DANMARKS
FAUNA
Bo
R. HØRRING
FUGLE
[ll
LOMFUGLE
VADEFUGLE M.M.
DANMARKS FAUNA
ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN
MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF
DANSK NATURHISTORISK FORENING
NZ
mana
-
(D
R. HØRRING
FUGLE
LOMFUGLE, STORMFUGLE, VANDHØNS,
TRANEFUGLE OG VADEFUGLE
MED 70 AFBILDNINGER
G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN
1926
3ådje Orden. Gumpefodede ell. Lomfugle
(Colymbiféormes).
Svømmefugle, stærkt omformede til Dykning.
Næbet ret langt, lige eller lidt opadbøjet, noget
sammentrykt, spidst og helt hornklædt. Næbran-
dene skarpe og indadbøjede. Næseborene, der staa
dirékte i Forbindelse med hinanden, er spalte-
formede eller ovale, sidder i -Fordybninger paa
Næbets Side, aldrig dækket af Fjer. Legemet paa-
faldende langstrakt med ret lang Hals og forholds-
vis lille Hoved. Kroppen noget flad, Bækkenet
meget langt og smalt. Laarknoglerne korte; Skinne-
benene bærer i deres øverste Ende en for Lom-
fugle ejendommelig tresidet Udvækst, der tjener
til Fæstepunkt for Muskulaturen. Skinnebenene
iøvrigt lange, ved Muskulaturen rettet ned langs
Bækkenet, indsluttede af Krophuden; kun de store,
helt skælklædte Fødder er fri af denne og sidder
udaddrejede, tæt sammen,- ved Legemets Bagende.
" Gangen derfor besværlig eller saa godt som umu-
lig. Mellemfoden meget stærkt sammentrykt, med
næsten skarp For- og Bagkant, kortere end Mellem-
faaen: " Fortfæerne meget. lange, Ydertaaen altid
længst. Bagtaaen med Svømmehud. Vingerne for-
holdsvis smaa; de flyver i det hele ret nødigt,
redder sig hellere ved Dykning og Svømning.
— Fjerklædningen tæt og fast, stærkt vandskyende.
Fjerene med Bifaner. 11—12 Haandsvingfjer, hvor-
R. Hørring: Fugle II. 1
-
DEN
af den iste er rudimentær. Befjeret Gumpekirtel.
Kro mangler; Blindtarmene veludviklede.
Paa Vandet ligger de lavt og svømmer fortrinligt og
udholdende. Under Dykning bruger de ikke Vingerne, der
lægges tæt ind til Kroppen, men Fuglene driver sig frem
udelukkende ved Føddernes Hjælp; naar de dykker under,
" sker det uden et Hop, idet de glider jævnt ned under
Vandfladen. Ringe eller ingen Kønsforskel, Hannen blot
som Regel lidt større end Hunnen. Yngler altid ved ferske
Vande, men tilbringer Størstedelen af Vinteren paa Havet.
Ungerne kommer veludviklede og helt dunklædte ud af
Ægget og forlader meget snart Reden for at gaa i Vandet.
Ordenen deles i to velafgrænsede, i mange
Henseender meget forskellige Underordener, hver
med kun 1 Familie; disse skilles let ved følgende
Kendetegn: É
I. Fortæerne med store, skælklædte Svømmelapper. paa
Siderne, Kløerne flade og brede, særlig paa Mellem-
taaen. En nøgen Hudstribe mellem Mundvig og Øje
Haandsvingfjerene ikke længere end de længste Skul-
derfjer, maalte paa den sammenlagte Vinge. I Sommer-
dragten som Regel med Fjertoppe eller Fjerkraver paa
Hovedet...... 1. Lappedykkere (Podicipédidæ).
II. Blød Svømmehud mellem Fortæerne, helt ud til de
smalle hvælvede Kløers Spidser. Egnen mellem Næb
og Øje helt fjerklædt. Haandsvingfjerene meget længere .
end Skulderfjerene. Aldrig Fjertoppe eller Fjerkraver
paa Hovederee ses 2. Lommer (Colymbidæ).
lste Familie: Lappedykkere (Podicipédidæ).
Næbbet med ovale, blødrandede Næsebor, der
ligger et Stykke foran Fjergrænsen. Næsekirtlerne
smaa, danner ubetydelige Fordybninger paa den
smalle Pande. Hovedet lille. Halsen lang og tynd, -
med 17—21 Halshvirvler. Med en enkelt Und-
tagelse har de alle i Yngledragten (Sommerdragten)
3
brogede sorte og gulbrune eller rødbrune Fjer-
toppe eller Kraver paa Hovedet; disse kan lægges
og rejses efter Behag og giver disse Fugle et
ejendommeligt og pudsigt Ydre. Lappedykkernes
Overside er altid mørkfarvet; hele Undersidens
Fjer er tætsiddende og bløde, uden sammen-
hængende Faner, hvide eller hvidlige med en ejen-
dommelig silkeagtig Glans, hvoraf Navnet ,Silke-
ænder". Fælder to Gange aarligt, idet et fuld-
sstændigt Fjerskifte finder Sted Foraar og Efteraar.
I Vinterdragten, der er meget forskellig fra Som-
merdragten, er graasorte, graa og hvide Farver
fremherskende, medens de gulbrune og rødbrune
helt savnes, og Hovedet har ingen eller kun Spor
"af Sommerdragtens Fjerprydelser.
" Overarmen lang og tynd; Vingen meget kort
og smal og ret stærkt hvælvet; altid 12 Haand-
svingfjer (1ste rudimentær); af de veludviklede er
uden lænsst-Ister7og"3dje"lise-lange;" paa den
sammenlagte Vinge naar de ikke engang til Hale-
.Toden. Undervingedækfjerene hvide, og da den
overvejende Del af Armsvingfjerene altid er hvide,
fremkommer stedse et større eller mindre hvidt
Spejl... Halefjerene ganske rudimentære, næsten
dunagtige, og danner blot en lille blød, noget
fremstaaende Fjerdusk, der vanskelig adskilles fra
Gumpens Fjer.
Den meget stærkt sammentrykte Mellemfod
med en smal Skælrad paa Forkanten og 2 Skæl-
rader paa hver Side; den skarpe Bagkant med 2
Længderækker smaa Skæl, udformede som mere
eller mindre spidse Savtænder. Fortæerne ved
deres Grunddel forbundne med blød Svømmeéhud,
størst mellem 3dje og 4de Taa. De frie Dele af
de flade Tæer bærer ud til Siderne ejendomme-
lige, afrundede Svømmelapper, hver afstivet af en
. Række store stive Tværskæl og kantede med en
1+
A.
Række smaa, regelmæssige Randskæl. Mellemtaaens
brede, flade Negl er kamtakket i Spidsen. Naar
denne ejendommelige Svømmefod (sml. I Fig. 31)
under Svømningen føres sammenlagt fremad, lig-
ger Tæerne bag hinanden med Svømmelapperne
drejede bagud; Indertaaens ligger da yderst, Mellem-
taaens inderst. Bagtaaen sidder ret højt, er tem-
melig lang og spinkel, ogsaa udstyret med en
mindre Svømmelap. Fødderne som Regel lyst gul-
ligt farvede paa Indersiderne, mørke, paa Yder-
siderne.
Brystbenet bredt og ret kort, med et stort Ue
"snit paa hver Side, udad BER rensel af en stor,
bred, udad- og atter indadbuet Benbjælke; tillige
et lille trekantet Indsnit midt i Brystbenets Bag-
kant, lige ud for Brystbenskammen, der fortil
gaar ud i en høj lang Spids. En Ejendommelighed
er den mægtig store Knæskal, omtrent af Størrelse
med Skinnebens-Udvæksten. Iste- Ade Ryghvirvel
sammenvoksede.
Den ydre Kønsforskel er kun ringe, Hannerne
blot lidt større med større Top og Krave; en
paafaldende individuel Forskel i Størrelse er al-
mindelig.
Lappedykkerne danner en sjælden vel afgrænset Gruppe,
meget overensstemmende i Bygning og Levemaade; de
tilbringer hele deres Liv paa Vandet, hvor de båade sover
og søger deres Føde, og yderlig sjeldent kommer de paa
fast Land, hvor de, saa specialiserede som de er, kun
daarligt kan kiare sig. De er ret daarlige Flyvere, der
nødigt gaar paa Vingerne; de flyver da i lige Linie med
fremstrakt Hals og meget hurtige Vingeslag; de kan
kun lette fra en Vandflade og kaster sig altid atter paa
Vandet, aldrig paa Land. De gaar daarligt, idet de rejser
sig lodret op og støtter alene paa Tæerne, ikke paa
Mellemfoden, der holdes omtrent lodret. De tilbringer
5
Sommeren og yngler ved ferske Vande, overalt hvor blot
Siv og Rør findes; her opdynger de af alle Slags Vand-
planter deres ejendommelige ofte flydende Reder, anbragte
ude mellem Sivene og fastheftede mellem disse, saaledes
at de ikke driver bort og ikke oversvømmes ved Høj-
vande, men stadig svømmer ovenpaa Vandet, omend kun
med en ringe Del over dettes Flade. Rede og Æg er altid
vaade ved friskt opdyngede Vandplanter, hvormed de al-
tid dækker Æggene, naar de forlader Reden; denne und-
gaar da meget let Opmærksomheden, ligner blot en Bunke
halvraadden Vegetation; de synes om Foraaret at bygge
adskillige Reder, af hvilke dog den bedste udvælges og
bruges.
Strængt monogame. I Parringstiden opfører de ejen-
.dommelige og pudsige Parringslege, idet de med rejste
Fjertoppe kurtiserer, udstødende meget ejendommelige
Skrig. Parringen foregaar altid paa Reden. De 3—6 smudsig-
hvide, lidt blaalige, Æg er aflange, lidt tilspidsede mod
"begge Ender; de udruges særlig af Hunnen, -men Hannen
afløser dog jævnlig denne. Æggenes tykke Skal er paa
sin Overflade mærkelig løs og porøs og bliver under Rug-
” ningen i den fugtige Rede brunlig eller rødbrunt mar-
moreret af Redesnavs og jernholdigt Vand. De smaa
Unger søger i de første Dage jævnligt op i Reden, men
søger iøvrigt ofte Hvile paa Forældrenes Ryg, idet disse
svømmer ind under Ungeflokken og løfter den op af
Vandet; de angives ogsaa at dykke med de smaa Unger
under Vingerne, hvis de pludseligt bliver opskræmte:
Dunungernes. tætte, bløde Dunlag har en ejendommelig,
primitiv Tegning; Grundfarven hvidligbrun, men Hoved,
Hals og hele Rygsiden er dækket af tætstillede Længde-
striber; paa Issen findes altid et mærkeligt, helt nøgent,
kraftigt rødfarvet Hudparti; deres Underside er ensfarvet
lysere. Ungerne vogtes baade af Han og Hun.
Forfulgte eller saarede dykker de med største Ihær-
dighed og Udholdenhed,. idet de svømmer langt bort
under Vandet og kommer da op, skjulte mellem Sivene,
6
for at trække Vejret, idet de blot stikker Hovedet over
Vandspejlet. Let kendelige er de altid, naar de ligger paa
Vandet, selv paa lang Afstand, idet de ligger saa usæd-
vanlig lavt i Vandet og holder den lange, tynde Hals
med det tykke Hoved strakt lige i Vejret. Deres Næring
bestaar hovedsagelig af smaa Fisk, Haletudser, "Frøer og
alle Slags Vandinsekter, men ogsaa Plantefrø og Dele af
Vandplanter fortærer de. Højst ejendommelig er Lappe-
dykkernes Forkærlighed for at. afpille og fortære deres
egne Fjer, navnlig Brystfjerene, og altid finder man saa-
danne i deres Mave, ofte udfyldende en stor Del af denne;
allerede som Dununger skal de begynde paa dette.
Trækfugle, udbredte næsten over hele Verden, talrigst
i de tempererede Zoner, men mangler i arktiske Egne,
nogle Arter yngler dog op til Polarkredsen. Om Vinteren
søger vore nordiske Arter ud paa Havet og trækker til
varmere Egne, endel overvintrer dog ret almindeligt hos
os, særlig i milde Vintre. De 22 Arter henføres til 3
Slægter, af hvilke Slægten Podicipes er langt den største,
og vore 5 Arter kan alle henføres til denne.
Lappedykkerslægten (Podicipes Latham).
Karakteriseret ved de under Familien anførte
Ejendommeligheder.
Oversigt over de i Danmark forekommende Lappe-
dykkere.
A. Hoved og Hals med mørk Overside og hvid eller graa-
lig Underside eller Forside, altid ganske uden kraftige
gulbrune eller kastaniebrune Farver. Vinterdragter
og Ungfugledragter.
I. Lille. Vingelængde under 10,5 cm. Årmsvingfjerene
kun hvide paa Spidserne og paa Inderfanerne.....
SENGE SEER SED EN] 1. Lille Lappedykker (P. minor).
IL Mellemstore. Vingelængden 12—15 cm. Armsving-
fjerene hvide.
a. Næbet lige, ganske uden Opadbøjning (sml. Fig. 2).
k
Vinene led 14—15 cm. Alle Haandsvingfjerene
IDEEN ES EEN SST.
nale 2. Hornet Lappedykker (P. auritus).
b. Næbet tydeligt opadbøjet ved et Knæk foran
Næseborene (sml. Fig. 3). Vingelængden 12—
ISslemsDefmnderste Haandsyingfjer hvide...
sssorthalsetLappedykker (P.migricolls)
III, Store. Vingelængden 16-20 cm. Årmsvingfjerene
hvide.
a. Mindre. Vingelængden 16—18,2 cm. Den mørke
Isse uden skarp Farvegrænse mod den graalige
Kind. Forhalsen graalig. Ingen hvide Skulderfjer
4.GraastrubetLappedykker(P.griseigéna).
b. Større. Vingelængden 18—20 cm. Den sorte Isse
med skarp Farvegrænse mod den hvide Kind.
Forhalsen renhvid. En hvid Længdestribe ned ad
SKULdER TERE NS SES DE SEE EEN ED NTR ea
SK RENE ER »…Stor'Lappedykker (Pr criståtius)
B. Hoved eller Hals med rene sorte, gulbrune eller ka-
staniebrune Farver. Sommerdragter.
I. Ganske uden Toppe og Kraver. Vingelængden ca.
10 ONES ER SER SE NER ar SE ERE ERE SEES DR,
RG SS LENE ISLitte Lappedykker (P. min 0o)?).
II. Med Toppe eller Kraver. Vingelængden over 12cm.
am Halsens hel sort ivinselængden 12-15 Sem Er
3. Sorthalset Lappedykker (P.nigricéllis).
b. Halsen kastaniebrun foran og paa Siderne.
1. Kinder og Strube sorte. Vingelængden 14—
FREM PE SE AS EGEN LEE REDE KE VES AAR EDT Een seer SDR
Fee Elornetrt bappedykker Cranritus)
sg 2. Kinder og Strube graa. Vingelængden 16—
USDT RER Bos gere BR TE DE TT
4. Graastr.Lappedykker(P. griseigéna).
c. Halsen renhvid foran og paa Siderne. Vinge-
Vænge deneks PD I SEE 9 DT MA SAS TA
ae no Stor bappedykker (PSceristatus):
1. Lille Lappedykker (Podicipes minor
(Gmelin).
Dværgsilkeand, Dværglappedykker, Lapfod, Engle. (Co-
lymbus ruficollis Pallas 1764, Colymbus fluviatilis Tun-
stall, Tachybabtes fluviatilis Whitehead). ,
Norsk: Liden Toplom. Svensk: Smådopping. Tysk:
Zwergsteissfuss. Engelsk: Little Grebe eller Dabchick.
8
Sommerdragt: Hovedet uden Top eller lignende
Fjerprydelse, dog er Hovedet, særlig hos Hannen, noget
fortykket ved en noget forlænget Fjerklædning. Pande,
Isse, Kinderne til et Stykke bag om Øjet samt en bred
Stribe ned ad Baghalsen brunsort.med graalig olivenbrunt
Anstrøg. Bagkinder, Øreegn og hele den øvrige Hals
varmt kastaniebrune. Hele Rygsiden sortebrun med lidt
Fig. 1. Lille Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds).
lysere, graaligt olivenbrune Fjerkanter. ”Forbryst og Krop-
sider mørkt olivenbrune, urent farvede, navnlig paa Krop-
siderne med lidt indblandet gulbrunt. Bryst og Bug graa-
lig silkeglinsende med flere eller færre indblandede graalig
mørkebrune Fjer. Undergumpen brungraa. Svingfjerene
mørkt graabrune, Årmsvingfjerene med hvide Spidser og
hvide Inderfaner, saaledes at Spejlet er mindre tydeligt
end hos vore andre Lappedykkere. ,
Vinterdragten: Pande, Isse, Halsens Overside og
hele den øvrige Rygside mørk graalig olivenbrun, paa
9
Ryggen med mørkere Skaftstriber, men Bagkinderne, Øre-
” egnen og den øvrige Hals er lyst graabrune. Hage og
Strube hvide. Forbryst og Kropsider lyst graabrune, Bryst
"og Bug omtrent helt silkeskinnende hvide.
Næbbet 18—21 mm langt, ret kort og tykt, uden Spor
af Opadbøjning; i Sommerdragten sort, med lysere Spids,
i Vinterdragten er Næbryggen mørk; Overnæbbets Rande
og Undernæbbet gule. Iris rødbrun. Vingelængden 9—
10,2 cm. Tarsen 35 mm, de to Savtakrækker paa Bag-
kanten særlig stærkt udviklede. Mellemtaaen 45—47 mm.
Legemslængde 22—26 cm.
Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er
kendelige paa, at deres Kinder og Hovedsider er noget
mørktplettede. I Februar begynder Sommerdragten saa
smaat at bryde frem, og denne er omtrent fuldstændig i
Slutningen af April.
"Dunungen er paa Rygsiden overvejende sort med
lyst rødbrune Længdestriber. Panden skinnende graa.
Bryst og Bug renhvide.
Blandt vore Arter er denne Lappedykker Eb lkkeke
kendelig paa sin ringe Størrelse.
Udbredt som Ynglefugl over Mellem- og Sydeuropa
samt i Nordafrika, men Underarter eller meget nær-
staaende Arter er udbredt over Syd- og Central-Asien
helt ud til Japan og Kina og tillige over det indiske Ørige
og Australien; i de nordlige Dele af Udbredningszonen
er den Trækfugl, derimod mere stationær i de vestligste
og sydlige Dele. Paa Island findes den ikke, og paa Fær-
øerne har den kun vist sig som tilfældig Gæst; paa de
britiske Øer er den derimod meget almindelig og over-
… vintrer regelmæssigt der; ogsaa i Holland, Frankrig og
hele Tyskland er den almindelig. I Finland, Norge og
Sverrig er den neppe eller ialtfald kun sjeldent ynglende
og kun i disses sydligste Dele; den træffes nu og da For-
og Efteraar i Sydnorge og ikke helt sjældent i Skaane.
I Danmark, der altsaa ligger ved Nordgrænsen af
dens Ynglezone, er den Lille Lappedykker en ret almin-
delig -Ynglefugl, der mange Steder nærmest synes at blive
hyppigere, udbredt baade over Jylland, Øerne og Born-
holm; talrigst er dan maaske i Vendsyssels og Vestjyl-
10
lands mange Søer, men i Sjællands Søer er den heiler
ikke ualmindelig. Den holder fornemmelig til i smaa og
større Søer med meget tæt Siv og Rør samt frodig Vege-
tation; den er en særdeles sky og forsigtig lille Fugl, der
stedse er i Bevægelse, ivrigt dykkende helst paa mere
grundt Vand, hvor den med Behændighed svømmer mellem
Vandplanterne. Lever mere skjult end de andre Arter,
idet den med Forkærlighed holder sig inde mellem den
tætteste Vegetation, hvorved den oftest helt undgaar Op-
mærksomheden. Den flyver særlig daarligt, men løber
derimod lettere og bedre end sine Slægtninge.
Føden hovedsagelig Vandinsekter og Snegle, dog og-
saa Smaafisk, Haletudser o.1.; Ungerne skal for en stor
Del leve af Myggelarver. Reden er som Regel anbragt
langt ude mellem Sivene; nu og da er den ikke fly-
dende, men anlagt ved Land paa en Tue mellem Siv og
Græs, altid ypperlig skjult. Parrer sig i Slutningen af
April, og dens højtlydende, pibende, trillende Parrings-
skrig høres da almindeligt. De 3 til 5, sjældnere 6, Æg
er oftest 35—39 mm lange, 25—26 mm brede. Frisklagte
Kuld findes fra Begyndelsen af Maj til ud i Midten af
Juni. Ved Reden og sammen med Ungerne lader den en
pibende Lyd høre.
Om Foraaret og om Efteraaret, allerede fra Septem-
ber, ses den almindeligt i større og mindre Selskaber i
vore større, aabne Søer, saaledes regelmæssigt f. Eks. i
Damhussøen. Den er mellem de haardføreste af Lappe-
dykkerne, og omend endel maaske trækker bort, bliver
mange tilbage og ses da overvintrende ved vore Hav-
kyster, hvorfra kun Is og Kulde fordriver dem. I April
vender de alle tilbage til Ynglepladserne. .
2. Hornet Lappedykker (Podicipes auritus
(Linné)).
Colymbus auritus Linné, Colymbus cornutus Gmelin,
Podiceps arcticus Boie.
Norsk: Sortkravet Toplom. Svensk: Svarthakedopping.
Tysk: Ohrensteissfuss. Engelsk: Sclavonian Grebe.
Sommerdragt: Hovedet sort med svag grønlig
Metalglans paa Isse og Sider; en Stribe ned ad Halsens
Overside brunsort. Fra Næbet hen over Øjet og ud i
Nakken strækker sig en meget fremtrædende, bred,
11
brungul eller straagul Stribe af bagtil meget for-
længede, smalle og haaragtige Fjer, der danner den øverste
Del af en mægtig stor, iøvrigt sort Fjerkrave, som ned om
Struben omkranser hele Ansigtet. Issens sorte Fjer der-
imod ikke forlængede til nogen Top. Halsens Forside,
den forreste Del af Forbrystet samt dettes og Kroppens
Sider smukt og kraftigt kastaniebrune. Hele Ryg-
siden og Vingerne brunsorte med smalle, graabrunlige
- Fig. 2. Hornet Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds).
Fjerkanter. Vingeranden, Skulderfjerenes Grunddele og
den største Del af Armsvingfjerene hvide. Haandsving-
fjerene salle- mørkt .graabrune: Hele den øvrige
Underside silkeglinsende renhvid, blot Undergumpens
Fjer graalige. .
IVinterdragten savner de ganske Fjerkrave. Hele
Oversiden brunsort med- svag grønlig Metalglans særlig
paa Isse og Ryg, sidstnævnte med graalige Fjerkanter.
Hage og Strube samt Hovedets og Overhalsens Sider
efter en skarp Skillelinie under Øjet renhvide. Halsens
Forside graalig, Kropsiderne med mørke, graabrune Fjer-
12
spidser; hele Undersiden iøvrigt renhvid, blot Under-
gumpen graalig. Vingen som i Sommerdragten.
Næbbet ret kraftigt og tykt, ganske lige, uden mind-
ste AÅntydning af Opadbøjning; i Sommerdragten
er det sort med hvidlig Spids,: Undernæbets Rod og den
nøgne Hud mellem Næb og Øje røde. Næblængden 23—
25 mm. Om Vinteren er Næbet horngraat med gule Rande
og gullig Rod. Iris karminrød med en smal hvid Linie
om Pupillen. Legemslængde 34—37 cm. Vingelængde 14—
15 cm. Mellemfod 48—50 mm, Mellemtaaen c. 55-mm.
Unge Fugle ligner fra Oktober de gamle i Vinter-
dragt, men er kendelige paa, at Grænselinien mellem den
mørke Hætte og de urent farvede Kinder er udvisket, og
paa, at Partiet bag Øjet er lysebrunligt med Rester af
Ungedragtens mørke Længdepletter; deres Rygside er
ensfarvet brunsort, uden graalige Fjerkanter.
Kun i sin Vinterdragt, der bæres langt ind i Marts
Maaned, kan den forveksles med den Sorthalsede Lappe-
dykker, men er let at skelne paa sit AR Næb og betyde-
ligere Størrelse.
Udbredt circumpolart baade i den gamle og ny Ver-
den, men gaar som Rugefugl næppe nordligere end til
Polarkredsen..Trækfugl, der om Vinteren ses langt nede
i Fristaterne og helt nede i Middelhavslandene. 1 Grøn-
land yngler den ikke, men viser sig der kun tilfældigt;
paa Island ruger den derimod meget almindelig. Paa Fær-
øerne og de britiske Øer yngler den ikke, men er, navn-
lig ved Englands Kyster en ikke helt ualmindelig Vinter-
gæst fra Oktober til Marts, talrigst i Februar. Ruger, om-
end i sparsomt Antal, i Norge paa visse Kystøer fra
Trondhjemsfjorden op til Lofoten, og endel overvintrer
langs Vestkysten. I Sverrig findes den ynglende længere
mod Syd, nemlig almindelig paa Gotland og navnlig paa
Øland; ligeledes i Finland yngler den ikke ualmindeligt
i Søerne; talrig i Nordrusland. I Tyskland yngler den ikke.
I Danmark, der aabenbart i Følge sin Beliggenhed er
udenfor Artens. Ynglezone, er den Hornede Lappedykker
aldrig med Sikkerhed fundet ynglende; efter nogle ældre
Angivelser skal den dog have ruget i Nors Sø og Nebel Sø
i Thy, paa Mors samt ved Fussingø ved Randers, men
13.
"Forveksling med den følgende Art har ganske sikkert
givet Anledning til denne Misforstaaelse. Derimod viser
den sig nu og da hos os som Vintergæst, i sin graa
Vinter- eller Ungfugledragt; mindst 20—30 danske Fore-
komster kendes, og de falder fordelt over alle Maanederne
mellem Oktober og Marts, i den sidste Maaned aaben-
bart paa Træk mod Nord; nogle Gange angives den dog
at have vist sig i ren Sommerdragt, saaledes en udfarvet
Han ved Kirkebjerg %%/5 1915 og i Maj 1888 ved Æbeltoft.
Den træffes hos os oftest ved Havkysterne, men er ogsaa
skudt nogle Gange i ferske Vande.
I April viser den sig i Nærheden af sine Yngle-
plådser. Æglægningen begynder først i Juni. Reden altid
i Indsøer, anbragt svømmende mellem Stargræs eller
Padderokker, til hvilke den er heftet; som Regel er den
anlagt meget nær Land og meget let synlig; Reder fæstede
til Bunden findes ogsaa. De 3-6 Æg er hvidlige med
svag grønligblaat Anstrøg, senere bliver de ved det jern-
holdige Vand rødbrune; deres Længde er 40—49 mm,.
oftest 44—46, Bredden 28,5—32,5. Baade Hannen og Hun-
nen ruger; de dækker Æggene med vaade Blade, naar de
forlader Reden; Rugningen varer 20—24 Dage. De smaa
Unger holder sig nær Reden, paa hvilken -de jævnlig
søger op; Hannen angives særlig at passe Ungerne, naar
de forlader Reden. I September forlader de Rugepladsen
og søger ud paa Havet. ;
- Føden er paa Ynglepladsen baade mange Slags Vand-
"planter og Insekter, Smaafisk o.1.; i Havet fortærer de
særlig Krebsdyr. Selv hos Dunungerne findes i Maven
Fjer, hvormed Forældrene synes at have madet dem.
3. Sorthalset Lappedykker (Podicipes
nigricéllis Brehm).
Øret Lappedykker (Colymbus auritus Gmelin).
Norsk: Sorthalsdykker. Svensk: Svarthalsade dopping.
Tysk: Schwarzhalsiger Lappentaucher. Engelsk: Black-
necked Grebe:
Sommerdragt: Hoved, Hals og lidt af For-
brystet rensorte; Issens sorte Fjer kan rejses som
en hueagtig Top. Fra et Parti bag Øjet og omkring Øret
udgaar en stor Dusk stærkt forlængede, bagudrettede,
.silkeglinsende, haaragtige, straagule og gulbrune Fjer, der
14
bagtil er noget nedadbøjede; ogsaa Bagkindens sorte Fjer
er stærkt forlængede, saaledes at en tydelig Fjerkrave
dannes. Rygsiden brunsort; de smaa Vingedækfjer og
Vingeranden graabrune, Undervingedækfjerene, de inder-
ste Haandsvingfjer og Armsvingfjerene hvide. Bryst og
Bug silkeagtig renhvide. Kropsiderne graasorte opadtil
bredt kantet med kastaniebrunt; hos Hunnen er mange
Fig. 3. Sorthalset Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds).
Fjer paa Forbrystet. ofte kastaniebrunlige. Han og? Hun
iøvrigt ens, den sidste blot som Regel noget mindre.
I Vinterdragten er hele Oversiden graasort med
lidt lysere Fjerkanter; en skarp Skillelinie hen ad Kinden
mellem Hovedets mørke Overside og den renhvide Hage
og Strube; den øvrige Underside renhvid, blot er Halsen
og Undergumpen graa.- Kropsiderne med udviskede mørke-
graabrune- Fjerspidser.
Næbbet ret spinkelt, i sin ydre Del tydelig opad-
bøjet, med et svagt Knæk paa Næbryggen foran -Næse-
borene. I Sommerdragten er Næbbet helt sort, blot rød-
15
ligt ved Grunden, i Vinterdragten horngraat med gullig
" Basis paa Undernæbbet. Næblængden 20—24 mm. Iris
"karminrød, med smalt hvidt Baand om Pupillen. Legems-
længden 29—32 cm. Vingelængden 12,5—13,5 cm; Fød-
derne sorte, paa Indersiden grønliggraa; Mellemfoden
39—42 mm, Mellemtaaen 48—52 mm.
Unge Fugle ligner fra Oktober de gamle i Vinter-
dragt, men Ryggen er mørkebrun og Partiet bag Øret
med brunsorte Pletter; ingen skarp Skillelinie mellem
Isse og Kind.
Dunungen graasort paa Rygsiden med hvidgraa
Længdestriber; Hovedet sort med lyse Længdestriber,
Halsen rødliggraa med nogle brede, sorte Længdestriber.
I Sommerdragten, som den har erholdt først i April,
kan den Sorthalsede Lappedykker ikke forveksles med
andre danske Arter; i Vinterdragten kan den skelnes fra
den Hornede Lappedykker paa det spinkle opadbøjede
Næb og de overvejende hvide indre Haandsvingfjer.
Udbredt som spredt Ynglefugl over store Dele af
Mellemeuropa, Syd for Østersøen, almindelig paa nogle
Steder, sjelden paa andre, dog synes den i de senere
Tider nærmest at brede sig; vidt udbredt over store Dele
af Afrika og over Asiens sydligere Dele, strejfende vidt
om i Træktiderne. I det vestlige Nordamerika findes en
nærstaaende Underart v. californicus. Fra Grønland, Is-
land og Færøerne kendes den ikke. I England og Irland
yngler den faatallig paa enkelte Steder, men er alminde-
lig som Vintergæst. I Norge er den i Nutiden kun skudt
en enkelt Gang, men dens Knogler er fundet i Stenalder-
bopladser paa Jæderen. I Sverrig og Finland har den nu
og da vist sig som tilfældig Gæst, og i Holsten skal den
ikke være helt ualmindelig.
I Danmark, der altsaa ligger lige paa Nordgrænsen
af Artens Udbredningszone, er den Sorthalsede Lappe-
dykker en ikke synderlig sjelden Ynglefugl, navnlig i Thys
og Vestjyllands Søer. Først saa sent som i 1876 blev man
klar over, at den fandtes ynglende i Danmark; i Jylland
er den saaledes iagttaget som rugende bl. a. i Hjardemaal
Klit Søer (Voldum og Koldkær), Nors- og Nebelsøer,
Flade og Ørum Sø, Glæde Sø, Skarre Sø paa Mors,
" Skallesø v. Vinderup, Torme Sø, Tang Sø; i en lille Sø
16
ved Vang V. f. Thisted iagttoges i Juni 1910 ikke mindre
end 12 ynglende Par. Paa Sjælland var den ikke tidligere
kendt som Ynglefugl, men i 1910 viste den sig i Søborg
Mose ved København, ligeledes i 1911, men forsvandt
atter for igen at vise sig her i 1918: i Løbet af 3 Aar er
den da blevet en ret talrig Rugefugl her. Ligeledes i Selsø
Sø i Hornsherred har den i de sidste Aar slaaet sig ned.
Umuligt er det derfor ikke, at denne lille Lappedykker,
der let undgaar Opmærksomheden, nu ogsaa findes i an-
dre sjællandske Søer; den synes saaledes her i Landet,
ligesom andre Steder, at brede sig og vokse i Tal.
Den kommer til Rugepladsen i Indsøerne maaske
allerede sidst i Marts, i alt Fald først i April. Reden
lægges ikke svømmende, er blot en Dynge sammen-
hobede Plantedele, og anbringes påa… fastere Underlag
eller ligefrem paa Land enten helt frit eller skjult mellem
Siv og Vegetation; som Regel ligger den dog altid nær
ved dybt og klart Vand. Æggene dækkes altid med Vand-
planter, naar Fuglen forlader Reden. Deres Skrig i Par-
ringstiden lyder, ligesom de to andre smaa Lappedykker-
(sjældent 6) Æg, der findes i første Halvdel af Juni, er
som frisklagte grønligt blaalighvide, senere brune. Stør-
relsen endel varierende; Længden oftest 33—45 mm,
Bredden 24—30 mm. I 3 Uger skiftes Han og Hun til
at ruge. .
Meget sky og forsigtige Fugle, der holder sig meget
skjult; de gaar yderst nødigt paa Vingerne, men dykker.
fortrinligt. Trækfugle, der dog i milde Vintre kan træffes
ved vore Kyster helt ind i November og December. I
Maven finder man de samme Næringsmidler som hos
forrige Art. I sidste Halvdel af August, af og til endnu
før, er Ungerne flyvefærdige og strejfer da ud til Hav-
kysterne. I Slutningen af Oktober træffes de gamle alle-
rede i Vinterdragt, og i Begyndelsen af April har de som
Regel atter saa godt som ren Sommerdragt.
4. Graastrubet Lappedykker (Podicipes |
griseigéna (Boddaert)).
Rødhalset Lappedykker, Rødhalset Silkeand, Graa-
halset Stumpfod, Skrigand (Colymbus rubricollis Gmelin.)
Norsk: Graastrubedykker. Svensk: Gråhakedoppingen.
ne: Rothalsige Lappentaucher. Engelsk: Red-necked
rebe.
17
Sommerdragt: Hovedets Overside, efter en Linie
fra Mundvigen gennem Øjet ud i Nakken, samt en bred
Stribe ned ad Halsens Overside rensorte med svag grøn-
lig Glans. Issens sorte Fjer bagtil betydeligt forlængede
og danner et Par ret korte, afrundede Toppe i Nakken;
Fjerene paa Hovedets Sider er meget tætsiddende og
noget forlængede og kan rejses ud til Siderne, hvorved
Fig. 4. Graastrubet Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds).
Fuglen faar et ejendommeligt fortykket, bredt Hoved med
Antydning af en Fjerkrave. Hovedets Sider,-Hagen og
Struben lyst askegraa, hele Vejen rundt kantet med ren-
hvidt, der danner en skarp Grænse mod den sorte Isse
"og mod den varmt kastaniebrune Hals; nedadtil
gaar den. kastaniebrune Farve gennem Forbrystets mattere
mere gulbrunt farvede, hvidspettede Fjer jævnt over i den
smudsig hvidlige Underside. Kropsiderne med mørkegraa-
brune Fjerspidser, jævnlig med enkelte indblandede ka-
staniebrunlige Fjer. Hele Oversiden mørkebrun med graa-
brune eller gulbrune Fjerkanter. Langs Vingeranden, sær-
lig hos Hannen, et hvidt Baand, noget bredere indadtil
SE Hørring: Fugle II. 2
Is
Uj
mod Skulderen; dennes Fjer uden et hvidt Længdestrøg.
- Undervingedækfjerene renhvide. Han og Hun ens.
I Vinterdragten har den en kort, but hueagtig
Top. Hele Oversiden graalig brunsort, Ryggen med graa-
lige Fjerkanter. Hovedets Sider graa; denne Farve gaar
jævnt over i den mørkere Isse, uden tydelig Grænselinie.
Hage og Strube graalig hvide; et bredt, svagere eller
"stærkere brunliggraat Bælte om Halsen. Den øvrige Un-
derside silkeglinsende renhvid, Kropsidernes Fjer med
mørkt brungraa Skafter og Spidser.
Næbbet 36—42 mm langt, i Sommerdragten sort med
gul Næbrod, om Vinteren, mørkt horngraat med gullig
Rod. Iris karminrød. Vingelængden 16—18,4 cm, Mellem-
foden 51—58 mm, Mellemtaaen 62—65 mm. Fødderne paa
Ydersiden grønsorte, indadtil gullige. Legemslængden 45—
52 cm.
Den unge Fugl har i sin første Fjerdragt lyst rust-
rød Forhals og Forbryst og 3 mørke Striber hen ad den
hvidlige Kind; Brystet graaligt med udviskede graa Plet-
ter, Rygsiden brunsort. De rustrøde Fjer paa Forhalsen
fældes i Oktober, og de unge Fugle ligner da mere de
gamle, men deres Bryst og Bug er ikke renhvide, idet
disses Fjer har udviskede, svagt brungraalige Spidser. .
Dunungen har sodfarvet Rygside, hos de smaa
Unger med 6 meget smalle, næsten kun antydede, senere
hen helt forsvindende brunlig-hvide Længdestriber. Hove-
dets Overside sort, med en smal hvidlig Midtlinie hen ad
Issen; de mørke Striber ned ad Baghalsen meget bredere
end de lyse. É
I sin Sommerdragt kan den Graastrubede Lappedykker
ikke forveksles med nogen anden dansk Lappedykker; i
Vinterdragten ligner den jo nok endel den Toppede Lappe-
dykker, men dens udviskede Farver paa Kinderne er et
godt Skelnemærke i Modsætning til denne større, mere
langhalsede og langnæbbede Arts sort og renhvide Hoved-
sider.
19
Udbredt som Ynglefugl i Nord-, Mellem- og Sydøst-
” europå samt Sibirien og Lilleasien, rugende op til 65”;
om Vinteren almindelig i Nordafrika. I Nordøstasien og
- Nordamerikas nordlige Dele findes en meget større Un-
derart v. holboellii Reinhardt (Vingelængden c. 20 cm,
Næblængden c. 50 mm). I Grønland og Island har denne
større Underart adskillige Gange vist sig, derimod ikke
Hovedarten. Paa Færøerne findes den ikke og paa de bri-
tiske Øer yngler den ikke, men viser sig ret almindelig
der om Vinteren. I Norge kendes den heller ikke som
ynglende, men den ses ikke sjældent der ved Kysterne
om Efteraaret og Vinteren. I Sverrig yngler den derimod
adskillige Steder i Skaane; ligeledes i Finland findes den,
omend faatallig, begge Steder er den ligeledes ret almin-
delig om Vinteren.
I Danmark er den Graastrubede Lappedykker en al-
mindelig, vidt udbredt Ynglefugl; den findes i alle Lan-
" dets Dele og holder navnlig til i mindre Søer, Moser og
Damme med tæt Siv- og Rørbevoksning og med rigelig
anden Vegetation, helst med mudret ikke for dyb Bund.
I Vendsyssel og Thy samt langs Jyllands Vestkyst skal
den være mindre talrig.
Den kommer til Ynglepladserne i Søerne, saasnart
Isen er borte, ofte allerede fra først i Marts; de viser sig
da parvis; Han og Hun siges iøvrigt ogsaa om Vinteren
at holde sammen. Deres Tal vokser da stadigt, og først i
April er de ofte samlet i stor Mængde, men mange træk-
ker da hen i denne Maaned bort til nordligere Ruge-
pladser. Parringslegen er ikke saa udviklet som hos den
følgende Art, men de rejser sig i Vandet med udspilet
Fjertop eller svømmer frem med Hoved og Hals i Vand-
skorpen. Parringsskriget, der lyder baade ved Nat og Dag,
er yderst uharmoniskt og hæsligt; af flere er det sammen-
lignet med Tamsvinets Hvinen eller med et Føls Vrin-
sken. Hen i April begynder Redebygningen. Reden er en
stor Dynge halvforraadnede, altid fugtige Plantedele; den
. er anbragt mellem Rørene, ofte flere i Nærheden af hin-
anden, bygget paa lavt Vand, helst ved Holme eller i Rør-
bremmen langs Kysten; ofte er de svømmende. Denne
Art bygger Reden saa tidligt, at Rørene ikke endnu frem-
byder hel Dækning, saaledes at man kan se Fuglen paa
Reden. Henimod Slutningen af April, eller senest først i
Maj, lægges Æggene, saaledes at Rugetiden falder i første
Halvdel af Maj. 3—5 oftest 4 Æg af Lappedykkernes sæd-
- vanlige grønlig- eller blaalighvide, senere nøddebrune
ra
20
Farve. Deres Længde oftest 48—56 mm, Bredden 32—
36 mm. Han og Hun ruger skiftevis.
Fra Slutningen af Maj og i Juni holder de sig ret
skjult, idet "de med Ungerne holder sig inde i Rørhol-
mene, kun nu og da viser hele Familien sig i Sivkan-
terne. Naar Ungerne i August og September er voksne,
forlader de Indsøerne og søger da ud påa Havet; nu og
da viser de sig i Søerne om Vinteren; mange overvintrer
i danske Farvande langs Kysterne. Vinterdragten bærer
de til Begyndelsen af Marts, men i Løbet af denne Maa-
ned anlægger de Sømmerdragten; naar de om Høsten
fælder Vingefjerene, formaar de ikke at flyve og skjuler
sig da omhyggeligt mellem Sivene. Iøvrigt er den ikke
synderlig sky, ofte kan man komme den paafaldende nær;
den dykker fortrinligt, men lader sig dog ret let jage paa
Vingerne, i alt Fald udenfor Yngletiden. Deres alminde-
ligste Skrig lyder som kek—kek—kek. Føden er nu og
da Smaafisk, men i Indsøerne iøvrigt overvejende Vand-
insekter, særlig Vandkalve, Snegle o.1., men ogsaa Plante-
dele; om Vinteren finder man navnlig Smaafisk og Krebs-
dyr, særlig Rejer, i deres Maver; altid er disse mere
eller mindre fyldte med deres egne nedslugte Fjer.
5. Stor Lappedykker (Podicipes criståtus
" (Linné)).
Toppet Lappedykker, Højdykker, Bundløber, Toppet
Silkeand, Topdykker, Toppet Havskjær, Højand, Kræ”
Naur, Sø-Raaber (Colymbus cristatus Linné). å
Norsk: Toplom. Svensk: Skåggdopping. Tysk: Grosse
Lappentaucher. Engelsk: Great Crested Grebe.
Sommerdragten er saa godt som ens hos Han og
Hun. .Pande, Isse, Nakken og hele Baghalsen sorte, navn-
lig hos Hannen med lidt Glans. Issens Fjer bagtil for-
længede til et Par lange, noget udadrettede, sorte Fjer-
toppe, størst hos Hannen. Hele Hovedet er omgivet af
en mægtig sort, fortil rustrød Fjerkrave, der strækker sig.
fra Hornene ned om Struben og er dannet af indtil 4—
5 cm lange bløde, løse Fjer; denne Fjerkrave, der kun er
afbrudt i Strubens Midte, kan Fuglen efter Behag rejse eller
lade hænge løst ned. Hovedets Sider, efter en skarp Linie
fra Næseborene hen over Øjet renhvide, hos endel Fugle
21
med rustrødligt Anstrøg. Kroppens Overside brunligsort,
paa Forryggen og Skuldrene med lidt lysere Fjerkanter;
dog er en Stribe dannet af Skulderfjerenes Yderfaner samt
Vingeranden og den forreste Del af de smaa Vingedæk-
fjer renhvide; den øvrige Vinge, med Undtagelse af de
hvide midterste Armsvingfjer, er omtrent helt sortebrun.
Hele Kropsiden lyst rødbrun eller mørkebrun med ka-
Fig. 5. Stor Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds).
staniebrunt Anstrøg. Hele Fuglens Underside samt Hal-
sens Forside skinnende renhvid, - Forbrystet blot med en
rødbrunlig Tone; Undergumpen graalig.
I Vinterdragten er hele Oversiden mørkebrun
eller sortebrun med ret brede, graalige Fjerkanter, særlig
fremtrædende paa Ryggen. Issen brunsort, med skarp
Grænse mod. de hvide Hovedsider, dens Fjer bagtil noget
forlængede til et Par korte, brede Fjertoppe. Fjerkraven
mangler, men de hvide Fjer paa Baghovedets Sider er
" dog endel forlængede og viser oftest Spor af Sommer-
kravens Farver, Hele Undersiden fra Hage til Hale silke-
22
glinsende renhvide, paa Kropsiderne med brunliggraa
Fjerspidser. Vingerne som i Sommerdragten.
Iris gloende rød med en smal gul Stribe om Pupillen.
Næbbet forholdsvis langt og spidst, ofte en Smule opad-
krummet, hvilket særlig ses paa Undernæbbet. Farven
mørk, rødlig paa Siderne og ved Undernæbbets Grund;
Næbspidsen lysere. Næblængden 45—53 mm. Vingelæng-
den 17,8—20 cm, Mellemfoden 59—67 mm, Mellemtaaen
67—74 mm. Hannen er stedse lidt større end Hunnén.
Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er
om Efteraaret til langt ud paa Vinteren kendelige paa flere
Rækker sortbrune Længdepletter eller Striber paa Hovedets
Sider, ligesom Toppene er endnu kortere og Issen og
Panden ofte endel hvidplettede. Deres Iris er gullig.
Den lille Dununge har sodbrun Ryg med 6 brede,
lyse, brunliggraa Længdestriber. Hele Undersiden renhvid.
Hovedets Overside sort med en stor aflang, firkantet, hvid
Plet midt i Issen; de mørke og de lyse Striber ned ad
Baghalsen lige brede. Ved disse Kendetegn og ved sit i
det hele meget lysere Udseende kan den let skelnes fra I
den Graastrubede Lappedykkers Unge. Iøvrigt har den en
sort Stribe over Øjet, en under dette og Pletrækker paa
Strubens Sider; ned ad Halsen 6 sorte Længdestriber,
den forreste deler sig nedadtil V-formet. Hos de store
Dununger forsvinder de lyse Længdestriber paa Kroppens
Overside, hvorimod, de bibeholdes paa Hoved og Hals.
Næbet sort med en lys Ring. :
Først i April eller allerede tidligere anlægges Fjer-
kraven .og Sommerdragten; først i Oktober mistes Fjer-
kraven, og Vinterdragten begynder at bryde frem.
Udbredt som Ynglefugl over hele Mellem- og Syd-…
europa, Nordafrika og i Asien fra Lilleasien over Mellem- .
asien helt ud til Østsibirien, Kina og Japan helt ned til
Nord-Indien; i .de nordlige Dele af sin vidtstrakte Ud-
bredningszone er den overvejende Trækfugl, derimod
Standfugl i de sydlige Egne. I Grønland og Island er
den ikke truffet, og til Færøerne kommer den kun som
tilfældig Gæst. I England yngler den ret almindeligt og
23
er nærmest Standfugl dér, ofte overvintrende i Indsøerne.
"I Norge er den sjælden som Ynglefugl, idet den kun
kendes rugende paa Jæderen; hvor den er almindelig og
stadig talrigere; nu og da ses den langs Vestkysten. I
Sverrig yngler den almindelig i Skaane og ruger nu helt
op til Dalelven. Ligeledes i Finland ruger den almindelig.
I Danmark er den over hele Landet en almindelig
Ynglefugl, rugende i en Mængde af vore større Vande;
den foretrækker til Yngleplads helst større, dybere Søer
med meget klart, aabent Vand, blot med sivkantede Bred-
der eller Holme. Denne Art er meget almindelig i Thy-
lands Søer og findes ogsaa i Vestjyllands ferske og brakke
Vande. Den kommer parvis til Rugepladserne, saasnart
Isen i Marts er borte, oftest dog. først i Begyndelsen af
April; ofte samles de da her i store Flokke. Blandt Lappe-
dykkerne er Parringslegene ejendommeligst udformede
hos denne store, smukke Art; Han og Hun ses saaledes
ofte liggende paa Vandet lige over for hinanden, Ansigt
til Ansigt, med Halsen ret op og med udspilede Fjer-
kraver, jævnlig rystende paa Hovedet og med mange
ejendommelige Fagter; ofte rejser de sig helt op i Vandet
mod hinanden, eller svømmer med Hoved og Hals i Vand-
skorpen; nu og da breder Hannen i denne Stilling de
brogede Vinger ud i en ejendommelig vreden Stilling.
Parringen foregaar altid paa Reden.
Hen i April bygger Han og Hun deres Rede, der
næsten altid er svømmende, anbragt mellem Sivene og
fæstet til disse; den ligger næsten altid i den yderste Del
af Sivbæltet; den er stor, men rager kun omkring 10—
15cm op over Vandskorpen. Overraskede ved Reden
fjerner Fuglene sig lydløst dykkende. De 3—5, oftest 4,
Æg ligner de øvrige Lappedykkeres, men er blot større;
de lægges i Slutningen af April eller ind i Maj, men ofte
findes nylagte Æg helt ud i Juni. Deres Længde er 52—
60 mm, Bredden 34—38 mm, men baade større og mindre
Æg kan findes; jævnlig er. et Par Æg fordærvede, saa-
. ledes at det ikke er ualmindeligt at se 2—3 Unger i
Kuldet. Han og Hun ruger skiftevis. De smaa Dununger
søger gerne op af Vandet, kryber endog op paa Haanden,
naar man strækker denne hen til dem. Denne Art bærer
meget almindeligt Ungerne paa Ryggen, idet disse samler
sig i en Klynge, hvorpaa gerne Hannen svømmer ind
under dem, løfter dem op af Vandet og svømmer bort
med dem. DE
Den Store Lappedykker kommer, som udpræget Vand-
fugl, aldrig paa Land og kun meget sjældent ind paa lavt
24
Vand, hvor den ikke kan dykke; næsten altid ser man
den ligge langt fra Land, fiskende ude i det aabne, dybe
Vand. Ofte ser man den liggende paa Siden paa Vandet,
saaledes at den hvide Bug ses. Stemmen lyder som karr-
arr eller kraorrr eller som kåk—kok—kåk. Ungerne har
en pibende Stemme. Den er meget sky; jaget dykker den
ned og kommer op langt borte; paa Vingerne gaar den
kun yderst nødigt; Flugten er hurtig, med raske Vinge-
slag, men Fuglen kaster sig helst snart igen. Naar de
fælder Vingefjerene, er de ude af Stand til at flyve og
holder sig da langt ude paa det aabne Vand. I Oktober
begynder de at forlade Søerne og drage til Havet, men
mange ses ofte endnu i November, og ikke sjældent ses
. enkelte Stykker til ud i Januar i Søerne.
Føden ;er oftest Smaafisk, men ogsaa Vandinsekter,
særlig Biller, Larver og Smaafrøer, dog kan Plantedele
og Frø ogsaa findes i Maverne. I Havet finder man for-
uden Smaafisk ofte Krebsdyr, særlig Rejer, i deres Maver.
De er ofte blevet anset for skadelige for andre Fugle, der
yngler sammen med dem, idet de angives at æde.disses
Æg og at forjage de gamle; begge Dele er sikkert for-
kerte; tværtimod ses de ofte rugende fredsommeligt Side
om Side bl. a. med Blishøns, Stokænder og Maager.
2den Familie: Lommer (Colymbidz).
Næbbet kraftigt, lige og spidst, med spalte-
formede, oventil og bagtil hudkantede Næsebor,
der sidder paa Grænsen mellem Næbhornet og
Fjerklædningen; ved en Tap i Overkanten omtrent
delt i to Aabninger. De indadbøjede Næbrande
meget skarpkantede. Mundspalten meget dyb, stræk-
ker sig hen under Øjet. Næsekirtlerne veludvik-
lede, danner paa Kraniets Overside et Par dybe,
lange Gruber hen over og bag Øjnene. Partiet
mellem Næb og Øjne helt fjerklædt. Halsen lang,
kraftig og smidig, af Tykkelse med det forholds-
vis lille "Hoved. 14—15 Halshvirvler. Kroppen
meget lang og ret flad. Hovedet altid uden. sær-
lige Fjerprydelser: Fjerlaset tær or fast Rælder
mere eller mindre fuldstændigt 2 Gange aarlig,
25
For- og Efteraar, Svingfjerene dog kun om Efter-
aaret; Tidspunktet for Fældningerne synes at være
underkastet endel individuel Variation. Sommer-
dragten, der er meget forskellig fra Vinterdragten,
er pragtfuldt prydet med rene Farver, paa Ryg
og Hals med hvidtavlede Fjer eller med rødbrun
Forhals o. 1. I Vinterdragten, der ofte ikke bæres
synderlig længe i ren Tilstand, er Lommerne ret
ens med mørk graabrun Overside og hvid Under-
side. De unge Fugle ligner de gamle i Vinter-
dragt.
Vingerne ret lange, men smalle og spidse,
med lange trinde Overarmsknogler; de sammen-
lagte Vinger naar til Halespidsen: 11 Haandsving-
fjer (1ste rudimentær), meget længere end de in-
derste Armsvingfjer og Skulderfjerene; af de ud-
viklede Haandsvingfjer er 1. og 2. længst. Intet
Vingespejl, Svingfjerene ensfarvet mørke. Halens
16—20 Styrere korte, men veludviklede og ret
stive; Halen afrundet. Fødderne meget store; den
meget sammentrykte Mellemfod er skarpkantet
for- og bagtil og er klædt af et ret tyndt Horn-
lag, netformet delt i Skælplader. Fortæerne meget
lange; Ydertaaen er længst, Indertaaen kortest;
Tæerne forenede med Svømmehud lige ud til de
ret brede, flade Kløers Spidser; 2den Taa med
en Svømmebremme paa sin Inderside. Bagtaaen
lille, lavtsiddende, med spids Klo; den er forenet
med 2den Taa ved en lille Svømmehud. Svømme-
" hudene mørk ES med et gulligt Strøg
ned ad Midten.
Brystbenet meget stort, baade bredt og langt,
med en stor Benplade bag Brystbenskammens
Bagende; i hver Side af Bagkanten et dybt Ind-
snit. Brystbenskammen meget lav, fortil gaaende
- frem i en Spids. Ribbenene, som hos mange
gode Dykkere tynde og meget lange, ragende
26
langt tilbage ned om Bughulens Sider. Alle Ryg-
hvirvler fri.
Lommerne danner en ganske lille velafgrænset, stærkt
specialiseret Gruppe, i sjælden høj Grad tilpasset til Liv
i Vandet, som de kun forlader, naar de flyver eller ligger
paa Reden. De formaar slet ikke at staa eller gaa paa
Land; de kan højst skubbe sig lidt frem liggende paa
Bugen. Lommerne dykker aldeles fortrinligt, idet de lyd-
løst glider ned under Vandspejlet; de kan blive meget
længe under Vandet og tilbagelægge lange Strækninger
roende sig meget hurtigt frem alene ved Føddernes Hjælp.
Gode, hurtige og ret udholdende Flyvere, der dog ofte
helst undgaar at komme paa Vingerne, idet de hellere
unddrager sig Forfølgelse ved at svømme eller dykke
bort; de kan kun, og endog med endel Vanskelighed,
lette fra Vandet, ikke fra Landjorden. Stemmen kraftig og
vidtlydende, enten hylende og miauende eller kaglende.
Yngler i ferske Vande, helst ikke for langt fra Havet,
i smaa eller store Søer med Smaaholme, baade paa Lav-
landet og oppe i Fjeldene, helst hvor der er dybt Vand .
og stor Fiskerigdom med Foreller o. 1.; mangler tilstrække-
lig Næring i Ynglesøen, flyver de til Havs efter Fisk.
Monogame; yngler kun én Gang aarlig; næppe yngledyg-
tige, før de er 2 eller 3 Aar; dé unge, ikke yngledygtige
Fugle oversomrer paa Havet, ofte i sydligere Egne. Par-
ringen skal foregaa paa Vandet. Reden lige i Vandkanten
paa en lille Holm ude i Søen, hvor de kan faa Fred for
Ræve o.1.; Reden blot et nedtrampet Sted i Græsset, af
og til med Underlag af vissent Græs, altid anbragt saa-
ledes, at Fuglen fra Reden kan lade sig glide lige ud i
saa dybt Vand, at den svømmende eller dykkende kan
forlade Stedet. Æggene, altid 2 i Tallet, har fast Skallag
og er mørkebrune, mere eller mindre grønlige, med mørke
Pletter; af Form er de langagtige, omtrent lige tykke i
begge Ender. Baade Han og Hun angives at ruge; de har
ikke Rugepletter, Dunungerne, der hurtig gaar i Vandet
27
efter at være udrugede og tørrede, er ensfarvet mørke-
graa; de passes og fodres længe af begge Forældrene.
Paa Vandet ligger de meget lavt. Udenfor Yngletiden
holder de udelukkende til paa Havet nær Kysterne. Føden
er ganske overvejende Fisk, som de under Dykningen
snapper med Næbbet ved Hjælp af den lange, smidige,
muskuløse Hals; de nedsvælger som Regel først større
Fisk, naar de atter kommer op til Overfladen; paafaldende
store Fisk formaar de at nedsvælge gennem deres meget
udvidelige Svælg og Spiserør; ofte sidder en saadan stor
Fisk helt op i deres Hals for da efterhaanden at fordøjes
og glide længere ned. Ogsaa Krebs og Muslinger har
man undtagelsesvis fundet i deres Maver, ligeledes Frøer,
hvor saadanne findes paa deres Yngleplads.
Familien omfatter kun 1 Slægt med 4 Arter og lige-
saa mange Underarter; udbredt i den gamle og ny Ver-
dens nordligste Egne, om Vinteren strejfende ofte træk-
kende mod Syd til varmere Have.
Lomslægten (Colymbus Linné).
(Gavia Forster, Urinator Lacepéde).
Karakteriseret ved de under Familien anførte
Ejendommeligheder.
Oversigt over de i Danmark forekommende Lommer.
A. Strube og Forhals sorte, eller-Struben askegraa og For-
halsen rødbrun, aldrig hvide: Sommerdragter.
I. Struben askegraa, Forhalsen ned ad Midten med en
langagtig trekantet kraftig rødbrun Plet. Næbryggen
lige seler hdfsopadbøjet SE SE SNE MI STSBER,
.…l. Rødstrubet Lom (C. septentrionålis).
II. Strube og Forhalsen sorte.
a..Hovedets og Halsens Overside rent askegraa.
Næbberander 7 tant 51551 MD SSG
ar RER DSEAR 2 Sortstrubet Com (C-arcetieus):
b. Hovedets og Halsens Overside sorte. Næbbet
over 7 cm langt.
28
1. Næbryggen lidt buet, Næbhornet 'sort; Haand-
"svingfjerenes Skafter paa hele deres ydre Del
brunsorte. 3. Islom (C. glaciålis typicus).
2. Næbryggen ganske lige, Næbhornet graagult;
Haandsvingfjerenes Skafter omtrent til Spid-
serne blegt hornfarvede re or See EA
4. Gulnæbb. Islom (C.glaciålis adåmsii).
B. Strube og Forhals hvide eller langt overvejende hvide:
Vinter- og Ungfugledragter.
I. Hele den mørke Rygside med en tydelig, langagtig,
skraatstillet, graahvid eller hvid Plet langs hver
Befeng, Næbryggen lige eller lidt opadbøjet .....
sø Rødstrubet Lom (C.septentrionålis).
II. BASE: ensfarvet mørk graabrun eller Fjerene
med utydelige graalige Kanter.
a. Mindre. Vingelængden under 34 cm, Næbbet un-
der CM lan ste 5 5 ed ES rs AE Rn ES SER SEEREN
ES RS A ROER 2. Sortstrubet Lom (C. årcticus).
b. Større. Vingelængden over 34 cm, Næbbet. over
7 cm langt.
1. Næbryggen buet, Haandsvingfjerenes Skafter
paa hele den ydre Halvdel brunsorte ........
SUNDE DRE 3. Islom (C. glaciålis typicus).-
2. Næbryggen ganske lige, Haandsvingfjerene om-
trent til Spidserne blegt hornfarvede.........
4. Gulnæbb.Ilslom (C.glaciålis adåmsii).
1. Rødstrubet Lom vener septentrio-
nålis Linné).
Nordisk Lom, Spedehals, Havgasse, Søhane, Rækhals,
Alm. Lom (Colymbus stellatus Pontoppidan, C. lumme
Gunnerus, C. rufogularis Meyer). i
Norsk: Smaalom. Svensk: Smålom. Tysk: Nord-See-
taucher. Engelsk: Red-throated Diver.
Sommerdragten eller Pragtdragten ens hos Han
og Hun. Issen og en bred Stribe ned ad Baghalsen sorte
med svag grønlig Metalglans, men paa Issen har Fjerene
askegraa, paa Baghalsen renhvide Fjerrande, liggende
saaledes, at der fremkommer smalle, hvide, fremhævede
Længdestriber. Hoved og Hals iøvrigt fløjelsagtig
askegraa, ned ad Halsens Forside en lang, spydformet,
tresidet, smukt kastaniebrun Plet, bagtil skarpt af-
29
grænset mod Forbrystet, der paa sin forreste Del er hvidt
med sortebrune pilformede Skaftpletter. Hele den øvrige
Underside renhvid, blot et utydeligt mørkebrunt Tvær-
baand hen over Tarmaabningen; Undergumpens Fjer
mere eller mindre sortebrune med brede "hvide Spidser.
Slagsiderne sortebrune med nogle hvidlige Striber. Hele
Fuglens Rygside samt Vingerne sortebrune med lidt lysere,
graabrune Fjerkanter, jævnlig med spredte smaa rund-
Fig. 6. Rødstrubet Lom. (Efter Aplin i British Birds).
agtige hvide Pletter nær Fjerspidserne, særlig paa For-
ryggen og Vingedækfjerene. Vingernes Underside hvid.
I Vinterdragten er Kinderne, Halsens Sider samt
hele Fuglens Underside renhvide lige fra Hagen til
" Halespidsen, blot med en Antydning af Tværbaandet
over Undergumpen. Slagsiderne med brede, sortebrune
Skaftstriber. Pande, Isse og Baghals mørkegraa med ud-
viskede lysere Fjerkanter; hele den øvrige Rygside samt
Vingedækfjerene brunsorte, hver. Fjer med en rundagtig,
skarp, renhvid, lille Plet paa hver Fane, lidt indenfor
Spidsen. Styrefjerene med hvide Spidser. Ved Bremfæld-
ning mister Rygfjerene saa godt som helt deres hvide
30
Pletter ved Overgangen til Sommerdragten. Hovedets og
Halsens Fjer fældes ogsaa om Foraaret.
Iris kastaniebrun. Næbbet oftest mere eller mindre
opadbøjet mod Spidsen, sjældnere ganske lige, i alt Fald
bøjer Undernæbbet opad; Næbrandene meget stærkt ind-
adbøjede. I Sommerdragten er Næbbet sort med lysere
Næbryg og hvidlig Spids, i Vinterdragten horngraat med
mørkere Næbryg. Næblængden 48—60 mm, hos Hannen
oftest over 52 mm. Næbhøjden 11—15 mm. Vingelængden
27—30 cm, hos Hannen gærne over 29 cm. Mellemfoden
70—78 mm, Mellemtaaen 81—88 mm. Hannerne er som
Regel lidt større end Hunnerne.
Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er
kendelige paa, at Rygpletterne er udviskede og mere graa-
lige og forlængede til smalle Skraastriber, der parvis
næsten mødes i Fjerspidserne og danner V-formede Fi-
gurer. Baghalsen graalig uden hvidlig Stribning; deres
Kinder og Forhals er ikke renhvide, men ligesom Struben
mere eller mindre dækket med smaa brungraa Fjer-
spidser; Undergumpens Fjer har oftest fine, smalle,
mørke Fjerbremmer.
Dunungen mørk sodbrun paa Oversiden. Under-
siden, navnlig Brystet, noget lysere.
Vinterdragtens Fjer begynder gerne at bryde frem i
Oktober og November, men endnu i Januar kan Fuglen
være i Efteraarsfældning; i November fældes ofte Sving-
fjerene alle paa en Gang, saaledes at Fuglen er ganske
ude af Stand til at flyve. Foraarsfældningen foregaar gerne
i April og Maj, saaledes at Fuglene er i Pragtdragt til
Yngletiden. I Sommerdragten kan denne Lomart ikke for-
veksles med andre Lommer, men i Vinterdragten ligner
den endel den Sortstrubede Lom; lettest skelnes den fra .
denne paa sin ringere Størrelse og sit spinkle, opad-
stræbende- Næb, der navnlig hos de unge Fugle er paa-
faldende tyndt.
Vidt udbredt som Ynglefugl baade i den ny og den
gamle Verdens aller nordligste Egne ned til omkring 60.
31
I Grønland, paa Spitsbergen og Island yngler den meget
almindeligt, ogsaa paa Færøerne, .Orknøerne og Shet-
landsøerne ruger den. I Vestskotland yngler den ogsaa,
ligeledes paa en enkelt Lokalitet i Irland, og den er en
almindelig Vintergæst ved alle de britiske Øer. I Skandi-
naviens nordligste Egne yngler den som den talrigste af
sin Slægt, udbredt over hele Norge og almindelig i Nord-
sverrig, aftagende i Tal mod Syd helt ned til Vårmland,
men findes nu aldrig ynglende sønden for Venern og
Dalelv. Almindelig i Finland, hele Nordrusland og Sibi-
rien. Den er langt den individrigeste Lomaårt og mere ud-
præget Trækfugl end de andre Arter; om Vinteren træk-
ker saaledes mange helt ned i Mellemeuropa og viser sig
i Middelhavet, i det Sorte og i det Kaspiske Hav samt
ved Sydvest-Europas Kyster, andre overvintrer dog ved
Norges Vestkyst.
I Danmark, der ligger Syd for dens Ynglezone, ruger
" den selvsagt aldrig, men. den er en særdeles almindelig
og regelmæssjg Vintergæst, langt den talrigste af vore
Lommer. Allerede først i Oktober og i November viser
den sig, kommende paa Træk i Smaaselskaber, nu og da
i Flokke paa op til 50 Individer, og mange holder der-
efter hele Vinteren til i vore Have, nær Kysterne i Fjorde
og Bælter; hen i April begynder de efterhaanden atter
at trække mod Nord, men endel, særlig unge ikke yngle-
dygtige Fugle, oversomrer hos os, endog Fugle i Pragt-
dragt træffes da ikke helt sjældent. Paa Trækket flyver
de ofte umaadelig højt, 1000—1200 m over Jorden. Som
ægte Havfugl viser den sig kun sjældnere i vore store,
aabne, ferske Søer; i Mellemeuropa slaar den sig der-
imod almindeligt ned i Floder og Søer paa sit Træk gen-
nem disse Egne. Sky og forsigtig er den, men mange
bliver dog skudte om Vinteren hos os; .den er paafaldende
sejglivet; forfulgt dykker den gærne og svømmer langt
bort under Vandet for da forsigtigt at stikke Hovedet
op; færdes dels enkeltvis dels i Smaaselskaber, ses
og ikke sjældent i ret store Flokke, ivrigt optagne af at
ske.
Den ankommer til sine Ynglepladser i de nordlige
Egne, saasnart disse i Maj eller senere er isfri; den er
meget støjende, navnlig -i Parringstiden; man undgaar
ikke at høre Fuglen, naar den, stadig kredsende himmel-
højt oppe, udstøder sit kaglende ga—ga—gak, ga—ga—gak;
pludselig skyder den da som en Pil lige eller i Zig-zag
. ned paa Søen, hvor den da udstøder en yderst hæslig
jamrende Miauen, ofte idet den rejser sig i Vandet. De
32
foretrækker til Yngleplads Smaasøer, nu og da endogsaa
smaa Damme, helst ikke for langt fra Havet; ogsaa oppe
i Fjeldsøer kan de findes; den foretrækker sumpede Søer
med rigelig Vegetation, omend den i meget nordlige Egne
ofte maa give Afkald herpaa. Føden hentes hovedsagelig
i Havet. Jævnlig yngler 2—3 Par sammen, og paa gun-
stige Lokaliteter kan man træffe dem rugende i hele smaa
Kolonier. Fra Reden fører jævnlig en Rende nedtrampet
Græs ned i Vandet, gennem hvilken Fuglen lader sig
glide ned fra Reden. De 2 Æg lægges gærne i Slutningen
af Maj eller i Juni; deres tykke, haarde Skal er mørk
olivenbrun med spredte sortagtige og brune Pletter. Læng-
den oftest 68—77 mm, Bredden 43—48 mm, men baade
større og mindre Æg forekommer. Ruger i 24— 28 Dage.
Dunungerne dykker fortrinligt; under Fare skal Forældrene
kunne tage dem i Næbbet og dykke bort med dem. Midt
-1 September forlader de med de flyvefærdige Unger Ruge-
pladsen og søger ud paa Havet.
Føden, som hos alle Lommer, ganske overvejende
Fisk, i Havet nu og da ogsaa Krebsdyr og Muslinger; i
Ungernes Maver findes ogsaa ofte Vandinsekter og Vand-
planter.
2. Sortstrubet Lom (Colymbus årcticus
" Linné).
Polarlom, Storlom.
Norsk: Storlom. Svensk: Storlom. Tysk: Polar Se
taucher. Engelsk: Black-throated Diver.
Sommerdragten: Hele Oversiden af Hovedet og
Halsen ensfarvet askegraa, paa Hovedet skyggende
jævnt over i de sodbrune Kinder. Hage og Strube ren-
sorte med grønlig Glans, Struben nedadtil afgrænset ved
en Tværrække af hvide Længdepletter. Halsens Forside
sort med stærk Purpurglans, nedadtil med skarp Grænse
mod det hvide Forbryst. Ned ad Halsens Sider 4—5 hvide
Længdestriber paa rensort Grund; lignende, men tættere
stillede hvide Længdestriber paa sort Bund paa Forbrystets
Sider;' disse Længdestriber, der dannes af hvide Fjer-
kanter, danner stærkt fremstaaende Lister. Hele den øv-
rige Underside samt Vingernes Underside renhvide, blot
med Antydning af et mørkt Tværbaand hen over Tarm-
33
aabningen. Underhaledækfjerene mørkebrune med hvide
Fjerspidser. Hele Rygsiden samt Vingerne og Gumpens
Sider skinnende sorte, Skulderfjerene prydede med 12—
13 Tværrækker af store, firkantede, renhvide Pletter; et
mindre Parti med lignende Plétter paa hver Side af
Forryggen. Vingedækfjerene med hvide Draabepletter, to
påa hver Fjer. Slagsiderne delvis sorte. Han og Hun
ens, adskiller sig kun lidt i Størrelse.
Fig. 7. Sortstrubet Lom. (Efter Aplin i British Birds).
I Vinterdragten er Hovedets og Halsens Over-
sider ensfarvet mørkebrune; Hagen, Struben, Halsens
Forside samt hele den øvrige Underside renhvide; Kin-
derne hvidlige, mørkvatrede, dannende en jævn Overgang
mellem Isse og Strube. Hele Fuglens Rygside ensfarvet
mørkebrun eller sortebrun; dog ses ofte hos gamle Fugle
smaa, hvide Draabepletter paa de smaa Vingedækfjer,
aabenbart hørende til Sommerdragten; de marigler hos
yngre Fugle i deres første voksne Vinterdragt.. Styre-
fjerene med hvide Spidser. Vinterdragten anlægges i Ok-
" tober og November; fra Februar til langt ud i Maj finder
man Fugle i Fældning til Sommerdragten, men allerede
R. Hørring: Fugle II. : i 3
-
34
i April kan de være i ren Sommerdragt; iøvrigt kan de
af og til vise sig om Vinteren, f. Eks. i December, i ren
. Sommerdragt. »
Iris kastaniebrun. Næbbet i Sommerdragten blaalig-
sort, i Vinterdragten blaaligt horngraat; Næbbet er slankt,
stærkt sammentrykt, Næbryggen lidt nedadbuet. I Stør-
relse er denne Art meget varierende, de unge ofte paa-
faldende mindre, Hunnerne i det hele mindre end Han-
nerne. Næblængden 55—67 mm hos de voksne, 45—52 mm
hos de unge. Næbhøjden 13—17 mm. Vingelængden oftest
26—33 cm. Fødderne paa Ydersiden grønligsorte, paa In-
dersiden graablaalige ofte med rødligt Ånstrøg; den sam-
me Farve har det lyse Strøg midt ned ad de iøvrigt
mørke Svømmehude og Tæerne undtagen de mørke Led.
Mellemfoden 78—88 mm, de unges kortere, ned til 71 mm.
Mellemtaaen fra 90 til 104 mm.
De unge Fugle ligner i det hele de gamle i Vinter-
dragt, men -alle Fjerene paa Kroppens Overside og paa
Vingerne har" brede, graa'Fjerramde, "bredest: på3
Skulderfjerene, der endog kan have Antydning af en hvid-
lig Plet paa hver Fane. Forhalsen mere eller mindre
mørkvatret.
Udbredt circumpolart; de asiatiske og nordamerikan-
ske Sortstrubede Lommer er udskilte i 3 kun, lidet for-
skellige Underarter; Arten har en mindre nordlig Ud-
bredelse end den Rødstrubede Lom og findes hyppigst
som Ynglefugl i den sydligste Del af dennes Ynglezone,
udbredt helt ned til omkring 55”. I Grønland er en enkelt
Gang den amerikanske Form C. arcticus pacificus
Lawr. skudt, kendelig paa sin flødehvidlige Baghals og
ringere Størrelse. Paa Island er Arten aldrig med Sikker-
hed fundet, og paa Færøerne har den kun en enkelt Gang
vist sig. I Skotland er den en temmelig sjælden Yngle-
fugl. I Norge er den derimod almindelig, rugende over
hele Landet; i Sverrig yngler den fra Lapmarken, hvor
den er mindre talrig end forrige Art, helt ned i Skaane,
talrigst i Landets mellemste Dele; almindelig i Finland og
talrig i Nordrusland og mod Øst i Nord-Asien. I Øst-
preussen og mulig i Pommern og Brandenborg skal den, -
omend meget sjældent, have ynglet. Om Vinteren trækker
35
den mod Syd lige til Middelhavet og det sorte Hav, og
mange overvintrer langs Vesteuropas Kyster, særlig ved
Englands og Nordskandinaviens Kyster.
I Danmark har man aldrig iagttaget den Sortstrubede
Lom som ynglende, men den er en ret hyppig Vintergæst
i vore Farvande, kommende i Oktober og November, og
træffes da hele Vinteren til langt ud paa Foraaret, men
stedse i langt ringere Tal end foregaaende Art. Ikke helt
sjældent oversomrer de hos os, baade unge Fugle og
ældre udfarvede Fugle i Sommerdragt; formodentlig er
disse endnu ikke yngledygtige. De opholder sig ganske
hovedsagelig i Havet, men er ogsaa nu og da iagttaget i
vore større Indsøer eller forvildede ind i Landet. I Leve-
maade ligner den iøvrigt den Rødstrubede Lom.
Den yngler i ferske Søer, oftest i Landenes Indre
langt fra Havet, almindelig oppe i Fjældsøerne, dog nu
.og da rugende paa Øer langs Kysterne. Den foretrækker
. større eller store Søer med dybt Vand, stenede Bredder
og uden Sivvegetation og ruger da paa Holme i disse;
den er meget uselskabelig, som Regel ruger kun 1 Par i
hver Sø. Stemmen angives at lyde som kra—u eller
ka—ka—ra eller et højtlydende hy—hy—ly—ly, som den
udstøder liggende paa Vandet, med Næbbet rakt lige i
Vejret. Reden som hos de andre Lommer, af og til dog
nogle Meter fra Vandet med en nedtraadt Bane i Græsset,
ad hvilken Fuglen skubber sig frem paa Maven, naar den
søger Vandet. De 2 Æg, der lægges i Maj eller Juni,
har ret grovkornet Overflade; Farven olivenbrun eller
mørkebrun med smaa mørke Pletter. Længden som Regel
c. 85 mm, iøvrigt svingende mellem 99 og 76 mm; Bred-
den c. 52 mm, ofte noget større eller mindre. Baade Han
og Hun ruger i c. 28 Dage. Ungen bliver flyvefærdig hen-
imod Slutningen af Juli eller i August, og i September
eller Oktober søger de til Havet: med Ungerne. Føden
som de andre Lommers; af og til findés Flodkrebs og
Vandinsekter i deres Maver.
3. Islom (Colymbus glaciålis Linné).
Imber, Storlom, Halsbaandslom, Havimber (Colymbus
immer Brinnich, C. torquatus Brunnich).
Norsk: Islom. Svensk: Islom. Tysk: Eis-Seetaucher.
Engelsk: Great Northern Diver. <
Sommerdragten: Hoved og Hals. rensorte, paa
Issen og navnlig paa Struben og Hagen med grønlig, paa
3%
36
Halsen med blaalig og purpurfarvet Glans, Hovedets
Sider mere sodfarvet sorte. Struben er nedadtil afgrænset
af en Tværrække renhvide korte Længdepletter; paa hver
Side af Halsen et aflangt Tværfelt prydet med c. 16 ren-
hvide, smalle, fremstaaende Længdestriber; disse to Felter
danner en fortil meget aaben, bagtil omtrent lukket Ring
om Halsen. Halsens sorte Farve nedadtil med skarp
Grænse mod det renhvide Forbryst, der paa Siderne er
Fieæs: Islom. (Efter Aplin i British Birds).
prydet med sorte, smalle Længdestriber. Hele den øvrige
Underside renhvid, blot et smalt sortebrunt, hvidplettet
Tværbaand over Tarmaabningen. Underhaledækfjerene
sorte, delvis med hvide Draabepletter eller Spidser. Vinge-
skjulerne sorte med hvide, runde Pletter. Hele Kroppens
samt Vingernes Overside skinnende rensort, dækket med
renhvide, firkantede Pletter, en paa hver Fjerfane; disse
Pletter er paa Skulderfjerene store og danner regelmæs-
sige Tværrader, paa Forryggen er de mindre, ligeledes
ordnede i Tværrader; smaa og uden Orden er de paa
Bagryg og Overgump. Sving- og Halefjer sorte med brun- .
37
sorte Skafter. Undervingedækfjerene hvide. Hannen ligner
ganske Hunnen, men er større end denne.
I Vinterdragten, der ganske mangler Sommer-
dragtens .Pragt, er hele Fuglens Overside mørkebrun,
men paa Ryggen og Vingedækfjerene med en ganske
svag, graalig Åntydning af Sommerdragtens Tavlepletter,
en paa hver Fjerfane. Styrefjerene med hvide Spidser,
Kinderne og Halsens Sider hvidlige med urene, mørkere
Fjerspidser, hele Fuglens Underside iøvrigt renhvid. Paa
hver Side af Halsen et mørkt Parti. Vingeskjulerne mørke-
brune eller hvide med mørk Skaftstribe. I denne Dragt
ligner den lidt den Sortstrubede Lom, men er altid kende-
lig paa sin meget betydeligere Størrelse.
Iris rødligbrun. Det store og kraftige Næb har kun
lidet indbuede Kanter; Næbryggen er tydelig konveks og
Undernæbbets Underkant har tydelig Næbvinkel. Næb-
længden er endel vekslende efter Alder og Køn, svingende
mellem 74 og 92 mm. Næbhøjden 29—38 mm. I Sommer-
dragten er Næbbet sort med horngraalig Spids, i Vinter-
dragten horngraat. Fuglens Totallængde gerne 80—90 cm,
Vingen 31—41 cm, Mellemfoden 83—92 mm. Fodens Yder-
side grønligsort, Indersiden rødliggraa. Sommerdragten
anlægges i Maj—Juni; Vinterdragten bryder gerne frem i
November og er som Regel ren i December.
" Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er
kendelige paa, at Rygsidens Fjer er sortebrune med jævne,
brede, askegraa Fjerkanter. Halen uden hvide Spid-
ser paa Styrefjerene. Forhalsen lidt mere mørkvatret. I Juni
Maaned ses jævnlig udvoksede, men næppe kønsmodne
-" Fugle i en Dragt, der ligner de voksnes Vinterdragt, men
Antydningen til de hvide Rygpletter er stærkere og lysere
og Fjerkanterne er graalighvide; de skelnes ogsaa fra
Aarsungerne ved deres hvidlige Spidser paa Styrefjerene.
Dunungen sortebrun paa Hoved, Hals, Undergump
og hele Rygsiden, Bryst og Bug derimod graalighvide.
Udbredt som Ynglefugl i det østlige Nordamerikas
arktiske Egne, over store Dele af Kanada ned til den
38
store Slavesø, i Landene om Hudson-Bugten og i Labra-
dor. I Grønland ruger den ret almindelig i Landets syd-
ligere Dele; påa Jan Mayen og Island yngler den lige-
ledes almindelig, om end ikke i stort Tal. I den gamle
Verden er den, saavidt vides, Ynglefugl i det nordligste
Rusland, maaske ogsaa i det vestligste Nordasien, men
her gaar den jævnt over i en særlig Lokalrace C. gla-
cialis adamsii Gray, der træffes over hele Sibiriens
og det vestlige Nordamerikas arktiske Egne. Til Færøerne
og de britiske Øer kommer den almindeligt i Træktiderne
og som Vintergæst; som. saadan viser den sig nu og da
langs Mellemeuropas Vestkyster, endog i Middelhavet og
. 1 Sydeuropas større Søer. I Norge kendes den mærkelig
nok ikke som rugende, men den typiske Form viser sig
om Efteraaret og Vinteren langs Vestkysten, hvor den
ogsaa jævnlig oversomrer. I Sverrig er den kun en sjæl-
den Vintergæst, og i Finland viser den sig mærkelig nok
ogsaa kun sjældent.
I Danmark kendes Islommen naturligvis ikke som
ynglende, men ikke helt sjældent viser den sig ved vore
Kyster som Vintergæst; antagelig er det Individer stam-
mende fra Nordrusland, som paa deres Træk ned langs
Norges Kyster naar helt ned i vore Farvande. Blandt den
lange Række danske Forekomster falder de fleste i Tids-
rummet Januar—Marts, enkelte ind i April, men ogsaa i
November er den iagttaget; alle disse Individer er dels
unge Fugle, dels gamle i Vinterdragt; enkelte oversomrer
hos os, og i Juni er en sjælden Gang baade en ung Fugl
(Frederikssund 10. 6. 1888) og en udvokset Fugl i ren Som-
merdragt (Løgstør 21.6. 1891) skudte i Danmark. De hol-
der hos os ganske overvejende til i. Fjorde og Sunde,
men nu og da er de truffet inde i de større Søer (f. Eks.
i Silkeborgsøerne) og Aaer eller har forvildet sig andre
Steder ind i Landet. I Dykkeevne naar den højst blandt
Lommerne, og forbausende lang Tid kan den holde sig
under Vandet.
I Maj søger de til Ynglepladserne; til saadanne vælges
større Søer med aabent, helst dybt Vand, enten i Lav-.
landet eller oppe i afsides Fjeldegne. Reden paa en Holm, |
eller nu og da paa Spidsen af et Næs, bygget som de .
andre Lommers, ca. 40 cm i Diameter. Stridbar og lidet
selskabelig yngler kun et eller faa Par i hver Sø. Stem-
men under Flugten gek—gek—gek; foruroligede udstøder
de et latterlignende hu—hu—hu—hu—u; Parringsskriget
en ejendommelig, klagende Hylen, der kastet tilbage fra
Fjeldvæggene kan lyde højst uhyggeligt. De 2 Æg lægges
39
i Løbet af Juni og er altid let kendelige paa deres betydelige
Størrelse; Farven mørk olivenbrun med sortebrune Pletter,
Længden oftest 85—95 mm, Bredden 55—60 mm. Han og
Hun ruger i ca. 30 Dage. Ungerne, der har en pibende
Stemme, bærer Dundragten i halvanden Maaned; i alt
Fald en af de gamle følger stadig Dunungerne, som de
under Fare nødig forlader, men alle søger dykkende at
unddrage sig Forfølgelsen. I September forlader de Yngle-
pladsen, og i Oktober og November søger de til varmere
Egne. I Havet, hvor de jævnlig ses i Smaaselskaber, for-
tærer de alle Slags mindre Fisk, Tobiser, Lodder, Ulke o. l.
Underart 1. Gulnæbbet Islom (Colymbus gla-
cialis adamsii Gray) er som nævnt hjemmehørende i
Sibiriens og det vestlige Nordamerikas arktiske Egne.
"Den ligner i det hele Hovedarten, til hvilken der øjen-
synlig findes Overgangsformer, men kendes som Regel
paa følgende Karakterer:
Næbryggen er fuldkommen lige; Undernæbbets
Underkant uden tydelig Vinkel, men i hele sin Længde
stærkt opadbuet, hvorved Undernæbbet ser ud, som det
i betydelig Grad var opadbøjet. I Sommerdragten er det
helt hvidgult (ikke sort) og sædvanlig kraftigere og
længere (c. 92—98 mm) end hos Islommen. Næbbet læn-
gere end Tarsen (omvendt hos Islommen). Svingfjerenes
Skafter lysebrune (ikke brunsorte) til hen imod Spidsen.
I Sommerdragten er Længdestriberne i Halsringen bredere
og' færre i Tal, oftestec::10(ikke c. 16)-påa; hver Side; de
hvide Skulderpletter er større, og Bagryg og Overgump
er uden hvide Pletter eller med ganske faa og smaa saa-
danne. Den angives i det hele at være noget større end
"den typiske Islom.
Den Gulnæbbede Islom- viser sig ret almindelig om
Vinteren ved Norges Vestkyst og kommer ogsaa nu og
da til de britiske Øer; ogsaa i det kaspiske Hav er den
iagttaget, nogle sjældne Gange endog i Sydeuropa. I
Finland og ved Sverrigs Kattegåtskyst har den ogsaa
" Vist sig. E
"I Danmark er den ogsaa en enkelt Gang iagttaget,
idet et oversomrende udpræget Individ af denne Under-
40
art blev skudt ved Frederikssund d. 10. 6. 1888; det var
en udvoksen Hun, der var ved at erholde sin Sommer-
dragt.
I Levevis ligner denne Lokalrace ganske Hovedarten.
4de Orden. Stormiugle (Tubinåres).
En velafgrænset Gruppe Svømmefugle, alle let
kendelige paa deres ejendommelige Næbform.
Næbbet lige eller en Smule opadbøjet; Over-
næbbet altid endende i en kraftig, krum Næb-
krog, der bøjer sig ned over Undernæbbets kraf-
tige, hornklædte Spids. Næseborene oftest rykkede
op paa Næbbets Overside, hvert aabnende sig i
Enden af et kortere eller længere Hornrør; disse
smelter oftest sammen til ét Hornrør, indeni delt
ved en Længdeskillevæg. Næbhornet iøvrigt delt
mere eller mindre tydeligt i Hornplader, skilte
ved blødhudede Furer; som Regel findes 2 smalle,
ofte lidet synlige Længdeplader paa Næbryggen,
og en stor, lang og bred, tresidet Plade paa hver
Side af Overnæbbet, dannende Næbranden; en
lang, skarp Hornplade ligger om hver Underkæbes
Overkant, og en anden er buet om deres Under-
kant; ialt er Næbbet altsaa dækket af 14 Hornplader.
I Kraniet er Næsehulen paafaldende stor, oftest
staaende i direkte Forbindelse med den forreste
Del af Hjernekassens Hulhed, der rummer de
stærkt udviklede Lugtekolber; Kraniets Pandedel
derved ejendommelig oppustet. Næseskillevæggen
ikke gennembrudt. Næsekirtlerne veludviklede,
danner Furer i Kraniet over hvert Øje. Tungen.
lille og uudviklet. Luftrøret ofte mere eller mindre
delt ved en Længdeskillevæg. Kirtelmaven meget
stor, langt stærkere udviklet end den lille Muskel-
mave. Brystbenet meget kort og bredt, navnlig i
sin bageste Del. Ravnenæbsbenenes Ledflader mod
41
-Brystbenet overordentlig brede. 15 Halshvirvler.
De 3 Fortæer lange og spinkle; Svømmehud helt
ud til Kløerne. Bagtaaen altid rudimentær eller
helt manglende (hos Albatrosser), som Regel
rager - blot "em kort, lige og. spids, lille. Klo ud
af Huden. Fødderne dækkede af smaa Skæl, paa
Mellemfoden oftest sekssidede, men enkelte Former
har her større eller mindre Hornskinner. Fjer-
laget meget tæt og fast, stærkt vandskyende;
Gumpekirtlerne stærkt udviklede, fjerklædte. Paa-
faldende fede og trannede Fugle; fortrinlige Fly-
vere med lange og smalle Vinger, idet baade
Vingeknogler og Haandsvingfjerene er stærkt for-
længede. 11 Haandsvingfjer, af hvilke den Ii1ste er
rudimentær; Ste mangler.
Havfugle, der udenfor Yngletiden tilbringer hele deres
Liv paa de store aabne Have; mange er tildels Natdyr.
Monogame; -lægger kun 1, altid hvidt Æg. Ungen fødes
blind, er stærkt og meget tæt dunklædt og forbliver længe
i Reden. Ordenen omfatter omkring 130 Arter og Under-
arter, udbredte over hele Jorden fra Syd- til Nord-Polar-
landene, talrigst paa den sydlige Hemisphære. Ordenen
deles gerne i 3 Familier, nemlig Albatrosser (Diomedeidæ),
Størmfugle (Procellariidæ) og Stormsvaler (Hydrobatidæ);
ofte udskilles en enkelt afvigende dykkende lille Gruppe,
Dykkerstormfuglene som en egen Familie (Pelecanoididæ);
hele denne Inddeling er dog ret vilkaarlig.
Oversigt over de danske Stormfugleslægter.
1. Næseborene, der er skilte ved en ganske tynd Væg,
aabner sig-fremad i Enden af ét tydeligt langt Fælles-
rør ovenpaa Næbbet. Mellemfoden omtrent trind.
a. Smaaformer (Vingelængden under 16 cm). Fjerklæd-
ninpen overvejende sorte pE 3 SE oe ET ONE
sr re re see des de 1. Stormsvaler (Procellåria).
: Større, maageagtige (Vingelængden over 25 cm). FEE
klædningen LA ERE: I URL ERT0 TLED) DANA 00 ESKE DS ERE SS SEE REE] 252 HEER
rese BE ren MEN RES SEO ER Eee (Eden
42
2. Næseborene vidt adskilte ved et Mellemrum bredere
end disse, aabner sig opad. Næserørene korte, brede
og flade. Mellemfoden stærkt sammentrykt, skarpkantet
Foro DAS I IS SENE 2. Skraaper (Puffinus).
1. Stormsvaleslægten (Procellåria Linné).
Smaa elegante Søfugle, i Ydre mindende om
Svalerne. "Næbbet, "der er betydelig kortere "end
Hovedet, er ret kraftigt, men, afset fra Næbspidsen,
temmelig blødhornet, noget sammentrykt. Over-
næbbet med stor Næbkrog, Undernæbbet løber
fortil ud i en spids, lidt nedadbøjet Hornklæd-
ning. Næseborene adskilte ved en tynd Hudvæg
og aabner sig midt paa Næbryggen i Enden af et
fælles, trindt Næserør, der er lidt opadrettet mod
Spidsen. Brystbenet uden Indskæringer i Bågkan-
ten. Haanden af Underarmens Længde. Fjerklæd-
. ningen oftest sortagtig, jævnlig med hvide Over-
haledækfjer, naar langt fra til Hælen. Mellemfoden
trind og spinkel. Vingerne lange og spidse, af
samme Form som Svalernes, idet Haandsving-
fjerene er meget lange, som Regel over dobbelt
saa lange som Armsvingfjerene, af hvilke de ydre
er endel kortere end de indre, der er bredfanede
og butspidsede. iste udviklede Haandsvingfjer al-
tid kortere end 2den, der er den længste i Vingen.
12 Styrefjer. Han og Hun ens; Fjerdragten skiftes
helt om Efteraaret.
Oftest delt i 5 Slægter, tildels meget nærstaaende,
med omkring 26 Arter, vidt udbredte i Atlanter- og Stille-
Havet; de 2 danske Arter henføres ofte til 2 Slægter,
Hydrobates og Oceanodroma, men er her samlede til 1.
Slægt, Procellaria.
Oversigt over de danske Stormsvalearter,
1. Halen i Spidsen omtrent lige afskaaren. Mellemfoden
længere end Mellemtaaen med Klo. Mindre; Vingelæng-
den højst 126 mm 1. Lille Stormsvale (P. pelågica).
43
2. Halen i Spidsen dybt kløftet. Mellemfoden lidt kortere
eller af Længde med Mellemtaaen (med Klo); Vinge-
længden overens ER RED S ar LÅN
2. Stor Stormsvale (P.leucérrhoa).
1. Lille Stormsvale (Procellåria pelågica
Linne).
Stormsvale, Lille Stormfugl, Uvejrsfugl, Petersfugl
(Thalassidroma pelagica Vigors, Hydrobates pelagicus).
—= Norsk: Dvergstormsvala. Svensk: Stormsvala. Tysk:
Kleine Schwalben-Sturmvogel. Engelsk: Stormy-Petrel.
Fjerklædningen brunsort, paa Panden og hele Under-
siden mere sodfarvet, Fuglens Overside, Vingerne og
"Halen derimod nærmest skifersorte. De store Vingedæk-
" fjer med lysere brunlige eller, paa den lige udvoksede
Fjerdragt, hvidlige Fjerkanter; saadanne findes ogsaa paa
Spidserne af de inderste Årmsvingfjer. Et c. 15 mm bredt
renhvidt Baand over Overhaledækfjerene; disses Spidser
bredt sorte, iøvrigt er de hvide til deres Basis, men her
dækkede af de sorte Overgumpfjer. Undergumpens Sider
hvide, Underhaledækfjerene hvide ved deres Basis. Under-
vingedækfjerene med et hvidligt Parti paa de mellemste,
Axillarfjerene med hvide Spidser. Halen c. 55 mm lang,
lige afskaareti Spidsen, de 3 yderste Styrefjer hvide
paa deres Basaldel.
Næbbet sort, 11—12 mm langt og c. 5 mm højt. Fug-
lens Totallængde 142—162 mm. Vingelængden 118—
126 mm. Tarsen, der paa sin Forside er' dækket af lang-
agtige, 5—6-sidede Skæl, er 22—22,5 mm lang, Mellem-
taaen 20—21 mm. Kløerne spidse, sorte, Fødderne sorte.
Iris sortebrun. Han og Hun ens i Størrelse.
De unge Fugle ligner straks fuldkommen de gamle;
Vingedækfjerenes hvidlige Kanter dog særlig brede.
Dunungens meget tykke og tætte Dunlag er graa-
ligbrunt; den ser meget ejendommelig ud, lignér en mæg-
tig Dunbolle, hvoraf den tynde nøgne Hals og det nøgne
Hoved rager ud; blot Issen bærer en stor Dunhue.
-
44
Dunene forsvinder først paa Hovedet og hele Rygsiden,
der kan bære den blivende Fjerdragt med omtrent helt
udvoksede Vinger og Hale, medens hele Undersiden end-
nu er tæt dunklædt.
Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Atlanterhav,
rugende paa endel dertil egnede Klippeøer baade paa den
amerikanske og den europæiske Side. I Grønland har den
aldrig vist sig, og til Island er den kun kommet som til-
Fig. 9. Lille Stormsvale. (Efter Macpherson i British Birds).
fældig Gæst. Paa Færøerne er den derimod særdeles al-
mindelig som ynglende, ligeledes .paa Shetlandsøerne,
Orknøerne, Hebriderne, påa Øerne ved Skotlands og Ir-
lands Vestkyster, i Wales o.a. Steder. I Norge yngler den
ikke, men viser sig nu og da, enkelte Aar endøg i Mængde,
særlig langs de sydligere Kyster. I Sverrig kun en sjæl-
den Gæst. Ogsaa paa Øerne ved Frankrigs Vestkyst yng-
ler den, ligeledes helt ind i Middelhavet, saaledes f. Eks.
paa Korsika, Sardinien, Elba, Malta osv. Trækfugl, der.
om Vinteren viser sig helt nede ved Vestafrikas Kyster.
I Danmark er den kun en jævnlig om end faatallig
Gæst; af den lange Række kendte Tilfælde af Forekom-
ster her i Landet falder langt de fleste i November Maa-
ned; ganske enkelte har vist sig i August og September,
nogle i Oktober og December, en enkelt i Januar; efter
45
.denne Tid er den næppe iagttaget hos os; det synes alt-
saa, som om det kun er paa sine sene Efteraarsstrejftog, at
den kommer til Danmark, saaledes som det aabenbart ogsaa
er Tilfældet i Norge. Hyppigst er den iagttaget ved Jyl-
lands Vestkyst ved Fyrskibene udfor Esbjerg, sjældnere
kommer den ind i Kattegat; nu og da har den vist sig
forslaaet ned i Sundet, Bælterne og Østersøen; i endel
Tilfælde har den forvildet sig ind i Landet, hvor den da
helt opgiver Ævred og lader sig fange med Haanden.
Den Lille Stormsvale er udenfor Yngletiden hjemme-
hørende paa det aabne Ocean, hvor den strejfer vidt om;
de færdes da i større eller mindre Selskaber, flyvende
hele Dagen; i Yngletiden tilbringer de hele Dagen i Re-
den og søger kun om Natten deres Føde paa Havet, idet
de ret pludseligt viser sig ved Solnedgang. Deres Flugt
er fortrinlig og overordentlig udholdende, oppe i Luften
. svaleagtig glidende og svævende; naar de rastløse søger
deres Føde i Vandskorpen, flyver og flagrer de behæn-
digt lige over Vandet, ofte med Benene trippende paa
Bølgerne. Almindeligt ses de følge Skibenes Kølvand for
at søge deres Føde; denne bestaar af alle Slags Smaadyr,
der -flyder paa Overfladen, Snegle, smaa Blæksprutter,
Krebsdyr, Fiskeyngel, lejlighedsvis ogsaa Rester af Aadsler
0.1.; Hvaltran, der flyder paa Havet, skal de opsuge og
drikke. Ret sjældent ses de svømmende paa Vandet;
dykke kan de ikke; paa Sten o.l. staar de med opret
Mellemfod, men de gaar meget daarligt. Lidet sky er den,
sætter. sig nu og da ned nær Mennesker, lokket af ud-
kastede smaa Kødstykker.
… I Juni kommer den til sine Ynglepladser paa Fær-
øerne; de ruger som Regel i Kolonier. Reden anlægges
i de fleste Tilfælde i Enden af en c. I m lang Gang, som
Fuglen selv med meget Besvær graver ind i Græstørven
påa de græsklædte Skraaninger paa Fuglefjeldenes Over-
side, ofte Side om Side med Lunder og Skraaper. Reden
jævnlig udforet med lidt tørt Græs, men ikke sjældent
"er den uden Udforing, og Ægget ligger paa den bare Jord.
Reden kan ogsaa findes under Sten, i Klipperevner eller
endogsaa dybt inde i Murrevner i Ruiner og Udhuse. Det
lidt aflange Æg lægges paa Færøerne gerne først i Juli
Maaned, i sydlige Egne allerede i Juni, ikke sjældent
langt senere; det er hvidt, senere lidt gulligt, med mat
Skal, ofte med en Krans af fine mørkebrune Pletter om
den tykke Pol. Længden 25—30 mm, Bredden 19—22 mm.
" Han og Hun ruger skiftevis i 35 Dage; de har én Ruge-
plet; Ægget omsluttes helt af Fjerene, saaledes at det
46
ofte kan løftes med op, naar man tager Fuglen. Hele
Dagen opholder begge Forældrene sig inde i Reden, hvor
de, hvis de foruroliges, udstøder en ejendommelig dir-
rende Knurren og iøvrigt ofte røber deres Nærværelse
ved et mange Gange gentaget højt ti—tik—tik eller ke—
ki—reki; de udbreder en særdeles stærk Moskuslugt, der
endog hænger ved gamle Skind; man kan saaledes blot
ved at lugte til Indgangshullet afgøre, om det er beboet.
De lader sig udgrave uden at forsøge paa at flygte; naar
man angriber dem, opbrækker de deres trannede, olie-
agtige Maveindhold i en Straale mod Angriberen. Dun-
ungerne bliver meget længe i Reden, fodrede af begge
Forældre, der gylper Føden ned i deres Svælg; de kan
saaledes findes i Reden helt ud i November, en enkelt
Gang kan man endog tage Unger, endnu helt dunklædte
paa Bryst og Bug, saa sent som sidst i December. Un-
gerne bliver ganske overordentlig fede, næsten sækfor-
mede; bekendt er det, at de er saa tranfyldte, at Fæ-
ringerne i ældre Tider plukkede Dunene af dem, tørrede
dem, stak en Væge gennem dem og brugte dem som
smaa Tranlamper. I August kan de i store Sværme søge
til de færøiske Fyr og omkomme flokkevis.
2. Stor Stormsvale (Procellåria leucér-
rhoa Vieillot).
Leacb's Stormsvale (Procellaria leachii Temminck,
Thalassidroma leachii, Oceanodroma leucorrhoa).
Norsk: Storstormsvale. Svensk: Klykstjårtad Storm-
svala. Tysk: Gabelschwånzige Schwalben-Sturmvogel. En-
gelsk: Leach's Petrel.
Fjerklædningen overvejende mørk sodbrun, paa Hoved,
Hals, Forryg og Forbryst faldende mere eller mindre i
det askegraa, tydeligst og lysest paa Forhoved og Strube;
denne askegraalige Tone er i det hele tydeligst om Efter-
aaret paa den nylig erhvervede Fjerdragt. Et bredt Baand
over Overhaledækfjerene og Gumpens Sider renhvide;"
de hvide Fjer oftest med fine mørke Skafter og sorte-
brune Spidser. De smaa Vingedækfjer, Svingfjerene og
Styrefjerene omtrent helt sorte, de mellemste og nederste
store Vingedækfjer og navnlig de inderste Armsvingfjer
og de længste Skulderfjer i Spidsen lysere brungraalige
47
med graalige eller hvidlige Fjerkanter paa Yderfanerne;
disse lyse Fjerkanter er bredest og tydeligst om Efter-
åaret, om Sommeren i Rugetiden er de mere eller mindre
afslidte. Halen c. 87 mm lang, stærkt kløftet, idet de
yderste Styrefjer er c. 18 mm længere end de mellemste;
Styrefjerene hvide ved deres Basis.
Iris mørkebrun. Næbbet sort, dets Længde 15—
16,5 mm; Næbhøjden 6—7 mm. Fuglens Totallængde
Fig. 10. Stor Stormsvale. (Efter Macpherson i British Birds).
20—22 cm. Vingelængden 150—160 mm. Fødderne sorte;
Mellemfoden 23—25 mm, Mellemtaaen 24—26 mm, stedse
af samme Længde eller lidt længere end Mellemfoden. I
"den friskerhvervede Efteraarsdragt er den første udviklede
Svingfjer sylspids, den følgende Sommer ved Bremfæld-
ning afrundet.i Spidsen; dette gælder ogsaa forrige Art.
De unge Fugle ligner straks ganske de gamle, mulig
har de lidt bredere hvidlig Kant paa Spidsen af de længste
Skulderfjer; Sidepladen paa Overnæbbet er ikke saa tyk
"og blank som hos .de voksne, Næbrøret ogsaa noget blø-
dere: dette gælder i alt Fald om Efteraaret.
-Dunungen ligner den Lille Stormsvales.
"48
Udbredt som Ynglefugl paa Klippeøer i de nordlige
Dele af Stillehavet og Atlanterhavet; ruger saaledes paa
mange Steder langs Kanadas Østkyst fra Labrador ned
til Maine. I Grønland yngler den muligvis, ses i alt Fald
ret jævnligt i Tidsrummet Maj—August. Paa Island ruger
den kun i nogle store Kolonier paa. Vestmannaøerne;
mærkeligt nok yngler den ikke paa Færøerne, hvor den
dog viser sig aarlig, derimod paa Hebriderne, St. Kilda
og paa Klippeøer ved Irlands Vestkyst, f. Eks. paa Blasket-
Øerne. Trækfugle, der paa den amerikanske Side af At-
lanterhavet kommer helt ned til Brasiliens Kyster; al-
mindeligt viser den sig i Nordsøen, ved Englands Kyster,
ned langs Vesteuropa, ind i det vestlige Middelhav og
helt ned til de kanariske Øer og Liberia. Det aabne Ver-
denshav er imidlertid dens egentlige Hjem udenfor Yngle-
tiden. I Norge viser den sig kun som en tilfældig og ret
sjælden Gæst. I Sverrig er den et mindre Antal Gange
iagttaget, særlig ved de vestlige Kyster.
Ved Danmarks Kyster og i danske Farvande viser
den Store Stormsvale sig som en tilfældig omend næppe
synderlig sjælden Efteraars- og Vintergæst, der gennem
Aarene ofte er skudt og iagttaget hos os. Enkelte har vist
sig allerede i sidste Halvdel af September, langt de fleste
i Oktober og November, ogsaa endel i December og Ja-
nuar, derimod kun en sjælden Gang først i Februar;
senere paa Vinteren eller om Foraaret og Sommeren er
den næppe iagttaget her. Ved Vestkysten er den, som
rimeligt, oftere iagttaget, særlig som faldet ved Fyr-
skibene; endnu oftere er den dog set og dræbt inde i
Kattegat og nu og da inde i Fjordene ved dettes Kyster;
ogsaa helt ned i. Lillebælt og Østersøen forvilder den
sig enkelte Gange; ved Skjoldnæs Fyr paa Ærø er den
saaledes faldet. Det hænder ogsaa, at den forslaaes helt
ind over Land; bl. a. ved Silkeborg er den en Gang
taget.
I Levevis ligner den iøvrigt meget den Lille Storm-
svale. Dens ganske lydløse Flugt minder om Natravnens,
men er hurtigere, mere flagermusagtig; stadig lader. den
i Flugten sin fine pibende Stemme Uib—uib høre. Den
kommer til Ynglepladsen sidst i April. Dens Yngletid
synes at være endel skiftende, strækker sig paa Vest-
mannaøerne lige fra Juni til langt ud i September, og i
dette Tidsrum kan man ofte samtidigt finde Æg og store
Dununger; de fleste lægger Æg i Juni og har halvvoksne
Unger først i August. Den forholdsvis meget brede Rede--
gang er 1—1,5 m lang, gravet horizontalt ind i Jorden paa
49
de stejle, græsklædte Skraaninger oven paa Fuglefjeldene;
Reden altid foret med Græs, Rodtrævler og Mos. Ægget
hvidt ofte med en Krans af mørkere og lysere rødlige
Punkter og Smaastriber om den butte Pol. Længden c.
33 mm, svingende mellem 36 og 26 mm, Bredden om-
kring 24 mm. Ægget ligger paa tværs under den rugende
Fugl; Parret ruger i 5 Uger, Ungen fodres derpaa i 6—8
Uger. Ungerne giver en pibende Lyd, og lidt større Unger
udspyr Tran mod den, der foruroliger dem; drager man
dem ud i Lyset, der aabenbart er dem ubehageligt, træk-
ker de Blinkhinden for Øjnene. Ofte ses de gamle Fugle
foran Redehullet, liggende helt paa Bugen; saa lidet sky
er de da, at de lader sig gribe med Hænderne; inde i
Reden lader de deres ejendommelige Snurren høre. De
viser sig fra Solnedgang skarevis. paa Havet ved Ruge-
kolonierne; Klokken 2 om Morgenen gaar de atter til Ro
i Rederne. I Slutningen af September forlader Største-
parten Noe lepladeen:
2. Skraapeslægten (Puffinus Brisson).
—… Mellemstore Svømmefugle. Næbbet temmelig
langt, af Længde med eller lidet kortere end Ho-
vedet, ret trindt ved Roden, sammentrykt mod
Spidsen, lidt opadbøjet; paa Næbryggen og navn-
lig ved Roden er det ret blødhornet. Næbkrogen
lang og spids. Næseborsrørene korte, brede og
lidet hvælvede, ligger vidt adskilte. Næseborene,
der sidder paa Næbbets inderste Trediedel, aab-
ner sig skraat opad. Vingerne lange og smalle;
liste og 2den udviklede Haandsvingfjer længst;
Vingeknoglerne trinde og lange, Haarden af Un-
derarmens- Længde” Af de 12'ret stive Styrefjer er
de midterste altid længst, saaledes at Halen er
kileformet eller stærkt afrundet. Fjerklædningen
tæt. Svælget stort og stærkt udvideligt. Bryst-
benet bredt bagtil, med 2 store Indsnit paa hver
"Side; dets Kam fortil høj, bagtil meget lav. Ben-
skillevæggen mellem Øjnene stærkt gennembrudt
med store Aabninger. 15 Halshvirvler, 6 Ryg-
R. Hørring: Fugle II. ; i 4
-
50
.s hvirvler. Mellemfoden stærkt sammentrykt, med
skarp For- og Bagkant, for største Delen dækket
af sekskantede Skæl, paa Indersiden dog med An-
tydning af Tværskinner. Tæerne af almindelig
Stormfugletype; Mellemtaaen omtrent af samme
Længde som Ydertaaen og Mellemfoden. Svømme-
hudene paafaldende smalle.
Havfugle, der er i Stand til baade at støddykke og
helt at dykke under Vandet. 20 Arter og endel .Under-
arter, vidt udbredte i alle Verdenshave. I danske Farvande
har 2 Arter vist sig.
Oversigt over de danske Skraapearter.
1. Hele Fuglens Underside renhvid; mindre, Vingelæng-
den under sem eee 1. Skraape (P.anglårum).
2. Hele Fuglens Underside mørkebrun som Ryggen; større,
Vingelængden overr28se mm SE ES: ANKE ISS MR ERE RERRER
2. Sodfarvet Skraape (P. griseus).
1. Skraape (Puffinus anglérum (Ray)).
Skrofe.- (Procellaria puffinus Brunnich, P. arcticus
Faber). |
Norsk: Færølire. Svensk: Mindre Lira. Tysk: Nor-
dische Taucher-Sturmvogel. Engelsk: Manx Shearwater.
Hele Fuglens Overside, Vingernes Overside, Sving-
fjerene og Styrefjerene ensfarvet sorte med svag brunlig
Tone; Fjerene lidt glinsende, med mattere Rande. Hele
Undersiden renhvid; Grænseskellet mellem sort og
hvidt er fra Mundviger til Vingen og påa Gumpens Sider
askegraaligt vatret. De yderste Underhaledækfjer med
sortebrune Yderfaner. De bageste Kropsidefjer med graa-
sorte Længdestriber. Undervingedækfjerene hvide, Ran-
dens og Kantens delvis med mørke Tegninger. ÅAxillar-
fjerene hvide med sorte Spidser.
Næbbet graasort, 35—36 mm langt, Næbhøjden paa
Midten c. 7 mm. Næseborene 5—6 mm fra Næbroden;
Næserørene meget lidt udviklede, bløde og flade. Total-
51
længden c. 33 cm. De sammenlagte Vinger naar lidt ud
over Halespidsen; Haandsvingfjerene c. 9,5 cm længere
end Armsvingfjerene. Halen afrundet; de yderste Styrefjer
c. 15 mm kortere end de mellemste. Vingelængden 23—
24,5 cm. Fødderne rødliggraa, blot Mellemfodens Bagkant
og Ydertaaen sorte. Mellemfoden 45—47, Mellemtaaen
51—53 mm lange. De gamle Fugle, der ganske ligner
E
Fig. 11. Skraape. (Efter Macpherson i British Birds).
hinanden i Størrelse og Fjerdragt, fælder én Gang aarlig,
fra August til Oktober.
De unge Fugle ligner straks de gamle; i Efteraars-
dragten har unge. og vistnok ogsaa gamle Fugle langt
mere udbredt askegraa Vatring paa Hals- og Forbryst-
"sider.
Dunungen tæt klædt med meget lange brunliggraa
Dun; blot Hals og Hoved TIE Issen dog med tæt lang
bekende:
Udbredt som Ynglefugl. paa forholdsvis smaa Om-
raader i det nordøstlige Atlanterhav. I Grønland har den
” kun vist sig en enkelt Gang. Paa Island ruger den
påa 3—4 af Vestmannaøerne; paa Færøerne yngler den
AX
52
almindeligt paa en Del af Øerne. Ruger endvidere paa .
Shetlandsøerne, Orknøerne, St. Kilda og Hebriderne samt
paa adskillige Steder langs Skotlands, Englands og Ir-
lands vestlige Kyster. Endelig. ruger de paa Azorerne
og Madeira. Om Vinteren strejfer de endel rundt og kom-
mer da jævnlig i betydeligt Tal ind i Nordsøen og til Eu-
ropas og Nordafrikas Vestkyster. Til Norge kommer den
som en sjælden og tilfældig Gæst, dog skal den jævnlig
træffes paa Fiskebankerne ude til Havs.
I Danmarks Farvande synes Skraapen kun at vise sig
ret sjældent og tilfældigt, i alt Fald kender man gennem
Aarene næppe synderlig mere end omkring 15. Fore-
komster hos os. Ved Vestkysten er den saaledes erholdt
et Par Gange (Febbersted ved Hanstholm %, 1910, Blok-
hus 2/3 1858), i Kattegat ””/o 1912, ved Vejle ”/s 1879;
Lillebælt synes mærkeligt nok at være det Sted, hvor
den træffes oftest, 6—8 Stkr. .er saaledes skudte der i
Løbet af de sidste Aar; ved Møen blev den skudt i 1867
og helt nede ved Flensborg Fjord i Januar 1847. Oftest
er den iagttaget i September, men et Individ skudt i Juli
tyder paa, at unge Fugle her, som andre Steder, nu og
da oversomrer.
Udpræget Havfugl, der ses i større og mindre Flokke
fiskende langt ude paa de aabne Have. Deres Flugt er
fortrinlig; med de lange spidse Vinger vidt udspredte,
kun nu og da med et Par hurtige Vingeslag, sejler de
hen over Vandet søgende deres Føde. Denne bestaar, for-
uden af alle Slags Aadsler, af Smaafisk, Krebsdyr, Vinge-
snegle 0. 1., som de dels snapper i Flugten paa Vand-
skorpen, dels tager, idet de lægger sig paa Vandet; ofte
ses de liggende i Flok paa Vandet; de angives ogsaa at
dykke fortrinligt; paa Land sidder de paa hele Foden og
kravler med Møje frem. Til Ynglepladsen kommer de
allerede henimod Slutningen af Marts, og i April giver
de sig i Lag med ved Hjælp af Næb og Kløer at grave
deres c. 1 m lange, vinkelbøjede Redegang, i Bunden af
hvilken den med Græs, Rodtrævler og lidt Fjer udforede
Rede anlægges; oftest benytter de dog de gamle Rede-
huller Aar efter Aar. Rederne ligger i Kolonier, ofte sam-
men med Lundernes, i de græsklædte Skraaninger oven-
paa Fuglefjeldene; enkelte Steder skal de findes mellem
og under Urens Klippeblokke. Mellem Lunde-Hullerne
kendes Skraapens dels paa sin Moskuslugt, dels påa dens
spanskgrønne Ekskrementer foran Indgangen. I Parrings-
tiden er Skraapen meget støjende ved Redepladsen, idet
de i Parringsleg basker omkring 20 m op i Luften og
53
atter lige ned, udstødende et ejendommeligt kekk—u—å—u,
kek—kek— u—å—u. Blot i Yngletiden er de udelukkende
Natdyr, der tilbringer hele Dagen skjult i Rederne; om
Natten flyver de langt til Havs efter Føde. Ægget, der
har finkornet, mat Skal, er helt hvidt; det lægges som
Regel midt i Maj, ofte kan man dog finde Æg langt
senere. Æggets Længde 66—56 mm, Bredden 42—38.
Paa Vestmannaøerne fandt jeg baade Han og Hun ru-
gende, begge med en stor, rund, helt nøgen Rugeplet.
De rugende Fugle lader sig uden Modstand eller Flugt-
forsøg udgrave. Dunungerne, der bliver umaadelig fede,
ligner en stor Dunbolle, hvoraf kun Næbbet stikker ud;
Øjnene skjules af Dunene; fodres 6—7 Uger af begge
Forældrene, de smaa Unger med opgylpet Føde, de store
med Smaafisk o.l. Som andre Stormfugle udspyr baade
Unge og Gamle under Fare deres trannede, ildelugtende
Maveindhold. I August kommer de store, fede Dununger
ofte om Natten ud og sidder foran Hullet; de fanges da
flere Steder, f. Eks. paa Færøerne, til ind i September af
Indbyggerne ved Hjælp af Hunde, der med Lethed op-
sporer dem i Mørket; andre Steder graves de ud eller
trækkes ud med Krog, I Slutningen af August og i Sep-
tember afkaster de Dunklædningen, og i Oktober forlader
de med Forældrene Ynglepladsen, men mange ses iøvrigt
paa Havet hele Vinteren omkring Vestmannaøerne og
Færøerne.
2. Sodfarvet Skraape (Puffinus griseus
i (Gmelin)).
(Puffinus fuliginosus Strickland). .
Norsk: Graalire. Svensk: Grå Lira. Tysk: Dunkle
Taucher-Sturmvogel. Engelsk: Sooty Shearwater,
Han og Hun ens; hele Fuglens Overside, Vingernes
Overside. samt Halen mørkt sodbrune; Issen mørkest,
brunsort; paa de store Skulderfjer samt paa Vingedæk-
fjerene med en Smule lysere Fjerkanter. Fuglens hele
Underside graalig mørkebrun, endel lysere end
Ryggen; de to Farvetoner gaar jævnt over i hinanden.
Hagen lysest, Struben med mere graalig Tone.-Om Efter-
”" aaret har Undersidens Fjer tydelige lysere Fjerbremmer,
der senere forsvinder. Undervingedækfjerene hvide med
54
mørke Skaftstriber og mørk Tegning påa Kant- og Rand-
fjerene. Axillarfjerene mørkebrune. Halen afrundet, de
yderste Styrefjer c. 20 mm kortere end de mellemste.
Næbbet sort, Længden 39—45 mm, kraftigt, c. 10,5 mm
højt. Vingelængden 29—32 cm, de sammenlagte Vinger
rager ud over Halespidsen. Mellemfoden 56—60 mm,
Fig. 12. Sodfarvet Skraape.
Mellemtaaen 65—67 mm. Mellemfodens Yderside og Yder-
taaen sorte, Fødderne iøvrigt lyst blaaliggraa. Totallæng-
den 40—48 cm. !
Udbredt som Ynglefugl paa endel Steder i det syd-
lige Stille Ocean, kendes saaledes rugende paa Ny Zee-
land og nogle omliggende Øer, Stephen Øen, Chatham
Øerne, Snares o.a. Udenfor Yngletiden, der skal falde i .
Februar, og for de yngre Fugles Vedkommende vist hele -
Aaret, strejfer de meget vidt om og viser sig da baade i
de nordlige og sydlige Dele baade af det Stille Ocean og
af Atlanterhavet; oftere er den iagttaget ved Vesteuropas
og de britiske Øers Kyster. samt i Nordsøen. Ved Grøn-
land er den ikke truffet, heller ikke med Sikkerhed ved
Island; ved Færøerne er den derimod gentagne Gange
55
skudt om Sommeren og Efteraaret og oftere iagttaget ude
paa Fiskebankerne. Ved Norges Kyster er den gennem
Aarene skudt 4 Gange, men skal oftere ses ude paa Havet.
Ved Helgoland er den ogsaa skudt nogle Gange.
I Danmark har den Sodfarvede Skraape kun vist sig
en eneste Gang, idet en udvoksen Han fangedes i de
første Dage af November 1920 i det sydlige Kattegat i
Farvandet Nord for Sjælland; den fangedes, medens den
dykkede, paa en Krog 6 m under Vandet; kun dette ene
Individ saas, opholdende sig mellem Maagerne.
Skal i Levevis ligne de andre Skraaper; Reden i Jord-
huler, Æggene omkring 76 mm lange og 49 mm brede.
3. Stormfugleslægten (Fulmårus Stephens).
I Skikkelse og Fjerdragt lignende mellemstore
. Maager. Næbbet forholdsvis meget kort, kortere
end Hovedet, tykt og meget kraftigt; Næserøret
tykt, ligger helt ovenpaa Næbryggen, dets 2 Horn-
plader fuldkommen sammensmeltede; det er 12—
16mm langt, aabner sig fremad, kun et kort
Stykke bag den ret korte, kraftige Næbkrogs Bag-
kant; Næseborsrørets Skillevæg naar ikke helt ud
til den store Fællesaabning for Næseborene. Vin-
serne smalle, «lanse og" spidse; 1sfe udviklede
Haandsvingfjer længst, 2den lidet kortere. Halen
med 14 Styrefjer, endel afrundet; Underhaledæk-
fjerene naar ud til Styrefjerenes Spidser. Skelettet
ligner Skraapernes, men Kraniet har mere luft-
fyldte Knogler, mindre gennembrudt Skillevæg
mellem Øjenhulerne, større Næsehule og store
Gruber for Næsekirtlerne. Brystbenet med 2 smaa
Indskæringer paa hver Side af den meget brede
Bagrand. Fødderne med lange Tæer, Ydertaaen af
samme Længde som Mellemtaaen; Svømmehudene
meget store og brede. Tæerne klædte med smaa
Skæl, -den ret trinde Mellemfod med sekskantede
"Smaaplader.
56
Havfugle, der flyver fortrinligt, men er ude af Stand
til at gaa paa Land. Slægten omfatter kun 1 meget vidt
udbredt Art, udskilt i flere Underarter.
Stormfugl (Fulmårus glaciålis (Linné)).
Mallemuk, Havhest, Is-Stormfugl (Procellaria glacialis
Linné).
Norsk: Havhest. Svensk: Stormfågel. Tysk: Eissturm-
vogel. Engelsk: Fulmar.
Endel varierende i Farve. Den lyse Form: Hoved,
Hals og hele Undersiden renhvide; Ryggen, Skuldrene
og Vingedækfjerene glinsende askegraa med lidt lysere
Fjerkanter; Overgumpen lidt lysere graa. Fjerene foran
Øjet med indblandede sorte Børstefjer. De iange Skulder-
fjer og Vingedækfjerene ofte lidt mørkere graa; Haand-
svingfjerene mørk skifergraa. Styrefjerene graalighvide eller
graa med hvid Underside. Undervingedækfjerene og ÅArm-
hulefjerene hvide, Randens og endel af de store Under-
vingedækfjers Yderfaner delvis brungraa. Disse Farver er
renest og mere askegrea efter Fældningen, der foregaar
om Eftersommeren, ofte faldende en Smule i det brun-
lige om Sommeren i Rugetiden. Den mørke Form har
askegraat Hoved og Hals, saaledes at hele Fuglens Over-
side er graa; hele Undersiden lysere graa; Vingerne i det
hele mørkere graa end hos den lyse Form. Mellem disse
to Typer findes ofte Mellemformer.
Lyse og mørke Fugle findes ofte rugende i samme
Koloni, og disse forskellige Farver er i alt Fald uden
Forbindelse med Alder og Køn. Tildels er de at opfatte
som Lokalracer, idet Farven aabenbart skifter noget efter
Opholdsstedet; i Nordøstgrønland er saaledes mørke Fugle
langt de overvejende, medens de paa Island og Færøerne
rugende vistnok udelukkende hører til den lyse Form; de
mørke viser sig her kun om Efteraaret og Vinteren.
Næbbets Hornplader overvejende horngule med mere
eller mindre udbredte mørke Partier, der særlig findes
paa Overnæbbets Rygside og Næserøret; de blødhudede
57
Steder overvejende brunsorte. Næblængden 38—41, Næb-
højden over Næserøret c. 20, foran Næserøret c. 14 mm.
Næseborsrøret 12—17 mm langt og c. 10 mm bredt. Vinge-
længden 29—32 cm. Mellemfoden c. 50 mm, Mellemtaaen
67—69 mm. Stormfuglens Størrelse er i det hele meget
varierende, jævnlig ses paafaldende smaa Individer.
Dunungen graa, lysere paa Undersiden.
Fig. 13. Stormfugl. (Efter Macpherson i British Birds).
Udbredt som Ynglefugl i de nordlige Dele af Atlanter-
havet og langs det nordlige Ishavs Kyster op til 85? n. Br.,
saaledes paa Spitzbergen, Franz Josephs Land og Novaja
Semlja; en nærstaaende Underart v.rodgersii er ud-
"bredt i Stillehavets nordlige Dele; paa den sydlige Hemi-
sphære findes Arten ikke. I Grønland yngler den baade
paa Vest- og Østkystens nordligste Dele; paa Island
ruger den nu talrig i mange Fuglefjelde, saaledes uhyre
talrig paa Vestmannaøerne,. stadig bredende sig til nye
Lokaliteter. Til Færøerne kom den som ynglende, for-
mentlig fra Vest, omkring 1839 og er nu meget talrig paa
. mange af Øerne. Årten synes stadig at brede sig mod
Øst og Syd. Ruger siden 1891 paa Orknøerne, paa Shet-
landsøerne siden 1878, paa St. Kilda, Hebriderne og siden
58
1900 paa Nordskotlands Kyster; siden 1910 har den og-
saa slaaet sig ned som rugende ved Irlands Kyster. Paa |
den skandinaviske Halvø kendes den ikke som rugende,
men viser sig om Vinteren talrigt særlig langs Norges
nordlige Kyster; ogsaa om Sommeren viser den sig ret
talrig ved Finmarken, formodentlig er det da overvejende
unge ikke yngledygtige Individer. I Sverrig er den kun
en sjælden og tilfældig Gæst.
"I Danmark har Stormfuglen ret jævnlig vist sig,
stadig dog som en faatallig og sjældnere Gæst; hyppigst
viser den sig naturligvis forslaaet ind fra Nordsøen til
Jyllands Vestkyst, hvorfra ikke faa Iagttagelser foreligger.
Sjældne Gange kommer den ind i de indre sydligere Far-
vande. I Øresund, ved Møen og ligeledes ved Flensborg
har den saaledes vist sig, og et Individ forslaaet ind i
Land til Jonstrup toges med Hænderne siddende i Græs-
.set ude af Stand til at flyve op. De iagttagne Stormfugle
er sete fra midt i August, oftest i September— November,
senest i Januar. Af 7 danske Skind i Musæet hører de 5
til den mørke og kun de 2 til den lyse Form.
Stormfuglen er ved sine sydligere Ynglepladser nær-
mest Standfugl, paa Island ses den i Fuglefjeldene hele
Aaret rundt undtagen i September; stadig viser mange
sig dog ude i de store aabne Have, altid følgende
Skibene, søgende deres Føde i disses Kølvand. Deres
Flugt er hurtig og fortrinlig; sejlende glider de frem lavt
over Vandet, kun med et Par raske Vingeslag nu og da,
selv i stærk Storm manøvrerer de med uforanderlig Sik- .
kerhed. Føden, der bestaar af Fisk, Blæksprutter, Krebs-
dyr o.1., tager de, idet de lægger sig paa Vandet, ikke
ved Støddykning; de angives at kunne dykke ved Hjælp
af Vingerne ned i Vandet i. c. 1 m Dybde efter Byttet. Alle
Slags Aadsler af smaa og store Dyr fortærer de, og hvor
et Hvalaadsel findes, samler de sig i Mængde for at flænse
i Spækket. Kendte er de for den Ihærdighed, hvormed de
Gang paa Gang lader sig fange paa Krog med Spækmad-
ding; satte paa et Skibsdæk ligger de hjælpeløst paa
Bugen, kan højst vrikke sig lidt frem og formaar ikke at
flyve op fra dette. I Modsætning til Maagerne er de lidet
sky og ganske upaavirkelige; de flyver tavse og lydløst,
højst høres nu og da et svagt ga—ga—ga—ga eller grau,
ved Reden en lav Knurren: gerrrr.
Stormfuglen ruger som Regel i store, ofte umaadelig
store Kolonier paa Afsatserne paa høje, bratte, utilgænge-
lige Klippevægge, ofte meget højt over Havet; næsten
altid vælger de Fjelde ud til Havet eller nær dette, men.
59
nu og da kan de yngle paa Fjelde, der ligger over 1 Mil
inde i Landet. Hvor saadanne findes, foretrækker de paa
Klippesiderne Redepladser mellem Vegetation, særlig af Co-
chlearia og Græs, og de rugende Fugle ses da som hvide
Pletter i "det grønne. Det store hvide Æg lægges som
Regel fra midt i Maj til ind i Juni; det ligger uden noget
som helst Underlag, højst paa lidt Grus eller lidt Græs,
påa Jorden mellem Vegetationen." Ægget er mat, noget
grovkornet; Længden 66—80, Bredden 45—53 mm. Han
og Hun ruger skiftevis i 6—7 Uger, forlader nødigt Ægget,
paa hvilket de lader sig tage med Haanden, idet de dog
modigt og virkningsfuldt bider fra sig med deres kraftige,
skarpe Næb. Først i Juli ses Dunungerne. Fodres med
halvfordøjet Maveindhold, senere med Smaadyr. Gamle
og Unger udspyr Maveindholdet mod enhver Forstyrrer
ved Reden, de gamle ofte en klar Olie, Ungerne en graa-
lig, ildelugtende Vælling. Ungerne, der bliver meget store
"og yderst fede, samles midt i August i tusindvis af Ind-
byggerne og nedsaltes til Vinterbrug. I September er Un-
gerne flyvefærdige, forlader da Fjeldet og ernærer sig
selv. Ogsaa ved Stormfuglen og dens Æg er der en stærk
Moskuslugt; selv ved Dunene hænger Bus i mange
Aar og gør dem lidet anvendelige.
"Ste Orden. Vandhøns (Ralliformes).
Næbformen ret forskellig, oftest ret kort og
kraftig, lidt sammentrykt med hornklædt Spids og
mere blødhudet ved Grunden, skarpkantet, omtrent
af Hovedets Længde eller kortere; nogle (Rikserne)
. med længere, trindt og ret tyndt, blødhudet Næb,
mere mindende om Vadefuglenes.. Næseborene
sidder paa Næbbets Sider midt i en blød Hud,
som Regel spalteformede; Næsehulerne staar i
Forbindelse med hinanden. Næsekirtlerne forskel-
ligt udviklede, størst hos de egentlige Vandhøns.
Hovedet ret lille, Halsen af almindelig Længde,
oftest med 14—15 Halshvirvler. Ryggen smidig
og bøjelig, altid uden sammenvoksede Ryghvirvler.
Fjerklædningen løs og blød, Fjerene med en lille
Bifane. Vingerne forholdsvis korte, hvælvede og
60
butte, i det hele ret svage; 10—11 Haandsving-
fjer, af hvilke de yderste er forkortede; Armsving-
fjerene alle omtrent af samme Længde, 5te mang-
ler altid. Tommelen- bæreren lille. Hornklo; der
rager ud af Vingehuden, skjult under Fjerene.
Svingfjerene fældes ofte alle paa en Gang, saa-
ledes at. Fuglen en Tid er ude af Stand "tilat
flyve. Halen med korte, ret bløde Styrefjer, ofte
næsten skjulte af Dækfjerene, oftest 12, sjæld-
nere 10 eller 14. Kroppen ejendommelig ledeløs,
stærkt sammentrykt med ret svag Brystkurv og
smalt Bækken. Brystbenet med veludviklet Kam
og med et meget stort Indsnit i hver Side af Bag-
randen, udad begrænset af en lang, smal Ben-
bjælke. Benene særdeles kraftigt udviklede. Løbe-
eller Svømmeben, med kraftig Laarmuskulatur og
ret lang Mellemfod, altid nøgne op over Hælen.
Fødderne klædte af større og mindre Hornplader.
De 3 Fortæer lange og tynde, spaltede til Grun-
den, uden Svømmehud, egnede til at løbe paa blød
Bund; Svømmebremmer paa Tæernes Sider findes
kun hos Blishønsene. Mere eller mindre velud-
viklet Bagtaa findes altid, siddende -i forskellig
Højde. Kløerne slanke og spidse. Kro mangler,
Kraasen lille, men muskuløs; de to Blindtarme
lange og rummelige.
Smaa og mellemstore Fugle af ret forskelligt Ydre,
næsten alle tilpassede til skjult Levevis mellem Græs og
Siv i Søer og Sumpe eller paa Enge og Marker, enkelte
til Ophold i Søer og Laguner. Nu og da søger de op i
Buskenes Grene. Flyver i det hele nødigt, oftest kun ret.
daarligt, og de kaster sig snart igen; de søger at undgaa
Forfølgelse ved med en forbavsende Hurtighed og Smidig-
hed at smutte bort mellem Græs og Siv, idet deres
sammentrykte bøjelige Krop tillader dem at klemme sig
mellem tætstaaende Rør o.l. Alle svømmer de, de fleste
61
omend kun nødtvungent, og de formaar da ogsaa at dykke.
De fleste Arter, maaske blot med Undtagelse af Blis-
hønsene og delvis Rørhønsene, lever et saa skjult Liv, at
man næppe aner deres Tilstedeværelse, selv paa Yngle-
pladsen; oftest røber de sig blot ved deres ejendomme-
lige skarpe Skrig, som navnlig høres i Parringstiden.
Han og Hun er lidet forskellige eller ganske ens af Ydre.
Reden løst bygget, anbragt paa Jorden skjult mellem Græs
og Siv eller fastere bygget anbragt delvis svømmende
mellem Rør o.l. Hovedsagelig Natfugle, Blishønsene dog
Dagfugle. Æggene talrige, vekslende i Antal, næsten altid
mere eller mindre plettede. Ungerne forlader næsten
straks Reden og søger selv deres Føde; de er stærkt og
tæt dundækkede, oftest af ejendommelig Farve vidt for-
” skellig fra Forældrenes, som Regel næsten helt sorte.
Føden Orme, Insekter, Snegle og alle Slags Smaadyr,
men ogsaa Plantedele, Frø o.l. Ordenen er i Nutiden
nærmest beslægtet med Traner og Trapper, med hvilke
de viser saa mange Overensstemmelser, at de oftest
samles i en fælles Orden med disse. Vandhønsenes Or-
den er-vidt udbredt over hele Verden, de arktiske Egne
dog undtagne; den omfatter omkring 210 Arter, oftest
samlede i omtrent 35 Slægter; af disse findes kun 5 re-
præsenterede i Danmark. Ordenen kan deles i 3 Familier,
nemlig Rallidæ (hertil de danske Slægter Vandrikser, Rør-
vagtler og Engsnarre), Gallinulidæ (hvortil Rørhøns) og
Fulicidæ (hvortil Blishøns); her kan de danske Former
naturligst samles i en Familie, Rallidæ, med 5 Slægter.
Oversigt over de danske Vandhøneslægter.
A. Panden befjeret, uden fortykket nøgen Pandeplade.
1. Næbbet kortere end Indertaaen, ret tykt, sammen-
trykt, i sin ydre Del hornklædt med skarpe Kanter.
a. Bagtaaens Længde kun ”/+ af Mellemfoden; Vinge-
dækfjerene kraftigt rustrøde .:........ BEDA nå
FSRRERS. SSD ISSEE > 1. Engsnarreslægten (Crex).
62
b. Bagtaaen halv saa lang som Mellemfoden; Vinge»
dækfjerene aldrig kraftigt rustrøde .............
EEN he DRE 2. Rørvagtelslægten (Porzåna).
2. Næbbet længere end Indertaaen, trindt og blød-
huder uden'skarpe Kanter ger na ER ERE
Me HEER OSTEN MEGET 3. Vandrikseslægten (Rållus).
B. NERE med en nøgen, fortykket Pandeplade.
. Tæerne trinde, uden Svømmelapper ..............
SE ALENE INGE 4. Rørhøneslægten (Gallinula).
Ea Tæerne med store Svømmelapper paa Siderne ....
RENE EN USER .5. Blishøneslægten (Fulica).
1. Engsnarreslægten (Crex Bechstein).
Næbbet kortere end Hovedet, højt ved Grun-
den, stærkt sammentrykt, med lidt fortykket Næb-
ryg, der skyder sig lidt op mellem Pandefjerene.
Næsegruben af Næbbets halve Længde. 2den og
3die Haandsvingfjer længst, kun ubetydeligt læn-
gere end de inderste lange bløde Armsvingfjer.
Halen med 12 bløde, spidse Styrefjer, der kun
rager lidt udenfor Overhaledækfjerene. Mellem-
foden en Smule længere end Mellemtaaen, dens
Bagside dækket af Tværplader; Tæerne ret lange;
Bagtaaens Længde ”/4 af Mellemfodens. Kun 1 Art.
Engsnarre (Crex praténsis Bechstein).
Vagtelkonge, Agerrikse, Rugskrække, Knarkfugl,
Knerkand, Skræpfugl, Skræpand (Rallus crex Linné,
Gallinula crex Latham).
Norsk: Agerrikse. Svensk: Ångsknarre. Tysk: Wiesen-
Sumpfhuhn. Engelsk: Land-Rail.
Sommerdragten; ens for Han og Hun. En Stribe
fra Næbroden midt op ad Panden, Issen og Nakken,
bredende sig ned ad Baghalsen, brunligsort med gulbrune
Fjerkanter; en bred Stribe hen over Øjet ud i Nakken
samt Partiet under Øret blaaligt askegraa, en Stribe fra
Næbbet gennem Øjet hen over Øret lyst brunlig. Hage
og Strube hvidlige. Forhals og Forbryst olivengraalige
med indblandede mere rødligbrune Fjer. Bugen hvidlig.
63
Skuldrene og hele Rygsidens Fjer brunligsorte med meget
brede olivengraa og olivengulbrune Fjerkanter, bredest
paa Skulderfjerene. Kropsidernes samt Undergumpens
Fjer rødligbrune med ret brede, hvide, mørktkantede
Tværstriber. Vingedækfjerene ensfarvet kraftigt rust-
røde, blot Haandsvingfjerenes store Dækfjer mørkebrune;
nu og da har Armsvingfjerenes store Dækfjer mere eller
Fig. 14. Engsnarre. (Efter Tegetmeier i British Birds).
mindre tydelige hvidlige Tværstriber. . Undervingedæk-
fjerene ligeledes kraftigt rødbrune. Vingekanten og Vinge-
randen samt I1ste udviklede Svingfjers smalle Yderfane
hvide eller hvidlige. Svingfjerene mørkt rødbrune paa
Yderfanerne, mørkebrune paa Inderfanerne; de inderste
lange Årmsvingfjer med Ryggens Farver og Tegning.
Vinterdragten, som Engsnarren erholder ved en
Efteraarsfældning i August, ligner i det hele. Sommer-
"dragten, men dennes blaalig askegraa Partier paa Hovedet
er gulbrune. Forhals og Forbryst mangler ligeledes den
64
askegraa Farve og er ret ensfarvet gulbrune eller lyst
rødligbrune. Rygsiden med varmere mere rødlig gulbrune,
ikke graalige, Fjerkanter. Ved en delvis Foraarsfældning
erholdes Sommerdragten atter.
Iris lysebrun. Næbbet graalig kødfarvet, mørkere mod
Spidsen, om Vinteren overvejende mørkegraat. Næblæng-
den 20—23 mm, Højden bag Næseborene 8—10 mm.
Benene ligeledes graalig kødfarvede; Mellemfoden 40—
42 mm, Mellemtaaen 38—40 mm. Legemslængden c.25 cm.
Vine lene den oftest 132—140 mm, Hannens som Regel
lidt større end Hunnens.
Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men har
i alt Fald ofte mindre tydelige Tværstriber paa de rust-
rødlige Kropsider; deres Iris er brungraa.
Dunungen kulsort; som smaa har de rødlighvide
Næb og Fødder; naar den brune Fjerdragt bryder frem,
forsvinder de sorte Dun sidst fra Issen og en Stribe midt
ned ad Forhalsen og Brystet samt paa Bugen.
Blandt danske Vandhøns er Engsnarren altid kende-
lig ved sine gulbrune Farver og navnlig ved de smukt
rustrøde Vingedækfjer.
Udbredt som Ynglefugl i Europa og. Asiens nordlige
Dele helt op til Polarcirklen. Til Grønland har den ikke
sjældent forvildet sig, medens den derimod mærkelig nok
ikke kendes fra Island. Paa Færøerne viser den sig ret
ofte og synes endogsaa nu og da at yngle der. Yngler
meget almindelig i England og Holland. I Norges og Sver-
riges Lavlande er den meget almindelig, aftagende i An-
tal op mod Polarcirklen, sjælden Nord for denne. Almin-
delig rugende i Europa ned til Sydfrankrig og Norditalien,
udbredt mod Øst til Liileasien og Persien og over Rus-
land ind i Sibirien til Jenissei. Trækfugl, der navnlig.
overvintrer i Afrika helt ned til Kap. Enkelte Individer
strejfer paafaldende vidt om og træffes baade i Amerika
og Australien.
I Danmark er den en ret almindelig omend noget
faatallig Ynglefugl, der findes spredt over hele Landet,
rugende paa passende Lokaliteter. Trækfugl, der- kommer
til os i Maj og er ret almindelig paa Gennemrejse hele
denne Maaned; i Juni og Juli har vi kun de ynglende
65
Par, men allerede i August begynder Efteraarstrækket,
"der varer gennem September; dog træffes ogsaa enkelte
Individer helt ud i Oktober og ind i November, men den
synes aldrig at overvintre her; nu og da falder de om
Natten ved de danske Fyr. Den træffes om Sommeren
navnlig i frugtbarere Egne, hvor. frodig Vegetation findes,
baade paa ikke alt for fugtige Enge og paa tørre, dyrkede
Marker, Kløvermarker, Roemarker o. 1., altid paa aabent
skovløst Land; de synes noget uregelmæssigt udbredt,
ofte skiftende i Antal fra Aar til Aar. Spredt, faatalligt
og uselskabeligt ruger Parrene i Monogami; aldrig træffes
flere Par paa samme Sted.
En sky og yderst forsigtig Fugl, der lever meget
skjult, løbende i Græsset med stor Hurtighed og Færdig-
hed; den ses derfor kun sjældent; under Løbet smutter
den frem, holdende Hovedet lavt og fremstrakt; kun meget
nødigt flyver den op og kaster sig da straks igen. Flugten
" tung, lige ud og langsom. Som Regel erkender man kun
dens Nærværelse gennem Hannens ejendommelige skrat-
tende eller snerrende Parringsskrig, der høres fra Maj
helt ud i Juni og Juli, til Ungerne er udklækkede; det
gengives nærmest ved rårp—rårp eller snarp—arp, lydende
som naar man med Neglen gnider hen over en Kams
Spidser; høres ofte om Dagen, men særlig om Aftenen
og langt ud paa Natten, oftest stadigt gentaget; ikke sjæl-
dent kan det lyde fra Græsset foran Ens Fødder, uden at
Fuglen dog kan ses; under Skriget skal Fuglen med op-
ret Hals strække Næbbet lige i Vejret.
Føden hovedsagelig Insekter, Orme, Snegle o. 1., dog
findes Plantefrø ogsaa jævnlig i dens Mave. Reden paa
Jorden eller hævet over denne paa et tørt Sted, paa
sammenskrabede Sivstumper eller lign., skjult mellem
Græs og anden Vegetation, Kløver eller lign.; den er ud-
foret med tørt Græs, Mos og Blade og indeholder fra 8
til 12 Æg; de ruges af Hunnen, der ligger meget fast
paa Æggene og. ofte kan tages med Hænderne; ikke sjæl-
.dent ihjelhugges den af Leen under Slaaningen. Æggene
glatskallede; Farven hvid, med svagere eller stærkere
gulbrunlig Tone, med smaa og større, spredte, brune og
blaaliggraa Pletter, der ofte ved den butte Pol er uregel-
mæssigere, stregformede og tætstillede, ofte mere eller
mindre sammenflydende. Længden 34—40 mm, Bredden
25—28 mm; de findes tidligst midt i Maj, men oftest i
Juni og Juli, nu og da ud i August. Ungerne forlader
- hurtigt Reden og skjuler sig i Græsset, passet af For-
ældrene, under hvis Vinger de ofte søger Ly; deres Skrig
R. Hørring: Fugle II. : : d
-
66
skal lyde som Spurveungernes; 6 Uger gamle angives de
at være flyvefærdige, og Familieflokkene opløses.
2. Rørvagtelslægten (Porzåna Vieillot).
(Ortygometra Leacb).
Smaa og ret smaa Fugle med kort sammen-
trykt Næb, der ved Grunden er ret højt, dog
lavere end Engsnarrens. Næbryggen lidt fortykket
ved Roden. Vingerne forholdsvis lange, altid en-
del længere end de stærkt forlængede inderste
AÅArmsvingfjer. Fødderne store, nøgne højt op over
Hælen. Tæerne meget lange og tynde, den noget
sammentrykte Mellemfod betydeligt kortere end
Mellemtaaen; dens Bagside dækket af smaa, net-
formet ordnede Skæl. Bagtaaen, der sidder højere
end Fortæerne, er omtrent af Mellemfodens halve
Længde. 12 Styrefjer. Fælder totalt om Efteraaret,
partielt om Foraaret.
Lever paa fugtige Steder ved Sumpe og Søer; svøm-
mer og dykker godt. Omtrent 30 Arter, udbredte over
alle Verdensdele.
Oversigt over de danske Rørvagtelarter.:
A. Underhaledækfjerene ensfarvet gulbrunlig hvide; For-
brystet mere eller mindre hvidplettet, Vingelængden
overs mm Er E 1. Rørvagtel (P. maruétta).
B. Underhaledækfjerene sorte eller mørkebrune med hvide
Tværbaand; Forbrystet aldrig hvidplettet; Vingelængden
altid under 110 mm.
1. Iste Haandsvingfjer med en smal hvid Bremme paa
Yderfanen; i den sammenlagte Vinge rager de læng-
ste Haandsvingfjer blot 1 til 1,5 cm længere ud end
de længste Armsvingfjer; Ryggen uden en ensfarvet
bred blegbrun Længdestribe paa hver Side.......…
aeg en .,,, 2. Dværg-Rørvagtel (P. pygmæa).
2. Uden hvid Bremme paa I1ste Haandsvingfjers Yder-
fane; i den sammenlagte Vinge rager Haandsving-
fjerene 3—4 cm længere ud end de længste Årm-
67
svingfjer; paa hver Side af Ryggen en bred, ens-
Sarvets blee orm æn des DS se
Kor HER ERDERE 3. Dværg-Sumphøne (P. mintta).
bxRørvagtel (Porzåna :mariétta (Leach)).
Plettet Sumphøne, Vandvagtel, Plettet Rørhøne, Hvuit-
fugl, Dyndskvat, Terrishøne (Rallus porzana Linné, Galli-
nula porzana Latham).
Norsk: iSmaaplettet Sumphøne. Svensk: Sumphøne.
Tysk: Gesprenkeltes Sumpfhuhn. Engelsk: Spotted Crake.
Sommerdragt, ens for Han og Hun. En Stribe fra
Næbbet bredende sig op over Issens Midte og Nakken
sort med brune Fjerkanter. En bred Stribe over Øjet ud
i Nakken samt Hage, Strube, Forhals, Forbryst og Bryst
mørk blaaliggraa, over hele Forbrystet dog stærkt ind-
blandet med olivenbrunt og med smaa runde hvidlige Plet-
ter. Tøjlen næsten sort; fra Øjet ned over Øret et bredt
brunligt Strøg. Baghalsen samt Nakkens og Halsens Sider
med ganske smaa, hvide Pletter. Rygsidens Fjer oliven-
"brune med. bred sort Midtstribe, bredest paa Skulder-
fjerene, og en hvid Plet paa hver Side; Skulderfjerene
-med en smal hvid sortkantet Streg langs hver Fjerfanes
Kant. Bagryg og Overgump overvejende sorte med smalle
olivenbrune og hvide Fjerkanter. Vingedækfjerene oliven-
brune, en Smule mere rødligbrune end Ryggen, de store
Vingedækfjer med spredte hvide sortkantede Pletter. Sving-
fjerene mørkebrune, Iste Haandsvingfjer med en smal hvid
Bremme paa Yderfanen; de indre Armsvingfjer farvede
som Ryggens Fjer, dog med brede lysebrune Kanter paa -
Inderfanerne og smalle hvide Tværstriber paa Yderfanerne.
Vingens Rand og Kant hvide; Undervingedækfjerene graa-
brune med hvide Tværbaand, overvejende hvidlige mod
Vingeranden. Bagbryst og Bug hvidlige, Underhaledæk-
fjerene ensfarvet gulbrunligt hvide. Fjerene paa
” Kropsiderne og Gumpens Sider mørkt olivenbrune med
brede, hvide, mørkkantede, vinkelbøjede Tværbaand. Halen
kileformet; de bløde Styrefjer c. 5 cm lange.
5%
68
Vinterdragten, der erholdes ved fuldkomment Fjer-
skifte i August og September, ligner endel Sommer-
dragten, men den brede Stribe hen over Øjet er brunlig-
graa med talrige smaa hvide Pletter. Hage og Strube ikke
askegraa. men hvidlige med spredte udviskede brunlige
Pletter. Forhals og Forbryst mørkt olivengraa, tæt dæk-
Fig. 15. Rørvagtel (Efter Tegetmeier i British Birds).
kede af smaa hvide mørktkantede Pletter. Ryggen mere
varmt rødbrunlig olivenbrun, ikke saa grønlig som i
Sommerdragten.
Iris gulbrun. Næbbet 20—21 mm langt, hos Hannen.
gult med orangerød Basis, hos Hunnen grønliggult med
svagere rødt ved Grunden. Vingelængden 116—120 mm.
Legemslængden 20—24 cm. Fødderne gulgrønne, Mellem-
foden 31—35 mm, Mellemtaaen 40—42 mm lange. Hannen
som Regel lidt større end Hunnen. |
Unge Fugle ligner de voksne i Vinterdragt, men
69
Forbryst og Forhals er mere graalig olivenbrune med
mere udflydende utydeligere hvidlige Pletter.
Dunungen kulsort med grønlig Metalglans. Næbbet
sort med gul Grunddel og et gult Tværbaand over Over-
næbbet mellem Næsebor og Næbspids; de ganske smaa
Unger har kridhvid Horndup paa Næbspidsen.
Denne Årt er blandt vore Rørvagtler altid kendelig
paa sine ensfarvet hvidlige Underhaledækfjer og sit hvid-
plettede Forbryst.
Udbredt som Ynglefugl over hele Europa op til 60—
65% og ned til Middelhavslandene og Øerne i Middel-
havet; findes mod Øst helt ud i Sibirien til Tomsk og
Altai. Trækfugl, der overvintrer i Sydeuropa, store Dele
af Afrika og i Indien. Til Grønland har den forvildet sig
mindst 4 Gange; fra Island og Færøerne kendes den der-
imod ikke. Af og til viser den sig paa Orknøerne og Shet-
landsøerne, og paa de brittiske Øer yngler den ret faa-
tallig. I Norge ruger den, omend ret sparsomt, i Kyst-
egnene op til Trondhjemsfjorden; i-Sydsverrig er den en
almindelig Ynglefugl, der træffes helt op i Vårmland. I
- Tyskland er den overalt almindelig, ynglende paa pas-
sende Lokaliteter.
I Danmark er Rørvagtlen ret almindelig som yng-
'lende, fundet rugende paa mange Steder i Landets for-
skellige Dele, baade i Jylland helt oppe fra Thy og Vend-
syssel ned til Slesvig og paa Øerne; ogsaa paa Bornholm
skal den findes. Som Trækfugl, der paa Gennemrejse er
ret hyppig, kommer den tidligt til Landet og viser sig
allerede først i April tiltagende i Antal hele denne Maa-
ned og ind i første Halvdel af Maj; Efteraarstrækket be-
gynder henimod Slutningen af August og strækker sig ud
i September og Oktober; ogsaa.i December iagttages en-
kelte Individer, og selv i Februar i ret stærk Kulde er
som en Undtagelse iagttaget et Par øjensynlig overvin-
trende Fugle. Trækker om Natten, og ikke helt sjældent
falder den ved Fyr og Fyrskibe.
Rørvagtlen opholder sig paa fugtige, sumpede Steder
ved Bredderne af Damme, Moser, Søer og Aaer, hvor
højt Græs, Siv og anden dækkende Vegetation skaffer den
tilstrækkeligt Skjul. Dens overordentlig lange Tæer gør
det muligt for den at løbe paa svømmende Planteblade
o. 1.; baade de gamle Fugle og Ungerne svømmer iøvrigt
gerne. Som sine Slægtsfæller lever den om Sommeren
70
uselskabeligt og ganske overordentlig skjult, og det hører
til Sjældenhederne at iagttage Fuglen; den flyver yderst
nødigt op, flagrer da lavt over Jorden; forstyrret smutter
den i hurtigt Løb og i Spring bort mellem Sivene, idet
den holder Kroppen vandret og nikker med Hovedet ved
hvert Skridt. Om Dagen holder den sig mest i Ro, men
som udpræget Natdyr kommer den i Aktivitet om Aftenen
og røber da sin Nærværelse ved sit ejendommelige, ide-
lig, ofte uafbrudt gentagne Skrig, der lyder som et ret
blødt huit eller kuit, lydende »som en Draabe, der fra
større Højde falder ned i et Vandfad".
Reden altid nær Vandet paa fugtig Grund ofte paa
en Tue omgivet af Vand, altid skjult omhyggeligt under
” sammenbøjede Græstotter; den er omkring et Kvarter i
Diameter, bygget af opstablede Sivstykker og andre Plante-
stængler, foret med Græs o. 1. Monogame; fra den første
Uge i Maj til langt ind i Juni lægger den sine 8—10—12
Æg; forsinkede Kuld kan findes ud i Juli og ind i Au-
gust; Æggene er hvidlige med stærkere eller svagere
brungullig Tone, af og til spillende lidt i det grønlige,
med spredte skarpttegnede mørkebrune og lysebrune samt
svagere blaaliggraa Pletter, tættere stillet i den butte Ende
af Ægget. Længden oftest 31 —35 mm, Bredden 22—25 mm.-
Dunungerne forlader meget hurtigt Reden-og passes af
Forældrene; skræmte splittes Ungeflokken til alle Sider;
allerede før Dundragten er helt afkastet, spreder Ungerne
sig og søger Næring paa egen Haand. Føden Insekter,
Snegle, Orme o. 1., men ogsaa Frø og a. Plantedele.
2. Dverg-Rørvagtel (Porzåna pygmæa
(Brehm)).
(Rallus intermedius Hermann, Rallus bailloni Vieillot,
Gallinula pygmæa Brehm, Porzana pusilla inter-
media).
Tysk: Zwergsumpfhuhn. Engelsk: Baillon's Crake.
Sommerdragten, ens for Han og Hun; Midten af
Issen samt Nakken og Baghalsen mørkt rødligbrune med -
svagere eller stærkere sorte Midtpletter paa Fjerene. Hele .
det øvrige: Hoved, Forhalsen, Forbryst og Bagbryst ens-
farvet mørkt blaalig askegraa, ganske uden hvide
Pletter; blot Strube og Hage en Smule lysere graa.
Partiet bag Øjet lysebrunt. Halsens Sider ensfarvet livligt
71
rødligbrune. Bagkroppens Sider, Undergumpen og Under-
" haledækfjerene brunsorte med skarpe, brede, sortkantede
"Tværbaand. Rygsidens Fjer over det hele brunsorte med
brede, rødligt olivenbrune Fjerkanter; Ryggens Midte over-
vejende sort med udviskede renhvide Længdepletter; saa-
danne ses tydeligere paa sort Grund paa alle Skulderfjerene
og deinderste Armsvingfjer. Vingedækfjerene rødligt oliven-
… Fig. 16. Dverg-Rørvagtel (Efter Tegetmeier i British Birds).
brune, kun endel af de større nederste med hvide, mørk-
kantede Tvær- og Længdepletter. Svingfjerene
mørkebrune, Iste med smal hvid Bremme paa Yder-
fanen. Undervingedækfjerene blegt brungraa med hvid-
lige Tværbaand. Paa den sammenlagte Vinge rager Haand-
… svingfjerene blot 1—1,5 cm længere ud end de forlængede
inderste AÅrmsvingfjer. Halen af Ryggens Farve, lille og
spids; Styrefjerene 'c. 4,5 cm lange.
Vinterdragten, der bæres fra August, ligner Som-
merdragten, men Hage og Strube skal være tydeligt lysere
graa.
72
Iris rød. Næbbet af Form som Rørvagtlens, 15—17 mm
langt, grønt, mørkere mod Spidsen. Legemslængden 16—
18 cm. Vingelængden hos de danske Eksemplarer 86 mm,
Hunnens skal være mindre, indtil 81, Hannens større op
til 93 mm. Fødderne lysebrune eller rødliggraa; Mellem-
foden 24—28 mm, Mellemtaaen 35—36 mm.
Unge Fugle ligner paa Rygsiden de voksne, men
er let kendelige paa, at Hovedets Sider er overvejende
urent lysebrune uden askegraat, Hagen og Struben er
hvide og hele Undersiden hvidlig med mere eller mindre
tydelige smalle olivenbrune Tværstriber, bredest og tyde-
ligst over Brystet. Kropsider, Undergump og Underhale-
dækfjer brunsorte med. hvidlige Tværstriber.
Dunungen helt sort med hvidt Næb.
Dverg-Rørvagtlen minder i Ydre endel om Rørvagt-
len, men skelnes fra denne ved sin ringere Størrelse;
Forveksling med følgende Art undgaas lettest ved at
undersøge Iste Haandsvingfjer, der altid mangler hvid
Bremme hos Dverg-Sumphønen. i
Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Syd-
europa gaaende op til Holland og Mellemtyskland, al-
mindelig f. Eks. i Frankrig, Spanien og Ungarn; udbredt
mod Øst til Persien. Trækfugl, der overvintrer i Afrika,
i hvis nordlige og vestlige Dele. den ogsåa yngler. Fra
Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke; af og til
er den fundet ynglende i England og er jævnlig iagttaget
der. I Norge har den ikke vist sig, er derimod skudt en
Gang i Sverrig. I Sydtyskland er den ikke ualmindelig,
men i Nordtyskland synes den kun at være en tilfældig
Gæst; i det hele gør dens yderlig skjulte Tilværelse det
vanskeligt at komme til Klarhed over dens Udbredelse.
Danmark ligger langt Nord for dens egentlige Ud-
bredningszone, og Dværg-Rørvagtlen har kun nogle faa
Gange vist sig her; saaledes blev et Individ skudt den -
6. 5. 1887 i Søholm Møllesø ved Gjorslev i Stevns, hvor
den var iagttaget nogle Dage; et andet blev skudt den
30. 9. 1893 paa Østerøen ved Nyborg og endelig et tredie,
en Han, blev fundet dødt den 6.6. 1899 ved Kvistgaard,
Syd for Helsingør; helt usandsynligt er det derfor ikke,
73
at den af og til kan yngle her, og rimeligt er det, at den
"forekommer her oftere, end man ved.
Opholder sig i stærkt tilvoksede Søer og Sumpe og
nærmer sig i Levevis og Opførsel saa meget til Rør-
vagtlen, at den i saa godt som alle Forhold stemmer
overens med denne; den lever om muligt endnu mere
skjult og flyver saa godt som aldrig op; svømmer ud-
mærket med Halen opret og under stadig Nikken med
Hovedet og løber med endnu større Lethed paa al Slags
flydende Vegetation. Stemmen ret svag, pibende, høres
om Aftenen og ud paa Natten. At regne efter Forholdene
andetsteds kommer den aabenbart langt senere til Dan-
mark end Rørvagtlen og forlader os meget tidligt. Reden
nærmest som Rørvagtlens men dybere, mere kurveformet,
dannet af løst sammenflettede Plantedele, udforet med
fint Græs, oftest helt overdækket af sammenbøjet Græs
og i det hele meget godt skjult. Lægger kun 6—8 Æg;
de skal være langagtige, brunlig olivengullige tæt dækkede
med olivenbrune Smaapletter; Længden 26—30 mm, Bred-
den 19—22 mm; ved deres mørkere Farver og ringe Stør-
relse skelnes de fra den følgende Arts. Føden Smaa-
insekter, særlig Myggelarver, REE SDERE og i ringere
Grad Plantedele og Frø. :
3. Dverg-Sumphøne (Porzåna minutta
(Montagu)).
(Rallus parvus Scopoli, Gallinula minuta Montagu,
Gallinula pusilla Bechstein, Porzana parva).
-Svensk: Lilla Sumph&na. Tysk: Kleines Sumpfhuhn.
Engelsk: Little Crake.
Han iSommerdragt: En Stribe midt ned ad Issen,
Nakke og Baghals ensfarvet olivenbrune; hele det. øvrige
Hoved samt Hage, Strube, Forhals og hele Brystet ens-
farvet lyst blaalig askegraa, lysere end hos Dværg-Rør-
vagtlen. Midt ned ad Forryggen en bred, overvejende sort
Stribe med utydelige Spor af hvide Pletter; paa hver Side
er denne Stribe begrænset af en ensfarvet bred blegbrun
Længdestribe. Bagryg og Overgump sorte med mørkt
olivenbrune Fjerkanter. Skulderfjerene og de indre Arm-
.svingfjer mørkt olivenbrune med brunsorte brede Midt-
striber, de første med blegt brune Yderfaner og Spidser,
74
de sidste med brede blegbrune Kanter paa Inderfanerne.
Svingfjerene mørkt rødlig olivenbrune, Iste Haand-
svingfjer uden hvid Kantstribe paa Yderfanen.
Vingedækfjerene ensfarvet olivenbrune som Regel uden
hvide Pletter, saadanne kan findes skjulte paa de store
Vingedækfjers Inderfaner. Undergumpen og Underhale-
Ejere Dverg-Sumphøne. (Efter Tegetmeier i British Birds).
dækfjerene mørkt rødbrune og mørkegraa med hvide Fjer-
spidser og Tværbaand. Halen kileformet; Styrefjerene c.
5,5 cm lange, bløde og spidse, sortebrune med lysere
Kanter. i;
Hun i Sommerdragt ligner Hannen, men Hovedets
graa Farve er langt lysere, Hage og Strube graahvide,
Forbryst og Bagbryst ensfarvet lyst gulbrune. Skinnebens-
fjerene lysegraa. |
Iris blodrød. Næbbet olivengrønt, rødligt ved Grun
den, 16—19 mm langt. Legemslængden c. 25 cm. Vinge-
længden hos Hunnen 98—103 mm, skal hos Hannen kunne -
75
naa 111 mm. Fødderne brunliggrønne; Mellemfoden 28—
30 mm, Mellemtaaen 37—40 mm lange.
Unge Fugle skal ligne Hunnen, men Skulderfjerene
er paa Yderfanerne hvidligt tværvatrede; Kroppens Under-
side hvidlig, Brystets Fjer med graabrune Fjerspidser,
Kropsiderne med graabrune Tværbaand.
Dunungen sort med svag grønlig Metalglans og
hvidgult Næb.
Blandt sine danske Slægtsfæller er Dverg-Sumphønen
altid til at kende paa Mangelen af den hvide Kantbremme
paa Iste Haandsvingfjer.
Udbredt som Ynglefugl over store Dele af Mellem-
og Sydeuropa, men oftest, som det synes, ret faatallig.
Ruger i Asien mod Øst til Persien og Turkestan. I Rus-
land. findes den op til c. 59”; talrig i Ungarn og Syd-Rus-
land; ogsaa spredt i Tyskland er den fundet, endogsaa
helt op i Holsten. Yngler ligeledes i Frankrig og Holland.
Trækfugl, der overvintrer i Indien, Arabien og Afrika.
Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I
England yngler den næppe, men er en mere tilfældig
men ofte iagttaget Gæst. I Norge er den ikke iagttaget, i
Syd-Sverrig er den derimod nogle Gange truffet, saaledes
paa Gotland og endogsaa en Gang ynglende i Kalmar Len.
I Danmark, der altsaa ligger paa Nordgrænsen af
dens Udbredningszone, er Dverg-Sumphønen med Sikker-
hed kun iagttaget én Gang, idet et Individ blev fundet
død paa ,,Øen”" ved Nyborg d. 19.6. 1898, dræbt ved at
flyve mød en Telegraftraad; Aarstiden kunde tyde paa, at
det har været en her ynglende Fugl. Usikre Angivelser
fra ældre Tid oplyser, at den skal være truffen paa Møen,
ved Hessel nær Grenaa og paa Vilslev Enge ved Ribe,
og fra nyere Tid foreligger en enkelt Angivelse om, at
den skal yngle i Gudme Sø paa Fyen.
Dens Levevis og Opholdssteder falder sammen med
Dverg-Rørvagtelens, idet den holder til i tættilvoksede
Moser og Sumpe; den flyver yderlig nødigt op, lever
yderst skjult og overses derfør let; den skal være mindre
sky end forrige Art og "kan under gunstige Forhold vise
sig ret tillidsfuld. Dens Stemme angives at lyde som et
højtklingende kik—kik—kik.
Reden, der er 10—12'ecm 7 Diameter, er SEE ret
stor og forholdsvis dyb; den er særdeles godt skjult under
76
sammenbøjede Straa og Blade; den er anlagt paa sumpet
Grund eller omgivet af Vand, udforet med tørt Græs. De
6—8, sjældent 10 Æg, der hos os vist vil være at finde
i Juni, er lysebrunlige, ofte med lergullig eller graalig
Tone, tæt og jævnt marmoreret med udviskede, ikke
meget fremtrædende, smaa rødbrunlige Pletter. De er som
Regel lidt større end Dverg-Rørvagtelens; deres Længde
29—33 mm, Bredden 21—23 mm.
3. Vandrikseslægten (Rållus Linné). .
Næbbet ret langt og slankt, meget længere end
Hovedet og længere end Indertaaen, omtrent lige,
kun svagt nedadbøjet mod Spidsen; ved Roden
ikke synderlig højt, men endel sammentrykt. Næse-
borene aflange, ligger nær Næbroden i en lang
blødhudet Næsegrube, der strækker sig langt over
Næbbets inderste Halvdel. Næbspidsen haardhornet
med stærkt indbøjede Næbrande. Panden med
smaa Børster mellem Fjerene. Vingerne korte; 2.
og 3. Haandsvingfjer længst og omtrent lige lange.
De inderste Armsvingfjer stærkt forlængede, blot
c. 5 mm kortere end Haandsvingfjerene, maalt paa
den sammenlagte Vinge. Underhaledækfjerene naar
til Spidsen af de 12 korte, bløde Styrefjer. Mellem-
.fodens Forside dækket af Hornskinner, Bagsiden
af Smaaskæl. Tæerne meget lange og slanke,
Mellemtaaen meget længere end Mellemfoden. Den
ret lange Bagtaa er hæftet endel højere end For-
tæerne. Kløerne spidse, lidet bøjede.
Omkring 12 Arter udbredte i Europa, Asien, Nord-
afrika og Amerika; kun 1 Art er hjemmehørende i den
palæarktiske Zone.
Vandrikse (Rållus aquåticus L:).
Norsk: Vandrix. Svensk: Wattenrall. Tysk: Wasser-.
ralle. Engelsk: Water-Rail. :
77
… Sommerdragten ens for Han og Hun. Pande, Isse,
Nakke og hele Fuglens øvrige Rygside samt Styrefjerene
brunlig sorte med olivenbrune Fjerkanter langs hver Fjers
Sider, smallest og mindst synende paa Hoved, Baghals
Fig. 18. Vandrikse. (Efter Nilsson).
og Overgump, der derved bliver mørkere, bredest og mest
fremtrædende paa de store Skulderfjer, hvor de ogsaa -
strækker sig rundt om Fjerspidserne. Tøjlen sort. Hove-
dets Sider, helt op over Øjet, samt Hage, Strube, Forhals
og hele Brystet ensfarvet mørkt blaaliggraa. Hagen ofte
mere eller mindre lysere graa. Bugens og Undergumpens
Fjer i Bunden sortegraa, men med brede lysegulbrune
Fjerkanter, Undergumpens med et bredt, sort, hvidkantet
78
Tværbaand. Underhaledækfjerene renhvide. Bagkroppens
og "Gumpens Sider sorte med renhvide Tværbaand og
rustbrunlige Fjerspidser, navnlig paa de bageste af disses
Fjer. Vingedækfjerene olivenbrune med mørkere Fjer-
spidser, de ydre mellemste brunsorte, ofte med mere
eller mindre tydelige, jævnlig stærkt fremtrædende smalle
hvide Tværbaand. Vingekant og Vingerand hvide. Under-
vingedækfjerene sortegraa med hvide Tværbaand og Spid-
ser. Svingfjerene ensfarvet mørkebrune, de inderste Årm-
svingfjer af Skulderfjerenes Farve, men med endnu bredere
olivenbrune Fjerkanter. SER
Vinterdragten ligner ganske Sommerdragten. Unge
Fugle i deres første Vinterdragt er dog altid kendelige
paa, at Hagen er helt hvid og Struben mere eller mindre
graalighvid; endvidere har alle Fjerene paa Halsens og
Brystets blaagraa Partier smalle hvidlige eller lysebrune
Bremmer, som Regel bredest og tydeligst paa Forbrystet,
der hos enkelte af disse unge Fugle kan blive helt brun-
ligt. Om Foraaret er disse lyse Fjerbræmmer forsvundne
ved Bremfældning. fr .
Hannen betydelig større end Hunnen. Iris gulrød
eller blodrød. Næbbet brunt, Overnæbbets Rand samt
største Delen af Undernæbbet lakrøde. Næblængden hos
Hannen 40—45 mm, hos Hunnen 33—38 mm. Legems-
længden 26—30 cm. Vingelængden hos Hannen 116—
127 mm, hos Hunnen 107—118 mm. Benene brunlig rød-
graa; Mellemfoden 40—44 og 37—40 mm, Mellemtaaen
51—55 og 46— 50 mm, henholdsvis hos Hannen og Hunnen.
Unge Fugle i deres første Dragt ligner paa Ryg-
siden nærmest de voksne, men Undersiden mangler fuld-
stændig den blaagraa Farve. Øjenbrynstriben sortvatret
brun, Tøjlen og Kinden sortagtige, lidt brunvatrede; over
Tøjlen en hvidlig Stribe. Hage og Strube hvide, af og til
med enkelte indblandede mørkere Fjer; Fuglens øvrige
Underside hvidlig med mere eller mindre rustbrunligt
Anstrøg, stærkest paa Forbrystet og Undergumpen; over
det hele, Bugen blot undtagen, med brunsorte Fjerspidser, "
79
dannende utydelige Tværstriber og Pletter, bredest og
tættest paa Kropsiderne, der er overvejende sorte. Fra
Slutningen af August og i September til ud i November
kan de ses i Fjerskifte til Vinterdragten. Unger i ren Ung-
fugledragt er endog fundet først i November; som Regel
er de renfældede i September.
Dunungen over det hele kulsort, set med Lyset
med svag grønlig Metalglans. Næbbet, der hos de helt
unge er paafaldende kort, er, ligesom Fødderne, rødlig-
hvide.
Blandt alle vore Vandhøns er Vandriksen altid let
kendelig paa sit lange, slanke Næb.
Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa,
omtrent op til Polarkredsen; endvidere i Nordafrika og
ud i Vest- og Mellemasien samt over hele Østasien, hver
af disse Egne med sin lidet afvigende Underart. Trækfugl;
som Regel overvintrer europæiske Individer i Middelhavs-
landene, mange overvintrer dog nordligere. I Grønland er
den kun truffet nogle Gange som en sjælden Gæst; paa Is-
land er den derimod en ret almindelig Standfugl (Keldusvin),
rugende i Myrerne og overvintrende i Lavamarkerne, helst
hvorsder "er varmet Kilder: Paa Færøerne ynsleriden
næppe, men er en ret almindelig Gæst, jævnlig overvin-
trende paa Øerne. Ruger almindeligt paa de brittiske Øer,
hvor den hyppigt overvintrer. I Norge er den spredt og
faatallig i Kystegnene op til Throndhjem, aabenbart ofte
overvintrende. I Sverrig er den ret almindelig udbredt fra
Skaane op til Gefle og synes der overvejende at være
Trækfugl. Almindelig over hele Tyskland.
I Danmark er Vandriksen en ret almindelig, paa en-
del Steder en endogsaa ret talrig Ynglefugl, rugende over
hele Landet paa passende Lokaliteter; den holder navnlig
.til i sumpede og fugtige Enge og paa den side og bløde
Hængesæk ved Bredderne af Moser og Søer. Hos os er
den ganske overvejende Trækfugl, der kommer i den
sidste Trediedel af Marts og iagttages i betydelig Mængde
paa Gennemrejse til helt ind i Midten af April, nu og da
senere i denne Maanéd. Efteraarstrækket begynder i Slut-
ningen af September, og den er da i hele Oktober til ind
i Midten af November meget almindelig paa- Gennem-
. rejse; ogsaa i December ses den nu og da paa Træk.
Endel overvintrer i Danmark, og den er saaledes jævnligt
80
iagttaget baade i Januar og Februar, Aarstider, da den
ringe Vegetation kun byder den lidet Skjul. Den vandrer
flyvende om Natten; ved danske Fyr falder den jævnligt.
Paa sine Tilholdssteder i Sommermaanederne ses
Vandriksen kun sjældent, dels fordi den er et overvejende
Natdyr, dels fordi den lever særdeles skjult, løbende
meget behændigt mellem det tætte Græs o.l1.; hertil gør
dens ganske paafaldende smalle Krop den særlig egnet;
kun yderst nødigt letter den og flyver da lavt og tungt
for snart at kaste sig igen og flygte videre i Løb eller
trykke sig paa Jorden. Dens lange Tæer tillader den at
løbe paa flydende Blade; om fornødent svømmer den ret
godt, stadig nikkende med Hovedet. Stemmen, der særlig
høres om Foraaret, er paafaldende. høj og meget varieret,
enten som en Piben eller som en uharmonisk Snerren
eller Rallen; ofte høres dens krri—krri—ker—ker eller et
svagere vuitt, der lyder, som ,naar man med en tynd
Stok slaar et rask Slag gennem Luften”. Føden er over-
vejende Vandinsekter, Orme og Smaasnegle, men ogsaa
Frø og andre Plantedele kan findes i dens Mave.
De lever uselskabeligt, rugende spredt. Reden, der er
meget svær at finde, anlægger den paa en Tue, en Rør-
bunke ell. 1., skjult mellem tæt Stargræs eller Græs, over-
dækket af dette; den er ret stor, bygget af opstablede
tørre Straa, Sivstumper, Blade o.!. Ofte er den anlagt i
Vandkanten, eller helt omgivet af Vand. De 7—11 højst
12 Æg er snart kortere og tykkere i den ene Ende, snart
ret aflange; Grundfarven flødehvid med spredte større og
mindre, skarptkantede, rødbrune og mat rødliggraa Pletter,
tættest mod den butte Pol. Længden oftest 33—40 mm,
Bredden 24—26 mm. Friske Kuld findes fra først i Maj
til Slutningen af Juli, de sidst lagte sjældnere med mere
end 4—5 Æg. Vandriksen ruger meget fast og kan ofte
tages paa Reden med Haanden. Jaget fra Reden trykker
den sig i Græsset et Par Alen fra denne.
4. Rørhøneslægten (Gallinula Brisson).
Næbbet omtrent af Hovedets Længde, lige,
spidst, ret højt og sammentrykt; Næbryggen bred
ved sin Basis, hvor dets Hornlag breder sig som
et c. 1 cm bredt afrundet, tykt, nøgent Skjold op
over Panden, hos voksne Fugle ragende op over
Øjets forreste Trediedel. Næseboret spalteformet,
81
siddende midt i en blødhudet Grube, der strækker
sig didf- udover Halvdelen: af Næbbet: 2: 0g 3.
Svingfjer længst. Underhaledækfjerene naar ud til
Styrefjerenes Spidser, Overhaledækfjerene af nor-
mal Længde. Fødderne store; Mellemfoden paa
Forsiden med brede Tværskinner, ellers dækket af
smaa Skæl. Tæerne meget lange; 2den omtrent
lige saa lang som 3die; Mellemtaaen meget længere
end Mellemfoden; Bagtaaen c. 3 cm lang; alle
Tæerne med lange, lidet bøjede, kraftige og meget
spidse Kløer. Paa Tæernes Sider en lav Længde-
fold i Huden, antydende en Svømmebremme, 5
Arter, udbredte i alle Verdensdele; kun 1 palæ-
arktisk Art.
Rørhøne (Gallinula chléropus (L.).
Rødblisset Rørhøne, Grønbenet Rørhøne, Suderhøne.
(Fulica chloropus L.).
"… Norsk: Rørhøne. Svensk: Rårh&na. Tysk: Emner
Teichhuhn. Engelsk: Moorhen eller Waterhen.
Hoved og Hals sorte med blaagraaligt, Issen og Bag-
halsen med grønligt olivenbrunt AÅnstrøg. Fuglens Under-
side mørk blaaliggraa, dog har Fjerene paa Bagbrystets
Midte og navnlig paa hele Bugen hvidlige Fjerspidser,
saaledes at Bugen kan være helt hvid. Kropsiderne mørk
blaaliggraa, dog er de lange Vingeskjulére olivenbrunlige
med en renhvid bred, skarpkantet Længdestribe ned ad
hver Fjers øverste Fane; hos den levende Fugl danner
.de en hvid Skraastribe ned ad Siden. Skinnebens-
fjerene mørkt graabrune. Forryggen grønlig olivenbrun,
Bagryggen, Skuldrene, de forlængede indre Armsvingfjer
samt Overhaledækfjerene varmt olivenbrune. Af Under-
haledækfjerene er de kortere, forreste og mellemste ren-
sorte, omkransede af de øvrige hvide, lange Underhale-
"dækfjer, der paa Siderne har gulbrunligt Anstrøg. Den ret
lange Hale bæres opadrettet; de c. 9 cm lange Styrefjer
R. Hørring: Fugle Il. lg
82
sorte med olivenbrune Kanter. Vingedækfjerene af For-
ryggens Farve, blot mere graalige ved deres Basis. Sving-
fjerene sortebrune, den Iste udviklede med en smal hvid
Bremme langs Yderfanen. Vingekanten og Vingeranden
hvide. Undervingedækfjerene graabrune, de mellemste
a
Fig. 19. Rørhøne. (Efter Tegetmeier i British Birds).
med hvidlige Spidser. Han og Hun ens, Hannen dog
stedse betydelig større.
Iris blodrød. Pandeskjold og Næb smukt lakrøde,
Næbspidsen efter -en skarp, skraa Skillelinie citrongul.
Næblængden, maalt paa Siden 23—27 mm. Totallængden
c. 32 cm. Vingen hos Hannen 170—185 mm, hos Hunnen
160—170 mm. Fødderne gulgrønne; Benet nøgent c. 2 cm
over Hælen, her prydet med en lakrød ogen gul Ring
Mellemfoden 44—54 mm, Mellemtaaen 65—78 mm.
83
Ungerne har hele Rygsiden i det væsentlige farvet
" som de voksne, men Hovedets og Halsens Overside er
mørkebrune, i Panden har Fjerene ofte hvidlig Grunddel.
"Hovedets og Halsens Sider hvidligt og brunligt vatrede.
Hage og Strube smudsighvide; hele Undersiden
overvejende smudsighvid, navnlig Bugen, Fjerene alle
med delvis synlige mørkt graabrunlige Grunddele. For-
brystet overvejende graabrunt med smalle lysere Fjer-
bremmer. Kropsiderne mørkebrunlige med mindre frem-
trædende, brunlighvide Længdepletter paa Vingeskjulerne.
Pandeskjoldet lille, baade dette og Næbbet grønligbrune,
Næbspidsen gullig.
Unge Fugle i deres første Vinterdragt, der allerede
haves i Oktober, er altid kendelige paa deres mere eller
mindre hvidlige Strube og paa Forbrystets brede brunlige
og Brystets brede hvide Fjerbremmer, der dog for største
Delen forsvinder henimod Yngletiden, men endnu er
meget fremtrædende i Januar; spredte hvide Fjer paa
Struben beholdes ofte helt ud i April og kendetegner saa-
ledes den første Gang ynglende Fugl. Iris graabrun.
Dunungen sort; paa Struben og paa Hovedets Sider
ender Fjerene i lange hvide Traade. Den tynddunede
Hovedhud blodrød, paa Panden blaalig. Næbbet orange-
rødt, i Spidsen gulgrønt med hvid Næbtap. Benene mørke-
grønne eller næsten sorte. :
Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa,
Nordafrika og Vestasien og erstattes i Indien, Østasien,
påa de ostindiske Øer, i Sydafrika og Amerika af nær-
staaende Underarter. Trækfugl i de nordligste Dele af
Udbredningszonen, næsten stationær i Mellemeuropa og
Europas Vestkystegne, derimod helt stationær i Sydeuropa.
I Grønland findes den ikke, paa Island har den derimod
nu og da vist sig som tilfældig Gæst; ligeledes paa Fær-
øerne træffes den af og til, men. aldrig ynglende. I Eng-
land yngler den særdeles almindelig, næsten altid over-
vintrende. I Norge ruger den faatallig og spredt, delvis
overvintrende, i de sydlige og vestlige Kystegne op til
Throndhjemsfjorden, men har vist sig endnu nordligere,
endog helt oppe ved Nordkap. I Sverrig skal den være
6%
84
en temmelig sjælden Ynglefugl, truffet i Skaane og nord-
paa til Uppland og Nerike.
I Danmark er Rørhønen en meget almindelig Yngle-
fugl, der navnlig i de senere Aar synes at tiltage meget
betydeligt i Antal, saaledes at den nu paa mange Steder
er endog meget talrig, stadig bredende sig og synes, som
endel andre Fugle, med Forkærlighed at slaa sig ned i
Byernes Parker og paa mere beboede Steder. Træffes over
det meste af Landet og holder fortrinsvis til i alle Slags
større og mindre ferske Vande, Moser, Mergelgrave,
Damme, Aadale og Laguner, hvor blot tæt Siv-, Rør- og
Stargræsbevoksning eller anden Vegetation byder den til-
strækkeligt Skjul. Hos os vel nok delvis Trækfugl, der
allerede begynder at trække i Oktober og i alt Fald træffes
paa Gennemrejse i hele November til ud i December.
Sikkert er det, at mange af vore Ynglefugle overvintrer
hos os og ikke lader sig fordrive af Is og Sne; mulig
overvintrer ogsaa Individer fra nordligere Egne hos os.
Efter Midten af Marts og til hen imod Slutningen af April
trækker de almindelig gennem Landet, og ikke sjældent
falder de da ved vore Fyr, idet de rejser. enkeltvis og om
Natten.
Rørhønen holder ganske overvejende til melon Rø-
rene og Sivene og viser sig sjældent i aabent Vand; ses
af og til oppe i Marker og Enge. Lever saaledes, navnlig
i Rugetiden, som Regel meget skjult, men hvor den er
talrig og ikke forfølges, bliver den mere tillidsfuld og
lidet sky, iagttages da let og kan blive ret tam, lader
sig fodre osv. Løber hurtigt, men skjult og behændigt,
stadig vippende med den oprette, spejlprydede Hale;
svømmer godt, stadig nikkende' med Hovedet og kan og-
saa, om fornødent, dykke. Flyver ret nødig op, Flugten
da lav og hurtig. Ikke sjældent kryber og flyver de om
Vinteren, naar det er koldt, og Vandet lægger til, op i
Buske og Træer ved Vandet og ses da siddende paa
Grenene indtil en halv Snes Meter over Jorden; dette
ses. baade om Dagen, og navnlig om Aftenen, idet de
under saadanne Forhold overnatter her. Føden alle Slags
Smaadyr, Orme, Snegle, Insekter o. 1., men ogsaa Vege-
tabilier som friske Spirer og Knopper, Frø og om Vin-
teren alle Slags Bær.
Monogam. Reden, der bygges omkring Midten af
April, eller endog tidligere, allerede før Søerne er helt
isfri, anbringes gerne i den yderste Del af Rørbæltet,
godt skjult mellem Sivene, ofte paa en Tue ell. lign. eller
ogsaa svømmende; endog i Træer og Buske kan den fin-
85
des anbragt; den bestaar af ophobede Sivstumper, Blade
" af Vandplanter o. 1., foret med Græs og kan være ret høj.
” De 8—10 eller endog 14 Æg, der lægges henimod Slut-
o ningen af April, er endel vekslende i Form; Skallen glat,
men mat; Farven lys gulbrun med chokoladefarvede
spredte Punktpletter og større meget uregelmæssige Plet-
ter, de sidste som Regel omgivne af en ejendommelig
brunlig Skygge, ligesom Farven var flydt ud; nogle Æg
har ogsaa enkelte indblandede brunligt blaagraa Pletter.
Længden 40—48 mm, Bredden 29—33 mm. Baade Hannen
og Hunnen ruger i c. 3 Uger. Omkring Midten af Maj
ses gerne de første Kuld Unger, der straks gaar i Van-
det. Begge Forældre passer Ungerne og ses svømme om-
kring med hele Flokken, idet de kun nødigt og ikke mere
end højst nødvendigt viser sig udenfor Sivene. Rørhønen
yngler som Regel 2, mulig endog 3 Gange aarligt; det
andet Kuld, der gerne er udklækket i Juli, er noget min-
dre; endog i Slutningen af September kan man træffe
enkelte ganske smaa, nylig udklækkede Unger. De holder
sammen familievis, og de unge Fugle af Iste Kuld hjælper
da med Pasningen og Fodringen af de yngre Søskende til-
hørende senere Kuld. Naar de har Unger, lader de en
klukkende Lyd høre, besvaret af Ungernes Piben, ellers
"høres blandt deres mange Lyd oftest deres støjende skarpe
Skrig nærmest som kir— krek— krek.
Glædeligt er det, at denne smukke lille Fugl breder
sig i Landet, og Beskyttelse bør dette uskadelige Dyr
nyde, overalt hvor det viser sig.
5. Blishøneslægten (Filica L.).
. Næbbet formet som hos Rørhønsene, men for-
holdsvis kraftigere og højere; Pandeskjoldet (Blis-
sen) meget større og strækker sig c. 2 cm bredt,
helt op over Panden til Øjnenes Bagrand. Fjer-
klædning meget tæt og vandskyende, overvejende
mørk graasort. Halen ganske kort, baade Over-
og Underhaledækfjerene naar helt ud til de 14
eller 16 Styrefjers Spidser. Fødderne meget. store
med meget lange Tæer, selv Indertaaen meget
længere, end den lidt sammentrykte Mellemfod;
paa deres Sider udstyrede med store, brede, ejen-
86
dommelige Svømmebremmer; disse er nærmest
Taaen støttede af en Række store Skæl, medens de
iøvrigt er smaaskællede; ved samtlige Taaled er
alle Svømmebremmerne dybt indskaarne (sml. Bd. I
Fig. 27); den lange Bagtaa med bred Svømme-
bremme. Tæerne med kraftige, lange og spidse
Kløer. Benet nøgent et Stykke op over Hælen,
sidder langt tilbage paa Kroppen. De forlængede
inderste Armsvingfjer er paa den sammenlagte
Vinge lidt længere end de længste Haandsvins Het
". (2den og 3die).
Nærmer sig i Ydre og Levemaade mest til Svømme-
fuglene, idet de for en stor Del har samme Livsvaner
som visse Dykænder. 13 Arter udbredte i alle Verdens-
dele; kun 1 Art hjemmehørende i palæarktiske Egne.
BlishønenH(Filica atræ ES:
Sort Vandhøne, Vandhøne, Blisand, Blæsand, Bliskalv.
Norsk: Sothøne. Svensk: Soth&na. Tysk: Schwarzes
Wasserhuhn ell. Blåsshuhn. Engelsk: Coot.
Hoved og Hals sorte; hele Fuglen iøvrigt mørk blaa-
liggraa eller skifergraa, mørkere og mere blaalig paa Ryg-
siden, lysere, mere brunliggråa paa Undersiden. Skuldre,
Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer med olivenbrun-
lige Fjerkanter; Midten af Bryst og Bug først paa Vinteren
med svagt fremtrædende graahvide Fjerkanter, der dog
mangler helt hos gamle Fugle. Underhaledækfjerene og
Styrefjerene sorte. Svingfjerene mørkebrune med næsten
sorte Yderfaner og Spidser; Armsvingfjerene lysere, mere
graalige med mere eller mindre tydelige graalighvide Fjer- -
spidser, dannende et hvidligt Spejl. Vingekanten og Vinge-
randen samt en yderst smal Bremme paa Iste Svingfjer
hvide. Undervingedækfjerene ensfarvet mørkt brunliggraa.
Han og Hun ens. Hannen dog stedse betydelig større.
Iris rød. Næbbet og Pandelappen skinnende hvide»
87
efter Døden mere eller mindre lyserødlige. Næblængden,
” omaalt fra Mundvigen 33—36 mm. Næbhøjden ved Grunden
c. 15 mm. Pandelappen c. 25 mm lang og indtil 18 mm
"bred. Vingen hos Hannen oftest 21—22 cm, hos Hunnen
19—20 cm, men baade større og mindre Individer kan
findes. Halen c. 5 cm lang. Mellemfoden 50—65 mm lang,
Fig. 20. Blishøne. (Efter Tegetmeier i British Birds).
graalig med gulgrønt Anstrøg, sortagtig paa Bagkanten;
over Hælen et svagt orangerødligt Bælte. Tæerne hvidlig-
graa, sortegraalige ved Leddene og paa Svømmebremmer-
nes Kanter og Undersider. Mellemtaaen 80—95 mm lang;
Bagtaaen, der bærer en ret bred Svømmebremme, er lidt
over 3 cm lang.
… Ungerne er påa Hovedets Overside og i Nakken
brunsorte. med smalle hvidlige Fjerbremmer. Kinder,
Hage, Strube, Forhals og hele Brystet hvide,
Fjerene dog graalige ved deres Grund. Øvrige Underside
brungraa, navnlig ned ad Midten med hvidlige Fjerbrem-
88
mer. Baghalsen sort, hele den øvrige Rygside brunligsort.
Pandeskjoldet meget lille og smalt, naar højst til Øjnenes
Forkant.
Unge Fugle i deres første Vinterdragt, som de er-
holder henimod Slutningen af August, er. kendelige paa,
at hele Undersiden, undtagen Halsen og Undergumpen,
har smalle hvidlige Fjerbremmer, ofte med et overvejende
hvidt Parti midt ned ad Brystet og med hvidlige Fjer-
spidser paa den sorte Forhals. Rester af disse hvidlige
Fjerbremmer gør oftest de unge Fugle kendelige langt
… hen paa Foraaret. Iris brun. Pandelappen højst 1 cm bred.
Dunungen tæt dunklædt, overvejende sort, lidt graa-
lig paa Bugen; de børsteagtige Fjer paa Panden og paa
Partiet mellem Øjne og Næb ender i en ejendommelig
blodrød Kølle, der giver hele Ansigtet et blodrødt,
vorteagtigt Udseende. I Nakken, paa Hovedets Sider
og paa hele Halsen, særlig paa Struben, samt paa Vingerne
ender de sorte Dun i lange, orangegule, stive, krøllede
Fjerbørster; saadanne men hvidlige Fjerbørster findes og=
saa spredt over Fuglens øvrige Krop, særlig paa Ryggen.
Hele Issen efter en skarp Grænse meget tyndt dunet,
saaledes at den rødlige og graablaalige Hovedhud tydelig
ses. Naar Dunungen vokser til, forsvinder de røde Dun-
traade ret hurtigt. I Slutningen af Juni bryder Ungfugle-
dragten frem mellem Dunene. Næbbet ved Roden lakrødt,
den ydre Del efter en skarp Skillelinie nen, Spid-
sen sort. '
Udbredt som Ynglefugl over den største Del af Eu-
ropa og Asien, træffes, om end i ringe Tal, helt op til
Polarkredsen. Delvis Trækfugl, i alt Fald i de nordligste
Dele af Udbredningszonen; om Vinteren træffes den bl.a…
i Nordafrika. I Grønland har den kun vist sig som en
tilfældig Gæst; ikke sjældent besøger den derimod Island,
særlig i Efteraars- og Vintermaanederne og yngler der,
omend -faatallig, paa Nordlandet. Paa Færøerne viser den
sig ogsaa nu og da, men ruger ikke paa Øerne. Yngler
derimod paa Hebriderne og Orknøerne og er en meget
almindelig Fugl i England. I Norge yngler den i Landets
sydlige Del, navnlig i Kystegnene omkring Jæderen samt
89
i Egnene omkring Throndhjemsfjorden, vistnok i de senere
” Aartier :bredende sig i Landet, og viser sig som Strejffugl
helt op til Vardø. Ogsaa i Sverrig har den i det sidste
" halvhundrede Aar bredt sig stærkt og er nu almindelig i
hele Skaane, talrig i Sodermanland og Uppland og yngler
helt op i Mellemsverrig til Egnene om Gefle paa 61? n. Br.
I Danmark er den en meget almindelig Ynglefugl
over hele Landet, ogsaa paa Bornholm, og har ogsaa her
i de senere Aartier bredt sig i paafaldende Grad, saaledes
at den paa mange dertil egnede Lokaliteter er endogsaa
meget talrig. Den bebor alle vore større og mindre Søer,
Moser, Nor, Laguner o.1., hvor der findes rigelig Vegeta-
tion og saa megen Rør- og Sivbevoksning, at den kan
finde passende Rugeplads. Langt mere end sine skjult
levende Slægtninge holder den ligesom en Svømmefugl til
paa det aabne Vand i Søerne og ses udenfor Yngletiden
stadig i større eller mindre Flokke og Selskaber liggende
mellem Ænderne, som de ligner meget baade i Ydre og
Opførsel. Hos os er den vistnok overvejende en Stand-
fugl, der dog i de koldeste Vintermaaneder for største
Delen fortrækker ud til Havkysterne i Fjorde og Vige;
andre trækker til sydligere Egne, saaledes genfundet som
ringmærket i Frankrig; i mildere Vintre ses mange, mu-
lig Gæster fra Nord, overvintrende i vore Søer, hvis disse
blot er isfri. Af og til sidst i Februar, men navnlig ind i
Marts begynder de at komme tilbage til Ynglepladserne
stadig tiltagende i Antal; ofte ses de først i April,
førend de fordeler sig til Rugestederne, i stort Antal
liggende spredt over de store Søers aabne Vand; de lig-
ner da meget Dykænderne, men deres hvide Blis skinner
paafaldende stærkt i Solen og gør dem paa lang Afstand
let kendelige. Efteraarstrækket begynder allerede i Sep-
tember, men særlig mange ses først paa Gennemrejse i
Oktober og November. De trækker om Natten, og baade
For- og Efteraar falder de saaledes ikke sjældent ved de
danske Fyr. i
Blishønen svømmer godt, nikkende med Hovedet og
med lavt holdt Hale, ofte med lidt løftede Vinger; den
dykker ogsaa ret godt, men kun kort ad Gangen og gaar
ned med et lille Begyndelseshop. De letter ugerne og.
med nogen Vanskelighed fra Vandfladen, piskende denne
et Stykke Vej; Flugten, hvorunder de holder de. lange
Ben rettede lige bagud, er hurtig og lydløs, oftest ret lav.
Dens Skrig lyder bl. a. som kyp—kyp—kyp, men ogsaa
mere klukkende Toner lader den høre. Lidet sky vænner
"den sig let til Menneskets Nærhed. I Parringstiden, hvor
90
mange Par ruger sammen, er den meget stridbar, og man
ser dem da idelig jage hinanden under stærk Skrigen; de
kæmper med hinanden, idet de rejser sig paa Halen i
Vandet, søger at kradse med de spidse. Kløer og basker
hinanden med Vingerne, der i Kanten bærer en lille
hornklædt Knude. Med Ænder, Lappedykkere og andre
Fugle, der deler Yngleplads med dem, lever de derimod
fredeligt, og det er næppe med Rette, at de beskyldes for
at fordrive disse. Skønt de ikke holder sig i Ro om Dagen,
er de dog ogsaa om Natten i ivrig Bevægelse.
Monogame. Reden bygges i Løbet af April; den an-
bringes, ofte kun lidet skjult, mellem Sivene, hæftet til
disse, som Regel staaende paa Bunden, ogsaa af og til
flydende; oftest omgivet af Vand, eller i alt Fald paå et
utilgængeligt Sted; kan ogsaa være anbragt paa en Tue
ell. 1. Reden er meget stor, ofte temmelig høj, bygget af
lange Stykker Siv og Rør, baade tørre og friske, ophobede
påa kryds og tværs, saaledes at Æggene ligger helt tørt
i en dyb Skaal; de tildækkes ikke, naar Fuglen forlader
Reden. De 6—12 Æg lægges hen imod Slutningen af
April eller senere, jævnlig findes nylagte Kuld helt hen
i Maj; deres matte, noget ru Skal er graalighvid med
svagt gulbrunligt Anstrøg; over hele Skallen fine sorte-.
brune Punktpletter og spredte lidt større Pletter, enkelte
af de største op mod 1 mm i Diameter. Formen oval;
Længden 51—59 mm. Bredden 36—40 mm. Normalt kun
1 Kuld aarligt, ødelægges dette, lægges et nyt Kuld, som
Regel da i en ny Rede. Begge Forældre ruger skiftevis i
3 Uger og passer i Fællesskab Ungerne. I Yngletiden
holder de sig ret skjult og stille, gemt i Sivholmene; de
nyudklækkede Unger gaar straks i Vandet. Naar Ungerne
i August er flyvefærdige, holder de sig til Stadighed ude
paa det aabne Vand. |
Føden Insekter, Snegle, Muslinger, Orme o.1., men
dog navnlig alle Slags Plantedele, Frø, Bær, Spirer, Knop-
per, Bændeltang o. I. I August fælder de gamle Fugle
deres Svingfjer ofte saa samtidigt, at de daarligt kan flyve.
6te Orden. Tranefugle (Gruitormes).
Hertil hører en Række store eller middelstore
Fugle, der i mange Henseender slutter sig til
91
"Vadefuglene (Charadriiformes ell. Limicolæ)"). De-
res Hoved er forholdsvis lille, Næbformen endel
vekslende; Næseborene gennembrudte; Næsekirt-
lerne danner ikke Gruber i Kraniets Overside.
Fjerene med lille eller større Bifane. Halefjerene
veludviklede. Gode Flyvere med veludviklede Vin-
ger; 11 Haandsvingfjer og stærkt forlængede indre
Armsvingfjer. Ret højbenede eller endogsaa meget
højbenede Fugle; Fjerklædningen naar paa Skinne-
benet langt fra til Hælen. Halshvirvlernes Tal va-
rierer mellem 14 og 20. Ryghvirvlerne vokser
aldrig sammen. Blindtarmene store, deltager i For-
døjelsen; en egentlig Kro mangler altid. Føden
. ganske overvejende vegetabilsk. Landfugle tilpas-
sede til Liv paa aabent Land, enten i tørre og
sandede eller i sumpede Egne. Ungerne kommer
dundækkede og seende ud af Ægget og forlader
snart Reden. De danske Former henføres til 2
Familier, nemlig Trapperne og Tranerne.
. Oversigt over de danske Traneiuglefamilier.
1. Bagtaa mangler helt. Mellemfodens Forside dækket af
Tværplader. Næbbet kortere end Hovedet, i Spidsen
bitfos lidt medadbøjer re FEFrappe rr (Ord æ)
2. Bagtaaen veludviklet. Mellemfodens Forside dækket af
— sekskantede Hornplader. Næbbet kraftigt, spidst og lige,
af samme Længde som Hovedet eller længere .......
FRE KANE Er EEN GEN RO Er, 2. Traner (Gruidæ).
l1ste Familie: Trapper (Otitidæ).
Næbbet. kortere end Hovedet; Overnæbbet i
… sin ydre Del stærkt hvælvet og but, noget nedad-
bøjet og en Smule sammentrykt, i det hele paa-
1) I Oversigten Bd. I S. 70 er de da ogsaa henregnet til disse; her ud-
skilles de dog af praktiske Grunde til en særlig Orden, der iøvrigt ogsaa
i særdeles mange Forhold slutter sig nær til Vandhønsene (Ralliformes)
"og danner et Mellemled mellem disse og Vadefuglene.
92
faldende hønseagtigt. Fjerklædningen gaar som
Regel paafaldende langt ud paa Overnæbbets Si-
der; selve den smalle hornklædte Næbryg lig-
ger skjult mellem Fjerene. Næseborene paafal-
dende store, ovale, og ligger paa Næbbets Midte
nær Fjergrænsen. Gabet stort, Mundspalten stræk-
ker sig helt hen under Øjet. En Hudstribe fra
Øjet ud mod Nakken som Regel ubefjeret. Halsen
middellang, med 16—17 Halshvirvler. Kroppen
svær og bred, med bredt Bækken; Brystbenet med
… meget høj, afrundet Kam og med 2 Indsnit i hver
Side af Bagkanten. Muskelmaven sækformet, ikke
synderlig muskuløs, men dog med Seneskiver.
Fjerklædningen tæt og fast tilliggende; Fjerene
med veludviklede Bifaner; bløde Pudderdun mel-
lem Brystfjerene. Gumpekirtlen mangler. Farverne.
typiske ,Ørkenfarverf, brunligt sandfarvede og
graaligt hvide med sorte Tegninger. Vingerne ret
store og noget hvælvede, stærkt tilspidsede; af de
spidse Haandsvingfjer er 2., 3. og 4. længst; de
ydre med bratte Indsmalninger i Yderfanerne og
med paafaldende tykke og kraftige Skafter. De
overordentlig bredfanede indre Armsvingfjer er,
maalt paa den såmmenlagte Vinge, af samme
Længde som Haandsvingfjerene eller lidt kortere
end disse. Svingfjerene fældes i bestemt Række-
følge, saaledes at Flyveevnen aldrig nedsættes
nævneværdigt. Halen afrundet, med 20 Styrere,
der er bredfanede, i Spidsen bredt afskaarne.
Benene kraftige og ret høje Løbeben; Fjerklæd-
ningen naar langt fra til Hælen. Mellemfoden om-
kring dobbelt saa lang som Mellemtaaen, klædt
med smaa sekssidede Skæl, størst paa Forkanten.
De 3 Fortæer korte, tykke og brede, forbundne
ved Roden med en ret stor Bindehud; paa Over-
siden er de klædt med Tværskinner, deres Træde-
puder tykke og bredere end Tæerne, Kløerne
93
korte, meget brede og flade, med afrundede skarp-
randede Spidser. Bagtaa mangler altid helt. Han-
nerne ofte betydelig større enå Hunnerne, i Par-
ringstiden kendelige paa særlige Fjerprydelser eller
ved i alt Fald at have disse større og smukkere
end Hunnerne.
Trapperne, der i hele deres Ydre minder om høj-
benede Hønsefugle, hører hjemme i tørre Slettelande,
dels i rene Ørkener og Steppeegne, dels i kultiverede
Egne med rigelig Græsvækst eller anden tæt Urtevegeta-
tion, der kan yde dem Føde og nødvendig Dækning. Paa
Jorden løber de fortrinligt; gode udholdende Flyvere, der
letter uden Vanskelighed og ofte ses flyvende meget højt.
| Nærmest polygame. Hannerne opfører ejendommelige
Parringsdanse med rejste Fjer og i fordrejede Stillinger.
Reden blot en Fordybning paa Jorden; de lægger 1 Gang
aarlig 2—4 plettede Æg, der udruges af Hunnen. Næringen
næsten udelukkende vegetabilsk, blot Ungerne fortærer
overvejende Insekter 0. 1. Sky, selskabeligt levende Stand-
og Strejffugle, der navnlig om Efteraaret kan optræde i
Flokke. :
Denne velafgrænsede Familie omfatter omkring 30
Arter, der udskilles i nogle faa Slægter; vore 3 Arter kan
uden Vanskelighed samles i 1 Slægt (Otis). Udbredte over
Sletteegnene i alle de gamle Verdensdele, særlig talrige i
Afrika; findes ikke i Amerika, paa Mådagaskar, de maz-
layiske Øer og New Zealand.
Trappeslægten (Otis Linné).
- Karakteriseret ved de under Familien anførte
Ejendommeligheder.
Oversigt over de danske Trappearter.
" 1. Lille. Vingernes Længde under 26 cm. Ydre Armsving-
fjer renhvide, kun med spredte sorte Pletter eller Tvær-
94
striber "Issenruden-forlænged Ejer RE ER
SE ENS FAN SSR STEN ele: 1. Dvergtrappe (O. tétrax).
2. Stor. Vingernes Længde over 45 cm. Ydre Armsving-
fjer brunsorte paa deres yderste Del, renhvide paa deres
basalerDerHIssenkudensforlængede Ejer so ER ENE ER
ES Bera DIRT Se era et OR SERRELE 2. Stortrappe (O.tårda).
3. Mellemstor. Vingelængden mellem 30 og 42 cm. Ydre
AÅrmsvingfjer rent sortebrune med smalle hvide Spidser.
Issen med”stærkt forlænge des Ej enes ER KR
SERRA Øe SENSE. er SS 3. Kravetrappe (O. macquéenii).
1. Dvergtrappe (Otis tétrax Linné).
Norsk: Smaatrappe. Svensk: Småtrapp. Tysk: Zwerg-
trappe. Engelsk: Little Bustard.
Han i Parringsdragt. Panden, Issen og Nakken
brunsorte, hver Fjer med lyst gulbrun Midtstribe, ofte
ogsaa med Tværbaand, hvorved Hovedets Overside bliver
sort- og gulbroget. Fjerene paa Baghalsen forlængede og
sorte. Hovedets Sider og Struben mørkegraa, Hagen lysere;
hele den øvrige Hals sort med en bred renhvid Streg paa
hver Side, løbende fra Nakkens Sider ned midt paa For-
halsen, hvor de mødes i en spids Vinkel; under denne
hvide V-formede Figur en bred hvid Ring om Halsen.
Hele Undersiden iøvrigt renhvid, ogsaa Vingernes Under-
side er hvid. Hele : Kroppens Overside samt Skulder-
fjerene, de forlængede indre Armsvingfjer og Vingedæk-
fjerene lyst gulbrune, uregelmæssigt tværvatret med brun-
sort; finere og mindre fremtrædende vatret paa Vingedæk-
fjerene; af disse er de ydre samt de store nedre bredt
hvidspidsede og mere eller mindre hvide. Overhaledæk-
fjerene med hvidlig Grundfarve, deres brede hvide Spid-
ser danner et bredt hvidt Tværbaand. De ydre Haand-
svingfjer sortebrune, hvide ved deres Basis og med smaa .
hvide Spidspletter. De ydre Armsvingfjer hvide, tildels
med nogle sorte Tværpletter paa Yderfanen. Styrefjerene
hvide med sortebrune Smaapletter og 2—3 regelmæssige
sorte Tværbaand; de 2 midterste dog farvet som Ryggen;
Styrefjerenes Basis og Spids renhvide.
95
Hunnen har Hovedets og Kroppens Overside farvet
” omtrent som Hannen, men hele Rygsiden samt Vingernes
Overside 'erttæf "os srovt marmoreret med" skarpe,
"sortebrune, slyngede Striber og Pletter; paa Forryggen
ofte endel større, overvejende sorte uregelmæssige Pletter
samt hvidlige runde Draabepletter, hver med 2 sorte
Fig: 21. Dvergtrappe,. Hun og Han. (Efter Naumann).
Punkter. Den mangler ganske Hannens smukke sorte,
hvide og graa Halsfarver; Hovedets Sider er lyst gul-
brune med sorte Længdepletter. Hage og Strube hvidlige.
Forhals og Forbryst lyst brungule, paa Forhalsen med
sorte Pletter og Længdestriber langs Fjerrandene, paa
Forbrystet med skarpe smalle buede Tværbaand paa hver
Fjer. Brystet hvidt med -bredere og færre skarpe sorte
Tværbaand. over Fjerene; hele den øvrige Underside samt
Kropsiderne hvidlige, blot med sortebrune Hvær "eller
Pilpletter paa de store Vingeskjulere og sorte Tværbaand
paa en Del af Underhaledækfjerene.
96
Iris lysebrun. Næbbet, der er endel sammentrykt mod
Spidsen, er lysegraat med mørk Spids og gullig Under-
næbsbasis. Næblængden c. 24 mm. Vingelængden 23,5 —
26 cm, størst hos Hannerne; de forlængede Skulderfjer
og indre Armsvingfjer naar, paa den sammenlagte Vinge,
til Vingespidsen. Halen c. 14 cm lang, kan slaas ud til en
bred Vifte. Fødderne graaligt okkergule. Mellemfoden
60—63 mm, Mellemtaaen c. 33 mm.
De voksne Hanner bærer kun den ovenfor beskrevne
Parringsdragt lige i Yngletiden, fælder derefter de sort, hvidt
og graat farvede Hoved- og Halsfjer og faar da en Dragt,
der meget ligner de gamle Hunners, dog er de bl. a. altid
kendelige paa deres renhvide Bryst. Den egentlige Fæld-
ning foregaar hos begge Køn om Efteraaret; Hannens
Parringsdragt erhverves først hen imod Yngletiden ved
Fældning af Halsens og Hovedets Fjer.
Unge Fugle ligner Hunnen, men har gulbrune Teg-
ninger paa de yderste Haandsvingfjers Yderfaner..
Dunungerne skal være gullighvide med rødlig-
brune Længdestriber paa hele Oversiden og Underhalsen
og paa Forbrystet.
Paa sin ringe Størrelse er Dvergtrappen altid let ken-
delig; fra Danmark kendes, saa vidt vides, ingen Fore- .
komst af Hanner i Parringsdragt.
Udbredt som Ynglefugl i Vestasiens arier Dele,
over de sydrussiske Stepper og Balkanhalvøen helt op
til Donau; endvidere i Middelhavslandene baade i Nord-
afrika og i Italien og Spanien og almindelig helt op i
Nordfrankrig. Har i tidligere Tid enkelte Gange ynglet i
Tyskland, saaledes bl.a. i Vestpreussen og Thuringen.
Stand- og Strejffugl, der i de nordlige Dele af sin Ud-
bredningszone er en regelmæssig Trækfugl. Om Efter-
aaret strejfer de ofte vidt om og viser sig da ret jævnligt
i Egne nord for Rugezonen, saaledes ikke helt sjældent
i Mellemeuropa. Fra Grønland, Island og Færøerne ken-
des den ikke. Til de britiske Øer forvilder den sig nu
og da om Vinteren, men yngler aldrig der. I Norge har
den vist sig 3 Gange som tilfældig Gæst, og fra Sverrigs
sydligere Dele foreligger der en længere Række Fund;
ogsaa i Finland er den nu og da set.
97
: I Danmark er Dvergtrappen ogsaa kun en tilfældig
Gæst, der gennem Tiderne er truffet over en Snes Gange
i Landet, hyppigst i November, men ogsaa i December
og Januar, altsaa næsten udelukkende i Vintermaanederne;
kun én Gang er den truffet om Sommeren, nemlig d.
27.6. 1922 ved Ribe; hyppigst er den maaske set i Jyl-
land, men ogsaa spredte Forekomster paa Øerne fore-
ligger.
Dvergtrappen opholder sig paa aabent Land, baade
paa Stepper og Marker og ses gerne i Smaaselskaber;
den er særdeles sky; tror den sig opdaget, staar den ube-
vægelig stille eller flyver op paa lang Afstand, men skal
dog ogsaa, naar den træffes enkeltvis, kunne trykke sig
paa Jorden. Letter uden Tilløb, blot med et Hop; Flugten
hurtig og svirrende, ofte ret høj, og Vingerne giver ved
hvert Slag en pibende Lyd; den minder paa Vingerne
nærmest om en And. Næringen overvejende Blade, Knop-
per, Frø o. 1., men ogsaa. Insekter, Græshopper, Orme
o.l. skal de fortære. Vistnok monogame; Hannen faar
Yngledragten i April; under Parringslegen springer Han-
nen lige i Vejret eller løber om med oppustede Fjer og
hængende Vinger. Den flade, skaalførmede Rede blot en
Fordybning i Jorden, udforet med lidt Straa- eller blot
med de nedtraadte Planter, anbragt mellem tæt Urte-
vegetation paa de dyrkede Marker. Hunnen ruger meget
fast og jages ret vanskeligt op; Hannen holder sig i Nær-
heden af den rugende Hun. Æggene lægges først ret sent;
fra Slutningen af Maj til ind i Juli kan nylagte Kuld fin-
des; de 3—5 Æg er næsten regelmæssigt ovale med glat
og glinsende Skal; deres Grundfarve er lidt vekslende,
oftest olivengrøn eller olivenbrun, dækket med matte,
jævnligt lidt sammenløbende, udflydende, mørkere brune
Pletter. Deres: Længde 46—57 mm, Bredden 35—41 mm.
De udklækkede Unger forlader næsten straks Reden.
Am SoStortrappe (Ofis-tarda Linné).
Trapgaas, Trappe. Norsk: Stortrappe. Svensk: Stor-
trapp. Tysk: -Grosstrappe. Engelsk: Great Bustard.
Hannen i Parringsdragt har ensfarvet, mørkt
askegraat Hoved og Hals, "Hagen og Struben lidt lysere;
midt ned ad Pande og Isse en mørkere Længdestribe.
Hagens Sidefjer stærkt forlængede, med opløste Faner,
.R. Hørring: Fugle II. : 7
98
dannende to store, indtil 16 cm lange Skægduske. Den
nederste Del af Baghalsen mere eller mindre rustrød.
Hele Ryggen, Skuldrene, de forlængede Skulderfjer samt
Fig. 22. Stortrappe (Efter Kolthoff & Jågerskidld).
de smaa øvre Vingedækfjer lyst rødligt gulbrune, hver
Fjer med endel mere eller mindre afbrudte og uregel-
mæssige sorte Tværbaand. Overgumpen mere rødligbrun
med smallere sorte Tværbaand. Forbrystet askegraat med
et mere eller mindre fremtrædende, bredt rødbrunt sort-
stribet Tværbaand. Hele den øvrige Underside ensfarvet
graalighvid, næsten renhvid paa Undergumpen og Krop-
99
siderne samt paa hele Vingens Underside. De mellemste
Vingedækfjer rent askegraa, de store nederste graalig-
hvide. Haandsvingfjerene brunsorte med mere eller min-
dre renhvide Grunddele; de indre, mægtig store Årm-
svingfjer, der blot er 5—8 cm kortere end Haandsving-
fjerene, er ensfarvet askegraa. Den store vifteformede
Hale er 28 cm lang; dens 3 ydre Styrere overvejende
hvide, de mellemste smukt rustrøde, alle med et bredt
sort Tværbaand et Stykke over de hvide Fjerspidser, der
kun mangler paa det midterste Par Styrere. Efter Par-
ringstiden mister de de forlængede Skægfjer og det rød-
brune Tværbaand over Forbrystet.
Yngre Hanner har smaa eller ingen Skægduske;
Forbrystet med svagt antydet eller helt manglende Tvær-
baand over dette; deres indre Armsvingfjer er farvet som
Ryggen, blot graalige ud mod de sorte Spidser; de 6 ydre
Haandsvingfjer hvidspidsede.
-.Hunnerne er meget mindre end Hannerne, men
ligner iøvrigt meget de yngre Hanner.- Deres mellemste
Vingedækfjer rustrøde med sorte Tværbaand, altsaa farvet
"som de smaa øvre. Baghalsen rustrød paa sin nedre Del.
'Rygsidens sorte Tværbaand er bredere, mere sammen-
flydende og dækkende. Deres inderste gulbrune Armsving-
fjer har brede, sorte Tværbaand, de øvrige indre Årm-
svingfjer er ikke askegraa, men hvidlige med sortebrune
Tværbaand. ;
Iris mørkebrun. Næbbet, der er graat med mørkere
Spids, er befjedret over hele sin basale Del til helt
ud over Næseboret, der ligger midt paa Næbbet; Næb-
ryggen nøgen langt op mellem Fjerene. Næbspalten stræk-
ker sig helt ind under Øjet. Næblængden, fra Næseborene
til Næbspidsen, hos Hannen c. 3 cm. Hos Hannen findes
i Parringstiden en stor Strubesæk, der aabner sig under
Tungen. Hannens Vægt 15—20 kg, dens Vingelængde
60—65 cm, Halefjerene 25—28 cm, Mellemfoden 14,5—
15,5 cm, Mellemtaaen c. 7 cm. Hunnens Vægt kun c. 6 kg,
765
100
dens Vingelængde 48—55 cm, Halefjerene c. 20 cm og
Mellemfoden c. 12,5 cm. Fødderne rødliggraa.
Dunungerne er brunlighvide, paa hele Oversiden
med sorte, tildels afbrudte Længdestriber; Undersiden
hvidlig med rustgulligt Anstrøg.
Denne pragtfulde Trappeart er altid kendelig paa sin
Størrelse, der overgaar alle andre europæiske Landfugles.
Udbredt i Mellem- og Sydeuropa, hvor den tidligere
var meget almindelig mange Steder; nu er den dog af-
taget meget stærkt i Antal og mange Steder helt udryddet;
talrig er den endnu paa den pyrenæiske Halvø samt i
Polen, Ungarn og Rumænien. Vidt udbredt over Sydrus
land og over hele det vestlige Asien ud til Altai. Fra
Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke, og i Eng-
land har den været udryddet som Ynglefugl siden 1838
og viser sig nu kun der som en tilfældig Gæst. Fra Norge
kendes den ikke. I Sverrig har den tidligere ynglet i visse
Egne af Skaane, hvor den endnu fandtes over Midten af
forrige Åarhundrede, men er nu forlængst udryddet her
og har senere kun vist sig som en ret sjælden Gæst.
Ogsaa i Finland har den vist sig sjældne Gange. I Tysk-
land er den endnu nogenlunde talrig og regelmæssigt.
rugende i Brandenburg, Anhalt, Altenburg og Sachsen,
men udryddet i Østpreussen og Vesttyskland. ;
I Danmark har Stortrappen vistnok ynglet i gammel
Tid, nærmest vel i Syd-Jylland og i Slesvig; -kun ét Til-
fælde kendes med Sikkerhed, idet en Hun i 1860 toges
… paa en Rede med Æg ved Mattrup ved Kolding. Ellers
kendes den fra nyere Tid kun som en ret sjælden Gæst,
der enkeltvis op mod en Snes Gange vides skudt her i
Landet; den har vist sig her omtrent til alle Aarstider,
ogsaa midt om Vinteren, og er truffet særlig i Landets
sydligere Dele baade paa Øerne og i Jylland, dog ogsaa
skudt et Par Gange oppe ved Hanstholm og en Gang paa
Hesselø. Det er sikkert Individer, der er strejfet her op
fra tyske. Ynglepladser.
Stortrappen er en yderst sky og forsigtig Fugl; den
holder udelukkende til paa ganske aabent, fladt og tørt
Land, i kultiverede Egne gerne paa dyrkede Marker, og
undgaar som Regel at komme i Nærheden af Hegn og
Ujævnheder i Terrænet, der kan skjule Forfølgere. I
Yngletiden holder den sig skjult i høje Kornmarker. Den
færdes gerne i Smaaselskaber, der holder fortræffeligt
101
Udkig; foruroligede strækker de Halsen højt i Vejret og
flyver. som Regel op, allerede medens man er dem paa
lang Afstand. I sydligere Lande er de nærmest Stand-
fugle, i nordligere Egne strejfer de derimod om Vinteren
vidt om. I Sverrig var de Trækfugle, der ankom i April
Maaned. De letter uden Vanskelighed; under Flugten hol-
der de Halsen strakt lige frem og Benene lige bagud;
Vingeslagene ret lydløse, rolige og regelmæssige. De er
ret tavse; Hannen skal i Parringstiden lade høre et ikke
synderlig højt hu—hu. Næringen hovedsagelig grønne
Urters saftige Blade og Knopper samt Korn o.l1l., men
ogsaa Insekter, Orme, Firben, Frøer og Smaapattedyr som
Mus o.l. skal de af og til fortære. I Parringstiden op-
fører Hannerne ejendommelige Parringslege, hvorunder de
puster deres store Strubesæk op, rejser Fjerene, spreder
Halen ud og springer om med sænkede Vinger; de ind-
tager da forvredne Stillinger med Halsen bøjet tilbage over
Kroppen. Hannerne skal da tillige udkæmpe voldsomme
- Kampe om Hunnerne.
.. De 2—3 Æg, der i Tyskland lægges hen i Maj, ligger
i en Fordybning i Jorden, skjult mellem Markernes Græs
og høje Urter; de ruges af Hunnen i c. 30 Dage. Deres
Skål, der snart er ret glat, snart ru og knudret, har
”olivenbrun, olivengrøn eller graagul -Grundfarve, over
det hele med lidet eller ikke synderlig stærkt fremtræ-
dende, meget uregelmæssige, større og mindre, mørkere
: brune Pletter, af og til tættere og mere sammenflydende
ved Polerne; Formen oval, den ene Ende kun lidet tyk-
kere end den anden; Længden c. 80 mm, Bredden c. 56 mm,
dog endel varierende i Størrelse. Ungerne passes ude-
lukkende af Hunnen.
3; Kravetrappe (Otis macquéenii Gray).
(Houbara macqueenii, Chlamydotis undulata macquee-
nii). Svensk: Kragtrapp. Tysk: Asiatische Kragentrappe.
Engelsk: Macqueen's Bustard.
Hannens Pande og Isse graalig gulbrun med fin
sort Tværvatring, Fjerene bagtil forlængede til en ned-
hængende Top; midt ned ad Issen en smal Stribe
af stærkt forlængede Fjer, der fortil er rensorte,
ofte med hvidlig Basis, bagtil mere eller mindre hvide.
Kinderne smudsigt hvidgraa med sorte smalle Skaftstriber.
102
Hage og Strube renhvide; Halsen hvidlig askegraa, Fjerene
i Spidsen gulbrune, fint sortvatrede. Forhalsen og navn-
lig Forbrystets stærkt forlængede Fjer omtrent rent aske-
graa. Ned ad hver Halsside, lige fra Egnen bag Øret til
Forbrystets Sider,en smalStribe stærkt forlængede,
Fig. 23. Kravetrappe. (Efter Kolthoff & Jågerskidld).
sorte, ret stive Fjer, kortest opadtil, de nederste c.
9 cm lange; denne stærkt fremtrædende sorte Fjerkrave
ender nedadtil paa hver Side med en c. 15 cm lang, hvid
Dusk af egretteagtige Fjer. Hele Fuglens Overside, her-
under de øvre Vingedækfjer og de forlængede indre
Årmsvingfjer, der paa den sammenlagte Vinge kun er
c.2 cm kortere end Haandsvingfjerene, er graalig gulbrun
med mere eller mindre rødbrunt Anstrøg, over det hele
fint sort tværvatret; grovere sort Tværvatring danner
103
brede, mørkere, mod Fjerenes Basis udflydende Tvær-
” baand; paa Vingedækfjerene fremtræder disse Tværbaand
som sorte Pilpletter. Bagryggen omtrent uden Tværbaand;
"de nedre Vingedækfjer har hvidgraa Grundfarve. Bryst,
Bug og Undergump samt største Delen af Vingernes Un-
derside hvide. Gumpens Sider og de yderste Underhale-
dækfjer med sorte Tværbaand eller grovt sortvatrede. De
ret tilspidsede Haandsvingfjers Faner og Skafter renhvide
paa deres basale, sortebrune paa deres ydre Halvdel.
Halen stor og vifteformet, farvet som Ryggen, med c.7
brede, blaagraaligt brune Tværbaand; Styrernes Spidser,
navnlig for de ydres Vedkommende, hvide, kun de to
midterste har rødbrune Spidser.
Hunnen ligner Hannen, men er endel mindre, lige-
som dens Nakketop og Krave er betydelig mindre.
Iris brunlig orangegul. Næbbet, der er c. 40 mm langt,
afviger i Form meget fra de andre ÅArters, idet det er ret
spinkelt, langt og smalt, ikke synderiig højere ved Roden
end henimod Spidsen; de store Næsebor sidder et godt
Stykke foran Fjergrænsen. Hannens Vingelængde 38,5—
42 cm, Hunnens 35,5—37.-cm. Mellemfoden 9—10 cm.
Fødderne lyst gulgraa.
Kravetrappen er altid kendelig paa sin sorte Hals-
krave og fintvatrede Rygside, ligesom den i sin Størrelse
afviger baade fra den lille Dvergtrappe og fra Stortrappen.
Udbredt som Ynglefugl i Asiens sydligere Dele lige
fra Nilen gennem Lilleasien og Persien til Afghanistan
og mod Nord op til 51” n. Br. I Sydrusland viser den sig
ikke sjældent, og nu og da forvilder enkelte Individer sig
. vidt om i det øvrige Europa. En nærstaaende Art O. un-
dulåta (Jacquin), der af nogle anses for kun at være
raceforskellig fra den asiatiske Form, hører hjemme i
Afrikas nordlige Dele og forvilder sig nu og da til de eu-
ropæiske Middelhavslande. I England har den vist sig
mindst 4 Gange; kendes ikke fra Norge; i Sverrig er den
en Gang skudt paa Øland, ligesom den en Gane har for-
vildet sig til Finland.
. I Danmark har Kravetrappen kun vist sig et" Par
Gange; den er saaledes skudt ””/11 1843 ved Flensborg;
104
senere er en Han skudt ”/10 1892. paa Emmerlev Mark
Nord for Højer i Sønderjylland.
I Levevis staar den de andre Trappearter nær, holder
navnlig til paa de asiatiske Stepper, hvor den delvis er
Trækfugl, der overvintrer i Indien. De 2—3 Æg er lyst
olivenbrune med spredte, ret skarpt tegnede, mørke og
svagere fremtrædende lyst graaligbrune Pletter; Længden
c. 62 mm, Bredden c. 43 mm.
2den Familie: Traner (Gruidæ).
Næbbet, der er lige saa langt som eller længere
end Hovedet, er lige, navnlig mod Spidsen ret
sammentrykt med forholdsvis bred og affladet
Næbryg; ved Grunden er det ikke synderlig højere
end længere ude, forholdsvis lavt over Næse-
borene. Næbbets inderste Halvdel mere blød-
hornet, den yderste haardhornet med skarpe, svagt
indbøjede Rande. De aflange smalle Næsebor ligger
paa Næbsiderne midt i en bred, lang Næsegrube,
der strækker sig omtrent over Næbbets indre Halv-
del. Næseborsskillevæggen gennembrudt. Næbbet
kun spaltet til under Panden, Mundaabningen derfor
lille. Issen og store Dele af Hovedet hos de voksne
Fugle jævnlig helt nøgne og stærkt farvede eller
dækket med smaa Fjerbørster; andre har tætbefjeret
Hoved med lange Fjerprydelser. Halsen meget lang
og tynd, med 19 Halshvirvler, bæres gerne S-formet
bøjet. Vingerne meget store, baade lange og brede,
med lange Armknogler. De inderste Årmsvingfjer
og disses Dækfjer er meget forlængede, lancet-
formet tilspidsede og udformede som Prydfjer; de.
rager paa den sammenlagte Vinge langt ud over.
de 11 Haandsvingfjer, af hvilke 3. og 4. er længst.
Tranerne fælder omtrent alle Svingfjerene paa en
Gang, saaledes at de en Tid er ganske ude af
Stand til at flyve. Iøvrigt fælder de kun én Gang
aarlig, nogle Arter endog kun hvert andet Aar.
105
.Halen kort og afrundet med 12 Styrere. Benene
meget høje med lange og slanke Fødder, nøgne
højt op over Hælen; Huden her dækket af seks-
kantede Skæl; den lange Mellemfods Forside med
brede Hornskinner, bagpaa med store, paa Si-
derne med smaa Skæl. Tæerne forholdsvis tem-
melig korte, ret tynde, paa Oversiden med Tvær-
skinner; mellem 3. og 4. Taas Grundled en stor
Bindehud. Kløerne korte, trinde, lidet tilspidsede
og kun svagt krummede, kun Indertaaens mere
krogformet og spids; den ret korte Bagtaa sidder
heftet endel højere end Fortæerne, berører knapt
Jorden. Fjerenes Farve overvejende graa med sort
og hvid Tegning. Ingen synderlig Kønsforskel,
Hannen blot noget større end Hunnen.
Kraniet afrundet, uden Kamme eller Kirtel-
gruber. Gaffelbenene lange, inderligt sammen-
voksede med Brystbenskammen. Brystbenet er
meget ejendommeligt, langt og smalt, med omtrent
parallele Siderande, uden Indsnit i den lige af-
skaarne Bagrand; den lange, høje Brystbenskam er
meget bred og tyk; det meget lange Luftrør, der
har over 300 Benringe, gaar nemlig gennem en
Aabning i Forkanten ned i Kammen og danner en
større eller mindre Slynge, der f. Eks. hos vor
alm. Trane hos de gamle Fugle naar helt ud til
Brystbenets Bagende, hvorfra den strækker sig frem
i Kammens Forende, for atter at bøje sig tilbage
og forlade Brystbenet lige oven over Indgangs-
" stedet. Kro mangler; Kirtelmaven lille; Muskel-
maven derimod kraftig og stor. Blindtarmene ret
store, 10—15 cm lange. Gumpekirtlen fjerklædt.
Store Fugle, der lever i Sumpe og Moser, hvor de
færdes paa Jorden og aldrig sætter sig i Træer ell. lign.
Trækfugle. Reden paa Jorden. Æggene graalige eller brun-
lige med to Slags Pletter, De smaa Unger er dunklædte
106
og forlader meget hurtigt. Reden. Føden baade vegetabilsk
og animalsk.
Familien omfatter kun c. 20 Arter, der oftest deles i
indtil 9 Slægter, som for største Delen dog er meget nær-
staaende. Udbredte over hele Jorden, de koldeste Egne
dog undtagne, findes blot ikke paa Ny Zeeland og Stille-
havsøerne. De i Danmark forekommende 2 Arter henføres
ofte hver til sin Slægt, nemlig Grus og Anthropoides,
men samles her under en Slægt.
. Traneslægten (Grus Pallas).
I alt væsentligt karakteriseret ved de under
Familien nævnte Ejendommeligheder.
Oversigt over de danske Tranearter.
1. Stor. Vingen over 54 cm, Næbbet over 10 cm, Mellem-
foden over 24 cm. Hos de voksne Fugle er Isse og
Pande nøgne, blot med spredte Haarbørster; Hoved og
Hals iøvrigt med korte Fjer... 1. Trane (G. cinérea).
2. Mindre. Vingen under 54 cm, Næbbet - under 72 mm,
Mellemfoden under 22 cm. Hos de voksne Fugle er
Isse og Pande fjerklædte, bag Øret en lang hvid Fjer-
busk; Forhalsens Fjer stærkt forlængede og nedhæn-
SENDES Fre EEN REMO NE 2. Jomfrutrane (G. virgo).
1. Trane (Grus cinérea Meyer & Wolf).
Megalornis grus grus (Linné).
Almindelig Trane (Ardea grus Linné, G. communis
Bechstein).
Norsk: Trane. Svensk: Trana. Tysk: Kranich. Engelsk:
Common Crane.
Han og Hun ens i Ydre. Partiet mellem Næb og.
Øje samt Pande og Isse, den sidste efter skarpe Grænser,
sorte og nøgne blot med ret spredt siddende smaa sorte
Fjerbørster; over Issens bagerste vortede Del en rød V-
formet Plet. Paa hver Side af Hovedet et bredt hvidt
Parti, strækkende sig fra Øjet bagud over Baghovedets
Sider; de mødes paa Baghalsen og fortsættes lidt ned ad
107
denne. I Nakken, mellem disse hvide Striber en trekantet,
bagtil spidst udløbende graaligsort Plet. Kinder, Hage,
Strube og hele Overhalsens Forside graaligsorte. Hele
Fuglens Krop samt Skulder- og Vingedækfjer iøvrigt graa,
Fig. 24. Trane. (Efter Tegetmeier i British Birds).
Rygsiden en Kende mørkere med svagt brunlige Fjer-
kanter; de smaa Vingedækfjer delvis med smalle, sorte
Skaftstriber, de store nederste mere eller mindre sorte
paa Inderfanens yderste Del; Overhaledækfjerene med
sort Anstrøg paa Inderfanerne. Haandsvingfjerene og de
ydre og mellemste Armsvingfjer brunligsorte, de sidste
med svagt graaligt Anstrøg. De indre Armsvingfjer, hvis
Faner delvis er opløste ligesom paa Strudsfjer, naar endel
108
ud over Haandsvingfjerene; de er bredfanede, men spidse
og lidt nedadbøjede og udadkrummede; deres Farve
mørkegraa, dog sort ned ad Midten og i Spidsen. Styrerne
mørkegraa, ud mod Spidserne sorte.
Iris brunligrød. Næbbet graagrønt, lysere mod Spid-
sen. Længden 102—118 mm, længst hos Hannen. Næb-
højden over Næseborene 20 mm. Hannens Vingelængde
60—69 cm, Hunnens 55—59 cm. Mellemfoden 23—25 cm.
Mellemtaaen 10—10,5 cm lang. Fødderne sorte. Fjerdragten
fældes en Gang aarlig.
Unge Fugle har ret ensfarvet, lyst rødligbrunt Ho-
ved, tæt dækket af almindelige korte Fjer, varmest farvet
i Nakken og paa Kinderne; Hagen lysere. Halsen graa-
brun. Iøvrigt mere brunliggraa, med lysere Fjerkanter og
med smalle sorte Skaftstriber paa Ryg, Skuldre og Vinge-
dækfjer. ÅArmsvingfjerene kortere og mere brunlige med
sorte Skaftstriber, bredest mod Spidsen. Et Aar gamle
skal de erholde de voksnes Dragt.
Dunungen rustbrun paa Rygsiden, Hovedet rust-
gult; mørkere midt ned ad Ryggen, med en stor, lys rød-
liggul Plet påa hver Side af Ryggen. Undersiden hvidlig.
Denne pragtfulde store Fugl kan ikke forveksles med
nogen anden dansk Årt.
Udbredt som ret almindelig Ynglefugl særlig i Nord-
europa, men ogsaa i det østlige Mellem- og Sydeuropa, i
ringe Tal ogsaa i Italien og Spanien; endvidere i Lille-
asien, Vestsibirien og Turkestan; findes i Rusland op til
78”. En lidet afvigende lysere Race, G. lilfordi Sharpe
er udbredt over Asiens østlige Dele. Trækfugl, der over-
vintrer i Middelhavslandene og Nordafrika. Fra Grønland
og Island kendes den ikke, til Færøerne har den et Par
Gange forvildet sig. I England fandtes den indtil c. 1600,
men er i Nutiden en sjælden og ret tilfældig Gæst. I-
Norge ruger den almindelig i Skovmoserne i Oslo og
Hamar Stifter, sparsommere op i Nordland og viser sig
hist og her i Egnen om Tromsø. I Sverrig findes den
endnu vidt udbredt og ret almindelig paa passende Lo-
kaliteter i Landets nordlige Dele helt op til Lapmarken,
navnlig dog talrig i Nordlands Skovmoser; den træffes
109
endnu, omend i aftagende Tal, ynglende helt nede i det
østlige Skaane og i Smaaland. I Finland er den ogsaa al-
mindelig. Preussen angaves endnu i 1905 at have 2000
Par, der rugede fordelt paa over 300 Ynglepladser.
I Danmark har den sikkert i gammel Tid ynglet ret
almindelig paa passende Lokaliteter; mange Stednavne
bærer endnu Vidnesbyrd herom. Endnu i Midten af det
19. Aarh. rugede den adskillige Steder i Slesvig; i 1824
angaves den endnu at yngle ved Sorø og vistnok ogsaa
ved Skjoldnæsholm; ogsaa i Almindingen paa Bornholm
vides den at have ruget. Paa Gennemrejse For- og Efter-
aar til og fra sine nordlige Rugepladser ses den endnu
ret almindeligt og regelmæssigt, trækkende om Dagen i
Smaaselskaber eller i Flokke, der kan naa op til over
100 Individer eller flere. De flyver som Regel meget højt,
nu og da knapt til at øjne, ordnede i lange bølgede Linier
eller i Kile, idet de ofte skifter Orden. Under Flugten,
der foregaar med rolige langsomme Vingeslag, ofte svæ-
” vende omkring i store Kredse, strækkes Næb, Hals og
Ben lige ud; ofte lader de deres vidtlydende, stærke og
klangfulde Stemme høre, der minder om Trompetstød. Hist
og” her hviler de ved vore Kyster eller paa Enge eller
ved Søer; de er da meget sky og vagtsomme og fort-
sætter som Regel snart Rejsen. Om Foraåaret kan Flokke
ses først i April eller endog i Marts, men som Regel be-
gynder de gennemrejsende Fugle gerne at vise sig om-
kring Midten af April og ses da talrigst denne Maaned
ud. Traneflokke ses ogsaa, omend sjældnere, i hele Maj,
vel Fugle der yngler i meget nordlige Egne; selv i Juni er
der set Flokke, mulig af ikke ynglende Dyr; dette maa i
alt Fald gælde de Traner, der nu og da, enkeltvis eller
faa sammen, viser sig her i Landet i Juli Maaned. Efter-
aarstrækket begynder gerne midt i September og strækker
sig langt ud i Oktober; Flokke kan dog allerede ses i
sidste Halvdel af August; en Gang skal en lille Flok
være truffet "”/1 i Saltbækvig, og lignende Tilfælde kendes
fra Nabolandene.
Tranerne holder i Skandinavien ganske overvejende
til i øde og afsides Sumpe og Moser med spredte Buske
og Træer, omkransede af Skovstrækninger. Her ruger de
parvis og spredt; i Parringstiden opfører de deres ejen-
dommelige Danse, hvorunder de springer om med ud-
bredte Vinger; de løber iøvrigt fortrinligt, og det er umu-
ligt at løbe et vingeskudt Individ op. Den store, flade,
" kunstløse Rede bestaar af lidt opdyngede Kviste, hvorpaa
lidt Mos, Græs og Siv danner Underlaget for de 2 Æg;
110
den er anbragt paa en Tue, næsten altid ude i Sumpenes
utilgængelige Hængesæk, sjældent paa tør Grund, jævnlig
mellem Buske o.l. I Sverrig lægges Æggene i Maj, tid-
ligst sidst i April; de ruges af begge Forældrene i 30
Dage; de sky og forsigtige Fugle søger stedse skjulte at
snige sig fra Reden, naar man nærmer sig denne. Ægge-
nes Grundfarve lyst graaligt eller rødligt gulbrun ofte
med grønligt Anstrøg; over det hele med spredte, uregel-
mæssige, større og mindre, brune eller rødbrune Pletter
med indblandede, svagere fremtrædende, lyst rødliggraa
Pletter. Skallen ru og kornet, Formen aflang, lidt tykkere
i den ene Ende; Størrelsen stærkt varierende, Længden
oftest 90—100 mm, Bredden 60—65 mm, men baade større
og mindre Æg findes.
Efter Yngletiden flokkes Tranerne atter hen i August.
Føden bestaar om Sornmeren særlig af Bær, Knopper,
alle Slags Korn, Frø o.1., men delvis ogsaa af Insekter,
Snegle, Frøer, Mus o.l.
2. Jomfrutrane (Grus virgo (Linné).
(Ardea virgo Linné, Anthropoides virgo Vieillot).
Svensk: Numidisk Trane. Tysk: Jungfernkranich. Engelsk:
Demoiselle Crane.
Han og Hun ens; Hovedet, Halsen samt Forhalsens
stærkt forlængede, nedhængende, indtil c. 20 cm lange,
spidse Fjer rensorte. En bred Stribe ned ad Hovedets
Overside, løbende spidst ud i Nakken, askegraa, smallere
og blandet med. sort i Panden. Fra Øjet en smal hvid
Stribe bagud, ved Øret bredende sig ud til en stor,
c.10 cm lang Dusk hvide, egretteagtige, nedad-
krummede Fjer. Underhalsens Bagside ligesom Fug-
lens øvrige Krop samt Skulder- og Vingedækfjer aske-
graa, paa Rygsiden med lidt lysere Kanter og mørke Fjer-
skafter. Haandsvingfjerene og de ydre Armsvingfjer sorte,
de sidste er brede og spidse med graalige Inderfaner; de
indre meget forlængede Armsvingfjer er paa deres brede
basale Halvdel askegraa, medens de paa deres ydre smalle,
spidse Del er sorte, kun lidt graalige langs Skaftet; disse
lange Prydfjer hænger paa den sammenlagte Vinge c. 20-cm
111
ned over Haandsvingfjerenes Spidser. Den ret korte Hale
er mørkegraa, mod Spidsen graasort.
Iris rød. Næbbet graagrønt, mod Spidsen orangerød-
ligt. Næbbet 63—72 mm langt, Vingen 45—52 cm. Benene
Fig. 25. Jomfrutrane. (Efter Mivart).
sorte; Mellemfoden 17—22 cm lang, Mellemtaaen 7—8 cm
lang. Hannen stedse noget større end Hunnen.
Unge Fugle kendes paa, at deres Hoved og Hals
er graa; den ligeledes graa Øredusk er meget kort; For-
halsens Fjer graa og ligesom de indre Armsvingfjer kun
ubetydeligt forlængede.
Denne smukke lille Trane vil altid være let kendelig
paa sin ringe Størrelse og for de voksnes Vedkommende
paa sine hvide Øreduske.
12
Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Asien,
helt op i Sibirien, ud i Kina og ned i Persien; alminde-
lig i Sydruslands Steppeegne, findes vestligt i Dobrudscha
i Rumænien; yngler ogsaa i Nordafrika og mulig i Syd-
spanien. Trækfugl, der overvintrer i Indien, Nord- og Nord-
østafrika. Nu og da forvilder den sig til Europas østlige
Middelhavslande, og sjældne Gange viser den sig langt
uden for sit Omraåde i det vestlige og nordlige Europa.
I England er den saaledes skudt et Par Gange. Fra Norge
kendes den ikke, hvorimod den er skudt 2 Gange i Sver-
rig, saaledes i 1857 i Nerike og i 1874 ved Strømstad. I
Tyskland har den vist sig nogle sjældne Gange, saaledes
2 Gange paa Helgoland.
I Danmark er Jomfrutranen kun iagttaget 1 Cane
idet 2 Individer viste sig kort før Midten af Maj 1901 ved
Staby, 2 Mil Nord for Ringkøbing; det ene, en gammel
udfarvet Fugl, blev skudt. De kom flyvende fra Syd; den
overlevende kredsede nogle Gange om den dræbte Mage
og forsvandt da mod Sydøst.
I Levevis ligner den vor Trane; lever baade i sum-
pede Egne og paa tørre Stepper. Paa deres Samlingssteder
angives de med særlig Iver at opføre deres ,,Tranedansf.
I Dobrudscha indfinder de sig i den første Del af April;
deres 2 Æg findes i Slutningen af April og i Maj; de
ligner vor Tranes, men Længden er oftest kun 79—85 mm,
Bredden 48—53 mm.
7de Orden. Vadefugle (Limicolæ).
Hertil henregnes en lang Række Slægter, der
i Ydre ofte afviger endog særdeles meget fra hin-
anden, saaledes er navnlig Næbformen ofte for-
skellig; indenfor de enkelte Grupper er der der-
imod ofte stor Ensartethed. Naar blot enkelte
Ørkenformer undtages, lader de sig dog straks
ved første Øjekast erkende som Vadefugle, idet
de i hele deres Bygning er tilpassede til at leve
ved og. søge deres Føde ved Havets og de ferske
Vandes Bredder, hvor de navnlig holder til i La-
guner og i Sumpe, Moser og side Enge. Næbbet
næsten altid mere eller mindre blødhudet, i alt -
113
Fald paa den indre Del; mod Spidsen er det klædt
"med lidt tykkere Hud eller med ret tykt Hornlag.
Snart,er det, som hos de sneppeartede Vadefugle
langt og tyndt, dels lige, dels nedad- eller sjæld-
nere opadbøjet, helt klædt. med blød og følsom
Hud, egnet til at stikke ned i blød Jord, Sand
eller Dynd og deraf opdrage alle Slags Smaadyr;
snart er det, som hos Brokfuglene, kort og kraf-
tigere med haard Hornspids, egnet til at oppille
Smaadyr fra Jordoverfladen. Enkelte, f. Eks. Strand-
skaderne, har kraftigt hornklædt Næb, hvormed
de formaar at itubryde og aabne Snegle og Mus-
linger. Næseborene spalteformede, sidder næsten
… altid frit et Stykke foran Fjergrænsen og ligger
.… paa Næbbets Sider i en længere eller kortere,
— blødhudet Næbfure. Hovedet helt befjeret, aldrig
med nøgne Partier. Øjnene store; Næsekirtler
findes altid, snart ret smaa, snart større; de dan-
ner ofte Gruber i Kraniet over Øjnene. Tungen
lang og spids; kun de langnæbbede Regnspover
har ganske kort Tunge. Halsen ret lang, hos flere
endogsaa meget lang og tynd, bæres S-formet
bøjet. Halshvirvlernes Tal næsten altid 15. Vin-
gerne ret lange og spidse, kun afrundede hos Vi-
berne, altid med 11 Haandsvingfjer. 10—20 Arm-
svingfjer, af hvilke den 5te altid mangler; de in-
derste Armsvingfjer er forlængede og naar i den
sammenlagte Vinge omtrent til Haandsvingfjerenes
Spids. Halen som Regel ret kort, afrundet eller
" kileformet, med et meget vekslende Antal Styrere,
lige fra 10 til 26, dog er 12 langt det alminde-
ligste. Fjerklædningen stærkt vandskyende; Bifaner
findes altid, oftest dog ret smaa. Fjerene er ord-
nede i veladskilte Bede, Dunene kun lidet udvik-
lede;. nedad Ryggen et bredt, fortil tvedelt Fjerbed.
" En fjerklædt Gumpekirtel findes altid. Fjerenes
Farve som Regel ret broget, oeunle paa Rygsiden,
R. Hørring: Fugle II. | 8
-
"dl
114
men med afdæmpede brunlige, graa og sorte Far-
ver. Bugen som Regel lysere eller hvidlig; rene
grønne eller blaa Farver har de aldrig. Han og
Hun ligner som Regel hinanden ganske, Brushøns
og enkelte andre dog undtagne, men Hunnen er
som Regel større end Hannen, navnlig er Næbbet
hos.de langnæbbede Former betydelig længere hos
Hunnen. Parrings- eller Sommerdragten er som
Regel den farverigeste og smukkeste; ved en total
Efteraarsfældning erholdes en Vinterdragt, der hos
" mange er af anden Farve, særlig graalig med hvid
Underside. De gamle Fugle fælder da længe før
Ungerne, saaledes at man ofte ser dem i ren
Vinterdragt allerede tidligt paa Efteraaret. Om
Foraaret finder hos mange atter en delvis Fæld-
ning Sted, hvorved Sommerdragten erholdes; Sving-
fjerene og de øvrige Vingefjer fældes da som
Regel ikke. Nogle har særlige Prydfjer (Brus-
haner) eller Tegninger (Ryler, Hjejler) i Parrings-
tiden; disse fældes da atter snart igen. De unge
Fugle er oftest kendelige paa Ryggens lysere Fjer-
bremmer og mattere Farver; enkelte Arter (f. Eks.
Islandsk Ryle) har som unge en helt afvigende
Dragt. Benene egnede til Løb og Ophold paa
dyndet og fugtig Grund, næsten altid nøgne et
længere eller kortere Stykke op over Hælen; Laa-
rene fri af Krophuden, Benene som Regel høje
med lang, slank og trind Mellemfod og lange
Tæer med korte, smaa, lidet krumme Kløer. Hos
mange er Benene meget høje (Spover, Klirer,
Kobbersnepper o. a.) eller endog monstrøst lange
(Stylteløbere og Klyder) og sætter disse Fugle i
Stand til at vade i ret dybt Vand. Benenes nøgne
Dele klædte med smaa, ret bløde Skæl og oftest
med Tværplader paa Forsiderne. Bagtaa findes hos
de fleste, men er ofte lille og mangler hos endel
helt. En stor Bindehud er almindelig mellem 3.
KS
og 4. Taa's Grundled eller mellem alle 3 For-
tæers, egnet til at hindre Fuglen i at træde gen-
nem paa blød Bund. Af Skelettets Ejendommelig-
heder kan nævnes, at Hjernekassen er afrundet
med som Regel smaa og smalle, sjældnere store
Næsekirtelgruber over Øjnene; Plovbenet fortil
spidst "hastil =spaltet.7'6""Par "ægte -Ribben); ” for-
bundne" med Brystbenet; detteer: ret stort”.og
bredt, med høj Kam, i Bagranden som Regel med
% Par Indsnit, af "hvilke; dogs'det'inderste ofte
er lille eller"omformet- fil ef Hul. "Kro mangler:
Tarmen ligger i 3—4, højst 5 Slynger; Kirtel-
maven lille; Kraasen stærkt muskuløs, blot med
Længdefolder, uden Knuseskiver, dog paa Siderne
med Seneskiver, indeholder altid Grus og Sand.
Veludviklet Galdeblære findes som Regel; Blind-
tarmene vel udviklede.
Vadefuglene løber alle godt og hurtigt; enkelte Arter
svømmer baade godt og gerne, som Regel dog ikke fri-
villigt, men kun naar de er saarede eller i Fare; endel
formaar tillige at dykke. De færdes saa godt som ude-
lukkende paa Jorden, hvor de ogsaa sover, staaende paa
et Ben med Hovedet under Vingen; enkelte Arter kan
dog nu og da sætte sig i Træer 0.1. Alle er de fortrin-
lige Flyvere, der under Flugten strækker Benene lige
bagud; naar de flyver i Flok, flyver navnlig de mindre
Arter oftest uden særlig Orden,- men manøvrerer med
stor Ensartethed. Føden ganske overvejende animalsk og
bestaar af alle Slags Krebsdyr, Insekter, Larver, Orme,
Snegle 0.1.; om Sommeren fortærer dog mange af de
større Arter, der yngler paa Heder o.1., ofte Bær og andre
Plantedele. Som Hovedregel gælder det, at de holder
til paa aabent Land, kun faa (Skovsnepperne og enkelte
Klirer) lever i Skovegne. Næsten alle Vadefugle lever i
" Monogami og færdes i Yngletiden spredt og parvis, ruger
aldrig samlede i egentlige Kolonier. De udruger normalt
8S+
116
et Kuld Unger aarlig, kun enkelte, f. Eks. Skovsneppen,
mulig 2 Kuld. Reden paa Jorden, bestaar enten blot af
en Fordybning i Sandet eller af en nedtrampet Plet i
Græsset, højst udforet med lidt Straa, Blade ell. 1.; oftest
er den da skjult i en Tot Græs eller anbragt paa en Tue.
Æggenes Antal som Regel 4, sjældnere kun 3 eller 2.
Æggene forholdsvis meget store, udpræget pæreformede,
anbragte i Reden med de spidse Ender mod hinanden.
Skallen som oftest ølivenbrun, grønlig eller lysebrun med
spredte eller sammenflydende mørkere Pletter, jævnlig
størst og tættest om den butte Pol. Æggene ruges som
Regel overvejende af Hunnen, medens Hannen opholder
sig i Nærheden; hos nogle Arter (Pomeransfugle, Odins-
og Thorshøns o. a.) har Hannen ene overtaget Rugningen.
Ungerne kommer tæt dunklædte ud af Ægget; Dunklæd-
ningen gerne gulbrun med mørke Pletter og Striber;
Ungerne forlader meget hurtigt Reden og kan løbe rundt
og søge Føden selv, blot ledede og vogtede af Forældrene.
Ynglepladsen er for mange Arters Vedkommende ofte
langt fra Havet, i Indlandets Sumpe, Enge og Heder;
efter Yngletiden samler de sig i Flokke, der efterhaanden
søger til Havkysterne. Alle Vadefugle er Trækfugle, der
rejser følgende Kyster og Floder; ofte er deres Vandringer
af uhyre Udstrækning, saaledes fra de nordligste arktiske
Egne til Afrikas sydligste Dele. De gamle Fugle forlader,
særlig i nordlige Egne, ret hurtigt Ynglepladsen, ofte lige
saa snart Ungerne blot nogenlunde kan klare sig selv, og
rejser hastigt mod Syd; dette gælder ofte særlig de gamle
Hunner; disse afrejser først i samlede Flokke, medens
Hannerne, der har passet Ungerne, følger efter lidt
senere; som de sidste forlader Ungerne i samlede Flokke
Ynglestederne og slutter sig først i langt sydligere Egne
til de gamle Fugle. Trækket foregaar baade ved Nat og
Dag; mange Arter synes hovedsagelig at rejse om Natten.
Om Foraaret kommer vore egne ynglende Vadefugle først
til Danmark, senere viser de nordligere rugende af samme
117
Art sig paa Gennemrejse, saaledes at de nordligst rugende
"passerer vort Land sidst. .
I systematisk. Henseende slutter Vadefuglene sig,
bygget paa en Mængde anatomiske Forhold, meget nær
til Maagefuglene (Laridæ) og de med disse nær beslægtede
Alkefugle (Alcidæ), saaledes at de egentlig danner en stor
naturlig Gruppe (Laro-Limicolæ); denne Gruppe slutter
sig atter meget nær op til Duerne (Columbidæ), saaledes
at alle disse nævnte Fugle, der navnlig viser Lighed i
Skeletbygningen, tilsammen ofte regnes for en stor Orden
(Charadriiformes). I denne store Orden maa da Vade-
fuglene opfattes som Midtpunktet; fra dem har paa den
ene Side Maagerne udskilt sig som meget flyvedygtige,
fiskende Svømmefugle, og fra disse maa da atter de til
" Dykning stærkt omdannede Alkefugle afledes; en anden
Gren danner de til Landliv og Ophold i Træerne stærkt
omformede Duefugle. Her udskilles af praktiske Grunde
Charadriiformes i 3 helt adskilte Ørdener:. Vadefugle,
Maage-Alkefugle og de i saa. mange Henseender stærkt
omformede Duefugle.
Vadefuglene omfatter omkring 100 Slægter med c. 245
Årter, udbredte i alle Verdensdele, baade i disses syd-
lige og nordlige Egne, rugende langt op i de arktiske
Regioner.
Oversigt over de danske Vadefuglefamilier.
. Mundaabningen stor, idet Mundspalten naar langt bag
om Næbroden, helt hen under Øjet (sml. dog ogsaa
Bartrams Klire).
a, Næbbet lige, med tydelig Næbfure, omtrent af Ho-
vedets Længde; blødhudet paa sin indre, tykt horn-
klædt paa sin ydre Del. Næseborene gennembrudte.
Mellemfoden baade paa For- og Bagkant dækket med
sekskantede Skæl... 1. Trieler (Oedicnemiidæ).
b. Næbbet nedbøjet omtrent lige fra Roden, uden Næb-
fure, enten kort og but eller omtrent af Hovedets
Længde. Næseborene ikke gennembrudte. Kun Mel-
lemfodens Forkant med Tværplader...............
SER ES RELSE BARS RASER 2. Ørkenløbere (Cursoriidæ).
118
2. Mundaabningen lille, idet Mundspalten ikke naar bag-
om Næbroden (blot hos Bartramiå er Mundspalten stor).
a. Næbbet kortere end Hovedet, (blot Strandskaden har
langt rødt Næb), oftest lidt sammentrykt; dets inder-
ste Del blødhudet, dets yderste, efter en tydelig eller
mindre tydelig Skillelinie, tykt hornklædt og afvigende
formet, tykkere, og noget sammentrykt og som Regel
spidst... 3. Brokfuglefamilien (Charadriidæ).
b. Næbbet længere, ofte meget længere end Hovedet,
(blot kortere hos et Par smaa Ryler), i hele sin
Længde spinkelt og bøjeligt, den ydre Del ikke, efter
en skarp Grænse, tykkere eller klædt med en tyk
Hornhætte. Som Regel i hele sin Længde trindt, hos
enkelte fladtrykt. Næbbet enten helt blødhudet, eller
den bløde Hud gaar paa Næbbets ydre Halvdel jævnt
overmretstykkere »ElUdla Se ar He RE SENER SENER
SENER 4.Sneppefuglefamilien (Scolopåcidæ).
lste Familie: Trieler (Oedicnémidæ).
Næbbet lige, kraftigt, oftest kortere end Ho-
vedet; Overnæbbets yderste Halvdel, udenfor den
brede Næbfure, dækket efter en skarp Skillelinie
af et spidst, lidt hvælvet og noget nedbuet Horn-
hylster; den indre Del af Næbbet blødhudet;
Næseborene spalteformede, ligger paa Næbsiderne
lige bag Hornskeden. Øjnene paafaldende store,
med bred, svovlgul Iris. Panden bred, dens Fjer-
klædning højt hvælvet; Halsen ret kort, med 16
Halshvirvler. Kroppen kraftigt bygget. Vingerne
lange og spidse; 2den Svingfjer længst. Halen
stærkt afrundet eller næsten kileformet; 12—14
Styrere. Benene høje, kraftige og ret tykke Løbe-
ben, nøgne et godt Stykke op over Hælen. Mellem-
foden helt dækket af sekskantede Skæl ogerisin
øverste Ende ved Hælen, særlig hos de unge -
Fugle, paafaldende tyk; deraf Navnet Oedicnemus
(den med de hovne Skinneben). Bagtaa mangler;
Fortæerne korte og tykke med brede Taasaaler;
Kløerne korte og trinde, ikke synderlig spidse,
119
…Mellemtaaens dog med skarp Inderrand. Binde-
huden mellem 2. og 3. Taa lille, derimod stor
mellem 3. og 4: Taa. Brystbenet oftest med kun
1 Indskæring paa hver Side; Muskelmaven stærkt
udviklet.
Ret store Steppe- og Ørkenfugle, der i Ydre minder
noget om Trapperne; overvejende Natdyr. Udbredte om-
trent over hele Jorden, undtagen Nordamerika, det syd-
lige Sydamerika, Centralasien, Ny Zeeland og Europas
nordlige Dele. Familien omfatter 10—15 Arter, delte i 3
Slægter. I Europa kun 1 Art, der ogsaa har vist sig i
Danmark.
Trielslægten (Oedicnémus Temminck).
(Burhinus Illiger).
Næbber kortere end Hovedet, Halen stærkt
afrundet; de indre Armsvingfjer meen: af samme
Længde som Haandsvingfjerene.
"Iriel (Oedicnémus crépitans -Jemminck).
(Burhinus oedicnemus oedicnemus L.).
Europæisk Triel (Charadrius oedicnemus Linné, Ch.
scølopax Gmelin).
Svensk: Tjockfot. led Triel. Engelsk: Thick-knee,
Stone-Curlew.
Hoved, Hals og Forbryel samt hele Fuglens Rygside
lyst rustbrune, hver Fjer med en sortebrun Længdestribe
"ned ad Midten, bredest paa Issen og Forryggen, hvor den
næsten dækker hele Fjeren, smallest paa Forhals og For-
bryst samt paa Overgumpen. Hage og Strube hvide. Fra
Pandens Sider løber en bred, hvid Stribe hen under Øjet,
skilt fra den hvide Strube ved en som Issen farvet Stribe
fra Undernæb til Øre. Øjet nedadtil kranset af en smal,
. sort Stribe. Bryst, Bug, Undergump samt Skinnebens-
fjerene hvide, Underhaledækfjerene ensfarvet lyst rust-
120
brune. Skulderfjerene graabrune med mørk Skaftstribe og
rustbrunlige Fjerkanter. Af Vingedækfjerene er de smaa
farvede som Ryggen, de mellemste er brungraa med et
ret utydeligt, hvidt Tværbaand hen over Vingen, de ne-
derste store, graahvide med graa Grunddel og et sort
Tværbaand hen imod Spidsen. Vingeranden og Under-
vingedækfjerene hvide, de sidste med endel sorte Skaft--
Fig. 26. Triel (Efter Slater i British Birds).
striber, de nederste store med sortagtige Spidser. Haand-
svingfjerene brunsorte, den yderste med et bredt, den
næstyderste med et smallere, hvidt Tværbaand; de in-
derste Haandsvingfjer med hvide Spidser. De inderste
forlængede Armsvingfjer farvede som Ryggen, men med
hvidlige Kanter paa Yderfanerne. Den ret tilspidsede Hale
er lyst gulbrun, med uregelmæssige mørke Tværbaand,
hvidlig henimod de skarpttegnede sorte Fjerspidser; de 2
yderste Styrere er næsten helt hvide, blot med sorte
Spidser, der naar Jængst op ad Yderfanerne.
121
Han og Hun ligner hinanden ganske. Fældningen
foregaar om Efteraaret, men en delvis Fældning skal fore-
gaa om Foraaret, uden at der dog er Forskel paa Som-
mer- og Vinterdragt.
Unge Fugle er lidt lysere og mere graalige i Farven,
med smallere, mørkere Midtstriber paa Issen og Forryggen;
bedst kendelige er de dog paa deres tykke Mellemfod
og Hæl.
Iris stærkt gul. Næbbets blødhudede Grunddel grøn-
liggul, Næbhornet sort. Benene graagule. Vingelængden
24—25 cm, Næblængden 32—35 mm, Halen 12—13 cm,
Mellemfoden 65—72 mm, Mellemtaaen 30—34 mm.
I hele sit Ydre minder denne ejendommelige Fugl
.endel om en Brokfugl, men dens betydelige Størrelse,
. dens kraftige Ben og dens Ørkenfarver gør den altid let
kendelig.
Udbredt som Ynglefugl i Syd- og Mellemeuropa; dens
Nordgrænse -gaar over Mellemrusland og Nordtyskland,
hvor den dog er en spredt og ret sjælden Fugl; den
ruger ogsaa i Holland og i Englands sydlige og østlige
Dele; mod Øst er den udbredt helt ud til Persiens Step-
per. I de nordlige Dele af sin Udbredningszone er den
Trækfugl, sydligere nærmest Standfugl; mange overvintrer
dog i Nordafrika. I Irland og Skotland er den kun en til-
fældig Gæst. I Norge og Finland er den ikke truffet, og
i Sverrig har den blot vist sig 3 Gange i Landets syd-
ligste Dele.
I Danmark, der jo ligger Nord for dens Udbrednings-
zone, kendes den ikke som ynglende; nærmest er den
truffet rugende paa Poggensand i Elben og ved Itzehoe i
" Holsten. Hos os har den kun vist sig som en sjælden,
tilflyvende Gæst, vel fra nordtyske Ynglepladser; oftest
har den vist sig om Efteraaret og Vinteren, en Gang om
Foraaret, og et enkelt Eksemplar, mærkeligt nok, i Juli;
den er saaledes skudt paa Bornholm 21.10.1848, paa
Asnæs 8.7.1881, ved Nakskov, ved Højen nær Vejle
19. 4. 1905, ved Lollands SV.-Dige i Januar 1905, ved Ribe
29. 10. 1906, ved Kolding først i December 1907, ved Bøv-
lingbjerg SV. for Lemvig 28.11.1910, ved Trelde 25.11.
.1918 og paa Vrøj.
- Trielen hører hjemme paa aabent, fladt Land i tørre,
122
sandede og ufrugtbare Egne, gerne mellem spredte, for-
krøblede Fyrrebevoksninger. Den er en sky, forsigtig og
meget aarvaagen Fugl, der om Dagen som Regel holder
sig ganske skjult, for først i Skumringen at komme i livlig
Bevægelse, baade flyvende og løbende; de lader da stadig
deres vidtlydende Skrig høre. Den løber overordentlig
hurtigt med fremstrakt Hals; om Dagen ligger den ofte i
Læ af en Sten eller Tue, trykket fladt mod Jorden med
fremstrakt Hoved, hvorved dens paafaldende Beskyttelses-
lighed kommer den til Gode. Dens Næring er hovedsage-
lig Orme, Snegle, Insekter o. 1., men ofte finder man i
dens Mave Frøer, Firben og navnlig Mus; disse sidste
fanger de, idet de paa Kattevis lurer foran deres Huller.
Ejendommelig er deres Evne til med stor Lethed ved
Hjælp af Næbbet at vende ret store Sten, endog paa op
til 1 Kilos Vægt, for derunder at fange alle Slags Smaa-
dyr. Lever i Monogami, rugende spredt og uselskabeligt,
kun om Efteraaret ses de i Smaaselskaber. Reden. blot
en Fordybning i Sandet, ofte mellem Smaasten o.l. De
2, sjældent 3 Æg er matte, af bred, but Form; deres
Grundfarve olivengullig, mere eller mindre brunlig, med
meget uregelmæssige mørkebrune Pletter, Punkter og
Striber og indblandede lysegraa Pletter; Længden oftest
50—55 mm, Bredden 36—41 mm. Dunungerne forlader,
straks naar de er tørre, Reden og følger Forældrene.
2den Familie: Ørkenløbere (Cursoriidæ).
Næbbet af vekslende Form og Længde, dog
stedse nedadkrummet og kortere end Hovedet;
uden Næsefurer; Næseborene ikke gennembrudte,
idet Næseskillevæggen er forbenet, et mellem
Vadefuglene enestaaende Forhold. Mellemfoden
med "Tværplader baade paa For- og Bagkant.
Mellemtaaens Klo hos de danske Slægter med
kamformet Inderrand. Fjerklædningen isabellagul
eller brunliggraa, typisk ørkenfarvet. |
5—6 Slægter med omkring 25 Arter, udbredte i san-
dede Egne, Stepper og Ørkener fra Afrika og Sydedropå
gennem Åsien helt ud til Australien.
12Ss
Oversigt over de danske Ørkenløberslægter.
1. Med Bagtaa. Svaleagtigt Ydre, Vingerne meget lange,
naar langt bagom de korte Ben, naar disse strækkes
Bastd) HlalenkdybE kløe SE Ms ERE ser ns A NG 2
SS SAR SEE SARSR se SÅ 1. Braksvaleslægten (Glaréola).
2. Uden Bagtaa. Vingerne ret lange, men naar ikke bag-
om de særdeles lange Ben, naar disse strækkes bagud.
Halentakunderteller- hier afs kadet FEDE:
BE 2. Ørkenløberslægten (Cursorius).
1. Braksvaleslægten (Glaréola Brisson).
Næbbet kort og but, næsten hønseagtigt, ikke
halvt saa langt som Hovedet, noget sammentrykt,
nedbøjet omtrent fra Roden, løbende ud i en skarp
"Spids. Næseborene ved Næbroden, lige ved Fjer-
" grænsen. Vingerne meget lange og spidse, 1. Haand-
svingfjer længst, naar omtrent ud til Spidsen
afde lanser dybt -saffeldelte Hale: 12 Styrere:
Benene ret lave og slanke med tynd Skælklæd-
ning. Mellemfoden lidet længere end den forholds-
vis lange Mellemtaa. Benet kun nøgent lidt op
over Hælen. Tæerne slanke med lange, spidse,
omtrent lige Kløer, af hvilke Mellemtaaens er
længst. Bagtaaen veludviklet, ret højtsiddende.
"9 Arter i Sydeuropa, Afrika, Mellem- og Sydasien og
i Australien. Fra Danmark kendes kun 1 Årt.
Braksvale (Glaréola pratincola (Linné)).
(Glareola pratincola pratincola (L.)).
Halsbaand-Braksvale (Hirundo pratincola Linné, Gla-
reola torquata Meyer).
Svensk: Vadaresvala. ss Brachschwalbe. Engelsk:
Pratincole.
Han i Sommerdragt: ede og Kroppens Over-
side samt Vingedækfjerene ensfarvet olivenbrune, lidt
Tustbrunlig paa Baghalsen. Overhaledækfjerene renhvide.
Partiet mellem Næb og Øje sort. Hage og Strube smukt
124
rustgule, omkransede af en smal, skarpttegnet, sort, for-
til fint hvidkantet Stribe, der fortsætter sig op over Kin-
den og hen under Øjet. Bag denne sorte Ring er For-
brystet og dettes Sider samt Brystet olivenbrunlige, bagtil
med lidt rustbrunt Anstrøg. Bugen og hele den øvrige
Underside renhvide. De meget lange, smalle og spidse
Haandsvingfjer er brunsorte, den første med hvidt Skaft;
Fig. 27. Braksvale. (Efter. Slater i British Birds).
Iste Haandsvingfjer c. 8 cm længere end de inderste Arm-
svingfjer, der er af Ryggens Farve; de ydre Armsvingfjer
med hvidlige Spidser. Styrerne ved Grunden hvide, mod
Spidsen brunsorte, iøvrigt af Kroppens Farve; Halekløften
c. 5,5 cm dyb. Vingernes Underside mørkebrun med et;
Par hvide Pletter ved Vingeranden, dog er de indre
Undervingedækfjer og Armhulefjerene livligt ka-
staniebrune.
Hunnen skal kunne skelnes fra Hannen ved, at Par-
tiet mellem Øje og Næb er mørkebrunt, ikke sort; tillige -
er den noget mindre.
125
Iris brun. Næbbet, der er 20—21 mm langt, er sort,
"dog rødt ved Grunden bag Næseborene. Benene brun-
sorte. Vingelængden 19—20 cm. Halen 11—12 cm lang.
Mellemfoden 30—34 mm, Mellemtaaen c. 27 mm.
I Vinterdragten mangler den sorte Indfatning om
Struben, der er plettet med mørkebrunt.
De unge Fugle er kendelige paa, at Ryggens Fjer
har sorte Tværbaand lige foran de hvidlige Spidser;-
Strubeindfatningen ret utydelig tegnet.
Braksvalen vil altid være let kendelig ved hele sit
svaleagtige Ydre med de lange Vinger og den lange, kløf-
tede Hale, i Sommerdragten ogsaa paa sit smukke Strube-
skjold. :
Udbredt som Ynglefugl i Sydeuropa og Middelhavs-
landene, mod Øst over Lilleasien til Turkestan og Indien.
Ruger i Sydfrankrig og særlig paa den pyrenæiske Halvø,
i Ungarn og paa Balkanhalvøen; de europæiske Brak-
svaler overvintrer i Nordafrika. Enkelte Individer forvilder
sig af og til op i det øvrige Europa; saaledes truffet mindst
26 Gange i England, men blot 2—3 Gange -i Tyskland.
Fra Skandinavien kendes den ikke, men i Norge har,
mærkeligt nok, en nærstaaende Art, G. melanoptera
Nordmann, vist sig en enkelt Gang; den er hjemme-
"hørende bl. a. i Sydrusland og er kendelig paa sine brun-
sorte Undervingedækfjer og Armhulefjer, uden kastanie-
brunt.
.…. I Danmark har denne sjældne Fugl kun vist sig en
Gang, idet et Individ blev skudt paa Ulfshale paa Møen
18551831
Braksvalen hører hjemme paa aabne, sandede Sletter
eller paa træløse, vidtstrakte Græsmarker, helst i Nær-
heden af Floder, Sumpe,. Saltsøer o. 1. Her færdes de
selskabelig, snart i smaa, snart i store Flokke; ofte ses
de paa Brakmarker, deraf Navnet. De lever udelukkende
af større Biller, Græshopper, Guldsmede o. 1., som de
hovedsagelig paa Svalernes Vis fanger i Luften, rast-
løst jagende, snart højt, snart lavt over Jorden. Deres
Flugt er behændig og hurtig, og de skal i Luften, baade
i Form og Opførsel, paafaldende meget minde om en lille
Terne; ogsaa deres Skrig, som de idelig lader høre, skal
… I høj Grad ligner Ternernes, særlig Splitternens. Paa
Jorden løber de godt og hurtigt, stadig vippende med den
126
udspilede Hale. Den kommer til de europæiske Yngle-
pladser i April og rejser atter bort i September. Den
ruger i større eller mindre Kolonier, helst paa tørre
Steder; Reden blot en Fordybning i Sandet, højst udforet
med lidt Græs. De 2—3 Æg oftest sandfarvede med mange
uregelmæssige, ofte sammenflydende Pletter og Streger;
Længden 30—35, Bredden 22—25 mm. Paa Rugepladsen
kaster de sig, for at bortlede Opmærksomheden fra Un-
gerne, som døde ned paa Jorden foran Forstyrreren, for
snart atter at springe op og flyve bort.
2. Ørkenløberslægten (Cursérius Latham).
Næbbet omtrent af Hovedets Længde eller
kortere, næsten helt hornklædt, særlig mod Spid-
sen ret stærkt nedbøjet; ved Grunden temmelig
bredt, i hele sin Længde lidt fladtrykt. Næseborene
ved Næbroden, liggende i en Grube ovenpaa Næb-
bet. Vingerne ret lange og spidse, 1. og 2. Haand-
svingfjer længst, i den sammenlagte Vinge længere
end de stærkt forlængede, indre Armsvingfjer.
Halen kort, næsten lige afskaaret. Benene meget
høje, nøgne langt over Hælen, med store, tykke
Tværskæl helt op til Fjergrænsen. Mellemfoden.
over dobbelt saa lang som Mellemtaaen. Tæerne
forholdsvis meget korte og ret tykke med korte,
spidse Kløer. Bagtaa mangler ganske. Fjerklæd-
ningen uplettet sandfarvet.
Ørkenfugle. 5 Arter udbredte i Afrika og Lilleasien
helt ud til Indien. 1 Art har forvildet sig til Danmark.
Ørkenløber (Cursérius gållicus Gmelin).
(Cursorius gallicus gallicus (Gml.)).
(Cursorius europæus Latham, C. isabellinus Meyer).
Norsk: Ørkenløber. Svensk: Okenlåpare. Tysk: Euro-
nåische Rennvogel. Engelsk: Cream-coloured Courser.
Han og Hun ens. Pande og Isse graalig rødbrune.
Nakken blaagraa, bagtil med noget forlængede sorte Fjer-
127
spidser. En bred, hvid Øjenbrynstribe fra Næbbet helt ud
i Nakken; under denne en bred, skarpttegnet, sort Stribe
fra Øjet ud i Nakken, hvor den mødes med den tilsva-
rende fra den anden Side. Hele Fuglens Overside samt
Vingedækfjerene, Skulderfjer og indre Armsvingfjer ens-
Fig. 28. Ørkenløber. (Efter Slater i British Birds).
farvet lyst graaligt-rustbrune. Fuglens Underside sand-
"farvet graaligbrun, dog hvidlig paa Hage og Strube samt
paa Bug og Underhaledækfjer. Haandsvingfjerene brun-
sorte, de indre med smalle, hvidlige Spidsbremmer; de
ydre Armsvingfjer sortebrune med rustbrune Yderfaner
og hvidlige Spidser. Undervingedækfjerene og ÅArmhule-
fjerene sorte. Halen lyst rustbrun med hvide Spidser og
lige over disse et sort Tværbaand, der blot mangler paa
de to midterste Styrere.
128
Iris mørkebrun. Næbbet 30—32 mm langt, mørkegraat,
Undernæbbets Grund lysegraa. Vingelængden 15,5—16,5 cm,
Halen 61—64 mm. Benene lyst rødliggraa eller gulgraa.
Mellemfoden 55—60 mm, Mellemtaaen 23 mm.
Unge Fugle kendes paa, at Rygsidens Fjer har
brune, bølgeformede Tværbaand; Struben og Forbrystet
ligeledes brunplettet; de sorte Striber paa Hovedet smalle
og utydelige.
Udbredt som Ynglefugl fra de kanariske Øer over
Nordafrikas Ørkener gennem Palæstina, Arabien, Persien
og Afghanistan ud i Indien. Ikke helt sjældent har enkelte
Individer forvildet sig op i Syd- og Mellemeuropa, særlig
til Spanien og Sydfrankrig; hyppigt har den ogsaa vist
sig i England. Endogsaa helt oppe i Skandinavien er den
enkelte Gange truffet, saaledes er den skudt 1 Gang i
Norge, 1 Gang i Finland og 1 Gang i Gøteborg Skær-
gaard.
I Danmark vides 2 Individer skudte, begge i Novem-
ber Maaned, nemlig et ved Trelde ved Fredericia 26. 11.
1891 og et andet påa en sandet Brakmark ved Liseby på
Møen 1. 11. 1888.
Ørkenløberen, der i Skikkelse minder endel om en
lille Trappe, er nærmest Stand- og Strejffugl og hører
hjemme i sandede, ufrugtbare og øde Egne, helst i lige-
fremme Ørkener, hvor Vegetationen er yderst sparsom;
optræder sjældent i større Mængde, men færdes gerne
parvis eller i Smaaselskaber, og skal navnlig holde til ved
Karavanevejene. Den løber ganske overordentlig hurtigt
og søger som Regel at unddråge sig Forfølgelse paa denne
Maade. Dens Flugt paa Vingerne er hurtig og let. Stem-
men høj og vidtlydende. Føden skal være alle Slags In-
sekter og disses Larver; hos det ene danske Individ var
Maven fyldt med Regnorme. De 2, højst 3 korte, brede
og butte Æg lægges i det bare Sand, helst imellem Sten,
og er derfor meget vanskelige at opdage; deres matte
Skal er oftest sandfarvet, tæt og uregelmæssigt dækket
med lyst blaagraa og mørkebrune Pletter, Punkter og
Striber; oftest c. 34 mm lange og 26 mm brede.
3die Familie. Brokfuglegruppen (Charadriidæ).
Næbbet kortere end Hovedet (blot hos Strand-
skaderne er det røde Næb meget længere end-
129
Hovedet) som Regel mere eller mindre sammen-
-trykt,: ejendommeligt ved, at dets inderste Del er
blødhudet, medens dets ydre Del, efter en mere
eller mindre skarp Grænse, er kraftigt og klædt
med et tykt, haardt Hornlag.
Grænsen mellem Brokfuglefamilien og den
anden ægte Vadefuglefamilie, Sneppefuglene, er
egentlig, naar Næbformen undtages, ret vag og
unaturlig, og man kunde med fuld Ret samle dem
alle i en stor Familie; her holdes de af praktiske
Grunde adskilte.
Familien omfatter c. 140 Arter, udbredte i alle Ver-
densdele, hvor de lever ved Havkysterne og ved Indlan-
denes Søer og Sumpe. De danske Slægter kan henføres
til 2 Underfamilier.
Oversigt over de danske Underfamilier.
1. Næbbet lige, altid kortere end Hovedet; dets yderste
- Del, efter en skarp Grænse, tykt hornklædt, dannende
en tykkere, hvælvet, spids, lidt sammentrykt og noget
nedbuet Næbspids, med tydelig indbuede Næbrande ..
; 1. Brokfugle (Charadriinæ).
2. Næbbet svagt opadbøjet, kortere eller længere end Ho-
vedet; dets ydre Halvdel, uden skarp Grænse, tykt
hornklædt, saaledes at der ikke dannes en tydelig af-
saf"særlig-formet Næbs pi ds AR DS Se
2.Strandskader (Hæmatopodinæ).
lste Underfamilie. Brokfugle (Charadriinæ).
Denne Underfamilie omfatter de egentlige Brok-
"fugle, karakteriserede ved deres ovennævnte ejen-
dommelige Næbform. Næseborene spalteformede
med lidt fortykkede Rande, ligger nær ved Næb-
roden. Panden og dens Fjerklædning paafaldende
høj og bred, stejlt opstigende fra Næbroden, Øj-
nene meget store. Næsekirtlerne meget veludviklede
" og danner store Gruber i Kraniet hen over Øjen-
R. Hørring: Fugle II. 9
130
hulerne. Halsen ret kort. Halen kort, lige afskaaret
eller svagt udbuet. Benene temmelig høje, de tre
Fortæer ret korte, 3die og 4de forbundne ved
Grunden med en lille Bindéhud.
Underfamiliens danske Slægter staar hinanden sær-
deles nær og kunde, naar man blot. undtager Viberne,
meget naturligt sammenfattes i en Slægt, Charadrius;
efter gammel Sædvane bibeholdes dog her Delingen i 4
Slægter.
Oversigt over de danske Brokfugleslægter.
A. Med en lang, smal, lidt opadkrummet Fjertop i Nak-
ken; Iste Svingfjer kortere endsrden
RR SE Es ENS SAKSE VENØ rn 1. Viber (Vanéllus).
B. Uden Fjertop i Nakken; Iste Svingfjer ikke kortere
end 2den. . i
1. Vingelængden over 14 cm. Strube og øvrige Under-
side ikke helt hvid og uden et bredt, sort eller
mørkebrunt Tværbaand over Forbrystet.
a. Vingelængden over 17 cm. Ryggen brunsort, helt
dækket med smaa, hvidlige eller gule Pletter.
Halen med mange smalle, sorte Tværbaand .
SENDE fa SØS RER 2. Hjejler (Charådrius).
b. Vingelængden under 16 cm. Ryggen graabrun, eller
graabrun med smalle, lyse Fjerkanter, altid uden
hvide eller gule, smaa Pletter; Halen blot med
et mørkt Tværbaand nær Spidsen..............
SELE Ur Rede 3. Pomeransfugle (Eudråmias).
2. Vingelængden under 14 cm. Strube og øvrige Un-
derside hvide, et bredt, sort eller mørkebrunt Tvær-
baand eller et i Midten afbrudt Tværbaand over
Forbrystet........ 4. Præstekraver (Ægialitis).
1. Vibeslægten (Vanéllus Brisson).
Næbbets Form som omtalt under Underfamilien,
I Nakken en lang Fjertop, bestaaende af smalle
Fjer. Vingerne, i Modsætning til de øvrige spids-
vingede Vadefugles, meget brede og afrundede i
Spidsen, idet Iste Haandsvingfjer er kort, 2den.
131
til 4de eller 2den til 6te længst. Hos voksne Fugle
"en ejendommelig Kønsforskel i Vingen; hos Han-
nen er nemlig iste og 7de Haandsvingfjer af samme
Længde, de mellemliggende længere end disse;
hos Hunnen er Iiste og Ste af samme Længde,
hvorved Hannen faar en paafaldende mere bredt
afrundet Vinge end Hunnen; i det første Aar lig-
ner dog Hannen i dette Forhold Hunnen. Haand-
svingfjerene i den sammenlagte Vinge 2—2,5 cm
længere end de inderste Armsvingfjer. De indre
Haandsvingfjer og Armsvingfjerene med brede
Spidser. Halen lige afskaaret, med 12 Styrere.
Benene ret høje, nøgne op over Hælen. En lille
Bagtaa findes. Kløerne trinde og ret korte. Tyde-
lig Kønsforskel i Fjerdragtens Farver, der er pragt-
fuldt metalglinsende.
Slægten omfatter kun 1 Art.
" Vibe (Vanéllus criståtus Wolf & Meyer).
(Vanellus vanellus (L.)).
" Vejrfugl (Tringa vanellus Linné, Vanellus vulgaris
Bechstein).
Norsk: Vibe. Svensk: Tofsvipa. Tysk: Kiebitz. Engelsk:
Lapwing.
Han i Sommerdragt: Over Panden og Issen en
glinsende, rensort Kalot, gaaende ud i en Spids i Nakken,
endende i en 80—105 mm lang. Top af ganske smalle,
bagudrettede, opadkrummede, sorte Fjer. Foransigtet,
. Struben, Halsens Forside og hele Forbrystet glinsende
sorte. med svag, grønblaa Metalglans. Spredte Fjer om
Øjet, Øjelaaget samt Hovedets og Halsens Sider ren-
hvide; et bredt Parti fra Øjet ud i Nakken brunlighvidt
med smalle, sorte Fjerskafter; en sort Stribe hen under
Øjet til Øret. Brystet, Kropsiderne samt Bugen renhvide.
" Underhaledækfjerene lyst rustbrune. Baghalsen graabrun.
Ryggen samt de forlængede Armsvingfjer mørkebrune
gx
132
med stærk, grøn Metalglans, set mod Lyset med lidt Pur-
purskær; af Skulderfjerene er de yderste, nærmest Vingen,
smukt purpurmetalglinsende. Overhaledækfjerene rustrøde.
Vingedækfjerene sorte med stærk, grønligblaa Metalglans.
Svingfjerene sorte, de 4 første brunliggraa i deres ydre
Ende. Af Undervingedækfjerene er Haandens rensorte, de
Fig. 29. Vibe. (Efter Slater i British Birds).
øvrige samt Årmhulefjerene renhvide. Halens Styrere
hvide paa deres basale Halvdel, ellers sorte, blot med
hvidlige Spidser; den yderste Styrer dog næsten helt hvid.
Hunnen i Sommerdragt ligner Hannen, men Issen
er sodbrun uden Metalglans, Toppen kun 65—70 mm.
Hovedet mere hvidbroget, som Regel med en bred, hvid
Stribe fra Næbroden hen over Øjet. Hage og Strube hvid-
og sortbroget, ofte overvejende hvid. Forbrystet mindre
metalglinsende.
133
Efteraarsdragten, der erholdes ved en fuldstændig
" Fældning i September, er kendelig paa, at Hage og Strube
hos begge Køn er renhvide; den brede Øjenbrynstribe
"samt det øvrige hvide paa Hovedets Sider mere eller min-
dre gulbrunligt; Skulder- og Vingedækfjerene med brede,
brunlighvide Fjerkanter; disse forsvinder for største Delen
hen paa Foraaret ved Bremfældning. Strube- og Forhals-
fjerene fældes om Foraaret; endnu i Marts og April ses
Hannerne ofte med mange hvide Fjer paa Sommerdragtens
sorte Strube.
— De unge Fugle har i deres første Efteraarsdragt
lysebrune Fjerkanter paa Skulderfjerene.
Iris mørkebrun. Næbbet sort, dets Længde 22—25 mm.
Vingelængden oftest 21,5—23 cm. Benene graaligrøde;
Mellemfoden 44—48 mm, Mellemtaaen 33—35 mm.
Ungerne i første Fjerdragt ligner nærmest Hunnen,
men deres Farver er meget matte og urene; Issens og hele
Rygsidens Fjer bredt lysebrunt kantede, de forlængede
Armsvingfjer tillige med afbrudte, lysebrune Tværstriber.
Ogsaa disse Unger har en tydelig, omend kort Fjertop.
Dunungerne: Issen. lysebrun med sorte Pletter,
fættest i Midtlinien, bagtil ved en bred, sort Stribe af-
grænset fra den hvide, uplettede Baghals. Rygsiden iøv-
rigt lysebrun med sorte Pletter, tættest paa Bagkroppen;
Undersiden hvidlig med et bredt, sort Baand over For-
brystet.
Viben kan ikke forveksles med nogen anden dansk
Fugl og er altid let kendelig paa sin lange, smalle Fjer-
top og sine smukke, metalglinsende Farver. ;
Udbredt som Ynglefugl i Mellem- og Nordeuropa op
til omkring 67” N.B. og over Nordasien op til 557; træffes
rugende lige. fra England til Japan. Yngler i Spanien, men
ikke i de øvrige Middelhavslande. Standfugl i de sydligere
Egne af sin Udbredningszone, Trækfugl i de nordlige,
overvintrer i Sydeuropa, Nordafrika, Lilleasien og Syd-
asien. Fra Grønland kendes den som en sjælden og til-
fældig Gæst. Paa Island ruger den aldrig, men viser sig
dér nu og da i Træktiderne og.om Vinteren. Paa. Fær-
134
øerne er den derimod en enkelt Gang fundet ynglende,
men er dér iøvrigt en ret almindelig Efteraars-, Vinter-
og Foraarsgæst. Almindelig i England, ofte overvintrende.
I Norge ruger den langs Kysterne op til 67”, og i Sverrig
ynglede den tidligere almindeligt helt op i Uppland, men
er nu aftaget meget i Antal.
I Danmark er den en SR GER almindelig og meget
talrig Ynglefugl, sikkert langt vor talrigste rugende Vade-
fugl; den ses overalt baade langs Kysterne, rugende paa
Strandenge og Marsker, og inde i Landet paa lavtliggende
Marker og fugtige Enge, ogsaa paa mere tørre Græs-
marker. Trækfugl, der om Foraaret som Regel allerede
begynder at komme i sidste Halvdel af Februar og til-
tager i Antal i Løbet af Marts Maaned, da mange ogsaa
ses paa Gennemrejse mod N.Ø.; de ses da om Dagen
trækkende højt i Luften i smaa eller større Flokke; ogsaa
om Natten kan man høre dem trække, vistnok dog i rin-
gere Antal; jævnlig falder de da ved danske Fyr; enkelte
trækker endnu ind i April. Ligesaa snart det falder ind
med lidt Varme, deler Flokkene sig ud i Par og søger til
Rugepladserne; ved indtrædende Kulde samler de sig ofte
igen i Flokke; endnu ind i April kan saadanne iagttages.
I Luften er Viben let kendelig paa sine meget brede,
ejendommeligt formede Vinger, som under Flyvningen
ikke rettes helt ud, men holdes bøjede i Haandleddet.
Flugten ret langsom og tung, men om Foraaret i Parrings-
tiden viser den sig som en fremragende Flyvekunstner,
der tumler sig i Luften med pludselige Fald og Sving og
delvise Kolbøtter, stadig udstødende sit skingrende Par-
ringsskrig; paa Jorden indtager de da ogsaa ejendomme-
lige Stillinger, tripper omkring Hunnen, vipper med Over-
kroppen og støder Næbbet ned i Jorden. Paa Rugepladsen
er den meget vagtsom, urolig og støjende, særlig naar
den har Unger, og den slaar ned mod enhver Forstyrrer,
idelig udstødende sit velkendte Skrig, der nærmest lyder
som kii—vit, ofte ledsaget af en ejendommelig brum-
mende Vingelarm. Rovfugle og Krager, der nærmer sig
deres Yngleplads, omkredser de flokkevis og fordriver dem
ved deres Skrigen og Skinangreb. Deres Skrig høres om
Sommeren langt ud paa Natten. De løber hurtigt paa.
Jorden; i Middagstimerne hviler de, liggende paa Jorden.
Føden er paa Engene hovedsagelig Orme, Snegle og alle
Slags Insekter, langs Kysterne ogsaa Krebsdyr, smaa Mus-
linger o.l. :
Monogam; ruger aldrig i egentlige Kolonier, ofte
spredt og parvis; mange kan dog paa passende Lokali-
135
teter ruge nær hverandre. Reden paa Jorden, ofte mellem
-Iavt Græs, paa eller ved en Tue, er blot en Fordyb-
ning i Jorden, højst udforet med lidt Straa ell. 1. Yngler
en Gang aarlig. Æggene lægges hos os allertidligst sidst
i Marts, som Regel hen i April, ogsaa i Slutningen af
denne Maaned og ind i Maj; de ruges i 26 Dage af Hun-
nen alene, medens Hannen stedse opholder sig i Nær-
heden. Æggenes Antal 4, men 5 skal en sjælden Gang
kunne findes; naar første Kuld ødelægges, hvilket ofte
sker, da de særdeles velsmagende og højt betalte Æg iv-
rigt indsamles, ses nye Kuld endogsaa hen paa Sommeren
i Juni og Juli, da oftest kun paa 2—3 Æg. Disse er ret
store og udpræget pæreformede; Grundfarven lys gul-
brun, over det hele med spredte, brunsorte, ret skarp-
kantede, uregelmæssige, større og mindre Pletter, der nu
cg da løber sammen til en utydelig Ring om den butte
Pol; ret smaa, blaagraa Skalpletter ses som Regel. Læng-
den 45--50 mm, Bredden 33—36 mm. I Maj Maaned ses
Dunungerne almindeligt, og hen i Juni begynder Ungerne
at blive flyvefærdige.
Allerede i Begyndelsen af Juli forlader Viben Rede-
pladsen, og i August, efter at Ungerne er blevet voksne,
samler de sig i mindre Selskaber og senere i store Flokke
paa fra nogle Hundrede op tii flere Tusind Fugle. I Sep-
tember og ud i Oktober ses da disse Skarer strejfe om
paa Marker og Enge; mange af disse Fugle er vel nok
påa Gennemrejse fra Øst. I November kan de endnu være
talrige, men som Regel er de fleste da borte; i milde
Vintre kan endel overvintre i Danmark, af og til endog i
Smaaflokke, men de fleste Aar ses den kun sjældent i
December og Januar.
2. Hjejleslægten (Charådrius Linné).
Denne lille Slægt omfatter de større Arter
blandt Brokfuglene, kendelige paa deres ejendom-
melige Farvetegning, idet hele Fuglens Overside
er sort eller sortebrun med gule eller hvide Pletter
langs Fjerrandene. I Sommerdragten har begge
Køn sort Strube, Forhals og Bryst; ved en fuld-
stændig Efteraarsfældning mistes hele denne sorte
— Hals- og Brysttegning for atter at erhverves ved
en mindre omfattende Foraarsfældning. Vingerne
136
spidse, iste Haandsvingfjer længst, de følgende
jævnt aftagende i Længde. Halen let afrundet.
Udbredte som Ynglefugle i den gamle og ny Verdens
nordlige Dele; om Vinteren strejfer de langt mod Syd,
tildels over næsten hele Jorden. Kun 3 Arter, delt i flere
Underarter; 2 Arter forekommer i Danmark; ofte hen-
føres den ene af disse, Strandhjejlen, til en egen Slægt,
Squatarola, fordi den har en ganske lille Bagtaa; men da
den i alle andre Forhold slutter sig nær til de andre
Arter, synes det ganske unaturligt at udskille den som
en egen Slægt.
Oversigt over de danske Hjejlearter.
1. Bagtaa mangler helt; Armhulefjerene hvide; Næbbet
mindre og svagere, den yderste hornklædte Del 9—
10 mm lang og 4—5 mm høj........ BRASS REE SR NE
TREE ERE EN KS ARN NE, 1. Hjejlen (C. pluviålis).
2. Bagtaa findes; Armhulefjerene sorte. Næbbet større og
kraftigere, den yderste hornklædte Del 12—13 mm lang
og 6—7 mm høj. 2.Strandhjejlen (C.squatårola).
1. Hjejle (Charådrius pluviålis Linné).
(Charadrius apricarius apricarius ÅL. og oreo-
philus Meinertzhagen).
Brokfugl, Helunger, Heilong, Hedelav.
Norsk: Heilo. Svensk: Ljungpipare. Tysk: Goldregen-
pfeifer. Engelsk: Golden Plover.
Han i Sommerdragt: Panden og en Stribe over
Øjet hvide. Hovedets Sider, Struben, Forhalsen og For-
brystets Midte samt Bryst, Bug og Undergump sorte,
oftest med indblandede hvidlige Fjer, særlig paa Hagen
og Hovedets Sider. Fra Øjet ned ad Halsens, Forbrystets
og Brystets Sider er hele den sorte Underside mere eller
mindre tydeligt kantet med en bred, hvid, oftest gulbrunt
plettet Stribe, bredest og hvidest paa Forbrystet. Krop-
siderne og Underhaledækfjerene hvide med spredte, sorte
137
Pletter. Issen og hele Fuglens øvrige Overside, ogsaa
Vingedækfjerene og de indre Armsvingfjer, sorte med gule
Pletter langs Fjerkanterne; blegede bliver disse Pletter
næsten hvide. Haandsvingfjerene paa Oversiden brun-
sorte med hvidlige Skafter, nedenunder hvidgraalige. Arm-
hulefjerene og Undervingedækfjerene hvide, dog langs
Fig. 30. Hjejle i Sommerdragt, nordlige Form.
(Efter Slater i British Birds).
Vingens Kant og Rand graabrune med hvide Fjerkanter.
- Halen brunsort med 7—9 gullighvide, skraatstillede Tvær-
pletter paa Fanerne. |
Hun i Sommerdragt ligner Hannen, men Farverne
paa Undersiden langt urenere, oftest med flere hvidlige
Fjer indblandede i det sorte; den hvide Stribe om det sorte
mindre tydelig og mangler helt paa Halsens Sider.
Hos Hjejler i Sommerdragt fra Island og det nord-
lige Skandinavien (var. oreophila Meinertzhagen) er
138
Undersidens sorte og hvide Tegninger langt renere og
smukkere end hos danske Ynglefugle, og hele den sorte
Underside er indrammet af en bred, renhvid Stribe; saa-
danne Hjejler kan hos os ses paa Gennemrejse, navnlig
i April samt i Juli og August.
Iris brun. Næbbet sort. Næblængden 21—24 mm.
Vingelængden 17—18,8 cm. Benene næsten sorte; Mellem-
foden 40—43 mm, Mellemtaaen 31—32 mm.
Efteraarsdragten er ens hos Han og Hun; hele
Fuglens Overside er då som i Sommerdragten, blot er
Grundfarven noget mattere, mere sortebrunlig; derimod
er Struben hvidlig, Forhals og Forbryst brunliggraa med
udflydende, gulliggraa Fjerkanter. Bryst, Bug og Under-
gump renhvide, Kropsiderne farvede som Forbrystet.
Denne Efteraars- eller Vinterdragt er helt udviklet i Mid-
ten af Oktober Maaned og bæres til næste Foraar, da
Sommerdragten erholdes i Marts ved en mindre omfat-
tende Fældning.
De unge Fugle ligner i deres første Efteraarsdragt
de voksne, men kendes let paa, at Brystets Fjer har
tydelige, mørkebrune Fjerrande og Skaftstriber; Forbrystets
Fjer har skarpe, sortebrune, trekantede Spidspletter; i
denne Dragt ses de i Mængde paa Gennemrejse hos os.
Dunungen har sort Overside med gule eller hvid-
gule Dunspidser, der danner smaa, gule Pletter over det
hele; Undersiden hvidlig; over den hvide Kind en gullig,
sortplettet Stribe fra Næbbet hen under Øjet. Haandens
Dun hvide; Benene blaaliggraa.
Hjejlen kan blot i Efteraarsdragten forveksles med
Strandhjejlen, men selv i Flugten er den kendelig paa
sine hvide Armhulefjer.
Udbredt som Ynglefugl over hele Nordeuropa, særlig.
talrig i Skandinavien og i Nordruslands Tundraer, samt i
Vestsibirien ud til Jenissei. Trækfugle, der hovedsagelig
overvintrer i de europæiske Middelhavslande og i Nord-
afrika; træffes om Vinteren dog ogsaa ved Vesteuropas
Kyster.
139
En meget nærstaaende Art, C.dominicus Miller,
er udbredt i 2 Underarter over Østsibirien og det ark-
tiske Nordamerika. I Grønland viser navnlig den ameri-
kanske Form sig, men ogsaa den europæiske Art er ikke
faa Gange skudt dér. Særlig paa Island, men ogsaa paa
Færøerne, i Irland og; Skotland er den en almindelig
Ynglefugl. Paa hele den skandinaviske Halvø ruger den
almindelig paa Hederne, endogsaa helt ned i Skaane, men
overalt, særlig i de sydligere Egne, er den i stadig Af-
tagen. I England, Holland og Nordtyskland var den tid-
ligere ret almindelig, men er ogsaa her aftaget meget
stærkt i Antal og forsvundet fra mange Steder.
I Danmark var den tidligere en almindelig Ynglefugl
overalt i Vest- og Midtjyllands Heder, yderst almindelig
f. Eks. i Thylands Lyngsletter mellem Klitterne; ogsaa
paa Øerne i Kattegat, f. Eks. Læsø, og paa Sjælland, f. Eks.
i Odsherred, skal den have ynglet. Her som andre Steder
er den aftaget meget stærkt i Antal, hvilket næppe alene
skyldes Hedernes Beplantning og den fremtrængende Op-
dyrkning, og i Nutiden yngler den kun ret faatallig i en-
del mere afsides Hedeegne i Vestjylland, mulig endnu
påa Læsø, men aldrig paa Fyn eller Sjælland. Paa Born-
holm har den i alt Fald tidligere ruget.
…… Om Foraaret kommer Hjejlen allerede omkring Mid-
ten eller henimod Slutningen af Marts eller ind i April
og søger da snart til Rugepladsen. Senere, endog i Maj
Maaned, naar vore egne Hjejler ruger, ses Flokke paa
Gennemrejse mod Nord og Øst; de trækker da ofte højt,
flyvende i Kile; de trækker baade om Natten og om Dagen.
Til Yngleplads vælger de hos os altid tørre Heder med
Lyng og Lav; her lever de parvis og spredt. Let kende-
lig og meget iørefaldende er i Yngletiden deres ejendom-
melige, melankolske, bløde Fløjtetone, som Hannen stadig
lader høre, næsten altid siddende nær Hunnen paa Top-
pen af en Tue, hvorfra den holder Udkig. Flugten meget
hurtig med raske Vingeslag; paa Jorden løber de raskt
mellem Tuerne; i Efteraarsdragten staar de ofte, naar
"man nærmer sig dem, ganske stille, stolende paa deres
udmærkede Beskyttelseslighed.
"- Føden Insekter, Larver, Orme 0. 1., men om Som-
meren vistnok ganske hovedsagelig Hedeplanternes Bær,
hvormed man paa Rugepladserne stedse finder deres
Mave fyldt. Paa Træk ved Havkysterne samler de tillige
Smaasnegle, Krebsdyr o. Il. |
; I Parringstiden lyder deres Skrig nærmest som py—
piyy, py—Ppiyy, flere Gange gentaget. De 4 Æg lægges fra
140
Midten af April til langt ind i Maj eller senere; med de
spidse Ender mod hinanden ligger de i en Fordybning
paa den bare Jord, ofte paa eller ved en Tue. Æggenes
Grundfarve graalig gulbrun med.skarpttegnede, brunsorte,
større og mindre, ofte sammenflydende Pletter, tættest om
den butte Pol; de er større end Vibens, Længden 50—
55 mm, Bredden 34—37 mm.
Efter Yngletiden samles de i Flokke; allerede omkring
Midten af Juli ses Flokke af gamle Fugle i Sommerdragt
kommende paa Gennemrejse; i Begyndelsen af September
er disse forsvundne, cg nu begynder de unge Fugle at
indfinde sig i store Flokke, flyvende i Sværme rundt langs
Kysterne og paa Strandengene, men ogsaa inde paa Pløje-
og Græsmarkerne. De ses stadig i Oktober, og først i
Løbet af November forsvinder de efterhaanden. Endel kan .
i milde Vintre overvintre hos os, og endog i Januar er
de iagttaget i Flokke. Ofte ses de i Selskab med Viber og
Strandhjejler. Medens de i nordlige, fredeligere Egne er
meget tillidsfulde, er de hos os sky og vagtsomme; i paa-
faldende let Grad lader de sig lokke nær, naar man fra
et Skjul efterligner deres Lokketone, der lyder som hlyi.
2. Strandhjejle (Charådrius squatårola
. (Linné)).
(Squatarola squatarola squatarola (L.)).
Strandbrokfugl, Fløjtetyt (Tringa squatarola Linné,
Tringa helvetica Linné, Vanellus melanogaster Bechstein,
Squatarola helvetica Brehm).
Norsk: Strandlo. Svensk: ap Tysk: Kiebitz-
regenpfeifer. Engelsk: Gray Plover.
Han i Sommerdragt: Hele Panden og en bred
Stribe hen over Øjet og ned ad Baghalsens Sider ren-
hvide; denne Stribe fortsættes ned til Forbrystets Sider,
hvor den udvider sig til en stor, trekantet, hvid Plet.
Issen sort, Nakken og Baghalsen mørkegraa, begge med
brede, hvide Fjerkanter, bredest hen imod Panden; denne
syner saaledes iøjenfaldende hvidlig. Hovedets Sider,
Struben, Forhalsen, Forbrystet og hele det øvrige Bryst
rensorte, jævnlig dog med enkelte indblandede hvide Fjer,
særlig i Ånsigtet. Bug, Undergump, Underhaledækfjer og
141
Skinnebensfjerene renhvide, blot de sidestillede Under-
haledækfjer med sorte Tværpletter. Hele Fuglens Rygside
brunligsort med brede, hvide Fjerspidser, paa Skulder-
og Vingedækfjer samt paa de inderste Armsvingfjer med
et eller to Par store, hvide Pletter langs Fanekanten.
Overhaledækfjerene hvide med enkelte sorte Tyværpletter
Fig. 31. Strandhjejle i Sommerdragt.
(Efter Slater. i British Birds).
ud mod Spidserne. Styrerne hvide, de mellemste paa deres
ydre Del med sorte Tværbaand, de yderste næsten helt
"hvide. Haandsvingfjerene sortebrune, en stor Del af Inder-
fanerne hvide; Skafternes midterste Del hvid, iøvrigt er
de sortebrune. Undervingedækfjerene hvide, de store ne-
derste graabrunlige; de lange Armhulefjer sorte.
Hunnen i Sommerdragt ligner Hannen, men Far-
verne er mindre rene med flere indblandede hvide Fjer
" paa den sorte Underside.
142
I Efteraarsdragten ellér Vinterdragten, som de
nu og da allerede begynder at faa først i August, men
som ofte ikke engang kan spores sidst i August eller
senere, er Rygsiden nærmest som i Sommerdragten, men
dens Grundfarve er graaligbrun, de hvidlige Fjerbremmer
smallere og Randpletterne mindre og mere udflydende.
Hele det smukke, sorte Brystskjold mangler, idet
hele Fuglens Underside er hvid; Hovedets Sider graalig-
hvide med mørke Skaftpletter; Halsens Sider og hele
— Forbrystet med sortebrunligt SERKE og sortebrune Skaft-
striber.
Iris mørkebrun. Næbbet sort, Længden 26—29 mm.
Vingelængden 18—19,7 cm. Blacne graasorte, Mellem-
foden 45—50 mm, Mellemtaaen 35—37 mm.
De unge Fugle ligner i deres Efteraarsdragt meget
de unge Hjejler. Hele Rygsiden sort med skarpt tegnede
hvidgule Pletter langs Fjerkanterne; den bredt tvær-
stribede Hale er mere eller mindre gullig mod Spidsen.
Undersiden hvid, hele Forhalsen og Forbrystet gulligt
graa med brede, sortebrune, tydelige Skaftpletter; Krop-
pens og Brystets Sider ikke som hos de voksne renhvide,
men med utydelige mørke Tværstriber og mørkebrune
Tværpletter. I denne Dragt ses de hele Efteraaret paa
Gennemrejse i Danmark.
Strandhjejlen kan kun forveksles med Hjejlen, men
de sorte Armhulefjer og den lille Bagtaa er paalidelige
Kendemærker.
Udbredt som Ynglefugl i Europas og Vestsibiriens
nordligste Egne fra det Hvide Hav til Taimyr-Halvøen,
rugende almindelig i disse Egnes Tundraer; ogsaa i det
østlige, arktiske Nordamerika findes den rugende. Træk-
fugl, der om Vinteren kan træffes saa godt som over hele
Jorden, almindelig helt ned i Sydafrika og i Australien
samt i Amerika helt ned i Brasilien. Endel overvintrer .
dog i: nordligere. Egne, saaledes bl.a. ved Mellemeuropas
Atlanterhavskyster. I Grønland har den ret ofte vist sig
som tilfældig Gæst, vel fra Amerika. Paa Island og Fær-
øerne er den en sjælden Gæst, vist kommende fra den
gamle Verden. I England er den derimod meget alminde-
143
lig i Træktiderne. I Norge viser den sig særlig om Efter-
aaret langs Kysterne, og i Sverrig er den talrig paa Efter-
aarstrækket, men ingen Steder paa den skandinaviske
Halvø er den iagttaget som ynglende. I Tyskland er den
almindelig paa Gennemrejse.
I Danmark er Strandhjejlen en særdeles almindelig
Fugl paa Gennemrejse om Efteraaret, dog nok stedse faa-
talligere end Hjejlen; allerede midt i Juli begynder de
gamle Fugle at vise sig, saa godt som alle i ren Sommer-
dragt; i Løbet af August begynder mange at faa noget
af Vinterdragten, undtagelsesvis er en.gammel Fugl i ren
Vinterdragt set i Begyndelsen af August; ind i September
har de fleste faaet en Del af Vinterdragten; de forlader da
Landet og drager videre. I Begyndelsen af September be-
gynder de unge Fugle, kendelige paa deres hvidbrystede
Vinterdragt, at indfinde sig i store Flokke, der stadig tiltager
og forbliver her i September og langt ud i Oktober for
først at forlade os ind i November, naar Nattefrosten tager
rigtig fat. Strandhjejlen ses hos os ganske overvejende
langs Kysterne og paa Strandengene, sjældent inde i
Landet; den iagttages aarlig paa mange Steder i Landet;
ved Amagers Vestkyst er den saaledes meget talrig hele
Efteraaret. Ofte færdes de i Flok og Følge med Hjejler
og Ryler, og i Levevis, Væremaade og Føde ligner de i
alt væsentligt. disse. Deres Lokkeskrig er forskelligt fra
Hjejlens, nærmest lydende som tlyéi; de er mere sky og
forsigtige end disse, og mindre villigt lader de sig lokke
nær, naar man efterligner deres Fløjtetone. Paa Foraars-
trækket, der falder i Maj Maaned, er den her, som andre
Steder i Vesteuropa, langt. sjældnere og faatalligere; mu-
lig foregaar Gennemrejsen om Foraaret meget hurtigere,
eller maaske foregaar Trækket til Nordrusland ad østligere
Veje; de iagttagne Fugle er i Maj Maaned i Sommerdragt.
De 4 Æg lægges. i Nordrusland og Sibirien i Juni og
Juli; de skal ligne Brokfuglens, er af samme Sftørrelse,
men Grundfarven er oftest endel lysere; Længden oftest
52, Bredden 36 mm. Reden blot en Fordybning i Jorden
"paa de vidtstrakte Tundraer, som er Artens typiske Yngle-
plads. Det angives, at Æggene skal ruges af Hannen, lige-
som denne stadig ses at følge og passe de smaa Unger.
3. Pomeransfugleslægten (Eudrémias Brehm).
Næbbet af Brokfugletype, men tyndt og spin-
" kelt. Legemsformen som Hjejlens. Vingerne spidse;
144
af Haandsvingfjerene er I1ste ganske kort, meget
kortere end de overliggende Vingedækfjer; 2den
længst, ejendommelig ved, at dens hvide Skaft er
ganske paafaldende bredt og kraftigt; de følgende
aftager jævnt i Længde. De inderste Haandsving-
fjer og de yderste Armsvingfjer forholdsvis meget
korte, næppe af de længste Haandsvingfjers halve
Længde; 2—3 af de inderste smalle, i Spidsen
afrundede Armsvingfjer er meget stærkt forlæn-
gede, i den sammenlagte Vinge kun faa mm
kortere end Haandsvingfjerene. Halen stærkt af-
rundet, de ydre Styrere c. 1 cm kortere end de
mellemste. Mellemfodens Forside med 2 Rækker
store Skæl. Ingen Bagtaa. Fjerklædningen i Yngle-
tiden med smukke rustrøde, hvide og sorte Teg-
ninger paa Bryst og Bug. Hunnen baade. større
og smukkere farvet end Hannen.
Slægten omfatter kun 1 Art, udbredt i den gamle
Verdens nordlige Egne. '
Pomeransfugl (Eudrémias morinéllus
(Linné)).
(Charadrius morinellus Linné).
Norsk: Boltit. Svensk: Fjållpipare. Tysk: …Mornell-
regenpfeifer. Engelsk: Dotterel.
Hun i Sommerdragt: Pande, Isse og Nakke sorte,
navnlig fortil med flere eller færre Rester af hvidbrune
Fjerkanter; hele denne sorte Kalot skarpt omrandet af de
brede, renhvide Øjenbrynstriber, der mødes i Nakken.
Det øvrige Hoved samt Hage og Strube hvide, blot er
Øredækfjerene og smaa Pletter mellem Næb og Øje samt
langs Strubens Grænser brunsorte. Forhals og Forbryst
graalig brune med svag, gulgraalig og mørkegraa Tvær-
vatring, nedad afgrænset af et ret bredt, hvidt Tvær-
baand, der fortil er tydeligt, bagtil utydeligt, kantet med
sort. Brystets forreste Del samt Kropsiderne smukt ens- -
145
farvet rustrøde, bagtil mørkest og varmest farvede;
Brystets bageste Del ensfarvet sort. Bug, Undergump,
Underhaledækfjerene samt Skinnebensfjerene hvide. Bag-
halsen ensfarvet brunliggraa; Kroppens og Vingernes
Overside graabrun. Vingedækfjerene og særlig de for-
Fig. 32. Pomeransfugl i Sommerdragt.
(Efter Slater i British Birds).
længede Skulder- og indre AÅrmsvingfjer med skarptteg-
nede, lyst rustbrune Fjerkanter. Halen graabrun, ud mod
Spidsen brunsort, selve Styrerspidserne derimod bredt
hvide, de mellemste Styrere blot med hvide Kanter i
Spidsen. Undervingedækfjerene graaligt hvide.
Han iSommerdragt ligner Hunnen, men Farverne
mindre rene og svagere. Issen brunligsort med brede,
rustgraa Fjerkanter; Øjenbrynstriben med rustgulligt An-
strøg; Ryggen med bredere, lyst rustrøde Fjerkanter; det
R. Hørring: Fugle II. 2 758400)
146
hvide Tværbaand over Forbrystet ofte ret utydeligt; Bry-
stets Sider rustrøde, meget lysere og urenere farvede, det
mørke Brystskjold brunligsort og utydeligt med mange
indblandede hvide Fjer. Særlig smukt farvede Hanner kan
ligne usædvanlig svagt farvede Hunner, men som Regel
er Forveksling umulig.
I Vinterdragten, som de voksne allerede delvis
har faaet midt i August, er Brystet ganske uden rustrød
og sort Tegning. Hele Rygsiden brunliggraa med brede,
graaligt rustbrune Fjerkanter, svagest eller manglende paa
Overgumpen. Forhals og Forbryst brunliggraa med rust-
brunligt Ånstrøg og kun svagt antydede Skaftstriber; det
hvide Tværbaand over Brystet meget utydeligt. Hele den
øvrige Underside graalighvid, lysest paa Brystets Midte
og paa Bugen, lidt rustbrunlig paa Kropsiderne. — Den
smukke Parringsdragt erholdes ved delvis Fældning om
Foraaret, gerne i sidste Halvdel af April.
Iris mørkebrun. Næbbet sort. Næblængden 16—18 mm.
Vingelængden 14—16 cm. Fødderne brunlige; Mellemfoden
34—38 mm, Mellemtaaen 24—26 mm. Legemsvægten oftest
110—135 gr, henholdsvis for. Han og Hun.
Unge Fugle er om Efteraaret kendelige paa, at
deres Ryg- og Skulderfjer er sorte med skarpttegnede
brunlighvide Fjerkanter og Kantpletter; ligner iøvrigt de
voksne i Vinterdragt, men Forbrystet har tydelige brun-
sorte Skaft- og Pilpletter. Bagbrystet ofte med svagt an-
tydet, fin, sort Tværvatring over Fjerspidserne. Deres
hvide Øjenbrynstriber navnlig i Nakken stærkt rustbrun-
lige. Hos os ses Ungfugle i denne Dragt i. September
Maaned.
Dunungen er ret broget, idet Oversiden er lyst
brungul med sorte og hvide Tegninger og Striber;' saa-
ledes en sort Korstegning paa Issen, sort Tøjle, sort
Stribe over Øjet, en sort Stribe om Nakken, efterfulgt af
en hvid Halsring. Undersiden hvid med et gulbrunligt
Baand over Forbrystet.
147
Udbredt som Ynglefugl oppe i de øde Fjeldmarker
over Skovgrænsen i den gamle Verdens nordlige Del,
lige fra Skandinavien og Finland over hele Nordrus-
land; den er navnlig almindelig i Sibiriens alpine Tun-
draer helt op til 3000 m o. H.; findes ogsaa helt ned i
Centralasien til Altai og i Ural ned til Astrakan. Træk-
fugl, der overvintrer i Persien, Lilleasien og Nordafrika
samt i de europæiske Middelhavslande. Fra Grønland og
Island kendes den ikke, men paa Færøerne har den vist
sig en enkelt Gang. Ruger ret sjælden i England, derimod
almindelig i Skotlands Højlande op til 1000 m o. Havet.
I Norge ruger den oppe i Fjeldene over Trægrænsen helt
ned til Hardangervidderne; i Nordsverrig ruger den al-
mindelig helt ned til Jåmtland. Ogsaa paa enkelte Steder
i Mellemeuropas Bjerge har den i alt Fald tidligere, om-
end faatalligt, ynglet, saaledes i Fjeldmarkerne paa Riesen-
gebirge, i Steiermark, i Siebenbiirgen 0. a. St. I hele
Mellemeuropa viser den sig iøvrigt paa Gennemrejse i
Træktiderne.
I Danmark kendes Pomeransfuglen selvfølgelig ikke
som rugende; vort flade Land kan ikke byde denne i
Yngletiden saa udprægede Højfjeldsfugl nogen passende
Rugeplads; .endel ældre og yngre Angivelser om dens
Ynglen i Danmark maa sikkert bero paa Misforstaaelser.
Derimod viser den sig, navnlig om Foraaret, ret alminde-
ligt og regelmæssigt paa Gennemrejse; dog synes den i
de senere Tider at være aftaget stærkt i Antal, uvist af
hvilken Grund. Tidligst viser enkelte sig hos os midt i
April, men hovedsagelig kommer de som gennemrejsende
Flokke i de første Dage af Maj og ses da Maaneden ud;
hyppigst var den i alt Fald tidligere stedse mellem 10.
og 20. Maj. En Ejendommelighed er det, at Foraarstrækket
over Danmark ganske overvejende gaar op gennem det
vestlige Jylland, hvor Fuglene da ses i smaa og større
Flokke paa de tørre, sandede Jorder og paa højtliggende
Heder; fugtige og sumpede Egne undgaar den helst gan-
ske; kun sjælden og faatallig viser den sig om Foraaret
"i Østjylland og paa Øerne. De er lidet sky, og man kan
komme Flokkene ganske nær; opjagede sætter de sig atter
et lille.Stykke borte; deres svagtlydende, fine Lokketone
lyder da som dyit—dyit eller dyrr—dyrr. Deres Føde be-
staar udelukkende af. Insekter og disses Larver; af og til
tager de- dog Regnorme. Paa Efteraarstrækket, der hos os
falder i August og September og i første Halvdel af OK-
" tober, er den i alt Fald i Nutiden stedse ret sjælden og
faatallig i Jylland, men ses da lidt oftere paa Fyn og
vor
148
Sjælland; Efteraarstrækket synes i det hele at gaa ad øst-
ligere Veje, udenom Skandinavien. Overvintrer som Regel
aldrig hos os, er dog skudt en Gang først i December
ved Esbjerg. É
Til Ynglepladserne i Nordskandinaviens flade, ud-
strakte Fjeldheder kommer Pomeransfuglen gerne i Juni;
i Parringstiden boltrer den sig i bratte Sving højt i Luften,
stadig skrigende pytt, pytt, pytt. Ofte ruger flere Par nær
hverandre; Reden en flad Fordybning i Jorden paa den
. tørre, stenede eller højst med Mos og Lav dækkede Un-
dergrund. Æggene lægges midt i Juni eller senere; den
lægger aldrig mere end 3 Æg, undertiden kun 2; disse
er mindre pæreformede end hos andre Brokfugle, Læng-
” den gerne 38—40 mm, Bredden 27—29 mm; Grundfarven
brungullig eller olivengullig hvid med store, sorte eller
brunsorte Pletter, der oftest delvis flyder sammen og er
tættest om den butte Ende; ofte indblandede smaa Pletter
og graalige Skalpletter. Mærkeligt er det, at Æggene saa
godt som altid synes at blive rugede af Hannen alene;
dette Forhold, der genfindes bl. a. hos Odins- og Thors-
hanen, synes, ligesom hos disse, at have medført, at
Hannen, sammenlignet med Hunnen, har faaet uansee-
ligere Farver, mindre Legemsvægt, store Rugepletter o. s. v.
Efter Æglægningen forlader Hunnerne Rugepladsen og
strejfer omkring i Smaaflokke; Ungerne passes da af Han-
nen alene. Denne Art er kendt for sin ganske usædvanlige
Frygtløshed, medens den har Æg og Unger; den løber
ganske nær omkring Fødderne paa den, der nærmer sig
dens Rede, stadig skrigende iu, iu og søger med de sæd-
vanlige Kunstgreb, ved at anstille sig saaret og ved at
flagre hjælpeløs hen ad Jorden, at lokke Forstyrreren bort.
Hannen trækker bort, naar Ungerne er voksne; disse skal
derimod først forlade Ynglepladsen hen i August.
4. Præstekraveslægten (Ægialitis Boie).
Smaaformer, ejendommelige ved Hovedets og
Undersidens sorte og hvide Farver; i Sommer-
dragten med hvid Pande og sort Baand over Issen.
samt: med mere eller mindre tydelige, sorte og
hvide Baand om Halsen (Præstekraver). Næbbet
kort. Indre Armsvingfjer stærkt forlængede, nu
og da af Haandsvingfjerenes Længde; Iste Sving-
149
fjer ganske kort, smal, stiv og spids, kortere end
Vingedækfjerene; 2den længst, derefter aftager de
jævnt i Længde; Vingerne spidse. Mellemfodens
" Forkant klædt med 6-sidede Skæl. Bagtaa mang-
ler. Halen afrundet, kun med ét mørkt Tvær-
baand. Han og Hun omtrent ens i Ydre.
De c. 20 Arter, der træffes næsten over hele Jorden,
ruger baade langs Havkysterne og ved Indlandenes ferske
Vande.
E.
Oversigt over de danske Præstekravearter.
. Kun den yderste Styrefjer i Halen helt hvid, højst med
en smal, mørk Stribe langs Inderfanens Rand. Iste vel-
udviklede Svingfjers Skaft helt hvidt, de følgendes kun
med et hvidt Stykke paa-det iøvrigt sortebrune Skafts
sm fe) DIO) Hr DE ERE 1. Præstekrave (Æ. hiaticula).
. Ingen af Styrefjerene helt hvide; den yderste hvid, paa
Inderfanen med en stor, firkantet, brunsort Plet, der
strækker sig fra Fanens Rand helt ind til Skaftet. 1ste
veludviklede Svingfjers Skaft helt hvidt, de øvriges helt
sortebrune...... 2. Lille Præstekråve (Æ. minor).
De to yderste Styrefjer paa hver Side helt hvide. Alle
de ydre Haandsvingfjer med et hvidt Stykke paa den
ydre Del af de iøvrigt brunsorte Skafter .............
3. Hvidbrystet Præstekrave (Æ.cantiåna).
I Sommerdragterne:
. Et bredt, sort Tværbaand over hele Forbrystet. Issen
og Nakken brungraa. Fødderne orangegule eller rød-
graa. SER
a. Større; Vingelængden over 125 mm. Næbbets indre
blødhudede Del orangegult, den ydre hornklædte
DEF sortere 1. Præstekrave (Æ. hiaticula).
b. Mindre; Vingelængden under 120 mm. Næbbet helt
SOF er, 2. Lille Præstekrave (Æ. minor)...
. En sort, uregelmæssig Plet paa hver Side af det iøv-
rigt hvide Forbryst. Isse og Nakke rustbrune. Fød-
dernes orfer 3 MEE INST E BASS OEN DER OY LENE Sk ES SSR BESET +
3. Hvidbrystet Præstekrave (Æ. cantiåna).
150
1. Præstekrave (Ægialitis hiaticula (Linné)).
(Charadrius hiaticula hiaticula Linné
og C.h.tundrae Lowe).
Sandevrivt, Sandevifte, Stenpikker, Stor Strandpiber,
Stor Præstekrave, Snorper, Sandebret, Tudse, Fjerepist,
Tyhyt, Hyttige, Pytter, Sandborre, Kinborre (Charadrius
hiaticula Linné).
Norsk: Præstekrave. Svensk: Stårre strandpipare.
Tysk: Halsbandregenpfeifer. Engelsk: Ringed Plover.
Han og Hun i Sommerdragt: Panden hvid, dog
et smalt Baand over Næbroden sort. Issens forreste Del,
Kinderne og Ørefjerene sorte. Issens bageste Del samt
Nakken ensfarvet brunliggraa, bagtil smalt sortkantede; bag
Øjet en hvid Stribe. Hage, Strube og en ret bred Ring
rundt om Halsen hvide, den sidste nedadtil kantet af en
sort Stribe, smallere paa Baghalsen, derimod bred fortil,
dækkende hele Forbrystet. Hele Undersiden samt Krop-
pens og Gumpens Sider iøvrigt hvide. Hele Ryggen samt
Skuldrene og de forlængede indre Årmsvingfjer ensfarvet
brunliggraa, de sidste med lysere Fjerkanter. Vingedæk-
fjerene farvede som Ryggen, men med en Smule lysere
Fjerkanter, de store nederste med brede, hvide Spidser,
dannende et hvidt Baand over Vingen. Vingeranden hvid.
Haandsvingfjerene brunsorte, deres Inderfaner mod Roden
hvide, de indre med en hvid Længdestribe paa Yderfanen
langs Skaftet; de indre Årmsvingfjer, Årmhulefjerene og
Undervingedækfjerene hvide. Halen brungraa, sortagtig
ud mod Spidsen; den yderste Styrefjer oftest helt hvid,
de derpaa følgende med brede, skarpttegnede, hvide Spid-
ser, stadig aftagende i Størrelse indefter; de to mellemste
Halestyrere uden hvid Spids. Hunnen. har smallere sort
Issebaand og indblandede graabrune Fjer i det sorte Baand .
over Forbrystet. ;
Iris mørkebrun; Øjenlaagskanterne gule. Næbbet 14,5—
16 mm; den blødhudede indre Del orangegul, den horn-
klædte Spids sort. Vingelængden 126—135 mm; i den sam-
menlagte Vinge er de forlængede Årmsvingfjer c. 1,5 cm
151
kortere end Haandsvingfjerene. Fødderne orangegule;
”- Mellemfoden 26—28 mm, Mellemtaaen 21—23 mm; de
korte, trinde Kløer er sorte.
Vinterdragten ligner Sommerdragten, men Fug-
lens Overside er mere brunlig; det sorte Issebaand utyde-
ligt og det sorte Baand over Forbrystet samt de sorte
Partier paa Hovedet med flere eller færre indblandede
Fig. 33. Præstekrave. (Efter Slater i British Birds).
graabrune Fjer, der endnu ses om- Foraaret; mulig er
disse dog kun Rester af de unge Fugles Vinterdragt.
De unge Fugle ligner endel de voksne, men kendes
let paa deres langt mere udviskede og mindre rene Far-
ver; de mangler ganske det sorte Baand over Issen;
Kinderne og Ørefjerene brune. Issen og hele Rygsiden
brungraa eller mørkt graabrun, hver Fjer med en snart
smallere, snart bredere, lysere, indadtil mørktkantet Fjer-
bremme. Baandet over Forbrystet meget smallere paa
Midten; dets Farve mørkebrunt med hvidlige Fjerrande,
mere lysebrunt fortil. Næbbet helt sort.
152
Dunungen: Panden hvidlig med mørk Midtstribe;
Issen og hele Rygsiden gulliggraa med smaa, sorte Plet-
ter, Grænselinien mod den hvide Underside af Kroppen
sortebrun, .Haledunene sorte. Tøjlen og Øreegnen sorte;
om Halsen en bred, hvid, tydelig sortkantet Ring. Hage,
Strube og Forhals samt Vingernes yderste Del hvide.
Paa Afstand skelnes Præstekraven om Sommeren
altid lettest fra sine Slægtninge paa sit delvis orangegule
Næb; fra den Lille Præstekrave yderligere ved sin be-
tydeligere Størrelse, og fra den Hvidbrystede Præstekrave
ved sit brede, sorte Baand over Forbrystet.
Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa
fra dettes nordligste Kyster og, omend mindre talrig, helt
ned til Middelhavet; ruger paa Spitsbergen, Novaja Semlja
og over hele Sibirien ud til Baikalsøen og Kolymafloden.
samt endelig ogsaa i det allerøstligste arktiske Nord-
amerika. Trækfugl i de nordlige Egne af sin Udbred-
ningszone; overvintrer i Afrika helt ned til Kap. I Grøn-
land ruger den, omend ret faatallig; paa Island og Fær-
øerne yngler den derimod meget almindelig, ligeledes paa
de britiske Øer, hvor den er udskilt som en særlig Race
Æ. h. major Seebohm, der angives blot at være lidt lysere
paa Ryggen. I Norge ruger den almindelig op langs Ky-
sterne og ved Indsøerne op til Varangerfjord, og over
hele Sverrig er den ligeledes en almindelig Ynglefugl.
I Danmark er Artens typiske Form en særdeles al-
mindelig Ynglefugl overalt langs vore Kyster og påa Smaa-
øer og Holme i Havet; er dog paa Grund af manglende
Fred aftaget meget i Antal. Den foretrækker til Opholds-
sted altid sandede Lokaliteter, saaledes som de særlig
findes ved vore flade Kyster; men ogsaa langt fra Havet
inde ved Søer og Bække kan den jævnlig træffes rugende,
naar blot sandede Steder kan findes, bl. a. ogsaa paa tørre
Brakmarker. Den kommer om Foraaret meget tidligt til
Landet, af og til sidst i Februar, som Regel dog i Be-
gyndelsen af Marts, og tiltager derpaa hurtigt i Antal; de
ses da i Smaaselskaber løbende langs Kysterne paa Sand- -
og Dyndfladerne; ofte ses de i Selskab med Ryler og
andre Smaavadere. Flugten hurtig, som Regel lavt over
Vandet. Livlige, urolige Fugle, der med indtrukken Hals
piler hen over Sandet for pludselig at standse og se
sig om eller søge Føde, som de piller op af Sand og
Dynd; stadig lader de deres bløde, fløjtende Lokketone
153
høre, lydende som tylli—tylli eller diy—diy; ogsaa om
Natten. er den i ikke mindre livlig Bevægelse. Føden ved
Havkysterne overvejende Krebsdyr, Orme, smaa Snegle
og Muslinger, ved. ferske Vande ogsaa Insekter 0. l.
I Parringstiden boltrer Hannen sig i lav, kunstfærdig
Flugt, kredsende om Hunnen, der sidder paa Sandet; her-
under lader den ejendommelig trillende Toner lyde. De
4 Æg lægges tidligst sidst i April, som Regel dog i Maj
eller først i Juni eller endog senere, mulig kan den have
2 Kuld aarlig; Reden en tydelig Fordybning i det bare Sand,
oftest prydet med ganske smaa, sammenpillede Sten eller
Muslingeskaller, jævnlig anbragt mellem smaa, brogede
Rullesten, saaledes at Æggene derved er særdeles vanske-
lige at opdage. Disses Grundfarve er hvidlig med gul-
brunligt, sjældnere rødbrunligt Anstrøg, dækket af spredte,
smaa, brunsorte eller sorte Pletter og Punkter, som Regel
tættest om den butte Pol; tydelige smaa, graalige Skal-
pletter, ofte med indblandede større, sorte Pletter. Læng-
den 27—33 mm, Bredden 24—26 mm, udpræget pærefor-
mede. I 21 Dage ruger baade Han og Hun, mulig dog
særlig Hannen. I det hele ikke synderlig sky, lægger ofte
deres Æg nær bebyggede Steder, endog ved Veje med
betydelig Færdsel. Han og Hun ses næsten altid at færdes
sammen, og de vogter med Omhu deres Dununger; for-
styrrede forlader de nødigt disse, før de er godt skjulte,
trykkede mellem Sten o.1., hvor de da meget vanskeligt
opdages.
Saa snart Ungerne midt i Juli er voksne, forlader
Forældrene dem og trækker da snart bort mod Sydvest;
midt i Åugust har vore egne Præstekraver forladt Landet,
men paa Gennemrejse fra nordlige og østligere Egne ses
Præstekraver derpaa almindeligt i September, enkelte og-
saa ind i Oktober; endog i den første Del af November
kan enkelte iagttages ved vore Kyster.
Medens vore her rugende Præstekraver alle”tilhører
. den typiske Form Æ. h. hiaticula, viser en paafaldende
mindre Race Æ. h. tundrae Lowe sig af og til paa Gen-
nemrejse om Efteraaret, kommende fra midt i August;
den ligner ganske vor Race, men er kendelig paa sin
ringe Vingelængde, der blot er 121—126 mm; om Foraaret
er den ikke iagttaget her. Den bebor det nordlige Skandi-
… navien, Kola, Nord-Rusland og Sibiriens Ishavskyster ud
til Tscbuktscher-Halvøen.
154
2. Lille Præstekrave (Ægialitis minor
Wolf & Meyer).
(Charadrius dubius curonicus Gmelin).
Lille Strandpiber, Dvergpræstekrave (Charadrius du-
bius (Scopoli), Charadrius curonicus Gmelin, Ch. fluvia-
tilis Bechstein).
- Norsk: Dverglo. Svensk: Mindre sandpipare. Tysk:
Flussregenpfeifer. Engelsk: Little Ringed Plover.
Han og Hun i Sommerdragt ligner meget den al-
mindelige Præstekrave, men kan, foruden paa deres rin-
gere Størrelse kendes paa følgende: Det hvide Pandebaand
er smallere. Den graabrune Isse paa Siderne og navnlig
fortil smalt kantet med hvidt og er bagtil mod det hvide
Halsbaand ikke sortkantet. Hele Fuglens Overside graa-
brun, Vingedækfjerene farvede som Ryggen. Haandsving-
fjerene ensfarvet brunsorte, uden hvide Partier, blot
har de indre hvidlige Spidsbremmer, Iste veludviklede
Haandsvingfjer med helt hvidt, de øvrige med helt brune
Skafter. De forlængede inderste Årmsvingfjer er i den
sammenlagte Vinge af samme Længde som Haandsving-
fjerene. De 2 yderste Par Styrefjer overvejende hvide,
men altid med en stor, firkantet, brunsort Plet midt over
Inderfanen, naaende. helt ind til Skaftet. É
Iris brunsort; Øjenlaagsrandene gule... Næbbet
sort, blot lidt gulligt ved Undernæbbets Rod; Næblængden
11—12,5 mm. Vingelængden 110—117 mm. Fødderne graa-
ligt kødfarvet røde; Mellemfoden 23—24 mm, Mellemtaaen
c. 19 mm.
Unge Fugle: Panden brunlighvid, Farven gaaende
jævnt over i den mørkebrune Isse, hvis Fjer alle er lyst
kantede. Tøjle og Ørefjer sortebrune. Tyværbaandet over.
Forbrystet er brunt, ganske smalt paa Midten. Hele Fug-
lens Overside iøvrigt mørkebrun med utydelige, smalle,
lysere Fjerkanter; de forlængede indre Armsvingfjers
Kanter og de to mellemste Styrefjers Spidser ret bredt
lysebrune.
155
Dunungen ligner Præstekravens, men dens Rygside
er mere rustbrunlig, iøvrigt kendeligt mindre med længere
Haledun.
— Den Lille Præstekrave kan kun forveksles med den
almindelige Præstekrave, naar Talen er om Ungfuglenes
Fig. 34. Lille Præstekrave. (Efter Slater i British Birds).
Dragt; Haandsvingfjerenes og Styrefjerenes Tegninger er
her, foruden Størrelsesforskellen, de bedste Skelnemærker.
Udbredt som Ynglefugl over store" Dele af Europa
"op til de sydlige Egne af den skandinaviske Halvø og
Nordrusland; ruger i Middelhavslandene og i Nordafrika,
endvidere i Sibirien og Mellem-Asien ud til Kina og Ja-
pan. Trækfugl i de nordligere Egne af sin Udbrednings-
zone, overvintrende i det sydlige Asien og i Afrikas nord-
lige Dele samt i Middelhavslandene. Fra Grønland og Is-
land kendes den ikke, men skal have vist sig en sjælden
Gang -paa Færøerne. Paa de britiske Øer findes den ikke
. som rugende og er dér kun en sjælden Gæst. I Norge
ruger den næsten udelukkende i Kristianiafjorden, hvor
de (019
den er temmelig almindelig langs Kysterne. I Sverrig er
den temmelig almindelig paa passende Lokaliteter, særlig
ved de ferske Vande, op til det sydlige Vårmland, Nerike,
Uppland og Gåvle. :
I Danmark er den Lille Præstekrave en ret udbredt,
men faatallig Ynglefugl, der er fundet rugende mange
Steder i Landet, baade ved Kysterne, særlig i dybe Fjorde,
og navnlig inde ved større og mindre Søer, baade i Jyl-
land og paa Øerne; den er saaledes gennem Tiderne bl. a.
.… fundet ynglende paa flere Steder langs Kalvebodstrands
Kyster, ved Lundehussøen, ved Jægersborg Sø, Fiil Sø
"og flere Søer i Slesvig, ved Kolding Aas Udløb, i Rands-
fjord ved Fredericia, i Limfjorden o.s.v. Den kommer
om Foraaret langt senere end Præstekråven, viser sig
først langt hen i April og først i Maj; om Efteraaret for-
lader de unge Fugle øs i August og September.
I Levevis og Væremaade ligner den i det hele og
store den almindelige Præstekrave, men den er mindre
bundet til Havkysterne og opholder sig hos os, som andre
-Steder i Verden, langt oftere inde ved ferske Søer, naar
den blot kan finde lidt bar Jord og Sand til sin Rede-
plads; ruger ogsaa i Grusgrave 0. 1., helst dog nær Vand.
Føden her ganske overvejende Insekter og disses Larver.
I Parringstiden flyver Hannen i store Kredse rundt om
Hunnen i langsom og usikker Flugt; deres Skrig skal da
lyde som rihu-u. Ved Reden er de yderst aarvaagne og
sky, skriger stadig deres ejendommelige, ret skarpe biv—
biv; de forstaar ypperligt, i Læ af Sten og Græstotter, at
. forlade Reden usete og vildleder da paa enhver Maade
Forstyrreren; i ganske særlig Grad anstiller de sig saarede
og hjælpeløse og slæber sig hen ad Jorden med udspilede
Vinger og Hale; herved gør disses hvide Tegning dem
særlig synlige; . ellers er de næppe til at faa Øje paa,
naar de sidder stille påa Jorden. Den lille, udskrabede
Redeskaal skelnes let fra Præstekravens derved, at den
er langt tættere belagt med meget smaa Sten og Muslinge-
skaller; næsten altid er den anlagt ved Siden af en lille
Sten. De 4 Æg lægges tidligst i første Halvdel, oftest dog
1 sidste Halvdel af Maj eller ind i Juni, nu og da senere;
de er endel mindre end Præstekravens, Længden oftest.
28—31 mm, Bredden 21—22 mm. Grundfarven hvidlig
med stærkere eller svagere brunligt eller rustbrunligt An-
strøg; over det hele ret jævnt fordelte ganske smaa, ret
tætstillede, sortebrune eller rødligbrune Pletter og Punkter
med indblandede graalige Skalpletter.
157
3. Hvidbrystet Præstekrave (Ægialitis can-
tiåna (Latham)).
(Charadrius alexandrinus alexandrinus Linné).
Hvidbrystet Sandpiber, Hvidpandet Præstekrave, Strand-
løber, Sniptudse, Gryllinger, Fjermus, Enpikker, Lille Sand-
vrivt, Hvid Sandvifte (Charadrius albifrons Wolf & Meyer).
Norsk: Hvidbrystlo. Svensk: Svartbenta strandpipare.
Tysk: Seeregenpfeifer. Engelsk: Kentish Plover.
Han i Sommerdragt: Hele Panden, en bred Øjen-
brynstribe, Hovedets Sider, Hagen, Struben, Forhalsen,
en tydelig, bred Ring om Halsen samt hele Fuglens Un-
derside og Kropsiderne renhvide. Tøjlen, et halvmaane-
formet Baand fortil over Issen fra Øje til Øje, Ørefjerene
samt en tresidet Plet paa hver Side af Forbrystet sorte.
. Issen og Nakken rustfarvet graabrunlige, stærkere rust-
rødlige fortil mod det sorte Issebaand og navnlig bagtil
ved Grænsen mod den hvide Halsring. Hele Fuglens Ryg-
side, -Vingedækfjerene samt de forlængede, inderste Årm-
svingfjer ensfarvet lyst brunliggraa med lidt mørkere
Fjerskafter, særlig Vingedækfjerene med lidt lysere Fjer-
kanter, de store nederste med smalle, hvidlige Spidser.
Halsringen slet ikke sortkantet. De 5 første veludviklede
Haandsvingfjer brunsorte, uden hvid Tegning, de følgende
med delvis hvide Yderfaner; Iiste veludviklede Haand-
svingfjer med helt hvidt Skaft, de følgendes Skafter hvide
midt paa Fjeren. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene
hvide. De 3 yderste Styrefjer hvide, den inderste af disse
med en mørk Plet paa Inderfanens Spids; de øvrige af
Ryggens Farve, -med brunsorte Spidser.
Hun i Sommerdragt: Langt uanseeligere farvet,
skiller sig fra Hannen ved følgende: Det sorte Baand
over Issen mangler, hele Issen ensfarvet brungraa uden
rustbrunt, lidt udflydende bagtil mod den hvide Halsring.
Tøjle og Ørefjer samt Pletten paa Forbrystets Side ikke
sorte, men brungraa. Hele Rygsiden iøvrigt ensfarvet
. brungraa. z
" Iris mørkebrun. Næbbet helt sort, forholdsvis tyndere
158
end hos Præstekraven; Længden 14—16,5 mm. Vinge-
længden 110—115 mm. De forlængede inderste Armsving-
fjer c. 1cm kortere end Haandsvingfjerene. Fødderne
mørkt blygraa; Mellemfoden 26—30 mm, Mellemtaaen
18—20 mm.
Hen paa Sommeren DE) Oversidens Farver paa-
Fig. 35. Hvidbrystet Præstekrave. (Efter Slater i British Birds).
faldende stærkt, og Hannens rustbrune Farver forsvinder
som Regel ganske.
1 Vinterdragten, der nærmest ligner Hunnens
Sommerdragt, mangler Hannen det rustbrune paa Issen,
og det sorte Issebaand er næppe synligt.
De unge Fugle ligner Hunnen, men er altid kende-
lige paa, at hele Oversiden har lyst graabrune Fjer-
kanter, bredest og indadtil mørkt kantede paa Ungernes
første Fjerdragt, noget smallere paa deres Efteraarsdragt.
Dunungen ligner de andre Præstekravers, men er
i det hele blegere sandgraa, og det mørke Baand om
159
Issens Bagkant og om Fuglens Rygside er meget uty-
deligt.
Den Hvidbrystede Præstekrave er paa Afstand altid
kendelig paa sit skinnende hvide Forbryst og ved altid
at mangle de sorte Kanter paa den hvide Halsring.
Udbredt som Ynglefugl langs Kysterne og ved Salt-
søer lige fra det nordlige Afrika over Syd- og Mellem-
europa op til den sydlige Del af Skandinavien; mod Øst
almindelig i Egnene om det Sorte Hav og det Kaspiske
Hav samt ved Saltsøerne i Mellemasien helt ud til Kinas
og Indiens Kyster. Trækfugl, der overvintrer i det mel-
lemste og sydlige Afrika og hele det sydlige Asien samt
langs dettes Stillehavskyster. Fra Grønland, Island og
Færøerne kendes den ikke. I England yngler den i de
sydligste Dele, ellers sjælden; findes ikke i Skotland. I
"Norge findes den som ynglende kun paa Jæderen. I Sver-
… Tig findes den, om end ret faatallig, kun rugende adskil-
lige Steder i Skaane og træffes nordligst op til Gåteborg-
Egnen.
I Danmark er den en ret almindelig Ynglefugl, der
dog i. Antal staar endel under den almindelige Præste-
krave. Den træffes hos os omtrent udelukkende langs
Havkysterne, nu og da i Klitsøerne og i ferske Vande
lige ved Kysten; den ruger baade i Jylland og paa Øerne
samt paa mange Smaaøer og Holme. Særdeles almindelig
er den langs Jyllands Vestkyst og i Limfjorden, mindre
talrig paa Fyn og Sjælland, dog almindelig f. Eks. langs
Odensefjord o. a. St. Dens Ånkomst- og Afrejsetider falder
omtrent sammen med Præstekravens; mulig kommer den
en Smule senere end denne, viser sig dog om Foraaret
allerede i Marts. I Levevis og Væremaade staar den og-
saa Præstekraven nær; dens -Rede findes langs Kysterne
ofte sammen med og samtidigt med dennes. Ved Reden
er den mere stilfærdig; deres Skrig lyder endel ander-
ledes end de andre Præstekravers, gengives ved et blødt
"duyit. Reden kendes fra de andre Præstekravers ved,
at Fuglen samler en Mængde smaa Stykker tør Kogød-
ning, Jordknolde o. 1. i Redeskaalen, jævnlig i saadanne
Mængder, at Æggene næsten er dækkede deraf; dette Fyld
skubber den til Side, naar den skal ruge, og lægger det
atter omhyggeligt paa, naar den vil forlade Reden. Ægge-
nes Antal normait kun 3; deres Længde oftest 31—
" 34 mm, Bredden 23—24 mm. Den matte Skals Grundfarve
ofte lidt mørkere, som Regel olivengraalig eller gulbrunlig
160
og kendes let fra de andre Præstekravers ved, at den for-
uden med spredte, sortebrune Pletter er prydet med
uregelmæssige, ofte meget snirklede og tætstillede
Streger og Linier; sjældent er disse mindre frem-
trædende, idet Pletterne da er større og mere spredte.
2den Underfamilie. Strandskader (Hæmatopodinæ).
Næbbet omtrent lige, snarest en Smule opad-
bøjet; dets ydre Halvdel tykt hornklædt og haardt,
den indre Del derimod blødhudet, uden skarp
Grænse mellem den bløde og den forhornede Næb-
hud. Næbfuren strækker sig ikke ud over Næbbets
indre Halvdel.
Denne lille Underfamilie, som er udbredt næsten over
hele Jorden, omfatter kun 2 Slægter, der iøvrigt ofte hen-
føres hver til sin Underfamilie.
Oversigt over de danske Strandskadeslægter.
1. Næbbet af Hovedets Længde, endende i en konisk
Spids. Mellemfodens Forside dækket af Tværskinner.
Bagtaa findes. Vingelængden under 175 mm......…...
EEN A NS SSR SUE LE Stenvenderslægten (Strépsilas).
2. Næbbet længere end Hovedet, endende i en mejsel-
formet Spids. Mellemfodens Forside dækket af Smaa-
skæl. Ingen Bagtaa. Vingelængden over 225 mm......
HERRE Se SERGE TE Strandskadeslægten (Hæmåtopus).
1. Stenvenderslægten (Strépsilas Illiger).
Næbbet omtrent af Hovedets Længde, lige eller
en Smule opadbøjet, lidt sammentrykt ved Roden,
udadtil løbende jævnt ud i en hornklædt, konisk
Spids. Næseborene nær ved Næbroden; den blød-
hudede Næbfure er omtrent af Næbbets halve
Længde. Over- og Undernæbbets yderste Del ens
formet, Overnæbbets skarpe Næbrand noget nedad-
buet paa Midten. Fjerdragten meget broget, i
161
Sommerdragten endel varierende. Vingerne lange
og spidse; iste udviklede Haandsvingfjer længst;
i den sammenlagte Vinge er de inderste, for-
længede Armsvingfjer c. 2,5 cm kortere end Haand-
svingfjerene. Halen lidt afrundet, med 12 Styre-
fjer. Benene lave og ret svære; Mellemfoden en
Smule kortere end Mellemtaaen; dens Forside
klædt med store Tværplader. Ingen Bindehud mel-
lem Fortæerne. En ret veludviklet Bagtaa findes.
Kun 2 Arter, af hvilke den ene forekommer i Dan-
mark.
Stenvender (Strépsilas intérpres (Linné)).
(Arenaria interpres interpres (L.)).
Halsbaand-Stenvender, Polsk Vibe, Veidetitte, Flyr,
Vette, Flærke, Branding, Grønnik, Verdens-Pytte. (Tringa
interpres Linné, Morinella collaris Meyer & Wolf, Are-
naria interpres Vieillot).
É Norsk: Stendreier. Svensk: Roskarl. Tysk: Stein-
" wålzer. Engelsk: Turnstone. É
Han i Sommerdragt: Hovedet hvidt; en smal,
"sort Stribe over Pandens forreste Del fra Næbroden til
hen under Øjet, en bred Skægstribe, en bred Stribe fra
Øjet ned til Skægstriben samt en lille, rund Plet paa hver
Side af Nakken rensorte. Issen med gulbrunligt Anstrøg,
hver Fjer med en bred, sort Midtstribe. Struben, Bag-
halsen samt en bred Stribe fra denne nedad til Forbrystets
Sider hvide; Baghalsen med brunsorte Smaapletter og
mørke Fjerkanter. Den øvrige Hals, hele Forbrystet samt
Brystets Sider sorte. Hele Fuglens øvrige Underside ren-
hvid. Fuglens Rygside stærkt sort-, rødbrunt- og
hvidtbroget, meget varierende. Forryggen sort, nedad
dens Midte og langs hver Side. en bred, smukt rødbrun
Stribe; Kroppens hele øvrige Overside hvid, blot med et
tydeligt sort Tværbaand. over Overgumpen. De forreste
Skulderfjer sorte med rødbrun Basis og bredt rødbrune
Spidser, de bageste mere eller mindre hvidkantede eller
Rs Hørring- Fugle NM: : fi
-
162
helt hvide, dog næsten helt skjulte af de forreste. Af
Vingedækfjerene er de øvre smaa brunsorte med en hvid
Stribe inde ved Albuen; de mellemste er sortebrune med
lysere Kanter og sorte Skaftstriber, de større indre del-
vis, ofte ganske overvejende, livligt brunrøde; Haandsving-
fjerenes og Armsvingfjerenes store, nederste Vingedækfjer
er sorte med hvide Inderfaner og brede, skarpttegnede,
hvide Spidser, der danner et bredt, hvidt Tværbaand over
Fig. 36. Stenvender i Sommerdragt.
(Efter Slater i British Birds).
Vingen. Haandsvingfjerene brunsorte, de yderste med til-
dels hvide Inderfaner; deres Skafter. er hvide med brun
Spids. Armsvingfjerene indefter i stedse stigende Grad
hvide, de indre atter brunsorte med brunlighvide Fjer-
kanter; de inderste, stærkt forlængede derimod af Skulder-
fjerenes Farve, kraftigt rødbrune. Undervingedækfjerene og
Årmhulefjerene renhvide. Styrefjerene hvide med et bredt,.
sort Tværbaand over deres ydre Del, saaledes at "blot
Spidserné er skarpttegnet hvide, bredest paa de yderste,
smalle eller næsten manglende paa de to mellemste.
HuniSommerdragt ligner Hannen, men Farverne
er langt mindre. rene og smukke. Det hvide paa Panden
163
og Hovedets Sider samt navnlig paa Baghalsen og Hals-
ringen er stærkt indblandet med lysebrunt og med brune
Pletter. Hele Issen brunsort med smalle, brunlighvide
Fjerkanter. Det brunrøde paa Fuglens Rygside og paa
Vingerne som Regel langt mindre fremtrædende; det kan
endog næsten mangle helt og delvis afløses af brede,
brunliggraa Fjerkanter.
I Vinterdragten er hele Hovedet, Baghalsen og
Halsringen mørkebrune, navnlig Issen med udflydende
- mørke Fjermidter. En utydelig, hvidlig Plet paa hver Side
af Nakken og under hvert Øje. Tøjlen, Forhalsens og For-
brystets sorte Tegning med smalle, hvidlige Fjerbremmer.
Hage og Strube renhvide; en lysebrunlig Plet paa hver
Side af det mørke Forbryst. Hele Forryggen samt Vinger-
- nes Overside mørk brunligsorte med udviskede, brungraa-
lige Fjerkanter, der kan have svagere eller stærkere Spor
af brunrødt. Skulder- og indre Årmsyingfjer samt de mel-
lemste Vingedækfjer alle mørkebrune med brede, lyst
" graalig-rustbrune Fjerkanter. Denne Vinterdragt erholder
de gamle Fugle i September og Oktober; Sommerdragten
skal erholdes allerede i Marts.
Iris mørkebrun. Næbbet grønlig-sort; Undernæbbet
med rødgule Pletter. Næblængden 20—23 mm. Vingelæng-
den 147—155 mm. Fødderne orangerøde, sortagtige ved
Leddene, med sorte Kløer. Mellemfoden 25—27 mm,
Mellemtaaen 26—28 mm. å
De unge Fugle ligner om Efteraaret, i August, de
voksne i Vinterdragt, men er let kendelige paa, at alle
Fjerene paa Forryg og Skuldre er tydeligt og skarpt kantede
med brunlighvide Bremmer. Det brunlighvide, svagt brun-
plettede Parti paa hver Side af Forbrystet er særlig frem-
trædende. I Oktober eller endog sidst i August mister de
ved Bremfældning Ryggens lyse Fjerkanter, der da kun
kan erkendes som svage Spor; de ligner da. endel de
voksne Fugle. DE
Dunungens Isse er graalig med store, sammen- og
udflydende sorte Pletter; disse er mere spredte i Nakken;
øl
164
Overhalsen og hele Ryggen brungullig graa, ligeledes med
udflydende sorte Pletter. En smal Pande- og Øjenbryn-
stribe, Hovedets Sider samt hele Dyrets Underside hvid-
lig. Fra Næbbet gennem Øjet en smal, afbrudt, sort Stribe.
I Sommerdragten kan denne ejendommelige, brogede
Fugl ikke forveksles med nogen anden Art; i de andre
Dragter kendes den lettest paa sin mærkelige Næbform.
Udbredt som Ynglefugl ved Kysterne i Nordeuropa
ud gennem Nordrusland og langs Sibiriens Kyster helt
ud til Alaska og videre gennem det arktiske Nordamerika,
" her udskilt som en egen Underart; ruger ogsaa paa Spits-
bergen, Kolgujev og Novaja Semlja. Trækfugl, der træffes
næsten over hele Jorden; for største Delen overvintrende
i hele Afrika helt ned til Kap, ved det sydlige Asiens
Kyster, paa de indiske Øer og i Australien samt i Mellem-
og Sydamerika helt ned til det sydlige Brasilien og Chile.
Mindre Flokke overvintrer ofte i Landene langs det nord-
lige Atlanterhavs Kyster. I Grønland yngler den ret al-
mindelig langs Vestkysten og meget almindelig i Nordøst-
Grønland. Paa Island og Færøerne yngler den næppe, i
alt Fald kun sjældent, men er her meget talrig paa Gen-
nemrejse, særlig i Maj og August; endel overvintrer paa
disse Øer. I England kendes den heller næppe ynglende,
men er meget almindelig i Træktiderne, tildels overvin-
trende. I Norge og Sverrig er den derimod særdeles al-
mindelig, som rugende i Skærgaardene langs Kysterne helt
op til Nordkap og Bunden af den botniske Bugt, særlig
talrig i de nordlige Egne, mindre talrig i det sydlige Skan-
dinavien, dog rugende langs Kysterne helt ned til Skaane;
den træffes aldrig inde i Landet, ikke engang inde i Fjord-
bundene. Langs Nordtysklands Østersøkyster har den sin
Sydgrænse, findes bl. a. rugende paa Rigen og omlig-
gende Øer.
I Danmark er den en ret faatallig og udpræget sted-
egen Ynglefugl, der gennem Tiderne har holdt sig til et
forholdsvis lille Antal Rugepladser, som udelukkende findes.
paa sandede og stenede Havkyster, helst med rigelig
Strandvegetation, næsten alle paa Smaaøer og Holme. .
Blandt danske Rugepladser kan nævnes Øerne langs Sles-
vigs Vestkyst, Blaavandshuk, Hirtsholmene og navnlig
Nordre Rønner samt et Par Steder paa Læsø, hvor Sten-
venderen er ret talrig; endvidere paa Kyholm, Lindholm
og Bosserne ved Samsø, paa Hesselø og paa Vrøjen ved
Kallundborg, Musholm i Storebelt, Saltholmen, Møen,
165
Øerne ved Rødby, Hyllekrog, Dybsø og mindst 8 Smaa-
øer Syd for Fyn, talrigst paa Bredholm; den skal ogsaa
have ynglet paa Bornholm og Christiansø; fra flere af
disse Steder vides den nu at være borte, I højnordiske
Egne ruger den mærkelig nok ofte milevidt fra Havet paa
Fjeldheder.
Stenvenderen kommer til os temmelig sent om For-
aaret, som Regel sidst i April eller først i-Maj og søger
da snart til Rugepladsen; hele Maj kan de dog, omend
meget faatallige, ses paa Gennemrejse mod Nord. De ses
da, ofte i Selskab med Ryler og Præstekraver, løbende
—= hurtigt omkring mellem Stenene i Lavvandsfjæren, ivrigt
søgende deres Føde; denne søger de med Forkærlighed
under Tangblade, Muslingeskaller og Smaasten, og deres
Navn stammer fra deres ganske ejendommelige Evne til
at vende mindre Sten for at fange Krebsdyr o.l. under
disse; den stikker Næbbet ind under Kanten af Stenen
og løfter denne op ved et rask Kast med Hovedet, saa
den vælter omkring; endog flade Sten af Størrelse som
en Haand skal den kunne vende. De svømmer ret godt
og gerne, selv uden at være saarede. Ofte lader de deres
ejendommelige, knurrende Stemme høre, lydende som
" brrrrrr. Deres Lokketone lyder nærmest som bri—bri—
bri—bri. Deres Føde bestaar ganske overvejende af alle
Slags smaa Krebsdyr, Insekter, smaa Muslinger og Snegle,
Orme 0. l., ligesom de ofte hakker de smaa Rurer af
Stenene; i højarktiske Egne skal de ofte nøjes helt med
vegetabilsk Føde.
I sidste Del af Maj eller først i Juni lægger de hos
.0os deres 4, sjældent 3, Æg; disse er kort og but pære-
formede med ret glinsende Skal; deres Grundfarve er
blaalig eller grønlig hvidgraa eller lyst olivenbrun, dels
med ganske smaa, dels med store, uregelmæssige, brune
Pletter, de sidste ofte mindende om Penselstrøg førte
skraat ned over Ægget, altid fra højre til venstre, naar
Ægget ligger med den spidse Ende mod Beskueren; ofte
findes smaa, sorte Snirkelpletter ved den butte Pol samt
store og smaa, lysegraa Skalpletter;" Æg af samme Kuld
varierer ofte meget; hos os ses jævnlig Æg med over-
vejende smaa Pletter. Længden 37—42 mm, Bredden 27—
30 mm. Reden, der blot er en Fordybning i Sandet, højst
foret med en Smule Straa, Lavstumper, Smaasten o. l.,
anbringes som Regel ganske særdeles skjult, i alt Fald
næsten altid dækket paa den ene eller anden Maade.
"Oftest findes Reden i Kanten af Malurt- eller Marehalm-
vegetationen eller i en tæt Græstue, fortrinligt skjult, idet
166
Planterne samles som et Dække over den; jævnlig findes
den mellem et Par store Sten eller tæt ind under en stor,
fremludende Sten; kun' nu og da kan den træffes liggende
frit mellem mindre Sten nær Strandvolden. Omend Sten-
venderen paa en Maade kan siges at ruge i Kolonier,
ligger Rederne dog altid spredt over et større Stykke Land,
aldrig tæt sammen. Baade Han og Hun ruger, og begge
har tydelige Rugepletter. Paa Rugepladsen er den en sær-
deles urolig og støjende Fugl, der umulig kan undgaa Op-
mærksomheden; medens den ene ruger, sidder Magen
paa Udkig paa en Sten; nærmer en Forstyrrer sig, flyver
den allerede paa meget lang Afstand denne i Møde, flyver
fra Sten til Sten om ham, stadig skrigende sit skingrende
gitte—gitte—gitte eller kih—kih—kih, ki—ki—ki—ki—ki,
snart sekunderet af den anden Fugl, der forsigtig og skjult
har forladt Reden. De indlader sig derimod ikke paa at
anstille sig anskudte og saarede ell. 1.
Om Efteraaret begynder de at vise sig paa Gennem-
rejse hen imod Slutningen af Juli og ses derefter navnlig
i August og September, men de er da hos os ret spredte
og faatallige; endnu først i December er den en sjælden
Gang set her i Landet. |
2. Strandskadeslægten (Hæmåtopus Linné).
Næbbet meget længere end Hovedet; dets indre
Halvdel ret trindt, dækket af blød Hud; Næbfuren
af Næbbets halve Længde; Næseboret spaltefor-
met, c. 5 mm fra Næbroden. Næbbets ydre Halv-
del, der er dækket af et tykt, haardt Hornlag,
bagtil uden skarp Grænse, er meget stærkt sam-
mentrykt, særlig ud imod Spidsen, der hos de
voksne Fugle ender som en let afrundet, skarp,
lodret stillet Mejsel; ofte gaber Næbbet lidt hen
imod Spidsen. Næbhøjden mindst paa Næbbets
Midte, Næbbet fra dette Punkt lidt opadvendt.
Hele Næbformen kan afledes af Brokfugletypen, .
naar man tænker sig f. Eks. Strandhjejlens Næb
stærkt forlænget og sammentrykt mod Spidsen.
Næsekirtlerne stærkt udviklede. Hovedets Fjer-
klædning højt hvælvet paa Panden. Kroppen meget
kraftig, bred og plump. Vingerne spidse; Iiste vel-
167
udviklede Haandsvingfjer længst; de forlængede
inderste Armsvingfjer endel kortere end Haand-
svingfjerene. Halen ret kort, i Spidsen en Smule
afrundet. De 12 Styrefjer hver bredt afrundede i
Spidsen. Benene forholdsvis lave og kraftige med
ret korte og tykke Tæer, der har brede Saaler og
korte Kløer. Mellemfoden helt dækket af ganske
smaa Skæl. Tydelig Bindehud mellem Fortæerne,
størst mellem 3. og 4.; Bagtaa mangler.
Slægten, der er udbredt næsten over hele Jorden, om-
fatter c. 14 tildels meget nærstaaende Arter; i Danmark
kun 1 Art.
Strandskade (Hæmåtopus ostrebdlogus
(Linné)).
(Hæmatopus ostralegus ostralegus L.).
Sydostpiber, Suder, Suderkok, Suderhøne, Søfugl,
" Tjeld, Kjeld, Luif, Klippise, Surre. (H. ostralegus Linné).
Norsk: Kjeld. Svensk: Strandskata. Tysk: AÅustern-
fischer. Engelsk: Oyster-catcher.
Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For-
bryst og Forryg samt Vingernes Overside rensorte, dog
er det nederste Øjelaag samt de store, nederste Vinge-
dækfjer renhvide, de sidste danner et bredt, hvidt Tvær-
baand over Vingen. Hele ”den øvrige Krop, baade paa
Over- og Undersiden og paa Siderne samt Over- og
Underhaledækfjerene renhvide. Haandsvingfjerene sorte,
den Iiste veludviklede- med et hvidt Stykke Skaft paa sin
ydre Halvdel; paa de følgende omgives dette Stykke af
en stedse større, spoleformet, hvid Plet, særlig udbredt
paa Yderfanerne; alle Haandsvingfjerene paa deres inder-
ste tre Fjerdedele med et bredt, hvidt Parti langs inder-
fanens Rand. Af Armsvingfjerene er de ydre hvide med
en meget stor, sort Plet over hele Fjerens ydre Del, blot
med en hvid Spidsbremme; denne sorte Plet aftager
stadig i Størrelse indefter, saaledes at de indre Armsving-
168
fjer er renhvide; de inderste forlængede Armsvingfjer,
der i den sammenlagte Vinge er c. 3,5 cm kortere end
Haandsvingfjerene, er sorte som Forryggen. Alle Under-
vingedækfjerene samt Årmhulefjerene renhvide, dog har
Haandsvingfjerenes store Dækfjer sorte Spidser. Styre-
fjerene hvide paa deres basale, sorte paa deres ydre Del;
paa de ydre Styrefjer er det hvide langt overvejende.
Fig. 37. Strandskade i Sommerdragt.
(Efter Slater i British Birds).
Vinterdragten, der erstatter den meget stærkt af-
blegede Sommerdragt, som særlig paa Hovedet kan blive
næsten brungraa, erholdes senest i August og ligner gan-
ske Sommerdragten; dog har Struben over sin nederste
Del en mere eller mindre tydelig, hvid Tværplet, der -
dog ofte mangler helt, selv hos Fugle, der ses her sent
hen paa Aaret; mulig mangler den altid hos helt ud-
farvede, gamle Dyr. Naar .Strandskaderne viser sig her
igen i Marts, har de altid ren Sommerdragt.
Iris carminrød; Øjenlaagsrandene orangerøde, Næbbet
169
-smukt dybt orangerødt, ud mod Spidsen gulligt. Næb-
længden 65—80 mm, altid størst hos Hunnen. Vingelæng-
"den oftest 24,5—26,5 cm. Benene graalig kødfarvet røde;
Kløerne sorte; Mellemfoden 48—55 mm, Mellemtaaen
39—42 mm.
De unge Fugle i deres første Fjerdragt har meget
kortere Næb, rødgulligt ved sin Grund, sortagtigt mod
Spidsen; Farverne i det væsentlige som hos de voksne,
men Ryggen og Vingerne er brunsorte; Skulderfjerene,
de forlængede inderste Armsvingfjer og de mellemste
Vingedækfjer har smalle, hvidbrunlige Fjerbrem-
mer, bredest paa Fjerene nærmest det hvide Vingebaand;
Overhaledækfjerenes bageste Spidser hvidlig gulbrune
= med udviskede, sortebrune Tværbaand. Over Struben en
oftest tydelig og stor, hvid Tværplet, ofte lidt mørk-
vatret. Iris rødbrun; Benene rødligt graa. Hen paa Høsten
fældes de lyse Fjerbremmer, og først hen i September
erholdes Vinterdragten. ;
— Dunungen: Hoved, Hals samt héle Kroppens og
Vingernes Overside graalig gulbrune med graasort Vatring
og indblandede store, sorte Pletter samlede i et Par
Striber ned ad Isse og Ryg; en bred, sort Stribe, gaaende
gennem Haledunene, afgrænser paa hele Bagkroppen den
mørke Overside fra Kroppens iøvrigt helt hvide Under-
side; blot Forbrystet er graalig sort med lyse Dunspidser.
Næbbet mørkt, kortere end Hovedet.
Blandt danske Vadefugle er Strandskaden altid let
kendelig paa sin Størrelse, sine hvid= og sortbrogede
" Farver og sit lange, røde Næb.
Udbredt som Ynglefugl næsten overalt ved Europas
nordlige og vestlige Kyster lige fra Ishavet ned til Portu-
gal; meget almindelig ved hele Østersøens Kyst; derimod
ret sjældent rugende ved Middelhavet, men atter meget
almindelig ved det Sorte Hav og-det Kaspiske Hav samt
i Lilleasien; nærstaaende Underarter ruger vidt ud over
. Sibiriens og Østasiens Kyster. Overvejende Trækfugl, der
overvintrer ved Middelhavet og langs Sydasiens Kyster
samt i Nordafrika ned til Senegal. Op langs Atlanterhavets
-
2170
Kyster overvintrer mange, og Årten er dér nærmest Stand-
fugl. I Grønland er den kun set nogle Gange langs Vest-
kysten. Paa Island og Færøerne ruger den meget alminde-
lig, ogsaa inde ved de ferske Vande, og mange overvintrer
paa Island. Ogsaa paa de britiske Øer yngler den særdeles
talrig og overvintrer dér almindeligt. I Norge og Sverrig
er den meget almindelig ved alle Kyster, lige fra Nord-
kap til Skaane; navnlig i Sverrig ruger den ogsaa jævnlig
inde ved store Søer, f. Eks. ved Vånern og Våttern.
I Danmark er den en almindelig Ynglefugl overalt
ved vore Kyster, særlig paa Øer og Holme, hvor der er
lidt mere Fred; hos os ruger den sjældent langt inde i
Landet ved ferske Søer, dog jævnlig i Thylands Klitsøer
o. I. Steder; ogsaa inde paa flade Strandenge, i Laguner
og dybe Fjorde ruger den, oftest i Selskab med andre
Vadefugle. Brede, stenede Strandbredder med lavvandet
Forstrand er dens Yndlingsopholdssted; her løber den
med indtrukket Hals i det lave Vand og paa Sandene;
ofter vader de ud, saa Vandet naar dem helt til Bugen,
og almindeligt ser man dem sidde og hvile paa store Sten.
Flugten hurtig, ofte med udstrakte Vinger og smaa, hur-
tige Vingeslag; Næbbet holdes da skraat nedad. Strand-
skaden kommer tidligt om Foraaret, viser sig allerede paa
Træk først i Marts, derefter stadig tiltagende i Antal; sær-
lig ses store Flokke i April, trækkende langs Kysterne;
mange trækker om Natten, let kendelige paa deres Skrig,
der nærmest lyder som hu—i—ip, hui—ip. En overmaade
sky og vagtsom Fugl, som man vanskelig kommer synder-
lig nær. De svømmer ganske godt og dykker endog ret
behændigt; dette gør de, baade naar de er saarede, og
naar de vil forskaffe sig Føden paa lidt dybere Vand.
Føden, som de med deres stærke Næb graver og drager
op af Sand og Dynd, er navnlig .Sandorme, Krebsdyr,
Smaasnegle o.l. Mindre Muslinger fortærer de gerne, idet
de jager deres skarpe Næb ind mellem Skallerne og skiller
disse ad. I Lavvandspytterne tager de ogsaa Smaafisk og
Rejer. i |
Det synes, som Strandskaden først yngler, naar den
er to Åar gammel; voksne Fugle ses i alt Fald i Flok
hele Sommeren. De 3, sjældent 4 Æg lægges fra omkring
Midten af Maj til ind i Begyndelsen af Juni; af Form og
Størrelse omtrent som Hønseæg; deres Grundfarve hvid-
lig gulbrun eller okkergul, mere eller mindre graalig;
over det hele med brunsorte, ret: spredte, uregelmæssige
Pletter, oftest med lidt Snirkler og Streger og graa Skal--
pletter. Skallen noget ru; Længden oftest 52—58 mm,
171
Bredden 36—40 mm. Reden anbringes uden noget Skjul
eller Dække, blot som en udskrabet Fordybning i Sandet
mellem Stenene eller paa ganske lavt Græs; oftest er den
belagt med Smaasten eller Stykker af. Muslingeskaller.
Æggene ruges baade af Han og Hun i 24 Dage. Ved Re-
den er de meget støjende, hvis de forstyrres; stadig lyder
da deres klagende, skingrende kivik—kivik—kivik. Hunde,
Krager, Maager og andre Fugle, der efterstræber deres
Æg og Unger, forjager de, idet de med stor Kækhed an-
griber dem og hakker dem med deres Næb. Dunungerne
gemmer sig, idet de trykker sig mellem Græs og Sten;
senere undviger de ved Løb eller ved at svømme og
dykke; en Maaned gamle kan de begynde at flyve; først
i August forlader de som Regel alle Ynglepladsen. Naar
'Strandskaden har Unger, anstiller den sig jævnlig saaret
og døende, idet den paa en meget pudsig Maade lægger
sig paa Siden med udspilede Vinger.
: Efteraarstrækket begynder midt i Juli, og de ses da
" langs Kysterne i smaa Selskaber, der snart slutter sig
sammen i store .Flokke; saadanne ses baade i August og
September, men ind i Oktober er de for største Delen
borte; Smaaflokke kan dog ses jævnlig hele Vinteren,
hvis denne ikke er for streng; særlig langs Jyllands syd-
lige Vestkyst skal endel overvintre aarlig.
4åde Familie. Sneppefuglegruppen
(Scolopåcidæ).
Næbbet saa godt som altid længere, ofte meget
længere, end Hovedet, i sin Form tyndt, næsten
altid trindt, sjældent fladtrykt; Næbbet er blød-
hudet, oftest meget blødt og bøjeligt. Dets yderste
Del kan vel være klædt af en lidt tykkere Hud,
men er ikke efter en skarp Skillelinie tykt horn-
klædt. Benene middellange eller meget lange, næ-
sten altid med Bagtaa, der blot mangler hos én
dansk Art, Selningen (Calidris).
Familien omfatter omkring 120 Arter, fordelte i alle
Verdensdele, men langt de fleste ruger i de nordligste og
nordligere Egne. Vore Slægter kan inddeles i 5. Under-
172
familier, nemlig Klirer (Totaninæ), Klyder (Recurvirostri-
næ), Ryler (Tringinæ), Vandtrædere (Phalaropinæ) og
Bekkasiner (Scolopacinæ).
Oversigt over de Hanke Underfamilier.
1. En tydelig Bindehud mellem de to yderste Fortæers
Grund, ingen mellem de to inderste Fortæers Grund-
le FSK DE Sy SAR NEDE SEERE: l.Klirefugle (Totaninæ).
2. En tydelig Bindehud eller Svømmehud mellem For-
tæerne, baade mellem Yder- og Indertæerne, .
a. Ret store, meget højbenede Fugle; Benenes nøgne
Dele over 130 mm høje. Ingen Svømmelapper med -
Indskæringer ved Leddene, ud langs Tæerne. Mellem-
fodens Forkant klædt med 6-kantede Skæl.........
REESE SNG AD BARE, 2.Klyder (Recurvirostrinæ).
b. Ret smaa, lavbenede Fugle; Benenes nøgne Dele
ikke over 50 mm høje. Brede Svømmelapper, ind-
skaarne ved Leddene, ud langs Tæerne. Mellem-
fodens Forkant klædt med Tværskinner ....,.....….
re NE TD FRE NER EA 4.Vandtrædere (Phalaropinæ).
3. Ingen Bindehud mellem Fortæerne, der er skilte. fra
hverandre helt ind til Fortæernes Grund.
a. Næbbet kortere end, eller højst af Længde med,
Mellemfoden og den nøgne Del af Skinnebenet. Øj-
nene sidder paa normal Plads; Øjenhulen i Kraniet
helt aaben nedadtil......... 3. Ryler (Tringinæ).
b. Næbbet meget længere end Mellemfoden og den
nøgne Del af Skinnebenet. Øjet sidder paafaldende
langt tilbage og ret opadvendt; Øjehulen i Kraniet
nedadtil afgrænset af'en Benbrou 0. ERR
5. Bekkasiner (Scolopacinæ).
DE REE Sr ad Se TRE TEN 37 SEE ed DEDE rer FS YET
Iste Underfamilie. Kliréfuglene (Totaninæ).
Denne Gruppe omfatter ret store, tildels høj-
benede og langnæbbede Former, karakteriserede
som nævnt under Familien.
Oversigt over de danske Klirefugle.
AA: Næbbet stærkt medadbue te RS HEE ASER ARE
ERA EAN "SSR ANE 1. Spoveslægten (Numénius).
B. Næbbet lige eller svagt opadbøjet.
173
I. Mundspalten lille, naar ikke hen under Øjet; Iste
veludviklede Haandsvingfjer uden lyse Tværstriber
paa Inderfanen.
1. Næbbet spidst; mindst dets yderste Tredjedel,
foran Næbfurens forreste Ende, mere haardhudet
med stærkt indbøjede . Næbkanter (sml. dog
Mudderklire, Totanus hypoleucus)...........…..
Et rent SERER 4. Klireslægten (Tåtanus).
2. Næbbet but i Spidsen; dets yderste Del, foran
Næbfuren, blødhudet, uden indbøjede Næbrande.
Næbfuren gaar næsten helt ud til Næbspidsen.
aA Næbber tydeligt opadbøjet ER
.…. 2. Kobbersneppeslægten (Lim&sa).
b. Næbbet lige.
a'. Næbbet kortere end Mellemfoden ........
.….. 6. Brushøneslægten (Machétes).
b!. Næbbet meget længere end Mellemfoden.
ØSEL: 3.Sneppeklireslægten (Macro-
rhåmphus).
ii Mundspalten stor, naar hen under Øjet; Iste vel-
udviklede Haandsvingfjer med MELSE lyse Tvær-
zDaandspaarindertane ns ERR USSR DDR.
D: Bavirannskliceslæ sten (Bartråmia).
sr æraer
1. Spoveslægten (Numénius Brisson).
Store Vadefugle, altid let kendelige paa deres
lange, trinde, særlig mod Spidsen jævnt, men ret
stærkt nedadbuede Næb; dette er blødhudet paa
hele den indre Del, tyndt hornklædt og glat ud
mod Spidsen; Næbspidsen but; Undernæbbet lidt
" kortere end Overnæbbet. Næseborene nær Fjer-
grænsen. Næbfuren meget lang, endende som en
meget svag Fure paa Næbbets yderste Trediedel.
Halsen ret lang; Kroppen kraftig. Vingerne spidse;
iIste Haandsvingfjer kort, smal og stiv, 2den længst,
de følgende jævnt aftagende i Længde; de for-
længede inderste Armsvingfjer endel kortere end
"Haandsvingfjerene. Halen ret kort, let afrundet,
med 12 Styrefjer. Benene meget høje, nøgne højt
over Hælen; den lange Mellemfod som Regel
174
næsten helt klædt med 6-kantede Skæl, blot Tvær-
skinner paa Forsidens nederste Del. De forholds-
vis korte Fortæer, af hvilke Mellemtaaen er meget
kortere end Mellemfoden, er forsynede ved deres
Grund med en Bindehud, størst mellem 3die og
Ade. En ret lang, højtsiddende Bagtaa findes. Han
og Hun saa godt som ens i deres Fjerdragt, Hun-
nen som Regel større end Hannen, navnlig med
betydelig længere Næb. Fælder om Efteraaret og
delvis om Foraaret; Vinterdragten ligner i høj Grad
Sommerdragten.
Ruger 1 Gang aarlig; 4 Æg. De 9 Arter er udbredte
som Ynglefugle over den nordlige Halvkugle, men viser
sig i Træktiderne over største Delen af Jorden. Hos os
2 Arter. .
Oversigt over de danske Spovearter.
1. Den" mørke Isse uden hvidbrun Midtstribe. Større;
Vingelængden mindst 27 cm. Mellemfoden mindst
TSYS DO OU ERNE R ARE ENE RER SRED 1. Storspove (N. arquåtus).
2. Den mørke Isse med en tydelig, hvidbrun Midtstribe.
Mindre; Vingelængden højst 26 cm. Mellemfoden højst.
GS mm ES 2. Lille Regnspove (N. phæopus).
1. Storspove (Numénius arquåtus. (Linné)).
(Numenius arquatus arquatus (Linné)).
Stor Regnspove, Dobbeltspove, Regnsparv, Helspove,
Dobbelt Regnspove, Revlingehøne, Regnpiber, Østertut,
Perhahn, Dobbelt Østerfugl, Østerlandsvibe, Pipisten
(Scolopax arquata Linné).
Norsk: Storspove. Svensk: Storspov. Tysk: (GEDE SER
Brachvogel. Engelsk: Common Curlev.
Han og Hun i Sommerdragt: Issen brunsort,
hver Fjer med lyst rustbrune Kanter. Kinderne graalig gul-
brune med smalle, brunsorte Skaftstriber; over Øjet en
utydelig, bred, hvidlig Stribe, foran Øjet en mørk Plet.
Hage og Strube hvide. Ørefjer og Baghals graalig rust-
brune med udflydende mørke Skaftstriber. Forryggen og
175
Skulderfjerene brunsorte med lyst rustbrune Fjerrande og,
navnlig paa Skulderfjerene, med store, trekantede Rand-
pletter. Hen paa Sommeren bremfældes største Parten af
disse lyse Fjerrande. Hele Forhalsen og Forbrystet lyst
rustbrunlige med ret smalle, brunsorte, skarpttegnede
Skaftstriber, der stadig aftager i Størrelse og Antal ned
over det hvidlige Bryst. De hvidlige Kropsider har brun-
Fig. 38. Storspove. (Efter Slater i British Birds).
sorte Skaftstriber, der udvider sig til Draabepletter og
Tværstriber; saadanne findes jævnlig ogsaa paa Brystet.
Bug, Undergump og Underhaledækfjer omtrent renhvide,
de sidste blot med lange, smalle, brunsorte Skaftstriber.
Bagryg og Overgump hvide, den første med smaa, den
sidste med bredere, sorte Skaftpletter; Overhaledækfjerene
brunlighvide med brunsorte Tværbaand. Vingedækfjerene
sortebrune med lyst brungraa Fjerrande og Kantpletter,
der paa de store, nederste næsten danner Tværbaand over
Fjerene. Haandsvingfjerene brunsorte,.den iIste velud-
176
viklede med hvidt Skaft; de 3—4 første har hvide Tvær-
pletter paa Inderfanen, de øvrige paa begge Faner. De
inderste forlængede Armsvingfjer farvede som Skulder-
fjerene. Undervingedækfjerene hvide, navnlig de ydre med
brunsorte Tværbaand. Halen brunlighvid med 9—10 brun-
sorte Tværbaand; de meilemste Styrefjer mere brunlige.
Vinterdragten ligner Sommerdragten.
Iris brun. Næbbet brunsort, rødgraaligt ved Under-
næbbets Grund; dets Længde er meget varierende, lige
fra 12 til 19 cm; Hunnens altid længere end Hannens.
Vingelængden 27,5—30 cm. Fødderne blaaliggraa. Mellem-
foden 75—80 mm, Mellemtaaen 44—50 mm.
De unge Fugle ligner i deres første Fjerdragt de
voksne, men er kendelige paa deres korte Næb, ofte meget
under 10 cm langt; de lyse Fjerkanter paa Rygsiden er
varmere rustbrune, og de sorte Skaftstriber paa Forbrystet
er smallere; Brystet har som Regel ingen, Kropsiderne
mindre fremtrædende Tværstriber paa Fjerene,
Dunungen lyst rustgullig graa, lysere paa hele Un-
dersiden. Tøjlen sort; Hovedets Overside brunligsort, med
smaa, lyst rustbrune Pletter. Ryggen med store, uregel-
mæssige, brunsorte Pletter, delvis ordnede i Længde-
rækker.
Storspoven er blandt vore Vadefugle let kendelig paa
sin Størrelse og sit nedadbuede, lange Næb; fra den lille
Regnspove skelnes den bedst ved Mangelen af dennes
lyse Stribe midt ned ad Issen.
Udbredt som Ynglefugl fra Europas nordligste Dele
op til Polarkredsen og ned over største Delen af Mellem-
europa til Rumænien, Østrig og Schweiz og ud langs ÅAt-
lanterhavskysterne; en nærstaaende Underart ruger langt
ud i Sibirien og ned til de kirgisiske Stepper. Trækfugl,
der overvintrer baade i Europa og i største Delen af
Afrika; endel strejfer om Vinteren viden om, har endog
vist sig i Amerika. I Grønland har den blot en enkelt
Gang vist sig paa Østkysten; til Island kommer de der-
imod nu og da som tilfældige Gæster, særlig om Efter-
aaret. Paa Færøerne yngler den heller ikke, men viser sig
dér ret almindeligt i Åugust og ses da stadig hele Vinteren
174
til ud i Maj. Paa de britiske Øer yngler den derimod ret
” almindelig, særlig i Irland, Skotland og paa Øerne nord
herfor. I Norge ruger den almindelig op langs hele Vest-
- kysten helt op til Porsangerfjorden, og i Sverrig er den
mange Steder ret almindelig, lige nede fra Skaane og Got-
land til langt op i Norrland ved Torneelvens nedre Løb.
I Danmark kendes Storspoven ikke med Sikkerhed
som rugende; fra ældre og nyere Tid findes nok usikre
Beretninger gaaende ud paa, at den har ynglet flere Steder
i Vestjylland paa Engene og Hederne, paa Læsø oo. a. St.,
men disse Angivelser skyldes sikkert, at endel ikke yng-
lende Fugle jævnlig oversomrer hos os. Derimod viser
Storspoven sig meget almindelig og ret talrig i Danmark
påa Gennemrejse; allerede i Slutningen af Marts, men
navnlig ind i April begynder deres Foraarstræk, der varer
til ind i Maj; midt i Juli eller tidligere, jævnlig endog i
den sidste Del af Juni eller før, viser de første gennem-
rejsende Flokke sig allerede igen som nogle af de første
Efteraarsbebudere; man ser dem da i smaa og store Sel-
skaber og Flokke trække over Landet højt oppe, flyvende
med fremstrakt Hals og langsomme Vingeslag, ordnede
i store Buer og Kiler eller i en lang, skraa Række, stadig
udstødende deres ejendommelige, meget vidtlydende, bløde
Fløjtetone, der ofte kan høres, længe før man øjner Fug-
len; ogsaa om Natten trækker de i Mængde, og deres
Fløjten, der nærmest kan gengives som dui—duiit, dui—duiit,
er da blandt de lettest kendelige af de trækkende Fugles.
De ses og høres derefter stadig i betydelig Mængde til
helt ud i September; derefter aftager de trækkende Flokke
i Antal og Størrelse, men mange bliver her hele Efter-
aaret, og selv om Vinteren er de ingenlunde sjældne,
særlig ikke i Jyllands vestlige Egne.
De opholder sig hos os navnlig paa Vaderne langs
de flade Kyster, paa Strandengene og inde paa Pløje-
marker og Heder, hvor de er meget sky og forsigtige og
altid letter paa lang Afstand. De gaar gerne langsomt og
gravitetisk og kan ogsaa, om fornødent, svømme. Om-
strejfende Fugle lader sig let lokke ganske nær, naar man
efterligner deres Lokketone. Deres Føde bestaar af In-
sekter, Orme o.1.; Bær finder man om Efteraaret meget
ofte i deres Mave, Ved Kysterne æder de tillige Smaa-
snegle, Krebsdyr 0. l.
I Skandinavien kommer de i de sydlige Egne meget
tidligt til deres Rugeplads og lægger allerede deres Æg
i April, i de nordlige Egne derimod først i Løbet af Maj.
I Parringstiden kredser Hannen. højt i Luften for' derefter
zR& Hørring: Fugle II. 12
-
178
med udspilede Vinger at dale skrigende ned til Hunnen,
der sidder paa Marken. Redepladsen er som Regel paa
sumpede Enge og Moser eller paa Heder og bevoksede
Klitter; ofte ruger flere Par sammen i. spredte Kolonier.
De 4 Æg lægges i en blot og bar Fordybning, paa en Tue
eller paa Jorden. Æggene, der er ruskallede, er oftest
tydeligt pæreformede; Grundfarven lyst olivenbrun, ofte
med grønlig Tone, over det hele med spredte, uregel-
mæssige, store samt mindre og smaa, rødbrune Pletter;
snart findes Kuld med overvejende store, snart med over-
vejende smaa Pletter. Længden 62—75 mm, Bredden 47—
49 mm. Baade Han og Hun ruger, dog angives Hannen
at overtage den største Del af dette Arbejde; nærmer
man sig Reden, flyver navnlig Hannen skrigende om For-
styrreren, ligesom den med stor Nidkærhed bortjager
Krager o.l. og slaar ned paa Hunde.
Hunnen skal forlade Ungerne meget tidligt, endog
længe før disse har afkastet Dunene, og rejser i Skandi-
navien fra Rugepladsen allerede hen imod Slutningen af
Juni, medens Hannen først skal forlade Ungerne, naar
disse midt i Juli er flyvefærdige. Ungerne skal derimod
først forlade Rugepladsen i den første Del af August og
saaledes udgøre Hovedmassen af de om Efteraaret træk-
kende Fugle.
2. Lille Regnspove (Numénius phæéopus
2 (Linné)). ;
(Numenius phæopus phæopus (Linné€)).
Middelspove, Mellemspove, Enkelt Regnspove, Enkelt
Østerfugl (Scolopax phæopus Linné).
Norsk: Smaaspove. Svensk: Småspov. WES Regen-
brachvogel. Engelsk: Whimbrel.
Han og Hun i Sommerdragt: -Ligner i det hele
og store Storspoven, men adskiller sig, foruden ved sin
meget ringere Størrelse og kortere Næb, fra denne ved
følgende: Panden og Issen ensfarvet brunsorte med en
snart smal, snart bred, hvidligbrun Midtstribe. Øjen-
brynstriben er tydeligere, fortsat bag Øjet og afgrænset
nedadtil af en mørk Stribe fra Næbbet gennem Øjet ud
i Nakken. Forbrystets og Sidernes Fjer alle med sorte-
brune, skraa Tværstriber foruden de mørke Skaftstriber.
179
Ryggens Fjer mørkere, idet de lyse Fjerrande og Rand-
pletter næsten helt er mistede ved Bremfældning; deres
mørke Skaftstriber mere fremtrædende. Bagbryst og Bug
ganske hvide, uden mørke Skaftstriber. Underhaledæk-
fjerene hvide, uden Skaftstriber, de yderste blot med mere
eller mindre tydelige, brunsorte Pilpletter eller skraa
Fig. 39. Lille Regnspove. (Efter Mivart).
Tværstriber. Halens Styrefjer mere graabrune, med færre
Tværstriber, gerne blot med 7—8 saadanne. Årmhule-
fjerene hvide med tydelige, brunsorte Vinkelstriber.
Næblængden 78—92 mm. Vingelængden 24,5—26 cm.
Mellemfoden 59—65 mm, Mellemtaaen 41—45 mm.
Unge Fugle er hos denne Art kendelige paa, at
Fjerene paa hele Forryggen samt Skulderfjerene. ikke er
lyst kantede, men har store, afrundede, veladskilte, lyst
rustbrune Kantpletter. Deres Næb er kendelig kortere, i
"September omkring 55—60 mm langt.
12%
180
Dunungen ligner Storspovens, men er allerede ken-
delig fra denne paa den brunlighvide Midtstribe ned ad
Issen, afgrænset paa Siderne af to brunsorte Striber, der
forener sig fortil i Panden og bagtil i Nakken.
Den Lille Regnspove er i Flugten ret vanskelig at
skelne fra Størspoven; har man den i Haanden, er den
let at kende paa de ovennævnte Skelnemærker.
Udbredt som Ynglefugl i Europas nordligste Egne samt
helt ud i Sibirien til Baikalsøen, her afløst af en meget
nærstaaende Underart; dens Ynglezone ligger i det hele
nordligere end Storspovens, ruger sydligst nede i Central-
Rusland. Trækfugl, der overvintrer i hele Afrika helt ned
til Kap samt i Asiens sydligste Dele; endel overvintrer
dog langs Atlanterhavets østlige Kyster. I Grønland ruger
den vistnok af og til, omend meget faatallig, paa Vest-
kysten. Paa Island yngler den derimod yderst almindelig
paa Heder og Enge; ogsaa paa Færøerne er den alminde-
lig. I England og Skotland ruger den ikke, men er her
meget talrig paa Gennemrejse, særlig i Maj Maaned; ruger
dog bl.a. påa Orkn- og Shetlandsøerne. I Norge ruger
den meget almindelig langs Kysterne fra Jæderen til Øst-
finmarken, derimod faatallig inde i Landet. I Sverrig yng-
ler den i Lapmarken og findes rugende helt ned i Jåmt-
land og Hårjedalen. Fra Tyskland kendes den næppe
rugende.
I Danmark findes den Lille Regnspove selvfølgelig
ikke som ynglende, men den ses ret almindelig paa Gen-
nemrejse, dog altid meget faatalligere end Storspoven.
Den synes om Foraaret at komme. endel senere end
denne, gerne sidst i April eller i Maj; først i Juli eller
endog sidst i Juni er den her allerede igen paa Gennem-
rejse mod Syd. Nogle Individer kan overvintre hos os,
men som Regel forlader den Lille Regnspove os for
største Delen allerede i September. I det hele og store
ligner den i Levevis Storspoven. I Flugten syner den en-
del mindre og har lidt raskere Vingeslag, og deres lidt
vrinskende Lokketone er let at adskille fra Storspovens,
lydende nærmest som tly—y—yh; den ses jævnlig i Sel--
skab med sin større Slægtning. Den holder sig paa Træk-
ket omtrent udelukkende til Havkysterne og trækker baade
om Dagen og om Natten. Opjaget lyder dens Stemme
som et hurtigt gib—gib--gib—gib—gib. Paa dens nordlige
Ynglepladser er Føden foruden Insekter og Orme for en
meget stor Del Bær, særlig Blaabær, hvormed man finder
181
. deres Mave overfyldt; disses blaa Farve kendetegner deres
Ekskrementer og tilsmudser deres Fjer om Tarmaab-
ningen.
I Nordskandinavien kommer den til sin Yngleplads
hen i Maj; den vælger hertil baade sumpede Enge og
tørre, lyngbevoksede Heder. De 4 Æg lægges sidst i Maj
eller i den første Del af Juni i en Redefordybning paa
Jorden, paa en Tue ell. I., højst foret med en Smule Græs
eller Mos; ofte findes den ved en Sten eller under lave
Dvergpile o.l. Æggene er meget varierende i Farve og
Tegning; Grundfarven fra lyst olivengrøn til lyst rødbrun
med meget varierende brune Pletter, snart store, snart
smaa, snart udflydende og utydelige, snart stærkt sammen-
løbende om den butte Pol. Længden oftest 54—63 mm,
Bredden 38—42 mm. Baade Han og Hun ruger, dog sær-
lig den sidste. De gamle Fugle lader paa Ynglepladsen
stedse deres vidtlydende, ejendommeligt trillende eller
vrinskende Stemme høre, der f. Eks. paa Island baade ved
Dag og Nat uadskillelig. hører sammen med Fjeldheder
og Enge. Glimrende Flyvere, der ofte i Flok dristigt om-
kredser og driller den hurtige Jagtfalk, som dog let for-
maar at gøre dem til sit Bytte.
PA Kobbersneppeslægten (Limåsa Brisson).
” Ret store Vadefugle, kendelige paa deres lange,
trinde Næb, der er mere eller mindre tydeligt op-
adbøjet. Næbbet, der altid er længere end Mellem-
foden, har bred og kraftigt bygget Næbryg; det
blødhudede Parti omkring Næsehulen er meget
kort, strækker sig ikke længere frem end det
spalteformede Næsebor, der sidder c. 5 mm fra
Næbroden; en fin Rille ud langs hele Over- og
Undernæbbets Sider. Næbkanterne ikke indbøjede.
Næbbet lidt tykkere, bredere og fladere i Spidsen,
der er but afrundet. Halsen lang. Vingerne lange
og spidse; iste udviklede Haandsvingfjer længst,
i den sammenlagte Vinge endel længere end de
forlængede inderste AÅArmsvingfjer.. Halen kort,
snart lige afskaaret, snart lidt indbuet. Underhale-
… dækfjerene af samme Længde som Sftyrefjerene.
182
Benene mere eller mindre høje og slanke, nøgne
højt op over Hælen. Benenes Forside klædt dels
med Tværskinner, dels med sekskantede Skæl.
Mellemfoden over en halv Gang længere end
Mellemtaaen. Ingen Bindehud mellem 2den og
3die Fortaa, derimod stor Bindehud mellem 3die
og 4de. Ret lang, slank og højtsiddende Bagtaa
findes. Udmærker sig ved deres i Sommerdragten
ejendommelige kobberrøde eller rødbrune Farver,
der har givet Slægten Navn. Fælder, omend ofte
lidt ufuldstændigt, to Gange aarligt. Han og Hun
ens, Hunnen oftest lidt større, med længere Næb.
Yngler i Sumpe og Enge, oftest nær Havet; ses i
Træktiderne i Flokke langs Havkysterne. Af de 4 Arter,
der yngler paa den nordlige Halvkugle, men iøvrigt viser
sig over omtrent hele Jorden, forekommer 2 Arter i Dan-
mark.
Oversigt over de danske Kobbersneppearter.
1. Halen rensort paa hele sin ydre Halvdel, renhvid ved
Grunden. Armhulefjerene hvide, uden Tværbaand.
Mellemfoden over 60 mm lang ......... Mee te Sl es en ake
MU RR) 1.Stor Kobbersneppe (L. ægocéphala).
2. Halen hvid med 9—10 sorte Tværbaand. Armhule-
fjerene hvide med sorte Tværbaand. Mellemfoden under
60 mm lang..... 2. Kobbersneppe (L. lappånica).
1. Stor Kobbersneppe (Lim&sa ægocéphala
(Bechstein)).
(Limosa limosa limosa (Linné)).
Sorthalet Kobbersneppe, Rødvitte, Stor eller Dobbelt
Rødvitte, Stor Snippe, Kobberhøne, Strandsneppe. (Scolo-
pax limosa Linné, Totanus ægocephalus Bechstein, Li-
mosa melanura Leisler, Limosa melanuroides Gould).
Norsk: Sorthalespove. Svensk: Rådspov. Tysk:
Schwarzschwånzige Uferschnepfe. Engelsk: Black-tailed
Godwit.
183
Han og Hun i Sommerdragt: Hoved og Hals
lysere eller mørkere rødbrune; dog har Pandens, Issens
- og Nakkens Fjer brede, sorte Skaftstriber, og Tøjlerne er
fint sortplettede; en bred, ret utydelig Øjenbrynstribe, de
nedre Øjenlaag samt Hage og Strube hvidlige. Forbrystet
ligeledes rødbrunt, ofte bagtil med hvidlige Fjerkanter og
gø Fl
Fig. 40. Stor Kobbersneppe. (Efter Slater i British Birds).
saaledes gaaende jævnt over i det hvide Bryst. Forbrystets
Fjer med smalle, Brystets med bredere og tydeligere,
sorte Tværbaand. Kropsiden rustbrun med brede, sorte
Tværbaand. Bug, Undergump og Underhaledækfjer hvide,
en Del af Fjerene med sorte Tværbaand. Forryggen,
Skulderfjerene og de forlængede inderste Armsvingfjer
brunsorte med brede, uregelmæssige, rustrøde Tvær-
baand eller Randpletter; i meget vekslende Grad finder
man hele Sommeren mellem disse sort- og rustrødt-
, brogede Fjer indblandet ensfarvet brunliggraa Fjer med
184
mørke Skaftstriber, vel hørende til Vinterdragten, der alt-
saa ikke er fældet helt om Foraaret; snart kan disse graa
Fjer være dominerende, snart kan de mangle helt. Bag-
ryggen ensfarvet sortebrun. Overgump og Over-
haledækfjer hvide, blot de bageste af disse sidste har sorte
Spidser. Af Vingedækfjerene, der er stærkt afslidte og til-
hører den om Efteraaret erholdte Vinterdragt, er de øvre
smaa samt Vingeranden brunsorte, de øvrige mørkt graa-
brune med mørke Skafter; de store nederste har hvide
Kanter og Spidser, der danner et bredt, hvidt Tværbaand
over Vingen. Haandsvingfjerene brunsorte, dog er deres
Skafter og største Parten af Inderfanen hvide; paa den
5te og følgende er Yderfanernes basale Halvdel renhvid;
de indre Årmsvingfjer overvejende hvide. Halens Styre-
fjer sorte med hvidlige Spidsbremmer, hele deres under
Dækfjerene skjulte basale Dele renhvide. Halens mellemste
Styrefjer c. 12 mm kortere end de yderste. Undervinge-
dækfjerene hvide, kun langs Vingeranden med brunsorte
Tegninger. BSE
Vinterdragten er paa Fuglens Overside brunlig-
graa med lysere Fjerbremmer og mørke Skafter; dog er
de smaa øvre Vingedækfjer graasorte, de øvrige Vinge-
dækfjer mørkegraa med bredere, hvidgraa Kanter. Hoved,
Hals og Forbryst samt Kropsiderne lyst brungraa. Bryst,
Bug og øvrige Underside hvide; ellers som i Søommer-
dragten. Allerede midt i Åugust kan de vise sig her i
denne Dragt, blot med endel indblandede sort- og rust-
bruntbrogede Sommerfjer.
Iris brun. Næbbet, der er svagt opadbuet, er mat rød-
gulligt, paa Næbryggen og paa Næbbets ydre Del mørke-
brunt eller brunsort. Næblængden 80—120 mm. Vinge-
længden 204—230 mm, de største Maal falder oftest paa
Hunnerne. Fødderne graasorte; Mellemfoden 65—80 mm,
Mellemtaaen 40—50 mm, dens Klo lang, flad, lige eller
lidt opadbøjet, med kamformet Inderrand. g
Unge Fugle er let kendelige paa, at deres Rygside
er graalig brunsort med smalle, regelmæssigt lyst
185
Tustbrune Fjerkanter. Hals og Bryst er rustbrunlig
graa, Issen med brede, udflydende Skaftstriber. Næbbet
kortere, Mellemfoden paafaldende tykkere. Men allerede
i September fældes denne Dragt.
Dunungen rustbrunlig hvid, næsten hvid paa Kind,
Hage, Bryst og Bug. En skarpttegnet smal Tøjle, Øjen-
randens Fjer, en Plet paa hver Side af Nakken, en stor,
aflang Plet over Issen samt en smal Stribe ned ad Bag-
halsen brunsorte; Ryggen med endel store, sodsorte
Pletter, ordnede i 3—4 Længderækker. Næbbet hos de
smaa Dununger kortere end Hovedet.
Den Store Kobbersneppe kan kun forveksles med
Kobbersneppen, men dens sorte Hale og de forholdsvis
- meget længere Ben er altid gode Skelnemærker.
Udbredt som Ynglefugl paa mange Steder i Mellem-
europa lige fra Holland og Belgien over Nordtyskland til
de russiske Østersøprovinser og gennem Polen og Ungarn
vidt over Mellem- og Sydrusland samt ind i Vestsibirien.
Trækfugl, der viser sig i største Delen af Europa og Vest-
asien, overvintrende langs de europæiske Atlanterhavs-
kyster og i Middelhavslandene, Nordafrika øg Indien. I
Grønland har den vist sig et Par Gange som tilfældig
Gæst. Paa Island yngler den faatallig i Engene paa visse
Steder af Øens sydvestlige Del. Paa Færøerne har den
sikkert tidligere ynglet, men viser sig nu kun dér af og
til. Ogsaa i England har den tidligere ynglet, men er for-
længst udryddet; overvintrer dog jævnligt i ringe Antal
paa disse Øer. I Norge er den blot truffet et Par Gange
som tilfældig Gæst, -men i Sverrig ynglede den tidligere
meget almindelig paa Gotland og særlig paa Øland; fra
førstnævnte Ø er den nu helt forsvundet, og paa Øland
er den aftaget meget stærkt i Antal. Ogsaa ned langs Sles-
ovigs og Holstens re ruger den almindelig flere
Steder.
I Danmark er den Sføre Kobbersneppe en meget
stedegen Ynglefugl, der kun findes rugende paa et ret
smalt Belte ned langs Jyllands Vestkyst fra Nissum Bred-
nings Sydkyster til Vardeaa-Lavningen; paa dette Felt er
den ret almindelig og findes ofte i ret betydeligt Antal
" paa passende Lokaliteter. Vidtstrakte, ret tørre Enge, ofte
langs Vandløb og Laguner, er dens Yndlingsrugeplads.
Den ruger saaledes i Græsengene om Fiilsø og Skernaa
186
samt omkring Ringkøbing Fjord og Stadil Fjord; ligeledes
i Engene om Madum og Husbysø og ved Nissum Bred-
nings Sydkyst; nordligere træffes den næppe ynglende.
Paa Tipperne har den ynglet fra gammel Tid; op mod
1900 var den forsvundet herfra, men viste sig dog atter
her og tiltog i Tal, saaledes at der i 1910 rugede c. 60 Par;
dette Antal synes atter senere at være aftaget. Ogsaa ved
Ribe skal den nu og da ruge. Paa Sjælland kendes den
ynglende i Lammefjord, og som en Sjældenhed er den en
Gang fundet rugende paa Saltholm (1925).
Uden for Yngletiden ses den ret faatallig langs vore
Havkyster, hvor den da holder til paa Sandene mellem
de andre Vadefugle. De kommer om Foraaret omkring Mid-
ten af April og søger da snart til Rugepladserne. Allerede
paa lang Afstand er den let kendelig paa sin Størrelse,
sin slanke Legemsbygning og paa de lange Ben. Paa
Ynglepladsen søger de udelukkende deres Føde oppe i
Engene, og man ser dem da aldrig søge til Vaderne og
Sandene. Under Flugten, der er let og hurtig, strækker
de Næb og Hals lige frem og Benene lige bagud. Løber
godt, men svømmer nødigt eller aldrig. Føden Insekter,
Larver, Orme, Krebsdyr o. I. I Parringstiden kredser Han-
nerne, ofte 4—5 sammen, omkring oppe i Luften i Kunst-
flugt, idet de stærkt skrigende kaster sig snart med den
ene, snart med den anden Vinge nedad.
Sidst i April lægger den sine 4 Æg; disse er lang-
agtig ovale med ret glat Skal; Grundfarven olivenbrun
eller olivengrønlig, ofte med svagt rødbrunlig Tone; de
dels store, dels mindre, spredte Pletter er ret utydelige
og svagt tegnede; paa den butte Pol ofte endel smaa,
skarpttegnede, - brunsorte Pletter eller Streger; Længden
53—58 mm, Bredden 34—38 mm. Reden, der er anbragt
i det lave Græs, ofte paa en Tue, er bred og flad, foret
med vissent Græs. Sidst i Maj har den smaa Dununger,
men ogsaa endel Æg kan da endnu findes. Paa Ruge-
pladsen er den yderst sky og forsigtig og forlader straks
Reden, naar den paa lang Afstand øjner en Forstyrrer;
begge Forældrene kredser da højt i Luften over denne,
udstødende deres meget iørefaldende vit—vit—vit eller
tiderit, der minder noget om Rødbenens Skrig; ofte kan.
dens Stemme ogsaa minde om Vibens. Midt i Juli eller
først i August viser den sig paa Efteraarstræk og ses da
gennem hele September; først i Oktober forlader største
Parten Landet.
187
2. Kobbersneppe (Lim&sa lappånica (Linné)).
(Limosa lapponica lapponica (Linné)).
Rødbrun Kobbersneppe, Rødvitte, Strandsneppe, Kob-
berhøne, Lille Rødvitte (Scolopax lapponica Linné, Limosa
rufa Temminck).
Norsk: Lapspove. Svensk: Myrspov. Tysk: Rostrote
Uferschnepfe. Engelsk: Bar-tailed Godwit.
Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For-
bryst og hele den øvrige Underside samt Krop-
siderne smukt og dybt rødbrune eller kobberrøde, dog
har Fjerene om hele Næbroden og paa hele Hovedets
Overside samt paa en bred Stribe midt ned ad Baghalsen
sorte Midtstriber. Forbrystet ofte med spredte, brunsorte
Skaftstriber, navnlig paa Siderne; nu og da spredte, sorte
- Pilpletter paa Undergumpen og Underhaledækfjerene. Hen
paa Eftersommeren bleger de rødbrune Farver endel. For-
ryggen og Skulderfjerene samt de inderste forlængede
Armsvingfjer sorte med store, lyst rødbrune Kantpletter,
der for en stor Del helt forsvinder hen- paa Sommeren,
navnlig paa Rygfjerene. Bagryggen og Overgumpen
hvide med sorte Pilpletter; Overhaledækfjerene hvide
og rustbrune med sorte Pilpletter og Tværbaand. Styre-
fjerene hvide, med c. 10 brede, brunsorte, ofte lidt
sammenflydende Tværbaand. Vingedækfjerene mørkt
graabrune med graahvide Fjerkanter, smallest paa de smaa
øvre, bredest paa de store nederste; enkelte indblandede
Vingedækfjer med friske, rustbrunlige Fjerkanter. Haand-
svingfjerene brunsorte, de 2—3 yderste med hvide Skafter;
deres Inderfaner langs Randen for største Delen, særlig
hen imod Roden, hvide samt hvidt og sortebrunt vatrede.
Armsvingfjerene graasorte, helt kantede med hvidt. Under-
vingedækfjerene og Armhulefjerene hvide med brunsorte,
kileformede Tværbaand og Pilpletter. — I August og Sep-
tember viser der sig her paa Gennemrejse endel Kobber-
snepper med stærkt afslidte Fjerdragter, vistnok. ikke helt
udfarvede Fugle, mulig Unger fra det foregaaende Aar;
de kan dels helt mangle den brunrøde Kobberfarve, eller
188
kun, omend blegt, have den paa Forbrystet, dels har de
mange indblandede hvide Fjer mellem de kobberrøde;
Forhalsen har altid tydelige, sorte Skaftstriber, og For-
brystet samt Kropsiderne har mere eller mindre tydelige,
sortebrune Tværstriber og Pilpletter; iøvrigt ligner de de
udfarvede Fugle paa Rygsiden osv.
Vinterdragten gør i det hele et askegraat Indtryk;
Fig. 41. Kobbersneppe. (Efter Slater i British Birds).
hele Oversiden graalig brun, Fjerene med udflydende
hvidgraa Rande, ganske uden Kåntpletter; Fjerene
stedse mørkest ind mod den smalle, sorte Skaftstribe. En
bred Øjenbrynstribe samt Hage og Strube renhvide. Hals,
Forbryst og Kropsider brunliggraa med mørkebrune Skaft-
striber. Bryst, Bug og den øvrige Underside hvide, oftest
endel sorte Tværstriber paa de sidestillede Underhaledæk-
fjer. Allerede midt i August kan de ses i ren Vinterdragt,
men som oftest erholdes denne langt SEERE, efter at
Fuglene har forladt Danmark.
Iris brun. Næbbet, der er kendeligt opadbuet, er sort,
blot graaligrødt ved Grunden. Næblængden 75—110 mm,
189
længst hos Hunnerne. Vingelængden 206—220 mm. Fød-
derne sorte; Mellemfoden 42—57 mm, Mellemtaaen 29—
35 mm.
Unge Fugle mangler ganske de kobberrøde Farver.
Pande, Isse, Forryg, Skuldrene samt Vingernes Overside
mat brunsorte med ret skarpttegnede, lyst gulbrun-
lige Fjerkanter, bredest og mere hvidlige paa de mel-
lemste og store Vingedækfjer; paa Skulderfjerene og navn-
lig paa de forlængede inderste Armsvingfjer erstattes de
af-tætstillede, tresidede Kantpletter. Halsen og
Forbrystet samt Kropsiderne gulbrunligt graa, paa Bag-
halsen med udflydende, brede, paa Forhalsen og For-
brystets Sider med utydelige, mørke Skaftstriber,. Den øv-
rige Underside renhvid med lyst gulbrunt eller graaligt,
”- isabellafarvet Anstrøg paa Brystets Sider og paa
Kropsiderne. De hvidlige Øjenbrynstriber og Kinder med
smaa, brunsorte Skaftpletter. Hagen hvid; et mørkt Felt
paa hver Side af Næbroden. Næbbet er forholdsvis kort,
i.August og September ned til 56 mm. i
Skønt Kobbersneppen i Kroppens Størrelse næppe
overgaas synderligt af den Store Kobbersneppe, syner den
dog paa Grund af sine betydelig lavere Ben meget mindre
end denne.
"Udbredt som Ynglefugl i de nordligste Dele af Skan-
dinavien og Finland samt paa Kola-Halvøen; videre mod
Øst ruger den i Nordrusland og er fundet adskillige Steder
i Sibirien helt ud til Jenissei; i Østsibirien lever en meget
nærstaaende Art L.lapponica baueri Naumann. Træk-
fugl, der om Vinteren træffes i Middelhavslandene og helt
ned i Mellemafrika og lejlighedsvis i Sydafrika, samt i
Indien. Fra Grønland kendes den ikke, og paa Island er
den kun iagttaget en enkelt Gang om Vinteren; derimod
viser den sig nu og da paa Færøerne som en sjældnere
Gæst. Paa de britiske Øer viser den sig almindelig i Træk-
tiderne og overvintrer ret almindelig. I Norge ruger den
blot i de indre Dele af Sydvaranger, men ses almindelig
i Træktiderne langs Kysterne; i Sverrig kendes den kun
ynglende ved Landets allernordligste Grænser mod Fin-
land; i dettes nordligste Dele er den derimod en særdeles
almindelig og talrig Ynglefugl.
-
190
I Danmark viser Kobbersneppen sig særdeles al-
mindelig paa Gennemrejse baade om Foraaret og særlig
om Efteraaret. Om Foraaret kommer den, som en i meget
nordlige Egne rugende Fugl, først ret sent til Danmark;
den viser sig først i større Mængde her, bærende sin
kobberrøde Dragt, i Begyndelsen af Maj og ses da i be-
tydelige Flokke største Delen af denne Maaned og for-
lader os som Regel hen imod Slutningen af Maj; dog kan
enkelte endnu vise sig ind i Juni, og ikke helt sjældent
iagttages enkelte Individer oversomrende ved vore Kyster.
Selv paa lang Afstand er de kobberrøde Fugle let kende-
lige, naar de sidder i tætte Flokke paa Sandene eller i
det lave Vand ved vore Kyster, særlig naar Sølen belyser
deres pragtfulde Farver; saadanne store Flokke er meget
sky, enkelte Individer, ofte i Selskab med Ryler o. 1., kan
derimod være meget tillidsfulde og lader sig iagttage paa
nært Hold. Om Efteraaret kommer Trækflokke af gamle,
endnu rødfarvede Fugle til os i Slutningen af Juli og ses
da almindelig, ofte bestaaende af flere Hundrede Individer,
omtrent hele August Maaned gennem; fra Begyndelsen
af August begynder ogsaa de unge, graaligfarvede Fugle
at vise sig i større Flokke, og disse holder sig da i be-
tydeligt Antal ved vore Kyster til langt ud i September
og forlader os for største Delen i Begyndelsen af Oktober,
men enkelte kan dog ogsaa ses senere. Kobbersnepperne
holder ganske hovedsagelig til paa vore flade Kyster, hvor
de ofte ses vadende paa Sandene og ikke er bange for,
om fornødent, at svømme lidt; ved Højvande søger de
op i de med lavt Græs bevoksede Strandenge; af og til
kan de dog ogsaa vise sig inde i Landet, saaledes i Engene
ved Skanderborg Sø og lign. Steder. Tr Levemaade ligner
de i alt væsentligt den Store Kobbersneppe; lever om
Sommeren af Insekter, Orme og Snegle og søger ligesom
denne i Træktiderne deres Føde i Slik og Sand, hvor de
da fanger Sandorme, Krebsdyr o. Il. Deres Skrig gengives
ved tje—vi og i Træktiden ved et svagt ruk—ruk—ruk.
I Nordskandinavien kommer Kobbersnepperne om-
kring Midten af Maj til deres Rugepladser, der findes i
disse Egnes Skovmoser; længere mod Øst ruger de paa
de vidtstrakte Tundraer; her ruger de meget spredt og
uselskabeligt. Reden paa en Tue eller paa Jordbunden,
foret med lidt visne Blade, Stilke af Dvergbirk, Lav og
lidt Fjer. De 4 Æg lægges sidst i Maj eller først i Juni.
Æggene ligner den Store Kobbersneppes, men er oftest
en Smule mindre, som Regel 52—56 mm lange og 34— .
38 mm brede. Begge Forældrene ruger skiftevis, holder
191
ret stærkt paa Reden og forlader først denne, naar man
er den ganske nær, for da at sætte sig i Nærheden og
uafladelig skrige deres skingrende gakek—gakek—gakek.
3. Sneppeklireslægten (Macrorhåmphus Forster).
En lille Gruppe mellemstore Vadefugle, der i
Farver og Ydre minder endel om Bekkasiner, sær-
lig om Horsegøgen; dog er bl. a. Benene meget
højere end hos denne. Næbbet meget langt og
ganske lige, omtrent lige tykt over det hele, trindt
og bøjeligt, med den yderste Del noget fortykket,
med Gruber paa Overfladen, men dog endende
ret spidst. Øret ligger langt fremme, omtrent lige
. under Øjet. Næseborene smaa og ligger lige ved
Næbroden. Vingerne lange og spidse. Halen om-
frent-lise-" afskaaret; "med 12 Styrehjer-— Benene
forholdsvis: høje, nøgne højt op over Hælen.
Mellemfoden meget kortere end Næbbet, med
Tværskinner paa For- og Bagside. Tæerne ret
lange og tynde med korte, ret lige Kløer; en stor,
veludviklet Bindehud mellem 3die og 4de, ingen
mellem 2den og 3die Taa; en ret lang og højt-
siddende Bagtaa findes.
Slægten omfatter kun 2 Arter og 1 Underart, udbredte
i det nordligste Nordamerika og Østsibirien; i Danmark
har den ene Art vist sig.
Sneppeklire (Macrorhåmphus griseus
(Gmelin)).
(Macrorhamphus griseus scolopaceus (Say)).
Kliresneppe, " Rødbrystet Bekkasin-Klire. (Scolopex
grisea Gmelin).
Svensk: Beckasinsnåppa. Tysk: Sehnepkenldefer En-
gelsk: Red-breasted Sandpiper.
192
Han og Hun i Sommerdragt: Panden, Issen og
Forryggen brunsorte med lyst rustbrune Kanter paa Fjere-
nes Sider; disse lyse Fjerkanter fældes for en stor Del
hen paa Sommeren. Skulderfjerene og de forlængede in-
derste Armsvingfjer samt en Del af de mellemste Vinge-
dækfjer ligeledes brunsorte, men de har foruden rust-
brune Fjerkanter ogsaa smalle, uregelmæssige, rødbrun-
Fig. 42. Sneppeklire. (Efter Slater i British Birds).
lige Tværbaand. Bagryggen hvid; Overgump og Over-
haledækfjer hvide med brede, graasorte Tværpletter og
Tværbaand, bredest og tættest paa de sidstnævnte. Ho-
vedets Sider, Hagen og Struben hvidlig rustbrune med en
smal, sort Stribe fra Næbbet gennem Øjet og smaa, brun-
sorte Pletter paa Kinderne. Hals, Forbryst, Bryst og Bug
samt Kropsiderne lyst rødbrune, oftest med indblan-
dede hvidlige Fjerrande; paa Forhals og Forbryst med
smaa, Sorte, rundagtige Pletter, paa Kropsiderne med
spredte, sorte Tværbaand over Fjerene. Underhaledæk-
fjerene, der omtrent er ligesaa lange som Styrefjerene, er
hvide med rustbrunt Anstrøg og brunsorte Tværbaand,
193
. særlig. paa Siderne. Af Haandsvingfjerene er de yderste
6—7 helt brunsorte, Iste og delvis 2den med hvide Skaf-
ter; de indre Haandsvingfjer har, ligesom Årmsvingfjerene,
skarpttegnede, hvide Fjerkanter og brede, hvide Fjerspid-
ser; Armsvingfjerene har tillige smalle, hvide Skaftstriber
og for de indres Vedkommende smalle, hvide Tværstriber.
Halens Styrefjer brunsorte med c.8 smalle, skarpttegnede,
hvide eller rødbrunligt hvide Tværstriber. Undervinge-
dækfjerene hvide med sorte Tværbaand.
I Vinterdragten er Fuglens Overside brunlig-
graa med mørke Fjerskafter og lysere, graalighvide Fjer-
rande; Bagryggen og Overgumpen hvide som i Sommer-
dragten. Fuglens Underside hvidlig, dog er Halsen og
Forbrystet graalige med udflydende, graabrune Længde-
pletter; Siderne hvide med graabrune Tværstriber; iøvrigt
nærmest som i Sommerdragten.
Iris mørkebrun. Næbbet sortebrunt, grønligt ved Ro-
den; dets Længde meget varierende, hos Hannen 52—
64 mm, hos Hunnen derimod 64—75 mm langt. Vingen
Cone Fødderne grønligsorte; Mellemfoden 35—40 mm,
Mellemtaaen c. 33 mm.
De unge Fugles Overside ligner Sommerdragtens,
deres Underside derimod Vinterdragtens, blot er For-
brystet mere rustgulligt og det hvide paa Bryst og Bug
ligeledes mere rustgult.
Sneppekliren kan nærmest silke forvekslet med
Horsegøgen, men er ved nøjere Eftersyn let kendelig paa
sin hvide Bagryg og i Sommerdragten paa sin rustrøde
Underside samt ved Mangelen af de straagule Længde-
"striber paa Hoved og Rygside.
Udbredt som Ynglefugl- i det østlige Nordamerikas
nordlige Dele, og en Underart, M. griseus scolopaceus
(Say), hører hjemme i det vestlige Nordamerika helt ud
til Alaska. Trækfugl, der om Vinteren træffes helt nede i
Brasilien; ikke sjældent strejfer enkelte Individer af den
østlige typiske Race (v. grisea). mod Øst over til Europa.
"I Sydgrønland er den saaledes skudt en enkelt Gang; fra
Island og Færøerne kendes den ikke, men paa de britiske
R. Hørring: Fugle II. | ; 13
-
194
Øer er den derimod iagttaget ikke mindre end 23 Gange,
næsten altid om Efteraaret fra August til Oktober; ogsaa
i Frankrig er den skudt. Fra Norge og Sverrig kendes den
ikke. Fra det øvrige Europa kendes den næppe.
I Danmark har den kun vist sig en enkelt Gang, idet
et Individ i Sommerdragt, mærkelig nok af Racen scolopa-
ceus, blev skudt d. 1.8. 1894 ved Ribe, hvor den var set
gaaende langt ude paa den aabne Strand sammen med en
Flok Ryler.
Den yngler i sit Hjemland i Sumpe og ved Søer o.l. ;
her lægger den sine 4 Æg i Juni Maaned i en simpel,
uforet Fordybning i Græsset eller paa Moslaget; de ligner
meget Horsegøgens, idet de er olivenbrune med spredte
rødbrune og mørkebrune Pletter; Længden oftest 41,
Bredden 26 mm; de ruges alene af Hunnen. I sin Være-
maade ligner Sneppekliren ikke Bekkasinerne, men slutter
sig ganske til Klirerne. Uden for Yngletiden er den al-
mindelig i store, tætte Flokke, der færdes ved flade Kyster,
hvor den søger sin Føde i Sand og Dynd; den er meget
lidt sky og paafaldende tillidsfuld, saaledes at man kan
gaa den ganske nær. Føden angives hovedsagelig at være
Insekter, Orme og smaa Muslinger; af og til skal ogsaa
smaa Plantefrø findes i dens Mave. ;
4. Klireslægten (Tøétanus Bechstein).
Smaa eller mellemstore Vadefugle med ret
langt eller langt, ved Roden noget sammentrykt,
iøvrigt trindt, lige eller svagt opadbøjet Næb, der
ender ret spidst; Overnæbbet lidt nedbøjet i sin
yderste Ende. Paa den basale Del omkring Næb-
furen, der snart er kort, snart lang, er Næbbet blød-
hudet, ellers haardt og hornklædt med indbøjede
Næbrande. De spalteformede Næsebor ligger lige
ved Næbroden. Halsen lang, med 12 Halshvirvler.
Vingerne spidse, iste veludviklede. Haandsving-
fjer altid længst; de inderste Armsvingfjer stærkt
forlængede og kun lidet kortere end Haandsving-
fjerene. Halen ret kort, lige eller afrundet, altid
med mørke og hvide Tværbaand. Benene som
Regel lange og slanke, nøgne højt op over Hælen.
195
AR der 3 rer fane) og tynde Fortæer er 3dje og
4de forbundne ved Roden med en stor Bindehud.
.- Kløerne smaa og spidse; en veludviklet Bagtaa
findes altid. Ringe eller ingen Kønsforskel, Hun-
nen som Regel en Smule større. De fælder helt
om Efteraaret, men kun delvis om Foraaret;
Vinterdragten altid noget, af og til meget forskel-
lig fra Sommerdragten, som Regel mere graalig;
ogsaa Ungernes Dragt er forskellig fra de gamles,
men afløses ligeledes, omend senere, af Vinter-
dragten.
Trækfugle, der yngler paa den nordlige Halvkugle og
navnlig i dennes nordlige Dele, medens de om Efteraaret
og Vinteren viser sig omtrent over hele Jorden, særlig i
de tropiske Lande, ofte langt Syd for Ækvator. Sky og
forsigtige Fugle, hvis Yngleplads som Regel er inde i
Landet ved ferske Vande, Rødbenens dog ogsaa ved Hav-
kysterne. Udprægede Vadere, der ofte færdes paa lavt
Vand, hvor de jævnlig svømmer.
Monogame; de 4 Æg ruges af begge Køn, dog særlig
af Hannen, der ogsaa ganske overvejende passer Ungerne;
de forlader tidligt Rugepladsen, Hunnen som Regel før
Hannen. Omkring 15 Arter; ofte er Mudderkliren, men
uden Nødvendighed, udskilt som en egen Slægt. I Dan-
mark forekommer 6 Klirearter.
Oversigt over de i Danmark forekommende Klirearter.
A. Vingelængden som Regel under 150 mm. Benene al-
drig røde.
I. Næbfuren naar ud til c. 5 mm fra Næbspidsen.
Hele Fuglens Overside mørk, uden hvide Overhale-
dækfjer. Benene forholdsvis lave, Mellemfoden højst
26 mm lang.. 1. Mudderklire (T. hypoleucus).
II. Næbfuren naar højst til 13 mm fra Næbspidsen.
Overhaledækfjerene hvide. Benene forholdsvis høje.
— Mellemfoden altid over 30 mm lang.
a. Første veludviklede. Haandsvingfjer med hvidt
Skaft. Armhulefjerene hvide med brunsorte- Tvær-
13+
. 196
baand. 7—8 brunsorte Tværbaand over de mel-
lemste Styrefjers hele Fane, paa de øvrige er
alle disse Tværbaand i alt Fald synlige paa alle
Yderfanerne...... 2. Tinksmed (T. glaréola).
b. Første veludviklede Haandsvingfjer med brunsort
Skaft. ÅArmhulefjerene brunsorte med smalle,
- hvide Tværbaand. Kun 3—4 brunsorte Tvær-
baand over de mellemste Styrefjers yderste Halv-
del; de yderste 2—3 Par Styrefjer blot med 2, 1
eller intet Tværbaand paa deres iøvrigt renhvide
Yderfaner, nær disses Spids...................
SR EN SE SERGE VE 3. Svaleklire (T. 6chropus).
B. Vingelængden som Regel over 150 mm (den mindste
Art har røde eller graarøde Ben).
I. Fødderne mere eller mindre røde. Næbbet lige,
ikke opadbøjet. De ydre AÅrmsvingfjer hvide eller
med hvide Tværbaand.
a. Næbbet meget kortere end Mellemfoden. Næb-
furen meget længere end den halve Næblængde;
de 8 yderste Armsvingfjer renhvide, blot med
mørke Basaldele..... 4. Rødben (T. cålidris).
b. Næbbet lidt længere end Mellemfoden. Næbfuren
meget kortere end den halve Næblængde; de 8
yderste Armsvingfjer graabrune med ufuldstæn-
dige, hvide Tværbaand. 5.Sortklire(T.fuscus).
II. Fødderne grønne eller graagrønne, aldrig rødlige.
Næbbet fra Midten tydelig opadbøjet. Ydre Arm-
svingfjer ensfarvet graabrune ....................
SE rr RER RRS SAVE REE 3 6. Hvidklire (T. glåttis).
1. Mudderklire Len hypoleucus (Linné)).
(Tringa hypoleucos Linné).
Muddersneppe, Styllepig, Virle. (Actitis hypoleucus
Illiger, Tringoides hypoleucus Bonaparte, Actitis empusa
Gould).
Norsk: Strandsnipe. Svensk: Drillsnåppa. Tysk: Fluss-
uferlåufer. Engelsk: Common Sandpiper.
Han og Hun i Sommerdragt: Hele Fuglens Over-.-
side mørk olivenbrun med tydelig Bronzeglans,
blot Baghalsen mattere graabrun. Isse og Nakke med
utydelige, brunsorte Skaftstriber; Forryggen med brede,
tydelige, brunsorte Skaftstriber eller Pilpletter, Skulder-
og Vingedækfjerene samt de forlængede inderste Arm-
197
svingfjer tillige med smalle, sortebrune, uregelmæssige
Tværbaand, tydeligst paa Vingedækfjerene, hvor de tillige
er en Smule lysere kantede. Øjenlaagsrandens Fjer samt
en tydelig Øjenbrynstribe hvide; en brunsort Stribe fra
Næbbet gennem Øjet. Kinder og Halssider brunlighvide
med smalle, brunsorte Skaftstriber. Hage og Strube ren-
hvide. Forhals og Forbryst graabrunligt hvide med smalle,
Fig. 43. Mudderklire. (Efter Slater i British Birds).
skarpttegnede, brunsorte Skaftstriber; Forbry
stets Sider graabrune, gaaende over i Ryggens Farve.
Hele den øvrige Underside samt Kropsiderne renhvide.
Vingeranden delvis hvid. Haandsvingfjerene sortebrune;
2den veludviklede med en renhvid Plet paa Inderfanens
Kant; denne hvide Plet vokser stadig i Størrelse paa de
indefter følgende Haandsvingfjer. Armsvingfjerene over-
vejende hvide paa deres basale Del, ellers sortebrune, blot
med hvid Spidsbremme; det hvide stadig mere udbredt
paa de indefter følgende, saaledes at de indre Årm-
osSvingfjer erganskeovervejendeeller helt hvide.
198
De store, nederste Vingedækfjer med hvide Spidser. De
to midterste Styrefjer-Par farvede som Ryggen, de føl-
gende graalig olivenbrune med sorte Kantpletter dannende
afbrudte Tværbaand samt med brede, hvide Spidser; de
ydre Styrefjer med brede, hvide Kanter og Spidser, det
yderste Par helt hvide, alle med 6—7 afbrudte, brunsorte
Tværbaand.
Vinterdragten, som de sjældent bærer hos os,
ligner meget Sommerdragten, men Ryggens Fjer er ens-
farvet olivenbrune og mangler de brede Skaftstriber og
- Pilpletter, blot selve de tynde Fjerskafter er sortebrune;
Forbrystet saa godt som uden Skaftstriber; Vingedæk-
fjerene har sorte Kantstriber og meget smalle, hvidlige
Fjerbremmer.
Iris brun. Næbbet omtrent af Hovedets Længde, Næb-
furen gaar langt ud ad Næbbet, ender c. 5 mm fra dettes
Spids. Næbfarven mørkebrun; Næblængden 24—26 mm.
Vingelængden 106—118 mm; de forlængede inderste Årm-
svingfjer af samme Længde som Haandsvingfjerene. Be-
nene forholdsvis lave; Mellemfoden 23—26 mm, Mellem-
taaen som Regel 2 mm kortere. Fødderne gulbrune. Halen
ret lang og afrundet i Spidsen, saaledes at de mellem-
ste Styrere er c. 8 mm længere end de yderste.
De unge Fugle ligner i det hele de voksne, men
kendes let paa, at alle Oversidens Fjer mangler tydelige,
mørke Skaftstriber eller Pilpletter, medens de derimod er
regelmæssigt kantede med en brunsort Stribe lige
inden for de lyst gulbrune Fjerbremmer. Paa Vinge-
dækfjerene er denne Tegning særlig fremtrædende, dan-
nende tætte, brunsorte og brungule Tværbaand. Forhals
og Forbryst mere askegraalige, i Midten ofte næsten hvid-
lige, med udflydende, utydelige mørke DERES i
ber, der dog ofte næsten helt mangler.
D unungen er paa Oversiden lyst gulbrun med smaa,
brunsorte Dunspidser, blot Halsen er lysere; midt ned ad
Issen en sort Stribe, en lignende, om end mere uregel-
mæssig, midt ned ad Ryggen. En smal, sort Stribe fra
199
… Næbbet bagud gennem Øjet. Næbbet gulligt ved Roden;
Benene blaaliggraa.
Mudderkliren er blandt de smaa Vadefugle stadig let
kendelig paa sin helt ensfarvede, olivenbrune Overside
med tydelig Bronzeglans, saaledes at den fra sine nær-
meste Slægtninge selv paa Afstand skelnes ved Mangelen
af hvid Overgump; ogsaa deres hvide Stribe hen ad
Vingen er iøjnefaldende i Flugten.
Udbredt som Ynglefugl vidt over hele Europa og
største Delen af Asien, rugende lige fra Nordskandinavien
og Nordrusland ned til det nordlige Afrika samt fra At-
lanterhavskysterne over Rusland og Åsien helt ud til Ja-
pan; i Åsien ruger den op til Polarkredsen og helt ned
til Persien og Himalaya. Skønt Mudderkliren har en saa
umaadelig vid Udbredningszone, har den ikke udspaltet
sig i geografiske Racer. Trækfugl, der overvintrer omtrent
over hele den gamle Verdens sydlige Dele, helt ned til
Kap og Australien. Fra Grønland, Island og Færøerne
kendes den ikke, derimod ruger den almindelig paa de
britiske Øer. I Norge ruger den almindelig ved Elve og
"Indsøer over hele Landet; ogsaa over hele Sverrig findes
den, men stedse meget spredt og ikke i større Antal.
I Danmark er Mudderkliren en meget faatallig Yngle-
fugl, der i alt Fald kun ret sjældent med fuld Sikkerhed
er truffet rugende hos os. Dens Æg er saaledes bl. a.
fundet ved Dronninglund, ved Hald Sø, i Rold Skov, ved
Krarup Aa, ved Thorsø og ved Silkeborg, ved Vejle og
Ringgive, ved Emdrupholm, ved København osv.; om
Sommeren træffes den hist og her, baade paa Øerne og
i Jylland, under Forhold, der tyder paa, at den yngler,
men dens Rede er aabenbart vanskelig at finde, da Fug-
len er meget stilfærdig og forsigtig ved denne. Den be-
gynder om Foraaret at komme i den sidste Del af April
og ses derefter i største Delen af Maj Maaned paa Gennem-
rejse, men denne synes at foregaa ret hurtigt, og de iagt-
tages som Regel ikke i større Mængde. Trækket foregaar
vistnok for største Delen om Natten, og ikke helt sjæl-
dent falder den ved danske Fyr. Til Ynglepladserne i det
nordlige Skandinavien kommer den først i Slutningen af
Maj. De, der bliver her i Landét for at yngle, slaar sig
da ned ved Damme, Mergelgrave og Søer, men helst ved
Aaer med rask rindende Vand og sandede, stenede Bred-
der. Det er en særdeles livlig og rastløs Fugl, der idelig
200
er i Bevægelse, stadig vippende med Bagkrop og Hale;
ofte sidder den paa Sten i Vandkanten; minder i hele sin
Væremaade om .Vipstjerten, der færdes just paa de sam-
me Lokaliteter. Flugten er hurtig, men uregelmæssig, ofte
ganske lav, lige over Vandspejlet, jævnlig i Zig-zag; paa-
faldende ofte ses denne Vadefugl siddende og løbende
paa Grenene i lave Træer og Buske; den svømmer godt
og dykker navnlig fortrinligt; over 1 m dybt i Vandet
ser man den svømme rask frem. Dens fine, pibende
Stemme, som den f. Eks. lader lyde, naar den letter, kan
gengives ved hididi—hididi—hididi eller med 4 Stavelser
tidihidi. Føden er paa Ynglepladsen særlig Insekter, navn-
lig alle Slags Vandinsekter, samt Edderkopper og Orme;
ved Havet ogsaa Krebsdyr o. 1.; jævnlig ser man den,
medens den løber paa Jorden, snappe forbiflyvende In-
sekter.
Om Efteraaret er den særdeles almindelig i Danmark;
de gamle Fugle begynder da at vise sig paa Gennemrejse
i Midten eller i sidste Halvdel af Juli, og i hele August
er baade gamle og unge Fugle meget almindelige; mange
ses ogsaa først i September, men fra denne Maaneds
Midte aftager de stærkt i Antal og har som Regel alle
forladt os ved Maanedens Udgang; undtagelsesvis er en-
kelte set hen over Midten af Oktober. De træffes i Træk-
tiderne næsten aldrig i større Flokke eller i Selskab med
andre Vadere, derimod som Regel enlige eller højst 5—7
Stkr. sammen; de holder da til langs flade, sumpede Ky-
ster, helst hvor Dynd samt Græs o. a. Vegetation findes,
jævnlig ogsaa ved Bredderne af Aaer og Søer; de færdes
oftest godt skjult mellem Plantevækst eller mellem Sten
o.l. og er da meget lidt sky, saaledes at man ofte kom-
mer dem paa nært Hold, før de letter.
I Parringstiden lader Hannen en egen trillende Lyd
høre, medens den i uregelmæssig virrende Flugt, med
dirrende Vinger, kredser over Vandet. Mudderklirens
Yngleplads findes sjældent eller aldrig ved Havkysterne,
men næsten altid inde ved ferske Vande, selv langt inde
i Fastlandenes Indre. Reden anlægges gerne skjult paa
et tørt Sted under en Busk eller mellem Græs o. a. Vege-
tation, af og til skjult under en Træstamme eller lign.
den er, af en Vadefugls at være, særdeles omhyggeligt
og godt bygget, ofte ret dyb, udforet med Straa og af
og til med Blade; som Regel ligger den lige ved Vand,
men ofte findes den ret langt fra dette; nu og da er
dens Rede hos os fundet paa saa mærkelige Steder
som under Buske i Haver, paa aaben Mark og jævnlig
201
paa særdeles befærdede Steder. De 4, nu og da 5, paa-
faldende store, pæreformede, glatskallede Æg lægges hos
os tidligst i første Del af Maj Maaned, men ogsaa endog
langt hen i Juni eller senere; deres Grundfarve er hvid-
lig med mere eller mindre lyst, rødlig-gulbrunt Anstrøg;
de er ret tæt dækkede med rødbrune eller mørkebrune,
uregelmæssige, større og mindre Pletter og Punkter, tæt-
test eller endog sammenflydende ved den butte Ende
samt med indblandede, graaviolette Skalpletter; jævnlig
ses Kuld med færre, større og mere spredte Pletter;
deres Længde 34—39 mm, Bredden 25—28 mm. Æggene,
der i den forholdsvis lille Rede næsten maa staa paa
Spidsen, ruges hovedsageligt af Hunnen, som Regel om-
kring 22 Dage. Skræmt paa Rugepladsen flyver den om-
kring Forstyrreren, og dens ængstelige Skrig lyder da
som tik—tik; ofte forlader de i Stilhed og skjult Reden
eller løber paa Jorden med udbredte Vinger og udspilet
"Hale, anstillende sig syge og saarede.
2. Tinksmed (Tåtanus glaréola (Linné)).
(Tringa glareola Linné).
Tinksmed-Klire, Kærsneppe, Kynke, Lille Smed
(Rhyacophilus glareola Kaup, Totanus affinis Horsfield).
Norsk: Grøånbensneppe. Svensk: Grånbena. Tysk:
Bruchwasserlåufer, Engelsk: Wood-Sandpiper.
Han og Hun i Sommerdragt: Panden og Issen
brunsorte med smalle, hvidlige Fjerkanter. Fra Næbroden
hen over Øjet en ret bred, hvid Øjenbrynstribe, nedadtil
afgrænset af en brunsort Stribe fra Næb til Øje. Kinderne
hvide med smaa, brunsorte Pletter; Ørefjerene over-
vejende graabrune. Baghalsen brunsort med bredere, graa-
lige Rande paa Fjerenes Sider. Ryggen, Skuldrene og de
forlængede, inderste Armsvingfjer brunsorte med mange
ret store, tætsiddende, hvide Kantpletter paa
Fjerene, størst paa Skulderfjerene, hvor de ofte næsten
danner Tværbaand over Fjerene; oftest er disse hvide
Pletter hen paa Sommeren delvis forsvundne, idet de af-
- kastes ved, partiel Bremfældning. Bagryg og Overgump
brunsorte, navnlig de sidstnævnte med smalle, hvide
202
Spidsbremmer. Overhaledækfjerene renhvide, alle de
bageste med brede, brunsorte Tværbaand. Vinge-
dækfjerene brunsorte, en stor Del af de mellemste og de
store nederste er hvidplettede som Ryggen. Svingfjerene
brunsorte, Armsvingfjerene blot med smalle, hvide
Kanter om deres ydre Ende. iste veludviklede Haand-
Fig. 44. Tinksmed. (Efter Maleri af Ingeborg Frederiksen).
svingfjer med renhvidt Skaft. Undervingedækfjerene
overvejende hvide med uregelmæssige, graasorte
Tværbaand og Basaldele. Armhulefjerene hvide, oftest
med brunsorte Tværbaand. Hage og Strube renhvide. For-
hals og Forbryst hvidlige med ret skarpe, brunsorte Skaft-
pletter, der kun er noget udflydende paa Forbrystets Sider.
Bryst, Bug og øvrige Underside hvide, blot med sorte
Tværbaand og Skaftstriber,' særlig paa de sidestillede
Underhaledækfjer, der er lange og næsten naar ud til
Styrefjerenes Spids. Kropsiderne hvide med endel spredte,
203
brunsorte Tværbaand. Af Halens Styrefjer er de to mel-
lemste graabrune, de øvrige hvide; de 2—3 mellemste
Par med c. 8 brede, brunsorte Tværbaand; disse
genfindes ogsaa paa alle de øvrige Styrefjers Yderfaner,
medens disses Inderfaner ud mod Halens Sider næsten
bliver helt renhvide.
Vinterdragten, i hvilken de vist yderst sjældent
ses her i Landet, ligner Sommerdragten, men skelnes ved,
at Issen mangler de hvide Fjerkanter, Forryggen er næ-
sten uplettet med lysere, ”brunlige Fjerbremmer, og For-
hals og Forbryst er brunlig hvide med lidet fremtrædende,
mørke Skaftpletter.
Iris mørkebrun. Næbbet næsten sort, lidt lysere ved
Undernæbbets Grund. Næblængden 26—30 mm; Næbfuren
. strækker sig ud til c. 13 mm fra Næbspidsen. Vingelængden
118—130 mm, som Regel størst hos Hunnen. De ret høje
Ben er gullig olivengrønne; Mellemfoden, der er klædt
med Skinner paa For- og Bagkant, er 35—40 mm lang;
Mellemtaaen 30—32 mm lang; den ret veludviklede Bag-
taa naar Jorden,
Unge Fugle ligner meget de voksne, men kendes
let paa, at hele Oversidens tætstillede, store, lyse Pletter
ikke er hvide, men lyst gulbrune; de danner aldrig
Tværbaand over Skulderfjerene. Forbrystet hvidgraaligt
med mere eller mindre utydelige Skaftpletter, der paa
Forbrystets Sider jævnlig erstattes af svage, brungraalige,
buede Tværbaand over Fjerene. De midterste Styrefjer er
gulbrunlige mod Spidsen. ;
Dunungens Grundfarve er paa Ryggen lyst brun-
gullig, paa hele Undersiden hvid med gulbrunt Anstrøg.
Issen brunsort, jævnlig med svagt antydet, smal, lys Midt-
stribe, skarpt afgrænset, fortil af den brunhvide Pande,
paa Siderne af de brede, hvide Øjenbrynstriber; en lille
Længdeplet i Panden, en smal Tøjlestribe og en stor Plet
bag Øjet brunsorte. Ned ad Ryggen en bred, sort Midt-
"stribe, to Pletstriber paa hver Side af denne, 3 Pletter
over Vingen samt Haledunene brunsorte.
204.
Tinksmeden er blandt de andre Smaaklirer lettest
kendelig paa sin tætplettede Ryg og sin hvidskaftede I1ste
Haandsvingfjer.
Udbredt som Ynglefugl over det nordlige Europa lige
fra dettes Nordkyster ned til Nordtyskland, Holland og
Belgien; tillige udbredt over hele det nordlige Asien ud
til Japan og Kina. Trækfugl, der overvintrer i Afrika helt
ned til Kap, samt i Indierne og langs Stillehavskysten
fra Japan ned til det Indiske Ørige og i Australien. Fra
Grønland og Island kendes den ikke; paa Færøerne har
den et Par Gange vist sig som tilfældig Gæst. I England
viser den sig ret almindelig i Træktiderne, særlig om
Efteraaret; lejlighedsvis har den i tidligere Tid ruget nogle
Gange i Landet. I Norge ruger den almindeligt næsten
over hele Landet, talrigst i de nordligste Dele, nord for
Polarcirklen, men ogsaa ret almindelig i Sydnorge oppe i
Fjældene i Birkeskovbæltet. Ogsaa i Sverrig ruger den
ret almindelig over hele Landet, helt ned i Skaane.
I Danmark fandtes den tidligere paa mange Steder
meget talrig og er endnu ret almindelig som ynglende,
omend den vistnok stadig aftager stærkt i Antal, efter-
haanden som Moser og Kær tørlægges. Den findes hos
os ganske hovedsagelig i Jylland, særlig i Vendsyssel og
langs Vestkysten, rugende ved Smaakær og Moser i Lyng-
hederne samt i Enge og Sumpe, langs Aadrag o.l. Steder,
saaledes almindelig ved Skern Aa. I Vendsyssel angives
den mange Steder at være ret almindelig, saaledes bl. a.
ved Sæby, Jerup, Gaardbo Sø, Sandmosen-og paa mange
Steder i Thy, samt paa Mors. Paa Øerne har den altid
været langt mindre almindelig og findes i alt Fald nu
vist kun meget faatallig som rugende; paa Sjælland er
den vist nærmest sjælden. Trækfugl, der nu og da alle-
rede begynder at komme i den første Del af April, men
navnlig viser den sig almindelig i den sidste Del af denne
Maaned og først i Maj og ses derefter jævnlig paa Gen-
nemrejse hele denne Maaned ud. Om Efteraaret er den
som Regel meget almindelig og talrig; den kommer da |
allerede i Begyndelsen af Juli, men navnlig gennem hele
August kan den paa passende Lokaliteter være særdeles
talrig, navnlig i Maanedens sidste Halvdel, naar de unge
Fugle kommer; den forlader imidlertid Landet paafaldende
tidligt, og lidt ind i September er den som Regel borte
igen. De synes hovedsageligt at trække om Natten og
falder nu og da ved de danske Fyr. I Træktiderne viser .
de sig navnlig langs Kysterne, hvor sumpede Enge med
205
Siv og Græsvækst yder dem passende Tilholdssteder; her
færdes deé ret skjult og ubemærket, gemt mellem Vegeta-
tionen, og sjældent eller aldrig ses de paa Sande og
Vader: de kan godt optræde i større Flokke, men færdes
hellere spredt og i Smaaselskaber, afsondret fra andre
Vadefugle, ses ogsaa ofte enkeltvis. De færdes gerne i
Græs o.l. og flyver som Regel op, allerede naar man er
dem paa lang Afstand; i det hele er de ret sky og vagt-
somme. Deres Lokketone lyder som jiff, jiff—jif.
Føden paa Ynglepladsen er navnlig alle Slags Smaa-
insekter, særlig Biller, Myg og andre tovingede Insekter,
samt Orme, smaa Snegle, Krebsdyr og Muslinger, som
den drager op af Dynd og Mudder.
I Parringstiden lader Hannen, svævende rundt ret
højt oppe i Luften, sine ejendommelige, idelig gentagne,
melodiske, sanglignende Toner lyde; de minder lidt om
Pibernes Sang og gengives bl.a. ved hylli—hylli—hylli
"eller med et mange Gange gentaget tlju, dyl eller lui.
- Paa Ynglepladsen ruger de spredt, dog ofte mange Par
paa samme Lokalitet. Reden en Fordybning i Jorden,
gerne paa en Tue eller lignende, oftest paa fugtige Steder
ved Kær og Moser; den er udforet med Straa o. 1.; i an-
dre Lande er Reden undtagelsesvis fundet højt oppe i
Træer i forladte Fuglereder. De 4 forholdsvis store Æg
lægges midt i Maj eller lidt senere; deres Skal.er glat,
men mat; Grundfarven hvidlig gulbrun, af og til med
mere eller mindre grønligt Anstrøg; de er dækkede med
ret store, ofte tætstillede og sammenflydende, mørkt rød-
brune eller mørkebrune Pletter, tættest om den butte
Pol, samt med svagt fremtrædende, graalige-Skalpletter;
Længden 35—40 mm, Bredden 27—28 mm. :Forstyrres den
paa Ynglepladsen, omkredser den flyvende Fredsforstyr-
reren eller løber paa Jorden foran håm”eller sidder i
Buske, paa Ledstolper eller Sten,. stadig ,nikkende med
Hovedet og vippende med Halen, skrigende tink—tink—
tink, hvoraf Navnet. De gamle forlader i nordlige Egne
tidligt de knap flyvefærdige Unger og drager bort; disse
samler sig da i omemiskke, der først senere forlader
Rugepladsen.
3. Svaleklire (Tétanus åchropus (Linné)).
(Tringa ochropus Linné). i
Svalesneppe, Sort eller Hvidprikket Tinksmed, Graa-
benet Klire (Helodromas ochropus Kaup, Actitis ochro-
pus Blyth).
206
Norsk: Skogsneppe. Svensk: Skogssnåppa. Tysk:
Waldwasserlåufer. Engelsk: Green Sandpiper.
Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Over-
side og Baghalsen sortebrune med tydeligt fremtrædende
hvide Fjerkanter. Forryggen, Skuldrene og de forlængede
AÅrmsvingfjer sortebrune med hvidlige, ret store, tætstillede
Kantpletter paa Fjerene; paa de lange Armsvingfjer, der
Fig. 45. Svaleklire. (Efter Slater i British Birds).
er mere olivenbrune med olivengrønlig Glans, er Pletterne
tydelig tresidede; de lyse Pletter forsvinder for en stor
Del hen påa Sommeren ved partiel Bremfældning. Bag-
ryggen mørkt olivenbrun, Fjerene mørkt kantede, med
hvide Bremmer. Overhaledækfjerene alle ren-
hvide. Øjenbrynstriben hvid, Tøjlen brunsort; Kinden
hvidlig med smaa, brunsorte, trekantede Pletter. Hage og
Strube renhvide. Forhals og Forbryst hvide med brun-
sorte, skarpttegnede, ret brede Skaftpletter, der er bredere
og sammenflydende paa Forbrystets Sider. Brystet og hele
den øvrige Underside helt renhvide. Kropsiderne hvide,
207
blot fortil med brunsorte Tværstriber. Vingedækfjerene
sorte med olivenbrunt Anstrøg, blot nogle af de inderste
mellemste med smaa, hvide Pletter som Ryggen. Sving-
fjerene brunsorte med svag Purpurglans, men uden hvide
Tegninger; Iste Haandsvingfjer med sortebruntSkaft.
Halens Styrefjer hvide; over den yderste Del af de
to midterste Par 3—4 brede, sorte Tværbaand; disse
sorte Tværbaand aftager i Antal paå de ydre Styrefjer;
3die yderste har saaledes kun et, de 2 yderste kun Spor
af. det yderste .Tværbaand paa Yderfanen; yderste Styre-
fjer ofte helt hvid. Undervingedækfjerene brunsorte,
blot med enkelte ganske smalle, lidet fremtrædende, hvide
Fjerbremmer. AÅrmhulefjerene brunsorte med regel-
mæssige, ganske smalle, hvide Tværbaand.
Vinterdragten, hvori den sjældent ses hos os, er
kendelig paa, at Oversiden er mørk olivenbrun med faa
og smaa, hvidlige Pletter paa Ryg, Skuldre, inderste Årm-
svingfjer og Vingedækfjer. Forbryst og Forhals med ikke
skarpt afgrænsede, mørkebrune Skaftstriber.
Iris mørkebrun. Næbbet lige, mørkt olivengrønt, mørke-
brunt mod Spidsen; Næbfuren strækker sig ud til c. 14 mm
fra Næbspidsen; Næblængden 32—36 mm. Vingelængden
14—15 cm. De ret høje Ben er graalig olivengrønne;
Mellemfoden 33—35 mm, Mellemtaaen 30—31 mm.
"Unge Fugle har hele Oversiden mørkere, mere
varmt olivenbrun med tydelig, olivengrønlig Glans. Isse,
Nakke og Baghals som Regel helt uplettede ; hele den øv-
rige Overside med ganske smaa, spredte, gulbrune, mørkt-
kantede Randpletter og Punkter paa Fjerene. De hvide
"OQverhaledækfjer har som Regel flere eller færre, ganske
smalle, sortebrune Bremmer. Halens hvide Farver mod
Spidsen med gulbrunt Anstrøg.
Dunungen skal i alt væsentligt ligne Tinksmedens,
men det brunsorte paa Issen er mindre udbredt, og Ryg-
gen er varmere gulbrun.
Svalekliren kan nærmest forveksles med Tinksmeden,
navnlig i Sommerdragten, men Iste Svingfjer og Halens
208
Tværbaand er gode Skelnemærker; naar Fuglen flyver op,
syner den mørkere, og det hvide paa Bagkroppen er renere
og mere udbredt end hos Tinksmeden.
Udbredt som Ynglefugl i hele det nordlige Europa
og Åsien op til Polarkredsen og ned til Nordtyskland;
desuden endel Steder i Mellemeuropa samt i Karpatherne
og det sydlige Østrig; ruger mod Øst ud i Mellemrusland,
Transkaspien og Turkestan samt helt ud til Japan. Træk-
fugl, der overvintrer i. Middelhavslandene og i næsten
hele Afrika helt ned til Kap samt i Indierne og mod Øst
til Filippinerne og det Indiske Ørige. Fra Grønland, Is-
land og Færøerne kendes den. ikke; i England er den al-
mindelig i Træktiderne og overvintrer jævnlig dér, men
kendes ikke med Sikkerhed som ynglende. I Norge ruger
den spredt i Skovegnene fra Kristianssand op til Nord-
landsgrænsen, og i Sverrig ruger den ligeledes spredt i
Skovene lige ned til Skaane, hyppigst fra Smaaland op til
Uppland og Vårmland.
I Danmark er Svalekliren endnu ikke med Sikkerhed
fundet ynglende; nu og da er den gennem Tiderne iagt-
taget om Sommeren i Maj og Juni Maaned paa passende
Lokaliteter ved Skovbække o.l., men Æg eller Unger er
aldrig fundne; mulig drejer det sig i alle Tilfældene kun
om oversomrende, ikke ynglende Fugle, men usandsyn-
ligt var det iøvrigt ikke, at den af og til kunde ruge her
i Landet. Et Fund i Jylland fra nyeste Tid (1925) af en
forladt Rede, der vistnok havde været benyttet af Svale-
kliren, gør denne sidste Antagelse sandsynlig. I Træk-
tiderne er den derimod ret almindelig hos os. Om For-
aaret kommer de første i Begyndelsen af Apri! og ses da
ret almindeligt, men faatalligt, langt ud i Maj. Om Efter-
aaret er den langt talrigere og kommer da i Juli, er navn-
lig almindelig i August, men forlader os ofte sent, og
enkelte Individer kan endnu ses i Oktober, ja selv langt
ind i November. Trækket foregaar om Natten, medens
Dagen tilbringes i Kær og Sumpe; dens Stemme gengives
ved tluit—vitt—vitt eller ved dluih—dluih—dluih. .
I det hele er Svalekliren i Træktiderne mindre talrig
hos os end Tinksmeden, men ofte ses den dog i betyde-
lig Mængde, men næsten altid enkeltvis eller 4—5 Stykker
sammen og da næsten altid unge Fugle; langt de fleste
Svaleklirer, der træffes her i August, er iøvrigt Aarsunger.
De minder i Levemaade meget om Tinksmedene og fær-.
des påa de samme Steder som disse, baade i Enge og
209
sivklædte Sumpe nær Havet og langt fra dette, hos os
- oftere ved Aaer og sagte rindende Vandløb i Skove og
Parker; ved Kalvebodstrands Kyster er den aarlig ret al-
mindelig, men ses dog aldrig langs den egentlige aabne
Havbred paa Sande og Vader. Flugten let, hurtig og ele-
gant, ofte mindende om Svalens; naar den skræmmes op
"fra Jorden, hvor den holder sig skjult i Vegetationen,
flyver den straks i hurtige Zig-zag, stiger derpaa højt i
Luften; dens Skrig lyder da som et ret skarpt tui—tui—
tui eller hit—hit—hit; snart kaster den sig da atter næsten
lodret ned i Græsset. Den angives at svømme godt. Den
skudte Fugl har en ejendommelig, ret stærk Moskuslugt,
der siges at staqmme fra Gumpekirtlen. Føden paa Ruge-
pladsen navnlig alle Slags Insekter,. særlig Myg o. 1. samt
Edderkopper; paa Vandresteder er Føden som Tink-
smedens.
. I Parringstiden høres mee dens Skrig, der gengives
ved et blødt titilui—titilui—titilui. Til Rugeplads vælges i
- Skandinavien gerne Smaasøer, :Sumpe og Vandløb i Naale-
træskove; her yngler de spredt og faatalligt. Redepladsen
er meget ejendommelig, idet Svalekliren. saa godt som
altid-lægger sine Æg i gamle Reder af Drosler, Solsorter,
Duer, Krager, Skovskader 0. 1., ofte højt oppe i Træerne,
jævnlig ogsaa oven paa gamle Egernreder; kun undtagel-
sesvis er Reden paa Jorden, paa en Tue ell. 1. De ud-
forer da Reden med lidt Straa eller Mos og lægger heri,
i Sverrig gerne omkring Midten af Maj, deres 4, sjæld-
nere 3, Æg; disse er pæreformede; Grundfarven oftest
graalig hvid, af og til let grønlig eller lyst gulbrunlig
med ret spredte, mørkt rødbrune, mindre Pletter og Punk-
ter, lidt tættere stillede ved den butte Pol, samt med graa-
lige Skalpletter. Længden 38—40 mm, Bredden c. 28 mm.
Opskræmte ved Reden lyder deres Skrig som tepp—tepp—
tepp; herunder sidder de gerne i. et Træ og slaar jævn-
lig ned lige over Hovedet paa Fredsforstyrreren.
4. Rødben (Totanus cålidris (Linné)).
(Tringa totanus totanus (Linné)).
Rødben-Klire, Tjaldr, Tolk, Timdel, Timblinger, Stor
Tinksmed, Tyaal, Blire (Scolopax fotanus Linné, Scolopax
. calidris Linné, Totanus calidris Bechstein).
Norsk: Rødstilk. Svensk: Rådbena. Tysk: Rotschenkel.
Engelsk: Redshank.
R. Hørring: Fugle II. ; | 14
-
210
Han og Huni Sommerdragt: Isse, Baghals, Ryg,
Skuldre og de inderste Armsvingfjer graalig olivenbrune,
hist og her, særlig paa Issen, med svagt rødbrunligt ÅAn-
strøg. Issen har brede, Baghalsen. smalle, sortebrune Skaft-
striber; den øvrige Rygside har snart smalle, snart brede
Fig. 46. Rødben. Efter Naumann.
og udflydende, brunsorte Skaftstriber og, særlig paa Skuldre
og Vingefjer, brunsorte, uregelmæssige Tværbaand eller
store, tresidede Kantpletter. Bagryg og Overgump ren-
hvide, Overhaledækfjerene hvide med tydelige, brunsorte
Tværbaand. Øjenrandens og Øjenlaagets Fjer hvide; en
lysere Øjenbrynstribe og en mørkebrun Tøjle er antydede.
Hovedets og Halsens Sider rødbrunligt hvide med brede,
brunsorte Skaftpletter. Hage og Strube næsten renhvide;
hele den øvrige Underside hvid, Forhalsen og Forbrystet
211
med tætsiddende, brede Skaftpletter, der hen imod Krop-
siderne og paa disse omformes til Tværpletter og Tvær-
striber; den øvrige Underside snart med mindre og mere
spredte, snart med større og tættere siddende, brunsorte
Pletter eller Tværbaand, de sidste tydeligst paa Under-
haledækfjerene. Haandsvingfjerene mørkebrune, Inder-
fanerne delvis hvide langs Randen, blot de inderste hvid-
lige med mørkebrune Pletter; 1ste veludviklede Svingfjer
med hvidt, de øvrige med mørkebrunt Skaft. Armsving-
fjerene overvejende renhvide, blot graabrune eller
mørkt plettede ved Roden; de indre Armsvingfjer hvide
med brune Tværstriber, de forlængede inderste farvede
som Ryggen. De ydre Vingedækfjer ensfarvet sortebrune,
de indre nærmest farvede som Ryggen, men med lysere
Kanter; de store nederste med brede, hvide Spidser.
Undervingedækfjerene overvejende hvide; de ydre med
brunsorte Tværbaand og Pletter, de indre samt alle Arm-
hulefjerene renhvide. Halens Styrefjer hvide, de mel-
lemste med graabrunt Anstrøg, alle med -8—-10 regelmæs-
sige, brunsorte Tværbaand.
… Vinterdragten er let kendelig paa, at hele Over-
siden, undtagen den hvide Bagryg og Overgumpen, er
ensfarvet graalig olivenbrun, blot nogle af Vinge-
dækfjerene med mørkere Kanter og hvidlige Bremmer.
Forhals og Forbryst graaligbrune, lidt hvidlige i Midten,
tildels med ganske smalle, brunsorte Skaftstriber. Brystet
hvidligt graabrunt med spredte, ganske smaa, brunsorte
Pletter, Bugen uplettet graalig hvid. ir
Iris brun. Næbbet lige, næsten sort, blot ind mod
"Roden rødligt. Næblængden 39—45 mm. Vingelængden
147—162 mm. Fødderne orangerøde; Mellemfoden
45—53 mm, Mellemtaaen 31—35 mm. Hunnen som Regel
en Smule større end Hannen. .
Unge Fugle kendes let paa, at Ryg, Skuldre og for-
længede indre Årmsvingfjer er varmt mørkebrune med
- tydelige, gulbrune Rande eller Kantpletter, ganske uden
sorte Aftegninger. Øjenbrynstribe og Tøjle tydelige; de
14%
212
indre og de store Vingedækfjer med store, brunlighvide
Kantpletter. Forhals og Forbryst graalig-hvide med ret
smalle, udflydende, sortebrunlige Skaftpletter paa alle
Fjerene. Bryst og Bug renhvide. Kropsider og Underhale-
dækfjer kun med svage og spredte Pletter og Tværstriber.
Fødderne graalig orangegule.
"Dunungen har graalig-gulbrunlig Rygside, Issen og
Vingerne lidt mere rødbrunlige; en smal, brunsort Stribe
midt hen ad Pande og Isse, en bredere rundt om Nakken;
en smal, sort Stribe fra Næbbet gennem Øjet ud i Nak-
ken; en bred, brunsort Stribe midt ned ad Ryggen og to
Striber hen ad hver Kropside; en sort. Stribe ned ad
Vingen og sorte Pletter paa Læggen. Hovedets Sider og
hele Dyrets Underside hvide, blot med et svagt Anstrøg
af gulbrunt over Forbrystet. Benene mat orangegule.
Blandt danske Klirer kan Rødbenen blot førveksles
med de unge Sortklirer, men deres meget kortere Næb
og deres hvide Armsvingfjer er gode Skelnemærker.
Udbredt som Ynglefugl over hele Europa, fra Nord-
skandinavien ned til Middelhavslandene, og i Vestasien,
særlig i Kystlandene; én Underart findes i det mellemste.
og østlige Asien helt ud til Japan. Trækfugl, der over-
vintrer i Afrika helt ned til Kap, ogsaa, omend i ringe
Tal, ved Atlanterhavskysterne, f. Eks. i England, paa Jæ-
deren i Norge, paa Færøerne og Island. I Grønland fore-
kommer den ikke, paa Island er den derimod meget al-
mindelig, udskilt som en egen, lidt større og kraftigere
Underart T. calidris robustus Schiøler. Paa Færøerne
viser den sig paa Gennemrejse For- og Efteraar, og mu-
lig yngler et enkelt Par af og til paa Øerne. I England
ruger den ;ret almindelig, tiltagende i Antal, og er al-
mindelig i Træktiderne. I Norge ruger den almindelig
over hele Landet, blot sparsomt i det indre, sydøstlige
Lavland. Ogsaa i hele Sverrig er den almindelig, særlig
i Kystegnene. i
I Danmark er Rødbenen en meget almindelig Yngle-
fugl over hele Landet, hvor der blot findes passende Lo-
kaliteter, navnlig talrig i Kystegnene og paa Smaaøer og
Holme; næst Viben er den vel nok vor talrigste rugende
Vadefugl. Den lever paa sumpede Enge, langs Kysterne -
paa Strandenge o.1.; ogsaa, omend i, ringere Tal, ved
213
Moser, Søer og Aaer med side Bredder. Om Foraaret
viser de første sig gerne omkring Midten af Marts, og
derefter tiltager de stadig i Antal gennem April Maaned;
endnu i hele Maj Maaned rejser mange gennem Landet
mod NØ.; de trækker for største Delen om Natten; deres
Stemme er da let kendelig mellem de rejsende Fugles;
ved Fyrene falder de jævnlig, men langt fra i større Ån-
tal. De holder under Trækket hovedsagelig til langs Hav-
kysterne, hvor disse har fladt Vand med Vader og Sande
og lave Strandenge; her færdes de jævnlig enkeltvis eller
nogle Stykker sammen, men ogsaa i større og mindre
Selskaber, sjældent i store Flokke; saadanne kan dog ses
om Efteraaret. Den er meget sky og vagtsom og letter
allerede paa lang Afstand ved mindste Uro; meget ofte
advarer den herved de andre Vadefugle, baade Ryler,
Præstekraver, Hvidklirer 0. a., som den mange Gange ses
i Selskab med. Den løber hurtigt; naar den sidder, ofte
paa en Sten, et Gærde eller paa en Stolpe, nikker den
stadig, idet den paa ejendommelig Vis løfter Hovedet med
et Ryk. Flugten er god og hurtig, ofte ses den kredse
højt i Luften, idet den fra Jorden stiger rask op i Vej-
ret; de lange Ben strækker de da bagud, og disse rager
langt bag om den ret korte Hale. Den er, særlig paa
Ynglepladsen, i de lyse Nætter paa Færde hele Døgnet,
og selv i Nattetimerne kan man høre dens vidtlydende
Skrig; i det hele er det en usædvanlig støjende Fugl, der
ikke kan undgaa Opmærksomheden; dens almindelige
Lokketoner, der ogsaa høres om Natten paa Trækket, er
bl. a. gengivne ved et fløjtende tly—tly—tly eller tjy—tjy.
ogsaa ved ty, tyty, dili, dideli; den lader sig let lokke
nær, naar man efterligner dens Stemme. Den vader gerne
paa dybt Vand og kan, om fornødent, bl. a. som saaret
baade svømme og endog dykke et Øjeblik under Vandet;
særlig de dunklædte Unger svømmer og dykker for at
undgaa Efterstræbelse. Om Efteraaret forlader de os tid-
ligt; allerede i Juli begynder de voksne at trække bort,
og i største Parten af August ses de meget almindelig
langs Kysterne paa Gennemrejse; allerede i Slutningen
af August og først i September er de atter meget faatal-
lige, og omkring Midten af September er de næsten alle
borte; blot nogle Individer kan dog træffes senere, og
enkelte Fugle overvintrer en sjælden Gang hos os; saa-
ledes er den bl. a. skudt hos os sidst i Februar. Føden er
.Vandinsekter og Edderkopper, Orme, Smaasnegle o. l.
"I Parringstiden lyder dens Skrig ejendommelig tftril-
lende og er bl. a. gengivet ved djylik—djylik—djylik eller
214
tly—ly—ly—ly — ly. De ruger spredt, men ofte mange Par
påa samme Lokalitet. Fra sidste Del af April til langt ud
i Maj Maaned lægger den hos os sine 4 Æg i en med
lidt Straa udforet Rede; denne er anlagt paa Jorden enten
frit og aabent eller skjult i en Tot Græs, der da som
Regei dækker over Æggene. I Sydeuropa lægger de alle-
rede Æg sidst i Marts, i nordlige Egne først hen i Juni
eller endog først i Begyndelsen af Juli. Æggene er tyde-
ligt pæreformede, med mat Skal. Grundfarven ganske lyst
gulbrunlig, af og til med rødbrunligt ÅAnstrøg; de er dæk-
kede med flere eller færre, store, mindre og smaa, uregel-
mæssige, mørkt rødbrune Pletter, med indblandede graa-
lige Skalpletter; ofte flyder de største Pletter stærkt sam-
men, jævnlig som en Ring om den butte Pol. Længden of-
test 41—47 mm, Bredden 29—32 mm. Æggene ruges, navn-
lig af Hunnen, i omkring 18 Dage. Fortrædiges Ungerne,
eller nærmer man sig blot deres Rugeplads, kommer de
i stærk og vedholdende Affekt og skriger uafbrudt deres
klingrende, skarpe tjyp—tjyp—tjyp eller djy—djy—dip—
djy. Ungerne er flyvefærdige, naar de er omkring 4 Uger
gamle; de samler sig senere i Selskaber, naar de gamle
Fugle har forladt dem; paa Trækket er disse Ungfugle-
flokke mindre sky end de gamle Fugle. É
5. Sortklire (Tåtanus fuscus (Linné)).
(Tringa erythropus (Pallas)).
Sortegraa Klire,. Sortsneppe, Harlekinsneppe, Stor
Rødben. (Scolopax fusca Linné, Scolopax erythropus Pallas).
Norsk: Sotsneppe. Svensk: Svartsnåppa. Tysk: Dunk-
ler Wasserlåufer. Engelsk: Spotted Redshank.
Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For-
bryst og Bryst ensfarvet brunlig skifersorte, blot
med ganske smalle, hvidlige Fjerbremmer, der iøvrigt for-
svinder hen paa Sommeren ved Bremfældning. Øjen-
randenes Fjer hvide. Hele den øvrige Underside ligeledes
brunlig skifersort, men Kropsiderne og Underhaledæk-
fjerene har bredere, Bugen smallere, hvide Fjerbremmer.
Forryggen , Skulderfjerene og Vingernes hele Overside
brunlig skifersorte; Forryggen med smalle, hvide Fjer-
bremmer; Skulderfjerene, de forlængede inderste Arm-
svingfjer og Vingedækfjerene med bredere, hvide Fjer-
215
rande og hvide, runde Kantpletter, disse sidste navnlig
fremtrædende paa Armsvingfjerene. De smaa Vingedæk-
fjer mørkebrune med smalle, lysere Fjerbremmer. Bag-
ryggen renhvid. Overgumpen og Overhaledækfjerene
mørkebrune med brede, hvide Tværbaand og hvide
Fig. 47. Sortklire i Sommerdragt.
Spidser. Halens Styrefjer askegraalig mørkebrune med
"graalige elier hvide Tværbaand, der er bredere og lysere
ved Fjerrandene. Haandsvingfjerene sortebrune, blot er
Inderfanerne langs Fjerrandene hvidlig vatrede; Iste Sving-
fjer med hvidt, de øvrige med brune Skafter. Årmsving-
fjerene mørkebrune med brede, hvide, oftest ufuld-
stændige Tværbaand. Undervingedækfjerene og Armhule-
fjerene hvide, blot Fjerene langs Vingeranden med svage,
graabrunlige Tegninger.
216
Iris brun. Næbbet langt, lige, trindt og tyndt med en
Smule nedbøjet Næbspids. Næbfuren meget kortere end
den halve Næblængde; særlig den ydre, c. 45 mm lange
Del af Næbbet med stærkt indbuede Næbrande. Næb-
længden 55—60 mm. Næbbet mørkebrunt, Undernæbbet
rødligt ved Grunden. Vingelængden 160—168 mm, skal i
Vinterdragten hos Hunnen kunne blive indtil 180 mm.
Benene meget høje, nøgne c. 60 mm op ad Skinnebenet;
Fodfarven mørk brunlig-rød, mere orangerød omkring
Hælen. Mellemfoden 57—63 mm lang, skinneklædt baade
paa For- og Bagkant. Mellemtaaen 36—39 mm lang.
Vinterdragten ses sjældent her i Landet, dog kan
unge Fugle nu og da bære overvejende Vinterdragt først
i September. Oversiden ensfarvet brunlig aske-
graa, blot har Vingedækfjerene og de forlængede inderste
Armsvingfjer hvide Randpletter og hvide Bremmer. Bag-
ryggen og Overhaledækfjerene som i Sommerdragten. En
bred Øjenbrynstribe hvid, en bred Tøjlestribe sortebrun.
Undersiden hvid, blot Forbrystet graabrunligt; Kinderne,
Forhals og Forbryst med mørkebrune Skaftstriber, Krop-.
siderne med mørke Tværbaand.
Unge Fugle, der er de almindeligste hos os om
Efteraaret, ligner i Ydre lidt Rødbenen; Issen, Forryggen
og Skulderfjerene mørk olivenbrune med svag Bronze-
glans, de første blot med smaa, de sidste med store,
hvidlige Pletter langs Fjerrandene; Issen ofte
helt uplettet. Vingedækfjerene og de. forlængede inderste ;
Årmsvingfjer mørk olivenbrune med trekantede, hvide
Randpletter, der navnlig paa Årmsvingfjerene er store,
meget regelmæssige og tætsiddende. Hele Fuglens Over-
side mangler hvide Fjerbremmer. Bagryg og Over-
gump som i Vinterdragten; Hage og Strube renhvide. -
Hals, Forbryst og hele den øvrige Underside hvidlige over
det hele med graaligbrune, udviskede, uregel-
mæssige Tegninger paa Fjerene, paa Kropsiderne og
paa Underhaledækfjerene udformede nærmest som Tvær-
baand. Benene lyserøde eller gulrøde.
217
Å Dunungen skal nærmest være farvet og tegnet som
Rødbenens, men Oversiden er mere graalig-hvidlig.
Sortkliren kan i sin sorte Sommerdragt ikke forveksles
med nogen anden dansk Art, derimod kan de unge Fugle
maaske forveksles med Rødbenen, men det længere Næb,
de højere Ben og de graabrunt og hvidt tværstribede Årm-
svingfjer er gode Skelnemærker.
Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Europa, i
Skandinavien ikke Syd for Polarkredsen, i Nordrusland
vistnok endel sydligere; endvidere ruger den i hele Nord-
asien ud til Kamtschatka. Trækfugl, der overvintrer i
den nordlige Del af Afrika, af og til ned i Sydafrika til
Kap, samt i hele Sydasien, Japan og Kina. Fra Grønland,
Island og Færøerne kendes den ikke. I England viser den
sig kun ret sjældent i Træktiderne. I Norge ruger den
kun i de naaletræbevoksede indre Dele af Sydvaranger
samt enkelte Steder i det indre af Finmarken og viser sig
iøvrigt kun ret faatallig og sjælden paa Gennemrejse om
Efteraaret. I Sverrig yngler den ret almindelig i Laplands
Skovsumpe og viser sig jævnlig i Træktiderne i det øv-
rige Sverrig, særlig om Efteraaret.
I Danmark viser Sortkliren sig kun paa Gennem-
rejse; om Foraaret iagttages den kun ret sjældent; den
ses da sidst i April og særlig i Begyndelsen af Maj og
af og til ogsaa langt hen i denne Maaned, men synes
hurtigt at passere Landet og ses overhovedet forholdsvis
ret sjælden her i Landet i sin sorte Sommerdragt; jævn-
lig høres den derimod trække om Natten. Om Efteraaret
rejser de voksne Fugle gennem Landet fra Midten af Juli
og først i August, ja skal endog kunne vise sig allerede
sidst i Juni, men de er meget sky og forsvinder hurtigt
igen; særlig fra Midten af August og ind i September
træffes derimod de unge Fugle ret almindelig i Smaasel-
skaber paa Gennemrejse, nu og da i ikke helt ringe AÅn-
"tal, endog i mindre eller større Flokke; de ses, omend
sjældnere, hele September ud, og selv henimod Slut-
ningen af Oktober er den af og til iagttaget hos os. De
færdes da baade langs flade, dyndede Havbredder og sum-
pede Fjordkyster og ogsaa, maaske oftest, inde ved Søer
og andre ferske Vande, hvor de vader i det lave Vand,
som Regel i Flok med Hvidklirer, hvis Selskab de aaben-
— bart særlig ynder; de skelnes da let fra disse ved deres
røde Ben og mørkere Underside. Denne Klireart lægger
sig særlig ofte paa Vandet og svømmer rundt. Dens al-
218
mindelige Lokketone, som den ogsaa udstøder under Op-
flyvningen, er let kendelig og lyder som et kraftigt, fløj-
tende tjuit. Føden som de andre Klirers, dog har man
ofte set den fortære Paddelarver og Smaafisk, f. Eks. smaa
Hundestejler.
I Skandinavien findes deres Rugepladser oftest paa
tuede Sumpe med spredte Smaatræer helst omgivne af
Skov; ogsaa oppe i Birkebæltet ruger den, sjældnere paa
tørre Heder nær Sumpe; ofte ruger ikke helt faa Par paa
samme Lokalitet. Parringssangen skal lyde som et lang-
trukkent rivite—rivite. Reden anlægges nær Vand, helst
paa en tør Tue, og er blot en Fordybning udforet med
Fyrrenaale, tørre Birkeblade eller lidt Straa. De 4 Æg
lægges gerne sidst i Maj eller i Begyndelsen af Juni.
Æggene er pæreformede; deres Grundfarve vekslende fra
ret lys olivenbrun til graagrønlig; de er prydede med endel
store og enkelte ganske smaa, chokoladebrune Pletter, nu
og da samlede som en Ring om den butte Pol; blandt
danske Klirer har den de mørkeste Æg med de største
og færreste Pletter. Længden oftest 43—48 mm, Bredden
30—33 mm. Begge Køn menes at ruge, men Hannen synes
dog hovedsagelig at udføre dette Arbejde og synes over-
hovedet at passe de smaa Unger, medens Hunnen for-
lader Redepladsen tidligt. Skræmt paa Reden flyver den,
naar den har Æg, op med sit tjuit og forlader Redeplad-
sen helt for først at vende tilbage, naar der atter er
Fred; har den ganske smaa Dununger, skal Hannen under
stærke Skrig omkredse Forstyrreren eller larme fra en
nærstaaende Trætop, medens Hunnen stille -forsvinder.
6. Hvidklire (Tåtanus glåttis (Linné)).
(Tringa nebularia (Gunnerus)).
Grønbenet Klire, Hvidsneppe, Glutsneppe, Dam-
sneppe (Scolopax glottis Linné, Scolopax nebularia.Gun-
nerus, Scolopax canescens Gmelin, Totanus griseus Bech-
stein, T. glottoides Vigors).
Norsk: Glutsneppe. Svensk: Gluttsnåppa. Tysk: Grin
schenkel. Engelsk: Greenshank. ;
Han og Hun i Sommerdragt: Pande, Isse og
Baghals hvide eller hvidgraa med brede, brunsorte Midt-
striber, bredest paa Issen, der er overvejende mørk. Kin-
derne hvide, særlig henimod Næbbet tæt dækkede med
219
smaa, brunsorte, skarpttegnede Skaftpletter. Ørefjerene
graalige. Forryg, Skuldre og de forlængede inderste Arm-
svingfjer brunliggraa med hvidlige Kantpletter og brun-
sorte Fjermidter eller sorte Tværpletter; hen paa Som-
meren er Ryggen ofte overvejende sort, idet de lysere
Fig. 48. Hvidklire. (Efter Slater i British Birds).
Fjerkanter er mistede ved Bremfældning. Bagryg og Over-
" gump renhvide, Overhaledækfjerene hvide med spredte,
smalle, brunsorte Tværstriber. Hele Fuglens Un-
derside renhvid, blot Forhals og Forbryst med spredte,
ret store, draabeformede, skarpttegnede, brun-
sorte Skaftpletter, og de længste, sidestillede Under-
haledækfjer med svagt tegnede, mørke Tværbaand. Krop-
siderne hvide med brunsorte Skaft- og Tværstriber. Haand-
svingfjerene sorte eller brunsorte, lidt lysere langs Inder-
220
fanens Rand; de indre med brede, hvide Kantbremmer
påa Inderfanerne og Fjerspidserne. I1ste Haandsvingfjer
med hvidt, de øvrige med brunsorte Skafter. Årmsving-
fjerene brungraa, blot mørkebrune langs Skafterne og
de hvidlige Fjerkanter. Vingedækfjerene brunsorte, de
nederste inderste med smalle, hvide Fjerkanter. Under-
vingedækfjerene hvide med brunsorte Pilpletter og utyde-
lige Tværstriber. Armhulefjerene hvide med blot antydede
Tværstriber. Af Halens Styrefjer er de to mellemste lyst
brunliggraa, langs Randen med hvide og mørke Pletter;
de øvrige Halestyrere hvide; de indre med tydelige,
smalle, spredte, mørke Tværbaand, der paa alle de ydre
Styrere er indskrænkede til brune Randpletter paa Yder-
fanerne. :
Iris mørkebrun. Næbbet graaligsort, ved Roden blaa-
liggraat; Næbfuren af Næbbets halve Længde; Næbbets
ydre Halvdel svagt opadbøjet. Næblængden 52—
58 mm. Vingelængden 17,8—19,2, skal hos Hunnen kunne
naa 20,0 cm. Fødderne graaliggrønne; Mellemfoden
57—65 mm, Mellemtaaen 35—37 mm. .
Vinterdragten, som Hvidkliren nu og da allerede
har erholdt sidst i August, ligner i det hele Sommer-
dragten, men kendes bl. a. paa, at Panden og Partiet
mellem Næb og Øje er næsten renhvide; hele Undersiden
hvid, blot med utydelige, udflydende, brunsorte
Tværpletter paa Forbrystets Sider, men kun svagt an-
tydede paa dettes Midte. Ryg og Skuldre er brunlig aske-
graa, Fjerene med sortebrune Skaftstriber og en
mørkebrunlig Stribe lige indenfor de brede, hvidlige
Fjerkanter.
Unge Fugle, der træffes almindeligst hos os om
Efteraaret, ligner Fugle i Vinterdragt, men er kendelige
paa deres meget brede, hvide Øjenbrynstribe og brede,
sorte Tøjle; Ryggen, Skuldrene og Vingedækfjerene brun-
sorte med brede, hvidbrune Rande langs Fjerenes
Sider, saaledes at Fjerspidserne er brunsorte. Overhale-
dækfjerene hvide, blot med Antydning af mørke
22
Tværbaand. De midterste 2 Halestyrere ikke tydelig
mørkere end de øvrige. |
Dunungen skal bl. a. allerede være kendelig paa sit
opadbøjede Næb.
Hvidkliren er stedse paa Afstand kendelig fra de an-
dre Klirer paa sin langt mere fremtrædende hvide Farve;
iøvrigt er de graagrønne Ben og det kraftige, opadbøjede
Næb gode Kendemærker.
Udbredt som Ynglefugl i Europas og Åsiens nordlige
Dele ud til Kamtschatka; i Rusland ruger den iangt ned
i Mellemrusland, baade her og i Åsien ned til omkring
55? n. Br. Trækfugl, der overvintrer i hele Afrika og hele
det sydligste Asien, det Indiske Ørige, Australien og New
"Zealand. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den
ikke. I den nordlige Del af Skotland ruger den derimod
ret almindelig, ogsaa af og til paa Shetlandsøerne, der-
imod ikke paa Orknøerne; i England iøvrigt en alminde-
lig Trækfugl, nu og da overvintrende. I Norge ruger den
almindelig i hele Tromsø Stift, samt paa Højfjældene helt
ned i det sydlige Norge. I hele Nordsverrigs Fjeldegne
ruger den ret almindelig, træffes helt ned til Hårjedalen;
undtagelsesvis har den endog ruget paa Gotland og nede
i Smaaland.
I Danmark er Hvidkliren ret .almindelig, ofte sær-
deles almindelig i Træktiderne, særlig om Efteraaret. Fra
ældre og nyere Tid foreligger endel Angivelser gaaende
ud paa, at den skal være fundet ynglende eller er set
under Forhold tydende derpaa, saaledes f. Eks. paa Møen,
i Ringkøbing Fjord, ved Randers og i Vendsyssel, men
sandsynligst er det vel nok, at der foreligger Misforstaael-
ser, idet man blot har set ONersomrendE , ikke yngledyg-
tige, unge Fugle.
Om Foraaret ses og høres den paa hastig Gennem-
" rejse fra sidste Del af April til midt i Maj, sjældent i
større Antal. Om Efteraaret kommer de voksne Fugle
enkeltvis eller i Smaaselskaber gerne midt i Juli, eller
lidt før; først i August kommer de unge Fugle i større
og mindre Flokke og ses da som Regel almindeligt hele
denne Maaned ud; imod Midten af September aftager de
noget i Antal, men endel ses dog denne Maaned ud;
nogle kan stadig ses i Oktober, enkelte endog langt ind
" i November; i det hele forlader de os endel senere end
Rodbenene De trækker baade om Dagen, flyvende i Linie
222
eller kileformet Flok, og om Natten, da deres Skrig lyder
som lululululu; de slaar sig ned ved flade, sumpede og
dyndede Kyster, baade langs Havet i Fjorde og Vige og
inde ved Søer, Kær, Moser o. a. ferske Vande; her søger
den livlige og hurtige Fugl ivrigt sin Føde, idet den jager
sit Næb ned i Dyndet, snapper Smaafisk o. Il. eller skum-
mer Vandets Overflade med Næbbet; oftest ses de 2—10
Stkr. sammen, jævnlig i Selskab med Rødben. Dens Lokke-
tone lyder nærmest som et fløjtende, ret skarpt tjiy—
tjijy—tjiy; den lokkes let nær, naar man efterligner dette
Skrig. Som Regel er de meget sky og vagtsomme og
letter paa lang Afstand, skrigende kliri. Flugten hurtig,
Vingerne holdes ret bøjede, saaledes at Haandsvingfjerene
er parallele med Kroppen; jages den op, udstøder den et
kri—kri eller kri—ke, kri—ke—kri og stiger derpaa højt
i Luften. Føden Insekter, særlig Biller, Krebsdyr, Orme
o. l1., men ogsaa Paddelarver og Fiskeyngel. Ogsaa denne
Årt svømmer gerne, naar Vandet bliver den for dybt, og
den kan, særlig naar den er anskudt, dykke ret behændigt.
I Skandinavien findes deres Rugeplads paa Fjeldene,
oftest i Omegnen af en Mose, Sø ell. 1., næsten altid
anlagt paa helt tørre Steder, gerne i og ved Krat eller
ligefrem i Fyrreskov eller ved skovomkransede Sumpe,
hvor de da søger deres Føde. Reden ofte paa en Tue
eller i Læ af en Træstub eller en væltet Træstamme,
blot en Fordybning oftest udforet med lidt Straa, smaa
Barkstykker eller Lav. De 4 Æg lægges sidst i Maj eller
først i Juni og ruges af begge Køn, dog mest af Han-
nen, der ogsaa vogter Ungerne; de pæreformede Æg
er lysebrunligt hvide eller graahvide, af og til med lidt
grønligt Skær, over det hele med meget uregelmæssige,
mellemstore, ret smaa og ganske smaa, mørkt chokolade-
brune Pletter og Punkter samt store, graablaalige Skal-
pletter; jævnlig ogsaa med fine, snirklede Streger. Læng-
den oftest 47—52, Bredden 32—34 mm.
5. Bartramsklireslægten (Bartråmia Lesson).
En lille, afvigende Slægt, der kun omfatter en
Art, omtrent af Størrelse som en Horsegøg; dens
Farver minder om en lille Regnspoves. Næbbet
lige, lidt kortere end Hovedet, ret tyndt og trindt,
med indbøjede Næbrande, blødhudet ud til den
ret butte, lidt tykkere yderste Fjerdedel, der er
223
.hornklædt, svagt nedbøjet i Spidsen, med et gan-
ske lille Hak foran Spidsen; den lange Næbfure
gaar helt ud til den hornklædte Næbspids; de
spalteformede Næsebor c. 4 mm foran Næbroden.
Ejendommeligt er dens store Gab, idet Mund-
spalten, uligt Forholdet hos andre Vadefugle,
strækker sis helt-hen' under Øjet. Vingen
lang og spids; de indre forlængede Armsvingfjer
er paa den sammenfoldede Vinge c. 1,5 cm kortere
end Haandsvingfjerene. Halen paafaldende
fans esser afrundet kileformet, rækker
c: 25 cm ud under de. sammenlagte "Vinger; de
ret brede Styrere er smallere mod Spidsen. Benene
temmelig høje, nøgne højt op over Hælen; Mellem-
foden meget længere end Næbbet, med Tværskin-
ner over hele sin Forside. Bagtaaen veludviklet;
stor Bindehud mellem Ydertæernes Grundled. Han
og Hun ens.
Slægten er hjemmehørende i Amerika.
Bartrams Klire (Bartråmia longicauda
(Bechst.)).
" (Tringa longicauda Bechst., Tringa bartramia Wilson).
… Tysk: Bartrams-Uferlåufer. Engelsk: Bartram's Sand-
piper. ;
Han og Hun iSommerdragt: Hovedets Overside
brunsort med brungule Fjerkanter, der ned ad Issens
" Midte dannerenret tydeligt fremtrædende Midt-
stribe; - brede hvidlige Øjenbrynstriber. Kinderne gulligt
hvide med meget smaa, sorte Skaftpletter. Hage og
Strube hvide. Kroppens Overside brunsort med lyst
gulbrune Fjerkanter, særlig brede paa Skulderfjerene og
de forlængede indre Armsvingfjer, der tillige har sorte
Tværbaand; dog er Bågryggen, Overgumpen og de
mellemste Overhaledækfjer ensfarvet -brun-
224
sorte, de øvrige Overhaledækfjer brungule med sorte
Tværbaand. Halsens Forside og Forbrystet gulbrunligt
hvide med trekantede, sorte Skaftpletter, der paa For-
brystet udvider sig til en sort Tværstribe paa hver Fjer.
Bagbryst og Bug gullighvide. Kropsiderne gulbrune med
Fig. 49. Bartrams Klire.
sortebrune Tværstriber. Underhaledækfjerene lyst isabella-
gule. De fleste Vingedækfjer lysebrune med sorte Tvær-
baand; langs Vingens Kant og Rand er Vingedækfjerene
derimod brunsorte. Haandsvingfjerene brunsorte, dog har
lste veludviklede Haandsvingfjer hvidt Skaft og hvid
Inderfane med skarpttegnede,sorte Tværbaand
og sort Spids, en Tegning, der ogsaa, omend mindre
tydeligt, genfindes paa den følgende Haandsvingfjer. De
ydre Armsvingfjer mørkebrune med afbrudte, hvide Tvær-
å25
”baand med hvide Spidser. Styrerne okkergule med uregel-
mæssige, skarpttegnede, sorte Tværbaand, af hvilke det
nærmest de hvide Fjerspidser er bredest; de midterste
Styrere har mørkt graabrun Grundfarve. Vingernes Un-
derside og Armhulefjerene hvide med sorte Tværbaand.
Vinterdragten synes ikke at skille sig væsentlig
fra Sommerdragten.
Iris mørkebrun. Næbbet gulligt med sort Spids, dets
Længde 28—32 mm. Vingelængden 16,5—18 cm, Mellem-
foden 46—51 mm. Benene brunlig- eller grønliggule.
De unge Fugle ligner de gamle, men mangler
næsten helt sorte Tværbaand paa Ryg og Skuldre, Stri-
berne paa Forhalsen er mindre tydelige, og den sorte
Bagryg har lyst brunlige Fjerkanter.
—… Ved det store Gab, den sorte Overgump, den lange,
kileformede Hale og den hvide, sortstribede Inderfane paa
2den Haandsvingfjer skelnes denne Art let fra alle andre
danske Vadefugle.
Udbredt som Ynglefugl vidt over det nordlige Amerika
lige fra Alaska til Ny Skotland over Kanada og de nord-
lige forenede Stater ned til Utah og Virginia; særlig tal-
rig er den paa Prærierne Øst for Klippebjergene. Træk-
fugl, der overvintrer paa Sydamerikas Pampas helt ned
til Argentina og Chile. Sent om Efteraaret synes enkelte
"Individer ikke helt sjældent at strejfe viden om, og saa-
danne har da af og til vist sig i Europa; saaledes kendes
ikke mindre end 13 Forekomster fra England; flere Gange
skal den være set i Frankrig, 2 Gange i Italien, 1 Gang
paa Malta, ligeledes en enkelt Gang i Holland og i Tysk-
land; selv i Australien skal den i et enkelt Tilfælde have
vist sig. Fra Grønland kendes en Forekomst ved Godt-
haab 21. 5. 1923. Fra Island, Norge og Sverrig kendes
den ikke. ; å
I Danmark vides denne ejendommelige Vadefugl kun
iagttaget en enkelt Gang, idet en ung Hun blev skudt i
de første Dage af November 1920 ved Tim i Vestjylland,
hvorfra den sammen med endel Bekkasiner og Brokfugle
blev sendt til en Vildthandler i København.
Bartrams Kliren hører navnlig hjemme paa Amerikas
Prærier, men træffes ogsaa almindeligt i opdyrkede Egne;
den angives at være meget lidt sky; Stemmen er en vidt-
R. Hørring: Fugle II. FS
-
226
lydende, melodisk Piben. Reden paa Jorden, højst udforet -
med lidt tørt Græs eller med Blade; den skal lægge sine
4 Æg sidst i Maj eller tidligt i Juni; de er lerfarvet brune
med ret smaa, mørkebrune eller rødbrune Pletter. Læng-
den oftest 44 mm, Bredden 33 mm. Deres Næring skal
bestaa navnlig af Insekter, særlig Græshopper, Orme o. l.,
men ogsaa af Bær.
6. Brushøneslægten (Machétes Cuvier).
En lille Slægt, kun omfattende 1 Art, der blandt
alle Vadefugle er ejendommelig dels ved den
store Kønsforskel baade i Størrelse og i Farver,
dels ved den aldeles overordentlige, individuelle
Variation, der gør sig gældende navnlig i Hannens
Pafringsdragt
Næbbet af Hovedets Længde, lidt Forrere end
Mellemtaaen, blødhudet, lige og trindt, kun lidet
tykkere ved Roden; als SET lidt Sværere, but
afrundet, glat og hornklædt; Næbfuren strækker
sig over %/5 af Næbbet lige til den hornklædte
Spids. Benene lange, nøgne højt op over Hælen;
dette nøgne Stykke af 'Skinnebenet har samme
Længde som Ydertaaen. Mellemfoden lang, med
Tværskinner baade paa sin For- og Bagkant. Bag-
taaen veludviklet, højtsiddende, men spinkel.
Tæerne lange, særlig hos de voksne Fugle med
lidet buede, spidse Kløer. Bindéhud mellem Yder-
tæernes Grundled. Vingerne middellange, ret brede,
men spidse; iste veludviklede Haandsvingfjer
længst; de forlængede inderste Armsvingfjer hos
de gamle Fugle af samme Længde som Haand-
svingfjerene, c. 1 cm kortere hos de unge Fugle.
Halen paafaldende kort, lidt afrundet, med 12
Styrere. Underhaledækfjerene lange, naar ud til
Styrerspidserne, i alt Fald hos de gamle Fugle.
Polygam. Hannen, der mindst er ”/3 større end
Hunnen, har om Sommeren en mægtig Fjerkrave
227
-om Hovedet, strækkende sig fra noget under Øret
ned over hele Forhalsen, afbrudt paa Halsens Bag-
"side; Kravefjerene, der er stivskaftede, men med
ret løse Faner, er c. 8 cm lange, ind- eller ned-
buede i Spidsen. Paa hver Side af Baghovedet,
ved Kravens øverste Hjørne, sidder, udskilt fra
Kraven, en meget stor, skeformet, ørelignende
Fjertop; baade Fjerkrave og Nakketoppe kan rejses
og udspiles og giver Fuglen et ret imponerende
Ydre; disse Fjerprydelser er prægtigt, men meget
forskelligt farvede. Smaafjerene om Næbbet og i
Ansigtet mister Hannen om Sommeren, men sam-
tidigt faar Fuglen hele Ansigtet, særlig i en bred
Ring om Øjet, mere eller mindre dækket af smaa,
stærkt farvede, 'røde- eller. sule Hudvorter, der
atter forsvinder helt om Efteraaret sammen med
Prydfjerene. En fuldstændig Fældning finder Sted
om Efteraaret og en ret udstrakt Fældning om
Foraaret. I Modsætning til andre Vadefugle har
Brushønsene kun et Indsnit paa hver Side af
Brystbenets Bagrand. Næsekirtlerne ret svagt ud-
viklede.
Trækfugle, der overvintrer i meget sydlige Egne. Den
eneste Art er endnu ikke udspaltet i Underarter.
Brushane (Machétes pugnax (Linné)).
(Philomachus pugnax (Linné)).
. Søhøne. Hannen: Bruskok, Bruskop, Egholmskok,
Munk, Skoggerkok. Hunnen: Brushøne. (Tringa pugnax
Linné, Pavoncella pugnax Leach, Totanus pugnax Nilsson).
Norsk: Brushane. Svensk: Brushane. Tysk: Kampf-
låufer. Engelsk: Han: Ruff, Hun: Reeve.
Han i Sommerdragt: Altid let kendelig paa
den ovenfor skildrede Halskrave. Fjerkraverne,
Ryggen, Skulderfjerene, de forlængede inderste Armsving-
fjer, Brystet og Kroppens Sider meget broget. farvede,
; FS5z
228
idet hvidt, isabellagult, gulbrunt, lysere og mørkere rød-
brunt samt grønligt og blaaligt metalskinnende sort er de
fremherskende Farver, ofte med sorte Tværstriber, Pletter
og Vatring; Farvernes Fordeling og Optræden er imidler-
tid individuelt yderlig varieret; sjældent eller aldrig kan
to Hanner med samme Ydre findes; forgæves har man
Fig. 50. Brushane i Sommerdragt. (Efter Slater i British Birds).
søgt at inddele dem i Typer, idet Rammerne stedse bry-
des. Blandt Halskravens hyppigste Farver kan nævnes:
ensfarvet hvid, isabellagul, kastaniebrun eller sort; der-
næst hvid med smaa, sorte Pletter, store, sorte Pletter,
eller brede, sorte Tværbaand; isabellagul med fine, sorte
Pletter; gulbrun eller rødbrun med brede, sorte Tvær-
baand og endelig metalglinsende sort med hvide Pletter
eller smalle, hvide eller rødbrune Tværbaand. De samme
Farver kan genfindes paa Øretoppene, men oftest sam-
229
-tidigt smed ganske andre Farver paa Fjerkraven. For-
brystet og Kropsiderne er oftest hvide med indblandede,
blaasorte, hvidspidsede Fjer, men hos rødbruntkravede
Fugle bliver disse Fjer af samme brune Farve. Bag-
bryst, Bug, Undergump og de lange Underhale-
dækfjer næsten altid renhvide. Ryg- og Skulderfjer
samt de forlængede indre Årmsvingfjer aldrig ensfarvede,
men plettede, baandede eller vatrede med de ovennævnte
Farver. Alle disse brogede Fjer erholdes tidligt om For-
aaret ved Fældning; som Rester at Vinterdragten findes
gerne graa Fjer tilbage i større eller mindre Udstrækning
mellem Vingedækfjerene og paa OQOvergumpen, ligesom
Haandsvingfjerene og største Parten af Halens Styrere
hører til Vinterdragten; blot de mellemste Styrere hører
til Sommerdragten og har sorte Tværbaand. .
Iris mørkebrun. Næbbets Farve varierende, oftest
rødgul med mørk Spids. Næblængden oftest 34—37 mm,
Vingerne 18—19,5 cm, Mellemfoden omkring 50—53 mm,
Mellemtaaen 37—40 mm. Benene rødgule eller brunlig-
gule, nu og da mere eller mindre grønlige.
Hun i Sommerdragt har intet Spor af særlige
Fjerprydelser, men er iøvrigt ligeledes endel variabel i
Farve og Tegning; Ryggen og Skuldrene sorte med brede,
brungraa Fjerkanter og brede, rødbrune Tværbaand over
Fjerene; denne sidste Tegning er særlig fremtrædende
paa de forlængede inderste AÅrmsvingfjer; særlig paa For-
ryggen findes jævnlig indblandede graa Fjer fra Vinter-
dragten. Hovedet har Ryggens Farver, men er finere tegnet;
Egnen om Næbroden, Hagen og Struben gerne lysere,
"mere graalig. Forhals, Forbryst og Kropsidernes Fjer
sortebrune med brede, askegraa Fjerkanter og oftest med
brede, rustrøde Tværbaand. Bryst, Bug, Undergump og
Underhaledækfjer hvidlige, Svingfjer og Halens Styrere
farvede og tegnede som hos Hannen. .
Næbbet, der er mindre livligt farvet, er. 30—32 mm
”" langt; Vingelængden oftest 15—16 cm; Mellemfoden 40—
42 mm, Mellemtaaen 31—32 mm.
230
Han og Hun i Vinterdragt: Hele Kroppens
samt Vingernes Overside ret ensfarvet mørkt
brungraa med brunsorte, smalle Skaftstriber og lyse-
graa Fjerbremmer; hos Hannen ofte indblandede hvide
Fjer paa Hoved og Baghals. Egnen om Næbroden, Stru-
ben, Forhalsen og hele Fuglens øvrige Underside ren-
hvid, blot er Fjerene over Forbrystet samt paa Krop-
siderne lyst brunliggraa med brede, hvide Fjerrande.
Haandsvingfjerene er brunsorte med hvidlige Spidsbrem-
mer; Armsvingfjerene og Halens Styrere af Ryggens
” Farver og Tegning, uden mørke Tværbaand; højst har
de første en svag Antydning af et mørkt Tværbaand nær
den hvide Spidsbremme, og de sidstnævnte Tværbaand
paa de to midterste Styrere.
Unge Fugle, der er langt de almindeligste hos os
paa Gennemrejse om Efteraaret, er mere konstant farvede
og tegnede end de voksne Fugle; Han og Hun er oftest
ens farvede, men Hannen er allerede let kendelig paa sin
meget betydeligere Størrelse. Pandens Midte og Issen
sorte med brede, gulbrune Fjerrande; et lysere Strøg hen
over Øjet. Nakke og Baghals brungraa med lidt mørkere
Fjermidter. Forryggens Fjer sorte med brungule Fjer-
rande, som oftest dog mangler i Fjerenes Spidser. Skulder-
fjerene samt de forlængede inderste Armsvingfjer sorte,
med 1 til 2 mm brede, skarpttegnede, regelmæs-
sige, straagule, gulbruneellerrødbrunlige Fjer-
kanter, der løber hele Fjeren rundt; navnlig hos unge
Hanner jævnlig tillige med skraatløbende Tværbaand,
næsten løbende parallelt med den lyse Fjerkant. Kinderne
graalige med fine, udviskede, mørkere Skaftpletter. Hage
og Strube hvidlige; Forhals, Forbryst og Kropsider ens-
farvet graaligt eller svagt rødligt brune med udviskede, .
hvidlige Fjerkanter; hele den øvrige Underside hvidlig.
Bagryg, Overgump og de midterste Overhaledækfjer mat
brunligsorte med brede, udviskede, brunliggraa Fjerkanter,
de sidestillede Overhaledækfjer renhvide. Haandsving-
fjerene ensfarvet brunligsorte. Halens Styrere brunsorte,
231
navnlig de midterste mørkere og gulbrunt kantede, mod
den hvidlige Spids jævnlig med Antydning af straagule
Tværpletter paa Yderfanen; de øvrige Styrere svagt mørkt-
kantede, men hvidligt bremmede.
Dunungens Overside gulbrun, Dunene med sort
Baand foran de renhvide Dunspidser. Issen hvidlig med
sort Midtstribe og 2—3 Striber om Baghovedet; blot med
Undtagelse af et Par sorte Pletter ved Næbroden er det
øvrige Hoved samt hele Ungens Underside svagt brun-
gulligt hvide.
Medens Brushanen er let kendelig i sin Sommer-
dragt, volder det erfaringsmæssigt Vanskelighed at kende
navnlig de unge Fugle; Størrelsen, de høje Ben, den
lange Næbfure og navnlig de meget stærkt fremtrædende
gulbrune Fjerkanter paa Rygsiden er de bedste Kende-
mærker.
Udbredt som Ynglefugl over Europas nordlige og
mellemste Dele lige fra det nordligste Skandinavien og
Rusland ned til Nordfrankrig og Donaulandene og i Syd-
rusland til Don og Orenborg; endvidere ruger den over
langt det meste af Sibirien lige til Kolyma-Floden og del-
vis ned i Mellemasien. Trækfugl, der overvintrer i Afrika
lige ned til Kap, samt i hele Sydasien. Jævnlig strejfer
Brushøns vidt om og er endog lejlighedsvis truffet i det
østlige Syd- og Nordamerika. Til Grønland har den for-
vildet sig et Par Gange og er ligeledes iagttaget nogle
Gange paa Island. I nogle Tilfælde er den ogsaa iagttaget
paa Færøerne i September Maaned, endog i Flok. I Eng-
land rugede den tidligere paa mange Steder, men er nu
ikke langt fra at være udryddet; derimod er den dér
stadig almindelig paa Gennemrejse baade For- og Efter-
aar. I Norge ruger den navnlig i Finmarken, men tillige
" hist og her ned langs Vestkysten samt paa de østlige
Højfjælde. I Sverrig ruger den paa passende Lokaliteter
over hele Landet, helt ned i Skaane, hvor den dog i Nu-
tiden er mindst talrig; træffes (ode paa Lavland og i
Højfjældene.
I Danmark er Brushanen en almindelig Ynglefugl,
der dog de fleste Steder ikke mere optræder i synderlig
stort Antal, delvis vist fordi den lige til de sidste Aar
maatte skydes paa Rugepladserne indtil 15de Maj; nu
. nyder den heldigvis fuld Fredning hele Sommeren. Tal-
232
é
rigst er den nok i Jyllands og Slesvigs lave, sumpede,
vestlige Kystegne; paa Tipperne, hvor den tidligere var
saa almindelig, er den nu borte. Den vælger til Rugeplads
aaben, græsbevokset, sumpet og fugtig Mark, helst hvor
der er mange ferske Vandpytter, gerne i Nærheden af
Søer og Aaer, men næsten altid nær Havet; hyppigst er
den paa Strandenge; ogsaa paa Smaaøer i vore indre Far-
vande.
Om Foraaret kommer den navnlig fra omkring Midten
af April og søger snart efter til Rugepladserne, men længe
efter, til langt ind i Maj, ses den i mindre og større Flokke
ved vore Kyster, paa Gennemrejse til nordligere Egne.
Hannerne angives at komme først, endog 14 Dage før,
. og jævnlig ses disse da samlede i Flokke uden eller
med ganske enkelte Hunner; disse ses overhovedet sjæld-
nere, i alt Fald gør de sig ikke meget bemærkede.
Naar Hannen kommer her til Landet, er den som Regel
i fuld Parringsdragt med helt udviklet Fjerkrave; An-
sigtsvorterne synes dog at udvikle sig yderligere under
deres Ophold her. Saasnart Hannerne kommer til. Ruge-
pladsen, og deres ejendommelige, individuelle Farver kan
ofte tillade at genkende dem Aar efter Aar, tager de straks
fat paa deres mærkelige Kamplege, som de driver med.
største Udholdenhed og Iver; hertil vælger de gerne en
lille, tør Plads med lavt Græs, gerne paa en lille For-
højning i Terrænet, oftest lige ved et Vandhul, som Regel
det samme Sted Aar efter Aar; nedtrampet Græs og af-
revne Fjer samt Ekskrementer røber ofte Stedet. Oftest 6—38
Hanner samles da hvert Øjeblik her; jævnlig besøger de
ogsaa nærliggende Kamppladser; de tager da Opstilling
med højt oprejste Forkroppe, over for hinanden, rejser
Fjerkrave og Top som et Skjold, puster Kroppens Fjer
op, nikker med Hovedet eller holder Næbbet mod Jorden.
og løber eller springer jævnlig mod hinanden med frem-
strakt Næb. Kampene synes ingenlunde. alvorligt mente,
afbrydes gerne pludseligt og uafgjorte og tilsigter ikke
nogen Slags Legemsbeskadigelse; højst tager de fat i
Modstanderens Fjerkrave og ryster den dygtigt. Det hele
er sikkert ikke at opfatte som Kamp om Hunnerne, men |
mere som en Art Underholdning; heller ikke synes de. -
at kæmpe for at tækkes Hunnerne, thi ofte ses saadanne
slet ikke i Nærheden. Som Regel kæmper kun to Hanner
ad Gangen, medens de andre ser til; ogsaa mod andre
Fugle, der uforvarende kommer deres Kampplads for nær,
farer de frem for at fordrive dem; træffer en Fugl ingen
anden Han paa Kamppladsen, kan den godt alligevel rejse
233
Fjerene og puste sig op. Under deres Kampe er de ikke
mere optagne, end at de holder godt Udkig og tager
Flugten, naar man gaar dem for nær. Disse Lege, der
drives ivrigst i Morgen- og Aftentimerne, fortsætter Brus-
hanerne i hele Rugetiden og længer endnu, lige til Ud-
gangen af Juni, da Ungerne forlængst er udklækkede;
først naar Fjerkraverne begynder at fældes, hører Kamp-
legene helt op. Hannerne ligner derefter endel Hunnerne
i Ydre, og man ser da ikke meget til dem mere, idet de
angives at gemme sig i Græsset, hvor de endog skal
trykke sig. Hen imod Slutningen af September, ofte dog
meget før, har de gerne faaet deres rene Vinterdragt; of-
test forlader de gamle Hanner vistnok allerede tidligt
Ynglepladsen og rejser mod Syd. Brushanen interesserer
sig, som en polygam Fugl, der i mangt og meget minder
om mange Hønsefugle, hvor Hannerne ogsaa er udmærkede
ved særlige Fjerprydelser, slet ikke for den rugende Hun
eller for Ungerne og deltager aldeles ikke i Yngelplejen.
- I Flugten ser Brushanen mærkelig ud med den uforholds-
mæssig store Fjerkrave; baade naar den er paa Vingerne,
og naar den løber paa jorden, kan Blæsten ofte gribe fat
i den og tumle med Fuglen.
Reden anlægges paa et tørt Sted eller paa en lille Tue
paa den bare Mark; Redeskaalen .ofte ret dyb, udforet
med lidt Græs til Underlag for Æggene. Ikke sjældent er
den anbragt midt i en Græstot, der da bøjes sammen
over - Reden som et beskyttende Dække. Brushønsene
ruger altid spredt paa Marken, aldrig samlede i Kølonier,
selv hvor der er mange af dem. Æggene lægges hos os
gerne i første Halvdel af Maj; frisklagte Æg kan findes
hele denne Maaned ud og senere. De 4, ofte tydelig pære-
formede Æg er meget varierende i Ydre, ret glatskallede;
Grundfarven oftest lys. olivenbrun, grønlig gulbrunlig
eller graagrønlig, snart med store, udflydende, aflange
Pletter, snart med mindre, mere afrundede og skarptteg-
- nede, brune Pletter, af og til med indblandede Streger;
tillige har Æggene graa Skalpletter; ofte er Pletterne
meget sammenflydende ved den butte Pol. Længden oftest
42—46 mm, Bredden 30—32 mm; de ruges i 17—19 Dage.
Kun sjældent lader Brushanen sin Stemme høre, et
blandt Vadefuglene usædvanligt Forhold; under Kampene
er Hannerne ganske stumme; naar Hunnen opskræm-
mes fra Reden, lader den højst et hæst gæb—gæb lyde,
mens den kredser om Stedet; det angives, at de paa
Trækket om Natten skal lade en svag, hæs Lyd høre,
lydende som kak—kak—kik—kak. Hunnerne forlader Un-
234
gerne, naar disse er ved at fælde Dunene; Ungerne sam-
ler sig senere i Flokke og forlader derpaa Rugepladsen.
Efteraarstrækket begynder gerne lidt før Midten af Juli,
da navnlig Hannerne ses, og derefter viser de sig i Au-
gust og September, men gerne aftagende i Antal i denne
sidste Maaned. De ses da paa Engene langs Havet og ved
de dyndede Strandbredder.
Føden, som de søger i Engene, bestaar navnlig af
alle Slags Insekter, men ogsaa af Orme, smaa Muslinger
og Krebsdyr; Plantefrø har man dog ogsaa fundet i større
Mængder i deres Maver.
2den Underfamilie. Klyder (Recurvirostrinæ).
Ret store, meget højbenede Fugle; hos nogle
er Benene endog ganske monstrøst lange og spinkle.
Benene nøgne højt op over Hælen. Mellemfodens
Forkant klædt med 6-kantede Skæl. Tæerne for-
holdsvis korte; hos nogle er alle Fortæerne for- ”
bundne med dybt indskaaret Svømmehud, hos an-
dre findes blot en Bindehud mellem de to yderste
Fortæer. Næbbet langt og tyndt, enten stærkt op-
adbøjet eller lige. Halen kort, næsten lige afskaaret.
Vingerne.spidse, iIste veludviklede Svingfjer længst.
Fjerklædningen sort- og hvidbroget.
1l Arter, delte i 3 Slægter, hvoraf 2 er truffet i
Danmark.
Oversigt over de danske Slægter.
1. Næbbet lidt affladet, stærkt opadbøjet i sin ydre Del.
Mellemtaaen omtrent halvt saa lang som Mellemfoden.
Lille Bagtaa findes. Indskaaret Svømmehud mellem de.
3 Fortæer..... 1. Klydeslægten (Recurvirdstra).
2. Næbbet trindt og lige. Mellemtaaens Længde under en
Trediedel af Mellemfodens. Bagtaa mangler helt. Ingen
Svømmehud, kun en Bindehud mellem de to yderste
Fortæer... 2. Stylteløberslægten (Himåntopus).
235
1. Klydeslægten (Recurviråstra Linné).
Næbbet langt, i sin yderste Halvdel
stærkt opadbøjet, jævnt aftagende i Tykkelse
lige til den sylspidse, ganske. overordentlig tynde,
men elastiske og stive, forhornede Spids. Næbbets
Mundhuleside ikke udhulet, men flad, med et Par
Længderiller. Næbbet er ved Roden bredere end
højt, i hele sin Længde fladtrykt, med bred, flad
Næbryg, i det hele ret kraftigt bygget, med mas-
sive Underkæbegrene. En utydelig Næbfure stræk-
ker sig ud over Næbbets indre Trediedel; det
lange, spalteformede, smalle Næsebor c. 5 mm fra
Næbroden. Tungen kort, af Længde med Næbfuren.
. Hovedet lille; Halsen slank, med 14 Halshvirvler.
— Næsekirtlerne veludviklede, stødende sammen paa
Pandens Midte. Vingerne ret spidse, 2den og 3die
Haandsvingfjer længst; de inderste Armsvingfjer
paa den sammenfoldede Vinge c. 1,5 cm kortere
end de længste Haandsvingfjer. Halen kort, om-
trent lige afskaaret, med 12 Styrere. Underhale-
dækfjerene af Styrernes Længde. Benene meget
lange, nøgne meget højt op over Hælen, hvor det
nøgne Stykke er c. 1 cm længere end Mellemtaaen.
Den endel sammentrykte Mellemfod er omtrent
af Næbbets Længde, helt klædt med Smaaskæl,
uden Tværskinner. Fortæerne forholdsvis korte,
med butte, korte Kløer; de er forbundne ved en
stormen, dybf-indskaaret Svømmehud,
hvis Kanter dog rækker ud til Kloleddene. Bag-
taaen yderst lille, blot en lille, klobærende Tap.
Fjerklædningen hylde og sortbroget. Han
og Hun ens.
Kun 4 Arter, udbredte i alle Verdensdele. I Danmark
"kun 1 Årt.
236
Klyde (Recurviréstra avocétta Linné).
(Recurvirostra avocetta avocetta Linné).
Brogeblit, Blitte, Hvidfugl, Skomager, Loufugl, Bran-
ting, Sælskjær, Senskjær, Strandskade, Forkert Regnspove.
Norsk: Klyde. Svensk: Skårflåcka. Tysk: Såbelsehnabel.
Engelsk: Avocet.
"Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Overside,
efter en ret skarp Linie fra Mundvigen til lidt under Øjet
og over Øret, samt Halsens Bagside sodsorte; en lille,
hvid Plet over og under Øjet. Alt det øvrige af Hoved
og Hals samt Fuglens hele øvrige Krop renhvide, blot er
en Stribe ned ad de inderste Skulderfjer paa hver Side
sort, dannende en stor, fortil aaben, V-formet Tegning
over Ryggen; de ydre Skulderfjer derimod ligeledes ren-
hvide. Paa Vingerne er de smaa og mellemste Vingedæk-
fjer rensorte, medens Vingens Kant og Rand, Haandens
smaa, øvre Dækfjer og alle de store, nederste Vingefjer er
renhvide, blot selve Haandens store, nederste Vingedæk-
fjer sorte. Alle Undervingedækfjerene og Armhulefjerene
renhvide. Alle de ydre Haandsvingfjer sorte, med sorte
Skafter, de indre delvis eller helt hvide. Armsvingfjerene
renhvide, blot de forlængede inderste Armsvingfjer mørke-
brune, med brede, graahvide Spidser. Paa den sammen-
lagte Vinge danner de sorte Vingedækfjer og Haandsving-
fjer to brede, sorte Striber ned ad den hvide
Vinge. Halen hvid, blot de mellemste Styrere med aske-
graaligt Anstrøg, mørkest mod Fjerspidserne.
Iris rødbrun. Næbbet sort, lysere i dets yderste, tynde
Spids, hos Hannen 84—93 mm langt, hos Hunnen c. 10 mm
kortere. Ved Næbbets Rod er Bredden c. 10 mm, Højden
c. 7 mm. Vingelængden 221—228 mm; Mellemfoden 80—-
91 mm, Mellemtaaen 42—46 mm. Benene lyst blaa-
liggraa.
Vinterdragten er næppe til at skelne fra Sommer-
dragten.
Unge Fugle ligner endel de voksne, men deres
Farver er langt urenere. Den sodbrune Isse og Baghals
237
har smalle, gulbrune Fjerbremmer. Forryggens og Skuldre-
nes Fjer er ikke renhvide, men har snavset, gulbrunligt
Anstrøg. Skulderstriberne mørkebrune med hvidlige Fjer-
bremmer; de inderste forlængede Armsvingfjer delvis
graat og brunt vatrede og lyst kantede, ogsaa de sorte-
brune Vingedækfjer har lysere Fjerbremmer. Mellemfodens
Fig. 51. Klyde. (Efter Slater i British Birds).
øvre Ende paafaldende stærkt fortykket. De nylig fjer-
klædte Unger har mere eller mindre tydelig Tværvatring
påa den mørke Forryg og paa Skulderfjerene.
Dunungen paa Oversiden lyst gulbrunligt graa, med
en smal, sort Stribe midt ned ad Panden, en lignende fra
Næbbet gennem Øjet samt endel smaa, sorte Pletter paa
Issen; ned ad Ryggen,3 utydelige Rækker spredte, større,
sorte Pletter, en lignende ned ad hver Vinge; om Bag-
kroppens Sider, hen gennem Halen, en sort Stribe… Hele
"Ungens Underside ensfarvet hvidlig. Næbbet er allerede
lidt opadbøjet hos de ganske smaa Dununger.
238
Klyden kan ikke forveksles med nogen anden dansk
Vadefugl; de sort- og hvidbrogede Farver, de lange Ben
med Svømmehud og navnlig det opadbøjede Næb er ube-
dragelige Kendemærker.
Udbredt som Ynglefugl langs Vesteuropas Kyster, fra
Danmark ned til Holland, Frankrig og Spanien, dernæst
i Middelhavslandene, ved det Sorte Hav, det Kaspiske Hav
og mod Ø. langs Syd-Asiens Kyster helt ud til Stille-
havet; ogsaa i Afrika angives den at ruge. I de nordlige
Egne 'er den Trækfugl ellers nærmest Standfugl.
Fra Grønland og Island kendes den naturligvis ikke,
paa Færøerne er den derimod en Gang skudt (Sandø
27. 5. 1882). I England rugede den til 1842, men er nu
kun en faatallig eller sjælden Gæst i Træktiderne, særlig
om Foraaret. I Norge er den skudt et Par Gange. I Sver-
rig rugede tidligere endel paa Øland, men er nu udryddede
dér, og i første Halvdel af forrige Aarhundrede rugede
den ogsaa paa Gotland; nu ses den kun i Skaane som en
sjælden Gæst. Ved Tysklands Østersøkyster er den ret
sjælden, hyppigst paa Smaaøer omkring Rygen.
I Danmark er Klyden en ikke helt sjælden Yngle-
fugl, dog indskrænket til visse Lokaliteter, hvor den da
kan være ret eller endogsaa meget talrig; desværre er
den forsvunden fra mange af sine tidligere Rugesteder.
Den vælger til Rugeplads vidtstrakte, fugtige, lave, græs-
bevoksede Enge, helst paa Øer med sandede eller dyn-
dede, lavvandede Kyster, ikke sjældent i Laguner og stedse
i Kystegne ved det salte Vand. Trækfugl, der om For-
aaret kommer til Landet i den første Uge af April og
derefter ret snart søger til Ynglepladserne, hvor de ruger
i Kolonier.
Nu findes langt den største Koloni paa Tipperne i
Ringkøbing Fjord, hvor der i Øjeblikket ruger c. 1000 Par
paa disse flade, fugtige Græsholme; da Aabningen af
Løbet ved Hvide Sande i 1912 og 1913 havde gjort Fjorden
saltere med højere Vandstand, gik Tallet midlertidigt ned
til under 200 Par. Ellers ruger i Vestjylland nu blot mu-
lig nogle paa Blitholm i det nordlige af Nissum Fjord og
højst enkelte Par bl. a. ved Fiil Sø og Sønderlem Vig,
Vest for Skive; blandt de mange Steder, den tidligere er
fundet ynglende i Vestjylland, oftest dog i ringe Tal, kan
nævnes Oxholm i Limfjorden, Vaar- og Kyø-Holme ved
Nibe, Bromølle ved Hovsør N.V. for Thisted, Ørum Sø -
og Flade Sø i Thy (50 Par i 1874), ved Hindsels paa
239
Thyholm, Tangen ved Agger, Stauning ved Ringkøbing
Fjord og ved Udløbet af Ribe Aa. Ved Jyllands Østkyst
tidligere paa Nordre Rønner, mulig ogsaa paa Kareholm
i Randers Fjord. Paa Fyn ruger den nu vist kun ved Ein-
sidelsborg; er tidligere fundet ynglende ved Østrup Gaard
i Odense Fjord, paa Store Egholm ved Ærø og Store Holm
ved Ristinge Hale ved Langeland, disse 3 Steder dog blot
enkelte Par. Ved Sjælland findes endnu endel paa Vrøj
ved Saltbækvig, enkelte ved Korsør, mange i Farvandet
omkring Gaunø (fundet paa Enø, Dybsø, Lindholm, Agnø
og Skakholm) og nogle paa Feddet og Maderne i Præstø
Fjord; tidligere ved Sjælland kendt fra Agersø, Rødsand,
Hyllekrog S. for Lolland, Gedserodde, Møen, Lilleø i Ulv-
sund, Avedøre Holme, Saltholm og Amager; fra disse
sidste to Steder forsvandt den omkring 1863, nogle rugede
dog atter paa Amager Fælled i. 1924 og 1925. Ved skrap
Fredning kunde den sikkert atter bringes til at fæste Bo
…. paa mange af. disse forladte Rugepladser.
Klyden er en overmaade smuk og elegant Fugl, der
i fremtrædende Grad gør sig gældende paa Ynglepladsen
baade ved sit ejendommelige Ydre og ved sin støjende
Adfærd; den er i høj Grad urolig og vagtsom. Omkring
en Uge ind i Maj begynder den sin Æglægning, men mange
lægger Æggene senere, hen i Slutningen af Maj eller ind i
Juni, saaledes at man omkring lste Juni gerne finder saavel
frisklagte og stærkt rugede Æg som udklækkede Unger.
Reden lægges paa lidt højere liggende, tørre Steder, ofte
hvor der er ret ringe Græsvækst, men stedse nær Vandet.
Reden snart ret godt udforet med Græs, snart med ringe
eller intet Underlag for Æggene; smaa Muslingeskaller er
ogsaa set brugt som Underlag. Hvor mange Fugle ruger,
ligger Rederne stedse samlede i store Kolonier med ind-
til flere Hundrede Par; kun sjældent ses Rederne da
enkeltvis; inden for Kolonierne ligger Rederne atter ret
spredt. De 4, meget sjældent 5, Æg er oftest lidt lang-
agtige, jævnlig lidt pæreformede. Skallen som Regel ler-
gul med brunligt eller graagrønligt Anstrøg, sjældnere
mørkere olivenbrun med spredte, ret smaa, mørkebrune
Pletter og graalige Skalpletter. Længden 47—58 mm,
Bredden 34—37 mm; de ruges baade af Han og Hun.
Klyderne værner med overordentlig Ængstelighed deres
Æg og Unger. Nærmer man sig Rugepladsen, kommer de
fra lang Afstand Forstyrreren i Møde, omkredser hafn
. med høje Skrig og anstiller sig saarede og lemlæstede,
falder som vingeskudte ned paa Jorden og vrider sig i de
ynkværdigste Stillinger, idet de- derved søger at aflede
240
Opmærksomheden frå deres ofte dog langt borte liggende
Æg og Unger. Maager og lignende større Fugle forjager
de ved at omsværme dem og endog prikke dem med deres
spidse Næb. I Flugten holder de Hals og Næb fremstrakt
og de lange Ben lige bagud. Deres Stemme, som de ide-
lig lader høre, lyder som et fløjtende bluit - bluit.
Deres Føde søger de udelukkende i Vandet, baade i
Vandhullerne og paa Sandene og Klægen, idet de vader
frem og med nedbøjet Hoved forsigtigt fører deres bøjede
Næb fra Side til Side og ligesom skummer Vandspejlet,
hvor de da tager smaa Krebsdyr, Fiskeæg, Orme, Grøn-
alger 0.1.; de kan ogsaa føre Næbbet hen over Bunden
eller gennem det øverste, bløde Dynd. Ind i Juni ser
man Forældrene gaa i Vandet med Ungerne; disse svøm-
mer godt, hvis Vandet bliver dem for dybt. De voksne
svømmer ogsaa godt og kan jævnlig ses liggende paa
Vandet, hvori de endogsaa dykker. Svømmehuden finder
dog vel nok sin fornemste Anvendelse ved at hindre, at
Fuglen træder gennem, naar den gaar i det bløde Slik.
I Juli ses Klyderne strejfe omkring familievis eller i
Flokke, men. henimod Slutningen af August forlader de
fleste os.
2. Stylteløber-Slægten (Himåntopus Brisson).
Næbbet næsten dobbelt saa langt som Hovedet,
tyndt, trindt, med flad Næbryg og stærkt indbuede
Næbrande, nærmest en Smule opadbøjet; Næb-
furen af Næbbets halve Længde; Næbbets inderste
Halvdel blødhudet, den yderste tykt hornklædt;
Næbbet ikke bøjeligt. Vingerne overordentlig lange
og meget spidse; iste udviklede Haandsvingfjer
længst, de følgende jævnt aftagende i Længde,
hver med 1,5 cm. De inderste forlængede Arm-
svingfjer meget kortere end Haandsvingfjerene,
omtrent Næbbets Længde kortere. Halen næsten
lige afskaaret; Underhaledækfjerene af samme
Længde som Styrerne. De røde Ben er ganske
monstrøst lange og spinkle, omtrent af Vin-
gens Længde, nøgne meget højt over Hælen; dette
nøgne Stykke meget betydeligt længere end Næb- .
bet. Den lange, lidt sammentrykte Mellemfod har
241
ingen Tværskinner, men er jævnt dækket af flade,
sekskantede, aflange Skæl. Fortæerne forholdsvis
korte med korte Kløer; Mellemtaaen under
en Trediedel af-Melemfodens Længde.
Bindehud blot mellem Ydertæernes Grundled.
Bagtaa mangler helt.
Stylteløberne er udbredte næsten over hele Jorden i
de tempererede og tropiske Egne; de lever baade ved
salte og ferske Vande; 7 Arter, hvoraf 1 lever i Sydeuropa.
Stylteløber (Himåntopus cåndidus
Bonnaterre).….
(Himantopus himantopus himantopus (Linné)).
Rødbenet Stylteløber. (Charadrius himantopus Linné,
H. melanopterus Meyer, Hypsibates himantopus Nitzsch,
H. intermedius Blyth, H. autumnalis Hasselquist).
— Norsk: Stylteløper. Svensk: Styltlådpare. Tysk: Stelzen-
låufer. Engelsk: Black-winged Stilt.
Han i Sommerdragt: Hovedet, Halsen og en Smule
af Forryggen renhvide, men mange Individer har dog
mere eller mindre fremtrædende sorte Pletter i Nakken
og ned ad Baghalsen. Den øvrige Forryg, Skulder-
fjerene og hele Vingen er ensfarvet sorte med
blaagrønlig Metalglans. Bagryg, Overgump, Over-
haledækfjer, Armhulefjerene samt hele Fuglens Un-
derside renhvide. Halens Styrere lyst brunlig aske-
graa, de yderste lysest.
Iris mørkerød; det sorte Næb c. 65 mm langt. Vin-
gerne 24—25 cm; Mellemfoden 115—145 mm lang, oftest
c. 125 mm, MelHemtaaen c. 40 mm lang. Benene rosen-
røde. ;
Hunnen ligner Hannen, men dens Forryg, Skulder-
fjer og inderste Armsvingfjer er ikke sorte, men mørkt
olivenbrune. I det hele er Hunnen noget mindre end
Hannen, Vingerne saaledes kun 22,2—24 cm.
R: Hørring: Fugle II. 16
=
242
Vinterdragten skiller sig ikke meget fra Sommer-
dragten.
Unge Fugle har hvid Pande og hvide Kinder; Ho-
vedets Overside mørkt brunlig graa. Baghalsen askegraa.
Forryg, Skulderfjer og de længste Armsvingfjer brune
Fig. 52. Stylteløber. (Efter Slater i. British Birds).
med lysere Fjerrande, Svingfjerene med hvide eller
brunlige Spidser. Styrerne brunplettede mod Spidsen.
Blandt danske Vadefugle kan Stylteløberen kun tæn-
kes forvekslet med den langbenede, sort- og hvidbrogede
Klyde, men det lige Næb, de helt sorte Vinger og de
mægtigt lange, røde Ben vil altid gøre den let at kende.
Udbredt som Ynglefugl fra Rhånedeltaet i det syd-
lige Frankrig og Spanien gennem de europæiske Middel-
havslande, op i Bulgarien og Ungarn, samt i Afrika ned -
til Madagaskar; videre ud gennem de sydrussiske Stepper
243
og ved det Sorte Hav samt mod Øst gennem Lilleasien og
hele det sydlige Asien helt ud til Kina. Undtagelsesvis
har flere Par i de senere Aar ynglet saa nordlig som i
Belgien, hvor en stor Invasion pludselig fandt Sted i 1907.
I Tyskland kan den endnu yngle en sjælden Gang. I de
nordlige Dele af sin Udbredningszone er den Trækfugl;
af og til strejfer om Efteraaret enkelte Fugle mod Nord
og viser sig langt op i Mellemeuropa. Fra Grønland, Is-
land og Færøerne kendes den ikke. Heller ikke i Sverrig
eller Norge har den vist sig. I England har den derimod
vist sig omkring et halvt Hundrede Gange.
. I Danmark har Stylteløberen kun vist sig et ringe
Antal Gange som en meget sjælden Gæst. Den skal saa-
ledes være skudt henimod Slutningen af det 18de Aar-
hundrede paa Christiansø; paa Lindholm ved Møen blev
et Individ skudt i Efteraaret 1825. I Odense Fjord ved
Eliasminde skal den være iagttaget i Vinteren 1864—65,
og endelig blev to Eksemplarer skudt i Efteraaret 1882
" i Klodskov Enge paa Falster og et paa Søndervig Holms-
land ved Ringkøbing Fjord d. 11. 10. 1882.
Sin Rugeplads har Stylteløberen i Sumpe ved Søer
og Floder, men ogsaa i Laguner ved salt Vand. I Ungarn
ruger den i stort Antal i de vidtstrakte Sumpe, ofte sam-
lede i Kolonier. Reden skal snart være godt bygget af
grovere og finere Rodtrævler eller udforet med Sivstumper,
snart udforet med Mudder eller er blot en Fordybning
i Sandet; ofte ligger den paa en Tue i Vandet eller paa
en Forhøjning paa fugtig Bund. Ved Reden skal den ikke
være meget sky; med et højtlydende Skrig, kit—kit—kit,
søger den at drage Opmærksomheden fra Æg og Unger;
dens Lokketone skal lyde som tjuit og minde meget om
Sortklirens. I Flugten, der er let og god, men med ret
langsomme Vingeslag, strækker den de lange Ben lige
bagud som en lang, rød Hale; Halsen er da fremstrakt
med lidt nedadvendt Næb. Sidst i April eller, som i Spa-
nien, først i Maj eller senere lægger den sine 4 Æg;
"disse ligner Klydens, men er noget mindre og tillige
mindre långagtige; Grundfarven ofte mørkere brunlig.
Længden 43—47 mm, Bredden 30—32 mm.
I Træktiderne ses de i større Selskaber langs Hav-
kysterne. Føden, der navnlig bestaar af Insekter og smaa
Krebsdyr, men ogsaa af smaa Bløddyr, Frø- og Fiskeyngel
samt Alger, søger den vadende paå lavt Vand i Dynd og
Slam; sin Føde piller den dels op fra Vandets Overflade,
"dels fra Bunden ved at jage sit lange Næb ned i denne.
IrR6E
244
3dje Underfamilie. Ryler (Tringinæ).
Næsten udelukkende Smaaformer. Næbbet som
Regel trindt, blødhudet og bøjeligt; oftest er det
lige, hos enkelte lidt nedadbøjet mod Spidsen, der
stedse er klædt med lidt tykkere Hud; det er kor-
tere end eller højst af Længde med Mellemfoden
og den nøgne Del af Skinnebenet. Næseborene lig-
ger lige ved Næbroden. Fjerklædningen fældes helt
om Efteraaret og for største Delen atter om For-
aaret; Sommerdragten er meget forskellig fra Vin-
terdragten, der som Regel er graa eller askegraa
paa Rygsiden, hvidlig paa Bugsiden. Han og Hun
ret ens i Ydre, Hunnen dog som Regel lidt større
end Hannen og har lidt længere Næb end denne.
Vingerne meget spidse; Iste veludviklede Haand-
svingfjer længst; Armsvingfjerene ret korte, blot
de inderste stærkt forlængede. Halen, der har 12
Styrere, er enten lige afskaaret eller mere eller
mindre kileformet, hos enkelte svagt dobbelt ind-
skaaret. Benene oftest ret høje, hos flere dog nær-
mest lave, altid nøgne op over Hælen. Mellem-
foden med Tværskinner. Fortæerne trinde og tyn-
de, ganske uden. Bindehud ved Grunden. Bagtaa
findes som Regel, kan dog mangle.
De mange Arter er udbredte over hele Jorden. Træk-
fugle, der om Sommeren ruger i nordlige og tempererede
Egne, medens de tilbringer Vinteren i sydlige eller end-
og meget sydlige Lande. Monogame; ruger delvis langs
Havet, men navnlig ved Indlandenes Kær og i Sumpe og
Heder. Dagfugle, der udenfor Yngletiden færdes flokkevis
langs Havkysterne.
I Danmark er truffet 8 Arter, der her henføres til 3
Slægter."
Oversigt over de danske Ryleslægter.
1. Tydelig Bagtaa findes.
a. Næbbet trindt fra Næseborene til Spidsen. Den nøgne -
Hud mellem de smalle Underkæbegrene mindst
245
af Næbbets halve Længde, uddraget i en Fure næ-
sten til Næbspidsen... 1. Ryleslægten (Tringa).
b. Næbbet affladet og tydeligt bredere end højt fra
I Næseborene til Spidsen. Den nøgne Hud mellem de
brede Underkæbegrene under en Trediedel af Næb-
bets Længde, ikke uddraget i en Fure næsten til
Næbspidsen" (smlen: Fig: 59) 7 5 RE 1,
EA EEN SE 2. Kærløberslægten (Limicola).
RB AS FAAET ANS TET HEE SEE ES SE
ar vre. Aas BYGRENER SE FEDE REE 3. Selningslægten (Cålidris).
1. Ryleslægten (Tringa Linné).
Smaa og ret smaa Vadefugle. Næbbet af Længde
med eller længere end Hovedet, bøjeligt, trindt,
blødhudet og følsomt, i Spidsen but afrundet; de
æleste har lise Næb--hos' flere ser det mere eller
… mindre nedbøjet i Spidsen. Næbfurer baade paa
Over- og Undernæb, strækkende sig langt ud mod
Næbspidsen. Næseboret spalteformet, ligger lige
ved Næbroden. Næsekirtlerne veludviklede, stræk-
ker sig hen over Øjnene, sammenstødende i Pan-
den. 12 Halshvirvler (den almindelige Ryle dog
13). Vingerne ret. lange og meget spidse, iste vel-
udviklede Haandsvingfjer stedse længst. Inderste
Årmsvingfjer stærkt forlængede, i den sammen-
lagte Vinge dog stedse noget eller endel kortere
end Haandsvingfjerene. Halens 12 Styrere ret lige
afskaarne; de to mellemste oftest en Smule læn-
gere end de øvrige; naar de yderste Styrere og-
saa er en Smule forlængede, bliver Halen svagt
dobbelt indskaaret; hos nogle er de yderste Styrere
kortere end de øvrige. Benene snart ret lange,
snart temmelig lave, nøgne højt op over Hælen.
Tværskinner paa Mellemfodens Forkant.. De 3 For-
tæer veludviklede, uden tydelig Bindehud
mellem 3. og 4.; Bagtaa findes stedse, om-
end. spinkel og lille, ret højtsiddende. Han og Hun
lader sig vanskelig skelne, dog er Hunnen gennem-
246
gaaende lidt større end Hannen og har baade
kendeligt længere Næb og lidt længere Vinger.
Ungfuglene bærer en afvigende Dragt; Vinter-
dragten graa og hvid; Sommerdragten mere broget;
sort, rustrødt, brunt, graat og hvidt er de frem-
herskende Farver. Fuldstændig Fjerfældning om
Efteraaret, dog fælder Ungfuglene langt senere
end de voksne; om Foraaret fældes Hovedets,
Halsens og Kroppens Fjer, medens Vingernes og
Halens for største Delen beholdes Sommeren over.
De lever paa fugtige Enge nær Havet, men træffes
ogsaa i lave, fugtige Floddale og ved sumpede Indsøer.
Meget selskabelige Fugle, der i Træktiderne ses langs Hav-
kysterne i større eller mindre Flokke. Gode og hurtige
Flyvere. Trækfugle, ynglende i de nordlige og nordligste
Egne i alle Verdensdele; for en stor Del overvintrer de
i tropiske Lande. Monogame. Lægger 4 forholdsvis meget
store, pæreformede Æg, undtagelsesvis kan 3 eller 5 fin-
des i Kuldet; yngler normalt kun én Gang aarlig; yngle-
dygtige knap ét Aar gamle. Baade Han og Hun ruger.
20 Arter udbredte over hele jorden; i Danmark forekom-
mer 6 Arter, af hvilke dog kun 2 ruger hos os.
Oversigt over de danske Rylearter.
A. Næbbet af samme Længde som eller kortere end
Mellemtaaen med Klo.
1. De Zyderste Par Styrefjer lyst brungraa. Alle Haand-
svingfjerene med hvide Skafter...................
EBA AN SNE SE TERE .... 1. Dvergryle (Tringa minuta).
2. De 3 yderste Par Styrefjer hvide. Af Haandsving-
fjerene har kun Iste veludviklede hvidt, de øvrige.
Brune'-Skafte ris RS JES 3 ANSER lebe SES DR NENS
….…..2. Temmincks Ryle (Tringa temmincki i).
B. Næbbet længere eller endog meget længere end Mel-
lemtaa med Klo.
I. Mellemfoden længere end Mellemtaaen med Klo.
Benene sorte eller olivensorte.
247
1. Vingen over 160 mm lang. Næbbet lige, højst
" 4 mm længere end Mellemfoden...............
VE LER 3. Islandsk Ryle (Tringa canutus).
2. Vingen under 140 mm lang. Næbbet mindst 8 mm
længere end Mellemfoden, mod Spidsen kende-
lig nedbøjet.
a. De midterste Overhaledækfjer brunsorte med
lysere brune eller rødbrune Kanter. Næbbet
svagt nedbduer.mModesSpiIds em re ENE
KONGER RE SMUSRE NOE S 4.Ryle (Tringa alpina).
b. Alle Overhaledækfjerene hvide eller hvide
med sorte Tværbaand. Næbbet ret stærkt ned-
buersmodE SPIS ER SES EN NER SES
5.KrumnæbbetRyle(Tringasubarquåta).
II. Mellemfoden kortere end Mellemtaaen med Klo.
Benene røn house RS SE SR ale,
6. Sortgraa Ryle (Tringa maritima).
TT. Dvergryle (Tringa minata Leisler).
(Erélia mintuta (Leisler)).
Dverg-Strandløber (Actodromas minuta Kaup, Pelidna
minuta Brehm).
Norsk: Dvergsneppe. Svensk: Småsnåppa. Tysk:
Zwergstrandlåufer. Engelsk: Little Stint.
"Han og Hun i Sommerdragt: Panden og en ret
tydelig Øjenbrynstribe hvidlige. Isse, Nakke, Forryg,
Skulderfjer og forlængede inderste Årmsvingfjer brunsorte
med meget brede, livligt farvede, rødligbrune
eller gulbrune Fjerkanter, navnlig paa Fjerenes
Sider; Fjerspidserne brunlighvide. Paa Baghalsen er Fjere-
nes gulbrune Sidekanter meget brede og fremtrædende.
Skulderfjerene oftest med en stor, gulbrunlig
" Plet paa Yderfanen. Bagryggen og Midten af Over-
gumpen mørkebrune med graalige Fjerbremmer; de mid-
terste Overhaledækfjer brunsorte med rødligt «gulbrune
Kanter. Bagkroppens Sider og de sidestillede Overhale-
dækfjer renhvide. Tøjlestriben, en Stribe hen under Øjet
samt Ørefjerene mat brune. Hage, Strube og Forhals
. hvide. Halsens Sider graalig rødbrune med udviskede
mørke Fjermidter. Forbrystet med svagt gulbrunligt An-
248
strøg, Fjerene med brede, hvide Rande og, særlig paa
Forbrystets Sider, med graaligt rustbrune Midter og mørke
Pilpletter. Hele den øvrige Underside renhvid. De
afslidte Vingedækfjer, der delvis stammer fra Vinterdragten,
er mørkebrune og brungraa; indblandet findes nye Fjer
med Ryggens Farver; de store, nederste Vingedækfjer
med hvide Spidspletter. Haandsvingfjerene brunsorte, alle
med overvejende hvide Skafter; Inderfanernes
Fig. 53. Dvergryle. (Efter Slater i British Birds).
Midter lysere; de indre Haandsvingfjer med hvide Kanter
paa Yderfanerne. De ydre Årmsvingfjer mørkebrune med
hvidlige Inderfaner og Basaldele samt hvide Kanter og
Spidser. Af Styrerne er de to midterste lidt længere og
spidsere, brunsorte med gulbrunlige Fjerkanter; alle de
øvrige Styrere lyst graabrune med smalle, hvidlige
Bremmer og hvidlig Basis. ]
Iris brun. Næbbet olivenbrunlig sort, højst af Hovedets
Længde, 17—19 mm langt. Vingelængden 92—100 mm.
Mellemfoden 21—22 mm, Mellemtaaen 18—19 mm. Benene
mørkt olivenbrune.
249
Vinterdragten, i-hvilken den vist aldrig ses her i
Landet, har brungraa Rygside; Fjerene med sorte Skaft-
striber og utydelige, hvidlige Kanter. Hele Undersiden
hvid, blot har Fjerene paa Siderne af Forbrystet fine,
mørke Skaftstriber.
De unge Fugle, der almindeligst ses her om Efter-
aaret, ligner nærmest de voksne i Sommerdragt, men
skelnes fra disse ved Skulderfjerenes bredere hvide
Kanter paa Yderfanerne og Spidserne; Rygsidens
uslidte Fjerkanter livligere rødbrune, ogsaa paa de
forlængede inderste AÅrmsvingfjer. Skulderfjerene uden
rustbrune Pletter paa Fanerne. Panden og en tydelig
Øjenbrynstribe hvide. Hele Undersiden hvid, blot
- Forbrystet med graaligt, gulbrunt Anstrøg, uden mørke
Fjermidter ellerSkaftstriber. Vingedækfjerene gan-
ske uslidte; de øverste smaa ensfarvet brunsorte, de mel-
lemste med brede, rustbrune Fjerkanter.
Dvergrylen kan, med sin ringe Størrelse og korte
Næb, kun forveksles med Temmincks Ryle, men dens
livligt farvede, rustbrune Fjerkanter paa Rygsiden og de
brungraa, yderste Styrere er gode Skelnemærker; om
Efteraaret afgiver den hvide Pande og navnlig det uplet-.
tede Forbryst ligeledes et godt Skelnemærke, kendeligt
paa længere Afstand.
Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Europa fra
Østfinmarken og Kola gennem hele Nordrusland ned til
en Linie om Moskva og Perm; videre mod Øst langs
Vestsibiriens Nordkyster til Taimyrhalvøen, vist ogsaa
flere Steder i Østsibirien; tillige paa Øerne nord for,
"f. Eks. Kolgujev, Waigatsch og Novaja Semlja. Trækfugl,
der overvintrer i Sydafrika ned til Kap og fra det Kas-
piske Hav til Forindien; viser sig i Træktiderne i det
sydligere Europa. Fra Spitsbergen, Grønland, Island og
Færøerne kendes den ikke. I England viser den sig langs
Kysterne paa Gennemrejse om Efteraaret, derimod kun
meget sjældent om Foraaret. I Norge ruger den faatallig
påa enkelte Steder ved Porsangerfjord, Tanafjord og Va-
" rangerfjord, bl. a. ved Vardø samt enkelte Steder i Landet
indenfor, f. Eks. i Øvre Pasvik; under Trækkene alminde-
250
lig langs Landets Kyster, baade For- og Efteraar. I Sver-
rig kendes den ikke rugende, derimod almindelig paa
Gennemrejse om Efteraaret.
I Danmark ruger Dvergrylen selvfølgelig aldrig, men
er en ret almindelig omend faatallig Fugl paa Gennem-
rejse om Efteraaret. Paa Foraarstrækket ses den ret sjæl-
dent her; enkelte Individer træffes nu og da ved vore
Kyster i April og navnlig i Maj; en sjælden Gang an-
gives en større Flok at være set her hen imod Slutningen
af denne Maaned. Omkring 24de Juli begynder de første
voksne Fugle at vise sig hos os paa Nedrejse fra deres høj-
nordiske Rugepladser, og derefter ses Dvergryler i August og
navnlig i September og da næsten udelukkende unge Fugle,
”— kendelige paa deres lyse, uplettede Underside; sjældent
forekommer de i større Flokke op til 15—20 Stkr., som
Regel ses blot nogle Stkr. ad Gangen, gerne i Selskab med
Ryler, men ogsaa sammen med Temmincks Ryler og
Krumnæbbede Ryler, stedse ved lave, sumpede Hav-
kyster; enkelte ses ind i Oktober, men efter Midten af
denne Maaned er de som Regel alle borte igen.
Til Novaja Semlja kommer den efter Midten af Juli
og forlader Rugepladserne i Begyndelsen af August. I Fin-
marken vælger den sin Rugeplads nær Havet paa tør-
Lyngmark med meget lav, alpin Vegetation, gerne nær
Sumpe og Vandhuller, hvor den søger sin Føde; her
ruger de enkeltvis eller i smaa Kolonier, oftest i Selskab
med de stedse meget talrigere Temmincks Ryler. Reden
en godt skjult, lille Fordybning, udforet med Blade af Pil,
Birk og Lyng, sjældent med Græsstraa. De 4, sjældent 3
Æg lægges her i sidste Halvdel af Juni eller i Begyndelsen
af Juli; deres Grundfarve lyst gul- eller graaligbrun, over-
saaet med rødbrune Pletter, størst og tættest om den butte
Ende. Deres Længde 26,7—32,1 mm, Bredden 19,5—21,7.
Baade Han og Hun har Rugepletter, dog synes navnlig
Hannen at ruge, og denne er vist ene om at passe de
smaa Dununger. Medens Hunnen skal være ret sky ved
Reden, er i disse afsides Egne den rugende Han ganske
overordentlig tam og tillidsfuld; den lægger saaledes ikke
mindste Skjul paa, hvor den har sin Rede, idet den ube-
kymret gaar paa denne, selv om Reden ligger lige foran
ens Fødder, ja selv om man rører ved Reden med Haan-
den. Nordmanden Landmark fik den endogsaa jævnlig til
at lægge sig til at ruge paa sine Æg, som han havde an-
bragt paa nogle Blade i sin hule Haand; først ordnede
den dog gerne Underlaget og Æggene, som "den selv
251
vilde have dem. Baade Han og Hun lader en Slags fin,
kvidrende Sang høre, siddende paa en Tue ved Reden.
Føden er paa Rugepladsen navnlig Insekter, men ellers
ogsaa Orme, smaa Krebsdyr, Bløddyr o. 1.; ogsaa Plante-
frø kan findes i deres Maver. Opjaget paa Vandrested
lyder dens Stemme som et fint tip—tip, tip—tip.
PeFenminceks Ryde (Trines temminck ii
Leisler).
(Erolia temminckii (Leisler)).
eks Strandløber.(Actodromas temminckii Bona-
parte).
Norsk: Temmincksneppe. Svensk: Mosnåppa. Tysk:
Temmincks Strandlåufer. Engelsk: Temminck's Stint.
Han og Hun i Sommerdragt: Pande og Isse
brunsorte, Fjerene med lysebrune Bremmer paa Siderne.
Forryg og Skulderfjer sortebrune, hver Fjer med bred,
mat, gulbrun Fjerkant og uregelmæssigt Tvær-
baand, det sidste navnlig paa Skulderfjerene. Bagryggen,
Midten af Overgumpen og de midterste Overhaledækfjer
mat mørkebrune med graalige Fjerkanter. Øjenbrynstriben
kun højst ubetydelig lysere. Hage og Strube hvide. Tøjle-
striben lidt mørkere end det øvrige Ansigt, Ørefjerene
brune. Hovedets og Halsens Sider samt Forhals og
Forbryst graalig rødbrune eller brungraa med
fydelisge, nogef udflydende, sorte Skaftpletter:
Bagbrystet, Bagkroppens Sider samt hele den øvrige Un-
derside renhvide. Haandsvingfjerene mørkebrune, de indre
med hvidrandede Yderfaner; 1steveludvikledeHaand-
svingfjer med hvidt, de øvrige med brune Skafter.
De ydre Armsvingfjer mørkebrune med hvide Spidser og
mere eller mindre hvide Inderfaner. De forlængede inder-
ste Armsvingfjer bronzebrune med eller uden gul-
brune Kanter. Vingedækfjerene mørkt bronzebrune med
lysere Kanter, de store nederste med brede, hvide Spid-
ser. Halen kileformet afrundet; af Styrerne er
.de 3 yderste Par hvide, højst med en graalig Stribe
252
ned ad Yderfanerne; .de to mellemste mørkebrune med
Bronzeglans, de øvrige lyst brungraa.
Iris mørkebrun. Det korte, sortagtige Næb, hvis Under-
næb er olivengult ved Grunden, er 16—18 mm langt.
Vingelængden 96—100 mm. Mellemfoden 18—19 mm,
Mellemtaaen c. 18 mm. Benene lyst olivenbrune.
Fig. 54. Temmincks Ryle. (Efter 'Slater i British Birds).
De unge Fugle skiller sig fra de voksne ved at
have brunsort Forryg med smalle, gulbrune
Fjerbremmer. Skulderfjerene og de forlængede inderste
Årmsvingfjer graalig gulbrune med sorte Skaftstriber og
tydelige, brede, sorte, hvidbrunt bremmede Fjer-
rande; særlig AÅrmsvingfjerene med grønlig Bronzeglans.
De mellemste Vingedækfjer med brede, gul-
brune Fjerrande, de smaa øverste brunsorte, de store
nederste med hvide Spidser. Hele Undersiden hvid, over
Forbrystet et bredt, graaligbrunt Bælte...
Temmincks Ryle skelnes fra Dvergrylen, foruden paa
253
.de hvide Sidestyrere, derved, at hele Ryggen har meget
mørkere, mattere Farver, uden brede, livligt rustbrune
.Fjerkanter; ligeledes er Mangelen af den hvide Pande og
den hvide Øjenbrynstribe kendelig paa længere Afstand.
Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Skandinavien,
langs Nordruslands og Nordasiens Kyster samt langs disse
Egnes nedre Floddale, mod Øst lige ud til Beringshavet;
findes ogsaa paa mange af Øerne i Ishavet, dog ikke paa
Novaja Semlja. Trækfugl, der overvintrer i Middelhavs-
landene og Nordafrika samt i hele Sydasien, Kina og
Japan. Fra Grønland, Spitsbergen, Island og Færøerne
kendes den ikke. I England viser den sig faatallig paa
Gennemrejse. I Norge ruger den meget almindelig og
talrig i Finmarkens Kystegne, sjældnere i Tromsø og Nord-
lands Amter, tillige saa sydligt som hist og her i Dovres
Fjeldmarker; i Træktiderne viser den sig ret almindelig
ved Landets øvrige Kyster. I Sverrig ruger den ret al-
mindelig mange Steder i Laplands Indre og er fundet
endog helt ned til Bunden af den botniske Bugt og paa
dennes finske Side adskillige Steder ned langs Kysten,
selv saa sydligt som ved Gamlakarleby; i Træktiderne er
den almindelig langs Sverrigs Kyster og ved mange af de
store Indsøers Bredder.
I Danmark ses Temmincks Ryle kun paa Gennem-
rejse, baade om For- og Efteraaret. De første viser sig
gerne i sidste Halvdel af April, og i hele Maj Maaned
kan de ses ret almindelig, men faatallige, oftest faa Stykker
sammen, men jævnlig kan 20—25 Individer iagttages sam-
tidigt; næsten altid er de i Selskab med de andre Smaa-
ryler eller med Præstekraver o. a. Smaavadere; de ses
udelukkende ved lave, sumpede Havkyster, hvor deres
Føde og Levevis er den samme som de andre Rylers.
Om Efteraaret viser de første Smaaselskaber sig i Reglen
efter 20de Juli og da udelukkende voksne Fugle; derefter
ses de i hele August, men heller ikke nu i større Mængde,
blot indblandede i Ryleflokkene, hvor de er let kende-
lige paa deres ringe Størrelse, mørke Ryg og mørke For-
bryst; allerede omkring 15de September har de sidste
Ungfugle passeret Landet, senere ses de kun sjældent.
Opiagede udstøder de deres spæde, fine, trillende trrri—
trrri eller schriii—schriii eller flere Gange gentagne trit—
trit—trit og stiger da gerne meget højt i Luften i en
nøget sommerfugleagtig Flugt, hvorunder de ofte afbryder
… Vingeslagene et Øjeblik efter hver 2—3 Slag med de vidt-
254
udstrakte Vinger. Paa Vandrested er den overhovedet re
sky og flygtig. '
Til Finmarkens Rugepladser kommer den gerne i
sidste Halvdel af Maj; til Redeplads vælger den her lavt-
liggende, tørre, lyngbevoksede Flader eller fugtige, star-
græsbevoksede Marker, helst i Nærheden af Elvudløb,
hvor der er let Adgang til smaa, ferske Vandhuller og
Kær, hvor den i Yngletiden stedse søger sin Føde, der
her bestaar af Insekter, særlig af Myg og Fluer samt
disses Larver. De ruger næsten altid i spredte Kolonier,
sjældent enkeltvis. Reden ligger aabent, ofte ved en Sten
eller Tue, sjældnere under lavt Dvergpilekrat; den lave
.. Redeskaal er enten udforet med Græsstraa og af og til
med lidt Blade eller ganske uden Underlag for Æggene.
De 4 pæreformede Æg lægges fra en Uge ind i Juni, der-
efter i stigende Antal til Maanedens Udgang. De ruges
aabenbart hovedsagelig af Hannen, der i alt Fald ene
passer Dunungerne. I Modsætning til Dvergrylen, som
den ofte ruger i Koloni med, er Temmincks Rylen ret sky
og forsigtig ved Reden og forlader denne allerede, naar
man er paa lang Afstand, for først at søge til den igen,
naar Forstyrreren har fjernet sig et godt Stykke Vej; som
mange andre Ryler anstiller den sig saaret, særlig hvis
dens Æg er stærkt rugede. Æggenes Farve gulgraa eller
graahvid, af og til med grønligt Skær, mørkebrunt og graat
plettet som hos de andre Ryler, oftest er dog Pletterne
ret smaa. Længden 25—31 mm, Bredden 19—21,5 mm. I
Parringstiden stiger Hannen kvidrende op i Luften, kredser
derefter under trillende Toner om med stive, dirrende
Vinger for derpaa at dale ned paa en Sten eller i en Busk.
Flugten ellers hurtig, med pludselige Sving.
3. Islandsk Ryle (Tringa canatus Linné).
(Erolia canutus canutus (Linné)).
Islandsk Strandløber, Rødsneppe, Kobbersneppe, Trine-
knægt, Graasneppe, Staalsneppe, Stor Rødbrystet Ryle.
(Tringa cinerea Brunnich, Tringa islandica Linné).
Norsk: Islandssneppe. Svensk: Kustsnåppa. Tysk: Is- ;
låndischer Strandlåufer. Engelsk: Knot. £
Han i Sommerdragt: Pandens Midte, en utydelig
Stribe fra Næb til Øje samt hele Issen sorte med brede,
rødbrune Fjerkanter. Ørefjer og Baghalsens Fjer rødlig-
graa med udflydende, mørke Fjermidter. En bred Stribe
255
.hen over hvert Øje, Hovedets Sider, Hage, Strube,
Forhals og hele Brystet langt ned ad Krop-
siderne ensfarvet smukt rustrøde. Bug, Under-
gump og Underhaledækfjer hvide med indblandede rust-
røde Fjer, af og til ogsaa overvejende rustrøde. Under-
haledækfjerene næsten altid med smalle, sorte Skaftstriber
eller Pilpletter. Forryg, Skulderfjer og oftest enkelte af
Fig. 55. Islandsk Ryle. (Efter Slater i British Birds).
de forlængede inderste Armsvingfjer sorte med brede,
gulgraa Fjerrande og store, rustrøde Kantpletter, der hen
paa Sommeren falmer til brunlighvidt og for en stor Del
mistes ved Bremfældning, saaledes at det sorte bliver
mere fremtrædende. Bagryggen graabrun med mørke Skaft-
striber og hvidlige Fjerkanter, Overgumpens Fjer tillige
med hvid og sortebrun Tegning. Overhaledækfjerene hvide
med sorte Tværstriber, ofte, ligesom Overgumpen, mere
eller mindre rustrøde. Vingedækfjerene, der stammer fra
"Vinterdragten, er ensfarvet brungraa med mørke Skaft-
256
striber og graa Fjerrande, men ofte findes indblandede
Sommerdragtsfjer af Ryggens Farver. Haandsvingfjerene
brunsorte med hvide, sortspidsede Skafter; deres Inder-
faner mere eller mindre brunliggraa. Ydre Armsvingfjer
mørkebrune med brede, hvide Fjerrande paa Yderfanerne.
De inderste forlængede Armsvingfjer, der er 25—30 mm
kortere end Haandsvingfjerene, tilhører som Regel delvis
den graa Vinterdragt. Undervingedækfjerene hvide, langs
Vingens Kant og Rand med lidt graabrun Tegning. Arm-
hulefjerene hvide med enkelte smalle, skraatstillede, graa-
brune Tværbaand. Halens Styrere brungraa, oftest med
smalle, hvide Fjerrande og hvide Skafter.
Hunnen ligner Hannen, men er som Regel mindre
dybt rustrød paa Undersiden, ligesom Bugen jævnlig er
hvidere.
Ofte er det rustrøde paa Undersiden ikke rent farvet;
jævnlig findes saaledes indblandede hvide Fjer; hvidlige
Fjer med sorte Skaftpletter eller Tværbaand kan i større
Mængde findes udbredte paa Forhals og Forbryst; mulig
er dette et Kendetegn paa yngre Fugle. I August kan
allerede den graa Vinterdragt begynde at IDE frem,
særlig paa Strube og Ryg.
Iris mørkebrun. Næbbet lige, sort, ieneden 30—
38 mm, oftest længst hos Hunnerne. Vingelængden oftest
162—172 mm. Mellemfoden 30—34 mm, Mellemtaaen 25—
27 mm. Benene mørkt olivengrønne: hos de unge, sorte
hos de gamle Fugle.
Vinterdragten, der er ganske forskellig fra Som-
merdragten, bæres endnu i Marts, men fældes i Løbet af
April, dog beholdes Sving- og Styrefjerene samt Vinge-
dækfjerene Sommeren over og fældes først om Efteraaret.
Hele Fuglens Overside ensfarvet brunliggraa,
paa Issen, med bredere, ellers med smallere, mørke Skaft-
striber og ubetydeligt lysere Fjerrande. Hovedets og Halsens
Sider samt Strube og Forhals graahvide med udflydende,
mørke Skaftpletter; Forbrystet og Kropsiderne lige ned til
Halen ligeledes graalighvide med ret smalle, mørkebrune,
LOT
buede Tværbaand over hver Fjer. Bagbryst og Bug graa-
lighvide, det første med spredte, ganske smaa, mørke
Skaftpletter. Underhaledækfjerene hvidlige med mørke
Pilpletter. Om Efteraaret kan man allerede i August se
enkelte gennemrejsende Fugle med endel frembrydende
Vinterdragtsfjer.
Unge Fugle er graat farvede, minder nærmest om
de voksne i Vinterdragt, men er let kendelige paa, at alle
de mørkskaftede, graa Fjer paa Forryg og Skuldre samt
de forlængede inderste Armsvingfjer har regelmæssige,
hvide eller rustgulligt hvide Fjerrande, indad-
til skarpt afgrænsede af en smal, sort Stribe.
Hele Fuglens Underside hvid med mere eller mindre ud-
bredt rustgult ÅAnstrøg, særlig paa Forbryst og Kropsider.
Forhals og Forbryst med spredte, men smalle, mørke
Skaftpletter; Kropsiderne med Pilpletter og utydelige Tvær-
striber. Strube, Bagbryst, Bug og Underhaledækfjer hvide
uden Pletter," højst med Antydning af mørke Skaftstriber
påa de sidstnævnte.
Dunungen ligner de andre Rylers endel, men er
bl. a. kendelig paa sin betydelige Størrelse og sine graa-
gule, mørkt marmorerede Ben.
Blandt Rylerne er den Islandske Ryle altid kendelig
paa sin Størrelse og sit forholdsvis korte Næb; i Sommer-
dragten gør den smukke, rustrøde Farve den let kendelig,
selv paa lang Afstand, og de sort og hvidt kantede, graa
Rygfjer er et usvigeligt Kendemærke paa de unge Fugle.
Udbredt som Ynglefugl i. meget nordlige og afsides
" Egne, saaledes ved Sibiriens nordlige Kyster, f. Eks. paa
Taimyr-Halvøen og paa de Nysibiriske Øer; ligeledes i
det nordligste og nordøstlige Grønland, paa Grinnell-Land,
Melville-Ø og Halvø og i det øvrige nordligste Amerika
lige til Alaska, i Amerika forsøgt udskilt som en særlig
Race var. rufa Wilson. Først i ret sen Tid er deres Æg
og Unger blevet kendte. Trækfugl, der tidlig paa Efter-
aaret drager langt mod Syd og overvintrer i det sydligste
" "Asien, i Sydafrika lige til Kap, i Sydamerika lige til Ild-
landet samt i Australien; endel overvintrer dog jævnlig
R. Hørring: Fugle II. 17
==
258
langs Mellemeuropas Atlanterhavskyster. Paa Island ruger
den ikke, men er her, ligesom paa Færøerne, meget al-
mindelig paa Gennemrejse, særlig om Efteraaret. I Eng-
land, Norge og Sverrig er den ligeledes almindelig, vel
kommende fra de vestligere, sibiriske Rugepladser.
I Danmark viser den Islandske Ryle sig som en al-
mindelig Trækfugl, der dog ses ret faatallig, ofte næsten
sjælden om Foraaret, derimod særdeles talrig om Efter-
aaret. Om Foraaret kan enkelte Fugle, i ren Vinterdragt,
allerede vise sig midt i Marts, ogsaa nogle i April, da i
Overgang fra Vinter= til Sommerdragt, men kun som
spredte Forløbere; døg har en sjælden Gang 1—200 Indi-
vider i Flok vist sig hen imod Slutningen af April (?””/4);
i sidste Halvdel af Maj falder vel nok Hovedtrækket, men
dette gaar vistnok hurtigt og ubemærket over Landet,
maaske hovedsagelig om Natten; dog er f. Eks. mange og
store Flokke set ved Ribe d. 21. Maj. Endnu ind i Juni
kan store Flokke passere Landet paa Rejse mod Nord,
saaledes er en Flok paa 150 Stkr. iagttaget 3die Juni og
en anden Gang Ste Juni; den 10.6. 1868 fangedes 11 Indi-
vider ved Esrom Sø, hvor de laa ved Søbredden saa ud-
mattede, at de kunde tages med Hænderne.
Deres højnordiske Rugepladser bliver først sent isfri
og beboelige. .I Nordøst-Grønland kommer de saaledes
først til Ynglestedet omkring I1ste Juni, paa de Nysibiriske
Øer c. 6te Juni. De færdes da i Begyndelsen paa de end-
nu snedækkede Tundraer og i Kær og Sumpe, hvor de
maa nøjes med at fortære Frø af Græs og Star, der stikker
op gennem Sneen, en for en Ryle noget usædvanlig Føde;
senere fortærer de ogsaa Smaainsekter, Edderkopper,
Krebsdyr o. 1., ogsaa i større Omfang Grønalger. De fær-
des lige efter Ankomsten parvis og begynder straks deres
Parringslege, hvorunder Hannen stiger meget højt i Vejret,
udstødende sine vidtlydende Fløjtetoner, der er søgt gen-
givne med tullavi—tuilavi—vi—vi; den kredser da vidt om
med vibrerende Vinger, af og til kaster den sig ned gen-
nem Luften med stive Vinger og udspilet Hale. I Nord-
øst-Grønland begynder Æglægningen henimod Midten af
Juni. Redepladsen vælges paa tørre, stenede Fjeldsletter
med ringe Vegetation eller paa Tundraen. Reden en c.5cem
dyb Fordybning i Jorden, godt udforet med [Lichener
o.l. De 4 Æg er pæreformede, grønliggraa med smaa
eller store, mørkebrune og graalige Pletter, tættest, ofte
sammenflydende, ved den tykke Ende. Længden 41—
44 mm, Bredden 29—31,5 mm. Opjaget fra Reden løber
Fuglen stille bort mellem Græs og Sten og løber tavs
259
omkring langt fra Reden. Baade Han og Hun har tydelige
Rugepletter, dog skal navnlig Hunnen ruge, ligesom denne
menes ene at passe Ungerne; den formaar ofte med Held
at lokke Fredsforstyrreren meget langt bort fra Ungerne,
idet den ynkeligt pibende kryber hen ad Jorden.
Lidt før Midten af Juli forlader navnlig Hannerne
Rugepladsen, altsaa efter kun halvanden Maaneds Ophold
påa denne; lidt ind i August er alle de voksne Fugle væk;
Ungerne følger først betydelig senere efter, ofte først hen-
imod Slutningen af Maaneden. I Danmark begynder de
første gamle, rødfarvede Islandske Ryler atter at vise sig
paa Tilbagerejse fra Ynglepladsen omkring 25de Juli og
ses derefter almindelig i hele August, enkelte ogsaa i de
første Dage af September; undtagelsesvis er en gammel
Fugl set saa sent som 13de Oktober. Fra Midten af Au-
gust viser Ungerne sig, og disse ses da i hele September,
enkelte ogsaa ind i Oktober. Sjældent iagttages enkelte
Individer senere i Oktober eller endog i November; et
Eksemplar vides skudt midt om Vinteren, Ste Januar, ved
Odense. .
Paa Efteraarstrækket ses de snart faa sammen, snart
i store Flokke ved vore Havkyster, ofte i Selskab med
andre Ryler. De søger da deres Føde i Fjæren, hvor de
gennemroder Tangen, eller paa Sandene; her fortærer de
Orme, smaa Bløddyr o. 1.; i Solen skinner deres rødbrune
Fjerdragt stærkt og gør dem let kendelige paa lang Af-
stand. Deres Lokketone er en ejendommelig, snerrende
Lyd, gengivet ved knut—knut eller rut—rut. Ved Islands
Kyster er de ret tillidsfulde og lidet sky, hos os derimod
allerede sky og forsigtige.
4. Ryle (Tringa alpina Linné).
(Erolia alpina alpina og schinzii Brehm).
— Ryle-Strandløber, Pryllemand. (Tringa variabilis (Bech-
- stein), Tringa cinclus Leach).
Norsk: Myrsnipe. Svensk: Kårrsnåppa. Tysk: Alpen-
strandlåufer. Engelsk: Dunlin.
Han og HuniSommerdragt: Pande og Isse sorte,
Fjerene med rustbrune Sidekanter. En bred Stribe hen
over Øjet samt Hovedets Sider graalige med mere eller
mindre brunligt Anstrøg, hver Fjer med mørkebrun Midt-
plet. Tøjle og navnlig Ørefjer altid mere rustbrunlige.
b7æ
260
Hage og Strube hvide. Hele Halsen hvidgraa, ofte med
brunligt Ånstrøg, med brunsorte Skaftpletter. Forbrystets
Fjer brunsorte med brede, hvide Fjerrande og Kantpletter,
saaledes at Forbrystet syner hvidt med sorte Pilpletter.
Af de to i Danmark forekommende Racer har den typiske
Ryle (v. alpina) rent sodsort Bryst, hver Fjer med
et bredt, hvidt Tværbaand, der er helt eller næsten helt
Fig. 56. Ryle i Sømmerdragt. (Efter Slater i British Birds).
skjult af de overliggende Fjer; dette. store, sorte Bryst-
skjold kan strække sig ned paa Bugens forreste Del; den
anden Race (var. schinzii) har meget mindre, ofte ret
utydeligt Brystskjold, udbredt paa den forreste Del af
Brystet og kun paa dettes Sider; Farven er mere sorte-
brunlig, og Fjerene har hvide Kanter; hos enaarige Fugle
er Skjoldet ofte kun antydet af store, sorte Pletter. Bugen
oftest hvid; Undergump og Underhaledækfjer hvide, sær-
lig de sidste jævnlig med enkelte spredte, sorte Skaft-
striber. Kropsiderne overvejende hvide. Forryg, Skulder-
fjer og de forlængede, inderste Armsvingfjer sorte, navn-
261
lig om. Foraaret med brede, rustbrune Fjerkanter og Kant-
pletter, lysest og rødligere hos var. schinzii, mørkere og
brunligere hos var. alpina; tydeligst og varmest farvede
træder disse brede, rustbrune Fjerkanter frem
paa Skulderfjerenes ydre Rand ved Grænsen mod
de brungraa, graakantede Vingedækfjer. Bagryg og Mid-
ten afOvergumpen samt de midterste Overhale-
dækfjer sortebrune med smalle, brune Bremmer.
Siderne af Overgumpen og de sidestillede Overhaledæk-
fjer hvide. Haandsvingfjerene brunsorte, de indre med
hvid Kant paa Yderfanerne. De mellemste Armsvingfjer
tildels hvide. Undervingedækfjerene hvide med graabrune
Basaldele langs Rand og Kant. Armhulefjerene hvide.
Styrerne lyst brungraa, de to mellemste, der er tilspidsede
og c. 5 mm længere end de andre, er mørkebrune.
Iris brun. Næbbet, der er sort og svagt nedbuet i
Spidsen, er 26—38 mm langt, Hunnernes altid iøjen-
faldende længere end Hannernes. Vingelængden svinger
mellem 102 og 124 mm, er oftest 108 til 118 mm. Hun-
nens Vinge gennemsnitlig 3—4 mm længere end Hannens.
Ryler med Vingelængde over 115 mm tilhører stedse var.
alpina. Mellemfoden 23—26 mm, Mellemtaaen 22—23 mm.
Benene sorte eller sorte med olivengrøn Tone.
, Vinterdragten ens for Han og Hun. Fuglens hele
Overside brunliggraa, hver Fjer med mørkere Fjermidte
eller mørk Skaftstribe; blot de længste Vingedækfjer med
brede, hvide Spidser. Pandens Sider og en bred Øjen-
brynstribe hvidlige; et mørkere- Strøg. fra Næbbet hen
… over Kinden til de brunlige Ørefjer. Hage og Strube hvide.
Forhals og Forbryst lyst brunliggraa med smalle, mørkere
Skaftstriber; hele denøvrigeUnderside samtKrop-
siderne renhvide. Bagryg, Overgump og de mellemste
Overhaledækfjer brunsorte med bredere og smallere, lyse
Fjerkanter. , . ,
Unge Fugle ligner om Efteraaret nærmest de
voksne paa Rygsiden, men er let kendelige paa deres
uslidte, regelmæssige, rustbrune og brunlighvide Fjer-
262
kanter paa Skulderfjerene og navnlig paa de forlængede
inderste Armsvingfjer. Deres Underside skiller sig fra de
gamle Fugles ved det mere brunlige Forbryst og ved de
spredte, mindre og smaa, sorte, uregelmæssige eller sort-
vatrede Pletter paa. Fjerspidserne ned ad Brystets og
Kroppens Sider.
Dunungens Overside varmt rustbrun, Dunene med
sorte Tværbaand og skarpt afsatte, hvide Spidser. Panden
brunlighvid med sort Midtstribe, fortsat ud i Nakken; paa
Issen 5 sorte Længdestriber; sort Tøjlestribe. Undersiden
hvidlig med rustbrunt Anstrøg, stærkest paa Forbrystet.
Blandt danske Ryler er denne Art i Sommerdragten
altid kendelig paa det sorte Brystskjold og de stærkt rust-
brune Fjerkanter paa Skuldrene; de unge Fugle er altid
kendelige paa deres sortplettede Bryst.
Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Europa, lige
fra Ishavets Kyster ned til Holland, Østersølandene og
en Linie gennem Mellemrusland over Moskva og Perm;
yderligere udbredt over hele Sibirien og det nordlige
Nordamerika. Denne vidtstrakte, circumpolare Udbredning
har medført Udspaltning i flere geografiske Racer; saa-
ledes er Østsibiriens og Nordamerikas Ryle udskilt som
Racen sakhalina Vieillot, en større og lysere Form.
Ryler fra Vestsibirien og Europas nordlige Egne lige ned
til Skaane henregnes til den typiske Form alpina Linné, -
medens Ynglefuglene i Danmark, Østersølandene og Hol-
land samles under Racen schinzii Brehm. Ogsaa Øst-
grønlands og Islands Ryler er lidt særprægede, men alle
disse Racer gaar dog jævnt over i hverandre. I Grønland
ruger Rylen faatallig paa Vestkysten, derimod almindelig
paa Østkysten; paa Island og Færøerne er den meget al-
mindelig overalt. I England ruger den hist og her, men
er talrig i Træktiderne. I Norge og Sverrig er den al-
mindelig over hele Landet, baade ved Kysterne og i Fjeld-
myrerne. ; :
I Danmark er den lille Race, var. schinzii, en meget
almindelig Ynglefugl, rugende overalt paa Strandenge, i
Laguner og paa lave Holme, næsten altid i Nærheden af
Havet, men dog ogsaa i side Aadale, ved Søer o.l. Steder;
påa Island og andre nordlige Steder ruger Rylen ofte
langt inde i Landet i Flodlavningerne. Vore rugende Ryler
kommer tidligt til Landet samlede i store Flokke og søger
263
.til Rugepladserne allerede først i April; de er da for-
længst i ren Sommerdragt. Den store Race, var. alpina,
synes ofte at overvintre hos os i betydeligt Antal, men
"kommer til Landet i større Mængde allerede før Midten
af Marts og ses da overalt flokkevis -ved vore Havkyster
i ren Vinterdragt; den er meget selskabelig og færdes i
Flok med mange Slags andre Vadefugle, særlig de andre
Rylearter, Præstekraver, Strandhjejler o.a. Disse Ryler,
der tildels yngler i meget nordlige Egne, har endnu i Be-
gyndelsen af April deres rene Vinterdragt og faar først
sent deres Sommerdragt; de forbliver her paa Vandrested,
medens vore egne Ryler ruger, til ind i Maj Maaned og
kan endnu ses i denne Maaneds Slutning for derpaa at
rejse mod Nord, efterhaanden som deres Rugepladser
bliver beboelige. Over Vandet flyver de gerne lavt; under
Flugten forandrer Flokke paa 2—300 Individer Retning
som paa Kommando, idet de samtidigt kæntrer i Luften,
saa deres hvide Bug ses. .
Tidligst midt i April, men dog som Regel sidst i
denne Maaned eller først i Maj lægger vore Ryler deres
4 Æg. Reden oftest omhyggeligt skjult i-en Tot Græs
påa et tørt Sted i Strandengen, jævnlig med en Slags
græsdækket Indgangstunnel; den lave Redeskaal udforet
med tørt Græs o.l. Æggene, der er paafaldende store, er
tydelig pæreformede, ret spidse i den ene Ende. Grund-
farven graagrøn eller olivengraa, over det hele med mørkt
chokoladebrune Pletter, meget varierende i Størrelse og
Udbredning, tættest om den butte Ægende; jævnlig er
Pletterne formede som skraatstillede Penselstrøg. Læng-
den oftest 33—37 mm, Bredden 25—26 mm. I 16—17 Dage
ruger baade Han og Hun skiftevis. Ved Reden er de
meget stilfærdige og tillidsfulde; ofte ses den ene af
Fuglene sidde paa en Tue og se sig omkring; jævnlig
strækker den da et Øjeblik sine Vinger krampagtigt lige
i Vejret, saaledes at disses hvide Underside skinner langt
bort. Nærmer man sig Reden, forsvinder de stille fra
denne, uden støjende Ængstelseslyd, idet de skjult løber
bort gennem Græsset. I Parringstiden høres stedse deres
ejendommelige bløde, ryllende Stemme, der kan gengives
ved try—try—tryry—y—y—ry—ry—ry—ry—ry; denne Lyd
udstødes ofte, medens Hannen kredser i Luften med
stive, nedbøjede, sittrende Vinger. Opjagede lyder Stem-
men som tri—tri, flyvende bl. a. som et snerrende, tørt
trerrr.— trerrr. Fr
Saa snart vore egne rugende Ryler har faaet deres
. Unger flyvefærdige, forlader de sammen med disse Lan-
264
det, og midt i Juli er de som Regel allérede borte; for-
sinkede danske Unger kan dog endnu ses i August. Sam-
tidigt begynder de første gamle Fugle af de nordligst .
rugende Ryler atter at vise sig hos os paa Efteraarstræk,
kendelige paa deres rene Søommerdragt med rensort Bryst-
skjold. Hele Efteraaret ses nu Rylen baade i mægtige
Skarer og i Smaaselskaber paa Vandrested ved vore Ky-
ster, som langt den almindeligste Ryleart. Navnlig er den
meget talrig i September og Oktober, men endnu i No-
vember kan betydelige Flokke ses; i milde Vintre kan
flere eller færre Ryler ses ved de isfri Kyster. De unge
Fugle viser sig fra midt i August og udgør derefter hur-
tigt største Parten af Flokkene; efter Begyndelsen af Sep-
”" tember ses kun faa voksne Fugle. Allerede i Begyndelsen
af September kan Ungerne begynde at faa deres graa
" Vinterdragt, men helt ud midt i Oktober, ja endog Aaret
ud kan de endnu have meget tilbage af deres Ungfugle-
dragt. Tidspunktet for Fjerskiftet synes at være over-
ordentlig varierende; sidst i September kan saaledes paa
den anden Side Unger træffes i næsten ren Vinterdragt.
De søger deres Føde paa dyndede og sandede Flader,
hvori de borer med deres blødhudede Næb; i deres Maver
finder man navnlig Orme, Insekter, smaa Snegle og Mus-
linger, Tanglopper o. 1., ogsaa af og til Plantefrø og andre
Plantedele. .
D: Re Ryle (Tringa subarquåta
Gyldenstedt).
(Erolia ferruginea (Brunnich)).
Krumnæbbet Strandløber, Graasneppe, Lille Rødbrystet
Ryle.
Norsk: Krumnebsryle. Svensk: Spovsnåppa.. Tysk:
Bogenschnåbeliger Strandlåufer. FE Curlew Sand-
piper.
Han og Hun i Sommerdragt: Isse, Forryg og
Skulderfjer sorte med rødbrune og brunlighvide Fjer-
kanter, paa Ryg og Skuldre tillige med rødbrune og brun-
lighvide, store Kantpletter; baade Fjerrande og Kantpletter
bremfældes delvis hen paa Sommeren. Baghalsen graalig
gulbrun med mørkere Fjermidter. Bagryg og Overgump
brungraa, Fjerene mørkere hen .mod de hvidkantede Spid-
ser. Overhaledækfjerene renhvide med sorte-
265
brune Tværstriber. Partiet om Næbroden hvidligt.
Hase Strube) Forhalshog hele Brystet smakt
rustrøde, navnlig paa Brystet har Fjerene smalle, hvide
Fjerbremmer; disse er hos de fleste Individer indadtil
begrænsede af et smalt, sort Tværbaand, vistnok tydeligst
hos de yngre Fugle og Hunnerne. Bugen hvid, navnlig
hos Hannen ofte delvis rødbrun. Underhaledækfjerene
Fig. 57. Krumnæbbet Ryle. (Efter Slater i British Birds).
hvide med spredte, sorte Tværbaand eller Pilpletter.
Vingens og Halens Fjer tilhører Vinterdragten; Vinge-
" dækfjerene brungraa, med utydelig mørk Skaftstribe og
lysere, graalige Fjerrande, de store nederste med hvidlige
Spidser. Haandsvingfjerene brungraa med brunsorte Yder-
faner og Spidser, de inderste med hvide Kanter paa Yder-
fanerne; .Skafternes midterste Del hvid. Ydre Årmsving-
fjer delvis hvide, med hvide Fjerrande; de inderste Årm-
" svingfjer, der er 20—25 mm kortere end Haandsvingfjerene,
tilhører oftest Vinterdragten og er mørkebrune med utyde-
266
lige, lysere Fjerrande, enkelte kan dog være af Ryggens
Farve. Årmhulefjer og Undervingedækfjer hvide, langs
Vingens Rand og Kant med brungraalige Basaldele. Sty-
rerne brunliggraa, hvide ved Basis og langs Inderfanerne;
de to midterste lidt spidsere og c. 3 mm længere end de
andre. I August Maaned har disse voksne Fugle allerede
mange indblandede hvide Fjer paa den rustrøde Under-
side, tilhørende den frembrydende Vinterdragt; tættest
sidder disse gerne paa Strube og Forhals. Sag
Iris mørkebrun. Næbbet sort, tydeligt nedbøjet i Spid-.
sen og ret langt, 35—43 mm, Hunnens oftest nogle Milli-
meter længere end Hannens. Vingelængden oftest 125—
135 mm. Mellemfoden 31—32 mm, Mellemtaaen 23—25 mm.
Benene olivensorte.
Vinterdragten, hvori den vist yderst sjældent ses
her i Landet, ligner de andre Rylers. Hele Rygsiden brun-
graa med utydelige, hvidliggraa Fjerkanter. Bagryg og
Overgumpens Midte graabrune med hvide Fjerkanter.
Bagkroppens Sider og Overhaledækfjerene ren-
hvide, højst med enkelte sorte Pletter. Øjenbrynstribe,
Hage og Strube hvide. Kinder og Ørefjer med fine, mørke-
brune Skaftpletter. Forbrystet hvidt, navnlig paa Siderne
med gulgraat Anstrøg og ret svage, brune Skaftpletter.
Hele den øvrige Underside renhvid. Vinge og Hale
som om Sommeren. z
Unge Fugle kendes om Efteraaret let fra de voksne
ved deres overvejende hvide, ikke rustrøde Underside.
Isse, Forryg og Skulderfjer brunsorte med smalle, regel-
mæssige, brunhvide eller svagt rødbrune Fjer-
rande, bredest paa Fjerenes Sider, uden Kantpletter.
Baghals lysere og mere graalig end Isse og Forryg. De
forlængede indre Armsvingfjer bronzebrune med
meget regelmæssige, hvidbrune Kanter om hver
Fjer. Overhaledækfjerene renhvide, højst med
enkelte svage, mørke Fjerbremmer. Øjenbrynstriben hvid-
lig; en tydelig Tøjlestribe, Kinderne og Ørefjerene mør-
kere brunlige. Hele Undersiden hvidlig med mere eller
267
- mindre gulbrunligt Anstrøg, særlig over Forbrystet. Paa
Hals og Forbryst, af og til kun paa disses Sider, har
Fjerene lidet fremtrædende, mørkere Skaftstri-
ber. Vingedækfjerene graabrune med brede, hvidlige
Rande og Spidser, de store nederste bredt hvidspidsede.
Blandt vore Ryler kan denne Art i sin Sommerdragt
kun forveksles med den ligeledes rustrøde Islandske Ryle,
men skelnes let påa sin langt ringere Størrelse og læn-
gere, nedadkrummede Næb. De unge Fugle er, foruden
paa det krumme Næb, kendelige paa deres renhvide Over-
haledækfjer og renhvide, uplettede Bryst og Bug, hvor-
ved de let skelnes fra de unge, almindelige Ryler, som
de ofte færdes sammen med.
Udbredt som Ynglefugl ved Sibiriens Nordkyst, hvor
den kendes rugende fra Jenissei'”s Munding (1895) og Tai-
myr-Halvøen samt fra de Nysibiriske Øer, medens dens
mulige øvrige Udbredning endnu er ukendt, er dog fundet
saa vestligt som paa Murmankysten (1901). Trækfugle,
der i mægtige Flokke overvintrer i Sydafrika, hele Syd-
asien og Australien; undtagelsesvis set i det vestlige
Nordamerika. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes
den ikke. I England er den almindelig som gennemvan-
drende om Efteraaret, meget sjælden som overvintrende
og om Foraaret. I Norge er den almindelig langs Kysterne,
men kun om Efteraaret paa Gennemrejse fra Nordøst,
derimod aldrig om Foraaret. Ogsaa i Sverrig almindelig
fra Juli til September, særlig i Landets sydøstlige Dele;
kun enkelte Individer nogle Gange iagttagne, formentlig
paa Foraarstræk bl. a. paa Øland og Gotland.
I Danmark er den Krumnæbbede Ryle en om Efter-
aaret almindelig, ofte ret talrig Trækfugl. Paa Foraarstræk
kendes den næppe fra Danmark, og da, som nævnt, et
" lignende Forhold gør sig gældende i Nabolandene, maa
det antages, at den om Foraaret følger ganske andre, øst-
lige, mere direkte Veje paa sin Rejse fra Sydafrika til
Nordsibirien. De forlader Overvintringspladserne i Syd-
afrika i sidste Halvdel af Marts, og de fleste har da alle-
rede ren Sommerdragt, enkelte kan dog endnu midt i
Marts have ren Vinterdragt. Paa deres højnordiske Ruge-
pladser er de meget lidt kendte; paa Taimyr lægger de
sidst i Juni eller først i Juli. deres 4 Æg; Reden paa en
-. Tue i Tundraen; den temmelig. dybe Redeskaal gerne ud-
268
foret med Lichener, Æggene grønliggraa med mørkt rød-
brune større og mindre Pletter og skal nærmest ligne
den Sortgraa Ryles. Længden 34,6—39,6 mm, Bredden
25,1—26,2 mm. Baade Han og Hun ruger og passer Un-
gerne.
De første Krumnæbbede RER viser sig hos os.om
Sommeren lige efter Midten af Juli og da udelukkende
voksne Fugle i deres smukke, rustrøde Sommerdragt, blot
med frembrydende hvide Fjer paa Hals og Bryst. De
kommer som Regel i Smaaflokke paa højst op til 30—40 .
Stkr., næsten altid i Flok med de andre smaa Rylearter,
særlig med den almindelige Ryle. Ved Midten af August
… har de voksne Fugle som Regel passeret Landet, og nu
begynder de graa og hvide Ungfugle at komme, og disse
ses da derefter ret regelmæssigt navnlig i Septembers
første Halvdel, enkelte endnu til henimod Udgangen af
denne Maaned. Undtagelsesvis kan enkelte voksne Indi-
vider ses i September, og en enkelt Gang har en for-
sinket Ungfugl vist sig d. 22. Oktober: Senere eller om
Vinteren ses den aldrig her i Landet. De synes delvis at
trække om Natten; men kun enkelte falder nu og da
ved Fyrene.
De træffes om Efteraaret ved vore lave, flade Kyster,
særlig hvor sumpede Strandenge yder dem gode Betingel-
ser. Føden er da alle Slags Smaadyr, baade Orme, In-
sekter, smaa Bløddyr o.s. v. Opjagede lyder deres Stemme
som grrryt—grrryt. ,
6. Sortgraa Ryle (Tringa maritima Briinnich).
(Erolia maritima maritima Brunnich).
Sortegraa Strandløber, Strandryle, Vintersneppe, Pur-
purryle, Havryle (Tringa striata Fleming, Arquatella mari-
tima Coues, Pelidna maritima Fritsch).
Norsk: Fjærepist. Svensk: Skårsnåppa. Tysk: See-
strandlåufer. Engelsk: Purple Sandpiper.
Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Overside
sort, Fjerene med rustbrune eller brungraa Siderande, .
ofte dannende smalle Længdestriber paa Issen. Baghalsen
brunliggraa med mørke Fjermidter. Forryggen og Skul-
derfjerene sorte med stærkere eller svagere
purpurrødlig Metalglans og brede, varmt rustbrune
eller graabrune Fjerkanter, der hen paa Sommeren falmer
269
.og delvis mistes ved Bremfældning. Fugle i første Som-
merdragt synes at have mere brunlighvide Fjerkanter om-
kring de mere bronzegrønligt skinnende, sorte Overside-
fjer. Ret utydelig, bred, lys Øjenbrynstribe; en Plet foran
Øjet sortagtig, Tøjlestriben og Ørefjerene mørkere brune,
Hovedets Sider iøvrigt brungraa med mørke Fjermidter.
Halsens Sider samt Forhalsen graa eller brungraa, hver
Fig. 58. Sortgraa Ryle. (Efter Slater i British Birds).
Fjer med en sort Stribe ned ad Midten. Forbrystet brun-
graat, hver Fjer med en bred, hvidlig Fjerkant og en sort
"Plet henimod Spidsen. Bagbryst og Kropsiderne hvide,
Fjerene med graabrune Midter, Skaftpletter eller Pilpletter;
hele den øvrige Underside hvid, Underhaledækfjerene
med spredte, brunsorte Pilpletter. Bagryg, Overgump og
Overhaledækfjer brunsorte med samme Metalglans som
Forryggens Fjer og med smalle, hvidlige Fjerbremmer.
" Vingedækfjerene, der tilhører Vinterdragten, olivenbrun-
graa med hvidgraa Fjerkanter,.de store nederste med
270
hvide Fjerspidser. Haandsvingfjerene sortebrune, I1ste vel-
udviklede med hvidt, de øvrige med brunt Skaft, de in-
derste hvidbremmede. Ydre Årmsvingfjer bredt hvidkan-
tede og overvejende eller helt hvide, de inderste for-
længede, hørende til Vinterdragten, graalig olivenbrune
med svag Metalglans, lysere mod Randene. Armhule-
fjerene og midterste Undervingedækfjer renhvide, Fjerene
langs Rand og Kant graa med hvide Fjerrande. Halen af-
rundet, de to mellemste Styrere brunsorte, de øvrige graa-
brune med graa Bremmer paa Yderfanerne. SER
Iris brun. Næbbet lige, 29—36 mm langt, brunsort,
gulligt ved Mundvigene. Vingelængden 126—142 mm,
Hunnen oftest større end Hannen. Mellemfoden 24—
25 mm, Mellemtaaen 28—29 mm. Benene paafaldende
lave; Fjerene dækker helt ned over det nøgne Stykke
Skinneben; Kløerne meget butte og korte; Benenes Farve
grønlig gul.
Vinterdragten, i hvilken den gerne træffes her i
Landet, har en for en Ryle paafaldende mørk Ryg-
side. Hele Oversiden . brunsort, navnlig Skulderfjerene
og de forlængede inderste Armsvingfjer med bronzegrøn-
lig eller purpurrødlig Metalglans, med brede, lidet frem-
trædende, mørkegraa Fjerrande, der er tættest og mest
dækkende paa Hoved og Hals. Hage og Strube mere eller
mindre hvidlige; Hovedets og Halsens Sider samt
Forhals og Forbryst ensfarvet mørkt askegraa,
påa Forbrystet har Fjerene regelmæssige, smalle, hvide
Fjerrande; den øvrige Underside samt Bagryg, Vinger og
Hale som i Sommerdragten.
Unge Fugle ligner om Efteraaret endel de voksne,
men skelnes let fra disse paa Rygsidens regelmæs-
sige, smalle, rustbrunlige og hvidlige Fjer--
bremmer, der ogsaa meget skarpt og tydeligt findes
paa de forlængede inderste Armsvingfjer; disses
Tegning gør ogsaa Ungfuglene kendelige i deres første
Vinterdragt, idet disse Fjer hos de voksne er farvede og
tegnede som Skulderfjerene.
271
i Den Sortgraa Ryle er blandt de danske Ryler kende-
lig paa sin tykke, plumpe Legemsbygning, sin om Vin-
teren meget mørkegraa Farve baade paa Hoved og Hals,
sin purpurglinsende Rygside og sine paafaldende lave,
grønliggule Ben.
Udbredt som Ynglefugl i Europas og Vestasiens nord-
ligste Dele, lige ud til Taimyr-Halvøen og de Nysibiriske
Øer, samt i det nordøstligste arktiske Amerika, hvor den
ruger paa Melville-Øen og Ellesmere Land. Ligeledes paa
Spitsbergen, Franz Josephs Land og Novaja Semlja. Som
særlige Racer er de Sortgraa Ryler udskilte, der ruger
ved Beringshavets Kyster, paa Alaska og omliggende Øer.
De nordligst rugende er Trækfugle, men som meget haard-
føre Dyr drager de fleste om Vinteren ikke længere mod
Syd, end de lige er nødt til, overvintrer endog langs Skan-
dinaviens Ishavskyster; mange overvintrer dog langs At-
” lanterhavets nordlige Vestkyster, kun ganske enkelte viser
sig langs Middelhavets Kyster og i Nordafrika. I Grøn-
land, særlig i dets nordligere Dele, ruger den meget al-
mindelig, overvintrer i Mængde i Sydgrønland. Paa Island
og Færøerne er den ligeledes almindelig, begge Steder
overvintrende. I England viser den sig hovedsagelig om
Vinteren. I Norge ruger den almindelig i Øst-Finmarken
og, omend i ringe Antal, paa de sydligere Højfjælde, syd-
ligst fundet i Hardanger; iøvrigt almindelig ned langs Ky-
sterne baade paa Træk og som overvintrende. I Sverrig
er den blot fundet et Par Gange rugende i Jåmtland og
mulig en Gang i Lule Lapmark, men om Vinteren er den
almindelig langs Landets Vestkyster, særlig i Bohuslån.
I Danmark er den Sortgraa Ryle selvfølgelig aldrig
fundet rugende, da Landet ligger langt Syd for Artens
Rugezone; den viser sig dog her ret jævnligt, men meget
faatallig, ved vore Kyster baade-For- og Efteraar, men
særlig om Vinteren. I Septemfber kan enkelte af og til
"ses, men fra Oktober til ud i Marts viser enkelte Indi-
vider eller faa Stkr. i Selskab sig ved vore Havkyster,
hvor de særlig færdes i Tangbæltet paa Stranden; hyp-
pigst er den observeret i November Maaned og er da
oftere faldet ved vore Fyr. Selv i kolde Vintre kan denne
Ryle, der er skærmet af sin tætte, tykke Fjerklædning,
træffes hos os, blot Kysterne er isfri. Nu og da ses den
i Mai, vel paa Gennemrejse til Højnorden. Efter Midten
"af Oktober er de gerne i ren Vinterdragt; voksne Fugle
kan allerede begynde at faa enkelte Vinterdragtsfjer i Juli.
272
I Øst-Finmarken, Island og Grønland har den sin
Rugeplads baade oppe i Fjeldmarkerne og nede i Kyst-
egnene. I Slutningen af Maj fordeler de sig parvis paa
Ynglepladserne, hvor de ruger spredt, aldrig i egentlige
Kolonier. Reden lægges gerne godt skjult paa stenet, hist
og her lyngklædt Mark, helst i Nærheden af Smaasøer
og Kær med stenede Bredder; den lave Redeskaal er ud-
foret med enkelte Straa, Smaablade eller Lav, af og til
ogsaa med nogle af Fuglens egne Fjer. De 4 Æg lægges
gerne i Juni, tidligere eller senere i denne Maaned efter
de forskellige Breddegrader; i Sydgrønland og paa Fær-
øerne fra midt i Maj. De er mere eller mindre pærefor-
mede, grønliggraa eller olivenbrunligt graa med mørke-
brune eller rødbrune Pletter samt graa Skalpleétter. Plet-
terne er ofte langagtige og skraatstillede, et Fænomen,
der formentlig skyldes Æggets Drejning i Æglederen.
Længden 35—40 mm, Bredden 25—28,5 mm. De ruges i
16 Dage, vist overvejende af Hannen, men begge For-
ældre passer Ungerne. De ruger meget fast og forlader
først Reden, naar man er lige ved den; har de Unger,
løber de med oppustede Fjer og under ængstelig Piben
hen ad Jorden og anstiller sig saarede og anskudte. Ruge-
pladserne forlades i Island ret sent, nogen Hast med at
komme bort har de ikke, saaledes som -de andre højnor-
diske Ryler. I Yngletiden er Føden næsten udelukkende
Insekter, nu og da Plantefrø.
Efter Yngletiden samler de sig i store Flokke eller
endog i mægtige Skarer og ses derefter f. Eks. paa Island
hele Efteraaret og delvis ogsaa om Vinteren; de søger
da deres Føde i Havfjæren mellem Stene og Tang, sær-
lig i Ebbetiden; her færdes 'de ivrigt optagne af at løbe
rundt og oppille Orme og smaa Snegle, Muslinger og
Krebsdyr; ofte findes ogsaa Alger og andre Plantedele i
deres Mave. De er da lidet sky og løber ofte lige foran
ens Fødder, stedse under en lav Smaapludren, lydende
som plyt—plyt. Under Højvande løber de ofte hurtigt ud
efter de tilbagerullende Bølger for at snappe opskyllede
Smaadyr. Smaaskær kan under Højvande være helt dæk-
kede af disse Skarer, naar Fuglene oppustede og tykke
med indtrukket Hals har sat sig til Hvile paa disse. De
ses ikke helt sjældent svømmende, og anskudte kan de
dykke. .
273
Kærløberslægten (Limicola Koch).
Smaa Vadefugle, i Form lignende smaa Ryler,
samtidigt med at Fjerenes Farve minder lidt om
en Enkelt Bekkasins. Næbbet, der er betydelig
længere end Hoved og Mellemfod, er derimod
meget afvigende formet, paafaldende bredt og fladt,
ret massivt og kraftigt bygget; det er ret højt lige
ved Roden; fra Næseboret, der blot ligger c. 2 mm
fra Fjergrænsen, er den flade, brede,
kraftige Næbryg derimod ret lige, mod
Spidsen atter endel nedbøjet, hvorved
Næbbet faar en tilsyneladende dobbelt
svungen, svagt S-formet Profil. Næb-
furen næsten ikke synlig; det blød-
” hudede Parti om Næseboret meget kort,
underen Trediedel af Næblængden. Næb-
bets yderste Del ret haardhudet, en-
der spidst. Underkæbens brede, stærke,
flade Grene er sammenvoksede i tre
Fjerdedele af Næblængden (sml. Fig. 59); | Fig. 59.
Hagehudens forreste Del nøgen. Inder- re ar
É É , ærløber,
ste irslængede Armsvinsfjer. c. "0 Serra neden.
kortere end Haandsvingfjerene. Halens (Efter Paris).
12 Styrere lige afskaarne, blot de to
midterste en Smule længere end de andre. Fød-
derne ligner Rylernes, dog med særdeles velud-
viklet Bagtaa. Mellemfoden et Par mm længere
end Mellemtaa med Klo. Han og "Hun ret ens;
de unge Fugle ikke meget forskellige fra de voksne.
Fældningen som hos Rylerne.
Slægten, der er hjemmehørende i den gamle Verden,
omfatter kun 1 Art, delt i 2 HEE
R. Hørring: Fugle IL: 18
274
Kærløber (Limicola falcinéllus
(Pontoppidan)).
(Limicola falcinellus falcinellus).
Brednæbbet Kærløber, Brednæbbet Strandløber, Sump-
løber, Dyndløber, Bekkasinryle. (Scolopax. falcinellus Pon-
toppidan, Numenius pygmæus Bechstein, Tringa platy-
rhyncha Temminck, Limicola pygmæa Koch).
Norsk: Brednebsneppe. Svensk: Myrsnåppa. Tysk:
Kleiner Sumpflåufer. Engelsk: Broad-billed Sandpiper.
Han og Hun i Sommerdragt: En Stribe midt op
ad Panden samt hele Issen sorte med utydelige, rustgraa
Fjerbremmer. Pandens Sider, en bred Øjenbryn-
stribe samt en smalStribe hen ad hverIsseside
hvidgraa, Fjerene dog med smaa, brune Midtpletter. En
bred Stribe mellem Næb og Øje samt Ørefjerene mørke-
brune. Kinderne og Struben hvidlige med smaa, sorte-
brune Midtpletter paa Fjerene. Baghals brunsort med
brede, brunlighvide Fjerkanter. Forhals og Forbryst hvid-
lige med rustbrunt Anstrøg, hver Fjer med stor,
brunsort, draabeformet Midtplet, størst paa For-
brystets Sider, og hvide Fjerrande. Den øvrige Under-
side renhvid. Kroppens og Gumpens Sider hvide med
store, sortebrune Pilpletter. Forryg og Skulderfjer sorte
med stærkt fremtrædende, lysere Fjerkanter, rustbrune
påa Fjerenes Sider, hvide om disses Spidser; de yderste
Skulderfjers hvide Rande paa Yderfanerne danner et hvidt
V om Fuglens Ryg. Bagryggen, Midten af Overgumpen
samt de midterste Overhaledækfjer mat brunsorte med
smalle, graa og rustbrune Bremmer. Haandsvingfjerene
mørkt graabrune med sorte Yderfaner og Spidser, den
lste veludviklede med helt hvidt, de øvrige med over-
vejende brunlighvidt Skaft. Ydre Armsvingfjer lysegraa, .
mørkere om de hvidlige Skafter, med hvide Bremmer.
De forlængede inderste Armsvingfjer farvede som Skulder-
fjerene. Af Undervingedækfjerene er de midterste hvide,
Haandens og Kantens derimod brungraa med hvide Rande.
Armhulefjerene renhvide. Halens Styrefjer brunliggraa
275
y
med hvide Skafter og Fjerkanter; de to forlængede mid-
terste Styrere purpursorte med bred, rustbrun Fjerkant
paa Yderfanerne.
Iris mørkebrun. Næbbet grønligsort, lidt rødliggraat
ved Roden. Næblængden hos Hannen 29—31 mm, hos
Hunnen 32—35 mm. Vingelængden 103—108 mm. Fød-
Fig. 60. Kærløber. (Efter Slater i British Birds).
derne mørkt grønliggraa. Mellemfoden 20—23 mm, Mellem-
taaen 19—21 mm. Fr £ ;
I Vinterdragten, i hvilken den vist aldrig ses her,
" skal Fuglens Overside være lyst askegraa med sortebrun-
lige Fjermidter og lysere Fjerbremmer; Bagryg og Over-
haledækfjerene dog brunligsorte med smalle, rustbrunlige
Fjerbremmer. ;
Unge Fugle ligner de voksne endel, men er om
Efteraaret kendelige paa deres helt hvide, uplettede
Strube; Forbrystet oftest langt mindre plettet og broget,
lyst brunliggraat med lidet fremtrædende, mørkebrune
18=
276
Skaftpletter, bredest paa Forbrystets Sider, uden hvide
Fjerrande. Rygsidens Fjer ligner de voksnes, men de
uslidte Fjerkanter, særlig paa Vingedækfjerene, kende-
tegner ligeledes let Ungfuglene.
Blandt vore Smaavadere kendes Kærløberen let paa
sit svære, brede Næb, men paa Afstand er det ofte svært
at skelne den fra Rylerne.
Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Europa og Vest-
asien, i det mindste ud til Jenissei, hvor den afløses af
en nærstaaende Race, var. sibirica Dresser, udbredt
. over det nordlige Østasien. I Træktiderne viser den sig
i det sydligere Europa, overvintrende i Middelhavslandene
og Nordafrika samt i Sydasien. Fra Grønland, Island og
Færøerne kendes den ikke. I England har man blot iagt-
taget den op mod en Snes Gange, navnlig om Efteraaret
fra August til Oktober. I Norge ruger den faatallig paa
de sydlige Højfjælde fra Dovre ned til Mjøsen og ses i
Træktiderne i ringe Antal langs Kysterne. I Sverrig ruger
den dels i Lapmarkerne op til Lule- og Torne-Lapmark,
dels sydligere, og den er fundet ynglende i Dalarne og
bl. a. helt nede ved Falk&ping, vistnok ogsaa paa Øland;
her som i Norge synes den dog at være aftaget stærkt i
Antal. I det finske Lapland ruger den almindeligt.
I Danmark kendes Kærløberen ikke som ynglende,
derimod ses den ret regelmæssigt, omend faatallig paa
Gennemrejse baade Foraar og Efteraar. Om Foraaret er
den hyppigst iagttaget fra omkring Midten af Maj og denne
Maaned ud, men endnu en Uges Tid ind i Juni har man
truffet den, altsaa lige før den søger til sine nordligere
Rugepladser. Om Efteraaret kommer de første lidt ind i
Juli, vel nok voksne Fugle, og ses da denne Maaned ud
og i hele August, særlig ofte i dennes sidste Halvdel;
Gennemrejsen foregaar aabenbart hurtigt, og efter I1ste.
September ses den vist kun sjældent hos os. Som Regel
iagttages den kun i meget ringe Antal, enkeltvis eller
2—5 Stykker sammen, enten alene eller i Flok og Følge
med Ryler; undtagelsesvis ses store, samlede Flokke .
baade paa 40 Stykker og langt flere. De træffes baade -
langs Havkysterne og maaske særlig oppe i Strandenge
og Sumpe, hvor de stilfærdigt og ret langsomt færdes
paa dyndede, fugtige Steder, mellem raadden Tang o. 1.;
saaledes ses den aarlig regelmæssigt langs Kalvebod-
strands Kyster. Ikke sjældent trykker de sig ligesom
Bekkasinerne.
STI
: Saasnart Rugepladserne i Norge, der findes i Høj-
fjældene ned til 1000 m over Havet, er isfri, indfinder
Kærløberne sig paa disse, gerne i Begyndelsen af Juni.
"Til Rugeplads foretrækker den meget fugtige Sumpe, be-
voksede med Carex; Reden anlægges paa meget vaade
Steder, gerne mellem Vandpytter eller paa Hængesækken,
snart enkeltvis, snart i smaa, spredte Kolonier, op til et
halvt Hundrede Par sammen; den lave, ofte vaade Rede-
skaal er udforet med visne Pile- og Birkeblade samt
Græsstraa. De 4 langstrakt pæreformede Æg lægges fra
en Uges Tid ind i Juni, saaledes at Ungerne oftest er
udklækkede ved denne Maaneds Udgang. Baade Han og
Hun har Rugepletter og passer i Forening Ungerne; de
er meget lidt sky ved Reden og lader sig nødigt forjage
fra denne. Æggene er ret mørke; Grundfarven gulbrun
eller olivengraa, tæt dækket med smaa og større choko-
ladebrune eller rødbrune Pletter samt graa Skalpletter,
tættest i en Ring om den butte Ende, af og til saa tæt-
siddende, at de næsten er sammenflydende. Længden
skal ligge mellem 28,7 og 35,2 mm, Bredden mellem 21
og 24 mm.
- Opjaget udstøder Kærløberen et trillende tirrrr. Føden
navnlig Insekter, særlig Fluer, og disses Larver, smaa
Bløddyr, Orme o. l., som den med Næbbet trækker op af
Dyndet; ogsaa Frø af Vandplanter har man fundet i dens
Mave. f
3. Selningslægten (Cålidris Cuvier).
(Crocethia Billberg).
En lille Vadefugleslægt, der i alle Henseender
slutter sig meget nær til Rylerne, som den baade
ligner i Næbform, Vingeform og hele ydre og
indre Bygning; ogsaa Fødderne er byggede som
Rylernes, men udviser dog den Ejendommelighed,
at Bagtaa ganske mangler, en Karakter, der
efter de gængse Regler medfører en Udskillelse
fra Ryleslægten. Næbbet lige, omtrent af Hovedets
og næsten ganske af Mellemfodens Længde. Halens
Styrere er temmelig lige afskaarne, dog er den
yderste Styrer et Par Millimeter længere end de
indenfor stillede, den næstinderste ligeledes c. 4 mm
"og den inderste c. 8 mm længere end disse; her-
278
ved bliver Halen altsaa en Smule dobbelt ind-
skaaret eller tvekløftet. De har en fra Sommer-
dragten meget forskellig Vinterdragt; Fældningen
som hos Rylerne. Han og Hun ret ens; Ungfuglene
meget forskellige fra de voksne.
Ogsaa i Levemaade, Opholdssteder og Livsvaner lig-
ner de Rylerne. Slægten omfatter kun 1 Art, endnu ikke
udspaltet i Underarter. Udbredt circumpolart; viser sig
udenfor Yngletiden omtrent over hele Verden.
Selning (Cålidris arenåria (Linné)).
(Crocethia alba (Pallas)).
Almindelig Sandløber, Foranderlig Selning (Tringa are-
naria Linné, Tringa alba Pallas, Calidris leucophæa (Pallas)).
Norsk: Sandløber. Svensk: Sandlépare. Tysk: Sander-
ling. Engelsk: Sanderling.
Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets og Hal-
sens Overside, Forryggen og Skulderfjerene ret ensartet
farvede, brunligsorte med meget brede, kobber-
røde eller rustbrune Fjerrande og Sidepletter, de
sidste størst paa Forryggen og navnlig paa Skulderfjerene,
hvor de ofte danner Tværbaand; alle Oversidens Fjer
har i større eller mindre Omfang brede, hvidlige
Fjerspidser, der dog delvis eller næsten helt afslides
hen påa Sommeren. Paa endel Fugle er det hvidlige, paa
andre, oftest Hanner, det rustbrune dominerende. Kinder
og Halssider rustbrune med smaa, sortebrune Midtpletter,
ofte med hvidlige Fjerbremmer. Baghalsen oftest lysere
end den øvrige Overside, idet det brunsorte er indskrænket
til smalle Midtstriber. Hagen hvidlig; Struben, Forhalsen
og Forbrystet hvidlige, Fjerene mere eller mindre kob-
berrøde mod Spidsen, hver Fjer med en brunsort
Draabeplet, der paa Forbrystets Sider udvider sig til et
smalt, buet Tværbaand. Hele den øvrige Underside
samt Kroppens og Gumpens Sider renhvide.
Bagryggen mørk brungraa med hvidgraa, delvis rustbrune
249
- Fjerrande. Overhaledækfjerene farvede som Forryggen.
De smaa Vingedækfjer ensfarvet sortebrune, de mellemste
"(der stammer fra Vinterdragten) brungraa med brunsort
Skaftstribe og lysere, slidte Fjerrande; de store nederste
graabrune med hvidlige Kanter og brede, hvide Spidser,
der danner et hvidt Tværbaand over Vingen. Paa
Haandsvingfjerene er Yderfanerne og Spidserne sorte,
Fig. 61. Selning. (Efter Slater i British Birds).
Skafterne renhvide paa deres midterste Del; paa 6te og
følgende er Yderfanens basale Halvdel hvid, dannende
et Slags hvidt Vingespejl. Af Armsvingfjerene er de
indre overvejende hvide, mørkere mod Spidsen; de inder-
ste forlængede farvede som Skulderfjerene. Armhule- og
Undervingedækfjerene renhvide, de sidste blot langs Vinge-
kant og Haandrand med brunsorte Basaldele. Halens
Styrere brungraa med hvide Fjerrande, ligeledes hvide
paa Basaldelene og langs de hvide Fjerskafter; de to mid-
. terste med mørkere, brunsorte Inderfaner.
280
Iris mørkebrun. Næbbet sort, Næblængden 23—27 mm,
længst hos Hunnen. Vingelængden 117—128 mm. Fød-
derne sorte, ofte med grynede Skæl; Mellemfoden 23—
25 mm, Mellemtaaen 18—19 mm...
I Vinterdragten er Issen og hele Fuglens øvrige
Overside lyst askegraa med mørke Skaftstriber, tyde-
ligst paa Issen, og hvidlige Fjerrande. Pande, Kinder og
hele Fuglens Underside samt Siderne skinnende
renhvide, blot Ørefjerene med mørke Skaftstriber, og
en Plet paa Forbrystets Sider farvet som Ryggen.
Den unge Fugl har Isse, Forryg og Skulderfjer
- brunsorte, tegnede som høs de voksne, men med hvid-
lige, brunlighvide eller flødefarvede Kantplet-
ter og Fjerrande, ganske uden rustrødt. Baghalsen
meget lysere, næsten hvidlig, med utydelige, mørke. Skaft-
pletter. Paa Forryggen er det brunsorte oftest dominerende.
En Stribe mellem Næb og Øje samt Fjerene om Øjet
mørkebrunlige; Ørefjerene brunlighvide med sortebrune
Skaftstriber. Panden, en bred Øjenbrynstribe, Hovedets
Sider og Fuglens hele Underside hvide med ganske
svagt flødefarvet Anstrøg, altid tydeligst og. ofte
stærkt fremtrædende paa et Bælte over Forbrystet; dettes
yderste Sider med mørke Skaftstriber, farvede som Bag-
halsen. De smaa Vingedækfjer ensfarvet brunligsorte, de
mellemste brungraa med mørke Skaftstriber, flødefar-
vede mod de uslidte, fint sortbremmede Spid-
ser; de store nederste med brede, hvide Spidser.
Selningen er blandt vore Smaavadere af Størrelse
som Rylen, men har kortere, ganske lige Næb og er let
kendelig paa sit kobberrødlige Forbryst, renhvide Bryst og
øvrige Underside; ogsaa det hvide Vingebaand er kende-
ligt paa Afstand. I Ungedragten og navnlig i Vinterdragten |
er den kendelig paa sine ganske usædvanlig lyse, hvide
Farver. Endelig er Mangelen af Bagtaa stedse et ube-
drageligt Kendetegn.
Udbredt som Ynglefugl over de nordligste Egne af
Sibirien og det arktiske Nordamerika helt over til Nord-
281
øst-Grønland; ogsaa fundet ynglende paa Spitsbergen.
Trækfugl, der om Vinteren træffes i alle Verdensdele helt
ned til Kap, Patagonien og Australien. I Grønland findes
den rugende paa Øens nordligste Dele, sydligst ned til
68?, almindeligst i de nordøstligste Egne, men viser sig
kun faatallig paa Gennemrejse i Sydgrønland. Paa Island
er den med Sikkerhed kun fundet rugende enkelte Gange,
men er dér, ligesom paa Færøerne, ret almindelig i Træk-
" tiderne. I England er den ligeledes almindelig i .Træk-
tiderne, og mange overvintrer ved Kysterne. I Norge viser
den sig i store Flokke om Efteraaret, navnlig ved de syd-
lige Kyster, og i Sverrig viser den sig ret faatallig i Au-
gust og September langs de vestlige og sydlige Kyster,
særlig regelmæssigt paa Øland.
I Danmark viser Selningen sig ret regelmæssigt, men
faatallig paa Gennemrejse, hovedsagelig om Efteraaret, og
"jævnlig ses den hos os den første Del af Vinteren til ind
… 1 December Maaned. Om Foraaret er den kun sjældent
iagttaget i Danmark, men er dog skudt i ren Sommer-
dragt midt i Maj; mulig rejser den hurtigt gennem Landet
eller vælger andre Veje for sin Rejse til Rugepladserne.
En Uges Tid ind i Juli begynder de første at vise sig
paa Træk mod Sydvest, altid da voksne Fugle, der der-
efter kan træffes i hele August, i denne Maaneds sidste
Del med mange frembrydende Vinterdragtsfjer. I Slut-
ningen af August og i hele September er den hyppigst,
" og næsten alle de iagttagne Individer er da unge Dyr;
som en haardfør Fugl holder den sig her til langt ud paa
Efteraaret, og i November er den ikke sjældent nedlagt i
blandet Dragt, dog med overvejende Vinterfjer. Individer
i fuldkommen ren Vinterdragt er iagttagne i Slutningen
af November og først i December; senere ses den næppe
hos os. De færdes paa Sandene ved vore Kyster, hvor
de nu og da træffes mellem Rylerne, men som Regel ses
kun nogle faa Stykker ad Gangen, sjældent smaa Flokke;
nu og da falder en enkelt ved Fyrene.
Til Rugepladserne i Nordøst-Grønland begynder de
at komme omkring Iste Juni, ligesaa snart blot snefri
Pletter findes, men medens Landet endnu hærges af Sne-
storme. I Parringstiden midt i Juni flyver Hannen under
en snerrende, vibrerende Lyd ret lavt hen over Jorden,
sætter sig nu og da paa Sten o.1.; overfor andre Fugle er
de da meget ufordragelige og stridbare. Paa tørre, spar-
" somt bevoksede Partier i Lavlandets Kær- og Mosestræk-
ninger eller oppe i de vidtstrakte Fjældmarker ruger den
spredt og stilfærdigt. Reden gerne i Randen af en. flad
-
282
Plantetue; Redeskaalen lav, sparsomt udforet med visne
Blade. Æglægningen begynder omkring 20de Juni, og Æg
kan findes til midt i Juli. Allerede naar man er langt fra
den rugende Hun, forlader denne som Regel Reden,
løbende lydløst bort mellem Sten og Tuer og søger der-
efter under ængstelig Piben at gøre sig bemærket for at
lokke Forstyrreren bort fra Redestedet; til andre Tider,
navnlig i koldt Vejr, holder den stærkt paa Reden og
bliver iøvrigt hurtigt meget tillidsfuld og yderst lidt sky.
Æggene ruges alene af Hunnen, i 23—24 Dage. Hannerne
forlader Rugestedet lige efter Parringernes Ophør, samler
sig i Smaaflokke og forlader Nordøst-Grønland henimod
Midten af Juli (Manniche). De 4 udpræget pæreformede
Æg har grønliggraa, grønligbrun eller gulbrunlig Grund-
farve med usædvanlig smaa, ofte svagt tegnede, spredte,
brune Pletter og Smaasnirkler, altid tættest om den butte,
ofte næsten manglende om den spidse Ende. Længden
33—38 mm, Bredden 23,5—26 mm. Mod Slutningen af Au-
gust samler Ungfuglene sig i meget. store Flokke langs
Kysterne og forlader Grønland omkring 1ste September.
Føden dels smaa Insekter, særlig Fluer og disses
Larver, dels Krebsdyr, smaa Snegle, Orme o.1., som de
med deres blødhudede Næb drager op af Sand og Dynd;
Plantefrø, Algerester, Knopper, Mos o. 1. er lejlighedsvis
ogsaa fundne i deres Maver. Stemmen er et ret skarpt,
højt vik—vik eller pit—pit; Flugten hurtig, og paa Sandene
løber de paafaldende pilsnart under deres jagt paa In-
sekter.
Ade Underfamilie. Vandtrædere (Phalaropinæ).
Smaa Vadefugle, hvis Næb er ret
forskelligt formet, snart trindt og
tyndt, snart tykkere og noget affladet.
Næseborene ved Fjergrænsen. Næb-
bet længere end Mellemfoden. I
Yngledragten er der en betydelig
Forskel mellem Han og Hun, idet
denne sidstes Farver stedse er renere
og smukkere end Hannens. Under-
i. sidens Fjerlag meget tætliggende og
Fie 62 Føde mno re vandskyende, mindende om Svømme- |
hane. Efter Sharpe. fuglenes. Benene ret lave, nøgne et
283
godt Stykke op over Hælen. Mellemfoden endel
sammentrykt, med Tværskinner baade paa For- og
Bagside, hvor disse Skæl danner ret skarpe, til-
dels savtakkede Kanter, navnlig paa Mellemfodens
nederste Del. Fortæerne forbundne med meget
dybt indskaaret Svømmehud; om Tæernes frie Dele
brede Svømmebremmer, der er frynsede i Randen
og bueformet indskaarne ved Leddene (sml. Fig, 62).
Bagtaaen veludviklet, med smal Svømmebremme.
Mellemtaaen omtrent af Længde som Mellemfoden.
Halen som Regel kileformet afrundet, de mellem-
ste Styrere betydelig længere end de yderste.
Denne lille Underfamilie omfatter kun 3 Arter, hvoraf
. 2 jævnlig træffes i Danmark.
Oversigt over de danske Vandtrædere.
1. Næbbet trindt eller lidt smallere end højt, meget tyndt,
paa Midten 1,5 mm bredt, tyndere mod Spidsen. Vingen
Under ZOEM MEl an e S SEES 3 EN MERNE NE SN
SE TEE SEERE SME REE SET 1. Odinshane (P. hyperbåreus).
2. Næbbet ret tykt, paa Midten 3,5 mm bredt, bredere
mod Spidsen, i det hele lidt bredere end højt. Vinge-
lænedenfover TØS: mm RE se AR SE EN Le go
NENS SEE or ÆTER SÆR 2.Thorshane (P. fulicårius).
1, Odinshane (Phalåropus hyperbåreus
(Linné)).
(Phalaropus lobatus (Linné)).
Smalnæbbet Vandtræder (Tringa lobata Linné, Phala-
ropus cinereus Meyer).
Norsk: Svømmesneppe. Svensk: Smalnåbbad sim-
snåppa. Tysk:- Schmalschnåbliger Wassertreter. Engelsk:
Red-necked Phalarope.
HuniSommerdragt: Hovedets Overside og Sider,
Nakken, en Stribe ned ad Baghalsen, hele Forryggen og
"Skulderfjerene ensfarvet mørk blaalig skifergraa.
En lille Plet over og en lignende under Øjet hvide; paa
284
Forryggen blot en stor, fortil aaben, skarpttegnet V-for-
met, gullig rustbrun Figur; paa Skulderfjerene en Stribe
af samme Farve ned ad hver Side; de forlængede Skulder-
fjer med utydelige, rustbrune Fjerrande og hvide Spids-
bremmer. Hagens Midte samt hele Struben dækkede af en
stor, bred, hvid Plet, der: nedadtil løber ud i 3 korte
Tunger; omkring Halsen et bredt, ensfarvet,
smukt kastaniebrunt Baand, kun afbrudt paa Bag-
Fig. 63. Odinshane, Hun. (Efter Slater i British Birds).
halsen, nu og da ret smalt paa Halsens. Forside. For-
brystet ensfarvet, mørkt askegraat paa Siderne, foran med
hvide Fjerrande, i Midten dog overvejende hvidt, ligesom
den øvrige helt hvide Underside; blot de længste Under-
haledækfjer med sortebrune Skaftstriber og Tværbaand.
Kroppens Sider mørkegraa med hvide Fjerrande; Midten.
af Bagryggen og Overgumpen mørk graasorte med smalle,
hvide Fjerbremmer, deres Sider hvide. De mellemste
Overhaledækfjer sorte, de sidestillede mørkegraa med
hvide Spidser og brede, rustbrunligt hvide Tværbaand.
Vingedækfjerene ensfarvet brunligsorte, de mellemste med
285
smalle,.hvide Bremmer, de store nederste med brede,
hvide Spidser, dannende et Tværbaand over Vingen.
Haandsvingfjerene brunligsorte med hvidlige Skafter; de
indre Armsvingfjer delvis hvide; de forlængede inderste
Armsvingfjer brunsorte med brunlighvide, lidet fremtræ-
dende Kanter paa Yderfanerne. Armhulefjerene hvide;
Undervingedækfjerene graasorte med brede, hvide Kanter,
de midterste helt hvide. Styrerne graabrune, fint hvid-
bremmede, de midterste sortebrune.
- Iris mørkebrun. Næbbet ganske tyndt,lige, trindt
og spidst med indbøjede Næbrande; Overnæbbet svagt
nedbøjet lige ved Spidsen; paa Midten af Næbbet er dettes
Bredde og Højde omkring 1,5 mm. Næblængden 20—
23 mm. Næbfarven sort. Vingelængden 110—118 mm.
- Fødderne mørkt blaaliggraa, sortagtige paa Ydersiden af
Mellemfod og Ydertaa; Mellemfoden 20—22 mm, Mellem-
taaen 21—23 mm. :
Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen endel,
men ér meget uanseligere af Ydre med udviskede
Tegninger og mattere, urene Farver. Isse, Bag-
hals og Forryg brunligsorte, alle Fjerene med ud-
viskede, gulbrune Sidekanter og Bremmer. Pan-
den og Hovedets Sider brunlige, stærkt hvidspættede. Det
kastaniebrune paa Halsen meget lysere, nærmest urent
gulbrunt, indskrænket til en stor Plet paa hver Halsside
og mangler ganske paa Halsens Forside, der ligesom For-
brystet er brungraat med hvide Fjerrande. Nineelæeden
oftest mindre, ned til 106 mm.
I Vinterdragten er Hoved, Hals og hele Un-
dersiden renhvide; i Nakken en stor, sortegraa Plet,
en mørkegraa Stribe ned ad Baghalsen og en graasort
Plet foran,. under og bag Øjet. Fuglens Overside iøvrigt
mørkegraa, Fjerene med brede, hvide Siderande
og Spidsbremmer. ;
De unge Fugle mangler fuldstændigt ka-
staniebrunt paa Halsen. Panden, en bred Øjenbryn-
stribe og Ansigtets Sider hvide, Hovedets øvrige Overside
286
sort, oftest med indblandet straagulit; en Plet foran og
under Øjet samt Ørefjerene sorte, Baghalsen sortegraa.
Rygsiden som hos Hannen, men Fjerene er renere og
regelmæssigere straagult kantede, med uslidte Rande.
Hele Undersiden hvid, dog er et bredt Bælte over
Forbrystet lyst graalig gulbrunt med utydelig,
mørk Vatring. Fødderne gulgraa, omkring Leddene
mørkegraa.
Odinshanen er blandt vore Kysters Smaavadere altid
grumme let kendelig paa sin ejendommelige Væremaade
og sine svømmebremmede Tæer; den ses næsten altid
svømmende; fra Thorshanen skelnes den let ved sin
ringere Størrelse og tynde, trinde Næb.
Udbredt som Ynglefugl over det nordligste Europa, i
Rusland ned til Estland og Perm, over hele Nordsibirien,
ogsaa det sydlige Novaja Semlja, ned til Kamtschatka og
Sachalin samt videre over hele det arktiske Nordamerika,
ned til Labrador; skønt den er saa vidt udbredt, er den
ikke udspaltet i Racer. Trækfugl, der overvintrer i Middel-
havslandene, Indien, Kina og påa de Indiske Øer; i
Amerika truffet helt ned i Patagonien. I Vestgrønland
ruger den almindeligt, derimod kun sparsomt paa Øst-
kysten og næppe paa dennes nordligste Del. Paa Island er
den overalt meget almindelig. Paa Færøerne træffes den
ogsaa ynglende, ligeledes paa Hebriderne, Orkn- og Shet-
landsøerne samt paa en enkelt Lokalitet i Irland; i Skot-
land rugede den tidligere paa et enkelt Sted. I Norge
ruger den meget almindelig i Finmarken og Tromsø Amt,
i ringere Antal i Nordlands Kystegne; nogle ruger i de
sydlige Højfjælde, saaledes ved Dovre; sydligst er den
truffet rugende i Valders. I Sverrig ruger den meget al-
mindelig i Torne og Lule Lapmarker og er fundet yng-
lende saa sydligt som i Ångermanland; mulig ruger den
endogsaa helt ned i Hårjedalen. I Sydnorge og i det syd-
lige Sverrig ses den kun sjældent i Træktiden; Nord-
skandinaviens Odinshaner vælger aabenbart østligere Træk-
veje langs Finlands Kyster eller østligere endnu.
I Danmark kendes Odinshanen kun som en ret sjæl-
den Trækfugl, der nu og da ses om Efteraaret, kun yderst
sjældent i den egentlige Vinter. Om Foraaret er den
meget sjælden hos os; 2.6. 1889 er den saaledes skudt -
ved Varde, 5.6.1913 paa Halvrimmen i Limfjorden og
287
6. 6. 1920 saas en Han og en Hun sammen i et lille Vand-
hul paa Saltholm, alle dog sikkert paa Rejse mod Nord.
Fra Efteraaret er gennem Tiderne kendt en lang Række
Forekomster; de første Individer er set i Begyndelsen af
August, største Parten i Løbet af denne Maaned og i Sep-
tember, enkelte ind i November. Kun én Gang angives
den at være skudt om Vinteren, nemlig 8. 1. 1907 ved
Laderupgaard. De iagttages altid ved vore Havkyster eller
i ferske Vande lige ved disse, næsten altid enkeltvis. Paa
Island kommer Odinshanen til sin Rugeplads ved de
ferske Vande i Slutningen af Maj eller ind i Juni efter
først at have opholdt sig nogen Tid efter Ankomsten ved
Havkysterne. Paa tuet, sumpet, græsrig Grund, ved Bred-
derne af Søer, Sumpe og Laguner eller paa Smaaholme
i disse vælger den sin Redeplads. I Parringstiden er Køn-
nenes Væremaade ganske ombyttet, og man ser da ofte
4—5 kurtiserende Hunner svømme rundt om den tilsyne-
ladende ganske ligegyldige Han, idet de let og elegant
”- ligger paa Vandet; jævnlig napper Hannen efter de mest
nærgaaende Hunner, og hyppigt hæver disse sig et Øje-
blik, under paafaldende stærkt larmende Vingeslag, et
lille Stykke over Vandspejlet; nu og da svinger de sig
lynsnart en Tur op i Luften. Paa Land omkredser Hun-
nerne med oppustede Fjer og sænket Hoved Hannen, der
gerne sidder paa en Tue. Parringen foregaar altid paa
Vandet. Reden anlægges gerne paa eller ved en Tue, godt
dækket og skjult i Græsset; jævnlig bygger endel Par tæt
ved hverandre. Redeskaalen oftest godt og tykt udforet
med Straa. Særlig i sidste Halvdel af Juni lægges de 4
pæreformede Æg; disses Grundfarve er grønliggraa eller
olivénbrunlig med ret spredte Punkter, Smaapletter og
store, ofte lidt sammenflydende, sortebrune Pletter. Læng-
den 26—32 mm, Bredden 19—22 mm. Odinshanen er
yderst tam og tillidsfuld ved Reden og svømmer frygtløs
lige foran ens Fødder, faa Alen fra denne. Æggene ruges
udelukkende af Hannen, der stedse har Rugepletter,: me-
dens Hunnen mangler disse. Efter Parringstiden samler
Hunnerne sig i Smaaselskaber og færdes rundt i Omegnen
uden at bekymre sig om Hannen eller Ungerne. De smaa
Dununger, der snart efter Udklækningen kan ses svømme
omkring paa Vandpytterne, passes med Omhu af Hannen,
hvis Fjerdragt under alt dette bliver meget slidt og ødelagt;
ofte samler den alle Ungerne under sig, idet den puster
Fjerene stærkt op. Naar Ungerne er flyvefærdige, samler
de sig i Smaaflokke, der i August langs Elve og Floder
søger ned til Havkysterne, hvor de da om Efteraaret ses
288
i store Skarer sammen med de gamle Fugle, altid svøm-
mende paa Vandet, selv om dette er i stærkt Oprør, snart
lige ved Fjæren, snart længere fra denne, nu og da langt
fra Land.
Skønt Odinshanen let og ret hurtigt kan løbe paa
Landjorden, ses den i det hele næsten altid svømmende;
herunder ligger de meget højt, med løftet Hale, stadigt
nikkende med Hovedet og rastløst vendende sig hid og
did for at snappe Insekter fra Vandets Overflade; hurtigt
formaar de ikke at svømme, og mærkelig nok synes de
ikke at kunne dykke. Ogsaa udenfor Yngletiden er disse
nydelige, smaa Fugle paafaldende lidt sky og lader sig
iagttage paa faa Meters Afstand. Flugten meget hurtig og
behændig, næsten svaleagtig, med lynsnare Vendinger.
Stemmen lyder som et ganske fint pit—pit—pit eller som
et lidt snurrende prip—prip. Føden er næsten udeluk-
kende smaa Insekter, navnlig Fluer, Myg og Myggelarver,
men ogsaa smaa Krebsdyr, Snegle og Orme.
2.Thorshane (Phalåropus fulicårius (Linné)).
Brednæbbet Vandtræder (Tringa fulicaria Linné, Phala-
ropus rufus Bechstein, Phalaropus platyrhynchus Tem-
minck, Crymophilus rufus Vieillot).
Norsk: Polarsvømmesneppe. Svensk: Brednåbbad sim-
snåppa. Tysk: Plattschnåbliger Wassertreter. Engelsk:
Grey Phalarope.
Hun i Sommerdragt: Pande og Isse ensfarvet
sodsorte. Et bredt Parti omkring hele Næbroden, Hagen
og ofte hele Struben lysere sodbrune. En stor, skarpt af-
grænset Plet omkring Øjet, hen over Bagkinden samt
Ørefjerene hvide. Hele Halsen, Forbrystet og hele Fuglens
øvrige Underside samt Kropsiderne ganske ensfarvet
dybt brunrøde; Halsens Sider lidt lysere og en Stribe
ned ad Baghalsen mørkebrun. Forryg og Skuldre sorte
med gulhvide eller gulbrunligt hvide Fjerkanter, brede
paa Yderfanerne af Forryggens Randfjer og paa Skulder-
fjerene, smallest paa Forryggens Midte. Bagryg og Over-
gump mørkegraa, paa hver Side med en hvid Længde-
stribe. Af Overhaledækfjerene er de sidestillede brun-
røde, de mellemste brune, kantede med gulbrunt og med
289
sorte Skaftstriber. Underhaledækfjerene meget fyldige, af
samme Længde som Styrerne. De smaa Vingedækfjer
brunsorte, de øvrige mørkegraa, de mellemste med hvide
Bremmer, de store nederste med brede, hvide Spidser,
der danner et bredt, hvidt Tværbaand over Vingen. Haand-
svingfjerene brunsorte med hvide Skafter, 1ste og følgende
med bred, hvid Kant paa Yderfanens Basaldel. Indre Årm-
Fig. 64. Thorshane. (Efter Slater i British Birds).
svingfjer graa, nogle af dem overvejende hvide, de for-
længede inderste Armsvingfjer sortebrune. Styrerne brun-
"graa, med hvidlige Skafter og ofte med et stort, lyst, rust-
brunt Parti paa Yderfanen; de to midterste Par Styrere
brunsorte med brunlighvide Rande. Armhulefjer og Under-
vingedækfjer hvide,. de sidste med mørk Basis langs
Vingens Rand og Kant. E .
Iris mørkebrun. Næbbet paa Midten c. 3,5.mm bredt,
Højden noget mindre; Næbbet er bredest noget foran
Spidsen (sml. Fig. 65), mørkegult, ved Grunden orangegult,
R: Hørring: Fugle II. 19
-
290
mod Spidsen mørkegraat. Næblængden 21—25 mm. Vinge-
længden 132—140 mm. Fødderne graalig gulgrønne, Mel-
lemfodens Yderside og Svømmelapperne gule. Mellem-
foden 21—23 mm, Mellemtaaen 21—22 mm.
Han i Sommerdragt ligner endel Hunnen, men
skelnes let paa følgende: Isse og Nakke ikke ren sod-
sorte, men brunsorte med brede, gulbrune Fjer-
kanter. Paa Ryg og Skuldre er det brunsorte langt
mindre fremtrædende, idet de lysere Fjerrande er bredere
og mere gulbrunt eller rustbrunt farvede.
Hele Undersiden lidt lysere og urenere brun-
rød, ofte med mange indblandede hvide Fjer,
mest fremtrædende paa Brystet. Rugepletter
findes altid. Den store Plet om Øjet mere
gulhvid. Vingelængden oftest mindre, ned til
125 mm.
Vinterdragten: Hoved, Hals og hele
Undersiden renhvid, dog er en bred
Fig.65. Næb Stribe fra foran Øjet, gennem dette og Øre-
af Thors- fjerene, ud i Nakken sort, en Stribe ned ad
ure ne Baghalsen graasort. Forbrystets Sider aske-
Kolthoff og graa, Kroppens Sider askegraa med brede,
Jågerskibld). hvide Fjerkanter. Ryg og Skuldre lyst
blaalig askegraa, Fjerene fint hvidbrem-
mede med svagt mørkere Skaftstriber, navnlig de nederste
forlængede Skulderfjer med hvide Kanter. Bagryg og Over-
gump brunliggraa, hvide paa Siderne. Af Overhaledæk-
fjerene er de midterste brunliggraa med hvide Kanter, de
sidestillede hvide med graalige Skaftstriber. Haandsving-
fjerene mørkegraa, Yderfanerne hvidlige mod Fjerenes
Basis; de inderste Armsvingfjer som Skulderfjerene. Sty-
rerne blaaliggraa, fint hvidkantede. Hele Vinterdragten,
undtagen Haandsvingfjerene og ydre Årmsvingfjer, fældes .
om Foraaret. Den rene Vinterdragt synes ofte at erholdes
ret sent; endnu ind i December kan man se navnlig unge
Fugle med Rester af Efteraarsdragten.
De unge Fugle. Issen og en Stribe ned ad Barhalseh
291
… brunsorte, den første med gulbrunligt hvide Fjerkanter.
Panden, en bred Øjenbrynstribe, Hovedets Si-
.der og hele Undersiden hvide med svag gul-
brunlig Tone; et Baand over Forhalsen samt Krop-
siderne graalig gulbrune, de sidste med mørke Skaft-
striber. En Plet foran og under Øjet samt Ørefjerene
sortebrune. Ryg og Skuldre som hos de voksne i Sommer-
dragt, men overvejende sorte med gulbrunlig hvide Fjer-
kanter. Inderste Armsvingfjer med brede, regelmæssige,
uslidte, hvidlige Kanter; iøvrigt farvede omtrent som de
voksne. Hos os ses de unge Fugle som Regel i en Dragt
med overvejende Vinterdragtsfjer. -
Thorshanen kan næppe forveksles med nogen anden
Fugl, altid kendelig paa sine Svømmelapper og sit tykke,
brede Næb.
" Udbredt som Ynglefugl ved Ishavets Kyster, paa No-
vaja Semlja, Spitsbergen og i det nordligste Sibirien samt
over hele det arktiske Nordamerika. Den er en haard-
førere, mere udpræget arktisk Fugl end Odinshanen, ud-
bredt noget. nordligere end denne. Trækfugl, der om
Efteraaret og om Vinteren ses i det øvrige Europa, over-
vintrende i Middelhavslandene, ved det Sorte og Kaspiske
Hav og jævnligt i Nordafrika; i Amerika træffes den om
Vinteren helt nede i Patagonien; i Asien ned til Pamir
samt i Japan og Kina. I Grønland ruger den ret alminde-
lig paa -Vestkysten Nord for 68” og ligeledes flere Steder
paa Nordøstkysten; i Sydgrønland ses den i Træktiderne.
Paa Island er den faatallig, ruger paa adskillige Holme
navnlig langs Øens. Vestkyst. Paa Færøerne ses den blot
nu og da paa Gennemrejse. Paa de britiske Øer viser den
sig i Træktiderne og om Vinteren, enkelte Aar i ikke saa
ringe Antal, men i Regelen som en Sjældenhed. I Norge
ruger den aldrig, men den ses nu og da som en sjælden
og tilfældig gennemrejsende eller overvintrende Gæst,
hyppigst iagttaget i Varanger Fjord. I Sverrig og Finland
viser den sig ogsaa kun som en sjælden og tilfældig
Trækfugl, iagttaget om Efteraaret og Forvinteren, i Fin-
land dog en Gang set i Juni Maaned.
I Danmark er Thorshanen en ret sjælden og tilfældig
Gæst, men efterhaanden kender man dog en længere
Række Forekomster, ialt vel. op omkring 40. Paa Foraars-
. trækket er den næppe set her i Landet, heller næppe i
19%
292
ren Sommerdragt. Enkelte Gange er den set i September,
oftere i Oktober, men de fleste: Forekomster falder i No-
vember og December, stedse i Blandingsdragter, dog med
overvejende Vinterfjer; ogsaa i Januar, Februar og Marts
er den set og da i ren Vinterdragt; senest iagttaget 26. 3.,
da med Spor af frembrydende Sommerdragt. I det hele
er den hos os altsaa en mere udpræget Vintergæst end
Odinshanen. Den viser sig stedse enkeltvis; iagttaget spredt
over hele Landet, stedse langs Havkysterne eller ude i
Havet. I hele sin Levevis har den stor Lighed med Odins-
hanen. j
Til Ynglepladserne paa Island kommer den først i Maj,
… til Nordøst-Grønland meget senere, hen imod Midten af
Juni. Rugepladsen vælges stedse nær det aabne. Hav,
gerne paa græsdækkede Sumpe med spredte Vandpytter,
ofte paa Holme langs Kysterne, vist aldrig længere inde
i Landet. Parringslegen og Yngleforholdene som hos Odins-
hanen. Hunnen omkredser med samme nærgaaende Iver
Hannen og frembringer en lignende larmende, snurrende.
Lyd med Vingerne som Odinshanen; de synes dog at
holde sig mere parvis, og selve Parringen foregaar paa
Landjorden. Ogsaa denne Art er meget lidt sky ved Reden,
men er ellers mere forsigtig og sky end Odinshanen.
Reden ordnes af Hannen alene; den bestaar som Regel
blot af en Fordybning, nedtrykt og udformet i selve
Græsset, højst udforet med lidt fint Straa. De 4 pære-
formede Æg er betydelig større end Odinshanens. Grund-
farven graagrøn, graagul eller gulbrun, dækket med snart
smaa, snart større, mørkebrune Pletter, oftest tillige med
meget store, jævnlig sammenflydende Pletter, talrigst paa
Æggets tykkeste Del, i det hele meget varierende. Læng-
den 28—33 mm, Bredden 21—24 mm. Hannen alene ruger
og passer Ungerne; paa Reden ligger den meget skjult,
idet den bøjer de omkringvoksende Græsstraa ind over
sig. Hunnen forlader Ynglestedet efter Æglægningens
Ophør.
Thorshanen ses oftest svømmende paa Vandet, baade
iVandhuller ved Rugepladsen og påa Havet, selv i Storm,
søgende Føden paa Vandeéts Overflade; jævnlig ser man |
dem staa paa Hovedet i Vandet ligesom Ænderne, for at .-
fange Smaadyr paa Tang o.1l.; de løber ogsaa godt paa
selve Kysten eller mellem Græstuerne, bl.a. for at snappe
Insekter, stadig med samme Hovednikken som Odinshanen.
Føden Insekter, ganske særlig Myg og disses Larver; ogsaa
Smaamuslinger og Orme æder den gerne. Flugten ganske
293
- paafaldende hurtig; dens Lokkeskrig er et kort, fint, men
gennemtrængende piip, ofte efterfulgt af et dybere ga.
5te Underfamilie. Bekkasiner (Scolopacinæ).
Næbbet langt, ofte meget langt, næsten lige,
bøjeligt og blødhudet i hele sin Længde. Næbbets
yderste Ende stedse lidt tykkere og opsvulmet,
meget nerverig og med talrige Følelegemer; disse
ligger i fine, tætsiddende Gruber i Knoglen; paa
det tørre Næb ses disse meget tydeligt, derimod
ikke paa det friske; midt ned ad Næbspidsens
Ryg findes stedse en Fure. Næseborene smaa og
ovale, ligger lige ved Næbroden. Næsegruben fort-
sættes i en lang Næbfure, der ender et kort Stykke
fra: Næbspidsen. Øjnene sidder paafaldende langt
tilbage og vender mere eller mindre opad. Øre-
aabningerne sidder derimod paafaldende langt frem-
me, ofte under Øjets Forkant. Fjerdragten med
Natfuglefarver, paa Rygsiden med sorte, brune,
brungule og straagule Tegninger. Halen kort, stærkt
afrundet, med meget skiftende Antal Styrere; de
yderste hos endel Arter smalle og omformede til
Lydfrembringelse. Benene ret lave, snart fjer-
klædte ned til Hælen, snart nøgne op over denne.
Tæerne lange uden Spor af Bindehud mellem For-
tæerne. Mellemtaaen altid længere end Mellem-
foden. Bagtaaen veludviklet, ret højtsiddende. Tvær-
… skinner paa Mellemfodens Forside, oftest ogsaa
paa Bagsiden. Meget ringe Forskel paa Vinter- og
Sommerdragt og paa de voksnes og de unges Dragt.
Fjerskifte baade For- og Efteraar, Kraniet er ejen-
dommeligt ved, at Øjenhulerne er lukkede nedadtil
ved en bred Benbro fra Taarebenet til Tindinge-
benet. Ledbenets Led mod Kraniet sidder meget
langt fremme, hos enkelte endog ved Øjehulens
. Forkant.
294
Overvejende Natfugle, der tilbringer Dagen skjulte i
Græs o.l. Underfamilien deles oftest i 7 Slægter, omfat-
tende mindst 14 Arter, vidt udbredte i alle Verdensdele.
Oversigt over de danske Bekkasinslægter.
A. Benene nøgne et godt Stykke op over Hælen. Haand-
svingfjerene uden lysebrune Tværbaand eller Tvær-
pletter. Hovedets Overside med straagule eller hvid-
lige Længdestriber.
a. Vingelængde under 120 mm. Næbbet c. 40 mm langt.
12 Styrere. Ydre Armsvingfjer endende i skarpe
Spidser. Halen kileformet. Ryggens sorte Farve
mMetalelinsende rr FR” SNERRE Sen HAR 4 HE bars ERRES SR
FESTE SÅ de Bekkasinslægten (Limnocryptes).
b. Vingelængden over 125 mm. Næbbet over 55 mm
langt. Mindst 14 Styrere. Ydre Armsvingfjer but af-
rundede i Spidsen. Halen afrundet. Ryggens sorte
Farver" ikke metalgimsende ene
ESSEN BELLE SØE hand Horsegøgslægten (Gallinågo).
B. Benene ikke nøgne op over Hælen. Haandsvingfjerene
med lysebrune Tværbaand eller Tværpletter. Hovedets
Overside med hvidgule Tværstriber...:.............
TER SESRET SEEGER Skovsneppeslægten (Sc6lopax).
1. Bekkasinslægten (Limnocryptes Kaup).
Næbbet lige, trindt paa Midten, noget affladet,
bredere og tykkere særlig paa sin yderste Tredje-
del ud mod Spidsen, men ret højt og noget sam-
mentrykt ved Grunden; Næbryggen her ret stejlt
opstigende, noget opsvulmet over de smaa, ovale
Næsebor, der sidder lige ved Fjergrænsen. Næb-
længden altid omkring 40 mm. Øjet sidder ret
langt fra Næbbet. Øret ligger lige under Øjet. De
bageste Fjer paa Forryggen meget forlængede, ret .
smalle, lange og bløde, naar midt ud paa Halen.
De ydre og mellemste Armsvingfjer brede, men
draget ud i skarpe Spidser. Inderste Armsvingfjer
stærkt forlængede, c. 8 mm kortere end Haand-
svingfjerene. Halen kileformet, med 12 tilspidsede
295
- Styrere, uden hvide Tegninger; de to midterste
betydelig længere end de næstyderste. Ryggen
"med stærkt fremtrædende grøn og- purpurrødlig
Metalglans. Legemet ret slankt, Kroppen sammen-
trykt og smal. Fødderne nøgne et godt Stykke op
over Hælen; Mellemfoden med Tværskinner baade
paa For- og Bagkant. Tæerne lange og tynde.
Bagtaa veludviklet, Kløerne ret lange og spidse.
Brystbenet med 4 Indsnit i sin Bagrand. Fælder
totalt om Efteraaret og atter om Foraaret, idet
dog Vingefjerene da for største Delen beholdes,
men Vinterdragten er næppe til at skelne fra
Sommerdragten.
Slægten er hjemmehørende i Europas og Åsiens nord-
ligste Dele; kun 1 Art.
Enkelt Bekkasin (Limnocryptes gallinula
(Linné)). j
(Limnocryptes minimus Brunnich).
Stum Bekkasin, Buk (Scolopax gallinula Linné, Galli-
nago gallinula Yarrell).
Norsk: Kvartbekkasin. Svensk: Halfenkel beckasin.
Tysk: Kleine Bekkassine. Engelsk: Jack-Snipe.
Han og Han ;'Sommerdragt:" En smal .Stribe
midt op ad Panden samt Issen og Nakken sorte med
spredte, smaa, lidet fremtrædende, brune Brem-
pletter, der langtfra danner nogen samlet Stribe. Pan-
dens Sider samt en meget bred Øjenbrynstribe, stræk-
kende sig fra Næbroden til helt ud i Nakken, hvidlig
brungule; midt ned ad denne lyse Stribe løber, fra noget
foran Øjet, en smal, sort Stribe. En bred Stribe fra Over-
næb til Øje og en smallere fra Mundvig hen gennem Øjet
og ud i Nakken sorte med brune Fjerbremmer. Hovedets
Sider iøvrigt hvidlige med udflydende smaa, brunlige
Spidspletter. Hagen og Strubens Midte hvidlige. Forhals,
-
296
Halsens Sider og Forbrystet graalighvide, mere eller
mindre gulbrunlige, med mørkebrune, gulbrunt kantede
Midtstriber paa Fjerene; ned ad Forhalsens og Forbrystets
Midte er disse brune Pletter mere udflydende og næsten
sammenløbende, saaledes at der dannes en bred, fortil
spaltet, mørkere Længdeplet. Den øvrige Underside smud-
Fig. 66. Enkelt Bekkasin.
(Efter Maleri af Ingeborg Frederiksen).
sighvid, Underhaledækfjerene med gulbrune Skaftstriber.
Kropsiderne gulbrune med. hvide Fjerrande. Baghalsen
afvigende farvet, med skarpe Grænser mod Nakke og
Forryg, olivenbrun med udflydende, mørkere Midtpletter
og hvide Fjerbremmer. Forryg og Skulderfjer sorte med
purpurrødlig og grønlig Metalglans, navnlig paa
Skulderfjerene med gulbrune Tværpletter og Tværbaand
og hvide Spidsbremmer. Ned ad Rygsiden 4 brede, skarpt-
tegnede, straagule Længdestriber; de to midterste dan-
297
nede af de yderste Rygfjers straagule, brede Yderfanerande,
de to yderste af de yderste Skulderfjers stråagule Yder-
fanerande. Bagryg og Overryg sorte med Purpurglans og
hvide Fjerbremmer. Overhaledækfjerene brunsorte med
brede, brungule Fjerrande. Overvingedækfjerene brunsorte,
de smaa med graalige, de mellemste med brede, brune,
hvidbremmede Spidser; de store nederste, der dækker
over Armsvingfjerene, med brede, hvide Spidser. Haand-
svingfjerene graabrunligt sorte, 1ste veludviklede med
graalighvid Yderfane paa sin basale Halvdel; de indre
Haandsvingfjer med hvide Spidsbremmer, de ydre Arm-
svingfjer med brede, hvide Spidser. De inderste for-
længede Armsvingfjer brunsorte, Yderfanerne gulbrunt
vatrede, ofte med 2 brune Længdestriber og hvidgule
Fjerrande. Undervingedækfjerene mørkegraa med meget
brede, hvide Fjerrande. Styrerne sortebrune med brunlig-
hvide Bremmer, Yderfanerne mere eller mindre brun-
plettede; de to mellemste Styrere mørkere med brede,
brune Kanter, baade paa Yder- og Inderfanerne.
Iris mørkebrun. Næbbet grønliggraat, ved Roden og
langs Ryggen gulligt rødgraat, mørkere ud mod den sorte
Spids. Næblængden 39—41 mm, Hunnen kan naa 42 mm.
Vingelængden oftest 110—116 mm. Fødderne graalig gul-
grønne, mørkere ved Leddene; Kløerne sorte. Mellem-
foden 24—25 mm, Mellemtaaen 29—31 mm. Vægten fra
50 til 85 gr. ;
Vinterdragten er næppe til at skelne fra Sommer-
dragten. aks ;
De unge Fugle ligner de voksne, men skal, foruden
"paa den tykkere Mellemfod, kunne kendes paa, at den
lyse Pande er mørkplettet og Rygsiden mindre metal-
glinsende; naar de om Efteraaret skydes her i Landet, er
deres Fjerdragt næppe til at skelne fra ældre Fugles.
Den Enkelte Bekkasin skulde.vel nærmest kunne for-
veksles med Horsegøgen, men dens kortere Næb, ringere
" Størrelse og spidse, mørke Halefjer er ubedragelige
Kendetegn.
298
Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Skandinavien
og i hele Nordrusland helt ned til Perm, Moskva og Liv-
land, mulig ogsaa i Østpreussen og det nordlige Polen;
videre østpaa ruger den i Sibiriens nordligere Tundra-
egne, i alt Fald ud til Kolymafloden. Trækfugl, der i
Træktiderne og om. Vinteren ses i det øvrige Europa og
i hele Asien helt ned til Ceylon samt i Nordafrika. Fra
Grønland og Island kendes den ikke; paa Færøerne viser
den sig derimod nu og da som mere tilfældig Gæst, sær-
lig i Oktober og November, men ogsaa helt ind i Januar.
I England er den almindelig i Træktiderne baade For- og
Efteraar og overvintrer jævnlig, men kendes ikke rugende
derfra. I Norge er den fundet rugende nogle Gange i Pas-
vikdalen i Sydvaranger, men formenes mulig at ruge paa
de sydlige Højfjælde, f. Eks. i Valders; i det øvrige Norge
er den ikke sjælden i Træktiderne, særlig om Efteraaret;
ses ogsaa overvintrende. I Sverrig ruger den i Fjeldegnene
i Torne Lapmark og navnlig almindelig i svensk Muonio
og i Lule Lapmark; sydligere er den fundet rugende i
Jåmtland og Hårjedalen; i Træktiderne er den almindelig
i Mellem- og Sydsverrig. I den finske Lapmark ruger den
almindelig i Skovegnene.
I Danmark kendes den Enkelte Bekkasin ikke som
rugende, men den er almindelig i Træktiderne baade om
Foraaret og Efteraaret; nu og da overvintrende. Foraars-
trækket falder tidligt, begynder gerne hen imod Slutningen
af Marts, vedvarer i hele April og afsluttes gerne lidt ind
i Maj, men i det hele er den oftest mindre talrig her om
Foraaret. Nu og da er enkelte Fugle set her om' Som-
meren, baade i Juni og August. Efteraarstrækket begynder
paafaldende sent; først hen imod Midten af September
plejer de første at vise sig og træffes derefter almindeligt,
særlig i hele Oktober, ogsaa langt ud i November; i De-
cember kan de ogsaa jævnlig iagttages, men efter Nytaar
ses de som Regel kun sjældent og enkeltvis, da gerne
ved Kilder og rindende Vand.
Den træffes hos os i sumpede Enge og i Moser,
overalt hvor der er rigelig Vegetation, baade inde i Landet
og langs Kysterne i fugtige Strandenge, derimod aldrig
langs selve Stranden paa Sandene eller paa tørre Marker.
De ses aldrig i Flokke, men færdes spredt, ofte enkeltvis
og særdeles skjult; særlig om Natten er de i Virksom-
hed, Dagen tilbringer de skjult i Græsset; paa passende
Lokaliteter kan man paa et lille Felt finde mange siddende
spredt i Vegetationen; nærmer man sig dem, trykker de -
sig og holder ofte meget stærkt; flyver først op faa
299
Alen foran ens Fødder, gerne en og en, aldrig mange
paa en Gang og som Regel uden at give nogen Lyd fra
sig. Deres Flugt er ret lydløs, noget flagrende, næsten
flagermuseagtig, men aldrig i Zig-Zag som Horsegøgens;
som Regel flyver de et Stykke lavt over Jorden for snart
atter at kaste sig i Græsset. De trækker øjensynlig om
Natten, vistnok enkeltvis, og falder jævnligt ved vore Fyr.
Paa Rugepladsen skal den, særlig Morgen og Aften,
kunne frembringe en ejendommelig klaprende Lyd, der
bl. a. er blevet sammenlignet med Vandets Kogen; denne
Lyd høres, medens den højt i Luften kaster sig i Flugten;
iøvrigt er den meget stilfærdig og forsigtig ved Reden.
Til Rugeplads vælges i Lapmarkerne fugtige Sumpe i
Fjeldegne med Birke- og Pilekrat. Redeskaalen findes paa
Tuer, udfores med tørre Græsstraa, Padderokker og friske
Birkeblade. De 4 pæreformede Æg lægges i Nordskandi-
navien som Regel i sidste Halvdel af Juni; den ruger
meget fast og lader sig vanskelig forjage fra Reden.
Æggenes Grundfarve meget varierende, oftest gulbrun,
brun eller mørk olivenbrun; Skallen dækket med mørke-
brune Pletter, tættest om den tykke Ende, hvor de ofte
er delvis eller endogsaa helt sammenflydende. Æggene
er paafaldende store, mellem 33 og 44 mm lange og 24—
30 mm brede, lidt mindre end Horsegøgens. Først i Au-
gust fælder de gamle Fugle alle deres Svingfjer paa en
Gang, blot med Undtagelse af de 3 yderste, saaledes at
Fuglen næsten ikke er i Stand til at flyve (Schaanning).
Føden hovedsagelig Insekter, særlig Fluer, og deres Larver,
Smaasnegle, Orme o. 1., men ogsaa Plantefrø, fine Blad-
dele o.l.
2. Horsegøgslægten (Gallinågo Koch).
Mellemstore Former, alle -med langt, blødhudet,
bøjeligt Næb, hos de danske Arter ikke under
55 mm langt. Næbbet lige, ikke paafaldende højt
afsat ved Grunden, iøvrigt formet som hos fore-
gaaende Slægt. Det store Øje sidder højt og ret
langt fra Næbbet; Øret sidder lige under Øjet.
Forryggens bageste Fjer lidet forlængede, naar
blot Halens Rod. Vingerne lange og spidse, Iiste
" veludviklede Haandsvingfjer længst. De yderste
og mellemste Armsvingfjer brede og afrundede i
-
300
Spidsen. Inderste forlængede Årmsvingfjer lidt
kortere end Haandsvingfjerene. Halen jævnt af-
rundet, med 14—16, højst 26, Styrere, der i deres
Spidser er afrundede, ofte med mere eller mindre
udbredt, hvid Tegning; de mellemste ikke særlig
forlængede; de yderste ofte smalle og stive, bruges
af Fuglen som Lydgivere. Ryggens sorte Farve
uden Metalglans. Benene, der er nøgne et godt
Stykke op over Hælen, er ret lave; Mellemfoden
skinneklædt baade for og bag. Bagtaaen med ret
lang og spids Klo. Legemet slankt, Kroppen sam-
mentrykt og smal. Brystbenet med 2 Indsnit i
Bagranden.
Slægten er med mange Arter udbredt i alle Verdens-
dele, i Australien dog kun som Vintergæst. I Danmark
forekommer 2 Årter.
Oversigt over de danske Horsegøgarter.
1. 14 Styrere; de yderste 2—3 højst med hvide Spidser,
iøvrigt rustbrune med sorte Tværbaand. Bryst og Bug
hvide, Fjerene uden sorte Tværbaand................
BE. VO SEERE 1. Horsegøg (Gallinågo scolopacina).
2. 16 Styrere; de yderste 2—3 hvide eller langt over-
vejende hvide, med eller uden sorte Tværbaand. Bryst
og Bug hvide, Fjerene med brede, sorte, halvmaane-
formede-Tværbaand ASER EEN ea FE SRRE
1. Horsegøg (Gallinågo scolopacina Gould).
(Capella gallinago gallinago (Linné)). .
Dobbelt Bekkasin, Rønnefugl, Hingstefugl, Skrønner-
hors, Stensneppe, Dobbelt Sneppe. (Scolopax gallinago
Linné).
Norsk: Enkeltbekkasin. Svensk: Enkelbeckasin. Tysk:
Gemeine Bekkasine. Engelsk: Common Snipe.
Han og Hun i Sommerdragt: Pandens Midte, .
Issen og Nakken brunsorte, Fjerene med lidet frem-
301
trædende, varmtbrune Kantpletter, der dog ofte mangler
helt; midt op ad Pande og Isse en bred, gulbrun-
lig, flødefarvet Stribe. Pandens Sider og en meget
bred og lang Øjenbrynstribe lyst flødefarvet gulbrune, uden
sort Midtstribe. En bred Stribe fra Overnæb til Øje
og en svagere, smallere over Kinden og de iøvrigt graa
Ørefjer, brunsorte. Hovedets Sider iøvrigt lyst graalig gul-
Fig. 67. Horsegøg. (Efter Slater i British Birds).
brune med smaa, mørkebrune Spidspletter. Hage og Strube
uplettet gulbrunligt hvide. Hele Halsen og Forbrystet lyst
gulbrune med mørkebrune Fjermidter; paa Forhalsen er
disse mørke Pletter større og mere sammenflydende, dan-
nende to mere eller mindre tydelige Længdestriber. Bryst
og Bug renhvide. Brystets Sider gulbrune, Bagkrop-
pens Sider hvide, hele Legemsiden med brede, brunsorte
Tværstriber. Forryg og Skulderfjer- sorte med varmtbrune
Tværpletter og smalle Striber; Ryggens yderste Sidefjer
"med brede, lyst gulbrune Kanter paa Yderfanerne, dan-
nende et bredt Baand langs hver Rygside; et lignende
302
bredt Baand ned langs Skulderfjerenes Yderkant. Bag-
ryggen brunsort med brede, graalige Spidsbremmer, Over-
gumpen sortebrun med brede, gulbrune Spidspletter. Over-
haledækfjerene gullig rustbrune med sorte Tværbaand og
hvidlige Spidser. Vingedækfjerene sortebrune med gul-
brune Tegninger og Kanter, ofte med brede, hvidlige
Spidspletter, blot Fjerene ved Haandleddet hvidbremmede.
Haandsvingfjerene sortebrune, I1ste veludviklede med
brunsort Skaft, hvid eller graahvid paa Yder-
fanens basale Halvdel; de inderste fint lystbremmede
i Spidsen; Armsvingfjerene med brede, hvide Spidser; de
inderste forlængede med brunlig Vatring paa Yderfanerne.
Undervingedækfjerene og Armhulefjerene graasorte med
brede, hvide Tværbaand og hvide Spidser, Årmsvingfjerene
ofte overvejende hvide. Styrerne sorte, paa deres ydre
Halvdel med et smalt og et meget bredt, varmt rustbrunt
Tværbaand, det sidste ved et smalt, sort Tværbaand skilt
fra de brede, rustbrune Fjerspidser, der dog paa de yderste
Styrere ofte er hvidlige. Halen afrundet, som Regel med
14 Styrere.
Iris brun. Næbbet rødligt brungraat, mørkere mod
den sorte Spids. Næblængden oftest 62—71 mm. Vinge-
længden 127—136 mm. Benene rødgraalige eller blaagraa=
lige, graagrønlige ved Leddene. Mellemfoden 30—33 mm,
Mellemtaaen 36—37 mm.
Vinterdragten ligner Sommerdragten.
De unge Fugle ligner de voksne, men har som:
Regel smallere, mere hvidlige Rygstriber. Fødderne skal
være grøngraa, men de tykke, svampede Hælled er det
bedste Kendemærke.
Dunungen mørk rødlig chokoladebrun, paa Under-
siden med mere brunliggraa Tone. Panden sortagtig med
bredt, hvidt Tværbaand; Issen med sorte Tegninger og
spredte, hvide Dunspidser. Fra Næseboret 2 sorte Linier
paa hver Kind gaaende hen under Øjet, omfattende en
hvid Stribe hen ad Kinden; ofte en Ring af hvide Dun-
spidser om Øjet. Rygsidens og Vingernes Dun sorte ved
303
Grunden, med rødlig chokoladebrune Tværbaand og hvide
Dunspidser. Hagen lysere med mørk Midtstribe, der ned-
adtil udbreder sig til en mørk Plet paa Forhalsen.
Blandt danske Fugle kan Horsegøgen blot forveksles
med Tredækkeren, men det renhvide, uplettede Bryst er
et iøjnefaldende Skelnemærke.
Udbredt som Ynglefugl over hele Nord- og Mellem-
europa ned til Pyrenæerne, Norditalien og Kaukasus samt
i Asien fra Turkestan op i Sibirien til omkring 70” n. Br.;
træffes helt ud til Kamtschatka, i Østasien dog søgt ud-
skilt til en særlig Race, raddei Buturlin; endelig vidt
udbredt i Nordamerika, ogsaa her udskilt som en særlig
Race, delicata Ord. .Trækfugl, der om Vinteren træffes
langt ned i Nord- og Østafrika, i Indierne og paa de In-
diske Øer. I Grønland har den nu og da vist sig, baade
den amerikanske og den europæiske Race; mulig yngler
" enkelte i Vestgrønland. Paa Island og Færøerne er den
meget almindelig, udskilt som en særlig Race, faeroe-
ensis Brehm, let kendelig paa sine mere rustrøde Farver,
idet baade Rygsidens rødbrune Tværbaand og Pletter er
meget talrigere og stærkere udviklede og Undersidens
hvide Farver mere rustbrunt anløbne; endel overvintrer
påa disse Øer. I England er den meget almindelig, ogsaa
paa Gennemrejse og som overvintrende. Baade i Norge
og Sverrig er den overalt meget almindelig, mindst talrig
langs Norges Vestkyst, ruger baade oppe i Fjældsumpene
og i Birkekrattene samt paa passende Lokaliteter nede i
Lavlandet.
I Danmark er den en almindelig Ynglefugl over hele
Landet, overalt hvor sumpede, fugtige Enge og Moser er
at finde, baade langs Kysterne og inde i Landet; tidligere
synes den dog at have været langt talrigere, men stærk
Forfølgelse og Tørlægning af. Rugepladserne har nedsat
dens Tal meget. Paa tørre Marker træffer man som Regel
aldrig denne Art. Foruden vore egne Ynglefugle, der sik-
kert er blandt de først ankommende om Foraaret og de
først bortdragende om Efteraaret, trækker store Mængder
gennem Landet, baade om Foraaret, men da særlig om
Efteraaret. Trækket foregaar om Natten, og ved vore Fyr
falder den jævnligt. Om Foraaret kommer de første gerne
i Begyndelsen af Marts og viser sig derefter i stigende An-
tal gennem denne Maaned og ind i April; derefter viser
"den sig i mere betydeligt Antal paa Gennemrejse til ind i
Maj, da Fuglenes nordlige og østlige Rugepladser begynder
304
at blive beboelige. Om Efteraaret begynder de første gen-
nemrejsende Horsegøge at vise sig i sidste Tredjedel af
August, og fra først i September træffes den derefter al-
mindeligt, men senere, ind i Oktober, kommer de gerne
i størst Mængde paa Træk; ogsaa almindelig langt ind i
November, indtil Frosten begynder. Jævnlig træffes de
her om Vinteren, men kun faa eller enkelte Individer ad
Gangen. De er hovedsagelig Natdyr, der i Mørket høres
flyvende omkring i Engene, men er dog ogsaa i Bevægelse
om Dagen. De færdes da gerne spredt paa Engene, skjulte
i Græsset; paa gode Lokaliteter kan mange slaa sig ned,
og man kan da jage den ene efter den anden op; snart
er de ret flygtige, snart holder de stærkt og lader sig kun
nødig jage paa Vingerne. Under Opflyvningen udstøder
de næsten altid en ejendommelig hæs, lidt snerrende Lyd,
ofte gengivet ved krætsch; de kaster sig da gerne straks
i lynsnare Zig-Zag-Sving ud til Siderne for senere med
stor Hurtighed at flyve mere lige ud, gerne ret lavt over
Jorden, nu og da dog ret højt; oftest kaster de sig atter
påa Jorden indenfor Synsvidde. Under Flugten holdes
Vingerne ret stærkt bøjede i Haandleddet.
Paa Ynglepladsen ser og hører man den opføre sin
ejendommelige Parringsflyvning allerede fra Slutningen
af Marts, men særlig i April og Maj, ogsaa i Juni. Her-
under hæver Hannen sig højt i Luften og kredser med
hurtige Vingeslag rundt i store Buer; af og til kaster den
sig da pludselig med halvtudstrakte, rystende Vinger,
noget sidelængs et Stykke ned i Luften, idet den med
sine vidtudspilede Styrere frembringer en mærkelig, vidt-
lydende, vibrerende, brægende, noget klaprende Lyd.
Undersøgelser og Forsøg har vist, at selve Lyden frem-
bringes med de ydre, smalle Styrere, der sættes i stærk
Vibration af den gennemsusende Luft; ved smaa Træk-
ninger i eller Dirren med Vingerne reguleres og skiftes
Luftstrømmen i hurtigt Tempo, hvorved den brægende
Lyd fremkommer; hos udenlandske Arter er disse ydre
Styrere derfor ofte afvigende formede, meget smallere,
stivere og ofte talrigere. Hunnen sidder under Parrings-
flyvningen gerne skjult i Græsset, og naar denne har varet
nogen Tid, kaster Hannen sig som en Sten ned til Hun-
nen, hvorpaa Parringen følger. Særlig i Morgen- og Aften-
timerne er den ivrig med denne Flyveleg, men ogsaa om
Dagen høres dens Brægen almindeligt. Stadig hører man
paa Ynglepladsen ogsaa Hannens egentlige Parringssang,
lydende som et mange Gange gentaget pedjep—pedjep.
Reden gerne paa eller ved en Tue, blot en Fordyb-
305
ning i Græsset, udforet med Straa. Reden findes gerne
paa et fugtigt Sted, enten paa helt aaben Mark eller under
Buske o.!. Æglægningen begynder hos os omkring Midten
af April, og Æg kan derefter findes til langt ud i Juli;
Sandsynligheden taler for, at de hos os kan have 2 Kuld
aarlig, saaledes at 2det Kuld Æg lægges midt i Juni. De
4 meget store, glatskallede, stærkt pæreformede Æg er
meget varierende i Farve, snart graalig eller gulliggrønne,
snart lyst graabrune, brune eller olivenbrune med sorte-
brune, smaa og navnlig store, skarpt tegnede, ofte skraat-
stillede Pletter, de sidste navnlig talrige om den butte
Ende, ofte sammenflydende; tillige findes stedse endel
mørkere eller lysere graa Skalpletter; Længden 35—43 mm,
Bredden 26,5—30 mm. Hunnen aiene ruger, efter Sigende
i c. 21 Dage, og holder herunder meget stærkt; opjaget
fra Æggene flyver den tavst op; har den Unger, kan den
anstille sig saaret; Hannen opholder sig gerne i Nærheden
af den rugende Hun. Lidt ind i Juni er de første Kuld
Unger flyvefærdige.
Føden bestaar hovedsagelig af Orme, men ogsaa af
alle Slags Insekter og disses Larver samt af Smaasnegle;
Vegetabilier, Frø o.l. findes ogsaa i dens Mave. Orme og
Larver fanger den ved at jage sit lange, følsomme Næb
dybt ned i Dynd og blød Jord og med et Ryk trække
dem op; de dybe, smalle Huller i Jorden ses ofte paa de
Steder, hvor Fuglen har søgt sin Føde.
2. Tredækker (Gallinågo måjor (Gmelin)).
: …… (Gallinago media (Latham)).
Tredækker-Bekkasin, Stor Bekkasin. (Scolopax media
Latham, Scolopax major Gmelin).
Norsk: Dobbeltbekkasin. Svensk: Dubbelbeckasin.
Tysk: Grosse Sumpfschnepfe. Engelsk: "Great Snipe.
Han og Hun i Sommerdragt: Ligner i det hele
og store meget Horsegøgen, men afviger i følgende For-
hold: Bryst og Bug ikke renhvide, men graalighvide
med brede, brunsorteTværbaand; naar disse Tvær-
baand hos enkelte Individer er mindre stærkt frem-
trædende end hos andre, skyldes det de uslidte, brede,
" hvidlige Fjerrande, der delvis kan skjule dem. Grænsen
mellem det gulbrune Forbryst og det use Bagbryst helt
R. Hørring: Fugle II. 20
-
306
udvisket. Medens Forbrystet hos Horsegøgen som Regel
er mere chokoladefarvet brungult, er det hos Tredækkeren
mere brunlig lergult med mere fremtrædende, bredere
brunsorte Skaftpletter. 1ste veludviklede Haandsvingfjer
har brunlighvidtSkaft med helt mørkebrun Yder-
fane. De mellemste Vingedækfjers lyse Spidser som Regel
bredere og ofte mere hvidlige eller helt hvide. Halen
Fig. 68. Tredækker. (Efter Slater i British Birds).
med 16 Styrere, iøvrigt afrundet og tegnet som Horse-
gøgens, men de 2—3, af og til de 4 yderste Styrere
er ganske overvejende eller helt hvide med ret
smalle, sorte Tværbaand; disse kan dog næsten mangle
helt eller være indskrænkede til Yderfanernes Basis. Tre-
dækkeren er i det hele endel større og kraftigere bygget;
Næbbet forholdsvis kortere og tykkere, mellem 58 og
69 mm langt.
Vingerne hos Hannen 132—143 mm, hos Hunnen
139—148 mm. Fødderne rødlig gulgraa, grønlige ved Led-
307
. dene. Mellemfoden 32—38 mm, Mellemtaaen 36—40'mm,
stedse lidt længere end Mellemfoden.
Vinterdragten ligner Sommerdragten.
De unge Fugle ligner de gamle, men har smallere,
lyse Rygstriber.
Dunungen meget forskellig fra Horsegøgens. Ryg-
siden lyst rustbrun og graalig gulbrun med sorte
Pletter og spredte, hvide Dunspidser, delvis ordnede i
Striber og Pletter. Op ad Panden og Issen 2 brunsorte,
rødbrunt kantede Længdestriber adskilte af en
hvidgullig Midtstribe. En lang Øjenbrynstribe samt
Hovedets Sider hvidgule; en Stribe fra Næbbet gennem
Øjet ud i Nakken, en Skægstribe og en Plet ved Øret
brunsorte. Forhals og Forbryst brune, den øvrige Under-
side snavset brungraa.
Udbredt som Ynglefugl over det nordlige Europa,
særlig i Skandinavien og i Rusland-ned til 51” n. Br., og-
saa i Bessarabien; endvidere ud i Vestsibirien til Jenissei
"og mod Syd til Altai. Trækfugl, der udenfor Yngletiden
viser sig i det øvrige Europa; mange overvintrer saa syd-
ligt som i Øst- og Sydafrika, lige ned til Kap og i Åsien
"til Turkestan og Persien. Fra Grønland, Island og Fær-
øerne kendes den ikke. I England ruger den ikke, men
viser sig som en sjælden Gæst paa Gennemrejse, yderst
sjældent om Foraaret, oftere set om Efteraaret fra Juli
til November. I Norge ruger den ret almindelig i Landets
sydlige Dele op til Tromsø, træffes navnlig i Fjeldegnenes
Birke- og Pilebælte; undtagelsesvis er den fundet rugende
saa nordligt som i Porsanger. I Sverrig ruger den fra
Skaane op til omkring 65? n. Br.; tidligere var den meget
almindelig, nu nærmest faatallig, men findes endnu ret
talrig i Jåmtland og flere Steder i Vestsverrig, saaledes i
Dalsland og Vårmland; yngler ogsaa paa Øland og Got-
land. I det sydlige Finland er den ogsaa nu og da truffet
rugende, ligeledes i Østpreussen; i Holsten og navnlig i
Slesvig var den tidligere almindelig, ligeledes skal den
tidligere have ruget i Holland.
I Danmark var Tredækkerén tidligere, i alt Fald i
Jylland, en særdeles almindelig Ynglefugl, derimod nær-
mest sjælden paa Øerne; men allerede i Midten af for-
rige Aarhundrede iagttog man, at den var aftaget stærkt
205
308
i Antal, og at den forsvandt fra Steder, hvor den tidligere
havde været meget almindelig. Nedgangen fortsattes der-
efter jævnt, og i Øjeblikket maa. den som Ynglefugl anses
for at være yderst sjælden, om ikke helt forsvundet;
mulig kan endnu enkelte findes rugende i det sydlige
Vestjylland, men siden omkring 1900 kendes ingen Fund
af rugende Tredækker i Danmark. Navnlig i Vendsyssel
og Thy samt i hele Vestjylland og i Engdragene langs de
jydske Aaer var den i ældre Tid meget almindelig og
Genstand for ivrig Jagt; særlig talrig var den i Skernaa-
dalen og i hele Egnen mellem Ringkøbing og Ribe. Nu
træffes den hos os kun som en faatallig Gæst paa Gen-
nemrejse, vist meget sjælden om Foraaret, derimod lidt
”" talrigere om Efteraaret, hvor den nu og da paa passende
Lokaliteter, som f. Eks. i Gudenaadalen, skal kunne vise
sig i ikke helt ringe Antal. Skildringerne fra forrige Åar-
hundrede om Mængder af Tredækkere paa Efteraarstræk,
og store Tal paa skudte Fugle er nu blot en Saga. Alle-
rede i August begyndte de at vise sig, og lidt efter Midten
af denne Maaned var de talrige og kunde da være tilstede
i rigelig Mængde i største Delen af September; men de
synes at forlade Landet længe før Horsegøgen, vist alle-
rede mod Slutningen af September er de borte. ;
Om Foraaret kom vore rugende Tredækkere i sidste
Halvdel af April og søgte derefter straks til Rugepladserne;
hertil vælges Enge, fugtige Marker og Moser, særlig ved
Aaer og Søer. Reden anbringes aabent i Græsset, oftest
paa en Tue, og er udforet med Græsstraa. I Parrings-
tiden samler Hannerne sig om Aftenen, naar Mørket er
indtraadt, paa bestemte, gerne lidt tørrere Steder i Engene,
hvor de med oppustede Fjer kæmper paa Skrømt med
hverandre; jævnlig stiller de sig da i Ekstase op paa en
Tue, bøjer Hovedet tilbage, sænker Vingerne og udspiler
Halen, samtidigt med at de udstøder et meget hurtigt
gentaget bibbelebibibibi .... endende med orrorror ....;
de hvide Halefjer skinner da i Mørket, og man kan komme
disse spillende Fugle ganske nær; ofte er de saa optagne
af deres Leg, at de end ikke lader sig skræmme af et
Skud. Spillet afsluttes gerne med en ejendommelig Kvid-
ren, der skal minde om en Sangers. Nogen Parringsflugt
eller Toner frembragte med Halens Styrere kendes ikke
hos denne Art. Noget efter Midten af Maj begyndte Æg-
lægningen tidligere hos os, men frisklagte Æg kunde i
stort Antal findes endnu i sidste Halvdel af Juli, enten
de nu skyldtes Fugle, der havde mistet deres første Æg,
eller Fugle, der normalt lagde deres andet Kuld. De 4
309
- pæreformede Æg er graalig til rødlig gulbrune med fine
Punkter og større eller store, skarpttegnede, mørkt choko-
…ladebrune Pletter, som Regel skraatstillede og tættest om
Æggets Midte, tillige med smaa og store, graa Skalpletter;
de er endel større end Horsegøgens, Længden gerne 42—
48 mm, Bredden 30—32 mm. Æggene ruges af Hunnen
alene.
Tredækkerne kommer først i Bevægelse om Aftenen,
man hører da deres ræp—ræp eller bræd—bræd over
Engene; Trækket foregaar ogsaa udelukkende om Natten.
Om Dagen ligger de skjult i Græsset; af og til er de ret
flygtige og sky, men ofte holder de stærkt og lader sig
nødig jage op, navnlig om Efteraaret; de kan da være
særdeles fede. Opjaget letter den. som Regel tavs, men
kan ogsaa udstøde et hæst ræp—ræp; den plejer at kaste
sig ret snart igen. Dens Flugt er langsommere end Horse-
gøgens, og den flyver gerne lavt og lige ud, ikke i Zig-
zag. I Modsætning til Horsegøgen træffer man i Træk-
tiderne af og til denne Art paa tørre Marker, f. Eks. i
Kartoffel- og Kløvermarker, endogsaa i Kornagre; men
fugtige Engdrag og Moser er dog dens rette Hjem; deres
Antal synes altid at have været meget vekslende, et Aar
er den talrig, et andet sjælden paa samme Lokalitet, mulig
efter Foraarets Fugtighed og Nedbør. Føden som Horse-
gøgens, ganske hovedsagelig Orme, men ogsaa Insekter,
Larver, Smaasnegle 0. l.
3. Skovsneppeslægten (Scélopax Linné).
Fugle af Duens Størrelse, med forholdsvis stort
Hoved. Det lange, trinde, lige, blødhudede Næb
er ikke synderlig tykkere eller bredere i Spidsen.
Overnæbbet, der paa Midten kan bøjes lidt opad,
har paa Undersiden, lige foran sin butte Spids en
Indskæring eller Hage, i Form nærmest mindende
om en Hæklenaal; lige bag denne griber Spidsen
af det lidt kortere Undernæb ind. Det store Øje
sidder meget langt tilbage og er rettet. stærkt op-
ad; Øret sidder derved langt fremme, under for-
reste Øjenkrog. Kroppen meget bred,.…plump og
kraftig; 'Brystbenet med. ét Indsnit i hver Side.
- Forryggens bageste Fjer ikke forlængede. Vingerne
-
310
meget kortere og langt mere afrundede end hos
Bekkasinerne, ret hvælvede, nærmest som hos en
Hønsefugl. iste Haandsvingfjer meget kort, smal,
spids og stiv, meget kortere end Vingedækfjerene;
liste og 2den veludviklede Haandsvingfjer længst.
Armsvingfjerene afrundede i Spidsen; de inderste
forlængede noget kortere end Haandsvingfjerene.
Benene lave, fjerklædte lige til Hælen. Mellem-
foden forholdsvis kort og kraftig, paa Forkanten
delvis med Tværskinner, paa Bagkanten med Smaa-
" skæl. De lange Tæer ret kraftige med korte Kløer.
Den veludviklede Bagtaa med en kort og but Klo,
der ikke rager ud over Taaspidsen. Halen afrun-
det og ret kort, med 12 Styrere; disse er i Spid-
sen noget afsmalnende med butte Ender, navnlig
de mellemste oftest lidt opadbøjede i Spidsen.
Kun 1 Art, udbredt i den gamle Verdens tempererede
Dele.
Skovsneppe (Scélopax rusticula Linné).
(Scolopax rusticola rusticola Linné).
Sneppe, Holtsneppe, Tornsneppe, Rødsneppe.
Norsk: Rugde. Svensk: Morkulla. Tysk: Waldschnepfe.
Engelsk: Woodcock. ; g
Han og Hun i Sommerdragt: Panden og Issens
forreste Del, op til en Linie mellem Øjnene, brunlig eller
gullig askegraa, ofte med mørkere Fjerbremmer og som
Regel med en kort, brunsort Midtstribe op fra Næbroden.
Bagissen og Nakken sorte, hver Fjer med et bredt, men
helt dækket, rustbrunt Tværbaand. Tværs over denne
sorte Kalot 4 hvidgullige eller rustbrunlige, .
smalle Baand, dannede af lyse Fjerspidser, det forreste
paa Grænsen mod den graa Forisse. Hovedets Sider lyst
gulgraa, hver Fjer med en lille trekantet Spidsplet. En
bred Stribe fra Næb til Øje og en smal Stribe under Øret
brunsorte, ofte med rustbrun Indfatning. Hage og Strube
311
. næsten uplettede, hvidlige med graaligt eller gulbrunligt
Anstrøg. Hele Halsen, ogsaa dennes Sider og Bagside,
- Forbrystet og hele den øvrige Underside samt Kropsiderne
gulgraa, med mere eller mindre brunligt Ånstrøg, og med
smalle, brunsorte Tværbaand; Underhaledækfjerene med
brunsorte Pilpletter eller Midtstriber. Paa hver Side af
Forhalsen en rustbrun Plet med bredt sortspidsede Fjer;
SORER Kaas
Fig. 69. Skovsneppe. (Efter Kolthoff & Jågerskidld).
paa hver Side af Forbrystet et Tværbaand med samme
Farve og Tegning. Forryggens og Skuldrenes Fjer sorte
med uregelmæssige, varmt rustbrune eller kastaniebrune
Tværbaand og Tværpletter; Fjerspidserne dels med store,
sorte, tresidede Pletter, dels med spredte, store, lyse, gul-
graa, brunliggule eller graa, ofte sortvatrede Spidspletter;
disse sidste danner en tydelig Stribe ned ad hver Side af
Forryggen og et lyst Strøg ned ad hver Side af Skulder-
fjerene. Vingedækfjerene varmt rustbrune eller kastanie-
brune med brede, sorte eller mørkegraa, sortkantede Tvær-
baand og med endel spredte, store, lyse, gulbrune eller
312
graalige Fjerspidser paa Vingens Midte; disse lyse Pletter
mangler altid paa et bredt Bælte langs Vingens Rand og
Kant. Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer varmt gul-
ligt rustbrune med smalle, sorte Tværbaand og Tvær-
linier; Overhaledækfjerene oftest med lysere, brungullige
Spidser. Svingfjerene mørkebrune, med lyse, brungullige
Spidsbremmer, langs Randene med store, lyst gulligt
rustbrune, trekantede Pletter, der navnlig paa AÅrmsving-
fjerene næsten eller helt,danner Tværstriber. Iste velud-
viklede Haandsvingfjer med smal, oftest ensfarvet, brun-
. gul Yderfane. Undervingedækfjerene lyst graaligt gulbrune
eller rustbrune med mange, ret brede, mørkebrune Tvær-
baand. Halens Styrere sorte med smaa, gulbrune Kant-
pletter og brede, skarpt afgrænsede, brunliggraa
eller askegraa Spidser, der paa Fjerenes Underside
er skinnende hvide.
Farverne og tildels Tegningen er dog, uafhængigt af
Køn, Alder og Aarstid, meget varierende; af og til træffer
man Individer, hvor varmt rustbrune Farver er stærkt
fremtrædende, saaledes at ogsaa Undersiden er stærkt
rustbrunlig, oftere Fugle, i hvis Dragt det graalige er
mere fremtrædende.
Iris mørkebrun. Næbbet graaligt Kødfarvet, mere eller
mindre brunligt, mørkebrunt mod Spidsen, ved Roden
renere kødfarvet. Næblængden hos Hannen 65—73 mm,
hos Hunnen 68—77 mm. Benene graaligt kødfarvede, svagt
mørkere ved Leddene; Mellemfoden 33—37 mm. Mellem-
taaen 38—42 mm. Vingelængden 180—202 mm.
Vinterdragten lader sig næppe med Sikkerhed
skelne fra Sommerdragten.
De unge Fugle ligner særdeles meget de voksne; ;
iste veludviklede Haandsvingfjer har dog ikke ren ål
hvid Yderfane, men denne er mørkebrun med gulbrune
Randpletter; iøvrigt er de tykke Hælled et bruge:
Skelnemærke.
Dunungen: Hele Oversiden rustbrunlig graagul; en
Stribe fra Næbroden op ad Panden samt Issen, en Stribe
313
ned ad Baghalsen, en bred, afbrudt Stribe ned ad Ryggen
samt flere Længdestriber og Tværpletter ned ad Halsens
og Kroppens Sider samt over Vingen kastaniebrune. Fra
Næbbet gennem Øjet ud i Tindingen en brunsort Stribe;
over Øjet en Plet af samme Farve. Undersiden graagul
med en rustbrunlig Tværplet over Forbrystet.
Saa ejendommelig formet og farvet, som Skovsneppen
er, kan den vanskelig tænkes forvekslet med nogen anden
dansk Fugl.
Udbredt som Ynglefugl i Skovegnene over store Dele
af Europa og Åsien, lige fra England ud til Japan; mod
Syd ruger den ned til Pyrenæerne, Alperne, den nordlige
Del af Balkan-Halvøen, Kaukasus og Himalaya, mod Nord
.op til omkring Polarkredsen , i Sibirien dog kun op til
. 60? n. Br.; paa de sydlige Grænser af sin Udbrednings-
zone ruger den ofte i højtliggende Bjergskove, i Hima-
laya saaledes op til 3000 m o. H.; i Europa er den i det
hele kun almindelig i de nordlige og østlige Dele, ellers
ret spredt og sparsom; mærkelig nok findes den som
rugende Standfugl paa Azorerne, Madeira og de Kanariske
Øer. Trækfugl, der om Vinteren søger ned til Middelhavs-
landene og Nordafrika, Sydpersien, Indien og Kina; endel
bliver dog tilbage og søger haardnakket at overvintre i
Atlanterhavets varmere Kystlande. I det østlige Nord-
amerika, i Grønland og paa Island viser den sig kun som
en sjælden og tilfældig Gæst; en Gang endogsaa set paa
Spitsbergen. Oftere har vildfarne Individer vist sig paa
Færøerne. Undtagelsesvis ruger den .paa Shetlands- og
Orknøerne, derimod ret almindelig paa de britiske Øer,
hvor mange ogsaa overvintrer. I Norge ruger den al-
mindelig i Skovene op til Polarcirkelen, nord for denne
faatallig til Tromsø; aarlig overvintrer endel i Sydnorge.
I Sverrig ruger den almindelig fra Skaane op i Jåmtland
til 64%, nord herfor sjælden; nordligst er den fundet
rugende ved Gellivare; ogsaa i Sverrig kan enkelte af og
til overvintre.
I Danmark er Skovsneppen en ikke sjælden Yngle-
fugl, der navnlig i de senere Aar er fundet rugende spredt
over Landet, flere Steder endog i ikke helt.ringe Antal;
saaledes rugede for nogle Aar tilbage maaske 10 til 15 Par
"aarlig i Kongelunden paa Amager; ogsaa paa Bornholm
ruger endel. Det uheldige Forhold, at man fra gammel
Tid stadigt og ivrigt har bortskudt dem paa Foraarstrækket,
314
samtidigt med at vore egne Ynglefugle var midt i deres
Parring eller havde begyndt Æglægningen, har sikkert
gjort sit til, at denne ejendommelige Fugl er saa faatallig
hos os; ved total Fredning af Skovsnepperne hele For-
aaret vil deres Tal som danske Rugefugle sikkert tiltage
betydeligt. Paa Gennemrejse For- og Efteraar til og fra
deres nordligere og østligere Rugepladser er den stadig
ret talrig hos os, omend alle Beretninger gaar ud paa, at
den i ældre Tid var langt almindeligere.
Om Foraaret begynder Trækket gerne omkring Midten
af Marts, kun sjældnere i den første Halvdel af denne
Maaned, og varer derefter til langt ud i April, hvor de
træffes i meget vekslende Antal, rettende sig endel efter
Vejrliget her og andre Steder; i Begyndelsen af Maj kan
endnu nogle Efternølere passere Landet. Om Efteraaret
begynder de gennemrejsende Fugle at vise sig først i Ok-
tober, og derefter er den gerne almindelig til langt ud i
November, da de fleste forlader os. I milde Vintre kan
ikke faa overvintre hos os; næsten hver Vinter ses spredte
Individer ved aabne Kilder og Bække, men stærk Frost
tvinger dem til at flytte længere mod Syd.
Skovsneppen er en udpræget Skovfugl, der næsten
aldrig træffes paa aabent Land. Højskov tiltaler den min-
dre; Elle- og Birkekrat, aaben Egeskov med Underskov
af Hassel o. Il. samt Granskov foretrækker den stedse,
helst hvor Jorden er fugtig og blød eller lidt sumpet; her
færdes den stilfærdig paa selve Jorden, gerne spredt og
enkeltvis. Den er hovedsagelig et Natdyr, der først kom-
mer i Bevægelse ved Mørkets Frembrud; man ser dem
da trække i ugleagtig Flugt gennem og over Underskoven
og kaste sig paa Engene i Skoven. I Træktiden rejser de
stedse om Natten, gerne enkeltvis, og falder jævnligt ved
Fyrene; Dagen over ligger de da skjult i Skoybunden.
Om Dagen flyver de meget nødigt op og holder som
Regel meget stærkt, fast trykkede i Løv og lignende, saa-
ledes at man oftest kommer dem meget nær; med Rette
stoler de paa, at deres brogede Farver næsten gør det
umuligt at opdage dem mellem de brogede, visne Blade.
Opjagede gaar de paa Vingerne med stærk Larm, ofte
udstødende et hæst Skrig; de stiger da gerne i ret be>
sværlig Flugt op mellem Træernes Kroner, men kaster
sig iøvrigt atter snart. Det angives, at de under Skrig
forfølges af Smaafuglene, naar disse om Dagen faar Øje
paa dem, ligesom det sker med Rovfugle, Gøge, Egern
0. m. a.
I Parringstiden og forresten ogsaa senere hen paa
35
Sommeren flyver Hannen i stille, mildt og fugtigt Vejr,
særlig i Aftenskumringen, langsomt og lavt over Træ-
toppene, gerne paa bestemte Steder i Skoven, langs Veje
og Skovkanter; herunder har de noget oppustede Fjer,
og jævnlig udstøder de en ejendommelig Lyd, ofte gen-
givet ved orrrt, orrrt, pisp. Mødes Hannerne under denne
Parringsflugt, forfølger de hinanden under et ofte gen-
taget gog, gog; ogsaa paa Jorden spiller Hannerne med
hængende Vinger og udspredt Hale. Mulig er Skovsnep-
pen polygam. Hos os vælger den til Rugeplads stedse
aabne Steder i Birke-, Gran- og Egeskov, ofte i Ellekrat
o. I. Her anlægges Reden paa Jorden, enten paa helt
aabne Steder i gammelt, nedfaldet Løv, ved en Trærod
ell. I. eller ogsaa mere dækket under en Busk, ofte under
ganske unge Grantræer, hvis nederste Grene ligger lavt
over Jorden. Redeskaalen blot et Hul skrabet i Jorden,
ofte med et Underlag af tørre Egeblade. Som Regel i
. sidste Halvdel af April og først i Maj lægger den hos os
sine Æg, men endog saa tidligt som Ste April har man
her fundet den rugende; ogsaa langt ud i Juni eller senere
kan nylagte Kuld findes, hvad enten de nu skyldes Fugle,
der har mistet deres første Æg, eller Skovsnepper, der
yngler to Gange aarlig. Det normale Ægtal er 4, men af
og til træffes . omlagte Sommerkuld med kun 3. Æggene
ruges af Hunnen i 20—21 Dage, mulig med Hjælp af
Hannen, der skal kunne have Rugepletter; særlig paa de
stærkt rugede Æg holder de ganske overordentlig fast og
haardnakket og lader sig let tage med Haanden. Hunnen
tager sig med Omhu af Ungerne; jages den op, medens
den sidder paa sine Unger og varmer dem, tager den
jævnlig en af dem med sig, idet den fastholder den
mellem Benene; man har ogsaa set den bortføre 2 Unger,
den anden da fastholdt mellem Næb og Bryst. Opjaget
fra Ungerne udstøder den et særligt Angstskrig, idet den
med hængende Vinger flakser hen ad Jorden for at bort-
lede Opmærksomheden. Æggene, hvis Skal er glat og svagt
glinsende, er store, ret korte og tykke og ikke særlig
pæreformede som hos mange andre Vadefugle; Farven
ejendommelig, idet Grundfarven er graalig- eller brunlig-
hvid, ogsaa ofte lysebrun med meget spredte, ret smaa,
rødbrune og graalige Pletter, lidt tættere stillede om den
tykke Ende. Længden 41—49 mm, Bredden 31,5—36,5 mm.
Føden hos os vist for største Delen Regnorme; disse
.tager den ved at bore sit lange, følsomme Næb dybt ned
i den bløde Jord og gribe Ormen, som den da ofte med
megen Møje trækker op, idet den derunder sætter sig paa
316
sin korte, stivfjerede Hale; Styrernes opadbøjede Spidser
og sidekrummede Skafter er vel en Følge af denne Virk-
somhed; til Fastholdelse af den ret modstandsdygtige Orm
tjener sikkert Hagen paa Overnæbbet lige foran dettes
Spids. Skovsneppens -Borehuller ses ofte i den bløde,
fugtige Jord. Naar Frosten gør Jorden haard, er Fuglen
omtrent ude af Stand til at faa sin Føde og maa derfor
fortrække, men helt ualmindeligt er det ikke at finde saa-
danne Vintergæster, der pludseligt er overfaldne af Kulde,
ligge udmattede af Sult eller døde. Tillige fortærer den
mange Slags Insekter og disses Larver, særlig Sømmer-
fuglelarver, Smaasnegle o.1., som den piller frem under
Løvet, i Mosset og andre fugtige Steder.
317
Tillæg.
"Efter Trykningen af vedkommende Ark er Landets
Fauna blevet forøget med nedennævnte Skraape-Art, der
vil være at indføje Side 53 efter den almindelige Skraape.
i Storskraape (Påffinus gråvis (O'Reilly)).
Stor Skrofe, Stor Skraape (Procellaria gravis OPReilly,
Puffinus major Faber, Puffinus cinereus Reinhardt).
Norsk: Storlire. Svensk: Stårre lira. Tysk: Grosser
Sturm-Taucher. Engelsk: Great-Shearwater.
Han og Hun ens. Hovedets Overside, ned til en Linie
fra Mundvigen hen under Øjet, samt Nakken ensfarvet
sortebrune; en Stribe ned ad Baghalsen lysere, mere graa-
brun. Øjelaaget hvidt, et Parti foran Øjet med indblandede
hvidlige Fjer. Fuglens hele Overside ellers mørkebrun
med brede, lysere, brungraa Fjerrande, der paa
"de bageste Skulderfjer og de forlængede inderste Arm-
svingfjer er mere eller mindre hvidlige. De bageste Over-
haledækfjer hvide med utydelige, brunlige, smalle Tvær-
baand. Vingedækfjerene mørk chokoladebrune, de mellem-
ste og navnlig de nederste med lysere, lidt graaligere Kan-
ter. Hagen, Struben, Halsen og Kroppens øvrige
Underside hvide; midt ned ad Bryst og Bug en
udflydende, bred, lyst brungraaStribe, der frem-
kommer ved, at Fjerene her har brede, brungraa Spidser.
Paa Brystets Sider har hver Fjer en bred, mørkebrun
Plet. Undergumpen hvidlig brungraa. Underhaledækfjerene
brune med hvidlige Skaftstriber og Fjerspidser. Under-
318
vingedækfjerene hvide, Randens og Kantens Fjer med
brunsorte, pilformede Skaftpletter. Armhulefjerene hvide,
hver Fjer med en sortebrun, stor Spidsplet. Svingfjerene
brunsorte, Haandsvingfjerene og Armsvingfjerene hvide
paa Inderfanernes basale Del, de inderste Armsvingfjer
næsten uden hvidt. Styrerne ensfarvet brunsorte.
Iris brun. Næbbet kraftigt, Længden 46—49 mm, Far-
ven 'graasort; den klolignende Næbkrog meget spids og
Fig. 70. Storskraape. (Efter Macpherson i British Birds).
kraftig. Vingelængden 310—332 mm. Halen stærkt afrun-"
det. Fødderne graa med svagt, blegrødligt Anstrøg, dog
er Mellemfodens og Ydertaaens Ydersider mørkebrune;
paa Ydersiden af Mellemtaaens Led utydelige, brunlige
Pletter. Mellemfoden 57—60 mm, Mellemtaaen 75—77 mm.
Ved sin hvide Underside skelnes Storskraapen let
fra den Sodfarvede Skraape; fra den almindelige Skraape
skelnes den let paa sin meget betydeligere Størrelse, idet
Vingelængden altid er over 30 cm, og tillige paa det meget
kraftigere Næb, der er over 45 mm langt; endelig er den
brungraa Stribe midt ned ad Bryst og Bug et udmærket
Skelnemærke.
319
Saa vidt man ved, ruger Storskraapen paa Inaccessible
Island i Tristan da Cunha Øgruppen i den allersydligste
Del af Atlanterhavet. Her angives den at ruge i vor
Vintertid, men den øvrige Del af Aaret viser den sig
flokkevis i største Delen af Atlanterhavet, ogsaa i dettes
nordligste Dele. Ved Grønlands Vestkyst er den alminde-
lig Sommergæst; i det aabne Hav omkring Island og Fær-
øerne ses den aarlig i store Flokke, men stedse langt fra
Land, ofte paa Fiskebankerne; ved Færøerne er den truffet
fra Begyndelsen af Juni til ind i November. Heller ikke
ved Englands Kyster er den sjælden. Ved Norges Vest-
kyst viser den sig i ret ringe Antal.
I Danmarks Farvande har den kun vist sig en enkelt
Gang, idet en Han blev skudt d. 5. 1. 1926 i Lillebelt ved
Fredericia, men ovre under den fynske Kyst. Baade AÅars-
tiden, i Ynglesæsonen, og Stedet, nær ved Kysten, er lige
paafaldende.
…… Om Storskraapens Levevis vides meget lidt, men an-
tagelig er den ikke væsentlig forskellig fra den alminde-
lige Skraapes; naar man sejler over det nordlige Atlanter-
hav, ser man dem nu og da i store Flokke; enten ligger
disse paa Havet, eller man ser dem kredse over Vandet
i store Buer; Flugten minder da endel om Stormfuglens.
De lever øjensynlig til Stadighed ude paå det aabne Hav
og kommer kun paa Land i Yngletiden.
S. 58 under Stormfugl(Fulmarus glacialis) kan
indføjes, at denne Art under sin Fremtrængen mod Øst
nu er kommet til Norge; 50—100 Par har nemlig i 1921
ruget paa Rundø i Søndmøre; senere er endel Par ogsaa
truffet rugende der (Johnsen. Naturen 1924).
numm un
mmm
fr:
ned.
Rettelser.
. Rothalsige læs Rothalsiger.
Grosse læs Grosser.
Kleine læs Kleiner.
. Gabelschwånzige læs Gabelschwån-
ziger.
Nordische læs Nordischer.
Dunkle læs Dunkler.
Sumphåne læs Sumphåna.
Curlev læs Curlew.
Navnefortegnelse.
Synonymer er trykte med Cursiv, de som Overskrifter brugte
danske Navne med spærrede Typer.
Side
Actitis (empusa)......... 196
Åctitis (hypoleucus) ..... 196
ÅeHASE (øchropus).… 52:45 205
Actodromas (minuta) ..... 247
Actodromas (temminckii) .. 251
adamsii (Colymbus)...... 39
dj fis (Lon us) 331. 201
SERES ESME "No ayEE 62
UlbSÅCrordthia) 53 550 278
TD SÅ GT ler, Mee aaERE NERE: 278
albifrons (Charadrius) .... 157
alexandrinus (Charadrius) . 157
Almtuindelis Lom 2023055: 28
Almindelig Sandløber .... 278
Alpenstrandlåufer........ 259
alpm(Er0ka) 535533 2257 259
Siren El rr) BER ERSRERERSN Es 259
anglorum (Puffinus) ..... 50
Anthropoides (virgo) ....…. 110
apricarius (Charadrius) ... 136
aquaticus (Rallus) ....... 76
arcticus (Colymbus)...….. 32
arcticus (Podicipes) ...... 10
arcticus (Procellaria) ..... 50
VET EDR SENERE SER 106
Br des hæs 5752 ls AE 110
arenaria (Calidris) ...... 248
Arenaria (interpres). ..... 161
årerne” (fried) 4 005. 278
arquata (Scolopax)....... 174
— Arquatella (maritima)..... 268
arquatus (Numenius)..... 174
HERE Hørring: Fugle Il.
-
Side
| Asiatische Kragentrappe .. 101
ER ENES SMED 86
auritus (Colymbus)....... 16
auritus (Colymbus)....... 13
saumsfus (Podicipes) 2.5.5 10
BES rAKSEREr ADS Tue i6y
autumnalis (Himantopus) . 241
NDS SEE SAKSE SING mg 236
avocetta (Recurvirostra)... 236
ballon (Raku): 2 70
BAGS EEK SE 70
Bar-tailed Godwit....... 187
BESES Sera 22.2
bartramia (Tringa) ....... 223
Barframs: KHNre. 7: 5 23
Bartramsklireslægten . ... . 222
Bartrams Sandpiper ..... 223
Bartrams-Uferlåufer ..... 223
batteri (Limosakss 222 2 189
Bekkesmfanrhen 20 220 293
Bekkasinslægten .... : RER ss rs:
Beckasinsnappa 3 191
BER kaS Eye ET er 274
Black-necked Grebe ..... 13
Black-tailed Godwit...... 182
Black-throated Diver..... 32
Black-winged Stilt....... 241
BREDE 53, 7 NR SENE AARS 209
Bisandt Es ro SEES 86
BILSH ORE | ERE 86
Blishøneslægten;s SEER 85
Bliskalv: 2 Sae ERE 86
ABlittelrs, (IR me eee:
Fre srE E SED hag
Brachschwalbe..........
Braksvale
Braksvaleslægten........
Brandm as Eee
Branting
Brednebsneppe
Brednæbbet Kærløber....
Brednæbbet Strandløber . .
Brednæbbet Vandtræder . .
Brednåbbad simsnåppa . . .
Broad-billed Sandpiper ...
Broe DE EN
Brokfugl
Brokfuglefamilien
Bruchwasserlåufer.......
Br Sane SR ASER KG
Brushøre sr STRESS
Brushøneslægten........
Brus KOR RESEN ERIE SNS ;
BruSKkOD SE RA NEED ANSE
BURE NS ra epe dede rr HESS
Bundlob ere ik;
Burhinus (oedicnemus)....
Car dris er SE es SE
calidris (Scolopax).......
calidris (Totanus)
californicus (Podicipes) . . .
canescens (Scolopax)
cantiana (Ægialitis)
canutus (Erolia).........
canutus (Tringa)
Capella (gallinago).......
candidus (Himantopus) . ..
Charadrius eee
Charadriinæ..... DEER
Charadrits as SE Er
Charadrius (albifrons) ....
Charadrius (alexandrinus). .
Charadrius (curonicus)....
Charadrius (dubius) ......
Charadrius (fluviatilis).. ….
Charadrius (hiaticula) ....
Charadrius (himantopus) . .
Charadrius (oedicnemus) ..
Charadrius (scolopax) ....
Chlamydotis (macqueenii) .
Chlamydotis (undulata) ...
chloropus (Gallinula) ....
"cinclus (Tringa) ...... (ER
cinerea (Grus)..........
cinerea (Tringa)....... 2
cinereus (Phalaropus) ....
cinereus (Puffinus).......
collaris (Morinella).......
Colymbidæ
Colymbiformes
Colymbus
Colymbus (auritus)
Colymbus (auritus).......
Colymbus (cornutus)
Colymbus (cristatus)
Colymbus (fluviatilis) 2...
Colymbus (rubricollis) ....
Colymbus (ruficollis)
Common Crane
Common Curlew .......
Common Sandpiper
Common Snipe.....,...
communis (Grus)
COOL 2 ØRE AES ERE
cornutus. (Colymbus)
Cream-coloured Courser. .
crepitans (Oedicnemus). ..
Crex i
erex (Gallinula)
crex (Rallus)
cristatus (Colymbus)
cristatus (Podicipes)
cristatus (Vanellus)......
Crocethia SEN SEA
Curlew Sandpiper.......
curonicus (Charadrius)... .
Cursoriidæ
Cursorius
stol ene tak nat ener Lene
323
i Side
Crymophilus (rufus)....…. 288
Dab ae SE 7
Damsnepperr ES 218
delicata (Gallinago) ...... 303
Demoiselle Crane....... 110
Dobbelt Bekkasin ....... 300
Dobbeltbekkasin ........ 305
Dobbelt Regnspove...... 174
Bjobbelf Rødvitte mr. 182
DjobbelkSneppe rr re 300
Nobbeltspove kr 5 174
Dobbelt Østerfugl ....... 174
dominicus (Charadrius)... 139
Bjoeren se ESS FRE. 5 144
BDrlsnåppa ss rense 196
Dubbelbeckasmsusrssee 305
dubius (Charadrius) ...... 154
Dunkler Taucher-Sturm-
VORE ER ERE ENN EN 28
Dunkler Wasserlåufer.... 214
BEER SE HE 259
Dverglappedykker ....... Tl
EDVer PORRER SER Fr 154
Dvergpræstekrave ....... 154
Dyer oryvikers TE RE 247
iDvers-Rørvastel 5 709
BDyverssilkeandssan ke i
Bjyerssneppe mrs ender 247
Dvergstormsvala ........ 43
Dverg-Strandløber....... 247
Dverg-Sumphøne.... 73
IDE PE BE Mal] os ER rer 94
Dyndløbere AS ST BE 274
BDyndskvårrs ASE 67
Esholmskok: 2 35.33 PAST
Eis=Seetatichers 5 rs 35
Fissturmvore 0 ser 56
empusa (Actitis)......... 196
Enoless er ADS ENS HE 7
ERSSKTIEEe 5. SP 62
Engsuarreslægfen 5 62
Enkelbeckasin 5 INSSE 300
Enkeltbekkasimnms AS 300
Enkel-Bekkåsin::s 295
178
Side
Enkelt Østerhmolss. SASE 178
EDI Eros 157
Erolad(alpind) 4 10 259
Erolia(caautus):3- 254 254
Erolia: (maåritima) 2. 268
Eroka (04). 40: 247
Erolia"(Sschinzil) 0 259
Erolia (temminckii) ...... 251
erythropus (Scolopax) .... 214
erythropus (Tringa) ...... 214
Ed ronasVSee LND 143
Europåische Rennvegel... 126
Europæsk Fries rl ate 119
europæus (Cursorius) .... 126
falcinellus (Limicola)..... 274
falcinellus (Scolopax) . 274
ferruginea (Erolia)....... 264
BjerepIs essere use Te AE: 150
EJES SN SER r57
Ejære PS Fo Aa ene ET NEL 268
Fjallpipare ser SM DD 144
Flassresenpfelterses eee: 154
Elrssuterlamters ss ren 196
fluviatilis (Charadrius) .... 154
fluviatilis (Colymbus)..... 7
fluviatilis (Tachybabtes) ... a
En RR Be NNE SR 161
Fersken ES 161
| FU DS DE ERR NSA SESE NNE & 140
Foranderlig Selning...... 278
Forkert Regnspove...... 236
Fulica (chloropus)....... 81
ENE RE RE Sy et 85
fujicaria (fringa) SN SE 288
fulicarius (Phalaropus) . 288
fuliginosus (Puffinus) .... 53
Rare, er Mr eee 56
Balmardst ae 2. renser re 55
Fulmarus (glacialis)...... 319
fusea"(Scoloparx) 3. 214
frsets(Fotanus) Sker 214
færoensis (Gallinago) -.... 303
Færølre 5 Ng KE 50
Gabelschwånziger Schwal-
Den-Sturmvoge se 46
Side
gallicus (Cursorius)...... 126
Gallnag os FSL HERE 299
gallinago (Capella)... ... . 300
Gallinago (gallinula) ..... 295
gallinago (Scolopax) ..... 300
Galina ser SEE 80
Gallinula (crex) ......... 62
gallinula (Gallinago) ..... 295
gallinula (Limnocryptes) .. 295
Gallinula (minuta)....... 73
Gallinula (porzana) ...... 67
Gallinula (pusilla)....... 73
Gallinula (pygmæa)...... 70
gallinula (Scolopax)...... 295
GAD AS Dr RRS PUE AE HEN SENE PÅ
Gemeine Bekkasine ..... 300
Gesprenkeltes Sumpfhuhn. 67
glacialis (Colymbus) ..... 35
glacialis (Fulmarus)... 56, 319
glacialis (Procellaria) .. .. . 56
(Glare Ola ri KK ESS ERNE 123
glareola (Rhyacophilus) ... 201
Glareola (torquata) ...... 123
glareola (Totanus)....... 201
glareola (Tringa) ........ 201
glottis (Scolopax)........ 218
glottis (Totanus) ........ 218
glottoides (Totanus)...... 218
Clutsneppe sr RER 218
Gluttsnapp ae Sene 218
Golden Ployer seere 136
Goldregenpfeifer ........ 136
Graabenet Klire........ 205
Graahalset Stumpfod. ... 16
Gråalire EEN INTER 53
Graasneppe ....... 254, 264
Graastrubedykker ....... 16
Graastrubet Lappe-
AykkernensKEækeNe er (0)
Gråhakedopping ........ 16
ETTER DES NS ASSR I El ER EJER 53
gravis (Procellaria) ...... 317
pravis(Pufinns) eee 3117
Gray Phalarope HÆRS 288
Gray Ployver: AASE an 140
Great Bustard..........
Great Crested Grebe....
Great Northern Diver ...
Great Shearwater .......
Great Snipe EF AE
Greenshank re
grisea (Scolopax)....….. ans
griseigena (Podicipes)....
griseus (Macrorhamphus). .
'griseus (Puffinus) .......
griseus (Totanus)....... N
Grosser Brachvogel
Grosser Lappentaucher ..
Grosser Sturm-Taucher ..
Grosse Sumpfschnepfe ...
Grosstrappe .. 7.0...
Gruidæ
Grus Rs 243 SS ED EN SR
grus (Ardea)
grus (Megalornis)..... Ep
Grunfusziges Teichhuhn .
Grunschenkel
Grylinser ENE MSN
Grånbena
Grønnik....... Lr re
Grønbensneppe ...... sen
Gulnæbbet Islom
Gumpefodede
Halfenkel beckasin ......
Halsbaand-Braksvale.....
Halsbaandslom
Halsbaand-Stenvender....
Halsbandregenpfeifer. ... .
Harlekinsneppe .........
Elayvzass error BE
Havhes tre on NOR
Havimber
1 EAN (SEERE IEEE MEE SST
Hedeland: USSR ASA:
Heil 555 38 Kenseee SAE
Helodromas (ochropus) ...
KTSISPOVS NE 82 MERNE SETE
sf sne 1 al Fe MEN te
HHejunger SER ar Re
helvetica (Squatarola). ....
helvetica (Tringa)........
hiaticula (Charadrius) ....
hiaticula (Ægialitis)
Himantopus: MA 022:
himantopus (Charadrius) ..
himantopus (Himantopus) .
himantopus (Hypsibates) . .
Hingstefugl
Hirundo (pratincola)
Hjejle
Hjejleslægten
holboellii (Podicipes) ....
Holtsneppe
Hornet Lappedykker.
Horsegøg
Horsegøgslægten
Houbara (macqueenii)....
Hvidbrystet Præste-
| ON See REDE SE
Hvidbrystet Sandpiber....
Hvidbrystlo . .
Hvidfugl
) SATS] St Oro te SEE SE Tae FS
Hvidpandet Præstekrave . .
Hvidprikket Tinksmed ...
Hvidsneppe
Hvid Strandvifte
Hvuitfugl
Hydrobates (pelagicus) ...
hyperboreus (Phalaropus) …
hypoleucus (Actitis)......
hypoleucus (Totanus) ....
hypoleucos (Tringa)
” hypoleucus (Tringoides) .….
Hypsibates (himantopus) ..
Hyttige
Hæmatopodinæ .........
Hæmatopus
Højand
Højdykker
Imber"
immer (Colymbus).......
intermedia (Porzana)
Side
intermedius (Himantopus) . 241
intermedius (Rallus)...... 70
interpres (Arenaria)...... 161
interpres (Strepsilas)..... 161
interpres; (Tringd) 161
isabellinus (Cursorius).... 126
islandica(Tringa). 254
IskandskeRYler rs. 254
Islandsk Strandløber ..... 254
ISkAndSSNEDPEr Ao. 254
Islåndischer Strandlåufer.. 254
SKO ARE 35
ISESform fuel ER SKER 56
Jacks pE REESE SN 295
Korner res 110
Junsfernkranieh 2.25 110
Kamper ED: SE PAPA
KELES UI eEsst 19
KEntisheeP lover: me 157
KREDS SE Er SE: si
Kiebitzresenpfeiter HEE 140
KINDO FREE S NE 150
Kjelds SE ESS så 167
KlemerBekkasmesssirre 295
Kleiner Schwalben-Sturm-
VOEL ENE nr 43
Kleiner Sumplåufer...... 274
Kleines Sumpfhuhn ..... IS
KID DIS SAS AD ERE 3 167
SEIN] EEN Fr SEERE RERn 172
Klireslægte nike te 194
Kliresneppe Fa. RL OT
FESGT I SV ES ea REE Er ERR SR RER 236
Klydeskesten ie FEE 235
Klykstjårtad Stormsvala .. 46
Krarkiugle RE ARE 62
ner kandsse SNE 62
Kor FE LN SN gr ÅER: 254
Kobberhøne nen 182187
Kobbersnepper rer 187
sKobbersneppe rer 254
Kobbersneppeslægten .... 181
Krastrapp es ERE er 101
Kranen 45.3 0 Se SE 106
Kravetrap persere VO
Krumnæbbet Ryle...
Krumnæbbet Strandløber. .
KCrumnebsryle SEE
Kræ” Naur
KUStpipare ERE egg
KUustsnapp ar Sr SRESE
Kvartbekkasin .:.........
Kynkesrr EEG ter
Kærløberslægten ........
Kærsneppe
Kårsnåppa ....... SEER
FandER als Saren ENE
UDE NON KOG ERE STE, BYRET REED
Lappedykkere
Lappedykkerslægten
lapponica (Limosa)
lapponica (Scolopax) .....
EapspOve IEEE
Fapvns ERE SER
leachii (Procellaria)......
leachii (Thalassidroma) ...
FeachsyPetre tre eee
leucophæa (Calidris)
leucorrhoa (Oceanodroma) .
leucorrhoa (Procellaria). . .
Eiderskoplor rr Es
forde (Cras) sr
Lilla Sumphéna
Lille Lappedykker...
Lille Præstekrave
Lille Regnspove.....
Lille Rødbrystet Ryle....
Lille Rødvitte
Lille Smed
FrleFStorm mio Sk
Lille Stormsvale ..
Lille Strandpiber..... LÆR
Lille Strandyrivt 0 125
Limicola
Re Faree 18
Limosa
Side
' Limosa (melanura) ...... 182
Limosa (melanuroides).... 182
Eimosa: (rufa) SS SE 187
limosa (Scolopax) ....... 182
Liter Bustar ds Ra 94
EjtttlexCrå ker de eee 73
Little Gre be see 7
Little Ringed Plover..... 154
Etter Stint Free 247
JHunspipare VS ORKER E
lobata (Tringa)........…. 283
lobatus (Phalaropus)...:.. 283
Eomtiglet sie este 1
Lommer rd he 24
Lomslæsten reg 27
longicauda (Bartramia) ... 223
longicauda (Tringa) ....…. 223
IEOULUS EET sete EDER 236
IEEE ES ENE SENERE DRED 167
lumme (Colymbus) ...... 28
Machetesru rer RE RAD 0)
macqueenii (Chlamydotis).. 101
macqueenii (Otis) ....... 101
Macqueen's Bustard..... 101
Macrorhamphus......... 191
major (Gallinago) ....... 305
major (Puffinus) ......…. 317
major (Scolopax)........ 305
Mallemuk RAR ae RS
Manx Shearwater ....... 50
maritima (Arquatella) .... 268
maritima (Erolia).....:.. 268
maritima (Pelidna) ...:... 268
maritima (Tringa) ....... 268
maruetta (Porzana) ...... 67
media (Gallinago) ....... 305
media (Scolopax)........ 305
Megalornis (grus)........ 106
melanogaster (Vanellus) ... 140.
melanoptera (Glareola) ... 125
melanopterus (Himantopus) 241
melanuroides (Limosa).... 182
melanura (Limosa) ...... 182
Mellemspove RE 178
Middelspove ........... 178
$ ; Side
Mindre Eira rr ER 50
Mindre sandpipare .…..... 154
" ominimus (Limnocryptes) .. 295
minor (Podicipes) ....... 7
minor (Ægialitis)........ 154
minuta (Actodromas)..... 247
minuta (Erolia) ......... 247
minuta (Gallinula)....... 13
minufa (Pelidna) 43 247
minuta (Porzana)........ 73
minut (rn) SE 247
SNOOKER: RE ENE 81
Morinella (collaris)...…. .. 161
morinellus (Charadrius)... 144
morinellus (Eudromias)... 144
Mor kld rer see 310
Mornellregenpfeifer ...... 144
Nosnap paa TE 2: 251
Mudderklire. 27587. 196
Muddersnepper: rr Er 196
INSSE ER SES SENE ERE ERE SENER 227
Myrsuipe str ERE 259
Myrsnappar seu ko el 274
MVÆS POV 5: rener BER Er 187
nebularia (Scolopax) ..... 218
nebularia (Tringa) ....... 218
nigricollis (Podicipes).... 13
Nordischer Taucher-Sturm-
VO DE 4 te DE FE ten 50
NOS Come 28
Nord-Seetaucher ........ 28
Nimidiske Trane ser 110
Nine nus Seer SE El: 175
Numenius (pygmæus)..... 274
Oceanodroma (leucorrhoa). 46
ochropus (Actitis) ....... 205
ochropus (Helodromas)... 205
ochropus (Totanus) ...... 205
ochropus (Tringa) ....... 205
Odimnshames 03 er 283
Odicnemides RS
Oedicnemus..... DAR 119
oediciemus (Burhinus) ... 119
oedicnemus (Charadrius) .. 119
Ohrensteissfuss......... 10
oreophilus (Charadrius) ..
Ortysomelfar ss 333 ske
ostralegus (Hæmatopus) . .
ostreologus (Hæmatopus) .
OSSE BESES ene] sn
Oyster cafeher 25355 35
pacificus (Colymbus).....
parvaj (Porzana) 2.54
parvus (Rallus)
Pavoncella (pugnax)......
pelagica (Procellaria).....
pelagica (Thalassidroma) ..
pelagicus (Hydrobates)....
Pelidna (maritima).......
Pelidna (minuta)
Perhåahn
Petersfugl
Phalaropinæ
Phalaropus
Philomachus (pugnax) ....
phæopus (Numenius) ....
phæopus (Scolopax)......
Blpister ses ERE ES el:
platyrhyncha (Limicola) . . .
platyrhyncha (Tringa).....
platyrhynchus (Phalaropus)
Plattschnåbliger Wasser-
freteneee RE DE BE
Plettet "Sumphøne 335:
pluvialis (Charadrius) ....
Podicipedidærs—- rande
BodiGipeSsk Es
Bolarlom AS as Seere
PolarfSeetaucher mr
Polarsvømmesneppe
Polsk Vibe
Pomeransfugleslægten . . . .
Bomerans fugle Ser
BOLZANO SAS SE PS
pratincola (Glareola) .... .
pratincola (Hirundo)
Pratincole
. pratensis (Crex)
PBrocelamassseSENRET-Ds
Procellaria (arcticus)
Procellaria (puffinus) .....
Procellaria (glacialis) .....
Procellaria (gravis)
Prylleman ds SE FE. SSR
Præstekravmer eN,
PBufinus se ASE SNS
— puffinus (Procellaria) .....
pugnax (Machetes)
pugnax (Pavoncella) .....
pugnax (Philomachus) ....
pugnax (Totanus)
puma (Iringa) SE
Purple Sandpiper
BUrpUeryl es ARE
pusilla (Gallinula) .......
pusilla (Porzana)........
pygmæa (Gallinula) . .....
pygmæa (Porzana).......
pygmæa (Limicola) ......
pygmæus (Numenius).....
BYE i RES Knebne
"raddei re) SEE ES
Rallformes rr eve je
) SÆBY LD IS SAN ORK SEDs SEEGER
Rallus (bailloni).........
Rallus (crex)
(
(
Rallus (intermedius)......
Rallus (parvus)
Rallus (porzana) ........
Recurvirostras 5 me
Red-breasted Sandpiper. . .
Red-necked Grebe ......
Red-necked Phalarope ...
RES hank ss hes
Reeves ERR ENE 1:
Regenbrachvogel ........
Regnpiber: Aber
Regnsparv ne
Side
Revlingehøne........... 174
Rhyacophilus (glareola) ... 201
Ringed Plover.......... 150
robustus (Totanus) ...... 212
rodgersii (Fulmarus)..... 57
ROSKAr LASER SSR 161
Rostrote Uferschnepfe ... 187
Rothalsiger Lappentaucher. 16
Rotschenkelr eee
rubricollis (Colymbus) .... 16
rf (imeosd) et AE 187
rufa (Tringa)........ 257]
RUS RSD Sr be SARR PØT
ruficollis (Colymbus) ..... |
rufogularis (Colymbus) ... 28
rufus (Crymophilus)...... 288
rufus (Phalaropus) ....…. 288
Rig de 2 PET SER OS ARSE ES)
Rugskrække 55. ere 62
rusticula (Scolopax)...... 310
) SV FLS PE AES ERR MARE SNS ED 97 259
Rylefamilien I ERE 244
Ryleslægten FE sen 245
Ryle-Strandløber ........ 259
Rækhals se ge re, 28
RØdb en eres ERR 209
ROodbena sr RON SER 209
Rødben= Kline eee 209
Rødbenet Stylteløber..... 241
Rødblisset Rørhøne ..... 81
Rødbrun Kobbersneppe .. 187
Rødbrystet Bekkasin-Klire. 191
Rødhalset Lappedykker... 16
Rødhalset Silkeand ...... 16
Rødsneppe ........ 254, 310
RØdSPOV Fr ER Ea AN 182
Rødstilk rr ERNE Al 209.
Rødstrubet Lom..... 28
Rødvitre se 182, 187
Rynne ol se RER ERR 300
Rorhona ie. ener 81
Rørhønese sis BAL KEY
Rørhøneslægten......... 80
Rørvastel rager 67
Rørvagtelslægten ........ 66
å i Side
sakhalina (Tringa)....... 262
FSandporgee 18:55 52 ANE 150
Sandebrer SE BEN SOE R: 150
Sander REDE 278
Sandø ber PEER 278
Sandlopare Fe 52 5 see 278
SAR SVIE 7 ENE TERRE 150
Sandeveivts aar SSR 150
selimgzir (Tringa) 3357. 259
SsCRInZi (Erolia).. = 02030 5 259
Sclavonian Grebbe fane 10
Schmalschnåblicher Wasser-
FLSLE LEA Fl ERE NER 283
Sehnepfenlaufer REE 191
Schwarzes Wasserhuhn... 86
Schwarzhalsiger Lappen-
RElaucher satse RR syste 153
Schwarzschwånzige Ufer-
SENDE DE SE REE 182
scolopaceus (Macrorham-
BMS) 5 2 3857 Sr esse 191
Scolopacidæe sr sale 171
scolopacina (Gallinago) ... 300
Scolopaemæ sr sein 293
SOLO PAR IR Ser ARR Es 309
Scolopax (arquata)....... 174
Scolopax- (Calidris) 2:72 209
Scolopax (canescens) ..... 218
Scolopax (Charadrius) .... 119
Scolopax (erythropus) .... 214
Scolopax (falcinellus).... . 274
Scølopæc (tusca) 5: 25 214
Scolopax (gallinago) .….... 300
Scolopax (gallinula)...... 295
Scolopax (glottis)........ 218
Scolopax (grisea)........ 191
Scolopax. (lapponica) ..,.. 187
Scolopax (limosa) ....... 182-
Scolopær (major)... sr 305
Sec0lopax- (media) xx 305
Scolopax (nebularia) ..… . 218
Scolopax (phæopus)...... 178
Scolopax (totanus).....…. 209
SEErESEN peter re SE 157
SSeestrandlånfen te er 268
Side
Se krane: sm sy, ES eg 278
Senmesskægfen 2.2 221200 ZA
Sens ære DN 236
septentrionalis (Colymbus) 28
sibirica (Limicola)....... 276
Skorserkokkssrm 028%. BE
SKOLER 1 tab 236
SKOVvsmreppe sie 310
Skovsneppeslægten ...... 309
Ser 16) 273) 1 FLERE een SER 20
Skardacka rdr RER HR ar 236
SKATs HAD PA ASE 3 0 268
Skr esET dees se NR re] 50
Skraapeslægter 49
BES SHE n fe | FRE SNERRE EN SR 16
Skr SEE EEN lan 50
SKræp and ASSR 005 62
Skr FIS An DEDE ogs se. z 62
Skrønnerhors…2 hik ne 300
Sal ONE. ML 305 28
Smaaplettet Sumphøne ... 67
Smaaspove ..... STE ES SER 178
Smaatrappe 45.50 200 94
Smådoppng. 3. SEE i
SMÅ MEE RV be 28
Sas måp pege ENN, 247
SMS POV EA kol sE Tog 178
SSTTENETE fo) OR ESRE ERE NEDE SEER 94
Smalnæbbet Vandtræder .. 283
Smalnåbbad simsnåppa ... 283
STED PER Ar EN 5 Ar: 310
Sneppefuglegruppen ..... 141
Sme peer 2" See 191
Sneppeklireslægten ..,... 191
SUS EET IE ARE NE sg
STORPER SS AES Fnr ER 150
SødfarvetSkraape:rs453
Soho n ars 1 DSR S 86
Sothønerse Es; > ore 86
Søfsneppe 1.35307 reds Ba 214
Sooty Shearwater .....:. 53
Sortesraa Kline: ERP RE
Søorteraa Rybersrsoe: 268
. Sortegraa Strandløber .... 268
Sorthalespove".. ME BIER TES2
Side
Sorthalsdykker: sr see 13
Sorthalset Lappedyk-
KERNE SR ENE ERR 13
Sorthalet Kobbersneppe,.. 182
SortkEdn er SE 214
Sortkravet Toplom ...... 10
SORSTED DER EET EE 214
Sortstrubet Lom..... 32
Sort Kinks med eee 205
SorfaVWandhøne serene 86
SPEd Sas Er eS NER 28
SpotfedRCraker rer 67
Spotted Redshank....... 214
Spoveslægten ere 15
SPOovSsmåp pa RE ES re 264
squatarola (Charadrius)... 140
Squatarola (helvetica) .... 140
Squatarola (squatarola) ... 140
Staalsnep per rs SEER 254
stellatus (Colymbus) ..... 28
Stelzenkaufer ss rese 241
Steinwalrerere NERE NE 161
Sem TESTE rr EN EA HE AESRDEGE 161
Sen PIKKER HE 5 ASER 150
Stensnep per 300
Ske mv EM OT ENE RE pE 161
Stenvenderslægten....... 160
Sfone=Curlew Es Eee 0)
Stor Bekkasinees sr 305
Stor Kobbersneppe.. 182
StorLappedykkerr 20
Storline LSE ERE 317
Storlo mer 3235
Stormfase HE Sk Serge 56
Stor mag REE Se Eg 319
SE ME Sanne 56
Stormfugleordenen....... 40
Stormfugleslægten....... 55
Storm svale HE EAN 43
Stormsvale NERE ER 43
Stormsvaleslægten....... 42
Stormy-REetre lee 43
Stor tPræste krave eee 150
Stor Resnsporer seen 174
Stor "RØD er ENGE 214
Side
Stor Rødbrystet Ryle .... 254
Stor Rødvitte........... 182
SHOTS kradse 3
Stor-Skraape 1 Es 317
StOrFSKrOFE ER reg 317
Stor Snippe 5 3 re 182
STOFSPOV HS AE EN, ERE SN: 174
SKOTIS DIO VE EN ENDE REESE 174
Stor Stormsvale..... 46
Storstormsvale.......... 46
Stor Strandpiber ....... mol30
Stor Tinksmed...... inn 2209
StORHRAD PE Eee EL ER SDRRER: 97
STORA De re rese 97
Strandbrokfugl.......... 140
Strande j le FEER 140
Strande ea ns es 140
Strandlø ber see Er nER 157
Strandryler 5 So SR 268
Strandska de rese 236
Strandskadefamilien...... 160
Strandskadeslægten ...... 166
Strandskata, 2: Frk 167
Strandsneppe ...... 182, 187.
Strandsnip er ERE 196
Strepsilas. ASSR ER 160
striata (Tringa) ......... 268
Stum Bekkasin ;........ 295
Stylteløbereseree Lus PAT
Stylteloper 5 rr 241
Stylteløberslægten ....... 240
Styltlopare rs roere 241
Stårre strandpipare ...... 150
STYLE DIS ES SEE ron 196
SFOrTE MIRA Sr RER ENE 317
subarquata (Tringa)...... 264
SUTTER DE DEERE on ra 167
SUuderhøne re eee 81
Suderhøne eee RER 167.
SUE KOR 525 ENES EERR SIGTER
SUMPNON ar SSR 67
Sumpløber.......... SEES PAT JE:
SPREE I Ar ASE HS KO SEDRER 167
STRESSE 205
Svartbenta strandpipare. .
.Svarthalsade dopping ....
Svarthakedopping
Syartshap pas NL NNE
Svømmesneppe
Sydostpiber
Sælsære HERDER SEE
Såbelschnabel
eee ER le SE SENE RE e
EOS as HEKSE SAS
Sø-Raaber
Tachybabtes (fluviatilis). . .
tarda (Otis)
temminckii (Actodromas) . .
temminckii (Erolia)
temminckii (Tringa)......
Kemmmeksneppe ES
Temmincks Ryle.....
Temminck's Stint
Temmincks Strandlåufer . .
Temmincks Strandløber. ..
ke rriSs høner RE ER
fetraxe (Ofis) 5 2
Thalassidroma (leachii) .. .
Thalassidroma (pelagica) . .
ÅD ing SS US SUE ERE FE EEN SEE
MORS ha AEPS RE
Rim blin ger rr TE Se
JONG TYGE) VRE DSE NE ESENRNEE SE
BRROFSVID ES EL ERE
Bol ER
KopdykkerR SNS REN
kop lom ss an as Er
Toppet Havskjær ....…..
Toppet Lappedykker .....
Toppet Silkeand
kornsnepps Ed SAR
torquata (Glareola)
.torquatus (Colymbus) ....
Roanne SE SS
KOFANSEERRE RAN SVEDE
Tofanus" (affinis).2...... £
Totanus (glottoides)......
Fotanus (griseus)
Totanus (pugnax)
totånus (Scolopax).......
folanus (rn
Totanus (ægocephalus) ...
Trapgaas
ihrappe nes ere Dre
JBREITS SETS so SEE SENE ES
Farel
Braneslæsten seen ne
BRS EKK DE De
ERE RER DERE
Trielfamilien
relse oftere es
skrineknæresse VEJERS
Bring er AAR FNS
Tringa (alba)
Tringa (arenaria) ........
Tringa (bartramia) .......
Tringa (erythropus).......
Tringa (fulicaria)
Tringa (glareola)
Tringa (helvetica). …….....
Tringa (hypoleucos)......
Tringa (interpres)
rn (lobatd) se E
Tringa (longicauda)
Tringa (nebularia)
Tringa (ochropus)
Tringa (platyrhyncha).....
Tringa"(pugnax)
Tringa (squatarola)
brined ((otanus) ED
Trina. (vanellus) .:....-.
Tringinæ '
re EA SEE
ss ke, luk aendre
Tringoides (hypoleucus) ...
- Tubinares
RUSEN Se SAESEE ER
tundræ (Charadrius)... .….
tundræ (Ægialitis).......
Turnstone
undulata (Chlamydotis) . ..
undulata (Otis)
BAR ALOE ES ES EER og SEAN
Uvejrsfuskr FEER
Vadaresvala ne hed (
Vadefugle
Magtelkonze 5 seed
Vandhøne
Vandrikseslægten........
Vandtrædere :
Vandvantels sta la ag
AVE UKE TED, eg NE es RES REESE REESE
Vanellus
Vanellus (melanogaster) . ..-
vanellus (Tringa)
vanellus (Vanellus)
variabilis (Tringa)
MESSIER SEEREN?
MS EKS Se PRS ESPEN OM
Verdens-Pytte ..........
MERE SE SNE AT RE
virgo (Anthropoides)
Vintersnep per see
virgo (AFG an: ERE
virgo.. (Grus)
Njrte rer REN ONDE BURE f
vulgaris (Vanellus)
Waldschnepfe
Massere es SAR
Waterhen Sae ser BRS RAR
Whimbrel
Wiesen-Sumpfhuhn....….
Wio0dfock En ERE
Wood-Sandpiper
Zwergsteissfuss.........
Zwergstrandlåufer
Zwergsumpfhuhn........
Zwergtrappe..........….
Ægialitis
ægocephala (Limosa).....
ægocephalus (Totanus) ...
Ångsknarre
j
la rear tee FA MER see Ka
Okenlåpare ............
Øret Lappedykker.......
Ørkenløber…........ ;
Ørkenløberfamilien
Ørkenløberslægten.......
Østerlandsvibe..... SYES rs
Øster: ar SER
Ånd
A,
r
i)
if
FRI
Kl ly
it
Rn
NM SON
MARNE
ut se M
BIG NE BUN
A te
(' SL! D øl få tå
kg i
AM
Ad
ik
ii HRtRA Nb
Wi!
inthan:
i
in
BULL NKRNON
fig fj:
i kg
HÆMME
Å it in
i kitn
i
tj]
SETE:
5