Bjørnø

f^n

\^n

'^^. ~ '^Jk

^ ^,

Digitized by the Internet Archive

in 2010 With funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/bjornopalleOOrose

énc

BJØRNØ

BJØRNØ

ROMAN

AF

PALLE ROSENKRANTZ

^

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHAXDELS FORLAG (f. HEGEL & SOn)

Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)

1900

I.

laa en 0 i Udløbet af en bred og dyb Aa
i det sydlige Sjælland ligger Herregaarden Bjørnø.
I den katolske Tid laa dér, hvor Bjorno Slot nu
staar, et Nonnekloster, hvis Rigdom var kendt
over det ganske Land, og hvor Landets fornemste
Døtre tog Sløret og levede i Dyrkelse af Gud og
Jomfru Maria. Men allerede under Dronning
Margarethe kom Klosteret under Kronen og er-
hvervedes under Erik af Pommern af Jacob Ahren-
feldt, i hvis Slægt det siden forblev. I Begyndelsen
af det 1 8de Aarhundrede ophøjedes den Ahren-
feldtske Slægt i lensgrevelig Stand, og Bøndergods
og Kirker samledes under Lensgrevskabet Ahren-
feldt og Bjørnø, nu af Hartkorn ca. 1200 Tdr.

Under Christian den 6te byggede Lensgreve
Ahrenfeldt et pragtfuldt Slot paa Bjørnø i Roko-
kostil, og dette Slot staar nu som Slægtens Stam-
sæde, med hvide Mure og blinkende Tegltag,
mellem hundredaarige Ege i den gamle Park.

Fra Bakken skraas over for Slottet har man
et pragtfuldt Blik over dette. Blank og blaa fly-
der Aaen mellem grønne Brinker forbi Slottet og
tværs over dens Vand er muret en Bro, der hvæl-
ver sig paa Midten. Over denne Bro fører Lan-
devejen til Oen, saa svinger den til højre langs
Aaen, hvor der er muret et Rækværk af enkelt-
staaende Søjler i halvanden Fods Højde med en
Balustrade af Cement. Bag. Vejen hæver der sig
tre Terrasser med grønne Græsplæner og Blomster-
bede af sindrige Former med de herligste Roser.
Paa den øverste Terrasse ligger Slottet med sin
blændende hvide Facade, i to Etagers Højde, store
Vinduer i snorlige Rækker og øverst det blinkende
Tag af glinsende Teglsten, der kaster Solglansen
glimtende tilbage — Solglansen, der spiller paa
Aaens Vand og de blanke Ruder i Vinduernes
Række.

Aaen er ud for Slottet 500 Fod bred: dens
modsatte Side er bevokset med tætte Graner paa
den stærkt skraanende Bred.

Og Vejen forer forbi Slottet ind paa en stor
aaben Ridebane, om hvilken Staldbygningerne grup-
perer sig, drejer saa til venstre ind under Slottets
nordlige Fløj gennem en rummelig Port ind i Slots-
gaarden, der paa de tre Sider skærmes af Slottets
Fløje og mod Vest aabner sig mod den store

engelske Park med talrige Kanaler, sjældne Træer
og Buske.

Bag Ridebanen ligger Bjørnø Avlsgaard, der
har et Tilliggende af looo Tdr. Land Ager, den
Del af Bjørnø, der er under Plov.

Resten af Øen er indtaget til Skov, der strækker
sig mod Syd til Øens sydligste Pynt under Navnet
Nonnevænget, en Erindring fra Bjørnøs gamle Dage.

Saaledes ligger Bjørnø Slot, stort og stolt, ved
det blinkende Vand, omgivet af Træer og frugtbare
Marker. Rigt og frodigt er Bjørnø, og rige og
mægtige var altid Ahrenfeldterne paa Bjørnø.

Den sidste Lensgreve, Hugo Ahrenfeldt, der
udvidede Parken om Slottet, var gift med Julia
Howard, Datter af den syvende Jarl af Bangtry,
hvem han havde lært at kende, da han som Atta-
ché opholdt sig ved det danske Gesandtskab i
London.

Med sin Hustru havde han indført engelske
Sæder paa Bjørnø, og Livet levedes der som paa
de store engelske Herresæder i Northhumberland,
indtil Døden pludselig bortrev først Greven og
ko~t derpaa hans unge Hustru, hvorefter deres
eneste Datter, Vendela Ahrenfeldt, som Arving til
Bjørnøs Herligheder stod alene i Verden, kun 12
Aar gammel.

Godset kom under Administration, og Lens-
grevens Onkel, den gamle Baron Rudolf Ahren-

feldt, en barnløs Enkemand, stilledes i Spidsen
for Administrationen og tog Ophold paa Slottet,
medens Barnets Opdragelse overlodes til den af-
døde Grevindes Søster, Miss Nancy Howard.

Roligt og støt styrede gamle Baron, som de
kaldte Rudolf Ahrenfeldt, Godset, kun med dette
for Øje, at afgive det lydefrit og velordnet til den
unge Herskerinde, der opdroges dels i England,
dels i Syden, paa den Dag, da hun fyldte sit
attende Aar.

Og Dagen kom, en lys Junidag, medens So-
lens Lys spillede paa Aaens Vand og Slottets Tag,
og det store Flag smeldede lystigt fra Flagstangen
over Frontespicen for den friske Brise.

Komtesse \'endela Ahrenfeldt holdt sit Ind-
tog paa sit Herresæde og modtog det fra sin
gamle Kurators Haand, lydefrit og rigt, hvornæst
hun bad ham nu som for at styre Godset ved
hendes Side.

Og gamle Baron kyssede sin smukke Nieces
Kind og lovede at staa ved hendes Side, til en
anden med større Ret tog Styret. Saa smilede
den gamle Kavaller gennem Taarer og forte Slot-
tets Herskerinde over Husets Tærskel.

Men alt blev ved det gamle.

Komtesse Vendela præsiderede ved Bordet som
Lensbesidderinde, og gamle Baron administrerede
og repræsenterede.

Og det gjorde gamle Baron udadleligt, som
han gjorde alt, hvad han foretog sig. Miss Howard
— kaldet »Auntie« — overtog Husets indre Sty-
relse og forte den engelske Ledelse videre fra den
afdøde Lensgrevindes Tid.

Der var Sollys og Friskhed over Livet paa
Bjørnø, men støt og sikkert lededes alt efter
gamle Traditioner.

Og der var Sollys og Friskhed over Vendela
Ahrenfeldt, Ejerinden af alle Bjørnøs Herligheder.

II.

Si

kraas over for den norlige Pynt af Bjørnø
ligger Gaarden Strandnæs, 200 Td. Land, lidt
Skov og lidt Eng. Afdøde Hugo Ahrenfeldt
havde købt Gaarden, der tilhørte en gammel Pro-
prietær-Slægt, og skænket den til Ritmester Juel,
som var gift med Grevens eneste Søster Jutta.

Ritmester Juel var ikke Finansmand og endnu
mindre Landmand. Han sad smaat i det, da han
ægtede den rige Komtesse fra Bjørnø, men da
han efter et i8-aarigt Ægteskab døde, 6 Aar før
sin grevelige Svoger, var han, trods de rigelige
Midler den gavnmilde Greve havde stillet til hans
Disposition, lige saa fattig, som da han stod ved
Hestgarden i København og med sin smukke Fi-
gur og sit glade Væsen gjorde et dybt Indtryk
paa den unge Komtesse.

Hofjægermesterinde Jutta Juel boede nu paa
Strandnæs med sin eneste Søn, Flemming Juel, der
havde staaet nogle Aar ved Livgarden, men af

økonomiske Grunde havde taget sin Afsked og er-
hvervet Skøde paa Strandnæs, som han nu drev
med Flid og Energi, men uden stort Udbytte.

Men Fru Jutta mente, at saa var han dog
nærmere ved Bjørnø. Om Bjørnø drejede alle
hendes Tanker sig, og naar hun stod ved Vinduet
i sit Kabinet og saa over mod det blanke Tag,
saa smilede hun hen for sig og mumlede mellem
sine Tænder: »Flemming skal bhve Herre til
Bjørnø.«

Dertil var han født, og dertil havde hun op-
draget ham.

Fru Jutta var Dansk fra Isse til Fod. Det
engelske Væsen havde altid være hende imod.
Mellem hende og Svigerinden havde der aldrig
bestaaet noget godt Forhold, og det fjernede hende
fra Broderen, der i Grunden holdt af hende.

Kantet var hun, og disse Kanter havde Li-
vet ikke slebet — tværtimod, huslige Sorger og
økonomiske Vanskeligheder havde gjort hende
bitter, furet hendes Træk, snerpet hendes Mund
til et bittert Smil. Sin Ryg holdt hun rank og
sit Øje hvast hæftet paa Bjørnø.

Flemming var en lydig Søn, men Kærlighed
havde han aldrig følt for sin Moder. Fru Jutta
var haard og streng. Hun opdrog Flemming godt,
men uden Mildhed.

8

Da han tog sin Afsked fra Livgarden, gav
Chefen ham det Skudsmaal, at bedre og mere
pligtopfyldende Officer havde aldrig baaret Liv-
gardens Uniform, og det var Sandhed. Flemming
var korrekt, udadlelig korrekt, men ingen kendte
ham og ingen kunde sige, hvad der boede i hajn.

Han gik sin Vej gennem Livet, som den
]\Iand, der har sine Ordrer og handler efter dem;
han gjorde sin Pligt i det store som i det smaa,
men uden Ord.

Fra sin tidligste Barndom havde han hort, at
han skulde være Herre til Bjorno. Det var et
Pligtbud, og naar Dagen kom, vilde han op-
fylde denne Pligt, som han havde opfyldt enhver
anden, der var ham paalagt.

Men han tænkte aldrig derpaa, selv ikke naar
han stod i Marken og saa mod Syd, hvor den
synkende Sol spillede paa Taget over Bjørnø Slot.

Saa kom den Dag, da Komtesse Vendela tog
Bjørnø i Besiddelse.

Fru Jutta tog straks derover med sin Søn.

Gamle Baron Ahrenfeldt snærrede ad sin
Xiece, som han ikke led; men Vendela tog mod
begge med Hjertelighed, og paa Hjemturen- smi-
lede Fru Jutta hen for sig og sagde til Flemming
med en kort Latter:

>/ Kongens Datter og det halve Rige.«

Flemming tav.

Men klart stod det for ham, at han var fodt
og opdraget til at blive Herre paa Bjørnø.

Og i de Aar der gik, medens Sollys og Frisk-
hed var over Livet paa Bjorno, blev dette klarere
for alle paa Egnen.

Kun Vendela tænkte ikke derpaa, og Flem-
ming talte aldrig derom.

Saaledes gik fire Aar.

III.

»iVuntie — Auntie — Posten er kommen.«

Komtesse Vendela stod i Doren til Miss Ho-
wards Kabinet, Morgensolen kastede sit skarpe
Skær ind gennem det aabne Vindue mod Sydøst
og strejfede den unge Piges lysblonde Haar, lige-
som kærtegnende den runde, bløde Kind og den
fine Øreflip.

Frisk og fornøjet stod hun der i Sollyset, høj
og rank, med let blussende Kinder, straalende Øjne
og Haanden strakt ud mod den lille Dame, der
sad ved Skrivebordet i det fine, gamle Jomfru-
Kabinet, med de spinkle Møbler i Louis quinze
og Mængder af Nips, Fotografier og smaa Sou-
venirs.

»Auntie — fire Breve til Dig.«

»Giv mig dem, Darling.«

Miss Howard rejste sit Hoved og saa paa
Vendela med et venligt Smil i sine klare, lyse Øjne.

» God gracious, fire Breve. «

Vendela tog Plads paa en lav Skammel ved
Vinduet og foldede Hænderne over sit Knæ.

»Det er Sommer-Indkvarteringen, som Onkel
Rudolf kalder det. Nu har vi den 20. Juni, og
saa begynder vort Rykind. Hvem har meldt sig?«

»Elise og Margaret.«

»Selvfølgelig — dem længes jeg efter.«

»Onkel Haxthausen.«

»Med sin Podagra — ham maa Onkel Rudolf
tage sig af.«

»Ikke flere foreløbig, men-; — Auntie smilede —
»der kommer nok flere, Darling.«

»Det haaber jeg ogsaa, for Elise og ^largaret
er meget søde, og Onkel Hax er meget rar, men
det bliver ikke til meget med dem alene.«

Auntie bøjede sig over sine Breve og læste.

»Darling — Oxenbridge kommer.«

»Oxenbridge?«

»Ja, Du ved vore Venner fra Harrow Hill. —
Lady Oxenbridge skriver, at de rejser til Xordkap
i Sommer og kommer her forbi. Miss Jenny er
med.«

Vendela saa betænkelig frem for sig: »Synes
Du, de var morsomme, Auntie?«

»Ikke synderlig« — Miss Howard smilede —
»men Lord Oxenbridge /s 07ie of the first — you

k7lOW. «

12

»Ja Auntie, ham kan Du beholde for Dig og
Mylady med. — Miss Jenny med sine frygtelige
Akvareller skal jeg nok faa anbragt ovre paa
Pynten, der kan hun male Bjørnø ved Solens Op-
og Nedgang — ved Du, rigtig med rødt, ildrødt,
og meget Vand paa Penslen. Kan Du huske,
hvor vi lo, naar hun malede Vesuv og Golfen i
i Tuteoli?«

»Her er Brev fra Marchese Ruspoli — han
skriver rædsomt Fransk, man skulde ikke tro, de
kunde bruge ham ved Diplomatien — horreur —
Du ved, jeg kan daarhg Fransk.«

»Ja det ved Gud, Auntie, kan Du huske, hvor
de lo ad Dig i Cannes?«

»Jamen Ruspolis er værre, meget værre.«

»Naa, og han kommer ogsaa. Han er nu i
Grunden morsom, bare han vilde lade være at
synge. Kan Du huske, første Gang vi hørte ham?
— Hvor jeg lo. Jeg maatte putte mit Lomme-
tørklæde i Munden for ikke at gøre komplet Skan-
dale. Og saa gør han Kur til mig — tænk Dig —
jeg synes, han ligner en Frø.«

»Fy, Darling, det er slet ikke ladylike at tale
saadan. «

»Jeg ved, jeg er meget lidt ladylike, Auntie,
men saadan er jeg nu en Gang, og jeg bliver
aldrig anderledes. Ved Du hvad, Auntie, det er
et forfærdeligt Held for mig, at jeg har Lov til

13

at være som jeg vil, for ellers slap jeg aldrig
gennem Verden. Tænk Dig nu bare, hvis Du
var som Tante Jutta! Ved Du hvad, saa tog jeg
Lensgreveminen paa, som Onkel Rudolf siger, og
forviste Dig fra Godset, sødeste Auntie. — Vil Du
svare?«

»Selvfølgelig.«

»Saa sender jeg Bud ned om at sadle Bess
og rider ud for at møde Onkel Rudolf; han er
nede hos Fasanjægeren for at se til Kalkunerne,
der ligger.«

»Nej hanerikke,« lød den gamle Barons dybe
Stemme i Døren fra Havestuen. »Han er her med
en Nyhed til Hendes Naade.«

»God Morgen, Onkel Rudolf!« Vendela sprang
op. »Nyheder, det er sjældne Varer, lad mig
endelig høre.«

»Ja vel, lad mig nu forst komme til Ro ; jeg
har været helt ude i Fasaneriet til Fods, og nu
er jeg træt.«

»Nyheden, Onkel Rudolf:«

»Egentlig er der to Nyheder, Vendela, men
da det er Statssager begge Dele, og de efter sæd-
vanlig Skik skal forelægges Raadet til Drøftelse,
skal jeg begynde formelt.«

Onkel Rudolf rømmede sig. — »Altsaa: første
Sag paa Dagsordenen. Du kender Prins Mum Ram
Buriwangse Sing.«

14

»God gracious,« udbrød Miss Howard.

»Den lille gule« — supplerede Vendela.

»Netop, Hans kongelige Højhed Prins Mum
Ram Buriwangse Sing. Jeg vil sige Dig, jeg har
gaaet og øvet mig paa Navnet for ikke at gøre
komplet Skandale i Statsraadet, naar Sagen skal
forelægges: kort sagt, han kommer.«

Vendela klappede i Hænderne. > Lille Prins
Mum I — Det bliver morsomt. Det var ham, de
drillede mig med alle sammen i Vinter, de sagde
han var forelsket i mig.«

»Fy, Darlingl < kom det bebrejdende fra Miss
Howard.

»Det er virkelig sandt, Auntie, og saa fortalte
han mig selv, at han havde 40 Koner derhjemme,
tænk Dig, fyrretyve rigtige Koner.«

»Shocking!« — Miss Howard slog Hænderne
sammen.

>:De kommer i hvert Fald ikke med,« be-
mærkede Onkel Rudolf tort: »han kommer, som
Tyskeren siger, unbeweibt. Skal han behandles
som kongelig Højhed?«

Vendela lo.

»Jeg vil sige Dig, det er et meget intrikat
Spørgsmaal. Hvis jeg som Page hos højsalig Kong
Frederik den 6te havde meldt Hans kgl. Højhed
Prins Mum Ram Buriwangse Sing — ved Du
hvad, saa tror jeg, højsalige Hans Majestæt havde

givet mig mork Arrest i otte Dage. Xu er det
anderledes. <

»Det skal jeg forklare Dig/- af brod Vendela,
»det ligger i Samfærdselsmidlernes Udvikling, Damp-
skibsfarten, Jernbanerne. ■

»Og Telefonerne :<, indskod Onkel Rudolf med
en kort, tor Latter. >;Men det er pinedod hojst
kuriøst alligevel. Jeg kan ikke gore ved det, men
jeg sætter nu en god dansk Dragon i hojere Rang-
klasse end saadan en lille eksotisk Marekat.«

^Fy, Onkel Rudolf — i Venskab med vore
levende Monarker — hedder det ikke saadan? <

»Jeg er ikke Jurist, — men a propos, Jurister.
Jeg har tænkt paa at skrive til Hugo — han har
lige faaet sin Eksamen — og, ja hvad mener
D arnerne :<

»Hugo er jo en Ahrenfeldt — skønt < —

Tante Nancy saa saa stram ud, som det
overhovedet var hende muligt; det vilde ikke
sige meget, for det stramme laa ikke for hende.

»Hugo,'< gentog Vendela. ;. Er Hugo ikke en
lille Smule vidtløftig?«

Den unge Pige saa saa værdig ud, at Onkel
Rudolf ikke kunde tilbageholde et Smil, men han
tog sig straks i det.

Det er et alvorligt Spørgsmaal, vi her skal
drøfte. Hugo er meget vidtløftig, som Du siger,

i6

Vendela, og jeg forbinder noget mere med det
Udtryk, end Du gør. Hugo har gjort mig megen
Sorg, og jeg vil slet ikke sige, at jeg paa Forhaand
er stemt for at invitere ham. Men vi er saa faa
Ahrenfeldter, og Hugo er en Ahrenfeldt. Jeg talte
med ham, sidst jeg var i Byen, og det maa man
lade ham, man kan se paa ham, at han ikke
hedder Petersen. En Pokkers køn Knægt er han
bleven, og nu fik han sin Attestats, ganske vist
med haud, men han fik den.«

Onkel Rudolf rystede paa Hovedet igen og
saa betænkelig ud.

»Jeg synes ikke godt, vi kan lade være at
indbyde ham. Han staar nu paa Skillevejen efter
sin vidtløftige — meget vidtløftige Ungdomsperiode.
Maaske vi kunde redde ham for vort Selskab; nu
er det maaske netop Tiden. Og Fyren har jo
Manerer — upaaklageligt, bare han var mere
vederhæftig — pokkers fiks og køn er han, og
fornøjelig.«

»Du gør mig helt nysgerrig, Onkel Rudolf,«
faldt Vendela ind. »Hugo har I alle sammen
behandlet en mauvais sujet, — jeg har aldrig
tænkt paa ham. Men nu synes jeg selv, at det
er min Pligt, som Slægtens Hoved, at sørge for
ham.«

Vendela sagde dette med dyb Alvor, som
følte hun hele Vægten af sine feudale Forpligtelser.

17

Onkel Rudolf smilede. »Gud ved, Vendela,
om det egentlig er et Arbejde for Dig? Det
skulde saamæn ikke undre mig, om Knægten for-
drejede Hovedet paa Dig, med de Øjne han har. <

Vendela saa op paa gamle Baron med et
halvt fornærmet, halvt spotsk Blik.

»Onkel Rudolf!«

»Om Forladelse, Deres Kaade« — Onkel
Rudolf bukkede.

»Altsaa skriver jeg til Hugo og beder ham
komme. Samtidig vil jeg sende ham en Anvisning
til at komplettere Garderoben, for oprigtig talt,
hans Pengeaffærer er altid i den vildeste désordre.«

Onkel Rudolf rejste sig. »Det behager altsaa
Deres Naade at admittere Hans kongelige Hojhed
Prins Mum Ram Buriwangse Sing og Candidatus
juris. Baron Hugo Ahrenfeldt?«

Vendela nikkede smilende.

»Saa er Statsraadet hævet for i Dag.«

Onkel Rudolf gik.

Vendela blev staaende ved Vinduet og saa
ud over Aaen, hvor Solen spillede paa den blanke
Flade.

Saa vendte hun sig pludselig mod Tanten
og sagde til hende :

»Auntie, hvorfor er de unge Mænd næsten
aldrig som de burde være? — Du ved, hvad jeg
mener. «

2

i8

»Det skal jeg sige Dig,« sagde Auntie og saa
alvorlig op, »det er fordi, der er en Mængde unge
Piger, der ikke er, som de burde være. Men det
er for Resten ikke noget at snakke med en ung
Pige om.«

»Ung Pige« — Vendela slog med Nakken —
»jeg er ikke nogen ung Pige, Auntie — jeg er
Lensbesidderinde paa Bjornø, og der er saa mange
Menneskers Ve og Vel afhængig af mig, at jeg
ikke har Lov til at gaa rundt i Verden som Bal-
dame — ung Pige. Og det vil jeg heller ikke.
Her har vi nu siddet og snakket om ganske tomme
og intetsigende Ting i en Time. Og saa snart
der kommer noget nyt, som rummer en Tanke,
noget der virkelig rører dybere Strenge, saa er det
noget, der ikke passer sig for en ung Pige.«
»Tys, tys, Darling, ikke heftig.«
»Jo, Auntie, jeg bhver heftig. Det er rigtig
kont og venligt af Jer to, at I vil holde borte fra
mig alt det, der er ondt og hæsligt-, men det kan
I ikke, Auntie, det er Livet, og Livet kan I ikke
holde borte fra mig. Og det skal I heller ikke.
Det er min Pligt at leve Livet, som det byder sig
for mig^ og i min Stilling har man meget store
Pligter. Du maa ikke tro, at jeg ikke tænker,
Auntie — meget, meget mere, end Du aner. Men
det er ikke nok; jeg vil ogsaa tale med andre
Mennesker om de store Spørgsmaal, som jeg læser

19

om og tænker over, og jeg vil ikke finde mig i,
at Du tier og ikke svarer mig. Det er dog meget
bedre at faa alting at vide af Dig, som er saa
god og retsindig. Skønt, hvad kender Du til Livet,
Auntie? At ogsaa Moder og Fader skulde do fra
mig begge to ! « Vendela pressede sine Hænder
mod sine Tindinger.

■i>Darling, dont cry^< — Miss Howard kyssede
sin Søsterdatter paa Panden og førte hende blidt
ind i den anden Stue.

»It is time for lunch.«

IV.

JlLfter Frokost kom Flemming og Tante Jutta.

Tante Jutta kom egentlig for at faa Oplys-
ninger om, hvilke Gjæster der kunde ventes til
Bjørnø.

Vendela gjorde sig en særlig Glæde af at
meddele hende det. Hun vidste, at Udlændinge
var Tantens Skræk, og Tante Jutta indbod til
smaa elskværdige Drillerier.

Men ubetinget størst Virkning gjorde det, da
Vendela med det mest uskyldige Ansigt fortalte,
at man havde inviteret Hugo Ahrenfeldt.

-vHugo!« Tante Jutta for op — >'det forfær-
delige ]\Ienneske!«

»Naa, naa. Mama,« faldt Flemming ind.

>Ja det ved Gud i Himlen jeg siger. Et
Menneske, der er lige saa berygtet som dertil.
Radikaler, ligefrem Venstremand, Fritænker, det er
det mindste af det, men saa desforuden — ja- man

kan saamæn næppe tale om ham, naar der er
unge Piger til Stede, saa rædsom er han.«

»Saa er han da heller ikke værre,« faldt
gamle Baron ind med et lunt Smil.

»Jeg har hørt — « fortsatte Jutta, saa blev
hendes Ansigt hemmelighedsfuldt, og hun skottede
til Vendela.

»Kære Jutta,« sagde gamle Baron, »hvis der
virkelig er noget alvorligt at sige paa Hugo, vil
Du saa gøre mig den Tjeneste, at sige mig det.
Vi kan jo tales ved paa Tomandshaand. Jeg for-
langer af Dig, Du skal gøre det. For har Du
Ret, saa beder jeg ikke Hugo komme her. Er
det derimod — undskyld mig, Jutta — Kaffe-
sladder, saa skulde Du holde Dig for god til at
servere den for os.«

Flemming gik urolig op og ned ad Gulvet,
saa standsede han og saa op; dernæst sagde han
lidt skarpt:

»Kære Onkel Rudolf, Mama ser noget stren-
gere paa Ungdommen end vi andre. Jeg tor inde-
staa for Hugo. Du kender hans Fejl, han er let-
sindig, ikke nøjeregnende med det Selskab, han
søger, og har brugt for mange Penge. Resten vil
Du i hvert Fald ikke fordømme, da Du ikke ser
paa det med de samme Øjne som Mama.«

Flemmings Tone blev mindre skarp efter-
haanden som han talte, til sidst smilede han.

22

Fru Jutta saa haabløst op mod Loftet, saa gav
hun sig til at hviske med Auntie.

Gamle Baron brummede.

Vendela spurgte Flemming, om han vilde
følge med ned at se til Bess, som havde skrabet
det ene Forben. Saa gik de unge.

± laget vajede fra Bjornos Tag og smældede
for den friske Morgenbrise.

Solen glimtede paa Tegl og Vinduer.

Sollys og Festskrud.

Saaledes saa Hugo Ahrenfeldt Bjorno igen
efter mange Aars Forløb.

Hugo Ahrenfeldt var Son af en kodelig Fætter
til Lensgreven, Vendelas Fader.

Han var født i en lille Provinsby, hvor Fa-
deren var Postmester, og havde tilbragt sine første
Bamdomsaar der. Saa dode Faderen, og Hugo
kom i Skole paa Herlufsholm, hvor han trivedes
vel i den friske Luft og ved det muntre Liv
mellem Kameraterne ved Susaaen.

Lærdommen var det smaat med. Skolen ar-
bejdede efter gamle Principper, og Lærerne til-
hørte den Generation, der uddannedes i Tiden
mellem vore Krige. Vel nok betydeligere som
Originaler end egentHg som Pædagoger.

24

Lærerne var Fjenden, som Drengene førte en
skarp Krig med, hvor alle Midler gjaldt, og hvor
den var størst i Kameraternes Øjne, der vandt
de fleste Sejre. Tvlen Krummer var der i Dren-
gene, og Livet var sundt og frisk; de trivedes
godt og led ingen Skade.

Det var vel egentlig de friske Bøgeskove, der
besørgede Opdragelsen, og som en frisk og frejdig
Knægt, med Hovedet hævet og den dybeste Foragt
for personlig Tvang og for stadigt Arbejde, gik
Hugo ud i Livet som Student.

Ved denne Tid døde Moderen, og Hugo, der
havde lagt sig grundig ud med hele Familien, stod
ganske alene; han var eneste Barn.

Han ejede lidt Formue, men den formaaede
ikke at dække hans glubske Appetit paa Livet, og
han kæmpede stadig med økonomiske Vanske-
ligheder.

Her lærte han da at »dukke« sig for de Van-
skeligheder, saadanne Forhold skaber. Han lærte,
at Livet i den store By stiller Krav, der skal fyl-
destgøres, og at den, hvis Tilbøjeligheder ikke
svarer til hans Hartkorn, maa finde sig i mange
Ydmygelser og købe sine Glæder med mange For-
trædeligheder.

Men han havde et let Sind, og det hjalp ham
over meget.

Han var middelhoj, slank og blond, med
mørkeblaa livlige Øjne. Et elegant, ulasteligt Væsen
og et usædvanlig godt Hoved.

Navnlig var han hurtig i sin Opfattelse og
meget lærenem. Han talte flydende Sprog,
benyttede sin Tid og sine Arvemidler til korte,
men indholdsrige Rejser, hvor han lærte mange
Personer og Forhold at kende, der aabnede hans
Blik for alt, hvad der var værd at se og værd
at nyde.

I Selskabslivet i Byen var hans Stilling ikke
sikker, han stod paa Udkanten, uden Hjem at
holde sig til, uden Evne til at gore Gengæld.

Lidt efter lidt gled han bort fra det eksklu-
sive Godsejerselskab, som han ved sin Fodsel til-
horte, og hvortil han egenthg var udmærket intro-
duceret, da han som Student kom til Hoved-
staden.

Men han sogte og fandt andet Selskab, delvis
godt, delvis slet, men i hvert Fald afvekslende.

Saa gik Studietiden 7 Aar, han overanstrengte
sig ikke, og han blev juridisk Kandidat med et
Hlle haud, til stor Overraskelse for ham selv, da
han ventede at blive rejiceret; men Grunden var
vel den, at hans Person var Professorerne saa
fuldstændig ubekendt, at de ikke engang syntes
at kunne rejicere ham, da de dog umulig kunde
vide, hvor lidt han kunde, og Eksamens viselige

26

Indretning afskar Muligheden for, at hans Kund-
skaber virkeHg kunde pro ves.

Saa fik han gamle Baron Ahrenfeldts Invita-
tion og drog til Bjørno.

Der havde han ikke været i 8 Aar.

Af og til traf han Grandonkelen, der hjalp
ham, naar det kneb rigtig — og det hændte
stundom.

Vendela kendte han slet ikke.

Men han drog til Bjorno, som han drog til
Rom eller Paris. Beredt paa at nyde, sikker paa,
at hvor "han end kom, vilde han være Situationen
voksen, og med et stille Haab om endelig en
Gang at opnaa en klækkelig økonomisk Indrøm-
melse hos sin gamle Onkel, som han syntes skyldte
hans Embedseksamen at gøre noget for ham.

Vognen ventede ham paa Stationen, og han
noterede straks med en vis Glæde, at Kusken
havde høj Hat. Der var ingen Ting der ærgrede
ham, som at blive hentet med »Kasket«, det var
en Tilsidesættelse, man mente at kunne byde en
fattig Slægtning.

Han havde maattet sluge saadanne Tilside-
sættelser før, men Kusken fra Bjørnø bar en skin-
nende CyHnder med en dannebrogsfarvet Roset, og
Hestenes Seletøj bUnkede i Solen.

Allerede af den Grund var Hugo i ypperligt
Lune.

27

Og foran ham laa nu Bjorno i Sollys og
fornem Skonhed.

Gæsterne var efterhaanden ankomne. Først
Elise og Margaret, som Veninder afVendela. Elise
blond og bly, beskeden og musikalsk, en Type
paa en velopdragen, upersonlig ung Pige, født
Veninde og fortrolig, sjældent mere, taus og resig-
neret. Margaret en lille Vildkat, med skælmske
brune Øjne og Smilehuller i de buttede, fersken-
bløde Kinder, smidig og let, altid paa Springet.

De to var Kusiner, deres Fædre var Embeds-
mænd i Hovedstaden og Brodre. Margarets Moder
var engelsk, en fjern Slægtning af den afdøde
Lensgrevinde.

Derfra stammede Bekendtskabet.

Dernæst var ankommen Oberst Haxthausen,
en gammel Soldaterkamerat af Baron Ahrenfeldt,
der i umindelige Aar regelmæssig som Trækfuglene
kom til Bjørnø for at pleje sin Podagra og spille
Rambus med Baronen.

Onkel Hax kaldtes han, og under dette Navn
var han kendt over det ganske Land.

Han talte kun lidt, spiste meget og passede
sig selv.

Vendela behandlede han med Fortidens rid-
derlige Galanteri, kyssede hende paa Haanden og
kaldte hende »min Xaadige'<.

28

Auntie beundrede han, og Tante Jutta hadede
han energisk.

Englænderne Lord Oxenbridge med Hustru
og Datter var Hgeledes ankomne, afhentede med
fire og Gala-livré.

Lady Oxenbridge havde snuset Huset rundt,
og Datteren havde kysset Vendela hundrede Gange
og malet Slottet fra alle Verdens Kanter.

Lorden havde fundet en god Whisky og en
Cigar, som han ikke kunde faa bedre i sin Club
paa Piccadilly.

Saa slog han sig ned og ventede paa sine
Aviser.

Endelig havde Marquis Ruspoli indfundet sig,
en Hlle vindig italiensk Legationssekretær, af dem,
man passende kunde anbringe paa en Etagere,
hvis der var nogen Mulighed for, at han kunde
holde sig i Ro i to Minutter.

Ruspoli gik paa Omgang paa Herregaardene
om Sommeren, som i Salonerne i Hovedstaden
om Vinteren.

Hans Specialiteter var at konversere Damerne
og fore Kotillon op. Han var meget sogt og
meget velset.

Man vidste, at han spillede Hasard, og at
hans intime Privatliv var alt andet end udadleligt.
Men han repræsenterede sin Regering ulastelig og
holdt sit Privatliv for sig selv. Kunde Kongen af

29

Italien sende ham til København, saa kunde det
københavnske Hof-Selskab ogsaa akceptere ham.
Saaledes ræsonnerede man, og derfor akcepterede
man ham.

Han var desuden saa lille og saa uskadehg,
og saa sang han Tosti med smeltende BsLvyton.

Saaledes var Selskabet — samlet til lunch, da
Hugo ankom.

Det var som han havde ventet at træffe det,
og han fandt sig let til Rette, saa meget mere
som hans Sprogtalent gjorde ham det let at tumle
de Vanskeligheder, der vilde have rejst sig for en
mindre polyglot nyankommen.

Vendela og Hugo blev hurtig gode Venner.

Hans lette, fornøjelige Maade at fortælle, de
pudsige Ord og Vendinger, han forstod at anvende,
og hans medfødte Evne til at foje sig ind i det
Selskab, han befandt sig i, at rette sig efter de
Personer, han mødte^ og tale med dem om det,
der netop interesserede dem, alt dette forlenede
hans Optræden med en Friskhed og Utvungethed,
der kun kunde gøre det bedste Indtryk.

Derfor lod Dommen om ham ubetinget gunstig.

Ve

VI.

endela nod sin Stilling som Slottets Her-
skerinde. Besværet ved Husførelsen hvilede paa
Aunties Skuldre, hun bar det let, støttet til en
fortrinlig Stab af Tyende, som hun havde en sjæl-
den Evne til at lede. Vendela førte an paa Ture
i Mark og Skov, ledede Selskabets Fornøjelser
med Iver og Fart og fandt snart i Hugo en ud-
mærket Adjutant. Hun benyttede ham ogsaa
flittigt som saadan ; men det var en Glæde at have
en saadan Chef, forsikrede Hugo, for hun var
utrættelig.

Dagen paa Bjørnø var inddelt i tre Hoved-
afsnit.

Tiden før lunch, der var absolut tvangfri.
Enhver kunde foretage hvad han lystede, og Hu-
sets Folk brugte denne Tid til at besørge deres
Gerning. Auntie Husvæsenet, Vendela Blomsterne
og Posten, Onkel Rudolf Administrationen og In-
spektionen af Godset.

31

Gæsterne passede sig selv.

Saa samledes man til lunch, og efter Maal-
tidet foretog man Fællesudflugter, spillede Tennis,
roede paa Aaen og Bugten, badede fra Badehusene
ved Pynten i Nonnevænget — alt under Vendelas
Ledelse og efter en forud aftalt velordnet Plan.
Saa hvilede man for Middag, samledes til Mid-
dagsbordet og derefter nød man Aftenluften i Ha-
vens løvrige Gange, skød til Maals efter Glaskugler
ud over Aaen, krebsede i Mergelgravene i Marken
ved Slottet, og afsluttede Dagen med Musik og-
Sang i Riddersalen.

Saaledes forlob Dagene.

Efterhaanden skabtes den kameratlige Tone,
der altid folger af Samvær under lyse, behagehge
Former; Samtalen flyder lettere, man lærer hver-
andre at kende, alt det stive, konventionelle lægges
bort, og de ældre foler sig som unge igen, parate
til at tage Del i alt, endogsaa til at drille de
enkelte, der ikke følger med i den almindelige
Lystighed.

Dette gik navnlig ud over Tante Jutta, der var
hyppig Gæst paa Bjørnø, men maatte finde sig i
ikke saa lidt Drilleri fra de andre.

Flemming havde travlt i Marken og kom
sjældent til Bjørnø om Dagen.

Hugo tog over til Strandnæs for at hilse
paa ham.

32

Han nærede meget Venskab for Flemming,
hvis rolige Væsen og korrekte Optræden, netop
ved den Modsætning det frembød til hans egen
Karakter og hans egne Vaner, øvede en stor Til-
trækning paa ham.

Flemming havde intet mod Hugo, hvem han
havde kendt nøje i sin Officerstid i Hovedstaden.
Men Omgangen dem imellem var aldrig bleven
rigtig intim, da Flemming først og fremmest var
en ivrig Kamerat i sit Korps, og de andre Offi-
cerer aldrig havde kunnet lide Hugo, ligesom
Hugos Omgang laa Flemming fjernt.

Hugo og Flemming sad i Flemmings Værelse
paa Strandnæs, med Udsigt over mod Bjørnø, og
talte om Gæsterne og Livet derovre. Hugo førte
Ordet :

»Oxenbridge — Lord Elephant, som vi har
døbt ham, vi to er gode Venner. Lorden har sin
Dag delt i to Epoker: Før Whiskyen og efter
Whiskyen. Før Whiskyen — den falder ved 5 -Tiden
— siger han ikke et Ord, bogstavelig talt ikke en
Stavelse. Og efter Whiskyen taler han om »P<?/-
Iiticsi<., forstaar Du, med to l'er og et meget
langt s.«

»Ikke om andet?« spurgte Flemming.

»Næsten ikke, Beaconfield, Gladstone, som
han hader og afskyr, og Salisbury, Som den Mand
kan sige Salisbury, det kommer saa langt nede

33

fra, rigtig Sooooohbry. — Jeg øver mig hver Dag
paa at sige det efter, men jeg naar aldrig den
Virkning. «

»Er det morsomt?«

»Aah ja. For Resten har jeg Indtrykket af,
at deres Parlamentarikere derovre er noget nær
lige saa morsomme som vore. De har lidt mere
at skulle have sagt paa theatrum mundi, men vore
er vist lige saa gode Musikanter.«

»Han er vel konser^^ativ?«

»Ja, det er han, men hvad det egenthg be-
tyder i England, skal jeg ikke kunne sige.
Gladstone is a rascal, det er Omkvædet. Men
hvorfor, det faar man aldrig at vide.«

»Og I snakker Politik hele Dagen r«

»Ja, naar »the noble lord« overhovedet taler.
Det er underlig med den Mand, han har været i
Indien, i Ægypten, i Palæstina, i Tunis og Tri-
polis for ikke at tale om det ganske Europien, og
dog tror jeg ikke, han kunde sige Dig, hvor han var,
naar Du stillede ham paa Pynten i Xonnevænget.
For ham kunde det være Bulawajo Han har
ingenting set ud over sin Avis og sin cold Whisky,
og fra Orienten har han kun det Minde, at det er
umuligt at faa >; Globe«, og at Mliisky and cold
water ikke lader sig gennemføre derovre. Han
betragter den Tid, han lever uden for London og
sin Klub paa Piccadilly, som en Slags ambulant

3

34

Dvaletilstand, hvor Mylady og Miss Thorton træk-
ker om med ham og misbruger hans Portemonnæ. «
»Og Damerne?« spurgte Flemming.
»Mylady er monumental, — hun virker paa
Afstand, — overordenthg, nærmere maa jeg sige
gouterer jeg hende ikke. Hun ser paa mig gen-
nem sin Skildpaddes-Lorgnet og udspørger mig
. om Kongehuset, for hvilket hun syntes at nære
en levende Interesse; hun anser det for en
beklagelig Fejl hos mig, at jeg ikke kender Navn
og Alder paa alle Prinsesserne. Jeg har pudset
hende paa Onkel Hax. Han kan ikke Engelsk,
men han kan sit Kongehus, og det er nok for
Mylady. «

»Og Miss Thorton, — hvorfor hedder hun
ikke Oxenbridge som Faderen. ?«

»Det gør de aldrig i England. Oxenbridge
hed Thorton inden han overtog Godset og Titelen,
Konen hed Lady Oxenbridge, Datteren Miss Thor-
ton, og Sønnen, der staar ved Hestgarden derovre
og for Tiden er i Ægypten, hedder Lord Mul-
berry. Det er saa simpelt Du at holde Rede i
en saadan Familie, og kan man ikke huske det,
saa kan man gaa med Burkes Peerage i en Bag-
lomme.«

»Burkes Peerage?«

»Ja netop, den vejer netto tyve Pund — ikke
SterHng. «

35

»Det er nogle underlige Mennesker, de Eng-
lændere. «

»Ja, de slæber altid et Stykke Jord af »great
Britannia« med sig — og det staar de paa, om
de saa bliver 60 Aar i et fremmed Land. Miss
Thorton er lige saa typisk som de gamle. Naar
hun taler om Lausanne siger hun, at det er en
beautifull tennis court, for Resten maler hun Akva-
reller^ Forældrene har kostet meget paa hendes
Uddannelse, hun har malet med et R. A. — Royal
Academy, som de kalder deres lokale Malerprofes-^
sorer. Og det er ikke saa underligt, at de Folk
tjener Penge i Pundevis — Lispund Sperlinger som
Tyskerne siger ; de tager blodige Penge og
beholder Hemmeligheden ved Kunsten for sig
selv.«

»Hun maler altsaa ikke særHg godt?« spurgte
Flemming og saa op med sit sædvanlige god-
lidende Smil.

»Rædsomt Du, men hun synger værre — My
heart is in the Highla7id — som en forkolet Pip-
fugl.«

»Det er altsaa meget rare Folk, Oxenbridges?«

»Forfærdehg rare, som Vendela siger, men
guddommelig kedehge.«

»Hvad bestiller I?«

»Vi venter paa Mum Ram Buriwangse Sing.«

»Naar kommer han?«

3*

36

»I Morgen, — vi har strøget Æresporten og
bestemt os for at give Tjenerne Silkestrømper paa
i Stedet og lade Jørgen Jæger trække i Galla-
livreet.«

»De gaar alle sammen og øver sig paa at
sige kongelig Højhed. Gamle Jens Tjener har
lært det. Han spurgte mig i Morges, hvor Prinsen
var fra.«

»Og Du sagde?«

»At det kunde ikke nytte, jeg fortalte ham
det, for han vidste ikke, hvor Landet laa.«

»Og det slog han sig til Taals med.«

»Jens er Diplomat. — Apropos Diplomat —
Marquis Ruspoli er der ogsaa.«

»Naa — Italieneren.«

»Ja, med Prinsen bliver vi fuldtallige. Ven-
dela spurgte, om I kommer over i Morgen til den
eksotiske Galladiner. Naboerne fra Urup, Højstrup
og Bellinge er bedt, og Kammerjunkeren fra
Stenege, ellers ingen.«

»Men det er Strompe-Middag?«

»Selvfølgelig, Vendela holder mest af det,
naar Belhngerne er der. Navnlig fordi Hofjæger-
mesteren altid ærgrer sig, naar det er Galladiner.«

»Jeg skal sige det til Mama. Hun holder
ikke af Udlændinge, ved Du, men vi bliver nødt
til at komme. Jeg selv vil heller ikke sige, at
jeg holder af at parlere.«

37

»Det har ingen Nød med Dig, Flemming;
Du gaar rundt og ser saa dekorativ ud, at Du
slet ikke behøver at sige noget. Miss Thorton er
begejstret for Dig. Hun vil male Dig, navnlig da
hun hørte, Du har rød Uniform. Rødt er hendes
Yndlingsfarve, forstaar Du, — Farve i Farveladen.
Sir James Scott R. A., hendes Lærer, har bibragt
hende en sjælden Evne til at nuancere den Farve,
siger hun, derfor maler hun altid Solnedgang.«

»Du er uforbederlig, Hugo, og din Tunge er
farlig.«

»Jeg morer mig selv med mine Bemærkninger,
og andre med.«

»Du skaffer Dig mange Fjender.«

»Det ved jeg, men jeg skal gøre Nytte for
Føden, Flemming.«

Flemming sad en Stund tavs, saa saa han op
paa Fætteren og sagde alvorligt:

»Hugo, jeg kan ikke Hde, at Du altid er saa
bitter. Det er din egen Skyld, naar Folk ikke
er gode ved Dig.«

Hugo rejste sig. »Undskyld mig, det forstaar
Du ikke, din Vej har altid ligget saa lige ret ud.«

»Det kunde din ogsaa, Hugo,« svarede Flem-
ming.

»Men det gør den ikke, Flemming, og nu er
det for sent at regulere den.«

38

»Med lidt god Vilje gaar det nok. — Naa,
Du mener jo ikke noget ondt med det.«

»Nej,« svarede Hugo, »det er netop det for-
dømte ved det, for gjorde jeg blot det, saa var
det berettiget; men at gaa rundt og være mauvais
langue blot for at more det højstærede Publikum,
det er jo i Grunden uværdigt.«

»Saa lad være med det.«

Hugo trak paa Skulderen. »Det er min
Eksistensberettigelse — og mit Selvforsvar.«

Flemming rystede paa Hovedet.

»Farvel Du!« sagde Hugo. »Saa siger jeg,
I kommer. Jeg beder Dig hilse Tante Jutta, skønt
hun bryder sig vel næppe synderlig om min
Hilsen.«

Der gik en Trækning af Mishag over Flem-
mings rolige Ansigt, men han lod, som om han
overhørte Bemærkningen.

Hugo gik ned til Baaden og roede hjemad
med raske, stærke Tag, medens han af og til
hvilede paa Aarerne og betragtede Vandet, der
gled hen under Baaden, hvis Køl nu og da skurede
mod de tætte Vandplanter paa Bunden. Saa tog
han atter nogle raske, dybe Tag, saa Planterne
viklede sig om Aarernes Blade, og roede videre.

Flemming stod i Vinduet og saa efter Baaden.
Han rystede paa Hovedet-, saa tændte han en Ci-
garet, tog Avisen og satte sig til at læse.

39

Fru Jutta kom ind til ham og satte sig i
Stolen ved Vinduet.

»Det var en længere Passiar, Du fik med
Hugo.«

»Synes Du, Mama?«

»Hvad talte I om?«

»Om Bjørno.«

»Om Vendela?«

»Nej, Mama, om Gæsterne.«

»Han var vel ondskabsfuld, som sædvanlig?«

»Hugo er morsom, Mama — egentlig ond-
skabsfuld er han ikke, han har gode Øjne, og
dem bruger han.«

»Ja, han bruger sine Øjne, den vaurien. Det
er ikke Selskab for Vendela.«

»Mama, — jeg har for sagt — — «

»Gud bevares — «. Fru Jutta saa mod Loftet
og foldede sine Hænder. >^Du vil ikke se det,
Flemming, men husk hvad jeg siger: Du skal se,
det tager en Ende med Forskrækkelse.«

»Med Hugo?« spurgte Flemming smilende.

»Med Vendela!« svarede Fru Jutta skarpt.

»Oprigtig talt. Mama, det Æmne — «

»Gud bevares!«

»Hugo skulde spørge fra Vendela, om vi
kom derover i ]Morgen til Middag: Prinsen kom-
mer, ham Du ved nok, jeg fortalte Dig om. Navnet
kan jeg med min bedste Vilje ikke huske.«

40

»Xaa ham med de fyrretyve Koner,« faldt
Fru Jutta ind. »Det er ogsaa et nydeligt Stykke
Mandfolk at slæbe ind i et ordentligt Hus. Pastor
Mein siger, at han vil ikke være sammen med
ham.«

»Saa faar Pastor Mein lade være,« sagde
Flemming koldt. »Desuden tror jeg ikke, Pastor
Mein er inviteret, saa det slipper han meget let
over. For Resten havde Kong David og Kong
Salomon, saa vidt jeg erindrer, et ikke ubetydeligt
Antal Hustruer hver.«

Fru Jutta rejste sig.

»Flemming, Du ved, jeg taaler ikke. Du gør
Nar ad de hellige Ting, det ved Du en Gang for
alle. Det kan Du overlade til ham derude paa
Vandet. Min Son er udgaaet fra et kristeligt
Hjem, og jeg vil ikke finde mig i at hore saadant
her i Huset.«

Flemming saa træt ud, men svarede ikke.

Saa sad de tavse en Stund.

Flemming rejste sig. »Jeg vil ud og se, om
Folkene er bleven færdige med Høet i Vænget
derude. Vi er vel alene til Middag?«

»Søster Gertrud — Diakonissen fra Hojrup —
kommer; maaske Pastor Mein ser herned ogsaa.«

Flemming saa resigneret ud, men nøjedes med
et Nik med Hovedet.

41

Saa tog han sin Hat og sin Stok, fløjtede ad
Hunden, der laa i Krogen, og gik ud i Marken.

Fru Jutta blev siddende i Stolen og stirrede
over mod Bjørnø. Hugos Baad lagde netop til
ved Trappen. Hun trak Brynene sammen og
rejste sig med sit vanlige stramme Ansigtsudtryk.
Saa ofik hun ud i Kokkenet.

VII.

Opisestuen paa Bjorno var tung Renæssance
i Egetræ. Væggene var klædte i Mandshøjde med
udskaarne Paneler, samlede væsentligt fra gamle
Kirkebygninger, men fortrinlig afpassede og restau-
rede af sjældent dygtige Haandværkere.

Endevæggen ud for Fløjdørene var smykket med
et vældigt Familiebillede af den ædle og velbyr-
dige Hr. Jacob Ahrenfeldt til Bjorno, en Hæders-
mand, der havde levet omkring Anno 1640. Han
var iført Datidens prunkløse, sorte, langskødede
Dragt, med stor hvid Krave og brede Spændesko,
en før, streng Herre, med studset Fuldskæg og
hvasse Øjne. Ved hans Side stod hans Hustruer,
tre var de i Tallet, men først en efter en havde
de være Husfrue paa Bjørnø, endda de stod paa
det samme Billede, hvor de efter vor Tids Sæd
noget forrykkede Billedets Realisme. De lignede
alle tre hverandre med de perlestukne Huer, der
skjulte Fruernes Hovedhaar: den strenge og vel-

43

byrdige Mette Galt, Jacob Ahrenfeldts forste Hu-
stru, ved hendes Side Lisbet Bryske og sidst i
Rækken Dorthe Lange i stive sorte Kjoler med
uhyre Krave, der gav en Forestilling orn. at de
højadelige Damers Hoved hvilede paa et Fad.
Ved det trefoldige Ægtepars Side stod Ægteska-
bets eller rettere Ægteskabernes Frugter, 8 Born
i alle Aldre, anbragte efter Aar og Tilbøjelighe-
der i staaende, liggende, knælende eller siddende
Stillinger. To af dem var udstyrede med smaa
bitte Englevinger, hvorved Kunstneren havde villet
antyde, at disse Ahrenfeldter havde været dødfødte.
Den indbyrdes Lighed mellem samtlige den
ædle og velbyrdige FamiHes Medlemmer, Husfa-
deren alene undtagen, ledede med stor Føje til
at antage, at Kunstneren af hele Familien kun
havde set Hr. Jacob Ahrenfeldt, der formenthg
mundtlig havde angivet ham sine høje Onsker om
Udførelsen af det genealogiske Mesterværk, en For-
modning, der i øvrigt bestyrkedes ved den foran
omtalte Omstændighed, at alle tre Fruer samtidig
var portrætterede. Til højre i Billedet var malet
Ahrenfeldternes Vaaben : en sort Bjørn i Sølvfeldt.
Dette Billede var det eneste i Spisesalen,
men stadig et fortræffeligt Konversationsæmne, og
Vendela smilede altid, naar Samtalen begyndte
med Billedet. Hun havde efterhaanden lært Jacob
Ahrenfeldts Familie udenad, selv de to smaa død-

44

fødte, og naar hun havde en ældre Rangsperson
til Bords, var hun altid sikker paa Konversationen
til Fisken, den drejede sig uvægerlig altid om Bil-
ledet. Siden gik det af sig selv.

Prins jNIum Ram Buriwangse Sing havde selv-
følgelig Vendela til Bords. Samtalen gik paa en-
gelsk, som Prinsen talte flydende. - Han følte sig
aabenbart straks tiltalt af Jakob Ahrenfeldts Fler-
koneri, hvori han fandt noget beslægtet, og Ven-
dela nænnede ikke at rive ham ud af Illusionen
ved at paavise Rækkefølgen. For øvrigt snakkede
den lille Prins løst om alt muligt paa sin oprinde-
lige, fornøjelige Maade, der passede saa godt til
hans ubestemmelige Ansigt med de smaa skæve,
kulsorte Øjne. Ingen kunde sige, om han var
femten eller tredive Aar; man anslog ham til
noget midt imellem. Lord Oxenbridge havde
Auntie til Bords, Lorden spiste umaadeligt og
gryntede af og til, medens Auntie skarpt passede
paa Opvartningen og stod i stadig stum Øjentele-
grafi med Jens, der værdig gik rundt med de
lyse kodfarvede Strømper om de trinde Lægge og
rettede paa sit hvide Slips og de stive Flipper,
medens han uddelte sine Ordrer i lav Tone.
Auntie vilde have Jens klædt i sort og kaldet
Buttier, til Nød Hovmester; men det var noget,
der var overleveret fra Lensgrevens Tid, at han
ikke vilde have en Herre i sort gaaende ved Bor-

45

det, og det respekterede Vendela som en Tra-
dition.

Lensgreven havde sagt, dengang hans Hustru
foreslog Forandringen : Nej JuHa, her kommer saa
mange Slags Mennesker, jeg vil ikke risikere, at
de tager Jens for en af mine Gæster.

Og saa beholdt Jens de kodfarvede, der til-
med klædte ham.

I øvrigt var Selskabet grupperet efter Alder,
Rang og formodede Sympatier; det var Hugo,
der havde besørget det, og alle maatte indrømme,
at det forstod han sig paa.

Onkel Rudolf og Lady Oxenbridge, det var
en yderst beroligende Konstellation, da begge kun
talte saare lidt, Onkel Hax og Tante Jutta, der
hadede hinanden, derfor havde Hugo udtænkt sig
Kombinationen som en lille Venhghed mod sin
kære Tante, og for at gøre det rigtig godt, havde
han anbragt Tante Jutta ved Siden af Prinsen, til
stor Glæde for Vendela, der morede sig kosteligt
over de Ojne, Tante Jutta sendte den lille gule,
og de Konsonanter, der undslap hende, naar Prin-
sen konverserede hende successive paa de fleste
levende og et enkelt dødt Sprog, uden at det lyk-
kedes at etablere nogen Forstaaelse.

Miss Thorton sad ved Siden af Flemming,
som hun slugte med Øjnene ; Flemming sagde
ikke meget, og Hofjægermesteren fra Bellinge,

46

der var stærkt angliseret og sad til højre for Miss
Thorton, besørgede det vigtigste af Konversationen,
der for Resten, efterhaanden som Diner'en skred
fremad, blev saare livlig og virkede særdeles opli-
vende ved den babyloniske Sprogforvirring, der
prægede den. Den eneste, som talte Dansk, var
den lille Italiener, der sogte at imponere Hofjæger-
mesterinden fra Bellinge med sine Gloser, som han
desværre havde tilegnet sig under saadanne Om-
stændigheder, paa saadanne Steder og af saadanne
Læremestre eller maaske Læremesterinder, at Glo-
sernes Renhed ikke ganske svarede til den lærvil-
Hge Diplomats Fortrøstning til deres Korrekthed.

Hofjægermesterinden, der var buttet og for-
nøjet, tog imidlertid det Parti at le ad det, naar
ItaUeneren udtalte sin Glæde over Øjeblikkets Ny-
delse i Vendinger som disse:

Xaada, der er Slag i den, eller: den er for-
holdsvis temmelig go'.

Elise, der sad paa den anden Side af ham,
følte sig genert og slog Øjnene ned.

Kammerjunkeren fra Stenege, der aldrig mæ-
lede et Ord, strøg sit vældige Overskæg og røm-
mede sig — ligesom om han tog Tilløb til at
sige noget. Det betød ingenting, for han fik al-
drig noget sagt alligevel, men det virkede oplivende
paa Elise, og hun saa paa ham med det Smil, der
uvægerlig fik Kammerjunkeren til at beslutte sig

47

til at fri, men som dog ikke maa have været
effektivt nok, da det stadig ikke kom til noget
virkeligt Udslag af denne hans gryende Beslutning.

Grevinden paa Urup havde Baronen fra Hoj-
strup til Bords og vice versa Baronessen og Gre-
ven: denne Konstellation var uundgaaelig, den
havde efterhaanden vundet Hævd og frembød des-
uden den virkelige Fordel, at Grevinden og Baro-
nen kunde skumle over Selskabet i Fred og Ro,
medens Baronessen og Greven kunde hengive sig
til opbyggelige Betragtninger over ^lissionens Virk-
somhed, Betragtninger, der forhøjede Nydelsen af
den gode Middag ved Bevistheden om et rent
Hjerte og en ærlig Vandel.

Margaret pludrede los med Hugo, der sad
vel tilfreds over sit vellykkede Arrangement og en
Gang imellem gav Ruspoli et Stikord, naar Glo-
serne var ved at tage Pippet fra ham, hvad der
uvægerhg indbragte ham et bistert Øjekast fra
Elise. Han trøstede sig dog ved at møde den
lille Hofjægermesterindes smilende Blik.

Takket være Aunties skarpe Gje og Jens
Tjeners faste Ledelse forlob Diner'en i alle Maader
værdigt, og Stemningen steg. Pudsigt nok for-
plantede det almindelige Velbefindende sig til den
strænge Hr. Jacob Ahrenfeldt, hvis barske Træk
efterhaanden formildedes, indtil han hulsaligt smilende
stumt tilkendegav sin Overensstemmelse med det høj-

48

adelige Selskabs Tilfredshed og udstrakte Haanden
mod den barske Fru Mette Galt, for, som Hugo
hviskende meddelte sin Borddame, i sirlige Menuet-
Trin at fore sin forste Hustru ud af den smalle
Ramme og det mørke Lærred ned paa det kvadre-
rede Gulv og slutte sig til Selskabet, fulgt af sin
ophøjede Familie, medens de smaa Børneengle
svævede hen over Processionen.

Vendela foregreb imidlertid denne Begivenhed
ved at give Onkel Rudolf Tegn til at hæve Taflet,
hvorefter denne med en korrekt Bøjning hen imod
Prins Mum skød sin Stol tilbage med en skarp
Skuren mod Parketgulvet, en Skuren, der forplan-
tede sig ned langs Stolerækkerne paa begge Sider
af Bordet og standsede Hr. Jacob Ahrenfeldt og
hans Hus paa Vandringen, saa den velbyrdige
Herre atter stram og barsk skuede ned over det
opbrydende Selskab.

Selskabet spredte sig i den rummelige Sal og
Kabinettet ved Havetrappen, der vendte mod Ter-
rassen og Aaen.

Luften var mild og sval, og Solen var ved
at gaa ned. Fra Roserne paa Terrassen steg en
mild Vellugt op mod Havetrappen og Platformen
hvor Kaffen bødes rundt og Cigaretter og Cigarer
tændtes, medens Stemningen fra Bordet, der for
havde vokset sig stærk mellem to og to, jævnt spred-
tes over det hele Selskab og gjorde Samtalen for-

49

trolig i Krogene, faderlig venlig fra de gamle til
de unge og hjertelig fornøjet mellen de unge.

Prinsen var i den syvende Himmel og gav
livfulde Skildringer fra Faderens Hof, hvor Om-
gangen med de forskellige Prinsers mere eller
mindre dyrebare Liv vilde have geraadet i en be-
tænkelig KoHision med den danske Straffelov, og
hvor ModerkærHghed og Silkesnore truede præ-
sumptive Arvinger som >.Pidske5langer'< i den store
Konges lovrige Haver. Onkel Hax forklarede
Mylady, hvorledes Hds. kgl. Højhed, Myladys Prin-
sesse, havde leget paa hans Arm som Barn, Miss
Thorton viste med Begejstring Flemming sine
Skitser af Bjørnøs Solnedgang, Kammerjunkeren
fra Stenege var lige ved at fri, og Baronessen fra
Højstrup indrommede Tante Jutta, at selv om
Pastor Mein var Grundtvigianer, saa var det dog
ikke udelukket, at han kunde kaldes en troende
Præst.

Lord Oxenbridge havde faaet Hugo hen i et
Hjørne og udbad sig, under Indflydelse af den
vellykkede Diner, en kort Orientering vedrørende
den danske Politik, som Hugo beredvillig skit-
serede i følgende korte Træk.

»Som De maaske ved, har vi herhjemme et
Tokammersystem. «

•>^ Folketing a?id Landsti?ig, o jes.<i

5°

;> Forskellen er den, at i Folketinget er der
flest Bonder, i Landstinget færre.«

Lorden nikkede.

»Saa har vi en Regering, der er konstant og
vælges blandt de mest dekorative Mænd i Staten. «

Lorden smilede: »Ingen Gladstone?«

»Vorherre bevares«, faldt Hugo ind. »Og
naar saa Landstinget og Folketinget er bleven rig-
tig uenige om, hvad der skal foretages, sender
Regeringen dem hjem og giver selv Landet de
Love, som det trænger til.«

Lord Oxenbridge lo. »De er vist en frygte-
lig Radikal Baron.«

>>Vore Radikale herhjemme er ikke frygte-
lige. Lord Oxenbridge, de taler blot, men de taler
hele Landet over og skælder forfærdeligt ud.«

»Akkurat ligesom hjemme, blot med den For-
skel, at der maa hendes Majestæt tage Gladstone;
hun fælder Taarer, naar hun skriver under, men
hun maa. // is not to be helped.f.

Lord Oxenbridge saa hjælpelos ud.

»Nej Gud ske Lov,« forsikrede Hugo, »det be-
hover vi ikke herhjemme hos os.«

»Men de har da en Konstitution?«

•Gud bevares, men vi har ogsaa et Par juri-
diske Professorer, der kan fortolke den — skønt
nu i den sidste Tid har de slaaet sig mere paa
Aktieselskaberne, det betaler sig bedre.«

;l

Hofjægermesteren fra Bellinge var traadt hen
til dem og havde hørt de sidste Ord, saa faldt
han ind:

»De skal ikke tro, hvad den unge Mand
siger, han er endnu ikke kommen videre end til
det radikale Standpunkt, som oprigtigt talt ikke
passer til vort Selskab.«

Her kastede han et bistert Sideblik paa Hugo.

»Aah, vi har mange Radikale i det gode
Selskab i England,« faldt Lorden forsonende ind.

»Saadan er det ikke i Danmark,« sagde Hof-
jægermesteren skarpt, >^den danske Adel har altid
fylket sig tæt om Kongehuset."

»Navnhg for i66o,'< indskod Hugo, > rigtig-
nok med den lille Forskel, at den Gang skabte
Adelen Kongerne, senere blev det omvendt, saa
skabte Kongerne Adelen; og de var ikke kræsne,
hvor de fik den fra, de saa ikke alene paa Man-
dighed, men stundom ogsaa paa kvindelig
Skønhed.«

Med disse Ord drejede Hugo sig paa Hælen
og gik ud paa Verandaen.

Blodet steg Hofjægermesteren til Hovedet
ved den tydelige Allusion til hans under Enevælden
nobiliterede Stamfader, der nok, efter hvad Rygtet
meldte, kunde takke sin Søsters Skønhed og mere
end undersaatlige Lydighed mod Majestætens Onsker
for sit klingende Navn og sit Vaabenskjold.

4*

52

»Uforskammet Knægt«, mumlede han mellem
Tænderne; men Lorden, der ikke forstod Allusionen,
fik ham snart draget ind i en Samtale om
Korthornskvæg, der vakte hans dybeste Interesse.

Paa Trappen stod Vendela.

»Kom Hugo, Prins Mum skal se Solnedgang
fra Højen i den store Allé.«

Prinsen gik ned ad Trappen med Margaret.

Hugo og Vendela fulgte efter.

»Flemming,« kaldte Fru Jutta, der sad ved
Siden af Grevinden fra Urup. »Flemming, skal Du
ikke med de andre?«

Flemming stod og stirrede aandsfraværende
over mod Strandnæs, medens Miss Thorton for-
sogte at tegne hans Profil i sin Skitsebog.

Ved Lyden af Moderens Stemme for han op,
og foreslog Englænderinden at følge de andre.

» Oh the beautifidl simset from the hill. «

Saa gik de efter de andre, der imidlertid var
komne langt foran og allerede nu bojede om Hjørnet
ved Hovedfløjens sydlige Gavl.

Fru Jutta saa gnaven ud, og Grevinden smi-
lede lidt ondskabsfuldt.

Vendela og Hugo gik tavse Side om Side.

»Du ser fortrædeHg ud, Hugo,« sagde hun
omsider, »har Du ikke moret Dig? Tak for Bord-
arrangementetj det var fortræfteligt. «

»Ingen Aarsag,« svarede Hugo.

»Er Du gnaven?«

»Det er ham fra Bellinge, Jarlen som I kalder
ham, der ærgrer mig.«

»Dii er et underligt Menneske, Hugo, Du
støder altid an. Jeg ved ikke, hvordan det kan
være, men der er altid en eller anden, der for-
nærmer Dig, eller som Du fornærmer. Du kunde
godt passe paa — for min Skyld,« føjede hun til
og saa skælmsk paa ham.

Hugo smilede: »Du ved, kære Kusine, for
din Skyld er jeg i Stand til alt.«

»Jeg har lovet,« fortsatte hun, »lovet Auntie
meget højtideligt at bruge min Husherreret strængt
over for Dig og tæmme dine Vildmandsmanerer.
For i Grunden er Du ikke saa lidt af en Vild-
mand.«

»Synes Du — jeg finder for Eksempel, som
Du selv indrømmer, mit Arrangementstalent alt
andet en vildmandsagtigt.«

»Du er en vandrende Statskalender,« lo hun,
»Det er nemlig det underlige ved Dig. Somme
Tider synes jeg, Du er fuldstændig co7nme il fauf,
og til andre Tider er Du absolut impossibk.<<

»Det ligger i Opdragelsen,« svarede han,
»eller rettere i Mangel paa Opdragelse; jeg har
opdraget mig selv.«

»Og det er ikke rigtig lykkedes Dig; men
som sagt, jeg skal gøre for Dig, hvad jeg kan.

54

Du skal se, det hjælper nok. Auntie har givet
mig en saa fuldstændig Opdragelse, at jeg nok
er i Stand til at faa noget ud af Dig. Men Du
skal være lydig og artig, ellers bliver jeg striks,
og jeg kan godt være striks. v<

Det var ved Solnedgangstid. Der rugede en
sælsom Vellugt over Parkens Gange, Luften var
saa mild og sval, mættet med Velvære.

Vendela saa straalende ud i sin lyse, klare
Kjole uden Smykker, med en frisk Maréschal Niel-
Rose i det lyse, smukt opsatte Haar. Hun havde
slynget et mangefarvet italiensk Shawl over sine
Skuldre og bar i Haanden en lille tin Stok med
en Guldknap.

Uden at tænke over hvorhen de gik, kom de
langt bort fra de andre, gik ligesom ganske for
sig selv, bort fra Pligterne og Selskabstvangen,
talende sammen som to gode Venner, der har
meget at sige hinanden og er glade ved at faa
LejHghed til det.

Prinsen og Margaret fulgtes ad til Hojen.
Vinen havde gjort ham snaksom, og han gjorde
stormeride Kur. Det morede Margaret, hendes
brune Ojne spillede af Liv, og hun svarede kvikt
og raskt paa hans lidt dristige Bemærkninger.

I en af de tætte Gange, som de kom igen-
nem, forsøgte den lille Prins at lægge sin Arm
om hendes Liv, men Margaret snoede sig fra ham

Og lob let som en Raa hen ad Vejen, idet hun
tilraabte ham et spotsk try to catch me your royal
highness !

Elise og Kammerjunkeren paa Stenege gik
tavse ved hinandens Side. Hun ventede, at nu
skulde det komme, men var forberedt paa, at det ikke
kom. Hun var lidt ked af at vente, men for vel-
opdragen og sky til at sige noget selv. Kammer-
junkeren gik og onskede hun vilde. Selv turde
han ikke.

Og Luften i Parken var svanger med Vellugt^
mild og sval under Løvets Skygge.

Hugo og Vendel a kom forst til Hojen, efter
at de andre havde forladt den.

»Du ser saa tankefuld ud, Hugo,« sagde Vendela
smilende. »Hvad tænker Du paa, om man tør sporger«

Hugo svarede, idet han ufravendt saa ud over
Marken, ud over Aaen, ud over Landskabet i det
fjerne, som det laa der, belyst af den synkende Sol :

»Jeg vilde ønske, jeg kunde skrive en Bog —
jeg tror, jeg kunde det, og jeg tror ogsaa, jeg
kunde faa den trykt og solgt. I vore Dage skriver
alle Mennesker: jeg tror ogsaa jeg vil skrive. <;

»Det skulde Du Hugo; men hvorfor falder
Du netop paa det nu?«

»Saa vilde jeg beskrive det Syn, som nu aabner
sig for os, Vendela, dette herlige Landskab med
den synkende Sol.«

=;6

Vendela trak paa Skulderen. »Oprigtig talt,
Hugo, naar Du endelig en Gang fatter en virkelig
Beslutning, saa kunde Du gerne sætte Dig et lidt
større Maal. Det vrimler af Naturbeskrivelser, af
s}Tikende Sol, af Sol, der staar op, af Sol, der
staar hojt paa Himlen, af grønne Buske og gule
Marker — hele Stemningsgalleriet, ligesom Miss
Jennys Palet.«

Hun lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Saa maa Du hellere lade være med at
digte, Hugo.«

»Jeg vilde ikke digte som de andre, Vendela.
Foler Du ikke selv, hvor dette Billede taler til os,
taler sit forunderUge levende Sprog, ligesom ud-
straaler Varme, en forunderlig, mildt betagende
Stemning — der meddeler sig til os, rent legem-
ligt, gennem fysisk Paavirkning af vore Sanser.
Det vilde jeg forsøge at genfortælle, gribe de
enkelte Fremtoninger, der skaber denne forunder-
lige Totalvirkning. Vise, at der til hvert Indtryk
svarer Ord, og at disse Ord kunne kædes til hver-
andre, saa at de løser de bundne Tanker, aabner
for alt, hvad der stænger Sjælen, befrier og hellig-
gør. —

Jeg er alligevel ikke Digter, Vendela, jeg
foler det alt sammen, men jeg 'kan ikke sige det
— foler Du det ikke ogsaa:«

57

Vendela saa alvorligt og tankefuldt ud over
Landskabet.

»Men,« fortsatte Hugo, >^om jeg ejede den
Gave, vilde jeg staa stille som en Mus, — staa
alene og stirre ud over denne Mark, denne brede
Aa, dette herlige danske Landskab, spejdende,
spændt ventende, lyttende, for at tvinge Xaturen
til at oplade sin Røst, til at sige mig, hvad det
er, der taler saa sært betagende og dog befriende
til mig. Og naar jeg saa kunde fornemme det,
saa vilde jeg skrive det ned, skrive det som jeg
foler det, og som Du føler det — skrive det, saa
hvert Barn skulde kunne læse sig det til, saa Af-
tenstemningen, Freden, Hvilen, det betagende og
det befriende skulde lyse ud af hver skreven
Linie, lyse og straale fra hvert Ord af det, jeg
har skrevet, lige saa klart, lige saa guddommelig
stærkt, som Xaturen selv.«

»Og saa?« spurgte Vendela underlig sagte,
paavirket af Hugos dybe, klangfulde Stemme.

»Saa vilde jeg sælge det, faa det rost i Dag-
pressen, betale mine Kreditorer med Udbyttet,
hvis der blev noget, og sende Dig et Frieksemplar
med Dedikation.«

»Fy Hugo! Du tror vist. Du er morsom.«
»Jeg er søgt, Du — det ligger ikke for mig.«
»Jeg kan godt lide at høre Dig tale saa kønt,
som Du gjorde før, Hugo. Der er ærlig Vilje i

58

det, og Du maa ikke tro, at det er noget Du
behøver at skamme Dig over.«

»Du sagde selv, Vendela, at der var saa
mange om det — det er der ogsaa, Du. Nogle
gør det bedre end andre, men de »gor« det alle
sammen ; maaske ligger der lige saa god og ær-
lig Vilje bag det som bag mine Forsøg, men det
.bliver words, words, words.«

»Hvorfor kan da Malerne gore det?«

»Fordi deres Midler er simplere. De vækker
en Stemning ved at vælge de samme Konturer, de
samme Farver.«

»De samme, som hvad?«

»Som Naturen.«

»Det har Du ikke Ret i, der er noget andet,
noget mere; det, der netop er Kunsten, det lig-
ger ikke i Farveblanding, ikke i Tegningen, det
ligger i selve Kunstnerens Opfattelse, som han
gennem Billedet meddeler os andre.-;

»Det lyder saa kønt, Vendela; men hvad vil
det egentlig sige.' Hvad ser Du? Farverne og
Tegningen, hver for sig og med hinanden. Det
er dit Indtryk. Og hvor faar Du en Kunstners
Opfattelse fra, uden gennem disse Faktorer og
dem alene?«

Vendela stødte utaalmodig i Jorden med sin Stok.

»Jeg er saa dum, naar jeg skal forklare, hvad
jeg foler, men jeg føler det Du, og netop fordi

59

jeg føler det, saa er det der — Opfattelsen er
der, jeg kan ikke sige Dig, hvori det ligger, men
saa man maa kunne gore det samme Kunststykke
med Ord. <

»Det er det fortvivlede, det maa man kunne,
og det kan man selvfølgelig, det kan gøres. Men
naar man tænker over det, samler Ordene og
Gloserne, sammenstiller dem, prøver og vrager,
og saa skriver, skriver ud af sin varme Hu, sin
ærlige Vilje, og saa ser paa det — ved Du hvad,
Vendela, saa foler man som en sviende Smerte
ved at se disse Geledder af Ord i sirlige Parade-
tridt, gammel kendte, pudsede op, søgte, konstru-
erede, og ratsch — saa ligger det hele i Papir-
kurven og Kreditorerne faar vente.«

»Kære Hugo, jeg har den dybeste Medfølelse
med dine Kreditorer, men da det absolut ikke er
mig, der skal sørge for dem, vil jeg bede Dig om
at holde dem for Dig selv og ikke ødelægge mine
Stemningerne med dem.«

Hun blev ivrig.

»Du har en rigtig styg, ubehagelig Maade at
være paa, Hugo, det Du selv kalder »ratsch i
Papirkurven«. Det er ligesom Du skammede Dig
ved at fole varmt og tale kønt, og Du kan begge
Dele. Det er slet ikke morsomt, slet ikke smukt,
det er ganske simpelt Blasfemi; — og der er
ingenting, jeg hader og afskyr som det.«

6o

»Hvor det klæder Dig smukt at blive ivrig,
Vendela.« Hugo saa beundrende paa hende.

Hun drejede sig hurtig paa Hælen.

Flemming og Miss Thorton kom i det samme
op paa Hojen.

»Charming!« udbrod Miss Thorton og tog
straks Skitsebogen og Farveladen frem og gik i
Gang med Kunsten.

»Flemming,« sagde Vendela, »vil Du tro at
Hugo ærgrer mig?«

Flemming saa spørgende paa dem begge.

;• Medens vi staar her og glæder os over den
dejlige Sol og det smukke, hjemlige Landskab —
og har talt saa kønt — for det gor Hugo, naar
han vil, saa ærgrer han mig med sine uægte
Morsomheder, finder ligefrem Fornøjelse i at sige
noget skurende hæsligt.«

»Det er Hugos sædvanlige Affektation«, sagde
Flemming roligt.

»Affektation,« for Hugo op.

»Lyst til at gøre Figur, gamle Dreng, om Du
hellere vil have det saadan. Det ligner Dig I men
Du skal ikke gøre Dig nogen Ulejlighed dermed
overfor Vendela. Vendela er for klog til det.«

»Tak skal Du have, Flemming, det tror jeg
ogsaa selv«, sagde Vendela rødmende.

»Det er heller ikke nødvendigt at tale saa
meget om det«, fortsatte Flemming, idet han lod

6i

Blikket glide hen over Landskabet og sluttelig saa
roligt smilende paa de to.

»Det er kont og det foles kont, hvorfor saa
snakke saa meget om detr'<

»Flemming har Ret,« kom det mut fra Hugo.

»Flemming har altid Ret,« sagde Ven-
dela, :og nu hjemad, vi maa finde Hans kgl.
Højhed, forinden han bortforer Margaret til en af
sine Pagoder. Jenny please.«

Saa gik de tilbage til Slottet.

Oppe i Salen bod Tjenerne Teen rundt, og
det Tidspunkt var kommet, da der skulde gores
Musik, som det hedder.

Det er dette klassiske Tidspunkt, hvor alle
andre Nydelsesmidler er forsøgte.

Selskabet er mæt, man har talt ud, man har
ikke mere at sige hverandre ; men det er for tid-
ligt at bryde op, noget maa der gores — og saa
gor man Musik.

I Reglen er der to, hojst tre af det hele
Selskab, der har virkelig Sans derfor, virkelig For-
stand derpaa. Men det horer med til god Op-
dragelse at kunne sidde stille lyttende, tilsyneladende
nydende og tagende imod Musikken.

Lord Oxenbridge var den ærligste, han gik
ganske rolig, da de første Akkorder lod. Det
gjorde han altid, og gjorde det ostentativt for at

62

understrege, at han for sin Part var lige glad, om
det var passende eller ikke, han bare gik sin Vej.

De andre blev siddende, Damerne lod
Hækletøjet og Broderiarbejdet falde. Herrerne tav,
og Flygelet lød.

Elise spillede Beethoven, Hofjægermesterinden
nikkede i Takt, Marquisen saa betaget ud, Prinsen
nynnede, han sagdes at være meget musikalsk.
Der var en næsten højtidelig Stemning over Salen.

Elise spillede Chopin. De musikkyndige saa
begavede ud, smilede med dette for umusikkyndige
irriterende Smil, der rober Forstaaelse af tekniske
Finesser.

Elise spillede store Navne, Navne som alle
kendte, som alle gjorde sig saa smaat vigtige med
efter fattig LejHghed, — men som i hvert Fald
for de allerfleste var Navne og næppe mer end
Navne.

Saa sang Marquisen.

Som en Italiener synger, først henaandet svagt,
kurrende som en kælen Due, saa tremulerende
stigende — stigende til næsten brølende Kraft,
vibrerende, oredovende.

Som Italienerne synger Tosti.

Vorrei viorir — vorrei inorir — som paa-
kaldte han Doden i Livets bitre Nød.

»Bare han vilde!« hviskede Hugo til Margaret.

Margaret lo.

63

Vorrei morir.

»Satans til Brol, der sidder paa den lille
Skruptusse, '< brummede Onkel Rudolf.

Men de klappede alle sammen.

Og Italieneren sang neapolitanske Viser, saa
det bævede gennem Luften, og Galeriet af konge-
lige franske Favoritinder, der dækkede Salens
Væg : du Barry, Montespan, Pompadour, Maintenon
og hvad de alle hed, smilede og bævede med.

■}>Molto bello,^'- sagde Lady Oxenbridge med
stærkt guttural Lyd. Lady Oxenbridge havde
været en Vinter i Rom.

Marquisen smilede taknemmelig og viste sine
skinnende hvide Tænder.

»Miss Thorton maa synge!«

Og Miss Thorton sang: My heart is in the
Highland, saa pippende spædt, men saa inderlig
veltilfreds.

'^Bellissimav^, sagde Italieneren, der vendte
Bladet.

» Oh do sifig Schtiffiann, Jen7iy dear — Schu-
mann is beautifidl.^'-

Og Miss Thorton sang Schumann, saa det
gos i Favoritinderne.

•>-> Bella voce,i< hviskede Italieneren.

Og Miss Thorton blev ved — indtil den
første Vogn rullede frem; det var Grevens fra LTrup.

Saa brod Selskabet op.

64

Og Lamperne slukkedes, medens Maanens
Straaler listede sig ind gennem Vinduet, strejfede
Pompadour, Montespan, du Barry, Maintenon og
alle de andre og faldt med en enkelt skarp Straale
paa den udskaarne Egetræs Dør med Ahrenfeld-
ternes Vaaben i Farve og Sølv.

Og efter en kort Stund sov Bjorno roligt,
velbehageligt under Maanens Skær.

VIII.

Ti

il Hest I — der er ligesom en Klang fra
svundne Dage over dette. Riddere og Fruer med
Falken paa den hævede hojre Haand og den bro-
derede Tojle i den venstre, rank siddende paa den
prustende Ganger, der brænder af Lyst efter at
sætte af Sted over Stok, over Sten, over Hegn og
Grøft, fremad, blot fremad, medens Falken hæver
sig over den flygtende Hejre.

Ryttersker og Ryttere holder Blikket hæftet
mod den blaa Himmel, og fremad gaar det i
susende Galop, medens Skummet staar fra Bidselet
i Hestens Mund og om dens Bringe.

Og naar Jagten er forbi, og den varme Ganger
skrider langsomt hen over Vejen, pustende ud,
hvilende sig efter det hastige Lob, saa gaar Talen
saa let, Spøgen saa muntert, medens Blikket svæver
ud over Marker og Vænger, over Krattet i de
vidstrakte Moser og det blinkende Vand i Aaer og
Soer.

66

Men Falken har spillet sin Rolle ud — hvorfor
egentlig r Man tager saa meget op fra gamle Dage,
hvorfor ikke genindsætte Jagtfalken i dens for-
dums Hæder, kalde tilbage de muntre Jagter over
Stok og Sten.

Det er Ejendomsretten, Retten til Jorden, der
træder saadanne Lyster hindrende i Vejen, Jorden
avler Sæd, og Sæden bliver Brød, Brødet skal
kobes, og Brødet er dyrt. Svundne er de Tider,
da Livet levedes af dem, der stod paa Lyssiden,
uden Hensyn til andre end dem selv; svundne er
de Tider, og godt er det, for nu pløjer Bonden
sin egen Ager og rejser sit Hoved stolt som sin
egen Mand, der kaarer eller kaares til Tinge og
giver Landet Love.

Men for den, der staar paa Lyssiden, føles
det som et Savn, dette ikke at kunne styre sin
Ganger hen over Fædrenes Jord uden at tænke
paa Sæden, Sæden, der bliver til Brød, Brødet,
der er dyrt at købe og godt at sælge.

Derfor er det godt at eje en O, en 0, hvor
ingen anden tilgrænsende ejer Jorden, og hvor
ingen Plovmand knytter sin Haand mod den, der
forer sin Ganger over Agerens Furer, over Hegn^
over Groft, hvorhen Sindet byder ham at føre den.

Det kaldte man i gamle Dage Herlighedsret,
— og det er en Ret, der er herlig at eje.

67

Komtesse Vendela nod denne Herlighedsret :
hen over Bjornøs Marker og Enge, ad Veje og
ad Stier, men ogsaa borte fra Veje og Stier sty-
rede hun sin Yndling, Fukshoppen Bess, i hvis
Aarer det reneste engelske Fuldblod flød.

Og det var et herligt Syn at se den ranke
unge Pige i sin sorte, stramtsiddende engelske
Ridedragt, med en lille rund Hat paa Hovedet og
den fine Pisk i sin hævede Haand, svaj og slank,
følgende Hestens Bevægelser med blussende Kinder
og straalende Øjne, ride mod den friske Morgenr
luft, med Tøjlerne samlede i sin sikre og stærke
Haand, som en kvindelig Centaur i munter
ilter Leg.

Og gerne fulgte Hugo den slanke Rytterske
over de grønnende Enge og de brune Marker.
Selv sad han ikke saa fast i Sadelen, men vant
som han var fra Barnsben af til Livet i Mark og
Skov, faldt det ham ikke svært nogenlunde at
vinde Sikkerheden tilbage, og red han ikke, som
en Rytter skal ride, saa sad han dog tilstrækkelig
godt til Hest for at kunne nyde disse Ture, selv
naar Vendela gav Bess et Rap og drillende raabte :
»Kom nu, Hugo, nu gaar vi fremad paa Falke-
jagt!«

Og naar de saa red hen over Broen, bort fra
Øen, ind til det faste Land, hvor de maatte følge
de banede Veje, forbi Godsets Fæstegaarde og de

68

hvide Kirker med de rode Tegl — mine Kirker,
som Vendela kaldte dem med Stolthed, — saa
gik Samtalen saa let, saa foltes Luftens Friskhed i
det dybe Aandedrag, og alt andet traadte tilbage,
Livet blev det, som netop er det herligste: Ind-
tryk, friske, levende, stærke Indtryk, uden Reak-
tion, Indtryk alene.

Som oftest, naar der var Tale om længere
Rideture, red Vendela og Hugo over forbi Strand -
næs for at tage Flemming med. Flemming satte
Pris derpaa, og Vendela vilde ikke saare ham.

Men en Dag blev de enige om at ride alene.
Det var Dagen efter Karavanens Afrejse, som
Onkel Rudolf kaldte den, faa Dage for Hugo
skulde rejse tilbage til Hovedstaden.
Høj Luft og friskt Vejr.

De red ned til Højsted Kirke, der laa ^\\ Mil
sydpaa, for at se paa nogle Fresker, som ved en
Restaurering af Korbuen var komne til Syne og
af kyndige udpegedes som noget særdeles mærk-
værdigt.

Det var det maaske ogsaa : men for uindviede
var der ikke meget at se, og begge følte sig skuffede.
Derfor red de tavse ved hinandens Side paa Vejen
hjemad.

Det var de samme Tanker hos begge, denne
underlige Følelse af at have været spændte af
Lyst til at se noget, erfare noget og saa være

69

bleven narret for den Lystfolelse, der var Spæn-
dingens Maal. Det giver en vis aandelig Slap-
pelse.

Endelig brød Vendela Tavsheden.

»Oprigtig talt, Hugo, har Du det ikke lige-
som jeg, folte Du ikke Fortrædelighed over den
Skuffelse med de kedelige stive Træmænd, der
skulde forestille Engle og Apostle, efter at Pastor
Mein havde rost dem i saa høje Toner?'

»Jo,« svarede Hugo, »egentlig mest paa dine
Vegne, det gør mig ondt for Dig.'<

»Og mig gor det ondt for Dig," lo Vendela.

»Det er det, der rober gode Mennesker, '<
svarede Hugo med et Smil. ;. Du er et godt Men-
neske, og jeg er et godt Menneske.«

Vendela saa skælmsk paa ham: »Er Du nu
ogsaa sikker paa det, Hugo?'

»Jo, jeg er — netop fordi jeg foler med
andre, selv i deres smaa Skuffelser. Det har jeg
altid gjort. Ogsaa som Barn. Jeg husker saa
tydelig en lille Scene fra mit Hjem i Rosenvænget.
Moder havde indrettet to smaa Saloner med en
bred Dor, en Slags Skydedør. Hun havde hængt
et Konsolspejl paa Pillen mellem Vindusfagene i
hver Salon og glædede sig til at se det Spejl-
galeri, der vilde vise sig, naar Billederne fra
Spejlene modtes. Og saa stod Vindusfagene skævt
for hinanden, saa der intet Billede blev. Det

70

gjorde mig saa ondt. Det er ikke Føleri, det, ved
Du, er ikke min svage Side, men endnu den Dag
i Dag foler jeg ligesom en svag Smerte ved at
tænke derpaa. Moder er død for længe siden,
men det Indtryk forsvinder aldrig. Og saa længe
jeg bevarer denne Evne til at føle med andre,
ved jeg med mig selv, at jeg endnu har noget af
-det oprindelige gode tilbage i mig.«

Vendela tog et lille Ryk i Tøjlen, saa Bess
sprang lidt til Siden.

»Er det ikke Sentimentalitet?« spurgte hun.

»Det er den Slags Sentimentalitet, som man
ikke behøver at skamme sig ved.«

»Du har vist det, Folk kalder et varmt Hjerte.«

»Hvis Du derved forstaar, at jeg foler for
andre, saa har Du Ret. Jeg praler ikke med
mine Fejl og heller ikke med mine Dyder, men
jeg foler varmt for andre.«

»Ogsaa for helt fremmeder«

»Egentlig mere for helt fremmede, mindre for
dem, der staar mig nær. <

»Det er besynderligt, — jeg synes fremmede
Mennesker er mig saa ligegyldige.«

»For Eksempel Godsets Folk — Smaafolk.«

»Oprigtigt talt, Hugo, dette med Smaafolk,
det keder mig. Jeg vil gerne hjælpe dem, det er
jo ogsaa min Pligt; men jeg kan ikke selv give
mig af med dem. Ved Du, de smaa grisede

71

Unger og de forslidte, uordentlige Koner, de er
mig imod, — jeg vil som sagt gerne hjælpe dem,
men jeg kan ikke bekvemme mig til at gore det
selv. Der ligger i selve Ordet /. Smaafolk:: en
utaalelig Arrogance. -<

Vendela gav Bess et Rap af Pisken, og nu
gik det fremad i kort Trav.

»Du vil vist slippe for Moralprædiken,« sagde
Hugo smilende.

»Hvorfor?«

»Fordi Du traver!^'

»Kan Du saa ikke prædike?«

»Vanskelig.«

»Prøv paa det!«

»Ikke i Trav.«

»Det vilde klæde Dig saa godt.«

»Men det vilde ikke hjælpe.«

»Det hjælper heller ikke i Skridt.«

»Aa, jeg kan jo prøve.«

»Nu traver jeg til, Hr. Pastori«

»Jeg følger efter. -

»Glem saa ikke Teksten!«

»Jeg skal nok huske den.«

»Din venstre Tøjle er for stram. Du drejer
Munden af Led paa Brune.«

»Er det nu godt?«

Travet blev raskere og raskere, og Bess tra-

72

vede sikkert foran, medens Hugo maatte holde
Brune an, da den idelig slog over i Galop.

Vendela vendte sig smilende.

»Du maa blive noget sikrere i Ridekunsten,
inden Du holder Prædikener i Trav.«

Saa gik det fremad. Vinden legede i hendes
blonde Haar, Skummet floj fra Bidselet, og Vejens
Sten klirrede under Hestens Hove, medens Grus
og Sten slyngedes til Side af de raske Trin.

Endelig sagtnede Vendela Farten og slog over
i Skridt. Hugo holdt Brune skarpt an og pare-
rede brat. Vendela saa lidt overlegent paa ham,
hun var varm i Kinderne og pustede af det raske
Ridt. Derfor lod hendes Stemme ikke saa over-
legent, som hendes Agt var.

»Du skulde tage Ridetimer, Hugo!«

Hugo svarede ikke, men Stiklerierne ærg-
rede ham.

»Naa, hvor var det Du slap?« fortsatte Ven-
dela i en venligere Tone.

Hugo svarede mut: »Det var mig, der var
dum. Du.«

»Ikke fortrædehg, Hugo — Du ved jo godt,
at jeg holder af at hore dine Visdomsord. Du
mener altsaa ikke, at jeg er Godsherskerinde, som
jeg bor være det.«

»Det er en Smagssag. Du er jo saa ung
endnu og saa smuk, Vendela, at Du har Ret til

73

at nyde Livet en Stund endnu for Pligterne
kommer. -<

Vendela bed Læberne sammen.

»Det er det sædvanlige med ung og smuk —
Du er ikke en Smule bedre end de andre: hver
Gang vi skal tale om noget alvorligt, saa kommer
I med jert ung og smuk. I tror vist, at I har
gjort jeres PHgt, naar I har serveret en Artighed,
en rigtig kedelig, flov Artighed. <

; Det er din egen Skyld, Vendela, Du vil ikke
være alvorlig.«

>Du er den rette til at tale om Alvor I Du,
som — — <

»Som har været jeres Klown hele Sommeren,«
afbrød Hugo, »ja vist, men nu er Karavanen
draget af Sted, og nu rejser jeg ogsaa. Saa vilde
jeg gerne, vi skulde tale lidt sammen, inden vi
skilles. Det kan vare længe, inden vi modes igen.«

»Hvorfor det? — Du kommer vel nok herud
igen, og desuden har Du jo — — <

»Opfort mig over al Forventning godt herude,
vilde Du sige, ikke sandt?-:

»Ja netop — det har Du.«

»Du har altsaa ikke ventet, at jeg skulde op-
føre mig vel?«

»Det har jeg jo sagt Dig for, Hugo. Fa-
milien, navnlig Tante Jutta, var ikke blid i Om-
tale af Dig, inden Du kom.x

74

»Gud ske Lov, Vendela, at jeg en Gang for
alle har gjort mig til Regel absolut ikke at bryde
mig om, hvad Folk siger om mig.«

»Det er vist meget klogt af Dig, Hugo.
Skønt, hvis Du gjorde det, saa tog Du mere efter,
hvad Folk sagde.«

»Tror Du, jeg blev bedre for det?«

»Det kan jeg ikke sige Dig, Hugo, for jeg
ved ikke, hvordan Du er.«

Nu havde de naaet Bakken lige over for
Bjørno. Hugo holdt sin Hest an og pegede over
mod Slottet. »Der hgger dit Bjørno, Vendela.
Det er underligt, men altid blinker Solen over dit
Tag og altid straaler Murene saa hvide. Du er
født paa Lyssiden, Vendela.«

Vendela havde ogsaa holdt Bess an, hun saa
Hugo lige i Øjnene, det var som spillede der et
triumferende Blink i hendes Øjne, saa sagde hun:

»Det lyder helt højtideligt, Hugo — men jeg
er født paa Lyssiden, og der vil jeg staa, jeg foler
ingen Trang til at søge bort fra Solen.«

Og. der for en Tanke gennem Hugos Hoved,
en Tanke, der formede sig i Ord om Skygge for
Solen; men han sagde intet, smilede kun og kneb
uvilkaarlig Øjnene sammen, som blændet af den
megen Sol og det meget Lys.

Saa drevhunHestenfrem,ogdered hjem,— hastigt,
som fulgte de Falken paa Flugt under den blaa Himmel.

75

Hugo var træt efter Rideturen, træt i sine
Lemmer og egentlig ikke tilfreds med sig selv.
der var saa meget, han vilde have sagt, som han
ikke havde faaet sagt, og der havde dog været
rig Lejlighed.

Og Dagene gik. Sommeren led, Roserne boj ede
deres Hoveder mod Jorden, og paa Træerne mod-
nedes Frugten.

Hugo skulde rejse til Byen igen for at be-
gynde sit Arbejde, hvilket vidste han ikke, men
et Arbejde maatte han vælge.

Det var kun paa Bjorno, Livet var Leg.

Derinde ventede Arbejdet.

H

IX.

ugo roede over til Strandnæs for at sige
Farvel.

Fru Jutta tog imod ham. Muligvis fordi han
straks sagde sit Ærinde, tog hun usædvanlig ven-
ligt imod ham, bad ham tage Plads, da Flemming
var i Marken, og sendte Bud efter Flemming.

Samtalen gik lidt trevent.

Flugo havde Vanskelighed ved at tale med
Folk, han ikke kunde lide.

De talte mest om Gæsterne paa Bjørnø.

Fru Jutta fandt Oxenbridges kedelige, snertede
Onkel Hax og udbredte sig vidt og bredt om
Aunties upraktiske Husstyrelse og det dumme i at
ville indføre engelske Skikke i et dansk Hus.

Alt dette ærgrede Hugo, men saa kom om-
sider Flemming.

Han var venlig og hjertelig som sædvanlig.

Fru Jutta trak sig tilbage efter at have ønsket
Hugo Lykke paa Rejsen og udtalt et ikke syn-
derlig velment Onske om Gensyn til Julen.

77

Alene denne Tanke stivnede hendes Træk og
gjorde hendes Afskedshilsen isnende kold.

Flemming og Hugo sad længe og passiarede.

De talte om Hugos Fremtidsudsigter.

Flemming foreslog et Ministerium.

»Oprigtig talt, Flemming,« sagde Hugo, »det
bliver vanskeligt at finde et, hvor de tager mig.
jMin Eksamen er lille, og rundt i Kancellierne
sidder der næsten i hvert Kontor en eller anden
korrekt samtidig, som jeg ved en eller anden Lej-
lighed, for øvrigt ganske ubevidst, har krænket
paa det dybeste.«

»Du har mange Fjender.«

»Fjender — egentlig ikke. Hvis jeg havde
det, vilde jeg være stolt af det. Men det er ikke
Fjender, det er knapt en Gang Uvenner; det er
Folk, som har taget Forargelse af min Optræden,
af min Letsindighed, maaske er saarede af en
eller anden skarp Bemærkning, som jeg har ladet
falde. Og de har til Dels Ret. Jeg har Synder
paa min Samvittighed.«

»Aa, det er vel ikke værre, end at de glem-
mes,« mente Flemming.

»Nej, ser Du, Ulykken er den, at de glemmes
ikke, for jeg kan ikke falde i Ro. Der er altfor
uroligt Blod i mig. Jeg bruser op, indigneres over
al den Uretfærdighed, alt det Knappenaalsstikkeri,

78

som findes i vort lille Samfund. Saa gor jeg
Dumheder, stoder Folk bort.«

»Hvorfor? Du maa ikke blive vred, men din
Indignation, er den virkelig saa berettiget? Gud
bevares, der er meget at indigneres over. Men
hvorfor er det altid Folk som Du, Folk der ud-
retter saa lidt positivt — bliv nu ikke vred — ,
der gaar rundt og er indignerede.«

»Ganske simpelt, fordi I andre næppe har
Tid til det,« svarede Hugo.

»Ser Du, — tag Dig noget nyttigt for og
gem Indignationen hen, til Du kan optræde med
mere Vægt. Saa gør Du mere Nytte.«

»Det er sørgeligt, at jeg maa indrømme Dig,
at Du har Ret,« svarede Hugo. »Men Indigna-
tionen lader sig ikke proppe af paa Flasker. Og
saa koger det i mig at se denne fordømte Dans
om Guldkalven.«

»Aa, hvad — Penge er en vigtig Ting.«

»To Kroner, ja. Naar jeg har to Kroner i
min Lomme, lige til det, jeg skal bruge, saa
sværger jeg Dig til, saa bryder jeg mig ikke en
Døjt om Penge for Resten.«

»Naa, kære Ven, jeg synes Du har en ganske
præsentabel Underbalance efter dit Hartkorn.«

»Ganske vist, men det er lutter To-Kroner,
som jeg ikke har haft, da jeg havde Brug for
dem.«

79

Flemming lo.

»Og saa det fordomte Snobberi, denne Gniden-
sig-op-ad de faa, det har noget at sige, lige meget
hvad eller hvem eller hvordan de er. '<

»Det synes jeg oprigtig talt ikke kan gøre
Dig noget, Du kan jo vælge din Omgang selv ;
lad saa de andre gnide sig, som Du siger, op ad
hvem de har Lyst til.«

»Jamen Du, se paa det daghg — det ærgrer
mig saa utrolig. Saadanne Folk som Horjæger-
mesteren paa Bellinge. Han ærgrer mig. Tykt
uvidende, dum, arrogant og dog overlegen, takket
være Konens Penge. Jeg kunde slaa den Karl
lige i Ansigtet. Og saadan er der mange.«

Flemming trak paa Skulderen.

»Du kender jo Godsejerne fra Literaturen,
ikke sandt, Hugo, Enten er de Idioter, eller ogsaa
er de det, der er værre. Et Galeri af degenererede
Typer, hvis Forstand næppe omspænder andet end
Heste, god Mad og Jagten. Lutter Karikaturer,
som selv ikke vore første Novelleforfattere generer
sig for at servere for et æret Publikum. Oprigtig
talt, Hugo, Du skulde vide bedre Besked.«

Flemming var lidt ærgerlig.

»Selvfølgelig, Hofjægermesteren paa Bellinge
er ikke hyggelig. Men han er ingen Type. Typer
findes saare sjældent i det virkelige Liv. Vore
Godsejere herhjemme er som Klasse betragtet

8o

hverken værre eller bedre end de andre Klasser,
set under et. Der præsteres meget godt, meget
sundt Arbejde paa Herregaardene rundt om i
Landet. Jeg vil ikke nævne Navne, men Du
kender dem alle lige saa godt som jeg. Tror Du
de københavnske Grosserere har mere Dannelse,
Aandsdannelse eller Hjertedannelse end vi herude :
Tror Du, Haandværkerne har det, eller Embeds-
mændene i Kontorerne derinde? Du kender mere
til dem, end jeg gør, og Du ser skarpere end jeg.«

Hugo nikkede.

»Selvfølgelig, til en vis Grad har Du Ret. I
er ikke alle sammen Idioter, fordi I bærer en rød
Kjole og gaar paa Jagt. Og D 'Herrer Forfattere,
som Du talte om, er vel næppe ganske kompe-
tente til at fælde den endelige Dom over Jer paa
Grundlag af deres Huslærererfaring. Men I har
det samme, som altid har været den danske Adels
Svaghed. I er for selviske. I er fordringsfulde,
vil regere med jeres Hartkorn, men ikke rigtig
bestille noget alligevel; I forpagter jeres Gaarde
ud, eller hvad der er værre, I driver dem slet,
naar I driver dem. Og I yder kvalitativt for lidt.
I Politik lader I nogle Jurister tage Tøjlen og
skubber af Jer, hvor I kan. Socialt gør I ikke
noget rigtigt for jeres Arbejdere. Jeg vil ikke
have, I skal ofre Jer selv, men man skal fole, at
I har Vilje til at gøre noget, for der er noget, der

8i

■er galt. Literært folger I for lidt med, I lærer
heller ikke noget rigtigt. Og man venter, at I
skal kunne noget, det venter man ikke af en stor
Smedemester eller en almindelig Grosserer. Følgen
bliver den, at Publikum tager en enkelt fintdannet
Haandværker og nogle literært eller kunstnerisk
interesserede Grosserere til Indtægt mod Jer en
bloc og siger, at I er Idioter.«

Hugo tav. Flemming tændte en Cigaret,
blæste Asken af og sad ligesom han sundede sig;
saa sagde han:

»Xaar blot vi er enige i det væsentlige, saa
skal jeg gerne indrømme Dig, at Godsejerne kunde
gøre mere virkeligt socialt Arbejde. Men Du maa huske
paa, at de af os, der ikke er fuldstændig uafhæn-
gige, har i disse Tider svært ved at klare vort
eget Arbejde fra os, og vi er nok de fleste i Tal
^fterhaanden. Og de store Hartkornsejere — Lens-
adlen! >/ Danmarks Adel er sløj — har altid været
sløj. Se til England eller Sverrig < — ikkesandt,
saaledes lyder det. Men Folk glemmer, at Hr.
Sørensen og bliver Hr. Sørensen selv som Grev
Sørensen. Vi er danske — og vor Nation er nu
en Gang — — . Christian d. IV er ikke Gustav
Adolf. Og hos os bliver Carl d. XII til Christian
d. VII. — For Resten gør man os som Regel
L'ret, og Du skal i hvert Tilfælde ikke raabe Fæ-
hoved efter os,« føjede han smilende til.

6

82

»Det gør jeg heller ikke«, svarede Hugo.
»Men I ærgrer mig tidt. Mest, naar jeg er sam-
men med Jer. Naar jeg er borte fra Jer, længes
jeg efter Jer.«

»Naa, Lykke paa Rejsen, Hugo. Og lad mig
hore fra Dig engang imellem.«

»Tak for denne Gang, Flemming.«

»Kom snart igen, Hugo.«

Hugo gik.

Flemming sad og smilede hen for sig. Han
smilede over sin egen Veltalenhed. Det var sjæl-
dent nogen fik ham saadan paa Gled. Hugo
havde en egen Evne til at faa Samtaler i Gang
og til at kalde en varm Diskussion frem. Flem-
ming rystede paa Hovedet. Det var ham ikke
rigtig klart, om Hugo horte hjemme paa den
Side, hvor Flemming selv stod, eller om Livet
vilde fore ham bort fra deres, over i en anden
Lejr, til andre Forhold og andre Mennesker.

Saa tænkte han paa Moderens Stiklerier i Anled-
ning af det gode Forhold mellem Vendela og Hugo.

Han smilede — og rystede paa Hovedet.

Og han blev siddende i sine egne Tanker,
til han blundede. Saaledes traf Moderen ham,
da hun kom for at kalde ham til Bords.

Li

rivet gik saa stille paa Bjørno den Dag
som de nærmest foregaaende. Der ventedes nye
Gæster. Nogle Diplomater, som Fyrstebesøg havde
holdt tilbage i Hovedstaden, men som nu kom.

Vendela var noget træt; hun havde over-
anstrengt sig, mente Auntie.

Auntie havde travlt med Huset, og Onkel
Rudolf havde timelange Konferencer med Gods-
inspektoren. Der laa saa meget Arbejde, som han
havde forsømt for at opfylde sine repræsentative
Pligter.

Han var gnaven.

Hugo drev ud med Skytten paa Andejagt,
men der var ikke mange Ænder, og det var
vanskeligt at komme til dem, fordi Sivbæltet langs
Bredden var saa bredt.

Hugo følte sig nedtrykt, han havde levet sig
saaledes ind i Livet paa Bjørnø, at det faldt ham
vanskeligt at rive sig løs fra det. Han vidste, at

6*

84

han vilde savne Vendelas muntre Selskab, de store
lyse Værelser og de hundrede smaa Behagelig-
heder, som han saa godt kunde undvære, men
som alligevel blev ham en Vane. Det hoflige
Tjenerskab, der altid tog det yderste Hensyn til
ham. Den fuldstændige Ubekymrethed for Vejen
og Dagen. Den rene Luft og den behagelige
Følelse kun at møde elskværdige, fint dannede
Mennesker, hvis Takt forhindrede alt, der kunde
støde og saare.

Men det var dog egentlig Vendela, han følte,
han vilde savne. Ikke fordi hun havde vakt ero-
tiske Følelser hos ham ; dertil havde deres Omgang
været altfor kameratlig naturlig. Men hun var
saa smuk, saa frisk og glad, at det var umuligt
andet end at være glad i hendes Selskab og savne
det, naar Tiden var omme.

Hugo var for ærlig en Natur til at beregne.
Han lo ad de Hentydninger, der stundom kom
ham for Øre, og lo ad Tante Juttas Bitterhed.

Den Tanke, at han skulde optræde som Bejler
til Vendela, laa ham saa fjernt.

Den unge Piges Selskab var ganske anderledes
end det Kvindeselskab, hans Hovedstadsliv førte
med, rummede for ham en Tillokkelse, der i sig
selv bar en virkelig dyb og ren Glæde.

Og nu skulde det snart være forbi.

Det var i Grunden tungt at tænke paa.

Efter Middag foreslog Vendela Hugo at ro
en Tur ned ad Aaen.

Auntie var ikke ganske tilfreds med Planen,
hun var bange for Aftenluften: men Vendela lo
og satte sin Vilje igennem.

Hugo roede, Vendela sad til Rors.

Det gik langsomt fremad, Vandplanterne slyn-
gede sig om Aarenes Blade og Hugo var lad.
Lidt tungsindig var han ogsaa ved Tanken om
Afrejsen.

Aftenen var stille og sval, Solen sank bag
lette, dunede Skyer, og Luften var mættet med
Duft af Sø og Vandplanter, lidt skarp, men dog
forfriskende i sin Bitterhed.

»Jeg har været paa Strandnæs i Dag,« sagde
Hugo — •}>pour preiidre congé. «

Vendela smilede: »Med din Hjerte-Tante
Jutta?«

Hugos Ansigt fortrak sig til et spottende Smil.

»Hun hader mig.«

Vendela lo: »Hun elsker heller ikke mig.
Det er underligt, hvor lidt Flemming ligner sin
Moder«.

»Flemming er en Perle«, sagde Hugo bestemt.

»Flemming er en Perle«, gentog Vendela
alvorlig, »en Mand, fuldt ud en Gentleman tillige.
Jeg kan huske, Ruspoli engang vilde have mig til
at sige ham, hvad en Gentleman egentlig var; Du

86

ved, hvor kedeligt det er at skulle forklare saa-
dant noget, som man føler, men som man ikke
kan sige; saa svarede jeg ham: En Gentleman

— det er Flemming Juel. Ikkesandt?«

Hugo nikkede.

»Underlig nok, Flemming har aldrig gjort
Lykke hos Damerne,« fortsatte Vendela.

»Damerne, — hvis Du dermed mener unge
Piger — har vist heller ikke rigtig Sans for det,
der er fremherskende hos en Gentleman.«

»Tror Du ikke, der er nogen, der har været
forelsket i Flemming?«

»Forelsket?« — Hugo trak paa Skulderen. —
»Det er saadant et forskrækkeHg fladt Ord. Det
klæder heller ikke Dig, Vendela.«

»Hvad skal man sige?« smilede hun. Saa
spurgte hun med en meget gravitetisk Mine : »Tror
Du, nogen Kvinde har elsket Flemming?« Saa
lo hun: »Er det kønnere?«

»Man bliver saa tidt arrig paa vort Moders-
maal«, sagde Hugo. »Vi mangler saa mange Ord,
eller rettere saa megen Klang i saa mange Ord.
»Elske« — en bred æ Lyd og et langt hvislende s,

— det klinger saa unaturligt, saa lidt af hvad det
skulde. Man kan næsten ikke sige det.«

Vendela lo.

»En elskende Kvinde,« fortsatte Hugo. »Og
saa Ordet Kvinde. Det lyder grimt^ denne dob-

belte Konsonant og den urene Vokal, hverken
.bred eller spids. Dame er rædsomt, Fruentimmer
er plat. Pige er det bedste, men det passer ikke
altid. Der er i'et da i det mindste rent.«

»Oprigtig talt, Hugo, dine sprogvidenskabe-
lige Studier ligger over min Forstand og morer
mig ikke. Jeg talte om Forelskelse« — hun ud-
talte Ordet meget bredt, med et stærkt hvislende
Tonefald.

Hugo saa op, »Forelskelse hvad er det?« — der-
paa gentog han med et karrikeret, dybt Tonefald:
»Hvad er Kærlighed?«

»Ja, hvad er KærHghed?« spurgte Vendela.

»Sibbern sagde i gamle Dage, at det var en
blandet Folelelse.«

»Det er ikke morsomt — lad nu være med
at være vittig, Hugo, Du kan en Gang imellem
sige noget fornuftigt. Hvad er Kærlighed?«

Hugo smilede. »Er det virkelig din JMening,
Vendela?«

Vendela blev ivrig. »Ja, jeg vil have, Du
skal svare mig paa dette Spørgsmaal. Jeg vil
vide, hvad Du mener, hore, hvad Du vil sige om
det. Men ingen flere Vittigheder.«

»Kære Vendela, jeg kan ikke være salvelses-
fuld, jeg maa have Lov til at tale naturligt, der-
for kan jeg godt mene det alvorligt. Altsaa vi

88

sætter under Diskussion det store Sporgsmaalr
Hvad er Kærlighed?«

Han tog nogle raske Tag med Aarerne, saa
lagde han dem i Baaden og lod den glide for
Strømmen.

»Altsaa,« sagde han, »lyt til Visdommens Ord.
Men forst et : Jeg maa paa Forhaand sige, at det
"er et meget delikat Emne at docere for en ung
Pige, og at jeg derfor straks uforbeholdent vil
betone, at der er en Side af Sagen, som jeg ikke
vil berøre. Lad mig kalde den den naturhisto-
riske Side.«

Vendela lo. — »Det Udtryk skal jeg huske.«

»Saa skelner jeg mellem to Arter af Kærlig-
hed. Den energiske og den inertiske. Du har
lært Fysik, ikke sandt?«

»Det skulde jeg mene,« svarede Vendela,
»jeg var endogsaa meget dygtig i det Fag.«

»Det er en Velsignelse, saa godt opdragne
unge Piger er i vore Dage, I kan næsten lige saa
meget som vi Mandfolk. Altsaa, Du forstaar, hvad
jeg mener?«

»Jeg tror det.«

»Lad mig beg^^nde med den inertiske Kær-
lighed, det er den hyppigst forekommende. — Jeg
vil benytte Anskuelsesmetoden, der er saa dejlig
praktisk. Altsaa, en Mand og en Kvinde, der
lever under nogenlunde lige Forhold, træffer hinanden

paa et Tidspunkt af begges Liv, hvor Kvinde fores
mod Mand og Mand mod Kvinde. De foler ikke
Ubehag ved det gensidige Selskab, — de fole Be-
hag, — deres Interesser lober Side om Side —
Behaget vokser. Han frier, hun rødmer. Interesse-
fællesskabet bliver aktuelt, de bedommer fælles
Fremtidsudsigter, køber Møbler, spekulerer i Stillinger.
Interessefællesskabet vokser, de gifter sig. Interesse-
fællesskabet bliver totalt. Arnens Flamme tændes
— det er de Ægteskaber, der stiftes i Himlen -^
Tanker danner sig efter Tanker, Vaner efter Vaner.
Kærligheden lader sig eftervise, ikke saa meget
gennem Trang til Samlivet, som gennem Ulyst til
Adskillelse. — Det er den inerti ske Kærlighed.«

»Og den energiske da?-

i) Den beskrives bedst ved det Sprog den
taler. Dig vil jeg eje — deri ligger alt. Der
sporges ikke om Livsvilkaar, om Interesser og andet
Maal end selve Besiddelsen. Alt det, der drager
og tiltrækker, er en Spore fremad, alt det, der
kunde, ja maaske endogsaa burde frastøde, er en
Hindring, der skal overvindes. Dette at eje er
Drivfjer, er Maal, er alt, og kun saa længe der er
Trang til at eje, kun saa længe er der Kærlighed.
Denne Trang kan blive Trang til at beholde, men
den lover intet udover, hvad den oprindeHg er,
den rummer ikke mere. Den skænker Salighed,

90

men oftest ikke Lykke, og ofte svinder den spor-
løst, som den kom, uden at lade sig forklare. —
Det, at den er, og dette alene, er, hvad vi kan
vide om den og dens Væsen.«

-Og den kan vare for Livet?« fortsatte Ven-
dela spørgende.

> Den kan vare for Livet, og saa er den Lykke.«

Vendela sad og saa hen for sig uden at tale.
Hugo lagde Aaren ud og roede med langsomme
Tag hjemad.

Vendela tog forst Ordet.

»Det er i Grunden underhgt — man læser
saa meget om Kærlighed, horer saa meget derom
og tænker saa meget derpaa.«

Hun rodmede let.

»Og dog — man ved slet ikke, hvad det er,
kan slet ikke forklare det, knap nok forstaa det.
Jeg tror selv, at unge Piger i min StilHng først
lærer Kærlighed at kende, som Du sagde før, lidt
efter lidt, vanemæssigt, aldrig helt og lige med et.
Og dog vil jeg saa nødig tro det alligevel.«

Hugo hvilede paa Aarerne og saa op.

»Du maa huske, at lige fra ganske smaa op-
drages I til at stænge for alle Længsler, kæmpe
mod alt det oprindelige i Jer, der vil bryde sig
Vej. I drives op som sjældne Planter i en Urte-
gaard, for at kunne straale med større Glans, naar
den Tid kommer, da Blomsten skal plukkes. Og

91

I er Jer selv bevidst, at saadan er det, og saadan
skal det være. I ved, at det er Jert Livs Bestem-
melse at skænkes eller tages, men I tænker ikke
paa at tage selv — knap maaske paa at skænke.
Deraf kommer det, at først efter det kritiske Oje-
blik i Jert I.iv faar I Øjnene op for, hvad det
hele egentlig er. — Men allerede derfor rettes det
første forstaaende Blik tilbage mod det, der er
sket. Og Kærlighedens første Blik skal efter dens
Væsen rettes fremad mod det, der skal opnaas,
ikke tilbage mod det, der er sket. I bliver først
forlovede og saa forelskede. En lille Fabrikspige
beg}-nder med KærHghed og saa kommer Kæ-
resten. '

»Det er vanskehgt at tale om saadant uden
at have oplevet noget,« sagde Vendela tankefuldt;
hun saa op paa Hugo. ;.Har Du aldrig oplevet
noget saadant?«

»Ja og Nej. Jeg har følt noget af det, men
ikke følt det helt, og derfor tør jeg ikke tale om
det som en Erfaring. Halve Erfaringer er værre
end slet ingen, de bringer kun ^lisvisning.«

»Er det længe siden?«

»Er Du nysgerrig?«

»Nej,« sagde hun koldt. »Jeg ønsker ikke
at trænge mig ind i dine Hemmeligheder. Men
jeg troede, at vi efterhaanden var saa gode Kame-
rater, at Du nok kunde skænke mig nogen Tillid.«

92

»Jeg er bange for, at Du vilde .niisforstaa
mig, Vendela. Og desuden, det, jeg tænker paa,
ligger for mig selv i et saa underligt Taageslør, at
det vilde falde mig svært at tale om det. Navn-
lig at tale om det til Dig, fordi det ligger Dig
saa fjernt alt sammen, at — ja Du maa ikke
blive vred — at Du slet ikke vilde kunne forstaa det. «

Vendela saa alvorligt paa ham. »Jeg vil sige
Dig en Ting, Hugo. Før Du kom, har jeg ikke
hørt lutter godt om Dig. Du har været en god
Kamerat, og vi holder af Dig alle sammen paa
Bjørno. Derfor skal Du ogsaa være ærlig imod
os, navnlig mod mig, og Du skal tænke paa
Bjørnø, Hugo, som det Sted, hvor Du hører hjemme,
fordi Du engang er Hugo Ahrenfeldt. Bjørnø er
et gæstfrit Sted, men Bjørno er ogsaa et Sted,
der stiller Fordringer.«

»Jeg bøjer mig for Bjørnøs Herskerinde,« sagde
Hugo med et Smil.

Saa tog han kraftige Tag i Aaren og drev Baaden
frem gennem Vandet, saa Kølvandet bredte sig
skarpt i en glimtende Kegle, hvor Baaden skød
frem mod Broen og Terrasserne med de duftende
Roser.

Men Vendela tænkte dog paa Hugos Ord.

Ikke fordi det egentlig interesserede hende,
men hun fandt en Bekræftelse deri — af noget,

som hun ikke vilde tro, og som hun syntes, det
var under hendes Værdighed at spørge om.

Sporge Hugo eller andre :

Hun folte med en vis Bitterhed, at Hugo ikke
viste hende fuld Tillid, at han havde noget at
skjule for hende.

Men hun vilde ikke sporge.

Hugo mærkede, at hun var forstemt.

Men han vilde ikke tale.

XI.

VJTamle Baron Ahrenfeldt havde ladet ind-
rette til sig en Lejlighed i 2den Etage i den
nordlige Fløj, lige over Porten.

Der havde han Udsigt ned over Ridebanen
og kunde kontrolere, om Staldpersonalet rørte
Hestene, og om Materialgaardens Arbejde gik, som
det skulle.

Desuden havde han det saa bekvemt indrettet,
at en særlig Vindeltrappe førte op fra Porten til
hans Lejlighed, saa han kunde give Audiens for
alle, der ønskede at tale med ham, uden at saa-
danne profane betraadte Slottets egentlige Enemærker.

Gamle Barons Lejlighed var saa tarvelig som
muligt ; et stort Forkontor, hvor hans Privatsekretær,
en gammel forulykket examinatus juris, sad ved
en højbenet Pult paa en knirkende Skruestol: der-
fra forte en Dør ind til Baronens private Kontor,
en stor firkantet Stue med to Fas:.

95

Sælsomt kontrasterede dette Værelse med
Bjørnøs Luksus og Elegance. Møblerne var mørkt
Mahogni, betrukne med Hestehaar, i den saakaldte
Biedermannstil fra Fyrrerne. Paa Væggen hængte
et legemstort Billede af Kong Fredrik den 6te og
en Række gamle Kobberstik, der forestillede Bom-
bardementet paa København, Slaget paa Reden
og Episoder fra den forste Krig.

En Række af lange Porcelænspiber, omhyg-
geligt ophængte efter Længden, og en smuk Sam-
ling Merskumspiber med Solvbeslag dannede lige-
som en Ramme om et Vaabentrofæ, arrangeret af
gamle Kyradser, Vaaben fra Baronens Faders Tid
og fra hans egen L'ngdom.

Hele Værelset gjorde Indtryk af et Brand-
direktørkontor, et af disse Kontorer, hvor en af-
danket Militær tjener det supplerende Plus til en
tarvelig Pension ved at bide fra sig ex officio og
volde sine Medmennesker, der lever under det
svindende Aarhundredres Damptryk, uanede og utalte
Vanskeligheder ved stokmilitær og bureaukratisk
Ekspedition.

Og det var gamle Barons største Fornøjelse
at fare los paa Folk, der søgte ham, som en bidsk
Lænkehund i Kæde. Men Godsets Folk, der
kendte ham, vidste Besked: de havde erfaret, at
han nok gøede, men ikke bed. Og Folk kom
næsten altid til Rette med ham til sidst.

96

Men hele sin kavalermæssige Optræden, sin
elegante Form og alt det, der gjorde, at Naboerne
satte ham hojt som korrekt Selskabsmand og for-
trinlig Jagtkammerat, alt dette lod han blive i
Christiansens Forkontor, og hvis Bjørnøs Gæster
havde set ham der oppe i »Kontoret«, som det
hed, vilde ingen af dem have kendt ce vieux che-
valier chaj-mafit.

Men heller ingen af Slottets Gæster satte
nogen Sinde deres Ben i »Kontoret«,

Hugo blev derfor ikke hdt forundret, da
gamle Baron, Aftenen før han skulde rejse, sagde
til ham: »Hugo, gaa med mig op paa Kontoret i
Aften, jeg vil gerne tale lidt med Dig.«

Der sad de nu.

Gamle Baron med en tændt jNIerskumspibe
og Hugo med sin Cigar, medens Røgen hævede
sig langsomt mod det mørke Loft, og den søvnige
gamle Moderatørlampe kastede et bleggult Skin
over Biedermanns-Møblerne og højsalig Kong
Frederik den 6te paa Væggen.

Hugo ventede.

Gamle Baron sad længe tavs og grundede,
endelig sagde han :

»Naa, Hugo, nu er altsaa din Ferie forbi.«

»Ja, Onkel Rudolf, nu rejser jeg.«

»Hvad har Du saa tænkt paa?«

»At arbejde!«

97

»Ja vel, men med hvad?«

»Hvad der byder sig.«

»Du ved, Hugo, at jeg har sagt Dig en Gang,
at Penge faar Du ikke hos mig.«

»Og jeg har sagt Dig, Onkel Rudolf, at det
gør mig inderlig ondt, for jeg trænger meget til
Penge. «

»Derfor siger jeg Dig det igen, og Du er jo
ikke noget Fæ, saa Du forstaar mig nok?«

»Des værre, Onkel Rudolf!«

»Jeg kan godt lide Dig, Hugo, derfor vil jeg
tale et Par fornuftige Ord med Dig. Du har jo
ingenting, og Du synes maaske, at det er lidt
urimeligt, at Du skal slaas for Foden, medens vi
sidder hernede og lever stort?«

»Nej, Onkel Rudolf, det har jeg været vant
til al min Tid. Jeg er temmelig paa det rene
med mine Fejl, og jeg ved, at misundelig er jeg
ikke. For mig maa Du og alle de andre have
lige saa meget som Rothschild, det skal ikke et
Øjeblik forstyrre min Sindsro. Det vil sige, hvis
jeg en Gang imellem kunde gore et mindre Laan
hos Jer, naar det kniber, vilde det unægtelig være
mig en Behagelighed.«

»Ja, det tror jeg. Monsieur Hugo, men det
kan Du ikke. Jeg vil ikke moralisere for Dig,
jeg husker selv fra mine unge Dage, hvor jeg
hadede Moralprædikener.«

7

98

»Aah, Onkel, undskyld jeg afbryder Dig, jeg
har ikke det mindste mod en lille Moralprædiken,
naar blot — — «

>Den belægges med Valuta. Ja vist, men
det gor den ikke. Du maa komme ud af det,
med hvad Du har.«

»Kære Onkel, det vilde vare herhgt, men
pro primo har jeg ikke noget, og pro secundo er
det mig en fysisk Umulighed at faa noget til at
slaa til.«

»Det kender jeg af Erfaring. Men ser Du,
jo mindre Du har, des mindre bruge*" Du, og naar
Du slet ikke har noget, saa bruger Du hdt mere
end ingenting, og det er netop det, Du skal.«

»Du taler som den vise Salomon, Onkel
Rudolf. Altsaa, det er ikke Subsidier, Du vilde
tilbyde mig i Aften?«

»Nej!«

»Gode Raadr«

»Heller ikke. I unge bryder Jer Fanden om
vore gode Raad, og ærlig talt, jeg staar for meget
uden for det hele, til at mine Raad skulde være
tidssvarende. Men, som sagt, jeg kan godt lide
Dig, Hugo, skænk Dig en Toddy.«

Gamle Baron skubbede en Flaske med Cognac
og en Sukkerskaal hen mod Hugo.

»Her er varmt Vand.«

»Tak, Onkel 1«

99

»Altsaa, Du vil tage en Sagførerfuldmagt :
Vær saa god. Som jeg sagde, Du maa sørge for
Dig selv, men pas blot paa ikke at encanaillere
Dig.^<

>.Hvad mener Du med det, Onkel?"

»Ser Du, Hugo, her sidder vi alene. '^ Gamle
Baron saa sig uvilkaarligt om. -Altsaa, jeg taler
rent ud af Posen til Dig; Du skal vogte paa din
Omgang og ikke blande Dig ined Rakket. '<

»Rakket, er det alle dem, der ikke hører- til
Selskabet, Onkel: Jeg har næppe Raad til at være
exklusiv, hvis jeg vil gøre mig Haab om at eksi-
stere. Min Titel kan jeg ikke leve af, og I vil jo
ikke apanagere mig. I gamle Dage kunde det gaa,
da der var Respekt for Navne og deslige, nu gaar
det ikke, nu maaler de Folk efter Monten, Onkel.«

»Det er ikke rigtigt, Hugo. Det gør de ikke.
Du har et Plus i dit Navn, som Du kan bruge,
om Du ellers arter Dig vel. Det kan nok være,
at de derinde i Hovedstaden ikke vil være ved
det officielt, men Gu' min Salighed tager de
Hensyn til et Navn, naar det bæres med Ære.«

Gamle Baron tog en vældig Slurk af sin
Toddy.

»Stop lidt. Onkel Rudolf, der kan være meget
sandt i, hvad Du der siger, men kommer jeg med
min Friherretitel og min tomme Portemonnæ, saa

lOO

smiler de ad mig, eller rettere griner, for det
gør de.«

»Saa er det din egen Skyld, min Ven. Har
Du aldrig, jo det har Du naturligvis tidt, set saa-
dan en rigtig bredbenet Bondetamp staa op og
slaa sig for sit Bryst og sige: Se, jeg er Bonde,
hvad? Folk de gaber, den Bemærkning tager altid
Kegler. Jeg ærgrer mig ved hvert eneste Dyrskue
eller politisk Møde over de Asener, men det
gør sig.«

Hugo smilede.

»Vilde Du have^ Onkel Rudolf, at jeg skulde
rejse mig op og slaa mig for Brystet og sige: Jeg
er Baron. Tror Du ikke, de grinede af mig?«

»Jo, men saa var Du ogsaa et Fæ. Ser Du,
det er netop Forskellen paa Dig og saa den anden,
jeg talte om, at han skal bralle op med sin Eks-
traktion, men Du skal holde din Mund med din,
men vise, hvad Du er.«

Hugo rejste sig og gik hen over Gulvet.

»Ser Du, Onkel, det har altid været mit
Princip, at jeg bøjer mig for Kongen, det skal
man nu en Gang, naar man lever i et Land, hvor
man har en Konge, og for Kongehuset, for det
horer nu en Gang med til Begrebet Kongedomme,
men for Resten bøjer jeg ikke min Ryg for noget
som helst Mandfolk i det ganske Land, hvad enten
han er Konseilspræsident, Ølbrygger, Bankdirektør

lOl

eller Formand for de samvirkende Fagforbund. Jeg
er ikke principfast, Onkel Rudolf, men det Princip
bryder jeg aldrig.«

»Skaal, min Dreng, ret saa, det er altid
noget. «

Gamle Baron tændte sig en frisk Pibe og
skod Cigarkassen over til Hugo.

Saa fortsatte han: >^Sige til Dig, at Du ikke
maa gøre Gæld, kan ikke nytte.«

»Navnlig ikke, naar Du ikke vil ud med
noget. «

»Nej, altsaa det siger jeg ikke. Sige til Dig,
at Du skal lade Kvinderne være, det vilde være
dumt, aldenstund jeg er ganske overbevist om, at
Kvinderne ikke kan lade Dig være, og man ikke
bør være uhoflig mod det smukke Køn; og ende-
lig sige til Dig, at Du ikke maa begaa noget
uhæderligt, vilde være en Fornærmelse imod Dig.
Derfor er der kun denne ene Ting, jeg vil sige
Dig, forinden Du rejser ind og tager fat paa, hvad
det nu bliver: Lad være med at encanaillere Dig,
Du vil altid selv bedst fole, hvad Rakket er, og
Du bor vide, at Du, for at bruge din egen Termi-
nologi, finder mindst Rak mellem Lensgreverne,
mere mellem Ølbryggere og Bankdirektører og
mest mellem Fagforeningsmænd.«

»Du skal have Tak for dine gode Raad,
Onkel, jeg forstaar godt, hvad Du mener, og vi

I02

er i Realiteten enige. Men oprigtig talt, der er
flere Fagforeningsmænd end Lensgrever, og «

»Du vil have looo Kroner, godt, dem skal
Du faa, men saa faar Du ikke mere, det kan ikke
nytte at »pumpe« pr. Post.«

Onkel Rudolf tog nogle Sedler frem af Sekre-
tæren og gav Hugo dem.

»God Nat, min Dreng, og lykkelig Rejse!«

»Tak for denne Gang, Onkel Rudolf.«

Saa gik Hugo ned i Parken, hvor Maanen
stod højt over Træerne, og Stjernerne blinkede
muntert til ham der oppe fra.

Onkel Rudolf vilde altsaa ikke yde nogen
storre Subvention, og han trængte til Penge. De
fordømte Pengesager. Han maatte altsaa tjene
dem selv. — Tjene — han, hvis Forfædre i lo
Generationer kun havde ødet og spredt.

Han gik ned mod Aaen, hen over Broen og
blev staaende lænet mod Brystværnet.

Der laa Bjørnø Slot, belyst af Maanens Skin^
stolt, næsten majestætisk, Billedet paa Fornemhed
og Rigdom. Det ligesom lo mod ham, lo haan-
ligt overlegent mod den fattige, forgældede Baron
Hugo Ahrenfeldt, der stod i Færd med at rejse
hjem til Hovedstaden, hvor han ikke gjaldt mere
end den første den bedste tilfældige, han mødte.
Hvor hans Kreditorer ventede ham med paatræn-
gende Hensynsløshed. Ind til de billige Krones-

103

Diner'er efter det lukulliske Herregaardsliv, ind til
Kameraterne med deres plumpe Kobenhavnerier
og dumme Fruentimmersnak, til de mange smaa
Ærgrelser og til alt det, som han slet ikke vilde
tænke paa, men som han vidste ventede ham der-
inde, og som drog ham med en sælsom uforklarlig
Længsel efter Elskov og Kvindesmil. Og det var
ham, som smilede Bjorno haanligt til ham. Front-
espicen med de to Vinduer dannede ligesom et
Ansigt med et ubeskriveligt spottende Smil. Og
Tankerne fløj deres sære Veje. Han tænkte paa Fru
Juttas bedske Mine, naar hun skarpt betragtede ham
og Vendela^ paa den lille ItaHeners forblommede
Hentydninger og Lord Oxenbridges brutale you
might to marry her. Og det førte Tankerne andet-
steds hen. You oiight to marry her — Du bor
gifte hende, oversatte han det med Vilje halvhøjt.
Saa flød det sammen for hans Blik, og det var,
som saa han i Vandet, hvor Maanen spejlede sig,
den lille gule Prins Mum Ram Buriwangse Sing
med de 40 Koner stige op af Aaen. Forst Mum
og saa Konerne, fyrretyve paa Rad, e'n efter én.
Han følte en Kuldegysning.

Saa gik han op og lagde sig til Sengs.

Næste Dag rejste han.

XII.

D,

et var et Par Dage efter Hugos Afrejse.

Gamle Baron Ahrenfeldt sad paa »Kontoret«
og skrev Forretningsbreve, medens han dampede
voldsomt af sin solvbeslagne Livpibe. En Gang
imellem standsede han og grundede. Stærk i
Pennen var han ikke.

Saa raabte han ind i Forkontoret: »Christian-
sen, hvad Fanden hedder det: som »mig« eller:
som »jeg«?«

Christiansen kom humpende ind, hans venstre
Ben var en Tomme kortere end det højre, og saa
diskuteredes Sporgsmaalet, hvorefter Christiansen
atter humpede tilbage til sin Skrivestol, og gamle
Baron skrev og dampede videre.

Pludselig kom Christiansen med usædvanlig
Stoj og Fart til Døren og annoncerede med stærk
Stemme, der klang af særlig Højtidelighed: »Hendes
Xaade Komtessen.«

lO:

Gamle Baron sprang op, hængte Piben fra
sig, rettede paa sit Halstørklæde, trak ned i sin
snorebesatte Rygejakke og gik lidt stivbenet nogle
Skridt hen over Gulvet, idet han med sit Silketør-
klæde slog til de tætte Røgskyer, som for at jage
dem paa Flugt.

Vendela traadte ind. Hun var i Ridedragt,
stramtsiddende sort Kjoleliv med en enkelt Række
tætsiddende runde Tøjknapper, kort snæver Ride-
kjole og dertil rundpullet sort Hat med graat Slor.

Gamle Baron bukkede ceremonielt.

»Min naadige, en sjælden Ære!«

I Grunden kunde han ikke lide, at Vendela
kom op paa Kontoret. Han saa helst, hun sendte
Bud efter ham til Konferencer, og han vidste, at
dette maatte være en Forretningssag, siden det
førte hende op paa ^ Kontoret«. Det var saa fast-
slaaet en Kendsgerning, at ingen af Slottets Be-
boere betraadte »Kontoret«, at ikke en Gang
Slottets Herskerinde havde Ret til at komme der
uden for de Tilfælde, hvor det nødvendiggjordes i
Forretningsøjemed.

Vendela saa godt, at hun ikke var velkommen,
hun bestræbte sig for at se uhyre forretningsmæssig
ud og rakte Onkelen Haanden, idet hun sagde:

»Undskyld mig, Onkel, jeg har en Sag at
tale med Dig om, vedrørende Godset, ellers vilde
jeg ikke forstyrre Dig her.«

io6

»Gud bevares!« Baronen bukkede og gjorde
en Haandbevægelse mod en stiv Mahogni Læne-
stol, der stod ved Siden af Skrivebordet. »Jeg er
ganske til din Disposition.«

Saa gik han hen til sin Skrivebordsstol og
tog Plads, idet han fæstede sine graa, skarpe Øjne
under de buskede Bryn paa Vendelas x\nsigt og
afventede, hvad hun maatte have at meddele.

Uagtet Vendela saa godt kendte denne lille
Komedie, som Onkel Rudolf gav til Bedste, og
saa ofte havde haft den inderligste Lyst til at sige
de faa Ord: »Lad være. Onkel!« saa forfejlede
den aldrig sin Virkning, og i det afgørende Øje-
blik standsede de befriende Ord paa hendes Læber,
og Samtalen begyndte i den mest forretningsmæs-
sige Tone af Verden.

Altid saaledes:

»Ser Du, Onkel Rudolf, Du ved, at jeg i alle
Grevskabets Sager altid henvender mig til Dig
først. «

Hvorpaa Onkel Rudolf uvægerligt bøjede sit
graa Hoved i stum Anerkendelse af dette Faktums
Nødvendighed og Tilraadelighed. Hvorefter det
foreliggende Emne toges op til Drøftelse. Saaledes
ogsaa denne Gang. Efter den vante Indledning
fortsatte Vendela:

»Marie Scharff, Hollænderens Datter, har været

hos mig i Dag og bedt mig om at gore noget for
hende.«

Onkel Rudolf rynkede Brynene. Ved Ordene :
gøre noget for nogen stillede han sig altid princip-
mæssig en garde.

Vendela fortsatte, ligesom undskyldende:

»Jeg sætter Pris paa Marie, vi har kendt hin-
anden, fra vi var smaa. Hendes Fader har været
paa Bjorno i 30 Aar. Marie er en god og rar
Pige.«

Onkel Rudolf saa mere og mere truende ud.
Vendela vedblev:

»Xu skal hun giftes — med — jeg kender
ham ikke — Truelsen hedder han, en Son af en
Proprietær fra Hojrupkanten. En net Mand skal
det være.«

»Naturligvis,« brummede Onkel Rudolf.

»Godsinspektor Kali siger, at det skal være
en usædvanlig net ung Mand.;:

Xu saa Onkel Rudolf næsten uhyggelig ud,
men han sagde intet.

»Kort sagt,« sagde Vendela ivrigt, »for at faa
Ende paa Sagen — Marie bad mig om, at Truel-
sen kunde faa Kulhusgaarden ved Højrup i For-
pagtning til Majdag, saa vilde de holde Bryllup. ^^

Onkel Rudolf slog, med et let, men skarpt og
bestemt Slag, sin højre Haand i Skrivebordets
Plade.

io8

tOg det er dit Ønske?«

Vendela svarede ikke straks.

Onkelen fortsatte: »Gud bevares, min naa-
diges Ønske er mig en Lov. — Men — — .«

»Men hvad?« spurgte Vendela lidt utaalmodig.

Onkel Rudolf tav.

Vendela rejste sig og sagde lidt ærgerlig:
»Jeg sporger om din Mening, Onkel Rudolf, Du
ved godt, at jeg ikke gor noget uden at tale med
Dig om det. Kali siger, at det er en net Mand.
Ikke fordi jeg har talt med Kali om det.« Hun
fortsatte lidt hurtigt, da hun opdagede, at gamle
Barons Ansigt fortrak sig til en ærgerlig Grimasse,
da hun for anden Gang nævnede Godsinspektørens
Xavn. »Jeg har lejlighedsvis talt med Kali om
Marie og hendes Kæreste. Dette har han ikke
berort til mig.«

Onkel Rudolf syntes formildet. Han holdt nu
en Gang ikke af Godsinspektor Kali, og det lagde
han ikke Skjul paa.

»Bliv siddende, Vendela, og hør, hvad jeg vil
sige Dig. I Grevskabets Interesse, kun i Grev-
skabets Interesse.«

»Det er jo ogsaa derfor, jeg sporger Dig,
Onkel Rudolf,« sagde Vendela smilende.

Onkel Rudolf hæftede atter sit BHk skarpt
paa Niecen og sagde i en langsom Tone, som for
at give sine Ord Vægt: »Marie Scharft er en pæn

109

Pige, og hendes Fader har tjent gode Penge her
paa Grevskabet. Gud bevares, det være ikke sagt
for at forklejne ham, men det har han. Folgehg
kan Marie, da Scharif kun har to Pigebørn, vente
sig en SkiUing med Tiden. For saa vidt er det
godt nok. Truelsen er Forvalter, gaar med Lak-
stovler og holder Ridehest. Faderen er Proprietær
og rider paa Veksler, hvorhos han er i Lommen
paa L. B. Muus & Go. i Byen. Moderen har haft
Penge og har Nykker. Unge Truelsen arver ikke
Pengene, for dem har gamle Truelsen allerede
destilleret; men han har allerede arvet Nykkerne,
endnu inden Moderen er gaaet i Graven. Følgelig
gifter han sig med Marie, der faar lidt Penge og
nok skal faa Nykkerne, hvis hun ikke allerede har
dem. Der er 90 Tdr. Land til Kulhusgaarden,
den kan ikke bære en Forpagter med Ridestøvler
og Nykker. Det gaar ud over Afgiften. Vi kan
ikke være bekendt at træde op mod Hollænder
Scharffs Svigersøn, og Scharff er for klog til at
lægge de Penge, han en Gang har faaet her, hos
os igen. Naar unge Truelsen faar Pengene, har
han allerede brugt dem, og saa sidder vi med en
sløj Forpagter paa en slet dreven Gaard.«

Onkel Rudolf sendte Vendela et sidste knu-
sende Blik efter den lange Tale, hvorhos han
sluttede :

IIO

»Det er nu min ærbødige Mening om den
Sag. Kali har maaske en anden.«

»Som jeg sagde Dig,« svarede Vendela lidt
ærgerlige »har jeg ikke talt med Kali om den
Ting.«

»Om Forladelse!«

»Du mener altsaa, at jeg skal sige nej?«

»Ubetinget. Lad Scharff skaffe Svigersønnen
en Gaard uden for Grevskabet. Et Gods, om han
vil. De Folk bliver for fine. Det duer min Salig-
hed ikke.«

»Det er Synd for Marie, jeg vilde saa gerne
gøre noget for hende. Hvad Fornøjelse har jeg
af hele denne Herlighed, naar jeg ikke en Gang
kan gøre noget for en, jeg holder af?«

Onkel Rudolf saa bitter ud.

»Hvorfor sporger Du saa mig? Du kan jo
gøre, som Du ønsker, Vendela. Jeg er maaske en
gammel Stivstikker. Naa, hvad Fanden, om For-
ladelse, jeg mener, jeg holder ikke længe ud, og
saa: færdig.«

Vendela smilede. »Lille Onkel Rudolf, skal
vi lade Forretningerne hvile.« Hun lagde Hovedet
paa Siden og saa skælmsk paa ham. Saa rejste
hun sig, gik hen til Kakkelovnsskærmen, hvor den
sølvbeslagne Pibe hang, tog den og gav gamle
Baron den, hvorefter hun rakte ham en brændende
Tændstik.

III

Gamle Baron tændte mekanisk Piben.

Vendela tog Plads i den lange Rørstol, hvor
Onkelen plejede at nyde sin Siesta, saa tændte
hun sig en Cigaret.

Som hun sad der tilbagelænet i den snævert-
siddende sorte Ridedragt, med den runde Hat paa
Hovedet, lignede hun mere en halvvoksen Dreng
end en ung Pige.

Det slog Onkel Rudolf, han saa paa hende,
og der kom et meget venligt Blik i de skarpe
graa Øjne.

>:- Onkel,« sagde Vendela, ligesom om hun
gættede hans Tanker, >/tal til mig, som om. jeg
var et Mandfolk.«

Hun udtalte Ordet Mandfolk forsorent og
skarpt.

Onkel Rudolf lo.

»Altsaar« fortsatte hun i den samme Tone,
»det bliver Kludder med at lade Truelsen faa
Kulhusgaarden, eller rettere med at lade Marie faa
Truelsen.«

Onkel Rudolf pustede hele Røgskyer fra Mer-
skumspiben. Det var som om Vendela fuldstændig
havde overrumpler ham og slaaet en Streg over
alt det forretningsmæssige.

Hele den lille Komedie, som han altid spil-
lede paa sit Kontor, var gaaet i Vadsken, det

folte han, og underlig nok det ærgrede ham ikke
en Gang.

Han saa paa Vendela og tænkte som saa ofte
tilforn: Satans, at det Pigebarn ikke blev en Dreng.

>. Onkel, jeg kommer til at tænke paa noget.
Naar jeg nu kom til Dig — hvis jeg kom til Dig,«
Yendela kneb Øjnene sammen — »og spurgte Dig
om noget helt andet, noget, der angik mig og
Grevskabet og for Resten Dig ogsaa. For alt,
hvad der angaar mig og Grevskabet, angaar jo
Dig.«

Gamle Baron saa op.

Vendela fortsatte: »Vilde Du blive ked af
det. Onkel Rudolf, hvis jeg giftede mig?«

»For mig hjertelig gerne, og Lykke til,« sva-
rede Baronen. »Har Du maaske fundet ham alle-
rede: En med Nykker og Ridestøvler. Hvad
behager?«

»Nej, Onkel Rudolf, det har jeg ikke, men
jeg kunde saa godt lide at tale lidt med Dig om
min tilkommende Mand. For en Mand skal jeg
jo have en Gang.«

Onkel Rudolf saa usikkert op. »Vendela, jeg
holder ikke af at spøge med den Slags Ting.«

»Jeg heller ikke,« sagde hun med et rapt Slag
af Ridepisken paa sin ene Støvle. »Det er Alvor.
Jeg vil tale med Dig om den Sag. Jeg har tidt
villet det, og nu skal det være Alvor.«

113

»Har Du tænkt paa nogen bestemt ?'< spurgte
Baronen halvt ironisk.

»Hvis jeg havde det, Onkel Rudolf, ved Du
hvad, saa tror jeg ikke, jeg snakkede om det paa
den Maade.«

»Vendela,« sagde Onkel Rudolf i en usæd-
vanlig blid Tone, > det er et Livssporgsmaal, Du.
Enten kommer Svaret af sig selv, og saa behover
vi ikke at tale om det, eller ogsaa kommer det
ikke af sig selv, og saa er det værst for Dig, lille
Vendela.^<

>.Det vil sige. Du tror paa, at Kærlighed er
det eneste, der afgor den Sag,« spurgte Vendela
lidt forceret.

Onkel Rudolf saa smilende paa hende. »Sig
mig, Vendela, har dit lille Hjærte nogen Sinde haft
et Ord at skulle have sagt?^<

Vendela grundede. »Jeg tror det ikke, Onkel.«

»Saa vent saa længe, min Pige.'<

»Men hvis det nu blev for sent? Onkel Rudolf,
jeg har et Ansvar, det ved Du godt, og jeg kan
ikke gifte mig med hvem det skal være. Det maa
Du give mig Ret i. Altsaa, hvis nu Ulykken
skulde ske, at jeg gik hen og forelskede mig i en,
som — som — naa ja. Du forstaar mig nok.«

»Hvis Ulykken skulde ske, lille Vendela,«
sagde Onkel Rudolf, »og jeg lever, saa skal Du
komme til mig og fortælle mig det alt sammen,

8

114

og saa skal jeg nok give Dig Svar paa alt det,
som Du spørger mig om. Men indtil da maa vi
lade Vorherre om det, Du. Det er det allerbedste.
Du kan være rolig for, at han leder nok alt til
det bedste for Dig.«

Vendela bed Læberne sammen.

»Du vil altsaa ikke, Onkel Rudolf. Jeg er
maaske for Hlle endnu, til at man kan tale med
mig om det?«

»Nej, Vendela, det er Du ikke. Men Du
maa have mig undskyldt. Jeg er et gammelt
Mandfolk, og jeg lader Fruentimmerne om Gifte-
riet, saa længe som der ikke staar en bestemt
Karl paa den ene Side og en bestemt Pige paa
den anden. Saa siger jeg min Mening. Som for
Eksempel med Hensyn til Marie Scharff og unge
Truelsen. Vil de have hinanden, saa for Himlens
Skyld lad dem faa hinanden, men lad være med
at spille Forsyn for dem, for det er og bliver —
nok sagt, og vil Du høre mit Raad, saa lad Grev-
skabet være udenfor den Sag.«

»Du har maaske Ret, Onkel. Jeg vil tænke
over det.«

Onkel Rudolf saa alvorlig paa hende. »Denne
Gang synes Du maaske, jeg har Ret, fordi det
ikke angaar Dig personlig. Skulde der blive noget
om det andet, hvad Gud forbyde, saa Gud ved,
lille Vendela, om Du bliver lige saa villig til at

Il;

høre paa din gamle Grandonkels Ord. Men et
maa Du love mig, Vendela. Xaar der virkelig
skulde ske noget af det, som jeg ikke vil tale om,
for det er sket eller skal til at ske, saa skal Du
lige straks komme til mig, hører Du. Hvis jeg da
lever, og det er mit højeste Ønske her paa Jorden,
at Vorherre vil lade mig leve den Dag. <

Han havde rejst sig og gik hen til Vendela,
der hgeledes havde rejst sig. Saa lagde han sin
Haand paa hendes Skulder og kyssede hende paa
Panden.

»Gud velsigne Dig, min Pige.«

Vendela gik.

Onkel Rudolf blev staaende i Kontordøren og
saa efter hende ; det varede lidt, inden han kom
over sin Bevægelse.

Saa brummede han og rystede paa Hovedet:
»Satan til gammel Ærtekælling man bliver med
Aarene.«

Hvorpaa han gav sine Tanker følgende mere
reelle Form: »Kali? — Xet ung Mand? Saa længe
jeg sidder paa Bjorno, skal den tyndbenede Abe-
kat fra Højrup aldrig faa Kulhusgaarden i For-
pagtning?«

Han stod saa lidt og sundede sig, medens
han pustede umaadelige Røgskyer fra sin Pibe.
»Og saa den Hlle, jeg skulde da vel aldrig tro, at
den Grønskolling der inde fra — ? Pokker ved.«

8*

ii6

Saa gik han et Par Gange op og ned ad
Gulvet.

»Nej, det duer ikke — — .«

Derpaa satte han sig til at skrive, saa Blækket
spruttede af Fjerpennen.

XIII.

o

m Bjomo Slot ligger Parken som en ko-
stelig Kaabe slynget om en hvid og fager Konge-
datter.

Og denne Kaabe, gennemvævet med fine
Traade i sært betagende Farvespil, er som blødt
og kælent Fløjl, som knitrende Silke og straalende
Guld, holdt sammen ved Aaens bhnkende Sølv-
bælte. Dens Farve og Stof skifter dog med Aarets
Tider.

Ved Vintertid er den Hermelin, tæt og var-
mende, isprængt med mørke Linier og Punkter —
de bladløse Kroner og Stammer — og prydet med
herlige Kniplinger af den fineste Rimfrost i Buske
og Træer.

Mod Vaaren slynger den sig om Slottet silke-
fin og lys med knoppende Spirer, som dækkede
den en bævende Jomfrubarm mod Majsolens altfor
ungdomsstærke Brand.

ii8

Ved Sommertid toner den dybgrøn, blød som
Fløjl, og Aaens Bælte løsner sig blankt under
den mørkeblaa Himmel.

Men skønnest er dog Parken, naar det lider
mod Høst. Grundtonen er endnu Sommerens
grønne, men som indvævede Kongeliljer og Kejser-
bier lyser de fremmede Væksters gule, røde og
violette Løv paa den grønne Bund i et sælsomt
Farvespil, der veksler fra Dag til Dag, ja fra Time
til Time. Og Vaarens Skud, der nu gulner og
visner, tænder i Døden et flammende Skær om
den modne Frugt, der indfrier Aarets Løfter under
Naturens evige Lov: fødes, sætte Frugt og dø.
Ikke trøstesløst dø, men gennem Døden naa frem
til større Herlighed, til det rigt forklarede Liv,
som anes i al denne lysende Pragt og yppige Frugt.

Og saaledes bliver Høsten Vaar paa ny. Der
tændes Haab, der fødes Anelser og føles Længsler,
medens Løvet falder. Stærkere Længsler, end
Vaaren kalder til Live, fordi Sommerens levede
Glæder ligger bag dem, fordi der ventes storre
Aabenbaringer efter rigere Erfaringer, og fordi
Vinteren, der kommer, giver Længslerne en Bag-
grund af Alvor, der gør dem lødigere.

Vendela sad paa Højen og saa ud over Par-
ken og Markerne, hvor Kornet var høstet og Solen
bredte et sølvgyldent Skær over de korte Stubbe.

119

Og Hostens Længsler greb hende, uden at
hun selv mærkede hvorledes. De trængte frem fra
Dybden af hendes Sjæl, underhg vage, ubestemte.

Livet lider, L'ngdommen tlyr. Livet er saa rigt,
men saa kort. Grib til. Du ved ikke selv, hvor
stor en Rigdom, der er Dig beskaaren, men Du
føler, at der er saa uendelig meget, som kan blive
dit, om Du selv vil, og Du maa ville. —

Ville, medens det er Tid. Xaar Hostens Storm
suser over dit Hoved, og Vinteren spreder sit
Mørke over Dig med Sneens Liglagen, saa er det
for sent.

Og det kommer. Du mærker det ikke selv.
Men forsømmer Du den rette Stund, handler Du
ikke, naar Tiden er inde, saa vil Du aldrig faa
Del i den Rigdom, som er dine Længslers Maal:
Kærhghed.

Vendela smilede. Hun tænkte paa Hugos
Ord, da Baaden gled med Strømmen hin Sommer-
aften: Hos den lille Fabrikspige kommer først
Kærligheden og saa Kæresten, hos Jer er det
omvendt.

KærHgheden skulde komme forst!

Vist skulde den det.

Den var der allerede, næsten; det vil sige,
hun folte, at hele hendes Væsen var gennemtrængt
af Trang til at elske. At hun kun ventede paa
den Stund, da denne hendes Trang skulde vokse

I20

frem til Virkelighed, og hendes Hjerte aabne sig i
rig, straalende Kærlighed.

Men — og hun smilede — saa maatte hun
da først have Kæresten. Det vil sige, ham, der
skulde blive den udkaarne. Og ham havde hun
ikke endnu.

Saa var det vel heller ikke rigtigt med Kær-
ligheden endnu. For det maa dog være en be-
stemt, man elsker. Og i Grunden kan man jo
ikke saadan »elske« — hun smilede ved Ordet.
Hugo havde sagt en bred æ-Lyd og et hvislende s.
Man kan jo ikke saaledes elske en Herre.

Nu tænkte hun igen paa Hugo. Kvinde —
Fruentimmer — Pige — Herre — Mandfolk —
Mand.

Nej, saadan kunde man ikke tænke.

Hugo sagde — — .

Hugo, Hugo, Hugo . . . hvorfor tænkte hun
altid paa Hugo?

Kon var han og begavet. Mandig? Han sad
saa rædsomt paa en Hest og skød ikke godt.

Men han havde saadan dybe Øjne. Gud ved,
om det var sandt, at han havde været saa — —
vidtløftig.

Disse Kvinder, disse ækle Fruentimmer, som
der er saa mange af inde i Hovedstaden.

Vendela trak paa Skulderen.

Nej, hun elskede ikke Hugo. Og dog, hvor-
for ærgrede disse Kvinder hende ?

Aa, det var kun, fordi Hugo var for god til
dem. Hun folte sig som den, der havde Ansvar
for ham, for alle Ahrenfeldter. Det var jo hende,
der var Slægtens Hoved, hun sad paa Bjørno som
Slottets Herskerinde. Til hende skulde de alle
kunne ty. Og hun vilde gøre, hvad hun kunde,
for dem alle, for Hugo og Flemming.

Flemming — — r

Flemming er Gentleman. Han kan baade ride
og skyde. Er han Herre, Mand eller Mandfolk:

Flemming er Herre — nej — det er Kammer-
junkeren paa Stenege ogsaa, og Flemmings Kame-
rater, Ulanerne, som Onkel Rudolf kalder dem^
og Ruspoli, nej, Ruspoli er Mandfolk, et rigtig
ækelt lille Mandfolk. — Flemming is a gentleman^
a perfect genthfjian.

Flemming og Hugo. Egentlig kunde Vendela
ikke rigtig sige, hvem af de to, hun syntes bedst
om. De var saa forskeUige.

Det var, som steg der et Sporgsmaal frem
gennem alle hendes flagrende Ungpigetanker, et
alvorligt Spørgsmaal, der rettedes til hende af den
Aand^ som svævede over Bjørnø og stundom i
ensomme Timer talte til hende i sit tavse Sprog.

Og Vinden susede gennem Parkens Træer,

medens Aaen blinkede i det fjerne, bag de solv-
gyldne Stubmarker.

»Ved Du, Vendela, at Du maa tage til Ægte?«

Og ligesom halvt ærgerlig svarede hun: Det
ved jeg, men ikke nu. Fra mine Bamdomsaar har
jeg aldrig hort andet end: din Mand. Det ved
jeg, det vil sige, Bjørno maa tage til Ægte, tage
til Ægte. Jeg skal gifte mig. Ja, ja, ja, det skal
jeg — — . jMen lad forst Bejleren komme.

»Først Kærligheden og saa Kæresten bag-
efter,« smilede hun.

KærHgheden kom, den maatte komme — men
hvem blev Kærestens-
Klip, klap, klip, klap, lod det bag Busken
mod Vejen ad Nonnevænget til.

Vendela rejste sig.

Nu drejede Rytteren om Hjornet, det var
Flemming.

Han holdt Hesten an med et brat Ryk og
raabte et muntert: »God Dag!«

Vendela gik hen til Brystværnet og strakte
smilende sin Haand ud mod ham, medens Grøften
adskilte dem.

Vendela saa paa ham. Hvor han egentlig
sad brillant til Hest. Og køn var han, vejrbidt
og frisk af Lød, med kønne blaa Ojne og et Smil,
der klædte ham saa fortræfteligt og indgød saadan
Tillid.

123

»Hvor kommer Du fra?' spurgte hun.

»Fra Xonnevænget. Jeg har været ude at se
til Fasanerne. De vrimler. I maa kunne skyde
mindst et Par Hundrede i Aar. Jeg har sjælden
set saa mange Haner paa en Gang som i Dag.«

»Det bliver morsomt! Du, i Aar beder vi kun
nogle faa. Saa bliver det meget bedre. Jeg hader
disse Mængder af Folk. Xaar vi kun inviterer de
allernærmeste, er der ingen, der føler sig foruet-
tede, og saa slipper vi for alle dem, vi ikke vil
have.«

»Det er udmærket! Du og Onkel Rudolf, Urup-
peren, Højstrupperen, Jarlen, Junkeren og Ferdi-
nand Harhoff, ikke sandt, han skyder saa fortrin-
lig, og saa jeg, sagde Hunden?- Flemming smilede.

»Ja, det har jeg netop tænkt mig. Men Hugo
skal vi have med, synes Du ikke?'<

»Ham havde jeg rent glemt, vist saa. Det vil
glæde ham saa meget, stakkels Fyr. Han har det
vist tidt lidt drøjt der inde.'<

» Hvorfor ?'<

»Jo, han kan ikke begaa sig mellem Folk, de
kan ikke lide ham, jeg ved ikke hvorfor.«

> Han er vel for kaadmundet,« sagde Vendela,
»og saa passer han for lidt paa sig selv,« føjede
hun lidt forlegen til.

-Xaa, men vi to holder paa ham,: sagde
Flemming.

124

»Det er min Pligt — — «

»Som Herskerinde til Bjørnø, ikke sandt?«

Vendela nikkede.

Flemmings Hest var urolig og dansede frem
og tilbage.

»Hvor skal Du hen :« spurgte Vendela.

»Hjemad !«

»Bliv til Lunch, nu gaar jeg hjem.«

Flemming stod af Hesten. »Vent lidt, der
kommer Anders Røgter, jeg kan lade ham trække
Lilly til Stalden, saa kan vi følges ad gennem
Parken.«

Røgteren trak af Sted med Lilly, og med et
Spring var Flemming over Grøften og Brystværnet
oppe paa Højen.

Saa fulgtes de ad gennem Parken.

Vendelas Tanker fra før krydsedes i hendes
Hoved.

»Hvad tænker Du paa?« spurgte Flemming
med sit rolige Smil.

»Jeg tænkte paa Dig,« svarede Vendela rask
og saa op.

Flemming bøjede Hovedet. — »En sjælden
Ære.«

»Ikke sjælden, Flemming, jeg tænker tidt paa
Dig. Det er saa hyggeligt at have Dig saa tæt
ved. Du ved, vi Damer trænger saa tidt til en

opvartende Kavaler, og i den Henseende er Du
virkelig et Monster. <-

Mon han skulde lægge for meget i. hvad hun
først havde sagt? Mon han gjorde det: Hvad mon
egentlig Flemming i det hele tænkte om hende:
Denne Tanke kom som et Lyn. Hun saa atter op.

Flemmings Ansigt var fuldkommen roligt. Dog
syntes hun, der var kommet ligesom en Skygge af
Fortrædelighed over det ved hendes sidste Ord.

De fulgtes ad en Stund i Tavshed.

Vendela tænkte : Hvis Flemming nu f. Eks.
begyndte at tale: Fortalte hende, at han holdt saa
meget af hende, for det gjorde han, det var hun
vis paa, fortalte hende, at naar han sad der hjemme
og saa over mod Bjorno, kredsede hans Tanker
om hende. Og hvis han spurgte, om hun da ikke
ogsaa havde tænkt paa ham som andet end som
opvartende Kavaler, som noget meget mere —
undertiden, meget sjældent: I Dag kunde hun jo
ikke nægte, at hun havde tænkt paa ham. Xej,
ikke rigtig saadan. Men naar han nu alligevel
sagde det: Hvis Flemming nu friede: Hvordan
mon egentlig Flemming vilde fri, naar han en
Gang friede. Til hende: Xej, til en anden. —
Hvorfor mon nu det i Grunden var hende ubeha-
geligt, at det skulde være til en anden: Hun skot-
tede til ham. Det var da ogsaa et underligt Lune,

126

der var faret i hende i Dag. Det maatte være
Luften.

Og Vinden susede i Trætoppene, medens So-
lens Lys god sig ned i det mangefarvede Løv.

Hvis Flemming friede til hende, vilde hun abso-
lut sige nej. For først skulde Kærligheden komme,
og saa — — . Men derfor kunde han jo gerne
fri til hende alligevel.

Hun var egentlig rigtig styg. — Det var det,
Mændene mente, naar de talte om Kvinder, der
legede med Hjerter. Bredt e med æ-Lyd.

Nej, Flemming var ikke den Mand, der friede,
naar han ikke vidste, han fik Ja.

Og i Grunden hvorfor? — — nej.

»Hvordan gaar det med Bess? Har Stengallen
fortaget sig?« spurgte Flemming pludselig.

Han tænkte paa Stengalle ! —

»Jo Tak,« svarede hun kort.

Flemming saa lidt forundret op.

»Du siger det saa vredt,« sagde han. »Jeg
har gjort, hvad jeg kunde. Jeg har desuden raa-
det Dig til at sælge Hoppen, for Du faar kun
Ærgrelser af den. Jeg kan skaffe Dig en ny. Der
staar en paa Bellinge, og naar jeg køber den i
mit eget Navn, faar jeg den til en nogenlunde
rimelig Pris. Jarlen vil ikke kunne lade være at
prove paa at trække Dig op, hvis han faar at vide,
at den er til Dig.«

127

»Tak Du, vi kan jo tænke paa det. Som jeg
sagde for, det er en Guds Lykke, at jeg har
Dig.«

»Til at kobe Heste:- spurgte han.

»Til al den Slags,« svarede hun.

»Jeg er glad ved din Paaskønnelse, men — .-<

Hun vilde ikke knytte Traaden fra for. Den
Stengalle ærgrede hende. Hun skammede sig for
sig selv, for ham i Grunden ogsaa. Om han havde
kunnet læse hendes Tanker. Aa, det brod han
sig naturligvis ikke en Gang om. Han tænkte
paa Stengalle og Spat og Piphas. Hun gentog
Ordene for sig : Piphas, Spat og Stengalle.

»Naar vi nu har faaet Lunch, kan vi gaa ned
og se til Bess. Saa kan vi tale med Onkel Rudolf
om det.«

»Er Du i daarligt Humor, Vendelar'< spurgte
Flemming alvorligt.

»Jeg, ikke det mindste, hvor falder Du paa
det?«

»Naa, jeg synes det blot. Maaske forstyrrede
jeg Dig i behagelige Tanker?«

»Slet ikke. Hor Flemming, Du maa endelig
skaffe mig nogle af de tyske Patroner inden Jagten
gaar ind. Jeg har skrevet en Liste op til Dig.
Ikke sandt, Du skal til Byen i denne Vge: Saa
kan vi gennemgaa det hele i Dag. Ikke sandt,

128

Flemming, Du bliver ikke vred, fordi jeg giver
Dig Kommissioner?«

»Det kunde daarlig falde mig ind.«

De nærmede sig Slottet, hvor Gongonen netop
lød til Lunch. Skingrende stærke Toner gennem
Luften. Vendelas Hund sprang logrende mod dem.

Gennem Parkens Træer susede Vinden frem-
deles. Vendela standsede et Øjeblik, det var, som
lød der i denne Susen hendes egne Spørgsmaal,
som svævede den samme ubestemte Længsel i
Luften.

Og Parken svøbte sin Kaabe om Slottet, mat-
grøn med indvævede Liljer og Bier - — gult, rødt
og violet Farvespil — svøbte sig om den bævende
Jomfrubarm, der længtes og haabede, uden ret at
kende sin Længsel og sit Haab.

XIV

s^

lent paa Eftermiddagen red Flemming
hjemover.

Han tænkte paa Vendela og smilede.

Han vidste saa godt, at nu var den Stund
kommen, da Længslerne vaagnede. Han kunde
se det paa hendes Ansigt, høre det paa hendes
Ord. Men han tav.

Den Dag vilde komme, da Vendela vilde
tale til ham, komme til ham med sine Længsler
og sit Haab.

Til ham og til ingen anden. ^len for hun
kom, talte han ikke. Og det skete ikke nu —
men ske vilde det.

Flemming havde lagt Mærke til alt, hvad der
foregik mellem Hugo og Vendela.

Ikke af Nysgerrighed, ikke af Frygt. Han
var saa sikker. Men han saa, at Vendela droges
mod Hugo. Hugo havde Ting at sige hende,
Bud at bringe hende, som hun gerne hørte.

9

Vendelas Interesse for Hugo var vakt, og den
vilde vokse. Det var muligt, at der kunde fodes
Følelser med stærke Udslag. Forelskelse, hvorfor
ikke? Han frygtede ikke, selv om en saadan For-
elskelse virkelig kom.

Flemming kendte Vendela, og han kendte
Hugo.

De to kunde aldrig forenes.

Selv vilde han intet gore. Med Bitterhed
tænkte han paa Moderens Allusioner. Han havde
skarpt og alvorligt bidt hende af. Nu talte hun
aldrig mere om det, men han folte, at hun tænkte
derpaa.

Og saaledes skulde det ikke komme.

For ham var Bjorno ét — Vendela et andet.

Bjorno betod Opfyldelsen af alt, hvad han
havde tænkt og dromt hele sit Liv. Det var det
Arbejde, der ventede ham som moden Mand. Det
Arbejde, der gav hans Liv og Virken den Bag-
grund, som skulde støtte ham til at føre alle sine
Planer ud i Livet, hævde sin Personlighed og sin
Stand i Fædrelandets Tjeneste. Alle sine Kræfter
vilde han lægge i det Arbejde, naar Timen kom,

Vendela skulle blive hans Hustru. Hun betod
noget for sig. Den smukke, glade og stolte unge
Kvinde, der var vokset op i fri Luft, under stor-
ladne Omgivelser, hvis Tanker var rene og sunde
som hendes Les^eme, hun skulde blive hans tro-

faste Medhjælp og føde ham Børn, der skulle an*-
tage Arbejdet efter ham, det Arbejde, som var
knyttet til Bjørnø og dets Besiddelse.

Saadan folte han, fordi han maatte fole saa-
ledes. Uden Beregning uden Selviskhed. Fordi
disse Tanker var fodte med ham og taget Vækst
med ham, indtil de nu fast og roligt var rettede
mod det Maal, der var hans Livsmaal.

Vendela var Kongedatteren med det halve
Rige, og han var Kongesønnen, der skulde vinde
hende.

Men det var ikke som i Eventyret: Konge-
sønnen, der skulde kæmpe for Prinsessen.

Hun skulde kæmpe sin Kamp, for hun var
endnu ikke sikker i sin Sag, hun ejede endnu ikke
den rette Tro.

Han skulde blot vente, og han vilde vente.

Han holdt Hesten an paa Toppen af Bakken.

Der laa Bjorno for ham, hvidt og fagert,
hyllet i den kostelige Kaabe, med Aaens blinkende
Bælte som et Symbol.

Et Symbol paa den Styrke, der straaler fra en
rolig Mand, som støttet til Traditioner og opfyldt
af Vilje og Tro, skrider frem mod det store Værk,
hans Livsmaal. Fri og uafhængig, uden Hensyn
til Folks Dom eller egen Fordel, kun besjælet af
Vilje til at gøre det rette. Og frem for hans
Blik steg en Række af store Mænd, udgaaede fra

132

saadanne Borge, hvis Virken havde sat deres Spor
i Landets Historie, hvis Navne var indristede paa
Sagas Tavle med uudslettehg Skrift

Biskop Absalon, Niels Ebbesen, Mogens Gjøe,
Tycho Brahe, Niels Kaas, Jørgen Friis, Peder Oxe,
Peder Skram, Herluf Trolle, Daniel Rantzau, Chri-
stopher Walkendorff, Holger Rosenkrantz, Hannibal
Sehested, Niels Juel, Ivar Huitfeldt, Conrad Ditlev
Reventlov, Otto Thott, Andreas Peter Bernstorff,
Navne, der aldrig vil do, saa længe Danmark bestaar.

Og han følte, at selv om vort Aarhundredes Bøl-
ger har slaaet højt om alt det, der knytter sig til
saadanne Navne og saadanne Mænd, vilde Frem-
tiden bringe andre som dem, der engang var.
Der vilde fødes Mærkismænd af de samme Ætter,
og om disse Mænd vilde Folket kunne fylkes i
Fremtiden som i Fortiden, selv om nye Klasser
var skabte og nye Krav var fremme.

Det var hans Tro, hans stolte Overbevisning,
og det betød Bjørnø for ham.

Det led mod Aften, og Solen sank bag de
blanke Tegl. Han sporede Hesten fremad, og
loftede sit Hoved, som red han mod sit Maal,
kampberedt og sejrsbevidst.

Nu red han alene, men den Stund vilde
komme, da Folket vilde følge ham.

133

Vendela stod paa Verandaen og saa over
Aaen og Bakken, hvor Flemming drev sin Hest
fremad.

Mon det nu ogsaa var Stengalle, han tænkte
paa, eller mon? Og hun bed sig i Læberne.

Nej, hun elskede ikke Flemming, det var
ikke ham.

Men hun var sælsom urolig til Mode. Samme
Aften skrev hun til Hugo og bad ham komme til
den store Klapjagt først i Oktober.

XV.

Jr^ lemming og Hugo sad efter Middag og
nød deres Siesta i Hugos Lejlighed i København.

Flemming havde bedt Hugo til Middag, og
de havde spist paa d'Angleterre, spist godt.

Saa blev de enige om at gaa hjem til Hugo
for at sidde i Fred og smaasnakke.

Lampen brændte roligt bag en rod Skærm
og spredte et dæmpet Lys over det rummelige
Værelse med de hoje Paneler og tykke Tæpper.
Hugo havde forstaaet at gore sit Hjem hyggeligt
trods sine smaa Midler.

De talte om Bjornø.

»Nu er det afgjort,« sagde Flemming. »Ven-
dela kommer til Byen i Vinter med Auntie. Onkel
Rudolf forbeholder sig at give Gæsteroller.«

»Hvor skal Hoffet residere?« spurgte Hugo.

»Ved Frederiksholms Kanal, de har lejet et
Hus af en Murermester. For Resten et gammelt
Palæ, rigtig pænt.«

135

»Egentlig burde Bjorno have sit eget Palæ
her i Byen.'^<

»Det har haft et, det laa i Bredgade, nu er
det en Forretningsmand, der har det: Bedstefader
solgte det, der er nogle, der siger, at han tabte
det i Spil til en italiensk Legationssekretær. Det
er meget muligt, Bedstefader var slem efter
Kortene. Det nederdrægtigste ved det hele var,
at det Asen af en Italiener rimeligvis snod ham.
Han tog sin Afsked allenfals.«

»Og Onkel Hugo købte det ikke tilbager«

»Nej, Onkel Hugo kunde ikke fordrage Køben-
havn.«

»Han var for international.«

»Det var Bedstefader, der havde opdraget
ham til det. Bedstefader hadede det nationallibe-
rale Væsen, der skod til Vejrs som Padehatte i
de Tider. Farvelost, fantasiløst og ubegavet, men
saa inderligt pretentiost, saa det kvalte alt andet.
Du husker nok den Tids Koryfæer. Det er dem,
der bærer Ansvaret for den Slovhed, der ligger
over vort offentlige Liv herhjemme. Det er de
nationalliberale med deres store Ord og rumlende
tomme Tønder, vi kan takke for hele den Rede-
lighed, som vi nu af Hjerte velsigner.«

»Det har Du Ret i«, sagde Hugo.

»Det harmer mig, at vi Godsejere« — Flemming
smilede — »Du ved, jeg plejerat regne mig til det

136

store Hartkorn, naar jeg taler med Dig, trods
mine 20 Tdr. — at vi Godsejere har været dumme
nok til at lobe i Hælene paa de Karle.«

»Aa, jeg synes, ærlig talt, det var dem, der
lob i Hælene paa Jer.«

»Xej Du, det var det ikke. De gjorde nok
en Svingning til højre, men de blev ved at være
lige storsnudede for det, og vi slog Trop med dem
alligevel. Vi troede, de var »begavede«, og de
havde saa tidt fortalt os, at vi var Idioter, saa at
vi til sidst selv troede paa det. Nu er vi Gud
ske Lov af med de fleste af dem, men det vil
tage Aartier at raade Bod paa de Ulykker, de har
afstedkommet.«

Hugo gik op og ned ad Gulvet, saa standsede
han foran Flemming: »Nu skulde I Godsejere
egentlig til at tage fat alene. Vi venter noget af
Jer nu, for der maa da vel for Pokker være nogen,
der kan udrette lidt herhjemme, og som faar Lov
til det ogsaa.«

»Nej Du, der er nationalliberale Orm i os.
Vi har mistet vor Prestige, der er ingen, som tror
paa os som Stand. Og det er som Stand vi skal
virke. Det er næppe nok, vi tror paa os selv.«

»Hvad gor Du, f. Eks.:« spurgte Hugo.

»Jeg tror paa, at vi har en Berettigelse som
Stand. Det er egentlig tragikomisk, men derfor
kan vi takke de Asener, vi talte om. Folk vil,

137

med et betegnende dansk Ord, grine af mig, naar
jeg siger det: Jeg tror paa, at Adelen som Stand
har en Mission herhjemme endnu.«

Hugo lo. ;.Det er den Slags Ting, man ikke
kan sige højt. — <

»Vi har talt om det en Gang for, Hugo, da
havde jeg ikke tænkt rigtig over Sagen« — Flem-
ming smilede med sit godmodige Smil — Du
ved, jeg tænker ikke saa rask. Men ser Du, jeg
tror, at der er noget, der — er særegent — eller,
om Du vi], ejendommeligt for det, som vi to for-
staar ved Adel. Jeg mener — den Samfunds-
klasse, der er knyttet til den ved Lensvæsenet
ordnede arvelige Jordbesiddelse, og som bestaar
af de gamle danske Slægter, for saa vidt disse
ikke i Tidernes Lob er gledne helt over i det
almindehge borgerlige Samfund, og dernæst af
de grevelige og friherrelige Familier fra Ene-
voldstiden, hvad enten det nu er nobiliterede ind-
vandrede eller indfødte. Det forstaar jeg ved
Adel, ikke sandt, det gør Du ogsaa?«

Hugo nikkede. ; Den fideikommissariske Jord-
besiddelse med dens Besiddere og præsumptive
Arvinger r<

»Det kan Du ogsaa sige. — Aitsaa Adelens
Betydning er forst og fremmest knyttet til Jord-
besiddelsen.«

138

»Jord kan kobes,« indskod Hugo. »Det er
ikke som Adel den af Dig omtalte Klasse virker,
det er som det store Hartkorn.«

»Nej, Du har ikke Ret. Se nu Harhoft paa
Skovby. Faderen købte Godset for Penge, han
havde tjent som Kobmand, og han tjente flere
som Landmand. Ferdinand HarhofF er opdraget
som Junker og har altid hort til vor Kreds,
medens Etatsraaden aldrig blev en af vore. Og
Ferdinand er heller ikke, hvormeget Hofjæger-
mester han end er, og hvor god en Stald han end
har, blevet en af vore. Han føler det selv og kan
ikke lade være med at sige det — naa, det er nu
dumt, for da det generer ham, hvad det vel egent-
ligt ikke burde — han er jo et godt Hoved — , skulde
han tie med det. Men det ligger altsaa i Tradi-
tionerne. Urupperen, for at tage ham, repræsen-
terer en gammel dansk Slægt — : Traditionen. Hver
Tomme af Stamhuset Urup er knyttet til hans
Slægt og hans Historie. Slægtens Bestaaen er
sikret ved de fideikommissariske Baand, der hviler
paa Stamhuset. Om Urup samler Slægtens Med-
lemmer sig, baade de nu levende og for saa vidt
de afdøde ogsaa. Derfor er det ikke den nuvæ-
rende Besidder alene, der optræder, men det er
en sikret Flerhed af alle tidligere og fremtidige
Uruppere, og det giver Besidderen en særlig Frem-
træden, som Etatsraad Harhofl's Son ikke kan have

139

til Trods for de arvede Millioner. Bønderne paa
Egnen siger: »Harhoff«, men de siger pinedød
ikke »Hvitfeldt«, de siger » Greven -<. Jeg ind-
rømmer Dig, at det er forfærdeligt svært at præ-
cisere, hvori det ligger, men det er faktisk, det
ses lettest af, at Indtrykket er universelt, det samme
for Bønderne paa Godset og Grossererne i Hoved-
staden. <

»Meget vel,« svarede Hugo, »men skulde ikke
Traditionen fuldt saa meget referere sig til det.
Adelen i den almindelige Bevidsthed var, som til
det, den nu faktisk «?r?«

»]Mulig. Men der er altsaa noget særligt,
det er det, jeg vilde slaa fast.«

»Godt. r^len saa kommer det næste Spørgs-
maal, og det er vel egentlig det vigtigste: Har
denne særlige Stilhng nogen Berettigelse, saaledes
som vort Samfund nu har udviklet sig?«

Flemming trak paa Skulderen. »Xaar denne
Særstilling er der, maa den vel have bevist sin
Berettigelse.«

»Nej, saa let sHpper Du ikke. Kan Du paa-
vise, at Adelen i Staten — i vort Samfund over-
hovedet — gør noget — godt eller daarligt —
som den ikke kunde gøre, hvis den ikke var Stand,
det vil altsaa sige, hvis den ikke forbeholdt sig
en Særstilling af ren social Karakter, — for andet
kan det jo efter Grundloven ikke være I«

40

»Ja, det er min Overbevisning, at Samfundet,
ved at opretholde en Kreds af Individer, hvis For-
hold til Fortiden er givet ved en til Traditionen
knyttet Jordbesiddelse, og hvis Forhold til Frem-
tiden er sikret ved Garantier for Besiddelsens Be-
staaen, skaber et konstant Element inden for sig,
som det ikke kan undvære, og som kun ved
Opretholdelsen af Adelens Særstilling kan bevares,
fordi denne Særstilling nu en Gang hviler paa de
historiske Grundlag, og dette Element i Samfundet
nu en Gang er det, vi kalder Adel. — De paavise-
lige Handlinger, som ingen anden end denne
Kreds kan udføre, spørger Du om. Dem finder jeg
deri, at Adelen bevarer Jord samlet paa én Haand
saaledes, at den ganske kan bortse fra Mulighed
af en Forandring heri, og kan arbejde hen imod
at danne Centrer for Stordrift og dog bevare det
personlige Præg. Den freder ogsaa vor Fauna og
Flora, vor Arkitektur, vor Havekunst, og gør alt
dette ikke af tilfældigt Lune, som de enkelte
uden for den, der anvender Formuer paa dette,
men fordi det er dens Eksistensbetingelse. Den
betegner noget uforanderligt midt inde i det indi-
vidualistiske Princip og danner saaledes Bol-
værket mod dette Princips Fjender. Alt kan, snart
sagt, blive Aktiedrift, upersonlig Massedrift, Gros-
sererforretningerne, Bankerne, Fabrikkerne, Gaar-
dene, de fri Godser, men det kan Lenene og

141

Stamhusene ikke. De er med Nodvendighed per-
sonlig Besiddelse underkastede, og det er Adelens
Interesse at bevare dette Forhold. Der har Du
dens Berettigelse. — Om det er nyttigt for Sam-
fundet eller ikke, at Adelen er der, er en anden
Ting, det kan vi skændes om, men jeg anser det
nu for et stort Gode for Samfundet, at dette Prin-
cip har sin Livvagt. Jeg ved ikke, hvad Du gor?«

»Jeg er ikke enig med Dig, Flemming. —
Jeg tror ikke paa, at det Bolværk holder, og jeg
er lige ved at tro, at det vilde være det bedste,
om det brast.«

»Det er meget forkert af Dig, Hugo. Adelen
repræsenterer nu en Gang dem, der moralsk og
for Resten ogsaa rent praktisk set har Raad til
at have en Overbevisning. De fleste andre bliver
saa forfærdehg let Levebrods-bundne. Det er
denne frie Evne vi skal værne om, vi skal holde
paa Standen som Klasse, puste alt det foromtalte
nationalliberale Mug af os — og Du skal faa at
se, at vi har endnu en Rolle forbeholdt os i Dan-
marks Historie.«

»Du har vel, naar alt kommer til alt, selv
ærgerrige Drømme, Flemming ?<-< spurgte Hugo
med et Smil.

»Nej Du, mit Hartkorn er for lille.«

»Aa Du, der er Kongedøtre nok, eller rettere.
Kongedatteren venter kun paa Dig.«

142

Flemming rejste sig lidt nervøst. »Det maa
Du ikke sige, Hugo. Jeg kan ikke fordrage disse
Allusioner; jeg vil sige Dig rent ud: Jeg taaler
dem ikke.«

»Naa naa, Flemming, godt Ord igen.« Hugo
rakte ham Haanden. »Det er ikke rigtigt af mig
at komme med Dumheder — men — — «

»Skal vi gaa ned i Klubben?« afbrød Flem-
ming.

»Som Du vil.«

Saa gik de.

XVI.

K

ære Vendela.

Tak fordi I ikke har glemt mig, I lykkelige
paa Bjomo. Om jeg vil komme til Jagterne: Om
jeg vil: Gud ske Lov, jeg kan. Underlig nok,
da jeg fik dit Brev — Apropos, Auntie synes vist,
det er shocking, at Du skriver til mig: — Da jeg
fik dit Brev, sad jeg netop, som jeg stundom
sidder nu, da Aftenerne bliver lange, og tænkte
paa alt og ingenting. Ogsaa paa Dig og Bjorno.
Med Sollys paa det blinkende Tegl. For mig er
og bliver Bjørnø altid Symbolet paa Lykke og
Solskin, stolt Lykke og straalende Solskin. Jeg
længes mod dette.

Men herinde er Gaderne saa smalle, Luften
saa tung og tæt af Taage og Rog, og Menneskene
saa smaa. Du er lykkelig, Vendela, Du kender
ikke det, de kalder »det praktiske Liv«. Gid Du
aldrig maa lære det at kende. Du aner ikke
hvilken Afgrund af Nederdrægtighed, Jammerlighed,

144

Usselhed og Fattigdom de tre smaa Ord gemmer
og rummer. Jeg er i Færd med »det praktiske
Liv«, i Færd med at uddanne mig til en nyttig
Borger i Samfundet. Det gaar saaledes til, at jeg
Dag ud og Dag ind beskæftiger mig med en
Mængde mig ganske ligegyldige Menneskers endnu
ligegyldigere saakaldte Velfærd, og hvad der gor
dette endnu utaaleligere, jeg er nødt til at behandle
alle disse Ting med en utrolig Interesse, fordi de
forekommer disse Mennesker saa utrolig vigtige,
og fordi det »praktiske Liv« fordrer det af mig.
Saaledes gaar Dag efter Dag.

Og naar saa Aftenen kommer, som nu i
Aften, saa sidder jeg hos mig selv hjemme, i en
lille hyggelig Krog som jeg har indrettet mig
ganske for mig selv, midt inde i Byen, men dog
fredeligt, ligesom gemt i et gammelt Hus. Jeg
har lukket min Dor. Det vil sige, først tager jeg
»det praktiske Liv« i Nakken og slænger det ned
ad Trappen, og saa lukker jeg min Dor. Lampen
er ikke tændt. Jeg sidder i min Lænestol og
tænker. Intet paa Jorden er saa dejligt som mine
egne Tanker, de er saa store, saa vide, synes jeg,
der er Plads til alt, og dog kan jeg se over det
alt sammen. De fødes efter mit Ønske, men er
ikke mine Slaver, de stiger frem, som jeg vil have
dem, og dog fri og stolte. De rummer alt, hvad
jeg har kært, og jeg er Konge i deres Rige,

145

Minder, frigjorte fra Baand, lyse herlige Minder,
hvori Sorger ligger gemt, men Sorger, som jeg
selv kan dæmpe, selv kan mildne, saa de ingen
Magt faar over mig, Minder om Modgang og
Fortrædelighed, der dog er som Voks i mine
Hænder, som jeg selv kan bøje og lede, saa jeg
kan se Modgangen, som jeg vil se den, frigjort
for al dens Vægt. Og i disse Tanker, i disse
Minder glider Livet mig forbi, alle de dejlige
Dage i Solskin og Lys, alle de herlige Landskaber,
som mit Øje har set, alle Naturens og Menneske-
nes Mesterværker: Hav, So og stolte Bjerge, skin-
nende Marmor og guddommelige Lærreder, Klang
af Musik og Rytmer af Digte, Menneskers Tale
og alle de herlige Tanker, de store har tænkt og
skrevet. Du forstaar mig, hele den Skat, som
Verden giver os, om vi vil og kan tage den. Og
saa lever jeg mit Liv i disse Tanker, stolt som
en Konge. Væggene viger, og Loftet højnes og
hvælver sig over mig, som om Rum og Tid for-
svinder. Jeg gribes ofte af en Ængstelse, en under-
lig uforklarlig Frygt for, at dette er et Overmaal,
som ikke kan vare, at der maaske vil hænde et
og andet, der pludseligt, som et Lyn, vil styrte
mig ned fra den Trone, hvor jeg sidder.

Men det er kun et Øjeblik, saa glider mine
Tanker atter ud over Verden, over min Verden,
hvor jeg er Herre, og min Ensomhed bliver saa

10

146

stor, saa stærk og saa stolt, fordi mine Tanker
skænker mig alt, hvad denne Verden kan skænke^
fordi jeg lever et Liv i denne mine Tankers
Verden, som ejer alt det, Gud og Mennesker har
skabt af attraaværdigt her paa Jorden.

Og naar jeg saa foler Lykken allerstærkest,,
saa ligesom ser jeg i Baggrunden Bjørnø med Sollys
paa det blinkende Tegl, Bjørnø, som er blevet mig
et Sindbillede paa Lykken. Og saa længes jeg
mod Bjørnø. Men mine Tanker stiller min Læng-
sel, i mine Minder finder jeg alt det, jeg længes
mod, og genoplever de sollyse Dage, maaske endnu
sollysere i mine Tanker.

Du vil maaske smile ad mig, Vendela, men
i mine Tanker ligger min Livslykke gemt, og saa
længe mine Tanker for mig bliver den sollyse
Have, som de endnu er, og som Guderne give,
de altid vil blive, saa længe kan Skæbnen byde
mig, hvad den vil, og den skal aldrig krumme
min Ryg.

— — — »Det praktiske Liv« har været lidt
slemt ved mig, Vendela, i disse Dage, det er
derfor jeg tager saa heftig paa Veje. Men Du
ved jo nok ikke sandt — Du ved, hvad jeg mener.
Jeg kommer, og Tak fordi Du beder mig komme.

Din hengivne Fætter

Huo-o Ahrenfeldt.

XVII.

i\t klæde Borgens Yægge med Lærreder
fra Mestres Hænder var i de svundne Dage Adelens
Stolthed. Og stor var Kærligheden til Kunsten
altid i Ahrenfeldternes Slægt. Derfor var Bjornos
Malerisamling Slottets største Pryd. Det var ikke
en fast ordnet Samling, men Væggene i alle Væ-
relser og langs de brede Korridorer var dækkede
med Lærreder. Galerier og Gange bar Navne
efter Billederne. Familiegangen, det hollandske
Galeri, den florentinske Korridor, saaledes benæv-
nedes de. Paa Familiegangen og i Familiesalen
hængte Billeder af Slægtens Mænd og Kvinder, et
Galeri af danske Adelsportrætter, der var enestaa-
ende i Landet. Xogle malede af ubekendte Kunst-
nere, usignerede, men forsynede med den gengiv-
nes Navn og Vaaben — næsten alle Danmarks
gamle Slægter var repræsenterede, — andre signe-
rede Karel van Mander og Jens Juel. Strenge
velbyrdige Herrer, pudrede hvide og rode Frokener

148

og panserklædte Krigere, Side om Side med græsk-
romerske Triumfatorer med Laurbærkranse om
Pande og uhyre Alongeparykker.

Langs Korridorerne hængte i broget Forening
flamske Genrebilleder, franske Landskaber, tyske
Slagbilleder, florentinske Pietaer og Helgenbilleder,
alle med tydeligt Skolepræg, ofte dog uden Sig-
naturer. Øjet fængsledes og Minder kaldtes
frem om Malerkunstens ypperste. Med de snart
brunrøde, snart mærkelig lysende Farver, talte
Billederne deres stumme Sprog til Beskueren,
meldte om Krig og Idyller, om Sydens Sol og
herlige Blomster, genkaldte ved Draperingernes
Farve og Fald Toscanas, Lombardiets og Veneziens
Fortid eller smilede lunt med flamske Interiører.

Det var ikke saa meget ved deres umiddel-
bare Værd som enkelte Kunstværker at Billederne
fængslede, det var mere ved den Aand, der hvilede
over dem. Man folte de henfarede Tider og Slæg-
tens Tradition, der gennem Hundreder af Aar
havde fredet om denne Samling.

Den sidst afdøde Lensgreve havde beriget
den med en Række Billeder af engelsk Kunst.
Han havde ønsket at gendrive den Paastand, der
altid havde irriteret ham, at England ingen Kunst
havde. De hængte i et lille Galeri, der havde
faaet Navnet »Old England«. Samlingens bedste
Billede var et Portræt af Lely, der forestillede en

149

af Kong Jakobs Favoritinder. Slank og blond,
med klare leende Øjne saa hun fra en lysegraa
Baggrund. Der var et klogt og forunderlig levende
Udtryk i Maleriet, som vilde de rode Læber aabne
sig og tale med blod og klangfuld Røst, som vilde
den unge Pige strække den fine hvide Haand ud
af Rammen og med et let Spring naa Gulvet og
fylde det lille Galeri med sin sølvklare Latter.

Vendela lignede hende.

Foran dette Billede stod Vendela og Hugo
kort efter hans Ankomst.

Vendela vilde have nogle Billeder med til
Hovedstaden og havde bedt Hugo om at hjælpe
hende med at vælge nogle, der skulde smykke
Værelserne i det Hus, som Ahrenfeldts havde lejet
i Byen.

Selvfølgelig skulde »Lelys beautie«, som Male-
riet kaldtes, være blandt de udvalgte. »Det vil
se meget bedre ud i en Salon i København end
her i Korridoren, mellem Landseers Dyr og Tur-
ners kuriøse Mariner,« mente Vendela.

Hugo var bestemt imod at tage Billeder til
Hovedstaden, og han sagde sin Mening med stor
Vægt og næsten overdreven Iver:

»Vendela, Du maa ikke blive vred, men det
er Vandalisme. Disse Billeder hører hjemme her
paa Bjørnø. Du skal ikke flytte dem, ikke bringe
dem bort herfra; Husguder lader sig ikke flytte.«

I50

Vendela smilede. »Du blivei alvorlig, Hugo,
og jeg som syntes, de vilde pynte saa kont.«

»Du maa ikke, Vendela. Du føler maaske
ikke, hvad jeg føler, men Du er saa vant til
disse Billeder. Jeg ser dem igen efter mange
Aar. I Sommer saa jeg ikke paa dem. Dengang
levede vi derude under aaben Himmel, og da var
der Indtryk nok, men nu ser jeg dem, og jeg kan
ikke sige Dig alt, hvad jeg foler ved Gensynet.
For mig er disse Billeder virkelig Bjørnøs Hus-
guder, en Del af Bjørnø, Bjørnø selv. De vækker
Minder fra Skoledagene, da din Fader levede, og
vi Drenge kom til Bjørnø i Ferierne, tumlede her
paa Galerierne og legede Skjul paa Loftet mellem
de gamle Rammer og Lærrederne deroppe. Og nu
begriber jeg egentlig først, hvad det hele er.«

Vendela saa op paa ham, hans Blik var alvor-
ligt, og han talte i en underlig Tone, der rev hende
med mod hendes Vilje.

»Ser Du, Vendela! Adelen var gennem Tider
Kunstens Beskyttere. Xu er det anderledes. Nu
samler og køber de rige Fabrikanter og Grosserere
fra alle Verdens Kanter Kunstværker, vejer deres
Pris, tusker og handler og praler med deres Køb.
En Gang imellem forærer de Staten hele Klatten ;
saa bliver Giveren offentligt udmærket og kommer
i Aviserne. De støtter de unge Talenter, giver
dem Mad og Opmuntring og trykker dem i Prisen.

i=;i

Det hænder ogsaa, at de hitter en Rafael eller en
Titian et eller andet forglemt Sted. Enten hænger
•de den op i deres Salon og gør en Middag paa
den, saa bliver de misundte, eller ogsaa skænker
de den til Galeriet, saa bliver de Etatsraader.
Lige meget, de gor noget for Kunsten, men de
gør det paa en nederdrægtig Maner.«

Vendela lo.

»Adelen gjorde det anderledes i gamle Dage.
Den gejstlige Adel der nede i Italien og den verds-
lige her oppe, de lod sig male selv, og de lod
Kunstneren smykke deres Boliger. Ikke for at
være Mæcener og blive eftertragtede eller misundte,
Iieller ikke for at vise, at de havde Raad til det,
men fordi de i Kunsten saa en af de Livets Glæ-
der, som de kunde forskaffe sig. De gjorde ikke
deres Malere til Professorer, den Gang de havde
Magten, men Kunstnerne blev deres Ligemænd.
Kunst var Adel og for Adelen I«

Vendela smilede. »Hugo, Du er jo ellers
Demokrat, hvordan kan det være, Du i Dag er
saa voldsom aristokratisk, det ligner Dig slet ikke. ■

Hugo saa alvorlig op: »Det er Billederne,
Yendela. Jeg er nok Demokrat, men ikke paa
dette Punkt. Det kan ikke nytte, de faar aldrig
Masserne med der. De kan gøre, hvad de vil,
bygge Museer, holde Foredrag, trykke Bøger og
isprede dem ud over Folket, de faar aldrig den

152

Arbejdsmand, hvis Ryg krummes i Slidet for det
daglige Brod, til at se paa de Lærreder og for-
staa dem; der skal Lys til, Lys og Solskin. Og
de kan ikke give dem Lyset uden at tage Billederne
væk. Der bliver ikke Plads til de Lærreder i det
Samfund, hvor Individets Ret maales efter dets
Ret til Fode og Arbejde. Og Masserne forstaar
det aldrig, lærer aldrig at forstaa det. De er
Billedstormere. Al den Snak om Sans for deslige^
det er Trang til at nivellere. De skal lige saa
godt forstaa det som de andre, de store og fine.
Men faar de nivelleret, saa river de Billederne
ned og bruger dem til at pakke ind i og klæder
Væggene med den malede Side indad og godtkøbs
Papir paa Vrangen.«

»Du gaar fra den ene Vderlighed til den
anden,« faldt Vendela ham i Talen.

Hugo overhørte hendes Bemærkning og fort-
satte :

»Det er disse gamle Billeder^ malede for Bjørnøs
Herrer og Fruer, samlede af dem for at smykke
deres Yægge, tjene dem og dem alene til Glæde
og Nydelse, det er disse Billeder, der gør Bjørnø
til det, som det er. Stolte Herrer i Panser og
Plade med Vaabenskjold, statelige Fruer i Silke og
Atlask, glødende franske Landskaber, skønne itali-
enske Helgenbilleder og saftige hollandske og flam-
ske Interiører, — i alle disse Billeder spejler sig

153

Livet paa Bjørnø, medens Aarhundreder svandt,
medens Tiderne vekslede, Stænderne fodtes, kævledes,
stredes, besejrede hverandre og steg frem jævn-
sides og foran hverandre. Uberort af alle Klasse-
kampe ligger Bjorno med sine Billeder. Og nu i
vor nivellerende Tid, hvor alle Dore skal slaas
op for »Folket«, hvor man raaber paa Statens
Pligter, og hvor Etatsraaderne slaar deres Sam-
lingers Dore paa vid Gab — Værsgo' Godtfolk
— det er Kunst, det koster ikke noget — det -vil
sige ikke Jer — mig har det kostet Millioner,
men dem skal I have Del i, for jeg har tjent dem
hos Jer — i denne Tid ligger Bjørnø fornemt
med sine Skatte og stænger sin Dør. Og den
skal være stænget. For der er faa, der forstaar
det, det skal ikke spredes til de profane. Vi her-
nede, vi lever i det, det er en Del af vort dag-
lige Liv, vi er fødte med det og fødte til det.
De Billeder er malede til os, og faar de knækket
Halsen paa os, saa er det forbi med Billederne. —
Du skal lade de Billeder blive her paa Bjørnø,
Vendela, for her horer de hjemme, ikke i en Lej-
lighed, som Du lejer af en Murermester halv-
aarsvis."-

Vendela saa usikkert op.

»Jeg forstaar Dig slet ikke, Hugo. Som jeg
sagde før. Du plejer ikke at se Sagerne fra den Side.

154

Det er naturligvis kun et Lune,« fojede hun ærger-
lig til.

Hugo tav.

»Jeg kan godt lide det Lune alligevel;« hun
saa op paa ham og smilede. »Du er og bliver
en Ahrenfeldt, Hugo.«

>: Her paa Bjørno, ja. Til Tider, naar jeg er
derinde i Kampen for Tilværelsen, du ved nok,
synes jeg tidt, at det er gamle, dumme For-
domme, som mine begavede Kamerater kalder
det. Hernede kan jeg se, at det er det alligevel
ikke. Traditionerne er nu en Gang en Kends-
gerning, og var det ikke saaledes, saa vilde jeg
ikke føle det. For jeg er ikke dum. Og det er
heller ikke Dumhed. Der ligger noget i denne
Kæde, der forbinder Fortid med Nutid: det Ar-
bejde, Generationer har gjort, og som forplanter
sig gennem Generationer. Og det skal de andre
respektere! Om ikke af anden Grund, saa fordi
det er en Kendsgerning, og Kendsgerninger skal
respekteres, til de brydes. Men endnu er de ikke
brudte, og det varer længe, inden de bliver det.
Selvfølgelig kan de stykke Bjørnø ud og lave
mange hyggelige smaa Hjem af det. Men de
skal tage det fra os, og vi slipper det ikke god-
villigt. Hele den Rigdom af Liv, der rører sig
her, kan vel nok slaa til til mansre, men skal der

155

være rigtig System i det, saa ender det med at
blive Smalkost for dem alle.

»Og derfor beholder vi det for os selv,« af-
brød Vendela.

»Det gor vi, det vil sige Du,« rettede han.

»Og Du vil være min Vaabendrager.« —
Vendela rakte ham Haaden.

Gamle Baron aabnede Døren for Enden af
Galeriet og traadte ind.

»Se se, her staar I og giver hinanden Haan-
den, hvad er det, I har for.«

Hugo rodmede.

Vendela lo: »Hugo lover at ville værne
Bjørnø mod de slemme Socialister.«

»Naa saadan,« brummede Baronen, »ja det
er han s'gu den rette til, han er selv halvvejs
Socialist. «

»Xej, Onkel, '< sagde Vendela varmt, >:Du
skulde bare have hort, hvor Hugo talte kønt om
Bjørnø og Traditionerne.«

»Ja, det er herude, derinde tuder han med
de andre Ulve. Xu har han faaet det Sind paa.«

Hugo ærgrede sig, men sagde ikke noget.

»Svar ham dog, Hugo,« sagde Vendela ivrig,
»vis ham, at det er Alvor.«

»Jeg skal nok vise Onkel Rudolf, at han kan
stole paa mig, naar det gælder,« sagde Hugo
alvorligt. »Men Ord er og bliver kun Ord.«

i;6

»Naa ja, gamle Dreng, Du er god nok,«
sagde Baronen og klappede ham paa Skulderen,
»kom nu med ned og hjælp mig at arrangere
Posterne. Skytten er dernede, og vi skal lægge
en Slagplan for Jagten i Morgen.«

XVIII.

J<

agten den gaar saa let gennem Lunden.

Stolte Fruer og ædle Riddere beder Hjort og
Hind, medens Falken stiger og henter det vingede
Vildt fra lette Skyer under blinkende Sol.

Hornet gjalder — — —

Klar og skarp hviler Oktobersolen over Nonne-
vænget. Bjorno holder Jagt.

Vendela selv og faa af Egnens store.

Klar Luft, let Rim, stille kold Morgen, da
Hornet lyder.

Klapperkæder er spændt som et Bælte langs
Skovens Hegn.

Skytterne staar langs en Linie midt gennem
Skoven.

Alt er beredt — Jagten gaar gennem Lunden.

Ved en Stente staar Hugo, og da Hornet
lyder, spænder han Hanerne paa sin Bosse med
to skarpe Knæk.

Klirrende, klaprende sætter Kæden sig i Be-
vægelse langt ude. — Lydløs og tavs staar Jægeren
paa Post.

Det suser i Lovet, det klirrer mellem Buskene.
En Skovskades Skrig, lette springende Fjed. Ræven
sniger sig langs Grøften, medens Haren hopper
Hop-i-Hop. Men alt er saa tyst, kun klirrer det
langt borte, saa enkelte Skrig, der genner Vildtet.
Skarpe Kommandoord, men det er endnu saa
fjernt, saa fjernt. Hugo spejder over Vejen, spejder
mod Skoven foran, men hans Puls banker roligt.

Han føler ikke Jagtens Spænding, og han ved
ikke selv hvorfor. Det er, som stiger der fra den
tavse Skov Stemninger mod ham, der slynger sig
om hans Hoved som Ellepiger i Dans, Stemninger,
der tager ham fangen, saa han glemmer Jagten.

Det klirrer i det fjerne.

Kæden rykker frem, — Klapperkæden.

Og dog er det ikke Klapperkæden.

Det er Mænd, der skrider fremad, fordi de
er nodte dertil, dagtingede Mænd, der ikke beder
Hjort og Hind med Lyst. Mænd, hvis Ryg er
bojet af Arbejde, hvis Hænder er haarde af Slid,
hvem hver Dag bringer det samme Spørgsmaal:
Brod til de mange Munde, Arbejde, tvungent Slid
Dag efter Dag.

For dem er Jagten ikke Lyst.

159

Jagten, den kongelige Jagt, er for stolte Fruer
og ædle Riddere, der beder Hind og Hjort.

I gamle svundne Tider, hvor Adelen sad
mægtig paa sine Gaarde, med Pligt til ene at
værge for Land og Rige, med Ret til ene at bede
Vildtet — da betod Jagten Hvile, Herreidræt,
Herresyssel. Frem red den Ridder paa hviden
Hest, ham fulgte hundrede Svende. — Og han
jog Vildtet gennem Skove, der var hans, over
Marker, der var hans.

Den ufrelse Mand, der tog hans Vildt, hans
Øjne lod han stinge med glødende Jern, hængte
ham i Borggaardens Lind til Fode for Ravne.

Paa Borgen herskede han, og ham fulgte
hundrede Svende.

Men Tiden led, andet Skel blev sat. En
Stand rejste sit Hoved, saa en til, og efter Borgens
Herrer fulgte kun de faa.

Og som Aartierne gik, blev de færre og færre.
De andre blev de mange. De satte Skæl om
Bondens Gaard, og dette Skæl maatte Borgens
Herre ride udenom.

Og Bonden blev saa stærk, at han skrev
Landets Love.

De Svende, der for blev fodte til livegen
Tjeneste, til Hov- og Jagtdage, maatte Herre-
mændene tinge for Dagløn.

i6o

Og Tiden gik, og fra de store Byer, hvor de
sorte Skyer af Røg fra Ild under Esse og Kedel
stiger mod den blaa Himmel, gik Mænd i sorte
Klæder ud over Landet og talte til de dagtingede
Mænd.

Og de horte paa dem, og faa var de, der
lod sig tinge.

Jorden er ogsaa eders, Vildtet er eders, hvor-
for arbejde for andre, naar I selv ejer Ret til
Arbejdets Frugts-
Og det klirrede fra Klapperkæden, det var,
som drog der en Hær frem — en Hær af Mænd
med bøjet Ryg og hærdede Hænder.

Og Jagten, der gik saa let gennem Lunden,
— er ingen Leg for dem. Der er et ondt Smil
i mangt et Øje, et bittert Ord paa mangen Læbe.

Det er ikke Klappere, der drager frem, det
er maalbevidste Mænd i Fylking.

De driver ikke Vildtet mod Borgens Herre
og hans høje Gæster. De gaar i Kæde den tunge
Vej gennem Skoven og tager den i Besiddelse,
de standser ikke ved Skovens Hegn, de gaar over
Marken og deler den frugtbare Jord, de gaar over
Parkens Gærde og jævner Slottet med Jorden, for
at rejse deres Kvinder og Born mange smaa Huse
paa det ene stores Grund.

Ustandseligt gaar de fremad, og de helmer
ikke, for alt er deres.

i6i

Men Vildtet flyer over Marken, og den, der
møder det, fanger det ind.

Saa lidt til saa mange Munde. Vildtets Kod
er Fode og dets Pels Klæder.

Og Vildtet forsvinder med Jægerne.

Paa den delte Jord er der ikke Plads til det
fredløse Vildt. Skoven synker for Okseslag, Hus
rejser sig ved Hus.

Det klirrer og klirrer, det er en sluttet Trop,
der drager maalbevidst gennem Lunden.

For den flygter det jagede Vildt, medens
Vinden suser i Træernes Toppe, synger sit Fremad.
Tiderne glider, mens Slægterne svinder.

Hver Tid har sine Krav, og som Tiderne
glider, spredes Krav og vokser sejt og stærkt.

Over Skoven hviler Røgen fra Ild under
Esse og Kedel.

Ogsaa Skoven er Arbejdets Mark, og over
den trænger Solens Lys igennem Røgen, gult og
mat, over den Valplads, hvor Vilje har kæmpet
mod Vilje.

Hvor de mange, der led, vandt Sejr over
de faa, der nød.

Det rasler i Buskene, et Glimt, et Knald, og
den rode Ræv strækker sine Lemmer i Døden for
Jægerens Fod. — Synerne viger, Taagedrommen
flænges ved det skarpe Skud.

l62

Det knalder igen — etsteds fra Skyttekæden.

Det klirrer fra Klapperkæden, der skriges og
hujes, skarpere lyder Skovfogdernes Raab: Hold
Linie — træk til højre — gaa paa — fremad —
stands paa Fløjen.

Det klaprer over Trætoppene, Fasanernes
stærke Vingeslag lyder gennem Luften,

Knald paa Knald.

Frem styrter Bukken i susende Spring, og
Haren piler over Vejen.

Graa toner Krudtrøgen mod den klare Himmel,
medens det lufter i Trætoppene.

Jagten gaar gennem Lunden, fremad, fremad,
Knald paa Knald.

Og Scenen skifter.

Skyttekæden staar langs Ungskov og Gran-
krat, tæt mellem Skytter, kort til Klapperne.

Fasanerne gemmer sig mellem de korte Gran-
spirer. Xæppe sætter Klapperne sig i Bevægelse,
saa rejser Fuglene sig paa deres Vinger, svinger
sig mod den lysende Sol for at fly.

Hanernes Farvepragt straaler i Solglansen,
rødt, gyldent, grønt, de lange bøjede Halefjer
glimter, medens de korte Vingeslag slaar Luften
med Brusen.

i6s

Vendela staar paa en Høj, jagtklædt, i en
kort fodfri Kjole med stramt Liv, af vissen, grøn-
graa Farve.

Bag hende staar den gamle Jæger og lader
hendes Bøsser, to har hun stedse ved Haanden.

Hendes Kinder blusser og hendes Hjerte
banker af Jagtiver.

Jagten er den herligste Syssel for hende, der
ejer Borg og Len.

Mod hende styrer en gammel Fasanhane hojt
i Luften i al sin Glans, med stærke, larmende
Vingeslag.

Hun kaster Geværet til Kinden. Conp de roi
— og Fuglen styrter til hendes Fod gennem
Luften.

Jægeren tager den op. Dens mørkegrønne
Hoved med de røde Kinder hænger slapt ned,
i rødt og gyldent spiller det brede Bryst, og i
dybtgrønt de lange Halefjer.

Hun kaster kun et Blik paa Fuglen.

Det suser igen , hun hæver atter Geværet.
Det knalder, atter et tungt Fald.

Hendes Kinder blusser, og hendes Øjne lyser.

Som Jomfrugudinden Diana staar hun, stærk,
ung, spændstig i Sollyset, ene Kvinde mellem alle
disse Mænd.

Og hendes Skud henter Vildtet fra dets Flugt
over Træernes Toppe.

l64

Hendes er Skoven, hendes er Vildtet, og hun
fører Jagten gennem Lunden, medens det klirrer
og glimter.

Hugo vendte sit Blik mod hende.

Stolt stod hun der, medens Synerne fra før
svandt i det fjerne. Hun var som en Konge-
datter, i Kraft af nedarvet Ret.

Hun troede paa sin Ret og tænkte sig den
som en kongelig Ret, hendes Fodsel gav.

Hun saa ikke de fjerne Skorstene med Rog
fra Ild under Kedel og Esse, der formorkede
Solen-, for hende skinnede den klar og lys paa
blinkende Tegl over hendes Fædres Borg.

Hun lyttede ikke med Ængsten til Klirren
fra Mænd, der drog frem med bojet Ryg og
bittert Glimt i Øjet.

For hende var det hendes Folk, der efter
hendes Vilje jog Vildtet mod hende, for at hun
kunde kalde det med sikkert Skud fra Flugt
mod Sky.

Og Solen straalede jo lyst, hun stod der
som Kongedatteren, hvem de alle var til Vilje, og
hvis Vink de alle bøjede sig for. Endnu var der
stolte Kvinder og ædle Mænd, der bedede Vildtet
i de grønne Skove.

»En Hane, Hugo!« raabte Vendela.

Han hævede Bøssen og skød.

i65

>/ Forbi I'< Hun kastede Geværet til Kinden
— et Knald.

;.Ser du, Hugo, mit Skud ramte!«

Og hendes Kinder blussede, medens hendes

Øjne skød Lyn.

Knald paa Knald og stærke Vingeslag, der

susede gennem Luften, medens Klapperkæden

klirrede eennem Krattet.

Og medens Jagten gaar, glider Solen hen
over Himmelbuen og synker mod Vest mod det
blinkende Vand.

Den sidste Saat vender mod Slottets Mark,
delvis Højskov, delvis Krat og tætte gamle Graner.

Flemming staar paa et Hjørne, med fri Ud-
sigt til alle Sider. Han venter ikke noget Vildt
paa dette Sted og nyder Synet af Skov og Mark
under den synkende Sol.

Xaar der falder et Skud, ses først et Glimt,
saa en falden Fugl, og saa lyder Knaldet lige som
mere dumpt mod Aftentide.

Det stunder mod Jagtens Ende.

En stolt og kongelig Jagt, Bjømo værdig, et
Udbytte af henved 300 Stk. Vildt, mest Fasaner
og Harer.

66

Det er ikke det nedlagte Vildt, der glæder
ham. Vildtets Bestemmelse er at fredes, for at
skydes naar Tid er. Holde Bestanden inden rette
Grænser, som et Led i Naturens Husholdning,
som det er Mennesker givet at forvalte, kyndigt
og klogt.

Og for at denne Forvaltning kan ske, som
det sig hor og bor, maa den ledes med kyndig
Haand.

Paa Bjørnø er Traditionen fast, aarelang og
god. Paa hvert Sted er den rette ]\Iand, hvis
Hverv er givet. Og Manden passer sit Hverv.

Det er, som om Jagtens Udfald er betinget af
alt dette velordnede, gennem Aarene planlagte og
velrogtede Arbejde.

Jagten er Idræt, Hvile for Aanden, men den
kræver en Skole, en Skole, der gør Øjet sikkert
og Haanden fast.

Fremfor alt kræver den en sikker Ledelse,
der forstaar sin Kunst, fjerner Faren og gør
Arbejdet let.

Fra første Færd en Kamp, er Jagten ved
Øvelse bleven en Leg.

I Fortiden kæmpede Menneskene med Dyrene
for at hævde deres Plads i Verden. Xu er
Kampen forbi, nu er Jagten Hvile og Adspredelse.

Flemming havde ledet Jagten i Dag, og han
følte, at han havde ledet den vel.

167

Klapperne var vel ikke saa medgørlige som
forhen, det blev vanskeligere at faa Folk.

Det bliver altid vanskeligere at faa Folk, Byerne
sluger dem, Bønderne lider heller ikke dette Jagt-
arbejde.

Men paa Bjørnø lader det sig endnu gøre,
fordi Bjørnø er et Sted, hvor Orden i Arbejdet
er en Tradition, og hvor Folkene gør deres Pligt.

Og P'øreren gør sin Pligt ogsaa.

I Livet bliver alt Pligt — Flemming smiler
— selv Jagtens Glæder.

Saa længe der er Borg og Len, er der Jagt.
Der jages maaske for meget.

Men her, hvor Jagten er et Led i den Gerning,
som er Livets Gerning, der skader det ikke.

Den, der staar saa højt, at han ser vidt over
de andre, han kan handle større, friere end de
andre, og alle Midler tjener ham i hans Handlen.

Alt, hvad der styrker hans frie, frelse Blik,
gør ham bedre skikket til den Førerstilling, der
er hans Lod i Livet.

Han hæver Blikket over Døgnets Kævl og
Kiv, saa han kan lede de andre, hvis Blik ikke
er saa frit som hans.

I hans Varetægt er det gode og skønne be-
troet, det som kun det frie Oje kan se og kun
den frie Aand forstaa.

i68

En Sum af skont og godt, der giver Livet
den Tillokkelse, som forsoner med Kamp og Nød.

Men det skal den kunne se, der vil staa paa
Forerens Plads.

Sparsomt falder Skuddene nu. sjældent glimter
det bag Buskene.

Klapperkæden gaar langsomt, træt og trægt
fremad.

Der er en Dagion fortjent.

Flemming smiler — der er et Dagværk fuld-
byrdet.

Solen s)Tiker, og Skoven hviler atter i Fred.

Jægerne stiger til Vogns, under Latter og
Spog gaar det hjem imod Slottet.

Skovrideren samler Klapperne og deler Dag-
lønnen ud.

Penge for Arbejdet, Penge^ der betyder Mad
og Klæder til dem derhjemme.

Flokkevis gaar de hjemad, de vadmelsklædte,
duknakkede Mænd.

Det er et drojt Dagsarbejde, men en god
Lon, siger en.

Det er Xarreværk til Hobe, siger en anden.
Ikke Arbejde for Mænd. Og der kommer de
Tider, da den Slags Forlystelser forsvinder med
de store Folk.

Hugo sidder tavs sammen med Flemming og

169

Vendela i dennes Ponnvvogn og kaster et Blik
over Skaren, der opløses og gaar hver til sit.

Det klirrer ikke mere, der ligger saa mange
Glimt, saa mange Knald imellem nu og Tankerne
fra for, Kæden er oplost, rnen den kan fylkes
igen. Og hvad var saa den Dag?

Ringe, næsten ingen Nytte, fraset Daglønnen,
som kunde være tjent paa anden Vis.

:)En dej Hg Dag, Hugo, ikke sandt?« smilede
Vendela og trak Pelsen fastere om sig. Endnu
glimtede et Lyn i hendes Ojne ved Mindet.
»40 Stykker for min Part. Jagten er en kongelig
Forlystelse. '

Flemming lo. ;. Bravo, Vendela I«

»Det er din Ledelse, Flemming, vi kan takke
for det,« sagde hun. »Du er en ypperlig Fører.«

;Ja," sagde Flemm.ing, >/det er Førelsen, det
kommer an paa i det smaa som i det store.«

»Du er saa tankefuld, Hugo, < sagde Vendela.

»Ja,« svarede Hugo, »men jeg er bange for,
at I ikke vil kunne forstaa mine Tanker.«

»Er de saa dybsindige?«

»De er lidt mørke.«

:Er det fordi, Du ikke har haft Held med
Dig?«

»Maaske. Livet inde i Byen har givet mig
sære Tanker, ligesom draget mig bort fra Jer og
jeres Liv herude. Det er Kulrogen.«

170

»Saa raaa da en Dag som denne kunne give
Dig frisk Luft i Lungerne.«

Hugo smilede lidt tungsindigt. »Røgen
hænger mig i Klæderne og i Tankerne.«

>-Saa søg Dig et Sted, Hugo, hvor du staar
over Røgen, hvor det blæser frisk og sundt,«
sagde Vendela.

— — De korte hjemover mod Bjørnø, Solen
sank rod i det blanke Vand og kastede et varmt
Skær over de unge Ansigter.

»Det er som Guld paa et Skjold,« sagde
Flemming.

Men Hugo syntes, det var, som brændte en
Borg i Vest. — Sære Tanker, han ikke kunde
slippe.

J^

XIX.

agtmiddagen paa Bjorno var lang og droj.
Oven paa Dagens Anstrengelser krævedes noget
styrkende. Og det var et Maaltid, der ydede
rigelig Belønning for Dagens Møje.

Damerne kom til Middag, og gamle Jacob
Ahrenfeldt skuede veltilfreds ned over det vel-
besatte Bord og de glade Gæster. Kan hænde,
den gamle Herres trende Fruer fandt mere Behag
i den Tone, der nu herskede ved Jagtmiddagen,
end i hin fra de gamle Dage, da Herrerne var
alene til Bords, og Husfruen forlod Tatlet ved
Stegen for ikke at lægge Baand paa den Stemning,
der steg med Retterne og Antallet af tomte Pokaler.
Da hændtes det ikke sjældent, at de velbyrdige
Mænd gled under Bordet, en efter en, og deres
respektive Tjenere maatte bringe dem til Leje,
saa kun de tapreste holdt Gildet til Ende. Og
ikke var det lutter hoviske Ord, der i hine Tider

172

lod mod de alvorsfulde Fruer ved den strenge
Hr. Jacob Ahrenfeldts Side.

Nu var Jagtmiddagen som andre Fester paa
Bjorno, det gik saare høvisk til.

Onkel Rudolf mindedes de gamle Dage; han
holdt egentlig for, at Kvinder til Jagtmiddag var
en Uting. Men andre Tider andre Skikke, og det
blev, som den afdode Lensgreve havde indfort det.

Efter Middagen samledes Herrerne i Ryge-
værelset. Der gik Talen lettere, men det var
næsten altid de samme Emner, der drøftedes.
Efter Bordet gor Hvile saa godt, og Herrerne
hvilede i de brede, dybe Lænestole.

Ferdinand Harhofif var den mest veltalende,
lille og adræt som han var og ypperlig til Mode
efter en vel tilbragt Jagtdag. Man drøftede endnu
Jagten, men da man havde gjort det hele Dagen,
var dette Emne næsten udtømt, og Harhoff ledede
Samtalen hen paa Toldspørgsmaalet. Han var en
ivrig Toldbeskyttelsesmand og rejste jevnlig rundt
i Landet til Møder, paa hvilke han for en særlig
indbudt Kreds holdt lange Foredrag om Told-
beskyttelsens Velsignelser.

Baronen paa Hojstrup sagde altid: »Jeg kan
ikke begribe, hvor Pokker Ferdinand kan faa de
Tal ind i Hovedet. Han har saagu før haft
Vanskeligheder nok med at huske Aarene paa

Hingsteavlsforeningens Præmiedyr. Nu konkurrerer
han i Stiftstidenden med Klasselotteriets Træknings-
lister i lange Klamamuser om Indførsel, Udførsel,
Nationalvelstand og Toldsatser.«

Oprindelig var Harhoff Hippolog, og Onkel
Rudolf havde om ham fabrikeret en af de faa
Vittigheder, han i sit Liv havde begaaet. Efter
et stort Toldmøde paa Egnen udtalte han:

/> Ferdinand Harhoff har det lige omvendt af
alle andre: De rider Kæphest som Drenge . og
Væddeløb naar de bliver store. Ferdinand be-
gyndte med at ride Væddeløb, nu rider han Kæp-
hest i Karriere paa Toldvæsenet. <

Det var en fast Regel, at Harhoff holdt et
Foredrag til Kaffen og Cigarerne om de nyeste
Foreteelser paa Toldspørgsmaalets Omraade. Til-
hørerne var imponerede over de mange Tal, som
de ikke kunde knuse, og af Ferdinands Veltalen-
hed. Men lidt Ondskabsfuldhed blandede der sig
dog ogsaa i Beundringen.

Denne Gang diskuterede man den Modstand,
Harhoffs Meninger vakte hos Jyderne, og de ringe
Udsigter Sagen havde til at føres igennem.

Harhoff blev ilter: »Sagen er den, mine
Herrer I D Hrr. Godsejere har det ligesom de
fleste andre her hjemme, de kan ikke se en
Tomme ud over deres egen Næsetip, og derfor
staar alt i Stampe. Vi kommer ingen Vegne.-:

174

Greven paa Urup var Landstingsmand, en af
disse hoj konservative Landstingsmænd, som selv
Oppositionspressen taler om med hviskende Be-
undring, der vistnok skriver sig fra den Om-
stændighed, at de aldrig har udrettet noget.
Man gaar og venter paa, at de skal gøre. et eller
andet, selv om Tiden skrider, uden at der sker
noget som helst. Han udtalte sig aldrig offentlig,
knap nok paa Tinge, og der var ingen, der
vidste, hvad han mente. Men alligevel stod der
et Skær over ham, det var ligesom en Berohgelse
for hans Standsfæller at vide, at han var der.
Han kunde jo en Gang sige eller gøre noget, og
allerede det var en Trost.

Grev Hvitfeldt var ikke begejstret for Ind-
førselstold. Men han ønskede ikke at diskutere
Spørgsmaalet med Harhoif, der var ganske ander-
ledes inde i Enkelthederne end selve Lovgiveren i
det hoje Ting.

Hugo kom ham til Hjælp.

»Din Indførselstold er dødsdømt paa For-
haand. Danmark er ikke et kornindførende Land.«

»Det var som Pokker!« lød det i Kor fra
det samlede Landbrug.

»Det er vist ikke noget, en Københavner for-
staar sig paa,« sagde Hofjægermesteren overlegent.

Hans Ord ansporede Hugo. »Det er ikke
mit Ræsonnement, og hvis det er, er jo ligegyldigt,

'75

men Danmark er ikke et kornindforende Land!
Vi udforer en Mængde Landbrugsprodukter. ^<

»Rigtig,« faldt Harhoff ind, »i 1897: 94,56
Millioner Pund Oksekod, 20,61 Millioner Pund
Svin levende Vægt og 85,26 Millioner Pund Svin
dod Vægt samt endelig 73,38 Millioner Pund
Smør. Og vi indførte samme Aar for 64,1 Million
Kroner Korn.« Han saa triumferende paa Hugo.

»Netop,« svarede Hugo, »men det var det
Korn, vi købte for de Millioner Kroner, Du
nævnede, der \andrede ud som Flæsk, Kod med
videre. Kød er Hø, højstærede, eller om Du vil
Kom. Derfor udforer vi Korn, vi indforer det
ikke. Vi tager en Avance paa det.«

»Det er Sludder,« sagde Onkel Rudolf kort.

Hugo trak paa Skuldrene. »I vil ikke forstaa
det.«

Harhoff blev ivrig og holdt et langt Foredrag
om Korntold og Eksportpræmier, hvorefter Hugo
faldt ind. »Levnedsmidler maa ikke fordyres,«
sagde han, »det er en Hovedsætning, der staar
fast. «

»Demokratisk Sludder,« snerrede Hofjæger-
mesteren, »Landmændene skal pinedød have noget
for deres Arbejde. Arbejde vil Folk ikke, — vi
kan ikke engang faa Arbejdere.« Dette med
Mangel paa Folk var Hofjægermesterens Specialitet,
han havde holdt et Foredrag i Landhusholdnings-

176

selskabet om dette Emne. >J Stedet for alt det
Sludder, I gaar og gor derinde i Kobenhavn,
skulde I lave en lille fornuftig Lov, der skaffede
os Arbejdskraft.«

»Hvorledes tænker Du Dig det?« spurgte
Greven.

»Stavnsbaand f. Eks.,« indskød Hugo.

»Hold Mund, Dreng!« af brod Onkel Rudolf,
medens Greven saa stift paa Hugo.

Hugo bed sig i Læberne. Onkel Rudolf
kunde sige, hvad han havde Lyst til, men det
ærgrede ham alligevel.

»Hvorfor ikke?« mente Hofjægermesteren.
»Det er da Landbruget, Danmark lever af, og det
bliver den vigtigste Sag af alle, at skaffe det en
sikker Eksistens.«

Xu tog Flemming Ordet: »Landbruget er vor
Livssag. Danmark kan kun skabe Værdier gennem
Landbruget, vi har ikke andet. Men som Sagerne
nu staar, kan jeg ikke se bedre, end at det bliver
umuligt for Landbrugerne at eksistere, medens de
producere, trods Harhoffs Millioner Pund der
eksporteres.«

»Det er, fordi Kornet er for billigt,« sagde
Harhofl.

»Nej!« faldt Hugo atter ind, »Korn kan
aldrig blive for billigt.«

177

»Det var Satans/< brummede Onkel Rudolf.
»Det er fra Hovedstaden, vi skal have det.«

Grev Hvitfeldt blandede sig i Samtalen, idet
han smilede overlegent: »Jeg tror, alle Herrerne
er enige med mig i at lade Tiderne skride frem
og Udviklingen foregaa normalt. Har vi klaret os
til Dato, klarer vi os vel ogsaa i Fremtiden.«

»Med tre Millioner Fideikommiskapital i
Ryggen er der jo Udsigter,« hviskede Hugo til
Flemming. Han vilde ikke sige det højt, da han
ikke stod paa nogen særlig god Fod med Greven.

Flemming protesterede. »Jeg tror. Du har
Uret, Hvitfeldt. Saadan kan I Lensbesiddere tale,
fordi I under de nuværende Tilstande ikke er
Landmænd, men en Slags Kuponklippere, vi andre
kan ikke ræsonnere saaledes."

Greven svarede hurtigt med et underfundigt
Bhk mod Dagligstuedøren: »Saa maa Du se at
skynde Dig at blive Lensbesidder, Flemming, og
lade de andre om Resten.«

Herrerne lo. Hugo saa over paa Flemming.

Flemming lod, som om han overhorte Be-
mærkningen, og fortsatte: »Enten maa vi ganske
nedlægge Arbejdet, eller ogsaa maa Samfundet,
om det ønsker at bevare os større Landmænd,
give os Midler og Muligheder til at fortsætte,
inden det bliver for sent.«

»Undskyld mig,« af brod Hugo, »men Du
maa dog give mig Ret i, at en saadan Begunstigelse
af en enkelt, tilmed ikke særlig stor Klasse af
Landets Borgere, vilde være ganske urimelig. Det
gaar alt sammen ud af den ene Lomme og i den
anden, ligesom Tolden. Desuden er jo Vejen
allerede anvist. Er det givet, at de store Ejen-
domsbesiddere, der ikke tillige er Kuponklippere,
ikke kan klare sig, ja saa maa de virkelig ryge.
Gore ligesom Kobmænd uden Kapital, lave Aktie-
selskaber eller sørge for, at Ejendommen kommer
paa Kapitalisthænder. Saaledes gaar det i Indu-
striens Verden, og saaledes maa det gaa i Land-
brugets Verden ogsaa. Sagen er ganske simpelt,
at Gaardene i de gode Tider er steget i Værdi.
Nu er de ikke saa meget værd længere. Saa
maa de ned igen.«

»Hvorledes har Du tænkt det?« indskød
Flemming.

»Afskrivning til deres sande Værdi.«

»Saa ryger alle Landmændene,« sagde Greven.

»Det er nok muligt, < svarede Hugo, »men
det bliver blot en Bytten-Gaarde. Jorden skal
drives, ellers dør folket og Landet. Landbruget
bliver nok staaende, selv om de enkelte Landmænd
maa finde sig i at komme under Hammeren.«

»Det er skønne Udsigter,« snerrede Hofjæger-

179

mesteren. »Det skulde De sige offentligt, Ahren-
feldt.'<

»Nej, ikke y<?^'-, men De, Herre,« sagde Hugo
med Vægt. »Xaar den Dag kommer, da de
danske Landbrugere tor og vil sige Sandheden
rent ud, kommer Redningen. Ikke ved Told-
skattelettelse, Eksportpræmie og al den Slags. Og
De, mine Herrer, der har Raad til at have en
Mening og Raad til at sige Deres Mening, skulde
gore Begyndelsen.«

»Til at skære Halsen over paa os selv,«
sagde Harhoff smilende.

»Nej Gu' min Salighed om vi gor,« sagde
Hofjægermesteren.

Onkel Rudolf lo. »Det vil altsaa sige, kære
Venner, at vi har slaaet fast, at Fanden skulde
være Landmand!«

»Fuldkommen rigtig!« faldt Greven ind.
»Pokker skulde være Landmand I«

Baronen paa Hojstrup, der havde konverseret
Damerne og nu traadte ind, blev modtaget af
dette velmente Udraab:

..Gud, hvor det ligner Jer, kære Venner, nu
har I været der igen med en lang Lire om Land-
væsenet og altid med det samme L'dfald : Snavs
er det og værre bliver det. Jeg kommer aldrig
straks ind til Kaffen, for jeg kender Jer. Det
forste Kvarter gaar med Hjertesuk over det

i8o

betrængte Landbrug, det horer med til Fordøjelsen.
Jeg tror ikke, I kunde faa Jeres Trøfler ned, naar
I ikke græd over det betrængte Landbrug. —
Onkel Rudolf, maa jeg bede om en af de aller-
længste Giftrødder: Tak.« Han tændte den
mægtige Cigar. »I klager over manglende Arbejds-
kraft. Det kan vi sagtens faa ordnet. De har
anlagt et Stutteri der ovre i Amerika, etsteds i
det sydlige, hvor de afretter Urangutanger eller
saadan noget Skab. De klipper bare Halerne af
Abekattene og lader dem gaa i Arbejde. Gor
Kreaturerne Vrøvl, kan man skyde dem, saa slipper
man for Tyendesager. Hundyrene gaar i Malkning,
det er meget simplere og vil lette Alimentations-
væsenet i Sogneraadet forbavsende.«

»Det skulde Du tage Patent paa, Fritz,« lo
Harhofif.

»Jeg overlader det til Dig, min Ven, Du er
af mere merkantil Familie. Desuden kan Du af-
rette Abekattene til at holde Foredrag for Bønderne
om Toldbeskyttelsen, det bliver en Afveksling for
dine Bondetampe og en Behagelighed for os, saa
behøver Du ikke at sende Afbud til Jagterne.«

»Aa, Du kan selv være Abekat,« brummede
Harhoff, >. eller rettere, det kan Du ikke, for saa
kunde Du endda gøre Gavn, og saa gik der
næppe saa meget Kognak med, som der gør nu.«

i8i

»Den var ikke morsom,« riposterede Baronen
tørt, »Du plejer at kunne levere dem bedre. Nej,
nu skal Hvitfeldt fortælle os, hvad de har for der
inde paa Tinge. De siger, at Du kan lugte, naar
der er Fare for, at de vil have Dig til Minister,
og at Du saa straks rejser til Bad. Du er lige
det modsatte af de andre Ekscellencer. De holder
den gaaende, til de faar Udnævnelsen, saa skal de
forst ned og vadske sig.«

Hugo morede sig altid over Baronens noget
droje Vittigheder, men selve dette Spørgsmaal
interesserede harn, og uagtet han ikke brod sig
synderhgt om at interpellere Hvitfeldt, spurgte
han dog i en interesseret Tone, hvori der gemtes
ikke saa lidt Indignation :

»Tror De ikke. Grev Hvitfeldt, at den Tid
er kommen, da de Herrer af Landstinget kan gøre
Ende paa den Farce derinde ?<

Hvitfeldt trak paa Skuldrene. -Hvorfor: I
en mindre Husholdning kan man ikke altid faa
de forste Varer, saa hjælper man sig med det,
man kan faa.«

»Da jeg læste til Kameralen,« udbrod Baronen,
»var der noget der hed beatus possidens, ikke
sandt, Hr. Jurist ?<

»Det er der endnu. Det betyder det samme
som at sidde paa Flæsket.«

l82

»Jeg synes blot, Flæsket er saa magert^«
bemærkede Flemming.

>^Aa, det er aldrig saa magert, at der ikke
falder et lille Ben af til de agerende og deres
nærmeste,« sagde Hugo.

-Oprigtig talt, Ahrenfeldt,« sagde Greven,
»da De horer til dem, der baade har Brug for
Benene og Chance for at faa dem, burde De
være ret tilfreds med Tingenes Tilstand, synes jeg.«

»Det er det sørgelige,« svarede Hugo smilende,
»for nogle Aar siden vilde jeg have anset det for
min Pligt at tale ud og marchere op for de
Herrer med en hel Artilleripark af frisindede
Talemaader, men nu tier jeg stille. Det kan ikke
genere mig, at De Herrer sidder paa Flæsket, selv
om der ingen Ben vanker til mig.«

»Onkel, synes Du ikke, vi nu skulde f>join
tJie ladies'!- r som Onkel Hugo plejede at sige,«
indskød Flemming og rejste sig. Hvorefter
Herrerne gik over i Salonen.

Hugo blev siddende lidt alene og blæste
Røgen fra sin Cigar i Ringe mod Vinduesruden.

Tonen var den samme som mellem Kame-
raterne derinde i Hovedstaden. Ingen Tro, ingen
Alvor, ingen Begejstring og derfor intet Haab
om Liv.

Landbruget skred de onde Tider i Mode
uden anden Trøst, end at de store Lensbesiddere

i83

kunde klare sig med Fideikommismidleme. —
Politiken? — Der var ingen Politik. Der var
ingen Kamp, knap nok Kævl. Og i hans Øren
lod Skridtene fra den klirrende Klapperkæde, der
drog frem langsomt, men ustandseligt.

Det var maaske ogsaa det bedste, naar alt
kom til alt.

XX.

D

et var Aften. — Jagterne havde varet
4 Dage, nu var de forbi. Auntie var træt og
gaaet tidlig til Ro. Onkel Rudolf var kørt bort
med Godsinspektoren for at overvære en Over-
leveringsforretning efter et Dødsfald. Det var
usikkert, naar han kom tilbage,

Vendela og Hugo sad alene i Familiestuen,
hvor Ilden brændte i den store Sandstenskamin.

Lamperne var ikke tændte, de store Stykker
Bøgeved brændte med stærkt rødligt Skær, medens
Røgen slog tilbage i det mørke Gab bag de store
Metalstotter, hvori Veddet hvilede. Af og til
stødte Vendela til Brændet med Ildrageren, saa
Gnisterne fløj af Veddet. Det blussede op og
brændte klart, med flakkende Skær over de to
siddende Skikkelser, de højryggede Stole, de tykke
Tæpper og de mørke Billeder, der Hoved ved
Hoved, adskilt af smalle, gyldne Rammelister

i85

klædte Stuens Vægge. I Baggrunden laa de svære
Egetræs Dore og de dybe Vindusnicher i Morke,
medens Efteraarsvinden tudede mod de let
klirrende Ruder.

Denne Time foran Ilden, inden Lampelyset
tændes, er saa forunderlig fredelig.

Man taler ikke, men Tankerne gaar uden
Tøjle den Yej, de selv vil folge. Helst sysler de
med det, der ligger bag, med Livet i Fortiden.
og gaar de mod Fremtiden, er det uden For-
bindelse med N'uet. De danner som en Bro fra
Fortid til Fremtid, uden at berøre det Tidsrum,
der leves. Der vokser Billeder frem af det, der
skjuler sig dybest inde i Menneskets Hjerte, og
lidt efter lidt fodes Talen af Tankerne, dæmpet,
næsten hviskende, som for ikke at forstjTre
Tankernes Skygge, der ligger i Rummet, snor sig
med Rogen fra det brændende Ved.

Og lidt efter lidt, alt som Talen glider, finder
Læberne Ord, som skyr Dagslyset, endda de intet
har at sky. Smukkere, renere, ædlere Ord end
de, der tales, medens Solen skinner, varsomme,
dæmpede Ord, der siger saa lidt, men rummer
saa meget.

»Tænker Du, Hugo?« spurgte Vendela.
»Husker Du, hvad Du skrev om dine Tanker?«

»Ja,« svarede han. »Og nu synes jeg, det
er ikke sandt, hvad jeg skrev. Mine Tanker er

i86

ikke stolte og rige, tværtimod, de er saa ydmyge
og vemodige.«

Han betragtede hende. Hun sad belyst af
Skinnet fra det brændende Ved, saa han tydeligt
kunde se hendes Ansigt.

»Vendela,« sagde han, »det er, som om der
laa en lunende Kappe om os her i Tusmørket.
Du ved ikke, hvor det er godt at føle sig under
Vennetag. Det er mig, som sad jeg tryg for
Livets Storme bag disse Mure, og dog føler jeg,
at Livet kalder mig ud. Det er maaske netop
derfor, at denne Hvilestund forekommer mig saa
herlig. «

Vendela saa op. »Er Livet ondt imod Dig,
Hugo?«

»Det vilde lidet sømme sig for mig at sidde
her ved Arnen og klage for en Kvinde.«

Det slog Hugo, at hans Ord, uden at han
selv gjorde noget for at forme dem, faldt i Saga-
stil. Han smilede, der trængte sig en ironisk
Bemærkning frem paa hans Læber, men han ud-
talte den ikke, han vilde ikke bryde den sære
Trolddom, der hvilede over Stuen.

Og hans Ord forundrede ikke Vendela.

»Tal Du kun frit til mig, Hugo,« sagde hun.
»Jeg vil gerne høre noget om Dig, noget om
dit Liv og dine Planer.«

i87

»Planer?« Han rystede paa Hovedet. »Jeg
har ingen Planer. Det er, som driver jeg med
Strømmen derhen, hvor Skæbnen, Ødet, som
Svenskerne kalder det, vil fore mig. Men tænk,
nu foler jeg det som en Lykke. Xu, medens vi
sidder her. — Lad Planerne hvile! Det er
Drømmenes Stund, ikke Planernes.«

»Hvad drømmer Du da om?« spurgte hun.

»Om Bjørnø og Dig.«

»Om mig?«

»Ja. Du forstaar mig maaske ikke rigtig,
men det er, som om Efteraaret kalder ganske
andre Tanker frem hos mig end dem, jeg forbandt
med Bjørnø for — i Sommer.«

»Mørke Tanker?«

»Ja, mørke Tanker, Tanker der rummer
Angest. «

»Jeg forstaar Dig ikke.«

»Har du aldrig følt denne underlige Angest,
der kan gribe et Menneske ganske pludselig, uden
ydre Anledning?«

»Nej!« svarede hun og saa forundret op.

»Jeg skal søge at forklare Dig den. Du
sidder alene, dine Tanker er ikke rettet mod
noget bestemt, de ligesom svæver. Saa retter Du
dem mod Dig selv, med et skarpt, uvilkaarligt
Blink: Hvem er jeg, hvad er jeg? Du ser Dig
om. Du tænker kun paa Dig selv, Du forstaar

i88

ikke, hvad Du er, hvem Du er, at Du lever. Du
griber haardt i din Arm med den ene Haand, for
at faa en sikker Følelse af, at Du er til. Uvil-
kaarlig springer Du op for at fly for Dig selv i
Angest. Du ved ikke for hvad, men Du synes,
Du maa fly for Dig selv, fordi det hele er saa
uforstaaeligt, saa ængstende. Saa finder Du Dig
til Rette. Men Angesten er der endnu, den ube-
stemmelige Angest for noget, Du ikke ser, noget
Du ikke forstaar. Og denne Angest retter Du
saa mod noget fast og blivende. Ligesom for at
befri Dig selv overfører Du den paa andre
Mennesker, der staar Dig nær, som Du holder af.
Jo mere Du tænker, des fastere Form tager din
Frygt. Efterhaanden knytter den sig til bestemte
Begivenheder, bestemte Farer, som ligger fjernt,
men dog foles. — — Har du aldrig følt noget
saadant?«

»Aldrig!« svarede hun og gjorde en uvil-
kaarHg Bevægelse. »Du gør mig helt uhyggelig
til Mode.«

»Aa Du, det er kun Stemninger, men jeg
har følt dem saa tidt. Der er vist ikke noget i
det, det er dumt, men det er nu en Gang saadan.«

»Og hvilken Form har saa din Frygt taget,«
spurgte hun med et P^orsøg paa at smile, hvad
der ikke ret vilde lykkes.

i89

Hugo saa ind i Ilden, den brændte svagt,
Røgen gled let hen over Brændet. Han tog den
svære Ildklemme, der laa foran ham, og slog paa
et Vedstykke, saa at det brodes paa Midten.
Flammerne slog klart op med Knitren og Røg.

»jMorke Tanker, som man jager paa Flugt, Du.«

Men han mindedes sine Tanker under Klap-
jagten.

»Er der noget, jeg kan hjælpe Dig med?«
spurgte Vendela og saa paa ham. »Sig kun tjl,
Du kan stole paa mig.«

»Tak Du, det ved jeg.«

»Men saa skal Du ogsaa skænke mig din
fulde Tillid.«

Hun tav lidt forlegen, saa spurgte hun i en
spøgende Tone:

»Er det Pengesorger, Hugo?«

»Nej!« svarede han kort. »Tror Du — — «

Hun fortrød, hvad hun havde sagt. Men
samtidig slog det hende, at det vilde have været
hende kært, om han havde sagt ja. For det
kunde være andre Sorger, og hun syntes, det
maatte det saa nødig være. Hvorfor?

Xu kom de igen, de underlige Tanker, lige-
som dengang hun sad derude paa Hojen. Hun
vilde stænge for dem, men de tog Magten fra
hende.

190

Om Hugo elskede — elskeder Det lød saa
romanagtigt. Men det var dog Livet, Livet bringer
Kærlighed. Hun følte en ubændig Lyst til at sige
det rent ud, og skønt Blodet skød op i hendes
Kinder, sagde hun med et lidt anstrengt muntert
Tonefald :

»Sig mig, Hugo, lider Du af ulykkelig Kær-
lighed?«

I Grunden ønskede hun, han skulde svare
Ja, saa vilde hun spørge : til hvem ?

Han saa op, lidt forundret. Det var øjen-
synligt, det Spørgsmaal kom ham lidt uventet.

Hun begyndte at fortryde det. Men saa følte
hun en underlig pirrende Spænding, som ved en
farlig Leg.

Hun gentog sit Spørgsmaal Hdt fastere i
Tonen ;

»Lider Du af ulykkelig Kærlighed?«

»Hvorfor spørger Du om det?« svarede han.

»Fordi jeg vil vide det.«

»Ja!« svarede han.

»Til hvem?« spurgte hun kort.

»Til Livet og Lykken!« svarede han.

Det Svar havde hun ikke ventet. Det var
heller ikke noget Svar. Saa let skulde han ikke
slippe.

»Husker Du i Sommer,« spurgte hun, »da vi
roede paa Aaen og talte om Kærlighed?«

191

»Ja, og jeg har tænkt paa det ofte siden.«

»Det har jeg ogsaa, < sagde hun, og det var,
som susede atter Parkens Træer over hendes
Hoved.

Hendes Kinder brændte, hun saa skarpt paa
Hugo. Han sad bøjet, nu faldt Skinnet fra Ilden
paa hans Ansigt. Det var saa alvorligt, saa sørg-
modigt. Hvor han i Grunden var køn.

»Hugo, Du skylder mig et Svar fra den-
gang.'<

Der var noget bønligt i hendes Stemme, der
greb ham. Han saa op.

Om Vendela var Livet og Lykken for ham?
Det var, som blev han pludselig greben af en
Stemning, der kom saa uvilkaarlig, saa vældig,
noget han aldrig havde følt forhen. Hvad* mente
hun? Hvorfor spurgte hun? Hvad vilde hun:
Var det muligt? Hun havde rejst sig og stod
belyst af det flakkende Skær. Han rejste sig
ogsaa uvilkaarlig.

Han saa paa hende. Som hun stod der, med
et alvorligt L'dtryk i sit fine, stolte Ansigt, syntes
hun ham som en Dronning, der holdt sit Riges
Tøjler med blid, men sikker Haand. Han følte
Trang til at give sig ind under hendes Herre-
dømme, og paa samme Tid en underlig vild Lyst
til at knuge hende i sine Arme og trykke et
brændende Kys paa hendes Læber. Men saa gik

192

det som et Lyn gennem hans Hoved: Saa vilde
Trolddommen brydes, saa vilde hun ikke længere
være Dronningen. Han folte det saa sikkert.
Hvis han traadte hen til hende og drog hende til
sig, saa vilde hun rives med. Hun var Kvinde,
og alle Kvinders Længsler dulgte sig i hendes Blik.

Han traadte uvilkaarhg et Skridt tilbage, som
var han angest for at bryde Trolddommen.

Hvorfor?

Vendela tilhorte ikke ham. Flemming skulde
eje hende. Flemming var den, der skulde vinde
Kongedatterens Haand, han var værdig til hende
og til Riget.

Men for forste Gang folte Hugo, at der rorte
sig Længsler mod hende i hans Bryst. Og han folte
tillige, at vilde han give sig disse Længsler i
Vold, vilde han gribe til, saa kunde hun blive
hans.

Vendela rakte sin Haand imod ham.

»Hugo, vi to er Venner I«

Han traadte til og greb hendes Haand.

»Ja, Vendela, vi to er Venner!«

Det var, som rislede der en magnetisk Strøm
gennem dette Haandslag, det var, som toges han
fangen af en Magt, han ikke kunde modstaa, og
for hans Blik viste sig som i et vidt aabent Skue
en Række af herlige Billeder, knyttede til denne
Kvinde, hvis Haand han holdt i sin.

193

Flemming? Hvad betod Flemming for ham i
dette Øjeblik? Ingen havde Ret til at stille sig
imellem ham og Lykken.

Om det var Lykken?

Hvad Vægt laa der paa det? Dette var
Salighed, det kunde han føle i hvert bankende
Pulsslag.

— Og det var, som gik den magnetiske
Strømning tilbage fra ham til hende.

Vendelas Hjerte bankede, Blodet steg til
hendes Kinder.

Hun forstod intet, følte kun, at hendes Haand
hvilede i hans. Hun saa intet, intet andet end
det varme Blik, der lyste imod hende, drog hende
til sig.

Og alle hendes Længsler, alle hendes vage
Haab, samlede sig mod dette Blik.

Hun rystede som i Feber, hun forstod intet.
Forstod næppe, at hun mistede det Herredomme
over sig selv, som hun aldrig for i saa meget som
et Sekund havde givet Afkald paa.

Det maatte være Kærlighed, det var Trold-
dom, men den maatte ikke svinde. Og den
kunde svinde, den vilde svinde, som alt svinder.
Der stod som en Taage for hendes Ojne, og hun
saa intet mere. Saa folte hun en Arm om sit
Liv, et brændende Kys paa sine Læber, der gød
som Ild gennem hendes Aarer, som en Bølge af

194

Blod, der veg fra hendes Tindinger og atter
vendte tilbage med en Susen, som vilde det
sprænge Pulsaareme.

Hun sank viljeløs ind mod ham, — et
Sekund, saa rev hun sig løs og flygtede ud af
Værelset.

D^

XXI.

er er et Rum paa Bjomo, som Onkel
Rudolf kalder Bjørnøs Hjertekammer, — for, siger
han, derfra udgaar Bjørnøs Pulsslag, der fører
Blodcirkulationen rundt i Slottet. Og han gaar
videre i Billedet, men han gør det lidt tungt,
fordi han er en gammel Hugaf fra Frederik den
6tes Tid. Men saa mener han det saa meget
desto bedre.

Og han har Ret, naar han taler om Bjørnøs
Hjertekammer.

Der bor Vendela. Som en Rokoko-Prinsesse
i et lille Værelse af det fineste Sévresporcelæn i
Barokstil.

Hvidt og Guld i sirlige Snorkler, betrukken
med porcelænsmønstret Silke, saa fint, saa fint
og spinkelt. Blot til at se paa, slet ikke til at
røre ved, og saa blødt, saa lækkert.

Ikke engang Onkel Rudolf faar Lov at
komme derind. Det er kun for Prinsessen og

196

hendes Terne. En lille buttet Terne med røde
og hvide Kinder og gult Haar, ogsaa af Porcelæn,
det fineste københavnske Porcelæn, hun hedder
Jomfru Jensen.

Til Hest er Vendela stolt og modig, paa Jagt
er hun ivrigere end den jagtivrigste ]Mand, men
her oppe i sit Jomfrubur er hun saa spæd, saa
fin, som det sarteste Sévres.

Slet ikke til at røre ved.

Og saa var der dog en, der havde, — der
havde kysset hende, og hvad værre var, hun
havde kysset ham.

Hun sendte Porcelænsjomfruen bort. Hun
kunde maaske se paa hende, at — — .

Prinsessen sad for Spejlet, slog ud sit gyldne
Haar.

Det brused om hendes Hoved, det flod over
hvide Skuldre og over den kneppende Barm.

Der steg en berusende Duft fra de fagre
slyngede Lokker.

Han bojed sit Hoved mod hendes, hans
Læber brændte som Ild.

Og saa kyssede han Prinsessen, og Prinsessen
kyssede ham.

Det skulde Prinsessen ikke have gjort. Hvorfor?

Strengt taget har man vel nok Lov til at
kysse en køn Fætter, naar man godt kan lide
ham, og naar nu alting føjer sig saadan, at man

197

virkelig i Grunden aldeles ikke godt kan lade
være.

Men man skal nu alligevel ikke gore det.

Naar man er Prinsesse og staar paa det
vanskelige Punkt i Livet, hvor man skal vælge en
Brudgom, skal man være uhyre fornuftig.

Og det kan aldrig være fornuftigt at kysse
en ung Mand, naar man sidder og taler foran
Kaminilden, uden nogen som helst anden Grund
end den, at man faar Lyst til det, netop i samme
Øjeblik, som han faar Lyst til det.

Lyst — Kødets Lyst.

En lille behagelig, tilsyneladende uskyldig,
men vist i Grunden meget syndig Rislen.

Prinsessen slog med sit Hoved, saa Lokkerne
flød om de hvide Skuldre.

Det var naturligvis saaledes, det gik til. Det
var saa sandt, alt det, man læste og for Resten
ogsaa saa. Naturligvis, man saa jo ikke videre
meget. Ikke en Gang saa meget som man burde,
naar man ejede et stort Gods, var uafhængig og
burde forstaa Livet, se det rigtig, ogsaa Skygge-
siderne.

Og denne Rislen hørte med til Skyggesiderne.
Ikke fordi der var noget i det.

Det var der slet ikke, men man skulde nu
en Gang ikke give efter for noget, man ikke helt
ud forstod.

198

Gud ved, hvem Hugo har kysset?

I Grunden er det uværdigt. Hugo skulde
skamme sig. Man kan kysse en Kammerjomfru —
men en Prinsesse — — r

Skal da de stakkels Prinsesser ingen Kys
have ?

Det er aldeles usømmeHgt at tænke saaledes.

Naar Hugo nu frier, saa skal han have Svar.
Et Kys er ikke Svar, det maa Hugo vide, for han
skulde dog vel aldrig — — .

Man skal ikke kysse. Mandfolk er saa ind-
bildske, de tror straks, det er, fordi de er uimod-
staaelige, fordi alle Kvinder elsker dem. Elsker,
elsker — — .

Jo, bild Jer blot det ind.

Men hvorfor kysser man saa? Er det fordi,
man føler denne Rislen?

Fy!

Prinsessen sad for Spejlet og flettede sit Haar.

Og da Haaret var flettet til en enkelt Pisk,
pæn, pyntehg og tam, tog hun Plads i en Læne-
stol, tændte en lille fin Cigaret, trak sin Frisertrøje
tæt om sig, medens hun vippede sin lille tyrkiske
Tøffel paa Spidsen af den fremstrakte nøgne Fod.

Naar man tænker, saa skal man tænke
alvorligt, uden Pjank.

Og Prinsessen rynkede sine Bryn, medens

199

hun blæste Rogen i smaa Ringe fra sine tilspidsede
Læber.

Hun tænkte fornuftigt, klogt, saadan som
man skal tænke, naar man har noget rigtigt at
tænke paa.

I Grunden kunde hun godt lide Hugo. Og
det var slet ikke umuligt, at hun kunde komme
til at holde meget af ham.

Fejl havde han, men det havde jo alle
Mennesker, og det var vel egentlig snarest godt,
at hans Fejl var saa lette at se. Saa vidste man,
hvilke de var. Hugo søgte daarligt Selskab, men
det var vistnok kun fordi. Folk ikke var rigtig
venlige imod ham.

Han talte saa kønt om alt det, der vedrørte
Bjørnø, og saa var der en Ting, som hun vidste
aldeles bestemt: Hugo tog hende ikke for Grev-
skabets Skyld.

Penge var Hugo den ligegyldigste Sag af
Verden. Det var naturligvis paa en vis Maade
forkert; men Grevskabet var jo hendes. Hun
skulde nok passe paa.

Det værste var egentlig dette, at hun paa
den Maade fik en Mand, hun skulde passe paa.
Stoltere og skønnere var det at faa en Husbond
og Herre. — Stoltere og skønnere, hun smilede.

Flemming. —

Nej, det var dog for galt. Altid dette Valg.
Det maatte være, fordi hun ikke holdt rigtig af
nogen af dem. Og nu skulde hun træffe et Valg.

Hun holdt af Hugo. Hugo var meget klogere,
meget smukkere end Flemming.

Flemming var kold, og Hugo — —

Der er alligevel en Fare ved denne Rislen.
Den virkelige rene Kærlighed skal holde sig fri,
højt hævet over Sansernes Rus. Det siger man.

Men der er naturligvis nogen Sanserus i al
Kærlighed. Det hænger nu sammen med hele
det vigtige Sporgsmaal om Menneskeslægtens Be-
staaen og — — , men det kommer slet ikke det
nærværende Spørgsmaal ved.

I Morgen vilde hun tale med Hugo og sige
ham, at hun rigtig godt kunde lide ham, og at
hun ikke var uvilHg til at skænke ham sin Haand,
naar hun havde lært ham rigtig at kende, og naar
hun folte med sig selv, at det Valg, hun havde
gjort, var det rette.

Saadant maa overtænkes vel. Hugo vilde jo
fri til hende. Det maatte han. Man kysser ikke
en Prinsesse saadan uden videre, og desuden,
hun og Hugo var jo gamle nok til det.

Onkel Rudolf vilde ikke synes om det. Han
stolede ikke rigtig paa Hugo.

Hugo er ogsaa lidt upaalidelig; men det

20I

kunde blive bedre, det maatte blive bedre, for
ellers — —

Vendela smilede. Hvis han ikke forbedrede
sig, vilde hun ikke have ham.

Og dog var det en meget alvorlig Sag.

Hun holdt af Hugo, og maaske — — —

Men hun holdt altsaa ikke saa meget af ham,
at der ikke fandtes noget maaske.

Xej, det var netop Sagen.

Derfor bankede hendes Hjerte saa roligt,
derfor var det kun en let lille Rislen.

Hun var dog den stærkeste til Trods for
Kysset.

Og nu vilde hun sove.

Hun drog Silketæppet til Side, kastede Friser-
kaaben og hoppede let op i den hvide, snorklede
Seng. Saa pustede hun Lyset ud.

Og hun sov ind.

Ikke som en Kongedatter, der ved, at hun
skal vælge og foler Valgets tunge Byrder, men
som en sund og frisk Pige, der for forst^^^Gang
har følt en Rislen i sit upge Blod, som trodsF-^lt
det slemme, der siges^n de Ting, alligevel aldn^
er og aldrig bHver aidet onde, fordi selve Livet'é-
Pulsslag foles deri.

H

XXII.

ugo kunde ikke gaa til Ro. Det, der
var hændet, fyldte hans Tanker. Det var saa
overraskende, saa uventet. Maaske var det et
Forræderi, der vilde blive svangert med Følger,
som ikke lod sig beregne. Maaske betod det
intet.

Det betod noget.

Og hans Tanker lob ad Stier, der var nye
for ham. Ikke nye i den Forstand, at han aldrig
havde tænkt paa den Mulighed, at Vendela kunde
blive hans.

Han holdt af Vendela. Kærlighed vokser
saa villigt, hvor to unge mødes — — .

I Grunden var dette banalt, men Ulykken
var den, at han ikke kunde finde de Ord, finde
den Tone, der skulde give Genklang. Derfor
troede han ikke rigtig derpaa. Han stod ikke
foran noget, der var sket, han stod foran Ud-

203

viklingsmuligheder, noget der kunde blive, men
ikke noget der var.

Og saa var der dette med Flemming, det
kunde han ikke komme bort fra.

Om nu Flemming tænkte nok saa meget paa
Grevskabet som paa Vendela. Selv tænkte han
kun paa Vendela, det vidste han. Men efter-
haanden — han kunde ikke lade være at tænke
paa Bjorno.

Bjorno hans. Han vilde slet ikke tænke.

Blindt vilde han lade Skæbnen raade, som
den ubeslutsomme Drommer han var, saa snart
det gjaldt ham selv og hans Fremtid. Lade
Skæbnen raade og haabe.

Men Vendelas Kys følte han endnu paa sin
Læbe. Hvad saa end skete, Vendela havde kysset
ham. Og det Kys var ment, som givet. Selv om
hun aldrig nævnte dette med et Ord.

Vendela havde kysset ham.

Der rullede en Vogn gennem Porten. Det
maatte være Onkel Rudolf. Han skulde intet
vide. Vendela maatte være gaaet til Ro. Hugo
skyndte sig ned ad Trappen.

Godsinspektoren stod i Gangen, hvad mon
det betod?

»Baron Rudolf er bleven syg,« sagde Gods-
inspektoren, »meget syg. Han aander med Besvær.

204

Det er vist meget farligt. Der er sendt Bud efter
Lægen, han maa være her straks. Vi maa se at
faa ham baaret til Sengs, han er næppe ved Be-
vidsthed.«

Miss Howard blev kaldt til, og gennem
Korridorerne løb Tjenestefolk med Lys, medens
dæmpede Ord lød fra Kælder til Kvist. Vendela
vækkede man ikke.

Endelig kom Lægen. Han sagde, at det var
Bronkierne, der var angrebne, det var meget
farligt, men det kunde vare længe, inden der blev
Tale om nogen egentlig Krise.

Lidt efter lidt faldt Bjørnø til Ro. Men
tunge Skyer lagde sig om Slot og Park, og mellem
disse kastede Maanen enkelte skarpe, truende
Glimt paa de hvide Flader.

XXIII.

o,

nkel Rudolfs Sygdom var meget alvorlig,
særlig under Hensyn til Patientens høje Alder.

Der blev øjeblikkelig telegraferet efter en
anset Specialist fra Hovedstaden, og hans Komne
afventedes med største Utaalmodighed.

Hugo maatte rejse. Hans Ansættelse i Finans-
ministeriets Revision udelukkede længere Ferier, og
i Grunden var det ham kært, at hans Ophold
ikke kunde forlænges.

Han følte sig ligesom tilovers nu, da alles
Tanker var optagne af den gamle Barons Sygdom.
Ikke at han var udeltagende, tværtimod, men han
kunde jo intet udrette, ikke deltage i det Arbejde,
der optog alle, og dette pinte ham. Han syntes
endogsaa, han var til Ulejlighed.

Flemming var straks bleven tilkaldt. Det var
gamle Barons udtrykkelige Ønske, at Flemming
skulde overtage de Forretninger, som han ikke
kunde udfore.

2o6

For øvrigt til stor Ærgrelse for Godsinspek-
toren.

Men saaledes skulde det være.

Og saaledes blev Flemming den, der ledede
alt, tog alle Beslutninger, som maatte tages, førte
alle Forhandlinger, kort sagt blev den raadende
paa Bjørnø.

Dette gjorde Hugos Stilling endnu mere
pinlig.

Det var ham næsten umuligt at finde et
Øjeblik, hvor han kunde tale med Vendela, og
da det endelig lykkedes ham, var han for første
Gang i sit Liv ganske ude af Stand til at sige de
Ord, som Lejligheden krævede.

Vendela kom ham i Forkøbet.

»Hugo,« sagde hun, »Onkel Rudolfs Sygdom
tager alle mine Tanker. Vi har ingen Ret til nu
at beskæftige os med andet.« Hun føjede til —
lidt forlegen lod det for ham — : »Vi har dog
meget at tale om. Du siger, Du maa rejse. Det
er vel ogsaa bedst, at Du rejser nu.« Hun saa
alvorligt paa ham. »Vi har ladet os rive hen af
Indskydelser, der var stærkere end vi. Jeg har
tænkt alvorligt derover, Hugo. Og naar jeg atter
faar Frihed dertil, vil jeg tænke endnu mere. Du
havde Ret i Sommer. Jeg kan ikke sætte alt paa
et Slag. Jeg har saa meget at tage i Betragtning.
Det lyder saa koldt, saa forretningsmæssigt, det

207

ved jeg godt; men Du kan stole paa mig. Og
den rette Tid vil bringe de rette Ord.«

Hun talte med en Overlegenhed, der syntes
at staa i den skarpeste Modstrid med det, hun
talte om, og med hendes Alder. Og dog fandt
Hugo det ganske naturHgt.

Men sige de Ord, der skulde siges, formaaede
han ikke.

Hun rakte ham sin Haand, han greb den.
Ue stod et Øjeblik tavse og saa hinanden fast i
Øjet. Saa smilede Vendela med et skælmsk,
næsten drilsk Smil, der slet ikke syntes at staa i
nogen Forbindelse med de alvorlige Ord, hun
havde talt.

Med en lynsnar Bevægelse bojede hun sig
hen imod ham, og inden han ret havde forstaaet
det, følte han paa sine Læber et let, næsten hen-
aandet Kys.

Saa var hun ude af Værelset.

Hugo stod som fastnaglet til Pletten. Han
begreb ikke et Ord af det hele. Alle hans Tanker
fra Aftenen forud brodes i hans Hjerne, men intet
forstod han.

Om Aftenen rejste han uden at have set
Vendela igen. Og der slyngedes et Slor om det,
der var hændet mellem de to, det, som ingen
anden kendte, og som ikke han og hun vel heller
ikke forstod. Men forunderligt var det, at hun

kunde fole sig friere og rankere end han, og det
til Trods for den Alvor, hun aabenbart lagde i
det, der var sket.

Men det var nu engang hans Fejl, at Livet
ofte traf ham saa underlig uforberedt og derfor
næsten altid var stærkere end han. Det var de
Drømme, der beherskede hans Sind!

Mulig var der større Rigdom og Fylde
i Tankernes Verden end i selve Livet — — .
Maaske, maaske.

XXIV

D,

et strænge Anfald var forbi. Gamle Baron
var en sejg og stærk Xatur, som selv den haardeste
Sot vanskelig skulde faa Bugt med. I^Ien de
første Øksehug var faldne. Han troede ikke selv
paa, at han nogen Sinde kom sig, og hans Mod-
standskraft var brudt.

Han havde ladet sin Seng flytte ind i Kon-
toret, der laa han nu under sin gamle Konges
Billede, bleg, indfalden og r^-nket.

Alderen havde faaet Tag i ham. ^Men hans
Sind var frisk,

Flemming kom daglig til ham og horte, hvad
han ønskede udfort.

Godsinspektoren vilde han ikke se.

»Det vilde glæde den Abekat altfor meget at
se, hvor det gaar ned ad Bakke med mig. Den
Glæde skal han ikke have — endnu.«

Ogsaa Vendelas Fremtid laa den gamle stærkt

14

210

paa Sinde. Det blev ham mere og mere klart, at
Flemming maatte blive Vendelas Mand.

Og dette sagde han en Dag rent ud til
Flemming.

»Jeg er færdig, Du, og der er ingen anden,
der kan tage Arbejdet op efter mig. Du er den,
til hvem jeg sætter alt mit Haab. En brav Knægt,
en alvorlig Mand uden Vrøvl, Talemaader og
Abekattestreger. Dig kan man stole paa, Du har
Respekt for dit Arbejde. Ham, den anden, Hugo,
der gik og gjorde Haneben til Vendela — — «

;)Tror Du virkehg det?« af brod Flemming.

»Gu' min Salighed gor jeg saa. Hugo er en
rar F}T paa sin Vis, men han har to store Fejl:
For det forste er han Spekulanter, som Bondeme
hemede kalder det. Han har undertiden Kuller
og ved ikke rigtig, hvad han selv vil. Han kan
saa yndigt fortælle os, hvad vi skal gøre, men
dog har han ikke Spor af Hold paa sig selv. Det
er det Tømmer, der bliver Digtere af. Hvad
behager: En Ahrenfeldt, der er Digter I«

;>Aa, Onkel, det var da ikke det værste.«
Omtrent, min Dreng. Jeg kan nu engang
ikke med de langhaarede. Forstaar Du, jeg kalder
alle Digtere langhaarede, selv om de er skaldede
som et Æg. Det er nu en Gang ikke nogen
standsmæssig Profession.«

211

Flemming smilede. Lord Byron, Buhver,
Walter Scott .

»Bliv mig fra Livet med disse Englændere.
Derovre handler jo Adelsmænd med Korender og
Svedsker. «

»Naa, men Franskmændene da:<

»Vi taler om danske Adelsmænd. Hvem har
vi her af de rigtige, der giver sig af med det:
Ikke en, min Faer. Som jeg siger Dig, det lang-
haarede passer sig ikke for en Adelsmand. Det
kan ærgre mig, at de gjorde Holberg til Baron,
ikke for det, jeg tager min Hat af for Holberg,
men de maatte kunne have fundet paa noget
bedre at gore ham til.«

Flemming lo. Xaa, Hugo har i det mindste
den Fordel fremfor Fader Holberg, at han er
født Baron, selv om Holberg paa andre Punkter
skulde have en lille Fordel fremfor Hugo.'<

»Xetop, Hugo er fodt Baron, og derfor skal
han lade være med at digte. Det er ikke stands-
mæssigt. Tænk engang, om han digtede slet.
Man ved aldrig, hvad saadan en Fyr kan falde
paa. <

Xaa, det var den ene Fejl, < faldt Flemming
ind. Den var da endelig ikke saa slem. Den
anden er maaske værre?«

»Paa en vis Maade ja,« sagde Onkel Rudolf.
»Hugo er saa grænselos uordentlig i Pengesager.«

Flemming lo. »Er det maaske heller ikke
standsmæssigt?«

»Aa jo, des værre Du, det er standsmæssigt.
Og saa længe Hugo ingenting har, kan det være
det samme. Saa gaar det kun ud over dem, der
er dumme nok til at betro ham noget. Det har
de godt af, de kan lade være. Faar han derimod
noget, Grevskabet f. Eks., saa har vi en til af
disse velsignede Lensbesiddere, der sætter en Ære
i at bruge tre Gange saa meget som de har,
indtil Administrationen en skønne Dag tager dem.«

»Du har Ret, Onkel! Det er en Skam.«

»Det er mere end det, Flemming. Efter de
gode Tider vi har haft, og med de Fideicommis-
kapitaler, der hore til vore Len, skal de komme
ud af det. Og gor de det ikke, saa skulde de
reverenter talt have — nok sagt.«

»Der er mange, der ikke gor det.«

»Du kan godt sige, der er meget faa, der
gør det, min Dreng. Pokker maa vide, hvad de
gør med Pengene. Laster har de ikke en Gang,
man skulde næsten tro, de brugte dem til Sukker-
godter. Det smuldrer mellem Hænderne paa
dem. Naa, det ærgrer mig, men Du er ikke af
dem. Derfor vil jeg saa gerne se Dig som Herre
her paa Bjorno.«

»Og Vendelar« sagde Flemming.

213

>>Vendela tager Dig. Hun skulde skamme
sig, om hun ikke gjorde det.'<

Flemming syntes, han vilde komme med en
Indvending. Ikke fordi han egentlig folte sig
utilfreds med den Retning, Samtalen havde taget,
men fordi han ikke vilde robe noget om sine
egne Tanker. »Vendela og jeg er Fætter og
Kusine,« sagde han.

->Hvad skulde det skade?« brummede den
gamle. »Al den Snak om Giftermaal mellem
Slægtninge, Dekadenter og Idioter horer ingen
Steder hjemme. Hvad tror Du, de gamle gjorde,
de rigtig gamle, Methusalem og hvad de hed?
Jeg skulde da mene, der var Krummer i saadan
en Karl paa 999 Aar. Det skal være saa mo-
derne med de degenererede Junkere. De skriver
tykke Boger om dem. Hvor er de? Fordi vi
ikke river Aandrigheder af os som Skæl af en
Redekam, fordi vi ikke kan hamle op med alle
de Jodetampe, der grasserer rundt i Aviserne, er
vi Idioter, fodte Idioter. Lad de andre troppe
deres Idioter op, saa skal Du se, der bliver
mange, mange flere, og der bliver faa af dem,
der er saa præsentable som vore. For ikke
engang det kan de, gore Figur og gerere sig,
og det maa Du lade mig, det kan vore i det
mindste.«

214

Onkel Rudolf var bleven heftig. Han taalte
det ikke godt. Han trak Vejret med Besvær.

»Du forivrer Dig, Onkel,« sagde Flemming.

»Det duer ikke. Pustetøjet, Du. Nej, det
duer ikke. Jeg er færdig, det kan jeg mærke.
Flemming, giv mig din Haand. Lov mig, Du vil
tale med Pigebarnet. Jeg holder ikke af det
Gifteri, det skal de unge selv om. Men her er
der en Undskyldning. Flemming, maa jeg sige
til hende, at hun skal tage Dig?«

Gamle Baron pustede heftigt. Sygeplejersken
kom ind fra Værelset ved Siden af.

»Nu maa Baronen ikke tale mere.«

Han smilede vemodigt. »Nej, De har Ret.
Nu faar jeg Ordre igen. Vi begynder med Amme,
min Dreng, og vi ender med Amme. Frk. Knudsen
er min Amme, en rigtig rar Amme.«

»Nu skal Kammerjunkeren gaa,« afbrød
Sygeplejersken.

Flemming rejste sig.

»Maa jeg?« spurgte Onkel Rudolf.

»Som Du vil, Onkel,« svarede Flemming. Saa
gik han.

Onkel Rudolf saa efter ham, og da Døren
lukkede sig, vendte han sit Hoved mod Syge-
plejersken.

»Frk. Knudsen,« sagde han. »De maa holde
Liv i mig til jeg faar Drengen der gift. Saa kan

215

det være det samme, hvad De gor med mig for
Resten. <

»Den forste Betingelse er, at Baronen holder
Dem i Ro, absolut Ro.«

>.Gud velsigne Dem, Froken, jeg sover
allerede.«

Gamle Baron laa længe og stirrede hen for
sig. Han blundede og ligesom dromte om Bjomo,
om gamle Dage, og Udt efter lidt stod Billedet af
de unge for Alteret saa klart og tydeligt for
hans Blik.

Hans Læber bevægede sig. Han vilde leve
til den Dag. Han vilde leve. Og uvilkaarlig
foldedes hans Hænder.

Den gamle Soldat bad til den strenge Herre
deroppe.

XXV.

D,

er gik nogle Dage, det var smaat med
Kræfterne. Den gamle Baron vilde tale med
Vendela, men det faldt ham saa svært at faa sagt
det, han vilde. Han tænkte paa den Samtale,
han havde haft med hende, da Kulhusgaarden
skulde bortforpagtes. Det var saa kort siden, og
dog syntes det ham saa fjernt. Hvad skulde han
sige, skulde han lade Auntie tale med hende:
Xej, han vilde sige det selv.

Men der gik nogle Dage. Saa folte han sig
angest, det var virkelig smaat med Kræfterne.
Om nu? — — — Nej, han vilde leve, han
maatte tale.

En Dag, da Vendela sad ved hans Seng og
talte om alt det daglige, der skete omkring ham,
alt det, der endnu interesserede ham, men som
han ikke kunde folge, spurgte han hende, om
hun kunde huske deres Samtale dengang om
Marie Scharff.

217

Jo, sagde Vendela : hun forstod ham ikke
straks.

Vendela havde skudt alle Giftetanker til Side.
Vinteren var kommen, Hosten var forbi, Efter-
aaret med de gulnende Blade. Sneen begyndte at
falde. Rimen spændte sit Kniplingsslør mellem
Parkens Træer, og Isen lagde sit Dække over den
rislende Aa. Længslerne skodes til Side. Frost-
solen lyste saa skarp og klar, medens Vinden bed
i Kinderne. Lutter Virkelighed, uden Spillerum
for Drømme.

Hvad mon Onkel Rudolf mente r

» Vendela,« sagde han, -det gaar tilbage med
mig. Du maa have en, der kan styre Bedriften.
Saadant kan man ikke leje Folk til, det gaar ikke.
Der maa en Mand paa Gaarden. Kan Du tænke
Dig en:«

»Nej, endnu ikke, Onkel. Husker Du, hvad
Du sagde: en bestemt Karl og en bestemt Pige.«

»Javist, Vendela, den bestemte Pige er Du.
Jeg sagde nok, at jeg overlod Fruentimmerne
Gifteriet. Men Vendela < — han saa alvorlig paa
hende — ^din gamle Grandonkel lever ikke længe,
og for han dor, har han et Onske, der fylder
hans gamle Hjerte og hans Hoved med. Kunde
Du tænke Dig at gifte Dig med Flemming?«

Vendela tav.

2l8

>.Jeg siger ikke mere, Vendela. Xu har jeg
sagt, hvad jeg vilde. Men tænk paa det, min
Pige. Du ved ikke, hvor det lettede mig, at jeg
fik det sagt. Jeg vil blot sige det, Du. Ikke
noget som helst andet. Blot sige det, ikke tale
med Dig derom. Du skal selv tænke. Men Du
maa ikke tænke for længe. Gaa, min Pige, vi
taler ikke mere om det.«

Taarerne stod ham i Ojnene. Han viskede
dem bort. »Her ligger man og bliver Ærtekælling
— skam sig, gammel Soldat — gaa min Pige,
gaa, og Gud velsigne Dig.«

Vendela gik, og hun tænkte over Sagen, som
Onkel Rudolf bad hende. Forst med nogen
Bitterhed. Saaledes formede Livet sig altsaa for
hende. Alt det uanede, det herlige, som man
næppe dromte om, det skulde ikke komme.

Paa sin gamle Onkels Bon skulde hun vælge
sin Brudgom, den, der bedst vilde værge hendes
Fædreneborg, Bjorno.

Vistsaa, Bjorno skal tage til Ægte.

Og besynderlig nok, to Ting ærgrede hende,
fyldte hendes Sind med Bitterhed. Dette, at hun
ikke elskede Hugo saa hojt, at hun bragte et Offer
ved at foje sin doende Onkel Dernæst, at hun
holdt saa meget af Flemming, at det ikke rigtig
blev noget Offer, om hun tog ham.

Holdt hun lige meget af dem begge to?

219

Nej, absolut ikke.

Holdt hun mest af Hugo eller af Flemming?

Det stod saa klart for hende, at hun maatte
ægte Flem^ming, det forlangte Bjorno, og Bjorno
maatte hun lyde, — hvis ikke — — .

Hvis Hugo ejede den store, stærke Kærlighed,
der ævnede at besejre alle Hensyn, saa — — .

Men det gjorde Hugo ikke. Vidste hun detr
Nej, men hun troede det.

Det maatte altsaa blive Flemming.

Men for hun sagde noget til Onkel eller til
nogen anden, for hun tænkte paa Flemming,
maatte alt mellem Hugo og hende være rede
og klart.

Kysset. — Aa, det Kys, det forandrede intet:
dog vilde hun helst skrive.

Hun vilde skrive: Hvis han havde noget at
sige hende, maatte han komme.

Hun stod og saa ud over Aaen, der kom en
Vogn over Broen.

Korer den til hojre langs Aaen, bliver det
Flemming, korer den til venstre, bliver det Hugo.

Den korte forfærdelig langsomt, hun kunde
ikke se, hvem det var. En Bondevogn var det.
Skulde den hente Brænde i Xonnevænget, drejede
den til venstre, skulde den op paa Materialgaarden,
maatte den dreje til hojre.

220

Hun vidste ikke selv, hvad hun onskede.

Maaske gik det helt anderledes, end hun
havde tænkt sig.

Hun gik bort fra Vinduet for ikke at se,
hvad Vej Vognen drejede.

XXVI.

Kære Hugo.

Du vil maaske finde det underligt, at jeg
skriver til Dig. Du vil maaske blive bitter, blive
vred paa mig. Jeg har saa meget at sige Dig,
og dog tror jeg, det er bedst, vi ikke tales ved.
Det er saa vanskeligt at faa sagt netop det, man
vil sige, men alligevel er det rigtigt at sige rent
ud, hvad man mener, naar det gælder saa vigtige
Sporgsmaal. Vi lovede jo hinanden at vente, og
fordi Onkel Rudolf var saa farlig syg, at hans
Sygdom saa ganske lagde Beslag paa mine Tanker,
blev der talt saa lidt imellem os om det, som vi
skulde have talt om.

Meget er blevet anderledes i disse Uger.
Onkel Rudolf kommer sig aldrig. Doktoren har
erklæret, at han kun har Uger tilbage at leve, og
hvad Onkel siger, er saa forunderlig hojtideligt,
fordi han selv ved, at han skal do snart. Alle

hans Tanker drejer sig om Bjørnø og mig. Hans
Planer, der lægges saa omsorgsfuldt, svæve kun
om dette. Han taler aldrig om andet.

Og hans Planer er ikke de, som vi to vilde
lægge, ikke de, som vi talte om i den korte
Samtale, vi havde, for Du rejste.

Det er saa svært, Hugo, at sige Ord, som
kunde saare, men det er næsten sværere, tror jeg,
for den, der har Hjerte, og det tror jeg, jeg har,
at skrive saadanne Ord. De skrevne Ord staar i
alle Tider. Men der er Ord, som maa siges og
maa skrives, om end de saarer.

Hugo, hvis mine Ord saarer Dig dybt, hvis
Ulykke og Bitterhed kommer til Dig med mine
Ord, saa skal Du komme selv herned, og saa
skal vi tale sammen og tale med ham, der vil
Dig det vel, som han vil mig det vel. Det maa
Du love mig, Hugo. Jeg vil ikke saare Dig, jeg
vil ikke bringe Ulykke over Dig. Jeg ser ikke
klart, det ved Du. Jeg kender næppe selv mit
eget Hjerte. Kender Du dit?

Det hænder, at Øjeblikket river et Menneske
med, at man handler og taler under denne øje-
blikkelige Indskydelse anderledes, end man vilde
tale eller handle, naar man saa klart.

Om der var hændet os to noget saadant?

Ved Du det? Tror Du det?

223

Men Du maa svare mig ærligt, uden Bitter-
hed. Jeg forlanger, at Du nu, da det gælder din
og min Fremtid, sætter alle andre Hensyn til
Side. At du handler ærligt mod mig, som jeg
handler ærligt mod Dig.

Onkel Rudolf har sagt, at hans hojeste Onske
var, at jeg skulde gifte mig med Flemming. Han
har sagt mig, at Flemming intet Ord har talt til
ham herom, og til mig har Flemming intet sagt.
Vi tales daglig ved, da Flemming under Onk>els
Sygdom ganske har overtaget hans Arbejde for
Grevskabet.

Jeg har intet sagt til Flemming om det, der
er mellem os.

Jeg har intet lovet Dig, Hugo, og dog vil
jeg ikke handle, uden at Du giver mig Svar paa
det, som jeg spørger Dig om. Du vil maaske
finde det ukvindeligt, uskønt, ja maaske endogsaa
uværdigt af mig at rejse saadanne Sporgsmaal
saa koldt, som drejede det sig om en Forretning.
Du vil maaske svare mig, at her er det Hjertet,
der skal tale, og at enhver Forhandling er paa
urette Plads :

Jeg siger Dig, det er forfærdelig svært for
mig at skrive saaledes til Dig. Men jeg foler, at
jeg maa gore det. Der var et Ojeblik, hvor jeg

224

syntes, at alt i Verden drev mig mod Dig. Det
ved Du. Jeg synes selv, der ligger et Løfte deri.
Men Du sagde Ord bagefter, der syntes mig at
rumme en Tvivl om den Styrke, der laa bagved
det hele.

Hugo, jeg skriver disse Linier for at faa et
klart og bestemt Svar fra Dig, om Du mener, at
jeg bør sige Onkel, hvorledes det er mellem
os to.

Derfor maa jeg ogsaa først og fremmest
vide, hvorledes Du opfatter det, der er sket, og
hvad Du tror om det, der skal og bor ske.

Du vil maaske spejde efter et Ord, som jeg
ikke har nævnt, et Ord, som vi brugte saa ofte
hin Aften paa Aaen, da vi talte sammen. Jeg
siger Dig, at det er med fuld beraad Hu, at
dette Ord ikke er nævnt i disse Linier.

Og hvis Du vil have en Forklaring herpaa,
saa tænk paa dine egne Ord om den lille Fabriks-
pige. Der var maaske noget bittert i dine Ord.
Der fødes maaske nogen Bitterhed hos Dig ved
disse Ord, brugte af mig. Men i dem ligger
Svaret paa det, hvorom Du maaske vilde spørge.

Hugo, som jeg sagde Dig før, hellere end
noget Ojeblik tvivle eller fortvivle, bør Du komme
hertil.

225

Kommer Du ikke, saa skal Du vide, at Du,
hvad der end maatte ske, altid trygt vil kunne
stole paa Bjørnø.

Men først af alt, vi maa forstaa hinanden.

Din hengivne Kusine

Vendela.

V

XXVII.

T

endelas Brev var ikke nogen egentlig
Overraskelse for Hugo. Han havde instinktmæssigt
følt, at noget saadant maatte ske. De Uger, der
var gaaet efter hans Afrejse fra Bjorno, havde
givet ham et klarere Blik paa det, der var sket.
De Tanker, der havde opfyldt ham hin Aften, da
han stod paa Broen og saa over mod Bjørnø, var
idelig vendte tilbage. Han forstod klart alt det,
der den Gang dæmrede svagt for ham.

Derfor folte han først Brevet som en Be-
frielse.

Han smilede ad den underlige ubehjælpsopime
Maade, paa hvilken Vendela havde søgt at berøve
Ordene deres Brod, smilede ad dette underlige
Forhold mellem to unge varmblodige Mennesker,
der syntes saa unaturligt ved forste Blik og dog
var saa hyppigt, saa dagligdags.

Hun ved ikke, om jeg elsker hende. Jeg

227

ved da i hvert Fald, at hun elsker ikke mig. Men
elsker hun Flemming?

Det kommer i Grunden ikke mig ved.

Svaret — lad mig se Svaret.

Dit ærede af G. D. modtaget undlader jeg
herved ikke omgaaende at meddele Dig, at jeg er
i fuld Overensstemmelse med det af Dig deri
anførte.

Det var i Grunden det nemmeste, syntes han.
Ærgrede det ham da virkelig, at hans smukke
Kusine satte saa lidt Pris paa hans kostbare Person?

Det var jo alt sammen Tanker, der var tænkt
til Ende.

Det blev ikke til noget med det. Ægteskabet
er en Forretning. Dette havde maaske været en
god Forretning. Der var mange gode Forretninger,
der ikke blev til noget.

Asen — tænkte han — hvor meget man
end stræber at undgaa at blive en Bandit, saa
lykkes det dog aldrig rigtig.

Naa, Pigen vilde ikke have ham. Hun sagde,
hendes Onkel vilde, at hun skulde tage en anden,
og da Onkelen laa for Døden, var det et høj-
tideligt Ønske, derfor tog hun den anden, og Vor-
herre være med hende.

At det ærgrede ham, var alHgevel ikke
ubegribeligt.

15=

228

Det. var det usalige, at han aldrig modte den
store, stærke, altomsluttende Kærlighed.

Han sad og ønskede, at han led af ulykkelig
Kærlighed til Vendela. At han, ude af sig selv
af Fortvivlelse, kunde styrte af Sted over Hals og
Hoved med Berliner Iltoget 7,15 efter forudgaaende
Telegram, kaste sig for hendes Fødder — og —
ja, saa tog hun ham vel. Men der var det gale
ved det, at den ulykkelige Kærlighed var der ikke.

Det var jo slet ikke Kærlighed — Kærlighed !
— Hvor det maatte have klædt ham at sidde i
en Robaad en sval Sommeraften paa den sagte
glidende Strøm og tale om »Kærlighed«.

Den lille Fabrikspige — aa — det var hende,
der forst fik Kærligheden og saa Kæresten. Det
var i Grunden ikke dumt sagt, det. Men han for-
langte nu mere af Kærligheden en saadan en lille
Pige forlangte. Derfor kom den heller ikke. Kun
glimtvis, naar Sanserne talte, de fordømte Sanser.

Og Vendela? »Hun bøjer gudhengivent sit
kønne Hoved og tager Flemming. Det er Kæresten,
saa kommer Kærligheden, den kommer sikkert.«

Det jog som et Stik gennem Hugo.

»Er Du skinsyg, gamle Ven?«

At det dog ærgrede ham.

»Kan Du ikke huske en ung, ædel og fattig
Yngling, der gik og drømte om en stolt Konge-
datter, som han ikke var værdig at hjemføre som

229

sin Brud. En anden klogere og stoltere Unger-
svend skulde eje hende? Det lod som et Æventyr.
Saa skinnede Ilden fra en Ovn en Aften paa
Kongedatterens Ansigt, og Ynglingen sad hos.
Ilden varmede ham — den maa ogsaa have varmet
Kongedatteren, for han kyssede hende, og hun
kyssede ham.«

Tip, Tap, tude, nu er Visen ude — Tip,
Tap, Tønde, nu kan Flemming begynde.

Hvor er den ædle, fattige Ungersvend ?

»Skænk mig Druen i Bæger af Solv — — .«

»Rigtig, drikke sig en dundrende Rus som
en Landsknægt, en farende Svend, der bærer sin
Hat, som han vil. Men disse berusede Lands-
knægte er opdagede, de er gaaet af Mode.«

Søge sin Trøst ved en svulmende Barm ?

Moralsk forkasteligt og i højeste Grad uhøfligt
over for den paagældende Barm.

Højstærede Hugo Ahrenfeldt — Hr. Baron.
Jeg undlader herved ikke at gøre Dem opmærk-
som paa, at hele denne Scene er Deres Hojvel-
baarenhed i allerhøjeste Grad uværdig. Eftersom
den højædle og velbyrdige Comtesse Vendela
Ahrenfeldt allernaadigst og venligst har meddelt
Dem, at samme ikke ønsker at indtræde i den
hellige Ægtestand med Dem, hvad Deres Højvel-
baarenhed vel maa vide er saare klogt og for-
standigt af den højadelige Dame, bør De — hvad

230

De for Resten for længe siden burde have gjort,
— lade den Falk flyve og med fornyet Iver kaste
Dem over Hans Majestæts, vor allernaadigste Konges

Rentekammer-Revision ingen usommelig

Tale og ingen Fortrydelse.

Ratsch

Hugo telegraferede til Flemming: >^Kom i
!^lorgen, maa tale med Dig.«

Han besørgede selv Telegrammet, hvorefter
han gik hjem og reviderede Merløse Tudse Herreders
Sporteljoumal III for det sidste Januar Kvartal.
Regnskabet var monsterværdigt.

XXVIII.

H

ugo og Flemming sad over for hinanden
i Hugos Værelse.

Om Vendelas Brev havde Hugo ikke talt.
Det rnaatte være Vendelas Sag at tale til Flemming
derom.

Han havde kun kortelig fortalt Flemming, at
han havde tænkt paa at bejle til Vendela, og at
han havde talt til hende derom. At hendes Svar
ikke havde været ugunstigt, men at hun nu havde
ladet ham forstaa, at hun ikke delte hans Følelser.

Flemming sad tavs og horte paa ham. Da
han tav, sagde Flemming: »Hvorfor fortæller Du
mig det? Var det derfor. Du kaldte mig herind:^

»Ja«, svarede Hugo.

»Oprigtigt talt, Hugo^<, sagde Flemming, >-jeg
kunde have forstaaet, at Du havde talt til mig om
dette, forinden Du friede til Vendela. Xu, da
Du har friet og faaet Xej, indser jeg ikke rigtig.

232

hvad denne efterfølgende Fortrolighed skal til. Jeg
synes, den Sag vedkommer mig saa usigehg lidt.«

Hugo rejste sig, gik hen til ham, og idet
han lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre,
sagde han:

»Flemming, Du er det eneste Menneske, til
hvem jeg har Tillid. I det sidste Aar har vi to
lært hinanden at kende. Jeg kan tale med Dig,
og jeg vil tale med Dig, forstaar Du, derfor har
jeg bedet Dig komme. Men det skal være ærlige
Ord mellem ærlige Mænd. Onkel Rudolf ligger
for Døden. Han ønsker, at Du skal gifte Dig
med Vendela, og Vendela opfylder hans Ønske.«

Flemmings Bryn trak sig sammen.

»Jeg ønsker ikke at trænge mig ind mellem
Dig og hende,« fortsatte Hugo. »Men jeg ønsker,
Du skal erfare af min egen Mund, hvad jeg har
tænkt, og hvorfor jeg har handlet, som jeg har.
Jeg ved, at hun vil sige Dig alt, hvad der har
været mellem os, og derom vil jeg ikke tale.
Jeg stoler fuldt ud paa, at hun vil fortælle Dig
alt, som det er tilgaaet. Men jeg ved tillige,
at mine Tanker forstod hun ikke, og jeg vil sige
Dig dem selv. Jeg vil ikke, at noget Spørgsmaal,
din tilkommende Hustru og mig imellem, skal
være uoplyst.« *

Flemming vidste ikke rigtig, hvad han skulde

233

svare. Denne Samtale var ham imod, og dog
lød Hugos Ord saa hjertelige og saa varme.

»Flemming,« vedblev Hugo, »Vendela bliver
din Hustru, og saaledes bor det ske. Saaledes
har jeg tænkt mig det fra den første Dag, jeg
saa Jer sammen. Men det var mig, som om Du
holdt Dig tilbage og med Vilje var fjern. Mellem
Vendela og mig voksede der en Fortrolighed, som
rummer saa mange Muligheder. Saa skete det, at
jeg følte mig dragen mod denne unge Pige, Dig
behøver jeg ikke at forklare, hvorledes dette skete.
Jeg syntes, det var min Ret. Du kunde jo selv
kæmpe for din Sag. Men dette ene vil jeg sige
Dig, at var de Følelser, der besjælede mig, maaske
ikke dybe nok, egennyttige var de ikke.«

»Kære Hugo,« sagde Flemming, hvis Til-
knappethed ganske fortog sig ved Fætterens usæd-
vanlige Varme, -det er overflødigt at fortælle mig
det. Jeg tror Dig paa Forhaand. For Resten, '-
føjede han til med et lunt Smil, »vidste jeg det
hele. «

»Fra hende r< spurgte Hugo.

»Nej,« sagde Flemming alvorlig, »hun har
intet sagt. Vi har ikke vekslet et Ord om dette,
men — paa Bjørnø har Væggene Oren.«

»Hvem — — :<

»Du skal ikke ulejlige Dig med det. Altsaa
Vendela har skrevet til Dig, at — — «

234

»At hun vilde vide, hvad jeg mente om Onkel
Rudolfs Planer.«

Flemming blev rød og tav.

Hugo angrede, hvad han havde sagt, det var
uridderligt at fortælle, hvad der stod i Vendelas
Brev.

Han tilføjede: »Vendela vil selv sige Dig,
hvad hun har skrevet til mig. Men vil Du bringe
hende mit Svar?«

»Det syntes mig et underligt Forlangende.«

»Tværtimod. Saaledes bor det bære.«

»Det kommer da an paa, hvorledes Svaret
lyder,« sagde Flemming.

»Vil Du sige hende, at hendes Lykke for
mig er det eneste Hensyn, og at jeg trygt over-
lader hende at handle, som hun finder det tjenligst. «

Flemming rejste sig og stod et Øjeblik lige
over for Hugo, idet han betragtede ham skarpt.
Saa sagde han langsomt:

»Altsaa, Hugo, jeg havde Ret. Du elskede
hende ikke. Hvor kunde Du da tænke paa at
gøre hende til din Hustru?«

Hugo svarede roligt og med stærkt Eftertryk
paa hvert Ord.

»Elsker Du hende da?«

Flemming svarede: »Du har været aaben og
ærlig mod mig, Hugo, og derfor vil jeg sige Dig,
hvad jeg ikke troede, jeg vilde sige til noget

235

Menneske: Jeg ved ikke, hvad det er, man
kalder Kærlighed. Men jeg ved, at den Kvinde,
jeg vil gore til min Hustru, vil jeg skænke det
bedste, jeg ejer. Og jeg tror, at Summen af alt
det, jeg vil skænke hende, vil være værdigt at
kaldes med det Navn, som lyder saa hyppigt og
derfor misbruges saa tidt. Jeg tror, at det Forsyn,
der vaager over os Mennesker, har sine Planer
med os, og jeg tror, at det er dette Forsyns Vilje,
at Vendela og jeg skal være Mand og Hustru.
Jeg tror, at Viljen, der bærer alt Livsværk fremad,
ogsaa vil bære mit og Vendelas frem. Og min
Vilje kender jeg, den stoler jeg paa.«

Hugo følte sig underligt berort af den alvors-
fulde Tone, hvori Flemming talte. Det var, som
adlød han en Befaling, handlede han efter forud
givne Skæbnebestemmelser, som intet kunde mod-
staa. Og samtidig syntes han, at han selv for-
stod det, der var hændet, at det maatte ske, som
det var sket, at det ikke kunde være anderledes.

Han saa Bjørnø i det fjerne og følte den
Trolddom, der knyttede sig til dette Sted, hvor
Skæbner syntes at spændes paa en Væv, som
overnaturlige Hænder slog.

Kongedatteren jog over Mark og Enge til
Hest, medens Falken svang sig mod Sky, og
Skummet stod fra Gangerens Mile og dampede
paa dens Bringe. Og Kongesønnen kom. Han

236

vandt Kongedatteren og det halve Rige. Konge-
sønnen var den, der troede paa Borgens Sagn,
ikke den, der tvivlede og dromte.

)^ Flemming,« sagde Hugo, »hvem, der havde
din Tro.'<

»Den Tro kan vindes, det staar til Dig selv,«
svarede Flemming.

Hugo trak paa Skuldrene. »Jeg tror det
ikke, Flemming. Din Tro er en Gave, og der,
hvor Du har levet, er den vokset frejdig og frisk
mod den blaa Himmel. Her ligger Røgen tæt,
her er ikke Albuerum, her kæmpes der om Plads
i Trængslen. Med hver Dag, der kommer, øges
Tvivlen, og den Smule Tro, der er i Behold,
sættes til.«

• »Saa gaa derhen, hvor der er frit, Hugo.«

»Det er ikke alle, der fodes frie, de fleste af
os er stavnsbundne,« sagde Hugo, og Flemming
rystede paa Hovedet.

Saa talte de om Onkel Rudolf, om Vendela,
om Bjorno, og det blev silde, for hver gik til sit.

Flemming rejste hjem Dagen efter.

XXIX,

Al

.It var saa stille paa Bjorno. Det var,
som laa der en Skygge over Slottet — Skyggen
af et Vingepar, der bragte en alvorsfuld Gæst.
Uen Gæst, der kom og forsvandt, medens et Navn
blev et Minde, der ristedes ind paa Husets Tavle
med sorte Bogstaver i det hvide Marmor. Og
Bjømo var stedse den samme. Som Borgen laa,
stolt og hvid, naar Slægtens Sønner og Dotre
fødtes, saaledes laa den, naar Døden tog Slægtens
Kvinder og Mænd.

Det stundede mod det sidste med gamle
Baron Rudolf, alle saa det, alle følte det. Kampen
mod den haarde Sot blev svagere og svagere, men
den syge levede. Og der var Tider, hvor han
følte sig næsten stærk, hvor han talte med alle
og opfattede alt klart.

Dog han bedrog ikke sig selv, han vidste,
han nu maatte do. Men forinden hans Ojne faldt

238

til, vilde han give Borgens Nøgler i de sikre
Hænder, han dertil havde bestemt.

Flemming var kommen hjem fra Hovedstaden
efter sit Møde med Hugo, han sad som sædvanhg
ved den syges Seng.

»Du skal se, Onkel, Du bliver hel Karl igen,«
sagde han.

»Xej, min Dreng, det gør jeg ikke, men jeg
vil være med til dit Bryllup. Naar det er ovre,
melder jeg mig til den store Parole med god
Samvittighed. «

»Som Du vil, Onkel Rudolf,« svarede Flem-
ming. »Jeg skal tale med Vendela.^<

»Gud velsigne Dig, min Dreng, men husk
paa, at Manden med Deen har daarlig Tid til at
vente.« Onkel Rudolf smilede svagt. »Han har
saa meget Arbejde, han skal have gjort.«

I Familiestuen traf Flemming Vendela. De
talte forst om den syge.

> Vendela,-; sagde saa Flemming, »jeg har
noget at sige Dig.«

Blodet skod op i hendes Kinder, hun følte,
hvad han vilde sige, men hun syntes, hun ikke
kunde tale med ham om det nu. Hun var fuld-
stændig paa det rene med det alt sammen, men
— nej, ikke nu.

»Flemming,« sagde hun næsten bonhgt — .

Men han saa paa hende med et Blik, som

239

den, der ved saa vel, hvad han tænker, saa vel,
hvad han vil sige og gøre.

>.Vendela,« sagde han, >; forinden Onkel Ru-
dolf dør, har han et Ønske, kun ét, siger han, det
at føre Dig til Alters for at give Dig i min Haand
som min Hustru. Er Du beredt til at gøre, hvad
han ønsker, som jeg, Vendela?'

»Ja!'< svarede hun.

Hun rakte ham sin Haand. Han greb den.
Deres Øjne mødtes. Hans Blik var fast og alvor-
ligt som før, men det var, som duggedes hendes
af Taarer, dog græde kunde hun ikke.

Han tav. Blot han dog vilde tale, vilde sige
hende, at han elskede hende, at han altid havde
tænkt paa denne Stund, at han vidste, at den
vilde komme. At han ikke gjorde, hvad den
døende Mand bad om, alene fordi denne Bøn
var ham hellig.

Blot han vilde tale. Saa vilde hun sige
ham — — .

Men Flemming tav, medens hans Blik hvilede
paa hende, fast og alvorligt.

»Kom,« sagde han, og næsten viljelos fulgte
hun ham.

De traadte ind i Værelset, hvor den syge laa.
Han vendte sit Blik mod dem. Saa kærligt, saa
varmt lyste hans Øjne mod dem, som bragte de
ham alle de Glæder, hans Tanker higede mod.

240

»Onkel, c: sagde Flemming, >'Vendela har skæn-
ket mig sin Haand.x

»Kom her hen,« sagde den syge, »tæt her
hen. Saadan. Giv hinanden Haanden.«

Han tog om de unges Hænder med sin Haand,
der var kold og rystede stærkt.

»Gud velsigne Jer, Bom,« sagde han, »og
Tak for det. <

Den stærke Sindsbevægelse var for meget for
ham. Han sank tilbage mod Puderne.

Sygeplejersken traadte til og betydede dem
ved et Blik, at han maatte have Ro.

De forlod Værelset, og han fulgte dem med
Øjnene, til Doren lukkede sig efter dem.

Saa grebes han af et heftigt Anfald af Aandenod.

Flemming og Vendela gik tavse gennem
Korridoren.

Blot han vilde tale — blot han vilde sige .

Men Flemming tav.

I Havesalen kom Auntie dem i Møde. Ven-
dela kastede sig om hendes Hals og hviskede til
hende, hvad der var sket.

I det samme kom Tjeneren og kaldte paa
Flemming.

Der maatte straks sendes Bud efter Overlægen.

Flemming gik.

y>Dear dear child, my oivn darling,<^< og Auntie

241

kyssede sin Niece, medens hun hviskede de kær-
ligste Ord til hende paa sit Modersmaal.

Vendela græd.

But my darlmg why do you cry so — .- He does
Jove you so well, I know, he did so ever since — — .
But darling why do you cry r

Hvorfor sagde han intet?

T)Come let ns go to my room.<.'-

Og Auntie slog sin Arm om Vendela og forte
hende hen til det lille Kabinet, hvor Ilden knitrede _
saa venlig i Kaminen.

Saa sad de længe foran det flammende Baal,
og Auntie strog hendes Haar saa blidt, som hun
havde gjort det saa ofte for, da Vendela var en
lille Pige og kom til hende med alle sine smaa
Sorger.

Der fandt Flemming dem, da han kom tilbage.

Og de talte om alt det, der maatte ordnes,
og alt det, der skulde gøres, saa det blev silde,
før Flemming tog hjem.

Men det, Vendela saa gerne vilde hore, sagde
han ikke, og hun syntes ikke, hun vilde spørge,
ikke i Dag, tænkte hun. Han vilde jo tale, vilde
sige det.

Dog, hun var ikke glad, hun forstod ikke
ret, hvad der var sket. Forstod ikke Flemming.

i6

XXX

J~^lemming red hjem. Fod for Fod, det var
morkt og Maanen var ikke oppe. Hesten gik dog
sikkert, den kendte Vejen saa godt.

Flemming smilede stille hen for sig.

Han havde bedt Vendela opfylde Onkel Ru-
dolfs Bøn. Skænke ham sin Haand. Og det
havde hun gjort. Han havde ikke bedt hende
om at skænke ham sit Hjerte.

Var end den døendes Ønske dyrebart og
helligt — det skulle ikke komme imellem dem, at
hun gav, og han tog, fordi Slægtens ældste vilde
det saa i sin Dødsstund.

Hjerter gives og tages uden Hensyn til andre
end de to, der giver og tager.

Han følte det selv. Efter det, der var sket,
voksede Kærligheden til hende, hans kaarne Brud,
frem i hans Hjerte. Alle hans Tanker dvælede
hos hende. Nu saa ganske anderledes end før.

243

Og som det var hændet ham, vilde det hændes
hende. — Daarer, der siger, at Elskov og Vilje
intet har fælles I

Uvilkaarlig droges Flemmings Tanker mod
hin Solnedgang efter Klapjagten. Pligt — Pligt,
bag hvilken Viljen ligger tryg og fast.

Saaledes lever den stærke sit Kærlighedsliv.
Og af Elskov fødes Troskab, der varer for Livet,
trods alt, hvad der kan skille, Troskab, som er
Pligt mellem to, der har givet hinanden det ubryde-
lige Ord og vil Kærlighed med fast Vilje.

Den Nat sov Vendela ikke. Alle hendes
Tanker var rettede mod Flemming. Hun gennem-
levede alt, hvad der var hændet mellem dem fra
den første Gang, de modtes som Born.

Hugo? — Hun kunde næsten ikke erindre,
hvorledes han saa ud. Alle Minder om ham laa
som i en Taage. Og dukkede hans Ansigt frem,
fortrængtes det straks af det andet, hans, Flemmings.
Det var, som fodtes der ud af disse Tanker en
eneste skarp, klar Forestilling, der skinnede igennem
Mindetaagerne som Solen gennem Morgenens Dis
en varm Sommerdag.

Og Vendela følte, at hun vidste, hvad Kærlig-
hed var, at hun elskede den IMand, hun havde
skænket sin Haand — Flemming.

Da de modtes igen, sagde hendes Blik ham

i6*

244

dette, og han talte, talte de Ord, som hun saa
gerne vilde høre.

Under Skyggen af det Vingepar, der bragte
den alvorsfulde Gæst til Bjørnø, faldt et lysende
Solglimt paa de blanke Tegl. Medens Vinden
susede i de høje Lindes bladløse Kroner, lød der
en Hvisken saa lys og let mellem de bævende
Grene, som smykkedes de endnu af Vaarens spæde
Løv, og Solstraalerne fandt Vej til Aaen, hvor
de smaa Bølger krusede deres Toppe.

Der var som et Smil om den hvide Borg.
Det Smil, der lyser, hvor Hjerter mødes i Elskov.

XXXI.

u

interen led, og de forste Bud om den
gryende' Vaar naaede Bjorno. Den 5. April skulde
Brylluppet staa. Gamle Baron skulde føre Bruden
til Alteret, om han ævnede at staa op. Lægen
rystede paa Hovedet, det vil dræbe ham ; men
gamle Baron vilde det saa.

Af Hensyn til den syge vilde Flemming og
Vendela, at Brylluppet skulde være stille. Men
Onkel Rudolf satte sig herimod. Han forlangte,
at Bjørnøs Herskerinde skulde fejre sin Brudefærd
som en Kongedatter.

Og saaledes blev det.

Vielsen skulde finde Sted i Bjørnø Kapel.

Der, hvor Hovedfløjen stødte sammen med
den søndre Fløj, havde den Jacob Ahrenfeldt, der
var bleven ophøjet i lensgrevelig Stand, ladet op-
føre et pragtfuldt Kapel, det største nogen Herre-
gaard i Landet kunde opvise.

Udadtil var det som et stort, cirkelformet

246

Taam med otte høje Vinduer i aflange Rundbuer
med smaa blyindfattede Ruder. Taget var dækket
af Kobber og løb spidst til som en Kegle. Kobberet
var gennem Tiden blevet irret og gront og tonede
skarpt mod det blanke Tegltag, medens Taarnets
Vejrhane lynede stærkt forgyldt i Solskinnet.

Det indre var straalende hvidt. Hvide Vægge
med talrige Epitafier, og Lysekroner med Spejle
og Glasomamenter. Hvidmalede Stole med for-
g>idte Lister, om Dørenes Fyldinger og Karme
Vaabenskjolde i Guld og Farver efter Bygherrens
Anerække, modrene Aner til venstre, fædrene Aner
til hojre af Kirkegulvet. Alteret var i Modsætning
til Kapellet ren Renaissance, med sære forgyldte
og malede Apostelskikkelser og tungt udførte Male-
rier paa Træ. Det var det gamle Bjørnøs Hus-
alter fra den katolske Tid. Alteret og Døbefonten
af raa Granit med et ottekantet Messingfad var
de ældste Minder om Bjørnøs fordums Dage.

Langs de indre Vægge var bygget et Galeri,
hvor Orgelet stod, og til dette var Adgang fra
Korridorerne, medens Indgangen til Kapellet var
fra Slotsgaarden. Saaledes blev selve Bjørnø Kapel
en Del i Slottet selv, og al Færdsel fra den søndre
Fløj til Hovedflojen gik gennem Kapellet, den Vej,
ad hvilken Husets Folk og Gæster daglig gik.

Korridoren, der forte til Kapellet i den søndre
Fløj, var dækket af Helgenbilleder og bibelske

247

Malerier, i Hovedfløjen Billeder af Slægtens Mænd
og Kvinder, Familjegangen kaldtes den.

Ahrenfeldterne var troende ^lænd, og deres
Hustruer og Dotre var troende Kvinder. De
voksede op under Bjornos Tag, og deres Vej gik
daglig gennem Kapellet. Deres Oje modte Billeder
af Jesus fra Xazaret, og de læste om hans Lidelser
og Død og Opstandelse i Billederne, der dækkede
Slottets Vægge. Fra Slægt til Slægt lød de Ord,
der talte om den højeste og hans Søn, uforandrede
som de lyde fra Alteret og Prædikestolen. Og
hændte det, at der fodtes Tvivl hos dem, der
levede bag Bjømos Mure, tog denne Tvivl ikke
Vækst, fordi de folte, at deres Skæbne var knyttet
til en Borg, over hvis Port stod disse Ord: -Jeg
og min Slægt vil tjene Herren. '<

Men det hændte — og det hændte hyppig
paa Bjorno, som det hændte andetsteds — , at
■denne Tro var kold, uden Kamp, en Arv fra
Fædre, som Slægten tog uden at tænke derover.

Blomster klædte Kapellet fra Gulv til Loft
den Dag, da Vendela Ahrenfeldt skulde staa Brud.
Gæsterne og Godsets Folk var samlede saa tæt,
at det var vanskeligt at holde Midtergangen fri,
hvor de hedengangne Ahrenfeldter sov under raat
tilhugne Kampesten med Indskrifter, som SHd og

248

Ælde havde udslettet sammen med Vaabenskjoldenes
Tegning.

Alle ventede og lyttede.

Saa tonede Orgelet — forunderlig rent med
spæde fløjtende Toner. Det var ikke den Brusen^
der lyder i de store Kirker, det var mere som
jublende Klang fra Fuglebryst, lyst, let, frejdigt.

Alles Øjne vendte sig mod Døren.

Bruden, slank og kostelig klædt, skred frem
ved sin gamle Onkel Rudolfs Arm.

Bleg var han. Hans Ansigt var furet af
Rynker, hans Øjne hvilede dybt i deres Hulninger;
men rank og med faste Skridt gik han frem over
Kirkegulvet, klædt i sin grønne Uniform med
blinkende Kors paa sit Bryst.

Og det syntes, som holdtes han oprejst af en
ubetvingelig Styrke, der spændte hver Fiber i hans
Legeme. Døden var over ham, Døden læstes i
hans Øje, paa hans Pande, men han vilde leve^
leve til hans Gerning var fuldbragt.

Og Vendela støttede sig til ham. Han vak-
lede ikke, hans Blik var rettet mod Højalteret, og
der spillede et Smil om hans tynde blaa Læber
under det kridhvide Mundskæg. Nat efter Nat
havde han bedt til den strenge Herre deroppe,
for hvem han ydmygt bøjede sit Hoved. Og en
Gang endnu blev det ham forundt at iføre sig de

249

Klæder, hans Konge havde givet ham Ret til at
bære, at spænde sit Værge ved Lænd og gaa til
Herrens Hus paa den Højtidsdag, som han aare-
vis havde set i Mode.

Aldrig havde gamle Baron følt stoltere Glæde,
aldrig dybere Taknemmelighed mod den strenge
Herre deroppe. Derfor gik han saa let, derfor
lyste Smilet om hans Læbe. Og medens Orgelet
lød som frejdige Fuglestemmer i den lyse Skov,
medens Vaarsolen skinnede saa lyst gennem, de
høje Vinduer, skred han sin sidste stolte Gang
mellem de hvide Stolerader, hvor Slægtens Vaaben
prangede i Guld og Farver, mellem Naboer og
Godsets Folk, der bøjede deres Hoved i Beundring,
under dybeste Tavshed, vel vidende, at der oppe
i den gamle Stue, ved den simple Feltseng under
højsalig Kong Frederik den 6tes Billede, sad
Manden med Leen svøbt i sit hvide Lin, med
Timeglasset i sin Haand og ventede ham.

Og Bruden knælede for Slægtens gamle Hus-
alter ved Brudgommens Side, medens de hellige
Ord lød gennem det lyse, festligsmykkede Kapel,
de Ord der sagde Vendela Ahrenfeldt og Flem-
ming Juel rette Ægtefolk at være.

Ingen smilede med lysere Smil end den gamle,
der gav Bruden hen. Og Orgelet tonede atter
Brudemarchen med de klingre Toner gennem
Rummet.

250

Flemming og hans Brud gik Side ved Side
ad den Vej, der forte dem ud mod Livet, unge
og stærke og rede til at lofte Slægtens Arv.

Da Kirkens Dør lukkede sig efter dem, vendte
alles Øjne sig mod den gamle. Ved Grev Hvit-
feldts Arm gik han hen over Kirkens Gulv. Han
støttede sig til sin Ledsager. Han var træt —
men Muskelfibrene var endnu spændte. Og som
han kom frem, nikkede han til alle de kendte
Ansigter, der stirrede mod ham. Det var, som
sagde han dem et sidste Farvel, som takkede han
dem for de Dage, der var svundne, medens han
var den, til hvem de alle vendte sig, naar de
havde noget paa Hjerte. Og alle fulgte de ham
med Blikket, til hans høje Skikkelse forsvandt bag
Kirkens Dør. Der gik et Suk gennem Kapellet
som en Hvisken, der lod under Orgelets Toner.

»Xu saa vi gamle Baron for sidste Gang.
Gud være med ham.«

Og der var Taarer i mange Ojne.

Men Solen lyste klart, og frejdigt klang Orgelet
til Brudefærden.

XXXII.

i Spisesalen var Brudegæsterne samlede om
Bordet. Alt Bjørnøs Guld og Sølv smykkede det,
og talløse Blomster duftede. Alt var saa rigt, saa
festligt, som det sig hør og bor paa den Dag, da
Bjørnøs Herskerinde staar Brud.

Grev Hvitfeldt havde Tante Jutta til Bords
og indtog Onkel Rudolfs Plads. Efter Suppen
slog han paa sit Glas og bad i faa Ord paa den
syges Vegne Gæsterne være velkomne, og, føjede
han til:

»Baron Rudolf har bedt mig sige Dem alle,
at i Dag er Glæden Gæst paa Bjorno og kun
Glæden, intet maa skygge eller formørke denne
Dag. «

Og saaledes blev det. Klart straalede Lysenes
Skin og Damernes pragtfulde Smykker, muntert
lød Samtalen mellem de kendte Gæster, de samme,
der altid samledes, naar Bjørnø holdt Fest.

252

Hugo var indbudt, men havde ikke kunnet
give Mode. Han var draget mod Syd, men havde
sendt Brudeparret sin hjerteh'gste Hilsen.

Tante Jutta straalede som Sol i Vesterled.
Kun Auntie var bedrovet, hun vilde have siddet
ved Onkel Rudolfs Seng, men han bad hende
deltage i Maaltidet. Ingen maatte savnes, der
kunde være til Stede.

Dog, efter de forste Retter rejste hun sig
stille og gik, med et Xik til Vendela. De, der
saa det, vilde ikke tænke paa den Alvor, der
gemte sig under Husets Tag.

Hvitfeldt hævede sit Glas, hvori Champagnen
perlede, og talte kort til Flemming, mindede ham
om det store Ansvar og de store Pligter, men
udtalte sin Tillid til ham og hans Færd i Frem-
tiden.

Flemming svarede ligeledes kort.

Det havde dog været Baronen paa Hojstrup
for højtideligt, han rejste sig og talte. Det kneb
lidt med at finde Tonen, men det lykkedes, og
han sluttede saaledes:

»Saa bliver det altsaa dog Flemming, der
bliver Mand i Huset her. Vi hilser Dig som den
brave Jæger og brillante Kammerat, Du er. Vi
tilgiver Dig, at Du siger, vi ikke duer til Politik.
Jeg foler, at Du, hvad mig angaar, har Ret. Du
duer nok til det, og skulde det lykkes Dig at

blive til noget, kan Du trygt regne paa os. Hos
Hvitfeldt kan Du altid være sikker paa en Rost
i Landstinget, og det er mere end Kontorcheferne
for Tiden kan, og saa behover Du ikke at være
bange for, at han skal tage din Portefolje fra Dig.
Ferdinand er Mand for at klare dine Toldbegreber,
skønt jeg stærkt anbefaler Dig at nyde ham med
Maadehold. Vor gamle Ven paa Stenege er en
forholdsvis præsentabel Landbrugsminister, saasom
en saadan bor have en vis Mangel paa Initiativ,
da han ligesom Vorherre kan være forvisset om
aldrig at gore Landmændene tilpas, og hvad mig
angaar, staar, som jeg sagde, mine dresserede
Urangutanger ganske til din Disposition, hvad
enten Du vil anvende dem til Landbrug eller
parlamentarisk Gerning. Vendela kan være din
Udenrigsminister, hun »taar i det bedste Forhold
til de udenlandske Magter og deres Repræsentanter,
og som Du ved, er det altid en stor Sag for et
lille Land, hvorfor ingen mere end jeg paaskonner
det fortrinlige Forhold, som vor vise Regering har
forstaaet at etablere mellem os og Siam. Selv-
følgelig er det Siam, vi skal staa os godt med.
Havde de nationalliberale tænkt paa det, saa
havde vi ikke behovet at lede efter vort Fædre-
land paa Landkortet. Og Siamesernes Hjerter
banker mod Vendela. Flemming, vi hilser Dig, og
vi venter ganske utroligt meget af Dig.«

254

Glassene klirrede under Latter og Spøg. Brud-
gommen smilede, og Bruden lo, og til den Grad
rev Glæden alle med, at det store, uventede skete:
Kammerjunkeren fra Stenege sad tavs i 4 Minutter,
saa friede han til Elise.

Saa stor var hendes Forundring, at hun ganske
glemte det »ja«, der rejsefærdig havde dvælet
paa hendes Læber i saa lange, lange Tider. Det
var forst, da en isnende Angest greb hende,
Angesten for, at det skulde være for sent at svare,
at hun hviskede et ja, der lod saa spædt, saa af-
tvungent, at Kammerjunkeren selv begyndte at
tvivle paa, hvor vidt hun virkelig vilde have ham.
Og saaledes skete det, at det blev ham, der sagde
»Gudskelov« og ikke hende.

Maaltidet led mod iYfslutning. Saa traadte
Jens hen til Flemming og Vendela og hviskede
et Ord til ham.

Han rejste sig.

»Onkel Rudolf vil drikke et Glas med Ven-
dela og mig«, sagde han, »vi vil gaa op til ham.«

Alle fandt det i sin Orden, og Brudeparret
forlod Bordet, uden at Stemningen et Øjeblik
tabte sin lyse Karakter.

Da Flemming stod ude paa Gangen, sagde
han til Vendela: »Det er daarligt med Onkel,
kom.«

XXXIII.

D^

er var saa tyst i det halvmørke Værelse,
hvor Onkel Rudolf laa paa sin Feltseng. For de
indtrædende, som endnu var vante til det stærke
Lys i Spisesalen, var det, som om Stuen hvilede
i Mørke. Først lidt efter lidt kunde de skælne
Sengen og dens Omgivelser.

Ved Hovedgærdet sad Auntie og holdt den
syges Haand i sin.

Onkel Rudolf laa ganske stille, den store
Overanstrengelse havde taget hans sidste Kræfter.

Ikke et Lem kunde han rore, og ikke et
Ord kunde han tale.

Lægen stod bag Sengen, han rystede paa
Hovedet.

Flemming og Vendela knælede ned foran
Sengen. Et Øjeblik rettede den syge sit Blik
mod dem, det var, som om al den Kærlighed, al
den Godhed, der boede i ham, var samlet i det

2:^6

Blik, han rettede mod de to, der tog hans Livs-
værk i Arv.

Saa duggedes hans Blik, han saa ikke mere.

Paa Bruds og Brudgoms Læber fødtes de
Bønner, som Mennesker beder i de Øjeblikke,
hvor alt det, som Tanken ikke fatter, af sig selv
ligger saa klart, saa selvfølgeligt, som reves et
Forhæng til Side, og Øjet saa den højeste selv.

Øg medens de to imge knælede i saadan
Bøn, gik gamle Baron Rudolf Ahrenfeldt til sine
Fædre.

Vendela kastede sig i Aunties Arme og græd.
Flemming rejste sig for at bringe Brudegæsterne
Budskabet.

Da han traadte ind i Spisesalen, vendte alles
Øjne sig mod ham, og i hans Ansigt læste de
Budskabet.

ȯnkel Rudolf er dod,< sagde han.

Alle rejste sig.

Grev Hvitfeldt greb et Glas, der stod foran
ham, og hævede det. Lyset funklede mod det
blanke Krystal.

»Forinden hver gaar til sit fra denne Brude-
færd, hvor Døden har været Gæst,« sagde han,
»vil vi tømme et Mindebæger for ham, der sov
hen. Han døde i sin Rustning, tro mod den
højeste, mod Konge og Fædreland, mod sin Slægt
og dens Traditioner. Øg med dette Mindebæger

257

for den hensovede indvier vi, trofaste Venner af
denne Slægt og dette Hus, de unge til den Ger-
ning, der bliver deres.«

Der klang en dæmpet Klirren af de slebne
Glas gennem Salen.

Flemming hævede Hovedet, og hans Blik
faldt paa Billedet paa Væggen. Det var, som
bøjede den strenge Hr. Jacob Ahrenfeldt sit Hoved
alvorsfuldt mod ham, og idet Flemming hævede
det tømte Glas, sagde han med klar Stemme:

»Som dette Hus var, vil det vedblive at være,
og hvor dets Sonner i Tiderne stod, vil alle mine
trofaste Naboer finde mig. '-

Saa brød Gæsterne op. Forinden Naboerne
forlod Bjorno, aflagde de dog et tavst Besøg ved
den simple Feltseng, hvor gamle Rudolf Ahren-
feldt sov sin sidste Søvn under sin forlængst hen-
sovede Herre, højsalig Kong Frederik den 6tes
Billede.

17

XXXIV.

laa Strandnæs var Værelser beredt til Brude-
parret, og under Flemmings Tag tilbragte Vendela
sin Brudenat.

De unge stod paa Altanen uden for Sove-
kammeret, og deres Ojne sogte Bjomo, som det
laa ved Aaen i det stærke Tviaaneskin. Kun et
enkelt Lys brændte endnu i gamle Baron Ahren-
feldts Kontor.

»Vendela,« sagde Flemming, »der ligger dit og
mit Liv for os.«

Vendela lænede sit Hoved mod hans Skulder.

»Flemming,« sagde hun, og hun smilede op
til ham, »Du maa ikke være for streng mod mig.
Jeg vil saa gerne ledes ved din Haand, men altid
taler Du saa alvorligt, og altid taler Du om vort
Liv og Livsgeming.«

»Du har Ret, Vendela — men se selv — se,
hvor Bjomo ligger alvorsfuldt i Maanelyset. Det

259

kræver Alvor, kræver Arbejde. Og vi er nu to
om at løfte den Gerning, der skal løftes.«

Vendela svarede :

»Flemming, Bjorno kræver sin Ret, og jeg
ved. at Du vil give Bjørnø, hvad Bjørnøs er. Men
jeg er ikke Bjørnø. Jeg er Vendela, Flemming,
din Vendela.'^ — Og hun slog sine hvide Arme
om hans Hals.

Alvorsfuld laa Bjørnø, fager i den klare Nat,
medens Kongedatterens Kinder rødmede for første
Gang under Elskovs Kys.

Og Maanens Straaler bragte Bud herom til
den gamle Borg. Den smilede, og dens Smil
spejlede sig i Aaens Vand. — — — —

Kan hænde, der vil lyde nye Frasagn om
Bjørnø.

Januar — Juni 1900.

PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

BRIEF

PT6
0041267

o CD

iUJ ^*

LJJ^—

z —

= Q. o

U-

= _j

>^=

C/? O

Q^=

_i^^

K =

CQ T-

D^

Q CO

.^"-"*-.>>

~^J -M^w^ i

%n^^^^r

^m^;..!^'