Danmarks fauna; illustrerede haandbøger over den danske dyreverden..

DANMARKS
FAUNA
46

ERNST MARCUS

MOSDYR

N

DANMARKS FAUNA
ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN
MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF

DANSK NATURHISTORISK FORENING

ERNST MARCUS

MOSDYR

(BRYOZOA ELLER POLYZOA)

G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN :-
SA 1940

Udgivet med Understøttelse af Carlsbergfondet.

BIANCO LUNO A/S. KBHVN.

LA G i G Å i

(Bryozoa eller Polyz&a).

Mosdyrene er smaa, "/3—5 mm store Vanddyr.
Bortset fra Familien Cristatellidae (og den ikke-

Fig. 1. Mosdyrenes Bygnings- og Knopskydningsforhold, skematisk.
I—III. Æggets Udvikling indtil Dannelsen af det indre Kimblad (i).
IV—V. Entoprocternes og Gymnolaemernes Larve. / Larvetarmen,
"g Gat; den sorte Plet er Nerveknuden. VI—VII. Entoprocternes
Larve sætter sig fast; Larvetarmen og (sandsynligvis) Nerveknuden
gaar over i det færdige Dyr, hvis Tentakler (t) opstaar. k den første
Knop, VIII—IX. Gymnolaemernes Larve sætter sig fast; Larve-
tarmen og Nerveknuden reduceres. Det færdige Dyrs indre Organer
opstaar ved. Knopskydning paa den animale Pol (x). k den første
Knop, m Dyrets Mund. X—XII. Phylactolaemernes Larvetarm re-
duceres. Indenfor Larven opstaar det færdige Dyrs indre Organer ved
Knopskydning paa den vegetative (eller Urmundens) Pol. Larven sæt-
ter sig fast med sin animale Pol. k de første Knopper, m Dyrets Mund.

1

3005

2

danske Art Loxosoma saltans fra Vestskotlands
Kyst) er Mosdyrene fastsiddende Dyr, der er for-
enede indbyrdes til Kolonier (eneste Undtagelse:
Fam. Loxosomatidae, jfv. S. 18).

De enkelte Dyr ernærer sig ved Hjælp af deres
(8—10) slanke, hule Føletraade (Tentakler), som
tragtagtigt staar rundt om Mundaabningen og ved
deres svingende Cilier hvirvler smaa Planktonorga-
nismerned i Munden. Fordøjelseskanalen er U-formig
bøjet, saa at Gattet liggeri Mundens Nærhed. Mellem
Mund og Gat findes der en Nerveknude, hvorfra
der udstraaler forskellige Nerver, blandt andet op-
ad til Tentaklerne, der saaledes ogsaa tjener som
Sanseredskaber. Et Hjerte og Blodkarsystem mang-
ler. De optagne (resorberede) Næringsstoffer brin-
ges omkring til alle Organer ved Hjælp af de Væv
og den Vædske, som opfylder Krophulen mellem
Tarm og Hud. Hele Huden, i Særdeleshed Tentak-
lernes, staar i AÅandedrættets Tjeneste. Særlige Eks-
kretionsorganer findes i Mundens og Nerveknudens
Nærhed hos Entoprocterne (jfr. S. 7) og hos Slægten
Cristatella (jfr. S. 379), men hos de fleste Bryozoer
besørges Ekskretionen af Tentaklernes Hudceller og
Tarmvæggens Celler.

De fleste Mosdyr er tvekønnede (Hermafroditer), men
ikke sjældent udvikles Sæden tidligere end Æggene (Pro-
terandri). Nogle Bryozoer er dog særkønnede; dette gælder
de fleste Cyelostomata (undtagen Lichenoporidae) og næsten
alle Entoprocta, men hos disse Former findes dog ingen
ydre Forskel paa Kønnene. Mosdyrene gennemgaar en For-
… vandling, idet de befrugtede Æg bliver til fritsvømmende

3

” Larver, hvis Bygning hos Entoprocterne og Gymnolae-
merne viser den samme Grundplan som den kendte
Børsteormelarve Trochophora.

Den ukønnede Formering ved Hjælp af Knopskydning
spiller Hovedrollen i Mosdyrenes Liv, da Kolonierne dan-
nes paa denne Vis. Regenerations-Evnen, d. v. s. Evnen til
at erstatte eller forny afdøde Dele, er gennemgaaende stor.

Systematisk maa Bryzoerne anses for at være fjernt
beslægtet med Ormene. Desuden peger Bygningen af Bryo-
zoernes Larver hen paa Former, som hører til Agern-
ormene (Enteropneusta), en Dyreklasse, der igen har For-
bindelse med Pighudene og Hvirveldyrene. Da altsaa Bryo-
zoerne er forbundne med Grupper af aldeles forskellig Ud-
viklingsgang, synes de at maatte stilles nær ved Roden af
den store Afdeling, som omfatter alle flercellede Dyr med
ægte Krophule (Coelomata). Vistnok trænger denne For-
modning til endnu videre Undersøgelser. Begge Bryozo-
ernes Klasser har overensstemmende Larver. Maaske kan
Entoprocterne bedst betragtes som Larver, der har sat sig
fast og er blevet kønsmodne. Hos. Ectoprocterne er hidtil

.hverken Krophulens morfologiske Betydning eller Nerve-
knudens Beliggenhed (om paa Ryg- eller Bugsiden) enty-
digt forstaaet ud fra Udviklingshistorien. Derfor sammen-
lignes de voksne Ectoprocter ofte anatomisk med visse
fastsiddende Orme (Phoronoidea), men mange Zoologer
bestrider dog Rigtigheden heraf. ;

Saavel for at bestemme Arterne som for at undersøge
deres anatomiske Forhold er det utilstrækkeligt at konser-
vere Mosdyr i tørret Tilstand. De maa opbevares i Alko-
hol. De uforkalkede Former (Entoprocter, Ctenostomer,
Phylactolaemer) kan ogsaa gemmes i Formalin.

Oversigt over Klasserne.

.Gataabningen inden for Tentakelkransen. De
temmelig stive Tentakler kan slaas indad
imod den bægerformede Krop, men ikke træk-
kes helt ind. En Tentakelskede mangler. Krop-

1>

4

hulen opfyldt af. mesenkymatøst Parenkym-
væv, i hvilket - Tarmkanalen er fast indlej-
Eta SEN DESIRE ... I. Kl. Entopråcta (S. 5).
Gataabningen udenfor Tentakelkransen. De me-
get bevægelige Tentakler kan trækkes fuld-
stændigt ind i Kroppens Indre og er i ind-
trukket Tilstand omgivet af Tentakelskeden.
" Krophulen er et rummeligt, vædskefyldt
Hulrum, i hvilket Tarmkanalen er frit op-
æn SENE SE II. Kl. Ectopråcta (S. 21).

Fig. 2. Bægeret og Stilkens øverste Del af en Pedicellina, skematisk
(efter Cori). am Atriets Tilbagetrækningsmuskler, -e Endetarm, f
Fold mellem Bæger og Stilk, I Larve, m Mund, mr Mundrende, mt
Mavens Væg, n Nerveknude, p Pig, r Rugerum, sa Sansehaar, sm
Stilkens Muskler, sæ Sædstok, tf Tentaklernes Fimrerende, im Ten-
takelmembran, u Ekskretionsorgan, æ Æggestok.

5

I. Klasse. Entopråcta
"(Calyssozoa, Kamptozéa).

Paa Legemet kan man skelne en bevægelig
Stilk og et Bæger, som rummer Organerne og
bærer Tentaklerne. Baade Munden og Gattet har
'deres Plads inden for Tentakelkransen. Sammesteds

Fig. 3. Bægeret af en Pedicellina, set ovenfra, skematisk (efter Cori).
k Kønsstoffernes Udførselsgang; de øvrige Bogstaver jfr. Fig. 2.

udmunder ogsaa Ekskretionsorganer (Protonephri-
dier) og Kønsorganer. Tentaklerne er forholdsvis
stive; de kan rulles ind fra Spidsen og bøjes ind
imod Kroppens Væg. Denne opad vendte Væg, der
Indhegnes af Tentaklerne, er fordybet (Atriet, Vesti-
"bulet) og tjener som Rugerum. Larverne viser i deres
indre Bygning stor Lighed med de fuldt udviklede

6

Dyr, saa at Entoprocterne kan betragtes som køns-
modne og fastsiddende Trochophora-Larver (jfr.
S. 3). Hav- og Ferskvandsformer.

Tentaklerne, hvis Tværsnit er trapezformet,
viser paa deres indre smalle Kant en fimreklædt
Rende, mens de ikke bærer Fimrehaar paa Siden.
Paa Tentaklernes Yderside staar der stive Sanse-
haar, hvis Nerveceller ligger under Hudens Over-
- flade. Hver Tentakels Fimrerende munder forneden
i en Fimrerende (Mundrende, Atriets Rende), som
udgaar fra Munden og udjævnes henimod Gattet,
hvor den ender blindt paa hver Side af dette. Gat-
aabningen ligger højere end Munden, fordi Ende-
tarmen hvælver Bægertaget tapagtigt frem. Langs
med Tentaklernes og Atriets Fimrerender drives
de Smaaorganismer, hvoraf Dyret ernærer sig, ind
i Munden. Tentaklerne er ved deres Grund ind-
byrdes forbundne ved en tynd Hinde, Tentakelmem-
"branen, i hvilken der er indlejret Muskeltraade.
Ved dette ringformede Muskelnets Sammentrækning
snøres Bægermundingen til paa en lille Aabning
nær. Medens det udfoldede Bægers Rand er noget
nedfaldende, bliver den nu bøjet indad. Tentaklerne
kommer til at ligge tæt sammen med deres Side-
flader og tvinges til at indtage en vandret Stilling.
De ruller sig samtidigt ind fra Spidsen, hvilket
fremkaldes af deres: Længdemuskler. |

Legemsvæggen er beklædt med en kitinagtig
"Kutikula, som dog mangler paa Tentaklerne og
Atriet. Krophulen er opfyldt af mesenkymatøst Pa-
renkymvæv, i hvilket Tarmkanalen er fast indlejret.

ad

Munden, som ligger i den orale Ende af Bægeret,
fører ind i et temmelig langt Spiserør, der er for-
synet med Ringmuskler. Den store Mave strækker
sig ned langs Bægerets Bund. Dens øverste gul-

brune Væg. bestaar
af høje, søjleformede
Celler, der udson-
drer saavel Fordøjel-
sessekretersomStof-
skifteekskreter. Ma-
vens Tag er den ene-
. ste Del af Tarmen,
som ikke er fimre-
klædt. Maven staar
i aaben Forbindelse
"= med Mellemtarmen,
der er adskilt fra
Endetarmen ved en
muskuløs = Indsnø-
ring. Hos den nord-
amerikanske Fersk-
vandsform Urnatella
gracilis ligger Gat-
tet ikke paa det før
omtalte Fremspring,

Fig. 4. Bægeret af en Loxosoma, set
fra Gataabningens Side, Nervefarvning
(efter Harmer). ma Mave, ta Mellem-
tarm; de øvrige Bogstaver jfr. Fig. 2.

men Endetarmen aabner sig ind i en Kloak, i
hvilken Køns- og Nyregangene ligeledes munder.

I Parenkymvævet imellem Mavens øverste Væg
og Bægertaget følger fra Spiserøret hen til Ende-
… tarmen: Ekskretionsorganet, Nerveknuden og Køns-
organerne. Det lille Ekskretionsorgan bestaar af to

8

blindt endende Rør (Protonephridier); hvert Rørs
Endecelle har paa typisk Maade en stor Dusk Fimre-
haar, en Fimreflamme, der rager ind i Rørets Indre.
Begge Rørenes fælles Udførselsgang udmunder i
Bægertagets Midtlinie. Nerveknuden ligger over
Maven; den er et Undersvælgganglie. De fem Ho-

ed
1004

Fig. 5. Pedicellinidernes Larver (efter Cori). A. Pedicellina cernua

(Pall.). B. Barentsia gracilis (M. Sars). i Isseorgan, nf Nerveknudens

Fimrehaar, 0 oralt Organ, pr præoral Ciliekrans, pt postoral Ciliekrans,

ss Sekretstilk, med hvilken Larven sidder fast i Rugerummet; de
øvrige Bogstaver jfr. Fig. 2.

vednervestammer, som Gangliet udsender, forgre-
ner sig og forsyner Tentaklerne, Bægeret og Stil-
ken. Kønskirtlerne er parrede Sække, hvis Udfør-
selsgange forener sig. Kønsaabningen findes i Bæ-
gertagets Midtlinie ved Grunden af den Kegle, som
paåa sin Spids bærer Gataabningen. Hos de fleste
Arter er de enkelte Individer enten Hanner eller
Hunner, men de skyder frem fra en fælles Stamme.

9

Hos den amerikanske Urnatella gracilis kendes kun
Hanner. Pedicellina cernua, som tilhører vor Fauna,
og nogle faa fremmede Arter er tvekønnede. Ægge-
stokkene ligger nærmest Munden, Sædstokkene hen-
imod Endetarmen. Ægge- og Sædlederne fra begge
Sider forener sig til en fælles Udførselsgang. I
Yngletiden fordybes Atriets Bund, idet Bægertaget

Fig. 6. Loxosomatidernes Larver. A. Loxosoma singulare (efter Bar-
rois). B. Loxosoma phascolosomatum C. Vogt (efter Cori). e& Ende-
tarm, ø Øje; de øvrige Bogstaver jfr. Fig. 5.

sænker sig ind, hvorved der dannes særlige Ruge-
lommer paa Siden af Kønsaabningen. Æggene be-
frugtes, saa snart de er tømt ud gennem Køns-
aabningen. Ved Hjælp af Sekretstilke forankres
Æggene i Rugerummets Udposninger og Folder,
hvor der hos Pedicellina cernua samtidig udvikles
40—50 Æg og Larver. De danner en Klase eller
en Buket, hvori de fuldt udviklede Larver sidder
yderst. Kønsperioden strækker sig over en stor
Del af Aaret.

i Larven har to Ciliekranse (en præ- og en postoral),
en fuldstændig Tarm og tre Sanseorganer: Isseorganet,

10

det orale Organ og Undersvælggangliet, som ved Nerver
er forbundet med hinanden. Larven svømmer og kryber
kun omkring i kort Tid; derefter sætter den sig fast med
den Flade, paa hvilken Tarmkanalens to' Udmundinger findes.
Sandsynligvis fremgaår det voksne Dyrs Nerveknude og
Nyre af de samme Organer hos Larven; sikkert er dette
for Fordøjelseskanalens Vedkommende. Denne drejer sig,
hvorved Mund og Gat kommer til at vende opad (Pedi-
cellinidae) eller skraat fortil (Loxosomatidae). Tarmens
" Aabninger munder i Begyndelsen i et lukket Rum, Atriet
(Fig. 7, a), men senere aabner Atriet sig og dermed Mund
og Gat, samtidig med Dannelsen af Tentakelkransen. Køns-
kirtlerne stammer fra to særskilte Celler (Entomesoderm),
som oprindelig hører til Tarmens Anlæg. Det fastsiddende
Dyrs nederste Del vokser efterhaanden ud til Stilken, som
simpelt hen er en Forlængelse af Bægeret. Ligesom hint
er Stilken beklædt med en Kutikula, som undertiden dan-
ner Pigge. Stilkens klastiske Kutikula og Længdemuskler -
bevirker dens store Bevægelighed. Den kan bøje sig og
rejse sig igen eller sammentrækkes spiralformet. Hos Ur-
natella gracilis bestaar Stilken af flere Ledstykker, hvori
der oplagres Blommestof. Saadanne Ledstykker kan sam-
menlignes med Sftatoblaster (jfr. S. 354) og- overvintrer
som dem. |

Vedrørende den ukønnede Formering ved Knop-
skydning, hvis Forekomst ikke blot er begrænset til Hun-
ner, maa henvises til Behandlingen af de to Familier og af
Slægten Barentsia. Til Trods for denne Vækstmaade bliver
Kolonierne aldrig omfangsrige; gennemsnitlig indtager
de ikke større Flader end 1 cm”; det formodes derfor,
at de enkelte Individer kun lever i nogle Uger. Naar
Kønskirtlerne udmattes, eller Vandet bliver koldere eller
mindre saltholdigt, maaske i Flodmundingers Nærhed, ka-
stes Bægeret af. Senere, under bedre Betingelser, erstattes
det igen. En saadan Regenerationsevne savnes dog hos
Loxosomatidae. i å

Bortset fra nogle faa Ferskvandsformer lever Ento-

11

procterne i Havet og i Brakvand, i Almindelighed paa lavt
Vand, kun sjældent indtil 300 m Dybde. Da de ikke taaler

j |

ESS
SES

Fig. 7. Entoproctlarvens Fastsættelse og Tarmens Drejning” i fire

Stadier (A—D) (efter Cori). a Atrium, s Stilk, sk Stammens Knop,

t Tentakler og deres Anlæg, is Tilhæftningsskive; de øvrige Bogstaver
É jfr. Fig.-2.

at ligge længe oven for-Vandet, danner Lavvandslinien
deres øverste Grænse. De trives endøgsaa særlig godt i

12

Havne eller paa lignende Steder, hvor Vandet er noget
urent; skyggefulde Steder foretrækkes. De bosætter sig paa
Kystbæltets Alger og Zostera, paa Børsteorme som Guld-
mus (Aphrodite), paa Børsteormerør (Spirographis, Serpula),
Hydroider, ectoprocte Mosdyr, Krabber og, omend sjæld-
nere, paa Skaller, Sten og Pæle. Inden for et bestemt
Omraade plejer de alle at foretrække samme Underlag;
f. Eks. findes Barentsia gracilis i Massevis paa Guldmus
paa Fiskegrundene udfor Ostende. Af Loxosomatiderne
lever hver Art for det meste kun paa ganske bestemte.
Dyr, Svampe, Børsteorme, Pølseorme, Pighude, Søpunge
.0.S. v. Vort Kendskab til Gruppens geografiske Udbredelse
viser endnu store Huller, især for de asiatiske, australske,
afrikanske og sydamerikanske Kyster. Fossile Former
kendes ikke. Der kendes i det hele 63 Arter af Entoproc-
ter (Tælling fra 1930), men ikke saa faa af disse er kun
fundet een Gang og er utilstrækkeligt beskrevet. Vor Fauna
omfatter 5 Arter, naar der ikke tages Hensyn til Grønland,
Island og Færøerne.

For at bevare Tentaklerne udstrakte, maa Dyrene be-
døves (1:10 Alkohol, Magnium-Sulfat, Cocainhydrochlorid
e. a.), førend de konserveres; i Bouin”s Vædske bliver Ten-
taklerne ligeledes horisontalt udbredte.

Oversigt over Familierne.

De enkelte Dyr er forbundne ved en fælles kry-
bende Stamme (Stolo). Tentakelkransen ter-
Mias Sr GESRE I. Fam. Pedicellinidæ (S. 12).

De enkelte Dyr er helt fri, uden fælles Stam-
me. Tentakelkransen skraat stillet; den ven-
der mod den ene Side ;

II. Fam. Loxosomåtidae (S. 18).

I. Fam. Pedicellinidae.
Bægeret hælder kun ganske svagt, saa at Ten-
takelkransen næsten staar i lige Forlængelse af
Stilkens og Bægerets Længdeakse. Munden og Gatet

13

- ligger i Bægermundingens længste Akse. Bæge-
ret er adskilt fra Stilken ved en Ringfold (Fig. 2, f).

Der gror en krybende, traadformet Stamme ud
fra den fastsiddende Larves Stilk. Stammen har en
Kutikula og er tit delt i en Række Ledstykker ved
gennembrudte Skillevægge. Baade fra Stammen og
fra Stilkene kan de nye Individer opstaa ved Knop-
skydning, men ikke fra Bægeret. Her findes kun
de stærkt udviklede Rugelommer (Fig. 3,7), som
rummer Æggene under deres Udvikling til Larver.
For saa vidt Larverne er kendte, er de Svævefor-
mer (Fis: 5).

Oversigt over Slægterne.

Stilken uden noget Fodstykke eller andre Ud-
videlseroverdlt bøje era bRPedic'e lim
Stilken med. udvidet Fodstykke og undertiden
med een eller flere Udvidelser paa langs;
forøvrigt traadfin. Kun de udvidede Steder er
BØJ NS FE REESE SEER RE TEST RASER lg 2. Baréntsia.

1. Pedicellina M. Sars.

Stilken ensartet, intetsteds traadfin, bevægelig -
i hele sin Længde og forsynet med Længdemusk-
ler. Der fremkommer helt nye Dyr med Stilk og
Bæger fra Stammen, og desuden kan Stilken danne
et nyt Bæger, hvis det gamle er faldet af (jfr. S. 10).

Oversigt over Arterne.

LE) se Tr ntt (EO ERE SEE No DEER SSG ART SAR ER DERE 2
Pisse mangler rn SR RE AT SR RE SEN MEADES
2. Pigge findes kun paa Stilken......... FPrcernua:

Pigge findes baade paa Stilken og Bægeret
1. P. cérnua var. hirsuta.

14

3. Stilken aftager kun lidt i Tykkelse opadtil; den
ender afrundet foroven. Bægeret i Profil usym-
metrisk: paa den ene (orale) Side stejlt og
næsten retliniet, paa den anden (anale) frem-
springende med en Hvælving

1. P. cérnua var. glåbra.
Stilken bliver tydelig tyndere opadtil; den
ender næsten spids foroven. Bægeret i Pro-
fil symmetrisk, i begge Sue næsten ligeligt
HVvænve der SERENE ES BEA DEN SEE 2.P.nutans.

1. Pedicellina' cérnua (Pall.) (Fig. 8 A—C).

Det store, indtil 5 mm lange Dyr er kendeligt paa det
i Profil usymmetriske Bæger. Dette er paa den orale Side
stejlt og næsten retliniet; paa den anale fremspringende
med en vid Hvælving. Tentakelkransen bestaar af 14—24
forholdsvis korte, foroven let bøjede Tentakler. I udfoldet
Tilstand rager Tentakelmembranen manchetagtigt frem
over Bægermundingen. Stilken aftager kun lidt i Tykkelse
opad og ender afrundet foroven. Alt efter Udviklingen af
Kutikulaens Pigge adskilles tre Former: 1) forma ty-
pica (kaldes ogsaa var. echinåta M. Sars). Hos denne op-
træder Piggene kun paa Stilken. 2) var. hirsuta Jull.:
Piggene optræder saavel paa Stilken som paa Bægeret.
Denne Varietet er endnu ikke paavist hos os. 3) var.
glåbra Hcks.: Piggene mangler helt. (Osburn har overalt
taget alle tre Former paa de samme Steder og anbefaler
derfor ikke at bibeholde de tre Benævnelser).

Arten vokser paa forskellige Underlag: Alger, Hydroi-
der, Mosdyr, Krabber, Muslinger, Søpunge o.s.v. Dens
talrige Findesteder fra danske Farvande ligger i Vester-
havet, Ringkøbing Fjord og Tyborøn Kanal, i Skagerak,
Kattegat, Randers Fjord, Samsøbælt og Lillebælt (forma
typica). Varieteten glabra kendes fra Frederikshavn .og
den sydvestlige Østersø (Femern).

I øvrigt er forma typica udbredt i det arktiske Hav,
paa Atlanterhavets amerikanske og europæisk-vestafrikan-
ske Kyster, sydpaa indtil henholdsvis Tortugas og Cana-
rerne samt Guineakysten. Dertil kommer Findesteder i det

15

vestlige og østlige Middelhav, saavel som ved den nord-
amerikanske Vestkyst (Dronning Charlottes Øer, Califor-
nien). Var. glabra kendes fra det arktiske Hav, fra Nord-

so0m

Fig. 8. Pedicellina cer-
nua (Pall.). A. typisk
Form; B. var. hirsuta
Jull. (efter Barroso og
Waters); C. var. glabra
Hcks.

amerikas atlantiske og de europæiske Kyster (Norge, Hol-
sten, Skotland og Frankrig) og Bengalen. Var. hirsuta an-
gives fundet ved de nordamerikanske atlantiske Kyster,
… det nordlige Frankrig, Middelhavet, Vancouver og Cap

— Horn.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 136 m.

16

2. Pedicellina nutans Dal. (Fig. 9).

Endskønt Arten i Almindelighed er lige saa stor som
den foregaaende (0,60—1 mm, Stilken medregnet), naar
den dog aldrig dens største Højde. Bægeret er i Profil
symmetrisk, idet begge Sider, saavel den orale som den
anale, er næsten ligeligt hvælvede, eller den anale springer
kun lidt frem. Tentaklernes Antal angives at være 12—16.
Den sædvanlig gullig-røde Stilk begynder bredt forneden
og bliver tydeligt tyndere opad-
til, saa at den ender næsten spids.
foroven. Pigge findes hverken paa
Stilken eller paa Bægeret.

Alger og Mosdyr. Da den kendes
fra den slesvigske Kyst, kan den
regnes til vor Fauna. Desuden
forekommer den langs Norges
Kyster fra Finmarken. sydpaa -
indtil Bergen, ved Skotland, paa
Bristol-Kanalkysten og den en-
gelske Sydkyst (i Kanalen), end-
videre i St. Lawrence Bugten. Om Findesteder fra det.
østlige Stillehav (Sydalaska, Californien) vedrører denne
Art, vides ikke med Vished.

Dybde- -Udbredelse: paa lavt Vand.

Fig. 9. Pedicellina nutans
Dal. (efter Hincks).

2. Baréntsia Hcks.

Stilkens Fod er muskuløs og fortykket. En an-
den, men mindre Fortykkelse paa Stilkens Spids
muliggør, at Bægeret kan nikke og bøje sig. Stil-
kens Spids fornyer ikke blot affaldne Bægere, men |
den vokser ogsaa nedad (som en Bændelorms Ho-
ved) og danner forneden muskuløse Opsvulmninger.
Saaledes opstaar der hos udvoksne Dyr en Stilk
med flere opsvulmede Afsnit, som rummer Musk-

Arten er blevet taget paa

17

ler og kan bøjes. Disse Afsnit adskilles ved traad-
agtig tynde, stive Mellemstykker, hvis Kutikula er
forstærket. Ligesom af Stammen, udvikler de nye
Dyr sig ogsaa af Stilkens rorlykgelser.

Kun een Art i vore Farvande.

1. Baréntsia gråcilis (M. Sars). (Fig. 10).

Baade den fælles traadformede Stamme og Stilken er
som Regel smallere end de tilsvarende Dele hos Pedicel-
lina cernua; Bægeret er ogsaa meget mindre. Stilkens
gennemsnitlige Længde kan
anslaas til 1 mm, mens Stil-
kene med fire Fortykkelser
dog maaler indtil 5mm. Bæ-
gerets Længde udgør 0,10—
0,35 mm. Den forgrenede
Stamme hæver sig delvis
fra Underlaget og ved rige-
lig Formering af Dyr bliver
Kolonien græsplæneagtig.
Stilken krummer sig under-
tiden saa betydeligt, at den.
danner en Sløjfe. De 12—14 ”- |
Tentakler er forholdsvis Ø SØRE:
lange og tynde; i deres ud- 5007 |
foldede Tilstand breder
Tentakelmembranen sig ud

som en Hatteskygge. Fig. 10. Barentsia gracilis
(M. Sars).

Arten lever paa Alger,

Bændeltang (Zostera), Hydroider, Mosdyr, Børsteorme og
Krabber, endvidere paa Sten o.l. I danske Farvande ken-
des den fra Vesterhavet, Skagerak, Kattegat, Sejrø og
Samsø til den sydvestlige Østersø (Kiel). Arten forekom-

" mer desuden i det arktiske og atlantiske Hav, baade ved
de nordamerikanske (sydpaa til Tortugas) og de europæ-
iske Kyster. (sydpaa til Spanien og Middelhavet). End-
… videre er Arten udbredt i det Røde og det Indiske Hav,

Ern st Marcus: NEDE 2

[8

her ogsaa i Brakvandet (Gangesdelta), til Kina, Japan og
Australien samt New Zealand. I Stillehavet er den ogsaa taget
ved Californien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 280 m.

II. Fam. Loxosomåtidae.

Bægeret hælder betydeligt, saa at Tentakelkran-
sen staar skraat. Bægeret er ikke som hos Pedi-.
cellinidae sammentrykt fra højre til venstre, men-
'snarere udvidet i denne Retning. Ringfolden imel-
-lem Bægeret og Stilken mangler, hvorved Bægeret
ikke kan kastes af og fornyes. Derimod gaar Stilken
til Grunde samtidig med Bægeret. En Stolo (Stam-
me) mangler; de enkelte Dyr sidder altsaa ved
Siden af hinanden, med hver sin Tilhæftningsskive,
og uden at være forbundne. Det er det eneste Til-
fælde blandt samtlige Mosdyr, hvor der ikke dan-
nes Kolonier. I Bægerets ydre Væg findes et sær-
ligt Sanseorgan paa hver Side (Fig. 4,sa). Knop-
skydningen forekommer udelukkende paa Bægerets
orale Side, baade hos Hanner og Hunner. Et Dyr
kan frembringe Knopper af forskelligt Køn. Knop-
perne sænkes først ned i en rugesækagtig Indfold-
ning af Bægerets Væg, senere krænges de ud og
løsner sig til sidst. Desuden findes der Rugelom-
mer, som dannes af Atriet og rummer Æggene
under deres Udvikling til Larver. Foruden hos Cri-
statelliderne (jfr. S. 377) findes Evnen til selvstæn-
dig Stedforandring kun indenfor Loxosomatiderne,
idet den skotske Loxosoma saltans og maaske ogsaa
L. davenportii (fra Vineyard Sound) kryber igleag-

19

- tigt ved Hjælp af Tentaklerne og Tilhæftningsskiven.
Larverne er flade Krybeformer med to Øjne (Fig. 6,9).

Foruden de her nævnte Arter, der lever paa Orme,
Mosdyr og Muslinger, forekommer i danske Farvande vist
endnu flere, hidtil ikke paaviste, f. Eks. paa Svampe, Sø-
lilier, Slangestjerner og Søpunge. Flere i den ældre Lit-
teratur beskrevne AÅrters Bygning og systematiske Stilling
er man endnu ikke klar over. .

Alt efter Tilstedeværelsen af eller Manglen paa en
Kitkirtel i Foden, Stilkens nederste Del, hos voksne Dyr
og Knopper skelnes mellem tre Slægter, af hvilke hidtil
kun een er paavist hos os:

1. Loxosoma Kef.

Foden er uddannet til en Sugeskive med lige
og hos mange Arter ogsaa med skraa Muskler og
nogle enkelte kirtelagtige Celler eller Støtteceller.
Den udstrakte Fodkirtel, som findes hos Knopperne
(Fig. 11,f) reduceres hos voksne Dyr.

Oversigt over Arterne.

stilken tyk, kortere end Bæserer.. ff. Esingulåre:
Stilken tynd, flere Gange længere end Bæge-
BEES EGE MR: 2. L.phascolosåmatum.

1.Loxosåma singulåre Kef. (Fig. 11).

Det aflange Bæger bæres af en tyk Stilk, som er ryn-
ket paa tværs og er lidt kortere end dette. Stilken ender
forneden med en bred Sugeskive, 8—13 (som Regel 10)
Tentakler. Der kan samtidig findes 1—3 Knopper paa hver
Side. Dyrets hele Længde beløber sig til omtrent 0,5 mm,
"hvoraf 0,3 mm tilfalder Bægeret, 0,2 mm Stilken.

Arten lever paa Børsteorme (Aphrodite, Hermione,
Capitella m. m.) og ectoprocte Mosdyr (Crisia, Sarsiflustra,

2%

20

Schizoporella, tit paa Laaget) og kendes hos os fra Sejrø-
bugten og Nord for Fyen. Dens øvrige Udbredelse om-
fatter arktiske Omraader (Novaja Semlja, Franz Josefsland),
det vestlige (New Foundlandsbanke) og det østlige Atlanter-
hav fra Shetlandsøerne sydpaa til den spanske Kyst; frem-
deles Middelhavet og Zanzibar. |

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand (mindre end 20 m)
til 428 m. .

Som

Fig. 11. Loxosoma singulare Fig. 12. Loxosoma phascolosoma-
Kef.. (efter Atkins). f Fodkir- tum C. Vogt (efter Cori):

tel, g Gataabning, m Mave,

s Spiserør, t Tilheftningsskive,

y yngre Knop, æ ældre Knop.

2.Loxosåma phascolosåmatum C. Vogt (Fig. 12).

Bægeret er ligesaa stort som hos den foregaaende Art,
men bæres her af en slank Stilk, som er nogle Gange
længere end dette. Stilkens nederste Ende er udviklet til
en Tilhæftningsskive. Den ældre Litteraturs Angivelse om
en forneden skraat afskaaret Stilk angaar formodentlig
Dyr, som var løsnet fra Underlaget. 12—18 temmelig lange
tynde Tentakler. Af ældre, altsaa udad krængede Knopper
findes som Regel kun een ad -Gangen paa hver Side. Stil-

21

” ken er. overordentlig bevægelig og kan rulles spiralformet
sammen. De levende Dyrs Farve er hvid. Tentaklerne
maaler indtil 0,13 mm, Bægeret indtil 0,34 mm og Stilken
indtil 2 mm.

Dyrene sidder fornemmeligt paa Bagenden af forskel-
lige Pølseorme (Phascolosoma- og Phascolion-Arter), hvor
de ofte er tæt sammentrængte og danner en Dusk. Nu
og da bosætter Arten sig ogsaa paa Muslinger (Lepton,
Montacuta). Hos os er den fundet ved Frederikshavn og
i Kattegat. Desuden er den udbredt i det arktiske (Øst-
grønland o. s.v.) og nordatlantiske Hav fra Færøerne til
det nordlige Frankrig.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand (mindre end 20 m)
til 300 m. |

II. Klasse. Ectopråcta.

Alle Arter danner Kolonier (Zoarier, Bryarier),
som bestaar af et stort Antal enkelte Dyr. Hos
"disse kan der sondres mellem Cystidet og Polypi-
det. Cystid er en fælles Betegnelse for Kropvæggene,
hvis yderste Lag, Kutikulaen, enten er hudagtigt,
kitinagtigt eller forkalket. Med Polypid betegnes
Tentaklerne, Fordøjelseskanalen og de øvrige bløde
Dele. Fra Tarmens nederste Del, den saakaldte
Mave, strækker der sig en Vævstræng, Funiculus,
hen til Cystidet. Polypidet kan ved Hjælp af store
Muskler, Retraktorerne, trækkes tilbage gennem
Cystidets ydre Munding (Orificiet, Aperturen) og
ligger da inde i en rummelig Krophule. Cystidet
"fortsætter indadtil med en øvre, stiv Del (Vesti-
bulet, Duplikaturen) og en nedre, hudagtig Del
(Tentakelskeden, Kamptodermet). I Tentakelskedens

22

Grund er Tentaklerne fæstede til et forskelligfor-
met Fodstykke, Lophophoren, der rummer et Af-
snit af Krophulen. I Midten er Lophophoren gen-
nemboret af Mundaabningen. Paa den Side, hvor
Nerveknuden findes lige under Lophophoren, ud-

Eros: Ectoprocternes Bygning, skematisk.
cc Crliders Kutikula, cm Cystidets ydre Munding, ev Cystidets Væv
d Duplikatur (Vestibulets Væg), f Funiculus (Vævstreng, som forbinder
ev og ma), g Gataabning, k Knop, I Lophophor (Tentaklernes: Fod-
stykke), m Mund, ma Mellemtarm (Mave), n Nerveknude, s Sædstok,
t Tentakelskede, tm Polypidets Tilbagetrækningsmuskler, æ Æggestok.

munder Gattet. Dettes Aabning gennembryder. Ten-
takelskeden. Polypidet udfoldes, idet Tentakelske-
den krænger sig ud, mens henholdsvis Vestibulet
og Duplikaturen beholder deres Plads. Derved
kommer Tentaklerne og Mundaabningen til at ligge
højst oppe, mens Gattet findes neden for Munden
og uden for Tentakelkransen.

23

Hos de fleste Arter gennemgaar Æggene deres Ud-
vikling inden for Kolonien, snart i Krophulen, snart i
Tentakelskeden eller i særlige Rugerum; kun nogle faa
Årter tømmer Æggene ud i Vandet. De enkelte Dyr frem-
bringer først ydre Knopper, der bliver til selvstændige

i KN
EB I ;

>)

Fig. 14. Skematisk Længdesnit gennem (a) en Gymnolaem-
og (b) en Phylactolaem-Koloni.
al, bl: Livskraftigt Polypid. a2, b2: Knopper paa Polypidernes
henholdsvis anale (a) og orale (b) Side. a3, b 3: Polypid, hvis Tarm
fyldes med Stofskiftets Slagger. a4, b4: Polypidet reduceres til et
brunt Legeme. a 4 et nyt Polypid opstaar af Cystidets Væg. ad: Det.
brune Legeme optages af det nye Polypids Mave. bå: Den ikke re-
sorberede Rest af det brune Legeme afsnøres. a 6: Nydannet Polypid
med Rest af det brune Legeme i Endetarmen. b 6: Resten af det
brune Legeme udtømmes i Vandet. a7: Gammelt, stærkt forkalket
Cystid uden Polypid.

Individer, og paa denne Maade vokser Kolonien. Men
ogsaa de udvoksede Dyr er endnu for en Tid i Stand til
Knopskydning, idet de danner indre Knopper. Saa længe
nemlig de Væv, der beklæder Væggene indvendig, har
deres Fornyelsesevne, formaar de at danne et nyt Polypid,
naar det gamle er gaaet til Grunde. Dette hænder periodisk,
naar Stofskiftets Slagger efter en vis Tids Forløb er blevet

24

aflejret i Tarmens Vægge og derved har gjort Tarmen
uduelig som Fordøjelsesredskab. Hele Polypidet reduceres
saa til et brunt Legeme", der paa forskellig Maade
kan fjernes fra Kolonien eller blive liggende i Krophulen.
De forskellige Hvile- og Overvintringsstadier maa ogsaa
anses for indre Knopper.

Oversigt over Ordener og Underordener.

1. Zoøciets Væg er mere eller mindre forkalket.)
Udelukkende Hav- eller Brakvandsformer?) 2.
Zoøciets Væg er aldrig forkalket, kun ganske
sjældent (f. Eks. hos Nolella gigantea, S. 328
og nogle Ferskvandsmosdyr) dækket af. smaa-
bitte Kalkpartikler. Hav-, Brakvands- og Fersk-
Vandsform er FR Sel SLS ARE DSE Sp 3.
2. Zoøcier lange, smalle Rør, som dog er til-
spidsede forneden (proximalt). Mundingen
kredsformet eller aflang, uden Laag. Avicu-
"larier og Vibraculer (Fig. 48, RR) mangler..
I. Orden Gymnolåemata, I Underorden
Cyclostémata (S. 29).
Zoøcier kasse- eller overflødighedshornformede
eller af anden, Form, men aldrig rørformede.
Mundingen en tværstillet halvmaaneformet
Revne, som lukkes af et bevægeligt Kitinlaag
(Operculum). Hyppigt optræder Avicularier
og Vibraculer . 1. Orden Gymnolåemata,
" II. Underorden Cheilostéåmata (S. 85).
3. Mundaabningen uden bevægelig Fold. Skille-
væggene mellem de enkelte Individer er fuld-
stændige. Lophophoren er kredsrund. Hav-
og Brakvandsformer (med Undtagelse af Slæg-
ten Paludicella, S.332).. I. Orden Gymno-
låemata, III. Underorden Ctenost&mata (S. 295).
Bag Mundaabningen findes en bevægelig Fold,.
Epistomet. Skillevæggene mellem de enkelte
Individer er meget ufuldstændige eller mang-
ler. Lophophoren er (med Undtagelse af
Fredericella sultana-Individer (S. 358)) heste-
skoformet. Ferskvandsformer, af hvilke kun
faa trænger ind i Brakvand ...... ll. Orden
Phylactolaemata (S. 349).
1) Det kan paavises ved Hjælp af Saltsyre eller ved Glødning i en
lille Digel.

-”) Membranipora (Electra) crustulenta (Pall.) findes ogsaa i Ferskvand
GfræS 3722)

25

I. Orden Gymnolaemata. (Stelmatopåda).

Ectoprocter uden bevægelig Fold bagved Mund-
aabningen. Lophophoren er kredsrund. Larverne
har baade i Cystidet og i Polypidet ægte Larve-
organer. Ved Knopskydningen gaar Cystidets Ud-
vikling forud for Polypidets, og Knopperne dannes
paa de gamle Zoøciers anale eller neurale Side
(Fig. 1,.1X K).

Gymnolaemernes Kolonier bliver, hvis de er
helt tilvokset til Underlaget, indtil 0,3 m” store,
de opretstaaende indtil 90 cm høje. Da de enkelte
Dyr gennemsnitlig kun er 0,3—0,4 mm lange, 0,15—
0,2 mm brede og 0,2 mm tykke, beløber deres An-
tal i slige store Kolonier sig til over 2 Millioner,
Hvert Cystid er, om end i det Indre forbundet med
sine Naboer, saa dog i det ydre som oftest helt
adskilt fra disse, og derfra kommer Betegnelsen
»Dyrehus" (Zoøcium, Zoid). Sædvanligvis kaldes
hele Dyret, ikke blot Cystidet, for Zoøcie. Da Mund-
aabningen, i Modsætning til Cystidets ydre Mun-
ding, der for en Tid eller stedse kan have et Laag,
mangler et Lukke, betegnes den som nøgen; deraf
Betegnelsen Gymnolaemata. Det andet Navn ,Stel-
matopoda" hidrører fra den bælteformede Lophophor,
altsaa det Fodstykke, Tentaklerne er fæstede paa.
Tentaklernes Antal svinger mellem 8 og 35..

Larven viser Larveorganer i Cystidet og Polypidet;
.d.v.s., der findes f. Eks. Svømmehaar og en Fordøjelses-
kanal, som er midlertidige (provisoriske) Dannelser, idet
de kun er virksomme, saa længe Larven svømmer frit om.
Larven sætter sig fast med den Flade, paa hvilken Tarm-

26

kanalens to Udmundinger findes, eller hvis slige mangler,
paa den tilsvarende Side (Fig. 1, VIII, IX). Det er den saa-
kaldte , vegetative Polf, eller den oprindelige Munds Pol.
Fra denne er nemlig det indre Kimblads, Endodermens,
Celler efter Æggets Kløvning vokset ind i Kimblæren
(Blastulaen) for at danne Tarmen (Fig. 1, I/I). Under Lar-
vens Sætten sig fast reduceres dens Polypid, saafremt et
sligt findes. Den fæstede Larve bliver til Koloniens første
Zoøcie, Primærzoøciet eller Ancestrulaen (Fig. 111, p).
Primærzoøciets Polypid opstaar ved Knopskydning, som
udgaar fra et Sanseorgan (Isseorganet), der ligger paa
Larvens Rygside (Fig. 176, 2). De Knopper, hvorved Ko-
lonien vokser, anlægges paa den Side, hvor de udvøksne
Dyrs Gat udmunder, og hvor ogsaa Nerveknuden har sin
Plads. ;
Hvis et Polypid er reduceret til et brunt Legeme (jfr.
S. 24), vokser den nylig opstaaede Knops Tarm ofte (f. Eks.
i Slægterne Membranipora og Flustra) uden omkring dette -
og udtømmer det gennem Gataabningen; ellers bliver
det brune Legeme liggende i Krophulen, omhyllet af en
Hinde. Cystidets Liv udslukkes ikke med Polypidets, selv
om det gamle Cystid mister Evnen til at erstatte hint. Saa-
danne polypidløse Cystider forøger Væggenes Tykkelse
(Fig. 14, 7a). Ved Tillukning af deres Aabninger afskærer
de sig fra at komme i Berøring med Yderverdenen, hvad
der efter Polypidets Død kunde blive farlig for hele Kolo-
nien, De vilde da hurtig forvitre, løsnes fra deres Under-
lag, eller Rundorme eller lignende vilde trænge ind gen-
nem Aabningerne og bidrage til Koloniens Opløsning.
Mens det polypidløse Zoøcie fornyer sine Ernæringsred-
skaber, beskyttes det paa forskellig Maade mod enhver
Indtrængen af fremmede Legemer. Hos Cheilostomerne
finder en saadan Aflukning af Zoøciet Sted ved Kitinlaaget
i Cystidets ydre Munding, og hos Ctenostomerne synes
selve Mundingens Rande at vokse sammen. Hos Cyclosto-
merne dannes der en Kalkplade, der snart ligger i Cysti-
dets Munding, snart længere nedadtil. I det sidste Til-

27

” fælde bliver den Del, som nu er afskaaret fra Forbindel-
sen med Zoøciets levende Væv, gradvis fortæret eller af-
brækket ned til det Sted, hvor Pladen findes. Pladen op-
løses atter, naar det nye Polypid har udviklet sig, og saa
fornyes ogsaa Cystidets Endedel. Disse Forhold leder fra
den delvise over til den fuldstændige Fornyelse af hele
Zoøciet. Hvis et Zoøcie ødelægges, kan hele Kolonien
trues af Undergang, thi paa Grund af det Fællesskab, der
findes i Mosdyrkolonierne, vilde Ødelæggelsen kunne for-
plante sig fra det ene Zoøcie til det andet. Imod noget
saadant beskytter Kolonien sig, idet eet af de tilstødende
Zoøcier tillukker Skaaret ved at danne et nyt Zoøcie ved
Knopskydning. Hvis dette opstaar fra det derunder belig-
gende Zoøcie, saa svarer dets Væksts Retning til det gamle,
ellers kan det nye Zoøcie staa skraat eller bagvendt. Alt
efter Pladsen, som staar til Raadighed, er det nye Zoøcie
et almindeligt (et Autozoøcie), om end ofte et ganske lille
et, et Avicularie (jfr. S. 88) eller et Kenozoøcie (jfr. S. 31).

For det meste er Gymnolaemerne Havbeboere, der
med indfoldet Polypid ganske vist taaler at ligge. oven for
Vandet i nogle Timer, men dog, med faa Undtagelser
(f. Eks. Peristomella coccinea, Flustrella hispida o. a.).
ikke forekommer oven for Lavvandslinien. Bortset fra nogle
Ctenostomer, der ogsaa trives ypperligt, hvor Vandet er
lidt urent, og faa Cheilostomer, som særlig findes ud for
de næringsrige Flodmundinger, maa Gymnolaemerne be-
tegnes som Rentvandsformer. Endskønt de forekommer
fra Tidevandszonen ned til flere Tusinde Meters Dybde,
hører de dog i det store og hele til de Dyr, hvis Fore-
komst er afhængig af Fastlandenes Sokler. Kun faa synes
hidtil at maatte anses for ægte Dybvandsformer; vistnok
er Dybvandsfaunaen kun lidet udforsket m. H. t. Mosdyr.
De fleste Arters Larver har for kortvarig Levetid til, at de
- kan svømme eller af Havstrømme blive ført over store
Afstande..- Derimød synes Havstrømmene at-være meget
betydningsfulde til at sprede Mosdyrkolonier, der gror paa
Alger, Grene, Træbark, Drivtømmer 0.1. Antageligt har

28

Skibe ikke saa stor Betydning som Udbredelsesmidler for
Mosdyr som disse langsomt drivende Underlag. Baade
Skibenes glatte Metalbeklædning og det snavsede Vand i
Havnene udelukker sandsynligvis mange Mosdyr fra at.
vokse paa Skibe. Paa Klipper, Stenbund og Skaller plejer
Mosdyrfaunaen at være artsrigere end paa fint Sand og
paa blød Dyndbund. Mosdyr fæster sig ogsaa paa mange
fastsiddende og krybende Dyr som Svampe, Hydroider,
Rør af Børsteorme, Krebsdyr, Snegle, Muslinger, Søpunge
m. m. Paa Koraller, baade nulevende og forstenede, findes:
"dog ikke mange Arter eller Kolonier; maaske æder de tal-
"rige Koralpolyper de fleste af de hidsvømmende Mosdyr-
larver eller hindrer dog den unge Koloni i at vokse.

Talrige bløde og forkalkede Alger og saavel fastsid-
dende som frit levende Dyr benytter især de oprette, for-
grenede Mosdyrkolonier til Underlag eller Skjulesteder.
Planarier, Rund- og Børsteorme, Snegle, Søpindsvin og Sø-
pølser æder Mosdyr. Desuden efterstræbes Mosdyr af .-
forskellige Fisk, og de stærkt forkalkede Arter optages af
Ederfuglene i Stedet for Kiselsten. De i Massevis udsvær-
mende Larver fra de tykke Mosdyrtæpper, som findes paa
Østersbanker og andetsteds, har antagelig stor Betydning
i Havets Økonomi, thi de tjener som Næring for Østers
og Fiskeyngel. -

I vore Dage forekommer Mosdyr hist og her ganske
vist i saare store Mængder, f. Eks. i Hinlopen Strædet
(Svalbard), men slige Ophobninger kan næppe betegnes
som ægte Rev eller Banker. Derimod optræder saadanne
Rev i flere geologiske Aflejringer. Ved at udskille Kalk
og sammenkitte Foraminiferskaller og Sand med Kalken,
forstørrer Mosdyr de Sten, de gror paa og danner ligefrem
Sten, Som Forsteninger findes Gymnølaemerne allerede i
ældste Silur, og fortsætter indtil de nyeste Aflejringer, om
end med store Afbrydelser. Mens Ctenostomerne er meget
gamle, men sjældne i alle Aflejringer, er Cyclostomerne,
bortset fra nogle uddøde Grupper, fremherskende indtil
det nyeste Kridt, hvorefter Cheilostomerne snart overgaar

29

.dem. Af de nulevende Underordener er Cheilostomerne
rigest paa Arter og tillige yngst; de optræder først i det
ældre Kridt, maaske i det midterste Jura. Her i Danmark
forekommer førstenede gymnolaeme Bryozoer især i stort
Antal i Kridtformationen (Stevns Klint, Faxe, Møen, Aal-
borg o. s. v.) og herfra er de ved Istidens Bræer spredt over-
alt paa vore Marker. Da de talrige (omtrent 15000) fossile
Arter nutildags kan adskilles bedre end før, tiltager deres
Betydning som Ledefossilier for de enkelte geologiske Lag.

Mikroskopiske Præparater af Materiale, der er blevet
konserveret i Alkohol eller Formalin (jfr. S. 3), faas hur-
tigt og nemt ved at indeslutte et Stykke af Kolonien i
Glyceringelatine. Der maa kun iagttages, at denne ikke
er for hed, og at Materialet først har ligget et Døgn i
Glycerin. I Canadabalsam eller lignende Harpikser bliver
Materialet tit altfor gennemsigtigt. Kolonier, der i et
Døgn eller længere har ligget i Eau de Javelle eller i kort
Tid har været kogt i en Opløsning af Ætskali, kan løsnes
fra Underlaget, og de enkelte Zoøcierækker og Zoøcier
kan skilles fra hinanden. Derved kan Undersiden, Side-
fladerne og deres indbyrdes Forbindelser undersøges. Ved
Glødning i en lille Digel eller Pincet bliver Kalkoverfla-
dens Skulpturer tydelige. Alligevel maa man nøjes med
at lade vedkommende Stykke blive lysegraat, ikke helt
hvidt, ellers bliver det altfor skørt. For at kunne under-
søge Kitindelene maa man opløse Kalken ved Hjælp af
saltsur Alkohol eller fortyndede Syrer. Skal Dyrene kon-
serveres med udfoldet Polypid, maa de først bedøves, hvor-.
til man hensigtsmæssigt anvender Cocain.

Af de nulevende omtrent 3300 Gymnolaemer, af
hvilke omtrent tre Fjerdedele hører til Cheilostomerne,
forekommer der, eller maa der ventes at forekomme, 152
Arter i danske Farvande, naar der ikke tages Hensyn til
Grønland, Island og Færøerne.

I. Underorden Cyclostémata (Stenolaemata).

De stærkt forkalkede og derfor forholdsvis stive
Kolonier danner enten forgrenede, frit voksende
Buske, der ligner Koraller og Kalkalger, eller de

30

er snart delvis, snart helt tilvokset til Underlaget.
I de sidste Tilfælde ligner de Strudsfjer og Vifter,
eller baand- eller kredsformede Skorper. Zoøcierne,
er lange og smalle Rør, der som oftest indsnævres

posere;
300ja
B

Fig. 17.

Fig. 15. Skema af Cyclostomernes Bygning (efter Borg og v. Budden-
brock, ændret). a Atrium, al Atriets Lukkemuskler, ec Cystidets Væg,
e Endetarm, ms Membransæk, te Terminalmembran, fé Tentakel,
v Vestibulum, vm Vestibulets Muskler; de øvrige Betegnelser jfr.
Fig. 13.

Fig. 16. Længdesnit gennem et Crisia-Gonozoøcie (efter Harmer,
Calvet 0. a.). I Midten ses det lappede ,,primære Embryon", foroven en
temmelig udviklet Larve. (

Fig. 17. Cyclostomlarver (efter Barrois). A. Crisia eburnea (L.).
B. Tubulipora sp. :

31

-nedadtil. Væggene er for det meste forsynet med
Porer, og Zoøcierne er ligeledes indbyrdes for-
bundne ved simple Porer. Mundingen er kredsrund
hvorfor Underordenen har faaet Navnet Cyclosto-
mata) eller oval, men stedse snæver (hvoraf Be-
tegnelsen Stenolaemata afledes). Polypidet indhylles
i tilbagetrukket Tilstand af Membransækken, der
spiller en vis Rolle ved Polypidets Udfoldning.
Larverne gennemgaar deres Udvikling liggende
sammen i stort Antal i særlige, rummelige Ruge-
rum, som hos de fleste Familier er omdannede
Zoøcier (Heterozoøcier) og kaldes for Gonozoøcier.
Rugerummets Munding bæres hos de fleste Cyclo-
stomer af et cylindrisk eller fladtrykt Rør, Oøcio-
stomet. Af Rugerum findes kun faa i hver Koloni.
Andre Zoøcier, hvis Bygning afviger fra vdeal-
mindelige Zoøcier (Autozoøcierne), optræder især i
Familien Crisiidae, hvor Tornene (Processus spini-
formes, d. v. s. tornagtige Fremspring) og Rod-
trævlerne (Rhizozoøcierne) anses for omformede
Autozoøcier og kaldes for Kenozoøcier. Baade
Tornene og Rodtrævlerne har indre levende Væv,
men ikke noget Polypid. I Familien Diastoporidae
og andetsteds (jfr. Hornera violacea, S. 80) findes
ganske smaa, men ellers autozoøcielignende Dværg-
zoøcier (efter dette betegnet som Nanozoøcier),
som indeholder et reduceret eller rudimentært
Polypid..

Den i Dyreriget ellers sjældent forekommende

eg Fosterdeling (Polyembryoni) findes hos alle Cyclo-

stomer. Knopskydningen foregaar saaledes, at der

32

snart i hele Kolonien, snart i en enkelt Gren
eller Lap opstaar en ,fælles Knopskydningszone
(fælles Knop, ,common bud"), som indtager hen-
holdsvis Koloniens og Lappens yderste Kant. I
denne Zone dannes der Skillevægge i bestemt
Rækkefølge, hvorved de nye Dele fra den fælles
Knop, der stadig vokser frem, afgrænses som
Cystider. are

Undertiden er Zoøciernes Munding i Randen .
udtrukket i spidse Kalktorne. Et Laag mangler,
" men de ældre Zoøcier, som har mistet deres Poly-
pid, lukkes af en Kalkplade (jfr. S. 26). Mundingen
(Terminalporen) omgives af en Hud (Terminal-
membranen). Inden for Mundingen ligger det lange
Vestibulum, der ved Ringmuskler (Atrialsfinkteren)
er sondret fra Atriet. Det sidste er det af Ten-
takelskeden omsluttede Hulrum, i hvilket det til-
bagetrukne Polypids Tentakler findes. Membran-
sækken er foroven fæstet til Atrialsfinkteren, for-
neden til Cystidet. Naar Polypidet skal udfoldes,
udvides Vestibulet af sine Muskler, mens Atrial-
sfinkteren slappes. Derved strømmer Krophulens
Vædske ovenfra nedad og trykker Polypidet udad.
Polypidet trækkes ind ved Hjælp af de kraftige
Tilbagetrækningsmuskler (Retraktorerne). Idet Po-
lypidet indtager sin Plads i Cystidet, trykkes
Vestibulets Vægge sammen af den Vædske, der.
opfylder Krophulen. Vestibulets Muskler slappes,
mens Åtrialsfinkteren trækker sig sammen. Saa-
ledes tillukkes den allerede i Forvejen snævre
Munding næsten helt; i hvert Fald formaar Van-
det ikke at strømme ind i Atriet.

33

Gonozoøcierne trænger ved fremskridende Vækst
ind imellem deres Nabozoøcier og omgror dem un-
dertiden helt og holdent. Derved bliver Gonozoø-
ciernes Form ofte meget uregelmæssig. I Familien
Lichenoporidae svulmer det befrugtede Zoøcie ikke
op. Her vokser den Membransæk, der rummer Fo-
strene, ud fra Zoøziet og kommer til at ligge i
Krophulens Hulrum imellem Zoøcierne. I denne
Familie findes altsaa intet omdannet Zoøcie eller
Gonozoøcie, men et kolonialt Rugerum. For Nem-
heds Skyld betegnes ofte baade Gonozoøcier og
koloniale Rugerum med Navnet ,,QDøcierf, der er
gængse for den anden Underordens Rugepunge.
DØøciernes Skikkelse og Beliggenhed inden for Ko-
lonien samt deres Mundingers Bygning er, saa af-
gørende for at bestemme Arterne, at umodne Ko-
loniers Bestemmelse ofte bliver umulig. Da dette
først kun for kort Tid siden er blevet erkendt,
findes der i Litteraturen særdeles mange Op-
givelser af visse Arters Udbredelse, der slet ikke
kan gælde for paalidelige.

Kun temmelig faa Zoøcier indeholder Æg, og blot i
ganske faa modnes Æggene. For det meste udvikler der
sig eet eller to Æg i et saadant Zoøcie, som derved bliver
… omformet til et opsvulmet Gonozoøcie. Da de fleste Cy-
clostomers Zøøcier er særkønnede (om Kolonierne som
Helhed kan være særkønnede, er ikke afgjort), maa Sædlege-
merne gennemtrænge den tynde Hud (Terminalmembra-
nen), der beklæder Gonozoøciets Munding. Gonozoøciets
Polypid med Undtagelse af Membransækken reduceres
og indeni denne udvikler Ægget sig. Ved dettes Kløvning
opstaar det første Foster (det Pr Ære Embryo), som 'sand-

ES. Marcus: Mosdyr. 3

34

synligvis svarer til Gastrulastadiet, og frembringer ved
Knopskydning et stort Antal sekundære Fostre. Hos nogle
Arter danner de sekundære Fostre endog tertiære saa-
danne. Saaledes opstaar der i eet Gonozoøcie som Regel
flere end hundrede Larver.

De fleste Cyclostomers Larver, hvis Størrelse svinger
efter Familen o.s. v. mellem 70 u (Crisiidae) og 500 u
(Horneridae), har omtrent Tøndeform; Lichenopora-Lar-
ver er mere kugleformede. Cyclostomernes Larver har.
ikke nogen Fordøjelseskanal og svømmer ved Hjælp af
'deres Cilier kun om i kort Tid, højst 24 Timer. De drejer
sig om deres Længdeakse og bevæger sig fremad med den
Side forrest, hvor Isseorganet findes. Dette Sanseorgan er
meget lille hos disse Larver. Hos de her tegnede Larver
(Fig. 17) er Isseorganet, der ved en dyb Fure er sondret
fra den øvrige Krop, trukket tilbage. Paa den modsatte
Side ligger der et sækformet Organ, Anlægget til den ba-
" sale Plade, hvis Virksomhed skal omtales ved Behandlin-
gen af de øvrige Gymnolaemlarver (ifr. S. 334).

Cyclostomerne er næsten udelukkende Havbeboere,
kun een af de vor Fauna tilhørende Arter, Crisia ebur-
nea, forekommer desuden i. Brakvand. Mens nogle For-
mer (Crisiella, Crisia, Berenicea) ogsaa findes i Vandets
øverste Lag, synes de fleste at trives bedst paa nogen-
lunde dybt Vand. :

Oversigt over Familierne.

1. Fra det første Zoøcie vokser Kolonien frit og
ljenerten Busken et træ re Sl 2:
Kolonien enten i hele sit Omfang eller delvis.
tilvokset til Underlaget; de fire-fem ældste
Zoøcier altid krybende. Kolonien vortefor-
met, skiveformet eller langstrakt, i dette Til-
fælde tit lappet eller grenet og for største
Delen ER SEE SAR ES SA SER serene SE RES BENE: 3.
2. Den buskagtige, rigelig forgrenede Koloni be-
staar af tynde Grene, som deles i mindre
Ledstykker (Afsnit, Internodier) ved ringfor-
mede Kitinled, Oøcierne er tilnærmelsesvis

35

. kile- eller pæreformede og sidder paa Ledstyk-
kernes forreste (frontale) Side

I. Fam. Crisfidae (S. 35).

Kolonien træagtig, uden Led mellem de kraftige,
stærkt forkalkede Grene. ODøcierne har for-
skelligartede Former og sidder paa Koloni-
ens Bagside eller i Vinkelen mellem to

Grenet RsS SKE en V. Fam. Hornéridae (S. 77).

3. I Koloniens oprette Dele kan en For- og Bag-
side ikke adskilles, da Zoøcierne rager frem

til alle Sider ... IV. Fam. Entalophåridae (S. 75).

Saavel i Koloniens siddende som frie Dele ad-
skilles der en For- og en Bagside, idet Zoø-
cierne kun rager ensidet frem .............

4. Kolonien vorteformet, helt tilvokset, kredsfor-
met eller oval. Mellem Zoøcierne talrige smaa
Hulrum (Alveoler) med helt eller delvis forkal-
kede Vægge. Koloniens Qøcier bestaar af et
vekslende Antal af sammenflydte Alveoler

VI. Fam. Lichenop&ridae (S. 81).

Kolonien helt eller delvis tilvokset til Under-
… laget, enten rund, skiveformet og i Midten
lidt fladtrykt eller langstrakt, lappet og for
Størstedelen fri. Der findes ingen Alveoler.
De stærkt opsvulmede Qøcier har uregelmæs-
sig Form og sidder paa Koloniens forreste
Væg 27 SE REE RUSEN be SETE ESEEEES
5. Kolonien langstrakt, hyppigt uregelmæssigt
lappet eller grenet og ikke sjældent for Stør-
stedelen fri. Lapperne eller Grenene kan
være smalle eller udvidede opad. Oøcier som
Regel tydeligt længere end brede

II. Fam. Tubulipbridae (S. 48).

Kolonien bægerformet eller skiveformet, flad-
trykt, snart kredsformet, snart noget uregel-
mæssigt dannet, undertiden lidt lappet. Saa
er Lapperne allerede brede forneden, altsaa
ikke udvidede opad. Oøcier meget bredere

end lange...... III. Fam. Diastopåridae (S. 70).

I. Fam. Crisiidae.

De buskagtige Kolonier vokser fra det første
Zoøcie opretstaaende og rigeligt forgrenet. De
" tynde Grene er sammensatte af Afsnit, Ledstyk-

36

kerne, som er bevægeligt forbundne ved ringfor-
mede Kitinled. De ganske unge Kolonier er kun
fæstede ved det første Zoøcies skiveformede Ud-
videlse (,the primary disc”). Efterhaanden skydes
der fra denne Skive Udløbere, Rhizozoøcierne, som
i hele deres Længde er fæstede til Underlaget og
kan frembringe nye Kolonier. Desuden er de ældre
Kolonier fastgjort ved Binderør, der udgaar frade
enkelte Zoøcier i Koloniens nederste Del. Hos
nogle Arter (i vor Fauna Crisidia cornuta og Cri-
sia aculeata) bærer Zoøcierne tornagtige Frem-
spring. Saavel Udløberne og Binderørene som de
tornagtige Fremspring bestaar af smalle Ledstyk-
ker forbundne ved Kitinbælter. De som oftest stærkt
opsvulmede Gonozoøcier ligner tilnærmelsesvis en
Pære eller en Kile og har deres Plads paa Led-
stykkernes forreste Side.

Oversigt over Slægterne og Arterne.

1. I hele Kolonien bestaar de fleste eller alle
Fedstykker al et enkelt Zogcie Ree eee 2:
Ledstykker, som bestaar af et enkelt Zoøcie,
findes kun i Koloniens ældste, nederste Dele - 3.
2. Leddelte Torne findes. Oøciets øverste Del
stærkt opsvulmet og dets Bagside uden
Forbindelse med et Zoøcie... Crisidia cornutta.
Torne mangler. Døciet meget langt og snævert,
med sin Bagside hæftet til eet eller to Zo-
ØGET SIS SED RE KR Filicrisia geniculåta.
3. Zoøcierne i fertile Ledstykker, d. v.s. i saa-
danne, som bærer et Oøcie, ordnede i Grup-
per (Partialinternodier), som dog ikke adskil-
les af Kitinled. Grupperne omgiver skærm-
formet det langstrakte, kølleformede Oøcie,
som sammen med disse er drejet mere eller

37

- mindre (indtil 180 Grader) om sin egen Akse
Crisiélla producta,

Der findes ingen Zoøciegrupper, som omgiver

QOøciet… Dette er tilnærmelsesvis pæreformet,

aldrig] Er ONES NA KS er

4. Grenene er især i Koloniens øverste, yngste

Dele stærkt indadbøjede. Crisia eburnea
Grenene er ogsaa i Koloniens øverste Del lige,
højsENhdEmmdadbøj eder ER 9:

5. Døciostomet enten helt uden noget Rør eller
med et langt, tragtformet Rør. Det snart korte,
snart lange Rør, som bærer en Gren, sidder
påa Siden af det Zoøcie, hvorfra Grenen sky-
HET KS FOSTER ENS FEE SS REN SE NEERe REED 2 Re 6.
Oøciostomets Rør er. kort. Det Rør, som bærer
en Gren, er kilet ind imellem det foregaaende
og det følgende Zoøcie.... Crisia denticulåta.
6. Oøciostomet mangler et Rør; Gonozoøciets Mun-
ding har næsten sin Plads- paa det følgende
Zoøcies forreste Væg. Det Rør, som bærer
EMI Grene KORS NES EN Nr Crisia aculeåta.
Gonozoøciets Munding sidder paa et langt, op-
rejst, tragtformet Rør; Det Rør, som bærer
en Gren, er. særdeles langt..... Crisia ramdåsa.

rFerrsidia "MEE

De sterile (ufrugtbare) Ledstykker bestaar kun
af. eet Zoøcie. Gonozoøciet er ligeledes det eneste
Lem af sit eget Ledstykke. Gonozoøciets Membran- -
sæk er ved en Indsnøring delt i to Dele, en
nederste, snæver og en øverste, udvidet; den sidste
reduceres, naar Larverne har forladt Gonozoøciet.
Tentaklernes Antal beløber sig til ni.

Kun een Art.

1. Crisidia cornata (L.). (Fig. 18).
Kolonierne er smaa, forgrenede, meget slanke, indtil
10 eller 15 mm høje Buske. Bortset fra de Zoøcier, fra
hvilke der skyder Sidegrene frem paa begge Sider, bærer

38

hvert Zoøcie en lang, lidt bøjet, leddelt Torn (nøjagtigere

et tornagtigt Fremspring). Derved faar hele Kolonien sit

Særpræg. Gonozoøciet er omtrent pæreformet, hvis den
lange, smalle Underdel betrag-
tes som Stilk. Mellem Gono-

" zoøciets rørformede og opsvul-
mede Del optræder der hos
gamle Gonozoøcier en Indsnø-
ring, hvis Beliggenhed omtrent
svarer til Membransækkens in-
dre Deling. Oøciostomet har
et vel udviklet, noget bøjet Rør
og en kredsrund Munding. Da
der udgaar to Grene fra Gono-
zoøciet, bærer dette ikke nogen
Torn.

Årten forekommer fortrins-
Fig. 18. Crisidia cornuta (L.). vis paa Alger, Hydroider og
Mosdyr (Crisia, Scrupocellaria,
Bugula) men ogsaa paa Skaller og Klipper, hovedsagelig
paa lavt Vand. I vore Farvande er den paavist fra Vester-
havet (Vyl; Lodbjerg; Jydske Rev), Skagerak (Hanstholm; .
Bohuslån), Lillebælt (Fænøsund) og den vestlige Østersø
(Syd for Fyen; Sliens Munding). Artens øvrige Udbredelse
omfatter de arktiske Have, hvorfra den gaar sydpaa til
Island, Færøerne og de europæiske Kyster indtil den
nordspanske Kyst. Fra den amerikanske Østkyst kendes.
den ikke, mens den paa Stillehavets Østkyst opgives fra
Dronning Charlottes Øer og Vancouver-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 3,8—710 m.

2. Filicrisia Orb.

De sterile Ledstykker bestaar af 1—3 Zoøcier,
de fertile, d. v. s. de med et Gonozoøcie forsynede,
af 3—5. Gonozoøciet er med sin Bagside hæftet
til 1—2 Zoøcier og dets Oøciostom ligger i den
øverste Ende. Gonozoøciets Membransæk viser

39

sandsynligvis samme Forhold som hos den forrige
Slægt. Der findes 8 Tentakler.

Kun en Art i europæiske Farvande.

[1. Filicrisia geniculåta (M.-E.) (Fig. 19).

Kolonierne er snart stive og lige, snart aabne Buske
og bliver indtil 25 mm høje. Ledstykkerne, der som oftest
kun bestaar af eet Zoøcie, af-
giver Sidegrene snart paa begge,
snart kun paa den ene Side,
Hvis der findes to Grene, saa
udspringer de ikke helt paa
samme Højde, selvom Ledstyk-
ket kun bestaar af eet Zoøcie.
Zoøciernes øverste frie Dele,
de saakaldte Peristomer, er me-
get lange, sarte og bøjede baade
fremad og til Siden. De udgør
undertiden Halvdelen af Zo-
øciets hele Længde. Det afbil-
dede, fertile Ledstykke er typisk
med den nederste Sidegren, der

" udspringer neden for Gonozo-
øciet og den anden Gren, som
skyder frem nær ved Gonozo-
øciets øverste Ende og vender
til den modsatte Side. Selve
Gonozoøciet er kileformet, langt
smallere end den foregaaende Fig. 19. Filicrisia geniculata
Arts, og dets Rør er tydeligt (M.-E.)
bøjet fremad, ofte i en meget (Efter Busk og Borg).
skarp Vinkel. Gonozoøciets
Munding er kredsrund, men mindre end hos C. cornuta.
Kun i gamle Gonozoøcier af F. geniculata findes den her
tegnede Indsnøring imellem deres nederste, rørformede
og den øverste, nogenlunde opsvulmede Del; ellers gaar
begge jævnt over i hinanden. Det øverste Zoøcie og det,
hvortil Gonczoøciet er fæstet, er foroven fri og bøjer sig
frem og over Gonozoøciets øvérste Ende. Dette kan ind-
tape den-anden tredie” eller fjerde Plads "inden "før "et
fertilt Ledstykke. Baade de to Zoøcier neden for Gonozo-
øciet og de to oven for dette kan hver skyde en Sidegren.

40

Arten fæster sig til Alger, Hydroider, opretvoksende
Mosdyr, Skaller og Klipper. Om end den hidtil ikke er
paavist i vore Farvande, maa den dog med Sikkerhed
ventes at forekomme ogsaa her. Arten kendes fra det
arktiske Hav, fra det nordlige til sydvestlige Norges Kyst,
de engelske, franske og spanske Kyster, fra Middelhavet,
Suezkanalen (nær ved Suez) og det indiske Hav (Torres-
strædet). Endvidere opgives Arten fra det sydlige Alaska,
Vancouver-Egnen og Californien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 238 m.]

3. Crisiélla Borg.

De sterile Ledstykker bestaar, bortset fra Ko-
loniernes nederste Dele, af 3—7 Zoøcier; de fertile
af talrige, tit flere end 20 Zoøcier. Disse er, uden
at være adskilt ved Led, stillede i et vekslende
Antal af Grupper, som omgiver Gonozoøciet. Dette
er sammen med de omgivende Grupper mere eller.
mindre drejet om sin egen Akse. Gonozoøciets
Membransæk er udelt. Af Tentakler findes der 8.

Kun een Art.

1. Crisiélla producta (Smitt) (Fig. 20).

De megetrigeligt forgrenede, tætte Kolonier danner lave,
indtil Ø mm høje Buske. Som hos alle til Familien hørende
Arter, bestaar det første Ledstykke af eet Zoøcie, og
det samme gælder hos C. producta ogsaa for de to eller
tre følgende Ledstykker. Meget ofte skyder her to Grene -
frem fra disse første Ledstykker, altsaa fra eet og samme
Zoøcie, næsten i samme Højde, mens en saadan Forgre-
ning kun sjældent findes hos andre Crisiider. I Koloniens
øvre (distale) Dele bliver Zoøciernes Antal i de sterile
Ledstykker større, men overstiger dog aldrig syv. Disse
Ledstykker er lige og udstrakte. Som Regel findes kun
eet Gonozoøcie i de fertile Ledstykker, hvis Særegenheder
omtaltes i Slægtens Beskrivelse og Oversigtstabellen. Gono-

41

- Zoøciet er aldrig det første, men kan være det andet til
det syvende og er hyppigst det tredie i sit Ledstykke.….
Oøciostomets Rør er kort og skarpt bøjet, dets Munding
er tværoval.

Arten gror paa Alger (Fucus-Arter, Laminarier, De-
lesseria o. a.), sjældnere paa Hydroider, Skaller (f. Eks.
Blaamuslinger) o. 1., for det
meste paa lavt Vand (2—10 m).
Hos os er den fundet i Ska-
gerak (Bohuslån), Kattegat (For-
næs), Øresund, Bælthavet (Aar-
husbugt; Samsøbælt; Lillebælt,
Fænøsund), Syd for Fyen og
Syd for Langeland. Af Artens
øvrige Udbredelse er den ark-
tiske Region (Vest-Grønland;
Kola-Halvø; Novaja Semlja) og
Norges Kyst (fra Bergen til
Finmarken) sikre, mens Shet-
landsøerne, Middelhavet (t. Eks.
Calvet 1902) og det Røde Hav
ifølge Borg (1924) maa anses
for noget tvivlsomme.

Dybde-Udbredelse: fra Ti- É
devandszonen til 266 m. Feel Cisiclkr prodieta
| (Smitt).

4. Crisia Lmx.

De sterile Ledstykker bestaar, undtagen i Ko-
loniens nederste Dele, af 3 til mange og de fertile
af 5 til mange Zoøcier. Gonozoøciets Membran-
sæk er udelt. Tentaklernes Antal beløber sig til 8.

Crisis 'eburnea(L) (Fig: 21)

De rigt grenede Kolonier bliver indtil 19 mm høje.
. De noget flade Ledstykker er bøjede indad, og Sidegrenene
vender for det meste mere opad end til Siden. Derved
bliver Koloniernes øverste Del krummet tæt sammen, og
paa denne Ejendommelighed kendes Arten lettest. Gre-

42

nene udspringer som oftest fra et Ledstykkes nederste
Zoøcie, undertiden ogsaa højere oppe. De fleste sterile
Ledstykker har et ulige Tal, hyppigt 5 eller 7 Zoøcier,
de fertile som Regel 8—12. Sterile Ledstykker med et
lige Antal Zoøcier bærer sædvanligvis ingen Sidegrene.
Det Rør, hvormed Grenene udspringer, er kort og ikke

Era Fig. 21. Crisia eburnea (L.). A. Koloni.
SEGL B. Gonozoøcie, set forfra... C. samme, set

Å fra Siden (efter Borg).

kilet ind imellem to. Zoøcier, Zoøcierne er næsten hæf-
tede helt sammen, kun deres øverste Dele, der bærer Mun-
dingerne, er frie og bøjer sig frem næsten i rette Vinkler
mod de nederste Dele. Mundingens Yderside bærer ofte
et tydeligt, tilspidset Fremspring. |
Gonozoøciet findes altid i Ledstykkets nedre Del og
og er hyppigst det andet Individ, undertiden det tredie,
meget sjældent et helt andet Nummer. Selve Gonozoø-.
ciet er regelmæssig pæreformet. Oøciostomets Rør er .
godt udviklet; det begynder bredt og indsnævres efter-
haanden mod den tværovale Munding.

Arten findes paa alle mulige Underlag, saavel paa
naturlige, levende (Planter og Dyr) og livløse (Klipper,
Sten m. m.), som paa kunstige (Pæle, Kabler). Den er

43

"hverken indskrænket til bestemte Dybder eller til Havets
normale Saltholdighed, men forekommer ogsaa i Brakvand
(f. Eks. i Nedre Elben). I danske Farvande er den eet af
de almindeligste Mosdyr, som forekommer overalt, fra
Vesterhavet til ned i den vestlige Del af Østersøen, hvor
den gaar saa langt som til Kadetrenden,(mellem Falster
og Rigen). Fra Randers Fjord opgives Arten fra et Sted,
hvor Middelsaltholdigheden ved Bunden er 23/0; i Lim-
fjorden trænger den ligeledes ind. Hvis man kun anfører
de paalidelige Opgivelser for Årtens øvrige Udbredelse og
udelader alle dem, som enten er rettede eller dog ikke
sikre, saa fremkommer følgende Billede: den arktiske
Region, Island, Færøerne, de europæiske Kyster samt Mid-
delhavet og Madeira og den vestatlantiske Kyst indtil
Chesapeakebugten.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 316 m.

2. Crisia aculeåta Hass. (Fig. 22).

De meget sarte Kolonier, som ligner den følgende
Arts, men er endnu slankere, bliver gennemsnitlig 12—19 mm
høje. Grenene er lidt bøjet indad, men langtfra i samme
Grad som hos forrige Art. Ledstykkerne er i Almindelighed
korte og bestaar af 5 eller 7 Zoøcier; alligevel forekom-
mer dog ogsaa meget længere Ledstykker med talrigere
Zoøcier, især hen imod Grenenes frie Ender. I det hele
svinger Antallet af de Zoøcier, som eet Ledstykke bestaar
af, stærkere hos C. aculeata end hos C. eburnea og C. den-
ticulata. Grenene udspringer sædvanligvis fra et Ledstyk-
kes første eller andet Zoøcie, og i Modsætning til de netop
nævnte Arter hænder det heller-ikke sjældent, at Grene
… skyder frem fra Ledstykker med et lige Antal Zoøcier.
Undertiden udgaar Grenene ogsaa fra eet af de højere
oppe beliggende Zoøcier. Navnlig findes slige Forhold i
Koloniernes øverste Grene, hvor desuden eet Ledstykke
ikke sjældent bærer. 2 eller flere Grene. I næsten alle Ko-
lonier bærer i det mindste nogle Ledstykker lange, led-
delte Torne,. som er indadbøjet og tit hælder hen over
Grenenes forreste Side. Tornene er hyppigst udviklet fra
Ledstykkernes nederste Zoøcier eller staar i de øverste

44

Ledstykkers Toppe. Hvis disse Torne mangler helt i en
Koloni, kan den uden QDøcie næppe kendes fra den føl-
gende Art. Ledstykkerne er forbundne ved gule Led, som
dog i Koloniens fremvoksende Spidser er farveløse. Det

Fig. 22. Crisia aculeata
Hass. A. Koloni. B. Go- :
Å nozoøcie.

Rør, en Gren udspringer med (,basic rami"), er kort og
ikke kilet ind imellem to Zoøcier. Zoøcierne har en ty-
delig fri, øverste Del (Peristomet), som bærer Mundingen.
Denne frie Del er ogsaa bøjet frem, men dog ikke i saa
skarp Vinkel, som hos foregaaende Art. Peristomerne
findes i Reglen ikke i Koloniens nedre Ledstykker.
Zoøciernes Munding er kredsrund og har undertiden det

45

samme lille Fremspring paa Ydersiden, som ogsaa optræ-
der hos foregaaende Art.

Det lille Gonozoøcie, der har sin Plads temmelig højt
oppe i sit Ledstykke, træder stærkt frem foroven, som en
Kropdues Krop. Døciostomet mangler Rør, og Mundingen
ligger næsten paa Overfladen af den samme Sides næst-
følgende Zoøcie. Dette krummer sig om Gonozoøciets Bag-
side og træder altid i Forbindelse med det uanselige Oøcio-
stom. Rodtrævlerne er talrigere end hos forrige Art og
ligner den følgende Arts.

Årten er tåget paa Rødalger og andre Havalger, paa
Svampe, Sten og Klipper. Den forekommer i Skagerak ved
Hanstholm, Bulbjerg og paa Bohuslånkysten. løvrigt ken-
des Arten fra Færøerne, det sydlige Norges Kyst, maaske
ogsaa det nordliges (Karlsø, Finmarken), fra Shetlands-
øerne, den irske, engelske og franske Kyst, fra Marokko-
kysten samt Middelhavet. .

Dybde-Udbredelse: fra 7—150 m.

3. Crisia ramåsa Harm. (Fig. 23).

Kolonierne vokser oprejst, tit frodigt og temmelig
uredt. Velvoksne Koloniers gennemsnitlige Højde naar op
til omtrent 20 mm. Grenene er ordnede, saa der dannes
en Vifte, idet især de øvre Ledstykker skyder mange Grene
frem, og disse er ganske lidt eller slet ikke indadbøjet.
Ledstykkerne er ofte fladtrykte. Deres Længde skifter stærkt,
ofte er de meget lange og bestaar af talrige Zoøcier. Saa-
danne Ledstykker er hyppigt krummet i en tydelig S-Kurve,
som hos den følgende Art. Grenenes Tal er større end hos
andre indenlandske Arter. Endog Ledstykkerne i Koloniens
nedre Dele skyder ofte to- Grene frem, mens de øverste
og især de, som bærer et Gonozoøcie, kan frembringe
. indtil 4 eller 5 Grene. Disse behøver ikke at fremkomme
skiftevis paa de modsatte Sider. Et Ledstykkes nederste
"Gren udgaar sædvanligvis fra det andet Zoøcie; hvis denne
Gren opstaar fra det første Zoøcie, saa udspringer den

46

næste som Regel fra den modsatte Sides tredie Zoøcie.
Der findes brune, gule, eller i Koloniens øverste Led-
stykker farveløse, aldrig sorte Led. Det Rør, som bærer
en Gren (,basic ramif"), er langt og naar ofte ned til
Mundingen af det næstforegaaende Zoøcie paa samme
Side, dersom Røret ikke udgaar fra et Ledstykkes neder-
ste Zoøcie. Zoøciernes øverste, frie Dele er i Alminde-

r(o0g

Fig. 23. Crisia ramosa Harm. A Koloni. B Gonozoøcie.

lighed lange og tydeligt bøjede frem, men de mangler
dog som oftest i Koloniens gamle, nedre Ledstykker og
er ogsaa i andre Tilfælde kun ganske svagt udviklet.
Mundingen er kredsrund uden noget "Fremspring.
Gonozoøciet er meget stort og helt regelmæssig pære-
formet; det kan være det fjerde, men er dog som oftest
det sjette til ottende Individ eller et endnu højere i sit
Ledstykke. Det har altsaa sin Plads lidt højere oppe end
hos forrige Art. Qøciostomet har en kredsformet Mun-
ding, som bæres af et langt og meget anseligt, tragtformet
Rør, der er betydelig videre foroven end forneden. Imid-
lertid brækker Oøciostomets Rør meget ofte af, hvad der
i ikke ringe Grad vanskeliggør at kende Arten fra G. acu-
leata-Kolonier uden Torne. Rhizozoøcierne er ofte' ud-

47

viklet i stort Antal og naar undertiden op til næsten 25
mm, altsaa en betydelig Længde. De bestaar for det
meste af lange Ledstykker, som er adskilt ved gule eller
farveløse Led.

Arten vokser paa Rødalger, Svampe. forskellige Mos-
dyr, Skaller og især paa Sten. Af C. ramosa har jeg set
Materiale fra Fænøsund, og den forekommer ogsaa i Ska-
gerak (paa Bohuslånkysten). Dens øvrige Udbredelse om-
fatter de sydengelske (Plymouth-Egnen), franske og span-
ske Kyster, Azorerne, de Cap Verdiske Øer, Middelhavet,
det Røde Hav og Japan (Sagamibugt, Okada 1917).

Dybde-Udbredelse: fra 7—150 m, maaske 932 m.

4. Crisia denticulåta (Lm.) (Fig. 24).

Kolonierne er store, vokser oprejst og ser temmelig
stride ud. Velvoksne Kolonier har en gennemsnitlig Højde
af omtrent 25 mm. Grenene er JE NER adskilt fra hin-
anden og har næsten ingen
Tilbøjelighed til at krumme
sig indad i Spidsen. Led-
stykkerne er brede og flad-
trykte, men som Regel svagt
udadhvælvede i Forsidens
Midte. Meget ofte danner
de en S-Kurve, idet Led-
stykket i Begyndelsen for
Eks. vender til højre og se-
nere til venstre, Zoøciernes
Antal er som oftest ulige,
" det fremherskende Tal er
11, men Tal op til 19 er
ingenlunde sjældne, og fer-
tile Ledstykker er endnu
længere. -Grenene skyder
on fe mee le højkoppen Fig. 24. Crisia denticulata (Lm.).
. Ledstykkerne, sædvanligvis A. Koloni, B. Oøciostomets
fra det tredie, fjerde eller Munding.

48.

femte Zoøcie. De opstaar regelmæssigt skiftende paa begge
Sider. Ledstykker med et ulige Antal Zoøcier bærer i
Almindelighed een Gren, mens de Ledstykker, der har
et lige Antal, med faa Undtagelser mangler en saadan.
Bortset fra Koloniens yngste Dele er Kitinleddene jet-sorte.
Det Rør, der bærer en Gren, er kilet ind imellem det
følgende og det foregaaende Zoøcie paa samme Side.
Zoøcierne er for Størstedelen sammenvoksede; deres frie,
lidet frembøjede, øverste Dele er korte. Mundingen viser
undertiden et lille Fremspring foroven paa Ydersiden.

Gonozoøciet staar meget højt oppe inden for sit Led-
stykke, som Regel nær ved Enden af en Gren. Ligesom
Zoøcierne er Gonozoøciet tættere besat med Porer end
hos de øvrige indenlandske Arter. Oøciostomet er uan-
seligt; dets tværovale Munding bæres af et ganske kort,
ikke fremtrædende Rør. Rhizozoøcierne har som oftest
sorte Led, der staar med mindre Mellemrum end hos
foregaaende Art.

C. denticulata fæstner sig til Alger, oftere til Hydro-
ider, Skaller og Sten. Den forekommer i Skagerak (Bohus-…
lån) og Storebælt (en enkelt Koloni opgivet af Winther).
Arten synes at have en stor Udbredelse; men vistnok er
langtfra alle Angivelser paalidelige. Med Sikkerhed er Ar-
ten kendt fra de arktiske Have og Island samt Færøerne,
fra Atlanterhavets europæiske og amerikanske Kyster ned
til henholdsvis Madeira, de Cap Verdiske Øer (herfra en
Varietet), Middelhavet og Floridakysten, Meksikobugten,
Kuba. ;

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 636 m.

Il. Fam. Tubulipoåridae.

Familien kendetegnes ved de i Oversigtstabellen
(S. 35) nævnte Karakterer og, som alle følgende
Familier, ved Manglen paa alle Slags Kitinled.
Ikke-leddede Rhizozoøcier og andre Kenozoøcier

49

- findes... Zoøcierne er mere eller mindre tydeligt
ordnede i Tværrækker eller Længdelinier, som dog
aldrig løber sammen i Koloniens Midtpunkt.

Oversigt over Slægterne.

1. Kolonien er enradet, d. v. s. i sit Anlæg bestaar
den af en Række enkelte Zoøcier, men denne
Byggeplan ses kun tydeligt hos smaa Kolo-…
nier eller i ældre Koloniers nedre Dele og
ved Forgreninger. Ved denne Voksemaade
kommer Zoøcierne til at ligge i Række-
følset par tanes ise STE l.Stomatdpora.
Med Undtagelse af Koloniens første Zoøcie, Pri-
mærzoøciet, bestaar baade Koloniens Hoved-
stamme og Grene eller Lapper af flere end
CERA OG SIE SEE RE ES ER ER BE eN Z:
2. Hele Kolonien fri, opretstaaende. Zoøcierne
ordnede i tydelige Tværrækker, som diverge-
rende gaar ud fra en zoøcieløs Midtlinie. Ko-
loniens Bagside forsynet med et nedenfra op-
ad voksende Kalklag, dannet af polypidløse
- LZoøcier (Kenozoøcier), der kun kan ses bag-
TE UA SEER GERE BASERNE STESRE Sr, ANNE Smkdmonea
Enten er hele Kolonien tilvokset, eller den er
dels fri, dels tilvokset. Den forrige Slægts
" Ordning af Zoøcierne forekommer ogsaa her,
men næppe inden for hele Kolonien. Hos ad-
"skillige Arter er Zoøcierne indsænkede i en
fælles Kalkmasse, der ses forfra, men der
findes aldrig et særligt Lag af Kenozoøcier
langs med Bagsiden ..... SE, GE 2.Tubulifpora.

1. Stomat6pora Bronn.

Hvor Koloniens nederste Del mangler, og den
i Oversigtstabellen omtalte enradede Bygningsplan
ikke er tydeliggjort ved Forgreninger, er det næsten
umuligt at skelne denne Slægt fra den følgende.
Det giver vel de tilhørende Arter et nogenlunde
ensartet Udseende, at Kolonierne for det meste er

Ernst Marcus: Mosdyr. : d

50.

heit tilvoksede til Underlaget, og at deres Grene
er baandformede og ofte viser Gaffeldelinger.
Men systematiske Særegenheder af Stomatopora er
alt dette dog lige saa lidt, som det, at Zoøcierne
sædvanligvis i en stor Del af deres Længde er
indsænkede i en fælles Kalkmasse. Det er lige-
ledes vanskeligt at adskille Arterne. Den ualmin-
delig store Udbredelse, der her maa opføres for
"de to første Arter, tyder vist paa, at de ikke er
tilstrækkeligt gennemarbejdede.

Oversigt over Arterne.

1. Kolonierne er baandformede, i Enderne ofte vifte-
Forme Udb E ERE AE Sa DSN en MR 2
Kolonier er klaseformede........ 4. S. fasciculåta.
2. Grenene er baandformede og ender ikke med
brede Vifter. Gonozoøciet er meget større end
de almindelige Zoøcier, og dets Lapper trænger
…ind imellem og omkring de tilstødende Au-
tOZOØSTE TREERE RER EN ED DDD SIE RDS
(Grenene ender med brede Vifter. Gonozoøciet Å
er lidet større end de almindelige Zoøcier og
har har ingen Lapper...... 3. S. diastoporides.)
3. (Grenene er vidt, straaleformet udspilede. Zoø-
cierne danner som oftest tydelige Tværræk-
ker, i det mindste i en Del af Kolonien
i 1. S. måjor.)
Grenene sidder temmelig tæt sammen og straa-
ler ikke særdeles bredt ud. Zoøcierne følger
enkeltvis paa hinanden, eller de staar uregel-
mæssigt, uden at danne Tværrækker 2.S. granulåta.

[I. Stomatdpora måjor (Johnst.) (Fig. 25).

Kolonierne forgrener sig som Regel stærkt, og især
paa tomme Skallers beskyttede, hule Inderside fremvokser
Grenene straaleformet til alle Sider. De kraftige Grene
staar løst, med stor Afstand fra hinanden og udvider sig
efterhaanden opadtil, uden dog at være vifteformet ud-
bredt foroven. Grenenes Forside kan snart være forsynet

51

- med smaa Porer, snart, hos helt gamle Kolonier, tæt for-
kalket og glat. Zoøcierne er ordnede i Tværrækker paa
2—5 og dybt indsænkede med et større eller mindre
Stykke. Netop deres frie Mundinger danner ofte regel-
mæssige Tværrækker, men er dog igen andetsteds ordnet
mindre regelmæssigt. Gonozoøciet findes enten i Grene-
nes Ender eller umiddelbart under den øverste Forgre-

Fig. 25. Stomatopora major (Johnst.). A. Koloni (efter Hincks).
B. nogle Zoøcier (efter Busk og Hincks). C. Gonozoøøcie (efter Hincks).

ning. Det er langagtigt, udvidet opad til og trænger ind
imellem de tilstødende Zoøcier. Oøciostomet er hidtil kun
kendt fra fossilt Materiale, hvor dets Munding er stor.

Arten kendes fra faste Underlag, som Kalkalger, Ko-
raller, forkalkede Mosdyr, Skaller og Sten. Den er hidtil
ikke paavist i danske Farvande, men kan, efter den øvrige
Udbredelse at dømme, dog ventes at forekomme f. Eks.
paa noget dybere Steder i Skagerak. Arten opgives fra
de arktiske "Have (Vest-Grønland, Barents-Hav), Norges
Kyst, Shetlandsøerne, de storbritanniske, irske, franske
og spanske Kyster, Middelhavet, Marokkokysten og de Cap
Verdiske Øer, samt Azorerne. Dertil kommer endvidere
Dronning Charlottes Øer, Vancouver-Omraåadet, Galapagos

AX

SØ

Øerne, Sandwich Øerne, New Zealand og det antarktiske
Belgica-Hav (dette sidste Materiale er betegnet som
Varietet).

Dybde-Udbredelse: fra 21—1250 m.

ne
500m

D

Fig. 26. Stomatopora granulata (M.-E.). A. Koloni med Zoøcierne i
een Række. B. Koloni med flere uregelmæssigt staaende Zoøcier (efter
Kluge). C. en oprejst Stamme (efter Smitt). D. Gonozoøcie (efter Borg).

2. Stomat&pora granulåta (M.-E.) (Fig. 26). [Syn.:
Smitt 1866: Tubulipora (Proboscina) incrassåta]).

Kolonierne forgrener sig rigt, men Grenene staar ikke
vidt ud fra hinanden, saa Kolonien faar et tæt og fast

53

- Udseende og et næsten kredsformet Omrids. Undertiden

mødes Grenene og smelter sammen, hvorved Kolonien
bliver netformet. Selve Grenene er enten smalle Baand,
som kun bestaar af enkelte, paa hinanden følgende Zoøcier,
eller de udvider sig opadtil, og da de sidder temmelig
tæt sammen, fremkommer Sammensmeltningerne. Ikke
sjældent findes, især under Forgreningerne, frit oprejste
Skud, der kan være kort afstumpede eller kan udbrede
sig med en Zoøciedusk. Zoøcierne er temmelig uregel-
mæssigt stillede, fortrinsvis paa oprejst voksende Grene.
To eller tre Zoøcier staar ofte jævnsides. Deres Overflade
viser Smaakorn og er tit rynket paa tværs. Zoøciernes
frie, øverste Dele er temmelig lange. Grenen bliver bre-
dere der, hvor Gonozoøciet dannes. Dette har en- lang
Underdel, som lidt efter lidt udvider sig opadtil, hvor
Gonozoøciet udsender smaa Lapper imellem Nabozoøci-
erne. Hvis Gonozoøciet har sin Plads i et oprejst Skud,
som det her er blevet tegnet, er Lapperne større og
omgiver de tilstødende Zoøciers øverste Dele. Oøciosto-
mets Rør er meget kort og ikke skarpt sondret fra Over-
fladen; det vender lige opad. Mundingen er kredsrund.

Arten sidder fast paa Laminariernes Hæftere og paa
alle mulige faste Underlag, som Kalkalger, Koraller, Bra-
chiopoder, Sten o.s. v. Den hører til vor Fauna, thi den
er fundet i Skagerak (paa Bohuslånkysten). Dens øvrige
Udbredelse omfatter med Sikkerhed den arktiske Region, de
nordatlantiske Østkyster fra Færøerne indtil Madeira, Mid-
delhavet, Marokkokysten, de Cap Verdiske Øer samt Azo-
rerne og i Stillehavet baade Øst- (Dronning Charlottes
Øer, Vancouver-Omraadet) og Vestkysten (Japan, det kine-
- siske Hav). Ydermere, dog ikke helt sikkert, opgives Arten
fra St. Lawrence-Bugten, det sydlige Atlanterhav (Tristan
- da Cunha), Magalhåesstrædet, New Zealand (Hamilton). og
Australien (Whitelegge; Waters 1884).

Dybde-Udbredelse: fra 30—1900 m.

[3. Stomatdpora diastoporides (Norm.) (Fig. 27).

- De mælkehvide eller gennemskinnelige Kolonier .dan-
ner simpelt vifteformede eller lappede, fast tilvoksede

54.

Overtræk. Disse er kun middelmaadig tykke, men bliver
større end hos alle andre indenlandske Arter. Hvis Kolo-
nien er lappet, straaler de flade Grene ud fra en fælles
Midte, der dannes af en kort og slank Stamme. Grenene
bliver snart bredere og ender med store Vifter. Hele
Overfladen er forsynet med Porer og desuden ofte rynket
paa tværs. Den kan dog blive ensartet jævn med For-
kalkningens Fremskriden. De meget langstrakte, kraftige

DÅ,
Sele DE
Se nø j

«—
AG

Fig. 27. Stomatopora diastoporides (Norm.). A. Koloni (efter Kluge).
B. Zoøcier med Gonozoøcier (efter Osburn).

Zoøcier er som oftest kun lidt oprejst i Enderne, altsaa
næsten helt indsænkede i den fælles Kalkmasse, hvori
deres Grænser dog markerer sig tydeligt. Mundingerne
er rundagtige, af og til tilnærmelsesvis elliptiske. Zoøcierne -
staar særlig tæt paa de brede Vifter, Lapperne ender med,
og er ogsaa iøvrigt meget uregelmæssig stillede. Disse.
Forhold og Gonozoøciets Skikkelse gør det noget tvivl-
somt, om Årten har sin rigtige Plads inden for den her -
nævnte Slægt.

Gonozoøciet ligner temmelig vidtgaaende et alminde-
ligt Zoøcie, men er dog længere og lidt mere opsvulmet.
Ydermere staar dets Porer tættere. Ofte findes flere Gono-
zoøcier isamme Koloni. Oøciostomet sidder i Gonozoøciets
øverste Ende og har et kort Rør med en kredsrund Mun-

55

. ding... Røret kan undertiden læne sig op ad et tilstødende
Zoøcies øverste. Del (Peristomet), som hos flere Arter i
den følgende Slægt. Det hænder ogsaa, at der fra Gono-
zoøciets øverste Del udgaar Lapper, som trænger ind
imellem Zoøcierne højere oppe, men i Almindelighed er
Gonozoøciet ikke lappet.

Arten forekommer paa Sten og Skaller. Den er hidtil
ikke paavist i danske Farvande, men kan dog formodes
at forekomme f. Eks. i Skagerak. Den er udbredt i de
arktiske Have, ved Island, ved Norges Kyst, ved Shetlands-
øerne og Nordkysterne af Skotland og Irland. Paa de
amerikanske Kyster findes den i St. Lawrence-Bugten,
ved Mainekysten og i Woods Hole-Egnen samt i Vancouver-
Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 10—333 m.]

4. Stomat&pora fasciculåta Hcks. (Fig. 28).

Kolonierne er tilvoksede til Underlaget og bestaar af
et skiftende Antal (i det foreliggende lille Materiale aldrig
flere end to) mere eller mindre langstrakte Grene, der
som oftest er svagt bøjede og stedse kølleformet udvidede
hen imod Enden. I større Kolonier end de foreliggende
udgaar Grenene eller Underkolonierne fra hinanden, saa

Fig. 28. SFOREIED PURE fasciculata Hcks. A. større Koloni (efter Hincks).
; j B. Lille Koloni.

56

at Totalkolonien bliver klaseformet. De fleste Zoøcier er
indsænkede i den fælles Kalkskorpe, og kun Mundingerne
kommer frem paa Overfladen. Zoøcierne forenes hos ældre
Kolonier i Grupper af 2 til 4 eller 5, og disse ligger i
Midten af de baandformede Grene. Slige Grupper savnes
i de unge Kolonier (Fig. 28 B), som kun bestaar af nogle
faa Zoøcier samt Årtens særegne Grenender. De er næsten
kredsformede, ophøjede Felter med talrige Zoøcier, hvis Tal
…Tigtignok synes at være mindre i gamle Kolonier end i
den her tegnede unge, hvor Knopskydningszonen tilsyne-.
ladende rummer de fleste Zoøcier.

Der foreligger nogle smaa Kolonier, som, om end
med nogen Tvivl, kan henføres til denne kun meget
sjældent fundne Art.

Arten er hidtil taget paa Skaller og Sten. Det fore-

liggende Materiale stammer fra Kattegat. Iøvrigt kendes
Arten fra den nordirske Kyst og Vancouver-Egnen.

Dybde-Udbredelse: fra 18—55 m; det irske Materiale

fandtes sandsynligvis paa dybt Vand.

2. Tubulipora Lm.

. Slægten er foruden ved de Kendetegn, der er
anført i Oversigtstabellen (S. 49), kendelig ved sin
særegne Udviklingsmaade. Naar det første Zoøcie
har skilt sig fra den fælles Knop, vokser det ikke
frem og opad, som hos den foregaaende Slægt,
men bøjer sig som Regel temmelig stærkt til
venstre eller højre. Den fælles Knop vender da
til den modsatte Side. Under den fælles Knops
yderligere Udvikling bliver den tragtformet og
bestaar saa af Tværrækker af unge Zoøcier. Hver
Række indeholder et Zoøcie til, og derfor er Zo-
øcierne stillet afvekslende i de paa hinanden føl-

Sd

.gende Rækker. Hule Dannelser, som hos nogle
Arter findes paa Koloniens Bagside, og som fåast-
gør Kolonien paa Underlaget, maa sandsynligvis
anses for Kenozoøcier.

Oversigt over Arterne.

1. Kolonien viser tydelige Tværrækker af sammen-
vokseder Log Ce rr ke E ee e n ee 17
Kolonien viser ingen eller kun utydelige og
ganske korte Tværrækker af Zoøcier.......
2. Oøciostomets Munding er meget større end et
PADSØCIE SNÆVRE. SENERE SE Ma Nr 6. T. plum&sa.
Oøciostomets Munding er ikke eller næppe
større end et Zoøcies ..... ES RENEE BER ERE.
3. ODøciostomets Rør er fritstaaende, sammentrykt
fra Siden, dets Munding er spalteformet
Sash abelrårrs:
Oøciostomets Rør, hvis Munding er rund, er

læne le 09 Ce Ar BE EAN 4.
4. Oøciostomets Munding staar aaben og vender
FN KSTAEN FS SENE SE ED Sker:

Oøciostomets Munding vender nedad og skju-
les ved en derover hængende Overlæbe
4. T.phalångea.
5. Koloniens krybende Dele skyder frit oprejste,
paddehatlignende Grene frem 8. T. penicillåta.
Ingen slige paddehatlignende Skud, der op-
staar fra Koloniens fastvoksede Dele.......
6. Kolonierne er smalle, langstrakte, hyppigst er
de lappede, og Lapperne .kan være stærkt
udvidede i Spidsen. De danner dog ikke
brede Vifter. Oøciostomet uden, eller med et
Sans KkEen kor RØST ER er oe Re då Sp dar Vie
Kolonierne er brede, pæreformede, nyreformede
eller lappede. Lapperne danner brede Vifter.
Oøciostomet har et vidt Rør af anselig Længde
ele apérta.
7. Kolonien er meget Sae Der findes 2—5 Zoøcier
ved Siden af hinanden paa de Lapper, der -
ikke bærer Gonozoøcier, og sædvanligvis 6—9
"paa saadanne med Gonozoøcier. Qøciostomet
; har: ef-kort Rør”... BUSSER ES SE DES ITS dilåftans:
Kolonien er bredere. Der findes i det mindste

58

6 Zoøcier ved Siden af hinanden paa Lap-
per uden Gonozoøcier og paa saadanne, der
har Gonozoøcier, i Reglen flere end 10. Oøcio-
stomertharintet Røre ER 2. T. lobulåta.

1. Tubulipora dilåtans (Johnst.) (Fig. 29).
Kolonierne er helt fastvokset, een eller to Gange
gaffelformet grenet. De bestaar af en kort Stamme, hvor-

Fig. 29. Tubulipora dilatans (Johnst.). A. Koloni (efter Hincks).
B. Gonozoøcie (efter Borg).

fra der udgaar 2—3 fra hinanden vidt udstaaende Grene,
som undertiden igen er grenede. Lappernes Dannelse og
Vækstform synes i høj Grad at bero paa de forskellige
Underlag. I hvert Fald optræder Lapperne saa uregelmæs-
sigt, at Koloniernes Skikkelse skifter i stor Udstrækning.
Grenene er hvælvede og meget smalle, kun de gonozoø-
ciebærende udvider sig noget. Ofte er Grenene forsynet
med Indsnævringer, og i Spidsen er de kølleformet ud-
videt. Den fælles Kalkskorpe, hvorved Kolonien gror fast
til Underlaget, omgiver ofte Zoøcierne som en Søm. Paa
Grene uden Gonozoøcie findes 2—5 Zoøcier, i Grene med
Gonozoøcier sædvanligvis 6—9 ved Siden af hinanden. I
Køloniens nederste Dele danner Zoøcierne undertiden
stedvis sammenhængende Tværrækker, men i Koloniens

59

- største Del staar de dog uden en saadan indbyrdes For-
bindelse. De slanke Zoøciers frie, øverste Dele, der bærer
Mundingerne, er korte. Gonozoøcierne har deres Plads for-
oven i de paagældende Lapper og findes her enkeltvis
eller to ad Gangen nær ved hinanden. Gonozoøciets Grund-
form er langstrakt oval; dets udvidede Del sender nogle
smaa Lapper ud imellem de tilstødende Zoøcier. DOøcio-
stomets Rør er yderst kort, men skarpt afgrænset fra den
udvidede Del. Mundingen er kredsrund.

Arten fæster sig til Koraller, Skaller og Sten, fortrins-
vis paa nogenlunde dybt Vand. Den er i vore Farvande
fundet i Skagerak (Bohuslån), i det nordvestlige og sydlige
Kattegat og opgives, om end ikke helt paalideligt, ogsaa
fra Storebælt (Romsø), ja endog fra den vestlige Østersø
(Kadetrende, paa Sten og Rødalger). Iøvrigt er den ud-
bredt i de arktiske Have, paa New Foundlandbanken, Norges-
kysten, ved Shetlandsøerne og de andre europæiske Kyster
indtil Middelhavet.

Dybde-Udbredelse: fra 10—1267 m.

2. Tubulipora lobulåta Hass. (Fig. 30).

I levende Tilstand har Kolonierne en svag, mat pur-
purrød Farvetone. Fuldvoksne Kolonier bestaar af flere
fra en kort Stamme udgaaende Vifter, som ofte igen er
todelte. Ligesom det er Tilfældet med Tubulipora pha-
langea, bliver gamle Kolonier undertiden omtrent kreds-
formede. Mange Gange, dog ikke altid, er Koloniens
Lapper radiært stillede. De er tydeligt bredere- end hos
foregaaende Art, thi paa Lapper uden Gonozoøcie staar
der i det mindste 6 Zoøcier ved Siden af hinanden og paa
Lapper med Gonozoøcie sædvanligvis flere end 10. Zoøci-
erne, hvis Rækkestilling kun er lidet iøjnefaldende, er
korte, stærke og viser kun faa Porer. De er tværrynkede
. og tit forsynede med en svag Længdekøl. Umiddelbart un-
der Mundingen udvider Zoøcierne sig tydeligt. Selve Mun-
dingen er langagtig oval og kun lidt fremspringende. De
langstrakte, ovale Gonozoøcier, som findes i vedkommende

60 .

Grenes øverste Dele, danner kun smaa eller slet ingen
Lapper. Oøciostomet savner et Rør, Mundingen er kreds-
rund eller svag oval.

Arten er taget paa Rødalger (Furcellaria), Skaller og
Sten. Den er fundet i danske og nærliggende Farvande i
Skagerak (ved Bohuslånkysten), i Kattegat (Læsø Trindel,
i Læsø Rende, Syd for Grenaa) og i Randers Fjord (baade
i Fjordens Munding og henved 1,5 km længere inde paa

Fig. 30. Tubulipora lobulata Hass. A. Koloni. B. nogle Zoøcier fra
Knopskydningszonen.

en Middelsaltholdighed af 23/00), ved Samsø, Nordøst for
Tranekær Fyr paa Langeland, 8 Sømil Sydøst for Lange-
lands Sydspids og ved Sliens Munding. Artens øvrige Ud-
bredelse omfatter Færøerne, maaske ogsaa Norgeskysten
(men bestemte Findesteder opgives ikke), de britiske Ky-
ster fra Shetlandsøerne ned til Kanalen samt det irske
Hav og Helgoland. Ydermere opgives den fra Dronning
Charlottes Øer og, om end med Spørgsmaalstegn, fra
St. Lawrence-Bugten og Mainekysten.

Dybde-Udbredelse: fra 6—128 m.

3. Tubulipora flabellåris (Fabr.) (Fig. 31).

Kolonierne er helt fastvokset og har Nyre- eller Vifte-
form, men som hos den følgende Art findes ogsaa i Væk-
sten forkrøblede Kolonier. Zoøcierne er til Dels frie, til
Dels ordnede i mere eller mindre tydelige, straaleformede

61

- Rækker eller Bælter. De til en saadan enkelt eller dobbelt
Række hørende Zoøcier er meget ofte vokset sammen med
hinanden i hele deres Længde, mens Bælterne er adskilt
fra hinanden ved aabne Rum. De slanke, noget sammen-
trykte Zoøcier er tværrynkede og kun svagt eller uens-
artet forsynet méd Porer. Deres frie, over Koloniens Over-
flade fremragende Dele er meget længere end hos de to
foregaaende Arter. Gonozoøcierne findes enkeltvis eller

Fig. 31. Tubulipora flabellaris (Fabr.). A. En lille Koloni fra Vest-
: grønland. B. dens Oøciostom.

flere tilsammen i Koloniens øverste Dele. Deres Form
skifter; som Regel er de langstrakte, men ikke sjældent
bliver deres Skikkelse uregelmæssig, da talrige Lapper
vokser ud imellem de tilgrænsende Zoøcier. Arten kendes
bedst paa Oøciostomet, som har et langt, kun lidet bøjet
Rør, der er sammentrykt og staar frit op uden at være
lænet til et Zoøcie. Røret kan undertiden være noget drejet.
Mundingen er en Spalte, hvis Længdeakse falder sammen
med en af Koloniens Radier.

Arten findes fortrinsvis paa Alger (f. Eks. Laminarier)
og Bændeltang, men … dog.» ogsaa paa Hydroider, Mosdyr,
Skaller, Sten og lignende faste Underlag. Den forekom-
mer i Skagerak (paa Bohuslånkysten, Smitt) og i Kattegat

62.

mellem Anholt og Læsø og Syd for Grenaa (Levinsen).
Dens Forekomst i Øresund (Hellebæk) og ved Samsø er
ikke helt sikker (Winther), og det samme gælder ogsaa de
Findesteder, der er opgivet fra Vesterhavet (Vest for
Jylland, Store Fiskebanke) samt Helgoland. Artens øvrige
Udbredelse omfatter især de arktiske Have og desuden
Norges Kyst, Færøerne, Skotlandkysten (O”Donoghue 1935),
den atlantiske Vestkyst ned til Woods Hole-Omraadet
samt Stillehavets Østkyst, hvor den naar til Californien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 126 eller
183 m (det sidste gælder, hvis det Materiale, Hincks har
opgivet fra Island, kommer ind under flabellaris, hvad-
"der synes at være sandsynligt).

4. Tubulipora phalångea Couch (Fig. 32).

Kolonierne, som i levende Tilstand er blegt purpur-
røde, er hyppigst groet fuldstændig fast til Underlaget og
lappet paa forskellig Maade. Snart bestaar de af flere, ud-
" videde Lapper, snart er de næsten kredsformede i Omrids,
idet Koloniens nederste Indbugtning, i hvis Midte den stilk-
formede Begyndelse har sin Plads, kan lukkes ved fortsat
Knopskydning fra de nederste Siderande. Slige kredsfor-
mede Kolonier maaler i det mindste 15 mm i Diameter.
Hvis Kolonien forkrøbles i Væksten, kan Knopskydnings-
zonen forblive udelt. Den kan dog skyde en enkelt Lap
med et Gonozoøcie frem, hvorved Kolonien bliver pære-
formet. I det store og hele er Kolonierne bredere end hos
foregaaende Art. Zoøcierne er ordnede i sammenhængende
Tværrækker paa hver Side af en Midtlinie. Foroven i Lap-
perne, hvor Gonozoøcierne findes, staar Zoøcierækkerne
radiært. De lange, slanke Zoøciers frit oprejste øverste
Dele er som oftest vokset sammen med hinanden inden
for den samme Tværrække. Gonozoøcierne ligner i Belig-
genhed og Skikkelse den foregaaende Arts, mens Qøcio-
stomet helt og holdent er anderledes bygget. Dets Rør er
rundt og staar lænet op ad en Zoøcierække. Det krum-
mer sig i en saadan Grad, at Mundingen kommer til at
vende mod Gonozoøciets Forside, altsaa nedad. Selve Mun-

63

-dingen- er mindre end hos den følgende Art, da den næ-
sten er lukket ved en trekantet Overlæbe.

Arten vokser paa Rødalger, Hydroider, Skaller, især
påa tomme Muslingeskallers Inderside, og Sten. Hos os
forekommer den i Vesterhavet (Bovbjerg, Lodbjerg), Ska-
gerak (ud for Rubjerg) og i Kattegat (Skelderviken). Den
naar ogsaa ned til den vestlige Del af Østersøen, hvor den

500p

A : B

Fig. 32... Tubulipora phalangea Couch. A. Koloni. B. Oøciostom.

er fundet i Kielerbugten. Iøvrigt er den udbredt fra det
sydvestlige Norge og Shetlandsøerne langs med de stor-
britanniske og irske Kyster sydpaa indtil Azorerne, Ma-
…Tokkokysten og Middelhavet. Sandsynligvis kommer alle
Opgivelser for den foregaaende Art fra den sydlige Vest-
europakyst og fra Middelhavet ind under T. phalangea.

Dybde-Udbredelse: fra 5,4—115 m.

5. Tubulipora liliåcea (Pall.) (Fig. 33). [Syn.: Le-
vinsen 1894, o0.a.: Idménea sérpens (L.)].

” Kolonierne er langstrakte og oftest uregeimæssig gaf-
felformet grenede. I levende Tilstand viser de en bleg pur-

64
purrød Farvetone. De er enten helt fastvokset til Under-
laget, som det ikke sjældent hænder med unge Kolonier
uden Gonozoøcier, eller oprejste. Grenene er sædvanligvis
udvidede i Spidsen. Zoøcierne er for Størstedelen bøjede i
samme Plan og er ordnede i afvekslende Tværrækker paa
hver Side af en Midtlinie. Den rækkevise Ordning er ty-
deligst i Koloniens nederste Dele, mens Rækkerne ikke

Fig. 33. Tubulipora liliacea (Pall.). A. Koloni. B. Oøciostom.

sjældent staar radiært længere oppe i Kolonien. Hele denne
Ordning udslettes noget i smaa og uregelmæssige Kolo-
nier. Inden for en Tværrække aftager Zoøcierne i Stør-
relse indefra. Zoøciernes Vægge er glasagtige og gennem-
skinnelige, og Zoøcierne kan snart være sammenvoksede
i hele deres Længde, snart frie i deres yderste Dele. Go-
nozoøciet indtager sædvanligt sin Laps midterste Del og.
er langstrakt med rækkevis ordnede Sidelapper. Dets Skik-
kelse kan ogsaa være uregelmæssig og bestemt af Lappens,
som for sin Udviklings Vedkommende er afhængig af Un-
derlaget. Oøciostomet er stort og læner sig til en Zoøcie-
række. Foroven er Røret bøjet, og Mundingen, som næsten
er lige saa stor som et Zoøcies, vender til Siden.

Arten fæster sig til Rødalger.og andre Alger, til Hy-
droider (f. Eks. Hydrallmania falcata), Gorgonider, Mosdyr

65

- (f. Eks. Cellaria- og Bugula-Arter), Krebsdyr (Levinsen an-
fører Troldkrabben Lithodes maja), Skaller, Pæle o.s.v.
Den er taget i Vesterhavet (ved Agger, paa Jydske Rev
og Lille Fiskebanke), i Skagerak (ud for Hanstholm og
Rubjerg samt ved Marstrand, Bohuslån), i Kattegat (ved
Frederikshavn, Anholt o.s.v.) ved Samsø,. Hellebæk, i
Bælthavet og i Kielerbugten. Dens øvrige Udbredelse er
meget stor; den opgives fra den arktiske Region, Færøerne
og alle europæiske Kyster indtil Azorerne, Madeira, Ma-
rokkokysten. og Middelhavet. Paa den nordamerikanske
Østkyst er den paavist sydpaa indtil Woods Hole-Egnen.
Ydermere angives Arten fra det sydligste Atlanterhav (Ma-
galhåesstrædet), fra det indiske Hav (østpaa indtil Austra-
lien og New Zealand) og det østlige Stillehav (Vancouver-
Omraadet og Galapagos Øerne).

Dybde-Udbredelse: fra 3,8—1900 m.

6. Tubulipora plumåsa W. Thomps. (Fig. 34).

De fladtrykte Kolonier er helt fastvokset til Under-
laget, vifteformede eller lappede paa forskellig Maade og
naar op til 25 mm i Diameter. Zoøciernes Ordning i sam-
menhængende Rækker er meget tydelig, og Rækkerne er
i gonozoøciebærende Lapper stillede radiært. De. store
Zoøcier er rynkede paa tværs, liggende og kun frie. for-
oven paa et kort Stykke. Gonozoøciet, hvis Lapper trænger
ind imellem de radiære Zoøcierækker, har et stort Oøcio-
stom, som er videre end et almindeligt Zoøcie. Røret er
tragtformet, og Mundingen vender lige eller skraat opad.
Den ene af Mundingens Rande er som Regel bøjet noget
hen over den anden.

Arten kendes fra Rødalger, Laminariernes Hæftere og
andre Tangplanter samt Skaller, Fra danske Farvande fore-
ligger Materiale fra Fornæs, der dog ikke viser Gonozo-
øcier. Det maa derfor gælde som tvivlsomt. Artens øvrige
Udbredelse omfatter den vestlige Norgeskyst (Bergen) og
”- de storbritanniske Kyster fra Shetlandsøerne og det nord-
lige Irland til Kanalen, samt den belgiske og nordvest-
franske Kyst.

… Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand til 20 m.
Ernst Marcus : Mosdyr. i 5

66.

Fig. 34. Tubulipora plumosa W.Thoms. A. stor, B. lille Koloni.
C. Zoøcier fra Knopskydningszonen. D. Oøciostom (efter Harmer).

7. Tubulipora apérta Harm. (Fig. 35). [Syn.: Le-
vinsen 1894: Tubulipora fimbrial.

De pæreformede, vifteformede eller lappede Kolonier
maaler 2—5 mm i Diameter og er helt tilvokset til Under-
derlaget. Zoøcierne er ordnede saaledes, at de længere ude
mod Randen staaende passer nogenlunde ind i Mellem-
rummene mellem de indenfor liggende. En Ordning i
straaleformede Rækker eller Grupper findes ikke, eller
den er utydelig, og Rækkerne er da ganske korte. De
Zoøcier, som kunde henføres til en saadan Række, er
aldrig indbyrdes sammenvoksede med de opstaaende Ende-
dele. Zoøcierne er delvis temmelig trinde, vide, og for-
oven noget indknebne; deres Munding maaler henved 170 u.
De er tydelig tværrynkede og paa Overfladen jævnt og fint,

67

"men ofte kun sparsomt forsynet med Porer, som tit viser
Tilbøjelighed til en ringformet Ordning. Gonozoøciet kan
være bredt, sam- ”
menhængende og
nyreformet eller for-
synet med Sidelap-
per, hvis Ender kan
bære særlige Aab-
ninger. ODøciosto-
mets Rør er i norsk
Materiale mere el-
ler mindre tydeligt
tragtformet, i dansk
Materiale lige. Dets
Munding er opad-
vendt, kredsformet
eller oval. Den maa-
ler i norsk Materiale ' : É :
200—400 u i Vidde, Fig. 35. Tubulipora aperta Harm.
er altsaa bredere end

et Zoøcies, mens den er smallere (100—150 u) end et Zoø-
cies i dansk Materiale. Røret er sædvanlig i Begyndelsen
lænet til et Zoøcie og bliver senere fri for dette, medens
Mundingens Rand kan støde op til et andet Zoøcie.

Arten sidder fast paa Alger, f. Eks. Laminarier, paa
Bændeltang og Skaller. Den er i danske Farvande taget i
Vesterhavet og i Aggersund, i Skagerak (kun paa Bohus-
lånkysten) og ved Læsø i det ydre Kattegat. Arten fore-
kommer desuden i de arktiske Have, endvidere paa Nor-
" ges Vestkyst og ved Færøerne. Madeira er derudover det
eneste paalidelige Findested af T. aperta. Magalhåesstrædet
og Juan Fernandez-Øerne (Vest for Chile) kan desuden an-
gives med Forbehold.

Dybde-Udbredelse: fra 8,7—35 m (ved Juan Fernandez
indtil 70 m).
8. Tubulipora Matz (Fab.) (Fig. 36).
— Kolonierne er for en stor Del krybende og tilvokset

til -Underlaget. De forgrener sig uregelmæssigt og skyder
j 5%

68
hist og her oprejste, paddehat-lignende Grene af henved
5 mm Højde. Disse bestaar af en stilkagtig Stamme, som
foroven udvider sig med et skiveformet eller udhvælvet
Hoved. Nu og da er Hovedet ogsaa noget fordybet i Mid-
ten. Paa dets Overflade rager Zoøcierne frem. De er snart
uregelmæssig spredte, snart viser de en ringe Tilbøjelighed

til en radiær Ordning. Nogle faa Zoøcier kan ogsaa staa ud
fra Paddehattenes Stilke. De krybende Stammer er meget.

Fig. 36. Tubulipora penicillata (Fabr.) (efter Smitt).

kraftige og bliver bredere hen imod deres frie Ender. De
slanke Zoøcier er uregelmæssigt fordelt over Grenene,
undertiden staar tre Zoøcier bundtvis sammen. Deres Ende-
dele er frie og træder i Reglen stærkt frem. Omkring Padde-
hattenes Rande staar Zoøcierne tættere end i deres Midte.
Zoøciernes Munding er jævn og kredsformet. Gonozoøci-
erne, som findes i Grenenes udvidede Ender, har et trom-
petlignende, fra Siden sammentrykt Oøciostom.

Arten forekommer paa Hydroider, Skaller og Sten...
Den hører vor Fauna til, thi den er taget i Skagerak, om -
end hidtil kun ved Bohuslånkysten. Dens øvrige Udbre-
delse omfatter den arktiske Region med Indbefattelse af
Labradorkysten og St. Lawrence-Bugten, den norske og den
storbritanniske Kyst fra det nordlige Skotland indtil Ka-
nalen. Ydermere opgives Arten fra Vancouver-Egnen.

Dybde-Udbredelse: fra 11—130 m.

69

3. Idménea Lmx.

Kolonierne er frie, opretstaaende. Zoøcierne er
ordnede i Tværrækker. Naar der hos en ung Ko-
loni er udviklet nogle Zoøcier, dannes der paa Bag-
siden en Støtteskive (,supporting disc"). Denne be-
staar af rørformede Kenozoøcier. Slige Kenozoø-
cierør vokser efterhaanden fra Skiven opad paa
Koloniens Bagside, hvor de danner et fælles Kalk-
lag, som støtter de oprejste Grene.

Kun en Art i mellemeuropæiske Farvande.

1. Idmånea atlåntica Forb. (m.s.) Johnst. (Fig. 37).
De fine, hvide Kolonier er uregelmæssig gaffelformet
grenede. De i Tværsnit trekantede Grene ligger sædvan-
ligvis nogenlunde i samme Plan og aftager i Tykkelse

— Fig. 37. Idmonea atlantica Forb. (m. s.) Johnst. A. Zoøcier. B. Gono-
É zoøcie (efter Osburn).

70

mod Spidsen. Bagsiden er smal, remlignende og i unge
Grene afgrænset ved skarpe Rande. Disse Grene mangler
endnu det Kalklag, som dannes af Kenozoøcierne. I Ål-
mindelighed er Bagsiden lidt udhulet og viser ofte bølge-
formede Vækstlinier paa tværs; langs med disse har Po-
rerne Tilbøjelighed at ordne sig i enkelte Tværrækker. For-
sidens Midte er lidt ophøjet. Paa hver Side af denne er Zo-
øcierne ordnede i afvekslende, tydelige Tværrækker med
1—6 Zoøcier i hver Række. Inden for en Række er Zoøci-
erne i hele deres Længde sammenvoksede med hinanden

” og tiltager i Størrelse indefter. Da Zoøciernes Mundinger
vender udad, bliver Midtlinien fri, og her optræder de
opsvulmede Gonozoøcier. Deres Skikkelse er uregelmæs-
sig langstrakt, og deres Lapper trænger ind imellem og
uden om Zoøcierækkernes nederste Dele. Oøciostomet er
et Rør, som læner sig til den øverste Side af et Zoøcie og
bøjer sig hen imod Grenens Top. Røret udvider sig op-
adtil, og dets opadvendte Munding ligner, naar Oøciosto-.
met er fuldvoksent, i nogen Grad en Trompet.

Arten fæster sig til Kalk- og andre Alger, Hydroider,
Koraller, Mosdyr, Skaller og Sten, fortrinsvis paa temmelig.
dybt Vand. Den er i danske Farvande paåvist i Vester-
havet, Skagerak (ud for Hanstholm) og paa -Grænsen af
Skagerak og Kattegat. Artens øvrige Udbredelse synes at
være næsten verdensvid, thi den opgives fra de arktiske
Have samt Island og de atlantiske Kyster sydpaa til hen-
holdsvis Florida og de Cap Verdiske Øer, fra Havet ved
Cap Horn og det gode Haabs Forbjerg, fra Middelhavet,
det sydlige og det tropiske indiske Hav, indtil Japan, fra
Vancouver-Egnen og det antarktiske Belgica-Hav. Rigtig-
nok kan ikke alle disse Angivelser betragtes som paalide-
lige i lige høj Grad, men for Tiden kan Artens Udbredelse
ikke nøjagtigere klarlægges.

Dybde-Udbredelse: fra 9—2330 m. :

" IIL Fam. Diastopoåridae.

Kolonierne danner Skorper, som er tilvoksede
til Underlaget. De danner fladtrykte, runde Skiver

71

” eller er temmelig uregelmæssigt formede og be-
staar undtagelsesvis ogsaa af Blade, der er net-
formet forbundne med hinanden. Bladenes to Sider
bærer Zoøcierne. Hvis der findes smaa Lapper,
er disse allerede fra Begyndelsen brede. De
smaa Zoøcier rager kun med en lille Del frem
fra Overfladen. Gonozoøcierne udvikler store Side-
lapper og bliver derved meget bredere end lange.

Oversigt over Slægterne.

Der findes imellem de sædvanlige Zoøcier et

lidt mindre Antal meget finere Rør (Nano-

BID CLED) ESS Nr REN Rest 1. Diplosålen.
Nanozoøcier findes ikke ..... HESTENE 2. Berenicea.

1. Diplosålen Canu..

Imellem de sædvanlige Zoøcier, AÅutozoøcierne,
findes der korte, tynde Heterozoøcier, de saakaldte
Nanozoøcier. Disse staar i Mellemrummene mel-
lem Autozoøcierne og skiller sig som Regel senere
ud fra den fælles Knop.

Kun een Art i mellemeuropæiske Farvande.

1. Diplosélen obélia (Johnst.) (Fig. 38).

De helt fastvoksede Kolonier er kredsformede, vifte-
formede eller har uregelmæssigt Omrids. De danner fladt
udbredte Skorper, som omgrænses af Knopskydnings--
zonen. De temmelig slanke og smalle Zoøcier danner
. hverken Tvær- eller Længderækker. Zoøciernes neder-
ste "Dele er næsten vandret stillede, tæt sammen-
voksede og lidt hvælvede. Nanozoøcierne, hvis Længde
og Mundings-Diameter udgør henved en Trediedel af

72

Zoøciernes, ståar afvekslende med dem. Nanozoøciernes
Betydning kendes ikke. Gonozoøciet har uregelmæssig
Form og staar mere eller mindre tydelig paa tværs. Det
trænger ind imellem
og uden om de tilstø-
dende Zoøcier. Oøcio-
stomets lige Rør er
ganske kort og vender
enten lige opad eller.
lidt skraat fremad og
opad. Dets Munding er
kredsformet.

Årten er hyppigt
taget paa Søpunge, men
findes heller ikke sjæl-
dent paa forkalkede

Fig. 38. Diplosolen obelia (Johnst.). Mosdyr, Skaller og

Zoøcier, Nanozoøcier og Gono- Sten, nu og da ogsaa
Zoøcier. paa Alger og Kabler.

Den forekommer i vore

Farvande i Vesterha-
vet, Skagerak (Hanstholm, Hirtshals), i Kattegat og (ifølge
Winther) ogsaa ved Samsø. Dens øvrige Udbredelse er
stor og udstrækker sig fra den arktiske Region til Fær-
øerne, Norges og de andre europæiske Kyster indtil
Middelhavet og Marokkokysten. I det vestlige Atlanterhav
forekommer den indtil Mainekysten og er desuden paa-
vist ved Cuba. Endvidere opgives Arten fra Japan, om
wichøerne og Vancouver-Egnen.

Dybde-Udbredelse: fra 3,8—669, maaske 932 m.

2. Berenicea Lmx.

Kolonierne omgives af Knopskydningszonen,
fra hvilken Datterkolonier kan opstaa. Der findes
ingen Nanozoøcier imellem Autozoøcierne, Zoøci-
erne staar hos unge Kolonier i tydelige Tvær-
rækker, som dog med Koloniens hurtige Vækst i
Bredden bliver mere og mere utydelige.

73

Oversigt over Arterne.

Kolonien bæger- eller skiveformet, ved Randen
omgivet af en bred, radiært stribet Søm. Gono-
zoøcierne halvmaaneformede åer ARE IBN påfima:

Kolonien skiveformet, ikke nogen Søm omkring
Randen. Gonozoøcierne aflange

2 Bystiborbiculåris.

1. Berenicea påtina (Lm.) (Fig. 39).

Helt unge Kolonier er vifteformede, men bliver dog
snart kredsformede eller sjældent elliptiske, da Viftens
to yderste Rande vokser sammen bag om det første Zo-

Fig. 39. Berenicea patina Fig. 40. Berenicea suborbicularis
(Lm.). (Hcks.). (efter Hincks). A. Zoø-
cier og Gonozoøcie. B. en 13 mm

stor Koloni.

øcie. Derved skjules dette helt eller til Dels. Kolonierne,
der gennemsnitlig maaler 6 mm, er skiveformede, men
dog forholdsvis høje. Den nederste Kalkflade (,,the basal
—- IaminaY), ved hvilken Kolonien er fastgjort til Underlaget,
rager langt frem med sin Rand; saaledes omgives hele

Kolonien af en bred, radiært per Søm. :Zoøcierne rejser

74.

sig skraat og jævnt op og staar, forfra set, temmelig regel-
mæssigt afvekslende, uden at danne Rækker. I ældre Ko-
loniers Midte er Zoøcierne som Regel meget kortere end
de i Nærheden af Randen staaende Zoøcier. De sidstes
lange, frie Endedele er opadvendte. Det store Gonozoøcie
er halvmaaneformet, undertiden næsten ringformet, idet
dets to Sidelapper vokser meget stærkt ud paa begge Sider.
Oøciostomet findes i Gonozoøciets øverste Rand, altsaa ter-
minalt; det begynder vidt, men indsnævres opadtil. Det
vender først fremad, men bøjer sig senere skarpt opad, saa
” at dets brede, ovale Munding enten er rettet lige opad eller,
meget ofte, skraat bagud.

-

Arten findes paa Alger, Koraller, Mosdyr, Skaller, Sø-
punge og Sten. I vore Farvande er den hyppigt taget, og
den kendes fra Vesterhavet (ved Agger), Skagerak (Hanst-
holm, Skagen o. s. v.), Kattegat (Aarhusbugten) og Bælt-
havet (Samsø, Æbelø, Fænøsund, Svendborgsund). Iøvrigt
opgives Arten fra Karahavet, det nordlige Norges Kyst,
den sydlige Labradorkyst og Newfoundlandsbanken, fra Fær-
øerne og alle øvrige tempererede europæiske Kyster ind-
til Azorerne, Middelhavet og Marokkokysten. I det sydlige
Atlanterhav er Arten fundet ved Tristan da Cunha og
Patagoniens Kyst. I Stillehavet forekommer den ved Dron-
ning Charlottes Øer og Vancouver-Egnen. Fra Japan an-
gives der en Varietet af Arten.

Dybde-Udbredelse: fra 5—880 m.

2. Berenicea suborbiculåris (Hcks.) (Fig. 40).

De tynde, tæt fastvoksede Kolonier danner tilnær-
melsesvis kredsformede eller elliptiske Skorper, som hos -
store Kolonier naar op til henved 13 mm i Diameter. Zoø-
cierne staar afvekslende og er meget slanke. Deres Vægge
er forsynet med tæt stillede Porer, og de er adskilt fra
hinanden ved tydelige Grænselinier. Koloniens nederste
Kalkflade rager ikke frem med Randen, saa at den fæl-
les Knopskydningszone omgrænser Kolonien. Zoøcierne
ligger for Størstedelen nogenlunde vandret, og fra disse
nedsænkede Dele bøjer de som Regel korte Endedele

15

. sig temmelig pludseligt opad. Gonozoøcierne er tilnær-
melsesvis ægformede og staar rækkevis indefra udadtil i
temmelig regelmæssige Afstande rundt om paa Kolonien.
Oøciostomet har sin Plads paa Gonozoøciets øverste Rand,
er altsaa terminalt beliggende.

Arten vokser paa Søgræs (Posidonia), Koraller, forkal-
kede Mosdyr, Skaller og Sten. Den maa opfattes som
hørende vor Fauna til, thi den er taget paa Bohuslånky-
sten og kan derfor ogsaa ventes at forekomme andetsteds
i Skagerak. Dens øvrige Udbredelse omfatter de arktiske
Have, Færøerne og de europæiske Kyster sydpaa indtil
Middelhavet og Marokkokysten. Findestedet Dronning Char-
lottes Øer opgives med Spørgsmaalstegn for Artbestem-
melsens Vedkommende.

Dybde-Udbredelse: fra 3,8—276 m.

IV. Fam. Entalophåridae.

Kolonierne rejser sig i Vejret fra deres neder-
ste, krybende Dele og danner derefter en forgrenet
.og rund Stamme. I denne kan man ikke skelne
mellem en For- og Bagside, thi Zoøcierne rager
frem til alle Sider. I Bunden af Gaffeldelingerne
findes ofte smaa lukkede Hulrum, som utvivlsomt
er Kenozoøcier. I Begyndelsen minder en ung
Entalophora-Koloni meget om en Stomatopora-
eller Tubulipora-Koloni. Men naar den krybende
Stamme har frembragt et vist Antal Zoøcier, som
er stillede jævnsides, begynder den fælles Knop at
dele sig hyppigere i. Midten, mens Delingerne i
Randene efterhaanden standser. Saaledes bliver den
" fælles Knop højere og snævrere og omgives paa
alle Sider af Zoøcier, naar den rejser sig fra Un-
derlaget. Mens altsaa Knopskydningen i de netop

76

nævnte Slægter skrider frem bagfra imod Koloni-
ens Forside, foregaar den hos Entalophora-Ar-
terne fra Koloniens Midte til Ydersiderne.

Kun een Slægt:

1. Entalbphora Lmx.
Med Familiens Kendetegn.

[1. Entalåphora clavåta (Bsk.) (Fig. 41).

Koloniens krybende Del er temmelig kort, mens den
efterfølgende, opadstræbende Del naar op til 20 mm Højde.
Denne kan snart være tvedelt, snart forløbe udelt et Stykke
opad og først derefter forgrene sig. Kolonien kan ogsaa
lige fra Begyndelsen bestaa af flere Grene. Grenene er
kraftige og udvider sig kølleformet mod Spidsen, især de
Grene, der bærer et Gonozoøcie. Hyppigt ender Grenene
med en Tre- eller Tvedeling. De slanke Zoøcier viser fine
Porer og staar helt uregelmæssigt. Deres frie Endedele |
kan være lange og bøjede; Mundingen er jævn og kreds-
formet. Gonozoøcierne optræder langt oppe i Kolonien og

500p
"B

Fig. 41. Entalophora clavata (Bsk.). A. Koloni fra Karahavet.
B. dens Oøciostom,

TT.

” er tilnærmelsesvis pæreformede med en snæver Underdel,
der efterhaanden udvider sig opadtil. Foroven danner Go-
nozoøciet nogle faa Lapper, som dog kun i ringe Grad
trænger ind imellem de tilstødende Zoøcier. Oøciostomet
har ikke noget egentligt Rør, men Mundingen bæres af en
kegleformet Forhøjning, der læner sig til et Zoøcie. Sam-
tidig fortykkes dettes Væg, saa at den bliver til en laag-
lignende Dannelse.

Arten gror paa Alger, Hydroider, Koraller, Skaller og
Sten. Den kendes hidtil ikke fra danske Farvande, men
kan dog ventes at forekomme, f. Eks. i Skagerak. Dens
Udbredelse omfatter de arktiske Have og de europæiske
Kyster sydpaa til Madeira, Middelhavet og Canarerne samt
Vancouver-Omraadet paa den nordamerikanske Vestkyst.

Dybde-Udbredelse: fra 15—300 m.]

V. Fam. Hornéridae.

De opretvoksende Kolonier forgrener sig træ-
agtig eller netformet. Paa de kraftige, stærkt for-
kalkede Grene, som uden Led udspringer fra hin-
manden, kan der skelnes mellem en For- og Bag-
side, da Zoøciernes Mundinger kun findes paa For-
siden. Gonozoøciet har sin Plads paa Koloniernes
Basside. eller 1; Vinklen mellem to. Grene. "Den.
Støtteskive, som Kolonien fæster sig med, bestaar
af Rør, der antageligt er Kenozoøcier. Desuden
forekommer der Dværgzoøcier imellem de almin-
delige Zoøcier.

Den Hud (Terminalmembranen), der bedækker
Mundingen hos alle Cyclostomers Zoøcier, beklæ-
der i denne Familie baade For- og Bagsiden, saa
at de forkalkede Vægge kan betegnes som en Cryp-
tocyst. Ved en saadan Bygning opstaar der Lister
og Furer paa Kalklagets Yderside, samt en stadig

78

fremskridende Fortykkelse af dette Lag, som ses
i alle tilhørende Arters gamle Kolonier. I Kolo-
niernes nedre Dele inddrages ogsaa selve Huden
i Forkalkningen, og Ydervæggen bliver derved til
en Gymnocyst.

Kun een Slægt:

1. Hårnera Lmx.
Med Familiens Kendetegn.

Oversigt over Arterne.

Koloniens Forside viser kun de almindelige
Zoøcier. Zoøcierne er jævnt fordelt paa Kolo-
niens Overflade, hvor der hyppigt findes bøl-
. geformede Lister. Særegne Porer findes paa
og imellem Zoøcierne, hvis Grænser for det
meste ikke kan skelnes udvortes. Gonozoø-
cier paa Koloniens Bagside.. 1. H.lichenoides.
Imellem de almindelige Zoøcier findes dværg-
"agtige Zoøcier. Zoøcierne er ordnede i ulige
Afstande paa Koloniens Overflade, hvor der
aldrig findes bølgeformede Lister. Særegne
Porer mangler paa og imellem Zoøcierne,
hvis Grænser, i det mindste i Koloniens øver-
ste Halvdel, klart kan skelnes udvortes. Go-
nozoøcierne sidder i Vinklen mellem to.
Grene res ESSEN FEREERE Er ØE EN GÆR 2. H. violåcea.

1. Hårnera lichenoides (L.) (Fig. 42).

De hvide, kraftige, stærkt og uregelmæssigt forgrenede
Kolonier bliver indtil 3—5 cm høje (i arktiske Farvande
endnu større). Ikke sjældent antager Kolonierne næsten
Vifteform. Cryptocysten tiltager ved Aflejring af Kalk saa
hurtigt i Tykkelse, at Grænserne mellem Zoøcierne alle-
rede udslettes ganske nær ved Grenenes Spidser. Paa
Koloniens Bagside løber der hovedsagelig paa langs bølge-
formede Lister, der især i yngre Grene falder i Øjnene.
Længere nede bliver Listerne til mindre talrige, brede

179

"Valke. I Furerne imellem Listerne findes der smaa Porer.
Mens Zoøcierne paa Grenenes yderste Spidser, der som
oftest er tvedelte, tydeligt er adskilt ved dybe Gruber, er
de i de øvrige Dele helt indsænkede i den fælles Crypto-
cystmasse. Herfra rager kun de smaa, for det meste kreds-

Fig. 42. Hornera lichenoides (L.). A. Koloni. B. dens Forside henimod
en Grens Spids. C. Bagsiden længere nede

formede Mundinger frem med deres jævne Rande. Mun-
dingerne adskilles i Koloniens ældre Dele ved bølgefor-
mede Lister, og de førnævnte Gruber bliver til smaa Porer.
" Zoøcierne og dermed Mundingerne er ordnede i Quincunx-
Stilling (jfr. S. 89), nu og da lidt uregelmæssigt. Hos de
yderst i Grenenes Rande beliggende Zoøcier viser Mun-
dingen hist og her et skraat opad- og udadvendt Fremspring.
Gonocoøciets nederste Del ligner fuldstændigt. et sædvan-
ligt Zoøcie (Autozoøcie) og har øgsaa sin Plads paa For-
siden. Men naar dets Begyndelsesdel udvider sig, slaar
den et Knæk, saa at Gonozoøciets opsvulmede Del kom-
mer til at ligge paa Bagsiden. Denne Del bærer netfor-

80.

mede Lister, samt en Længdekøl i Midten. Hos udvoksede
Gonozoøcier ses Oøciostomets Rør som en fremtrædende
Valk, der paa langs er forsynet med en fortykket Kalk-
ribbe. Valken løber paa skraa eller paa tværs hen over
" Gonozoøciets opsvulmede Del, og den trekantet-afrundede
Munding aabner sig mod den ene Side.

Arten fæster sig til Koraller, Ormerør, Skaller og Sten
og findes fortrinsvis paa Sten- og Klippebund, men dog
heller ikke helt sjældent paa rene Ler-, Sand- og Dynd-
.. bunde. Den hører vor Fauna til, thi den er taget i Skage-…
rak, om end hidtil kun paa dets norske og svenske Kyst.
- Arten er iøvrigt udbredt i de arktiske Have, St. Lawrence-
bugten medindbefattet, og forekommerendvidere ved Island,
Færøerne, de norske, britiske og irske Kyster sydpaa ind-
til Biscayabugten. Ogsaa Materiale fra Middelhavet maa
ifølge Calvet (1931) komme ind under H. lichenoides.
Om end Findestederne ,,ud for La Plata-Flodenf (paa dybt
Vand) og ,, Port Phillipf (Sydaustralien) mangler enhver
Sammenhæng med Artens øvrige, hidtil kendte Udbredelse,
maa de dog anføres, thi i de paagældende Tilfælde har
man næppe Lov til at tvivle om Bestemmelsens Rigtighed.

"Dybde-Udbredelse: fra 8—1097 m.

2. Hårnera violåcea M. Sars (Fig. 43).

De hvide, i levende Tilstand let violette Kolonier er
mindre og slankere end hos foregaaende Art og naar op
til højst 2—3 cm i Højde. De forgrener sig uregelmæssigt;
Grenene er afstumpede og kraftige. Cryptocystens For-
tykkelse skrider kun langsomt frem, saa at de enkelte Zoø-
cier træder tydeligt frem paa Overfladen i en større Del
af Kolonien end hos den forrige Art. Forneden i Kolonien,
hvor den beklædende Hud efterhaanden forkalker, udslet-
tes Zoøciernes Grænser dog mere eller mindre vidtgaaende.
Imellem Zoøcierne findes der hist og her smaa, omtrent
kræmmerhuslignende Hulrum, som sandsynligvis er en
Slags Kenozoøcier af ukendt Betydning. Den forrige Arts
bølgeformet løbende Lister imellem Zoøciernes Mundinger
findes ikke her. Kun paa den jævne Bagside optræder der

81

.1 Grenenes Endedele en fortykket Midtribbe. Gonozoøciet
har sin Plads imellem to Grene, hvorfra den ene Lap,
hyppigt den største, udstrækker sig paa Forsiden, den
anden paa Bagsiden. Køl eller netværkdannede Lister
mangler, derimod er hele Gonozoøciet forsynet med tal-
rige, ganske smaa, men dybe, poreagtige Prikker og om-
givet af en jævn Søm af forskellig
Breddde. Døciostomets Rør bli-
ver først synligt, naar Gonozoø-
ciets Tag bortskæres, ellers ser
man paa Gonozoøciets Forside
kun den noget langagtige Mun-
ding, der er større end Zoøcier-
nes. Mundingens Rand træder
ofte læbeagtigt frem.

Arten kendes fra Koraller,
forkalkede Mosdyr og Sten, for-
trinsvis paa haard Bund. Den er
fundet paa Skageraks Norgeskyst,
og kommer derfor ind under vor
Fauna. Iøvrigt er den udbredt
langs hele Norges Kyst nordpaa
indtil Tromsø og opgives yder-
mere fra St. Lawrence-Bugten, Shetlandsøerne, Nordsøen
(Nord for Terschelling, Holland), den Biscayiske Bugt,
Middelhavet, Azorerne, de Cap Verdiske Øer, samt det
sydindiske Hav (Heard-Ø, »Challenger').

Dybde-Udbredelse: fra 35—380 m.

Fig. 43. ER violacea
M. Sars. Forside med Gono-
zoøcie (efter Borg).

VI. Fam. Lichenoporidae.

Kolonierne er tilvokset til Underlaget. Zoøci-
erne har en skraat udad rettet, mere eller mindre
opret Stilling. Deres Mundinger, som ofte er stærkt
forlængede, løber ud i eet eller flere, snart kortere,
snart længere, tandformede Fremspring. Naar Ko-
lønien antager en langstrakt, oval Form, ordner
"Ernst Marcus: Moøsdyr. 6

82

Zoøcierne sig i tydelige Tværrækker paa begge
Sider af den langstrakte, zoøciefrie, midterste Del.

Hele den vorteformede Koloni maa anses for
en fælles Knop, der i Begyndelsen er tragtformet
og senere udvider sig overordentlig stærkt. Kun
Koloniens Overflade, altsaa Forsiden, beklædes af
den Hud, der ogsaa omgiver Zoøciernes Munding
(Terminalmembranen). Zoøciernes og Zoøcieanlæg-
. genes Vægge, som ligger under Huden, maa der-
for betragtes som en Cryptocyst, mens Koloniens
Underflade, med hvilken den er groet fast, er en
Gymnocyst. Imellem Zoøcierne optræder der smaa
særlige Rum, Alveoler. Disse opstaar ved at Dele
af den fælles Krophule ved Kalkvægge skilles fra
denne. Det koloniale Rugerum bestaar af et Antal
saadanne Alveoler, som er smeltet sammen til et
fælles Hulrum, eftersom deres Sidevægge er blevet
opløst.

Kun een Slægt:

Lichenépora Defr.

Med Familiens Kendetegn.

Oversigt over Arterne.

Kolonien er enten enkeit eller sammensat af
flere Skiver. Alveolerne er tykvæggede. Zoø-
cierne ender hyppigst med to eller flere Tæn-
der. Qøciostomets Munding kredsrund, uden
MOFEN ;SØM FEE DERE NERE Ao 1. L. hispida.
Kolonien er altid enkelt og bestaar aldrig af
flere Skiver. Alveolerne er tyndvæggede. For
det meste løber Zoøcierne ud i en enkelt
Spids, især i Koloniens midterste Dele. Oøci-
ostomets Munding trompetformet med en
bred) Som FR ARE ASE ØS SET INC an ia

83

1. Lichen&pora hispida (Flem.) (Fig. 44).

- Kolonierne er som oftest stærkt hvælvede, afrundede
eller aflange. De er enten enkelte eller sammensatte og
bestaar saa af flere sammenhængende Skiver, saa at hele
Kolonien faar et lappet Udseende. Slige Kolonier fra Aal-
bækbugten rummer indtil 35 Datterkolonier, og deres læng-
ste Diameter naar op til 17 mm. Forkalkningen er meget

Fig. 44. Lichenopora hispi-

da. (Flem.). Zoøcier hen- Sl
imod . Koloniens Rand. Fig. 45. Lichenopora verrucaria (Fabr.).
m: Rugerummets Koloni med Rugerummets Munding
Munding. (i Midten, lidt til højre).

stærk, især hos gamle Kolonier. Alveolerne er meget tyk-
væggede, saa at de ser ud som Huller, borede i en fast
Kalkmasse. Ålveoler, som ikke medindbefattes i et Ruge-
rum, tillukkes aldrig fuldstændigt. Zoøcierne rager kun
ganske lidt frem over Koloniens Overflade og har sjæl-
dent en enkelt Spids, men hyppigst to eller flere Tænder
i Enden. Deres opadvendte Side viser undertiden en An-
tydning af en Længdeliste, men aldrig Torne eller Tænder.
Rugerummene er smaa og tydeligt adskilt fra hinanden.
Deres kredsrunde Munding hæver sig kun ganske lidt over
Overfladen og ses derved ikke let.

6%

84.

Arten sidder fortrinsvis fast paa Koraller, Skaller,
Sten og andre haarde. Underlag, men findes dog ligeledes
paa Alger, især Rødalger, og Hydroider. Den kendes i
vore Farvande fra Vesterhavet (Lille Fiskebanke), fra
Skagerak, Kattegat, Øresund (Hellebæk) og Bælthavet
(Samsø, Winther). Desuden forekommer den ogsaa i Kieler-
bugten. Dens øvrige, store Udbredelse omfatter de arktiske
Have indtil den sydlige Labradorkyst, Færøerne, Norges-
kysten og de øvrige europæiske Kyster indtil Middelhavet
og Madeira. Endvidere opgives Arten fra Mainekysten,
Florida, Dronning Charlottes Øer og Vancouver-Omraadet.
Endelig anføres den fra Tristan da Cunha i det sydlige
. Atlanterhav (, Challenger"), det indiske Hav (ved Ceylon,
Thornely), de australske og New Zealandske Farvande
" (Waters), samt Loyalty Øerne (Philipps).

Dybde-Udbredelse: fra 11,5—500 m (,,Challengerfs
Dybvandstræk ved Tristan da Cunha gik ned indtil 2011 m).

2. Lichen6pora verrucåria (Fabr.) (Fig. 45).

De kredsrunde, smaa Kolonier bestaar aldrig af flere
Skiver, men er enkelte og snart temmelig flade, snart stær-
kere hvælvede, undertiden næsten keglestubformede eller
kort stilkede. Som Regel maaler de mindre end 6 mm i
Diameter. Forkalkningen er betydelig svagere end hos
foregaaende Art. Alveolerne er tyndvæggede, og derved
faar hele Kolonien en mere porøs Bygning. Paa dette
Skelnemærke og den mindre faste Forkalkning kendes
ogsaa ældre, afslidte Eksemplarer fra den forrige Årt.
Ældre Alveoler tillukkes med fremskridende Forkalkning,
og paa deres Tag opstaar der hos ældre Kolonier sekun-
dære, paa disse undertiden endog tertiære Alveoler. Inden
Alveolerne er tillukkede, bliver Overfladen ved deres op-
retstaaende Vægge ejendommelig netformet. Zoøcierne er
kraftige og forholdsvis store. De rager temmelig stærkt
frem over Koloniens Overflade og løber snart ud i en
enkelt Spids, snart er de indbugtede i Enden eller ind-
skaarne i to eller, henimod Koloniens Rand, undertiden
i flere Tænder eller Spidser. Deres opadvendte Side er
ofte forsynet med een eller flere Længdelister og i Kolo-

85

” niens Midte nu og da med Tænder eller Torne, som
ogsaa stundom kan findes paa Alveolernes Vægge. Ruge-
rummene flyder sammen til en sammenhængende ens-
artet Hulning, der indtager Koloniens Midte, saa at deres
Antal kun er kendeligt paa Antallet af Oøciostomer. Disse
rejser sig op over Overfladen og ser tragt- eller trompet-
lignende ud. Mundingen, hvis Diameter er mere end to
Gange saa stor som Zoøciernes, er udadtil forsynet med
en bred, læbeagtig Søm.

Arten forekommer især paa Alger (Laminarier o. a.),
Hydroider og bløde, opretvoksende Mosdyr, men ogsaa
paa Krebsdyr (f. Eks. paa Troldkrabben, Lithodes maja),
Skaller, Søpunge og Sten. I vore Faårvande kendes den
fra temmelig talrige Findesteder i Vesterhavet, ogsaa i
Limfjorden, Skagerak, Kattegat, Øresund (till Københavns
Red) og Bælthavet (Aarhusbugten, Samsøbugten, Store-
bælt, Svendborgsund). Dens øvrige Udbredelse omfatter
den arktiske Region, hvorfra den. gaar ned langs den
amerikanske Østkyst indtil Woods Hole-Egnen, endvidere
Island, Færøerne, Norgeskysten og de øvrige europæiske
Kyster indtil Middelhavet. Paa den amerikanske Vestkyst
forekommer Arten fra det sydlige Alaska og Pribylov-
Øerne indtil Dronning Charlottes Øer og Vancouver-
Omraadet. Den opgives endvidere fra det nordlige Japan
(Mutsubugten), fra Kap det gode Haab og endelig fra
Loyalty Øerne, men dette sidstnævnte Findested maa
maaske antages at være noget tvivlsomt med Hensyn til
Artbestemmelsen.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 430 m.

2. Underorden. Cheilostéåmata.

Koloniens Udseende skifter overmaade efter
Vækstformen. En krybende, fælles Stamme (Stolo)
mangler, dog kan hele Kolonien bæres af en op-
retstaaende Stilk (jfr. Fig. 101), eller Zoøcierne
kan være forbundne ved deres snævre Underdele
(Fig. 92, 108), eller ved flere smaa, rørformede

86.

Forbindelsesstykker. For det meste sidder Zoøci-
erne temmelig tæt ved Siden af hinanden, for-
bundne ved Forbindelsesplader eller Porekamre. De

SR p
Fig. 46. Enkeltdyr af Electra pilosa (L.), udtømmende sine Æg (æ).
fp Forbindelsesplader, g Gataabning, gy Gymnocyst, i Intertentakular- -
organ (en fimreklædt Kanal mellem Krophule og Yderverden), I Laag,

Im Laagets Lukkemuskler, m Mundingsfelt,. p Parietalmuskler, im -
Polypidets Tilbagetrækningsmuskler.

almindelige Zoøcier (AÅutozoøcier), hvis Skikkelse fra
en simpel Kasseform kan udvikle sig i forskellige
Retninger, har Kitinvægge, der kan forkalke. For-
kalkningen er af forskellig Styrke i de enkelte

87

” Slægter og tiltager desuden med Individernes Al-
der. Zoøciets Munding dækkes af et Laag (Oper-
culum), der aabner sig udad. Fra denne ligesom
med Læber forsynede Munding har Underordenen
faaet sit Navn. Alt efter som Zoøciets forreste
Væg er uforkalket eller mer eller mindre fuld-
stændig forkalket, udfoldes Polypidet paa forskel-

-Fig. 47. Bygningsskema for Cheilostoma ascophora (efter Bassler,
ændret). bv Zoøciets bageste Væg, f Funiculus (jfr. Fig. 13), fv Zoøciets
forreste Væg (Forside), ma Mave (Mellemtarm), u Udjævningssæk,
um Udjævningssækkens Muskler; de øvrige Bogstaver jfr. Fig. 46.

lig Maade. Derefter sondres de to store Afdelin-
ger, Anasca (Fig. 46) og Ascophora (Fig. 47),
hvis Kendetegn dog ikke kan anvendes i Over-
sigtstabellerne. Baade i Mundingens Rand og paa
Zoøciernes Kanter, hyppigt paa de øverste Hjør-
ner, kan der optræde.forkalkede, undertiden ogsaa
kitinøse, Torne og Pigge. Der findes ydre Ruge-
"rum, Oøcierne, som er lukkede mod Krophulen.
De fleste Slags Oøcier kan opfattes som Lommer
paa Zoøciet. I nogle Familier modnes Æggene

88

kun i særlige Zoøcier (Gonozoøcier), hvis Byg-
ning afviger fra de almindelige Zoøciers. Des-
uden forekommer der mere eller mindre vidt-
gaaende omdannede Zoøcier, Kenozoøcierne og
Heterozoøcierne. De sidste viser Dele, der svarer
til Laaget, Mundingen og Polypidet. De kaldes for

>

Fig. 48. Bugula-Avicularium
(efter Calvet, ændret).
a Mandiblens Aabningsmuskler,
fp Forbindelsesplader, k Kam- å
mer, / Mandiblens Lukkemusk- Fig. 49. Skema af et Vibraculum

ler, m Mandibel, n Næb, s Stilk, "— (efter Calvet, ændret).
sa Sansehaar, z tilstødende Zo- … p reduceret Polypid, sv Svøbe;
øcie. de øvrige Bogstaver jfr. Fig. 48.

Avicularier (Fig. 48) og Vibraculer (Fig. 49),
alt efter som deres Laag er kortere (Mandiblen)
og kun kan klappe op og i, eller er længere
(Setaen, Svøben) og kan svinge frem og tilbage.
Kenozoøcierne har hverken Munding, Laag eller
Polypid og optræder som Stilkled,: som Forstær-
kelse af Koloniens Rand og som Dække oven-
over Qøciet. Ligeledes maa de Rodtrævler (Fig. 85 Å,

89

- 89, r) eller Binderør, der fastgør Kolonien paa Un-
derlaget, til dels anses for Kenozoøcier. Adskillige
synes dog at maatte opfattes som simple Udvæk-
ster af Zoøciet. Knopskydningen foregaar i denne

Fig. 51. Tværsnit af anaske Cheilostom-Zoøcier (delvis efter Harmer).
ec Cryptocyst, e Endetarm, h Hypostegia, k Krophule, m Mundingsfelt,
0 Opesiaens Væg, p Parietalmuskler, t Tentakler.

og den følgende Underorden saaledes, at Anlæg-
gene til Cystiderne først spirer frem, dernæst op-
-staar Polypiderne indeni disse (Fig. 14, 2 4).
Kolonierne kan af Form være plantelignende,
tætte Buske, spinkle Ranker, Rosetter, Fingerbøl,
filigrantynde Overtræk, korålagtige Grene, fol-
… dede Netværk, knoldede Skorper m. m. Zoøcierne
"staar sjældent i tydelige Tværrækker (Fig. 61 B, 63,
125 A, 129), oftere viser de en Quincunx-Stilling,

90

d. v. s., de staar kilede ind i Mellemrummene mel-
lem hinanden (Fig. 60, 119, 126, 128, 132 m. m.).
De sammenstødende Zoøciers levende Væv forløber
gennem Skillevæggenes poreformede Gennembryd-
ninger. Blandt disse skelnes der mellem de een-
eller flerporede Forbindelsesplader (Fig. 46, 47, fp)
og Porekamrene (Fig. 50). I de sidste fører Porens
ydre ÅAabning ind i et Kammer med trekantet Tvær-
. snit, hvis Ydervæg og Bund falder sammen med
Zoøciets Sidevæg og Grundflade, medens een eller
— flere Smaaplader har deres Plads paa den inderste
Væg. Disse indre Vægge ses paa Koloniens Bag-
side som Buelinier, der skinner igennem inden for
Zoøciets Rande (Fig. 70 B). Baade Forbindelses-
plader og Porekamre optræder saavel paa Side-
væggene som paa Endeskillevæggene. Den med
Alderen fremskridende Forkalkning af Cheilostom-.
arterne forandrer ofte i ikke ringe Grad Zog-
ciernes Udseende og vanskeliggør derved Erken-
delsen af de enkelte Arters Omfang. Dette angaar
især Mundingens Form, der ofte benyttes som sy-
stematisk Kendetegn. Saaledes ligger f. Eks. Mun-
dingens Rande hos de unge Zoøcier i samme Plan
som Laaget (primær Munding, Fig. 47, 52 I). Efter-
haanden kan Randene hæve sig, idet de forkalker
mere og mere, og danne et fremstaaende Rør, Pe-
ristomet, hvis ydre Aabning er dens sekundære .
Munding (Fig. 52 sm). Laaget er snart tyndt og hud-
agtigt, snart svagere eller stærkere kitinøst, kun
yderst sjældent forkalket.

Hvor Zoøciernes forreste Væg helt her for

91

"Størstedelen er uforkalket og. bestaar af det saa-
kaldte Mundingsfelt, udfoldes Polypidet, idet Musk-
ler, Parietalmusklerne, trækker Mundingsfeltet ind-
ad. Denne Type tilhører Nr. 1—4, 7, 8 af vore
Faunas Familier (Fig. 51). Hvis der udvikler sig

Fig. 52. Længdesnit af askophore Cheilostom-Zoøcier (efter Jullien,
ændret). a Anter, as Askopore, d Diaphragma, e Endetarm, f Funi-
culus (jfr. Fig. 13), k Krophule, I Laag, lukker den primære Munding
(Aabningsstilling punkteret, ogsaa af a og po), p Peristom, po Poster,
s Spiramen, sm sekundær Munding, u Udjævningssæk, v Vestibulum.

en Kalkflade (Cryptocysten) under Mundingsfeltet,
saa naar Parietalmusklerne dette ved Hjælp af
Gennembrydninger (Opesiuler) af Cryptocysten
(Fam. 5). Der findes dog Familier (Fam. 6), i hvilke
der ikke optræder Gennembrydning af Cryptocy-
sten, i det mindste ingen Opesiuler. Her synes
Hulrummet (Hypostegia) imellem Cryptocysten og
". Forsidens Hud at være uden Forbindelse (Opesia)
med Krophulen, da Cryptocystens øverste Rand

92

støder til (maaske dog kun næsten til) Laagets Un-
derrand. Da Parietalmusklernes Forløb heller ikke
kendes hos denne Gruppe, kan man endnu ikke
forstaa, hvorledes Polypidet bliver udfoldet. Bort-
set fra Cribrilinidae (Fam. 9), der indtager en
vis Mellemstilling, hører de hidtil omtalte Typer
til Anaskerne. I Modsætning til dem findes der
hos Askophorerne overalt den hudagtige Vand- eller
- Udjævningssæk (Fig. 47, 52, u). Denne aabner sig
"undertiden med en særskilt Pore (Askoporen) i
Zoøciets forreste Væg (Haplopoma, Micropo-
rella, Fenestrulina), eller med Spiramenet i Pe-
ristomets Forside (Fam. 11, 12). For det meste
udmunder Sækken lige under Mundingen og luk-
kes saa af Laagets vedhængende, nederste Del, .
Posteren (Fam. 10, 13—16, undtagen de lige nævnte
Slægter). Da Sækkens Ydervæg ligger temmelig fast
op til Zoøciets, strømmer Vandet ind i Sækken, saa
snart dens indre Væg trækkes indad. Hvis der
findes en Poster, saa bliver den trykket ud af
Vandstrømmen, hvorved Anteren, Laagets øverste
Del, springer op. Anteren kan ogsaa aabnes af Ten-
taklerne, der sammen med det øvrige Polypid tryk-
kes ud, ved at Sækken fyldes. Naar de store Til-
bagetrækningsmuskler (Retraktorerne) trækker Po-
lypidet indad, tømmes Sækken. Idet Anterens Luk-
kemuskler trækker denne ned paa Tentakelskedens
Aabning, løfter Posteren sig og lukker derved Sæk-
kens Aabning. Saafremt Posteren ikke er stift for-
bundet med Anteren, men begge Dele skilles ved
et bevægeligt Led, løfter Posteren sig efter Sæk-

93

-kens Udtømmelse, idet de Muskler, som trak Po-
steren indad, slappes.

Æggene befrugtes inde i Krophulen, sandsyn-
ligvis altid med Sæd af det samme Individ (Selv-

Å B

Fig. 53. Endozoøcialt (A) og hyperstomialt (B) Oøcie af henholdsvis

Amphiblestrum flemingii og Flustra securifrons (forenklede Skemaer

efter Calvet og Harmer). d Diaphragma, ek Ekto-Oøcie, en Endo-

Oøcie, f det deroverliggende Zoøcies forreste Væg, m membranøs
Blære, v Vestibulum, æ Æg i Rugehulen.

befrugtning). Æggene udvikler sig enten i ODøcier,
"eventuelt i de pag. 88 omtalte Gonozoøcier (Fig.
"107 A, 109 A), eller i Krophulen (nogle Cheilo-
stomer og Ctenostomer), eller i Tentakelskeden hos
det paagældende eller et nydannet Polypid (nogle
— Cheilostomer, mange Ctenostomer). Dertil kommer
"nogle faa Tilfælde, hvor Æggene udtømmes frit i
Vandet (Fig. 46). Den øverste Blære eller Hjelm

94.

og den nederste eller membranøse Blære udgør
Oøciernes væsentligste Dele. Hjelmen bestaar af
to Lag, det ydre eller Ekto-Døciet og det indre
eller Endo-Oøciet. Enten er kun det ene eller begge
forkalket. Desuden beklædes ODøciet ikke sjældent
af et Dække, der enten er
et Kenozoøcie eller en sim-
pel Aflejring af Kalk. OØø-
cierne (Fig. 53) træder hyp-
pigt frem paa Overfladen
(hyperstomiale Oøcier), men
kan dog ogsaa være dybt ind-
sænket i Zoøciets forreste
Væg eller Peristomet (endo-
zoøciale QDøcier o. a.). Ægget
presses fra Krophulen ud
gennem en ved Siden af.
Fig. 54. Bugula odden un DE ESESEE Hor soee
Polypid aflægger et Æggen- naar ind i Rugehulen mellem
ae Oms ke Endo-Oøciet og den mem-
hule (efter Gerwerzhagen).. branøse Blære (Fig. 54).

; Avicularierne ligner un-
dertiden et Fuglehoved (Fig. 96—99), og har faaet
Navnet herfra. De kan ligesom Vibraculerne ind-
tage samme Stilling som Autozoøcierne, idet.de er
stillet i Plan og Række med disse. Slige Hetero-
zoøcier kaldes for selvstændige, uafhængige eller
primære (Fig. 148—-150). Derimod sidder de uselv-
stændige, afhængige eller sekundære Heterozoøcier
paa Åutozoøcier eller Oøcier, og hvad Aviculari-
erne angaar, er de sekundære delvis højere ud-

95

viklede. og fjerner sig længere fra Autozoøciernes
Bygning end de primære. Heterozoøcierne holder
Kolonien fri for Bundfald, som Dynd, Mudder og
lignende Smaadele, der kunde aflejre sig oven paa
Zoøciet og derved kvæle det. Ogsaa fastsiddende
Havdyrs frit svømmende Larver, der vilde udvælge
en Mosdyrkoloni med Heterozoøcier som Underlag,
eller Fjender, bliver maaske skræmmet eller fejet
bort af Svøben, maaske grebet og fastholdt af Man-
diblen, der undertiden ses med smaa, indeklemte
Rundorme.

" I langt overvejende Flertal er Cheilostomerne Havbe-
boere, nogle trænger ind i Brakvand og en enkelt Art
(Electra crustulenta, jfr. S. 120) endog i Ferskvand. Mange
Arter forekommer fra Tidevandszonen ned til flere Hun-
drede Meters Dybde; af Arter, der udelukkende fore-
kommer paa dybt Vand, altsaa ægte Dybvandsformer, ken-
des hidtil kun faa, men de er heller ikke saa ofte blevet
EHErsøRE

" Oversigt over Familierne og Slægterne
(samt enkelte Arter).

1. Hvert Zoøcie bestaar af en krybende Underdel

omen fre opretstaaender Overdele er 2:
Zoøcierne opretstaaende eller krybende, men
ikkesbesse Dele hoskeer koge EDER S:

2. Mundingsfeltets Siderande uden Torne
g I. Fam. Aetéidae (S. 102).
Flere Torne paa begge Sider af Mundingsfeltet
Beånia (S. 176).
3. Kolonien netformet, gennembrudt af store Hul-
FS re RR RE REE DER ge XI. Fam. Reteporidae (S. 217).
—… Kolonien ikke gennembrudt af ensartede Huller 4.
4. Zoøcierne alsidig ordnede paa Overfladen af
cylindrisk-kølleformede Ledstykker, som er
bevægeligt forbundne ved Kitinled
VAR Fam. CGelkarmdaed(s: 156).

10.

11.

96.

Kolonien bestaar ikke af cylindrisk-køllefor-

mede, ved Kitinled forbundne Ledstykker... 5.
. Zoøciets forreste Væg med en smal Længde-
revne paa begge Sider ....... Setosélla (S. 154).
Zoøciets forreste Væg uden Spalter eller med
TVvæfrspalter tr TA EPE DERE SEERE SDR MESSE SE SEES 6.

. Hele Zoøciets forreste Væg gennembrudt af

-" spredte eller i Tværrækker stillede Huller
eller Tværspalter IX. Fam. Cribrilinidae (S. 196).
Zoøciets forreste Væg uden saadanne Huller.
ellerskyærsp alter? AR ERE RE REE Me

. En større eller mindre Del af Zoøciets Forside

(Frontalside) indtages af et membranøst eller

delvis tyndt forkalket Mundingsfelt (Apertur-

felt), udspændt i en forkalket Ramme ...... 8.
Zoøcierne uden noget Mundingsfelt .......... 20.

. Kolonien begynder vel undertiden krybende

eller som Overtræk, bliver dog i ældre Til-

stand fri, opretstaaende og derefter hyppigst

ONE MEET EN SN AE an En ASE SE ELERS SEE Ne EL As 9.

Hele Kolonien danner sammenhængende eller
grenede Overtræk, som kun sjældent rejser
sig lidt fra Underlaget Be ar TOGES HENNE sy hSE RARE
III. Fam. Membranipåridae S. 111).

10.

; Zoøcierne i en enkelt Række................

Zoøcierne ligner Overflødighedshorn. Mundings-
feltets øverste Rand bøjet, uden spidse Hjør-
ner. Grenene udspringer fra Zoøciets forreste
(frontale) Væg neden. for Mundingsfeltet.
Oøcierne bæres af rudimentære Dværgzoø-
cier. Avicularier mangler.... Scrupåria (S. 108).
Zoøcierne ligner langstrakte, smalle Rektang-
ler. Mundingsfeltets øverste Rand lige og
forsynet med spidse Hjørner. Grenene ud-
springer fra Zoøciets øverste (distale) Væg
oven for og bag ved Mundingsfeltet. Oøcierne
bæres af almindelige Zoøcier. Avicularier fin-
des ER Dendrobeånia murrayåna (S. 191).
(denne Vækstform, som henregnes til var.
fruticésa Paik. eller var. qvadridentåta
Lov. kendes kun fra arktiske Farvande, hvor
den hbeller ikke synes at være almindelig).
De torækkede Zoøcier vender Rygsiderne mod
hinanden; Mundingerne staar altsaa mod-
[ASE Yad SØS AREA SD ARE | da FPS SSR age Eucratéa (S. 109).

12.

18.

19.

20.

97

Zoøcierne enten flerrækkede, eller, hvis de er
torækkede,. vender Mundingerne samme Vej 12.
Kolonien har en lang, fælles Stilk, som bærer
de trækroneagtigt staaende Grene
Kinetåskias (S. 193).

Kolonrenkudenis tri seen JAR He NE 5 13.
Kolonien leddelt, d. v. s. den bestaar af Led-
stykker, som er forbundne ved Kitinled.... 14.
Kolonien ikkesled del AE alen. rs
Vibraculer mangler .......... Tricellåria (S. 160).
Vibraculer findes ........ Scrupocellåria-(S. 166).
Vibraculer ndes SL SY DSE Caberéa (S. 163).
Vibracnler mangler AE SES RED. 16.
Kolonien bestaar kun af eet Lag Zoøcier..... 17

Kolonien bestaar af to Lag Zoøcier Flustra (S. 148).
Koloniens Randzoøcier undertiden med liste-
formet Fortykkelse, men ikke stærkt omfor-
mede, polypidløse eller forlængede ........ 18.
Koloniens Randzoøcier er polypidløse, stærkt
omdannede, meget forlængede, høje og sam-
MERNE Er ga NE Er: Carbåsea (S. 147).
Zoøcierne bestaar af en stærkt udvidet øvre,
tragtformet og af en stilkformet, nedre Del.
Zoøciernes øverste Rand rager frit ud til
Siden tishele-sinsBbredde 3 SN 19.
Zoøcierne er langstrakte, tre- eller brlenfede
ZLoøciernes øverste Rand rager frit ud til Siden
højst i sin halve Bredde Bagula-Gruppen (S. 181).
Zoøciets øvre, tragtformede Del er adskilt fra
.den tilstødende, skaftformede ved en Fure.
To til fire Torne. Mundingsfeltet ovalt og
næppe halvt saa langt som Zoøciets tragt-
formede Del. Døcierne er fæstede henimod
Midten af Mundingsfeltets indre Siderand
—Bicellariélla.(S. 177).
Zoøciets tragtformede Del gaar uden Fure over
i den skaftformede. En til to Torne. Mun-
dingsfeltet danner en afrundet Trekant, hvis
Spids viser nedad. Feltets Udstrækning sva-
rer næsten til den tragtformet udvidede Dels
Længde. Døcierne er fæstede paa Mundings-
feltets øverste Rand ...... …. Bicellarina (S: 180).
Nær ved Mundingens (Aperturets) Under- eller
Siderand findes eet eller to kraftige Frem- -
spring (Rostrer) som bærer eet eller to, for
det meste smaa Avicularier.............. MEP

Ernst Marcus: Møsdyr. i Ti

Ze

22:

23.

24.

FASE

26.

98.

Zoøcier enten uden noget Fremspring ved Mun-
dingens Rand, eller, hvis det findes, saa bæ-
rer det ikke noget Avicularie. Aviculariets
Kammer under Mundingen kan dog være
stort. og stærkt hvælvet ss DE ST 2
Zoøcier for det meste tæt og uregelmæssigt sam-
menhobede. De er, i det mindste i Koloniens
- ældre Dele, opretstaaende i hele deres Længde
og danner her flere Lag XVI. Fam.
.Celleporidae (S. i
Zoøcierne er mere eller mindre regelmæssigt
stillede i Rækker. Højst kan. Zoøciets øverste
Del være lidt oprejst. Zoøcierne danner under-
tiden, dog kun i Koloniens ældste Dele, flere
Lag og staar her uregelmæssigt ........... 2
Ved Betragtning af Koloniens Overflade ses
Aviculariet ikke, fordi det er skjult af Snabe-
len eller Mundingsrandens Fremspring..... 23.
Ved Betragtning af Koloniens Overflade ses
Aviculariet paa Rostret eller ved Siden af
HEFE KORT at S0 Ar sr RD cer KERN. 7. KERNER RER H25"
Kolonien oprejst, grenet. Randene af Zoøciets
primære Munding (hvor Laaget ligger) hæ-
ver sig under Forkalkningens Fremskriden
. 1 Vejret. og. danner en sekundær Munding.
Dennes nederste Rand løber ud i en snabel-
agtig Forlængelse....... Palmicellåria (S. 263).
Kolonierne danner Overtræk eller Skorper. Pe-
ristomet, d. v. s. Zoøciets Væg mellem den
primære og sekundære Munding, er kort, og
Fremspringet (Rostret) udspringer lidt neden
for Mundingens ;Randu ie) SD De REE 24.
Zoøciets forreste Væg, særlig hos ældre Zo-
øcier forsynet med store Lister, som er straa-
leformet rettet henimod Rostret
Discépora (Umbénula) verrucdåsa (S. 283).
De smaa Lister, som følger Zoøciets Rand, er
ikke straaleformet rettet henimod Rostret
Schizomavélla auriculåta (S. 242).
Aviculariets Mandibel er afrundet
Schizomavélla auriculåta (S. 242).
Aviculariets Mandibel spids, trekantet ........ 26.
Rostret naar næsten Mundingens øverste Rand
Schizomavélla lineåris var. haståta (S. 245).
Rostret naar højst lidt op over Mundingens
nederste Rand: SSL GS: SN EDSK SBS keg (SE
Schizomavélla lineåris (typisk Form) (S. 244).

2
28.

29.
30.

31.

32.

33.

Æ

RE:
Bør

99

Zoøcier med en rund eller halvmaaneformet
Pore et Stykke under Mundingen.......... 28.
Zoøcier uden en saadan Pore,.............. 31.
Kolonien vokser frit, opret og grenet
Tessarådoma (S. 221).

Kolonierne. danner Overtræk ....…... ENDE MØG ØEN Sr 20.
Poren halvmaaneformet ......... 30.
Poren kredsformet........... Haplopoma (S. 215).

Avicularier findes. Poren ligger lidt under Mun-
dingens nederste Rand... Microporélla (S. 256).
Avicularier mangler. Poren ligger henimod Mid-
ten af Zoøciet se Fenestrulina (S. 259).
Zoøcierne cylindriske eller pæreformede med
tynde Vægge, som skinner sølvagtigt og som
Regel er noget rynkede. Zoøciets forreste Væg
uden Porer. Mundingen uden Torne
X. Fam. Hippothbidae (S. 207).
[med Undtagelse af Haplop&ma, jfr. Nr. 29].
Zoøcierne bred-ovale eller rhombiske, eller af-
rundet-firkantede, ikke særlig tyndvæggede.
Der findes snart Porer i Zoøciets forreste
" Væg eller i dets Rand, snart Torne ved Mun-
dingen; for det meste findes begge Kendetegn 32.
Mundingens nedre Rand med en Udskæring
EMERSON SEA AMR HYDE STEG 33.
Mundingens nedre Rand uden nogen Indskæ-
ring eller Indbugtning (Koloniens ældste,
"meget stærkt forkalkede Dele kan dog ikke
bruges ved Anvendelsen af dette Kendetegn) 46.

"De Udskæringen begrænsende Sidedele kravefor-

met fremstaaende. Indenfor Udskæringen (dog
ikke altid tydelig) en lille, firkantet Plade
Smittina (S. 274).

De Udskæringen begrænsende Sidedele springer

ikke kraveformet frem. Ingen firkantet Plade

inden for Mundingen FE ENS ADN 34.
Under Mundingen findes een eller to store Knu-

der, som hver bærer en lang, spids, brun Ki-

tintorn..... AS SÅ Escharina spinifera (S. 247).
Saafremt der findes en Knude under Mundingen,

som bærer en Kalkspids (undertiden hos Schi-

zoporélla unicérnis), saa er den kort.......: 35.
Avicularier findes ikke............... SEERNES BOL
BAVIGHIa rer ANES ENE NE I ra SN 38.

Oøcierne er kun utydeligt sondrede fra den
øvrige Forside. Zoøcierne er meget tykvæg-
5 =

37.

nag:

39.

40.

41.

42.

43.

100

gede. Mundingen omsluttes af en særlig tyk,
afrundet Rand Schizoporélla cruénta (S. 239).
Der findes tydeligt fra den øvrige Forside son-
drede Oøcier. Zoøcievægge af almindelig Tyk-
kelse. Ikke nogen særlig tyk Rand omkring
Mundingen Se EAR eee se KER SNE 37.
Zoøcierne adskilles af tydelige Lister. Den op-
"Tindelige (primære) Mundings Rand vokser
frem og opad, saa at der dannes et tyndt Pe-
ristom. Døcierne har en enkelt større Pore i
Midten.... Stomachetosélla sinud6sa (S. 261).
Zoøcierne ikke adskilte af Lister. Den primære
Munding er den eneste, der findes, thi der dan-
nes intet Peristom. Døcierne har ikke nogen
større Pore i Midten.. Escharina ålderi (S. 249).
Aviculariet ligger paa samme Maade som hos
Slægten Porélla (jfr. Nr. 50) inden for Mun-
dingen
Stomachetoséllasinudsa var. armåta (S. 262).
AÅviculariet ligger aldrig indenfor Mundingen,
men under eller ved Siden af denne....... 30.
Aviculariemandiblen svøbeformet, nærmer sig
altsaa et Vibraculums Svøbe
Escharfna vulgåris (S. 250).
Aviculariets Mandibel -er næbagtig som sædvan-
lig og minder ikke om et Vibraculums Svøbe 40.
Zoøcierne staar kilede ind i Mellemrummene
mellem hverandre (Qvincunx- Stilling); de dan-
ner altsaa ingen Tværrækker .............. 41.
Zoøcierne danner Tværrækker, eller de følger
hinanden som Leddene i en Kæde......... 42.
Aviculariekamrene er stærkt fremtrædende, og
Mandiblerne er som Regel afrundede. Oøci-
ernes Forside viser et halvkredsformet Felt,
som er. vifteformet stribet
Stephanosélla biapérta (S. 240).
Aviculariekamrene er indsænkede i Zoøciets for-
reste Væg, og Mandiblerne er spidse. Gøcier-
nes Forside uden noget afgrænset Felt, men
ofte med en rund Pukkél i Midten
Escharina ålderi (S. 249).
Aviculariemandiblen afrundet ;
Schizomavélla auriculåta (S. 242).
Aviculariemandiblen tilspidset................ 43.
Zoøcierne sidder ved Siden af. hinanden, saa at
der dannes sammenhængende Skorper.,.... 44.

44.

45.

46.

47.
48.

49.

50.

Sk

101

Zoøcierne følger hinanden som Leddene i en
Kæde, saa at der dannes enkelte Rækker eller
EIN etværke se ER Escharina ålderi (S. 249).
Avicularierne staar neden for Mundingen; Man-
diblerne viser opad eller indad, d.v.s. hen-
imod Zoøciets Midtlinie :
Schizomavélla lineåris (S. 244).
Avicularierne staar paa Højde med Mundin-
gen og ved Siden af den; Mandiblerne peger
ra DØRE TEN SANS) SEERE ENDERNE SN Noer nerne H 45.
Aviculariekamret sidder omtrent paa Højde med
Udskæringen af den nederste Mundingsrand ;
Mandiblen rager ikke frem oven over Zoøci-
ets Grænse Schizoporélla unicårnis (S. 237).
Aviculariekamret sidder oven for Mundingens
Udskæring; Mandiblen rager frem oven over
Zoøciets Grænse
Schizoporélla unicéårnis var. ansåta (S. 237).
Mundingens nedre Rand løber i Midten ud i et
stærkere eller svagere, spidst eller firkantet
Fremspring (MUCTO) ES RE ARE DEDE 47
Mundingens nedre Rand uden noget Fremspring,
alligevel kan der dog findes en Pukkel eller

Spids neden for Mundingens Rand......... 50.
Avicularier MANS EP ES EAN RE HR NE 48.
Aviculater nd esre ES ED AE e 49.

Mundingen med Torne. OQøcier uden Porer eller
med smaa Porer i en enkelt Række paa Ran-
(OU 0 OASE ENT TE ss SØE DE MR SES Eee SEE JERN Escharélla (S. 224).

- Torne mangler. Døciets Overflade forsynet med

spredte Porre
Disc&dpora (Umb6nula) verrucdsa (S. 283).
AÅviculariets Mandibel lang, spids, trekantet. Zoø-
ciet med smaa Randporer
Peristomélla coccinea (S. 235).
Aviculariets Mandibel kort, rundet, aflang eller
halvcirkelformet. Zoøciet med store Randpo-
rer....Discépora (Umbé6nula) årctica (S. 284).
Under Mundingen findes et stort, opsvulmet |
Aviculariekammer. Den meget lille halvkreds-
formede Mandibel kommer hos ældre Zoøcier
til at ligge inden for Mundingen.. Porélla.(S. 265).
Intet saadant Average NE SD AN 5T.
Kolonien vokser frit, forgrenet (stærkt forkalkede
Grene, hvis Pore påa Zoøciets forreste Væg
ikke mere kan skelnes) ..Tessarådoma (S. 221)

102

Kolonierne danner Overtræk eller Skorper, som
kun sjældent er delvis oprejste............ 24
52. Hele Zoøciets forreste Væg forsynet med Porer 53.
Porer mangler eller findes dog ikke overalt paa
Zoøciets forreste Væg, men kun ved Randen 55.
53. Mundingen er hesteskoformet. Porerne ligger,
især hos ældre Zoøcier, dybt nedsænkede i
-Bunden af Gruber, som adskilles af netfor-
met forbundne Lister
Cryptåsula pallasiåna (S. 253).
Mundingen er ikke hesteskoformet, men halv-
cirkelformet eller næsten kredsformet. Porerne
ligger hverken i Gruber eller er adskilte af
) SES SSR ER MEDDELSE EON ar Ale BENET SÆR S Slsr DO 54.
54. Mundingen er næsten. kredsformet, og Porerne
— er runde. Oøcier findes. De sjældent fore-
kommende Avicularier sidder ved Siderne
Hippodiplåsia pertusa (S. 251).
Mundingens nedre Rand er næsten lige. Porerne
er stjerneformede. Oøcier mangler. De almin-
" deligt forekommende Avicularier sidder i Mid-
ten over og under Mundingen
Anarthråpora månodon (S. 233).
55. Heterozoøcierne er afhængige (sekundære) Avi-
- cularier, Mundingen- hesteskoformet
Hipporélla hippopus (S. 255).
Heterozoøcierne er uafhængige (primære, selv-
stændige) Vibraculer. Mundingen halvcirkel-
formet (gamle Zoøcier, hvis Længderevner
ved Siderne ikke kan ses).
Setosélla vulneråta (S. 155).

I. Fam. Aetéidae.

Zoøciet bestaar af en krybende Underdel, der
er ganske eller delvis fæstet til Underlaget, og en
opretstaaende, slank og i største Delen af sin Længde
næsten cylindrisk Overdel. Endskønt den oprejste
Del vokser frem fra den krybende, er de dog begge
kun Dele af eet Zoøcie. Det ses tydeligt under Poly-
pidets fuldstændigt tilbagetrukne Tilstand (Fig. 57).
Tit er den krybende Del forsynet med en Ud-

103

videlse ved den oprette Dels Udspringssted. Un-
derdelen formaar at erstatte de Overdele, som er
gaaet til Grunde. Disse har foroven, hvor de ofte
er noget bredere, et langstrakt, membranøst Mun-
dingsfelt med en næsten endestillet Munding. Den
tillukkes ved et Laag som hos alle øvrige Cheilo-
stomata; men desuden bærer Diaphragmet (Fig.
52, 53 d) en Foldemembran (Collare) som hos
Ctenostomata (jfr. S. 297). De meget skøre Zoøcier
er kun tyndt forkalkede. Æggene udvikler sig i
ejendommelige Oøcier, som ikke er forkalkede, men
helt membranøse (Osburn 1933) og kun optræder,
naar Æggene er modne. Oøcierne sidder enten for-
oven paa Zoøciets bageste (dorsale) Væg eller neden
for Laaget ovenpaa Mundingsfeltet. Navnlig denne
sidstnævnte Slags Oøcier minder noget om de Frem-
hvælvninger hos Nolella-Arterne, hvori Æggenes
Udvikling foregaar (jfr. S. 327).

Antagelig kan Ctenostomata, hvis øvrige For-
hold til Cheilostomata senere skal blive Genstand
for Omtale (jfr. S. 298), føres tilbage til Aeteide-
lignende Udgangsformer; dette gælder i Særdeles-
hed for Stoloniferas Vedkommende.

Kun een Slægt:

1.4 etea Lmx..
Med Familiens Kendetegn.

Oversigt over Arterne.

1. Den opretstaaende Del. af Zoøciet er tværstribet
forneden, prkket OPDAGE SA od Has set Er sn: PA

104

Zoøciet tætprikket overalt, uden Tværstribning
3. Åe, truncåta.

2. Zoøciet tydelig udvidet foroven, skovlformet,

som Regel bøjer SE EN 1. Ae.anguina.
Zoøciet kun ganske lidt udvidet foroven, aldrig
bøjer smen lige SNS ES ER 2. Åe. sica.

1. Aetéa anguina (L.) (Fig. 55).

De hvide, glinsende Zoøcier har en lang krybende Del,
der først er tynd og har samme Diameter og som derefter
snart gradvis, snart temmelig pludselig udvider sig... Fra
Udvidelsen rejser sig den øverste Del lodret op. Den be-
gynder lige og krummer sig sædvanligvis distalt, hvor den
bliver mere eller mindre tydelig skovlformet. Mundings-
feltet ligger paa den Side, som vender mod Underdelen
og er bredest i sin Midte, mens Laaget findes i Enden.
Mundingsfeltet indtager næsten aldrig mere end en Tre-
diedel af den opretstaaende Dels Længde; spansk Ma-
teriale skal have et større -
Mundingsfelt. Den krybende
Del, fortrinsvis dens Udvi-
delse, samt den oprejste
Dels skovlformede Overdel
er prikket, det vil sige for-
synet med smaa Porer. Der-
imod er den oprejste Del
forneden tværstribet, d. v. s.
forsynet med Ringe. Hvert
Zoøcie skyder i Reglen een
Knop ud i Enden af Under-
delens Udvidelse. Foruden
denne distale Knop, som
fortsætter Koloniens Vækst

Fig. 55. Aetea anguina (L.). i en enkelt Række, frem-

: bringer Udvidelsen nu og

da ogsaa en Sideknop, hvormed Kolonien forgrener sig.
Som Regel findes 12 Tentakler. Oøcierne sidder foroven
paa Zoøciets bageste Væg. ?

105

Arten lever paa Alger, navnlig paa Rødalger, paa Hy-
droider, Mosdyr, Sten, Pæle eller lignende. Den forekom-
mer i Skagerak, ved det sydlige Norges og Bohuslåns Ky-
ster, desuden ved de britiske, franske og spanske Kyster,
i Middelhavet, ved den nordamerikanske Østkyst fra Maine
til Bermudas Øerne og i det mellemste og sydlige Atlan-
terhav: ved Azorerne, Madeira, St. Helena, Sydafrika, Tri-
stan da Cunha og Patagonien. I det indopacifiske Hav
er Arten paavist fra Britisk Østafrikas Kyst til Japan,
Australien, Tasmanien og New Zealand, samt ved den ame-
rikanske Vestkyst fra det sydlige Chile, Juan Fernandez-
og Galapagos-Øerne til Californien (dette Materiales
Oøcier passer dog ikke til Ae. anguina) og Vancouver.
Den er altsaa vidt udbredt, men undgaar de høje Bredde-
grader.

Dybde- HJabredeke: fra Tidevandszonen til 827 m.

"2, Aetéa sica. (Couch) (Fig. 56). [Syn. Aetéa récta
Hcks.].

Zoøciets krybende og oprejste Del ligner nogenlunde
de tilsvarende Dele hos den foregaaende Art, blot er den op-
rejste Del lige, aldrig bøjet,
og kun ganske lidt og grad-
vis udvidet. Foroven er den
afstumpet. Mundingsfeltet er
længere end sædvanligt hos
Åe. anguina og udgør mere
end en Trediedel af den op-
retstaaende Dels Længde.
Ydermere er Zoøcierne hos
Åe. sica større og stærkere
end hos Åe. anguina, og de
krybende Deles første, tyn-
de Stykker er snævrere, de
udvidede større og regel- zl
mæssigere i Formen. De Fig. 56. Aetea sica (Couch) (del-
" tynde Stykker er prikkede, Kr eter Mater Er
Udvidelserne rynkede, de an
oprejste Dele er forneden tværstribede og i Mundings-
feltets Omraade prikkede. Fra Udvidelsen skyder en distal

106

Knop frem, som hos Ae. anguina, men i Modsætning til
denne findes undertiden to Knopper til, en til hver Side.
Oøcierne sidder foroven paa Zoøciets bageste Væg.

Arten er taget paa Alger, Søgræs (Posidonia), Hydroi-
der, Koraller, Skaller, Søpindsvinplader, Søpunge og Sten.
Den er udbredt i Skagerak, hvor den kendes fra det syd-
lige Norges og Bohuslåns Kyster, ved de britiske, franske
og spanske Kyster og i Middelhavet. Andre atlantiske Finde-
steder er: de forenede Staters Sydkyster (Georgia, Tortu-
gas) samt Curacao og Madeira. Dertil kommer det Røde
. og indiske Hav til Australien, New Zealand og Chatham-
Øerne (Øst for New Zealands Sydø).

, Dybde-Udbredelse: 18—507 m.

3. Aetéa truncåta (Landsb.) (Fig. 57).

Kolonien er for det meste fæstet til Underlaget, om
end kun løst; af og til rejser den sig delvis derfra. Det
hvide, stærkt glinsende Zoøcies lange, krybende Del udvider

sig efterhaanden, men ofte
kun svagt. Den danner en
ret eller stump Vinkel med

. den opretstaaende Del, som
er lige eller ganske lidt bøjet
og noget udvidet opadtil.
Mundingsfeltet indtager fra
ER en Trediedel til henimod
fe: rr Halvdelen af den oprejste
EG hl Dels Længde. Foroven er
Tr. det næsten lige afskaaret.
" Her,i Zoøciets øverste Ende,

ligger Mundingen med Laa-

z : E get. Saaledes danner dets

Fig. 57. Åetea truncata (Landsb.). Flade en Vinkel med Mun-
i dingfeltets, mens Laaget lig-

ger i samme Plan dermed hos de to foregaaende Arter.
Loøciet er overalt tæt prikket. Der findes een distal Knop
og een eller to laterale, der næsten staar retvinklet ud i

107

Begyndelsen eller i det videre Forløb af den krybende
Dels Udvidelse. Disse laterale Knopper bliver hyppigt
til frie, rørformede Fremspring, sjældnere til lange, ens-
artede Zoøcierækker uden Udvidelser eller til leddelte
Rækker af Kenozoøcier. Ofte udgaar en opadvendende
Traad haleagtigt fra Zoøciets bageste Væg i forskellig
Højde. Den svarer til et Zoøcies Underdel, og hvis den
vokser videre, bliver den til et Zoøcie. Ved en Gentagelse
af dette Forhold dannes en fri og opret voksende Zoøcie-
række. Der findes 12 Tentakler, Om Oøcierne vides intet.

De haarfine, spinkle Kolonier overtrækker Laminarier
og andre Alger, Mosdyr, Skaller, Klipper, Sten m. m.
Arten er taget i Skagerak (Kristineberg, Bohuslån), Katte-
gat, Store- og Lillebælt. Uden for vore Farvande kendes
den fra de europæiske Kyster fra Lervik (Syd for Bergen)
til Spanien og Middelhavet samt Madeira, Azorerne og de
Cap Verdiske Øer, desuden fra Nova Scotia, Florida og
den meksikanske Golf. I det indiske Hav forekommer den
fra Britisk-Østafrikas Kyst til det kinesiske Hav og paa
Amerikas Vestkyst ved Columbia, Panama, Californien og i
Vancouver-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 130 m.

Il. Fam. Scrupariidae.

Kolonierne er slanke, rigt grenede, plantelig-
nende Buske, eller de bestaar af krybende Zoøcie-
rækker, som skyder oprette Grene frem. Zoøcierne
staar enten i en enkelt Række eller i to. I sidste
Tilfælde er de parvis ordnede Zoøcier saaledes
stillede, at deres flade, bageste (dorsale) Vægge
vender mod hinanden. …Zoøcierne tiltager fra en
smal Grund jævnt opefter i Bredde, og kun. deres
- forreste Vægges øverste Halvdele indtages af Mun-
dingsfelterne. Forkalkningen er kun svagt udvik-
let. Avicularier og Tornvæbning spiller, om over-

108

hovedet, saa dog kun en ganske underordnet Rolle
hos de herhen hørende Arter. Oøcier kan optræde.
I det hele er Familiens Medlemmer karakterise-
rede ved en simpel og lidet varieret Bygning.

To Slægter med hver een Art i vore Farvande.
Oversigt over Slægterne jfr. S. 96.

kg Scrupåria Oken.
[Syn. Eucratéa Hincks o. a.].

Zoøcierne staar i en enkelt Række og deres
Diaphragma er forsynet med et Foldemembran
(Collare). Oøcier findes.

1. Serupåria chelåta (L.) (Fig. 58).

Zoøcierne ligner smaa Overflødighedshorn og er snart
alle krybende, fæstede til Underlaget (var. répens Hcks.),.
snart hævende. sig frit i Vejret. Grenene, som hyppigst

staar opret, udspringer fra Zo-…

øciets forreste Væg, snart lige
under Mundingsfeltet, snart læn-
gere neden for det. Zoøcierne
paa en Hovedgren og Zoøcierne
" paa de fra denne udspringende
Sidegrene vender de forreste
Vægge mod hinanden. Grenene
begynder næsten altid med en
kort, af nogle faa Led dannet
Stilk, som dog ogsaa kan findes
mellem een Rækkes øvrige Zo-
øcier. Det skraatstaaende Mun- .
dingsfelt er omgivet af en tynd,
fremstaaende Rand. Fra den for-
Bog reste Væg udgaar af og til rør-

Fig. 58. formede Tilhæftningstraade. til
Scruparia chelata (L.). Siden og lige under Mundings-

109

feltet smaa Zoøcier med et rudimentært Mundingsfelt.
De temmelig sjældne Oøcier, som er ret høje og langs
Midten af Forsiden forsynet med en smal Længdekøl,
bæres af saadanne ufuldkomment udviklede Zoøcier. Avi-
cularier mangler.

Artens hvidt glinsende, spinkle Ranker er ikke altid
lette at opdage, de breder sig over Alger, Hydroider,
Mosdyr (Crisia, Scrupocellaria, Bugula o. a.), Krabber,
Skaller, Klipper, Sten og Pæle. I danske Farvande kendes
Arten fra Vesterhavet (Lodbjerg, Jydske Rev), Skagerak
(Hanstholm, Hirtshals, Skagen), og fra det ydre Kattegat
(Frederikshavn, Læsø Trindel). Ved de øvrige europæiske
Kyster er Arten fundet fra Lofoten sydpaa til Middel-
havet og ved den amerikanske Østkyst paa Woods Hole-
Omraadet. Desuden kendes den fra Sydafrika og fra det
indisk-vestpacifiske Hav sydpaa til Ny-Amsterdam, ÅAustra-
lien og New Zealand, østpaa til det- sydkinesiske Hav og
det mellemste Japan. I det østpacifiske Hav nævnes som
Findesteder Galapagos-Øerne, Californien og Vancouver-
Egnen.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 406 m.

2. Eucratéa Lmx.
[Syn. Gemellåria Bened. 0. a.].

Zoøcierne torækkede, to og to forbundne med
deres bageste (dorsale) Vægge. ODøcier mangler.

1. Eucratéa loricåta (L.) (Fig. 59).

Kolonien er stærkt og rigt grenet, ofte 4—5 og
indtil 23 cm høj. Fra Hovedstammen udgaar Grene af-
vekslende til begge Sider under spidse Vinkler og med
et Mellemrum af 1—4 Zoøcier. Den enkelte Gren, som
… Viser en svag, spiralformet Snoning, udgaar fra Siden af

et Zoøcie, lidt under dets øverste Del. De sidste Ende-
” grene kan bestaa af indtil 11 Zoøciepar. Kolonien er ved
mange Rodtrævler fæstet til sit Underlag. Disse Binderør
bliver talrigere med den fremskridende Vækst, og i de

110

ældre Grene danner de en tæt Beklædning uden om den
oprindelige, af Zoøcier bestaaende Akse. De slanke, smalle
Zoøcier er regelmæssig parvis ordnede og paa den før-
omtalte Maade forbundne med hinanden. Mundingsfeltet
er omgivet af en tynd, fremstaaende Rand og har Form

Fig. 59. Eucratea loricata (L.).
A. Koloni. B. en Forgrening.

af en nedadtil noget tilspidset Oval, hvis Længde varie-
rer, men i Almindelighed naar lidt mere end halvvejs ned
paa Forsiden. Tentaklernes Antal angives til 10—14.
Der kan sondres mellem en slankere, lysere Form, ofte
påa dybere Vand, og en mere tæt grenet, mørkere, der
er hyppigst paa lavt Vand.

Årten er ikke sjælden i vore Farvande og kendes fra
Vesterhavet, Skagerak, Kattegat, Bælterne og den vestlige
Østersø (Femern-Bælt, Kadetrende). Dens øvrige Udbre-
delse omfatter hele det arktiske Omraade (Spitsbergen,

111

Øst- og "Vestgrønland, Alaska, sibiriske Kyster o, s. v.),
hele det nordlige Atlanterhav sydpaa til Kanaløerne og
paa den amerikanske Kyst til Woods Hole-Omraadet. Ved
den amerikanske Vestkyst gaar Arten ned til Vancouver.

Dybde-Udbredelse: fra 5—1359 m.

III. Fam. Membranipoåridae.

Denne Families indenlandske Arter danner sam-
menhængende eller grenede Overtræk, som kun
sjældent rejser sig lidt fra Underlaget. Uden for
de nordeuropæiske Farvande findes dog nogle op-
retstaaende Arter. Zoøcierne er forsynet med et
membranøst Mundingsfelt. Det indtager en for-
skellig stor Del af Zoøciets Længde, sjældent den
hele, og er omgivet af en stærkt forkalket Ramme.
Baade Rammen og Underdelen af Zoøciets forreste
Væg, som er fri for Mundingsfelt, kaldes for Gym-
nocysten, til Forskel fra Cryptocysten, et ind-
vendigt Kalklag. Cryptocysten dannes i Zoøciets
Indre, under Mundingsfeltet, navnlig fra dets Side-
rande eller fra Underranden og er hos de for-
skellige Årter meget forskelligartet udviklet. Saa-
fremt der optræder Avicularier, sidder de snart
paa Zoøcierne eller Oøcierne som afhængige Avi-
cularier, snart er de selvstændige, idet de har
deres Plads imellem Zoøcierne.

Familien kan i Hovedsagen kun kendetegnes negativt,
" thi den rummer alle de Former, som ikke hører til de
"øvrige Familier af Cheilostomater uden Udjævningssæk.
Membraniporidernes Underinddeling er endnu flydende.

Derfor omtales i det følgende de fleste Arter under det
gamle Slægtsnavn Membranipora. Dog vil Underslæg-

112

terne blive nævnt, og nogle af deres Særkarakterer an-
ført.

Membraniporiderne danner maaske Udgangsgruppen
for Ctenostom-Familien Alcyonidiidae.

Oversigt over Slægterne, Underslægterne samt
nogle Arter.

.1. Baade Oøcier og Åvicularier mangler ........ PA
Enten Qøcier eller Avicularier eller begge til
STE E FEST 3 2 I ES 5 EN MEE] SERENE RSKRERES BERG,

2. Zoøcierne har Form af regelmæssige, for det
meste skarpt firkantede Rektangler. Mundings-
En firkantet
. Membranipora (1. Membranipora) (S. 114).
ren ikke regelmæssig rektangulære, Mun-

dingsfeltet afrundet RSS te FE NES RE er 3.

3. Zoøciets forreste Væg har under DE EEG
tet store, glinsende, porelignende Pletter . 4.
Zoøcierne uden saadanne Pletter ............ Sy

4. Pletterne er talrige, ligeligt fordelte over hele
den nævnte Del af Zoøciet
. Membranipora (Eléctra) pildsa (S. 116).
Af slige Pletter. findes kun faa, der er uregel-
mæssigt spredte over den nævnte Del af
BODIES DSE NTR M.(E.) hastingsi (S. 118).
5. Laaget forkalket, kridhvidt :
M. (E.) crustulénta (S. 120).

ELaaget ikke" forkalket FÆRRE AU ASER: 6.
6. Zoøcierne er udvidede opadtil og bliver nedad-
til ktydehetsnævkere Er SES EB BRAGER Tl-

Zoøcierne uden saadan Indsnævring nedadtil. 8.
7. Mundingsfeltet med Pigge M. (E.) hastingsi (S. 118).
(Mundingsfeltet uden Pigge
M. (E.) catenulåria (S. 122)).
8. Mellem Zoøcierne findes ingen Kamre, kun
undertiden knudeformede Torne i Zoøciernes
nederste Hjørner. Under det membranøse
Mundingsfelt findes særlig forneden en tynd
Kalkflade, Cryptocysten
1. Membranipora (4. Acanthodésia) (S. 125).
Mellem Zoøcierne optræder ofte smaa KM
med trekantede eller afrundede Hulrum. Cryp-
tocysten dannes kun af en paa alle Sider lige

10.

11.

12.

13.

15.

113

smal, indre Forstærkning af Mundingsfeltets
Rand, som er glat, knudret eller forsynet
med naaleagtig fine Torne
1. Membranipora (3. Conopéum) (S. 123).
Cryptocysten mangler eller er ringe udviklet;
den udgør aldrig en Trediedel af Mundings-
HEN USE et AE RET TUSE ARS GEEENERSE… Ars SVEREEEERAD 10.
Cryptocysten stærkt udviklet som en tydelig
Søm, der udgør mindst en Trediedel af
Mundmøste let REE KB" see FR, IS:
Avicularier mangler
1. Membranfpora (5. Alderina) (S:127):
Avicularrerhindes ar SEES SEE Eee ET VE
Næsten hvert Døcie har et skraatstillet Avicu-
larie paa sin Top
.-. Membranipora (6. Tegélla) (S. 128).
KEE mere sidder ikke paa Døcierne ...... 12.
(Avicularierne er stilkede .
1. Membranipora (7. Cauiloråmphus) (S. 130)).
AÅvicularier uden Stilk
1. Membranipora (8. Calldpora) (S. 131).
(Avicularier mangler. Foruden Kalktorne paa
Mundingsfeltets Rand findes en stor Kitin-
børste ved Siden af Mundingsfeltet eller neden
for dette paa Zoøciets forreste Væg
3. Megåpora (S. 145).)
Avicularier findes. Foruden Mundingsfeltets
Randtorne, som dog undertiden mangler fuld-
stændigt, findes ikke nogen Børste eller Torn
. paa Zoøciets forreste Væg............…. ER re) VS

. Aviculariemandibel trekantet, tilspidset. Tor--

neneenklefaldriss forgrenede FT >
(Aviculariemandibel afrundet, tungeformet. Det
nederste Tornpar forgrenet
2. Larnåcicus (S. 143).)
Foroven og et Stykke nedad paa Mundingsfel-
tets Rand findes der Torne, blandt hvilke
den nederste tit er mægtigt udviklet paa een
Side. Hyppigst to Avicularier paa hvert Zoøcie
Membranipora (Amphibléstrum) fle-
mingii (S. 139).
Paa Mundingsfeltets Rand findes der kun Torne:
foroven, som undertiden dog mangler og al- >
drig er ensidet stærkt fremragende. Aldrig
flere end eet Avicularie paa hvert Zoøcie .. 16:

Ernst Marcus: Mosdyr, 8

114

16. (Zoøciets forreste Væg, Gymnocysten, ses ne-
den for Mundingsfeltet, paa hvis nederste Rand
Aviculariet sidder. Torne findes
1. Membranipora (10. Ramphondtus)
(S. 142)).
Det membranøse Mundingsfelt og Kalkfladen
derunder (Cryptocysten) indtager hele Zoøci-
ets forreste Væg, saa at Gymnocysten er ind-
skrænket til Zoøciets Rand, paa hvilken Avi-
culariet, som dog ofte .kan mangle, sidder.
Torne mangler for det meste
Membranipora (Amphibléstrum) (trifo-
. lium) (S. 141).

1. Membranipora Blainv.

" Laaget er simpelt, som Regel kun fortykket i
Randen og i øvrigt hudagtigt, sjældent stærkt ki-
tinagtigt eller forkalket.

1. Underslægt Membranipora (s. str.) Levinsen.

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne er lang-
agtige, firkantede. Mundingsfeltet, hvis Ramme kan
bære Pigge, indtager Størstedelen af Zoøciets for-
reste Væg, saa at der derunder kun bliver Plads
for: en smal Gymnocyst. Denne danner paa hver
Side en Pukkel eller et tornagtigt Fremspring. Cryp-
tocysten mangler helt eller er meget svagt udviklet.
Zoøcierne er forbundne ved Forbindelsesplader, ikke
ved Porekamre. Avicularier og Oøcier mangler.

Kun een Art i nord- og mellemeuropæiske Farvande.

1. Membranipora (Membranipora) membranå-
cea (L.) Fig. 60).

Kolonien danner Overtræk, som paa Laminarier bliver
indtil 1,50 m lange og 20 cm brede. De hyppigst langstrakte,
rektangulære Zoøcier sidder Side om Side i lange Rækker

115

- i regelmæssig Skifte ligesom Murstenene i en Mur. De
har kun en smal Gymnocyst neden for Mundingsfeltet,
hvor den danner en hul Torn i hvert Baghjørne. Tornene er
… korte og stærke og rager lodret eller lidt skraat op. Mundings-
feltet indtager hele Forsiden, og dets omgivende spinkle
Kalkramme har en saare fint takket Rand. Ikke sjældent

"Fig. 60. Membranipora (Membranipora) membranacea (L.).
A. Zoøcier. B. Kolonistykke med Taarnzoøcier.

optræder abnorme, polypidløse Zoøcieformer, de saakaldte
Taarnzoøcier. Hos disse løber Zoøciets forreste Væg ud i
en meget langstrakt, taarnagtig Sæk med gelatinøse, ki-
tinvægge. Taarnzoøciernes Oprindelsesaarsag kendes ikke.

Arten lever paa Alger, især Laminarier, og forekom-
mer ogsaa i forurenet Vand. Den er almindelig overalt
ivore'Farvande og kendes fra Vesterhavet, Skagerak, Katte-
gat, Bælterne og Øresund. Ogsaa i Vand af noget. lavere
Saltholdighed findes den, f. Eks. i Ringkøbing Fjord, Nis-
" sum. Bredning, Limfjorden, Randers-, Horsens-, Vejle- og
Odense-Fjord, ved Thurø, Syd for Fyen, ved Langeland og

£ gx

116

den vestlige Østersø (Kiel, hvorfra jeg nylig har set Ma-
teriale). I Kanalen ved Caen's Brakvand (Nordvestfrankrig)
optræder vantrevne Former, hvis Tentaklers Antal er for-
mindsket (normalt er der 20), og hvis Torne er korte eller
. mangler. Arten er udbredt i det nordlige Atlanterhav fra
Finmarken (i det nordlige Norge kun i det ydre Hav, ikke
i Fjordene), sydpaa ved Island, Færøerne og alle europæ-
iske Kyster til Middelhavet, Marokko's Kyst og Madeira.
Paa den amerikanske Østkyst er den taget fra Labrador
til Tortugas (Sydvest for Florida). Uden Sammenhæng med
denne Udbredelse staar de øvrige Findesteder, som dog;
ikke er tvivlsomme med Hensyn til Bestemmelsen: Syd-.
afrika, Australien, Lord Howe-Ø og New Zealand samt det
sydlige Chile og Magalhåesstrædet. Artens Forekomst paa
"den, nordamerikanske Vestkyst fra Californien til det syd-
lige Alaska og Pribylov-Øerne skyldes maaske den tidli-
gere mellemamerikanske Havforbindelse.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 521 m.

2. Underslægt Electra Lmx.

Kolonierne danner sædvanligvis Overtræk. Zoø-
cierne er snart mere eller mindre tydeligt pære-
dannede eller tilnærmelsesvis firkantede, Gymno-
cysten (jfr. S. 111) er forskellig bred; kun sjældent
mangler den næsten helt. Mundingsfeltets Rand
bærer i Reglen Pigge, undertiden blot een, der
staar i den nederste Rands Midte: En Cryptocyst
mangler eller er bare antydet. Zoøcierne er for-
bundne ved Forbindelsesplader. Der findes hverken
Oøcier eller Avicularier.

Oversigt over Arterne jfr. Side 112.

2. Membranipora (Eléctra) pilésa (L.) (Fig. 46,61).
Kolonien danner Overtræk, som snart ligner et sølv-
agtigt Kniplingsslør, snart et brungulligt Uldtæppe eller en
laadden Pels. Zoøcierne afrundet-firkantede eller pærefor-

tr7

" mede. Undertiden bliver de vaseformede, idet Sideranden
indbugter sig svagt under Mundingsfeltet. Dette indtager to
Trediedele til tre Fjerdedele af Zoøciets Længde og næsten
hele dets Bredde. Gymnocysten derunder er svagt forkalket,
og dens Overflade er glat og mere eller mindre sølvglin-
sende. Den er forsynet med talrige runde, glinsende Pletter

Fig. 61. Membranipora (Electra) pilosa (L.). A. Maj Form.
B. forma verticillata (Ell. Sol.).

(ingen Porer), som hidrører fra en tyndere Forkalkning.
Mundingsfeltets Rand er glat, noget fortykket og forsynet
. med 6—8, sjældnere kun 3 eller 4 spidse Kalktorne. Dertil
kommer under Mundingsfeltet en forneden udvidet, stor,
gul .Kitintorn. Det er den typiske ,forma pilosaf med
noget langstrakte Zoøcier, mens den store Kitintorn mang-
ler hos ,forma dentataf, som har forholdsvis brede
Zoøcier år 9—13 smaa, spidse Torne omkring Mundings-
feltet. Denne Form optræder fornemmelig paa brede Un-
derlag som Sten, Skaller, brede Alger og lignende. Yder-
mere adskiller man en tredie Form, ,forma laxaf, hvis

118

Zoøcier for største Delen vokser i enkelte Rækker, som
undertiden møder hinanden og saa danner et Netværk med
vide Masker. Den fjerde Form, ,forma verticillataf,
har særdeles lange Kitintorne og omgiver forskellige Al-
gers (f. Eks. Polyides, Furcellaria 0. 1.) slanke, cylindriske
Grene, hvorfra den hist og her hæver sig med oprejste Skud,
især ved Grenenes Spidser. Det er maaske bedst ikke
længere at bruge disse saa lidt som andre (Norman 1894)
Betegnelser; thi Formerne gaar over i hinanden, og un-
dertiden findes endog flere Former inden for een og
samme Koloni. Det hænder, omend sjældent, at der optræ-
der flere end een, nemlig indtil 6, af de store Kitintorne paa
eet Zoøcie. I saadanne Tilfælde staar een eller to af disse
imellem de smaa Kalktorne. En svag Tornvæbning maa
endelig ikke anses som en Følge af Koloniens Forekomst
påa lav Saltholdighed (Kramp 1934).

Det er en af vore almindeligste Arter, som optræder
næsten overalt lige fra. Kystbæltet til en Dybde af 70 m
og mere. Den trives bedst i rent Vand, der ogsaa kan være
i Bevægelse. Den overtrækker og indsvøber forskellige Al-
ger og findes ogsaa paa Bændeltang (Zostera), Hydroider,
Mosdyr, Børsteormerør, Skaldyr og deres Ægkapsler (f. Eks.
Neptunea's). Arten forekommer ved alle vore Kyster fra
Vesterhavet indtil den sydvestlige Del af Østersøen; den
findes bl. a. ogsaa i Limfjorden, i Ringkøbing- og Randers-
Fjord o.s. v. Artens øvrige Udbredelse omfatter hele den
arktiske Region og det atlantiske Hav, ved dets Vestkyst
ned til Chesapeake-Bugten og ved Østkysterne indtil Ma-
rokko. Dertil kommer Middelhavet, det Røde og det ara-
biske Hav, Sydvest- (Novo Redondo; AÅngra mener) og
Sydafrika, Australien og New Zealand.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 225 m.

3. Membranipora (Eléctra) hastingsi Marc.
(Fig. 62). |

Kolonierne, som sidder fast paa Underlaget, danner
Overtræk, der kun sjældent ersammenhængende, men oftest

119

"opløste i flere Rækker. Disse bestaar af enkelte eller faa
(2—4) Zoøcier og forgrener sig eller mødes, saa at de dan-
ner et Netværk paa den Skal eller lignende, de sidder
paa. Hvis Kolonien danner et sammenhængende Overtræk,
er de enkelte Længderækker af Zoøcier meget skarpt

xl00£

Fig. 62. Membranipora (Electra). hastingsi Marc. fra Roach River's
Munding (Essex, Østengland).
A. typisk Form. B. med formindsket Torntal.

adskilte fra hinanden og mangler tydelige Tværfurer mel-
lem Zoøcierne i samme Længderække. De tyndvæggede
og slanke, nedadtil ofte stærkt indsnævrede Zoøcier er
baade i Længde og Bredde mindre end hos den fore-
gaaende Art. Det ovale Mundingsfelts Længde naar omtrent
to Trediedele af Zoøciets, mens dets Bredde skifter. Snart
. svarer den næsten til Zoøciets, snart bliver der en Femte-
del af Zoøciets forreste Væg som Gymnocyst tilovers
paa begge Mundingsfeltets Sider. Mundingsfeltets Rand
er jævn og noget fortykket. Den bærer indtil 20 fine

120.

Kalktorne, af hvilke de to øverste er opretstaaende, mens
alle andre hælder indad over Mundingsfeltet. Een Torn
forneden er tit tykkere end de øvrige. Ofte findes der
betydelig færre Torne end 20, for. Eks. i Materialet fra
Balboa, hvor Tornene er tykke, især den ene forneden
og de to oprette foroven. Disse tre Torne eller kun
den ene forneden kan undertiden være de eneste, der
overhovedet findes. I det sidste Tilfælde maa der læg-
ges Mærke til det i Randen fortykkede Kitinlaag, der.
viser den sædvanlige Membranipora-Type. Ved selve
”Laaget kan saadanne eentornede hastingsi-Zoøcier skel-
nes fra den følgende Art, hvis Laag er forkalket. Gymno-
cysten neden for Mundingsfeltet er i Reglen jævn eller
svagt rynket paa tværs, men undertiden viser den dog
nogle faa Porer (Osburn 1933) eller glinsende Pletter
(Fig. 62 A), der ligner E. pilosas (jfr. S. 117). Men hos
hastingsi er de hverken saa talrige eller saa ligeligt for-
delte som hos pilosa, tværtimod udviklede i ringe Antal
og uregelmæssigt spredte. Desuden er de hos hastingsi
mindre end hos pilosa.

Årten vokser paa nogenlunde brede Alger (Osburn |
1933), Skaller, Klipper og Sten. I danske Farvande er
den fundet langs Vesterhavets Kyst (Manø Flak, Skallin-
gen og andetsteds). Den sammenblandes ofte med andre
Arter, saa at dens Udbredelse vistnok er større end det
for Tiden kan overses. Sikre er følgende Findesteder:
Øst- og Vestkysten af det mellemste England, den syd-
engelske Kyst, Portugalkysten, Balearerne, den nord-
amerikanske Østkyst: Mt. Desert- og Woods Hole- -Omraadet,
Atlanter- og Stillehavskysten af Panama samt Magalhåes-
strædet.

Dybde-Udbredelse: fra-Tidevandszønen til 15, maaske
35 m.

4. Membranipora (Eléctra) crustulénta (Pall.)
(Fig. 63).

Kolonierne vokser i pladeformede Overtræk, som
ikke sjældent rejser sig noget i Vejret og danner, for-

121

” nemmelig i Koloniens Midte, uregelmæssige Folder og
Knolde. En anden Vækstform, som kun optræder, hvor
Vandet er nogenlunde salt, danner sirlige, grenede Figurer
eller Netværk. Zoøciernes vigtigste Særkende er det for-
kalkede, kridhvide Laag, mens Zoøciernes Form og

"Fig. 63... Membranipora Fig. 64. Membranipora (Electra)
(Electra) crustulenta (Pall.). catenularia (James. fra Færøerne.)

Størrelse er meget forskelligartet. Som Regel er Zoøcierne
tydelig længere end brede. Det ovale Mundingsfelt ind-
tager snart Størstedelen, snart mindre end Halvdelen af
" Zoøciets Længde. Mundingsfeltets Kant danner en smal,
med Smaaknuder besat Cryptocyst. Ved Mundingsfeltets
nederste Ende staar der et forkalket, kort og tykt Frem-
spring, som er rettet opad og lidt fortil. Fremspringet bærer
en spids Kitintorn, der som oftest er ganske kort.
… Baade Fremspringets og Tornens Udvikling svinger meget,

hyppigst mangler Tornen, mens Fremspringet kun bliver
"til en ubetydelig Pukkel eller sjældnere mangler helt. Ikke
sjældent optræder saakaldte blinde Zoøcier,. nemlig tyk-

122

væggede polypidløse, forskelligformede Zoøcier med et
rudimentært Mundingsfelt. Disse synes at dannes, hvis
Væksten standses, f. Eks. idet Naborækker af Zoøcier mødes.
Undertiden findes ogsaa Dobbeltzoøcier, det vil sige eet

stort Cystid med to Polypider og to Laag.

Arten er vidt udbredt ved vore Kyster og gaar flere
Steder ind i Brakvand. Den maa ligefrem betegnes som
Brakvandets og Breddens Karakterform, men findes dog
ogsaa i Havet. Den taaler betydelige Svingninger i Salt-
holdigheden, thi før 1910, i Ringkøbing Fjords forrige Brak- -
vandsperiode, var Årten i Nymindestrømmen udsat for en
daglig Svingning i Saltmængde fra 4/00 til 31—34 /00. Ar-
ten er taget paa Bændeltang (Zostera marina), Potamoge-
ton og andre Planter, paa Snegle- og Muslingeskaller, Sten,
Pæle o.s.v. Den kendes fra Vesterhavet og dets Fjorde,
fra Skagerak, Kattegat og de østjydske Fjorde, fra Bælterne
og Øresund (bl. a. fra Kalvebodstrand og den tilstødende
Del af Stadsgraven ved Amager samt Knippelsbro), fra
Lollands og Møens Kyst. Den forekommer saavel ved
Bornholm som paa de øvrige Østersøkyster indtil den
finske og den botniske Bugt, hvor Saltholdigheden gaar
under 2/00. Årtens Udbredelse omfatter desuden det ark-
tiske Hav, samtlige europæiske atlantiske Kyster, Middel-
havet (Borg 1931, paa Tuniskysten, i fersk Vand; Bugten
ved Triest. Begge Materialer svarer dog ikke til ovenstaa-
ende Beskrivelse) og det Sorte Havs rumænske Kyst. Ud
fra Tegninger, hvor M. monostachys og M.catenula-
ria blev tegnet med et forkalket Laag, kan antages, at den
nordamerikanske Østkyst sydpaa indtil Woodshole-Om-
raadet (Cap Cod) ogsaa hører til Årtens Findesteder.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 232 m.

[5S. Membranipora (Eléctra) catenulåria (James.)
(Fig. 64).

Kolonierne danner Overtræk, der bestaar af enkelte Zoø-
cierækker. Disse mødes ofte, og herved bliver hele Kolo-
nien til et Netværk. De langagtige Zoøciers nederste Dele,
altsaa Gymnocysten, indtager mere end Halvdelen af Zoø-
ciets Længde og indsnævres betydeligt nedadtil. Cryptocy-
sten fremtræder sædvanligt kun som en smal Rand. Der
findes hverken Pigge omkring Mundingsfeltet eller Frem-

123

"spring forneden. Laaget viser den samme Bygning som
hos de fleste Membraniporidae, thi det er membranøst
(hudagtigt) og kun omgivet af en stærkere Kitinkant.
Hverken Voksemaaden eller den store, faste Gymnocyst
med dens Kalkfortykkelser paa tværs adskiller Arten til-
strækkeligt fra den forrige eller fra E. hastingsi. Snarere
maa der lægges Mærke til det ikke forkalkede Laag og
Manglen paa Pigge samt paa Porer eller Pletter paa Gym-
nocysten.

Arten er taget paa Alger, Gorgonider, Mosdyr, Skaller
og Sten. Den er hidtil ikke taget i danske Farvande, men
kan dog formodes at forekomme i Vesterhavet og Skage-
rak. De følgende Findesteder er sikre: det europæiske Nord-
hav uden for Norges Kyst, Færøerne, de britiske Kyster
fra Shetlandsøerne til det sydlige England. Dertil kommer
utvivlsomt: Sydaustralien ved Melbourne og Adelaide.
Mindre sikre er de følgende Angivelser: Labradors Kyst;
St. Lawrence-Bugt; . Hammerfest; Florvaagskjær (Norge);
det nordvestlige Frankrig; den Biskayiske Bugt; Nordøst
for Azorerne; Napoli; Adria; Zanzibar.

Dybde-Udbredelse (ved de sikre Findesteder): fra 73—
500 m.]

3. Underslægt Conopéum Gray.

Kolonierne danner Overtræk. Gymnocysten er
som oftest forsynet med et Par trekantede Hulrum
(jfr. Beskrivelsen af Arten), der dog tillige. med
Gymnocysten sommetider mangler. Mundingsfeltet
er ovalt, og den knudrede Cryptocyst udstrækker
sig langs hele dettes Kant. Zoøcierne er forbundne
ved Forbindelsesplader, ikke ved Porekamre. Avi-
cularier og ODøcier findes ikke.

Kun een Årt i europæiske Farvande.

; 6. Membranipora (Conopéum) reticulum (L.)
. (Fig. 65). [Syn. Hincks 1880: Membranipora lacroixii (Aud.)]
—… Koloniernes fast til Underlaget hæftede Overtræk be-
staar i Reglen af sammenhængende Rækker af Zoøcier,

124

som er mere eller mindre regelmæssigt ordnede paa tværs.
Men Kolonierne er dog ogsaa nogenlunde tilbøjelige til
uregelmæssigt at forgrene og opløse sig. Zoøcierne er kan-
tet-ovale med et Mundingsfelt, som indtager mindst to
Trediedele af, undertiden næsten hele Zoøciets Længde

Fig. 65. Membranipora (Conopeum) re-
ticulum (L.). A. med Valkene mellem
Zoøcierne, B. med afstødte Valke,
C. med Kalktorne omkring Mundings-
feltet. B. og C. efter tørt Materiale fra
Roach River's Munding (jfr. Fig. 62). É 6

og er omgivet af en temmelig stærkt knudret Rand (Cryp-
tocysten). Fra Undersiden ses paa hver Side af den bage-
ste Vægs øvre Ende en gennemsigtig Kreds, sommetider
ogsaa andre, mindre, saadanne Kredse og en Række af
Fremspring langs Sidevæggene. Disse Dannelser paa den
basale Side mangler ikke sjældent fuldstændigt, netop i
Materiale fra de nordiske Farvande. Naar Zoøciernes For-
kalkning skrider frem, bliver Gymnocysten baade paa Zoø-

125

-ciets øverste og nederste Rand tykkere. Den nederste Rands
Fortykkelse dannér ofte, ikke altid, paa Siden paafaldende
Valke, som nu og da smelter sammen. Da disse Valke som
oftest gaar itu, bliver der smaa Kamre med trekantede eller
afrundede Hulrum tilovers. Disse maa ikke holdes for
Kenozoøcier. De forekommer fortrinsvis i Koloniens ældre,
stærkt forkalkede Dele og er Årtens sikreste Særkende.
Imidlertid savnes de dog nu og da. Hos nogle Zoøcier
findes omkring Mundingsfeltet 2—12 fine Kalktorne, der
hælder indadtil. Saadanne Zoøcier forekommer iblandt dem
uden Tornvæbning. De i Beskrivelsen af E. crustulenta
omtalte, rudimentære eller blinde Dværgzoøcier optræder
ogsaa hos C. reticulum, især der, hvor Zoøcierne er
noget uregelmæssigt stillede.

Oftest er Årten taget paa Skaller af forskellige Snegle
og Muslinger, bl. a. Buccinum, Mytilus, Mya, Ostrea, men
den optræder dog ogsaa paa brede Alger, Sten, Træ o. l.
Årten forekommer ogsaa i Brakvand. I vore Farvande er
den ikke sjælden langs Vesterhavets Kyst samt i den syd-
ligste Del af Nymindestrømmen i Ringkøbing Fjord og i
Nissum Bredning. Desuden kendes Arten fra Skagerak og
fra det ydre Kattegat (Aalbæk Bugt). Artens Udbredelse
udstrækker sig fra Skotlands Kyst sydpaa langs Europas
atlantiske Kyster (ogsaa i Zuydersøen) til Middelhavet,
Azorerne, Canarerne og de Cap Verdiske Øer. Videre
kendes Arten fra St. Lawrence Bugten og den tempererede
nordamerikanske Østkyst (ogsaa fra Brakvandet) ned til
den brasilianske Kyst, igennem det Røde og det Indiske
Hav (her ogsaa i Brakvand) indtil Australien, Ny Britan-
nien, New Zealand, Japan, Tahiti og paa den amerikanske
Vestkyst fra det sydlige Alaska ned til Vancouver og
Californien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 717m.

"4. Underslægt Acanthodésia C. & B.

Kolonierne er snart helt fæstet til Underlaget
(saaledes hos den herværende Art), snart delvis
eller helt oprejst. Gymnocysten er svagt udviklet,

126

da det membranøse Mundingsfelt indtager næsten
hele Zoøciets Længde. Ægte Torne ved Mundingen
eller i Mundingsfeltets Rand mangler. Cryptocysten
er betydeligt udviklet, særlig forneden, hvor der
ofte findes et jævnt eller takket Fremspring, som
retter sig opefter. Paa Siderne og foroven er Cryp-
tocysten svagere. Zoøcierne er forbundne ved For-
bindelsesplader. Oøcier og afhængige Avicularier
findes ikke, mens somme Årter (dog ikke den
indenlandske) er forsynet med selvstændige Avi-
cularier af meget primitiv Bygning.

Kun een Art med een Varietet i europæiske Far-
vande.

7. Membranipora (Acanthodésia) ténuis Des.
(Fig. 66).

Kolonierne danner kniplingsagtige Overtræk og be-
staar af regelmæssigt afvekslende Længderækker af Zo-
øcier. Disse er stærkt forkalkede og knudrede. Deres
Form er næsten firkantet, og de er adskilte fra hinanden
ved temmelig stærkt fremtrædende Rande (Gymnocysten),
som er bueformede foroven og forneden. Nogle Zoøcier
viser en kort, knudeformet Torn, som hører til Gymno-
cysten, enten i begge de nederste Hjørner eller kun i
det ene, Den membranøse Del af Mundingsfeltet, den
saakaldte Opesia, indskrænkes i Almindelighed til omtrent
Halvdelen af Zoøciets Længde ved Cryptocysten, som
forneden er betydeligt udviklet. Hos var. scutåta Levins.
naar Cryptocysten paa de fleste Zoøcier næsten helt hen
til Laaget, thi der udvikler sig et pladeformet Fremspring,
der fortil og paa Siderne er frit og takket i Siderandene.
Tornene i Zoøciets nederste Hjørner savnes hos denne
Varietet. Fornemmelig paa Siden, men hos den typiske
Form dog ogsaa forneden, løber Cryptocystens Rand ud

127

i 3—5 forskelligt store, spidse. Torne, som staar helt
uregelmæssigt og er rettede henover Opesien. Efter de
amerikanske Materialer at dømme, optræder der ikke sjæl-
dent rudimentære, mindre Zoøcier blandt de normale.

Fig. 66. Membranipora (Acan-
thodesia) tenuis Des.

AÅ. typisk Form (efter tørt

Materiale). B. var. scutata Le-
vins. (efter Levinsen).

Hos os er Arten kun taget i to Kolonier paa Skaller,
”" andetsteds ogsaa paa Kiselsten. Det typiske danske Ma-
teriale er fra Øresund mellem Vedbæk og Ven, Varieteten
scutata er fundet ved Hellebæk. Iøvrigt kendes Arten
fra Woods Hole-Omraadet og fra Florida.

Dybde-Udbredelse; fra 5—18 m.

5. Underslægt Alderina Norman.

Kolonierne danner Overtræk. Mundingsfeltet
indtager næsten hele Zoøciets Længde og mangler
Torne i Randen. Zoøcierne er forbundne med hin-
anden ved Porekamre, to paa hver Sidevæg og to
paa den øverste Væg. Qøcier findes; Avicularier
mangler 2 g

Kun een Årt i vore Farvande.

128

… 8. Membranipora (Alderina) imbéllis. Hcks.
(Fig. 67).

Denne Arts Overtræk bestaar ikke af særlig regelmæs-
sige Zoøcierækker. De omtrent pæreformede Zoøcier har
et stort Mundingsfelt, som undertiden indtager Størstede-
len af Zoøciets Længde. Mundingsfeltet er ofte stærkt ud-
videt forneden og skævt udtrukket til den ene Side. Dets
Ramme er tykt forkalket og knud-
ret og danner en temmelig "bred
Cryptocyst. Torne og Avicularier
mangler. Døcierne er afrundet-fir-
kantede, noget fladtrykte og ser ud
som om de var rimfrosne. Deres
ydre Dække (Ekto-Qøciet) er ikke
forkalket i sin forreste Vægs Midte,
saa at Oøciets. indre Lag (Endo-
QOøciet) her fremtræder i Form af
et afrundet-firkantet Felt, som ind-
rammes af Oøciedækket.

Arten er sjælden hos os. Hvor
den. forekommer, er den overalt
truffet paa Sten og Skaller paa dybt
Vand, kun ved den sydengelske
Kyst ogsaa paa Skibe. I vore Far-
vande kendes Arten fra det nordvestlige og østlige Katte-
gat samt fra den svenske Skagerakkyst (ved Kristineberg).
Desuden forekommer den ved det sydlige Norge (Bergen,
Kristiansand), omkring Storbritannien fra Shetlandsøerne,
de skotske .og irlandske Kyster indtil Kanalen, i den Bi-
scayiske Bugt, ved Tuniskysten og ved mg le (Jolo).

Dybde-Udbredelse: fra 36—709 m.

Fig. 67. Meme ramper
(Alderina) imbellis Hcks.
(efter glødet Materiale).

6. Underslægt Tegélla Levinsen.

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne bærer
Torne, og deres Sidevægge er forbundne med hin-
anden ved flerporede Forbindelsesplader, mens
Endeskillevæggene er enporede. Cryptocysten er

129

ubetydelig. Oøcierne findes, og deres ydre Dække
(Ekto-QOøciet) er ufuldstændig forkalket. De afhæn-
gige Avicularier sidder enten forneden paa Zoøciets
forreste Væg eller paa Ekto-Oøciet.

Kun een Art i mellemeuropæiske Farvande.

9. Membranipora (Tegélla) unicéårnis (Flem,)
(Fig. 68).

Kolonierne danner smaa, hvidlige og glinsende Over-
træk, som ofte er temmelig regelmæssigt runde. Zoøcierne
er ordnede i ensdannede, afvekslende Længderækker. Disse
udstraaler fra det første Zoøcie (Primærzoøcie, Ancestrula),
som sidder omtrent i Koloniens Midte. De kraftige,
ovale Zoøcier har et Mundingsfelt;
der hyppigst indtager noget over
Zoøciets halve Længde, sjældnere
en større Del af denne. Neden
for Mundingsfeltet bliver Zoøciet
smallere, og dets Siderande er
"noget indbugtede. Dersom Zoøci-
erne ses forfra, er Gymnocysten i
Almindelighed skjult af et Oøcie.
Elers staar der påa Gymnocysten
eet, sjældent to, Avicularier, hvis
Mandibel snart vender opad, snart
nedad. Mundingsfeltets brede Rand
er fint karvet indadtil, hvor der
dannes en svag Cryptocyst. I Ran-
dens øverste Del kan findes to
Torne paa hver Side, af hvilke de
opretstaaende, øverste, mindste ofte
mangler. Begge de nederste er tit
” forskellig lange, den største rejser sig snart op, Snart ven-
der den ligesom den anden frem og henover Mundings-
feltet. De hjelmdannede Oøcier optræder over de fleste
Zoøcier. Deres forkalkede Dække ophører et Stykke over

Ernst Marcus: Mosdyr. ; ; : 9

- Fig. 68... Membranipora
(Tegella) unicornis
(Flem.).

130

den nederste Rand, hvor det ender i en frit udstaaende
Valk. Næsten paa alle Oøcier ses et enkelt, stort og skævt-
stillet Avicularie, som i største Delen af sin Udstrækning
er sammenvokset med Qøciet og kun i en mindre Del med
Zoøciet derover. Aviculariets Munding vender snart til
højre, snart til venstre, og den trekantede Mandibel peger
opad eller nedad. ;

Arten er temmelig almindelig i vore Farvande og er
fundet paa mange forskellige Skaldyr (hyppigst paa Bucci-
num, Cyprina, Cardium m. m.), Rurer, Søpunge og
Sten, Den synes fortrinsvis at undgaa ganske ringe
Dybder. Hos os er den udbredt i Vesterhavet (Dogger-
banken), Skagerak, Kattegat, Bælthavet og Øresund samt
den sydvestlige Østersø (Kiel). Dens øvrige Udbredelse
omfatter den arktiske Region og det nordlige Atlanterhav,
paa Vestkysterne ned til Woods Hole-Omraadet og paa
Østkysterne ned til det nordlige England (Durham) og
Belgien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 120 m; dette
dybeste Findested ligger ved Færøerne.

7. Underslægt Cauloråmphus Norm.

Zoøciernes Mundingsfelt er stort, men kan dog
navnlig forneden indskrænkes ved en Cryptocyst.
Imellem de Torne, som staar i Mundingsfeltets
Rand, findes stilkede Avicularier. Zoøcierne er for-
bundne ved Porekamre. Oøcierne er kun ganske
svagt hvælvede.

Kun een Årt i mellemeuropæiske Farvande. :

[10. Membranipora (Cauloråmphus) spinifera
(Johnst:) (Fig. 69).

Kolonierne danner temmelig store, runde, ofte kreds-
formede Overtræk af brunlig Farve. Zoøcierne er aflang-
runde og ordnede i afvekslende Længderækker. Mundings-
feltet indtager hele Zoøciets Længde og bærer 14—16 (i
amerikansk Materiale 10—12 eller flere) store, tykke og

131

. brune Torne, af hvilke begge de øverste er rettede opad.
Begge de næstfølgende er særlig kraftige og vender frem,
mens alle øvrige staar næsten vandrette henover Mun-
dingsfeltet, i hvis Midte de næsten mødes. Mundingsfeltets
Rand er temmelig bred og fremtrædende, stærkt forkalket og
bliver, idet mindste hos vestamerikansk Materiale, ujævn af
Smaapapiller. AÅvicularierne
staar ligeledes i Randen, men
uden for Tornene, og bæres
af Stilke. Disse indsnævres
nedadtil, hvor de er fæstede
ved et bevægeligt Led. Avi-
culariets Stilk er næsten saa
lang som den anden Torn, og
og dets lille, spidse Mandibel
vender opad og udad. Avicu-
larierne er snart sjældne, snart
findes der et enkelt eller et
Par paa hvert Zoøcie, hvor
de staar i Randens Midte eller
lidt derover. Undertiden op-
træder to, endog tre Par Avi- ss
cularier under Mundingsfeltet.… 500

De flade, glatte Oøcier har : :
É Å Fig. 69. Membranipora (Cau-
paa deres Forside en Ribbe loramphus) spinifera (Johnst.)

påa tværs. ;
Arten er fortrinsvis hæf- (efter. Hincks).

tet til Sten, men findes ogsaa

paa Laminarier og Skaller, Den er hidtil ikke taget i vore
Faryande, men kan dog ventes at tilhøre vor Fauna, f. Eks.
i det ydre Skagerak. Dens sikre Findesteder ligger ved
Færøerne, Shetlandsøerne, de britiske Kyster fra Skotland
til Kanalen, det nordvestlige Frankrig (Roscoff) og det
sydvestlige (ifølge en noget ældre Angivelse). Alle Angivel-
ser af Artens Forekomst i de arktiske Have er tvivlsomme.
Derimod angives i paalidelige Fortegnelser Årten at op-
" træde ved den nordamerikanske Vestkyst fra det sydlige
Alaska til Californien, ved Galapagos-Øerne og ved Chile” S
Kyst.

Dybde Udbredelse: fra Tidevandszonen til 55 m.]

8. Underslægt Callbpora Gray.
Zoøciernes Mundingsfelt er stort og indskræn-
kes kun lidt i Randene ved en Gymnocyst. Der

132

findes Porekamre og i Reglen ogsaa Torne. De
forskelligt beliggende Avicularier har en spids
Mandibel, men ikke nogen Stilk. De anselige
Oøciers ydre Del. (Ekto-Oøciet) er - ufuldstændigt
forkalket fortil

Oversigt over Arterne.

1. Oøciernes Forside med en bueformet eller vin-"
kelformet Liste. Oøcierne glinser ikke paa-
Faldende ERE SEE SNERRE ER IRENE SAR 2

Oøciernes Forside uden nogen bueformet eller
vinkelformet Liste. Oøcierne glinser tydeligt
3. M.(C.) dumerilii.

2. Zoøcier ogsaa i udvokset Tilstand i det mindste
med 6, for det meste med flere Torne. Oøci-
erne uden eller med et enkelt over Oøciet
siddende Avicularie

Zoøcier med højst 4 Torne, af hvilke der kun
bliver to eller een tilovers hos udvoksede Zo-

Fra Undersiden ses Porekamrene; i deres
Indre springer der Tænder frem fra den Zo-
øciets Grundflade omgivende Rand
; | 1. M. (C.) lineåta.
Zoøcierne er meget smaa, med 12—14 Torne.
Fra Undersiden ses Porekamre uden tand-
agtige Fremspring.......... 2. M. (C.) craticula.

il. Membranipora (Callbpora) lineåta (L.).
(Fig. 70). :
Kolonierne er ofte runde Pletter, i hvilke Zoøcierne
staar i nogenlunde regelmæssige, afvekslende Længde-.
rækker. Zoøcierne er middelstore, snart langagtige, snart
temmelig brede, lejlighedsvis endog næsten kredsformede.
De er udvidede nedadtil og ikke sjældent forneden ud-
trukket til den ene Side. Mundingsfeltets Rand er smal,
ophøjet, lidt rynket og undertiden forsynet med ganske

133

" lave Indbugtninger paa sin Inderside. Cryptocysten er
meget svagt udviklet. Af de temmelig lange Torne om-
kring Mundingsfeltet findes 6—12, hyppigst 8—10. De er
hule og opadtil tilspidsede; deres Retning svinger betyde-
ligt hos forskellige Kolonier. Men begge de øverste Par
kan siges som Regel at vende fremad og opad; de øvrige

Fig. 70. Membranipora (Callopora) lineata (L.). A. Zoøciernes Forside.
B. Bagside med. Porekamrene. '

noget indefter og tillige buet frem. De 2—4 øverste Torne
brækker let af, ellers ses de i oøciebærende Zoøcier at
være kortere end sædvanlig. Artens vigtigste Kendetegn
ses kun bagfra, idet Randen, der omgiver Zoøciets Grund-
flade foroven samt ved Siderne er forsynet med smaa,
indad rettede Kalktænder. Neden for Mundingsfeltet sid-
der som oftest paa Gymnocysten et fremtrædende Avicu-
"larie, hvis spidse, trekantede Mandibel peger snart skraat,
snart lige opad, nedad eller paa tværs. Sjældent findes to
Avicularier. Oøcierne er glinsende, brede og hvælvede og
har paa deres Forside et bueformet eller vinkelformet

134

Tværribbe. Dette er intet andet end Oøciedækkets (Ekto-
Qøciets) skyggeformet fremstaaende Valk. Neden for denne
er Ekto-Døciet ikke forkalket, saa at Endo-Døciet bliver
synligt.

Arten optræder især paa Alger, f. Eks. Laminarier,
men ogsaa paa Hydroider, Mosdyr, Porcellana, Skal-
ler og Sten. Den findes i danske Farvande saavel i
Vesterhavet, Skagerak og Kattegat, som i Bælterne, ved
Nordsjællands Kyst og i Øresunds Indgang (Kronborg).
Desuden trænger den ind i den sydvestlige Østersø, om-
trent til Kadetrenden. Iøvrigt er Arten udbredt i hele den
arktiske Region, ved det nordlige Atlanterhavs Øst- og
Vestkyster sydpaa indtil henholdsvis den biscayiske Bugt
og Florida samt ved Madeira og i Middelhavet. Fra Ame-
rikas Vestkyst er den paavist fra det sydlige Alaska og
Vancouver-Omraadet. Ydermere angives Arten at være
fundet ved New-Zealand og en Varietet paa den sydøst-
australske Kyst.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 190 m.

2. Membranipora (Callbpora) craticula Ald.
(Fig. 71).

Kolonierne er som oftest mindre end den foregaaende
Arts, men ellers ligner de hinanden betydeligt. Det- synes
ikke at være muligt at skelne mellem begge Arter kun
efter deres mere eller mindre regelmæssigt ordnede Zo-
øcier. Ångaaende dette modsiger Hincks og Levinsen hin-
anden. Zoøcierne er smaa og viser omtrent den samme
Form som hos den forrige Art. Saavel opadtil som nedad-
til indsnævres Zoøcierne, og deres største Bredde findes
neden for Mundingsfeltets Midte. Dette er stort, aflangt
og stemmer i Randen, Cryptocysten og Tornvæbningen.
overens med den sidst omtalte Arts. Selve Tornene er
talrigere end hos C. lineata, idet der findes 12—15. De
2—5 øverste er runde og mere eller mindre udpræget
oprejste, mens de øvrige, glinsende og noget flade hælder
indefter og mødes over Mundingsfeltet. Nedenfra ses Pore-
kamrene ligeledes udviklet som hos C. lineata (Fig. 70 B),

135

men Randen er jævn, da denne Arts tandformede Frem-
spring mangler. Af Avicularier findes to Former. Den
første hører til de afhængige Aviculariers Type og op-
træder saavel paa Gymnocysten, altsaa paa Zoøciets for-
reste Væg neden for Mundingsfeltet, som over et Oøcie,
hvor det sidder enten i Midten eller hyppigt paa den ene
Side. Den trekantede Mandibel er mere afrundet i Avi-
cularierne påa Gymnocysten, mere spids i dem over

Fig. 71. Membranipora (Callo- Fig. 72. Membranipora (Callo-
pora) craticula Ald. pora) dumerilii (Aud.).

Oøcierne. Desuden forekommer selvstændige, uafhængige
Avicularier, som er sideordnede Zoøcierne og ikke har
deres Plads paa disse. Saadanne Avicularier har en lang-
strakt, trekantet Mandibel og et stort Kammer, af hvilket
dog kun en mindre Del ses fra Koloniens Forside. Af
. disse findes ofte flere ved Siden af hinanden, i eller hen-
imod Koloniens Rand. Oøcierne er forholdsvis mindre,
navnlig smallere end hos C. lingata, og Ekto-Oøciet er
ligesaa ufuldstændigt forkalket. Det ender med en svagt

136

buet eller bøjet, undertiden næsten lige Rand, som i Al-
mindelighed er ribbeformet fortykket.

Arten vokser paa Alger, Mosdyr, Skaller, Søpunge,
Sten 0, a. og er ikke sjælden i vore Farvande. Den kendes
fra Vesterhavet, Skagerak, Kattegat, Bælthavet, indtil Syd
- for Langeland, og ved Kiel, samt fra Indgangen til Øresund
(Hellebæk, Nakkehoved). Dens øvrige Udbredelse omfatter
det arktiske Hav og det nordlige Atlanterhav, i Øst syd-
paa til det sydlige England RES i Vest ned til Moods
Hole-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 5—190 m.

13. Membranipora (Call&pora) dumerilii (Aud.)
(Fig. 72).

De pæne Kolonier minder om Perlebroderier. De mid-
delstore Zoøcier staar meget regelmæssigt i afvekslende
Længderækker. Mundingsfeltet er snart aflangt, snart bliver
det bredere nedadtil, hvor Zoøciet ofte er skævt udtrukket.
til den ene Side. Mundingsfeltets Ramme er stærkt for-
kalket og forsynet med en smal, knudret Kant, som træ-
der glinsende frem. Rammens nederste Rand er ofte stærkt
fortykket og danner her en lille Cryptocyst, det er en smal:
Kalkflade, som strækker sig indad fra den nys nævnte Kant
neden under det membranøse Mundingsfelt. I den øverste
Del af hver Siderand findes 1—2, sjældent 3 kraftige Torne.
Een af disse er undertiden vældigt udviklet. Af Porekamre
findes ligesom hos de øvrige her omtalte Arter af denne
Underslægt to i hver Sidevæg, og Endeskillevæggen bærer
ligeledes et eneste Porekammer med et Tværbælte af en-
porede, enkelte Forbindelsesplader (Smaaplader). Afde smaa
Avicularier, hvis Mandibler er trekantede og forskellig ret-
tede, optræder snart eet, snart to paa Gymnocysten, alt- .
saa paa Zoøciets forreste Væg neden for Mundingsfeltet,
eller over ODøciet. Over Oøciet beliggende. Aviculariers
Mandibler peger altid opad. Avicularierne kan snart være
ret almindelige, snart mangle helt. De stærkt hvælvede
Oøcier, som forekommer over de fleste Zoøcier, er som

157

” oftest temmelig høje, mangen Gang ogsaa næsten kugle-
. formede, ODøciets Forside er fint vifteformet stribet og for-
synet med smaa, glinsende Knuder, saa at den ser rim-
frossen ud. Allerede ved en svag Forstørrelse giver disse
talrige, perlelignende Oøcier Kolonien et særegent Præg.

Arten overtrækker især Skaller, f. Eks. Blaamuslin-
ger og Østers, Rurer, forkalkede Mosdyr, Søpunge og
Sten, sjældnere Alger, og er temmelig hyppig i vore
Farvande, hvor den er paavist i Vesterhavet (Doggerbanke),
i Limfjorden, Skagerak, Kattegat og i Øresund (Hellebæk,
Snekkersten). Iøvrigt kendes den fra Færøerne, det mid-
terste (Foldenfjord) og sydvestlige Norge, de storbritanni-
ske, belgiske og franske Kyster samt den biscayiske Bugt,
fra Middelhavet, Marokkokysten og Madeira. Ved de nord-
amerikanske atlantiske Kyster er Arten taget i St. Law-
rence-Bugten og ved Mt. Desert-Ø (Maine). Endskønt der
mangler Sammenhæng med de øvrige Findesteder, kan
Angivelsen af Artens Forekomst ved Tristan da Cunha
næppe drages i Tvivl.

…" Dybde-Udbredelse: fra 10—280 m.

i 14. Membranipora (Callbdpora) aurita Hcks.
(Fr 1/5)

Paa Sten danner Kolonierne næsten kredsformede
Overtræk, hvis Zoøcierækker staar helt regelmæssigt, mens
de vokser temmelig regelløst paa Algestilke. Zoøcierne
er middelstore. Deres Form saavel som Mundingsfeltets
svinger betydeligt, thi den er snart aflang eller afrundet-
firkantet, snart forneden bredt udvidet og ikke sjældent
skævt udtrukket til den ene Side. Mundingsfeltets Rand
er stærkt forkalket og foroven paa hver Side forsynet med
to, sjældent tre Torne af forskellig Tykkelse, af hvilke der
hos voksne Zoøcier kun bliver to eller een tilovers. Mun-
dingsfeltets nederste Rand fortykkes særlig hos ældre Zoø-
cier og danner en forholdsvis bred Cryptocyst, som er
skraat afskaaret indadtil. Som Regel optræder der over
hvert Oøcie to Avicularier, sjældent kun eet paa den ene
Side. De spidse, trekantede Mandibler peger hyppigst skraat

138

udad og opad, men der findes dog ogsaa mange andre Ret-
ninger, som Fig. 73 viser. Neden for Mundingsfeltet staar
der tit et lille Avicularie med et tykt Kammer. Alt efter
Alder og Forkalkning træder Oøcierne mere eller mindre
hvælvet frem, i gamle Kolonier er de temmelig dybt ned-
sunkne. Døciernes Form er afrundet-firkantet. Oøciedækket
; (Ekto-Oøciet), som skjuler Stør-
stedelen af ODøciets indre Lag,
ender med to sædvanlig forhæng-
agtige, frit fremtrædende Rande.
Disse danner en spidsvinklet Tre-
kant med indbuede Sider. Hvor
de støder sammen, findes der
ofte et fortykket, gavlformet Frem-
spring, som undertiden løber ud
i en høj Spids. Somme OQøciers
Dække er straaleformet stribet.

Årten er taget paa forskel-
lige Alger, Søpunge og Sten samt
fortrinsvis paa Snegle- og Mus-
lingeskaller. Den kendes fra alle
danske Farvande, men synes dog
ikke at være saa almindelig langs
Vesterhavets og Skageraks Kyst
som i Kattegat, Bælterne og Øre-
sund. Den trænger ogsaa ned i Østersøen, hvor den ikke
blot er paavist i den sydvestlige Del, f. Eks. i Kieler-
bugten, men ogsaa Øst for Kadetrenden, i Grønsund og
ved Bornholm (paa dybere Vand). Iøvrigt er Arten udbredt
i Atlanterhavet ved Færøerne, de storbritanniske Kyster
samt Helgolandsbugten ned til det sydlige England og Azo-
rerne. Der angives desuden een Koloni fra Hudsonstrædet.
Ved Mainekysten er Arten temmelig sjælden, mens den er
hyppigere længere sydlig, ved Kap Cod. De Kolonier, som |
er fundet ved de højnordiske europæiske Kyster, f. Eks.
den nordnorske, og i det Hvide Hav, kommer ind under
en særskilt Varietet, nemlig var. norvegica Nordg.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand (1 m) til 130 mm.

Fig. 73. Membranipora (Cal-
lopora) aurita Hcks.

139

9. Underslægt Amphibléstrum Gray.

Under Zoøciernes store Mundingsfelt ligger i
det mindste forneden en bred Cryptocyst, ved hvil-
ken dettes membranøse Del som oftest faar et tre-
bladet Udseende. Mundingsfeltets Rand er tyk og
ofte forsynet med Torne. Hver Endeskillevæg har
eet Porekammer, hver Sidevæg to. Der findes af-
hængige Avicularier og Oøcier med et ufuldstæn-
digt forkalket Dække.

Oversigt over Arterne jfr. S. 113—114.

15. Membranipora (Amphibléstrum) flemingii
Bsk. (Fig. 74). i;

Kolonierne danner Skorper af uregelmæssigt Omrids,
i hvilke Zoøcierne staar noget sammenfiltrede mellem hin-
anden. Zoøciernes brede, rhombiske Form ses kun tyde-
ligt fra Undersiden, da Zoøciernes nederste Dele forfra

Fig. 74. Membranipora (Amphi- Fig. 75. Membranipora (Amphi-
blestrum) flemingii Bsk. blestrum) trifolium -(S. Wood).

140

som oftest er skjult af Avicularierne og QDøciet. Næsten
hele Længden af den Zoøciedel, der i de fleste Tilfælde
alene er synlig forfra, indtages af Mundingsfeltet. Dette
er kort, bredt og forneden stærkt og pludseligt udvidet.
Mundingsfeltets tykke Ramme danner paa Siderne og
navnlig forneden en bred, knudret Cryptocyst, der op-
fylder mindst en Trediedel af Mundingsfeltet. Ved at Cryp-
tocystens frie Forkant ikke sjældent springer frem i Midten,
bliver Mundingsfeltets membranøse Del tit trebladet. Alt
… efter som der findes et Oøcie under Zoøciet eller ikke,
stiger Mundingsfeltets Ramme næsten lodret eller skraat
op fra den dybt nedsænkede Cryptocyst. Hos de yngste
Zoøcier findes 8 Torne, af hvilke der kun bliver 6—2 til-
overs hos voksne. Tornene er meget lange og slanke; hvis
der findes to foroven og to paa hver Side, er den midter-
ste ofte ensidigt overordentlig kraftig udviklet. Snart er den
tyk og rund og staar oprejst, snart er den noget flad som
en Sabel og hælder henover Mundingsfeltet. Denne Torn.
er ofte den eneste, som findes i gamle Kolonier. Neden
for Mundingsfeltet sidder. eet Avicularie eller to, og hvis
der findes Oøcier, optræder Avicularierne som oftest paa
begge Sider eller kun paa den ene Side af dette. Mandiblerne
er langstrakte, smalle. og spidse. Mange af dem, dog langt-
fra alle, vender skraat opad. Oøcierne er store og kugle-
formede. Deres Dække ender fortil med en cirkelformet
eller svagt vinkelformet bøjet Rand, hvorved Endo-Oøciets
granulerede Overflade bliver synlig. Dækket er snart fint
vifteformet stribet, snart forsynet med et lille, bugtet Møn-
ster eller med Smaakorn.

Årten overtrækker Skaller, Sten, Ormerør, sjældnere -
ogsaa Ålger, og synes ikke at være almindelig i danske
Farvande. Den er taget i Vesterhavet (Fanø), Skagerak
(Hirtshals, Hanstholm o. a.), Kattegat (Anholt, Hesselø) og
Øresund. Collin”s Angivelse af Artens Forekomst i Lim-
fjorden kunde maaske snarere komme ind under M. (Cal-
lopora) aurita Hcks. Iøvrigt kendes Arten fra de arkti-
ske Have og det nordlige Atlanterhav, ved de europæiske

141

- Kyster ned til den biscayiske Bugt og Middelhavet, ved
den nordamerikanske Østkyst sydpaa indtil Woods Hole-
Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 428 m.

16. Membranipora (Amphibléstrum) trif6lium
(S. Wood) (Fig. 75).

Kolonierne danner Overtræk, der som levende har en
bleg olivengrøn Farve. Zoøcierne er rudeformede eller lang-
agtige, tit ogsaa udvidede opadtil og indsnævrede nedadtil.
Mundingsfeltet indtager hele Zoøciets Forside og har en
stærkt fremtrædende, karvet Ramme. Cryptocysten, som
udgør omtrent Halvdelen indtil to Trediedele af Mundings-
feltets Længde, er granuleret og forsynet med en fint tak-
ket Forkant. Mundingsfeltets membranøse Del er i Reglen
tydeligt trebladet, hvad antydes ved Artens Navn. Torne
mangler. Avicularierne er ikke almindelige, deres temme-
lig høje Kamre findes paa den smalle Gymnocyst mellem
Zoøcierne eller forneden paa den forreste Væg af et Zoø-
cie. Mandiblerne er spidse og peger i forskellige Retnin-
ger, men for det meste skraat eller lige nedad. De høje,
glatte Oøcier viser et ufuldstændigt forkalket Dække, hvis
frie, fint granulerede Rand snart er jævn, snart fortykket
som en Vold og omgiver et mere eller mindre udpræget
trekantet Felt. Dette er firkantet hos var. quadråta Hcks.,
hvis .perlesnoragtige Ramme nu og da bærer en Torn for-
oven påa hver Side. Denne Varietets Kolonier er rødlig-
brune.

Arten forekommer paa Skaller af Snegle, Muslinger
og Brakiopoder, sommetider ogsaa paa Alger. Den er fun-
det i Skagerak (ved Kristiansand og ved Bohuslåns Kyst).
Fremdeles bebor den hele den arktiske Region og det nord-
lige Atlanterhav, hvor den paa den amerikanske Kyst gaar
ned til Mt. Dessert-Øs Omraade (Maine). Paa de europæ-
iske Kyster er den fundet ved det nordlige Norge og
ved Bergen, ved Færøerne, Shetlandsøerne, det nord-
lige Skotland, Rockall Banken og Irland, samt i Adriater-

142

havet. Var. quadrata Hcks. kendes saavel fra den nord-
skotske som den nordøstgrønlandske Kyst. En nær be-
slægtet tropisk Form, minor Hcks. anses som Varietet
eller i den sidste Tid som en egen Årt.

Dybde-Udbredelse: fra 13—311 m.

10. Underslægt Rhamphonétus Norman.

Zoøciets Mundingsfelt er mindre end i den for-
rige Underslægt, mens Opesien, det er Mundings-
" feltets helt membranøse Del, er større. Smaa Pore-
kamre findes i samme Antal og Beliggenhed som
hos Amphiblestrum. Forneden paa Mundings-
feltets Ramme staar der et stort Avicularie paa
Gymnocysten. ODøciernes Dække er ufuldstændigt
forkalket, men Forkalkningens Grænser er ofte
utydelige.

Kun een Årt i europæiske Farvande.

. [17. Membranipora (Ramphonétus) minax Bsk.
(Fig. 76).

Kolonierne danner som oftest Overtræk, men der ken-
des ogsaa opretvoksende Materiale fra Middelhavet. Zoø-
cierne er pæreformede. Mundingsfeltet udvider sig nedad-
til og indtager omtrent Halvdelen af Zoøciets Længde.
Mundingsfeltets Rand træder frem og bærer foroven to
eller eet Par lange, slanke Torne, som ofte er afbrækkede.
Der findes paa Siderne en smal,, forneden en bred, glat
Cryptocyst, som er mindre end Opesien. Denne er utyde-=.
lig trebladet. Mundingen ligger i Opesiens øverste Ende.
Paa Mundingsfeltets nederste Rand eller lige derunder.
sidder et stort Avicularie, ofte med et overordentlig højt
Kammer, paa Gymnocysten. Netop der, hvor disse Kamre .
er kraftigst udviklet og ligner snart et Søjlestykke, snart
en Fyrrekoglile, slides de hyppigst af, og saa bliver der kun
store Huller tilbage. Den slanke Aviculariemandibel løber
ud i en fin Spids. Oøcierne er middelstore, næsten kugle-
formede og forsynet med smaa bitte Korn. 1 gamle, stærkt
forkalkede Kolonier vokser Oøciernes Dække fra Siderne

143

- hen imod Forsiden og indskrænker saaledes det granule-
rede Endo-Oøcie til et trekantet Felt, hvis noget uregel-
mæssige Grænser dannes af selve Dækket (Ekto-Oøciet).
Arten er taget paa R
Alger, Gorgonider, Ko-
raller, Mosdyr, Skaller,
ogsaa af Brakiopoder,
Søpunge og Sten, som
oftest paa dybt Vand.
Den er hidtil ikke paa-
vist i danske Farvande,
men kan dog ventes
at forekomme ogsaa
hersSPREkssre dybere
Dele af Skagerak. Ar-
ten er udbredt ved
Østgrønland og ved
den nordlige, atlantiske
Nordamerikakyst ned
til St. Lawrence-Bug-
ten, ved Island, Fær-

øerne, Shetlandsøerne, SØ
det nordlige Norge og Fig. 76. Membranipora (Ramphonotus)
Bergen, Irland og Mid- minax Bsk.

delhavet. Fra den syd-
østaustralske Kyst, det øst- og Yes tal ERE REE Hav ken-

des den nær beslægtede R.inermis (Kluge).
Dybde-Udbredelse: fra 55—1331 m.]

2. Larnåcicus Norman.

Under Zoøciets meget store Mundingsfelt ligger
en bred Cryptocyst. Denne indskrænker Mundings-
feltets membranøse Del, altsaa Opesien, ikke blot
nedenfra, som sædvanlig hos Membraniporiderne,
men ogsaa ovenfra. Den øvre Cryptocyst ses kun
efter, at de bløde, organiske Dele er ødelagt ved
—- Glødning eller Kogning i en Opløsning af Kali-
-lud eller lignende. Saa viser denne Cryptocyst to
store Huller, der ser ud som Vinduer uden Ruder.

144

I Mundingsfeltets Rand staar forgrenede Torne.
Zoøcierne er forbundne ved Forbindelsesplader.
Der findes selvstændige Avicularier med runde
Mandibler.

"Kun een Art.

[1. Larnåcicus cérniger (Bsk,) (Fig. 77). (Syn. Mem-
” branipora cornigera).

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne er isat
eller pæreformede. Mundingsfeltet indtager Størstedelen
af Zoøciets Længde, saa at en Gymnocyst kun dannes af
Zoøciernes tykke Rand, som er kraftigt rynket paa tværs.
Randen bærer i oøciebærende Zoøcier to, ellers ofte tre
Par Pigge, af hvilke det nederste Par er gaffeldelt. Cryp-
tocysten bestaar af den øvre Del, som omtaltes i Beskri-
velsen af Slægten, og den nedre, som er forsynet med
Smaakorn og næsten indtager to Trediedele af Mundings-
feltet. Imellem Zoøcierne optræder der talrige, langagtige
Avicularier af forskellig Størrelse, hvis afrundede, tunge-
formede Mandibel minder om den hos Flustriderne fore-
kommende Avicularietype. De høje, hvælvede Oøcier er
fint granulerede.

Fig. 77. Larnacicus corniger (Bsk.). A, naturlig Skikkelse. B. glødet
Materiale.

145

Arten er fundet paa Koraller, Skaller og Sten. Den
er hidtil ikke paavist i danske Farvande og synes over-
hovedet at være yderst sparsom i sin Forekomst. Men des-
uagtet kan den dog ventes at findes ogsaa hos os, f, Eks.
paa dybt Vand i Skagerak, thi i Hardangerfjorden fore-
kommer den. Artens øvrige Findesteder er: Østgrønland, Syd
for Bjørneøen, det europæiske Nordhav, Færøerne, Shet-
landsøerne og Havet Vest for Irland.

Dybde-Udbredelse: fra 140—669 m.]

3. Megåpora Hincks.

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne har
en stor Cryptocyst og et sammensat Laag. Mun-
dingen er omgivet af Torne. Porekamre findes, Avi-
cularier mangler. Oøciedækket viser et ikke for-
forkalket, trekantet Felt paa Forsiden. Til dette
svarer en ophøjet, frem-
trædende Valk af Endo-
Døciet.

Kun een Årt i europæi-
ske Farvande.

[I. Megåpora ringens
(Bsk.) (Fig. 78).

Kolonierne optræder for
det meste som smaa, uanse-
lige Pletter af uregelmæssigt
Omrids. De ovale og temme-
lig brede Zoøcier indsnæv-
res nedadtil. Mundingsfeltets
Rand ernavnlig forneden bred,
hvor den hælder skraat ind-
ad og danner en Cryptocyst.
Denne viser Smaågruber paa
. sin Overflade og en fortykket
og noget bøjet Kant hen imod
Mundingen, hvis Udseende
" derved tilnærmelsesvis bliver trebladet. Selve Mundingen
lukkes ved et sammensat Laag, hvis øvre, svagt kitinøse

Ernst Marcus : Mosdyr. : 10

rl o0og

Fig. 78. Megapora ringens
(Bsk:).

146

Del er bevægeligt forbundet med den faststaaende nedre,
som er stærkt kitiniseret og af gullig-brun Farve. Der
findes 4—6 Pigge omkring Mundingen og undertiden en
lang, slank, Kitintorn paa Siden eller i Midten paa
Gymnocysten, d. v. s. Zoøciets forreste Væg uden for Mun-
dingsfeltet. Denne Torn minder om et Vibraculums Bør-
ste. Avicularier findes ikke. Oøcierne er kugleformede og
smaa. Deres Dække (Ekto-Oøciet) er fortil i et trekantet
Felt, der omgrænses af Dækkets fortykkede Kanter, ikke
forkalket. Til dette Felt svarer der en ophøjet, stærkt frem-
trædende Valk af Endo-QOøciet.

Arten er taget paa Koraller, Skaller og SER DER er
” hidtil ikke paavist i danske Farvande, men der kan være
Mulighed for at finde den her, f. Eks. i de dybere Dele af
Skagerak. Som Findesteder angives Bergen, Færøerne,
Shetlandsøerne, Vest for det nordlige Irland og mærkelig
nok Palkstrædet ved Ceylon.

Dybde-Udbredelse: fra 11—669 m.]

IV. Fam. Flistridae.

Kolonierne vokser ofte først som Overtræk, men
senere rejser de sig i Reglen og danner et" frit
tanglignende Løvværk. De svagt forkalkede, kiti-
nøse Zoøcier staar jævnsides i flere Rækker. De
er flade, og deres Mundingsfelt indtager Største-
delen af Forsiden eller den hele. Cryptocysten
mangler eller er ringe udviklet. Zoøciernes Ende-
skillevægge er forbundne ved smaa, enporede For-
bindelsesplader; i Sidevæggene findes for det meste
ogsaa saadanne enkelte Plader; kun nu og da
(i vor Fauna hos Carbasea carbasea og Flustra
foliacea), flerporede (sammensatte). Meget simple -
Avicularier, som hører til den uafhængige Type,
er spredte mellem Zoøcierne. Oøcierne, som sjæl-
dent mangler, er endo-zoøciale, d. v. s. de er i det
mindste til Dels indsænkede i andre Individer af

147

Kolonien, som oftest i den nederste Del af det
derover liggende Zoøcie, hvis forreste Væg næsten
dækker over Døciets Munding. Zoøcierne i Kolo-
niens Rand er hos de frit voksende Kolonier om-
dannet til polypidløse Kenozoøcier. Kitinøse Rod-
trævler (Binderør) kan optræde, men særlige Led,
som forbinder Grenene, findes ikke.

Oversigt over Slægterne.

Kolonien bestaar af eet Lag Zoøcier.. 1. Carbåsea.
Kolonien bestaar af to Lag Zoøcier..... 2. Flustra.

1. Carbåsea Gray.

De algelignende Kolonier bestaar kun af eet
Lag Zoøcier. Der findes hverken Avicularier eller
Oøcier hos Slægtens Type, men nu regnes dog
til Carbåsea ogsaa Arter med Avicularier og
"Oøcier. Saafremt dette indskrænkes til Arter med
oprindeligt byggede, afrundede, altsaa laaglignende
Aviculariemandibler, synes det at kunne gaa an,
mens Årter med spidse Mandibler helst ikke bør.
henføres til denne Slægt.

Kun een Art i nord- og mellemeuropæiske Farvande.

1. Carbåsea carbåsea (Ell. Sol.) (Fig. 79).

De gulbrune, opret voksende Kolonier bliver indtil
12 cm høje og er meget tynde, næsten papiragtige. De deler
sig som Regel i talrige Lapper, som ofte er dybt indskaarne
.og altid temmelig smalle ved Grunden. Henimod deres
frie Vækstrande bliver Lapperne bredere og ender bredt
afrundede. Zoøcierne er store, tungeformede eller afrundet-
sekskantede. De er forbundne med hinanden foroven og for-

Sk 10=

148

neden. ved enporede, til Siderne ved flerporede Forbin-
delsesplader. De polypidløse Randzoøcier er meget for-
længede, høje og sammentrykte. Deres Sidevægge fortyk-
kes mere og mere og forbindes.
ved Tværlister. Antallet af saa-
danne omformede Zoøcierækker
tiltager med Alderen, stærkest
mod Koloniens nedre Del, hvor
de danner en længdestribet, lys
Bræmme. Denne hænger forne- .
den sammen med en paa samme
Maade bygget, lille skiveformet
Plade. Rodtrævler findes ikke.

rloos

Arten vokser paa Skaller,
Sten og lignende, især paa nogen-
lunde dybt Vand. Den er ikke
hyppig i danske Farvande, kun
taget i Skagerak, ved Bohuslån's
Kyst og i det midterste (Anholt)
og sydlige Kattegat. Desuden
kendes den fra det arktiske Hav
og.det nordlige Atlanterhav, hvor
den sydpaa gaar ned til henholdsvis St. Lawrence Bugten
og de europæiske Kyster samt Middelhavet.

Dybde-Udbredelse: fra 3—280 m.

Fig. 79. Carbasea carbasea
É (EIlL. Sol.).

2. Flustra Linné.

Kolonierne vokser opret og tangagtigt. De be-
staar af to Lag Zoøcier, som er forbundne med
hinanden ved deres bageste Vægge. Avicularier og
Oøcier findes.

Oversigt over Arterne.

1. Zoøcierne har fortil paa hver Side een til to
Torne. Den øverste Endeskillevægs Forkant
ER tydelig buet ED KR ERE ERR 1. F. foliåcea.

149

Torne mangler. Den øverste Endeskillevægs
Forkant er lige eller kun ganske svagt buet 2.
2. Zoøcierne er smalle, regelmæssig rektangulære.
Under OØøciets nederste Del findes fortil to
forkalkede Fremspring. Aviculariemandiblen
STEEN) VTS SDR see BRA BEEN SEA TE FØDES R 2. F.sectrifrons.
(Zoøcierne er store, aflange. Oven over Qøciets
nederste Del findes fortil to forkalkede Frem-
spring. Aviculariemandiblen skævt stillet
3rESbarle'et.)

1. Flåstra foliåcea (L.) (Fig. 80).

De temmelig faste Kolonier er store, indtil 15 eller
endog 18. cm høje. De begynder som Overtræk, hvis Zoø-
cier danner et Membranipora-lignende Netværk. Dette bli-
ver dog ofte uregelmæssigt, idet Zoøcierne vokser mellem
og paa hinanden. Kolonierne, hvis oprejste Dele snart ser
lysere, snart mørkere brune ud, lugter af Rosmarin, ihvor-
vel Lugtens Beskaffenhed .ogsaa beskrives anderledes i
Litteraturen. Vækstens Form er mangfoldig, som oftest rigt
grenet. Grenene er i Begyndelsen kileformede, udvider
sig opadtil og ender snart bredt afstumpet, snart rundt
eller totakket. Undertiden ligner hele Kolonien en Vifte
med en bred noget lappet Søm. Zoøcierne er kortere end
hos de andre her omtalte Arter; i det hele er de. hos
F. foliacea to Gange saa lange som brede. Foroven ender
de buet og aftager i Bredde nédadtil. Det store Mundings-
felts fint knudrede, forkalkede Rand bærer som oftest i sin
øvre Halvdel paa hver Side to korte, kegleformede Pigge;
sommetider staar der en uparret femte Pig midt paa Zoøciets
øverste Rand. De polypidløse Zoøcier ved Grenenes Kan-
ter er smallere end de øvrige og mangler Laag, men ellers
er de uden Særegenheder. I Koloniens Membranipora-.
agtige Underdel mangler Zoøcierne som oftest Pigge og
har en afrundet-firkantet Form samt en endnu stærkere
forkalket Ramme om Mundingsfeltet end i de oprejste Dele.
Her staar Zoøcierne i afvekslende Længderækker, som for-
grener sig henimod den frie Vækstrand. Næsten uden Und-

150

tagelse danner Åvicularierne Begyndelser til de indskudte
Zoøcierækker, d. v. s. de staar paa Steder, hvor et Zoøcie
danner to eller sjældnere tre Knopper foroven.
Avicularierne er noget, men ikke meget, kortere end
Zoøcierne og forneden skævt tilspidsede, foroven bredt

Å B

Fig. 80. Flustra foliacea (L.).
A. Koloni. B. Zoøcier, Avicularier og Oøcie.

afrundede. Aviculariets laag- eller mandibelbærende Del
er kortere end den derunderliggende. Under Mandiblens
Midte ses et meget lille Mundingsfelt, mens hele den
øvrige Forside er stærkt forkalket med en knudret Over-
flade. De ægformede, overordentlig omfangsrige Oøcier er
med deres største Del indsænket i det Zoøcie, hvortil de
hører, mens kun en mindre, øverste Del er indlejret i
Bunden af det derover liggende Zoøcie. Denne øverste Del
er skaalformet, forsynet med en knudret Overflade og en
noget afmærket Rand. Rodtrævler mangler; Kolonien er
fæstet forneden med sin Membranipora-agtige Del.

Denne Årts kraftige, bredbladede Flader tjener som
Underlag for alle mulige Hydroider og opret voksende
Mosdyr som Crisia-, Scrupocellaria- og Bugula-Arter.
Som Underlag vælger denne Flustra-Skaller, Krab-

151

. ber, Sten o.a. Den er eet af vore almindeligste Mosdyr,
og den findes fra Vesterhavet (samt Ringkøbing Fjord og
Thyborøn Kanal) indtil den sydvestlige Østersø, omtrent
med Kadetranden som Grænse. Den vokser især paa Klippe-
eller Grusbund og danner ligefrem hist og her Enge paa
Havets Bund. Arten er taget ved Murmankysten og i
det Hvide Hav og er overalt i det nordlige Atlanterhav
samt Nordsøen udbredt imellem Island og Færøerne,
sydpaa til den biscayiske Bugt, hvor den dog er meget
sjælden. ;

Dybde-Udbredelse: fra 2—220 m.

2. Flastra securifrons (Pall.) (Fig. 81).

De temmelig tynde og fine Kolonier bliver indtil 15 cm
høje, deres Farve er i levende Tilstand nærmest lysstraa-
gul. De er rigt grenede og deres enkelte, langstrakte Af-
snit er ved Grunden tit meget "tynde, medens de kun
svagt tiltager i Bredde opadtil. I Enden er Afsnittene lige
eller svagt bueformet afskaaret. Der kan sondres mellem
en mere bredt grenet Form med kortere Grene (10—26 Zo-
øcierækker jævnsides) og en mere smalgrenet med læn-
gere Grene (10—14 Zoøcierækker). De langstrakte, smalle
— og regelmæssig rektangulære Zoøcier er omtrent fire Gange
saa lange som brede. De er ganske fint tværstribede. I
Grenenes Rand optræder stærkt forlængede, polypidløse
Kenozoøcier i en enkelt eller i nogle Strækninger i to
Rækker. De afrundet-firkantede Avicularier er smaa, de
maaler omtrent en Trediedel til en Fjerdedel af Zoøciets
Længde. Den neden for Laaget liggende Del udgør højst
en Trediedel af hele Aviculariets Længde og bestaar for
Størstedelen af et stort Mundingsfelt, hvis Kalkramme kun
er svagt udviklet. Oøcierne, som er fint stribede paa for-
skellig Maade, er fuldstændig indsænkede og er forfra set
kuppelformede. Oøciets nederste Rand og den tilstødende

øverste Rand af Oøcielaaget er gul, stærkt kitiniseret. løjne-
" faldende er to ved en Søm forbundne, kraftigt forkalkede
Ribber, som udgaar fra Zoøciets Sidevægge og strækker
sig fortil neden for Oøciets nederste Rand oven for Zoø-

152

ciets Laag. Mens de som oftest næsten møder hinanden
i Midten, naar de undertiden dog kun lidt frem fra
hver Side. Ribberne maa anses for Cryptocystdannelser.
Undertiden mangler navnlig i de smalgrenede Kolonier
baade Avicularier og Oøcier. Kolonien er fæstet ved en
skiveformet Grundflade, som bestaar af Zoøcier, samt ved
derfra fremvoksende Rodtrævler.

Fig. 81. Flustra securifrons (Pall.).
A Koloni. B Zoøcier, Avicularier og
QOøcier.

Årten sidder paa Skaller, Krabber, Sten og andre faste
Underlag og findes hyppigt i Vesterhavet og Skagerak.
Den kendes ogsaa. fra Indløbet til -Ringkøbing Fjord (Ny-
mindegab), fra Limfjorden (Thyborøn Kanal) og fra Kattegat,
hvor den synes at være sjælden. Længere ind i Bælthavet
0. S. v. forekommer den ikke. Dens øvrige Udbredelse om-
fatter de arktiske Have og det nordlige Atlanterhav sydpaa
indtil henholdsvis New Foundland og de europæiske Kyster
samt Middelhavet.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand til 570 m.

[3. Flåstra bårleei Bsk. (Fig. 82).

De lyse Kolonier, som bliver indtil 5 cm høje, er tynde
og skøre. De vokser snart stærkt i Bredden (Materiale fra
Shetlandsøerne og Irland) med korte Grene, hvis Flader
er betydelige, navnlig i deres runde, lappede Ender, snart
mere i Længden (Materiale fra Norge) med lange, smalle
Strimler. De store aflange Zoøcier ligner langstrakte Fem-

153

eller Sekskanter med afrundede Hjørner, eller er næsten
rektangulære. De smalle, polypidløse Randzoøcier staar i
flere Rækker, som er skraatløbende mod Grenenes Kant,
ikke ligeløbende med denne som hos den foregaaende Art.
De smaa, men dog i Størrelse ulige, firkantede Avicularier
indeholder Artens bedste Kendetegn, idet deres halvkreds-
formede Mandibel er skævt stillet.
Oøcierne ligner den forrige Arts og
er hjelmformede. De føromtalte rib-
belignende Fremspring af Crypto-
cysten (jfr. S. 151) genfindes, men de
ligger her oven over QOøciets neder-
ste Del, altsaa højere oppe end hos
F. securifrons. Kolonien er fæstet
ved et Membranipora-agtigt Over-
træk, hvis Zoøcier er bredere end i
de oprejste Dele. Ogsaa Zoøciernes
Orden er mindre regelmæssig i
Koloniens Grundflade, og der findes-
hist og her tre Avicularier efter hin-
anden i den samme Længderække.
Af disse tre er det midterste Avi-
cularie det største.

Kolonien findes paa forskellige, Fig. 82. Flustra
faste Underlag, men ogsaa paa Dynd- barleei Bsk
bund. Endskønt Arten hidtil ikke er
fundet i danske Farvande, er det
dog vel sandsynligt, at den vil findes paa dybt Vand i
Skagerak, thi den er almindelig ved Norges Kyster, ogsaa
ved den sydvestlige (f. Eks. i Indløbet til Bømmelfjord) og
sydlige (Oslofjord). Ydermere bebor Arten det østlige Nord-
hav og det nordlige Atlanterhavs Østdel. Dens nordlige
Grænse synes at være beliggende ved Lofoten (Nordgaard),
undtagelsesvis endnu længere nordpaa (ved det vestlige
Finmarken og Nord for Norge, Smitt). Dens sydlige Grænse
danner den biscayiske Bugt. De fleste Findesteder ligger
i det vestlige Norge, omkring Shetlandsøerne og Vest for
Irland. Fra Island kendes F. barleei ikke, heller ikke
fra Færøerne, hvor den dog sikkert kan ventes at fore-
komme. ; :

Dybde-Udbredelse: fra 50—1100 m.]

154

V. Fam. Micropåridae.

Den halvkredsformede Mundings nederste Rand
begrænses af Cryptocystens øverste Kant, thi Cryp-
tocysten strækker sig fra Mundingsfeltets neder-
ste Rand opadtil i hele dettes Længde. Krophulens
ydre Del mellem Mundingsfeltets membranøse
Dække og Cryptocysten staar virkeligt eller kun
tilsyneladende i Forbindelse med Krophulens Ho-
veddel bag Cryptocysten ved Hjælp af to Spalter
(Opesiuler). Disse ligger i Cryptocystens øvre Del
paa begge Sider og rummer hver en Muskel, som
trækker Mundingsfeltets Hud indad, naar Polypi-
det skal krænges ud. Hos somme Slægter danner
Opesiulerne de ydre Aabninger af Kalkrør, som
naar hen til Sidevæggene eller den bageste Væg.
Derved er de lukkede bagtil, og Krophulens to
Dele er kun forbundne igennem Cryptocystens
Porer. Zoøciernes Rande træder stærkt frem. Avi-
cularier, Vibraculer og Oøcier kan forekomme,
men de findes dog ikke overalt.

Kun een Slægt i vore Farvande.

1. Seéetosélla Hincks.

Zoøcierne har fælles Sidevægge og er for-
bundne med hinanden ved Forbindelsesplader.
Over hvert Zoøcie staar der som Regel et selv-
stændigt Vibraculum med en lang og kraftig Bør-
ste. Oøciet er et lille, rundt Hulrum. Det lig-
ger indvendig i Zoøciets forreste Væg, som i
sin øverste Del, oven over Mundingen, hvælves

155

hjelmformet og skarpt afgrænset frem. Saaledes
viser QDøciet sig tydeligt paa Overfladen, hvor det
aabner sig ved et Hul, som efterhaanden bliver
større under Æggets Udvikling.

Sandsynligvis kun een Årt, i hvert Fald kun een i
nordeuropæiske Farvande.

[1. Setosélla vulneråta Hcks. (Fig. 83).

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne er svagt pære-
formede, udvidede nedadtil, eller ovale, og deres glatte,
tornløse Rande rager lidt frem. Det enkelte Laag er
fuldstændig kitinøst. Mundingen er halvkredsformet, dens
nederste Rand er af og til let udbugtet, navnlig i Gonozo-
øcier, d. v. s. oøciebærende Zoøcier. Hos disse er Mun-
. dingen lidt tilspidset i sine nederste Hjørner og i sin
Helhed udpræget bredere end høj, mens denne i alminde-
lige Zoøcier kun er lidt mindre høj end bred. Mundingen
af Koloniens første Zoøcie, den saakaldte Ancestrula, er
trebladet. Cryptocysten er fint granuleret, Opesiulerne
som oftest noget buede. Disse til-
lukkes sommetider ved fremskridende.
Forkalkning i gamle Kolonier. Vibra-
culernes Svøbe er fint takket, i deres
Kamre findes ingen forkalket Tvær-
stang, som i de fleste andre Mosdyr-
slægters Heterozoøcier adskiller den
øverste og nederste Del af Kamrets
Mundingsfelt.

Arten er taget paa smaa Skaller,
Ormerør og Sten, paa dybt Vand. End-
skønt den endnu ikke kendes fra dan-
ske Farvande, synes det dog, at dens =
Forekomst kan ventes i de dybere SR 5500 JE BET
Dele af Skagerak. Arten kendes hid- i i
til fra det sydvestlige Norge (Bergen), Fig. 83. Setosellå
Shetlandsøerne, den biscayiske Bugt Vwlnerata Hcks. (efter

Hincks og Waters).

" og det mellemste Atlanterhav, f. Eks.
- fra de iberiske Kyster, Madeira, AZo-
orerne, Syd for. Bermudas Øerne, Canarerne og de Cap
Verdiske Øer, Marokkokysten samt det vestlige Middelhav.

Dybde-Udbredelse: fra 128—3700 m.]

156

"VI. Fam. Cellariidae.

Kolonierne er oprejste og danner som oftest
rigt gaffelformet grenede Buske, Zoøciernes Græn-
ser ses ikke fuldstændigt paa Koloniens Overflade,
som er delt i indsænkede, sekskantede eller rude-
formede Felter, hvis Antal, men ikke Udstræk-
ning svarer til de enkelte Zoøcier. Cryptocysten,
som mangler Porer og Torne, danner hele Zo-
øciets Forside og omgiver Mundingen fuldstæn-
digt. Det enkelte Laags nederste, sjældnere ogsaa
øverste Kant støttes ved henholdsvis eet og to
Par Kalktænder. Der findes selvstændige Avicu-
larier uden Tværstang. Oøciet er skjult under
Zoøciernes forreste Væg, altsaa Cryptocysten.
Set udefra, synes Oøciets Munding at tilhøre det
Zoøcie, i hvis Felt den ligger oven over Laaget.
Men i Virkeligheden er ogsaa Oøciets Munding belig-
gende uden for det øvre Zoøcies nederste Del.
Hele OQOøciet er fuldstændigt adskilt baade fra det
øvre og det nedre Zoøcie. |

Kun een Slægt i europæiske Farvande.

1. Cellåria El. Sol.

Kolonierne bestaar sædvanligvis af cylindriske,
tenformede eller kølleformede Afsnit, som er be-
vægeligt forbundne ved bøjelige Kitinled. Zoøci-
erne falder i regelmæssige, afvekslende Længde-
rækker, som radiært er ordnede om en Længdeakse,
dannet af de sammenstødende Skillevægge mellem
Nabozoøcierne. Krophulen er pæreformet, dens

F57

nederste, smalleste Del indsnævres til et langt
Rør, som naar hen til den øverste Rand af det
derunder beliggende Zoøciei samme Længderække.
Forsidens Cryptocyst er ikke skarpt sondret fra Side-
væggene, som overdækker Dele af de tilstødende
Zoøcier.

Kun een Art i vore Farvande.

1. Cellåria salicérnia (Pall.) (Fig. 84).

De elfenbensfarvede til gullig-graa Kolonier bliver
som Regel 4—5 cm høje. De snævre, cylindriske Led-
stykker er forneden lidt tyndere end foroven. Ledstyk-
kerne i Koloniens frie Spidser fortykkes ikke paa deres
øverste Ender. Hvert Ledafsnit begynder forneden med
en Kreds paa 4—5 Zoøcier, men straks eller lidt efter
lidt vokser Antallet. I den unge Gaffeldeling er der endnu
ingen Bevægelighed, og først senere bliver øverste og
nederste Halvdel af de føromtalte 4—5 Zoøciers Kalk-
vægge adskilt fra hinanden ved en ringformet Revne. Der-
ved bliver tykke Kitinrør synlige, som udgøres af de
nederste Zoøciedeles omdannede Vægge. Ektocysten, alt-
saa den Kutikula, der beklæder hele Koloniens Overflade,
danner de Binderør, med hvilke Kolonien fæster sig til
Underlaget. Hvert Ledstykkes øverste og nederste Zoøcier
er som oftest rudeformede, mens de i en større eller min-
dre mellemliggende Del er sekskantede. Zoøciernes svagt
hvælvede Forside er temmelig dybt indsænket og omgivet
af en skraat og jævnt opad stigende Ramme, som støder
sammen med Nabozoøcierne i en fremtrædende Kant. Cryp-
tocysten er forsynet med talrige, smaa Knuder; i Nærheden
- af en svagt buet Liste paa hver Side af Cryptocysten er
… Knuderne ordnede i flere parallele Rækker, mens de paa
"den øvrige Overflade er temmelig spredte. Den halvkreds-
formede Munding ligger henimod Midten af det tilhørende
Felt eller højere oppe og viser to Tænder i sin nederste

158

Rand. Avicularierne, som hist og her er indføjede mellem
to Zoøcier fra samme Længderække, er smaa, afrundet-
firkantede eller næsten halvkredsformede. Paa Midten bærer
de det halvmaaneformede Laag (Mandiblen). Bortset fra
Ledstykkets nederste Del optræder QOøcier imellem de fleste
Zoøcier. Deres Munding er først en simpel oval eller tvær-
oval Gennembrydning, men senere, altsaa længere nede i

Fig. 84. Cellaria salicornia (Pall.). A. Koloni. B. Zoøcier, Avicularie
og unge Qøcier. C. Zoøcie med et gammelt Oøcie.

et Ledafsnit, bliver den til en halvmaaneformet Aabning,
idet dens nederste Rand forlænges med et stort firkantet
Fremspring.

Årten sidder fast paa Svampe, Koraller, Skaller,
Sten 0. I. Der er taget i Vesterhavet (Lille Fiskebanke;
Jydske Rev), Skagerak (Hanstholm, Bohuslån) og Kattegat
(Trindelen). Iøvrigt kendes Arten fra det nordlige Atlanter-
havs østlige Halvdel: Norges Kyst nordpaa til Malangen-
fjord (Tromsø Fylke), Færøerne, de britiske og irske Øer,
de øvrige europæiske Kyster samt Marokkokysten og Mid-
delhavet. Dertil kommer Madeira og Canarerne. Mens An-
givelsen af Artens Forekomst i Algoa-Bugten (Sydafrika)

159
stammer fra den ældre Litteratur, er de sydaustralske

Findesteder ganske moderne og paalidelige.

Dybde-Udbredelse: fra 11—3700 m (som Regel dog
ikke dybere end 200 m).

VII. Fam. Scrupocellariidae.

Kolonierne er frie, plantelignende Buske med
rigt gaffeldelte Grene, hvis Zoøcier staar i een
eller to, sjældnere flere, afvekslende Længderæk-
ker og i et enkelt Lag. Zoøcierne er fast og alsi-
digt forbundne med hinanden, saa at kun Randzoø-
cierne har den yderste Siderand fri. Zoøcierne er
stærkt forkalkede og har som” oftest en hvælvet
Gymnocyst neden for Mundingsfeltet samt en Cryp-
tocyst, som tit er fint granuleret. Mundingsfeltets
Rand bærer foroven i Almindelighed 1—2 Par
Torne, mens der omtrent fra den indre Siderands
Midte udgaar en pladeformet udvidet og forgrenet
Torn (Scutum, Fornix), som overdækker en Del af
Mundingsfeltet. Endeskillevæggene er ved talrige
smaa, enporede Forbindelsesplader, hver Sidevæg
ved en flerporet Plade, forbundne med hinanden.
Afhængige, højt udviklede Avicularier er næsten
altid til Stede og tillige ofte Vibraculer paa Kolo-
niens Bagside. OQøcierne er for det meste hyper-
stomiale, d. v. s. fremspringende og beliggende
oven over Zoøciets Munding, sjældnere endozoø-
"ciale, d. v. s. indsænkede i Zoøcierne eller i sær-
lige Kenozoøcier. I Reglen optræder der Rodtrævler,
som snart gaar ud fra en Forbindelsesplade eller
et Porekammer, snart fra et særskilt Kammer, for-

160

bundet med Vibraculet. De Kitinled, som sammen-
knytter Koloniens Grene hos denne Families fleste
Årter, er særdeles vigtige for Slægternes System.

Oversigt over Slægterne (jfr. ogsaa S. 97).

1 Vibraculer mangler eee re ERE i. Tricellåria.
Vibraculer ANES EAR AE SAL ARS eg
2. Kolonierne er regelmæssig leddelte
3. Scrupocellåria.
Kolonierne er ikke regelmæssig leddelte
2. Caberéa.

1. Tricellåria Flem.

Kolonien er leddelt, Zoøcierne er torækkede.
Mens Gymnocysten neden for Mundingsfeltet ind-
tager en temmelig stor Del af Zoøciets Forside,
er Cryptocysten, altsaa Kalklaget inden for Mun-
dingsfeltet, kun svagt udviklet. De gule, kitinøse
Ledrør, hvis Enkeltheder bedst ses bagfra, optræ-
der imellem de nederste Dele enten af begge eller
"kun af det ene Zoøcie af et Led. Ved en For-
grening er de indre Zoøciers proximale Dele korte,
de ydres længere (Fig. 85 C). Rodtrævler udgaar
neden for Leddene. Ægte Vibraculer mangler.

Oversigt over Arterne.

Mundingsfeltet er delvis bedækket af en stilket
Plade (Scutum, Fornix). Hvert Ledstykke be-
staar som Regel af tre Zoøcier. Zoøcierne
indsnævres tydeligt nedadtil. Sideavicularier
HESSEN ET BR Us EOL ER SSI SRER l.T.ternåta.
Mundingsfeltet uden stilket Plade. Hvert Led- -
stykke bestaar som Regel af syv til ni Zoø-
cier. Zoøcierne kun lidt indsnævrede nedad-
til. Sideavicularier mangler........ 2. T. peachii.

161

1. Tricellåria ternåta (Ell. Sol.) (Fig. 85).

Kolonierne bliver indtil 2,5 cm høje og danner traad-
algeagtige, hvide, tueformede Buske med Grenene strit-
tende ud til alle Sider. De enkelte Ledstykker bestaar som
oftest af tre Zoøcier, men saadanne med. 5, 7, endog 12
findes ogsaa. Navnlig hos forma gråcilis (Bened.) er det

Fig. 85. Tricellaria ternata (Ell. Sol.). A. et sterilt Ledstykke. B.Zoø-
cier med et Oøcie. C. Bagside.

ligefrem sjældent, at der findes Ledafsnit med tre Zoø-
cier, der er i Reglen 5—9. Zoøcierne indsnævres stærkt
nedadtil; deres Længde svinger betydeligt. Mundingsfeltet
indtager højst Halvdelen af Zoøciets Længde og bærer
foroven i Randen to Torne paa hver Side samt een ofte
"større Torn noget længere nede paa den udvendige Side.
Fra Mundingsfeltets indvendige Rand udgaar et hult Scu-
tum (jfr. S. 159), som har Form af en afrundet Trekant og
kun sjældent savnes. Alt efter Alderen skifter Scutums Om-
… Tids; dette begynder som et simpelt, tornagtigt Fremspring,
. der senere krummer sig nedad og tilsidst udvider sig. Paa
" Gymnocysten neden for Mundingsfeltet optræder ofte, men
langt fra altid, et lille Avicularie. Desuden findes der store
Ernst Marcus: Mosdyr. 11

50o0Mm

162

Sideavicularier med krogformede Næb og Mandibler med
bøjet Spids. Disse Avicularier sidder som Karnapper paa
Zoøciernes Ydervægge og findes som Regel ikke hos det
øverste af et Ledafsnits tre Zoøcier. De store, langagtige
Oøciers ydre Dække, altsaa Ekto-Oøciet, er ofte fuldstæn-
digt forkalket, men Dækket viser dog heller ikke sjældent
forskelligt formede, draabelignende eller rundagtige, ikke
forkalkede Felter. I Koloniens øvre Grene er Rodtrævlerne
ofte særlig tykke, rankelignende og forsynet med en skive-
formet Udvidelse i Enden. Det store Porekammer paa
Koloniens Yderside, fra hvilket Rodtrævlen udspringer,
tydes som et rudimentært Vibraculum.

Hos den ovenfor nævnte forma gracilis er Zoøci-
erne tit kortere end hos den typiske Form, og de ind-
snævres ikke saa stærkt nedadtil. Dens Sideavicularier er
mindre, og Torne samt Scuta mangler ofte.

Årten hæfter sig paa Alger, Hydroider, Mosdyr, Skal-
ler, Sten 0. s. v. Den findes i Vesterhavet (Lille Fiskebanke,
Jydske Rev) og i Skagerak (Hanstholm). Dens øvrige Ud-
bredelse omfatter de arktiske Have, det nordlige Atlanter-
hav, sydpaa til henholdsvis Woods Hole-Omraadet og Kanal-
kysten (Belgien), samt det nordlige Stillehav, ved Kurilerne
og fra det sydlige Alaska ned til Californien. Forma
gracilis angives hovedsageligt at forekomme paa dybere
Vand. Ved Norges Kyst er denne Form den mest nordlig
udbredte.

Dybde-Udbredelse: fra 10—366 m.

2. Tricellåria peåchii (Bsk.) (Fig. 86). [Syn. Cellu-
låria p.; Scrupocellåria p.; Bugulåpsis p.; Menipéa p.]

Kolonierne paa 2,5 cm eller mere er hvide, glinsende
og slanke Buske, hvis enkelte Ledstykker indeholder et.
skiftende Antal Zoøcier, som oftest 7—9. Zoøcierne staar
i to afvekslende Rækker og indsnævres noget nedadtil.
Gymnocysten udgør højst Halvdelen, for det meste kun
en Trediedel af Zoøciets Længde. Det lange, ovale Mun-
dingsfelts Ramme fortykkes og danner som oftest en fint

163

granuleret Cryptocyst. Den eneste Torn, der i Reglen, men
ikke altid, findes, er en lille Spids i Zoøciets øvre Hjørne
paa den udvendige Side. Ved Forgrening bærer det mid-

terste Zoøcie hyppigt en Torn foroven
i Midten. Zoøciets øverste Endeskille-
væg er tillige med Forbindelsespladerne
nu og da forsynet med et lille, rundt
Porekammer. Sideavicularier mangler
helt, medens der meget sjældent paa
Gymnocysten, altsaa neden for Mun-
dingsfeltet, findes et Avicularie med en
afrundet Mandibel. Oven over det Kam-
mer, Rodtrævlerne udspringer fra, fin-
des. et lille, langagtigt Kammer med en
lav Længdegrube, som anses for et
Vibraculum uden Svøbe. Oøciets ydre

Lag er ufuldstændigt forkalket i et om-

trent halvmaaneformet Omraade for-
neden, saa at Oøciets indre Lag bliver
synligt.

Arten findes paa Hydroider, Mos-
dyr, Skaller, Sten o.a. I danske Far-
vande er den hidtil kun taget i Vester-
havet (Jydske Rev), men den forekom-
mer ogsaa i Skagerak (Bohuslån). Al-
mindelig er Arten aabenbart ikke hos
. os. Iøvrigt kendes den fra den arktiske
Region og det nordlige Atlanterhav,

Fig. 86. Tricel-
laria peachii
(Bsk.).

hvor den paa de europæiske Kyster gaar ned til det mel-
lemste England, paa de østamerikanske til Woods Hole-
Omraadet. Desuden er Arten fundet i Koreastrædet.

Dybde-Udbredelse: fra 10—475 m.

2. Caberéa Lmx.

" Kolonierne er ikke regelmæssig leddelte. Zoø-
Cierne staar i to eller flere Rækker. Størstedelen
af de forholdsvis korte Zoøciers Længde indtages

ir

164

af Mundingsfeltet. Torne findes, bortset fra de yngste
Zoøcier, kun i ringe Antal. Et Scutum kan optræde.
Paa Forsiden findes eét eller to Avicularier. Side-
avicularierne er sædvanlig ganske smaa. Vibracu-
lerne er meget store, deres Kamre danner en dob-
belt Række paa Koloniens Bagside, hvis største
Del skjules af dem. Her mødes Kamrene i Midten.
Svøberne er som oftest og navnlig i deres øvre
Dele enkelt fjerformede, d.v.s. de er paa den
ene Side forsynet med fine Tænder. Rodtrævlerne,
som fæster Kolonien til Underlaget, udspringer fra
Vibraculernes Kamre og løber nedad i den Fure
eller paa den Køl, der dannes af de sammenstø-
dende Kamre. Oøcierne er forholdsvis korte.

Kun een Årt i nordeuropæiske Farvande.

1. Caberéa ellisii (Flem.) (Fig. 87).

De kraftige, indtil 4 cm høje og vifteformede Kolonier
er gullig- eller graalig-brune. De er rigt gaffeldelte, men
uden tydelige Led. Grenene udvider sig opadtil, og deres
Forside er udad hvælvet. Zoøcierne staar i 2—4 afveks-
lende Længderækker og ligner aflange Firkanter. Det bredt
elliptiske Mundingsfelt indtager tre Fjerdedele af Zoøciets
Længde og omgives af en bred, tyk Rand, som er ganske
fint granuleret og danner en smal Cryptocyst. Hvis der
overhovedet findes Torne i de midterste Zoøcier, saa staar
der een foroven paa hver Side. I Koloniens Rande bærer
Zoøcierne foroven to kraftige Torne paa den udvendige og
een paa den indvendige Side. De neden for Mundingsfeltet
beliggende eet eller to Aviculariers Kamre træder tydeligt
frem. Deres Mandibler peger opad, hvis der findes et
Oøcie derunder; ellers vender de nedad. Sideavicularierne
sidder lidt neden for Mundingsfeltets øverste Kant; de er

165

ganske småa og forsynet med en afrundet Mandibel. De
i Slægtens Beskrivelse nærmere omtalte Vibraculer med
deres glatte, ligesom polerede Kamre anskueliggøres ved

Fig. 87. Caberea ellisii (Flem.). A. Koloni. B. Forside. C. Bagside.

166

Fig. 87 C. Her ses ogsaa den dybe Længdefure, som Svøben
udspringer fra, samt Rodtrævlerne, der udspringer fra Vi-
braculernes Kamre og dernæst kabelagtigt løber nedad i
Bagsidens Midte til Koloniens Underlag. De fint stribede
Oøcier er noget flade paa Forsiden, hvor Ekto-Oøciets
nederste Del i forskellig Udstrækning ikke er forkalket.

Arten findes paa Laminarier, Hydroider, Mosdyr, Skal-
ler eller Sten. I danske Farvande er den taget i Vester-
havet (Vest for Hanstholm) og i Skagerak (ved Hanstholm).
Dens øvrige Udbredelse omfatter de arktiske Have, det
nordlige Atlanterhav, sydpaa til henholdsvis det nordlige
Irland (Antrim), Frankrig (Roscoff) og Woods Hole-Omraadet
samt den amerikanske Vestkyst ned til Vancouver.

Dybde-Udbredelse: fra 11—285 m.
e
3. Scrupocellåria Bened.

Kolonierne er leddelte. De stærkt forkalkede Zoø-
cier staar i to Rækker; deres Mundingsfelt er ovalt
og foroven i Reglen forsynet med Torne og giver
forneden Plads til en Gymnocyst af forskellig Ud-
strækning. Undertiden udvikler der sig en svag
" Cryptocyst (Fig. 88 C, cr). Laaget er kun sjældent
tydeligt afgrænset fra Huden, der dækker Mundings-
feltet. Et Scutum kan optræde. Typisk er det, at .
hvert Zoøcie har eet Avicularie neden for Mun-
dingsfeltet eller henimod dettes indre Rand, end-
videre et Sideavicularie foroven og et Vibraculum
forneden paa Bagsiden. Avicularierne er spidse; |
de paa Forsiden beliggende mangler ikke sjældent.
Det basale Vibraculums Kammer ligger ud imod
den frie Siderand og træder frem i Grenens Rand.
Vibraculernes Kamre (Rostra) indeholder to Af-
delinger, en stor øvre, som rummer den glatte

167

- Svøbes Muskler, og en lille nedre, fra hvilken
Rodtrævlen (Binderøret) udgaar. Slige Rodtrævler
findes i det mindste i nogle af Koloniens nederste
Grene. Døcierne er hyperstomiale, de træder alt-
saa frem oven over Zoøciets Munding. I en For-
grening er alle 4 Zoøcier oven over denne delt
ved Kitinrør. De indre Zoøciers Underdele er
korte og mødes paa Bagsiden af det højeste Zo-
øde 1 den derunder ”belisgende Gren." De ydre
Zoøciers Underdele er længere, og hos disse Zoø-
cier kan Leddets Fure skære igennem i Højde med
Mundingsfeltet.

Oversigt over Arterne.

1. Mundingsfeltet dækkes ikke af en fra dets Rand
udgaaende stilket Plade (Scutum, Fornix)
1. S. scrupdsa.

Mundingsfeltet dækkes af en saadan Plade ... 2.
2. Pladen er delt i Grene, som igen kan være for-
grenede. Oøcierne med Porer ,.... 4.S.réptans.
Pladen er udelt Oøcierne uden Porer 28 5:

3. Pladen ser afrundet-trekantet ud; dens indre
- Hulrum er lappet i Randen. OQøcierne er fint
stribede. Vibracularkammeret bredere end
) UD Ho BE NERE ESS DENE GER NERE Sa SS 2.S. scåbra.
Pladen ser omtrent nyreformet ud; dens indre
Hulrum er ulappet. ODøcierne er glatte. Vi-
bracularkammeret højere end bredt 3. S.scrupea.

1. Scrupocellåria scrup&sa (L.) (Fig. 88).

De temmelig kraftige, buskagtige Kolonier har en graa-
hvidlig Farve og er rigt grenede. Antallet af Zoøcier i hvert
Ledafsnit svinger mellem 5 og 20, for det meste er det
7—11: Zoøcierne indsnævres svagt nedadtil. Mundingsfeltet
" er regelmæssig elliptisk og indtager mere end Halvdelen
af Forsiden; dettes Rand er temmelig tynd og bærer for-

Å!

168

oven paa begge Sider et Par slanke, ofte lange Torne.
Sjældnere findes der tre paa den ydre Rand. Et Scutum
mangler. Avicularierne paa Gymnocysten er overordentlig
smaa, paa oøciefrie Zoøcier mangler. de sædvanligt. Hyp-

on
an
Fig. 88. Scrupocellaria scruposa
(L.). A. Koloni. B. Zoøcier med
" Oøcie. C Forgrening (cr Cryp-
B tocystdannelser).

pigst ses de paa Toppen af Oøciet, henimod dets indre
Rand. Deres Mandibel er rettet skraat indad og opad. .
Sideavicularierne er store og noget sammentrykte, deres
Kammer (Rostrum, Næb) er forsynet med en vel udviklet
Krog og en fint tandet Rand. Mandiblen er hageformet
bøjet. Det langstrakte, smalle Vibraculum, hvis Længde-
akse er parallel med Zoøciets, bærer en Svøbe, som er

169

"flere Gange længere end Kammeret. I hver Gaffeldeling
sidder to Vibraculer tæt sammen. Disse mangler det lille,
nederste Kammer, fra hvilke de glatte Binderør ellers
udgaar. De smaa Oøcier er skævt stillede, idet de hælder
indad imod Grenens Midte. Foruden at være forsynet
med en fin radiær Stribning, har Oøciernes Dække nogle
faa, sædvanlig tre fra eet Sted udstraalende Kanaler, der
er ufuldstændigt forkalkede Striber. Disse "staar som
Regel i Forbindelse med en eller to tvær-ovale Gennem-
brydninger lidt over Døciets nederste, noget fortykkede
Rand.

Denne Arts Kolonier vokser, ofte som udstrakte Krat,
paa Alger, f. Eks. Laminarier, Hydroider, Mosdyr (f. Eks.
paa Flustra foliacea), Krabber, Skaller, Sten og Kabler.
Den er almindelig hos os, navnlig i Vesterhavet og Skage-
rak, men findes ogsaa i Kattegat ned til Samsø og i
Storebælt. Iøvrigt kendes den fra det nordlige Atlanterhav,
Island, Færøerne og Norges Kyst, Moldøen mellem Ber-
gen og Trondhjem som Nordgrænse og de Cap Verdiske
Øer (Calvet), Madeira og Marokkos Kyst samt Middel-
havet som Sydgrænse. Det fra Artens øvrige Udbredelse
fjernt liggende Findested Galapagos Øerne stammer fra en
ubetinget paalidelig Kilde. Maaske er Årten blevet bragt
dertil paa et Skib.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 630 m.

2. Scrupocellåria scåbra (Bened.) (Fig. 89).

Kolonierne ligner meget den forrige Arts i Form og
Farve, men de er slankere. De maaler 12—19 mm i
Højden. Grenene bestaar af 5—20, for det meste af 5—12
" Zoøcier. Disse er oprette, temmelig korte og indsnævres
lidt nedadtil. I arktisk Materiale af denne Art fandtes der
ikke blot de sædvanlige, ssammenhobede, enporede For-
bindelsesplader i Endeskillevæggen, men desuden eet til
to, sjældent endog tre Porekamre. Det brede, ovale Mun-
dingsfelt, som indtager mere end Halvdelen af Zoøciets
" Længde, har en tynd Rand og bærer foroven paa hver
Side en enkelt Torn. Ikke sjældent findes ogsaa to Torne

170

paa den udvendige Side. Det kortstilkede Scutum er af-
rundet-trekantet. Dets Overflade er noget indad hvælvet,
og dets øverste Hjørne er ofte spidst udtrukket. Scutum
viser en uregelmæssig haandformet Tegning, der begræn-
ser en indre Hulhed. Avicularierne paa Gymnocysten
sidder paa Zoøciets indre Rand. Deres Næb træder tyde-

Fig. 89. Scrupocellaria scabra (Bened.). A. Forside. B. fra Siden. a Avi-
É cularie, 0 Oøcie, r Rodtrævl, s Scutum, t Torn, v Vibraklets Kammer.

ligt frem, og deres Mandibler peger skraat opad og udad. -
Sideavicularierne er mindre, men forholdsvis bredere end
hos den foregaaende Art. Næbbet er næsten uden Krog,
og dets Rand er ikke tandet. Mandiblen er bred og kun
forsynet med en ganske svag Hage i Spidsen. Vibraculer
forekommer som Regel kun paa et mindre Antal Zoøcier,
og deres Kamre er afrundet-trekantede. Kamrets forlæn-
gede Spids peger indad, og dets Længdeakse er vinkelret
påa Zoøciets. Den mandibellignende Svøbe kan lægges ind
i Kamrets lange, næsten vandrette Aabning. Svøben er
næppe længere end Kamret. Der findes aldrig noget Vibra-
culum i Gaffeldelingen. Rodtrævlen udspringér fra Vibra-

171

culets brede yderste Del. De store Oøcier staar snart lige,
snart hælder de lidt indad. Deres noget flade Forside er
tydeligt stribet, og Dækket er forneden i forskellig stor
Udstrækning ikke forkalket, saa at Endo-Oøciet bliver
synligt.

Arten findes paa Alger, Skaller, Sten o.l. Hos os er
denne den sjældneste af de Scrupocellaria-Arter, som med
Sikkerhed hører vor Fauna til. Den kendes fra Vesterhavet
(Lille Fiskebanke), Skagerak, Kattegat (Sydøst for Læsø
til Hellebæk) og Samsø-Bæltet. Iøvrigt maa Arten anses
som udpræget arktisk. Fra de arktiske Have, hvor der des-
uden findes to særskilte Varieteter, gaar den i det nord-
lige Atlanterhav sydpaa til det nordlige England og den
sydlige Nordsø samt til Woods Hole-Omraadet. I Stillehavet
er Arten taget ved det sydlige Alaska, i Puget Sound
(paa begge Steder var. elongata Smitt), paa Kurilerne
og i Tsugarustrædet (ved Hakodate).

Dybde-Udbredelse: fra 7—285 m.

En) Scrupocellåria scrupea Bsk. (Fig. 90).

" Sammenlignet med de to ovenanførte Arters Udseende
og Størrelse viser Kolonien ingen Særegenheder. Den ser
undertiden kraftig og tæt ud, mens Grenene i andre Til-
fælde er slanke og lange. Ledstykkerne bestaar ikke sjæl-
dent af 20 Zoøcier, men der kan ogsaa være færre, f. Eks.
6 i Materiale fra det sydøstlige Australien. Zoøcierne er
forholdsvis korte og indsnævres lidt nedadtil. Mundings-
feltet indtager omtrent Halvdelen af Forsiden og er om-
givet af en tynd Rand. Denne-bærer foroven paa den ydre
Side 3 Torne og een eller to paa den indre. Scutum er
nærmest nyreformet, smalt og tilspidset foroven, udvidet
og afrundet forneden; dets øverste Rand staar noget frem.
Det hænder ikke sjældent, at Scutum mangler hos flere
Zoøcier. Har man et saadant Brudstykke at bestemme,
saa maa man lægge Mærke til Oøciernes Tegning. Findes
der ingen Oøcier, saa er Materialet uden Scutum næsten
ikke til at skelne fra S. scruposa. Begge Arters frontale

172

Aviculariér er overensstemmende, angaaende Sideavicula-
rierne kan man højst sige, at Næbbets Krog og Mandib-
lens Hage er ringere udviklet i S. scrupea end i S. scru-
posa. Ogsaa begge Arters Vibraculer ligner hinanden meget,
og det samme gælder for de slanke, glatte Rodtrævler,

5o0m

Fig. 90. Scrupocellaria scrupea Bsk. A. Forside. B. Bagside.

som især findes i Koloniens nedre Dele. Derimod er OØ-
ciets glinsende Dække hos S. scrupea i Modsætning til
samme hos S. scruposa næsten fuldstændigt forkalket og
har ikke dettes Kanaler, men kun en enkelt rundagtig
Gennembrydning i ODøciets nederste Halvdel. I hver Gaf-
feldeling sidder to Vibraculer ligesom hos S. scruposa.

Årten, som vokser paa Skaller, Sten og andet Under-
lag, maa foreløbig anses for at tilhøre vor Fauna, da den, -
ifølge Borg, er taget i Skagerak. Dette er hidtil ikke be-
kræftet af Materiale i danske Samlinger. En ældre Angi-
velse af Artens Forekomst Vest for Jylland er heller ikke
stadfæstet. Men da Artens nordlige Udbredelse naar til
Hebriderne og det nordlige England (Northumberland), er

173

det nok muligt, at den ogsaa forekommer i vore Farvande.
Arten er iøvrigt udbredt i Atlanterhavet, fra de nævnte
Omraader sydpaa ned til Azorerne, de Cap Verdiske Øer
(ikke sikkert) og til St. Helena. Ydermere kendes den fra
Middelhavet, det Røde og Indiske Hav, østpaa til Japan,
de malayiske og vestpacifiske Øer (Lifu), Australien og
New Zealand.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 550 m.

4. Scrupocellåria réptans (L.) (Fig. 91).

— De vifteformede, brunlige eller hvidlige Kolonier stræk-
ker sig bredt ud over Underlaget med rigt gaffeldelte Grene.
En stor Del af Grenene er saa fast tilvokset til dette, at
de maa betegnes som krybende. De fæster sig med tal-
rige Rodtrævler, som enten er besat med Hager eller er
glatte. I det sidste Tilfælde ender de med en netformet
Skive, som opstaar ved at Binderøret trævles ud. Saadanne
Tilhæftningsskiver findes paa glatte Underlag som Lami-
narier, Klipper og Sten, mens Entrehagerne sænkes ned
f. Eks. i Svampes bløde Væv eller fæstes til ujævne Sub-
" strater. Antallet af Zoøcier i hvert Ledafsnit er hyppigst

5—7, men kan stige til 12. Selve Zoøcierne indsnævres
stærkt nedadtil; af deres Længde indtager Mundingsfeltet,
der har en fortykket Rand, omtrent to Trediedele. Randen
bærer korte, kraftige Torne, 2—3 paa den udvendige,
1—2 paa den indvendige Side. Det hule Scutum ligner ud-
vendig et Gevir, det begynder enkelt, -grener sig senere
gentagne Gange gaffelformet og beskytter saaledes hos fuldt
udvoksede Dyr hele Mundingsfeltet. Avicularierne paa Gym-.
nocysten er store og temmelig sammentrykte med velud-
viklet Næbkrog og Mandibelhage. Randen er fint tandet og
Mandiblen ligger næsten vandret. Dette Avicularie ligner
saaledes meget Sideaviculariet hos S. scruposa, medens
Sideaviculariet hos S. reptans ligner Frontalaviculariet
hos scruposa. Sideaviculariet er nemlig baade meget sjæl-
dent og overmaade lille, næsten skjult bag de tre Torne
"paa Zoøciets Yderside. Sideaviculariet ses” tydeligst fra
"Bagsiden af Kolonien mellem Tornene og Vibraculets

174

nederste Kammer. Selve Vibraculet optræder ikke nær saa
regelmæssigt som hos S. scruposa. Det er halvanden
Gang længere end bredt, og de to Kamre, som det bestaar
af, er bøjede mod hinanden. Den traadformede Svøbe er

Fig. 91. Scrupocellaria reptans (L.). A. Forside. B. Bagside.

flere Gange længere end Kamret. Binderørskamret vender
Fladen mere udad mod Zoøciets Siderand. I Gaffeldelingen
sidder et enkelt Vibraculum uden Rodtrævlsgrube. De
stærkt hvælvede Oøcier er næsten kugleformede, og deres
Dække er forsynet med spredte, mellemstore Porer.

Arten findes paa Kystbæltets Alger, især paå Brun-
alger, paa Hydroider, Koraller, Mosdyr, Krabber, Skaller,
Sten 0. s. v. Den er meget almindelig langs Jyllands Vest-
kyst og længere udenfor i Vesterhavet, findes i Thyborøn
Kanalen, Limfjorden, Skagerak og den ydre Halvdel af
Kattegat, omtrent til Anholt. Iøvrigt kendes den fra det
mellemste Norge (Trondhjem) sydpaa til Shetlandsøerne
(men hverken fra Island eller Færøerne), den britiske og
irske Kyst samt Atlanterhavets øvrige europæiske Kyster.

175

Ydermere er den taget ved Azorerne, Madeira og i Mid-
- delhavet.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 183 m.

VIII. Fam. Bicellariéllidae.

Ligesom i den forrige Familie danner Koloni-
erne frie, plantelignende, rigt grenede Buske med
gaffeldelte Grene, hvis Zoøcier er ordnede i et
enkelt Lag samt i to, sjældnere flere, afvekslende
Længderækker. Derfra afviger Slægten Beania
med ofte krybende Kolonier, hvis enkeltvis stillede
Zoøcier er forbundne ved eet eller flere Rør. Zoø-
cierne i denne Familie er mindre stærkt forkalkede
og mindre fast forbundne med hinanden end hos
den forrige og har enten en flad Baadform eller
Tragtform. Mundingsfeltet er som oftest stort, og
dets Rand er udstyret med Torne, mens et Scutum
ikke findes. Mange Gange er der en tydelig Gym-
nocyst og en svagt udviklet Cryptocyst. Endeskille-
væggene har et Antal smaa enporede, sjældnere
1—2 flerporede Forbindelsesplader, medens Side-
væggene kun har een, sjældent to flerporede. Næ-
sten hos alle Arter (visse Beania-Arter og nogle
faa andre undtaget) findes der højt udviklede, stil-
kede, frit bevægelige Avicularier. Vibraculer mang-
ler, mens Binderør kan optræde. Flertallet af Ar-
terne har frit fremtrædende, altsaa hyperstomiale
Oøcier. ENDE

Paa Siderne 95—97 findes Oversigtstabellen over de
"følgende Slægter: 1. Beania, 2. Bicellariella, 3. Bicellarina,
6. Kinetoskias. Dertil kommer Oversigten over Bugula-
Gruppen, S. 181.

176

1. Beånia Johnst.

Kolonierne er krybende, sjældnere oprejste. De
svagt forkalkede Zoøcier er rørformede forneden
og ved deres tynde Dele forbundne med hinanden.
Meget almindeligt findes der endnu flere Forbin-
delsesrør, saa at hvert Zoøcie ikke blot forbinder
sig med det foregaaende og det følgende, men og-
saa med eet eller to Zoøcier paa begge Sider. Stør-
stedelen af Zoøciets øverste udvidede Del indtages
af Mundingsfeltet, hvis Rand ofte bærer Torne.
Laaget er tydeligt afgrænset fra Mundingsfeltets
Hud. Kun sjældent mangler de stilkede Avicularier,
saaledes hos den nordeuropæiske Art. Døcier fin-
des kun hos nogle Arter.

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande.

1. Beånia miråbilis Johnst. (Fig. 92).

Kolonierne er krybende og danner ofte frit hængende
Ranker. De bestaar af uregelmæssigt grenede Rækker af
"enkelte Zoøcier. Zoøciernes øverste Del, som ofte bliver
smallere opadtil, ligner en Baad, mens den nederste dan-
ner et tyndt Rør. Zoøciernes baadformede Del staar lige
eller skraat oprejst. Mundingsfeltet indtager hele den øver-
ste Dels Forside, og dets Rand bærer et skiftende Antal
Torne. Hyppigst findes to opretstaaende Smaatænder. for-
oven og 7—11 eller færre, krumme Torne paa hver Side.
Den rørformede Del gaar temmelig pludseligt eller efter-
haanden (i malayisk Materiale) over i den udvidede øverste
Del. Her, i den sidst nævntes Underdel, kan der paa begge
Sider afgives et Rør, som kan blive til et nyt Zoøcie eller
en Rodtrævl, ved Hjælp af hvilken Kolonien fæster sig.
Der findes undertiden ogsaa to Rodtrævler i hvert Zoøcie,
og den ene kan endog udgaa fra Zoøciets tynde Del.

177

Rodtrævlerne danner ofte en stjerneformet Tilhæftnings-
skive i Enden. Desuden findes der regelmæssigt paa Zo-
øciets Bagside et Rør, fra hvilket det nye Zoøcie, der
fortsætter Rækken, op-

staar. Et lille Stykke fra SR

dette Rørs Begyndelse ss
dannes der en Tværskille-
væg. Baade Avicularier og
Oøcier mangler.

Arten gror paa Alger,
især Laminarier, paa Hy-
droider, Mosdyr (Flustra,
Bugula m. m.), Skaller og
Sten. Den maa regnes til
vor "Fauna fhriåden er”
taget paa den svenske
Skagerakkyst (Bohuslån).
Dette Findested, tilligemed
det nordlige Skotland og
Irland betegner Artens
Nordgrænse i Atlanterha-
"vet, hvor den iøvrigt ken-
des. fra alle europæiske Kyster, Azorerne, de Cap Verdi-
ske Øer og St. Helena. Dertil kommer Floridakysten og
- Middelhavet. I det indiske Hav forekommer den fra den
… afrikanske Østkyst til de malayiske Øer og den syd-
australske Kyst. I Stillehavet er den fundet paa de amerikan-
ske Vestkyster fra Vancouver-Omraadet ned til Colombia.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 130 m.

Fig. 92. Beania mirabilis Johnst.

2. Bicellariélla Levinsen.

De oprejste Kolonier danner slanke og over-
maade sirlige Fjerbuske. De torækkede Zoøcier
er tragtformede og forsynet med talrige Torne.
Hvert Zoøcie bestaar af tre Dele: den øverste,
udvidede adskilles ved en Fure fra den skaft-
formede, midterste Del, og denne er igen adskilt
ved en Fure fra Grundstykket, som kun ses bag-
— Ernst Mur Mede ; | un

178

fra. Den bageste Rand "af Zoøciernes Endeskille-
vægge danner en vinkelformet bøjet Bue, hvis
ydre, meget korte Ben kun naar omtrent halvt
ud paa det underliggende Zoøcies Bagflade. De
tre Zoøcier i hver Gaffeldeling har en noget af-
vigende Bygning saavel m. H. t. Endeskillevæggene
som til Tredelingen. Avicularierne er stilkede og
bevægelige. Rodtrævlerne udspringer fra Zoøcier-
nes Bagsider. Oøcierne sidder paa Mundingsfeltets
indre eller nederste Rand, altsaa umiddelbart paa
eller nær ved Grænsen af to Zoøcier, i intet Tjil-
fælde paa Zoøciernes øverste Rand, som rager
frit frem fortil og ud til Siderne.

Kun een Årt i europæiske Farvande.

1. Bicellariélla ciliåta (L.) (Fig. 93).

Kolonierne, som bliver indtil 15 mm høje, har hvid-.
lige, gennemsigtige og dunbløde Grene, som hver bestaar
af 5—9 Zoøcier. Deres øverste Del har Form af et mod
Koloniens Forside bøjet Overflødighedshorn og ender for-
neden med.en skraåt udad og nedad løbende Fure. Den
følgende halvcylindriske Del er kortere end den øverste
og adskilles fra det tredie Afsnit, det korte og brede Grund-
stykke, ved en skraat indad og nedad løbende Fure. Denne
danner en Fortsættelse af den første Fure fra det mod-
staaende Zoøcie. Saaledes bliver hos Nabozoøcier den
tragtformede Del af det lavere Zoøcie forbundet med
Mellemstykket af det højere. Ved. Grundstykket er Zo-
øciet forbundet med og indsænket i den indre Halvdel-
af det underliggende Zoøcies Bagside. Grundstykket naar
temmelig langt nedad paa denne. Det brede Mundingsfelt
er næppe halvt saa langt som Zoøciets tragtformede Del. Det
er skraat afskaaret, hælder nedad og indad og er forsynet

579

med 4—10 meget lange, slanke, lidt bøjede Torne. Een
af dem sidder paa eller lige under Mundingsfeltets neder-
ste Rand, mens de andre omgiver dets øverste Halvdel.
Denne eller sjældent de to inderste og nederste af Tor-
nene sidder paa Bagsiden skraat ud for Endeskillevæggen.
Kortstilkede, mellemstore Avicularier optræder paa Zo-

rlooc

Fig. 93. Bicellariella ciliata (L.). A. Forside. B. Bagside.

øciernes ydre Siderand neden for Mundingsfeltet. Baade
… Næbkrogen og Mandiblens Endehage er. kun ubetydelige;
Næbbet er takket i Randen. De store, hjelmformede Oøcier
er fæstede ved en kort, smal Stilk henimod Midten af
Mundingsfeltets indre eller nederste Siderand.

Arten forekommer paa Alger, Hydroider (paa disse
vel hyppigst), Ormerør, Skaller og Sten, ogsaa paa Dynd-
bund. Paa noget dybere Vand- synes Arten at være al-
mindeligere end påa ganske lavt. Den kendes i vore Far-
vande fra Jyllandskysten, Skagérak (Hirtshals, Bohuslån),
Kattegat -(Frederikshavn, Fyrbanken ved Anholt og Samsø-
bugten). løvrigt er den udbredt fra det nordlige Mellem-

12

180

norge (Bodø) sydpaa til Shetlandsøerne (ikke Færøerne),
de britiske, irske og andre europæiske Kyster og Middel-
havet. I det vestlige Atlanterhav er den taget fra Canadas
arktiske Øer til Woods Hole-Omraadet. Ydermere er den
udbredt i det Røde og Indiske Hav (ved Ceylon) og paa
den sydaustralske Kyst samt ved Sydafrika.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 140 m.

3. Bicellarina Levinsen.

De overordentlig sarte Kolonier er oprejse, gaf-
feldelte og ligner meget den just omtalte Slægts.
Zoøcierne er tragtformede og for det meste to-
rækkede. Der findes kun faa meget lange Torne.
Zoøciet indsnævres nedadtil, men det bestaar ikke
af flere særskilte Dele. Den bageste Rand af Zoø-
ciets nederste Endeskillevæg er vinkelformet bøjet
ligesom hos den foregaaende Slægt. Avicularierne
er stilkede og bevægelige. Rodtrævlerne udgaar fra
Zoøciernes Siderande. Oøciet er fæstet paa Zoø-
ciets indre, øverste Hjørne, altsaa ligesom hos
Slægten Bicellariella nærved Grænsen af to paa
hinanden følgende Zoøcier. Herfra hvælver Oøciet
sig over næsten hele den øverste Rand af Zoøciet.

Kun een Art.

[1. Bicellarina ålderi (Bsk.) (Fig. 94).

Kolonierne er store og gennemsigtige. Zoøcierne
staar i to Rækker, i hvilke Nabozoøcierne ikke er fast for-
bundne med hinanden. Hist og her staar Zoøcierne ogsaa
enkeltvis, især i Begyndelsen af Grenene. Zoøciernes
nederste Dele ligner smalle Rør, mens deres øverste
Dele er tragtformet udvidede. Baade Nabozoøcier og
paa hinanden følgende Zoøcier er forbundne med hin-
anden paa samme Maade som hos den forrige Art, om end

181

de modstaaende Zoøcier er temmelig løst sammen-
hængende. Mundingsfeltet, hvis: øverste Rand næsten
er lige, indtager i Reglen mindre end Halvdelen af Zoø-
ciets Længde. Paa det ydre Hjørne staar een eller to
særlig store, bøjede Torne, som spidser sig til i En-
den. Ved Grunden er de
ofte leddelte, idet der mel-
lem den Sokkel, som dan-
nes af Zoøciet, og Tornens
lange Endedel findes et tem-
melig kort Mellemstykke,
som er afmærket ved et Led
fra begge de tilstødende Af-
snit. Forneden paa Gymno-
cystens Yderside sidder de
stilkede, smaa Avicularier,
hvis Næb er kort, tykt op-
svulmet og forsynet med en
kraftig Krog. Næbbets Rand
er jævn, uden Tænder, og
Mandiblen, der peger udad,
har en stor, retvinklet bøjet
Hage. De fint stribede, næ-
"sten kugleformede Oøcier
synes i deres Underrand at
være sammenvokset med
" Zoøciets øverste Rand. At

det ikke er saaledes, er tid- Fig. 94. Bicellarina alderi (Bsk.).

ligere blevet sagt i Beskri- A. Forside. B. et Avicularie.
velsen af Slægten.

"Arten vokser paa Hy-

droider, Gorgonider, Skaller og smaa Sten paa forholdsvis
dybt Vand. Den er hidtil ikke fundet i danske Farvande
men kan dog ventes at forekomme her, f. Eks. i det nord-
lige Vesterhav og i Skagerak. Den er taget paa den øst-
grønlandske Kyst, Vest for Bjørneøen, ved Norges Kyst
sydpaa til Bømmelen, ved Island, Færøerne, Shetlands-
øerne og Vest for Irland.

Dybde-Udbredelse: fra 5,7—1130 m.]:

Å B

Oversigt over Slægterne og Arterne af Big ul a-Gruppen.

sr Logejer rforellertre "Fænsderækker Pi
ZLoøcier i- fire til tolv eller flere Længderækker 8.
"2: (Avicnlarier mangler SB: Bagula neritina).

Der findes Avic ul arier HA ok SE BRS HSE 3.
3. Kun laterale Avicularier, d. v. s. de sidder paa
Mundingsfeltets Siderand................….
Kun frontale Avicularier, d. v. s. de sidder neden-
for Mundingsfeltets nederste Rand
Dendrobeånia murrayåna forma fruticé&sa.
4. Foroven paa den ydre Side af Zoøciet findes
to eller tre, paa den indre een Torn ....... S:
Foroven paa den ydre Side er Zoøciets Hjørne
trukket ud i et Fremspring, paa det indre
Hjørne findes som Regel ikke noget Frem-
SDR ra rs ge ya FREE Te LEE AES UD SERENE ERE
5. Grenene er baandformede. Oøciets forreste Væg.
er kort, saa at en stor Del af Oøciets Bagside,
hvorved det fæstnes, kan ses forfra. Paa Zoø-
ciernes Bagside ses en Bræmme langs med

Zoøciernes Siderande ....... Bugula flabellåta
(som oftest med flere end 3 Zoøcierækker,
jfr. 8).

Grenene er traadformede. Oøciets forreste Væg
er saa lang, at den for Størstedelen skjuler
dets Bagside. En Randbræmme findes ikke
Bugula aviculåria-
(hyppigst torækket).
6. Zoøciets øvre, ydre Hjørne ender med en torn-
—— agtig Spids. Oøcier hvælvede, kugleformede 7.
Zoøciets øvre, ydre Hjørne bærer en Torn, som
er forsynet med et Led ved Sokkelen. Oøcier
flade, halvkugleformede Bugula purpurotincta.
FR Aviculariet er kortere end Zoøciets Bredde
Bugula plumåsa.
Aviculariet er dobbelt saa langt som Zoøciets
Bredde SE (RARE KERND. .….. 6. Kinetåskias.
(Brudstykker uden Stilk, som ikke kan be-
stemmes efter Tabellen, S. 95).
8. Foroven paa hver Side af Zoøciet findes en kort
Torn og som Regel endnu flere paa Mundings-
feltets Siderande. Mundingsfeltet lidt tilspid-
set nedadtil. Oøcierne næsten kugleformede,
fæstede med hele deres Underflade. Avicula-
rierne sidder neden for Mundingsfeltets neder-
ste Rand, kun hos Koloniens Randzoøcier paa
Mundingsfeltets Siderand... . 5. Dendrobeånia.
Foroven paa hver Side af Zoøciet findes to,
eller hos Randzoøcierne tre lange Torne. Mun-
dingsfeltet er rektangulært. Oøcierne er hjelm-

183

formede, fæstede med deres nederste, bage-
"ste Rand. Avicularierne sidder alle Vegne paa
Mundingsfeltets Siderand ... Bugula flabellåta.

4. Bigula Oken.

De frit voksende, grenede Kolonier viser to
eller flere Rækker af Zoøcier, som staar afvekslende
og i et enkelt Lag. Zoøcierne er baadformede, deres
Vægge er forkalkede, mens Mundingsfeltet næsten
indtager hele Forsiden. Et ægte Laag er ikke til
at skelne fra den Hud, der dækker Mundingsfeltet.
Een eller flere Torne findes almindeligvis i Zoø-
ciets øverste Del. Den bageste Rand af Zoøciets
nederste Endeskillevæg er vinkelformet bøjet, saa
at denne Væg sidder sadelformigt paa det under-
liggende Zoøcies Bagside. Disse Forhold €r her
"endnu tydeligere end hos de to foregaaende Slægter.
Zoøcierne er paa Siderne samt foroven og forneden
" forbundne ved enporede Forbindelsesplader. Rod-
trævlerne kan udspringe fra Forsiden, Bagsiden og
fra Siderne. Avicularierne paa Zoøciets Forside
eller Sider ligner Fuglehoveder og mangler sjæl-
dent. De kugleformede, frie Oøcier oven over Zoø-
ciets øverste Rand træder tydeligt frem, de hører
altsaa den hyperstomiale Type til og er hyppigt
fæstede ved en meget smal, af deres Bagvæg dan-
net Stilk.

[1. Bugula neritina (L.) (Fig. 95).

De rødbrune, sjældnere purpurrøde eller blege Kolo-
nier danner store, gaffeldelte Buske af 7,5—10 cm Højde.
De rektangulære Zoøcier staar i to afvekslende Længde-
rækker og er lige afskaarne foroven. Mundingsfeltet er

184

buet foroven og ofte tilspidset forneden; det indtager mere
end to Trediedele af hele Zoøciets Længde. Mens det indre
Hjørne i Reglen er afrundet foroven, forlænger det ydre
sig i et tilspidset Fremspring af forskellig Størrelse. Sjæld-
nere er ogsaa det indre Hjørne udtrukket i en Spids, og
hos Dybvandsmateriale kan baade den
ydre og den indre Spids være tornag-
tigt forlænget. Hele Ydervæggen er lige-
som trukket frem og rullet indad. Side-
væggene er forsynet med 4—5 enporede
Forbindelsesplader af forskelligt Om-
rids og Beliggenhed; i Endeskillevæg-
gene staar saadanne, om end mindre Pla-
der i tre Rækker. Avicularier mangler.
Oøcierne er store og sædvanligvis tal-
rige. De er fæstede med en kort Stilk
foroven paa Zoøciets Inderkant, hvor-
fra de som oftest vender sig skraat op-
"ad og udad, saa at Aabningen hælder
sidelæns. Sjældnere vipper Døciet, saa
at det kommer til at sidde lige oven
over Zoøciet. Rodtrævlerne danner en
Dusk i Koloniens nederste Ende.

UI EE ak BAS - Årten vokser paa et hvilket som
; helst Underlag, bl. a. ogsaa paa Skibe.
ke ng Derfor kan det antages, at den lejlig-
hedsvis vil findes hos os, f. Eks. naar

Ø. K.s Motorskibe efterses i Dokken.

Til den danske Fauna hører Arten ikke, men forekommer
i Atlanterhavet og Middelhavet. Som Nordgrænse kan næv-
nes henholdsvis Scarborough (York) og Beaufort (North
Carolina). Fra det sydatlantiske Hav er Arten kendt fra Rio
og St. Helena. I det indo-vestpacifiske. Hav kan Sydafrika,
Sydaustralien og Auckland-Øerne angives som sydlige og
Japans Kyster som nordlige Grænser, og paa den ameri-
kanske Vestkyst kendes den fra Californien til Valparaiso. -

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 4060 m.
Årten forekommer fortrinsvis paa lavt Vand, saa at den
angivne store Dybde antagelig skyldes usædvanlige Fak-
torer (et nedsunket Brudstykke).]

2. Buigula aviculåria (L.) Fig. 96).

De som levende dybt orangefarvede Kolonier har
vifteforme udbredte, flere Gange gaffeldelte Grene, der

185

danner proptrækkeragtige Spiralsnoninger om Hoved-
” stammen. Zoøcierne staar i to, undtagelsesvis i tre af-
vekslende Længderækker og indsnævres kun lidt ned-
adtil, mens de træder noget frem foroven. Derved over-
dækkes det øvre Zoøcies Underdel af det derunderliggen-

Fig. 96. Bugula avicularia (L.). A. Koloni. B. Forside.

des Overdel. Det langstrakte Mundingsfelt indtager mere
end to Trediedele af Forsiden, dettes ydre Hjørne bærer
to kraftige Torne, det indre een. De store Avicularier, hvis
Længde udgør mere end en Trediedel af Zoøciets, sidder
paa Zoøciets Ydervæg omtrent i Midten af Mundingsfeltets
Rand. Aviculariekammeret er sammentrykt fra Siden, Næb-
bet er langt og bøjet i en temmelig lang Udstrækning, ikke
pludseligt i Enden. Mandiblen er ligeledes bøjet lidt efter
lidt, saa at der ikke dannes nogen særlig Endehage. De
næsten kugleformede, glatte Oøcier, som i Reglen er tal-
rige, rager stærkt frem, og deres brede Stilke, med hvilke
de er fæstede paa Zoøciets Endeskillevæg, er ofte synlige
forfra. ;

186

Årten gror paa Alger, Hydroider, Mosdyr (især Flustra
foliacea), Skaller samt andre Underlag og er temmelig
sjælden. I vore Farvande er den kun taget i Skagerak
(ved Hanstholm, 50 m). Dens øvrige Udbredelse er van-
skelig at skildre rigtigt, thi Arten er vist hist og her blevet
forvekslet med andre. Den arktiske Fauna tilhører den
sandsynligvis ikke. Da Arten, som den foregaaende, ogsaa
fæster sig paa Skibe, kan dens usammenhængende Ud-
bredelse maaske forstaas som en Følge af, at den er blevet
ført vidt omkring. Den angives fra de storbritanniske Kyster,
fra Shetlandsøerne, Hebriderne, Irland o. s. v. til Kanalen,
Nordsøen og de øvrige europæisk-atlantiske Kyster ned
til Marokkokysten, Madeira, den meksikanske Bugt og
Middelhavet. Dertil kommer det Røde Hav, Loyalty-Øerne,
det sydlige og østlige Australien og New Zealand samt Dron-
ning Charlottes Øer, Vancouver-Omraadet og Panama
(mærkeligt nok ikke Californien).

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1324 m.

"3. Bågula plumåsa (Pall.) (Fig. 97).

De lysebrune, omtrent 3—10 cm høje Kolonier danner
slanke, bløde, vifteformede Fjerbuske, hvis gaffeldelte,
smalle og lige Grene er-spiralformet ordnede om Hoved-
stammen. Zoøcierne er torækkede, langstrakte og næsten
”- trekantede, da de indsnævres stærkt nedadtil. Ogsaa Mun-
dingsfeltet har en afrundet-trekantet Form, og dets Længde
naar i de fleste Zoøcier op til omtrent tre Fjerdedele af
Forsidens. Foroven påa den ydre Side er Zoøciet forsynet
med et kortere eller længere, tilspidset Fremspring. Sjæl-
dent findes der under dette et andet, overordentlig lille,
og endnu sjældnere en lille Tak foroven paa det indre
Hjørne (Barroso 1912). Avicularierne er meget smaa. Deres
Længde udgør kun fra en Femtedel til en Trediedel af
ZLoøciets, og de sidder paa den ydre Side enten i Zoøciets
øverste Trediedel eller udfor dets Midte. Aviculariekam-
meret er overordentlig hvælvet, Næbbet forløber næsten
lige og bøjer kun svagt nedad i Spidsen; Mandiblens Hage
er meget lille. Oøcierne, som optræder meget uregelmæs-
sigt og ikke sjældent mangler indenfor hele Kolonier, er

187

kugleformede og stærkt fremtrædende. De sidder fast med
" en kort Stilk paa Zoøciets indre Hjørne, men hvælver sig
over hele den øverste Rand af Zoøciet. Koloniens nedre.
tykke Grene bliver tæt indhyllede af talrige tynde Rod-
trævler, som er indflettede i hinanden.

Fig. 97. Bugula plumosa (Pall.). A. unge Zoøcier. B. gamle
Zoøcier med OQøcier.

Årten fæster sig fortrinsvis paa Snegle- og Muslinge-
skaller samt Sten, men findes dog ogsaa paa Bændeltang,
Pæle o.a. Årten, som ikke er hyppig, er tåget i Vester-
havet (Vest for Rømø), i Skagerak, Kattegat og Langelands-
bæltet. Dens Udbredelse omfatter det sydlige Norge (Fane-
"fjord, Syd for Bergen) de midterste og sydlige engelske
samt de øvrige europæiske Kyster indtil Madeira og Mid-
” delhavet.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 51 m.

4. Bågula purpurotincta Norm. (Fig. 98).
G Kolonierne danner kraftige, stive Buske, som bliver
indtil 7,5 cm høje. De udbreder deres store Grene vidt.

188

Disse deler sig temmelig uregelmæssigt i talrige, smalle
Afsnit. Mens Koloniens ældre Dele er brune og uigennem-
sigtige, er de yngste Spirer hvidlige og fuldkommen
vandklare. I tørret Tilstand viser hele Kolonien en pur-
purrød Farve. Baade Zoøcier og Oøcier er tynde som
ag De meget langtstrakte Zoøcier staar i to Rækker
og indsnævres stærkt nedadtil. Det
foroven brede, forneden tilspidsede
Mundingsfelt indtager næsten hele
Zoøciets forreste Væg. Ydervæggen
er trukket frem og tillige rullet
indad. Dens øverste Hjørne løber
ud i en lille Spids og bærer yder-
mere en kraftig, rund Torn, som er
forsynet med et Led ved Sokkelen.
Hos norske Eksemplarer kan denne
Torn være mindre end den her
tegnede og ikke leddelt. Aviculariet,
som er stort og lige saa langt som
Zoøciets Bredde, sidder omtrent ud
for Zoøciets Midte. Kammerets
Hvælving er temmelig ubetydelig;
Fie 08 Breme pir Næbbet er bøjet i omtrent en Tredie-
"purotincta Norm. (efter: del af sin Længde og har en meget
Hincks.) kort Krog i Enden. Mandiblens Hage
er tydelig. De helt flade Oøcier er
halvkugleformede, naar de ses fra Siden. Saavel Oøciets
Dække, Ekto-Oøciet, som Oøciets indre Lag, Endo-Oøciet,
er ufuldstændigt udviklet paa Oøciets Forside. Derfor ses
forfra mere end Halvdelen af den hudagtige Blære, der
hos alle øvrige indenlandske Bugula-Arter i større Ud-
strækning dækkes af Oøciets forkalkede Forside. Horses
lerne danner et tykt Filt i Bunden af Kolonien.

Arten fæster sig paa Hydroider og Skaller. Den maa
henregnes til vor Fauna, thi den er fundet i Skagerak, om
end hidtil kun nær den svenske Kyst. Iøvrigt kendes
Arten fra de britiske Kyster -med Scarborough (York)

189

og Menai-Strædet i det irske Hav (Carnavonkysten) som
. sydligste Findesteder. Dertil kommer Island, den norske
Kyst og Spitsbergen.

Dybde-Udbredelse: fra 15—274 m.

5. Bagula flabellåta (Thomps.) (Fig. 99).

De kraftige, graabrune eller kødfarvede Kolonier blic-
ver 2—3 cm høje. Deres Grene, som foroven er lige
afskaarne eller afstumpede, ligger snart i samme Plan,
saa at de danner en Vifte, snart sidder de omtrent kreds-
formet om den korte Hovedstamme. Grenene er ikke
sjældent svagt indrullede. Zoøcierne staar i 3—8 Længde-
rækker og er lange, smalle og firkantede. Mundingsfeltet
indtager hele Zoøciets Længde. Foroven paa begge Sider
findes to Torne, af hvilke de to -nederste hyppigt er de
længste. De danner en ret eller stump Vinkel med Gre-
nens Plan og hælder noget indad over Mundingsfeltet.
Paa Randzoøciernes Yderside findes dog tre Torne, af
hvilke de to nederste kan blive ret lange. De fra Ende-
skillevæggene hidrørende Figurer paa Koloniens Bagside
har Form af meget spidse Vinkler, hvis lige lange Ben
rækker over hele Bagsidens Bredde. Selve Bagsiden er
vifteformet stribet paa langs. Randzoøcierne har en liste-
formet Fortykkelse paa langs ned ad Bagsiden paa Græn-
sen til den ydre Sideflade. . Avicularierne har deres
Plads i forskellig Højde over Zoøciernes Midte. De ydre
Zoøciers Avicularier er større end de indres. Kammeret
er stærkt buet foroven, ikke paa Siderne; Næbbet er lige
" paa et langt Stykke og bøjer pludselig nedad i Enden.
Mandiblen viser en tydelig Hage. Hele Aviculariet ligner
en Rovfugls Hoved. De glatte eller fint vifteformet stri-
bede, hjelmformede OQøcier er forholdsvis smaa og om-
trent halvkugleformede. Deres Forside naar ikke ned til
Zoøciets øverste Kant, saa at man forfra ser OQøciets
bageste Rand, med hvilken dette er fastgjort.

190

Arten vokser paa Alger, f. Eks. Laminariernes Hæftere,
Hydroider, Mosdyr (meget almindelig paa Flustra foliacea),
Krabber, Skaller, Sten, Kabler og Pæle. Dens temmelig
talrige Findesteder i vore Farvande ligger i Vesterhavet

Fig. 99. Bugula flabellata
(Thomps.). A. Koloni. B. For-
side. C. Bagside.

og Skagerak, mellem Vyl og Hirtshals. Fra de øvrige
skandinaviske Kyster kendes Arten med Sikkerhed kun fra
Bohuslånkysten. Fra Shetlandsøerne og de øvrige britiske
og irske Kyster gaar den sydpaa til alle europæiske
atlantiske Kyster ned til Madeira, Marokkokysten og Mid-
delhavet. Paa Atlanterhavets amerikanske Kyst forekom-
mer Arten fra Maine til Florida. Forekomsten ved Cali-
forniens Kyst skyldes maaske den mellemamerikanske

191

Havforbindelse, før Panama-Tangen dannedes. I de syd-
. afrikanske Farvande, hvor Årten. ogsaa findes, er den
muligvis slæbt ind, fastvokset paa Skibe.

Dybde-Udbredelse: fra den nederste Lavvandslinie
til 110 m.

5. Dendrobeånia Levinsen.

De kraftige, frit voksende Kolonier ligner næsten
en lille Flustra, men Zoøcierne, som er ordnede
1 een til.26 Lænsderækker, "sfaar dog i et enkelt
Lag. Laaget er tydeligt sondret fra Mundingsfei-
tets Hud. Bagtil er Zoøciets Endeskillevæg lige,
uden nogen Bøjning af Randen, og forsynet med
en flerporet Forbindelsesplade. Rodtrævlerne, som
især findes i Koloniens nedre Dele, udspringer
fra Randzoøciernes anden, sjældnere ogsaa fra
deres første Forbindelsesplade. Sidevæggenes øver-
ste Halvdel viser to flerporede Plader, som ligger
inden for et stærkt forkalket og forneden skarpt
afgrænset Felt (kun dette tegnet i Fig. 100 D).

Kun een Årt.

1. Dendrobeånia murrayåna (Johnst.) (Fig. 100).

Kolonierne danner gullige til brunlige, ofte 3—4 cm
høje, vifteformede, undertiden noget forpjuskede Buske,
som er rigt gaffeldelte i brede, baandagtige Grene. Disse
"bliver lidt bredere opadtil, hvor de er lige afskaarne. Zo-
øcierne staar i flere afvekslende Længderækker, hvis An-
tal hos nordeuropæiske Kolonier svinger fra 2 til 12.
Hos arktiske Varieteter findes der endnu flere, indtil 26
… Rækker (var. flustroides Levins.) eller færre, nemlig
1 (var. quadridentåta Lov.). Mens disse to Varieteters

192

øvrige Kendetegn ikke bliver behandlede i det følgende,
skal der sondres mellem den typiske Form med 4—12
Zoøcierækker og en Varietet eller Vækstform fruticéåsa

r(00s

Fig. 100. Dendrobeania murrayana
(Johnst.). A. Koloni. B. Zoøcier med store.
Avicularier. C. Zoøcier med Oøcier. D. var.
fruticosa (Pack.) med gennemskinnende

” Bagside.

(Pack.) med 2—4 Rækker, som begge findes i vore Farvande…
Zoøcierne er aflange, afstumpede foroven og lidt indsnæv-
rede nedadtil, altsaa tilnærmelsesvis baadformede. Mun-
dingsfeltet indtager Halvdelen eller mere, indtil tre Fjer-
dedele af Forsiden. De øverste Hjørner bærer hvert et
opretstaaende Fremspring, og Mundingsfeltets Siderande
er forsynet med et skiftende Antal indad over Mundings-

193

feltet bøjede Torne. I var. fruticåsa findes der kun to
Torne, som staar lige neden for det føromtalte Fremspring.
Hos den typiske Form har den ydre Rand som oftest 2—5,
den indre 2—3 Torne. Men Tallene er langtfra at være
konstante. Hos gamle Zoøcier udgaar der en smal Cryp-
tocyst fra Mundingsfeltets Rand. Paa Gymnocysten, altsaa
neden for Mundingsfeltet, sidder der store Avicularier, hvis
Ørnenæb som oftest spærres op i Retning opad. Baade
Næbbets Krog og Mandiblens Endehage er.kraftigst hos
de Avicularier, der sidder paa Randzoøcier. Disse Avicu-
lariers Kamre er ogsaa hyppigst større end de midterstes.
Hos var. fruticéåsa er Avicularierne sjældnere og de paa
Randzoøcierne siddende mangler ofte. De næsten kugle-
formede, glinsende QOøcier er fæstede med hele deres Un-
derflade og viser en fint radiært stribet Forside. Oøciernes
Dække (Ekto-Oøciet) er hudagtigt. De meget lange og kraf-
tige Rodtrævler, med hvilke Kolonien er forankret paa
Underlaget, er rynkede paa tværs.

… Arten forekommer paa Kalkalger, Hydroider, Mosdyr
(især Flustra foliacea), Skaller og Sten. I danske Farvande
er den taget, baade i den typiske Form og i Varieteten
. fruticdsa, paa forskellige Steder i Vesterhavet (Lille
Fiskebanke, Jydske Rev og andetsteds) samt i Skagerak.
Iøvrigt er baade den typiske Form og Varieteten kendt
fra den arktiske og den nordatlantiske Region med hen-
høldsvis Dublin-Bugten, Yorkshirekysten og den sydlige
Nordsø som Sydgrænse i den østlige og Woods Hole-
Omraadet i den vestlige Del. I Stillehavet gaar den ned
fra Berings- Havet (Pribylow-Øerne) og det sydlige Alaska
til Puget Sound (Syd for Vancouver).

Dybde-Udbredelse: fra 9—274 m.

6. Kinetåskias Dan.

Kolonierne, hvis Zoøcier er ordnede i eet Lag,
… vokser. opret og er forbundne med Underlaget ved
en lang, sart Stilk. Denne er cylindrisk og af hudag-

tig Beskaffenhed. Forneden udsender Stilken talrige
Ernst Marcus: Berk | : 13

194

Rodtrævler. Zoøcierne staar afvekslende og i to
Rækker; de er langagtige, har som Regel kun ube-
tydelige Torne og et Mundingsfelt, som indtager
hele Zoøciets forreste Væg. Zoøciets nederste Ende-
skillevæg er lige, altsaa uden Bøjning af sin bage-
ste Rand. Zoøcierne kan bevæges mod hinanden
ved en Bøjemuskel. De to Zoøcier, som staar ved
Siden af hinanden, er kun forbundne ved een For-.
bindelsesplade. I Forgreningerne er det midterste
Zoøcie fæstet til et Zoøcie, som hører til en anden
Række end det, der har frem-
bragt Midtzoøciet. Avicularierne
sidder paa Zoøciernes Yderside;
de indsnævrer sig som Regel
nedadtil, og deres Næb samt
Mandibler er spidse. De skraat
staaende, hyperstomiale Oøcier
viser en forholdsvis vid Af-.
stand mellem Ekto- og Endo-

— Døciet. : i
Kun een Årt i vore Farvande.

1. Kinetåskias smittii Dan.
(Fig. 101). j

Kolonierne bliver indtil 10—12

cm høje. Af denne Længde udgør den

tætte Masse af fine Rodtrævler, som

udbreder sig igennem Dyndbunden

og fæster Kolonien, de første 1—2 cm...

Fig. 101 A. Kinetoskias De næste 6—8 cm udgøres af Stilken,

smittii Dan. Koloni. (der forneden maaler omtrent 2 mm

i Diameter og lidt efter lidt bliver

tyndere opadtil, hvor den er. 1 mm tyk. I levende Tilstand

er Stilken cylindrisk og staar lodret paa Underlaget, saa at

195

de zoøciebærende, pilekvistagtige Grene holdes langt over
Dyndet. Stilkens Hud er meget tynd, men fast; den kan
lægges i Folder, uden at den brister. Paa Stilkens Spids
udvider selve Huden sig og omhyller de nederste Dele af
Koloniens Krone, som tilnærmelsesvis ligner en Kurve-
pils. Huden udstrækker sig endnu et lille Stykke længere

1 00G

Fig. 101. Kinetoskias smittii Dan. B. Forside og C. Bagside af en For-
grening i Koloniens nedre Del med Zoøciernes Bøjemuskel (b) og
.Hinden (h) paa Grenenes Side (jfr. Tekst).

opad, hvor den findes som én sart Hinde paa Grenenes
Sider. Kolonikronen bestaar af bevægelige, gaffeldelte
Grene og er omtrent 20 mm høj. Zoøciernes Siderande er
lige. Det indre Hjørne er afrundet foroven, mens det ydre
forlænger sig i et kort, tilspidset Fremspring. De lange og
smalle Avicularier, hvis stilkagtige Underdele er særdeles
tynde forneden, sidder paa Zoøciets Ydervæg omtrent i
Midten eller lidt længere oppe. Hvor AÅvicularierne er
rettede lige opad, rager de betydeligt frem over Zoøciets
"øverste Kant, undertiden med hele Mandiblens Længde.

De næsten kugleformede Oøcier er fæstede foroven påa Zoø-
ciernes indre Siderand. 13

196

Denne Dybvandsform, som findes baade paa fast og
blød Bund, maa regnes til vor Fauna, thi den er taget i
Skagerak, omend paa den svenske Side (Kosterfjord). Des-
uden er den fundet paa forskellige Steder langs den norske
Kyst fra Malangenfjord (ved Tromsø) sydpaa indtil Bergen,
Sydvest for Irlands Sydspids samt. paa Nova Scotia- og
Mainekysten.

Dybde-Udbredelse: fra 100 (undtagelsesvis 55)—1229 m.

IX. Fam. Cribrilinidae.

Kolonierne danner som. oftest Overtræk, men.
der findes ogsaa Arter, der hæver sig i Vejret
som fine, bladformede Udbredninger eller endog
staar opret med to Lag af Zoøcier, som er for-
bundne ved deres Bagsider. Forsiden af de stærkt
forkalkede Zoøcier er gennembrudt enten af Tvær-
furer eller af Huller, og de sidste kan enten være
uregelmæssigt spredte eller ordnede i Tværrækker.
Helt unge Zoøcier kan endnu vise et hudagtigt

Mundingsfelt, som er blivende hos det første Zo-

øcie i Kolonien. I Løbet af visse Arters Udvikling
(f. Eks. Membraniporella nitida, Cribrilina punc-
tata) overdækkes Mundingsfeltet af flade, hule
Torne. Disse udgaar fra det oprindelige Mundings-
felts Rand og bliver. til forkalkede Ribber, som
snart kun støder sammen med deres Spidser, snart
tillige udsender Grene, hvis Ender vokser sam-
men. Saaledes fremkommer snart en ribbet For-
side, som kaldes for det forreste Skjold, snart en
sammensmeltet Gymnocyst, som danner en Enhed
og kun er gennemtrængt af nogle, undertiden gan-
ske faa, Huller eller vide Hulrum. Disse er enten

197

laterale Pører, d. v. s. de svarer til -Mellemrum-
mene mellem de ribbeagtige Torne, hvoraf Mun-
dingsfeltets Dække dannes, eller de er mediane Po-
rer (;pelmater)/ "d vi sy 'de-syvarer til Hulhederne 1
disse enkelte eller grenede Torne. Hos nogle uden-
landske Arter omdannes Mundingsfeltets Hud un-
der det forreste Skjold til en Slags Udjævnings-
sæk (jfr. S. 92), saa at Familien kan anses for den
Gruppe af Anasca, der danner Overgangen til
Ascophora.

Oversigt over Slægterne.
1. Zoøciets forreste Væg gennembrudt af Tvær-

SPAM E SEE hr SE je SP ESS ARES SE SED 2
Zoøciets forreste Væg gennembrudt af Huller 3.
LJ AVicilarierstindes: 1. Membraniporélla.
Avicularer mangler 7 SERRA spilde etra:

3. Laaget er tyndt, hudagtigt. Der findes afhæn-
gige Avicularier, eller Aviculårier mangler.
Ogeiemer Med Ore re SS Ser bra
Laaget er fuldstændig kitiniseret. Der findes kun
selvstændige (uafhængige, primære) AÅvicula-
rier. Oøcierne uden Porer ....... 4. Colletåsia.

1. Membraniporélla Hincks.

Kolonierne danner i Reglen Overtræk. Mun-
dingsfeltets Hud, som ikke omdannes, bliver over-
bygget af. Ribber i forskelligt Antal. Disse støder
sammen i Forsidens Midtlinie. Spalterne mellem
Ribberne forbliver som oftest udelte, ikke opdelte
i enkelte Porer. Zoøcierne er forbundne ved Pore-
kamre. Afhængige Avicularier og frit fremsprin-
gende, altsaa hyperstomiale Oøcier, hvis Dække
kun er ufuldstændigt forkalket, kan findes.

Kun eén Art i vore Farvande.

198

1. Membraniporélla nitida (Johnst.). (Fig. 102).
Kolonierne danner smaa, ofte tilnærmelsesvis kreds-
formede Overtræk. De langagtige eller ægrunde Zoøcier
glimrer sølvagtigt, naar de er unge; senere ser de knok-
kelagtige ud. Deres forreste Skjold beståar paa begge
Sider af 3—11, ja endog af 13 flade Ribber, som adskilles

ved spalteformede Mellemrum af forskellig Bredde. Den
halvkredsformede Munding dækkes af et enkelt Laag uden
særlige Kitinfortykkelser og uden egentlig Sondring fra
det oprindelige Mundingsfelts Hud. Det første Par Ribber
neden for Mundingen udsender tit et lille Fremspring,
som peger opad ind i denne. Selve Mundingen kan om-
gives af 4—6 Torne, hvis øverste Par ofte er særdeles
langt og kraftigt. Der findes to eller flere smaa Avicularier
med spidse Mandibler og noget fremtrædende Kamre
neden for Zoøciet eller i uregelmæssig Beliggenhed imel-
lem Zoøcierne. Døcierne, hvis ydre Lag (Ekto-Oøciet) kun
er forkalket paa Siderne, er næsten kugleformede og
glatte, eller forsynede med Smaakorn. Hvis slige, ofte
perlehvide Oøcier optræder, sidder der oven over dem

199

paa Bee Sider et Avicularie med Mandiblen rettet skraat
udad og opad.

Arten vokser paa Alger, Mosdyr, Rurer, Skaller, Sø-
punge og Sten, fortrinsvis paa lavt Vand. I vore Farvande
er den kun taget i Vesterhavet (Bovbjerg, 48 m) men fore-
kommer dog ogsaa i Skagerak (Bohuslån). Iøvrigt kendes
den ogsaa fra den sydvestlige Østersø (Kielerbugten, Stol-
ler Grund). Dens Udbredelse omfatter det europæiske Nord-
hav med Nordkyn paa Finmarkens Kyst som. Nordgrænse
og det nordlige Atlanterhavs Østdel fra Færøerne (ikke
kendt fra Island) og Shetlandsøerne til de øvrige britiske
og europæiske Kyster samt Middelhavet og Madeira. En
med M. nitida nær beslægtet Form findes (ifølge Waters)
baade levende og fossil ved New Zealand.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 445 m.

2. Aspideléctra Levinsen.

Zoøciets nederste Del bærer 1—2 tykke, hule,
udstaaende Torne. Det forreste Skjold er gennem-
brudt af Spalter. Endeskillevæggens Midtstykke er
stærkt hvælvet opad. Paa hver Side af Endeskille-
væggen findes en flerporet Forbindelsesplade, og
en saadan optræder ligeledes i hver Sidevægs øver-
ste Halvdel. Laaget er enkelt og kan kun ufuld-
stændigt sondres fra det oprindelige Mundingsfelts
Hud. Saavel Avicularier som OQøcier mangler.

Kun een Art.

1. Aspideléctra melolåntha (Bsk.) (Fig, 103).

De vifteformede Kolonier løber ud i adskilte Lapper,
som bliver bredere opadtil og enten helt er tilvokset til
Underlaget eller sjældnere hæver sig op i frie, bladformede
"Udbredninger. Zoøcierne staar temmelig løst i Længde-
rækker og er adskilte ved dybe og brede Furer. Unge Zoø-
cier glimrer og er gennemsigtige, med Alderen bliver de

200

uigennemsigtige og matte. Zoøciernes Skikkelse ligner
nærmest en aflang Firkant, hvis Størstedel indtages af det
ovale forreste Skjold. Dette dannes af to Rækker flade
Torne, hvis Antal skifter mellem 6 og 8. Tornene kan ind-
gaa en mere eller mindre in-
derlig Forbindelse med hinan-
den, idet de snart støder sam-
ÅR men med deres Rande, snart
3 - lader Spalter staa aabne imel-.
” lem sig. I Midtlinien mødes
de med en snart spids, snart -
… bredere Endedel, som under-
tiden er takket eller svagt
grenet. Dette er næsten altid
Tilfældet med det øverste og
nu og da med flere af de føl-
gende Par. Som Regel findes
forneden en uparret, kegle-
; formet Torn, der enten kan
Fig. 103. Aspidelectra melo- passe ind mellem de andre
lontha (Bsk.). "…… eller rage mere frit frem. Hele
det forreste Skjold er omgivet
af Zoøciets jævne forreste Væg, som især forneden er
noget, undertiden stærkt forlænget. Mundingen er halv-
kredsformet og bærer foroven to smaa, slanke Torne, som
dog ofte mangler. Desuden findes ved Siden af Mundingen
to korte tykke Torne, der rager frem ligesom Stødtænder.
De hører dog ikke til det Zoøcie, hvis Mundings Væbning
de synes at være, men til det eller de højere liggende.
De har deres Plads lige over Skillevæggen mod det lavere
Zoøcie. Saymme Væg er i Midten stærkt opad hvælvet og
paa begge Sider udtrukket tilsvarende nedad. I Zoøcie-.
rækkernes Gaffeldelinger findes som Regel een saadan
tyk Torn øver Zoøciets nederste Endeskillevæg, ellers
staar der to.

r(o0og

Årten, som kun kendes fra Muslingeskaller, synes at
være sovermaade sjælden. Hos os er den taget paa Horns

201

… Rev, og iøvrigt er den kun fundet i Nordsøen (ved Helgo-
land og Belgiens Kyst) og paa den sydengelske Kyst, hvor
den ogsaa forekommer i Flodmundinger. Findestedet Orkney-
øerne er ikke helt sikkert, men dog sandsynligt.

Dybde-Udbredelse: ukendt.

3. Cribrilina Gray.

Kolonierne danner som oftest Overtræk, men der
findes ogsaa nogle, som vokser oprejste og med Zoøci-
erne to Lag. Det forreste Skjold er forsynet med Po-
rer. Mundingen lukkes af et enkelt Laag uden Kitin-
fortykkelser. Mundingens nederste Rand bærer i
Almindelighed et mere eller mindre tydeligt Frem-
spring. Zoøcierne er forbundne ved Porekamre
med faa Porer. Afhængige Avicularier kan fore-
komme. Oøcierne er enten frie, saakaldte hyper-
stomiale, eller de omgives af polypidløse Zoøcier
(Kenozoøcier), som i Reglen kun ses efter at man
har udsat Materialet for en Behandling, som for-
tærer de organiske Stoffer. Oøciets Dække (Ekto-
Oøciet) viser Porer i forskelligt Antal.

Oversigt over Arterne.

Porer smaa, paa hver Side i fem til seks Tvær-
rækker. Ingen Avicularier. Oøcier smaa, hue-
formede, med en af to Torne dannet Bue.

Fra Undersiden ses to Porekamre i hver
SidehalvdekakZzoøcter 1. C. annulåta.

Porer store, uregelmæssigt spredte eller i Tvær-
rækker, Et afhængigt Avicularie kan optræde
påa hver Side af Mundingen. Oøcier store,

1. Cribrilina annulåta (Fabr.) (Fig. 104).
Kolonierne danner smaa, ofte omtrent kredsformede
Overtræk af rødlig eller brunlig Farve. De ovale, stærkt

202

hvælvede Zoøcier er tydeligt adskilte fra hinanden. For-
neden er de ofte meget smalle. Deres forreste Væg er paa
hver Side forsynet med henved 6, ofte noget fordybede
Tværrækker af smaa Porer. Rækkerne støder i Reglen sam-
men i en lys Længdestribe eller Køl langs Zoøciets Midte.
Den tværovale Munding bærer paa sin øverste Rand 2—4

be el

za

LES

Fig. 104. Cribrilina annulata Fig. 105. Cribrilina punctata -
(Fabr.). (Hass.). :

korte tykke Torne, af hvilke de to yderste, altsaa nederste,
ofte er kølleformet udvidede i Spidsen. Den tit fortykkede
nederste Rand løber hyppigt paa Midten ud i eet eller to
tandformede Fremspring. I hver Sidevægs øverste Halvdel
findes et enkelt, meget langstrakt, smalt Porekammer. Ende-
skillevæggen har et lignende, som dog undertiden kan
være delt i to. Åvicularier mangler. Oøcierne er smaa og
ligner flade Huer. Deres Dække viser faa spredte Porer.
Naar Døcierne optræder, omdannes de to nederste Torne, -
der er de eneste, som findes, til en Bue tværs over Oøciets
forreste, nederste Del. For det meste smelter disse Torne
der, hvor de støder til hinanden, helt sammen med deres
frie Ender. Kun sjældent kan deres Spidser ses tydeligt
sondrede. Fra øst- og vestamerikansk Materiale omtales

203

foruden de normale Zoøcier og Oøcier endnu ganske smaa,
"næsten opretstaaende Zoøcier, som enten bærer Oøcier
eller ikke.

Arten kendes fra Alger (Laminarier o. a.), Skaller og
Sten. Den findes vel i alle danske og nærliggende Farvande,
men ret almindelig er den dog ikke. Findestederne ligger
i Vesterhavet (Øst for det Jydske Rev), Skagerak (Bohus-
lån) Kattegat (Frederikshavn, Hesselø), Øresund (mellem
Hellebæk og Helsingør), Bælthavet (Syd. for Fyen) og i
den sydvestlige Østersø (Syd for Langeland). Iøvrigt fore-
kommer Arten i hele den arktiske Region, hvorfra den
gaar ned paa de amerikanske Kyster til henholdsvis Van-
couver- og Woods Hole-Omraadet og paa de europæiske
Kyster indtil det sydligste England (Cornwall); tillige fin-
des Arten paa Marokkokysten.

…… Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 114 m.

2. Cribrilina punctåta (Hass.) (Fig. 105).

Kolonierne, der glinser sølvagtigt, saa længe de er
unge, og bliver tykkere og mere matte med Alderen, vokser
som Overtræk, der har et afrundet, ofte næsten kredsformet
Omrids. De i Længderækker ordnede Zoøcier ser ud som
let fladtrykte Tænder og er mere eller mindre tydeligt ad-
skilte fra hinanden; undertiden smelter de næsten sam-
men. Hele deres Forside er gennembrudt af Huller af
forskellig Form og Størrelse, som snart er uregelmæssig
spredte, snart ordnede i temmelig tydelige Tværrækker.
Sjældent viser det forreste Skjold en Pukkel i Midten, fra
hvilken der udgaar Ribber, Ribberne er adskilte ved Længde-
furer, og i hver af disse findes en stor Pore (var. a Hincks
1880). Mundingen er stor og tværoval. Dens nederste, for-
tykkede Rand løber ud i eet enkelt eller to ved en Fure
adskilte, tandformede Fremspring, mens Mundingens øver-
ste Rand er forsynet med 2—5 bøjede Torne, af hvilke
som oftest nogle eller alle falder af. Af disse Torne kan
- de to forreste, altsaa nederste, mødes over Mundingen
hos de Zoøcier, som bærer OQøcier. Hver Sidevæg er i
" sin øverste Halvdel forsynet: med 2—4, hyppigst med

204

3 Porekamre, og hver Endeskillevæg med 2, sjældnere
med eet enkelt. De smaa, trekantede Avicularier, som
meget ofte savnes, optræder paa begge eller kun paa den
ene Side af Mundingen. Deres spidse Mandibler vender
skraat opad og udad. De hvælvede QØøcier er afrundede
eller minder om en Bispehue, og deres Dække er for-
synet med et mindre Antal spredte Porer. De er enten
helt frie, som ægte, hyperstomiale Oøcier, eller omgivet
af et polypidløst Dværgzoøcie (Kenozoøcie), der kun ses
bagfra. Undertiden er ODøciet forsynet med en kraftig
Længderibbe, som nedadtil løber ud i en Køl, eller med
nogle tornagtige Fremspring, af hvilke eet bærer et lille
Avicularie (var. a).

. Årten, hvis Udseende skifter i endnu højere Grad,
end det her er skildret, gror paa Alger, Skaller øg Sten.
Den er almindeligt udbredt i alle vore Farvande, fra
Vesterhavet, Skagerak og Kattegat til Øresund, Bælterne
og den sydvestlige Østersø (Syd for Langeland samt
Kielerbugt). Iøvrigt forekommer den i det arktiske og
nordatlantiske Hav sydpaa til henholdsvis Woods Hole-
Omraadet og alle europæiske Kyster samt Marokkokysten,
Madeira og Middelhavet. Ydermere er den kendt fra det
indiske Hav og Adélie-Lands Kyst.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 647 m.

4. Colletésia Jull.

Kolonierne danner Overtræk. Det forreste
Skjolds Ribber er adskilte ved Rækker af Porer,
af hvilke de yderste gennemtrænges af Tappe,
der vokser ud fra det oprindelige Mundingsfelts
Hud. Mundingen, hvis Rand bærer Torne, lukkes
af et fuldstændig kitiniseret Laag. Zoøcierne er
forbundne ved Porekamre med: faa Porer. Hvis
der findes Avicularier, saa er de uafhængige, men
deres Selvstændighed er dog ikke altid tydelig. De

205

frit fremspringende Qøciers Dække (Ekto-Oøciet)
er helt forkalket.

Sandsynligvis kun en Årt (da gattyae Bsk. hører til
Slægten Puellina Jull., og innominata Couch ikke kan
skilles fra radiata).

1. Colletésia radiåta (Moll) (Fig. 106).

Kolonierne dannerstore Overtræk af uregelmæssig Skik-
kelse. Deres Farve er mange Gange hvid eller sølvagtig. De
smaa, glasagtige Zoøcier staar kilede ind i Mellemrummene
mellem hinanden. De er snart ovale, snart næsten kuglefor-
mede, eller særlig brede nedadtil. Fra de dybe Furer, som
adskiller Zoøcierne, hvælver disse sig gradvis frem, saa at
der dannes en stærkt udadbøjet, altsaa konveks, Forside.
Eller Væggene er opretstaaende i lige Retning indtil Be-
gyndelsen af det forreste Skjolds Ribber, som vinkel-
formet bøjer sig indad og danner et temmelig fladt Skjold. -
Dette bestaar af 5—12 (for det meste 6—9) Ribber, som
snart danner tydelige Lister, snart er flade. De bærer en
Knude eller en kort Torn paa deres yderste Ende, og
undertiden viser de ogsaa paa deres inderste Ende en
Perle eller endog en Pig. Neden for Mundingen, hvis
Form og Laag er behandlet ovenfor, staar Ribbernes øver-
ste Par skraat indad. Dets øverste Del bliver nu og da til
en Slags Underlæbe, mens den nederste løber ud i eet,
sjældent to, tilspidsede Fremspring. Mens begge disse
Dannelser temmelig ofte mangler, findes der ret alminde-
ligt een eller flere Porer neden for Mundingens nederste
. Rand. De øvrige Ribber kan i Skjoldets øverste Dele
danne sammenhængende Tværlister; i Midten og forneden
omkredser de radiært et frit, jævnt Midtfelt. Mellem- .
rummene mellem Ribberne indtages af Porerækker; Po-
rerne er for det meste kredsformede, men kan. være
længere end brede, Hos den saakaldte forma innomi-
nåta (Couch) er Midtfeltet forsynet med en Længdekøl
eller en Midtribbe, og Ribbeparrene er stærkt hvælvede,

206

saa at Porerne i Furerne næsten skjules helt. Hverken
Skelnemærker eller Udbredelsen synes at muliggøre en
Sondring af radiata- og innominata-Formen. Tvært-
imod, jo mere der skrives om deres klare Forskelle, des
mindre tydelige bliver de, og af Overgangsformer kendes
der stadig flere. Men Pladsen, der her staar til Raadighed,

Fig. 106. Colletosia
radiata (Moll.). A. Ma-
teriale fra St. Helena.
B. forma innominata
” (Coueh.) (efter
Hincks).

tillader ikke nærmere at drøfte disse forskellige Formers
"Mangfoldighed. Det første Par af de før nævnte kitinøse
Udvækster bliver ofte, men dog ingenlunde overalt, til to
ikke forkalkede Torne, som staar ved Siden af Mundin- .
gens nederste Rand og minder noget om Vibraculers Bør-
ster. Omkring Mundingens Side- og Overrand findes 5—7
Torne, som er lange hos yngre Zoøcier og formindskes i
Størrelse med Alderen. Avicularierne, hvis Skikkelse og
Størrelse skifter stærkt, har lige, spidse Mandibler, der -
lejlighedsvis er lancetformede henimod Enden og rager
frem over Næbbet. Ikke sjældent savnes Avicularier helt.
Oøcierne er forholdsvis smaa, glasagtige og glatte, mange
Gange bærer deres Midte en Længdekøl.

Arten forekommer paa et hvilket som helst Underlag,
saavel Alger og Hydroider o. 1., som faste Substrater, Skal-

207

ler, Sten 0. s. v. Fra danske Farvande kendes den hidtil
.kun i een tørt opbevaret Koloni fra Middelfart, Lillebælt.
Artens store Udbredelse omfatter i det østatlantiske Hav
Omraadet mellem Shetlandsøerne og de Cap Verdiske
Øer, i det vestatlantiske mellem Kysten af Georgia (U.S. A.)
og Brasilien. I det midterste Atlanterhav kendes Arten fra
Azorerne til Tristan da Cunha. Dertil kommer Middelhavet,
det Røde Hav og det indopacifiske Hav fra Zanzibar til
Japan, Hawaii, Australien, Salomons- og Loyalty-Øerne, Ta-
hiti og New Zealand. Paa den amerikanske Vestkyst kendes
Arten fra Dronning Charlottes Øer, Vancouver-Omraadet
og Galapagos-Øerne, mærkelig nok hidtil ikke fra Cali-
fornien.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1285 m.

X. Fam. Hippothoidae.

" Kolonierne vokser frit eller danner Overtræk.
De som Regel tyndvæggede og glinsende Zoøcier
savner en dækkende Hud og er mere eller mindre
tydeligt stribede paa langs eller paa tværs. Forkalk-
ningen skrider frem samtidig med Væksten og fore-
gaari Tværbaand. Etstørre eller mindre Antal af disse
ender ofte med fremtrædende Rande, som bælte-
agtigt omgiver den forreste Væg. I Reglen findes
der ingen Torne, omkring Mundingen. Mens Avi-
cularier er meget sjældne,. optræder der hyppigt
ganske smaa, undertiden rudimentære Zoøcier, som
alligevel er forsynet med en Munding. Hos de
Arter, der danner sammenhængende Overtræk, har
Zoøcierne overalt paa deres Rande smaa, een- eller
faaporede Porekamre, som bedst ses bagfra. Det
ene Zoøcies Porekamre mødes tit med korte For-
længelser af det tilstødende Zoøcie. Derved bliver
— Nabozoøcierne adskilte ved en Række af-Aabnin-
'ger. Oøcierne bæres snart. af almindelige Zoøcier,

208

snart af særlige Gonozoøcier, d. v. s. Zoøcier af
særegen Dannelse. Døcierne overdækkes af Keno-
zoøcier, altsaa polypid- og mundingsløse Zoøcier,
af Dværgzoøcier eller Avicularier.

"Oversigt over Slægterne og nogle Arter.

1: Zoøcierne med en Pore et Stykke under Mun- -
(INDEN SED Nee see RENE GE 4, Haplopoma.
ZLoøcierne uden'en saadan Pore 28
2. Zoøcierne er kun forbundne ved deres rørfor-
mede, mere eller mindre lange Underdele og
danner Rækker eller spinkle Net........... Så
Zoøcierne er ikke blot forbundne ved deres
Underdele, men danner sammenhængende
Overtræk
3. Kolonierne er opretstaaende eller liggende løst
paa Underlaget. Naar Zoøcierne følger enkelt-
vis paa hinanden, findes Oøcierne paa Zoø-
Ciermess Bagside me 5 TEA RSS NR 1. Haplåta.
(Kolonierne er fast tilvoksede til Underlaget.
Oøcierne findes paa Zoøciernes Forside
Hippoth&a divaricåta.)
4. Avicularier mangler. ODøcierne bæres af rudi-
2 mentære Dværgzoøcier ........... 5 ES BARE Sy
Avicularier findes oven over hvert Zoøcies øver- ,
ste Rand eller oven paa Oøcierne 3. Chorizdpora.
5. Døcier uden Porer
Hippoth&6a divaricåta var. conférta.
Oøcier med Porer BASS Ens Hippoth&éa hyalina.

be TAS SST SE EC SENERE SETS >

1. Haplåta Marc.
[Syn. Hincks 1880: Scrupåria]

Kolonierne vokser opretstaaende eller breder
sig løst liggende ud over Underlaget. Zoøcierne
følger enkeltvis paa hinanden eller staar to og to
forbundne med Bagsiderne. Saavel inden for en
Zoøcierække, som ved en Forgrening udspringer
de yngre Zoøcier paa de ældres Bagside. Zoøcierne
i de sidst opstaaede Grene vender deres Forsider

209

modsat de foregaaende. Gonozoøcierne med Oøci-
" erne skyder frem paa Zoøciernes Bagside, under-
tiden, i torækkede Grene, ogsaa til Siden.

1. Haplåta clavåta (Hcks.). (Fig. 107).

Kolonierne begynder med nogle krybende Zoøcier,
fra hvilke de oprejste Skud opstaar. Disse forgrener sig
kun sparsomt. De kølleformede Zoøcier er længst, hvor
de staar enkeltvis; i torækkede Grene er de kortére og
mindre slanke. Saadanne Zoøcier er ikke helt forbundne
med hinanden med Bagsiderne, som hos Eucratea lo-
ricata (Fig. 59 B), men nærmest af-
vekslende og kilede ind i hinanden.
Der findes baade Grene, der udeluk-
kende bestaar af enkelte eller parvis
stillede Zoøcier og saadanne, hvori
der midt imellem de enkelte Zoøcier
staar eet eller flere Par torækkede.
Det nye Zoøcie begynder i den øver-
ste Trediedel af det foregaaendes Bag-
side med et kantet, bredt Fodstykke.
Om end der med fremskridende For-
kalkning dannes de i Beskrivelsen af
Familien omtalte Tværbaand, er Zoø-
cierne dog meget gennemskinnelige.
Mundingen ligger i Zoøciernes øver-
ste Ende og er næsten kredsformet
foroven og paa Siderne, mens dens
… Underrand viser en tydelig Bugt, der

påa hver Side begrænses af et Frem- Fig, 107. Haplota cla-
spring. Gonozoøcierne, som bærer vata (Hcks.). A. Zoøcier
Oøcierne, er mindre end Zoøcierne med Oøcie. B. Laag.
og har en omtrent halvmaaneformet
Munding. Selve Oøcierne synes at være bmenvet af Keno-
zoøcier, som viser nogle spredte, temmelig store Porer og
en Længdekøl i Midten. :

"Ernst Marcus: Mosdyr. : 14

210

Arten fæster sig til Alger, Hydroider og opretvoksende
Mosdyr, især Crisiidae. Paa saadanne er den ogsaa fundet
i vore Farvande i Skagerak, Nordvest for Højen i 56 m
Dybde. Dens øvrige Udbredelse omfatter Island, sandsyn-
ligvis Shetlandsøerne, nogle Findesteder i de britiske Far-
vande (bl. a. Firth of Clyde, paa Skotlands Vestkyst), St.
Lawrence-Bugten, Mainekysten og Woods Hole-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand indtil 73 m.

2. Hippothéa Lmx.

Zoøcierne har ingen Porer, og deres Munding
er i Underranden forsynet med to tydelige, tand-
lignende Fremspring, Hængseltænderne (,hinge-
teeth”, ,cardellae"), til hvilke Laaget er fæstet. I
Reglen danner Mundingens nederste Rand en Bugt,
sjældnere er Randen buet opad, altsaa konveks.
Laaget er sammensat af to Dele, den øverste, Ån-
teren, som lukker Tentakelskedens Aabning (Porta),
og den vedhængende nederste, Posteren, som snart
er bredere, snart smallere, og bedækker Udjæv-
ningssækkens (jfr. S. 92) Aabning (Vanna). Hos de
Zoøcier, som bærer Qøcierne, er Laagets vedhæn-
gende Del meget lille. Selve Oøcierne omgives
af særskilte Lag, der anses for rudimentære Zoø-
cier (Kenozoøcier), med et yderst lille Hulrum og
uden Munding og Polypid.

Oversigt over Arterne jfr. 208.

[1. Hippoth&a divaricåta Lmx. (Fig. 108).

Kolonierne optræder i den typiske Form som løse.
Rækker af Zoøcier, der kun er forbundne ved deres tynde,
rørformede og lange Underdele. Grenene tager deres Ud-
spring fra Zoøciernes Sider, saa at hele Kolonien bliver
til et spinkelt Net. Hos var. conférta Hcks. er Zoøcier-
nes Underdele saa korte, at hele Kolonien danner en Hob

214

af temmelig tæt sammen siddende Zoøcier. De glinsende,
… perlehvide Zoøcier er nærmest pæreformede, med en jævn
eller fint tværrynket Overflade. Var. carinåta Norm, ken-
des paa en Længdekøl baade paa Zoøciets udvidede og rørfor-
mede Del. Mundingen findes lidt neden for Zoøciets øverste
Rand og viser forneden en udpræget Bugt. De kugleformede,
smaa Qøcier er glatte eller for-
synet med en Pukkel i Midten.
De bæres af Zoøcier, som er
noget, dog ikke iøjnefaldende,
mindre end de almindelige.

Arten gror hyppigst paa
Skaller eller Sten, sjældnere
paa Alger og Søpunge. Dens
tynde, smaa, spindelvævsag-
tige Overtræk overses vist let,
og derfor er Arten hidtil ikke
paåaavist i danske Farvande,
hvor den dog sikkert kan ven-
tes at forekomme, thi den
kendes fra det sydvestlige
Norge og de britiske Kyster. - 3
Artens store Udbredelse om- . Tog
fatter saavel den arktiske Re-
gion, Atlanterhavets samtlige
europæiske Kyster, Azorerne, Fig. 108. Hippothoa divari-
Madeira og Marokkokysten, cata Lmx.
samt de Cap Verdiske Øer,
som den amerikanske Kyst ned til Woods Hole-Omraadet
og Bahama-Øerne. I det sydatlantiske Hav er den taget
ved Sydafrika og Tristan da Cunha, mens Findestederne
ved Falklandsøerne og Påtagoniens Kyst kommer ind un- -
der den noget afvigende var. patagånica Bsk. Ydermere
kendes Arten fra Middelhavet og det Indiske Hav, fra Afri-
kas Østkyst indtil Australien, New Zealand og Loyalty-
Øerne. Paa den amerikanske Vestkyst gaar den ned til
" Californien og Mazatlan (Meksiko). Endelig optræder Arten
ogsaa i den antarktiske Region (Lat. 71? 15” S. Long. 87?
39” V.), saa at den kan betragtes som tilnærmelsesvis
verdensvidt udbredt. 3 ;

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1828 m.]

2. Hippoth&éa hyalina (L.) (Fig. 109).

Kolonierne danner helt gennemsigtige eller hvidlige,

” runde, ofte kredsformede Pletter, der snart ser ud som
k 14

212

Perlemor, snart glinser sølvagtigt. De viser ganske vist
en nogenlunde tydelig Orden i skraa, radiære Rækker, men
den Ordning i sammenhængende Længderækker, som frem-
hersker hos de fleste overtrækdannende Cheilostomata,
ses dog ikke. Hvert nyt Zoøcie opstaar i den spidse Vin-
kel mellem to ældre, og i gamle Kolonier er Zoøcierne

d00g >

A 27 B

Fig. 109. Hippothoa hyalina (L.). A. fra et fladt Overtræk. B. fra
en Knude paa en Hydroidstamme.

opdyngede over hinanden, saa at hele Kolonien bliver til
en ujævn Skorpe. Zoøcierne er langstrakte, undertiden
næsten cylindriske og meget tyndvæggede; unge Zoøcier
er gennemsigtige, ældre ofte endnu gennemskinnelige.
For det meste er Zoøcierne mere eller mindre tydeligt
tværrynkede. I den bugtede Søm mellem to Nabozoøcier
ses ofte ovale eller spalteformede Huller, som omgrænses
af de i Familiebeskrivelsen nævnte Forlængelser af Pore-
kamrene. Umiddelbart i Zoøciernes øverste Ende findes
den skraat afskaarne, kredsfoørmede Munding, som forneden
er forsynet med en bueformet eller afrundet-firkantet Bugt.
Hængseltænderne, der staar paa begge Bugtens Sider, er
ofte sammensmeltet med de i Bugten begrænsende Frem-
spring. Under Mundingen optræder hyppigt en kegleformet

213

Fortykkelse, som ved en videre Udvikling helt kan skjule
den primære Munding. De stærkt hvælvede Oøciers Dække
viser temmelig store, spredte Porer, som ikke sjældent
har en uregelmæssig Form, OQDøcierne bæres af polypidløse,
meget korte, men foroven stærkt udvidede Dværgzoøcier.
"Dværgzoøciet og ODøciet har en fælles, halvmaaneformet
Munding. Dennes nederste Rand er i Begyndelsen lige
afskaaret, men bliver snart læbeformet fortykket. Dværg-
zoøcierne optræder paa de almindelige Zoøciers Overside,
som de staar i Forbindelse med gennem et Porekammer.
Antallet af disse oøciebærende Dværgzoøcier kan, især i
Koloniens Midte, tiltage saa stærkt, at kun Mundingerne
kan ses. af de almindelige Zoøcier. Enhver af Mundingerne
synes at være omgivet af en Kreds af Oøcier. Medens de
almindelige Zoøcier saaledes skjules, udspringer der nye
Dværgzoøcier fra de ældre.

Arten fæstner sig paa meget forskellige Underlag, som
Alger, især Laminarier, Stammer af Hydroider, paa Mosdyr,
Krebsdyr, Skaller, Søpunge, Sten o.s.v., og den findes
fortrinsvis paa lavt Vand. Den kendes fra alle vore Far-
vande, fra Vesterhavet (f, Eks. det Jydske Rev), Indløbet
til Øresund (Hellebæk, Helsingør), Bælthavet, til den syd-
vestlige Østersø (Syd for Langeland, ud for Sliens Mun-
ding, Kielerbugt). Artens Udbredelse maa iøvrigt anses
for verdensvid, thi den er taget saavel i de arktiske og
antarktiske som i næsten alle tempererede og tropiske
Have. i :

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 2018 m.

3. Chorizopora Hincks.

Zoøcierne, som i Reglen mangler Porer paa
Forsiden, er forbundne ved rørformede Fremspring.
Disse danner enten en netformet Skorpe mellem
.de langt fra hinanden staaende Zoøcier, eller de
er ganske korte og ses kun i Koloniens frie Rande.
Den halvkredsformede Munding har en lige Under-

214

rand, altsaa ikke nogen Bugt. Laaget er enkelt,
det mangler nemlig den vedhængende Del, som
lukker Udjævningssækkens Aabning. Da der heller
ikke findes en særskilt Pore (Ascopore) i Zoøciets
forreste Væg, er det endnu ikke oplyst, hvorledes”
Vandet strømmer ind i Sækken og ud af denne.
Friedl (1917) har fundet en Længderække af meget
smaa Porer paa begge Sider af Zoøciets forreste
" Væg i adriatisk Materiale. Waters (1925) har, efter
at have lagt Kolonier fra forskellige Findesteder i
Eau de Javelle, ligeledes set Porerne. Men disse
synes dog ikke at have noget at gøre med Vand-
strømmen. Døcierne dækkes af Avicularier.

Kun een Årt i europæiske Farvande.

[1. Chorizé&pora brogniårtii (Aud.) (Fig. 110).

Kolonierne danner store, tit sølvfarvede Overtræk med
lappede Rande og danner ofte Figurer af uregelmæssigt,.
men skarpt bestemt Omrids. De langstrakte, omtrent ten-
formede eller ræddikeformede Zoøcier viser en perlemors-
agtig Overflåde, som er jævn eller rynket påa tværs.
I deres Rande findes temmelig store Porer, der danner
Mellemrummene imellem Porekamrenes Forlængelser.
”Naar disse er lange, omdannes de til et stort Antal ganske
smaa og rudimentære Zoøcier, hvis runde, poreagtige
Munding dækkes af Hud. I disse Dværgzoøcier blander
der sig nogle Avicularier, og saaledes kommer den før-
nævnte, netformede Skorpe. mellem de almindelige Zoø-
cier i Stand. Randen af disse Zoøciers halvkredsformede,
oprindelige (eller primære) Munding hæver sig lidt i Vejret,
saa at der dannes et tyndt Peristom, hvis nederste Rand |
ofte er opsvulmet eller løber ud i et spidst, stærkt Frem-
spring. Undertiden findes der en afrundet Pukkel neden
for Mundingen, henimod Midten af Zoøciets øverste Halv-
del, eller flere, indtil fire Fremspring. Foroven over hvert
Zoøcie sidder der et lille Avicularie, hvis opadvisende
Mandibel sondres fra Aviculariekammerets nederste Del

215

" (Suborbicularfeltet) ved en forkalket Tværstang. Slige Avi-

cularier findes ogsaa paa de fremtrædende hue- eller kegle-
formede Qøcier, som enten
er jævne eller forsynet med
en langagtig Valk paa For-
siden.

Arten forekommer paa
Alger (Fucus o. a.), Bændel-
tang (Zostera), Rurer, Skal-
ler og Sten. Den er hidtil
ikke paavist i danske Far-
vande, men kan visselig
ventes at forekomme paa
vore Kyster, thi den kendes
baade fra Shetlandsøerne,
den engelske Østkyst, det
sydvestlige Norge (Moster)
og, om ogsaa kun paa Alger,
der driver om, fra de. øst-
frisiske Øer. Desuden er
Arten taget paa de øvrige
britiske og irske Kyster, paa
den belgiske, franske og
iberiske Kyst, samt AÅAzo-
rerne, Madeira, Marokko-
kysten, Canarerne, de Cap Verdiske Øer og i Middelhavet.
Dertil kommer den sydafrikanske, den øst- og sydaustral-
ske Kyst, New Zealandkysten og Galapagos-Øerne.

. Dybde-Udbredelse: fra 19—1300 m.]

Soon

Fig. 110. Chorizopora brogniartii
(Aud.).

4. Haplopoma Levinsen.

Zoøcierne er forsynet saavel med smaa Porer,

"… der er spredte over hele Forsiden, som. med en

særskilt og større Pore (Ascopore), der danner Ud-
jævningssækkens Aabning og findes i kort Afstand
fra og neden for Mundingens lige Underrand. Laaget
er enkelt. Avicularier mangler. Oøcierne omgives
. af Kenozoøcier, som viser spredte Porer.

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande,

216

[1. Haplopéma impréssum (Aud.) (Fig. 111).

De glasagtige, i ung Tilstand bogstaveligt glitrende
Kolonier bestaar af tyndvæggede Zoøcier, som staar kilede
ind i Mellemrummene mellem hinanden. Deres Udseende
svinger fra en kompakt og især i den nederste Halvdel

bred Skikkelse hos unge Zoøcier til en langstrakt, tit lan-

cetlignende Form, der
hos gamle Individer
nedadtil næsten ind-
snævres til en Spids.
Forsiden er forsynet
med Porer, som op-

korte snoede Revner.
Desuden er den for-
reste Væg ikke sjæl-
dentrynket paa tværs.
Den viser kun en
enkelt Række Porer
omkring Randen hos
var. glåbra (Hcks.).

findes i Zoøciets øver-
ste Fjerdedel Ascopo-
ren, som ofte ligger

Fig. 111. Haplopoma impressum, (Aud.)

HERE re sø LE DD trædende Felt. Dette

opstaarafenSammen-
slutning af de Rande,
der omgrænser Bugten i Mundingens Underrand. Selve
Bugten ses i Koloniens første Zoøcie (Ancestrulaen), og
Sømmen, der fremkommer ved den nævnte Sammenslut-
ning, er endnu tydelig i de tilstødende Zoøcier. Efter-
haanden som Ancestrulaens Væg under Forkalkningens
Fremskriden tiltager i Tykkelse, bliver Bugten i Mundin-
gens nederste Rand fladere, De Porer, som i Fig. 111 ses
nærmest at danne et frontalt Skjold med en Midtlinie og
radiære Revner, tillukkes ved. Væksten. I det tegnede

Stadium ligner Ancestrulaen fuldstændigt den af Levinsen
(1909). afbildede af H. bimucronåtum (Moli), det er alt-

saa umuligt at skelne begge Arter paa Ancestrulaen. Saa-
vel hos den typiske Form som hos var. glåbra optræder
der hyppigt en afrundet Pukkel lige neden for Ascoporen.
Porekamrene, som forbinder Zoøcierne, ses bagfra, eller
i Koloniens frie Rande, ogsaa forfra, De kugleformede

adtil ofte løber ud i

Neden for Mundingen.

paa et noget frem-

217

Oøcier er enten forsynet med spredte Porer paa Forsiden
" (tvpisk Form), eller slige Porer findes fortrinsvis i Oøciets
Rande, mens dets Midte indtages af en langagtig, opadtil
udvidet Valk (var. glåbra).

Arten vokser paa Alger (Phyllophora o. a.), Skaller og
Sten, især paa lavt Vand. Om end den endnu ikke er
taget i vore Farvande, gør dens øvrige Udbredelse det dog
sandsynligt, at den ogsaa maa findes hos os. Arten fore-
kommer ved Norges Kyster fra Finnæs og Ingø (Nord for
Hammerfest) til Bergen, ved Færøerne, Shetlandsøerne, de
britiske, irske, franske og iberiske Kyster, véd Marokko-
kysten og i Middelhavet. Ydermere kendes den fra det
Røde og det Indiske Hav.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1285 m.]

XI. Fam. Reteporidae.

De stærkt forkalkede Kolonier vokser opret og
grenet. Idet Grenene i Reglen -smelter sammen,
bliver Kolonierne som oftest til Skaale eller Tragte
med bugtede og foldede Vægge, der er gennem-
brudte af store Huller, altsaa netformede. Hyppigst
staar Zoøcierne med Qøcierne i et enkelt Lag paa
Væggens Inderflade, mens Yderfladen dækkes af
eet eller flere Lag af mundingsløse Kenozoøcier,
hvis indre Hulrum er stærkt indskrænkede eller
- mangler, og hvis Form eller Omfang ikke svarer
til Zoøciernes. Afhængige, tit indsænkede Avicu-
. larier af meget skiftende Bygning og Størrelse op-
træder baade paa den indre og ydre Side af Kolo-
”mien.Dernne- fæster” sig” påa Underlaget -ved…en
Skorpe af Kenozoøcier. Zoøcierne er som Regel
… kun sparsomt forsynet med Porer og kan bære
" 2—8 Torne, der ikke sjældent er sammensatte af
en Række Ledstykker. Randen af Zoøciets primære

218

Munding hæver sig i Vejret, saa at der dannes et
Peristom. For det meste findes een stor, enporet
Forbindelsesplade paa hver Endeskillevæg og en
lignende i hver Sidevægs øverste Halvdel. De tynd-
væggede, kugleformede Oøcier er betydningsfulde
for Familiens System. De er hyperstomiale, be-
gynder med en smal, undertiden næsten stilkagtig
Underdel, og bestaar af to Kalklag. Oprindelig er

. de frie, om end sænkede ind i fordybede Nicher, …

men med Alderen overgros de fra Nichernes Rande.
QOøciernes Forside, der kan være fuldstændig eller
forsynet med en enkel eller trekløftet Spalte, løber
hos flere Arter i Midten ud i et frit, læbeagtigt
Fremspring (Labellum). Da Oøciets Forside tit hæn-
ger stejlt ned i Peristomet, kan Labellum og de

øvrige Dannelser i Oøciets frie, nederste Rand ofte

næppe ses, uden at man forsigtigt sønderbryder et

Stykke af samme Peristoms forreste Væg. Iøvrigt
anbefales det inden for denne vanskelige Familie

kun at undersøge Årternes Skelnemærker, efter at
Huden paa Koloniens For- og Bagside er fjernet
ved Hjælp af Eau de Javelle.

Kun een Slægt i vore Farvande.

1. Sertélla Jull.

Kolonierne er netformede. Zoøciernes Laag og

primære Munding er bredere end lang. Oøcierne
viser paa Forsidens Midte en smål, enkel Spalte,
som snart udstrækker sig over hele Oøciets for-
reste Væg, en Del af Labellum indbefattet, snart-er

Mb eee eds eee

219

.kortere og sjældent tillukkes ved Oøciedækkets
Vækst i ældre Oøcier.

Kun een Årt i vore Farvande.

1. Sertélla beanniåna (W. King) (Fig. 112). [Syn.
Retépora b.]
De hvide Kolonier, der bliver indtil 31.mm høje og
50 mm brede, er tragtformede eller bægerformede med
mere eller mindre bugtede Rande, som undertiden mødes
og i saa Fald omgrænser næsten rørformede Hulrum.
Koloniens Yderflade eller Bagside er noget knudret, og
Kenozoøciernes Grænser dannes af fremtrædende, bugtede
Lister. Kolonien, hvis Netmasker er ovale og temmelig
store, bæres af en kort Stilk, der hæver sig fra Tilhæft-
ningsskorpen. De cylindriske, kun lidt hvælvede Zoøcier
træder opadtil frem; de er glatte eller kun svagt knudrede.
En Pore i Zoøciets nederste Del og omtrent otte langs
hver. Siderand ses kun efter en Behandling af Materialet
med Eau de Javelle. Den dybt indsænkede primære Mun-
ding har en næsten lige Underrand, mens den øvre Rand
er halvkredsformet og prydet med en halv Snes Smaa-
knuder. I Underrandens Midte staar der et kort Frem-
spring med et Avicularie, hvis næsten halvcirkelformede
Mandibel viser nedad. Aviculariekammeret løber nedadtil
ud i en smal Kanal, som bøjer hen til den ene Side og
her ender med en Pore. Over Aviculariet og paa dets indre
Side ses to eller tre Smaatænder, som hører til Peristomet,
hvis Aabning kaldes for den sekundære Munding. Ved
"Siden af de nævnte stumpe, kegleformede Tænder, som
enten kan være enkelte eller dobbelte, bugter Peristomets
Underrand sig ind. Af disse Indbugtninger er den ene dybere
end den anden, og de løber snart jævnt over i Mundran-
dens Sidedele, snart er de afgrænsede fra disse ved et
— tandformet Fremspring. Hos unge Zoøcier bærer Mundin-
.gen paa begge Siderande tre, hos ældre 1—2 lange, kraf-
tige, i Enden tilspidsede Torne. Paa hver Side, lidt over

220

Underranden, sidder der een Torn, som ses foran Oøciet.
Foruden det føromtalte findes endnu flere Avicularier
med temmelig store, afrundede og indsænkede Kamre

AcM

B

Fig. 112. Sertella beaniana (W. King). A. Koloni. B. Forside med
Qøcier. C. Bagside, glødet.

og med forskellig Retning af de halvkredsformede eller
bredt trekantede Mandibler baade paa Forsiden og paa
Bagsiden af Kolonien. De forholdsvis langstrakte og smalle
Oøciers ydre Lag (Ekto-Oøciet) viser en enkel Længde-

revne, og Labellum antydes blot ved, at Oøciemundingens.

forreste Rand hvælver sig lidt ned paa Midten.

Arten gror paa Koraller, Skaller og Sten. I danske
Farvande forekommer den i Vesterhavet, Skagerak og
Kattegat. Desuden er den udbredt i de arktiske Have, vest-
paa til det vestlige Grønland, ved den islandske og norske

—

221

Kyst, ved Færøerne, de britiske, irske og franske samt
-nordspanske Kyster. Desuden angives den fra Algier-
kysten. i

Dybde-Udbredelse: fra 10—1006 m.

XII. Fam. Sclerodémidae.

Kolonierne vokser som oftest frit opretstaaende
og grenede. Zoøcierne er meget tykvæggede og
bestaar af en meget fast og haard, fint stribet Kalk-
masse. Den udvikler sig inden for en ydre Hud,
altsaa som Cryptocyst, og mangler Torne, mens
den er gennemtrængt af poreagtige Kanaler. Deres
Aabninger er snart spredte over hele Forsiden,
snart ordnede i Siderandene. Laaget er hudagtigt
tyndt eller kun svagt kitiniseret, og desuden findes
et mere eller mindre stærkt udviklet Peristom.
Den meget lille øverste Endeskillevæg er forsynet
med et Antal enporede Forbindelsesplader og Side-
væggene med et skiftende Antal faaporede Plader.
De afhængige Avicularier ligger hyppigt indeni
eller udvendig paa Peristomet. De hyperstomiale
Oøcier har et hudagtigt Dække (Ekto-Oøcie) og er
kun hos de yngste Zoøcier tydelige paa Koloniens
Overflade. Senere dækkes de snart ved et tykt
"Kalklag eller ved Peristomet.

Kun een Slægt i europæiske Farvande.

1. Tessarådoma Norman.
rr Peristomet er rørformet og i Midten forsynet
med en Pore, Ascoporen, mens Avicularierne ligger
" fjernet fra dette. Den sekundære Munding er kreds-

222

formet; den primære ligger i Bunden af det tem-
melig lange Peristom i Plan med Ascoporen og
er udstyret med Hængseltænder. I Modsætning
til en anden Slægt af Familien (Sclerodomus Le-
vins.) er Endeskillevæggen ikke udvidet hos de
oøciebærende Zoøcier.

Kun een Årt.

1. Tessarådoma gråcile (M. Sars) (Fig. 113).

De hvide, asbestagtigt udseende, slanke Kolonier bliver

næsten 50 mm høje og bestaar af hyppigt gaffeldelte, cy-
lindriske Grene, som er noget tilspidsede i Enden. Ifølge
Smitt kan det hænde, at Kolonien vokser krybende som
Overtræk, i det mindste kan den begynde saaledes. Zoøci-
erne er ordnede i fire afvekslende Længderækker om-
kring Grenens Akse og har en æglignende Form. De
træder kun lidt frem paa Grenenes Overflade og er ad-
skilte ved utydelige Linier. I Zoøciernes Rande udmunder
de føromtalte poreagtige.Kanaler med omtrent trekantede,
indadtil spidst udløbende Porer. Desuden er Zoøcierne
rynkede paa langs med fine, bølgeformede Furer. Under-
tiden bliver den kredsformede, sekundære Munding, som
dannes af Peristomets ÅAabning, tolæbet. Laaget er næsten
helt hudagtigt, kun foroven og paa Siderne er Randene
lidt fortykkede og stærkere kitiniseret. Dets Underrand er
svagt udadbøjet, men en særskilt Poster er der ikke ud-
viklet. Poren i Peristomets Midte ligger sædvanligt i Zo-

øciets øverste Trediedel, I gamle, stærkt forkalkede Grene

kan baade denne Ascopore og Porerne i Randene ikke
mere skelnes tydeligt, og Zoøciernes Grænserer forsvundne,

mens Længdefurerne falder mere i Øjnene. De smaa, næsten -

kredsformede Avicularier, hvis Mandibler ligner Kuppel-
hvælvinger, findes i forskelligt Antal, liggende i Rand-
porernes Række eller kun neden for Mundingen påa begge
Sider. Oøcierne træder, endog hos unge Zoøcier, kun lidt

ERE ERE ET

223

frem og er bredere end høje. Deres Forside er fint stribet
-paa langs.

Arten vokser paa Koraller, Stilke af Hydroider, paa
Mosdyr, Klippebund og Sten, fortrinsvis paa temmelig dybt
Vand. I vore Farvande er den taget i Vesterhavet (baade

Fig. 113. Tessaradoma gracile (M. Sars). A. Koloni. B. unge Zoøcier
med Oøcie. C. gammelt Grenstykke, glødet.

i rum Sø og ud for Indløbet i Skagerak) samt i Skagerak
(Hanstholm; Nord for Skagen; Bøhuslån). Dens øvrige
Udbredelse omfatter det arktiske Hav, vestpaa til Vest-
grønland, det europæiske Nordhav (Færøerne, hele den
norske Kyst, men ikke Island) og det nordlige Atlanter-
havs Østdel (fra Irland, Shetlandsøerne, Biscaya Bugten
0.S.Vv. indtil Middelhavet). I det midterste Atlanterhav
forekommer Arten aabenbart ganske almindeligt fra Florida-
kysten, Antillerne, det karibiske Hav østpaa til Azorerne,
Madeira, Canarerne og de Cap Verdiske Øer. Ydermere
er den fundet ved Sydafrika. ; i

Dybde-Udbredelse: fra 29—3700 m.

224.

XIII. Fam. Escharféllidae.

Kolonierne danner ofte Overtræk og Skorper,
sjældnere har de fri Vækst. Zoøcierne er tit ud-
styret med Torne omkring Mundingen, hvis øverste
Rand for det meste springer frem indadtil med en
bueformet Liste (, Vestibulum-Bue"), der mange
Gange kan være stærkt udviklet. I Reglen er Zo-
øcierne forbundne ved Porekamre, sjældnere ved
een- eller flerporede Forbindelsesplader. Hvis der
findes Avicularier, saa er de som Regel laterale,
d. v.s. de sidder henimod Zoøciets Sidekanter,
mens der, bortset fra Slægten Schizomavella, al-
drig optræder eet enkelt Avicularie stillet lige i
Midten. ODøcierne er i Almindelighed frit frem-
trædende, altsaa hyperstomiale, meget sjældent en-
dozoøciale, d.v.s. indsænkede i Zoøcierne. Oøcie-
dækket (Ekto-QOøciet).er hudagtigt, sjældnere delvis
forkalket, mens Oøciets indre Lag (Endo-QOøciet)
stedse er forkalket og sædvanlig savner Porer. Af
'og til viser det dog smaa, spredte Porer. -

Oversigt over Slægterne jfr. S. 100—102.

1. Escharélla (Gray) Levinsen emend.

Zoøcierne er i Reglen forsynet med 2—8 Torne.

Deres Munding viser en Vestibulum-Bue (jfr. Fa-

miliens Beskrivelse) og hyppigt et mere eller min-
dre udviklet Peristom, der fortil ofte løber ud i
en Spids og sjældent indbefatter Mundingens Over-
rand. Inden for Mundingen, men uden for Laaget,
findes, især hvis dette er hudagtigt, en beskyttende

225

Tand i Midten. Undertiden er Laaget dog mere
eller mindre stærkt kitinøst. Sædvanlig viser Zoøci-
ernes forreste Væg Porer i Randen, sjældent spredte
Porer over hele Forsiden. I Zoøciets øverste Halv-
del bærer dets Vægge talrige (omtrent 12—18) enpo-
rede, sammenhængende Porekamre, der er opstaaet
ved en Deling af tre langagtige, flerporede Kamre,
eet foroven og to i Siderne. Avicularier mangler.
Oøcierne, der hos nogle Arter er endozoøciale og
overdækkede af Kenozoøcier, har højst Porer i

Randen.
Oversigt over Arterne.

1. Inden for Mundingen findes en tandformet Kalk-
plade, hvis: Hjørner er trukket ud i to fine
SPIS ERE ERE SEES TR KS dre Ve SMRT 2

Den tandformede Kalkplade inden for Mundin-

. gen har ingen Spidser, men er rektangulær 3.

2. De ovale, store og stærkt hvælvede Zoøcier

. bliver smallere henimod Mundingen, som er
noget oprejst. 4 kraftige Mundingstorne. Frem-
springet (Mucro) bredt og stærkt udviklet

2. E. ventricdsa.

De rhombiske, smaa og temmelig flade Zoøcier
bliver ikke ret meget smallere henimod Mun-

- dingen, som ikke er oprejst. 6—8 slanke Mun-
dingstorne. Fremspringet tilspidset, mindre
SFÆrktE UdVIkIE Rs 5 ET SEE 1. E. immérsa.

3. Zoøciernes Mundinger er næsten kredsformede,
kun lidt bredere end høje. Den indre Tand
sidder overfladisk, og derfor træder den tyde-
hore ms sr Ao RR EVAN APART Ler 3. E. varioldåsa.

Zoøciernes Mundinger er betydelig bredere end
høje. Den indre Tand træder ikke frem, men
sidderimerer"dy DER MERE Ad: 4.

4. (Kolonierne er matte, ikke .glinsende. Zoøci-
erne er kun svagt hvælvede. Fremspringet
paa Mundingens Underrand er bredere .end
"langt; i det hele er det ubetydeligt og -dan-
ner kun en noget fortykket Underlæbe

| : 4. E. laqueåta.)

Ernst Marcus: Mosdyr. 15

226

Kolonierne er glinsende. Zoøcierne er middel-
stærkt hvælvede. Det anselige, udpræget ret-
vinklede Fremspring paa Mundingens Under-
rand er kraftigt udtrukket opad og fremad

5. E. abyssicola.

1. Escharélla immérsa (Flem.) (Fig. 114). [Syn.
Mucronélla peaåchii (Johnst.)].

Kolonierne danner store, fast byggede Overtræk med
et uregelmæssigt Omrids og en meget flad, ensartet Over-
flade. Mens unge Kolonier glinser sølvagtigt, er de ældre
mat hvide. Zoøcierne er rudeformede (rhombiske) eller
mere langagtigt afrundede (ovale) og i Almindelighed ikke
stærkt hvælvede. De er skarpt adskilt fra hinanden, men
Adskillelsesfurerne er temmelig lave. Zoøcierne staar kilede
ind i Mellemrummene mellem hinanden. Deres Overflade

er snart jævn, snart fint knudret,

hyppigt med en fra Mundingen

udgaaende vifteformet Stribning.

Langs Randene findes, især hos

- yngre Zoøcier, en delvis dobbelt
Række. af Porer eller Felter

(Areoler), som løber spidst ud

indadtil og kan være adskilt ved

ribbeagtige Lister. Fra Randene

overgros ældre Zoøciers Forside

af en tyk, knudret Kalkskorpe,

hvorved Zoøciernes Udseende

forandres paa en mærkelig Maade.

Mundingen er næsten kredsfor-

met eller lidt højere end bred;
Fig. 114. Escharella im- det kun svagt oprejste Peristom

mersa (Flem.). løber hyppigst ud i en Spids;

, men undertiden er det blot læbe-

formet fortykket. Den inden for Mundingen beliggende,
uparrede Tand, der findes forneden i Midten, er lille og
firkantet, men ved en øverste Indbugtning noget tokløvet,

227

Den øverste Mundrand er udstyret med 4—6 slanke Torne,
"som tabes hos ældre Zoøcier, og af hvilke der kun ses to
Par hos -oøciebærende Zoøcier. Døcierne er forholdsvis
smaa, men stærkt hvælvede. De er glatte eller forsynet
med nogle smaa Porer i Randen og viser ofte en fin,
vifteformet Stribning paa Forsiden. :

Hos var. labibsa (Bsk.) er de ovale Zoøcier af-
grænsede ved dybere Furer end hos den typiske Form;
de staar i tydelige Længderækker, og deres Overflade er
jævn. Peristomet er højere, og dets tykke, forlængede
Underrand er udadbøjet som en Underlæbe.

Var. octodentåta (Hcks.) ligner den foregaaende
med Hensyn til Zoøciernes Form, Overflade, Afgrænsning
og. Ordning. Dens særlige Kendetegn er en temmelig
lille Munding og otte Torne, som alle ses foran det
meget langt bagtil beliggende Oøcie.

Arten vokser paa de forskelligste Underlag, som Alger
(Laminarier, Furcellarier o. a.), Krebsdyr, Skaller, Søpunge
og Sten. Den kendes fra alle vore Farvande, hvor den
synes. at være meget almindelig, fra Vesterhavet, Skage-
rak, Kattegat, Øresund og Bælthavet indtil Syd for Lange-
land. I Østersøen trænger den ind til Kielerbugten. Dens
øvrige Udbredelse omfatter den arktiske Region, hvorfra
den gaar ned i det nordlige Atlanterhav til henholdsvis
Middelhavet og Woods Hole-Omraadet, i det Stille Hav
til Vancouver-Omraadet. Var. octodentåta forekommer
sammesteds som den typiske Form, tillige i det sydlige
indiske Hav og i de østaustralske og new zealandske
Farvande.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1331 m.

2. Escharélla ventricé&sa (Hass.) (Fig. 115).

Kolonierne danner graalig- -hvide, ofte sølvagtigt glin-
sende Overtræk, hvis store Skorper hyppigt har et lap-

"—- pet Omrids. De rhombiske, halvkugleformede .eller ovale

. Zoøcier er stærkt hvælvede, ligefrem opsvulmede, og
tydeligt adskilt fra hinanden ved dybe Furer, Opadtil
; 152

228

indsnævres de og træder mere eller mindre stærkt op-
rejst frem. Sædvanlig er Zoøcierne, om end stillede i
Quincunx (jfr. S. 89), ordnede i temmelig lige Rækker.
Overfladen viser Smaakorn og tit radiære Furer. Randene
omgives af en enkelt Række smaa -Porer, som forlænger
sig spidst indadtil. Den omtrent kredsformede Munding

. Fig. 115. Escharella ventricosa (Hass.). A. unge Zoøcier og Oøcier
B. gammelt, Zoøcie.

viser en kraftig indre Tand, hvis frie Hjørner kan være
udtrukket i to smaa Flige. Denne Tand skjules ofte for-
fra af det rørformede Peristoms tykke Fremspring, der
snart er en enkel Spids, snart en bred og tospidset Tud.
Mundingens Tornvæbning bestaar af fire (i grønlandsk
Materiale sjældent 5 eller 6) kraftige Torne, der ofte,
især hos oøciebærende Zoøcier, hælder ind over Mun-
dingen. Undertiden ses kun to, ellers alle fire Torne foran
Oøciet. Selve ODøcierne er store og støder tæt op til
det overliggende Zoøcie. Deres Forside er jævn, lidt gra-
nuleret eller vifteformet stribet.

229

Udbredelsen af denne Art stemmer overens med E. im-
” mersa's. i Forekomsten saavel i danske Farvande som i de
øvrige Omraader. Maaske optræder E. ventricosa paa helt
lavt Vand lidt sjældnere end den forrige, endskønt den
dog kendes fra 5—20 m Dybde. Dens dybeste Findested
ligger paa 1262 m.

3. Escharélla variol6sa (Johnst.) (Fig. 116).

Kolonierne danner skinnende hvide eller straafarvede
Skorper, som bliver meget store og glinsende. Zoøcierne
er enten lancetformede og ofte stærkt indsnævrede og ud-
trukne nedadtil, eller sjældnere er de temmelig brede for-
neden og ser ud som langagtige Ruder, Deres Forside er
flad, undertiden endog noget indsænket. Zoøcierne er tyde-
ligt adskilt fra hinanden, dog ikke ved dybe Furer. De er ord-
net i Quincunx-Stilling (jfr. S. 89). ZODCIEEne, som ofte er
omgrænsede ved ophøjede Linier, '
har en kornet Forside. Kornene
kan træde hvidt frem paa den for-
reste Vægs graa Bund. I Randen
viser Forsiden Porer eller store,
ved Ribber adskilte Felter (ÅAreo-
ler). Deres Udviklingsgrad svinger
stærkt, snart forsvinder de næsten
helt, snart er de saa store, at -de
kun lader et lille, jævnt Omraade
blive tilovers i den forreste Vægs
Midte. Naar de let graa Zoøcier
bliver ældre, overgros de af en
først tynd, hvid Skorpe, hvorved
.de ældste Zoøcier bliver helt flade,
tykvæggede og stærkt granulerede. Fa z

- Mundingen er lidt bredere end høj Fig. 116. Escharella vari-
og bærer 2—4 Torne. Den indre. olosa (Johnst.).
uparrede Tand forneden i Mundin- :

—… gens Midte er næsten kvadratisk, og dens frie Hjørner Er

sikke udtrukket. Det tynde Peristom er noget udadbøjet og
løber i Reglen ud i et ikke ret stort Fremspring i Midten,

230

der kan være totakket i Spidsen. De noget fladtrykte
Oøcier støder tæt op til det overliggende Zoøcie og ser
saaledes mere indsænkede end fremtrædende ud. De er
knudrede og nu og da forsynet med poreagtige Felter i
Randen; af Mundingens Torne ses-der sædvanligvis een
paa hver Side foran Oøciet.

"Arten forekommer paa forkalkede Mosdyr, Rurer,
Skaller og Sten, og er i danske Farvande kun taget i Vester-
havet. Dens Totaludbredelse er mærkeligt nok helt usam-
menhængende, thi den kendes fra de arktiske Have vest-
paa indtil Østgrønland, men hverken fra Island, Færøerne,
Shetlandsøerne eller den norske Kyst. Derimod ligger
Artens nordligste Findested i Atlanterhavet ved Hebriderne
og paa den skotske Kyst, og iøvrigt er den taget ved
den irske, belgiske, franske og nordspanske Kyst. Dertil
kommer Middelhavet, Marokkokysten og de Cap Verdiske
Øer. I Stillehavet er den fundet i Vancouver-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 13—932 m.

[4£. Escharélla laqueåta (Norm.) (Fig. 117).

Kolonierne ser rødlige ud, naar de er levende; men
de er mat elfenbensfarvede i konserveret Tilstand. De
bredt rudeformede Zoøcier er kun ganske svagt hvælvede.
De er fint knudrede og omgrænsede af ophøjede Lister. I
Randene findes der en Række Porer, Den halvkredsfor-
mede Munding er tydeligt bredere end høj. Peristomet er
ikke oprejst, og dets fortykkede, læbeagtige Underrand,
som næsten er lige, forlænger sig næppe i Midten. Den -
indre Tand er bred og sidder meget dybt. Mundingens
Overrand er udstyret med tre Torne. De kugleformede
Oøcier, der er fint knudrede ligesom Zoøcierne, er. endo-
zoøciale, thi de omgives af Kenozoøcier.

E. laqueata synes ikke at være altfor nær beslægtet
med E. variolosa, hvis store Porer eller Felter i Randen
blandt andre Kendetegn uden videre gør det muligt at
sondre den fra E.laqueata. Derimod hersker der nogen
Usikkerhed, om denne og den følgende Art virkelig kan
sondres tilstrækkeligt. Som Adskillelsesmærker angives
der: E.laqueata er rødlig i Live og: mangler Sølvglans,
dens Zoøcier er bredere i Forhold til Længden, Mundin-
gen er mindre høj, og Peristomets Fremspring er ubety-
deligt. :

231

Arten fæster sig til Skaller og Sten paa dybt Vand.
Endskønt den hidtil ikke er taget i vore Farvande, kan
den efter sin øvrige Udbredelse dog antages ogsaa at
forekomme her, f. Eks. i det dybere Skagerak. Da baade
Levinsen og Nordgaard har forenet i med den føl-
gende, er vor Kundskab om
Udbredelsen af E. laqueata
rimeligvis endnu mangelfuld.
Som sikre Findesteder kan
der nævnes: det arktiske Hav,
Norges Kyst (ved Trondheim
og Bergen), Færøerne, Shet-
landsøerne, Hebriderne, Ul-
sterkysten, Havet Vest for Ir-
land samt Azorerne.

Dybde-Udbredelse: fra
60—1165 m.]

5. Escharélla abyssi-
cola (Norm.) (Fig. 118).

Kolonierne danner store, :
hvide og glinsende Skorper Fig. 117. Escharella laqueata
af uregelmæssig Vækst, i hvil- - (Norm.).
ke Zoøcierne ses meget tyde-
ligt. Zoøcierne er store og brede og bliver smallere opad-
til, undertiden ogsaa nedadtil, saa at de bliver lancetfor-
mede. De er middelstærkt hvælvede og skarpt adskilt fra
hinanden af udprægede Furer. Deres Overflade er forsynet
med Smaakorn og i Randen med Porer, der dog ikke
sjældent mangler helt. I det hele ser Overfladen glasagtig
eller poleret ud, fordi Kornene er ganske smaa. Mun-
dingen sidder højt oppe, er forholdsvis lille og lidt eller
tydeligt bredere end høj. Peristomet er kraftigt udviklet;
dets Underrand er stærkt oprejst og mere eller mindre
stærkt udadbøjet. Det udpræget retvinklede Fremspring,.
hvis frie øverste Rand ofte er forsynet med afrundede
Takker, er næsten ligesaa bredt som Mundingen, saa at
"det staar som en Kakkelovnsskærm foran Mundingen.
Selve Skærmen kan springe frem saaledes, at den danner
en ret Vinkel med Zoøciets Forside. Den rektangulære,

232

brede indre Tand ses dybt nede i Mundingen, hvis øverste
Rand er udstyret med 2—3 temmelig kraftige Torne. De
opsvulmede, kugleformede og mellemstore OQøcier er lidt
bredere end høje; de viser de
samme Smaakorn som Zoø-
ciernes Forside og undertiden
en smal Tværribbe lige over
Mundingen. Ikke sjældent er
bå Kenozoøcierne, der omgiver

J Oøcierne, forsynet med Porer
i Randen. To Torne ses for-
an Qøciet.

Arten gror paa Koraller,
Ormerør (Serpula), Rurer,
- Skaller og Sten, fortrinsvis
påa temmelig dybt Vand. Ar-
ten er taget i Skagerak ved
Wåderøerne (Bohuslån) og i
Kattegat. Desuden kendes den
fra de arktiske Have, Fær-
øerne, den norske Kyst (fra
det yderste Nord til Bømmel-
fjorden), Shetlandsøerne, Far-
vandene Vest for Irland og
Nordvest for Spanien, Biscaya Bugten og Azorerne. Paa
den amerikanske Østkyst gaar den ned indtil Mainekysten.

Dybde-Udbredelse: fra 10—1068 m.

500

Fig. 118. Escharella abyssicola
Å (Norm.). É

2. Anarthropora Smitt.

Kolonierne danner Overtræk. Zoøcierne, som
mangler Torne, har stjernelignende Porer paa For-
siden, og deres Vestibulum-Bue (jfr. S. 224) er
godt udviklet. Den primære Munding har en næsten
lige Underrand. Laaget er hudagtigt eller ganske
svagt kitinøst, og Tentakelskedens Lukke, Anteren,
synes at være fast forbundet med Udjævnings-
sækkens Lukke, Posteren. Denne danner en kort

233

men bredt udstaaende Tunge i Midten af Laagets
"Underrand. Peristomet er kort, rørformet og kan
bære et lille Avicularie baade paa sin øverste og
nederste Rand. Zoøcierne er forbundne med hin-
anden ved tæt op til hinanden stillede enporede
Porekamre. Oøcier findes ikke.

Kun een Art.

[I. Anarthråpora månodon (Bsk.) (Fig. 119).

De flade Kolonier vokser i noget forgrenet Overtræk.
De tykvæggede Zoøcier, som adskilles ved lave Furer, er
temmelig nedsænkede forneden, hvor de ogsaa indsnævres.
Derimod træder de foroven lidt frem, hvor deres Peristom
forlænger sig. Hos unge Zoøcier er Overfladen jævn, som
poleret, saa at de stjernedannede Porer kan ses tydeligt.
Paa den anden Side kan deres
stjernelignende Form i gamle
Zoøcier, om overhovedet, kun
erkendes ved stærke Forstør-
relser, thi disse Zoøcier er
meget forkalkede og tilmed
forsynet med fine, radiært
løbende Furer. Den sekun-
dære Mundings Form kan
afvige mærkbart fra den tid-
ligere omtalte primære Mun-
dings, idet den bliver afrun-
det-trekantet eller udtrukket
påa tværs. Peristomets Rand
er ligeligt fortykket uden om
den sekundære Munding. Lige
neden for Mundingens Under-
rand kan der optræde en
større, kredsformet Pore, der
ikke er stjernedannet. Denne
ligger enten i Midten eller Fig. 119. Anarthropora monodon
henimod den ene Side og "EM Zoøcier og Avicularier.
… bliver for det meste skjult af
” et Avicularie, hvis spidse Mandibel peger skraat opad. Over.
Tanden bærer ligeledes en Pore, ofte med et derpaa siddende
Avicularie, hvis Mandibel som Regel viser skraat nedad,

500p

234

Arten er taget paa Koraller, forkalkede Mosdyr, Skal-
ler og Sten, især paa dybt Vand. I danske Farvande er den
hidtil ikke paavist, men kan dog formodes ogsaa at leve
her, f. Eks. i Skageraks Dybder. Arten kendes fra Vest-
grønland (Davis-Strædet), det europæiske Nordhav Vest for
Norge, Færøerne, Shetlandsøerne, Atlanterhavet Vest for
Irland (talrige Findesteder), Biscaya Bugten og Florida.

Dybde-Udbredelse: fra 77—1094 m.]

3. Peristomélla Levinsen.

Den primære Munding, der kan bære indtil
6 Torne, er forsynet med en stærkt udviklet Vesti-
bulum-Bue (jfr. 224), som i Reglen har en fortyk-
ket fri Rand. Der findes et stort Peristom, der ofte
løber ud i et Fremspring. Peristomet er ikke son-
dret fra den primære Munding ved nogen tydelig
Grænse. Undertiden optræder en uparret indre
Tand forneden i Mundingens Midte. Laaget er som
Regel hudagtigt, meget sjældent stærkt kitiniseret og
samtidig togrenet foroven. For det meste er Zoø-
cierne forbundne med hinanden ved flerporede For-
bindelsesplader eller Porekamre, eenporede Pore-
kamre er meget sjældne. Paa hver Side af Mun-
dingen kan der forekomme et Avicularie, men dette
kan dog hos flere eller færre Zoøcier mangle paa
den ene eller paa begge Sider. Oøcierne, der ganske
vist ikke findes hos alle Arter, har et hudagtigt
ydre Lag (Ekto-Oøcie), mens det forkalkede Endo-
Oøcie kan være forsynet med et. Antal meget smaa,
spredte Porer.

Kun een Art i vore Farvande.

235

1. Peristomélla coccinea (Abildg., Hcks, emend.)
(Fig. 120).

Kolonierne danner runde, undertiden næsten kreds-
formede Overtræk af orangerød Farve, saa længe de lever.
Zoøcierne er kort ovale, omtrent sækformede, ofte bredt
afrundede nedadtil og ad-
skilt fra hinanden ved
temmelig dybe Furer.
Forneden er Zoøcierne
nedsænkede, mens de
hæver sig henimod Mun-
dingen. Zoøcierne om-
grænses af en Række
Porer og undertiden oven
” I Købet med en forhøjet
Linie. Deres Overflade
er snart fint knudret og
kun lidt ujævn, snart ty-
deligt granuleret. Den
kan ogsaa være forsynet

HEE ENE E Fender Fig. 120. Peristomella coccinea
udgaar fra Randporerne, (Abildg., Hcks. emend.).
eller besat med temmelig

grove Vorter. Da der findes alle disse forskellige Skulp-
turer inden for den samme Koloni, idet Zoøciernes Ujævn-
heder tiltager med Alderen, synes særskilte Navne paa dem
(granuleret Form, hamret Form) ikke at være anbefalelses-
værdige. Den højt oppe staaende, næsten kredsformede
Munding bærer paa Underrandens Sider to spidse, skraat
indad visende Tænder og tillige en rektangulær indre
Tand i Midten, som dog helt eller delvis skjules af Peri-
stomets spidse Fremspring. Mundingen bærer foroven og
paa Siderne i alt 6 Torne, af hvilke 2 ses paa hver Side
foran Oøciet. Paa hver Side eller kun paa den ene Side af
" Mundingen optræder der Avicularier af meget forskellig
Størrelse, snart har de et særligt højt Kammer, snart er
"de ganske smaa. Deres Mandibler peger udad og skraat

236

opad. Hos vår. mamillåta (S. Wood), hvis Peristom for-
længer sig fortil og paa Siderne, er Mandiblerne rettede
lige opad, og hos oøciebærende Zoøcier staar Avicula-
rierne ved QDøciets Sider. De kugleformede OQøcier staar
lidt tilbagelænet; de er kornede paa Overfladen og kan
være forsynet med flade Indsænkninger langs Randen.
Zoøcierne og Døcierne hos var. mamillåta viser baade
Pukler og Furer paa Forsiden.

Arten findes paa Alger, især Laminarier, Koraller,
Rurer, Skaller, Søpunge, Sten 0, I. I de danske Have er
den hidtil kun taget i Vesterhavet to Sømil Vest for Klit-
møller. Arten synes at naa sin Nordgrænse i det euro-
pæiske Nordhav, hvor den hidtil een Gang er blevet taget
mellem Norges Kyst og Bjørneøen. løvrigt kendes den fra
Trondhjemfjørdens Indløb sydpaa. langs den norske og de
øvrige europæiske Kyster, medindbefattet Atlanterhavet
Vest for Irland, Madeira, Marokkokysten, Canarérne og
Middelhavet. Desuden er Arten fundet ved Forindiens
Kyst samt ved Filippinerne.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 1331 m.…

4. Schizoporélla (Hcks.) Levinsen emend.

Zoøcierne, som kan være udstyret med Torne,
viser en snæver Bugt paa Mundingens Underrand
og Porer paa Forsiden. De er hyppigt forsynet med
en lille Pukkel neden for Mundingen. Det tydeligt
kitinøse Laags Lukkemuskler fæster sig som Regel
paa dette i en vis Afstand fra Randen. Der findes
een- og flerporede Forbindelsesplader, der under-
tiden kan være anbragt i Porekamre. Avicularier
forekommer paa begge Sider af Mundingen, men
det ene eller begge kan dog ogsaa mangle. Oøci-
erne, hvis ydre Lag (Ekto-Oøciet) er hudagtigt,
mens Endo-Qøciet er forkalket, er hyperstomiale,
frit fremspringende. Deres Aabning lukkes ikke af
Zoøciets Laag, men af en særskilt Hud,

237

1. Schizoporélla unicérnis (Johnst.) (Fig. 121).

Kolonierne danner store, vidt udbredte Skorper. Saa-
danne, der vokser med tykke, runde Grene eller danner
Udbredninger, som hæver sig frit i Vejret, synes at være
sjældne i de nordlige Have. Unge, paa lavt Vand levende
Eksemplarer ser prægtig sølvhvide ud. Med Alderen bliver

Fig. 121. Schizoporella uni- Fig. 122. Schizoporella cruenta Norm.
cornis (Johnst.). (efter Busk, Hincks og Norman).

Overtrækkene mattere hvide eller rødlige og der dannes
flere Lag af Zoøcier over hinanden. I det hele svinger
Farven hos levende Kolonier fra hvid, bleg orange til
mørk teglrød. .Zoøciernes Skikkelse er underkastet en
næsten endeløs Afveksling, thi der findes snart temmelig
flade, snart næsten kugleformet hvælvede, ovale, rektan-
gulære, sekskantede, forlængede og meget smalle, kva-
dratiske, ja, endog slige, der er bredere end lange. Zoø-
cierne staar i Reglen ordnede i lige Længderækker og er
adskilt. fra hinanden ved dybe Furer. Hos var. ansåta
(Johnst.), der ofte forekommer paa dybere Vand, findes
desuden en ophøjet Liste som Grænse mellem Zoøcierne.
"Disse er ligesom tæt overprikkede med Porer, men med

238

Forkalkningens Fremskriden og Dannelsen af en sekundær,
ujævn Kalkskorpe, træder Porerne mere tilbage for den-
nes Knuder og Punkter. Mundingen, der mangler et Pe-
ristom samt Torne, ligger ikke sjældent forskudt henimod
den ene Kant, men Mundingens Form er næsten det eneste
ikke varierende Kendetegn for Arten. Mundingen er halv-
kredsformet med en lige Underrand og en tydeligt sondret
Bugt i Midten. Neden for Mundingen optræder et afrundet
eller kegleformet Fremspring af forskellig Længde. Dette
kan mangle helt, eller der kan findes eet afrundet og eet
eller flere kegleformede Fremspring. Åviculariernes skif-
tende Antal omtaltes i Slægtsdiagnosen. De ligger hos den
typiske Form i samme Plan som Mundingens nederste
Rand, og Mandiblerne, hvis Længde skifter, er i lukket
Tilstand rettede opad og udad. Hos var. ansåta er Avi-
cularierne stillede paa Zoøciets øverste Kant, og de over
Zoøciegrænsen udspringende Mandibler viser lidt skraat,
undertiden ogsaa næsten lige opad. Foruden Avicularierne
ved Mundingens Sider findes undertiden endnu eet eller
to andre i forskellig Beliggenhed paa Zoøciets Forside.
De kugleformede og stærkt fremtrædende Oøcier er i Be-
gyndelsen temmelig glatte paa Forsiden og forsynet med
Porer eller radiære Furer, der udgaar fra dybere Indsænk-
"ninger rundt om Randen. Ofte har de en Pukkel i Midten
og bliver med Forkalkningens Fremskriden ligesaa ujævne
og knudrede som Zoøcierne. Hos var. ansåta, hvis Zo-
øcier ikke har noget eller kun et lille Fremspring påa
deres forreste Væg, er Oøcierne smaa, utydeligt furede
og ligger ganske tæt op til det næstfølgende Zoøcie.

Årten vokser paa Laminarier og andre faste Alger,
Koraller, Ormrør, Rurer, Skaller, Klipper, Sten, Pæle o. a.,
især paa lavt Vand. Den kan med Forbehold regnes til
vor Fauna, thi den er maaske blevet taget i Skagerak ved
Bohuslån (var. ansåta). Arten er udbredt i den arktiske
Region (Spitsbergen, Vestgrønland, beggesteds var. an-
såta) og i Atlanterhavet fra Lofoten og Færøerne sydpaa
ved alle europæiske Kyster og videre til de Cap Verdiske
Øer, St. Helena og Sydafrika; paa Amerikasiden er den

239

udbredt mellem Davisstrædet og Curagao og den atlan-
tiske Panamakyst. Ydermere forekommer Arten i Middel-
havet, i det Røde Hav og det indo-vestpacifiske Hav fra
Zanzibar indtil Japan, Queensland og Loyalty-Øerne.

Dybde-Udbredelse: fra den øverste Tidevandszone til
325 m.

[2. Schizoporélla cruénta Norm. (Fig. 122).

Kolonierne danner smaa, men kompakte, afrundede
eller uregelmæssige Pletter af en dyb rød Farve i levende
Tilstand. I konserveret Tilstand ser de hvide eller mørke
ud. Zoøcierne, hvis Omrids med Alderen bliver utydeligt,
er ovale og meget tykvæggede. Hos unge Zoøcier ses
Porer langs Randen og paa Forsiden, senere, under For-
kalkningens Fremskriden, skjules de delvis eller helt ved
de Pukler, Knuder, Furer og Lister, der dannes af det
"Zoøciet overgroende Kalklag. Den primære Mundings Form
svarer hos unge Zoøcier nogenlunde til de øvrige Schizo-
porella-Arters. Men den omdannes med Alderen og Peri-
stomets Udvikling, saa at det efter den sekundære Mun-
dings Form bliver vanskeligt at bedømme, om det over-
"hovedet drejer sig om en Schizoporella. Det lykkedes først
at paavise Oøcierne som hyperstomiale, halvkugleformede
Hvælvinger over Mundingens Overrand, da man ved Hjælp
. af Syre til Dels opløste deres tykke Kalkdække.

Arten sidder fast paa store Sten, sjældnere paa Skaller.
Dens hidtil kendte Udbredelse, der desuden synes.-at være
ufuldstændigt kendt, gør det muligt, at den forekommer
i danske Farvande, hvor den hidtil ikke er paavist. Den
kendes fra det sydligste England, det nordlige Skotland,
Orkney- og Shetlandsøerne, det nordlige Norge (Nord for
Lofoten), den arktiske Region samt St. Lawrence Bugten.
I Stillehavet er den taget ved Dronning Charlottes Øer
og Vancouver-Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 34—190 m.]

5. Stephanosélla C.&B.

Zoøcierne, der savner Torne, bliver, bortset fra
nogle faa Porer, glatte med Alderen. Bugten paa
Mundingens Underrand er snart smal, snart tem-

240

melig bred, og Laagets Beskaffenhed samt dets
Fæstepunkter ligner den foregaaende Slægts. Avi-
cularierne, hvis Kamre er tykke Pukler, findes tit
paa Mundingens to Sider eller kun paa den ene
eller andetsteds paa Zoøciets Forside. Oøcierne,
der lukkes af en særskilt Hud, er hyperstomiale,
men ikke fremtrædende, snarere nedsænkede i det
deroverliggende Zoøcie og viser et fladtrykt Felt
paa deres forreste Vægge.

[l1. Stephanosélla biapérta (Mich.) (Fig. 123).

Kolonierne danner temmelig store, uregelmæssige
Skorper, hvis Zoøcier undertiden er ordnede i enkelte,
løst stillede Rækker (forma låxa Smitt). Mens Overtræk-
kene er flade og jævne paa Sten og Skaller, hæver de sig
med frie bladformede Udbredninger, der bestaar af to Lag
Zoøcier, op fra Alger, Hydroi-
der og andre Stammer (forma
eschariférmis Wat.). I le-
vende Tilstand svinger Farven
fra gennemskinnelig eller hvid
til lys rosenfarvet eller rød.
Zoøcierne er ovale eller seks--
kantede, ordnede i Quincunx-
Stilling (jfr. S.89) og kun lidt
hvælvede. Unge Zoøcier er
forsynet med smaa Porer, se-
nere bliver Overfladen jævn
og glinsende og endelig mat og
ujævn. Langs Randene, hvor
der hos unge Zoøcier ogsaa fin-
des en ophøjet Linie, forbliver
Porerne længst synlige. Den
næsten kredsformede Mun-
dings nederste Rand er lige,
og dens midterste Bugt, hvis
Bredde skifter, er som Regel
temmelig smal (typisk Form).
Formen med en bredere Bugt
paa Mundingens Underrand anses foreløbig kun for en
særskilt Varietet (var. divérgens Smitt). Peristomet er

r(00

Fig. 123. Stephanosella bia-
perta (Mich.).

241

kun oprejst i oøciebærende Zoøcier, hvor det naar op til
Oøciets Sider. Avicularierne har tykke, fremtrædende Kamre
og for det meste afrundede Mandibler. De staar paa begge
Sider af Mundingen eller kun paa den ene, men de kan
dog ogsaa mangle. Hist og her findes større Avicularier
med spids Mandibel samt pukkelformet Kammer spredt
paa Zoøciernes Forsider. Døcierne er bredere end lange,
ofte indsænkede i det derover liggende Zoøcie. Paa Oøci-
ernes Forside er der et halvkredsformet Felt, som er vifte-
formet stribet, omgrænset af et fortykket Kalklag.

Arten fæster sig til Kalk- og andre Alger, Hydroider,
Skaller og Sten. Den er hidtil ikke fundet i danske og
heller ikke i svenske eller norske Farvande. Men det kan
dog formodes, at den senere vil opdages her, thi for Tiden
savnes enhver Sammenhæng mellem Findestederne i de
arktiske Have, hvor Arten er vidt udbredt, og de hidtil
som nordligste paaviste europæiske, der ligger ved Kanal--
kysten. Iøvrigt er Arten udbredt i Biscaya-Bugten, ved
Madeira, i Middelhavet, ved Azorerne og paa den ameri-
kanske Østkyst fra dens arktiske Omraade til Florida og
Curagcao. Den forekommer desuden i det indo-vestpacifiske
Hav indtil Japan, Bass-Strædet, New Zealand og Loyalty-
Øerne. Fra det Røde Hav kendes Arten endnu ikke. Paa
Amerikas Vestkyst forekommer den fra det sydlige Alaska
indtil Galapagos-Øerne og Columbiakysten.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 370 m.]

6. Schizomavélla C. & B.

Mundingens Underrand er forsynet med en vid
Bugt, og dens samt Laagets Form kan være for-
skellig i almindelige og oøciebærende Zoøcier (det
er dog ikke Tilfældet hos de to indenlandske
Arter). Det i Reglen afrundet trekantede Kitinlaag
lukker saavel Zoøciet som Oøciet. Lukkemusklerne.
fæster sig som Regel nær ved Laagets Rand, med
"hvilken Fæstepunkterne er forbundne ved fine, liste-
formede. Kitinfortykkelser (,sclerites"): Zoøciets
forreste Væg er udstyret med Porer. Neden for

- Ernst Marcus: Mosdyr. i : 16

242

Mundingen findes som Regel et mediant, altsaa i
Midten beliggende Avicularie. Der forekommer dog
ogsaa laterale Avicularier, d. v. s. siddende paa
Siderne.

1. Schizomavélla auriculåta (Hass.) (Fig. 124).

Kolonierne danner runde eller ofte helt uregelmæs-
sige Overtræk, som i ung Tilstand omgives af en tydelig
Søm, der bestaar af Zoøcier, som er i deres Udvikling.
Paa Stammer af Hydroider, hvorpaa Årten undertiden vokser,
rejser den sig i Vejret med korte, frie Udbredninger. Far-
ven svinger fra hvidlig og gullig til rødlig. De firkantede.
sjældnere rudeformede eller næsten ovale Zoøcier er stil-
lede i Længderækker. Disse udstraaler radiært fra det
midtpunktdannende første Zoøcie og løber snart jævnsides,
snart afvekslende. Zoø-
cierne adskilles ved op-
højede Lister og bærer
poreagtige Felter (Åre-
oler) langs Randene. Fel-
terne kan ogsaa ses, selv-
om de smaa Porer paa
de unge Zoøciers For-
sider med Forkalknin-"
gens Fremskriden skjules
ved Korn, Ribber og lig-
nende Ujævnheder. Hos
var. ochråcea (Hcks.)
er hele Overfladen tæt
besat med Smaapapiller.

Fig. 124. Schizomavella auriculata Den omtrent kredsfor-

(Hass.). mede Munding viser for-

neden en bred, men ty-

deligt sondret Bugt, hvis Grænser betegnes af de to Hæng-
seltænder, der dog næppe er- synlige forfra. Hos var.

243

… ochracea er Indskæringen i Mundingens Underrand til-
spidset. Arten viser hos unge Zoøcier 2—4 Torne paa
Mundingens øverste Rand.

Lige neden for Mundingen findes der hos den typiske
Form et lille Avicularie, der bæres af en Pukkel, som kan
være forlænget i et spidst Fremspring. Selve Aviculariets
Mandibel er bredt afrundet. Dette lille Avicularie kan dog
erstattes med et stort, hvis Mandibel er spatelformet. Hos
var. ochracea ligger Aviculariet i en vis Afstand fra
Mundingen og er indsænket i Zoøciets Forside. Avicularie-
mandiblen ligner den typiske Forms eller er smallere,
nærmest tungeformet. Varietetens Avicularie erstattes ofte
med et. kæmpemæssigt Avicularie af den spatelformede
Type. De store, næsten kugleformede Qøcier træder som
Regel ikke særligt frem, snarere er de mere eller mindre
indsænkede i det derover liggende Zoøcie. Deres Forside
er fladtrykt og forsynet med Porer, ofte ogsaa med radiære
Striber. Porerne -overgros ikke sjældent delvis af en
knudret Kalkskorpe. Hos var. cuspidåta Hcks. viser
Oøciets Forside en Pukkel eller en Spids i Midten; hos
denne Varietet findes ogsaa en Kalkknap neden for Mun-
dingen, hvorfra det lille Avicularies Kammer hæver sig
op som et Søjlestykke.

Arten kendes fra Alger, Hydroider, Koraller, Skaller
og Sten. I vore Farvande er denne vidt udbredte Art hid-
til kun taget i Vesterhavet. Dens Udbredelse omfåtter den -
arktiske Region, hvorfra den i Atlanterhavet gaar sydpaa
ved alle europæiske Kyster indtil Madeira, de Cap Verdi-
ske Øer og Middelhavet. Paa den amerikanske Østkyst
kendes den ligeledes fra de arktiske Omraader indtil Flo-
rida. I det sydatlantiske Hav (Tristan da Cunha og Nabo-
øer), men ogsaa ved Vancouver, forekommer var. ålba
Bsk;, hvis Særegenheder over for den typiske Form kun
synes af være ubetydelige. Findestedet Falklandsøerne er
ikke sikkert. Mens Arten ikke er paalideligt fastslaaet fra
det Røde Hav, opgives den fra det indovestpacifiske Hav
"indtil Koreastrædet og det nordlige Japan (Mutsubugten),
New South Wales- og New Zealandkysten. Paa-Stillehavets

Østkyster savnes endnu Sammenhæng mellem Omraadet
for Artens arktiske Udbredelse og de kendte Findesteder

16=

244

paa Dronning Charlottes Øer, Omgivelserne af Vancouver-
Øen og Californiens Kyst.

Dybde-Udbredelse: fra 5—1285 m.

2. Schizomavélla lineåris (Hass.) (Fig. 125).

Kolonierne vokser som store, rosenfarvede Skorper,
i hvilke Zoøcierne er ordnede i Længderækker og desuden

Fig. 125. Schizomavella linearis (Hass.). A. typisk Materiale. B. Ma-
teriale med kun 1 Avicularie. C. var. hastata (Hcks.) (efter Hincks).

mere eller mindre regelmæssigt i sammenhængende Tvær-
rækker. I gamle Kolonier findes enkelte Zoøcier eller Zoø-
ciegrupper ovenpaa det første Zoøcielag. Zoøcierne er for
det meste firkantede og saa enten korte og brede eller
langstrakte og temmelig smalle; sjældnere findes rude-
formede eller saadanne, hvis Skikkelse nærmer sig til en
Oval. De kan være adskilte ved ophøjede Linier, og deres
flade Forside er knudret eller netformet rynket. Inden for
Randen og paa en Del af Overfladen findes et mindre
Antal temmelig smaa, meget spredte Porer. Hele Forsiden
kan med Alderen overgros af en fint granuleret Kalk-

245

. skorpe. Den næsten kredsformede Mundings Underrand
viser en bueformet Indskæring af noget skiftende Bredde
og Dybde. Hængseltænderne, der afgrænser selve Bugten
mod den øvrige Underrand, ses ikke tydeligt forfra. Un-
dertiden sidder der en Pukkel paa Forsiden neden for
Mundingsbugtens Midte. Mundingens øverste Rand bærer
2—4 lange og slanke Torne. Der findes 6—8 smaa, en-
porede Forbindelsesplader baade i Endeskillevæggen og i
hver Sidevæg. Omtrent i Højde med Bugtens. nederste
Rand eller noget lavere optræder der paa begge Sider halv-
vejs ud imod Randen et lille ophøjet Avicularie, hvis tre-
kantede Mandibel vender skraat eller lige indad. I Stedet
for de to smaa forekommer der undertiden ogsaa et enkelt
stort Åvicularie med opadrettet Mandibel, som sidder lige
eller lidt skraat neden for Mundingsbugten; sjældent er
det stillet paa tværs forneden paa Zoøciets forreste Væg.
De temmelig brede og stærkt fremståaende Oøcier er noget
fladtrykte paa Forsiden og viser her talrige, snart store
og runde, snart smaa og næsten spalteagtige Porer, mens
deres øverste Rand ofte er knudret. Foruden de-to Avi-
cularier, der følger Mundingens Underrand, kan der end-
videre findes to eller eet paa Oøciets Sider.

Alt efter Alderen, Forkalkningen, Avicularierne o. s. v.
svinger Artens Udseende stærkt, og derfor kan de følgende
Varieteter sondres:

var. haståta (Hcks.): Mundingens Bugt er bred og
flad, lige neden for denne optræder et stort, spydagtigt
Fremspring, der paa den ene Side. bærer et stort Åvicu-
larie forneden. Dettes spidse Mandibel viser opad. Zoø-
ciets Overflade er tæt besat med temmelig store Porer,
imellem hvilke der løber Ribber, der undertiden er ord-
nede radiært.

var. mamillåta (Hcks.): Zoøcierne er hvælvede og
uregelmæssigt stillede. Lige under Mundingsbugten fin-
des et enkelt Avicularie med udad pegende Mandibel
påa en brystvortelignende "”Ophøjning af Zoøciets for-
reste Væg.

246

var. nitida (Hcks.): Zoøcierne er meget mere hvæl-
vede end hos den typiske Form og skinner lyst. Forsiden
hæver sig henimod et stort og kraftigt Fremspring, fra
hvilket der udstraaler Ribber til Siderne. Ribberne mødes
og danner mange knudeformede Tappe. Paa Mundingens
to Sider findes et Avicularie, hvis Mandibel viser skraat
udad.

var. crucifera (Norm.): Fremspringet neden for
Mundingen er en meget lang, ru Torn, som efterhaanden
bliver tyndere opadtil. Lidt over halvvejs kan den ret-
vinklet forgrene sig til begge Sider, saa at hele Frem-
springet faar Form af et Kors eller en Trefork. Undertiden
findes der een Gren forneden og en anden henimod Tor-
nens Spids.
) var. quincunciålis (Hcks.): de svagt hvælvede Zo-
øcier er ovale eller lancetformede og staar kilede ind i
Mellemrummene mellem hinanden. Mandiblerne af de to
Avicularier, der sidder paa Mundingens Sider, er i Reglen
rettede lige eller skraat opad. ;

Årten forekommer sjældent paa Alger, sædvanligt paa
Koraller, Ormerør, Rurer, Skaller, Sten, Kabler og lignende
faste Underlag, undertiden ogsaa paa Søpunge. I vore
Farvande er den taget i Vesterhavet, Skagerak og Kattegat
… samt i Indløbet til Øresund (Hellebæk). Dens Udbredelse
omfatter desuden nogle faa Findesteder i det arktiske Hav
" (Spitsbergen, Murmankysten, det. nordlige Norges Kyst),
dertil kommer Island, Labradorkysten og Newfoundland-.
banken. Fra det midterste Norge, Færøerne og Shetlands-
øerne sydpaa findes Arten almindeligt paa alle europæiske
Kyster indtil Marokkokysten og Middelhavet. Fra det Røde
Hav kendes den ikke, men den opgives fra den indiske
Vestkyst, fra Ceylon og endog fra New Zealand. (var. ha-
ståta). Paa den amerikanske Vestkyst, ved Dronning Char-
lottes Øer, Omgivelsen af Vancouver-Øen og Californien
forekommer var. inarmåta Hcks., der helt mangler
Avicularier,

Dybde- -Udbredelse: fra den øverste TYGE Andere til
549 m (maaske 932 m, Calvet 1931).

247

7. Escharina Levinsen.

Zoøcierne, hvis Munding som Regel er ud-
styret med 3—8 Torne, har en mere eller mindre
veludviklet Vestibulum-Bue (jfr. S. 224). Den pri-
mære Munding har en skarpt sondret og temme-
lig dyb Bugt, hvis Bredde mindst udgør en Tredie-
del af hele Mundingens. De Bugten begrænsende,
lange, smalle Hængselstænder er ofte fint kar-
vede eller tandede. Lukkemusklerne fæstner sig
til Lister, der findes inden for det tynde kitinøse
Laags Siderande. Neden for Mundingen sidder der
tit en lille Pukkel paa Zoøciets Forside. Ende-
skillevæggene bærer enten tre lange, flerporede
Porekamre eller et større Antal af een- eller faa-
porede Kamre, der er stillede tæt ved Siden af
hinanden. Paa begge Sider eller kun paa den ene
-optræder der-et Heterozoøcie, som kan være ud-
viklet som Avicularie eller Vibraculum. Disse
Heterozoøcier mangler dog temmelig ofte hos flere
eller færre Zoøcier. Oøcierne er for det meste hy-
perstomiale, kun sjældent endozoøciale. Deres
Dække (Ekto-Oøciet) er hudagtigt, det forkalkede
Endo-Oøcie savner Porer.

LLEscharfnasspinifera (Johnst.) (Fig. 126).

Kolonierne vokser som Overtræk. De bredt. ovale
"eller rudeformede Zoøcier ser sølvagtige ud. De er skarpt
adskilt fra hinanden og har en stærkt hvælvet, fint knudret
Overflade, som bærer temmelig smaa og utydelige, spredte
Porer, Den vide Munding er foroven -begrænset af en

248

halvkredsformet Rand, mens Randen forneden er lige og
i Midten forsynet med en Bugt, der i Reglen er temmelig
smal, men dyb og afrundet firkantet. Mundingens øverste
Rand er besat med 5—7 lange "og stærke Torne, mens
der lidt neden for dens Bugt findes en stor, stærkt hvæl-
vet og ofte kegleformet Kalk-Knude, der tjener som Fod-

Som i RER /Rr
Fig si26 Fig. 127.
" Escharina spinifera (Johnst.) (efter Escharina alderi (Bsk.) (efter
Busk, Hincks og Levinsen). Smitt og Hincks).

stykke for en tilspidset, brun Kitintorn. Knuden med
Tornen sidder ikke altid lige i Midten. Især i oøcie-
bærende Zoøcier optræder der to til fire saadanne Torne,
som er ordnede i en Række tværs over Zoøciet..Eller der
findes foruden den sædvanlige og under denne endnu en
Torn. Hver Sidevæg er i sin øverste Halvdel forsynet med
et stort, fra Undersiden synligt Porekammer med 10—15
Smaaplader, og Endeskillevæggen har et saadant paa hver
Side. I Højde med den før omtalte Knude og henimod
den ene Sidekant findes et Avicularie, der dog meget ofte
mangler. Det er stort og dets langstrakte, tilspidsede Man-

249

dibel, som rager ud over Aviculariekammeret, vender
udad. De meget store, stærkt fremspringende OQøgcier skjuler
Størstedelen af det derover liggende Zoøcie. Deres Over-
flade er noget fladtrykt og er forsynet med mere eller
mindre fremtrædende, vifteformede Ribber, der kan være
besat med større eller mindre Knuder. Hos de i danske
Farvande fundne Eksemplarer er disse knudebesatte Rib-
ber meget stærkt fremtrædende paa den øverste Rand,
som derved bliver dybt takket.

Arten fæster sig paa Kalk- og andre Alger (f. Eks.
paa Laminariernes Hæftere og Stammer), sjældnere paa
Rurer, Sten o. I. Den er ikke vidt udbredt og synes heller
ikke at være hyppig inden for sin Forekomsts Omraader.
Den kendes fra den svenske Skagerakkyst, fra Kattegat
og Indløbet til Øresund (Hellebæk). Dertil kommer Finde-
stederne fra Færøerne, Shetlandsøerne til Kanalkysten
samt Dublinbugten, den nordvestfranske Kyst (Roscoff) og
Adriaterhavet.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 150 m.

.2. Escharina åld eri (Bsk.) (Fig. 127).

: Kolonierne optræder som Overtræk, hvis Zoøcier

enten sidder tæt ophobede eller følger paa hinanden som
Leddene i en Kæde, saa at der hist og her dannes gaf-
feldelte Zoøcierækker, der frembringer et Netværk paa
Underlaget. Selve Zoøcierne er bredt-ovale, skarpt adskilt
fra hinanden og svagt glinsende. De er forsynet med
Smaakorn og enkelte Porer, især langs- Randene, hvor
Porerne er større end paa den øvrige Forside. Den lille
Mundings øverste Rand er stærkt bøjet, mens den neder-
ste næsten er lige.og har en smal, dyb og spids Bugt
påa Midten, som afgrænses ved smaa Hængseltænder.
Lige neden for Bugten bærer Zoøciets Forside ofte en
halvkugleformet Pukkel. Imellem denne og den ene, sjæl-
dent begge Sidekanter findes et lille Avicularie, hvis spidse.
Mandibel er rettet skraat udad og nedad. De kugleformede
og fremtrædende OQøcier er i det hele endnu mindre gra-
nulerede paa Forsiden end Zoøcierne. Kun Oøciernes

250

øverste Rand viser undertiden nogle perlesnoragtigt ord-
nede Smaaknuder, og deres Midte bærer sædvanligt en
rund Pukkel.

Arten gror paa Skaller, Sten o.1., i de boreale Have
paa dybt Vand. Den maa regnes til vor Fåuna, thi den er
taget i Skagerak ved Bohuslån. Dens øvrige Udbredelse
omfatter Spitsbergen og Østgrønland, hele den norske Kyst
fra Nord til Syd, Shetlandsøerne og den irske Øst- og
Vestkyst. Den opgives endvidere at naa ned til den bel-
giske Kyst. Varieteten bispinåsa (Nordg.) kendes kun
fra Grønland og Cap Landsend, Prins Patrick ø i det
arktisk-canadiske Årkipelag. :

Dybde-Udbredelse (var. bispinåsa medindbefattet):
fra 10—669 m.

[3. Escharina vulgåris (Moll) (Fig. 128).

Kolonierne danner Overtræk, i hvilke Zoøcierne snart
er ordnede i Quincunx-Stilling og danner Længderækker,
snart staar uregelmæssigt. De hvælvede Zoøcier er ovale
og fint granuleret, saa at Smaakornene udgør smaa Fel-
ter paa langs eller uregelmæssige Baand paa tværs. Den
højt oppe staaende Munding er udstyret med 3—5 Torne
i sin øverste Rand, der er stærkt bøjet, mens den lige
Underrand viser en afrundet dyb og bred Bugt paa Midten.
Selve Bugten kan næsten blive kredsformet, idet de store
Hængseltænder adskiller den fra den øvrige Munding.
Undertiden. findes der et kegleformet Fremspring neden
for Bugten og dette kan, især hos Kolonier fra Middel-
havet, naa en betydelig Størrelse. Paa begge Zoøciets
. Sider, omtrent i dets Midte eller længere oppe, sidder der
et Åvicularie, hvis lange, tynde og bøjelige Mandibel min-
der om et Vibraculums Svøbe. Naar Mandiblen er lukket,
peger den opad. De smaa og kugleformede Qøcier er ikke-
særlig fremtrædende, derimod tæt forbundne med det
derover liggende Zoøcie, som Regel er de jævne, men
kan dog undertiden bære en Pukkel.

Arten er taget paa Alger, Søgræs, forkalkede Mosdyr,
Skaller og Sten. Den er hidtil ikke fundet i vore Farvande,
og det er maaske tvivsomt, om den senere kan tages her.
Som sikre Findesteder for Arten kan kun nævnes: den
nordøstlige (Antrim) og vestlige Irlandskyst, det sydlige
England, de franske og spanske Kyster, Middelhavet,

251

Azorerne, Madeira, Marokkokysten og de Cap Verdiske
Øer. |

Dybde-Udbredelse: fra 5—250 m.]

8. Hippodiplåsia Canu.

Zoøcierne, der kan være udstyret med Torne,
viser Porer paa deres forreste Vægge. Mundingen
er næsten kredsformet, da Posteren, der lukker
Udjævningssækken, næsten er lige saa bred som
Anteren, der dækker Tentakelskeden. Hængsel-
tænderne er tydelige. Avicularier kan forekomme.
De frit fremtrædende Oøcier ligger oven over
. Mundingen, er altsaa hyperstomiale.

Kun een Årt i nordeuropæiske Farvande.

[1. Hippodiplåsia pertusa (Esp.) (Fig. 129).

Kolonierne danner kredsformede, ofte temmelig store
Overtræk, i hvilke Zoøcierne først er stillede i lige, ra-

500om

; Fig. 128.
Escharina vulgaris (Moll.). Materiale Hippodiplosia pertusa
É fra Madeira. j i (Esp.) (efter Osburn).

252

diære Rækker. Naar der senere vokser et nyt Lag Zoø-
cier oven paa det gamle, saa staar disse yngre Zoøcier
regelløst. Unge Kolonier er sølvhvide, ældre orangefar-
vede eller røde. De hvælvede, tit ligesom opsvulmede
Zoøcier er ovale eller aflange, sekskantede eller rudefor-
mede og adskilt ved ophøjede Lister. Zoøciernes Forside
er forsynet med Porer og er hos unge Individer jævn og
glinsende, men bliver dog meget ru ved Forkalkningens
Fremskriden. Bortset fra en ringe Indsnævring af Posteren,
hvis øverste Grænser betegnes af Hængseltænderne, er
Mundingen næsten kredsformet. Dens Rand hæver sig og
danner et svagt fortykket, glat Peristom. Torne findes ikke,
… men ofte en jævn Fortykkelse lige under Mundingen eller .
lidt neden for. Selve Fortykkelsen kan blive til en knudret
Pukkel eller et vel udviklet Fremspring. I Højde med
Mundingen eller noget dybere sidder nu og da eet lille,
sjældent to Avicularier, hvis afrundede, skraat stillede
Mandibel snart peger opad, snart nedad. Hist og her fin-
des der eet større ÅAvicularie neden for Mundingen hen-
imod den ene Sidekant, og ikke sjældent mangler Avicu-
larierne overhovedet. De store og kugleformede OQøcier
er noget fladtrykte paa Forsiden og tæt besat med Porer.
De omgives af en glat Søm og kan i gamle, helt forkal-
kede Kolonier være stærkt knudrede. Her viser de under-
tiden et Fremspring foroven i Midten.

Arten findes paa Alger, Koraller, Skaller og Sten. End-
skønt den hidtil ikke er paavist hos cs, maa den dog ven-
tes at forekomme her. Dens overmaade store Udbredelse
synes ikke i alle Tilfælde at bero paa rigtige Bestemmelser.
Den omfatter de arktiske Have, det nordlige og midterste
Atlanterhav indtil henholdsvis Florida, Cuba, Yucatankysten
og Madeira. Årten er fundet ved Island og Shetlandsøerne,
men savnes endnu fra Færøerne og Norgekysten. End-
videre hører Middelhavet, det Røde og det indiske Hav
til Artens Udbredelsesomraade. Østgrænsen betegnes af
det kinesiske Hav, Viti-, Samoa-Øerne og Australien. Paa
Amerikas Vestkyst opgives Arten fra den meksikanske
Kyst (Mazatlan), Galapagos Øerne og Colombiakysten.

Dybde-Udbredelse: fra 5 (eller færre) — 235 m.)]

9. Cryptåsula C. & B.

Zoøcierne, som mangler Torne, har Porer paa
deres Forside. Mundingen udvider sig nedadtil, idet

253

Posteren er bredere end Anteren. Laagets Lukke-
muskler fæstner sig paa to Lister nær ved begge
Laagets Siderande. Oøciet er endozoøcialt, d. v. s.
Æggene udvikler sig inden for Zoøciet, nemlig i
en dorsal Udvidelse af Tentakelskeden lige bag ved
Diaphragmet.

Kun een Årt i nordeuropæiske Farvande.

1. Cryptåsula pallasiåna (Moll) (Fig. 130).

De gullig-hvide til gullig-røde Kolonier danner Over-
træk, ofte af kredsrund Form, og kan maale indtil 5 cm i
Diameter; undertiden hæver de sig med frie Udbredninger.
- Zoøcierne er regelmæssigt ordnede i Quincunx-Stilling,
” og denne Ordning bibeholdes øgsaa, hvis der dannes eet
eller flere Lag oven paa det ældste. Zoøcierne er meget
store, hyppigst bred-ovale, rektangulære, sekskantede eller
" rudeformede, sjældnere aflange. De er skarpt adskilt fra
hinanden. Hele Overfladen er forsynet med spredte Porer,
som hos ældre Zoøcier ligger mere eller mindre dybt ned-
sænkede i Bunden af Gruber. Disse er adskilt af netfor-
met forbundne, undertiden knudrede Lister. Mundingen er
stor, hyppigt noget længere end bred samt udvidet for-
neden. Dens Siderande har i deres nederste Trediedel
en stump Hængseltand og gaar gennem en jævn Krum-
ning over i den bueformede Underrand. Hos ældre Zoø-
cier, hvor der dannes en bred, jævn Kalkramme omkring
" Mundingen, ligger denne dybt indsænket. Da Mundingens
nederste Del er skraat opstigende, er Anteren og Posteren
bøjet mod hinanden under en stump Vinkel. Under Mun-
dingen findes tit et fremspringende, jævnt Felt, der kan
blive til et spidst spydagtigt Fremspring og i andre Til-
fælde halvvejs minder om en Konsol. Hver Sidevæg bærer
i sin øverste Halvdel 2, sjældnere 3 flerporede og temme-
lig støre Forbindelsesplader, mens hver Endeskillevæg
inden for sin bageste Rand har 3—4, sjældent 2 lignende

254

Plader. Af disse er de to yderste store, den eller de mid-
terste er smaa. I engelsk Materiale er der lige under
Mundingen fundet et Avicularie med halvkredsformet,
nedad rettet Mandibel (var. armåta Bsk. 1856; Hincks
1880). Slige Avicularier optræder dog ikke i dansk eller

Fig. 130. Cryptosula pallasiana . Fig. 131. Hippoporella hip-
(Moll). popus (Smitt).

andet nordisk Materiale, heller ikke i Eksemplarer fra
den nordamerikanske Vest- og Østkyst. Oøcierne er endo-
zoøciale (jfr. Slægtens Beskrivelse).

Arten vokser paa Alger, Hydroider, Rurer, Skaller,
Sten og Pæle, især paa lavt Vand. Den taaler ogsaa at
ligge over Vandoverfladen i faa Ebbetimer og trænger
sommesteds ind i Brakvandet. Hos os er den fundet saa-
vel i Skagerak (ogsåa paa den svenske og norske Kyst).
som i Kattegat (Frederikshavn, Anholt). Dens europæiske
Nordgrænse. synes. at ligge ved Shetlandsøerne og lidt
Nord for Bergen (Manger paa Radø), hvorfra den gaar ned
indtil Madeira, Marokkokysten, Middelhavet samt det Røde
Hav. Desuden opgives den fra den nordamerikanske Øst-
kyst (Mt. Desert- og Woods Hole-Omraadet), fra Ala-

255

Ska det nordlige Japan (Mutsubugten), Sydaustralien og
New Zealand.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 200 m.

10. Hippoporélla Canu.

Zoøciernes Munding er udstyret med en Vesti-
bulum-Bue samt med to vel udviklede Hængsel-
tænder. Det stærkt kitinøse Laag er indsnævret
fra Siderne og viser to kraftige Lister, paa hvilke
Lukkemusklerne fæster sig. Zoøciernes Forside om-
gives af poreagtige Felter (Areoler). Avicularier
findes. Oøcierne, der mangler Porer, er hypersto-
-miale, altsaa frit fremspringende og beliggende
oven over Mundingen. Med Alderen overdækkes
de fra Siderne:

Kun een Årt i nordeuropæiske Farvande.

1. Hippoporélla hippopus (Smitt) (Fig. 131).

De hvide Kolonier danner haarde, glitrende Kalk-
skorper. De svagt hvælvede Zoøcier, der er ordnede i
Quincunx-Stilling, er mere eller mindre regelmæssig seks-
kantet rudeformede og adskilt ved dybere eller lavere
Furer, der helt forsvinder med Alderen. Undertiden om-
gives Zoøcierne af ophøjede Linier. Zoøciernes Overflade
er først jævn, men bliver senere bølget og knudret. I
Randen er den forsynet med nogle faa, næppe flere end
10 større Porer. Den aflange Munding, der sjældent bærer
2—4 temmelig lange Torne foroven, svarer i Længden til
omtrent en Trediedel af Zoøciet og ligger lidt under Zoø-
ciets øverste Kant. Selve Mundingen er to Gange saa lang
som bred, og dens Siderande konvergerer svagt henimod
" Underranden, saa at hele Mundingen næsten ligner en
- Hestesko. Det gule Laags nederste Rand er lige eller lidt
udadbøjet. Vestibulum-Buen er tydelig, men temmelig lav,

256

sjældent svagt karvet. Hængseltænderne er afrundet tre-
kantede. Meget ofte findes der et lille, rundt Fremspring
neden for Mundingen. Porekamrene, af hvilke Endeskille-
væggen viser to og den øverste Halvdel af hver Sidevæg
eet, er smaa, smalle og udstyret med faa Porer. I et
større eller mindre Antal Zoøcier optræder der et ovalt
Avicularie, hvis Størrelse skifter, men sjældent naar Mun-
dingens. Mandiblen er afrundet. Aviculariet er forbundet
med een af Randens Porer og sidder i forskellig Højde.
paa Mundingens ene Side nær ved Randen. Undertiden
viser Zoøciets Forside flere uregelmæssigt spredte Avi-.
cularier, eller eet paa hver Side af Mundingen. Oøciet
bestaar af to helt forkalkede Lag, og dets bageste Halv-
del er indsænket i en nicheagtig Fordybelse i det derover
liggende Zoøcie. Oøcierne er omtrent saa lange som brede
og stærkt hvælvede. De overtrækkes af et Dække, der
snart er jævnt, snart bølget-knudret. Dette dannes dels af
det derunder liggende Zoøcie, dels af de omgivende Zoø-
cier og viser derfor 3—5 Grænselinier. Undertiden bærer
Oøciedækket et BER pe, Ey

Arten fæster sig til Skaller, Søpunge og Sten. Hidtil
er den kun een Gang blevet taget i vore Farvande, nemlig
i Skagerak ved Hanstholm. Den kendes iøvrigt fra de
arktiske Have, den nordlige Norgekyst og det nordlige
England. Endvidere maa den nordamerikanske Kyst indtil
Cap Cod regnes til Artens Udbredelsesomraade.

Dybde-Udbredelse: fra til 10—104 m.

11. Microporélla (Hcks.) Levins. emend.

Kolonierne danner som oftest Overtræk, men
der findes ogsaa nogle opretvoksende Arter. Zoø-.
cierne, der kan bære indtil 7 Torne, har en Vesti-
bulum-Bue og en halvkredsformet Munding, hvis
nederste Rand er lige eller ganske svagt udad-
bøjet. Inden for Laaget findes der hos de fleste

PSU,

Arter i hele Underrandens Bredde en forkalket
Støttepille (,supporting beam"), paa hvilken Laaget
er fæstet. Hos den indenlandske Art er Støttepillen
ikke særlig stor. Selve Laaget er enkelt, d.v.s.
det bestaar kun af Anteren, der lukker Tentakel-
skeden. I begge Siderande har Laaget et Frem-
spring, som Lukkemusklerne sidder fast paa. Pe-
ristom mangler eller er kun ringe udviklet. Paa
Forsiden bærer Zoøciet en særskilt Pore, Ascopo-
ren, der danner Udjævningssækkens Aabning. Ne-
den for Ascoporen sidder der tit et Fremspring.
- Zoøcierne er i Reglen forbundne ved flerporede
"Porekamre. Paa den ene eller paa begge Sider op-
træder der et Heterozoøcie, d.v.s. et ÅAvicularie
eller Vibraculum. De hyperstomiale Oøciers indre
"Lag (Endo-Oøciet) er forkalket og har som Regel
ingen Porer. Ekto-Oøciet er hudagtigt eller delvis
… forkalket.

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande.

1. Microporélla ciliåta (Pall.) (Fig. 132).

Kolonierne danner Overtræk af meget forskellig Form.
Zoøcierne er skarpt adskilt ved Furer og som oftest ord-
nede i Quincunx-Stilling, kun sjældent jævnsides i radiære
Rækker. Zoøcierne skifter stærkt i Størrelse inden for den
samme Koloni; hyppigst er de regelmæssig ovale eller
brede og mere eller mindre tydelig fir- eller sekskantede.
De er hvælvede, men bliver fladere med Alderen. I Stedet
for det sølvagtige, jævne eller rimfrosne Udseende, der
findes hos de tynde, unge Kolonier og saadanne, der lever
paa lavt Vand, har de ældre og de paa dybt Vand levende
en mathvid, knudret og tykt forkalket Overflade. Porerne
er snart fåa og utydelige, snart til Stede i meget stort

Ernst Marcus : Mosdyr. ; øf

258

Tal. Oprindelig er de forsynet med en Stjerne af Kalk-
ribber, men”hos voksne Zoøcier bliver de glatte. Mundin-
gen er halvkredsformet med afrundede Hjørner. Foroven
bærer den 4—7 tykke Torne, der dog helt kan mangle,
især hos Dybvandseksemplarer. Nu og da er Tornene
forneden sorte, kitinøse. Lige under Mundingens neder-

500m
Fig. 132. Microporella ciliata Fig. 133. Fenestrulina malusii

(Pall.). (Aud.).

ste Rand eller lidt længere nedadtil findes den lille halv-
maaneformede AÅscopore, der ofte sidder paa en Ophøjning.
Fra Ascoporens Rande udgaar der smaa Kalklister, der
løber indad. Hvis der optræder et Fremspring lige under
AÅscoporen, kan denne derved næsten skjules helt. Hos
den nedenfor omtalte var. personåta bliver Ascoporen
omsluttet af Mundingens Vold. Hver Sidevæg bærer i sin
øverste Halvdel to dybt indsænkede, flerporede Porekamre..
Endeskillevæggen er ligeledes forsynet med et Porekam-
mer paa hver Side. Lidt under Ascoporen eller længere
nedadtil findes der henimod den ene Siderand, sjældnere
paa begge Sider, et temmelig stort Avicularie, hvis spidse,
trekantede Mandibel er rettet skraat opad. Mandiblen kan

259

være forlænget i Lighed med et Vibraculums Svøbe, og
denne Forlængelse har ofte to Kroge i sin nederste Del.
Oøcierne er stærkt hvælvede og kugleformede, sædvanlig
forsynet med smaa Knuder og undertiden desuden om-
- kransede af poreagtige Felter (Areoler). Oøcierne kan og-
saa være næsten glatte eller bære radiære Ribber eller
et Fremspring i Midten. To af Tornene kan. ses foran
Oøciet. Hos var. personåta (Bsk.) er Mundingens Rande
voldagtigt forhøjet, og denne Vold smelter sammen med
Sidedelene af de hos denne Varietet som oftest smaa
Oøcier.

Arten, som er underkastet endnu større Variation, end
den her kunde beskrives, kendes fra Alger, f. Eks. Rød-
alger og Laminariestammer, Koraller, Rurer, ,,Krabbenf
.Porcellana, Skaller og Sten. I vore Farvande er den taget
i Vesterhavet, Skagerak, Kattegat-og i Indløbet til Øresund
(Hellebæk). Dens Totaludbredelse maa betegnes som næ-
sten verdensvid, thi den forekommer fra den arktiske ind-
til den subantarktiske Region og er hidtil kun ikke paavist

fra de antarktiske Have. Inden for disse overmaade ud-
"strakte Omraader adskilles der selvfølgelig flere Varieteter.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 570 m.

12. Fenestrulina Jull.

Kolonierne danner Overtræk. Der findes ingen
Støttepille inden for Laaget (kun undersøgt hos
F. malusii). Zoøcierne mangler den Hud, som hos
den forrige Slægt ligesom hos de fleste forkalkede
Former beklæder Zoøciets forkalkede Dele. Et
saadant skelnende Kendemærke vilde rigtignok
være betydningsfuldt; og det synes ogsaa at op-
træde hos flere Arter af denne Slægt, men det
angives dog kun udtrykkeligt for F. malusii. Hetero-
. Zoøcier findes ikke. I de øvrige Kendetegn ligner
Slægten den foregaaende. di

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande.
5

260

1. Fenestrulina malasii (Aud.) (Fig. 133).

Kolonierne danner forskelligt formede Overtræk. De
porcellænsagtige Zoøcier er brede, ovale eller rudefor-
mede, tit afstumpede foroven og forneden. De er stærkt
hvælvede, skarpt adskilte, ordnede i Quincunx-Stilling og"
radiære Rækker. Deres glatte Forside bærer temmelig
mange Porer, som er talrigst mellem Ascoporen og Mun-
dingen. Over hver Pores Aabning er der udspændt en af
sammenstødende, enkelte eller svagt grenede Kalklister
bestaaende Stjerne. Den halvkredsformede Mundings øver-
ste Rand kan være udstyret med 3—4 Torne, af hvilke.
de to yderste undertiden kan være gaffeldelte. Dette er
stedse Tilfældet hos var. vitrea (Hcks.), hvis smaa Zo-
øcier iøvrigt kendes paa, at de er glasagtigt gennemskinne-
lige og uden Porer. Den halvmaaneformede Ascopore har
sin Plads henimod Forsidens Midte. Dens Rande kan un-
dertiden staa voldformet frem, og den forreste Væg neden
for Ascoporen kan være noget opsvulmet. Fra Porens
Rand straaler grenede Fremspring ind mod Midten og
giver den et siformet Udseende. Hver Sidevæg er i sin
øverste Halvdel som Regel forsynet med et enkelt, lang-
strakt ovalt, flerporet og -dybt indsænket Porekammer.
Endeskillevæggen bærer ligeledes et enkelt Porekammer.
De store og stærkt hvælvede Oøcier viser langs den øver-
ste Rand dybe Indsænkninger (Areoler) og desuden ofte
en halvkredsformet Kalkliste. Fra denne udgaar der tit
tykke, radiært løbende Kalkribber, ved hvilke Randens
Indsænkninger er adskilt fra hinanden.

Arten sidder fast paa Alger, Rurer, Skaller, Søpunge
og Sten. I danske Farvande forekommer den i Vesterhavet,
Skagerak og det nordlige Kattegat. Ligesom den foregaa-
ende Årt maa den anses som næsten verdensvid udbredt,
thi der mangler kun Findesteder fra den rent arktiske Re-
gion. Den synes dog allerede at være meget sjælden paa
det nordlige Norges Kyst (Finmarken). Shetlandsøerne og
det midterste Norge kan nævnes som den omtrentlige Nord-
grænse i Atlanterhavet, hvis boreale Vestkyst den hidtil
ikke er fundet paa. I Stillehavet kan Dronning Charlottes

261

Øer og Mutsubugten i det nordlige japan anses for Nord-
grænser. Årtens sydligste Findested ligger paa 66? 08' S.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 280 m.

XIV. Fam. Stomachetoséllidae.

Zoøcierne er tykvæggede. Den forreste Væg
danner et Peristom omkring Mundingen, der er
kredsformet eller halvmaaneformet samt forsynet
med en stærkt udadbøjet Underrand. Peristomet
er kærvet forneden, og Vandet strømmer gennem
selve Kærven ind i Udjævningssækken. OQøciet,
som er hyperstomialt og indsænket i det derover
"liggende Zoøcie, aabner sig i Peristomet.

Kun een Slægt i vore Farvande.

ig Stomachetosélla C:ÆB:

Zoøciernes forreste Væg viser store Porer, som
danner Aabningerne til de bredmundede bitte smaa
Rør, der gennemtrænger Væggen. Avicularier fin-
des ikke eller sjældent. Oøciet omgiver hele Mun-
dingen. Hos oøciebærende Zoøcier er Kærven i
Mundingens Underrand længere og mere lige end
hos almindelige.

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande.

1. Stomachetosélla sinu&sa (Bsk.) (Fig. 134).

Kolonierne danner som oftest næsten kredsformede,
flade Overtræk, der er røde, purpurfarvede, violette eller
brunlige; helt gamle Kolonier er smudsig hvide. Zoøcierne,
som er ordnede i Quincunx-Stilling eller sidder jævnsides,
er uregelmæssigt ovale eller omtrent rudeformede. De er
temmelig fiade, hæver sig lidt henimod Mundingen og om-
grænses af opstaaende, noget bugtede Linier, Overfladen,

262

der bedækkes af en stærkt glinsende Hud, er knudret. Der
findes store Porer spredte langs med Randen, desuden
hyppigt over den øvrige
Overflade. Undertiden ud-
fyldes Porerne med Al-
deren. Mundingen, som
mangler Torne, er op-
rindelig begrænset af en
øverste, bueformet og en
nederste, lige Rand, der
paa Midten har en tydelig
tungeformet Bugt. Senere
dannes et tyndt Peristom,
der efterhaanden hæver
sig og til sidst har en kreds-
formet sekundær Munding.
Fig. 134. Stomachetosella sinuosa Denne er svagt kravefor-
(Bsk.). met fremstaaende og er
forneden trukket ud i en ik-
ke skarpt begrænset Bugt. Hver Sidevæg er i sin øverste
Halvdel forsynet med 3—4 enporede Forbindelsesplader,
mens Endeskillevæggen bærer to flerporede. Avicularier
mangler som Regel, men hos Varieteten armåta (Hcks.)
skal der forekomme et lille, rundt Avicularie inden for
Peristomet, forneden mellem den primære og den sekun-
dære Munding. De temmelig flade Oøcier er ikke stærkt
fremtrædende og, ligesom Zoøcierne,: knudrede. Paa Mid-
ten er de forsynet med en stor Pore, der med Forkalk-
ningens Fremskriden kan tillukkes.

Arten. forekommer paa Rurer, Skaller og Sten. I vore
Farvande er den hidtil kun taget ved Hellebæk. Iøvrigt
kendes den fra de arktiske Have sydpaa til Norgeskysten, -
Island, Færøerne, Shetlandsøerne, det vestlige Skotland
og maaske Kanalkysten. Paa den amerikanske Kyst. gaar
den ned indtil Woods Hole-Omraadet. Fra Stillehavet op-
gives den ved Dronning Charlottes Øer og Vancouver-
Omraadet.

Dybde-Udbredelse: fra 11—285 m.

263

XV. Fam. Smittinidae.

Zoøcierne bærer kun sjældent Torne, af hvilke
der findes indtil 8. En Vestibulum-Bue mangler
eller er kun svagt udviklet. Mundingen omgives
af et fremtrædende Peristom, hvis Bugt forneden
i Midten snart er tydelig, snart næppe findes.
Laaget er som oftest meget tyndt, dets Underrand
er lige eller lidt indadbøjet. Lukkemusklerne fæster
sig i Reglen paa en Liste inden for Laagets Rand.
Zoøcierne er tiere forbundne ved Forbindelses-
plader end ved Porekamre. Avicularierne sidder
sjældent i Nærheden af nogen af Sidekanterne,
derimod optræder der for det meste eet mere eller
mindre symmetrisk i Midten, ofte nær ved Mun-
dingen. Døcierne er hyperstomiale og har i Reglen
"et forkalket ydre Lag (Ekto-Oøciet), der sædvanlig-
vis er forsynet med Porer.

Oversigt over Slægterne jfr. S. 95 ff.

1. Palmicellåria Alder.

Kolonierne rejser sig i Reglen fra en Skorpe,
der overtrækker Underlaget, frit i Vejret. Zoøci-
ernes primære Munding er kredsformet, halvcir-
kelformet eller næsten elliptisk. Dens Rande hæver
sig, saa at de danner et Peristom og en sekun-
dær Munding, hvis nederste Rand løber ud i et
Fremspring. Denne stærkt fremtrædende, snabel-
- agtige Forlængelse bærer foroven paa sin Inder-
side et indsænket Avicularie. ÉE

Kun een Årt i vore Farvande.

264

1. Palmicellåria skénei (Ell. Sol.) (Fig. 135).

De haandformede eller vifteformede Kolonier bestaar
af flade, korte og meget ru Grene, der hæver sig indtil
3 cm op fra en til Underlaget fæstet Skorpe, og er delvis
gaffeldelte. Varieteten foliåcea Hcks. er kendelig paa den

2 Fig. 135. Palmicellaria skenei (Ell. Sol.).
SODE A. Zoøzier med Oøcie. B. Zoøcie-Snabel
Å : med Avicularie, . set indefra.

ikke forgrenede Vækst; hos denne Form danner Koloniens
oprette Del: en foldet Plade med en bølget og bugtet fri
Rand. Levende Kolonier er gullige eller rødlige. De lang-
strakte, hvælvede Zoøcier er ordnede i tydelige, skraa
Rækker og staar i to Lag, hvis Bagsider er vokset sam-
men. Zoøcierne er udvidede foroven, og deres Overflade
er knudret. Alt efter Zoøciernes Forkalkning ses mere
eller mindre tydeligt paa hver Yderside 6—8 kanalagtige
Porer. De er. temmelig uregelmæssigt stillet og skraat ud-
ad rettet. Ikke sjældent ses kun deres ydre Mundinger
som smaa Prikker, der ligger snart længere fra, snart
nærmere Zoøciets Siderand. Desuden findes nu og da en
enkelt eller faa Porer ved Grunden af det snabelformede
Fremspring. Undertiden bærer Mundingens øverste Rand
2 Torne. Baade hos den skorpedannende var. bicérnis

265

. (Bsk.) og den opretstaaende var. tridens (Bsk.) findes
der foruden det midterste Fremspring endnu eet paa hver
Side af Mundingen. Disse to Fremspring har deres smaa
Avicularier paa Toppen. Hos nordamerikansk Materiale
fandtes endog i alt 4 Fremspring af Peristomet. Hver Side-
væg bærer i sin øverste Halvdel 2—3 flerporede Forbin-
delsesplader, mens Endeskillevæggen inden for sin bage-
ste Rand har et Bælte af indtil 15 enporede Smaaplader,
der til Dels kan blive flerporede ved at smelte sammen.
Aviculariet skjules helt af Snabelen, hvis Zoøcierne be-
tragtes forfra. Dens Mandibel er halvkredsformet og Kam-
meret er dybt indsænket i Snabelen. De smaa, knudrede
QOøcier er kun utydeligt adskilte fra det deroverliggende
Zoøcie.

Arten fæster sig til Hydroider, Skaller og Sten, især
paa noget dybere Vand. I vore Farvande er den fundet i
Vesterhavet, Skagerak og Kattegat. Iøvrigt kendes den fra
de arktiske Have, Island, Færøerne og de europæiske
Kyster indtil Marokkokysten-og Middelhavet. Dertil kom-
mer den nordamerikanske Østkyst indtil Maine, samt

Findesteder ved Azorerne og paa det midterste Brasiliens
Kyst.

Dybde-Udbredelse: fra 26—1185 m.

2. Porélla (Gray) Hcks.

Kolonierne danner Overtræk eller vokser frit.
Zoøcierne, der højst bærer to Torne, har en primær
Munding med en i det hele lige Underrand, der
ofte er forsynet med en bred og lav Tand i Midten.
Som Regel findes tydelige Hængseltænder. Peri-
stomet er vel udviklet. Laaget er tyndt, undertiden
ikke til at sondre fra Udjævningssækken, og inden
- for Siderandene forsynet med Lister til Fæste for

"… Lukkemusklerne. Flerporede Forbindelsesplader er

hyppigere end flerporede Porekamre. Lige under

266

Mundingen optræder der hos de fleste Arter et
stort Avicularie, hvis Kammer ikke sjældent ind-
tager Zoøciets hele Bredde og hvis Vægge med
Alderen efterhaanden omsluttes af Peristomet. Saa-
ledes kommer den meget lille, halvkredsformede
Mandibel, som danner en Vinkel med Zoøciets
Længdeakse, til at ligge inden for den sekundære
Munding. Oøcierne viser ingen Porer bortset fra
en enkelt, der kan optræde i Oøciedækket. De har
snart et membranøst, snart et forkalket Ekto-Oøcie.
1 det sidste Tilfælde dannes der et oøcialt Dække
paa forskellig Maade.

Oversigt over Arterne.

1. Kolonierne danner Overtræk eller Skorper, som
hist og her rejser sig fra Underlaget og saa-
ledes danner Fremspring, der bestaar. af et
enkelt Lag og aldrig er grenede ........... 2
”= Kolonierne vokser frit, opret og forgrenet.... 4.
2. De kantede Porer paa Zoøciets Rand bliver end-
nu tydeligere under fremskridende Forkalk-
ning. Voksne Zoøciers Munding er bredere
end lange. Mundingens nederste Rand er
noget udadbøjet........ ESS DENE Teen es SEE rå struma.
Saafremt der findes Porer paa Zoøciets Rand,
bliver de mindre med Alderen. Voksne Zoø-
ciers Munding er længere end brede eller
ligesaa brede som lange. Mundingens neder-
ste Rand er-næstens had 2 SE 3.
3. Zoøciets Rand er forsynet med Porer. To Torne
paa Mundingens øverste Rand hos unge Zoø-
cier. Aviculariets Mandibel ganske lille
1. P. concinna.
Der findes hverken Porer paa Zoøciets Rand
eller Torne. oven over Mundingen. Avicula-
riets Mandibel stor................ 2. P. påtula.
4. Grenene er sammentrykt fra Siden; paa deres
voksende Spidser staar Zoøcierne regelmæs-
sigt ordnede og danner 'en glat Overflade.

267

"Denne bliver dog ujævn og vortet i Koloni-

ens ældre Dele paa Grund af stærkt hvæl-

vede Zoøcier, som er uregelmæssigt spredt

OVERS ANE ES ae 4. P. compréssa.
Grenene er runde, cylindriske; paa deres vok-

sende Spidser træder Zoøcierne noget frem,

medens Koloniens Overflade i Grenenes

ældre Dele er glat, som ferniseret. Her er

Zoøcierne sunket dybt ned......... 5. Pi laévis.

1. Porélla concinna (Bsk.) (Fig. 136).

Kolonierne danner store, pladeformede Overtræk, som
ofte har en rødlig eller grønlig Farve og ser sluttede og
pæne ud. Zoøcierne er noget hvælvede og staar i Rækker.
De er ovale eller rudeformede og i Begyndelsen lidt gra-
nulerede, senere bliver de jævne. Hos unge Zoøcier fin-
des der store, tæt stillede Randporer og nu og da nogle

=
A B

Fig. 136. Porella concinna (Bsk.). A. unge Zoøcier. B. gamle, stærkt
forkalkede Zoøcier og Oøcier.

faa, sjældent flere Porer paa de gamle Zoøciers Forside.
Mundingens øverste Rand kan være udstyret med to Torne.
Forskellen mellem den halvkredsformede primære Mun-

268

ding og den sekundære, der er længere end bred og ind-
snævret nedadtil, ses bedst ved at sammenligne Fig. 136 ÅA
med Fig 136 B. Kun i den primære Munding er det mu-
ligt at se den dybtliggende brede og lave Tand mellem
Aviculariets Mandibel og Laagets Underrand. I ældre Zo-
øcier er Peristomet, d.v.s. den kraveformet ophøjede
Rand omkring den primære Munding, stærkt opsvulmet
og fremtrædende, især paa Siderne og forneden. Hos Va-
rieteten belli (Daws.), er Zoøcierne flade, granulerede og
adskilte ved dybe, punkterede og bugtede Furer, og Peri-
stomet er forlænget i et fingerformet Fremspring paa Mun-
dingens to Sider. Meget gamle Zoøcier af den typiske
Form har ofte en helt uregelmæssig Skikkelse, en ganske
ujævn, undertiden næsten puklet Overflade og støder ofte
op til hinanden med bugtede Rande. Hver Sidevæg er i
sin øverste Halvdel forsynet med 2—3, Endeskillevæggen
med 2, flerporede Forbindelsesplader. Det store, hvælvede
Avicularie, hvis Kammer kan vise 4—6 Porer langs Ran-
den, har en lille, halvkredsformet Mandibel, der i gamle
Zoøcier næsten kan være skjult af Peristomet. Der kan
ogsaa forekomme et stort Avicularie med spatelformet
Mandibel eller flere smaa, som er spredte over Forsiden,
hvert siddende paa en lille Pukkel. De stærkt hvælvede

- og kun ganske svagt knudrede Oøcier bærer undertiden en
enkelt Pore paa Forsiden.

Arten gror paa Skaller og Sten, forkalkede Mosdyr-
kolonier (til Eks. Retepora) men dog ogsaa paa AÅlcyo-
nidium, Koraller og lignende, faste Underlag. I danske
Farvande er den fundet i Vesterhavet, Skagerak og Kat-
tegat samt Indløbet til Øresund (Hellebæk) og Storebælt
(Romsø). Iøvrigt er den udbredt i den arktiske Region,
hvorfra den gaar ned til Færøerne (endnu ikke paavist ved
Island), Norgeskysten og alle øvrige europæiske Kyster
indtil Madeira og Middelhavet. Paa den amerikanske At-
lanterhavskyst forekommer den sydpaa indtil Woods Hole-
Omraadet og kendes paa den amerikanske Vestkyst fra
Dronning Charlottes Øer indtil Californien. Endvidere op-
gives Årten fra det indiske Fay indtil Sydaustralien og
'Sagamibugten (Japan).

- Dybde-Udbredelse: fra 10—1165 m.

269

2, Porélla påtula (M. Sars) (Fig. 137).

Kolonierne danner Overtræk, hvorfra der nu og da
hæver sig frie Udbredninger op, som bestaar af et enkelt
Lag Zoøcier. Disse er bredt-ovale, afrundet-sekskantede og
ordnede i Quincunsstilling og i lige Rækker. De meget

[Fig. 137.
Porella patula (M. Sars). Porella struma (Norm.).

store Zoøcier er ligeligt besatte med talrige, smaa Knuder,
saa at hele Overfladen ser perlestukken ud. Der kan baade
optræde Porer i Randen og Furer, som straaler radiært
ud fra disse. Furerne udslettes henimod Midten. Mens
den primære Munding er halvkredsformet med en lige
Underrand, der er svagt indadbøjet i Midten, ser den se-
kundære helt anderledes ud. Den er afrundet-trekantet,
noget sammentrykt fra Siden og tit trukket ud i de øver-
ste Hjørner. Hele Peristomet sidder som en opstaaende
Flip paa Zoøciets Forside og er tydeligt sondret fra denne.
Aviculariets opsvulmede Kammer, der udstrækker sig paa
tværs over Zoøciet og danner en tyk Valk lige under den
primære Mundings nederste Rand, omsluttes under Peri-

270

stomets Udvikling af dette, saa at kun den halvkredsfor-
mede Mandibel forbliver synlig. Oøcierne er kugleformede
og stærkt fremtrædende; de er snart bredere, snart smal-
lere og deres Overflade bærer større, men færre Knuder
end Zoøciets forreste Væg.

Arten er taget paa Alger, Ormerør, Skaller, Sten og
Klipper. Den er fundet i Skagerak ud for Hanstholm og
ved Bohuslånkysten. Desuden kendes den fra de arktiske
Have og Norges Kyst. Paa den amerikanske yet gaar
den ned indtil St. Lawrencebugten.

Dybde-Udbredelse: fra 30—150 m.

3. Porélla struma (Norm.) (Fig. 138).

Kolonierne danner gullige eller rødlige, glitrende Skor-
per, der maaler' indtil 2,5 cm i Diameter og hist og her
rejser sig i Vejret med foldede, frie Udbredninger. Disse
bliver ikke højere end 1,2 cm og bestaar af et enkelt Lag
Zoøcier. De i Quincunx stillede Zoøcier er uregelmæssig
ovale og forneden ofte smallere end foroven. De er ad-
skilte ved tydelige Linier, der med Alderen bliver til mere
og mere ophøjede Lister. Zoøciernes jævne Forside kan
være radiært riflet af Furer, der udgaar fra en enkelt, del-
vis dobbelt, Række poreagtige Randfelter (Areoler), og
"bliver lavere henimod Midten. Baade Felterne og Furerne
bliver dybere med Alderen, selvom den tykke, glasagtige
Skorpe, der dannes under Forkalkningens Fremskriden,
bevirker, at Furerne kun ses stykkevis og uregelmæssigt.
De her afbildede Zoøcier er temmelig unge. Den næsten
kredsformede eller afrundet kvadratiske primære Munding
bliver til en sekundær, der er bredere end lang og iøvrigt
af en skiftende, noget uregelmæssig Form med en lidt
udadbøjet Underrand. Inden for denne ses den bredt-
afrundede Mandibel af det store Avicularie, hvis Kammer
fremstaar som en Knop paa Zoøciets forreste Væg. I helt
forkalkede, gamle Zoøcier ses denne Opsvulmning af For-
siden ikke mere, De store Oøcier er ikke stærkt hvælvede,
men tæt forbundne med. de deroverliggende Zoøcier og

271

… noget nedsænkede i disse. Oøcierne er glatte og sølvag-
tige eller lidt ru.

Arten findes paa forkalkede Mosdyr, Skaller, Søpunge
og Sten. Den tilhører vor Fauna, thi den er taget i Ska-
gerak ved Bohuslånkysten. Iøvrigt kendes den fra de ark-
tiske Have og hele den norske Kyst indtil de sydvestlige
Fjorde, fra Atlanterhavet Nord for Shetlandsøerne, Fær-
øerne, den irske Vestkyst og Island, den canadiske Øst-
kyst indtil Nova Scotia samt fra Beringshavet.

Dybde-Udbredelse: fra 30—480 m.

4. Porélla compréssa (Sow.) (Fig. 139).

Kolonierne er opretstaaende, indtil 7,6 cm høje og be-
staar af talrige Grene. Disse er som Regel sammentrykte
fra Siden, undertiden rundagtige, og forgrener sig stedse .
mangfoldigt og uregelmæssigt. I lévende Tilstand er Ko-
lonierne sart kødfarvede. Grenene er mere eller mindre
bredt afstumpede og deres Overflade er ru og vortet af
talrige, fremstaaende Zoøcier, især af saadanne, der er
spredt oven paa de andre. Herved bliver Grenene sær-
deles ujævne. Zoøcierne sidder paa begge Grenenes Sider
og er helt uregelmæssigt stillede, undtagen paa Vækst-
spidserne, hvis Overflade er jævn. Zoøcierne er ovale,
hvælvet fremstaaende henimod Mundingen, deres Vægge
er tykke, forsynet med smaa Ruheder og bærer langs
Randen store Indsænkninger. Imellem disse fordybede
Felter udspringer der hos unge Zoøcier radiære Ribber
fra den ophøjede Randliste. Den primære Munding, der
kun findes i helt unge Zoøcier, er jævn og halvkredsfor-
- met. Den sekundære, som er tegnet i Fig. 139 A, er om-
trent trapezformet, dens øverste Rand er svagt buet og de
øverste Hjørner er udtrukket til Siden. Siderandene løber
skraat og bugtet indad, og Underranden er næsten lige.
Inden for.den sidste ses alt efter Peristomets Udvikling

—- Aviculariet mere eller mindre tydeligt med en bredt af-

. rundet Mandibel. Naar der hos helt gamle Zoøcier ud-
vikler sig en meget haard og tyk Kalkskorpe, saa er Avi-

272

cularierne sunket ned under Overfladen, og Mundingen
er blevet næsten kredsformet med en ofte smal og til-
spidset Bugt forneden. Slige Zoøcier er flade og viser store
Porer langs de ellers utydelige Rande omkring Peristo-

Fig. 139. Porella compressa (Sow.). Å. unge Zoøcier og Oøcie. B. gamle
Zoøcier,

met, ofte ogsaa paa den øvrige Forside. Oøcierne er halv--

kugleformede, temmelig indsænkede i de deroverliggende
Zoøcier og har en glat Overflade.

Arten vokser paa Mosdyr (Alcyonidium), Rurer, Sten
og. Klipper. I danske Farvande er den taget i Vesterhavet,

samt paa den svenske Skagerakkyst (Bohuslån). Dens Ud=

bredelse omfatter den arktiske Region, Island, Færøerne
og de europæiske Kyster indtil Biscayabugten. Paa den
amerikanske Østkyst er den hidtil kun paavist fra. det
arktiske Hudson-Stræde. Den opgives endvidere fra Mid-
delhavet og Forindiens Nordvestkyst.

Dybde-Udbredelse: fra 7—323 m.

goom

273

5. Porélla låevis (Flem.) (Fig. 140).

De opret voksende, indtil 3,2 cm høje og 3,8 cm brede
Kolonier har en gullig Farve og bestaar af runde, altsaa
cylindriske, Grene. Disse er mange Gange gaffeldelte i
meget talrige, korte Afsnit og fæstede til Underlaget ved
en af Zoøcier dannet Skorpe. Grenene er afstumpede i
Enderne. Nedadtil, i Kolo-
niens ældre Dele, hvor Zo-
øcierne er sunket dybt ned,
er de glatte, lige som fer-
niserede.. Derimod træder
Zoøcierne noget, ikke sær-
ligt, frem henimod Vækst-
spidserne, altsaa i Koloni-
ens yngste Dele. De ovale,
flade Zoøcier har en Række
store Porer i Randen og i yn-
gre Zoøcier ofte omkring Pe-
ristomet; den øvrige Over-
flade. viser Smaakorn. Den
sekundære Mundings Form
skifter noget; som Regel er
den lidt længere end bred, JESER
buet foroven, noget indtruk- Fig. 140. Porella laevis (Flem.).
ket paa Siderne og lige for- |
neden, hvor det store. Avicularies brede, runde Mandibel
rager mere eller mindre langt frem over Peristomets Rand.
Oøcierne er meget store, kugleformede og fremtrædende,
selvom deres bageste Væg er fast forbundet med det der-
over liggende Zoøcies Forside. ODøciets For- og Sidevægge
indbefatter Peristomet, der dog bliver kendeligt paa en
smal, ophøjet Kant omkring Oøciets Munding. :

Arten fæster sig til Koraller, Skaller og Sten. Fra
vore Farvande kendes den hidtil kun fra Vesterhavet.
Iøvrigt er den udbredt i de arktiske Have, hvorfra den
gaar ned indtil den vestlige Norgeskyst (Bergen), Færøerne,
Nord for Shetlandsøerne og.den canadiske Østkyst.

Dybde-Udbredelse: fra. 28—570 m.

"Ernst Marcus: Mosdyr. 18

274

3. Smittina (Norm.) Levins. emend.

Kolonierne danner Overtræk eller vokser sjæld-
nere frit. Zoøcierne, der kan være udstyret med
indtil 8 Torne, har en Munding med en i Bredden
skiftende Bugt i Underranden. Inden for denne,
men foran Laaget findes der en Tand (Lyrula)
af forskellig Form. Hængseltænderne (Cardellerne)
er i Reglen vel udviklede. Laaget er hos de fleste
Arter hudagtigt eller kun svagt kitinøst. Et Peri-
stom findes, men dets Højde skifter, Forbindelses-
pladerne viser snart een, snart faa eller mange
Porer. ÅAvicularier kan optræde i forskellig Belig-
genhed, men eet staar almindeligvis neden for
Mundingen. ODøcierne er hyperstomiale, de staar
altsaa frit over Mundingen og dannes af to for-
kalkede Lag, Endo- og Ekto-Oøciet. Det sidste har
som oftest Porer og- bedækkes desuden i Reglen
med Alderen af et større eller mindre Dække.

Oversigt over Arterne.

1. Hele Zoøciets forreste Væg forsynet med Porer.
Umiddelbart under Mundingen findes i Midt-
linien et meget lille Avicularie med afrundet
Man did eler SEES SENE SE ER ENE DE ED NE LEE er es 2

Der findes kun Porer paa Randen af Zoøciets
forreste Væg. Saafremt der sidder et Avicu-
larie i Midtlinien under Mundingen, er det
hverken særlig lille eller har afrundet Man-
ANDERS EN SÆDET SNE HASS Sk RE KERES ORNE SES SER 3.

2. Zoøcier, som ikke er helt gamle, er tydeligt
hvælvede og adskilt ved Furer. Oøcier uden
Grænselmier EJE NE 1.'S. landsborådvii.

Ogsaa unge Zoøcier lidet hvælvede og adskilt
ved fine, jævne Linier. Oøciernes Dække viser
nogle Grænselinier....... NERE VE HEE: 2. S. bélla.

PT ES:

3. Randporerne er store. Kun eet Avicularie med

nedad rettet Mandibel under Mundingen.
Oøcier med talrige, smaa Porer 4. S. reticulåta.

Randporerne er smaa, Enten eet Avicularie med

opad rettet Mandibel under Mundingen, eller

to ved Siden af Mundingen, eller eet til flere
beliggende paa forskellig Maade 3. S.trispindsa.

1. Smittina landsbordvii (Johnst.) (Fig. 141).

Kolonierne danner store, næsten kredsformede Over-
træk, der er sølvagtige i levende Tilstand og ofte ogsaa
rødlige. De vokser dog undertiden ogsaa frit med blad-
agtige Udbredninger, som bærer Zoøcier paa begge Sider.
Disse Blade mødes uregelmæssigt og er bølgede i Randen,
saa at hele Kolonien ligner et Hvidkaalshoved. Slige Ko-
lonier bliver indtil 5 cm høje. Zoøcierne, som er stillede
i Quincunx og i lige Rækker, er ovale eller rudeformede,
snart smalle og lange, næsten rektangulære, snart temmelig
brede og korte. De adskilles ved ophøjede Lister. Væg-
gene er tynde og glasagtige hos unge Zoøcier, men bliver
dog heller ikke meget tykkere .med Alderen. Forsiden er
snart over det hele forsynet med Porer, snart kun eller
hovedsageligt langs Randen, hvor Porerne ikke sjældent
optræder som store Felter (Areoler). Den primære Mun-
ding er næsten kredsformet eller .omtrent kvadratisk med
afrundede Hjørner. I slige Mundinger ses Hængseltæn-
derne og Tanden i Midten tydeligt. Naar det tynde Peri-

stom har hævet sig, skjules Tanden for det meste helt
"eller delvis af det lille Avicularie. Dette har en afrundet
Mandibel og sidder inde i den snævre Udskæring, der
skiller Peristomets kraveformet fremstaaende Halvdele.
Aviculariekammeret er- ophøjet. Hvor der findes Oøcier,
optræder der ofte et stort Avicularie med spatelformet
Mandibel, som er stillet paa tværs paa begge eller kun
paa det ene af de tilstødende Zoøcier. Selve Oøcierne er
snart ovale, snart kugleformede og stærkt fremtrædende.
I californisk Materiale er de paafaldende smaa. De er for-
synet med Porer over hele Ekto-Oøciets- Overflade.

18=

216

Hos var. crystallina (Norm.) er Zoøcierne smalle,
lancetførmede, temmelig hvælvede og ikke særlig regel-
mæssigt ordnede. De omgrænses af fine Linier og ser
hvide og sølvagtige ud. Deres Overflade er ligeligt for-
synet med Porer. Den sekundære Munding er trekantet,
Peristomet meget højt, og det lille Avicularie, hvis Man-

500 =
AÅ ; B

"Fig. 141. Smittina landsborovii (Johnst.). A. unge Zoøcier. B. gamle
Zoøcier med OQøcie,

dibel peger nedad, sidder lige under, ikke inde i, Ud-
skæringen. Der kan optræde indtil 5 Torne i Mundingens
øverste Rand. Ångaaende de øvrige Kendetegn stemmer
Varieteten overens med den typiske Form.

Årten kendes fra Alger, Hydroider, Rurer, Skaller,
Søpunge og Sten. I danske Farvande er den taget i Vester-
havet og Øst for Skagen, d. v. s. imellem Skagerak og Katte-
gat, Iøvrigt kendes Arten fra Vestgrønland (var. crystal-
lina) og St. Lawrence Bugten (typisk Materiale, men kun
sjældent), endvidere fra det mellemste Norges Kyst, Shet-
landsøerne og den øvrige europæiske Kyst indtil Madeira,
Marokkokysten og Middelhavet. Som atlantiske Findesteder

277

kan desuden opgives: den irske Vestkyst, maaske Woods
Hole-Omraadet .og Floridakysten. Arten forekommer yder-
ligere. i hele det indo-vestpacifiske Hav fra Natal indtil
Japan, Queensland og New Zealand. Dertil kommer Com-
monwealth Bugten (Adélieland), Biscoe Bugten, Cap Horn,
Magalhaeésstrædet, Californienkysten og Vancouver-Om-
raadet. Inden for dette overmaade store Udbredelsesgebet
skelner man dog mellem flere Varieteter.

Dybde-Udbredelse: fra 11—1262 m.

2. Smittina bélla (Bsk., Norm. emend.) (Fig. 142).

Kolonierne danner Overtræk, som undertiden hæver
sig i Vejret med flade Blade. Farven svinger fra hvid-
ligt eller brunligt gul til blodrød eller blaarød; sjældent
er Kolonierne ganske hvide, Unge Zoøcier er lidt hvæl-
vede henimod Forsidens Midte, ældre bliver helt flade,
stærkt forkalkede og tykvæggede. Zoøciernes Form skifter
betydeligt, snart er de meget længere end brede, altsaa
rektangulære, snart er de bredt rhombiske. De adskilles
ved smalle, men skarpe jævne Linier, der løber temmelig
lige eller uregelmæssigt bølgeformet. Zoøciernes forreste
Væg er knudret og desuden forsynet med grubeagtige
"Porer over hele Overfladen. Selve Porerne er lave og størst
i Zoøciernes Rande, men ses paa dette Sted kun hos yngre
Zoøcier, da de udfyldes ved Forkalkningens Fremskriden.
Neden for Mundingen findes der stundom en glat Pukkel.
Mundingen ser halvkredsformet ud hos de yngste Zoøci-
er og har da en lige eller kun svagt udadbøjet Underrand.
Hos ældre Zoøcier udvikler der sig en Bugt i Underran-
dens Midte. Endnu senere viser der sig en lige afskaaret
Tand inde i Bugten, og et lille Avicularie med rund Man-
dibel optræder foran Tanden. Hvor den sekundære Mun-
ding er færdigdannet, medindbefattes Tanden i Avicularie-
kammerets Væg, og i slige Tilfælde ser den tandløse Mun-
ding Porella-agtig ud. Undertiden ligger Aviculariet saa
dybt. indsænket i Mundingen, at det næppe kan ses forfra,
men maa søges inden for Peristomet. Laaget er tyndt, og
de bøjede "Lister, som Lukkemusklerne fæster sig til, fin-

278

des i en vis Afstand fra Laagets Rand. Hængseltænderne
træder lidet frem. De flade, næsten overhovedet ikke frem-
staaende QDøcier er forsynet med Smaakorn og nogle eller
flere uregelmæssig spredte Gruber. De ligner de Fordyb-
ninger, som findes paa Zoøciernes forreste Væg og minder

rloos

Fig. 142. Smittina bella (Bsk., — Fig. 143. Smittina trispinosa
Norm. emend.) (efter Levinsen (Johnst.).
og Osburn). i

om Gruberne paa et Fingerbøl. Nu og da bliver kun een
større, i Oøciets øverste Halvdel beliggende Pore. tilbage.
Paa Døciets Dække findes der nogle Grænselinier, fordi
dette er dannet delvis af det derunder liggende Zoøcie,
delvis af de omgivende.

Arten fæster sig til Skaller, Rurer og Sten. Den maa
regnes til vor Fauna, da den er taget i Skagerak ved Bo-
huslånkysten i større Dybder. Dens Udbredelse strækker
sig fra de arktiske Have, hvor den kendes fra det Hvide
Hav vestpaa til Vestgrønland og den nordlige Alaskakyst.
Sydpaa gaar Arten ned til hele Norgeskysten (indtil Sta-
vanger), Shetlandsøerne, den skotske og vestirske Kyst,
Island, St. Lawrence-Bugten og Kurilerne.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 200 m.

279

3. Smittina trispinésa (Johnst.) (Fig. 143).

Kolonierne danner store, i levende Tilstand gullige
Skorper af skiftende Form. De snart næsten rektangulære,
samt længere eller kortere, ovale Zoøcier staar i yngre
Kolonier i Quincunx-Stilling eller jævnsides, men stedse
i lige Rækker. I gamle Kolonier ligger Zoøcierne ganske
uregelmæssigt mellem eller ovenpaa hinanden. Zoøciernes
Overflade er kun lidt hvælvet, fint kornet og langs Randen
forsynet med Porer, der dog hverken er saa store eller
saa tydelige som hos den følgende Art. Med Alderen
bliver Zoøciernes Vægge tykkere, mere ru og viser grove
Knuder; Randporerne adskilles da ved kraftige, korte Rib-
ber. De fremstaaende Linier, ved hvilke Zoøcierne ad-
skilles, er ingenlunde altid tydelige. Mundingen er næsten
"kredsformet og bærer 2—4, hyppigst 3 Torne i sin næsten
lige Overrand. Mundingens Bugt paa Underranden er snart
udtrukket som en Tud, snart er den en enkel Udskæring,
igennem hvilken den kvadratiske, indre Tand ses. Peristo-
. met er for det meste lavt og tyndt hos den typiske Form.
Årtens Forbindelsesplader stemmer overens med den føl-
… gende Arts. Et stort, langstrakt Avicularie med spids,
sædvanlig opadrettet Mandibel findes hyppigt paa den ene
Side noget under Mundingen. Desuden kan der endnu op-
træde et mindre, ovalt Avicularie med rund, nedadrettet
Mandibel paa den ene eller paa begge Sider under Mun-
dingen. Undertiden findes to store Avicularier paa eet
Zoøcie, undertiden kun de smaa, sommetider det lille runde,
eller de mangler overhovedet. Det store kan ogsaa fore-
komme lige under Mundingens Bugt, saa at Mandiblen
rager frem over den største Del af Mundingen. De runde
Avicularier kan være talrige og optræder spredte over hele
Zoøciets Forside; hist og her bliver de større og har en
spatelfoørmet Mandibel. De store, stærkt hvælvede, men i
Midten lidt flade Oøcier er glatte eller forsynet med Smaa- .
korn. De viser nogle faa, omtrent 2—5 store, pæreformede
eller mere afrundede Porer i deres ydre Lag.
—…… Arten er underkastet overmaade stor Variation, især

280

med Hensyn til Aviculariernes Skikkelse, Størrelse og Be-
liggenhed. En moderne Sammenstilling (C. & B. 1929) om-
taler 15 forskellige Varieteter og næsten hvert nyt Togts
Udbytte indeholder endnu nye Former.

Arten forekommer paa de forskelligste Underlag som
Koraller, andre Mosdyr, Ormerør, Rurer, Skaller, Sten,
Kabler og Pæle. Den er hyppigt taget i danske Farvande,
hvor den forekommer i Vesterhavet, Skagerak, Kattegat
samt Indløbet til Øresund (Hellebæk). løvrigt er den næsten
verdensvidt udbredt, men den gaar, naar der ses bort fra
ældre Angivelser, ikke længere nordpaa end Finmarken,
Island, Hudson-Strædet (var. nitida Verr.), Labrador (ty-
pisk Form), det sydlige Alaska, det nordlige Japan og Si-
biriens Kyst. Arten er heller ikke paavist fra den ant-
arktiske Region, derimod ligger dens sydligste Findested
ved Kap Horn, altsaa i det subantarktiske Omraade.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen indtil 311m
(hvis Varieteterne medindbefattes: 969 m).

4. Smittina reticulåta (J. Macg.) (Fig. 144).

Kolonierne danner uregelmæssigt formede Overtræk,
ofte af betydelig Størrelse, sølvagtige og glinsende. Zoø-
cierne er slanke, rektangulære eller langagtig ovale, under-
tiden ogsaa rudeformede. De er ordnede i Quincunx-Stil-
ling, danner lige Rækker og adskilles ved fremstaaende
Lister. Deres Overflade er jævn eller svagt knudret og
langs Randen forsynet med store Porer. Disse er under-
tiden dybt indsænkede og adskilte af fremstaaende Tvær-
lister. Hos unge Zoøcier (Fig. 144 A) forlænger Randporerne
sig i Furer, der straaler radiært ind imod Midten. Den
øvre Mundrand bærer hos unge Zoøcier indtil 4 Torne.
Den kredsformede Mundings Rand hæver sig mere eller
mindre stærkt og har i hvert Fald forneden en dyb Bugt.
eller Udskæring i det fremtrædende Peristom. Gennem
selve Udskæringen ses i Reglen den indre Tand, mens
Hængseltænderne kun sjældent ses forfra. Hver Sidevæg
er i sin øverste Halvdel forsynet med 3—4 meget smaa,
enporede Forbindelsesplader, mens Endeskillevæggen har

281

en Række paa 4—6 slige Plader. Lige under Mundingen
findes et forskellig stort Avicularie, hvis spidse Mandibel
vender nedad. Aviculariet er snart fremtrædende, snart
indsænket i Zoøciets forreste Væg, men kun undtagelses-
vis, naar Zoøciet er stærkt hvælvet i Forsidens Midte,
sidder Aviculariet skraat. De store og hvælvede Oøcier
viser talrige, ofte temmelig store, Porer paa Ekto-Oøciet.

Å

Fig. 144. Smittina reticulata (J. Macg.) A. unge Zoøcier. B. gamle
Zoøcier og Oøcier.

Arten sidder fast paa Koraller, Mosdyr (Flustra, Rete-
pora 0. a.), Ormerør, Skaller, Søpunge og Sten, især paa
noget dybere Vand. Hos os forekommer den i Vesterhavet,
Skagerak og Kattegat. Den trænger, om end ikke langt, ind
i den arktiske Region og er iøvrigt udbredt fra Finmarken,
Lofoten og Færøerne, sydpaa ved de europæiske Kyster
indtil Marokkokysten, Canarerne og Middelhavet. Desuden
opgives den fra det indiske Hav (Mauritius, Forindiens Øst-
kyst, Filippinerne), det kinesiske Hav, Japan og Kurilerne,
endvidere fra Sydaustralien og New Zealand, Belgica-Havet
(709 S. 80948” V.), Falkland- og Galapagos-Øerne samt Cali-
fornienkysten.

Dybde-Udbredelse: fra 12—14 indtil 549, maaske 932 m.

282

4. Discopora (Lm.) Levins. emend.

Zoøciernes Munding har kun sjældent 2—4
Torne og savner Hængseltænder. Laaget er hud-
agtigt og ikke sondret fra Udjævningssækken. Side-
væggene bærer 1—2 flerporede Forbindelsesplader
i deres øverste Halvdel. Oøcierne, hvis bageste
Væg for Størstedelen er uden Sammenhæng med
det tilstødende Zoøcies Forside, bestaar af to for-
kalkede Lag. Ekto-QOøciet er i Reglen forsynet med
Porer; med Alderen udvikler sig som oftest yder-
mere et Kalkdække, som beklæder OØøciets Rand.

Alt efter Udvikling af et Peristom eller Mang-
len paa et sligt og efter Aviculariernes Beliggenhed
kan man inden for denne Slægt med Borg (1933)
skelne imellem tre Underslægter: Rhamphosto-
mélla Levins., Escharépsis Verr. og Umbå-
nula Hcks., ak hvilke kun den sidste forekommer
i danske Farvande.

1. Underslægt Umbénula Hcks.

Zoøcierne er forsynet med poreagtige Felter
(Areoler) langs Randen. Zoøciernes Munding er
kredsformet eller afrundet kvadratisk og forsynet
med et tandformet Fremspring paa Underranden
eller en Pukkel lige under denne. Et ægte Peri-
stom findes ikke, men den primære Munding for-
bliver uforandret. Avicularierne sidder enten paa
begge Mundingens Sider eller lige under Mundin-
gen i Zoøciets Midtlinie.

283

Oversigt over Arterne.

(Lige under Mundingen findes en fremtræ-
dende. Pukkel, paa hvilken et kraftigt Avicu-
Faren ES EET ER 1. D. (U.) verruc&sa).

Ikke nogen Pukkel under Mundingen. ÅAvicu-
larierne sidder paa begge Mundingens Sider

2. D. (U.) årctica.

[lI. Discdbpora (Umb6nula) verrucésa.-… (Esp.)
(Fig. 145).

Kolonierne danner store, uregelmæssige Skorper af en
fin rosenrød Farve, som skyldes Polypiderne. Zoøcierne
er store, bredt ovale eller undertiden næsten rudeformede.
De omgrænses af forhøjede Linier og er lave nedadtil, frem-
staaende opadtil. Unge Zoøcier, som især findes i Koloniens
fremvoksende Rande, er tyndvæggede, svagt glinsende og
næsten membranøse; den Hud (Ektocysten), der beklæder
Overfladen, forkalker kun efterhaanden. Gamle Zoøcier
og saadanne, der forekommer paa -dybt Vand, har tykke
Vægge, der er kompakte og aldeles uigennemsigtige. For-
siden. bærer en bred og fremtrædende Pukkel lige under
Mundingen, som nu og da kan udvikle sig til et tandformet,
firkantet Fremspring. Iøvrigt er Zoøciets Overflade glat
"eller lidt kornet. I Randen bærer den store Indsænkninger
(Areoler), der adskilles ved radiært mod Midten løbende
Kalkribber. Disse bliver særlig tykke og fremtrædende
hos Dybvandskolonier. Den vide Munding har en buet
Overrand og en næsten lige Underrand, som kan være
ganske lidt indadbøjet. Paa begge Mundingens Sider er-
den forreste Væg som oftest skulderagtigt trukket i
Vejret. Et kraftigt Avicularie sidder paa den føromtalte
Pukkel, lige over Indgangen til Udjævningssækken. Dets
brede, runde Mandibel peger i lukket Tilstand hen paa
Puklens eller Fremspringets forreste Top, og da selve
Puklen rager ind i Mundingen, ses den lukkede Mandibel
næppe forfra. Kun naar Mandiblen aabner sig, og saaledes
ligger i samme Plan som Laaget, ses den foran dette.
Oøcierne, der kun er fundet i Kolonier fra dybere Vand,
er halvkugleformede og viser paa Overfladen nogle Porer
- af forskellig Størrelse. I deres. øverste Rand bedækkes
Qøcierne. af et Kalkdække, der er besat med.-flere Tappe.

…… Arten fæster sig til Alger, Laminariernes Hæftere,
andre Mosdyr (f. Eks. Flustra), Rurer, Skaller, Klipper og

284

Sten. Den er hidtil ikke paavist i vore Farvande, men
forekommer dog rimeligvis ogsaa her, Arten findes sand-
synligvis i Kara Havet og ved Spitsbergen, mens den
sikre Nordgrænse vel bedst betegnes med Lofoten, Island
og den canadiske Østkyst. Syd for denne kendes Arten
fra Norgeskysten, Færøerne, Shetlandsøerne, de storbritan-

rlo0oc

Fig. 145. Discopora (Umbo- . Fig. 146. Discopora (Umbonula)
nula) verrucosa (Esp.). arctica (M. Sars).

niske og irske. Kyster, Frankrig, Middelhavet, Azorerne
og Syd-Georgien i det subantarktiske Atlanterhav.

Dybde-Udbredelse: fra over Lavvandslinien til 73 m.]

2. Discopora (Umbånula) årctica (M. Sars).
(Fig. 146).

Kolonierne er fastvokset og danner store, ofte kreds-
formede Skorper, der naar 2,5 cm i Diameter, eller de
vokser frit. I det sidste Tilfælde bestaar de af blad- eller
vifteformede Udbredninger, der tit er bølgede henimod
Randen og rejser sig i Vejret fra en snart fast, snart løst
til Underlaget fæstet Skorpe. Zoøcierne er store, temmelig
bredt ovale og noget, men ikke 'stærkt, hvælvede. De er

285

i Reglen ordnede i Quincunx-Stilling, men staar dog plet-
GE ogsaa jævnsides og er lave nedadtil, lidt fremtrædende
opadtil. Deres Overflade er snart fint, snart groft knudret
og viser store, poreagtige Felter langs Randen, imellem
hvilke der kan optræde radiært mod Midten løbende Rib-
ber. Porerne kan ved Forkalkningens Fremskriden over-
gros. Den store, kredsformede Mundings Underrand viser
en smal, for det meste afstumpet Tand i Midten. Paa begge
Mundingens Sider sidder et ovalt Avicularie, hvis runde
Mandibel peger opad. Oøcier kendes ikke indtil nu.

Årten gror paa Hydroider, Mosdyr (f. Eks. Alcyoni-
dium), Ormerør, Rurer, Havedderkopper (Pantopoder), Skal-
ler, Søpunge og Sten. I vore Farvande er den fundet i
Vesterhavet (Vest for Jylland, Store Fiskerbanke) og i
Skagerak, ogsaa paa Bohuslånkysten. Dens øvrige Ud-
bredelse omfatter de arktiske Have samt Sibirienkysten,
Island og den atlantiske Øst- og Vestkyst sydpaa indtil
henholdsvis -Døggerbanken, Yorkkysten (Scarborough) og
Woods Hole-Omraadet. I det Stille Hav er den. paavist
fra Dronning Charlottes Øer,-Vancouver-Områadet og Ku-
rilerne,

Dybde-Udbredelse: fra 5—200 m.

XVI. Fam. Cellepåridae.

- Kolonierne danner Skorper eller vokser frit og
forgrenet. Zoøcierne staar i Reglen noget eller helt
oprejst. Knopskydningen foregaar ikke blot i Ko-
loniens frie Rande eller i Enden af dens Grene,
men tillige over hele Overfladen, idet unge Zoøcier
skydes ind imellem og oven paa de ældre. Kolo-
nierne tiltager paa denne Maade i Tykkelse og
bestaar, naar de er gamle, af flere uregelmæssigt
-hinanden overdækkende Lag.-Zoøcierne bærer ingen
Torne. Mundingen er som Regel omtrent kreds-
formet og viser desuden ofte en Bugt paa sin

286

Underrands Midte. Laaget er stedse sondret fra
Udjævningssækken, for det meste tydeligt kitinøst
og i en vis Afstand fra Randen forsynet med to
Fæstepunkter for Lukkemusklerne. Et mere eller
mindre højt Peristom er sædvanligvis udviklet.
Avicularier optræder almindeligt og springer som
oftest stærkt frem, et usymmetrisk stillet Avicu-
larie findes næsten altid neden for Mundingen.
Ydermere forekommer der ofte store uafhængige
Avicularier, som er spredt over og imellem Zoøci-
erne. Døcierne er frie, hyperstomiale og deres ydre
Lag, Ekto-Oøciet, er hos Slægten Cellepora helt
forkalket, hos Siniopelta kun delvis.

1. Cellépora (L.) Levins. emend.

Ekto-Døciet er fuldstændigt forkalket og som
oftest, om end ikke hos samtlige Arter, forsynet.
med Porer.

Oversigt over Arterne.

1. Kolonierne vokser frit, oprette og grenede.:.. 2.
Kolonierne danner Skorper.................. 3.
2. Rostrum langt, spidst, med et slankt og stort
Ave ulanrer keen FREE . 1. C. ramuldsa.
Rostrum kort, stumpt, med et kort og forholdsvis
bredtPAvrcularrere eee see eee 2. C. dichot&ma.
3. Mundingens nedre Rand er udskaaret........ 4
Mundingens nedre Rand uden Udskæring.... 5.

4. Kolonierne danner tykke, ofte knudrede Skor-
per. Zoøcierne er aldeles uregelmæssigt op-
dynget imellem hinanden. Foruden de smaa
Avicularier, som sidder paa Mundingens Rost-
rum, findes endnu saadanne paa andre Frem-
SPRING EEN EN GEDE ONES ÅR ASE 3. C. aviculåris.
(Kolonierne danner temmelig tynde Skorper.
Zoøcierne er forholdsvis regelmæssigt ordnet.

287

Smaa Avicularier findes kun paa Mundingens

ROSE ONES SEES SMD VRAG Ka 4. C. armåta.)
5. (Rostrum kort, stumpt (Mundingsrandens Ud-
skæring mangler ofte)..........……. 4. C.armåta).

Rostrum langt, skarpt tilspidset... 5. C. pumicésa.

1. Cellépora ramulåsa L. (Fig. 147).

Kolonierne hæver sig fra en fastvokset Skorpe frit i
Vejret med talrige, uregelmæssige Grene og bliver indtil
7,6 cm høje. I levende Tilstand ser de kødfarvede ud.

Fig. 147. Cellepora ramulosa L. A. Koloni. B. Zoøcier, afhængige og
selvstændige Avicularier og Oøcier.

Grenene er cylindriske eller brede og noget sammentrykte;
de er gaffeldelte og bliver som Regel kun ganske lidt
smallere mod Enderne. De opretstaaende Zoøcier er næsten
glatte, tøndeformede og i Koloniens yngre Dele langagtige,
glinsende. og viser en Række store Porer i Randen. "Mens
Zoøcierne i de unge Grene staar regelmæssigt ordnede,
er de uregelmæssigt opdyngede i Koloniens ældre Dele,
hvor Zoøcierne er bugede og stærkt fremstaaende. Deres

288

Munding er jævnt rundet, uden nogen Bugt paa Under-
randen og omgives af.et tyndt .Peristom… Lige under Mun-
dingen, i Zoøciets Midtlinie eller lidt forskudt til den ene
Side, sidder der et meget kraftigt Fremspring. Dette for-
længer sig som Regel, men ikke hos alle Zoøcier, i en
skarp Spids, og disse Spidser gør Grenenes Overflade ru
og pigget. Fremspringet bærer paa den ene Side et Avi-
cularie, hvis nederste Del kan rage ind over Mundingen
som en Spore. Mandiblen er spids og opadrettet. Under-
tiden, om end temmelig sjældent, findes selvstændige
Avicularier med spatelformet Mandibel imellem Zoøcierne.
De glatte, sølvagtige Oøcier er bredere end høje og lig-
ner Huer. Deres Mundings Rand gaar over i Peristomets.

Arten findes hyppigt paa Hydroider (f. Eks. Sertularia-
Arter), men er ogsaa taget paa Alger, Ormerør,. Skaller
og Sten. I vore Farvande forekommer den i Vesterhavet
(Jydske Rev), i Indløbet til Skagerak og i Skagerak (ud
for Hanstholm; Bohuslån). Det er tvivlsomt, om Arten
forekommer i de arktiske Have, saa at Norgeskysten Nord
for Bergen og Shetlandsøerne maa anses-for Artens Nord-
grænse. Desuden er den paavist fra den sydvestlige
Norgeskyst, Shetlandsøerne, de storbritanniske, irske og
franske Kyster, Azorerne, Madeira, Marokkokysten og Mid-
"delhavet. å .

Dybde-Udbredelse: 14,6—400 m.

2. Cellépora dichot&6ma Hcks. (Fig. 148).

Kolonierne er slanke eller kraftige og naar højst
2,5 cm i Højde. Hos den typiske Form er de som oftest
lidt smallere nedadtil, mens de udvides mod Grenenes
frie Ender. Hos Varieteten attenuåta Ald. er Kolonierne
ligelig slanke og har kun faa Forgreninger. Arten vokser
snart med regelmæssige Gaffeldelinger, snart er den rige-
ligt og regelløst forgrenet, Grenene kan være cylindriske,
slanke og tilspidsede i Enderne, eller bredere og delte i
korte, afstumpede Afsnit foroven. De stærkt hvælvede,
ægformede Zoøcier, der har en jævn Overflade, er hos

289

den typiske. Form uregelmæssigere opdynget end hos
var. afttenuåta, hvor de ogsaa er mindre bugede og Gre-
nenes Overflade dermed glattere. Hvis Zoøcierne ikke er
helt gamle og alt for stærkt forkalkede, viser de nogle
Porer i Randen. Den kredsformede Mundings Underrand
er ikke forsynet med en Bugt. Det tynde, høje Peristom

Fig. 148. Cellepora dichotoma
. Hcks. A.en ung Koloni. B. Zo-
øcier, afhængige og uafhængige ;

Avicularier, Oøcier. i B

omslutter et bredt, stumpt Fremspring, som ikke rager
frem over Peristomets Rand. Dette Fremspring bærer paa
den ene Side et Avicularie med trekantet Mandibel. Lig-
nende smaa ÅAvicularier samt andre med rund Mandibel
bæres af sokkelagtig ophøjede Kamre og findes spredte
imellem Zoøcierne. Ligeledes forekommer der store, selv-
stændige Avicularier med spatelformet Mandibel. Oøcierne
er kugleformede og fremtrædende, de er sølvagtige og
paa Forsiden forsynet med nogle Porer. Oøciernes Vægge
"vokser sammen med Peristomets, hvorved Peristomets
Aabning, altsaa den sekundære Munding, bliver BAnSEG
smal hos oøciebærende Zoøcier.
Ernst Marcus : Mosdyr. i i 19

290

Arten vokser paa Hydroider, Mosdyr (f. Eks. Dendro-
beania murrayana) og Skaller, I danske Farvande kendes
den fra Vesterhavet (f. Eks. fra det Jydske Rev) og Ind-
gangen til Skagerak (Lat. 57” 24” N., Long. 07? 25” Ø.). Dens
øvrige Udbredelse udstrækker sig fra Færøerne og det
sydvestlige Norge (hidtil ikke paavist Nord for 61? N.),
sydpaa til alle europæiske Atlanterhavskyster indtil Azo-
rerne, Madeira, Marokkokysten, Canarerne og Cap Bojador
(Nordvestafrika). Den opgives endvidere fra Middelhavet
og den nordamerikanske Østkyst fra Nordcarolina indtil
det mellemste Brasiliens Kyst.

Dybde-Udbredelse: fra 16—2170 m.

3. Cellépora aviculåris Hcks. (Fig. 149).

De hvidlige, i gammel Tilstand stenhaarde Kolonier
danner enten meget tykke, ofte vortede Skorper paa flade
Underlag eller tykvæggede, knoldede Rør omkring Stam-
mer af Hydroider o.l. Zoøcierne staar opret i Koloniens
ældre Dele og er her helt regelløst opdyngede, og Kolo-
niens Overflade ser saaledes ligefrem forvirrende ud.
Bortset fra nogle faa ofte forekommende Porer i Randen,
er Zoøcierne jævne og tit udvidede opadtil. Unge Zoøciers
primære Munding er næsten kredsformet og dens Under-
rand har en bred og ofte tilspidset Bugt paa Midten.
Peristomet er ubetydeligt hos almindelige, større, men
tyndt hos oøciebærende Zoøcier, hvis sekundære Mun.
ding har et skiftende Omrids og ofte er omtrent tre-
kantet. Neden for Mundingen sidder der paa den ene
Side af Bugten et afstumpet og kraftigt Fremspring. Dette
bærer et anseligt AÅvicularie, der er vendt lidt til Siden
og har en spids Mandibel. Talrige store Avicularier med
spatelformede Mandibler er uregelmæssigt spredte imellem
Zoøcierne. QDøcierne, hvis Sidedele gaar over i Peristomet,.
er store og fremtrædende, næsten kugleformede eller lidt"
bredere end høje. Paa Forsiden, hvor de ofte er noget
flade, viser Oøcierne store Porer. Paa Oøciets to Sider
eller kun paa den ene findes ofte et sokkelagtigt Frem-
spring med et lille Avicularie.

291

Arten fæster sig til Alger, Hydroider, Gorgonider,
Ormerør, Skaller, Skibe, Sten og Kabler. Den er almindelig
i Vesterhavet (Lodbjerg, Jydske Rev, Lille Fiskebanke,
ud for Skagerak) og i Skagerak (Hanstholm, Hirtshals,
Bohuslån). Artens Udbredelse omfatter de arktiske Have

5oom
Fie: 149. Cellepora avicularis Fig. 150. Cellepora armata
Hcks. Zoøcier, afhængige og Hcks. Zoøcier, afhængige og
ENE ReaetEE Avicularier og selvstændige Avicularier og
Oøcier. Oøcier.

samt Canadas Østkyst, Færøerne, Norgeskysten samt de
øvrige europæiske Kyster indtil de Cap Verdiske Øer og
Middelhavet.

Dybde-Udbredelse: fra 1,8—1262 m.

[4. Cellépora armåta Hcks. (Fig. 150).

Kolonierne danner temmelig tynde Skorper, hvis
Overflade hverken er pigget eller forvirrende, men for-
holdsvis jævn. De store, stærkt hvælvede Zoøcier er
nogenlunde regelmæssigt stillet og tydeligt adskilt fra
hinanden, skraat opretstaaende, undtagen i Koloniens
Rande, hvor Zoøcierne ligger ned. I Materiale fra Middel-
- havet forekommer der ofte Porer i Zoøciernes Rande, og
fra Porerne løber Furer ind imod Midten af det under
Mundingen siddende Fremspring. Den temmelig brede,
primære Munding ligner i det hele den foregaaende Arts,

19+

292

men Underrandens Bugt er undertiden ret utydelig. Det
tynde, høje Peristom ses i Fig. 150 hos de dybere staaende
Zoøcier, hvis sekundære Munding er kredsrund. Skraat
neden for Mundingen sidder der et lavt, næsten cylin-
drisk (i Materiale fra Middelhavet. keglestubagtigt) Frem-
spring, som lige under sin Top bærer et lille Avicu-
larie med tilnærmelsesvis trekantet, opadrettet Mandibel.
Imellem Zoøcierne optræder der hist og her talrige, store
selvstændige Avicularier, hvis spatelformede Mandibler
kun sjældent peger udad. ODøcierne er snart jævne og
uden Porer (storbritannisk Materiale), snart har de 4—6
Porer paa deres forreste Væg (Materiale fra Middelhavet).

Arten kendes fra Alger, Gorgonider, Ormerør, Skaller
og Søpunge. Den er hidtil ikke paavist i vore Farvande,
men kan dog ventes at forekomme Vest for Jylland. Dens
Udbredelse omfatter Doggerbanken, det nordøstlige Irland,
det sydlige England, Biscayabugten, Marokkokysten og
Middelhavet. ,

Dybde-Udbredelse: fra 7—180 m.]

"5. Cellépora pumicésa (L., Bsk. emend.) (Fig. 151).

De kraftige Kolonier kan naa 8,8 cm i Længde og
6,3 cm i Bredde. De ser piggede, ofte knortede, og i le-
vende Tilstand lyst rosenfarvede ud. De bestaar af flere Lag
Zoøcier og danner snart
knoldede Skorper paa el-
ler omkring en Kalkalge,
en Sten eller et Snegle-
hus o.l., snart et æg- el-
ler tenformet, tykvægget
Rør tæt uden om Alger-
nes eller Hydroidernes
Stammer. Zoøcierne, der
først. er regelmæssigt,
senere regelløst opdyn-
gede, er næsten cylin-
driske eller tøndeforme-

500 de og opretstaaende; kun
Fig. 151. Cellepora pumicosa i Koloniens Rande findes

(L., Bsk. emend.). …, liggende og sølvagtigt

293

glinsende Zoøcier. Deres Overflade er glat, med Und-
tagelse af nogle faa kanalagtige Furer, der bagfra kan løbe
et Stykke frem. Mundingen er kredsformet uden Bugt paa
Underranden og omgives af et tyndt Peristom. Lige under
Mundingen hæver der sig et Fremspring, Rostrum, hvis
Form skifter, men som oftest er lang, tyk og tilspidset
opadtil. Paa sin indvendige Side eller omtrent paa denne
bærer Fremspringet i forskellig Højde et forholdsvis stort
Aviculaire med bred, trekantet Mandibel, som viser opad.
Oøcierne er smaa eller mellemstore og hælder bagtil.
Deres Overflade er som oftest jævn, sjældnere forsynet
med nogle faa, henved tre, store Porer af forskelligt
Omrids.

Arten er taget paa Stammer af Alger, Hydroider og
Gorgonider, paa Rurer, Skaller og Sten. Den forekommer
i vore Farvande i Vesterhavet (Jydske Rev, Store og Lille
Fiskebanke o. s. v.), i Skagerak og Kattegat. Arten kendes
desuden fra Franz Josefs Land og fra Lofoten og Fær-
øerne sydpaa indtil Marokkokysten og Middelhavet samt
fra den canadiske Østkyst.

Dybde-Udbredelse: fra over Dybvandslinien indtil
428 m.

2. Siniopélta Levins.

Endo-Qøciet er forsynet med et fladt Felt paa
Forsiden; dette viser Porer eller radiært stillede
Spalter, som dækkes af en hudagtig Del af Ekto-
QOøciet. Dette er altsaa kun delvis forkalket.

Kun een Art i vore Farvande.

1. Siniopélta coståzii (Aud.) (Fig. 152).
Kolonierne danner. hyppigst smaa Kugler paa Hy-
droider 0.1., men ogsaa temmelig tykke Skorper, som be-

" staar af flere Lag Zoøcier oven paa hinanden. Zoøcierne
er uregelmæssigt stillede, liggende i Koloniens yngre Dele,
opretstaaende og opdyngede imellem hinanden i de ældre.

294

Zoøcierne er hvælvede, glatte (i kalifornisk Materiale for-
synet med store Porer) og har en stor, primær Munding
med en rund Bugt paa Underrandens Midte. Med Peri-
stomets Udvikling faar Zoøciet en sekundær Munding lige-
ledes af stort Omfang, hvis Form skifter mellem Lighed
med den primære og en bred trekantet eller lidt uregel-

30om

Å

Fig. 152. Siniopelta costazii (Aud.). A. typisk Materiale fra Azorerne
B. var. tubulosa (Hcks.) fra det Jydske Rev.

mæssig Form. Hos Varieteten tubulåsa (Hcks.), der ikke
er almindelig, er Peristomet særdeles højt, rørformet og
sondret fra Zoøciet ved en Ringfure. Den sekundære Mun-
ding er hos denne Form rund og OQøciet skjules forfra af
Peristomets høje, opstaaende Krave. Nu og da findes der
en rund Pukkel eller et tapagtigt Fremspring paa Zoøciets -
Forside lige under eller længere neden for Mundingen.…
Artens bedste Kendetegn er to søjleagtige Fremspring ved
Siden af Mundingen, hvert med et mellemstort Avicularie
i Toppen. Mandiblerne, der som oftest er bredt trekan-
tede, sjældnere afrundede foroven, peger opad. Kortere

295

eller længere, selvstændige Avicularier kan optræde imel-
lem Zoøcierne. De temmelig lave Oøcier hælder bagtil,
ligger endog ofte næsten i Plan med Koloniens Over-
flade og er bredere end høje. Iøvrigt er deres Bygning
omtalt i Slægtens Beskrivelse; Endo-Oøciets Felt viser
Porer eller Revner, tit begge Slags Gennembrydninger.

Arten sidder fast paa Stammer af Alger og Hydroider
(f. Eks. Sertularia-Arter), ÅAntipathider, Mosdyr, Rurer,
»Krabbenf Porcellana, Skaller og Sten. Den hører vor
Fauna til, da den typiske Form er fundet ved Bohuslån-
kysten og v. tubulosa paa det Jydske Rev. Artens totale
Udbredelse er stor og naar fra det sydvestlige Norge (Ber-
gen synes omtrent at være Nordgrænsen) og Færøerne
langs de engelske, franske o.s.v. Kyster indtil Madeira,
Azorerne og Middelhavet. Fra det sydlige Atlanterhav op-
gives Arten fra Sydafrika, og maaske ogsaa fra Cap Horn.
Endvidere forekommer Arten i det Røde og indisk-vest-
pacifiske Hav indtil henholdsvis Sydaustralien, Auckland-
Øerne og det nordlige Japan (Mutsubugten) samt Kuri-
lerne. Paa den amerikanske Østkyst er den taget ved
Vancouver-Omraadet og Californien. Materialet fra det
Røde Hav (delvis), Sydaustralien, Auckland-Øerne og del-
"vis ogsaa fra det Indiske Hav (Filippinerne) danner en
. særskilt Varietet var. spåtula (P. H. MacG.).

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 550 m.

III. Underorden. Ctenostémata.

Zoøciernes Vægge er udelukkende kitinøse,
aldrig forkalkede, bortset fra smaabitte Kalkpar-
tikler paa Paludicellas og nogle Nolella-Arters
Ektocyst. Kitinvæggene kan være tynde og bløde
eller membranøse og gelatinøse, undertiden tem-
melig faste, især naar Væggene er belagt med
- Sand- eller Lerpartikler. Zoøciernes. Skikkelse er -
for det meste (Stolonifera, Paludicellea) slank cy-
lindrisk og tenformet, med Mundingen liggende

296

umiddelbart i den øverste Ende, sjældnere (Car-
nosa) er Zoøcierne brede og fladtrykte, og Mundin-
gen ligger lidt neden for Zoøciets øverste (distale)
Væg. Hos Carnosa findes en lignende, mosaikagtig
Forbindelse mellem de enkelte Zoøcier som hos
de fleste Cheilostomata, mens Zoøcierne hos Pa-
ludicellea med deres tynde Underdele udspringer
fra Enden af hinanden og hos Stolonifera fra en
… fælles Stamme (Stolo). Denne Stamme bestaar af
polypidløse Kamre (Kenozoøcier), som skyder frem
fra hinanden og indvortes adskilles ved Tværskille-
vægge (Fig. 166 B). Kenozoøciernes Kitinvægge
(Ektocysten) er som hos almindelige Zoøcier ind-
vendig beklædt med Huden (Ektodermen eller Endo-
cysten) og Mesodermvæv (Endosarken). Endosarken
optræder i Stammen hovedsagelig som et mesen-
kymatøst Parenkymvæv. Dets mere eller mindre
aabne Netværk tjener Ernæringen og Ekskre-
tionen. Desuden findes ogsaa Muskler i Stammen
(Fig. 163 C, m). Hele Materialet til Stammens Knop-
skydning og Koloniens Vækst skaffes til Veje af
de polypidbærende Zoøcier, som opretholder Stof-
skiftet. Undertiden spirer der tynde og korte Keno-
zoøcier (Fig. 153 B,r), der som Rodtrævler (Binde-
rør) fastgør Stammen og dermed Kolonien til
Underlaget. :

Et Laag mangler. Diaphragmet (Fig. 154, d)
løber for det meste ud i en lang og tynd Hud,
som i Tentaklernes udfoldede Tilstand danner en
Pibestrimmel udenom Tentakelskeden. Naar Ten-
taklerne trækkes tilbage, falder Diaphragmet sam-

297

. men,. og denne tynde Hindes talrige fine Længde-
folder ser ud som Børster (,,Collaref, Fig. 154, c),
hvilket har givet Navnet til Underordenen. Ved en

Fig. 153. Et udfoldet (A) og et indtrukket (B) Enkeltdyr af Farrella

repens, som Exempel paa de stolonifere Ctenostomers Bygning.

g Gataabning, k Krophulens frie Celler, m Nerveknude, p Parietal-

muskler, r Rodtrevl, s Sædstok, st Stamme, im Polypidets Tilbage-
—… trækningsmuskler, æ Æggestok.

delvis Udfoldning af Tentaklerne, som ofte findes
i konserveret Materiale, rager dette sammenfoldede
Collare som et Børstebundt ud af Mundingen
(Fig. 163 B, 164 B, 166 B, 169 m. m.). Det er dog
temmelig kort hos Carnosa. Polypidet udfoldes ved
Hjælp af Muskler, der enten trækker Zoøciets for-

298

reste Væg indad, som hos Cheilostomata uden
Udjævningssæk (jfr. S. 92) eller omslutter Zoøciet
som et Bælte og ved deres Sammentrækning tryk-
ker Polypidet ud (Fig. 153, p).
Hos enkelte af vor Faunas
Arter (Farrella repens, Tri-
ticella-ÅArter) er Zoøciet be-
vægeligt mod henholdsvis
Stammen og Stilken. Skille-
væggene mellem de enkelte
Zoøcier eller mellem Stam-
mens Kenozoøcier er som hos
Fig. 154. Skema af Cteno- — Cheilostomata forsynet med

stomernes Munding (efter Forbindelsesplader. Vibracu-
Calvet, ændret). a Atrium,

c Collare, dm Diaphragmets ler og Avicularier mangler,

Muskler, dp Duplikatur, re
De ae NE om hos Cyclostomata. Yd

ler, p Parietalmuskler, + Døcier findes ikke.

Tentakel, æs Tentakelskede, i
v Vestibulum, ym Zoøciets Ctenostomata og Cheilosto-

ydre Munding. mata staar hinanden nærmere
. end hver af disse Ordener staar
rumme Ikke blot opviser Alcyonidiidae og Mem-
braniporidae iøjnefaldende Ligheder, men desuden er
Åeteidae og de opretstaaende Ctenostomata, især Nolellidae,
sikkert paa en eller anden Maade beslægtede. Bortset fra
Manglen paa ydre QOøcier hos Ctenostomata, findes ogsaa
i den kønnede Formerings Omraade Overensstemmelser
mellem Ctenostomerne og Cheilostomerne. Baade hos en-
kelte Membranipora- og Alcyonidium-Arter tømmes Køns-
stoffer fra Krophulen ud i Vandet gennem Intertenta-
kularorganet (Fig. 46,1; S. 86). Det er en omtrent tragt-
formet Kanal, klædt med Fimrehaar (Cilier), mellem de
to Tentakler, som er nærmest ved Hjernegangliet. Organet
optræder dog kun hos saadanne Individer, som har modne

299

…Kønsceller. Larverne hos Cheilostomata og Ctenosto-
mata (S. 334 ff.) stemmer vidtgaaende overens. De hører
enten til Cyphonautes-Typen (Membranipora, Alcyonidium
albidum, Flustrella, Farrella, Hypophorella), hvis Tarm-
kanal er komplet med Mund- og Gataabning, eller til
den almindelige Ectoproct-Type (de fleste Cheilostomata,
Alcyonidium polyoum, Bowerbankia, Paludicella o. a.), som
enten savner et Gat eller hele Tarmen. Den føromtalte, for
Cyclostomata saa karakteristiske Fosterdeling (jfr. S. 31)
kendes endnu ikke hos Cheilostomata og Ctenostomata.

Ctenostomerne lever hovedsagelig i Havet, nogle taa-
ler ogsaa Brakvand, og enkelte er Ferskvandsbeboere. De
fleste Ctenostomer synes fortrinsvis at trives.paa lavt Vand.

Oversigt over Sektionerne.

1. De direkte, fast med hinanden forbundne Zoø-
cier danner sammenhængende Overtræk eller
frie, svampelignende Kolonier
I. Sektion. Carn&sa (S. 299).
De kun ved deres Grund forbundne Zoøcier
staar frit, enkeltvis eller gruppevis og danner
tynde, krybende eller frie Ranker eller for-
prenedeSpNnkKleEENE SE AR AE rd 2.
2. Zoøcierne udspringer fra en fælles, med ind-
vendige Skillevægge forsynet Stamme (Stolo).
"Der findes ogsaa en Skillevæg mellem Zoø-
ciet og Stammen II. Sektion. Stolonifera (S. 310).
Zoøcierne udspringer ved deres tynde, rørfor-
mede Underdele fra Enden af hinanden. En
Skillevæg mellem Zoøciets udvidede øvre og
smalle nedre Del mangler
III. Sektion. Paludicéllea (S. 332).
(herhen hører vor Faunas eneste Ferskvands-
ctenostomslægt, jfr. S. 332).

I. Sektion. Carn&sa.

—… Kolonierne danner Overtræk eller har fri, op-
rejst Vækst. De membranøse eller gelatinøse Zo-

300

øcier er helt forbundne med hinanden og Opstaar
ved Knopskydning fra andre Zoøcier. Foruden ved
en Knopskydning i Koloniens frie Rand forøges
Kolonien i større eller mindre Omfang ved en
Indskydning af Knopper imellem eller ovenpaa de
gamle.

Oversigt over Familierne.

Mundingen uden Læber. Zoøcierne uden større,
slanke, brune Kitintorne i Randen
I. Fam. Ålcyonidiidae.
Mundingen tolæbet, d.v.s: med to Kitinfortyk-
kelser. Ældre Zoøcier med et vekslende An-
tal brune Kitintorne i Randen
II. Fam. Flustréllidae.

I. Fam. Alcyonidiidae.

Zoøcierne er helt eller til Dels nedsænkede i
en gelatinøs Skorpe, som dog kan. blive leragtig
ved Lerpartikler, der lægger sig ovenpaa. Den
kredsformede, simple Munding opviser ingen læbe-
formede Fortykkelser. Hos de flade Zoøcier ligger
" Mundingen lidt neden for Zoøciets øverste Ende,
hos de langstrakte, cylindriske umiddelbart i den.
øverste Ende.

Kun éen Slægt.

1. Alcyonidium Lmx.
Med Familiens Kendetegn.

Oversigt over Arterne.

1. Zoøciernes Mundinger er omgivne af tydelige,
kegleformede eller afrundede Papiller
3. A. hirsåtum.
Store Papiller omkring Mundingen mangler... 2.

301

2. Kolonien er fri, svampelignende, udelt eller

ørenetrog lapper: RE STE 1. A.gelatindsum.
Kolonierne"danner" Overtræk MEL LS 3.

3. Overtrækkene er fnuggede, graagrønne eller ler-

farvede. Zoøcier med smaa, bløde Papiller,

som ikke kan ses hos ældre, stærkt med Ler-
partikler belagte Individer ... 4. A.parasiticum.

Overtrækkene er hvidlige, gule eller brunlige.

Zoøcierne, hvis mundingbærende Endedele

kan træde papilagtigt frem, har iøvrigt ingen

LE UD Sy se SAGE Søe SE Ene MESSAGE ÅEN GEDE co RS

4. Zoøcierne har ikke nogen opstigende Endedel
2. AA. polybdum.

Zoøciernes Endedel omtrent kegleformet, frem-

FASENdE SE SK AR SKREREE > SETE RE REESE) 5.

5. Kolonierne danner pladeformede, brunlige, læder-

agtige Overtræk, hvis Zoøcier er tæt sammen-
hængende se 5. Å. mamillåtum.

Kolonierne danner tynde, hvidlige eller gullige,

"gelatinøse Rækker eller Bælter, hvis Zoøcier,

især i Knopskydningszonen, er temmelig
usammenhængende eee rer 6. A.ålbidum.

1. Alcyonidium gelatinésum (L.) (Fig. 155).

De gullige, gulbrune, graa- eller grøngule Kolonier
er temmelig bløde. De vokser frit, oprejst og bliver indtil
20—25 cm, ja endog 60—90 cm høj. Kolonien er hyppigst
smal, cylindrisk eller langstrakt, kølleformet, tyndest ved
Grunden. Sjældnere er Kolonien sammentrykt og mere
eller mindre rigt grenet eller lappet. Zoøcierne, hvis
Længdeakse staar vinkelret paa Koloniens, rager kun lidt
frem over Koloniens Overflade med deres papilformede
" Mundinger. Zoøcierne er spredte mellem hinanden uden
Orden. Kolonien vokser ikke blot i Længde, men ogsaa
i Tykkelse, idet nye Zoøcier skyder frem paa Overfladen
imellem de gamle, som efterhaanden bliver begravede i
Koloniens- Indre. Her danner de døde Zoøciers mem-

— branøse Vægge et vædskefyldt Maskenet. De fleste Poly-

. pider indeholder i Tarmkanalen smaa Korn af kulsur Kalk,
som i Endetarmen danner et aflangt Legeme.

302

Årten er fundet overalt i vore Farvande fra Vester-
havet gennem Bælterne og Øresund til den vestlige Del
af Østersøen omtrent indtil Kadetrenden og Darsserort.
Den fandtes ogsaa i Nymindestrømmen, i Ringkøbing Fjord
tæt Nord for Udløbet. Iøvrigt er den udbredt i hele det
arktiske Omraade, gaar i Atlanterhavet paa den europæiske
Kyst ned til det sydligste England (Cornwall) og paa den
amerikanske til 41? 30” N. Br. (Woods Hole). I Stillehavet

in

Fig. 155. Alcyonidium gelatinosum (L.). A. Koloni. B. Zoøcier.

- har den sin Sydgrænse ved Vancouver paa den ameri-
kanske, ved Kurilerne paa den asiatiske Side. Ydermere
opgives Arten fra Magalhåesstrædet og Natal (Sydafrika).

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 475 m.

2. Alcyonidium poly6um (Hass.) (Fig. 186). [Syn.:
A. mytili Dal.] |

Unge Kolonier er næsten gennemsigtige, noget glin-
sende, de ældre er hvidlige, graagullige, undertiden ogsaa
af mørkere Farve. Kolonierne danner kødede Overtræk,
og det ofte i betydeligt udstrakte Plader. Koloniens op-
rindelige Blødhed og Gennemsigtighed kan ændres. vidt-
gaaende ved paaliggende Mudder. De glatte, flade, lang-
strakte Zoøcier er som Regel sekskantede, og deres .

303

.Mundinger ligger lidt neden for den øverste Ende paa
en lav, ubetydeligt fremtrædende Papil. Zoøcierne, hvis
Skillelinier er skarpe, er ordnede i skraa Rækker. Disse
er temmelig regelmæssige, idet Randvæksten hos denne
Art er den mest fremtrædende, og nye Zoøcier opstaar
kun i mindre Omfang mellem de gamle.

5004
Fig. 156. Alcyonidium Fig. 157. Alcyonidium hirsutum
polyoum (Hass.). (Flem.).

Overtræk af denne Art findes saavel paa Kystbæltets
Alger, især Fucus-Arter, som paa Skaldyr, især Blaa-
muslinger, og Krebsdyr (Rurer o. a.), sjældnere paa Sten,
Klipper eller Træpinde. Paa døde Skaldyr sætter Årten
sig ikke gerne, med mindre de er beboede af Eremitkrebs.
Arten taaler ogsaa Brakvand og at ligge over Vand-
overfladen i nogle Timer. Fra Vesterhavet til den vestlige
Østersø optræder denne meget almindelige Art overalt,
ogsaa i Brakvandet (Ringkøbing Fjord, Limfjord, Mariager-
"og Randers Fjord ned indtil 10,2 "/00 Saltholdighed). Smaa-
landshavet, hvor Dybdeforholdene forhindrer Bæltets salte
Bundvand i at trænge derind, Grønsund og Møens Klint
giver tilnærmelsesvis Artens sydøstlige Udbredelsesgrænse.
I det hele taget foretrækker den rolige, beskyttede Steder,
gerne hvor Vandet er noget urent. Naar undtages den
… egentlige antarktiske Region, hvor-Arten hidtil ikke er fun-
" det, kan den betragtes som verdensvidt udbredt.

-Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 280 m; det
sidste, hidtil dybeste Findested meddeles fra Færøerne.

304

3. Alcyonidium hirsuåtum (Flem.) (Fig. 157).

Kolonierne danner som Regel forholdsvis faste og
tykke Skorper, som er pladeformede eller uregelmæssige,
ofte lappede. Undertiden vokser Årten dog ogsaa hos os,
ligesom f. Eks. paa den sydengelske Kyst, frit og opret,
hvilket bevises ved et smukt, ca. 60 mm højt Eksemplar
fra Frederikshavn Havn. Farven er gulligbrun eller sjæl-
dent ganske lysegul, næsten hvid (et Stykke fra Kiel). De
flade Zoøciers Mundinger træder slet ikke frem. De ligger
hos yngre Stykker lidt neden for den øverste Ende, hos
ældre henimod Zoøciets Midte. Zoøciernes Grænser er
utydelige. Årten forholder sig med Hensyn til Zoøciernes
Ordning i Rækker og Forøgelsen ved Randvækst som den
foregaaende, men adskiller sig straks fra den ved de faste,
for det meste brune Papiller, som omkranser Zoøcierne.
Papillerne er snart kegle- eller kølleformede, snart stærkt
afrundede, næsten cylindriske eller ogsaa tospidsede (Ma-
teriale fra Kielerbugten). Hos unge Kolonier støder de
endnu lave Papiller ikke sammen, men staar i vid Afstand
fra hinanden.

Arten, som tit findes sammen med den forrige og med .
Flustrella hispida, optræder fortrinsvis paa Fucus-Arter,
men dog ogsaa paa andre Underlag (Corallina, Deles-
" seria, Rurer, Stene o.s.v.). I vore Farvande kendes den
fra Skagerak til.ind i Øresund (Trekroner) og gennem Bæl-
terne til den vestlige Østersø indtil Sandhammar. Artens.
øvrige Udbredelse omfatter det arktiske Omraade, omtrent
imellem 40? og 10? østlige Længde, endvidere Atlanter-
havet fra hele den norske Kyst og Færøerne ned til det
nordlige Frankrig (Roscoff). Paa den amerikanske Østkyst
er den fundet ved Woods Hole (41? 30” N. Br.).

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 55 m.

4. Alcyonidium parasiticum (Flem.) (Fig. 158).
Kolonierne danner graagrønne, fnuggede Overtræk,
hovedsagelig paa Hydroider, sjældnere paa fint grenede
Rødalger. Farven skyldes fine Lerpartikler, som fæster sig
til Zoøciernes Papiller. Papillerne bevirker Zoøciets laadne

305

Udseende og er spredte over dets frie Vægge, hvor dog
et afrundet Omraade foran er frit for Papiller. Hos ældre
Zoøcier kan Papillerne være helt afstødte eller indlejrede
i Dyndet, hvad der gør Koloniens Overflade jævnt granu-
leret. De langstrakte, cylindrisk-kegledannede Zoøcier er
de mindste inden for Slægten og staar lodret eller skraat

4cm
Å

Fig. 158. Alcyonidium parasiticum (Flem.). A. Koloni. B. Koloni-
rand, stærkere forstørret.

ud fra Koloniens Længdeakse; deres Mundinger træder
undertiden tydeligt frem. Ogsaa i ældre Kolonier er Zoø-
cierne i største Delen af deres Længde frie, men de sidder
der saa tæt ved Siden af hinanden, at de danner en kom-
pakt Masse, paa hvis Overflade man kun ser de enkelte
Zoøciers Endeflader med de terminale Aabninger.. I saa-
danne Kolonier savnes en regelmæssig Ordning af Zoø-
cierne, da Kolonien tiltager i Tykkelse ved en Indskydning
af Knopper imellem eller ovenpaa de gamle. I begyndende
"eller yngre Kolonier er Zoøcierne stillede i Rækker og
udspringer med indbyrdes Afstand fra en fælles Grund-
udbredning. |
- Ernst Marcus: Mosdyr. 20

306

Hydrallmania falcata, Sertularia cupressina og Lao-
medea-AÅArter nævnes hyppigst som Artens Underlag, men
den findes dog ogsaa paa Alcyonidium gelatinosum, Krab-
ben Macropodia rostrata”), Skaldyr -og Træ. Artens talrige
danske Findesteder ligger i Vesterhavet samt i Ringkøbing
Fjord (midt i Udløbet ved Nymindegab, maaske ført ind
under Stormen) og Skageråk indtil det yderste Kattegat
(Aalbæk Bugt og ved Hirtsholmene). løvrigt er den taget
ved Aalsgaarde (sydøstl. Kattegat), ved Indgangen til Lille-
bælt (Sandbjergvig) og ved Gedser. Iøvrigt er Arten fundet
i det nordlige Atlanterhav fra Island ned til det sydligste
England (Cornwall) og påa Amerikas Østkyst indtil Chesa-
peake Bugt (ca. 38? N. Br.).

Dybde-Udbredelse: fra 15—133 m.

5. Alcyonidium mamillåtum Ald. (Fig. 159).

De temmelig tykke Kolonier danner brunlige eller
gullige, snart tætte, snart noget gennemskinnelige Over-
træk. De ægformede Zoøciers øverste Endedele er for-

Fig. 159. Alcyonidium mamillatum Ald. A.-med spidse Mundings-
kegler, B. med brede Mundingskegler.

længede til store, kraftige Papiller, som tilnærmelsesvis
har Kegleform og er rynkede paa tværs. Ved disse Pa-
piller bliver Koloniens Overflade ujævn. Dette Kendetegn
sammen med Zoøciernes tætte Sammenhæng giver Artens
læderagtige Kolonier deres særegne Præg. Mundingen selv
er skarpt afgrænset.

ly = Stenorhynchus rostrata.

307

å Arten fæster sig til Alger, Hydroider, Ormerør, Rurer,

Havedderkopper, Skaller af Bløddyr og Armfødder, Søpunge
o.s.v. I vore Farvande er den taget ud for og i Skagerak
(Hanstholm og paa den svenske Kyst). Iøvrigt synes den
i Særdeleshed at være en arktisk Form, som kun sjældent
forekommer paa det nordlige Atlanterhavs Kyster, hvor
den opgives fra Norge, det nordlige England (Northumber-
land) og den amerikanske Østkyst indtil Maine.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 133 m.

6. Alcyonidium ålbidum Ald. (Fig. 160).

De hvidlige eller gullig-hvide Kolonier danner tynde,
gelatinøse Overtræk i Form af smalle, adskilte eller net-
formet forbundne Bælter eller Rækker af Zoøcier, hvis

Fig. 160. Alcyonidium albidum Ald.

" Sammenhæng er temmelig løs. Dette ses tydeligst i Knop-
skydningszonen, hvor den gennemsigtige, bløde Skorpe,
der ellers forbinder Zoøcierne med hinanden, er særdeles
tynd. Hvert Zoøcie viser en tynd, pladeformet eller flaske-
formet nedliggende Grunddel, som jævnt hæver sig hen-
imod den ene Ende, hvor den løber ud i en lige eller skraat
. opstigende Endedel. Denne er langstrakt, fint tværrynket,
kegleformet-og bærer den i Zoøciets Ende staaende Munding.
; 20%

308

Arten gror paa Alger, Hydroider, Havedderkopper,
Skaller og Søpunge. I danske Farvande er den taget paa
Vestjyllands Kyst og i Øresund (ved Hellebæk). Dens Ud-
bredelse omfatter de arktiske Have, hvorfra den naar sydpaa
til Shetlandsøerne, det sydlige England (Bristol Kanalen)
og den biscayiske Bugt.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand indtil 155 m.

II. Fam. Flustréllidae.

Kolonierne danner Overtræk eller vokser frit,
opret. Zoøcierne er helt forbundet med hinanden,
deres Mundinger er forsynet med læbeformede Dan-
nelser. Kun i Koloniens ældre Dele opstaar der en-
kelte nye Zoøcier imellem og ovenpaa de gamle, saa
at Kolonierne frem for alt forøges ved Randvækst.

Kun een Slægt i europæiske Farvande.

1. Flustrélla Gray.

Zoøcierne er nedsænkede i en gelatinøs Skorpe.
Zoøciets halvmaaneformede Munding er tolæbet,
d. v. s. den er forsynet med to Kitinfortykkelser.
Underlæben danner en laaglignende, bevægelig
Klap, hvad der minder om Cheilostomerne. Paa
den orale Side, d. v. s. lige over. for Hjernegangliet
og Gattet, har Lophophorens Inderside en fimre-
klædt Længdefure (Fig. 161 C). Paa hver Side af
denne staar en lang, svingende Traad (2).

Kun een Årt i mellemeuropæiske Farvande.

1. Flustrélla hispida (Fabr.) (Fig. 161).

Kolonien danner en temmelig tyk, blød, gul til rød-
brun Skorpe, hvis Form er uregelmæssig og ofte bliver
temmelig stor, f. Eks. 5 cm og mere i Diameter. Zoøcierne

309

er langstrakt-ovale eller mere afrundede, i det hele er de
fladtrykte, men "hæver sig dog noget op henimod den
øverste Ende. De er temmelig regelmæssigt stillede i skraa

Fig. 161. Flustrella hispida
(Fabr.). AÅ. typisk Materiale.
B. Zoøcier med formindsket
Antal Torne, fra Rønne.
C. Tentakelkrans set oven-
fra (efter Prouho). f Fimre-
fure, m Mund, n Nerve-
knude, æ Traad.

Rækker. Mundingen, hvis Læber beskreves ovenfor, ligger
lidt neden for den øverste Ende og omgives af en Halv-
kreds af temmelig lange og stærke Kitintorne. Tørnene
er noget bøjede, opad tilspidsede og ved Grunden løg-
formet udvidede. De kan optræde mere eller mindre tal-

310

rigt langs Zoøciets Siderande. Hos unge Individer mangler
Tornene eller findes kun i ringe, Antal, først efterhaanden
optræder der flere.

Arten lever paa Tang, især paa Fucus serratus,
paa lavt Vand, men ogsaa paa Stene. Den findes saavel
i rent som i grumset Vand, og den taaler ogsaa at ligge
over Vandspejlet i nogen Tid. Den kendes fra alle vore
Kyster, fra Vesterhavet til Øresund, Bælterne (Nyborg-
fjord) og den sydvestlige Østersø. Desuden kan tilføjes
Rønne, Bornholm (Fig. 161 B). Iøvrigt kendes Arten fra
den arktiske Region ned til de Cap Verdiske Øer samt.
Middelhavet og paa Amerikas Østkyst ned til Woods Hole-
Egnen. I Stillehavet er den udbredt ned til Californien
og gaar vestpaa indtil Aleuterne.

Dybde-Udbredelse: indenfor Tidevandszonen til 36,5m;
paa denne hidtil kendte største Dybde er Arten fundet
ved de Capverdiske Øer. .

II. Sektion. Stolonifera.

De kun tyndt kitiniserede Kolonier er som
Regel næsten gennemsigtige, sjældnere noget horn-
agtige og bestaar af en Stamme (Stolo) og derfra
udgaaende Zoøcier. Den før omtalte Stamme (jfr.
S. 296) er et snart slankere, snart tykkere Rør,
som kryber eller vokser frit. Zoøcierne er opret-
staaende eller liggende, og deres Munding findes
terminalt, d. v. s. ved den øverste Ende.

Oversigt over Slægterne.

1. Stammen indlejret i Rør af Børsteorme, hvorfra
Tentaklerne stikker ind i Rørenes Indre
Hypophorélla (S. 321).
Stammen ligger paa forskelligartede Underlag,
ikke indlejret i Børsteormerør .............
aa Loøererne ER stilkede, SS RES AES RESEN SK 3.

311

3. Zoøciemundingen tolæbet, d.v.s. under Poly-
pidets tilbagetrukne Tilstand ses Mundingen

tydeligt delt i to Halvdele ..... Farrélla (S. 320).
Zoøciemundingen er ensformig rund, ikke delt
BOR LÆDERE SEE FEE SE krificella(SF323):

4. Zoøcierne ligger halvt ned, er flaskeformede og
vender med deres flade Underside nedad mod
Stammen. Siderandene for det meste med
tandformede Fremspring ........ Buskia (S. 316).

Zoøcierne opretstaaende, frie, rørformede. eller
langstrakt ægformede. Hverken en ensidet-
Fladtrykning eller tandformede Fremspring
avedtSiderandene HS bar 1 ESS

5. Zoøcierne udspringer fra en uregelmæssig for-
met Plade, som tit løber ud i flere tornagtige
SPISER KE SENE LENS RER KE Nolélla?) (S. 326).

Zoøcierne udspringer umiddelbart fra Stammen,

. udensensbas aksel de i ERR,

6. Zoøciernes Vægge er tæt belagte med Ler- eller
Kalkpartikler, saa at de bliver helt uigennem-
sigtige. Polypidet har 18—20 Tentakler

| Nolélla”) (S. 326).

Zoøciernes Vægge mere eller mindre vandklare,
gennemsigtige eller gennemskinnelige, uden
indlejrede Ler- eller Kalkpartikler. Polypidet

j har SO Se ntak er Sae ENES US,

7. Mellem Spiserør og Mave (Mellemtarm) findes
en muskuløs Tyggemave.. Bowerbånkia (S.312).

En: Tyssemave mangler LEE Valkéria (S. 318).

I. Fam. Vesiculariidae.

Stammen er temmelig tyk, buskagtigt forgrenet,
med ubetydelige Udvidelser- paa de Steder, hvor
der udspringer Zoøcier eller Sidegrene. De op-
rejste Zoøcier udspringer enkeltvis eller gruppevis
fra Stammen og Sidegrenene, men de er ikke
samlede paa tværs ved Stammens Tværskille-
vægge. Polypiderne opviser en kugleformet. Tygge-

1) Selv om denne Slægt ikke hører til denne, men til dn iele Under-

orden, maa den dog ogsaa opføres her for i hvert Fald at sikre en rigtig
Bestemmelse 3

312

mave mellem Spiserøret og den egentlige Mave
(Fig. 163 B, 164 B, ty).

Kun een Slægt i vore Farvande.

i Bonerbinkia Far

Kolonierne er frie eller krybende. Zoøcierne
cylindriske eller smalle og ovale. De staar opret
og for det meste samlede i Grupper. Tyggemaven
er stærkt afsnøret.og forsynet med kraftige Muskler
og talrige spidse Fremspring. De otte til ti Ten-
takler er i Polypidets udstrakte Tilstand alle op-
rejste og danner en Kreds.

Oversigt over Arterne.

1. (Zoøciernes Grupper danner en halv Spiral-
snoning omkring Stammen..... 1. B. Pa AS

Zoøcierne er ikke spiralstillede ..............

2. Stammen er mere end halv saa tyk som Zoø-

"… ciernes største Bredde. Zoøciet ender for-
neden afrundet eller i udvokset Tilstand
undertiden med en i' Randen lappet Udbred-
ning. Zoøcierne DELEN for det meste tætte
Grupper...... BETA RE BEDE ES SLS 2. B.imbricåta.

Stammen højst halv saa tyk som Zoøciernes
største Bredde. Zoøciet ender forneden med
et haleformet Vedhæng. Zoøcierne danner
ikkettætfer Grupperne Eee 3. B. caudåta.

[1. Bowerbånkia pustuldåsa (Ell. Sol.) (Fig. 162).

Kolonien bliver indtil 7,5 cm høj og vokser helt frit
fra Underlaget, oprejst eller hængende, forgrenet som en
Busk. Grenene, hvis Spidser er stumpe, gaar ud fra den
tykke, lyst hornfarvede Stamme, umiddelbart neden for -
en Skillevæg. De slanke Zoøcier staar i tætte Grupper
langs med Stammen og Grenene, een "Gruppe paa hvert
af Stammens Ledstykker. Af dettes Længde indtager Grup-
pen i Almindelighed omtrent to Trediedele. Hver: Gruppe
bestaar af to Zoøcierækker og .danner en halv .Spiral-
snoning omkring Stammen; Spiralen er dog kun rigtig

313

"tydelig ved Grenenes Spidser. Af Tentakler findes 8.
I Polypidets indtrukne Tilstand ser Zoøciets øverste Ende
tværstribet ud. Undertiden optræder ogsaa hos denne Årt
et rodagtigt Vedhæng paa Zoøciets nederste Ende. Zoø-
cierne er næppe mere end halv saa lange som hos B.im-
bricata; ogsaa Tyggemaven er mindre end hos denne.

Fig. 162. Bowerbankia pustulosa (Ell. Sol.). A. Koloni. B. Zoøcie-
grupper paa Stammen. :

Arten er vel hidtil ikke paavist ved vore Kyster, men
kan dog forventes, da den er taget ved Helgoland. Iøvrigt
kendes den fra den sydskotske og den øvrige britiske
Kyst, fra de franske og spanske Kyster til Middelhavet
og desuden fra Zanzibar.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand til.90 m.]

2. Bowerbånkia imbricåta (J. Ad.) (Fig. 163).

Koloniens tykke, hornfarvede Stamme kryber eller er
i sine øverste Dele fri, oprejst eller hængende. Tidligere
kaldtes den krybende Vækstform dénsa, og kun den
" opretstaaende imbricåta,. Kolonier af den sidste kan
opnaa samme Størrelse som den forrige Art. Stammen

314

g i. é
er uregelmæssigt grenet. Zoøcierne, der sædvanligt op-
træder parvis, er snart samlede i uregelmæssige, tætte
Grupper, snart staar de kun løst-sammen, eller der findes

Fig. 163. Bowerbankia . imbri-
" cata (J. Ad.). A. Koloniranke.

B.- Enkeltdyr paa Stammen

(ty Tyggemave). - C. Forgrening

af Stammen, med Muskler (m)
C i dens Ledstykker.

endogsaa enkelte. Zoøcierne er næsten cylindriske, lang-
agtige, lige eller noget bøjede. Forneden ender de afrun-
dede eller i udvokset Tilstand undertiden med en rod-
agtig Forlængelse, som er pladeformet udbredt og lappet
i Randen. Tyggemaven er kraftig; af Tentakler findes ti.

Arten vokser paa meget forskellige Underlag (Alger,
Mosdyr, Hydroider, Krebsdyr, Sten o. s. v:), fornemmelig
i Tidevandszonen og paa lavt Vand, ogsaa i Brakvand af

315

en meget ringe Saltholdighed. Den taaler at komme til
at ligge oven for Vandet. Hos os kendes den fra Kattegat
(Hirtsholmene, Frederikshavn, Grenaa) og Odensefjord.
Iøvrigt er den udbredt fra hele den arktiske Region til
det nordlige Frankrigs Kyst og Middelhavet, det Kaspiske
og det Røde Hav samt de malayiske Øer. I Stillehavet
er Arten taget ved Japan, sandsynligvis ogsaa paa den
amerikanske Vestkyst (Dronning Charlottes Øer).

Dybde-Udbredelse: indenfor Tidevandszonen til 274 m.

3. Bowerbånkia caudåta (Hcks.) (Fig. 164).

Kolonien er som Regel helt tilvokset til Underlaget
ved sin tynde, krybende Stamme. Paa Stykker fra Randers
Fjordens Munding ligesom påa saadanne fra den ameri-

Fig. 164. Bowerbankia caudata (Hcks.). A. Zoøciegrupper med
Knopper. B. Enkeltdyr (ty Tyggemave).

kanske Østkyst fandtes ogsaa nogle'frie Grene. Zoøcierne
er langstrakte, smalle og tydelig spinklere end hos den
foregaaende Art; deres Ordning er ofte delvis torækket,
mens Grupperne som Regel ikke er særlig tætte. Baade
— de unge og for det meste ogsaa de ældre Zoøcier er
. stumphalede, idet de nedadtil ender med et enkelt eller
sjældnere et grenet Vedhæng. Dette er dog ikke, som

316

tidligere antaget, Begyndelsen til nye Udløbere fra Stam-
men. Tyggemaven er tydelig, af Tentakler findes 8. Arten
skelnes fra B. pustulosa ved den meget tyndere Stamme,
fra B. imbricata ved Tentaklernes Antal, saa at Arten,
bortset fra dens øvrige Kendetegn hverken kan betragtes
som en Varietet af den ene eller den anden. Derimod
kan B. caudata maaske anses for en Varietet af den vest-
atlantiske B. gracilis Leidy.

Arten vokser i vore Farvande paa Alger, Hydroider,
Mosdyr, påa saavel levende som .døde Skaller, Søpunge
m. m., baade ved Kysten og paa temmelig dybt Vand. Den
synes at sky saadanne Steder, hvor der er stærkt Bølgeslag
eller Strøm. Den er i danske Farvande fundet i Ringkøbing-
og Limfjorden, i Kattegat (Øst for Skagen, i Nærheden
af Frederikshavn, ved Læsø, Randers Fjordens Munding,
Samsø, Hellebæk) tillige med Bælterne (Middelfart, Lange-
landsbælt). Desuden er den taget fra den arktiske Re-
gion til Middelhavet og Sydafrika samt den amerikanske
Østkyst ned til Curacao (Antiller). Den forekommer ogsaa
i det indiske Hav, og paa den siamesiske Østkyst.

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand til 40 m.

II. Fam. Buskiidae.

Stammen er jævnt tyk, ofte netagtigt forgrenet.
De flaskeformede Zoøcier staar enkeltvis og vender
med deres flade Underside nedad mod Under-
laget. Mellem Spiserør og den egentlige Mave
findes en Tyggemave.

"Kun een Slægt.

1. Biskia Ald.
Med Familiens Kendetegn.
Kun een Art i vore Farvande.

1. Buskia nitens Ald. (Fig. 165).

Kolonien er helt; krybende. Stammen er tynd og gre-
net, hos godt udviklede Kolonier netformet og undertiden

917

forsynet med korte, tornagtige Fremspring. De foroven
"glatte, glinsende, ovale Zoøcier er meget smaa (mindre end
1/» mm). De har en hvælvet Overside og en flad Under-
side, som i hele sin Længde er
forsynet med et ikke altid tyde-
ligt hudagtigt Felt. Feltet vender
nedad mod Stammen og Under-
laget. Zoøciets Munding ligger i
Spidsen af den noget halsformet
forlængede, frie og skraat opsti-
gende øverste Ende. Den flade
Vægs Siderande er i Alminde-
lighed forsynet med et vekslende
Antal tornagtige eller tandfor-
mede Fremspring af forskellig
Længde og Styrke. Der findesen
Tyggemave og 8 temmelig korte
og tykke Tentakler. i

50o0m

SER

"Arten lever paa Hydroider
(Sertularia, Lafoea o. a.), ento-
procte og ectoprocte Mosdyr (Pe-
dicellina, Crisia, Scrupocellaria, Nolella -o. s. v.) og lejlig-
hedsvis paa Sten, men den er saa lille og saa lidt iøjne-
faldende, at den vist tit overses. Hos os kendes Arten fra
Kattegat (Samsø, Sejrø, Horsens Fjord) og Langelandsbælt.
Desuden angives den at være fundet i Vesterhavet. Iøvrigt
er Arten udbredt i hele den arktiske Region og i Atlanter-
havet ned til det nordlige Frankrig (Kanal-Øer, Roscoff),
endvidere i det indiske Hav (Zanzibar) og de malayiske
Farvande, I Stillehavet gaar Arten paa Amerikas Vestkyst
ned til Dronning Charlottes Øer.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 190 m.

Fig. 165. Buskia nitens Ald.

III. Fam. Valkeriidae.
Stammen er for største. Delen ganske tynd,
opadtil, altsaa umiddelbart foran hver Tværskille-
" væg, tydeligt udvidet. Fra disse Steder udspringer

318

saavel Sidegrene som Zoøcier. Der findes hyp-

pigt to. modsatte Sidegrene, som vokser retvinklet

frem fra Hovedstammen. Saafremt Zoøcierne staar

gruppevis, er de for det meste samlede påa tværs

ved Stammens Tværskillevæg, idet de fleste ud-

springer fra Sidegrenene, ikke fra Hovedstammen.
Oversigt over Slægterne jfr. S. 310.

1. Valkéria Flem.

Zoøcierne staar gruppevis samlede og som
Regel med 2 Zoøcier i hver Gruppe paa Siden
af Hovedstammen, og de øvrige paa Sidegrenene.
Disse forgrener sig tit straks efter deres Udspring
fra Hovedstammen. Der findes 8 Tentakler og en
mere eller mindre tydelig firkantet Munding.

Kun een Art i nordeuropæiske Farvande.

"1. Valkéria uva (L.) (Fig. 166).

Koloniens Stamme er enten tilvokset til Underlaget
(forma uva) eller for største Delen frit hængende (forma
cusctuta); i det sidste Tilfælde er den ofte meget rigt
forgrenet. Begge Former, hvis Benævnelse helst bør ude-
lades, optræder inden for den samme Koloni, og de gaar
over i hinanden. De smaa, langstrakte, næsten. cylindriske
Zoøcier har i Modsætning til den følgende Art en simpel,
omtrent firkantet Munding. De 8 Tentakler er i Polypidets
udstrakte Tilstand ikke alle oprejste, men 2 er altid
bøjede udad, saa at der ikke dannes nogen sammen-
hængende Kreds. Det sidste Kendetegn tillige med den.
manglende Tyggemave adskiller let de levende Valkeria-Ko-
lonier fra Bowerbankia imbricata (Fig. 163), med hvilken
Arten ellers hyppigt forveksles. Ved konserveret Materiale
maa der lægges Mærke til Tyggemaven, som dog ikke
altid ses tydeligt, og til Stammens Tykkelse, som er meget

319

betydeligere hos Bowerbankia. Zoøciernes Længde udgør
hos Valkeria uva ca. 0,4—0,5 mm, hos den nævnte Bower-
bankia 0,8—1,7 mm. Desuden adskiller Arterne sig ogsaa
ved Zoøciernes Udspringsmaade, idet der hos Bower-
bankia udspringer flere Zoøcier umiddelbart fra Stam-
men end hos Valkeria, men det er dog ikke saa paa-
faldende og ialt Fald ikke saa let at bedømme.

Fig. 166. Valkeria uva (L.). A. Koloniranke. B. Stammens Forgre-
ning og Enkeltdyr.

Arten vokser paa Alger, Hydroider og deslige. Den
forekommer saavel i rent Vand som i mudret Vand.
I danske Farvande er den meget almindelig og kendes
fra Vesterhavet, Ringkøbing Fjord, Limfjorden, Skagerak,
Kattegat, Randers- og Roskilde Fjord og Bælterne. Den
optræder ogsaa i Brakvand og i den vestlige Østersø:
Sydøst for Langelands Sydspids, ved Sliens Munding og
Kiel. Artens øvrige Udbredelse omfatter Kara-Havet, det
nordlige Atlanterhav, paa den europæiske Kyst ned til
Middelhavet og Tanger, paa den amerikanske omtrent til
— New York. Desuden angives den fundet i det Røde Hav,
paa Zanzibar, og i det indiske og kinesiske Håv.

-Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 69 m.

320

2. Farrélla Ehrbg.

De stilkede Zoøcier staar gruppevis samlede
med eet Zoøcie af hver Gruppe i Midten af Hoved-
stammen og de øvrige paa Sidegrenene, Der findes
som Regel 12 Tentakler. Mundingen er delt i to
Halvdele, hvad der dog kun ses, hvis Polypidet
er trukket ind.

Sandsynligvis kun een Årt, i hvert Fald kun een i
vore Farvande.

1. Farrélla répens (Farre) (Fig. 153, 167).

Koloniens Stamme er i hele sin Udstrækning kry-
bende. De ovale, helt gennemsigtige Zoøcier er forsynet
med en Stilk, som under normale Betingelser er kortere
end Zoøciet. Den bliver dog næsten dobbelt saa lang som
Zoøciet, naar Kolonien van-
trives under ugunstige Vilkaar,
som Mangel paa Føde, Ilt eller
il, -… lignende. Mundingen er tolæ-
i BØ bet, d. v. s. under Polypidets til-
” bagetrukne Tilstand ses Mun-

dingen tydeligt tvedelt med en
NM DÅ Dg Fure mellem de svulmende
sf AL i DØ Læber. Tentaklernes normale.
N Ø Antal, som i Reglen er 12, sjæl-
= T. —… dent flere (indtil 16) eller færre
(indtil 10), formindskes til 8

under ugunstige Betingelser.

FE 2 |

då

Fig. 167. Farrella repens (Farre)

paa jævnt Underlag. Arten optræder paa Alger,
Hydroider, Mosdyr, Krebsdyr

og Skaldyr. Den er vist ikke sjælden i vore Farvande,
men paa Grund af sin overordentlig fine Bygning overses
den let. Det Materiale, som jeg har set, er fra Ring-
købing Fjord. Iøvrigt kendes Arten fra den sydvestlige
Østersø "(Sliens Munding), fra Vesterhavet og de britiske,
hollandske og belgiske Kyster, hvor den ogsaa forekommer

321

i Vand af mindre Saltholdighed. Ydermere opgives Arten
”- ogsaa, om end ikke helt sikkert, fra det Caspiske Hav.

Arten er hidtil kun taget paa lavt Vand.

3. Hypophorélla Ehl.

Faleens forgrenede Stamme er indlejret i
Rør af levende Børsteorme, hvorfra Polypidernes
Tentakler udfoldes i Rørenes Indre. Zoøciets Mun-
ding ligger paa et kegleformet Fremspring, som
bærer et kitinøst Riveredskab.

Kun een Årt kendes.

[1. Hypophorélla expånsa Ehl. (Fig. 168).

Koloniens Stamme er ganske tynd, maalende omtrent
40 u i Diameter, noget udvidet henimod hver Tværskille-
væg. Zoøcierne, hvis Længde beløber sig til 400—800 u,
sidder enkeltvis paa Stammens udvidede Steder. Stammen
spreder sig netformet imellem Børsteormerørenes Lameller,
og Zoøcierne strækker deres Tentakler ind i Rørenes
Indre. Naar Ormen ved Hjælp af sine Hudcellers Ud-
sondring efterhaanden danner nye Lameller, saa borer
Zoøcierne Huller derigennem. Disse ses med blotte Øje
som hvide Pletter paa Lamellen. Hertil maa Ormerøret
naturligvis skæres op og en tynd Lamel af dets indre
Overflade skrælles af. Zoøcierne ejer et særegent Rive-
redskab, idet der sidder Kitintænder i Rækker paa Keglen,
som bærer Mundingen. Hver Gang Polypidet udfoldes,
bevæges Tænderne opad. Ubekendt er Betydningen af to
" temmelig store, blæreagtige Dannelser, som rager frem
paa Siden af Zoøciets forreste Væg. Nedadtil er Zoøciet
tilspidset; det fæster sig dog ikke med Spidsen, men med
den skraa Side.

Endskønt Arten, som Koral ka Rør af Chaetopterus
og Lanice (Terebella) conchilega, endnu ikke er taget i
— vore Farvande, er det dog sandsynligt, at den ogsaa findes
— her. De faa hidtil bekendte Findesteder ligger i Helgolands-
bugten (Spiekeroog), paa den engelske (Plymouth) og den

Ernst Marcus: Mosdyr. LØ]

5004 Zar 4

: A | B
Fig. 168. Hypophorella expansa Ehl. (efter Joyeux-Laffuie). A. Ko-
loni i et Børsteormerørs Lamel. B. Enkeltdyr. paa Stammen.

franske atlantiske (Normandie, Roscoff) Kyst samt Middel-
havskysten (Banyuls-sur-mer).

Dybde-Udbredelse: fra lavt Vand til 55 m.]

IV. Fam. Triticéllidae.

Koloniens meget tynde Stamme er krybende
og grenet. De tyndvæggede Zoøcier udgaar fra
Stammen i forskellig Afstand og bæres hver af.
en tynd, stiv Stilk,; med hvilken de er bevægeligt
forbundne. Paa Zoøciernes Forside findes et mere
eller mindre tydeligt, hudagtigt Felt.

Kun een Slægt i vore, Farvande.

323

1. Triticélla Dal.

Zoøcierne er noget sammentrykt, med en fla-
dere eller noget indbugtet Forside, og en mere
eller mindre stærkt hvælvet Bagside. En Tyggemave
mangler. Af Tentakler findes 12—20.

Oversigt over Arterne.

En bueformet Kitinliste paa hver Side af Zoø-
ciet. Mellem Legeme og Stilk findes en tydelig
Ledfure. Legemets nederste Del uden Tvær-
stribning. Paa Krebsdyr........... 1. T.korénii.
Ingen saadan Kitinliste; ingen Ledfure mellem
Legeme og Stilk. Legemets underste Del og
den tilstødende Del af Stilken fint tværstri-
bede. Paa Molluskskaller,...,.. 2. T. pedicellåta.

1. Triticélla korénii G.O.Sars (Fig. 169).

Zoøciet er bægerformet og der findes en tydelig Led-
fure mellem Legeme og Stilk, saa at Bægeret er tydeligt
skilt fra Stilken. Forsiden er flad, mens Bagsiden er mere
eller mindre hvælvet, undertiden næsten puklet. Paa Bag-
sidens nederste Del findes, undertiden tydeligt, ofte kun
svagt antydet, en Indbugtning. Bægerets nedre Del er lige-
som den øvre glat, uden Tværstribning. Fra Bagsiden i
Bægerets nederste Halvdel udgaar en stærkere eller sva-
gere, listeformet Kitinfortykkelse, som begynder i for-
skellig Højde over Stilkleddet. Dens Tykkelse aftager
opadtil, hvor den løber fortil paa hver Side. Listen taber
sig som oftest henimod den øverste Ende. Stilkens Længde
svinger meget, den er ligesaa lang som Bægeret eller
længere. ;

Den slankere (T. korénii) og den plumpere Form
(T. boéckii) af denne Art er ikke skarpt adskilte fra hin-
"anden. Hos den plumpe Form er Bagsiden ofte stærkt
puklet, og Listen udspringer i Reglen højere oppe.

j ØJE

324

Årten synes udelukkende at fæste sig til Følehorn,
Øjestilke, Ben og andre Legemsdele af alle mulige Slags
Krebsdyr. Den er taget i det nordlige Kattegat og i Aalbæk
Bugten. Dens øvrige Udbredelse omfatter de skandina-
viske Kyster fra Bergen til Bohuslån, de britiske, franske

Fig. 169. Triticella korenii Fig. 170. Triticella pedicellata.
i G. O. Sars. ; (Ald.).

og iberiske Kyster, Middelhavet og Marmara-Havet. Des-
uden findes Arten i Algoabugten (Sydafrika) og ved Japan.

Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen tll 531 m.

2. Triticélla pedicellåta (Ald.) (Fig. 170).

Imellem Zoøciets Bæger og Stilken findes ikke nogen
Ledfure, og Bægeret gaar temmelig jævnt over i Stilken.
Bagsiden er ikke meget stærkere hvælvet end Forsiden,
saa at Zoøciet næsten er helt rundt. Bægerets nederste
Del og den tilstødende Del af Stilken er tydeligt tvær-
stribet. Den listeformede Kitinfortykkelse mangler. Stilken
er meget slank, to eller tre Gange saa lang som Bægeret.

Arten lever paa Skaller af levende Mollusker, und-
tagelsesvis paa Hydroidpolyper;-ved den siamesiske Øst-

325

.kyst er den taget paa en Havslanges Hale samt paa Dolk-
haler. I vore Farvande er den udbredt fra Vesterhavet,
Skagerak og Kattegat (f. Eks. Hirtsholmene) til Hellebæk
og gennem Bælterne .indtil .den sydvestlige Østersø (Syd
for Langeland og Kiel). Udenfor vort Omraade kendes
den fra det nordlige Norge (Porsanger Fjord) og det nord-
lige Atlanterhav (Færøerne) ned.langs de skandinaviske
(Manger, Bohuslån) og engelske (Northumberland) Kyster.
Desuden angives den at findes i Middelhavet, ved Syd-
afrika og den siamesiske Østkyst.

Dybde-Udbredelse: fra 11—200 m.

III. Sektion. Paludicéllea.

De snart tyndvæggede og gennemsigtige, snart
stærkt kitiniserede eller med Dyndpartikler belagte
Zoøcier staar enkeltvis. De bestaar af en øvre,
bredere og en nedre, smallere Del. For det meste
er Zoøcierne forbundne med hinanden ved deres
tynde, rørformede Underdele.

Oversigt over Slægterne.

1. Zoøcierne er hyppigst kølleformede. Den tud-
formet udstaaende Munding ligger lidt under

LOØCIEtS: FOrFEStE EN de RER 2k
Zoøcierne er cylindriske. -Mundingen ligger i
BOØCEtS ENS SE ER EN SEE Ra Sr 3

2. Der findes tynde, rørformede Tværforbindelser
imellem de forskellige Grene, hvorved hele
Koloniens Vækstform kommer til at ligne et
SOM ev æve eee Arachnidium (S. 331).

Tværforbindelser imellem Grenene findes ikke.
Koloniens Vækstform ligner et Spærværk
(lever i Ferskvand,. undertiden i Brakvand)

- Paludicélla (S. 332).

3. Zoøcierne udspringer fra en uregelmæssig for-
met Plade, som tit løber ud i flere tornagtige
'Spidser..... Eee Er. NOTER (S2326):

- Loøcierne udspringer umiddelbart fra deres

—… tynde Underdele,. uden en basal Plade ..... 4.

326

4. Zoøciernes Vægge er aldrig helt uigennem-
sigtige, men derimod som oftest mere eller
mindre vandklare. 8 Tentakler (lever i Brak-

VAN) FS SEERE SER PISSE Victorélla (S. 329).
Zoøciernes Vægge er uigennemsigtige, da de

er tæt belagte med Ler- eller Kalkpartikler.

1820 Tentakler "REE SER Nolélla (S. 326).

I. Fam. Noléllidae.

Zoøciets Overdel er mere eller mindre stærkt
forlænget og oprejst. Den er uden Skillevæg for-
bundet med en paa Underlaget krybende Underdel.
De enkelte Zoøciers Underdele kan være umiddel-
bart forbundne med hinanden, eller der optræder
imellem Underdelene ægte Kenozoøcier, d.vs.
polypidløse Zoøcier, som fuldstændigt ligner Led-
stykkerne af en Stamme (Stolo). Underdelene for-
grener sig over Kors eller stjerneformet. Tygge-
mave mangler, og Knopperne skyder udelukkende
frem fra de krybende Dele.

Kun een Slægt i vore Farvande.

1. Nolélla (Gosse) Harm. emend.
[Syn.: Cylindroecium Hcks.]
Zoøciets opretstaaende Overdel er næsten cy-
lindrisk og skarpt skilt fra den krybende Underdel.
De udstrakte Tentakler danner en Bjælde.

Oversigt over Arterne.

Zoøcierne udspringer fra en uregelmæssig for-
met Plade, som tit løber ud i flere tornagtige
SPISER EA ENE BEEN FE DEERE bre ED 1. N. dilatåta.
Zoøcierne udspringer umiddelbart fra Se:
uden en basal Plade ....,.....:. 2. N.gigåntea.

327

1. Nolella dilatåta (Hcks.) (Fig. 171).

Zoøciernes forenede Underdele danner en uregelmæs-
sig. formet Plade, som hyppigst løber ud i flere tornagtige
Spidser. De enkelte Plader er forbundet med hinanden
ved tynde Ledstykker. Zoøciernes oprette Dele er rørfor-
mede. Deres Vægge er temmelig uigennemsigtige, da de

SS REDDE SE
Fie 17 Fig. 172.

Nolella dilatata (Hcks.). Nolella gigantea (Bsk.).

er dækket af smaabitte Lerpartikler. Tentakler 18—20.
Æggene udvikler sig i en brokagtig Fremhvælving nær
ved Zoøciets øverste Ende.

Arten fæster sig til Alger, Hydroider, Mosdyr,. Sø-
punge og Skaller. Den kan med Forbehold regnes til vor
Fauna, idet Exemplarer taget paa den svenske Skagerak-
kyst, om end med Tvivl, er bestemt til denne Art. Artens
øvrige Udbredelse strækker sig fra den arktiske Region
ned til det nordlige Canadas Kyst og paa Atlanterhavets -
europæiske Kyster fra Norgeskysten til de britiske Øer
og Frankrigs Kyst. Desuden kendes den fra Middelhavet,
.det Røde og det indiske Hav.

Dybde-Udbredelse: fra 13—69 m.

328

2. Nolélla gigåntea (Bsk.) (Fig. 172).

Zoøciernes oprette, rørformede Dele rejser sig i Vejret,
uden at der dannes en Plade paa deres nederste Ende.
De krybende, rørformede Dele maaler omtrent 30—40 4 i
Diameter, overfor 20 u hos den foregaaende Art. Ogsaa
ved de oprejste Deles betydeligere Størrelse, som Jlejlig-
hedsvis kan naa op til over 3 mm hos gigantea, kan den
skelnes fra dilatata, om end disse Længder svinger stærkt.
Ydermere er Zoøciernes Vægge hos gigantea som. Regel
tættere belagte med Ler- eller Kalkpartikler end hos. di-
latata.

Arten findes paa Alger, Svampe, Skaller og Pæle. Den
hører muligvis" til vor Fauna og forekommer i Skagerak,
hvor den vist er taget baade paa Bohuslån- og Norgeskysten.
Iøvrigt ligger Artens hidtil kendte nordligste Findested paa
Englands Vestkyst, i Bristol-Kanalen, hvorfra dens Ud-
bredelse udstrækker sig langs de europæiske atlantiske
Kyster gennem Middelhavet og det Røde Hav indtil det
indiske Hav, hvor den er paavist fra den østafrikanske
Kyst østpaa til Mergui-Arkipelaget. Endvidere opgives Ar-
ten fra Tortugas- og Dronning Charlottes Øer.

—Dybde-Udbredelse: fra Tidevandszonen til 77, i Ska-
gerak indtil 130 m. :

II. Fam. Victoréllidae.

Kolonien er uregelmæssigt forgrenet. Zoøcierne
bestaar af en mere eller mindre højt oprejst Over-
del og en krybende Underdel. De enkelte Zoøcier
er udelukkende forbundet med hinanden ved deres
Underdele; polypidløse Ledstykker findes ikke. Un-
dertiden, bl. a. ogsaa hos den følgende Art, udgaar
der rodagtige Udløbere fra den nederste Ende af
Zoøciets oprette Del. Tyggemave kan optræde.
Knopperne skyder frem saavel fra Zoøciets kry-
bende som fra dets oprejste Del.

Kun een Slægt.

329

1. Victorélla. Kent.

Zoøciernes Vægge er snart tynde, helt gennem-
sigtige, snart stærkere kitiniserede, brunlige eller
belagte med fremmede Partikler. For det meste er
den oprejste Del omtrent cylindrisk, snart forsnæv-
res den henimod Underdelen, snart bliver den jævnt
tyk i hele sin Længde og snart tyndere opad. Ar-
terne lever i Hav-, Brak- og Ferskvand.

Kun een Årt ved nordeuropæiske Kyster.

[1. Victorélla påvida Kent. (Fig. 173).

g Kolonierne vokser snart som et Græstæppe, snart mere
løst og optræder i to forskellige Vækstformer. Enten er
Zoøciernes oprejste Dele stærkt forlængede, jævnt cylin-
driske i hele deres Længde (forma påvida), eller'de er

(TIT

]

5004

z
—
d
g

Fig. 173. Victorella pavida Kent. A. nogle Oøcier. B. Skema af For-
døjelseskanalen, e Endetarm, k. Kirtelmave, m Mellemtarm . (Mave),
s Svælg, sp Spiserør, t Tentakler, ty Tyggemave.

(4

330

paafaldende korte, halvt liggende, udvidede nedadtil (for-
ma milleri). Begge Former kan findes inden for samme
Koloni, idet mulleri-Formen forekommer blandt de yng-
ste Zoøcier i en pavida-Koloni, men der kan ogsaa findes
rene pavida- og muilleri-Kolonier. Fra den nederste Ende
af Zoøciets oprejste Del udgaar tit Rodtraade. Den Maade,
hvorpaa Knopskydningen foregaar, er omtalt ovenfor; dog
skyder Knopperne hos ægte miilleri-Kolonier ikke frem fra
Zoøciets oprejste Del. Zoøciernes Mundinger er firkantede.
Væggene er tynde hos yngre Individer, helt gennemsigtige
eller lysebrune og bliver med Alderen sortagtigmørkebrune.
Der findes. i Fordøjelseskanalen (Fig. 173 B) mellem Spise-
røret og den egentlige Mave to særskilte Afdelinger, hvor-
af den første synes at være kirtelrig, mens den anden,
som er udpræget muskuløs, maa betegnes som Tygge-
mave. Af Tentakler findes 8.

… Arten lever i Brakvand af meget forskellig Saltholdig-
hed (1—27%00) og holder ud Vinteren over ved Hjælp af
særegne smaa knoldede Knopper (Vinterknopper, Hiber-
naculer), som ligger i Koloniens krybende Underdele.
Endskønt den hidtil ikke er paavist ved danske Kyster,
maa det anses for sikkert, at den forekommer her.

Arten kendes foreløbig kun fra den engelske (Victoria
Docks ved London, Regents- og Surrey-Kanal), den hol-
landske (ved Amsterdam), den belgiske (Nieuport) og den
nordfranske Kyst (Kanalen ved Caén) samt fra den tyske og
finske Østersøkyst. Uden for Europa angives den at findes

i Chesapeakebugten (U.S. A.) og Cook's River ved Sydney.

Arten er hidtil kun taget paa lavt Vand.]

III. Fam. Arachnidfiidae.

Kolonierne er tilvoksede til. Underlaget. Fra
den typiske korsformede Forgrening findes mange
Afvigelser. Zoøcierne bestaar af en tynd,. rørfor-
met Underdel, der kan være stærkt forlænget, og
en meget udvidet øverste Del. Mundingen har sin
Plads lidt neden for Zoøciets øverste Ende og fin-
des paa et mere eller mindre forhøjet Fremspring

af Zoøciets forreste Væg.
Kun éen Slægt i europæiske Farvande,

331

1. ÅArachnidium Hcks.

De tyndvæggede Zoøcier staar som oftest i
vid Afstand fra hinanden og er kun forbundne ved
traadformede, dog undertiden ogsaa noget tykkere
Rør, som udgør Forlængelser af Zoøcievæggene.
Derved bliver hele Kolonien til et fint Netværk
eller ligner et Spindelvæv.

Kun een Årt i vore Farvande.

1. Arachnidium fibråsum. Hcks. (Fig. 174).

Kolonierne bestaar af et Netværk med ulige vide
Masker, thi saavel Zoøciernes tynde Underdele som de
- Rør, der løber paa tværs mellem Grenene, har meget for-
skellig Størrelse. Underti- :
den danner Zoøciernei Ko-
loniens yderste Ender en
. sammenhængende Række
og sidder paa enkelte Ste-

der inden for Kolonien og-
" saa lejlighedsvis tæt sam-
men. Zoøciernes Skikkelse
skifter stærkt, som Regel
er de næsten kølleformede,
men kan dog ogsaa danne
korte, afrundede Mange-
kanter. Der findes hud-
agtige Frynser baade paa
de udvidede og de rør-
formede Zoøciedele, men
Frynserne optræder dog FR. 174. Arachnidium fibrosum
overmaade uregelmæssig, Hcks.
saa at Zoøcierne snart næ- ;
sten ser laadne ud, snart næsten glatte. Lidt neden for
Zoøciets øverste Ende rager det afrundet-firkantede Mun-
dingsrør skraat opad og frem.

rloos

332

Arten kendes fra Skaller og Søpunge. I vore Farvande
er den taget i Skagerak Nordvest for Højen, paa 56 m
Dybde og opgives iøvrigt fra Northumberland- og Dorset-
Kysten, altsaa fra det nordlige og sydlige England. End-
videre angives Årten fra Golfen ved Manaar, Ceylon.

De faa hidtil kendte Findesteder ligger paa en Dybde
af 50—68 m.

IV. Fam. Paludicéllidae.

Kolonien er enten trykt helt fast til Underlaget
eller for største Delen fri og oprejst, nøjagtigere.
udtrykt hængende. Den har stærkt udspærrede, i
Reglen modstillede Grene, som for det meste ud-
gaar henimod Zoøciets øverste Ende. Zoøcierne er
udelukkende forbundne med hinanden ved deres
snævre Underdele; særegne Ledstykker males
Tyggemave findes ikke. .

Kun een Slægt.

1. Paludicélla Gerv.

Zoøcierne er lidt under deres øverste Ende
trukket ud. i en kort, skraa firkantet Forlængelse,
påa hvis Ende den ligeledes firkantede Munding
findes. Denne Mundingsdel danner næsten en ret
Vinkel med den korte Endedel, hvorfra det føl-
gende Zoøcie udgaar. Knopskydningen i Forlæn-
gelse af Zoøciets Længdeakse er den hyppigste
Vækstmaade, dertil kommer Forgreninger til hver
Side.

Kun een europæisk Årt.

1. Paludicélla articulåta (Ehrbg.) (Fig. 175).

Kolonierne danner sirlige, regelmæssigt forgrenede
Ranker, der enten sidder fast ved Underlaget i hele deres

333

Udstrækning eller er mere eller mindre frie i deres spi-
rende Grene. I Kitinvæggene findes smaabitte Kalkpar-
tikler, paalagte eller indlejrede. Væggene er alt efter Al-
deren lyst straagule til mørkt rødbrune. Bortset fra den
før omtalte Knopskydningsmaade kan der dannes Knopper
paa flere forskellige Steder
af Zoøciet. Zoøcierne er køl-
leformede, og deres Mun-
dinger er forsynet med fire
stærkt kitiniserede, paa den
indvendige Side riflede Li-
ster. Af Tentakler findes
16—18.

Denne Ferskvandsart
"staar Vinteren igennem ved
at danne Vinterknopper (Hi-
bernaculer) om Efteraaret (i
September og Oktober). De
er gullige til brunlige, pære-
ED ENE
og er stærkere belagt med (Ehrbg.).

" Kalkpartikler end Zoøcierne.

Arten findes saavel i store som smaa, strømmende og
stillestaaende ferske Vande, ogsaa i Vandrør, samt under-
tiden i Brakvand. Den fæster sig paa de forskelligste
Underlag som Rødder, Grene, Bropiller, Vandplanternes
Stængler og Blade, Sten o.s. v. Hos os er den taget i
Nordsjælland (København, Lyngbymose, Hellebæk 0. a. St.)
og Jylland (Skanderborg Sø, Ry Møllesø). Artens øvrige
Udbredelse omfatter — bortset fra ikke helt paalidelige
AÅngivelser — Grønland, ved Jakobshavn (69? 13” N. Br.)
i Damme som fyldes af Smeltevand; Nordamerika (nord-
østlige U.S. Å.); Europa fra Finland (Nord for 63? N. Br.)
og det sydlige Norge (Kongsberg) sydpaa ned til Frankrig,
de norditalienske Søer og Rumænien; det nordlige Asien

(Altai, Baikal Sø, Ussuri-Gebet).

—…… Dybde-Udbredelse: fra umiddelbart under Vandets
Overflade til 36 m. ;

334

Larver af Cheilostomata og Ctenostomata.?)

Ikke alle Larver af disse to Grupper Mosdyr kendes.
Heller ikke er det sikkert, at de Larver, som opføres i det
følgende, virkelig alle hører til de nævnte Arter. Om Mos-
dyrenes Udvikling, Larveformer og Forvandling gives der
endnu meget at udforske. Saa meget er vist, at visse
Arter efter Befrugtningen udtømmer Æggene, mens andre
beholder Æggene under deres Udvikling i Zoøciets Krop-
hule eller Tentakelskede eller i særskilte Smaakamre,
" Døcierne. Hos de æglæggende Arter findes Larver med en
fuldstændig Tarmkanal. De er saa forskellige fra de voksne
Dyr i Bygning og Udseende, at de i Begyndelsen ansaas
for Hjuldyr eller Muslingelarver. De fik et særligt Slægts-
navn Cyphonautes (,,Buckelfischchen"), som stadig er
bibeholdt for de Larver, hvis tilhørende Arter ikke ken-
des. Cyphonautes-Larver fører i nogen Tid, omtrent to
Maaneder, et pelagisk Liv, idet de lever af Diatoméer 0. a.
smaa pelagiske Organismer. De levendefødende Arters
Larver savner enten helt et Gat eller hele Tarmen. Saa-
danne Larver sværmer kun om i kort Tid, højst 24 Timer,
saa fæstnes de til Underlaget. Alle Mosdyrlarver svøm-
mer og kryber ved Hjælp af deres Cilier, der snart ens-
artet som finere Fimrehaar beklæder Legemets Overflade,
snart optræder som Kranse af stærkere Cilier.

I. Til den Cyphonautes-Type, der som voksen
bærer to forkalkede Skaller paa Siden, hører de følgende
Arter Larver:

Electra pilosa (L.) — Cyphonautes compres-
sus Ehrbg. (Fig. 176).

Denne Cyphonautes maa her vælges som Grundlaget
for Typens Beskrivelse. Larven har en oral (Mund-)Flade,.
som er kantet af en Fimrekrans (Corona), og en tit gan-"
ske smal aboral (Ryg-)Side. I Rygsidens Midte findes et
Sanseorgan, Isseorganet (Kalotten), der kan trækkes tilbage.
Larven svømmer med den aborale Side fremad, ravende,

ly Angaaende Cyclostomernes Larver se S. 34.

335

paa lignende Maade som en Drage flyver; Skallerne ind-
stilles hyppigst vandret. Skallerne holdes sammen ved
Hjælp af en Lukkemuskel, der ligger mellem Tarmkana-
lens Indgang (Vestibulum) og Endetarmen. Sammesteds
findes et sækformet Organ, Anlægget til den basale Plade,

7Å 100 w

Fig. 176. Membranipora (Electra) pilosa-Larve (Cyphonautes com-
pressus Ehrbg.). A. Skema fra Siden (efter Prouho). B. Larven set
bagfra (efter Barrois). 1 Fimrekrans (Corona), 2 Isseorgan, 3 Skal,
4 Skallernes Lukkemuskel, 5 Vestibulum (Tarmkanalens Indgang),
6 Gat, 7 den basale Plades Anlæg (indre Sæk), 8 pæreformet Organ
(paa de flg. Billeder tit dettes Fimrehaar), 9 Mellemtarm (Mave), 10.

Spiserør, 11 Mund.

den indre Sæk, der har en Udmunding paa den orale Flade.
Under Fasthæftningen krænger den indre Sæk sig fuld-
stændigt ud og bliver til en Plade, den basale Plade, med
hvilken Larven hæfter sig. Den basale Plades Anlæg dan-
nes dog først efterhaanden under Larvens frie, pelagiske
Liv. Den til Fasthæftningen egnede Plads synes at blive
udsøgt ved Hjælp af det pæreformede Organ, hvis Fimre-
haar famler omkring paa Underlaget. Desuden afsondrer
dette Organ et klæbrigt Sekret, som understøtter Larvens Til-
hæftning. Særegenheder ved Cyphonautes compressus er:

336

glatte, trekantede Skaller med afrundede, orale Hjørner
og en Mave, som er hvælvet frem henimod Spiserøret.
Den orale Skalkants Længde maaler 430—485 u. )

I Vesterhavet, Bælterne og den vestlige Østersø fin-
des Larverne i Planktonet, særlig talrigt i Vinterhalvaaret.

.Cyphonautes balticus Lohm. (Fig. 177).

Larven stemmer overens med den foregaaende med
Hensyn til Skallernes afrundede orale Hjørner og Mavens
Form, mens den adskiller sig ved sin bredere, ligesom
afskaarne Top (aborale Pol) og Skallernes puklet frem-
springende Hjørner paa den anale Side. Desuden er Arten
mindre, da den orale Skalkants Længde kun maaler
210—390 u. Det afbildede Stykkes indre Sæk er øjensynlig
endnu ikke fuldstændigt uddannet.

Larven er meget almindelig i den vestlige Østersø,
men hvilken Art den hører til, vides ikke.

Cyphonautes barroisi Lohm. (Fig. 178).

Denne Larves Skaller er sammenvoksede uden Søm.
Altsaa kan der egentlig kun tales om een Skal, hvis Sam-
menhæng med Legemets bløde Dele for øvrigt kun synes
at være løs. Skallen er muslingeagtig og bedækket med
"smaa flageformede Partikler. De orale Skalrande er truk-
ket bueformet frem, deres Længde maaler 160—200 u.
Maven er betydelig vid og Endetarmen ligger særdeles
nær ved Larvens bageste (anale) Ende.

Larven er taget i Bælterne og den sydvestlige Østersø.
Saafremt den ruskallede Cyphonautes, der er fundet i den
østlige Østersø indtil den finske og botniske Bugt, er den
samme som den her beskrevne, saa maa. den være Elec-
tra crustulenta”s Larve. Men det er endnu ikke bevist og
i Literaturen drøftes der ogsaa andre Muligheder.

Cyphonautes schneideri Lohm. (Fig. 179).

Denne største Cyphonautes fra nordiske Farvande
har en ligesidet Trekants Form, spidse orale Hjørner og

337

faatallige smaa Knuder spredte paa de retliniede orale
Skalkanter, hvis Længde maaler indtil 780 4.

Larven forekommer i Vesterhavet, men den tilhørende
Art kendes endnu ikke.

2
— ån
100m 3 g

Fig. 179. Fig. 180.

Fig. 177. Cyphonautes balticus Lohm. Fig. 178. Cyphonautes bar-

roisi Lohm. Fig. 179. Cyphonautes schneideri Lohm. Fig. 180. Cy-

phonautes borealis Lohm. (177—178 efter Lohmann, 179 efter Cla-
paréde, 180 efter Schneider og Lohmann). Tal jfr. Fig. 176.

Cyphonautes borealis Lohm. (Fig. 180).

Larvens aborale Pol med Isseorganet er rykket langt
bagtil, d. v. s. henimod den anale Ende, saa at Larven har
en uligesindet Trekants Form. De orale Hjørner er spidse,
Knuderne staar temmelig tæt paa Skalkanternes to Ender.
De retliniede Skalkanter maaler 550 —690 u…

Larven er taget i Vesterhavet, men den tilhørende
Årt er endnu ukendt. are

Ernst Marcus: Mosdyr. 22

338

II. Andre Cyphonautes-Larver.

De fem følgende Arters Larver maa efter deres Skik-
kelse og Bygning ogsaa regnes til Cyphonautes-Typen,
men de er endnu ikke paavist i Planktonet.

Fig. 181. Alcyonidium albidum-Larve. Fig. 182.. Farrella repens-

Larve. Fig. 183. Hypophorella expansa-Larve. Fig. 184. Flu-

strella hispida-Larve. Fig. 185. Scruparia chelata-Larve. (Fig. 181
og 183 efter Prouho, 184—185 efter" Barrois). Tal jfr. Fig. 176.

339

Alcyonidium albidum Ald. (Fig. 181).

Larvens Form er trekantet og Tarmkanalen er fuld-
stændig. Isseorganet er normalt uddannet, men da kun
Larvens yngste Stadier kendes, vides intet om det pære-
formede Organ eller Fasthæftningsorganet (den indre
Sæk). Der findes heller ikke Skaller hos disse unge
Larver, men det kan dog ventes, at Kitinkutikulaen un-
der Larvens senere Liv forkalker. V+) (fransk Middelhavs-
kyst).

Farrella repens (Farre) (Fig. 182).

Ogsaa denne Larve kendes kun fra sit Livs første
Dage, hvor Tilhæftningsplade og Skaller endnu mangler.
Den unge Larve savner desuden en Forbindelse mellem
Fordøjelseskanalens midterste og bageste Afsnit, men an-
tagelig bliver Tarmen senere fuldstændig. Baade det pære-
formede Organ og Isseorganet findes allerede hos de
nylig udkrøbne Larver. VIII—IX (holstenske Vestkyst).

Hypophorella expansa Ehl. (Fig. 183).

Larvens brede orale Rand, der er kantet af Fimre-
kransen, ligner en Hatteskygge. Tarmkanalen er fuldstæn-
dig, og Isseorganet samt Anlægget til det pæreformede
Organ findes. Hos de unge Eksemplarer, som kendes af
denne Larve, er hverken Skallerne eller den indre Sæk.
udviklet. V og VIII—IX (østfrisiske Øer).

Flustrella hispida (Fabr.) (Fig. 184).

Denne og den følgende Larve har ganske vist ikke
den typiske høje trekantede Cyphonautes-Form, men de
er lavere, mere hueformede. Medens de ægte Cyphonau-
tes er tilspidsede henimod Isseorganet, ligger dette hos
Flustrella- og Scruparia-Larverne inden for en bredere
. Rygflade. Dog omgiver de store Cilier (Corona) Oralfladen
som hos Cyphonautes. Hos den gullig-graa, 1 mm store

"£ Romertallene betegner Maanederne, i hvilke Larverne er fundne.

22%

340

Flustrella-Larve findes desuden to spæde Kitinskal-
ler, og den er ogsaa temmelig stærkt sammentrykt fra
Siden. Tarmen er ufuldstændig, idet baade Gataabningen
og Forbindelsen mellem Spiserøret og Maven mangler.
Tarmen opløser sig allerede førend Larven sætter sig fast.
VI—VII (Plymouth).

Scruparia chelata (L.) (Fig. 185).

Endskønt den graalige Larve synes at være helt tarm-
løs, nærmer dens Bygning sig dog mest til Cyphonautes-
Typen, idet den- noget indtrukne (konkave) orale Flade er
kantet af Fimrekransen. Det pæreformede Organ bærer
som oftest en Dusk af længere og stærkere Cilier. Bagved
Organet findes en flad, fimrende Længdefure. Ligesom hos
den foregaaende Larveform findes ikke blot Isseorganet,
men ogsaa det pæreformede Organ og Anlægget til den
basale Plade hos de unge Larver, som forlader Oøciet.
Efter dette antages Larven kun at være frit svømmende
i kort Tid. VI (Roscoff).

III. Hos de følgende Larver rager den orale Flade
frem, især paa Fasthæftningsorganets Omraade. En stær-
kere Ciliekrans (Corona), der danner et ringformet Frem-
spring, skiller den orale fra den aborale Flade, påa hvis
Top Isseorganet ligger som en Hue. Den før omtalte
Fimrefure bagved det pæreformede Organ findes ogsaa hos
disse Larveformer. Tarmen mangler eller opløser sig dog
omtrent paa den Tid, hvor Larverne begynder at svømme
frit. Den er derefter repræsenteret af en i Kroppen inde-
sluttet Blommemasse, paa hvilken Larven tærer under sit
frie. Liv.

Alcyonidium polyoum (Hass.) (Fig. 186).

Larven er temmelig flad, Ciliekransen er smal, og den
orale Fimrefure særdeles udpræget. Dens Bundfarve er
hvidlig, men bliver mørkere, svagt rødlig i Isseorganets
Midte. Rundt omkring den orale Fimrefure findes rødlige

341

ren

ovn

End

Fis. 191:

Fig. 186. Alcyonidium polyoum-Larve. Fig. 187. Escharina spini-

. fera-Larve. Fig. 188. - Escharina vulgaris-Larve. Fig. 189. Schizo-
porella unicornis-Larve. Fig. 190. Cryptosula pallasiana-Larve.

Fig. 191. Membraniporella nitida-Larve. Fig. 192. Porella concinna-

Larve. (Fig. 186 efter Seeliger, 187—192 efter Barrois). 12 oral Fimre-
… fure bag det pæreformede Organ; de øvrige Tal jfr. Fig. 176.

342

Smaakorn. Desuden optræder umiddelbart bagved Fast-
hæftningsorganet en lille, rødlig Plet, og Ciliekransen op-
viser et rødligt eller rødviolet Skær. VII—VIII (Roscoff);
i Foraaret (Warnemunde).

Escharina spinifera (Johnst.) (Fig 187).

"Larven ligner i Form og Farve den forrige betydeligt.
Idet Isseorganet kan trækkes ind og ogsaa Larvens øvrige
Legeme er i Stand til at trække sig stærkt sammen, er
det umuligt at fremhæve bestemte Forskelle mellem de
to Larvers Legemsbygning. Angaaende E. spinifera-Lar-
vens Farve kan siges, at den kødrøde Tone ved Isseorga-
net og det røde Skær ved Ciliekransen og dens Omgivelse
samt ved Fimrefurens bageste Ende er livligere her end
hos A. polyoum's Larve. Ogsaa Tilhæftningsorganet skin-
ner hos spinifera-Larven rødligt gennem Huden.

Escharina vulgaris (Moll.) (Fig. 188).

Ifølge Barrois burde Larven tilskrives - Microporella
ciliata (Pall.), men hans Opfattelse af denne Arts Synony-.
mik viser, at Larven maa høre til den her nævnte Art.

Larvens Skikkelse ligner de to forriges, men Farven
er anderledes: lyst orangegul med stærkere Toner i Isse-
organets Midte og dets radiære Furer. Ved Fæsthæftnings-
organet findes der gruppevis teglrøde Smaakorn og Pletter.
Desuden har Larven paa hver Side to røde Pletter, hvis
Beliggenhed paa den orale og aborale Flade ses i Fig. 188.
IV—VI (fransk Kanalkyst).

Schizoporella unicornis (Johnst.) (Fig. 189).

Larvens Farve er smudsig-graa, lidt gullig; paa den
aborale Flade findes der en karmoisinrød Plet paa hver
Side. Den Del af Huden, som beklæder den basale Plades
Anlæg, er fint straaleformet rynket. I. dette Organs Om-
givelser findes gullig-brunlige og mørkegraa Pletter, og
den samme Farve optræder i Isseorganets Midte. VI— VII
(fransk Kanalkyst). ;

343

.Cryptosula pallasiana (Moll.) (Fig. 190).

Larvens Ciliekrans er smal. Legemets Bundfarve er
et blegt gulligt rosa med brune Smaakorn omkring det
hvidligt gennemskinnende Fasthæftningsorgan. Et Stykke
foran dets Munding ligger der en rødlig Plet. Huden over
Fasthæftningsorganet er tydeligt foldet. Isseorganet er
violet og bærer i Midten en hesteskoformet, livlig rød
Tegning. VIII—IX (fransk Kanalkyst.).

Membraniporella nitida (Johnst.) (Fig. 191).

Den lille Larves Bundfarve er brunlig-graa; Cilie-
kransen fremtræder kraftigt orangefarvet. De orale Zoner
af Smaakorn, som ses i Fig. 191, samt Isseorganets Midte
og Radiærfurer er brunlige, mens de trekantede, rynkede
- Felter viser en livligere brunrød Tone. Isseorganet er som
sædvanlig omgivet af stive Fimrehaar, der her bæres af
særdeles høje Celler. IV—VI (fransk Kanalkyst).

Porella concinna (Bsk.) (Fig. 192).

Mest paafaldende ved Larven er den meget brede
Ciliekrans. Isseorganets Midte opviser en karmoisinrød
Farve. Ciliekransen er rosenfarvet, mens de øvrige Deles
Farve spiller imellem rosa og orangefarvet. Fra Foraar til
VI ss Kanalkyst).

IV. Hos de følgende Larver savnes en tydelig Grænse
mellem Ciliekransen og den orale Flade, mens den ab-
orale Flade til sidst indskrænkes til Isseorganet. Larve-
legemets Længdeakse, som udstrækker sig fra det pærefor-
mede Organ til Fasthæftningsorganets Side er længere end
den Akse som gaar fra Isseorganet (nedad) til den orale
Flade. I den fritsvømmende Tilstand er Larverne tarmløse.

Peristomella coccinea (Abildg., Hcks. emend.)
(Fig. 193).

Larvens Eiker er endnu bredere end hos den
foregaaende Arts Larve. Idet Ciliekransens Celler bliver

344

længere, udstrækker de sig delvis over den orale og abo-
rale Flade. Selve Cilierne er talrigere men kortere end
hos de forrige Arter, saa at der her tilvejebringes en
svagere men mere udstrakt Fimrekrans. Isseorganet er
noget mindre end sædvanlig. Larven er lyst rødvinsfarvet;

Fig. 195.

Fig. 193. Peristomella coccinea-Larve. Fig. 194. Cellepora pumi-
cosa-Larve. Fig. 195. Hippothoa hyalina-Larve. Fig. 196. -Haplo-
poma impressum-Larve. (Alle efter Barrois). Tal jfr. Fig. 176.

henimod det pæreformede Organ lidt mere gullig og i
den indre Sæks Omgivelser forsynet med mørke violet-
brune Smaakorn. Desuden findes paa hver Side fire kar-
moisinrøde Pletter, to neden for Isseorganet og to paa den
orale Flade ved Fimrefuren.

Cellepora pumicosa (L., Bsk. emend.) (Fig. 194).

Larvens Ciliekrans er nedadtil saa langt udstrakt, at
den orale Flade og Ciliekransen danner eet ensartet Felt.
Bortset fra de livlig teglrøde Smaakorn omkring Fasthæft-
ningsorganet og Isseorganets rødbrune Midte er Larvens
Farve kraftig guldgul med orangefarvede Længdestriber.
V—VI (Roscoff). '

345

Hippothoa hyalina (L.) (Fig. 195).

Larvelegemets Akse fra Isseorganet til den orale Fimre-
fure er særdeles kort, mens den afrundede forreste og
fremfor alt den bageste Legemsdel træder stærkt frem,
Larven er grønlig gul og besidder paa hver Side seks røde
Pletter, de fire parvis paa Kroppens bageste Del og to
enkelte længere fortil. V—VI (Roscoff).

Haplopoma impressum (Aud.) (Fig. 196).

Larven ligner meget den forrige, men dens Farve er
gullig-rød, paa Isseorganet brunlig-rød, og de røde Pletter
findes ikke. Desuden er H. impressum-Larvens Væv tæt-
tere end den foregaaendes, og langt. fra saa gennemsigtigt
som dennes. VII (Roscoff).

V. Vedrørende den orale Flades og Ciliekransens En-
hed ligner de Larver, som danner den sidste Gruppe af
Cheilostomata”s og Ctenostømata”s Larver, den foregaa-
endes. Men deres Længdeakse bliver kortere, imedens den
orale-aborale Akse forlænger sig, saa at Larvens Skikkelse
-minder om en Fersken eller en Turban. Naar Larverne
svømmer frit, savner de Tarm.

Bicellariella ciliata (L.) (Fig. 197).

Larvens bageste Del træder stærkere frem end den -
forreste. Paa den aborale Sides bageste Ende findes sær-
lig tykke Celler, hvis Betydning er ukendt. Larvens Bund-
farve er graa, uden Pletter, mens Isseorganets, det pære-
formede Organs og Fasthæftningsorganets tættere Væv
fremtræder som elfensbenfarvede Felter. VIII—IX (fransk
Kanalkyst). ;

Cellaria salicornia (Pall.) (Fig. 198).

Larven er næsten kugleformet, kun Isseorganets Midte
er nedsænket og den orale Fimrefure er tydeligt indbugtet.
Larvens Farve er grønlig-gul og bærer fire Par røde Pletter.
Det første Par ligger oven over det pæreformede Organ;

346

i Fig. 198 ses disse to hjerteformede Pletter, og af det
andet, tredje og fjerde Par de paa den venstre Side be-
liggende Pletter. Det tredje Par er det største, derefter
kommer det første, saa det fjerde og tilsidst det andet.
Pletterne bærer delvis stærkt lysbrydende, korte Børster.

-Scrupocellaria scruposa (L.) (Fig. 199).

Larven ligner den foregaaende, men er dog mere flad-
trykt. Hele Larvelegemet er lavt furet. Farven er lys gul-
grøn, mens de indre Væv skinner rosenfarvede igennem.
Der findes tre Par med Børster forsynede røde Pletter,
hvis Beliggenhed og Størrelse er indtegnet i Fig. 199 efter
Calvet.

Scrupocellaria reptans (L.) (Fig. 200).

Larvens Form er uregelmæssigere end den forrige Arts,
idet den bageste Del træder stærkere frem, og den orale
Fimrefure er mere indtrukket. Paa den aborale Sides ba-
geste Ende optræder ligesom hos Bicellariella-Larven
tre til fire ejendommelige, tykke Celler. Foruden et Par
store, karmoisinrøde Pletter, som ligger bag ved Midten,
findes der omkring det pæreformede Organs Fimretop
livlig røde Smaakorn. VII (Roscoff).

Chorizopora brogniartii (Aud.) (Fig. 201).

Den temmelig tydeligt furede Larve er i oral-aboral
Retning forholdsvis fladtrykt. Den orale Fimrefure er kort.
Larvens Bundfarve er rosa; ved det pæreformede Organs
Fimretop og i Isseorganets Midte findes røde Smaakorn.
Desuden optræder der rundt om paa Larven ialt 12 røde
Pletter, som bærer lysbrydende, korte Børster.

Valkeria uva (L.) (Fig. 202).

Larven er næsten kugleformet og forsynet med fine
Furer. Bundfarven er gul, mens et hvidt Baand omgiver
Isseorganet, og der findes hvide Smaakorn rundt omkring
Fasthæftningsorganets Munding.

00

Fig. 204. Fig. 205. i Fig. 206.

Fig. 197. Bicellariella ciliata-Larve. Fig. 198. Cellaria salicornia-
Larve. Fig. 199. Scrupocellaria scruposa-Larve. Fig. 200. Scrupo-
cellaria reptans-Larve. Fig. 201. Chorizopora brogniartii-Larve.
Fig. 202. Valkeria uva-Larve. Fig. 203. Bugula . neritina-Larve.
Fig. 204. Bugula plumosa-Larve. Fig. 205. Bugula flabellata-Larve.
Fig. 206. Bowerbankia pustulosa-Larve. (Fig. 197, 200, 202, 204—05
efter Barrois, Fig. 198, 199, 201, 203, 206 efter Calvet). 12 oral
Fimrefure bag det pæreformede Organ; de øvrige Tal jfr. Fig. 176.

348

Bugula neritina (L.) (Fig. 203).

Den store, tøndeformede Larve er tydeligt furet og
optræder med forskellige Farver, alt efter Koloniens Farve:
olivengrøn, gullig- eller rødlig-brun. To Pletter paa Siden
er stærkere brune, og den orale Fimrefures Omgivelser
er lysere end Larvens Bundfarve. Angaaende de lige om-
talte Pletter, saa er de rudeformede og paafaldende langt
udstrakte; de indtager nemlig næsten Larvens hele Højde.
Pletterne er i Midten fordybet og dér kun svagt farvet.

Bugula plumosa (Pall.) (Fig. 204).

Larven er høj, fint furet; dens Farve er lys gullig-
hvid, men de indre Væv skinner rosenfarvet igennem.
Der findes to Par karmoisinrøde Pletter, som bærer lys-
brydende "Børster. Det forreste Par ligger oven over det
pæreformede Organs Fimretop, det andet længere nedad
og bagtil.

Bugula flabellata (Thomps.) (Fig. 205).

"Den høje Larve er noget mere udpræget gullig end
den foregaaende, men de gennemskinnende indre Vævs
rosa Farve findes ogsaa her. Cellerne rundt omkring Isse-
organet ligner en Perlesnor, og nogle saadanne perleagtige
Celler er ogsaa paafaldende i Randen af Tilhæftningsor-
ganets Munding. Larven besidder 5 Par cinnoberrøde Plet-
ter, hvis Form, Størrelse og Beliggenhed er indtegnet i
Fig. 205 efter Barrois, mens Nitsche fremstiller lancetfor-
mede og for det meste jævnt store Pletter. IX. (fransk
Kanalkyst).

Bowerbankia pustulosa (Ell. Sol.) (Fig. 206).

Larvens Skikkelse, der maa anses som typisk ogsaa
for andre Larver af Ctenostomata stolonifera, er omtrent
melon- eller bønneformet. Isseorganet er lille, det pære-
formede Organs Fimretop findes tilnærmelsesvis i Larvens
Midte. Lige uden for Fimretoppen ligger den orale Fimre-

349

fures Indbugtning. Larven er hvidlig, gennemskinnelig og
forsynet med fire lysegule Længdebaand, som paa Siden
parvis er forbundne ved et ligesaa farvet Bælte,

Bowerbankia imbricata (J. Ad.)

Larvens Form ligner den forriges, mens Farven er
blegt teglrød.

IL. Orden Phylactolaemata (Stelmatopåda).

Ectoprocter med en bevægelig Fold, Epistomet,
bag ved Mundaabningen. Lophophoren, d. v. s. det
Fodstykke, Tentaklerne er fæstede til, er som oftest
hesteskoformet. Larverne har kun ægte Larveor-
ganer i Cystidet. Under Knopskydningen gaar Po-
lypidets Udvikling forud for Cystidet, og Knopperne
dannes paa de gamle Zoøciers orale eller abanale
Side. Phylactolaemerne er Ferskvandsbeboere, kun
.hist og her findes ogsaa nogle i Brakvand.

Phylactolaemernes Kolonier kan i Slægten
Becinatela blve-2 mlanse: or > 7.:cm. fykke
(P. gelatinosa Oka) og vejer hos Plumatella fun-
gosa indtil 3—4 kg. Disse sidste Kolonier be-
staar af omtrent 300,000 Individer. De enkelte Po-
lypiders Størrelse svinger hos Phylactolaemerne
fra 0,4 (Fredericella) indtil 2. mm (Cristatella).
Hos Fredericella og flere Plumatella-Arter er
de enkelte Cystider, om ogsaa indvortes for-
bundne, saa dog nogenlunde afsluttet mod deres
- Naboer. Derimod er de i Familien Cristatellidae
udvortes overhovedet ikke adskilt fra hinanden og
indvortes kun ganske løst. Derved bliver hos denne

350

Familie som den eneste iblandt Mosdyrene hele
Kolonien til en morfologisk Enhed. En fysiologisk
Enhed findes overalt hos Ectoprocterne. Det ses
f. Eks. deraf, at ethvert Skaar i Gymnolaem-
kolonierne tillukkes af de tilstødende Zoøcier, eller
at gamle, polypidløse Zoøcier, som ikke længere
besidder Evnen til at optage Næring, vedligeholder
deres Liv og vedvarende udskiller Kalk. Hos Pluma-
telliderne, altsaa Phylactolaemer, viser den fysio-
logiske Sammenhæng sig for Eks. derved, at Re-
duktionen af en stor Del Polypider under Lar-
vernes Udvikling som en Bølge drager gennem
hele Kolonien. Hos Cristatelliderne bliver de en-
kelte Polypider næsten til Organer af Kolonien.
Denne repræsenterer en overordnet Enhed. Cy-
stidet er et fælles Kolonicystid, og hele Kolonien
kan krybe og dele sig.

Epistomet (Fig. 207, ep) indeholder Muskler
og rummer en Del af Krophulen. Det beskytter
paa en vis Maade Mundingen, og heraf afledes
Navnet Phylactolaemer. Betegnelsen Lophopoder
hentyder til de talrige Tentakler, der staar som
en Kam paa den lange Lophophors Sider. Den
sidstes Hesteskoform findes ikke hos fuldvoksne
Fredericella-Polypider, tværtimod er deres Lo-
phophor kredsrund (Fig. 210 B). Tentaklernes An-
tal svinger mellem 17 og 90. |

Ægget gennemgaar sin Udvikling. inde i en Polypid-
knop, som dannes paa Koloniens Væg ved Siden af Ægge-
stokken. Larvens Cystid er et ægte Larveorgan, som kun
er virksomt, medens Larven svømmer frit. Selve Cysti-

351

dets yderste Lag er en Hud, der bærer Fimrehaar og des-
uden er forsynet med Sanseceller (Fig. 208 A). Disse er
talrigst paa den saakaldte animale eller aborale Pol, hvor
ogsaa Svømmehaarene er længst. Den animale Pol sidder

Fig. 207. Tre Plumatella-Individer fra en levende Kolonis Grenspids,

som Billede paa Phylactolaemernes Bygning. ep Epistom (derunder

Mundaabningen), et Endetarm, f Funiculus, g Gat, m Mellemtarm

(Mave), n Nerveknude, s Sædstok, sp Spiserør, st Statoblaster, t Po-
lypidets Tilbagetrækningsmuskler, æ Æggestok.

modsat det Sted, hvor det indre Kimblads Celler under
Æggets Udvikling er vokset ind (jfr. Fig. FX Sy
I Modsætning til Entoprocternes Larve og Cyphonau-
tes-Typen hos Gymnolaemerne danner disse Celler her
ikke en oprindelig Tarm eller Larvetarm, men opløser sig
tidligt. Plumatellidernes Larver svinger i Størrelse fra 0,8

352

til 1,65 mm (Plumatella fungosa), mens Cristatellider-
nes Larver bliver indtil 2—3 mm store (Cristatella
mucedo). Larven svømmer med den animale Pol fremad
og drejer sig tillige om sin Længdeakse. Under Cystidets
Hud findes et Nervenet (Fig. 208 A), nogle Muskler samt
Krophulens ydre Væg. Tentaklerne og Mundaabningen af

Fig. 208. Plumatella fungosa-Larve. A. fritsvømmende (Nervenet og
Sanseceller i Cystidet). B. Larven fæster sig (k Knop).

Larvens Polypid peger hen imod Larvens orale Pol. Poly-
pidet udfoldes hos Plumatelliderne under normale For-
hold ikke førend Larven fæster sig, mens dette hænder
"hos Cristatella- og Pectinatella-Larver. I og for sig er
det saakaldte Larvepolypid (hos de fleste Arter to eller
flere Larvepolypider) det første Kolonipolypid. Anlægget
baade til Koloniens Cystid og Krophule findes ligeledes
allerede i Larven. Denne fæster sig, efter at have svøm-
met frit i nogle, højst 24 Timer, med den aborale Flade.
Herunder ruller Larvens Cystid sig nedad (Fig. 208 B)
og senere indad i den lille Kolonis Indre, hvor det efter-
haanden fortæres. j

… De ydre Knopper, hvormed Kolonien vokser, anlæg-
ges paa den Side, hvor de udvoksede Dyrs Mundaabning
ligger (Fig. 14, b; S. 23). Den ukønnede Formering, som
sker ved at skyde ydre og indre Knopper (jfr. Statoblaster,
S. 354), kan være den eneste; der i. en Aarrække over-

353

… hovedet findes. Det er i Danmark paavist for Fredericel-
la”s, Plumatella fungosa's og Lophopus's Vedkommende.
Enten dannes der ingen Kønsceller, eller de naar ikke
at udvikle sig til Larver, hvorved den kønnede Formering
bortfalder.

Hvis et Polypid er reduceret til et brunt Legeme
(jfr. S. 24), afsnøres dette ved Cystidets Munding. (Fig.
14, 5 b—6 b). Et saadant Polypid erstattes vel intetsteds
hos Phylactolaemerne helt paa samme Maade som hos de
Gymnolaemer, der har tæt ved Siden af hinanden staa-
ende Zoøcier. Hvor det nye Phylactolaempolypid dan-
nes ved Siden af det gamle, polypidløse Cystid, og dette
i det mindste delvis medindbefattes i det nye Cystid (Plu-
matellidae) ligner Forholdene nogenlunde de nævnte Gym-
nolaemers. Men hos Cristatelliderne dannes de nye Poly-
pider udelukkende i Koloniens Knopskydningszone, d. v. s.
i Koloniens frie Rande. Her findes' altsaa ikke nogen del-
vis, men overalt en fuldstændig Fornyelse, som hos de
Gymnolaemer, der har en fælles Stamme (Stolo), fra hvil-
ken nye Zoøcier opstaar, naar de gamle er gaaet til Grunde.
I Modsætning til Gymnolaemerne lever de fleste Phy-
lactolaemers Kolonier kun eet Aar. Kun Lophopus for-
maar sandsynligvis at udholde milde Vintre i Danmark
og maaske ogsaa Fredericella, hvis gamle, men endnu
levende Rørstykker overvintrer i dybe Søers Dyndbund,
f. Eks. i Tyskland. I hvert Fald reduceres alle Phylac-
tolaemkolonier om Efteraaret. Allerede om Foraaret og
Forsommeren tillukker de ikke Saar ved at danne et nyt
Individ i Stedet for det ødelagte, men kun ved at trække
-" Cystidet sammen (de bløde Cristatellider) og danne en
lukkende Prop af Endocystens Væv, som beklædes af
Ektocystens Kitin (Cristatellider og Plumatellider). Senere
paa Aaret heles større Beskadigelser ikke mere, og navnlig
gamle Plumatella fungosa-Kolonier viser ofte i deres mid.
terste Dele store Huller, hvor det iblandt de døde Cy-
. stiders Levninger og halvraadne Polypider vrimler med de
forskelligste andre Dyr. |

"Ernst Marcus: Mosdyr. ; 23

354

Saavel i saadanne beskadigede, som paa og inde i fuldt
kraftige Ferskvandsmosdyrkolonier findes frie og fastsid-
dende Infusionsdyr øg andre encellede Dyr, Svampe (Spon-
giller), Polyper (Hydra, Cordylophora), Fimre-, Rund-
og Børsteorme, Igler, Hjuldyr, Snegle og Muslinger (f. Eks.
Dreissensia), smaa Krebsdyr, især Harpacticider, Bjørne-
dyr (Tardigrada), Vandmider og talrige Insekters Larver.
Blandt disse maa Netvingers (Sisyra) paa Cristatella, Døgn-
fluers, Vaarfluers Larver fremhæves, tillige navnlig Myg-
gelarver, ganske særlig Chironomider. Da disse sid-
ste i mange Søer udgør Fiskenes væsentlige Foder, maa
Ferskvandsmosdyrene, især Plumatella fungosa's tykke
Kolonier, anses for middelbar Næringskilde for Fisk.
Derimod foraarsager. de en vis Skade, naar de bosætter sig
i Vandværkernes Vandbeholdere. Herfra naar Mosdyrene,
hvis de moderne Sandfiltre ikke findes, til at trænge ind
i Vandledningsrørene. Dette ,,Vandledningsmosf tilstopper
Rørene eller forurener Vandet med sin Forraadnelse og
sin medfølgende Fauna. Tillige danner ,,Mosset" et Årne-
sted for Bakterier. Som Snyltegæst hos Ferskvandsmos-
dyrene kendes den encellede Sporozo Nosema bryo-
zoides (Korotn.), der snylter i Sædstokken og ødelægger
den. Hvor Sporozoer optræder i massevis, beskadiges
"hele Kolonien alvorligt, ellers gaar kun de angrebne Sæd-
moderceller til Grunde, mens Sædstokken iøvrigt endnu
kan frembringe sunde Sædlegemer. Af den mærkeligt om-
dannede Rundorm Buddenbrockia plumatellae snylter en-
kelte eller flere Stykker i Krophulen og bevirker ikke
sjældent vedkommende Dyrs Død.

Ferskvandsmosdyrenes store Evne til at brede sig ved
Hjælp af Vind eller af Mudder, som sidder fast paa Vand-
fuglenes Fødder eller Næb, skyldes deres Hvilestadier.
Disse, de saakaldte Statoblaster (Fig. 207, st), dannes
som indre Knopper paa Funiculus, den Vævstreng, der for-
binder Maven med Endocysten. De er skiveformede, brun-
lige Legemer, hvis Størrelse svinger fra 260 u i Længde
og 230 u i Bredde til 1,25 mm i Diameter. De omgives af

355

to urglasformede Kitinskaller, som adskilles fra hinanden,
naar den unge. Koloni spirer frem. Hos alle europæiske
Phylactolaemer udfoldes der i spirende Statoblaster i Be-
gyndelsen kun eet Polypid, men hos Cristatella følger
dog det andet og tredie meget hurtigt. I Randen er Stato-
blasterne ofte forsynet med en Svømmering, hvis tal-
rige, luftfyldte Hulrum giver Randen en stærk Sølvglans.

Fig. 209. Spirende siddende Statoblaster af Plumatella fungosa (Pall.).
A. et ungt Dyr, set ovenfra, B. et lignende, set bagfra, C. et ældre Dyr,
set ovenfra, D. et lignende,-set bagfra.

Svømmeringen sætter Statoblasten i Stand til at drive om
oppe i Vandet, uden at dog alle Svømmeringsstatoblaster
" virkelig svømmer. I Slægterne Fredericella og Plumatella
optræder, i Stedet for og foruden Svømmeringsstato-
blasterne, siddende eller faste Statoblaster. De har for det
meste kun tynd Randbræmme og svømmer sædvanligt
ikke. Tit optræder de siddende Statoblaster i Kolonier,
som vokser paa et fast Underlag, f. Eks. Sten, Skaller,
Bropæle eller Rødder, der strækker sig ud i Vandet. I
næste Foraar spirer slige Statoblaster frem paa de Steder,
hvor de blev dannet (Fig. 209). Saaledes sikrer de Arten
Besiddelsen af de allerede en Gang indtagne Pladser, mens
Svømmeringsstatoblaster kan erobre nye Voksesteder for
Arten. Alligevel driver netop de lange affaldne Frederi-

cella-Ranker om Efteraaret ikke sjældent om for Vind og
" Vove i Søernes Overflade og indeholder altid nogle sid-
dende Statoblaster. Mosdyrkolonierne sønderslaas almin-
deligvis om Efteraaret af Bølgerne. Disse afrevne Frede-
; ; ; 237

356

ricella-Grene med Statoblaster, de frit drivende, løsrevne
Klumper af Plumatella fungosa eller Stykker af Sivstilke,
blottede for Kolonier, men fulde: af siddende fungosa-Sta-
toblaster, fremmer Arternes Spredning ligesom Svømme-
ringsstatoblasterne. Da Statoblasterne taaler at fryse inde
eller ligge tørre paa Bredden, hvis Vandspejlet synker,
eller at udelukkes fra Ilt inde i Mudderet paa Søens Bund,
er de overmaade duelige Udbredelsesmidler. Dette gør
det forstaaeligt, at de fleste Ferskvandsmosdyr forekommer
over saare vidtstrakte Omraader. Det synes imidlertid, at
Statoblasternes Evne til at taale Udtørring, ikke maa over-
vurderes. Dette gælder især den Udtørring, der foregaar i
Sommerens tørre Luft.

Ferskvandsmosdyr ynder for det meste skyggefulde
Steder, Cristatelliderne synes dog kun i ringe Grad at sky
Sollyset. Hvor der er stærkt Bølgeslag eller Strøm, findes
kun Plumatella emarginata og P. fungosa, sjældent ogsaa
P. repens (f. Eks. forma.appressa), undtagelsesvis Lopho-
pus, men iøvrigt forekommer alle disse endnu hyppigere
paa rolige, beskyttede Steder, hvor Phylactolaemerne over-
hovedet alle synes at trives bedst. Pectinatella og maaske
Plumatella emarginata foretrækker Vandløb for stillestaa-
ende Vande, mens de øvrige optræder lige saa vel i svagt
rindende Vand, som i Damme og Søer. Bortset fra Pluma-
tella fungosa undgaar Ferskvandsmosdyrene som oftest
blot middelstærkt mudret eller snavset Vand, men kun
Cristatella kan gælde for en ægte Rentvandsform. I Polen
blev nylig Fredericella, Plumatella emarginata og P. punc-
tata fundet i en Sø, hvis Vand var stærkt forurenet af
en Sukkerfabriks Spildevand. Alle Arter findes paa lavt
Vand ned til omtrent 8 m Dybde, men de gaar ogsaa
dybere, indtil 20 m. I Sverige og Svejts er Cristatella. og-
Fredericella fundet indtil henholdsvis 100 og 214 m Dybde.
Den sidste, Plumatella repens, P. fungosa og P. punc-
tata er paavist i Brakvand. De Underlag, Ferskvands-
mosdyrene sidder paa, omtales ved de enkelte Arters Be-
skrivelse. ;

357

Bortset fra en usikker Art fra mellemste Kridt, ken-
des ingen forstenede Phylactolaemer før Istiden. I nord-
europæiske Moseaflejringer er man ofte stødt paa forskel-
lige Statoblaster, men kun paa slige, der tilhører Pluma-
tella og Cristatella. Den sidstes Statoblaster forekommer fra
Dryas Zonen gennem alle paafølgende Zoner. Plumatella-
Statoblaster er blandt andet blevet udvasket af interglaciale
Lerlag i Lønstrup Klint, Vestjylland. Der fandtes her des-
uden Resterne af en Anodonta-Skal med talrige siddende
Statoblaster paa, vistnok tilhørende P. fungosa.

Ikke for at bestemme Arterne, men for at foretage
finere Undersøgelser, maa Kolonierne bedøves (jfr. S. 12),
førend -de konserveres.

Arternes Antal kan maaske anslaas til 40, antageligt
er der snarere færre end flere, I Danmark er der paavist
8 Arter. Disse tillige med den hos os endnu ikke fundne,
sjældne Pectinatella magnifica udgør hele den mellem-
europæiske Ferskvandsmosdyrfauna. For Systemest Ved-
kommende følges her hovedsagelig Wesenberg-Lund (1897),
hvis biologiske Studier blandt andet har klaret Arternes
og Vækstformernes Omfang inden for den meget vanske-
lige Slægt Plumatella.

Oversigt over Familierne.

De fast kitiniserede Kolonier danner grenede,
netformede eller klumpede Overtræk eller frit-
voksende, grenede Stammer. Statoblasterne er
hverken udtrukne i Spidser eller forsynet med
hornerrRanderss I. Fam. Plumatéllidae.

De bløde, geléagtige Kolonier danner sækagtige,
vifteformede eller langstrakt-ormformede Mas-
ser, som kun sidder løst paa deres Underlag,
eller bestaar af talrige, rosetformede Kolonier,
som er forenede paa en fælles Gelé-Klump.
Statoblasterne er enten udtrukne i Spidsen,
eller forsynet med Torne i Randen

: II. Fam. Cristatéllidae.

I. Fam: Plumatéllidae.

Familien er karakteriseret ved de i Oversigten
nævnte Kendetegn. Desuden sidder alle derunder-

358

hørende Årters udvoksede Kolonier fast. Helt unge
Kolonier, saavel de, som er opstaaet af Larver,
som de, der er opstaaet af Statoblaster, viser i
deres første 24 Levetimer en ganske ringe Evne
til at bevæge sig glidende (indtil 10 mm) ud af
Stedet. Larverne har eet Polypid hos Fredericella
og Plumatella fruticosa og som oftest to hos de
øvrige Arter, for saa vidt de kendes.

Oversigt over Slægterne.

De 17—25 Tentakler hos udvoksede Dyr dan-
ner en Klokke. Cystidrørene er mørkebrune
med indlejrede Diatoméskaller eller sjældnere
nogle Sandskorn. Statoblasterne mangler baade
Svømmering og Randbræmme.. 1. Fredericélla.
De 40—60 Tentakler staar paa en hesteskofor-
met Lophophor. Cystidrørene er brune eller
gennemskinnelige og farveløse. Kun hos to
Arter (Plumatella fruticosa og P. emarginata)
findes Diatoméskaller o. Il. i Cystidrørenes
Kitinvægge. Statoblasterne har enten en Svøm-
mering eller en Randbræmme..... 2.Plumatélla.

1. Fredericélla Gerv.

De unge Polypiders Lophophor er indbugtet
som hos alle øvrige Phylactolaemer, men hos ud-
voksede Individer bliver den kredsrund, og de 17—25
Tentakler danner en Klokke (Fig. 210 B). Stato-
blasternes Rand er endnu smallere end de siddende
Statoblasters hos Plumatella.

Kun een Art i Nord- og Mellemeuropa.

1. Fredericélla sultåna (Blbch.) (Fig. 210).

Koloniernes smalle, spinkle Rør forgrener sig gevir-
agtigt og vokser saavel krybende som frit opretstaaende

359

eller rankeagtigt hængende. De svage, tynde Grene er
som oftest bøjede og krummede ganske uregelmæssigt,
snart i en, snart i en anden Retning. Deres Farve er mørke-

C

Fig. 210. Fredericella sultana (Blbch.). A. Koloni. B. Knopskydnings-
zone. Det gamle Polypids Tentakler danner en Klokke, de unges viser
endnu svag Hesteskoform. C. Statoblast. D. Larve (efter Braem).

brun, bortset fra de allerøverste kort gaffeldelte Udvidelser,
hvor Tentakelkransene skyder frem. Her er Kitinen endnu
" vandklar, blød, bøjelig og af en kiæbrig Beskaffenhed. Paa
disse Steder foregaar Belægningen af Rørene med de ufor-
døjelige Levninger af Dyrenes Føde. Disse Rester ér gan-

360

ske særlig Diatoméers Skaller, som indlejres i Kitin-
massen, hvor de danner temmelig regelmæssige Skraa-
rækker. Cystiderne er meget lange, da Polypiderne an-
lægges sparsomt. Man har maalt indtil 3 cm's Afstand
mellem to Cystiders Aabninger. Paa de ældre Grene er
den Køl, som nærmere skal forklares i Slægtsbeskrivelsen
af Plumatella (jfr. S. 361), i Almindelighed tydelig. De
glatte, mørkebrune Statoblaster, der kun findes i ringe
Antal (1—3 i hvert enkelt Dyr), er meget skiftende i Form.
Hyppigst er de bønneformede eller ovale, men der fore-
kommer ogsaa kredsrunde, kantede, skoformede o. s. v.
Larven har kun eet Polypid. Statoblasterne, de nys nævnte
udvidede Cystidmundinger og de slanke Rør er de bedste
Kendetegn til at skelne Arten fra den følgende, hvis man
ikke kan undersøge Lophophoren. Begge Arters Kolonier
ligner hinanden i høj Grad.

Arten forekommer som oftest i stillestaaende og svagt
rindende Vande, men er dog ogsaa fundet, hvor Strøm-
men er stærk. Den er et afgjort Skyggedyr, som fortrins-
vis findes tæt under Vandspejlet, kun undtagelsesvis dy-
bere end 1,25 m, nær ved Bredden paa Trærødder og paa
i Vandet hængende Grene, men ogsaa paa allehaande Vand-
" og Sumpplanter, f. Eks. Vandpileurt, Vandaksarter og un-
dertiden paa Sten. Meget ofte trives den sammen med
Paludicella articulata eller med Spongiller, hvis kødede
Masser gennembores af dens fine, slanke Grene. Frederi-
cella-Kolonier sidder ogsaa nu og da fast uden særligt
Underlag i Klumper af Traadalger, af kolonidannende Pro-
tozoer (Epistylis o. 1.) eller i dybe Søers Dyndbund. Arten
forekommer, om end vantreven, ogsaa i Brakvand.

Årten er paavist i mange Smaasøer omkring Hillerød,
i Tibirke Moser, Bondedammen ved Hellebæk, omkring
Dronninggaard ved Holte og i Skanderborg Sø. Artens
øvrige Udbredelse maa betegnes som verdensvid. Den er
fundet paa Grønland ved Jakobshavn (69? 13” N. Br.)
sammen med Paludicella i Damme, fyldt af Smeltevand;
den grønlandske Form er den samme, der forekommer i
de svejtsiske Søers Dybde (forma duplessisi For.).
Endvidere forekommer Arten paa Island, i Finland, det
nordøstlige Rusland (Materialet staar imellem den typi-
ske Form og duplessisi-Formen) såmt i hele Europa

361

sydpaa indtil Bulgarien; i Svejts indtil 1908 m. Højde.
Materiale fra Nordafrika (Algerien, Alexandria), Kaukasus,
Sibirien (Ssaissan- og Baikalsø, Ussuri-Egnen) og Nord-
amerika tilhører vist ogsaa Årten sultana, og det samme
gælder sandsynligvis ogsaa for Kolonierne fra det sydlige
Afrika (Rhodesia, Natal), fra Australien, New Zealand og
Sydamerika, hvor Arten gaar ned indtil det sydlige Ild-
land.

Dybde-Udbredelse: fra umiddelbart under Vandspejlet
indtil 214 m (f.duplessisi For.).

2. Plumatélla Lm.

Slægtens Kendetegn ses i Oversigtstabellerne.

Som Artsmærke har man benyttet Rørenes
y Kølf, Statoblasterne og Koloniens Voksemaade.
I saadanne Tilfælde, hvor” Rørenes Kitinvægge
opnaar en større Tykkelse og Fasthed, findes der
paa deres Overflade en ikke fast kitiniseret, smal
Længdestribe, som henimod Mundingen gaar over
i en trekantet Udbredelse. Denne Længdestribe
" muliggør, at Væggene sammentrækkes af deres
Muskler og Polypiderne udfoldes. Idet Rørets to
Sidehalvdele ved en saadan Sammentrækning nær-
mer sig til hinanden, kommer de til at støde sam-
men i den saakaldte ,Kølf eller—,Furef, hvis
Midte dannes af den ikke fast kitiniserede Længde-
stribe. Dennes Dannelse er i det hele taget for
afhængig af Grenenes Alder, til at den overalt
kan bruges til at adskille Arterne.

Et vigtigere Kendemærke er vist Statoblasternes Form,
… især hos de med Svømmering forsynede. Men desværre
er deres Maal underkastet en saa stor Svingning hos den

samme Årt, at heller ikke de derfra hentede Karakter-
mærker er tilstrækkelige til at begrænse Arterne.

362

Voksemaadens Betydning er vanskelig at bedømme.
Underlaget spiller for saa vidt en vis Rolle, som Grene,
Sivstilke 0. a. cylindriske Legemer i højere Grad fremmer,
at der dannes svampelignende Kolonier, medens udbredte
Flader (Aakandeblade o. 1.) mere egner sig til Fremkomst
af krybende, udstrakte Kolonier. Men Underlaget er dog

Fig. 211. Unge Kolonier af: A. Plumatella fruticosa (8 mm lang) og
B. P. emarginata (7 mm lang), som Billeder paa Plumatellidernes hen-
holdsvis over Overlaget skydende og dette dækkende Voksemaade.

aldeles ikke alene afgørende for Koloniernes Vækstform.
Tværtimod er Voksemaaden væsentlig afhængig af de For-
skelle, der findes imellem Arternes Kutikula og Knop-
skydningsforhold. Hvor den førstes Beskaffenhed er blød
og tynd, er Arten ikke i Stand til at hæve sig fra Under-
laget, men vokser krybende hen over dette. Arter med
fast, tyk Kutikula kan sende Skud lodret ud frå Under-
laget. Danner det første Individ een første Datterknop
(Knop af 1. Orden), som hurtigt frembringer en anden,
denne atter straks en tredie 0. s. v., saa skyder Kolonien
krybende hen over Underlaget med Polypiderne meget langt
fra hinanden (Fig. 211 A). Danner derimod det første Individ
et helt Sæt Døtreknopper (Knopper af 2., 3., 4. Orden eller
Mellemknopper, jfr. Fig. 211 B), som indskydes mellem.
det første Individ og dets første Datterknop, inden denneselv
har frembragt den tredie Knop, saa bliver Grenene yderst
korte og klæber sig af Mangel paa Plads til hinanden.
Kolonien bliver herved svampelignende. Uden Tvivl er det
Arter og ikke Vækstformer, som sondres ved denne grund-

363

læggende Forskel i Knopskydningsforholdene. Men lige
saa tydeligt som den viser sig ved Statoblastspiringen og
hos yngre Kolonier af indtil to Snese Polypider, lige saa
vanskeligt kan den mange Gange erkendes i gamle Ko-
lonier, hvor det første Individ og den første, anden, tre-
die o.s. v. Knop har dannet flere Døtreknopper, disse
atter Døtredøtreknopper o. s. v.

Oversigt over Arterne.

1. Cystidrørene er i det mindste til Dels brune,
ikke glasklare og farveløse i hele deres Ud-
SOLE 5 10 1 NAR Se tr KEE Es HØRES TERESE SS SEERNE ESS 2.

Cystidrørene er glasklare i hele deres Længde 15.

2. Cystidrørene er for Størstedelen frie, ikke sam-
menvoksede helt op til Mundingerne. Koloni-
erne er grenede, eller de er ne en Græs-

I) Sy LYSE ØE Fer YUS T KEEP DSE SED, ED SS SØNNER SE VENNER Søde ER 3:

Cystidrørene klæber sammen paa en stor Del
af Længden eller helt op til Mundingerne.
Kolonierne danner mosagtige Puder eller
ste KEDE AE ET FED ET 10.

3. Lophophorarmene er paafaldende korte, Lopho-

—… phoren altsaa næppe længere end bred. Stato-
blasterne er mindst to Gange saa lange som
brede. Kolonien er løst grenet med frit hæn-
SETE RANK RER SNE 1. P. fruticésa.

Lophophorarmene er tydelig længere end brede.
Statoblasterne er mindre end" to Gange saa
lange som brede (hvis de er længere, som
undertiden hos P. emarginata, saa er de
elliptiske [Fig. 213 C] ikke langagtig firkan-
tede [Fig. 212 B]). Kolonierne er mere eller
mindre tæt grenede eller ligner en Græs-
plæne, kun undtagelsesvis (P. repens) dan-
Mere RR anker EEN EA LL:

4. Cystidrørene er tynde, langstrakte og sidder i
Reglen ikke KEE tæt ved Siden af hin-.
UNE ER ED SER SER RSS HE NE RE ea NE St 5:

Cystidrørene er brede korte og flade og sid-
der særdeles tæt....... EET DEERE DSE

5. Cystidrørene er for det meste mørkebrune og
tit forsynet med en skarp Køl. De med Svøm-
mering Or NET, Statoblaster er lange og
SMALLE E SS ERE SE SEERE RR RR gt) 2. P. emarginåta.

10.
11.
12.
15)

14.

364

Cystidrørene er næsten helt, eller naar de bliver
gamle dog i hvert Fald i-deres øverste Ender
farveløse og uden Køl. Statoblasterne er brede
OP KORTE SENSE EL ae NG NET ES SENE et OKSER FS EEN ER 6.

Svømmeringen er bredere i Statoblastens Ender
end paa Siderne. Svømmeringsstatoblasterne
er gennemsnitlig 330 u lange .............. T.

"Svømmeringen er næppe bredere i Statoblastens

Ender end paa Siderne, og Svømmeringsstato-
blasterne er gennemsnitlig 480 u lange
5. P. punctåta (jfr. ogsaa 15).
Kolonien forgrener sig geviragtigt. Cystidrørene
kryber som Regel vandret, kun sjældent fin- ;
des frit hængende Ranker......... 3. P. répens.
Kolonien ligner en Græsplæne ,............…. 8.
Opretstaaende Sidegrene mangler helt eller næ-
sten helt... 3. P. répens forma appréssa.
Der findes talrige forlængede, opretstaaende
Skud, som ofte forgrener sig
3. P. répens forma caespitdsa.

Bk: Kolonien er tydelig skilt i to langt fra hinanden

fjernede Vifter.. 4. P. fungåsa forma flabélla.

Koløniens to Vifter sidder tæt Sammen ;
4. P. fungåsa forma répens.

Statoblasterne er lange og smalle............ 11.

"Statoblasterne er brede og korte .....:....... 12.

Cystidernes øverste Ender stikker frem paa alle
Siders 2. P. emarginåta forma muscåsa.
Cystidernes Ender rager ikke frem
2. P. emarginåta forma spongidsa.
Kolonien viser fremstaaende, geviragtige Grene
ie SE sg fungésa forma coralloides.
Kolonien har ingen fremstaaende Grene ..... 13.
Koloniernes Gennemskinnelighed er meget ringe
4. P. fungd&sa.
Kolonierne er meget gennemskinnelige ...... 14.
Svømmeringen er bredere i Statoblastens Ender
end paa Siderne, og Svømmeringsstatoblasterne
er gennemsnitlig 330 u lange
3. P. répens forma appréssa.….
Svømmeringen er næppe bredere i Statoblastens
Ender end paa Siderne, og Svømmeringsstato-
blasterne er gennemsnitlig 480 u lange
5. P. punctåta.
Kolonien danner et langt Rør, fra hvilket Side-
rør kun hist og her' skyder frem :
" 5. P; punctåta forma prostråta (Sommerform).

365

Kolonien forgrener sig tæt og dækker Under-
"laget næsten fuldstændigt
5. P. punctåta forma dénsa (Efteraarsform).

1. Plumatélla fruticdsa Allm. (Fig. 212).

Fra Koloniernes Hovedgrene udgaar der med stor
Regelmæssighed talrige frie, slanke, geviragtige Grene.

vp

Å Bie C
Fig. 212. Plumatella fruticosa Allm. (efter Wesenberg-Lund). A. Ko-
loni, B. Svømmeringsstatoblast, C. siddende Statoblast.

Kun sjældent er de fastliggende paa større Strækninger,
men de hænger for det meste rankeformet ned fra Un-
derlaget, ogsaa naar dette er en Flade, f. Eks. et Aakande-
blad. Rørene er som oftest gullig-brune og forsynet med
den samme, om ogsaa ikke saa tætte Ekskrementbelægning
af Diatoméers Skaller som den forrige Art. Kølen er mere
eller mindre, men i Reglen ikke stærkt udviklet. Lopho-
phoren omtaltes i Oversigtstabellen (3). Der er meget stor
Afstand mellem de enkelte Polypider, thi Moderknoppen
skyder kun et ringe Antal Døtreknopper. Svømmeringssta-
toblasterne er som oftest mere end to Gange saa lange
som brede. Saa danner de langagtige Firkanter, ikke Ellip-
"ser som hos den følgende Art, hvor Svømmeringsstato-
blasterne ligeledes ikke sjældent er mere end to Gange
saa lange som brede. Af faste eller siddende Statoblaster

366

… findes kun een hos hvert Dyr, og slige Statoblaster op-
træder kun i de krybende Rør, der ligger trykket ned til
Underlaget, aldrig i de frithængende Ranker. De siddende
Statoblasters Randbræmme er meget bred, men er ikke
nogen Svømmering. Begge Statoblasters Længde udgør
henved 640 u.

Arten gror paa forskellige Vandplanter, men ogsaa paa
Grene, Pæle og Sten. Den ynder roligt Vand, uden at
være indskrænket til stillestaaende, smaa Vandsamlinger
som Damme og Grøfter, men forekommer ogsaa i Søer,
Kanaler og større Aaer. Her til Lands spirer Statoblasterne
meget sent, nogle Dage ind i Juni. Arten er fundet i
Bagsværd Sø, i Fuglesangsøen i Dyrehaven, i Furesøen
og ved Dronninggaard (Holte), ved Frederiksborg, i Bonde-
dammen ved, Hellebæk, i Tisvilde Moser, i en Mergelgrav
paa Bellinge Mark (Fyen), i Gudenaaen nær Silkeborg og
i Stadilfjord sammen med Cordylophora lacustris. Artens
øvrige Udbredelse strækker sig fra Lapland (Statoblaster i
en Mosedam ved Ura, paa Ishavets Bredde), Finland og
Norge (Kolonier hidtil ikke kendt Nord for 63? N. Br.)
hen over Irland, England og det øvrige Mellemeuropa ind-
til Pyrenæerne og Bulgarien. Endvidere opgives den fra
Turkestan, Forindien (Simla, 2400 m), Bagindien (Burma,
2670 m), Java og Nordamerika.

Dybde-Ubredelse: fra umiddelbart under Vandets Over- ;
flade til HOSIE faa Meters Dybde.

2. Plumatélla fn mee MER Allm. (Fig. 213).

Koloniens Vækst ligner, saafremt den er typisk, Hjorte-
takker. De enkelte Skud sidder tæt ved Siden af hinanden.
Hele Kolonien, som er tilvokset til Underlaget og kun
viser korte opretstaaende Grene, er meget mere sammen-
trængt end foregaaende Arts. Ældre Kolonier danner ofte
maatteagtige Tæpper. De hyppigst mørke Rør bliver ly-
sere henimod deres fremvoksende Spidser, hvor de er
gullige eller helt hvide; en Køl er ofte tydelig. Ikke sjæl-
dent er Rørene belagte med Diatoméers Skaller og Sands-
korn paa samme Maade som hos P. fruticosa. De sid-
dende Statoblaster, som har en smal Randbræmme og en

367

rundagtig Form, er talrigere end hos denne. Deres Længde
4 forholder sig til Bredden som 1,3 eller 1,4:1. Svømme-

ringsstatoblasterne er længere og smallere; deres Længde

(9

veri SAN
MynPenm
mage

ås:

ne erne LL
VALLEN I kn

Fig. 213. Plumatella emarginata Allm. A. typiske Grene, deriblandt
en af P. repens (r),. B. forma. muscosa Krpl., set ovenfra, - C. forma
spongiosa Krpl., Kolonirand, D. Svømmeringsstatoblaster, E. siddende
: ; Statoblast.

368

forholder sig til Bredden som 1,8: 1. Undertiden er
de endnu længere, mere end to Gange saa lange som
brede. )

Der findes to til Arten hørende Vækstformer, som
begge paa en Del af Længden eller helt op til Mundin-
gerne har sammenklæbede Cystidrør. Hos den ene, forma
muscésa Krpl., stikker Grenenes frie Ender frem paa
alle Sider, hos den anden, forma spongibsa Krpl., ra-
ger de ikke frem, og Rørenes Sammenklining er endnu
tydeligere. Begge Former flyder over i hinanden og i den
typiske Form. De danner mosagtige Puder, som ligner de
af P.fungosa dannede, men paa Statoblasterne let kan
kendes fra denne Art. Formen muscosa gror for det meste
paa Sten og dannede i den gamle hamborgske Vandled-
ning, sammen med Paludicella, Fredericella og Pluma-
tella fungosa det saakaldte ,Ledningsmos". Formen spon-
giosa bebor undertiden ogsaa Sten, men især Sneglehuse.
Det var den, som i tusindvis blev fundet paa Sumpsnegle
(Vivipara) paa. Elbens Bredder, hvor de talløse Sten var
helt ubevoksede. i

Årten forekommer i Almindelighed gerne ovenpaa
Sten, findes dog ogsaa paa deres Underside. Desuden
vælger den Grene og andre Træ-Underlag eller nu og
da Vandplanter, f. Eks. Aakandeblade og Stilke. Den op-
træder i stærkere rindende Vandløb og maaske noget sjæld-
nere i stillestaaende Vande. Materialer fra stillestaaende
Vande henfører Abricossoff (1925 og senere) til en særlig
Form stricta Allm., som ikke har nogen Køl, men en i
Enderne mindre bred Svømmering paa Statoblasten.

I Danmårk er den hidtil kun paa paavist fra Ry Møllesø
ved Silkeborg. Iøvrigt kendes Arten fra det europæiske
Rusland, men ikke fra dets nordlige Del, fra Tyskland,
Triests Omegn (Timavo), Kaukasus, Baikalsøen og Øst
for denne, fra For- og Bagindien (indtil 2050 m Højde),.
de malayiske Øer, Australien, Tahiti og Japan, fra Nord-
amerika og-det tropiske, sydvestlige og sydlige Afrika.

Dybde-Udbredelse: fra lige under Vandspejlet til nogle
faa Meters Dybde.

369

3. Plumatélla répens (L.) (Fig. 214).

"Kolonierne viser i Begyndelsen en temmelig sparsom
Gaffeldeling, som dog efterhaanden bliver tættere, saa at
ældre Kolonier ikke sjældent minder om en Græsplæne.
Hos den typiske Form kryber de tynde langstrakte Cystid-
rør hjortetakagtigt og løst forgrenet over deres Underlag,
f. Eks. Aakandeblade. Hvor Arten fæster sig til Bropiller,
nedhængende Grene, smalle Plantestilke o.1., danner den
Ranker. En Del af de lange Grene klæber paa Pillerne
ligesom paa Aakandebladene. Mange hænger dog frit ned
som omtrent 15 cm lange, tynde, fine Ranker, der under-
tiden vokser saa stærkt om hinanden, at Formen nærmer
sig et noget svampelignende Udseende. Hos unge Kolo-
nier er Rørene tyndvæggede og næsten helt og holdent
.vandklare og gennemskinnelige. Med Alderen bliver de
nedre Dele fastere og mere eller mindre brune, mens
Skudenes Spidser stadig er farveløse. For det meste mang-
ler Kølen. Tentaklernes Antal, der- gennemsnitlig beløber
sig til 50, er som oftest større end hos den følgende.
"- Svømmeringsstatoblasterne er aflange, medaillonformede.
De er gennemsnitlig 330 u lange og 250 u brede, saa at
-. Forholdet mellem Længde og Bredde som oftest er 1,3:1.
De fastsiddende Statoblaster er ikke væsentlig forskellige
fra den forrige Arts og findes i Almindelighed kun hos
forma appressa. To Vækstformer er blevet beskrevet
som særlige Varieteter, nemlig forma appréssa Krpl.
og f. caespitå&sa Krpl. Den sidste er dog kun den typi-
ske P. repens, naar den bliver gammel. Den har talrige,
forlængede, opretstaaende Skud, som ofte forgrener sig og
giver Kolonien et græsplænelignende Udseende. Slige opret-
staaende Sidegrene mangler næsten helt hos f.appressa,
hvor Rørene er krybende, forgrenede og stillet tæt ved
Siden af hinanden, saa at hele Underlaget skjules. Cy-
stiderne er let brunlige og temmelig tykvæggede, især paa
Siderne, medens en bred, midterste Del er farveløs og
næsten gennemsigtig. Forma appressa ligner i Vækst
ofte P. fungosa meget. Dennes Cystidrør er ganske vist

Ernst Marcus: Mosdyr. i 24

370

Fig. 214. Plumatella repens (L.). A. typisk Koloni (med en yngre

(f 1) og ældre (f 2) Koloni af Pl. fungosa f. flabella ved Siden) (efter

Braem), B. forma appressa Krpl., Kolonirand, C. forma caespitosa
Krpl., D. Svømmeringsstatoblast, E. siddende Statoblast.

371

brune i hele deres Længde. Foruden Svømmeringsstatobla-
sterne findes endnu større Statoblaster uden Svømmering,
som imidlertid næppe sidder fast. Abricossoff (1929) kaldte
en lille Form, der øjensynlig var frembragt af Larver om
Efteraaret, og i Vækst lignende P. fungosa forma flabella,
for forma jugålis (Allm.).

Arten, der ogsaa lever i Brakvand, forekommer saavel
i stillestaaende som i rindende Vandløb (f. Eks. P.repens
f. caespitosa i en Åa ved Stranden, Hornbæk), men dog
kun undtagelsesvis der, hvor Strømmen er stærkere.
Forma appressa er fundet af Wesenberg-Lund i Tju-
strup-Bavelse-Søerne lige paa Overgangen til den pelagi-
ske Region, hvor Formen er udsat for stærk Bølgebevæ-
gelse og meget Lys. Abrikossoff (1925) opførte et Mate-
riale fra rindende Vand som forma dumortiéri (Allm.).
Det voksede buskagtigt og var forsynet med en tæt og in-
krusteret Cuticula. Arten er ingenlunde kræsen i Valget
af Underlag og bosætter sig paa-alle mulige naturlige og
kunstige Genstande, fortrinsvis paa lavt Vand. Ofte slaar
den sig sammen med Spongiller.

Den er de ferske Vandes almindeligste Bryozoart,
"baade i Danmark og det øvrige Europa. De nordsjællandske
Moser og Damme, Carlssøen ved Frederiksborg, Moserne
ved Holte, Skarritsø, Tjustrup-Bavelse-Søerne (forma ap-
. pressa paa en Dammusling og i Potamogetonzonens
yderste Del paa Stilkene, omtrent "/»2 m fra Overfladen),
en Dam i Liselund Skov (paa Møen), Stadilsaas Indløb i
Øststadilfjord er nogle af de i den nyere Litteratur nævnte
Findesteder. Artens Statoblaster kendes fra forskellige
arktiske Egne (Spitsbergen, Kola Halvøen, Novaja Semlja
0. S. V.), mens Kolonien selv hidtil kun er fundet Syd for
63? N. Br., hvor den forekommer i hele Europa indtil Bul-
garien, Svejts indtil 2102 m Højde og Pyrenæerne (2238 m).
Blandt andet er den fundet paa Hebriderne, i let salt-
holdigt Vand, i Yser (Belgien), i Brakvand, hvorfra Stato-
blasterne bortføres til Havet og derefter findes i Plank-
tonet ved Kysten. Endvidere opgives Arten fra Sibirien
(Isaissan- og Baikalsø, Amur og Ussuri), fra Japan, fra
Pamir Bjergkæden (Statoblaster i 3950 m Højde), fra Algier
og Nilen til Sydvestafrika, fra Australien, Tasmanien og
New Zealand og fra Nordamerika, nordpaa indtil Sydala-
ska. Dens Forekomst i Sydamerika er tvivlsom.

Dybde- -Udbredelse: fra umiddelbart under Vandspejlet
0 BARN indtil 30m.

24%

372

4. Plumatélla fung&sa (Pall.) (Fig. 215).

Koloniernes Vækst er tæt sammentrængt, og Cystid-
rørene er kortere og bredere (600—700 u) end den fore-
gaaende Arts (450—550 u). De er i næsten hele deres
Længde brune, tit mørkebrune. Kølen mangler som oftest.
Tentaklernes Antal beløber sig gennemsnitlig til 40, sjæl-
dent er der flere end 45. De siddende Statoblaster kan
næppe adskilles fra den forrige Arts. Svømmeringsstato-
blasterne er mørkere brune og større (gennemsnitlig 420 4
lange) end hos P, repens (330 u). Svømmeringsstatobla-
sternes Bredde maaler gennemsnitlig 320 u, saa at For-.
holdet mellem Længde og Bredde som oftest er 1,3:1
(det samme som hos P.repens). Baade siddende Stato-
blaster og Statoblaster med Svømmering frembringes i. stor
Mængde. ;

Den typiske Forms helt udvoksede Kolonier kan blive
til store Klumper, ofte af et Barnehoveds Størrelse. Saa
store Kolonier opstaar kun af talrige, ofte fjorgamle, sid-
dende Statoblaster, af hvilke Wesenberg-Lund paa en
Gren af 20 cm Længde har talt 247. Naar et stort Antal
af disse spirer, og Kolonien har Plads til at vokse frit,
antager den en tenformet Skikkelse. Hele Overfladen er
jævn og glat, og i Almindelighed hæver der sig intet en-
kelt Rør op fra den støre Fællesmasse. Gennemskinnelig-
heden er altid meget ringe. Førend de enkelte Rør bøjer
vinkelret ud fra den Sivstængel eller lignende, hvorpaa de
sidder, kryber de først et Stykke hen ad den. Dette ses
tydeligst henimod Koloniens to Spidser. Denne Form op-
træder kun paa pindformede Genstande. Findes der en
Flade i Nærheden af en saadan Pind eller Plantestængel,
og Kolonien kan naa Bladet eller Brættet, saa bliver
Kolonien til forma repens W.-L. eller den tæppedan-.
nende Form. Forma repens W.-L. har brede, korte og"
flade Rør, der sidder særdeles tæt sammentrængte. Derved
kan de ogsaa uden Statoblaster kendes fra de tynde, ud-
strakte Rør hos P.repens (L.). P. fungosa vokser ogsaa i en
tæppedannende Form, der overtrækker Brædder, Bjælker og

373

Sten. med et tæt og næsten 3 cm tykt Lag. Hvor Afstanden
mellem de to første Polypider af en krybende fungosa-
Koloni bliver meget stor, og Knopskydningen fra disse

dem

C

Fig. 215. Plumatella fungosa (Pall.). A. udvokset, typisk Koloni,
B. Zoøcier fra Koloniranden, C. forma repens W.-L. (efter Wesenberg-
Lund), D. Svømmeringsstatoblast. ;

derpaa foregaar særdeles hurtigt, opstaar der to Vifter. De
breder sig til hver sin Side og er indbyrdes forbundet med
et enkelt, bredt, tykt Kitinrør (forma flabélla Bened.).
I meget stillestaaende Vande i gamle Moser skyder enkelte

374

Rør ofte ud fra en hidtil typisk fungosa-Koloni, som
derved bliver til forma coralloides (Allm.). Da disse nu
er fri for de hæmmende Rør paå Siderne, skyder de frem
med stor Hurtighed. Der fremkommer herved talrige ge-
virlignende Grene, som udgaar i alle Retninger og. be-
staar af flere eller færre ind i hinanden snoede Rør. Disse
Rør kan nu og da rage guirlandeformet ud eller hænge
ned fra den egentlige Koloniklump. Maaske skyldes de
frit hængende Rørs Oprindelse spirende Statoblaster eller
uden paa Kolonien fæstede Larver.

Arten forekommer fortrinsvis i stillestaaende og svagt
rindende, men undertiden dog ogsaa i stærkere flydende
Vand og paa Steder, hvor den er udsat for stærk Bølge-
bevægelse. Den taaler ogsaa det mudrede Vand i dyn-
dede Mosedamme og er ligeledes taget i Brakvand. Gen-
tagne Gange er den truffet sammen med Spongiller.
De hyppigst nævnte Underlag er Stængler af Siv, Dun-
hammer og andre Vandplanter, i Vandet hængende Grene
og Rødder, Sneglehuse (Vivipara), Sten, Bropæle. Plan-
ternes Blade og andre grønne Plantedele synes Arten kun
sjældent at fæste sig til.

"Den er almindelig i vore Ferskvande, f. Eks. er den
fundet i København, i Slotssøen og andre Søer ved Frede-

riksborg, i Bondedammen ved Hellebæk og andre Søer, Mo- .

ser og Mosedrag i Nordsjælland. Fra Jylland opgives den
fra Gudenaaen, Silkeborgsøerne og Haderslev Egnen. Den
er iøvrigt udbredt i hele det nordlige og mellemste Europa,
Syd for 63? N. Br., men er hidtil ikke fundet længere
sydpaa end Frankrig og Sydtyskland. I Rusland, hvor den
i Kaukasus er taget i 2116 m Højde, gaar den ned til
Transkaukasien og Turkestan (Tian-schan, 1600 m). Yder-
ligere Findesteder er Isaissan- og Baikal Sø og Nord-
amerika.

Dybde-Udbredelse: fra nogle cm under Vandets Over-
flade til nogle faa Meters Dybde. !

5, Plumatélla punctåta Hanc. (Fig. 216).

Kolonierne bestaar af spinkle, gennemskinnelige, farve-
løse Rør, som er flade og fastliggende paa Underlaget og

375

mangler frie, fremstaaende Skud. Alene de korte, for det
meste tydeligt ringede, tætstillede Mundingskegler er op-

Fig. 216. Plumatella punctata Hanc. A. forma prostrata. Krpl.,
B. forma densa Krpl., C: Svømmeringsstatoblast, D. siddende
" "Statoblast.

rejste. Arten har faaet sit Navn af de hvide Prikker, med
hvilke disse kraterlignende Kegler er tæt besatte. Disse
"Prikker kan dog mangle. Den vandklare Beskaffenhed af

376

Artens Kitin og Manglen. paa Cystidernes indvortes Skille-
vægge gør Arten til et Overgangsled mellem dens egen
og den næste Familie. Statoblasterne svarer imidlertid helt
til de øvrige Plumatelliders. Der. findes baade siddende
Statoblaster af anselig Størrelse og brede, korte Svømme-
ringsstatoblaster, hvis stærke, askeblaa Svømmering bestaar
af vide Kitinmasker. Svømmeringsstatoblasternes Længde
beløber sig til 400—540 u, deres Bredde til 270—410 u,
saa at Forholdet mellem Længde og Bredde svinger mel-
lem 1,2 og 1,5: 1. Tentaklernes Antal er 40—60. Artens
Foraars- og Efteraarsgeneration er meget forskellige. Den
første kryber langt ud og danner lange, vandklare Rør,
som kun hist og her afgiver ligeledes krybende Siderør
(forma prostråta Krpl.). Om Efteraaret (forma dénsa
Krpl.) faar Kolonien et meget stærkt blæret Udseende, da
alle de enkelte Dyr sidder som smaa Blærer, trykkede tæt
op til hinanden. Kolonien er nu yderst tæt forgrenet, og
hele Underlaget synes derved dækket af gennemskinnende
Blærer. Tillige er Statoblasterne hos forma densa større
end om Foraaret, og Svømmeringen er dybt mørkeblaa.
Denne Farve synes efter Kraepelins og dansk Materiale
at dømme, ikke at holde. i Kolonier, der opbevares i
Alkohol. Wesenberg-Lund har fundet en øjensynlig til
P. punctata hørende Form med glasklare, sammenklæbende
Rør, der stod vinkelret ud fra Grenene, altsaa med en
Voksemaade, som ligner den typiske P. fungosa's,. Kolo-
nierne stod allerede i Slutningen af Maj i deres fulde
Kraft og da udtømtes ogsaa Larverne.

Arten ynder stillestaaende eller svagt rindende Vand
og er ogsaa fundet i Brakvand. Den vokser paa Bro-
piller, Vandplanter,. Grene, Sten o. s. v. I Danmark er
den hidtil kun paavist i Frederiksborg Slotssø og i Tju--
strup-Bavelse Søerne paa en Dammusling. Dens øvrige
Udbredelse udstrækker sig fra Island og det sydlige Fin-
land og Estland over England og det øvrige Mellemeuropa,
hvor den er paavist bl. a. i Frankrig, Tyskland, Tjeko-
slovakiet og Rusland, men overalt synes at være sjælden.

377

. Endvidere opgives den fra Turkestan, Indien, Java, Syd-
vestafrika, Nordamerika og det sydlige Ildland.

Dybde-Udbredelse:.… fra Vandskorpen til nogle faa m
Dybde.

2. Fam. Cristatéllidae.

Denne Families vigtigste Kendetegn er nævnt i
Oversigtstabellen. Desuden har alle hertil hørende
Arter ogsaa som halv-
voksne Kolonier Evne
til at "bevæge sig fra
Stedet. Kolonien kry-
ber med sin Knopskyd- = =
EH Ear reen
saa i Retning af den skubbes fremad. Punkteret Linie:

fremskridende Vækst. Be rer eg, Gk
Derfor deler de gamle

.Lophopus-Kolonier, hvis Lapper straaler radiært
ud fra Koloniens ældste, midterste Del, eller ormfor-
mede Cristatella-Kolonier sig, naar begge Ender
kryber i forskellig Retning. Rigtignok brister Kolo-
nierne ogsaa, hvis de f. Eks. kryber fra den ene
Bladstilk til den tilstødende og Bølgerne skiller
begge Stilke. Det samme sker, hvis Snegle glider
gennem Kolonierne, hvorved de sønderrives og som
oftest med nogle Lapper fæster sig til Snegle-
huset. Øjensynlig er især Lophopus-Koloniens
klæbende Evne .i Forbindelse med Evnen til at
- afsnøre enkelte Dele vigtig for denne Arts Forme-
ring og Udbredelse. Selvbevægelsen fører ikke
Dyrene over store Strækninger; der opgives for

,
se rr

378

unge Koloniers Vedkommende næppe ”/2: (Pecti-
natella), lidt over 17/2 (Lophopus) og 1—2 mm
(Cristatella) som Hastighed i Timen. Helt ud-
voksede Koloniers Bevægelighed er næsten umær-

Ur VK ;

SD MM
DI i, DA: ! fe
SYN UUBANEANNDE
UDGÅ AAN UNIROR

i AFA "i AURA

ÆTTTVA NAG AND
UR LAND DÅ
BINGEN | HR NU

UN

UN fi il

JAR (N Ul
I
[==
100
Å

Fig. 218. Cristatellidernes Larver. A. Cristatella mucedo Cuv. (efter
Wesenberg-Lund og Kafka). B. Pectinatella maenics (Leidy)
(efter Williams).

kelig. De paa en fælles Geléklump siddende Del-
kolonier af Pectinatella vil sandsynligvis under
normale Forhold ikke mere skifte Plads. Kolonien
kryber, idet den hvælver en Del af Cystidet tun-
geagtig frem (Fig. 217), klæber denne fast ved sin
bløde Kitin og trækker det øvrige Cystid, der ved
Muskler løsnes fra Underlaget, efter sig. Derved
udjævnes den lille Tunge igen og kan paa ny
hvælve sig frem.

Tentakelkransen er dybt hesteskoformet indbug-
tet, og Polypiderne træder ved Udfoldningen frem
over Koloniens Overflade med en langt større Del
end Polypiderne i forrige Familie. Ved Indfoldnin-
gen trækker de sig tilbage i et stort fælles Hulrum.

379

Dette er kun ufuldstændigt og løst delt i de Un-
derafdelinger, som svarer til de enkelte Dyrs Krop-
huler, Den Støttemembran, der hos alle Ectoprocter
ligger mellem Overhuden (Ektodermen, Endocysten)
og Underhuden (Mesodermen, Endosarken), viser
hos Lophopus og Cristatella (dog ikke hos Pec-
tinatella) en Pore i den nedre Del af den midter-
ste Tentakel paa Gataabningens Side. Hos Slægten
Cristatella er denne Tentakel desuden udvidet til
en af Fimrehaar udklædt Blære, og det er paavist,
at Poren og Blæren hos denne Slægt tjener til Ud-
førsel af Afsondringsprodukter, som gennemtræn-
ger Under- og Overhuden.

Cristatella-Larven (Fig. 218 A) har to eller flere Po-
lypider; der er talt indtil 25 Polypider og Polypidknop-
per hos den. For Pectinatella (Fig. 218 B) opgives der to,

for Lophopus fire Larvepolypider. Alle Statoblaster er
. forsynet med en Svømmering.

Oversigt over Slægterne.
1. Kolonierne sidder fast paa en fælles Gelé-

FED ES SEE SME ENE SEE TASE 3;Pectinatella.
Kolonierne sidder ikke paa en fælles Gelé- :
) SÅ TND TU DÅ VORE Fre este es SS Sas FRESKER SEN 8 STE VESTE NS SER ERE 23

2. Kolonierne er tilnærmelsesvis vifteformede.
Statoblasterne er elliptiske,i hver Ende udtruk-
ket i en Spids, uden Torne i Randen
FELophopus:
Kolonierne er ormformede. Statoblasterne er
kredsrunde og bærer Torne i Randen ;
É 2 'Cristatelra:

1. Léphopus Dumort.

Kolonien vokser som en opretstaaende Vifte
eller som en Sæk med flere Lapper. Cystidet er

380

blødt, af geléagtig Beskaffenhed. De elliptiske
Statoblaster er i hver Ende udtrukket i en skarp
Spids. Naar Statoblasterne spirer, ses Svømme-
ringen ligeligt fordelt paa begge Skaller, ligesom
hos Plumatelliderne.

"Kun een Art i Europa.

1. L6ophopus crystallinus (Pall.) (Fig. 219).

Kolonierne bliver indtil 4 cm i Diameter. I Begyn-
delsen danner de enkelte Sække, som er smalle bagtil
og bredere ud imod deres yderste Rande. Ved 1 cm's Stør-
relse er Kolonierne for det meste allerede lappede. Poly-
piderne er gruppevis adskilte ved Indskæringer mellem
de enkelte Lapper, hvorimod indvortes Skillevægge mang-
ler helt. Idet de først lave Furer bliver til dybe Indsnø-
ringer og til sidst snører sig helt igennem Kolonien, deler
denne sig. Furerne opstaar altid i Midtlinien af Kolonien,
og hver af de saaledes dannede Halvdele spaltes atter ved
en Midtfure i to o.s. v. -Saafremt nu Kolonien under sin
videre Vækst holder sammen uden at krybe, og ingen
Stykker afrives, rykker de ved de første Furer opstaaede
Dele ud fra hinanden og ordner sig i en Kreds uden om
Koloniens Tilhæftningspunkt og Polypiderne strækker sig
ud til alle Sider. Den med Alderen i Tykkelse tiltagende,
bløde, gennemsigtige, let blaalige Cuticula ligger kun løst
paa Huden. Lophophorerne er elfenbensfarvede; Tarmene
gullige eller rødbrune eller stribede paa langs i disse
Farver. Af Tentaklerne findes omtrent 60. Af de store,
omtrent 1—1,3 mm lange Statoblaster frembringes mange
i hver normal Koloni.

Arten er lunefuld i sin Optræden, som de fleste Fersk-
vandsmosdyr. De trives det ene Aar ypperligt der, hvor
de senere hen forgæves søges, eller optræder hobevis paa
Steder, som det foregaaende Aar helt og holdent var ube-
boede. Lophopus er ingenlunde indskrænket til Vandløb
af en ganske bestemt Beskaffenhed. Den forekommer snart

381

i stillestaaende, større eller mindre Vande, snart i svagt
- rindende Grøfter og Kanaler eller. stærkere strømmende
Bække, snart paa mørke, beskyggede, snart paa solrige
Pladser, og det samme gælder for Underlagenes Ved-
kommende. Den fæster sig til affaldne Blade, til Ande-

=3 SÆDE
NATEE IE
RGS GIR N
BSN

Y
WS WS

SS
5
1cm g oo
A ; : B

Fig. 219. Lophopus crystallinus (Pall.). A. Koloni, hvis ene Halvdel-
viser udfoldede, den anden indtrukne Polypider, B. Statoblast

madens Rødder og andre Vandplanter, som Siv, aloebla-
det Krebseklo, Hornblad, Tusindblad, Vandrøllike, Forglem-
migejstængler o.s. v., til Trærødder, Sten m. m.

I Danmark er Arten fundet i ,,Indelukket'sf Kanaler
nær Frederiksborg. Dens øvrige Udbredelse omfatter Eng-
land, Irland og alle øvrige europæiske Lande sydpaa indtil
Pyrenæerne (1869 m), Italien, Bulgarien, Rumænien og det -
sydlige Rusland. Uden for Europa kendes Arten kun fra
det nordlige Persien og fra enkelte Findesteder i Nord-
amerika.

Dybde-Udbredelse: fra Dø under Vandspejlet til om-
trent 2 m Dybde.

2. Cristatélla Cuv.

— Kolonien vokser ormformet, med en flad, saal-
agtig Underside og en hvælvet Overside, paa hvil-
ken Polypiderne har deres Plads. Den tyndflydende

382

Kitin, som afsondres af Hudcellerne, samler sig
paa Saalen i et Lag, der kan blive indtil nogle mm
tykt. De store, kredsrunde Statoblaster er i Ran-
den besatte med Torne, som i Enderne bærer flere
Hager. Svømmeringen hører helt den saakaldte øvre
Halvdel til, mod hvilken de første Polypiders Mund-
side vender.

Kun een Årt i Europa.

1. Cristatélla mucédo Cuv. (Fig. 220).

Kolonierne bliver indtil 30 cm lange og ligner med
udfoldede Polypider Bjørnespinderlarver; med indfoldede
Polypider kan de let blive forvekslet med Ægmasser af
Mosesnegle, Limnaea. Hele Randen indtages af Knop-
skydningszonen. Over denne er de Polypider, som befinder
sig i Livsvirksomhed, stillet i omtrent tre Længderækker
paa hver Side af et frit Længdebælte. Her i. Koloniens
Midte gaar de ældste Dyr til Grunde, opløses og synker
først sammen, skaffes saa bort udadtil ved Afsnøring, mens
samtidig nye Polypider stadig skyder frem i Koloniens
"Rand (Fig. 14 b). I begge Koloniens Ender gaar Polypiderne
over i hinanden. Der findes Skillevægge imellem de en-
kelte Polypider, men de er smalle, bløde Baand, som oven-
fra nedad drager gennem Koloniens fælles Hulrum, uden
at dele det i enkelte Krophuler. Hos udvoksede Kolonier
beløber Tentaklernes Antal sig til 80—90 og naar dermed
det største Tal, som findes hos noget Mosdyr. Ofte deler
Kolonien sig paa tværs. De mørkebrune Statoblaster, hvis
lyse Svømmering er flad, maaler 700—1250 u i Diameter.
Af de runde, bøjede Torne, hvis 2—6 Hager virker som
Ankerflige, findes der 10—34 paa den øverste Skal, d. v. s.
den med Svømmeringen, og 20—50 paa den nederste Skal.
Tornene udspringer fra selve Statoblastskiven, ikke fra
Svømmeringen.

383

Arten forekommer i stillestaaende eller svagt flydende,
-ikke alt for kolde Vande og ynder de rolige Vige, hvor
Bølgerne ikke naar ind. Den trives ypperligt ogsaa i det
klareste Solskin og bosætter sig paa den hvide og gule
Aakandes Blade og Stilke, Vandpileurt og andre Vand-
planter, paa Grene, Træstubbe, Rødder og Sten. Unge

AM YAN

Fig. 220. Cristatella mucedo Cuv. A. Koloni med Statoblaster i Mid-
ten, B. Statoblast.

Kolonier glider ogsaa paa Vandspejlet med Saalen i Vejret
som Snegle. Med Alder og Størrelse aftager Bevægelses-
evnen, og de gamle Kolonier sidder tit talrigt ved Siden
af og slynget i hinanden paa et fælles Underlag, som de
overtrækker med et Slimtæppe. Disse Ånsamlinger skyldes
… sikkert den ukønnede Formering ved Deling af Kolonierne.
Mange Statoblaster synker om Efteraaret og Vinteren til
Bunds med Plantevæksten, men kommer det følgende Aar
op til Overfladen og spirer.

Arten er fundet paa tålrige Steder i Sjælland (omkring
Haslev, i Bagsværdsø og Lyngby Mose, Fure Sø, Carlssø
og andre Søer ved Frederiksborg, i Bondedammen ved
Hellebæk m. m.) og Jylland (i Gudenaaen med tilstødende
Vandløb og Søer samt Stadilfjord og andetsteds). Dens
øvrige Udbredelse udstrækker sig fra Kola-Halvøen, hvor

384

Kolonier er taget paa 66? 45” N. Br. i Floden Umbra) over
hele Mellemeuropa indtil det sydlige Svejts (i 2293 m
Højde) og Ungarn. Fra Rusland og det vestlige Sibirien
gaar den østpaa indtil Baikalsøen og Kamtschatka og op-
gives endvidere fra Tiberias-Søen og Nordamerika.

Dybde-Udbredelse: fra Vandspejlet. til omtrent 2 m,
undtagelsesvis ogsaa indtil 20 m; de føromtalte, nedsunkne
Statoblaster indtil 100 m.

3. Pectinatélla Leidy.

De smaa rosetformede Kolonier sidder i Mængde
paa en fælles afsondret Geléklump. De store, næsten
;kredsrunde Statoblaster bærer i Randen Torne,
hvis Ender er forsynet med to Hager. Svømme-
ringen hører for Størstedelen, men ikke helt, til
den saakaldte øverste Halvdel af Skallen, mod
hvilken de første Polypiders Mundside vender.

Kun een Årt i Europa.

[I. Pectinatélla magnifica (Leidy) (Fig. 221).

De udstrakte, indtil 1 m lange, eller halvkugleformede.
Storkolonier opstaar dér, hvor talrige Statoblaster fæster
. sig til det samme: Underlag. Naar Statoblasterne spirer,
sidder de smaa Kolonier oprindelig hver for sig uden at
være forbundne. Efterhaanden bliver de i stor Mængde.
ophobet paa en fælles Geléklump. Den kommer i Stand
ved at Cystidernes Hudceller afsondrer en blød, tykfly-
dende, kitinøs Kutikula, som samler sig påa Koloniernes
Fasthæftnings- eller Underside. Store Fælleskolonier op-
naar Størrelse af Barnehoveder. Mindre Kolonier opstaar
af en enkelt Statoblast. Hver enkelt Koloni bestaar af en.
Roset af vandret liggende, radiært stillede Cystidrør.
Rørene smelter henimod Midten sammen til et fælles, for-
dybet Hulrum, i hvilket Skillevægge mangler. Polypiderne
er bleggule; Mundaabningens Omgivelser og Tarmen er
rødbrune. Umiddelbart ved Siden af Cystidmundingerne er
Huden nedsænket, og Ektodermcellerne staar inden for
disse Fordybninger særdeles tæt. Disse Hudkirtlers (til
Begrebet ,,Kirtlerf svarer de.-vistnok næppe) hvidlige,

385

fedtede Afsondring ses med blotte Øje i Form af talrige,
runde Smaapletter paa Koloniens Overflade. Tentaklernes
Antal svinger mellem 50 og 84. Hos alle Ectoprocter, for
saa vidt disse Forhold er blevet undersøgt, opstaar Ende-
tarmen under Knoppens Dannelse tidligere end Spiserøret.

Fig. 221. Pectinatella magnifica
(Leidy). A. Fælleskoloni, be-
staaende af talrige rosetformede
Enkeltkolonier, B. Statoblast.

Derimod forløber denne Udvikling hos Pectinatella mag:
nifica i omvendt Rækkefølge, ligesom hos Entoprocterne.

De store, ikke helt kredsformede, men lidt kantede
Statoblaster, der maaler indtil-godt 1 mm, har en bred og
som en Hatteskygge bøjet Svømmering, fra hvilken, i Mod-
sætning til forrige Art, Tornene udgaar. Disse er flade, i
Enden forsynet med to Hager. Deres Antal svinger mellem
10 og 21, eller sædvanligvis mellem 12 og 17; hyppigst
optræder der 14 Torne: |

Arten findes i stillestaaende, endog i noget sumpede,
og i langsomt flydende Vande, tit sammen med Spongiller
og Muslingen Dreissensia. Den er en varmeyndende Form
"og trives bedst ved en Vandtemperatur påa 20 og flere
"Grader C. Naar Vandet i flere Uger ikke bliver varmere

j 25

Ernst Marcus: Mosdyr.

386

end 16—17?, begynder Kolonien at opløse sig. Arten bebor
Bropæle, Bræddeværk, Flaadetømmer, i Vandet nedhæn-
gende Grene og Rødder, og i det mindste i Nordamerika
ogsaa grønne Plantedele.

Den er hidtil ikke paavist hos os, men kan dog i Be-
tragtning af sin ogsaa iøvrigt helt sporadiske Optræden en
Dag ventes at blive opdaget i Danmark. Forholdsvis hyp-
pig synes Arten kun at være i Nordamerika, men at den
derfra er blevet slæbt over til Europa, som man antog,
er dog ingenlunde bevist. De hidtil kendte europæiske
Findesteder ligger i Elbens og Oders Flodgebeter (0555
i Tjekoslovakiet).

Dybde-Udbredelse: fra nogle cm under Vandspejlet
indtil 1, højst 2 m Dybde.]

Jeg beder om Lov til at udtale min hjerteligste Tak
til min Hustru Eveline, født du Bois-Reymond, hvem Teg-
ningerne skyldes. Desuden har hun hjulpet mig med at
bestemme og gennemarbejde hele Materialet. Endvidere
skylder jeg Frøken stud. mag. Ellen Grønlund (København)
den største Tak for det opofrende og indsigtsfulde Arbejde,
hun har paataget sig ved at rette Manuskriptet m. H. t.
Sproget. Jeg er ogsaa Frøken Dr. Anna B. Hastings (Bri-
tish Museum London) meget forbunden for vigtig Bistand
m. H. t. Materiale og værdifulde Oplysninger. For Mem-
branipora crustulenta-Gruppens Vedkommende har
jeg ogsaa kunnet benytte mig af Hr. Docent Dr. Folke Borg?s
(Uppsala) erfarne Raad. Hr. Dr. P. L. Kramp, Bestyrer af
II. Afdeling af Københavns Universitets Zoologiske Museum,
samt hans Medarbejder Hr. Assistent S. Heding har under
hele Arbejdet ydet mig al mulig Hjælp. Alle disse Herrer
bedes modtage min hjertelige Tak.

Alle de Figurer, ved hvilke ingen Kilde er angivet,
er originale.
Manuskriptet er afleveret i Marts 1936.

258

Literatur.

(Denne Liste omfatter kun de Værker, som er af særlig Betydning.
for Studiet af den nordiske Mosdyrfauna, samt enkelte Hoved-
værker over Mosdyr i Almindelighed).

I. Bibliografier og Kataloger:

1. Canu, F.& Bassler, R. S. North American later Tertiary
and Quaternary Bryozoa. Smithson. Inst. U.S.
Nat. Mus. Bull. 125. Washington 1923 [Literatur
fra 1899—1923, S. 209—243]. :;

2. Jelly, E. C. A synonymic Catalogue of the recent marine
Bryozoa. London 1889.

3. Nickles, J. M. & Bassler, R. S. A Synopsis of Americen
fossil Bryozoa including Bibliography and Syno-
nymy. U.S. Geol. Surv. Bull. 173. Washington
1900 [Literatur indtil 1900, S. 469—623].

IT. Vigtige Arbejder over danske, færøiske, is-
landske og grønlandske Mosdyr:

1. Collin ]J. Om Limfjordens tidligere og nuværende. -
marine Fauna med særligt Hensyn til Bløddyr-
faunaen. Kjøbenhavn 1884.-[Mosdyr S. 24].

Hincks, Th. On Polyzoa from Iceland and Labrador.
Ann. Mag. Nat. Hist. ser. 4, vol. 19, p. 97—112
pl. 10, 11. London 1877.

3. Kramp, P.L. Om Mosdyr (Bryozoa) i Randers Fjord. .

Randers Fjords Naturhistorie. Kap. V, C., S. 313
—320. København 1918.

4... — Pighude, Mosdyr o. s. v. i Ringkøbing Fjord:
Ringkøbing Fjords Naturhistorie i Brakvands-
perioden 1915—31. S.62—76. København 1934.

— Kamptozoa. Zoology of the Faroes XIV. Copen-
hagen 1934.

6. — Bryozoa. Sammesteds. LVIII. Copenhagen 1934.

nn

SÅ

10.

be

12.

13.

14.
15,

16.

389

Levinsen, G. M. R. Polyzoa. Det videnskabelige Ud-
bytte af Kanonbaaden ,,Hauch”'s Togter 1883— 86,
vol. 4 p. 243—306 tab. R3 Kjøbenhavn 1891.

— Mosdyr. Zoologia Danica, 4de Binds Iste Afdeling.
105 S. 9 Tavl. Kjøbenhavn 1894.

— Bryozoa, Endoprocta o. s.v. Conspectus Faunae
Groøenlandicae. Meddel. Grønl., vol. 23 p. 5455—634.
København 1914.

— Bryozoa. Danmark-Eksped. til Grønlands Nordøst-
kyst 1906—08. Bind III. Nr. 16. Meddel. Grønl.,
vol. 43 p. 431—472 plate 19—24. København 1916.

— Undersøgelser over Bryozoerne i den danske
Kridtformation. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk.
Skrifter, Naturvidensk. og Mathem. Afd., 8. Række,
VII. 3, S. 281—445 tavl. 1—8. København 1925.

Mortensen, Th. A new species of Entoprocta, Loxoso-
mella antedonis from north-east Greenland. Dan-
mark-Eksped. til Grønlands Nordøstkyst 1906—
08. Bind V. Nr. 8. Meddel. Grønl. vol. 45 p. 399—
406 plate 26. København 1911.

Nordgård, O. Bryozoa from Iceland. Det Kgl. Norske
Vidensk. Selsk. Skrift. 1924. Nr. 2, S. 1—16. Trond-
" hjem 1924.

Norman, Å. M., Greenlandic Polyzoa. Ann. Mag. Nat.
Hist. ser. . vol. 17, p. 90—93. London 1906.
Wesenberg-Lund, C. Biologiske Studier over Fersk-
vandsbryozoer. Vidensk. Medd. naturhist. Foren.
i Kjøbenhavn 1896 [5], vol. 8, p. 252—363 (I—

XXXVI) 5 Tavler. Kjøbenhavn 1897.

o— On the occurrence of Fredericella sultana and

Paludicella ehrenbergii in Greenland. Meddel.
Grønl. vol. 34 p. 63—75. København 1907.
Winther, G. Fortegnelse over de i Danmark hidtil
fundne Hav-Bryozoer. Naturhist. Tidsskr. 3. Række,
Bind 11, S. 1—40. Kjøbenhavn 1877.

. Hovedværker over Entoprocta:
.. Åssheton, R. Loxosoma loxalina and Loxosoma saltans

0o.s.V. Qu. Journ. micr. Sci. n. ser. vol. 58,
p. 117—143, pl. 6, 7. London 1912.

Atkins, D. The Loxosomatidae of the Plymouth Årea
0. S. v. Sammesteds n. ser. vol: 755p- 321—391.
London 1932.

. Cori, C. J. Kamptozoa. Handb. Zool. (Kåkenthat -Krum-

bach) Bd. 2, Lief. 6, (Teil By SANS Berlin
& mee 1929. :

IV.

390

Cori, C. J. Kamptozoa. Tierwelt Deutschlands (Dahnl)
17. Teil, S. 1—13. Jena 1930.
— Kamptozoa. Tierwelt der Nord- & Ostsee (Grimpe
& Wagler) Teil IV a 1, S. 1—68. Leipzig 1930.
Harmer, $. F, On the structure and development of
Loxosoma. Qu. Journ. micr. Sci. n. ser, vol. 25,
p. 261—337, pl. 19—21. London 1885.
— On the life-history of Pedicellina. Sammesteds n.

ser. vol. 27, p. 239—263, pl. 21, 22. London 1887.

Krumbach, Th. Kamptozoa [und Branchiotrema] des
arktischen Gebietes. Fauna arctica vol. 6, 2. Lief.
p. 83—87. Jena 1932.

Jfr. iøvrigt ogsaa II 12, IV 4 og VII 13.

Nogle Arbejder over Mosdyrenes, især Ecto-
procternes almene Naturhistorie:

.. Barrois, J. Recherches sur Pembryologie des Bryozo-

aires. Lille 1877. |

Calvet, L. Contribution å Phistoire naturelle des Bryo-
zoaires Ectoproctes marine in: Trav. Inst. Zool.
Univ. Montpellier o. s.v. n. sér. mém. nr. 8.
Montpellier et Paris 1900.

.… Harmer, S. F. On the nature of the excretery processes

in marine Polyzoa,. Qu. Journ. micr. Sci. n. ser.
vol. 33 p. 123—167 tab. 2, 3. London 1892.

— Polyzoa. The Cambridge Natur. Hist. vol. 2
p: 465—533. London 1901.

Marcus, E. Bryozoa. Tierwelt der Nord- & Ostsee
(Grimpe & Wagler). Teil VII c. Leipzig 1926.

— Beobachtungen & Versuche an lebenden Meeres-
inn al Zool. Jahrb. Syst. vol. 52, p. 1—102 tab.

2. Jena 1926.

eg H. Recherches sur la larve de la Flustrella
hispida o. s. v. Arch. Zool. expér. génér. sér. -2 vol.
8 p. 4009—459. tab. 22—24. Paris 1890.

— Contribution å Vhistoire des Bryozoaires. Sam-
mesteds sér. 2 vol. 10 p. 557—656, tab. 23—30.
Paris 1892.

V. Vigtig Literatur over Cyclostomata:

f

2

Borg, F. On some remarkable species of cyclostoma-
tous Bryozoa. Meddel. Gåteb. Mus. zool Avdel.
36. Gåteborgs k. Vetenskaps- och Vitterhets-Samh.
Handl. 4de Fåljd. XXVIII:4. Goåteborg 1924.

— Studies on recent' cyclostomatous Bryozoa. Zool.

W

Se

SE
i:

391

Bidr. Uppsala. Bd. 10. p. 181—507 tab. 1—14.
Uppsala 1926.

. Borg, F. Å revision of the recent Heteroporidae (Bry-

ozoa). Sammesteds Bd. 14, p. 253—394, tab. 1—14.
Uppsala 1933.

. Harmer, S. F. On the British species of Crisia. Qu.

Journ. micr. Sci. n. ser. vol. 32, p. 127—181, tab.
12. London 1891.

On the occurrence of embryonic fission in Cyclo-
stomatous Polyzoa. Sammesteds n. ser. vol. 34, p.
199—241, tab. 22—24. London 1893.

On the development of Lichenopora verrucaria,
Fabr. Sammesteds n. ser. vol. 39, p. 71—144, tab.
7—10. London 1896.

On the development of Tubulipora, and on some
British and northern species of this genus. Sam-
mesteds n. ser. vol. 41, p. 73—157, tab. 8—10.
London 1899. '

Robertson, A. Embryology and embryonic fission in

the Genus Crisia. Univers. Californ. Public. vol.
1 nr. 3, p. 115—156 t. 12—15. Berkeley 1903.

— The Cyclostomatous Bryozoa of the West Coast
" of North America. Sammesteds vol. 6 nr. 12,

p. 225—284 tab. 18—45. Berkeley 1910.

Jfr. desuden VII 5 (Part III), VII 13, VII 35 og VII 39.

Grundlæggende Værker over Cheilostomata:
Harmer, S. F, On the morphology of the Cheilosto-

mata. Qu. Journ. micr. Sci. n. ser. vol. 46, p. 263
—350, tab. 15—18. London 1902.

2. Levinsen, G. M. R. Morphological and systematic

studies on the cheilostomatous Bryozoa. 431 S.
27. tavl: rener 1909.

Jir. ogsaa VI 135:

VII. Udvalg af den systematisk-faunistiske Li-

re
2

za

teratur:

Borg, F. On the Bryozoan fauna of Skelderviken. Ark.

Zool. vol. 21 A, Nr. 34, p. 1—13. Stockholm 1930.

— Moostierchen oder Bryozoen (Ectoprocten). Tier-

welt Deutschlands (Dahl) 17. Teil, p. 24—142.
-Jena 1930.

— On some species of Membranipora. Ark. Zool. vol.

22A, Nr. 4, p. 1—35 tab. 1—3. Stockholm 1931.

392

4. Borg, F. Die marinen Bryozoen (Stenolæmata und
Gymnolæmata) des arktischen Gebietes. Fauna
arctica vol. 6, p. 515—551. Jena 1933.

5. Busk, G. Catalogue of marine Polyzoa in the collec-
tion of the British Museum. Parts I and II Chei-
lostomata. London 1852, 1854. Part III Cyclosto-
mata. London 1875.

6. — Report on the Polyzoa collected by H. M.S. Chall-
enger o. s. v. Part I.— The Cheilostomata. Rep.
Voy. Challenger, vol. 10 pars 30, p. 1—216, tab.
1—36. London 1884. Part II.— The Cyclostomata,
Ctenostomata and Pedicellina. Sammesteds, vol.
17 pars 50, p. 1—47, tab. 1—10. London 1886.
Supplementary Report (4. W. Waters). Sammesteds
vol. 31 pars 79 p. 1—41 tab. 1—3. London 1888.

Calvet, L. Bryozoaires. Expéd. Travailleur et Talisman
vol. 8, p. 355—495 tab. 26—30. Paris 1907.

8... — Bryozoaires provenant des campagnes scientifi-

ques du Prince Albert Ier deMonaco. Rés. camp.
scient. du Prince de Monaco fasc. 83 p. 1—152,
. tab. 1—2. Monaco 1931.

9. Canu, F. & Bassler, R. S. North American early terti-
ary Bryozoa. Smithson. Instit. U. S. Nat. Mus.
Bull. 106, p. 1—879, tab. 1—162. Washington 1920.

10. — Fossil and recent Bryozoa of the Gulf of Mexico
Region. Proc. U.S. Nat. Mus. vol. 72, Art. 14,
p. 1—199, tab. 1—34. Washington 1928.

11... — Bryozoa of the Philippine Region. Smithson. mer
U. S. Nat. Mus. Bull. 100 vol. 9, pag. 1—685, tab.
1—94. Washington 1929.

12... — Bryozoaires marins de Tunisie. Stat. Océanogr.
Salambo, Annal. No. 5, p. 1—91, tab. 1—13. Carthage

- (Tunisie) 1930.

13... Harmer, S. F. The Polyzoa of the Siboga Expedition.
Part I (Entoprocta, Ctenostomata and Cyclosto-
mata). Siboga-Exped., pars 28 a, p. I—VI, 1—180,.
tab. 1—12. Leiden 1915. Part II (Cheilostomata
anasca). Sammesteds, pars 28b, p.I—VIII, 181—501
tab. 13—34. Leiden 1926. Part III (Cheilostomata
ascophora. I. Fam. Reteporidae). Sammesteds pars .
28 c, p. I1—VII, 503—640, tab. 35—41. Leiden 1934.

14. Hastings, ÅA. B. Cheilostomatous Polyzoa from the
vicinity of the Panama-canal o.s. v. Proc. Zzool.
Soc. London 1929, Part 4, p. 697—740, tab. 1—17.
London 1930.

15... — The Polyzoa o.s.v. Brit. Mus. Nat. Hist. Great

ST

16.
17.

18.
19.

20.

2
29
"Øg

24.
SE
26.
27.

28.

20.

393

Barrier Reef Exped. (1928—1929). Scient. Rep. vol.
" 4 no. 12, p. 399—458, tab. 1. London 1932.

Hincks, Th. A history of the British marine Polyzoa.
2 Bind (Tekst og Tavler). London 1880.

— Report on the Polyzoa of the Queen Charlotte
Islands. Ann. Mag. Nat. Hist. ser. 5, vol. 10
(1882), p. 459—471, tab. 19, 20; ser. 5, vol. 11
(1883), p. 442—451, tab. 17, 18; ser. 5, vol. 13
(1884), p. 49—58, 203—215, tab. 3—4, 9. London.

Jullien, J. Bryozoaires. Miss. scient... Cap Horn,
vol. 6 III, p. 1—92, tab. 1—15. Paris 1888.

Jullien, J. & Calvet, le Bryozoaires provenant des cam-
pagnes de P”Hirondelle. Rés.camp. scient. du Prince
de Monaco fasc. 23, p.1—188,tab.1—18. Monaco 1903.

Livingstone, A. A. The Bryozoa. Australas. Antarct.
- Exped. Scient. Rep. Ser, .C. (Zool. Botan.) vol. 9,
part I, p. 1—93, tab. 1—7. Sydney 1928.

— Bryozoa Cheilostomata from New Zealand (Papers
from Dr. Th. Mortensen's. Pacif. Exped. 1914—16.
XLIX). Vidensk. Meddel. Dansk naturh. Foren.
vol. 87, p. 45—104, tab. 1—-2. København 1929.

MacGillivray, L. H. Bryozoa. McCoy's Prodromus of
the Zoology of Victoria. 2 vol. Melbourne & Lon-
don 1879—1885 (Decades I—X), 1885—1890 (Dec.
XI—XX).

Marcus, E. Bryozoen von St. Helena (Papers from
Dr. Th. Mortensen's Pacific Exped. 1914—16. LXIX).
Vid. Meddel. Dansk. naturh. Foren. vol. 101, pag.
183—252. København 1938.

Nichols, Å. R. Polyzoa from the coasts of Ireland.
Fisheries, Ireland, Sci. Invest. 1910. No. I, p. 1—37,
tab. 1. Dublin 1911. i

Nordgaard, O. Die Bryozoen des westlichen Norwegens.
Appelløf, A. Meeresfauna von Bergen, p. 75—107,
tab. 1—2. Bergen 1906.

— Revision av Universitetsmuseets Samling av nor-
ske Bryozoer. Det Kgl. Norske Vidensk. Selsk.
Skrift. 1911. Nr. 3, p. 1—27. Trondhjem 1912.

— Bryozoa from the arctic regions. Tromsø Mus.
Aarsheft. vol. 40 (1917), nr. 1, p. 1—99. Trond-
hjem 1918. i

Norman, A. M. A month on the Trondhjem Fjord.
Ann. Mag. Nat. Hist. ser. 6, vol. 12 (1893), p. 446—
452, tab. 19; ser. 6, vol. 13 (1894), -p. 112—133,
tab.. 6—7. London. .

— Notes on the natural history of East Finmark.

30.

31.

32.

33.

34.
35.
36.

37.

38.
39.
40.

41.

394

Ann. Mag. Nat.-Hist. ser. 7, vol. 11 (1903), p. 567—
598, tab. 13; ser. 7, vol. 12 (1903), p. 87—128,
tab. 8—9; ser. 7, vol. 15 (1905), p. 358—360.
London.

Norman, A. M. The Polyzoa of Madeira o. s. v. Journ.
Linn. Soc. London vol. 30, p. 275—314, tåb. 33—
42. London 1909.

O'Donoghue, Chas. H. The Bryozoa (Polyzoa) collected
by the S.S. ,,Picklef. Fish. mar. biol. surv. Union
South Africa. Rep.… No. 3 (1922). Spec. Rep. No.
X, p. 1—63, tab. 1—4. Cape Town 1924.

O' Donoghue, Chas: H. & O'Donoghue, Elsie. A second
list of Bryozoa (Polyzoa) from the Vancouver
Island Region. Contrib. Canad. Biolog. Fisher.
(Stud. biol. stat. Canada) n. ser. vol. 3, no. 3,
p. 49—131 t. 1—5. Toronto 1926.

O' Donoghue, Chas. H. & Watteville, Dora de. A collec-
tion of. Bryozoa from South Africa. Journ. Linn.
Soc. London vol. 39, p. 203—218 t. 5—6. London
1935.

Osburn, R. C. The Bryozoa of the Woods Hole Re-
gion. Bull. U. S. Bur. Fish. vol. 30 (for 1910),
p. 203—266, tab. 18—31. Washington 1912.

— Bryozoa of the Mount Desert Region. Biolog.
Surv. Mt. Des. Reg. (Wistar Instit. Anat. Biol.),
p. 1—97, tab. 1—15. Philadelphia 1933.

Robertson, A. Papers from the Harriman Alaska Exped.
VI. The Bryozoa. Proc. Washington Acad.Sci.vol.2,
p. 315—340, tab. 19—21. Washington 1900.

— Non-incrusting Chilostomatous Bryozoa of the
West Coast of North America. Public. Univ. Calif.
vol. 2, nr. 5, p. 235—322, tab. 4—16. Berkeley

kr LOSE AE Å

— The incrusting Chilostomatous Bryozoa of the
West Coast of North America. Public. Univ. Calif.
vol. 4, nr. 5, p. 253—344, tab. 14—24. Berkeley 1908.

Silén, L. Bryozoa from the Skager Rack, with notes
on the genus Triticella Dalyell. Ark. Zool., vol.
28 A, nr. 16, S. 1—10, Stockholm 1935.

Smitt, F. A. Kritisk fårteckning &fver Skandinaviens
Hafsbryozoer. I —V. Ofvers. Kongl. Vetensk. Akad.
Fårhandl. 1865—1871. Stockholm 1866— 1872.

— Floridan Bryozoa o.s.v. Part I. Kongl. Svensk.
Ak. Handl., vol. 10, nr. 11 (1872), p. 1—20, tab.
1—5; Part II. Sammesteds, vol. 11, nr. 4 (1873),
p: 1—83, tab. 1—13. Stockholm.

42.

43.
44.

45.

46.

395

Waters, A. W. On the Bryozoa (Polyzoa) of the Bay
of Naples. Ann. Mag. Nat. Hist. ser, 5, vol. 3,
p. 28—42, 114—126, 192—202, 267—281. tab. 8—15,
23—24. London 1879.

— Bryozoa. Résult. Voy. Belgica, p. 1—114 t. 1—9.
Anvers 1904.

— Reports on the Marine Biology of the Sudanese
Red Sea o.s. v. The Bryozoa. I. Cheilostomata.
Journ. Linn. Soc. London vol. 31 (1909), p. 123—
181, tab. 10—18. il. Cyclostomata 0..s. v. Samme-
steds, vol. 31 (1910), p.231—254,tab.24—25. London.

— The marine fauna of Zanzibar o. s. v. Bryozoa—
Cheilostomata. Proc. Zool. Soc. London 1913 II,
p: 458—537, tab. 64—73; Cyclostomata o. s. v.
Sammesteds 1914 p. 831—858, tab. 1—4. London.

— Some collections of the littoral marine Fauna of
the Cap Verde Islands, o. s. v. — Bryozoa. Journ.
Linn. Soc. vol. 34, p- 1—44, tab. 1—3. London
1918.

VIII. Vigtige Arbejder over Ferskvandsmosdyr:

dk

N

Abrikossoff, G. Die Bryozoen. II. Teil: Die Sisswasser-

bryozoen des arktischen Gebietes. Fauna arctica,
vol. 6, p. 384—388. Jena 1933.

Allman, G.J. A monograph of the Fresh-Water-Poly-
zoa. London 1856.

:…. Annandale, N. The Fauna of British India o. s. v. Po-

lyzoa Part III, Freshwater Polyzoa, p. 161—238,
240, 245—247. London (Calcutta o.s. v.) 1911.

. Braem, F. Untersuchungen iber die Bryozoen des

sussen Wassers. Bibliogr. Zoolog. Heft 6. Cassel
1890.

Davenport, Ch. B. Report on the Fresh-Water Bryozoa
of the United States. Proc. U. S. Nat. Mus. (No.
1355), vol. 27 p. 211—221, tab. 6. Washington 1904.

Harmer, S. F. The Polyzoa of Waterworks. Proc. zool.
Soc. London 1913, p. 426—457, tab. 62—63. London
1913.

Hyatt, ÅA. Observations on Polyzoa, Suborder Phylac-
tolaemata. Proc. Essex Instit., vol. 4 (1864—1865)
19 197-228) fab 714 (1866); vol. 5 (1866—1867),
p.97—112 (1866); p. 145—160, tab. 15 (1867); p. 193
—232 (1868). Salem.

Kraepelin, K.Die deutschen Stusswasserbryozoen. I. Teil.
Åbh. Gebiet Naturwissensch. herausgeg. v. natur-

12.
13.

396

wiss. Ver. Hamburg, vol. 10 (1887). II. Teil.
Sammesteds vol. 12 (1892). Hamburg.

Loppens, K. Les Bryozoaires d”eau douce. Ann. biol.
lacustre, vol. 3, nr. 2, p. 141—183, 31 tab. Bruxelles
1908.

Marcus, E. Bryozoa. Biologie der Tiere Deutschlands
(P. Schulze) Lief. 14. Berlin 1925.

.…… — Beobachtungen und Versuche an lebenden Suss-

wasserbryozoen. Zool. Jahrb. Syst. vol. 52, p. 279—
350, tab. 6. Jena 1926.

— Uber Lophopus crystallinus (Pall.). Zool. Jahrb.
Anat. vol. 58, p. 501—606. Jena 1934.

Rogick, M. D. Studies on Fresh-Water Bryozoa I,
Tr. americ. micr. Soc. vol. 53, nr. 4, p. 416—424,
tab. 41, 42 (1934); II. Sammesteds vol. 54, nr. 3,
p. 245—263, tab. 41, 42 (1935). Menasha, Wisc.

Jfr. ogsaa II 15, II 16.

397

Afkortede Forfatternavne.

Abis se Abildgaard.
Bl: Alder.
ANS SE Allman.
Ads ere Audouin.
PSf van
Bened. .... Beneden
Blainv..... de Blainville.
Bibeheses Blumenbach.
BSK JE Busk.
Canu og
C.&B Bassler.
Georges
Can errer arier
Dar Dalyell.
Dans Danielssen.
Daws...... J. W. Dawson.
Der 452: Defrance.
Desserre. 5 Desor.
Dumort Dumortier.
ED Ehlers.
Ebrbe.— Ehrenberg.
Ellis og
El. Sol Solander.
ESPE ER Esper
Otho
Fab e Eabeieias
Flemsser= Fleming
FORE ALESN F.-A. Forel
AE Edward
Ford: 2.55. EFarbes
Geri Gervais.
John Edward
Gr, Cr
Han 68 Hancock.
Harms S. F. Harmer.
HASSEL A.F. Hassall.
Heks: 20 Hincks.
SAs SE John Adams.
James... Robert
g Jameson
: John
J. Macg. AG Å Macgillivray.
Johnst. .... Beorge

Johnston

Å FED LØ SRRRØSE "fg Jules Jullien.
Jullien og
Jull. & Calv.Å Calrer
1 SKE) ERR, ERR Keferstein.
Karkps sc Kirkpatrick.
Kern: Kraepelin.
) BEER SER Linné.
Landsb. ... Landsborough.
É G. M.R.
Levins. EK Fåvinser
ne mee Lamarck.
En Lamouroux.
Lom. Lohmann.
BOV S. Lovén.
Mare: E. Marcus.
i Henri Milne-
M.E AGES Es Edwards.
z Hardouin
Mich Jak ge. Michelin.
Nordg: .... Nordgård.
Nem "S Alfred Merle
BE Norman.
Alcide
Ob SR d”Orbigny.
FEASES
Orm bOrimade
Raymond C.
OSDEE ER EEs DEB Arn
Packs Packard.
BH) PÉ, ] ) For SN MER Pallas.
PE Mac
P.H. MacG.4 Gillivray.
James
SOWEE BAN. Sowerby
John Vaugham
Thomps... Be Thompson.
Vere Verrill.
Wait. Waters.
; Wesenberg-
NW.-É es ate) 21707 es Lund.
William
W. Thomps. "TOO DeeE

398

Navnefortegnelse.

(Synonymer er trykt med Kursiv; ( ) betyder ikke-dansk).

I. Klasser, Ordner, Underordner, Sektioner, ;
Familier, Slægter og Underslægter.

Side

Acanthodesia ... 125
Meter ber 103
ÅAeteldae SM 102
Alcyonidiidae ... 300
Alcyonidium.... 300
Alderma ss 127
Amphiblestrum.. 139
(Anarthropora .. 232)
Ånascasssisen si 87
AÅArachnidiidae ... 330
Årachnidium.... 331
Ascophora...... 87
Aspidelectra .... 199
Barentsia....... 16
Beaniat serne 176
Berenicea NE 72
Bicellariella ...…. 177
Bicellariellidae .. 175
(Bicellarina..... 180)
Bowerbankia ... 312
Bugulasius ist 183
Bugulopsis...... 162
Busk: eriik 316
Buskiidae ...... 316
Cabereariseeee 163
Callopora....... 131
Calyssozoa...... 5
Carbasea ....... 147
Carnosaasssdes: 299
(Cauloramphus. . 130)
Cellaria rr 156
Cellariidae ...... 156
Celleporas FR 286
Celleporidae . ... 285
Cellularia. ...….. 162
Cheilostomata... 85
(Chorizopora.... 213)

Colletosia......
Conopeum.....
Cribrilina..….…....
Cribrilinidae ...
(OSSE RS PER ME mRRes

Crisidia

Cristatellidae ...
Cryptosula ....
Ctenostomata .. .
Cyclostomata ...
Cylindroecium...
Dendrobeania...
Diastoporidae ...
Diplosolen.....
Discopora .....
Ectoprocta ....
Electra sas
(Entalophora ...
(Entalophoridae .
Entoprocta ....
Escharella.....
Escharellidae ...
Escharina .....
Eucratea ......
Eucratea… 1...
Farrella .......
Fenestrulina ...
(Filicrisia......
Flustra 221230

…………e……

Crisiella .......

Side
Gymnolaemata.. 25
(Haplopoma .…. 215)
Haplota.….: MEV DI
(Hippodiplosia .. 251)

Hippoporella.... 255
Hippothoa...... 210
Hippothoidae ... 207
Hornera: MM 78
Horneridae ..... 77
(Hypophorella ,. 321)
Idmonea ....... 69
Idmonea........ 63
Kamptozoa ..... 5
Kinetoskias..... 193
(Larnacicus..... 143)
Lichenopora .... 82
Lichenoporidae.. 81
Lophopus ...... 379
Loxosoma ...... 19
Loxosomatidae.. 18
(Megapora..... 145)
Membranipora .. 114

Membraniporella. 197
Membraniporidae 111

Menipea ....... 162
| Microporella .... 256
(Microporidae. .. 154)
Mucronella ..... 226
Nolella......... 326
Nolellidae ..….. 326
Palmicellaria.... 263-
Paludicella ..... SVÆR
Paludicellea .... 325
-Paludicellidae. .. 332
(Pectinatella .... 384)
Pedicellina ..... 13

Pedicellinidae... 12

Side

” Peristomella .... 234
Phylactolaemata. 349
Plumatella ..... 361
Plumatellidae... 357
Porella ra 265
Proboseinas.J.: . 5Ø
Releporase die 219
Reteporidae .... 217
(Rhamphonotus . 142)
Schizomavella... 241
Schizoporella ... 236
Sclerodomidae .. 221
Sermparna. 108
SERUP IØ ER ER 208
Scrupariidae .... 107

399

Side
Scrupocellaria... 166
Serupocellaria ... 162

Scrupocellaridae. 159

Stomatopora....
Fesella: 375500
Tessaradoma....
Fricellaria . ;.
Briticell-.… 1520
Triticellidae ....
Tubulipora
Tubulipora .....
Tubuliporidae...
Umbonula..…..
Valkerias 33. 235%

………5…

Vesiculariidae...
(Victorella......
(Victorellidae ...

II. Arter, Former og Varieteter.

6 Side
abyssicola ...... 231
aculeatam tes 43
(alba era AE 243)
albidum.… ES OM
(alderi (B.)..... 180)
alder (EN SEE: 249
anede. 104
annulata ....... 201
NSA SISSE 237
appear rEerE 66
aAppressat. 4. 369
GV UG BT OG BEA REEE eedE 284

(armata (Cell.) .. 291)
armata (Crypt.). 254

armatr (SS) 262
articulata ...... 332
atlantiske 69
affenuataser seks
— auriculata ...... 242
Kb NNE? SR Re ERE 157
avicularasssese 184
avicularis.....:. 290
(Harleer rare 152)
beaniana ....:.. 219
[519 1 FE), STS SISSE ER 277
Bela ARE» 268
(Braperta ss ære: 240)

Sertelkd ir 218
(Setosella....... 154)
Siniopelta ...... 293
Smittina ....... 274
Smittinidae..... 263
Stelmatopoda.... 349
Stenolaemata.... 29
(Stephanosella .. 239)
Stolonifera ....: 310
Stomachetosella . 261
Stomachetoselli- ;
(8 ve TEE BOEDE SENE 261
Side
MDICORMIS EEN SG 7264
(bimucronatum.. 216)
bispmosa Ære 250
Boeck re 323
(brogniartii..... 214)
caespitosa ...... 369
cCarbaseast se 147
(carinata.…. :… 2. 211)
(catenularia..... 122)
calldata SS SIS
(DUT IIE E S reder 14
Chelafa si SIE 108
ciliata (B.) ..... 178
eliaga (NM) ER 257
(clavata (E.).... 76)
clavata (H.) .... 209
Cocemea Farre e235
compressa ,..... 271
Corea DE 267
(conferfar se 210)
coralloides...... 374
(Corners se 144)
COM IREST. 37
COA Ar 293
Henares se, 134
Grucitera seer 246
(Cena Er 239)

crustulenta
crystallina......
crystallinus.....
cuscuta
cuspidata.......
densa (B.):.....
lens (PI) Ar
dentata
denticulata
(diastoporides...
dichotoma....…..
dilatans
dilatata
(divaricata .....
(divergens. ….. …
dumerilii
(dumortieri 22
(duplessisi......
ODDE HE or
echinata
lbs 7 rr re
(€lonrgata re
emarginata
(eschariformis...
(€xpansa
fasciculata
fibrosum

se……ss0e……

……sssee…

……ssgsss

…………

…ms8e80e

328)

Side

Jimbrias: scene 66
flabelasse sr 373
flabellaris...... . 60
flabellata....... 189
flemingii ....... 139
(flustroides ..... 191)
foliacea (F.) .... 149
foliacea (P.) .... 264
fruticosa (D.) ... 192
fruticosa (P.).... 365
fungcosa me mmesse 372
gelatinosum..... 301
(geniculata ..... 39)
gigantea........ 328
(glabra (H.)..... 216)
glabra (P.)...... 14
Crale se one 222
” gracilis (Bar.)... 17
(gracilis (Bow.).. 316)
(gracilis (T.) .... 161)
granulata....... 52
hastata ........ 245
hastingsi ....... 118
hippopus....... 255
(irsuta eee SE 14)
hirsutum ....... 304
hispida (F.).....'308
hispida (L.)..... 83
hyalina ........ 211
imbellis .....….. 128
imbricata....... 313
immersa........ 226
(impressum..... 216)
(inarmata ...... 114)
incrassata ...... SØ
(inermis........ 143)
(innominata .... 205)
(jugalis ........ 371)
Koren se sees 323
labiosam eee 227
Vacrolre ss see 123
laevissusso Are 273
landsborovii .... 275
(laqueata....... 230)
laxa (M.) 2220, 117

400

: Side
laxa (SJ) TERESE 240
lichenoides ..... 78
liliaceass FR 63
linearis RE 244
lineatar SKS 132
lobulata........ 59
loricata rs 109
(magnifica...... 384)
(major ERE 50)
malusii......... 260
mamillata (P.) .. 236
mamillata (S.)... 245
mamillatum .... 306
melolontha ..... 199
membranacea... 114
(min are 142)
(minor. 5 is 142)
mirabilis ....... 176
(monodon ...... 233)
(monostachys. .. 122)
mucedosssm re 382
murrayana ..... 191
MmMUSCOSA........ 368
(muller rr 330)
MYLULS SSL 302
(neritina ....... 183)
mitens" es RE 316
nitida (M.)...... 198
nitida (Sch.) .... 246
nitida (Sm.) .... 280
(norvegica...... 138)
nutanss sene 16
ODER TREE 71
ochrace are 242
octodentata..... 227
pallasiana ...... 253
parasiticum..... 304
(patagonica..... 211)
PatindseRESSEN (3
Datula SE SS 269
(pavida'.:...……. 329)
peachiil (E.)…..... 226
peachii (T.) ..…. 162
pedicellata...... 324
penicillata...... 67

Side

personata ...... 258
(pertusa 7 Re 251)
phalangea ...... 62
phascolosomatum 20
Pilosa: 53 116
| plumosa (B.).... 186
plumosa (T.).... 65
polyoum …..:.. 302
producta ....... 40
prostrata....... 376
pumicosa....... 292
punctata (C.) .… .203

punctata (P.) ... 374

purpurotincta... 187
(pustulosa...... 312)
(quadrata ...... 141)
(quadridentata. . 191)
quincuncialis.... 246
radiatas rss 205
TaMosa suse 45
ramulosa ....... 287
FECEA : 3. NES VERA 105
repens (F.) ..... 320
”repens (P1.)..... 369
repens (Pl. f.) ..… 372
repens (S.)...... 108
feptans seere 173
reticulatar ren 280
reticulum....... 123
(ringens........ 145)
salicornia....... 157
Sscabrar "BES BANE 169
SELE aserne 171
SCFUPOSA 7.77 167
scutata see 126
securifrons.....…. 151
sefpens 2.5 ER 63
SEVEN MEE 105
singulare ....... 19
SINUuosa......... 261
SKEMA BEER 264
smittil. ASS 194
(spatula. ...…... 295)

spinifera (E.).... 247

(spinifera (M.)…. 130)

401

i Side Side | Side
— spongiosa...….;. 368 | trifolium ......: 141 | ventricosa ...... PN
(Strict mee 368) | trispinosa ...... 279 | verrucaria ....….. 84
Sa Hauge BØ enkel al PMO (ETUNC AES ST 106 K(verricosa er 283)
suborblenlaris 2474 ftubulosa 222: 294 |åverticillata ...…. 118
sultan mn 358) mic ornIsS (VI) Æt TP hviolacea.….0. FS 80
bentISE SAs ER 1267 Km icornis (SS) 257 Svitrean se 260
termnatas reder NOR Kaya REE 318 Hkvulgarist 250)
fridenser eee 265 variolosa seer 229 | (vulnerata. ...….. 155)
IISEarver:
Side Side
Alcyonidium albidum ..... 390 Electra crustilenta 57336
Alcyonidium polyoum..... 340 Electra pilosa se use. 334
Bicellariella ciliata.…. .... 345 Entoproctases Es as 9
Bowerbankia imbricata.... 349 Escharina spinifera ....... 342
(Bowerbankia pustulosa …... 348) (Escharina vulgaris 23 342)
Bugula flabellata ......... SAS Karrella repens sas rer 339
(Bugulakneritinas se SE SAS) FSElsskrellahispida 22 5323 339
Bugula plumosa ........ HEN SAS EH Gymnolaemata ENDE 25
Cellaria 'salicornia: us: 235: 345 (Haplopoma impressum ..… 345)
Gellepora pimicosa SS 344 | Hippothoa hyalina........ 345
(Chorizopora brogniartii.... 346) (Hypophorella expansa. ... 339)
"Cheilostomata......... 299, 334 | Membraniporella nitida.... 343
Cryptosula pallasiana ..... 343 Peristomella coccinea...... 343
Ctemostomatar IA 299; 334 t" Phylactolaemata....….... 350
NGyclostomatar sm REE. 34 | Porella concinna.......…. 343
Cyphonautes balticus...... 336 | Schizoporella unicornis .... 342
Cyphonautes barroisi...... 3365 HESerupariaschelata ss SE 340
Cyphonautes borealis...... 337 | Scrupocellaria reptans..... 346
Cyphonautes compressus... 334 | Scrupocellaria scruposa.... 346
Cyphonautesisehneiderr. 3367 | Valkeria uvas se BY RRR sg 346-

MAL

RG

KLAN
len ; (4

ri Pr TR,
rer: