hvor det hedder om den af Num skabte Kvinde (S. 1039), 
at de kom at sé hende, og at de spaaede hende en voldsom Ded. 





1043 


videre kan sammenstilles med Hathor, endskjøndt denne ganske vist 
iblandt Andet ogsaa ligesom Aphrodite var Skjønhedens Gudinde. 
Men Hathor var ogsaa Himlens Herskerinde, ligesom hun ogsaa 
er Herskerinde i Ament eller Vesten, d. e. i de Egne, hvortil de 
Døde gaa hen. Endelig er hun tillige den store Naturgudinde, al 
Frugtbarheds Moder. Som saadan er Koen hende helliget, lige- 
som hun ogsaa selv fremstilles med Kohorn. Paa flere Steder dyr- 
kedes der en Ko, der antoges for at staa i en særegen Forbin- 
delse med Hathor. Ifølge Indskrifterne fandtes der i Ægypten 
syv hellige Køer, der vare helligede Hathor; de svare maaske til 
de syv store Hathor'er. Hathor er i flere Byer Horos' Hustru. 
Muligvis er Hathor paa andre Steder en jomfruelig Guddom. 

Som Vestens d. e. de Dødes Riges Herskerinde bærer Hathor 
Tilnavnet Nub", et Ord, der maaské betyder: ,den Gyldne". 

Hudu (?) eller Hai (?) var Navnet paa den i Edfu tilbedte 
Solgud, den edfuiske Horos; den fremstilles som en bevinget Sol?, 

Om den edfuiske Skytsguds mythologiske Betydning indeholdes 
der i nogle af Indskrifterne i Edfu adskillige Oplysninger, som 
for nylig ere blevne fremdragne. Man sér af disse Indskrifter, 
som vi nedenfor atter skulle komme tilbage til, at der tillagdes 
den edfaiske Solgud en særegen Rolle i Osirismythen ved Siden 
af Horos?, Den edfuiske Gud forbindes ofte med Ra og kaldes 
altsaa Hudu-Ra eller Hat-Ra, et Navn der ikke sjeldent omtales 
i Indskrifterne. 

Den edfuiske Solgud (Hudu eller Hat) tilbades ogsaa i den 
fjortende nedre-ægyptiske Nomos, navnlig i Hovedstaden Tanis, 
der paa Grund heraf benævnedes ,det nordlige Edfu"<, ligesom 
ogsaa forskjellige andre Navne paa Byen Edfu og dens fornemste 


1 Se Devéria i Mémoires de la Société des Antiquaires de France XXII, 
8. 150 ff. (1855). 
2 Se ovenfor 8. 952. 
3 Se Brugsch, Die Sage von der gefliigelten Sonnenscheibe i Abhandlungen 
der Gesellschaft der Wissenschaften zu Gittingen XIV, 8. 173 ff. (1869). 
1. Se ovenfor 8. 990. 
66” 


1044 


Helligdom undertiden bruges om Tanis. Det vilde være interessant 
at vide, hvor langt disse Navne naa op i Tiden. Der er nemlig 
en Mulighed for, at Horos' Dyrkelse i Tanis først er indtørt her 
efter Hyksos-Rigets Fald. I ældre Tider, endnu paa Rameses Il.'s 
Tid, var nemlig, som før omtalt, Set (Sutekh?) Hovedgud i Byen; 
men i yngre Indskrifter forekommer der ingen bestemte Hentyd- 
ninger til nogen Dyrkelse af Set i Tanis. 

»Sydens Gudinde", der dyrkedes i den efter hende opkaldte Stad, 
hvis Ruiner findes ved El-Kab, antages af Hellenerne for det samme 
Væsen som deres Eileithyia og af Romerne for deres Lucina?!. 
I Indskrifterne spiller Sydens Gudinde forøvrigt ingen videre Rolle 
udenfor el Kab og Omegn; hun nævnes dog enkelte Gange med 
»Nordens Gudinde" i de Dødes Bog. 

Mentu omtales allerede enkelte Gange i Indskrifter fra det 
ældre Riges Dage som Krigsgud; men hans Anseelse skriver sig 
dog navnlig fra den Tid, da det i Nærheden af Hovedstedet for 
Mentus Dyrkelse, Hermonthis, liggende Theben blev Hovedstad i 
Ægypten. Han omtales navnlig ofte i Krigsindskrifter fra Amon- 
sønnernes og Rasønnernes Dage; han optræder her som den egent- 
lige Krigsgud ?. 

Amon, Thebens Hovedgud, omtales ikke i Indskrifter fra det 
gamle Riges Tid; derimod nævnes han oftere i Aktstykker fra det 
mellemste Rige og forekommer navnlig særdeles hyppigt i Indskrifter 
fra det nyere Riges Tid. I de historiske Indskrifter spiller han 
en fremtrædende Rolle, og det er klart, at han som Kongestadens 
og Kongens Skytsgud nød en overordentlig - Anseelse i hele 
Ægypten. Hertil bidrog ikke lidet de Seire, som Amonstaden 
Thebens Konger vandt over Rigets Fjender, først over Hyksos og 
siden over Syrere og Mesopotamere; og vist ikke mindre de store 
Gaver, som Kongerne skjænkede til Amons Helligdom, og de store 
pragtfulde Bygninger, som de reiste til hans Ære i Staden. 

Da Amon som saa mange andre Guder forbandtes med Sol- 


"7. Se ovenfor S. 952— 953. Udtalen af hendes ægyptiske Navn er uvis. 
2 Se ovenfor 8. 560 ff. 


1045 


guden Xa, bleve alle denne store Hovedguddoms Attributer over- 
ført paa Amon, og Amon-Ra kom da dels herved dels ved at 
være Kongens og Kongestadens Gud til at blive betragtet som 
Gudernes Konge", en Titel, der oftere tillægges ham i Indskrifterne. 
Hellenerne sammenstillede ham derfor ogsaa med deres Zeus. 

Vi skulle her meddele et Par Brudstykker af en Hymne til 
Amon, der opbevares i Museet i Kairo?, og som maa være forfattet 
i det Seneste i Amonsønnernes Tidsrum, saafremt den ikke naar 
tilbage til det mellemste Riges Tid, hvad der ikke er usandsynligt. 
Her hedder det iblandt Andet om Amon-Ra3?: 

nEn i sig selv, som (én) med Guderne, han, de guddommelige 
Væsners herlige Tyr, han er alle Guders Herre. Han, Sandhedens 
Herre, er Gudernes Fader, Menneskenes Skaber, Dyrenes Frem 
bringer, (alle) Tings Herre, Frembringeren af de Planter, som tjene 
(Mennesket) til Føde, og af de Urter, hvoraf Dyrene nære sig. 

Han, den skjønne Sæd (?), som er frembragt af Ptah, han det 
skjønne elskede Barn, hvem Guderne tilbede, han Skaberen af de 
Ting, som ere nedentil, og af de Ting, som ere oventil, han oplyser 
de to Verdener og skrider hen over Himlen i Fred, han Kongen 
over Øvre- og Nedre-Ægypten, Ka (Solen), den sandfærdige, de 
to Landes Herre, Tapperheds- Herskøren og Skrækkens Herre, 
Herren, som har gjort Verden, som den er, og som bestemmer 
Skjæbnen mere end nogen anden Gud" ....... 

rnÆre være Dig, Gud Xa, Sandhedens Herre, Du Hemmelig- 
hedsfulde i Kapellet, Gudernes Herre, Gud Kheper i sin Baad! 
Naar han talede sit Ord, blev Guderne til, — Gud 7um, som 
skaber de fornuftige Væsner, som bestemmer deres Former, som 
giver deres Tilværelse, og som giver dem deres indbyrdes for- 
skjellige Farver. 


! Amon-ra suten-neteru, i græske Indskrifter Amonrasonter. 

2 Texten er udgivet af Mariette, Papyrus égyptiens du musée de Boulaq 
II, pl. 11—13. | 

3 Se Grébaut i Revue Archéol. nouv. série XXV, 8. 384 ff. (1873). Pa- 
pyrus'en er skrevet under en af de senere Rasenner (i det tyvende 
Dyunastis Tid). Den ender med de Ord ,Ligner" (nemlig Originalen). 





1046 


Han hører den Undertryktes Bøn, barmhjertig som han er, 
naar man paakalder ham. Han frelser den Frygtsomme af Volds- 
mandens Haand, idet han dømmer imellem den Ulykkelige og 
Forbryderen. 

Som Fornuftens Herre, taler han Ord med nærende Kraft; Nilen 
kommer paa hans Bud. Naadengs Herre, stor i Kjærlighed, kommer 
han at nære Fornuftsvæsnerne. Han giver Bevægelse til alle 
Legemer, som ere til i Himmelrummet; Lysets Herligheder skylde 
ham deres Tilværelse. Guderne glæde sig ved hans Skjønheder; 
deres Hjerter leve, naar de sé ham" ...... 

nÉEneste Skikkelse, som frembringer Alt; eneste én, som skaber 
Væsnerne, — Menneskene ere udgaaede af hans Øine, og hans 
Ord bliver Guder —, Skaberen af Markens Urter, hvoraf Dyrene 
leve, og af de spiselige Urter for Menneskene. Han, som nærer 
Fiskene i Vandene og Fuglene i Luften (?), som indpuster Livet 1 
det, som er i Æget, som nærer Fuglene....... som nærer Fug- 
lene khennu paa dette Sted. Insecterne, som krybe, og de, som 
flyve, faa ogsaa deres Føde fra ham; han giver Musene (?) deres 
Forraad i deres Huller, og han nærer Fuglene i alle Lande. 

Ære være Dig, Du alle Skikkelsers Skaber, Du eneste Væsen, 
det Eneste, som er til! En Uendelighed af Arme, som udstrække 
sig vaagende over alle Væsner i Hvile, — Du er den, som søger 
sine Skabningers Vel — det er Gud Ammon, som opretholder 
Alt. Tum og Hor-m-akht tilbede Dig i alle deres Ord (idet de 
sige): »Ære være Dig, fordi Du boer i os! Høilovet være Du, 
fordi Du har skabt os!" ...... 

»Konge er han ene, blandt Guderne; en Gud, som mangfol- 
diggjør sine Navne. Tallet paa dem kjendes ikke. Han er den, 
der hæver sig i Østens Horizont og gaar ned i Vesten. Han 
kaster til Jorden sine Fjender om Morgenen, ved sin daglige 
Fødsel. Thot lovpriser hans to Øine. Naar han gaar ned i sin 
Glands, glæde Guderne sig ved hans Skjønheder; ham lovpriser 
Skaren af hans Tilbedere" ....... 

»Gudernes Ophav (?), Sandheden, Thebens Herre! Det eri 
Dit Navn som Såndhedens Skaber, Rigdommenes Herre, Fyldens 








1047 


Frembringer, i dit Navn som Amon, sin Moders Ægtefælle, at Du 
har skabt Menneskene, og at Du giver Alt dets Skikkelse. Det 
er i Dit Navn af 7um-Kheper...... « 

Amon dyrkedes foruden i Theben ogsaa i en By ved Damiette 
Armens Udløb, der af Hellenerne kaldtes Drtospolis!, (sandsynligvis 
Damiette) og paa et Par enkelte andre Steder. Fremdeles var 
Amons Dyrkelse af Ægyptens Konger indført i Aithiopiens Hoved- 
stad Napata ved Gebel Barkal, hvor han ogsaa vedblev at dyrkes, 
efterat Aithiopien var bleven et selvstændigt Rige og havde af- 
rystet det ægyptiske Aag?. 

Amon fremstilles undertiden itbyphallisk ligesom K/em (Min ?), 
med hvem han uden Tvivl var nær beslægtet. 

Mut eller Muth, der af Horapollon? sammenstilles med Hera 
og Athene", dyrkedes i et Par Byer eller Egne af Nedre- 
Ægypten, saaledes i Byen Åsher og i Egnen om Damiette?. I 
Indskrifterne paa Tempelvægene i Theben omtales og afbildes 
hun ofte ved Siden af Amon og fører i Reglen Titlen ,, Himlens 
Herskerinde, alle Guders Herskerinde", ligesom hun her ogsaa 
ofte kaldes: ,Muth, den Store, alle Guders Herskerinde"; man 
sér heraf, at hun nød stor Anseelse i Theben; udenfor denne By 
spillede hun derimod i Reglen uden Tvivl kun en mindre frem- 
trædende Rolle. 

Khonsu, som man undertiden har bragt i Forbindelse med 
Maanen, havde udenfor Theben ingen synderlig Anseelse; der 
dyrkedes i Theben to Former af Khonsu, hvoraf den ene kaldes 
»Khonsu, Thebens Raadgiver", den anden høiere Form: Khonsu, 
den store Gud i sin Fuldkommenhed . 


een eee —— 


Se ovenfor S. 919. 

Se ovenfor 8. 503. 

Horapollon I, 11 ed. Leemans p. 14. 

Det ægyptiske mu: betyder ,, Moder". Mut omtales som et Tilnavn til 

Isis hos Plut., De Idside et Osir. c. 56. 

= Muth dyrkedes i den syttende Nomos i Nedre-Ægypten ved Siden af 
Amon, se ovenfor S. 980. 

£ Se ovenfor S. 919 ff. 


2 OW WB mm 


1048 


Khem (Min?y!, der dyrkedes i Koptos og Panopolis?, spiller en 
ikke uvigtig Rolle i Gudelæren; han hører til de med Osiris be- 
slægtede Guddomme og er egentlig, synes det, en Overgangsform 
mellem Osiris og Horos. Han fremstilles ligesom Osiris indviklet 
i Mumiebind, men imedens begge Ogsiris' Arme ere indesluttede i 
Bindene, er kun Xhem's venstre Arm skjult under Bindene, hvori- 
mod den højre Arm er fri og er hævet i Veiret. Guden frem- 
stilles desuden ithyphallisk, hvorfor de gamle Forfattere — ikke 
ganske urigtigt — antage Guden i Panopolis for et Billede paa 
den avlende Naturkraft og sammenstille ham med deres Pan. 
Khem (Min?) er nemlig, synes det, et Billede paa den frembrin- 
gende Kraft, som overlever Døden, og som tilsidst bryder dens 
Baand; da bliver den bundne Arm fri, og Khem (Min?) faar fuld 
Herredømme over sine Lemmer. Han bliver da en Horos, der 
svinger sig op over Horizonten; med andre Ord, han bliver den 
opgaaende Sol, hvis Lys og Varme kalder Livet frem paa Jorden. 

Anhor, et Navn, Grækerne gjengive ved Onuris, var Skyts- 
gud i This ved Abydos og en ægyptisk Krigsgud; han fremstilles 
i Reglen som Menneske. Hans Anseelse tilhører navnlig det 
mellemste Riges Tid?; under Amonsønnerne og Rasennerne traadte 
han noget i Skygge for Mentu, den Thebanske Krigsgud. Anhor 
dyrkedes ogsaa i Nedre-Ægypten, navnlig i Byen Sebennytos og 
i de tilstødende Egne, hvor man har fundet græske indskrifter hen- 
vendte til Onuris"; Anhor omtales ikke hyppigt i de Dødes Bog. 

Esar eller Esari, af Hellenerne kaldet Osiris, Sebs og Nuts 
Søn$, er oprindeligt Guddommen opfattet som Naturgud, som 
Frugtbarhedens Giver, som hvilken han fører Tilnavnet den Algode; 
paa Ægyptisk unnofr, hvad Hellenisterne ifølge den senere Tids 


! Udtalen er ikke ganske sikker. Min omtales Plut. 1. c. som en Horos, 

2 Se ovenfor 8. 956 og 8. 959. Horos i Sekhem (Letopolis; se ovenfor 
S. 973) var aabenbart nær beslægtet med AÅem. 

3: Anhor er ofte Personnavn i det mellemste Riges Tid. 

" 8e ovenfor S. 985. 

: Se Lepsius, Todtenbuch 146, 12 og oftere. 











1049 


Udtale meget rigtigt gjengive ved Onwfis. Da al Frugtbarhed i 
Ægypten bringes af Nilen, sættes Osiris i den nøieste Forbindelse 
med Nilstrømmen (hapi). Uagtet Osiris saaledes er Naturgud, 
fremstilles Osiris altid som Menneske; thi, som alt bemærket, 
havde Ægypterne tidlig fattet, at af alle Skabninger paa Jorden 
var Mennesket den ypperste og den, der kom Guddommen nærmest. 

Som Naturgud, som Herre over Jorden, hvorfra Afgrøden 
spirer frem, maa Osiris besidde Kongemagt selv over de Egne i 
Jordens Indre eller under Jorden, hvor de Døde tænktes at stige 
ned, og hvor de maatte vandre den lange Vandring; med andre Ord: 
Underverdenen, de Dødes Egne, Hades, hører til Osiris" Rige; ja 
det er endog hans Hovedsæde; her throner han paa Dommersædet, 
og her maa alle Afdøde stædes for hans Domstol. 

Men skjøndt Osiris saaledes er Hersker over de mørke Egne 
1 Jordens Dybder, staar hans Væsen dog i den nøieste Forbindelse 
med Lyset, der jo af Ægypterne opfattedes som Guddommens 
væsentligste Fremtrædelsesform i Verden. Efter Indskrifterne er 
Osiris den nedgaaende Sols Sjæl", der hver Nat vandrer igjennem 
de dunkle Egne under Jorden for hver følgende Morgen at blive 
en Horos og at stige op som den fornyede Sol over den østlige 
Horizont. 

Men hvor nøje end den Forbindelse er, i hvilken Osiris staar 
med Solen og med Solguden, Lysets og Livets Kilde, saa er dog 
Underverdenen Osiris” egentlige Rige. Men efter Ægypternes 
Forestillinger kunde intet Væsen tilhere Underverdenen uden en- 
gang at have levet her paa Jorden. Følgelig maatte ogsaa Osiris 
have levet her paa Jorden. Herved kom man til at tænke over 
den Begivenhed, der havde ført ham bort fra Lysets Verden ned 
i Underverdenen, eller, med andre Ord, man dvælede ofte i Tanken 
ved Osiris' Død og Begravelse. Det er let at fatte, at man paa de 
fleste Steder i Landet gjerne vilde sætte sin Egn i Forbindelse med 
disse vigtige Begivenheder i Osiris" Historie, og at man navnlig gjerne 


mm me] 


2 At Osiris er Solens Sjæl, siges oftere i Indskrifterne, saaledes i Hym- 
nerne til Osiris; se Chabas, Revue Arch. XIV, 8. 197 (1857). 


1050 


vilde have den algode Osiris' Legeme i sin Nærhed. Soart kom 
flere Byer til at gjøre Paastand paa, at de i deres Helligdomme 
husede Osiris' dyrebare Levninger. Navnlig synes Abydos og 
Busiris, Hovedstæderne for Osiris' Dyrkelse, at have villet tilegne sig 
Æren af at være Osiris' sidste Hvilested; formodentlig var det 
Samme Tilfældet med Herakleopolis. Desuden gjorde de allerfleste 
Nomer, navnlig deres Hovedstæder, Paastand paa at besidde et af 
Osiris' Lemmer". 

Osiris var ikke død nogen naturlig Død; han var myrdet af 
et andet guddommeligt Væsen, nemlig af hans egen Broder Set, 
der, efter hvad Plutarkh fortæller, understøttet af sine 72 Hjælpere 
havde dræbt Osiris ved med List at faa ham indesluttet i en 
Kiste, som han derpaa lod drive ud i Havet?, 

Isis, Osiris" trofaste Ægtefælle, gav sig straks paa Vandring 
for at lede efter hans Lig, idet hun sang Klagesange over den 
Afdøde. I sim Sorg fandt Isis trofast Bistand af sin Søster 
Nephthys, der deltog med hende i Klagesangene over Osiris. 
Men Isis indskrænkede sig ikke til at klage og sørge; hun søgte 
utrætteligt efter sin Ægtefælles Legeme, og hendes Søgen blev 
ikke forgjæves; tilsidst opdagede hun Osiris" Legeme, efter Plutarkh 
i den phoinikiske By Byblos, hvorfra hun bragte det til Buton 

Efter hvad Plutarkh fortæller, lod Typhon (Set) ikke Osiris 
Legeme i Ro, men bemægtigede sig det et Øieblik, da Isis havde 
vendt sig bort, sønderhuggede det og spredte Stykkerne rundt om 
i bele Ægypten. Isis vandrer da atter ud at samle de adspredte 
Lemmer. I Indskrifterne omtales denne Sønderhuggelse af Osiris' 
Legeme vel ikke udtrykkeligt, men den Omstændighed, at mange 


1! Dtimichen, Geogr. Inschr. H, S. 11 ff. (af Texten). 

32 Plut., De Iside et Osiride 0. 13. 

3 Plut,, De Iside et Osiride c. 16. Ingen gammel-ægyptisk Text taler 
om Isis' Reise til Byblos eller om, at Osiris' Legeme blev fundet 
"her, såa at denne Fortælling maaske først er kommet til i en senere 
Tid. I Møhar'ens Reise kaldes dog Gubal (Byblos) allerede ,den 
hellige By"; se ovenfor 8. 590. 


AJ 


1051 


Steder i Ægypten antoges at huse forskjellige af Osiris" Lemmer!, 
synes ikke blot at vidne om, at Plutarkhs Fortælling ogsaa her 
hviler paa en ægyptisk Overlevering, men ogsaa at vise, at denne 
Del af Osirismythen naar op til ældre Tider. 

Isis indskrænker sig ikke til at samle det døde Legeme. 
Med Understøttelse af sin Søn Horos gyder hun nyt Liv i det af- 
sjælede Legeme. Osiris gjennemgaar forskjellige Skikkelser. Efter 
at have været hélt indviklet i Mumiebaandene bliver han først Åhem 
(Ain ?), hvis ene Arm er fri, og efterat have bestaaet mange Farer 
i Underverdenen, navnlig kæmpet med Slangen Apopt (Apophis), 
bliver han tilsidst en ny Horos og svinger sig op over den øst- 
lige Horizont som en fornyet Sol, som Lysets Giver. 

Det følger af sig selv, at Set's Forbrydelse ikke blev mindre, 
fordi Osiris fik sit Liv igjen. Retfærdigheden forlangte alligevel, at 
Mordet paa den fromme algode Osiris ikke forblev uhævnet. 
Hans Drabsmand Set (Typhon) maatte lide sin fortjente Straf og 
bøde for sit Brodermord med Livet. Ifølge Ægypternes Myther 
udførtes denne Hævn af Osiris' Sen Horos, der tilsidst fældede Set 
og derved hævnede sin Fader, hvorved han erhvervede sig et af 
de Tilnavne, hvormed han hyppigst betegnes i Indskrifterne, nemlig 
Tilnavnet ÅAor-nez-tef-f”. 

At fælde Set var imidlertid ikke saa let en Sag; han havde 
mange Hjælpere, og Horos maatte derfor længe kæmpe med ham, 
Inden det lykkedes at fælde ham. Til Begivenheder i denne 
Kamp, der ikke altid var heldig for Horos, hentydes der oftere 
i de Texter, der ere levnede os, saaledes i de Dødes Bog (navnlig 
1 det syttende Kapitel), i den hieratiske Kalender, der læses i 
Papyrus Sallier IV.2, samt i Indskrifterne i Edfu og flere Steder. 
I Skriftet om Isis og Osiris meddeles der ogsaa en Del om 
Kampen", hvoriblandt enkelte Ting, som fortælles ganske paa samme 


! Se ovenfor 8. 1050 med Anmk. 1. 

2 Se ovenfor S. 1086. 

2. Select Papyrus pl. CXLV 0. 8. v. 

" Plut., De Lside et Osiride c. 19; sign. c. 56. 


1052 


Maade i Indskrifterne".  Thot og Isis ere Horos' fornemste For- 
bundsfæller i Kampen”, der, som alt bemærket, ikke altid er heldig 
for Sets Fjender. 

Blandt Horos' andre Hjælpere maa vi fremfor andre nævne 
den edfuiske Solgud, den vingede Sol. Ifølge de edfuiske Sagn, 
skulde denne Gud i Kampen have forfulgt Set og hans Forbunds- 
fæller fra Øvreægypten til de nordligste Dele af Nedre-Ægypten 
og saaledes tilføiet dem flere Nederlag. Først opdagede han — 
saaledes fortælles det? — Fjenderne oppe i Himlens Høide og her 
nedlagde han alle dem, han traf sammen med, hvorpaa han, be- 
standig paa sin Fader Solguden Aa eller Hor-m-akht's Raad be- 
gyndte en Fart paa Nilen; straks forvandlede Fjenderne sig til 
Krokodiler og Nilheste. Af disse dræbte han 381 ligeoverfor 
Edfu. 1 Skikkelse af den bevingede Solskive tog han Plads paa 
Ra's Baad, omgivet af Nordens og Sydens Gudinder, der antog 
Skikkelser af Slanger; og ledsaget af Thot, hvorpaa Farten gik 
nordpaa. Ved Zetem (ved Theben) og derpaa ved Denderah til- 
føjiede han Modstanderne Nederlag og ved Byen Heben fangede 
han 142 Fjender, som han nedhuggede paa Stedet. Ved Mer be- 
handlede han 381 Fjender, han ved et nyt Sammenstød havde 
taget til Fange, paa samme Maade. Set udstødte nu græsselige 
Forbandelser, hvorfor han fik Tilnavnet Nehake —, men det hjalp 
ikke. Edfus Gud tog ham til Fange og overleverede ham til 
Isis og til hendes Søn Horos, af hvem han blev lemlæstet. 

Horos afskar hans Hoved, og Set var saaledes dræbt; men 
herved var Kampen dog ikke endt, thi der var endnu endel af 
Sets Tilhængere tilbage, som ogsaa maatte straffes. 

Sets Fald fandt efter Indskriften i Edfu Sted den 7de Tybi, 


enets —Øo— 


! Se Lepsius, Todtenbuch 17, 34. 

? Select Papyrus pl. CXLV; sign. Plut., De Iside et Osir. c. 19. 

3 Sagnet behandles i en Indskrift, der er udgivet med Forklaring af 
Naville, Textes mythologiques; Indskriften er ogsaa oversat af Brugsch 
i Die Sage von der gefliigelten Sonnenscheibe i Abhandlungen der Gesell- 
schaft der Wissenschaften zu Géttingen for 1869 vol. XIV, 8. 179 ff. 


1058 


paa hvilken Dag der efter Plutarkh høitideligholdes en Fest til 
Minde om Sets Nederlag; han fortæller nemlig, at der paa den 
Dag bragtes Offerkager, hvorpaa der fandtes Billedet af en Flod- 
hest, der var et Typhon helliget Dyr!. Festen kaldtes forøvrigt 
efter Plutarkh: ,,Isis" Tilbagekomst fra Phoinike". 

Den afgjørende Kamp, hvori Set blev fanget, synes at være 
forefaldet i Nærheden af Byen KXhel (det nuværende Sol, Syd for 
Kairo)”, i hvilken Stad Hudu snart efter Seiren holdt sit Indtog. 
Han angreb derpaa Resterne af Sets Hær i Nærheden af Hera- 
kleopolis og forfulgte dem derpaa ind i Nedre-Ægypten, hvor han 
to Gange tilføjede dem store Nederlag, navnlig i Nærheden af 
Byen Semts d. e, Buto, og derpaa i Nærheden af Zalu d. e. Tanis. 
Her paatog Hudu sig Skikkelse af en Løve. Det første Sted 
fangede han 106, det andet Sted 142 Fjender, som han derpaa 
berøvede Livet. Efter endnu at have foretaget et seirrigt Tog 
ind i Aithiopien, vendte han tilbage til Edfa. 

Kampen med Set og Sets Nederlag fandt efter Indskriften 
Sted i Ra's 363de Regjeringsaar. 

Omendskjøndt Set havde mistet Livet, var hans Kraft ikke 
udtømt; efter Indskriften i Edfu forvandlede han sig til en 
brølende Slange, men -Horos stillede sig i Skikkelse af en Stang 
med Spurveheghoved paa ham og hindrede ham i at gjøre ondt. 

Inden vi forlade Osirismytherne, maa vi dvæle et Par Øie- 
blikke ved Osiris' Liv her paa Jorden; i Indskrifterne indeholdes 
der Intet om dette Punkt, naar det undtages, at den turinske 
Kongepapyrus opfører Osiris imellem Menes' mythiske Forgængere, 
men uden at der meddeles noget nærmere om ham. De gamle 
Forfattere have derimod bevaret nogle Efterretninger om Osiris' 
Liv. Plutarkh fortæller saaledes”, at Osiris under sin Regjering 
over Ægypten indførte Dyrkelsen af Kornsorterne i Landet, gav 


!  Plut., De Iside et Osir. 0. 50. 

7 Se ovenfor 8. 969. 

2 Brugsch i Abhandlungen 1. c. 8. 195 ff. 
£ Plut.,, De lede et Osir. c. 13. 


1054 


Folket Love og lærte det at ære Guderne; han drog derpaa om i 
Landet og vandt Alle for sine Forbedringer alene ved sit Ords 
overbevisende Kraft uden at anvende Vaabenmagt. Set foretog sig 
Intet imod ham under bang Fraværelse, idet Isig holdt ham i 
Tømme. Men da Osiris var kommet hjem, fik Set, som ovenfor 
berørt, ham ved List til at lægge sig i en Kiste, som han lod 
flyde ud i Havet. 

Diodor skildrer paa en noget lignende Maade som Plutarkh 
Osiris' Omsorg for Ægyptens Opkomst; han fortæller!, at han 
indførte Vin- og Kornavl 0. s. v., og tilføjer, at Hermes besad 
stor Indflydelse under hans Regjering, idet Osiris bestandig ind- 
hentede hans Raad ved alle sine Foranstaltninger. 

Ægypterne nøiedes imidlertid ikke med den Forestilling, 
at den algode Gud Oswris engang havde levet paa Jorden og nu 
thronede i Underverdenen som de Afdødes Sjæles Dommer. De 
vilde have den gode Gud nærmere, vilde have ham bestandig 
iblandt sig, og saaledes opstod Sagnet, at Osiris" Sjæl tog Bolig i 
en Tyrs Legeme og forblev i dette, saalænge denne levede, indtil 
Dyrets Død lod Gudens Sjæl vandre over i et andet Tyrelegeme. 
Den Tyr, der havde den høie Værdighed at huse den algode 
Guds Sjæl, havde sin Bolig i Memphis?; den kaldes af Klassi- 


kerne Apis, en Omskrivning af det ægyptiske FENKESETEN hapt; 
den kaldes ogsaa $ AR rv] FR) hapi-osirist, en Benævnelse, der 


Sen en 


1! Diod., Bibl. Hist. I, 15—16. 

2 Apis omtales allerede i Indskrifter fra det fjerde eller femte Dynastis 
Tid, se Lepsius, Denkmåler II, 16 og 18. Ifølge et Uddrag af Manetho 
hos Afrikanos og Eusebios (Muller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 542 —43; 
se ovenfor S. 807) blev Apis først tilbedt som Guddom under Menes' 
niende Efterfølgér, Khaiekhos eller Khoos. 

2 Navnet forekommer ofte paa Mindesmærkerue, navnlig i Indskrifter 
fra Apiagravene. 

+$ I Indskrifterne tales ogsaa ofte om Osiri-hapi (Serapis), men herved 
méntes ikke den levende Apis, men den døde Apis, hvis jordiske Lev- 
ninger bisattes i Apis'ernes af Mariette 1861 opdagede Begravelses- 











1055 


viser at der efter de gamle Ægypteres Mening bestod en nøie 
Forbindelse imellem Apis og Osiris!. At en saadan Forbindelse 
virkeligt har fundet Sted, forsikkres desuden udtrykkelig af flere 
Forfattere, der udmærke sig ved mere paalidelige Meddelelser om 
Ægypten end de fleste andre klassiske Forfattere, blandt Andre 
af Forfatteren til Skriftet om Isis og Osiris”, Strabon ? og Diodor ", 

Som den, der husede den store Gud Osiris" Sjæl, kunde Apis- 
tyren til Fader ikke have havt en virkelig Tyr, men maatte være 
undfanget paa en overnaturlig Maade. De klassiske Forfattere ere 
enige herom, men forklare forøvrigt den guddommelige Indvirk- 
ning noget forskjelligt. Ifølge den ældste Forfatter, der meddeler 
os Oplysninger om Apis, Herodot, undfangedes Apis af en Lyn- 
straale, som steg ned fra Himlen og befrugtede Tyrens Moder'. 
Noget Lignende fortæller Pomponius Mela?; men ifølge Plutarkhs 
Symposion og ifølge Skriftet om Isis og Ostris var det derimod 
Maanen, ved hvis Indvirkning Apis undfangedes ?. 


ae 


plads; se Clem. Alex., Strom, I, 21 (p. 139 Sylb., p. 383 Pott.), 
sign. Mariette, Mémoire sur la mére d' Apis 8. 17. 

: Se Papyrus Gy. i Berlin, hvor man sér tre Apistyre, hvoraf den første 
har Overskriften: ,den skjulte Osiris med Horn", den anden: ,, Osiris 
med Ører", og den tredie: ,, Osiris, som har skiftet Hoved"; slgn. 
Mariette l. c. S. 17. 

? Plut., De Iside et Osir. c. 29: ,De fleste Præster antage Osiris og 
Apis for nær forbundne med hinanden; og de belære os om, at man 
maa antage Apis for et veldannet Billede af Osiris" Sjæl”; sign. c. 20; 

nI Memphis underholdes Apis, et Afbillede af Osiris' Sjæl; og dér skal 
ogsaa dens Legeme hvile". 

2. Strabo, Geogr. XVII, 1, 31 (p. 807 C., p. 1160 A.): Apis er ét med Osiris. 

" Diod., Bibl. Hist. I, 85. Nogle forklare Apis' Dyrkelse ved Mythen, at 
Osiris" Sjæl engang tog Bolig i en Tyr og fra den Tid af aabenbarer 
sig for Menneskene i denne Skikkelse. 

5 Sign. Luc., De sacrif. c. 15: Apis er for Ægypterne den sterste Gud; 
sign. Aelian., De nat. anim. XI, 10. 

'". Her. III, 28. 

7 Mela, De situ Orbis I, 9: ;Raro nascitur nec coitu pecoris, ut aiunt, 
sed divinitus et coelesti igne conceptus. 

5. Plut., Sympos. VIII, 1, 3. 

2? Plut., De side et Osir, c. 43. 


1056 


I Indskrifterne findes lignende Betragtningsmaader. I en 
Indskrift til Apis' Ære i Sakkarah læser man saaledes følgende 
Ord til Apis' Pris!: 


REGB T EEN om 
hapt ankh tum kheper 
Apis lever, skjøndt ikke bleven til. 
Forøvrigt synes det, som de gamle Ægyptere i Reglen hen- 
førte Apistyrens overnaturlige Fødsel til Memphis" Hovedgud, 
Ptah; thi Indskrifterne siges det ikke sjældent, at 


kam I tt YE 
hapt nem ankh n ptah 
Apis (er) det sig gjentagende Liv af  Ptah, 
ligesom man ogsaa stundom finder Apis kaldt ,Ptahs Søn", hvad 
der jo viser, at man i Reglen henføerte hans Undfangelse til 
denne Gud?. 

Ved Apis", d. e. Osiris-Apis' (Serapis'), Begravelse anvendtes 
store Summerå, og med deres Bisættelse fulgte store Fester; thi 
Apis' Død var en almindelig Landesorg for Landet"; men der 
hengik i Reglen ikke lang Tid, før den nye Apis fandtes, og da 
blev der stor Glæde i hele Ægypten ?. 

Ifølge hvad der fortælles af flere gamle Forfattere, saaledes af 
Plinius, Solinus7” og Ammianus Marcellinus?, maatte en Apis kun 
leve et vist Aaremaal, ifølge Skriftet om Isis og Osiris, 25 Aar?, 


em me en re nn 


! Mariette Il. c. 8. 20. 

2 Mariette Il. oc. S. 18. 

3 Diod., Bibl. Hist. 1, 84. 

" Ammian. Marvellin., Aist. XXII, 14; Solin., F-olyhist. c. 32; Lucian., 
De Sacrif. 6. 15; slgn. Tibull, I, 8. 

S Diod., Bibl, Hist. I, 85. Den ny Apis førtes efter Diodor ferst til Nil- 

staden (Nilopolis) se ovenfor 8. 968. Af Indskrifterne i Apisgravene sér 

man, at den ny Apis undertiden fedtes Dagen efter Forgængerens Dedsdag. 

Plin., Hist. Nat. VIII, 46. 

Solin, I. c. 

Ammian, Marcellin. l. c. 

Plut., De Iside et Osir. c. 56. 


e &æ lm) End 














1057 


hvad der aabenbart maa forstaas saaledes, at den kun maatte 
leve 25 Aar efter dens høitidelige Indsættelse i Memphis!:; levede 
den længere, blev Tyren dræbt og Legemet kastet i en Brønd?, 
istedetfor høitideligt at bisættes i Apis'ernes Begravelsesplads, — 
forudsat forøvrigt, at denne af Klassikerne givne Meddelelse er 
fuldkommen paalidelig 

Det er næsten en Selvfølge, at Apis" Moder, som den, der 
havde født en Guddom til Verden, fik Del i den udmærkede An- 
seelse, der vistes hendes Afkom?. Apis" Moder førtes til Memphis, 
hvor den hensattes i en egen for den bestemt Helligdom i en Del 
af Apis-Templet?; her forblev den formodentlig til sin Dødsdag. 
Apis" Moder holdtes afsondret, saaledes at den ikke fik Afkom 
mere, thi efter den Opfattelse, at Apis var undfanget af Gud- 
dommen, maatte den jo være født af en jomfruelig Moder, og denne 
maatte vedblive at være det bestandig. Apis" Moder fik egne Navne' ; 
men forøvrigt synes man at have bragt den i Forbindelse med 
Almoderen Hathor”. 

Hvorvidt Apis, som Ailian? fortæller, har havt et Harem af 
Køer, er tvivlsomt; dog tales der i Indskrifterne stundom om 
»Tyrenes Hustruer?", hvorved der vel hentydes til noget Saadant. 


1: Ifølge Indskrifterne i Apis-Gravene bleve et Par Apis'er 26 Aar. 
Man indbildte formodentlig Folk, at den dræbte sig selv, se Stat. 
Silv. H, 2, 115. 

Det er muligt, at det forst var i senere Tider, at man satte en 

Grændse for Apis' Liv. 

" Der omtales ofte Præster for Apis. 

5 Strabo, Geogr. XVIN, 1, 81 (p. 807 C.; p. 1160 A.). 

Apistavlerne fra Ptolemaiertiden omtale flere Navne paa Apis" Moder. 

Moderen til den Apis, der fedtes omtrent Aar 532 f. Kr., hed Renen; 

Moderen til den Apis, der fødtes Aar 231, Tanekht; Moderen til 

Apis'en fra Aar 210, 7Ta-amen. ' 

? Sign. Mariette, Mémoire S. 20 —21. 

» Ael.,, De nat. anim. XI, 10. 

,” Se Lepsius, Todtenbuch 148, 31 og 9, hvor der tales om , Tyren, de syv 
Køeers Ægtemage", og Indskriften paa den barberinske Obelisk, der af 
Hadrian opstilledes foran Antinous' Grav, hvor der tales om ,fire Tyre 
og deres Mager"; sign. Mariette I. c. 8. 11. 

67 


1058 


Osirismythen var efter de gamle Forfatteres Vidnesbyrd! den 
vigtigste Mythe i den ægyptiske Gudelære, og dette stemmer 
meget vel overens med Indskrifterne, i hvilke Osiris og de til 
ham knyttede Guddomme spille en langt vigtigere Rolle end alle 
andre Guder. 

Det følger imidlertid af sig selv, at der maa have været en 
Tid, da denne Mythe endnu ikke havde dannet sig, og det vil 
altsaa ligge nær at undersøge, hvorvidt Mythens Udvikling falder 
indenfor den historiske Tids Omraade, d. v. 8, om den enten helt 
eller delvis har udviklet sig i den Tid, hvorfra vi have Mindes- 
mærker tilbage, eller om den allerede har dannet sig i den for- 
historiske Tid, hvad der maa have været Tilfældet saafremt den 
alt kan spores i den os bekjendte Skikkelse i de ældste Mindes- 
mærker, der ere levnede os. 

De græske Forfattere forsikkre rigtignok, at Osiris og Isis 
vare Ægyptens ældste Guddomme, men paa dette Vidnesbyrd kunne vi 
ikke lægge nogen Vægt. Vi maa derfor gjennemgaa de Indskrifter, 
der ere levnede os, for at søge Oplysninger om Osiris" Dyrkelse 
og Anseelse i Landet til forskjellige Tider. 

Gjennemgaa vi de allerældste ægyptiske Indskrifter, vi have 
tilbage, d. v. 8. Indskrifterne fra det fjerde og femte Dynastis 
Tid, da ville vi kun yderst sjeldent finde Osiris omtalt"; ja han 
nævnes endog kun i Forbigaaende, hvorimod Anubis i alle Grav- 
indskrifter fra denne Tid nævnes i første Linie, paa den Plads, 
paa hvilken vi i senere Indskrifter altid finde Osiris nævnet. 

Først fra det sjette Dynastis Tid begynder Osiris at træde 
noget mere selvstændigt op ved Siden af Anubis, hvad der jo 
synes at antyde, at Osiris Dyrkelse forst under dette Dynasti fik 
større Udbredelse, eller med andre Ord, at han i det gamle Riges 
Dage bestandig fik mere og mere Anseelse; men naar Osiris' An- 


— 4 


1! Se Her. II, 45. 

7? I de af Lepsius udgivne Iadskrifter fra det gamle Riges Tid omtales 
Osiris kun fire Gange, Lepsius, Denkmåler II, 44 b; II, 65; II, 75 og 
II, 88. 


1059 


seelse saaledes under de første Dynastier var ikke lidet mindre, 
end den siden blev, saa kan jo, synes det, Osirismythen ikke ret 
vel have været fuldt udviklet i denne fjerne Tid!. Herom vidner 
tillige den Omstændighed, at man i Indskrifter fra det gamle Riges 
Tid ikke kan paavise mange Exempler paa, at Afdøde dengang 
kaldes Osiris, saaledes som det siden blev Skik i Ægypten, ligetil 
de seneste Tider. Det eneste Exempel, der kjendeg, er Indskriften 
paa Kong Menkara (Mykerinos') Sarkophag? i London. 

Det maa bemærkes, at Osiris i de ældste Indskrifter ofte 
kaldes: , Herre af te: (Busiris)", hvorimod hans forskjellige andre 
nedenfor anførte Titler, der sætte ham i Forbindelse med Under- 
verdenen, aldrig findes; han benævnes heller aldrig , Herre af 
Abydos"; det er altsaa klart, at denne By, der i det mellemste 
Riges Tid ligesom senere var et af Hovedstederne for Osiris' 
Dyrkelse, dengang endnu ikke havde videre Betydning. Muligvis er 
det Byen Abydos' Opkomst, som Osiris for en ikke ringe Del 
skylder den store Anseelse, som vi i den følgende Tid sé6 ham be- 
sidde i hele Ægypten. 

I Indskrifter fra det mellemste Riges Tid omtales Osiris der- 
imod ofte og med de Tillæg og Betegnelser, som han bærer i 
alle følgende Tiders Indskrifter?. Han kaldes saaledes: ,den, som 
residerer i Ament (Vesten eller de Dødes Rige)"", benævnes 


: Det synes herefter som om Ogsirismythen først her udvikler sig efter 
Menes Tid. Kommende Forskere ville maaske kunne godtgjere, hvilken 
Mythe eller hvilken Guddom der før denne Tid har spillet den sterste 
Rolle i Gudelæren. 

2 Man læser følgende Indskrift paa Laaget af Kong Men-ka-ra's (Myke- 
rinos') Sarkophag i det britiske Museum: ,Den osiriske Konge 
Men-ka-u-ra, han, som lever evigt og er født af Himlen, er bragt til 
Verden af Nu (Nut) og er avlet af Seb. Ud spænder Din Moder Nu 
Nu-(t) sig over Dig i sit Navn af Himlens Mysterium. Hun har 
givet Dig at være som en Gud, og at der ikke maa være Fjender a 
Kong Afen-ka-u-ra, han, som lever evigt". Se Birch i Zeitschrift fir 
dgyptische Sprache VII, 8. 49 ff. (1869). 

3 Se Lepsius, Æelteste Texte des Todtenbuches. 

Sign. Lepsius, Denkmåler II, 113 a. 


in 


67? 


1060 


med Tilnavnet Unnofr (den Algode)", og hans Dyrkelse er ikke 
mere indskrænket til tet (Busiris), idet han nemlig ikke blot 
kaldes esart neb tet, Osiris, Herren af tet, men esari neb tet netr aa nel 
abd," Osiris, Herren af tet (Busiris), den store Gud, Abydos” Herre" ?, 

I det nyere Riges Indskrifter omtales Osiris særdeles ofte, 
og alle Gravindskrifter ere saa at sige uden Undtagelse henvendte 
til Osiris, der nu altid nævnes foran Anubis. Vi have fra denne 
Tid flere længere Texter, der sysselsætte sig med Osiris. Vi 
- skulle her meddele en Hymne, der læges paa Amon-m-ha's Grav- 
tavle i Nationalbibliotheket i Paris?; den tilhører Amonsønnernes 
Tidsrum og er ældre end Amonhotep IV.: 

nÆre være Dig, Osiris, Du Evighedens Herre, Gudernes Konge 
med de mangfoldige Navne, de hellige Forvandlinger, og de 
hemmelighedsfulde Skikkelser i Helligdommene. Du ærværdige 
Væsen, som throner i tet (Busiris), den Fyrste, som er indesluttet 
i Sekhem (Letopolis), Du Paakaldelsens Herre i At: (Busiris?), 
Du, som nyder Herlighed i An (Heliopolis), Du Lovens Herre i 
Ma-ii (den dobbelte Retfærdigheds Sted), Du hemmelighedsfalde 
Aand i Kerer, Du Hellige i Sebt-hat (den hvide Mur, Memphis' 
Akropolis), Du Solens Sjæl, hvis Legeme selv hviler i KÅennsu (?) 
(Herakleopolis), Du, hvem man skylder Paakaldelserne i Nar 
(Templet i Herakleopolis), Du, hvis Sjæl er et aarvaagent Væsen, 
Du Herren af det store Hus i Ottestaden (Hermopolis), Du den 
største af de Mægtige i Shashotep (Shotep), Du Evighedens Herre i 
Abydos". — Veien til hans Sæde er i Ta-ser (?); fast er hans Navn 
ide Stærkes Mund som i Gudernes Kreds; han er 7um, som 
lyksaliggjøer Væsnerne, at de blive som Guder; er en velgjørende 
Aand paa Sjælenes Sted. 





' Lepsius, Denkmåler II, 135 h. 

?  Lepsius, Denkmåler II, 118. 

? Texten er udgivet i Revue Archéol. XIV, pl. 307 (1857). En Over- 
sættelse af Hymnen af Chabas findes l. c. S. 65—81 og oplysende Be- 
mærkninger af Samme S. 193—212. 

" De fleste her opregnede Byer ere omtalte i den ovenfor 8. 949 fl. 
meddelte Udsigt over Ægyptens gamle Geographi. 








1061 


Det himmelske Ocean drager sine Vande fra ham; fra ham 
kommer Nordenvinden; Luften, som indaandes, er i hang Næse for 
at glæde og fryde hans Hjerte. Rummet skylder ham sine Her- 
ligheder (?); ham lyder Himlen og Stjernerne. 

Han, Paakaldelsernes Hørre, aabner de store Porte i Sydens 
Himmel og Portene i Nordens Himmel. Stjernebillederne, som 
bevæge sig, ere under hans Aasyn, og hans Boliger er det, der 
indtages af de Stjernebilleder, som sidde stille. Ham bringes 
Offeret efter Seb's Bud. Gudekredsene tilbede ham; de, som ere i 
Underverdenen, kaste sig ned for ham, og Gudefyrsterne bøie sig 
for ham, og Alle opsende deres Bønner til ham, naar de 86 ham 
i hang Herlighed (?). De Ærværdige frygte ham, og hele Jorden 
priser ham, thi han har drevet sine Modstandere tilbage; han er 
den Værdigste iblandt de Værdige; stor er hans Magt, urokkelig 
hans Herredømme; han er Gudekredsenes gode Hersker, han den 
skjønne og elskelige. Hver den, som sér ham, frygter ham i alle 
Lande, men med Kjærlighed, og de høilove hans Navn fremfor 
Alt. Han byder over alle Herrer. Han byder i Himlen og paa 
Jorden.  Talløse Lovprisninger bringes ham paa Vaga-Festen. 
Lovsange lyde for ham fra de to Verdener som med én Rest. 

Han er den ældste, den første af sine Brødre, den første af 
Gudernes Kreds. Ham er det, som grundfæster Retfærdigheden i 
det dobbelte Land, og som sætter Sønnen paa hans Faders Plads. 
Han er sin Fader Seb's Glæde og sin Moder Nu's Kjærlighed ; 
stor i Tapperhed kaster han den Onde til Jorden; kraftig af Arm 
nedhugger sin han Fjende. Han indgyder Skræk i dem, som hade 
ham. Han opsporer de Ondes Veie; uforfærdet af Hjerte, lader 
han aldrig sine Fødder hvile — han Seb's Søn, som behersker de 
to Verdener. Han, (d. e. Seb) har sét hans Dyder, og han har 
budt ham at føre Folkene ved Haanden til Lykke mangefold. 
Han har dannet denne Verden med sin Haand, dens Vande, dens 
Luft, dens "Urter, al dens Kvæg, alle dens Fugle og ..... , dens 
Kryb og de vilde Dyr. Jorden priser Nu's Søn; det dobbelte 
Land fryder sig, naar han stiger op paa sin Faders Sæde ligesom 
Ra (Solen), skinnende i Horizonten, udbredende Glands i Mørkets 





1062 


Sted, udstraalende Lys af sine dobbelte Fjedre og oversvømmende 
den dobbelte Verden ligesom Solens Skive ved Morgenens Frem- 
brud. Hans Diadem overgaar Alt i Himlen og tager Plads mellem 
Stjernerne som Veileder for alle Guder. 

God er hans Villie og hans Ord; han er den store Gude- 
kredses Glæde og den lille Gudekredses Kjærlighed. 

Hans Søster har Omsorg for ham; hun jager hans Fjender 
bort og fortrænger dem mange Gange. Hun lægger Ordene med 
Glands i hans Mund, hun gjør hans Tunge vis, saa at hans Ord 
ikke feile; thi god er hendes Villie og hendes Ord. Hun, Isis, 
den bolde, hun, Broderens Hævnerske; hun, som søgte efter ham 
uden at trættes, og som gik rundt i dette Land klagende, uden at 
hvile, før hun havde fundet ham; hun bredte Lys med sine Fjedre 
og frembragte Luftning med sine Vinger, idet hun gjorde Bønner 
for sin Broders Begravelse. Hun samlede Stykkerne (?) af Urd-het 
(den, hvis Hjerte staar stille), uddrog Kraften deraf, dannede et 
Barn deraf, fostrede det med sin Arm, uden at Nogen véd Stedet, 
hvor det skete. 

Armen af det (Barnet) udviklede sig og blev stærk i Seb's 
Slot. Gudernes Kreds glædede sig, da Osiris, Horos' Søn, kom, 
uforfærdet af Hjerte, overbevisende i Ord, Søn af Isis, Søn af 
Osiris. Gudefyrsterne forene sig med ham, og alle Guders Kreds 
anerkjende ham for Herren over Alt. 

Sandhedens Herrer, som ere samlede for at sætte en Grændse 
for Uretfærdigheden, glæde sig ved i Seb's Palads at prise dens 
(d. e. Sandhedens) Hersker; thi Kongedømmet over Sandhed (og 
Retfærdighed) tilhører ham. 

Horos har fundet sit Ord erkjendt for sandt; givet er ham 
Værdigheden af hans Fader; han skrider frem med Kronen, paa 
Sebs Bud overtager han Herredømmet over det dobbelte Land. 

Den hvide Krone (Øvre-Ægyptens Krone) sættes paa hans 
Hoved. Han dømmer Jorden med hvad, der er paa den; thi 
Himmel og Jord ere stillede under ham. Han byder over de 
Stærke, over de Rene, over de Lysende, over Ægypten og over 
alle fremmede Lande. Solen bevæger sig efter hans Raad, og saa 





1063 


gjør og Vinden og Nilen, Livets Vand, og alle Urter, thi han, 
Nepera (Frugtbarhedens Gud), giver alle Planter, alle kostelige 
Urter; han bringer OQverfledigheden og giver den til alle Lande. 
Alle Mennesker fryde sig, deres Indre er glad bevæget, deres 
Hjerter ere i Henrykkelse over Miskundelighedens Herre. Alle 
Steder prise hans Godhed, thi skjøn er hans Kjærlighed imod os; 
hans Forsorg omslutter alle Hjerter, stor er hans Kjærlighed imod 
hvert levende Væsen. 

Man priser Isis' Søn. Hans Fjende falder under hans vold- 
somme Slag, Niddingsmanden falder for hans Ord; den Ondes 
sidste Time slaar, uaar Isis" Søn, sin Faders Hævner, nærmer 
sig ham. 

Skjøn og herlig er hans Navn. Ærefrygt finder sin Plads, 
og Høiagtelse staar fast for hans Love; Veien er aaben, Stierne 
ere jevnede, de to Verdener ere tilfredse, det Onde flyer bort, 
Jorden svulmer i Frugtbarhed, i Fred under sin Hersker. Retfær- 
digheden styrkes af sin Herre, som skræmmer Uretfærdig- 
heden bort. 

Skjønt er Dit Hjerte, 0 Unnofr! Du Isis' Søn! Han har 
taget det øvre Lands Krone. Hans Faders Værdighed overdrages 
ham i Seb's store Slot. Han er Ra, naar han taler, Thot, naar 
han skriver. De guddommelige Fyrster ere glade. 

Hvad Din Fader har befalet for Dig, Gid det ské efter 
hans Ord!" . 

Til Slutning skulle vi her meddele nogle mindre Brudstykker 
af en anden gammel-ægyptisk Hymne til Osiris, der læses paa 
Ptahmess' Gravtavle i Museet i Lyon!: 

nÆire være Dig Osiris, Mer-ti, det dobbelte Billede; jeg til- 
beder Dig, Du, som er Skabereren af det Skabte, og som (selv) 
ikke er skabt, Du, som skabte Himlen, og som skabte Jorden, og 
som giver Drikke til alle Væsner! Jorden lever af hvad Du har 


! Se Devéria, Notices sur les antiquités égyptiennes du Musée de Lyon i 
Comarmond, Description des Antiquiés ct objets Bart de Lyon S. 666 
(1855—1857; 4to). 





1064 


f 


dannet; — thi ham (d. e. Osiris) er det, som giver Alt, hvad der 
bringes paa Offerbordet, paa det at hver Gud maa have, hvad 
der tilkommer ham; og ham er det, som giver alle gode og rene 
Ting, der bringes som Drikkeoffere, baade Vin og Melk, den ene 
Aarstid efter den anden, 0. 8. v.". 

Osiris dyrkedes, som vi have sét af den først meddelte 
Hymne, påa mange Steder i Ægypten som Hovedgud, saaledes 
navnlig i de vigtige Stæder: Abydos, Busiris, Herakleopolis, Leto- 
polis og Heliopolis. Foruden de her nævnte Byer maa vi iblandt 
de Stæder, hvor han fortrinsvis dyrkedes, endnu omtale Sais og 
Mendes, i hvilken sidste By han tilbades under Tilnavnet da, og 
hvor der fandtes en hellig Vædder (ba). Mendes' Anseelse tilherer 
ligesom Sais' navnlig den senere Tid. I Ptolemaiertiden reistes 
der fur Osiris, Isis og Horos en pragtfuld Helligdom paa Øen 
Philai ovenfor Katarakten ”. 

Isis (Ese), Osiris" Hustru og Horos' Moder, fører i Reglen 
Titlen ,den store Moder" og kaldes ofte , Himlens Herskerinde", 
stundom med Tilføjelsen: hun, som skaber dens Herligheder. I de 
Dødes Rige spiller Isis, aldeles ikke, som man maaské kunde 
vente, nogen fremtrædende Rolle. Hun sidder aldrig ved Osiris" 
Side som Underverdenens Dronning”, Hendes Virksomhed falder 
mere paa Jorden. Som Osiris" trofaste Ægtefælle sørger hun over 
hans Død, men hun indskrænker sig dog ikke til at klage og 
sørge; hun vandrer rundt og samler den for Sets Broderhaand 
Faldnes adsplittede Lemmer, og efterat hun med Besvær har faaet 
dem samlede, indgyder hun ved sin Søn Horos' Hjælp nyt Liv? i 
Osiris" døde Legeme. Den samme Rolle spiller Isis i de nye Osiris'ers 
Historie efter Døden, d. v. s., hun vaager over de Afdødes 
Legemer og indgiver det forklarede Legeme nyt Liv. Hun af- 


2 Se ovenfor S. 951. 

Derimod forekommer saavel Hathor som Gudinden Ament, en Form af 
Hathor, ved Siden af Osiris som Uuderverdenens Herskerinde, se f. Ex. 
Lepsius, Zodtenbuch 148, 28. 

3 Se ovenfor 8. 1051 og 1062. 








1065 


bildes derfor ofte paa Sarkophagerne, hvor hun gjerne har Søstren 
Nephthys saa at sige til Speilbillede ", 

Horos', Osiris? og Isis" Søn, skal efter de Dødes Bog? være 
opfostret af Nephthys?; han optræder, som vi have sét, som sin 
Faders Hævner”. Osiris bliver, takket være Horos, fornyet og 
bliver selv en Horos, som hvem han som den lysende og var- 
mende Sol hæver sig op over Horizonten. Horos' er saaledes, for- 
uden at være Osiris' og Isis' Søn, tillige en Solgud og navnlig den 
opgaaende Sols Guddom. Han kaldes derfor ogsaa , Himlens 
Herre". Horos tilbades, foruden i Abydos, hvor han dyrkedes som 
Osiris" og Isis' Søn, paa mangfoldige Steder som Solgud, som 
oftest paa hvert enkelt Sted med et særegent Tilnavn, i Edfu, 
saaledes som vi have sét, under Navnet Æudu. Paa flere Steder 
har Solguden Horos Hathor til Ægtefælle, og Ægteparrets Søn 
bærer ligeledes Navnet Horos, kun at han i Modsætning til den 
ældre Horos har Tilnavnet: den Yngre. Denne Horos' Navn bliver 
da: Åar-pe-khrot, d. e. Horos den Yngre eller Horos-Barnet, hvad 
Hellenerne gjengive ved Harpokrates &, under hvilket Navn Horos's 
Dyrkelse, som bekjendt, indførtes i Rom samtidig med Isis" og 
Serapis' Dyrkelse ', 

En særegen Form af Horos er, som vi have bemærket, Horos 
i Horizonten, Hor-m-akhi, Han fremstilles oftere som Skaber. 
Paa en Sten-Tavle i Museet i Berlin kaldes han saaledes ,den 
eneste Gud; den, som lever i Sandhed, som har skabt Alt hvad 


men 





! Om Nephthys se nedenfor S. 1072. 

2 Lepsius, Todtenbuch 134, 6—7. 

2 Plutarkh, (De side et Osir. c. 38) og Herodot (I, 156) kalde Leto 
(Buto) Horos' Opdragerske. 

f Se ovenfor 8. 1052. 

5. Plutarkh, De Iside et Osir, c. 19, siger derimod, at Harpokrates er en 
yngre Sen af Isis. 

5 Harpokrates blev for Romerne Taushedens Gud, fordi han holder 
Fingeren paa Munden (Plut., De Iside et Osir. c. 68). Denne Opfat- 
telse beror paa en ren Miasforstaaelse; Ægypterne tænke ved at af- 
bilde ham med Fingeren paa Munden aldeles ikke paa noget Saadant ; 
de antyde kun, at denne Horos er et Barn (pe-khrot). 


1066 


der er til, Skaberen af de levende Væsner, af Dyrene og af 
Menneskene", 

I en Papyrus i Louvre spiller Aor-st-esis samme Rolle som 
Hor-m-akhi, Han siger her om sig selv: , Det er mig, som har 
aabenbaret mig i det himmelske Urocean med Ra, og det er mig, 
som har udbredt Himmelhvælvingen med Ptah"”, 

Hor-m-akht dyrkedes navnlig i Memphis. Allerede i det fjerde 
Dynastis Tid udhuggede man her ved de store Pyramider af 
Klippen et kolosalt Billede af Hor-m-akhi med Menneskehoved 
og Dyrekrop: det er den store Sfinx ved Giseh.  Hor-m-akhi 
kaldtes i græske Indskrifter Armakhis?, 

Horos fremstilles i Reglen som Menneske med Spurvehøgehoved, 
med hvilket Fuglehoved. forøvrigt ogsaa flere andre Guder stundom 
fremstilles, saaledes Mentu, Khonsu og Sokar. Dog var det neppe 
andre end de med Solguden forenede Guder, der fremstilledes 
paa denne Maade. 

Anepu (Anubis) er, som alt bemærket", en af de Guder, der 
nævnes hyppigst i det gamle Riges Indskrifter. Han synes i disse 
fjerne Tider engang at have nydt ikke blot samme Anseelse som 
Osiris, men endog en endnu større. Siden træder han vel noget i 
Skygge for Osiris, men selv i senere Tider spiller han dog en 
vigtig Rolle, idet han nemlig tager sig af de Afdødes Sjæle og 
veileder dem efter Døden, ligesom han ogsaa beskytter de Af- 
dødes Legemer, hvis Bevarelse var en nødvendig Betingelse for 
Legemets Forklarelse%. Anubis nævnes som Osiris' Søn, Anubis 
dyrkedes i Siut under Tilnavnet Ap-her (Veiføreren); denne Ap-her 
var et dobbelt Væsen, idet der nemlig baade tales om en ap-Åer- 
meh, Nordens Veifører, og en ap-her-res, Sydens Veifører. De 


Mariette, Sur la måre d' Apis S. 40. 

Mariette, Sur la mére d'Apis 8. 39. 

Se Båckh, Corpus Inser, Gr. III, (ed. Franz Nr. 4699 1. 17). 

Se ovenfor S. 1058. 

Se nedenfor, Afsnittet om de Dedes Skjæbne efter Deden. 

Anubis var efter Plut., De Iside et Osir. c. 14, en Sen af Osiris og 
Nephthys. 


a gø dn e pe 








1067 


vare efter Klemens fra Alexandreia Symboler paa de to 
Hemisphærer. 

Thot, der af Hellenerne, som bekjendt, sammenstilles med 
Hermes, spiller i Underverdenen en lignende Rolle som Anubis!; 
han tager sig af de Afdøde og fører dem paa rette Vei, kun med 
den Forskjel, at, medens Anubis leder de Afdøde ved Haanden, 
virker Thot mere ved Ordet; han skriver saaledes den Bog, hvis 
Ord veilede den Afdøde paa hans Vandring under Jorden. Men 
Thot indskrænker sig ikke til at veilede de Døde, han spiller 
ogsaa en Rolle i Osirismythen, idet han dels overbeviser Osiris' 
Modstandere om, at Osiris' Ord og Liv er Sandhed, dels kæmper 
han ogsaa med Vaaben i Haand imod Set og hans Hær. Dog end 
ikke hermed er Thots Rolle udspilt; han er tillige den, som ordner 
og styrer Himmellegemernes Gang (han tænkes derfor ogsaa at 
staa i Forbindelse med Maanen, der næst Solen er det største og 
mærkeligste af alle Himmellegemer); og paa lignende Vis menes 
ogsaa alle gode Indretninger, Love og Anordninger, Indretninger 
af Tempelbygninger 0. desl. at skylde Thot deres Tilblivelse. I 
Indskrifterne kaldes han derfor ogsaa ,det guddommelige Ords 
Herre" og efter de gamle Forfattere repræsenterer han Fornuften 
(0 Aoyog), — en Opfattelse af Thots Væsen, som fuldkomment vel 
stemmer med mange Antydninger i Indskrifterne. Den store An- 
seelse, Thot nød i Ægypten afgiver et fordelagtigt Vidnesbyrd om 
Ægypternes aandelige Udvikling og viser, at de nærede stor 
Ærbødighed for Fornuften. 

Thot siges at være udsprungen af Ra (Solguden) og at være 
frembragt af Kheper. I Indskrifterne kaldes Thot ofte , Evighedens 
Konge?" og fremdeles ,den dobbelt store Gud", hvad man har 
villet forklare deraf, at han i Hermopolis tilbades under to Skik- 


" Plutarkh, De Iside et Osiride c. 61 taler om Hermanubis, en af Anubis 
og Thot sammensat Guddom, og i Virkeligheden findes der stundom 
Afbildninger af dette Blandingsvæsen. 

2 Denne Titel bærer ogsaa Osiris. Man har derfor ment, at Thot 
oprindeligt var en særegen Form af Osiris. 





1068 


kelser. Hos de klassiske Forfattere kaldes Thot den trefold store 
Hermes; det er uden Tvivl en senere Tids Overdrivelse. Af andre 
Tillægsbestemmelser, der gives Thot, fortjener det at anføres, at 
han paa en Tavle i Londons ægyptiske Museum kaldes ,den, som 
uddeler Sprogene til alle Laude«. 

Thot dyrkedes foruden i Hermopolis ogsaa i Hovedstaden i 
den syttende nedre-ægyptiske Nomos og formodentlig endnu et Par 
andre Steder; men hans Anseelse var dog, som ovenfor bemærket, 
ikke indskrænket til disse Steder. 

I senere Tider tales der ofte om Astennu i Hermopolis!; 
denne Astennu er aabenbart en Biform til Thot. 

Nehemva nævnes ofte ved Siden af Thot. Man har sammen- 
stillet hende med den phoinikiske Dronning Nemanun?, hvis Barn 
Isis ammede, efterat hun i hendes og hendes Ægteherrres Mal- 
kandros' Palads havde opdaget Osiris' Kiste?. Det kan dog ikke 
antages for aldeles afgjort, at denne Nemanun staar i nogen For- 
bindelse med Nehemva, thi Nemanun eller Nemaun kan meget 
vel være et phoinikisk, fra nehemva aldeles forskjelligt Ord". 

Ifølge Plutarkh? skulde den første Muse i Hermopolis været 
kaldet baade Isis og Dikaiosyne; denne ,første Muse i Hermo- 
polis" er uden Tvivl Nehemva, der herefter synes at have været 
nær beslægtet med Isis. 

Den anden Gudinde, som ledsager Thot, og hvem navnlig 
Bogsamlinger vare helligede, havde Tilnavnet Sefekh; men hvor- 


- — mm me 


! Se Goodwin i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 108—109 (1872). 
Atennu antages af Goodwin for at være den ægyptiske Form for 
Ostaner, et Navn, der efter Klassikerne bares af Demokritos af Ab- 
dera's Lærer, der var Ovorpræst i Ægypten; han skulde være kommet 
til Hellas med Xerxes. 

2: Movers, Religion der Phénicier I, 8. 636 f££. 

2  Plut., De Iside et Osir. c. 15. 

Der omtales ikke nogen phoinikisk Gudinde af Navnet Nemanun eller 

Nemaun; men det er ikke umuligt, at en i Phoinike tilbedt Gudinde 

har havt Tilnavnet =my3 den Skjenne". 

5 Plut, De Iside et Osir. c. 3. 








1069 


ledes hendes egentlige Navn, son? vi ovenfor have meddelt?, blev 
udtalt, kunne vi ikke afgjere. Hun kaldes i Indskrifterne ,,den 
store Herskerinde over Skriften, Herskerinden over Bogsamlinger, 
Ratlt)-ta-ui, d. e. de to Landes (kvindelige) Sol".  Sefekh (P) deltager 
ofte med Thot i Grundlæggelse af Templer 0. desl.2, . 
Bes eller Besas var saavel efter klassiske Forfatteres Med- 
delelser som efter Mindesmærkerne Navnet paa en Gud, der i 
Ptolemaiertiden dyrkedes i et Par Byer i Mellemægypten?. Bes 
afbildes paa en fra de ægyptiske Guder aldeles forskjellig Maade, 
i fremmed Dragt med Fjederkrone paa Hovedet; han har ogsaa en 
ganske uægyptisk Figur, er uformelig, undersætsig og har et stort 
Hoved, der aés en face. Ifølge Indskrifterne stammede han fra 
Pun-it, formodentlig det lykkelige Arabien”, hvor lignende uforme- 
lige Figurer efter Mindesmærkerne havde hjemme. Man finder 
aftere Billeder af Bes paa Smaaæsker til Salve og andre Sager, 
der tilberedtes med Stoffer som kom fra det lykkelige Arabien. 
Vi vide ikke, hvornaar Bes optoges i den ægyptiske Gude- 
kreds; senest skete det i Ptolemaiertiden; thi man finder ofte” paa 


! Se ovenfor 8. 1036. 

2? Se Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 9 (1872). 

Ifelge Ammianus Marcellinus (Hist. XIX, 12, 3) havde Guden Besas 

indtil Constantins Tid et Orakel i Abydos. Dionysios fra Alerandreia 

omtalte agsas (Guden Besas i et af sine Skrifter (se Euseb., Hist. 

Eccles. VI, 41). I græske Indskrifter omtales en By Besantinoopolis, 

i denne dyrkedes sikkert es (se ovenfor 8. 968). 

+ Bes kaldes ofte i Indskrifterne: den gode Herre af pun-t. 

3 Se ovenfor 8. 506. Pun-t havde forevrigt rimeligvis ogsaa en videre 
Betydning og brugtes uden Tvivl tillige til at betegne fjernere Lande, 
om hvilke Ægypterne kun havde utydelige Forestillinger, f. Ez. Syd- 
Asien (Indien) og Øst-Afrika; Marieite seger pun-: i Øst-Afrika 
i Somali Landet henimod Cap Gardafui; så Compte-rendu de V' Ac. d. 
åns. 1875 8. 25 sign. Chabas, Recherohes sur DP Antiquité historique S. 146. 

8 I Templet i Amaasif ved Theben 5sés en yderst uformelig Dronning af 

Pun-t beie sig far Pharaos Udsænding; Chabas, l. 0. S. 154. 

Der finden ogsaa Figurer af Bes, med Skjold og Sværd; undertiden 

har ban to eller tre Sværd eller Knive; se f. Ex. Lepsius, Denkmåler 

IV, 6h. Men han fremstilles ogsaa uden Vaaben, med vældige Blomster- 

guirlander i begge Hænder, so Lopsius, Denkmåler IV, 88. 


1070 


Smaabygninger, der stamme frå denne senere Tid, de saakaldte 
ma-mesi, ,Fødesteder", og som findes i Nærheden af flere store 
Templer, Fremstillinger af disse Dverg-Guddomme. 

Hvad Rolle Be spiller i Mythologien og navnlig paa disse 
Bygninger, kan ikke afgjøres med Sikkerhed, da Indskrifterne intet 
meddele os herom?, 

Efter Herodots Fortælling saa Kambyses i Ptahs Tempel i 
Memphis et Billede af en Guddom, der forekom ham meget latter- 
ligt?, Herodot, der selv synes at have sét lignende Figurer i 
Ptahs Tempel, antog dem for Billeder af Ptah; men denne Op- 
fattelse bekræftes ikke af Mindesmærkerne, paa hvilke Ptah ikke 
fremstilles paa nogen latterlig Maade”; den jusædvanlige Skikkelse 
var muligvis Bes. Ifølge Herodot havde Phoinikernes Kabeirer 
samme Skikkelse som den latterlige lille Gud, Kambyses saa i 
Memphis. Heri havde Herodot uden Tvivl Ret; han havde selv 
besøgt Tyros, og en god Iagttager var han tilvisse. I det phoinikiske 
Ruinsted Adlun" har man fundet en lille Guldfigur, der har en 
hel Del Lighed med Bees, og som uden Tvivl er udført i Phoinike, 
hvorfor man med god Grund kan antage, at den fremstiller en 
phoinikisk Guddom?. Efter Herodots ovenfor berørte Vidnesbyrd 
er det ret sandsynligt, at den fremstiller en af Kabeirerne. 


! Docent Julius Lange har i et interessant Foredrag om Bes udtalt den 
ikke urimelige Formodning, at Bes'erne spille samme Rolle som Kory- 
banterne i den græske Mythologi; se Udsigt over det philol. hist. Sam- 
funds Virksomhed i Aarene 1860—1874, 8. 53—56. Vi benvise het til 
denne Meddelelse, hvorfra vi have taget flere. Oplysninger. 

Her., NI, 87. 

Ptah fremstilles, enten som Mumie eller i fuld Menneskeskikkelse. 
Renan i Gazette des Beaux-Arts 20 période VII, S. 18 og 20 (1873). 
Bes vandrede forevrigt dybt ind i Asien. Paa en Cylinder med per- 

… sisk Kileskrift, der tilherer det femte Aarhundrede f. Kr., findes Bes 
afbildet (Layard, Ainive and Babylon S. 607). Stilen viser tilstrækkelig, 
at denne Bes er kommet fra Ægypten og ikke fra Phoinike. I Maaden, 
hvorpaa Bes fremstilles af Ægypterne, er der ievrigt enkelte Mo- 
menter, som minde om den gammel-babyloniske Konst. Det har her- 
efter en vis Rimelighed, at der i Sydarabien under babylonisk Ind- 
flydelse engang fordum har udviklet sig en egen forsvunden Konst. 


1071 


Paa nogle Mønter, der oftere findes paa Minorka, stundom 
ogsaa paa Majorka og en sjelden Gang ogsaa paa Kysten af 
Middelhavet mellem Rhonens og Ebros Udløb, findes afbildet en 
Figur, der i Fremstilling ikke lidet ligner Bees", saaledes som han 
fremstilles paa ægyptiske Mindesmærker. Han holder i den ene 
Haand et Vaaben, en Hammer eller et Sværd, i den anden en 
Slange (?). Ved Siden af Figuren findes paa de fleste af Mønterne 
Indskrift son med phoinikiske Bogstaver. Efter de Saulcy? er 
zwnn det phoinikiske Navn paa den ved Balearerne liggende Ø 
Ebusus, nu Ibitza, (paa hvilken forøvrigt ingen af Mønterne ere 
fundne 2); efter Judas' skulde Navnet Bwa3n oprindelig betyde 
»Besernes Ø"", men dette er neppe sandsynligt. Den lille Figur 
er uden Tvivl en Kabeir, og den Omstændighed, at han ligner Bes 
mere end Figuren fra Adlun, skyldes formodentlig den Omstæn- 
dighed, at man paa vedkommende Ø, da man i det tredie Aar- 
hundrede her begyndte at slaa disse Mønter, har hentet en 
ægyptisk Møntmester, som til Forbillede har taget den ægyptiske 
Bes, istedetfor de mere plumpe phoinikiske Kabeirer 5. 

Bes antoges i Romertiden af de mauge Reisende, som besøgte 
Ægypten, for et typhonisk Væsen, en Form af Typhon. Denne Opfat- 
telse skyldes vel dels Bes's Hæslighed, dels maaske ogsaa, og det med 
større Ret, den Omstændighed, at han stundom sés i Selskab med 
en Gudinde med Flodhestelegeme (Gudinden Æer)%; thi Flodhesten 
ansaaes, som alt bemærket, for et typhonisk Dyr. 

Iblandt de Smaafigurer af ægyptiske Guddomme, som op- 
bevares i Europas ægyptiske Oldsagssamlinger, er Bes ikke 


— == rn 


! Se Alolss Heiss, Monnaies antiques de VEspagne pl. LXIII og LXIV. 

2? De Saulcy i Mémoires de I' Acad. des Inscr. XV, S. 182 ff. (1845). 

2 Alois Heiss, |. c. 8. 424 fr. 

S Revue Arckheol. XVI, S. 647 ff. (1860). 

3 Der findes et Par Menter med denne lille Figur og de tre næstforste 
Keiseres Billeder. Flere af disse Menter have saavel phoinikiske 
som latinske Indskrifter. Det store Flertal af disse Mønter have dog 
kun phoiniske Indskrifter og ere aabenbart ældre end Keisertiden, 

7 Lepsius, Denkmåler IV, 85. 





1072 


sjelden. De fleste af disse Figurer af Bes tilhøre dog Ptole- 
maiertiden; der findes iblandt disse Bes'er stundom ogsaa kvindelige 
Bes'er. Fremstillinger af Bes i Sten opgraves stundom i Italien, 
ja selv i andre syd-europæiske Lande!?. 

Nephthys, der var Nomosgud i den nittende Overægyptiske 
Nomos, forekommer i Indskrifterne idelig omtalt i Forbindelse 
med Isis, af hvem hun er en Art Gjentagelse. Ifølge Plutarkh 
antoges hun af Hellenerne snart for 7Teleute snart for Aphrodite 
snart for Nike?. Plutarkh fortæller, at hun var Typhons Hustru, og i 
Virkeligheden forekommer hun stundom i Indskrifterne ved Siden 
af Set?, Nephthys fører ofte Titlen ,alle Guders Herskerinde". 

Heke eller Hekt spiller i den ældre Tids Indskrifter en ikke 
liden Rolle, hvorimod hun fra det nyere Riges Tid træder endel i 
Skygge. Hun var sandsynligvis noget beslægtet med Hathor. 

Ptah fremstilles paa Mindesmærkerne ofte i Mumieform lige- 
som Osiris og er aabenbart en for Memphis og for en Del af det 
Syd derfor liggende Land særegen Form eller Skikkelse af Osiris". 
I Sokar have vi den samme Gud i en mere udviklet Skikkelse, 
idet han tilhører et senere Tidspunkt af Solens eller Osiris" under- 
jordiske Vandring, nærmere ved Fornyelsen eller Gjenfødelsen ; 
og i Hor-m-akht have vi endelig den i Horizonten straalende 
Sol, den gjenfødte, paany oplevende Osiris. Alle tre Skikkelser 
dyrkedes i Memphis: Ptah med Tilnavnet Piah-sebt-res-f ,, Ptah, 
han, som er i sin hvide Borg", dyrkedes i Byens Akropolis, Sokar 
i den Del af Byen, der nu bærer Navn af Sakkarah, d. v. s. i den 
sydvestlige Del af Byen, og Hor-m-akht, hvis Billede er den store 


! I Vatikanets Stengalleri (der siden 1870 er lukket) sés flere Figurer 
eller Basreliefs af Bes. Ved Cos i Sydfrankrig, i Ruinerne af Byen 
Cosa, er der ogsaa fundet en Stenfigur af Bes. Den er afbildet i 
Revue Archéol, XVI, pl. 370 (1860); sign. Bemærkningerne Il. c. XVI, 
S. 496 (1860). 

? Plut, De side et Osiride c. 12. 

1, Se f. Ex. Lepsius, Denkmåler III, 246. 

4 »Ptah, forme inerte ou materielle d'Osiris", Devéria i Recueil de travaus 
relatifs å PEgyptologie et & VAssyriolgie I, 8. 16 note 26. 








1073 


Sphinz ved de store Pyramider i Ørkenen en god halv Mil Vest 
for Gizeh, i den nordvestlige Del af Byen?. 

Ptah omtales i mange Indskrifter som Skaber, og det som 
Skaber af de Gjenstande og Frembringer af de Væsner, der spille 
den største Rolle i Verden. Ptah kaldes saaledes ,,Begyndelsernes 
Fader", ,Skaberen af Solens og Maanens Æg" 0. s. v. Som 
Skaber bringes Ptah undertiden i Forbindelse med Nu, Urocea- 
nets Gud”. 

Vi maa her endnu minde om de ovenfor? meddelte Udtryk 
af Hymnen til Amon-Ra, hvor denne kaldes den skjønne Sæd (?), 
som er frembragt af Ptah". 

Ptah fører i Indskrifterne forskjellige Tilnavne. Han kaldes 
saaledes undertiden Ptah-Tenen. Ptah benævnes fremdeles ,,Ret- 
færdighedens eller Sandhedens Herre", hvorved hans Forbindelse 
med Osiris endmere træder frem, fremdeles ,, Herren over sin 
store Throne", ,han med det skjønne Ansigt" 0. s. v. 

Sekhet, der ofte kaldes ,Ptahs store Elskede", og ,alle Guders 
Herskerinde" dyrkedes i Memphis, hvor hun dog kun spiller en 
noget tilbagetrukken Rolle ved Siden af Ptah og hans Sønner". 
De gamle Forfattere tale aldrig om Dyrkelsen af Sekhet eller 
Artemis i Memphis&, og i Indskrifter omtales hun ligeledes sjeld- 
nere. Derimod tilbades Gudinden Bast i et Kvarter af Memphis; 
og hun er formodentlig den Gudinde, som af Herodot omtales som 
»den fremmede Gudinde i Memphis" ”. 

Sekhet dyrkedes ogsaa i Theben, hvor man i en Del af 


! Sign. Mariette, Sur la måre d'Apis 8. 39. 

2 Lepsius, Denkmåler 1II, 254, hvor man sér Ptah-Nu og Hor-Tum af- 
bildede. 

2 Se ovenfor 8. 1045. 

+" Hun omtales f. Er. i Rameses [Ls store Papyrus pl. XLIII, ff.; se 
Eisenlohr i Zeitschrift fir ågypt. Sprache XI, S. 101 ff. (1873). 

5. Derimod omtales Speos Artemidos ved Benihassan, se ovenfor 8. 963; 
denne Hule var efter Indskrifterne helliget Sekhet. 

8 Se ovenfor 8. 972. 

Her. Il, 112. 


0 i 


1074 


Amonstemplet har fundet en stor Mængde Statuer af hende i 
sort Basalt!. Hendes Dyrkelse i Theben er maaske først indført 
under Amonsønnerne. 

Imhoten der ofte anføres som Ptahs Søn, kaldes undertiden 
første kher-heb (Læge)?. I Virkeligheden er det bekjendt Sag, at 
Imhotep's Præster udøvede Lægekonsten. Hellenerne kalde derfor 
ogsaa Imhotep: Asklepios. Imhotep nævnes ogsaa som Forfatter 
af et Skrift, der indeholdt Forskrifter for Tempelbygning ?. 

Nefer-tum anføres i de Dødes Bog som Søen af Bast". Han 
er uden Tvivl den gammel-ægyptiske Guddom, som Hellenerne 
kalde Agathodatmon 5, 

Sokar eller Seker, der navnlig dyrkedes i Memphis, er, som 
alt antydet, en Form af Osiris, med hvem han ofte nøie for- 
bindes; der taleg nemlig ofte om Sokar-Ogsiris i Memphis.  Sokar 
fremstilles ikke sjelden med Spurvehøgehoved, hvorved der antyde, 
at han er en Overgangsform til Solguden Horos. Det er sand- 
synligvis af Hensyn til denne hans Forbindelse med Solguden, 
at Sokar i Indskrifterne ofte fører Titlen ,, Himlens Herre". 

Ra er, som oftere berørt, den egentlige oprindelige Solgud, er 
Billedet paa den lysende og varmende Sol, i hvilken Ægypterne 
fra ældgamle Tider saa en af Guddommens vigtigste Fremtrædel- 
sesformer i den materielle Verden. Flere store Guddomme for- 
bindes med Ra, saaledes Num, Hudu, Mentu, Amon og andre. 

Tum, der i Indskrifterne ikke sjeldent kaldes , Gudernes 
Konge", er Billedet paa den nedgaaende Sol, der sænker sig 
under den vestlige Horizont for i Nattens mørke Timer at vandre hen 
under Jorden til det Punkt, hvor den, næste Dag, atter skal hæve 
sig som Morgensolen, for igjen at kalde Liv og Virksomhed frem 


! Flere af disse ere nu i Louvre, andre i Britisk Museum. 

2 Om Lægekonsten slgn. ovenfor 8. 214 ff. 

2  Dtimichen, Z'empelinschriften pl. XCVH, I. 9 fø ; sign. Brugsch i Zeitschrift 
fir ågypt. Sprache X, 8. 4 (1872). 

" Lepsius, Todtenbuch 17, 55 --56. 

3. Dette Navn bruges ogsaa som Personnavn af hellenistiske Ægyptere. 











1075 


paa Jorden. Zum er saaledes modsat Horos eller Hor-m-akhti. 
Imellem begge ligger Osiris, den vigtigste Overgangsform imellem 
de to Solguder. Forøvrigt forbandt man stundom Tum og Horos 
ti ét Væsen, idet man vilde udtrykke, at de kun vare to Sider af 
samme Væsen. ” 

Tum tog med Horos Del i Kampen mod Set. Tum dyrkedes 
navnlig i Heliopolis, hvor der blandt Andet fandtes en hvid Tyr, 
Mnevis, der nød stor Anseelse i hele Ægypten og ofte nævnes 
ved Siden af Apis! 

Shu, hvis Navn sandsynligvis betyder ,Straale" eller ,,S0l- 
straale" ”, er ligeledes en Solgud og fremstiller sandsynligvis 
Middagssolen, hvis Straaler gløde og brænde. Shu symboliseres 
derfor ogsaa ved Billedet af en Løve. I Heliopolis holdtes der 
derfor ogsaa en Leve, der var helliget Shu, Shu kaldes 
ofte , Solens Sen". 

Tafnut, Shu's Søster, der snart kaldes Datter af Ra snart 
Datter af Tum, nævnes ofte ved Siden af Shu; hun fremstilles 
ligesom han under Billedet af en Løve, hvorfor der ogsaa i Helio- 
polis fandtes en Tafnut helliget Love. 

Bast dyrkedes foruden i Memphis? navnlig i det efter hende 
opkaldte Bubaste; hun fremstilles med et Kattehoved? (hvorimod 
Sekhet har et Løvehoved). Bast's Dyrkelse var forøvrigt ogsaa 
udbredt i andre Egne af Ægypten. Den Betydning, som Byen 
Bubaste fik under Kongerne af Sisaks Æt, synes at have bragt 
Bast stor Anseelse over hele Landet. 

Neith, der navnlig dyrkedes i Saisé, havde allerede i det 
ældste Riges Dage stor Anseelse i Memphis”. Neith kaldes ofte: 


1: Mnevis omtales af Diodor, Bibl. Hist. I, 84; af Plut., De Iside et Osiride 
c. 33 0. 8. v.; i Tresprogs-Indskriften fra Tanis o. fl. St. 

Det ægyptiske Ord shu betyder ,at straale" og bruges om Solen. 

Shu og Tafnuf kaldes ofte: de to Lever. 

Se ovenfor 8. 972. 

Se ovenfor 8. 999—1000. 

Se ovenfor 8. 976. 

Se ovenfor 8. 816—817. 


ej e & 0) & - 


68" 


1076 


Datter af Ra (Solguden). I andre Indskrifter kaldes hun Ra(i) 
d. e. den kvindelige Sol, Kjærlighedens Herskerinde. I Skriftet 
om Isis og Osiris! meddeles en Indskrift, som skulde have været 
at læse i: Neiths Tempel, hvori Solen siges at være frembragt eller 
født af Neith. Indskriften skal efter dette Skrift have lydt. saa- 
ledes: ,Jeg er det, som er, som skal være og som har været; 
Ingen har hævet mit Sler, og den Livsfrugt, jeg har født til 
Verden, er Solen". Har denne Indskrift virkeligt været at læse i 
Sais —, hvad der ingenlunde kan ansés for sikkert, — kan det 
betragtes som afgjort, at den i ethvert Tilfælde ikke naar længere 
tilbage i Tiden end til Psametiks Dage. Vi bemærke her for- 
øvrigt, at Solen (Ra) i de Dødes Bog? kaldes Søn af Tanen 
(Jorden selv?) og Nu, at det følgelig ikke er utænkeligt, at en 
Forveksling af Neith og Nu (Nu-t) har givet Anledning til den 
her anførte Meddelelse hos Plutarkh, at Athene i Sais, d. e. Neith, 
var Solens Moder. 

Athene i Saigs var efter det anførte Sted hos Plutarkh? den 
samme som Isis. 

Imidlertid maa vi dog bemærke, at Neith stundom ansés for 
Moder til Horos, der jo ogsaa er Solgud, og at det er Plutarkhs 
ovenfor meddelte Ord, der har Hensyn hertil. Neith kaldes nemlig 
i Indskrifterne stundom ,den store, den ærværdige Moder, den 
rige, den store Pleierske af hendes Søn Horos". Man sér heraf, 
at Neith var en Form af Isis, hvad Plutarkh ogsaa siger”, og 
hvad der stemmer vel overens med Indskrifternes Meddelelser 
om, at hun i Sais havde en Osiris ved Siden: 

Vaz eller Uz, Buto, Nordens Gudinde, dyrkedes foruden i 
Byen Buto paa flere andre Steder. Nordens og Sydens Gudinder 
toge med den edfaiske Solgud i Skikkelse af to Slanger Del i 


pure 





1 Plut., De Iside et Osir. c. 9. 

? Se Lepsius, Zodtenbuch 15, 39—40. 

? Roden i Neith og i Nu er forøvrigt ikke meget forskjellig, thi et + 
feies ofte til Stammen ved Orddannelser; muligvis er der altsaa et 
oprindeligt Slægtskab imellem de to Gudinder. 

+ Plut, Il ce. 





1077 


Kampen imod Set og hans Forbundsfæller!; de omtales oftere i de 
Dødes Bog. 

Serapis betegner, som vi have 8ét, oprindelig den døde Apis, 
men i senere Tider blev Serapis et eget guddommeligt Væsen og 
navnlig en med Osiris nærbeslægtet Guddom. Ifølge Plutarkh 2, 
kunde man i Ægypten finde Folk, der paastod, at Serapis var Navnet 
paa Apis' Kiste. Denne Anskuelse er ikke saa aldeles urimelig 
som Plutarkh antager, da Serapis betegner, vel ikke Apis' Kiste, 
men dens Indhold, den døde Apis. Serapis dyrkedes navnlig i 
Alexandreia og Kanobos, hvorfra hans Dyrkelse i den første 
Keisertid overførtes til Rom. 

Nu, den mandlige Himmelgud, omtales sjeldent i Indskrifterne, 
hvorimod den kvindelige Nu (Nu-t), Himmelgudinden, særdeles 
hyppigt omtales og det ligefra de ældste Tider. Paa den ind- 
vendige Side af Sarkophaglaagene afbildedes gjerne Nu (Nu-t), og 
man læser fra det fjerde Dynastis Tid til de sidste Tider en Formel, 
hvori der ønskes, at Gudinden Nu (Nu-t) maa udbrede sig over 
den Afdøde. Hun omtales oftere i de Dødes Bog; hun fører ofte 
Titlen ,den store Herskerinde over Himlen, Gudernes Herskerinde". 

Seb symboliserer Jorden, ligesom Nu (Nu-t) Himlen; Seb og 
Nu betragtedes som flere vigtige Guders Forældre; Osiris og Isis, Set 
og Nephthys vare saaledes Børn af dem. En Mythe om Forholdet 
imellem Kronos og Rhea d. e. Seb og Nu og om Fødselen af disse 
Guders fem Børn findes hos Plutarkh?,  Sed fører som oftest 
Titlen: erpa neter-u, Gudernes ÅArving. 

Hapi, Nilguden, omtales ofte i ,de Dødes Bog", hvor han 
kaldes ,Gudernes Fader". api fremtræder forøvrigt i to Skik- 
kelser, som Syd-Nil og Nord-Nil. Ordet Aapti har en ydre Lyd- 
lighed med det ægyptiske Navn paa Apis, men sprogligt ere de 
to Ord aldeles ikke beslægtede". 


Abhandlungen der Gesellschaft der Wissenschaften zu Gottingen XIV, 8. 209 
Plut., De Iside et Osiride c. 29. 
Plut., De Iside et Osiride c. 12. 
Sign. Skrivemaaden af de to Ord ovenfor 8. 1037; se ogsæ 8. 1054, 


mo HG. — wø. mm 


1078 


Gudinden Ma, Sandhedens og Retfærdighedens Gudinde, om- 
tales som en Datter af Ra. Hun spiller en stor Rolle i de 
Dødes Rige, navnlig ved Dommen over Menneskesjælene. Hun er 
nær beslægtet med Hathor. Der tales ofte om ,den dobbelte Ma", 
efter Lepsius fordi Ægypterne tænkte sig Ma, Retfærdighedens 
Gudinde, baade som den belennende og straffende. 

Kheper eller Khepera, ,,Skaberen", var egentlig et Tilnavn til 
Solguden Ra, til hvem Skabelsen ofte føres tilbage. Kheper be- 
tegnes ikke blot i Skrift ved en Bille, hvilket er ganske naturligt, 
fordi Billen har Lydværdien kheper, men ogsaa i billedlige 
Fremstillinger udtrykkes Skaberen istedetfor, som de andre Guder, 
ved et Væsen med Menneskelegeme eller deslige, ikke sjeldent ved 
en Bille, der meget ofte triller en Kugle. 

De fire Dødsgenier!, der kaldes Osiris Børn", omtales ofte i de 
Dødes Bog og lignende Skrifter. De havde den særegne Opgave 
at beskytte de Afdødes ædlere indvortes Dele, Hjerte, Lever 
o. desl. De tre sidste afbildes gjerne med Dyrehoveder, Hapi 
med Bavian-, Tiumutef med Shakal- og Kebhsenuf med Spurve- 
høgehoved, hvorimod Amgset har Menneskehoved. De Dele af 
Legemet, som disse fire Genier skulle beskytte, nedlagdes gjerne i 
Krukker, hvis Laag vare prydede med Hovederne af disse Genier. 
I de fleste ægyptiske Oldsagssamlinger findes der flere saadanne 
Vaser eller Krukker. 

De fire Par Elementguder, som man ofte kalder dem efter 
Lepsius, spille navnlig en Rolle i den senere Tids Indskrifter? 
men de omtales allerede tidligt, saaledes at deres Anseelse ikke 
udelukkende tilhøre den senere Tid. Wenu omtales undertiden 
som dyrket i Buto og maaske ogsaa i Tanis. 

Til Slutning maa vi endnu omtale, at efter de gamle For- 
fatteres Meddelelser skulde Ægypterne have inddélt deres Guder 
efter deres Vigtighed i tre Kredse”, I Indskrifterne tales der 
aldrig om saadanne tre Kredse, derimod vel om ,den større 


—- 


?: Deres ægyptiske Navne findes ovenfor 8. 1037. Sign. S. 1104 ff. 
? Her. II, 175. 








1079 


Gudekreds" og ,den mindre Gudekreds"!; men ved dette Udtryk 
tænkte Ægypterne formodentlig kun paa de Gudekredse, der dyr- 
kedes paa det Sted, hvor Indskriften var affattet. Det er ganske 
sandt, at de vigtigste Guder, selv i gammel-ægyptiske Aktstykker 
af anselig Ælde, stundom ere ordnede i tre Kredse, paa lignende 
Vis som de klassiske Forfattere fortælle; men denne Ægypternes 
Inddeling er dog ikke ganske af samme Art som Klassikernes. Det 
er nemlig klart, at Ægypterne kun have ordnet disse Guder i 
disse tre Kredse, fordi det antoges, at Guderne havde hersket over 
Ægypten (eller Verden) før Menes' Tid, hvorfor de jo maatte op- 
føres i en vis Rækkefølge og ordnes i Gudedynastier eller Slægter, 
i Lighed med de menneskelige Herskere over Landet. Man ord- 
nede dem saaledes, at de anseteste Guder kom først, derpaa de 
næst-mægtigste og tilsidst de Guder, som ikke indtog saa høi 
Rang. Disse Inddelinger vare forøvrigt ikke éns i hele Ægypten?, 
De: hellenske Guders Inddeling i tolv store Guder 0. s. v. gaar ud fra 
en ganske anden Betragtningsmaade, og det er altsaa en af de gamle 
Forfatteres ikke usædvanlige Misforstaaelser af de ægyptiske 
Forhold, naar vi så dem tale om, at Ægypterne inddélte deres 
Guder efter deres Vigtighed i tre Kredse. 


Efterat vi saaledes have givet en kort Udsigt over Ægyp- Om Menneskenes 
ternes Forestillinger om deres Guddomme og om disses indbyrdes — Døden, 
Forbindelse, skulle vi forsøge at give en Udsigt over deres Opfat- 
telse af Menneskets Skjæbne efter Døden. 

Det er allerede antydet, at der ikke er levnet os noget 
gammel-ægyptisk Skrift, der er affattet i den Hensigt at meddele 
Underretningg om Ægypternes Forestilling om Livet efter Døden, 
ligesaalidet som der er bevaret noget gammel-ægyptisk Skrift om 
den ægyptiske Gudelære. Heller ikke de gamle Forfattere der 


! Se ovenfor 8. 1025, slgn. sammesteds Anmk. 2. 

2 Gudernes Rækkefelge er hos Manetho (se Måller, Fragm. Hist. Gr. 
II, S. 526 ff.) en anden end i den Turinske Papyrus. Manetho fulgte 
Opfattelsen i Heliopolis, Papyrus'ens, Forfatter Opfattelsen i Theben. 





1080 


have skrevet om Ægypten, give nogen videre Oplysning om dette 
Punkt, ja det er endog klart, at de fleste af dem kun have havt 
en meget mangelfuld Kjendskab til Ægypternes Forestillinger om 
Tilværelsen efter Døden. Derimod findes der i flere Skrifter, 
navnlig i de Dødes Bog, saa mange Oplysninger om enkelte Punkter 
af Ægypternes Forestillinger om Menneskets Skjæbne efter Døden, 
at det vil vise sig at være muligt, naar vi samle disse og ordne 
dem i deres Rækkefølge, at danne os et nogenlunde sammenhbæn- 
gende Billede af Ægypternes Forestillinger om Tilværelsen hin- 
sides Døden. Rigtignok er Sproget i de Dedes Bog, som be- 
kjendt, ofte meget dunkelt, og den Text, der findes i den af 
Lepsius udgivne Redaktion af Bogen”, paa mange Steder meget 
forvansket og feilagtig, saaledes at vi ere uden Oplysninger om 
mange vigtige Punkter, men ved de omhyggelige og grundige 
Undersøgelser, som man i de sénere Aar har anstillet over for- 
skjellige Afsnit og Udtryk i de Dødes Bog, vindes der dog be- 
standig mere og mere Klarhed 2, 

Inden vi gaa over til at følge de gamle Ægyptere paa deres 
underjordiske Vandring efter Døden, skulle vi meddele de ægyp- 
tiske Udtryk for de Dele af det menneskelige Væsen, som navnlig 
have Betydning og spille en Rolle i alle de Skrifter, som syssel- 
sætte sig med Tilstanden efter Døden, saaledes navnlig i det 
bekjendteste af dem alle, de Dødes Bog. 

De vigtigste af disse Betegnelser ere følgende: 


OR eller sr ba, Sjælen 3; 


! Se ovenfor 8. 205 ff. Foruden Lepsius' Bemærkninger i Indledningen 
til hans 7odtenbuch og de Rougés Oversættelse af Titlerne paa Ka- 
pitlerne og af enkelte Kapitler, samt Birchs Oversættelse i Bunsens 
History of Egypt. V, (se ovenfor 8. 209 Anmk. 2), har man Begyn- 
delsen af en ny Overættelse ved Brugsch i Zeitschrift får ågyptische 
Sprache X, 8. 65 ff. (1872). 

7? Saadanne Monographier haves af Devéria, P. Pierret, Birch, Chabas, 
Lefebure, Pleyte o. fl. a. Da ville findes anferte nedenfor ved de 
forskjellige Afsnit af de Dødes Bog, vi efterhaanden skulle berere. 

" Betydningeu af dette Ord forklares af Horopollon I, 6. Den Om- 


1081 


SY eller CS akhu eller khu, Aanden (den høeiere Sjæl) og 
tillige det forklarede Væsen; 


may kha, Legemet; 


BEN sahu, det forklarede Legeme; 


L4 ka, Personen. 

Vi skulle nu søge at sætte os ind i Ægypternes Forestillinger 
om Livet efter Døden ved at følge de Dødes Bog, der, som 
ovenfor omtalt, er en Art Haandbog, der medgaves de Afdøde, for 
at de i den kunde have en Art Formularbog paa deres Vandring 
efter Døden!. 

Overskriften over det første Kapitel lyder i Oversættelse om- 
trent som følger: 

»Begyndelsen af Afsnittene om at gaa ud som? Dagen, om at 
blive opreist tblandt Aanderne (khu) i Underverdenen (kher neter). 
At fremsige paa Begravelsesdagen, paa det at Osiris N. N. kan 
gaa ind efter at være gaaet ud?, 

Kapitlet" lægges Thot i Munden og antages følgelig for at 
være forfattet af ham. Det er altsaa et virkeligt hermetisk 
Skrift. 1 Kapitlet læses: 19%) en Opregning af Thots Fortjenester 
af Osiris, efter hvilken der 2?) følger en Række Paakaldelser, 


stændighed, at Ordet undertiden skrives med Vædderen, Guden Num 
(Khnums) Symbol, har maaske givet Anledning til den af senere 
Forfattere meddelte Mening, at Knuphis (Num, KAnum) betegner 
Aanden (ævsvua), se ovenfor S. 1040 med Anmk. 3. 

! Se ovenfor S. 205 ff. 

2 Denne Oversættelse er, som ovenfor (8. 206 Anmk. 1) anfert, noget 
omtvistet. 

3 »Gaa ind" nemlig i Uuderverdenen, felgende den Vei, Osiris (Solens 
Sjæl) vandrer; , gaa ud" nemlig af Livet. 

£ Om det ferste Kapitel se Devéria i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache 
VIII, 8. 63 ff. (1870), slgn. ogsaa P. Pierret, Le dogme de la ressurection 
1870 Fol. og Brugsche Bemærkninger i Zeitschrift får ågypt. Sprache 
X, 8. 65 ff. (1872). 

3. Lepsius, Todtenbuch 1, 1—9. Oversættelsen af dette og de felgende 
Afsnit findes nedenfor S. 1082. 


1082 


hvor Thot ogsaa taler i de Dødes Navn!. 3%) Efter disse finder 
man endel Hentydninger til den lykkelige Tilstand, hvori den Af- 
døde kommer, naar han har fuldendt den underjordiske Vandring ?. 
I en Del af dette Afsnit omtales den Afdøde i tredie Person”, 
hvorimod han i den sidste Del selv optræder talende i første 
Person", Derefter følger 4?) en ny Paakaldelse af Osiris? og 
tilsidst 5?) en Art Efterskrift om Virkningerne af Kapitlet. 

[19] Saaledes tales der til Osiris”, Tyren i Ament (Vesten), 
d. e. han, som har forenet sig med Ament (Vesten), af Thot, den 
uendelige Tids Konge: ,Jeg er en stor Gud i den hellige Baad. 
Jeg har kæmpet for Dig. Jeg er en af de Guder, af kongelig 
Rang, som give Osiris' Ord deres overbevisende Kraft imod hans 
Fjender paa Dommens Dag, da Udsagnene prøves. Til Dine 
Ledsagere hører jeg, Osiris! Jeg er en af de Guder, der ere fødte 
af Gudinden Nu-(t) til at hugge Urd-het's? Fjender ned, og til at 
indespærre hans Avindsmænd. Til Dine Ledsagére hører jeg, 0 
Horos! Jeg har kæmpet for Dig, jeg har underlagt [Modstanderne] 
under Dit Navn. Jeg er Thot, som giver Horos' Ord dets Myn- 
dighed imod hans Fjender paa Dommens Dag, i den Gamle i 
An's (Heliopolis) store Sal. 

Jeg er Tet (d. e. den Evige), Søn af Tet (d. e. den Evige); 
jeg er undfangen i Tet og født i Tet"%, Jeg var hos de to Græde- 


1, 9—15. 

1, 15—20. 

1, 15—17. 

1, 17—20. 

1, 20—22. 

1, 22 ff. 

Sign. Brugsch i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache X, 8. 65 ff. (1872); 

slgn. ogsaa Devéria sammesteds VIII, S. 57 ff. (1870). 

8 Om Kampen for at hævne Osiris, i hvilken ogsaa Thot deltog, se 
ovenfor S. 1051 ff. 

%  Urd-het betyder, som alt anfert ovenfor (8. 1062), ,Den, hvis Hjerte 
staar stille" — og er et Navn paa Osiris i hans første Tilstand 
efter Døden. 

I Tet er baade Navn paa Busiris og paa Mendes; her formodentlig Busiris, 

den vigtigste Osirisatad; efter Brugsch er tet derimod her Mendes. 


4 em tå dd RE mm 





1083 


kvinder for Osiris, som véklage over Osiris paa Fællederne ved 
Byen Ta-ntr-abut?. At give Osiris" Ord deres overbevisende Kraft 
— det overdroges Thot af Ra; at give Osiris" Ord deres over- 
bevisende Kraft imod hans Fjender, som var overdraget ham — 
det udførtes af Thot. 

Jeg var med Horos den Dag, da 7estes omvikledes”, da Hul- 
heden aabnedes, og da Urd-het's Hjerte vadskedes, skjulende Ind- 
gangen til Hemmelighederne i Ru-sta. Jeg var med Horos ved 
Beskyttelsen af Osiris' venstre Arm, som er i Sekhem, gaaende 
ud og ind paa Ildens Sted. Jeg har overvunden Oprørerne — 
efter en anden Læsemaade: Rædslerne — i Sekhem3, 

Jeg er med Horos den Dag, man heøitideligholder Dødsfesten 
for Osiris Unnofr — han, hvis Ord har overbevisende Kraft. 
Paa sjette Dags Festen og Maanens Halvskins Fest i An (Helio- 
polis) bringer jeg Offergaver til Ra. Jeg er Præst i Tet (Busiris) 
og Salver i Abydos, ophøiende den, som er i Høiheden, jeg er 
Prophet i Abydos paa Verdens Høiheds Dag (P). 

Jeg er en Seer af Hemmelighederne i Ru-sta (Indgangen til 
Underverdenen). Jeg læser Festlitanierne til Ære for Guden £a, 
Herren af Tet (Mendes). Jeg er Sem-Præsten iblandt hans Lige. 
Jeg er Overværkmester paa den Dag, da Skibet mess lægges paa 
Fodstykket. Jeg griber Hakken paa den Dag, Jorden ophakkes i 
Khennsu (Herakleopolis)". 

[29] Anraabelse til dem, som? føre de fromme Sjæle til Osiris" 
Bolig: Lad indtræde Osiris N. N.'s Sjæl med Eder til Osiris 
Bolig! Den sé, som I s6! Den høre, som I høre! Den reise 
sig, som I reise Eder! Den sætte sig, som I sætte Eder! 


! De to Klagerskers Sted. 

2 Her tænkes paa Osiris" Begravelse og paa Horos' Virksomhed ved 
denne Leilighed. 

32 Om Byen Sekkem, Letopolis, se ovenfor 8. 978. 

£ Om Herakleopolis (det store Herakleopolis) se ovenfor 8. 962. Devéria 
har gjort opmærksom paa, at de præstelige Værdigheder, der her op- 
regnes, danne en Trinfelge; sign. ovenfor 8. 1023 med Anmk. 4. 

5. Egentlig: O! de, som 0. s. v. eller: O! I, som 0. 8. v. 


1084 


Anraabelse til dem, som give Spise og Drikke til de fromme 
Sjæle i Osiris" Bolig: Giv Spise og Drikke i dobbelt Maal til 
Osiris N. N., i Samfund med Eder! 

Anraabelse til dem, som aabne Veiene. Anraabelse til dem, 
som bane Stierne for de fromme Sjæle, som ere i Osiris" Bolig: 
Aabner Veiene, baner Stierne for Osiris N. N., i Forening med 
Eder! Han! komme ind ad denne Dør i Osiris" Bolig; kommer 
han frygtsom ind, komme han ud i Fred, han Osiris: N. N.! Lad 
ham ikke stødes tilbage, ikke forhindres, men lad ham gaa ind 
efter Ønske og gaa ud efter Behag! Hans Ord have Sandheds 
overbevisende Kraft, idet han udfører, hvad der bydes ham i 
Osiris" Bolig! Han gaar ind og taler i Samfand med Eder. 

39] Ind drager Osiris i Vestens Land (Ament) i Fred. Ikke 
fandtes Skyld i ham paa Vægtskaalen, Ikke lod man — efter en 
anden Læsemaade: ikke kunde man — dømme mig paa mange 
Udsagn. Opreist staar hans Sjæl ligefor (Osiris). Den er befanden 
et ædelt Menneskes paa Jorden. 

Saa befinder jeg? mig foran Dig, de Guddommeliges Herre. 
Jeg har naaet Uendelighedens Verden — efter en anden Læse- 
maade: Sandhedens og Retfærdighedens Sted. Jeg kommer frem 
som et levende guddommeligt Væsen. Jeg straaler blandt de 
himmelske Skarer. Jeg er som en af dem. Min Fod lefter sig 
"i Staden KAelau (Sol)?. Jeg skuer Kredsløbet af den herlige Saku 
(Orion)!, som befarer det himmelske Urocean. 

Ikke vises jeg bort, ikke udelukkes jeg. Jeg skuer Dybets 
Herrer — efter en anden Læsemaade: den guddommelige Skare. 
Jeg lugter Vellugten af Guddomsskarens Næringsfylde, jeg sidder 
iblandt dem. Mig priser den ved Sarkophagen fungerende Præst. 


! De følgende Ord maa tænkes udtalede af Thot, der her skildrer Fuld- 
endelsen af den Dødes Vandring. 

2 Her indferes den Dede selv talende. 

3 Om Byen Kåelau eller Khel se ovenfor S. 969; sign. 8. 1053. 

' Sahu, Orions Stjernebillede, antages at ataa i Forbindelse med Osiris; 
Sirius, paa Ægyptisk Sputu, af Hellenerne gjengivet ved Sothis, med Isis. 














1085 


Jeg har hørt Offerbennerne. Jeg er stegen ind i Baaden nesherii; 
Ikke er jeg udelukket. Sjælen er i Samfund med sin Herre. 

[49] Ære være Dig, Du, som dvæler i Vesten, Osiris fra 
Nef-ur! Giv, at jeg maa gaa ind i Fred i Vesten (Ament), at jeg 
maa modtages af Ta-ser' (Herlighedens Verdens) Herrer, at de maa 
sige til mig: Vær velsignet, Vær velsignet! som Fredshilsen; at 
de maa berede mig et Sted ved Siden af de største af Hovedgu- 
derne, at de to Fostermødre (?) maa modtage mig i Tide, at jeg 
maa træde frem for Unnofr ,(den Algode)" han, hvis Ord har over- 
bevisende Kraft; at jeg maa tjene Horos i Ru-sta og Osiris i Tet, 
at jeg maa antage hvad Skikkelse, jeg maa ønske, paa hvad Sted, 
det lyster mig! 

[5?] Hvo, som besidder Kjendskab til denne Bog paa Jorden, 
eller som har ladet dette Kapitel udføre i Skrift paa sin Sarkophag, 
han vil kunne gaa ud hver Dag, eftersom det lyster ham, og han 
vil kunne vende tilbage til sin Bolig, uden at han vil blive ude- 
lukket. Føde, Mad og Drikke og meget Kjed vil blive givet ham 
fra Ka's (Solens) Alter. Han vil have sin Del af Aul's (Elysions) 
Marker, og der vil derfra blive givet ham Hvede og Durra. Da 
vil han befinde sig vel, som var han paa Jorden !, 

Det næste Kapitel er ligesom det første, af almindeligt Ind- 
hold og har Hensyn til lfele Vandringen. Titlen er: Kapitel om 
Udgang som? Dagen og om Liv efter Døden. Det indeholder 
ligeledes en Paakaldelse og kan oversættes saaledes: 

Saa taler Osiris N. N. O Du Eneste! Du, som straaler i 
Maanen. Jeg er gaaet ud fra de Mange". Jeg er efterladt af 
dem, som høre til Aanderne. Aabnet er mig Dybets Dør. Ud 


! Udtalen er ikke ganske sikker: Brugsch foretrækker nu Læsemaaden 
fa sezer. 

2 Det ferste Kapitel findes ofte paa Sarkophager, da det har Hensyn 
til Aele Vandringen. 

3 Se ovenfor 8. 206 Anmk. 1; slgn. 8. 1081 Anmk. 2. 

+ Her menes enten de Levende paa Jorden eller de Døde i Under- 
verdenen. I sidste Tilfælde maa Sætningen oversættes: ,Jeg er gaaet 
ud til" eller ,iblandt de Mange". 


1086 


er Osiris N. N. gaaet som (?) Dagen — at gjøre Alt, hvad han 
ønsker, paa Jorden, rundt iblandt Menneskene" ". 

Det tredie Kapitel indeholder en Paakaldelse af Tum. Titlen 
er: Et andet Kapitel som det foregaaende. Saa taler Osiris N. N. 
O Tum! Tum! Du, som stiger storartet ud af Vandet, Du, som 
er herlig i Skikkelsen af Dobbeltløven. [Du som meddeler Dine 
Ord] til dem, som dvæle foran Dig. Osiris N. N. er kommet i 
deres Skare. Han fuldfører Dine Befalinger. Saa udraabe Ra's 
Skibsfolk paa Dagenes Aften: Osiris lever efter Døden ligesom 
den daglige Sol! Saa taler Styrmanden: Født blev Solguden Ra 
igaar; født bliver Osiris N. N. idag paa samme Maade! Alle gud- 
dommelige Væsner glæde sig ved Livet: saa glæder Osiris N. N. 
sig, ligesom de glæde sig, ved Livet, ved sin Udgang fra den 
Gamle i An's store Sal?, 

I de følgende Kapitler tales der for første Gang om Enkelt- 
hederne paa den underjordiske Reise. Den Afdøde, d. v. s. hans 
Sjæl eller Skygge, bliver Veien vår, som fører fremad igjennem 
Underverdenen, og kommer til Søen Akabu og til Osiris' Mark?. 
Han staar her Fare for at blive taget til Arbeidsmand, men han 
befries dels ved en Formular" dels ved at skaffe sig Stedfortrædere 
— til hvilken Ende der som bekjendt nedlagdes smaa Figurer i 
Graven, der symbolisere Arbeidere, som identificere sig med den 
Afdeøde%. Han møder nu Apophis-Slangen, som en Formular be- 
skytter ham imod?. Han vandrer derpaa videre frem i Vesten 
(Ament) som han snart oversér hélt. 

Efter flere smaa Kapitler, der indeholde forskjellige Sætninger, 
som den Afdøde har at udtale paa forskjellige Stadier af sin 


1! Den sidste Sætning er uden Tvivl et Ønske. 

3 Den sidste Del af Bønnen til Zum maa være et Ønske. 

3 Kap. 4. 

+ Kap. 5. 

5 Kap. 6 indeholder en Samtale imellem Osiris og disse Stedfortrædere. 
S Kap. 7. Overskriften oversættes af Brugsch: , Kapitel, naar man faar 
Øie paa Apophis-Slangen. Forbandet være den"! De Rougé oversætter : 
»Kapitlet om at drage igjennem Apophis-Egnene, der ere ede". 


1087 
underjordiske Vandring, følger en Lovsang til Solguden, som af- 
slutter den første Del af de Dødes Bog. Denne Lovsang, som 
udtales af den Afdøde paa dette Punkt af den underjordiske 
Vandring, kan i Oversættelse gjengives paa følgende Maade!: 

O Ra, Straalernes Herre! Gid Du maa skinne paa Osiris N. N.'s 
Aasyn! Gid han (den Afdøde) maa blive tilbedt om Morgenen, 
og gid han maa gaa ned om Aftenen; gid hans Sjæl maa gaa 
med Dig til Himmels, maa seile i den (hellige) Baad ads, maa 
lande i Baaden sekt og maa hæve sig som akhimu urds, i 
Himlen?! i 

Osiris N. N. siger, idet han paakalder Evighedens Herre: 
Ære være Dig, Ra Hor-m-akhs: Khepera, Du, som er til ved Dig 
selv! Skjøn er Din Opgang i Horizonten. De to Verdener op- 
lyses af Dine Straaler. Alle Guder glæde sig, idet de så Himlens 
Konge. Gudinden Ned(d)-un kneiser paa Dit Hoved. Sydens 
Krone og Nordens Krone er sat paa Din Pande. Hun (Gudinden 
Neb(t)-un) kaarer sig sit Sted foran Dig, hun staar foran Baaden 
for at fælde Dig alle Dine Fjender; de, som ere i Underverdenen, 
komme frem for Din Majestæt, for at så Dit Billede, det skjønne. 

Jeg kommer til Dig, jeg er med Dig for at sé Din Skive 
hver Dag: jeg indesluttes ikke, jeg stedes ikke tilbage. Mine 
Lemmer forny sig i Glandsen af Dine Skjønheder, som alle Dine 
Trofaste; thi jeg er en af disse Dine Udvalgte paa Jorden. Jeg har 
naaet Evighedens Land, jeg er kommet til Uendelighedens Land. 
Se! Du har villet dette for mig, 0 Ra, som for enhver Gud! 

Osiris N. N. siger: Ære være Dig, Du, som glimrer i Hori- 
zonten som Dagen; Du, som gjennemleber Himlen, hvilende i Ret- 
færdighed! Alle Mennesker glæde sig ved at så Dig gaa frem fra 


72 Se Lefebure, 7raduction comparée des hymmes au Soleil composant le XV 
ckapitre, 1868; se ovenfor 8. 208 Anmk. 2. 

2 Den Afdede identificeres her, ligesom nedenfor, med Solguden 2a, 
hvilket, som vi nedenfor videre skulle sé, er Maalet for den under- 
jordiske Vandring, for Livet efter Deden. 

2 Dette Ord, der ogsaa bruges om Kongen, findes ovenfor 8. 1012 med 
ægyptiske Skrifttegn. 


1088 

Dit Skjul, dem imede. Gives Du ham om Morgenen hver Dag, da 
bliver han lykkeliggjort, da bliver han ført rundt med Din Majestæt. 
Naar Dine Straaler (lyse) i Deres Ansigt, da kjendes ikke Guld; 
Intet kan lignes med Din Glands i (?) Gudernes Lande! man sér 
alle Punta Farver deri!?. (Dxu), den, der skattes høit af dem, der 
have det Skjulte (Mysterierne) for Øine, Du er den Eneste, som 
ved Din Fødsel var (svævende?) over Uroceanet (Nu)! 

Gid jeg maa gaa, som Du gaar! Gid jeg maa være fri for at 
standse, ligesom Din Majestæt; O Ra! Du, som ikke har nogen 
Herre! Du store 'Vandrer igjennem Strækninger paa Millioner og 
Hundredtusinder af Mile. I et lille Øieblik tilbagelægger Du dem, 
gaar til Hvile, og farer fort. Timerne — efter en anden Læse- 
maade: Dagene, og Nætterne ligesaa, — mangfoldiggjer Du. Du 
bliver ved efter Dine Beslutninger; om Morgenen, naar Dig gives 
Din Haand som X&a, da straaler Du i Horizonten. 

Osiris N. N. siger: Tilbedet (være Du) om Morgenen, naar 
Du lyser! Han siger til Dig, naar Du staar op: Tilbedet (være 
Du), naar Du hæver Din Skikkelse, i Din Opgang — efter en 
anden Læsemaade: stor ved denne Din Skjønhed. Idet Du slaar (?), 
danner Du dine Lemmer, (Du,) som føder, uden at være fedt 
selv, i Horizonten, og som straaler i Himlen; give Du, at jeg 
maa naa Evighedernes Himmel i Dine Udvalgtes Bolig, at jeg kan 
forene mig med de salige og tuldendte Aander fra Kher neter, 
at jeg maa gaa ud med dem, at sé Dine Skjønheder i Din 
straalende Opgang (og) om Aftenen, naar Du forener Dig med Din 
Moder Nu-(t), og Du vender Dit Ansigt mod Vesten! Mine Arme 
ere i Tilbedelse ved Din Nedgang i Livets Land. Se! Du er 
Evighedens Ophav; Du er tilbedt ved Din Nedgang i Nu. Naar 
Nogen sætter Dig i sit Hjerte uden Ophør, da lader Du ham 
komme til alle Guder. 

Osiris N. N. siger: Ære være Dig, Du som glimrer i Nu, 


se me meme 


4 Punt er det lykkelige Arabien; dette Land kaldes ogsaa ,, Gudernes 
Land;" se ovenfor S. 511, hvor de hieroglyphiske Betegnelser for 
Punt og ta neter , Gudernes Land" ere anferte. 

















1089 


(Uroceanet) som har oplyst de to Verdener den Dag, han (d. 6. 
Du) fødtes; født er Din Moder ved hendes (egne) Hænder; Du op- 
lyser den (Verden), Du gjør den guddommelig. Du store Oplyser, 
som glimrer i Nu, %om ordner dens (Verdens) Slægter ved det fly- 
dende Vand, idet Du bringer alle Landskaber og Byer og alle 
Helligdomme i Fest, velgjørende ved Dine gode (Gaver), idet Du 
bringer Spise og deilige Næringsmidler; Du Rædslens Hersker 
Herrernes Herre, som ødelægger hvert Ondskabens Sted, Du store 
Hersker i Din Baad sekt, Du Skrækkelige i Din Baad adi; Du 
gjøre Osiris N. N. lykkelig i Kher neter! Giv Du ham at være i 
Ament; den, der har det Onde i sin Magt og sér Ondskaben 
under sig, sæt ham iblandt de salige Lykkelige, at han maa kunne 
slutte sig til Aanderne i Kher neter, at han maa vandre rundt i 
Marken Aalu (Elysion), og at han tilsidst maa reise efter sit 
Hjertes Ønske! 

Osiris N.N. siger: Jeg gaar til Himlen, overskrider det staal- 
blaa (Firmament), sætter mig iblandt Stjernerne. Jeg har raabt 
paa Baaden, kaldt paa Baaden ads; jeg sér Ra i hans Aller- 
helligste, idet jeg lader hans Skive gaa til Hvile hver Dag. Jeg sér 
Fisken an i dens Skikkelse paa Strømmen, gaaende ud af Metallet 
mafek. Jeg sér Fisken abt i dens Stund. Den Onde kastes til 
Jorden, naar han pønser paa at myrde mig ved Stik i Nakken. 
Jeg aabner Dig Ra med en god Vind Baaden sekt; den seiler 
af og naar (Havnen). ØRa's Styrmænd glæde sig. De sé ham. 
Livets Herskerinde, hendes Hjerte er lykkelig; hun slaar sin 
Herres Fjender ned. Jeg sér Horos med en Aare, Thot med sine 
Arme. Alle Guder glæde sig, de så ham komme i Fred, at gjøre 
Aandørnes Hjerter lykkelige. Osiris N. N. er med dem i Ament; 
hans Hjerte er lykkeligt. 

Bøn til Ra, naar han gaar ned i Livets Land, sagt af Osiris 
N. N.! Ære være Dig, der kommer som 7um, Du som har været 
Skaber af Gudernes Skare! Ære være Dig, der kommer som de 
, hellige Sjæles Sjæl i Ament! Ære være Dig; Gudernes Herre, 
som oplyser Dybet (Underverdenen) ved Dine Skjønheder! Ære være 
Dig, som kommer i Din Glands, som gaar rundt, i Din Skive! Ære, 

69 


1090 


være Dig, den største af alle Guder, som throner i Himlen og 
hersker i Dybet (Underverdenen)! Giv Osiris N. N. den behagelige 
Luftning! Ære være ;Dig, Du, som trænger ind i Dybet (Under- 
verdenen) og byder over alle Porte! Ære væré Dig paa Gudernes 
Sted, Du, som dømmer Ordene i her neter (Underverdenen)! Ære 
være Dig, der er den, som er i sin Rede; som skaber Dybet 
(Underverdenen) ved sin Kraft! Ære være Dig, Du allerstørste, Dine 
Fjender falde paa deres Rettersted! Ære være Dig, Du (som) har 
nedhugget de Skyldige og har tilintetgjort Slangen ÅApap (Apophis) ! 
Giv Osiris N. N. Nordenvindens behagelige Luftning! 

Aabn (Ament) for Hor ur (den store Horos), den Store, som 
aabner Jorden, den Store, som gaar ned i Vestens Bjerg, oplysende 
Dybet (Underverdenen) ved sin Glands og Sjælene i deres skjulte 
Steder, udbredende Glands i deres Grave! Idet Du lader Ulykken 
komme over den Skyldige, tilintetgjør Du Fjenden. 

Osiris N. N. siger, tilbedende Ra Hor-m-akki, naar han gaar 
ned i Livets Land: Ære være Dig Ra! Ære være Dig Tum, naar 
Du kommer i Din Skjønhed, med Din Krone, i Din Almagt! Du 
overskrider Himlen, Du gaar hen over Jorden, Du naar op i 
Himlens Høider i Din Klarhed. De to Lande ere for Dig, idet 
de bøje sig og give Dig Æren. Guderne i Ament glæde sig over 
Dine Herligheder. Du tilbedes i de hemmelighedsfulde Boliger, 
Offre bringes Dig af de Store. Du har skabt dem til Held for 
Jorden. Ført af (?) dem, som ere i Horizonten, ledet af (?) dem, 
som ere i Baaden sektt, sige de: Ære være Din Majestæt! Kom! (to 
Gange)! nærm Dig i Fred! O! Dig (tilhører) Lovprisningen, Du 
Himlens Herre, Aker's Konge, Du, som omgslynges af Din Moder 
Nu, der sér sin Søn i Dig; Frygtens Herre, Rædslens Hersker, 
som gaar ned i Livets Land i Natten; Du, som bæreg af Din 
Fader Tanen med de udstrakte Arme omkring Dig, Du som er 
bleven Gud paa Jorden. Du er givet til Dyrkerne af Osiris N. N. 
i Fred (to Gange), Du Ra selv. 

Saa siges der, naar Ra gaar ned i Livets Land og hans 
Årme synke: Tilbedt være 7um, som gaar ned i Livets Land! 

Osiris N. N. siger, tilbedende 7um, som gaar ned i Livets 


1091 


Land, oplysende Underverdenen: Ære være Dig, Du, som gaar ned 
i Livets Land! Du, Gudernes Fader, Du kommer tilbage til Din 
Moder i Manun! og omsluttes i hendes Arme hver Dag, idet Din 
Majestæt fødes i Sokar's Bolig, glad i Kjærlighed. Du aabner 
Portene i Horizonten. Du gaar ned i Vestens Bjerg. Din Glands 
farer gjennem Verden for at oplyse de Afdøde, som ere i Under- 
verdenen, som paakalde Dig i, Fortrøstning til Dig hver Dag. Du 
lader Guderne hvile paa Jorden. Dine Tjenere ere de, der følge 
Dig, Du hellige Sjæl, som har frembragt Guderne. Udrustet er 
han med sine Evner, som ikke kjendes. En Hersker er han, stor 
i sit Mysterium. Gid det gode Aasyn maa hvile over Osiris N.N. 
Khepera, Gudernes Fader; ikke lider man Ondt i al Evighed ved 
denne Bog, ogsaa jeg søger Styrke deri; (thi) det siges af den, 
der har skrevet dette: Mit Hjerte hviler i Belønningen! Maa der 
gives mig at raade over Spise og Drikke og slutte mig til Bogen 
efter Livet! 

Dette er skrevet for det store Hjertes Fred! 

Med dette Kapitel, det femtende i de Dødes Bog efter den 
turinske af Lepsius udgivne Papyrus, afsluttes første Del af de 
Dødes Bog, thi det sekstende Kapitel indeholder kun Afbildninger, 
der slutte sig til den her meddelte Text. Over Texten af første 
Del af de Dødes Bog findes en Række Billeder, der viser os flere 
Ceremonier ved Begravelsen, Klagesæner, Transporten af den 
Dødes Kiste og Mumie, Processioner, Offringer, Mumiens Ind- 
vielse med Vievand og endelig den Afdødes Bøn til Solguden. 
De i Texten meddelte Afsnit ere uden Tvivl, i al Fald for en 
Del, blevne oplæste under Begravelsesceromonierne?”. 

Efter de her meddelte Lovsange til Solguden begynder et nyt 
Afsnit af de Dødes Bog. Det indledes med et Indblik i den 
ægyptiske Kosmogoni og Theogoni?, der formodentlig skal give 


! Om Manun eller Manu se ovenfor S. 970. 
Sign. Diodors Meddelelser om Ægypternes Begravelsesceremonier, 
Bibl. Hist. I, 91; sign. om Kongernes Begravelse I, 72. 
3 Se nedenfor om Kosmogonien, 
69" 


1092 


Ægypteren et theoretisk Grundlag for hans Forhold under de Til- 
skikkelser, der vente ham paa hans videre underjordiske Vandring. 

Det første Kapitel i dette Afsnit, det syttende Kapitel, har 
følgende Overskrift". 

»Kapitlet om Aandernes Opheielse, at den Afdøde efterat 
være gaaet ud maa komme i Xher neter og blive optaget i Osiris" 
Følge, at han maa blive mættet med, Unnofr's — den sandfærdiges 
Spiser, at det maa gaa ham som Dagen, at han maa antage alle 
de Skikkelser, han ønsker, at Osiris N. N.'s levende Sjæl maa 
blive optaget i Visdommens Bolig". 

Kapitlet er maaske oprindeligt ældre end hele det foregaaende 
Afsnit, men ligesom dette er det i Tidens Leb bleven udvidet og 
forsynet med forskjellige Tilsætninger. 

Kapitlet begynder, som vi have bemærket, med en Art Kos- 
mogoni og Theogoni, givet i dunkle Billeder. 

Derefter følger en Række Paakaldelser til 7hot, der, som det 
siges i Begyndelsen af Bogen, har spillet en væsentlig Rolle i 
Osiris" Historie”, og som den Afdøde anraaber om at vise ham 
den samme Tjeneste. Disse Paakaldelser, der danne det attende 
Kapitel, slutte sig derfor ganske naturligt til det Foregaaende, 
fordi der i dem forekomme idelige Hentydninger til Osirismythen, 
som den Afdøde har faaet Underretning om i det: Foregaaende. 

Disse Paakaldelser skulle fremsiges, medens Legemet om- 
vikles med Bindene; en Ceremoni, der ikke blot skulde tjene til at 
bevare Legemet, men tillige synes at have havt den Virkning, at 
den Afdødes Sjæl beklædtes med en Art foreløbigt Legeme, med 
hvilket han kunde begive sig videre fremad paa sin underjordiske 
Vandring. 

Det nittende Kapitel handler om Sandheds Krandsen, som den 





:! En Oversættelse og Fortolkning af det syttende Kapitel af de Dødes 
Bog er givet af Emanuel de Rougé 1860 i Revue Arckéol. nouv. 
série I, S. 230 ff. (Paris 1860). En Oversigt over Indholdet af 
Kapitlet findes I. & S. 361—362. 

2 Se ovenfor S. 1081 fl. 





1093 


Døde maa have som Tegn paa, at hans Liv har været et Liv i 
Sandhed; det tyvende Kapitel har ligeledes Hensyn til denne Krands. 

Men den Afdødes Vandring forhindres væsentlig ved, at han 
endnu fkke har Brug af sine Lemmer; han maa derfor henvende 
sig til Guderne og bede dem om at give ham Evnerne til at 
bruge sine forskjellige Lemmer, at han kan staa og gaa, tale og 
tage sin Føde samt kæmpe og fægte. Navnlig maa hau søge at 
faa Munden opladt, at han kan udtale de hellige Ord — hertil 
sigter det 21de, 22de, 23de, 2dde og 2Zåde Kapitel —, der er en 
uundværlig Betingelse for, at den Døde kan blive fornyet. Til at 
erholde Hjertet tjener en i Form af en Torbist udskaaren Sten, 
der symbolsk fremstiller Hjertet, og paa hvilken en Ben om at 
erholde Hjertet i Reglen er skrevet.- Til Hjertet har Afsnittet fra 
det 26de til det 30te Kapitel Hensyn?. 

Den Afdødes Sjæl skrider nu frem i Underverdenen, men Veien 
er farefuld: græsselige Uhyrer, Krokodiller, Slanger, Skildpadder og 
andre Krybdyr kaste sig over ham for at opæde ham. Det 
kommer nu til Kampe, hvor den Døde og Uhyrerne ikke blot 
kæmpe med legemlige Vaaben, men ogsaa prøve deres aandelige 
Kræfter. Dette Afsnit begynder med det 31te og afsluttes med 
det 42de Kapitel. 

Det 42de Kapitel, hvormed det omtalte Afsnit sluttes, har 
til Overskrift: ,0m at aflægge alt Ondt og at blive af med 
alle begaaede Skrøbeligheder i Kher neter". 1 dette Kapitel iden- 
tificerer den Døde sine Lemmer og Legemsdele med forskjellige 
Guddomme, idet han haaber, at, naar saaledes alle hans Lemmer, 
ere blevne gjorte guddommelige, ville de undgaa Tilintetgjørelsen. 

For endmere at sikkre den Afdøde imod Ulykke og Fordær- 
velse følger nu et nyt lille Afsnit? fra det 43de til det ådde 


! Om de Formuler, der have Hensyn til Hjertet, findes en Række grun- 
dige Undersegelser af 8. Birch i London i Zeitschrift fir ågyptische 
Sprache IV, 8. 89 fi. (1866); V, 8. 16—17 og 8. 54 (1867). 

2 Der findes i dette lille Afsnit to smaa Kapitler (Kap. 48 og 49), som 
afbryde Traaden, idet de handle om ,at gaa ud (af Livet) som en sandru 


1094 


Kapitel), i hvilket der gives Regler for at undgaa forskjellige 
Ulykker, saaledes for at undgaa at faa Hovedet afskaaret, 0. 8. v. 

Til disse negative Fordele slutter sig en Række positive For- 
dele, hvortil den følgende Cyklus af Kapitler fra det å4de til det 
både Kapitel har Hensyn. Det første af disse Kapitler har til 
Overskrift: Om at bringe Luftning til En i Kher neter. De to 
næste Kapitler indeholde andre Formularer for Opnaaelsen af 
samme Maal. Dernæst følger et Kapitel! med Overskrift: ,,0m 
at indaande Luftninger og faa fri Adgang til Vand i Kher neter«, 
Dette Kapitel indeholder en Henvendelse til /Hapt (Nilguden). 
Det følgende Kapitel har samme Overskrift, og det næste? handler 
»om at drikke Vandet". Vignetten, der hører til Kapitlet, viser, 
hvorledes Gudinden Nu fra sit Sykomoretræ helder en Strøm for- 
friskende Vande ud over den trætte Vandrer, der har taget Plads 
1 en Stol. 

De tre næste Kapitler have samme Maal, og det sidste gaar 
ligeledes ud paa at skaffe den Afdøde Vand at drikke, samt til- 
lige paa at sætte ham istand til at undgaa at blive tørret af Ilden. 

;… Det følgende Kapitel, det /jireogtredssinstyvende, der afslutter 
dette Afsnit, har til Overskrift: ,Om at gaa ud som Dagen, i ét 
Kapitel". Det indeholder blandt Andet en Samtale mellem den 
Afdøde og det guddommelige Lys. 

En Bemærkning, der læses imod Slutningen af Kapitlet?, med- 
deler, at dette Kapitel fandtes i Byen Sesmunu (Hermopolis) i 
Kong Menkara (Mykerinos') Dage. Det var forfattet af Prinds 
Hor-titef. 

En hejst vigtig Del af Mennesket er, som alt bemærket", 
Hjertet, og derfor findes de Formularer, der skulle tjene til 


(ma kheru)", og ,om at gaa ud trods sine Fjender i Kher neter”. Disse 
to Kapitler forekomme allerede i første Afsnit som Kap. 10 og 11 
og ere maaske indkomne her ved en Feil af Afskriveren. 

Kap. 57. ' 

Kap. 659. 

Lépsius, Todtenbuch 64, 30 —31. 

Se ovenfor S. 1093. 


aa bd. mm 





1095 


at give den Døde hans Hjerte igjen, gjentagne i Slutningen af 
dette Kapitel. 

Vi maa her bemærke, at en Glose i dette Kapitel angiver, 
hvorledes Ægypterne have tænkt sig Synden, nemlig som Noget, 
der klæbede ved hele Menneskeslægten, og som Noget, der ved 
Fødselen forplantedes fra Slægt til Slægt?. 

Den Døde udbryder nu i Paakaldelser af det guddommelige 
Lys og skrider derpaa frem i Underverdenen, veiledet af de Raad 
og deslige, der gives i de følgende elleve Kapitler. Et af disse 
Kapitler (det 72de), der ofte læses paa Laag af Sarkophager, inde- 
holder en Paakaldelse ,af Retfærdighedens Herrer". 

For den Dødes Sjæl kommer nu en ny Række af Skjæbner. 
Han maa her efterhaanden gjennemgaa flere Forvandlinger? til de 
Dyreskikkelser, som tjene til Symboler eller Boliger for de 
hørteste guddommelige Væsner; han maa forvandle sig først til en 
Guld-Spurvehøg (Kap. 77), til en guddommelig Spurvehøg (Kap. 
78), derpaa til et guddommeligt Sendebud (? Kap. 79), til en Gud 
(Kap. 80), til en Lotus (Kap. 81), til Ptah (Kap. 8), til en Heire 
(Kap. 83), til en Trane (Kap. 84), til en Fugl med Menneskehoved 
(Kap. 85), til en Svale (Kap. 86), en Slange (Kap. 87) og en 
Krokodil (Kap. 88)". 

Efterat have gjennemgaaet disse Forvandlinger maa Sjælen 
atter forene sig med sit Legeme, dog ikke med sit ka d. e. sit 
jordiske Legeme, der er nedlagt i Graven, men med den Afdødes 
sahu, d. e. det forklarede Legeme. 

I det følgende Kapitel? læser man en Bøn til Thot om at 
give den Afdøde et Skrift, der naturligvis indeholder nye Raad og 
Forskrifter for Vandringen.  Vignetten viser os Thot med Bog- 


!… Lepsius, Zodtenduch 64, 34— 36. 

7”. Lepsius, 7odtenbuch 64, 7: min Synd, al min Moders Synd. 

2 Det første Kapitel af denne Række (Kap. 76) handler om at udføre 
alle de Forvandlinger, man ønsker. 

" Om disse Forvandlinger slgn. Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Sprache 
V, 8. 21—26 (1867). Ved disse tolv Forvandlinger hentydes der til 
Dagens (og Nattens) tolv Timer. 

5. Kap. 90. 


"1096 


rullen i Haanden foran den Afdøde, som udstrækker sin høire 
Haand for at modtage den. | 

De to næste Kapitler! indeholde Bønner for den Afdødes 
Sjæl, at den ikke maa blive standset i sin Vandring, men finde 
Dørene aabnede for sig. 

En ny Fare lurer nu paa den Afdøde: en falsk Færgemand 
venter paa ham med sin Baad, for at føre ham fjernt fra hans 
Maal, i en ganske anden Retning, men den Afdøde gjennem- 
skuer hans Trædskhed og overvælder den onde Færgemand med 
Skjældsord ?, 

Derpaa følge tre Kapitler, som have Hensyn paa Thot?; det 
ene handler om at skaffe den Afdøde Thots Pen og Blækhus, det 
næste om at aabne det Sted, hvor Thot er; det sidste har samme 
Overskrift. 

Nu kommer den ægte Færgebaad, men den Afdøde kan ikke 
"uden videre gaa ombord i den; han maa først vise, at han kjender 
denne Baad tilfulde og kan gjøre Regnskab for dens enkelte Dele; 
først da faar han Lov til at stige ned i den". 

Den Afdøde faar nu Plads i Solguden Ra's Baad i Selskab 
med flere Guder; han modtager tillige Underretning om flere 
mythologiske Spørgsmaal, hvad der vel skal sætte ham istand til 
at optræde værdigt i Gudernes Samfund 5, 

Nu endelig sætter den Døde over den ægyptiske Styx og be- 
træder Marken Aalu's (de elyseiske Markers) Jordbund; han an- 
kommer snart til Overflødighedens Dal, som beskrives i yppige 
Farver. Et Billede viser os, hvorledes dette Land maa tænkes, 
naturligvis i Lighed med Ægypten. Osiris maa arbeide som 
Landmand, han maa pleie, saa, meie, høste og tærske'. 


Kap. 91—92. 
Kap. 93. 

Kap. 94 96. 
Kap. 97—99. 
Kap. 100— 109. 
Kap. 110. 


1097 


Det ægyptiske Navn paa disse Marker aulu (Elysion?)! skrives 
med mange Variationer snart 


BA Dr ØB snart FRI but 


- (nu) - la a-lu. 

ler at den Afdøde atter har aodtaget nogle mythologiske 
Oplysninger?, saaledes om Guderne i Pe (Buto), i Khen (P), i Ses- 
mennu (Hermopolis), i An (Heliopolis), i Zusta, kommer Herskeren 
over Rusta, Anubis, og tager ham ved Haanden for at lede ham? 
videre frem", indtil han tilsidst kommer ind i en stor Sal, hvor 
Osiris sidder paa sin Throne, omgivet af 42 Bisiddere?. Den 
Døde skal her aflægge det endelige Regnskab for sin Vandel; han 
maa vise sin Uskyldighed i Henseende til de Hovedbeskyldninger, 
som kunne reises imod Mennesker, til hvilken Ende han, én for 
én, opregner 36 Synder, om hvilke han høitidelig forsikkrer, at 
han ikke har begaaet saadanne. Den Afdøde nøies dog ikke 
med alene at fralægge sig de Synder, som pleie at tynge paa et 
Menneskes Samvittighed; han opregner ogsaa forskjellige Dyder, 
han har besiddet, alt for at blive befundet retfærdig; thi ellers vil 
han ikke kunne fuldende sin underjordiske Løbebane og naa det 
Maal, der er sat for Mennesket. 

Kapitlet har følgende Overskrift: Bogen om at gaa ind 4 den 
dobbelte Retfærdigheds store Sal, at En maa skilles fra det Onde, 
han har gjort, og maa sé Gudernes Aasyn. 


1: Det er ikke usandsynligt, at Hellenerne i en tidlig Tid have faaet 
nogle Oplysninger om den ægyptiske Religion, og at de have optaget 
Noget deraf i deres Religion. Forestillingen om Ælysion kan saaledes 
gjerne være kommet fra Ægypten, ja det er ikke utroligt, at ogsaa 
Navnet er optaget fra Ægyptisk. 

? Kap. 111—116. 

7? Kap. 117—119. 

+ Kap. 120—124. 

' Beretningen om, hvad der foregaar i denne Sal, og hvad dermed 
staar i Forbindelse, danner det 125de Kapitel af de Dødes Bog. Med 
Hensyn til dette Kapitel henvise vi til W. Pleyte, Étude sur le chapitre 
125 du Rituel funéraire, der findes i hans Érudes égyptologigues (Leiden, 
1866 o. 2 rv.) 

rs 


1098 


Det første Afsnit af Kapitlet kan i Oversættelse gjengives 
saaledes": ,Sig:" 'Værer naadige, I Retfærdighedens Herrer! Vær 
naadig, Du store Gud, den dobbelte Retfærds Herre! Jeg er gaaet 
til Dig, Herre! Og jeg er kommet for at så Dine Herligheder. 
Kjende vil jeg; ja jeg kjender (alt) Dit Navn; ja jeg kjender ogsaa 
Navnene paa Dine 42 Guder, som ere med Dig i den dobbelte 
Retfærds store Sal, som leve for at holde de Onde borte, og som 
ernære sig af deres Blod, paa den Dag, da Udsagnene dømmes 
for Unnofr. 

I Sandhed ,,Dobbeltvæsnet, den dobbelte Retfærds Herre" er 
Dit Navn. 

Ja jeg kjender ogsaa Eder, I Retfærds Herrer! Jeg har for 
Eders Skyld fulgt Sandheden og forfulgt det Onde. | 

(19) Ikke har jeg handlet løgnagtigt eller ondskabsfuldt imod 
Menneskene. 

(29) Ikke har jeg slaaet (d. e. undertrykket) de Værgeløse — 
efter en ander Læsemaade: Næsten. 

(39) Ikke gjorde jeg Uretfærdighed paa Sandhedens Sted 
(d. e. i Retten). 

(4?) Ikke véd jeg af Forbrydelser. 

(59) Ikke har jeg begaaet skjændige Ting. 

(69) Ikke har jeg gjort mig til Hoved for noget Menneske 
nogen Dag, de skulde arbeide for deres Herre, udover det, hvad 
han vilde lade dem gjøre (?)?. 

(79) Ikke lod jeg mit Navn komme til Herrens Baad eller 
Herrens (?) Værdighed uden med ædle Gjerninger (?) og Offre (2) 3, 

(8?) Ikke indjog jeg Skræk. 

(99) Ikke gjorde jeg (Nogen) ulykkelig. 


!  Lepsius, Todtenbuch 125, 1—13. 

2: Den her meddelte Oversættelse af dette Punktam er meget usikker; 
sign. Pleyte l. c. S. 86--87. 

2 Oversættelsen er her ligeledes tvivlsom. Texten i Lepsius' Udgave af 
Todtenbuch er her (125, 5) meget forvansket. Nægtelsen i Begyndelsen 
af Sætningen mangler. 


1099 


(109) Ikke gjorde jeg (Nogen) fattig. 

(119) Ikke gjorde jeg, hvad der var Guderne vederstyggeligt. 

(129) Ikke gjorde jeg en Tjener ond imod hans Herre. 

(13?) Ikke lod jeg Nogen hungre. 

(149) Ikke lod jeg Nogen græde. 

(159) Ikke slog jeg ihjel. 

(16%) "Ikke bød jeg Nogen at dræbes med Urette. 

(17?) Ikke gjorde jeg Uret imod noget Menneske. 

(189) Ikke begik jeg Svig ved Offergaverne i Templerne. 

(199) Ikke forringede jeg Gudernes Offre. 

(20%) Ikke berttog jeg Brødene eller Mumiebaandene fra 
de Døde. 

(219) 1kke bedrev jeg Utugt. 

(229) » Ikke var jeg smudsig i min Bys Guds Helligdom. 

(23%) Ikke var jeg havesyg. 

(249) Ikke begik jeg Svig ved Kornafgifter. 

(259) Ikke forøgede jeg Vægtloddet paa Vægtskaalen. 

(26%) Ikke gjorde jeg Vold paa Viseren ved Vægtskaalen. 

(279) Ikke tog jeg Mælken fra Barnets Mund. 

(289) Ikke fældede jeg Dyr paa deres Græsgange. 

(299) Ikke fangede jeg hellige? Fugle. 

(309) Ikke fangede jeg (hellige?) Fisk og dræbte dem (?)2, 

(319) Ikke spærrede jeg for Vandet, naar dets Tid var at flyde. 

(329) Ikke afskar jeg en Arm af Vandlebene i deres Løb. 

(339) Ikke udslukkede jeg Ilden i Utide. 





" Disse to Sætninger, der næsten ere ganske identiske, synes egentlig at 
betyde ,Ikke var jeg ulykkelig" eller ,elendig"; men denne Over- 
sættelse passer ikke i Sammenhængen; Ordene kunne ogsaa have 
transitiv Betydning, hvilket de sandsynligvis have her. Texten i 
Lepsius' Udgave af de Dødes Boy er her atter feilagtig; Nægtelsen og 
flere Tegn ere gjentagne, men ved andre Texters Hjælp kan man 
restaurere Stedet. 

2. Nogle Udgaver have her et andet Ord, maaske tænke de paa fredede 
Fugle; se Pleyte, Åtudes 8. 144 ff. 

7 Terten er atter her vanskelig at forstaa. 


1100 


(349) Ikke gjorde jeg Vold imod Gudernes Samfund, i Hen- 
seende til hvad der var udvalgt for dem. 

(359) Ikke udelukkede jeg de hellige Tings (?) Kvæg. 

(36%) Ikke drev jeg nogen Gud tilbage, naar han kom ud. 

Rén er jeg, trefold rén er jeg, en Rénhed som den store 
bennu's i Khennsu (Herakleopolis)", Thi jeg er Aandedrætsredskab, 
for Luftens Herre, som giver alle Mennesker Liv, den Dag da 
uza beregnes i An (Heliopolis) paa den anden Maaned af Aars- 
tiden per (Vinteren) paa den sidste Dag, for denne Verdens 
Hersker, og jeg har sét Fuldendelsen af uzai An?; thi ikke er der 
Ondt i mig, i dette den dobbelte Retfærds Land, fordi jeg véd 
Navnene paa de Guder, der ere med Dig i den dobbelte Retfærds 
store Sal. Tal! Befri mig fra dem!" 

Herefter følger en Fortegnelse paa Navnene af de omtalte 
42 Bisiddere i Retten, til hver enkelt af hvem den Afdøde nu 
henvender sig, idet han forsikkrer ham om, at han ikke har gjort 
den Synd, hvoraf vedkommende Gud antoges at være en særlig 
Hævner. I den af Lepsius udgivne Text anføres disse 42 Synds- 
fralæggelser i følgende Orden: 

(19) Ikke handlede jeg legnagtigt?, 

(29) Ikke gjorde jeg Skade. 

(39) Ikke var jeg bedragerisk af Hjerte. 

(49) Ikke stjal jeg. 

(59) Ikke lod jeg noget Menneske dræbe med Urette. 

(69) Ikke begik jeg Svig ved Kornafgifter. 

(79) Ikke handlede jeg nederdrægtigt. 

(8%) Ikke tilegnede jeg mig Gudernes Eiendom. 

(99) Ikke talede jeg Løgn. 





!: Fuglen bennu, en Osiris helliget Fugl, kaldtes af Hellenerne Phoiniz. 

2 Uza, det hellige Øie, var et oftere omtalt Symbol I en Indskrift 
hos Brugsch, Geographische Inschriften Il, pl. LVIII IL. 4 siges ,,Solen at 
være det heire Uza og Maanen det venstre", Denne Opfattelse findes 
ikke i ældre Skrifter. 

3 Flere af de i Listen forekommende Udtryk ere næsten Synonymer, 
saaledes at det er vanskeligt at oversætte neiagtigt. 





1101 


(10) Ikke gjorde jeg frie Mænd til Slaver (?). 

(119 Ikke lod jeg Nogen græde. 

(12%) Ikke begik jeg smudsige Handlinger. 

(13) Ikke bedrev jeg Utugt. 

(149) Ikke gjorde jeg Noget, jeg havde nødigt at angre. 

(15%) Ikke begik jeg Overtrædelse. 

(169) Ikke dræbte jeg hellige Dyr. 

(179) Ikke gjorde jeg, hvad der var forbudt, 

(189) Ikke fordærvede jeg Brøndene. 

(199) Ikke var jeg en Lurer. 

(20) Ikke strømmede min Mund over. 

(219) Ikke var jeg vred uden Grund (?). 

(22%) Ikke bedrev jeg Utugt med nogen Mands Hustru. 

(28%) Ikke var jeg smudsig. 

(249) ikke begik jeg skrækkelige Gjerninger. 

(259) Ikke var jeg en Overtræder. 

(26% Ikke brændte min Mund. 

(279) Ikke var jeg døv for Sandheds Ord. 

(28%) Ikke bespottede jeg. 

(299) Ikke strakte jeg min Arm ud (efter fremmed Gods?). 

(30%) Ikke var jeg trættekjær. 

(31%) Ikke var jeg ilsindet. 

(329) Ikke klippede jeg Haar af hellige Dyr. 

(38%) Ikke brugte jeg mange Ord i min Tale. 

(349) Ikke gjorde jeg Ondt; Ikke gjorde jeg Synd eller Slethed. 

(35% Ikke spottede jeg Kongen og ikke spottede jeg min Fader. 

(369) Ikke hindrede jeg Vandet (Oversvømmelsen). 

(879) Ikke talede jeg store Ord. 

(389) [ikke bespottede jeg Gud. 

(399) Ikke forringede jeg Gudernes Offre; ikke gjorde jeg en 
Tjener ond for hans Herre, ” 


! Den Sætning der læses i col. 31 efter den 839to Synd, herer til den 
næste Synd (den 40de), hvis Slutning findes i Begyndelsen af col. 38 
fer den 41de Synd. 


1102 


(409) Ikke gjorde jeg Indgreb i hans Rettigheder; ikke fore- 
trak jeg ham; ikke forførte jeg ham; ikke forfalgte jeg bham?. 

(41?) Ikke løste jeg Baandene paa de Døde. 

(420) Ikke agtede jeg (Nogen) Gud ringe i mit Hjerte, efter 
en anden Læsemaade: i Henseende til Nogen, efter en anden Læse- 
maade: i Henseende til Noget. 

Texten vedbliver nu som følger?: 

n»Saa taler Osiris N. N,: Værer naadige! I Guder i den dobbelte 
Retfærds store Sal, I, i hvem der ikke er Synd, og som leve af 
Retfærd i An (Heliopolis) og ernære Eders Hjerter for Horos, som 
er uden Skyld! Frier mig fra Baba, som lever af Hjerterne, og 
fra de Store, den Dag, den store Dom fældes. Hører Osiris 
N. N.s Stemme! Han er kommen til Eder, og han har ikke 
nogen Skyld paa sig, ikke nogen Synd paa sig. Der er ingen 
Vidnesbyrd imod ham. Han lever af Sandhed, han nærer sig af 
Sandhed. Han har gjort, hvad Hjertet forlanger. Gudernes Hjerte 
er tilfredsstillet med hvad han gjør. Han har givet Brød til den 
Hungrige, Vand til den Tørstige, Klæder til den Nøgne, han har 
bragt Offerbrød. til Guderne, og Dødsoffre for de Afdødes Aander. 
Der er aldrig bleven ført Klage over ham for nogen Gud". 

Paa lignende Vis vedbliver den Afdøde endnu en Tidlang at 
udtale sig, indtil han stædes til Doms. Idet Menneskesjælen 
træder ind i den dobbelte Retfærds store Sal, siger han !: 

»Jeg stiller mig foran Dig, Du Evighedens Herre, jeg har ikke 
syndet, jeg har ikke nogen Anklager, jeg har ikke gjort noget 
Saadant. Hvad jeg har gjort, det tale Menneskene om, det glæde 
Guderne sig over. Ære være Dig! Du, som hersker i Ament, Du 
Unnofr (Algode), Du Herre af Abydos! Giv mig at gaa frem ad 
Veien gjenem Mørket, at jeg maa komme iblandt Dine Tjenere, 


Oversættelsen er tvivlsom, se forevrigt 8. 1101 Anmk. 1. 

Lepsius, Todtenbuch 125, 35—39. 

Lepsius, 7odtenbuch 125, 39—69. 

Se Billedet, der fremstiller Veiningen, Lepsius, Denkmåler 125 d. 
Texten findes i de otte Colonner længst til Heøire, 


& dåd dB. ø 





1103 


som ere i Dybet, at jeg maa gaa ind og ud i Ru-sta i den dob- 
belte Retfærds store Sal, og at jeg maa slippe bort"«, 

Bagved den Afdøde staar Gudinden Ma. 

»Hun giver ham, at hans Navn (d. e. hans Person) maa være 
i hans Hus, og at den maa flytte ind i sin Bolig for Evigheden" '. 

Horos og Anubis veie nu den Dødes Gyerninger, som frem- 
stilles ved hans Hjerte. Lagt paa en af Vægtskaalerne, maa det 
holde Ligevægt imod en lille Figur, der fremstiller Retfærdighedens 
eller Sandhedens Gudinde. Anubis forkynder Udfaldet af Prøven, 
hvilket Texten udtrykker ved følgende Ord: ,, Han, som throner i 
den guddommelige Hal?, siger: Hjertet viser Ligevægt! Veiningen 
er tilendebragt for Osiris N. N.". 

Efterat dette Udfald er bekjendtgjort, udraaber Thot: , Det 
er tilstaaet ham, at hans Hjerte maa være paa dets Plads 2", 

Den Vægt, der i dette Kapitel lægges paa Sandhed og Ret- 
færdigheden er ikke noget Enestaaende i ægyptiske Texter. Man 
behøver ikke at søge længe i de Levninger, vi have af den ægyp- 
tiske Literatur for at gjenfinde den samme Betragtningsmaade. 


Fra en tidlig Tid bære de Afdøde Titlen $Z ma-kheru 
»den Sandfærdige +", et Udtryk der tilstrækkelig viser, hvor megen 
Vægt Ægypterne lagde paa' Sandhed og den efter Ægypternes 
Forestilling fra Sandheden uadskillelige Retfærdighed . 

Imidlertid blive Ægypterne ikke staaende ved den ubestemte 
Fordring om Sandhed og Retfærdighed; de forlangte, at Retfærdig- 
heden skulde vise sig i Gjerningen. 

I en Papyrus i Berlin, der er forfattet i det mellemste Riges 


Disse Ord findes over Ma. 

D. e. Anubis. Ordene læses over Anubis' Billede. 

Disse Ord læses over Thots Billede. 

Champollion oversatte Ordet rigtigt ved véridigue, men efter hans Tid 
har man længe givet Oversættelsen ,retfærdiggjort"  Fortrinet, indtil 
Devéria paaviste, at Ordet ikke betyder justifig, men véridique, 80 
Recueil de travaux relatifs å VEgyptologie et å V Assyriolagie I, S. 10 fr. 
Ifelge Plut., De Iside et Osir. c. 2 ansaa Ægypterne Sandheden for 
guddommelig og Noget af det Ypperste i Verden. 


1104 


Tid under det tolvte Dynasti, så vi en ægyptisk Bonde tiltale en 
af sine Foresatte paa følgende Maade!: 

»Du, som øer den Ulykkeliges Fader, Enkens Forsørger, den 
Faderløses Fader, Du gode Herre, som er stor uden Smaalighed, 
Du, som tilintetgjør Falskhed, lyt til Ordet, som jeg siger 0. 8. v.". 

Nomarkhen Ameni i Landskabet Sahu udtaler sig i sin 
Levnetsbeskrivelse i Benihassan næsten i de samme Udtryk, idet 
han skildrer sin Færd som Statholder?: 

»Jeg har hverken forurettet noget Barn eller plaget nogen 
Enke, Jeg har hverken jaget nogen Fisker bort eller fornærmet 
nogen Hyrde ..... Der var ingen Nød i mine Dage. I min 
Tid lod jeg Ingen hungre. Jeg gav til Enkerne som til gifte Kvinder. 
Jeg gjorde ingen Forskjel imellem Stor og Liden. Jeg gav Alt. 
Naar Nilens Vande steg og Alt voksede frodigt, da gjennembrød 
jeg ikke Kanalernes Dæmninger". 

I en Indskrift i en Grav i Nærheden af Pyramiderne ved 
Gizeh siges der Følgende om den Afdøde Urkhu?: 

»Se! han der (nu) er stegen ned i Underverdenen, han talede 
Retfærdighed; han øvede Retfærdighed. Han var velgjørende imod 
Menneskene; overbevisende Kraft havde hang Ord hos de Ældste 
00. Han gjorde aldrig Nogen Ondt. Han lod aldrig Nogen de. 
»Himlens Herre! Universets Store! Det er mig, som bringer Fred 
og gjør behagelig, mig, som har elsket min Fader og min Moder, 
som har været god imod dem, som have været hos ham; opmærksom, 
kjærlig imod sine Brødre og Søstre, elsket af sine Tjenere". Han 
gjorde aldrig Nogen Ondt". 

I andre Indskrifter møder man Udtryk som følgende: 

Jeg har æret min Fader og min Moder. Jeg har rakt 
Haanden til de Ulykkelige. Jeg har handlet imod de Ringe som 
mod deStore. Mine Døre stode aabne for dem, som kom udenfra 


!  Papyr. Berl. II, I. 62; Lepsius, Denkmåler VI, 108. 

2? Indskriften i Grav Nr. 1 i Benihassan, nordlige Side, Colonae 5 føl; 
Lepsius, Denkmåler II, 122. 

2 Lepsius, Denkmåler II, 43 c. og d. 








1105 


og man gav dem, hvad der var nødvendigt til deres Livs Ophold. 
Jeg var en Vismand paa Jorden, og mit Hjerte elskede Sandhed". 

Vi maa endnu anføre følgende Leveregler, der læses i en 
Papyrus i Kairo, og som ligeledes lovprise Barmhjertighed og 
Kjærlighéd til Næsten?: 

»Tag ikke Spise til Dig, naar en Anden staar hos, og Din 
Haand forholder ham Spise, og han maa vente en Evighed. Et 
Menneske er Intet og Noget, den Ene er rig, den Anden er fattig, 
men Spisen tilhører den, der har tilberedet den, og hans Nær- 
meste. Den, som igaar var rig, vil maaske idag være i Nød". 

Et andet Sted? læser man følgende Betragtning: 

n»Din Faders Børn vidste, naar Nogen var sulten, da mættedes 
han i hans Hus — thi dets Mur stod ikke tillakket. Vær ikke 
hjerteles, thi Gud" er Giveren af Alt, hvad der er til!" 

I et andet Afsnit af Papyrus'en findes følgende? : 

»Slaa ind paa den Vei, som den Retfærdige vandrer. Du vil 
finde, at den vil berede Din Plads i Dybets Dal, og at Dit af- 
sjælede Legeme vil blive skjult. Tænk altid derpaa ved de Ar- 
beider, Din Haand udfører!" 

Det fremgaar tilstrækkeligt af disse Steder, at Ægypterne 
fra gammel Tid af lagde stor Vægt paa en retfærdig og barm- 
hjertig Vandel, og at de antog, at Menneskets Skjæbne i en kom- 
mende Verden væsentlig afhang af hans Forhold her paa Jorden, 
hvorfor hans Retfærdighed altsaa maatte prøves efter hans Død. 
Denne Undersøgelse pleiede man, som alt bemærket, i de Texter, 
der have Hensyn til de Døde, at fremstille under Billedet af en 
Veming paa en Vægtskaal af Menneskets Hjerte imod Sandheden. 
Hvor langt denne Fremstillig gaar tilbage i Tiden, formaa vi ikke 
at afgjøere; vi vide kun, at den findes allerede under de første 


Dtimiehen, Der ågypt. Felsentempel von Abu Simbel S. 28. 

Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 56 (1872). 

Brugsch I. ec. 8. 64. 

Om Udtrykket for Gud se Brugsch Il. c., sign. ovenf. S. 1027 Anmk. 5. 
Brugsch Il. c. 8. 58. 


Bd Be edb WB mr 


10 


1106 


Amonsønner!, hvorimod der ikke kan paavises Hentydninger dertil 
i Mindesmærker "ra det mellemste, endsige fra det gamle 
Riges Tid. 

Inden vi forlade dette Afsnit af de Dødes Bog, maa vi 
endnu bemærke, at Dommen over de Døde ogsaa oplyses af et 
Billede, som findes paa Fodstykket af Seti 1.'s Alabast-Sarkophag 
i London”. Her sér man nemlig Osiris paa sin Throne, ovenfor 
en stor Trappe, opad hvis Trin Menneskeheden trænger sig for at 
komme til Doms, hvad der antydes ved, at der foran Osiris staar 
et Væsen, som bærer en Vægtskaal, paa den ene af hvis Skaaler 
'den onde Fugl sés at ligge. 

En Pylon (Port) er fremstillet lige foran Domsscenen og fort- 
sætter sig paa den anden Side af denne. Her hedder det: ,,Den 
"(Porten) vogtes af en Slange Set-m-ruf, og denne lukker ikke let 
op, men paa Guden Sau's Bud aabner han for Ra; .... og hver- 
gang Døren gaar, glæde de sig, som ere ved denne Pylon" 3, 

Der følger nu flere Pyloner, vogtede af Slanger, som aabne 
dem for Solen. . 

Ved en af dem sér man en Række Mumier staa opstillede i 
Kapeller, hvis Døre ere aabnede. I Texten hedder det: ,De ere i 
deres Kapeller; de guddommelige Lemmer, Slangen Seti vogter 
dem i deres, Kapeller! Til dem siger Ra: Aabner Eders Kapeller, 
at Ra's Bud kunne trænge derind! Jeg har fundet Eder klagende 
over, at Portene vare lukkede for Eder. Livets Aandepust er 
givet Eders Næse. Jeg byder, at I gjennemtrænges deraf" ". 

Disse Billeder og Texter have, som man sér, altsaa Hensyn 
til Afslutningen af den Dødes underjordiske Vandring, til hans 


1 Til en af de første Amonsenners Tidsrum henherer en Indskrift, der 


taler om Vægtskaalen i denne Forbindelse. Denne Indskrift læses i 
Paher's Grav i El-Kab; Lepsius, Denkmåler III, 13; se Linie 30. 

?  Sharpe og Bonomi, Oimenephtha pl. 5. Om Forestillingen paa denne 
Sarkophag, se P. Pierret Revue Archéol. nouv. série XXI, 8. 285 fl. 
(1870), hvor første Del af Indskriften (PL 2—7) er forklaret. 

7? Pl. 5 col. 21 - 22. 

+ Pl. 3 B, col. 8—17. 





1107 


Skjæbne efter Dommen, som vi, umiddelbart herefter skulle be- 
tragte, veiledede af Fremstillingen i de Dødes Bog!, 

Idet vi nu vende tilbage til de Dødes Bog, bemærke vi, at den 
Del af Bogen, vi her i det Forangaaende have sysselsat os med, 
afsluttes med det efter Domsscenen følgende 726de Kapitel, der 
ikke har nogen Overskrift, men kun en Vignet, forestillende et 
Basin — ifølge Champollion den ægyptiske Skjærsild —, omgivet 
af fire Aber (Kynoskephaler). Efter at have bestaaet Dommen 
forbindes den Afdødes Sjæl med det forklarede Legeme og med 
Fornuften, akhu eller khu, hvis Ildskraft oplyser og gjennemvarmer 
Sjælen (da). Væsnet er saaledes helt fornyet og forklaret. 

I de Dødes Bog følger en Række Afsnit, der kaldes ,, Bøger", 
som have Hensyn til den Forklaredes videre Skjæbne?”. Ferst sé 
vi ham lovprise Guderne”, hvorpaa han faar Plads i Solguden Ra's 
Baad imellem flere Guddomme; han henvender derefter Bønner 
og Lovprisninger til forskjellige Guder". 

Den forklarede Afdøde identificeres nu med Ra selv og maa 
ligesom denne passere igjennem en Række af syv Porte, der be- 
vogtes af frygtelige Væsner, som ikke lade ham slippe igjennem, 
uden at han siger dem deres Navne og giver det behørige Løsen &. 

Nu følger der en Række af en og tyve Pyloner, der ligeledes 
maa passeres, og hvor der atter forlanges Løsené, og derefter femten 
andre Pyloner, der kaldes: ,,Pylonerne i Osiris" Bolig paa Marken 
Aali (Elysion)?. Til Slutning maa han endnu passere syv andre 


mm mm mm — 


Se nedenfor 8. 1107 —1108. Dette Afsnit af de Dedes Bog har neppe 
faaet sin nuværende Skikkelse fer efter Psametiks Tid altsaa først 
efter Aar 600 f. Kr. Seti's Sarkophag tilherer omtrent Aaret 
1400 f. Kr. 

Sign. den foregaaende Anmk. 

Kap. 127. 

Kap. 128—143. eI Kap. 142 opregnes 102 forskjellige Osiris'er og 44 
andre Guder, som den Afdede tilbeder. 

Kap. 144. 

Kap. 145. 

Kap. 146 c. 


eæ Må 


o= | 


70" 


1108 ; 


Døre og deres Vogtere! samt endelig gjennemvandre Ogsiris' 
fjorten Boliger?. 

En Hovedbetingelse for, at Sjælen atter kan forene sig med 
Legemet, er, at dette er bleven bevaret fuldstændigt. Derfor var 
det, at Ægypterne balsamerede deres Døde, og derfor så vi stundom 
den Døde til Guderne at henvende en Bøn som denne: , Lad 
Jorden ikke bide mig og lad Jordbunden ikke fortære mig!"3; og 
derfor findes der i de Dødes Bog efter det Afsnit, vi her sidst 
have dvælet ved, et Kapitel med Overskriften: ,, Om ikke at lade 
Legemet forgaa"". I dette hedder det: ,Jeg kommer, efterat have 
ladet mit Kjød dalsamere; mit Legeme opløser sig ikke. Jeg er 
fuldkommen som min Fader Osiris, som KXheper (Forvandlingens 
Gud) er han, og ikke opløses hans Legeme"5, Og i et af de 
følgende Afsnit hedder det: Hans Legeme er fuldstændigt &, 

Forskjellige andre Aktstykker fremhæve Nødvendigheden af, 
at Legemet bevaredes; i modsat Fald vilde der ikke kunne være 
Tale om nogen Forklarelse. I en af de ældste Indskrifter, vi have 
fra det nyere Riges Tid, hedder det om den Afdøde: .,,Du tæller 
Dine Lemmer; de ere fuldstændige, ere urørte" ”?. 

Paa en Osiristavle i Paris læser man følgende Indskrift: 

»Staa op i Ta-ser (?), 0 ærværdige "Legeme, som er i Kisten, 
Dine Bestanddele og Dine Ben forene sig med deres Lemmer, 
Dine Lemmer samle sig paa deres Plads; Hovedet har Du; reist 
er det paa Din Hals, og Hjertet er paa sit Sted" 8. 


Kap. 147. 

Kap. 149. 

Mariette, Fouilles & Abydos S. 38. 

Kap. 154. Efter dette Kapitel følger flere Kapitler, der give For- 
skrifter for Anbringelsen af forskjellige Amuletter paa den Dedes 
Legeme (Kap. 155—160). Derefter felger endnu nogle Tillægskapitler, 
hvoraf de sidste tilhøre en sildig Tid. 

Se Lepsius, Fodtendbuch 154, 1—2. 

Se Lepsius, Todtenbuch 165, 6. 

Lepsius, Denkmåler III, 13 Linie 8. 

Statue no. 3481. P. Pierret, Ze dogme de la ressurection S. 10—11. 


aa 4 ea &e&e? 








1109 


I Shat-n-sensen! hedder det: , Du fornyes, saaledes som Du 
var iblandt de Levende", og paa et andet Sted: ,Du hæver Dig i 
Din Skikkelse i Lighed med Dit jordiske Legeme. Du hviler med 
Liv, Du vaagner med Kraft+ ?, 

I de Dødes Bog siger den Døde et Sted i det Afsnit, der 
handler om den sidste Del af hans Vandring: ,Jeg hæver mit 
Hjerte, efter at det har staaet stille" 3, 

Denne Legemets Bevarelse skyldes navnlig Anubis, der, som 
det hedder i en Indskrift, , frelser Legemet fra Ødelæggelse "+". 

En vigtig Rolle spiller ogsaa de fire Dødsgenier, Amset, Hapi, 
Tiumutef og Khebsenuf; de siges at ledsage Horos, hvorved deres 
Virksomhed ved de Dødes Fornyelse og Opstandelsen tilstrækkeligt 
er antydet; der haves forøvrigt ogsaa udtrykkelige Vidnesbyrd 
derfor. I mange Indskrifter siges der nemlig om disse Væsner, at 
»de ordne Benene, samle Lemmerne og forene Kjedet" &, 

Om disse fire guddommelige Væsner hedder det i en Indskrift 
henvendt til den Afdøde: , Det er de fire Guder, Horos' Børn, 
hvilke Horos har bragt sin Fader Osiris. Disse staa til Din 
Raadighed og bringer Dig alle gode Ting i Kraft af Ordets 
Sandhed" & I en anden Indskrift hedder det om dem: ,De be- 
tvinge Dine Fjender for Dig allevegne, Du gaar ved deres Hjælp" ”, 

I denne Virksomhed for de Afdødes Fornyelse spille Guderne 
Isis og Nephthys ogsaa en vigtig Rolle. Deres Billeder ere derfor 
som oftest anbragte ved begge Ender af Sarkophagen. 

I en Indskrift? hedder det om dem: ,Til Dig kommer Din 
Søster Nephthys. Hun ordner Dit Hoved. Hun gjenforener Dine 
Kuokler. Hun samler Dine Lemmer. Hun giver Dig Aandedræt i 





1! Om SAati- eller SAa-n-sensen se ovenfor S. 210. 

? Sammesteds, se P. Pierret I. c. 8. 9. 

2 Lepsius, Todtenbuch 149, 46. 

" Lepsius, Denkmåler III, 279 e. 

5 P. Pierret, Le dogme de la ressurection 8. 10. 

s P. Pierret l. c. 

"| Sharpe, Ægyptian JFnscriptions II, pl. 27 I. 3; slgn. Pierret 1. e. 
" Lepeius, Denkmåler III, 276 b. og d. 


1110 


Næsen, at Du maa leve. Hun aabner Din Hals, at Du ikke maa 
dø nogensinde. Til Dig kommer Din Søster Isis. Hun sés at 
give Kraft til Dine Ben, at de skille sig ad; hun styrer Vædskerne 
i Dig. Hun giver Dig Aanderæt". 

Det Udtryk, der bruges om det gamle forkrænkelige Legemes 


. <—> 
Overgang til det nye forklarede Legeme, er Ordet pel ) rut 


Koptisk pars spire. Allerede i de første Afsnit af de Dødes 


Bog hentydes der ofte til denne det forklarede Legemes Fremkomst. 
Den Døde siger saaledes i det ovenfor berørte Kapitel, hvor Døren 
aabnes for Sjælen: 

»Jeg har tilbagelagt den lange Vei; mit Kjød har spiret". 

Et andet Sted hedder det: 

»Han er som Gud til Evighed, han lader sine Lemmer spire 
i Kher neter"?, 

I Shai-n-sensen siges det: 

»Din Sjæl lever, Dit Legeme spirer paa Ra's eget Bud" 2, 

Det er først efter at være bleven levendegjort, at den Døde 
kan udstrække sin Arm; d. v. s. han forlader sin Tilstand som 
Khem (den, hvis ene Arm er indbunden i Mumiehylstret) for at 
blive en Horos". 

Derfor er det, at den Døde efter Dommen følger Ra paa 
dennes underjordiske Vandring; derfor er det, at han saa at sige 
bliver identificeret med denne, indtil han tilsidst ligesom Ra 
bliver til en ny Horos, der i Morgensolen svinger sig op i Verden 
for fra nu af at leve iblandt Guderne. Han er nu fuldstændigt 


Lepsius 7odtenbuch 92, 2 (slgn. ovenfor S. 1096). 

Lepsius, Todtenbuch 101, 8. 

P. Pierret L c. 8. 9. 

Et Ønske om at kunne udstrække sin Arm findes hos Lepsius, 
Todtenbuch 46, 1. 

" Til denne nye Tilstand hentydes der allerede i de foregaaende Afsnit. 
Det hedder f. Ex. i Todtenbuch 64, 26: ,Jeg staar op, jeg forener 
mig (nemlig med mine Bestanddele), jeg flyver til Himlen, jeg stiger 
op paa Jorden hver Dag, jeg naar mit Livs Maal i min Gang". Et 


a & dB mm 











1111 


fornyet og guddommelig'. Dette nye guddommelige Liv varer 
Millioner Aar”. 

Om dette guddommeliggjorte menneskelige Væsen hedder det?: 

r"Han er iblandt de Levende; han vil aldrig gaa til Grunde. 
Han er en hellig Gud. Ikke skades han af nogen ond Ting. Han 
er en salig Aand i Ament", 

Den forklarede guddommelige Døde har Valget imellem mange 
Ting: Han kan glimre iblandt Stjernerne", Han kan ligesom 
Osiris" Sjæl, hæve sig op til Himlen i Maanen?; kan tindre i Nu(t) 
som sahu (Orion) og være Horos' Følgesvend iblandt de aldrig 
hvilende Stjerner; eller ogsaa kan han vælge sig ganske nye Til- 
værelsesformer ”. 

Til Slutning skulle vi meddele nogle smaa Brudstykker af de 
hermetiske d. e. pseudo-hermetiske Beger&, hvori disse Skrifters 
neoplatoniske Forfattere meddele deres Opfattelse af Menneskets 
Væsen og Bestanddele og af dets Skjæbne efter Døden. Disse 
Forestillinger bære vel i mange Henseender Præg af at have 
modtaget Indflydelse af hellensk Philosophi og maaske ogsaa af 
Kristendom, men i mange ikke uvæsentlige Punkter slutte de sig 
nøje til de gammel-ægyptiske Anskuelser; ja man vil stundom her 
møde de samme Udtryk næsten Ord til.Andet som i de gammel- 
ægyptiske rituelle Skrifter eller i de ægte hermetiske Skrifter. 

Vi skulle blot anføre følgende Udsagn: 





andet Sted (128, 4): ,Gjenopreist, Horos, Isis' Sen, hævner Du Din 
Fader, O Osiris, Jeg kommer til Dig; jeg er Horos, Hævneren". ,Jeg 
reiser mig og begynder iblandt Guderne" (Todtenbuch 83, 4). Jeg 
reiser mig som en Konge. Jeg der ikke paany i Kher neter, Jeg 
er Ra, som beskytter sig selv. Jeg tilintetgjøres ikke mere". 

Det ægyptiske Ord neter har begge disse Betydninger. 
Sign. Lepsius, Denkmåler III, 246 c. 

Piorret Il. c. 

Lepsius, Todtenbuch 165, 15. 

Shai-n-sensen, algu P. Pierret 1. c. S. 8. 

Sign. Lepsius, Z'odtenbuch 3, 1 meddelt ovenfor S. 1086. 
Indskrift paa Osirisstatuetter i Louvre P. Pierret I. c. 

' Titlerne paa endel af de hermetiske Skrifter findes S. 204 


N 


1112 


rEne af alle Væsner, som leve paa Jorden, er Mennesket 
dobbelt, dødelig med sit Legeme, udødelig ved sit Væsen". 

»Intet døer, men det, som var sammensat, skiller sig ad. 
Denne Adskillelse er ikke en Død; det er Opløsningen af en For- 
bindelse; men Hensigten med denne Opløsning er ske Tulintet- 
gjørelsen, men Fornyelsen"?, 

»Og alt Slægt af levende Kjød og Frøkorn samt alle Værker, 
som kunne gaa til Grunde, skulle fornyes af Nødvendighed ved 
Gudernes Fornyelse og Naturens periodiske og regelmæssige Gang 2. 

Et Afsnit af Hermes Trismegistos har til Overskrift: 

»Intet gaar til Grunde, og det er en Feiltagelse, at Foran- 
dringer ere kaldte Død og Tilintetgjørelse" +. 

.……. v»9aå hænder det sig for dem, der udgaa af Legemet: 
Sjælen gaar ind i sig selv, Livsprincipet (Livet) trækker sig ind i 
Blodet, Sjælen ind i Livsprincipet. Men Aanden, renset og be- 
friet for sine Hylstre, guddommelig ved sin Natur, tager et Ild- 
legeme og gjennemløber Rummet, overladende Sjælen til Dommen 
og den fortjente Straf. 

Fornuften alene for sig vilde ikke kunne tage Bolig i et 
jordisk Legeme, et saa følsomt Legeme vilde ikke kunne omslutte 
en saadan Udedelighed eller bære en saadan Kraft. Fornuften 
tager Sjælen til Hylster. Sjælen, som selv er guddommelig, hyller 
sig i Livsaanden, og Livsaanden udbreder sig i det levende Væsen. 
Naar Fornuften forlader det jordiske Legeme, tager den straks en 
Ild-Klædning, som den ikke kunde have paa, da den beboede det 
jordiske Legeme. Thi Jorden taaler ikke Ilden, hvoraf en Gnist 
alene vilde være istand til at brænde den op. Det er derfor, at 
Vandet omgiver Jorden og danner som en Vold omkring den, der 
beskytter den imod Ildens Flammer. Men Fornuften, den fineste 


!  Hermetis Trismegisti Poemander I, 15 (ed. Parthey p. 7—8); sign. Over- 
sættelsen af Ménard: Hermås Trismégiste S. 8 (Paris 1866). 
Sammesteds XII, 16; Ménard 8. 89; sign. 8. 13, S. 48 og 8. 983. 
Sammesteds III, 4; Ménard 8. 29. 

Sammesteds VIII Overskrift; Ménard 8. 48. 

Sammesteds X, 16; Ménard 8. 64. 





1113 


af de guddommelige Tanker, har til Legeme det fineste af alle 
Elementer: Zlden. Den tager det til Redskab for sin skabende 
Virksomhed; Al-Fornuften bruger alle Elementer, Menneskets 
(Fornuft) blot de jordiske Elementer. Berøvet Ilden kan den ikke 
udføre guddommelige Værker, underlagt som der er under 
Menneskehedens Vilkaar. 

Menneskesjælene (ikke alle, men kun de fromme Sjæle) ere 
overnaturlige og guddommelige. En Gang skilt fra Legemet, og 
efterat have udholdt Fromhedens Kamp, som bestaar % at kjende 
Gud og ikke skade Nogen, bliver en saadan Sjæl rén Fornuft. 
Men den onde Sjæl bliver i sit eget Væsen og straffer sig selv, 
idet den sørger for at trænge ind i et jordisk Legeme, i et 
menneskeligt Legeme, thi et andet Legeme kan ikke modtage en 
Menneskesjæl; den kan ikke gaa ind i et ufornuftigt Dyrs Legeme. 
En guddommelig Lov bevarer den for en saadan Fornedrelse"”. 

»Naar Fornuften er bleven en Dæmon, og den efter Guds Ordre 
har taget et Ild-Legeme, trænger den ind i den ugudelige Sjæl 


og pidsker den med sine Synders Svøbe. Den onde Sjæl styrter - 


sig da i Mord, Skjældsord, Gudsbespottelse, Voldsomheder af alle 
Slags og i alle menneskelige Ondskaber. Men naar Fornuften 
trænger ind i den fromme Sjæl, da fører den den til Erkjen- 
delsens Lyst”. 


I de Dødes Bog gives der kun Oplysninger om de gode 
Menneskers Skjæbne, thi den forudsætter, at det Menneske, ved 
hvis døde Legeme den nedlægges, og hvis Sjæl den skal hjælpe 
igjennem Underverdenen, er et godt Menneske, der har levet efter 
Retfærdighedens Fordringer. Imidlertid gives der dog af og til i 
Tillægsbemærkninger et lille Indblik i de Ondes Skjæbne, idet der 
ti Forsikkringen om, at den Afdøde opnaar dette eller hint 
Gode, tilføies: ,og han bliver ikke dette eller hint", 

Allerede i det første Kapitel have vi sét den Døde gjentage: 


!  Sammesteds X, 17—19; Ménard S. 65—66. 
2 Sammesteds X, 21; Ménard S. 66—67. 


Om de onde 
Menneskers 
Skjæbne. 


1114 


vog ikke bliver jeg udelukket af Osiris' Bolig" ". - Dette var altsaa 
en Skjæbne, som ventede de Onde, men det var langtfra deres 
eneste Straf”. Et andet Sted siger den Dødes Sjæl: ,0g jeg gaar 
ikke ind i Mordhullet i Dybet (Underverdenen), og der times mig 
ikke, hvad der venter dem, som Guderne afsky"?, Noget Lignende 
findes et andet Sted: ,0g den (den Godes Sjæl) føres sække til 
Slagterhuset, og min Sjæl ødelægges ikke" +, Det nilhest-lignende 
Dyr, der 86és foran den dømmende Osiris, kaldes stundom: ,0pæder 
af Skyggerne i Underverdenen" ?, og et andet Sted? siges Mennesket 
at være frelst fra dem, der æde deres Sjæle, som ere inde- 
spærrede i Dybet (Underverdenen) 0. s. v. 

Man sér saavel heraf som af enkelte Antydninger i de oven- 
for meddelte Brudstykker af de hermetiske Skrifter, at der ventede 
de onde Mennesker en endelig Tilintetgjørelse, men det er ikke 
muligt, af disse lejlighedsvise Antydninger at danne sig nogen 
Forestilling om de nærmere Omstændigheder ved deres Undergang. 
Heldigvis kunne dog flere Oplysninger hentes fra andre Indskrifter, 
navnlig fra Indskriften paa Seti I's nylig omtalte Sarkophag, der 
opbevares i Sir John Soanes Museum i London. 

Man 8sér her? en Procession af sytten Væsner, nemlig en Gud 
med Spurvehøgehoved, d. e. Horos, og seksten Mennesker, hvoraf 
de fire første ved en ovenover anbragt Indskrift, Ordet ret-u, be- 
tegnes som Mennesker, d. e. Mennesker fra Ægypten, imedens de 
fire næste kaldes amu (Asiater), de følgende fire: nehesi (Negre) og 
de sidste fire: temhu (Nordlændere) 8. 

Horos siger til disse Ra's Tjenere? : »Beboere af Kem (det 


Lepsius, 7odtenbuch 1, 15; se ovenfor S. 1084. 

Slgn. sammesteds 26, 6. 

Sammesteds 85, 3. 

Sammesteds 149, 31—32. 

Sign. sammesteds 125 d. 

Sammesteds 163, 7—8; slgn. 164, 16—19 0. 8. v. 

Bonomi og Sharpe, Oimenephta Pl. 6 og 7, col. 1—27. 

Se nedenfor 8. 1121. 

Se Bonomi og Sharpe, Oimenephta Pl. 7 D. col. 1 —10, fortsat paa 


De eee 09 Rd da == td mM - 


1115 


sorte Land, Ægypten) og af Desher (det røde Land)!" Ære være 
Eder, I Tjenere af Ra! I, som have gjennemgaaet Forvandlingen 
ved [Hjælp af] den Store, han, som throner i Himlene. Aande 
[komme] i Eders Næser, og Blodet komme atter fil at gjennem- 
løbe Eders ...... I! som have været en Aarsag til Taarer for 
mig, da jeg var som (a)khu (besjælende Aand) i Eders Personer, 
imedens i vare Retu (d. e. Mennesker, nemlig fra Ægypten); 
hvorpaa jeg efter mange Tiders Forløb blev forvandlet 'i Eder til 
Personer af Amu — for hvilke Gudinden Sekhet har forvandlet 
sig for at straffe deres dba-u (Sjæle)! I som har gjort mig be- 
drøvet for Eder, jeg har derefter hvilet mig i en Million Aar, og 
derpaa er jeg gaaet ud [for] at blive som Eders Personer, [at blive] 
til Negere, for hvilke Horos har forvandlet sig for at straffe deres 
Sjæle; og endelig efter en Tids Forløb er jeg som Eders Per- 
soner bleven til 7amhu, for hvilke Sekhet forvandler sig at straffe 
deres Sjæle". 

Det synes efter denne Text at fremgaa, at de Menneskesjæle, 
hvorom her er Tale, og som have maattet gjennemgaa en Sjæle- 
vandring, have faaet Straf nok i denne, og at de nu ville kunne 
fortsætte og faldende deres underjordiske Vandring og gjenfødes 
som nye Horos'er. 

I de hermetiske Bøger findes Sætninger, som stemme ret vel 
overens med den her meddelte Text. Vi behøve blot at minde om 
de ovenfor anførte Ord": 

»Den ugudelige Sjæl bliver i sit eget Væsen og straffer sig 
selv, idet den sørger for at gaa ind i et jordisk Legeme — 
et menneskeligt Legeme; thi den vil ikke kunne gaa ind i et 
Væsen uden Fornuft, en guddommelig Lov skaaner den (Menne- 
skesjælen) for en saadan Fornedrelse". 

Men ikke alle uretfærdige Sjæle faa den her antydede 
Skjæbne. 





Pl. 6 D. col. 11—26; sign. P. Pierret /2evu: Archeol. nouvelle série 
XXI, 8. 299 (1870). 
' Se ovenf. 8. 1113 med Anmk. 1; sign. Ménard, /fermés Trismégiste S. 66. 


1116 


Umiddelbart efter de ovenfor meddelte Ord!, uden at der 
findes nogen Betegnelse af, at der her begynder et nyt Afsnit i 
Texten, læser man følgende Ord, der aabenbart ikke kunne gjælde 
om de samme Sjæle, som tiltales paa en saa hæderlig Maade 
- med , Ære være Eder!" Man læser her?: 

»Det er dem, som holde hav (Livstilværelsens Maal?) i Ameni 
(Vesten), som bestemme Livstilværelsens Maal for de Sjæle, som 
ere i Ament, og som føre til Straffens Sted. Til dem siger Ra: 
»»O Guder, Beboere af Dybet, som bære Rebet metut for at drage 
Tilværelserne frem! Griber Rebet metu: og drager med det Til- 
værelserne — Sjælene, som ere i Ament; drager dem til Tilintet- 
gjøerelsens Sted og tiltntetgjerer de skyldige Sjæle! Fører dem til 
Tilintetgjørelsens Sted, at de ikke maa skue det hemmeligheds- 
fulde Sted, de guddommelige Fyrsters Egn". De Ondes Tilintet- 
gjørelse! Disse Guder nære sig af ma-kheru (Ordets Kraft)?; d 
Offre, der bringes dem paa Jorden, bestaa i Ordets Kraft". 

Det er aabenbart, at disse Ord have Hensyn til andre Af- 
døde end de ovenfor omtalte, og navnlig vil det ikke kunne 
betvivles, at de vise hen til den nedenunder fremstillede Scene, 
hvor man sér otte Mand føres frem som Fanger. Om dem hedder 
det i den omtalte Indskrift": 

»Det er dem, som naar man føres til Tilintetgjørelsen, ned- 
skrive denne for Tilværelserne af Sjælene, som ere i Ament. ,»,Ti- 
intetgjører? de Skyldige og skriv [dem] op paa Tilintetgjørelsens 
Sted! Jeg er kommen paa den store Vei for at dømme Legemerne 
(kha), for at tilintetgjøere mine Fjenders Ondskab"". 

»Disse Guder nære sig af An-Brød, samt af zeser-Vin, og de 
forfriske sig i Vand". 

Der kommer nu en Afbrydelse af denne Fremstilling ?, idet en 


Pl. 6 D. col. 26; se ovenfor S. 1114—1115. 

Pl. 6 D. col. 26—41. 

Dette Ord findes ovenfor 8. 1103 med Hieroglypher. 
PL 6 D. col. 41—47. 

Det er Solguden Ra, som taler. 

PL 5 col. 48— 49. 


BØ SS é& dd fB mm 


1117 


anden Scene med flere sammenhørende Billeder? kommer imellem, 
men paa den anden Side af disse fortsættes Scenen ?. 

Her sér man Tum foran fire og tyve Mennesker, hvoraf de 
fire nærmeste ligge kastede til Jorden, og de øvrige tyve ere 
fremstillede bagbundne. En Indskrift, der læses imellem Figurerne, 
forklarer: at det er Beboere af Ra's Sal, de skyldige paa Jorden, 
for Ra — ubevægelige i Æget, trufne ved Dommen, kastede til 
Jorden, Fjender af den dobbelte akhi (Horizont)2. 

Ovenover læses en Indskrift", som kan gjengives saaledes: 

»Min 7um's Pligt imod Ra er at hylde ham, at tilbede hans 
Sjæl ved at skabe Pine for hans Fjender. Min Fader Ra's Ords 
Kraft [er] imod Eder, og mit Ords Kraft er imod Eder. Jeg er 
en Søn, som er udgaaet af sin Fader, og jeg er en Fader, som 
er udgaaet af sin Søn, Jeg binder Eder, naar I ville udvide 
Eder. I ere bundne, Eders Arme ere ikke fri. 

Jeg hylder Ra [i min Færd) imod Eder. Jeg forsvarer hans 
Sjæl (da) imod Eder ..... Jeg lader Eder dømme for Ra, jeg 
slæber Eder til Eders Synders Dom ..... Hvad I have forsyndet, 
det dømmes hos min Fader; hvad I have gjort af Misgjerninger, 
det straffes i den store Sal. Eders Legemer ere at senderskjære, 
Eders Sjæle (da-u) ikke ere de mere". 

De følgende Billeder? skildre Solens Fjende Slangen Apap's 
(Apophis") Undergang, hvorpaa Texten atter” vender tilbage til de 
Ugudeliges Tilintetgjørelse. Her læses følgende Ord, som udtales 
af Horoså: 

nå som have mtskjendt Ra. 1 ere bagbundne. I ere i Ra's 
Magt, og. han ødelægger Eder. I ere ikke mere. Eders Sjæle ere 


Pl. 5 col. 37 til Pl. 4 col. 20. 

Pl. 4 D. col. 8--37 og Pl. 3 D. col. 38—43. 
D. e. Solen. 

Pl. 4 D. col. 8 fr. 

Sign. ovenfor 8. 1028 og S. 1030. 

PL. 8 (sign. Pl. 9, hvor Apophis sés lænket). 
Pl. 14 og 13. 

Pl. 14 col. 16—39. 


ae da SM ff BØ ØS mm 


1118 


tilintetgjorte. Dette skér Eder ved min Fader Osiris. I ere ikke 
mere, J, som have fornægtet Ra"! 

Nedenunder sér man fremstillet en umaadelig Slange, der 
spyer sit Ædder paa de ulykkelige Syndere; den hedder khet: ,,Ild- 
slangen". Til den siger Ra!: 

»Aabn Dit Gab! Kast Din [Id imod min Faders Fjender, 
brænd deres Legeme og opbrænd deres Sjæle med den Ild, der 
udgaar fra Dit Hoved, med den Flamme, som er i Din Bug! 
Min Slægt er imod dem; de ere tilintetgjorte — de Sjæle, som 
skulde gaa ud til dem. Ikke ere de mere. Ud er gaaet den Ild, 
som er i denne Slange; den opbrænder dem, Ra's Fjender!" 


Æcypternes Inden vi afslutte vore Bemærkninger om Ægypternes Religion, 
om Verdens maa vi endnu tilføje et Par Ord om deres Forestillinger om 


Skabe, Formen og -Beskaffenheden af den Skueplads, hvorpaa de tænkte 
sig Guder og Mennesker, — saavel de levende, som de afdøde 
— at bevæge sig; eller med andre Ord, vi maa give en kort Udsigt 
over Ægypternes Forestillinger om Jordens og Verdens Figur, 
Form og Skikkelse. 

I Henseende hertil ere vi ikke uden Oplysninger, thi i de 
rituelle Skrifter antydes det oftere, hvorledes Ægypterne tænkte 
sig dette Forhold; kun maa vi tilstaa, at de Forestillinger, der 
møde os i disse Skrifter, ere saa primitive, at de umuligt | 
have kunnet bestaa med nogen virkelig astronomisk Kundskab, —- 
og at Ægypterne virkeligt besad i det Mindste nogen astronomisk 
Indsigt, kan ikke ret vel betvivles. Der er dertor intet Andet for 
end at antage, at denne primitive Anskuelse kun hørte hjemme i 
religiøse og rituelle Skrifter, i hvilke man jo var strængt bunden 
til de nedarvede Forestillinger og Betragtningsmaader, og at der 
ved Siden af den fandtes mere fornuftige Forestillinger?. 


! Pl. 14 col. 40—54. 

2 Hvorledes de dannede Ægyptere have tænkt sig Jordens Skikkelse, 
kan ikke afgjøres. Chabas mener af et Udtryk i en Papyrus i Berlin, 
Fortællingen om Bonden (Lepsias, Denkmåler VI, 110 1 11—12 og 








1119 


Ifølge den Anskuelse, der fremtræder i Ægypternes rituelle 
Skrifter var Jorden en i et uendeligt Hav svømmende Flade, over 
hvilken Himlen, der ligeledes var bedækket med et Ocean, (hvorfor 
Guderne maa reise i Baade), var udbredt ligesom et Loft over et 
Værelse, og paa lignende Maade synes man at have tænkt sig, at 
Jordfladen atter bedækkede en underjordisk Verden, som Solen (Solens 
Sjæl, Osiris) maa gjennemvandre hver Nat, og hvilken, som vi 
ovenfor have sét, ligeledes maa gjennemvandres af de Afdødes 
Sjæle, inden de kunne forklares og naa deres egentlige Bestem- 
melse. Denne Underverden antages, synes det, efter de gamle 
Forestillinger næsten at danne som et Speilbillede af Himlen. 

Paa Seti 1.'s Sarkophag findes et Billede, hvor Verdens Skik- 
kelse er fremstillet i det Væsentlige paa den her antydede Maade, 
om end med endel Afvigelser!. Guden Nu (Himmelguden)? hæver 
sig op af Vandene og bærer Gudernes Baad paa sine opstrakte 
Arme; paa den anden Side svømmer Osiris, omslyngende Under- 
verdenen med sit Legeme. Paa Underverdenen staar Himmel- 
gudinden Nu (Nu-t), bærende Jorden, en rund Kugle, der ligger 
foran Torbisten (kheper, Skaberen), som har Plads i Gudebaaden. 

De ægyptiske Udtryk for Verdens forskjellige Dele ere følgende: 


sæ, la, Kostisk &0 er Jorden; 

c—= put eller pe, Koptisk WWE er Himlen; Ordet udtales forøvrigt 
ogsaa her, hvormed man betegnede Oversiden af Himlen; 

DER ament, Vesten, Amenthes, er de Dødes Rige, det laa 
under Jorden; Nedgangen dertil var i Vesten; 

RG er ensbetydende med det foregaaende Ord, hvorfor vi i 


Reglen have gjengivet det ved Amen (Vesten), men om det ogsaa 
udtaledes ament, er langt fra sikkert, ja endog ikke meget sand- 


VI, 113 I. 39—40), at kunne slutte, at de vidste, at Jorden bevæger 
sig; se Zeitschrift fir åyyptische Sprache II, 8. 97 ff. (1864). 

'- Bonomi og Sharpe, Oimenepåta pl. 15. 

2 Om Guden Nu (der maaske rettere kaldes Nun) se ovenfor 8. 1077. 


Jordens 


Befolkning. 


1120 


synligt. Udtalen kan ikke nøie angives, maaske udtales Ordet set 
eller set-mati, den dobbelte Sandheds Land?. 


es diva, diu, tu, Dybet (?)?, Underverdenen, var maaske Navnet 
paa den Del af Underverdenen, der saa at sige dannede Speil- 
billedet af Himlen3; 


== eller SÅ kher neter, maaske blot benævnet kher, Under- 
Ars] 

verdenen; 

ISS akher (aker?), uden Tvivl det samme Ord som det foregaaende". 


Stjernerne henføres til følgende to Klasser, der ofte omtales 
i de Dødes Bog: 


je [Nat iU3 « , akhimi sek-u, de Stjerner, som ikke kjende 
til orgel d. e. Fixstjernerne ; 

Je NE Ex! I akhimt urd-u, de Stjerner, som ikke kjende 
til Ro, d. e. Vandrestjernerne. 


Hvad angaar Jorden, da tænkte de gamle Ægyptere sig deres 


Fædreland som beliggende paa den flade Jords Midtpunkt, en - 


Beliggenhed, der svarede meget vel til deres Forestilling om, at 
Ægypten var Jordens vigtigste Land, og at dets Folk var Verdens 
ypperste Folk. 

De Nabofolk, hvormed de navnlig kom i Berøring, vare ikke 
lidet forskjellige fra Ægypterne og fra hinanden indbyrdes. Syd 
for Ægypterne fandtes der Negerfolk, Nord og Nordost for Ægypten, 
boede der Folk af syro-arabisk (semitisk) Race og Vest for Ægypten 


1 Se Lauth i Zeitschrift fir ågypt. Sprache IV, 8. 97 (1865); Brugsch, 
Hieroglyphisch-Demotisches Wårterbuch S. 78. 

Udtalen er uvis, da Stjernen X er polyphon. Maaske er Ordet at læse 
seb og ikke diva. Lauth mener, at Ordet betyder , Dybde" (Zeitschrift 
fir ågyptische Sprache II, 8. 55 (1863), en Oversættelse, som Flere, . 
saaledes iblandt Andre Brugsch, have optaget. 

Brugsch har anfert et Sted, hvor diva kaldes ,den foerste Station af 
Ament", se Hieroglyphisch-Demotisches Wodrterbuch S. 72. 

Brugsch ]. c. 8. 1124, sign. 8. 185. 


1121 


ligesom paa Øerne i Middelhavet, fandtes Folk af lysere Hudfarve, 
der sandsynligvis tilherte den Race, vi pleie at kalde den 
kaukasiske. 

Disse tre Folkegrupper ere saa forskjellige fra hinanden og 
saa forskjellige fra Ægypterne, at det ikke kan undre os, at 
Ægypterne betragtede enhver af dem som en egen Menneskerace. 
Med den ægyptiske Folkerace, efter Folkets Forestilling uden 
Sammenligning den højeste af alle Racer, fandtes der altsaa efter 
Ægypternes Forestilling fire Menneskeracer paa Jorden. 

De fire Menneskeracer afbildes oftere paa Mindesmærkerne, 
hvor de betegnes paa følgende Maade!: 


SY di ret-u, Mennesker, nemlig , Menneskene i Ægypten"; 
YA Ye dt amu-té, 53, Betegnelse for Syro-Araber (Semiter); 
SÅN meheni, Negro; 

ADS: lamhu, Nordboer (?), Libyer og Europæer. 


Den første af disse Racer fremstilles med rødlig Hudfarve; 
Amu ere brune, Negerne sorte og Tamhu hvide. Forøvrigt maa 
vi bemærke, at Mesopotamiens og Nordsyriens civiliserede Beboere 
ikke afbildes med brun Hudfarve, som Kanaaniter og Arabere, 
uagtet de vare af samme Stamme som disse, men med rødlig 
Hudfarve ligesom Ægypterne selv. 

Det er naturligt, at der i ældre Tider, da Ægypterne kun 
kom i Berøring med Folkene i de nærmeste Nabolande og med 
enkelte fjernere boende Folk, blandt Ægypterne har dannet sig den 
Forestilling, at der ikke gaves andre Folk i Verden end Ægypterne 
selv og disse Folk. Antallet paa disse fremmede Folk, der oftere 
opregnes paa Mindesmærkerne, var nt. 

Flere af disse Ægyptens ældgamle Nabo-Folk fik i Tidens 


! Den bekjendteste Afbildning findes i Seti I.'s Grav, Lepsius, Denkmåler 
III, 180. 
71 


1122 


Løb andre Navne, eller maatte vige for nye Folk, men alligevel 
vedblev Ægypterne lige til det sidste at tale om de ni Folk". 


er enes Vi have ovenfor? omtalt, at der i forskjellige Indskrifter om- 
Kosmogoni. taleg flere forskjellige Guder som Skabere, saaledes Ra, Tum, 
Ptah, Osiris, Horos, Num (Khnum), men denne Uoverensstemmelse 
imellem Texterne kan ikke undre os, da de fleste af de Gud- 
domme, vi her have nævnt, kun betegne forskjellige Sider af det 

samme Væsen. 

Vi besidde ingen ægyptisk Kosmogoni eller Theogoni, men 
ved Hjælp af de Antydninger, der stundom gives i de ægyptiske 
Skrifter og Aktstykker, der ere levnede os, navnlig-i de Dedes Bog, 
er det muligt for os at danne os et rigtignok noget dunkelt Billede 
af Ægypternes Forestillinger om Verdens og Gudernes Tilblivelse. 
Det vigtigste Sted for os er Begyndelsen af det syttende Kapitel 
af de Dødes Bogt!. 

At slutte efter dette Aktstykke synes Ægypterne at have an- 
taget, at i Begyndelsen var Alt Hav og Mørke, evig Nat; om 
nogen Skabelse af Intet kan der naturligvis ikke være Tale. Over 
Havet svævede Solguden som det eneste levende Væsen, men i 
sin Skikkelse af Tum, Aftensolens Gud, der synker ned i Hori- 
zonten og altsaa ikke lyser (som Ra). Da hævede Shu sig op af 
Uroceanet, og saaledes fremkom Himlen, der over sig ogsaa bærer 
et Ocean (de himmelske Vande). Nu hævede Ra sig op paa den 


1 Vi have oftere omtalt de ni Folk i vore Oversættelser af ægyptiske 
Texter; se f. Ex. 8. 558. Om de ni Folk, slgn. Brugsch i Zeitschrift 
Sir ågyptische Sprache XIII, p. 9—12 (1875). 

2 Se ovenfor S. 1040, 8. 1045, 8. 1066, 8. 1073 0, 8. v. 

2 Se ovenfor 8. 1028 

"+ Menneskets Fremkomst er symboliseret ved Guden Kåem, Avlekraftens 
Gud (Pan); Himmellegemernes Anordning ved Udtrykket: ,Trappen i 
Hermopolis" (17, 1—2); i den forangaaende Sætning tales der om Såu 
(den af Lepsius udgivne Text af 17, 1 er her mangelfuld). 8Slgn. for- 
evrigt de Rougé i Revue Archéol. nouv. série I, S. 860 (1860) og 
navnlig E. Naville, eur lignes du Livre des morts;, Zeitschrift fir 
dgypt. Sprache, X1l, 8. 57—61 (1874). 


1123 


saaledes fremkomne Himmelbue og udbredte Lys over Verden, og 
Himmellegemerne fik deres Gang anvist; de onde Magter maatte 
fl. Jorden maa derefter være bleven befolket med levende 
Skabninger, indtil tilsidst Mennesket fremkom. 


Ifølge en almindelig udbredt Anskuelse var Ægyptens Ind- 
byggere i Oldtiden delte i skarpt afsondrede Kaster". Man pleier 
navnlig at tale om Præste- og Krigerkasten, om Handelsmændenes 
og om Agerdyrkernes Kaste 0. 8. v. De græske Forfattere, der 
have skrevet om Ægypten, synes i Virkeligheden at give denne 
Betragtningsmaade Medhold?, og det er heller ikke usandsynligt, at 
noget Saadant har fandet Sted : senere Tider; men uheldigvis 
kjende de talrige ægyptiske Optegnelser og Indskrifter, vi have 
tilbage fra de gamle Pharaoners Dage, ikke Noget til Tilværelsen 
af saadanne Kaster i Ægypten i ældre Dage. Ganske vist vare 
Indbyggerne i Ægypten fra de ældste Tider af meget langtfra 
alle at være ligestillede; der var i Ægypten som i næsten alle 
andre Lande i Oldtiden en ikke uvæsentlig Standsforskjel til- 
stede imellem Landets frie Befolkning, idet en mindre Del af 
Folket dannede — hvad vi rigtignok kun med Forbehold kunne 
kalde — en privilegeret Stand, imedens det store Flertal af 
Befolkningen dannede saa at sige en uprivilegeret Stand; eller 
med andre Ord, der fandtes i Ægypten to Stænder: en Adel og en 
Almue. De samme Aktstykker, der vise og denne Forskjel imellem 
Befolkningen, belære os ganske vist ogsaa om, at det meget ofte 
var Tilfældet, at en Søn kom til at beklæde samme Stilling som 
Faderen; men de vise ogs tillige, at det i de gamle Pharaoners 
Dage ingenlunde var umuligt, at Sønnen kom til at indtage en 


1! Se f. Ez. Høeren, /deen iber die Politik, den Verkehr und den Handel 
der alten Welt I, S. 200 (1805). 

2?  Diodor, Bibl. Hist. I, 73—74 taler om Præster, -Krigere, Agerdyrkere, 
Hyrder og Haandværkere og antyder, at Sennerne i Reglen altid 
havde samme Næringsvei og Bestilling som Faderen. Herodot taler 
om syv Klasser (Her. Il, 1638) nemlig Præster, Krigere, Hyrder, Svine- 
hyrder, Kjebmænd, Fortolkere og Sefolk. 

71? 


1124 


ganske anden Stilling end Faderen, ja at dette endog slet ikke 
var usædvanligt. Vi have mange Exempler paa, at Brødre be- 
klædte ganske forskjellige Værdigheder: en var Befalingsmand i 
Hæren, en anden Præst, en tredie ansat ved Bestyrelsen af Landet 
0. 8. v.!, I Reglen indtraadte vel en af Sønnerne i samme eller 
lignende Stilling som Faderen, men vi have ogsaa Erempler paa, 
at selv høitstaaende Embedsmænds Sønner fik ganske andre Stil- 
linger end Faderen, og at ingen af dem er i lignende Stilling?. 
Med andre Ord, det er klart, at Medlemmerne af Aristokratiet 
eller Adelen, den priviligerede Stand i Ægypten, i de gamle 
Pharaoners Dage havde Adgang til alle Embeder i Landet og 
efter eget Valg kunde indtræde i Statens eller i Helligdommenes 
Tjeneste, uden Hensyn til hvad Stilling Faderen havde beklædt ; 
ja det er endogsaa klart, at der ikke var Noget til Hinder for, at 
selv Mænd af Almuen kunde hæve sig op til ansete Stillinger i 
Samfundet",  Altsaa, med andre Ord, der fandtes i de gamle 
Pharaoners Dage i Ægypten ikke nogen skarp Adskillelse imellem 
Landets Borgére, eller kortsagt, tngen Kaster; ikke nogen 
anden Adskillelse end den, man finder i alle Lande imellem 
ansete, rige Slægter og den ubemidlede Mængde; ja vi antage det 
endog for sandsynligt, at Landets Love ikke tilsikkrede Medlem- 


1 Ampére, Des Castes ou de la transmission des fonctions dans Pancienne 
Egypte i Revue Archeol. V, 8. 405 ff. (1848—1849); og i Revue des 
deux Mondes for 15. Sept. 1848. 

1 Se Sharpe, Egyptian Inscriptions II, pl. 38: Indskriften paa et Mindes- 
mærke i Neapel. 

2 Ifelge en Gravtale i Leyden over en Amonasferstepræst fra Theben, 
var ingen af denne heitstaaende Præsts Senner Præster; se ovenfor 
8. 1022 Anmk. 2. 

+ I et Brev i Samlingen Anastasi V. Select Papyrus pl. CXX, omtales 
en Befalingsméænd i Hæren ved Navn Mai, der siges at være Sen af 
en smetlu, d. e. Landarbeider; de to andre Befalingasmænd kalde sig i 
Modsætning til ham af Ra's (Solgudens) Stamme. I Æventyret 
nde to Bredre" (Papyrus d'Orbiney) bliver en Landmand Prinds-Gouver- 
neur af Aithiopien og Thronføelger. Et Exempel paa, hvorledes en 
Mand af ringe Stand kunde hæve sig til den fornemste Rang i 
Ægypten, afgiver Josephs Historie. 





1125 


merne af de rige og ansete Slægter, der dannede Aristokratiet, 
nogensomhelst Forret eller Privilegium, om end Skik og Brug 
havde ført med sig, at Medlemmerne af de ansete Slægter ned 
særlig Udmærkelse ved visse Leiligheder. 

Paa den anden Side kan det ikke benægtes, at ægyptiske 
Embedsmænd i ansete Stillinger i Reglen have søgt at faa deres 
Sønner og Slægtninge ind i lignende Stillinger, som de, de selv 
beklædte", og at det følgelig altid var forbundet med Besværlighed 
for Udenforstaaende at faa Adgang til Embeder og Bestillinger, 
der tidligere ikke havde været beklædte af deres Slægtninge, hvor- 
imod det altid var lettere for en Fader at faa sine Sønner an- 
bragte i samme eller lignende Bestilling eller Embede som det, 
han selv beklædte. Noget Lignende gjaldt om de lavere Stænder. 
Haandværkerens og Arbeidsmandens Sønner havde jo altid den 
bedste Leilighed til at lære Faderens Haandværk, hvorimod det 
ofte kunde være vanskeligt at lære et andet Haandværk og skaffe 
sig Kunder i dette; og derfor skete det som oftest, at Haand- 
værkernes Sønner søgte samme Erhverv som Faderen 

I Forfaldstiden, da Ægypten intet Nyt mere frembragte, og 
da al Ægypternes Tragten gik ud paa at bevare, hvad man havde 
modtaget, synes det bestandig at være bleven sjældnere, at en 
Sen anbragtes i en anden Levevei end den, Faderen fulgte, og 
tilsidst bleve Undtagelserne saa sjældne, at det saa ud som det 
var paabudt ved Lov, at en Søn skulde indtræde i samme For- 
retning som Faderen, ligesom ogsaa Mændene søgte deres Hu- 
struer af deres egen Stand eller Klasse”, eller med andre Ord, i 
Forfaldstiden, i det tiende, niende og ottende Aarhundrede begyndte 


nen 


" Det fremgaar af Indskrifterne paa Gravtavlerne, at en Sen, ja endog 
flere Sønner, meget ofte fik det samme eller lignende Embede som 
det, Faderen havde beklædt. 

7 Det hedder i den demotiske Roman i Museet i Bulak ved Kairo: Jeg 
vil lade Prah-nefer-ka ægte en Datter af en Hevedsmand i Hæren, og 
Ahura vil jeg give til Hustru til en anden Hevedsmand i Hæren, som 
dot saa længe har været Brug i vor Familie;" se Revue Archéol, nouv- 
série XVI, S. 165 (1867). 


1126 


der i Ægypten at reise sig kasteagtige Skillevæge imellem Befolk- 
ningens forskjellige Klasser". Under Psametik og hans Efter- 
følgere skete der maaske endnu adskillige Undtagelser, men disse 
forsvandt snart efter Tabet af Friheden og ved Landets Erobring 
af Kambyses; thi i Persertiden raadede Kastevæsnet enevældigt, 
som det tydeligt fremgaar af de Vidnesbyrd, der aflægges af de 
Hellenere, der i dette Aarhundrede besøgte Ægypten, saaledes af 
Herodot”, Platon? og Isokrates". Ja man kan endog spore en 
bestandig Udvikling af Kastevæsnet?, thi i Aristoteles' Stat, der 
vel er bleven forfattet ved Aar 340 f. Kr., omtales en skarp 
Sondring imellem Kasterne som noget lovbestemt, imedens den af 
Solon og Herodot kun omtales som noget, der var hjemlet ved Skik 
og Brug. Den samme Opfattelse, vi finde hos Aristoteles, gjenfinde 
vi hos de Forfattere, der i den følgende Tid give Meddelelser om 
Ægyptens Forhold, saaledes Diodor? og Dikaiarkhos . 

Et Vidnesbyrd om, at der i Ptolemaiertiden gaves et virkeligt 
Kastevæsen i Ægypten, afgiver endvidere — i det Mindste for 
Præsternes Vedkommende — Dekretet fra Kanobos, som vi kjende 
af den mærkelige i 1866 i Tanis fundne Tresprogs-Indskrift. Af 
dette Aktstykke sér man, at de ægyptiske Præsters Sønner ved 
Fødselen alle indskreves i Præstestandens Registre, nemlig i den 
samme Klasse, hvortil Faderen hørte ?. 


gme« 


1 Solon skal efter Platons 7imaios (c. 23--24) have talt om Kasterne 
i Ægypten. Solon besegte Ægypten, før han optraadte som Lov- 
giver i sin Fødeby, formodentlig under Psametik I. eller under Neko. 

2? Her. VI, 60; DO, 37; II, 143; II, 166; II, 47; II, 154; II, 65 og 164. 

3 8Slgn. Plato Il. c. 

$ Isokrat., Busiris c. 16. 

5 Se G. Lumbroso, Recherches sur Péconomie politique de PEgypte sous les 
Lagides 8. 58 Anmk. 1. i 

S Aristoteles, Polit. VII, 9. 

7 Diod., Bibl. Hist, I, 73 og 74; 91, 3; 81, 7; 88, 2 og 82, 3. 

8. Dicaearch. fr. 7; Schol. ad Apoll. Rhod. IV, 273, (Miller, Fraym. Hist. 
Gr. II, 8. 235 —286). 

” En Undtagelse gjordes der alene med dem, der overførtes til den af 
Ptolemaios III. dannede /emte Præsteklasse,; men Efterkommerne af 
dem, der vare overførte til denne nye Klasse, maatte forblive deri. 


1127 


Vi skulle nu meddele et Par Ord om hver især af 'de to 
Klasser, hvori Ægyptens frie Befolkning i de gamle Pharaoners 
Dage vare inddelte, Adelen og Almuen. Vi skulle hertil endnu 
føle et Par Bemærkninger om de af Ægyptens Beboere, der ikke 
havde Borgerrettigheder, Slaverne?. 


Den ægyptiske Adel var en Æmbedsadel; næsten alle Ægypter, 
der omtales paa Mindesmærkerne, anføres som beklædende et eller 
andet Embede; enten ere de Præster eller Befalingsmænd i 
Hæren eller Finants-Embedsmænd eller Bestyrere af de kongelige 
Domainer eller Forligsdommere eller desl. Til at beklæde et 
Embede udfordredes der imidlertid, at vedkommende havde mod- 
taget en videnskabelig Uddannelse. De, som ikke fuldendte deres 
Cursus, maatte gribe til andre Leveveie, enten give sig til at være 
Agerdyrkere eller endog søge Erhverv som Haandværkere, hvorved 
de jo snart vilde synke ned imellem Almuen. 

Vi vide ikke, hvorvidt der i det gamle Ægypten gaves noget 
særeget Udtryk for Begrebet Adel eller Landets privilegerede 
Stand. I Indskrifterne findes der vel ofte Ord, som vi gjengive 
ved ,de Store", ,, Fyrsterne", eller desl., som man kunde mene 
betegnede Adelen, men den Forbindelse, hvori disse Ord forekomme, 
synes ikke at tale for, at de have havt nogen saa bestemt Betyd- 
ning; de bruges tvertimod i Reglen ikke i Modsætning til Almuen, 
men til Medlemmer af den lavere Adel?. 

I fremmede Folks Meddelelser om Ægypten i de gamle 
Pharaoners Dage, saaledes i Biblen, betegnes den ægyptiske Adel 
ved Udtrykket ,,Fræsterne"?, et Udtryk, hvoraf man ikke ter 
slutte, at alle Medlemmer af Adelen vare optagne i Præsteskaber 
eller gjorde Tjeneste ved Helligdomme; dette Udtryk anvendes 


— 


' Om de fremmede Folk i Ægypten se nedenfor S. 1188 ff. 

2 Se Select Papyrus pl. XIT, I. 9—pl. XIII, 1. 1, hvor det hedder om en 
Sen af Skriveren 7eAut-taven-f, at han kom hjem fra Ahennu (Silsilis), 
fra den derværende Skole (se ovenfor S. 1019), hvor ,de Stores Sønner 
ikke havde kunnet maale sig med ham". 

2 Se saaledes navnlig Gen. 47, 26. 


Om Adelen. 


Om Almuen. 


Om Slaverne. 


1128 


aabenbart kun, fordi Landets Adel var neie sammenknyttet med 
Præsteskaberne, idet paa den ene Side Præsterne toges af Adelen, 
og paa den anden Side Adelens /leste Medlemmer bleve optagne i 
Præsteskaber og kom til at gjøre Tjeneste ved Helligdommene. 


Om den ægyptiske A/mues Forhold er os ikke meget bekjendt ; 
vi vide kun, at en stor Del af Almuen ernærede sig af Mark- 
arbeide, baade som Agerdyrkere og Hyrder, sandsynligvis under 
lignende Forhold som Nutidens Fellab'er!, og at dernæst Skibsfarten 
paa Nilen samt Fabrik- og Haandværksdriften lagde Beslag paa 
mange Hænder”, Industriens blomstrende Forfatning maatte neød- 
vendigvis medføre, at Handel og Omsætning sysselsatte talrige 
Ægyptere; ikke faa levede af Fiskeri, andre af Jagt 0. s. v.2. 


Foruden Adelen og Almuen gaves der i Ægypten en talrig 
Klasse af Landets Befolkning, som vel ikke havde Borgerrettig- 
heder, men dog betragtedes og behandledes som Afennesker. Det 
var Slaverne. De ægyptiske Slaver vare nemlig ikke som flere 
andre Folks Trælle overladte til deres Herrers Forgodtbefindende, 
Herrerne havde ikke blot ikke Ret til at dræbe dem, men ikke engang 
til at paalægge dem haardere Straffe, naar de havde gjort sig 
skyldig i grovere Forseelser, f. Ex. naar de vare løbne bort, havde 
stjaalet eller desl."… Herren maatte da anklage dem for Dom- 
stolene og overlade det til Retten at sørge for deres Afstraffelse. 
De ægyptiske Slaver vare dels Efterkommere af andre Slaver, 


! 8e nedenfor 8. 11$1. 

I Papyrus Sallier II. gives flere Oplysninger om Haandværkernes 

Kaar i Ægypten. 

3 Lumbroso, Recherches sur Pécon, polit. de PEgypte, giver 8. 104 en For- 
tegnelse over de forskjellige Haandværkere og Arbeidere, der omtales 
i de græsk-ægyptiske Aktstykker. 

£ Se Papyrus I. 352 i Leyden udgivet i Leemans, Monumenis pl. CLXVIII 
og forklaret af Chabas, Mdanges égyptologiques I, 8. 3—13 (1862). Man 
erindre ogsaa Josephs Historie, hvorledes hans Herre Potiphar ikke selv 
afstraffede ham, men sendte ham til Statsfængslet, d. 6é.: han lod 
ham demme og afstraffe af Landets Domstole. 





1129 


dels vare de kjøbte!, dels endelig vare de overvundne Fjender, 
der vare tagne til Fange i Krigen ?. 

Foruden de private Slaver gaves der en stor Mængde Stats- 
slaver, navnlig i de store Templer 2. 


Et Forhold, der har stor Interesse for Spørgsmaalet om om Fordelingen 
Ægyptens Tilstand i de gamle Pharaoners Dage, er Fordelingen ommene i 
af Grundeiendommene. Ifølge de klassiske Forfatteres Beret- 
ninger var Ægyptens Grundeiendomme delte imellem Kongen, 
Præsierne og Krigerne'. Efter al Sandsynlighed er denne Efter- 
retning ikke ganske urigtig, og vi kunne derfor med megen Sand- 
synlighed antage, at i den Tid, da Hellenere og Romere lærte 
Ægypten nøiere at kjende, vare Landets allerfleste Grundeien- 
domme delte imellem Præsterne, Krigerne og Kongen (efter Aar 
30 f. Kr., den romerske Keiser). 

Heraf følger imidlertid ikke, at Grundeiendommene bestandig 
havde været fordelte paa denne Maade; det var jo tænkeligt, at 
der var skét Forandringer i denne Henseende. I Virkeligheden 
kan det let godtgjøres, at der i det gamle Ægypten er skét 
store Forandringer i Tidens Løb i Henseende til Grundeiendom- 
menes Fordeling imellem Landets Borgere. Det er jo ovenfor? 
paavist, at Krigerne ikke optræde som særegen Stand før omtrent 
ved Aar 800, og at de først ved -denne Tid ere komne i Besid. 
delse af deres tolv Arurer Land, hvoraf jo altsaa følger, at indtil 
hen i det niende Aarhundrede før Kristus vare Ægyptens Grund- 
eiendomme delte imellem Kongen og Præsterne. Saaledes frem- 
stilles i Virkeligheden Sagen i første Mosebog i Fortællingen om 





' En saadan kjøbt Slave var Joseph. 

” Lepsins, Denkmåler III, 12 c. og III, 48. 

? I flere Indskrifter rose Ægyptens Konger sig af at have fyldt Gu- 
dernes Helligdomme (navnlig Amons Tempel) med Slaver. 

" Diod., Bibl. Hist. I, 78; sign. I, 21: Isis havde givet Præsterne Tredie» 
delen af Landet. 

" Be ovenfor S. 922 ff. og S. 1017. 


4 


1130 


Josephs Foranstaltninger, thi her siges det, at — fra Josephs 
Dage eiede ,Kongen" og ,, Præsterne" hele Landet?. 

Ved ,Præsterne" maa man, som nylig bemærket, ikke tænke 
alene paa Helligdommenes Tjenere, men paa Ægyptens Adel, 
hvoraf Præsterne toges. Til Bevis herfor skulle vi blot anføre 
følgende Stykke af en hieratisk Papyrus i Kairo?: 

»Skaf Dig et Grundstykke, hegn det ind med Tornebuske ! 
Foran have Du Din Havejord! Plant Buske deri og lad dem 
findes rundt om i alle Retninger ved Dit Hus, at Din Haand maa 
have fuldt op af alle Slags Blomster, som Dit Øie kjender! Visne 
de, saa arbeid engang ordentlig, at de ikke gaa ud. Dit Hjerte 
begjære ikke Andres Gods, men bevar det, Du har erhvervet Dig! 
Rør ikke ved Andres Eiendom, naar det ikke hjemfalder (?) til 
Dit Hus, som Du har bygget Dig. Tal ikke saaledes: ,Jorden 
ligger fra Morfaderens Tid paa dette eller hint Grundstykke" ; 
thi Aarsagen til Dit Fald (ligger i Striden) om Andelen med Din 
Broder. Lad Dig nøeies med Din Del, den, Gud har givet, at den 
maa vedblive at være Din", 

Det er klart af denne Papyrus, at Helligdommenes Tjenere 
ikke vare eneberettigede til Grundbesiddelse; thi i Papyrus'en 
findes der ingen Antydning af, at den kun henvender sig til Præ- 
sterne; Papyrus'ens Opfordring til at stræbe efter at skaffe sig 
Grundeiendom er aabenbart henvendt til alle Læsere, altsaa til 
alle Ægyptere, der fik en videnskabelig Opdragelse, eller med 
andre Ord, til de højere Klasser af Samfundet. 

I ægyptisk-græske Aktstykker nævnes forskjellige ægyptiske 
Grundeiere”, men iblandt disse findes der ingen Haandværkere 
"eller Almuesmænd; hvorimod der nævnes mange Medlemmer af 


' Gen. 47, 26. Dette staar fast som Ajendsgjerning, hvorimod jo For- 
tællingen om, at denne Fordeling af Grundeiendommene skyldes 
Joseph, kun er et israeliti:k Sagn. 

? Side 5 Linie 1 ff.; se Brugech i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 
8. 54 (Mai-Juni 1872). Om denne Papyrus sign. ovenfor 8. 1020, 
nedenfor 8. 1132 med Anmk. 5. 

2 8e Lumbroso, RecÅerches sur T'écon. polit. S. 76. 








1131 


de underordnede Præsteklasser. Da nu desuden, som vi have sét, 
de gamle Forfattere kun tale om Fræster og Krigere som grund- 
besiddende Stænder, ligesom Biblen udtrykkeligt siger, at der ikke 
var andre Grundeiere i Ægypten end Præsterne (og Kongen)!, 
saa tør vi vel nok antage, at saa godt som al Grundeiendom 
allerede tidlig var kommet i de heiere Stænders Hænder?, uden 
at vi dog derfor paa nogen Maade ville paastaa, at Almuen var 
udelukket fra Grundeiendom, ja ikke engang, at Grundeiendomme 
ikke stundom kunde være i Almuesmænds Besiddelse. 

Fraregner man Krigerne, der først bleve Grundeiere omtrent 
efter Aar 800 f. Kr., var Antallet af de frie Selveiere i den 
ægyptiske Almue vistnok kun saare ringe; saa godt som alle 
Almuesmænd, der gav sig af med Agerdyrkning, dyrkede Andres 
Jorder. Disse Agerdyrkere omtales oftere af de gamle Forfattere, 
men uden at der gives netere Oplysning om, paa hvad Vilkaar de 
havde den Jord, de dyrkede; om de drev den paa egen Regning 
og betalte en bestemt Afgift ?, eller om Jorden dreves for Eierens 
Regning, saa at Agerdyrkeren fik en bestemt Sum eller vis Del 
af Afgrøden til sit Underhold og Vederlag for Arbeidet". 

Til Slutning maa vi endnu omtale, at de ægyptiske Hellig- 
domme vare i Besiddelse af store Grundeiendomme, der i Tidens 
Leb bestandig forøgedes. Flere hieroglyphiske Indskrifter paa 
Mindesmærkerne? og forskjellige græske Papyrus'er' tale om 
Templernes Eiendomme, ligesom ogsaa de gamle Forfattere stund- 
om tale om ,den hellige Jord" og om de hellige Dyrs Besiddelser”. 


mm EET] 
ae ———————— 


' Se ovenfor 8. 922. 

7? Sign. ovenfor 8. 817 f 

2 Ifølge Gen. 47, 26 betalte de 20 Procent af Afgreden; de maa her- 
efter have været Forpagtere. i 

" Dette er Tilfældet med Nutidens Fellab'er. 

5 Se f. Ex. Indskriften i Edfu (Lepsius i Abhandlungen der Akademie der 
Wissenschaften au Berlin for Aaret 1856 S. 109); og Indskriften fra 
Philai (Lepsius, Denkandler IV, 27). 

' Se Lumbroso, Recherches sur Pécon. polit. 8. 79. 

Diod., Bibl. Hist. I, 83; sign. Lumbroso 1, c. 8. 76 Anmk. 3. 


nr 


Om Ægy 
huslige Fo 


pternes 


rhold, 


1132 


Til vore Bemærkninger om Ægypternes borgerlige Forhold 
skulle vi endnu føje et Par Ord om Ægypternes huslige Forrhold. 

Ægteskabet var i Ægypten monogamisk; en Mand kunde kun 
hava én Hustru. Hustruen nød stor Anseelse og omtales i Ind- 
skrifterne gjerne med Titlen ,Herskerinden i Huset". Forøvrigt 
var det ingenlunde forbudt Manden at have Medhustruer!, men 
disse havde neppe nogen retslig sikkret Stilling. 

Ægteskabet sluttedes formodentlig med visse Ceremonier?, 
hvorom forøvrigt Intet er os bekjendt. Ægteskab imellem 
Sødskende forekom ikke sjeldent; ogsaa Ptolemaierne fulgte denne 
Skik 2. 

Kvinderne nød i Ægypten langt større Frihed end i de asia- 
tiske Stater; de kunde gaa til Templerne for at bede, uden at 
være ledsagede af Mænd". I Fremstillingerne paa Gravtavlerne 
så vi dem ofte med deres Mænd, Fædre og Brødre tage Del i 
selskabelige Sammenkomster 0. 8. v. 

I den føromtalte Papyrus i Kairo gives der en Række For- 
skrifter for en Mands Forhold til hans Hustru, der vise den store 
Anseelse og Agtelse, Kvinderne besad &, 

»Slaa ikke Din Hustru i hendes Hugs, naar Du véd, hun er 
et agtværdigt Menneske! Sig ikke: ,Hvor er hun? Lad hende 
bringe det eller det!" thi hun sørger for det Bedste af egen Drift: 
Hvad Dit Øie opdager hos hende, tie Du med, naar Du kjender 
hendes Dyd! Vær tilfreds og Din Haand være med hende!« 


1! Der tales ofte om ,Kvindernes Hus"; se f. Ex. Piankhs Indskrift 

.… Linie 84 (Mariette, Afonuments divers pl. 2). 

1  Ægypterne havde et eget Ord for ,, Brud", se Brugsch, Hieroglyphisch- 

Demotisches W&rterduch 8. 57. 

Ptolemaios II. var den ferste af Ptolemaierne, som optog denne ægyp- 

tiske Skik ved at tage sin Sester til Ægte, han fik derefter Navnet 

Phil-adelphos. 

+ Pap. Demot. Mariette i Kairo Side II, Linie 38 ff, se Brugsch i 
Revue Archéol. nouv. série XVI, S. 173 (1867). 

5 Zeitschrift X, 8. 67 (1872). Brudstykker af denne Papyrus ere anferte 
ovenfor 8. 1020, 8. 1027—1028, 8. 11065 og 8. 1130. 





1133 


Mange gives der, som ikke vide, hvad de gjere. Den begjærlige 
Mand fremkalder Trætte i sit Hus, og han vil aldrig faa Fordel 
deraf. Enhver tager Sit med sig ud af Huset. Bring i al Hast 
Dit Hjerte til Ro! Men følg ikke efter nogen Kvinde, at hun ikke 
skal stjæle Dit Hjerte!" 

I samme Skrift finder man ogsaa en smuk Skildring af, 
hvormeget Mennesket er sin Moder skyldig. 

Umiddelbart efter det ovenfor meddelte Stykke læser man!: 

nHun (Din Moder) var svanger ligesom den, der fødte hende 
ti Verden. Hun maatte lide meget, da hun gik med Dig under 
Hjertet, men hun tabte ikke Taalmodigheden. Du blev født efter 
Maaneders Forløb, hun gik og slæbte omkring med Dig paa 
Armen og stak sit Bryst i Din Mund tre hele Aar med Udhol- 
denhed. Væmmelig var Din Smuds, men hun fandt ingen Væm- 
melse derved, thi hun sagde: Hvad maa jeg ikke gjøre! Du blev 
sendt i Skolen, for at undervises i Videnskaberne, og hun var be- 
standig ..... at bringe Dig Spise og Drikke fra hendes Hus. Da 
Du var vokset til, tog Du Dig en Hustru og blev i Dit Hus. 
Kast Dine Øine paa de Børn, som ere fødte Dig, men Din største 
Ros bestaa i at gjengjælde Din Moder, hvad hun har gjort Dig, 
da hun opdrog Dig, at hun ikke maa hæve sine Hænder til Gud, 
at han maa høre hendes Klage!" 


I de gammel-ægyptiske Aktstykker, der ere levnede indtil  $ 80. 
vore Dage, og som ere blevne gjorte tilgjængelige for Forskerne, PM de fremmede 
sik i Ægypten. 
omtales følgende fremmede Folk som havende Ophold i Ægypten 
paa den Tid, da vedkommende Aktstykke affattedes: 


19, NILS nehesi-u, Negre?, omtales, som ovenfor 


meddelt, i Unnas Levnetsbeskrivelse, altsaa allerede i det sjette 
Dyuastis Tid, som staaende i ægyptisk Sold, Endnu i Rameses 


" Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 56 (1872). 
? Se ovenfor 8. 1121. 
: 8e ovenfor S. 824 og S. 1024 med Anmk. 1. 


1134 


II's Tid stod der Negre i ægyptisk Tjeneste; de benyttedes i hans 
Tid ofte som Politisoldater 


20, ) Å W ) YÅ dl: amu-u, d. 6. Asiater af syro-arabisk, 


semitisk Race?, nævnes oftere i ægyptiske Indskrifter iblandt 
Ægyptens Naboer?; men som havende Ophold i Ægypten omtales 
de yderst sjældent. Det bekjendteste Aktstykke, der fortæller om 
Ophold af amu i Ægypten, er den Indskrift, som ledsager det 
ovenfor omtalte Billede fra Nomarkhen Num-hotep (Khnum-hotep's) 
Grav i Benihassan, hvor 37 amu fremstille sig for denne Nomarkh, 
og hvor deres Stammefyrste, Abisha, d. e. Abishua, sés at overrække 
ham en Æske med Øjiensalve. 

Disse 37 amu fik sandsynligvis Ophold i Num-hotep's Nomos 
Sahu. I en senere Tid se vi Hyksos-Folket benævnes amu&: 


30, BTN == er AN shardana' eller 


An N W rn KS] sairden”, Sardinere?, omtales i Ind- 


DAA 
skrifter fra Rameses II.'s første Regjeringsaar som Krigsfanger, 
der vare gaaede i ægyptisk Krigstjeneste?. De vare uden Tvivl 


! Select Papyrus pl. VI, I. 6. 

? Se ovenfor 8. 1121. 

3 I Select Papyrus pl. XXV, 1. 5 betegner Rameses II. sine Modstandere 
i Nordsyrien som amu; se ovenfor 8. 565. 

+ Lepsius, Denkmåler II, 129; se ovenfor S. 832. 

5. Se f. Ex. Select Papyrus pl. II, 1. 2. 


S Ordet læses Select Papyrus pl. LI, I. 4; pl. LXVII, L 2 skrevet paa 
den her angivne Maade; i Select Papyrus pl. LXX, verso 1. 1 findes 
det ligeledes skrevet saaledes, kun at det til Henferelsestegn foruden 
Billedet af Manden tillige har Billedet af Kvinden. 

7 Dimichen, Historische Inschriften II, col. 1 og 14, hvor Begyndelses- 
tegnet mangler; pl. V, cool. 52 findes Slutningen af Ordet skrevet 
dina; Begyndelsen mangler; pl. V, col. 58 skrives Ordet shardanna. 

8 £Se ovenfor 8. 516; slgn. om Sardinerne de Rougé i Revue Arcåeol. 
nouv. série XVI, 8. 87 ff. (1867). 

” Select Papyrus pl. LXVII, I. 2; se ovenfor 8. 560. I Abu-Simbel 

—… (Ipsambul) ere Sardinere i ægyptisk Krigstjeneste afbildede som tjenende 
i den ægyptiske Hær. Se Champollion, Afonumen!s pl. XXVIII. Figu- 
rerne ere her ikke ledsagede af oplysende Indskrifter. 





1185 


tagne til Fange i Ægypten selv, hvor de sandsynligvis havde 
gjort Indfald i Forening med libyske Folk, i Lighed med hvad der 
siden skete under Ramegses II.'s Efterfelger Menephtha (Afer-n-ptah)!, 
Formodentlig vedblev der igjennem største Delen af Rameses IL's 
og maaske ogsaa under hans Efterfølgeres Regjering at staa Sar- 
dinere i Ægypterkongens Sold. I det Mindste finde vi Sardinere 
i ægyptisk Krigstjeneste i Rameses III's Dage, under hvem de 
kæmpede saavel i Pharaos Hær som i hang Flaade?. Derimod 
omtales de ikke i nogen hidtil bekjendt Indskrift fra Rameses IIl.'s 
Tid iblandt Ægyptens Fjender, saaledes at deres Fribyttertog til 
Ægypten formodentlig dengang var til Ende. 


40, ÅN ÅRIG mazaju eller mazai (matai)?, et 


Negerfolk, der i et Aktstykke fra Rasennernes Tid nævnes som 
betvungne af Amon-m-ha I.', omtales under Rameses II. som 
staaende i ægyptisk Sold; de gjorde navnlig Tjeneste som Politi- 
soldater?. Det er ikke usandsynligt, at Ordet efterhaanden ikke 
blot blev anvendt til at betegne Soldater af dette Negerfolk, men 
ogsaa brugtes til at betegne ægyptiske Leiesoldater, hvad enten de 
tilhørte Folket Mazai eller ganske andre Folk. I Koptisk har 


Ordet LRAÅTTOS, der aabenbart er det samme Ord, nemlig Bøe- 
tydningen , Leiesoldat”. 


0 | 6 

5", "STRERÅN >) zakkaru (takkaru)?, var Navnet paa 
et Folk, der under Rameses III. tilligemed flere libyske- Folk an- 
faldt Ægypten, og som efter Champollion” paa et af denne 


! Se Diåmichen 1. Cc. 

2 Rosellini, Afonumenti Reali pl. 127 og pl. 123; sign. Chabas, Etude sur 
P'antiquité historique 8. 814 og 8. 297 (2den Udgave 1873). 

2. Select Papyrus pl. XI, 1. 10. 

". Select Papyrus l. c. 

3 Leemans, Afonuments II, pl. CXLVIII, Side VI Linie 7; se ovenfor 

8. 874 og 8. 1016. 

Greene, Fouilles pl. 2 col. 18; Lepsius, Denkmåler III, 209. 

Champollion, Lettres écrites d Égypte 8 168; slgn. Chabas, Éltude sur 

P Antiquité historique S. 308 (Zden Udgave, Chalon 1878). 


4 —& 


1136 


Konges Mindesmærker skal sés at kæmpe ved Ægypternes Side 
imod deres tidligere Forbundsfæller. Har Champollion ikke taget 
fell, maa altsaa endel af dem engang være traadt i ægyptisk Krigs- 
tjeneste. Hvor Folket oprindeligt har havt hjemme, vide vi ikke; 
Brugsch antager Folket for nær beslægtet med Philisterne!, der 
paa samme Tid kæmpe med Ægypterne; Chabas? derimod mener, 
at vi her have de fra Homer saa vel bekjendte lilleasiatiske 
Teukrere. 


69, IN ro RA tå kahak?, var et libysk Folk”, som 


under Rameses Il. var i ægyptisk Krigstjeneste; iblandt de 5000 
Mand, Moharen havde under sig i Hamamatdalen, var der nemlig 
620 kahak, De omtales under Æfer-n-ptah (Menephthba) iblandt 
Ægyptens Fjender &. 


7, og ON |] ] yå Gi apuinju (abuirju)” eller 
F— ed: apri (abri)?, may eller ””py, d. e. Folket /bri 


(Hebraierne) gjorde, som vi ovenfor have sét, under Rameses II. 
Trællearbeide i Ægypten, Arbeidere af dette Folk maatte f. Er. 
slæbe Sten til et Sted, der kaldes Rameses II's store Vagtsted?, 
og til en Bygning Syd for Memphis”, Endnu under Rameses Il.'s 
Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha) omtales Folket", ja endnu under 


Brugsch, Geograph. Inschriften II, 8. 70. 

Chabas, Étude sur PAntiquité historigu« 2den Udg. 8. 288. 

Select Papyrus pl. LI, 1. 4. 

Kahak er sandsynligvis det samme Folk, der andetsteds kaldes amu- 

kahak; se de Rougé i Revue Archéologique Il. c. 8. 85. 

3. Select Papyrus l. c. 

. Dimichen, Alistorische Inschriften pl. V, col. 63. 

? Leemaus, Monuments II, pl. CXLVIII, Side ,VI, Linie 6; se ovenfor 
8. 974. 

8 Leemans, Mfonuments II, pl. CLVI, Il. 7 (Se ovenfor S. 881); Select 
Papyrus pl. LXXX, I. 1; se ovenfor 8. 903. 

2 Se ovenfor 8. 874. 

10 Se ovenfor S. 875. 

it Select Papyrus pl. LXXX, 1. 1; slgn. ovenfor S. 903. 








1137 


Rameses TII. fortælles det, at der var 2083 JIbri i en lille By i 
Nærheden af Heliopolis!; men i den følgende Tid omtales de ikke. 
Derimod meddeles det i en af Rameses IV.'s Indskrifter, at man 


til Trællearbeide anvendte —= >] == JE aperiu 
n anti-u", d. e. Ibri af Folket Anti, et Udtryk, der synes at an- 


tyde, at de egentlige Ibri, som man tidligere pleiede at anvende 
til Trællearbeide, ikke mere fandtes i Landet, eftersom man havde 
givet Trællefolket Ant: det gamle Trællefolks Navn. 


8. Nur AN £! Amin | vi mashavasha! oller 
BROEN ANA NNE mashavasha", Maxyer, et libysk 


Folk?, der kæmpede med flere Rasønner, navnlig med Mer-n-ptah 
(Menephtha)? og med Rameses III.”; Mænd af dette Folk traadte 
fra Rameses IL's Tid ofte i ægyptisk Krigstjeneste?, hvor vi endnu 
finde dem kort før Psametiks Tid?. 


g0 7 kheb-nebu 10 efter Andre at læse ha-nebu!! eller 


I h 4 
ha-nui!?, var et; ældgammelt Navn, hvormed Ægypterne betegnede 
Befolkningen i Landene hinsides Middelhavet. I Ptolemaiertiden 





! Rameses III's store Papyrus (nu i London); slgn. Chabas, Voyage d'un 
Egyptien 8. 211—212. 

2 Lepsius, Denkmåler II, 219. 

2 Select Papyrus pl. LI, I. 4 0. 8. v. 

+. Dtimichen, Historische Inschriften pl. III, col. 26, pl. V, col. 58 og 60; 

pl. XVIII, col. 1; pl. XIX, col. 19. Paa andre Steder saaledes i 

pl. XVIII, col. &; pl. XIX, col. 28 skrives Ordet kun mashavask. 

Se ovenfor S. 516. 

Dimichen, Historische Inschriften pl. III, col. 26 pl. V, col. 58 og 60. 

Se Indskriften Dimichen, l. c. pl. XVIII, col. 1 ff. 

Select Papyrus pl. LI, L 4. 

De omtales i flere Indskriftstavler fra Serapeum ved Memphis samt 

oftere i Piankhs Indskrift fra Gebel Barkal; se ovenfor 9. 922 i algn. 

ovenfor S. 1017. 

10 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache XIII, 3. 11—12 (1875). 

"1" Sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 3. 48; I, S. 19. 

mm Lieblein, Zeitschrift VIII 8. 129 (1870). 


Ds ma ed RR & 


72 


1138 


anvendtes dette Ord ofte som Betegnelse for Hellenerne; det gjen- 
gives i denne Betydning ved det Demotiske uinen. Man antager 
i Reglen, at dette demotiske Ord uinen, ligesom 'det hebraiske 37 
Javan er en Omskrivning af "Zwwou, hvad der ogsas er meget 
sandsynligt; men det hieroglyphiske Ord kheb-nebu (ha-nebui, 
hanui), der alt forekommer i det ellevte Dynastis Indskrifter”, 
kan umulig, som nogle antage, være en Omskrivning af "709401. 
I hieroglyphiske Indskrifter fra Ptolemaiertiden omtales kheb-nebu 
(ha-nebu, ha-nui ?) stundom som boende i Ægypten, hvad der er 
let forklarligt, da, som bekjendt, mange Hellenere ligefra Psametiks 
Tid havde Bolig i Landet. 


109, IRS > aadt, ,,Pesten", var et Ord, der stundom an- 


vendtes til at betegne det Folk, vi pleie at kalde Hyksosfolket ?”. 

Vi maa endnu gjøre opmærksom paa, at et Par ægyptiske 
Stedsnavne ved deres Determinativer synes at antyde, at der paa 
vedkommende Sted fordum har boet fremmede Folk. Det ene af 
disse Ord er det oftere anførte Stedsnavn : 


119, fæ TP) zali, et Navn, der saavel alene som i Forbin- 


delse med pa-—(kh)tum betegner Hovedstaden i den fjortende nedre- 
ægyptiske Nomos (Tanis)?. Determinativet til Ordet synes nemlig 
at antyde, at Byen fordum har været paa én eller anden Maade 
nøjere forbunden med fremmede Folk, — Noget, som i og for 
sig ikke er usandsynligt, da Tanis hørte til de fremmede Hyksos' 
Rige; muligvis er Ordet zalz en Omskrivning af det syro-arabiske 
(hebraiske) "1 d. e. fremmed; ,et Ord, der maaske, ligesom saa 
mange andre syro-arabiske Ord, er blevet optaget i det ægyptiske 


Sprog; det synes nemlig bevaret i det koptiske ACIIVAL, der ogsaa 
betyder fremmed. Det er jo ganske naturligt, forekommer det os, 


7 De omtales allerede kort fer det tolvte Dynastis Tid som hærgende 
"paa Ægyptens Nordkyst, Lepsius, Denkmåler II, 150, se ogsas Chabas, 
Voyage d'un Egypt. 8. 56. 
7 Se ovenfor S. 836. 
? Se ovenfor 8. 989. 








1139 


at antage, at Hyksos have kaldt sig selv "1 ,de Fremmede", åg 
at Ægypterne have optaget denne Benævnelse og navnlig anvendt 
den til at betegne deres vigtigste By. 

) I0YS dy anti, et Tillæg, som undertiden gives til 
Byen Manun eller Manu i den tredie nedre-ægyptiske Nomos, har 
ligeledes muligvis Hensyn til fremmede — naturligvis libyske — 
Folks Ophold i Byen og dens Omegn". Beliggenheden af Manun 
(Manu) Vest for Nilen gjør det saare sandsynligt, at Byen 0p- 
rindeligt har' havt en libysk Befolkning. 


Til denne Fortegnelse over ægyptiske Ord, der betegne frem- 
mede Folk”, kunne vi maaske endnu føie Ordet: 


dd on mål , 
HEY ha-uar, Avaris?, Navnet paa Hyksosfolkets stær- 


keste Fæstning, et Navn, der muligvis er givet Byen af Ægyp- 
terne, dengang da de Erobrére, man pleier at kalde Hyksos, 
havde sat sig fast i den. Ordet u-ar betyder nemlig: falde ind 
paa fjendtlig eller røverisk Vis; ha-uar kunde altsaa muligvis 
gjengives ved ,Røverborgen" eller deslige. Hvis denne Forklaring 
er rigtig, ville vi altsaa i Ordet war, Røverne, have et Tilnavn 
til Hyksosfolket. Imidlertid maa vi dog bemærke, at denne vor 
Forklaring af uar kun er en les Formodning: Ordet ka-uar kan 
meget vel have en ganske anden Betydning. 

Endnu maa vi gjøre opmærksom paa, at et ægyptisk Ord, 
hvori man stundom har sét Navnet paa et fremmed Folk, nemlig: 


IRS vå: smet-u", aldeles ikke har nogen saadan Betydning 


det betegner tvertimod den — ikke grundbesiddende — ægyptiske 
Almue, og navnlig den Del af denne, som levede af Agerdyrkning. 


Se ovenfor 8. 974. Manu(n) omtales ogsaa i rituelle Skrifter; se oven- 

for 8. 1091. 

I senere Tider fandtes der mange Phoiniker i Ægypten. 

2 Se ovenfor S. 1003. 

+ Dette Folk omtales Select Papyrus pl. III, 1. 7; pl. X, 1. 2; pl. LXXIX, 

1. 12; pl CIV, 1. 4; pl. CXX, I. 6 foruden i flere andre hieratiske 

Aktstykker. Ordet findes ogsaa i Bakenkhonsus Levnetbeskrivelse. ” 
72" 


1140 


Man vil af denne Fortegnelse have sét, at der i Oldtiden kom 
Udvandrere fra alle Ægyptens tre Nabolande og toge Bolig i 
Landet. Libyerne kom navnlig derind for at tage Krigstjeneste. 
Negerne indlemmedes ogsaa i den ægyptiske Hær, men ikke altid 
godvilligt. Af Ægyptens syro-arabiske Nabofolk kom Hyksos 
aabenbart som Fjender ind i Landet; men andre Folk, som Abi- 
shua og hans Stamme, kom som fredelige Vandrere ind i Ægypten, 
modtoges gjæstfrit og fik Bolig anvist. Hvorledes Ibri eller Adri, 
(>=) kom ind i Landet, derom give de ægyptiske Aktstykker os 
ingen Underretning. Den Maade, hvorpaa de behandledes, idet de 
under Rameses II. og formodentlig ogsaa under hans Efterfølger 
bleve tvungne til haardt Arbeide, f. Ex. til at slæbe Sten, kunde 
jo ganske vist tale for, at disse 7bri (»=y) vare Efterkommere af 
fremmede Folk, der som Krigsfanger vare blevne førte ind i 
Landet. Men en anden Forklaring ligger lige saa nær, navnlig 
naar vi sé hen til de store Arbeider, der udførtes under Rameses 
II. Da Ægypterne, som vi have sét, tillod fremmede Folk at op- 
holde sig i Landet, vilde der jo, naar digse tog til i Antal, i 
Tidens Løb danne sig fremmede Stammer inden Landets Ene- 
mærker. Intet laa nærmere end at Ægyptens Konger, til Gjen- 
gjæld fordi disse fremmede Stammer nød Ophold i Landet, lod dem 
udføre forskjelligt Arbeide. Navnlig var det en Nødvendighed for 
Rameses II., der byggede saa meget, men tog saa faa Krigsfanger, 
i det Mindste langt færre end sine Forgængere, at skaffe sig 
Arbeidsfolk, hvor han kunde faa dem. 





FJERDE AFSNIT. 
ISRAELITERNE. 


ANNAS 


OTTENDE FKAPITBL. 
ISRAELITERNE FØR UDVANDRINGEN AF ÆGYPTEN. 


I et Brudstykke hos Diodor, der er taget af Hekataios fra 
Abdera?, finder man, som ovenfor antydet?, en Meddelelse om, at 
Befolkningen i Iudata stammede fra Ægypten, og at Iudaiernes 
Stammefædre i den sidste Tid af deres Ophold i Ægypten her 
havde draget Opmærksomheden hen paa sig derved, at de dyrkede 
fremmede ikke-ægyptiske Guder, en Omstændighed, der utvivlsomt 
viser, at Iudaiernes fra Ægypten fordum udvandrede Forfædre 
ikke vare af ublandet ægyptisk Herkomst, men Efterkommere af 
fremmede Folk, der tidligere vare indvandrede i Landet, men hvis 
Ophold i Ægypten, hvor langt det end maa have været, ikke 
havde været istand til at nedbryde deres Nationalitet. 

Fortællingen hos Hekataios synes ikke at skylde nogen fra 
israelitisk Kilde stammende Meddelelse sin Oprindelse; den fore- 
kommer os meget mere ganske at have det særegne Præg, som 
man kunde vente at finde hos Beskrivelser om slige for Ægypten 
mindre lykkelige Begivenheder i ægyptiske Kildeskrifter 2. 


!  Diod. Bibl. Hist. XL, 8 efter Photios' Exzcerpt. p. 542—543. 
2 Se ovenfor S. 907. 
2 Se ovenfor 8. 73 og fr. 


£ 81. 
israeliternes 
Berkomst. 


1142 


Hertil kommer endnu flere andre Omstændigheder, som ikke 


. maa lades ude af Betragtning. 


Ganske vist skal det villigt indrømmes, at der iblandt de af 
os i det Foregaaende samlede ægyptiske Efterretninger om de frem- 
mede Folk, der i den gammel-pharaoniske Tid have havt Ophold 
i Ægypten, ikke findes nogensomhelst direcie Hentydning til, at der 
nogensinde skulde have fundet en Udvandring Sted af en større 
Mængde Fremmede paa éngang, men til Gjengjæld findes der, 
som vi håve sét, navnlig under Rameses Il., i samtidige Aktstykker 
gjentagne Gange Meddelelser om, hvorledes fremmede Folk — og 
det fremmede Folk, der netop betegnes med det samme Navn 
hvormed Israeliterne i Reglen benævnede sig selv nemlig, "3y — 
blive tvungne til at forrette strængt Arbeide", i det Væsentlige 
paa lignende Vis, som det fortælles i Israeliternes egen Overlevering. 

Da det fremdeles ikke kan betvivles, at det kun er et ganske 
forsvindende Antal gammel-ægyptiske Optegnelser, der ere beva- 
rede til vore Dage, er det en Selvfølge, at der i Ægypten kan 
være foregaaet mangfoldige Begivenheder, hvorom der i Landet 
er bleven gjort endog talrigere Optegnelser, uden at dog noget 
eneste Brudstykke af disse er blevet bevaret til vore Dage. Under 
disse Omstændigheder er der aabenbart Intet til Hinder for at an- 
tage, at Hekataios' Meddelelse stammer fra ægyptiske Kilder, som 
atter i det Væsentlige gaa tilbage til samtidige Optegnelser, eller, 
med andre Ord, i Hekataios' korte Beretning have vi sandsynligvis 
et Bevis paa Rigtigheden af de israelitiske Overleveringer, ikke 
blot paa Rigtigheden af Sagnet om, at Folkets Forfædre fordum 
vare udvandrede fra Ægypten, men ogsaa paa Sagnene om, at 
hine Udvandreres Stammefædre i en endnu tidligere Tid vare ind- 
vandrede i Ægypten, og at Stammen før denne Udvandring i 
længere Tid havde opholdt sig i Pharaonernes Land. 

Ifølge Israeliternes Overlevering havde deres Stammefædre 
før deres Indvandring i Ægypten opholdt sig i en Tid i det Land, 


1 Se ovenfor 8. 1136 og 8. 1140. 








1143 


som de senere kom til at bebo, Kanaans Land eller Palaistine; 
men dette Land var dog ikke deres oprindelige Fædreland, idet 
nemlig en af deres Forfædre skulde være udvandret fra Mesopo- 
tamien. Da Israeliternes Forfædre i denne fjerne Tid kun dannede 
en lille Stamme, er det aldeles usandsynligt at der i de yderst 
sparsomme Optegnelser, vi have fra den fjerne Tid, paa hvilken 
disse deres Vandringer maa være foregaaet, — vi have fra den 
Tid ingen andre Optegnelser end de ældre mesopotamiske Kile- 
indskrifter — skulde findes noget Bidrag til Kontrollering af 
Rigtigheden af denne Del af Israeliternes Overlevering. 

Alligevel ere vi dog ikke ganske blottede for Midler til at 
prøve Rigtigheden af de gamle israelitiske Overleveringer om 
deres Stammefædres Herkomgst og tidligste Vandringer. Som et 
saadant Middel kunne vi saaledes nævne Sammenligninger imellem 
de israelitiske Oldsagn der læses i den første Mosebog, og Old- 
sagnene hos de andre Folk, med hvilke Israels Stammefædre efter 
Folkets Overlevering fordum vare komne i neie Berøring". 

Vi maa her først dvæle ved Ægyptens Sagn og Myther. Vi 
have ovenfor? i vore Bemærkninger om den ægyptiske Religion 
og Mythologi dvælet udførligt ved den ægyptiske Mythe om 
Osiris, hans Død og Vandring efter Døden, samt ved Isis og 
Horos' Bestræbelser for at skaffe ham endelig Seir. I denne 
Mythe findes der ikke et eneste Træk, som i mindste Maade 
minder om hebraiske Sagn. 


rr ——— — 


! Sproglige Sammenligninger føre os ikke langt. Det israelitiske Sprog 
(Hebraisk) er kun lidet forskjelligt dels fra Phoinibisk, dels fra Moa- 
bitisk. Stedsnavnene i Kanaan fra den for-israelitiske Tid, som vi 
kjende dels fra ægyptiske Aktstykker dels fra Biblen, vise, at det 
Sprog, Kanaaniterne talede, ikke var væsentlig forskjellig fra Hebraisk. 
Israeliterues Forføædre have altsaa under deres første Ophold i Kanaan 
ombyttet deres medbragte Tungemaal med Kanaans Tunge. Brugen 
af Ordet =-= ,at være", der ikke findes i Phoinikisk, kunde maaske 
minde om Israeliternes ikke-kanaanitiske Oprindelse, idet Phoinikisk 
har et andet Ord 773; men noget tydeligt Fingerpeg om, hvor Israe- 
literne stamme fra, giver Ordet => os ikke. 

7? Se ovenfor 8. 1040 ff. 


1144 


Osirigmythen var imidlertid ikke den eneste Mythe, der havde 
dannet sig i det gamle Ægypten; i de Indskrifter, der ere levnede 
os fra den ægyptiske Oldtid, findes der stundom Hentydninger til 
andre Myther, som vi her kortelig skulle berøre. 

I de Dødes Bog læses der nogle Linier!, som synes at inde- 
holde dunkle Hentydninger til Sagn, som vidste at fortælle om 
Menneskeslægtens Skabelse eller rettere fornyede Fremkomst paa 
Jorden, efterat en stor Ulykke havde bortrevet Jordens Beboere; 
— Sagn, som kunne synes at minde fjernt om de israelitiske 
Sagn i Genesis. 

I et Afsnit, der handler om de fornemste Væsner i An (Helio- 
polis), siger den Afdøde? : 

»Jeg véd, hvorledes ,den Haarfagre" blev skabt (ud) af 
Manden. Ra talede til Kong Am-hau-f (en mythisk Konge), 
dengang der havde været en Pest, som havde bortrevet (Menne- 
skene) i en Maaned. Ra sagde til Am-hau-f: Tag Bronze for 
Menneskets Slægt! Da tog Am-hau-f Bronze. Og der fremstod to 
Brødre. Det var Zebra og Setem-an-s (eller: Setem-ar-n-s). Da 
tog han (formodentlig den ene af Brødrene) Skikkelsen af den 
Haarfagre. Dette er den Haarfagre i An". 

»Den Haarfagre" er aabenbart Kvinden. Hun var altsaa 
efter et i Heliopolis hjemmehørende Sagn skabt ud af Manden, 
hvad der jo minder svagt om det igraelitiske Sagn om Kvinden, 
der skabtes ud af Mandens Side. Sagnet om Menneskeslægtens 
Fremkomst paany efter en Ulykke, der havde bortrevet hele 
Slægten, minder jo ogsaa noget om Hebræernes Sagn om, hvorledes 
Menneskeslægten hurtig formerede sig paany efter Vandfloden; 
men i det Enkelte er der stor Uoverensstemmelse. Fortællingen 
om Menneskets Fremkomst af Bronze finder saaledes ikke nogen 
Gjenklang i Israeliternes Sagnkreds; snarere minder Fortællingen 
os om Hellenernes Sagn om Deukalion og Pyrrha. 


1 Lepsius, Todtenbuch 115, 8—5. 
2 C. H. Goodwin, On Cap. 115 of the book of the Dead; Zeitschrift fir 
ågyptische Sprache XI, 8. 104 (1873). 





1145 


Iblandt Indskrifterne der læses i Kong Seti L's Gravkamre i 
Biban-el-moluk!? ved Theben, findes Hentydninger til en anden 
ægyptisk Mythe, om hvorledes Menneskene engang bleve udryddede 
paa Jorden, paa Grund af deres formastelige Tale, hvormed de 
havde saaret Ra, Verdens Hersker. Udryddelsen blev paa Ra's 
Forslag besluttet i et Guderaad og udført af en Gudinde, og 
Menneskenes Blod strømmede over Jorden. Men tilsidst formil- 
dedes Ra ved et Offer og lovede ikke mere at ødelægge Menneskene. 

Ligheden mellem disse ægyptiske Myther og de hebraiske 
Oldsagn ligger imidlertid temmelig fjernt, og Uoverensstemmelserne 
ére saa væsentlige, at man aldeles ikke paa Grund af denne 
fjerne Lighed kan slutte Noget med Hensyn til de hebraiske Old- 
sagns Oprindelse og Herkomst. Derimod er der fornylig i Ninive 
opdaget Indskrifter paa Lertavler, som lære os at kjende gammel- 
babylonske Sagn”, der i flere Punkter vise en ikke ringe Over- 
ensstemmelse med de israelitiske Oldsagn, navnlig med det be- 
kjendte Sagn om den store Vandflod, som vi pleie at kalde 
Syndfloden. 

Denne mærkelige Text stammer oprindelig fra Byen Varka 
(det gamle Erekh i Kaldaia), hvor den i Kong Assur-bani-pal's 
Tid (omtrent 650) blev afskrevet med assyrisk Kileskrift efter de 


mm —— 
—— — 


1 Edouard Naville, Za destruction des Hommes par les Dieurxr; Transactions 
of the Society of Biblical Archæology IV, 3. 1—19 (London 1875). 

? Texten af de først opdagede Brudstykker af disse mærkelige assyriske 
Indskrifter er i Facsimile udgivet i Rawlinson, Jnscriptions IV, pl. 48 
—52; senere af Delitzsch, Assyrische Lesestiicke S. 46—48. En Over- 
sættelse af de vigtigste og bedst bevarede Afsnit er givet af George 
Smith i 7ransactions of the Society of Bibl. Archæol. II, 9. 213—234 
(London 1873); Anmærkninger dertil findes samme Tidsskrift IV, S. 
49—83 (London 1875). En Oversættelse af den vigtigste Del af 
Texten har Ménant givet i sin Babylone et la Chaldée 8. 28—80 (Paris, 
1875); F. Lenormant havde tidligere oversat den i Premiåres Civilisations 
II, S. 1—146 (Paris, 1874). Endelig har G. Smith udgivet Text og 
Oversættelse i sin CÅaldæan Account of the Deluge. I forste Bind af 
Tidsskriftet Det nittende Aarhundrede S. 51—69 (Kjøbenhavn 1874) 
finder man Oplysninger om Indskriften (af E. Brandes). 


1146 


i Varka opbevarede ældre Afekrifter og indridset paa Lertavler, 
der bleve brændte i Ovne paa sædvanlig Vis og bragte til Ninive. 
Der toges endog flere Afskrifter, som alle nedlagdes i det konge- 
lige Bibliothek i Ninive, og hvoraf Brudstykker ere opdagede i 
1872 i British Museum af George Smith”. 

Det er ganske vist endnu kun Brudstykker, der ere frem- 
dragne, og store Stykker ere ganske forsvundne, men de opdagede 
Rester ere dog tilstrækkelige til at give os et Billede af Indholdet 
af det Skrift, som Assur-bani-pal lod afskrive i Varka?, 


Det handler om en mythisk Konge I —] —" TE »—T— 
et Navn, som det maaske aldrig vil lykkes at læse med nogenlunde 
Sikkerhed, da det som de fleste assyriske Navne er skrevet med 
MonogrammerZ., Om denne mythiske Konge, der skal have hersket 
i Varka, fortælles det blandt Andet i en Del af Texten (sjette 
Tavle)", at Gudinden /Zstar (Astarte) tilbød at ægte ham og for- 
jættede ham mange Herligheder. I det følgende fortælles om 
forskjellige Bedrifter, han udførte, men tilsidst faldt han i en 
farlig Sygdom, under hvilken han søgte Raad hos en anden baby- 
lonisk Heros, I «I [Ta et Navn?, om hvis Udtale vi ingen 
begrundet Mening kunne have, da det ogsaa er skrevet med 
Monogrammer. Denne Heros var nemlig bleven udødelig, og 
Kongen søgte nu at faa at vide af ham, hvorledes han havde 
naaet denne Lykke. 

I det Følgende beskrives nu Kongens Reise til Heros'en og 
Samtaler med denne; men Texten er her fuld af Huller. Derimod 
er den næste Tavle heldigvis bedre bevaret. Her fortæller 


re 


1 Om Varka se ovenfor S. 359 —360. 

2 Det synes efter George Smiths Undersegelser at have bestaaet af 
tolv Tavler. ' 

2 De Tegn, hvormed Ordet er skrevet, have, naar de staa som Stavelse- 
tegn, Værdierne is, du og dar. Man benævner derfor gjerne Kongen 
Is-du-bar; men hans Navn har sikkert lydt ganske anderledes. 

4$ Sign. G. Smith 1. c. 8. 216. 

George Smith kalder ham gjerne sisit, Ménant Xisuthros efter Berosos. 








1147 


Heros'en som Svar paa Kongens Spørgsmaal Historien om den 
store Vandflod?, som af Guderne var sendt over Jorden paa Grund 
af Menneskenes Synder?. 

Paa Guds Bud byggede Heros'en et stort Skib. 

Beskrivelsen af Skibet er meget ufuldstændig; Texten frem- 
byder uheldigvis store Lakuner. Imidlertid sér man, at Plankerne, 
hvoraf Skibet blev bygget, efter at være sammenføjede bleve over- 
strøgne med Beg. Derefter fortæller Heros'en: ,,Alt hvad jeg 
besad af Sølv, samlede jeg. Alt hvad jeg besad af Guld, samlede 
jeg, alt hvad jeg besad af livskraftig Sæd, samlede jeg. Alt dette 
bragte jeg ind i Skibet, alle mine Slaver og Slavinder, Husdyr 
og vilde Dyr, det unge Mandskab fra Hæren; dem alle lod jeg 
gaa ind. Solguden lod en Oversvømmelse komme, og han talede 
og sagde midt i Mørket: ,,Jeg vil lade komme Regn fra Himlen 
i Overflod. Gaa ind i Skibet og luk Døren"". Derefter beskrives 
Vandfloden og Seiladsen. 

Efter seks Dages Regnskyl og Stormflod indtraadte der paa 
den syvende Dag roligere Veir?. Men Vandfloden havde over- 
svømmet hele Jorden og tilintetgjort Menneskeslægten paa de faa 
Personer nær, som vare reddede i Skibet. Overalt saa man Lig 
af de for deres Synders Skyld druknede Mennesker at svømme 
om paa Vandet. 

Fortællingen beskriver nu i det Følgende, hvorledes Skibet 
standsede paa Bjerget Nisiré, et Bjerg, der maa søges Øst eller 
Nord-Ost for Babylonien, hvorpaa Heros'en syvende Dagen derefter 
udsendte en Due. ,Den fløj bort og søgte, men fandt ikke noget 
Hvilested og kom tilbage?".  Derpaa udsendte han en Svale, om 


ne 


" Denne beskrives paa den ellevte Tavle. 

? Se Linie 22 og Linie 126—127 (Rawlinson, Jånscriptions IV, pl. 50 
col. I, lin, 22 og col. III, 1. 25—26). 

Linie 62—63 (Rawlinson, JZnscriptions IV, pl. 50 col. II, 1. 9—10), 
Linie 77—84 (Rawlinson 1 c. I. 25—32). 

Linie 127—128 (Rawlinson l. c. col III, I. 25—96), 

Linie 134 ff. (Rawlinson, I. c. I. 81). 

Linie 140—141 (1. c. I. 37—88). 


4 ad RER må tt 


1148 


hvem det samme fortælles; men saa udsendte han en Ravn, og 
om den hedder det: ,den saa de døde Legemer paa Vandene og 
aad af dem, den drev om (paa Vandet) og flei langt omkring og 
kom ikke tilbage". ,,Jeg sendte da Dyrene ud" — fortælles det 
videre om Heros'en i Indskriften — imod de fire Himmelhjørner. 
Jeg udgjed et Drikkeoffer, og jeg reiste et Alter paa Bjergets 
Top?«, Der beskrives nu, hvorledes Guderne kom til Altret 
og samlede sig ,omkring den skjønne Flamme". En af Guderne 
taler til de andre og raader dem til at sætte en anden Skranke 
-for Menneskenes Udbredelse: istedetfor at sende Stormflod over 
Jorden, skulde man lade vilde Dyr, Hunger og Pest oprive 
Menneskene. ,Efterat denne Dom var fældet, fortæller Heros'en 
videre?, saa traadte Bel ind i Skibet, tog min Haand og førte 
mig ud og førte min Hustru ved min Side. Han rensede Landet, 
oprettede en Pagt og tog Menneskene ved Haand." 0. 8. v. 
Overensstemmelsen imellem denne Del af det assyriske Akt- 
stykke og den israelitiske Fortælling om Noah og den store Vand- 
flod (Syndfloden) er her saa betydelig, ikke blot hvad Fortællingens 
Grundtræk angaar, men navnlig i mangfoldige Enkeltheder, at det 
næsten er umuligt Andet, end at begge Fortællinger paa en eller 
anden Muade oprindeligt maa have Udspring tilfælles og stamme 
fra samme Kilde. Men dette forudsætter atter nødvendigvis, at 
der fordum paa en eller anden Maade maa have været en natere 
Forbindelse og Berøring mellem Babylontetnes og Israeliternes 
Forfædre. Men nu gives der ingensomhelst Omstændighed eller 
Kjendsgjerning, som paa nogen Maade antyder, at Babyloniernes 
Forfædre skulde være komne Vest fra, enten fra Kanaan eller fra 
Ægypten, de to Lande, hvor Israels Forfædre en Tidlang havde 
opholdt sig, og der bliver derfor Intet Andet tilbage, synes det, end 
at antage, at Israeliternes Forfædre i en tidlig Tid have staaet i 
nøeie Berøring med Babyloniernes Forfædre et eller andet Sted i 


! Linie 144--145 (Rawlinson, I. c. pl. 50 col. III, 1 41—42). 
2 Linie 147—148 (Rawlinson, l. c. I. 43—44). 
2 Linie 178—181 (Rawlinson, I. c. pl. 51 col. IV, 1. 23—26). 


1149 


Landene ved Euphrat og Tigris, og at de første derfra erå vandrede 
til Syrien og Ægypten. Dette Resultat staar i bedste Samklang 
med Israeliternes gamle Overleveringer, thi ifølge disse var deres 
Stammefader Abraham i fordums Dage netop kommet fra Meso- 
potamien, idet han nemlig efter Sagnet var vandret fra Ur i 
Kaldaia til Kanaans Land". 

Den assyriske Beretning, om hvis Indhold vi ovenfor have 
givet en Udsigt, er vel afskrevet midt i det syvende Aarhundrede 
f. Kr. — altsaa i Manasse Konges senere Dage —; men, som vi 
allerede have bemærket, er Skriftet ikke først forfattet i det syvende 
Aarhundrede, det er en Afskrift af et Skrift, der fandtes i Varka, 
og det, som Sproget i Stykket tilstrækkeligt viser, af et ældgammelt 
Skrift, maaské af et Skrift, der var tusinde Aar ældre end Assur- 
bani-pals Dage?, Nu fremgaar det tilstrækkeligt af Fremstillingen af 
Sagnet om Vandfloden i denne gamle Beretning fra Varka, at 
Sagnet allerede dengang i lange Tider havde været tilstede i 
Kaldaia, og at det, trods al Overensstemmelse, dog i mange Hen- 
seender alt længe havde havt en fra det israelitiske Sagn ikke 
lidet afvigende Skikkelse. 

Imedens nemlig Forestillingen i det israelitiske Sagn er fuld- 
stændig monotheistisk, er det assyrisk-babylonske Sagn neie og 
inderlig sammenvokset med den assyrisk-babylonske eller kaldaiske 
Polytheisme. Fremdeles viser den Omstændighed, at der i det 
assyriske Sagn ikke er Tale om en Ark, som i Israeliternes Sagn, 
men om et Skib — der tales ogsaa om en Styrmand —, at det 
assyrisk-babylonske Sagn havde levet længe blandt et Folk, som 
kjendte Skibsfart paa Havet. Det Bjerg, hvorpaa Skibet standser, 
hører ogsaa til Kaldaias Omraade; det er Bjerget Nistr, der maa 


2 Gen. 11, 28 fi. Se ovenfor 8. 1141. Ifelge Overleveringen havde 
Stammen paa Veilen fra Ur til Kanaan opholdt sig en Tid i Haran 
ved Euphrat, iblandt de der boende aramaiske Stammer (se Gen. 11, 
31; sign. Gen. 31, 29 ff.). Denne Vei langs Euphratdalen og ned 
gjennem Syrien var den naturlige Vei fra Kaldaia til Kanaan. Den 
direkte Vei gjennem Ørkenen er farlig og vanskelig. 

2 Se G. Smiths Bemærkninger i 7ransact. Bibl. Soc, vol. II, 8. 214, 





1150 

søges i Øst, paa Persiens Grændse. Efter Israeliternes Sagn 
standsede derimod Arken paa Ararats Bjergkjede!, d. v. s. paa 
Armeniens Bjerge. Hertil kunne vi endnu føje, at Sagnet fra 
Varka bærer tydelige Spor af, at det længe har hørt hjemme i en 
monarkisk Stat — Heros'en er en Konge, der holder Stridsmagt —; 
hvorimod det israelitiske Sagn bærer Præg af at tilhøre et Folk, 
der styres af Stammefyrster, og ikke af Konger. 

Men naar saaledes disse assyriske eller rettere babylonske eller 
kaldaiske Sagn, allerede mindst et Par tusinde Aar før vor Tids- 
røgnings Begyndelse, havde antaget et særegent kaldatsk eller 
babylonsk Præg, med ikke ubetydelige Afvigelser fra den 
hebraiske Fremstilling, saa er det jo dermed givet — synes det —, 
at den 'Tid, da der fandt inderlig og nøiere Berøring Sted imellem 
Babyloniernes og Israeliternes Forfædre, og da de havde Sagn til- 
fælles, ligger saare langt tilbage og tilhører en meget fjern Fortid. 

At der i Babylonien fandtes Overleveringer, som i adskillige 
ikke uvæsentlige Træk i ikke ringe Grad mindede om de israelitiske 
Sagn i første Afsnit af Genesis, var ikke ganske ukjendt, endog 
før den Tid, da den assyriske Beretning opdagedes i British 
Museum. Saavel i Eusebios' armeniske Krønike som hos Georgios 
Synkellos læser man Uddrag af Alexandros Polyhistor, der behandle 
Babyloniens mythiske Historie, og hvor der forekommer Fortæl- 
linger, der minde om de bibelske Oldsagn. I disse Uddrag af 
Polyhistor, der ere este af Berosos' Skrift om Babyloniens Historie”, 
findes der blandt Andet et Afsnit, der er taget af Berosos 
første Bog, der handler om Skabelseshistorien?, og længere nede 
nogle Linier tagne af hang anden Bog, som handle om Vand- 
floden". Kun har man hidtil ikke kunnet indestaa for, at disse 


Se Gen, 8, 4. Om Landet Årarat (Urardi); se ovenfor 486 ff. 

Se ovenfor S. 96—101. 

Euseb., Chron. arm. p. 8. ed. Mai; Syncell., Chronogr. p. 28. 

Euseb., Chron. arm. p. 14 ed. Mai; Syncell., Chrorogr. p. 30. Hos 
Eusebios findes der endnu, før Meddelelsen om Skabelseshistorien, en 
Slags Udsigt over Indholdet af Berosos' Værk, hvor Vandfloden om- 


mk Gb. dB cm 





1isi 


Beretninger, som læses hos kristne Skribenter, og som maaske, 
forinden de optoges af disse, ere gaaede igjennem andre kristne 
Skribenters Hænder, ikke havde faaet en eller flere Tilsætninger 
fra Biblen. 

Saalænge som vi ikke besad noget Middel til at controllere 
de Fortællinger om Menneskenes første Skjæbne her paa Jorden, 
der læses hos Eusebios og hos Georgios Synkellos, og som af dem 
udgives for at være tagne af Berosos, var det en Selvfølge, at vi 
ikke kunde bygge Noget paa Sammenligning imellem de hebraiske 
Oldsagn og disse Fortællinger; navnlig turde man aldeles ikke 
drage nogen Slutning af den Del af disse Fortællinger, som minder 
om den hebraiske Skabelseshistorse, da man ingen Sikkerhed havde 
for, at den ikke f. Ex. var tilføjet af en jødisk eller kristen Af- 
skriver i det Haandskrift af Polyhistor, som Eusebios benyttede. 
Nu forholder det sig imidlertid anderledes, nu, da Opdagelsen af 
det i det foregaaende benyttede assyriske Aktstykke i British 
Museum om den store Vandflod tilstrækkeligt har godtgjort 7TW- 
værelsen i Babylonien af ældgamle Sagn, som vise stor Overensstem- 
melse med de hebraiske Oldsagn. Det bliver jo herefter i høieste 
Grad sandsynligt, at ogsaa de Par Linier hos Eusebios og Synkellos, 
der fortælle om Skabelsen, virkelig ere af babylonsk Oprindelse. 
Indtil for kort Tid siden maatte man blive staaende her: ved, at 
det var sandsynligt, at den omtalte Skabelsesfortælling var af 
babylonsk Oprindelse. I den allersidste Tid er man kommet et 
Skridt videre, idet man nemlig i British Museum har opdaget 
nogle Stykker af en oldbabylonsk Skabelseshistorie ", 

Kaldaia blev altsaa, efter Sammenligningen (af disse Sagn- 
kredse at dømme, — ganske som Israels Oldsagn fortalte, — det 
Land, hvorfra Folkets Forfædre vare udgangne, da de drog til Kanaan. 


tales med faa Ord (Euseb. I. c. p. 5.). Denne Indholdsangivelse 
skyldes aabenbart Eusebios selv. 

1? Et Brudstykke er udgivet af Delitzsch, Assyrische Lesestiicke S. 40—45. 
Disse Texter ville med flere andre snart blive udgivne med For- 
klaring og Oversættelse af G. Smith og Delitzsch. 


1152 


Men Kaldaia var efter Sagnene ikke Israels første og oprindelige 
Stammeland. 

Ifølge de israelitiske Oldsagn i Genesis var Armeniens Hei- 
land Stammeland ikke blot for Israels Forfædre, men ogsaa for 
de med dem nærmest beslægtede Stammers Forfædre. I Arme- 
niens Høiland skulde deres Forfædre have opholdt sig, før de 
toge Bolig i Kaldaia. Det var efter Israeliternes Sagn under 
Stammefædrenes Ophold i Armenien, at den store Vandflod, 
hvorom som vi have sét, ogsaa de babylonske Sagn vidste at for- 
tælle, var indtruffen!, Efter Israeliternes Sagn maatte endog hele 
Menneskehedens Udspring henføres til Armenien. Af Beskrivelsen 
af Paradiset med dets fire Floder, er det klart, at man tænkte 
sig Edens Have beliggende et Sted i Armenien?, ' 

. Hvad denne Del af de israelitiske Oldsagn angaar, da er det 
en Selvfølge, at det er særdeles vanskeligt at afgjøre, hvad 
historisk Værd der maa tillægges disse Sagn, eftersom de angaa 
Tider, der ligge saa fjernt i Fortiden, at man altid maa have en 
vis Betænkelighed ved at antage, at historiske Minder have 
kunnet vedligeholde sig i saa lange Tider. Imidlertid maa vi 
dog gjøre opmærksom paa, at flere ariske Folk ogsaa have Sagn 
om en stor Vandflod og om Skabelsen, som vise visse Berørings- 
punkter med de israelitiske Sagn?. Overensstemmelsen imellem 
Sagnene kan ganske vist skyldes en Tilfældighed, men det ligger 
dog nærmere at forklare Overénsstemmelsen paa en anden Maade, 
nemlig ved at antage, at disse ariske Sagn og de israelstiske Sagn 
have havt samme Udgangspunkt, eller med andre Ord, ved at an- 
tage, at nogle ariske Folks Stamfædre og de syro-arabiske (semitiske) 
Folks Stamfædre fordum have levet i indbyrdes Forbindelse og 
under lignende Forhold, ja maaske oplevet mærkelige Begiven- 
heder sammen. 

I Armeniens Høilande mødtes de ariske Folk og de syro- 


1 Se Gen. 8, 4; Arken standser paa Ararats Bjerge. 
3 Se Gen. 1, 10 fr 
2 8Slgn. F. Lenormant, Premiådres Civilisations II, 8. 124 fr. Det er dog 





1158 


arabiske Folk i Oldtiden. Har der virkeligt været en tidlig Be- 
røring imellem disse Folks Stammefædre, synes denne snarest at 
maatte henføres til dette ældgamle Grændseland mellem de to 
Folkestammer. Ja selv om det Land, hvor Berøringen havde 
fundet Sted, laa fjernere, maa dog Syro-Arabernes (Semiternes) 
Stammefædre paa deres tidligste Vandringer være dragne igjennem 
de armeniske Lande, inden de naaede Kaldaia. 

Efter disse Antydninger om Israeliternes Herkomst7og deres 
Forfædres ældste Vandringer vende vi tilbage til Israels Ophold i 
Ægypten. Her skulle vi først søge at bestemme, i hvilken Del 
af Landet det store Flertal af dem havde jBolig, dengang da 
Folket opholdt sig i Ægyptens Land. 

Vi skulle til den Ende gjennemgaa de israelitiske Optegnelser 
for at undersøge, om der i disse forekommer Hentydninger til 
stedlige Forhold, som kunne benyttes til at bestemme Beliggenheden 
saavel af Egnen, hvor man gav dem Ophold ved deres første An- 
komst, som af de Egne, hvor de vare bosatte, dengang de droge 
ud af Ægyptens Land. 


Vi undersøge først Genesis og skulle her gjøre opmærksom 
paa følgende Meddelelser, som indeholde Bidrag til Bestemmelsen 
af den geographiske Beliggenhed af det Landskab, hvor der, efter 
den israelitiske Overlevering, af Ægyptens Hersker fordum blev 


dog langtfra, at alle ariske Folk have Sagn om en stor Vandflod. I 
Parsernes hellige Bøger (Zendskrifterne) findes ingen Hentydning til 
Oldsagn om en stor Vandflod. I den gammel-indiske Literatur gives 
vel Sagn om en stor Vandflod, men da der ellers i mange af de 
ældste indiske Literaturstykker ikke findes Hentydninger til disse 
Sagn, har man mént, at Sagnene om Vandfloden skulle være indkomne 
i Indien i en senere Tid (se E, Burnouf i Oversættelsen af Bhågavata- 
Puråna; Indledn.; sign. F. Lenormant Il. c. 8. 124 ff.). Med Hensyn 
til Sagnene om Menneskehedens første Tilstand findes der i Bunde- 
hesh Fortællinger, som minde om de bibelske Sagn om de første 
Mennesker, men Bundehesh er først bleven nedskreven i saa sildig 
en Tid, at man aldeles ikke uden videre ter antage dens Meddelelser 
for uforandrede Overleveringer fra en ældgammel Fortid. 

73 


1154 


tilstaaet Israels Stammefædre Ophold, dengang da de vandrede 
ind i Ægypten. 
19, Da Joseph meddeler sine Brødre, at det var hans Ønske, 
at.de med deres gamle Fader og hans hele Stamme skulde tage 
Bolig i Ægypten, beder han dem bringe deres Fader følgende 
Bud: Du skal bo i. Landet Gosen 773, og Du skal være hos mig, 
Du, Dine Børn, Børnebørn, Dit Kvæg og Alt hvad Dit er", 

Man har jo herefter, synes det, kun i den ægyptiske Literatur 
at opsøge dette Landskab og bestemme dets Beliggenhed; sas 
synes jo Spørgsmaalet løst; thi, som vi skulle sé i det Følgende, 
fik Israels Børn virkelig Bolig i dette Landskab? og boede der 
lige til Udvandringen af Landet, 

Uheldigvis kjendes intet Landskab af dette Navn.  Rigtignok 


har man gjort opmærksom paa, at Navnet Z7& maaske kan læses 
gesen 7w31'; men denne Læsemaade er dog meget tvivlsom; den 
omtalte Gruppe betegner desuden ikke et Landskab, men en By; 
Ordet er et Tilnavn til Byen Tanis. Derimod gives der et andet 
geopraphisk Navn, som nærmer sig til wa og som betegner et 


Landskab. Det er Ordet 5 Wi eller 5 Re gesem?, 


der forekommer i Nomosindskrifterne fra Ptolemaiertiden og be- 
tegner en Del af det østlige Nedre-Ægypten, navnlig en Del af 
den tyvende Nomosé. Det er muligt, at dette Landskab gesem, 
der stundom anføres som en egen Nomos”, svarer til de gamle 
Forfatteres Nomos Arabia.  Saafremt dette er Tilfældet, at det 
hieroglyphiske gesem er de gamle Forfatteres Arabia, saa er der 


Gen. 45, 10. 

Gen. 47, 6; slgn. 46, 28. 

Exod. 8, 22 og 9, 26. 

Haugh i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 47 ff. (1859). 
Ordet findes skrevet paa ferste Maade Diåmichen, Ceograpå. Inschriften 
(Recueil) I, pl. LXVIII; paa sidste Maade pl. LXV; se ovenf. S. 1002. 
£ Dimichen, l. c. pl. LXVIII. 

7. Dimichen, l. c. pl. LXV. 

” Se ovenfor S. 992. 


æ de dd åd. 


1155 


en vis Sandgsynlighed for, at dette Gesem er det bibelske Cosen, 
thi i den hellenistiske Oversættelse (Septuaginta) af det Sted i 
Genesis, som vi her sysselsætte os med, er 773 Gosen gjengivet 
ved Tai Apoafiac. Men nogen Vished med Hensyn til Iden- 
titeten af det hieroglyphiske Gesem og Biblens Gosen kan ikke 
opnaaes endnu. Spørgsmaalet er desuden i og for sig af mindre 
Vigtighed, da vi ikke destemt kunne paapege, hvor det hieroglyphiske 
Gesem har ligget. Vi vide kun, at det har ligget etsteds i det 
østligste Nedre-Ægypten, enten lige Syd eller Sydost for San 
(Tanis, Zoan) eller i Egnen om Tell-abu-Soliman, Tell-el-Kebir 
eller i den Øst herfor liggende Indsænkning henimod Ismailia og 
Birket-el-Timsah. Men hvilket af disse Steder vi skulle give 
Fortrinet, vide vi ikke. Vi ,sé altsaa, at det blotte Navn Gosen 
ikke er tilstrækkeligt til at afgjøre, hvor det Israel oprindeligt 
indrømmede Landskab har ligget, og vi maa derfor søge andre 
Midler til Bestemmelsen af Beliggenheden af dette Landskab; og 
som man vil sé, gives der flere saadanne. 


20, I Fortællingen om Jakobs Reise til Ægypten hedder det, 
at ,han sendte Juda foran sig til Joseph for at bede ham komme 
til Gosen. De (Jakob og hans Slægt) ankom derpaa til Gosen. 
Joseph lod spænde for sin Vogn og steg op at drage -sin Fader 
Israel imøde, til Gosen". 

Derefter beskrives Mødet med dem, og Joseph siger, at han 
vil drage til Pharao og hog ham anholde om, at de maa faa Til- 
ladelse til at bo i Gosen?. 

Man sér heraf, at Gosen laa paa Ægyptens Østgrændse, og 
at den Hovedstad, hvor Joseph opholdt sig, laa vestligere. 


3%, Ved Afskeden fra sine Brødre efter det første Møde beder 
han dem ved deres forestaaende Fremstilling for Pharao at frem- 
hæve, at de vare Faarehyrder; dette vilde være en Bevæggrund for 
Pharao til at indrømme dem Bolig i Gosen; ,thi, føjer han til, 


1 Gen. 45, 10 ligeledes 36, 34; se nedenfor S. 1168. 
2 Gen. 46, 31 ff. 
73" 


1156 


enhver Faarehyrde er en Vederstyggelighed for Ægypterne". 
Heraf følger jo nødvendigvis, at Gosen maatte have en noget af- 
sondret Beliggenhed i en Udkant af Landet, saaledes at de der 
boende Folk kun kom i ringe Berøring med det øvrige Ægyptens 
Beboere og følgelig kunde føre en ubemærket Tilværelse fri for 
Udbrud af ægyptisk Fanatisme. I ganske fortrinlig Grad kan 
dette siges om Indsænkuingen mellem Birket-el-Timsah og Nil- 
deltaet; til Nød kunde det forøvrigt ogsaa siges om Egnen lige 
Syd for Tanis ved Ørkenens Grændse. 

40, I det Følgende? bestemmes Landskabet, hvor Israel fik 
Bolig, som SDnyn fon Landet Rameses eller Rameses' Land, det 
etter Rameses opkaldte Land. Uheldigvis gives der intet ægyptisk 
Aktstykke som kunde sætte os istand til at afgjøre, hvor dette 
efter Rameses opkaldte Land har ligget. 

Vi besidde ganske vist et Aktstykke, som vi ovenfor have 
meddelt i Oversættelse, og som synes at tale om et efter Rameses 
(nemlig Rameses Il.) opkaldt Landskab?. Det laa aabenbart i 
det østlige Nedre-Ægypten, men vi kunne ikke bestemt angive, 
hvilke Strækninger dette Landskab indbefattede. Vi skulle neden- 
for atter vende tilbage til Navnet Rameses. 


59%, I Slutningen af Genesis, i Fortællingen om Jakobs Begra- 
velse, omtales det atter, at Israel boede i Gosen". 


6%, Endnu maa vi gjøre opmærksom paa, at efter den israeli- 
tiske Overlevering havde Joseph ifølge Pharaos Ønske faaet en 
Datter af en Præst i On til Ægte. Denne Omstændighed synes 
dels at tyde hen paa, at den Pharao, under hvem Iksraeliterne 
vare komne ind i Landet, havde havt sit Sæde i Nedre-Ægypten 
sandsynligvis i Memphis, dels ogsaa paa, at On hørte til de Byer, 
der vare Israeliterne vel bekjendte under deres Ophold i Landet, 


DD == 


!  Gen. 46, 84. 

2? Gen. 47, 11. 

2 Se ovenfor 8. 992. 
+. Gen. 50, 8. 

5. Gen. 41, 10. 





1157 


hvad der atter synes at forudsætte, at ikke faa af dem ikke havde 
boet særdeles fjernt fra Heliopolis. 

Resultatet af disse Undersøgelser bliver i Korthed følgende: 
Gosen maa have ligget i den østligste Del af Ægypten, ikke sær- 
deles langt fra en af de sædvanlige Veie fra Ægypten til Kanaan; 
det maa have grændset op til Orkenen, ja har maaske endog paa 
flere Sider været omgivet af Ørkener. Man kan heraf slutte, at 
Gosen enten har ligget ved Tell-el-kebir, ved Ismailia eller temmelig 
nær Syd eller Sydost for Tanis, men hvilket af disse Steder man 
skal give Fortrinet, formaa vi ikke at afgjøre alene ved Hjælp af 
de Antydninger, der indeholdes i Genesis. Vi maa derfor søge 
Oplysninger i de følgende bibelske Bøger. 


Straks i Begyndelsen af Æzodos' forekommer der en ikke  $ 83. 
uvigtig Oplysning, nemlig at Israeliterne maatte gjøre Trælle- natyeniger å 
arbeide ved Opførelsen af Byerne Rameses og Pitom. Det siges genhéd givne i 
vel ikke, at Byerne laa i Gosenjeller i de af Israeliterne befol- Feder 
kede Egne, men af andre Steder fremgaar det, at den ene af 
Byerne, nemlig Rameses, laa i Gosen. Det kan derfor neppe heller 
betvivles, at ogsaa den anden By laa i samme Egn. Ellers var 
. Bikkert ikke Navnet blevet bevaret i Israeliternes Overlevering. Vi 


skulle kortelig dvæle ved hvert især af disse to Bynavne. 


Hvad det første Navn oomym angaar, da kan der ikke være  Rameses. 
nogen Tvivl om, at vi her have en Gjengivelse af det ægyptiske 


Stff ra-meses, et yderst hyppigt Navn, der, som bekjendt, 


blandt Andet bæres af mindst tretten Pharaoner, som alle tilhøre 
Tiden før Salomo? 

I nøjagtigt ægyptisk Skriftsprog vil man ikke kunne vente at 
finde en By uden videre benævnet saaledes med et Personnavn; 
der vilde, i godt ægyptisk Skriftsprog, altid være tilføiet et Ord 
som Sted, By eller deslige. Men i daglig Tale udelodes slige 


mm — 


1! Ezod, 1, 11. 
2 Se ovenfor 8. 8583 få. 


1158 


Ord sikkert altid; ja i en flygtig skrevet Papyrus? benævnes en By 
uden videre med Rameses' Fornavn, uden Tillæg af By, Sted 
eller deslige. Vi kjende mange ægyptiske Steder, der ere op- 
kaldte efter Konger ,af Navnet Rameses; det er dels Kongeborge, 
dels Byer?, En Kongeborg kan der ikke være tænkt paa her. 
Biblens Rameses maa nødvendigvis have været en By. 

Af de forskjellige Byer af Navnet Rameses, vi kjende fra 
Indskrifterne, kunne vi uden videre fjerne alla dem, som henhøre 
til den egentlige Nildal? og til de vestlige Dele af Nedre- 
Ægypten". Gosen, hvortil Byen Rameses henhørte, laa, som vi 
have vist, i de allerøstligste Egne af Nedre- Ægypten. Til disse 
Egne maa følgende allerede ovenfor? omtalte med Rameses sam- 
mensatte Navne henføres, hvilke alle i daglig Tale sikkert uden 
videre benævnedes Æameses. Vi anføre atter her disse Steders 
hieroglyphiske Navne. ” 


19 AZ! eft ISK | la a rameses mer-amon É& 


»Rameses Sted", hvortil der af Ibri i Rameses I1l.'s Dage blev 
slæbt Mindesmærker af Sten. 


2 OW fur ca CANSUEJ ta bekhen vameses 


1! Select Papyrus pl. CXLI, 1. 11: ra-user-maa. 

2 Det Sloti Theben, hvor Rameses II. havde sit Sæde, kaldtes ,, Rameses 
Hus"; (pe ramesesmer-amon); senere benævnedes det af Rameses III. 
opferte og beboede Slot ,,Rameses' Hus" (pe ramsses hak-an). 

2. Efter Rameses II. var den af ham anlagte eller forskjennede By, hvis 
Levninger findes ved Abu-Simbel i Nubien (8. 860) opkaldt; lige- 
ledes en By noget Nord for Theben (ger rameses mer-amon); fremdeles 
et ovenfor (S. 881) anfert ellers ubekjendt Sted Syd for Memphis. 

+ En Landsby Vest for den vestlige Nilarm (Rosette-Armen) fører endnu 
den Dag idag Navnet Rameses. Champollion synes at have antaget 
denne By for det bibelske Rameses; se hans L'Ægypte sous les Pharaons 
II, S. 248. 

3. Se ovenfor S. 993—994. 

£ Se ovenfor S. 866; Select Papyrus pl. CXVIII, Il. 7. 











1159 . 


mer-amon ,Rameses' Vare", hvoraf der findes en ovenfor! meddelt 
glimrende gammel-ægyptisk Beskrivelse, skrevet i Rameses IL's 
Dage; sandsynligvis det samme Sted, hvortil Zåri »35 maatte 
slæbe Sten 2. 


go (elf NIKE pe rameses mer-amon, ",,Rameses 


By", det Sted, hvor i Rameses II.'s 2Zlde Aar Traktaten med 
Khetta blev undertegnet eller hvor Ratificeringerne udveksledes 2, 


40, | O 7 y | ra-user-maa eller user-maa-ra, et Sted der 


omtales i en Papyrus i London? ; det kaldtes maaske ogsaa rarneses. 

Et eller flere af disse efter Rameses Il. opkaldte Steder ere 
maaske andre Betegnelser for Byen Tanis, hvor Rameses II. op- 
førte, saa mange Bygninger, men vi tvivle meget om, at alle de 
her nævnte efter Rameses II. opkaldte Steder betegne Tanis. Vi 
antage det tvertimod for højst sandsynligt, at der i det østlige 
Nedre-Ægypten har ligget et eller flere andre Steder, som ogsaa 
vare opkaldte efter samme Konge. 

Efter al Sandsynlighed er det et af disse efter Rameses op- 
kaldte Steder, der omtales i Biblen, thi at Rameses skulde være 
Tanis, som Brugsch nu mener?, forekommer os aldeles unaturligt. 
Tanis var længe før Rameses Il.'s Tid, om ikke en saa pragtfuld 
By, som den blev efter Rameses II., saa dog en vigtig og ansét 
By, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Byen har været 
vel bekjendt for Israeliterne, hvor de saa end havde deres væsent- 
ligste Opholdssted; og der var derfor ingensomhelst Grund for dem 
til at ombytte dens velbekjendte Navn Zoan med Navnet Rameses, 
blot fordi Byen blev forskjennet af denne Konge. Byen Rameses 


1! Se ovenfor S. 870. 

? Se ovenfor 8. 871 og 874. 

3 Se ovenfor 8. 559. 

+. Select Papyrus pl. CXLO, 1 11. 
> Se nedenfor 8. 1161. 


. 1160 


maa aabenbart før den Rameses' Tid, efter hvem den opkaldtes, 
have været en mindre bekjendt eller høist ubetydelig By. 

Vi maa her omtale, at Byen Rameses endnu nævnes et Par 
Gange i Mosebøgerne!, og at der paa disse Steder gives Med- 
delelser, som ikke ere uden Vigtighed for Spørgsmaalet om, hvor 
Byen har ligget. Det fortælles nemlig gjentagne Gange, at Ud- 
togets Udgangspunkt var Byen Rameses, og i Beskrivelsen af 
Bortmarchen fortælles det, at Israels Børn holdt Rast tre Gange, 
" inden de kom til Havet, hvor deres Forfølgere omkom, nemlig 
første Gang ved Sukkoth?, anden Gang ved Etham? og tredie 
Gang ved FPt-akherot imellem Migdol og Havet ligeoverfor Baal- 
Laphon ?, . 

Hvad disse Steder angaar, da mangle vi alle Midler til at 
oplyse deres geographiske Beliggenhed, og vi kunne saaledes ikke 
ad denne Vei faa Oplysninger om, hvor vi have at søge Udgangs- 
punktet for Vandringen, Byen Rameses, og vi kunne altsaa ikke 
ved Hjælp af disse Navne bestemme Gosens Beliggenhed. 

Af disse Stedsnavne omtales nemlig de tre første og det 
sidste ikke i noget andet Aktstykke, hverken i Biblen eller i 
ægyptiske Indskrifter. Der forekommer ganske vist paa ægyptiske 
Mindesmærker nogle Navne, som man har villet sammenstille 
med disse bibelske Navne, men disse Jevnførelser har ingen viden- 
skabelig Værd. Heller ikke fra assyriske Aktstykker kan man 
hente noget Bidrag til Bestemmelsen af Beliggenheden af disse 
Steder %. ” 

Derimod omtales der saavel i Biblen som i ægyptiske Akt- 
stykker en By, der bærer samme Navn som det Sted, der i For- 
tegnelsen over de af Israeliterne paa Udvandringen berørte Steder 


Æzod, 12, 37; Num. 38, 3 og 5. 
Exod. 12, 37; Num. 33, 5—6. 
Ezxod. 13, 20; Num. 38, 6—7. 
Ezod. 14, 2 og 9; sign. Num. 33, 7. Man kan være sikker paa, at 
dette Zaphon ikke staar i mindste Forbindelse med Typhon. 

5 I Sargons Annaler (Botta, Monumenta IV, pl. 83) omtales et Baal- 
Zaphon, men det laa uden Tvivl i Nordsyrien; se ovenfor 8. 414. 


am GG tå re 








1161 


indtager den fjerde Plads, nemlig Byen Migdol!?, Da denne By 
laa i Nærheden af Menzaleh-Søen?, vil det jo være indlysende, at, 
saafremt dette Migdol ikke er forskjelligt fra det i Fortællingen 
om Udvandringen omtalte Sted Migdol, vilde det Hav, hvori 
Ægypterne omkom under deres Forfølgelse af de flygtende Israe- 
liter, ikke være det røde Hav, men et Vand i det nordøstligste 
Ægypten, altsaa en af Kystsøerne ved Middelhavet — hvad der 
atter ikke vilde være uden Betydning for Spørgsmaalet om. hvor 
Rameses og Gosen maa søges, idet dette Landskab herved vilde 
drages op i det nordøstlige Ægypten, til Egnen om Tanis. 

I Virkeligheden har denne Mening, at de forfølgende Ægyp- 
tere ere omkomne i en af Kystsøerne ved Middelhavet, fundet 
flere Talsmænd. I Aaret 1858 blev den fremsat af Botanikeren 
Schleiden, men den gjorde kun ringe Opsigt. Derimod vakte det 
megen Opmærksomhed, da den af Ægyptologien saa høit fortjente 
Brugsch i Aaret 1874 udtalte samme Anskuelse og nærmere søgte 
at begrunde den", Imidlertid have de af Brugsch anførte Grunde 
dog ingen virkelig Værd; eller rettere, alle hans Grunde ind- 
skrænke sig til følgende Slutning: da der laa et Migdol Syd 
for Menzaleh-Søen, men da der ellers ingen andre Byer omtales 
af dette Navn, saa kan det Migdol, der omtales i Fortællingen 
om Udvandringen, ikke være noget andet Sted; hvoraf maa følge, 
at alle Begivenheder før og under Udvandringen henhøre til del 
nordøstlige Ægypten. Men denne Bevisførelse har aldeles ingen 
Berettigelse. Vort Kjendskab til Ægyptens geographiske Forhold 
er endnu saa mangelfuld, at vi aldeles ikke ter gjøre nogen Slut- 
ning fra den Omstændighed, at intet af de os bekjendte Akt- 


1 Exod. 18, 1; slgn. um. 33, 7; hvor Migdol nævnes efter Baal-Zapliou, 
altsaa paa femte Plads. ” 

7? 8e ovenfor S. 1008. 

3 Schleiden, Die Landenye von Suez (1858 8). 

$ H. Brugsch-Bey, La Sortie des Hébreux d'Egypte et les Monuments 
Égyptiens (Alexandrie, 1874) og samme Forfatters Z'Ærode et les Monu- 
ments Ægyptiens (Leipzig, 1875). Brugsch udviklede ogsaa sin An- 
skuelse om denne Sag paa Orientalist-Congressen i London. 





1162 


stykker taler om en By af et eller andet Navn i en eller anden 
Egn. Der kan særdeles vel have ligget et Migdol i Nærheden af 
det nuværende Sues, hvorom ingen Efterretning er bevaret os i 
ægyptiske Aktstykker. Ordet Afigdol betyder ,,Fæstning", Fort"; 
og af såadanne var der uden Tvivl flere paa Ægyptens Øst- 
grændse. Det var desuden muligt, at kun Israeliterne benævnede 
vedkommende Fæstning eller Fort Migdol, og at Ægypterne beteg- 
nede Stedet med et andet Navn. 

Under disse Omstændigheder er der altsaa ingen Grund for- 
haanden til at henlægge de forfølgende Ægypteres Undergang til 
Nordost-Ægypten, istedetfor til det røde Havs Nordspidse, hvortil 
den israelitiske Tradition fra en tidlig Tid! har henlagt Begiven- 
heden, saa meget desto mere som de tyndt befolkede arabiske 
Stepper sikkert bedst kunde yde Flygtninge Skjul imod nye For- 
følgelser fra Ægypternes Side. 

Ifølge den israelitiske Overlevering holdt den bortåragende 
Skare, som allerede antydet, tre Gange Kast, før den naaede det 
Sted, hvor den drog igjennem Havet, og hvor Forfølgerne omkom, 
nemlig ved Sukkotb, Etham og Pi-akheroth imellem Migdol og 
Baal-Zaphon?”. Men uheldigvis gives der ingen Oplysninger om, 
hvorlænge Hvilen paa disse Steder varede; om det blot var om 
Natten, at man laa i Leir paa disse tre Steder, eller om der 
holdtes Jængere Hvile. Turde man antage, at det kun var om 
Natten 2 eller rettere kun éngang i Døgnet, at der holdtes Rast, 
hvad Hensynet til en mulig eller sandsynlig Forfølgelse maatte 
synes at tilraade", saa vilde Afstanden imellem Udgangspunktet 
Rameses og det røde Havs Nordspidse kun have været en Stræk- 
ning, der lod sig tilbagelægge af en stor Skare i tre Døgn, 





" Flere Bibelkritikere have ganske vist gjort opmærksom paa, at Herren 
i Fortællingen om Ægypternes Undergang kaldes Jehova, og de have 
heraf sluttet, at Fortællingen som jehovistisk tilhører en senere For- 
fatter; men videnskabelige Grunde for denne Formodning gives ikke. 

2 Se Side 1160. 

3. For Rigtigheden af denne Antagelse synes Æxod. 14, 20 og 24 at tale. 

' Sign. Æxrod. 13, 21: de gik Dag og Nat. 


1168 


d. v. s., den vil ikke have kunnet være meget sterre end en 
femten Mil. Rameses vilde herefter være at søge i Nærheden af 
det ved Birket-el-Timsah og Sueskanalen for et Par Aar siden 
opstaaede Ismailia, hvorfra der er femten Mil til Sues. Ganske 
vist have vi intet Aktstykke, om hvilket der med Sikkerhed kan 
paastaaes, at det taler om ægyptiske Byer i denne Egn; men at 
der har været saadanne her, fremgaar tilstrækkeligt af de Fund 
af Mindesmærker fra Rameses II's Tid, som den franske Expedition 
gjorde i Begyndelsen af Aarhundredet paa to Steder, der ligge 
noget Vest for Ismailia i Dalen Seba-Biar, nemlig i Ruinhøiene 
ved Abu- Kesheb! og Mukfar, to Steder, der nu benævnes 
anderledes: 7ell-el-maskuta og Nutla?. Paa det første af disse 
Steder fandtes nemlig en Stentavle, hvor man saa Rameses Il. 
afbildet imellem Guderne 7um og Ra. I Dalen Seba-Biar 
og Egnen omkring Birket-el- Timsah lade betydelige Stræk- 
ninger sig indvinde for Dyrkning ved Kanalarbeider, og det er 
derfor højst sandsynligt, at der under Rameses II., under hvem 
der udførtes saa store Arbeider af al Slags i Ægypten, ogsaa er 
foretaget flere Kanalarbeider i disse Egne, og at Hovedpunktet her 
tilligemed hele Egnen er blevet opkaldt efter Kongen. Men har 
der her ligget et Landskab og en By Rameses, saa er det jo 
høist sandsynligt, at det er dette Rameses, hvorfra Udtoget foregik, 
og Gosen synes herefter med størst Sandsynlighed at kunne an- 
tages at have indfattet Egnene imellem Berket-el- Timsah og Nil- 
dalen. Vi skulle nu sé, hvorvidt denne Antagelse lader sig forene 
med andre Angivelser i Biblen. 


Foruden Byen Æameses omtales endnu en anden By i For- 
tællingen om Israeliternes Trællearbeider3; det er Byen SD, en 





—————— 


! Description de CEgypte: Atlas d Antiquités V, pl. 29. 

Navnene Abu-Kesheb og Mukfar ere næppe længere kjendte i Egnen. 
Wilkinson hørte Navnet Æ'Sakieh. Nu kaldes Stederne 7'ell-el-maskuta 
og Nutla; det sidste, der ogsaa kaldes Ramses, ligger i Nærheden af 
Seen Marama. 

7? rod. 1, 11. 


Pitom. 


1164 


By, som Masoreterne læse Ptom. Skal Ordet omskrives paa 
Ægyptisk, er det intet Ord, der ligger nærmere end Indskrifternes 


ANE petum eller FUN INE peatum", Tums By”, 


Af Byer, der førte Navnet pe-tum, kjende vi tre, nemlig: 


1% Den bekjendte By, der i Reglen benævnes An eller On, og 
som Hellenerne kalde Heliopolis?. 


20, Byen JER £ ko 2 pe-alum m ru abt, d. e. ,Tums 
Q—> | 


By (Pitom, srE) ved Østens ; Begyndelse", en By, der, som en for- 
nylig udgivet Indskrift! viser, har ligget i den ottende nedre- 
ægyptiske Nomos (Landskabet 7eku)%, sandsynligvis noget Syd for 
Bubaste i Nærheden af den bekjendte Indsænkning, som løber 
imod Øst over imod Ismailia, og som gjennemstrømmes af Fersk- 
vandskanalen fra Nilen til Sues. Der kan ikke være nogen Tvivl 
om, at denne By er det af Herodot og Stephan fra Byzans om- 
talte Fulumos?, der laa ved den gamle Kanal fra Nilen til det 
røde Hav. 


3%. Byen FE ENE 1 Landskabet EN du teku, efter 


Brugsch samme By som Hovedstaden i den ottende Nomos, hvor 
den foregaaende By ogsaa laa, en Formodning, der dog paa Grund 


1 Om Guden Zum eller Atum se ovenfor S. 1036 og 1074—75. 
2 Man har tidligero ment, at org Pithom kunde være en Omskrivning 
. . OG . 
af det hieroglyphiske <a Q pa-kktum, Fæstning", , Fort", 


U 
idet man har beraabt sig paa det koptiske TT OLE som man har 


fort tilbage til e20 khetem som Biform til ØUTELL: det 
"amme SEN, 

omtalte Begyndelses-Bogstav mm (kh) skulde altsaa i dette Ord stundom 
være udfalden; men denne Formodning har dog ikke nogen fast 
Grund at hvile paa, da det omtalte koptiske Ord sandsynligvis gaar 
tilbage til et andet ægyptisk Ord og ikke til kåetem; slgn. Brugsch, 
Dictionnaire 8. 1548 fr. 

2 Se ovenfor 8. 987. 

+ Dtimichen, Recueil I, pl. XCVII, 001. 12; II, I. XXIX, col. 4 

> Herefter maa 8. 988 (og 8. 980--981) rettes. 

S Her. II, 188; Steph. Byz. De urbibus et populis under Patmos. 


1165 


af Determinativet er højst tvivlsomt. Byen synes snarere at 
maatte søges i Stepperne Øst for Ægypten. 

Da den første By i Biblen altid omtales med sit almindelige 
Navn On (An), kan der ikke være nogen Tale om, at Pitom her 
skulde betegne denne By. 

Hvad enten man antager den sidste By for tilhørende Step- 
perne Øst for Ægypten, eller man henfører den til den ottende 
Nomos, saa bliver der af ægyptiske os bekjendte Byer, som kunne 
sammenlignes med Pitom, kun én By tilbage, nemlig den By, vi 
have anført som den anden i Rækken, Byen pe-atum m ru abt, 
der laa i Nildalen tæt ;ved Vadi-Tumilah, om ikke i selve denne 
Indsænkning. Gosen synes altsaa herefter — thi Pitom har 
sikkert ligget enten i selve Gosen eller ikke langt derfra, 
i modsat Fald vilde Navnet uden Tvivl ikke være blevet bevaret 
— at have ligget sydostlig for Bubaste og synes navnlig blandt 
Andet at have indbefattet Vadi-Tumilah. Dette Resultat stemmer 
særdeles vel med det Resultat vi ovenfor? kom til ved vore 
Undersøgelser om Beliggenheden af Rameses, forsaavidt som vi 
dér kom til det Resultat, at det var heist sandsynligt, at der har 
ligget en efter Rameses II. opkaldt By i Nærheden af det nu- 
værende Ismailia og Birket-el-Timsah. Men hermed tør vi dog 
ingenlunde &nsé Sagen for afgjort?, Vi maa først sé, om der i 
senere bibelske Skrifter eller andre Aktstykker skulde findes An- 
tydninger af, til hvad Egn af Ægypten man pleiede at henføre 
Gosen paa den Tid, da vedkommende Skrifter fremkom. 


Imedens, der som vi have sét, i Pentateuken findes adskillige  $ 84. 
Bidrag til Bestemmelsen af Beliggenheden af Gosen, ere saadanne prdemselk af 
Antydninger yderst Sjældne i de andre bibelske Skrifter. Der genhed i andre 
hentydes vel ofte til Opholdet i og Udvandringen fra Ægypten, ”belske Skrifter 


eg I Bibelever- 
men uden at der gives nærmere Bestemmelse af, i hvilken Egn Is-  sættelser. 


: Be ovenfor S. 615. 
2? Se ovenfor 8. 1157—1168. 
2 Se ovenfor 8. 1163 og nedenfor 8. 1169 - 1170. 


” 1166 


raeliternes Hovedopholdssted havde ligget. Kun i én af Psal- 
merne, der efter Overskriften henføres til Asaph, findes der en 
- noget nøjere Bestemmelse af Egnen, hvor de Begivenheder, der 
skildres i Ezodos, foregik, idet det hedder, at ,, Moses udrettede 
sine Undergjerninger paa Zoans Mark", 

Herefter synes det jo, at Forfatteren af Psalmen har tænkt 
sig Gosen beliggende i Nærheden af Zoan (Tanis), og denne Om- 
stændighed synes unægtelig at tale for, at Goseu har ligget i 
Nærheden af Zoan (snarest lige Syd eller Sydost for Byen) ud 
imod Grændsen af Ørkenen, og derimod ikke i den Øst for 
Bubaste liggende Indsænkning Vadi-Tumilah og dens Fortsættelse. 

Imidlertid maa man dog ikke lægge altfor stor Vægt paa 
denne Meddelelse. Asaph maatte, naar han i sit Digt vilde an- 
føre Navne paa Steder i Ægypten, nødvendigvis nævne Byer, som 
vare Israeliterne bekjendte, og det havde ingen Betydning for 
ham, om han maaske tog Navnet paa en By, som laa adskillige 
Mile fjernet fra Gosen, naar den blot var vel kjendt af Israeli- 
terne, hvorimod der ingen Anledning var til at nævne Byer, 
som Ingen kjendte. Nu var Zoan (Tanis) netop den for Israe- 
literne bedst bekjendte By i det østlige Nedre-Ægypten?; og det 
var derfor ganske naturligt, at han valgte dette Navn for at be- 
tegne Egnen, hvor Israeliterne havde havt deres Ofhold, hvad 
enten det Landskab, der fra først af var indrømmet dem, og hvor 
de formodentlig havde deres Hovedsæde, Landskabet Gosen, laa 
nærmere ved Zoan eller nærmere ved Bubaste i Indsænkningen 
imellem denne By og Birket-el-Timsah og Ismailia. 

Hertil kommer endnu en anden Omstændighed. I Psalmen 
tales om Moses" Undergjerninger, og disse foregik efter den israe- 
litiske Overlevering netop for største Delen udenfor Gosen. 


mø mm 


? Psalme 78, 12 og 43; se ovenfor 8. 989. 

2 De ægyptiske Herskere, der stode i venskabeligt Forhold til David 
og Salomo, synes at have havt deres Sæde i Zoan (Tanis). Se oven- 
for S. 9229, 





1167 


For de Landeplager, der hjemsøgte Ægypterne, var Gosen 
forskaanet!. Forhandlingerne med Pharao kunne heller ikke være 
foregaaede i Gosen; de foregik aabenbart i en af Kongens 
Residentsstæder, og en saadan var netop Zoan. Maaske er det 
til disse Forhandlinger med Pharao og de under dem af Moses 
udførte Tegn, at Forfatteren af Psalmen hentyder. 


I begge de gamle Bibeloversættelser, som ere fremkomne i Antydningee 
Ægypten, findes der i Gjengivelsen af enkelte af de Texter, der Yvemættelser. 
handle om Gosen, Omskrivninger og Tilføielser, som vise, i hvilken 
Egn af Ægypten Oversætterne have tænkt sig, at det Israeliternes 
Stammefædre fordum indrømmede Landskab maatte være at søge. 

I den hellenistiske Oversættelse af Biblen (Septuaginta) til- 
føjes der i Fortællingen om, hvorledes Jakob sendte Juda foran 
sig til Ægypten?, Ordene: sad” "Houwv moder sig 59%;v " Papie0o0on,, 
d. e.i Egnen om Heroopolis. Nu vide vi ganske vist ikke nmøie, paa 
hvilket Sted Heroopolis har ligget, men hvor Byen end er at søge, 
saa er det aabenbart, at den har ligget temmelig fjernt fra Tanis. 
Den bringes, som vi have sét af flere Forfattere i Forbindelse 
med det røde Hav og kan derfor ikke ret vel have ligget længere 
imod Nord (og Vest) end ved Birket-el-Timsah 2. 

I Oversættelsen af Ordet Gosen" kaldes Landskabet I's024e 
ÅAeaBtag, hvad der viser, at Oversætterne antoge, at Landskabet 
havde ligget i den Egn af Ægypten, der kun ved Ørkner var skilt 
fra Arabien, og som derfor ofte ligefrem betegnedes som ,, Arabien" 5, 

Vi maa hertil endnu føie, at i Fortællingen om de Trælle- 
arbeider, hvortil Israeliterne bleve tvungne i den sidste Tid af 
deres Ophold i Ægypten, tilføjer den alexandrinske Oversættelse, 


ET en 


' Se Ezod, 7, 20; 8, 8 fø. og 24 ff.; 9, 10 fl. 

7? Gen, 46, 28. 

2 Se ovenfor 8. 995. 

" Gen. 46, 28. 

%… I "koptiske Aktstykker kaldes hele den Øst for Nilens østlige Hoved- 
arm liggende Del af Ægypten oftere Arabia. 

" Érod. 1, 11. 


1168 


efter Pitom og Rameses, Ordene xl ”J2v my doriv "Hlsovnolg, 
hvad der end mere godtgjør, at Oversætterne (eller Oversætteren) 
nærmest have tænkt sig Gosen beliggende imellem Heroopolis og 
Heliopolis og ikke i Omegnen af Tanis. 

Vi sé heraf, at det i det tredie Aarhundrede før Kristus var 
en almindelig Mening iblandt de i Ægypten bosatte Udvandrere 
fra Juda, at deres Forfædre, da de i fordums Dage opholdt sig i 
Landet, fornemmelig havde været bosatte i Egnen ved Bubaste og 
i de Øst derfor liggende Indsænkninger, der frugtbargjordes af 
Vand fra Nilen, som lededes igjennem en Kanal, der i Perser- 
tiden var bleven forlænget til det røde Hav. Den samme 
Mening herskede endnu fire Aarhundreder senere i Landet, den- 
gang da den hellenistiske Oversættelse omplantedes i Ægyptens 
da brugelige Talesprog (det koptiske Sprog); thi i den koptiske 
Oversættelse? er Septuagintas xa9' "Howav nov gjengivet ved 


Og Iluwuirce, en Oversættelse, hvoraf man ikke tør slutte, 


at Pitom og Heroopolis ere samme By, men kun, at de henhøre 
til samme Egn af Landet. - 

Alt for stor Vægt tør man dog ikke lægge paa disse to 
Oversættelsers Vidnesbyrd; ingen Omstændighed tyder hen paa, 
at Oversætterne have foretaget omhyggelige Undersøgelser ved 
Valget af de Betegnelser, hvormed de gjengave de ægyptiske 
Stedsnavne, der omtales i Mosebøgerne. Det er tvertimod ikke 
usandsynligt, at de have ladet sig lede af Lydligheder, eller i det 
Mindste, at de uden videre have antaget ægyptiske Byer og Land- 
skaber, som de hændelsesvis kjendte, og som havde omtrent 
samme Navn som de bibelske Byer, for identiske med disse 
sidste, naar de blot tilhørte det østlige Ægypten. Ved Kanalen 
til det røde Hav laa saaledes en By Patumos?, hvis Navn mindede 
meget om Biblens Pitom eller Pithom: antoges disse to Steder 
for samme By, var Gosens Beliggenhed dermed givet. 


! (en, 46, 28. . 
2 Se Her. II, 158; se forevrigt S. 1169 Anmk. 2. 





1169 


Septuagintas Oversættere kunnd fremdeles have ladet sig paa- 
virke af den Omstændighed, at der nélop i denne Egn af Landet, 
omkring Bubaste, paa deres Tid fandtes mange Israeliter !. 

Men omendskjøndt vi ikke kunne benægte Muligheden af, at 
Oversætterne have. ladet sig paavirke af saadamne Hensyn, ere vi 
dog: overbeviste om, at de have havt andre langt vigtigere Grunde 
for deres Opfattelse af Gosens Beliggenhed end Lydligheder 0. desl. 
Vi maa navnlig gjøre opmærksom paa følgende Omstændigheder ?. 

Endnu under de første Keisere kjendtes et Landskab Gresem? i 
det østlige Nedre-Ægypten; da den hellenistiske Oversættelse netop 
bruger samme Form og ikke Formen Gesen (Gosen), saa er der en vis 
Sandsynlighed for, at Oversætterne have været bekjendte med 
Tilværelsen af et ægyptisk Landskab af dette Navn, hvad enten 
nu Ordet var i hyppig Brug eller ikke paa deres Tid. Men da Over- 
sætterne paa det første Sted, hvor Ordet forekommer, tilfeie 
Ordet Arabia, tør man antage, at Ordet Gesem ikke anvendtes 
af græsk-talende, men kun af ægyptisk-talende Ægyptere, — en 
Omstændighed, der forklarer, hvorfor Ordet ellerø ikke er bevaret 
i den klassiske Literaturs Optegnelser om Ægypten. 

Da det nu ikke er sandsynligt, at der i det østlige Nedre- 
Ægypten har ligget flere Landskaber af Navnet Gesem (Gosen), 
saa maa man antage, at Oversætterne have Ret, naar de have an- 
taget dette Gesem for Biblens Gosen, og at deres Heunførelse af 
Landskabet til Egnen ved Heroopolis har sin Grund i, at de 
vidste, at Ægypterne kaldte det Landskab, hvori Heroopolis las, 
Gesem. Alligevel tør vi ikke ansé Spørgsmaalet om, hvilken 
Strækning af Ægypten det bibelske Landskab (Gosen har indtaget, 
for endelig lest. Imidlertid har det, som vist Alle ville indremme, 
stor Sandsynlighed, idet mange Omstændigheder tale derfor, at Israe- 
liternes Forfædre oprindelig have faaet anvist Bolig aestlig for 


! Se ovenfor 8. 988. 
? Septuaginta gjengiver desuden gmp ved Peithø, ikke ved Patumos. 
2 Se ovenfor S. 1154 og 8. 1002. 

74 








1170 


Bubaste i Indsænkningen Vadi-Tumilah eller el- Vadi, og at de 
efterhaanden have befolket hele det Landskab, der + Tidens Leb 
indvandtes ved Kanalarbeider. dels i Dalen Seba-Biar, dels om- 
kring Birket-el- Timsah. Det er ikke usandsynligt, at den østligste 
og sidst indvundne af disse Strækninger (ved Søen Birket-el- Tiansakh), 
ofte er blevet kaldet ,, Landet Rameses" efier den Konge, under 
hvem Kanalarbeiderne udfertes og Landet blev indvundet, men at 
dette Landskab ogsaa betragtedes som en Del af Gosen, uagtet dette 
Ord oprindeligt kun betegnede den vestlige Del af Indsænkningen. 

Imidlertid er Sagen, som allerede antydet, ikke fri for Vanske- 
ligheder. Indskrifternes Landskab Gesem regnedes, som vi have 
sét af Mindesmærkerne", ofte til den tyvende Nomos; det maa 
følgelig antages, at Landskabet ikke har ligget synderlig fjernt 
fra denne Nomos" Hovedbestanddele. Men dette kan ikke ret vel 
siges om den ofte omtalte Indsænkning; der jo, saafremt den er 
Biblens Gosen, ogsaa maa være Indskrifternes Gesem?; det synes 
tvertimod langt naturligere, at man havde regnet disse Strækninger 
til den ottende Nomos eller til Bubaste (nittende Nomos). Paa 
den anden Side er det dog heller ikke ganske umuligt, at Ind- 
sænkningen har staaet i umiddelbar Forbindelse med den tyvende 
Nomos's Hovedbestanddele, idet denne Nomos kan have strakt 
sig langs Ørkenens Rand fra nogle Mile Syd for 'Fanis til Begyn- 
delsen af Vadi-Tumilah (el-Vadi) 2. 

Man vil heraf have sét, at der ikke er nogen væsentlig Hin- 
dring for at antage Biblens Gosen for den omtalte Indsænkning ", 


1 Se ovenfor 8. 1002 og 8. 1154 

2 Se ovenfor 8. 1154 og 8. 1168—1169. 

3 IT Indskriften Diimichen, Geograph. Inschriften (Recueil) I, pl. LXVIII, 
har Ordet Gesem Tillæget adt, ,det estlige", et Tillæg, der passer godt 
paa Beliggenheden af Indsænkningen. Il den ovenfor 8S. 988 og 
8. 1164 omtalte Indskrift fra Dendera har den ved Ferskvands- 
kanalen liggende By Patum (Pitom, Patumos) Tillæget m-ru-ab, ,, ved 
Østens Begyndelse, hvad der taler for Identiteten af Indskrifternes 
Gesem og Indsænkningen Øst for Bubaste. 

" At Gosen maa søges i Indsænkningen imellem Bubaste og Ismailia 





1171 


men påa den anden Side kan Spørgsmaalet heller ingenlunde 
siges at være afgjort endnu; og man handler derfor rigtigst i 
indtil videre at afvente fortsatte Oplysninger fra ægyptiske Mindes- 
mærker; og om at komme i Besiddelse af saadanne ter man 
endnu ikke opgive Haabet, da endnu langtfra alle ægyptiske 
Mindesmærker ere udgravede. 


Efter saaledes i det Foregaaende at have samlet alle de 
Steder i Biblen, der kunne tjene til at oplyse de stedlige Forhold 


$ 85. 


Antydninger 
givne | Dibisn 


under Israeliternes fordums Ophold i Ægypten, skulle vi nu samle af Tidspunktet 


de Efterretninger i Biblen, som indeholde Bidrag til Bestemmelsen 
af Tidspunktet for deres Undertrykkelse og for deres Udvandring 
af Ægyptens Land. Vi skulle her ganske sé bort fra det 
Resultat, hvortil vi ovenfor ere komne nærmest ved Betragtningen 
af ægyptiske Aktstykker og andre fra ægyptiske Kilder stammende 
Optegnelser: nemlig at det var Rameses Il, som begyndte at 
undertrykke Israeliterne, og at deres Udvandring fandt Sted under 
denne Konges Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha)?. 

Vi skulle her gjøre opmærksom paa følgende Omstændigheder : 


1%, Som bekjendt omtales Ægyptens Konge ofte i Fortællingen 
om Israeliternes Skjæbne i den sidste Tid af deres Ophold i 
Landet, men han nævnes ligesaalidet her som i andre ældre 
bibelske Skrifter nogensinde med Navn, men kaldes derimod blot 


Pharao?, et Ord, der paa Ægyptisk skrives 2 per-aa, og som 


antoges allerede af den franske Commission, der undersegte Ægypten 
efter Napoleons Tog til Landet De fleste Ægyptologer have ogsaa 

" tiltraadt denne Mening, saaledes Lepsius, Ebers og de fleste franske 

Ægyptologer. Brugsch har tidligere ligeledes segt Gosen i disse 
Egne, men har i de sidste Aar opgivet denne Mening og seger nu 
Gosen ved Tanis; sign. ovenfor S. 1161. 

Se ovenfor 8. 904—912. 

2 1 Biblen omtales felgende Pharaoner: 1? Pharao, som fratog Abraham 
Sarah (Gen. 12, 15 ff.). 2% Pharao, som gjorde Joseph til Første- 
minister og gav Jakob Bolig i Gosen (Gean. 89, 1 ff.). 8”. Pharao, 
som ikke kjendte Joseph, og som undertrykkede Israeliterne, , Under- 

' 34" 


fer leraeliternes 


Udvandring af 
Ægypten. 


1172 


forekommer uendelig ofte i ægyptiske Aktstykker, hvor det er det 
almindelige Navn paa Ægyptens Konge!. Men da alle Ægyptens 
Konger benævnes med dette Navn, afgiver dette Ord selvfølgelig 
intet Middel til Bestemmelsen af 7iden, da de Konger levede, 
som undertrykkede Israeliterne. 

20, Derimod nævnes der saavel i første som i anden Mosebog 
et Navn, som afgiver et Grundlag for en Undersøgelse; det er 
Ordet Rameses, hvormed vi ovenfor have sysselsat os?, og som 
- betegnede saavel den By, hvorfra Israeliternes Udvandring begyndte 
som den Ægn, hvor de fik Ophold. Dette Ord Rameses, er som 
oftere bemærket, et Mandsnavn, og naar det her bæres af en By 
eller et Landskab, saa maa denne By og dette Landskab være opkaldt 
efter en Mand ved Navn Rameses. Nu kjende vi i Ægypten ikke 
faa Byer, der ere opkaldte efter Personer, men disse Personer 
have alle været Konger. Vi kjende i Ægypten ingen Byer, der 
ere opkaldte efter Privatmænd. Den Rameses, efter hvem den 
omtalte By og Landskab var opkaldt, har altsaa været en 
ægyptisk Konge; eller med andre Ord: Israeliternes Undertryk- 
kelse og navnlig deres Udvandring kan ikke have fundet Sted, fer 
der paa Ægyptens Throne havde siddet Konger af Navnet Rameses, 
og da Rameses I. kun regjerede et Aarstid og ikke havde Tid at 
bygge ret meget, saa kan deres Undertrykkelse ikke ret vel være 
begyndt før under Rameses II. ' 

Som ovenfor antydet, antage de fleste Ægyptologer, at Israe- 
liternes Undertrykkelse i Ægypten er begyndt under Rameses IlI., 
men nogen fuldstændig OQOverénsstemmelse gives der dog ikke 
imellem dem med Hensyn til dette Punkt. Der findes endnu 


trykkelsens Pharao", (£rod. 1,8 — 2, 28). 47. Pharao, under hvem 
Ieraeliterne droge ud af Landet og som druknede i det røde Hav 
(Ezod, 2, 22 — 14, 28). 52. Pharao, der modtog den fra Edom flyg- 
tende Hadad (1 Kong. 12, 18). 6%. Pharao, Salomes Bvigerfader 
(1 Kong. 8, 1 ff). - 7?. Pharao, som slog Garza (Jerem. 47, 1.). De 
følgende. ægyptiske Konger anferes med Navn. Se 8. 1012 Anmk. 2. 

1: Se ovenfor S. 1002. 

1 Se ovenfor 8. 1167 


1173 


fløre fortjente Ægyptologer, som antage, at Israeliternes Under- 
trykkelse og Udvandring af Ægypten er foregaaet i en tidligere 
Tid end Ramegses Il.'s Aarhundrede, endog flere Menneskealdere 
fer denne Kønges Dage!. 

Det er ikke vanskeligt for disse Ægyptologer at bringe denne 
Forklaring i Samklang med de fleste af de Antydninger, der gives 
af ægyptiske historiske Forhold til den Tid, Israeliterne opholdt sig 
i Ægypten, thi disse ere, som vi have sét, meget ubestemte, idet 
Kongen altid blot kaldes Pharao. Derimod er det ikke let for 
disse Lærde at forklare, hvorledes der i Mosebøgerne oftere tales 
om én By Rameses og éngang om et Landskab Rameses, uagtet 
denne By efter deres Opfattelse farst kan have faaet dette Navn 
en god Stund, efter at Israeliterne have forladt Ægypten?. Det 
er nemlig ikke let at forklare, hvorledes en israelitisk Forfatter, 
der skrev for israelitiske Læsere, naar Talen er om Israeliternes 
Ophold i Ægyptens Land, har kunnet foretrække Navne, der først 
længe efter deres Udvandring vare komne i Brug i Ægypten, for 
Navne, som vare hans Samtid bekjendte fra Overleveringen. 
Israeliterne stode jo, efterat de havde faaet Bolig i Kanaan, 
længe ikke i videre nøie Berøring med Ægypterne. Hertil kommer 
blandt Andet ogsaa, at Rameses II's Felttog i Syrien efter 
denne Opfattelse maa være foregaaede, efterat JIsraeliterne havde 
taget Kanaans Land i Besiddelse?, Man maa da antage, at den 


! Se ovenfor S. 850. 

? - At den Rameses, efter hvem Landet Rameses og Byen Rameses er 
opkaldt, neppe kan være nogen anden end Rameses Il., indremmes 
af alle Ægyptologer. Kun hvem der besidder et overfladisk Kjend- 
skab til den ægyptiske Historie, kan for Alvor paastaa, at Byen og 
Landskabet er opkaldt efter en Mand, der har levet for Rameses I.'s 
Dage. — Af den Omstændighed, at Landskabet, hvor Jakob og hans 
Stamme fik Ophold, i Gen. 47, 11 kaldes Landet Rameses, kan man 
aldeles ikke med nogen Berettigelse slutte, at Landskabet allérede 
kaldtes saaledes, dengang da Indvandringen foregik. Man kan kun 
slutte, at det benævnedes saaledes i den sidste Tid af Israeliternes 
Ophold i Ægypten. Alle Sagn i Genesis ere nemlig i ethvert Til- 
fælde bevarede mundtligt til Moses' Tid. Eve 

2 Se ovenfor 8. 598 ff. 


1174 


israelitiske Overlevering har tabt alle Minder om denne Afhængighed 
af Ægypten, hvilket er meget misligt, da Israeliterne ellers med 
saa megen Troskab have bevaret Minder om de Undertrykkelser, 
som de havde maattet udstaa af deres Naboer. I Virkeligheden 
have heller ingen af de Ægyptologer, som antage Israeliternes 
Udvandring for foregaaet før Rameses Il.'s Dage, paa nogen 
Maade været istand til at fjerne disse Vanskeligheder", 


3%, Vi maa fremdeles gjøre opmærksom paa, at den Konge, 
som først begyndte at undertrykke Israeliterne, aabenbart har 
bygget megel; men da dette kan siges om flere Pharaoner, £ Ex. 
om Thotmess III, Amonhotep III, Seti I, Rameses Il og 
Rameses II, saa afgiver denne Omstændighed ikke noget nøiere 
Bestemmelsesmiddel af Tidspunktet for Udvandringen. Derimod 
forekommer der i Fortællingen om Undertrykkelsen, umiddelbart 
efter Beretningen om Moses" Ophold i Midians Ørken, en lille 
Bemærkning, som ikke er uden Vigtighed i denne Henseende, 
nemlig Ordene: ,,0g mange Dage efter døde Kongen af Ægypten ?«<. 
Ifelge Fremstilligen i den anden Mosebog var det denne Konge, 
der først havde begyndt at undertrykke Israeliterne. Moses var 
født under samme Konge, og levede ved Kongens Død paa den 
anden Menneskealder?, hvoraf jo følger, at den Konge, der først 
undertrykte Israeliterne og som døde ,, mange Dage" efterat: Moses 
var flygtet til Midian, bar regjeret meget længe. En lang Levetid 
og lang Regjeringstid faldt i flere Kongers Lod, men ingen 
. Konge sad dog saa længe paa Thronen som Rameses II, der 
regjerede 67 Aar". 


49%. Af de forskjellige Meddelelser, der gives om Begivenheder, 


!  Spørgsmaalet bereres f. Ex. af Lieblein, Chronoloyie Égyptienne S. 137, 
(Christiania, 1873. 8”). 

? Erod, 2, 23. ' 

2 De fyrgetyve Aar, som hvert af Hovedafenittene i Moses' Liv skal 
have varet, ter neppe tages for andet end runde Tal eller rettere for 
Udtryk for , Levealder”. 

S Se ovenfor 8. 858 Anmk. 1. 





1179 


som hændtes under den følgende Konge, under hvem Udvandringen 
fandt Sted, fremgaar det tilstrækkeligt, at han ikke har været 
nogen særdeles lykkelig Konge, selv om vi end paa Grund af 
Mosebøgernes folkelige Fremstilling af Begivenhederne ikke kunne 
antage Alt, hvad der i disse meddeles om denne Konge, for fore- 
gaaet ganske saaledes, som det fortælles i disse Skrifter. Nu er 
jo rigtignok Ulykker og Tab Noget, som aldrig omtales i ægyp- 
tiske Indskrifter; her tales kun om Seire og Bedrifter; men, som 
allerede oftere antydet i det Foregaaende', opdager man stundom 
ved at sammenligne Skuepladsen for de vundne Seire, at der 
imellem de Seire, som Mindesmærkerne forherlige, maa være fore- 
faldet mindre lykkelige Begivenheder, Nederlag, 0. desl. Paa 
denne Maade kunne vi f. Ex. godtgjøre, at der i Tiden efter 
Amonhotep IV. har været et saadant mindre lykkeligt Tidsrum i 
Ægyptens Historie?, og fremdeles, at Ægypten snart efter Rameses 
IL's Død, i Tidsrummet imellem hans Død og Rameses III's 
Thronbestigelse atter har været hjemsøgt af forskjellige Ulykker, 
navnlig synes saadanne at være indtrufne under Rameses Il's 
Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha), hvem Lykken forøvrigt ikke 
altid var imod, idet han f. Ex. engang vandt en stor Seir over en 
libysk Hær, der var trængt dybt ind i Landet, en Bedrift, som 
lovprises i heie Toner i Kongens Indskrifter". Men skjendt han 
saaledes stundom havde Held, synes det dog ubestrideligt, at 
Landet i hans Tid led store Ulykker, saaledes at han snarest 
maa kaldes en ulykkelig Konge; og der er derfor fra denne Side 
Intet til Hinder for at antage, at Mfer-n-ptah (Menephtha) er Ud- 
togets Pharao. 

Betragte vi Sagen nøiere og agte vi paa det Resultat, vi 
ovenfor kom til, at Israeliterne droge ud af Ægypten under en 
Konge, hvis Forgænger havde bygget meget og regjeret meget 


! Se ovenfor S. 578. 
2 Se ovenfor 8. 849 ff. 
3 Se ovenfor S. 912. 
% Se ovenfor 8. 889 ff, 


1176 


længe", saa bliver der ingen anden ægyptisk Konge 'tilbage, der 
forener disse to' Bestemmelser: selv at have været en mindre 
heldig Konge, og at være fulgt efter en længe regjerende og 
meget byggende Konge, end netop Mer-n-piah (Menephtha)?. Vi 
komme 'altsaa ved at tage de bibelske Optegnelser til Udgangs- 
punkt ganske til samme Resultat, som vi ovenfor kom -til ved 
Betragtningen af de ægyptiske Aktstykker, nemlig, at Udtoget måa 
være foregaaet under Rameses Il's Efterfølger Mer-n-ptah 
(Menephtha), og vi ter derfor nok erklære' dette Resultat for 
temmelig sikkert. 


5%, Foruden de her anførte indirekte Bidrag til Bestemmelsen 
af Tiden for Udvandringen af Ægypten gives der i et senere 
Skrift, nemlig i Kongernes Bøger en mere direkte Tidsbestem- 
melse. Her læser man nemlig i Beskrivelsen af Tempelbygningen 
en udtrykkelig Angivelse af, at Opførelsen af Templet paa Moria 
Bjerg paabegyndtes i det 480de Aar efter Udvandringen af 
Ægypten og i Kong Salomos fjerde Regjeringsaar?., Til Bestem- 
melsen af Salomos Regjeringstid have vi to Rækker Tidsbestem- 
melser, dels Kongernes Bøgers Meddelelser om, hvorlænge Juda 
og Israels Konger regjerede, dels de af lIosepos meddelte fra 
Menandros tagne tyriske Tidsbestemmelser, ifølge hvilke man kan 
bestemme, hvor lang Tid der er forløbet imellem Salomos ældre 
Samtidige Kong Hirams Død i Tyros og Karthagos Anlæggelse 
ved en Udvandring fra denne By", Hvad de første af disse Rækker 
Tidsbestemmelser angaår, da viser den assyriske Kronologi, at 
flere af Kongerne i Juda og Israel have regjeret samtidig %, saa- 
ledes at Salomos Regjeringstid falder endel tidligere end man i 
Reglen antager, idet den snarest synes at tilhøre Tidsrummet 


7 Se 8. 1174. 

7? Se ovenfor S. 904 ff. 

3 1 Kong. 6, 1; slgn. Dom. 11, 26: Paa Jephthas Tid havde Israeli- 
terne boet 300 Aar i Gilead. 

£ Se ovenfor S. 768—769; ifelge Jos., Arch. Jud. VIII, 5, 3 og C. Ap. 
I, 17—18. 

5. Se ovenfor S. 30 Anmk. 2. 





1177 


973— 933, et Resultat, der stemmer meget vel med de af Menan- 
dros givne Tidsbestemmelser for den tyriske Ktonologi; thi efter 
disse har Hiram besteget Thronen i Tyros 162 Aar før Udvan- 
dringen til Karthago, der omtrent tilhører Aarene 814—813, og 
er død 128 Aar'før denne Bégivenhed, eller med andre Ord, hans 
Regjeringstid faldør omtrent i Aarene 976 til 942?, 

Tilhører altsaa Tempelbygningens Begyndelse omtrent Aaret 
969, maa Udvandringen, — forudsat natarligvis, at Tidsbestem- 
melsen i Kongernes Bøger er rigtig — omtrent? tilhøre Aaret 
1449 f. Kr. Man har da kun, synes det, at afgjøre, hvilken 
Konge der dengang regjerede i Ægypten, og man har da bestemt 
saavel Tiden for Undertrykkelsen som Tiden for Udvandringen. 

Uheldigvis er, som oftere bemærket, den ægyptiske Tids- 
regning, trods de mangfoldige Forsøg, man lige til den sidste Tid 
har gjort, endnu langtfra saa sikker, at man med fuld Visbed kan 
afgjøre, i hvilket Aarhundrede f. Kr. Kongerne af Navnet Thotmess 
og Rameseg have levet 0. desl. Imidlertid synes dog forskjellige 
Omstændigheder at tale for, at ved Aar 1449 havde der endnu 
ikke siddet nogen Konge af Navnet Rameses paa Ægyptens 
Throne". Er den omtalte Angivelse om de 480 Aar rigtig, synes 
altsaa det Resultat, vi ovenfor kom til, at maatte opgives, eller 
med andre Ord, man maa i saa Tufælde give de Ægyptologer 
Ret, der henføre Udvandringen til Tiden før Rameses I. 


em mr 


" Se ovenfor 8. 748—7538. 

? Ved denne Tid omtrent ved”Aar 1444, synes det Mindesmærke paa 

Elephantine, hvoraf et Brudstykke omtaler en heliakisk Siriusopgang, 

at være bleven indhugget; men man véd uheldigvis ikke, hvilken 

Konge der har opreist det. Se 8. 845—846. 

Se ovenfor 8. 845 og S. 888; sign. 8. 624. 

" Ifølge de af Lieblein samlede ægyptiske Slægtregistre synes det 
navnlig urimeligt at fore Bameses I. tilbage fer Aar 1400. Paa den 
anden Side ter man dog ikke antage Låeblejns paa Slægtregistrene 
byggede positive kronologiske Resultater for faldstændig sikkre. Se 
hans Chronologis égyptienne S. 136 ff. og hans Artikel Ætude sur la 
place cåronolagigue de la XXlle dynastie i Revue Archeol. Bouv. série 
XVIII, S. 272 fr. (1868). 





1178 


Men nu har man grundet Anledning til at tvivle om, at de 
480 Aar er en paa nøjagtige og paalidelige historiske Aktstykker 
og Meddelelser hvilende Tidsbestemmelse. Som allerede ovenfor 
antydet, var hele Tidsrummet imellem Josva og David, navnlig 
det Tidsrum af Israeliternes Historie, vi kalde Dommernes Tid, en 
meget lidet skrivende Tidsalder!. Israel var i dette Tidsrum saa at 
sige atter sunket ned i en næsten forhistorisk Tilstand. Man 
mindedes sine Helte og Stormænd, man bevarede sine Sagn og 
Sange, men man .gjorde ingen aarlige regelmæssige Optegnelser, 
og følgelig var det i den følgende Tid umuligt at give en nøie 
Bestemmelse af Længden af Tidgrummet imellem Moses' Død og 
Davids eller Salomos Thronbestigelse. 

Til et saadant Resultat kom for allerede over fyrgetyve Aar 
siden Biskop. Engelstoft i sine Undersøgelser om Israeliternes 
Historie”, og siden den Tid ere de fleste andre omhyggelige 
Forskere komne til samme Resultat. Med Hensyn til Maaden, 
hvorpaa Tallet 480 er fremkommet, har Lepsius uden Tvivl Ret, naar 
han antager det for fremkommet ved en Multiplication at Slægt- 
leddenes Antal imellem Moses og Salomo med 40 Aar, Middeltallet 
for en Slægts Levetid?, De 480 Aar siger altsaa ikke Andet, 
end at det var den tolvte Slægt, der levede dengang, da man be- 
gyndte at opføre Templet. Men nu er vel ganske vist Middeltallet for 
et Menneskes Levetid 40 Aar, men disse 40 Aar gribe ind i de 
nærmeste Slægtleds Levetid, man maa derfor, naar man vil benytte 
Slægtled til kronologiske Beregninger, reducere 40 Aar til 25", og 


Se ovenfor 8. 280 ff. 

Engelstoft, Historia populi Judaici, 8. 208 og 8. 210. 

Lepsius, Chronologie der Ægypter 8. 864 fr.; sign. 8. 16. 

De Slægtregistre, der meddeles i Biblen, vise netop tolv Slægtled 
imellem Udvandringen vg Salomo; man sammenligne f. Ez. Ypperste- 
præsternes og Davids Slægtregister. Engelstoft derimod antager at 
Tallet 480 er fremkommet ved en Saømmenlægning af de bestemte hi- 
storiske Tal i Dommernes Bog og i andre Skrifter. 

5 Herodot gjer sig skyldig i en lignende Feilregning ved Benyttelsen 
af Slægtled til kronologiske Bestemmelser. 


& aa dåd me 





1179 


istedetfor de 480 Aar sætte 300 Aar, ja maaske endog kun 240 
Aar. Saaledes betragtet bliver der den bedste Overénsstemmelse 
imellem denne Tidsangivelse og det Resultat, vi ovenfor kom til 
ved Undersøgelsen af de indirecte Angivelser i Biblen. 

Ifølge de fleste Ægyptologer er den af Theon omtalte Menophres' 
Æra, d. v. s. Sothisperiodens Fornyelse i Aaret 1322!, indtruffet 
under Menephthas Regjering; er denne Antagelse rigtig, maa Ud- 
vandringen omtrent tilhere Aaret 1320, hvilket er et kronologisk 
Resultat, der passer fortrinligt med de bibelske Tidsbestemmelser ?. 
Efter andre Ægyptologer er Fornyelsen foregaaet tidligere — saa- 
ledes antage Flere ikke uden Grund Seti I. for den Konge, under 
hvem Fornyelsen fandt Sted”. Udvandringen vilde herefter være 
falden næsten et Aarhundrede senere, omtrent 1230. Ogsaa dette 
Resultat lader sig nogenlunde bringe i Samklang med den bibelske 
Tidsbestemmelse, kun bliver Dommernes Tid temmelig kort 
(omtrent hundrede Aar). Derimod forbyder kronologiske Hensyn 
det aldeles paa éngang at henføre Undertrykkelsen og Udtoget 
til Rameses Il. og Menephtha og alligevel at henlægge Sothis- 
periodens Fornyelse til Tiden for Rameses I. I Virkeligheden 
har heller ikke endnu nogen Forsker fremsat et sligt Forslag". 


!  8e ovenfor S. 888. 

2 Der findes ganske vist i Dommernes Bog mange Tidsbestemmelser 
paa fyrgetyve Aar, men de anerkjendes af alle Forakére for runde 
Tali og ikke for virkelige Tidsbestemmelser. 

7? Se ovenfor S. 8556. 

£ Sættes Udvandringen til Aar 1320, vil Moses' Ded være indtruffet 
omtrent Aar 1280 og Kanaans Erobring ved Josva i Aarene 1280— 
1274, forudsat naturligvis, at de fyrgetyve Aar, som Opholdet i 
Ørkenen skal have varet, ikke er et rundt Tal, i hvilket Tilfælde 
saavel Moses" Ded som Kanaans Erobring sandsynligvis vil være ind- 
truffet noget tidligere (snart efter Aar 1300). Dommernes Tidsrum, 
d. e. Tiden imellem Josvas Ded og Samuel, vil indbefatte omtrent 
Tiden fra 1240 til 1060. Muligvis er Tidsrummet begyndt nogle 
Aar fer 1240. Samuel optræder omtrent 1060; omtrent 1080 bliver 
Saul Konge; David bliver Konge i Juda omtrent 1011, og i Aaret 
1004 Hersker over hele Israel. I Aaret 1073 overdrager han Magten 
til Salomo og deer Aar 1071. Templet paabegyndes 1069, indvies 


- 


1180 


Inden vi forlade dette Spørgsmaal, maa vi endnu bemærke 
med Hensyn til de 480 Aar, at losepos i sin Historie! har op- 
givet denne Tidsbestemmelse og udvidet Tidsrummet til 592 Aar, 
sandsynligvis dels af Hensyn til Tidsangivelserne i Dommernes 
Bog, hvor der saa ofte tales om 7idsrum paa fyrgetyve Aar, dels 
ogsaa for at opnaa Overensstemmelse med den ægyptiske Tids- 
regning.  losepos antager nemlig som allerede berørt Israelitørne 
for Efterkommere af Hykses og disses Overvindelse eller For- 
drivelse for Israeliternes Udvandring; men da de nidstes Udtog af 
Ægypten først er foregaaet Aarhundreder efter Hyksos Overvin- 
delse, var der følgelig forløbet langt over 480 Aar imellem denne 
Begivenhed eg. Salomos Tempelbyguing, og de 480 Aar maatte 
altsaa forøges. 

Hos Kirkefaderen Klemens fra Alexandreia læser man en 
Meddelelse om, at Israeliternes Udvandring fandt Sted 345 Aar fer 
Sothisperiodens Fornyelse, altsaa Aar 1667?. Denne Efterretning, 
der formodentlig er taget af Ptolemaios fra Mendes' ægyptiske 
Historie, har ligesaalidt noget Værd som lIosepos' Meddelelse, at 
Udtoget foregik 592 Aar fer Tempelbygningen; den har nemlig 
ligesom denne til Grundlag Sammenblanding af Hyksos Fordrivelse 
og Israeliternes Udvandring?. 

I det Udtog af Manetho, som Eusebios meddeler, henføres 
Israeliternes Udvandring til en Konge Akhenkheres eller Kenkheres, 
Amonhetep IIl.'s Efterfølger". Da denne Efterretning ikke stemmer 
med ældre Udtog af Manetho, navnlig ikke med de af Iosepos 


1062. Riget deles 1033. Sætter man Udtoget til 1220, maa man 
indskrænke Opholdet i Ørkenen til en Snes Aar og beholder dog kun 
hundrede Aar til Tiden imellem Josvas Ded og Samuel. De evrige 
Tal forblive uforandrede. 

! Jos., Arch. Jud. VIII, 3, 1. I sit Skrift imod Apion (C. Ap. Il, 4) 

.… har han endøg udvidet Tidsrummet til 612 Aar. 

: Ciem. Alex, Stromata I, 21 (p. 145 Sylb., p. 401 Potter); se ovenfor 
S. 118 Ammk. 1 og S. 838 Anmk. 5, 

32 Se ovenfor 8. 118— 119. 

f Se ovenfor 8. 850 Anmk. 1. 





1181 


meddelte Brudstykker af saadamne, ter vi ikke tillægge den 
noget videre historisk Værd. 

Inden vi forlade denne Række Undersøgelser, maa vi endnu 
dvæle et Par Øieblikke ved Spørgsmaalet om Længden af det 
Tidsrum, som Israeliterne tilbragte i Ægypten. Ifelge den israe- 
litske Overlevering havde Israeliterne opholdt sig 480 Aar i 
Ægypten, og i Virkeligheden er det ikke muligt at Opholdet 
har været kortere, naar Folkets Forfædre vare komne ind i Landet 
som en lille Stamme, og Israel drog bort derfra som et talrigt 
Folk. Vi kunne saaledes med megen Sikkerhed forkaste den græske 
Oversættelses 215 Aar og ligesaa de andre Forsøg, som nyere 
Lærde have villet gjøre paa yderligere at forkorte Tidsrammet.?. 
Ved Hjælp af Ægypternes historiske Optegnelser og Aktstykker 
var det paa Moses' Tid sikkert ikke vanskeligt at skaffe sig 
Undørretaing om, hver laag Tid der var forløben, siden Israels 
Børn havdé faaet Bolig i Landet. De 480 Aar kunne derfor 


meget vel være en ganske nøiagtig Angivelse". 


Til Slutning skulle vi endnu, paa Grundlag af de forud- 8 86. 

. '  Forsåg til et 
gaaende Undersøgelser, forsøge i faa Træk at antyde Hoved- samlet Overblik 
punkterne i Begivenhederne under Israeliternes fordums Ophold i over Israels 

. Er Skjæbne i 

Ægypten, uden at vi dog paa ethvert Punkt ter indestaa for +, oten. 
Rigtigheden af alle Enkeltheder i vor Fremstilling. | 
Under en Konge i det mellemste Riges Dage, snarest, synes 
det, under en ægyptisk Hyksoskonge', vandrede Jakob eller, Israel 
med sin Stamme ind i Ægypten og fik anvist Bolig i Dalen 


Vadi-Tumilab eller el-Vadi, der dengang fornylig var indvundet 


Exod. 12, 15. 

Lepsius er tilbeielig til at antage, at Israeliterne kun have opholdt 
sig tre til fire Slægtaldre — alteas kun lidt over hundrede Aar i 
Ægypten. Han stetter sig paa den Omstændighed, at der overalt i 
Slægtregistre kun anferes tre Led imellem Jakob og Moses' Samtidige. 
2 Det er forøvrigt ikke umuligt, at Israeliterne håre opheldt sig betyde- 

ligt længere Tid i Landet. 
$ Saafremt Opholdet har varet firehundrede og tredive Aar, mag Israe- 


1182 


ved Kanalarbeider. I Tidens Løb, alt som Stammen voksede, ind- 
vandt man større og sterre Strækninger fra Ørkenen, i Egnen 
over imod Birket-el-Timsah, hvilke alle befolkedes af Israeliter, 
medens andre Israeliter nedsatte sig i den nærmest tilstødende 
Del af Deltaet. Under Rameses Il., navnlig i hans første Aar 
anlagdes der et helt nyt Kanalnet omkring Søen Birket-el- Timsah, 
hvorved meget Land blev frugtbargjort. Hele dette Landskab op- 
kaldtes efter Kongen og kaldtes Rameses. Ogsaa Hovedstaden i 
dette for en Del nyskabte Distrikt opkaldtes efter Kongen. 

1 Begyndelsen af Rameses II's Regjering førtes der flere ret 
heldige Krige i Nabolandene, hvorfra der hjembragtes adskillige 
Krigsfanger, hvilke man for en stor Del forvandlede til Stats- 
slaver, hvis Forretaing det navnlig var at udføre haardt Arbeide 
ved de forskjellige storartede Byggeforetagender og Anlæg, som 
Kongen lod iværksætte?. Men da de offentlige Arbeider under 
Rameses Il. stadig toge til 1 Omfang, imedens Krigsfangernes 
Antal tog af, blev det snart nødvendigt for Rameses Il. at sé 
sig om efter Arbeidsfolk, som kunde træde i Stedet for de mang- 
lende Krigsfanger. Intet laa da nærmere, synes det, end at udtage 
Arbeidskolonner af den talrige fremmede Stamme, som opholdt 
sig i det østlige Nedre-Ægypten, og som spiste Landets Brød og 
nød godt af Lovenes Beskyttelse, men ikke bar synderlige Byrder. 
Thi af Stammens Hjorder blev der vel givet Afgifter til Staten, 
men disse vare neppe meget betydelige, og de faldt formodentlig 
nærmest paa de mere, Velhavende; de Fattigere, som kun besad 
et Par Gjeder, vare sandsynligvis ganske fri for Skatter og Af- 
gifter: de havde neppe andre Byrder at bære end Vedligeholdelsen 
af Vandbassiner og Kanaler, hvor Vandet under Oversvømmelsen 
samledes for at benyttes i den tørre Aarstid til Overrislingen af 
de Marker, hvorpaa deres Hjorder græssede. 

Man kunde altsaa have ventet, at Ægyptens Styrere allerede 


liternes Indvandring henferes til Hyrdekongernes Tid; saaledes ogsaa 
Eusebios, Muller, Fragmenta Hist. Gr. ll, 570. 
1 Sign. ovenfor 8. 11929. 





1183 


tidligt, da disse Fremmedes Antal steg, havde gjort sig deres Ophold 
nyttigt ved at paalægge dem Arbeide ved offentlige Byggeforetagender 
og deslige. Alligevel hengik der Aarhundreder, før man begyndte 
at tvinge Israeliter til at udfere Trællearbeide ved offentlige Bygge- 
foretagender". Det skete neppe før under Rameses Il., under 
hvem der af Israeliterne udteges Arbeidskolonner som mastte 
slæbe Sten?, ligesom man ogsaa paalagde dem at stryge Tegli?. 
Ifølge en israelitisk Overlevering havde Ægypterne samtidig med 
at de paalagde deres Forfædre det strænge Arbeide, tillige taget 
Forholdsregler for at hindre Stammens stærke Formerelse, idet 
det nemlig var bleven paabudt, at Israeliternes Drengebørn skulde 
dræbes straks efter Fødselen". I og for sig var en saadan For- 
holdsregel ikke uhensigtsmæssig, thi naar Mændenes Antal be- 
tydelig formindskedes, vilde Stammen lettere denationaliseres og 
blandes med Landets ægyptiske Befolkning. Imidlertid synes 
dette Paabud kun at have havt forbigaaende Virkning, thi i For- 
tællingen om Udvandringen findes der ingen Hentydning til, at 
Kvindernes Antal var større end Mændenes. Paabudet var maaske 
af mere lokal Art 

Uader Rameses II's Efterfølger Mfer-n-piah (Menephtha) be- 
handledes Israeliterne ganske paa samme Maade som under For- 
gængeren: man udtog Arbeidskolonner af dem og tvang dem til 
at forrette haardt Arbeide. Ifelge den israelitiske Overlevering 
behandlede man dem endnu haardere end tidligere, idet man bød 
dem selv at skaffe det Straa, der skulde indblandes i Teglstenene'. 
Samtidig hermed synes efterhaanden den Forestilling at have gjort 
sig gjældende iblandt Ægypterne, at Israeliterne nærmest maatte 
betragtes som en Art Stataslaver, hvis Bestemmelse det var at 


1 Ifølge den israelitiske Overlevering var det Erindringen om Josephs 
Fortjenester af Ægypten, som afholdt Ægyptens Herskere fra at paa- 
lægge Israeliterne Byrder, sign. Æxod. 1, 8. 

Se ovenfor 8. 878 og 881. 

Se Æzod, 1, 11— 14. 

Ezod. 1, 16 fl. 

Ezod. 5, 6 - 19. 


1184 


forrette Trællegjerning ved de offentlige Arbeider og ved Kongens 
Byggeforetagender. ' 

De politiske Forhold havde imidlertid forandret sig endel 
siden Rameses II's Dage. Istedetfor at Ægypten tidligere havde 
hersket over en Del af Nabolandene, havde man nu maattet op- 
leve, at fremmede Folk. fra Libyen vare trængte dybt ind i Landet ?. 
Vel vandt SMfer-n-piah engang en-stor Seir, som Indskrifterne for- 
herlige?, men derved var al Fare ikke fjernet, og sandsynligvis 
vedblev Ægypternes fleste Stridskræfter at: bevogte Vestgrændsen. 
Under disse Omstændigheder begyndte der for Israeliterne at 
aabne sig en Mulighed for, at de kunde slippe bort fra Ægypten, 
og at:de i deres oprindelige Fædreland "Asien kunde finde et nyt 
Hjem. Der var imidlertid en væsentlig Omstændighed til Hinder 
herfor, den nemlig, at Israeliterne vare- spredte over en stør Del 
af Nedre-Ægypten, idet den dem oprindelig indrømmede Provinds 
Gosen ikke var stor nok til at rumme dem alle". Det gjaldt 
derfor fremfor Alt om at faa Folket samlet ts det østlige Nedre- 
… Ægypten. Den Anmodniag, som Folkets Ledere i den Anledning 
stillede til Pharao, om at det maatte være alle Israeliter tilladt 
at samles til en Fest i Ørkenen Øst får Ægypten', og at de til 
denne Festrejse maatte medtage alt deres Kvæg, ,fordi de vilde 
udtage Offer deraf for Herren, men de ikke vidste, hvormed de 
skulde tjene Herren, før de kom til det. bestentte Sted", blev natur- 
ligvis først afslaaet, men da forskjellige Ulykker hjemsøgte Landet, 
blev Pharao tilsidst forfærdet og gav Israeliterne den begjærede 
Tilladelse”. Folket samledes nu virkeligt omkring Rameses 


! Se ovenfor 8. 890 ff. 

2 Se ovenfor 8. 890 Anmk. 1. 

2 At Israeliterne for en stor Del boede blandede med Ægyptere, frem- 
gaar blandt Andet af Fortællingen om, hvorledes Israeliterne laante 
Guld- og Selvkar af Ægypterne (Ærod. 12, 35 —36; slgu. 3, 22 og 
11, 2). i 
Se ovenfor 8. 1170. 
Se Erod. 5, 1 ff. 
Ezod. 10, 26. 
Æxod. 12, 31—38. 


++) 0 åd &£ 


1185 


— sandsynligvis paa Høiderne omkring Birket-el-Timsah — men 
istedetfor at holde Fest i de nærmeste Ørkener, droge de plud- 
selig bort ad Veien til det røde Hav". Saasnart de ægyptiske 
Øvrigheder havde faaet Underretning herom, satte en Krigsstyrke 
i IImarch efter de Flygtende, som den fik i Sigte en Aftenstund 
ved det røde Havs Nordspidse. Ankomne paa dette Punkt havde 
Israeliterne, synes det, bøitet af? fra den hidtil falgte Retning og 
vare, istedetfor at drage Øst paa, guaede et Stykke imod Syd, be- 
holdende det røde Hav paa venstre Haand, maaske fordi ægyp- 
tiske Forskandsninger med Grændsevagter vilde have spærret dem 
Veien, saafremt de vare dragne Nord om Havarmen. 

Næste Morgen, da Ægypterne belavede sig paa at tage blodig 
Hævn over Flygtningene, opdagede de, at der om Natten tværs 
over Havarmen havde dannet sig en tør Strækning, hvoraf Israeli- 
terne benyttede til at slippé over paa den anden Bred. Istedetfor 
at drage Nord om Havarmen og angribe Skaren paa den østlige 
Bred, satte Ægypterne efter dem, men begroves her midt i Dybet 
af de tilbagevendende Bølger. Ifølge den israelitiske Overlevering 
befandt Ægyptens Konge sig iblandt dem, der omkom i Havet. 
Dette er ikke usandsynligt, skjøndt paa den anden Side den over- 
ordentlige Forsigtighed, som denne Konge iagttog under Kampene 
mod Libyerne, just ikke taler for, at han sélv har vovet sig ud 
paa Havbunden eller i det Hele for, at han selv har dristet sig til 
at komme Fjenden saa nær?. 

" Sandsynligvis opstod der efter dette Uheld Forviklinger og 
Uroligheder i Ægypten, som hindrede Herskerne i at udruste en 
.ny Hær for at tugte Israeliterne”. Der hengik uden Tvivl lang 
Tid, inden Ægypten atter kom til Ro, saaledes at man for 
Alvor kunde tænke paa at tugte de bortflygtede Israliter; men da 
dette Øieblik kom, havde den første Forbittrelse sat sig, og andre 


Ezod. 12, 37. 

Ezod. 14, 2: 727777 de vendte om. 

Se ovenfor S. 910 Anmk. 2 Slutning (S. 911). 

Om Ægypternes Historie i dette Tidsrum se ovenfor S. 908 —912. 
75 


| ej ss Mb mm 





1186 


Betragtningsmaader havde formodentlig gjort sig gjældende: man 
havde ganske vist mistet en Mængde Undersaatter, af hvilke man 
efter Behag kunde udskrive Arbeidsfolk, men Landet var til Gjen- 
gjæld blevet befriet for en Mængde upaalidelige Undersaatter, 
som kunde blive meget farlige, naar de under Angreb udenfra 
gjørde fælles Sag med Angriberne imod Landets egne Børn, saa- 
ledes at man snarest maatte ansé det for en Lykke for Landet, 
at man var bleven befriet for disse fremmede Folk. 


1187 


NIBNNDB KAPITEL. 


OM ÆGYPTENS INDFLYDELSE PAA ISRAELITERNES FORFATNING, 
SÆDER OG SKIKKE OG NATIONALKARAKTER., 


Uagtet Israeliterne havde opholdt sig i flere Aarhundreder i — $ 87. 
Ægypten, tildels blandede imellem Ægypterne?, havde de lige ti] Mm den israeli- 
det Sidste bevaret deres Nationalitet usvækket. lege steel 

Dengang Folket forlod Ægypten, talede de endnu deres syro- W Æsypten. 

arabiske Sprog, der var saa afvigende fra det ægyptiske, og 
navnlig talede do den Mundart, som de havde tilegnet sig under 
deres Ophold i Kanaans Land før Indvandringen i Ægypten?. 
Ligesom de havde bevaret Fædrenes Sprog, havde de ogsaa be- 
varet Fædrenes Religion, ja de havde med Troskab fra Slægt til 
Slægt overleveret baade deres gamle Sagn om Stammefædrenes 
Vandringer og mærkelige Skjæbne og de dertil knyttede Oldsagn om 
Menneskeslægtens Barndomstid paa Jorden. Paa alle disse Over- 
leveringer synes Ægypternes Forestillinger og Sagn kun at have ud- 
øvet ringe Indflydelse, men paa den anden Side viser Optrinet med 
Guldkalven %, at Folkets store Flertal med Glæde og Nydelse havde 
været Vidne til Ægypternes religiøse Folkefester, med deres Pro- 
cessioner og festlige Sammenkomster, og at de hellere end gjerne 
havde taget Del deri. Navnlig synes den Forestilling at have 
havt almindelig Udbredelse iblandt Folket, at Guddommen ikke 
ret kunde tilbedes uden gjennem et synligt Billede & 


mr 





! Se ovenfor 8. 1180. 

2 Se ovenfor 8. 1143 Anmk. 1. 

3 Se ovenfor 8. 1152 fl. 

£ Exod. 892, 1 fø. 

:… Ægypterne synes ikke at have tilbedt udskaarne eller stebte Billeder, 
75" 


1188 


Det var en Selvfølge, at naar Israeliterne pludselig bleve 
førte bort fra det Land, hvor de havde levet igjennem Aarhun- 
dreder som Undersaatter af et fremmed Folk, for i en anden 
Verdensdel at begynde en ny Tilværelse som et uafhængigt og 
selvstændigt Folk, maatte der i Tide sørges for ved Love og Be- 
stemmelser at sikkre det nye Folk en ordnet og uforstyrret Til- 
værelse. Ifølge alle historiske Efterretninger var dette skét: saavel 
den israelitiske Overlevering, som de klassiske Forfattere, der 
berøre Israels ældre Historie, lade den israelitiske Forfatning 
grundlægges straks efter Udvandringen af Ægyptens Land. 

I Mosebøgerne findes der, som bekjendt, mangfoldige Bestem- 
melser og Lovbud, som dels skulle være givne snart efter Udvan- 
dringen under Opholdet ved Bjerget Sinai, dels paa andre Sta- 
tioner under Vandringen i Ørkenen, og som alle føres tilbage til 
Moses: af disse Lovbestemmelser er der ganske vist nogle, om 
hvis Oprindelse fra Moses Kritikerne -ikke nære Tvivl, men til 
Gjengjæld er der ogsaa" mangfoldige Lovbestemmelser, som Kri- 
tiken har mént at maatte henføre til en senere Tid. I Virkelig- 
heden kan man ikke nægte, at alle de Lovbestemmelser, der gives 
i Mosebøgerne, stemme fortræffelig med Forholdene i det Land, 
Folket kom til at bebo; ja naar man ikke har et meget nøie 
Kjendskab til gammel-ægyptiske Forhold, vil man i disse Lovbud 
forgjæves søge Noget, som bestemt lader formode, at de vare frem- 
komne udenfor Kanaan, og at de skulde skyldes en Mand, der var 
født og opdragen i et Land, hvis Forhold vare saa grundforskjellige 
fra Forholdene i Kanaan og i det øvrige Asien som Ægypten. 
Ifølge hvad den israelitiske Overlevering fortæller om Moses, er 
denne Særegenhed ved de israelitiske Lovbestemmelser dog let 
forklarlig. Efter Fremstillingen i Pentateuken! havde Moses 


som fremstillede Dyr. Derimod tilbade de flere Dyr; saaledes i Helio- 

polis en Tyr (Mnevis), i Mendes en Vædder og paa flere Steder i 

Deltaet andre Dyr af Hornkvægelægt. I Memphis tilbades Apis, men 

Memphis laa for fjernt, til at der dér kunde findes mange Israeliter. 
! Krod, 2, 15 ff. 


1189 


nemlig epholdt sig mange Aar i Nord-Arabien og var saaledes 
vel bekjendt med asiatiske Forhold; og Kritiken kan derfor ikke 
med nogen Ret beraabe sig paa Lovbestemmelsernes asiatiske 
Karaktér til Angreb paa disses mosaiske Authenti. 

Paa den anden Side maa man indrømme, at denne Omstæn- 
dighed kun beviser, at Moses kan være Ophavsmand til Lov- 
bestemmelserne i Pentateuken; til at godtgjøre, at de vigtigste og 
væsentligste Lovgivningsbestemmelser, der møde os i Mosebøgerne, 
i det Mindste i deres Grundtræk tilhøre Tiden straks efter Ud- 
vandringen fra Ægypten, behøves mere positive Beviser. 

Hvad den israelitiske theokratisk-republikanske Statsforfatning 
1 Almindelighed angaar, saa synes den efter de Bestemmelser, 
der gives derom i Mosebøgerne, nærmest at minde om Forfat- 
ningen i de nordarabiske Smaastater, i det Mindste at dømme 
efter de faa Antydninger, der gives os om Forholdene i disse smaa 
Statssamfund '. Saavel i Ægypten som i de syriske Stater var 
Forfatningen ganske afvigende, idet en Konge i disse Lande stod 
i Spidsen for Styrelsen: ægyptiske Forhold have altsaa her ikke 
tjent til Forbillede. Derimod er det ikke usandsynligt, at den 
særegne Stilling, der indrømmedes Levi Stamme, er ordnet efter 
ægyptisk Mønster, thi i Ægypten vare Præstecollegiernes For- 
hold, i al Fald i senere Tider, sandsynligvis indrettede paa en 
noget lignende Maade, hvorimod vi i asiatiske Stater ikke finde 
Spor af nogen tilsvarende Ordning. Denne Omstændighed har dog 
kun undererdnet Betydning; thi at Levi Stammes særegne Forhold 
ikke skulde naa op til Tiden straks efter Udvandringen, er Noget, 
som Kritiken ikke har fundet paa at paastaa. Vi maa derfor 86 
os om efter andre Vidnesbyrd om, at Ophavsmanden til Lovbestem- 
melserne i Mosebøgerne har været nøie bekjendt med ægyptiske 
Forhold, og det saa nøie, at der ikke er Andet tilbage end at 


1 Nordaraberne styredes af Stammefyrster. I Grændselandene mellem 
Syrien og Arabien, Edom, Moab og Ammon, herskede Konger; i en 
Del af Mellem- Arabien Dronninger, i Syd-Arabien atter Konger; slgn. 
ovenfor 8. 507—512. 


1190 


antage, at Lovgiveren har faaet sin Uddannelse og Opdragelse i 
Ægypten. 

Uheldigvis er Enkelthederne ved Lovgivningen og Forfat- 
ningen saavel i Ægypten som i de til Kanaans Land nærmest 
grændsende gamle asiatiske Kulturstater os kun yderst mangelfuldt 
bekjendte, og vi ere som Følge heraf ikke istand til at paapege, 
hvilke Lovbestemmelser og Indretninger der minde om Ægypten, 
og til hvilke der ikke findes noget Tilsvarende i dette Land, men 
derimod i asiatiske Stater. 

Imidlertid maa vi dog gjøre opmærksom paa, at der saavel i 
Lovedsummen af Moralloven (de ti Bud) med dens Tilbehør, som 
ogsaa i den israelitiske relsgtøse Konst findes Eiendommeligheder, 
som vise bestemt hen paa Ægypten, ligesom der ogsaa i en Skik 
ved en ældgammel israelitisk religtøs Fest synes at kunne spores 
Benyttelse af ægyptiske Forbilleder. I det Følgende skulle vi 
nærmere dvæle ved disse Undersøgelser. 


& 88. Med Hensyn til Hovedsummen af Moralloven, de tz Bud, be- 

ruderne mærke vi, at det aabenbart fra gammel Tid af var Skik i 

- Ægypuske Ægypten at give Regler for Forholdet imellem Menneskene ind- 

levdud.  hyrdes og for de religiøse Forhold, fremstillede i korte Sætninger, 
navnlig i Form af Forbud, stundom ogsaa i Form af Bud. 

Vi skulle her til Prøve paa saadanne ægyptiske Regler an- 
føre et Stykke, der er taget af en demotisk Papyrus i Louvre, 
hvoraf en Oversættelse fornylig er givet af P. Pierret?, 

Lad der ikke være Adgang for Bitterhed i en Mands Hjerte! 

Slaa ikke ihjel, det er at udsætte Dig for at dræbes! 

Tag ikke et ondt Menneske til Stalbroder'! 

Handl ikke efter en Daares Raad ! 

Vælg ikke Din Grav over Dine Foresattes Grave! 

Unddrag ikke Dine Børn Din Omsorg (?), før Du bliver gammel, 
og før de komme til Skjelsaar og Kraft! 


1 Recueil de travaux relatifs å la Philologie et PArchéologie égyptienne et 
assyrienne, I, S. 40—46 (1870). 








1191 


Forband ikke Dine Undergivne og vær ærbedig imod de 
Agtværdige! 

Mishandl ikke Din Hustru, thi hun er svagere end Du, men 
vær tvertimod hendes Beskytter! 

Forband ikke Din Herre for Guddommen ! 


Forband ikke dem, som ..... | 
Dræb ikke et Menneske for selv at kunne leve! 
Ønsk ikke, at Din Sen ..... sine Børn ! 


Mishandel ikke Din Søn, som er svagere end du; men 
hjælp ham! 

Lad ham ikke være prisgiven til en (anden) af Dine Sønner, 
som er stærkere end han. Dette er Aarsag til Sorg, naar ..... 

Søg ikke Fornøielse i at drive Spot med Dine Undergivne! 

Lad ikke Din Søen stifte Forbindelse med en Mands Hustru! 

Vælg ikke Din Grav i Dine egne Besiddelser ! 

Vælg ikke Din Grav i Nærheden af Templerne ! 

Tag ikke en Daare til Ledsager. Stands ikke at lytte til 
hans Ord! 

Vis ikke en hoffærdig Adfærd! 

Driv ikke Spot med den Gamle; han er Din Overmand. 

Dette Stykke har ganske vist ikke nogen hei Ælde, det er 
yngre end Psametik, maaske endog yngre end Alexandros den 
Store; men det er alligevel ægte ægyptisk. Allerede i et af de 
ældste ægyptiske Skrifter, vi besidde, Plah-hotep's "Tankesprog 
(Papyrus Prisse)!, finde vi lignende Regler og Forskrifter ind- 
klædte og fremstillede paa lignende Vis. 

Der er imidlertid en væsentlig Forskjel imellem de & Bud og 
disse to Skrifter, den omtalte demotiske Papyrus, og Piah-hoteps 
Tankesprog (Papyrus Prisse), til hvilke man let kunde føie flere 
andre: disse ægyptiske Skrifter have en privat Karakter og kunne 
snarere sammenstilles med Salomos Ordsprog end med de t: Bud. 

Imidlertid besad Ægypterne dog ogsaa lignende Samlinger af 


12 Om Pitah-hotep's Tankesprog se ovenfor S. 230. 


1192 


moralske Regler i Form af Bud eller Forbud, som havde en offi- 
ciel Karakter. Ganske vist er der ikke bevaret os saadanne lige- 
frem, men vi have Svarene paa saadanne Rækker af. Forbud i 
de Dødes Bog, i hvilken Bog selve Forbudene paa Grund af 
Bogens Bestemmelse ikke kunde finde Plads. 

I det 125 Kapitel af dette Literaturværk, af hvilket vi ovenfor 
have meddelt en Oversættelse, sé vi den Afdøde to Gange at fra- 
lægge sig en hel Række Synder, først 36 siden 42!. De første 
36 synes at falde i to Grupper, idet den første Halvdel af disse 
Benægtelser paa et Par Undtagelser nær angaar Forhold til Næsten 
eller dorgerlige Forhold (de ere nemlig kun Variationer af, at den 
Afdøde ikke har foruretset sine Medborgere), hvorimod den sidste 
Halvdel angaar, om ikke ligefrem Forholdet til Guderne, saa alle 
Forhold, hvort Religionen spiller en Rolle. Den Afdøde siger her, 
at han ikke har bedraget Guderne for Offre og deslige, fremdeles 
at han ikke har bedrevet Utugt, ikke begaaet Svig imod Næsten, 
ikke forurettet og mishandlet smaa Børn og Nyr eller gjort 
Ulykker ved at gribe forstyrrende ind i den Orden og de Bestem- 
melser, der vare givne for at Elementerne og Naturkræfterne ikks 
skulde virke skadeligt for Landet og dets Befolkning, men tvert- 
imod omvendes til at fremme Borgernes Velstand. 

I den anden Række Syndsfralæggelser nævnes flere Synder, 
som ikke forekomme i den første Række; i de sidste Led findes 
endog flere Synder slaaede sammen, saaledes at der i Virkelig- 
heden bliver henved et halvhundrede Dødssynder, som Ægypteren 
havde at undgaa, og som den Afdødes Sjæl i Underverdenen an- 
toges at maatte fralægge sig, og hvori han maatte erklære sig 
uskyldig, saafremt han vilde blive retfærdiggjort. 

Ved nærmere Undersøgelse vil det imidlertid vise sig, at 
disse mange Syndsfralæggelser egentlig kun indeholde Variationer 
af de i den første Liste opregnede 36 Syndsfralæggelser, og at de 
ligesom disse kunne henføres til to Klasser, hvoraf den ene 


1 Se ovenfor S. 1098—1102. 








1198 


nærmest angaar de dorgerlige Forhold, imedens den anden giver 
Regler for religiøse Forhold?. 

Iblandt de ovenfor efter de Dødes Bog meddelte Rækker af 
Syndsfralæggelser ville vi her navnlig minde om følgende?: 

Ikke bespottede jeg Gud3; 

Ikke spottede jeg min Fader'; 

Ikke slog jeg ihjel5 ; 

Ikke bedrev jeg Utugt'; 

Ikke stjal jeg”; 

Ikke gjorde jeg Uretfærdighed i Retten; 

Iblandt de tå Bud, som Moses skal have givet paa Sinai 
Bjerg, læse vi følgende Bud og Forbud?: 

Du skal ikke tage Herrens Din Guds Navn forfængelig ; ; 

Du skal ære Din Fader og Moder; 

Du skal ikke slaa ibjel; 

Du skal ikke bedrive Utugt; 

Du skal ikke stjæle; 

Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod "Din Næste. 

At der ikke skulde være nogen Forbindelse imellem disse 
mosaiske Bud og de ægyptiske Bund, paa hvilke de her gjengivne 
Syndsfralæggelser indeholde Svarene, er næsten utænkeligt. Men 
naar der saaledes maa finde en Forbindelse Sted imellem de & 
Bud og Ægypternes Bud, da vil denne ikke kunne forklares, uden 
naar man antager, at den, hvem de ti Bud skyldes, har været 
bekjendt med, at man i Ægypten pleiede at samle Reglerne for 


Se ovenfor S. 1192. 

Se ovenfor S. 1098 —1102. 

Anden Liste Nr. 38 (8. 1101). 

Anden Liste Nr. 35 (S. 1101). 

Første Liste Nr. 15 (8. 1099); sign. Nr. 16 og anden Liste Nr. 5 
Første Liste Nr. 21 (8. 1099); anden Liste Nr. 13 (8. 1101); slgn. 
Nr. 22. 

7. Anden Liste Nr. 4 (8. 1100). 

' Forste Liste Nr. 3 (8. 1098); algn. anden Liste Nr. 1 og Nr. 9 
" Exod, 20, 7—16; Deut. 5, 11—20. 


Q om am &w ØB mø 


1194 


Menneskets borgerlige og religiøse Forhold i Rækker af korte Bud 
eller Forbud, og at han har kjendt Indholdet af disse ægyptiske 
Bud. Men kan det saaledes ikke nægtes, at de ts Bud ere frem- 
komne under ægyptisk Indflydelse, da kan det ligesaa lidt bestrides, 
at de ti Bud ere uendelig høit ophøjede over de ægyptiske, idet 
de mosaiske Bud danne et afsluttet Hele, der give Forskrifter for 
alt det Grundvæsentlige i Livet, saavel i Forholdet til Gud som i 
Forholdet imellem Menneskene indbyrdes, imedens de ægyptiske 
Bud ved Siden af særdeles vigtige Bud eller Forbud indeholde 
mange heøist uvæsentlige og ligegyldige Bestemmelser, De ægyp- 
tiske Bud have saa at sige afgivet det døde formløse Stof, hvori 
den mosaiske Lovgiver har vidst at indblæse Liv og Aande. 

At de ti Bud ere blevne givne snart efter Folkets Udvandring 
af Ægypten, er forøvrigt et Punkt, som sjældent angribes af Kri- 
tiken; hvorimod den ofte bestræber sig for at vise, at alle de øv- 
rige Bestemmelser i Mosebagerne, i al Fald i den Form, hvori de 
fremtræde i disse Skrifter, ere senere Tiders Værk. 

Ligeoverfor saadanne Paastande maa vi gjøre .opmærksom 
paa, at det ikke blot er selve Budene, men mange andre Betragt- 
ningsmaader og Udtryk i Pentateuken, der minde om Ægypten. 
Vi skulle her blot anføre følgende lille Brudstykke af Plah-hotep's 
nylig omtalte Tankesprog (Papyrus Prisse)!: 

Et særligt Gode er en lærvillig Søns Lydighed, Den Lydige 
skrider frem i sin Lydighed, og den, som hører, bliver lydig. 
Det er godt at høre Alt, hvad der kan frembringe Kjærlighed. 
Det Bedste af Alt, det er Sønnen, som annammer sin Faders 
Ord: han skul blive gammel for denne Sags Skyld. Kjærlighed 
til Gud er Lydighed, Ulydighed er Had til Gud. 

Det er næsten overflødigt at minde om Motiverne til det 
fjerde mosaiske Bud: Ær Din Fader og Din Moder, at Du maa 
leve længe i det Land, Herren Din Gud vil give Dig?. 


1! Sign. Chabas, i Revue Archéol. XV, S. 1 fø. (1858). 
7? Erod,. 20, 12; Deut. 5, 16. 1 den oftere anferte demotiske Papyrus i 
Kairo finder man ogsaa Sætninger, som minde om det fjerde Bud: 


1195 


Denne Overensstemmelse kan ikke ret vel skyldes en rén 
Tilfældighed. Men naar dér saaledes ogsaa her er en afgjort For- 
bindelse imellem de mosaiske Skrifters Tankegang og Ægypten, 
da kan man herefter ikke mere paastaa, at det kun er selve 
Budene, de korte Bud og Forbud, som naa op til den første Tid 
efter Udvandringen af Ægypten; til dette Tidspunkt maa ifølge 
det her anførte Brudstykke f. Er. ogsaa Motiverne til Lovbudene 
naa tilbage. Da Skrifter som Plah-hotep's Tankesprog (Papyrus 
Prisse) aabenbart høre til de Bøger, der læstes i de ægyptiske 
Skoler, frembyder det sig som det Naturligste at antage, at 
Motiverne til det fjerde mosaiske Bud skyldes den Omstændighed, 
at disses Forfatter har modtaget sin Uddannelse i ægyptiske 
Skoler. Men dette var neppe Tilfældet med nogen Igsraelit, som 
kom til at spille nogen Rolle i sit Fædreland efter Udtogets 
Dage. Med andre Ord: Tanken ledes uvilkaarligt hen paa Moses 
som den eneste Israelit, om hvem dér haves Vidnesbyrd om, at 
han havde modtaget sin Uddannelse i Ægypten'. Jeremias, hvem 
den nyere Kritik gjerne vil bringe i nøeiere Forbindelse med 
Pentateuken som Forfatter eller Bearbeider enten af det Hele 
eller af større Dele deraf, synes ganske vist at have tilbragt flere 
Aar i Ægypten, men han kom dertil som en gammel Mand, og 
der er ikke mindste Sandsynlighed for, at han nogensinde fik nøiere 
Kjendskab til den ægyptiske Literatur. 

Med Hensyn til de andre talrige Love og Forskrifter, der 
gives i Pentateuken, formaa vi, som alt bemærket, af Ubekjendtskab 
med Lovforholdene saavel i de asiatiske Stater som i Ægypten, 
ikke at godtgjøre, at deres Affatter har været neie bekjendt med 
Ægypten, men vi tvivle ikke om, at det, efterhaanden som Kjend- 
skabet til Ægypten og de gamle asiatiske Stater skrider frem, vil 
lykkes i Pentateuken at paavise flere og flere Lovbud, som skille 
sig fra de asiatiske Folks Lovbud. 


Bevar Din Fader og Moder i kjærlig Erindring, at det paa lignende 
Maade maa gaa Dig med Din Sen; slgn. Brugsch i Zeitschrift fiir 
ågyptische Sprache X, S. 55 (1871). 

1 Erxod, 2, 10; Moses var Pharaos Datter som Søn. 


$ 89. 


1196 


Iblandt de Gjenstande fra Oldtiden, som man i den senere 


Den gammel- Tiq har fundet ved Udgravning dels i Jerusalem dels paa andre 


israelitiske 
Konst og 
Ægypten. 


Steder i det hellige Land, er der kun yderst faa, som kunne an- 
tages at naå op til Tiden før Jerusalems Ødelæggelse ved Kal- 
daierne; ja det er endog meget tvivlsomt, om der nogensinde er 
fundet nogen eneste Gjenstand, som er forarbeidet og anvendt af 
Israeliterne før dette Tidspunkt. 

Under disse Omstændigheder ere vi, naar Talen er om 
gammel-israelitisk Konst, udelukkende henviste til Israeliternes 
gamle Skrifter, og i dem nævnes der, som bekjendt, i Virkelig- 
heden ogsaa flere Konstgjenstande, der efter Overleveringen skulle 
være forarbeidede straks efter Udvandringen fra Ægypten, tildelg 
endog før Folkets Indvandring i Kanaans Land. 

Saafremt dette forholder sig rigtigt, saafremt de virkeligt 
tilhøre den mosaiske Tid, saa vilde det være at formode, at disse 
Gjenstande mindede om Ægyptens Konstfrembringelser, hvorimod 
det unægtelig vilde være et ikke uvigtigt Vidnesbyrd imod deres 
Ælde og Oprindelse fra Moses' Dage, naar det ikke var muligt 
at paavise tilsvarende Gjenstande i Ægypten, imedens saadanne 
derimod fandtes i asiatiske Stater. s 

Den ægyptiske Konst er os ret godt kjendt, dels gjennem de 
mange billedlige Fremstillinger, vi finde paa Templers og Grav- 
kamres Vægge, og dels takket være de talløse smaa Gjenstande, 
som ere opgravede i Ægypten, og som efterhaanden ere bragte til 
Europa og opstillede i Oldsagssamlingerne. Til Æonsten : Kaldara, 
Babylonien og Assyrien besidde vi ogsaa ret godt Kjendskab, 
dels takket være de talrige Billeder paa de assyriske Palladsers 
Vægge, som gjennem de europæiske videnskabelige Expeditioner i 
de senere Aar ere blevne bekjendte i Europa, dels ogsaa gjennem 
de talrige mindre Gjenstande, som ere opgravede i Ruinerne af de 
gamle mesopotamiske Stæder, og som nu opbevares i London og 
Paris. Til Konsten i de syriske Stater besidde vi derimod langt 
mindre Kjendskab, da Antallet af de Gjenstande, man har fundet 
her, er forholdsvis ringe; navnlig ere Oldsager, som naa op til 


1197 


Tiden før den græske Indflydelse begyndte at gjøre sig sjældende, 
yderst .sjældne !. 

Det er under disse Omstændigheder indlysende, at der ikke 
foreligger tilstrækkeligt: Materiale til at afgjøre, hvilke gammel- 
israelitiske Konstgjenstande, der minde om Ægypten, og hvilke 
der afvige fra de ægyptiske Former og Typer, men derimod 
minde om syriske og asiatiske Konstformer. 

Imidlertid gives der dog i Biblen Beskrivelser eller Antyd- 
ninger om nogle gammel-israelitiske Konstgjenstande som utvivl- 
somt minde os om Ægypten, medens der ikke er opdaget til- 
svarende i de gamle vest-asiatiske Kulturstater. 


Vi maa her først omtale Pagtiens Ark, der minder meget om 
de hellige Skrin, som paa ægyptiske Mindesmærker, hvor Optog 
og Fester ere afbildede, saa ofte sés bæres omkring af Tempel- 
tjenerne. Hvad angaar de to Stentavler, hvorpaa de ti Bud vare 
optegnede, da er det en bekjendt Sag, at der i Ægypten findes 
Tusinder af Stentavler med Indskrift, hvorimod saadanne ere langt 
sjældnere i Asien, ja maaske her ere uden Exempel z ældre Tider? 
Imidlertid maa vi dog bemærke, at Overénsstemmelsen imellem 
saa simple Gjenstande som Pagtens Ark og Stentavlerne og ægyp- 
tiske Former alene i og for sig er for ubetydelig til at kunne be- 
nyttes som Bevis for disse Tings Oprindelse fra Moses' Dage. 


Af større Vigtighed end selve Pagtens Ark er de Figurer, 
hvormed dens Laag var prydet, de to Keruber. Hvad angaar Fore- 
stillingen om Keruben som et skrækindjagende Væsen, der skulde 
beskytte Guddommens Hemmeligheder imod de Dødeliges van- 
heliige Blikke, da er denne sikkert ældgammel iblandt Israeliterne; 
Keruber forekomme allerede i Oldsagnene om Paradiset, de spille 


!: Om Phoinikernes Konst har Renan givet en Række Meddelelser i 
Gazette des Beaux-Arts; 2e période, VIII Paris 1873 S. 1 f. 

2 De ældste Stentavler fra Asien ere Allabastpladerne, der beklædte 
Væggene i Nordvestpaladset i Nimrod. Det opførtes 880. 

2 Gen, 3, 24. 


Pagtens Ark 


Keruben. 


1198 


her en' noget lignende Rolle som Hellenernes guldvogtende Drager 
og den indiske Mythologis Griffer", og Keruberne nævnes oftere, 
hvor Herrens Herlighed beskrives ?, 

Med Hensyn til Skikkelsen af de to Keruber, hvormed Laaget 
paa Pagtens Ark smykkedes, da gives der i Biblen ikke nogen 
nøiere Beskrivelse, men vel adskillige Antydninger, som heldigvis 
ere mere end tilstrækkelige til ikke at lade den, der er vel bekjendt 
med den ægyptiske religiøse Konst, noget Øieblik i Tvivl om, at 
Forbilledet for disse to Skikkelser er hentet fra de Figurer med 
udbredte Vinger, som saa ofte sés paa ægyptiske Mindesmærker, 
og som have den Bestemmelse at beskytte og værne om det Hel- 
lige og det Guddommelige. 

Vi anføre her et Billede, hvor to knælende Figurer beskyttende 
sés at udbrede Vingerne om en Skarabæus, Skaberens Symbol, 





Lignende Figurer, der staa opreiste med Vingerne udbredte 
paa samme Maade, sés ofte paa Mindesmærkerne. Snart finder 
man to og to udbredende Vingerne om en Guddom, snart sér 
man flere saadanne dannende en Art Frise paa Templernes Mure. 


12 Sign. Her. III, 116; IV, 18. 

2  Psalme 18, 11; 99, 1; 2 Sam. 22, 11. 

3 Se Rosellini, MZonumenti del Culto pl. LV, no. 2, gjengivet, Lieblein. 
Chronologie égyptienne S. 130 Anmk. 1. hvor der findes flere Bemærk- 
ninger om disse Forhold. 


1199 


Keruber omtales ogsaa som indvævede paa de Tepper, der an- 
vendtes til Helligdommen; de havde aabenbart samme Form som 
Keruberne paa Laaget af Pagtens Ark !. 

I Salomos Tempel, hvis Bygning for en stor Del udførtes ved 
phoinikiske Haandværkere, og hvor følgelig den phoinikiske Konst- 
stil var fremherskende, omtales ogsaa Keruber; i selve Templets 
Allerhelligste stod der to kæmpemæssige af Træ udhuggede 
Keruber?, der efter de Antydninger, der gives, maa have været 
omtrent af samme Skikkelse som de to smaa Guld-Keruber paa 
Pagtens Ark. De indre Tempelvægge vare prydede med udskaarne 
Figurer, hvoriblandt der ogsaa var Keruber”; og de ti Malm- 
bækkener i Forgaarden vare ligeledes udsmykkede med Billeder 
af Keruber'. 

Af denne Anvendelse af Kerubfiguren ved Salomos Tempel- 
bygning kan man dog ikke slutte, at Keruben er en phoinikisk 
Konstform: 2 Templet anvendtes Billedet af Keruben aabenbart 
som traditionel Konstform, fordi Figurerne fandtes paa Laaget af 
Pagtens Ark. 

Hos de ældre Profeter omtales Keruber ikke, derimod om- 
tales de oftere hos den i Babylonien levende Ezekhiel ?, der ganske 
vist var født i Jerusalem, men som sandsynligvis allerede som 
Barn var ført bort fra Byen, saaledes at han vel neppe har havt 
Leilighed til med egne Øine at overbevise sig om, hvorledes Keru- 


"berne i Salomos Tempel saa ud. 


Da hans Skildring af Keruberne afviger endel fra de Antyd- 
ninger, der gives i Pentateuken, men derimod minder noget om 
de Skikkelser, man finder i den assyriske Konst, saa er det ikke 
usandsynligt, at Ezekhiel i sine Forestillinger om de Væsner, 
der omgav Jehovas Throne, har taget de Skikkelser og Konst- 


Exod. 26, 1; 36, 8 og 85. 
1 Kong. 6, 23 ff. 

1 Kong. 6, 82. 

1 Kong. 7, 29 fr. 

Ezek. 1 og 10. 


FB 2 aa ØB mm 


Urim og 
Tbumim. 


1200 


former til Udgangspunkt, han i sine assyrisk-babyloniske Om- 
givelser daglig havde for Øie. 

Hvad angaar Navnet 375, da er det ikke endnu lykkedes at 
forklare det paa en fyldestgjerende Maade. Vi maa dog gjøre 


opmærksom paa, at Ordet kan være opstaaet af det ægyptiske 


bunden: keref, 75, at udspænde, at udbrede ". 


Af Betydning for Spørgsmaalet om Forholdet imellem de 


…… gammel-israelitiske Institutioner og Ægypten er endelig et Par 


Gjenstande, som vel ikke beskrives i Biblen, men hvis Navne 
meddeles, nemlig Navnene paa de som Orakel tjenende, til Ypperste- 
præstens Ordenssmykker henhørende Gjenstande Urim og Thumim 
(Da DN). Disse to Ord ere aabenbart ikke hebraiske, om- 
endskjendt de have det hebraiske Flertalsmærke >> —. Det er 
uden Tvivl fremmede Ord, der ere optagne uden synderlig For- 
andring, kun at man har givet dem den hebraiske Flertalsform. 
sandsynligvis fordi de bestod af flere Dele. 

Efter den israelitiske Overlevering tilhører Anvendelsen af 
Urim og Thumim navnlig den ældre Tid, hvorimod deres Brug 
bestandig bliver sjældnere og sjældnere, da Israeliterne vare blevne 
forenede til et ordnet Statssamfund — en Omstændighed, der i 
ikke ringe Grad vidner om disse Gjenstandes høie Ælde. 

At de to fremmede Ord ere ægyptiske, kan neppe betvivles, 
naar man lægger Mærke til, at Ægypterne efter Mindesmærkerne 
udmærkede saavel deres Gudebilleder, som deres Konger og sand- 
synligvis ogsaa deres Ypperstepræster og OQverdommere med 
Smykker, hvis Navn ganske svare til Enkeltalsformen af de to Ord. 

Paa Gude- og Kongebilleder finder man altid et Smykke i 
Form af en Slange, eller af flere saadanne: dette Smykkke bærer 


Navnet hh ara, et Ord, der svarer temmelig nøje til en 
—I . 


Enkelttalsform af 20. Som Smykke eller en Art Amulet finder 


er mm ve 


" Brugsch, Zfteroglyphisch- Demotisches Wårterbuch S. 1467. 
2. Num. 27, 21; Exod. 29, 30; Lev. 8, 8; Deut. 33, 8; slgu. 1 Sam. 28, 6. 








1201 


man ikke blot paa Billedstetter af Guder og Konger og paa 
Mumier af Konger og kongelige Personer, men ogsaa paa Mumierne 
af Privatfolk, et Billede af Sandheds og Retfærds Qudinde, der 


paa Ægyptisk betegnes ved Ordet for Sandhed og Ret x>hy 


tla-maa "YLSH. Ifølge Diodor! og Aelian? havde den ægyptiske 


Overdommer om Halsen et Smykke af forkjelligt farvede Stene, 
som de sige benævnedes a&Aydeia, Sandhed, hvilket Ord, som 
nylig bemærket, paa Ægyptisk lød ta-maa?. Da nu dette ægyp- 
tiske Ord neie svarer til en Enkelttalsform af sror, Thumim, 
tage vi sikkert ikke meget feil, naar vi formode, at Thumim bestod 
af to eller flere Billeder af Retfærdighedens Gudinde, omgivne af 
Kongeslangen ara. 

Til Slutning maa vi endnu gjøre opmærksom paa, at man 
har antaget det Navn, hvormed man paa Hezekias' Tid betegnede 
en Kobberslange", der fandtes i Jerusalems Tempel, og som var 
Gjenstand for overtroisk Tilbedelse, men blev ødelagt af denne 
Konge, nemlig Ordet Nehustan, "mær, for et ægyptisk Ord, og 
"Slangen for en Gjenstand i ægyptisk Konststil eller Efterligning 
af en ægyptisk Gjenstand. I Virkeligheden kan det heller ikke 
nægtes, at Ordets sidste Del minder om det ægyptiske suten Konge, 
men det er vanskeligt at afgjøre, hvilket ægyptisk Ord der ligger 
til Grund for den første Del af Ordet; og det kan som Følge 
heraf ikke paa nogen Maade ansé8 for sikkert, at Ordet er 


ægyptisk &. 


! Diod. Bibl, Hist. I, 76. 

? Ael., Var. Hist. XIV, 84. 

32 Denne Forklaring er allerede fremsat i Sir Gardiner Wilkinsons 
Manners and Customs II, 8. 27 fø. og V, 8. 28. 

. 2 Kong. 18, 4. 

S Saaledes Mar Btidinger i hans Aegyptische Hinflisse auf hebrådische Culte 
i Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften: phil, hist. 
Classe LXXII, 8. 452 (Wien, 1872). 

' Ordet er snarere hebraisk. Det er forevrigt tvivlsomt, hvorvidt den 
Kobberslange, der edelagdes under Hezsekias, var den samme, som 
Meses havde ladet forfærdige under Vandringen i Ørken. 

76 


g 90. 


Spor af 
Ind- 


1202 
Med Hensyn til de israelitiske Fester og de til disse hen- 
hørende særegne Skikke og Ceremonier er det endnu vanskeligere 


tisk 
vdele 1 israe. at afgjøre, hvilke af disse der adskille sig fra de asiatiske Folks 


litiske Fest- 
skikke. 


Fester og Ceremonier og minde om Ægypternes, end det var at 
bestemme, hvilke af de i Biblen omtalte israelitiske Konst- 
gjenstande der mindede om Ægypten og den ægyptiske Konst. 
Vi ere nemlig næsten ganske blottede for Kjendskab til de 
asiatiske Folks Fester og Ceremonier, og hvad Ægypten angaar, 
da kjende vi vel Navnene paa mange Fester, og vi sé stundom 
Ceremonier fra ægyptiske Fester afbildede paa Mindesmærkerne, 
ligesom ogsaa de gamle Forfattere give os flere Meddelelser om 
ægyptiske Fester, men trods alle disse Oplysninger mangle vi 
endnu Kjendskab til mangfoldige Forhold, som angaa det pharao- 
nitiske Riges Fester, og vi kunne som Følge heraf aldeles ikke 
afgjøre, hvorvidt de israelitiske Festskikke vise Overensstemmelse 
med Ægypternes religiøse Skikke eller ikke. 

Vi skulle her blot omtale, at der ved den store Forsonings- 
fest blev foretaget en særegen Ceremoni, hvorved en Buk blev 
jaget ud, som det hedder, >rmry>". Om Betydningen af dette Ord 
har Fortolkerne været meget uenige, og de have udtalt de ind- 
byrdes mest afvigende Meninger, men uden at Nogen har kunnet 
forklare Ordet paa en tilfredsstillende Maade. Vi maa imidlertid 
gjøre opmærksom paa, at Ordet brn1%> finder en naturlig For- 
klaring, naar man omskriver det paa Ægyptisk, hvorved der frem- 
kommer et Udtryk, der betegner: for at tage eller føre det Onde 
bort, eller maaske for at raade Bod paa det Onde, nemlig: 


> ed. (MÅ 2) =zw 


- … Q2a (eller za) - zel (ZA) 2, 
Denne Forklaring vilde vinde meget i Sandsynlighed, naar en 
lignende Skik kunde bevises at have været i Brug blandt Ægyp- 


!: Lev. 16, 8 fl. 
2 Naar man udelader Henførgelstegnet A faar man Ordet uza, sanare, 
helbrede, raade Bod paa, et Ord, der ogsaa er bevaret i Koptisk. 








1903 


terne, men hvorvidt noget Saadant har været Tilfældet, kunne vi 
paa Grund af vort mangelfulde Kjendskab til Ægypternes Cere- 
monier ikke afgjøere. Imidlertid maa vi dog gjøre opmærksom 
paa et Billede paa Kong Seti I.'s Sarkophag i London, der synes 
at tyde hen paa, at der ved de Ceremonier, som udførtes til Bedste 
for de Dede, undertiden fandt en saadan Bortjagelse Sted?. 
Under disse Omstændigheder forekommer det os ikke usand- 
synligt, at det omtvistede Ord, brR7y5, som antydet af os, er en 
Omskrivning af et ægyptisk Udtryk; men naar dette er Tilfældet, 
saa maa ogsaa den Fest, hvoraf denne Bortjagelse var en 
væsentlig Del, nemlig den store Forsoningsfest, naa op til den 
Tid, da Israel stod i nøie Forbindelse med Ægypten, d. v. s. til 
Tiden umiddelbar efter Folkets Udvandring af Ægyptens Land. 


1 Mosebøgerne nævnes der, som bekjendt, en stor Mængde 
Personnavne paa Israeliter, der toge Del i Udvandringen, ligesom 
der ogsaa meddeles Navne paa mange Israeliter, der tilhere de 
forangaaende Slægtled, idet det nemlig var Skik iblandt Israeli- 
terne, naar man omtalte en Mand, da tillige at nævne hans Faders 
Navn; stundom anførtes ogsaa Farfaderens, ja enkelte Gange ogsaa 
andre Forfædres Navne. | 

Det store Flertal af disse israelitiske Navne ere utvivlsomt 
rent israelitiske og rent syro-arabiske (semitiske) Ord, dannede af 
Stammer, der fandtes i Sproget, og ikke Navne, som vare op- 
tagne fra andre Folk, i det Mindste ikke fra Folk, der talede et 
Tungemaal af en anden Sprogstamme end det hebraiske Sprog. 

Imidlertid findes der dog iblandt de Personnavne, der omtales 
i Mosebøgerne som baarne af Mænd, der have levet i Udtogets 
Dage, et Par, der utvivlsomt ere optagne fra Ægypterne. 

Vi skulle her først omtale Ordet om”, Pinehas”, der utvivl- 


'' Man sér her et urent Dyr drives bort af en Abe fra Osiris' Nærhed; 
se Bonomi, Oimenepåtha pl, 5. 
? Dette Navn bæres, som bekjendt, af Arons Sennesen… 
76" 


$ 91. 
om de lsraell- 
tiske Persen- 

navne i 
Pentateuken. 


1204 


somt er det ægyptiske NILS: pa-nehesi, Negeren, et 
iblandt Ægypterne ikke usædvanligt Personnavn'. 
Et andet Navn er rm70, Moses, der synes at være det hiero- 


glypbiske Anas mesi, et temmelig hyppigt ægyptisk Person- 
navn, som navnlig var almindelig paa Rameses IL's Tid". For- 
øvrigt kan det ikke nægtes, at ron ikke er en ganske neiagtig 
Omskrivning af dette hieroglyphiske Navn; den regelmæssige 
Gjengivelse vilde være do eller mon?; men det lader sig paa 
den anden Side let forklare, hvorfor Israeliterne havde tilladt sig 
at forandre deres Førers ægyptiske Navn fra mon til møn; det 
kunde være skét af Hensyn til Fortællingen om, hvorledes Moses 
som et nyfedt Barn var bleven udsat i en lille Kiste af Rør i 
Nilen, og hvorledes han her var bleven fundet og draget op (af 
Nilen) af Pharaos Datter, som derpaa havde sørget for hans Op- 
dragelse og Uddannelse. 

Fremdeles maa vi omtale, at man har ment, at endnu et 
Par andre israelitiske Personnavne skulle være optagne fra 
Ægyptisk, nemlig Navnene Aaron og Levi: Aaron mm kunde 


være en Omdannelse af (AT aar" eller af Ed 


aru”, og Levi nb af >—lld lut eller ruie, I Virkeligheden 


kan det ikke nægtes, at disse ægyptiske Navne vare i Brug saavel 
paa Rameses II's Tid som under hans nærmeste Forgængere og 
Efterfølgere, altsaa paa den Tid, Israeliterne opholdt sig i 


' Blgn. f. Ex. Lieblein, Dictionnaire de noms kierogiypåies 8. 285 og 399. 

2 8e nedenfor 8. 1205 ff. Ordet mes der betyder ,Barn", var et meget 
passende Navn for et Hittebarn. 

2 I Ordet pony, ér Stavelsen mes ganske neiagtigt gjengivet vred 2% 

+ Sign. Erod. 2, 10. 

3. Lauth, Afosss der Hebråer 8. 70. Lauth mener ogsaa (l. e. 8. 70), at 
Navnet Amram er af ægyptisk Oprindelse. 

S Om dette Ord se f. Ex. Lioblein IL 0. $. 888. 

? Om dette Navn sæ f. Er. Lieblelin 8. 499. 

' Se f. Er. Lieblein I. ec. 8. 284 0. 8. v. 





1205 


Ægypten; men deraf følger paa ingen Maade, at de omtalte 
israelitiske Personnavne skulle være Omskrivninger deraf. Begge 
Navne kunne meget vel forklares som hebraiske eller syro-arabiske 
Ord: Overénsstemmelsen med de omtalte ægyptiske Navne maa 
sikkert betragtes som rént tilfældig, og det er i ethvert Tilfælde 
aldeles ubeføiet, naar man i denne tilfældige Overénsstemmelse 
imellem Leviternes Stammefaders Navn og et ægyptisk Person- 
navn vil søge en Bestyrkelse af den i senere Tider stundom ud- 
talte Anskuelse, at Levis Stamme var af ægyptisk Herkomst, og 
at Leviternes formodede Stammefader først i senere Tider var 
bleven gjort til en af Patriarken Israels Senner?, 

Vi mene meget mere, at man har Grund fil i den Omstæan- 
dighed, at alle Navne, der forekomme i Israeliternes Fortællinger 
om Stammefædrene, ere rent syro-arabiske (semitiske) og ikke vige 
fremmed Indflydelse, at så et Vidnesbyrd om disse Overleveringers 
Ælde og derigjennem et Vidnesbyrd om deres Paalidelighed — i 
det Mindste hvad Grundtrækkene angaar. 


Vi have ovenfor søgt at vise, at Navnet mø%, Moses, er et 
ægyptisk Navn, og at det er en Gjengivelse af Navnet mesi, som 
bares af flere Personer, der levede i Rameses Il"s Dage? og om- 
tales i ægyptiske Aktstykker. Vi skulle her opregne alle disse 
Personer og med det Samme undersøge, hvorvidt Nogen af disse 
Mænd med nogen Sandsynlighed kan antages at være den Mes 
eller Moses, som førte Israeliterne ud af Ægyptens Land. 


19, Mes, der levede i Rameses IlI.'s Dage og var Statholder af 
Aithiopien (Kash)", Hos Iosepos?, i et Brudstykke af et Udtog 


— + 





1 Ordet >> er sandsynligvis dannet af Roden pb. 

2 Denne Mening er f. Ex. fremsat af Max Bidinger, Acgyptische Ein- 
wirkungen auf hebråische Culte; Sitsungsberichte der kaiserkichen Akademie 
der Wissenschaften, hist.-phil Classe LXXV 8. 17 ff. Wien 1873 8. 
Bådinger kjender forevrigt ikke Lauths Formodning om Navnet Levis 
ægyptiske Oprindelse. 

2 &e ovenfor 8. 1204. 

. Lepsius, Kønigshuch pl. XXXVI no. 477. 

3. Jos. C. Ap. I, 26. 


$ 92. 
Moses. 





1206 


af Manetho omtales en ægyptisk Hærfører i. Aithiopien af Navnet 
Moses; denne Efterretning stammer sandsynligvis fra Manetho og 
er af denne øst af ældre ægyptiske Optegnelser. Ifelge det om- 
talte Brudstykke hos Iosepos var denne ægyptiske Hærfører 
Moses ingen Anden end Israeliternes Anfører og Lovgiver; men 
at dette sidste skulde være Tilfældet, har kun yderst ringe Sand- 
synlighed ; Efterretningen herom stammer sikkert ikke fra Manetho 
og i ethvert Tilfælde ikke fra ægyptiske Optegnelser. Der kan 
tvertimod ikke være synderlig Tvivl om, at den skyldes en eller 
anden. Excerpators Combinationer. 


29. Mes, Embedsmand ved en ægyptisk Domstol, omtales pas 
en Tavle i Museet i Firenze", At denne Mes skulde være Israe- 
liternes Moses, har ingen Sandsynlighed. 

39%, Mes, der omtales i en Papyrus i London fra Mfer-n-ptal's 
Tid (Papyrus Anastasi VI:)?; han nævnes, synes det, i Forbin- 
delse med Byen tednet, som man antager for de gamle Forfatteres 
DaphnaiZ, en By, der laa i det nordvestligste Ægypten, Øst for 
Tanis og følgelig ikke langt fra de Egne, der vare befolkede af 
Israeliterne under disses fordums Ophold i Ægypten; men deraf 
følger ikke, at denne Mes er Israeliternes Moses. 


40, I den juridiske Papyrus i Turin omtales iblandt de An- 
klagede en messut, som altsaa maa have levet under Rameses III. ; 
denne Mand var Skriver ved pe-ankh, Livets Hus (Pharaos Arkiv). 
At antage denne Mes for Israeliternes Moses forbyder sig af 
flere Grunde, navnlig af Hensyn til Tidsforholdene, idet Israeli- 
ternes Udvandring, maa være foregaaet fer Rameses III's Dage. 


1 Lieblein, Dictionnaire S. 259. 

2 Select Papyrus pl. CXXII. 

3 Se ovenfor S. 1008; slgn. Brugsch,: Geogr. Inschr. I, 8. 300. 

+ Se Devéria, Le papyrus judiciaire i Journal Asiatique VIe série VIII, pl. 
III Linie 5, (Paris 1866); sign. Oversættelsen af Stedet ved Devéria 
VI, S. 255 (Paris, 1865). Denne messui spillede forevrigt ikke nogen 
videre fremtrædende Rolle i den Begivenhed, som gav Anledning til 
den juridiske Undersøgelse, der beskrives i Papyrus'en. 

















1207 


5%, En mes omtales maaske ogsaa i en Papyrus i Leiden (I. 370). 
Han fører Titlen: setem; ,,Hører" ", 

6% — Hertil maa vi føje, at den ægyptiske Reisende, som vi 
ovenfor have betegnet med Navnet Mohar'en og hvis Vandringer 
igjennem Syrien vi have fulgt Skridt for Skridt, ifølge Lauths 
Undersøgelser skal have baaret Navnet åfes (Moses). Ifølge Lauth 
skal denne Mes ikke være nogen Anden end Israeliternes Lov- 
giver; han finder denne sin Formodning bestyrket ved den nys- 
nævnte Papyrus i Leiden, hvori der efter hans Fortolkning tales om 
en vis Mes's Afvigelser fra den strenge ægyptiske Troslære og om 
de Friheder, han havde tilladt sig; Lauth mener heri at så Moses' 
første Skridt paa den Bane, som tilsidst førte ham til at stifte en 
ny Religion? og til at stille sig i Spidsen for Israeliterne. Alt 
dette synes jo unægteligt at stemme godt overéng indbyrdes; men 
uheldigvis kan det aldeles ikke bevises, at Mohar'ens Navn var 
Mes, ja det er endog sandsynligt, at han har havt et ganske 
andet Navn. 

Under disse Omstændigheder er det altsaa kun den i den om- 
talte leidenske Papyrus nævnte Mes med Titlen setem ,,Hører", 
om hvem det tkke ligefrem kan erklæres for umuligt, at han 
skulde være Israeliternes Moses; men det, der fortælles om ham i 
Papyrus'en, er dog meget langtfra bestemt at pege hen paa Israe- 
liternes Lovgiver, hvortil endnu kommer den Omstændighed, at 
det ikke er sikkert, at hans Navn var meså, 

Det er altsaa klart, at vi ikke kunne faa Oplysninger om 
Israeliternes Lovgivers Personlighed og øvrige Forhold fra ægyp- 
tiske Aktstykker. Men heller ikke fra de Brudstykker, vi have af 
Manetho og andre hellenistiske Forfattere, ere sikkre Oplysninger 
at hente, eftersom deres Efterretninger ofte modsige hinanden og 
i det Hele ikke bære Stempel af historisk Paalidelighed. 


1 Sign. Lauth, Moses der Hebråer 8. 17 ff. 

7? Se Lauth, I. c. 8. 87 f£. . Å 

? Se Pleytes Bemærkninger i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, 8. 33 
og 8. 100; sign. 8. 30—32 (1869). Ifelge Pleyte var hans Navn ptaåmes. 


1208 


Ifølge Khairemon og et Udtog af Manetho hos Iosepos var 
Moses en Ægypter!, der havde forladt sit Fædrelands Tjeneste 
for at overtage Ledelsen af de bortdragende Israeliters Skarer. 

At noget Saadant kunde ské, at en Ægypter af en eller 
anden Grund kunde være bleven misforneiet med sit Fædreland 
og derfor havde gjort sig til Leder for et utilfreds Parti i Landet, 
var i og for sig ikke utænkeligt. Men at dette har været Til- 
fældet med Israeliternes Anfører og Lovgiver, synes efter den 
israelitiske Forfatnings hele Karakter og Aand kun lidet antage- 
ligt: Alt synes tvertimod at bekræfte Rigtigheden af den israeli- 
tiske Overlevering, at Folkets Lovgiver var født iblandt Israeli- 
terne og stammede fra israelitiske Forældre?, men at han alt som 
Barn var bleven optaget i en heitstaaende ægyptisk Familie og 
her havde nydt samme Opdragelse, som Børn af de heiere 
Klasser i Ægypten pleiede at erholde. Herimod synes det jo 
ganske vist at stride, at et Par Forfattere, der have benyttet 
Udtog af Manetho, og som omtale Israeliternes Udvandring, kalde 
Moses en Ægypter; men selv om denne Efterretning virkelig skulde 
stamme fra Manethos eget Værk og ikke — hvad vi langt snarere 
ville antage — er en Tilsætning, øst af en urén Kilde, saa beviser 
den dog ikke synderligt, eftersom det er meget muligt, at de Kilder, 
hvorfra Manetho øste sin Fremstilling, ikke have omtalt de ud-. 
vandrede Folks Førers Herkomst, men kun have fortalt om bam, 
at han var opdraget som Ægypter eller som ægyptisk Præst, og 
at Manetho uden videre har tilladt sig at ombytte ,,opdraget 
som Ægypter" med ,Ægypter" eller deslige. 


' Jos., C. Ap. I, 26 og 28. 

2 Max Buidinger (i sin ovenfor 8. 1205 Anmk. 2 anferte Afhandling) 
gjer ikke uden Grund opmærksom paa, at Moses og Aaron vel altid 
nævnes som Brødre, men at dog flere Omstændigheder tyder hen paa, 
at Slægtskabet var et aandeligt Slægtskab. Mirjam kaldes altid Aarens 
Søster, ikke Moses' Sester; Brødrenes Fættre kaldes ,Aarons" Slægt- 
ninge, ikke ,,Moses'" 0. 8. v. 





1209 


TIENDE KAPITEL. 
ISRAEL EFTER INDVANDRINGEN I KANAANS LAND. 


Ifølge den israelitiske Overlevering lykkedes det, straks efter 8 98. 
Moses" Død, det fra Ægypten udvandrede Folk, efterat det i em irer Mlstore 
Menneskealder havde opholdt sig i Nord-Arabiens Stepper, i Løbet 
af seks Aar med Vaabenmagt at sætte sig i Besiddelse af største 
Delen af Kanaans Land!, hvis Beboere de paa mange Steder 
ganske udryddede. 

Kanaan var dengang et rigt og velbefolket Land med en 
kraftig Befolkning, der ikke var uøvet i Kamp og Krigerfærd. At 
et saadant Folk maatte bøje sig under et Folk, der i Aarhun- 
dreder havde levet i dyb Fred uden at kjende til Krig og Kamp, 
kan synes besynderligt; men man maa erindre, at de Israeliter, 
der efter Moses' Død trængte væbnede ind i Kanaan under Josvas 
Anførsel, vare opdragne i de nord-arabiske Stepper, og at de fra 
Barndommen af havde lært at færdes med Vaaben i Hænder. 
Hertil kom endvidere, at Kanaan var splittet ad i mange — over 
tredive — Smaastater, hvis Herskere sikkert stundom vare mis- 
undeligt og fjendtligt stemte imod hverandre. Sandsynligvis vare 
andre os ubekjendte Omstændigheder komne til og havde bidraget 
til at svække Kanaans Modstandskraft. Som allerede antydet, 
henhører Philisternes Indvandring i det kanaanitiske Kystland for- 
modentlig til Tiden ganske kort før Josvas Overgang over Jordan, 
eller kort før Moses trængte ind i Kanaan Øst for Jordan. 

Efter Erobringen uddeltes Landet imellem Israels Stammer, 
der kun knyttedes løst til hinanden, saaledes at der ikke ret vel 


+ Se ovenfor 8. 622—60M; Josva 1, 1 fi. 


1210 


kan være Tale om nogen tsraelitisk Stat i den paa Landets Ero- 
bring umiddelbart følgende Tid. Rigtignok gaves der en National- 
helligdom, hvis Ypperstepræst skulde indtage en Art Æresforsæde 
i Landet, men hans Indflydelse var dog ofte ikke videre stor; ja 
der gaves undertiden en eller flere Stammer, som ikke vilde bøie 
sig for Ypperstepræstens Bestemmelser ". 

Ligesom Baandet imellem Stammerne var af les Beskaffenhed, 
saaledes gaves der heller ikke stærke Baand til at sammenknytte 
Slægterne i de enkelte Stammer: Landet kan snarest siges at 
bestaa af en Mængde sideordnede, løst forbundne Kommuner. 

Det følger af sig selv, at et Land, hvis Befolkning var saa 
løst sammenføiet som Israel i Dommertiden, maatte være svagt 
ligeoverfor Naboerne, og det kan derfor ikke undre os, at det 
samme Folk, som under Josvas Anførsel havde formaaet at be- 
seire og delvis udrydde Kanaaniterne, allerede en Menneskealder 
efter lod sig udplyndre og mishandle af de smaa Nabostater i 
Grændselandene?, thi disse vare fast organiserede Stater, imedens 
Israel ikke dannede nogen rigtig Enhed. Det samme Forhold blev 
ved at bestaa i flere Menneskealdre efter hinanden?; snart gjorde 
én, snart en anden af Herskerne i Smaastaterne i Israels Nabo- 
lande Indfald i Israel og udbredte her Ded og Ødelæggelse, 
uagtet Israeliterne i Antal sikkert vare hver enkelt af disse Smaa- 
stater mindst tifold overlegne. 

Forøvrigt var Ulykke og Nederlag ikke altid paa Israeliternes 
Side. Naar et af Nabofolkene plagede dem altfor haardt, da forgik 
gjerne deres Taalmodighed tilsidst, og de samlede sig til Mod- 
stand om en eller anden modig Mand, og naar de under hans An- 
førsel seirede og svækkede Fjenden saa meget, at han for en 
Stund maatte lade Israel i Ro, saa gav de gjerne Seierherren til. 
Belenning en dictatorisk Magt. Imidlertid var det langtfra, at disse 
Dictatorer — eller som de kaldtes iblandt Israeliterne Dommere — 


1 Dom. 20, 28. 
2 Se Dom. 2, 10 fø, 
3 Om Længden af Dommertåden sign. ovenfor 8. 1179. 





1211 


besad Indflydelse over alle Stammer; deres Anseelse strakte sig 
sandsynligvis som oftest kun over deres egen Stamme og nogle af 
Nabostammerne. 

Ifelge den mosaiske Lovgivers Tanke skulde Israel, naar det 
var kommet i Besiddelsen af Landet, være et agerdyrkende Folk. 
Landet skulde uddeles imellem Slægterne i Lodder, saaledes at 
hver Familie fik sin Lod, som efter Lovgiverens Bestemmelse 
skulde forblive i den Families Besiddelse, som den var anvist". 
Lovgiverne havde herved haabet at kunne beskytte og sikkre alle 
Borgeres Ligeberettigelse og at kunne forhindre, at enkelte Mænd 
tilrev sig altfor store Besiddelser; hvad der nødvendigvis maatte 
føre til, at Folkets store Mængde sank ned i Armod og Afhæn- 
gighed af Rigmændene. 

Den mosaiske Bestemmelse om Landets Uddeling i Lodder 
og Lovgiverens Tanke om, at Folket skulde blive et agerdyrkende 
Folk, kom imidlertid langtfra fuldstændigt til Udførelse.  Israe- 
literne drev vel ganske vist ikke liden Agerdyrkning?, men deres 
Hoveduæringsvei var dog ubestrideligt Kvægavl?. Største Delen 
af Landet lod man ligge i Overdrev eller Grønland, hvorpåas man 
lod Hjorderne græsse. Ved Uddelingen af Landet anvistes der 
ganske vist enhver Stamme en Del Byer med omliggende Land, 
som atter skiftedes imellem Stammens Afdelinger eller Slægter. 
Men Udskiftningen imellem de enkelte Familier og Inddelingen i 
Lodder, nærmest bestemte til Dyrkning, fandt, synes det, kun Sted 
efter en mere indskrænket Maalestok ". 


! Se Lev. 25, 2 ff. Bestemmelsen om Jubelaaret kom dog som saa 
mange andre Love ikke til Anvendelse fer Erilet. Heraf kan man 
dog ikke slutte, at Bestemmelserne om Jubel- og Sabbatsaaret først 
skulle være opkomne i en senere Tid. En saadan Indretning vilde 
ligge den senere Tids Tankegang ganske fjernt. 

? Se f. Ex. Ruth 2, 2 ff.; 1 Sam, 11, 5 0. 8. v. 

3 David f. Ex. omtales som Hyrde, d: v. 8. hans Faders Formue bestod 
for sterste Delen af Hjorder. 

+ At en Udskiftning af Grundlodder havde fundet Sted i al Fald i 
visse Egne, maaske mest nærmest Byerne, fremgaaer af Ruth 4, 3 fl. 


1212 


Grunde til denne Afvigelse fra den mosaiske Bestemmelse 
ere ikke vanskelig at paapege. For det Første var det klart, at 
en Uddeling af de enkelte Lodder ikke kunde ské straks; man 
maatte først opmaale hele Landet; dette Arbeide tog Tid og var 
i det Hele forbunden med Vånskelighed i et saa bjergrigt Land 
som det hellige Land. Hertil kom fremdeles — og det var for- 
modentlig ingen uvæsentlig Hindring — at der allerede ved 
Landets Erobring fandtes stor Formuesulighed imellem Israeliterne, 
idet enkelte Mænd havde større Hjorder, imedens andre kun besad 
et eneste Stykke Kvæg. De Rigere behøvede naturligvis større 
Mark at drive deres Hjorder paa, og det var dem derfor ikke be- 
hageligt, at de til almindelig Græsning benyttede Strækninger 
indskrænkedes. 

En Hindring for en endelig Uddeling af Landet var fremdeles 
den Omstændighed, at der paa mange Steder bleve kanaanitiske 
Grundeiere tilbage!, Foruden Kanaaniter fandtes der fremdeles 
paa det hellige Lands Enemærker et andet Folk, som var altfor 
stridbart og kraftfuldt, til at man kunde tænke paa at fortrænge 
det, nemlig Phslssterne. Dette Folk var delt i fem Kongeriger, 
hvoraf det ene Gath maa være gaaet til Grunde omtrent Aar 1000, 
hvorimod de fire andre endnu langt hen i det syvende Aarhun- 
drede og maaske endnu længere beherskedes af indfødte Konger”, 
I Fortællingen om Kanaans Erobring ved Israeliterne under Josva 
findes der ingen Antydning af, at Israeliterne angreb og indtog 
det Land, Philisterne besad?, hvad der synes at antyde, at Israe- 
literne have sluttet et Art Forbund — om man vil, en Art Delings- 
traktat — med Philisterne imod Kanaaniterne. Heller ikke i den 
første Dommertid var Forholdet imellem de to Folk fjendtligt; 


1 Se Dom 1, 21 fø.; 3, 2 fr. 

>? Se ovenfor S. 786—790. 

3 I Dom. 1, 18 findes der vel en kort Meddelelse om, at Juda kort 
efter Josva's Ded ,vandt Gaza, Askalon og Ekron", men da alle Bi- 
omstændigheder mangle, har man Grund til at tvivle om den fald- 
stændige Paalidelighed af denne Meddelelse, såa meget desto mere 
som Philisternes fem Fyrster straks nedenfor omtales som uafhængige. 





1213 


men i den sidste Halvdel af Dommertiden var Philisterne Israels 
farligste Fjender.  Navulig vare de en frygtelig Svøbe for de 
nærmest boende Stammer, men ikke engang de fjernest boende 
vare sikkre for deres Indfald. 

Blandt de israelitiske Stammer traadte snart et Par saa at 
sige frem i forste Linis, nemlig Juda i Syd- og Ephraim i Midt- 
landet. I Nordlandet (Galilaia) synes derimod ingen Stamme at 
have hævet sig frem paa de andre Stammers Bekostning, hvad 
der maaske har sin Grund i, at Ephraim i Dommertiden udøvede 
et vist Hegemoni ogsaa over Galilaia!, 

Af de to Hovedstammer, Juda og Ephraim, var i Dommer- 
tiden — ganske i Modsætning til hvad der blev Tilfældet efter 
Salomos Dage — Ephraim den af Israels Stammer, som med størst 
Troskab holdt fast ved Jehovas Dyrkelse, et Forhold, der dog 
maaske for en stor Del skyldtes den Omstændighed, at National- 
helligdommen tra Josvas Tid indtil Elis Ded fandtes i det til 
Ephraim hørende Silo?. Juda Stamme, som efter Rigets Deling 
blev Jehovadyrkernes egentlige Hjemstavn, var derimod i Dom- 
mernes Tid mere lunken, ligesom den egsaa allerede under Van- 
dringen i Ørken gjentagne Gange havde vist Utilfredshed med 
Moses' Dictatur og havde afstedkommet farlige Oprør. 

I Israeliternes gamle Literatur finder man, som bekjendt, en 
Fortælling om, hvorledes Israels Stammer efter længe at have 
levet adskilte i løst forbundne Smaasamfund, tilsidst enedes om 
at vælge en Konge. Den første Konge, som Israel kaarede, for- 
maaede ikke at gjøre en Ende paa Nabofolkenes Indfald, men 
derimod lykkedes dette fuldstændigt for den anden Konge, David, 
der ikke blot beseirede Nabofolkene, men endog tvang dø fleste af 
Israels mindre Nabostater til at betale Tribut og til at anerkjende 
Israeliternes Konge for deres Overherre. 

Omendskjøndt saaledes det israelitiske Rige under David 
havde hævet sig til en ikke ringe Magt, er der dog ikke i noget 


1 Blgn. Dom. 4, & fi; 10, 1 0. s. v. 
, Josva 18, 1 ff.; 19, &1. Dom. 18, 81. 1 Sam. 1, 3 £ 


1214 


åndet Skrift end det gamle Testamentes Bøger og de Skrifter, der 
ere øste af Biblen, bevaret nogen eneste Efterretning om dette 
glimrende Tidsrum af Israels Historie; ja ikke engang Kong Davids 
Navn findes bevaret i noget ikke-bibelsk Skrift. Dette kan forøvrigt 
aldeles ikke undre 08; og vi have ingen Grund til derfor at tvivle 
om Rigtigheden af hvad de bibelske Bøger fortælle om Davids 
Regjering!, Thi fra de Lande, som David besejrede, ere kun 
yderst faa skriftlige Efterretninger blevne bevarede, — egentlig 
kun ét Aktstykke, Mesas Stette? —, og selv om der med Tiden 
kunde komme flere Mindesmærker frem i Israels Nabolande, saa 
vil man ikke kunne vente i dem at finde Tale om Andet end om 
Seire og lykkelige Begivenheder for disse Folk. Heller ikke fra 
Assyrien og Ægypten vil der let kunne komme Oplysninger, da 
David kun kom i ringe Berøring med disse Lande. Det eneste 
Land, i hvis gamle Optegnelser der muligvis i Forbigaaende var 
nedskrevet et Par Ord, som berørte Forholdet til Israel, var 
Phoinike, eller rettere den mægtigste af de phoinikiske Stater 
Tyros, med hvis Konge Hiram David skal have staaet i nøie og 
venskabelig Forbindelse. " Men uheldigvis ere alle Phoinikernes 
gamle Optegnelser gaaede til Grunde paa nogle Brudstykker af 
faa og korte Uddrag nær ?. 

Under David grundedes en virkelig Stat efter de nærmeste 
asiatiske Staters Mønster". Samtidig hermed aabnede Landet 
sig for den phoinikiske Civilisation, og Folket synes i det Hele 
hurtigt at have gjort ikke ringe Fremskridt i Kultur, uden at det 
derfor i nogen Maade gav Slip paa sine nationale Eiendomme- 
ligheder, sin Religion eller sin ældre religiøse Lovgivning, hvis 
Bestemmelser tvertimod for en Del først under David synes at 
være traadte ret i Kraft. 

Under Salomo, Davids Sen og Efterfølger, havde Riget endnu 


Om Samuels Bøger, Hovedkilden til Davids Historie, se ovenfor 8. 300 
Se nedenfor 8. 1236 ff. Mesas Stette er over 120 Aar yngre end David. 
Se ovenfor 8. 269 fr. i 

Se ovenfor 8. 285. 


mo es SB. wo 


1215 


én Tidlang samme Udstrækning som under David, men efter- 
haanden rev de fleste betvungne Folk sig løs, hvilket forøvrigt 
ikke er besynderligt, da Salomo ingen Krigstog foretog sig. Vi 
lære saavel af Assyrernes som at Ægypternes Krigsindskrifter 
— hvad der allerede oftere er antydet i det Foregaaende —, at 
asiatiske Folk kun betalte Afgifter til deres Herrer, naar disse 
selv med en talrig Krigsstyrke hentede dem. Noget Lignende er 
forøvrigt Tilfældet i de østerlandske Stater i vore Dage. 

Salomo er den første israelitiske Konge, som omtalos i et af 
det gamle Testamente uafhængigt Aktstykke. I et af Iosepos 
meddelt Brudstykke af Menandros' for største Delen fra Tyros 
Kongers Aarbøger este Skrift om Tyros! ligesom ogsaa i Brud- 
stykket af det fra samme Kilde hentede Skrift af Dios fortælles 
det, at der paa Hirams Tid levede en Vismand i Tyros ved Navn 
Abdemon, der trods sin unge Alder var istand til at lese de af 
Salomo, Konge i Jerusalem, opstillede Problemer. Man erfarer 
heraf, at der i Jerusalem paa Hirams Tid herskede en Konge ved 
Navn Salomo, og at han var i Besiddelse af Ry for Visdom, ud- 
over sit eget Riges Grændser; men om hans Magt og Anseelse, 
Byggeforetagender 0. desl. erfare vi ellers Intet. Vi ere med 
Hensyn hertil alene henviste til Israeliternes Optegnelser. 

Ifølge hvad Tatian? fortæller, skulle to phoinikiske Historie- 
skrivere, Laitos og Menandros fra Pergamos have meddelt om 
Hiram, at Salomo havde faaet hans Datter til Ægte; den første, 
skal ogsaa have tilføjet, at Hiram skænkede Salomo endel Tømmer 
til Opførelsen af Templet i Jerusalem ". 

Denne Menandros fra Pergamos er uden Tvivl den samme som 
Menandros fra Ephesos, der synes at have været en ret paalidelig 
Forfatter; men til Laitos kjende vi saa lidet, at vi ikke kunne 


eee == 


1 Jos., C. Ap. I, 18, sign. Arch. Jud. VIII, 5, 3; se ovenfor $. 278. 

2 Jos., C. Ap. I, 18; Muller, Fragm. Hist. Gr. IV, 8. 446. 

S Tatian, Orat ad. Gr. e. 37; Clem. Alex., Stromata I, 21 (p. 414 Potter 
p. 140 Sylb.); se Mtlller, Frøgmenta Hist. Gr. IV, 447. 

+ Tatian, Il. c.; Måller, I. c. 8. 438. 


1218 


have nogen begrundet Mening om denne i ethvert Tilfælde temmelig 
sildige Forfatters Paalidelighed?. Imidlertid kunne vi ikke nægte 
Muligheden af, at, hvad disse Forfattere fortælle om Hirams For- 
hold til Salomo, kan være øst af Tyros' Kongers Aarbøger; thi 
det er ikke usandsynligt, at der i disse har været gjort Opteg- 
nelser om Kougedettrenes Ægteskaber, navnlig naar de bleve for- 
mælede med mægtige og ansete Fyrster ?. 

I Melkarts Tempel i Tyros fandtes en Søile, som omtales af 
Herodot, og andre Forfattere". 

Ifølge hvad 'Theophilos? fortæller, var denne Søile blevet 
forfærdiget af det Guld, som Salomo havde faaet tilovers fra sin 
Tempelbygning i Jerusalem, og som han havde skjænket Hiram. 
Denne Efterretning har ikke mindste Sandsynlighed for sig, 
hvorimod det er let forklarligt, at et saadant Sagn kunde være 
opstaaet i senere Tider iblandt Israeliter, der opholdt sig i Tyros, 
og som kjendte Biblens Fortælling om de venskabelige Forhold 
imellem Hiram og Salomo. 

Hos Eupolemos', der, som allerede bemærket”, kun er en 
meget upaalidelig Forfatter, findes en endnu usandsynligere For- 
tælling, at Seilen skulde være forarbeidet i Jerusalem og som 


t Om Laitos se ovenfor S. 150. Om Aarbegerne i de gamle asiatiske 
Stater se ovenfor 8. 45 fø. 

3 At Salomo skulde have ægtet en Datter af Hiram, omtales ikke i 
Biblen, og da der ellers navnlig i Kongernes Bøger meddeles saa 
meget om Salomo, er det ikke videre sandsynligt, at Forfatteren af 
dette Skrift ska] have undladt at fortælle om dette Ægteskab, hvis 
det virkeligt havde fundet Sted. Biblen taler om, at Salomo tog 
Kvinder fra Sidon til Ægte (1 Kong. 11, 1; sign. 11, 5) Nogen sikker 
Slutning med Hensyn til disse Forfatteres Paalidelighed kan dog ikke 
drages fra den Omstændighed, at Salomos Ægteskab med Hirams 
Datter ikke omtales i Biblen. 

32 Se Her. II, 44. 

Saaledes Menandros og Dios, Jos., C. Ap. I, 17—18; sign. Arcå. Jud. 

VIII, 5, 8. 

Euseb., Præp. Evaang. IX, 84. 

S Euseb., Zrap. Ævang. IX, 84; Mutller, froga. Hat. Gr. III, 8. 218. 

!? Se ovenfor 8. 107. 


ea 


1217 


Gave være sendt til Hiram af Salomo. Som bekjendt havde 
Israeliterne ingen Konstindustri paa Hirams Tid, men maatte for- 
skrive Haandværkere fra Tyros. Det er følgelig ikke sandsynligt, 
at et af Tyros' Pragtværker var forfærdiget i Jerusalem. Eupolemos 
meddeler ogsaa Breve, som skulle være vekslede imellem Salomo 
og Hiram og imellem Salomo og Pharao!; men disse Breve ere 
aabenbart digtede enten af Eupolemos selv eller af en anden Iudaier. 


Ifølge de israelitiske Optegnelser spaltedes det israelitiske 5 95. 
Rige efter Salomos Død i to Kongeriger: Jsrael, der indbefattede ns 
Nord- og Mellemlandet, og Juda, der indbefattede den sydlige rummet fra 
Trediedel af Kanaans Land. 950 ti 900, 

I de første Aartier efter Delingen synes ingen af disse Riger 
at være kommet i Berøring med Assyrien; derimod kom det efter 
Biblens Fortælling snart efter Salomos Død til et Sammenstød 
imellem det sydlige Rige, Juda, og Ægyptens Hersker Sisak, 
hvoraf Følgen blev, at Jerusalem faldt i Ægypternes Vold og de 
af Salomo samlede store Skatte hleve bortførte af Seirherren ?, 

At Sisak, eller som Navnet skrives paa Ægyptisk Sheshonk, 
virkelig har betvunget Juda Rige, fremgaar tilstrækkeligt af et 
Mindesmærke, der er indhugget paa en af denne Konge opført 
Tilbygning til det store Amonstempel i Karnak. Her sés Sheshonk 
(Sisak) føre 140 lænkebundne Fanger frem for to af Thebens vigtigste 
Guddomme, nemlig for Amon og for den Gudinde, som bærer 
samme Navn som Theben. Alle disse Fanger have et Skjold, 
hvorpaa der læses et Navn, i Reglen af syro-arabisk (semitisk) Ud- 
seende. Man kan altsaa sé, at Sheshonk har foretaget et heldigt 
Krigstog til Asien og navnlig til et af syro-arabiske (semitiske) 

Folk beboet Land. Ved at agte nærmere paa de Navne, der 
læses paa Skjoldene, vil man snart finde, at der iblandt dem ikke 
med Sikkerhed kan paavises et eneste Nord for Juda Riges Nord- 
grændse liggende Sted, hvorimod mange Navne minde om Steder i 


! Euseb., Præp. Evang. IX, 30—34; Miller l. c. 8. 225—228. 
2? 1 Kong. 14, 25—26; sign. ovenfor S. 925 og 8. 627. 
77 


1218 


Juda Rige, saaledes at vi, selv om vi ikke havde Kongernes 
Bøgers Efterretninger om, at Sisak havde beseiret Salomos Søn, 
ikke et Øjeblik kunde være i Tvivl om, at Sisak I., Stifteren af 
det to og tyvende Dynasti, har foretaget et Tog til Juda Rige?. 

Den Orden, hvori Stederne opregnes paa Mindesmærket, er 
formodentlig ikke ganske vilkaarlig; den skyldes sandsynligvis 
Hærførernes Optegnelser, og disse grundede sig vel atter paa 
Underafdelingernes Anføreres Indberetninger. Det er derfor ikke 
usandsynligt, at vi i den Orden, hvori Navnene paa de indtagne 
eller besatte Byer og Steder følge paa hinanden, have Vink om 
Bevægelserne af de Afdelinger, hvori Sisak delte sin Hær, for at 
han i saa meget desto kortere Tid kunde sætte sig i Besiddelse af 
alle faste Stæder i Riget?, 

Listen begynder som alle slige Lister med at opregne ni 
Folk, som vi sé alle Ægyptens Konger rose sig af at have betvunget, 
uagtet de fleste af disse ni Folk tidlig forsvandt?. Derpaa komme 
… to ødelagte Navne, hvorefter følgende Navne læses: 


138. SS) ), lebata, rmb eller rebat ma", Rabbat, 


uden Tvivl Lebaoth, mmn3>, en By i den sydligste Del af Kanaan, 
i de Egne, hvor Simeons Stamme fik sine Boliger anviste". 


14. SR æz019),, taanekau, øm, muligvis en af de 
Byer af Navnet 15%, Zanoah, der fandtes i Juda. 





1: Mindesmærket er først udgivet af Rosellini, Afonumenti Reali pl 
CXLVIII, senere af Lepsius, Denkmåler III, pl. 252 og 253. Enkelte 
Ord læstes allerede 1828 af Champollion. Et sterre Antal forklaredes 
af Brugsch, Geograph. Inschriften H, 8. 57 ff. (1858) og af Blau, Zeiisch. 
der Deutschen Morgenlåndischen Gesellschaft XV, 8. 238 før. (1861). 

3 Det første Forsøg paa at paavise Afdelingernes Bevægelser ere gjorte 
af Blau. . 

12 Om de ni Folk se ovefor S. 1121—1122. 

& I Biblen kaldes Byen Beth-Lebaoth; Josva 15, 32 og 19, 6. Den 
omtales ogsaa hos Plinius, der kalder Byen Bethlepthephene. (Plin., 
Fist. Nat. V, 15). 

s. Det ene Zanoah laa påa Juda Slette (Josva 15,34), det andet i Bjerg- 
landet (15, 56). ' 





1219 


15. ILT wwrÆSR u shenema, 53%, maaske Suarim i Juda?. 


16. 4 lur STR] bet-skeneraa, mæ m=,  for- 


modentligt et ellers ubekjendt Sted i det sydlige Juda. 


17. ERIK) rehaba, uden Tvivl det nuværende 


Ruhaibe en lille Oase i Ørkenen Syd for Juda, formodentlig det 
IN rehuburta, (rmmam=, Rehoboth), der omtales i 
Mohar'ens Reise, og det Rehoboth, der nævnes i Abrahams Historie 2. 


18. Ta V=IR)… hapuruma eller haburuma, SMS, 
maaské 73%, Hebron, det gamle Kirjat-Arba, nu Æl-khalil2, 


19. I eg JR) adurma, uden Tvivl Adoraim, 
m=15%, der befæstedes af Rehabeam +, formodentlig Iosepos' Adora, 


som han regner til Idumaia?, og det nuværende Dura?, 


20. secs. 


2l. rf IRT] shavadin, uden Tvivl det nuværende 
es= Suveidan, et Sted i den sydvestlige Del af det hellige Land”. 


22. NI RÆV makhanema, BM9, formodentlig et 
ellers ubekjendt Sted i Juda. 


93. SS mon N | kabaana eller gabaana, 333, Gibeon, 


den fra Josvas og Davids Historie vel bekjendte By, som man 
med stor Sandsynlighed har søgt ved Dshib, lidt Nord for Veien 
fra Jaffa til Jerusalem ?. 


Josva, 15, 36. ” 

Se ovenfor 8. 605 Anmk. 2. 

Om Hebron, se f. Ex. Forfatterens Reise S. 366 fr. 
2 Krin. 11, 9. 

Jos., Arch. Jud. XIII, 6, 4 samt 9, 1; XV, 4. 
Robinson, Palæstina III, 8. 209. 

Robinson, I. c. II, 8. 657 og 8. 867. 

Robinson, l. c. II, 8. 381 


sw SY Sd ea å& MS ØM mm 


77" 


1220 


24. NSG VOL Seann bet-hevarin, Fnr, d. e. Beth- 


Khoron, uden Tvivl Beth-Khoron i Juda Stamme, det nuværende 
Bet-hur-el-takhta. 


25. WEEK hk gaditim, ubekjendt. 


26. OHIO BSS),, gjulun, y>%, Ajalon, den fra Josvas 
Historie vel bekjendte By i Dans Stamme, det nuværende Jalo?. 
27. åv=—) 9). maketu eller makedu, mmp8, uden Tvivl 
Kongestaden Makeda, der laa i Juda nogle Mil Syd for Ajalon 2. 


cc . nm SE 
28. | Nu em), adir eller attr, "my, sandsynligvis enten 


Eder i det sydlige Juda" eller Eter, hvilken sidste By formodentlig 
maa søges i Nærheden af Makeda i Juda Stamme. Robinson om- 
taler en By Attir i Juda Bjergland, der maaske er det her om- 
talte adir og Biblens Eterf. 

29. bd), TT SAN, jud- eller jut-ha-malek, om nm, ,det 
kongelige Jut (Jud) eller Jutta", maaske det fra det Ny Testa- 
mente bekjendte Juda” og det nuværende Jutta Syd for Hebron ?, 
eller Biblens Jahud, nu Jehadie, paa Grændsen af Dans Stamme?, 
eller et andet Jutta i Juda, som paa Sisaks Tid havde Tilnavnet 
»det kongelige" eller ,,Kongens", en Benævnelse, som maaske 
siden gik af Brug, da Juda ikke mere var noget Kongedømme. 


0 d 


Josva 19, 42 og 21, 24; 1 Krøn. 6, 69 og 2 Kroen. 11, 10 0. s. v. 
2 Robinson, Palæstina III, 8. 279 og oftere. 
" 2 Byen omtales allerede i Thotmess III's Indskrifter; se ovenfor S. 
580 under Nr. 29 med Anmærkningen. 
4. Josva 15, 21. 
8 Eter omtales i Josva 15, 42. Byen gaves senere til Simeons Stamme 
(Josva 19, 7). - 
£ Robinson, Palæstina ll, 8. 422. Forevrigt fandtes der ogsaa en By 
Jattir i Juda, (Josva 15, 48) 0. 8. v., som man ikke uden Grund har 
antaget for det nuværende Attir. 
7? Lukas Evang. 1, 39. Om jud-Aa-malek se S. 1230 Anmk. 2. 
8 Robinson, Palæstina II, S. 417; HI, 1983. 
Josva 19, 45, Robinson; III, S. 257 og 8. 869. 


1221 


30. eres0er…… 

31. Ud), hanem, com, ubekjendt. 

32 SK kw aluna, 7%, Elon, uden Tvivl Byen Elon 
1 Juda! 


enten et ellers ubekjendt Sted af Navnet 5%=, , Markerne", (af 73 
Mark)” eller en mindre nøiagtig Omskrivning af =>= Belah, et 
Navn, der med forskjellige Variationer bares af flere Byer i Juda 2. 
84 —] i 
” SP jaa 
ubekjendt Sted. 

30. 1gvg lv akh ... ma, 0 ..- MM maaske MDEMN 
eller roman, Æshtemo i Juda". 

36. 48) 27>—]). bet-almet, ma>y-r3, sandsynlig- 
vis det nuværende Beth-Elem ?, 

37. All kagali, 753p, uden Tviv! Kegila, 
myp i Juda. 

88. KNN shaaka, WDYD, uden Tvivl en af de to 


Stæder 1578 Soho, som omtales i Biblen”, og som begge nu 
bære Navnet Suveike 8. 


zetpeter, ”mænz eller "ror maaske "sv, 


1! Josva 19, 48. 

? Stedsnavne med Betydning ,Brøndene" eller ,,Gruberne" ere ude- 
lukkede, da det hyppige Ord =y= Brend, Grube, i Flertal har mynys. 

2 Et Bala omtales Josva 19, 3 og 1 Krøn. 4, 29; det tilherte Simeons 
Stamme; et Baela nævnes Josva 15, 29; et Bealoth Josva 15, 24. 

£ Josva 15, 50. 

3. Robinson, Palæstina II, 8. 670. 

' Det omtales Josva 15, 44 og 1 Sam. 928, 1. 

2 Det ene Soho laa i Juda Bjergland Josva 15, 48; det andet Soho paa 
Sletten (Josva 15, 35 og 1 Sam. 17, 1). Et Soho, formodentlig dette 
sidste, befæstedes af Rehabeam (2 Krøn. 11, 7). 

” Robinson, Palæstina II, S. 422 og S. 606. 


1222 


39. RIE 5 39) bet-tapu, uden Tvivl Beth Tappuah ?, 
nu Taffuh, Vest for Hebron?. 


( SESESIKNGGG abala, >32R, Abel, formodentlig et 


ellers ubekjendt Sted af dette Navn i Juda. 
41—44. sebGes0e0e0e0de0ee 


5. GS iel) bet-zavar, mX-r3, Bethzur, en vigtig 


3) i den sydlige Del af Juda Bjergland". 
46—52.  .......…… 


bd eg Wi å) es). nepu-al eller nebu-al, 587733, Guds 


Nebo eller Nob, maaske enten Præstestaden Nob, Nord for Jeru- 
salem &, eller et andet Nob eller et Sted ved Navn Nebo. 


SEN patshata eller batshata, maaske Be- 


thesda ved Jerusalem É. 


ix S= ==) paket eller baket, ubekjendt. 


| er KNUS aduma, ON, enten Edom?” eller 


Bjergstrøget Adumim paa Grændsen af Benjamins Stamme? ; 
maaske en ellers ubekjendt By i dette Bjergstrøg. 


Ik J Å lo zalman, DADS, maaske Zalmona i 


Ørkenen Øst for Edom?. 


!: Josva, 15, 5. 

3: Robinson, Falæstina Il, S. 700. Eusebios kalder Stedet Lerthtaphu. 

Abel var et hyppigt Stednavn i flere Egne af Kanaan, men man 

kjender intet Sted af dette Navn i Juda. 

+. Josva 15, 58; 2 Krøn. 11, 7; 1 Makab. 4, 20 og oftere. 

3 1 Sam. 21, 2 ff., 22, 9; Nehem. 11, 32. 

S Dette Sted omtales som bekjendt Joh. Evang. 5, 2; men nævnes ikke 
i det gamle Testamente, hvad der naturligvis ikke forhindrer, at Navnet 
kan naa op til Juda Riges Dage. 

7 Om Edom se ovenfor S. 796—797. 

" Josva 15, 7 og 18, 7. 

> Num. 33, 41— 42. 


1223 


58. Bal .…… rera, +. 71 4.4, maaske Slutningen af 


== den fra Abrahams Historie bekjendte By i det sydlige Kanaan 
Vest for Gaza, som ogsaa omtales af Thotmess III”. 


59. AS LEN eu mr reg, sandsynligvis Jirza, som allerede 
omtales af Thotmess III. ?, 


64. KW NDGEEE . apen, ubekjendt. 


5. KOR kr pa-amak, maaske Ordet por, Dal, med 
det . ægynliske bestemte Kjendeord pa: ,,Dalen" 3, 


—IK RIR) aazama, oXy eller Dzy, uden 


Tvivl Ezem i Juda, en af de Byer, der overlodes Simeons Stamme ?. 


I ån N EA) Vna anara, 71798, ubekjendt. 
STN SJAL pa-hagera, formodentlig ,,Hagare- 


neren", d. 6. Ordet nam med det ægyptiske bestemte Kjendeord ; 
NEN en Del af Hagarenernes Stamme. 


Y. — JN Sa åk OM, Fetiusha, ubekjendt, 
70. ØST Poe al-halili, et Ord, der minder meget om 


det nuværende Navn paa Hebron, e/-Khalil, men da denne Benæv- 
nelse neppe naar op til Oldtiden, have vi her snarere et ellers 
ubekjendt Sted i Juda Rige; maaske skal Ordet læges al-harerÉ, 


! Se ovenfor 8. 536 under Nr. 79. 

2 Se ovenfor 8. 524—525 og 8. 534. 

2 Der gaves formodentlig fiere Steder i Juda og Benjamins Stammer, 
hvis Navne vare sammensatte med dette Ord; se f. Ex. Josva 18, 21. 

" Se Josva 15, 29 og 19, 38. 

s… Denne Stamme omtales Fsalme 83, 7 og 1 Krøn. 5, 10 blandt Israe- 
liternes Naboer. Det er formodentlig den samme Stamme, som de 
gamle Forfattere kalde "Aygqios (se f. Ex. Strabon, Geogr. XVI, 5 
p. 767 Casaub., p. 1112 A., efter Eratosthenes); disse Agraier vare 
Naboer til Nabataierne. 

.… Hebron er desuden formodentlig allerede omtalt ovenfor (8. 1219). 


1224 


71. IX == FSIKNØN pa-hagera, Hagareneren, d. e. Haga- 


renernes Stamme. 

—> . 
72. =&SÆy mer saluma, Vandet c2>%, Salem, et 
ellers ubekjendt Sted, maaske en Kilde i Ørkenen Syd for Juda?. 


73. mu] <E aJ, shebret eller sheblet. maaske Sletten 


Sephela, m>pw, Vest for Judas Bjergland ?. 


74. rn ne ss)l du negebli, formodentlig et Sted i Syd- 
landet (335). 
75.  Gjentagelse af Nr. 73. 


76. £| Ac dl LNG varkit, ubekjendt. 


77.  Gjentagelse af Nr. 68. 


78. — TRUN) nabait, rm=, uden Tvivl Nebajot, 
Nabataierne” i Nord-ÅArabien. 


79. REN du adulima, 3990, Adullam, en oftere omtalt 
By i Juda, som blev befæstet af Rehabeam?. 


bd mn . . 
80. IP AR dL apakha, MpDN, uden Tvivl Apekha i 
Juda Bjergland ?, 


- 


81. åe—> GG ITT marash, mw%0, uden Tvivl det af 


! Da Stammen nævnes adskillige Gange, maa den være bleven beseiret 
af flere ægyptiske Afdelinger. 

? Byen og Kilden Siloam ved Jerusalem omtales formodentlig nedenfor 
og skrives anderledes. Vi have derfor uden Tvivl her et andet Sted. 

3 Denne Slette omtaler Josva 10, 40 og oftere i de følgende Beger, 
Navnet sÅeblet gjentages straks nedenfor, og Egnen maa følgelig være 
bleven besat af to ægyptiske Afdelinger. 

£  8e ovenfor 8. 361. De omtales endnu engang i denne Liste og maa 
felgelig, synes det, være blevne beseirede to Gange i denne Krig, forst 
af en og siden af en anden ægyptisk Afdeling. 

" Gen. 38, 1 ff.; Josva 12, 15 og 15, 85; 2 Krøn, 11, 7. 

… Josva 15, 58; 12, 18; 1 Sam, 4, 1. 


1225 


Rehabeam befæstede Maresha!, Stedet, hvor ifelge Krønikernes 
Bøger ,Kushiterne" skulde have lidt et stort Nederlag”. 


82. ANE a.....…. 


83. ON Ai Q du ganaat, r33, maaske Gath=. 
84. SAN Ja pa-nagebu, ,Sydlandet" ", 


85. I MANNS azemut, maaske Åzmon, 70%%, paa 
det hellige Lands Sydgrændge?. 


86. R— J, farshetna, ubekjendt. 
87.  Gjentagelse af Nr. 68 og 77. 


88. rar UER J, shenaia, 7930, muligvis Eshan i Juda. 


89. MR SUE N du haba, ubekjendt. 
90.  Gjentagelse af Nr. 84. 


91. PRÅRENS ju vahat varka, ubekjendt. 


92.  Gjentagelse af Nr. 84 og Nr. 30”, 


93. I byrd MS du ashahatat eller ashahadad, maaske "DN, 
Asdod, den bekjendte Philisterby %. 


94.  Gjentagelse af Nr. 68, 77 og 87%. 


95. INT on ENSNEE haninia, rmxm eller 17%%, uden 


Tvivl Anija i Benjamins Stamme”, 


2 Krøn. 11, 8. 

2 Krøn. 14, 9. 

Om Philisterbyen Gath, se ovenfor S. 785. 
Se ovenfor 8. 533. 

Num. 84, 4; Josva 15, 4. 

Josva 15, 52. 

Ordet skrives her med en ringe Afvigelse, 
Se ovenfor 8. 786. i 
Ordet har her i istedetfor aa. 

10. Nehem 11, 32. 


id GI må aa en ik &e &" bå 


1226 


96.  Gjentagelse af Nr. 68, 77, 87 og 94. 
97. | å) ør A=-lL alkad eller arkad, ubekjendt. 


98. JK du mer dimam, Vandet Dimam, for- 
modentlig enten Dibon i Moab! eller Dimon i Juda? eller Dima 


i Juda, 

99.  Gjentagelse af Nr. 95. 

100. == Ju, mer dera, Kilden ==, Der eller Dor, 
sandsynligvis et ubekjendt Sted. 

101. Gjentagelse af Nr. 68, 77, 87, 94 og 961. 


102. tir J felevan, por, Telon, maaske Telem i 
Juda, 


103. tll= ] IR sdu hidbaa, maaske det nuværende &- 


Hadb i Nærheden af Hebron. 


104. Ane SIE NEED shelen-ram, muligvis et af de Steder 
af Navnet Rama, som fandtes i Juda Rige”. 
105. Gjentagelse af Nr. 103. 


106. => ENGEN dL tivati, ubekjendt. 
107. TR Pa WV) hagerma, formodentlig Sm, 


nHagarenerne", en anden Skrivemaade for det ovenfor oftere om- 
talte pa-Åagar. 


108. ræ IR SL ardaa, ""Y, Årad, uden Tvivl den gamle 


Num. 21, 30; 32, 34; Josva 13, 9. 

Josva 15, 22. 

Josva 18, 52. . 

De to Tegn for Selvlyden a i Slutningen af Ordet mangle her. 
Josva 15, 24. 

Robinson, Palæstina Ill, 8. 210. 

Et Rama, er-Ram, ligger noget Nord for Jerusalem; det omtales oftere 
i Biblen; se f. Ex. Josva 18, 25; Dom. 4, 5 0. s. v. 


4 ad Må kk Bd då mm 


1227 


kanaanitiske Kongestad Arad", som maa søges ved Tell-Arad 
imellem Hebron og Vadi Musa?. 


109. Ser gar du libat eller ribat, Lebaoth eller Rabba, 
muligvis den samme By, som vi have anført i Begyndelsen af 


Fortegnelsen 2, 
110. Gjentagelse af Nr. 108. 


111. mom IRS ET 3, nebatta, 


112. WY= N du juriham, am formodentlig >, Jeriko, 
den bekjendte By lidt Vest for Jordan, ikke meget langt fra 
Flodens Udløb i det døde Hav. 

113—1 15. ….…  ……66……… 


116. FT z sås mer rima, maaske Byen Rimon, 779%, 


1 det sydlige Juda, en af de Stæder, der overlodes Simeons Stamme '. 
117. Gjentagelse af Nr. 100. 


118. SGNUUIKNEGS på bia, maaske at læsu dia, efter 


begge Læsemaader lige vanskeligt at bestemme. 


119. åv — — IR lo mahega, ubekjendt. 


120. eg ATYS). .…. ariuk, ubekjendt. 


DI IR) ev fertema, marme, maaske Ephrata, 


det gamle Navn paa Bethlehem. 
I . 
22. AN CS Sg mer ber, Kilden eller Brønden Beer. 


123. Jjl = Å INN baalreza, y7">y3 eller oby3, 


et i Biblen ikke omtalt Sted. 


Josva 12, 14; Num. 21, 1; 33, 40 0. 8. v. 

Robinson, Palæstina III, 8. 12. 

Se ovenfor 8. 1218 under Nr. 13. 

Josva 15, 32 og 19, 7. 

Et Sted af dette Navn, men uden Tvivl et ganske andet Sted, omtales 
i en assyrisk Indskrift, som vi nedenfor S. 1243 skulle meddele. 


1228 


S—9. www 
124. & —D 3 lev 
Oliebjerget Øst for Jerusalem !. 


125. HAJ SE) shalha, m>w, uden Tvivl Landsbyen 
Siloah udenfor Jerusalem ?. 

126. | BEEN irmaten, maaske Byen Arimathia, som 
omtales i det ny Testamente 2, 

127. 2 om Ad du gelna, 73, maaske Eglon, 775%, en By i 
Nærheden af Adullam, i Kanaaniternes Tid Sædet for en Konge". 
128. = FE ÅER du, mer rima, Vandet Rima?. 


129. AED Gr Te .…. rehat. 
130. RW)... 


131. A— bå ma 
132. Odhjesf G al …. 


133. NS jursha ... formodentlig Jerusalem. 


Omendskjøndt man maa opgive Haabet om at kunne paavise 
Beliggenheden af en stor Del af de her opregnede Steder, i Nær- 
heden af hvilke den ægyptiske Hær under Sisak havde vundet 
Laurbær i Krigen med Juda, saa kan det dog paa den anden 
Side ikke nægtes, at der i Listen utvivlsomt forekommer endel 
fra Biblen vel bekjendte Navne, saaledes Adoraim, Gibeon, Beth- 
Khoron, Ajalon, Makedda, Kegila, Soho, Bethzur og Adullam, — 
Byer, af hvilke flere vare blevne befæstede kort før Sisaks Tog'. 


bet-anat, uden Tvivl Bethania paa 


Om Bethanien, slgn. f. Ex. Forfatterens Reise S. 296. 

8&lgn. Forfatterens Reise S. 282 — 283. 

Matth. 27, 57; Luk. 23, 51; Joh. 19, 38. 

Josva 10, 3; 15, 39. 

Se ovenfor 8. 1227 Nr. 116. 

Salome ,byggede" (d. e. befæstede) Nedre Beth-Khoron (1 Kong. 9 
17). Adoraim, Ajalon, Soho, Bethzur og Adullam blevne med flere 
andre befæstede af Rehabeam (2 Krøn. 11, 5—10). 


eee åd wa dB mm 





1229 


Fremdeles er der ikke liden Sandsynlighed for, at ogsaa følgende 
fra Biblen bekjendte Navne findes i Listen, nemlig Adithaim, 
Eder eller Eter, Jutta, Elon, Beth-Tappuah, Azem, Apheka, 
Maresha, Arad, Bethania, Siloah, maaske ogsaa Gerar, Asdod; 
Gath, Jeriko, Hebron og Bethlehem o. fi. Endelig synes der i 
Listen at findes to Navne, som vel ikke omtales i Biblen, mer 
som endnu den Dag idag forekomme som Stedsnavne i den syd- 
lige Del af det hellige Land, nemlig es- Suvetdan og Bet-Elem. 

I Fortegnelsen gjentages adskillige Navne to eller flere 
Gange, hvilket, som allerede antydet, formodentlig skyldes den 
Omstændighed, at ægyptiske Afdelinger mere end én Gang have 
vundet Fordele over Juda Konges Krigere paa vedkommende 
Sted. Navnet pa-hagar d. e. Hagarenerne gjentages saaledes fem 
til seks Gange, sandsynligvis fordi det flere Gange var kommet 
til Sammensted mellem Ægypterne og denne Stamme under 
Krigen med Juda. Stammen var uden Tvivl dengang afhængig af 
Juda Riges Konge. Det er heller ikke usandsynligt, at ogsaa 
Edom er bleven besat af Sisak!, og at Landet lige til hang Angreb 
var afhængigt af Juda Riges Konge. Derimod synes Sisak ikke 
at have strakt sit Tog længere imod Nord end til Juda Riges 
Nordgrændse og ikke at have besat nogen By i det nylig opret- 
tede Israels Rige, sandsynligvis fordi dette Rige lige fra sin Stif- 
telse af havde sluttet sig nøie til Ægypten; ja man kan endogsaa 
have en grundet Formodning om, at Israels Riges Konge har op- 
hidset Sisak imod Juda, i det Haab, at dette Rige vilde blive saa- 
ledes svækket ved Kampen med Pharaoneriget, at det ikke i 
mange Åar kunde tænke paa med Vaabenmagt at betvinge det 
frafaldne Israel. 

Den Indskrift, som ledsager Fremstillingen af de fangne 
Fjender med Navnene paa Skjoldene, indeholder kun Kongens 
Titler og de sædvanlige yderst overdrevne, almindelige Udtryk, 


1! Se ovenfor 8. 1222, Nr. 56. 
? Man mente i Begyndelsen at finde flere Stæder i Galilaia i Listen ; 
saaledes Brugsch, Geographische Inschriften II, S. 59 f£. (Leipzig 1858). 


1230 


hvori hans Magt og Herlighed berømmes. Der findes ikke nogen 
historisk Indledning, saaledes som i 'Thotmess III's Indskrift i 
Karnak", ligesom der heller ikke findes Angivelser om Størrelsen 
af det vundne Krigsbytte. Man vilde saaledes være fuldstændigt 
uvidende om, i hvad Forbindelse de Steder stod til hinanden, der 
paa Mindesmærket opregnes som betvungne, hvad Stat eller hvor- 
mange Stater de tilhørte o. degsl.?, naar vi ikke hændelsesvis ad 
andre Veie vare bekjendte med den Begivenhed, til Erindring om 
hvilken Sisak lod det omtalte Mindesmærke opreise. Som ovenfor 
bemærket fortælles det nemlig i Kongernes Bøger, at ,Sisak 
foretog et Tog imod Kong Rehabeam, Salomos Søn, drog op 
imod Jerusalem, tog Skattene fra Herrens Hus og Kongens 
Hus og alle de Guld-Skjolde, Salomo havde ladet forfærdige"2. I 
Krønikernes Bøger tilføjes, at Sisak vandt de faste Stæder i Juda", 
hvad der uden Tvivl er øst af en god Kilde, hvorimod Meddelel- 
serne om Styrken af Sisaks Hær sandsynligvis ere høist upaalide- 
lige og overdrevne. 

Det sidste Navn i Listen, der er bevaret, er uden Tvivl 
Jerusalem, og i Virkeligheden lader Alt formode, at Juda Riges 
Hovedstad har været istand til at forsvare sig betydeligt længere 
end nogen af de andre Byer i Riget. 

Hvad angaar Ordenen, hvori de Steder opregnes, ved hvilke 
Sisaks Tropper vandt deres Laurbær paa dette Tog, da have vi oven- 
for antydet, at den uden Tvivl ikke er vilkaarlig, og at Navnene for- 
modentlig ere opregnede i den Orden, der fulgtes i Underanførernes 


! Se ovenfor S. 524 ff. . 

Man troede en Tidlang, at Indskriften paa et af Skjoldene var at 
oversætte ,Kongeriget Juda" eller ,Kongen af Juda", og at Figuren 
var et Portræt af Kong Rehabeam; men Ordet vilde i saa Tilfælde 
have været skrevet Aa-melek-juda, , Kongen af Juda", Imod denne 
Opfattelse strider endvidere den Omstændighed, at alle de andre 
Navne i Listen ere Stedsnavne; Analogien forlanger da, at ogsaa 
jud-ha-malek maa være et Stedsnavn. Om Literaturen om Indskriften 
henvise vi til Brugsch, 1. c. S. 57. 

3 1 Kong. 14, 25—26. 

1 2 Krøn. 12, 4. 





1981 


Indberetninger, saa at der i Navnenes Rækkefølge kan søges Vink 
om Sisaks Hærs Bevægelser. Vi tro saaledes, at man kan skjelne 
imellem en venstre Fløi eller Vestarmée og en høire Fløi eller 
Østarmée. Den første, som maaske er gaaet langs med Middel- 
havets Kyst, besætter først flere Stæder i det sydlige Juda og i 
Ørkenen Sydvest for det hellige Land, og vender sig derpaa 
imod de i den vestlige Del af Juda liggende tildels befæstede 
Byer, saaledeg imod Adoraim, Gibeon, Beth-Khoron, Ajalon, 
Makedda, Eter, Kegila, Soho, Bethzur, efter hvis Indtagelse Afde- 
lingen besætter Nob og Bethesda udenfor Jerusalem, som den 
truer nordfra. 

Høire Flei (Østarmeen), som synes i al Fald for en Del at 
have fulgt Veien gjennem Edom og Indsænkningen fra det røde 
Hav, betvang først Edom og udsendte forskjellige Afdelinger imod 
Hagarenerne og Nabataierne i Stepperne omkring Edom, hvilke 
Afdelinger paa forskjellige Steder naaede ind paa Kanaans Lands 
Enemærker.  Hovedstyrken betvang Adullam, Apheka, Maresha, 
sendte maaske en Afdeling over imod Gath og Asdod, og efterat 
have forenet sig med flere mindre Afdelinger, hvoraf et Par havde 
sejret ved Arad og ved Jeriko, tog den Stilling først ved Bethlehem, 
og siden ved Bethania og Siloah, hvorfra den begyndte at an- 
gribe Jerusalem fra Syd og Øst. Hovedstaden var saaledes ene 
tilbage og kunde derfor ikke, trods sin stærke Befæstning og 
talrige Besætning, i Længden modstaa Fjendens mægtige Hær, 
hvorfor den tilsidst maatte bøje sig for Ægypterkongen. Efter al 
Sandsynlighed varede dog dette ægyptiske Herredømme over 
Juda ikke ret længe, thi Ægyptens Kraft svækkedes uden Tvivl 
snart efter ved indvortes Uroligheder, som hindrede Pharaonerne i 
ved Vaabenmagt at tvinge Juda til at vedblive at anerkjende 
Ægyptens Hersker for Rigets Overherre. 


Ifølge Israeliternes egne Optegnelser var Forholdet imellem  $ 95. 
de to israelitiske Riger i de første Slægtled efter Delingen lidet  leraeliterne I 


fr 
venskabeligt!, om der end ikke førtes egentlige Krige imellem 990 t1 800 ' Er. 


1 1 Kong. 14, 30; 15, 6 og 16 samt 32. 


1232 


Herskerne, derimod synes de to Rigers Forhold til Nabostaterne 
i det Hele at have været fredeligt; hverken Moab, Ammon, Edom 
eller Philisterne gjorde mere som før Davids Tid Indfald i Israels 
Besiddelser; ja enkelte af disse Smaariger vedblev endog en rum 
Tid efter Adskillelsen at staa i Afhængighedsforhold til et-af 
Rigerne, Edom f. Ex. til Juda og Moab til Israel. 

Kun én Magt viste sig i dette Tidsrum fjendtlig sindet 
navnlig imod Israels Rige, nemlig Riget Damask, hvis Herskere i 
det niende Aarhundrede f. Kr. søgte at tilrive sig Overherre- 
dømmet over alle de mindre Stater i Mellemsyrien og i de 
nærmest tilstødende Egne. Efter de Meddelelser, vi finde i Kon- 
gernes Bøger, begyndte Fjendtlighederne imod Israel som det synes, 
endnu før Aar 900, — efter hvad der fortælles i dette Skrift — paa 
Anstiftelse af Juda Riges Konge, som ikke havde formaaet ved 
egne Kræfter at forhindre, at Israels Konge besatte en af Naturen 
stærkt befæstet Heide Nord for Jerusalem ved Navn Rama (nu 
er-Ram); naturligvis maatte denne nærliggende Befæstning være 
til stor Besvær for Indbyggerne i Juda Riges Hovedstad”. 

I: Juda Rige blev Davids Familie i Besiddelse af Thronen, 
hvorimod Israels Rige havde forskjellige Herskerhuse, der alle 
kom paa Thronen ved Oprør. Et af de mærkeligste Kongehuse 
i Israel grundedes af Feltherren Omri, sandsynligvis omtrent i 
Aaret 886 f. Kr. Omri flyttede Residentsen til Simron eller 
Samareia?, som i hele den følgende Tid blev Rigets Hovedstad, 
af hvilken Grund Assyrerne og maaske ogsaa andre asiatiske Folk 
ikke sjældent betegnede Israels Rige som ,,Omri's ;Hus", (Beth- 
Omri >—%3-m75)". Kongerne i Riget benævne de som Følge 
heraf ofte med Tilnavnet ,, Sen af Omri". 

Under Kongerne af Omris Dynasti traadte Israel i nøie For- 
bindelse med Phoinike, hvis høie Civilisation og fine Smag og Leve- 





! Se nedenfor 8. 1234 fr. 
2 Se 1 Kong. 15, 17 fr. 
2 1 Kong. 16, 24. 

+ Se ovenfor S. 793. 


1233 


maade uden Tvivl gjorde betydelig Fremskridt i Landet!. Sam- 
tidig hermed forsøgtes den phoinikiske Statsreligion indført i Landet, 
men den stødte dog paa ikke ringe Modstand hos Befolkningen, 
som for en Del var den gamle Jehovareligion hengiven ?. 

Da Israels Rige under Omris Dynasti stod i saa neie For- 
bindelse med Phoinikerne, og da Omris Søn Akhab efter Kon- 
gernes Bøger fik Kong Itobals Datter til Ægte, er det jo ikke 
usandsynligt, at der i denne Konges Aarbøger har været enkelte 
Meddelelser at finde om Israels Rige; men uheldigvis ere Tyros' 
Kongers Aarbøger forlængst gaaede tabte. I et Uddrag, som 
skyldes Menandros fra Ephesos, fandtes der dog efter Iosepos' en 
lille Bemærkning,: som ikke var uden Vigtighed for Israels 
Historie, nemlig en Meddelelse om, at under Kong Itobals Regje- 
ring (893—858) indtraf der en Hungersnød i Landet, som Følge 
af at Regnøn var udeblevet et helt Aar, fra Maaneden Hyperbere- 
taios til næste Hyperberetaios. En saadan Naturbegivenhed kan 
neppe have været indskrænket til Phoinikernes Land alene; den 
maa ogsaa have gjort sig gjældende i Nabolandene, og i Virkelig- 
heden finde vi ogsaa i Kongernes Bøger Beretning om, at Regnen 
udeblev i Israels Rige i tre Aar. 

Uagtet Israel under Omris Dynasti havde afskaffet Jehova- 
Religionen eller i det Mindste ved Siden af den havde indført den 


1! Phoinikisk Luxus udbredte sig saaledes i Riget; Akhab byggede et 
Elfenbens-Palads; 1 Kong. 22, 39. 

2 Profeten Elias nedhugger Baals Præster; 1 Aong. 18, 40. 

2 1 Kong. 16, 31 

$. Jos., Arch. Jud, VIII, 13, 2. 

5 Se 1 Kong. 17, 1 ff.; 18 1 ff. Da det Afsnit, der handler om Elias, 
neppe er taget af Rigs-Aarbegerne, men snarere af en væsentlig fra 
den mundtlige Overlevering stammende Kilde, er det nok muligt, at 
Fortællingen paa flere Punkter er bleven noget udsmykket, og at 
f. Ex. Regnen ikke er bleven tre Aar, men noget kortere Tid, maaske 
kun noget mere end et Aar borte. I det Ny Testamente tales der 
om, at Regnen udeblev halvfjerde Aar ved denne Lejlighed. I Elias 
Historie tales om en syv-aarig Hungersned (2 Kong. 8, 1 ff.), sand- 
synligvis ogsaa en Udsmykning af den samme Begivenhed. 

78 


1234 


phoinikiske Statsreligion, sluttede dog Juda Riges Konge Josaphat 
sig nøie til Israels Konge Akhab, og var saa langt fra at benytte 
sig af hans Forlegenhed, da han ængstedes af Kongen af Damask, 
at han meget mere kraftigt understøttede ham imod Syrerne. 
Ifølge Biblen førte Akhab flere Krige med Damask; dog 
vedvarede disse Kampe ikke uafbrudt; i de tre Aar, der gik 
forud for Akhabs Dødsaar (formodentlig i Aarene 857—855 eller 
i Aarene 856—854) var der saaledes Fred imellem de to Lande?. 
Af de assyriske Indskrifter erfare vi, at de to Lande, Damask og 
Israel, i det sidste af disse tre Aar, d. e. i Aaret 855 eller 854 ikke 
blot zkke førte Krig indbyrdes, men endog havde slattet sig sammen 
med flere andre Fyrster for med fælles Kræfter at mede Assy- 
rerne, der i disse Aar begyndte at true Mellemsyrien?. Imellem 
de forenede Konger fra Syrien og Nabolandene nævnes nemlig: 


IRS » ET "ae fe Hi 

a - kha - ab - bu 2: …= la-:å, 

… hvilken Konge ikke kan være nogen anden end Akhab af Israel. 

" Assyrerne, som dengang beherskedes af Salman-eser (II) for- 
tælle vel, at de vandt en stor Seir over de forenede syriske 
Fyrster, men da de ikke forfulgte denne Seir, kunne vi have 
Grund til at antage, at de i samme Krig have havt ikke ubetyde- 
lige Uheld, som hindrede dem i at trænge længere frem i Syrien +. 

Det var sandsynligvis straks efter, at Assyrerne havde trukket 
sig tilbage fra Syrien for at vende sig imod andre Lande, at 
Akhab forenede sig med Josaphat om at tage Ramoth i Gilead 
tilbage fra Syrerne?, hvilke sandsynligvis have lidt sterre Tab 
end Akhab i Kamp med Assyrerne. Alligevel seirede Syrerne og 
Akhab mistede Livet i Kampen (854). 


2 Se ovenfor 8. 648. 

2 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 1 91—92. 
& Se ovenfor 8. 645. 

8 1 Kong. 22, 8 fø. 

. 1 Kong. 22, 34—87. 





1235 





Ifelge Kongernes Bøger reiste Moab sig ved Efterretningen 
om Israels Nederlag og Akhabs Fald og afkastede det israelitiske 
Aag?. Men Moabiterne nøiedes ikke hermed. Under Anførsel af 
deres Konge Mesha kastede de sig over den nærmest tilgrændsende 
Del af Israel, navnlig over Rubens Stamme, indtog de vigtigste 
Byer, nedhuggede Befolkningen, og sendte istedetfor de nedsablede 
Indbyggere Moabiter til Byerne, som saaledes omdannedes til 
moabitiske Byer. Dette var f. Ex. Tilfældet med Byerne Kirja- 
thaim, Nebo, Jahas, Beth-Bamoth, Bezer, Beth-Biblathain, og 
Beth-Baal-Maon?. En lignende Skjæbne havde ogsaa en Del 
af Gads Stamme, saaledes Byerne Aroer, Jaser og Dibon?. Mesha 
indtog ogsaa Horonaim". Derimod synes Moabiterne ikke at have 
været heldige i deres Angreb paa Juda Rige?. 

Om disse Meshas Erobringer meddeler Biblen os ingen 
Efterretning. lfølge Krønikernes Bøger skal Rubens og Gads 
Stammers Undergang hidrøre fra, at de vare blevne bortførte af 
Phul og Tiglath Pilesar, men denne Efterretning stemmer ikke 
ret vel overéns med Esaias" Profetier, hvor Moab sés at besidde det af 
Rubens Stamme forhen beboede Land, uden at der hentydes til, 
at det forst for nylig var taget i Besiddelse: man kunde derfor 
tvivle om Efterretningens Værd”, men indtil fornylig havdes Intet 
at sætte istedet. 

Heldigvis gives der os fuld Oplysning om Moabiternes Seire i 
den moabitiske Indskrift, som for et Par Aar siden fandtes ved 
Dhiban i Moabs Land tæt ved Arnon, og som man efter den 
Konge, der har ladet den indhugge, i Reglen kalder Mesas Støtte. 
Indskriften synes at have været fuldstændig, da den blev opdaget, 


! 2 Kong. 1, 1 og 8, 5. 
2 De Byer, der oprindeligt vare tildelte Rubens Stamme, opregnes 
Num. 388, 37—38 og Josva 13, 15 fø. 
Om Byerne i Gads Stamme se Num. 33, 34—36 og Josva 13, 24 ff. 
Horonaim toges maaske fra Edom, slgn. Schottmann Il c. 
2 Kong. 3, 5—27, slgn. 2 Krøn, 20, 1—30. 
1 Krøn, 5, 26 sign. 5, 6 ff. 
I 2 Kong. 15, 29 fortælles vel, at Gilead bortførtes til Assyrien, men 
man ter dog ikke slutte heraf, at ele Gilead førtes bort. 

18" 


== aa &0& må… æB 


1236 


men den blev snart efter sønderslaget; heldigvis er det lykkedes 
at samle de vigtigste Brudstykker, der nu ere i Paris, og af dem at 
danne en nogenlunde sammenhængende Text, der her meddeles 
i Omskrift med hebraiske Bogstaver og interlineær Oversættelse !: 


neL came - ci! camfsc] . al. onc.... 
ideg er Mesha, Søn af Kamos-gad, Konge af Moab.... 


[uk hen | Na + ggk gg GNC . MMI. 
sDiboniten?. Min Fader var Konge over Moab tredive Aar, 


INCL 4 GQCMM + NUL + NU | NM - 
og jeg har Konge aværet efter min Fader, og jeg har gjort 


LEG ING + QCaM + cdkbb | €... [s]ar . cc - 
Helligdommen for Kamos i Kerkah? i .... sMeshas(?), fordi 


12 'Texten blev straks udgivet i Facsimile af Indskriftens Opdager 
Clermont-Ganneau i Revue AÅrchéologigque nouvelle série t. XXI, pl. 
VIII (1870). Ogsaa andre Udgaver i Facsimile haves. Indskriften 
blev straks oversat og fortolket af Opdageren i Revue Arcåéologigue 
nouvelle série t XXI 8. 184—207 og 8. 357—886 (Marts og Juni 
1870). Indskriften behandledes samme Aar af Joseph Derembourg i 
Journal Asiatique sixiåme série t XV p. 155 ff. (Jan-Fevr. 1870), og i 
Revue Israelite af 8 April 1870, af Harkavy i en hebraisk Journal i 
Paris i Nr. for 21 Februar 1870 og i Tillæget til samme Blad; af, 
Schlottmann i Zeitschrift der deutschen morgenl, Gesellschaft XXV 8. 
212—226 (1870) og i Skriftet Die Siegessåule Mesas; af Ewald i 
Gåtting. Gelehrie Anzeig. for 20 April 1870; af Neldeke sammesteds i 
Nr. for 4 Mai 1870, samt i Skriftet Die Inschrift der Kåniys Mesa von 
Moab, Kiel 1870; af J. Kåmpf, Die Inschrift auf dem Deskmal Afesas 
Prag 1870; af Hitzig, Inschr. d. Mesha; 1870. Hertil kommer endnu 
forskjellige mindre Artikler i Tidsskrifter, f. Eks. i Frankels Mfonat- 
schrift f. Gesch. Jud. 1870 8.177 fø. og i Geigers Jud. Zeitschr. S. 104, 
og i Dagblade. Paa Dansk er Indskriften behandlet af Kalkar i Theo- 
logisk Tidsskrift, 1871, 8. 151- 60; slgn. Helveg 1. c. 8. 465—73. 

? Lakunen er udfyldt saaledes af Oppert, Derembourg og Neldeke 
Andre mene, at det manglende Ord er 33 Sen, og at >3—7 Jibni er 
Navnet paa Meshas Bedstefader. 

” Det er meget vanskeligt at afgjere, hvad der menes ved mp 
Kerkah, om det er et Egennavn eller et Fællesnavn, om det betegner 
Dibon, en Del af Dibon eller et andet Sted. De Fleste antage 





1237 


age geq + UMAGE! (GG . HENAN - 
han har frelst mig fra alle Angribere! og ladet mig sé haant 
C4 >” menn | gal]. dak uakne 
paa alle?, mine Fjender. OmriZs var Konge over Israel 


kædl ONu.gane salcel munk cam 
og undertrykte  SMoab — Dage mange — thi vred var Kamos 


[Nu ]us UGE CR UNGL — CONN 
paa Landete sit? — og ham fulgte hans Søn, og han sagde ogsaa han' 


NaCl NU + OQNC | ca NGaL ... 
»Moab'” jeg vil ydmyge", og i mine Dage”, sagde han.... 


INEN  . CH LCCUR | WALNG NEL +" NUL 040 
rjeg? vil vige mig for ham og for hans Hus, at Israel ganske? ødelægges 


AM "MG + NLÅ  GELEN . une "CH 
og Omri tog sLandskabet Mahadebah"? og han satte sig fast der 


mrmp for Navn paa Dibons Akropolis (Ganneau: Esplanade). Ker- 

kah [synes af Mesha at være gjort til Moabs nye Hovedstad (Helveg 

l. c. 8. 466. I Moab findes forevrigt endnu en By Kerkab. 

Ordets Betydning er usikker. Ganneau afleder det af 754 evertit. 

Ordet betyder: ,han har ladet mig sé", men der er altid et Bibegreb 

i Ordet. Her menes uden Tvivl sé Åaant paa. 

2 At... my er »—my Omri, og at her tænkes paa Akhabs Fader, an- 
tages nu næsten af Alle, 

£ I Moabitisk udtrykkes tredie Persons Suffx ved …—, medens Hebraisk 
har > og Phoinikisk >». 

" Grundordej i denne Sætning er uden Tvivl ,, Akhab (Omris Sen)". 

£ Nemlig: ligesom hans Fader Omri. 

7 I mine Dage, d. e. i Meshas Dage. 

5. Man har været i Tvivl om, hvem der taler her, om det er Kamos 
eller Akhab. Det Sidste forekommer os at være det Sandsynligste; 
i denne og den følgende Linie tales der aabenbart endnu om Moabs 
Undertrykkelse ved Israel; forst fra Linie 8—9 tales der om Befrielsen 
ved Mesha og om Kamos' Naade imod sit Folk. 

" my efter Nogle et Biord, efter Andre et Egennavn. 

'" Her nævnes uden Tvivl Byen 37%, Num. 21, 30; Josva 13, 9 og 
15; Esaias 15, 2; 1 Xrøn. 19, 7. 


1238 


Cc Neal . MU .... CH - CaM - Ca | 
.… hans Søn: fyrgetyve Aar! .... ssig der Kamos. I mine Dage? 


NC! + NY TØ + Gel - ln Th: . (Numuu)  Wwc! 
byggede jeg Baal-Maon2, og jeg gjorde der? en Grav (?) og byggede 


NU + del | Na dk .…. CNLÅ .... 
soKirjathaim5, Og Gads Mænd? .... boede i Landet .... 


agga + LE . Gk + GUL UJANG + nu[LU] | 
fra gammel Tid og bygget havde der Konger af 11Israel Atharoth 7”. 


INLUUO + TCdk . ANM | (NUET + NYC | K 
Men jeg beleirede Byen, og jeg tog den og jeg slog ihjel hele 


de + LI (COM (LONCT | (NaC - GM "NU... 
12Byen, til Glæde? for Kamos og Moab. Og jeg førte derfra Fanger? …… 


inle Gecju 4080 - Com cder | (NACT - CU + 
og jeg slæbte 1sdem for Kamos' Aasyn i Kirjoth!?, og jeg bosatte der 


12 Akhab regjerede ikke fyrgetyve Aar; maaske menes der her Summen 
af den Tid, Akhab og Omri regjerede tilsammen. 

2 Her er Vendepunktet i Moabs Skjæbne. Imedens der tidligere kun 
tales om Moabs Trængsler, fortælles der nu om, hvorledes Moab af- 
ryster Aaget og angriber Israel. 

3 Byen kaldes i Biblen snart Baal-Maon (Num. 32, 38, Ez. 25, 9) snart 

Beth-Baal-Maon (Josva 18, 17); snart Beth-Maon (Jer. 48, 28). 

Det paagjældende Ord er ikke helt bevaret; man læser det "704 

og oversætter det ved Grav". 

5. Kirjathaim omtales Num. 32,97; Josva 13, 19; Jer. 48, 1 og 3; Ez. 25, 9. 

£ Gads Stamme boede, som bekjendt, Øst for Jordan (omtrent Øst for 
Jeriko) Nord for Rubens Stamme. 

? Slutningen af Byens Navn er uheldigvis edelagt. Ganneau tænker 
her paa Ataroth mnoy, Num. 32, 3 og 34. 

8 Betydningen af mo er uvis. 

, En Lakune følger. 

fo Kiroth. mp i Moab omtales Amos 2, 2; Jer. 48, 24 og 41. 





1239 


NY - Na smid (NU -N OMU | GOL + MW. 
Mænd fra Saron"(?) og Folk fra 14Maharoth?. Da sagde til mig 


cam -4L Nul .NU - CTU MU + UALNL | [In] val - 
Kamos: , Gaa! Tag Nebo? fra Israel!" 15Da brød jeg op 


Csi! + ÅNGUUG » CH. avde UNE - 
om Natten og jeg stred mod det fra Begyndelsen" af Morgenrøden 


Le | Un(u) UNMILE CH . MTKU - 
indtil Middag$, Og ejeg tog det og jeg slog ihjel dem alle, syv 


NGE! .... LWOU CCLU .... WLØH GG . (ØMLU > 
tusinde .... Kvinder, Piger .... Kvinder, arthi Astarte (og) 


COM + UHLG … indu  QaQ.... 
Kamos (tilherer) Offeret (af Kvinder?) Og jeg tog derfra .... 


Gs MUR + UNauW]cua - 400 . cam | |a4L + MANG 
isJehovas Kar(?)" ogsønderlog dem for Kamos Aasyn. Og IsraelsKonge 


efeu] wÅ 20 AC + CU + CRGWUGR + CU | 
havde bygget 1sJahas? og taget Ophold der, da han stred med mig. 





"- Betydningen af mm er omtvistet. Man oversætter det undertiden 
ved Hevedsmænd (Flertal af =w). Maaske skal der læses 19% 
istedetfor 19. 

2 em er maaske den fra Johanues Døberens Historie velbekjendte 

Bjergfæstning Makairos Det er forøvrigt ikke afgjort, at m=my her 

er et Egennavn. Det ferste Bogstav er desuden usikkert. 

Nebo omtales Num. 32, 38; Esaias 15, 2; Jerem. 48, 1 og 22. 

ypn4 er aabenbart afledet af 79% expandit 

Dette Ord bruges, som bekjendt, ogsaa i Hebraisk i denne Betydning. 

»5 .. Det er vanskeligt at afgjere, af hvilket Ord vi her have Resterne; 

man har tænkt paa 5 Kar, paa 55 Telt, Tabernakel. -- Ifølge 

de Fleste er det felgende Ord Jehova, ifølge Oppert Ordet Jehu. 

7? Jahbas omtales Num. 21, 23 ff.; Deut. 2, 32; Josva 13, 18; Esatas 15, 
4; Jerem, 48, 21. 


1240 


LL + Cam 4.... du .GanC GNU! . 
Men ud drev ham Kamos fra .... soJeg tog af Moab: to hundrede 


Na + CU - kb | NENE CRAS ANRIR 
Mand (var) hele deres Antal, og jeg førte dem til Jahas ogjegtog den 


LOGU + MG + El | NcL . con + dLØE + WOU 
sat føle til  Dibon. Jeg byggede Kerkah? med Mure 


kaaki HON kæle | We com MØll 
af Træ (?)? og (med) Mure af 22Mursten(?)". Og jeg byggede dens Porte 


INCL CCM + OSLO | ANC + COM. CTU + Gal | 
og jeg byggede dens Taarne, og e3jeg byggede Kongens Hus?, 


Incl am - COW4 + ANA... 4 ce uld | 
og jeg opførte et Tøihus(?) og Værker (??)' i Midten af 24Byen”. 


(mu  W . cdet . ude 2 CdLUWN - 
Brønd? var der ikke i det Indre af Byen (eller) paa Kerkah, 


(INGE + GCC" EKO ML  GC0 .- Nå . CL. 
hvorfor jeg sagde til hele Folket: gjører Eder, sshver Mand en Brønd 


ceuk | we . clan + UGLY GdLMU + CON... 
isit Hus! Jeg gravede enGrav(?)? om Kerkah forat ....79 


! mmm 5 betyder maaske: alle udmærkede Mænd. 

2 Om Kerkah se ovenfor S. 1236. 

” møs mom egentlig ,Skovenes Mure"; Ordene betyder maaske 
»Mure af Træ". Ifelge Ganneaus ferste Opfattelse var 5% mom 
et Egennavn. 

+ Ophel er som bekjendt Navnet paa en af Jerusalems Heie, Oppert 
oversætter: j'ai båti le mur en débris de poterie. 

5. Man kunde muligvis ogsaa oversætte: ,Moloks Hus". 

: Betydningen af disse to Ord er usikker. 

7. I Midten af Byen, d. e.: i Byen. 

8 mm er det hebraiske == ,Brend" eller rettere , Cisterne", 

” Betydningen af Ordet er meget usikker. 

10 Nogle formode: ved Fanger tagne fra Israel. 





1241 


MDLNG | Nec . cc fæ] (nel ka. - uaaGk - CUC! 
selsrael. Ogjeg byggede Aroer", og jeg anlagde en Vei til Arnon?, 


[ne] cu cu cau Ga ma im | wil. 


270g jeg byggede Beth-Bamoth; thi nedreven var den, og jeg 


Can -. CM QL -ME 0. LC. udgå CU - 
byggede Bezer ?, thi ødelagt ved ssMænd(?) fra Dibon, Kæmper«(?)thi 


Cy + Ll . oma | wel. 4... [an .- 
hele Dibon er Lydighed?., Og jeg naaede Tallet søhundrede 


du! + NØL 40 + ØL + UNLÅ | Week . co 
med de Stæder, som jeg feiede til Landet, som jeg byggede 


ÅEN LEGU! | KU - Cay Ok! (NMN . MO -NU 0... 
30. » Beth-Diblathan &, Beth-Baal-Maon”, og jeg satte der 


. UNLÅ | steel 20 + TE... 
31 .….… Landet  Horonaim& og boede der .... 


[N]a "4 2 COM LIN + NGU + CllACl | NR... 
anda sagde til mig Kamos: Gaa! Strid imod Horonaim! 


Åroer, nu Arair, ved Arnon omtales Leut. 2, 86 og 3, 12; Josva 12, 
2 og 13, 9 fr. 

Arnon er en lille Strem, der udterres om Sommeren, og som falder i 
det dede Hav omtrent tre Mil fra Nordspidsen og tre Mil fra Syd- 
spidsen af Seen. Den kaldes nu Vadi Mo. 

? Bezer omtales Deut. 4, 43; Josva 20, 8 og 21, 36. 

" Betydningen af got er usikker; Ordet kan betyde: 50. 
Betydningen af mynær er usikker. Ganneau: , Lydighed", Oppert: 
»Tilnavn"; den Sidste oversætter: Jeg byggede Bezer; thi den er stærk; 
den kaldes ogsaa Dibon Khamishin, thi hvert Dibon har et Tilnavn", 
£ Maaske Almon Diblathaim Jerem. 48, 22. 

7 Se ovenfor S. 1235 og 1238 Anmk. 8. 

Horonaim pony omtales Æsaias 15, 5; Jerem, 48, 3 fi. som moa- 
bitisk By; i Keisertiden til Juda (Jos., Arch, Jud. XI11, 15, 4 XIV, 
1, 2), 


1242 


eesel Can Cult Ure 08 (en 


38 ….… Kamos i mine Dage og over 
. CS ÉØÉ…—… & + :N 
34 .…… …… Åar 


Ifølge de israelitiske Optegnelser blev Akhabs anden Efter- 
følger, Joram omtrent tolv Aar efter Akhabs Død myrdet af 
Jehu, som derpaa besteg Thronen, hvis Besiddelse han straks sik- 
krede sig ved at udrydde hele Omris Slægt?. 

Dette 'Thronskifte bekræftes af Assyrernes Optegnelser; 
thi efter disse modtog Salmaneser, tolv Aar efterat Akhab havde 
taget Del i Forbundet imod ham, Tribut af Jehu, Konge i Beth- 
Omri — eller som han kaldes i Salman-esers Indskrifter — af 


TET TE Tse [== 
- uU-a abal huzum - ri z i 
Jehu Søn af Omri?, 

Om disse Begivenheder faa vi Underretning i et Brudstykke 
af et Udtog af Salmanesers Aarbøger, som læses paa en Tavle i 
London, og hvis Text nylig er bleven udgivet af British Museum 2. 
Her finde vi nemlig følgende Beretning om Salman-esers attende 
Regjeringsaars Krigshistorie: 

»I mit attende Aar gik jeg for sekstende Gang over Floden 
Euphrat. Hazael af (Gar)-imiri-su (d. e. Riget Aram)! havde i 
Tillid til sine Stridsmænd, samlet sine Stridskræfter og befæstet 
sig paa Sanir%, en Bjergtop af Libanon: med ham kæmpede jeg 
og jog ham paa Flugt. "Atten tusinde af hans Krigere slog jeg 


Se 2 Kong. 9, 1 ff. Joram havde regjeret paa tolvte Aar, (2 Kong. 
3, 1; elgn. 8, 25), hans Forgænger Akhasia paa andet Aar (2 Kong. 
1, 1 ff). 

Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 5 I. 64—65; Layard, Inscriptions pl. 98. 
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 I. 40—65. 

Se ovenfor 8. 774—775. 

Ifølge Abulfeda (Pariser Udgaven 8. 68) laa der et Bjerg sanir- Nord 
for Damask. Det har uden Tvivl været dette Sanir, som Hazael be- 
fæstede. Ifelge Deut. 3, 9 kaldtes ievrigt Hermon af Amoriterne >75%. 








1243 


med Sværdet, 1121 af hans Stridsvogne og 470 Telte! med deres 
Tilbeher tog jeg. For at frelse sit Liv, ilede han derfra, jeg 
satte efter ham. I Byen Damask, hans Kongedømmes By, inde- 
sluttede jeg ham, hans Træer huggede jeg om. Ti 


z al FF USE 
sat - - U - rå - mi 
Bjorglandskabet Hauran 
gik jeg. Byer uden Tal ødelagde jeg, rev ned og brændte med 
Ild, og tallest Bytte tog jeg. Til 


iel 2 | ae] E= ET TI 
ba - ' - rå - "'- 
Bjerget Baal Ras" 
som er ved Havet, gik jeg og et Billede af min kongelige Person 
reiste jeg der. Paa den Dag lod jeg mig give Tributer af Tyros 
og af Sidon samt af Jehu, Omris Sen". 

I de øvrige Udgaver, vi have af Salman-esers Annaler?, om- 
tales Jehu ikke paa dette Sted. Derimod finder man paa den 
sorte Obelisk fra Nimrod, der som bekjendt indeholder et Uddrag 
af Salman-esers Aarbøger, en Række Billeder, der vise, hvorledes 
fjernt boønde Folk og Fyrster vare komne at hylde denne assy- 
riske Konge. Iblandt disse Fyrster findes ogsaa Jehu (jaw) ,,Omris' 
Sen", der sés at overbringe forskjellige kostelige Gaver". En 
Indskrift, der læses ovenover, indeholder følgende Oplysning om 
Overbringelsen af disse Gaver: ,Tribut fra Jehu, Omris Søn, Sølv- 


1: Betydningen af det her staaende assyriske Ord er usikkert. Man læser 
i Almindelighed Ordet bdit-ÅAallu, hvilket Ord Schrader (1. c. 8. 340) 
sammenligner med det arabiske Ju og oversætter ved , Ryttere". 


Læses eÅal-lu, have vi SN, » Telt". 

12 Et Baal-Ras kjendes ellers ikke. Vi formode, at det har ligget ved 
Udlebet af Nar-el-Kelb Nordost for Beyrut,. hvor man sår flere Billeder 
af assyriske Konger sign. Forfatterens Reise 8. 413—414, 

3 Sign. ovenfor 8. 280. 

£ Se Afbildningen hos Layard Afonumenis pl. 58—56. 

5. Indskriften findes Layard, JInscriptions pl. 98. 


1244 


og Guldbarrer, saplu (formodentlig Plader) af Guld, zukut (Kander) 
af Guld!, kabuait (Bægre) af Guld, dalani (Øsekar) af Guld, Bly- 
stykker, Stave for Kongens Haand, Spydskafter — det medtog jeg. 

Begivenheden fandt Sted omtrent i Aar 842, sandsynligvis 
straks efter Jehus Thronbestigelse. Ifelge Kongernes Bøger" 
havde den Konge, som Jehu styrtede, Akhabs Søn Joram, an- 
grebet Ramoth i Gilead, som allerede Akhab forgjæves havde søgt 
at indtage?, og Israels Hær laa endnu foran Byen, da Jehu løftede 
Oprørsbanneret".  Tilintetgjørelsen af Omris Hus og Udryddelsen 
af de Akhabs Slægt hengivne Baalspræster lagde imidlertid saa 
stærkt Beslag baade paa Jehus Opmærksomhed og paa hans 
Krigsmagt, at han maatte så sig om efter Midler til at afvende 
en Hævnkrig fra Syrien, der sikkert vilde være en uudeblivelig 
Følge af Israels Fredsbrud, naar Syrien ikke fik Brug. for 
sine Hære fra andre Punkter. Det er under disse Omstændig- 
heder ikke usandsynligt, at Jehu straks efter at have besteget 
Thronen i Israel, har skikket Afsendinge til Assyrien med rige 
Gaver, men tillige med Anmodning om, at han vilde vende sin 
Hær imod Syrien og dets Konge Hasael, — en Indbydelse, som 
Salman-eser i saa Tilfælde med Glæde har fulgt. Imidlertid er 
det dog langtfra afgjort, at Begivenhederne have udviklet sig 
netop paa denne Maade, uagtet rigtignok Israels Historie frem- 
viser et Exempel paa noget Lignende hundrede Aar senere, Der 
er nemlig paa den anden Side altid en Mulighed for, at Salman- 
eser af egen Drift, uden at være ægget dertil af Israel, har be- 
stemt sig til at angribe Syrernes Rige i Damask, og at det var 


! Paa Billedet sér man netop Jehus Afsendige at overbringe Kander, 
Bægere og Øsekar samt Barrer af Metal. Med Hensyn til Forkla- 
ringen af Ordene saplu, zukut, kabuati og dalani henvises til Schrader, 
Die Keilschriften und das alte Testament 8. 105 —106. 

2 Kong. 8, 28 fr. 

1 Kong. 22, 3 ff.; se ovenfor S. 112. 

2 Kong. 9, 1 fi. 

Se 2 Kong. 16, 7: Akhas i Juda kalder Tiglath Pilesar til Hjælp 
imod Samareia og Damask. Schrader (1. c. 8. 109) formoder, at Jehu 
har hidset Assyrerne imod Damask. 


Ba &e åd Wb 





1245 


dette assyriske Angreb, der havde givet Joram Mod til at vove 
et nyt Forsøg paa at tage det stærke Ramoth i Gilead tilbage, 
hvilket han ikke turde tænke paa, naar Syrerne ikke havde andre 
Fjender at bekæmpe påa samme Tid.  Jehus Afsendinge 
havde da formodentlig truffet Assyrerkøngen i Syrien og her over- 
bragt ham deres Gaver. Hensigten med deres Afsendelse har da 
ikke været at hidse Assyrerne imod Damask, men kun at afholde 
Salman-eser fra at føre sine seirrige Skarer ind é Israels Rige; 
thi Jehu havde naturligvis ikke Grund til at haabe, at han 
bedre end Damask vilde kunne modstaa Assyrernes store Overmagt. 

Ifølge det: ovenfor meddelte Brudstykke af Salman-esers 
Annaler synes det afgjort, at Syrerue i Aaret 842 have lidt 
betydelige Nederlag i Kampen med Assyrerne, men paa den 
anden Side har dog disses Seir aabenbart ikke været fuldstændig. 
I ethvert Tilfælde var Riget ikke mere svækket, end at det tre 
Aar efter atter kunde optage Kampen med Assyrerne, uden at 
disse formaaede at betvinge det; ja i dette sidste Aar synes 
Assyrerne ikke engang at have vundet såa mange Fordele over 
Syrerne som forrige Gang!. 

Ifølge Israeliternes Optegnelser hævede i de følgende fyrge- 
tyve til halvhundrede Aar Riget Syrien sig til sin største Magt: 
Israels Rige blev gjentagne Gange beseiret”, ja ogsaa- Juda Rige 
maatte bøie sig for Damasks Konge og udrede en stor Afgift af 
Guld og Sølv for at faa Hasael til at drage bort fra Jerusalem 2 

De Hfterretninger, vi finde i assyriske Optegnelser fra dette 
Tidsrum, staa i bedste Samklang hermed; thi i Aarene straks efter 
Salman-esers 2lde Aar indtil under Ben-nsraris Regjering tales der 
ikke mere om Seire over Damask. Men efter en af denne Konges 
Indskrifter blev Damask ydmyget under hans Regjering (811— 
785)", Aaret for denne Begivenhed kan ikke bestemt angives %, 


1! Se ovenfor 8. 651. 

? Se 2 Kong. 13, 4—5 og 22. 

” Se 2 Kong. 12, 8. 

' Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 35 no. 1, I. 7—9; se ovenfor 8. 656, 
hvor Stedet er oversat. 

5 Den samme assyriske Konge, som ydmygede Damask, nævner ogsaa 


1246 


$ 96. Da det syriske Rige i Damask noget efter Aar 800 begyndte 
ternet | ra at komme i Forfald, hævede Israels Rige sig, navnlig under Joas, 
800 til 725. Jehus Sønnesøn, til en ret anselig Magt. Syrerne bleve fiere 
Gange slagne", Juda Rige blev beseiret, dets Konge Amasia blev 
fangen, endel af Jerusalems Mure bleve nedrevne og Skattene 
bortførte?. Imidlertid varede Israels glimrende Tid kun kort; 
allerede under Jeroboam IL, Joas Sen, der i sin første Regjerings- 
tid, navnlig imedens han endnu var sin Faders Medregent, havde 
udmærket sig som Kriger og skaffet Landet ikke ringe Anseelse, 

begyndte Riget at komme i Forfald. 

Vore bedste Kilder til Kjendskaben til de indvortes Forhold 
og Tilstande i Israels Rige i Forfaldstiden have vi ide ældre 
Profeters Skrifter, idet nemlig de fleste af disse levede i Israels 
Rige, ligesom vi i de Skildringer, der findes indflettede i Kon- 
gernes Bøger af de to ældre Profeter Elias og Elisas Liv og 
Virksomhed, finde rig Oplysning om Forholdene i Israel saavel 
under Akhab og hans nærmeste Efterfølgere, som ogsaa under 
Jehu og dennes Efterfølgere. 

Vi have sét af Mesas Støtte", at Jehova overalt i Israels 
Nabolande .antoges ikke blot for Juda Riges, men ogsaa for 
Israels Riges nationale (uddom, og at følgelig hverken den af 
Jeroboam indrettede Tyredyrkelse (Kalvedyrkelse) eller Indførelsen 
af den phoinikiske Baalsdyrkelse fra Tyros under Akhab havde 
formaaet at fortrænge Jehovas Dyrkelse fra Israels Folk. Det 
Samme fremgaar ogsaa af det gamle Testamentes Skrifter. Man 
sér af disse, at saavel Israels Fyrster som Israels Folk nærede 
stor Ærbødighed for Jehovas Profeter, og det uagtet disse ved 
mangfoldige Leiligheder strengt revsede Kongernes og Folkets 
Laster og forkyndte dem, at Herrens Straffedomme nærmede sig. 


sn ser 





»Landet Omri", d. e. Israels Rige, iblandt de Lande, der sendte ham 
Tribut, se ovenfor 8. 657. 

1 2 Kong. 18, 26 og 14, 27; sign. 13, 5. 

32 2 Kong. 14, 12—14. 

32 Se 2 Kong. 14, 25. 

t Se ovenfor S. 1239. 


” 1247 


Men uagtet saaledes Jehova endnu fandt mange Dyrkere over 
hele Israels Folk, saa var det dog meget langt fra, at Jehovas 
nidkjære Tjenere vare tilfredse med det religiøse og sædelige 
Liv, der rørte sig i Folket. Ved Siden af Jehova dyrkedes mange 
Naboguddomme, og selve Jehova dyrkedes skke som den usynlige 
Gud, men under Form af et Billede. Hertil kom endnu en dyb 
sædelig Fordærvelse, der gjennemtrængte alle Forhold, i Forening 
med lovløse Tilstande. Under Kongerne af Jehus Hus indførtes 
vel en bedre Styrelse, navnlig under den kraftfulde og dygtige 
Konge Joas, men denne lykkeligere Tid blev kun af kort Varighed, 
og da Styrelsen slappedes i Jeroboam II.'s senere Dage, indtraadte 
” snart den tidligere lidet lykkelige Tilstand”. 

Da Israels Rige begyndte at svækkes, hævede Juda Rige sig 
noget, navnlig under Asarjahs eller Usias lange Regjering (788— 
736)", En ulægelig Sygdom, som overfaldt denne Konge, for- 
modentlig omtrent Aar 749, nødte ham til at antage sin Sen 
Jotham til Medregent?. Jotham styrede nu Riget i nogle Aar, 
sandsynligvis syv Aar, men efter disse Aars Forløb (742) indtraf der 
Begivenheder, som vi nedenfor skulle omtale, der nødte ham til 
at antage sin Søn Akhas til Medregent, saaledes at der i nogle 
Aar (742—736) var tre Konger paa engang i Juda". 

Jotham var utvivlsomt ligesom Usia en ret dygtig og virksom 
Regent?; heller ikke Akhas var nogen uduelig Konge, men han 
havde aldeles ingen Intesesse for Israels nationale Eiendommelig- 
heder, navnlig ikke for sine Fædres Religion, hvorimod han ivrigt 


mm 





1! Sign. ovenfor S. 28 Anmk. 1. 

2 Om Asarjah fortælles kun lidet i Kongernes Bøger. Derimod med- 
deles der i Krønikernes Bøger (2 Krøn. 26, 5—15) forskjellige Krigs- 
bedrifter og nyttige Indretninger, der bleve trufne under hans Re- 
gjering. Vi have ingensomhelst Grund til at tvivle om Rigtigheden 
af disse Meddelelser, i det Mindste hvad det væsentligste Indhold 
angaar. De ere maaske tagne af det Skrift om Usia, som tillagdes 
Esaias, Amos' Sen. 

3 Se 2 Kong. 15, 5; slgn..2 KXrøn. 26, 16—21. 

£ Se nedenfor 8. 1250. 

3 8e 2 Krøn. 37, 3—6, 





1248 
arbeidede for Udbredelsen af fømmede Skikke og fremmed Guds- 
dyrkelse ". 

Et Vidnesbyrd om Judas stigende Anseelse sé vi i den Om- 
stændighed, at Juda Konge ved Aar 740, da Assyrerne angrebe Nord- 
syrien og kastede sig over Kongen af Hamath, deltoge i Kampen 
mod Assyrerne og havde Besiddelser i Omegnen af- Hamath. Det 
Aktstykke, der fortæller om Judas Optræden i Nordsyrien, er 
uheldigvis yderst slet bevaret og fuld af Lakuner, saaledes at 
man ikke kan gjøre sig nogen klar Forestilling, om hvad Rolle 
Juda spillede i denne Krig. Det fremgaar imidlertid tilstrækkeligt 
af de Levninger?, vi have af Indskriften, at Juda dengang havde 
Asarjah eller Usia til Konge, thi i Indskriften omtales en Konge 


Ise= TEE TONE TTT 
a8 - få - 4 2 a - u(7%x3) ta - u - da - 4 ((T7—) 
Asarjah af Juda 
flere Gange?, En enkelt Gang findes Navnet skrevet noget 
anderledes, idet man foran Landenavnet jaudi (Juda) læser: 


SEE —TT] H==|| < uden Tvivl Levninger af 


0 8u(?)- Få - ia 


I TET mm If - 
Ga =- 84 - - ta - u', 

Men naar man vil omskrive dette Ord med hebraiske Bog- 
staver, forsvinder Forskjellen, thi Ordet kan ligesom det fore- 
gaaende ikke omskrives anderledes end: 177nx3 eller mnxy. Dette 
Ord afviger vel noget fra det hebraiske mmnry Asarjab, idet x er 
bleven sat istedetfor 7, men slige Unøiagtigheder i Gjengivelsen 


smed mm 


1! Se ovenfor 8. 23. S8Slgn. 2 Kong. 16. 

2 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 9 no. 2 og vo. 3. 

3  Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 no. 3 I. 81 og 1. 22, slgn. 1. 3. 

£. Rawlinson, Jnscriptions [I], pl. 9 no. 2 Il. 4; elgn. ovenfor S. 668 og 
8. 792, hvor Navnet ikke er udfyldt neiagtigt, idet der ikke er 
taget tilberligt Hensyn til Lakunen foran de fuldstændigt bevarede 
Grupper; det der som as læste Tegn er Slutningen af su 


1249 


af fremmede Navne ere ikke uden Exempel i Assyrisk. og For- 
skjellen er i ethvert Tilfælde ikke stor nok til at umuliggjøre 
Identiteten af denne Asarjah ;7—"xy fra Juda med Biblens Kong 
Asarjah im eller Usia, og navnlig forekommer der os ingen 
Grund at være til, med Oppert! at antage, at den Azarjah 
rrnzy, som omtales her i denne assyriske Beretning, skulde være den 
fra Biblen bekjendte Thronpræteudent Tabeals Søn, som Rezin og 
Pekah vilde indsætte paa Thronen i Juda Rige istedetfor Akhas?, 

Vi gjengive nu i Oversættelse de Brudstykker, der handle 
om Asarjahs Optræden i Krigen imellem Tiglath Pilesar og Nord- 
syrerne, i hvis Spidse dengang Kongen af Hamath synes at 
have staaet?: 

.……… Asarjah fra Juda ligesom .... Asarjah fra Juda....". 

[som til] Asarjah i Juda vare gaaede over, de formaaede 
ham ....?, 

Asarjah indtog; .... stor .... min [Haand]. 

Derefter følger Navnene paa nitten Landskaber og Byer fra 
Mellemsyrien, hvoraf vi ovenfor have anført de bedst bevarede 
Navne”, efter hvilke man læser Følgende: 

»(Disse) nitten Distrikter Hamath tilligemed Byerne inden deres 
Enemærker, påa Kysten af den nedgaaende Sols Hav, hvilke i 
Synd og Troleshed vare gaaede over til Asarjah af Juda, lagde 
jeg til Assyriens Besiddelser og indsatte mine Embedsmænd og 
mine Statholdere derover". 


1 Se Opperts Artikler i Zeitschrift fir dgyptische Sprache VI, S. 68 
(1869), og i Annales de Philosophie chrétienne Heftet for Januar 1869. 

2 Sign. Esaias 7, 6. 

3 Texten findes Rawlinson, Znscriptions vol. III, pl. 9 no. 2 og 8; slgn, 
Schrader, Die Keilschriften und das alte Testament S. 115—116. G. Smith, 
Assyrian Discoveries S. 275. ' 

4 Linie 2 og 8. I de felgende Linier er der blandt Andet Tale om 
Indtagelsen af en By. 

s… Linie 10. 

5. Linie 23. 

7? Se ovenfor S. 663. Navnene læses Rawlinson l. c. Linie 26—30. 

' Linie 30—832. 

79 


1250 


Det synes herefter, som Asarjah — formodentlig i Assyriens 
Fornedrelses Tid kort før Tiglath Pilesars Dage! — havde til- 
egnet sig et i den nordlige Del af Mellemsyrien tæt ved Havet 
liggende Landskab, der tidligere havde tilhørt Assyrien, og man 
tør vel af de meddelte Brudstykker slutte, at han har søgt at for- 
svare denne sin Besiddelse med Vaabenmagt imod de indtrængende 
Assyrer, og at han har sendt en Hær til Nordsyrien, da Tiglath 
Pilesar angreb Syrien. 

Paa den anden Side tør man dog ikke slutte, at Asarjah selv 
personlig har deltaget i Krigen som Anfører for den Hær, der 
sendtes til Nordsyrien. Sandsynligvis har enten Jotham eller 
maaske snarere Akhas været Anfører for Hæren. Hvis det virkeligt 
forholder sig paa sidste Maade, have vi en ganske sandsynlig 
Forklaring af Grunden til, at Juda paa éngang havde tre Konger; 
da Hæren sendtes saa langt bort, fandt man det rigtigst,, at dens 
Anfører havde Kongemagt og Kongenavn, men da Asarjah (Usia) 
paa Grund af en ulægelig Sygdom ikke kunde deltage i Statsstyrelsen, 
var det ikke ret vel muligt for Jotham at forlade Landet, og man 
havde da ingen anden Udvei end at udnævne Akhas til Med- 
regent og udraabe ham til Konge. 

Uagtet alle Syrernes Anstrængelser seirede dog ÅAssyrerne, og 
en stor Del af Syriens Fyrster maatte tilsidst hylde Tiglath 
Pilesar som deres Lehnsherre og betale ham Tribut. Iblandt 
disse Stater fandtes maaske ogsaa baade Samareia og Damask”. 

Nogle Aar efter, i Tiglath Pilesars ottende Regjeringsaar 
(738)Z, sé vi atter denne Konge inddrive Tribut fra Syriens 
Konger. Iblandt digse findes, foruden Rezin af Damask, ogsaa 


LJ] ae mt ST er I I T 


må - nå - hi 2 im - mu sa - mi - ri" na! 
Menahem af Byen Simron eller Samareia. 


Se ovenfor S. 391 ff. 

Se ovenfor 8. 664. 

Se ovenfor 8. 665 f. 

Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 50; Layard, JInscriptions pl. 50 
l. 10; salg. ovenfor 8. 665 og S. 792. 


2. & mm 


1251 


Ifølge Biblen maatte Israels Konge Menahem udrede en betydelig 
Skat til en Konge af Assyrien, der kaldes Phul (572)!, i hvilket 
Navn vi, som ovenfor udviklet, uden Tvivl have en Forkortning 
af Pulesar eller Pilesar (d. e. Tiglath Pilesar)?. 

Der hengik nu nogle Aar, i hvilke Assyrerne ikke lode deres 
Hære sé i Syrien?, Disse Aar benyttede Folkene i. Riget Damask 
og i Israels Rige — i hvilket Rige imidlertid Menahem var død, 
formodentlig omtrent Aar 739, og hvor hans Sen og Efterfølger 
to Aar efter (727) var bleven styrtet af Pekah — til at afkaste det 
assyriske Aag og at danne et imod Assyrien rettet Forbund, i 
hvilket de søgte at tvinge alle Naborigerne til at træde md?. 
Iblandt de Lande, de saaledes vilde nøde til at slutte sig til 
dem, var Juda Rige, paa hvis Throne de vilde sætte en Søen 
af en vis Tabeal istedetfor den assyrervenlige, Konge Akhas?. I 
sin Angst kaldte Akhas Assyrerkongen Tiglath Pilesar til Hjælp, 
og denne hans Opfordring var ikke forgjæves.  Tiglath Pilesar 
førte straks sine Skarer imod Syrien, og i tre samfulde Aar anvendtes 
Assyrernes hele Kraft paa Undertvingelsen af de endnu uafhæn- 
gige Dele af Syrien (734—732). 

I Aaret 734 vendte Tiglath Pilesar sig imod Palaskhtai', 
mæbp, Phileshet, ITahatwotivr, hvilket Ord sikkert allerede dengang 
havde faaet den videre Betydning, som det endnu har i vore Dage, 
idet det nemlig betegner hele Kanaans Land. Sandsynligvis var 
det navnlig Israels Rige, der maatte undgjælde i dette Aar”. 
Uheldigvis ere de Dele af Assyrernes Annaler, som behandle 
dette Aars Begivenheder, ikke bevarede uden i yderst tarvelige 
Brudstykker. Imidlertid læse vi dog i Resterne af Indskriften Navnet 


1! 2 Kong. 15, 19. 
2 Se ovenfor 8. 393. 
2 Se ovenfor S. 402 og S. 670. 
" Sign. Esaias 7, 1 ff. 
5 Esaias |. c. 
£ Rawlinson, J/nscriptions ll, pl. 52 1. 40; slgn. ovenfor S. 671 Anmk. 1. 
7 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 10 Linie 17, 18; han beseirede dog 
ogsaa Gaza i dette Aar. 
79" 


LÆ -T fr 
på -ka - ha 
Pekah 
flere Gange, og vi finde Beretninger om, at Strækninger af Beth- 
Omri bleve fratagne Landets Konge og underlagdes assyriske 
Embedsmænd, samt at de anseteste Beboere af Beth-Omrr bleve 
bortførte til Assyrien. Vi gjengive her de Brudstykker af Ind- 
skriften, der angaa Israels Rige, i Oversættelse? 

»Byen Gal .... Abel .... som er ovenfor Landet Beth- 
Omri, det fjerne .... det udstrakte, lagde jeg i dets Helhed til 
Assyriens Besiddelser. Mine Embedsmænd, Statholdere, satte jeg 
over demå«, 

Derpaa fortælles om Erobringen af Gaza og Overvindelsen af 
Hananu (Hanon)', hvorpaa man læser Følgende, om hvilket man 
ikke kan afgjøre, hvorvidt det handler om Gaza eller om en Del af 
Israels Rige?. 

.……. midt i Beth- .... Guderne i deres Lund talte jeg som 
Bytte.... som Fugle... . førte jeg til hans Land .... Guld, Selv, 
Klæder af derom, Uld (?) .... store modtog jeg som Tribut. 

Derpaa vedbliver Tiglath Pilesar saaledes som følger '. 

»Landet Both-Omri, det fjerne .... dets anseteste Beboere 
samt deres Gods førte jeg bort, til Assyrien, Pekah, deres Konge, 
slog de ibjel. Men jeg indsatte [i Kongeværdigheden] over dem: 

IT TE TT 2] 
a-U- & - " 
Hosea (mywm) 


%, F. Ex. Rawlinson l. c. Linie 28. 

2? Rawlinson, /nscripsions III, pl. 10, no. 2; sign. Schrader, KeilscÅriften 
und das alte Testament S. 145—146. G. Smith, Assyr. Discov. S. 284. 
Rawlinson I. c. Linie 17— 19. 

Linie 19—22. 

Linie 22—26. 

Linie 27—30. 


a FF &e u 











1253 


Ti Talenter Guld, 1000 Talenter Sølv som Tribut lod jeg mig 
give, og jeg bragte dem til Assyrien". 

Hvad der her fortælles i Assyrernes Indskrifter, stemmer paa 
det Bedste overéns med Kongernes Bøger, thi efter disse blev 
Israels Rige i Pekahs Dage haardt hjemsøgt af Assyrerne, som 
bortførte Indbyggerne i Hion, Abel, Beth-Maaka, Janaho, Kedes, 
Hazor, Gilead, Galilaia og det ganske Land Naphthali ". 

Ifølge samme Skrift blev endvidere, ganske som det fortalles 
i Indskriften, Pekah, under hvem Landet var bleven saa haardt 
medtaget, myrdet af sine egne Undersaatter, hvorpaa Hosea, 
Hovedmanden for Oprøret, besteg Thronen?, som han søgte at 
sikkre sig ved at anerkjende Assyrerkongen for sin Overherre. 

Ifølge den assyriske Beretning kunde det synes, som om 
Pekahs Mord og Hosea's Thronbestigelse var foregaaet straks 
efterat Israels Rige var bleven saa haardt medtaget, altsaa alle- 
rede i Aaret 734, men Sammenligning med andre assyriske Ind- 
skrifter lærer, at Assyrernes Annaler undertiden ikke meddele 
enkelte mindre Begivenheder paa det Sted, hvor man efter deres 
Tidsfølge kunde vente at finde dem omtalte, men andetsteds som 
Tillæg til større Begivenheder, hvor de samme Personer og Steder 
omtales, uden Antydning af, at de først ere foregaaede senere ?, 
Man har derfor paa ingen Maade Ret til, af nærværende Ind- 
skrift at slutte, at Hosea har styrtet Pekah allerede 734; Be- 
givenheden er uden Tvivl først foregaaet nogle Aar senere", for- 
modentlig i Aaret 730 eller 729 f. Kr.%. At Tiglath Pilesar 


1 1 Kong. 15, 29. 

" 2 Kong. 15, 80. 

2 Man finder bl. Å. et Exempel herpaa i Sargons Annaler i Beskrivelsen 
af Begivenhederne i Sargons ellevte Aar. i ' 

+" I Tiglath Pilesars yngste Indskrift findes endnu Begivenheder fra 
hans 17de Regjeringsaar, se Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67, 1. 5. 
Vi antage, at Hoseas Thronbestigelse er foregaaet kort før Forfat- 
telsen af Tiglath Pilesars omtalte Indskrift og ikke ret mange Aar 
fer Tiglath Pilesars Ded. 

5 Se ovenfor 8. 670 671. 





8 97. 


1254 


siger, at han satte Hosea paa Thronen, kan kun betragtes som 
Udtryk for, at Hosea straks hyldede ham som Overherre. 

Efterat Israels Rige var beseiret og store Skarer af Befolk- 
ningen vare blevne bortførte til andre Egne, kastede Assyrerne 
sig over Riget Damask, som efter en toaarig Kamp blev tilintet- 
gjort og omdannet til assyrisk Provinds, efterat dets Konge 
Rezin var omkommet. I Kongernes Bøger skildres disse Be- 
givenheder paa en hermed aldeles samstemmende Maade '!, 

Efter Tilendebringelsen af denne store syriske Krig modtog 
Tiglath Pilesar Hylding af de Konger, som havde beholdt deres 
Riger imod at anerkjende Assyrerkongen for deres Lehnsherre?. 
Iblandt disse Konger nævnes ogsaa en Konge af Juda ved Navn 


TE STE FT 
ta- u - kha - 21, 
Joakhas (mn) d. e. Akhas(smn). 

Atter her have vi en ikke ringe Overénsstemmelse med det 
gamle Testamente; thi — ifølge hvad der fortælles i dette — var 
Akhas gaaet til Damask for at hylde Tiglath Pilesar; det var fra 
dette Ophold, at han hjembragte forskjellige assyriske Skikke, som 
han af al Magt bestræbte sig for at indføre i sit Rige! 


Uagtet Tiglath Pilesar, som vi have sét, just ikke kan siges 


Finns at være gaaet frem med særdeles Mildhed imod det frafaldne Is- 


raels Rige, idet han bortførte en stor Del af Befolkningen i de 
nordlige Landskaber til Assyrien, saa var han dog paa den anden 
Side langt fra at gaa frem med den samme Strenghed imod S3- 
mareia som imod Israels Forbundsfælle Damask, idet han nemlig 


1 2 Kong. 16, 9. 

2 Se ovenfor 8. 671—673. 

2: Rawlmson, Jånscriptions II, pl. 67 I. 61; sign. ovenfor 8. 792. Grunden 
til, at Navnet ikke er gjengivet neiagtigt af Assyrerne, idet de have 
kaldet Kongen Jaukhaz istedetfor Akhaz, er formodentlig den, at de havde 
lagt Mærke til, at mange hebraiske Personnavne begynde med ja — 
og de derfor troede, at ogsaa Akhas' Navn rigtigst skreves jeukkar. 

s 2 Kong. 16, 9 fø. Se ovenfor 8. 20. 





1255 


ikke berøvede Folket al Selvstændighed, men lod det beholde sin 
egen Konge og egen Styrelse. Men det var ikke at vente, at 
Assyrerne oftere vilde taale et Frafald uden ganske at knuse Riget, 
og i Virkeligheden varede det ifølge Kongernes Bøger kun ni Aar 
efter Hosea's Thronbestigelse, fer Riget gik fuldstændig til Grunde. 
Hosea viste sig nemlig snart utro imod Assyrien og undlod at 
udrede den Skat, han havde forpligtet sig til at betale hvert Aar 
til dette Riges Konge!. At et saadant trolest Forhold skulde blive 
taalt, eller at han alene ved egne Kræfter kunde være istand til 
at modstaa Assyrerne, kunde Hosea umuligt for Alvor mene; dertil 
var Israels Rige alt for svagt, da saa store Strækninger vare faldne 
i Assyrernes og Moabiternes Hænder?. Hvad Skjæbne der ventede 
Folk og Konge efter et mislykket Oprør, kunde ikke være nogen 
Hemmelighed efter de sidste Aars Begivenheder. Hosea maa altsaa 
aabenbart have haabet paa kraftig fremmed Hjælp. Ifølge Kongernes 
Bøger var det Ægypten, han stolede paa, men uden at hans 
Forventninger opfyldtes: da Assyrerne kom, udeblev Hjælpen, Sa- 
mareia stod ene og maatte tilsidst bøie sig for Assyrerkongen?, 
- Hosea mistede Livet, Folket førtes bort til Assyrien, Landet om- 
dannedes til assyrisk Provinds, og Bestyrelsen gaves ikke til en 
Indfødt, men til en assyrisk Statholder. 

… Alle disse Møddelelser stemme paa det Bedste overéns med 
de assyriske Indskrifter, der desuden giver forskjellige Oplysninger, 
som udfylde Biblens temmelig kortfattede Beretning. 

Da Israels Rige svigtede sine Forpligtelser imod Assyrien, 
sad der paa dette Riges Throne en Konge ved Navn Salman-eser, 
som snart efter at have modtaget Underretning om Frafaldet, synes 
at have ført sin Hær imod Hosea". Uheldigvis besidde vi, som 
alt bemærket, ingensomhelst historisk Indskrift fra Salman- 
esers Dage; vi have ingen Beskrivelse af hvad der er skåét 


' 2 Knng. 17, 4 sign. 17, 3. 

7? Se ovenfor S. 1235 og 1250. 

2 2 Kong. 17, 4. 

+ Om Salman-eser se ovenfor S. 404 ff. 


1256 


i Tidsrummet fra 726 til 722 — hverken i Syrien eller i andre 
Lande —, medmindre, som vi formode, nogle af de Begivenheder, 
hvorom der gives Oplysning i Sargons Indskrifter, skulde være fore- 
faldne i den sidste Tid af Salman-esers Dage. Sargon betragtede 
sig nemlig som Assyriens retmæssige Konge lige fra det Øieblik 
af, da han havde reist Oprørsbanneret imod Salman-eser, og han 
maatte derfor tilskrive sig Æren for, hvad Salman-eser og hans 
Hærførere havde udrettet i den sidste Tid før denne Konges 
Død". Ifølge de assyriske Indskrifter synes Ægypten ikke at have 
været den eneste Magt, der samtidig med Israels Rige havde 
begyndt Fjendtligheder mod Assyrien. Ogsaa Kongen af Gaza, 
der ligesom Hosea havde været skatskyldig til Assyrien fra Tiglath 
Pilesars Dage, havde brudt sine Forpligtelser imod Assyrien. Sand- 
synligvis var ogsaa det Oprør i Hamath, som Sargon dæmpede i 
Begyndelsen af sit , andet Regjeringsaar" ?, udbrudt før Samareias 
Fald; ja det er endog muligt, at dette Oprør er begyndt lige saa 
tidligt som Hoseas Opstand. Om Jaubida, Hovedmanden for Oprøret i 
Hamath, siger Sargon nemlig, i en af sine Indskrifter : 

»Byerne Arpad, Simirra, Damask og Samareia imod mig 
han hidsede". ' 

Uheldigvis ere vi ikke istand til at give nærmere Oplysninger 
om, i hvilken Tilstand Samareia befandt sig dengang, da Jaubida 
»hidsede" det imod Assyrien, om det dengang var en assyrisk 
Provindsby, eller det endnu var Kongestad og Hoseas Hovedstad, . 
eller med andre Ord, om Jaubida var en af Hoseas Forbundsfæller, 
eller om Oprøret i Hamath først er udbrudt efter, at Samareia var 
bleven indtaget. Sargons Annaler ere nemlig, som alt bemærket", 
ikke godt bevarede; navnlig mangle betydelige Stykker af Begyn- 
delsen. Fortællingen om Samareias Fald hører uheldigvis til de Af- 
snit, der mangle, og man kan ikke med fuld Sikkerhed afgjøre, 


æ 


1 Se ovenfor S. 405. 

2 Se ovenfor S. 408; efter Botta, Mfonumen!s vol. IV. pl. 70 1 ff 

2 Botta, Afonuments vol. IV. pl. 145 1 21—22. Sætningen findes anført 
ovenfor med Kileskrift S. 679— 680. 

+ Se ovenfor S. 408 og 8. 678 med Anmrk. 4: 


1257 


hvor vidt denne Begivenhed henhører til Sargons Thronbestigelsesaar 
eller til bans første eller til hans andet Regjeringsaar. 
Da den Del af Annalerne, der fortæller om Samareias Fald, 
i ethvert Tilfælde foreløbig maa lades ude af Betragtning, ere vi 
som Følge heraf nødte til at lade os nøie med mere kortfattede 
Beretninger. Næst efter Sargons Annaler er den Indskrift, man 
kalder Sargons Fasti! , den mest udførlige. I denne fortæller 
Sargon Følgende om Samareias Fald?: 
SR | fjern I—II] —T —T IT | > 19777 SME AM <- HALS ESS 
sa-mi-ri-na  al-vi ak-sud XXVIIM CC LXXXX 
Samareia (70%) angreb ("m>) jeg og tog (775); 27290 


TET TET STI EDEL ÆT Se =TT=T T- 
[nisi] a-sib lib - su as - lu - la L [narkaba] 
Folk(w>) boende(3%N) i dens Midte(=5) gjorde jeg til Bytte; 50Vogne 


=D HS FEDT Es] 2: 


in hdb-su-nu ak - sur au 2 2 ål - lu - ti 

i Midten(3>) deres tog jeg, og Resten af 
Er Te ar ETT Dr 
I MU SU —- NU U-sa- hizis …..… ta Far nt 


deres Gods lod jeg gribe Befalingsmænd mine over (>y) dem 


SET ar El i ”- TH <« ET] TET TT > « =Ir+ —]> 
as - kun va [bilat] sar mah-ri-e e-med-su-nu-ti 
satte(7>) jeg og(x)Tributen(r>3) for Kongen den forrige jeg satte 
over dem. 


me …… …= 


1 Sign. ovenfor 8. 245 —246. 

2 Botta, AMfonuments Vol. IV. pl. 145 I. 11—13; F. Delitzsch, Assyrische 
Lesesticke 8. 55. $lgn. Schrader, Keilschriften u. Alt. Test. S. 158—159. 

2 og Omskriften af denne Indskrift ere de med ideographiske Tegn ud- 
trykte assyriske Ord satte i skarpe Klammer; saaledes Ordene for 
Mennesker, Folk: nisi, og for Vogne: narkaba; Tribut: dilat. Med 
Hensyn til de andre Ord bemærkes, at => egl betyder , hænge fast 
ved; =ønR er det hebraiske mt"; eli, Sy er over; inu, 7, Gods; 
mahbri af =m9 ile foran, =py altid trans, i Assyrisk: sætte. 





1258 


For nu at vende tilbage til Spørgsmaalet om, tæål hvilket af 
Sargons Regjeringsaar denne Begivenhed maa henføres, da har 
man ikke uden Grund gjort opmærksom paa, at af Sargons Annaler 
ere to Plader, hver paa elleve Linier gaaede tabte, hvilke uden 
Tvivl have fortalt om Seire, vundne i hans andet Regjeringsaar, 
formodentlig i Syrien, saa at der altsaa kunde være Grund til 
at antage, at Indtagelsen af Samareia har hørt til de Begiven- 
heder, der beskreves i disse Plader!. Imidlertid forekommer der 
paa den Plade, der indeholder nogle Rester af Beretningen om 
Begivenhederne i det Aar, da Sargon kom paa Thronen, og i det føl- 
gende Aar, hans første Regjeringsaar, et Par Ord eller Rester af 
Ord, som netop findes i det ovenfor meddelte Stykke af Sargons 
Fasti; navnlig læses tydeligt Tallet Åalvtreds?, hvilket netop 
forekommer i Fortællingen om Samareias Fald i Fasti, men ellers 
neppe nogensteds i Sargons Krigsindskrifter. Da der desuden i 
Begyndelsen af Fortællingen tydeligt læses Stavelserne -rinat2, hvilket 
netop er Endelsen af samtrinat, ,fra Samereia", formodentlig en 
Tillægsbestemmelse til aust', Hosea", saa er der overveiende Sand- 
synlighed for, at Samareia allerede er falden i det Aar, da Sar- 
gon kom paa Thronen (722); ja det er ikke umuligt, at Begyn- 
delsen af Angrebet naar tilbage til et af de to foregaaende Aar 
(724 eller 723); thi efter Kongernes Bøger varede Beleiringen af 
Samareia paa tredie Aar &. - 

Vi gjengive her de levnede Brudstykker i Oversættelse”: 


fr sm 


1 Denne Opfattelse er udviklet af afdede Hincks og følges af flere 
Assyriologer. 

?  Botta, Afonuments vol. IV. pl. 70 I. 2. 

2  Botta, Afonnmenis vol. IV. pl. 79 1. 11. 

Undersøgelsen af Begyndelsen af Sargons Annaler skyldes Oppert 

(Dursarkayan 8. 80); slgu. Schrader, Kerlschriflen u. A. T. S. 159—160. 

3) Man læser i Botta, Sfonuments vol. IV. pl. 79. 1. 10 ina ris sarruti-ia 

i Begyndelsen af min Kongeregjering, d. e. i det Aar, da Sargon kom 

paa Thronen. I næste Linie findes Levningerne af Ordet: samsrina, 

2 Kong. 17, 5. 

7 Botta, Afonuments vol. IV. pl. 79 1. 10—11 samt 70 L 1—5. 








1259 


I Begyndelsen af min Kongeregjering .... fra [sami]-rina 
(d. e. fra Samareia).... i min.... førte jeg bort som Bytte 
(Fanger); 50 Stridsvogne, min Konge-Andel i.... 
og i deres Sted bosatte jeg dér Mænd fra Lande, betvungne [af 
min Haand]. Skat som paa Assyrer lagde jeg paa dem. 

Derpaa fortælles om Kampe i Mesopotamien navnlig med 
Babylon, hvilke Kampe formodentlig tilhører Sargons første Re- 
gjeringsaar (721). Heller ikke disse Begivenheder ere uden Be- 
tydning for Israeliternes Historie: man læser nemlig i Slutningen 
af Fortællingen om Tildragelserne i Babylonien i disse Aar en 
Meddelelse om, at endel Folk bleve førte fra Babylon til Syrien; 
da der netop det foregaaende Aar var ført Folk fra Samareia, saa 
er det ikke usandsynligt, at den der opstaaede Folketomhed er 
bleven erstattet ved Nybyggere fra Babylonien; men det er paa 
den anden Side ogsaa muligt, at disse Babyloniere ere blevne bo- 
satte i andre folketomme Egne af Syrien. 

Vi meddele her Oversættelsen af de levnede Stykker af dette 
Afsnit af Sargons Annaler: 

. hvilken?, eftersom han ikke efter Gudernes Hjerte [havde] 
tilrevet sig Herredømmet over Babylon.... 
. 007 Beboere med deres Gods førte jeg bort og bosatte dem 
[i Landet] Khatt: d. 6. Syrien. 

I det følgende Aar (720) angreb Sargon Jaubida i Hamath3?, 
som blev fuldstændig tilintetgjort, hvorpaa Sargon vandt flere 
andre Seire i Syrien og tilsidst overvandt Kongen af Gaza og 
Herskeren af Ægypten Sab-'-e (Sabako) ved Raphia'. Man sér 
heraf, at Ægyptens Hersker ikke har ladet sig nøie med at op- 
hidse Syrerne imod Assyrien, men dog ogsaa har sendt dem en 
Hær til Undsætning; men denne Hær maa først være ankommen 


!  Botta, Afonumen!s vol. IV. pl. 70 Il. 6—8. 

? Babylons Konge, formodentlig Merodak-Baladan; Navnet | er edelagt. 

3 Se ovenfor S. 682. 

+ Botta, Afonuments IV. pl. 71 I. 8 og , pl. 145 I. 9—11. Teksten er an- 
fort med interlineær Oversættelse ovenfor S. 682 — 683. 





1260 


i det yderste Øieblik, da Syrernes Kraft fuldstændigt var brudt, og 
Assyrerne allerede vare trængte frem til de sydligste Egne af 
Landet, thi Slaget stod i den allersydvestligste Del af Syrien, ikke 
saa meget langt fra Ægyptens Grændse. 

Et af de følgende Aar (717) vendte Sargon sig imod Ara- 
berne, som han tilføjede følelige Nederlag og forjog fra deres 
Boliger; en Del af dem fangedes og bosattes i Landet Samareia. 

I Sargons Annaler, i Fortællingen om hans Bedrifter i Arabien 
i hans femte Regjeringsaar, læser man følgende!: 

»Mænd af Stammerne Taside, Ibadidi, Marsimani, Hajappa, 
i Landet Arabien, det fjerne, samt Beboere af Landet Bari, hvilke 
Lærde og Skriftkloge ikke kjendte, og som aldrig havde bragt 
Tribut til Kongerne, mine Fædre, førte jeg bort og bosatte dem i 
Landet Samareia". 

I Indskriften paa Sargons Cylinder fortælles den samme Be- 
givenhed med lignende Udtryk. Her kalder Sargon sig?: 

»Den, der underkastede sig Tammudi (Tammuditerne), Zbadidi 
Marsimani og Hajappa, hvis Levning blev udryddet, og som sendte 
dem til Landet Beth- Omrt, det fjerne". 

Lignende Bortførelser til Samareia have maaske oftere fundet 
Sted. Navnlig er det at formode, at efter Babylons Fald (710)32 
ere Folk fra dette Rige førte til Samareia?. 

Ifølge Biblen bosattes de fra Samareia bortslæbte Israeliter 
i Khalakh, ved Floden Khabur i Gozan samt i Medernes Byer. 

I næsten alle Sargons historiske Indskrifter, ikke blot i de 
længere, Annaler og Fasti, men ogsaa i Indskrifter paa Tyreko- 
losser, Alabastgulve ligesom paa hans Cylindre, omtales Seiren 
over Samareia som en af Sargons ypperste Bedrifter, 


- 


Botta, 3/onumenis IV. pl. 75 1. 5 —6. 

Rawlinøon, ånscriptions I. pl. 36. I. 20. 

Se ovenfor 8. 415. 

Sign. 2 Kong. 17, 24. 

Botta, Monuments III. pl. 24 1. 6 pl. 26 1. 15 og oftere (hvor Sargon 
kalder sig mirid bet humri, den som slog Beth Omri) III pl. 4 L 24 -- 
25 og oftere sapin samirina som slog Samareis; Rawlinson Ånscriptions 
pl. 36 1. 19. 


2 åd åd MS mm 


1261 


I de fleste af Sargons Indskrifter findes Landet Juda aldeles 


ikke omtalt og man tør vel derfor antage, at Riget, der, som vi 


have sét, i Tiglath Pilesars Dage var bleven skatskyldigt til As- 
syrien, er vedblevet at udrede sine Afgifter ogsaa til Tiglath Pile- 
sar's Efterfølgere, Salman-eser og Sargon. I Biblen finde vi ingen 
Oplysninger om dette Spørgsmaal; men den Omstændighed, at 
Akhas var saa stor en Ynder af Assyrerne og assyrisk Væsen, gjør 
det højst sandsynligt, at han er vedbleven at være Assyrien tro, 
og hvad hans Søn og Efterfølger, Hezekia, angaar, da var han en 
saa besindig Karakter, at det med Føie kan antages, at han ikke 
ubetænksomt har brudt sine Forpligtelser imod Assyrien, naar andre 
syriske Smaariger faldt fra, skjøndt han paa den anden Side nok 
maatte kunne ønske sig løst fra de Baand, der knyttede ham til 
et Rige, hvis uheldsvangre Indflydelse paa Forholdene i Juda man 
under Akhas i saa fuldt Maal havde faaet at føle. 

I ethvert Tilfælde antage vi det for sandsynligt, at Hezekia 
ikke har deltaget med Hosea i Oprøret imod Salmaneser; saafremt 
dette havde været Tilfældet, vilde Assyrerne sikkert ikke have 
undladt at straffe et saadant Frafald, og Sargon vilde i saa Fald 
i sine Indskrifter sikkert ikke have undladt at rose sig af at have 
betvunget Juda. Men nu finde vi ikke i nogen af Sargons Ind- 
skrifter, der behandle hans første Regjeringsaar, nogensomhelst 
Hentydning til Seire over Juda. Kun én Indskrift gjør en Und- 
tagelse, nemlig Indskriften fra Nimrod, hvor Sargon kalder sig ,den, 
som har slaaet Kongen af Juda!"+, 

Man kunde herefter, synes det, have god Grund til at antage, 
at Sargon ogsaa havde tugtet Juda Rige; og i Virkeligheden frem- 
gaar det af et Par for nylig opdagede, uheldigvis meget beskadigede 
Indskrifter, der læses paa Valtser af brændt Ler fra Sargons Tid, 
at Juda Rige har sluttet sig til Asdod, dengang da denne Philisterby 


ne mm 


'- Layard Jnscriptions, pl. 83, l. 9. 

2. Den ene er opdaget 1873 i Assyrien af G. Smith, der har oversat en 
Del af den i sin Assyrian LDiscoveries S. 289 ff£.; den anden fandt han 
i Britisk Museum. 


& 98. 


730 til 630. 


1262 


omtrent i Aaret 711 reiste sig imod Sargon!. Naar Juda saaledes 
har stillet sig i Assyrernes Fjenders Række, kan det neppe be- 
tvivles, at Landet har faaet sin Straf, da Asdod var bleven be- 
tvunget og Sargon atter var Herre over de tilgrændsende Dele af 
Syrien. I Virkeligheden synes Sargon ogsaa at have straffet Juda 
for sit Fredsbrud ?, men uheldigvis er den Del af Indskriften, der 
fortalte om disse Begivenheder, næsten ganske forsvunden. 

Da Sargon saaledes virkelig kom i Berøring med Juda, laa 
det nær at antage, at de omtalte Ord sigtede til Judas Afstraffelse ; 
men dette er dog neppe Tilfældet, thi Indskriften i'Nimrod er 
uden Tvivl ældre end Oprøret i Asdod og Tartans Tog til Byen, 
og det bliver følgelig det Sandsynligste at antage, at Forfatteren 
af Indskriften har forvekslet Juda. med Israel, og at han paa det 
paagjældende Sted tænker paa Samareias Undergang. 

Hvorledes det end forholder sig med Hezekias Forhold til 
Assyrien i den første halve Snes Åar efter Samareias Fald, er det 
klart, at Juda Rige henimod Aar 701, sandsynligvis straks efter 
Sargons Død, har afrystet det assyriske Aag og har gjort fælles 
Sag med Assyriens Fjender. 

Med Hensyn til de indre Forhold i Juda Rige i Tidsrummet 
fra 730 til 700, give de assyriske Indskrifter kun faa Oplysninger. 
Imidlertid kunne dog de Efterretninger, vi finde i Sargons og 
Senakheribs Indskrifter om Begivenheder i andre syriske Lande, give 
Anledning til forskjellige Gisninger. 





1 Sign. ogsaa G. Smith i Zeitschrift fiir ågypt. Sprache, VII. S. 108: we 
know by the Museum cylinder, that Judea joined the Philistines in 
the revolt of Jaman; one whole column is devoted to this war, and 
here its defective state is most to be regretted. 

2 Se Levningen af den omtalte Indskrift i British Museum. Ifølge 
Biblen fandt der i Hezekias fjortende Regjeringsaar, d.e. i Aaret 711, et 
assyrisk Angreb Sted; men det Angreb, som Biblen beskriver og henfører 
til dette Aar, skete først ti Aar senere; Tidsbestemmelsen ,det fjortende 
Aar" beror paa en Feilregning eller Feilslutning. Se ovenfor 8. 38. 

3 8e ovenfor 8. 689 fl. 

+ At Begivenheden i 2 Kong. 18—19 og Esaias 36—87 henherer til 
Hezekias senere Aar og ikke til hans låde Aar, er ovenfor paavist (S. 38). 


1263 


Vor bedste Kilde til Kjendskab om de indre Forhold i Juda 
i dette Tidsrum er de samtidige Profeters Skrifter, navnlig Esaias 
og uden Tvivl ogsaa Mika. 

Esaias optraadte som Profet i Kong Usias Dødsaar, for- 
modentlig omtrent jAar 735, altsaa i ethvert Tilfælde før Aar 730. 
Et eller to Aar efter Usias Død falder Israels og Syrernes Angreb 
paa Akhas og dennes Tilslutning til Assyrien, hvilket Skridt Esaias 
strængt dadler?, I Akhas' Dødsaar (omtrent 726) truer Profeten 
Philisterne med en haard Straf ved en Nord fra kommende Magt?; 
formodentlig har Philisterne i dette Aar sluttet. sig sammen med 
Israel og gjort Oprør mod Assyrerkongen; ogsaa de truende For- 
bandelser imod Moab henhøre uden Tvivl til samme Tid". Disse 
Profetier vare formodentlig udtalte for at afholde Juda fra at gjøre 
fælles Sag med disse Lande og med Israel imod Assyrien, og man 
kan maaske af dem slutte, at der iJuda har været en vis Stemning 
tilstede for at benytte det for Assyrien mindre heldige Øieblik, da 
hele Sydsyrien reiste sig imod Salman-eser, til at bryde Baandet, 
der knyttede Juda til Assyrien. Senere (henimod 711) har uden 
Tvivl Babylons Konge søgt at vække Oprør i Syrien, han henvendte 
sig ved denne Leilighed ogsaa til Hezekia, som modtog Udsen- 
dingene med megen Udmærkelse, men herpaa svarede Esaias ved 
at udtale truende Spaadomme imod Babylon ?. 

Spaadommene imod Ægypten og Æthiopien hos Esaias hen- 
høre uden Tvivl til samme Tidsrum (712—710) og ere sandsynligvis 
nærmest udtalte for at vise Judas Konge og Folk, at de ligesaa 
lidet i den ægyptisk-aithiopiske Stats Beherskere som i Babyloniens 
eller andre Rigers Fyrster kunde vente at finde virksomme og uegen- 
nyttige Hjælpere imod Assyrien, naar det skulde komme til Krig med 
denne Magt. Ligeoverfor alle fremmede Magter maatte man iagt- 


'- Esaias, 6, 1 fi. 

2 1 06. 7,1 ff. 

3 1. c. 14, 27. 

4 ]. c. 15, 1 — 16, 14. 

5 1 c. 138, 1 f£. Ulykker fra Babylon forudsiges Juda Es. 39, 6—7, 


1264 


tage en stræng Neutralitet; thi Intet var fordærveligere for Juda 
end at komme i altfor nøje Berøring med fremmede Folk, det 
være sig som Ven eller Fjende. Hvad Assyrien angik, da var det 
ikke tilfreds med, at de mindre Stater iagttog stræng Neutralitet;; 
det forlangte Tribut og Heihedsret over alle de Stater, det kom i 
Berøring med; og der var derfor ingen anden Udvei for Juda end 
at udrede den af Assyrerkongen forlangte Pengesum. I Esaias' 
Skrifter finder man ingen Antydning af, at han har opfordret sin 
Konge til at holde Skatterne tilbage; man ter vel derfor formode, 
at han har antaget Udredelsen af denne Tribut for en nødvendig 
Betingelse for, at Juda beholdt sin Selvstændighed i de indre For- 
hold, skjøndt det naturligvis maatte være ham en stor Sorg, at 
Herrens udvalgte Folk maatte være afhængigt af et Hedningefolk. 
Esaias” Profetier imod Juda og Jerusalem? henhøre uden Tvivl om- 
trent til de samme eller til de følgende Aar før Sargons Død ?. 
De vise os, at Tilstanden i Riget ikke er glimrende; navnlig skildrer 
Profeten i sin Spaadom imod Synets Dal den Forvirring, der vil 
opstaa i Jerusalem, naar en mægtig Fjende rykker frem imod Byen; 
han tænker her i sit Fremsyn uden Tvivl nærmest paa Senakh- 
eribs Tog imod Juda, som ganske vist endte med Assyrernes 
Nederlag, men som dog kostede Juda Rige store Offre, idet, som 
vi straks skulle sé, en Del af Befolkningen bortførtes til Assyrien". 

Efter Sargons Død udbrød der, som oftere omtalt, et stort 
Oprør i Syrien imod Assyrien, og i dette deltog ogsaa Juda, hvad 
der havde til Følge, at Sargons Eftermand Senakherib tre Aar 
efter sin Thronbestigelse kastede sig over Juda, efterat han først 
havde betvunget Phoinike?, 


—…— …— — =—F—— 


!  Spaadommen Æsaias 20, 1—6 henherer til Aaret 711, da Tartan drog 
imod Asdod. Den forangaaende Profeti Æsaias 19, 1—25 er maaske 
nogle Aar ældre, men den kan ogsaa tilhøre denne Tid. 

Esaias, 22, 1 fi. Slgn. 24, 5 ff. 0. s. v. 

Mikas Profetier (Afika 1, 12 ff.) ere uden Tvivl endel Aar ældre. 

Se nedenfor 8. 1265 ff. 

Hvorledes Esuias stillede sig til dette Oprør, er ubekjendt. 

Sign. A. Hildebrandt, Judas Verhåltniss su Assyrien in Jesaja's Zeit, 1874. 


aA &æ fé & mø 


1265 


Senakheribs Felttog imod Juda beskrives saavel i Biblen 
som i ÅAssyrernes Annaler, til hvilke to Fremstillinger der endelig 
endnu slutter sig en kort Bemærkning hos Herodot om en stor 
Ulykke, der ramte Senakherib paa et Tog imod Ægypten, og som 
ikke kan henhøre til noget andet Tidspunkt end dette Felttog af 
Senakherib til Syrien. 

Senakheribs Tog imod Juda fortælles to Gange i Biblen, først 
i Esaias" Skrifter! og derpaa i Kongernes Bøger”; hvilke sidste 
næsten ordret -gjentager Esaias” Fortælling og kun tilføje en kort 
Meddelelse om, hvor stor den Tribut var, Hezekia udredede til 
Senakherib ”, en Meddelelse, der uden Tvivl er taget af Juda Riges 
Aarbøger. 

Man erfarer af Biblens Fortælling, at Senakherib paa dette 
Felttog først angreb og beleirede Lakis”. Her modtog han Hezekias 
Tribut, som bestod af 30 Talenter Guld og 300 Talenter Selv, men 
ikke fornøjet hermed skikkede han Afsendinge, ledsagede af en 
betydelig Troppestyrke, til Jerusalem for at forlange Gidsler og 
2000 Ryttere, hvortil han selv vilde give Hestene, men Forlan- 
gendet blev efter Profeten Esaias' Raad afslaaet. Snart efter ind- 
tog Senakherib Lakis og gik frem til Libna, hvorfra han sendte 
Hezekia en fornyet Opfordring om at underkaste sig, men med 
ligesaa ringe Resultat som tidligere?, I Fortællingen om den sidste 
Opfordring fra Senakherib antydes det, at en aithiopisk Hjælpehær 
var påa Veien til Undsætning?. Efter Beretningen om den anden 
Opfordring til Hezekia om at overgive sig og efter Meddelelsen 
af Esaias' Svar paa Hezekias Spørgsmaal, om hvad der var at 
gjøre, fortælles det endelig til Slutning, at , Herrens Engel drog 
ud og dræbte i en Nat 185,000 Mand i Assyriens Leir", hvorpaa 


!- Esaias 36, 1—37, 38. 

2 2 Kong. 18, 17—19. 

32 2 Kong. 18, 13—16. 

s. Esaias 86, 2 og 87, 8. 2 Kong. 18, 14 og 17; 19, 8. 
s Esaias 37, 9, 2 Kong. 19, 8. 

' Esatas 37, 10; 2 Kong. 19, 9. 


1266 


det siges, at Senakherib skyndsomst trak sig tilbage til sin Hoved- 
stad, Ninive?, 

De assyriske Efterretninger give adskillige Bidrag til dette 
Felttogs Historie, imedens de selv paa en mærkelig Maade ud- 
fyldes af den hebraiske Beretning. I alle Senakheribs historiske 
Indskrifter, saavel i de længere som i de kortere, omtales Betvin- 
gelsen af Hezekia som en af Senakheribs største Bedrifter, men 
paa Enkelthederne ved Krigen gaa kun Annalerne ind, nemlig den 
Indskrift, der læses paa Taylors Cylinder”, og den, dør er indhugget 
paa nogle kolossale Tyrefigurer, som Layard udgravede i Kujundshik. 
Denne sidste, der er forfattet nogle Aar før Taylors Cylinder, er 
noget kortere end denne, men stemmer iøvrigt næsten ordret overéns 
med den. Endelig fandt Layard paa en Væg i en mindre Sal i Ku- 
jundshik et Billede, der fremstillede Kong Senakherib siddende paa 
en Throne udenfor Lakis og betragtende, hvorledes Byen stormes 
og indtages af Assyrerne. 

Felttoget i Syrien begyndte, efter Annalernes Fortælling?, med 
Sidons Ydmygelse, efter hvilken Senakherib modtog Tribut af ad- 
skillige syriske Fyrster, som formodentlig ikke havde taget Del i 
Oprøret, hvorimod Kongerne af Askalon, Ekron og Juda vedbleve 
at trodse ham. Assyrernes Hære gik nu langt frem langs Kysten, 
sandsynligvis uden at møde videre Modstand, thi det første Rige, 
der faldt, var det langt imod Syd liggende Askalon. Samtidig 
indesluttedes Ekron (Avgurruna), hvorefter det kom til Kamp med en 
fra Ægypten kommende aithiopisk-ægyptisk Hjælpehær. Slaget 
stod dog ikke i det sydligste Kanaan, men uoget længere imod 
Nord i Omegnen af Joppe, ved Eltheke (A/taku), en Omstændighed, 
der viser, at Assyrerne havde trukket sig noget tilbage, sandsynligvis 
for at drage deres Stridskræfter sammen. 

Efter denne Udsigt over Indholdet af de assyriske Annalers 
Fremstilling, gjengive vi her i Sammenhæng det Afsnit af Senakheribs 


1 Esaias 37, 38; 2 Kong. 19, 37. 
2 Se ovenfor 8. 230. 
Se ovenfor 8. 691 fr. 


1267 


Annaler, der handler om Kampene med Ekron, med Ægypterne 
samt med Juda; herom fortæller Senakherib!: ,,Men Øversterne 
og Stormændene samt Folket i Avgurruna (Ekron), hvilke havde 
lagt Padi, deres Konge, min Forbundsfælle og Assyriens Vasal, i 
Lænker 'og havde sendt ham til Hazakujau (Hezekia) i Juda?, og 
ret som han var en Fjende, havde kastet ham i et mørkt Fængsel, 
betoges af Frygt. Kongen af Ægypten havde kaldt til Hjælp 
Milukhi's (d.' e. Aithiopiens) Konges Bueskytter, Stridsvogne og 
Heste — Skarer uden Tal — og de vare komne til deres Undsætning. 
I Nærheden af Byen Altaku (Eltheke) blev ligeoverfor mig Slag- 
ordenen opstillet, og de kaldte deres Tropper til Kamp. I Tro paa 
Assur, min Herre, kæmpede jeg med dem og jog dem paa Flugt. 
Vogustyrerne og Ægypterkongens Sønner tilligemed Mtlukhi 
(d. e. Aithiopiens) Konges Vognstyrere tog mine Hænder levende 
midt i Slaget?, Byerne Altaku og Tamna angreb jeg, indtog dem 
og førte Fanger bort derfra. Mod Avgurruna (Ekron) rykkede jeg. 
Øversterne og Stormændene, som havde gjort Oprør, dræbte jeg. 
Paa Pæle "rundt om paa Byens Mure spiddede jeg deres Lig. Byens 
Børn, som havde øvet Uret og Voldsgjerninger, bestemte jeg til 
Bortførelse. For de øvrige, som ikke havde taget Del i Oprør 
og Udaad, og som ikke havde udøvet noget Afskyeligt, deres Frihed 
forkyndte jeg. Padi, deres Konge, lod jeg føre ud af Jerusalem 
(ursalimma) og indsatte ham paa hans Herskersæde over dem og 
paalagde ham Tribut til min Majestæt. 


! Den Del af Taylors Cylinder, som vi her gjengive i Oversættelse, er 
udgivet i Facsimile af Rawlinson, Jnscriptions I pl. 38 I. c.9 391L 
41 og af Delitsch, Assyrische Lesestiicke S. 57—58. Med Hensyn til 
Fortolkning henvise vi til Schrader, Die Keilschr. u. das A. T., S. 
171 ff. Den lidt kortere Fremstilling paa de kolossale Tyrefigurer 
fra Kujundshik er udgivet af Rawlinson, nscriptions III, pl. 12 1. 22—32; 
sign. Schrader l. c. 8. 184 ff. Om. Oversættelse af Senakheribs 
Annaler se ovenfor 8. 246. Nyere Oversættelser findes Records of the 
Past I, S. 33 ff. (London 1874); G. Smith, Assyr. Discoveries 8. 295 ff. 

? Se ovenfor 8. 790. 

5 Se ovenfor 8. 931 og 598—599. 

80" 





1268 


Men for Hezekia i Juda, som ikke underkastede sig, angreb 
jeg 46 af hans befæstede Byer, talløse Flækker og Landsbyer, som 
hørte til deres Distrikter med .... med Beleiringsmaskiner foretog 
jeg et Stormangreb og indtog dem; 200,150 Mennesker, Mænd og 
Kvinder, Heste, Muldyr, Æsler, Kameler, Okser og Faar uden Tal 
førte jeg bort fra dem og bestemte dem til Krigsbytte. Haim selv 
indesluttede jeg som en Fugl i et Bur, i Jerusalem (&ursalsmma), 
hans Kongestad. Befæstninger førte jeg op imod den; Udgangen 
gjennem den store Port lod jeg gjennembryde. Haus Byer, som 
jeg havde taget Fanger fra, skilte jeg fra hans Besiddelser og gav 
dem til Mfstinti, Konge af Asdod, FPadt, Konge af Ekron, og Je- 
mibel, Konge af Gaza; saaledes formindskede jeg hans Land. Til 
den tidligere Tribut føiede jeg en Afgift af hans Eiendomme som 
Underkastelsespenge under min Majestæt. 

Men Hezekia selv greb en mægtig Skræk for min Magt [og 
ligesaa] Besætningen og haus Folk, ligesom ogsaa de Folk, han 
havde ladet komme ind til Forsvar af Jerusalem, hans Kongestad; 
og han bekvemmede sig til [at give] Tribut bestaaende af: 30 
Talenter Guld, 800 Talenter Sølv, nisikts (MetalsagerP), gahli-dak- 
dak-si (musikalske Instrumenter ?), store Ædelstene, …. —træ, Pragt- 
stole, Sager af amst-Skind, Horn af amsi, Sandeltræ(?), Ibenholt(?) 
— store Skatte, ligesom jeg ogsåa lod føre hans Døttre, - hans 
Paladses Kvinder, hans Harems Tjenere og Tjenestekvinder bort 
til Ninive, min Kongestad, efter mig; og til at betale Tribut og til 
at overbringe Hyldest skikkede han sin Afsending". 

Hermed ender Fortællingen om dette Felttog, det eneste 
syriske Felttog, der berøres i Senakheribs Indskrifter. 

Saafremt vi kun besad Senakheribs her meddelte Beretning 
om hans Krige med Philister, Ægypter og med Juda og hverken 
Biblen eller Herodot, vilde man neppe have anet, at dette Tog 
var endt paa en for Assyrerne ulykkelig Maade. Alt synes at 
være løbet heldigt af: Ekron blev indtaget; Ægypter og Aithioper 
bleve drevne tilbage, og Hezekia udredede en stor Tribut af Guld 
og Sølv foruden mange Kostbarheder. Kun én Omstændighed lader 
formode, at Seiren over Juda ikke var fuldstændig: der tales hverken 





1269 


om, at Jerusalem blev indtaget og plyndret, eller om at Kongen 
blev taget til Fange, Men heraf følger dog ikke nødvendigvis, at det 
endelige Udfald havde været ulykkeligt. Allerede Herodot lader 
imidlertid formode, at Felttogets Udfald dog ikke var særdeles 
glimrende, thi han hørte, under sit Ophold i Ægypten, fortælle 
om et stort Uheld, som fordum havde rammet ,,Assyrernes og 
Arabernes Konge" Senakherib, nær Ægyptens Grændser!, aabenbart 
paa dette Tog. Selve Ulykken beskrives ikke nøiere; der fortælles 
blot, at Musene bed Assyrernes Buestrænge over om Natten, før de 
vilde angribe; men havde Assyrerne ikke lidt større Tab, vilde 
Mindet om Senakheribs mislykkede Angreb paa Ægypten vel neppe 
være bleven bevaret saa friskt lige til Herodots Dage. Vende vi 
os til Biblen, da finde vi her? i Fortællingen om , Herrens Engel, . 
der i en Nat bortrev 185,000 Mand i Assyrernes Leir", nærmere 
Oplysning om Ulykken; thi saaledes betegnes Pesten efter Biblens 
Sprogbrug. Der er uden Tvivl i Assyrernes Leir pludselig opkommet 
Pest, som har bortrevet største Delen af Hæren. At Assyrerne have 
fortiet dette Uheld i en Indskrift, der kun taler om Kongens glim- 
rende Bedrifter, forstaar sig af sig selv og stemmer ganske med, 
hvad der ellers i Assyrien var Skik og Brug i denne Henseende, 
thi i ingen Indskrifter af denne Art tales der nogensinde om Uheld 
og Tab. I mange andre Henseender er Indskriften aabenbar paa- 
lidelig, saaledes i dens Angivelse af Størrelsen af den udredede Sum 
i Guld, der ganske stemmer med Kongernes Bøger, idet der begge 
Steder tales om 30 Talenter; derimod er der en Uoverensstemmelse 
i Angivelsen af den : Sølv udredede Del af Tributen, idet Biblen 
taler om 300 Talenter, Indskriften derimod om 800 Talenter; dog 
er det muligt, at denne Uoverénsstemmelse kun er tilsyneladende, 
idet den assyriske og den israelitiske Sølvtalent neppe vare iden- 
tiske, maaske var Forholdet netop som 8 til 3". 


Her Il, 141, se ovenfor S. 420—421 og 8. 701. 

Esaias 37, 36; 2 Kong. 19, 35. 

Se ovenfor 8. 58. 

Brandis, Das Miinz-, Maas- und Cewichtswesen, 8. 101, antager, at den 
assyriske Selvtalent kun veiede 33 Pd., saaledes at 800 assyriske 


mo ea dm 


1270 


Omendskjøndt saaledes de i den assyriske Beretning de- 
skrevne Begivenheder i det Væsentlige maa angsés for rigtige, kunne 
vi dog ikke lægge den assyriske Beretning tz/ (Grund for vor Frem- 
stilling. 

Der er navnlig én Henseende, hvori man ikke ganske ubetinget 
kan følge Assyrerne, nemlig i Begivenhedernes Rækkefølge. 1 
Indskriften henføres Alt til Kongen personlig, Biblen derimod lader 
en Afdeling af Senakheribs Hær og ikke Hovedhæren under Kongen 
selv tage Stilling ved Jerusalem under Forhandlingerne. Men naar 
Alt skulde henføres til Kongen selv, forrykkedes let Ordenen af de 
Begivenheder, hvori Kongen ikke selv personlig deltog. Angrebet 
paa Jerusalem og Forhandlingerne med Hezekia omtales saaledes 
sidst, men de ere aabenbart foregaaede samtidig med, tildels endog 
tidligere end de foran fortalte Begivenheder. 

I Biblen antydes det saaledes, at Aithiopernes Fremmarch 
først har fundet Sted længere Tid efter, at Senakherib havde be- 
gyndt Fjendtlighederne imod Juda og efter at allerede en Del af 
Juda var falden i Assyrernes Hænder!, Om selve Kampen imellem 
Aithiopernes Konge og Assyrerne og dens Udfald fortælles der 
Intet i Biblen da denne Begivenhed ligger udenfor den bibelske 
Forfatters Plan; kun antydes det, at den store Ulykke, som 
ramte Assyrernes Hær i denne Krig, indtraf ikke saa meget længe 
efter, at Aithioperne vare rykkede frem ?, 

Hvad angaar de 46 større Byer, som Senakherib roger sig af 
at have indtaget, da tilhører Betvingelsen af disse — i det Mindste 
af de fleste af disse — aabenbart ogsaa et tidligere Tidspunkt. 
Ifølge Biblen opholdt Senakherib sig med sin Hær udenfor Byen 
Lakis, da han første Gang forhandlede med Hezekia, og da han 


Selvtalenter netop svarede til 300 'hebraiske. I ethvert Tilfælde 
vare de Talenter, der brugtes som, Vægténhed i de forskjellige Lande, 
ikke af samme Størrelse; heller ikke var ; samme Land Guld-, Selv- 
og den almindelige Handelstalent af samme Sterrelse. 

1! Se Esaias 37, 9; 2 Kong. 19, 9. 

2 Se Esaias 37, 9—36; 2 Kong, 19, 9—35. 


1271 


modtog hans Tribut bestaaende af de 30 Talenter Guld og 300 
Talenter Sølv. Under den sidste Forhandling finde vi ham ikke 
mere ved Lakis, men ved Libna, idet Lakis i Mellemtiden var 
bleven indtaget. 

I Senakheribs Annaler anføres ikke Navne paa nogen af de 
Byer i Juda, som bleve indtagne af Assyrerne i denne Krig; 
derimod fandt Layard ved at udgrave Senakheribs Palads i Ku- 
jundshik i et af Værelserne? en med Alabast-Plader beklædt Væg, 
paa hvilken man saa en Fremstilling af Lakis Indtagelse af Senak- 
heribs Krigere. I Forgrunden sés Kongen siddende paa en 
Throne, og ved Siden læses følgende Indskrift?: 
| ——] <44 år fee ==] << I 44 AA pp p— —| b— HF 

sin - akhs - irba sar [kissat] sar assur in [kise] 

Senakherib, Konge over Nationerne, Konge af Assur, paa Throuen 


FIE TE PE HT SD EEN] 
. nt-mi-di u-stbva  sal-la :z at la - ki = su 
den store(7n%) han sidder(35n), Byttet(>>w) fra Byen Lakis 
Ef 1— i ET ==" —] Th 
må - ha = ar Su e- lt = 
foran sigma) han ager Drø)) in 
Byen Lakis var uden Tvivl en af de vigtigste Byer i den 


e 


Se Esaias 37, 8; 2 Kong. 19, 8. 

Dette Værelse betegnes paa Layards Plan som Nr. 36. 

Nærmere Oplysninger findes Layard, Ninive and Babylone S. 148—152. 
Indskriften er udgivet foruden hos Layard l. c. af Rawlinson, Anscrip- 
tions I, pl. 7 Nr. J.; slgn. Schrader 1. c. S. 170-171. Neiere Af- 
tegninger af Billederne paa Væggene i denne Sal findes Layard, 
Monuments, second series pl. 20—24. 

+ Af de i Indskriften forekommende assyriske Ord er det ideographisk 
skrevne kissati Flertal Hunkjøn af kis, Forsamling, Folk (af Stammen 
05» forsamle); nimid betyder egentlig ,gjort stor" af 7%, hebraisk 
»meget". Om øn se ovenfor 8. 1257, sallat Bytte af >5uj hebraisk : 
»Plyndre"; mahar foran, coram af =ry9, hebraisk ,ile foran for"; pmy 
hebraisk ,rykke frem". 


1272 


sydvestlige Del af Juda Rige og en af de vigtigste Byer imellem 
Jerusalem og Gaza. Det er ikke usandsynligt, at Juda Konger 
har havt et Palads i Byen og det er maaske fra dette, at Senak- 
herib har bortført de Personer og Gjenstande, som han i Ind- 
skriften siger at have taget fra Hezekias Slot, 

Til Slutning skulle vi forsøge ved en Sammenligning af de 
forskjellige Kilder at give en kort Udsigt over denne mærkelige 
Krigs Historie, 

Efter at Senakherib havde betvunget det frafaldne Sidon, gik 
han videre imod Syd og rykkede først hurtigt frem igjennem det 
vestlige Galilaia, de asgyriske Provindser Dor og Megiddo,. som 
ikke havde deltaget i Oprøret, og førte derpaa sine Hære ind i 
Philisterlandet. En Del af Hæren blev staaende foran Ekron, en 
anden rykkede frem imod det sydligere liggende Askalon, imedens 
andre Afdelinger kastede sig over de nærmest liggende Dele af 
Juda, hvis Befolkning — ialt 200,150 Mennesker, siger han — førtes 
bort til andre Egne?, hvorpaa han gav det folketomme Land til 
Judas Arvefjender Philisterne?. Hezekia indsaa snart, at Fort- 
sættelsen af Kampen vilde koste hans Rige altfor store Offre; han 
søgte derfor at slutte Fred med Senakherib og sendte ham i den 
Anledning en meget betydelig Tribut, bestaaende af 30 Talenter 
Guld og 300 Talenter Sølv" foruden forskjellige kostbare Gjen- 


1: Om Lakis se ovenfor 8. 535— 536. Grunden til at Amasia flygter til 
Lakis (2 Kong. 14, 18), var maaske, at der var et kongeligt Slot i Byen. 

2 Denne Bortførelse omtales hverken i Biblen eller af nogen anden 
Forfatter og det er urigtigt, naar Bosanquet har ment, at Demetrius 
sigter til denne Begivenhed, se ovenfor 8. 106 Anm. 4. 

2 Se ovenfor 1268, hvor Kongerne af Asdod, Ekron og Gaza nævnes; i 
Indskriften paa Tyrefigurerne (1. c. pl. 12 1. 31) nævnes ogsaa Kongen 
af Askalon. Det kan forevrigt neppe antages, at alle de af Senakherib 
indtagne Byer længe ere forblevne i Philisternes Besiddelse; maaske tog 
Hezekia straks efter det Tabte tilbage (2 Kong. 18, 8 herer maaske 
herhen); Lakis nævnes ogsaa siden som By i Juda (Jerem. 34, 7). 

f 2 Kong. 18, 14; slgn. ovenfor 8. 1270. En Guldtalent veiede omtrent 
100 Pd. Den af Hezekia betalte Sum Guld vil altsaa have havt en 
Vægt af 3000 Pund. (I vore Dage har 3000 Pund Guld en Værdi af 


1273 


stande. Ved samme Leilighed udleverede han Padi, Ekrons forrige 
Konge, som vær bleven tagen til Fange af sine egne Undersaatter 
under Oprøret imod Assyrerne og var sendt i Lænker til Jeru- 
salem til Hezekia. 

Men Senakherib var ikke forneiet med, hvad han havde mod- 
taget. Han kom med yderlig gaaende Fordringer og forlangte blandt 
Andet, at Hezekia skulde stille 2000 Ryttere. Havde Juda Konge 
indvilliget heri, vilde Senakherib formodentlig straks være gjen- 
kommet med en ny Fordring. Men Hezekia afslog hans Forlangende 
og beredte sig paa at forsvare sin Hovedstad til det Yderste”. 

Imidlertid vedblev Assyrerne at gaa frem med Held. Først 
faldt Askalon, derpaa Lakis, og Assyrerne vendte sig nu imod 
andre Byer i Juda, saaledes imod Libna. 

En kort Tid indtraf der dog en Standsning i Assyrernes 
Fremgang, idet en ægyptisk-aithiopisk Hær under Anførsel af Tir- 
haka (Tarku)? rykkede frem for at kæmpe imod Assyrerne. Da 
Efterretningen om, at denne Hjælpehær virkelig nærmede sig, naaede 
Senakherib, forsøgte han endnu engang at bevæge Hezekia til 
Underkastelse og sendte i den Hensigt en stærk Afdeling frem 
imod Jerusalem. Den gjorde uden Tvivl et Angreb paa Byen, 
men den formaaede ikke at trænge ind i Byen, om end maaske 
et enkelt Udenværk faldt i deres Hænder?. Men Hezekia, der op- 


omtrent 3 Millioner Kroner.) Selvtalenten havde formodentlig en 
Vægt af 87 Pund. De 800 Talenter veiede altsaa omtrent 26000 Pd. 
(Værdien af 26000 Pd. Sølv er i vore Dage omtrent 1,600,000 Kroner). 
I Oldtiden havde dog Guld og Selv forholdsvis langt sterre Penge- 
værdi end nu, saaledes at den af Hezekia udredede Sum i Virkelig- 
heden havde langt sterre Værd end 4—5 Millioner Kroner. 

! Se ovenfor S. 1268. Rawlinson Jnscriptions I. pl. 39 1. 81—88 DI pl. 

12 1. 81; slgn. Lsaias 22, 9 ff.: Og I have sét, at Revnerne i Davids 

Stad ere mange, og I have samlet den nedre Dams Vand osv. 

Esaias 37, 9; 2 Kong. 19, 9. Tirhaka var forevrigt ikke Konge af 

Ægypten i disse Aar, neppe engang i Aithiopien; men han kan derfor 

gjerne — som Prinds — have været Anfører for Hæren. 8Slgn. ovenfor 

8. 945 Anm. 5; slgn. ogsaa 8. 5988—599. 

2 Se ovenfor 8. 1268, hvor Senakherib siger, at han gjennembred I1nd- 
gangen til den store Port. 8Slgn. Æsaias 24, 12. 


. 1274 


muntredes til Udholdenhed af Profeten Esaias, var standhaftig og 
vilde Intet høre om Underkastelse. Den assyriske Styrke er maaske 
dragen bort for at deltage i Kampen mod Aithioperne; muligvis 
er en Afdeling dog bleven staaende udenfor Jerusalem for at hindre 
Hezekia i at falde Assyrerne i Flanken. 

Kampen imellem de to store Hære stod noget Vest for Jaffa 
ved Eltheke; den var haardnakket og blodig, men den havde ikke 
de Følger, som Syrerne og deres Forbundsfæller havde ønsket : 
Assyrerne bleve ikke drevne tilbage. Det er tvertimod aabenbart, 
at Aithioper og Ægypter maatte trække sig tilbage, uågtet Assy- 
rernes Seir paa den anden Side ingenlunde var fuldstændig. 

Byen Ekron faldt snart efter i Assyrernes Hænder, og disse 
beredte sig nu aabenbart paa at forfølge de tilbagevigende Aithi- 
oper og Ægypter, da der i den assyriske Leir pludselig udbrød en 
voldsom Pest, som bortrev 185,000 Mand og derved nødte Senak- 
herib til med Resterne skyndsomst at ile tilbage til Ninive”. 

Begivenheden forefaldt, som ovenfor bemærket, sandsynligvis 
i Aaret 701 (eller 700), altsaa omtrent i Hezekias 25de Regjerings- 
aar? eller kun fire til fem Aar før hans Død og ti til elleve Aar 
efter hans Sygdom og Helbredelse 2. 

Uagtet denne Krig ikke fik noget heldigt Udfald for Assy- 
rerne, glemmer Senakherib dog aldrig, selv i sine kortere Indskrifter, 


1 Esaias 87, 37; 2 Kong. 19, 36. Senakherib levede endnu tyve Aar 
efter sin Hjemkomst fra dette Tog, se ovenfor S. 424 fr. 

2 Det er aabenbart ganske urigtigt, naar flere Lærde, f. Ex. Brødrene 
Rawlinson, G. Smith og Andre, henfere Senakheribs store Uheld 
til et senere Tog af Senakherib til Syrien; havde Senakherib foretaget 
noget nyt Tog til Syrien, vilde han sikkert ikke have glemt at fortælle 
Noget derom, selv om Udgangen havde været ulykkelig. 

2 Med Hensyn til den underfulde Begivenhed med Skyggen, der , veg 
tilbage” paa det af Akhas i Kongeborgen opstillede, formodentlig fra 
Assyrien stammende, Soluhr, da har man mént, at denne Bevægelse 
skyldtes en Solformerkelse, eftersom en saadan Bevægelse af Skyggen 
kan fremkomme ved en Solformerkelse; men at en saadan er indtruffet 
ved denne Leilighed, forekommer os dog kun lidet sandsynlig ; se ovenfor 
S, 444 Anm. 4 (8. 445). 





1275 


at rose sig af at have betvunget Hezekia af Juda. I Indskriften 
fra Nebi Junus (nu i Museet i Konstantinopel) siger han saaledes! : 

»Jeg fratog Luli, Sidons Konge, hans Kongerige, hævede 7Tubal 
paa Thronen og paalagde ham Tribut til min Majestæt".  Derpaa 
vedbliver han saaledes : 


=æl —Tre ali rt [II «DF 


rapsu na - gu = aa - u »- di 


Det idtetrakte Land Juda 


vy >— p—p— pr—— 
URET: «Ef STe fr 
ha-za-ki-a-u sar- su i-mid ab-saza-ni 
Hezekia, Kongen dets, bragte jeg til Lydighed? 

Ifølge Biblen fulgtes Hezekia paa Thronen af Sønnen Manasse, 
som ganske sluttede sig til det anti-nationale Parti.  Manasse 
optraadte fjendtligt imod Jehovas Dyrkere, og han indførte fremmede 
hedenske Skikke?, Forøvrigt meddeler Kongernes Bøger Intet om 
hans fem og halvtredsindstyveaarige Regjering, hvorimod der i 
Krønikernes Bøger fortælles, at han bortførtes til Babylon, hvor 
han holdtes i Fangenskab, fra hvilket han dog leslodes efter 
endel Aars Forløb. Efter sin Hjemkomst skulde han være 
bleven gunstig stemt for den nationale Sag og Jehova inderlig 
hengiven ", 

I og for sig er der ikke noget Usandsynligt i denne For- 
tælling, men det er dog paa den anden Side lidt besynderligt, at 
Forfatteren af Kongernes Bøger, som formodentlig kun har levet 
et Aarhundrede efter Manasses Dage, skulde have forbigaaet en 
saa vigtig Begivenhed som Manasses Bortførelse til Babylon og 


? Rawlinson JZnscriptions I, pl. 43 1. 15; slgn. Schrader I. c. 8. 170. I 
en Indskrift påa en Tyrefigur fra Kujundshik, Layard, Jnscriptions pl 
60 1. 11, tales ogsaa om Hezekias Betvingelse. 

2 Af de her forekommende Ord er =hy ,stille" nylig omtalt (8. 1257); 
nagu findes i Arabisk, ikke i Hebraisk; Oprindelsen til adsan er uvis; 
se Schrader l. c. S. 170; Talbot afleder det af —=y. 

Y 2 Kong. 21, 1—18. 

f 2 Krøn, 33, 11—13. 


1276 


Omvendelse til Herren i Fangenskabet. Da der nu hertil kommer, 
at der ikke i nogen af Datidens assyriske indskrifter, som 
vi dog besidde baade ret fuldstændigt og neiagtigt, findes 
mindste Hentydning til, at Manasse har gjort Oprør imod Assyrien 
og som Følge deraf er bleven bortført til andre Egne, vokser 
hermed Sandsynligheden for, at Fortællingen i Arenikernes 
Bøger ikke stammer fra en paalidelig Kilde, men fra et senere 
Sagn, der er opstaaet ved Forveksling med andre Konger. Man 
erfarer derimod af de assyriske Indskrifter, at Manasse i Aaret 
680 har underkastet'sig Assyrien og betalt Tribut til Assurhaddon. 
Thi iblandt de syriske Konger, der dette Aar hyldede ham, nævnes 


[TS hd 
mi - Na - 8& - € (17990)! 

Manasse, Konge af Juda, 
uden at der gives nogen Antydning af, at denne Konge havde gjort 
Oprør og var bleven bortført fra sit Hjem. Heller ikke i Assur- 
bauipals Annaler omtales noget Oprør i Juda; Kongen af Juda 
nævnes engang iblandt Assyrernes tributbetalende Vasalkonger, men 
uden Antydning af, at han havde gjort Forsøg paa at unddrage 
- sig denne Forpligtelse?. Iøvrigt kunde der i det Mindste i Assur- 
banipals Dage nok have været Fristelse for Juda til at forsøge 
paa at afryste det trykkende Aag. Straks efter Assurhaddons 
Død gjorde Kong Baal af Tyros Oprør, og han har neppe undladt 
at ægge sine Naboer til FrafaldZ. Senere dannede der sig i Åra- 
bien et Forbund imod Assyrien, som havde et Tog fra Assyrien 
imod Araberne til Følge". I denne Krig nærmede Kampen sig 
meget til Juda Riges Grændser, idet et Par arabiske Fyrster 
flygtede Nord paa til Damask, muligvis igjennem Gilead, og 
derfra til Landet, Hukkuruna, formodentlig Hauran, bestandig ivrigt 


! Rawlinson, /ascriptions I, pl. 48 no. 1 l. 2. 

?  Rawlinson /nscriptions III, pl. 27 1. 118. Uheldigvis er Kongens Navn 
edelagt. 

2 Se ovenfor S. 708. 

1 Se ovenfor 8. 709. 


1277 


forfulgte af Assyrerne, saaledes at der let kunde være opstaaet For- 
viklinger, som kunde have draget Juda ind i Kampen. 

Imedens Juda Rige vedblev at beholde sine tndfedte Konger 
ligesaa længe som det assyriske Rige bestod (og endnu en Snes 
Aar længere), synes det forrige Israels Rige — i det Mindste efter 
den almindelige Mening — straks at være bleven omdannet til assyrisk 
Provinds, der styredes af assyriske Statholdere. Imidlertid har 
man dog i den senere Tid begyndt at tvivle om, at de tilbage- 
blevne Israeliter have mistet al Selvstændighed, og man har an- 
taget, at Assyrerkongerne en Tid efter Samareias Fald har indsat 
indfødte Fyrster i denne By; i Senakheribs og Assurhaddons Ind- 
" skrifter omtales nemlig imellem syriske Byer et Æongesæde, Staden 

== TE TT ax ST TT 
u - St - MU - ru - na! 
i hvilken By man har villet se en ny assyrisk Omskrivning af 17809 
Simron eller Samareia, der i Senakheribs Tid skulde være bleven 
indført ved Siden af den almindelige ældre Omskrivning samarina?, 
Vi antage imidlertid denne Mening for aldeles urigtig?, det omtalte 
usimuruna maa uden Tvivl søges i Mellemsyrien. Samareia var 
efter al Sandsynlighed Sædet for en assyrisk Statholder, der styrede 
det omliggende Land, ligesom der formodentlig i Megiddo og Dor 
fandtes assyriske Statholdere, af hvilke den første bestyrede Kyst- 
landet, den sidste det egentlige Galilaia; i de assyriske Regjerings- 
lister omtales nemlig følgende tre Byer uden Tvivl som Hoved- 
stæder i assyriske Provindser : 


—T] es p- —TT] TT sa-mi-ri- na, 770% Samareia 
— "| —] TI 4 —] ma - gi - du, mxa Megiddo; 
— 1] ”—] &——]| s TI] du -” - ru, 777 Dor. 


1 Rawlinson, Jnscriptiuns I. pl. 38 L 47; pl. 48 no. 1 ]. 6. 

2. Schrader, Die Keilschriften u. das A. T. 8. 93. 

2 Den gamle Skrivemaade samirina findes endnu i Assur-bani-pals Tid ; 
se f. Ex. Rawlinson Jnscriptions II, pl. 58 1 55. 

4. Rawlinson, Jnscriptions l. c. 1. 55, 56 og 58. 8e ovenfor 8. 710—711, 
hvor de andre syriske Provinds-Hovedstæder ere opregnede. 


$ 99. 


1278 


Med den assyriske Konge Assur-baui-pals Annaler standser 


Israels Bistorie den lange Række af gamle østerlandske Åistoriske Aktstykker, ved 


i Tiden fra 


630— 330. 


Hjælp af hvilke vi her have været istaud til at følge Øster- 
landenes Historie gjennem saa lange Tidsrum, og som ogsaa have 
været af ikke ringe Betydning til den rette Forstaaelse af de Begiven- 
beder, hvori Israels Folk inddroges, og som allerede, i det Mindste 
delvis, vare os bekjendte fra de bibelske Skrifter. Ganske vist 
gives der ogsaa fra den følgende Tid mangfoldige østerlandske 
Iadskrifter", der ere af stor Vigtighed, men åer have de mindre 
Betydning for os, da der iblandt disse talrige Indskrifter — paa 
en eneste Undtagelse nær — ikke findes nogen, som beskriver 
Felttog og fortæller om Seire over fremmede Folk; og navnlig 
gives der ingen, som taler om Juda eller om Israels Børn. Under 
disse Omstændigheder kunne vi naturligvis ikke have synderligt 
Nyt at meddele om Israels Historie i de tre sidste Aarhundreder 
før Perserrigets Undergang ved Alexandros den Store, og vi skulle 
derfor være særdeles kortfattede. 

I det gamle Testamente finder man, som bekjendt, mange 
værdifulde Kildeskrifter til dette Tidsrums Historie. 

I det sidste Afsnit af Kongernes Bøger gives der saaledes 
en kortfattet Udsigt over Israels Skjæbne i den Tid, da Babylo- 
nien var Hovedmagten i Mesopotamien, og da Babyloniens Konger 


stræbte efter at gjøre sig til Herrer over alle de Lande, som As- 


syriens Konger havde besiddet. 

Fremstillingen i Kongernes Bøger er imidlertid noget kort- 
fattet; men heldigvis indeholde de til denne Tidsalder henhørende 
Profeters Skrifter mangfoldige høist oplysende Bidrag til Kjendskab 
til denne Tids Historie. 

Fremfor alle maa vi nævne Jeremias, hvis Skrifter uden 
Sammenligning er vor bedste Kilde til Juda Riges Historie i den 


1! Man tænke paa de mangfoldige Tempelindskrifter fra Ptolemaier — og 
Romertiden i Ægypten! Der gives ogsaa adskillige babylonske Kile- 
indskrifter, der ere yngre end 630, fremdeles phoinikiske, persiske, 
parthiske og forskjellige lille-assiatiske Indskrifter, endelig Mønter osv. 


1279 


sidste Tid før Rigets Undergang. I Skriftet findes som bekjendt, 
foruden Profetierne, ogsaa flere rent historiske Stykker. Næst efter 
Jeremias maa vi omtale Zephanjas " Profetier, der omtrent tilhøre 
samme Tid. 

Vor bedste Kilde til Israels Historie i Landflygtighedens Tid 
er Ezekiel, hvis Profetier ogsaa kaste Lys over Begivenhederne i 
Juda Riges allersidste Dage. Til en noget senere Tid henhører 
Dantels Bog?, der forøvrigt er et værdifuldt Kildeskrift til det 
landflygtige Folks Historie. Ogsaa flere Psalmer, der henhøre til 
denne Tid, ere af Vigtighed for os. 

Ved Aaret 630 herskede i Juda Rige en Konge ved Navn 
Josia, der havde besteget Thronen som et Barn paa otte Aar 
(omtrent 640). I Modsætning til sin Fader og Farfader viste 
Josia sig fra Begyndelsen af som en tro Tilhænger af sine For- 
fædres gamle Religion, og han gik frem med Strænghed imod de 
fremmede Kultus'er, der havde faaet Indpas i hans Rige. 

Ifølge Herodot, hvis Efterretninger om Ægypten og de med 
dette Rige i Berøring kommende Lande fra Psammetiks Tid i det 
Hele ere paalidelige, skete der i Psammetiks Dage et Indfald i 
Syrien af Folk fra Norden, de saakaldte Skyther, hvilket Indfald, 
efter hvad han fortæller, skal have strakt sig langt ned i Philister- 
landet. 

Fra de assyriske Indskrifter kan der ikke heutes Oplysninger 
om dette skythiske Indfald, eftersom de assyriske historiske Ind- 
skrifter som nylig bemærket, netop standse kort før den Tid, Ind- 
faldet formodentlig fandt Sted; men i Assur-bani-pals kort ifor- 
veien affattede Indskrifter tales der om gjentagne Indfald af 
gimrti, d. e. Kimmerier eller Skyther, i Lydiens Konges Besiddelser ”, 
d. v. s. i Lilleasien, saaledes at der bliver al Sandsynlighed for, 


— 





Nahum og Habakuk ere uden Tvivl lidt ældre end 630. 

Om Daniels Bog se ovenfor S, 312. 

Her. I, 105. 

Sign. ovenfor 8. 504—505. Se Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 19 1. 
5—42, hvor Gyges, Forhold til Gimri og til Assyrien fortælles; QGyges 
omkom i Kampen med Gimri (1. 33— 34). 


1280 


at Efterretningen om, at disse Folk ogsaa ere faldne ind i Syrien, 
forholder sig rigtig. 

Saafremt Skythernes Indfald har strakt sig lige til Askalon, 
hvad vi ikke have synderlig Grund til at tvivle om, saa kan der 
neppe være Noget til Hinder, for at antage, at ogsaa Juda er bleven 
berørt af dette Indfald. I de bibelske Bøger tales der imidlertid 
slet ikke om dette Angreb, og man tør derfor maaske nok antage, 
at Juda Rige ikke er bleven synderlig medtaget af Skytherne; de 
have formodentlig fulgt Kysten. iIndfaldet henhører snarest til 
Josias første Regjeringsaar. ' 

Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Josia har taget det 
fordums Israels Rige i Besiddelse, dengang -det assyriske Rige blev 
saa svagt, at det ikke mere formaaede at forsvare sine fjernere- 
liggende Besiddelser. At Josia har besat Samareia og Galilaia, siges 
vel ikke udtrykkeligt i Biblen, men det synes nødvendigvis at 
fremgaa af, hvad der fortælles, dels om, at han nedrev Alterne, ikke 
blot i Grændsebyen Bethel, men ogsaa i de øvrige Byer i Land- 
skabet Samareia?, og dels om, at han mødte de indtrængende 
Ægyptere, ikke & ludaia, men ved Megiddo i Galilaia ?, 

Under Josia var Juda Rige saaledes ikke blot uafhængigt af 
Fremmede, men dets Konge havde gjenvundet Besiddelsen af næsten 
hele det forjættede Land, af Davids Rige; men denne Lykke varede 
kun kort. Der hengik ikke ret lang Tid, før der nærmede sig en 
fremmed Hersker, som ikke tillod Judas Konge at beholde sin 
Uafhængighed, men forlangte Josias Underkastelse. 

Denne Konge var Neko, Psammetiks Sen, der fra sine Be- 
siddelser i Philisterlandet faldt ind i Galilaia. Josia gik ham 
imøde og kæmpede med ham ved Megiddo. Men han blev slagen 


1 Man mener i Reglen, at det græske Navn paa Byen Beth-Sean i 
Galilaia — Skythopolis — er et Minde om Skythernes Indfald i disse 
Egne, men det er dog muligt, at Ordet har en ganske anden Op- 
rindelse og er dannet efter en tilfældig Lydlighed mellem et hebraisk 
Navn og Ordet Skyther. 

2 2 Kong. 28, 15 og 19. 

3 2 Kong. 28, 29 fø. 


1281 


og mistede Livet i Kampen!, Efter dette Nederlag maatte Jerusalem 
snart bøie sig for Ægypterne. Men det var kun Begyndelsen til 
en hel Række Ulykker. Ægypterne bleve nemlig neppe fire Aar senere 
slagne i Nordsyrien ved Karkemis? af Babylonierne og af dem for- 
jagne fra Syrien; hvorpaa de seirende Babyloniere kastede sig 
over Juda Rige, ligesom over Ægypternes øvrige syriske Besiddelser, 
og bragte Landet i Afhængighed 'af Babylon. 

I fremmede Folks Optegnelser finde vi ingen Oplysninger om 
Israeliternes Historie i dette Tidsrum. Herodot hørte aabenbart 
fortælle om Nekos Seier ved Megiddo, thi han meddeler om denne 
Konge, at han ,,seirede over Syrerne ved Magdolos"2; men nærmere 
Oplysninger om, hvilke disse Syrer vare, giver han ikke. 

I et Udtog af Manethos ægyptiske Historie hos Eusebios 
fortælles det, at Neko overvandt Josia, Juda Konge", men denne 
Efterretning stammer dog neppe fra Manetho selv og er uden Tvivl 
tilfølet i et Udtog af Manetho enten af Eusebios selv eller af en af 
hans Forgængere. Forøvrigt er det høist rimeligt, at Manetho 
har omtalt Nekos Kamp med Josia, men han havde vel neppe 
benyttet Betegnelser, der mindede saa meget om Biblens Udtryk, 
men brugt andre Ord. En lignende Tilføielse er øjensynlig | 
ogsaa Fortællingen i samme Udtog af Manetho hos Eusebios om, 
at Apries (Hophra) efter Jerusalems Fald modtog de fra Jerusalem 
flygtende Israeliter %, 

I et af Berosos' Udtog hos losepos? nævnes leilighedsvis 
ogsaa Jludaier iblandt de Folk, der som Fanger førtes bort fra Sy- 
rien til Babylon af dette Riges Konge Nabukudurusur, en Bemærk- 
ning, der efter al Sandsynlighed virkelig stammer fra Berosos' 


1! 2 Kong. Il. c.; Sakar. 12, 11. 
2 2 Kong. 24, 7; Jerem, 46, 2. 
3 Her. II, 141; se ovenfor S. 714. 
4. Euseb., CAron, arm. p. 105 Mai; p. 106 Aucher; Muller, Fragm. Hist, 
Gr. II, S. 593. 
8 Euseb Il. c.; Muller ]. c. 
S Jos., Arch. Jud. X, 11, 1 og C. Ap. I, 19. 
81 





1282 . 


Værk; men nærmere Oplysninger gives der ikke i Stykket”. Fra 
de babyloniske Kileindskrifter kunne heller ingen Efterretniuger 
hentes, og vi ere saaledes alene henviste til Biblens Meddelelser. 

Som ovenfor? udviklet, er der stor Lighed imellem Syriens 
Historie i det babyloniske og i det assyriske Tidsrum. Med korte 
Mellemrum udbrød der Oprør i Landet, som imidlertid aldrig 
skaffede Syrerne Frihed, men i Reglen havde store Ulykker til 
Følge: Ligesom hundrede Aar tidligere haabede man i Syrien 
bestandig paa virksom Hjælp fra Ægypten; men naar Babylonierne 
faldt ind i Landet, udeblev Hjælpen eller var i det Mindste ikke 
kraftig nok til at drive Babylonierne tilbage. 

Juda Konger deltog gjentagne Gange i disse Oprør, uagtet 
der hver Gang lede kraftige profetiske Røster, som formanede dem 
til at forblive deres mægtige Herrer tro. Følgerne af Oprørene 
vare kun sørgelige. Landet ødelagdes af de fjendtlige Hære, og 
mange af Indbyggerne dræbtes eller bortslæbtes til fremmede Egne. 
Saaledes førtes i Aaret 599 Kongen Jojakin bort med en stor 
Mængde af hans anseteste Undersaatter. Dog blev Riget denne 
Gang ikke tilintetgjort, og Hovedstaden blev ikke ødelagt, men 
elleve Aar efter (588) ramte denne Skjæbne Landet efter Zedekias 
mislykkede Oprør. Hovedstaden og Templet ødelagdes i Bund og 
Grund og betydelige Skarer af Indbyggerne førtes efterhaanden 
bort til Euphratlandene 5, 


1 Ifelge Klemens fra Alexandreia skal Berosos have fortalt, at Nabu- 
kudurusur slæbte endel ludaier fra Jerusalem i Zedekias' 12te Re- 
gjeringsaar (Clem. Al, Strom. I, 21); men denne sidste Betegnelse 
kan neppe stamme fra Berosos, men er aabenbart tilfeiet fra Biblen i 
det Udtog af Berosos, Klemens benyttede. At Berosos har fortalt om 
Jerusalems Ødelæggelse og Zedekias Fald, kan ikke omtvivles; men 
det er ingenlunde sikkert, at der fandtes en fra Berosos stammende 
Efterretning herom i det Udtog, Klemens benyttede. 

Se ovenfor 8. 700. . 

2 Kong. 24, 10 ff.; Jerem. 24, 1 ff.; 29, 1 f££. 

2 Kong. 25, 1 ff.; Jerem. 89, 1 fi.; 52, 4 ff. 

Jerem. 52, 28—30. 





1283 


Hvor stor en Mængde af Landets Indbyggere der bortførtes 
af Babylonierne, eller hvorvidt Provindsbyerne behandledes paa 
samme Maade som Hovedstaden, lader sig ikke nøiere angive; 
imidlertid fremgaar det dog af Jeremias' Skrifter, at der blev 
endel tilbage i Nærheden af Hovedstaden, men disse udvandrede 
nogen Tid efter til Ægypten, hvorhen Profeten Jeremias maatte 
følge dem!. Jerusalem og dets nærmeste Omegn blev saaledes 
til et ganske øde Sted. 

Med Hensyn til de Egne, hvorhen Juda Riges Indbyggere 
bortførtes, da siges det gjentagne Gange i Biblen, at de bragtes 
til Babel, men heraf tør man dog ingenlunde slutte, at de alle 
fik Bolig i Hovedstaden eller i dens nærmeste Omegn. Babel 
bruges aabenbart som et mere ubestemt geographisk Begreb, ikke 
blot om der egentlige Babylonien, men tillige om Strækninger saavel 
Syd som Nord for Babylon, der tidligere havde dannet egne Smaa- 
riger, men som nu vare babyloniske Provindser. 

I Ezekiels Skrifter omtales Floden Kebar (735). som en Strøm, 
ved hvis Bredder der levede mange Iudaier, hvoriblandt ogsaa 
Profeten selv; ligeledes nævnes der en By Tel-Abib (73-52). 

I de assyriske og babyloniske Indskrifter har man hidtil ikke 
fundet omtalt nogen Flod med et til det hebraiske "35 neie sva- 
rende Navn, og man kan følgelig ikke med Sikkerhed bestemme, 
hvor denne Flod maa søges; imidlertid er der dog en Mulighed 
for, at den Flod, Ezekiel betegner paa denne Maade, ikke er for- 
skjellig fra Floden Khabur mm m?, Indskrifternes 


FIS fh sv 


ha - bur, 


Jerem. 41, 17 ff. 

Daniel bortfertes saaledes til Babylon selv; ogsaa Jojakin synes ogsaa 
at have været holdt fangen i Hovedstaden. 

, Ezck. 1, 1; 3, 15. 

". Eack., 8, 15. 

Sign. Schrader, Die Keilschr. u. das 4. T. 8. 183, hvor han bestrider 
Identiteten af 3 og 230" 


81" 


1284 


de græske Forfatteres Khaboras, den bekjendte Flod, der falder i 
Euphrat ved Stirki!, det gamle Kirkesion. Hos Ezekiel nævnes 
nemlig en By Tel-abtb, hvilket Ord kunde være en Forkortning 
eller Forvanskning af Tel-abni: og saaledes héd netop en By, der 
efter de assyriske Indskrifter maa søges i Nærheden af Khaboras?. 

Saafremt vi skulde have Ret i vor Sammenstilling af disse 
Flod- og BynavneZ, vilde der heraf fremgaa det ganske mærkelige 
Resultat, at saavel de fra Juda som de fra de ti Stammers Rige 
bortførte Israeliter, i al Fald for en Del, fik Bolig ved samme 
Flod; endel af de fra Samareia bortslæbte Israeliter havde nemlig 
faaet Boliger anviste 1 Landet Gozan ved Floden Khabor, d. e. 
Khaboras. Efter al Sandsynlighed var der dog en betydelig Af- 
stand imellem den Egn, hvor de fra Israels Rige bortførte Folk 
havde deres Bolig, og de Strækninger, hvor Nabukudurusur bosatte 
de fra Juda bortslæbte Indbyggere. De sidste boede uden Tvivl 
ved Khaboras' nedre Løb i Nærheden af Euphrat; de første deri- 
mod i Høilandene omkring Khaboras' øvre Løb og ved dens Bi- 
floder. Vi tvivle derfor høiligen om, at der har været nogen For- 
bindelse imellem disse to Nybygder af Israeliter, saa meget desto 
mere som de fra Tistammeriget bortførte Israeliter rimeligvis 
meget hurtig havde tabt deres nationale Eiendommeligheder, paa 
hvilke saa mange af deres Landsmænd, endnu før Riget gik til 
Grunde, kun havde sat ringe Pris. De vare derfor uden Tvivl 
saavel i Gozan som i de andre Egne, hvor de vare blevne bosatte 
af Assyrerne”, hurtigt smeltede sammen med de Folk, iblandt 





! Se ovenfor 8. 352 —353. Se sammesteds om Beliggenheden af Karke- 
mish, som endnu Schrader feilagtig sætter ved Udlebet af Khaboras. 

3 Se ovenfor S. 853. 

2  Sammenlignende Undersegelser af hebraiske og assyriske Ord vise, at 
der i Hebraisk stundom findes et >, hvor Assyrisk har m. Det he- 
braiske 7Ym »at fatte" hedder paa Assyrisk mær. 

+ De af Assyrerne fra Samareia bortførte Israeliter havde efter Biblen, 
2 Kong. 17, 14 (8. 1260), foruden i Gozan faaet Bolig i Khalakh og i 
Medien; herom indeholder Kileskrifterne ingen neiere Oplysning; 
Khalakh har man endnu ikke fundet omtalt i nogen Indskrift. 


1285 


hvilke de boede, og bekymrede sig derfor kun lidet om deres gamle 
Stammefrænder ". 

Til Israeliternes Historie i Persertiden flyde Kilderne temmelig 
sparsomt, og det er egentlig kun Hovedstaden Jerusalems og dens 
Indbyggeres Skjæbne, som vi have noget nøiere Kjendskab til; med 
Israeliternes Forhold udenfor Jerusalem, saavel i det hellige Land 
som i Landflygtigheden, ere vi kun yderst lidt kjendte?, Imidlertid 
spillede dog i dette Tidsrum Jerusalem og dets Helligdom en saa 
fremtrædende Rolle i Folkets Historie, at vi med fuld Føie kunne 
antage, at i det Mindste Hovedtrækkene af Israels Historie i dette 
Tidsrum ere os bekjendte. 

Efterat Jerusalem i Aaret 588 var blevet ødelagt af Nabu- 
kuduruzur, laa Byen faldstændig i Ruiner, saalænge det babylonske 
Rige bestod; men da dette i Aaret 538 var falden for Perserkongen 
Kyros' Angreb, og Riget med alle sine Provindser var bleven 
underlagt Perserne, begyndte Judas gamle Hovedstad hurtigt at 
reise sig ved Nybyggere, der vendte tilbage fra Landflygtigheden 
i Babylonien. 

Ifølge de bibelske Skrifter, der indeholde Bidrag til Israels 
Historie i Persertiden, begunstigede Kyros denne Nybygd særdeles 
meget og det fra Begyndelsen af, ja udstedte endog til Fordel for 
den en kongelig Befaling, hvorefter Byens Helligdom skulde gjen- 
opbygges og de fra den af Nabukuduruzur bortførte Tempel-Kar 


! De fra Exilet tilbagevendte Israeliter kunde ikke ret gjere sig for- 
trolige med den Tanke, at deres tidligere bortferte Landsmænd aldeles 
havde tabt deres nationale Eiendommeligheder og vare smeltede sammen 
med de omboende Folk. De antog derfor, at der et eller andet Sted 
i Norden eller imod Nordost maatte findes et Samfund, bestaaende 
af Efterkommere af de ti Stammer. Dette Sagn holdt sig længe; vi 
finde det endnu efter Kristi Tider (se Æsra IV. 13), og nyere Reisende 
have, stolende paa dette Sagn, søgt efter Levningerne af de ti Stammer, 
ja stundom troet at have gjenfundet dem! slgn. Ewald, CescAichte Is- 
raels IV, 8. 118 fr. 

? 1 Esthers Bog skildres os en Begivenhed, der er foregaaet langt fra 
det hellige Land, rimeligvis under Xerxes; en historisk Begivenhed 
ligger sikkerlig til Grund, men er uden Tvivl ikke lidet udsmykket. 


1286 


og Kostbarheder tilbagegives?. At Kyros har truffet en saadan 
Bestemmelse, kan ikke i mindste Maade omtvivles?, thi han 
vilde jo derved kun sikkre sig en gunstig Stemning hos Befolk- 
ningen i Juda, og der var ingen Grund til at antage, at Baby- 
lonierne vilde blive ham mere fjendtlig stemte, fordi han tillod 
Folk, som en af deres Konger fordum havde ført bort, at vende 
hjem, og fordi han lod dem faa nogle af deres Kostbarheder til- 
bage, da disse efter Babylons Fald ikke mere kom Babylonierne 
tilgode, men med alle Babylons Kongers Skatte vare gaaede over 
i Pergerkongens Eie. 

Vi have heller ikke mindste Grund til at tvivle om, at Ar- 
beidet paa Gjenopbyggelsen af Templet og Jerusalems Mure har 
vakt Opmærksomhed og Misundelse hos de omboende Folk, og at - 
Peørserkongerne have forbudt disse Arbeiders Fortsættelse, naar de 
saa, at Gjenopbyggelsen af Jerusalem havde den modsatte Følge 
af hvad de havde tænkt, idet den nemlig vakte Misfornøielse hos de 
omboende Folk, istedetfor, som man havde "haabet, at gjøre Be- 
folkningen i Palaistine til Kongens troeste Undersaatter. 

Paa den anden Side er det meget sandsynligt, at Dareios I., 
som straks fra først af indtog et Standpunkt, der var helt modsat 
hans nærmeste Forgænger, Mageren (fomatas, og som i det Hele saa 
meget som muligt søgte at træde i Rigets Stifters, Kyros'", Fod- 
spor, har udstedt Befalinger, der gik i modsat Retning, og ikke 
blot har tilladt, men endog begunstiget Gjenopbyggelsen af Jeru- 
salems Helligdom 2. 


1. Ecras 1, 1 ff. 

2 Det kan ikke omtvivles, at Aktetykket, der findes i Begyndelsen 
af Esras' Bog, (Esras 1, 2 fø.), om end i Hovedindholdet rigtigt, hvad 
det i de anvendte Udtryk og Enkelthederne angaar, er blevet helt om- 
dannet af Forfatteren. af Esras' Bog. De Navne, denne tillægger Kyros' 
to nærmeste Efterfølgere, viser tilstrækkeligt, at han for denne Tids 
Histories Vedkommende ikke har benyttet skrevne Kilder, men hentet 
sine Meddelelser fra den mundtlige Overlevering. Derfor er hans 
Fremstilling, hvad Hovedpunkterne angaar, dog ikke mindre paalidelig. 

2 Keras 6, 1 fi. 


1287 


Ifølge Biblen blev Gjenopbyggelsen af Jerusalems Tempel 
faldendt i Dareios sjette Regjeringsaar (515)". Et Par Menneske- 
aldre efter lykkedes det ogsaa at gjenreise Byens Mure, hvorved 
Folkets Middelpunkt og dets Helligdom foreløbig var beskyttet 
imod misundelige Naboers Overgreb. 

Gjenopbyggelsen af Templet og af Hovedstaden blev en Be- 
givenhed af den største Betydning for de omkring i Østerlandene 
levende Israeliter, søm havde holdt fast ved deres Forfædres Reli- 
gion og evrige nationale Eiendommeligheder; de følte sig derved 
ligesom fastere knyttede til deres gamle Fædreland og deres Fædres 
Gud, og de bleve derved end mere bestyrkede i deres Forvisning 
om, at de her paa Jorden ikke havde noget andet Fædreland end 
det forjættede Land, Kanaan, og at de Egne, hvor de vare fødte 
og opdragne, for dem kun kunde være fremmede Lande. Dog 
gjaldt det kun om de i Juda Rige oprindeligt hjemmehørende Is- 
raeliter; for de fleste af Tistammerigets Indbyggere havde jo Jeru- 
salem og dets Helligdom kun været fremmede Steder, og Tallet paa de 
i Tistammeriget oprindeligt hjemmehørende Israeliter, som sluttede 
sig nøie til den nye Helligdom i Jerusalem, var sikkert neppe stort. 

Omendskjøndt vi kun besidde riuge Kjendskab til de Forhold, 
hvorunder Befolkningen i det fordums Juda Rige levede i dette 
Tidsrum, fremgaar det dog tilstrækkeligt af de Skrifter, der be- 
handle denne Tids Historie, at det nye Samfund i Jerusalem nød 
ikke ringe Frihed, om det end stod under persisk Høihed og maatte 
adlyde ikke blot Perserkongen selv, men ogsaa dennes Satrap. 


I Tiden nærmest efter Perserrigets Fald blive vore Kilde-  $ 100. 
skrifter til den israelitiske Historie endnu sparsommere end tid- Udsigt ever 
ligere?, Det gamle Testamente, som hidtil har afgivet saa udmær- Mjesirnneeinsil 
kede og paalidelige Kilder til Folkets Historie, forlader os nu, og fra Alexandres 
først efter Opstanden mod Syrerne, efter Antiokhos Epiphanes' Forsøg beelnenelee, 


paa at tilintetgjøre Iudaiernes Nationalitet, træffe vi atter paa et 


! Bera 6, 15 ff. 
2 Justinus' Fortælling (Hit. XXXVI, 8, 8), at Iudaierne forst beseiredes 
af Xerxes, er naturligvis aldeles uden Værd. 


1288 


paalideligt Kildeskrift, nemlig paa den saakaldte første Makka- 
baternes Bog, der findes i Samlingen af de saakaldte apokryphiske 
Skrifter. 

Fra Makkabaiernes Tid begynde ogsaa græske og romerske 
Forfattere at omtale Israeliterne, og alt eftersom vi komme længere 
ned i Tiden, flyde deres Meddelelser om Begivenheder i Juda be- 
standig rigeligere!, En af dem, Nikolaos fra Damask, har i.sit 
omfattende Værk givet udførlige. Efterretninger om Iudaiernes 
Historie under Herodes den Store?; men Skriftet er tabt. 

En stor Del af disse Forfatteres Skrifter ere blevne benyttede 
af Iosepos, hvis Fremstilling, efterhaanden som han nærmer sig 
sin egen Tidsalder, bliver fyldigere og udførligere, indtil han 
endelig, hvor han behandler sin egen Tids Historie, bliver et værdi- 
fuldt Kildeskrift. 

Om Alexandros den Stores Forhold til den iudaiske Stat, 
besidde vi ingen paalidelige Oplysninger; thi de Efterretninger, vi 
læse hos Iosepos, saavel om Alexandros' Velvillie imod Jerusalems 
Indbyggere og deres Ypperstepræst?, som om hans Forhold til 
Samaritanerne ”, bærer just ikke Præg af Paalidelighed. Efter al 
Sandsynlighed er den første Fortælling, hvis Kilde losepos ikke 
angiver, øst af Pseudo-Hekataios, en af de lidet grundige Historie- 
skrivere af iudaisk Herkomst, som vi ovenfor have omtalt; og 
hvad Fortællingen om Alexandros" Forhold til Samaritanerne an- 
gaar, da er den eiensynlig ganske uhistorisk, idet de Personer, der 
optræde i den, tilhøre en ældre Tid, rimeligvis Artaxerxes Tid'. 


Se ovenfor S. 128 fr. 

Se ovenfor S. 140. 

Jos. Arch. Jud. XL, 7%, 2 fr. 

Jos. XI, I. c. 

Se ovenfor S. 108. 

Sanballat, der efter losepos l. c. havde faaet Tilladelse til at bygge 
Templet paa Garizim, efterat han med 8000 Mand var kommet Alex- 
andros til Hjælp, da han beleirede Tyros, er uden Tvivl den Sanballat, 
der omtales i Nehemias Bog 13, 28 som ivrig Modstander af Ind- 
byggerne i Jerusalem; se Ewald, Geschichte d. Volks Israel Il, 2, 8. 
240 fl. 


a 4 aa Bd & pp 


1289 


Ifølge Agatharkides fra Knidos! og Appian? angreb Ptole- 
maios I. Jerusalem, indtog den paa en Festdag og bortførte en 
Del af Indbyggerne til det nybyggede Alexandreia i Ægypten. 

I Løbet af de følgende hundrede til halvandet hundrede Aar 
erfare vi kun Lidet om Iudaierne; vi vide næsten kun, at deres 
Land i dette Tidsrum var et Tvistens Æble imellem Syrien og 
Ægypten 2. 

Først under Antiokhos IV Epiphanes, der fuldstændigt gjorde 
Ende paa Ptolemaiernes Magt i det sydlige Syrien, tales der atter 
om Indbyggerne i ludaia, idet der nemlig fortælles om dem, at 
de reiste sig til Kamp imod Syrerne, da Antiokhos forsøgte at 
knuse deres Nationalitet og tilintetgjere deres Religion". 

Vi skulle her ikke gaa nærmere ind paa at beskrive disse 
Kampe, der skildres i Mdakkabaiernes første Bog, men ville ind- 
skrænke 08 til at omtale, at der kun hos en eneste gammel For- 
fatter, nemlig hos Tacitus, findes Efterretning om Antiokhos' Frem- 
færd imod Iudaierne., Tacitus fortæller nemlig, at Kong Antiokhos 
stræbte efter at fratage dem deres Overiro (d. v. 8. tilintetgjøre 
deres Religion) og at indføre græske Sæder iblandt dem, men at 
han blev hindret ved den parthiske Krig, Ifølge Iosspos? skal 
Polybios fra Megalopolis, Strabon fra Kappadokien, Nikolaos fra 
Damask, Timagenes, Kastor fra Rhodos og Apollodor have omtalt 
Oprøret i Juda, men alt, hvad disse Forfattere have fortalt om 
denne Krig, er gaaet tabt. I det Udtog, vi have af Diodors For- 
tælling om Antiokhos Epiphanes”, finde vi en Meddelelse om, at 


" Jos., Arch. Jud. XII, 1 og C. 4p. I, 22 (Mtller, Fragm. Hist. Gr. 8. 
III, 196—197; se ovenfor 8. 180. 

2 Appian, Syr. c. 50. 

2 Se bvenfor 8. 723—724. 

+ I det Følgende have vi hovedsagelig kun anfert hvad der findes hos 
klassiske Forfattere om Iudaierne. 

s Tac. Hist. V. 8: Rex Antiochus demere superstitionem et mores 

Græcos dare adnisus, quo minus tæterrimam gentem in melius mutaret, 

Parthorum bello prohibitus est. 

Jos., C. Ap. II, 7. 

Diod., Bibl. Hist. XXXIV, 1. 


4 ea 


1290 


denne Konge engang gik ind i det Allerhelligste i Jerusalems 
Tempel, hvor han skulde have fundet et Billede fremstillende en 
gammel Mand, Moses naturligvis, ridende paa et Æsel, — en For- 
tælling, som Diodor uden Tvivl har øst af Poseidonios —, men 
om Antiokhos' øvrige Forhold til Iudaierne indeholdes der ikke et 
Ord i dette Stykke. 

Flere gamle Forfattere synes ikke at have været vidende om, 
at Iudaierne allerede havde reist sig imod Antiokhos Epiphanes, 
saaledes f. Ex. Appian! og Pompeius Trogus. Den sidste synes 
at antage, at Iudaiernes Oprør fandt Sted under Demetrios?, der, 
som bekjendt, var Konge i Syrien fra Aar 161—151. Ifølge den 
samme Forfatter sluttede Iudaierne i Demetrios' Tid et Forbund 
med Rom. 

Under en af de følgende syriske Konger, Antiokhos VII 
Sidetes (138—130), en Søn af Demetrios, vare Iudaierne mindre 
heldige end tidligere i deres Kamp med Syrerne, og disses Konge 
gjorde sig atter til Herre over Jerusalem, men dette Held varede 
dog ikke længe; efter Antiokhos Sidetes' Død gjenvandt Iudaierne 
snart deres Frihed. 

I et Uddrag af Porphyrios' meget paalidelige historiske Værk, 
som Eusebios har bevaret, findes en kort Bemærkning om Antiokhos 
Sidetes' Seler over Iudaierne og Strænghed imod det erobrede 
Jerusalem ". Ogsaa hos Diodor findes et Par Ord, der formodentlig 
ere øste af Poseidonios, i hvilke denne Konges Held imod Juda 
berøres, Efter begge Forfattere nedrev han Jerusalems Mure. 

Imedens Indbyggerne i Moderlandet maatte bestaa haarde 
Kampe med Syrien, bleve de i mange Lande modtagne med Vel- 
villie, eller i det Mindste lagdes der ingen Hindringer i Veien for 


! Appian omtaler aldeles ikke Iudaiernes Oprer imod Antiokhos IV. 

? Justin, /ist. XXXVI, 1, 10; slgn. 8, 9. 

2: A Demetrio cum descivissent, amicitia Romanorum petita, primi omnium 
ex orientalibus libertatem aceeperunt. Justin., Hist. XXXVI, 3, 9. 

+ Mutiler, Fragm. Hit. Gr. I|l, 8. 712, efter Euseb., Cåron. Arm. p. 
189 Mai; p. 166—167 Ancher. 

5 Diod. Bil. Hist. XXXIV, 1 se ovenfor S. 183—134. 


1291 


dem, naar de vilde nedsætte sig. Det varede saaledes ikke ret 
længe, før man kunde træffe Iudaier næsten overalt i Landene 
omkring Middelhavet; og i mange Byer endog i betydeligt Antal. 
I et Brudstykke af Strabongs, forøvrigt tabte Historie, sagde denne 
Forfatter endog", at det vilde være vanskeligt at finde et Sted paa 
Jorden, hvor der ikke boede Iudaier; i Kyrene udgjorde de fjerde 
Delen af Byens Befolkning ?, 

Et af de Lande, hvor lIudaierne tidligt nedsatte sig, var 
Italien ; navnlig toge mange Bolig i Rom?, Her begyndte man snart 
at blive opmærksom paa dem; og allerede i Aaret 139 før Kristi, 
altsaa endnu før Antiokhos Sidetes indtog Jerusalem, forjoges de 
fra Rom. I dette Aar, i hvilket M. Pompilius Lænas og C. Cal- 
purnius vare Consuler, udstedte nemlig, ifølge hvad Malerius 
Marimus fortæller, Byens Prætor, C. Cornelius Hispalus, et Lovbud, 
ifølge hvilket alle Kaldaier og ludaier skulde forvises fra Rom'. 
Ved Kaldaier forstod man dengang astatiske Troldmænd og Charla- 
taner, hvoraf der sikkert paa den Tid var en stor Mængde i Rom, 


1: Muller, Fragm. Hist. Gr. III, 8. 492; Jos., Arch. Jud. XIV, 7, 2. 

2: Strabon; Måller Il. c. efter Jos. 1. c. 

2 Se 8. 131 ff. 

4 1 det Uddrag, vi har af Valerius Mazimus' romerske Historie, omtales 
Iludaierne og deres Forjagelse rigtignok ikke ligefrem, men derimod 
indirecte; det siges nemlig, at i det Aar, da M. Pompilius Lænas og 
C. Calpurnius vare Consuler, bleve de, der dyrkede Jupiter Sabazius ud- 
jagne af Byen (se Val. Max. Hist. I, 3 no. 21); men disse Dyrkere af 
Jupiter Sabazius kunne ikke ret vel være Andre end Israeliterne. 
Dette siges desuden ligefrem af et Par sildigere Forfattere, som have 
gjort Udtog af Valerius Maximus, nemlig Julius Paris og Januarius 
Nepotianus. Hos den første læser man nemlig felgende: C. Corne- 
lius Hispalus, prætor peregrinus, M. Pompilio Lænate, C. Calpurnio 
Coss. edicto Chaldæos intra decimum diem abire ex urbe atque Italia 
jussit. JIdem Judaos qui Sabazi Jove cultu Romanos inficere conati sunt, 
domos suas repetere coegit”. (Jul. Par., Epitome decem librorum Valerii 
Mazximi,; Mai, Scriptores Veteres III, 3 p. 7). Den sidste siger ogsaa 
ligefrem, at Indaierne bleve forviste ; hans Ord ere følgende: Judæos 
quoque, qui Romanis tradere sacra sua conati erant, idem Hispalus 
urbe exterminavit arasque privatas e publicis locis abjecit, 


1292 


hvorfor det er let at forstaa, at de i den gode Ordens Interesse 
bleve forviste fra Byen; men hvad Iudaierne angaar, da synes det skke, 
at de drev Trolddom i det Mindste ikke i større Maalestok, hvori- 
mod det siges om dem, at de vare Progselytmagere, hvad der jo 
tilvisse maatte gjøre dem mistænkelige i Romernes Øine. 

Denne Indaiernes Bortvisning fra Republikens Hovedstad var 
ikke den eneste Forholdsregel, som blev taget mod dem. Det 
romerske Senat forbød nogen Tid efter — naar vide vi ikke — 
Indsamlingen af Tempelskatten, et Forbud der oftere fornyedes, 
saaledes efter hvad Cicero fortæller blandt Andet i det Aar, han 
var Congul (Aar 63 f. Kr.)!, 

Disse strænge Forholdsregler imod Iudaierne synes dog aldrig 
ret længe at være forblevne i Kraft, og Iudaierne maa kort Tid 
efter atter have faaet Tilladelse til at tage Bolig i Rom, thi vi 
gjenfinde dem snart her og det endog i talrig Mængde. Muligvis 
har Fornyelsen af Forbundene med den Jerusalemske Stat? bidraget 
Sit til, at man i Rom saavel i Hovedstaden som i Provindserne 
stillede dem lige med andre Udlændinge. 

I ethvert Tilfælde kan det ikke benægtes, at Iudaierne hurtigt 
bredte sig ud over de fleste af Romerrigets Provindser omkring 
Middelhavet, og at der navnlig nedsatte sig mange saavel i Rom 
som i andre Byer i Italien, men det kan heller ikke nægtes, at de 
snart begyndte at blive Gjensqand for Spot og Uvillie, navnlig hos 
de Lærde og Dannede, en Fremtoning som vi ovenfor have søgt 


1! Tum sæpius antea, tum me consule gravissime Senatus judicavit, avrum 
Judaicum non oportere exportari (Cic., Pro Flacco; anfert ovenfor S. 
132, Anm. 1). 

2 Ifelge Makkabaiernes Beger sluttedes der tidligt (163) Forbund med 
Rom. 1 Makk. 8, 1 ff. Saavel her som hos lIosepos anferes flere af 
disse Traktater, men det betvivles ikke uden Grund, at Texten stemmer 
neie overéns med den oprindelige Text. De af losepos meddelte Akt- 
stykker ere samlede af Krebsius, Decreta Romanorum pro Judæis facta. 
1764, 8?; sign. ogsaa Egger, Les Traités dans PAntiquié; i Mémoires de 
PAcad, des Inscriptions XXIV, I, S. 85 og 91 (Paris, 1861). 


1993 


at forklare. Efter Tilbagekomsten fra Landflygtigheden i Baby- 
lonien havde Iudaierne i Jerusalem dannet en lille, først af Per- 
sere, senere af Makedoner og Syrer, stundom af Ptolemaierne af- 
hængig Fristat, i hvilken Ypperstepræsten førte Forsædet. Efterat 
Folket havde reist sig imod Syrerne, afkastet Aaget og hævet sig til 
en uafhængig Stat, sluttedes der Forbund med fremmede Stater, og 
efterat man gjentagne Gange med Held havde tilbagevist Syrernes An- 
greb, havde Anførerne i denne Kamp, Makkabaterne, faaet den 
største Indflydelse paa den lille Stats Styrelse, og denne Magt 
beholdt deres Efterkommere, efter at Faren for Overgreb fra Sy- 
rernes Side var forsvundet, og det syriske Rige var sunket sammen 
til et svagt Land, hvis Kraft fortæredes ved indvortes Splidagtighed. 

Et Par Menneskealdre efterat Iudaierne havde tilkjæmpet sig 
Uafhængighed, antoge Iudaias Styrere Kongetitlen. Ifølge Iosepos 
var Aristobulos, en Søn af Johannes Hyrkanos, den Første, der 
lod sig kalde Konge!; men denne Efterretning er ikke hævet over 
al Tvivl?, Ifølge Timagenes? udmærkede denne Aristobulos sig 
ved sin Retfærdighed, men denne Ros fortjener han sikkerlig ikke, 
da han tvertimod synes at have været en stræng og grusom Her- 
sker; ogsaa Nikolaos fra Damask omtalte uden Tvivl denne Konge 
i sit store historiske Værk. 

Den følgende Fyrste var Alexandros", der omtales et Par 


1. Jos., Arch. Jud. XIII, 11,1. Hos Tacitus, Hit. V, % finder man 
ikke nogen nøiere Angivelse af Tidspunktet, paa hvilket Iudaia gjorde 
sig til et Kongerige; han giver kun den ubestemte Tidsbestemmelse, 
at denne Begivenhed skete, ,da Makedonernes Magt var svækket, fer 
det parthiske Rige var bleven mægtigt og fer den Tid, at Romerne 
havde udstrakt deres Magt til disse Egne af Asien". 

? Man har flere Mønter af Aristobulos, paa hvilke han kalder sig med 
sit hebraiske Navn Judas; paa disse tillægger han sig aldrig Kongetitlen. 
Se Levy, Geschichte des jildischen Minzwesens S. 53 ff., Breslau 1862; 
Maddon, History of Jewish Coinage, 8. 61, London 1864; de Saulcy, 
Reckerches sur la Nusmismat. Jud., S. 102. 

2. Jos., Arch. Jud, XIII, 11, 8; Muller Fragm. Hit. Gr. lII, 8. 822 og 
493. 

£ Jos., Arch. Jud, XIH, 12. 


1294 


Gange af Strabon!, der efter Timagenes fortalte”, at han blev slaget 
fuldstændigt af Ptolemaios Lathuros ved Jordan?; Hovedkilden 
til hans Historie er lIosepos. Man har adskillige Menter af 
Alexandros, hvis hebraiske Navn var 727777 (Jonathan), der offe af- 
kortedes til 75? (Ianaios); paa flere af dem kalder han sig Konge. 
Efter denne Fyrstes Død udbrød der Stridigheder imellem hans 
Sønner, ÅAristobulos og Hyrkanos, hvorved Romerne fik Leilighed 
til Indblanding. 

Da Romernes Historieskrivning paa denne Tid havde naaet 
sin fulde Udvikling, var det at vente, at der hos romerske For- 
fattere fandtes paalidelige Efterretninger om Forhandlingerne 
imellem Rom og Jerusalem og Romernes Tog til Iudaia, paa 
hvilket Pompeiug, som bekjendt, førte Overcommandoen. 

I Virkeligheden finde vi hos flere gamle Forfattere Meddelelser 
om disse Begivenheder". 

Vi have saaledes et Aktstykke, der er fremkommet faa Aar 
efter Toget til Jerusalem, og som berører denne Begivenhed. Det 
er Ciceros Tale for Flaccus%, hvori han siger om Pompeius, at, 
da han havde indtaget Jerusalem, medtog han Intet fra Byens 
berømte Tempel. 

I Strabons Geographt, gives der kun en ganske kort Beretning 
om Begivenheden, idet det fortælles, at da Aristobulos og Hyrkanos, 
Sønner af Kong Alexandros, stredes om Overherredømmet i Judaia, 
satte Pompeius sig med Magt i Besiddelse af Jerusalem og gav 
Ypperstepræsteværdigheden til Hyrkan ', 

I Strabons Åistorsske Værk har hele Begivenheden uden Tvivl 
været nøiere beskreven, men Bogen er uheldigvis gaaet tabt; kun 


1! Strab. Geogr. XVI, 40 p. 762—63 Cas., p. 1106 A. 

2? Jos., Arch. Jud. XII, 12, 5—6 (Muller 1. c.). 

3 Dette fortaltes ogsaa af Nikolaos fra Damask, Miller 1. c. III, 8: 
414—15. 

«£. Den Bog af Livius (CII.), hvor disse Begivenheder vare fortalte, er tabt. 

5. Cic., Pro Flacco no. 28: Cn. Pompeius, captis Hierosolymis, victor ex 
illo fano nihil attigit. 

' Strab., Geogr. XVI; 40 (p. 762—768 Casauh., p. 1106 A). 


1295 


en enkelt herhenhørende Bemærkning meddeles af losepos! nemlig 
følgende: imedens Pompeius opholdt sig i Damask, sendtes der 
ham en kostbar Gave fra Kong Aristobulos i Jerusalem, et i Guld 
udført Konstværk, der forestillede en Have eller Vingaard. Dette 
kostelige Stykke, der skal have havt en Værdi af 500 Talenter, 
bares siden foran Pompeius paa hans Triumphtog; ifølge Plinius 
var det endnu paa hans Tid at så i Rom?, 

I et Udtog af Diodors sidste Bog, der handler om Begiven- 
hederne i disse Aar, fortælles der, at, imedens Pompeius opholdt 
sig i Damask, indfandt Iudaias to Fyrster, Aristobulos og Hyrkan, 
der stredes om Magten, sig hos ham, men at der samtidig ogsaa 
kom et Par hundrede fornemme Iudaier, som klagede over dem 
begge, og forklarede, at deres Land tidligere havde været en Fri- 
stat, og at kun en Ypperstepræst havde ført Forsædet i Staten. 

Pompeius vilde ikke straks afgjere Striden, men neiedes 
forelebig med strængt at foreholde Hyrkan, hvor urigtigt Iudaierne 
havde handlet ved at fornærme nogie Romere, der opholdt sig i 
Landet, og bad harh betænke, at Romerne nok skulde vide at 
straffe slige Overgreb". Nærmere Meddelelser om selve Toget imod 
Jerusalem finder man ikke i Udtoget: der siges blot i Forbigaaende, 
at i en Indskrift, som indhuggedes efter Pompeius' Hjemkomst 
til Rom, nævnedes Iudaias Konge, Aristobulos, iblandt de Fyrster, 
han havde beseiret ?. 

Tacitus indskrænker sig til at fortælle, at Cn. Pompeius var 
den første Romer, der betvang Iudaierne, at han gik ind i Templet, 
men fandt det Allerhelligste tomt. 

Den udførligste Beretning om Toget imod Jerusalem giver 


Jos., Arch. Jud, XT, 8, 8. 

Plin., Hist. Nat. XXXVD, 6. 

Diod., Bibl. Hist. XL, 2 (efter Æzc. Vatic. p. 128). 

Diod., Bibl. Hist. XL, 2. 

Diod., Bål. Hist. XL, 4; sign. Appian, Mfithr. c. 107. 

Tac., Hist. V, 9: Romanorum primus C. Pompeius Iudæos domuit 
templumque jure victoriæ ingressus est; inde vulgatam, nulla intus 
deum effigie vacuam sedem et inania arcana, 


aa fe & & & mm 


1296 


Dion Kassios, der skrev omtrent i Aaret 227 efter Kr. Han for- 
tæller, at Hyrkan, der ikke havde mange Tropper, hurtig blev 
betvunget, og at Aristobulos, hans Medbeiler til Ypperstepræste- 
værdigheden, blev indesluttet i en Fæstning og snart overgav sig. 
Men da han siden gjorde forskjellige Vanskeligheder, nægtede at 
betale Tribut 0.8. v., tog Pompeius ham til Fange, besatte Landet og 
trængte ind i Jerusalem, hvor han fandt Bistand hos Hyrkans 
Parti. Kun Templet forsvaredes tappert, indtil det tilsidst paa 
en Festdag lykkedes Pompeius at overrumple det?. 

Aaret efter Pompeius' Tog til Jerusalem lagde man flere 
Steder, ifølge den af Senatet i Aaret 63 fattede Beslutning, Beslag 
paa de Summer, som Israeliterne havde samlet til Templet i 
Jerusalem 2, i 

En af de romerske Embedsmænd, der optraadte med størst 
Iver i denne Sag, var Statholderen i Asien, Prætoren L. Valerius 
Flaccus. Han synes at være gaaet frem med megen Haardhed 
imod de i hans Provinds bosatte Iudaier, hvorfor Decimus Lelius, 
der efter hans Hjemkomst til Rom anklagede ham for mislig Em- 
bedsførelse, heller ikke glemte at bebreide ham hans Gridskhed og 
Haardhed ved Udførelsen af Senatets Beslutning imod Iudaierne", 
Men Klagen fandtes ikke beføiet: Flaccug, der forsvaredes af 
Cicero, frikjendtes saavel for denne som for andre Beskyldninger. 

Ifølge den af Pompeius trufne Bestemmelse skulde Iudaia 
atter være en Fristat under Ypperstepræstens Forsæde, og Hyrkan 
var af ham stillet i Spidsen for Staten, men denne Bestemmelse 
kuldkastedes snart, og Iudaia blev atter Skueplads for Uroligheder. 
Efter Crassus' Nederlag faldt Partherne ind i Landet, besatte 


! Dio. Cass., Hist. XXXVII, 15—16. 

2. Plutarkh, De superst. c. 8 hentyder formodentlig til denne Begivenhed. 

3 Ifølge Strabon (Jos. Arch. Jud, XIV, 7, 2, Muller, Fragm. Hist. Gr. ” 
fI, S. 498) havde allerede Mithridates (Aar 86) paa Øen Kos lagt 
Beslag paa en stor Sum Penge, der skulde sendes til Jerusalem. 

s BSlgu. Cic., Pro Flacco no. 28: sequitur auri illa invidia Judaica. 

5. Strabon, Geogr. XVI, 2, 46 (p. 764 C., p. 1109 A.), hvor der ved en 
Uneiagtighed fra Forfatterens Side staar Herodes for Hyrkan. 


1297 


Jerusalem og spillede en Tid Herrer i Syrien. Men Romerne søgte 
atter snart at gjenoprette deres Nederlag og rykkede nogle Aar 
efter igjen med overlegen Troppestyrke ind i Landet og forjog 
Partherne. Ved denne Leilighed besatte C. Sosius Iudaia?. 

Snart efter Parthernes Fordrivelse lykkedes det Idumaieren 
Herodes, hvis Fader Antipatros allerede tidligere ved Romernes 
Hjælp havde faaet stor Indflydelse i Jerusalem, at blive stillet i 
Spidsen for Staten?. M. Antonius gav ham siden Titel af Konge, 
og Herodes blev af Erkjendtlighed tro mod ham til det Sidste?. 
August, til hvis Parti Herodes straks gik over, da Antonius var 
falden", gav ham snart Bekræftelse paa Værdigheden', Hvad 
Herodes's Historie angaaer, da har den uden Tvivl været nøiagtigt 
behandlet i Nikolaos fra Damask's Værk, men dette Skrift er des- 
værre tabt paa et Par Brudstykker nær, der ere bevarede hos 
Ilosepos&, Hovedkilden til dette Tidsrams Historie. 

Efter Herodes' Død (omtrent 4 f. Kr.) deltes hans Lande 
imellem hans Sønner, hvis Skjæbne kortelig omtales af Strabon?”. 
Han siger, at ingen af Herodes' Sønner havde synderlig Held med 
sig, og at ingen af dem blev Konge efter Faderen; den ene af dem 
døde i Landflygtighed i Gallien iblandt Allobrigerne. 

Ifølge Tacitus havde en vis Simon straks efter Herodes' Død 
gjort Oprør og erklæret sig for Konge, men hans Forsøg var bleven 
tilintetgjort af Quintilius Varus, Statholder i Syrien 8. 

Under Tiberius indtraf der ifølge Tacitus ingen Roligheds- 
forstyrrelse i ludaia; derimod fortæller han, at under denne Konges 
Regjering fænrettedes der i Jerusalem, imedens Pontius Pilatus var 
Landshevding i Landet, en vis Christus, der var Stifter af en Sect, 


Tacitus, Hist. V, 9; se ovenfor 8. 725. 

Strab. Geogr. 1. c.; Tac. l. c. 

Appian, Civ. V, 75. 

Plut., Anton. c. 71. 

Tac, Hist. V, 9. 

Sign. Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 417 £. 

Stzab, Geogr. I c. 

Tac., Hist. V, 9; sign. Annal II, 42: Iudaia seger Skattebyrden lettet. 
” 82 


' ea ed ea eæ "« te e - 


1298 


som under Nero paa flere Maader voldte Uro, hvorfor Keiseren lod 
denne Læres Tilhængere meget strængt straffe". 

Denne sidste Bemærkning er af stor Vigtighed, thi den viser, 
at man paa Tacitus' Tid — og formodentlig længe før — ansaa 
det for utvivlsomt, at den nye Lære, hvis Livskraft og Farlighed for 
Hedenskabets hensmuldrende religiøse Grundpiller, og derved for 
Staten, klarere skuende Aander sikkerlig begyndte at faa Øinene op 
for, var bleven stiftet i Tibers Dage af en vis Christus, som var 
bleven henrettet, imedens Pontius Pilatus var Landshøvding. 

Inden vi gaa videre i denne korte Udsigt over Iudaias Skjæbne 
efter Klassikernes Meddelelser, maa vi dvæle et Øieblik ved Iu- 
daiernes Forhold udenfor Moderlandet. 

Da Romerne begyndte at sætte sig fast i Ægypten, fandt de 
straks Understettelse af de i dette Land meget talrige Iudaier, 
ligesom ogsaa Jerusalems Herskere gjentagne Gange støttede dem 
ved Afsendelsen af Hjælpetropper?. Rimeligvis var denne deres 
Beredvillighed til at staa dem bi ikke uden Indflydelse paa de 
følgende romerske Magthaveres velvillige Sindelag imod Herodes 
og den iudaiske Stat. Derimod blev Folkestemningen aldrig rigtig 
gunstig mod den, i Særdeleshed ikke i Alexandria og i Rom. Det 
sidste Sted, hvor de snart bleve talrige”, var man dem særlig imod, 
fordi de søgte at skaffe sig Proselyter; man gjorde sig lystig 
over deres Afholdenhed fra Svinekjød, deres Fasten og strenge 
Overholdelse af Sabbaten". De fleste Iudaier i Rom vare forøvrigt 
fattige Folk, der for en.stor Del levede af at sælge Svovlstikker 


! Tac., Annal. XV, 44: Quæsitissimis poenis affecit quos per flagitia 
iuvisogs vulgus Christianos appellabat. Auctor nominis ejus Christus, 
Tiberio imperitante, per procuratorem Pontiam Pilatum supplicio af- 
fectus erat. 

2 Sign. Jos. Arch. Jud, XIV. 8, 3. 

3 Cicero siger i sin Tale imod Flaccus om dem: scis quanta manus, 
quanta sit concordia quantum valeat in concionibus; sign. Jos. XVIL 18. 

£ Se Sueton., Octav., c. 76, hvor August paa en spegefuld Maade omtaler 
deres Fasten. August mente aabenbart, ligesom de fleste andre Ro- 
mere, at Israeliterne fastede paa Sabbaten; sign. Martials jejuma 
Sabbatariarum (IV, 4, 7). 


1299 


og af at spaa Folk; deres Hovedopholdssteder vare dels en For- 
stad hinsides Tiberen!, dels et Kvarter ikke langt udenfor den 
latinske Port og ved Egerias Lund. 

Under Tiber blev der foretaget en Udskrivning i Rom iblandt 
iudaiske Frigivne i Rom, og 4000 Rekruter sendtes til Sardinien ?. 
Tacitus fortæller ogsaa, at' Iudaierne fik Befaling til at forlade 
Italien, naar de ikke vilde afstaa fra deres Gudsdyrkelse?; men vi 
vide ikke, hvor strængt denne Bestemmelse er bleven opretholdt. ' 

I ethvert Tilfælde kan det ikke omtvivles, at de under Clau- 
dius udvistes fra Rom, at dømme efter Suetonius, rimeligvis paa 
Grund af indbyrdes Stridigheder, fremkaldte ved Kristi Læres Ud- 
bredelse i deres Samfund". Dog har det neppe varet længe, før de 
atter fik Tilladelse til at opholde sig i Roms, 

Ifølge Tacitus behandledes Iudaia med Strenghed af Cajus 
Caligula, ja der begyndte endog at trække et voldsomt Uveir op 
over Landet, da man nægtede at opreise Keiserens Billedstette i 
Templet; men Uveiret kom ikke til Udbrud, da Keiseren kort efter 
mistede Livet. Claudius gik frem med mere Maadehold, og hans 
Regjering forløb temmeligt roligt. Ifølge Tacitus gjorde Claudius 
Iudaia til romersk Frovinds og overdrog Bestyrelsen til romerske 
Riddere og Frigivne”. En af dem, siger Tacitus, var Felix, som 
ægtede Drusilla, en Datterdatter af M. Antonius; han var iøvrigt, 
efter hvad Tacitus fortæller, ikke videre retfærdig imod Iudaierne, 
men de fandt sig dog temmelig taalmodig deri og forholdt sig 
ogsaa rolige under Felix? nærmeste Efterfølgere, indtil tilsidst under 


% 


Sign. Hor., Sat. I, v. 142 se ovenfor S. 120. 

Tacit., Annal. II, 85; sign. Sueton., 7wber. c. 36. 

Tacit. I. c. 

Sueton., Claud. c. 25: Judæos impulsore Chresto assidue tumultuantes 

Roma expulit; algn. Acta Apost. 18, 2. 

5 Dio Cassius, Aist. LX, 6, siger, at de vare altfor talrige til, at man 
kunde fordrive dem, men man ter vel dog ikke slutte heraf, at ikke 
alle Iudaier bleve udviste af Rom under Claudius (se Acta Apost. 1. c.). 

sS Tacitus, Hist. V, 9. 

7 Tac. Il. ec. 


82" 


1300 


Neros Regjering Gessius Florus' voldsomme Udsugelser og skrigende 
Uretfærdighed fik deres Taalmod til at briste og bragte dem til 
at gribe til Vaaben, 

Den romerske Legat i Syrien, Cestius Gallus, gik imod dem 
og kæmpede flere Gange med dem, men ikke altid med Held. 
Nero sendte derfor en anden Hærfører Vespasian til Landet, og 
ham formaaede Iudaierne ikke at modstaa. I Lebet af to Somre 
tog Romerne Landet tilbage, alene paa Hovedstaden nær, som Ve- 
spasian indesluttede og beleirede. 

Men uagtet al Romernes knusende Overmagt og til Trods 
for, at ingen Hjælp nogensteds var at eine, imedens Modstands- 
kraften stadig svækkedes ved indre Splid, tænkte Hovedstaden 
ikke paa at overgive sig, og Beleiringen trak i Langdrag, indtil 
Staden endelig indtoges af Titus, Vespasians Søn, der havde aflest 
sin Fader som Hærens Anfører, da denne var bleven kaldet til 
Keiserthronen. Templet forsvaredes endnu en Stund, men tilsidst 
faldt ogsaa dette i Romernes Hænder, hvorpaa det gik op i Luer?. 
Staden ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller solgtes som Slaver 
og spredtes over hele Romerriget. 

Antallet paa de i Jerusalem indesluttede Israeliter var efter 
Tacitus 600,000; ifølge Iosepos var det langt større, idet efter 
hans Angivelse, ikke mindre end 1,100,000 omkom under Beleiringen 
og 97,000 bleve tagne til Fange ag solgte som Slaver?. Saa stor 
var imidlertid Jerusalems Befolkning dengang ingenlunde; det store 
Flertal var kommet til Jerusalem til Paaskefesten! og blev efter 
dennes Slutning af den romerske Beleiringshær hindret i at vende 
tilbage. Alle, der søgte at undfly og bleve grebne, henrettedes 
under grusomme Pinsler. 

Med Jerusalems Ødelæggelse ender det iudaiske Folks Hi- 


1 Tac. Hist. V, 10. Om Krigen 86 ogsaa Dio Cass, Hist. LXVI, 4—7. 

Tacit., Æist, V, 13. Det antages i Reglen, at Titus havde udstædt et 
udtrykkeligt Forbad imod at edelægge det pragtfulde Tempel, og at 
det var et uheldigt Tilfælde, der var Skyld i Templets Ødelæggelse. 
Denne Paastand savner dog tilstrækkelig Grund. 

3. Jos., Bell, Jud, VI, 9, 8. 

$ Sign. Jos., Bell, Jud. DO, 1, 8. 


1301 


storie; thi Israels Børn dannede fra dette Øieblik af ikke mere 
noget eget Folk, og de havde ikke mere noget Afidtpunkt, hvorom 
de kunde samle sig. Det Forsøg, der skete nogen Tid efter af 
tilbagevendte Flygtninge, i Forbindelse med de i andre Egne af 
Landet boende Israeliter, paa atter at grunde et israelitisk Samfund 
omkring den gamle Hovedstads Ruiner, tilintetgjordes af Romerne 
efter Undertrykkelsen af Barkokbas Oprør imod Hadrian. Antallet 
af Israeliterne i det hellige Land var forøvrigt paa Hadrians Tid 
ingenlunde ringe; ifølge Dion Kassios! blev ikke mindre end 985 
Byer ødelagde i denne Krig, hvorved der omkom 585,000 Mennesker. 
Israels Børn forjoges atter fra deres Fædreland, og andre Stammer 
tilligemed romerske Nybyggere toge i deres Sted Landet i Besiddelse. 

Til Slutning maa vi endnu bemærke, at, efter hvad klassiske 
Forfattere fortælle ?, var det i den sidste Tid af Republikens Dage 
og i den første Keisertid en almindelig udbredt Mening iblandt 
Iudaierne, at deres Folk var bestemt til at spille en særegen Rolle 
i Verdenshistorien. Nu er det unægteligt sandt, at næsten alle 
gamle Folk i Østen, der havde hævet sig til et vist Kulturtrin, 
gjerne betragtede sig selv som kaldede til at spille en stor Rolle 
i Verden og ansaa alle andre Folk for staaende dybt under sig 
og derfor bestemte til at være deres Tjenere, men disse stolte 
Tanker vare næsten overalt uddøde, dengang da Romerne bemæg- 
tigede sig Herredømmet over Verden. Det kan vel ikke nægtes, 
at mange af Israels Børn ikke vare- ganske fri for at nære lig- 
nende store Tanker om sig selv som deres hedenske Naboer, men 
deraf tør man dog ikke slutte, at de alle nærede slige Forvent- 
ninger, ja ikke engang, at det. var den almindelige Mening iblandt 
dem; det synes meget mere allerede af de her berørte Yttringer 
hos Klassikerne, at fremgaa, at Israeliternes Forventninger om deres 


1! Dio. Cass., Hist. Rom. LXIX, 14. 

2. Sign. Sueton., Vespas. c. 4: Percrebuerat Oriente toto vetus et constans 
opinio, esse in fatis, ut eo tempore Judæa profecti rernm potirentur ; 
sign. Tacit., Hit. V, 13: Pluribus persuasio inerat, antiquis sacerdotum 
literis contineri, eo ipso tempore fore, ut valesceret Oriens profectique 
Judæa rerum poterentur. 


1302 


Folks kommende Herlighed havde en ganske anden Karakter og 
Væsen end andre Folks indbildske Drømmerier, og at den langt 
mere var rettet imod en fjernere Fremtid. 

Man vilde saaledes, selv naar vi ikke havde havt det gamle 
Testamentes Skrifter, ved Hjælp af hvilke vi kunne følge den 
messianske Idés Udvikling igjennem Tiderne, alene igjennem de 
her berørte Antydninger hos Klassikerne om" Israeliternes eien- 
dommelige Forventninger have havt en Forestilling om, at den 
særegne Rolle, som Juda og Jerusalem er kommet til at spille i 
Verdenshistorien som den kristne Religions Udspring, var bleven 
forberedet igjennem Tiderne, og at denne Forberedelse hos Folket 
havde skabt en eiendommelig Forventning hvortil intet Tilsvarende 
fandtes hos noget andet af Oldtidens Folk. 


c. 3500 


c. 3000 


c. 2500 


ce. 1400 


c. 1100 


TIDSTAVLE. 


| ÆGYPTEN. 


"Mena (Menes) samler Riget. 
[Memphis bliver Hovedstad. 
. asti. . 

rnasti.] Pyramider bygges. 
TIT. Store Fremskridt. 
IV, Dyn. Hei Kulturudvikling. 
De store Pyramider bygges. 
Khufu (Kheops). 
Shafra (Khephbren). 
Menkera (Mykerinos, Aar 3010). 
0. 8. V. 
V. Dyn. Tog til Aithiopien. 
VI. D ? 


VIX. . Æ 

XI. Dyn. Thoben 

Øvre Ægypten. 

XII. Ægypten samles atter. 
Amen-m-ha I. 

Usertesen I. 

0. 8. V. 

XII. Dynasti (Theben). 

XIV. Dyn. Indfald af Hyksos. 
Kampe imellem Hyksos (XV. 
DY0:) og Kongerne i Theben 
(XVI. og XVII. Dyn.). 

Ahmes beseirer Hyksos. 
Amonhotep I. Indfald i Asien. 
Thotmess I. Tog til Asien. 
Thotmess II. Seire i Asien. 
Hatasu. — Thotmess III. Store 
Erobringer i Åsien. 

Amonhotep III. Seire i Asien. 
Amonhotep IV. (Akhu-n-aten). 
Religionsforandring,Atendyrkelse 


ypten delt. 
ongesæde i 


Erobringerne gen tabte. 
Uroligheder. action. 
Hor-m-heb. 


Rameses I. (XIX. Dyn.). 
Seti I. Seire i Asien. 
Rameses II. Sesostris. 


Kampe i 
Syrien, navnli 


ved Orontes. 
er-n-ptah (Menephtha). Ind- 
fald af Libyer i Ægypten. 
lsraels Bern vandre ud. Moses. 
Seti II. Uroligheder. Nye Indfald. 
Rameses III. lee Dyn.). 
Rameses IV., V., VI. 
Rameses VII.— XIV. 
Amonspræsterne Magthavere i 
Theben. 
Ægypten delt i flere Riger. 


ASIEN. 


Kaldaia Sæde for en hei Kultur. 


Ur i Kaldaia Landets Hovedstad. 
Uruk (?) Ilgi (?). 


Elamiterne falde ind i Mesopo- 
tamien (Kudur-Nanhunti; Kedor 
Laomer). 


Ismi-Dagon. 


Ægyptiske Tog til Asien begynde. 
Syrien betvinges. 

En Del af Mesopotamien (og af 
Sudan) beseires af Ægypterne. 
Khamurabbi kaarer Babylon til 
Kaldaias Hovedstad. 
Mesopotamien og Syrien tabes 
af Ægypterne. 


Nye ægyptiske Tog til Syrien. 
Kheta (khetiterne E Nordayrien) 
kæmpe med Held imod Ægyp- 
terne. Traktater afsluttes. 


Hele Syrien atter frit. 
Philisterne nedsætte sig paa 
Kanaans Kyst. 

Josva beseirer Kanaaniterne. 


Tiglath Pilesar I. hæver Assyrien 
til Mesopotamiens første Magt, 
beseirer sine Naboer, men over- 
vindes af Babylonierne (1110). 





ÆGYPTEN. JUDÅ, ISRAEL. | ASSYRIEN, BABYLONIEN. | ANDRE 
LANDE. 
David 1011-971. Syriske HiramiTyros 
Sisak I. | — Salome 971-38. | Indfald i 
949-28. Rehabeam ! Jeroboam | Assyrien. 
Osorkon I. | 933-16. 933-12. 
0.s. v. (XXII. Abiam Nadab Bin-nirari 
Dynasti). 916-13. 912-10. 906-890. 
Åssa Baesha |Tiglath Adar 
913-872 910-886. 890-8£4. 
Josaphat | Ela. Simri. | Assur-nasir- 
872-48 Omri 88675. 884-61. 
Borgerkrige, oram 2 alman-eser 
Uddeling af| 850-438. | 875-54. | 861-380. 
Land til Akhasia Akhazia |Assur-danin- 814 
Krigerkasten Athalia Joram. Samsi-Bin anlægges 
opstaar. |. 842-835. | 8583-42. |  827-11. æggen. 
J0a3835- 795, Jehu 842-14.! Bin- -nirari 
Ægvute mazia |Joas 798-81.| 811-782. i 
Freresd flere 795-66. |Jeroboam IL!Salman-eser T 28 
Riger Asarja 1792-51. 1782-72. Llokeres 
XXIII. Dyn. (Uzia ) Sakarja |Assur-dan-il 718 Medien 
i Tanis. 1788-36 7591-50. 1772-54. erobres 
Tothan Menahem |Assur-nirari 70 
i 49-3 750-837. 7541-45. 
Bokkhoris | Arhas | Pekaja |  Tiglath Sidons Oprør 
Sabako 725.) 732-26. |Peka 737-30.|  Pilesar 870 Gu 
' Hezekia Hosea s 7145-27. 660 Indfeld 
. -697. 1730-22. alman-eser É 
En "69742. |Ieraels RigelSargon 722-5 …, Merodak iLille-Asien, 
692-666. ”… |"sraets nigelvargo Baladan for- Gyges falder. 
Assyrernes Amon  |assyrisk Pro-! Senakherib 112. | 680 El 
Tedfald | 641-89. vinds. | 705-680. jages odEk! erobret. 
Psametik L| Josia Assurhaddon Bal er erobre 
| 639-609. 680-67. aladan for=| 680 Medien 
6654-60 Joakhas og | 625 Josia | Assur-bani- 328 etter. 59985 Krig 
610-594 Jojakim - | indtager |pal668-26(?) 2 sgokhi n Tig 
Psametik II. 609-598. | Samareia. | Assur-erik- aosdoX hin. ime om 
Avries, vodakin 598. ili, 626-? é die og 
Feer Zedekia Nabu-pal-usur 57 J TVT 
565-925. 5598-88. 6260-04. k ene, os 
PsametikIII. Nabo kador-nsur DK TOB, 
-562. ? 
Kambyses | 1536 Nabo-nahid Medion 
Ægypten. | Terusalem K 555-88. 548 Lydien 
st? LLR yTos indtager Babylon. falder 
reises atter. 


»— 522 Kambyses der. Den falske Smerdes. 


521-486 Dareios I. 
330. Alexandros den Store tilintetgjer Perserriget.