Full text of "Danmarks fauna; illustrerede haandbøger over den danske dyreverden.."

See other formats

VICTOR HANSEN 


BILLER 
XV 


"ROVBILLER 
I. DEL. 


DANMARKS FAUNA 


ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN 


MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF 


DANSK NATURHISTORISK FORENING 


Bd. 57 


VICTOR. HANSEN 


BELLE R 


ROVBILLER 
1. DEL 


MED 131 AFBILDNINGER 


I KOMMISSION HOS 
G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 
1951 


givet med støtte af 
Carlsbergfondet 


Ud 


== ? 


KØBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI 


Sa Bt. ; 


Rovbiller. 


(Staphylinidae og Micropéplidae). 


Vingedækkerne som regel stærkt forkortede og 
kun dækkende bagkroppens to første rygled. 
Flyvevingerne af Staphylinoidé-type!). Bagkrop- 
pen bøjelig, idet de enkelte led er indbyrdes be- 
vægelige”); af rygleddene er som regel kun de 
to første bløde og hudagtige, de øvrige hårde og 
stærkt kitiniserede. Følehornene 11-leddede, sjæl- 
dent 10- eller 9-leddede. Fodleddenes antal meget 
forskelligt (fra 2 til 5). 

Rovbillerne hører til. billernes anden under- 
orden, Polyphaga (Heterophaga, Cantharidoi- 
dea) og til denne underordens første familie- 
gruppe, Staphylinoidea, der især er karak- 
teriseret ved udviklingen af flyvevingernes ribbe- 
net”). De andre til denne familiegruppe hørende 
familier (ådselbiller, stumpbiller m. m.) er be- 
handlet 1 Danmarks Fauna, Biller V, hvor der 
også (p. 9—13) er givet en oversigt over fami- 
lierne"). 

1) Se Danmarks Fauna, Biller V, p. 3. 

2) Hos familien Micropeplidae (p. 16) dog kun i meget ringe grad. 

3) Jfr. Danmarks Fauna, Biller V, p. 3. 

4) Familien Staphylinidae omfatter i den nævnte oversigt også 


sr senere; der i nærværende arbejde er udskilt som en særlig 
amilie 


i ks 


) 

Se kæbepalpe, S 
SY kindbakke 4 Yæbepalpe Ø 
ore ER 5 
SR bh, SAR | 
Se ( (LL atby == 

WII rd 
” Vi --- - kæbefl1g 
PNDED SET CEUS SENAT ER underlæbe 
( JY i == rådge 
er. 
forbrysk-— 3 


(prosternum) 


fg dN Sorhofte 

pronotum3, Brod 

epiplewr Øg 

forbrystets == KV SCR 

åndehul 
mellem bryst "7 Aker: C2% smellemhofte 
(mesosternum) 7; eva B—=s ms TER 

r: ig sVFØFELO: 
mellembrystets DD UAE ”g Be. 
nenes fFro- 
5 Sand chantere 

Q Ny, 
ÅR) -=baghofte WWW 
S35=5 - bagben els 


epistern--"]” 
trochanler 


og epimer” 


bagbryst--- 
(metasternum) 


dagbrystets,- 


epistern-" , 
vingedæk ke-" 


Fig. 1. Staphylinus olens. Undersiden, benene på den ene side 
fjernede. 1—6: 1.—6. bugled. 


dy & 
X) bind ball overløbe (labrum) S 
R indba e, > 


J (S 
e É, (EL (d 
SA Age i : KR me 


YSÆFR FENG 


Q Cl 
L —— (S 
< S 


N / 
y 


postscutellum > 39 


Fig. 2. Staphylinus olens. Oversiden, venstre vingedække fjernet. 
1—10: 1.—10. rygled. st. 1 og st. 8: 1. og 8. åndehul. 


6 


Hovedet (fig. 6—12, p. 20) af meget forskel- 
lig form, ofte bagtil halsformet indsnøret (fig. 9 
og 10), sjældent (Myllaena, Gymnusa) kort 
snudeformet forlænget, snart fremstrakt, snart 
nedadbøjet. Øjnene af meget forskellig form og 


-palpe 2 


slamme 


-under- 
Læbe 


- hængsel 


Fig. 3. Staphylinus olens. Til venstre: højre kæbe. Til højre: 
underlæben. 


størrelse, hos Steninerne (fig. 8, p. 20) så store og 
hvælvede, at de minder om sandspringernes 
(Cicindelidae). Hos Omaliinerne (fig. 6) findes i 
reglen på panden to, hos Phloeobium eet, usam- 
mensat punktøje. 

Følehornene oftest 11-leddede, hos Oligota og 
Hypocyptus dog 10-leddede og hos Micropeplidae 
9-leddede, snart trådformede eller (Habrocerus 
(fig. 16, p. 21) -og Trichophya) hårfine,” snart 
jævnt fortykkede mod spidsen eller med afsat 
kølle, undertiden svagt knæede mellem rodleddet, 
der da er langt, og 2. led; de er snart indleddede 
frit, indenfor eller foran øjnene, snart under 


ØR 


pandens, ofte fortykkede for- eller siderand eller 
forhjørne (se fig. 6—12). 

Af munddelene (fig. 1—3) er foruden over- 
læben og kindbakkerne navnlig de som regel 
4-leddede kæbepalpers form af betydning for be- 


pronotums 


epipleur- 


fork ofte 


Fig. 4. Forbryst af Staphylinus ater. Det ene forben fjernet. 


stemmelsen. Også læbepalperne, tungen og hagen 
frembyder undertiden vigtige kendetegn. Hos 
Stenus er underlæbens palpe- og tungebærende 
del langt fremskydelig (se nedenfor p. 162). 
Hos underfamilierne Staphylininae, Tachypo- 
rinae og Aleocharinae er forbrystets underside 
(fig. 4) bag forhofterne kun svagt kitiniseret, 
blødt hudagtigt, på hver side med et oftest mørk- 
randet åndehul (stigma), som, når forhofterne 
løftes, er helt eller delvis synligt, idet forbrystets 
epimerer enten mangler eller er indskrænket til 
små, ofte trekantede partier (operculum), der 
ikke eller kun delvis dækker åndehullerne. Hos 
de andre underfamilier er som regel forbrystet 
bag forhofterne kraftigt kitiniseret og åndehul- 
lerne dækkede af forbrystets epimerer, der oftest 


8 


er sammenvoksede med pronotums sidedækker 
(€pipleurer): 

Vingedækkerne som regel stærkt forkortede og 
kun dækkende bagkroppens to første rygled, 
undertiden dog længere og dækkende størstedelen 
af eller næsten hele bagkroppen. Sidedækkerne 
(epipleurerne) er snart tydeligt afsat fra rygfladen 
ved en skarp kant eller en fordybet linie, snart 
går de jævnt over i rygfladen. Vingedækkernes 
sømme slutter som regel sammen på sædvanlig 
måde, men hos Leptacinus, Gauropterus og Xan- 
tholinus ligger den ene søm hen over den anden. 
Flyvevingerne er i hvilestilling dækkede af vinge- 
dækkerne, idet de på langs er sammenfoldet 2 
eller endog 3 gange. Undtagelsesvis mangler 
flyvevinger; i så fald mangler også den fine, lyse 
hudbræmme, der ellers findes på bagranden af 
bagkroppens 5. frie rygled. 

Benene er af meget forskellig form. Forhofterne 
undertiden (f. eks. hos Paederinae og Staphylini- 
nae) lange, konisk tapformede og stærkt frem- 
stående. Baghofterne (fig. 13—15, p. 21) hos Ste- 
ninae, Euaesthetinae, Paederinae og Staphylini- 
nae med kraftigt udviklet inderplade, der rager 
stærkt tapformet bagud, og svagt udviklet yderpla- 
de, hos de andre underfamilier mere tværbrede og 
ikke eller kun lidet bagudragende og undertiden 
(Tachyporinae, Trichophyinae og Aleocharinae) 
med bred, flad yderplade. Forbenene er under- 
tiden, f. eks. hos Bledius, graveben. Føddernes 


å 


ledantal meget forskelligt, fra 2 til 5, undertiden 
forskelligt på for-, mellem- og bagben. 

Bagkroppen (fig. 1 og 2) består i sin typiske 
form af 10 rygled (dorsalsegmenter, tergitter) og 
7 eller 8 bugled (ventralsegmenter, sterni!ter). 
1:08; 2 s-rygled-er:imidlertid-som. regel skjult 
under vingedækkerne, således at det første frie 
rygled egentligt er rygled nr. 3. I det følgende 
betegnes dette led (rygled nr. 3) som 1. frie ryg- 
led;'ogide: følsende (rygled:nr:4, 5.0-s4v:)usom 
Bys io rydledo:s vs Det ye rygled:er; oftest 
indskrænket til 2 sidegrifler og ligesom det lille 
8. frie. rygled på døde dyr. hyppigt trukket ind 
under og skjult af 6. frie rygled. Hos hunnerne 
af slægterne Leptacinus, Gauropterus og Xantho- 
linus' er» det: 7: frie rygsled dog helt! Den rigtige 
tælling af rygleddene kan for de vingede arter 
som regel let kontrolleres ved, at det 5. frie ryg- 
led på basranden; har en fin, lys "hudsøm Af 
bugled findes:"hos:Oxytelinerne 8: og: hos;…de 
øvrige rovbiller 7 tydelige led, der i det følgende 
betegnes som 1. bugled o. s. v. Det 1. (hos Oxy- 
telimernedet: 29) busgled svarer til; 11. frie :rygled 
som ryg og bug af samme bagkropsled. Det 
sidste (7:jeller :hos Oxytelinerne 8.) bugled,.der 
hos hunnen er delt i 2 sidestykker, er ligesom 
8. og 9. frie rygled på døde dyr oftest trukket 
ind i bagkroppen, således at de yderste tydeligt 
fremtrædende bagkropsled er 6. frie rygled og 6. 
(hos Oxytelinerne 7.) bugled. 


10 


Hos mange rovbiller er hannen kendelig ved 
tydelige sekundære kønsmærker, såsom særskilt 
skulptur på eller form af hoved, pronotum, 
vingedækker eller bagkropsled, udvidede for- 
fødder, eller længere eller særligt behårede føle- 
horn. Hannens parringsorgan og hunnens sæd- 
kapsel (receptaculum seminis, spermateca) er ofte 
af vigtighed ved bestemmelsen af nærstående arter. 

De fleste rovbiller, navnlig de større former, 
er som navnet antyder, rovdyr, men der ér dog 
også adskillige arter, som helt eller overvejende 
lever af henrådnende dyriske eller af vegetabilske 
stoffer. De fleste arter er nøje knyttede til jord- 
bunden, men iøvrigt træffer man rovbiller under 
de forskelligste forhold, på fri mark og i skov, 
på muldet, leret, gruset eller sandet bund. Nogle 
arter foretrækker tør bund og træffes f. eks. ved 
planterødder, under sten og lav, andre lever på 
fugtig bund, i moser og enge, ved kildevæld, 
eller ved sø- og åbredder, hvor de træffes i op- 
skyl, under mos, i Sphagnum, på vandplanter 
eller i disses bladskeder, eller løbende fremme i 
solskin på fugtige bredder eller på fugtig tørve- 
bund; også i det fugtige løv ved skovsøer, =sumpe 
og -grøfter eller omkring græstuer på disse steder 
træffes adskillige arter. En del arter lever på 
stranden under tang og i klitter, og ofte træffer 
man rovbiller i grus- og sandgrave, nedfaldne 
fra de tilstødende omgivelser. Nogle arter, f. eks. 
Bledius-arterne, graver gange (»tunnelgravende 


11 


arter«, ligesom Dyschirius-arterne") og Hetero- 
cerus-arterne”)) i skrænter og brinker eller på 
strand-, å- eller søbredder. Mange arter findes i 
kompost, gødning og svamp eller ved ådsler, 
andre forekommer under bark, f. eks. hvor der 
er barkbilleangreb, i mørt ved, f. eks. rød- 
muldet egeved, eller i ved, der er angrebet af 
larver til sommerfuglen Cossus, ved udflydende 
træsaft, f. eks. af eg og elm, i hule træers smuld, 
ved gamle stubbe, i savsmuld og i grannåle- 
bunker eller under kvasbunker. Adskillige arter 
er knyttede til dyreboer og findes f. eks. i muld- 
varpe-, rotte- og musereder og -gange, i fugle- 
reder, i myreboer eller gedehamseboer; også i 
stalde og kældre træffer man rovbiller. En del 
arter træffes fremme på blomster, buske og vand- 
planter, og ofte kan man ketse rovbiller i vege- 
tationen, navnlig henimod solnedgang, da ad- 
skillige arter sværmer og derfor også kan tages i 
flugten. Adskillige sjældne arter er taget flyvende 
i de sidste solstråler; i disse tilfælde bør dyrene 
samles i glas uden dræbestof, for at de, inden 
man dræber dem, kan få tid til at trække flyve- 
vingerne sammen under vingedækkerne. Også 
på jordbunden træffer man, som foran nævnt, 
rovbiller løbende fremme i solskinnet, navnlig 
på fugtig bund. Men de fleste rovbiller fører en 
skjult tilværelse og ved indsamling er derfor 


1) Se Danmarks Fauna, Biller XI, p. 45. 
2?) Se Danmarks Fauna, Biller X, p. 143. 


12 


sigten!) langt det vigtigste apparat. Sigtning ude 
i naturen bør så vidt muligt foretages i skygge, 
da mange arter i solskin hurtigt tager til vingerne; 
selvom det ikke lykkes dyrene at flytte; vids 
vingedækkerne ofte være løftet og flyvevingerne 
helt eller delvis fremme, når de dræbes i samle- 
glasset, og dette er det oftest vanskeligt. eller 
umuligt at bringe i orden ved præparationen. 

De fleste arter klækkes vistnok om eftersom- 
meren eller efteråret — nogle meget sent på efter- 
året — og overvintrer som imago. Hvor særlige 
bemærkninger "ikkeer gjort "om; findetider; Ayn 
forår og efterår derfor som regel være de bedste 
årstider for indsamling. 

Rovbillerne kendes som regel let fra andre bil- 
ler ved de stærkt forkortede vingedækker og den 
bøjelige bagkrop (se fig. 5 og 18—30, p. 18 og 22— 
28). Dér: findes vel "også sandre-biller med mere 
eller mindre forkortede vingedækker, såsom 
Pselapherne?”), stumpbillerne (Histeridae)”) og 
træbukkeslægterne Necydalis og Molorchus"), 
men hos disse biller mangler bagkroppen den 
bevægelighed mellem de enkelte led, der kende- 
tegner de fleste rovbiller og kun er mindre ud- 
præget hos arterne med mindre stærkt forkortede 
vingedækker. Mange rovbiller kan krumme bag- 
kroppen stærkt opad, undertiden så stærkt, at 
den dækker forkroppen (Encephalus), andre 


1) Se Danmarks Fauna, Biller V, p. 6—8. 
”) Danmarks Fauna, Biller NEDE AE 

3) Danmarks Fauna, Biller V, p. 212 ff 

") Danmarks Fauna, Biller ILI, p:53 og SYG 


13 


(Tachyporiner og Xantholininer) kan krumme 
bagkroppen nedad, og nogle af disse kan da, 
ved også at bøje hoved og forbryst nedad rulle 
sig sammen (Xantholininerne). Den omtalte ten- 
dens til at krumme bagkroppen opad eller nedad 
gør sig ofte gældende, når dyret er dræbt og præ- 
pareret, og man bør derfor altid klæbe bag- 
kroppen til kartonen og kort tid efter præpara- 
tionen efterse, om bagkroppen desuagtet har 
kreæmmet sin; og da få, det. rettet, imden. dyret 
bliver stift. Eksemplarer, på hvilke de sidste bag- 
kropsled eller parringsorganerne er udpræpa- 
rerede;(jfr: nedenfor). mister som regel derved 
krumningstendensen. Hos mange arter, især 
blandt Tachyporinerne, er bagkroppen tilbøjelig 
til) når dyret er dræbt; at trække sig sammen, 
hvilket der da ved præparationen bør rådes bod 
på-vedbjælp af en fm /nål;,der stikkessand: i 
bagkropsspidsen og med hvilken leddene trækkes 
ud i normal stilling. 

Rovbillernes præparation kræver, navnlig for 
de mange små, ofte skrøbelige arter, stor omhu 
og nøjagtighed. Følehorn, palper og ben må 
strækkes godt frem, så at leddene kan tælles og 
deres længde- og breddeforhold måles. Da føle- 
hornene ofte ikke er trinde, men noget flad- 
trykte, må det iagttages, at de præpareres således, 
at man ved undersøgelse fra oven får leddene 
at se i deres største breddemål, da dette mål er 
lagt til grund ved beskrivelserne. Bagkroppen 
må klæbes til kartonen, så at den ikke trækker 


14 


sig for stærkt sammen eller løfter sig i vejret. 
For mange arter, navnlig i den store og vanskelige 
slægt Atheta, er det af afgørende betydning for 
bestemmelsen at kunne undersøge 6. frie rygleds 
og 6. bugleds form, skulptur og behåring m.m. 
Det er da praktisk at løsne 6. frie rygled og klæbe 
det op lige bag dyret, således at begge led bliver 
tydelige. For de arters vedkommende, hvor 
kendetegn på hannens parringsorgan eller hun- 
nens sædkapsel er af vigtighed, bør da disse or- 
ganer samtidig udtages og klæbes særskilt op, idet 
man for det førstnævnte organs vedkommende 
skiller penis og paramererne fra hinanden. 
Denne præparation lader sig med nogen øvelse 
næsten altid' foretage uden at beskadige dyret, 
når den finder sted, samtidig med at dyret stilles 
op, medens det er blødt. Man må nøje passe på 
at undgå, at behåringen på dyrets overside lider 
skade ved at komme i berøring med fugtighed 
fra dyret eller med klisteret (traganth), der bruges 
til opklæbningen. Behåringen frembyder nemlig 
ofte vigtige artskendemærker, og let kendelige 
arter vil kunne blive næsten ubestemmelige, når 
deres behåring er ødelagt. Også mikroskulpturen 
bliver vanskelig eller umulig at undersøge i disse 
tilfælde. Når man har tilstrækkeligt materiale af 
en art, bør et eksemplar af hvert køn præpa- 
reres med undersiden opad. Endelig er der 
grund til at fremhæve, at præparationen bør være 
ensartet, f. eks. med hensyn til, hvor meget 
hovedet strækkes frem. To eksemplarer af samme 


15 


art vil kunne gøre et ret forskelligt indtryk som 
følge af uensartet præparation, hvilket naturligvis 
kan vanskeliggøre bestemmelsen. I det hele taget 
kan det siges, at den tid, der ofres på en om- 
hyggelig præparation, er vel anvendt, fordi den 
— foruden at forøge den æstetiske glæde ved 
samlingen — i høj grad letter undersøgelsen og 
bestemmelsen, så at der ved dette arbejde rigeligt 
indvindes, hvad der er brugt af tid til præ- 
paration. 

Vanskeligheden ved at bestemme rovbiller er 
ofte blevet overvurderet, og dette har utvivlsomt 
hyppigt medført en vis ulyst hos yngre Coleo- 
pterologer til at give sig i lag med denne gruppe. 
Mange arter er ret lette at bestemme. Men natur- 
ligvis findes der i en så artrig gruppe slægter, 
hvis arter er vanskelige at adskille. Her kræves 
indsamling af et fyldigt materiale og som ovenfor 
nævnt en omhyggelig præparation. Men det ar- 
bejde, der anvendes hertil, lønner sig. Netop fordi 
denne gruppe er blevet forsømt af mange samlere, 
er mulighederne for at gøre interessante iagttagel- 
ser og forøge kendskabet til vor fauna betydelige. 

Familien Staphylinidae er den artrigeste af 
de danske billefamilier. Hidtil er der i Danmark 
fundet c. 800 arter eller henimod en fjerdedel af 
vore Cc. 3400 billearter. Af familien Micropepli- 
dae, der ofte behandles som en underfamilie i 
familien Staphylinidae, er der kun fundet 3 arter 
i Danmark. 

Som ovenfor nævnt (p.10) lever adskillige 


16 


arter af familien Staphylinidae ikke af rov, men 
helt eller overvejende af henrådnende dyriske 
eller af vegetabilske stoffer. Der findes dernæst 
som bekendt mange rovdyr blandt de øvrige 
billefamilier, f. eks. de fleste løbebiller. Det 
danske navn »rovbiller« er derfor i og for sig 
lidet betegnende, medens det svenske mon 
»kortvinger« er langt bedre, idet alle Staphyliner 
har mere eller mindre forkortede vingedækker, 
og der blandt de øvrige familier kun er ret få 
arter med "korte -vingedækker «(se hora ps 
Betegnelsen rovbiller, der kan føres helt tilbage 
tl… M. Th; Brunnieb's:. Enittomologia; 1764/ser 
imidlertid gennem årene blevet det faste, hævd- 
vundne danske navn for familien, medens be- 
tegnelsen kortvinger eller kortvingede, som her- 
hjemme forsøgtes indført i 1838 af H. Krøyer, 
aldrig er trængt igennem hos os. 


Oversigt over familierne. 
1. Følehornene 9-leddede, med eetleddet, skarpt afsat 
kølle (fig. 5). Forbrystet på hver side med en 
dyb. følehormmstune Sd. 1. Micropøpliindae: 
Følehornene 11-leddede, undtagelsesvis 10-leddede. 
Forbrystet uden følehornsfurer 
2. Staphylinidae (p. 20). 


1. familie Micropéplidae. 


Hovedets underside og forbrystet på hver side 
med en dyb følehornsfure. Følehornene 9-led- 
dede, med eetleddet, skarpt afsat kølle (fig. 5). 


12 


Vingedækkerne dækkende bagkroppens 3 eller 
4 første frie rygled, hos den danske slægt med 
længderibber. Hofterne små, både mellemhof- 
terne og baghofterne bredt adskilt fra hinanden. 
Fødderne 3-leddede. Bagkropsleddene indbyrdes 
kun meget lidt bevægelige. Jfr. iøvrigt foran 
pp: TH. 


1. Micropéplus Latr. 


Pronotum grubet. Vingedækkerne med længde- 
ribber. Bagkroppens 4 første frie rygled med 
gruber, indbyrdes adskilt ved køle. Benene korte 
og tynde. 


Arterne lever i planteaffald og svampe, ved gødning og 
ådsel eller på fugtig bund. De kan undertiden aftenketses. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkernes ribbemellemrum ikke punkterede. 


ERE. FREE TS SINE SEE EPE SENDER tessérula. 
Vingedækkernes ribbemellemrum tydeligt punk- 
berede. Slorre 25 MED RSS ERE LS 2; 
2. Vingedækkerne mellem sømribben og skulderribben 
Med Fan 2 kender b er SET KØD 3. fulvus. 
Vingedækkerne mellem sømribben og skulderribben 
mel 3 kerne deri her 5 aA Eiler se ks aen. EN ad: 


3. Vingedækkerne ret matte, i bunden fint mikro- 
chagrinerede, ribbemellemrummene tæt punk- 
terede. Længde 2,3—2,5.mm .…........ 1-porcatus 

Vingedækkerne ret blanke, uden tydelig mikro- 
chagrinering, ribbemellemrummene mindre tæt 
punkterede, Længde rim. se arne 2ucaelåalus. 


1. M. porcåtus Fabr. (fig. 5). Let kendelig på den matte 
forkrop i forbindelse med vingedækkernes 3 rygribber og tætte 


Victor Hansen: Rovbiller. I. DD 


18 


punktur. Sort, pronotum midt på hver side med en gennem- 
skinnende rødlig plet, følehorn og ben rødgule, de førstes 
endeled mørkere. Hoved og pronotum rynkede, pronotum 
over dobbelt så bredt som langt, med vinkelformede sider 
og kantede gruber, adskilt ved køle. Vingedækkerne bagtil 


Fig. 5. Micropeplus porcatus. gg. x 19. 


med et tværindtryk. Bagkroppens 1.—4. frie rygled hvert 
med 4 store, dybe, glatte gruber, adskilt ved 3 længdekøle. 
Længde 2,3—2,5 mm. i 

åg: Mellem- og bagskinnebenenes spids indvendig med en 
lille, fin torn. 

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Nørholm, Juelsminde, 
Bygholm, Stensballe skov, Mossø, Skørping; Fåborg, Ærø, 
Bøtø, Tromnæs, Mogenstrup, Sorø, mange steder i Nord- 


sjælland. I plantemøddinger og svampe, ved ådsel og gød- 
ning, både i skov og på åben, f. eks. gruset bund. Marts—sept. 


2. M. caelåtus Er. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt 
ved, at hoved og pronotum er lidt blankere og kraftigt punk- 
terede, pronotums sider mindre skarpt vinkelformede og dets 
gruber og køle svagere, vingedækkerne lidt kortere og be- 


19 


tydeligt stærkere hvælvede, bagkropsleddene lidt kortere og 
4.leds gruber kun tydelige ved roden. Længde 2 mm. 

g: Som den foregående. 

Meget sjælden (Ø). På mosebund. Hejreengen i Sundby 
storskov (sigtet af opskyl om foråret og krybende på bund 


og sider af en meget fugtig grøft i aug.), Flommen ved Sorø, 
Vangede mose, Lyngby mose, Tirsdagsskoven ved Hillerød. 


3. M. fulvus Er. Let kendelig ved, at vingedækkerne kun 
har 2 rygribber, bagtil er ret stærkt tværindtrykte og tilsam- 
men kun er c. ”/, bredere end lange. Brun eller brunrød, 
pronotums sider lysere, følehorn og ben rødgule. Hovedet 
bagtil med 5 fremefter konvergerende længdekøle. Pronotum 
c. dobbelt så bredt som langt, rygfladen med gruber og køle, 
siderne rundede. Vingedækkernes ribbemellemrum ret kraftigt 
punkterede. Bagkroppen omtrent som hos M. porcatus. Længde 
2—2,3 mm. 

åg: Mundskjoldets forrand i midten tandformet frem- 
trukket. Skinnebenene på indersiden noget foran spidsen med 
en tand, der er svagest på forskinnebenene, disse stærkere 
indadkrummede. 

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Haderslevegnen, Horsens- 


egnen, Hadsten; Odense, mange steder i Nordsjælland. Især 
i kompost. April—juni, aug.—sept. 


[M. tessérula Curtis. Let kendelig fra de foregående arter 
ved ringere størrelse samt ved, at vingedækkerne mangler 
punktur i ribbemellemrummene og ikke, som hos de fore- 
gående, har nogen længderibbe udenfor skulderribben. Sort 
eller brun, pronotums sider lysere, følehorn og ben brungule, 
de første mørkere mod spidsen. Hovedet bagtil med 2 knuder, 
adskilt ved en midtfure, der har en fin, undertiden utydelig 
længdekøl. Pronotums sider rundede. Vingedækkerne med 
2 længderibber mellem sømribben og skulderribben. Længde 
1,5 mm. 

åg: Skinnebenenes inderside mod spidsen fint karvet. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den er dels taget ved aftenketsning, dels 
i opskyl ved søbredder; i England er den fundet på skov- 
bund i aske efter skovbrand i selskab med en Acritus-art 
(A. homoeopathicus Woll.), sept.] 


D% 


20 


2. familie Staphylinidae. 


Forbrystet uden følehornsfurer. Følehornene 
11-leddede, hos Oligota og Hypocyptus dog 10- 
leddede. Jfr øvrigt foran ps 


Fig 7 
Mg 6 Oxytelus 
Ler eva 
Jtenus Figd Fig. 10 
Asternus Othius 
| Fig CA Yx 
Sig: TR 
GE] mere, Aleochara 


Fig. 6—12. Hoved af forskellige rovbiller. 


21 


De karakterer, der er af særlig betydning for 
en systematisk inddeling i underfamilier af fami- 
liens slægter, er navnlig baghofternes (fig. 13—15) 
og forbrystets (fig. 4, p. 7) bygning samt føle- 
hornenes indledning (fig. 6—12). Nedenfor gives 


X ZY 


Bledius Staphylinus SAD 


Fig.16. Habrocerus SÆLG 
Oxyporus 


Fig. 132—15. Højre baghofte. I: baghoftens inderplade. Y: bag- 
hoftens yderplade. T: bagbenets trochanter. L: baglår. 
Fig. 16. Følehorn. Fig. 17. Højre læbepalpe. 


først en oversigt over underfamilierne, i hvilken 
det af hensyn til dens praktiske anvendelse i 
videst muligt omfang er undgået at benytte under- 
sidekendetegn, og derefter en oversigt, som i 
første række hviler på de lige nævnte, i systema- 
tisk henseende vigtige karakterer. 


Første oversigt over underfamilierne. 


1. Følehornene fra 3. led hårfine og langt kranshårede 
DD 73 MESSE SEES RESEN DET SL MEE RSRELDERST SEER 2 


22 


Følehornene ikke hårfine, men trådformede eller 
jævnt fortykkede mod spidsen eller med tydeligt 
afsat kRRe 35 KE SEERE VOR £ BRDSEESSEER 

2. Hovedet ikke indsnøret bagtil. Vingedækkernes 
rygflade afsat fra sidedækkerne ved en skarp 


Fig. 18. Proteinus brachypterus 9. Fig. 19. Omalium rivu- 


Xi25; lare 2. X 13 


sidekant. Kun een dansk, 3—3,5 mm lang art 


(Re Br SÅ SUF SKE: HDD ESE 11. Habrocérinae. 


Hovedet stærkt indsnøret bagtil. Vingedækkernes 
rygflade ikke afsat fra sidedækkerne ved nogen 
sidekant. Kun een dansk, 2,5—3 mm lang art 


"få Från Rs es 2) BASERE 2 ERNE SØREN SE AG 12. Trichophyinae. 


3. Alle fødder 4-leddede. Følehornene 11-leddede, med 
tydeligt afsat 2-leddet kølle, indleddede langt 
foran øjet. Kun 3 danske, 1,5—2 mm lange 


arter (fig. 24, p. 25) ,..7 7-Etaesthetimnåe (p. 218). 


Fødderne ikke alle 4-leddede, i modsat fald føle- 
hornene 10-leddede (Hypocyptus og Oligota) 


23 


eller indleddede nær den forreste del af øjets 
erat FEER NINE DRE 4. 
4. Læbepalpernes endeled meget stort, tværbredt, 
halvmåneformet (fig. 17, p. 21). Følehornene 
meget korte, mod spidsen meget bredere og flad- 


Fig. 20. Phloeocharis subtilissima dg. x 26. 


trykte. Kindbakkerne lange, krumme,. fremstå- 
ende, fortil krydsende hinanden. Kun 2 dan- 
ske, 7—12 mm lange, sort og rødgult tegnede 
arter (hg: 22, p224) 2510245 5. Oxypårinae (p. 159). 
Læbepalpernes endeled anderledes formet ...... 5. 
5. Vingedækkernes rygflade (hos den danske slægt) 
ikke afsat fra sidedækkerne ved en sidekant. 
Følehornene indleddede langt foran øjet. Ho- 
vedet trukket tilbage næsten til de fremstående 
øjne. Kun een dansk, 1,5—2 mm lang art 
RENO SE SIVVDP EKS, 3. Phloeochårinae (p. 94). 
Vingedækkernes rygflade afsat ved en. skarp side- 
kant, i modsat fald er følehornene ikke indled- 
dede langt foran øjet eller størrelsen betydeligere 6. 


24 


6. Følehornene indleddede frit på panden, mellem 
øjnene eller nær den forreste del af disses inder- 
rand (fig. 8 og 12, p. 20). Vingedækkerne som 


regel Båden sidekant sg VI or, ole ser ve 
Følehornene indleddede foran øjnene (fig. 6, 7 og 
> Hp AO SSR FS SEE SER REAR 8; 


Fig. 21. Oxytelus rugosus Fig. 22. Oxyporus rufus. 
ex 0) KÆR 


7... Baghofterne adskilt ret bredt fra hinanden. Øjnene 
store, stærkt hvælvede (fig. 8). Pronotum uden 
sidekanter, som regel ikke bredere end langt. 
Længde 2—7 mm (fig. 23, p. 25) 6. Sténinae (p. 160). 
Baghofterne ikke adskilt fra hinanden. Længde 
0,778 mm. (fig. 30. pp) 28)- 35; 13. Aleochårinae. 
8. Hovedet ikke indsnøret bagtil, ofte ret lille og til- 
bagetrukket i pronotum; følehornene indleddede 
under pandens ikke fortykkede siderand (fig. 11, 
p. 20). Bagkroppen næsten altid langt tilspidset 
bagud. Vingedækkernes rygflade afsat fra side- 
dækkerne ved en sidekant. Længde 0,6—10 mm 
(18:27, pi 271) oss dn sande 10:-Tachypérinae. 
Hovedet bagtil mere eller mindre stærkt indsnøret, 


25 


i modsat fald bagkroppen parallelsidet eller bre- 

ERE re re SE RESMERE SR SIT SELE SKURE NESS EL RES ATTER ÆEREE SS 2, 
9. Følehornene indleddede mere eller mindre frit på 

pandens forrand, indenfor kindbakkernes rod 

(fig. 10, p. 20). Vingedækkernes rygflade ikke af- 


Fig. 23. Stenus clavicornis Fig. 24. Euaesthetus 
BRS: bipunctatus. x 21. 


sat ved en sidekant. Længde 4—30 mm (fig. 26, 
BB RE AR Eng 9, -Staphylininae. 
Følehornene indleddede under pandens fortyk- 
kede siderand eller forhjørne, ovenover kind- 
bakkernes rod (fig. 6, 7 og 9). Længde 1—9 mm 10. 
10. Hovedet bagtil med 2 (hos Acrulia og Pycnoglypta 
utydelige) punktøjne (fig. 6, p. 20). Kroppen of- 
test bred og ret flad. Vingedækkerne oftest for- 
holdsvis lange, deres rygflade afsat ved en side- 
kant. Bagkroppen med bredt afsatte sidekan- 
ter, oftest ret kort og bred. Længde 1,3—7 mm 
TE RS DN SD DIS 20malinae. (np: 38): 
Hovedet uden eller (Phloeobium) med eet punktøje 11. 


26 


11. Følehornene trådformede. Pronotum ikke bredere 
end langt. Hovedet bagtil stærkt halsformet 
indsnøret (fig. 9, p. 20). Vingedækkernes rygflade 
som regel ikke afsat ved en sidekant. Længde 
2,5—09 mme BSL AOL 8. Paedérinae (p. 220). 


Fig. 25. Paederus riparius i Fig. 26. Philonthus con- 
2 4Xx-6 Cinnus SX: 


Følehornene mod spidsen tydeligt fortykkede, i 
modsat fald pronotum betydeligt bredere end 
langt. Vingedækkernes rygflade afsat ved en 
sidekant. Lære ES RENS EN ale 12. 
12. Kroppen bred. Bagbenenes hofteringe store, mindst 
1/, så lange som baglåret. Kun 7 danske, 1—3 mm 
store arter (fig. 18, p. 22)... 1. Proteininae (p. 31). 
Kroppen langstrakt. Bagbenenes hofteringe små, 
højst ”/, så lange som baglåret. Længde 1—7 mm 
(18.31, FH 25 Ares RE 4. Oxytélinae (p. 95). 


27 


Anden oversigt over underfamilierne. 


1. Baghofterne bagud ragende stærkt tapformet 
frem, med konisk eller trapezformet inderplade 

og svagt udviklet yderplade (fig. 14, p. 21)... 2. 
Baghofterne tværbrede, bagud som regel ikke eller 


Fig. 28. Habrocerus capillari- 
cocnis. x-12: 


Fig. 27. Tachyporus obtusus 
Bl xr12 


kun lidt ragende frem, enten med kun svagt 
udviklet yderplade (fig. 13) eller med stærkt ud- 
viklet, bred og flad yderplade (fig. 15) eller 
(Habrocerinae) uden synlig adskillelse mellem 
BE SE HEER DEREE 1 SR RR NE MARE» bd. 
2. Baghofterne ret bredt adskilt fra hinanden. Alle 
hofter ret små. Forbrystet stærkt kitiniseret, 
åndehullerne dækkede af epimererne. Følehor- 
nene indleddede frit på panden, mellem de meget 
store, hvælvede øjne (fig. 8, p. 20), med mere 


28 


eller mindre tydeligt afsat, 3-leddet kølle. Kæbe- 
Ppalpernes 1.led-ret langt; ec. halvt så anset som 
2. led, 4. led (endeleddet) yderst lille, ofte næppe 
synligt. Fødderne 5-leddede (Fig. 23, p. 25) 
6. Sténinae (p.. 160). 
Baghofterne ikke eller kun meget smalt adskilt 


Fig. 29. Trichophya pilicornis. ; Fig. 30. Atheta gramini- 
XR: Cole 


fra hinanden. Følehornene indleddede foran øj- 

tiene (8; 0 08 0: BAD) SA 27 RS SKEDE SE ES Be 
3. Forhofterne kort tapformede… Forbrystet: stærkt 

kitiniseret, åndehullerne dækkede af epimererne. 

Følehornene indleddede ved pandens forrand, 

med 2-leddet kølle. Kæbepalpernes 1.led ret 

langt, mindst halvt så langt som 2. led, 4. led 

(endeleddet) yderst lille, ofte næppe synligt. 

Fødderne 4-leddede (fig. 24, p. 25) 

7. Euaesthétinae (p. 218). 


29 


Forhofterne langt tapformede, stærkt fremstående. 

Kæbepalpernes 1. led kort. Fødderne 5-leddede 

(hos Tanygnathus er mellem- og bagfødderne 

OR SEE | SERENE sr Rd ERE PORR Å. 
Følehornene indleddede under pandens fortykkede 

forhjørner, over kindbakkernes rod (fig. 9, p. 20). 

Forbrystets åndehuller dækkede af epimererne 

(undtagen hos Lithocharis og Cryptobium) (fig. 

BO DAN STE nen 0 arr 8. Paedérinae (p. 220). 
Følehornene indleddede ved pandens forrand in- 

denfor kindbakkernes rod (fig. 10). Forbrystets 

åndehuller (fig. 4, p. 7) ikke dækkede af epi- 

mererne, synlige, når forhofterne løftes (fig. 26, 

EB SES ERE SEE] S-Staphylininae: 
Forbrystets åndehuller helt eller overvejende dæk- 

kede af epimererne (undtagen hos Thinobius og 

Platysthetus). Følehornene indleddede foran 

øjet, under pandens fortykkede siderand (fig. 6 

og 7, p. 20). Baghofterne med svagt udviklet 

ME PA RE FED BES 0 børnenes ole 6. 
Forbrystets åndehuller (undtagen hos Tachinus) 

ikke dækkede af epimererne, synlige når for- 

hofterne løftes (jfr. fig. 4, p. 7). Følehornene 

enten indleddede frit på panden, nær den forreste 

del af øjets inderrand, eller under pandens 

simple, ikke fortykkede siderand (fig. 11 og 12, 

BROER ARR SE TERE RG SEN KN 10. 
Mellemhofterne meget bredt adskilt fra hinanden. 

Læbepalpernes endeled (fig. 17, p. 21) meget stort, 

tværbredt, halvmåneformet (fig. 22, p. 24) 

5. Oxyporinae (p. 159). 

Mellemhofterne ikke eller kun smalt adskilt fra 

hinanden. Læbepalpernes endeled simpelt..... re 
Bagbenenes hofteringe små, højst "/. så lange som 

baglåret. Hovedet uden punktøjne (fig. 21, 

RÆDEE SS roen 4. Oxytélinae (p. 95). 
Bagbenenes hofteringe store, mindst ”/, så lange 

BOT BEER ES ss eN FRE SENSE 8. 


wo, 


14: 


12. 


30 


Forhofterne tværbrede, valseformede. Hovedet 
uden eller (Phloeobium) med eet punktøje 
(8:38) pA saa Nag 1. Proteininae (p. 31). 

Forhofterne konisk tapformede ; 2.1, HM OND STE a. 

Hovedet med 2 (hos Acrulia og Pycnoglypta 
utydelige) punktøjne (fig. 6, p. 20). Kroppen 
oftest ret bred og flad. Vingedækkerne oftest 
forholdsvis lange, deres rygflade afsat fra side- 
dækkerne ved en skarp sidekant (fig. 19, p. 22) 

] 2. Omaliinae (p. 38). 

Hovedet uden punktøjne. Kroppen ret smal. 
Vingedækkernes rygflade (hos den danske slægt) 
ikke afsat ved en sidekant (fig. 20, p. 23) 

3. Phloeochårinae (p. 94). 

Følehornene indleddede frit på panden, nær den 
forreste del af øjets inderrand (fig. 12, p. 20). 
Baghofterne (fig. 15) med bred, flad yderplade 
"fi Tr I FØR ; 28." > BRRESSESEE aEERS SES) 13. Aleochårinae. 

Følehornene indleddede foran øjet under pandens 
simple siderand (fig. 11, p. 20). Fødderne 5-led- 
dede (hos Hypocyptus dog 4-leddede) ....... 11, 

Baghofterne uden synlig adskillelse mellem inder- 
og yderplade. Følehornene fra 3. led hårfine og 
langt kranshårede (fig. 17, p. 21). Vingedækker- 
nes rygflade skarpt afsat fra sidedækkerne (fig. 


ri SAR ; SSR af) NNA SER EPELSATET ES FaBE dre ÆRE St 11. Habrocérinae. 
Baghofterne med bred og flad yderplade (jfr. 
; 17 -ØGE FSA 1 YE 7 3 BRREREFET NRA ae SE] SU] GTS KE RRESR NR SS RR TEST En 5 TE 12: 


Følehornene fra 3. led hårfine og langt kranshårede 
(jfr. fig. 17, p. 21). Hovedet stærkt indsnøret 
bagtil. Vingedækkernes rygflade ikke skarpt 
afsat fra sidedækkerne (fig. 29, p. 28) 
12. Trichophyinae. 
Følehornene ikke hårfine. Hovedet ikke indsnøret 
bagtil (fig. 11, p. 20). Vingedækkernes rygflade 
skarpt afsat fra sidedækkerne (fig. 27, p. 27) 
10, Tachypørinae. 


31 


I nærværende bind behandles de første 8 un- 
derfamilier, nemlig 1. Proteininae, 2. Omaliinae, 
3. Phloeocharinae, 4. Oxytelinae, 5. Oxyporinae, 
6. Steninae, 7. Euaesthetinae og 8. Paederinae. 
Arterne i disse underfamilier er opført i West's 
fortegnelse under nr. 728—970. De øvrige under- 
familier påtænkes behandlet i to følgende bind, 
det ene omhandlende 9. Staphylininae, 10. Ta- 
chyporinae, 11. Habrocerinae og 12. Tricho- 
phyinae (West's fortegnelse nr. 971—1183), det 
andet 13. Aleocharinae (West's fortegnelse nr. 
1184—1499). 


1. underfamilie Proteininae. 


Nærstående til den følgende underfamilie 
(Omaliinae, p.:38), men adskilt fra den ved, 
at hovedet mangler punktøjne eller (Phloeobium, 
fig. 31) kun har eet punktøje (i midten), og at 
forhofterne er tværbrede, valseformede, kun 
meget lidt fremstående. 

Kun 7 danske arter, der er små (1—3 mm 
lange) og ret brede. 


Oversigt over slægterne. 


1. Pronotum uden midtfure, baghjørnerne uden ud- 
snit. 9. og 10. følehornsled stærkt tværbrede 
HR SE SERENE 3. Proteinus (p. 36). 
Pronotum med midtfure, baghjørnerne med et 
udsnit. 9. og 10. følehornsled ikke tværbrede 
er 3 0 SD BEN An ne lak des LA 


32 


2. Hovedet på hver side umiddelbart foran øjet med 
en lapformet udvidelse, i midten med et punkt- 

bije (HE SEAN SES Fa Ree SE RR SEERNES 1. Phloeb&bium. 
Hovedet uden sådanne udvidelser, umiddelbart 
foran øjnene stærkt indsnævret, uden punktøje 

ÉT MRS 57 AE 0 MES 5 VESTE TRE SENE RF 233 2. Méegårthrus -(p. 35), 


1:"Phioebbium Tr. 


Let kendelig fra de to følgende slægter ved 
det store, brede hoved, der på midten har”et 
punktøje, og hvis sider umiddelbart foran øjet 
har en lapformet udvidelse, der fortil begrænses 
af et smalt indsnit (fig. 31). Mundskjoldet bredt 
udfladet, med svagt indbuet forrand. Følehornene 
svagt fortykkede mod spidsen, 9. og 10. led ikke 
tværbrede. Pronotum omtrent så. bredt som 
vingedækkerne, med bredt nedtrykte sider, der 
i midten har en grube, flad, men tydelig midt- 
fure og et fladt udsnit i baghjørnerne. Bagfød- 
dernes kloled omtrent så langt som 1.—4. led 
tilsammen. 


1. Phl. clypeåtum Mull. (fig. 31). Brungul, følehornene 
mørke med lyst endeled, oversiden med spredte, lyse, krumme 
hår. Pronotum c. dobbelt så bredt som langt, ligesom hovedet 
ret kraftigt kornet, siderne svagt karvede. Vingedækkerne 
ret kraftigt kornet punkterede, siderne tydeligt karvede. 
Længde 2,5—3 mm. 

gg: Mellem- og bagskinnebenene indadkrummede, på inder- 
siden mod spidsen med små, sorte, stumpe tænder (fig. 31). 
6. bugled med indbuet bagrand, 7. bugled (spidsleddet) med 
en glat, dyb længdemidtfure. 


33 


Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Brakør, Hansted 
skov, Moesgård skov; Tranekær, »Engene« ved Svendborg, 
Høvblege på Høje Møen (i stort antal på solåben kridtbund 
ved planterødder, ”/,), Amager, fæstningsterrænet ved Husum 
(i antal i bunden af en høbunke med musegange), Dyrehaven, 


Fig. 31. Phloeobium clypeatum $. x 16. 


Holte, Rudeskov. Ved planterødder, i musegange, under bark 
på stubbe, ved træsaft, i svampe og under løv. Marts—okt., 
uudhærdede stkr. i antal ?"/,, 


2. Megårthrus Steph. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at hovedet er mindre, mangler 
punktøje og umiddelbart foran øjnene er stærkt 
indsnævret, at mundskjoldets forrand er afrundet 
(fig. 32, p. 35), at pronotums midtfure er dybere 
og skarpere og dets sider noget mindre bredt ned- 


Victor Hansen; Rovbiller. I 3 


34 


trykte, uden midtgrube, og at bagføddernes kloled 
er betydeligt kortere end 1.—4. led tilsammen. 


Arterne lever i plantemøddinger, ved svamp, gødning og 
ådsler eller ved udsvedende træsaft. 


Oversigt over arterne. 


1. Følehornene ensfarvet sorte eller sortbrune..... 2. 
I hvert fald følehornenes rodled rødgult ....... 3. 
2. Pronotum som regel ensfarvet sort, hjørneudsnit- 
tene små, siderne smallere nedtrykte, sideran- 
dene jævnt eller næsten jævnt rundede 1. depréæssus. 
Pronotum som regel lysere mod siderne, hjørne- 
udsnittene større, siderne bredere nedtrykte, 
siderandene bag midten vinkelformede 
2. sinuatocdllis. 
3. Oversiden overvejende brunsort eller brunlig 
. 3; denticelis: 
Oversiden rødgul eller brungul, hovedet oftest sort 
hemipterus. 


1. M. depréæssus Payk. Let kendelig ved de i oversigten 
anførte skelnemærker. Sort eller brunsort, vingedækkerne og 
bagkropsspidsen ofte brunlige, benene rustrøde, lårene ofte 
mørkere. Pronotum c. dobbelt så bredt som langt, punkturen 
fin. Vingedækkerne ret kraftigt og tæt kornet punkterede. 
Længde 2,5—3 mm. 

Øg: Benene kraftigere, mellem- og bagskinnebenene indad- 
krummede, på indersiden mod spidsen med en række små, 
sorte, stumpe tænder. 

Almindelig (J, Ø, B). I plantemøddinger, ved svamp, 


gødning og ådsler eller ved udsvedende træsaft. Træffes næsten 
hele året rundt. 


2. M. sinuatocollis Lac. Adskilt fra den foregående ved 
de i oversigten nævnte kendemærker og ved, at pronotum 


35 


er lidt over dobbelt så bredt som langt og dets punktur 
kraftigere og tættere. Længde 2,5—3 mm. 

åg: Omtrent som den foregående, tandrækken dog lidt 
længere. 


Som den foregående (J, Ø, B), dog måske ikke helt så 
almindelig. j 


3. M. denticollis Beck (fig. 32). Nærstående til M. sinua- 
tocollis, men adskilt fra den ved, at det eller de inderste 
følehornsled er rødgule, og at pronotums hjørneudsnit er 
mindre og dets siderande næppe eller ganske svagt vinkel- 
formede. Længde 2,5—3 mm. 

gå: Benene kraftigere. Bagbenenes trochantere meget store, 
med kort, tandformet spids. Mellemskinnebenene indadkrum- 
mede, indersiden i spidshalvdelen med en række små, sorte, 


Fig. 32. Megarthrus denticollis g. x 16. 


stumpe tænder, bagskinnebenene meget kraftige, på inder- 
siden i midten stærkt udvidede, ydersiden mod spidsen opad- 
bøjet og trukket ud i en lang spids (fig. 32). 
Almindelig (J, Ø). Levevis som de foregående. 
3+ 


36 


[M. hemipterus Illig. Let kendelig fra de foregående ved 
den lyse farve. Rødgul eller brungul, hovedet oftest sort, 
følehornene mod spidsen mørkere. Pronotum med ikke eller 
kun yderst svagt vinkelformede siderande, meget bredt ned- 
trykte sider og temmelig fin, meget tæt punktur. Vingedæk- 
kerne kraftigt kornet punkterede. Længde 2,5—3 mm. 

å: Bagbenenes trochantere midt på inderranden svagt 
tandede. Mellemskinnebenene svagt indadkrummede, bag- 
skinnebenenes inderside foran midten med en kraftig tand, 
og i midten dybt indbuet. 

Denne art, der er udbredt i størstedelen af Europa, kunne 
muligvis træffes også hos os.|) 


3. Proteinus Latr. 


Adskilt fra. de 1t0' foregående slægter ved, al 
pronotum mangler midtfure og baghjørneudsnit, 
at følehornene er meget stærkere kølleformet ud- 
videde mod spidsen, og at kroppen er oval, fra 
Phloeobium yderligere ved, at hovedet mangler 
punktøje og tapformet udvidelse foran øjet. Bag- 
føddernes kloled meget kortere end 1.—4. led 


tilsammen. 


Arterne lever i rådnende svampe, undertiden også ved 
ådsel, gødning og træsaft. De overvintrer som imago og træf- 
fes om foråret og især om efteråret. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums bagrand yderst fint randet. Vinge- 
dækkerne ikke særligt fint punkterede. Større, 
1 0——33 Mi 67 aa dn ERE SENE 1: Brachypteris 
Pronotums bagrand ikke randet. Vingedækkerne 
fint eller yderst fint punkterede. Mindre, 1— 
ti ly 13 a 0 KURERE SSR SES ALE SSR ekstern ge rets er å. 
2. Større, 1,4—1,7 mm. 10. følehornsled c. dobbelt 
så bredt som" langt SONS 2, macropterus, 


37 


Mindre, 1—1,3 mm. 10. følehornsled over dobbelt 
så bredt som FREE SIS DEN 3-atomårius. 


1 Pr brachypterus' Fåabr: (fig. 18, p. 22), "Let'kendelig 
fra de to følgende ved de i oversigten nævnte kendemærker. 
Sort eller brunsort, vingedækkerne og pronotums bagrand 
brunlige, følehornsroden lys, benene rødgule. 10. følehornsled 
c. dobbelt så bredt som langt. Pronotum kraftigt netmasket 
mikrochagrineret, spredt og yderst fint, næppe synligt punk- 
teret. Vingedækkerne ret tæt tværridset-punkterede, i bunden 
glatte, bortset fra spidspartiet. Længde 1,6—2 mm. 

å: Forfødderne noget udvidede, 1.led lidt forlænget; 
mellemskinnebenenes inderside i spidshalvdelen med en 
række ganske små, sorte, stumpe tænder. 


Meget almindelig (J, Ø, B). 


2. Pr. macroépterus Gyll. Nærstående til den foregående, 
men let kendelig fra den ved de i oversigten anførte kende- 
mærker samt ved, at pronotum og vingedækkerne er lidt 
stærkere hvælvede; de sidste, hvis punktur er yderst. fin, i 
bunden yderst svagt og utydeligt mikrochagrinerede, og 
endelig ved andre sekundære kønsmærker hos gg. Længde 
1,4—1,7 mm. 

åg: Forskinnebenene fortykkede, forfødderne udvidede, 
1. led meget forlænget, c. så langt som de øvrige led tilsam- 
men; mellemskinnebenene indadkrummede, indersiden i spids- 
halvdelen med en række små, lyse, ret spidse tænder, bag- 
skinnebenenes inderside i midten indbuet og langs under- 
randen mod spidsen med. en række lange hår. 


Udbredt, men sjældnere end den foregående (J, Ø). Bl. a. 
fundet i rådnende Polyporus squamosus på ask. 


3. Pr. atomårius Er. Kendelig ved den ringe størrelse 
og de meget korte og stærkt tværbrede 9. og 10. følehornsled. 
Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved andre 
sekundære kønsmærker hos då. 8. følehornsled som regel 


38 


tydeligt tværbredt. Pronotums mikroskulptur ofte lidt svagere 
og vingedækkernes punktur lidt skarpere end hos den fore- 
gående. Længde 1—1,3 mm. 

åg: Forfødderne svagt udvidede; skinnebenene simple. 


Meget sjælden (Ø, B). Jydelejet på Møen (i antal i padde- 
hatte, aug.), Hillerød; Rønne. I Sverige er den fundet ved 
træsaft, i træsvampen Polyporus sulphureus og talrigt en- 
gang på et pindsvineådsel. 


. 9. underfamilie Omaliinae. 


Kroppen som regel ret bred, oftest temmelig 
flad. Hovedet fremstrakt, bagtil ofte indsnøret, 
issen med 2 punktøjne, foran hvilke der ofte 
findes 2 længdefurer, punktøjnene undertiden 
(Acrulia og Pycnoglypta) utydelige. Følehornene 
11-leddede, trådformede eller fortykkede mod 
spidsen, indleddede foran øjnene, over kindbak- 


23) 


Fig. 33. Højre kæbepalpe af a: Phloeonomus planus, b: Xylodromus 
concinnus, c: Arpedium quadrum, d: Lesteva longelythrata og e: 
Coryphium angusticolle. 


kernes rod, under pandens fortykkede siderand 
(fig. 6, p. 20). Kæbepalpernes endeled (fig. 33) 
mindst så langt som det foregående led, hos Geo- 


39 


dronicus dog lidt kortere end dette og hos Cory- 
phium yderst lille og fint. Vingedækkerne som 
regel forholdsvis lange, undertiden (Anthobium) 
næsten så lange som bagkroppen, deres rygflade 
afsat fra sidedækkerne ved en skarp sidekant. 
Bagkroppen med bredt afsatte, skarptkantede 
sider, 1. bugleds rod mellem. baghofterne med 
en længdekøl eller -fold. Forbrystet kitiniseret, 
åndehullerne dækkede af epimererne. Forhof- 
terne konisk tapføormede, oftest noget fremstå- 
ende. Baghofterne tværbrede, kun lidt bagud- 
ragende, yderpladen kun svagt udviklet. Fød- 
derne 5-leddede. 

Hannen er oftest kendelig ved, at der bag 6. 
frie rygled træder endnu et lille rygled frem (se 
f. eks. fig. 19, p. 22) samt ved mere eller mindre 
tydeligt udvidede forfødder. 

55 danske arter af størrelse 1,5—7 mm, gen- 
nemgående karakteriserede ved den ret brede, 
forholdsvis flade krop, hovedets 2 punktøjne og 
ofte ret lange vingedækker. 


Oversigt over slægterne. 


1. Kæbepalpernes endeled yderst lille og fint, næst- 
sidste led pæreformet fortykket (fig. 33, e). Ho- 
vedet c. så bredt som pronotum, dette med gan- 
ske fint karvede siderande.. 18. Coryphium (p. 93). 
Kæbepalpernes endeled normalt, oftest længere 
Ed" HESS TE ERE, SELEN SETT TLS BSDLE 2. 
2. Pronotum hjerteformet, i det højeste c. "/, bredere 
end langt. Følehornene ikke eller næppe fortyk- 
kede mod spidsen, ingen af leddene bredere end 


40 


lange. Bagføddernes kloled betydeligt kortere 

énd 1.—4. led-fisammerte ME Sy DE AEESER 3. 
Pronotum ikke 'tydelist hjerteformet 2. 507 2. OR 
Kæbepalpernes endeled mindst 3 gange så langt 

som næstsidste 'led (fig. 33, d).. 15; Lestéva (p. 88): 
Kæbepalpernes endeled i det højeste lidt længere 

end hæse MER VED SNE HE SS SKER Å. 


Fig. 34. Anthophagus, venstre bagfod. 


Kæbepalpernes endeled lidt kortere end næst- 

sidste led. Oversiden ret tæt og tydeligt behåret. 

Kløerne simple. (Den danske arts grundfarve 

SUT) ss ENE EAR 16. Geodromicus (p. 91). 
Kæbepalpernes endeled mindst så langt som næst- 

sidste led. Oversiden tyndt og fint, ret utydeligt 

behåret. Kløerne med en hudlap ved roden 

(fig. 34). (Den danske arts grundfarve som regel 

fg 28 "22 h 1 ÅRE FSR ARERS ER SR MENER SE ØENS as 17. Anthåphagus (p. 92). 
Bagkroppen kraftigt punkteret, blank, i bunden 

uden eller med kun yderst svag mikrochagri- 

nering. Vingedækkerne stribet punkterede. 


Længde 4,9—7 mM 60400 4444 ; 14. Acidéta (p. 86). 
Bagkroppen fint eller yderst fint punkteret, i bun- 

den. tydeligt smikrochagrineret 4 peers &: 
Bagføddernes kloled ikke eller næppe kortere end 

1,—4. led Tilsammen 225355 bon REDER væ 


Bagføddernes kloled tydeligt kortere end 1.—4. 
led: tilsammen RS ES se SE SÅN 15; 


10; 


ik 


12. 


41 


Pronotums siderande fint karvede. Kroppen ret 
stærkt hvælvet. 8.—10. følehornsled stærkt tvær- 
brede. Punktøjnene meget utydelige. Længde 
LE RON ET 13 PERU le SATSES ES SERENE RESE SDR 2. Acrulia (p. 48). 


Hovedet på hver side med en skarp længdefure 
langs øjets inderrand. Punktøjnene ikke synlige. 
Følehornene med 3-leddet kølle. Bagfoden kun 
halvt så lang som skinnebenet. Længde 2,5— 


RAT SE ENS ASE DNR egl 3+Pyenoglypta: (p. 49): 
Hovedet uden længdefure langs øjets inderrand. 
BT eg) 50 TYR Rg & FSL 5) SRESRRRNRRES ESS SDS ERE ESRE OLESEN 9; 


Kæbepalpernes endeled meget tyndere end næst-. 

sidste led (fig..33, a, p. 38). Kroppen. flad, ret 

ligebred. Føddernes kloled omtrent dobbelt så 

langt som 1.—4. led tilsammen (undtagen hos 

Piil monilicornis) 3013, 7. Phloebnomus (p. 68). 
Kæbepalpernes endeled ikke eller næppe tyndere 

end næstsidste led. Føddernes kloled ikke nær 

dobbel-så lanst som 1—4A led sd 10. 
Pronotum på hver side af midtlinien med et mere 

eller mindre tydeligt længdeindtryk. Bagfoden 

kun c. halvt så lang som skinnebenet. Mellem- 

brystet med en fin længdemidtkøl 6. Omålium (p. 61). 
Pronotum uden sådanne længdeindtryk; i modsat 

fald er bagfoden over halvt så lang som skinne- 

benet eller. mellembrystet simpelt 2... 0356 41: 
Kæbepalpernes næstsidste led betydeligt længere 

end bredt (fig. 33, c, p. 38). Følehornene næppe 

fortykkede mod spidsen, ingen af leddene tvær- 

brede, Længde 3,555 mm 13). Arpédium (p:84). 
Kæbepalpernes næstsidste led ikke eller næppe 

kensere-end- bredt (5:33 BD SE) DS eds 12. 
Bagfoden næppe kortere end skinnebenet, dens. 

kloled lidt kortere end 1.—4. led tilsammen. 

Følehornene ret tykke, 4. led ikke længere end 

er SEE ERE ERE MS eneret en 8. Xylåddromus (p.74). 


42 


Bagfoden tydeligt kortere end skinnebenet, dens 
kloled i hvert fald c. så langt som 1.—4. led til- 
| Same I LNS STEEN NEN PEN KISS SEERE SR 13. 
13. Bagfoden kun c. halvt så lang som skinnebenet. 
3. følehornsled påfaldende tyndt mod roden 
4. Acrolocha (p. 50). 
Bagfoden tydeligt over halvt så lang som skinne- 
HERE SR Br ISENS HEE AR SEuler Ek 14. 


5 
Æ 


Fig. 35. Orochares. Vingedækker, set skråt fra siden. V: vinge- >” 


dække. S: sidedække. K: kant mellem vingedække og sidedække. 


14. Føddernes 1.—4. led noget udvidede og på siderne 
langt behårede. Vingedækkerne som regel ret 
stærkt udvidede bagud. Pronotum som regel 

or sg nv ED] 3 el — s — Rare ELERS RDS Å 1. Anthébium (p. 43). 
Fødderne (bortset fra hannens forfødder) simple. 
Vingedækkerne som regel kun ret svagt udvidede 
bagud. Pronotum som regel kraftigere punkteret 


5. Phylloådrepa (p. 52). 


15. Bagfoden næppe kortere end skinnebenet. Føle- 
hornene ret tykke, 4. led ikke længere end bredt 


8. Xyléådromus (p. 74). 


Bagfoden betydeligt kortere end skinnebenet. 
Følehornene slankere, 4. led længere end bredt 16. 
16. Vingedækkerne bagtil tilsammen over en halv 
gang bredere end pronotum. Kanten, der ad- 
skiller rygfladen fra sidedækket, lidt foran 
midten buet stærkt nedad (fig. 35) 


9. Oréchares (p. 76). 


Vingedækkerne bagtil i det højeste rigeligt ”/, 
bredere end pronotum, sidekanten omtrent 


FELTER NS and SÅN SAMMEN meet FAR SEREE SKR KNEE: ser 


43 


17. Pronotum i det højeste c. !/, gang bredere end 
langt. Følehornene næppe fortykkede mod spid- 
sen, ingen af leddene tværbrede 
13.-Arpedinum (p.-84). 
Pronotum i det mindste c. ”/, bredere end langt; 
i modsat fald følehornene tydeligt fortykkede 
EET fler Rae i Ren ar 18, 
18. Hovedet bag øjnene med en skarp tværfure. 
Skinnebenene tydeligt tornede, bagfoden c. ”/, 
så lang som skinnebenet ... 10. Déliphrum (p. 77). 
Hovedet uden skarp tværfure bag øjnene. Skinne- 
benene ikke eller yderst kort, spredt og utyde- 
ligt tornede, bagfoden c. halvt så lang som 
SEERE ED 2 SE REDE EEN SIDSE SVOR 19. 
19. Hovedet med 2 skrå indtryk foran punktøjnene og 
2 gruber mellem følehornenes indledning. Føle- 
hornene tydeligt fortykkede mod spidsen 
| 11. Lathrimaeum (p. 78). 
Hovedet uden eller kun med yderst svage ind- 
tryk eller gruber. Følehornene kun meget svagt 
fortykkede mod spidsen..... 12. Glophrum (p. 81). 


1. Anthobium Steph. 


Adskilt fra alle de andre Omaliin-slægter ved, 
at 1.—4. led på alle fødder hos begge køn er 
udvidede og på siderne langt behårede. Kroppen 
oftest ret flad. Hovedet bag de fremstående øjne 
halsformet indsnøret, følehornene mod spidsen 
fortykkede, kæbepalpernes endeled som regel c. 
dobbelt så langt som næstsidste led, der ikke 
eller næppe er længere end bredt. Pronotum 
meget bredere end langt, smallere end vingedæk- 
kerne, disse ofte forholdsvis lange. Bagkroppen 
kort og bred. Bagfødderne over halvt så lange 


åd 


som skinnebenet; kloleddet c. så langt som 1, 
4.led tilsammen. 


Hos hannen er forfødderne stærkere udvidede 


end hos hunnen. 


(un | 


Arterne træffes på blomster, ofte i stort antal. 


Oversigt over arterne. 


Oversiden sort eller brun, vingedækkerne ofte 


noget lysere st: 0. SPRE mr ke LØSES ÆRGEE 2. 
Hoved, pronotum og vingedækker rødgule eller 
21 90 (SSRØBESET SSR SER HKT TS PRS BORNE 25] SENE EET) HEST SEES SS NET s Å. 


Hovedet uden længderidser langs øjets inder- 
rand. Følehornene sorte, med rødlig rodhalvdel 
3. mintturn 
Hovedet på hver side langs den forreste del af 
øjets inderrand fint længderidset. Følehornene 
rødgule, ofte. lidt mørkere mod spidsen .....…. 3: 
Pronotum omtrent dobbelt så bredt som langt, 
med en ret stor grube midt på hver side 1. floråle. 
Pronotum c. ”/, gang bredere end langt, uden tyde- 
lige slåes bErr i ASE SD as ES SÅ 2. primulae. 
Pronotum med tydelig, fin og meget tæt punktur. 
Hovedet på hver side langs øjets inderrand fint 
lkenedendse ES I REE RD 5. ophthålmicum. 
Pronotum uden eller med meget fin og spredt 
punktur. Hovedet uden længderidser langs øjets 


era 1223 SE SEE ES ERE SE RF sr SEERE SER 5: 
Bagbrystet sort eller sortbrunt. Større, 2,2— 

DEDE 1 1 1 9 0 GARE STEN ER SEE NE ERE RER SAFRI PE: 4. torquåtum. 
Bagbrystet rødgult. Mindre, 1,3—2 mm .... 6. sårbi. 


1. A. floråle Panz. Vor største art, adskilt fra alle de 


følgende arter ved pronotums sidegruber og blandt de mørkt- 
farvede arter iøvrigt kendelig ved den brede form, det stærkt 
tværbrede pronotum, pandens meget fine længderidsning ved 


ESS E rele ede eee 


45 


øjeranden og de ensfarvet rødgule følehorn. Sort, vingedæk- 
kerne oftest brune, følehorn og ben rødgule, bagkropsspidsen 
oftest lys. Pronotum ret fint og spredt punkteret, netmasket 
mikrochagrineret, siderne ret stærkt rundede, baghjørnerne 
meget stumpe. Vingedækkerne ret kraftigt og tæt punkterede. 
Længde 2,5—4 mm. 

åg: Forfødderne ret kraftigt udvidede. Mellemskinnebenene 
let indadkrummede. 

Q: Vingedækkernes bagrand simpel. 

Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks- 
emplar, nedbanket af blomstrende slåen ved Fredsted, nær 


Haderslev, 2?5/. 1940. T Hamburgegnen er den hyppig på 
Primula- og Anemone-blomster. 


2. A. primulae Steph. Nærstående til den foregående og 
den følgende, men adskilt fra dem ved kraftigere punktur 
på pronotum og vingedækkerne, fra A. florale tillige ved 
smallere form og mindre stærkt tværbredt pronotum, der 
mangler tydelige sidegruber, og fra A. minutum ved hovedets 
længderidsning ved øjeranden og lysere og lidt slankere føle- 
horn. Sort, pronotum og vingedækkerne brunlige, følehorn 
og ben rødgule, de første ofte lidt mørkere mod spidsen. 
Vingedækkerne bagud kun meget lidt udvidede. Skinne- 
benene, især de mellemste, fint tornede. Længde 2,8—3 mm. 

åg: Forfødderne stærkere udvidede, lår og skinneben kraf- 
tigere, mellemskinnebenene lidt indadkrummede, mellem- og 
bagskinnebenenes inderside i spidshalvdelen med yderst fine, 
tætsiddende småknuder. 

2: Vingedækkernes bagrand simpel. 

Sjælden (J, Ø). Haderslevegnen, Horsens, Mossø; Ordrup 


krat, Boserup, Lejre. I blomster, især af Primula. og hvid- 
tjørn. April—juni, talrigst i maj. 


3. A. minutum Fabr. (fig. 36). Nærstående til de to fore- 
gående arter, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte 
kendemærker, fra A. florale yderligere ved manglende side- 
gruber på pronotum og fra A. primulae yderligere ved finere 


46 


punktur på pronotum og vingedækker. Pronotum hos gå 
C., hos 2 oftest lidt over 1/, gang bredere end langt. Vinge- 
dækkerne hos &$ lidt, hos 2 betydeligt udvidede bagud. 
Længde 2—3 mm. 


Fig. 36. Anthobium minutum 9. Xx 18. 


åg: Omtrent som hos den foregående, mellemskinnebenene 
dog næppe indadkrummede. 
2: Vingedækkernes sømspidser bagudtrukne. 


Almindelig (J, Ø, B). I blomster af buske og urteagtige 
planter, især på fugtig bund; Maj—juli. Larven er fundet i 
antal i muldvarpeskud, %/,, forpuppede sig ?3Z/, og klæk- 
kedes ”/;. 


[A. sorbicola Y. Kangas. Denne art står A. minutum 
meget nær, men adskiller sig fra den ved lidt smallere og 
stærkere hvælvet krop, lidt længere, blankere og ofte noget 
lysere vingedækker, ikke bagudtrukne sømspidser på vinge- 
dækkerne hos hunnen og afvigende formet parringsorgan hos 
hannen, idet penis hos minutum er bred og kun kort og lidet 
tilsmalnet mod spidsen og paramererne tynde, medens penis 


47 


hos sorbicola er langt og stærkt tilsmalnet mod spidsen og 
paramererne meget kraftigere, mod spidsen noget udvidede. 
Længde 2—2,7 mm. 

Arten, der er fundet i Norge og Sverige (bl. a. ved Orebro) 
og i Lubeck-egnen, kunne muligvis træffes” også hos os. Den 


er fundet i moser i blomsterne af røn, pil (Salix caprea og 
pentandra) og kabbeleje (Caltha palustris) i maj—juni.] 


4. A. torquåtum Marsh. Let kendelig fra de to følgende 
arter ved, at bagbrystet og begge køns bagkrop er sorte eller 
sortbrune. Rødgul, vingedækkerne oftest lysere, halsen, scu- 
tellum, bagbrystet og bagkroppen sorte eller sortbrune, føle- 
hornene ofte lidt mørkere mod spidsen. Pronotum c. ”/, gang ” 
bredere end langt, netmasket mikrochagrineret og yderst fint 
og spredt punkteret. Vingedækkerne temmelig kraftigt og 
tæt punkterede. Længde 2,2—2,5 mm. 

åg: Forfødderne stærkere udvidede, benene kraftigere. 

C: Vingedækkernes sømspidser bagudtrukne. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø), hyppigst på øerne. 
I blomster; maj—juli, sept. 


5. A. ophthålmicum Payk. Let kendelig fra den fore- 
gående og den følgende ved de i oversigten nævnte skelne- 
mærker. Ensfarvet rødgul, følehornene ofte lidt mørkere mod 
spidsen, slankere end hos den foregående. Hovedet tæt og 
ikke ret fint punkteret. Pronotum fint og meget tæt punk- 
teret, i bunden netmasket mikrochagrineret. Vingedækkerne 
temmelig kraftigt og tæt punkterede. Længde 2,2—2,5 mm. 

åg: Forfødderne stærkere udvidede, benene kraftigere, 
mellem- og bagskinnebenene svagt indadkrummede. 

2: Vingedækkernes bagrand simpel. 

Sjælden (J, Ø). Rise skov ved Åbenrå, Rødekro, Kri- 
stiansdal ved Haderslev, Taps, Risskov ved Århus; Kirkeby 


skov ved Svendborg, Falster, Dyrehaven. I blomster, f. eks. 
af ranunkel og Viburnum; maj—- juli. 


6. A. sårbi Gyll. Vor mindste art, nærstående til de to 
foregående, men let adskilt fra dem ved de i oversigten 


48 


nævnte kendemærker. Rødgul, vingedækkerne lidt lysere, 
følehornene mod spidsen lidt mørkere, bagkroppen hos gg 
mørk. Pronotum c. ”/, bredere end langt, ligesom hovedet 
netmasket mikrochagrineret og yderst fint og spredt, meget 
utydeligt punkteret. Vingedækkerne lidt mindre tæt og kraf- 
tigt punkterede end hos de to foregående. Længde 1,5—2 mm. 

gg: Forfødderne stærkere udvidede, lårene og forskinne- 
benene lidt kraftigere; bagkroppen mørkere. 

Q: Vingedækkernes sømhjørner ganske lidt bredere afrun- 
dede end hos &. 


Temmelig almindelig (J, Ø). I blomster, f. eks. af hvid- 
tjørn, mjødurt (Spiraea) og Viburnum. Maj—juli. 


2: Åerulia ;Tboms, 


Let kendelig fra alle de andre Omaliin-slægter, 
undtagen Coryphium, ved pronotums fint kar- 
vede sider og fra sidstnævnte slægt bl. a. ved, at 
kæbepalpernes endeled er omtrent dobbelt så 
langt som det lidt tykkere næstsidste led. Kroppen 
ret stærkt hvælvet, oval, oversiden yderst tyndt 
og utydeligt behåret. Pandens listeformede side- 
rande fortsat bagud indenfor og ovenover øjnene, 
punktøjnene meget utydelige, følehornene med 
kraftig, 5-leddet kølle, 9. og 10. led over ”/, gang 
bredere end lange. Bagkroppen kort, rundet til- 
spidset. Mellembrystet med en fin længdemidtkøl. 
Bagfødderne over halvt så lange som skinne- 
benet, kloleddet næsten dobbelt så langt som 
1.—4. led tilsammen. 


1. A. inflåta Gyll. Brunrød eller brun, pronotums og 
vingedækkernes rande og de sidstes søm oftest lysere, føle- 
horn og ben rødlige. Forkroppen ret blank. Pronotum c. Z/, 


49 


bredere end langt, bredest bag midten, stærkere tilsmalnet 
fremefter end bagud, siderne i bageste trediedel ofte ganske 
svagt indbuede, punkturen temmelig tæt og kraftig. Vinge- 
dækkerne rigeligt dobbelt så lange som pronotum, lidt kraf- 
tigere punkterede end pronotum, sideranden lige bag skulder- 
rundingen med en yderst fin, stumpvinklet tand. Bagkroppen 
yderst fint og utydeligt punkteret, netmasket mikrochagri- 
neret. Længde 2—2,5 mm. 
åg: Forfødderne svagt udvidede. 


Meget sjælden, hidtil kun fundet i Jylland. Estrup skov 
(nedbanket i antal af nedfaldne, svampede grene, sept.— 
okt.), Lille Dyrehave -véd Frijsenborg (på en egegren, ?/.), 
Hald. Den lever på gamle, svampede grene og under bark 
af løv- eller nåletræer og er også undertiden truffet ved 
træsaft og ådsel. 


"3. Pycnoglypta Thoms. 


Kroppen noget hvælvet, bagud noget udvidet. 
Fovedet hvælvet,” på” hver side "med en skarp 
længdefure langs øjets inderrand, bagtil mellem 
øjnene med en kraftigt punkteret tværfure, 
punktøjnene ikke synlige. Følehornene med ret 
tydeligt afsat, 3-leddet kølle, 9.led ikke eller 
svagt, 10.led noget tværbredt. Kæbepalpernes 
endeled c. "/, gang længere end og noget tyndere 
end næstsidste led. Pronotum tværbredt. Vinge- 
dækkerne noget bredere end pronotum, bagud 
noget udvidede. Bagfoden kun halvt så lang som 
skinnebenet, kloleddet rigeligt så langt som 1.— 
4. led tilsammen. | 


1. P. lurida Gyll. Blankt brun eller brunsort, oversiden 
meget tyndt og fint behåret, følehorn og ben rødgule. Pro- 
notum c. ”/, gang bredere end langt, siderne fortil rundede, 


Victor Hansen; Rovbiller. 1. Å 


50 


bagtil ganske svagt indbuede, punkturen kraftig. Vingedæk- 
kerne med meget kraftig, ofte noget rækkevis ordnet punktur. 
Bagkroppen yderst svagt og utydeligt punkteret, i bunden 
netmasket mikrochagrineret. Længde 2,5—3 mm. 

&g: Forfødderne ganske svagt udvidede, mellem- og bag- 
skinnebenenes spids indvendig med en yderst fin, spids tand. 


Fig. 37. Pycnoglypta lurida åg, de sidste bugled. 


4. bugleds bagrand i midten med en kraftig, noget udstående 
tand, 5. bugleds bagrand på hver side indbuet, 6. bugleds 
bagrand i midten bagudtrukket og svagt tvespidset (fig. 37). 


Meget sjælden og stedegen, hidtil kun fundet i Jylland. 
Ved sø- og åbredder og på kær- og engbund i opskyl og 
planterester. Silkeborgegnen (f. eks. ved Ørnsø), egnen mel- 
lem Randers og Ålborg (f. eks. Lindum, Hasseris kær, Gravlev 
enge). Forår og efterår. 


4. Acrolocha Thoms. 


Nærstående til de 2 følgende slægter, men ad- 
skilt fra Phyllodrepa ved, at bagfoden kun er 
c. halvt så lang som skinnebenet, og fra Omalium 
ved, at vingedækkernes punktur er tydeligt række- 
vis ordnet, og at mellembrystet mangler en tydelig 
længdemidtkøl. Følehornene med tydeligt afsat, 
5-leddet kølle, 3. led påfaldende tyndt mod roden. 
Pronotum uden eller med et meget svagt længde- 
indtryk på hver side af midtlinien. Bagføddernes 
kloled c. så langt som 1.—4. led tilsammen. 


ol 


Acrolocha minder i kropsform om Anthobium, 
men adskilles fra denne slægt bl. a. ved, at bag- 
foden kun er c. halvt så lang som skinnebenet, 
og at fødderne (undtagen hannens forfødder) er 
simple. 

Hos hannen er forfødderne tydeligt udvidede. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne over dobbelt så lange som pro- 
notum, bagud betydeligt udvidede. Pronotum 
bagtil med et længdeindtryk langs sideranden 
og med et svagt længdeindtryk på hver side af 
midtlinien. Længde 1,8—2 mm ......... 1. striåta. 

Vingedækkerne c. dobbelt så lange som pronotum, 
bagud kun yderst svagt udvidede. Pronotum 
hvælvet lige til siderandene, overfladen jævn. 


LØR TT] Tak oe En AE Æ ; n 1 7 BORRE RARE SEERNE RS SEES SER SE SERENE ASER ae 
2. Større, 2,7—3,3 mm. Pronotum ret fint og spredt 
punkteret; temmelig blankt ...8.93,. 2. pliginskii. 


Mindre, 1,8—2,3 mm. Pronotum noget tættere og 
kraftigere punkteret, lidt mindre blankt.. sulculus. 


1. A. striåta Grav. Let kendelig fra de følgende arter 
ved de i oversigten nævnte skelnemærker. Sort eller brun- 
sort, vingedækkerne brunlige, følehornenes rod og benene 
rødgule. Hovedet med et længdeindtryk foran hvert punkt- 
øje. Pronotum c. /, bredere end langt, ret spredt punkteret, 
punkterne — ligesom på hovedet — indbyrdes forbundne 
ved fine, uregelmæssige ridser, baghjørnerne stumpvinklede, 
smalt afrundede. Vingedækkerne med ret fine, uregelmæssige, 
bagtil forsvindende punktstriber, i bunden med bagtil tæt 
og kraftig, fremefter mere åben og uregelmæssig netmasket 
mikroskulptur. Bagkroppen uden tydelig punktur, tydeligt 
netmasket mikrochagrineret. Længde 1,8—2 mm. 


A+ 


52 


Sjælden (J, Ø). Haderslev, Esbjerg, Boller, Horsens; 
Odense, Lolland-Falster, Frederiksberg, Kagsmose. I plante- 
møddinger, undertiden også ved ådsel og i svampe. Marts— 
maj, okt.—nov. 


2. AA. pliginskil' Bernh. (Sulcatula Joh.) Let sdskig 
fra den foregående ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved kortere følehorn, meget kraftigere, på skinnebenenes 
yderside kraftigt tornede ben og mere parallelsidet krop. 
Ligner iøvrigt den foregående, men pronotum er kun c. ”/, 
gang bredere end langt og dets baghjørner bredt afrundede. 
Længde 2,7—3,3 mm. É 

Sjælden (J, Ø). Haderslev, Esbjerg, Horsens; »Engene« ved 
Svendborg, stranddige ved Knuthenborg, Frejlev, Dyrehaven, 
Holteegnen, Hillerød, Gilleleje strand, Tisvilde. I plante- 


møddinger og i ko-, heste- og hjortegødning; ofte aften- 
ketset; kun fundet om efteråret, aug.—okt. 


[A. sulculus Steph. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at pronotum er lidt stærkere tværbredt og lidt 
stærkere hvælvet, og at vingedækkernes bageste parti er lidt 
mindre mat og punktstriberne her lidt tydeligere samt ved, 
at hannens 6. bugled, der hos pliginskii er simpelt, midt på 
bagranden har en temmelig lang, tynd torn. Længde 1,8— 
20 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (Gotland, Øland 
og Østergøtland), kunne muligvis træffes også hos os. Den 


er fundet i aug.—sept. i frisk ko- og hestegødning og flyvende 
kort før solnedgang i nåleskovslysninger.] 


5. Phyllodrepa Thoms. 


Nærstående til den følgende slægt (Omalium), 
men adskilt fra den ved, at pronotum mangler 
eller kun har svagt antydede længdeindtryk på 
hver side af midtlinien, at fødderne er længere, 


53 


bagfødderne over halvt så lange som skinnebenet, 
og at mellembrystet mangler midtkøl. Følehor- 
nene med femleddet, ofte ret kraftig kølle. 

Hannen er kendelig ved svagt udvidede for- 
fødder, undertiden tillige ved andre sekundære 
kønsmærker. 

Årterne træffes i de fleste af årets måneder, 
bedst som regel i maj—juni og om efteråret. De 
overvintrer som imago. 

Om adskillelse fra slægten Xylodromus se 
under denne slægt (p. 74). 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet foran hvert af punktøjnene med et kort, 
stregformet indtryk. Længde 3—5 mm....... ås 
Hovedet uden sådanne indtryk. Længde 2—3,5 mm 7. 

2. Vingedækkernes punktur uregelmæssig, i det 

højeste dannende utydelige rækker, punkterne 


indbyrdes. forbundne ved fine ridsér 1. 3. 
Vingedækkerne tydeligt rækkepunkterede, punk- 
terne ikke indbyrdes forbundne ved ridser ... 6. 


3. Kun 1. frie rygled med 2 grå hårpletter. Føle- 
hornene som regel mørke med lysere rod. 
Be TE SD TE SIT SS BEDE een res 4. nigra. 

1. og 2. frie rygled hvert med 2 grå, på 2. led meget 
små hårpletter. Følehornene som regel enten 
med mørk rod eller helt eller næsten helt gul- 
rune. Fænede 35 Sam ES SETT BED sales Å. 

4. Hoved og pronotum brune. Pronotum med 3 vagt 
afgrænsede, glatte længdepartier, et i midten og 
et på hver side. Følehornene ensfarvet brungule 

3. mélis. 
Hoved og pronotum som regel sorte. Pronotum 
Huer Ste enedes arter ISIS IEEE 5. 


10. 


54 


Følehornene helt eller overvejende sorte, mod 
spidsen ret stærkt fortykkede, 7.—10. led stærkt 
bværbrede 52 31 FEST ES SI oa RUE MAADE 1.florshis 

Følehornene helt eller næsten helt brungule, mod 
spidsen svagere fortykkede, 7.—10. led oftest 
kun svagt tværbrede, endeleddet oftest mere 
lanser sisal es RER 2. pubérula. 

Oversiden .sørt eller brunlig: 1.5 rr anse 5, såhiecis 

Oversiden rødgul, hovedet og en udvisket plet 
bagtil på vingedækkerne mørke 6. mélanocéphala. 

Kroppen ret bred, aflangt oval, temmelig stærkt 
hvælvet. Hovedet rigeligt halvt så bredt som 
vingedækkernes samlede bredde bagtil. Over- 
siden overvejende rodsul 2.5 3432 2200 10. pygmaea. 

Kroppen ret smal og ligebred. Hovedet omtrent 
2/, så bredt som vingedækkernes samlede bredde 
82 Tag å | BASERE NeRØRRREE ESS FOR E5S Te VE SPEGE SENE Sasha TES EESARER BO ERE ST BL 8. 

Vingedækkerne med kraftige, ret regelmæssige 
punktrækker. Pronotum rødgult, hovedet sort 

7. iåptera. 

Vingedækkerne uden regelmæssige punktrækker, 

i modsat fald er punkturen ikke ret kraftig. . KR 

Større, 2,5—3,5 mm. 0Vingedækkerne kraftigt 
punkterede, betydeligt kraftigere end pronotum. 
Følehornene rødgule, stærkt udvidede mod 
spidsen, 7.—10. led c. dobbelt så brede som lange 

lineåris. 

Mindre, 2—2,8 mm. Vingedækkerne ikke ret kraf- 
tigt punkterede, ikke eller kun lidt kraftigere 
end pronotum. Følehornene som regel mørkere 
od spidsen SIE SER Ska Er 10. 

Lidt større, 2,3—2,8 mm. Vingedækkernes punktur 
ikke eller næppe rækkevis ordnet. Oversiden 
BEER: 15. 4 goal FR REESE ELETE 9. gråcilicérnis. 

Lidt mindre, 2—2,3 mm. Vingedækkerne med ret 
tydelig rækkevis ordnet punktur. Oversiden 
mørkere 5 15045 500 ARN Kon MUSEE NESS 8. viis 


55 


1. Ph. florålis Payk. (fig. 38). Sort, yderst fint og tyndt 
behåret, vingedækkerne undertiden lidt lysere, benene rødlige, 
følehornene sorte, 3. og 4.led samt endeleddet ofte lysere. 
Pronotum bredere end langt, tilsmalnet fremefter og bagud, 
siderne fortil rundede, bagtil meget svagt indbuede, punk- 
turen ikke særligt tæt, bunden delvis fint nåleridset. Vinge- 
dækkerne ikke ret tæt punkterede, 
punkterne indbyrdes forbundne 
ved fine ridser. Bagkroppen net- 
masket mikrochagrineret, spredt 
og yderst fint og utydeligt punk- 
teret. Længde 3,5—4,5 mm. 

åg: Paramererne nående til pe- 
nisspidsen, mod spidsen kun svagt 
udvidede (fig. 39, b). Mellemskinne- 
benenes inderside yderst fint og 
kort. tandet. 

Temmelig almindelig (J, Ø, B). 
På blomster, f. eks. af hvidtjørn, 
ved træsaft, i hule træer, i fugle- 


reder og under bark. Hyppigst i 
maj—juni. 


2. Ph. pubérula Bernh. Meget Fig. 38. Phyllodrepa flo- 
nærstående til den foregående, ralis $. x 11. 
men adskilt fra den ved de i over- 
sigten nævnte kendemærker samt ved, at pronotums sider 
er lidt finere randede og bagtil ikke eller næppe indbuede, 
bagkroppens punktur lidt tydeligere, oversidens behåring, 
navnlig på bagkroppen, lidt længere og hannens parrings- 
organ anderledes formet. Længde 3,5—4,5 mm. 

åg: Paramererne nående forbi penisspidsen, tydeligt ud- 
videde mod spidsen (fig. 39, c). Mellemskinnebenene som hos 
den foregående. Forskinnebenene mod roden kraftigere end 
hos den foregående, med svagt indbuet inderside. 


Arten har været sammenblandet med den foregående, men 
er antagelig udbredt (J, Ø, B). Eksemplarer foreligger fra 


56 


Estrup skov (i svamp på egestub), Horsens (i kompost og i 
udskrab fra et dueslag), Dyrehaven (i savsmuld) og Born- 
holm (i hestestald ved Rahbækkeværket). Arten forekommer 
vistnok især i dueslag og hønsehuse og søger også undertiden 
til blomster. Maj, aug.—sept. 


Sø 
røg Cc 
melis , floralis puberula 


Fig. 39. Hannens parringsorgan hos Phyllodrepa melis (a), floralis 
(b) og puberula (c). 


3. Ph. mélis Victor Hansen. Meget nærstående til de to 
foregående, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at bagkroppens mikrochagrinering 
er finere og dens netmasker tværbrede, og ved hannens køns- 
karakterer. Følehornenes bygning danner nærmest en mellem- 
form mellem de to foregående arters. Pronotum lidt mindre 
stærkt tværbredt end hos Ph. floralis, dets sider bagtil om- 
trent rette. Bagkroppens behåring omtrent som hos Ph. 
puberula, lidt længere end hos Ph. floralis. Længde 3,5—4 mm. 

å: Paramererne nående forbi penisspidsen, mod spidsen 
kun svagt udvidede (fig. 39, a). Mellemskinnebenenes inder- 
side meget svagere tandede end hos de to foregående, for- 
skinnebenene omtrent som hos Ph. floralis. 


7 


Sjælden (J, Ø). Kristiansdal, Nørholm skov, Bygholm, 
Hansted skov; Ledreborg, Luknam ved Furesøen, Rudeskov, 
Meulenborg ved Snekkersten. Arten lever i grævlingegange. 
April—aug., i antal i juni og beg. af juli. 


AA: Ph: nisra' Grav. Nærstående til de tre foregående, 
men adskilt fra dem ved, at gennemsnitsstørrelsen er lidt 
ringere, at kun det første frie rygled har to grå hårpletter, 
at vingedækkerne og bagkroppen er forholdsvis lidt bredere, 
og at følehornene normalt er sorte eller sortbrune med lysere 
rod. Sort eller sortbrun, pronotums sider og bagrand samt 
vingedækkerne eller deres skuldre ofte lysere. Følehornenes 
form og oversidens behåring omtrent som hos Ph. floralis. 
Pronotums mikroridsning mere udpræget tværbølgeliniet end 
hos de foregående, dets sider bagtil omtrent rette, vinge- 
dækkernes punktur oftest kraftigere end hos Ph. floralis. Bag- 
kroppens mikroskulptur nærmest som hos Ph. melis. Længde 
3—3,5 mm. 

gg: Mellemskinnebenenes inderside næppe synligt tandet. 
Forskinnebenene simple. 

Udbredt (J, Ø), men ikke så almindelig som Ph. floralis, 


med hvilken den stemmer overens i levevis. Den er under- 
tiden fundet i hvepseboer og hos myren Lasius fuliginosus. 


5. Ph. sålicis Gyll. Nærstående til Ph. floralis, men ad- 
skilt fra den ved lidt betydeligere størrelse, lidt bredere form 
og navnlig ved, at vingedækkernes tydeligt rækkevis ordnede 
punkter ikke er indbyrdes forbundne ved nåleridsning. Sort 
eller sortbrun, pronotums sider og bagrand samt vingedæk- 
kerne eller deres skuldre ofte lysere, følehorn og ben rødgule, 
de første ofte delvis brunlige. Pronotums sider bagtil omtrent 
rette, mikroridsningen udpræget tværbølgeliniet. Vingedæk- 
kernes punktrækker oftest tydeligt fureagtigt fordybede. Bag- 
kroppen netmasket mikrochagrineret, kun 1. frie rygled med 
2 grå harpletter. Længde 4—5 mm. 

Temmelig sjælden (J, Ø, B), men. udbredt, især i vore 


sydlige egne. Levevis som Ph. floralis. Undertiden i rov- 
fuglereder. 


58 


6. Ph. mélanocéphala Thoms. Let kendelig ved farven 
i forbindelse med størrelsen. Iøvrigt nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved, at følehornene er slankere, 
med mindre stærkt tværbrede kølleled, at pronotum er meget 
stærkere hvælvet, med smallere afsatte siderande og stærkere 
rundede, bagtil oftest lidt indbuede sider, og at bagkroppens 
punktur er betydeligt kraftigere. Rødgul, hovedet sort eller 
brunsort, en udvisket plet bagtil på hvert vingedække, bag- 
kropspidsen og bagbrystet mørke. Længde 4—5 mm. 

Sjælden (J, Ø). Draved skov, Estrup skov, Frijsenborg 
skove, Laurbjerg, Randers, Lindum, Skørping; Sundby stor- 
skov, Dyrehaven. Ved træsaft og træsvamp, under bark og 
i hule træer eller i fuglereder; også på blomster, f. eks. af 


hvidtjørn; især i juni og sept. En larve er fundet Z9%/,, for- 
puppede:sig ””/, og ;klækkedes: 2, 


7. Ph. iåptera Steph. Let kendelig på vingedækkernes 
kraftige, ret regelmæssige punktrækker i forbindelse med 
størrelsen og farven. Temmelig ligebred, noget hvælvet, 
meget fint og tyndt behåret. Rødgul, hovedet sort, vinge- 
dækkerne og bagkroppen i større eller mindre udstrækning 
samt bagbrystet sorte eller sortbrune, følehornene oftest 
mørkere mod spidsen, kraftige, 7.—10. led omtrent dobbelt 
så brede som lange. Pronotum kraftigt punkteret, siderne 
bagtil omtrent rette. Bagkroppen med meget svag, netmasket 
mikrochagrinering, meget fint og spredt punkteret. Længde 
2,9—2,8 mm. » 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø, B). Ved træ- 


svamp, under bark og kvas og på blomster. Larven er fundet 
i april og klækket i maj. 


[Ph. lineåris Zett. Nærstående til de to følgende, men 
adskilt fra dem ved betydeligere størrelse, bagtil tydeligt 
indbuede sider på pronotum, kraftigere punktur på vinge- 
dækkerne og svagere mikroskulptur på bagkroppen. Fra Ph. 
vilis adskilles den yderligere let ved den lyse farve og meget 
tyndere og kortere oversidebehåring og fra Ph. gracilicornis 
yderligere ved betydeligt kraftigere følehornskølle. Rødgul, 


| 
j 
| 


59 


hoved, vingedækkerne ved scutellum og bagtil samt bag- 
kropsspidsen undertiden lidt mørkere. Vingedækkernes punk- 
tur meget kraftigere end pronotums. Længde 2,5—3,5 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den er bl. a. taget under bark af tørre 


løv- og nåletræsstammer, på tøndersvamp (Polyporus fomen- 
tarius) og på birkestubbe i beg. af juli.] 


8. Ph. vilis Er. Let kendelig ved den ringe størrelse i 
forbindelse med den mørke farve og den tydeligt rækkevis 
ordnede vingedækkepunktur. Ret smal, ligebred og flad, 
oversiden tyndt og fint behåret. Sort eller brunsort, pro- 
notums sider og vingedækkerne ofte lidt lysere, følehorn og 
ben rødgule, de førstes kølle mørkere. Følehornskøllen kraftig, 
7.—10. led c. dobbelt så brede som lange. Pronotum bagud 
tilsmalnet i omtrent rette linier, på hver side af midtlinien 
ofte med et meget svagt længdeindtryk, punkturen ret tæt 
og ikke ret kraftig. Bagkroppen med tydelig, netmasket 
mikrochagrinering og spredt og yderst svag punktur. Længde 
2—2,3 mm. 

Sjælden (J, Ø). Draved skov, Rødekro, Haderslev øster- 
skov, Estrup skov, Endrupholm, Esbjerg nørreskov (i antal 
i barkbillegange under fyrrebark), Fårup ved Vejle, Brakør; 
Tommerup, Fuglse, Lysemose skov, Holmegårds mose, Kø- 
benhavns omegn. Den træffes under bark på insektangrebne 


nåle- og løvtræer, under mos og i hule træer og skal også 
søge til blomster. April—nov., i antal bl. a. "5/,,. 


9. Ph. gråcilicårnis Fairm. Meget nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
skelnemærker samt ved, at kroppen er lidt bredere og lidt 
mindre flad, at oversidens behåring, navnlig på vingedæk- 
kerne, er tyndere og finere, meget utydelig, og at følehornenes 
7.—10. led oftest er knapt så tværbrede. Hoved og bagkrop 
brunsorte eller brune, pronotum og vingedækkerne som regel 
betydeligt lysere, brunrøde eller rødgule. Pronotum oftest 
uden eller med næppe antydede længdeindtryk. Længde 
2,3—2,8 mm. 


60 


Meget sjælden (Ø, B). Lolland, Københavns omegn, Dyre- 
haven (enkeltvis under bøgebark og på blomstrende hvidtjørn 
og en enkelt gang i slutn. af juni og beg. af juli i meget stort 
antal i musegange under en brændestabel); Hammeren. Søger 
også til friske granstubbe. 


10. Ph. (underslægt Hapalaraea Thoms.) pygmaea 
Gyll. Ret stærkt afvigende fra de foregående ved den ret 
brede, aflangt ovale, temmelig stærkt hvælvede krop og han- 


(ØO2 


Fig. 40. Phyllodrepa pygmaea g, Fig. 41. Phyllodrepa pyg- 
bagben. L: lår. T: trochanter. maea åg, de sidste bugled. 


nens sekundære kønsmærker. Rødgul, oversiden fint behåret, 
hovedet, vingedækkerne bagtil og bagkroppen delvis oftest 
lidt mørkere. 7.—10. følehornsled noget tværbrede. Pronotum 
bredest lidt bag midten, siderne her ganske svagt stump- 
vinklede og herfra mod roden svagt indbuede, punkturen ret 
fin og tæt. Vingedækkerne ret fint og tæt, uregelmæssigt 
punkterede. Bagkroppen meget svagt netmasket mikrochagri- 
neret og spredt og yderst fint punkteret. Længde 2,5—3 mm. 

å: Bagbenenes hofteringe meget store, trekantet økse- 
formede (fig. 40), 1. frie bugled fortil med en kraftig længde- 
midtkøl, 5. frie bugled med et dybt, glat, halvmåneformet 
indtryk og bagtil med en opstående, tvetandet forlængelse 
(fig. 41). Mellem- og bagskinnebenene svagt indadkrummede. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Under bark, ved 


træsvamp, f. eks. tøndersvamp (Polyporus fomentarius) og i 
hule træer; ofte i fuglereder. 


61 


6. Omålium Grav. 


Kroppen lidet hvælvet, næsten nøgen. Hovedet 
smallere end pronotum, på issen med to indtryk 
foran de tydelige punktøjne, bagtil halsformet 
indsnøret. Følehornene fortykkede mod spidsen. 
Kæbepalpernes endeled 2—3 gange så langt som 
næstsidste led. Pronotum tværbredt, på hver side 
af midtlinien med et mere eller mindre tydeligt 
længdeindtryk. Vingedækkerne meget længere 
end pronotum, ikke eller kun svagt udvidede 
bagud. Bagkroppen med brede, opadbøjede side- 
rande. Mellembrystet med en fin længdemidtkøl. 
Bagfødderne c. halvt så lange som skinnebenet, 
kloleddet så langt som eller lidt længere end 1.— 
4.led tilsammen. 

Kroppens-farve: er sort. eller-brun;softe noget 
varierende hos samme art; det samme gælder 
følehornenes farve, som derfor ikke egner sig til 
artsskelnemærke. 

Hannen er kendelig ved svagt udvidede for- 
fødder. 


Arterne findes især ved gødning, ådsel, svamp og træsaft, 
i kompost og opskyl eller under tang. Træffes størstedelen 
af året, bedst dog som regel i maj—juni og om efteråret. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne fint punkterede, i bunden skæl- 
agtigt mikrochagrinerede og derfor lidet blanke. 
Hoved og pronotum meget fint og spredt punk- 
terede: Længde 5 MR laeviusculum. 
Vingedækkerne kraftigere punkterede, i bunden 


62 
uden mikrochagrinering og blanke. Længde 2— 


Bagkroppens rygled blanke, yderst fint tværridset 
mikrochagrinerede. Pronotum bredest omkring 
midten, fremefter ret stærkt, bagud kun meget 
svagt tilsmalnet (fig. 42). Tindingerne lange. 
Længde" F—35, 3 EN SNS IR GEG 8. excavåtum. 


Fig. 42. Omalium excavatum. 


Bagkroppens rygled mere eller mindre matte, 
med oftest ret kraftig, netmasket mikrochagri- 
nering. Pronotum tydeligt tilsmalnet bagud .. 3. 

Hovedets indsnørede halsparti ret fint og spredt 
punkteret, netmasket mikrochagrineret og mat. 
Pronotums sider bagtil netmasket mikrochagri- 
nereéde. Længde. 3—4 MM 7.220 SEES ra 4. 

Hovedets indsnørede halsparti ret kraftigt og tæt 
punkteret, uden mikrochagrinering. Pronotums 
sider ikke” mikrochagrinerede: bagtil 5.52. 504 

Vingedækkerne med kraftige, velafgrænsede punk- 
ter, kun bagtil rynkede eller ridsede. Følehor- 
nenes 5. og 6. led længere end brede, 9. og 10. 
led kun svagt Tverbrede LARS cs 2. ripårium. 

Vingedækkerne med svagere, mindre velafgrænsede 
punkter og kraftig, uregelmæssig længderids- 
ning. Følehornene kortere og lysere, 5. og 6. led 
ikke længere end brede, 9. og 10. led c. ”/, gang 
brædere indian DSA Va 1; rågulipénne. 


(val 


on MR 0 ane 


10. 


14; 


63 


Hovedet foran hvert punktøje med grubeformet 


MENES 5 5 er se ma re RANE Serre 6. 
Hovedet foran hvert punktøje med en smal, skarp, 
UN BENENE SS Ska RE LARS RA. ÆM 


Pronotum bredest kort bag forhjørnerne, derfra 
tilsmalnet bagud. Længde 2,3—2,5 mm 6. latic&lle. 
Pronotum bredest omkring eller noget foran 
ng NUR NREN LLS LA” LTR EN JERNES. SFs SSR SE KAR BESASREN HR ER X; 
Hoved og pronotum i bunden fint ridsede. Vinge- 
dækkernes punkter lidet kraftige, vagt afgræn- 
sede på grund af bundens ridsede rynkning. 
Be SSR SUN SIN SBAS allårdi. 
Pronotum ikke eller næppe ridset i bunden. Vinge- 
dækkernes punkter kraftige, velafgrænsede, selv- 


om punkturen kan være noget rynket... 8, 
Større 3—4 mm. Følehornenes rod oftest rødlig. 9. 
Mindre, 1,7—2,53 mm. Følehornenes rod oftest 

He UV UD LAST AE BRED EÆNSGEE SSU AG 10. 


Følehornenes 9. og 10.led kun noget tværbrede. 
Hovedets gruber foran punktøjnene brede. Pro- 
notum og vingedækkerne temmelig tæt punk- 
terede. Længde 3,5—4 mm ........... 3. rivulåre 

Følehornenes 9. og 10. led mindst "/, gang bredere 
end lange. Hovedets gruber foran punktøjnene 
smalle, noget stregformede. Pronotum og vinge- 
dækkerne tæt punkterede. Længde 3—3,5 mm 

septentribnis 

Større, 2,3—2,5 mm. Pronotums længdeindtryk 
flade. Vingedækkernes punktur tæt, næppe 
fm i Ret Ed sjeter de Sr beses” sed Fa 4. 6xyacånthae. 

Mindre, 1,7—2 mm. Pronotums længdeindtryk 
dybe. Vingedækkernes punktur meget tæt, 
SEER Se VE AG DAGS Se SPM: 5. exiguum. 

Hovedet c. ]/, gang bredere end langt, tindingerne 
korte. Følehornenes 9. og 10. led mindst ”/, gang 
bretere ord HEE SEERE SSR n » septentridnis. 

Hovedet rigeligt 7/, bredere end langt, tindingerne 


64 


temmelig lange. 9%. og 10. følehornsled mindre 
stærkt Uværbrede 00 SATT RR HEER 7. Caesum. 


[O. laeviusculum Gyll. Let kendelig fra alle de følgende 
arter ved, at vingedækkerne i bunden er skælagtigt mikro- 
chagrinerede, og iøvrigt udmærket ved fin og spredt punktur 
på hoved (også halspartiet) og pronotum, mikrochagrinering 
bagtil på pronotums sider, fin og lidet dyb punktur på 
vingedækkerne og betydeligere gennemsnitsstørrelse end hos 
de følgende.-Brun, ofte delvis eller overvejende sort, føle- 
hornene eller deres rod og benene rødlige. Hovedets ind- 
tryk foran punktøjnene grubeformede, tindingerne meget 
korte, følehornene slanke, 5.—7. led længere end brede, 9. og 
10. led næppe tværbrede. Pronotum meget tværbredt, frem- 
efter noget, bagud kun svagt tilsmalnet. Bagkroppen ret mat, 
tydeligt netmasket mikrochagrineret. Længde 4—4,5 mm. 

Denne strandart, der bl. a. er fundet i Skåne og Nord- 


tyskland, kunne muligvis træffes også hos os. Den er især 
fundet i de dybere lag af tangbræmmer på havstrande.] 


1, 0. rugulipeénne Rye. Denne arf er let: kendehs ra 
de følgende arter ved det ret fint og spredt punkterede, 
mikrochagrinerede halsparti og pronotums bagtil mikro- 
chagrinerede sider i forbindelse med vingedækkernes ret svage 
og noget udviskede punktur, men kraftige, uregelmæssige 
længderidsning. Brun, undertiden delvis mørkere, følehorn 
og ben rødlige. Hovedet ret fint og ikke ret tæt punkteret, 
indtrykkene foran punktøjnene grubeformede, lidet dybe, 
tindingerne meget korte, følehornene ret korte, 5.—7. led ikke 
længere end brede, 9. og 10. led c. "/, gang bredere end lange. 
Pronotum bredest lidt foran midten, fremefter og bagud 
tydeligt tilsmalnet i ikke eller næppe buede linier, punkturen 
ret fin og ikke særlig tæt. Længde 3—3,5 mm. 

Af denne art foreligger kun 2 danske eksemplarer, fundne 


på stranden udfor. Gammel. Skagen, 7", 1929; Den angives 
at være en strand- og klitart. 


2. O. ripårium Thoms. Kendelig fra de følgende arter 
ved det ret fint og spredt punkterede, mikrochagrinerede hals- 


| 


65 


parti og pronotums bagtil mikrochagrinerede sider. Ligner 
iøvrigt den følgende, men har som regel mørkere vingedækker. 
Endvidere er punkturen på hoved og pronotum gennem- 
gående mindre kraftig og lidt mindre tæt, pronotum mangler 
det kraftigt punkterede tværindtryk foran bagranden, og føle- 
hornenes 9. og 10. led er lidt mindre stærkt tværbrede. Længde 
3,5—4 mm. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På strandbredder 
under tang og ved ådsel eller gødning. 


3. O. rivulåre Payk: (fig. 19, p. 22). Sort eller sortbrun, 
vingedækkerne brungule eller brune, benene og som regel 
følehornenes rod rødlige. Hoved og pronotum ret kraftigt 
punkterede. Pronotum bagud noget tilsmalnet i rette eller 
svagt indbuede linier, med ganske svagt buet bagrand og 
foran denne et tværindtryk med en række kraftige punkter. 
Vingedækkerne kraftigt og ret tæt punkterede. Længde 3,5— 
4 mm. 

Vor almindeligste art (J, Ø, B). Ved ådsel, gødning, svamp, 


træsaft og henrådnende plantedele, undertiden også på 
blomster; også på strandbredder, f. eks. under tang. 


[O. septentridbnis Thoms. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten (under 9) nævnte 
kendemærker. Endvidere er vingedækkerne oftest mørkere, 
følehornene lidt kortere, pandens over følehornsroden ophøjede 
siderand ikke som hos den foregående fortsat tilbage forbi 
øjnenes forrand og pronotums bagrand ret. Fra O. caesum, 
som den ligner noget i formen af indtrykkene foran punkt- 
øjnene, adskilles den let ved de i oversigten (under 11) nævnte 
kendetegn. Længde 3—3,5 mm. 

Denne art, der bl.a. er fundet i Småland og Sydnorge, 


kunne muligvis træffes også hos os. Den stemmer vistnok 
overens med den foregående art i levevis. 


O. allårdi Fairm. Kendelig fra de nærstående arter ved 
de i oversigten (under 7) nævnte kendemærker. Brun, ofte 
delvis mørkere, vingedækkernes skuldre hyppigt lyse, føle- 


Victor Hansen; Rovbiller. I. 5 


66 


hornenes rod og benene rødlige. Hoved og pronotum ret fint 
og lidet tæt punkterede, isseindtrykkene smalt trekantede, 
tindingerne korte, følehornenes 9. og 10. led c. ]/, gang bredere 
end lange. Længde 2,8—3 mm. 

Denne art, der bl. a. skal være fundet i Skåne, kunne 
muligvis træffes også hos os. Den angives at leve i kompost 


og gødning, især i stalde, dueslag og hønsehuse, samt i Cos- 
sus-gnav.] 


4. O. b6xyacånthae Grav. Tydeligt mindre end de fore- 


gående arter. Sort eller sortbrun, vingedækkerne brunlige, - 


følehornene undertiden delvis lysere, benene rødlige. Hoved 
og pronotum temmelig kraftigt og tæt punkteret, tindingerne 
korte, lidt stumpvinklet fremstående, følehornenes 9. og 
10. led svagt tværbrede. Pronotum bredest omkring eller 
lidt foran midten, fremefter lidt, bagud omtrent retliniet 
tilsmalnet, længdeindtrykkene flade. Vingedækkerne med 
kraftig og tæt, i det højeste bagtil noget rynket punktur. 
Længde 2,3—2,5 mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Ved ådsler, gød- 
ning, træsaft og svamp (f. eks. på tøndersvamp, Polyporus 


fomentarius) og i kompost, både i og udenfor skove, under- 
tiden også på strandbredder og på blomster. 


5. O. exiguum Gyll. Kendelig fra alle de andre arter ved 
den ringe størrelse. Nærstående til den foregående, men ad- 
skilt fra den ved de i oversigten nævnte kendetegn samt ved, 
at de korte tindinger ikke er stumpvinklet fremstående, 
at pronotums sider bagtil oftest er svagt indbuede, og at 
kroppen er tydeligt smallere. Længde 1,7—2 mm. 

Sjældnere end den foregående (J, Ø). Haderslev, Endrup- 
holm, Lindum skov, Skørping holme, Ålborg (bl. a. ved 
fjorden); Lindeskov ved Nykøbing F., Jydelejet og Høvblege 
på Høje Møen, Københavns omegn, Charlottenlund, Dyre- 


haven, Malmmosen, Brødeskov. Levevis som den foregående; 
hyppigst er den vistnok taget ved ådsel. 


6. O. laticélle Kr. Nærstående til O. oxyacanthae, men 
adskilt fra den såvel som fra alle de andre arter ved, at pro- 


REN RV NR 


67 


notum er bredest kort bag forhjørnerne og derfra tilsmalnet 
bagud, med bagtil lidt indbuede sider. Iøvrigt adskilt fra 
O. oxyacanthae ved bagtil betydeligt stærkere halsformet ind- 
snøret hoved med længere tindinger, større og mere tvær- 
bredt pronotum med dybere længdeindtryk og tættere, noget 
rynket og kornet punktur på vingedækkerne. Følehornene 
som regel brunrøde, mørkere mod spidsen. Længde 2,3— 
2,5 mm. 


Denne art er hidtil kun fundet i Dyrehaven, ved hjorte- 
og egernådsel, undertiden i antal. Maj—juni, sept. 


7. O. caesum Grav. Adskilt fra alle de foregående, bortset 
fra O. septentrionis, ved at isseindtrykkene er formede som 
smalle, skarpe, dybe længdestreger, og, bortset fra O. lati- 
colle, ved længere tindinger. Sort eller sortbrun, vingedæk- 
kerne ofte brunlige, benene rødlige, følehornene varierende i 
farve. Hovedet meget tæt, rynket punkteret, følehornene ret 
slanke, 9. og 10. led lidt tværbrede. Pronotum bredest omkring 
eller lidt foran midten, fremefter og bagud noget tilsmalnet, 
kraftigt og tæt punkteret, længdeindtrykkene ret dybe. Vinge- 
dækkerne kraftigt og tæt, ofte noget rynket SNE 
Længde 2,5—3,5 mm. 


Ab. litoråle Kr. adskiller sig fra hovedformen ved gen- 
nemsnitligt lidt mindre størrelse (2,5 mm), blankere, ikke 
rynket-punkteret hoved, og lidt kortere, noget finere og 
tættere punkterede vingedækker. Endvidere skal hovedets 
underside på hver side være mindre kraftigt rynket og tyde- 
ligere punkteret. 

Almindelig (J, Ø, B). I kompost, ved gødning, ådsel og 
svamp, i opskyl og under tang, vistnok ofte i og ved muse- 
reder og andre dyreboer. Af ab. litorale er hidtil kun kendt 


2 danske eksemplarer, det ene fundet på Esbjerg strand 
(?7”/, 1934), det andet på stranden nord for Rønne (?/, 1935). 


8. O. excavåtum Steph. (fig. 42, p. 62). Let kendelig fra 
de andre arter ved de i oversigten (under 2) angivne karakterer 


B+ 


68 


samt ved de bredt afsatte siderande på pronotum og vinge- 
dækkerne. Sort eller brunlig, benene rødlige, følehornene ofte 
lidt lysere mod spidsen. Hovedet tæt, ofte noget rynket punk- 
teret, isseindtrykkene formede som dybe længdestreger, føle- 
hornenes 9. og 10. led lidt tværbrede. Pronotum ret fint punk- 
teret, længdeindtrykkene dybe. Vingedækkerne meget bredere 
end pronotum, med temmelig kraftig og tæt punktur, hvert 
med 2 svage længdeindtryk, det ene langs sømmen, det andet 
lidt udenfor det første og bagud skråt indadrettet mod søm- 
hjørnet. Bagkroppen bred, blank. Længde 3—3,8 mm. 


Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø, B). I kompost, 
ved gødning, ådsel og svamp, i opskyl og under tang. 


7. Phloe&6nomus Heer. 


Nærstående til den foregående slægt (Oma- 
lium), men adskilt fra den ved, at kæbepalpernes 
endeled. er; meget tyndere end snæstsidste sled 
(fig. 33, a,p- 38); "at" mellembrystet ” mangler 
længdekøl, og at bagføddernes 1. led (undtagen 
hos Phl. monilicornis) er omtrent dobbelt så 
langt som 1.—4.led tilsammen. Kroppen ret 
parallelsidet og meget fladtrykt. Følehornene med 
bred, 6-leddet kølle. Pronotum med eller uden 
tydelige længdeindtryk. Bagfoden c. halvt så 
lang som skinnebenet. 

Slægten er let kendelig fra alle vore andre 
Omaliinslægter, undtagen Acrulia, ved det meget 
lange kloled og fra sidstnævnte slægt ved den 
flade, parallelsidede krop og pronotums simple 
— ikke karvede — sider. 


Arterne træffes især under bark, hvor der er barkbille- 
angreb eller saftflod, og ved træsvamp. 


69 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne i bunden blanke, uden mikro- 
chagrinering, tæt og ret kraftigt punkterede. 
Bagføddernes kloled rigeligt så langt som 1.—4. 
led tilsammen. Længde 3—3,5 mm .. månilicérnis. 

Vingedækkerne i bunden tydeligt mikrochagri- 
nerede, lidet blanke. Bagføddernes kloled om- 
trent dobbelt så langt som 1.—4. led tilsam- 


hen. Lane ES 63 rese EN 2. 
2. Pronotum uden tydelige længdeindtryk, tydeligt 
punkteret. Længde 2—3. mm 2 20 0 kran DE 


Pronotum på hver side af midtlinien med et tyde- 
ligt længdeindtryk, ikke eller næppe synligt 
punkteret. Lænøde 1,5—2,5 mm. 22 WLG 4. 
3. Pronotum og vingedækkerne temmelig fint punk- 
terede, pronotums forrand på hver side med en 
Er JRSRER F:plånus: 
Pronotum og vingedækkerne yderst fint og mindre 
tæt punkterede, pronotums forrand uden tyde- 
BE EET HS REESE RER Denner 2. lapponicus. 
4. Bredere, vingedækkerne tilsammen c. Z/, bredere 
end hovedet, fint men ret tydeligt punkterede. 


Følehornene mod spidsen brunlige ....... sjøbérgi. 
Smallere, vingedækkerne tilsammen c. !/, gang 
HESGGERE eh MONET 55 SIN PETA STS ele Er es D. 


(<dr | 


Vingedækkerne yderst fint og utydeligt punk- 
terede. Følehornene mod spidsen oftest brunlige 


3. pusillus 
Vingedækkerne med fin, men tydelig punktur. 
Følehornene ensfarvet gule ...... 4. punctipénnis. 


1. underslægt Phloebdstiba Thoms. 


Pronotum uden tydelige længdeindtryk. Bag- 
føddernes kloled c. dobbelt så langt som 1.—4. 
led tilsammen. 


70 


1. Phl. plånus Payk. (fig. 43). Ret bred, temmelig blank, 
sort eller sortbrun, vingedækkerne overvejende gulbrune, 
følehorn og ben rødgule, de første som regel lidt mørkere 
mod spidsen. Forkroppen omtrent nøgen, bagkroppen meget 
fint og spredt behåret. Forkroppen temmelig fint punkteret 
og med fin, ridset mikroskulptur. Hovedet foran punktøjnene 
med en kort, smal, skarp længdefure, 
7.—10. følehornsled rigeligt !/, gang 
bredere end lange. Pronotum kun 
ganske lidt bredere end hovedet, c. 
1/, gang bredere end langt, bagud til- 
smalnet. Bagkroppen fint netmasket 
mikrochagrineret, næppe synligt punk- 
teret, hvert led i midten med en tvær- 
række af fine korn. Længde 2,5— 
3 mm. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, 
Ø, B). Haderslev, Bygholm, Vest- 
birk, Frijsenborg, Lindum; Svend- 
borg, Odense, Christianssæde, Løg- 
nor, Bregentved, Næsbyholm, Sorø, 
Køge ås, Boserup, Dyrehaven, Rude- 
Fig. 43. Phloeonomus skov, Børstingerød mose, Store Dyre- 

planus &. x 15. have; Almindingen. Under bark så- 

vel af løvtræ som af nåletræ, ved træ- 
svamp (f. eks. Polyporus sulphureus på eg) og træsaft og sav- 
smuld ved stubbe, i Dyrehaven undertiden talrig under saftig 
bark af friskfældede eller væltede bøge. Især i maj—juni. 


2. Phl. lappånicus Zett. Ligner den foregående stærkt, 
men adskilles fra den ved, at forkroppens, navnlig pronotums 
punktur er betydeligt finere og noget mindre tæt, og at 
pronotums forrand i det højeste har en yderst svag antydning 
af to knuder. Endvidere er størrelsen gennemgående lidt 
ringere, kroppen ganske lidt fladere og smallere og føle- 
hornenes kølle ganske lidt smallere og lidt mindre tydeligt 
afsat, idet 6.led er mindre bredt. Længde 2—2,8 mm. 


Meget sjælden (Ø, B). 1 stk. på Køge ås (i frisk savsmuld 
på en bøgestub, ”7/.), 1 stk. i Dyrehaven (på tøndersvamp 


Jå 


(Polyporus fomentarius) på bøg, "%/,); Rø plantage og Rønne 
plantage (i antal under bark på fældede fyrrestammer, sept.). 
Den angives især at leve under bark af barkbilleangreben 
fyr og gran. 


2. underslægt Phloebnomus s. str. 


Pronotum med et ret dybt længdeindtryk på 
hver side af midtlinien og et indtryk langs side- 
randen. Bagføddernes kloled c. dobbelt så langt 
som 1.—4. led tilsammen. 


3. Phl. pusillus Grav. Ret smal, brun eller brunsort, 
hovedet sort, følehorn og ben gule, de første oftest lidt mør- 
kere mod spidsen; forkroppen mat, ret kraftigt netmasket 
mikrochagrineret, kun på vingedækkerne med yderst fin og 
spredt, utydelig punktur, bagkroppen fint netmasket mikro- 
. Chagrineret, kun yderst svagt, næppe synligt punkteret, ret 
blank. Hovedet kun lidt smallere end pronotum, foran punkt- 
øjnene med en ganske kort, smal fure, følehornenes 7.—10. 


er; C Ø 


pusillus punctipennis sjøbergi 


Fig. 44. Hannens parringsorgan hos Phloeonomus pusillus (a), 
punctipennis (b) og sjøbergi (c). 


12 


led næsten dobbelt så brede som lange. Pronotum c. /, gang 
bredere end langt, bagud lidt tilsmalnet, siderne bagtil rette 
eller yderst svagt indbuede. Vingedækkerne kun meget lidt 
bredere end pronotum. Længde 1,7—2 mm. 

å: Paramererne så lange som penis, denne smal (fig. 44, a). 


Almindelig (J, Ø, B) under bark af barkbilleangrebne nåle- 
træstammer og -stubbe. 


4. Phl. punctipénnis Thoms. Yderst nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den ved, at følehornene er ens- 
farvet gule, og at vingedækkerne er tydeligt stærkere omend 
meget fint punkterede. Endvidere er oversiden gennemgående 
lidt lysere og forkroppen lidt mindre mat, 3. følehornsled 
ganske lidt kortere og 8.—10. led ganske lidt stærkere tvær- 
brede, pronotum bagud ganske lidt stærkere tilsmalnet med 
noget dybere indtryk, så at de mellemliggende, ophøjede 
partier, der er lidt blankere end hos den foregående på grund 
af lidt svagere mikrochagrinering, træder noget stærkere frem. 
Længde 1,7—1,9 mm. 

åg: Paramererne længere end penis, denne meget bred 
(fig. 44, b). 

Arten har været sammenblandet med den foregående, men 
er antagelig udbredt (J, Ø). Sikre fund foreligger fra Ha- 
derslevegnen og fra Bromme plantage, Bognæs, Dyrehaven, 
Gelsskov og Donse. Arten lever hos os vistnok hyppigst under 
bark af eller ved saft eller træsvamp på løvtræer, såsom bøg 


og eg, men er i Norge og Sverige fundet også ved træsvamp 
på granstubbe og under granbark. 


[Phl. sjøbérgi Strand (punctipénnis Sjøberg). Nær- 
stående til de to foregående, men adskilt fra dem ved lidt 
betydeligere størrelse, betydeligt bredere, men fremefter mere 
tilsmalnet form, fremefter lidt stærkere tilsmalnet pronotum 
med bagud svagt indbuede og derfor i midten lidt stump- 
vinklet fremtrædende sider, lidt tydeligere behårede, bagud 
lidt mere udvidede vingedækker med ganske lidt bredere 
afsatte siderande og anderledes formet parringsorgan hos 
hannen. Fra Phl. pusillus adskilles den yderligere ved lidt 


13 


mindre mat overside, dybere sideindtryk på pronotum, hvis 
siderande derfor er tydeligere og bredere afsat, og lidt tyde- 
ligere punkterede vingedækker, og fra Phl. punctipennis yder- 
ligere ved, at følehornene er farvede og formede omtrent som 
hos Phl. pusillus. Længde 2—2,2 mm. 

å: Paramererne kortere end penis, denne ret smal, udvidet 
i midten (fig. 44, c). 

Denne art, der er fundet i Skåne, kunne muligvis træffes 
også hos os. Den angives hyppigst at forekomme under gran- 


og fyrrebark, hvor der er angreb af barkbiller (Polygraphus, 
Ips) eller træbukke (Tetropium).] 


[3. underslægt Xylåstiba Ganglb. 


Pronotum med kun svage længdeindtryk. Bag- 
føddernes kloled rigeligt så langt som 1.—4. led 
tilsammen. 


Phl. månilifårmis Gyll. Let kendelig fra de foregående 
arter ved meget blankere overside, tæt og ret kraftigt punk- 
terede vingedækker uden mikrochagrinering og kortere klo- 
led. Overvejende brunsort, følehorn og ben rødgule, 6.—11. 
følehornsled sorte, dannende en tydeligt afsat kølle, 8.—10. 
led ikke over !/, gang bredere end lange. Forkroppen næsten 
nøgen. Hoved og pronotum fint mikroridsede. Hovedets gruber 
foran punktøjnene små, runde. Pronotum tydeligt, lidet tæt 
punkteret. Længde 3—3,5 mm. 

Arten afviger så stærkt fra de foregående, at det er an- 
tageligt, at underslægten Xylostiba bør ophøjes til slægt. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Småland og i Hamburg- 
egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den findes om 
efteråret under bark af nåle- og løvtræer, såsom gran, fyr, 
eg, bøg og birk, hvor der er angreb af barkbiller, såsom Ips 
typographus L., Hylurgops palliatus Gyll. eller Pityogenes- 
og Polygraphus-arter; den er også fundet talrigt på varme 
forårsdage under løsnet bark af bøg.] 


74 


8. Xylodromus Heer. 


Nærstående til Phyllodrepa (p. 52), men adskilt 
fra den ved, at bagfødderne er c. så lange som 
skinnebenet og deres kloled ikke fuldt så langt 
som 1.—4. led tilsammen, samt ved at følehornene 
gennemgående er lidt tykkere og med svagere 
eller næppe afsat kølle”). Kroppen er temmelig 
ligebred og fladtrykt, bagkroppen fint netmasket 
mikrochagrineret og meget fint punkteret. 

Hannen er kendelig ved udvidede forfødder. 


Oversigt over arterne, 


1. Vingedækkerne i hvert fald indadtil og bagtil med 
netmasket mikroskulptur. Følehornene over- 
vejende brunsorte., Pronotum sort ..…..….. 4. affinis. 

Vingedækkerne uden eller med længderidset mikro- 
skulptur. Følehornene overvejende rødgule eller 
gulbrune. Pronotum som regel helt eller delvis 
Føden. ler hr, SD EG HE SARTE sæ 

2. Følehornene c.?/, gang længere end hovedets største 
bredde, 5. led ikke bredere end langt. Oversiden 
overvejende rødgul. Mindre, 2,5—3 mm 1. teståceus. 

Følehornene højst c. !/, længere end hovedets 
største bredde, 5.led bredere end langt. Over- 
siden mørkere. Større, 3—3,5 mm ....363208s no 

3. Pronotum og vingedækkerne fint og tæt punk- 
terede, lidet blanke, pronotum med mere eller 
mindre udbredt, især bagtil tydelig, ridset eller 
netmasket mikroskulstur 4. SS 2. depréæssus. 

Pronotum og vingedækkerne temmelig fint og ikke 
særlig tæt punkterede, blanke, pronotum uden 
MET OS DEER SR LEE RER 2 EVA ED 3. concinnus. 

1) X. testaceus, der har de slankeste følehorn, kan på grund af 
farven og størrelsen kun tænkes forvekslet med Phyllodrepa ioptera 


og Ph. pygmaea, men kendes let fra den første ved uregelmæssig 
vingedækkepunktur og fra den sidste ved meget smallere form. 


75 


1. X. teståceus Er. Let kendelig fra de følgende arter 
ved lysere farve, lidt ringere størrelse, mindre og mindre 
tværbredt hoved, længere og slankere følehorn og lidt slankere 
ben. Rødgul, hoved og bagkrop oftest mørkere, oversiden 
fint og tyndt behåret. 7.—10. følehornsled noget tværbrede. 
Pronotum og vingedækkerne ret blanke, uden mikrochagri- 
nering, punkturen noget varierende, oftest lidt kraftigere og 
stærkere på vingedækkerne. Længde 2,5—3 mm. 

Sjælden (J, Ø). Haderslev, Nørholm skov (i antal i hul 
eg), Gyllingnæs, Hald egeskov, Hvorup, Vang og Lerbæk 
skove i Vendsyssel; Killerup (Fyn), Tranekær, Redsle skov 
(i musegange), Sundby storskov (aftenketset under gamle 
ege i juni), Københavns omegn, Bellevues have (i hult æble- 


træ). Under bark, ved træsvamp og i hule træer; kan under- 
tiden ketses, især henad aften. 


2. X. depréssus Grav. Kendelig fra de andre arter ved 
mattere, finere og tættere punkterede og tydeligere behårede 
pronotum og vingedækker og i hvert fald bagtil tydelig 
mikrochagrinering på pronotum. Brunsort eller brun, pro- 
notums rande og vingedækkerne lysere, følehorn og ben rød- 
gule eller gulbrune. Hovedet tydeligt smallere end pronotum. 
8.—10. følehornsled stærkt tværbrede. 
Vingedækkerne med tæt og fin, lidet 
dyb punktur, i bunden mere eller min- 
dre tydeligt mikroridsede. Længde 3— 
3,05 mm 


Ret almindelig (J, Ø, B) i gamle 
hø- og halmbunker, i hule træer, især 
hvor der er fuglereder, og under bark 
og mos. 


37. X:concinnus Marsh. (fig. 45). 
Meget nærstående til den foregående, 
men let kendelig fra den ved de i over- 
sigten nævnte skelnemærker samt ved, 
at pronotum og vingedækker er kor- Fie 45) oder 
tere og tyndere, meget utydeligt be- concinnus g. x14. 


16 


hårede. Vingedækkernes punktur ret dyb, især bagtil noget 
længderidset eller -rynket. Længde 3—3,2 mm. 


Som den foregående (J, Ø, B), men måske ikke helt så 
almindelig. Ofte i stalde, udhuse og kældere. 


4. X. affinis Gerh. (cephalbtes Epp.). Mørkere end de 
foregående og yderligere kendelig fra dem ved, at hovedet 
kun er ganske lidt smallere end pronotum, og at vingedæk- 
kerne i hvert fald indadtil og bagtil er fint netmasket mikro- 
chagrinerede. Sort, vingedækkerne og bagkroppen ofte brun- 
lige, følehornene overvejende brunsorte. Ligner iøvrigt den 
foregående, men følehornene er lidt mindre kraftige, med 
længere endeled, der er næsten så langt som 9. —+ 10. led, og 
pronotum lidt stærkere hvælvet. Længde 3—3,2 mm. 


Hidtil kun kendt i eet dansk eksemplar fra Esbjerg strand- 
skov (i en muldvarperede, 2?/, 1923). Den angives at leve i 
muldvarpereder og hos myren Lasius fuliginosus og at være 
fundet i febr.—marts og nov. 


9. Oråchares Kr. 


Kroppen ret flad, næsten nøgen. Hovedet mel- 
lem øjnene med to skrå, dybe gruber, følehornene 
slanke, mod spidsen svagt fortykkede, ingen af 
leddene tværbrede, kæbepalpernes endeled c. 
dobbelt så langt som og lige så tykt som næst- 
sidste led. Pronotum kun omtrent ”/, bredere end 
langt, bredest foran midten, siderne bagtil om- 
trent rette. Vingedækkerne over dobbelt så lange 
som pronotum og meget bredere end dette, bagud 
udvidede, siderne omtrent rette; kanten, der ad- 
skiller rygfladen fra sidedækket, lidt foran midten 
buet stærkt nedad (fig. 35, p. 42). Bagfoden 
over halvt så lang som skinnebenet, kloleddet 


TÅ 


noget kortere end 1.—4. led tilsammen, mellem- 
og bågskinnebenene på ydersiden svagt karvede 
og børsteklædte. 


0 anguståtus Er. Blankt sort, pronotums sider oftest 
lysere, vingedækkerne brungule, følehornenes rod og benene 
rødgule. Hoved og pronotum oftest med ganske svagt metal- 
skær, fint og ret spredt punkterede, i bunden med meget fin, 
bølgeliniet eller delvis masketegnet mikroskulptur. Vinge- 
dækkerne temmelig tæt og kraftigt, uregelmæssigt punk- 
terede. Bagkroppen yderst svagt og utydeligt punkteret, fint 
tværmasket mikrochagrineret. Længde 3,2—3,8 mm. 

Øg: Forfødderne tydeligt udvidede. 


Sjælden og hidtil kun fundet på Øerne. Nykøbing F., 
København, Dyrehaven (i antal i hestegødning, ”€/,,), Hille- 
rød. I gødning (den angives bl.a. at foretrække menneske- 
gødning), under rådnende plantestoffer, undertiden også i 
hule træer. Den tages sent på efteråret og tidligt på foråret, 
undertiden siddende på plankeværker og mure eller krybende 
på sneen. 


10: Delipbrum' Er. 


Nærstående til de to følgende slægter (Lathri- 
maeum og Olophrum), men adskilt fra dem ved, 
at hovedet bag øjnene har en skarp tværfure, og 
at pronotum bagtil indenfor siderandfuren, langs 
denne, har en svagt ophøjet længdefold, der ind- 
adtil begrænses af en svag længdefure, som foran 
midten ender i en meget svag grube, samt ved 
at skinnebenene er tydeligt tornede og bagfoden 
c. ?”/, så lang som skinnebenet. Fra Olophrum 
adskilles Deliphrum yderligere ved, at hovedet 
bagtil er indsnøret og foran hvert punktøje har 
et længdeindtryk. 


78 


1. D. téctum Payk. Temmelig flad, næsten nøgen, blankt 
sort, hoved og pronotum oftest med ganske svagt metalskær, 
det sidstes sider og bagrand samt vingedækkerne, følehornenes 
rod og benene brungule. Følehornene tydeligt fortykkede 
mod spidsen, 10. led lidt tværbredt. Pronotum c. ”/, bredere 
end langt, med rundede sider og afrundede for- og bag- 
hjørner, fint og ret tæt punkteret, i bunden fint mikroridset, 
i midten med en svag længdefure. Vingedækkerne c. dobbelt 
så lange som. pronotum, bagud noget udvidede, lidt tættere 
og kraftigere, noget rækkevis punkterede. Bagkroppen fint 
og ret spredt punkteret, i bunden med tværridset eller tvær- 
masket mikroskulptur. Længde 3—3,5 mm. 

Øg: Forfødderne tydeligt udvidede. 


Af denne art foreligger kun 2 danske eksemplarer, fundne 
i Tisvilde hegn, ?5/. 1890 (på en saftflydende egestub) og 
18/, 1896. Den angives at forekomme forår og efterår under 
løv og mos, i gødning og rådden svamp, f. eks. blækhat 
(Coprinus), ved træsaft og på ådsel. 


11:-.Lathrimaeum: Er. 


Nærstående til den følgende slægt (Olophrum), 
men adskilt fra den ved, at hovedet foran hvert 
punktøje har et skråt udadrettet indtryk og bagtil 
er indsnøret (indsnøringen er som regel trukket 
ind under pronotum), samt at følehornene er 
tydeligt fortykkede mod spidsen. Pronotums side- 
rande i midten med et indtryk. 


Arterne træffes især på mere eller mindre fugtig bund. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums forrand dybt tvebugtet indbuet, så at 
forhjørnerne rækker betydeligt længere frem 
end forrandens midte. Større, 3,53—4 mm. Ho- 
Veddet BORE SSR Sa REN RE mélanocéphalum. 


To 


Pronotum svagt tvebugtet, men ikke dybt ind- 
buet, forhjørnerne rækker ikke eller kun ganske 
lidt længere frem end forrandens midte. Mindre, 
re mer KE TT Edd ale KEEL BRS EDEL RSS KS EE SEEDEDE Å: 
2. Mindre, 2,4—2,6 mm. Pronotum rigeligt ”/, gang 
bredere end langt, vingedækkerne c. dobbelt så 
lange som pronotum. Oversiden brunlig eller 
EFA SE ESKE a 3.dusenlum 
Større, 3—3,5 mm. Pronotum mindst 1”/, gang 
så bredt som langt, vingedækkerne mindst 2!/, 
gang så lange som pronotum. Oversiden, bortset 
BE HOLE ere ENERET TER DTS OG 3. 
3. Hovedet tydeligt mørkere end pronotum, dette 
med bagtil ikke eller næppe indbuede sider og 
stumpvinklede baghjørner. Vingedækkerne lidt 
længere end tilsammen brede ... 1. atrocéphalum. 
Hovedet ikke væsentligt mørkere end pronotum, 
dette med bagtil kort, men tydeligt indbuede 
sider og næsten retvinklede, skarpe baghjørner. 
Vingedækkerne c. så lange som tilsammen brede 
2. unicolor. 


[L. mélanocéphalum Illig. Adskilt fra de følgende ved 
pronotums dybt indbuede forrand og betydeligere størrelse, 
fra L. unicolor yderligere ved det sorte hoved og fra L. atro- 
cephalum og L. fusculum yderligere ved pronotums bagtil 
indbuede sider og skarpt retvinklede baghjørner. Iøvrigt nær- 
stående til L. atrocephalum. Vingedækkernes punktur kraf- 
tig, tydeligt rækkevis ordnet, med rækker af fine punkter 
mellem de kraftige punktrækker. Længde 3,5—4 mm. 

gg: Forfødderne svagt udvidede, forskinnebenene midt på 
undersiden stumpvinklet udvidede (ses bedst udvendigt fra), 
mellemskinnebenene svagt indadkrummede. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Småland, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den angives at leve på fugtig skovbund 
under mos, i løv og ved træsaft og rådne svampe.] 


80 


1. L. atrocéphalum. Gyll. (fig. 46)… Blankt. sulbrun); 
hovedet tydeligt mørkere, mørkebrunt eller sort, følehornene 
mørkere mod spidsen. Pronotum ret tæt og kraftigt punk- 
teret. Vingedækkerne med ret tæt og kraftig, noget rækkevis 


Fig. 46. Lathrimaeum tatrocephalum gg. x 15. 


ordnet punktur, bagud kun svagt udvidede. Længde 3— 
3,3 mm. 

gg: Forfødderne betydeligt udvidede, forskinnebenene midt 
på undersiden stumpvinklet udvidede (ses bedst udvendigt 
fra), mellemskinnebenene i yderste halvdel noget udvidede 
på indersiden. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig eller halvfugtig bund 
under mos og løv, i kompost og opskyl, ved svampe og træ- 
saft; engang fundet i antal i et hermelinbo. 


2. L. unicolor Marsh. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 


1) Et enkelt sort eksemplar foreligger fra Brede. 


81 


kendemærker samt ved, at kroppen er betydeligt bredere. 
kæbepalpernes næstsidste led tydeligt (hos den foregående 
næppe) længere end bredt og vingedækkerne bagud noget 
mere udvidede og deres punktur oftest noget mere uregel- 
mæssig. Længde 3—3,5 mm. 

åg: Forbenene som hos den foregående, mellemskinne- 
benene simple. 


Som den foregående og ofte i selskab med den, men langt 
mindre hyppig (J, Ø, B). 


3. L. fusculum Er Let kendelig fra de foregående ved 
ringere størrelse, meget fladere krop, som regel mørkere farve 
og mindre stærkt tværbredt pronotum med mere ujævn flade 
og noget afrundede baghjørner. Brunlig eller brunsort, pro- 
notums rande og vingedækkerne ofte lysere, følehorn og ben 
brungule, de første ofte mørkere, især mod spidsen. Pronotum 
ret fint og tæt punkteret. Vingedækkerne bagud noget ud- 
videde, punkturen tæt, lidt kraftigere end pronotums, ofte 
noget tværrynket, men som regel uden tydelig rækkedannelse. 
Længde 2,4—2,6 mm. 

åg: Forfødderne tydeligt udvidede, forskinnebenene på 
undersiden kun yderst svagt udvidede i midten. 

Herhjemme hidtil kun fundet ved Sønderborg og på Hvo- 
rup sandbakker nord for Nørresundby (sept.—okt.). Den 


angives at leve under mos og løv og at være fundet i antal 
under gamle fyrreris. 


2% Olophrum br. 


Kroppen noget hvælvet, næsten nøgen. Hovedet 
med Pr ære overside) uden imdtryk" foran 
punktøjnene, ikke indsnøret bagtil. Følehornene 
ret lange og slanke, mod spidsen kun meget 
svagt fortykkede, de næstyderste led ikke tvær- 
brede. Kæbepalpernes endeled meget længere end 
næstsidste led. Pronotum tværbredt, meget bre- 
dere end hovedet. Vingedækkerne meget længere 


Victor Hansen; Rovbiller. I. 6 


82 


end pronotum, bagud noget udvidede. Bagkrop- 
pen bred, tilspidset, fint netmasket mikrochagri- 
neret og kun meget fint og spredt punkteret. Bag- 
fødderne c. halvt så lange som skinnebenet, klo- 
leddet betydeligt kortere end 1.—4. led tilsammen. 

Hos hannen er forfødderne kun ganske lidt 
bredere end hos hunnen. 


Arterne træffes især på fugtig mose- eller skovbund, hyp- 
pigst forår og efterår. . 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums bagrand ikke randet, dets baghjørner 
smalt afrundede, men dog antydede. Forkroppen 
gulbrun, Længde 3,5—4 mM 1222 3. assimile. 
Pronotums bagrand fint randet, dets baghjørner 
meget bredt afrundede. Forkroppen rødbrun 
eller brunsort. Længde 4—5,5 må ...:7.. 40 2. 
2. Pronotum omtrent dobbelt saa bredt som langt, 
omtrent lige så kraftigt punkteret som vinge- 
dækkerne, disse ret stærkt hvælvede, lidt kortere 
end tilsbmmmen rede 150 SIGE FOSS åg 1; piceeurm; 
Pronotum c. ”/, bredere end langt, tydeligt finere 
punkteret end vingedækkerne, disse fladt hvæl- 
vede, c. så lange som tilsammen brede .. 2. fuscum. 


1. O. piceum Gyll. (fig. 47). Bred og hvælvet, blank, lysere 
eller mørkere rødbrun, kæbepalperne ensfarvet rødgule. Pro- 
notum oftest bredest bag midten, kraftigt og lidet tæt punk- 
teret, oftest med et lille, glat midtparti. Vingedækkerne fortil 
næppe bredere end pronotum, c. dobbelt så lange som dette, 
punkturen omtrent som pronotums. Længde 4,5—5,5 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig skov- og mose- 
bund i mos og løv. 


83 


Fig. 47. Olophrum piceum $. x 8. 


2. O. fuscum Grav. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at kroppen oftest er lidt smallere, farven oftest 
noget mørkere, kæbepalperne som regel delvis brunlige og 
pronotums punktur tættere. Pronotums bredeste sted falder 
oftest lidt nærmere midten end hos den foregående. Vinge- 
dækkernes punktur ofte antydet rækkevis ordnet. Længde 
4A—4,5 mm. 

Udbredt, men sjældnere end den foregående (J, Ø, B). 
I Jylland bl. a. ved Frøslev og Haderslev; ret almindelig i 


Nordsjælland. På lignende steder som den foregående, sam- 
men med hvilken den ofte træffes. Imago er klækket i april. 


3. O. assimile Payk. Mindre, slankere og lysere end de 
to foregående, fra hvilke den yderligere kendes ved pronotums 
urandede bagrand og antydede, kun smalt afrundede bag- 
hjørner. Blank, gulbrun, bagkroppen ofte mørkere. Pronotum 
rigeligt ”/, gang bredere end langt, kraftigt og ret tæt punk- 
teret, bredest omtrent i midten, siderandene i midten med 


6” 


84 


en grube. Vingedækkerne omtrent dobbelt så lange som pro- 
notum, deres punktur noget kraftigere end pronotums. Længde 
3,59—4 mm. 


Temmelig sjælden (J, Ø, B). På lignende steder som de 
foregående, dog også på kun lidet fugtig bund; undertiden 
fundet i musegange. Larver er fundet %1/,; de forpuppede sig 
27], og klækkedes >?9/,. 


13: Arpedum Er. 


Kroppen temmelig flad. Hovedet bagtil noget 
indsnøret, med tydelige tindinger bag de kun 
svagt hvælvede øjne og en kort længdegrube foran 
hvert punktøje. Følehornene tynde, næppe for- 
tykkede mod spidsen, ingen af leddene tvær- 
brede. Kæbepalpernes endeled c.”/, gang længere 
end næstsidste led, dette betydeligt længere end 
bredt: (fig. 33; c,-p.'38): Pronotum 1 det højeste 
c. |, gang bredere end langt, med en grube midt 
på sideranden. Bagkroppen fint punkteret, i 
bunden fint netmasket mikrochagrineret. Bag- 
foden kun lidt over halvt så lang som skinne- 
benet, kloleddet lidt kortere end 1.—4. led til- 
sammen. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotum og vingedækkerne næsten nøgne, det 
første blankt, uden mikroskulptur, groft punk- 
BESES ERE NE MER 1. quddraom: 
Pronotum og vingedækkerne tydeligt behårede, 
det første lidet blankt, i bunden netmasket 
mikrochagrineret, ret fint punkteret ..... 2. ténue. 


1. A. quådrum Grav. Forkroppen næsten nøgen, bag- 
kroppen tyndt behåret. Blankt brunsort, pronotums rande 


85 


og vingedækkerne lysere, følehorn og ben brungule. Pronotum 
omtrent ”/, gang bredere end langt, groft og uregelmæssigt, 
lidet tæt punkteret, baghjørnerne stumpvinklede, smalt af- 
rundede. Vingedækkerne omtrent dobbelt så lange som pro- 
notum, bagud noget udvidede, kraftigt og ret tæt, på ryggen 
svagt antydet rækkevis punkterede. Bagkroppen spredt og 
meget fint punkteret, i bunden netmasket mikrochagrineret. 
Længde 4,5—5,5 mm. 

åg: Forfødderne tydeligt udvidede, forskinnebenene, set 
udvendig fra; på undersiden lidt foran midten med en stump- 
vinklet udvidelse. 

Sjælden (J, Ø). Haderslev dam, Esbjerg, Nørholm, Munke- 
bjerg, Grejsdalen, Randers, Gravlev enge; Guldborgsund, 
Sorø, Kalvebod strand, Esrom sø. Ved vandkanter i opskyl 
og på stranden under tang; undertiden ved svamp, i muld- 
varpereder og i gangene til grævlingeboer. Apr.—maj, sept. 
—okt. Den er i Sverige truffet fremme meget tidligt på for- 


året, flyvende i antal på solvarme dage, medens sneen endnu 
dækkede jordbunden. 


2. A. ténue Lec. (brachypterum Ganglb., Joh.). For- 
kroppen tydeligt, ret spredt og lidt opstående, bagkroppen 
tættere, nedliggende behåret. Brunsort, lidet blank, pronotum 
og vingedækkerne oftest helt eller mod randen lysere iø.e- 
horn og ben gulbrune. Pronotum c. /, gang bredere end langt, 
med ret jævnt rundede sider og bredt afrundede baghjørner. 
Vingedækkerne c. ”/, gang længere end pronotum, bagud noget 
udvidede, ret kraftig og tæt, uregelmæssigt punkterede. Bag- 
kroppen tydeligt, ret fint og noget kornet punkteret. Længde 
3,5—4 mm. 

åg: Som den foregående. 

Sjældnere end den foregående (J, Ø). Limfjorden vest for 
Nørresundby; Valsølille sø, Kagsmose, Hjortekæret og det 
flade vandhul i Dyrehaven, Kollemose, Malmmose, Arresøens 
østbred, Dybesø (Rørvig). I opskyl og Sphagnum; under- 
tiden ketset. Marts—aug. 


86 


14. Acidéta Steph. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at hovedet er forholdsvis noget 
mindre, øjnene noget stærkere hvælvede, tin- 
dingerne næsten forsvundne, følehornene noget | 
kraftigere, kæbepalpernes næstsidste led noget 
kortere og bagkroppen (hos de danske arter) 
kraftigt punkteret og i bunden ikke eller kun 
yderst svagt mikrochagrineret. Oversiden er næ- 
sten nøgen. Vingedækkerne mere eller mindre 
regelmæssigt stribet punkterede. Skinnebenenes 
yderside med kraftige torne, bagfoden mindst 
21, så lang som skinnebenet, kloleddet lidt 
eller betydeligt kortere end 1.—4. led tilsam- 
men. 

Hos hannen er forfødderne svagt udvidede. 


Oversigt over arterne. 


1. Hele pandens forrand vulstformet ophøjet. Brun. 


SER OSS ERE TE SS REN RER ANES 1. crenåta. 
Pandens forrand ikke ophøjet i midten. Rødlig. 
Nares, ESSEN SS SE EST ER 2. cruentskk 


1. A. crenåta Fabr. (fig. 48). Blankt brun, følehorn og 
ben oftest noget lysere. Hovedet påfaldende lille. Pronotum 
omtrent så bredt som vingedækkerne, c. ”/, bredere end langt, 
kraftigt og ret tæt punkteret, siderandene jævnt og ret stærkt 
rundede og ret bredt afsat, baghjørnerne stumpvinklede. 
Vingedækkerne over !/, gang længere end pronotum, bagud 
kun meget svagt udvidede, punkturen kraftig, på ryggen 
ordnet i fordybede, ret regelmæssige længderækker. Bagkrop- 


87 


pen ret kraftigt punkteret. Bagføddernes kloled betydeligt 
kortere end 1.—4. led tilsammen. Længde 6—7 mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). På fugtig skov- 
og mosebund, undertiden i tørvemos (Sphagnum), i kildemos, 
ved træsaft eller under bark. Marts— 
okt. I Sverige er den undertiden 
truffet krybende i antal på snefla- 
der. Larven angives at fortære flue- 
larver. 


2. Å. cruentåta Mann. Nærstå- 
ende til den foregående, men let ken- 
delig fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Endvidere har 
hovedet foran hvert punktøje et lille 
indtryk, følehornene er lidt kortere 
og kraftigere, pronotum kortere, om- 
trent ]/, gang bredere end langt, med 
meget svagere rundede og smallere 
afsatte siderande, fint randet bagrand 
og med 2 flade længdeindtryk på 
ryggen, vingedækkernes punktstriber 
mindre regelmæssige, bagkroppens 
punkter lidt mindre kraftige og bagføddernes kloled kun lidt 
kortere end 1.—4. led tilsammen. Blankt rødlig. Længde 
4,5—5 mm. 


Fig. 48. Acidota cre- 
maa 3. 


Stedegen og betydeligt sjældnere end den foregående 
(J, Ø, B). Esbjerg strandskov (i musegange under kompost), 
Randers, Skørping; Orlogsværftet, Utterslev mose, Dyre- 
haven, Frederikslund skov, Ravneholm (i grusgrav), Gelsskov, 
Sanddalen (øst for Sandbjerg), Hillerød. I kompost, under 
løv og mos, i trøskede træstubbe, under bark og i musegange 
og gange af andre pattedyr; undertiden på tørre knogler; 
også aftenketset (okt.). April—maj, okt.—dec. Den er oftest 
og talrigst taget sent på efteråret og kommer frem selv i 
meget koldt vejr. Imago har en ejendommelig, ret stærk lugt. 
En larve er fundet i trøsket bøgestub ?8/,, Erenpnede sig ?/. 
og klækkedes 227, 


88 


15. Llestepa lLafr: 


Oversiden fint behåret. Følehornene ikke eller 
næppe fortykkede mod spidsen, ingen af leddene 
bredere. end. lange.” Kæbepåalpernes ” ”endeled 
mindst 3 gange så langt som og omtrent af samme 
tykkelse som. næstsidste "Ted (1233, 7 p-38) 
Pronotum hjerteformet, i det højeste lidt bredere 
end langt. Vingedækkerne længere end prono- 
tum, bagud noget udvidede. Bagkroppen bred, 
bagud tilspidset, med brede, ophøjede siderande. 
Bagføddernes kloled meget kortere end 1.—4. 
led tilsammen. 

Hos hannen er forfødderne oftest kun svagt ud- 
videde, men som regel er det 6. frie rygled svagt 
indbuet på siderne og et yderligere lille led frem- 
trædende bag 6. frie led. 


Arterne lever på fugtig bund, i opskyl og løv og ofte i 
vådt mos ved eller i rindende vand, såsom kildevæld og 
skovbække. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotimis sider uden AUD 5 SS Re ERE 2. 
Pronotum på hver side med en grube omtrent ved 
midten af sideranden. Hoved, pronotum og 
vingedækker groft punkterede. Vingedækkerne 
ikke dobbelt så lange som pronotum. 2. 4. 
2. Vingedækkerne ikke helt dobbelt så lange som 
pronotum, dette meget fint og tæt punkteret, 
hst Blanes ob EK SKER 5 Les AR os 3. pubéscens. 
Vingedækkerne rigeligt dobbelt så lange som pro- 
notum, dette noget mindre tæt punkteret, blankt 3. 
3. Pronotum og vingedækkerne fint punkterede, de 
sidste stærkt udvidede bagud, tæt behårede, 
siderandene i midten ret bredt afsat 2. fontinålis. 


89 


Pronotum og vingedækkerne noget kraftigere 
punkterede, de sidste kun ret svagt udvidede 
bagud, mindre tæt behårede, siderandene smalt 


HERE rn esse EN ba Ds alles 1. longelytråta. 

4. Pronotums sider randede i hele deres udstrækning 
4. heeri. 
Pronotums sider ikke randede bagtil ... 5. punctåta. 


1. L. longelytråta Goeze (fig. 49). Adskilt fra de to føl- 
gende ved ret kraftigt punkteret hoved og pronotum og lange, 


Fig. 49. Lesteva longelytrata g. x 12. 


bagud kun ret svagt udvidede, mindre tæt behårede, kraftigt 
punkterede vingedækker. Sort eller brunsort, følehorn og ben 
brunrøde, de sidste og følehornsroden ofte mørkere. Bag- 


90 


kroppen yderst svagt og utydeligt mikrochagrineret, meget 
fint og ret tæt punkteret. Længde 3,5—4,5 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). Ved vandkanter, især på mudret 
bund, i fugtigt løv og opskyl og i Sphagnum ved kildevæld. 
Maj—okt. 


2. L. fontinålis Kiesw. Nærstående til den foregående, 
men let kendelig fra den ved oversidens betydeligt finere 
punktur, de bagtil meget stærkere udvidede vingedækker og 
den fortil meget bredere bagkrop. Endvidere er følehornene 
lidt længere og tyndere. Længde -3,8—5 mm. 


Meget sjælden (J, Ø). Hidtil kun fundet på Marselisborg 
skrænt ved Varnabækkens udløb i antal i vådt kildemos 
sammen med L. longelytrata, pubescens og punctata, og et 
enkelt stk. ved en skovbæk ved Ledreborg (Lejre). Juni— 
avg,, i antal ?/. 


3. L. pubéscens Mann. Nærstående til de to foregående, 
men adskilt fra dem ved mindre blank overside og lidt kortere 
vingedækker, fra L. longelytrata yderligere ved meget finere 
punktur og bagtil meget stærkere udvidede vingedækker og 
fra L. fontinalis yderligere ved lidt stærkere tværbredt, tættere 
punkteret og behåret pronotum, lidt kortere og tykkere føle- 
horn og lidt. ringere størrelse. Længde 3,5—4 mm. 

Sjælden (J, Ø). På fugtig bund, især ved rindende vand, 
i fugtigt mos ved kilder og bække. Munkebjerg, Fårup sø, 
Hansted skov, Silkeborg, Højlund skov ved Mossø, Borresø, 


Marselisborg skrænt (se under den foregående), Vejerslev; 
Ledreborg (Lejre), bæk ved Fønstrup dam. Marts—okt. 


4. L. heeri Fauvel (sicula Er.). Denne og den følgende 
art adskilles fra de tre foregående ved, at pronotum på hver 
side ved sideranden har en grube bag det udvidede sted, ved 
den grove punktur på hoved, pronotum og vingedækkerne 
og ved lidt kortere følehorn og lidt kortere ben, navnlig 
fødder; fra L. longelytrata adskilles de yderligere ved meget 
kortere vingedækker og fra de to foregående ved bagud 
mindre stærkt udvidede vingedækker. Farven er ofte noget 


91 


lysere end hos de foregående, brunrød, og bagkroppens 
punktur er noget stærkere og mindre tæt. Oversidens behåring 
tynd. Længde 3—3,5 mm. 

Temmelig sjælden (J, Ø). På fugtig skov- og engbund og 
i opskyl ved strandkanter. Haderslev fjord, Esbjerg østre 
strand, Spangsbjerg, Nørholm skov, Horsensegnen, Gravlev 
enge, Ålborg (ved fjorden); Skibhusene ved Odense, Glænø, 


Boserup strand, stranden ved Bognæs vesterskov, Lyngby 
mose. Jan.—juni, aug.—nov. 


5. L. punctåta Er. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den, såvel som fra alle de andre arter, ved at 
pronotums sider ikke er randede bagtil. Endvidere er over- 
sidens punktur lidt grovere, vingedækkerne bagud lidt stær- 
kere udvidede, bagkroppens behåring lidt længere og størrelsen 
gennemsnitligt lidt betydeligere. Længde 3,3—3,8 mm. 


Temmelig sjælden (J, Ø, B). På lignende steder som den 
foregående og ofte i vådt mos ved bække og kilder. Mange 
steder i det østlige Jylland; Odense, Møen, Sorø, Ledreborg 
(Lejre), Luknam ved Holte, Fiskebæk, Esrom sø. Maj—sept. 


16. Geodroémicus Redtb. 


Nærstående såvel til den foregående slægt 
(Lesteva), fra hvilken den adskiller sig ved, at 
kæbepalpernes endeled er lidt kortere end og 
betydeligt tyndere end næstsidste led, som til den 
følgende slægt (Anthophagus), fra hvilken den 
ligeledes afviger ved formen af kæbepalpernes 
endeled samt ved simple kløer og ret tæt og tyde- 
ligt behåret overside. 

Hos hannen er forfødderne tydeligt udvidede. 


1. G. plagiåtus Fabr. Blankt sort, vingedækkerne oftest 
hvert med en aflang rød plet på midten, følehorn brune eller 
brungule. Hovedet med et tværindtryk fortil mellem føle- 
hornene og et indtryk mellem punktøjnene. Følehornene lange 


92 


og slanke. Pronotum lidt bredere end hovedet, c. ”/, bredere 
end langt. Vingedækkerne rigeligt dobbelt så lange som pro- 
notum, bagud udvidede, deres og pronotums punktur variabel, 
oftest ret kraftig og lidet tæt. Bagkroppen tydeligt punkteret, 
i bunden med meget fin, tværliniet mikroskulptur. Længde 
5—6 mm. 

Hidtil kun fundet på Bornholm i få eksemplarer. Nexø 
(under tang på stranden, aug.), Sandvig, Hammeren (på 
stranden under opskyl og sten, 51/,), I udlandet er den 
fundet undér mos, plantedele og sten ved bjergbække eller 
søbredder, på forskelligartet, bl. a. gruset eller sandet bund; 


de danske eksemplarers forekomst på stranden er sikkert af 
tilfældig karakter. 


17. Anthophagus Grav. 


Adskilt fra de to foregående slægter ved, at 
kæbepalpernes endeled er så langt som eller lidt 
længere end og kun meget lidt tyndere end næst- 
sidste led, og kendelig fra alle de andre Omaliin- 
slægter ved, at kløerne har en hudlap ved roden 
(fig. 34,. p.. 40). Oversiden..er. tyndt og hinteret 
utydeligt behåret. 


1. A. caraboides L. (fig. 50). Ret blankt rødgul, hoved, 
pronotum og bagkropspidsen ofte noget mørkere. Hovedet 
omtrent så bredt som pronotum, foran punktøjnene med en 
skarp, smal længdefure, følehornene lange og slanke. Pro- 
notum lidt bredere end langt, ret kraftigt punkteret. Vinge- 
dækkerne c. dobbelt så lange som pronotum, bagud lidt ud- 
videde, punkturen lidt kraftigere end pronotums. Bagkroppen 
fint punkteret, i bunden med meget fin, tværliniet mikro- 
skulptur. Længde 4,5—5 mm. 

å: Forfødderne ganske svagt udvidede. 

Udbredt, men noget stedegen (J, Ø). I skove og lunde 


på løvtræer og -buske, såsom hassel, el og birk, især på halv- 
fugtig bund. Juni—sept. i 


93 


Fig. 50. Anthophagus caraboides gg. Xx 12. 


18. Coryphium Steph. 


Let kendelig fra alle vore andre Omaliin- 
slægter ved, at kæbepalpernes endeled er yderst 
lille og fint og næstsidste led pæreformet for- 
tykke (hs 733,0 p38),; og fra dem alle und- 
tagen Acrulia ved pronotums ganske fint karvede 
sider. Kroppen ret flad, tyndt behåret. Hovedet 
så bredt som pronotum, følehornene næppe for- 
tykkede mod spidsen, ingen af leddene tvær- 
brede. Pronotum bredere end langt, bagud til- 


94 


smalnet. Vingedækkerne meget bredere end pro- 
notum og mindst dobbelt så langt som dette, 
bagud noget udvidede, uregelmæssigt punkterede. 
Bagfoden kun lidt kortere end skinnebenet, klo- 
leddet meget kortere end 1.—4. led tilsammen. 


1. C. angusticdlle Steph. Brunsort, pronotum og vinge- 
dækkerne oftest lysere, brune eller brungule, følehorn og ben 
rødgule, de første mørkere mod spidsen. Forkroppen ret 
kraftigt punkteret. Pronotum omtrent ”/, gang bredere end 
langt, bredest foran midten, med bagtil ganske svagt ind- 
buede sider, på ryggen med to ret svage, bagtil oftest forenede 
længdeindtryk. Bagkroppen meget fint kornet-punkteret, i 
bunden meget fint netmasket mikrochagrineret. Længde 2,8— 
3 mm. 

åg: Forfødderne svagt udvidede. 

Sjælden (J, Ø, B). Fredsted ved Haderslev, Horsens, Rye, 
Silkeborg, Bjørum skov; Svendborg, Hvidkilde, Tvedemose 
ved Stubbekøbing, Holmegårds mose, Sorø, Køge, Ledreborg 
(Lejre), Ryget skov, Tokkekøb hegn, Donse, Jægerspris 
nordskov; Almindingen. Den træffes under løv- og nåletræs- 
bark i barkbillegange, i trøsket ved, f. eks. i ellestubbe, under 


mos og ved svamp på stammer og stubbe. Marts, maj—juni, 
okt.—nov. Friskklækkede eksemplarer i slutn. af maj. 


3. underfamilie Phloeochårinae. 


Nærstående til den foregående underfamilie 
(Omaliinae,..p. 38), men; adskilt. fra..den, ved; 
at hovedet mangler punktøjne, og at de korte 
vingedækkers rygflade (hos den danske slægt) 
ikke er afsat fra sidedækkerne. 

Kun een dansk, 1,5—2 mm lang, ret smal art. 


95 


1. Phloeocharis Mann. 


Kroppen ret smal, temmelig ligebred, over- 
siden tydeligt behåret. Hovedet tilsmalnet frem- 
efter, uden tydelige tindinger, følehornene tyk- 
kere mod spidsen, kæbepalpernes 3. (næstsidste) 
led fortykket, endeleddet meget lille og tilspid- 
set. Pronotum med jævnt rundede sider. Bag- 
kroppen kort tilspidset. Benene korte, skinne- 
benene krafiige, bagføddernes kloled ca. så langt 
som 1.—4. led tilsammen. 


1: Pil subtilfssima Manns. (fig.20,. p. 23). Brun eller 
brunsort, oversiden med tydelig, ret spredt, gullig behåring, 
følehorn og ben brungule. Følehornenes 9. og 10. led stærkt 
tværbrede. Hoved og pronotum netmasket mikrochagrinerede 
og yderst fint og spredt punkterede, det sidste c. ”/, gang 
bredere end langt, rigeligt så bredt som og lidt kortere end 
vingedækkerne. Disse og bagkroppen.yderst fint og lidet tæt 
kornet punkterede og i bunden yderst fint mikroridsede. 
Længde 1,5—2 mm. 

gg: Forfødderne ret stærkt (hos 2 svagt) udvidede. 


Temmelig almindelig (J, Ø). Under bark af løv- og nåle- 
træer, hyppigt i barkbillegange. Marts—sept. 


4. underfamilie Oxytélinae. 


Kroppen oftest ret langstrakt, hyppigt noget 
cylindrisk. Hovedet fremstrakt, undertiden ind- 
snøret bagtil. Følehornene 11-leddede, oftest for- 
tykkede mod spidsen, undertiden knæbøjede 
mellem 1. og 2. led, indleddede foran øjnene, 
over kindbakkernes rod, under pandens fortyk- 


96 


kede. siderand. (fig. 7, p: 20- og fg: 19 HÆR 
Læbepalpernes endeled normalt. Vingedækkernes 
rygflade afsat fra sidedækkerne ved en sidekant. 
Bagkroppen oftest ret tykt kantet, med 8 bugled 
(1. led dog hos Syntomium rudimentært), bugens 
rod uden længdekøl eller -fold i midten. For- 
brystet kitiniseret, åndehullerne helt eller over- 
vejende dækkede af epimererne (undtagen hos 
Thinobius og Platysthetus). Forhofterne konisk 
tapformede, ret store og fremstående. Mellem- 
hofterne ikke eller kun smalt adskilt fra hinanden. 
Baghofterne tværbrede, kun lidt bagudragende, 
yderpladen kun svagt udviklet (fig. 13, p. 21). 
Bagbenenes hofteringe små, højst!/; så lange som 
låret. Fødderne 5-leddede eller 3-leddede, hos 
Thinobius dog 2-leddede. Forbenene undertiden 
udviklede som graveben. 
70 danske arter af størrelse 1—7 mm. 


Oversigt over slægterne. 


1. Fødderne 5-leddede ..... ETS USER SIS ERRR TE TTT 7 os: 7 2. 
Fødderne 2-. eller 3-leddede. . 200 css nar sk 

2. For- og mellemskinnebenene på ydersiden ikke 
bomme 5. 33 sr an SÅ Vase SI ls Pose se SONDE RRS EERS 3, 

For- og mellemskinnebenene på ydersiden tydeligt 
tomede 9) Sae Lars DIR Sa ng E, 4. 


3. Følehornene med tydeligt afsat 3-leddet kølle, 9. 
og 10. led tværbrede. Kroppen kort og hvælvet, 
med metalglans (fig. 51, p. 99). Længde 2— 
SD BR SES ER RE RA 1. Syntomium (p. 98). 
Følehornene kun svagt fortykkede mod spidsen, 
9. og 10.led længere end brede. Kroppen ret 


97 


slank og lidet hvælvet, uden metalskær. Længde 
OD NE eee » 2. Deleåster (p. 100). 
Pronotum i midten med en længdefure. Vinge- 
dækkerne med fordybede punktstriber, i bunden 
glatte og blanke (fig. 52, p. 101) 
3. Coprophilus (p- 101); 
Pronotum i midten med et svagt ophøjet, upunk- 
teret længdeparti. Vingedækkerne uden for- 
dybede punktstriber, i bunden matte, fint net- 
masket mikrochagrinerede 4. Acrégnathus (p. 101), 
For- og mellemskinnebenene på ydersiden ikke 


REESE NS BESS fan ke SÆT SE nes 6. 
For- og mellemskinnebenene på ydersiden tydeligt 
BEER 5 Re RER SE reen seek de Sa: 


Kæbepalpernes endeled mindst så langt som det 
foregående (3.) led og ved roden omtrent så bredt 
som dette. Vingedækkerne med afsatte side- 
dækker. Den danske art 3,5—4,5 mm lang 
6. Ancyrophorus (p. 103). 
Kæbepalpernes endeled meget kortere end det 
foregående (3.), fortykkede led (eller endog helt 
FREE SR TEE SE ea Es ele sa ek Fe DEERE ræ 


.…. Vingedækkerne uden sidedækker og med meget 


bredt afrundede sømhjørner. Meget lille, den 


danske. art; 1—1.2 mm 7 Fhinobius(p. 104): 
Vingedækkerne med afsatte sidedækker og ikke 
arm dede, SØNNER 8 0) SON SERRA: & 


Kæbepalpernes endeled yderst lille og fint, ikke 
nær halvt så langt som det næstsidste led. Pro- 
notums side- og bagrand uden tydelig, fordybet 
Ka hRie 0 ae Bundsen 8. Trogophloeus (p. 105). 
Kæbepalpernes endeled mindst c. halvt så langt 
som det næstsidste led. Pronotums sider og bag- 
rand med en tydelig, fordybet randlinie. Længde 
30-44 SIKRE 2 230 KE Lo lease 9. Aplåderus (p. 116). 
1.—5. frie rygled fortil på hver side indenfor den 
ophøjede siderand med et trekantet hjørnefelt, 


Victor Hansen; Rovbiller. I, 7 


98 


der bagtil begrænses af en skrå fure (fig. 21, 
p. 24). Pronotum med længdemidtfure og på 
hver side af denne endnu en længdefure 
10. Oxytelus (p. 118). 
1.—5. rygled uden sådanne hjørnefelter. Pronotum 
ikke med! 3 Tehsdetarer SIS SS DAR ALS SES 10. 
10. Scutellum ligger på mellembrystets halsformede 
forlængelse, foran vingedækkerne og griber ikke 
bagtil ind mellem disse. Følehornene ret stærkt 
knæede mellem 1. og 2. led (fig. 58, -p: 135 og 


BE HÆS I ONDE SEE rødkud 12. Blédius (p. 134). 
Scutellum bagtil i hvert fald delvis gribende ind 
medlem viede erne ESSENS TE id: 


11. Pronotum mindst c. så langt som bredt. Vinge- 
dækkerne længere end tilsammen brede. Krop- 
pen smal og slank” 41, 5. Planeustomus (p. 102). 
Pronotum bredere end langt. Vingedækkerne kor- 
tere end tilsammen brede. Kroppen ret bred og 
inn ET HBRBASERRE SAR EL TRE: ASSR MELEREDE SA BEDE SER. 12 12: 
12... Pronotum uden længdefure i midtlinien, men på 
hver side af denne med et længdeindtryk. Vinge- 
dækkernes sømhjørner ikke eller næppe afrun- 
Man Rik ga) Tae FRE JR af 8/3) JØDER SNERRE 9. Aplåderus (p. 116). 
Pronotum med midtfure, men uden længdeindtryk 
på hver side af denne. Vingedækkernes søm- 
hjørner bredt afrundede (Fig. 57, p. 132) 
11, Platystéthus (p: 150). 


1. Syntomium Curt. 


Let kendelig ved kroppens brede form (fig. 51) 
og bronzeskær. Kæbepalpernes endeled omtrent 
så langt som 3. led. Følehornene med tydeligt 
afsat, 3-leddet kølle, 9. og 10. led tværbrede. For- 
kroppen kraftigt punkteret. Pronotum bredere 
end hovedet, smallere end vingedækkerne, meget 


99 


bredere end langt, siderne fint karvede, baghjør- 
nerne spidsvinklede. Skinnebenenes yderside 
ikke tornede, fødderne 5-leddede, bagføddernes 
kloled c. så langt som 1.—4. led tilsammen. 


1. S. aeneum Mill. (fig. 51). Sort, oversiden med mørkt 
bronzeskær, meget tyndt behåret, følehornene udadtil og 


Fig. 51. Syntomium aeneum. x 18. 


benene brunlige. Pronotum med rundede, bagtil oftest lidt 
indbuede sider og på hver side stærkt indbuet bagrand, med 
glat midtlinie og bagtil på hver side af denne med et indtryk. 
Vingedækkerne oftest hvert med to meget svage længdeind- 
tryk. Bagkroppen fint netmasket mikrochagrineret, næsten 
upunkteret. Længde 2—2,5 mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). På fugtig skov- 


bund under mos og løv; fundet næsten hele året rundt, hyp- 
pigst for- og efterår. 


100 


2. Deledster Er. 


I kropsform mindende om Omaliin-slægten 
Anthophagus (pag. 92), men adskilt fra den ved 
manglen af punktøjne. Hovedet med store, hvæl- 
vede øjne, bagtil halsformet indsnøret. Følehor- 
nene slanke, alle led længere end brede. Kæbe- 
palpernes endeled c. dobbelt så langt som 3. led. 
Pronotum næppe bredere end hovedet, meget 
smallere end vingedækkerne, kun meget lidt bre- 
dere end langt, noget hjerteformet. Vingedæk- 
kerne med brede, afsatte sidedækker. 6. frie ryg- 
leds bagrand i midten uregelmæssigt, kamformet 
tandet. Benene lange og slanke, skinnebenenes 
yderside uden torne, fødderne 5-leddede, bag- 
føddernes kloled omtrent så langt som 1.—4. led 
tilsammen. 


1. D. dichrous Grav. Fladtrykt, oversiden tyndt behåret. 
Rødgul, hovedet undtagen forpartiet og bagkroppen undtagen 
spidsen sorte eller sortbrune; pronotum og vingedækkerne 
undertiden delvis mørke. Hovedet med to fremefter diver- 
gerende furer. Pronotum spredt og ret fint punkteret, med 
fin, oftest meget forkortet eller utydelig midtfure og 4 ind- 
tryk, et på hver side og to i midtlinien, et svagt fortil og 
et stærkere og større bagtil. Vingedækkerne c. dobbelt så 
lange som pronotum, meget fint og ikke særlig tæt punk- 
terede. Bagkroppen med tværmasket mikroskulptur, mod 
siderne punkteret. Længde 6,5—7,5 mm. 

gg: For- og mellemfødderne udvidede. 

Denne store og smukke Oxytelin er hidtil kun kendt i 2 
danske eksemplarer, fundne ved foden af Gravenshoved hav- 
skrænt, under tang, løv og sten ved et kildeudløb, ??-23/. 1941, 


I udlandet er den fundet ved floder og bække under sten 
og planterester. 


101 


3: Coprophilus Latr. 


Hovedet bagtil ikke indsnøret. Kæbepalpernes 
endeled omtrent dobbelt så langt som det fore- 
gående led. Følehornene temmelig lange og kraf- 
tige. Vingedækkerne med 
fordybede punktstriber, i 
bunden glatte og blanke, 
sidedækkerne brede, afsat- 
te. For- og mellemskinne- 
benenes yderside tornet, 
fødderne 5-leddede, bag- 
føddernes kloled c. så langt 
som 1.—4. led tilsammen. 


1. C.striåtulus Fabr. (fig. 52). 
Blankt sort eller sortbrun, forkrop- 
pen omtrent nøgen, bagkroppen 
tyndt behåret, følehorn og ben 
brunlige. Pronotum lidt bredere Fin E. Eopregee Le 
end langt, bagud tilsmalnet, med EN PE « 
karvede sider, ret spredt punk- 
teret, med længdemidtfure og bagtil på hver side af denne 
med et skråt indtryk. Længde 6—7 mm. 

gg: 7. bugled med mindre stærkt bagudtrukket bagrand 
end hos 2. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Ved planteaffald 
og gødning; en enkelt gang fundet i en muldvarperede; ofte 


krybende på mure og plankeværker eller sværmende henimod 
solnedgang. Marts—juli, sept.—okt., hyppigst i april—maj. 


4. Acrøognathus Er. 


Denne og den følgende slægt udmærker sig 
ved, at panden umiddelbart foran følehornenes 


102 


rod er brat nedfaldende mod det dybere liggende 
mundskjold, og at kindbakkerne er lange og 
stærkt fremragende. Hovedet med store, hvælvede 
øjne, bagtil indsnøret, næsten så bredt som pro- 
notum. Følehornene mod spidsen fortykkede, 
3.led meget længere end 2., ingen af leddene 
tydeligt tværbrede. Kæbepalpernes endeled meget 
længere end næstsidste led. Vingedækkerne med 
afsatte, ret brede sidedækker. Mellemhofterne 
sammenstødende. For- og mellemskinnebenenes 
yderside tornet, fødderne 5-leddede, kloleddet 
mindst så langt som 1.—4. led tilsammen. 


1. A. mandibulåris Gyll. Langstrakt. Brungul, hovedet 
og ofte pronotum mørkere. Oversiden fint netmasket mikro- 
chagrineret, lidet blank, fint, på bagkroppen langt og lodret 
opstående behåret. Pronotum rigeligt så bredt som langt, 
spredt punkteret, bagud tilsmalnet. Vingedækkerne bredere 
og meget længere end pronotum, lidet tæt punkterede, hvert 
med 3 yderst svagt ophøjede, upunkterede længdestriber. 
Længde 6—7 mm. 

å: 2. bugled bagtil i midten med en lille, randet knude. 

Meget sjælden (Ø). Roden skov (i antal krybende på de 
lodrette sider af et hul, der var udgravet på en sumpet, 
mudret skovvej, "/,), Hejreengen i Sundby storskov (i en 
mudret grøft) Falster, Øbjerggård, Olstrup ved Karise. Maj 


—juli. På sumpet eng- og skovbund, undertiden sværmende 
henimod solnedgang. 


5. Planeustomus Duval. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved bagtil næppe indsnøret hoved, 
3-leddede fødder og meget smallere, næsten 
skarpe sidekanter på bagkroppen. 


103 


1. Pl. palpålis Er. Langstrakt. Brungul, hovedet og bag- 
kroppen mørkere, følehorn og ben gule, de første med mørkere 
kølle. Oversiden fint netmasket mikrochagrineret, tyndt be- 
håret. Hovedet så bredt som pronotum, følehornene med 
tydeligt afsat, 5-leddet kølle, 3. led lidt kortere end 2. Pro- 
notum c. så bredt som langt, bagud tilsmalnet, spredt punk- 
teret. Vingedækkerne bredere og meget længere end pronotum, 
med bagtil uregelmæssige punktrækker. Længde 2—2,5 mm. 

åg: Bagranden af 7. bugled mere rundet og mindre til- 
spidset end hos 2. 

Meget sjælden (Ø). Sorø lillemark (i antal ved et vandhul, 
23/. 1848), Amager (2 stkr., ?5/. 1842), Damhusmosen (1 stk. 
ketset henimod solnedgang, aug. 1909). Den lever på sumpet 


bund, i hvis overflade den graver gange på lignende måde 
som Bledierne, og sværmer ofte henimod solnedgang. 


6. Ancyrophorus Kr. 


Nærstående til Trogophloeus (p. 105), men ad- 
skilt fra denne slægt ved, at kæbepalpernes ende- 
led er mindst så langt som næstsidste led, ved 
roden omtrent så bredt som dette og derpå ret 
pludseligt sylformet tilspidset. Endvidere er vinge- 
dækkerne forholdsvis længere. 


Arterne lever især ved bjergbække. 


1. A. longipénnis Fairm. Sort, vingedækkerne oftest 
lysere, følehornene brunsorte eller brune, benene gulbrune. 
Oversiden tydeligt behåret, ikke ret blank. Hoved og pro- 
notum fint netmasket mikrochagrinerede, og fint og lidet tæt 
punkterede. Hovedet smallere end pronotum, følehornenes 
3. led længere end 2., de næstsidste led ikke eller næppe bre- 
dere end lange. Pronotum bredere end langt, bagud tilsmalnet, 
med bagtil lidt indbuede sider, bagtil med en buet tværfure; 
denne begrænses bagtil af en ophøjet tværvulst, som i for- 
bindelse med den ophøjede længdemidtlinie danner et anker- 


104 


formet parti. Vingedækkerne ret flade, bredere end og c. dob- 
belt så lange som pronotum, ret fint og meget tæt punk- 
terede. Fødderne meget korte, bagfødderne kun c. ”/, så lange 
som skinnebenene. Længde 3,5—4,5 mm. 

gg: Følehornene længere end hos 2. 

Hidtil kun fundet ved Munkebjerg: (6 stkr., ;/, 1924) og 
ved kanalen mellem Furesø og Farum sø (1 stk., 75/, 1926). 
Den vil hos os antagelig være at søge ved rindende, især 


stærkt rindende vand på mere eller mindre skygget bund 
sammen med Lesteva-arter. 


7. Thinoblus: Klesw. 


Nærstående til 'Trogophloeus, men adskilt fra 
denne slægt ved, at vingedækkerne har bredt af- 
rundede sømhjørner, så at de bagtil gaber, og 
mangler afsatte sidedækker. Kæbepalpernes næst- 
sidste led stærkt fortykket, endeleddet yderst fint, 
sylformet, eller endog helt forsvundet. Scutellum 
tydeligt. Fødderne 3-leddede eller (hos den dan- 
ske art) tilsyneladende 2-leddede. 


Arterne lever i det øverste fugtige lag af fint sand eller 
ler ved rindende eller stillestående ferskvand. De er meget 
små dyr; den danske art er vor mindste Oxytelin og en af 
vore mindste rovbiller. | 


Oversigt over arterne. 


1. 4.—6. følehornsled tydeligt tværbrede. Følehorn 
øg vingedækker; sorte 25403705 Jan 1. brevipénnis. 
4.—6. følehornsled ikke eller næppe tværbrede. 
Følehornenes rod brungul, vingedækkerne brune 
SNE DINO SR OSSE ES ERR BEEN longipénnis. 


1. Th. brevipénnis Kiesw. Sort, oversiden fint og kort 
behåret, benene undertiden brunlige, forkroppen mat, tæt 


105 


kornet, bagkroppen svagt glinsende, kornet punkteret. Ho- 
vedet ganske lidt smallere end pronotum; dette meget bredere 
end langt, bagtil med et meget svagt tværindtryk på hver 
side, bagranden rundet i eet med siderne. Vingedækkerne 
meget længere end pronotum (forholdet som 12 til 7). Længde 
1—1,2 mm. 

Meget sjælden (Ø). Sanderum ved Odense, Sorø, Iglehullet 
i Dyrehaven, Malmmosen ved Holte (sigtet af fugtigt sand ved 


en grøft, okt.), Allerød (i antal i en lergrav ved sigtning af det 
øverste lag af fugtigt ler nær kanten af et vandhul, juli og sept.). 


[Th. longipénnis Heer. Adskilt fra den foregående ved 
de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedet 
er lidt smallere, følehornene lidt længere og vingedækkerne 
længere i forhold til pronotums længde. Længde 1—1,2 mm. 


Denne art, der i Mellemeuropa anses for den hyppigste 
art i slægten, og som bl.a. er fundet i Vårmland, kunne 
muligvis træffes også hos os.] 


8. Trogophloeus Mann. 


Kroppen oftest ret langstrakt, fint behåret. Føle- 
hornene mod spidsen fortykkede. Kæbepalpernes 
endeled yderst lille og fint, sylformet. Pronotum 
uden længdemidtfure, men som regel med ind- 
tryk på hver side af midtlinien. Scutellum ikke 
synligt. Vingedækkerne med afsatte sidedækker 
og ikke afrundede sømhjørner. Skinnebenenes 
yderside ikke tornet, fødderne 3-leddede, med 
meget korte 1. og 2. led og langt kloled. 


Arterne lever på fugtig bund i overfladelaget. I hvert fald 
nogle af arterne (Tr. foveolatus, despectus og schneideri) er 
konstateret at ernære sig af alger og, ligesom Bledius-arterne, 
at besidde organer, der kan frembringe en orangeagtig duft. 
De træffes hyppigst forår og efterår. 


106 


Arterne er tildels vanskelige at bestemme. Tindingens 
længde i forhold til øjets længde er ofte af betydning for be- 
stemmelsen, men forholdet er vanskeligt at angive i absolut 
mål på grund af øjets og tindingens hvælving, og fordi 
tindingens afslutning bagtil kan være vanskelig at iagttage 
som følge af, at hovedet er trukket ind i pronotum. En sam- 
menlignende undersøgelse af de nærstående arter er derfor 
her af ganske særlig betydning og en ensartet præparation af 
materialet, navnlig med hensyn til, hvorledes hovedet er strakt 
fremad, er af stor vigtighed til lettelse af bestemmelsen. 


Oversigt over arterne. 


1, Pronotum bagtil med en dyb, buet tværfure. 


Laænede: SN NS STENE DSDS 1. arcuåtus. 
Pronotum uden sådan tværfure. Længde 1,3— 
Ba ERE Sus at se ED NED ER sg NE 2: 


2. Benene ensfarvet gule eller brungule. Længde 
1,3—1,6 mm. Følehornene eller de inderste led. 
brungule eller gule. Vingedækkerne brune eller 


ener Si DUS se Ala GE EVER ENSARTET 3: 
Benene overvejende rødbrune, brune eller brun- 
sorte, i modsat fald større, 2—3,595 m ....... DE 


3. Kroppen bredere. Pronotum omtrent ”/, bredere 
end langt. Bagkroppen fortil omtrent !/, gang 
bredere end pronotums længde. Øjnene ret store, 
tindingerne kun c. halvt så lange som øjets 
an DS EB ARRLE SD SEER LÆST Akt Adda of MSF Aferd ØRE de 12. pusmas 
Kroppen smallere. Pronotum højst c. "/;. bredere 
end langt. Bagkroppen fortil højst c. ”/, bredere 
end pronotums længde. Øjnene mindre, tin- 
dingerne over halvt så lange som øjets længde 4. 
4. Lidt bredere, Pronotum=c; 1, hredere end Tanst. 
Følehornene mørkere mod spidsen. Tindingerne 
lidt kortere end øjets længde ........ 13. gråcilis. 
Lidt smallere. Pronotum c. "/;.bredere. end. langt: 
Følehornene ikke eller næppe mørkere mod 


10. 


197 


spidsen. Tindingerne mindst så lange som øjets 


EDER SNE EREERIES TE SDR FEE ENGE 14: subtilis. 
Hoved og pronotum tydeligt punkterede, uden 
mikrochagrinering. Længde 1,8—3,5 mm...... 6. 
Hoved og pronotum med kornet eller netmasket , 
mikrochagrinering, uden tydelig  punktur. 
anale FESD SLET SEES. DE 2 


Pronotum næppe smallere end vingedækkerne over 
skuldrene, blankt, yderst fint punkteret, foran 
roden med to små skråindtryk, indbyrdes ad- 
skilt ved en svagt antydet, kort længdemidtfold. 
Vingedækkerne meget fint punkterede. Føle- 
hornenes rod og benene rødlige. Længde 2,6— 


BRS REE os SEES SER RR NSSS HESTE 4. fuliginésus. 


Pronotum tydeligt smallere end vingedækkerne 
over skuldrene, ikke påfaldende fint punkteret, 
med: indtryk også foran midten 2 110204. dø. 7. 
5. og 6. følehornsled tydeligt længere end brede. 8. 
5. og 6. følehornsled ikke tydeligt længere end 
EET SEES ADELER FIND BEEN JERSIE 10. 
Øjnene påfaldende store, tindingerne meget korte. 
Følehorn og ben brunsorte, knæ og fødder lysere 


Øjnene af normal størrelse, tindingerne c. halvt 
så lange som øjets længde. Følehornene med 
en RES] KEE ERE TAN SSR SKEER BEES SEES LEE SE JENS RESEN 9, 
Pronotums sider foran midten stærkt rundet ud- 
videde, forhjørnerne spidst tandformet frem- 
trædende. Vingedækkerne temmelig fint punk- 


terede, Længde 3—375 mm 23040504 2. bilineåtus. 


Pronotums sider foran midten mindre stærkt 
rundet udvidede. Vingedækkerne fint punk- 


tereder banede 27-53 mm 2. 2072 3. rivulåris. 


Tindingerne over halvt så lange som øjets længde. 


Kroppensret Bl LS ASS obs ek 5. 'corticinus. 


Tindingerne i det højeste c. halvt så lange som 
Een FEER SER ME OG ae uD DSE 11. 


obésus. 


LE 


12: 


13 


14. 


15. 


108 


Hovedets punktur meget fin og tæt, tindingerne 

c. halvt så lange som øjets længde. Kroppen 

lidt bredere. Gennemsnitligt lidt større, 2,3— 

2,6 mm. Følehornsroden ofte rødlig.. 6. impréæssus. 
Hovedets punktur mindre fin og tæt, tindingerne 

ikke halvt så lange som øjets længde. Kroppen 

lidt mindre bred. Gennemsnitligt lidt mindre, 

2,2—2,3 mm. Følehornene omtrent ensfarvet 

MØRE Visa tid SS HEER eg En DSE HEN ER Talindrothi: 
Større, 2,2—2,5 mm. Tindingerne mindst så lange 

som øjets længde. Vingedækkerne kun ganske 

lidt længere end pronotum. Følehornsroden 

lysere. Hoved og pronotum fuldstændig matte, 

med kornet, ikke netmasket mikroskulptur 

8. elongåtulus. 

Mindre, 1,3—1,8 mm. Tindingerne (undtagen hos 

Tr. schneideri) kortere end øjets længde. Hoved 

og pronotum (undtagen hos Tr. schneideri) med 

netmasket mikroskulgturn srt sk; 13: 
Pronotum ikke eller næppe tilsmalnet fremefter, 

med skarp, kornet, ikke netmasket mikroskulp- 

tur, kun lidt, højst c. "/,, bredere end langt. Tin- 

dingerne mindst så lange som øjets længde. 

Vingedækkerne yderst fint punkterede. Over- 

siden tæt og fint, hvidgråt behåret 15. schneideri. 
Pronotum tydeligt tilsmalnet fremefter, med net- 

masket mikroskulptur. Tindingerne kortere end 

øjets længde. Oversiden ikke særlig tæt behåret 14. 
Vingedækkerne kraftigt punkterede. Pronotum om- 

trent "/, gang bredere end langt, med. 4, oftest 

tydelige indtryk. Større, 1,6—1,8 mm 9. foveolåtus. 
Vingedækkerne meget fint eller ret fint punkterede. 

Pronotum højst c. ”/, bredere end langt, med 

kun svage eller udviskede indtryk. Mindre, 1,3— 

SEER 5 00 late EDER EEN RE SÅ AOR SE 15. 
Pronotum betydeligt smallere end vingedækkerne 


109 


over skuldrene. Vingedækkerne meget fint og 
tæt, noget rynket punkterede, ret matte 
1O0Fhatéphikdis: 
Pronotum kun lidt smallere end vingedækkerne 
over skuldrene. Vingedækkerne ret fint og tæt, 
simpelt punkterede, ret blanke .... 11. despéctus. 


1. Tr. arcuåtus Steph. Vor største og bredeste art, let 
kendelig på pronotums buede tværfure. Blankt sort, føle- 
hornenes rod ofte lysere, benene brunsorte eller brune med 
gule fødder. Hoved og pronotum ret fint, vingedækkerne kraf- 
tigere, bagkroppen fint punkterede. Pronotum meget bredere 
end langt, stærkt tilsmalnet fremefter og bagud, foran tvær- 
furen med to lidt skrå længdeindtryk. Vingedækkerne betyde- 
ligt bredere og meget længere end pronotum. Længde 3,5 
—Å mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø). Haderslev, Grejs- 
dalen, Hansted skov; Dalum, Langesø, Sorø, Lellinge å, 
Lyngby sø, Furesø, Esrom sø. I 
opskyl ved søer og på fugtig eng- 
bund. 


2.+Tr.…bilineåtus Steph. (fig. 
53). Vor næststørste art, blandt 
arterne med punkteret hoved og 
pronotum kendelig ved, at 5. og 
6., ofte også 7. følehornsled er ty- 
deligt længere end brede, at pro- 
notums forhjørner er fint tandfor- 
met fremspringende, at vingedæk- 
kerne er temmelig fint punkterede 
og kun lidt bredere end pronotum, 
og at følehornsroden og benene er 
lyse. Sort, vingedækkerne under- 
tiden brunlige, følehornene brun- 
lige eller brunrøde, deres rod og Fig. 53. Berg == 
benene rødgule, lårene undertiden lineatus. Xx 14. 


110 


mørkere. Pronotum meget bredere end langt, med 2, ofte 
tværdelte længdefurer, på ryggen fint punkteret og blankt, 
mod siderne og roden kraftigt og tæt navleformet punkteret 
og mat. Længde 3—3,5 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund i opskyl og plante- 
rester, undertiden også ved gødning. 


3. Tr. rivulåris Motsch. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker, navnlig ved den finere punktur på vingedæk- 
kerne. Pronotums forhjørner er oftest ikke, men undertiden 
næsten lige så tydeligt som hos den foregående, fint tand- 
formet fremtrædende. Følehorn og ben er ofte noget mørkere. 
Længde 2,7—3 mm. 


Udbredt (J, Ø, B), men mindre almindelig end den fore- 
gående. Levevis som den foregående. 


[Tr. obésus Kiesw. (memn&nius Er.). Nærstående til 
Tr. bilineatus, men adskilt fra denne og den foregående ved 
de i oversigten nævnte kendemærker samt ved oftest lidt 
bredere krop. Blankt sort, knæ og fødder rødlige. Pronotums 
forhjørner ikke fremspringende, punkturen simpel også mod 
sider og rod. Længde 2,7—3 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Hamburg- og 
Lubeck-egnen (under siv), kunne muligvis træffes også hos 
os. I Sverige er den fundet på småstenet, fugtig åbred, på 


o 


sandbanker ved en å, på fugtig, leret bred af en dam og på 
havstrand under alger.] 


4. Tr. fuliginésus Grav. Meget let kendelig ved de i 
oversigten nævnte kendemærker, især det store, blanke, yderst 
fint punkterede, ikke mikrochagrinerede pronotum, samt ved 
oversidens meget fine og korte, navnlig på bagkroppen meget 
tætte, lidt silkeagtige behåring. Sort, pronotum og vinge- 
dækkerne ofte brunlige, følehorn og ben rødlige, de første 
mørkere mod spidsen. Tindingerne yderst korte, næppe ”/, 
så lange som øjets længde. Bagkroppen yderst fint og tæt 
mikropunkteret. Længde 2,6—2,8 mm. 


HT 


Sjælden (J, Ø). Søgård sø, vest for Gråsten; Dyreborg 
strand ved Fåborg, Dyrehaven (i kompostbunkerne ved dyre- 
husene), Malmmosen. På fugtig, muldrig bund, i kompost, 
undertiden også på stranden under tang. 


5 TTr. corticinus' Grav. Blandt arterne med punkteret 
hoved og pronotum kendelig fra de foregående bl.a. ved 
ringere størrelse og fra de følgende bl. a. ved mindre øjne og 
længere tindinger. Temmelig smal og ligebred. Sort, følehorns- 
roden ofte noget lysere, benene brunsorte eller brune, med 
lysere knæ og fødder. 3. følehornsled ikke nær dobbelt så 
langt som bredt, 9. og 10. led tydeligt tværbrede. Pronotum 
ce. "I. bredere end. langt, fint og tæt punkteret,. med 2, ofte 
tværdelte længdefurer. Vingedækkerne fint og tæt punkterede, 
c. 7/, gang længere end pronotum og omtrent så lange som 
tilsammen brede. Længde 2—2,3 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig, muldrig eller dyndet 
bund, undertiden også på stranden under tang. 


6. Tr. impréssus Lac. Adskilt fra den foregående ved 
meget bredere krop, kortere tindinger, c. 7/, gang bredere end 
langt pronotum, der er meget mindre i forhold til vingedæk- 
kerne og meget stærkere tilsmalnet fremefter og bagud, og 
ved at de brede vingedækker er over !/, gang længere end 
pronotum og mindre fint punkterede. Endvidere er føle- 
hornenes 3.led omtrent dobbelt så langt som bredt, 9. led 
ikke og 10. led kun svagt tværbrede. Kroppen tydeligt bredere 
end hos de nærstående arter. Følehornsroden ofte rødlig, be- 
nene brunrøde eller sortbrune med lysere knæ og fødder. 
Længde 2,3—2,6 mm. 

Sjælden (J, Ø, B). Draved skov, Ulfslyst ved Haderslev, 
Bygholm, Nim (i antal i løv ved en skovsump); Lyø, Dyre- 
borg ved Fåborg, Sundby storskov, Roden skov, Ermelunden 


(i antal i løv i en fugtig, muldrig grøft, juli—aug.), Frerslev 
hegn; Bornholm. På fugtig, muldrig bund. 


[Tr. heidenreichi L. Benick. Meget nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den ved, at pronotum kun er 


TE2 


ca. "/, bredere end langt, og at vingedækkernes punktur er 
finere, samt ved ringere størrelse. Fra Tr. corticinus adskiller 
arten sig ved, at øjnene er større, tindingerne kortere og 
vingedækkerne i forhold til pronotum større og bredere. 
Længde 1,8—2,2 mm. 

Denne art er nordligst fundet i Lauenborg (ved Elbens 
bredder på slambedækkede flader med rigelig pilebevoksning). 
Skønt dens forekomst hos os ikke er særlig sandsynlig, er 


den dog nævnt, fordi den i udlandet antagelig har været 
sammenblandet med Tr. impressus.] 


7. Tr. lindrothi Palm. Nærstående til Tr. impressus, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at oversiden er tydeligt blankere, pronotums og 
vingedækkernes punktur mindre fin og mindre tæt og bag- 
kroppens mikroskulptur svagere. Endvidere er hovedets 
pandeknuder og pandefurer noget kraftigere og benenes 
mørke farve oftest stærkere udpræget og mere udstrakt. Pro- 
notum c. eller rigeligt !/, bredere end langt, siderne foran 
midten tydeligt stumpvinklet — ofte .ret skarpt — bøjede. 
Længde 2,2—2,3 mm. 

Af denne art foreligger hidtil kun to danske eksemplarer, 
det ene fundet ved foden af Trappeskov havskrænt på Ærø, 
1211933; det andet ved foden af-Møens klint, (2419303 
Sverige er arten fundet på sumpet bred af et vegetationsrigt 
vandsted, på leret bred af en lille dam i løvskov, under 


pileløv på fugtig tørvebund, omgivet af sandbund, på sandet 
åbred og på havstrand under alger.]| 


8. Tr. elongåtulus Er. Let kendelig fra alle vore andre 
arter, undtagen den meget mindre Tr. schneideri, ved at hoved 
og pronotum ikke er punkterede og ikke netmasket, men tæt 
kornet mikrochagrinerede og fuldstændig matte, og iøvrigt 
kendetegnet ved lange tindinger og korte vingedækker. Sort, 
følehornene sortbrune, deres rod og benene brunrøde, fødderne 
lysere. Øjnene ret små, tindingerne mindst så lange som øjets 
længde. 4.—10. følehornsled alle tværbrede. Pronotum c. ”!/, 
bredere end langt, noget smallere end vingedækkerne, på 


113 


ryggen med 2 svage længdefurer. Vingedækkerne kun lidt 
længere end pronotum, fint og tæt punkterede. Bagkroppen 
netmasket mikrochagrineret, næppe synligt punkteret. Længde. 
2,2—2,5 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig eng-, mose- og skovbund. 


9. Tr. foveolåtus Sahlb. Let kendelig ved upunkteret, 
netmasket mikrochagrineret, lidet blankt hoved og pronotum, 
stærkt tværbredt pronotum og kraftigt og ret tæt punkterede 
vingedækker. Sort, benene brunsorte med lysere knæ og 
fødder. Tindingerne rigeligt halvt så lange som øjets længde. 
4.—6. følehornsled ikke tydeligt tværbrede. Pronotum omtrent 
1/, gang bredere end langt, på ryggen med 4 indtryk, tydeligt 
smallere end vingedækkerne, disse c. !/, gang længere end 
pronotum. Bagkroppen netmasket mikrochagrineret og yderst 
fint og spredt punkteret. Længde 1,6—1,8 mm. 

Sjælden (J, Ø). Haderslev, Esbjerg, Skallingen, Ringkøbing, 
Horsens nørrestrand, Gravlev enge; Staviså (ved Odense), 
Nykøbing F., Løgnor og Guldborg (Lolland), Glænø, Korsør, 
Amager. På fugtig engbund og på stranden under tang. På 
Skallingen er den fundet på meget fugtig, sejg og klæg bund, 


hvor den blev jaget af løbebillen Dyschirius globosus Hbst. 
Nyklækkede eksemplarer er taget i antal 15/,. 


10. Tr. halåphilus Kiesw. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt fra den ved ringere størrelse, noget smallere 
og fladere krop, kun c. ”/, bredere end langt pronotum, der 
som regel kun har to svage gruber foran roden, og meget 
finere og tættere, noget rynket punkterede, mattere og meget 
tættere behårede vingedækker. Sort eller mørkebrun, hoved, 
pronotum og vingedækker ret matte, følehorn og ben brun- 
sorte eller brunrøde, knæ og fødder lysere. Vingedækkerne 
er som regel over !/, gang, men hos ab. curtipénnis Muls, 
et Rey kun meget lidt, længere end pronotum. Bagkroppen 
fint og tydeligt punktuleret og med svag eller utydelig net- 
masket mikroskulptur. Længde 1,3—1,5 mm. 

Fra Tr. despectus adskiller arten sig ved de i oversigten 


Victor Hansen: Rovhbiller. I. 8 


114 


(under 15) nævnte kendemærker samt ved betydeligt fladere, 
mindre ligebred krop, bagtil lidt stærkere indsnøret hoved 
og ved, at pronotum som regel kun har to gruber. Fra Tr. 
pusillus adskiller arten sig ved, at pronotum er upunkteret, 
i forhold til vingedækkerne betydeligt mindre og smallere og 
som regel kun bagtil grubet, at vingedækkerne er bredere og 
deres punktur noget rynket, at bagkroppens punktulering er 
lidt mindre tæt, og at følehornene og benene er mørkere. 


Af denne art foreligger hidtil kun nogle få danske eks- 
emplarer fra ældre tid: Sønderborg-egnen, Amager og Dyre- 
haven (1 stk.). Arten lever på fugtig bund ved salt- eller 
brakvand, og Dyrehave-fundet er derfor antagelig tilfældigt. 
I Sverige er den fundet på sandede lerbanker i selskab med 
Bledius tricornis Hbst. og løbebillerne Dyschirius chalceus Er. 
og aeneus Dej., løbende fremme i solskinnet. 


11. Tr. despéctus Baudi (exiguus Gglb.). Blandt arterne 
med netmasket mikroehagrineret hoved og pronotum kende- 
tegnet ved smal, ret ligebred, hvælvet, næsten cylindrisk 
krop, samt ved at pronotum kun er c. ”/, bredere end langt 
og vingedækkerne kun c. ”/, længere end pronotum og kun 
lidt kortere end tilsammen brede. Sort, følehornsroden og 
benene brunlige. Hovedet bagtil tydeligt indsnøret, men lidt 
svagere end hos de foregående arter, tindingerne højst c. 
halvt så lange som øjets længde. Pronotum på ryggen med 
4 indtryk, der er meget svagere end hos Tr. foveolatus og 
undertiden næsten udviskede. Vingedækkerne temmelig fint 
og tæt punkterede. Bagkroppen netmasket mikrochagrineret 
og yderst fint eller næppe synligt punktuleret. Længde 1,5— 
1,7 mm. 

Om forskellen fra den foregående art, med hvilken den 
herhjemme har været forvekslet, se under denne. 


Temmelig sjælden (J, Ø). Esbjerg, Skallingen (i antal i 
sandalgelag på fugtig, af rævling (Empetrum nigrum) over- 
skygget bund), Kragelund teglværksgrav ved Århus, Ålborg; 
Møens klint (i fugtig lerskrænt), Allerød (i fugtig skrænt i 
lergrav). Arten graver gange i overfladelaget af fugtige sand- 
eller lerskrænter eller -flader. 


115 


12. Tr. pusillus Grav. Denne og de to følgende arter 
udmærker sig ved de i oversigten under 2 anførte kendetegn 
samt ved, at kroppen er temmelig ligebred, smal eller meget 
smal, oversiden meget fint, noget silkeagtigt behåret, pro- 
notum højst c.”/, bredere end langt og vingedækkerne mindst 
c. så lange som tilsammen brede. Fra de to følgende adskilles 
nærværende art let ved den bredere krop og de øvrige i over- 
sigten under 3 nævnte skelnemærker, jfr. endvidere nedenfor 
under Tr. gracilis. Brunsort, vingedækkerne brune eller brun- 
gule, følehornene brune eller sortbrune med lysere rod, benene 
gule. Pronotum fremefter noget, bagud betydeligt tilsmalnet, 
fint kornet, på ryggen med 2 svage længdefurer, der ofte er 
delt i 4 svage indtryk. Vingedækkerne c. ”/, gang længere 
end pronotum, c. så lange som tilsammen brede, fint kornet 
punkterede. Bagkroppen med yderst fin, kornet mikrochagri- 
nering. Længde 1,4—1,6 mm. 

Almindelig (J, Ø, B). Især i plantemøddinger, sjældnere 
i planterester ved sø- og åbredder. I udlandet har arten 


undertiden gjort skade ved at begnave blade, knopper og 
frugter af agurk, melon, spinat m.m. 


13. Tr. gråcilis Mann. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten anførte kendemærker 
samt ved, at pronotum såvel fremefter som bagud er lidt 
svagere tilsmalnet og dets sider derfor noget svagere rundede, 
at vingedækkerne er lidt længere end tilsammen brede, og 
at pronotums og vingedækkernes skulptur er ganske lidt finere 
og knapt så tæt. Vingedækkerne rigeligt !/, gang længere 
end pronotum. Længde 1,3—1,6 mm. 

Sjælden (J, Ø). Haderslev dam; Staviså og Munke mose 
ved Odense, København (ved Ladegårdsåen), Frederiksberg 


(i plantemødding), Kalvebod strand, Dyrehaven (i fugtig 
plantemødding), Lundtofte (i sandgrav). 


14. Tr. subtilis Er. Meget nærstående til den foregående, 
som den ligner meget stærkt, men adskilt fra den ved de i 
oversigten nævnte kendemærker samt ved, at følehornene er 


8+ 


116 


lidt længere, at pronotum er endnu ganske lidt svagere til- 
smalnet fremefter og bagud og dets indtryk svagere, ofte 
næsten helt udviskede, og at vingedækkerne kun er c. ”/, gang 
længere end pronotum. Længde 1,3—1,6 mm. 

Meget sjælden (Ø). Munke mose ved Odense, Tromnæs 
(under tang), Lundtofte (i en sandgrav), Malmmosen (i antal 
i halvfugtigt, fint grus ved en grøft, ?3/.), Lynæs havskrænt 


(ved et kildevæld sammen med Bledius atricapillus Germ.). 
Maj og aug. 


15. Tr. schneideri Gglb. Sort eller sortbrun, ret mat, 
tæt og fint, hvidgråt behåret. Følehorn og ben brunlige, knæ 
og fødder lysere. Hovedet omtrent så bredt som pronotum, 
med yderst fin, kornet mikroskulptur, bagtil kun svagt til- 
smalnet. Pronotum lidt smallere end vingedækkerne, på ryg- 
gen uden eller med 2 yderst svage indtryk, bagud betydeligt 
tilsmalnet, siderne her ofte ganske svagt indbuede. Vinge- 
dækkerne c. ”/, gang længere end pronotum, c. så lange som 
tilsammen brede. Bagkroppen fint kornet mikrochagrineret. 
Længde 1,3—1,8 mm. 


Hidtil kun fundet på Skallingen, på plantebare, alge- 
bedækkede steder i marskleret sammen med Bledius diota 
Schiødte og andre Bledier. Aug.—sept. 


9. Aploderus Steph. 


Nærstående til den følgende slægt (Oxytelus), 
men adskilt fra den ved, at pronotum mangler 
længdemidtfure, at rygleddene mangler trekan- 
tede hjørnefelter, og at mellemhofterne kun er 
ganske smalt adskilt fra hinanden. For- og mel- 
lemskinnebenenes yderside tornet, tornene dog 
dog hos A. caesus meget fine. Fra Trogophloeus, 
der helt mangler torne på skinnebenenes yder- 
side, adskilles Aploderus yderligere ved kæbe- 
palpernes meget kraftigere endeled, der er mindst 


147 


c. halvt så langt som næstsidste led. Fra Platy- 
stethus adskilles Aploderus let ved manglende 
midtfure på pronotum og vingedækkernes ikke 
eller næppe afrundede sømhjørner. Pronotum på 
ryggen med to buede længdeindtryk, sider og bag- 
rand med en fordybet randlinie. 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet med tværmasket, pronotum med længde- 

ridset mikroskulptur, pronotums punktur lidet 

dyb. Forskinnebenenes yderside ved spidsen ind- 
skåret. (omtrent som. fig. 55,c, p,120).. 1. caelåtus. 

Hoved og pronotum uden tydelig mikroskulptur, 

pronotums punktur dybere. Forskinnebenenes 
yderside ikke indskåret ved spidsen..... 2. caesus. 


1. A. caelåtus Grav. (fig. 54). Sort eller sortbrun, hoved 
og pronotum tyndt, vingedækker og bagkrop tættere behårede, 
vingedækkerne brungule eller brunrøde, oftest med mørkere 
rod og søm, bagkropsspidsen og føle- 
hornsroden lysere, benene rødgule. 
Hovedet bagtil med en kort, svag 
eller næsten forsvundet midtfure. 
Pronotum meget bredere end langt, 
bagud tilsmalnet. Vingedækkerne 
ret tæt og kraftigt punkterede. 
Bagkroppen med tværmasket mi- 
kroskulptur og fin og spredt punk- 
tur. Længde 3,5—4,5 mm. 

åg: Hovedet så bredt som (hos 
Q noget smallere end) pronotum, 
med længere og mere udvidede tin- 
dinger (hanner med lille hoved er 
dog fundet i Finland). 6. bugleds 
bagrand på hver side lidt ind- ' 
buet, 7. bugleds bagrand bredt og Fie. 54, Aploderes eaclg- 
dybt indbuet. Bus SENE 


118 


Meget almindelig (J, Ø, B). I planteaffald og gødning. 
Febr.—okt. En larve er fundet ”é/,, forpuppede sig 1/, og 
klækkedes 18/…. 


2. A. caesus Er. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at hovedets midtfure er dyb og kraftig, at føle- 
hornene er lidt slankere, at vingedækkerne er lidt kortere, 
deres behåring betydeligt længere og deres rodflade afgrænset 
ved en fin tværlinie, at bagkroppens netmaskede mikroskulp- 
tur er skarpere og ikke tydeligt tværmasket, og at skinnebens- 
tornene er finere. Længde 3,5—4,5 mm. 

åg: Hovedet omtrent som hos den foregående. 6. bugled 
simpelt, 7. bugleds bagrand bredt indbuet. 


Meget sjælden (J, Ø). Tørning ved Haderslev (okt.); Vester 
Ulslev, Maribo (maj), Engestofte mose (i antal i gamle tagrørs- 
rester ved Maribo sø, ”/,), Riserup (aug.), Fedmosen syd for 
Hareskovene. På fugtig skov- og mosebund under løv, mos 
og lign. 


10. Oæijtelus Grav. 


Kroppen temmelig ligebred og fladtrykt. For- 
kroppen næppe, bagkroppen tyndt behåret. Ho- 
vedet bagtil indsnøret. Kæbepalpernes endeled 
meget tyndere, men kun lidt kortere end næst- 
sidste led. Pronotum tværbredt, bagud oftest til- 
smalnet, med en længdemidtfure og på hver side 
af denne endnu en længdefure. Scutellum delvis 
liggende foran vingedækkernes rod. Vingedæk- 
kernes sømhjørner ikke eller næppe afrundede. 
1.—5. frie rygled fortil på hver side indenfor den 
ophøjede siderand med et trekantet hjørnefelt, 
der bagtil begrænses af en skrå fure (fig. 21, 
p. 24). Mellemhofterne ret bredt adskilt fra 
hinanden. For- og mellemskinnebenes yderside 
tornet, fødderne 3-leddede, kloleddet langt. 


119 


Hannen er oftest kendelig ved bredere hoved 
og særlige kønsmærker på nogle af bugleddene. 


Arterne lever især i gødning, svampe og planteaffald, ved 
ådsler eller i overfladen af fugtig jord; flere arter træffes på 
stranden under tang. Imago træffes i de fleste af årets må- 
neder, som regel dog hyppigst for- og eftersommer, og klækkes 
vistnok. som regel i aug.—sept. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums siderande fint karvede. Længde 3,5— 


REE Er TER SS OND NESS EN SA SD ES 5 2 
Pronotums siderande ikke kårvede .::......... D. 
2. Mundskjoldet mat som følge af tydelig, kraftig 
nen Te be 1 SAREEN FREE RENEE SSR 3 1. rugåsus. 
Mundskjoldet blankt, ikke eller kun svagt chagri- 
ES SEE GE TIE KE ERNE GTS Re 


3. Pronotums siderande meget svagt og utydeligt 
karvede, men med tydelig randfure. Bagfød- 
dernes kloled næppe længere end 1. + 2. led. 
Oversdensblanke sort ånd 27.20 4. fulvipes. 

Pronotums siderande tydeligt karvede, men uden 
tydelig randfure. Bagføddernes kloled c. dob- 
be såtanet somt, ILES VER sad 4. 

4. Følehornenes rodled sort eller brunligt. Halsen på 
midten punkteret, i bunden blank. Mundskjoldet 
uden chagrinering. Vingedækkerne brungule, 
oftest betydeligt lysere end pronotum 2. insecåtus. 

Følehornenes rodled rødgult. Halsen på midten 
punkteret, i bunden fint, men tydeligt længde- 
ridset. Mundskjoldet i hvert fald på hver side, 
indenfor knuderne, svagt chagrineret. Vingedæk- 
kerne brunlige, oftest ikke tydeligt lysere end 
Boo Es ENS SEEST SØS ER I. rigifrons: 

5. Følehornenes rodled indsnævret noget bag spidsen 
(fig. 55, a). Oversiden sort med lyse vingedækker. 
Længde 3,8—4,5 mm. .....…... ae du skar mg? 6. 


120 


Følehornenes rodled ikke eller ikke tydeligt ind- 
snævret bag spidsen (fe. 55) by 5 SDS TS TRE i 
6. Øjnene fint facetterede, ret små, hos & kortere 
end, hos 2 lidt længere end tindingen . 5. laqueåtus. 
Øjnene groft facetterede, store, hos $ lidt, hos 9 
meget. længere end tindingen .......:..: 6. piceus. 
7. Øjnene meget store, meget længere end tindingen. 
Vingedækkernes rygflade udadtil afgrænset fra 


a. piceuS £- c. sauleyi d. tetracar 


Fig. 55. Oxytelus. a og b: følehornsrod. c og d: venstre forben. 


sidefladen ved en fordybet, udvendig fint kantet 
længdelinie. Længde 3,8—4,2 mm ..... 7. sculptus. 
Øjnene ret små, ikke eller ikke ret meget længere 
end tindingen. Vingedækkernes rygflade ikke 
afgrænset fra sideflader 2 SUSE RER 8. 
8. Pronotums siderande meget svagt karvede. Bag- 
føddernes kloled næppe. længere end 1. + 2. led. 
Følehornene sorte med rødlig rod. Længde 3,5— 
ÅD 1 75 HS DES SKEER enken Oss 4. fulvipes. 
Pronotums siderande ikke karvede. Bagføddernes 
kloled tydeligt længere end 1. + 2. led. Føle- 
hornene som regel ensfarvede, sorte eller brune 9. 
9. Større, 3—4,5 mm, i modsat fald (0. nitidulus) 
forkroppen blanke te lena godes 10. 
Mindre, 1,2—2,3 mm. Forkroppen fuldstændig 
mat, fint og tæt længderidset eller chagrineret 14. 
10. Hovedet blankt, i midten spredt punkteret, uden 
eller med kun svag og lidet udpræget chagri- 
nering eller længderidsning. Forkroppen blank 11. 


FE: 


12: 


13; 


14. 


15. 


16. 


17: 


121 


Hovedet mindre blankt eller mat, med udpræget 
chagrinering eller længderidsning. Forkroppen 


EB DESSERT EST EDE LEES 13: 
EEN SEE 5560 ele KE v4 IL tids: 
BESES US SEE EET ERIK DIR. RØRER 12, 
FE HOBER RENEE SIR SIDON 6” perrisi, 
BORRE te TELE es 9 intstus 


Pronotums længdefurer tydeligt punkterede, i 
bunden uden eller med svag chagrinering. Større, 
SN ENES IS SÆT SILVER EL 10. 5culpturåtus. 

Pronotums længdefurer kraftigt chagrinerede, men 
uden tydelig punktur. Mindre, 3—3,2 mm. 

12. complanåtus. 

Forskinnebenenes yderside simpel (fig. 55, d) 

13. tétracarindåtus. 

Forskinnebenenes yderside med en indskæring ved 


SENSE ERE ER ES SØER, SV ENES £5: 
Mindre, 1,2—1,5 mm. &: 6. bugleds bagrand i 

midten Med en HAS OT SS sa hamåtus. 
Større, 1,8—2,3 mm. åg: 6. bugled anderledes 

NT TE Meet ke ETS SEERE TEL SES NR SER DSE HOS SARE SUD REESE SAL NESS RES 16. 


Større, 2—2,3 mm. Bagkroppen spredt og utyde- 
ligt punkteret. Z: 6. bugleds bagrand med 3 


ES ER RE RER EEN pumilus. 
Mindre, 1,8—2,1 mm. åg: 6. bugled anderledes 
FORREST Ge er DE. BIT Sa eN Te, 17: 


Bagkroppen ret tæt og kraftigt punkteret. J: 

6. bugled i midten med 2 for- og bagtil forkor- 

tede længdekøle, mellem disse glat 15. fairmairei. 
Bagkroppen meget spredt og utydeligt punkteret. 

åg: 6. bugled med en midterknude og dets bag- 

rand med en kort og bred tværplade .. 14. saulcyi. 


1. O. rugåsus Fabr. (fig. 21, p. 24). Blandt arterne med 


urandede, karvede siderande på pronotum let kendelig på 
det matte, kraftigt chagrinerede mundskjold. Sort, forkroppen 
ret blank, bagkroppen ret mat, næppe synligt punkteret, 


122 


benene brunlige; undertiden er vingedækkerne brunrøde, og 
pronotum kan da være brunligt og følehorn og ben lysere. 
Forkroppen ret kraftigt længderynket-punkteret. ræs 
4,5—5 mm. 

åg: Hovedet så bredt som (hos 2 smallere end) pronotum. 
5., sjældent også 4., bugleds bagrand i midten med en ud- 


KS 


Cc piceu5 & 


dd. TUGOSUI os 


Bus 


&. Jaqueatus & d. sculpturatudåé 


Fig. 56. Oxytelus &3, de sidste bugled. 


stående tand, 6. bugleds bagrand i midten lidt fortykket og 
svagt dobbelt indbuet, 7. bugleds bagrand på hver side dybt 
indskåret (fig. 56, a). 


Meget almindelig (J, Ø, B) på halvfugtig bund i Brp 
og gødning, ved svamp og ådsel. 


2. O.insecåtus Grav. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved, at mundskjoldet er blankt, ikke chagri- 
neret, at vingedækkerne er lidt kortere, og at bagkroppen er 
lidt mere blank og spredt og meget fint kornet punkteret, 
samt ved andre sekundære kønsmærker hos &g. Sort, vinge- 
dækker og ben rødlige, følehornene sorte eller brune, 2.—4. 
led ofte noget lysere, pronotum undertiden rødbrunt. Længde 
4—4,5 mm. 

åg: Hovedet c. så bredt som (hos 2 smallere end) pronotum. 


123 


6. bugled fortil i midten med en længdekøl, bagranden i 
midten med to yderst svage, tætstående knuder, 7. bugled 
som hos den foregående. 


Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Kelstrup strand, 
Bygholm, Stensballe; Ærø, »Engene« ved Svendborg, Odense; 
Guldborg L., Gedser (i antal 5/, ved kildevæld på leret hav- 
skrænt), Klinteskoven på Møen, Herlufsholm, omkring Kø- 
benhavn; Bornholm. I Gentofte er den engang fundet i antal 
i en have i og ved løg, bl. a. tulipanløg, der var angrebet af 
tusindben og fluelarver, sammen med Rhizophagus perforatus 
Er., Anommatus duodecimstriatus Mill. og Scopaeus sulci- 
collis Steph.; 73,271. 


3. O. rugifrons Hochh. (élegans Mein., Joh.). Meget 
nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de 
i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at bagkroppen 
er betydeligt mattere, tættere og kraftigere mikrochagrineret 
og næppe synligt punkteret, at følehornene er brunlige med 
lysere rod, og at de sekundære kønsmærker hos & er afvigende. 
Fra O. rugosus adskilles den bl. a. let ved, at mundskjoldet, 
der vel — helt eller på siderne — er mikrochagrineret, er 
blankt og chagrineringen meget svagere. Brunsort, pronotum 
og vingedækkerne brunlige, benene gulbrune. Hovedet bagtil 
i midten med en lille, aflang grube, der ikke eller kun utyde- 
ligt er til stede hos den foregående. Længde 4—4,2 mm. 

åg: Hovedet lidt (hos 2 betydeligt) smallere end prono- 
tum. 5. bugleds bagrand i midten med en lille, blank knude, 
6. bugled i midten med et længdeindtryk og dets bagrand i 
midten med to meget små knuder, 7. bugled omtrent som 
hos de to foregående. 


Sjælden (J, Ø). Christiansdal ved Haderslev; Hestehaven 
ved Tranekær, Holmdrup mose ved Svendborg; Kohaven 
ved Nykøbing F., Ravnstrup eng, Redsle skov, Lersøen, 
Boserup skov, Bidstrup mose ved Boserup, Ermelunden. Den 
tages bedst om foråret ved sigtning af løv o. lign. på fugtig 
bund ved kanten af moser og vandhuller. 


4. O. fulvipes Er. Let kendelig fra alle vore andre arter 
ved det korte kloled, der næppe er længere end 1. + 2. led, 


124 


og iøvrigt adskilt fra de foregående ved, at pronotums side- 
rande er meget svagere karvede og har en tydelig randfure, 
og fra de følgende ved, at disse helt mangler karvning på 
pronotums siderande. Sort, vingedækkerne ofte lidt lysere, 
følehornenes rod og benene brungule. Forkroppen blank, 
kraftigt, på vingedækkerne noget længderynket, punkteret. 
Mundskjoldet blankt, yderst svagt mikrochagrineret. Pro- 
notum stærkere tværbredt end hos de foregående, omtrent 
”/, bredere end langt, siderne bagtil svagt, men tydeligt ind- 
buede. Bagkroppen ret blank, svagt mikrochagrineret. Længde 
3,59—4 mm. i 

gg: Hovedet næppe (hos 2 noget) smallere end pronotum. 
7..bugleds bagrand i midten med et bredt, bagud tilsmalnet 
fremspring, hvis bagrand er svagt indbuet eller omtrent ret. 

Sjælden (J, Ø). Draved skov, Silkeborg; Korinth, Odense, 


Nebøllegård skov ved Nørre Alslev, Lyngby mose, Kollemose, 
Bøllemosen, Ølstykke overdrev. Levevis som den foregående. 


5. O. laqueåtus Marsh. Denne- og den følgende art ad- 
skilles let fra alle vore andre arter ved det bag spidsen ind- 
snævrede 1. følehornsled (fig. 55, a, p. 120). Blankt sort, vinge- 
dækkerne gule eller brungule, ofte lidt mørkere langs sømmen, 
følehornenes rod og benene rødgule eller gule. Hovedet bagtil 
med 3, undertiden utydelige længdefurer, den midterste kort, 
fortil indtrykt, uden mikrochagrinering, mundskjoldets for- 
rand noget opadbøjet. Følehornene korte. Pronotum tvær- 
bredt, ret spredt, mod siderne tættere punkteret. Vingedæk- 
kerne ikke særlig tæt længderynket-punkterede. Bagkroppens 
mikrochagrinering svag. Længde 3,8—4,5 mm. 

g: Hovedet mindst så bredt som (hos 2 betydeligt smallere 
end) pronotum, med stærkt udvidede tindinger, bagtil uden 
halstværfure. 6. bugleds bagrand i midten med 2 små knuder, 
7. bugleds bagrand på hver side indbuet, i midten med en 
forlængelse, der har en midtfure bagtil, og hvis bagrand ofte 
er indbuet (fig. 56, b, p. 122). 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I gødning, kompost, 
ved ådsler og i opskyl o. lign. 


125 


RON piceus EL: Nærstående til den foregående, men let 
kendelig fra den ved de meget større, groft facetterede øjne, 
fortil fint mikrochagrineret hoved, betydeligt længere føle- 
horn, kraftigere mikrochagrinering på bagkroppen og andre 
sekundære kønsmærker. Hovedet bagtil kun med en svag 
eller utydelig midtfure, hos begge køn med halsfure. Vinge- 
dækkernes rygflade begrænset af en meget fin, udvendig 
kantet længdelinie. Længde 3,8—4,5 mm. 

g: Hovedet mindst så bredt som (hos 2 lidt smallere end) 
pronotum. 6. bugleds bagrand i midten med en kort, ret 
bred, bagtil afstudset eller svagt indbuet forlængelse, 7. bugled 
ved 2 dybe, smalle indsnit delt i 3 dele, sidedelene med spidst 
inderhjørne, midterdelen kortere, i midten med en lille knude, 
dets bagrand ganske svagt og stumpt tretandet (fig. 56, c, 
p:122): 


Ikke sjælden (J, Ø, B). I gødning, kompost, ved ådsler 
og i opskyl o. lign. Arten er klækket midt i aug. 


7. O. sculptus Grav. Let kendelig fra alle vore. andre 
arter, bortset fra O. piceus, ved de store, groft facetterede 
øjne og den udvendig kantede længdelinie, der udadtil be- 
grænser vingedækkernes rygflade, og fra O. piceus ved længere 
følehorn med simpelt rodled og ikke opadbøjet forrand på 
mundskjoldet. Ret blankt sort, vingedækkerne og ofte pro- 
notums midtparti brunlige eller brungule, følehornsroden lys, 
benene gule. Hovedet hos begge køn lidt smallere end pro- 
notum, bagtil med kort midtfure, fortil mat og fint mikro- 
chagrineret, tindingerne meget korte. Følehornene lange og 
slanke, ingen af leddene tværbrede. Pronotum tværbredt, 
mod siderne med længderynket punktur. Vingedækkerne ret 
tæt længderynket-punkterede. Bagkroppens mikrochagrinering 
ret svag. Længde 3,8—4,2 mm. . 

åg: 7. bugled ved 2 dybe, smalle indsnit delt i 3 dele, side- 
delene med lidt afrundet inderhjørne, midterdelen ikke kortere 
end sidedelene, bagtil i midten med en forhøjelse. 


Ikke sjælden (J, Ø, B). I gødning og kompost. Arten er 
klækket i sept. 


126 


8. O. perrisi Fauv. Let kendelig fra de nærstående arter 
ved de brunlige følehorn og iøvrigt udmærket ved, at for- 
kroppen er blank, hovedet simpelt, ret spredt punkteret, 
uden længderidsning og fortil kun med svag og lidet udbredt 
mikrochagrinering og pronotums punktur kun i ret ringe 
grad længderynket. Sort, vingedækkerne oftest, pronotum 
undertiden brunlige, følehorn brunlige, ben gulbrune. Føle- 
hornene ret korte, mod spidsen ikke ret stærkt fortykkede. 
Vingedækkernes punktur noget længderidset eller -rynket. 
Bagkroppens mikrochagrinering ret svag. Længde 3—3,5 mm. 

gg: Hovedet så bredt som (hos 2 lidt smallere end) pro- 
notum, med fyldige tindinger. 6. bugleds bagrand i midten 
med 2 knuder, imellem disse svagt indtrykt og indbuet, 
7. bugleds bagrand i midten med en dyb, bred indskæring, 
i bunden af dette med et lille stumpt eller afrundet, lyst 
fremspring. 

… Temmelig sjælden (J, Ø, B). Halk, Fanø, Juelsminde, 
Ålborg, Blokhus, Ålbæk, Skagen; Falsters østkyst (f. eks. 
Bøtø og Tromnæs), Hornbæk, Tisvilde, Skærby strand nord 


for Nykøbing S.; Arnager, Dueodde. På strandbredder under 
tang og ved gødning og dyriske rester. 


9. O. inustus Grav. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved, at følehornene er sorte, mod spidsen lidt 
kraftigere og déres 3.led længere, at hovedets punktur er 
betydeligt finere, og at pronotums og vingedækkernes punktur 
er stærkere udpræget længderynket. Sort, vingedækkerne ofte 
brunlige, følehornene sorte; benene gulbrune. Længde 3— 
4A mm. 

gg: Omtrent som hos den foregående, knuderne på 6. bugled 
dog lidt kortere indbyrdes adskilt og 7. bugleds fremspring 
er kortere og mørkt. 

Temmelig sjælden, men udbredt, især i vore sydlige egne 


(J, Ø). Såvel på strandbredder (især under havskrænter) som 
inde i landet. Især i heste- og menneskegødning. 


10. O. sculpturåtus Grav. Kendelig fra de to foregående 
ved betydeligt mattere forkrop samt ved, at hovedet bagtil 


227 


er ret tæt længderynket-punkteret og fortil tydeligt mikro- 
chagrineret, og at pronotums og vingedækkernes punktur er 
tættere og meget mere udpræget længderynket, og fra de 
følgende ved betydeligere størrelse og — bortset fra O. niti- 
dulus — betydeligt grovere længderynkning på forkroppen. 
Sort, vingedækkerne ofte brunlige, benene brungule. Føle- 
hornene sorte, mod spidsen stærkere udvidede end hos de to 
foregående, med tydeligt stærkere, tværbrede 9. og 10. led. 
Pronotum. og vingedækkerne ret tæt længderynket-punk- 
terede. Bagkroppens mikrochagrinering ret svag. Længde 
3,5—4,5 mm. 

åg: Hovedet så bredt som (hos 2 smallere end) pronotum, 
med fyldige tindinger. 6. bugled bagtil i midten med et halv- 
rundt, glat tværindtryk, bagranden i midten med 2 tæt- 
stillede, kraftige, oftest brunrøde knuder, 7. bugleds bagrand 
i midten med en bred og dyb, i midten ofte svagt tvebugtet 
indskæring (fig. 56, d, p. 122). 
" Ikke sjælden (J, Ø, B). I gødning og kompost, ved svamp 
og ådsler. 


11. O. nitidulus Grav. Let kendelig fra de foregående 
og O. complanatus ved den ringe størrelse og fra de følgende 
ved den blanke forkrop. Blankt sort, følehornsroden ofte 
lysere, vingedækkerne brunlige, benene brungule. Hovedet 
bagtil ret spredt, mod siderne noget rynket punkteret, fortil 
noget indtrykt, med glat og blankt mundskjold. Pronotum 
og vingedækkerne med længderynket punktur. Bagkroppens 
mikrochagrinering utydelig, Længde 2,4—2,5 mm. 

åg: Hovedet omtrent så bredt som (hos 2 tydeligt smallere 
end) pronotum. 7. bugleds bagrand i midten bredt og svagt 
indbuet. 


Almindelig (LL Ø, B). I gødning og kompost, ved ådsel 
og svamp; også i løv på fugtig bund og på stranden under tang. 


12. O. complanåtus Er. Adskilt fra de foregående ved 
mattere forkrop, kraftig mikrochagrinering i pronotums 
længdefurer og — bortset fra O. nitidulus — ringere gennem- 


128 


snitsstørrelse og fra de følgende ved betydeligere størrelse og 
noget mindre mat forkrop. Sort, vingedækkerne ofte brunlige, 
følehornsroden undertiden brunlig, benene brungule. Hovedet 
bagtil tæt længderidset med iblandet utydelig punktur, fortil 
mikrochagrineret. Følehornene ret korte, mod spidsen ret 
stærkt udvidede. Pronotums ophøjede partier mindre matte, 
længderidsede med iblandede punkter, fordybningerne kraftigt 
mikrochagrinerede. Vingedækkerne tæt længderidsede og med 
flad, men ret tydelig, henimod scutellum svagere punktur. 
Bagkroppen med ret svag mikrochagrinering og forholdsvis 
tæt og tydelig, meget fin, lidt kornet punktur. Længde 3— 
3,2 mm. 

g: Hovedet så bredt som (hos 2 smallere end) pronotum. 
6. bugled i midten med et tværindtryk, bagranden i midten 
fortykket og med 2 ret tætstillede knuder, 7. bugleds bag- 
rand med en bred og ret dyb, i midten ganske svagt tvebugtet 
indskæring. : 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø). I gødning, 


kompost oo. lign.; også i affald i kældere og udhuse og på 
stranden under tang. 


13. O. tétracarinåtus Block. Denne og de følgende arter 
udmærker sig ved den ringe størrelse i forbindelse med den 
fuldstændig matte, længderidsede og mikrochagrinerede for- 
krop. Fra de følgende adskilles denne art let ved, at for- 
skinnebenenes yderside mangler indskæring ved spidsen 
(fig. 55, d, p. 120). Sort, forkroppen mat, bagkroppen blank, 
benene gule eller brungule, lårene ofte lidt mørkere. Hovedet 
ret fladt. Følehornene korte, mod spidsen ret stærkt udvidede, 
endeleddet tydeligt længere end bredt. Vingedækkerne med 
svag og flad punktur. Bagkroppen med svag mikrochagrinering 
og yderst fin og nogenlunde tæt punktur. Længde 1,8—2,1 mm. 

åg: Hovedet så bredt som (hos 2 lidt smallere end) pro- 
notum. 6. bugled simpelt, 7. bugleds bagrand dobbelt ind- 
bugtet, det tungeformede parti mellem indbugtningerne glat 
og blankt, fortil afgrænset af en fin tværliste. 


Meget almindelig (J, Ø, B), ofte i stort antal. I gødning 
og kompost, ved ådsler og svamp. 


123 


14. O. saulcyi Pand. Denne og de følgende arter ligner 
hinanden stærkt, men er for hannernes vedkommende lette 
at adskille ved hjælp af de sekundære kønsmærker på bug- 
leddene. Meget nærstående til den foregående, men let kendelig 
fra den ved forskinnebenenes indskæring (fig. 55, c, p. 120). 
Endvidere er hovedets overflade lidt mindre jævn, føle- 
hornenes endeled kortere, kun yderst lidt længere end bredt, 
vingedækkerne lidt kortere og lidt mere kornet punkterede, 
bagkroppens punktur mere spredt og hannens sekundære 
kønsmærker forskellige. Længde 1,83—2,1 mm. 

gg: Hovedet så bredt som (hos 9 lidt smallere end) pro- 
notum. 6. bugled bagtil i midten med en knude, der har en 
fin længdekøl, bagranden i midten med en kort og bred, 
bagtil afstudset forlængelse, 7. bugleds bagrand i midten 
tungeformet fremstående og på hver side indbugtet. 

Sjælden (J, Ø). Fredericia, Horsensegnen; Damhusmosen, 
Ermelunden, Rudehegn, Bidstrup enge ved Furesøen, Sand- 


bjerg. Arten lever i muldvarpereder og vil antagelig vise sig 
udbredt. Marts—maj, okt. 


15. O. fairmairei Pand. Nærstående til O. saulcyi, men 
adskilt fra den ved, at benene er mørkere, oftest brune eller 
sortbrune med lysere knæ og fødder, og at bagkroppen er 
betydelig tættere og kraftigere punkteret, samt ved andre 
sekundære kønsmærker hos Z. Følehornenes endeled er lidt 
mere aflangt end hos O. saulcyi. Længde 1,8—2,1 mm. 

åg: Hovedet som hos den foregående. 6. bugled i midten 
med 2 længdekøle, adskilt ved et glat parti, 7. bugleds bag- 
rand bredt og ret dybt imdbuét. 


Ateset-sjælden (I; Ø).' Estrup' skov (1-stk:, 797) Fjysbro 
skov (1 stk., 7/,); Slettestrand (1 stk. på stranden: sammen 
med mange Bledius arenarius Payk., ”/,); Hunderup (1 stk., 


12/,); Boserup skov (1 stk., 1/,). Den angives. at søge bl. a. 
til menneskegødning. 


[O. hamåtus Fairm. Ligeledes nærstående til O. saulcyi, 
men adskilt fra den såvel som fra O. fairmairei ved lidt 
ringere størrelse, svagere, næsten udvisket punktur på vinge- 


Victor Hansen: Rovbiller. I. 9 


130 é 


dækkerne og andre sekundære kønsmærker hos Z. Længde 
1,2—1,5 mm. - 

åg: Hovedet næppe så bredt som (hos 2 smallere end) 
pronotum. 6. bugleds bagrand i midten med en lang, bagud- 
rettet, i spidsen opadbøjet torn, 7. bugled med et midter- 
indtryk og på hver side af dette en lille, skrå køl eller knude, 
bagranden med en bred og dyb, i bunden tvebugtet indskæring. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen og i Hal- 


land, kunne muligvis træffes også hos os. Den er bl. a. fundet 
i menneskegødning på løs kalkbund. 


O. pumilus Er. Ligeledes nærstående til O. saulcyi, men 
adskilt fra den såvel som fra O. fairmairei og hamatus ved 
lidt betydeligere størrelse og andre sekundære kønsmærker 
hos $, fra O. saulcyi og hamatus yderligere ved mørkere ben 
med lysere knæ og fødder og fra O. fairmairei yderligere ved 
meget svagere punktur på bagkroppen. Længde 2—2,3 mm. 

åg: Hovedet så bredt som (hos 2 smallere end) pronotum. 
6. bugleds bagrand i midten med en ret dyb indbugtning og 
med 3 torne, en kortere midtertorn og 2 længere sidetorne, 
der begrænser indbugtningen og i spidsen er indadkrummede ; 
7. bugleds bagrand med en bred og ret dyb indbugtning og 
midt i denne med 2 bagudrettede torne. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, men overalt synes 


at være meget sjælden, kunne muligvis træffes også hos os. 
Den angives at søge bl.a. til menneskegødning.] 


11. Platystéthus Mann. 


Nærstående til den foregående slægt (Oxy- 
telus), men adskilt fra den ved, at pronotum har 
en skarp længdemidtfure, men ingen sidefurer, 
at vingedækkernes sømhjørner er bredt afrun- 
dede, og at rygleddene mangler trekantede 
hjørnefelter. Oversiden næsten nøgen. Kæbepal- 
pernes endeled meget tyndere og tydeligt kortere 


131 


end næstsidste led. Pronotums bagrand og sider 
rundede i eet. Scutellum stort, med 2 gruber 
eller furer. 


Arterne lever i gødning og planteaffald eller som tunnel- 
gravende i jordoverfladen på fugtig bund. 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet uden fure langs øjets inderrand. Pro- 
notum og vingedækkerne med længderidset mi- 
HERRER se onen Gam YLE aA kk  areénårius: 

Hovedet langs øjets inderrand med en bagud fort- 
sat fure. Pronotum og vingedækkerne uden eller 


med netmasket mikroskulpturs 222.050 å: 
2. Pronotum og vingedækkerne med netmasket mi- 
ROR HE re eldre Se erne KØRSEL EL RAE RENE 3 


Pronotum og vingedækkerne uden mikroskulptur 4. 
3. Vingedækkerne på midten brungule ..., 2. cornutus. 
Ninsedækkerne ensfarvet sorte ....37..475 3. alutåceus. 
4. Pronotums og vingedækkernes punktur kraftig og 
Feer see SSD ell sled 4. noådifrons. 
Pronotums og vingedækkérnes punktur ret fin og 
Meer SEERE 0 15 cor så nel å Ken Pe Pere 5. nitens. 


1. Pl. arenårius Fourcr. Let kendelig fra de følgende 
arter ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, 
at hovedet bagtil er tydeligt indsnøret, at vingedækkernes 
sømstribe ikke fortsættes langs bagranden, og at følehornene 
er kortere og mod spidsen meget stærkere udvidede, med 
stærkt tværbrede 7.—10. led. Blankt sort, vingedækkerne 
brune, benene brungule, lårene ofte mørkere, følehornenes 
rod ofte brunlig. Hovedet bagtil med en midtfure, der be- 
gynder i indsnøringstværfuren. Pronotum og vingedækkerne 
ret spredt punkterede. Bagkroppen netmasket mikrochagri- 
neret. Længde 2,5—4 mm. 

gg: Hovedet større, c. så bredt som (hos 9 smallere end) 


9+ 


132 


pronotum, dette større, bredere end (hos 2 c. så bredt som) 
vingedækkerne. 7. bugleds bagrand i midten med en trekantet 
udskæring og på hver side af denne en lang, lige torn. 


Almindelig (J, Ø, B). I gødning og planteaffald og i løv 
på fugtig bund. 


2-.PL cornitus Grav: (HS 97k 
Let kendelig på vingedækkernes 
netmaskede mikroskulptur i for- 
bindelse med deres på midten brun- 
gule farve. Sort, vingedækkerne 
på midten og benene brungule, 
lårene oftest mørkere. Oversiden 
netmasket mikrochagrineret. Ho- 
vedet bagtil med 3 korte længde- 
furer. Pronotum og vingedækker- 
ne ret fint og spredt punkterede, 
de sidstes sømfure fortsat langs 
bagranden. Længde 2,5—4 mm. 
åg: Hovedet større, mundskjol- 
dets forhjørner med en fremad- 
rettet længere eller kortere torn, 
Fie 57 Pla tysthebis eo følehornene længere, 8.—10. led 
nutus g. x 13. kun svagt (hos 2 stærkere) tvær- 
brede. 6. bugled med i midten 
indbuet bagrand og foran indbugtningen et indtryk, 7. bug- 
led i midten glat, bagranden på hver side tvetandet. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På fugtig, mudret 
bund ved vandsteder eller i fugtige brinker, gravende gange 
i jordskorpen, ofte sammen med Bledius- og Trogophloeus- 
arter. 


3. Pl. alutåceus- Thoms.. Meget-nærstående til”den fore- 
gående, men let adskilt fra den ved, at vingedækkerne er 
ensfarvet sorte, meget skarpere netmasket mikrochagrinerede 
og derfor mattere, og tydeligt finere punkterede. Også hoved 
og pronotum er mattere end hos Pl. cornutus og følehornene 


133 


hos begge køn lidt længere og slankere, 8.—10. led hos & 
næppe, hos 9 svagt tværbrede. Længde 3—4 mm. 

Betydeligt sjældnere end den foregående (J, Ø). Mossø, 
Frederikshavns å; Bremersvold, Riserup på Falster, Stege, 
Sorø, Boserup, Dragør, Damhusmosen (på fugtig skråning 
langs åen), Dyrehaven, Allerød. Levevis som den foregående, 
sammen med hvilken den undertiden forekommer. 


4 Pl. nådifrons Sahlb. Let kendelig fra de foregående 
ved den manglende mikroskulptur på pronotum og vinge- 
dækkerne såvelsom på hovedet, og ringere gennemsnitsstør- 
relse. Blankt sort, vingedækkerne undertiden brunlige, benene 
brungule, lårene ofte mørkere. Pronotum og vingedækkerne 
med mere eller mindre kraftig, oftest ikke ret tæt punktur. 
Længde 2,3—3 mm. 

åg: Hovedet større og følehornene lidt længere, med længere 
og mere parallelsidet endeled. 7. bugled bagtil i midten med 
et glat, svagt indtryk, der på hver side ofte er svagt køl- 
formet begrænset. i 


Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø). Levevis som de 
to foregående. 


5. Pl. nitens Sahlb. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved, at pronotum er lidt længere og 
pronotum og vingedækkerne finere og mere spredt punkterede, 
jfr. endvidere nedenfor om hannen. Længde 1,7—3 mm. 

Øg: Hovedet lidt større end hos 2, hos ab. striåtulus 
Heer på hver side med 2 buede længdefurer indenfor furen 
langs øjet og med fint tandformede forhjørner på mund- 
skjoldet. Følehornene lidt længere end hos 2. 7. bugled med 
et i midten undertiden fint kølet, svagt, glat indtryk med 
mere eller mindre skarpe sidekanter, der er tornformet for- 
længede udover bagranden; denne yderst på hver side yder- 
ligere med en meget lille tand. 

Yderst sjælden (J, Ø). Kun fundet ved Kongslunds ind- 
dæmning ved Randers (1 stk., ”/, 1886), på Amager (1 stk. 
ab. striatulus %) og i Dyrehaven (sigtet i antal fra kompost- 


bunken ved Eremitagens dyrehus, maj 1950, både hoved- 
formen og ab. striatulus). 


134 


12. Blédius Mann. 


Kendelig fra de foregående slægter ved, at pro- 
notum er adskilt fra vingedækkerne ved en kort 
halsformet mellembrystforlængelse, på hvilken 
scutellum ligger uden at gribe ind mellem vinge- 
dækkerne, og at følehornene er ret stærkt knæede 
mellem det lange 1. led og 2. led. Kroppen oftest 
noget cylindrisk. Kæbepalpernes endeled lille, 
sylformet, meget kortere end næstsidste led (fig. 
60, p. 138). Mellemhofterne tætstillede. For- og 
mellemskinnebenenes yderside med torne, oftest 
ordnede i 2 rækker, forbenene udviklede. til 
graveben, fødderne 3-leddede, kloleddet meget 
længere end 1. + 2. led. 

Som kendetegn ved artsadskillelsen må bl. a. 
benyttes tilstedeværelsen eller manglen af en for- 
dybet længdemidtfure på pronotum og formen 
af pronotums baghjørner (fremstående eller ikke). 
I begge disse henseender varierer nogle af arterne 
en del, og bestemmelsen sikres derfor bedst ved 
at have rigeligt materiale af hver art, hvilket 
lettes ved, at arterne, hvor de forekommer, ofte 
er til stede i betydeligt antal. Vingedækkernes 
længdemål er regnet fra rodlinien indenfor skul- 
deren til det bagest liggende punkt af bagranden. 


Arterne lever i fugtige sand- eller lerbrinker eller på fugtige 
bredder af ferske eller salte vande og ernærer sig overvejende 
af alger. De graver gange i overfladen og træffes ofte sammen 
med de andre »tunnelgravende biller« Macrodactylia-slægten 
Heterocerus?) og løbebilleslægten Dyschirius”). Bledierne og 


1) Se Danmarks Fauna, Biller X, p. 143 ff. 
2?) Se, Danmarks Fauna, Biller XI, p. 46 ff. 


135 


deres larver, der træffes sammen, jages af Dyschirierne. De 
besidder organer, der frembringer en orangeagtig duft. Flere 
af arterne er i nyeste tid blevet studeret på Skallingen af fru 
dr. phil. Ellinor Bro Larsen"). 


Oversigt over arterne. 


1. Mundskjoldets side- og forrande opadbøjede, 
skarptkantede (fig. 58, b og 61, a, p. 144). Ho- 
vedets forhjørner horn- eller øreformet opstå- 


& tricornis & 


6. furcatus & 


Fig. 58. Hoved af Bledius tricornis $ (a) og furcatus gg (b). 
m: mundskjold. mk: mundskjoldets opadbøjede rand. 


ende. Pronotums forhjørner omtrent retvinklede 
eller endog spidsvinklet fremstående. Længde 


EET SE SEE SEE se dre al der alRN er re Å; 
. Mundskjoldets rande eller i hvert fald forranden 
URE ORDRER rs MES REE ss nede lee ak Bare Å. 


2. Bagskinnebenenes yderside mod spidsen med 
mindst 4 lange torne. Længde 6—7 mm. Pro- 
notums forhjørner fremstående, dets forrand 
hos $ med et langt, fremadrettet horn (fig.58,b) 

3. furcåtus. 
Bagskinnebenenes yderside kun med en enkelt 


1) Se Biologische Studien iiber die tunnelgrabenden Kåfer auf 
Skallingen, i Videnskabelige Meddelelser fra Dansk Naturhistorisk 
Forening, Bind 100, 1936. 


136 


lang torn nær spidsen. Længde 3,8—6 mm. Pro- 

hotum uden Hor SENER TS oo RENEE 3. 
Pronotums forhjørner fremstående. Vingedækkerne 

ret kraftigt punkterede. Længde 5—6 mm bicérnis. 
Pronotums forhjørner omtrent retvinklede, men 

ikke fremstående. Vingedækkerne ret fint punk- 

terede;- Længde 3;8—5 3 0 AASE 4. didta. 
Pandens forhjørner hornformede (&) eller stærkt 

knudeformet opstående (29). Længde 5,5—7 mm. 

Pronotums forrand hos $ med et langt, fremad- 

rettet horn. Vingedækkernes grundfarve rød. . D. 
Pandens forhjørner i det højeste noget knude- 

formede. Længde 2—35 mm. Pronotum uden 

Koh RS ESS Sir babes 6. 
Pronotums overflade ret jævn, tæt og ret jævnt 

punkteret. Vingedækkerne ret tæt og kraftigt 

ankeret 1033 HESSEN SØREN E-tricornts 
Pronotums overflade noget ujævn, på hver side 

oftest med to ophøjede, upunkterede længde- 

partier, det ene tæt langs midtfuren, "det andet 

noget udenfor og fremefter konvergerende med, 

undertiden endog forenet med det inderste, 

punkturen mindre tæt. Vingedækkernes punktur 

noget kraftigere, men lidt mindre tæt 2. spectåbilis. 
Vingedækkerne mørkt metalblå, deres behåring 

stærkt hvirvlet. Følehorn, lår og skinneben over- 


vejende sorte. Længde 4,5—5 mm …. 4. 25. tåalpa 
Vingedækkerne uden blåt metalskær, deres be- 
håring ikke eller kun svagt hvirvlet. 5525553 FØR 


Pronotum mat; yderst fint os tæt -punktuleret, 
uden tydelige større punkter eller netmasket 
mikroskulptur. Vingedækkerne sorte, meget fint 
og tæt punkterede. Længde 2,5—2,7 mm 26. tibiålis. 
Pronotum med tydelig punktur eller tydelig net- 
masket mikroskulptur eller (oftest) med begge 
HØIER me NERE BR GR IEEE 8. 
Mindre, 2—2,5 mm. Vingedækkerne korte, højst 
c. 1,—"/, længere end pronotum, ret fint og 


137 


spredt punkterede. Pronotum spredt og fladt 

BUER SEENDE EST PRØVES ag 
Større, mindst 2,8 mm, i modsat fald (baudii) er 

vingedækkerne c. /, gang længere end pronotum 10. 


xS2ER 


aa. arenar!tus Cc fracticornis 
"— & terebrans d. erraticus 


Fig. 59. Bledius. Pronotum. 


9. Hoved og pronotum ret matte, netmaskningen 
kraftig. Vingedækkerne som regel rødlige 
16. pusillus. 
Hoved og pronotum noget blankere, netmask- 
ningen lidt finere. Vingedækkerne som regel 


ERR 5 7 R 0 sea SED SEERNE 17 …agrienitor. 
10. Pronotum i midtlinien med en fin, lidt fordybet 
LERET DENN SERENE DEERE SER HEKSE SPÆRRES ERE Se ES ESS it; 


Pronotum i midtlinien uden tydelig, fordybet 
længdefure, men ofte med en glat længdestribe 27. 
11. Pronotums baghjørner tydeligt, omend ofte meget 
kort, stump- eller retvinklet fremstående (fig. 59, 
RET TV RS RRS RDS SEERE SEERE TEDE SENDES SE SERENE Se 22. 
Pronotums baghjørner helt afrundede eller lidt 
stumpvinklede, men ikke fremstående (fig. 59, c) 20. 
12. Vingedækkerne helt eller delvis røde eller gule.. 13. 
Ninsedækkerne enslarvet sorte) vrd 44s 14. 
1) Bl. baudii kan undertiden have en ganske svagt antydet 


midtfure på pronotum, men adskilles fra arterne under nr. 14—19 
i oversigten bl. a. ved ringere størrelse, 2,5—3 mm. 


138 


13. Pronotum c. ”/. bredere end langt, fint punkteret, 
siderne bagtil stærkt og brat indbugtede, bag- 
hjørnerne omtrent retvinklede (fig. 59, a) 

23:artnårins. 
Pronotum højst "/, bredere end langt, kraftigt 
punkteret, bagtil jævnt tilsmalnet, med ikke 

eller næppe indbugtede sider ,..…..-2x 5. låongulus. 
14. Overlæbens forrand dybt indskåret (fig. 60). Vinge- 


Fig. 60. Bledius subterraneus. Hoved. m: mundskjold. o: overlæbe. 


dækkerne c. dobbelt så lange som pronotum, 
meget fint punkterede. Følehornenes rodled 
brunligt. Længde 3,8—4,2 mm .. 24. subterråneus. 
Overlæbens forrand lidet dybt indskåret. Vinge- 
dækkerne ikke dobbelt så lange som pronotum, 
mindre fint punkterede. Følehornenes rodled 
ADELE» RESENS foden LÆS fe Feer Å SB SNERRE, ERE SD» TT fk VÆ 
15. Følehornskøllen rødlig. Pronotum c. "/, bredere 
end langt. Vingedækkerne ikke eller næppe læn- 
gere end tilsammen brede. Længde 3,5—4 mm 16. 
Følehornskøllen sort eller brun. Længde 3—5,53 mm 17. 
16. Pronotum meget tæt punkteret. Vingedækkerne 


tæt onanere NENS RS ENE GE 22. defénsus. 
Pronotum temmelig spredt punkteret. Vingedæk- 
kerne lidt mindre tæt punkterede .. 19. térebrans. 


17. Kroppen ret smal. Pronotum c. ”/, bredere end 
langt. Vingedækkerne tydeligt længere end til- 
sammen brede. Issen bagtil med en lille, oftest 
ret dyb midtgrube. Benene ensfarvet gule, 
Længde OR 7 PEDER BADE 18. filipes. 


FS, 


19, 


20. 


al. 


22. 


23. 


139 


Kroppen ret bred. Pronotum c. ”/, eller !/, gang 
bredere end langt. Issen bagtil uden eller med 
en ret svag eller utydelig midtgrube. Længde 
=D DE 72 Sats ses mrirnaiideien erb eener fS: 
Mindre, 3,5—3,8 mm. Pronotum omtrent ”"/, gang 


hrndere end Et SIK AS de eee 20-rastéllus. 


Større, 4,3—5,5 mm. Pronotum c. ”/, bredere end 
3 REESE sata ED RSEERR DSE SES, 2 SØE SEEREN ESSENS MT 20 19. 

Mindre, 4,3—4,8 mm. Pronotums baghjørner 
"skarpe, retvinklede. Vingedækkerne temmelig 
dybt punkterede, med temmelig kort behåring. 
Mundskjoldets forrand uden eller med en meget 


svar lille knude på. hver side 20. 2825 2lstarseni 


Større, 4,5—5,9 mm. Pronotums baghjørner mere 
stumpe. Vingedækkerne mindre dybt punk- 
terede, med temmelig lang behåring. Mund- 
skjoldets forrand på hver side med en lille, 


kydshe; fremstående knude; 5087400 0003 ad dele vilis. 
Pronotum ret svagt og fladt, temmelig spredt 

RRS SEEST ER AES SETT EL KF SS ERR ERE SR PUNENST PEREGETER 21. 
Pronotum ret kraftigt og oftest ret dybt og ret 

SM. OVE a — Es fer DRE SN TT SERENE SDS SPERSSRRERERRER MERNE åd: 


Hovedet lidt foran øjnenes bagrand med en fin 


tværfure! Større, -3,8—42 mm 546 00 6. opåcus. 


Hovedet uden sådan tværfure. Mindre, 2,8— 


Vingedækkerne over ”/, gang længere end prono- 
tum, dette som regel rødbrunt. Længde 3— 


ERE ART ae eje KS 7. atricapillus. 


Vingedækkerne omtrent ”/, gang længere end pro- 
notum, dette som regel sort eller sortbrunt. 


REE Saud EN RÅ 8. nånus. 


Hovedet betydeligt — c. 7/, — smallere end pro- 
notum, dette blankt, spredt punkteret, bag- 
hjørnerne tydeligt stumpvinklede. Vingedæk- 


Bern RER sl NES at sr Eg 5. låéngulus. 


Hovedet ikke eller kun lidt smallere end pronotum, 


24. 


25. 


26. 


27. 


30. 


140 


dette tæt eller ret tæt punkteret, baghjørnerne 

afrundede eller næsten afrundede (hg. 530) 1.24 
Vingedækkerne c. "/, gang eller c. ?”/, længere end 

pronotum og tilsammen mindst ”/, bredere end 

dette … sn Sr. IFRAMES DEDE UENS er SES BISÆREN 25. 
Vingedækkerne i det højeste c. !/, længere end 

pronotum og tilsammen højst c. ”/, bredere end 

"5 2 Al 1. RT ROSSEN SS SES EEEL S SS S KERES RT SEN FE SEERE DERES ES] Ta" 26. 
Større, 4—4,5 mm. Pronotum med kraftig og ret 

dyb punktur og oftest ret kraftig midtfure 

i Vs fratticorare 

Mindre, 3—3,5 mm. Pronotum med mindre kraftig 

og mindre dyb punktur og oftest meget fin 

TE AERRERR LSSSGR KERES SARTE 26 10. femorålis. 
Pronotum ret mat, netmaskningen kraftig procérulus. 
Pronotum blankt, netmaskningen svag 11. crassicollis. 
Pronotum ret mat, ret kraftigt netmasket, fint 

eller ret fint og fladt punkteret. Vingedækkerne 


ikke krattist: punktereder Ja SS er 28. 
Pronotum blankt, kraftigt punkteret. Vingedæk- 
kerne: kraftist ;punkteredes ; 0053 RR FODEN 29. 


Større, 3,5—4 mm. Vingedækkerne røde eller 

brunrøde, benene ensfarvet rødgule.. 14. erråticus. 
Mindre, 2,5—3 mm. Vingedækkerne brunsorte, 

undertiden rødbrune, lårene oftest brunlige 15. baudii. 
Pronotum uden netmaskning, spredt punkteret 

13 scribriceolhis: 

Pronotum i hvert fald pletvis tydeligt, omend ret 

BOSE heta en se ske se SN SEERE SE 30. 
Vingedækkerne røde, i det højeste mørkere om- 

kring roden, næppe så lange som tilsammen 

brede, c. !/, længere end pronotum, sømhjør- 

nerne smalt afrundede 12.5; AVS 11; crassico1is 
Vingedækkerne røde med et mørkt længdebælte 

langs sømmen, rigeligt så lange som tilsammen 

brede, c. ”/, gang længere end pronotum, søm- 

hjørnerne noget bredere afrundede ... 12. dissimilis. 


Arterne er nedenfor inddelt i 8 grupper, af 
hvilke dog navnlig grupperne 3—6 ikke er skarpt 
adskilt, som følge af den ovenfor nævnte variation 
med hensyn til pronotums midtfure og baghjør- 
ner, hvorfor oversigten for så vidt kun er ori- 


141 


enterende. 


1: 


Oversigt over grupperne. 


Pandens forhjørner stærkt horn-, øre- eller knude- 


formet udviklede, Længde 3,8—7 mm. ...... 2. 
Pandens forhjørner i det højeste noget knude- 
nn TD alen hes SS 7" SETE SSSESEEE SEE RED, SET RSSRA så 


Hannen med et langt, fremadrettet horn midt på 
pronotums forrand (fig. 58). Længde 5,5—7 mm 


1. gruppe. 
Hannen uden sådant horn. Længde 3,8—6 mm 2. gruppe. 
Overlæben dybt tvelappet (fig.:60). .….. 8. gruppe. 
Ogerkæbensikke. dybt tvelappet, 202 42 sale Said Å. 
Pronotum i midtlinien med en fin, lidt fordybet 
KR ERE eee REE ss En ESS le Se al ERd + 3 53 


Pronotum i midtlinien uden tydelig, fordybet 
midtfure, -men ofte. med en glat længdestribe… 7. 

Pronotums baghjørner helt afrundede eller lidt. 
stumpvinklede, men ikke fremstående (jfr. 


SER re SE een es eN ht On er Ms 3. gruppe. 


Pronotums baghjørner tydeligt, omend ofte meget 
kort, stump- eller retvinklet fremstående (jfr. 
Es SUGE BI SS SKE SE Na sn ar en ARE 6. 
Pronotums sider bagtil stærkt og brat indbugtede 


(fig. 59, a). Vingedækkerne delvis gule.... 7. gruppe. 


Pronotum bagud mere jævnt tilsmalnet (fig. 59, b). 


N se de kerner 3 LIS REE grus 6..arUuppe: 


Pronotums baghjørner helt afrundede eller lidt 
stumpvinklede, ikke fremstående. Pronotum 
blankt, kraftigt punkteret. Vingedækkerne kraf- 


LT TEd eg] hl et nå Xu la ie 0 | RESEN SEE SERENE NERE TER POSER TEEN 4. gruppe. 


142 


Pronotums baghjørner tydeligt, omend ofte meget 
kort, stump- eller retvinklet fremstående. Pro- 
notum fint eller ret fint punkteret. Vingedæk- 
kerne ikke kraftigt punkterede . 1.1.0 osgruppe. 


1. gruppe. 

Hannen med stærkt udviklede pandeforhjørner 
og et langt fremadrettet horn midt på pronotums 
forrand. Pronotum med midtfure og ikke frem- 
stående, stumpvinklede eller afrundede baghjør- 
her. Store arter 75 Fm 


1. BL. tricornis Hbst. Sort, vingedækkerne rødlige, med 
sort fællesplet på roden og ad sømmen, bagkropsspidsen ofte 
rødlig, følehornene sortbrune, benene brungule, lårene ofte 
mørkere. Hoved og pronotum ret matte, med tæt netmasket 
mikroskulptur. Pronotum c. ”//—"/, bredere end langt, med 
lidt stumpvinklede, ikke fremstående forhjørner, bagtil skråt 
smalnet. Vingedækkerne c. !/, længere end pronotum. Bag- 
skinnebenenes yderside ved spidsen med en enkelt torn. 
Længde 5,5—7 mm. 

gå: Hovedets forhjørner formede som korte, fremadrettede, 
tilspidsede horn. Pronotums forrand i midten med et fremad- 
rettet, fortil behåret, oftest midtfuret horn, der som regel 
når lidt frem foran hovedets forrand (fig. 58, a, p. 135). 

2: Hovedets forhjørner stærkt knudeformet opstående. 

Udbredt, men stedegen og ikke almindelig (J, Ø, B). På 
mere eller mindre planteklædt sandbund, fortrinsvis på strand- 


bredder eller strandfælleder, men også i sandblandet ler inde 
i landet og i marskler. Maj—aug. 


2. Bl. spectåbilis Kr. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at vingedækkerne er lidt længere, c. ”/, gang længere 
end pronotum og deres farve stærkere rød, oftest mørkt blod- 


143 


rød, jfr. endvidere nedenfor om hannens sekundære køns- 
mærker. Længde 6—7 mm. 

åg: Hovedets forhjørner kortere end hos den foregående, 
but tilspidsede, pronotums horn længere, oftest nående ret 
langt frem foran hovedets forrand. 

2: Hovedets forhjørner stærkt knudeformet opstående. 

De danske eksemplarer synes at tilhøre subsp. germånicus 
Wagner (?limicola Tott.), der bl. a. afviger fra hovedarten 
ved gennemsnitligt noget mindre størrelse og smallere krop, 
og som måske kan vise sig at være en god art. 


Meget sjælden og kun fundet på Jyllands vestkyst: Højer 
(i lave lerbrinker i marsken), Esbjerg, Fanø, Skallingen (på 
plantebar eller salturtbevokset, stærkt saltholdig og meget 
fugtig bund sammen med Bl. furcatus og diota, Trogophloeus 
schneideri Gglb. samt Dyschirius chalceus Er. og salinus 
Schaum). Juli—aug., friskklækkede eksemplarer d. ?/, sam- 
tidig med nylig anlagte æg i modergangene. 


3. Bl. furcåtus Oliv. Nærstående til de to foregående, 
men let adskilt fra dem ved, at mundskjoldets for- og side- 
rande er opadbøjede og skarptkantede, og at pronotums for- 
hjørner er fremspringende. Endvidere er pronotums spredte 
punktur betydeligt finere, vingedækkernes tætte punktur lidt 
finere end hos Bl. tricornis og meget finere end hos Bl. specta- 
bilis, og de sekundære kønsmærker afvigende. Hos hovedfor- 
men er vingedækkerne brunsorte, hos var. skrimshiri Curt. 
rødlige med mørk plet på rod og søm. Pronotum bredest 
over forhjørnerne. Længde 6—7 mm. 

åg: Hovedet fortil blankt, i midten fladt udhulet, i hvert 
forhjørne med et langt, opstående, knivformet horn. Prono- 
tums forrand i midten med et fremadrettet, kraftigt, fortil 
stærkt” behåret horn; (fig. 58, hb; p.135) 

2: Hovedets forhjørner øreformet opstående, skarpt- 
kantede. 


Meget sjælden (J). Esbjerg, Skallingen, Læsø. På Skallingen 
omkring de meget lave klitter i marsken på plantebar eller 
salturtbevokset, oftest stærkt saltholdig og meget fugtig bund, 
sammen med den foregående (se under denne). Maj—sept., 


144 


hyppigst i juni og sept. Store larver og pupper i slutn. af 
juli. Var. skrimshiri synes hos os at være hyppigere end 
hovedformen. 


2: gruppé. 

Mundskjoldets for- og siderande opadbøjede 
og skarptkantede (fig. 61, a). Hovedets forhjør- 
ner hornformet eller øreformet opstående. Prono- 
tum med midtfure, forhjørnerne fremspringende 
eller omtrent retvinklede, baghjørnerne afrun- 
dede eller meget stumpvinklede, ikke fremstå- 
ende. Længde 3,8—6 mm. 


4. Bl. dibta Schiødte (hinnulus Er.?). Sort, vingedækkerne 
lyst brungule, lidt mørkere langs sømmen, bagkropsspidsen 
ofte rødlig, følehorn og ben brungule. Hoved og pronotum 
med netmasket mikroskulptur, lidet blanke. Pronotum lidt 


kh '.d 
NX 6. bicor- 
mes 


Fig. 61. Bledius. Hoved. o: overlæbe. m: mundskjold. mk: mund- 
skjoldets ophøjede rand. h: pandehorn. 


bredere end langt, bredest fortil, spredt og ikke ret kraftigt 
punkteret. Vingedækkerne omtrent ”/, gang længere end og 
kun lidt bredere end pronotum, ret fint og lidet tæt punk- 
terede. Længde 3,8—5 mm. 


145 


gå: Hovedets forhjørner formede som et kort, opstående, 
sammentrykt, tilspidset horn (fig. 61, a) (hos 2 er hornet be- 
tydeligt lavere og mere but i spidsen). Pronotums forrand 
fortykket, stærkt nedfaldende (hos g simpel). 

Udbredt, men sjælden (J, Ø, B). Rømø, Esbjerg, Skal- 
lingen, Horsens, Harboøre, Blokhus; Maribo, Redsle, Nysø, 
strandfælleden vest for Kongelunden, Amager fælled; Born- 
holm. På Skallingen på de nøgne, algebedækkede indervader 
sammen med Trogophloeus schneideri Gglb. og på slikholdige, 
svagt bevoksede flader ved loerne sammen med Bl. furcatus 
og spectabilis, Trogophloeus schneideri, Heterocerus flexuosus 
Steph. og Dyschirius chalceus Er. og salinus Schaum. For- 
trinsvis på strandbredder og strandfælleder, men også under- 
tiden ved søbredder. 


[Bl]. bicornis Germ. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at vingedækker og ben oftest er noget mørkere, 
at pronotum er noget mattere, og at hannens pandehorn er 
skråt afstudsede, ikke simpelt tilspidsede (fig. 61, b). Længde 
5—6 mm. 


Denne. art, der. bla... er. fundet på. Slesvigs vestkyst syd 
for Højer i lave lerbrinker i marsken, kunne muligvis også 
træffes nord for grænsen.] 


3. gruppe: 

Overlæben ikke dybt tvelappet. Mundskjoldet 
simpelt. Hovedets forhjørner i det højeste noget 
knudeformede. Pronotum med en fin, fordybet 
lænsdefure,-baghjørnerne (fig: 59,.€,/p. 137): helt 
afrundede eller lidt stumpvinklede, men ikke 
fremstående (undtagen hos Bl. longulus). Bag- 
skinnebenenes yderside mod spidsen fint tornet. 

Bl. crassicollis (i 4. gruppe) har undertiden 
midtfuret pronotum og er derfor optaget 2 steder i 
oversigten. Bl. pusillus og agricultor (i 5. gruppe), 

Victor Hansen; Rovbiller. I. 10 


146 


der undertiden kan have ganske svagt antydet 
midtfure pa pronotum og kun utydeligt frem- 
stående baghjørner på dette, er kendelige bl. a. 
ved ringe størrelse (2—2,5 mm). Bl. longulus, 
der er stillet i nærværende gruppe, har stump- 
vinklede og ofte svagt, men dog tydeligt frem- 
stående baghjørner på pronotum og er derfor op- 
taget 2 steder i oversigten. 


5. Bl. léongulus Er. Blandt de nærstående rødvingede 
arter let kendelig ved, at forkroppen er ret blank, hovedet 
betydeligt smallere end pronotum, dette kun c. ”/, bredere 
end langt, tydeligt midtfuret og kraftigt, men ret spredt 
punkteret, og dets baghjørner tydeligt stumpvinklet mar- 
kerede. Ret smal, sort, vingedækkerne røde, ofte mørke om- 
kring scutellum, følehorn og ben rødgule, de første ofte delvis 
mørkere. Vingedækkerne c. ”/, længere end pronotum, temme- 
lig kraftigt, ikke særlig tæt punkterede. Længde 3,2—3,5 mm. 

Øg: 7. bugleds bagrand i midten kun meget svagt rundet 
(hos 2 stærkere, vinkelformet) fremtrukket. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Især på halvfugtig 


sand- eller grusbund, f. eks. i klitter, på havskrænter og i 
sand- og grusgraves sider. Maj—sept. 


6. Bl. opåcus Block. Blandt de nærstående rødvingede 
arter let kendelig ved, at forkroppen er lidet blank, issen 
bagtil tværfuret, pronotum tydeligt midtfuret, ret svagt og 
fladt, temmelig spredt punkteret og dets baghjørner meget 
stumpe. Ret bred, sort, vingedækkerne røde eller gulbrune, 
mørkere langs sømmen, følehornene brunlige med lysere rod, 
benene rødgule. Hovedet noget smallere end pronotum, dette 
c. 7/, bredere end langt. Vingedækkerne over !/, gang længere 
end pronotum, temmelig kraftigt og tæt punkterede. Længde 
3,8—4,2 mm. 

åg: 7. bugleds bagrand på hver side indbuet. 


147 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). Ved sø- og åbredder, i 
sand- og grusgrave og ved stranden. April—aug. 


7. Bl. atricapillus Germ. Kendelig ved ret ringe størrelse, 
ret mat forkrop, rødligt, midtfuret, ret svagt og fladt, temme- 
lig spredt punkteret pronotum med afrundede baghjørner og 
lyse, ret lange vingedækker. Sort eller sortbrun, pronotum 
rødligt, sjældent brunligt, vingedækker, følehorn og ben gul- 
lige, de første langs sømmen og følehornene mod spidsen 
mørkere. Hovedet c. så bredt som pronotum, dette c. ”/, bre- 
dere end langt. Vingedækkerne ret fint og ikke ret tæt punk- 
terede. Længde 3—3,2 mm. 

å: 7. bugleds bagrand i midten mindre stærkt fremtrukket 
end hos 2. 


Sjælden (J, Ø). På havskrænterne langs Sydjyllands øst- 
kyst, f. eks. ved Vemmingbund; Ærø, Østlolland (i grus- 
grave), Gedser, Refsnæs og Lynæs havskrænter. Især på 
lerede havskrænter. Maj—sept. 


8. Bl. nånus Er. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at forkroppen er tydeligt blankere, hovedet lidt 
smallere end pronotum, dettes sider i forreste halvdel ikke 
parallelle, men ganske svagt: konvergerende bagud, vinge- 
dækkernes mørke sømparti bredere, oftest nående ud til eller 
over vingedækkets midte, og følehornenes spidsparti mørkere. 
Længde 2,8—3 mm. 

g: Som den foregående. 


Sjælden (J, Ø, B). På havskrænterne langs Sydjyllands 
østkyst, f. eks. ved Vemmingbund og Als sønderskov, Sønder- 
vig; Gedser havskrænt (ved et kildevæld), Nykøbing F., Øst- 
lolland, Enø; Rønne, Hasle, Onsbæk. Især på lerede hav- 
skrænter. Juni—sept. 


9. Bl. fracticérnis Payk. (fig. 62). Blandt gruppens arter 
kendelig ved, at hovedet i det højeste er lidt smallere end 
pronotum og mangler tværfure bagtil, at pronotum er ret 
kraftigt, dybt og tæt punkteret, at vingedækkerne er c. ”/, 
længere end pronotum, og at størrelsen er ret betydelig. Sort, 


30 


148 


noget blank, vingedækkerne undertiden brunrøde med mere 
eller mindre udbredt mørkt rod- og sømparti, følehornene 
brune eller brunrøde, oftest med lysere rod, benene rødgule. 
Pronotum (fig. 59, c, p. 137) kun c. /, bredere end langt. 
Vingedækkerne kraftigt og ret tæt 
punkterede. Længde 4—4,5 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand med et 
bredt og fladt indbuet parti, der 
er udfyldt med en lys, gennem- 
sigtig hinde og på hver side svagt 
stumpvinklet begrænset; 7. bug- 
leds bagrand på hver side ind- 
buet. 

Almindelig (J, Ø, B) og lidet 
bundkræsen. I halvfugtig sand-, 
grus-, ler- eller muldjord. April— 


okt. Imago er klækket "/,. Mørk- 
vingede eksemplarer er hyppigst. 


10. Bl. femorålis Gyll. Nær- 
stående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved, 
at følehornene oftest er lidt mørkere og omtrent ensfarvede 
og lårene oftest lidt mørkere, at vingedækkerne kun er c. 
1/, gang længere end pronotum, og at indbugtningen i 6. bug- 
leds bagrand hos hannen er meget bredere og på hver side 
begrænset af en ret lang tand (noget kortere og bredere end 
hos Bl. dissimilis, se fig. 63, b, p. 150). De danske eksempla- 
rer har brunsorte vingedækker. Længde 3—3,5 mm. 

Meget sjælden (J). Esbjerg (1 stk., 15/,), Breininggård øst 
for Ringkøbing (1 stk. ved et vandsted), Slettestrand (2 stkr. 
i fugtig lerskrænt, 3/,), Kettrupgård syd for Løkken (i 


antal 21/,)… I Sverige: er den fundet i;ret groft; stenblandet 
morænegrus på tiltrampede stier. 


Fig. 62. Bledius fracticor- 
Dis. 2X12. 


[Bl. procérulus Er. Nærstående til de to foregående, 
men adskilt fra dem ved mattere, kraftigere mikro-netmasket 


149 


pronotum og betydeligt kortere vingedækker, der kun er 
c."/,—"/, længere end og ikke eller kun ganske lidt bredere end 
pronotum, fra Bl. fracticornis yderligere ved ringere størrelse. 
Sort, vingedækkerne brune eller brunrøde med mørkt scu- 
tellarparti, følehornene eller deres rod og benene rødgule. 
Pronotums og vingedækkernes punktur ret tæt og ret kraftig 
og dyb. Længde 3—3,5 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand i midten med et indbuet parti, der 
er udfyldt med en lys, gennemsigtig hinde, 7. nisl bagrand 
næppe indbuet på hver side. 


Denne art er bl.a. -fundet i Skåne i juni og aug. ved 
planterødder på en sandet havskrænt, sammen med bl. a. 
Harpalus picipennis Duftschm. og anxius Duftschm., Amara 
fusca Dej. og lucida Duftschm. og Hispella atra L.] 


Åå. gruppe. 

SE rebel ikke dybt tvelappet. Mundskjoldet 
simpelt. Hovedets forhjørner i det højeste noget 
knudeformede. Pronotum som regel uden midt- 
fure, blankt, kraftigt punkteret, baghjørnerne 
helt afrundede eller lidt stumpvinklede, men ikke 
fremstående. Vingedækkerne kraftigt punkterede. 
Bagskinnebenenes yderside mod spidsen fint 
tornet. Længde 3,3—4 mm. 

Bl. crassicollis har undertiden midtfuret pro- 
notum og er derfor optaget to steder i oversigten. 
Bl. baudii, pusillus og agricultor (i gruppe 5) har 
undertiden kun utydeligt fremstående baghjørner 
på pronotum, men er mindre (2—3 mm) og har 
fint eller ret fint punkteret pronotum. 


11. Bl. crassicé&llis Lac. Blankt sort, vingedækkerne 
røde, ofte med mørkt scutellarparti, følehorn og ben rødgule, 
de første ofte lidt mørkere. Hovedet lidt smallere end prono- 


150 


tum, dette c. !/. bredere end langt, ret tæt punkteret, ad 
midtlinien oftest glat. Vingedækkerne kun lidt bredere end 
pronotum, kraftigt og ikke særlig tæt punkterede. Længde 
3,3—3,8 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand med et bredt, indbuet parti, der 
er udfyldt med en lys, gennemsigtig hinde og på hver side 
begrænset af en kort, spids tand (fig. 63, a). 


| a. crassicollis / 


6 dissimilis 


Fig. 63. Bledius &, de sidste bugled. h: den lyse hinde i indbugt- 
ningen af 6. bugleds bagrand. 


Eksemplarer med antydet, fordybet midtfure adskilles let 
fra Bl. longulus ved bredere hoved, fra Bl. opacus ved mindre 
stærkt tværbredt, meget blankere pronotum og ikke tværfuret 
hoved og fra Bl. fracticornis ved betydelig kortere vinge- 
dækker. 


Sjælden (J, Ø, B). Haderslev, Kragelund ved Århus (i fug- 
tige skrænter ved en teglværksgrav), Randers, Ålborg; Fyn, 
Thoreby på Lolland (i grusgrav), Møens klint, Amager fælled 
(langs grøftekanter), Malmmosen (på leret-gruset bund), 
Nærum overdrev, Allerød (på leret-gruset skrænt); Hasle. 
Marts—sept., i antal i juli. 


12. Bl. dissimilis Er. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten (under nr. 30) nævnte 
kendemærker samt ved, at vingedækkerne gennemgående er 
lidt tættere punkterede og hannens sekundære kønsmærker 
afvigende. Vingedækkerne er undertiden helt eller overvej- 
ende sorte. Længde 3,3—3,8 mm. 

åg: Som den foregående, dog er indbugtningen på hver 
side begrænset af en lang, slank, lidt opadkrummet tand 
(fig. 63, b). 


151 


Sjælden (J, Ø). Udbredt på havskrænterne og i lergrave 
langs Sydjyllands østkyst, f. eks. ved Vemmingbund, Juels- 
minde, Slettestrand; Gedser havskrænt, Enø havskrænt. Juni 
—aug. 


13. Bl. cribricéllis Heer. Ligeledes nærstående til Bl. 
crassicollis, men let adskilt fra den — såvelsom fra alle vore 
andre arter — ved, at pronotum i bunden er glat, uden nogen 
mikrochagrinering. Pronotum er betydelig mere spredt punk- 
teret end hos de to foregående. Vingedækkerne klart røde, 
ofte med et lille, mørkt scutellarparti, kortere end hos Bl. 
dissimilis, men rigeligt så lange som hos Bl. crassicollis (c. ?/, 
længere end pronotum) og punkterede omtrent som hos 
denne. Længde 3,5—4 mm. 

åg: Som hos BI. crassicollis, dog er sidetænderne ganske 
lidt længere (men meget kortere end hos Bl. dissimilis). 

Hidtil kun fundet på Thurø (2 stkr., 2?/, 1917). Arten er 


i Tyskland fundet ved vandgrave med lerede skråninger. 
April—aug. 


od. gruppe. 

Adskilt fra 4. gruppe ved, at pronotum har 
fremspringende baghjørner (hos Bl. baudii, pu- 
sillus og pygmaeus dog undertiden noget utyde- 
ligt) og er ret mat eller dog mindre blankt og 
fint eller ret fint punkteret, og at vingedækkerne 
er ret fint eller dog mindre kraftigt punkterede. 
Længde 2—4 mm. 


14. Bl. erråticus Er. Blandt de rødvingede arter let 
kendelig ved det ret matte, kraftigt mikro-netmaskede, spredt 
og yderst svagt punkterede, i midtlinien ufurede pronotum, 
hvis baghjørner er fremspringende og næsten retvinklede, og 
de fint og ikke ret tæt punkterede vingedækker. Sort, pro- 
notum undertiden brunligt, vingedækkerne rødlige, oftest 
mørkere fortil og langs sømmen, følehornene brunlige med 
lysere rod, benene rødgule. Pronotum (fig. 59, d, p. 137) c. 7/, 


152 


bredere end langt, bredest fortil. Vingedækkerne rigeligt 
1/, gang længere end pronotum. Længde 3,5—4 mm. 
å: 7. bugleds bagrand på hver side svagt indbuet. 
Temmelig sjælden (J, Ø, B). Udbredt på havskrænterne 
langs Sydjyllands østkyst, f. eks. ved Vemmingbund, Sønder- 
skov på Als og Halk, Hyby strand, Marselisborg skrænt, 
Bolbjerg, Løkken; Trappeskov skrænt på Ærø, Møen (under 


klinten og i grusgrave), Allerød (på leret-gruset skrænt), 
Lynæs, Tisvilde; Nexø strandbred. Juni—aug. 


15. Bl. baudii Fauv. Kendelig på den ret ringe størrelse, 
det kraftigt mikro-netmaskede, spredt og meget svagt punk- 
terede, ikke eller kun antydet midtfurede pronotum med som 
regel tydeligt fremspringende, omtrent retvinklede baghjørner, 
og de mørke vingedækker, der er c. ”/, gang længere end pro- 
notum. Sort, vingedækkerne brunsorte, undertiden brunrøde, 
tølehornene brunlige, med lysere rod, benene brungule, lårene 
oftest mørkere. Hovedet kun meget lidt smallere end pro- 
notum, dette kun meget lidt bredere end langt, bredest fortil. 
Vingedækkerne temmelig tæt og ikke ret kraftigt punkterede. 
Længde 2,5—3 mm. 

å: Omtrent som den foregående. 

Arten er let kendelig fra de andre små eller ret små arter. 
Fra de to følgende adskilles den ved længere vingedækker, 
fra Bl. tibialis ved ganske anderledes formet og skulpteret 
pronotum og kortere, mindre. tæt punkterede og behårede 
vingedækker, fra Bl. atricapillus ved meget mørkere pronotum 
og vingedækker og fra Bl. nanus ved tydeligt markerede bag- 
hjørner på det ikke eller kun antydet midtfurede pronotum. 

Meget sjælden (J). Hidtil kun fundet på Skallingen, ved 
Vejrs og ved Nørre Nebel. På Skallingen er den fundet i 
selskab med Bl. opacus og longulus på klitrækkens læside, på 


beskyttede og skyggefulde steder, hvor overfladen ikke ud- 
tørrer altfor hurtigt. Aug.—sept. 


16.. Bl. pusillus.: Er, Denne (og .den. følgende; ervore 
mindste arter og yderligere kendetegnede ved spredt og svagt 
punkteret pronotum og korte, ret fint og spredt punkterede 


153 


vingedækker. Sort eller brunsort, vingedækker, følehorn og 
ben rødgule, følehornene mørkere mod spidsen. Hovedet kun 
ganske lidt smallere end pronotum, dette c. !/,—"/, brederé 
end langt, bredest fortil, i midtlinien ikke eller svagt længde- 
furet, baghjørnerne oftest kort stumpvinklet fremspringende. 
Vingedækkerne næppe eller kun lidt længere end pronotum 
og kun meget lidt bredere end dette, bagud betydeligt ud- 
videde. Længde 2—2,5 mm. 
gå: Omtrent som hos Bl. erraticus. 


Meget sjælden (J, Ø). Halk havskrænt, Fanø; Lynæs og 
Refsnæs havskrænter. Maj—juni, aug. 


17.-B1: agricultor- Heer (pygmaeus Ganglb., Reitter, 
Joh. nec Er.). Meget nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at vingedækkerne oftest er mindre stærkt udvidede 
bagud. Vingedækkerne er som regel sortbrune eller brune, 
kun sjældent lidt lysere. Længde 2—2,5 mm. 

åg: Omtrent som hos Bl. erraticus, dog er det fremtrukne 
midtparti mellem sideindbugtningerne undertiden i spidsen 
ganske svagt indbuet. 

Hidtil kun fundet i Hvorup bakker nord for Nørresundby, 


i antal i halvfugtige sandskrænter, tildels sammen med BI. 
longulus og oøpacus, "/, 1895. 


[Bl. pygmaeus Er., der står Bl. agricultor yderst nær, 
men vistnok er artsforskellig fra denne, adskiller sig fra. Bl. 
agricultor ved, at vingedækkerne er endnu kortere, bagud 
tydeligere udvidede, røde eller rødgule med mørkere søm, og at 
pronotum er smallere. Fra Bl. pusillus angives Bl. pygmaeus 
at adskille sig ved smallere og kortere vingedækker. Bl. pyg- 
maeus er bl. a. fundet ved Berlin.] 


6:"'gruppe. 
Overlæben i midten med en lidet dyb indbugt- 
ning. Mundskjoldet simpelt. Hovedets forhjørner 


154 


i det højeste noget knudeformede. Pronotums 
midtlinie med en fin, fordybet længdefure, bag- 
hjørnerne tydeligt, omend ofte meget kort, stump- 
eller retvinklet fremstående (fig. 59, b, p. 137). 
Vingedækkerne sorte. Længde 3—5 mm (de dan- 
ske arter 3—4,8 mm). 

Bl. baudii og agricultor (i 5. gruppe) kan un- 
dertiden have en ganske svagt antydet midtfure 
på pronotum, men udmærker sig bl. a. ved ringe 
størrelse (henholdsvis 2,5—3 og 2—2,5 mm). 


18. Bl. filipes Sharp (pållipes Schiødte, Joh., Benick 
nec Kraatz, Ganglb., Reitter, Horion). Den mindste og 
slankeste art i gruppen, med bagtil lidt mindre tilsmalnet 
pronotum og finere og ofte lidt mere åben mikro-netmaskning 
på bagkroppen, yderligere kendelig fra Bl. terebrans og de- 
fensus ved mørk følehornskølle og svagere punktur på pro- 
notum og fra de andre arter i gruppen ved kun svagt tvær- 
bredt pronotum. Sort, følehorn og ben rødgule, de første mod 
spidsen brune eller sorte. Pronotums punktur svag og ret 
spredt, baghjørnerne svagt stumpvinklet fremtrædende. Vinge- 
dækkernes punktur tæt og ret fin. Længde 3—3,6 mm. 

åg: 7. bugleds bagrand på hver side indbuet, i midten 
stumpvinklet fremtrædende. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). I fugtige sand- 
skrænter eller -brinker ved havet, søer og åer eller i sand- 
og grusgrave. Maj—sept. 


19. Bl. térebrans Schiødte. Let kendelig fra Bl. defensus 
ved ret spredt punkteret pronotum og fra de øvrige arter i 
gruppen ved den rødlige følehornskølle, fra Bl. filipes yder- 
ligere ved de under denne anførte kendemærker samt ved 
manglende issegrube, stærkere afsatte, omtrent retvinklede 
baghjørner og lidt stærkere rundede sider på pronotum 
(fig. 59, b, p. 137) samt forholdsvis lidt kortere, grovere punk- 


N 


155 


terede vingedækker og fra de tre følgende arter ved noget 
smallere form. Følehornene rødlige, på midten ofte lidt mør- 
kere. Pronotums punktur ret spredt, lidt kraftigere end hos 
Bl. filipes. Længde 3,5—4 mm. 

åd: Som den foregående. 


Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Især i sandede 
åbrinker og grøftesider. Juni—juli. 


20. Bl. rastéllus Schiødte (?Yfuscipes Rye). Bredere end 
de to foregående med stærkere tværbredt pronotum, fra Bl. 
filipes yderligere adskilt ved de under denne anførte kende- 
tegn, fra Bl. terebrans yderligere ved mørk følehornskølle, 
oftest lidt svagere afsatte, mere stumpvinklede baghjørner 
på pronotum samt lidt tættere og lidt mindre dyb punktur 
på vingedækkerne. Benenes farve oftest noget mørkere end 
hos de to foregående. Pronotums punktur omtrent som hos 
Bl. terebrans. Længde 3,5—3,8 mm. 

å: Som hos BI. filipes. 

Sjælden (J, Ø, B). Fanø (i klitlavninger), Skallingen (i 
lavninger bag klitterne, på lidt ophøjede steder, hvor sandet 
ofte er let blandet med humus), Vandet sø i Thy, Klitmøller, 


Blokhus, fra Råbjerg til Skagen; Bøtø; Neksø. Især ved 
stranden på fugtig, sandet klit- eller hedebund. Juni—sept. 


21. Bl. larséni Victor Hansen. Meget nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den såvel som fra gruppens andre 
arter, undtagen Bl. vilis, ved betydeligere størrelse; fra Bl. 
filipes yderligere kendelig ved bredere form, lidt mørkere ben, 
stærkere tværbredt pronotum, med stærkere afsatte, ret- 
vinklede baghjørner og lidt mindre fin punktur, fra Bl. tere- 
brans ved bredere form, mørk følehornskølle og lidt tættere 
og lidt mindre dyb punktur på vingedækkerne, og fra Bl. 
rastellus ved lidt mindre stærkt tværbredt pronotum med 
kraftigere afsatte, retvinklede baghjørner og lidt slankere 
følehorn. Længde 4,3—4,8 mm. 

Øg: 7. bugleds bagrand på hver side lidt indbuet. 


Hidtil kun fundet i Sydjylland. Endrupholm (i antal i 
skrænter af sort muldjord ved Sneum å i selskab med Bl. 


156 


terebrans), Nørholm (ved Varde å), Faurfeld bæk, Nørre å 
(ved Oksenvad). Maj, juli—sept. 


De danske eksemplarer af arten synes at være vel adskilt 
fra Bl. rastellus. Undersøgelser (foretagne af P. Breddin) af 
et større mellemeuropæisk materiale af herhenhørende former 
synes imidlertid at tyde i retning af, at der kun foreligger 
een fra sted til sted og efter forskellige bundforhold stærkt 
varierende art. Mulig er det da denne art (eller formkreds), 
der bør betegnes pallipes Grav. 


22. Bl. defénsus Fauvel. Let kendelig fra gruppens andre 
arter ved pronotums kraftige og tætte punktur og (bortset 
fra Bl. terebrans) ved omtrent ensfarvet rødlige følehorn. 
Iøvrigt nærstående til sidstnævnte art, men afvigende ved, 
at pronotums sider er lidt mindre rundede og dets midtfure 
lidt kraftigere, og at vingedækkernes punktur og behåring er 
noget tættere. Længde 3,5—3,8 mm. 

åg: Omtrent som hos BI. filipes. 

Meget sjælden (J, Ø). Hidtil kun fundet på Møens klint 


(i okkergult, grusblandet sand på havskrænten) og på Gra- 
venshoved havskrænt. Maj, juli—sept. 


[Bl]. vilis Måkl. Større end nogen af de andre "arter i 
gruppen. Iøvrigt meget nærstående til Bl. larseni, men adskilt 
fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Længde 
4,95—595,9 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Oldenburg på sandet 
flodbred, kunne, omend ikke særlig sandsynligt, måske træffes 
også her i landet.] 


ag ogruppe. 

Adskilt fra 6. gruppe ved bagtil meget stærkt 
og brat indsnævret pronotum (fig. 59, a, p. 137), 
slankere, mere fremstrakte kindbakker og gul- 
tegnede vingedækker. Følehornene med ret tyde- 
ligt afsat, treleddet kølle. 


157 


23. Bl. arenårius Payk. Sort, vingedækkerne strågule, 
rød øg søm sorttegnede i varierende udstrækning, så at under- 
tiden kun spidsranden er gul, følehøorn brune eller brunsorte, 
med lysere midtparti, benene brungule med mørkere lår. 
Hoved øg pronotum mikrø-netmaskede, svagt glinsende. 
Overlæben simpel, mundskjøldets førhjørner med en lille, 
fremspringende, blank knude. Pronotum (fig. 59, a, p. 137) 
bredere end høvedet, punkturen spredt, fin øg lidet dyb. 
Vingedækkerne c. ”/, længere end pronotum, fint og ret tæt 
punkterede, behåringen meget kort, rimagtig. Bagskinne- 
benenes yderside i spidshalvdelen med c. 4 torne. Længde 
3—3,5 mm. 

Arten varierer betydeligt i farve, størrelse og skulptur. En 
stør form med kraftigere netmaskning og punktur øg kun 
langs bagranden gule vingedækker er udskilt som var. sub- 
niger Schneider (secerdéndus Jøy), men er vistnøk ikke 
artsforskellig fra hovedføormen. 

Udbredt og ikke ret sjælden (J, Ø, B). På sandede strand- 
bredder (på plantebare pletter med konstant fugtighed) og 
i fugtige klitlavninger; sjældent inde i landet. Maj—aug. Var. 
subniger forekommer blandet med hovedføormen, men angives 
at foretrække mørkere, navnlig humusblandet, sandbund. 


8. gruppe. 

Overlæben dybt tvelappet (fig. 60, p. 138). 
Kindbakkerne slanke, stærkt fremstrakte. Mund- 
skjoldet simpelt. Hovedets forhjørner kun svagt 
knudeformede. Vingedækkerne sorte eller blå. 


24. Bl. subterråneus Er. Minder i udseende en del om 
arterne i 6. gruppe, men adskiller sig fra dem, foruden ved 
den dybt tvelappede øverlæbe, ved de meget fint punkterede 
vingedækker, der er c. døbbelt så lange som proønotum, og 
det brunlige følehøornsrødled. Sørt, hoved øg pronøtum ret 
smalle, følehørnene brunlige, benene brungule, lår og for- 
skinneben ofte mørkere. Pronotum mindst ”/. bredere end 


158 


langt, tydeligt mikro-netmasket, meget svagt og ikke ret 
tæt punkteret, med fin midtfure og fremtrædende, oftest om- 
trent retvinklede baghjørner. Vingedækkerne betydeligt bre- 
dere end pronotum, meget fint og ret tæt punkterede. Længde 
3,3—4,2 mm. 

gå: 7. bugleds bagrand på hver side meget svagt indbuet. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Nørre å (ved Oksen- 
vad), Grejsdalen, Varde å (ved Nørholm), Langesø ved 
Bryrup, Borum bæk, Lilleå (ved Nørre Vosborg), Hald sø, 


o 


Karup å; Odense, Lellinge å, Københavns omegn. Især i 
sandede å- og søbredder. Juli—sept. 


25. Bl. tålpa Gyll. Let kendelig fra alle vore andre arter 
ved de mørkeblå vingedækker. Sort, vingedækkerne mørkt 
metalblå, fødderne rødlige. Hoved og pronotum matte, ret 
kraftigt mikro-netmaskede. Pronotum bredere end hovedet, 
c. 1/, bredere end langt, bagtil stærkt indbuet tilsmalnet, 
punkturen spredt og yderst svag, midtlinien yderst fin, glat, 
men ikke tydeligt fordybet, baghjørnerne retvinklede. Vinge- 
dækkerne c. ”/. længere end pronotum, ret langt, lyst, stærkt 
hvirvlet behårede, ret tæt og kraftigt punkterede. Bagskinne- 
benene udvendig ved spidsen med en enkelt torn. Længde 
4,5—5 mm. 

&: 7. bugleds bagrand på hver side svagt indbuet. 

Sjælden og stedegen (J, Ø). Langesø ved Bryrup, Mossø, 
Venge sø, Lerbæk å, Elling å, Sletteå, Blokhus; Furesø, 
Esrom sø, Tisvilde m. fl. st. På sandede bredder og i lave 


brinker ved søer og åer. Maj—aug. Larver, pupper og imagines 
er fundet sammen i antal %/, og 72", 


26. Bl. tibiålis Heer. Let kendelig ved pronotums form 
og skulptur. Sort, hoved og pronotum matte, følehornene 
brune eller brunsorte, benene brungule med mørkere lår. 
Hovedet lidt smallere end pronotum. Pronotum rigeligt "/, 
bredere end langt, bredest bag midten, fremefter svagt, 
bagud stærkt og ret brat, rundet tilsmalnet, mat, yderst 
fint og tæt punktuleret, men uden tydelige, større punkter 


159 


eller mikro-netmaskning, med yderst fin eller utydelig midt- 
fure og fuldstændigt afrundede baghjørner. Vingedækkerne 
over ”/, længere end pronotum, meget fint og tæt punkterede, 
med tæt, kort, rimagtig behåring. Længde 2,5—2,7 mm. 

åg: 7. bugleds bagrand på hver side svagt indbuet. 


Hidtil kun fundet på Bornholm ved Hasle og Sorthat, i 
lerskrænter i selskab med Bl. nanus. Aug.—sept. 


5. underfamilie Oxyporinae. 


Nærstående til den foregående underfamilie 
(Oxytelinae, p. 95), men adskilt fra den ved, at 
læbepalpernes endeled er meget stort, tværbredt, 
halvmåneformet (fig. 17, p. 21), og at mellem- 
hofterne er meget bredt adskilt fra hinanden. 

Kun 2 danske, 7—12 mm lange, sort og rød- 
gult tegnede arter. 


1. Oxyporus Fabr. 


Kroppen bred, hvælvet. Hovedet stort, kind- 
bakkerne langt fremstående. Følehornene korte 
og kraftige, fladtrykte, mod spidsen udvidede. 
Skinnebenene børsteklædte, fødderne med kort 
1.led og langt kloled. 


Arterne lever både som larve og imago i svampe. 


Oversigt over arterne. 


1 Bronte øde Tr 540 KS Sæde heden se £-råfus, 
Pro SOE SE ES ARN 2. maxillosus. 


1. O. rufus L. (fig. 22, p. 24). Blank, sort, pronotum, en 
stor skulderplet på vingedækkerne, bagkroppens forreste del, 


160 


følehorn og ben rødgule, lårenes rod ofte mørk. Hovedet 
mindst så bredt som pronotum, ligesom dette uden tydelig 
punktur. Vingedækkerne med en punkteret sømstribe og 2 
punkterede, uregelmæssige længdestriber, iøvrigt spredt punk- 
terede, indenfor skulderen med et længdeindtryk. Længde 
7—11 mm. 

å: Hovedet større. 5. og 6. bugleds bagrand svagt og bredt 
indbuet. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I skove, i padde- 
hatte ofte i antal. Juni—aug. 


2. O. maxilléåsus Fabr. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved farven og ved, at pronotum fortil 
har et tværindtryk. Gul, hoved, pronotum og en stor plet 
på vingedækkernes ydre baghjørne samt oftest brystet sorte. 
Hoved og pronotum ofte hvert med to små, lyse pletter. Un- 
dertiden er hele bagkroppen (var. angulåris Gebl.) eller til- 
lige lårene (var.schønhérri Mann.) sorte. Længde 8—12 mm. 

gå: Som den foregående. 


Hidtil kun fundet i Jylland, især i skove langs højde- 
ryggen. Jels skov, Estrup skov, Silkeborg-egnen, Frijsenborg, 
Lindum skov, Rold skov. I paddehatte, ofte i antal, varie- 
teterne sjældnere. Juni—sept. 


6. underfamilie Sténinae. 


Kroppen langstrakt, noget cylindrisk. Hovedet 
fremstrakt, bagtil indsnøret, mundskjoldet sam- 
menvokset  medupanden, øjnene . meget""støre, 
stærkt: hvælvede (fig: 8, p:20, fie: 23;-p-25-08 
fig. 79, p. 192). Følehornene 11-leddede, ret korte 
og tynde, med mere eller mindre tydeligt afsat, 
3-leddet kølle, indleddede frit på panden, mel- 
lem øjnene (fig. 8),. kæbepalpernes 1. led ret 
langt, .c. halvt så langt. som: 2: led, endeleddet 


161 


yderst lille, ofte næppe synligt. Pronotum som 
regel ikke bredere end langt, uden sidekanter. 
Vingedækkerne uden eller med ganske smalle, 
lineære sidedækker. Bagkroppen enten med kan- 
lede ”sider seller "ukantet::og trind; 7. frie rygled 
ved en dyb udskæring delt i 2 tilspidsede side- 
stykker, mellem hvilke 8. frie rygled fremtræder. 
Forbrystet kitiniseret, åndehullerne dækkede af 
epimererne. Hofterne ret små, forhofterne kort 
tapformet fremstående, baghofterne tapformet 
bagudragende, uden synlig yderplade, adskilt ret 
bredt fra hinanden. Benene slanke, bagbenenes 
hofteringe små, skinnebenene udvendigt uden 
torne, fødderne 5-leddede. 

Steninerne er let kendelige fra alle de andre 
underfamiliers arter ved deres ejendommelige 
habitus (se f. ekst 68:23; p. 25). De' fleste "arter 
lever på fugtig bund. 

70 danske arter af størrelse 2—7 mm. 


Oversigt over slægterne. 


1. Øjnene så store, at tindingerne helt eller næsten 
helt”er forsvundne (fS p;2UR SAS 1;-'Stenus, 
Tindingerne mindst halvt så lange som øjet 
2: DFanoUus-(p..217). 


1.5Sfenus' Latr. 
Øjnene meget store, hvælvede, tindingerne helt 
eller næsten helt forsvundne. 1.—4. frie rygled 
ofte fortil hvert med 1—4 længdekøle. Benene 


Victor Hansen ; Rovbiller. I. TE 


162 


oftest slanke, føddernes 3. og 4.led undertiden 
svagt eller stærkt og dybt tvelappede. 7. bugleds 
spids med 2 meget fine, utydelige hår. 

Slægten udmærker sig ved underlæbens byg- 


Fig. 64. Stenus. Tungen. 
str: strube. h: hage. tsk: 
tungeskede. tst: tunge- 
støtte. t: tunge. s: tungens 
sidelapper. 1: læbepalper. 


ning og tungens udskyde- 
lighed. På den indvendige 
del af hagen er fæstet et 
langt rør, tungeskeden; ind- 
krænget i denne sidder en 
næsten ligeså lang tunge- 
støtte, der i spidsen bærer 
tungen med dens to side- 
lapper og læbepalperne. 
Ved et tryk på hovedets 
underside kan tungeskeden 
skydes frem og samtidig 
stødes den indkrængede 
tungestøtte ud. Når tryk- 
ket ophører, trækker begge 
dele sig atter tilbage. På 
dræbte dyr er de nævnte 


dele ofte helt udskudt (fig. 64). 

Hannen, hvis bagkrop ofte er slankere end 
hunnens, er iøvrigt kendelig ved en indbugtning 
eller indskæring i midten af 6. bugleds bagrand, 
ofte tillige ved særlige kendemærker på de andre 
bugled eller på bagbrystet eller ved fortykkede 
lår, indvendig tandformet mellem- eller bag- 
skinnebensspids (fig. 70), eller en, ofte meget fin, 
torn indvendig ved eller nær ved spidsen af 
mellem- eller bagskinnebenene (i det følgende 


163 


betegnet som spidstorn) (fig. 66, 68, 71 og 74). 
Disse sekundære kønsmærker er ofte af værdi 
" ved adskillelsen af nærbeslægtede arter. Også 
hannens parringsorgan, der er kraftigt kitiniseret 
og let at udpræparere, især på friske eksem- 
plarer, frembyder for nogle arter vigtige kende- 
tegn, og enkelte arter er det hidtil ikke lykkedes 
at adskille med sikkerhed på anden måde. Hos 
nogle arter (f. eks. St. tarsalis, similis og cicinde- 
loides) er hannen betydeligt sjældnere end 
hunnen. 


Næstefter slægten Atheta er Stenus vor artrigeste rov- 
billeslægt. Hidtil er 69 arter fundet i Danmark. De fleste 
lever på fugtig bund, enkelte dog på tør eller ret tør sand- 
bund (f. eks. St. atratulus) eller på høj, gruset eller sandet 
bund (f. eks. St. ater og geniculatus); St. vafellus foretrækker 
kompostbunker og St. aterrimus lever hos myrer. Mange arter 
træffes løbende hurtigt fremme om dagen i varmt solskins- 
vejr, nogle går op i vegetationen, især henad aften, og kan 
da ketses. Iøvrigt indsamles arterne bedst ved sigtning om 
foråret eller efteråret af sande løv og mos ved sø- og åbredder, 
i moser og enge. 


Oversigt over underslægterne. 


1. 4. fodled ikke eller kun lidt bredere end 2. led, 
ikke tvelappet (fig. 65 og 66), i modsat fald er 
lapperne højst halvt så lange som leddet og klo- 
leddet for langt den største del ragende ud over 
lapperrnes bagtand (18: 607-889 LE bi TES ds a. 

4.fodled dybt tvelappet, tydeligt bredere end 
2.led, lapperne langt over halvt så lange som 
leddet, kloleddet kun med c. halvdelen eller 
lidt derover ragende ud over lappernes bagrand 
Us FAR SE: SERENE SES SEERE SN IA 4. 

2. Bagkroppens sider ukantede, undertiden dog fortil 
utydeligt kantede (som fig. 90 og 91, p. 203—4). 


1 


164 


Bagfødderne meget kortere end bagskinnebenet, 
1.led højst så langt som kloleddet. Længde 
sr NS DN KENN GS SN NSSS SE 3. Tésnus (pp. TOSE 
Bagkroppens sider med tydelig kant (fig. 23, 


65 
Kr 67 68 69 
jeg 600p5 j 
argu> , carbon. brunni- 
| | i 
cicindel. PU & 
impre3>s. 
70 gr 
71 bino- 
lalu5 . 


72 


Fig. 66—69 og 71—74. Venstre bagben, g. Fig. 70. Venstre 
mellemben, gg. Stenus. 


p: 25, og fig. 79, p. 192), undertiden er kan- 

ten dog noget utydelig (St. fuscipes og argus) 3. 
3. Bagfødderne kun lidt kortere end bagskinnebenet, 

1. led tydeligt — oftest meget — længere end 

kloleddet (fig. 23, p. 25, og fig. 65). Bagkrop- 

pens 3 første frie rygled enten med en længde- 


165 


midtkøl fortil eller ukølede. Længde 3—7 mm 
f:"Stenus, 
Bagfødderne meget kortere end bagskinnebenet, 
led e; så langt som kloleddet (fig. 66 og 79, 
p. 192). Bagkroppens 3 første frie rygled oftest 
fortil med 1 eller 4 korte længdekøle, sjældent 
ukølede. Længde 1,7—4,5 mm .. 2. Néstus (p. 179). 
4. Bagkroppens sider ukantede (fig. 90 og 91, p. 203 
og 204), undertiden dog fortil utydeligt kantede. 
Længde 2,5—5,8 mm ..... 4. Hypoåstenus (p. 198). 
Bagkroppens sider med tydelig kant (som fig. 23, 
p. 25, og fig. 79, p. 192), sjældent (St. pallipes) 
Be BRL HENTER ESS ede » ad: 
5. Bagfødderne kun c. eller lidt over halvt så lange 
som bagskinnebenet, 1. led c. så langt som klo- 
leddet (fig. 73). Længde 3—6 mm 
5. Hemistenus (p. 206). 
Bagfødderne tydeligt over halvt så lange som bag- 
skinnebenet, 1.led tydeligt længere end klo- 
leddet (fig. 74). Længde 3—4,5 mm 
EP aråasterus 4p: 213). 


1. underslægt Sténus s. str. 


4. fodled simpelt, ikke tydeligt bredere end 2. 
" eller 3. led, bagfødderne slanke, kun lidt kortere 
end bagskinnebenet, deres 1. led betydeligt (hos 
St. fasciculatus og aterrimus dog kun lidt) læn- 
gere end kloleddet. Bagkroppens sider tydeligt 
kantede. 

De sekundære kønsmærker på benene og 
navnlig på bugleddene er af værdi for adskillel- 
sen af flere af arterne, jir, oversigten nedenfor 
168. 


166 


Oversigt over arterne!), 


1. Hvert vingedække med en rund, rødgul plet ... 2 
Vingedækkerne ensfarvet sorte 133 LIS SEE 5. 
2. Benene REEVES 2 SES SETS see EEG 3 
Benene delvis rødgule. eller føde, 008 er mir 4. 
3. 2. kæbepalpeled med rødgul rod ...... 1. biguttåtus, 
2. kæbepalpeled ensfarvet sort ...... 2. bipunctåtus. 
4. Bagkroppens rygled uden længdekøl. Smallere og 
mindre, 4—4 5 ØRE. ESKE el 3. guttula. 


Bagkroppens 1.—4. frie rygled ved roden med en 
længdemidtkøl. Længde 6—7 mm... 4. bimaculåtus. 


5% Bagkroppens rygled uden lfængdekøl . 23; 6. 
Bagkroppens 3 eller 4 første frie rygled ved roden 
med en lænede 5 87 Tre tee i: 


6. Skinnebenene rødgule med lidt mørkere rod og 
spids. Kroppen tydeligt, hvidligt behåret 
5. fossulåtus. 
Skinnebenene brune eller brunsorte. Kroppen kun 
meget utydeligt behåret 7... 5 6. atérrimus. 
7. Mindre, 3—3,5 mm. Hovedet c. så bredt som 
vingedækkerne, disse langs sømmen kun c. så 
lange som pronotum. Benene brunsorte, oftest 
med. krsere! Brod KS SNORE GG 11. proditor. 
Større, 4—6 mm, i modsat fald (St. fasciculatus) 
er hovedet betydeligt smallere end vingedæk- 
kerne og disse langs sømmen tydeligt længere 


Dr arr LD + 5: BØRSENS ERR BEN SNE IRENE ERE JS EDER ÆT Je 8. 
BB. BEDER SEE SE 1 FE SR ERE KRAG AAEN ERE 9; 
Benene helt eller delvis rødlige eller brunlige... 14. 
9. Vingedækkerne langs sømmen tydeligt længere 
nd BEDES SIGER FOSSER EEN ek ES ARVER 10. 
Vingedækkerne langs sømmen ikke eller næppe 
kengere end pronenn .5 RSnELE FS SETS 13, 
10. Hovedet kun meget lidt, c. !/,, smallere end vinge- 


dækkerne: Længde 56 Man 2 DER BER SE FØJA ET: 


1) Jfr. endvidere oversigten nedenfor p. 168. 


11. 


12. 


13. 


14. 


15. 


16. 


14 


167 


Hovedet noget, c.”/,, smallere end vingedækkerne. 
banede S35— RE, 2100 13 0 as NER er 12: 

Bredere. Pronotum ikke eller næppe længere end 
bredt. Vingedækkerne tilsammen omtrent ”/, 
bredere end langs sømmen lange. Længde 5,5— 
ENES SS SER Es nes rd KR se I« Jono. 

Smallere. Pronotum lidt længere end bredt. Vinge- 
dækkerne tilsammen kun meget lidt bredere end 


langs sømmen lange. Længde 5—5,5 mm .. 8. åter. 
Større, 4,2—4,8 mm. 1. bagfodsled c. ”/, gang læn- 

feretend Rille OX II ea serne 9. longitårsis. 
Mindre, 3,5—3,8 mm. 1. bagfodsled kun lidt læn- 

ere end Kloleddet 10 EDIT dean, fasciculåtus. 


Større og bredere, 5,5—6 mm. Pronotums og 
vingedækkernes punktur kraftigt rynket calcaråtus. 
Mindre og smallere, 4—5 mm. Pronotums og 
vingedækkernes punktur ikke tydeligt rynket 
10. excubitor. 
Vingedækkerne tilsammen omtrent "/, gang bredere 
end pronotum, langs sømmen omtrent ”/, læn- 
gere end pronotum. Kæbepalpernes 3. led brunt, 
benene brune eller brunsorte med lysere inderste 
lårhalvdel. Længde 4,5—4,6 mm .... 16. scrutåtor. 
Vingedækkerne tilsammen kun c. ”/, bredere end 
pronotum, langs sømmen i det højeste c. ”/, læn- 
seere end pronotum ss 157.25 me Rub Rk. 
Pronotum langs midten af forranden med et ganske 
smalt, meget blankt parti, hvis punktur er be- 
tydeligt finere og mere spredt end pronotums 
punktur iøvrigt. Kæbepalpernes 3. led rødgult 
BE BENET 05 REN sa OSL elser KJ res 14. roågeri. 
Pronotum uden noget sådant parti fortil....... 16. 
Kæbepalperne rødgule. Længde 5—5,5 mm 
| 12 glavicornis. 
Kæbepalpernes 3. led og oftest spidsen af 2. led 
BED 5 TS SL DTS isse SE MEN ES SR stn 4: 
Forkroppen blank, punkturen ret tæt, især på 


168 


vingedækkerne med blanke mellemrumsflader. 

Større, Æ5—5 MRS 4 22 BIN FRR GAGE 15-Fustråtor: 
Forkroppen lidet blank, punkturen yderst tæt, så 

at mellemrummene overvejende er indskrænket 

til smalle rynker. Mindre, 4—4,2 mm 12. sylvéster. 


Oversigt over hannerne til arterne nr. 7-16 
(ensfarvede arter med midtkølet bagkrop). 


1.—4. bugled med en længdemidtkøl ........ 1:30 HØ 
1.—4. bugled uden kengdemidtkøl 31444 54 ad 2. 
Bagskinnebenene bag midten med en knude 

(1 JO ETAS SEES RAE klon E NE era ke, ER SEERE 3. 
Bagskinnebenene uden sådan knude 07768354 Å. 
b-busled. fortil med 2. kander 1 SS 8. åter: 
6. bugled uden sådanne knuder ......... calcaråtus. 
Baglårene indvendig med lang behåring........ od. 
Baglårene uden lang behåret. 235720 AG rå 


5. bugleds indtryk i midten med en længdekøl 
15. Justråtor: 
dbugleds mdfryk-uden midtkøl. 7.7 5230 80 6. 
1.—4. bugled simple. 5. bugleds indtryk lidet dybt, 
punkteret undtagen helt bagtil, sidekølene og 
bagrandens indbugtning svagere .. 13. clavicornis. 


od 


USE: alter 


Fig. 75—76. Stenus. Venstre bagben, g. 


4., oftest også 1.—3. bugled med glattet midtparti 
og lang sidebehåring. 5. bugleds indtryk dybt, 
spejlblankt, sidekølene og bagrandens indbugt- 
hine Aaen 1 ale SNE AN RER 14. rågeri. 


169 


7. 4. bugled med et glat, på hver side kølformet be- 
grænset midterindtryk. Baglårene indvendig nær 
roden med en ganske lille, spids tand 9. longitårsis. 


As bueled ude sidekøles es kam stik jones EDER 8. 
8. Baglårene indvendig nær roden med en slank, spids 
EN SN SANDERS ES POTERNE DEDE HR BESES BERNER 12. sylyæster: 
Bodilsker Nar RARE hekse. Så ak, 
9. 5. bugleds bagrand bagtil på hver side af indbugt- 
ningen tandformet fremspringende 18503: . es 10: 
5. bugleds bagrand ikke tandformet fremsprin- 
ERE SA RE Har Eg AE RER rå 


10. 6. bugleds bagrand med en lidet dyb indbugtning. 

5. bugleds indtryk ikke tydeligt kølformet be- 
Srænset, på sidene 40:73 varied 11. proditeor; 

6. bugleds bagrand dybt indskåret. 5. bugleds 

indtryk på siderne tydeligt kølformet begrænset 
| 16. sérutåtor, 

11. Mellemskinnebenets spidstorn kraftig og tydelig 

10.:excåbiter; 

Mellemskinnebenets spidstorn syderst svag og 
blee 5 2 Ans, ten bis ere fasciculåtus. 


1. St. biguttåtus L. Denne og de tre følgende arter er 
vore eneste plettede Stenus-arter og let kendelige fra hin- 
anden ved de i oversigten nævnte kendemærker; en femte, 
plettet art, St. kiesenwetteri, der let adskilles ved ukantede 
bagkropsider og dybt tvelappet 4. fodled, er omtalt nedenfor 
p. 204 i underslægten Hypostenus. Slank, sort, ofte med 
ganske svagt metalskær, kæbepalpernes 1. led og 2. leds rod 
rødgule, vingedækkernes rødgule plet nærmest sømmen lidt 
mere end sideranden. Hovedet meget bredere end pronotum, 
bredt indtrykt mellem øjnene, ofte svagt midtkølet. Pronotum 
og vingedækkerne tæt og noget rynket punkterede, det første 
med en kort længdemidtfure. Bagkropsleddene ukølede. 
Længde 4,83—5 mm. , 

å: 4. og 5. bugled bagtil i midten med et halvrundt, 
glattet parti, der er svagere på 4. led, kraftigere og fordybet 


170 


på 5. led, dette leds bagrand svagt, 6. bugleds bagrand dybt 
indbuet. 
Ret almindelig (J, Ø) på åbne, sandede sø- og åbredder 


og på fugtige sand- og lerskrænter. Ofte løbende fremme i 
solskin. 


2. St. bipunctåtus Er. Nærstående til-den foregående, 
men adskilt fra den ved kraftigere og bredere krop, lidt større 
plet, der er adskilt omtrent lige langt fra vingedækkets søm 
og siderand, helt sort 2. Formue og tydeligere midtkølet 
pande. Længde 5—6 mm. 

åg: Som den foregående, dog er 4. og 5. bugleds glattede 
partier meget. svagere udprægede, på 4.led meget utydeligt, 
og. 6. bugleds indbugtning dybere. 


På lignende steder som den foregående (J, Ø, B), men min- 
dre almindelig. 


3. St. guttula Miller. Slank, sort, hvert vingedække med 
en rødgul plet, kæbepalperne gule med brunligt 3. led, føle- 
hornene brunlige med mørkere rod, benene gule eller brun- 
gule, med sort lårspidshalvdel. Ligner iøvrigt St. biguttatus, 
men er lidt mindre og tydeligere hvidligt behåret, navnlig 
på bagkropssiderne. Pronotum uden midtfure, ofte med 2 
glatte småbuler. Længde 4—4,5 mm. 

å: 5. og 6. bugleds bagrand svagt indbuet, 5. bugled med 
et fladt, glattet midterindtryk, der på hver side begrænses 
af lange, hvide, udstående hår. 

Udbredt (J, Ø, B), men ikke almindelig. På lignende steder 
som de to foregående, navnlig ofte på sandede eller lerede 


havskrænter ved kildevæld, løbende fremme i solskin, under- 
tiden sammen med St. fossulatus. 


4. St. bimaculåtus Gyll. Vor største art, kraftigt bygget. 
Sort, hvert vingedække med en rødgul plet, kæbepalperne 
gullige med brunligt 3. led, følehornene sorte eller brunlige, 
benene rødlige, knæene samt ofte skinnebensspidserne og 
fødderne mørkere. Hovedet bredere end pronotum, med 2 


171 


længdefurer mellem øjnene. Pronotum kraftigt og meget tæt, 
vingedækkerne kraftigt og tæt punkterede, det første med 
en kørt længdemidtfure. Længde 6—7 mm. 

Øg: Lårene noget fortykkede, baglårene på undersiden langt 
behårede. Mellemskinnebenenes spids indvendig tandformet. 
4. bugled med et glattet midtparti, der i midten og på hver 
side har en lille tand, bagranden svagt indbuet; 5. bugled i 
midten med et dybt, glattet indtryk, der i midten har en 
tand og på hver side begrænses af en høj, bagtil tandformet 
fremspringende køl, bagranden i midten ret dybt indbuet; 
6. bugleds bagrand med en dyb midterindskæring, leddets 
rod med en lille midtertand (ofte skjult af 5. led). 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På fugtige, lerede 
skrænter eller sø- og åbredder. Ofte løbende fremme i solskin. 


5. St. fossulåtus Er. Adskilt fra alle gruppens følgende 
arter undtagen St. aterrimus ved de ukølede bagkropsled. 
Slank, sort, med tydelig, hvidlig, skinnende, især på vinge- 
dækkerne noget hvirvlet behåring, kæbepalperne gullige, 3. led 
ofte lidt mørkere mod spidsen, benene gullige, knæene og 
skinnebenenes spids og ofte fødderne mod spidsen mørke. 
Hovedet meget bredere end pronotum, omtrent så bredt som 
vingedækkerne, mellem øjnene indtrykt og med 2 pandefurer. 
Pronotum og de ret ujævne vingedækker meget tæt, noget ryn- 
ket punkterede, det første uden midtfure. Længde 4,5—5 mm. 

åg: 4. bugled med et meget svagt, 5. bugled med et dybere 
midterindtryk og med lang, udstående behåring langs ind- 
trykkenes sider; 5. bugleds bagrand i midten indbuet, 6. bug- 
leds bagrand med en ikke ret dyb indskæring. 

Sjælden (J, Ø). Christiansdal ved Haderslev, Gravenshoved, 
Grejsdalen, Boller, Staksrode vest for Barrit, Marselisborg 
skrænt, Hobro; Middelfart, Møens klint, Stevns klint. På 
fugtige lerskrænter og i lergrave, løbende fremme i solskin, 


især på havskrænter ved kildevæld, ofte sammen med Bem- 
bidier, f. eks. B. nitidulum Marsh. og stephensi Crotch. 


6. St. atérrimus Er. Adskilt fra alle gruppens følgende 
arter ved de ukølede bagkropsled. Sort, noget blank, kæbe- 


172 


palper, følehorn og ben brune, 1. og roden af 2. kæbepalpeled 
lysere, følehornsroden mørkere, lårene mod roden lysere. 
Hovedet betydeligt bredere end pronotum, mellem øjnene 
svagt indtrykt og med 2 svage pandefurer. Pronotum og de 
noget ujævne vingedækker tæt og ret kraftigt punkterede, 
det første med kort midtfure. Bagføddernes 1. led kun lidt 
(c. 7/1) længere end kloleddet. Længde 4,5—5 mm. 

å: Bagskinnebenene med yderst fin og kort, mellemskinne- 
benene med endnu svagere og meget utydelig spidstorn. 
5. bugleds bagrand yderst svagt, 6. bugleds tydeligt, men ikke 
ret dybt indbuet. 


" Sjælden (J, Ø). Nørholm skov, Thorsager, Lundby krat 
ved Ålborg; Falster, Nordsjælland (Gelsskov, Rudeskov, 
Donse, Strødam). Vor eneste virkeligt myrmecophile Stenus. 
Lever i tuerne af Formica rufa og dennes var. pratensis. 
April—juli, okt.—nov. 


7. St. juno Fabr. Denne vor største og almindeligste af 
gruppens uplettede, sortbenede arter er kendetegnet ved ret 
lange vingedækker, bredt hoved og — sammen med Sft. cal- 
caratus — hannens fortykkede lår. Kraftigt bygget, sort, lidet 
blank, kæbepalperne gule med mørkere spids. Panden mellem 
øjnene let nedtrykt og med to længdefurer. Pronotum og de 
noget ujævne vingedækker ret groft og meget tæt rynket- 
punkterede,-.det. første ofte. med en .kort.…midtfure; Længde 
5,59—6 mm. 

å: Lårene fortykkede, mellem- og bagskinnebenenes spids 
indvendig tandformet (fig. 70, p. 164), kortest på bagskinne- 
benene, disse yderligere bag midten med en knude indven- 
dig på oversiden (fig. 75, p. 168). Mellembrystforlængelsen og 
bagbrystet samt baglårenes inderside mod roden langt be- 
hårede. 1.— 5. bugled med en længdemidtkøl, 5. led bag kølen 
med et dybt udhulet, glattet, på siderne kølformet begræn- 
set parti, bagranden med en rundet indskæring, 6. bugleds 
bagrand dybt indskåret. 


Almindelig på fugtig bund (J, Ø, B). 


173 


8. St. åter Mann. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker — 
navnlig som regel straks kendelig ved den betydeligt smallere 
krop — samt ved, at pandefurerne er svagere, pronotum 
tydeligere og længere midtfuret, vingedækkerne mere jævne 
og hannens sekundære kønsmærker anderledes formede. 
Længde 5—5,5 mm. 

åg: Lårene ganske svagt fortykkede, mellemskinnebenene 
med kort og fin spidstorn, bagskinnebenene bag midten ind- 
vendig med en kraftig knude (fig. 76, p. 168), 4. bugled med 
et svagere, 5. bugled med et dybt, glattet midterindtryk og 
med lang behåring langs indtrykkenes sider, der på 5. led 
er ophøjet som en skarp, bagtil tandformet fremspringende 
køl; 5. bugleds bagrand indbuet; 6. bugled med et glattet 
midtparti og fortil med to små, spidse knuder, dets bagrand 
dybt indskåret. 

Sjælden og stedegen (Ø, B). Af findesteder kan anføres: 
Odense; Mogenstrup (i antal ?//,), Fortunens Indelukke; 


Onsbæk. Den foretrækker høj, tør, solbeskinnet, gruset bund, 
hvor den findes under sten eller ved planterødder. 


[St. calcaråtus Scriba. Nærstående til St. juno, men let 
kendelig fra den ved kraftigere bygning, lidt bredere hoved, 
betydeligt kortere og lidt fladere vingedækker og andre 
sekundære kønsmærker hos hannen. Længde 5,5—6 mm. 

åg: Benene, mellem- og bagbrystet omtrent som hos St. 
juno. Bugen med et glat, bagud bredere og dybere midtparti, 
der på 3.—5. bugled langs siderne er begrænset af lange hår 
og af en bagud kraftigere køl, som springer tandformet frem 
over 5. leds bagrand; 4. og 5.led med lidt indbuet, 6. led 
med dybt indskåret bagrand. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburg-egnen og i 
Vestergøtland, kunne muligvis træffes også hos os. Den lever 


på fugtig bund og er i Sverige fundet i antal i opskyl ved 
Gåta elv.] 


9. St. longitårsis Thoms. Nærstående til St. ater, men 
let kendelig fra den ved tydeligt smallere hoved, kortere 


174 


pronotum, der kun er c. så langt som bredt, lidt ringere 
størrelse og andre sekundære kønsmærker hos hannen. Længde 
4,2—4,8 mm. 

åg: Baglårene indvendig nær roden med en ganske lille, 
spids tand. Mellem- og bagskinnebenene med meget kort og 
fin spidstorn. Bagbrystet let indtrykt og langt behåret. 4. og 
5. bugled i midten med et udhulet og glattet indtryk, på 
siderne begrænset af en køl, som bagtil er tandformet frem- 
stående, bagranden indbuet; disse karakterer er stærkest ud- 
præget på 5. led; 6. bugled fortil med 2 meget små og svage 
længdeknuder, dets bagrand i midten indskåret. 

Sjælden (J, Ø, B). Esbjerg-egnen, Skanderborg sø, Pind- 
strup tørvemose (på meget fugtig, planteklædt tørvebund, 
lige ved vandkanten, i antal 39%/,), Skørping, Vestbjerg og 
Hunetorp hede i Vendsyssel; Svendborg, Odense, Gedser, 


stranden øst for Vallensbæk, Lyngby mose, Strødam, Hillerød ; 
Bornholm. På fugtig hede- og mosebund. 


[St. fasciculåtus J. Sahlb. Nærstående til St. longitarsis, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved lidt tydeligere pandefurer, lidt kortere fødder og 
andre sekundære kønsmærker hos hannen. Længde 3,5— 
3,8 mm. » 

åg: Mellem- og bagskinnebenene indvendig med meget kort 
og fin, meget utydelig spidstorn. Bagbrystet let indtrykt, 
spredt, langt behåret. 5. bugled med et lidet dybt, punkteret, 
mod siderne langt, udstående behåret indtryk, 6. bugleds 
bagrand indskåret. ; 

Denne art, der bl. a. er fundet i Bohuslen og Sydnorge, 


kunne muligvis træffes også hos os. I Sverige er den fundet 
på sandede elv- og søbredder og i tørvemos (Sphagnum).] 


10. St. excubitor Er. ab. gållicus Fauvel. Adskilt fra 
St. calcaratus ved mindre og betydeligt smallere krop og fra 
de andre forannævnte ensfarvede, sortbenede arter ved mere 
ligebred form, korte, i forhold til pronotum ret smalle vinge- 
dækker og ikke så tydeligt rynket punktur på forkroppen. 
Sort, kæbepalperne sortbrune, 1.led og 2.leds rod gullig. 


175 


Hovedet ikke eller kun ganske lidt (højst c. 7/,) smallere end 
vingedækkerne, mellem øjnene kun svagt nedtrykt, med to 
tydelige pandefurer. Pronotum rigeligt så bredt som langt, 
tæt og ret kraftigt punkteret, uden eller med svag og kort 
midtfure. Vingedækkerne kun c. ”/, bredere end pronotum, 
tæt og kraftigt punkterede, omtrent jævne. Bagkroppen lidt 
finere og mindre tæt punkteret end hos St. ater og longitarsis. 
Længde 4—5 mm. 

å: Bagbenenes hoftering bagtil fint tandformet tilspidset 
og ragende et ganske lille stykke frem over lårroden. Mellem- 
skinnebenene med kort spidstorn. 5. bugled i midten med et 
fladt, bagud glattet indtryk, på siderne begrænset af to bagud 
divergerende fine køle, der ikke bagtil er tandformede og 
ikke når helt ud til leddets bagrand, denne indbuet; 6. bug- 
leds bagrand indskåret. 

Meget sjælden (J). Skørping (2 stkr. på skovbund under 
fugtigt kvas), Højkol (2 stkr., 7%/,,), Dronninglund storskov 
(nogle stkr., 19-24/,), På de to sidstnævnte lokaliteter er arten 
taget på høj, sydvendt, åben eller lidet overskygget, sandet 


bund, under store lyngbuske. I udlandet er den bl. a. fundet 
på fugtig, skygget skovbund. 


11. St.proåditor Er. Gruppens mindste art, let kendelig 
ved størrelsen, bredt hoved med dybe pandefurer, korte vinge- 
dækker og benenes farve. Sort, noget blank, følehornene un- 
dertiden brunlige, kæbepalperne brune, lysere mod roden, 
benene brunsorte, lårenes rodhalvdel oftest brunrød. Pronotum 
c. så langt som bredt, tæt og kraftigt punkteret, som regel 
uden tydelig midtfure. Vingedækkerne ret smalle, omtrent 
jævne, tæt og kraftigt punkterede. Længde 3—3,5 mm. 

å: Lårene ganske svagt fortykkede, mellemskinnebenene 
med meget kort og fin, bagskinnebenene med en endnu sva- 
gere, meget utydelig spidstorn. 5. bugled bagtil i midten 
ganske svagt nedtrykt og glattet, bagranden med en bred 
indbugtning, der på hver side er begrænset af en stumpvinklet 
tand, 6. bugleds bagrand med en smallere indbugtning. 


Sjælden og stedegen (J, Ø, B). Fanø, Esbjerg, Nørholm, 
Bygholm, Mattrup, Silkeborg vesterskov, Nørre Vosborg, 


176 


Randers, Ræbild, Brønderslev; Odense, Holte-egnen, Strand- 
møllen, Bøllemosen, Hillerød; Bornholm. På eng- og mose- 
bund, især 1 fugtigt mos. 


12. St. sylvéster Er. Tydeligt større og bredere og med 
svagere pandefurer end den foregående og tydeligt mindre 
og med noget kortere fødder end de følgende. Sort, lidet 
blank, følehornene undertiden brunlige, kæbepalperne brun- 
gule med brunligt 3.led, benene brungule eller brunlige, 
lårene mørkere mod spidsen. Hovedet ganske lidt smallere 
end vingedækkerne, mellem øjnene svagt indtrykt og med to 
svage længdefurer. Pronotum c. så langt som bredt, med en 
svag, kort midtfure. Vingedækkerne lidt ujævne, langs søm- 
men kun meget lidt længere end pronotum. 1. bagfodsled kun 
c.7/, længere end kloleddet. Længde 4—4,2 mm. 

å: Lårene lidt fortykkede, baglårene indvendig nær roden 
med en slank, spids tand, mellemskinnebenene med en lille, 
spidstorn. Bagbrystet fladtrykt, tyndt langhåret. 4. bugled 
i midten bagtil glattet, bagranden yderst svagt indbuet, 
siderne med lange hår, 5. bugled i midten bredt udhulet og 
glattet, på siderne fint kølet og langt behåret, kølene ved den 
i midten indbuede bagrand tandformet fremstående, 6. bug- 
led ad midten glat, bagranden temmelig dybt indskåret. 

Meget sjælden (J, Ø). Skoven ved Nim; Odense, Råd- 
mandshaven ved Næstved, Slagelse, Boserup. I fugtigt løv 


ved skovsøer og i opskyl på engbund; også i bundrester af 
høstakke. 


133 Selavicérnis Scop:-fi2: 23,4p/ 25): DER "største 
almindeligste af gruppens ensfarvede, lysbenede arter. Iøvrigt 
kendetegnet ved kraftig bygning, lidet blank forkrop, gule 
kæbepalper og hannens sekundære kønsmærker. Sort, føle- 
hornene ofte delvis brunlige, kæbepalperne ensfarvet gule, 
benene rødgule, med mørkere knæ og fødder. Forkroppen 
kraftigt og meget tæt, noget rynket punkteret. Hovedet ganske 
lidt smallere end vingedækkerne, mellem øjnene let nedtrykt 
og med to tydelige pandefurer, Pronotum c. så langt som 
bredt, ofte med svagt antydet, kort midtfure. Vingedækkerne 


277 


kun lidt ujævne, langs sømmen rigeligt så lange som pronotum. 
Bagkroppen ret kraftigt og tæt, bagtil finere punkteret. 1. bag- 
fodsled c. dobbelt så langt som kloleddet. Længde 5—5,5 mm. 

åg: Lårene noget fortykkede, baglårene indvendig lang- 
hårede, mellemskinnebenene med kort, bagskinnebenene med 
yderst kort spidstorn. Mellembrystforlængelsen og et fladtrykt 
midtparti på bagbrystet langt behårede. 5. bugled med et 
bredt, kun helt bagtil upunkteret, på siderne bagtil kølet og 
langhåret indtryk, kølene kort tandformet fremstående ved 
bagranden, denne fladt indbuet; 6. bugled ad midten glattet, 
bagranden ret dybt indskåret. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig mark- og skovbund. 


14. St. roégeri Kr. (providus Joh.). Meget nærstående 
til den foregående, men adskilt fra den ved gennemsnitligt 
ganske lidt ringere størrelse, lidt smallere krop, lidt mere 
blank forkrop, idet pronotums og navnlig vingedækkernes 
punktur er lidt mere uregelmæssig og hist og her lader plads 
åben for små, blanke mellemrum, lidt mindre tæt punktur 
på bagkroppen og afvigende sekundære kønsmærker hos han- 
nen. Endvidere er pronotum hyppigst noget tydeligere og 
længere midtfuret (jfr. om punkturen fortil oversigten under 
nr. 15), vingedækkerne langs sømmen i det højeste så lange 
som pronotum og lårenes mørke spidsfarve lidt mere udbredt. 
Skinnebens og fødders farve noget varierende, kæbepalperne 
enten helt gule éller med noget mørkere 3. led. Længde 5— 
5,2 mm. 

åg: Ben og bryst omtrent som hos den foregående, bag- 
skinnebenenes spidstorn yderst svag og utydelig. 5. bugleds 
indtryk er meget dybere, upunkteret og spejlblankt, side- 
kølene meget kraftigere og bagtil stærkere tandformede, bag- 
randen betydeligt dybere indbugtet. Også de forreste bugled 
er langs midten mere eller mindre tydeligt glattede og på 
hver side langt behårede. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, 


oftest i løv og mos ved bredden af moser og vandhuller i 
skove. 


Victor Hansen; Rovbiller, I. 12 


178 


15. St. lustråtor Er. Meget nærstående til St. rogeri, 
men adskilt fra den ved gennemsnitligt ganske lidt ringere 
størrelse, blankere forkrop, lidt mindre tæt punkterede vinge- 
dækker, der langs sømmen er lidt længere end pronotum, 
brunt 3. kæbepalpeled og afvigende sekundære kønsmærker 
hos hannen (jfr. endvidere om pronotums punktur fortil over- 
sigten under nr. 15, p. 167). Fra St. clavicornis kendes den 
let ved smallere form, blankere forkrop, mindre tæt punktur 
på vingedækker og bagkrop, mørkere 3. kæbepalpeled og 
hannens kønsmærker. Længde 4,5—5 mm. 

gg: Afviger fra St. rogeri ved, at lårene er lidt mindre 
stærkt udvidede, mellemskinnebenenes spidstorn længere, bag- 
skinnebenene uden spidstorn, 5. bugleds indtryk i midten med 
en lille længdekøl, dets sidekøle ubehårede, bagud jævnt ned- 
faldende og ikke tandformet fremstående og dets bagrand 
stumpvinklet indbuet. Bagbenenes hofteringe omtrent som 
hos St. excubitor. 

Sjælden og stedegen (J, Ø). Draved skov, Esbjerg, Skørping 
skov; Søholt (Lolland), Korsør, Boserup, Lyngby mose, 


Malmmosen, Bøllemosen o. fl. st. i Nordsjælland. I løv og 
mos ved bredden af skovmoser og -vandhuller. 


16. St. scrutåtor Er. Nærstående til de tre foregående 
arter, men adskilt fra dem ved længere og i forhold til hoved 
og pronotum bredere vingedækker (jfr. oversigten under 
nr. 14), gennemgående mørkere ben, finere og tættere punktur 
på 5. og 6. frie rygled og afvigende sekundære kønsmær- 
ker hos hannen, fra St. clavicornis yderligere ved mørkere 
kæbepalper og ringere størrelse. Sort, kæbepalperne gullige, 
2.leds spids og 3.led brune, benene brune eller brunsorte, 
lårenes inderhalvdel brunrød eller brungul. Hovedet tydeligt, 
omtrent "/. smallere end vingedækkerne. Pronotum undertiden 
med antydet, forkortet midtfure. Vingedækkerne noget 
ujævne, punkturen lidt tættere end hos St. lustrator. Bag- 
kroppens punktur fortil ret kraftig og tæt, lidt tættere end 
hos de to foregående. Længde 4,5—4,6 mm. 

åg: Lårene næppe fortykkede, baglårene ikke langt be- 


179 


hårede, mellemskinnebenene med en kort spidstorn. Bag- 
brystet uden tydelig, lang behåring. 5. bugled med et bredt, 
glattet, på hver side kølformet begrænset indtryk, kølene 
bagtil tandformet fremstående, kun sparsomt langhårede, bag- 
randen bredt. og ret dybt indbugtet, 6. bugleds bagrand dybt 
indskåret. 


Af denne overalt meget sjældne art kendes kun 4 danske 
eksemplarer, sigtet i fugtige grøfter og af opskyl på engbund 
ved Arresøs nordende, nær Tisvilde hegn, ”/,, 1910 og ?/, 1911. 


2. underslægt Néstus Rey. 


4. fodled enten simpelt og ikke bredere end 
2. eller:.3sled (fig: 66) pp: 164) eller (St.argus, 
humilis og carbonarius) ganske svagt tvelappet 
og da ganske lidt bredere end 2. og 3. led (fig. 67 
og 68, p. 164); bagfødderne meget kortere end 
bagskinnebenet, deres 1. led c. så langt som eller 
lidt længere end kloleddet (fig. 66—68). Bagkrop- 
pens sider tydeligt kantede (fig. 79, p. 192), hos 
St. argus og fuscipes dog fint eller meget fint. 

De sekundære kønsmærker på bugleddene er 
"hos denne gruppes arter lidet differentierede. 
Derimod er det af betydning for bestemmelsen 
at bemærke, at hannen hos nogle arter (f. eks. 
St. boops, incrassatus og carbonarius) har spids- 
torn både på mellem- og bagskinneben, hos andre 
(St. melanarius og glabellus) kun på bagskinne- 
benene, og endelig hos andre arter (f. eks. St. 
canaliculatus, nitens, atratulus og melanopus) 
helt mangler spidstorne. 


2" 


180 


Oversigt over arterne. 


Bagkroppen ikke påfaldende kort eller særlig 
stærkt tilspidset. Længde 2,5—4,5 mm. 2. 

Bagkroppen kort, stærkt tilspidset (fig. 79, p. >. 192). 
1.—3. frie rygled ukølede eller med en kort 
længdemidtkøl fortil. Længde 1,7—2,5 mm ... 20. 

Bagkroppens 1.—3. frie rygled ved roden med 4 
korte (hos St. morio undertiden utydelige) 


enedes sas SENSE se SR saae R 
Bagkroppens 1.—3. frie rygled ved roden med en 
tydelig kender yen skere 18. 


Kæbepalperne helt sorte. Vingedækker og bagkrop 
med iøjnefaldende, hvirvlet, sølvhvid behåring. 
Benene sorte. Z: mellem- og bagskinneben med 


SSD OR 3 bel BE as RE EEN DSE 4. 
Kæbepalpernes rod gul eller brunrød. Behåringen 

normal, ole ULNdelne SE SMEDE FÅ SAD SEES Es b. 
LØBE ES 10 SE head 4 SER RSGRE Rn DES palpåsus. 
Mindre, SOS an SN MA SES PE rurdlis: 


Panden mellem øjnene bredt indtrykt, dens midt- 
parti (mellem to svage længdefurer) ligger lavere 
end øjnenes inderrand. Længde 3—3,6 mm. &: 
Mellem- og bagskinneben med spidstorn...... 6. 
Panden mellem øjnene ikke bredt indtrykt, men 
ofte med 2 længdefurer, dens midtparti ligger 
ikke lavere end øjnenes inderrand........... væ 
Vingedækkerne langs sømmen tydeligt længere end 
pronotum, bagud ikke tydeligt udvidede 21. mårio. 
Vingedækkerne langs sømmen kun ganske lidt 
længere end pronotum, bagud tydeligt udvidede 
25. silesiacus. 
Lår og skinneben sorte eller brunsorte......... 8. 
Lår eller skinneben rødlige eller brune. Længde 
2,59—3,5 mm. ZZ: skinnebenene uden spidstorn. 15. 
Vingedækkerne næsten ”/, gang bredere end ho- 
vedet, dette næppe bredere end pronotum. 


181 


Længde 3,5—4 mm. ZZ: Mellem- og bagskinneben 


ESPERSEN EEK Sim crassåtus: 


Vingedækkerne ikke nær !/, gang bredere end 
NEEDS ENIS SR SERIEL SSR DAT 1 DSR SVERRE 

9. Hovedet kun rigeligt så bredt som pronotum, med 
dybe pandefurer. Forkroppen meget blank, uden 
mikroskulptur, meget kraftigt, men ikke tæt 
punkteret. Længde 3—3,5 mm. gg: skinnebenene 


Ken SDS AKER ISIS SÅRE 24. melanbpus. 


Hovedet tydeligt bredere end pronotum, uden eller 
Ed Syse bander 1 SAS DENE 

10. Panden flad, uden tydelige længdefurer. Pronotum 
med ret skarp, som regel gennemgående midtfure 

(ses .bedst fra siden), Længde 3,5—4 mm. JF: 
skinnebeneie uden spidstorn NE ANELSE 
Panden med to tydelige længdefurer og mellem 
disse et let hævet midtparti, i modsat fald pro- 
mug TE 7 ae Tun Fa 180 2 7 710) my å 2 F ar SEE RER TOGES SE SERENE SEERE 

11. Forkroppen ret mat. Pronotum c. så langt som 


14, 


DRE SEE OR Erde bak SEE 19. canaliculåtus. 


Forkroppen blank. Pronotum lidt længere end 


BEST SE REESE SD SDR VIN EAG 20. nitens. 
12. 4. fodled svagt tvelappet (fig. 67, p. 164) .. 29. årgus. 


Oded SEE EG, PI FORTELTE 

13. Større, 3,5—4 mm. Pronotum oftest med i hvert 
fald antydet midtfure. Forkroppen lidet blank. 
Vingedækkerne og 1.—3. frie bagkropsled fint 
mikrochagrinerede. Z: mellem- og bagskinneben 


13: 


RE" SIS EDER SR Ka so ESTERE SES DETS 17. bbops. 


Mindre, 2,59—3,3 mm. Pronotum uden midtfure. 
Vingedækkerne og 1.—3. frie bagkropsled ikke 
eller kun yderst svagt og utydeligt mikrocha- 
grinerede. $: mellemskinnebenene uden spids- 


345): Bagkroppen fortil ret fint punkteret. Pronotum 


14. 


1) Jfr. også St. vafellus, der undertiden har meget mørke ben, 


se nedenfor p. 190. 


15. 


16. 


7. 


18. 


1% 


20. 


21. 


22 


182 


rigeligt så langt som bredt. Længde 2,8—3,3 mm. 

åg: bagskinnebenene med spidstorn 22. melanårius. 
Bagkroppen fortil ret kraftigt punkteret. Pronotum 

rigeligt så bredt som langt. Længde 2,5—3 mm. 

å: bagskinnebenene uden spidstorn .. 23. atråtulus. 
4. fodled svagt tvelappet (fig. 67, p. 164) .. 29. årgus. 
å Andled simpelt … 45313 agree Fx RR Na SAKSE 16. 
Bagkroppens sider påfaldende fint kantede, især 

hos 3. Vingedækkerne langs sømmen ikke læn- 

bere erid.-pronoinm 2.404: 5 hon PEER 28. fuscipes. 
Bagkroppens sider ikke særlig fint kantede. Vinge- 

dækkerne langs sømmen længere end pronotum 17. 
Hovedet c. så bredt som vingedækkerne, disse 

langs sømmen over ”/, længere end pronotum, 

bagved ikke tydeligt udvidede. Benene brunrøde 

26. cautus. 
Hovedet lidt smallere end vingedækkerne, disse 

langs sømmen kun omtrent ”/, længere end pro- 

notum, bagud tydeligt udvidede. Benene oftest 

ERE ses SETE SE EET orne ØS ES arket 27, vaféllus. 
Vingedækkerne langs sømmen højst så lange som 

pronotum. Benene røde eller brunrøde 30. humilis. 
Vingedækkerne langs sømmen tydeligt længere end 

pronotum. Benene sorte eller-sortbrune 42. 19. 
4. fodled svagt tvelappet (fig. 68, p. 164) 

31. carbonårius. 


Æ. fodled simpel 5 sier Re cs seere 32. glabéllus. 
Pandefurerne dybe (fig. 79, p. 192). 1.—3. . frie 
baskropsled nden Køle. 5 5 50050 SE BER va 


Pandefurerne flade. 1.—3. frie bagkropsled med en 
(hos St. pumilio undertiden utydelig) midtkøl 23. 
Vingedækkerne ujævne (fig. 79, p. 192). Benene 


oftest. omtrent. helt sorte 5505 dd 2 33: pusillus 
Vingedækkerne jævne. Benene oftest delvis brune 
eller” banede 2555 stede så end onen ke 22. 


å: Penis mod spidsen noget tilsmalnet (fig. 80, 
De OST SERRA ERR GE HEDE. RER 34. declaråtus; 


183 


åg: Penis ikke tilsmalnet mod spidsen, denne meget 


bred (HELD FOT Se rr 35 simillimus. 

23. Mindre, 1,7—2 mm. Benene oftest brunrøde eller 
RER 13 sn NREN ER S7spumilio. 
Større, 2—2,4 mm. Benene rødlige ... 36. circulåris. 


[St. palpåsus Zett. (argentéllus Thoms., Joh.). Denne 
og den følgende art adskiller sig fra alle gruppens andre arter 
ved helt sorte kæbepalper og iøjnefaldende, sølvhvid, hvirvlet 
behåring på vingedækker og bagkrop. Mat sort. Hovedet lidt 
smallere end vingedækkerne, mellem øjnene ganske svagt 
nedtrykt og med to lidet dybe pandefurer. Pronotum og 
vingedækker meget tæt rynket-punkterede, pronotum bredest 
foran midten, rigeligt så langt som bredt, med kort og ret svag 
midtfure. Vingedækkerne langs sømmen rigeligt så lange som 
pronotum. Længde 4—4,5 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene med meget lille spidstorn. 
5. og 6. bugleds bagrand noget indbuet, 5. led foran indbugt- 
ningen let nedtrykt. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne (ved Ringsøen) og 
i Hamburg-egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den 
er i Tyskland truffet løbende i antal i solskin på sandede og 


slammede bredder af større indsøer og i Sverige på sandede 
elv- og søbredder. 


St. rurålis Er. Meget nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved lidt ringere størrelse, forholdsvis lidt 
smallere hoved og nær midten bredest pronotum. Længde 
3,9—3,8 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sydnorge, kunne måske, 


omend mindre sandsynligt end den foregående, træffes også 
hos os. Den angives især at leve på sandede flodbredder.] 


17: St bØ0psokjuneh (bGuøhthålmus Grav, Ganglb., 
Joh.). Den almindeligste art i gruppen, Blandt gruppens 
større, sortbenede arter med 4 køle på de forreste bagkropsled 
karakteriseret ved, at forkroppen er meget tæt, oftest noget 


184 


rynket-punkteret og kun lidet blank, hovedet kun lidt smallere 
end vingedækkerne, uden bredt indtryk mellem øjnene og 
med ret svage længdefurer, pronotum højst med kort midt- 
fure, vingedækkerne langs sømmen kun lidt længere end pro- 
notum og hannens mellem- og bagskinneben forsynede med 
spidstorn. Sort, kæbepalpernes rodled gulligt. Hovedet med 
lidet dybe pandefurer. Pronotum rigeligt så langt som bredt, 
bredest lidt foran midten. Vingedækkerne omtrent jævne. 
Bagkroppen fortil temmelig tæt, ikke ret kraftigt punkteret. 
Længde 3,5—4 mm. 

å: Lårene svagt fortykkede, mellem- og bagskinnebenene 
med spidstorn (fig. 66). 6. bugleds bagrand bredt og svagt 
indbuet. 

Blandt de større, sortbenede arter i gruppen med torn på 
hannens mellem- og bagskinneben kendes arten fra St. incras- 
satus ved meget bredere hoved og meget smallere vingedækker, 
fra St. morio ved de nedenfor under denne art anførte skelne- 
mærker og fra St. carbonarius ved firkølede bagkropsled og 
simpelt 4. fodled. 


Meget almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. 


18. St. incrassåtus Er. Meget: let kendelig frasde nær- 
nærstående arter ved det lille hoved, der næppe er. bredere 
end pronotum, og de store vingedækker, der er næsten ”/, 
gang bredere end hovedet, og langs sømmen c.?/, længere end 
pronotum. Sort, forkroppen lidet blank, meget tæt punkteret, 
kæbepalpernes rodled gulligt. Panden ikke indtrykt, pande- 
furerne ret svage. Pronotum c. så langt som bredt, uden 
midtfure. Bagkroppens punktur lidet kraftig og lidet tæt. 
Længde 3,5—4 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene med spidstorn. Bagbrystet 
bagtil i midten med en kort køl. Bagranden af 5. bugled 
yderst svagt, af 6. bugled tydeligt indbuet. 

Temmelig sjælden (J, Ø, B). Bryrup, Pinstrup mose; 
Ristinge, Ærø, Sorø, Langtved, stranden øst for Vallensbæk, 
Vesterfælled, Amager, Fuglesangssø, Tissø; Onsbæk, Rø (på 


stranden). På fugtige sø- og mosebredder og under tang på 
stranden. 


185 


19:St: canaliculåtus Gyll: Let kendelig fra den følgende 
bl. a. ved meget mattere og tættere punkteret forkrop og fra 
de andre nærstående arter ved, at panden er flad, både uden 
bredt indtryk og uden længdefurer, at pronotums midtfure 
som regel er gennemgående (ses bedst fra siden), og at for- 
kroppen er ret mat og forholdsvis tydeligt, hvidligt behåret. 
Sort, kæbepalpernes rod gullig, Forkroppen meget tæt, ikke 
udpræget rynket-punkteret. Hovedet noget bredere end pro- 
notum og tydeligt smallere end vingedækkerne. Pronotum 
c. så langt som bredt. Vingedækkerne omtrent jævne, langs 
sømmen tydeligt længere end pronotum. Bagkroppen fortil 
tæt og ikke særlig kraftigt punkteret. Længde 3,5—4 mm. 

å: Skinnebenene uden spidstorn. 6. bugleds bagrand let 
indbuet. 


Ret almindelig (J, Ø). Ved sø- og åbredder, på fugtig mose- 
og skovbund og på strandbredder. 


20. St. nitens Steph. Ligesom den foregående udmærket 
ved flad pande uden tydeligt indtryk eller længdefurer og 
oftest gennemgående, set fra siden tydelig midtfure på pro- 
notum og iøvrigt kendetegnet ved blank forkrop, groft og 
ikke meget tæt punkteret pronotum og vingedækker med 
blanke, ikke synligt mikrochagrinerede flader mellem punk- 
terne og ret slank bygning. Sort, blank, oversiden uden synlig 
mikrochagrinering, kæbepalperne mod roden lysere. Hovedet 
betydeligt bredere end pronotum og kun meget lidt smallere 
end vingedækkerne, disse langs sømmen kun lidt længere end 
pronotum. Bagkroppen fortil ret fint og især langs midten 
lidet tæt punkteret. Følehornene længere end hos den fore- 
gående. Længde 3,5—4 mm. 

åg: Skinnebenene uden spidstorn. 5. bugled bagtil lidt flad- 
trykt, bagranden yderst svagt indbuet, 6. bugleds bagrand 
tydeligt indbuet. 


Udbredt, men temmelig sjælden. Kollund, Esbjerg, Horsens 
nørrestrand, Århus, Gravlev enge; Odense, Falster, mose 
ved Korsør, Kagsmose, Lyngby mose, Kollemose og flere 
andre nordsjællandske moser. Især i opskyl ved moser og enge. 


186 


21. St. moério Grav. Adskilt fra de nærstående arter ved, 
at panden mellem øjnene er bredt nedtrykt, så at midtpartiet 
(mellem de svage længdefurer) ligger lavere end øjnenes inder- 
rand, og at bagkropsleddenes køle er meget korte eller endog 
utydelige. Ligner iøvrigt St. boops, men afviger fra den ved, 
at forkroppen som regel er noget tydeligere behåret, pronotum 
og vingedækkerne oftest noget mindre tæt og ikke udpræget 
rynket-punkterede, at vingedækkerne langs sømmen er tyde- 
ligt, som regel over "/,, længere end pronotum, og at fødderne 
er ganske lidt slankere og længere. Pronotum uden midtfure. 
Vingedækkerne snart næppe, snart noget ujævne. Længde 
3—3,6 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene med spidstorn (oftest lidt 
kraftigere end hos St. bogps). 6. bugleds bagrand i midten 
med en indbugtning, der er dybere end hos St. boops; 5. bug- 
leds bagrand yderst svagt indbuet, foran indbugtningen er 
leddet yderst svagt og utydeligt fladtrykt og ganske lidt 
tættere punkteret og behåret (5. bugleds karakterer lidet ud- 
prægede og ofte utydelige). 

Arten varierer stærkt i form, punktur og behåring; under- 
tiden er lårene brunlige. Pandens bygning og de korte eller 
utydelige bagkropskøle gør dog som regel arten sikkert 
kendelig. Eksemplarer med brunlige lår kendes fra St. sile- 
siacus, der har en lignende pandebygning, ved længere, i for- 
hold til pronotum lidt bredere, bagud ikke tydeligt udvidede 
vingedækker. 

Meget sjælden (J, Ø, B). Esbjerg østre strand (1 stk., 
25/,), Kelstrup strand ved Haderslev (1 stk. på halvfugtig ler- 
skrænt sammen med Limnichus pygmaeus St., ”/,), Ulfslyst 
ved Haderslev (1 stk. ved et vandhul, april), Gravenshoved 
(1 stk., 75/,), stranden ved Frederikshavn (1 stk.), Thurø rev 


(1 stk;, 7%/. 1948); Bornholm, Den -er i Norge. fundet ven 
elvbredder og i Sverige oftest på sumpet bund ved vandsteder. 


22. St. melanårius Steph. Nærstående til St. boops, men 
adskilt fra den ved tydeligt ringere størrelse, lidt længere 
vingedækker, ikke mikrochagrinerede 1.—3. frie bagkropsled 
og simple mellemskinneben hos hannen. Hovedet er tydeligt 


187 


smallere end vingedækkerne, pandefurerne svage eller meget 
svage. Pronotum rigeligt så langt som bredt, uden midtfure. 
Vingedækkerne langs sømmen tydeligt — c. 7/,—"/, — længere 
end pronotum, lidt ujævne, i bunden yderst svagt mikro- 
chagrinerede, punkturen tæt, især langs sømmen noget længde- 
rynket. Bagkroppen fortil ret fint og langs midten lidet tæt 
punkteret. Længde 2,8—3,3 mm. 

åg: Bagskinnebenene med ganske lille spidstorn. 6. bugleds 
bagrand let indbuet. 

Bortset fra St. glabellus, fra hvilken St. melanarius er let 
kendelig bl. a. ved firkølede bagkropsled, er St. melanarius 
den eneste art i gruppen, hvis han har spidstorn på bag-, 
men ikke på mellemskinnebenene. 

Fra St. canaliculatus og nitens adskilles St. melanarius let 
ved manglende midtfure på pronotum og tydeligt ringere 
størrelse, og fra St. morio ved, at panden ikke er indtrykt, 
så at midtpartiet ikke ligger lavere end øjnenes inderrand, 
at forkroppen er tyndere og utydeligere behåret, at bagkrops- 
leddenes køle er tydeligere og de tre første frie led ikke mikro- 
chagrinerede, og at fødderne er lidt kortere. 

Temmelig sjælden (J, Ø). Kegnæs, Esbjerg, Fanø, Skander- 
borg sø, Ry, Randers, Rebild, Ålborg; Odense, Hildesvig ved 
Guldborg L., København, Malmmosen, Rudeskov, Eremitage- 
sletten (det flade vandhul), Hillerød. Ved sø- og mosebredder 


i løv, opskyl og mos; undertiden talrig ved aftenketsning på 
bred-vegetationen i juni. 


23. St. atråtulus Er. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at følehornene er lidt kortere, at 
punkturen på pronotum og vingedækkerne er noget. grovere, 
men ikke helt så tæt, så at der mellem punkterne er tydeligere, 
blanke flader, at vingedækkernes punktur nær sømmen ikke 
er tydeligt længderynket, og at deres bund ikke er synligt 
mikrochagrineret. Længde 2,5—3 mm. 

åg: Skinnebenene uden spidstorn, 6. bugleds bagrand let 
indbuet. 

Arten er mindre end nogen af de andre af gruppens sort- 


188 


benede arter, bortset fra arterne med kort og stærkt tilspidset 
ukølet eller midtkølet bagkrop. 

Meget sjælden (J, Ø, B). Esbjerg, Skallingen, Bryrup, 
Ørnsø, Agger, Klitmøller, Slettestrand; Gentofte (1 stk. i en 
have, sikkert tilfældigt); Rosmandebæk. I modsætning til de 


nærstående arter lever den på tør sandbund ved planterødder 
o. lign. Maj, aug.—okt. 


24. St. melan6bpus Marsh. Let kendelig ved de i over- 
sigten (under nr. 9) anførte kendetegn. Blankt sort, kæbe- 
palpernes rodled lyst. Hovedet tydeligt smallere end vinge- 
dækkerne. Pronotum omtrent så langt som bredt, bagtil med 
en kort, men som regel ret dyb midtfure. Vingedækkerne 
langs sømmen omtrent ”/, længere end pronotum, noget 
ujævne. Bagkroppen fortil temmelig kraftigt punkteret. 
Længde 3—3,5 mm. 

gg: Skinnebenene uden spidstorn. 6. bugleds bagrand let 
indbuet. 

Sjælden (J, Ø). Esbjerg, Ålborg, Frederikshavn; Lolland, 
Falster, Utterslev mose. På åben, fugtig, især mudret bund 


ved åer og moser, også på fugtig brakvandsbund og på strand- 
bredder. 


25. St. silesiacus Benick (negléctus Gerh., Joh.). Ad- 
skilt fra de følgende fire arter, der ligeledes har firkølede bag- 
kropsled og ikke helt sorte ben, ved svagt, men tydeligt ind- 
trykt pande og lidt betydeligere størrelse og iøvrigt udmærket 
ved ret korte, bagud tydeligt udvidede vingedækker og torn 
på hannens mellem- og bagskinneben. Sort, kæbepalperne 
mod roden lysere, lårene brunrøde, brune eller sortbrune med 
mørkere spids. Oversiden mere eller mindre tydeligt mikro- 
chagrineret, forkroppen kraftigt og tæt punkteret. Hovedet 
omtrent så bredt som vingedækkerne, pandefurerne svage. 
Pronotum c. så langt som bredt, uden midtfure. Vingedæk- 
kerne omtrent jævne. Bagkroppen forholdsvis bred, lidet 
kraftigt punkteret. Længde 3—3,5 mm. 

å: Som hos St. morio. 

Om artens adskillelse fra St. morio, der har en lignende 


189 


pandebygning og også varierer noget i benenes farve, se 
foran p. 186. 
Meget sjælden (J, Ø). Kollund, Vinten skov ved Horsens, 


Nim skov, Skanderborg sø; Brahetrolleborg, Langesø (Fyn). 
På fugtig bund ved søer og skovsumpe. 


26. St. cautus Er. (cautus Benick, nec Ganglb., vaféllus 
Thoms., Joh.). Denne og den følgende art adskilles fra grup- 


Cadtus vafellus 
VET 78 


Fig. 77 og 78. Stenus. Hannens parringsorgan. 


pens andre arter med firkølede bagkropsled og ikke sorte ben 
ved forkroppens manglende mikroskulptur. Sort, følehornene 
ofte brunlige, kæbepalperne brunlige, mod roden lysere, benene 
røde eller brunrøde. Forkroppen kraftigt og tæt punkteret. 
Panden ikke indtrykt, med to ret flade længdefurer. Pronotum 
rigeligt så bredt som langt, for- og bagtil stærkt tilsmalnet, 
uden midtfure. Vingedækkerne omtrent jævne. Bagkroppen 
lidet kraftigt punkteret. Længde 2,5—2,7 mm. 

å: 6. bugleds bagrand noget indbuet. Penis stærkt til- 
spidset, paramererne c. så lange som penis (fig. 77). 


Temmelig almindelig (J, Ø). Især i opskyl i moser og enge. 


27. St. vaféllus Er. (vaféllus Benick, Ganglb., sub- 
depréssus Joh.). Yderst nærstående til den foregående, men 


190 


adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt 
ved, at pronotums og vingedækkernes punktur er lidt grovere, 
at bagkroppen er lidt bredere og lidt tykkere sidekantet, at 
benene oftest er noget mørkere, og at hannens parringsorgan 
er anderledes formet. Længde 2,6—3 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand yderst svagt indbuet. Penisspidsen 
bredt afstudset, med en række korte randhår, paramererne 
lidt længere end penis (fig. 78). 

Mørkbenede eksemplarer adskilles fra St. melanarius og 
atratulus bl. a. ved lysere kæbepalper, tydeligere pandefurer 
og bagud tydeligt udvidede vingedækker. 

Arten har måske været overset herhjemme, men er an- 
tagelig meget sjældnere end den foregående (J, Ø). Randers; 
Frederiksberg (i kompost, maj), Ordrup og Klampenborg (i 


antal i gødning ved drivbænke, juni, aug.), Ravneholm (i en 
sandgrav, ??/.). Arten lever sikkert fortrinsvis i kompostdynger. 


28. St. fuscipes Grav. Den mindste af gruppens arter 
med firkølede bagkropsled og ikke sorte ben, let kendelig ved 
fint sidekantet bagkrop, fint mikrochagrineret forkrop, korte 
vingedækker og simpelt 4. fodled. Sort, kæbepalperne brun- 
lige, mod roden lysere, benene brungule. Forkroppen kraftigt 
og tæt punkteret. Hovedet så bredt som vingedækkerne, 
panden ikke indtrykt, pandefurerne svage. Pronotum c. så 
langt som bredt, uden midtfure. Vingedækkerne lidt bredere 
end pronotum, omtrent jævne. Bagkroppens punktur ikke 
ret kraftig. Længde 2,3—2,5 mm. 

&g: 6. bugleds bagrand let indbuet. Bagkroppens sidekant- 
ning endnu finere og svagere end hos 92. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Især i opskyl 
ved søer, moser og vandløb. 


29. St. årgus Grav. Kendelig fra de nærstående arter ved 
det svagt tvelappede 4. fodled (fig. 67, p. 164). Iøvrigt nær- 
beslægtet med den foregående, men adskilt fra den ved, at 
vingedækkerne langs sømmen er tydeligt længere end pro- 
notum, benene som regel noget mørkere og størrelsen lidt be- 


191 


tydeligere. Bagkroppens sidekantning er omtrent så fin som 
hos den foregående. Længde 2,8—3,5 mm. 

åg: Som den foregående. 

Kraftige eksemplarer med mørke lår er var. austriacus 
Bernh. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Levevis som den 
foregående. 


30. St. humilis Er. Blandt arterne med midtkølede bag- 
kropsled let kendelig ved de korte, bagud tydeligt udvidede 
vingedækker, de lyse ben med ganske svagt tvelappet 4. fod- 
led og størrelsen. Uvinget. Sort, kæbepalperne brungule med 
mørkere 3.led, benene brunrøde eller brungule. Hovedet 
omtrent så bredt som vingedækkerne, med ret flade pande- 
furer. Pronotum c. så langt som bredt, kraftigt og meget tæt 
punkteret, uden midtfure. Vingedækkerne temmelig flade og 
omtrent jævne, kraftigt og yderst tæt rynket-punkterede, 
tilsammen næsten ”/, gang bredere end langs sømmen lange. 
Længde 2,8—3,5 mm. | 

gå: Mellem- og bagskinnebenene med fin spidstorn. 5. bug- 
led med bredt og svagt, 6. bugled med smallere og dybere 
indbuet bagrand. 

Temmelig almindelig (J, Ø). På fugtig bund i løv og opskyl, 
især i skovegne. 


31. St. carbonårius Gyll. Let kendelig ved midtkølede 
bagkropsled og svagt tvelappet 4. fodled (fig. 68, p. 164). Sort, 
oversiden lidt blank, kæbepalpernes rod lys, benene under- 
tiden sortbrune. Forkroppen kraftigt og tæt punkteret, fint 
og kort, lidet tydeligt behåret. Hovedet omtrent så bredt 
som vingedækkerne, med flade, men tydelige pandefurer. 
Pronotum c. eller rigeligt så bredt som langt, uden midtfure. 
Bagkroppen ret tæt punkteret. Længde 3—3,2 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene med spidstorn (fig. 68, 
p. 164). 5. bugled med let, 6. bugled med dybere indbuet bag- 
rand, 5. bugled foran indbugtningen let fladtrykt og lidt 
tættere behåret. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig mose- og engbund. 


192 


32. St. glabéllus Thoms. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt fra den ved simpelt 4. fodled, mattere, tæt- 
tere punkteret overside, næsten helt nøgen forkrop og flad 
pande uden eller næsten uden an- 
tydning af pandefurer. Længde 
2,3—3,2 mm. 

gå: Som den foregående, dog har 
kun bagskinnebenene spidstorn. 

Hidtil kun fundet ved Lyngby 
sø (1 stk., marts 1910) og i Kolle- 
mosen og Malmmosen ved Holte 
(i antal i fugtigt mos, april, maj, 
okt.). I moser i fugtige mos- og 


græspuder, som rager op over 
vandet. 


33. St. pusiltus. Steph… (Års: 
79). Denne og de følgende arter 
Fig. 79. Stenus pusillus 2. i gruppen udmærker sig ved kort, 

x 18. stærkt tilspidset bagkrop, ukølede 
eller kun midtkølede forreste bag- 
kropsled og ringe størrelse. Sort, kæbepalpernes rodled gulligt, 
benene undertiden brunlige. Forkroppen kraftigt og tæt punk- 
teret. Hovedet c. 1/. bredere end pronotum, kun meget lidt 
smallere end vingedækkerne, med dybe pandefurer, adskilt 
af et ophøjet midtparti. Pronotum lidt bredere end langt, 
med stærkt rundede sider, overfladen noget ujævn, bagtil 
med to skrå, fremefter divergerende, oftest tydelige indtryk. 
Vingedækkerne langs sømmen ”/,—"/, længere end pronotum, 
temmelig ujævne. Bagkropsleddene uden tydelige køle. Læng- 
de 2—2,5 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand ganske svagt indbuet. Penis stærkt 

tilspidset. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, især i opskyl. 


34. St. declaråtus Er. (nånus auct. partim). Meget nær- 
stående til den foregående, men adskilt fra den ved de i over- 


193 


sigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedet som regel 
er lidt smallere i forhold til pronotum og til vingedækkerne, 
og at pronotums overflade er mere jævn. Længde 2—2,5 mm. 

g: 6. bugleds bagrand ganske svagt indbuet. Penis mod 
spidsen noget tilsmalnet, spidsen afstudset (fig. 80). 


Swr7tr Ål: 
declaralus mus 
80 81 


Fig. 80 og 81. Stenus. Hannens parringsorgan. 


Arten har været sammenblandet med den følgende, men 
er antagelig almindelig (J, Ø). På fugtig bund, især i opskyl. 


35. St. simillimus L. Benick (nånus auct. partim). Denne 
art står den foregående yderst nær og synes kun at kunne 
skelnes fra den for hannens vedkommende ved anderledes 
formet parringsorgan og lidt dybere og skarpere indbuet bag- 
rand af 6. bugled. Længde 2—2,5 mm. 

å: 6. bugleds bagrand lidt dybere og skarpere indbuet. 
Penis mod spidsen ikke tilsmalnet, spidsen meget bredt af- 
studset. (fig. 81). 

Arten har været sammenblandet med den foregående, 


men er antagelig almindelig. Eksemplarer foreligger fra Lejre 
og Bøllemosen. På fugtig bund, især i opskyl. 


36. St. circulåris Grav. Let kendelig fra de 3 foregående 
arter ved de lyse ben, de midtkølede bagkropsled og de svage 
pandefurer. Sort, følehorn, kæbepalper og ben rødgule, de 
førstes spids og knæene mørkere. Forkroppen kraftigt og 

Victor Hansen ; Rovbiller. I. 13 


194 


meget tæt punkteret. Hovedet lidt smallere end vingedæk- 
kerne. Pronotum lidt bredere end langt, uden midtfure. Vinge- 
dækkerne langs sømmen c. ”/, længere end pronotum, omtrent 
jævne. Længde 2—2,4 mm. 


Fig. 82. Stenus circularis, hannens parringsorgan. 


åg: Lårene betydeligt fortykkede, mellem- og bagskinne- 
benene med spidstorn. 6. bugleds bagrand let indbuet. Penis 
se fig. 82. 

Temmelig sjælden (J, Ø). Haderslev, Horsens nørrestrand, 
Skanderborg sø, Randers; Odense, Nykøbing F., Sorø, Søskær- 


mose ved Korsør, Boserup, flere nordsjællandske moser. På 
fugtig mose-, eng- og skovbund. 


37. St. pumilio Er. Vor mindste Stenus-art. Nærstående 
til den foregående, men adskilt fra den ved ringere størrelse, 
lidt smallere form, mørkere, som regel brunlige eller brunrøde 
følehorn, kæbepalper og ben, lidt mindre grov punktur på 
forkroppen, næppe så stærkt tværbredt pronotum og andre 
sekundære kønsmærker hos hannen. Endvidere er vingedæk- 
kerne lidt længere, langs sømmen omtrent ”/, gang længere 
end pronotum, bagkropsleddenes midtkøl ofte noget utydelig 
og deres sidekantning lidt smallere. Længde 1,7—2 mm. 

åg: 5. bugled med ret bredt og svagt, 6. bugled med smal- 
lere og noget dybere indbuet bagrand. 

Meget sjælden (J, Ø). Randers; København, Holte, Sorte- 


dam i Store Dyrehave (i antal ved sigtning af meget vådt 
mos omkring Carex-tuer, maj, okt.). 


195 


3. underslægt Tésnus Rey. 


4. fodled enten simpelt og ikke tydeligt bredere 
end 2. eller 3. led eller (St. brunnipes og nigri- 
tulus) kort tvelappet og da ganske lidt bredere 
end 2. og 3. led (fig. 69, p. 164); bagfødderne 
meget kortere end bagskinnebenet, deres 1. led 
højst så langt som kloleddet. Pronotum uden 
midtfure. Bagkroppens sider ukantede (som fig. 
90 og 91, p. 203—4), undertiden dog fortil utyde- 
ligt kantede. Hos hannen er 6. bugleds bagrand 
let indbuet og skinnebenene mangler spidstorn. 


Oversigt over arterne. 


1. Bagkroppens 1.—3. frie rygled ved roden med 4 


ORE BREDESTE DER SVN een ere 2. 
Bagkroppens 1.—3. frie rygled ukølede. 4. fodled 
rr RR re mør Tag! Me DØRE 1 0% 3 BRSSRSRESEERR ERR "de 


2. 4. fodled svagt tvelappet (fig. 67, p. 164) .. 29. årgus. 
(i 2. undersl. Nestus) 


HE ORE REDER SMEDET DER be EET NDS SER 3. 
3. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne ....... 4. 
Hovedet tydeligt smallere end vingedækkerne .. 5; 


4. Forkroppen mat, yderst tæt punkteret, mellem- 
rummene mellem punkterne indskrænket til 
smalle rynker. Benene oftest sortbrune 38. åpticus. 

Forkroppen blank, vingedækkernes punktur tem- 

melig tæt, med blanke mellemrumsflader. Benene 
ERE BEER SD SN SI DISSENSA sl 28. fuscipes. 
(i 2. undersl. Nestus) 

5. Mindre, 2—2,5 mm. Benene brunrøde eller brune 
41. formicet&6rum. 


Større, 3—3,5 mm. Benene sorte eller sortbrune. 6. 
6. Hannens parringsorgan med ret smalt penis-spids- 
BEER REE BEN os pA IRESEDN Snes N 39. cråssus: 


13= 


196 


Hannens parringsorgan med bredt, udvidet penis- 


ger lo Kage Så ka 5] FØR BLÆSER SE SE 40. salisburgénsis. 

7. Benene brunrøde. Panden med 2 tydelige længde- 
WELT 3 5 ede RAN RAN SO SE 14 SELE MØD ERR SÅS ASS ISELES SÆDS 42. brunnipes. 

Benene sorte eller sortbrune. Panden uden tydelige 
BEER 5 se RAE ar ES SET 43. nigritulus. 

formicetørum tee ge 

Jalis burgensis 
83 84 85 


Fig. 83—85. Stenus, hannens parringsorgan. 


38. St. 6pticus Grav. Let kendelig ved bredt hoved, mat, 
ret kraftigt og yderst tæt punkteret forkrop, firkølede forreste 
bagkropsled og simpelt 4. fodled. Sort, kæbepalpernes rodled 
gulligt, benene sortbrune eller brune. Panden flad, uden tyde- 
lige længdefurer. Pronotum c. så langt som bredt. Vinge- 
dækkerne langs sømmen oftest lidt længere end pronotum, 
jævne, siderne betydeligt rundede. Bagkroppen ret fint og 
som regel lidet tæt punkteret. Længde 2,3—2,8 mm. 

Øg: 6. bugleds bagrand let indbuet. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På fugtig, især åben 
bund ved sø- og mosebredder, især i opskyl. 


39. St. cråssus Steph. Sort, ret blank, kæbepalpernes 
rodled gulligt. Forkroppen kraftig og tæt punkteret, meget 
fint mikrochagrineret. Hovedet kun ganske lidt bredere end 


197 


pronotum, pandefurerne meget svage og utydelige. Pronotum 
rigeligt så bredt som langt. Vingedækkerne langs sømmen 
tydeligt længere end pronotum. Bagkroppen oftest temmelig 
kraftigt og ret tæt punkteret. Længde 3—3,5 mm. 

å: 6. bugleds bagrand let indbuet. Penis med ret smalt 
spidsparti (fig. 85). 

Arten har været sammenblandet med den følgende; den 
er vistnok udbredt og ikke ret sjælden. Eksemplarer fore- 


ligger fra Ærø (under tang på stranden ved Trappeskov, 
maj) og Bøtø (i antal ved roden af klitgræs, juli). 


40. St. salisburgénsis Bernh. Denne art står den fore- 
gående yderst nær, men kan for hannens vedkommende med 
sikkerhed skelnes fra den ved anderledes formet parringsorgan. 
Endvidere er hos begge køn bagkroppen lidt finere og mindre 
tæt punkteret og fødderne ganske lidt bredere. Da de to 
arter hyppigt synes at forekomme i antal hver for sig, kan 
bestemmelsen i disse tilfælde sikres ved undersøgelse af han- 
nens parringsorgan. Længde 3—3,5 mm. 

Ø&: 6. bugleds bagrand let indbuet. Penis med bredt, ud- 
videt spidsparti (fig. 84). 

Arten har været sammenblandet med den foregående; den 
er vistnok udbredt og ikke.ret sjælden. Eksemplarer fore- 


ligger fra Ravneholm (i sandgrav), Hjortekær (i kompost) og 
Strandmølleåen (på fugtig bund). Maj—juni. 


AL "St-formicetorum Manns (Iitorålrs Thoms.;"Joh)): 
Meget nærstående til de to foregående, men adskilt fra dem 
ved tydeligt ringere størrelse, lysere, brunrøde eller brune 
ben og anderledes formet parringsorgan hos hannen. Længde 
2—2,9 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand let indbuet. Penis med ret smalt, 
afrundet spidsparti, paramererne betydeligt bredere end hos 
de to foregående (fig. 83). 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På fugtig bund. 


42. St. brunnipes Steph. Let kendelig ved brunrøde ben, 
med kort, tvelappet 4. fodled (fig. 69, p. 164), korte vinge- 


198 


dækker og ukølede bagkropsled. Sort, kæbepalperne mod 

roden gullige, benene. brunrøde med mørkere knæ. Forkroppen 

kraftigt og tæt punkteret. Hovedet c. så bredt som vinge- 

dækkerne. Pronotum lidt bredere end langt. Vingedækkerne 

langs sømmen c. så lange som pronotum, omtrent jævne. 

Bagkroppen ret kraftigt og tæt punkteret. Længde 3—3,7 mm. 
Øg: 6. bugleds bagrand let indbuet. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På fugtig eng- 
og skovbund. 


43. St. nigritulus Gyll. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker. Endvidere er kroppen noget kraftigere, vingedæk- 
kerne langs sømmen tydeligt længere end pronotum og bag- 
kroppens punktur kraftigere og tættere. Længde 3,5—4 mm. 

å: Som den foregående. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På fugtig eng- 
og skovbund. 


4. underslægt Hypåstenus Rey. 


4. fodled dybt tvelappet (fig. 72, p. 164), tyde- 
ligt bredere end 2. led, 3. led undertiden svagt 
tvelappet. Bagfødderne betydeligt kortere end 
bagskinnebenet, deres 1. led ikke eller noget læn- 
gere end kloleddet. Pronotum uden midtfure, 
undertiden med et skråt tværindtryk på hver side 
bag midten. Bagkroppens sider ukantede (fig. 90 
og 91, p. 203—4), undertiden fortil utydeligt kan- 
tede. 


Oversigt over arterne. 


1. Hvert vingedække med en rød plet .. kiesenwétteri. 
Vingedækkerne: ensfarvet sorte 3957170 KE Eg 2. 
2. Vingedækkerne c. ”/, gang bredere end hovedet 


199 


(fig. 91, p. 205). Skinnebenene sorte med gul rod. 
Vvængde 2 328 ISLE 52, Fornicåtus. 
Vingedækkerne ikke nær !/, gang bredere end 
hovedet. Skinnebenene anderledes farvede. 
ERNE. SSR SS SEES LES ESS ad 3; 


ibericus tarsalis tarsalis- 
| wlisthof fi- 
anus 


bohemicus 


Fig. 86—89. Stenus, hannens parringsorgan, øverst: set fra oven 
(paramerernes randbehåring udeladt), nederst: penisspidsen, set 
fra venstre side. 


REE er oe RE 7 SØ ERSESRA ENE 0 EAEEES SSI SERENE SÆERSNER Å. 
ry nr SE av 1 FREb near ERR NOR ERR KER FREE MR 10. 
4. Benene gule med sorte knæ. Kæbepalper og 2. fø- 
lehornsled gule. Længde 5—5,5 mm .... 49. similis. 
BEES RESENS NESS EEN PEER KETG i i 
5. 4. fodleds lapper ikke over halvt så lange som 
leddet (fig. 69, p. 164) 
42. brunnipes og 43. nigritulus. 
(1 3: undersl Tesnus) 


10. 


on 


200 


4. fodleds lapper meget over halvt så lange som 


leddet (om ES TES pE) 500, Gns ho MER 6. 
Lårene brunrøde eller brune. 3. kæbepalpeled brun- 

ligt, «Lænede IE mme on ER ER s 
Lår og skinneben sorte eller brunsorte. 2. føle- 

hørnsled sult. Længde 3,5—5,5 mm 442200 104 &: 


3.—8. følehornsled gulbrune. Vingedækkerne langs 

sømmen kun ganske lidt længere end pronotum 
44. låtifrons. 

3.—8. følehornsled gule. Vingedækkerne langs søm- 

men omtrent ”/, længere énd pronotum 

45. fulvicérnis. 

Vingedækkerne lidt bredere. 1. og 2. frie rygled 

som regel med en ganske kort og svag midt- 

køl ved roden. Hannens paramerer når langt 
forbi penisspidsen—(12.,809) 35. 48. bohémicus. 

Vingedækkerne lidt smallere. 1. og 2. frie rygled 

uden midtkøl ved roden. Hannens paramerer 

når ikke eller kun lidt forbi penisspidsen (fig. 


TA 0» BL FE SANGERE REE RES NSB RESEN NAR HIK EERES SS IEEE MER 9; 
Hannens paramerer med trekantet spidsparti 
STE 2 fa RTE P RE RRS Keel TE SET JESSE Ane KØR gr AG. Taars bes 
Hannens paramerer med firkantet spidsparti 
DLR. DO) SERIES ERE SN SENERE LIE KRAN SR] 47 abericens 
NEN GREL - 335335 5 SR ene SR RR 63. pållipes. 
| (i 6. undersl. Parastenus) 
BLOTTE, 251,8 ART 3 TNS SE SMS REE SER Sedan ETERN i 
Forkroppen ret hint punkteret SI SSD 50. solutus. 


Forkroppen påfaldende groft punkteret 
51.cicindeloides: 


44. St. låtifrons Er. Temmelig smal. Sort, kæbepalperne 


gullige med brunt 3. led, følehornene gulbrune med brunsort 
rodled og kølle, 2. led ofte lidt mørkere end 3. led, benene 
brunrøde eller brune. Oversiden tæt og temmelig kraftigt 
punkteret. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne, med 
svage pandefurer. Pronotum rigeligt så bredt som langt. 


201 


Vingedækkerne langs sømmen ganske lidt længere end pro- 
notum. 3. fodleds bagrand let indbuet. Længde 3,2—3,5 mm. 
åg: 5. bugled med et bredt og fladt indtryk, bagranden bredt 
indbuet, 6. bugleds bagrand med en smal og dyb indskæring. 
Fra St. brunnipes adskilles arten let ved meget dybere 
tvelappet 4. fodled og ikke nær så kraftigt punkteret overside. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, i moser og ved 
bredderne af søer og vandløb. 


45. St. fulvicérnis Steph. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at oversiden er tydeligt kraftigere 
punkteret, forkroppen blankere og, navnlig vingedækkerne, 
noget bredere og benene noget lysere. Længde 3,2—3,5 mm. 

åg: Som den foregående. 


Almindelig (J, Ø, B). På lignende steder som den fore- 
gående. 


46..St. tarsålis Ljungh. Let kendelig fra de to foregående 
ved betydeligere størrelse og mørkere ben og fra St. similis 
ved de under denne anførte kendetegn. Sort, kæbepalper og 
følehorn gule, de første undertiden med lidt mørkere 3. led, de 
sidste med sort eller sortbrunt rodled og brunlig kølle, benene 
sorte eller brunsorte med brungule fødder. Oversiden tæt og 
ikke særlig kraftigt punkteret. Hovedet lidt smallere end 
vingedækkerne, pandefurerne flade. Pronotum c. så langt som 
bredt. Vingedækkerne langs sømmen lidt længere end pro- 
notum, noget ujævne, i bunden fint, ofte meget svagt mikro- 
chagrinerede. 3. fodled… svagt tvelappet, den inderste lap 
længst. Længde 3,5—4,5 mm. 

gg: Bagskinnebenene med en yderst lille, fin spidstorn. 
6. bugleds bagrand let indbuet. Parringsorganet se fig. 87 
(p. 199). Paramererne når lidt forbi penisspidsen. Profilen af 
penis, set fra siden, langs overranden bag spidsen med et 
skarpt vinkelformet fremspring. 

Artsproblemet indenfor tarsalis-gruppen er endnu ikke 
løst. Løsningen vanskeliggøres ved, at hannerne er meget 


202 


sjældnere end hunnerne. Ved Aachen er fundet en form 
(tarsalis-wusthoffiånus Mach.), hvis parringsorgan af- 
viger noget fra hovedformen, se fig. 88 (gengivet efter Wiust- 
hoff). Denne form er endnu ikke kendt fra Danmark. 
Artens udbredelse kendes ikke med sikkerhed, da den har 


været sammenblandet med de to følgende arter. Sikre eks- 
emplarer foreligger kun fra Skagen. 


47. St. ibéricus Mach. (angulåtus Benick). Denne 
art står den foregående yderst nær og synes kun at kunne 
adskilles sikkert fra den for hannens vedkommende, jfr. ne- 
denfor. Længde 3,5—4,5 mm. 

åg: Parringsorganet se fig. 86 (p. 199). Paramererne når 
ikke forbi penisspidsen og er i spidspartiet afvigende formet. 
Profilen af penis, set fra siden, langs overranden uden vin- 
kelformet fremspring bag spidsen. 6. bugleds indbugtning er 
måske lidt bredere og mindre dyb end hos den foregående. 

Artens udbredelse kendes ikke med sikkerhed, jfr. foran 
under St. tarsalis. Antagelig er den udbredt, men ikke al- 
mindelig (J, Ø). Sikre eksemplarer foreligger fra Sønderborg, 
Borum bæk, Lading sø, Skagen, Fruens bøge ved Odense, 


Vosemose og København. På fugtig bund ved bredden af 
søer og vandløb. 


48. St. bohémicus Mach. (pålmi Benick). Yderst nær- 
stående til de to foregående, men adskilt fra dem ved af- 
vigende form af hannens parringsorgan og yderligere ved 
gennemsnitligt lidt betydeligere størrelse, forholdsvis lidt 
bredere vingedækker og ved, at ER og 2. frie rygled oftest 
har en ganske kort og svag midtkøl ved roden. Længde 
4—5,9 mm. 

åg: Parringsorganet se fig. 89 (p. 199). Paramererne er 
meget længere og slankere end hos de to foregående, med 
meget længere og mindre stærkt udvidet, anderledes formet 
spidsparti. Profilen af penis, set fra siden, langs overranden 
med et afrundet fremspring bag spidsen. 


Arten har været sammenblandet med de to foregående, 
og dens udbredelse kendes derfor ikke endnu med sikker- 


203 


hed. Der foreligger hidtil kun eksemplarer fra Nordsjælland 
(Amager, Sortedam i Store Dyrehave og mose ved Hillerød). 


49. St. ”similis- Hbst. Nærstående til de tre foregående, 
med let adskilt fra dem ved længere følehorn og ben, farven 
af disse, der er gule med sorte knæ, og lidt betydeligere gen- 
nemsnitsstørrelse. Kæbepalperne gule. Vingedækkerne langs 
sømmen c. ”/, længere end pronotum, i bunden blanke og 
uden mikrochagrinering. 3. fodled simpelt. Længde 5—5,5 mm. 

åg: 4. bugled med indbuet bagrand og foran dette noget 
nedtrykt og længere behåret, 6. bugleds bagrand dybt ind- 
skåret. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. Under- 
tiden ved aftenketsning. Hannen sjældnere end hunnen. 


50. St. solutus Er. Let kendelig fra de foregående arter 
i gruppen ved følehornenes gule rodled og fra alle gruppens 
andre arter ved bagkroppens fine punktur og tydelige, fine 
og tætte, silkeagtige behåring. Sort, med svagt blyagtigt skær, 
kæbepalper og følehorn gule, de sidste ofte lidt mørkere mod 
spidsen, benene gule eller rødgule, forlårene foroven med en 
mørk plet bag spidsen, mellem- og bagbenene med mørkt 
lårspidsparti og mørk skinnebensrod og -yderside. Forkroppen 
tæt og temmelig fint punkteret, i bunden fint mikrochagri- 
neret. Hovedet lidt smallere end vingedækkerne, mellem 
øjnene bredt indtrykt og med ret dybe og brede pandefurer. 
Pronotum c. så langt som bredt. Vingedækkerne langs søm- 
men lidt længere end pronotum, noget ujævne. 3. fodleds 
bagrand let indbuet. Længde 5—5,5 mm. 

åg: Bagskinnebenene mod spidsen let indadsvungne. 4. bug- 
led med let indbuet bagrand og foran indbugtningen let ned- 
trykt, 6. bugleds bagrand dybt indskåret. 


Sjælden og stedegen (Ø). Fåborg mose (»Sundet«), Øster- 
skov på Falster, Hunosøgård mose, Svenstrup (ved Borup 
st.), Utterslev mose, Kagsmose, Fuglesangssøen, Eremitage- 
sletten (det flade vandhul), Lyngby mose, Brede, Kollemose 
(Holte), Donse. Arten synes i de senere år at være blevet 
noget mindre sjælden, i hvert fald i Nordsjælland. På meget 


204 


fugtig mosebund, undertiden ved aftenketsning. Marts—juli. 
I udlandet fundet i stængler af vandplanter, ofte under 
vandfladen. 


51, St cicindelofdes Schall. (fg.90)/ Denne, store ser 
almindelige art er let kendelig ved den blanke, ikke mikro- 
chagrinerede forkrops meget grove punktur. Sort, kæbepalper 
og følehorn gule, ofte lidt mør- 
kere mod spidsen, benene rød- 
gule, lårenes spidsparti og skinne- 
benene til henimod spidsen mør- 
ke. Hovedet kun lidt bredere end 
pronotum og betydeligt smallere 
end vingedækkerne, pandefurerne 
ikke ret dybe... Pronotum Cc; så 
"langt som bredt. Vingedækkerne 
langs sømmen lidt længere. end 
pronotum, lidt ujævne. Bagkrop- 
pen fortil temmelig tæt og kraf- 
tigt punkteret. 3. fodled omtrent 
simpelt. Længde 5,3—5,8 mm. 

dg 6, busgleds bagrand indskå- 
ret,… men…ikke så dybt som. hos Fig. 90. Stenus cicindelo- 
de to foregående. ides. 2. Xx.7. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, undertiden ved 
aftenketsning. Hannen sjældnere end hunnen. 


[St. kiesenwétteri Rosenh. Nærstående til den fore- 
gående, men let kendelig fra den og alle gruppens andre 
arter ved, at hvert vingedække har en stor, rød plet. Føle- 
hornsroden mørk. Bagkroppen kraftigere punkteret end hos 
den foregående. Længde 5,4—5,8 mm. 

åg: 4. bugled med let indbuet bagrand og foran indbugt- 
ningen let nedtrykt, 6. bugleds bagrand temmelig dybt ind- 
skåret. 


Denne art, der bl. a. er fundet ved Kiel, kunne muligvis 
træffes også hos os, snarest måske i det sydligste Jylland. 


205 


Arten lever især i tørvemos (Sphagnum) i tørvemoser, og er 
hyppigst sigtet om foråret, undertiden i antal.] 


Så: St fornicåatus Steph, (fig. 91). En lille, ved sin form 
meget let kendelig art. Sort, kæbepalper og følehorn brun- 
gule, mørkere mod spidsen, skinnebenenes rod gul, fødderne 
brune. Forkroppen blank, ikke mikrochagrineret, tæt og 


Fig. 91. Stenus fornicatus 2. x16. 


kraftigt punkteret. Hovedet kun rigeligt så bredt som pro- 
notum, pandefurerne flade. Pronotum lidt bredere end langt. 
Vingedækkerne store, brede og hvælvede, langs sømmen c. ”/, 
gang længere end pronotum. Bagkroppen kort, bagud stærkt 
tilspidset, fortil temmelig kraftigt og tæt punkteret. 3. fodled 
simpelt. Længde 2,5—2,8 mm. 

gg: 4. bugled bagtil forlænget i en bred plade, hvis bagrand 
er indbuet og langhåret; 6. bugleds bagrand temmelig dybt 
indbuet. 

Sjælden (Ø, B). Bregninge på Tåsinge, Tommerup, Odense, 
Nordsjælland (Ravneholm, Malmmosen, Børstingerød mose, 


Sortedam i Store Dyrehave, Hillerød, Fønstrup dam); Rø. 
På fugtig mose- og skovbund i opskyl, mos og løv. 


206 


5. underslægt Hemistenus Rey. 


4. fodled dybt tvelappet, tydeligt bredere end 
2. led, også 3.led undertiden tvelappet (fig. 73, 
p-. 164). Bagfødderne kun c. eller lidt over halvt 
så lange som bagskinnebenet, deres 1. led c. så 
langt som kloleddet. Pronotum uden midtfure, 
undertiden med et skråt tværindtryk på hver 
side bag midten. Bagkroppens sider med tydelig 
kant (som. 52..23,.p: 


Oversigt over arterne. 


1. Følehornenes rodled rødgult, ikke mørkere end 


VÆRE —— : IRRSSEREEREEL FARE 2 mo aL Øs BEM 59. picipénnis. 
Følehornenes rodled sort eller brunt, meget mør- 


kere end 2 led 2 SAR ES 2 2 DENE ål 
2. Bagkroppens 1.—3. frie rygled ved roden med en 
kort mmdtkøl SSR 3 on 58. bifoveolåtus. 
Bagkroppens 1.—3. frie rygled ukølede......... 3; 
3. Benene ensfarvet gule. Kroppen smal. Længde 
SS 0" 11 BESES SE SEØESR SET BEDRE Pe SR Aok HDD 62. flåvipes. 
Benene mørkere. Længde 3,5—6 mm........... Å. 


4. Lårene sorte. 3. fodled ret.dybt tvelappet (fig. 73, 
p. 164). Kroppen med tæt, hvidlig, iøjnefaldende 
BESES LEDERE RT EDR TY VENS EN TAS SAEKT LEES: d. 
Lårene rødlige eller brunlige. 3. fodled mindre dybt 
tvelappet eller med kun indbuet bagrand. Krop- 


pens behåring tyndere, ikke iøjnefaldende. ... 3: 
By 002 Folde sorte FISSE RE ge] ERE LS 6. 
1;og 2. fodled -gule eler gulbrune 28.20023 DAT, 8. 


6. Bagkroppen uden, pronotum og vingedækkerne 
uden eller med yderst svag og udvisket mikro- 
skulptur, de sidste kun lidt ujævne. Z: bag- 
skinnebenene med spidstorn ........ 55. binotåtus. 
Bagkroppen, pronotum og vingedækkerne med 


207 


tydelig mikronetmaskning, de sidste noget 
ujævne. å: bagskinnebenene uden spidstorn .. di 
Større, 5—6 mm. ZZ: 6. bugleds bagrand med en 
indskæring, der i bunden er omtrent ret og lidt 
fortykket (fig. 93); 2: 6. bugled med en spids 
forlene RSS SSU DDLØN, 53. pubéscens. 


pseudopub & 


92 
pub. ef 


ker alen leg 


94 URE ng 


95 


pub. 2 


Fig. 92—95. Stenus, 6. bugled. 


Mindre, 4,5—5 mm. &: 6. bugleds bagrand med 

en rundet indskæring uden fortykkelse (fig. 92); 

Q: 6. bugleds forlængelse med meget mere but 

SEER TERESE DORSODSISE ET 54. pseudopubéæscens. 
Større, 4£,59—5 mm. Pandefurerne meget svage og 

udviskede. Kroppen lidt bredere. $: bagskinne- 

benene uden 'spidstorn VIBE PE: CA 567 pallitårsis., 
Mindre, 3,8—4,3 mm. Pandefurerne lidt dybere. 

Kroppen lidt smallere. 3: bagskinnebenene med 

nr ga] ts PE SSRERBE NERE SES SEES EE SON SEERNES 57. niveus. 
Vingedækkerne tæt punkterede, kun lidet ujævne, 

bagud kun svagt udvidede. Bagkroppen tæt 

DN EET sm MUD S ÅRRE > 8 Ses SERENE RESENS SES SØREN 60. picipes. 
Vingedækkerne lidet tæt punkterede, meget 

ujævne, bagud stærkt udvidede. Bagkroppen 

lidet tæl bunkere SØEN 61. nitidiusculus. 


208 


53. St. pubéscens Steph. Gruppens største art og sam- 
men med de følgende fire arter kendetegnet ved oversidens 
blyagtige skær og tydelige, tætte, sølvhvide behåring, lange 
vingedækker, mørke lår og skinneben og ret dybt tvelappet 
3. fodled. Sort, kæbepalperne brune eller sortbrune med lys 
rod, følehornene brungule med mørkere kølle og brunsort 


Il 


pubescens pseud opub. 
96 97 


Fig. 96 og 97. Stenus, hannens parringsorgan. 


rodled, fødderne undertiden brunlige mod spidsen. Forkroppen 
ret fint og tæt punkteret, i bunden fint mikrochagrineret. 
Hovedet lidt bredere end pronotum og tydeligt smallere end 
vingedækkerne, pandefurerne flade. Pronotum c. så langt som 
bredt, bag midten med et skråt tværindtryk på hver side. 
Vingedækkerne langs sømmen c. eller lidt over "/, længere 
end pronotum, noget ujævne, siderne omtrent rette. Længde 
5,6 mm 

åg: Bagskinnebenenes inderside i yderste halvdel lidt ind- 
buede, spidsen lidt fortykket. 3. og 4. bugled (samt 2. bugled 
i svagere grad) bagtil med et halvrundt indtryk og indbuet 
bagrand, 5. bugled i midten nedtrykt, 6. bugleds bagrand 
med en dyb indskæring, der i bunden er omtrent ret og lidt 
fortykket (fig. 93). Parringsorganet se fig. 96. 

2: 6. bugled spidst forlænget (fig. 95). 


209 


Arten har været sammenblandet med den følgende; den 
er udbredt, men vist ikke almindelig (J, Ø). Nørre å ved 
Oksenvad, Horsens nørrestrand, Skanderborg sø, Lyngby- 


o 


gårds å, Buderuplund, Svenstrup å ved Slettestrand, Brøn- 
derslev; Fruens Bøge, Munkemose, Hunderup, Kirkeby ved 
Svendborg, Kaningården ved Holte. Ved vandkanter; dels 
taget ved sigtning, dels ved ketsning på vandplanter, på 
hvilke den undertiden går tilvejrs henad aften. Ligesom de 
3 eller 4 følgende arter er den i stand til at løbe henover 
vandfladen. 


54. St. pseudopubéæscens Strand. Meget nærstående til 
den foregående, men adskilt fra den ved tydeligt mindre 
størrelse, andre sekundære kønsmærker hos begge køn og 
anden form af hannens parringsorgan. Længde 4,5—5 mm. 

åg: Bagskinnebenene og 2.—5. bugled omtrent som hos den 
foregående. 6. bugleds bagrand med en rundet, ikke fortykket 
indskæring (fig. 92). Parringsorganet se fig. 97. 

Q: 6. bugleds forlængelse med meget mere but spids (fig. 94). 


Arten har været sammenblandet med den foregående; den 
er udbredt, men vist ikke almindelig (J, Ø). Esbjerg, Rug- 
ballegård ved Vejle, Horsens nørrestrand, Skanderborg sø, 
Randers; Vosemose og Holmstrup på Fyn, Damhusmosen (i 
opskyl), Hillerød. Levevis som den foregående. 


95. St.- binotåtus. Ljungh. Nærstående til de to fore- 
gående, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at oversidens punktur er lidt kraf- 
tigere, at de 3 eller 4 første frie rygled midt på bagranden 
har et smalt, meget blankt og glat parti, og at størrelsen er 
betydelig ringere end hos St. pubescens og lidt ringere end 
hos St. pseudopubescens. Længde 4,3—4,8 mm. 

gg: Bagskinnebenene med tydelig spidstorn. 3. og 4. bug- 
led bagtil meget svagt nedtrykt, bagranden svagt indbuet; 
6. bugleds bagrand med en ret dyb, rundet indskæring. 


Almindelig (J, Ø, B). På vandplanter. Larver og pupper 
er fundet i stænglerne af vandsennep (Roripa amphibia) i 
aug.—sept. og klækket kort tid efter. 


Victor Hansen: Rovbiller. Il. 14 


210 


56. St. pallitårsis Steph. Nærstående til de tre fore- 
gående, men adskilt fra dem ved helt eller næsten helt gule 
kæbepalper, som regel betydeligt lysere følehorn og rødgule, 
undertiden brunlige fødder, fra St. binotatus yderligere ved 
fint mikrochagrineret og lidt finere punkteret overside. Længde 
4,5—5 mm. | 

Øg: 3., 4. og 6. bugled omtrent som hos den foregående. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På vandplanter og 
i opskyl. 


57. St. niveus Fauv. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker, 
samt ved at hovedet kun er ganske lidt (hos den foregående 
derimod omtrent +/,) smallere end vingedækkerne. Kæbe- 
palpernes 3.led undertiden brunligt. Længde 3,8—4,3 mm. 

åg: Bagskinnebenene med en tydelig spidstorn. Bugleddene 
omtrent som hos den foregående, 6. bugleds indskæring dog 
bredere. 

Meget sjælden (J). Hidtil kun fundet på Fanø (9, "/, 1926, 
vistnok aftenketset ved en sump) og i Ræbild (8 29 i opskyl, 
marts 1894). Arten angives at være en udpræget moseart, 


der bl. a. forekommer i tørvemos (Sphagnum) og hyppigst 
er taget i marts—april. 


58. St. bifoveolåtus Gyll.. Let kendelig fra alle gruppens 
andre arter ved midtkølede bagkropsled. Sort, kæbepalperne 
gullige med brunligt 3. led, følehornene brungule med mørkere 
kølle og sort rodled, benene sorte eller sortbrune, lårene mod 
roden og fødderne undertiden lidt lysere. Oversiden fint 
mikrochagrineret, forkroppen ret kraftigt, den temmelig tykke 
bagkrop ret fint punkteret. Hovedet lidt smallere end vinge- 
dækkerne, pandefurerne tydelige. Pronotum c. så bredt som 
langt, bag midten med et svagt, skråt tværindtryk på hver 
side. Vingedækkerne langs sømmen kun lidt længere end | 
pronotum, bagud lidt udvidede, lidt ujævne. 3. fodled svagt 
tvelappet. Længde 3,5—4 mm. 

åg: 4. og 5. bugled med et indtryk, der på 4. led er dybest 


211 


bagtil, på 5. led fortil; 6. bugleds bagrand med en dyb ind- 
skæring. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På fugtig bund ved 
vandsteder, søer og moser, i løv og opskyl. 


59. St. picipénnis Er. En bred, ret blank art, let kendelig 
fra alle gruppens andre arter ved følehornenes lyse rodled. 
Sort, kæbepalper, følehorn og ben brungule, følehornskøllen 
og knæene eller lårenes spidsparti mørkere. Oversiden ikke 
eller næppe mikrochagrineret, forkroppen kraftigt og nogen- 
lunde tæt, bagkroppen finere og lidet tæt punkteret. Hovedet 
lidt smallere end vingedækkerne, med tydelige pandefurer. 
Pronotum rigelig så bredt som langt, med ret stærkt rundede 
sider. Vingedækkerne brede, langs sømmen c. ”/, længere end 
pronotum, lidt ujævne. Bagkroppen tyk, 1.—4. frie rygleds 
bagrand i midten med et blankt, glat parti. 3. fodled svagt 
antydet tvelappet. Længde 3—3,5 mm. 

å: 5. bugled med et svagt indtryk, 6. bugleds bagrand 
temmelig bredt og dybt indskåret. 

Af denne art kendes hidtil kun 2 danske eksemplarer, det 
ene fra Grejsdalen (?/, 22), det andet fra Horsens nørrestrand 
(2%/, 16). I Tyskland er arten, der overalt synes at være 
sjælden, fundet engang i antal ved et lille, med sødgræs 


(Glyceria aquatica) bevokset vandhul på mergelbund ved at 
presse planterne ned under vandoverfladen (?2Z/,—c, 15/,). 


60. St. picipes Steph. Sort med svagt blyagtigt skær, 
kæbepalperne gullige, ofte med mørkere spids, følehornene 
gullige med mørkere kølle og sort eller brunt rodled, benene 
brunrøde med mørkere knæ og skinneben. Forkroppen tæt 
og temmelig kraftigt punkteret, i hvert fald vingedækkerne 
svagt mikrochagrinerede, bagkroppen lidt finere punkteret. 
Hovedet tydeligt smallere end vingedækkerne, pandefurerne 
lidet dybe. Pronotum c. så langt som bredt. Vingedækkerne 
ret store og brede, langs sømmen c. ”/, længere end pronotum. 
3. fodled simpelt. Længde 3,6—4,2 mm. 

gg: 6. bugleds bagrand temmelig dybt indskåret. 

Ab. brevipénnis Thoms. (foveicéllis Kr., Joh.) ad- 


14+ 


212 


skiller sig fra den foran beskrevne hovedform ved lidt ringere 
størrelse (3,3—3,5 mm), lidt mindre vingedækker, der kun er 
lidt bredere end hovedet og kun lidt længere end pronotum, 
og lidt lysere ben. 


Hovedformen er udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B) 
på fugtig skov- og engbund, undertiden aftenketset i aug.— 
sept. Varieteten er i det nordlige Jylland hyppigere end 
hovedformen, iøvrigt sjælden (J, B), og forekommer på eng- 
bund og ved søbredder, især i opskyl. 


61. St. nitidiusculus Steph. Kendelig ved forkroppens 
ret fine, lidet tætte punktur og de ret korte, bagud betydeligt 
udvidede, meget ujævne vingedækker. Uvinget; sort, ret 
blank, kæbepalperne gullige, ofte med mørkere spids, føle- 
hornene gullige med mørkere kølle og sort eller sortbrunt 
rodled, benene rødgule med mørkere knæ. Oversiden svagt 
mikrochagrineret. Hovedet lidt smallere end vingedækkerne, 
pandefurerne ret dybe. Pronotum rigeligt så bredt som langt, 
bag midten med et skråt tværindtryk på hver side. Vinge- 
dækkerne langs sømmen kun lidt længere end pronotum. 
Bagkroppen især langs midten lidet tæt punkteret. 3. fodled 
bredt hjerteformet. Længde 4—4,5 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand dybt indskåret. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På våd bund 
ved grøfter og vandløb, på vandplanter og i kildemos. 


62. St. flåvipes Steph. Gruppens mindste og smalleste 
art, let kendelig ved formen og ensfarvet gule ben. Uden 
eller med rudimentære flyvevinger. Sort, kæbepalper, følehorn 
og ben gule, følehornene med lidt mørkere kølle og med sort 
eller brunsort rodled. Oversiden temmelig kraftigt, ikke ret 
tæt punkteret, fint mikro-netmasket. Hovedet rigeligt så 
bredt som vingedækkerne, pandefurerne ret flade. Pronotum 
c. så langt som bredt, bagtil med et upunkteret længdemidt- 
parti. Vingedækkerne smalle, langs sømmen lidt længere end 
pronotum, bagud lidt udvidede, næsten jævne, skuldrene kun 
svagt afsatte. 3. fodled bredt, antydet tvelappet. Længde 
3—3,2 mm. 


213 


Øg: 4. og 5. bugled ad midten svagt indtrykt, 6. bugleds 
bagrand ret dybt indskåret. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På fugtig skov- 
og engbund, på vandplanter ved vandløb og grøfter; ofte 
ved ketsning, især henad aften. 


6. underslægt Paråstenus v. Heyden. 
(Mesåstenus Rey, Joh.) 


4. fodled dybt tvelappet, tydeligt bredere end 
2. eller 3. led, 3. led simpelt, bagfødderne tyde- 
ligt over halvt så lange som bagskinnebenet, 
deres 1. led tydeligt længere end kloleddet (fig. 74, 
p-. 164). Bagkroppens sider tydeligt (hos St. pal- 
lipes dog fint og ofte noget utydeligt) kantede 
(son 18.739. 25 00 h8: 79; 7p. 1792), leéddéne 
ukølede. Benene helt eller delvis rødlige. 


Oversigt over arterne. 


1. Bagkroppens sider meget fint kantede .. 63. pållipes. 
Bagkroppens sider, navnlig fortil, kraftigt kantede 2. 
2. Lårenes spidshalvdel brun eller sortbrun, skinne- 
benene oftest brunlige. 3. kæbepalpeled brunt. 
Kænede 3275 5 eo el den 64; paluåstris. 
Lårene i det højeste lidt mørkere ved knæet, i 
fald (St. geniculatus) større, 3,3—4,5 mm. Skin- 


nebenene helt.eller overvejende rødgule...… : åd. 
3. Større, 3,5—4,5 mm. Vingedækkerne med tydeligt 
SES SERENE STE ES SKETE ER An Re ADV Å. 
Mindre, 3—3,5 mm. Vingedækkerne med svagt 
afsatte skuldre, bagud betydeligt udvidede... 6. 


4. Vingedækkerne bagud tydeligt udvidede. Hovedet 
c. så bredt som vingedækkerne, omtrent /., bre- 
dere end pronotum, dette langs midten med 


214 


yderst svag, udvisket mikroskulptur. Oversiden 

med tydeligt mørkt metalskær .... 65. impréæssus. 
Vingedækkerne bagud ikke eller kun meget svagt 
udvidede. Hovedet lidt smallere end vingedæk- 
kerne, c. 7/4 bredere end pronotum, dette langs 

midten med tydelig mikronetmaskning....... 5. 

5. Kæbepalpernes 3. led mere eller mindre brunligt. 
1. følehornsled brunsort, 2. led tydeligt mørkere 

end 3 el ars RES ER 66. geniculåtus. 
Kæbepalpernes 3. led gulligt. 1. følehornsled gul- 
brunt, 2. led ikke tydeligt mørkere end 3. led 

67. flavipålpis. 
6. Bagkropsleddene med fin mikroskulptur. Vinge- 


dækkerne; lidt ujævne 2.52, 68. coarcticollis. 
Bagkropsleddene uden mikroskulptur. Vingedæk- 
[HE DSR sn FT SORRRERESRE BE FR SEE SER EKDENE, SEES 69. erichséni. 


63. St. pållipes Grav. Let kendelig fra gruppens følgende 
arter ved den meget fint og smalt kantede bagkrop. Sort, 
kæbepalper, følehorn og ben rødgule, følehornskøllen og under- 
tiden knæene mørkere. Oversiden fint mikronetmasket, for- 
kroppen tæt og ret kraftigt, bagkroppen noget finere punk- 
teret. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne, pandefurerne 
meget brede, ret flade. Pronotum rigeligt så bredt som langt, 
undertiden med en svag midtfure. Vingedækkerne langs søm- 
men c. ”/, længere end pronotum, næsten jævne, bagud næppe 
udvidede. Længde 3—3,5 mm. 

&g: Bagkroppen smallere. Mellem- og bagskinnebenene med 
fin spidstorn. 6. bugleds bagrand stumpvinklet, lidet dybt 
indbuet. 

Sjælden (J, Ø). Holmsland klit; Tåsinge, Maribo sø, Lel- 
linge å, Søskær mose ved Korsør, Lersøen, Damhussøen, 


Utterslev mose, Kagsmose, Vangede mose, Dyrehaven. På 
åben, fugtig bund ved søer, åer og moser. 


64. St. palustris Er. Kendelig fra de følgende ved mørkere 
ben og, bortset fra St. geniculatus, mørkere følehornsrodled 


215 


og 3. kæbepalpeled. Sort, kæbepalper og følehorn brungule, 
3. kæbepalpeled samt følehornenes rodled og kølle brunlige, 
benene brunlige med rødlig inderste lårhalvdel. Oversiden 
meget fint mikronetmasket, forkroppen tæt og ret kraftigt, 
bagkroppen noget finere punkteret. Hovedet fuldt så bredt 
som vingedækkerne, pandefurerne brede, lidet dybe. Pronotum 
rigeligt så bredt som langt, med svag, ret bred midtfure. 
Vingedækkerne langs sømmen lidt længere end pronotum, 
noget ujævne, bagud noget udvidede. Længde 3,2—3,5 mm. 
å: 6. bugleds bagrand lidet dybt indbuet. 


Almindelig (J, Ø). På fugtig bund. 


65. St. impréssus Germ. Kendetegnet ved oversidens 
tydelige metalskær, de ujævne, bagud tydeligt udvidede 
vingedækker og størrelsen. Sort, oversiden blank, med tydeligt 
bronzeagtigt eller grønligt metalskær, kæbepalper, følehorn 
og ben rødgule, følehornenes rodled og kølle og undertiden 
knæene ganske lidt mørkere. Oversiden yderst svagt mikro- 
netmasket, forkroppen kraftigt og tæt, bagkroppen finere 
punkteret. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne, pande- 
furerne ret brede og dybe. Følehornene forholdsvis lange og 
slanke. Pronotum rigeligt så bredt som langt, med svag midt- 
fure og på hver side af denne med et eller to svage længde- 
indtryk. Vingedækkerne langs sømmen lidt længere end pro- 
notum. Længde 3,5—4,2 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene (fig. 74, p. 164) med en 
spidstorn, der er kraftigst på de første. 6. bugleds bagrand 
lidet dybt indbuet. 


Almindelig (J, Ø, B). Både på tør og på halvfugtig bund. 


66. St. geniculåtus Grav. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker samt ved, at kroppen er lidt smallere, at oversiden 
mangler metalskær og oftest er lidt tydeligere mikronetmasket, 
at 3. kæbepalpeled, 1. og 2. følehornsled og knæene er mørkere, 
samt at pandefurerne er mindre dybe, følehornene lidt kortere, 


216 


vingedækkerne ikke så stærkt ujævne og bagkroppen lidt 
tættere punkteret. Pronotum så langt som bredt, uden eller 
med svag midtfure. Længde 3,8—4,5 mm. 
åg: Bagskinnebenene med yderst kort og fin spidstorn. 
6. bugleds bagrand med en meget lille indbugtning. 
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Oftest på høj 


bund, især på hedebakker under lyng, mos og lav; også på 
høj skovbund under løv. 


67. St. flavipålpis Thoms. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den véd de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at oversiden er noget blankere, føle- 
hornskøllen som regel ikke så mørk og knæenes mørke parti 
som regel smallere. Endvidere er pronotum oftest lidt bredere, 
rigeligt så bredt som langt, og ganske lidt kortere i forhold 
til vingedækkerne. Fra St. impressus adskilles den let ved de 
i oversigten nævnte kendemærker samt ved lidt smallere 
krop, lidt kortere følehorn og lidt tættere punkteret bagkrop. 
Længde 3,8—4,5 mm. 

å: Som den foregående. 

Sjælden (J, Ø). Madum sø; Ledreborg, Bognæs, Lyngby 


mose, Ermelunden, Dyrehaven. I modsætning til den fore- 
gående på fugtig mose- eller skovbund. 


68. St. coarcticéllis Epp. Sort, temmelig blank, kæbe- 
palper, følehorn og ben rødgule, følehornskøllen mørkere, 
knæene undertiden ganske lidt mørkere. Oversiden fint, på 
forkroppen meget svagt mikronetmasket, forkroppen tæt og 
kraftigt, bagkroppen finere punkteret. Hovedet omtrent så 
bredt som vingedækkerne, pandefurerne temmelig dybe. Pro- 
notum rigeligt så bredt som langt, med svag midtfure. Vinge- 
dækkerne langs sømmen kun lidt længere end pronotum. 
Længde 3—3,5 mm. 

åg: Lårene noget fortykkede, mellem- og bagskinnebenene 
med tydelig spidstorn. 6. bugleds bagrand ret dybt indbuet. 


Sjælden (J, Ø). Estrup skov, Hovedgård, Bygholm, Ene- 
mærket ved Horsens, Gyllingnæs, Marselisborg skov (i fug- 


217 


tigt løv på halvskygget bund ved Varnabækken), Skørping, 
Lundby bakker; Gjerup, Tarup, Hunderup og Kellerup på 
Fyn; Guldborgsund. Især på fugtig skovbund under løv og mos. 


69. St. erichséni Rye. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at oversiden er lidt blankere og for- 
kroppen ikke eller næppe mikrochagrineret. Længde 3— 
s0cmnm. 

åg: Lårene lidt fortykkede, mellem- og bagskinnebenene 
med yderst kort og fin, næppe synlig spidstorn. 6. bugleds 
bagrand ret dybt indbuet. 

Meget sjælden (Ø). Ristinge klint; Guldborgsund, Høvblege 


på Højemøen, Galgebakkerne ved Næstved. Pa høj, solåben 
kridt-, sand- eller grusbund, ved planterødder. 


mn Diandgiuis: Sam: 


Nærstående til Stenus, men adskilt fra denne 
slægt ved, at hovedet bag øjnene har tydelige 
tindinger, der er mindst halvt så lange som øjet, 
at 7. bugleds spids har 2 lange, stive, bagud- 
rettede børster, og at underlæben ikke er frem- 
skydelig. 


1. D. coeruléscens Gyll. Metallisk blåsort, hvert vinge- 
dække med en rund, rødgul plet bag midten, følehornene ofte 
brunlige mod spidsen. Oversiden på hoved og pronotum ret 
fint, på vingedækkerne noget kraftigere og på bagkroppen 
meget fint punkteret. Hovedet med 2 længdefurer mellem 
øjnene, meget bredere end pronotum, dette c. så langt som 
bredt. Vingedækkerne meget længere og bredere end pronotum. 
Bagkroppen kraftigt kantet. Fødderne kortere end skinne- 
benet, 4. led tvelappet. Længde 5—6 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand bredt og ret dybt indbuet. 


218 


Sjælden og stedegen (J, Ø, B). Tørning, Nørholm skov, 
Marselisborg skrænt (ved Varna-bækkens udløb og ved Thors- 
mølle), Brønderslev, Ålbæk; Ledreborg skov, Ermelunden; 
Dynddalsbækken m. fl. steder på Bornholm. På stenede 
skrænter og bredder ved rindende vand, især i vådt kildemos, 
ofte i stort antal. Maj—aug. 


7. underfamilie Euaesthétinae. 


Adskilt fra den foregående underfamilie (Ste- 
ninae, p. 160) ved, at øjnene ikke er særlig store, 
at følehornene har 2-leddet kølle og er ind- 
leddede langt foran øjnene, ved pandens forrand 
(fig. 24, p. 25), at baghofterne kun er smalt ad- 
skilt fra hinanden, og at fødderne er 4-leddede. 


Kun 3 danske, 1,3—2 mm lange arter, der lever på fug- 
tig bund. 


1. Euaesthétus Grav. 


Kroppen temmelig ligebred. Hovedet ikke eller 
næppe smallere end pronotum, øjnene rykket 
langt tilbage, udstående; overlæbens forrand 
tandet. Pronotum hjerteformet, bagtil på ryggen 
med to længdefurer og langs bagranden med en 
række fordybede punkter. Vingedækkerne til- 
sammen bredere end lange. 


Arterne lever på fugtig eng- og mosebund og forekommer 
ofte talrigt i opskyl, især om foråret. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums rod i midten med en fin og kort længde- 
køl. Vingedækkerne fint og simpelt punkterede, 
med. fn sons sake 2 rufica pils 
Pronotims rod uden mate KARET KSESSLE 2. 


219 


2. Vingedækkerne uden tydelig sømstribe, tæt rynket- 


DN de ar. ARSEDRERNE F8 SEES SØN LEDES AND HR FR SENER T.bipuncetåtus. 
Vingedækkerne med tydelig, ret dyb sømstribe, 
smmpelt punkterede 92.02. JSG 3. laeviusculus. 


1. E. bipunctåtus Ljungh (scåber Grav., Joh.) (fig. 24, 
p. 25). Sort eller brunlig, lidet blank, følehorn og ben rødlige. 
Hoved og pronotum tæt og kraftigt punkterede, overlæbens 
randtænder lidt længere og mindre tæt stillede end hos de to 
følgende. Pronotums længdefurer ret svage. Længde 1,5—2 mm. 

åg: Bagranden af 4. bugled i midten med to tætstillede 
tænder, af 5. bugled i midten svagt indbuet og af 6. bugled 
dybt, rundet indskåret. 


Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø, B). 


2. E. ruficapillus Boisd. Gennemsnitligt lidt mindre og 
smallere end de to andre arter og tillige adskilt fra disse 
ved, at pronotums rod i midten og ved hvert baghjørne har 
en fin, kort længdekøl, fra den foregående tillige ved finere 
punktur på hoved og pronotum, fint og tæt, simpelt punk- 
terede vingedækker med fin sømstribe og lidt blankere over- 
side. Brunsort eller brunlig, hoved og ofte også pronotum 
lysere, følehorn og ben rødlige. Pronotums længdefurer ret 
dybe og ret smalt adskilte. Længde 1,4—1,6 mm. 

gå: 4. og 5. bugled i midten med et svagt længdeindtryk, 
4. leds bagrand på hver side af midten med et fremspringende 
børsteknippe, 5. leds bagrand i midten svagt indbuet, 6. bug- 
leds bagrand dybt, rundet indskåret. 


Almindelig (J, Ø, B). 


3. E. laeviusculus Mann. Adskilt fra E. bipunctatus 
ved meget blankere overside og simpelt punkterede vinge- 
dækker med tydelig, ret dyb sømstribe og fra E. ruficapillus 
ved lidt større og bredere form, lidt mindre tæt punkteret 
forkrop, lidt bredere adskilte længdefurer på pronotum, hvis 
rod mangler længdemidtkøl og i det højeste har svage og 


220 


korte sidekøle, og dybere sømstribe. Farven omtrent som hos 
E. bipunctatus. Længde 1,7—1,8 mm. 

åg: 5. bugleds bagrand i midten svagt indbuet, 6. bugleds 
bagrand i midten med en dyb, meget smal, parallelsidet 
indskæring. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). 


" 8. underfamilie Paedérinae. 


Kroppen langstrakt. Hovedet fremstrakt, bagtil 
stærkt halsformet indsnøret. Følehornene 11-led- 
dede, trådformede, hos Cryptobium knæbøjede 
mellem 1. "og 2. led, indleddede "foran øjnene, 
under pandens fortykkede forhjørner, ovenover 
kindbakkernes rod (fig. 9, p. 20). Kæbepalpernes 
1. led kort, endeleddet yderst lille, undertiden 
næppe synligt. Pronotum ikke bredere end langt. 
Vingedækkernes rygflade som regel ikke afsat 
fra sidedækkerne. Bagkroppen med kantede 
sider,.7: frie rygled enten. delt -i..2,smalle-side- 
stykker eller i midten indskåret. Forbrystet hud- 
agtigt eller kitiniseret, åndehullerne dækkede af 
epimererne (undtagen hos Lithocharis og Cryp- 
tobium). Forhofterne langt tapformede, stærkt 
fremstående, kortere end forlårene. Baghofterne 
tapformet bagudragende, med svagt udviklet eller 
manglende  vyderplade,  berørende hinanden. 
Skinnebenene som regel ikke tornede, fødderne 
o-leddede. 

43 danske arter af størrelse 2,5—9 mm. 


221 


Oversigt over slægterne. 


FES fodled trelappel" (fig "OS 99 SS ILDEN, VÆ 
Me FOER SED (RET TOO) 5 La serene DB: 
2. Pronotum blankt, kun enkelt punkteret. Længde 
NERE US ea NR 1. Paederus (p. 222). 


Pronotum mat, tæt punkteret. Længde 3—5 mm 
2: Astenus fp, 224), 


98 99 100 


Asle e: 
PES SPELT - 


CUS 


D 


aederu3 


Fig. 98—100. Højre bagfod. 


3. Halsen meget tynd, højst c.”/, så bred som hovedet 


(fig. 104—705;. p. 229 og fig. 114, p. 236) 2... 4. 
Halsen tykkere, mindst Sp så bred som hovedet 
RS SE DE MODNE 1 SD ERE 5. 
4. Hoved og pronotum kraftigt navlepunkterede. 
Læenede 3565 ME LE VD SS tiliens (p.-228) 
Hoved og pronotum fint punkterede. Længde 
BASER Faye] de Beg ORNE, Å. Scopaeus (PRS 


5. Følehornene knæbøjede mellem 1. og 2. led, 1. led 
c. så langt som de 3 følgende led tilsammen 


(RES TIL sp BAN 0 mands 9. Cryptobium (p. 264). 
Følehornene ikke knæbøjede, 1.led kortere end 
de 3 følsende led Ulsammen 74 23233 een 6. 


6. Pronotums forrand på hver side indbugtet, for- 
hjørnerne stærkt afsat. Bagføddernes kloled så 
langt som de øvrige 4 led tilsammen. Kroppen 
påfaldende, fladtrykt 5 8. Achénium (p. 263). 


222 


Pronotums forrand ikke indbuet, forhjørnerne ikke 
stærkt afsat. Bagføddernes kloled ikke så langt 
som de øvrige 4 led tilsammen. Kroppen ikke 
Påtakdende BENE HT 0 FE SEE EEK rå 
7... Bagføddernes 1. led ikke længere end 2. led. Benene 
kraftige. Længde 4—9,5 mm 7. Lathråbium (p. 247). 


ITedon mel. Priihoch: ocÅ? 
101 102 
Fig. 101 og 102. Hoved af Medon og Lithocharis. 


Bagføddernes 1. led i hvert fald lidt længere end 
2. led. Benene ret slanke. Længde 3—7 mm .. å. 
8. Tindingerne over "/, gang længere end øjet (fig.101) 
5. Médon (p. 238). 
Tindingerne i det højeste ganske lidt længere end 
RE DE KORN rss vre 6. Lithåécharis (p. 245). 


1. Paederus Fabr. 


Kroppen tvefarvet. Halsen omtrent halvt så 
bred som hovedet. 3. følehornsled meget længere 
end 2. led. Kæbepalpernes endeled meget kort, 
ret bredt og med afstudset spids. Pronotum 
hvælvet, blankt, kun enkelt punkteret. Benene 
slanke, føddernes kloled indleddet på oversiden 
af 4. led, dette tvelappet, lapperne under klo- 
leddet indbyrdes forbundne ved en bagtil ind- 


223 


skåret lys plade (fig. 98); forfødderne hos begge 
køn noget udvidede, bagføddernes 1. led betyde- 
ligt længere end 2. led. 

Hos hannen har 6. bugleds bagrand en smal, 
dyb indskæring i midten. 


Arterne lever på fugtig bund, især på sø- eller strand- 
bredder, P. litoralis dog undertiden på ret tør bund. 


Oversigt over arterne. 


1. Bagkroppen ensfarvet sort eller blåsort .. 1. ruficollis. 


Basgkrfoppen rødgul med. sort spids RÆ i0JIN ås 
2. Pronotum med fint kantede sider ...... 3. Titord lis 
Pronotum med ukantede. sider 235 228 aar nkden 3, 


3. Pronotum ikke eller meget lidt smallere end vinge- 
dækkerne, bredest langt foran midten og bagud 
betydeligt tilsmalnet (fig. 25, p. 26). Længde 
ERR SE ER SER RER SEERE RE IE 0 FANS SELE REE EDR 2. ripårius. 

Pronotum betydeligt smallere end vingedækkerne, 
bagud ikke eller svagt tilsmalnet. Længde 6,5— 
So RER or ns nen le NR RES are ra 4. fuscipes. 


1. P. ruficéllis Fabr. (geméllus Kr.). Blankt sort, oftest 
med stålblåt metalskær, pronotum rødgult, 1. og 2. følehorns- 
led og 2. kæbepalpeled oftest delvis lysere. Pronotum c. så 
langt som bredt, bagud tilsmalnet, noget smallere og kortere 
end vingedækkerne; disse lidet kraftigt punkterede. Længde 
7-—8 mm: 

Sjælden og stedegen (J, Ø, B). Silkeborg; Maribo sø, 


Tystrup sø, Tissø; Rø. Især på sandede søbredder, men også 
på stranden. Maj—juli, sept. Larven fundet i juni. 


2. P. ripårius L. (fig. 25, p. 26). Blankt rødgul, hovedet, 
bagkropsspidsen og bagbrystet sorte, vingedækkerne smukt 
metalblå, følehornene brunsorte med rødgul rod, kæbepalper 
og ben rødgule, de førstes spids, lårspidserne og fodleddene 


224 


mod spidsen mørke. Hovedet c. så bredt som pronotum, dette 
rigeligt så langt som bredt. Vingedækkerne lidt længere end 
pronotum, meget kraftigt punkterede. Længde 7,5—8 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På sø-, mose- og åbredder. 


3. P. litorålis Grav. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved pronotums fint kantede sider og ved, at 
kroppen er noget bredere, pronotum rigeligt så bredt som 
langt, med stærkere rundede sider, vingedækkerne lidt kortere, 
næppe længere end pronotum. Følehornene lidt kortere end 
hos den foregående. Længde 7,5—8,5 mm. 

Temmelig sjælden (Ø, B). Af findesteder kan nævnes: 
Rudkøbing, Ristinge klint, Svendborg, Dyreborg; Redsle, 
Knuthenborg, Høvblege på Høje-Møen (på ret tør kridtbund 
ved planterødder sammen med Scopaeus minutus), Lyngby 


mose; Sose mølle (Bornholm). Ved søer, moser og åer, på 
strandbredder og på åben, ret tør bund. 


4. P. fuscipes Curt. Nærstående til P. riparius, men let 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at pronotums sider er svagere rundede, vingedæk- 
kerne betydeligt længere end pronotum og benene tyndere. 
Mellem- og bagskinnebenene ofte mørke. Længde 6,5—7 mm. 


Temmelig sjælden (J, Ø, B); hyppigst i vore sydlige egne. 
Af findesteder kan nævnes: Horsens nørrestrand; Thurø rev, 
»Engene« ved Svendborg; på strandbredderne på Bornholm, 
f. eks. ved Hammeren, Hasle, Rønne, Arnager og Sose. 


2. Åstenus Steph. 


Kroppen smal. Hovedet stort, halsen c. "/, så 
bred som hovedet. 3. følehornsled som regel 
længere end 2. led. Kæbepalpernes endeled spidst, 
yderst lille og fint, som regel næppe synligt. Hoved 
og pronotum matte, tæt navlepunkterede. For- 
lårenes øverste inderrand i yderste tredjedel med 


225 


en lille knude og derfra til spidsen indbusgtet. 
Føddernes kloled kort, indleddet på oversiden 
af 4. led, dette- tvelappet, lapperne under kløo- 
leddet indbyrdes forbundne ved en hudlap, bag- 
føddernes 1. led længere end 2. led og end klo- 
leddet (fig. 99, p. 221). 

Hos hannen har 6. bugleds bagrand en vinkel- 
formet indskæring i midten. 


Arterne træffes især ved planterødder på tør, ofte høj 
bund, i grusgrave eller i kompost. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne med kun ganske smalt lys bagrand 
5. Immaculåtus. 
Vingedækkerne med bredt lys bagrand, der ofte 
langs sømmen strækker sig længere fremad... 2. 
2. Større, 4£,5—5 mm. Vingedækker og bagkrop ret 
matte, de første meget tæt kornet punkterede. 
Pronotum på hver side med kun 2 lange, ud- 


stående børster!) ..... FRR, REEL FERSASS 1-1 årmis, 
Mindre, 3—4 mm. Vingedækker og bagkrop ret 
BRS ESSEN SEEST SR DRS D 


3. Pronotum lidt længere end bredt, på hver side 
med kun 2 lange, udstående børster"). Vinge- 
dækkerne omtrent /, bredere-og ;c.2/, længere 
end pronotum. Bagkroppen smal, bagud kun 
SE IEEE ERE RG ås pålchellus: 
Pronotum c. så langt som bredt, på hver side med 
4A—5 lange, udstående børster!). Bagkroppen 
brederé; bagud. betydeligt- udvidet 42300. 00 8 4. 
4. Vingedækkernes største længde omtrent ”/, større 
end pronotums længde. Længde 3—3,5 mm 
3slongelytråtus, 
1) Pronotums sidebørster er meget løst siddende og falder derfor 


let af ved præparationen, dersom denne ikke foretages med stor 
forsigtighed. 


Victor Hansen; Rovbiller. I. ko 


226 


Vingedækkernes største længde kun c. ”/, større 
end pronotums længde. Længde 3—3,2 mm 
4. anguståtus. 


1. A. filiformis Latr. Let kendelig fra de følgende arter 
ved betydeligere størrelse og mattere vingedækker og bagkrop, 
fra den følgende yderligere ved større pronotum, der kun er 
lidt smallere og kortere end vingedækkerne, og fra de tre 
sidste yderligere ved, at pronotum er længere end bredt og 
kun har 2 udstående børster på. hver side, og ved smallere, 
bagud kun yderst svagt udvidet bagkrop. Sort, oversiden 
tættere behåret end hos de følgende, vingedækkerne bagtil 
med et bredt, langs sømmen oftest fremefter udvidet, gult 
parti, undertiden også skulderpartiet lyst, følehorn, kæbe- 
palper og ben gule. Hovedet fuldt så bredt som vingedækkerne. 
Pronotum c. ”/, længere end bredt. Vingedækkerne kun meget 
lidt bredere end og c. ”/, længere end pronotum. Længde 
4,5—5 mm. 

Ikke almindelig (J, Ø, B). På åben sand- og grusbund 
under sten og ved planterødder. 


2. A. pulchéllus Heer. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt ved de under denne anførte kendetegn. Ho- 
vedet knebent så bredt som vingedækkerne. Pronotum c. ”/, 
længere end bredt. Vingedækkerne omtrent ”/, bredere og 
ec. ?/, længere end pronotum. Undertiden- bréder' den lyse 
farve på vingedækkerne sig, så at kun en midtplet er mørk. 
Længde 3,5—4 mm. 

Temmelig sjælden (J, Ø). Af findesteder kan anføres: 
Haderslev, Stensballe skov; Tåsinge, Odense, Ryde, Valby, 


København, Damhusmosen, Dyrehaven. Især i kompost- 
bunker. 


3. A.longelytråtus Palm (anguståtus Ganglb., Reitter, 
Joh.) (fig. 103). Adskilt fra de to foregående ved, at prono- 
tum kun er c. så langt som bredt og på hver side har 4—5 


22 


udstående børster, samt ved bredere, bagud betydeligt ud- 
videt bagkrop. Farven omtrent som hos den foregående. 
Hovedet knebent så bredt som vingedækkerne. Vingedæk- 
kerne c.”/,—"/, bredere end prono- 
tum, deres gule tegning når langs søm- 
men som regel i det højeste frem til 
midten. Længde 3—3,5 mm. 
Almindelig (J, Ø, B). På åben 
sand- eller grusbund under sten og 


ved planterødder, undertiden også på 
skovbund under løv og mos. 


" 4. A. anguståtus Payk. (negléc- 
tus Ganglb., Reitter, Joh.). Yderst 
nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved, at vingedækkerne 
kun er c.”/, længere og kun c.”/,—/, 
bredere end pronotum, at gennem- 
snitsstørrelsen er lidt ringere, og at 
vingedækkernes lyse farve som regel 
er mere udbredt, så at den langs 
sømmen når frem betydeligt foran 
midten. Længde 3—3,2 mm. - Fig. 103. Astenus lon- 

Sjælden (Ø). Hunderup, Bøllemo- BEER ERE RER FØR 
sen, Holte, Ravneholm (i grusgrav), 
Hillerød, Storkevad (i smuld under bark af gamle birke i 
selskab med myrer), Søborg ved Græsted. Den forekommer 


på åben sand- og grusbund, men også, og muligvis fortrinsvis, 
på fugtig skovbund. 


5. A. immaculåtus Ljungh. Let adskilt fra de foregående 
arter ved, at vingedækkernes gule tegning, der hos danske 
eksemplarer kun synes at variere ganske uvæsentligt, er ind- 
skrænket til en ganske smal stribe langs bagranden. Hovedet 
rigeligt så bredt som vingedækkerne. Pronotum rigeligt så 
langt som bredt, på hver side med 4—5 udstående børster. 
Vingedækkerne lidt bredere end og som regel kun lidt længere 
end pronotum, deres punktur som regel lidt kraftigere end 


15% 


228 


hos de foregående. Bagkroppen omtrent som hos de to fore- 
gående. Længde 3,5—4 mm. 

Sjælden (Ø); hyppigst mod syd. Af findesteder kan nævnes: 
Hestehave mose ved Tranekær, Roden skov, Frejlev, Frostrup 
skov, Færgemarkskoven ved Guldborg L., Vemmetofte dyre- 


have. På fugtig skovbund under løv, i fugtige grøfter ved 
græstuer og undertiden i kompost i haver. 


3 lens Lalr: 


Hovedet meget bredere end pronotum, halsen 
meget tynd, højst c. 7/, så bred som hovedet. 
Kæbepalpernes endeled yderst lille og fint. Hoved 
og pronotum kraftigt navlepunkterede. 4. fodled 
simpelt, 1. bagfodsled tydeligt længere end 2. led 
og mindst så langt som kloleddet (fig. 100, p. 221). 


Arterne lever især på fugtig bund eller i kompost. 


Oversigt over arterne. 


Fr Promo FØRE 37 SSG SSO FA DERE anguståtus. 
Prone im BORE 5 1 EDEN SE een] I ED ENE »ÆÅ 
2. Øjnene ret små, meget kortere end tindingen 
(fig. 104). Overlæbens forrand som regel med en 
lille tand på hver side af de to midttænder 
(fig. 104). Vingedækkernes bagrand som regel 
Ikke Væren Free SIE SEP SSRARE dk 
Øjnene ret store, ikke eller kun lidt kortere end 
tindingen (fig. 105). Overlæbens forrand kun med 
to midttænder. Vingedækkerne som regel med 
meget lysere barak KONES PLBORDEV ASER Å. 
3. Pronotum c. så langt som bredt, fortil kort og 
brat teske aske Te San te 1; rufipes: 
Pronotum tydeligt længere end bredt, fortil længere 
og-jævnere tismalnet i ss rsrsee kesee subtilis. 
4. Hovedet lidt bredere end vingedækkerne. Benene 
ensfarvet rødgule. Længde 3,5—4 mm 4. erichsoni. 


229 


Hovedet lidt smallere end vingedækkerne. Længde 
RD HE SEE ESSEN le RE EN dne 5 
5. Vingedækkerne fint og ret spredt punkterede. 
Øjnene c. så lange som tindingen (fig. 105). Lår- 
spidser og skinneben oftest brunlige. Z: 5. bug- 
led uden indtryk. Længde 4—4,5 mm 3. orbiculåtus. 


rafipes 
orbiculatus 


104 105 
Fig. 104 og 105. Stilicus, hoved. 


Vingedækkerne ret kraftigt og tæt punkterede. 
Øjnene lidt kortere end tindingen. Skinnebenene 
rødgule eller brungule. Z: 5. bugled med et stort 
indtryk: ”Lænede 4.5—95,5 MM 33 3.000 s Ses b. 

6.. Benene ensfarvet rødgule eller brungule ... 2. similis. 

Mellem- og baglårene med brunlig spids geniculåtus. 


[St. anguståtus Fourcr. Let kendelig ved rødt pronotum. 
Sort, pronotum rødt, vingedækkernes bagrand brungul, føle- 
horn og ben brunrøde. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne. 
Pronotum længere end bredt. Vingedækkerne meget tæt og 
temmelig kraftigt punkterede. Længde 6—6,5 mm. 

åg: 4. bugleds bagrand i midten med en rødlig knude, der 
omgives af lange, sorte hår; 5. bugled i midten med en stor, 
blank og glat grube, hvis sider er kølformet ophøjede og 
bagtil trukket ud i en rødligt gennemskinnende tand; 6. bug- 
leds bagrand i midten indbuet. 


230 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen, kunne 
muligvis træffes også hos os.] 


1. St. rufipes Germ. Denne og den følgende art er kendelige 
fra de tre sidste arter ved mindre øjne (fig. 104) samt ved, 
at overlæbens forrand på hver side af de to kraftige midt- 
tænder som regel har en lille tand (fig. 104), og at vinge- 
dækkernes bagrand i reglen ikke er væsentlig lysere. Sort, 
vingedækkerne brune, bagkroppen brunsort, følehorn og ben 
gulbrune. Hovedet c. så bredt som vingedækkerne. Pronotum 
c. så langt som bredt, i midten med en glat, fortil forkortet 
eller uregelmæssig længdestribe. Vingedækkerne i deres største 
længde c. !/, længere end pronotum, lidet tæt og ret fint, 
mod spidsen yderst fint punkterede. Længde 5,8—6 mm. 

Øg: 6. bugleds bagrand i midten dybt indbuet. 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund i løv, mos og opskyl 
og i kompost. 


[St. subtilis Er. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved lidt mindre bredt hoved med lidt længere 
tindinger og mere rundet bagrand, smallere, fortil længere 
og jævnere tilsmalnet pronotum og længere vingedækker. 
Længde 6—6,5 mm. 

åg: Som den foregående. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen, kunne 
muligvis træffes også hos os.] 


2. St. similis Er. Kendelig ved ensfarvede ben og hannens 
sekundære kønsmærker. Sort eller brunsort, vingedækkernes 
bagrand, især ved yderhjørnerne, lysere, følehorn og ben rød- 
gule eller brungule. Pronotum c. så langt som bredt, den 
glatte, hyppigt noget uregelmæssige midtstribe ret smal, oftest 
langs midten længdefuret. Vingedækkerne c. !/, længere end 
pronotum. Længde 4,5—5,5 mm. 

gg: 5. bugled bagtil med et stort, halvmåneformet indtryk, 
hvis sider bagtil er kølformet ophøjede og ender i en kort, 


231 


rødlig tand, der ikke rager ud over bagranden. 6. bugleds 
bagrand med en trekantet indskæring. 

Adskilt fra St. rufipes ved ringere størrelse, mindre bredt 
hoved med større øjne og jævnt rundede tindinger, tvetandet 
overlæbeforrand, mindre pronotum og lysere vingedækkebag- 
rand, fra St. orbiculatus ved de nedenfor under denne anførte 
kendetegn og fra dem begge ved hannens sekundære køns- 
mærker. 


Meget sjælden og enkeltvis. Sikre fund foreligger fra Bre- 
mersvold (1 stk., &/, 88), Vester Ulslev præstegårdshave 
(1 stk., ”/, 08), Københavns omegn (1 stk.) og Tisvilde 
(1 stk., ??”/, 09). På fugtig bund i løv, mos og opskyl. 


[St. geniculåtus Er. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved mellem- og baglårenes brunlige spids og 
afvigende sekundære kønsmærker hos hannen. Vingedækkerne 
er som regel kun lyse omkring de ydre baghjørner. Længde 
4,5—5,9 mm. 

åg: Omtrent som den foregående, dog er 5. bugleds indtryk 
bredere og dets sidetænder lange, ragende ud over leddets 
bagrand, og ikke lyse og 6. bugleds indskæring lidt bredere 
og mere jævn. 


) Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen, kunne 
muligvis også træffes hos os.] 


3. St. orbiculåtus Payk. (fig. 106). Sort eller brunsort, 
vingedækkernes  bagrand lysere, følehorn og ben brungule 
eller rødgule, lårspidser og skinneben som regel brunlige. 
Pronotum c. så langt som bredt, den glatte midtstribe oftest 
bredere end hos den foregående, hyppigt med yderst fin 
længdemidtfure. Vingedækkerne c. !/, længere end pronotum. 
Længde 4—4,5 mm. | 

å: 5. bugleds bagrand bredt og meget fladt indbuet, 6. bug- 
leds bagrand temmelig bredt og ikke særlig dybt indbuet. 

Fra de to foregående kendes arten som regel let ved de 
brunlige skinneben, hannen tillige ved de helt forskellige 
sekundære kønsmærker. Lysbenede hunner kendes fra de to 
foregående arters hunner ved lidt større øjne og derfor lidt 


232 


kortere tindinger (fig. 105), finere punkterede vingedækker og 
lidt ringere gennemsnitsstørrelse. Pronotums glatte længde- 
midtstribe er ofte ligesom hos de to foregående forsynet med 
en fordybet midtlinie, men denne er finere og smallere og 
selve det glatte parti oftest lidt bredere og mere regelmæssigt. 


Meget almindelig (J, Ø, B). I kompost og på fugtig bund. 


Fig. 106. Stilicus orbiculatus 9. Xx 11. 


4. St. erichsoni Fauvel. Let -.kendelig. ved..detbrede 
hoved, ret smalle og korte vingedækker, de ensfarvet lyse 
ben og den ringe størrelse. Sort eller brunsort, vingedækkernes 
bagrand lysere, følehorn og ben rødgule. Øjnene fuldt så 
store som hos St: orbiculatus. Pronotum c. så langt som 
bredt, med ret bred, undertiden fint midtfuret, glat længde- 
stribe. Vingedækkerne kun lidt længere end pronotum, temme- 
lig fint punkterede. Længde 3,5—4 mm. 

å: Omtrent som den foregående. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. 


233 


4. Scopaeus Er. 


Kroppen smal. Hovedet oftest tydeligt bredere 
end pronotum, halsen meget tynd, højst c. ”/, så 
bred som, hovedet. Øjnene små eller meget små, 
meget kortere end tindingen. Kæbepalpernes 
3; led tykt endeleddet yderst lille og fint, næppe 
synligt. Hoved og pronotum fint punkterede. For- 
lårénes- inderside ;1. zyderste;tredjedel indbuet, 
bagskinnebenenes spids meget skråt afskåret. 
4. fodled simpelt. 1. bagfodsled lidt længere end 
2.led og tydeligt kortere end kloleddet. 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet, målt fra følehornsknudernes forrand, 
ikke længere end bredt, fortil mellem de nævnte 
knuder ret tæt og skarpt punkteret. Vingedæk- 
kerne ret brede, tydeligt bredere end hovedet og 
c. ”/, bredere end pronotum, langs sømmen c. ”/, 
længere end pronotum. Dette oftest uden for- 
dybet midtfure. Længde 3—3,7 mm 1. laevigåtus. 


Ssulc?- j 
collis MINU- 
kaS 
107 108 


Fig. 107 og 108. Scopaeus, venstre mellemskinneben. 


Hovedet, målt fra følehornsknudernes forrand, 
lidt længere end bredt, fortil mellem de nævnte 
knuder ikke eller spredt og yderst svagt punk- 


234 


teret. Vingedækkerne ret smalle, ikke eller 
næppe bredere end hovedet og kun meget lidt 
bredere end pronotum. Dette som regel med en 
yderst fin, fordybet midtfure. Længde 2,4— 


BEEN 3 EA EET Re RER Fare væ 
2. Mellemskinnebenene stærkt fortykkede (fig. 107). 
banede 2183 3 ME SLS va PSR SN eee 3. 
Ssulcicollis 
mInulus PUSstlus 
munImus 
109 110 111 112 
Fig. 109—112. Scopaeus, hannens parringsorgan. 
Mellemskinnebenene ikke stærkt fortykkede (fig. 
108). Tænede SSB STIL SE dvd Ar: 
3. Kroppen lidt bredere. Hovedet fint punkteret. 
Vingedækkerne temmelig kraftigt, bagkroppen 
temmelis fint punkteret 0 LE 14 2. sulctico Hs 
Kroppen lidt smallere. Hovedet yderst fint punk- 
teret. Vingedækkerne temmelig fint, bagkroppen 
vers. HOL Enke SAT SEN BE VESER pusillus. 
4," Mindre 3242595 FG 52 Så SØG stars SØGER 4. minimus. 
SLØR. 283 Sa 0 SKS CR SR ate SA BURE HERE ak 
5. Hannens parringsorgan se fig. 110 ....... 3. minutus. 
Hannens parringsorgan sf fg. BUT 5, ds pusillus. 


Oversigt over hannerne. 
1. 6. bugled på hver side med 2 skarpe tænder (fig.113) 


1. laevigåtus. 


6. bugled uden sådanne tænder SOL SISSE EK 


235 


2. 6. bugled foran bagrandens indskæring med to 
aflange gruber, adskilt ved et ophøjet mellemrum 
2 sS01c1001115, 


6 bugled uden sådanne: gruber 22022. 3. 
Kr rakenesorsanet se KEN HIO ss re r0r0 3. minutus. 

Parringsorsanetse fig. HT ek: deres sr pusillus. 

Porr esorsanet se fe, MR ILT sl R 4. minimus. 


1. Sc. laevigåtus Gyll. Let kendelig fra de følgende arter 
ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedet 


SOE 


Fig. 113. Scopaeus laevigatus g, 5. og 6. bugled, til venstre: set 
fra neden. til højre: set fra neden og skråt bagfra. 


ikke er udvidet bagud, og at kroppen i det hele er tydeligt 
bredere. Brunsort eller brun, vingedækkerne ofte lysere bagtil, 
følehorn og ben rødgule. Hovedet meget fint og tæt punkteret. 
Pronotum lidt længere end bredt, meget fint og tæt punkteret, 
ved roden med to tætstillede, aflange gruber og med smal, 
glat midtlinie, men som regel uden fordybet midtfure. Vinge- 
dækkerne fint og tæt kornet-punkterede. Bagkroppen yderst 
fint og tæt punkteret og behåret. Mellemskinnebenene ikke 
så stærkt fortykkede som hos den følgende. Længde 3—3,7 mm. 

Øg: 5. bugleds bagrand bredt og svagt indbuet. 6. bugleds 
bagrand i midten med en bréd og dyb, i bunden rundet ind- 
skæring og på hver side af denne med en trekantet, spids, 
bagud og skråt udad rettet tand; foran denne tand findes 
på hver side langs indskæringen en spids, nedadrettet tand" 
(fg: 113); 

Meget sjælden (J, Ø, B). Høruphav på Als; Lysemose, 
Engestofte mose ved Maribo sø (i røropskyl ved søbredden, 


4-5/,), Hejreengen i Sundby storskov (i fugtig grøft), Gedser, 
Storeklint på Møen, Jyderup. I modsætning til de følgende 


236 


arter lever den på fugtig bund. I Sverige er den fundet i mos 
og i en Carextue og engang taget i antal henimod solnedgang, 
flyvende hen over tagrør og dunhammer ved en sø. 


2. SE. sulcicollis-Steph,- (cognåtus: Joh" Gan 
Reitter) (fig. 114). Brunsort eller brun, følehorn og ben rød- 
gule. Hoved og pronotum meget fint 
punkterede. Hovedet ganske svagt ud- 
videt bagud. Pronotum lidt længere end 
bredt, ved. roden med to små, ofte 
utydelige gruber, som regel med yderst 
fin, i midten ofte afbrudt midtlinie. 
Vingedækkerne langs sømmen lidt læn- 
gere end pronotum, ret tæt og-temme- 
lig kraftigt kornet-punkterede. Bag- 
kroppen temmelig fint og tæt, fortil 
tydeligt kornet, punkteret og behåret. 
Længde 2,8—3,3 mm. 

3:66. bugled med 2. store; «Slatte 
længdegruber adskilt ved et især bag- 
til ophøjet mellemrum, bagranden med 
en dyb indskæring. Parringsorganet se 
fig, 409, 

Arten er let kendelig fra de andre Fig. 114. Scopaeus 
arter, undtagen Sc. pusillus, ved de sulcicollis. x 15. 
stærkt  sfortykkede =mellemskinneben 
(fig. 107), og hannen er let kendelig fra alle de andre arter 
ved 6. bugleds gruber, der også kan ses, når dyret betragtes 
fra siden. 


Temmelig sjælden (J, Ø, B). Af findesteder kan anføres: 
Havskrænter på østkysten af det sydlige Jylland, Grejsdalen 
(i antal i en kalkholdig, gruset oprensning ved en grøft), 
Marselisborg skrænt; Svendborgegnen, Enø, Høje-Møen, Nord- 
sjælland; Hasle teglværk. Den forekommer oftest på leret, 
gruset eller sandet bund, f. eks. i lergrave eller på lerede 
havskrænter, ofte i nærheden af Bledius-gange. Maj—sept. 


3. Sc. minttus. Er; (sulcice His Job; Gansibs Retter) 
Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved mindre 


237 


tykke mellemskinneben samt ved smallere krop, finere og 
tættere punktur på hoved og vingedækker, finere og tættere 
punktur samt tættere behåring på bagkroppen og afvigende 
sekundære kønsmærker hos hannen. Vingedækkerne er noget 
varierende i længde. Længde 2,8—3,3 mm. 

å: 6. bugled uden gruber, bagranden med en dyb ind- 
skæring. Parringsorganet se fig. 110. 

Sjælden (J, Ø). Af findesteder kan anføres: Als sønderskovs 
havskrænt, Fakkegrav, Juelsminde; Svendborgegnen, Høv- 
blege på Høje-Møen (i antal ved planterødder på kridtbund), 


Mogenstrup (i en grusgrav), Nordsjælland. På lignende lokali- 
teter som den foregående. Maj—okt. 


[Sc. pusillus Kiesw. Denne art står den foregående yderst 
nær, men er som regel let kendelig fra den ved stærkt for- 
tykkede mellemskinneben (som hos Sc. sulcicollis). Der er dog 
i Mellem- og Sydeuropa fundet eksemplarer med simple 
mellemskinneben; sådanne stykker synes kun for hannens 
vedkommende at kunne kendes fra Sc. minutus, nemlig ved 
anden form af parringsorganet. Eksemplarer med stærkt for- 
tykkede mellemskinneben adskilles fra Sc. sulcicollis ved de 
i oversigten nævnte kendemærker og for hannens vedkom- 
mende let ved manglende gruber på 6. bugled. Længde 2,8— 
3 mm. 

Øå: 6. bugled som hos Sc. minutus. Parringsorganet se 
he, FEE 


Denne art, der bl. a. er fundet i Norge og Sverige (Små- 
land), kunne muligvis træffes også hos os. Den stemmer 
overens med Sc. minutus i levevis.] 


Åå. Sc. minimus Er. Vor mindste art, meget nærstående 
til Sc. minutus, men adskilt fra den — såvel som fra eks- 
emplarer af Sc. pusillus med ikke stærkt fortykkede mellem- 
skinneben — ved lidt ringere størrelse, lidt smallere krop og 
endnu finere punktur på hoved og vingedækker.. Fra Sc. 
sulcicollis og normale Sc. pusillus kendes den bl.a. let ved 
ikke stærkt fortykkede mellemskinneben. Hovedet ofte kun 
yderst svagt eller næppe udvidet bagud, baghjørnerne lidt 


238 


bredere afrundede. Pronotum undertiden uden tydelig midt- 
fure. Vingedækkerne langs sømmen i reglen c. så lange som 
pronotum. Længde 2,4—2,5 mm. 

gg: 6. bugled bagtil glattere og blankere end hos de to 
foregående, bagranden indskåret omtrent som hos disse. Par- 
ringsorganet se fig. 112. 


Meget sjælden (Ø). Ristinge klint på Langeland, Diget 
udfor Kjeldskov på Lolland, Nyråd i Sydsjælland (i en grus- 
grav), Refsnæs. Den foretrækker antagelig, ligesom de tre 
foregående arter, gruset og sandet eller leret bund, og tages 
vist bedst ved sigtning omkring planterødder. Juni, aug. 
—sept. 


5. Médon Steph. 


Hovedet i det højeste ganske lidt bredere end 
pronotum, afrundet firkantet, halsen mindst ”/, så 
bred som hovedet, øjnene små, meget kortere end 
tindingen, overlæbens forrand i midten med to 
små tænder og mellem disse let indbuet. Kæbe- 
palpernes endeled meget lille og fint. Forlårenes 
inderside i yderste tredjedel lidt indbuede. 4. fod- 
led simpelt. Bagføddernes 1. led i hvert fald lidt 
længere end 2. led, dette og 3. led mod spidsen 
noget udvidede, men ikke udpræget hjertefor- 
mede, kloleddet ikke væsentiigt længere end 
1. led; forfødderne ikke udvidede hos begge køn. 


Arterne lever i dyreboer, ved planterødder, under løv og 
mos, i opskyl, i kompost eller på stranden. 


Oversigt over arterne. 


1. Bagføddernes 4. led c. dobbelt så langt som bredt. 
SEERE HE SS DE SS TERE ES Sn ERE 1. caståneus. 
Bagføddernes 4. led ikke eller næppe længere end 
bredt) Mindre; SSL SEERE ås 


239 


2. Hovedet ret spredt, temmelig kraftigt punkteret. 
— Pronotum lidet tæt, temmelig kraftigt punkteret, 
met slat-midtlinie, rødgut- SS bes. ones åd; 
LED TA Ra 1 > kg Tu 1 5 2515 ARNESEN STER RRERESESEESES RER d. 
3. Hovedet i bunden fint, bølget mikrotværridset 
7. propinquus. 
Hovedet, undtagen på siderne og helt bagtil, i 
bunden slat eller næsten labs 2 sand Å. 
4. Vingedækkerne langs sømmen c. så lange som pro- 
notum. Kroppen lidt smallere. Længde 3— 
Edge VJ BEREDT EERSE TS SEERE Kr 5. mélanocéphalus. 
Vingedækkerne langs sømmen lidt længere end 
pronotum. Kroppen lidt bredere. Længde 3,5— 


SEERE SS SEE E NES FR 3 la RR NE EEG 6. bicolor. 
5. Hovedet lidt bredere end og, målt fra overlæbens 
forrand, Hdt- længere end pronotum.…..:...... 6. 
Hovedet ikke bredere end og, målt fra overlæbens 
forrand, ikke tydeligt længere end pronotum . Er 
6. Pronotums punktur ret kraftig, omtrent så kraftig 
SR HE EET 15 Ga men RE ERNE R 2. brunneus. 
Pronotums punktur fin, tydeligt finere end ho- 
BESES ES oe SR RED ERRan ES MGK N DE 3. ripicola. 


7. Hovedet fint navlepunkteret. Følehornenes 6. og 
7.led ikke eller næppe længere end brede 4. apicålis. 
Hovedet yderst fint punktuleret. Følehornenes 6. 
og 7.led betydeligt længere end brede....... 8. 
8. Oversiden sort eller brunsort, følehorn, kæbepalper 
og ben brune, fødderne lysere. Vingedækkerne 
omtrent ”/, gang bredere end hovedet 8. obsolétus. 
Oversiden overvejende brun, følehorn, kæbepalper 
og ben rødgule eller brungule. Vingedækkerne 
rigeligt 7/, bredere end hovedet .... 9. obscuréllus. 


1. gruppe. 
Strubesømmene på hovedets underside næsten 
sammenstødende. Hovedet lidt bredere end og, 


240 


målt fra overlæbens forrand, længere end pro- 
notum, dette bagud lidt tilsmalnet. 


1. M. caståneus Grav. Vor største art, let kendelig på 
størrelsen og de lange ben. Brunrød, hovedet, pronotums 
midtparti og bagkroppen mørkere. Hovedet længere end bredt, 


castaneus 
brunneus ripicola 


115 116 117 
Fig. 115—117. Medon g, de sidste bugled. 


ret kraftigt og tæt, i midten og fortil dog mere spredt, navle- 
punkteret. Pronotum lidt bredere end langt, temmelig tæt 
og ikke ret fint navlepunkteret. Vingedækkerne betydeligt 
længere end pronotum, fint og tæt kornede. Mellem- og bag- 
fødderne slankere end hos de følgende arter. Længde 6—7 mm. 

åg: Forfødderne stærkere udvidede. 5. bugleds bagrand med 
en bred, halvrund indskæring, denne i midten med en kort, 
afstudset, fremspringende plade og på hver side af denne med 
en række tætstillede, kraftige, sorte børster. 6. bugleds bag- 
rand med en trekantet, i bunden rundet indskæring (fig.115). 


Meget sjælden (J,. Ø). Vojens, Esbjerg, Randers; Svend- 
borg, Thoreby (Lolland), Haraldsted, København, Eremitage- 
sletten, Rudeskov, Sanddalen øst for Sandbjerg, Hillerød, 
Hornbæk, Tisvilde. I muldvarpereder. Marts—maj, sept.— 
okt. Larven er fundet i en muldvarperede ?2/,, 


2. M. bronneus Er. (fig. 118). Rødbrun, hoved og bag- 
krop lidt mørkere, følehorn og ben rødgule. Hovedet c. så 
langt som bredt, tæt og ret kraftigt navlepunkteret. Prono- 
tum lidt bredere end langt, ret blankt, temmelig tæt og kraf- 
tigt navlepunkteret, oftest med en glat eller omtrent glat 


241 


midtlinie. Vingedækkerne kun lidt længere end pronotum, 
ret fint og tæt kornede. Længde 4—5 mm. 

åg: 5. og 6. bugled omtrent som hos den foregående, dog 
er 5. bugleds indbugtning meget fladere, midterpladen meget 
kortere, noget bredere og dens 
bagrand svagt indbuet, og 6. bug- 
leds indskæring mindre dyb (fig. 
116): 

Sjælden (J, Ø). Åbenrå, Tør- 
ning, Fredsted, Hannerup skov 
(ved  Fredericia),. Munkebjerg, 
Nim, Århus; Tommerup, Sundby 
storskov, Sønderskov ved Flin- 
tinge, Sandfaldene på Høje-Møen, 
Ledreborg. På skovbund, i muse- 
reder og -gange ved gamle træ- 


stubbe. April—nov., især forår og 
efterår. 


WE sfasenlus. Mann. : "Meget 
nærstående til M. brunneus, men 
adskilt fra den ved finere og yderst 
tæt, rynket punktur på hoved og 
det matte pronotum, lidt længere 
følehorn og længere, finere og tæt- Fig-418 led on berberne 
tere kornede vingedækker. Læng- FRER TZ u M 
de 4—5 mm. 

å: 5. bugleds bagrand i midten bredt og dybt firkantet 
indskåret, indskæringens sider tandformet udtrukne og ind- 
vendig sort randede, 6. bugleds bagrand i midten dybt indbuet.” 

Fra M. ripicola adskilles arten ved kraftigere punktur på 
hovedet og kraftigere og tættere punkteret, mat pronotum. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Norge (ved Oslo) og også 
angives fundet i Hamburgegnen, kunne muligvis træffes også 
hos os. Den stemmer vistnok i levevis overens med M. brun- 
neus, sammen med hvilken den undertiden forekommer.] 


3. M. ripicola Kr. Nærstående til M. brunneus, men let 
kendelig fra den ved, at hovedets punktur er finere, pro- 


Victor Hansen: Rovbiller. I. 16 


242 


notums punktur meget finere, tydeligt finere end hovedets, 
og vingedækkerne noget længere og lidt finere og tættere 
kornede. Som regel er hovedet lidt mørkere, men pronotum 
noget lysere end hos M. brunneus, så at hoved og pronotum 
fremtræder som tydeligt forskelligtfarvede. Længde 3,7— 
4,2-mm. 

3: 5. bugleds bagrand med en bred, ret dyb indskæring, 
der på hver side er yderligere lidt indbuet og her forsynet 
med en række tætstillede, kraftige, sorte børster. 6. bugleds 
bagrand med en ret dyb, i bunden rundet indskæring (fig.117). 

Sjælden (J, Ø). Trelde, Esbjerg; Trappeskov strand (Ærø), 


Gedser, Bøtø, Tromnæs. Pa stranden under tang. Juni— 
juli, sept. 


2. gruppe. 

Struben temmelig smal, punkteret og lidet 
tydelig. Hovedet c. så langt og så bredt som pro- 
notum, vingedækkerne c. "/, bredere og længere 
end pronotum. 


4. M. apicålis Kr. Kendelig fra alle vore andre arter ved, 
at vingedækkerne er c. !/, bredere end pronotum. Rødbrun, 
hovedet og vingedækkernes bageste parti mørkere, følehorn 
og ben rødgule. Hovedet fint og meget tæt navlepunkteret. 
Pronotum rigeligt så bredt som langt, bagud næppe tilsmalnet, 
uden eller med antydet og meget smal, glat midtlinie, punk- 
turen tæt og meget fin. Vingedækkerne fint og tæt kornede. 
Længde 3,5—4 mm. 

&g: 5. bugled med let, dobbelt indbuet bagrand, langs og 
lidt foran bagranden med lange, sorte, bagudrettede hår, 
6. bugleds bagrand med en ret dyb, i bunden rundet ind- 
skæring. 

Meget sjælden (Ø). Kidnakke skov på Lolland (1 stk. i 
en løvbunke), Dyrehaven (enkeltvis i høstak og muserede og 
i stort antal i bunker af gamle bøgeblade og -kviste; maj, 


aug.—sept.). I Tyskland er den fundet i en næsten forladt 
tue af den røde skovmyre (Formica rufa). 


243 


3. gruppe. 

Struben tydelig, ret bred, glat og blank. Hovedet 
omtrent så bredt som pronotum, temmelig kraf- 
tigt og ret spredt punkteret. Pronotum rødgult, 
lidet tæt og temmelig kraftigt punkteret, med glat 
midtlinie. 


5. M. mélanocéphalus Fabr. Let kendelig ved punk- 
turen, farven og de korte vingedækker. Ret blank, hoved og 
bagkrop sorte eller sortbrune, den sidste med lidt lysere spids, 
pronotum rødgult, vingedækkerne brune, langs søm og yder- 
rande brungule, følehorn og ben rødgule. Hovedet c. så bredt 
som pronotum, dette rigeligt så bredt som langt, bagud lidt 
tilsmalnet. Vingedækkerne ikke eller kun ganske lidt bredere 
end pronotum, ret fint og tæt kornet-punkterede. Længde 
3—3,5 mm. 

åg: 5. bugled bagtil med et svagt længdeindtryk i midten, 
bagranden i midten yderst svagt og ret smalt indbuet, 6. bug- 
leds bagrand med en ret dyb, lidt spidsvinklet, i bunden lidt 
rundet indskæring. É 


Ikke almindelig (J, Ø, B). I kompost, ved planterødder 
og på stranden under tang. Undertiden fundet i muldvarpe- 
reder og hos myrer, det sidste dog antagelig tilfældigt. 


6. M. bicolor Oliv. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved lidt længere vingedækker, betydeligt 
bredere krop og lidt betydeligere størrelse. Endvidere er pro- 
notum og vingedækkerne oftest lidt tættere punkterede og 
bagkroppen tydeligt tættere punkteret og behåret. Længde 
3,59—4 mm. 

gg: Omtrent som den foregående, 6. bugleds indskæring dog 
lidt bredere, lidt stumpvinklet og i bunden lidt bredere rundet. 

Sjælden (J, Ø, B). Af findesteder kan anføres: Stranden ud- 
for Als sønderskov og nørreskov; Trappeskov strand på Ærø, 


Høvblege på Høje-Møen; Arnager, Sose odde. Ved plante- 
rødder og under tang på stranden; undertiden i kompost. 


16+ 


244 


7. M. propinquus Bris. Meget nærstående til de to fore- 
gående, men adskilt fra dem ved hovedets tydelige mikro- 
tværridsning og ved, at vingedækkerne er tydeligt bredere 
end pronotum. Fra M. melanocephalus adskilles den yderligere 
ved betydeligt længere vingedækker (der også er lidt længere 
end hos M. bicolor) og fra M. bicolor yderligere ved slankere 
bygning, navnlig tydeligt smallere hoved og pronotum. Længde 
3,3—3,5 mm. 

åg: 5. bugled simpelt, 6. bugled omtrent som hos M. bicolor. 

Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eksemplar 
uden nærmere lokalitetsangivelse. I England er arten fundet 


under mos og i bundfald af høstakke samt i muldvarpereder 
(i-antal,1 nov): 


Å. gruppe. 

Struben tydelig, meget bred, lidet blank. Ho- 
vedet ikke bredere end pronotum. Oversidén'ret 
mat, yderst fint og tæt, silkeagtigt behåret. Ho- 
vedet yderst fint punktuleret, pronotum og vinge- 
dækkerne yderst fint punkterede, pronotum 
næsten uden tydelig glat midtlinie. Hannens for- 
fødder meget stærkere udvidede end hos hunnen. 


8. M. obsolétus Nordm. Sort eller brunsort, følehorn, 
kæbepalper og ben brune, fødderne lysere. Hovedet lidt 
smallere end pronotum, bagud næppe udvidet, pronotum 
ganske lidt bredere end langt, bagud næppe tilsmalnet. Vinge- 
dækkerne noget bredere end pronotum, yderst fint og tæt 
kornet-punkterede. Længde 3,3—3,7 mm. 

gå: Forfødderne stærkt udvidede. 6. bugleds bagrand yderst 
svagt indbuet. Struben (ligesom hos hunnen) svagt punkteret. 

Meget sjælden (Ø). Hidtil kun fundet på Glænø (2 eks. 
sigtet ved en rørsump, nær stranden, %”"/,), i Engestofte mose 


ved Maribo sø ("/,) og i Søskærmose ved Korsør (sigtet af 
opskyl i antal "8/,). 


245 


9. M. obscuréllus Er. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at kroppen er tydeligt smallere, at -hovedet er 
ganske svagt udvidet bagud, pronotum ganske svagt tilsmal- 
net bagud og vingedækkerne endnu finere punkterede. Læng- 
de 3—3,4 mm. 

åg: Forfødderne stærkt udvidede. 6. bugleds bagrand med 
en stumpvinklet indskæring. Struben med spredte, grove 
punkter (hos 29 svagt punkteret). 

Sjælden (J, Ø, B). Af findesteder kan anføres: Haderslev, 
Esbjerg; Ålykke skov (Fyn), Kidnakke skov (Lolland), Ny- 
købing F., Frederiksberg, Dyrehaven; Rahbækkeværket ved 


Rønne. I løv- og kompostbunker, ofte i stort antal. April 
—maj, aug.—okt. 


6Litkotharrs Lac; 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at øjnene er større, i det højeste 
lidt kortere end; tindingen(fg:102, p.222);: og 
at forbrystet mangler epimerer og har udækkede 
åndehuller. 


Arterne lever især i kompost. De ligner stærkt Medon- 
arter, og slægten anses ofte som en underslægt af Medon. 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet bag øjnene ganske svagt, rundet udvidet 
(fig.102, p. 222). Pronotum gulbrunt eller brunt, 
lidt bredere end langt, uden tydelig glat midtlinie 
tsochråcea, 
Hovedet bag øjnene ikke udvidet, parallelsidet. 
Pronotum rødgult, næppe bredere end langt, 
med tydelig, ret smal, glat midtlinie .. 2. nigriceps. 


1. L. ochråcea Grav. Temmelig mat, fint og tæt behåret, 
brun eller gulbrun, hovedet sort eller brunsort, følehorn og 


246 


ben gullige. Hovedet omtrent så bredt som pronotum, yderst 
fint og tæt punktuleret. Pronotum oftest yderst svagt til- 
smalnet bagud, meget fint og tæt punkteret. Vingedækkerne 
noget bredere og c."/, længere end pronotum, fint og tæt 
kornet-punkterede. Længde 3,5—4 mm. 

å: 5. bugleds bagrand med en let indbugtning, der er 
beklædt med en række korte, kraftige, tætstillede, sorte børster, 


ochracéa 


nigriceps 


Å 
119 120 
Fig. 119 og 120. Lithocharis g, de sidste bugled. 


og som på hver side begrænses af nogle lange, sorte, udad- 
bøjede hår. 6. bugleds bagrand med en indbugtning og på 
hver side med en bræmme meget lange, tætstillede, gyldne, 
indadbøjede hår (fig. 119). 


Ikke sjælden (J, Ø). I kompost. Den angives også at fore- 
komme i opskyl og under sten på søbredder samt på stranden. 


2. L. nigriceps Kr. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved lidt mindre øjne, omtrent parallelsidet pronotum, 
lidt lysere vingedækker og afvigende sekundære kønsmærker 
hos hannen. Længde 3,3—4 mm. 

å: Som den foregående, dog er den sorte sidebehåring på 
5. bugleds bagrand indadrettet, og 6. bugleds bagrand mangler 
de gyldne hårbræmmer og har i bunden af indbugtningen en 
lille, vinkelformet indskæring (fig. 120). 

Denne orientalske art har i de senere år bredt sig til 
Europa og er nu fundet også hos os, dels i Dyrehaven (i 


antal sammen med L. ochracea i kompostbunkerne ved dyre- 
husene), dels i Gelskov (i rådne svampe). Bl. a. i juli. 


247 


7. Lathrobium Grav. 


Hovedet oftest c. så bredt som pronotum, 
halsen mindst ”/, så bred som hovedet, øjnene 
små, meget. kortere end tindingen. Overlæben 
med i midten indbuet forrand, mere eller mindre 
tydeligt tvelappet. Kæbepal- 
pernes endeled meget lille og 
tyndt. Pronotum som regel 
med glat midtlinie. Benene 
kraftige, 4. fodled simpelt; 
forlårene og forskinnebenene 
på indersiden med en stump- 
vinklet udvidelse (fig. 121), 
forskinnebenene kraftige, for- 
fødderne stærkt udvidede hos 
begge køn; bagskinnebenenes  F'8. 121. Lathroblum 

; brunnipes, venstre for- 
spids skråt afskåret, med en ben; st neden 
tæt hårbræmme, bagføddernes 
1. led ikke længere end 2., kloleddet meget læn- 
gere end 1. led, men ikke så langt som de øvrige 
4 led tilsammen. 

Af flere arter forekommer både eksemplarer 
med fuldt udviklede flyvevinger og længere 
vingedækker og eksemplarer med manglende eller 
rudimentære flyvevinger og kortere vingedækker. 

Nogle af arterne er vanskelige at bestemme, og 
for disses vedkommende yder de sekundære køns- 
mærker hos hannen en god hjælp. En oversigt 
over hannerne til de vanskeligste arter i under- 
slægten Lathrobium s. str. er givet nedenfor efter 
artsoversigten. Også hannens parringsorgan viser 


248 


udprægede kendetegn hos de forskellige arter, 
men behøver dog for vore arters vedkommende 
næppe at undersøges. 


Arterne lever især på fugtig bund, i løv, mos og opskyl 
eller i kompost, enkelte dog på høj, sandet eller gruset bund, 
ved planterødder eller under sten. Nogle arter, f. eks. L. brun- 
nipes, forekommer hyppigt i mulden omkring muse- og muld- 
varpegange, men vore Lathrobium-arter har dog næppe no- 
gen egentlig tilknytning til dyregange eller -boer, måske med 
undtagelse af L. dilutum og pallidum. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne med en fortil forkortet længde- 
linie lidt over og parallelt med randlinien langs 


sidekanten (ss VÆ SL. BSD 306 1. multipunctum. 
Vingedækkerne kun med en enkelt randlinie langs 
SLEE 15] 42 Ta 1 BENENE ØRER SE SEER SSR SE RDET SMEDEN, AGRE rar EET] 9 2: 
2." Falsen e, "1, "så bred som "hovedet. 1572F SES EEES 3: 
Halsen over 2/, — oftest c. halvt — så bred som 
Horde. FEE TET DTT ANER PEER ESTENE SEE BENE 6, 


3. Pronotum c. så langt som bredt, vingedækkerne 
kun c. så brede og så lange som pronotum, kraf- 
ble punkterer SED Me SA DN ENES ERE SR re Punctatun 


rr —— 


Fig. 122. Lathrobium multipunctum. Venstre vingedække, 
set fra siden. 


Pronotum i. hvert fald lidt kengere ;end bredt, 
Vingedækkerne i hvert fald lidt bredere end og 
(bortset fra L. terminatum, ab. atripalpe) læn- 
gere end pronotum og længere end tilsammen 


"4. Hovedet, målt fra pandens forrand til halsind- 


10. 


249 


snøringen, lidt længere end bredt. Pronotum 

omtrent ”/, længere end bredt. Kroppen smallere. 

LE Sr tar SS TELE CSE 3 15 » RES S SØREN ERE SEE PER E SER RE REE SESE gråcile., 
Hovedet, målt på samme måde, ikke tydeligt læn- 

gere end bredt. Pronotum højst c. !/, længere 

end bredt. Kroppen lidt bredere. Længde 6— 

ET DT 1 erat SR. Sauer SESRESEL JE ORE DJEGESRRST SERENE SAR RESRSES TS SR 


.. Vingedækkerne ikke så blanke som pronotum, fint 


og meget fladt punkterede. Benene oftest sort- 

brune eller brunrøde. Kroppen bredere. Længde 

ENE nr SRPENDESE SØN ØDE ERR SESRRESEE ÆRE SDS ES: 2, quadråatum, 
Vingedækkerne lige så blanke som pronotum, 

kraftigere og dybere punkterede. Benene oftest 

rødgule eller brungule. Kroppen smallere. 

bene de, — rare SS DEDIENESTES ter mimåtum: 
Oversiden sort, undertiden med helt eller delvis 

røde eller rødgule vingedækker. Længde 4— 


BRET 10 HEER SS ERR DONNET REN ONES SERENE LE SYRER LA væ 
Oversiden brun, brunrød eller rødgul. Længde 

REE nv 0 AR see RESEN LE ØR SOS SDU ES ENDE EDER FRE TES SEN 16. 
Vingedækkerne ikke ensfarvet sorte ........... 8. 
Ningedækkerne ensfarvet some Da SENE: 12: 
Hovedets punktur tæt og kraftig, kraftigere end 

pronotums. Længde 6—7 mm ....... 4. rufipénne. 


Hovedets punktur ikke kraftigere end pronotums 9. 
Hovedet bagud ganske svagt udvidet. Vingedæk- 
kerne helt røde eller ved roden kun ganske 
KEDEL SOREN SE AE SK RES EEN DERE tg fipieola, 
Hovedet:ikke- tydelist-udvidet-bagud 34 Tues 10. 
Vingedækkernes bagrand med en ganske fin, for- 
dybet randlinie. Hovedet, målt fra pandens for- 
rand til halsindsnøringen, lidt længere end bredt. 
Kroppen lidt smallere. g: 6. bugled uden to 
længdestriber af korte, sorte børstehår. 2: 7. frie 
rygleds indskæring kun c. !/, gang længere end 
BE Re EN ER 1458 tet ge ked ege TKS rkyele dufulvipénne. 
Vingedækkernes bagrand uden randlinie. Hovedet, 


250 


målt på samme måde, c. så langt som bredt. 
Kroppen lidt bredere. &: 6. bugled i bageste 
halvdel på hver side af midtlinien med en længde- 


stribe af korte, 'sorte: børstehår 2. 5. JDB 11 
elongatum 2 geminum 2 fulvipenne 9 

123 124 125 
quadratum 9 terminatum 2 gracile 2 


126 127 128 


Fig. 123—125. Lathrobium 9, 7. og 8. frie rygled. Fig. 126— 
128. Lathrobium 9, 6. frie rygled. 


11. Hovedets underside temmelig tæt og temmelig 
kraftigt punkteret, strubesømmene svage, stru- 
ben mellem dem ret smal, uregelmæssigt punk- 
teret. Vingedækkerne langs sømmen c. ?/, længere 
end pronotum. &Z: 6. bugleds bagrand mellem 
hårstriberne med en vinkelformet indskæring. 
Q: 7. frie rygleds indskæring i bunden svagt 
stumnpsinide (fe. BESES IEÆENPILSG 5. elongåtum. 

Hovedets underside spredt og fint punkteret, 
strubesømmene tydelige, struben mellem dem 
lidt bredere, ikke punkteret. Vingedækkerne 
langs sømmen kun ganske lidt længere end pro- 
notum. &: 6. bugleds bagrand i det højeste 


12: 


13 


14. 


15. 


16. 


2351 


ganske svagt indbuet. 9: 7. frie rygleds indskæ- 
ring bunden randet (fig: 124) 5524. 6. géminum. 
Pronotum c.?/, længere end bredt, ikke bredere end 
hovedet. Mindre, 4—4,5 mm. Benene rødgule 
11. léngulum. 
Pronotum ikke "/, længere end bredt. Større, 5,5— 


EEN. DenbRen ASE SEERE KA SSLE SR SØNNERNE SEERE SERENE 13. 
MEE EDER FE FE BEDS SOE Ho En 14. 
RE BD ME 5 2 30 en eee ASER SEER 5, 


Hovedet lidt smallere end pronotum. Benene gul- 

brune eller rødbrune. Længde 6—7 mm 9. fovulum. 
Hovedet fuldt så bredt som pronotum. Lår og 

skinneben mørkebrune. Længde 5,5—6 mm 

10. filifårme. 

6. bugled hos 3 uden børstehårstriber. 8. frie rygled 

hos 2 med en længdemidtkøl ...... 8. brunnipes. 
6. bugled hos $ med to børstehårstriber. 8. frie 

rygled hos 2 uden længdekøl (L. elongatum var. 

fraudulentum og L. geminum var. volgense).. 11. 
Hovedet lidt bredere end pronotum. Bagkroppen 

ret blank, fint og ret tæt punkteret. Længde 

ME ERE Ea EN ei 12. dildtum. 
Hovedet så bredt som pronotum. Bagkroppen ret 

mat, yderst fint og yderst tæt punkteret. Længde 

HE HR SS SOE CESARE: SD TS 13. pållidum. 


Oversigt over hannerne 


af L. brunnipes og arterne med rødtegnede vingedækker 


1, 


2. 


i underslægten Lathrobium s. str. 


6. bugleds bagrand med en bred, trekantet ind- 
skæring og på hver side af denne med en bagud- 
rettet, sortbehåret. tand 2.27... laevipénne. 

6>bueleds-båagrand uden tænder 85030 ad uds 2. 

6. bugled i bageste halvdel på hver side af midt- 
linien med en længdestribe af korte, sorte 
REE Boe fodselsdag 3. 


252 


6. hugsled ude sådanne Bår KUP FAE SE REE 3. 
3. 6. bugleds bagrand, mellem hårstriberne med en 
vinkelformet iskerne SAM BIAS 5. elongåtum: 
6. bugleds bagrand i det højeste ganske svagt ind- 
BEES oe EEN rese DERE SEER SE NRER 4 


4. Vingedækkerne i hvert fald i forreste tredjedel sorte 
6. géminum. 

Vingedækkerne røde, roden i det højeste ganske 
Og LES LIBRE 2 2 BARRSREGL ENERET SSER TUSE NNE NT 15 "3 SE KA ENE DERS riprcota 

5. 5. bugled med et stort, ret dybt, trekantet indtryk, 

bagranden let indbuet. 6. bugleds bagrand med 
em dy MS kærRe 7577, PSR BET FØR 8. brunnipes. 

5. bugled ikke eller næppe indtrykt, bagranden ikke 

indbuet. 6. bugleds bagrand ikke dybt indskåret 6. 

6. Hovedets punktur tæt, kraftigere end pronotums 
4. rufipenne; 

Hovedets punktur lidet tæt, ikke kraftigere end 
Droner SANS HERA 58 7. fulvipénne: 


1. eruppe. 
(Underslægt Lobråthium Muls. & Rey). 


Vingedækkerne med en fortil forkortet længde- 
linie lidt over og parallelt med randlinien langs 
sidekanten (fig: 122; :p5248): 


1. L. multipunctum Grav. Let kendelig ved vingedæk- 
kernes dobbelte siderandlinier (fig. 122) og de groft række- 
punkterede vingedækker. Brunsort, brun eller rødbrun, føle- 
hornene rustrøde, benene rødgule. Kroppen ret smal, for- 
kroppen groft punkteret. Hovedet ganske lidt bredere end 
pronotum, halsen omtrent halvt så bred som hovedet. Pro- 
notum c. ”/, længere end bredt, bagud ganske svagt tilsmalnet. 
Vingedækkerne lidt bredere end pronotum, med temmeligt 
regelmæssige punktrækker. Længde 7—8 mm. 

gå: 5. bugled i midten med to små, tætstillede knuder og 


253 


bag disse et bredt indtryk. 6. bugled med glat længdefure, 
bagranden med en dyb, smal indskæring. 

Srælden (IFØ; B). AT findesteder kan- anføres? Kelstrup 
strand, Marselisborg skrænt; Ærø (Trappeskov havskrænt), 
Tåsinge, Svendborg, Pomlenakke strand, Hulerød, Gilleleje, 
Tisvilde, havskrænten udfor Veddinge; Onsbæk, Hammers- 
hus. Især på eller ved foden af havskrænter i mos, under 
sten eller ved planterødder, navnlig ved kildevæld eller bæk- 
udløb. Maj—sept. 


2. gruppe. 
(Underslægt Tetartéopeus Czwal.) 


Vingedækkerne med enkle siderandlinier. Hal- 
sen c.)/.-så bred: som kovedet. 


[L. punctåtum Zett. Let kendelig fra gruppens følgende 
arter ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved lidt 
bredere hoved og kraftigere punktur på forkroppen. Blankt 
sort, følehornenes rod og fødderne rødlige, undertiden er føle- 
horn og ben helt rødlige, meget sjældent er vingedækkerne 
røde. Hovedet, målt fra pandens forrand til halsindsnøringen 
lidt kortere end bredt, lidt smallere end pronotum. Pronotums 
og vingedækkernes”punktur kraftig. Længde 6—7 mm. 

åg: Mellemlårene noget, baglårene stærkt fortykkede. 

C: 6. frie rygleds bagrand i midten noget bagudtrukket. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Halland og Sydnorge, 
kunne muligvis træffes også hos os. Den lever på fugtig 


bund ved søbredder eller rindende vand i opskyl eller vand- 
mos (Sphagnum).] 


2. L. quadråtum Payk. Kraftigere, bredere og gennem- 
snitligt større end de følgende arter i gruppen. Sort, vinge- 
dækkerne lidt mindre blanke end hoved og pronotum, meget 
sjældent med en lys plet på de ydre baghjørner, følehorn og 
ben brunsorte eller brunrøde, fødderne lysere, meget sjældent 
er ben og følehorn rødgule. Hovedet noget smallere end pro- 
notum, punkturen ret fin. Pronotum temmelig kraftigt og 


254 


tæt punkteret. Vingedækkerne betydeligt længere og bredere 
end pronotum. Længde 6,5—7,5 mm. 

åg: 5. bugled (og de foregående led ligeledes, men svagere 
udpræget) med et ret fladt længdeindtryk i midten. 6. bugleds 
bagrand med en skarp, vinkelformet indskæring. 

QC: 6. frie rygled bagtil trukket ud i en spids forlængelse 
(fig. 126, p. 250). 6. bugleds bagrand rundet afstudset. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, i opskyl 
eller under løv og sten ved vandkanter. 


3. L. terminåtum Grav. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at hovedet kun er lidt smallere end pronotum, 
dette lidt mere aflangt, vingedækkerne betydeligt mindre, 
kun lidt bredere og lidt længere end pronotum (hos ab. atri- 
pålpe Scriba med rudimentære flyvevinger er vingedæk- 
kerne kun c. så lange som pronotum) og de sekundære køns- 
mærker afvigende. Vingedækkerne har som regel en gul plet i 
de ydre baghjørner. Følehornenes rod og spids lysere, benene 
rødgule, undertiden brunlige. Længde 6—7 mm. | 

åg: 5. bugleds længdeindtryk smallere end hos den fore- 
gående, 6. bugleds indskæring smallere og dybere. 

Q: 6. frie rygleds forlængelse bredere tilspidset (fig. 127 
p. 250). 6. bugleds bagrand smalt afstudset, siderne bagtil 
tydeligt indbuede. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På lignende steder som 
den foregående. 


[L. fénnicum Renkonen. Meget nærstående til de to fore- 
gående og habituelt stående imellem dem. Fra L. quadratum 
adskilles den ved slankere krop, mere rundet, lidt smallere 
og lidt tættere og finere punkteret hoved, lidt mere aflangt, 
omtrent "/, længere end bredt pronotum og lidt slankere ben. 
Fra L. terminatum skelnes den ved lidt betydeligere størrelse, 
lidt mere rundet hoved, lidt større, både længere og bredere, 
lidt. mindre blanke og lidt finere og tættere punkterede vinge- 
dækker og lidt mørkere ben. Vingedækkernes ydre baghjørner 


255 


er som regel kun utydeligt lyse, følehorn og ben oftest mørke- 
brune, de førstes rod samt fødder og skinnebenspidser lysere. 
Længde 6,5—7,5 mm. 

åg: 5. bugleds længdeindtryk dybt, dets bagrand let, stump- 
vinklet indbuet. 6. bugleds bagrand afstudset, i midten med 
en dyb og smal indskæring. 

Q: 6. frie rygled omtrent som hos L. quadratum. 6. bugleds 
bagrand afstudset og yderst svagt indbuet. 

Fra L. gracile adskilles arten let ved meget betydeligere 
størrelse, bredere hoved, der ikke er længere end bredt og 
mindre blanke, tættere punkterede vingedækker. 

Denne arts udbredelse kendes ikke med sikkerhed. Den 
er bl. a. fundet i Østergøtland og Småland, og dens forekomst 
hos os er ikke udelukket, omend vistnok ikke særligt sand- 


synlig. Den lever på slammet, meget våd bund, nær vand- 
kanter. 


L. gråcile Hampe. Ligeledes nærstående til L. quadratum 
og terminatum, men adskilt fra dem ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved finere punktur på hoved og 
pronotum og afvigende sekundære kønsmærker, fra L. qua- 
dratum yderligere ved lidt blankere, mindre, smallere og lidt 
kortere vingedækker og fra L. terminatum yderligere ved 
finere punkterede vingedækker og mørkere ben. Vingedæk- 
kernes ydre baghjørner som regel næppe eller kun utydeligt 
lysere. Følehorn, lår og skinneben brunlige. Længde 5—6 mm. 

Øg: 5. og 6. bugled i midten med et længdeindtryk, 5. bug- 
leds bagrand let indbuet, 6. bugleds bagrand lidt stærkere, 
men dog kun temmelig let indbuet. 

2: 6. frie rygleds bagrand stumpvinklet (fig. 128, p. 250). 
6. bugleds bagrand også stumpvinklet. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Østergøtland, Sydnorge 
og Hamburg-egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den 
lever i moser, bl. a. tørvemoser, i vådt vandmos (Sphagnum), 
ganske nær vandkanten, især hvor der vokser star (Carex)- 


tuer, ofte i selskab med Acylophorus wagenschieberi Kiesw. 
Hannen er meget sjældnere end hunnen.] 


256 


3. gruppe. 
(Underslægt Lathrobium s. str.). 


Vingedækkerne med enkle siderandkanter. 
Halsen over ?”/, — oftest c. halvt — så bred som 
hovedet. 

Herhen hører nogle af de vanskeligste arter. 
Over disses hanner er en oversigt givet foran 
PP 257: 


4. L. rufipénne Gyll. Gennemsnitligt mindre end de føl- 
gende rødtegnede arter og tillige kendelig fra dem ved hovedets 
tættere og — også på siderne — grovere punktur. Slankere 
end L. elongatum. Sort, vingedækkerne røde med sort rod- 
tredjedel, følehornene rustrøde, 6.—8. led c. så lange som 
brede, benene rødgule. Hovedet, målt fra pandens forrand 
til halsindsnøringen, rigeligt så langt som bredt, på under- 
siden tæt og ret kraftigt, på struben dog kun meget spredt, 
punkteret, c. så bredt som pronotum. Dette c. !/, længere 
end bredt, ret kraftigt punkteret. Vingedækkerne tydeligt 
bredere og c.!/, længere end  pronotum, ret fint og ikke ret 
tæt -punkterede. Længde! 6-7 mm: 

å: 5. og 6. bugled langs midten kun yderst svagt ind- 
trykt, 6. bugleds bagrand med en lidet dyb indbugtning. 

Sjælden (J, Ø). Hjerting; Fåborg, Flommen ved Sorø, 
Amager, de nordsjællandske moser (f. eks. Lyngby mose, Bølle- 


mosen, Malmmosen). Især i skovmoser i meget fugtigt vand- 
mos (Sphagnum) og opskyl. 


5. L.elongåtum L. (fig. 129): Sort, vingedækkerne røde 
med sort rodtredjedel, følehornene brunrøde, 6.—8. led c. så 
lange som brede, benene rødgule eller røde, hofterne brune; 
meget sjældent er vingedækkerne helt eller næsten helt sorte 
(var. frauduléntum Ganglb.”)). Hovedet så bredt som pro- 


1) Se om denne varietets adskillelse fra L. brunnipes nedenfor 
under sidstnævnte art, p. 259 


257 


notum, dette lidt længere end bredt, temmelig kraftigt punk- 
teret. Vingedækkerne rigeligt !/, bredere end pronotum, lidet 
kraftigt og ikke særlig tæt punkterede. Længde 8—9 mm. 

2:55 bugled- 1 midtén med et svagt, 6. bugled -med et 
dybere længdeindtryk; 6. bugled i ba- 
geste halvdel på hver side af længde- 
indtrykket med en længdestribe af kor- 
te, sorte børstehår, bagranden mellem 
disse hårstriber med vinkelformet ind- 
skæring. 

Q: 7. frie rygleds indskæring c. dob- 
belt så dyb som bred, i bunden svagt 
stumpvinklet (fig. 123, p. 250). 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. 
En lrve Tundet "/.,klekket 21, 


6. L. geminum Kr. Meget nærstå- 
ende til den foregående, men adskilt 
fra den ved de i oversigten nævnte ken- 
demærker samt ved, at kroppen er 
kraftigere, hoved og pronotum tydeligt 
bredere, det første noget mindre tæt 
punkteret, det sidste kun meget lidt Fig. 129. Lathrobium 
længere end ”bredt, og vingedækkerne elongatum 8. x 6. 
kun lidt bredere end pronotum. Vinge- 
dækkernes røde farve er oftest lidt mørkere, lidt mindre ud- 
bredt og noget vagere afgrænset fra den sorte rodfarve; 
meget sjældent er vingedækkerne helt eller næsten helt sorte 
(var. volgénse Hochh.")). Længde 8—9 mm. 

g:55 og 6; bugleds midte uden tydelige længdeindtryk, 
6. bugled med 2 børstehårstriber som hos den foregående, bag- 
randen ikke eller næppe indbugtet mellem børstehårstriberne. 

2: Som den foregående, dog er indskæringen i bunden 
jævnt rundet, ikke stumpvinklet antydet (fig. 123, p. 250). 


1) Se om denne varietets adskillelse fra L. brunnipes nedenfor 
under sidstnævnte art, p. 259. 


Victor Hansen: Rovbiller. I. 1% 


258 


Temmelig sjælden (J, Ø, B). Draved- skov; Ærø, Tåsinge, 
Roskilde, Dyrehaven (i antal i kompostbunker ved dyre- 
husene) og flere steder på Sjælland; Bornholm. . 


[L. ripicola Czwal. Nærstående til de to foregående, 
men adskilt fra dem ved, at hovedet bagud er ganske svagt 
udvidet og dets baghjørner kortere rundede, at vingedækkerne 
er helt røde eller kun ganske smalt sorte ved roden, at hofterne 
er lysere, og at hannens sekundære kønsmærker er afvigende, 
fra L. elongatum yderligere ved, at hovedets underside. stem- 
mer overens med L. geminum, og at vingedækkerne er kortere, 
oftest kun c. så lange som pronotum. Længde 7,5—8,5 mm. 

åg: 5. bugled langs midten meget svagt, 6. bugled noget 
tydeligere, men dog ret svagt længdefuret, 6. bugleds hårstriber 
svagere end hos de to foregående, dets bagrand næppe indbuet. 

C: Omtrent som L. geminum. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburg-egnen, kunne 
muligvis træffes også hos os. Den er bl. a. fundet på mosebund. 


L. laevipénne Heer. Nærstående til den foregående ved 
bagud ganske svagt udvidet hoved og i det højeste ganske 
smalt sort vingedækkerod, men adskilt fra den ved, at pro- 
notums glatte midtstribe bagtil har en yderst fin og svag 
midtfure, at hofterne er mørkere, og at størrelsen er lidt ringere. 
Fra L. elongatum og geminum adskilles den ved ringere stør- 
relse, hovedformen, vingedækkefarven og lidt smallere krop, 
og fra L. rufipenne ved meget svagere hovedpunktur og vinge- 
dækkefarven. Fra alle de nævnte arter afviger hannen des- 
uden ved de sekundære kønsmærker. Hovedet er i hvert fald 
rigeligt så bredt som pronotum. Længde 6,5—7,5 mm. 

åg: 6. bugleds bagrand med en bred, trekantet indskæring 
og på hver side af denne med en bagudrettet, sortbehåret 
tand; partiet foran indskæringen er ophøjet i midtlinien og 
på hver side forsynet med sorte børstehår. 

Denne art angives at være fundet i Hamhburg-egnen og 


er derfor omtalt her, skønt dens forekomst hos os ikke er 
særlig sansynlig.] 


259 


7. L. fulvipénne Grav. Nærstående til L. elongatum og 
geminum, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved ganske lidt slankere følehorn, hvis 
6.—8. led oftest er ganske lidt længere end brede, og lidt 
mere aflangt pronotum, der ofte er c. ”/, længere end bredt, 
Fr, elongatum yderligere ved, at hovedets underside stem- 
mer overens med L. geminum, og at vingedækkerne er kortere 
og, navnlig fortil, smallere. Vingedækkerne er hos den normale, 
uvingede form ikke længere end pronotum og oftest uden sort 
tegning, hos den vingede form (var. létzneri Gerh.) kun 
meget lidt længere end pronotum og oftest sorte ved roden. 
Længde 8—9 mm. 

dg: 5. og 6. bugled i midtlinien ikke tydeligt længde- 
furede, 6. bugled uden børstehårstriber, bagranden lidet dybt 
indbuet. 

QC: 7. frie rygleds indskæring kun c. en halv gang længere 
end bred, i bunden simpelt rundet (fig. 125, p. 250). 


Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. 


8. L. brunnipes Fabr. Vor største art. Blankt sort, føle- 
hornene rustrøde, benene rødgule. Hovedet c. så langt som 
bredt, på oversiden lidt finere og mere spredt punkteret end 
hos L. elongatum, på undersiden ret fint og spredt punkteret, 
med upunkteret, ret bred, tydeligt afgrænset strube. Pro- 
notum c. ”/, længere end bredt, ret kraftigt punkteret. Vinge- 
dækkerne lidt bredere end pronotum, hos den normale, 
uvingede form c. så lange som, hos den vingede form (var. 
lutéipes Fauv.) lidt længere end pronotum, temmelig fint 
og spredt punkterede. Længde 8—9,5 mm. 

g:75, bugled med et stort, ret dybt, trekantet indtryk, 
bagranden let indbuet. 6. bugled med en dyb længdemidtfure, 
bagranden med en dyb indskæring. 

C: 7. frie rygled meget dybt indskåret, 8. frie rygled (mel- 
lem 7. frie rygleds lange spidser) med en længdemidtkøl. 

Arten kendes let fra de tre følgende sorte arter bl. a. ved 
betydeligere størrelse. Fra L. elongatum var. fraudulentum 
og L. geminum var. volgense kendes den med sikkerhed ved 


77 


260 


de afvigende sekundære kønsmærker både hos Z og 92, fra 
den første yderligere ved skulpturen på hovedets underside 
og fra den sidste yderligere ved finere punktur på vingedæk- 
kerne og finere og tættere punktur på bagkroppen. 
Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund. Den forekommer 


hyppigt i mulden omkring muse- og muldvarpegange, men 
har dog næppe nogen nærmere tilknytning hertil. 


9. L. fovulum Fabr. Adskilt fra den foregående ved be- 
tydeligt ringere størrelse, bagud tydeligt udvidet hoved, 
meget bredere strube, lidt slankere følehorn, hvis 6.—8. led 
er længere end brede, lidt mørkere, gulbrune eller rødbrune 
ben og afvigende sekundære kønsmærker. Vingedækkerne er 
normalt, langs sømmen, lidt kortere end, hos var. hete- 
ropterum Epp. lidt længere end pronotum. Længde 6— 
7 mm. 

å: 5. bugled med et yderst svagt, 6. bugled med et ret 
svagt længdeindtryk langs midten, 5.leds bagrand yderst 
svagt indbuet, 6. leds bagrand med en ret dyb indskæring, 
der er meget mindre end hos den foregående art. 

2: 7. frie rygleds indskæring mindre dyb end hos den 
foregående, 8. frie rygled med en kort længdemidtkøl. 

Sjælden (J, Ø, B). Bygholm ved Horsens, Borresø, Skør- 
ping, Ålborg; Antvorskov, Lyngby mose, Bøllemosen, Sjælsø, 


Donse, Hillerød; Bornholm. Oftest i skovmoser i vandmos 
(Sphagnum) og under løv. 


10.….£…filiforme -Grav. Blandt:.gsruppens sorte arter let 
kendelig ved de mørke ben og ved at være mindre end de 
to foregående, men større end den følgende. Sort, følehornene 
rustrøde, benene mørkebrune med lysere fødder. Hovedet 
c. så langt som bredt, bagud ganske svagt udvidet, føle- 
hornenes 6.—8. led ikke længere end brede. Pronotum c. !/, 
længere end bredt. Vingedækkerne hos den normale, uvingede 
form langs sømmen knapt så lange som pronotum, hos den 
vingede form lidt længere, punkturen ikke ret kraftig og lidet 
tæt. 7. frie rygleds sidestykker bagtil tornformet tilspidsede 
og opadkrummede. Længde 5,5—6 mm. 


261 


å: 5. bugled i midten med et yderst svagt længdeindtryk, 
6. bugleds bagrand med en lille, vinkelformet indskæring. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, i mos, 
opskyl og fugtigt løv. 


11. L. léngulum Grav. Vor mindste art, blandt gruppens 
sorte arter let kendelig ved den ringe størrelse, smalle form, 
det c. !/, længere end brede pronotum og de lyse ben. Sort, 
følehorn og ben rødgule. Hovedet lidt længere end bredt, 
bagud ganske svagt udvidet, lidt bredere end pronotum, øjnene 
set fra oven lidt længere end 1. følehornsleds bredde. Føle- 
hornenes 3. led som regel lidt kortere end 2. led, 6.—8. led 
ikke tydeligt længere end brede. Vingedækkerne hos den nor- 
male, uvingede form lidt kortere end pronotum, hos den 
meget sjældnere vingede form (var.longipénne Fairm.) 
lidt længere, punkturen ret fin og spredt. 7. frie rygled om- 
trent som hos den foregående. Længde 4—4,5 mm. 

Ø: 6. bugled langs midten med et meget svagt længde- 
indtryk, bagranden på hver side svagt, skråt indbuet, så at 
midtpartiet træder frem. 

Umodne, lystfarvede eksemplarer adskilles fra den følgende 
art ved de under denne anførte kendemærker. 


Almindels (J,Ø, B). På fugtig bund. 


12. L. dilutum Er. Nærstående til den foregående, men 
let adskilt fra udfarvede eksemplarer af denne ved kroppens 
brungule eller rødgule farve og endvidere afvigende fra den 
ved, at hovedet er lidt større, bagud lidt tydeligere udvidet, 
øjnene tydeligt mindre, set fra oven kun så lange som 1. føle- 
hornsleds bredde, følehornene lidt længere, deres 3. led ikke 
kortere end 2. led, pronotum ikke helt så aflangt, og 7. frie 
rygleds sidestykker ikke opadkrummede i spidsen. Længde 
4,95—5 mm. 

åd: 6. bugled langs midten med en svag længdefure, bag- 
randen stumpvinklet indbugtet. 


Meget sjælden (J, Ø). Haderslev, Kolding, Lundby og 
Hvorup bakker; Charlottenlund, Lundtofte, Holte, Saunte, 


262 


Tisvilde. Oftest på høj sandbund, i sandgrave, ved plante- 
rødder. Arten er muligvis knyttet til dyreboer og -gange og 
er undertiden fundet i muldvarpe- og humlereder. Vingede 
eksemplarer med længere vingedækker (var. maurianénse 
Fauv.) er vistnok ikke fundet hos os. 


[L. microps L. Benick. står L. dilutum yderst nær, men 
har lidt kortere og tykkere følehorn, lidt mindre øjne, tættere 
punkterede vingedækker og tættere punkteret og derfor 
mindre blank bagkrop. Længde 3,6 mm. 

Arten er beskrevet efter en enkelt hun, fundet i en mark- 
muserede i en klitdal med krybende pil (Salix repens) på 
nordsø-øen Spiekeroog i juni 1939. Artsberettigelsen synes 
at måtte stå hen som noget tvivlsom, indtil der foreligger 


fund af hannen og undersøgelse af dens parringsorgan og 
sekundære kønsmærker.] 


13. L. pållidum Nordm. Blankt brun, brungul eller rød- 
gul, bagkroppen oftest lidt mørkere, mat, følehorn og ben 
rødgule. Hovedet bagud lidt udvidet, følehornenes 5.—7. led 
længere end brede. Pronotum omtrent ”/, længere end bredt. 
Vingedækkerne kun meget lidt bredere end pronotum, hos 
den normale, vingede form lidt kortere end, hos den vingede 
form (var. jansåni Crotch) c. så lange som pronotum, ret 
fint og lidet tæt punkterede. 7. frie rygleds sidestykker ikke 
opadkrummede. Længde 5—6 mm. 

Øg: 5. bugled langs midten med et svagt og ret bredt 
længdeindtryk, bagranden let indbuet og på hver side med 
nogle korte, sorte børstehår. 6. bugled langs midten dybere 
og smallere længdefuret, langs furens sider med korte, sorte 
børstehår, bagranden med en dyb, ret smal indskæring og 
på hver side af denne med en lang, spids, bagudrettet tand. 

Adskilt fra den foregående art ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved lidt slankere følehorn, lidt større øjne 
og lidt mindre aflangt pronotum. Fra umodne, lystfarvede. 
eksemplarer af L. filiforme adskilles den let ved slankere føle- 
horn, meget tættere punkteret bagkrop og 7. frie rygleds 
ikke opadkrummede sidestykker. 


263 


Sjælden (J, Ø). Esbjerg (i en roekælder), Elbæk strand- 
skov, Rårup; Odense, Gedser havskrænt, Vejlø bugt, Dam- 
hussøen, fæstningsterrænet ved Husum, Lundtofte sandgrav. 
Arten er muligvis knyttet til dyreboer og -gange og er en 
enkelt gang fundet i en muldvarperede og af og til i muse- 
gange. Eksemplarer af denne art og L. dilutum, der træffes 
i bunden af sand- eller grusgrave, stammer antagelig også 
hyppigt fra dyregange i det omgivende terræn. 


8. Achénium Curt. 


Udmærket ved fladtrykt krop, fremefter til- 
smalnet hoved, bagud tilsmalnet pronotum med 
på hver side indbuet forrand og stærkt afsatte 
forhjørner og langt kloled, der er lige så langt 
som de 4 øvrige fodled tilsammen. Iøvrigt nær- 
stående til den foregaende slægt. 
Overlæben dybt tvelappet. Kæ- 
bepalpernes endeled lille, ko- 
nisk. Forlårene stærkt fortykke- 
de, på undersiden stumpvinklet 
udvidede, forskinnebeénenes in- 
derside i midten stærkt indbuet. 


1. A.humile Nicol. (fig. 130). Blankt 
brun, hoved og pronotum ofte brun- 
sorte, vingedækkerne som regel brun- 
gule, hyppigt med mørkere rod, bag- 
kroppens spids og de enkelte leds bag- 
rand lysere, følehorn og ben brungule. 
Forkroppen kraftigt og ret spredt, på 
pronotum og vingedækkerne ofte ræk- Fig. 130. Achenium 
kevis antydet, punkteret og i bunden humile. x 6. 
med spredte, yderst fine punkter. Ho- 
vedet c. så bredt som pronotum, dette c. så kakler som bredt, 
i midtlinien oftest uden kraftige punkter, men hyppigt med 


264 


en yderst fin midtfure. Vingedækkerne rigeligt så lange som 
pronotum. Længde 7—7,5 mm. 
å: 6. bugleds bagrand med en lidt stumpvinklet indskæring. 


Meget sjælden (J, Ø, B). Ydre Bjerrum ved Ribe (i spræk- 
ker af udtørrede grøfter i marskengene), Esbjerg (under tang 
på stranden); Ærø, Engestofte (Lolland), Gedser odde (i an- 
tal i smalle sprækker i foden af lerskrænten og i den her op 
til liggende tang, juni), Amager fælled (under tang på stran- 
den); Klippegård øst for Rønne. Maj—okt. 


9. Cryptébium Mann. 


Let kendelig fra alle gruppens andre slægter 
ved, at følehornene er knæbøjede mellem 1. og 
2. led og deres 1. led c. så langt som de 3 følgende 
led tilsammen. Hovedet af- 
langt, halsen rigeligt halvt så 
bredt som hovedet, øjnene ret 
små, tindingerne lange. Over- 
læbens forrand i midten med 
2 små tænder, adskilt ved 
en indskæring. Kæbepalpernes 
endeled yderst lille og fint, 
ofte næppe synligt. 4. fodled 
simpelt, . bagføddernes. 1. led 
længere end 2. led,:c. så langt 
som kloleddet. 


1.…Cri-fracticorhe Payk:' (fe: 
131). Blankt sort, forkroppen tyndt, 
Fig OK Core bin på vingedækkerne lidt opstående, bag- 
fracticorne g. x 8. kroppen ret tæt nedliggende behåret, 
følehornene brunlige, benene rødgule 

eller brungule. Hovedet ret kraftigt, spredt punkteret. Pro- 
notum lidt bredere end hovedet, lidt længere end bredt, med 


265 


en bred, glat midtlinie på hver side begrænset af en lidt 
uregelmæssig punktrække og iøvrigt ret spredt og kraftigt 
punkteret. Vingedækkerne c. så lange som eller hos uvingede 
eksemplarer (var. brevipénne Muls. et Rey) lidt kortere end 
pronotum, ret tæt og kraftigt punkterede. Længde 5—6 mm. 

å: 5. bugled langs midten med tættere mørk behåring, 
bagranden let indbuet; 6. bugled spaltet af en smal, dyb 
indskæring med let konvekse, kantede sider. 


Ikke sjælden (J, Ø, B). I opskyl og løv på fugtig bund. 


Alle afbildninger, undtagen fig. 88, er originale, 
tegnede efter naturen af forfatteren. 


Bernh. 
Boisd. 
Bris. 
Curt. 
Cwal. 
Epp: 
Er: 
Fabr. 
Fairm. 
Fauv. 
Fourcr: 
Ggib. 
Gebl. 
Gerh. 
Germ. 
Grav. 
Gyilt 
Hbst. 
Hoch. 
[lig. 
Job: 
Kiesw. 
Kr. 
Lac. 
Kate 
Lec. 


Forkortede forfatternavne. 


Bernhauer. Ez anne 
Boisduval. Mach. — Machulka. 
Brisout. Mann. —= Mannerheim. 
Curtis. Marsh. —= Marsham. 
Cwalina. Mein. =— Meinert. 
Eppelsheim. Motsch. = Motschulsky. 
Erichson. Muls. ==, Mulsant: 
Fabricius. Mill. ==" Maler: 
Fairmaire. Måkl. Makin 
Fauvel. Nicol ;— ”Nicolar 
Fourcroy. Nordm. = Nordmann. 
Ganglbauer. Oliv. =" Olivier. 
Gebler. Pand;...— Pandellé 
Gerhardt. Panz. == Panzer: 
Germar. Park: == Pavkyll 
Gravenhorst. Redtb. = Redtenbacher. 
Gyllenhal. Rosenh. = Rosenhauer. 
Herbst. Sahlb.' — Sahblberg, 
Hochhut. Sam. = Samouelle. 
Illiger. Sehall,. = Schaller. 
Johansen. Scop. =! Scopolk 
Kiesenwetter. ”"Steph-:—=— Stephens: 
Kraatz. Thoms. = Thomson. 
Lacordaire. Tott. —=— Tottenham. 
Latreille. Zett. —= Zetterstedt. 


Leconte. 


Litteratur. 


E"Falmimnmdedshed. 


A.G. Bøving and F;/-C. Craighead. Larvae of Coleoptera, 
Brooklyn, 1931. 

L. Ganglbauer. Die Kåfer von Mitteleuropa, 2. bind, 1895. 

W. Hellén. Catalogus coleopterorum Daniae et Fenno- 
scandiae, auctoribus Victor Hansen, W. Hellén, A. Jans- 
son, Th. Munster, Å. Strand, 1939. 

Kai L. Henriksen. Danske insektnavne, Kbhvn., 1944. 

A. Horion. Nachtrag zu Fauna Germanica von Edmund 
Reltter, 1935: 

— Kåferkunde fur Naturfreunde, Frankfurt am Main, 1949. 

Joh. P. Johansen. Danmarks Rovbiller, 1914. 

G. Kraatz. Naturgeschichte der Insecten Deutschlands, bind 
HL -FSB83)V 

E. Reitter. Fauna Germanica, II. bind, 1909. 

Scheerpellz. und Håfler. Kåfer und Pilze, Wien, 1949, 

AÅA. West. Fortegnelse over Danmarks biller, Ent. Medd. 
21. bind, 1940—41, med tillæg smstds., 25. bind, 1947— 
1951, p.3—141, 209—211, 326—327, 405—406 (ved 
Victor Hansen) og 465—466 (ved samme). 

A. Winkler. Catalogus coleopterorum regionis palaearcticae, 
1924—32. : 

W. Zirk. Fauna der Umgegend von Hamburg-Altona, Staphy- 
liniden. Verhandl. des Vereins fur naturwiss. Heimat- 
forschung zu Hamburg, bind XIX, 1926—27, p. 3 ff. 


IT. Familien Micropeplidae og underfamilierne 
1,-Proteininae, 2. Omaliinae og 3. Phloeocharinae. 
L. Benick i Mitteil. der Munchner Entom. Gesellschaft, 1943, 

p. 599 fi. (Anthobium minutum, lapponicum og sorbicola). 
Victor Hansen i Entom.. Medd., 20. bind, 1940, p. 579 ff. 
(Phyllodrepa melis). 
Y. Kangas i Annales Entom. Fenn. 1941, p. 60 ff. (Antho- 
bium lapponicum-minutum-gruppen). 


268 


E. Kuusinen i Notulae Entom., 1933, p. 65 ff. (Megarthrus). 

G. Luze i Verhandl. der zoologisch-botanischen Gesellschaft 
in "Wien,:53. bind, 1905, p: 179 (Lesteva): 

— smstds., 55. bind, 1905,  p. 33 ff. (Olophrum) og p. 53 fi. 
(Lathrimaeum). 

— smstds., 56. bind, 1906, p. 485 ff; (Xylodromus, Omalium, 
Phyllodrepa, Pycnoglypla og Phloeonomus). 

Thure Palm. Svensk Insektfauna, 9 Skalbaggar, fam. Staphy- 
linidae underfam. Micropeplinae, Phloeocharinae, Oli- 
sthaerinae, Proteininae, Omaliinae, 1948. 

Oscar Sjøberg i Svensk 'Entom: Tidskr:;. 1950; "02775 Pr 
teinus). 

— smstds., 1932, p. 104 ff. (Phloeonomus punctipennis 
Thoms.). 

Andr. Strand i Opusc. Entom. 1937, p. 111 ff. (Phloeonomus 
punctipennis Thoms. og sjøbergi n. sp.). 


III, Underfamilierne 4... Oxytehnas og 
5, -Oxyporinae: 


L. Benick i. Entom, Blåtter 1934,..p: 144 ff: 4(Trogoøophloeus 
heidenreichi), 1936, p. 8 ff. (Bledius pallipes gruppen), 
1937,:p. 73 1. (Bledius), .1939,.:p:25 ff» (Bledius=specta- 
bilis og germanicus), 1939, p. 95 fi. (Trogophloeus heiden- 
reichi): 

— i Stettiner Entom. Zeit. 1943, p. 91 ff. (Bledius). 

P..Breddin i Entom: -Blåtter 1936; p:4107.f£. (Bled 

Victor Hansen i Entom. Medd. 20. bind, 1940, p. 581 fl. 
(Bledius pallipes gruppen). 

Klima i Mutnchen. Koleopt. Zeitschr. II, 1904—06, p. 43 ff. 
(Trogophloeus). 

R. Krogerus i Acta pro fauna et flora Fenniae bind 56, nr. 3, 
1925 (Bledius). 

— i Notulae Entom. 1925, p. 114 ff. (Bledius). 

Ellinor Bro Larsen. Biologische Studien iiber die tunnel- 
grabenden Kåfer auf Skallingen. Videnskabelige Medde- 
lelser fra Dansk Naturhistorisk Forening, bind 100, 1936. 

C.H. Lindroth og: Th. Palm i Svensk-Entom "Tidskr 19538, 
p. 278 ff. (Trogophloeus despectus). 

Th. Palm i Svensk Entom. Tidskr. 1937, p. 167 fi. (Bledius 
procerulus). ; 

— i Notulae Ent. 1942, p. 97 ff. (Trogophloeus lindrothi). 

E. Palmén i Annales Entom. Fenn. 1939, p. 166 ff. (Oxytelus 
laqueatus). 

E. Palmén og St. Platonoff smstds. 1943, p. 147 fi. (Trogo- 
phloeus og Bledius). 

O. Scheerpeltz i Notulae Entom. 1937, p. 97 ff. (Trogophloeus). 


269 


I. C. Schiødte. De tunnelgravende Biller, Bledius, Hetero- 
terus' og Dyschirius og deres danske" Arter. .Naturh, 
Tidsskr... 3. række,::4. bind, 1866, p:141-ff. 

D. Sharp i Entom. Monthly Mag. 1911, p. 31 ff. (Bledius pal- 
lipes gruppen). 

C. E. Tottenham i Entom. Monthly Mag. 1940, p. 38 fi. (Ble- 
dius spectabilis og limicola). 


FVF Underfamilierne 6.-Steninde og 
17 Euaesthetinde. 


L. Benick. Steninae i Bestimmungs-Tabellen der europåischen 
Colceopteren,- heft ;96,1929, 

== CGoleopt-Rundschau: 1917, -p 1. og 1927, p..133 7. 
(forskellige Stenus-arter). 

— i - Entom. Blåtter 1916; p.:237 ff. (Stenus' glabellus) og 
1945—48, p. 117 ff. (Stenus circularis og nærstående 
arter), 

— i Entom. Medd., 14. bind, 1923, p. 217 fi. (danske Stenus- 
arter). 

4 -Entom. Mitteill; "1917; p.332F- (Stehus ”cautus -og 
vafellus). 

— i Forschungen d. geogr. Gesellsch. d. Naturh. Mus. in 
Lubeck 1947, p. 75 ff. (Stenus glabellus). 

— i Koleopt. Zeitschr. 1949, p. 95 fi. (Stenus declaratus og 

simillimus). 

— i Opuscula Entom., 1950 p. 113 ff.) (Stenus tarsalis 
gruppen). 

V. Machulka i Acta Entom. Musei Nationalis Pragae 1947, 
p. 87 ff.”) (Stenus tarsalis gruppen). 

F. Meinert i Videnskabelige Meddelelser fra Naturh. Forening 
1884—86, p. 180 ff. (om tungens udskydelighed høs 
Steninerne). 

AÅndr. Strand i Norsk" Entom. Tidsskr. V (1940), -p. 180 ff. 
(Stenus pseudopubescens). 

— smstds. VI (1942), p. 70 fi. (Stenus crassus og nanus og 
nærstående arter). 

W:Wisthofj -å "Entom.'Blåtter 1934, p. 621f.- (tegninger "af 
Stenus-arternes hanlige parringsorgan). 


Vs. Underfamilien: 8; Paederinae: 
LL; Benitck sv Entom. Blåtter 1942,p.168 fi. (Lathrobium 
microps). 
1) Tegningerne p. 115 er ikke vellignende. 


?) Det fremgår af artiklens tekst, at artsnavnene under de to 
tegninger p. 88 er blevet ombyttet. 


270 


G. Binaghi i Mem. Soc. Ent. Ital. 14. bind, 1935, p. 84—110 
(Scopaeus). 

T. H. Edmonds-i : Entom. Monthly Mag: 1932,.p-206' Fog 
1133," p: 7 (Scopaeiis); 

A. Jansson i Svensk Entom. Tidskr. 1946, p. 3 (Scopaeus). 

Th. Palm i Svensk Entom. Tidskr. 1936, p. 75 fi. (Astenus): 

— smstds. 1940, p. 6 ff. (Lathrobium fennicum). 

— smstds. 1943, p. 78 ff. (Lathrobium gracile). 

O. Renkonen i Annales Entom. Fenn. 1938, p. 171 ff. (La- 

throbium fennicum). 
O.. Scheerpeltz i Æntom. Blåtter 1944, p..33 1, (Lithocharisy 
Andr. Strand i Norsk Entom. Tidsskr. VII (1945), p. 124 ff. 
Å (Scopaeus). 

W. Wiisthoff i Het Naturhistorisch. Maandblad nr. 5, XXII. 
jrg. 1933 (tegninger af Stilicus-arternes hanlige parrings- 
organ). 

— i Mitteil. der Munchner Entom. Gesellschåft 1942, 
p. 582 ff. (tegninger af Lathrobium-arternes hanlige 
parringsorgan). 


Oversigt | 
over rovbillernes forekomst vil fremkomme i 3. del. 


Navnefortegnelse. 


(Synonymer er trykt med. Kursiv). 


1. Familier, underfamilier, slægter og underslægter. 


. Side 
Aben .… 263 
ÅER eN huske 86 
Acrognathus . 101 
FG MCGA grad Fa 7 ol 3 2 NØRRE 50 
FH i 11 > ERRRRSERER ses 48 
Ancyrophorus ... 103 
Anthobum ...…... : 43 
Anthophagus.... 92 
Aploderus………..…. 116 
Arpediums 7.55. 84 
ASER S 454 4 r 224 
Bled TAKE 134 
Goprophilus:…...... 101 
CY INmS… 93 
Gryptobium ……... 264 
Deleasker is 43.0 100 
Bet hran  . (. 
Brands 0. 2: 0 217 
Euaesthetinae ... 218 
Euaesthetus..... 218 
Geodromicus .... 91 
Hapalaraeå 60 
Hemistenus ....: 206 
Hypostenus ..... 198 
Lathrimaeum ... 78 


Side 
NEDEN ar 99 
ARS SEGS 76 
ASTICUTtOor 72 153 


Side 
Latbrobmom 2. 247 
Lathrobium s. str. 256 
Besked IN Does 88 
Fathocharis 25. BAD 
Lobrathium BD 
Medon dt. LS. 238 
Nesarthrus 2.57. 33 
NT ESOSTENUS 24] PAR 
Micropeplidae ... 16 
Micropeplus..... 34 
NESS SEIN sas 179 
Olopbrum 53. ; 81 
Omalmaer7..% 38 
Omar. 61 
Orochares....... 76 
Oxyporinae 159 
OXVPOHS sr. 159 
Oxytelmae ….:—. 95 
Omytelis sa 2. 118 
Paederinae....… 220 
Passer use 55 HÆLE 
Parastenus 2853. 215 
Phloeobium ..... SL 
Phloeocharinae .. 94 
Phloeocharis .... 95 


Side 
Cl FEE rn Tertek DER SEER 65 
alkagense … 33 132 
ANGUANIS AE: 202 


Side 
Phloeonomus .... 68 
Phloeonomus 
SERENE er EN 71 
Phloeostiba 69 
Phylodrepa 5 2 
Planeustomus ... 102 
Platysthetus .... 130 
Proteninae 4"... 31 
Proteus 434 2 "36 
Pycnoglypta.:….…. 49 
SCOPASUV 2 40, 239 
Skaphylnidåe 20 
SEERE ser ae 160 
SEER es als 161 
Skenuss ss SF. 165 
Ses Æret Goes 228 
Syntomum 2 98 
ra] BYSES af n FADER Rage 195 
Fetartopeus … oe 
FamobdiSs.s sis 104 
Trogophloeus.... 105 
Xylodromus..... 74 
Xulosbiba sik VE 
Side 


aneustatus (Or.). 77 
angustatus (A.).. 227 
angustatus (AÅ.) .. 227 


angustatus (St.).. 
angusticolle .... 
APIeAlse De 
ATC ES ESS AR 
arenarius (PL); 
arenarius (Bl,) .. 
argentellus 25. 
RES IN SELER 
assimilke 3 E 


atomare 
otratules KG 
atrieapillus.. 2... 


atrocephalum ... 
ANSEELIG USA 
band RER 
Bic ol ERR 
Bicornis. 52 
bifoveolatus..... 
bisuttatus SES 
lilimeatus 2.5. 
bimaculatus.... 
bnotatus 15 
bipunctatus (St.). 
bipunctatus (Eu.) 
bohemicus ..... 
BDOSPS TES 
brachypterum .... 
brachypterus ... 
brevipenne..... 
brevipennis (Th.). 
brevipennis (St.). 
brunneus 3. 
brunnipes (St.). 
brunnipes (L.).. 
buphthalmus.... 
caelatus (M.)... 
caelatus (A.) ... 
Cassini ss SLS 
CASE SER 


canaliculatus .... 
caraboides ..... 
carbonarius .... 


202 
183 


272 


Side 
Castanekds STE 240 
Garbo ETERN 189 
cephålotes: 50 76 
cicindeloides .... 204 
CF CULAPIS AISI 193 
clavicornis :..... 176 
(& big syet ROD na NERE LE NER Så 
coarcticollis… 2. 216 
coerulescens ..... 217 
COgMAhUSs ss Er 236 
complanatus .... 127 
Coneinnus 2 ro 
borhutis 8, 1704909 
COrHOMUSRENSE ikk 
crassicollis 1,5. 149 
CLASS sr DE 196 
crena ba 46 er FE SEG 
Cribricolkis SS 57 
eruentatar Sr 87 
declaratus 192 
ELERS US ENS ERE 156 
denticollis....... 309 
depressus (M.)... 34 
depressus (X.)... 75 
despectus 5... 114 
dichrous: NS 100 
(itu SEES 261 
Uiobask FA ranked 144 
dissimilis on SAS. 150 
elegans ae FE el 123 
elonsatulus .. 112 
elongatunr FEE 256 


erichsoni (Sten.). 217 
erichsoni (Stil.).. 232 


erraHeus sens 151 
excavatum ss 67 
excubitor FSR 174 
EXIT UN ESSENS 66 
CÆLOLLUS Sa SEE SEE 114 
firmaet SK SS 129 
fasciculatus ..... 174 
femoralis "00293; 148 
Fennieumn sS: 254 
ML KOR ME JER SE 260 
hh formmi DES 226 


INDE LENE KE 154 


Side 
flavipalpis …. 2: 216 
flavipesssn 5 212 
florale. 5510 A4 
floralis 7.5 55 
fontinglis FEE 90 
formicetorum.... 197 
fornicatus SSG 205 
Fossulkatus SEER 171 
fovelcolis ERE 2 
foveolatus se 118 
Forums FR 260 
fracticorhe 5278: 264 
fracticornis SÆR 147 
fraudulentum ... 256 
iulisinosus rr 110 
fulvicornis re 201 
fulvipenne sr 259 
fulvipes. JER 123 
Fu vasELE> sseeR 19 
Tureatus, er 143 
fuscipes (St.).... 190 
fuseipes -(P) SE 
fuscipes: (BL) ESS 
Fusculunms i rær 81 
fusculus Se 241 
Tusceum; SS 83 
Sallicus”— SKER 174 
gemellus «3: ere RAR 223 
semmum: JE EK DTI 


geniculatus (Sten.) 215 
geniculatus (Stil.) 231 


germanicus...... 143 
slabelus SR 192 
grace er re 255 
sråacilicornissmrsee 59 
sracilis" SST 215 
(on bg Bi BD] C> BEER 170 
halophilus SEE 113 
hamatus eee 129 
herr ss REE 90 
heidenreichi … 9 
hemipterus ne Ved 36 
heteropterum.... 260 
hin NAS: 2.7 SENERE 144 
humle 3.5 SER 263 
Bumnaikiss ÆRE 191 


IDE S 5 2254 2] 
immaculatus .... 
impressus (T.)... 
impressus (St.)... 
incrassatus 2... 
TE EN ES Rees FE 
ioptera 
jansoni 
juno 
kiesenwetteri .. 
laevigatus 
laevipenne 
laeviusculum . . 
laeviusculus 
lapponicus 
laqueatus 
Frei 3550 
katieokke 220 2128 k 
latifrons 
IFs PFA NVE sl BRRENERERESEERER 


REDET eT G Ven Ea HE 
NE ER DET BE. ER arr | 


BE se Køre Ma) ma EL 


es mm. ore 


RUN i 7 RES SEE] 


linearis 
litorale 
krioralis (SE) 
Iitoratis (BP): 
longelytrata ..... 
longelytratus .... 
longipenne 


ER ME EN SE RS NT GER 7 


CRT Mr GE ar ME] 


longipennis (A.) 


longipennis (Th.). 
longitarsis 
longulum 
longulus 

lurida 
hastrator 0 
lrtepestra dare 
macropterus..... 
mandibularis .... 
maurianense .... 
maxillosus 
melanarius...... 
melanocephala... 
melanocephalum . 


en RK EK GEL NNE 


ORE AE EN RR ER ae 


SØN ed 07008 


…[… ……… + 


do 


273 


Side 
melanocephalus .. 243 
melanopus 2.55 188 
SEES SR 56 
MeMNMONRTUS 553 110 
microps er 262 
BNI US 7 237 
18ab nag DE erb an eres 45 
FESD 5 236 
moliniformis .... 73 
MOOS 352 186 
multipunctum ... 252 
anus (BE). 147 
HARUS (SEJ 192 
MINUS (SU) FE: 195 
neglectus (St.) ... 188 
neglectus (Ast.) .. 227 
HIST ARV ASSENS SÅ 
Misriceps 5.5 246 
Mer tuus L325s 198 
mitens (PE) Sar £33 
Hitens (SEJRE 4 183 
nitidiusculus .... 212 
pantere be ht Fee Rn 124 
MIVEUS ÆRE ere 210 
MOdikFOons rd. 133 
ODER rr 110 
obscurellus...... 245 
obsoletus ....... 244 
ochråcea 2232 SDS 245 
OPA ss 146 
ophthalmicum ... 47 
OPUS ER ar 196 
orbiceulatus 0. 231 
oxyacanthae .... 66 
Palidum 3433 262 
pallipes (Bl.).... 154 
pallipes (St.). 214 
pallitarsis 525050 210 
PAUSE. ÆRA 202 
Ppalpabs ss sst 103 
Palposhsuuvæsige 183 
Palkstris DE SA 214 
PERS EL: 126 
Pics ISS 82 
Pless FS SE: 125 
picipennis....... 211 


Victor Hansen: Rovbiller. I, 


l 


Side 
Ble SARTE 211 
plagiatus 1823522 91 
Plus ESKE SUS 70 
Pl SIS kil 35 SØ 
Porca tis ÆrSSsbz 17 
Primula 2 45 
procerulus 2.532 148 
proditor 355 175 
propingquwus 5. 244 
DPOVLAUS 272 sober 1247 
pseudopubescens . 209 
puberdld 455, SE 
pubescens (L.) .. 90 
pubescens (St.).. 208 
pulchellus....... 226 
pumilio... 365 194 
Bums sr 130 
punk se 5: 91 
punetatum 2323 253 
punctipennis .... 72 
punctipennis .... 72 
pusillus (Phl.)... 71 
Pusilus fer) 52.21945 
pusillus (Bl.) .... 152 
pusillus (SE) 2 292 
pusillus: (SC). 155237 
PYySMae AS SE 60 
pygmaeus (Bl.).. 153 
pygmaeus (Bl.) .. 153 
quadratum 4.45 253 
FAT UD, 7 5322 84 
Fastelkas: ER 155 
FDA or 64 
FIDEs RE 223 
ripicola (M.) .... 241 
ripicola (L.)....: 258 
brvulare ER 65 
Tivularise SEN 110 
BOSE SE SÆSON 177 
rufiecapillus 23.2: 219 
ae 2 SES 223 
rufipenne 2.256 256 
FUNDES 5 0 2 RE 230 
BUUS 25 SDR NeR 59 
FUSUTODS 302 123 
FUSOSUSET AE SE 121 


rugulipenne ..... 
Tel LEE 1 as FEE SEE ARR SET 
salicis 
salisburgensis.... 
saulcyi 
scaber 


ke 18 BERSUES ÆNerR 


scrutator 
soup 
sculptus 


seterdendus 22 


septentrionis . 
Ssicula 
silesiacus 
similis (Sten). 
similis (Stil) 

Sbacadd han & RE 
sinuatocollis..... 
støber SER 


SR SR 3 sl BUD SKS TR 


274 


Side. | 
Sms VE 143 
SONS: 4 542 203 
SODE ss sande 47 
Sørbicola sl HM 46 
spectabilis ....…. 142 
Saba yde 4 TES 51 
striatulus (C)' 12-04 
striatulus (PI) 7133 
Subdepressurs 5315 189 
Subniger; 3455. 178 157 
subterraneus .... 157 
sub tlis ATP SSR 
subtilis (ST) 517230 
suc atuld 5 523 … 52 
sulcicollis (Sc.) .. 236 
sulcicollis (SC) 236 
Sulen ses 22 52 
sylvester cu. EN: 176 
Falpasrs35rke. SHARE 158 


tara 30 SS 

tarsalis-wtst.- 
hoffianus 

tectum 


terebraris 
terminaturs VER 
tesserulå 53. SÆR 
testaceus 
tetracarinatus ... 
tibialis - 
borg ua ure SER 
tricornis 4.008 
unicolor 
vafelos 220 
ba felis. UPS 
vilis (Ph.) 
viis (BL) ore 
volgense 5 kro 


øve kr ba 


ktr "7 08 de” ARN 


EGEN 7 TT eee 


BENN TE RN 


GS ak å 


N: Hz 
dyt 


LAT 
sy 


44 BARRE ig tg 
BLEE Hdr HH im nyse 
FE HR litt REN re ENS e 4337 RTE, SNE N ltd: i 
12 BTS HER z TIL En ift DD BERN åt FATHER 


FUE 


LYESES TILLADE 
ir DE HH HH IE 
lg hel blik il j ly BELIN: TUN 
Ni uds lii i 
H: DE tg gg il 
HHH big nit Ej fin 
HE en: Hk 54 


frise jeteje 
2; fat: djejg 
LJ 


Mi je 310 P481 
SES hån få) il 
my ii Hd 
fittt … SI97 


HEE 


ER 
229? mu 
ltd: 


HI 
HE i! 
fil HHH 


idlg 15132 
13, 


$ gi 
åt) HT id 
i id HARE veldkr t| ji i 
53 åg ra 
i HI rå 
ii ER Hire dy 


' HH 
1145 143714 Ted uld FI i MYTE 
FRIT BNI Eg im sigt HH 
i HERR URE HEE ii ill AE: HULER 
HH! ER ng: EH Hk i HULEN 
SLAGET HH latte 33135414 inn he ! BE HE | 
i 


inlerede li ts ER øR i 
ild GUELENE 
FE SELE 2: Fk: Hdd ik EET: 
ig in Bk NSA ERE, AN i£g HH 
Sigis lee s£ . ts "jej 
HEL; inge Rg HH EEn HR if: an 
ATTEN sn 434] er id HR ran FRHER TEE 
LA li 


lind SALEN ME lydende "" Syds ejede ele FEE ene TS EEG 
HEHE ER EN FELNE HEE: fat HEN HANE 
EEG Eat IRB E YE SE NEDE SEAL BD FR LOE FAT Er egg 
ir] TET ke NER alt HRG: HL bhølal HH Så, MS fø HE 34 
HEE FLERE) Head EET EAD AMTET i sei FiltR 
(; HE SE EEN ITEM EGET GE ig 
bøj fn HE ar se Hr) HHH EET STE sigjsjtje ST bale HHH ile 
mr ff WIDE GEDE TY SE RY gE, EEN ENE FEER SEE s Medal HM EG 
igår Hk 198784 el el ren kE SALA LAT el JENSEN RE STER STENE Tel Eger lyt Hi 1814 ) 
fi LE HER ERE EEN EF 
Heth ig HR HE HEELS HEEL ERE EEAED TERE: DEFENSE 
ER ig Hi fi HEE (124 HEHE RE lg: gg 3 HANEN 
miele le SER HULER HHH REAR: HE tt 


BERT il Ha 
tret] 184, Mr aert mi 27) kø bølge hl kf i ike 
FRE HE RE EH Ed 


j£ 
US EH 
VEST FE id 


33 , 
Lr sSsE ERE: 


STIGE j1t8, SML AL NE SEAL JE 
TELE Tage i BARE HEHE H 
REM HEMEHT i KN (i 
SYFILIS LG: 
É BEN BER nd Hi AL sL At 134 1-i É 
gl - - it" ye dag lt 
HIST bilen HEHE TELT 
38 i, i itaRaL ut Eng 1118 147844 
gr FN He start USL AE SE ST HE id 
i ERE (583633 rese? få Ek RE iii 
; SES EN] ii: ET TE til 
Hg ES HE DE Hd HEH mi HE 
Ht j HEE Ur HEH: SELEN HE tuditit; dat 
TERE ET EST E TE ig REED i ii td 
Hb sån DE HH BH i ESTER HM gr HER 
j HEM ER Fa HM iv Art 
tan i i HEN HH TH HR 1 
mins: HEHE Eg É HUE 
HEE ENE ii Ha HED HH 
HT ba EVE SEE TAN HH HH HETE d4l: 7: i i Baren re: Yi 
HHH ATHEN HE la Få HEY AR LIES TEN HA 
TEIL TES BE ii li ENE SNP KNEE ge, Hal UTEN EH ILTES 
BER Lt HEE: j SES BAN, i TE: DE ly 


Ht 

Je je jkle jen jer 

HIH FNS 
"HU Hr 


SM Fag: ht 
HH i i Hine: LN lidyd 
HA NYE VESE NE NE AV YE tid THIES 


nd 


;— 


FALL, 
mur ae 


FLE Na 
ig 11544 mL, Hg ns TEHNN 
UNE HH 


FE NAR 
"råd 


i 'N 
NR LEN HEHE TE Ht BR N 
i) ejet] rn Ny 33) 252 SE SES dy tk, HS | FN HE Ja Hire i 
HL DE HHH El i DE Ed HDL HF, j ig: 
57 i 7 dr NM 
HUANG i Ny 
BUG HN — Eg HM i ssritdng 
JKE SØ NEE FUN NE i] ht in 
TESS SE SEE NET EE SN In i 
i HH 
EN DD 
sele i Enya dette SELE Eng] [ 
7985387 an SHE i Hat: HEH LED UGER ' 
jø eje jtje i: STIL, 17% it 7 ENNS 4 . an Hd 
DE HER de) Bang Bøn fi ER 


Find ran 
BH ag RER 


FALSE SEAT Sie 114147 Hg 
5 HE ” TR HE (fl ik DE i Rin: Ås nel i HEE 


øl si Is2y! - ti Hi 

Hil: stn EET LH HHH ar na RL H 
H stn: SØEN t: HKG TD NNG HEH ig EN Hi) 
REE EU I EL HHH IE: få de UL HEE Lr 
HEHE il 
HE El es fi in 
HH HELEE 1 i 
BESS: DEGN Er Ng 
HH i FE i i i fif HEN NEN H An 
en USS TAN SE sl HIH i MEST y: rate: y HÅR Hr i Hi i 
Hr PR EH HELEN FB een HHH ERHNEN 11414353 BER HER HHH HM ill HM 1 in Hi il 
ii aL at: 14945: HHH EM Hi Hi fil H HHH i Ey Hi il mil) ddr in I mg: hj Hg i Fil ie RET 

HEHE HUN HR REE HE HEN ER se Mht list 

j! tide bjejsle 4 4 fi 13ie 48 5ø ”e 443 rl 

st; SEE it T fn tigt & iik jbl ti INN SE ST al sir ild TTT Lg! dj 


sn 
HÆLE rn: 


HUF SEEET ENIS] t 2 vÉ STS TILALTESERLST få Ahl j 
BE HEHE ER FN HIT HE 
ig 


i 
NNE . ml HEHE INN NSG 4 
HH i thi: EH AM hl: DD j til; Hit; 
REESE FEE Org hu Hi 
ir sig å! HLN MHT east seks ga ig Hdn EEN 13; mur ly HAR Hi; i i! il) 3 
EDER EEES FALD NS TE NES SE VEE PERS DCN ESKE TE ENKE SE ET N, il HEN ren 3978 digi) 
Hd HLN HRG HANE HHH DGI hin EET ST INT 
FEER ENA r BAT TAF ASSELS HEE Es LE HH i HULE Al in 
lii ne MIN lig HEER tt i 15 HH HR 
ER BE HH i: At ll flid mM KR Rng rr 
tk 


dt 14 FAN 
vø b7 


mt IT 
id) HE) 
HE Haitis ft: 


Flg: ib 56333 
Hil RE HEE 
j 


HEHE HEL i] 
HH HTESTEN HELE 
Bl fl HHH Hist DT 
åt Je i FEBER 


3! i 
fk bs Ear, Hed 
title SET FESTE 1 rul 
[ BE Are 
Wi 


4 3l 339 
SLAG SE SENE Hi (00 HH 
HHH HE HH HE HINE li In Filtet 
HE FEEL ENN Hil 144 HHH HEHE TEE EAN flid 
Eg H HE HEE Hr HH SEERE FA ETA i 
in HR NNE He in: fg 33: H 
fig 


i 
DEN 
344 


Hi 


Hun HHH fg HH 


HH? FH Ur 42 14333 
Hist jH LH BEN 
148148, i Ht ifl: HH BT
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Danmarks fauna; illustrerede haandbøger over den danske dyreverden.."

See other formats
