Danmarks fauna; illustrerede haandbøger over den danske dyreverden..

| AS TOR H ANSER E N | MÅ Å Å
Billeexxm

h Oh

"NH NT

ST00 TDEO 0

"FH

ce]. l… «ET FREE

dr

væ
==

de

ve

ESÆ
eft: KE

Rates:

tr hd
ÆRA g

r SVEA
pils

2 3-—0 ,
HÆG len
[ALS

- ANN

ns, gØr
"BE 4
DANMARKS FAUNA

ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN

MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF

DANSK NATURHISTORISK FORENING

Bd. 73

VICTOR HANSEN

BILLER

XXII
LBÆBUKKE

LARVERNE VED SV. G. LARSSON

MED 105 AFBILDNINGER

1 KOMMISSION HOS
G-E.C GADS FORLAG + KØBENHAVN
1966

Udgivet med støtte af
Undervisningsministeriet og Carlsbergfondet

" EN

KØBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI A/S

Træbukke.
(Cerambycidae).

1. Træbukkene hører til familierækken Phytophaga
i billernes anden underorden Polyphaga?"). Til Phyto-
phaga hører foruden træbukkene familierne bønne-
biller (Bruchidae) og bladbiller (Chrysomelidae), der
er behandlede i Danmarks Fauna, Biller VII. Inden
for Phytophaga kan træbukkene karakteriseres på føl-
gende måde:

Kroppen oftest slank og behåret. Hovedet ikke snu-
deformet forlænget, øjnene oftest udrandede, hyppigt
meget dybt. Følehornene oftest behårede og lange,
ikke fortykkede mod spidsen. Prothorax oftest med
urandede sider. Vingedækkerne med afsatte sidedæk-
ker. Benene oftest lange, skinnebenene med to, oftest
kraftige endesporer.

Et skarpt kendetegn til adskillelse af træbukkene
og bladbillerne er ikke påpeget. Alligevel volder det
så at sige aldrig vanskelighed for den blot nogenlunde
øvede at afgøre, om et dyr er en træbuk eller en blad-
bille. Blandt disse sidste er det alene sivbukkene
(Donaciini, Danmarks Fauna, Biller VII, p. 12—41),
der kan volde noget besvær på grund af deres slanke
krop og ofte ret lange følehorn. Hos sivbukkene har
imidlertid vingedækkerne tydelige punktrækker, en
karakter, der hos vore træbukke kun forekommer hos
den let kendelige slægt Oberea.

1) Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 42—46, 50, 51 og 92—93,
og Biller VII, p. 1—5.

4

Hovedet ikke eller noget nedadbøjet, hos Lamiinae
stærkt nedadbøjet, så at panden er omtrent lodret
stillet til kroppens længdeakse (fig. 11, a, p. 26);
hos Lepturinae er hovedet betydeligt indsnøret bag .
tindingerne og disse ofte fremstående. Øjnene under-
tiden næsten runde (f. eks. Acmaeops), men oftest
tydeligt nyreformet udrandede, enten svagt (f. eks.
Criocephalus og mange Lepturinae) eller stærkt (f. eks.
Lamiinae), undertiden endog så dybt, at øjnene bliver
tvedelte (Callidium alni, Tetrops). I udrandingen er
følehornene undertiden indleddede (f. eks. Lamiinae).
Kindbakkerne kraftige.

Følehornene tråd- eller børsteformede, aldrig knæ-
ede eller forsynede med kølle, undertiden korte eller
ret korte (f. eks. Spondylis, Asemum, Clytus, Rha-
gium), men oftest lange, hyppigt så lange som eller
længere end kroppen (f. eks. Cerambyx, Monocha-
mus, Acanthocinus, Leiopus, Mesosa), som regel læn-
gere hos hannen end hos hunnen, rodleddet oftest
fortykket, 2. led oftest meget kort. De er 11-led-
dede, kun hos Agapanthia, Prionus 3% og Molorchus
minor å 12-leddede, oftest tæt, filtagtigt behårede
(hos Prionus nøgne), undertiden yderligere med lange,
fine, udstående hår. Hyppigt er de enkelte leds be-
håring lys på rodpartiet, mørk på spidspartiet, så at
følehornene bliver »ringede«.

Prothorax uden afsatte siderande (undtagen hos
Prioninae), siderne undertiden (f. eks. flere Lamiinae)
i eller nær midten med en udstående torn eller knude.

Vingedækkerne som regel langstrakte, stærkt hvæl-
vede (f. eks. Spondylis, Lamia) eller noget fladtrykte
(f. eks. Aromia Callidium, Hylotrupes), snart tilsmal-
nede bagud, undertiden allerede fra skuldrene (f. eks.
mange Lepturinae) snart omtrent parallelsidede (f.eks.

5
Callidium), undertiden med længderibber, næsten
aldrig tydeligt rækkepunkterede (Oberea danner en
undtagelse), sjældent stærkt forkortede (Molorchus,
Leptidea, Necydalis). Flyvevinger til stede (hos vore
arter).

Benene er oftest lange. Lårene undertiden mod
spidsen stærkt og ret pludseligt kølleagtigt fortykkede.
Skinnebenene med 2 endesporer. Fødderne 4-leddede,
1.—3. led med filtagtige trædepuder, 3. led tvelappet,
kloleddet anbragt i 3. leds udranding, undertiden er
ved kloleddets rod et rudimentært led (det egentlige
4. led) til stede (cryptopentamere fødder, se Danmarks
Fauna; Biller XIII, p. 17); kun sjældent, f.eks: hos
Spondylis, er dette led dog tydeligt.

Bagkroppen med 35 synlige led. Hunnen med et ud-
skydeligt, ofte ret langt læggerør, hos Acanthocinus
er læggerøret til stadighed udskudt.

Hannen er oftest let kendelig fra hunnen ved læn-
gere følehorn eller slankere krop og ringere gennem-
snitsstørrelse, undertiden ved længere eller kraftigere
ben eller fødder, afvigende vingedækkefarve eller
andre specielle sekundære kønskarakterer.

Mange træbukke kan frembringe en knirkende lyd,
der fremkommer ved, at en fint tværriflet flade fortil
på mesothorax gnides mod en køl på bagranden af
prothorax. Prionus kan vistnok knirke ved hjælp af et
riflet parti på baglårene, der gnides mod vingedæk-
kerne. Aromia moschata kan fra kirtler i bagbrystet
udsvede en moskus- eller rosenolieagtigt lugtende
vædske, og Agapanthia villosoviridescens angives at
kunne udsvede en lugt, der minder om lugten, når et
stearinlys slukkes.

Mange træbukkearter varierer stærkt i størrelse og
optræder desuden undtagelsesvis i ekstraordinært

6

store eller små individer. Fra sådanne individer er
der bortset ved de nedenfor under arterne anførte
længdemål, der angiver størrelsen for de nogenlunde
hyppigt forekommende eksemplarer.

2. Træbukkene er planteædere, hvis larver (med
ganske få, ikke danske undtagelser) lever inden i
planter, de allerfleste i træagtige planter, nogle få
(hos os Agapanthia og Phytoecia) i urteagtige planter.

De fleste træbukke er sommerdyr. Nogle arter
kommer frem allerede tidligt på forsommeren (f. eks.
Acanthocinus aedilis), andre først noget senere (f. eks.
mange Lepturinae), atter andre træffes bedst om efter-
sommeren (f. eks. Prionus, Saperda carcharias). Nogle
få arter (f. eks. af slægten Pogonocherus) kommer efter
klækning undertiden frem i aug.—sept., overvintrer og
kommer påny frem næste forsommer; det antages dog
af nogle, at sådanne eksemplarer, der har været frem-
me i aug.—sept., som regel ikke er i stand til at over-
vintre. Andre arter overvintrer vel også som imago,
men forbliver efter klækningen skjult, som regel i
deres puppehule, til næste forsommer (f. eks. Rhagium-
arterne, Acanthocinus aedilis). Enkelte arter har vist-
nok kun en meget kort levetid som imago, (f. eks.
Acanthoderes (%)), medens andre lever flere måneder
sommeren igennem (f. eks. Lamia).

De fleste af vore træbukke er dagdyr. Nogle af
disse (f. eks. de fleste Lepturinae) sværmer i solskin
til blomster for at søge næring eller parre sig; særlig
blomster af skærmplanter, baldrian, kurvblomstrede,
hvidtjørn, røn, tørstetræ, hindbær og brombær søges
af træbukke. Andre af dagdyrene søger ikke eller kun
sjældent til blomster, men kryber fremme på eller
sværmer omkring de stammer eller grene, i hvilke de
yngler (f. eks. Clytus-arter, Acanthoderes, Exocentrus,

i

Oplosia). Nogle få af vore arter sværmer om aftenen
(f. eks. Saperda carcharias, Oberea-arterne) eller om
natten og søger da undertiden til kunstigt lys eller
til sukkerlokning (f. eks. Criocephalus), eller de fører
hele døgnet igennem en skjult tilværelse (f. eks.
Callidium sanguineum). Enkelte arter (Prionus, Spon-
dylis) kan træffes sværmende både i solskin og i tus-
mørke. Nogle træbukke (f. eks. Cerambyx og Aromia)
søger undertiden næring ved udflydende træsaft eller
nedfaldne, gærende frugter eller (f. eks. Monochamus)
ved at begnave træernes bark eller (f. eks. Saperda
carcharias) deres blade. Nogle arter (f. eks. Spondylis,
Asemum, Criocephalus) tager vistnok ingen næring til
sig som imago. Enkelte af vore arter lever helt eller
overvejende indendørs (Hylotrupes, Callidium viola-
ceum, Gracilia). Lamia textor træffes hyppigst kry-
bende fremme om dagen på jorden i pilebevoks-
ninger.

Træbukkene er i reglen ikke strengt mono-
phage i den forstand, at de kun yngler i en bestemt
planteart, men nogle arter foretrækker dog stærkt en
bestemt planteart og yngler kun ganske undtagelses-
vis i andre plantearter. Dette gælder således Tetro-
pium gabrieli (lærk), Exocentrus lusitanus (lind),
Saperda carcharias (poppel), Aromia og Oberea oculata
(pil) og O. linearis (hassel). En del arter yngler aldeles
overvejende i nåletræer (f. eks. Aseminae), ofte så-
ledes at de foretrækker en bestemt nåletræsart (hos
os f. eks. Spondylis og Acanthocinus: fyr), medens
andre aldeles overvejende yngler i løvtræer, enten i
bestemte løvtræfamilier, såsom piletræfamilien (f. eks.
Lamia, Saperda-arter) eller i flere forskellige løvtræer
(f. eks. Rhagium mordax, Grammoptera ruficornis,
Strangalia revestita, Str. quadrifasciata, Leiopus).

8

Kun yderst få af vore træbukke yngler både i nåle-
træer og løvtræer uden tydeligt at foretrække den ene
eller den anden af disse grupper; nævnes kan her
Rhagium bifasciatum. Nogle arter viser en forskellig
levevis i forskellige dele af deres udbredelsesområde.
Således yngler Rhagium inquisitor hos os aldeles over-
vejende i nåletræer, men i Nordsverige hyppigt i løv-
træ, og Prionus, Cerambyx scopolii og Leptura scutel-
lata synes hos os (i modsætning til flere andre lande) i
udpræget grad at foretrække bøg.

Kun få af vore træbukke yngler som hovedregel i
levende, sunde træer (især pil og poppel), hos os
Lamia, Saperda carcharias, S. populnea og Oberea-
arterne. : Nogle arter træffes både i sunde. og i syge
træer, f. eks. Aromia, nogle både i syge og i døde træ-
er (f. eks. Cerambyx scopolii, Acanthoderes og Molor-
chus minor).

De fleste arter yngler i dødt træ, mange af dem helst
i træer, der nylig er døde, især friskfældede træer eller
grene. Dette gælder f. eks. Acanthocinus aedilis,
Callidium-arter og Clytus-arter. Disse træbukke frem-
kommer derfor undertiden i tømmeroplag, nybyg-
ninger eller lignende steder som nyklækkede, og for så
vidt det her drejer sig om dyr, klækkede af træ, der
er indført fra udlandet, er disse fund naturligvis
uden nogen faunistisk interesse for os. Nogle arter
kræver tørt eller ret tørt, men ikke nødvendigvis nylig
dødt træ (f. eks. Criocephalus, Hylotrupes, Gracilia,
Leptura scutellata) og kan da undertiden træffes yng-
lende i det samme træ gennem adskillige generationer,
således at der tilsidst af veddet næsten kun er tynde
vægge mellem larvegangene tilbage (fig. 1). Endelig
er der en del arter (f. eks. Prionus, Rhagium bifas-
ciatum, Toxotus, Leptura rubra, Mesosa nebulosd),

Fig. 1. Hylotrupes bajulus. Tømmerstykke, stærkt angrebet af
larven. Til venstre: tværsnit, til højre: længdesnit. (Efter Boas).

der yngler i meget gammelt, blødt, trøsket, ofte fug-
tigt træ.

Nogle arter yngler overvejende i stammer (f. eks.
Pachyta lamed, Monochamus, Acanthoderes, Acantho-
cinus, Saperda scalaris); i stedet for stammer træder
undertiden tykke grene. Nogle arter foretrækker eller
findes dog hyppigt i stubbe (f. eks. Asemum, Crio-
cephalus, Cerambyx scopolii, Clytus mysticus) eller i
rødder (f. eks. Prionus, Judolia cerambyciformis,

10

Lamia). Andre arter yngler overvejende i grene eller
kviste (f. eks. Callidium alni, Molorchus, Exocentrus,
Oplosia, Pogonocherus, Oberea, Tetrops). I hegnspæle
yngler undertiden Molorchus minor, Clytus arietis,
Cl. arcuatus, Leptura rubra og Strangalia attenuata.
Træer, der er blevet skadet af skovbrand, tiltrækker
visse arter, f. eks. Criocephalus og Monochamus
sulor.

I almindelighed gælder det vistnok, at arter, der
foretrækker en eller flere bestemte træarter, dog i
endnu højere grad lægger vægt på træets tilstand og
karakter (alder, hårdhed, fugtighedsgrad, barktykkel-
se, stamme-stub-gren, belysningsforhold) og derfor,
hvis de finder ynglesteder, der tilfredsstiller arten på
disse punkter, lægger deres æg her, selvom træarten
er en anden end den normalt foretrukne, og selvom
denne sidste findes på lokaliteten.

Parringen finder oftest sted på de træer, stubbe
eller grene, i hvilke dyrene yngler, eller for de blom-
stersøgende arters vedkommende på blomsterne.
Parringen er af meget forskellig varighed hos de for-
skellige arter og frembyder flere interessante forhold,
som har været genstand for studier både fra udenlandsk
og nylig også fra dansk side.

Æggene lægges af nogle arter under barkskæl eller
i barksprækker (f. eks. Tetropium, Cerambyx) eller,
når veddet er uden bark, i revner i veddet (f. eks.
Hylotrupes), eller endelig i andre insekters borehuller
(f. eks. undertiden Aromia). Hos andre arter (især
blandt Lamiinae) gnaver hunnen med kindbakkerne
(f. eks... Monochamus, Saperda), undertiden tillige
med hjælp af læggerøret (Acanthocinus) en grube i
barken, i hvilken ægget lægges. Enkelte arter (Sa-
perda populnea, Oberea) foretager samtidig en yder-

11

Fig. 2. Callidium testaceum. Larvegange under bark af bøgeved.
(Efter Trågårdh).

ligere begnavning for at skabe gunstige ernæringsfor-
hold for den spæde larve. Kun meget få arter (Spondy-
lis, Gracilia) lægger æggene ubeskyttede på træets over-
flade. Æggene er som regel ovale eller pølseformede.

132

Fig. 3. Callidium violaceum. Et stykke fyrretræ (barken aftaget),

til venstre radiært gennemskåret, til højre vedoverfladen med dybe

furer efter larvegnav; pupperør ses på snitfladen, gående skråt ind
i veddet. (Efter Boas).

Larvegangene!?) — fig. 1—9 — forløber hos nogle
arter (f. eks. Rhagium inquisitor, Acanthocinus aedilis)
1) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 108—110.

13

Fig. 4. Tetropium castaneum. Indersiden af granbark med larve-

gange, i spidsen brede og fyldt med hvide gnavspåner, stammende

fra udgnavning i veddet af puppelejet, og med ovalt flyvehul.
(Efter Trågårdh).

helt eller overvejende i barken, hos andre væsentligt
mellem bark og ved, angribende begge disse dele
(f. eks. Callidium testaceum, C. violaceum, Clytus
arcuatus, nogle Rhagium-arter og Pogonocherus-arter) ;

14

DE
& 89
—
38
mr
— OD
==
SM
ej W2
SE
Br
E 5
== kr SØ
mo
VD +
pp oOo
w O
SE me
ya
mel "sg ED
Edmmj
vov mM
4 ØD su
AR

Es
=> ØR har

= = 5 pr es SNS x Kos SEER WB E
rs Se SD RS. DREV rent ge TE REDSTED ER ss, RR sp

nogle af disse arters larver går dog, når de bliver
ældre, eller når de skal forpuppe sig, ind i veddet,
ofte kun splinten (f. eks. Tetropium scastaneum,

Fig. 6. Aromia moschata. Længdesnit af pilegren med larvegange.
(Efter Trågårdh).

16

Fig. 7. Lamia textor. Længdesnit af pilestamme med larvegange.
(Efter Trågårdh).

Callidium alni, Clytus arietis), men undertiden i
kærneveddet (f. eks. Cerambyx, Aromia). Hos en del
andre arter går larvegangene derimod straks eller
tidligt ind i veddet (f. eks. Spondylis, Leptura scutel-
lata, L. rubra, Strangalia quadrifasciata, Monochamus
sutor). Larvegangene er som regel ovale i gennemsnit,

hyppigst bredere i bark end i ved, snart, især i ved,
omtrent rette, snart, især i bark, uregelmæssigt slyn-
gede (f. eks. Tetropium castaneum, Leptura scutellata),
ofte bag larven fyldt med dennes ekskrementer eller
gnavspåner, som dog hos nogle arter (f. eks. Asemum,

Fig. 8a. Saperda carcharias. Tværsnit af yngre poppelstamme
med larvegange. (Efter Boas).

Saperda carcharias) helt eller delvis stødes ud gennem
huller, gnavede af larven.

Forpupningen finder som regel sted i en puppe-
hule dannet i tilknytning til larvegangen, ofte som en
forlængelse af denne. Larver, der lever i barken eller
mellem denne og veddet, danner ofte puppehulen
sammesteds i form af en ret flad, oval fordybning,
undertiden (f. eks. hos Rhagium inquisitor (fig. 10),
Acanthocinus aedilis) forsynet med en krans af ved-
spåner, men som ovenfor nævnt går nogle af disse
arter (f. eks. Tetropium castaneum, Cerambyx, Aromia,

Victor Hansen: Træbukke 2

18

Fig. 8b. Saperda carcharias. Længdesnit af ung poppelstamme

med en larvegang. Larven har lagt sig til rette til forpupning. For-

neden indgangshullet og den første del af gnavet med hulen lige
under overfladen. (Efter Boas).

19

Callidium, Saperda) ofte, inden de forpupper sig, ind
i veddet i en lige, skrå, buet eller vinkelformet gang
og danner her en puppehule, hvorefter larven vender
sig om, således at hovedet er rettet mod puppehulens

Fig. 9; Saperda populnea. Grene af bævreasp. Til venstre: nyt
gnav (?5/,). Til højre: nogle måneder gammelt gnav (okt.); gnavfuren
har åbnet sig, idet grenen er svulmet op. (Efter Boas).

indgang; denne lukkes hos nogle arter (f. eks. Ceram-

byx) med et låg, dannet af et sekret fra larven, der

yderligere ofte ud for puppehulens indgang gnaver

en fordybning i ved og bark omtrent ud til dennes

yderflade, så at imagos gnav af flyvehul lettes; for-

dybningen fyldes som regel med gnavspåner. Larver,
9+

20

der allerede tidligt lever i veddet, jfr. ovenfor (f. eks.
Monochamus sutor), danner som regel, uden at vende
sig, puppehulen som en fortsættelse af larvegangen
med retning ud mod overfladen, således at puppehu-
lens bund ligger meget nær overfladen, og at imago,

Fig. 10. Rhagium inquisitor. Puppekammer under granbark med
krans af gnavspåner. (Efter Trågårdh).

der klækkes med hovedet vendt mod bunden, kun
har en tynd væg at gnave sig igennem, når den skal ud.
Endelig er der nogle få arter (f. eks. Prionus, Toxotus,
Pachyta lamed, Acmaeops collaris), der vistnok — i
hvert fald hyppigst — forpupper sig i jorden lige ved
rødderne, i hvilke larven har levet. Mange arter for-
pupper sig, efter at have overvintret som larve, om
foråret og klækkes og kommer frem om forsommeren
eller sommeren (f. eks. Callidium testaceum, Gram-
moptera ruficornis, Leptura scutellata, Strangalia qua-
drifasciata, Str. maculata), andre forpupper sig alle-
rede om eftersommeren eller efteråret; de fleste af
disse klækkes da også om efteråret og forbliver vin-

24
teren over i puppehulen (f. eks. Cerambyx, Molorchus
minor, Rhagium-arter) eller kommer allerede frem
om eftersommeren eller efteråret og påny efter over-
vintring næste forsommer (Pogonocherus-arter, jfr.
ovenfor p. 6). Overvintring som puppe forekommer
vistnok (ligesom hos andre billefamilier) kun hos
meget få arter (f. eks. undertiden Clytus mysticus og
arietis).

Flyvehullerne er, alt efter imagos form, omtrent
cirkelrunde (f. eks. hos Spondylis, Leptura scutellata,
L. rubra) eller elliptiske (f. eks. hos Callidium testa-
ceum, C. violaceum, Hylotrupes, Acanthocinus). De er,
som ovenfor nævnt, ofte hos de arter, hvis larver
vender sig inden forpupningen, forberedt ved gnav
af larven. Ved undersøgelse af træ, fra hvilket barken
er fjernet, må man passe på ikke at forveksle flyve-
hullerne med de huller, som larven har gnavet, da
den gik fra barken ind i veddet; disse sidste huller er
som regel (f. eks. hos Monochamus sutor) mere af-
lange (elliptiske) end flyvehullerne. I stubbe af fæl-
dede træer findes flyvehullerne undertiden (f. eks. af
Asemum) på stubbens overside (skæreflade).

Udviklingen er vistnok for de fleste arter etårig,
men undertiden længere, toårig f. eks. hos Lamia og
Saperda populnea, to- eller treårig hos Cerambyx
scopolii, Aromia, Strangalia quadrifasciata, Str. macu-
lata, Saperda carcharias, mindst treårig hos Prionus.
Angivelserne i litteraturen om udviklingens varighed
er iøvrigt ofte indbyrdes uoverensstemmende. Det har
f. eks. for Prionus coriarius været hævdet, at udvik-
lingen normalt varer over 20, om ikke 30 år. Disse
uoverensstemmelser beror dels på, at flere arter sik-
kert i denne henseende varierer en del efter de for-
hold — f. eks. med hensyn til træets fugtighed — larven

22

kommer til at leve under i det fri, dels på, at nogle
angivelser er baseret på iagttagelser af dyr, klækkede
i fangenskab eller under ekstraordinære forhold, f. eks.
af tømmer, anbragt i nybygninger. Under sådanne
særlige forhold forlænges udviklingstiden ofte bety-
deligt, bl. a. på grund af træets stærke udtørring, og
der foreligger beretninger om, at larvestadiet da har
varet en lang årrække (14 år, 20 år).

Det må stærkt betones og fremgår også af det fore-
gående, at de her omtalte forskellige former for arter-
nes levevis ofte ikke er skarpt afgrænsede og for ad-
skillige arters vedkommende er underkastet varia-
tion i flere henseender, således at nogle arter f. eks.
yngler hyppigt både i løvtræ og i nåletræ (Rhagium
bifasciatum), både i sunde og i syge træer (Aromia)
eller både i syge og i døde træer (Cerambux scopolii),
ligesom veddets karakter (hårdhed, fugtighedsgrad
m. v.), til hvilken mange arter stiller:ret”bestemte
krav, jfr. ovenfor p. 10, for enkelte arter (f. eks.
Strangalia quadrifasciata) kan være af underordnet be-
tydning. Men navnlig når særlige, fra det normale
afvigende livsbetingelser kommer til at foreligge, så-
som med hensyn til temperatur- og fugtighedsfor-
hold, kan man træffe afvigelser fra artens normale
levevis, således at f. eks. arter, der som regel har en
etårig udvikling, undtagelsesvis er to år om udvik-
lingen, eller at en arts larver, der normalt lever i eller
lige under barken, under særlige forhold, f. eks. gre-
nens ringe tykkelse, går ind i veddet. Særlig i fangen-
skab kan sådanne afvigelser, ofte af meget betydelig
karakter, forekomme, og biologiske iagttagelser ved
indendørs klækninger er derfor ofte af usikker værdi.
Dette gælder ikke mindst varigheden af artens ud-
vikling.

23

Det her anførte må tages i betragtning ved benyttel-
sen af de i det følgende under de enkelte arter anførte
biologiske oplysninger.

Nogle træbukke optræder, navnlig ved larvernes,
men undertiden også ved imagos gnav som skadedyr
i fysiologisk eller teknisk henseende. De arter, der
hos os særlig kommer i betragtning, er først og frem-
mest Hylotrupes og dernæst Tetropium castaneum,
Cerambyx scopolii, Aromia, Callidium testaceum og
måske C. violaceum, Lamia, Saperda carcharias og
måske S. populnea. En ejendommelig art skade er
undertiden forvoldt af larver, hos os vistnok kun
larver af Hylotrupes, ved at de har gnavet sig igennem
metalplader, ledninger o. lign., som har ligget i vejen
for deres ganggnav i træværk i bygninger.

Om indsamling af træbukke er der ikke grund
til at gøre særlige bemærkninger, da de foran p.6
og nedenfor under de enkelte arter meddelte oplys-
ninger om arternes levevis giver tilstrækkelige finger-
peg om indsamlingsmetoderne. Med den tiltagende
kultivering af vore skove bliver sikkert en del af vore
træbukkearter sjældnere og sjældnere. I forrige år-
hundrede blev flere, i udgåede grene ynglende træ-
bukke, deriblandt nogle af vore sjældneste, f. eks.
Oplosia og Exocentrus, fundet i stort antal på de ris-
gærder, der navnlig på Lolland-Falster, f. eks. ved
Frejlev og Roden skove, anvendtes som skel, og som
var flettet af grene især af småbladet lind, hassel,
avnbøg, pil og poppel. Men anvendelsen af sådanne
risgærder, der også gav lejlighed til fangst af mange
andre sjældne billearter, er nu praktisk taget helt
gået af brug, og de pågældende arter er nu, selvom de
stadig måtte leve på lokaliteterne, langt sjældnere og
meget vanskelige at finde.

24

Klækning af træbukke kræver megen påpasselig-
hed og erfaring, men det ville føre for vidt her nærmere
at redegøre for de forholdsregler, som bør iagttages,
og herom må henvises til faglitteraturen").

Præparationen volder ikke meget besvær, da
træbukkene jo gennemgående er ret store dyr med
stærke ben og følehorn.?”) Af pladsbesparende hensyn
er det praktisk at lade følehornene være bagudrettede
som vist på habitusbillederne.

Bestemmelse af vore træbukkearter er som regel
ret let. Kun i ganske få tilfælde er en udpræparering
af hannens parringsorgan påkrævet, hos os kun hos
Stenostola-arterne og Leptura-arterne sanguinolenta og
inexspectata.

Af træbukke er der i Danmark hidtil fundet 77
arter?) under sådanne forhold, at de må betragtes som
hørende til vor fauna. Foruden disse arter er der med-
taget — uden nummer — dels 7 arter, om hvilke der
kun foreligger usikre, overvejende meget gamle op-
lysninger om et enkelt eller nogle enkelte fund, dels
3 arter, der kun er fundet hos os tilfældigt på tømmer-
pladser og lignende steder, indført med udenlandsk
træ, dels endelig 8 arter, der muligt kunne findes hos
os, idet de er kendt fra Skåne eller Nordtyskland. I
den første behandling af træbukkene i Danmarks
Fauna var der medtaget 49 arter som »ventelige«.
Af disse arter er der imidlertid i de siden da forløbne
52 år kun fundet 3 hos os, nemlig Obrium brun-
neum, Leptura maculicornis og Oberea oculata, og det
er i virkeligheden meget vanskeligt med nogenlunde
sikkerhed at skønne om, hvilke arter der med nogen

1) Se navnlig Duffy 1953 p. 303-307.

?) Om præparation m. v. af larver og pupper se navnlig Duffy
1953, p. 307—309, jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 119—121.

3) Fra hele verden kendes over 20.000 træbukkearter.

25

rimelighed kan ventes fundet i Danmark. Under disse
omstændigheder og for ikke at tynge behandlingen
unødigt, er der derfor af »ventelige arter« kun medtaget
8. Det er herved også taget i betragtning, at de arter,
der kunne være tale om yderligere at medtage, gen-
nemgående er dyr, som er ret lette at kende fra vore
danske arter og at bestemme ved hjælp af let tilgæn-
gelige håndbøger.

Oversigt over underfamilierne.
(på grundlag af de danske slægter)

1. Forhofterne stærkt tværbrede. Pronotums sider
skarptrandede, tretandede (fig. 13, p. 28). Læng-
EEN ere 1. Prronimaåt(p. 27).

Forhofterne kugleformede, ovale eller koniske.
Pronotums sider ikke randede, uden eller med
BENE ERR bller TORN Sl TET STENE TERe År

2. Hovedet stærkt nedadbøjet, panden omtrent lod-
ret stillet til kroppens længdeakse (fig. 11,a).
Forskinnebenene på undersiden med en skrå
længdefure (fig. 12). Kæbepalpernes endeled som
regel tilspidset eller tilsmalnet mod spidsen.
Øjnene dybt udrandede (fig. 11,a) (hos Tetrops
så dybt at de er tvedelte).... 5. Lamfinae (p. 108).

Hovedet fremstrakt (fig. 11,b) eller vel noget ned-
"adbøjet, men ikke så stærkt, at det er lodret stil-
let til kroppens længdeakse. Forskinnebenene
uden sådan fure. Kæbepalpernes endeled ikke
væsentligt tilsmalnet mod spidsen, denne ofte
BE AE EEEE ao far belers ERR 3.

3. Forhofterne konisk tapformede. Hovedet betyde-
ligt indsnøret bag tindingerne, disse ofte frem-
stående (se f. eks. fig. 54, p. 106). Øjnene som
regel ikke eller ikke særlig dybt udrandede (fig.

11,b). Vingedækkerne oftest ret stærkt tilsmal-
EGE KASUS enn 4. Lepturinae (p.'65).

26

Fig. 11. Hoved, set fra siden, af Lamia og Strangalia.

Forhofterne kugleformede eller ovaie (kun hos
Obrium koniske). Hovedet ikke betydeligt ind-
snøret bag tindingerne, disse som regel ikke
fremståetide, us nae te KERES ed ai skdunnle sene el 4.

4. Lårene uden lang, udstående behåring og uden
langt, smalt rodstykke, ikke påfaldende kølle-
formet udvidede. mød spidsen, bredest;i'eller
ikke langt forbi midten. Pronotums sider uden
udstående torn. Vingedækkerne ikke forkortede.

Fig. 12. Saperda populnea. Højre forben, set fra neden. Behåring
udeladt.

27

Kroppen sort eller brun, uden udpræget farve-
tegning (kun hos Tetropium fuscum med et lysere
beharet rodparti) 230000 des å,Aåséminae (p: 28).
Lårene med lang, udstående behåring eller med
langt, smalt rodparti, ofte stærkt kølleformet
udvidede mod spidsen og bredest langt forbi mid-
ten (se f. eks. fig. 24, p. 48); i modsat fald pro-
notums sider med en udstående torn
sutjerambycinae (p:.38);

1. underfam. Pri&ninae.

Forhofterne stærkt tværbrede, adskilt af en for-
brystforlængelse, der bagud når forbi hofterne. Hove-
det noget nedadbøjet, ikke indsnøret bag øjnene.
Følehornene nøgne. Pronotums sider i hvert fald bag-
til skarptrandede.

1. Prionus Geoffr.

Pronotums sider skarptrandede, tretandede. Føle-
hornene hos g stærkt, hos 9 svagt savtakkede, hos &
12-leddede, hos g 11-leddede, idet 11. og 12. led er
sammenvoksede, hos 3 noget længere end, hos 2 ca.
så lange som kroppens halve længde.

1. Pr. coriårius L. (garveren) (fig. 13). Brun eller brun-
sort, kroppen nøgen. Hovedet meget smallere end pronotum,
dette ca. dobbelt så bredt som langt, rynket punkteret. Vin-
gedækkerne meget bredere end pronotum, læderagtigt rynke-
de, ofte med antydede længderibber. Længde 23—40 mm.

gg: Gennemsnitligt mindre, jfr. iøvrigt ovenfor.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved den store,
kraftigt byggede, nøgne krop, de kraftige, nøgne, savtakkede
følehorn og pronotums skarptrandede, tretandede sider.

Ret sjælden, men udbredt i vore ældre bøgeskove (J, Ø).
Hos os især i bøg, men også undertiden i eg og ask, i udlandet

28

også fundet bl. a. i birk, pil og fyr. Imago træffes hyppigst
sidst i juli og i aug. (men er også taget i juni og sept.), i lunt
vejr siddende på gamle stammer eller stubbe, hvor parringen
foregår, eller — især hanner — sværmende, mest om aftenen,
men undertiden også midt på dagen; den søger undertiden
til kunstigt lys og til sukkerlokning. Udviklingen er mindst

N ER £
g Bee
ØR

Fig. 13, Priontis eoriarus 3..X 197:

treårig. Æggene lægges i barksprækker nær jorden; larven
lever i underjordiske, trøskede, noget fugtige roddele; for-
pupning hyppigst i juni-juli, som regel i jorden i et kokon-
agtigt kammer med vægge af jord og gnavsmuld; klækning
oftest i juli-aug. I England foretrækker arten træer og stubbe
i skovbryn på let eller sandet, men fugtig bund. (Du: 106,
or. 11: 213, Pa: HEN 3981,

2. underfam. AÅséminae.

Forhofterne runde eller ovale. Hovedet ikke ind-
snøret bag øjnene. Pronotum uden udstående side-

29

knuder. Vingedækkerne bagud ikke eller ikke ret
stærkt tilsmalnede. Lårene uden lange, udstående hår,
ikke påfaldende kølleformet udvidede mod spidsen,
bredest i eller ikke langt forbi midten, uden langt,

a. Tetrop. 6. Åsemum

Fig. 14. Venstre øje af Tetropium og Asemum. Dyret set fra siden.

smalt rodstykke. Kroppen sort eller brun, uden stærkt
udpræget farvetegning.

Vore arter yngler i nåletræ. Imago søger ikke til
blomster.

Oversigt over slægterne.

1. Skinnebenene tandede på ydersiden (fig. 15). Krop,
føléhorn og ben sorte ........ 1. Spoåndylis (p. 30).
Skinnebenene ikke tandede på ydersiden........ 2.
2. Øjnene udrandede så dybt, at de næsten er tvedelte
…, 5 73 5 SØERNE ADA DESIRE SE ENS 3. Tetropium' (pp. 32):
Øjnene svagere udrandede (fig. 14,b) . ...…. BAR >
3. følehornsled ikke længere end 1., 10. led ikke
over dobbelt så langt som bredt (fig. 16, p. 31).
Som regel sort. Længde 12—17 mm 2. Asémum (p. 31).
3. følehornsled betydeligt længere end 1., 10. led
meget over dobbelt så langt som bredt (fig. 19,
p. 37). Brun eller sortbrun. Længde 15—25 mm
4. Criocéphalus (p. 36).

pe

30

1. Spøndylis Fabr.

Kendelig fra alle vore andre slægter ved de på yder-
siden fint tandede skinneben og iøvrigt karakteriseret
ved den cylindriske, plumpe kropsform, korte føle-
horn og ret korte ben med forholdsvis tydeligt fem-

Fig. 15. Spondylis buprestoides g. x 2,3.

leddede fødder, idet der ved roden af kloleddet findes
et tydeligt 4. led i 3. leds udranding. Kindbakkerne
lange og kraftige. Øjnene ret dybt udrandede. For-
skinnebenenes spids udvendig med en flad, tilspidset
forlængelse.

1. Sp. buprestoides L. (fig. 15). Sort, lidet blank. Over-
siden tæt punkteret, nøgen. 4.—10. følehornsled fladtrykte,
korte, kun ca. så lange som brede. Pronotum bredere end
langt, stærkt hvælvet, med især bagtil stærkt rundede sider.
Vingedækkerne hvert med to, bagtil forkortede, hos hunnen
meget svage længderibber. Længde 16—23 mm.

31

gg: Vingedækkernes længderibber kraftigere og deres punk-
tur grovere end hos hunnen.

Sjælden (J. Ø, B). Tinning skov ved Frijsenborg; Bøtø,
Geelskov, Hillerød, Gribskov, Tisvilde hegn og Asserbo plan-
tage (hyppig); Blykobbe plantage, Robbedale. I fyr. Kryben-
de fremme på stammer og stubbe og sværmende om aftenen,
undertiden også midt på dagen. Sidst i juni-aug. Æggene
lægges sædvanligvis på fældede og henmuldnende stammer
eller på stubbe. Larven danner lange gange i veddet, flyve-
hullet er cirkelrundt. Arten er næppe ret skadelig. Larver og
pupper er fundet ?5/,; klækning fra 2?/,-2?/,. (Tr: 42).

2. Asémum Esch.

Kroppen noget hvælvet. Øjnene ret svagt udran-
dede (fig. 14 b), fint facetterede. Følehornene korte,
i det højeste ca. halvt så lange som kroppen, 3. led

Fig. 16. Asemum striatum 9. Xx 3.

ikke længere end 1., 10. led ikke over dobbelt så langt
som bredt. Pronotum bredere end langt, kun lidt
smallere end vingedækkerne, siderne stærkt rundede.

32

Vingedækkerne med længdestriber og længdeéribber.
Lårene ikke ret stærkt fortykkede.

1. A. striåtum L. (fig. 16). Sort, yderst kort og fint, grå-
ligt behåret, vingedækkerne undertiden helt eller delvis brun-
lige. Pronotum fint og meget tæt punkteret, mat, med en ret
svag, forkortet midtfure. Vingedækkerne lidt mindre matte,
yderst fint punkterede. Længde 12—17 mm.

åg: Følehornene lidt længere.

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Yngler i nåletræ,
især i ret friske stubbe og nylig fældede stammer. Imago
træffes fremme på stubbe og stammer fra sidst i maj til først
i juli, Udviklingen to- til treårig. Larvegangene først under
barken, senere i veddet, hvor også puppelejet findes, ret nær
overfladen; forpupning om foråret. Arten gør næppe ret
væsentlig skade. (Bo; 375, Du;-9, 152, Sa. II: 380,, Tr: 42,
Kaufmann i E. M. M. 1948: 68).

3. Tetropium Kirby.

Kroppen noget fladtrykt. Øjnene så dybt udrandede,
at de næsten er tvedelte (fig. 14, a), fint facetterede.
Følehornene længere end hos Asemum. Pronotum lige
foran roden lidt indsnøret, baghjørnerne derfor ret
tydeligt afsat. Hvert vingedække med 2 længderibber.
Lårene ret stærkt fortykkede.

Let kendelig fra underfamiliens andre slægter ved
de næsten tvedelte øjne.

Arterne yngler i nåletræ.

Oversigt over arterne.

1. Pronotums midtparti meget blankt, oftest spredt
punkteret. Panden mellem følehornsknuderne
spredt punkteret, med et meget blankt, kraftigt
længdeindtryk, der ofte i midten har en skarp,
smal længdefure. Scutellum overalt meget blankt,
spredt punkteret, uden mikrochagrinering, side-

33

og bagrandene afrundet nedfaldende. Vingedæk-
kernes behåring ensfarvet. Længde 10—18 mm
1. caståneum.
Pronotums midtparti mat eller noget blankt, ret tæt
eller meget tæt punkteret. Panden mellem føle-
hornsknuderne enten tæt punkteret og ret mat
eller uden kraftigt længdeindtryk. Scutellum
overalt mat eller i midten noget blankt, side- og
REEENERNE KORS SEE Rs anker 2.
2. Panden mellem følehornsknuderne ret mat, tæt
punkteret, med et længdeindtryk og i dettes mid-
te en skarp, smal længdefure. Pronotums midt-
parti ret mat, meget tæt, bagtil tydeligt tværryn-
ket punkteret. Scutellum ret mat, overalt ret tæt
punkteret, uden eller med yderst svag mikro-
chagrinering. Vingedækkernes behåring i forre-
ste tredjedel lysere, så at der dannes et lysere
tværbånd. Længde 10—14 mm ......... 3. fisenm;
Panden mellem følehornsknuderne uden eller næ-
sten uden længdeindtryk og længdefure, som
regel lidt mindre mat og lidt mindre tæt punk-
teret. Pronotums midtparti noget blankt, ret
tæt, bagtil ikke eller næppe tværrynket punkte-
ret. Scutellum langs midten noget blankt og kun
spredt punkteret, i bunden fint mikrochagrine-
ret. Vingedækkerne uden lyst hårtværbånd.
HEE SI EN- Ak orde bende dåse 2. gabriéli.

kil. Caståneum. L. (Igridum .L.) (fig. 17). Hoved. og
pronotum blankt sorte, vingedækker, følehorn og ben sorte
eller brunlige. Pronotum som regel betydeligt bredere end
langt, i midten med et bredt længdeindtryk. Vingedækkerne
ret matte, yderst fint og tæt punkterede. Længde 10—18 mm.

gg: Følehornene lidt længere. Penis langt tilspidset; para-
mererne mod roden bredt adskilte (fig. 18).

Arten har gennemgående betydeligt kraftigere byggede
ben, følehorn og krop end de følgende, men varierer dog i
disse henseender ret stærkt uafhængigt af køn.

Victor Hansen: Træbukke 3

34

Almindelig (J. Ø). På eller ved roden af stammer og stubbe
af nåletræer, hos os overvejende ynglende i gran, undertiden
i fyr, men vistnok ikke i lærk. Imago især fra sidst i maj til
først i juli. Udviklingen et- eller toårig. Æggene lægges i
barksprækker eller under barkskæl på friskfældede eller på
stående, fortrinsvis ældre træer, hvis vækst er standset, eller

Fig. 17. Tetropium castaneum 2. Xx 3.

hvis modstandskraft af anden årsag er nedsat; angrebet sker
oftest nær roden, og arten yngler også i stubbe. Larvegangene
(fig. 4, p. 13) forløber i barken og tildels, især senere, også
fladt i splintens overflade. Puppehulen gnaves oftest som en
lodret gang, ca. 2—3 cm inde i veddet, jfr. ovenfor p. 17; for-
pupning i reglen om foråret og klækning kort efter. Arten anses
i Sverige for fysiologisk skadelig ved undertiden at dræbe
træer, der ikke ellers behøvede at gå ud, og teknisk skadelig
gennem puppehulens anbringelse i veddet. I Finland betragtes
den som både fysiologisk og teknisk meget skadelig. (Bo: 372,
Du: 158, Sa. II: 382,.387, Tr: 43, Juutinen 1955).

Eksemplarer med brunlige vingedækker, følehorn og ben
er sjældnere end eksemplarer med sorte vingedækker og sorte
eller røde følehorn og ben.

35

2. T. gabriéli Weise. Ligner i udseende castaneum, men
adskilles ret let fra den ved de i oversigten anførte kende-
mærker, selvom disse er noget varierende. Endvidere er arten
spinklere bygget, pronotums sider meget finere kornetpunk-
terede og hannens parringsorgan betydeligt afvigende. Som
regel er arten sort med sortbrune eller rødbrune følehørn og

3

år:

castaneum gabriel i

Fig. 18. Tetropium. Paramererne, set fra oven. Behåringen udeladt.

ben, men farven varierer vistnok i samme udstrækning som
hos castaneum. Længde 8—17 mm.

gå: Følehornene lidt længere. Penis meget længere tilspidset
end hos castaneum; paramererne mod roden smalt adskilte
(fig. 18).

Sjælden (J, Ø, B). Samsø (”/, 1930; Gjorslev (nogle eks.
fremkommet af en lærkestamme, juli 1892), Hvalsø (?/, 1890),
Sonnerup plantage i Odsherred (?/; 1950); Sandvig (!"/, 1934),
Almindingen (?/, 1954). Arten yngler i lærk, undtagelsesvis i

fyr og gran. Udviklingen normalt etårig. Levevis iøvrigt
antagelig omtrent som hos castaneum. (Du: 155).

3. T. fuscum Fabr. Adskilt fra de to foregående ved de i
oversigten anførte kendemærker og som regel straks kendelig
ved det lyse hårtværbånd fortil på vingedækkerne. Sort,
vingedækkerne gulbrune, følehorn og ben brunlige, lårene
mørkere; pronotum, der hos de foregående arter hyppigst er

3f

36

ensfarvet sort, har for- og bagrand ganske smalt (forranden
på siderne dog bredere) brunrød; meget sjældent er arten
ensfarvet sort, kun fødderne lysere. Pronotum som regel kun
lidt eller næppe bredere end langt. Længde 10—14 mm.

Øg: Følehornene lidt længere. Parringsorganet omtrent som
hos castaneum.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Levevis som castaneum;
den angives undtagelsesvis at yngle i lærk. (Du: 158, Sa.
IT: 385).

4. Criocéphalus Muls.

Kroppen meget langstrakt, noget fladtrykt. Øjnene
svagt udrandede, groft facetterede. Følehornene læn-
gere end hos Asemum, 3. led betydeligt længere end
1, 10. led meget over dobbelt så langt som bredt.
Pronotum bredere end langt, med stærkt rundede
sider, i midten med en længdefure og på hver side af
denne en aflang grube. Vingedækkerne lange, omtrent
parallelsidede, mindst 2!/, gang så lange som brede,
hvert med to længderibber. Lårene ikke ret stærkt
fortykkede. |

Let kendelig fra Tetropium ved kun svagt udran-
dede øjne og fra Asemum ved længere, fladere vinge-
dækker og længere følehorn.

Arterne yngler i nåletræ, især fyr. Imago er vistnok over-
vejende aften- eller natdyr og søger undertiden til sukker-
lokning eller til kunstigt lys.

Oversigt over arterne.

1. 3. fodled spaltet næsten lige til roden (fig. 19). Øj-
nene med tydelig, spredt, udstående behåring
1,råsticnus.
3. fodled spaltet ca. til midten. Øjnene nøgne. . 2. férus.

1. Cr. rusticus. L. (fig. 19). Brun, oversiden fint og kort
behåret, temmelig mat. Forkroppen tæt og ret fint punkteret,

37

vingedækkerne spredt punkterede, i bunden med fin, kornet
mikropunktur. Længde 15-25 mm.

å: Følehornene ca. så lange som (hos 2 betydeligt kortere
end) vingedækkerne.

Sjælden (J, Ø, B). Strandkær (Mols); Hannenov skov,

Oreby, Magleby skov ved Strøby, Ulfshale, Bromme, Rør-
vig plantage, Hillerød, Tisvilde; Stampen ved Rønne, Due-

Fig. 19. Criocephalus rusticus g. x 2,3.

odde (på sukkerlokning om aftenen). Imago træffes især fra
sidst i juni til omkring midt i aug. og kommer som regel ikke
frem om dagen. Yngler i fyr, væsentligst i stubbe, i hvis ved
larven lever og imago også hyppigst træffes, men den er også
fundet ynglende i døde stammer på rod, der var angrebet af
andre insekter. Den søger måske særligt til brandskadede
områder. Arten gør næppe væsentlig skade. Den er i ud-
landet også. fundet ynglende i gran. (Du: 151, Sa. II: 377,
TP: 42).

2. Cr. férus Muls. (epibata Schiø.). Ligner i udseende
rusticus, men adskilles let fra den ved de i oversigten angivne
kendetegn. Endvidere er farven oftest noget mørkere. Længde
15—25 mm.

g og 2 omtrent som hos rusticus.

38

Meget sjælden og oftest kun enkeltvis (J, Ø, B). Vojens, Ho
plantage, Fanø (i et hus), plantage ved Esbjerg (1 larve, i
bjergfyr, klækket i juli), plantage mellem Esbjerg og Hjerting,
Silkeborg hede (i en barksprække på en bjergfyr, aug.);
Nykøbing F. (i et hus), Bøtø (på stranden), Tisvilde; stranden
nord for Rønne, Knudsker. Imago i juni-sept, især fra sidst i
juni til først i aug. Yngler i fyr, især i store blottede rødder,
og søger særlig til brandskadede områder. Udviklingen anta-
gelig mindst toårig; forpupning i juni-juli i roden eller i stam-
mens nederste parti; klækning fra juni til aug. Arten optræder
undertiden som skadedyr. (Du: 147).

3. underfam. Cerambycinae.

.Forhofterne runde eller ovale, kun hos Obrium
konisk fremstående. Hovedet noget nedadbøjet, ikke
stærkt indsnøret bag øjnene, disse tydeligt udrandede,
undtagen hos Leptidea. Vingedækkerne bagud ikke
ret stærkt tilsmalnede. Lårene ofte stærkt køllefor-
met udvidede mod spidsen og med et langt smalt
rodparti (se f. eks. fig. 24, p. 48), hyppigt med lang,
udstående behåring.

Nogle arter (f. eks. Cerambyx, Clytus mysticus og
arietis, Obrium) søger til blomster, andre (f. eks.
Callidium, Hylotrupes) ikke eller kun undtagelsesvis.

Oversigt over slægterne.

1… Vingedækkermelikke TorkorLede., 23 me åd Pek AG 2.
Vingedækkerne stærkt forkortede, ikke nær dæk-
kende flyvevingene (fg 32;p 0. siste 9.
2. Pronotums sider med en udstående torn (fig. 21 og
22, p. 41 og 43). Længde 20—50 mm... 3.

Pronotums sider uden udstående torn, men underti-
den med en stumpvinklet eller afrundet udvidelse 5.
3. Kroppen tæt, matblåt behåret, vingedækkerne
med matsotte fitpletterisik re Rosålia (p. 44).
Kroppen uden sådan behåring, vingedækkerne
ensfarvede SILD. LNS BEN IRENE Å.

HU EERENIGER sort SLIEN eee 1. Ceråmbyx (p. 40).
Oversiden metalgrøn eller -blå ....... 2. Aromia (p. 42).
5. Pronotum længere end bredt (fig. 30 og 31, p. 60
og 62). Kroppen ensfarvet brun eller brungul 6.
Pronotum ikke længere end bredt. Hovedet ikke
RENEE end Pronto LLR ho KIRK fø

gE

a.Callidium b. Clytus

Fig. 20. Forhoftegruberne hos Callidium testaceum og Clytus
arietis. Benene, undtagen hoften, fjernet. f: forhoftegrubens for-
længelse.

6. Hovedet ikke bredere end pronotum (fig. 30). Vin-
gedækkerne matte, med tæt, kort, nedliggende,
silkeagtig behåring og enkelte spredte, længere,
REE HE 2 sa BR EN aratdiee 6. Gracilia (p.59).

… Hovedet bredere end pronotum (fig. 31). Vinge-
dækkerne blanke, med lidet tæt, ret lang, opstå-
BKK Arn EN. sradse ll Lond au 7. Obrium (p. 61).

Forhoftegruberne udadtil i det højeste med en gan-
ske kort forlængelse (fig. 20,b). Lårene som regel
mindre stærkt og mere jævnt udvidede mod spid-
sen. Vingedækkerne (hos vore arter) ikke tydeligt
fladtrykte og med lys hårbåndstegning. Længde
Nr arv ss berede, I o…Cløtus (p: 53).
Forhoftegruberne udadtil med en lang, tilspidset
forlængelse (fig. 20,a). Lårene som regel kraftigt
og ret brat kølleformet udvidede mod spidsen.
Vingedækkerne (hos vore arter) tydeligt flad-
trykte, uden udpræget lys hårbåndstegning, i
modsat fald (Callidium alni)længden kun 4—6mm 8.
8. 3. følehornsled betydeligt kortere end 4. + 5. led.
Forhofterne ikke eller kun smalt adskilt fra hin-

|

40

anden, afstanden meget smallere end hoftens
bredder KL? FL 20 ARRENE SERGE 3. Callidium (p. 44).

3. følehornsled ca. så langt som 4. + 5. led. For-

hofterne adskilt mindst så langt fra hinanden som

hoftens bredde. Pronotum med to store, runde,

glatte og blanke buler (fig. 26, p. 51), på siderne

med tæt, lang, udstående, hvidgrå behåring
4. Hylotrupes (p. 50).

9. Øjnene meget stærkt udrandede. Pronotum læn-

gere end bredt (fig. 32, p. 64). Længde 6—13 mm
8. Molorchus (p. 63).

Øjnene næppe udrandede. Pronotum ikke længere
end bredt. Længde 36 mm .... Leptidea (1. 625

1. Ceråmbyx L.

Øjnene dybt udrandede. Følehornene fra 5. led med
en skarp kant langs ydersiden, 7.—10. led med spidst ud-
trukket ydre baghjørne. Pronotum groft tværrynket, på
hver side med en kraftig, ret spids torn. Lårene slanke.

Store arter.

1. C. scopblii Fussl. (fig. 21). Sort, oversiden næsten
nøgen, vingedækkerne bagtil yderst fint og utydeligt behå-
rede. Pronotum indsnøret for- og bagtil. Vingedækkerne lang-
strakte, fortil meget groft, bagud meget finere rynkede, søm-
hjørnerne ikke tornformede. Længde 20—28 mm.

gg: Følehornene meget længere end kroppen, endeleddet
ca. 7/,.gang længere end næstsidste (10.) led. Vingedækkerne
fra skuldrene svagt tilsmalnede bagud.

C: Følehornene rigeligt så lange som kroppen, endeleddet
ca. så langt som 10. led. Vingedækkerne omtrent parallel-
sidede til over midten.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved det groft
tværrynkede, sidetornede pronotum, den sorte farve og den
betydelige størrelse.

Udbredt, men ikke almindelig, hyppigst på øerne og i
Østjylland (J, Ø). I bøg, i hårdt ved af stubbe, af syge (sjæl-

41

dent sunde) træer eller fældede stammer og af tørre grene, i
udlandet også i eg og flere andre løvtræer. Udviklingen to-
eller flerårig. Æglægning i barksprækker. Larvegangene (fig.
5, p. 14) ligger i begyndelsen mellem bark og ved, men trænger
senere ind i veddet, hvor puppehulen indrettes; forpupning

Fig. 21. Cerambyx scopolii 2. x 2.

og klækning eftersommer og efterår (måske undertiden om
foråret). Imago overvintrer i puppehulen, kommer frem sidst
i maj og søger til blomster, f. eks. af hvidtjørn, røn, mjødurt
og skærmplanter. Arten kan gøre en del teknisk skade ved
larvegnavene i veddet, men antages ikke at gøre væsentlig
fysiologisk skade. (Bo: 382, Du: 163, Kr. II: 214, III: 332,
Pa) 11: 306).

[C. cérdo L. (héros Scop.) kendes let fra scopolii ved bety-
deligere størrelse (30—50 mm) og tornformet vingedække-
sømspids. Arten, der må betragtes som en urskovsrelikt,
lever ikke i Norge eller Finland og i Sverige nu vistnok kun
i Halltorp på Oland, hvor den sammen med de ege, den lever

42

i, er fredet (sidste fund ”/, 1956);i Hamburgegnen findes den
vistnok ikke mere. Et eks. fundet i Marselisborg skov, juni
eller juli 1907, er utvivlsomt indført. Den lever i fritstående,
for solen stærkt udsatte, medtagne ege. Imago fra sidst i juli
til midt i aug., om dagen på stammerne, f. eks. ved saftflod,
om aftenen undertiden sværmende. Udviklingen 3—5-årig.
Larven gnaver først gange mellem bark og ved og går senere
ind i det hårde ved, hvor forpupning finder sted. Arten kan
gøre både fysiologisk og teknisk skade. (Du: 165, Pa. II:
306).]

2. Aromia Serv.

Nærstående til Cerambyx, men adskilt fra denne
slægt ved, at kroppen er metalfarvet, følehornene
spinklere, med vinkelformet udvendig spids på 1. led,
længere 3. og 4. led og 3 fine længdekøle på leddenes
yderside fra 4. eller 5. led. Endvidere er pronotum
ikke groft tværrynket, vingedækkerne overalt fint
rynket-punkterede og bagskinnebenene stærkere flad-
trykte og derfor tyndere, svagt indadkrummede.

1. A. moschåta L. (moskusbukken) (fig. 22). Metalfarvet,
oftest grøn, undertiden kobberfarvet, violet eller sortblå,
oversiden nøgen, følehorn og ben sorte med stålblå glans.
Pronotums ryg ujævn, med blankere partier, især et på hver
side bag midten, punkturen ret fin, ujævn. Vingedækkerne
langstrakte, bagud svagt tilsmalnede, fint rynket-punkterede,
mindre blanke end forkroppen, hvert med 2 meget svagt
antydede længderibber. Længde 20—32 mm.

gg: Følehornene noget længere end kroppen, endeleddet
ca. dobbelt så langt som næstsidste (10.) led.

2: Følehornene lidt kortere end kroppen, endeleddet rige-
ligt så langt som 10. led.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke med sidetornet
pronotum ved kroppens metalfarve, slanke form og betyde-
lige længde. Imago kan fra kirtler i bagbrystet gennem åb-
ninger i dettes baghjørner udsvede en moskus — eller rosen-
olieagtigt lugtende vædske.

43

Udbredt, men ret sjælden, hyppigst på øerne og i Østjyl-
land (J, Ø). Imago på pileløv, ved træsaft eller på blomster,
f. eks. af skærmplanter; især fra midt i juli til midt i aug.,
truffet i parring sent på eftermiddagen ved roden af piletræer.
Yngler i pil, såvel i stammer af levende træer som i 7—8 cm
tykke, levende grene. Udviklingen mindst toårig, oftest vist-
nok treårig. Larven lever (fig. 6, p. 15), når den bliver ældre,

Fr: 227" Aroma moschata 3. Xx"2:

i veddet, hvor også puppehulen dannes i bunden af en lodret
gang, og er fundet både i syge og sunde, både i ældre og yngre
træer, hyppigt sammen med andre skadedyr, såsom Cryp-
torrhynchus og Cossonus. Den lever oftest højere oppe i stam-
merne end Saperda carcharias og Lamia textor, der foretræk-
ker stammernes nederste partier. Forpupning i juni-juli,
klækning noget senere. Arten anses i Sverige for et primært
skadedyr af både fysiologisk og teknisk betydning. (Bo:
38001009; Pa 17208; 17: 316, Tr: '39).

44

[Rosalia Serv.

Øjnene dybt udrandede. Pronotum med kraftige,
noget opadrettede sidetorne. De mellemste følehorns-
led ved spidsen indvendig med en hårdusk.

R. alpina L. Denne art er let kendelig ved tæt matblåt
behåret krop med matsorte pletter på pronotum og vinge-
dækker, kraftige sideknuder på pronotum og størrelsen,
22—36 mm.

Arten angives fundet ved Søgård ved Pederstrup på Lol-
land, 1 eks. i juli 1872. Denne angivelse giver ikke grundlag
for at anse arten som hørende til vor fauna. Dens forekomst
nu om stunder i Sverige og Nordtyskland er meget tvivlsom
og i Danmark usandsynlig. I Tyskland og Frankrig lever den
overvejende i bjergegne. Den yngler i bøg. Imago træffes på
gamle, brøstfældige bøge; den flyver om dagen og søger under-
tiden til blomster: (Pa. 11:316).]

3. Callidium Fabr.

Kroppen oftest noget fladtrykt. Øjnene meget dybt
udrandede, hos alni endog tvedelte. 3. følehornsled
betydeligt kortere end 4.— 5. led. Pronotum bredere
end langt, med udstående behåring, siderne stærkt
rundede, uden udstående torn, men undertiden
stumpvinklet udvidede. Lårene som regel kraftigt og
ret brat kølleformet udvidede mod spidsen. Forhofte-
gruberne udadtil med en lang, tilspidset forlængelse
(fig. 20,a, p. 39). Forhofterne ikke eller (clavipes og
undatum) kun ved en smal forbrysttap adskilt fra
hinanden.

De herhen hørende arter adskilles ofte i flere slægter
eller underslægter. For vore 6 arter, der er lette at
kende fra hverandre, findes en sådan gruppering,
hvis berettigelse iøvrigt er omtvistelig, upåkrævet.

Arterne søger som regel ikke til blomster.

45

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkerne fortil røde, iøvrigt sorte med to

hvide tværbånd (fig. 23). Længde 4—6 mm .. 2. ålni.
Vingedækkerne anderiedes farvede. Længde 8—22

2.
Fiz-257 Calldham"alnr'S, %X-9:
Vingedækkerne sortbrune med to hvidgule tvær-
kr rød Rd Ren LE SANSER ØE BEER RRS FERESER 6. undåtum.
Vingedækkerne anderledes farvede.............. 3
Oversiden med silkeagtig, rød, på vingedækkerne
RE. RUE SUE Ed en dr l.sanguineum.
Riversiden anderledes behåret 20.03 se VA 4.
Pronotum ret spredt og ujævnt punkteret med glat-
Re blanke partier (fig, ZA) sl LSE: 3. teståcenm:
Pronotum tæt og jævnt punkteret eller rynket... 5.
HERE SEE PNESENR AMFRES JUR DDS. FAY så 5. clåvipes.

Gversiden med metalskær 2... EDEL ELERS 6.

46

6. Pronotum groft rynket-punkteret. Oversiden me-
talblå, -blågrøn eller -violet ......... 4. violåceum.

Pronotum ret fint punkteret. Oversiden metalgrøn

eller -bronzeagtig, vingedækkerne mod spidsen
BRENNER FIVE ER SNEEN T ENERET ONE aeneum.

1. C. (Pyrrhidium Fairm.) sanguineum L. Sort eller sort-
brun, vingedækkerne rødlige, oversiden med silkeskinnende,
rød, på pronotum noget pletvis, på vingedækkerne meget
tæt, delvis nedliggende, delvis noget opstående behåring.
Pronotums sider lidt bag midten stumpvinklet udvidede,
derfra til roden omtrent rette eller svagt indsvajede, rygfla-
den ujævn, fint, uregelmæssigt punkteret. Længde 9—11 mm.

åg: Følehornene noget længere end (hos 2 lidt kortere end)
vingedækkerne.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved vingedæk-
kernes tætte, silkeskinnende røde behåring.

Meget sjælden (Ø). Der foreligger 3 eks., af hvilke de 2 er
fundet for over 100 år siden i Bognæs Storskov under bark
på en egevindfælde, og det tredje !"/, 1921 ved Himmelev,
tæt ved Roskilde fjord, på en skærmplante, samt et par fund
af indførte eksemplarer (Århus på tømmerplads, Randers).
Arten yngler især i eg, men er i udlandet fundet også i andre
løvtræer, f. eks. bøg og avnbøg, samt i fyr. Imago søger vist-
nok kun rent undtagelsesvis til blomster og har antageligt
i det hele en skjult levevis. Udviklingen er toårig, undertiden
etårig. I Uppland er larven fundet dels i stort antal under
bark af afsavede egegrene, liggende soleksponerede lidt over
jordbunden, dels i en beskadiget egs krone, i en egevindfældes
grene og i egehegnspæle; forpupning i barken eller veddet;
klækning fra sidst i april til ind i juni; flyvehullet ovalt.
Artens forekomst hos os i det fri nu om stunder trænger til
nærmere bekræftelse. (Du: 221, Pa. II: 321).

2. C. (Poecilium Fairm.) ålni L (fig. 23). Sort, vingedæk-
kerne i forreste tredjedel rødgule, iøvrigt sorte med to brede
hvide, hvidt behårede tværbånd, følehorn og ben rødlige, de
første undertiden delvis mørkere, lårene brunlige. Pronotum
fint og tæt regelmæssigt punkteret, rygfladen jævn. Vinge-
dækkerne fortil ret kraftigt, bagud svagere, udvisket punk-
terede. Længde 4—6 mm.

47

åg: Lårene lidt tykkere, forskinneben og -fødder lidt bre-
dere. Følehornene er hos begge køn ca. så lange som vinge-
dækkerne, hos $ kun ubetydeligt længere end hos 2.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved vingedæk-
kernes farvetegning og den ringe størrelse.

Sjælden (J, Ø). Mere udbredt på øerne, især i de sydlige egne,
end i Jylland. F. eks.: Hald Egeskov, Lindum skov; Trane-
kær, Gulstav, Ollerup, Roden og Frejlev skove. På tynde,
tørre, døde eller hensygnende løvtræsgrene, især af eg, men
også f. eks. af el og poppel, undertiden også på blomster. Juni,
i antal bl. a. ?/,. Udviklingen er antagelig etårig. Larven lever
i grenene, dens gange begynder mellem bark og ved, men fort-
sætter snart som længdegange i veddet, hvor også puppehulen
dannes; imago klækkes om foråret. (Pa. II: 320).

3. C. (Phymatddes Muls.) teståceum L. (variåbile L.) (fig.
24). Meget stærkt varierende både i størrelse og i farve fra
rødgul til sort eller metalblå. Hovedet oftest bagtil mørkt,
pronotum rødgult eller helt eller delvis brunsort, vingedæk-
kerne hyppigst helt rødgule eller helt mørkt metalblå, men
undertiden kun delvis — for- eller bagtil — mørke, følehorn og
ben rødlige, hyppigt følehornsleddene og lårene mod spidsen
mørke. Pronotum med blanke buler, iøvrigt med noget vari-
abel punktur, siderne jævnt rundede. Vingedækkerne tæt og
fint, mod spidsen finere punkterede, fint og tyndt behårede.
Længde 8—15 mm.

gg: Følehornene tydeligt længere end (hos 29 ganske lidt
kortere end) kroppen.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). I fældet, tørt, barkdæk-
ket løvtræ, især eg, men også f. eks. bøg og avnbøg; i udlandet
også fundet i nåletræ, f. eks. gran. Den forekommer både
uden- og indendørs. Sværmer især i skumringen i juni-aug.
Udviklingen toårig. Larven danner gange (fig. 2, p. 11) mel-
lem bark og ved med tydelig indgriben i veddet og forpupper
sig i en gang i veddet eller, når barken er tyk i denne eller
mellem bark og ved; forpupning som regel i maj, klækning
oftest sidst i juni. Arten kan gøre en del teknisk skade, bl. a.
i trævarer og i hegnspæle. (Bo: 376, Du: 217, Kr. II: 220,
1805533; Pa: 11:319, Tr: 47).

4. C. (Callidium s.str.) violåceum L. (fig. 25). Sort, over-
siden og lårene metalblå, -grønne eller -violette. Pronotum

48

tæt og groft rynket-punkteret, siderne stærkt rundede, bagtil
lidt indsvajede. Vingedækkerne tæt og kraftigt punkterede,
fint og tyndt mørkt behårede. Længde 11—15 mm.

gg: Følehornene lidt længere end (hos 2 ca. så lange som)
vingedækkerne.

Fig. 24. Callidium testaceum $. x 4.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved oversidens
metalfarve i forbindelse med det groft rynket-punkterede
pronotum uden sideknuder,

Ret almindelig (J, Ø, B). I huse, især i nybygninger, kun
meget sjældent — hos os vist aldrig — i det fri i nåleskove;
juni-aug. Udviklingen vistnok mindst toårig. Larven lever
mellem bark og ved, (fig. 3, p. 12) med forpupning i en skrå
gang i veddet, især i hustømmer; barkens tilstedeværelse er

49

sikkert en betingelse for, at den kan yngle i træet. Ved sav-
værker er den i Sverige fundet ynglende i mængde i træaffald
af gran og fyr med påsiddende bark. Den kan efter omstæn-
dighederne gøre en del skade. (Bo: 377, Du: 214, Sa. II: 395,
Tr: 45).

[C. (Callidium s.str.) aeneum Deg. Kendes let fra viola-
ceum ved de i oversigten angivne karakterer og nøgne, især
fortil, stærkt fladt udbredte vingedækker. Længde 11—13 mm.

Fig. 25. Callidium violaceum 9. x 3.

Arten er bl. a. fundet i Skåne, hvor den dog vistnok nu er
meget sjælden, og i Hamburgegnen, hvor den er fundet enkelt-
vis, ofte sammen med violaceum, larven i dødt fyrre- og gran-
træ, imago på nåletræsfavnebrænde i maj—juni.]

5. C. (Rhopålopus Muls.) clåvipes Fabr. Ensfarvet sort,
oversiden ret mat. Følehornenes 3. led betydeligt længere
end 4., 3.—10. led indvendig med udtrukket spids. Pronotum
tæt rynket-punkteret, siderne lidt bag midten stumpvinklet

Victor Hansen: Træbukke 4

0

fremtrædende. Vingedækkerne bag skuldrene med svagt ind-
buede sider, fortil kraftigt rynket-punkterede, mod spidsen
fint rynkede. Længde 16—22 mm.

åg: Følehornene betydeligt længere (hos 2 lidt kortere) end
kroppen. Benene kraftigere, forfødderne bredere.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet på risgærder på Lolland:
Rødby, Købelev, Holtegård, Maribo, Stensgård mellem Nak-
skov og Maribo. Alle disse fund er af ældre dato, vistnok over
75 år gamle. Angives at yngle i pil, bøg, eg og frugttræer.
Juni—juli. I udlandet er imago fundet krybende på grene og
på brændestabler.

6. C (Semandtus Muls.) undåtum L. Sortbrun, med lang
udstående behåring, vingedækkernes siderand og to bølgede
tværbånd, det ene foran, det andet bag midten hvidgule.
Følehornenes 3. led ikke længere end 4. Pronotum ret mat,
tæt og fint punkteret, med svage, blanke buler. Vingedæk-
kerne ret blanke, kraftigt, ikke ret tæt punkterede. Længde
10—12 mm.

gg: Følehornene rigeligt så lange som (hos 2 betydeligt
kortere end) kroppen.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke uden sideknuder
på pronotum ved vingedækkernes farve.

Sjælden (J, Ø). Åbenrå, Randers, Nykøbing F., København,
Middelgrundsfortet, Holte. Hos os kun fundet i og ved byg-
ninger. Marts-maj. Yngler i nåletræ. Larven i slyngede gange
mellem bark og ved med forpupning i veddet. I Sverige fundet
talrigt i tømmeroplag, også ude i selve skovene, især vistnok
i bygningstømmer med barkkant, men også ofte i fyrre- og
grangrene samt i spaltede hegnspæle af nåletræ sammen med
Pogonocherus fasciculatus, Molorchus minor og Magdalis

violacea. I Finland især i små, stående, døde, men endnu friske
graner. (Du: 214, Ke: 108, Sa. II: 404, Tr: 48).

4. Hylotrupes Serv.

Nærstående til Callidium, men kendelig fra denne
slægt ved, at forhofterne ved en bred forbrysttap er
adskilt mindst så langt fra hinanden som hoftens
bredde, og at følehornenes 3. led er ca. så langt som

ol

4.—+ 5. led. Pronotum ca. så bredt som vingedæk-
kerne, med stærkt og jævnt rundede sider.

1. H. båjulus L. (husbukken) (fig. 26). Sort eller brunsort,
vingedækkerne undertiden lysere, brunlige eller brungule.
Oversiden ret blank. Pronotum tæt, mod sider og forrand

Fig. 26. Hylotrupes bajulus 2. x 3.

grovere punkteret, på hver side med en rund, blank, glat
bule, på siderne med tæt uldagtig, lang, udstående, hvidgrå
behåring. Vingedækkerne yderst fint og tyndt behårede, ret
tæt og kraftigt punkterede, hvert med to svagt fordybede,
afbrudte, tættere behårede og derfor lidt lysere tværbånd,
det ene lidt foran, det andet, ofte utydelige, lidt bag midten.
Længde 8—20 mm.

gg: Følehornene omtrent så lange som (hos 2 betydeligt
kortere end) vingedækkerne.

2: Læggerøret ret langt.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved pronotums
ejendommelige skulptur og behåring.

AT

32

Sjælden og lokal, men udbredt, bortset fra det vestlige
Jylland syd for Limfjorden; hyppigst i den sydlige og østlige
del af landet (J, Ø, B). Arten, der stammer fra Sydeuropa og
Afrika, yngler hos os kun i forarbejdet træværk (hustømmer,
stolper, planker, telefonpæle) af nåletræ, som har nået en
vis grad af udtørring og ikke behøver at være barkdækket;
ganske undtagelsesvis — og ikke hos os — er larverne fundet i
løvtræ, såsom poppel, el, hassel og eg, men kun i tilfælde,
hvor larven, efter at have levet i nåletræ, er vandret ind i
tilgrænsende løvtræ, som den under sit gnav er stødt på.
Imago er truffet fremme fra maj til nov., mens dens egentlige
flyvetid er juni—juli; den skjuler sig ofte, efter at være kom-
met ud af træet, i revner og sprækker og er meget varmekræ-
vende; kun i meget varmt sommervejr er den truffet flyvende
udendørs. Udviklingen er vistnok som regel tre- eller fire-
årig, men undertiden længere, op til 11 eller endog 18 år.
Æggene lægges hobevis i sprækker. Larven gnaver gange i
splinten, i mindre grad i kærneveddet; i fyr er det normalt
kun puppelejet, der gnaves i kærneveddet. Gangene (fig. 1,
p. 9) er overvejende længdegange; de er fyldt med fint, tæt-
pakket boremel, der ikke skydes ud af træet, og derfor ikke
røber angrebet; ofte er tømmeret, efter flere generationers
angreb, så stærkt gennemgnavet, at der næsten ikke er andet
tilbage end en tynd yderskal og (i fyr) kærneveddet eller (i
gran) et midtparti af dette; når denne yderskal brister, eller
når imago kommer frem, bliver angrebet synligt. Forpup-
ning finder som oftest sted om foråret og klækning efter 2—3
ugers forløb; imago kommer som regel frem i juni-juli.
Puppelejet dannes i veddet, og flyvehullet der gnaves, eller i
hvert fald forberedes af larven lige inden forpupningen, er
ovalt og som regel flosset i kanten; under gnavningen af
flyvehullet har larven undertiden gnavet sig igennem tynde
metalplader o. lign. Artens levevis varierer iøvrigt vistnok
ret stærkt efter temperatur- og fugtighedsforhold, træets
karakter m. v. (Bo: 378, Du; 207, Tr: 56).

Arten er i nyere tid i mange lande og også hos os optrådt
som et meget farligt skadedyr. Angrebene begynder oftest i
loftsetagerne. Som særlig kendte angreb kan nævnes angre-
bene i Humlebæk kirke, Sorgenfri slot, Børsen, Klitgården
og nogle sygehuse og skoler. Faren for husbukkeangreb har
hos os ført til særlige foranstaltninger dels med hensyn til
bestemmelser i overdragelsesdokumenter om risikoen for
sådanne angrebs tilstedeværelse, dels med hensyn til tegning
af forsikring mod skade forvoldt ved husbukkeangreb.

33

5. Cløtus Laich.

Kroppen antydet cylindrisk. Følehornene kortere
— ofte betydeligt kortere — end kroppen. Pronotum
antydet kugleformet, siderne uden udstående tand.
Vingedækkerne ofte med lys hårtegning. Forhofte-
gruberne udadtil i det højeste med en ganske kort for-
længelse (fig. 20,b, p. 39). Lårene som regel lidet
stærkt og ret jævnt udvidede mod spidsen.

De herhen hørende arter adskilles ofte i flere slægter
eller underslægter. For vore 5 arter, der er lette at
kende fra hverandre, findes en sådan gruppering,
hvis berettigelse iøvrigt er omtvistelig, upåkrævet.

Arterne er livlige solskinsdyr, der træffes løbende på og
flyvende til fældede stammer, stubbe og grene, mysticus og
arietis også hyppigt på blomster, f. eks. af hvidtjørn.

Oversigt over arterne.

1. Pronotum sort, uden lys hårtegning, ca. eller rige-
ligt så langt som bredt. Vingedækkerne som regel
brunrøde fortil (fig. 27). Skinnebenene sorte. 1
bagfodsled kun meget lidt længere end 2. + 3.
5 2) je Re fra SRReN PRERERSEN ESKE (SSESERSRRSS 1. MYVSTISIER
Pronotum sort med gul eller hvidgrå hårtegning.
Vingedækkerne ikke brunrøde fortil. 1. bagfods-
red betydeligt længere end 2. +3. led.....:... 2.
2. Pronotum og vingedækkerne med hvidgrå hårteg-
ning, på pronotum i form af længdestriber.
Skinnebenene sorte eller sortbrune ..... DS. FUSTICUL:
Pronotum og vingedækkerne med gul hårtegning,
på pronotum i form af tværbånd eller -pletter.
een Ba Tsolis 3.
3. Følehornsleddene med simpel spids (fig. 28) .. 2. arietis.
I hvert fald de mellemste følehornsleds spids udran-
det og med tandformet fremspringende — indre
filer: ydre hjørne-(fg: 29) 200. ads viede en z Å.

54

4. Vingedækkerne bagtil sorte med smalle gule tvær-
bånd, fortil, lige bag scutellum, hvert med en lille,
gul plet nær sømmen; scutellum tæt gult behå-
FE is BONAIRE FØRERENS sa SENG 3. arewdåtus.
Vingedækkerne bagtil gule med mørke tværbånd,
uden gul plet bag scutellum, dette som regel
ikke.eller mindre tæt gult behåret . ;…45, id detrilus

Fig. 27. Clytussmysticus 2.:Xx 4:

1. Cl. (Anaglyptus Muls). mysticus L. (fig. 27). Sort, fint
mørkt behåret, følehornene mod spidsen ofte lidt lysere, vin-
gedækkernes forreste tredjedel brunrød. Pronotum ca. eller
rigeligt så langt som bredt, tydeligt smallere end vingedæk-
kerne, mat, fint og tæt punkteret, siderne noget rundede.
Vingedækkerne fortil med en stor, stærkt ophøjet bule på
hver side, fortil groft, bagud finere punkterede, hvert med

95

4 gråhvide hårtværbånd, 3 skrå på midtpartiet og et noget
foran spidsen, denne skråt afstudset. Længde 9—12 mm.

g: Følehornene lidt længere end (hos 2 ca. så lange som)
vingedækkerne.

Meget sjældent er også den forreste del af vingedækkerne
sort (var. albofasciåtus Deg. (hieroglyphicus Hbst.)).

Hovedformen er ret almindelig (J, Ø), medens var. albo-
faseiastus er sjælden” (J,Ø)Y 'og fundet følgende steder:
Gyllingnæs, Tranekær, Lohals, Roden skov, Redsle skov,
Allindelille Fredskov, Dyrehaven, Ryget skov, Nørreskov
ved Furesø, Folehave skov. På blomster, f. eks. af hvidtjørn;
juni. Yngler i hårdt, tørt, dødt ved af løvtræer, f. eks. bøg,
avnbøg, hassel, hvidtjørn, skovæble, ahorn og benved, ofte i
høje, ikke ret tykke stubbe, der er helt eller delvis udtørrede
ved brand. Udviklingen mindst toårig. Larvegangene er over-
vejende længdegange, og forpupning sker i enden af gangen,
ofte vistnok om efteråret; klækning i maj og først i juni; ofte
yngler arten i flere generationer i samme stub, så at der af

denne næsten kun bliver tynde vægge imellem gangene til-
bage; (Du: 236, Pa. II: 329).

Gl (Cløtids s.str.) arfetis" L. (væddereri) (fig. 28)... Mat
sort, fint, kort, mørkt behåret, pronotum og vingedækkernes
forreste del med lange, udstående hår, følehornenes 2.—4. led
og benene gullige, lårene ofte mørkere på midten. Oversiden
fint og tæt punkteret. Følehornene korte, hos begge køn bety-
deligt kortere end vingedækkerne. Pronotum kun lidt bre-
dere end langt, for- og bagrand med et smalt gult, i midten
undertiden — især på bagranden — afbrudt hårbånd, siderne
noget rundede, bagtil kort indsvajede. Vingedækkerne smalle,
deres gule hårbåndstegning, der varierer noget, består som
regel af et tværbånd foran og et bag midten, mellem disse
et skråt, noget buet bånd og endelig en spidsplet; også scu-
tellum samt undersiden, især bugleddenes bagrande, gult
behåret. Længde 8—14 mm.

åg: Forfødderne lidt bredere end hos 2.

Ret almindelig (J, Ø, B). På blomster, bl. a. af hvidtjørn
og skærmplanter, på brændestabler eller stolper m. v. af løv-
træ og på risgærder. Et udpræget og meget hurtigt og sky

solskinsdyr, der let tager til vingerne. Især juni. Yngler nor-
malt i hårdt, tørt, dødt ved (f. eks. hegnspæle) af løvtræ,

56

såsom eg, bøg, avnbøg, hassel og birk. Udviklingen et- eller
toårig. Larven som lille under bark, senere i veddet, hvor den
kan gøre skade; forpupning i veddet; overvintrer som larve
eller puppe; flyvehullet omtrent cirkelrundt. En enkelt gang

Fig. 28. Clytus arietis 3. x 4

er en del larver og pupper fundet i marven i visne stængler
af Helianthus tuberosus (jordskok) i maj; der foreligger her
sikkert en afvigelse fra artens normale levevis. (Du: 223,
Kr. I: 85, Pa. TI: 32%4,.Kemner. 19593: 62).

3. Cl. (Plagionétus Muls.) arcuåtus L. (fig. 29). Mat sort,
fint, kort, mørkt behåret, pronotum med lange udstående hår,
følehorn og ben gullige, for- og mellemlårene med mørkere
midtparti. Oversiden meget fint og tæt punkteret. Mundskjol-

7

det og et smalt buet tværbånd bagtil på hovedet, forranden
og 2 skrå sidepletter på pronotum, scutellum og på undersiden
især bugleddenes bagrande tæt gulhårede. Den gule hårteg-
ning på hvert vingedække, der varierer noget, består af en
lille plet bag skulderen, en lille plet fortil ved sømmen, 3

Fig..29,, Clytus.arcuatus $5x 3.

fremadbuede tværbånd, af hvilke det forreste ikke når ind
til sømmen og undertiden er opløst i 2 pletter, og en plet ved
spidsen; denne afrundet. Pronotum meget bredere end langt,
med stærkt rundede, bagtil kort indsvajede sider. Længde
12—20 mm.

åg: Følehornene noget længere (hos 2 lidt kortere) end
vingedækkerne. Forfødderne bredere end hos 2.

Meget sjælden (J, Ø). Foruden et par over 100 år gamle

sjællandske fund (Svenstrup skov ved Borup st. og Dyreha-
ven) foreligger nogle jyske fund fra nyere tid: Gårdsblok n. f.

58

Løgumkloster (1 eks. ”/,), Haderslevegnen (talrigt i 1942—43,
12/,-21/. på fældede egestammer), Munkebjerg 21/,), Bredballe
strand (”/,), Hals Nørreskov (i antal på stabler af egetømmer
og på afhuggede egegrene samt enkelte eks. på en bøgestabel,
”|g 1926). Imago træffes i juni-juli i varmt, solrigt vejr lø-
bende livligt fremme, kun undtagelsesvis på blomster. Yngler
i eg — sjældnere i bøg, avnbøg og pil (Salix caprea) — især i
solbeskinnede, friske stubbe og fældede stammer, men også
i hentørrende, stående træer og liggende grovere grene. Ud-
viklingen oftest toårig. Æggene lægges i barkrevner; larve-
gangene forløber mellem bark og ved og går ofte ind i splin-
ten; forpupning om foråret i veddet (oftest i en buet gang
ca. 1—5 cm under overfladen) eller i tyk bark. I Sverige har
arten gjort nogen teknisk skade, bl. a. på egehegnspæle og
egetelefonstænger (Du: 225'PES HH 327) Tr: 49).

4. Cl. (Plagiondtus" Muls.) detritus- L; Nærstående til
arcuatus, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte
kendemærker. Endvidere er på pronotum foruden forranden
et undertiden i midten afbrudt tværbånd på midtpartiet gult,
vingedækkernes søm fortil rødlig, deres gule tværbånd bredere,
ikke eller næppe fremadbuede og bagtil dominerende over
den sorte farve, og deres spids skråt afstudset, hos $ med
fint tandformet udtrukket yderhjørne. Den gule hårtegning
er mørkere, stærkere gul. Benene som regel ensfarvet gullige.
Længde 12—20 mm.

åg: Følehornene lidt længere (hos 2 lidt kortere) end vinge-
dækkerne; for- og mellemfødderne bredere end hos 29; jfr.
endvidere ovenfor.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet for over 100 år siden i
Bognæs Storskov (i antal løbende på og flyvende til en gam-
mel egevindfælde) og Jægerspris Nordskov (i gamle ege).
Undertiden på tømmerpladser i København. Især sidst i juni—
juli. Yngler i eg og har en lignende levevis som arcuatus. Den
angriber ikke helt friske træer; i Sverige antages den kun at
gøre ringe teknisk skade og har kun ganske undtagelsesvis
gjort nogen fysiologisk skade på brandskadede ege, der næp-
pe ville være gået ud, hvis de ikke var blevet angrebet. Artens

forekomst hos os i det fri nu om stunder trænger til nærmere
bekræftelse. (Pa. Fl: 326, "FE" BAK

5. Cl. (Xylotréchus Chevr.) rusticus L. Kendelig fra vore
andre arter ved, at panden i midten har en bred, ophøjet,

59

blank længdeknude, der bagud er midtfuret og derved tve-
delt. Sort, ret mat, følehorn og tildels ben undertiden brun-
lige. Hovedet med pletvis hvidgrå behåring, der hos 2 stræk-
ker sig længere tilbage. Pronotum bredere end langt, med
ret stærkt rundede sider og med 4, ofte i pletter opløste eller
utydelige, hvidgrå hårlængdebånd. Vingedækkerne med
hvidgrå behåring, der danner dels ganske små pletter, dels
3 skrå, takkede, ofte i pletter opløste tværbånd og en spids-
plet, spidsen svagt, skråt afstudset. Benene meget tyndere
end hos de to foregående, 1. bagfodsled længere end resten af
foden. Længde 12—17 mm.

gg: Følehornene ca. ”/, (hos 9 lidt over halvt) så lange som
vingedækkerne. Forfødderne lidt bredere end hos 2. Jfr.
endvidere ovenfor.

Kun fundet for over 60 år siden i Pindstrup skov (4 eks.
på bøgestubbe, juni) og for over 100 år siden i Dyrehaven
(en del eks. klækket af bøgestammer). Af og til på havne-
pladser som indført. Imago træffes i solskin på stammer og
stubbe m. v., men søger ikke til blomster. Yngler i solbeskin-
nede løvtræer, i Sverige især i bævreasp, hvor den optræder
som skadedyr, sjældnere i birk og bøg. Udviklingen mindst
toårig. Larvegangene går — i hvert fald i bævreasp — først
mellem bark og ved, senere i veddet, hvor også forpupning
sker; pupper er fundet fra sidst i maj til midt i juni; flyve-
hullet ovalt. Artens forekomst hos os i det fri nu om stun-

der trænger til nærmere bekræftelse. (Pa: I. 209, II: 324,
Tr 52).

6. Gracilia Serv.

Oversiden mat, med fin, nedliggende, silkeagtig
behåring og enkelte længere, udstående hår. Hovedet
omtrent så bredt som pronotum, øjnene så stærkt
udrandede, at de næsten er tvedelte. Følehornene
længere end kroppen, på indersiden med lange hår.
Pronotum længere end bredt, bagtil indsnøret. Vinge-
dækkerne omtrent parallelsidede. Lårene med tyndt
rodparti og stærkt kølleformet spidsparti, uden lang
behåring.

60

1. G. minuta Fabr. (fig. 30). Brunlig, følehorn, skinneben
og fødder lysere. Pronotum meget fint og tæt punkteret.
Vingedækkerne fladtrykte langs ryggen, fint og lidet tæt
punkterede. Længde 4,5—6 mm.

Fig. 30. Gracilia minuta g. x 9.

åg: Følehornene ca. "/, (hos 2 kun ganske lidt) længere end
kroppen. Pronotum ca. "/, (hos 92 kun ganske lidt) længere end
bredt. Benene kraftigere.

Sjælden (J, Ø). Indføres fra det sydlige Europa med vidie-
kurve og tøndebånd om vinfade og fortsætter med at yngle
i disse under deres opbevaring indendørs; også klækket af
blomsterstativer af træ. Haderslev, Esbjerg; Nykøbing F.,
Liselund (Møn), København, Søllerød, Hillerød. Især juni-
juli. Yngler i forskellige løvtræer (f. eks. pil, birk og eg).
Udviklingen etårig. (Dur> 194, Pa. 11: 307):

61

7. Obrium Curtis.

Ligesom Gracilia kendetegnet ved længere end
bredt pronotum, men adskilt fra denne slægt ved, at
oversiden er blank, kun spredt, ret langt og noget
udstående behåret, at hovedet er bredere end prono-
tum, at øjnene vel er dybt udrandede, men ikke tve-
delte, at pronotum er indsnøret både for- og bagtil,
og at forhofterne, i modsætning til alle vore andre
slægter i underfamilien, er konisk fremstående.

Oversigt over arterne.

1. Pronotum tydeligt, fortil ret tæt punkteret. Læng-

Er BM SE 1 TERRE 0 0 1. Bbrunneum.
Pronotum kun utydeligt punkteret, fortil næsten
HERE. ERE 0-0 ME eres Nis cantharinum.

1. O. brunneum Fabr. (fig. 31). Gulbrun, oversiden blank.
Pronotum ca. !/, længere end bredt, midt på siderne bulefor-
met udvidet. Vingedækkerne ret kraftigt og tæt punkterede.
Længde 5—7 mm.

åg: Følehornene ca. "/, (hos 2 kun lidt) længere end kroppen.

QC: 2. bugleds bagrand med en tæt bræmme af guldgule,
tildels i spidsen krummede og skeformet udvidede hår (der
antageligt benyttes ved tildækning af æggene).

Meget sjælden (J, Ø), og først fundet hos os i 1948, men
måske ved at brede sig. Frøslev plantage; Keldskov, Sundby
Storskov (i antal på skærmblomster under graner og på
blomster af Viburnum opulus, juni—juli). Larven angives at
leve under bark af fyrre- og grangrene og stammer og at

forpuppe sig om foråret. I Sverige er arten klækket i juli af
tykke, udgåede grene på graner.

[O. cantharinum L. Adskilt fra brunneum ved de i over-
sigten nævnte kendetegn samt ved lysere, rødgul kropsfarve
og som regel delvis mørke følehorn og ben. Længde 6—9 mm.

Øg: Følehornene ca. "/, (hos 2 næppe) længere end kroppen.

2: Som hos brunneum.

Fig. 31. Obrium brunneum 9. x 9.

Arten er fundet bl. a. i Skåne og i Nordtyskland. På blom-
ster f. eks. af skærmplanter og Filipendula, især i juli. Larven
lever i Sverige udelukkende i bævreasp, især i ca. 15—30 cm
tykke, tyndbarkede, soleksponerede træer; den gnaver gange
mellem bark og ved og forpupper sig om forsommeren oftest
i splinten. Udviklingen som regel etårig. (Pa. II: 307, jfr.
ey. 1. GÆR SA

[Leptidea Muls.

Adskilt fra de forgående slægter ved de stærkt for-
kortede vingedækker og fra de to følgende slægter
(Molorchus og Necydalis), der ligeledes har stærkt for-
kortede vingedækker, ved ringere størrelse og kun
ca. så langt som bredt pronotum, fra Molorchus til-
lige ved næppe udrandede øjne.

63

L. brevipénnis Muls. Brunlig. Pronotum med ret jævnt
rundede sider, uregelmæssigt punkteret. Vingedækkerne meget
fint og spredt punkterede, hvert for sig med afrundet spids.
Lårene ret jævnt fortykkede mod spidsen. Længde 3—6 mm.

&g: Følehornene ca. så lange som (hos 2 kortere end) kroppen.

2: 2. bugled bagtil med en rød hårdusk.

Denne i det sydligere Europa hjemmehørende art er en en-
kelt gang fundet synantropt i København (klækket af tynde
grene i en kurv fra Sydtyskland, ??/,-3/,). Den er især kendt
som skadelig for vidiekurve, men larven er fundet også i
kviste af andre løvtræer, f. eks. eg. Udviklingen etårig.]

8. Molorchus Fabr.

Øjnene meget stærkt udrandede. Pronotum læn-
gere end bredt. Vingedækkerne stærkt forkortede,
ikke dækkende flyvevingerne, hvert for sig rundet
tilspidsede. Lårene med meget tyndt rodparti og
stærkt kølleformet spidsparti.

Bortset fra Necydalis (og Leptidea) vor eneste slægt
med stærkt forkortede vingedækker, og derved i for-
bindelse med de stærkt udrandede øjne let kendelig.

Oversigt over arterne.

1. Hvert vingedække bag midten med en smal, skrå,
blank, hvidgul bule (fig. 32). 3. følehornsled me-

EET Ed i Rane k« ARE 1. minor.
Vingedækkerne uden sådan bule. 3. følehornsled
HEE BER TETE RT 1. 7 RG 2. umbellatårum.

1. M. minor L. (dimidiåtus Fabr.) (fig. 32). Sort eller sort-
brun, vingedækker, følehorn og ben brunrøde, lårkøllen
mørkere, krop, følehorn og ben med fin, lys, udstående be-
håring. Pronotum tæt punkteret, på hver side og bagtil i
midten med glatte buler. Vingedækkerne bagtil gabende,
spredt punkterede, hvert med en smal, skrå, blank, hvidgul
bule. Længde 7—13 mm.

64

Særen ==

Fr, ARM TAVTS SØTTTETNSRTERE 775
Rg

ss REE
3

Fig. 32. Molorchus minor gg. Xx 4.

åg: Følehornene 12-leddede, meget længere end kroppen.
C: Følehornene 11-leddede, ca. så lange som kroppen.

Ret almindelig (J, Ø, B). På blomster f. eks. af hvidtjørn
og skærmplanter og på grangrene og -stolper; især juni.
Yngler i nåletræ, navnlig i udgåede grene på døde eller leven-
de graner, men også ofte i udgåede eller syge granstammer
og i hegnspæle. Udviklingen toårig. Larvegangene, der er ure-
gelmæssige, overvejende tværgående, hyppigt sammenlø-
bende, går mellem bark og ved med ret dyb indgriben i splin-
ten; forpupning (i veddet) og klækning om efteråret; imago
overvintrer i puppelejet. I udlandet også fundet i birk. I
Sverige og Finland formenes arten at kunne gøre nogen både
fysiologisk og teknisk skade. (Bo: 381, Du: 192, Sa. II: 373,
Hr: 5)

65

2. M. umbellatårum Schreiber. Ligner minor, men ad-
skilles let fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker.
Sortbrun eller brun, vingedækkerne undtagen yderrandene
og lårenes tynde del gullige. Længde 6—8 mm.

Øg: Følehornene ca. /, gang længere (hos 2 noget kortere)
end kroppen, hos begge køn 11-leddede.

Sjælden (J, Ø, B). Tørning, Brakør; Bremersvold, Roden
og Frejlev skove, Sundby Storskov, Vejringe og Næsgård på
Falster, Redsle skov, Bognæs, Jægerspris Nordskov; Kobbeå
ved Melsted. Banket i antal af risgærder, især vistnok af
poppelris; søger til blomster, f. eks. af hvidtjørn og skærm-
planter, især i juni. I Sverige er arten klækket af tynde, hen-
tørrende skovæblegrene; larvegangene, der i det væsentlige
er længdegående, forbliver mellem bark og ved med dyb ind-
griben i splinten, og forpupning sker midt inde i grenene;
udviklingen er antagelig toårig med forpupning efter larvens
overvintring, undtagelsesvis om efteråret. I udlandet også
fundet ynglende i Pyrus, Rubus, Rosa canina, fyr og gran.
(08:'189, På. II: 315).

4. underfam. Lepturinae.

Forhofterne konisk tapformede. Hovedet næppe
eller noget nedadbøjet, betydeligt indsnøret bag tin-
dingerne, disse som regel fremstående. Øjnene ikke
eller dog ikke særlig dybt udrandede. Vingedækkerne
oftest ret stærkt tilsmalnede bagud.

De fleste arter søger til blomster.

Oversigt over slægterne.

1. Vingedækkerne stærkt forkortede, ikke nær dæk-
kende flyvevingerne (fig. 35, p. 69)
L.Necydalis(p. 69).
Nytbdækkerneikke forkortede. 540005008 0 st LÆ
2. Vingedækkerne metalblå eller -grønne, hovedet sort.
Pronotum med tydelige, afrundede sideknuder
Gaurédtes (p. 81).
Victor Hansen: Træbukke 5

66

Farven anderledes, i modsat fald (Acmaeops) pro-
hotim uden Bidekradaks..,. 2), 127, FOD, FL TR + få
3. Pronotum på hver side med en kraftig, stærkt frem-
springende torn eller knude. Hoved og prono-
tum sorte (undtagen hos Rhamnusium). Vinge-
dækkerne ikke lysegule med 3 sorte tværbånd 4.
Pronotum uden eller med kun ret små og svagt
fremspringende sideknuder og i sidste fald hoved
og pronotum røde (Strangalia revestita) eller vin-
dækkerne lysegule med 3 sorte tværbånd (Sér.
loertere. fir. SÅ, 10 RENE syr ss BRINK SER

de)

Fig. 33. Rhagium mordax. Forbryst.

4. Forhofterne adskilt langt fra hinanden ved en
bred, høj forbrystforlængelse (fig. 33). Pronotum
med spidse sideknuder. Vingedækkerne med ty-
delige, fine længderibber og afrundet spids (fig.

ao 887 0.430 780 idyl 2. Rhågium (p. 70).
Forhofterne kun kort adskilt fra hinanden ved en
smal, lav forbrystfodængelse… 5 estere æn od.

RE t og 4. følehornsled omtrent lige lange. Hoved,
pronotum, følehorn (undtagen spidsen) og ben
rødgule, vingedækkerne som regel metalblå

Rhamnusium (p. 75).
3. følehornsled længere end 4. Farven anderledes 6.

6. Vingedækkernes spidser ikke afstudsede, sømhjør-
nerne spidsvinklede (fig. 39, p. 76). Vingedæk-
kerne sorte eller sorte med brunrøde længde-
bånd. Følehornene indleddede mellem øjnene,
lidt bag disses forrand. 3. bagfodsleds udranding

67

meget dybere end leddets halve længde (som

EA RK Are bred 38 TOx otnss(p. 75).
Vingedækkernes spidser enten skråt afstudsede

med stumpvinklet sømhjørne eller omtrent jævnt

afrundede. Følehornene indleddede ganske lidt

BEER FORE 8570. SL BR: anne i

a.Stenocorus. b. achyla

Fig. 34. Stenocorus meridianus og Pachyta lamed. Højre bagben.
Den nederste endespore skjult.

7. 3. bagfodsled kun udrandet omtrent til midten
. (fig. 34,b). Vingedækkerne kraftigt punkterede
5 PADDY (DD. 78),
3. bagfodsleds udranding meget dybere end leddets
halve længde (som fig. 34,a). Vingedækkerne
HEE FRU ERE 5 55 s RK FOR JOKE RENEE KR 8.
8. Bagskinnebenene indvendig ved spidsen med en ud-
randing, ovenfor hvilken de to endesporer er an-
bragt (fig. 34, a). Vingedækkernes spidser skråt
afskårne (fig. 40, p. 78). Længde 16—25 mm
å:Stendcorus (p: 77).
B%

0

ti,

12,

68

Bagskinnebenene uden sådan udranding, endespo-

rerne anbragt omtrent ved spidsen. Vingedæk-

kernes spidser afrundede. Længde 11—14 mm

Evodinus(p. 81):

Hovedet bag øjnene jævnt tilsmalnet, ikke brat

indsnøret (fig. 42, p. 82). Øjnene næppe udran-

dede. Hos den danske art er pronotum som regel

rødligt og vingedækkerne blankt blåsorte. Vinge-

dækkerne ikke tydeligt tilsmalnede bagud, spid-

serne-afrundede: (fig. .42) 6. Acmaeops (p. 82).
Hovedet bag øjnene brat indsnøret (se f. eks. fig.

53, p. 105). Øjnene tydeligt udrandede. Oversi-

dens fake andelen 1 2 SITE ses eee 10
Vingedækkerne med afrundede eller dog næppe

afstudsede spidser (fig. 44—46, p. 85—89). Prono-

tum fint punktéret:-Længde -4,5—12m0m: 2. 414,
Vingedækkerne med afstudsede eller endog udran-

dede spidser (fig. 47—49 og 51—55), i modsat fald

(Leptura livida) pronotum kraftigt punkteret.

bændde FAREN 2 106 VSSE ERE ORE BEER 12.
Vingedækkerne sorte eller brungule, uden plet-

eller båndtegning, bagud ikke eller kun svagt

tilsmalnede (fig. 44 og 45, p. 85 og 86). Længde

ÅD MOM strate kgn 7. Grammoptera (p. 83).
Vingedækkerne gule med sort plet- eller båndteg-

ning, bagud tydeligt tilsmalnede (fig. 46, p. 89).

Lænede 8-14 000 add Ra 8. Judolia (p. 88).
Prønotums baghjørner stumpe eller meget kort

tilspidsede, ikke sluttende sig til vingedækker-

nes skuldre, dets bagrands indbugtning ikke

nående helt ud til baghjørnet (fig. 47—49, p. 94—

BØN, IK sele se re RS ke SER ERE 9. Leptura (p. 90).
Pronotums baghjørner trukket ud i en ret lang

spids, der slutter sig til vingedækkernes skuldre,

dets bagrand indbuet helt ud til spidsen (fig. 51—

DI, DD, FOZ-IDSY. ss see 10. Strangålia (p. 100).

69

1. Necydalis L.

Vingedækkerne stærkt forkortede, en karakter, der
gør slægten let kendelig fra alle vore andre slægter,
bortset fra Molorchus og Leptidea. Fra disse slægter

Fig. 35. Necydalis major g. x 2,7.

adskiller Necydalis sig ved konisk tapformede (ikke
kuglerunde) forhofter, kortere følehorn (hos begge
køn kortere end kroppen) og meget betydeligere
størrelse.

1. N. måjor L. (fig. 35). Sort, følehornene hos $ sorte
med rødlig rod, hos 9 ensfarvet rødlige, benene rødgule, bag-

70

lårene mørke mod spidsen, vingedækkerne brunlige eller
rødlige, bagkroppens 2 første led hos & rødlige. Pronotum
lidt længere end bredt, for- og bagtil stærkt indsnøret. Bag-
skinnebenene rette. Længde 19—32 mm.

åg: Gennemgående mindre end 9. Jfr. iøvrigt ovenfor.

Resterne af et eksemplar af denne art er fundet i en elle-
stub nær Nåege ved Silkeborg i tiden 1905—1914. Arten yngler
i løvtræ, såsom birk, el, pil, poppel, bøg, lind og ahorn. Den er
fundet bl. a. i Sverige (også i Skåne, hvor den dog nu vistnok
er yderst sjælden eller måske uddød), Norge (også Sydnorge)
og Finland. I Sverige er den hyppigst mod nord (især i birk,
men også i el, pil og bævreasp, men sjældnere og sjældnere,
jo længere man kommer mod syd. Imago, der forholdsvis sjæl-
dent viser sig fremme, træffes især først i juli og er da under-
tiden i varmt solskinsvejr fundet siddende på stammerne,
ofte i parring, eller flyvende; den angives også at søge til blom-
ster, hvad der dog vistnok er sjældent. Larven er i Sverige
især fundet i soleksponerede eller brandskadede træer med
udvendig hårdt og tørt, indvendig noget blødt og fugtigt
ved; udviklingen er mindst treårig; larvegangene er uregel-
mæssige længdegange, der ofte trænger dybt ind i det hårde,
tørre ved; forpupning i veddet, pupper fundet i juni; flyve-
hullerne cirkelrunde (Pa. I: 205, II: 315).

Artens forekomst i Danmark trænger til nærmere bekræf-
telse.

2. Rhågium Fabr.

Øjnene lidet dybt eller (inquisitor) yderst svagt ud-
randede. Følehornene betydeligt kortere end kroppen.
Pronotums sideknuder kraftige og spidse. Vingedæk-
kerne med tydelige, fine længderibber og afrundet
spids. Bugen i midten med en, ofte forkortet længde-
køl.

Larverne lever i barken eller mellem bark og ved af
stubbe og (som regel døde) stammer eller grene. Ud-
viklingen er vistnok hyppigst toårig. Forpupning sker
som regel om sommeren, og den noget senere udvik-
lede imago overvintrer i puppehulen, der ligger i eller
under barken eller (bifasciatum) i veddet og, i hvert

71

fald hos inquisitor, undertiden vistnok også hos mor-
dax, er forsynet med en krans af vedspåner (fig. 10,
p. 20). Imago kommer frem om forsommeren og træf-
fes fremme om dagen, krybende på eller sværmende
omkring stubbe, stammer og grene eller ved træsaft
eller på blomster f. eks. af hvidtjørn. Arterne, hvis
angreb er af udpræget sekundær karakter, gør som
regel ingen skade af betydning.

Oversigt over arterne.

1. Hovedet bagtil ret jævnt tilsmalnet, ikke brat ind-
snøret, tindingerne (fra øjets bagrand til den sva-
ge indsnøring) meget kortere end øjet, nøgne,

matte ag blanke (REAR ERR ea se 4.inquisitor.
Hovedet bagtil brat indsnøret, tindingerne ikke
kortere end øjet, punkterede og matte ......... 2.

Fig. 36. Rhagium inquisitor. Hoved.

2. Pronotum i midten med en glat og blank, nøgen
længdestribe (fig. 37). Vingedækkerne som regel
metalsorte, hvert med 2 skrå tværbånd og lysere
sider, behåringen ret jævn, navnlig fortil fin og
HEER 1. yde allin ledn dene EN 1. bifasciåtum.

Pronotum uden sådan midtstribe, også langs mid-
ten behåret. Vingedækkerne med, også fortil,
KE be Arn sr. dear ren 3.

3. Pronotum på hver side af midtlinien med en som

følge af tæt behåring tydeligt fremtrædende,

72

stærkt gul længdestribe. Vingedækkerne mellem

de to lyse tværbånd uden tydeligt fremtrædende,

sort, pHølen Blev: agnen erne 3. sycophånta.
Pronotum uden sådanne tydeligt fremtrædende

stærkt gule længdestriber. Vingedækkerne mellem

de to lyse tværbånd med en tydeligt afgrænset

sort, nøgen sigeplet (fig. 38), oser maekae 2. mordax.

Fig. 37. Rhagium bifasciatum 2. x 2,7.

1. Rh. bifasciåtum Fabr. (fig. 37). Metalsort, oversidens
behåring fin og tynd, lys og skinnende, kun på scutellum tæt,
vingedækkernes sider og spidsparti samt delvis bug, føle-
horn og ben brunrøde, vingedækkerne hvert med 2 skrå, gule
tværbånd, det ene foran, det andet bag midten; den lyse
farve varierer iøvrigt meget stærkt. Vingedækkernes ribber
ret kraftige, de ydre forkortede. Følehornene længere end
hos de følgende arter, benene slanke. Længde 13-21 mm.

73

&g: Følehornene ca. så lange som (hos 2 lidt kortere end)
vingedækkerne. Kroppen smallere.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Hyppigst fundet i
Sønderjylland og de østjyske skove i området Kolding-Sil-
keborg-Århus-Randers, endvidere Høstemark ved Hals;
Fyn, Lolland-Falster, Møn, Sydvestsjælland; Onsbæk. Den

Fig. 38. Rhagium mordax g. x 2,7.

yngler både i løv- og nåletræ, såsom eg, bøg, elm, birk, pil,
hassel, gran, lærk og fyr, hos os måske hyppigst i fyr og gran;
noget fugtigt og mørt ved med tidligere angreb af andre
vedgnavende insekter foretrækkes ofte. Især juni-juli. (Du:
121).

2. Rh. mårdax Deg. (inquisitor Fabr.) (fig. 38). Sort,
kroppen med kort, filtagtig, tæt, på vingedækkerne pletvis
tæt, behåring, vingedækkernes siderande og 2 skrå tværbånd
gullige, en velafgrænset sort sideplet mellem tværbåndene

14

nøgen og blank, et tyndere behåret tværbånd bag midten
oftest antydet. Vingedækkernes ribber meget fine. Benene
ret kraftige. Længde 13—21 mm.

åg: Hovedet rigeligt så bredt som (hos 2 lidt smallere end)
pronotum ved roden.

Almindelig (J, Ø, B). Hos os især i løvtræ, f. eks. bøg, birk,
eg, ask og el, ofte i noget fugtigt og mørt ved med tidligere
insektangreb; derimod vistnok hos os kun sjældent i nåletræ
(gran, lærk). Især maj-juni. Imago søger til blomster. (Bo:
365, Du: 125, Pa”: 202, Sar 11%353, DE: 39).

3. Rh. sycophånta Schrank (mårdax Fabr.). Nærstå-
ende til mordax, men adskilt fra den ved de i oversigten
nævnte kendemærker. Endvidere er gennemsnitsstørrelsen
betydeligere, kroppen og benene kraftigere, oversidens be-
håring mørkere gul og grovere plettegnet og vingedækkernes
ribber lidt tydeligere. Længde 18—26 mm.

åg: Hovedet lidt bredere end (hos 2 omtrent så bredt som)
pronotum ved roden.

Udbredt, måske undtagen i Nord- og Vestjylland, men sjæl-
den (J, Ø), og muligvis tiltagende i sjældenhed, hyppigst
vistnok i vore sydlige egne. Imago søger til blomster og ud-
svedende træsaft; især i juni. Yngler i eg, især i store egestub-
be med nogen fugtighed og ret hårdt, friskt ved. Puppelejet
har, i hvert fald hyppigt, ikke nogen vedspån-krans. (Pa.
II: 308).

4. Rh. inquisitor L. (indagåtor Fabr.). Let kendelig
fra de foregående ved meget kortere, meget svagere udviklede
tindinger, fra de to foregående yderligere ved meget kraftigere,
blanke, nøgne vingedækkeribber. Sort, behåringen grå eller
gulgrå, noget pletvis, på vingedækkerne i reglen et par større
nøgne, blankt sorte pletter foran og bag midten. Følehorn
og ben undertiden delvis lysere. Følehornene meget korte,
benene ret slanke. Længde 11—16 mm.

åg: Kroppen lidt smallere, følehornene ganske lidt længere.

Sjælden (J, Ø). Sønderjylland (bl. a. Frøslev og Stensbæk
plantager), Lolland-Falster (almindelig i Bøtø plantage),

Møn, Vordingborg, Nordsjælland (udbredt i nåleskovene).
Hos os i gran og fyr, en enkelt gang i bøg. Arten er vistnok

75

meget lidt kræsen med hensyn til ynglestoffets karakter. I
Nordsverige forekommer arten næsten lige så hyppigt i løv-
RR RE 1 nåletræ. (Bo: 365, Du: 127, Pa, T: "202, Sa. II:
399, IT: 37).

[Rhamnusium Latr.

Hovedet bag øjnene med kraftige tindinger, bag
disse stærkt indsnøret, øjnene udrandede. Pronotums
ryg med to blanke pukler og kraftige sideknuder.
Vingedækkernes spidser afrundede. Følehornene hos
begge køn betydeligt kortere end kroppen.

Rh. bicolor Schrank. Let kendelig fra alle vore træbukke
ved farven: hoved, pronotum, følehorn (undtagen spidsen)
og ben er rødgule, vingedækkerne normalt metalblå (meget
sjældent helt eller delvis rødgule eller brungule), samt ved
pronotums 2 store rygpukler og kraftige sideknuder. Længde
16—22 mm.

Der foreligger 3 eksemplarer mærkede »e Dania, Jacobsen«,
hidrørende fra prof. Colsman's samling, men uden nærmere
lokalitetsangivelse; de stammer fra tiden over 135 år tilbage.
Arten er ikke senere fundet her i landet, og der er ikke grund-
lag for at anse den for at tilhøre vor fauna. Den er bl. a. fundet
i Hamburgegnen, men ikke i Sverige, Norge eller Finland.
Den angives at yngle i lind, elm, pil og poppel.]

3…Tdxotus Zett.
(Oxymirus Muls.).

Fint behåret. Hovedet bagud jævnt og ret svagt til-
smalnet, øjnene tydeligt udrandede, følehornene ind-
leddede mellem øjnene, lidt bag disses forrand, 3. led
kortere end 5. Pronotum indsnævret for- og bagtil,
sideknuderne kraftige. Vingedækkerne med spids-
vinklede, ganske kort udtrukne sømhjørner. 3. fodled
dybt tvelappet.

1716

1. T. cursor L. (fig. 39). Sort; hos 'hunnen er som regel
følehorn, ben, undtagen lårenes overside, og på vingedækkerne
to bagtil forenede længdebånd, det ene langs ryggens midte,
det andet langs sideranden, brunrøde. Hovedet smallere end

Fig. 39. Toxotus cursor 9. x 2.

pronotum, dette med to kraftige længdeknuder. Vingedæk-
kerne bredest over skuldrene, rynkede og yderst fint punk-
terede, med tydelige længderibber. Længde 17—24 mm.

åg: Gennemsnitligt mindre. Sort. Følehornene omtrent så
lange som kroppen. Vingedækkerne smalle, bagud noget til-
smalnede. Mellemskinnebenenes spids indvendig stærkt
udvidet.

2: Følehornene betydeligt kortere end kroppen. Vinge-
dækkerne meget bredere, bagud svagt tilsmalnede. Jfr. om
farven ovenfor.

11

Udbredt og nu ret hyppig i de fleste af vore ældre nålesko-
ve (J, Ø, B). I gran og fyr. På stubbe og døde stammer, på
blomster og sværmende i varmt solskinsvejr. Sidst i maj-juni.
Larven i mørt, fugtigt ved af stubbe og døde stammer.
Udviklingen flerårig. Forpupning og klækning antageligt i
eftersommer og efterår med overvintring af imago i puppe-
hulen, som vistnok oftest findes i jorden ved stubben eller
stammen. I Mellem- og Sydsverige lever arten også hyppigt
Hlovtræer. (Pa. II: 307, S2361).

4. Stenøcorus Bat.

Nærstående til Toxotus, men adskilt fra denne slægt
ved, at følehornene er indleddede ganske lidt foran
øjnenes forrand, deres 3. led længere end 5., bagskin-
nebenene indvendig ved spidsen udrandede, med ende-
sporerne anbragt ovenfor udrandingen (fig. 34, a,
p. 67) og vingedækkernes spidser skråt afskårne, med
stumpvinklet sømhjørne.

1. St. meridiånus Panz. (fig. 40). Hoved og pronotum
sorte, iøvrigt sort eller helt eller delvis brungul, med stærk
variation — uafhængigt af køn — i forholdet mellem den
sorte og den brungule farves udbredelse. Hovedet omtrent
så bredt som pronotum, dette med to ret svage længde-
knuder og kortere sideknuder end hos Toxotus cursor. Vinge-
dækkerne bagud betydeligt tilsmalnede, med utydelige
længderibber. Længde 16—25 mm.

&: Gennemsnitligt mindre. Følehornene omtrent så lange
som eller ganske lidt kortere end kroppen. Vingedækkerne
smalle.

2: Følehornene betydeligt kortere end kroppen. Vinge-
dækkerne meget bredere.

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). I løvskove. Søger
til blomster, f. eks. af hvidtjørn og skærmplanter. Juni-juli.
ængler bl. a. i ask, pil og angrebne frugttræer. Larven lever
antageligt i stubbe og underjordiske rødder med forpupning
i jorden langs rødderne; udviklingen vistnok toårig. (Du:
120, Pa. II: 309).

18

Fig. 40. Stenocorus meridianus dg. x 2,4.

0. Påchyta. Zett.

Nærstående til de to foregående slægter, men ad-
skilt fra dem ved, at 3. bagfodsled kun er udrandet
omtrent til midten (fig. 34,b, p. 67) og vingedækkerne
kraftigt punkterede, fra Toxotus yderligere ved, at
vingedækkernes spidser er skråt afstudsede, med
stumpvinklet sømhjørne og pronotums længdeknuder
svagere, og fra Stenocorus yderligere ved, at bagskin-
nebenene ikke er udrandede indvendig ved spidsen
(fig. 34, b, p. 67). 3. følehornsled ca. så langt som 4.

79

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkerne hos & brune, undertiden delvis eller
yderst sjældent helt sorte, hos 9 gule, som regel
hvert med en sort plet, der omfatter skulderen og
strækker sig skråt tilbage mod sømmen, og en
REMME Sort. plet bagtil (fig. 41)... 1.låmed.
Vingedækkerne hos begge køn gule, hvert med to
sorte, runde eller firkantede pletter, af hvilke
den forreste ikke når frem til skulderen
2. quadrimaculåta.

1. P. låmed L. (fig. 41). Sort, vingedækkerne hos & brune,
undertiden med sort siderand, spids og bageste del af søm-
men, yderst sjældent helt sorte, hos 2 gule, hvert med to sorte
pletter, den forreste omfattende skulderen og strækkende sig
skråt tilbage mod sømmen, den bageste aflang, tilspidset,
ikke nående søm, siderand eller spids. Hovedet smallere end
pronotum, 5. følehornsled over ”/, gang længere end 4. Prono-
tum bredere end langt. Vingedækkerne kraftigt punkterede,
bagud tilsmalnede, spidsen skråt afstudset, med tydeligt af-
satte inder- og yderhjørner. Længde 14—22 mm.

&: Gennemsnitligt mindre. Følehornene lidt kortere end
kroppen. Vingedækkerne smallere, jfr. om farven ovenfor.

Q: Følehornene betydeligt kortere end kroppen. Denne
højere hvælvet, vingedækkerne meget bredere, jfr. foran om
farven.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet i det nordlige Sjælland:
Freerslev hegn (1 hun, !/, 1890), Asserbo plantage og Tis-
vilde hegn (nogle få eks. i løbet af mange år — 1897—1945 — i
tiden ?3/,-27/,, dels på blomster (Spiraea salicifolia og Chamae-
nerium), dels på en nåletræsstabel, dels sværmende i solskin,
bl. a. 3 sværmende eks. (2 IJ og 1 2) /, 1905 efterm.), Jæ-
gerspris Nordskov (1 3 på en skærmblonst, juli 1963). Imago
kan også træffes siddende forneden på gamle nåletræsstam-
mer. Larven lever især i store, tørre, nylig afdøde, stående
— undertiden brandskadede — granstammers nederste del og
rødder på dybt og løst, hovedsagelig af mos bestående hu-

80

muslag; udviklingen to- eller flerårig; larvegangene normalt
mellem bark og ved med ringe indgriben i veddet; forpup-
ning — hyppigst vistnok i humuslaget — og klækning i juni-—
juli. Hannen synes i Sverige at være betydeligt sjældnere end
hunnen: (Palm 'i'Sv? EPS 489577 135; Tindberg "ibid 7960:
110).

Fig. 41. Pachyta lamed £%. x 2,5.

2. P. quadrimaculåta L. Nærstående til lamed, men let
kendelig fra den ved farven og ved, at 5. følehørnsled kun er
lidt længere end 4. og kroppen, navnlig hos hunnen, mindre
højt hvælvet. Sort, vingedækkerne hvert med to sorte, runde
eller firkantede, velafgrænsede pletter, den ene noget bag
skuldrene, den anden noget foran spidsen; meget sjældent
mangler en af pletterne. Længde 14—20 mm.

81

åg: Kroppen smallere. Følehornene lidt længere end (hos 2
omtrent så lange som) vingedækkerne.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet for mange år siden i Grib-
skov og Teglstrup hegn (på en skærmplante), 1 eks. hver gang.
Ved Hittenbjergene ved Slesvig er den fundet i antal på
skærmplanter sidst i juli 1885, men den vides ikke at være
fundet i Lubeck-Hamburgegnen, og i Sverige og Norge er
den ikke fundet. I Tyskland og Frankrig anses den for en

bjergart. Dens forekomst hos os nu om stunder trænger til
nærmere bekræftelse. Angives at yngle i nåletræ.

[Evodinus Lec.

Adskilt fra de 3 foregående slægter ved de i over-
sigten anførte skelnemærker og iøvrigt kendetegnet
ved stumpe sideknuder på pronotum og meget fint
punkterede vingedækker med afrundede sømhjørner.

E. interrogatibnis L. Sort, vingedækkerne gule med
sort tegning, som regel på hvert en rodplet, 3 sidepletter og
en aflang, indadkrummet længdeplet ret nær sømmen.
Længde 11—14 mm.

åg: Følehornene lidt længere end hos 2.

Årten er angivet for over 200 år siden at være fundet i
Frederiksdal skov i Nordsjælland, men angivelsen er usikker,
DE der ér intet grundlag for at betragte arten, der ikke er
fundet i Hamburgegnen og vistnok ikke i nyere tid i Skåne,

og som anses for en boreoalpin bjergart, som hørende til vor
fauna. Den søger til blomster. Angives at yngle i fyr.]

[Gaurdtes Lec.

Adskilt fra de foregående slægter ved svagere,
meget stumpe sideknuder på pronotum og iøvrigt
kendetegnet ved, at øjnene ikke er udrandede, vinge-
dækkerne metalfarvede, groft punkterede, bagud
næppe tilsmalnede og deres spidser bredt rundet-
afstudsede med kun svagt stumpvinklede sømhjørner.

Victor Hansen: Træbukke 6

82

G. virginea L. Sort, vingedækkerne metalblå eller -grønne,
meget sjældent sorte, pronotum undertiden rødt, bugen rød.
Længde 9—12 mm.

Arten er fundet i Sydnorge og — dog vistnok ikke i nyere
tid — i Skåne, men forekommer vistnok ikke i Hamburgegnen.
Den anses i Tyskland og Frankrig for en bjergart. Den søger
til blomster. Angives at yngle i fyr.]

6. Acmaeops Lec.

Hovedet bag øjnene jævnt tilsmalnet, ikke brat
indsnøret (fig. 42), øjnene næppe udrandede. Prono-
tum uden tydelige sideknuder. Vingedækkerne ikke
tydeligt tilsmalnede bagud.

Fig. 42. Acmaeops collaris g. x 5,6.

83

t"A' collåris L. (fig. 42). Sort, pronotum og bugen røde,
pronotum dog yderst sjældent mørkt, vingedækkerne blankt
blåsorte. Oversiden med mørk, opstående behåring. Prono-
tum tilsmalnet fremefter, fint og spredt punkteret, siderne
ret jævnt rundede. Vingedækkerne meget bredere end pro-
notum, ret tæt, fortil ret kraftigt, mod spidsen finere punk-
terede, spidserne rundede. Længde 7—9 mm.

g: Følehornene lidt længere end (hos 29 ca. så lange som)
vingedækkerne.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved kroppens
farve. Hos danske eks. er pronotum lysere eller mørkere rødt,
meget sjældent med mørkere pletter.

Sjælden (J, Ø). Nørholm skov (talrig på blomster af bal-
drian og skærmplanter); Midt- og Vestlolland (f. eks. Knu-
thenborg park), Syd- og Vestsjælland (f. eks. ved Vording-
borg), Lerchenborg (på blomstrende hvidtjørn). Den yngler
bl. a. i eg, f. eks. under løs bark af blottede rodpartier. I
Sverige er larven fundet under løs bark af tørre, solekspo-
nerede, på jorden liggende grene af skovæble, der tidligere
havde været angrebet af Scolytus rugulosus; larverne gnavede
ingen egentlige gange, men levede af barkens næsten tørre
inderside, måske også af andre insekters ekskrementer eller
affald; under lignende forhold fandtes larver under bark af
en aspestamme, der havde været angrebet af Obrium can-
tharinum. Tilsvarende eller dog noget lignende iagttagelser
er gjort i Frankrig og England. Larvens levevis er vistnok
enestående blandt træbukkene; den gnaver ingen gange, er
meget bevægelig og kravler undertiden på jordbunden fra
en rod (eller gren) til en anden. Antagelig er udviklingen
imam med forpupning i, jorden, (Du: 118;'Ke:7 89; "Pa. IT:
300%, Picard: 14, 20).

7. Grammoptera Serv.

Hovedet bag øjnene ret brat indsnøret, øjnene be-
tydeligt udrandede, deres forrand — undtagen hos
tabacicolor — kun adskilt ganske kort fra kindbakkens
rod (fig. 43,a). Pronotums baghjørner meget kort,
spidst udadrettede. Vingedækkerne sorte eller brun-
gule, uden plet- eller båndtegning, bagud ikke eller

6=

84

a.$ rammopt era

db. Strangalia-

Fig. 43. Grammoptera ruficornis og Strangalia melanura. Hoved.

kun svagt tilsmalnede, med ikke eller næppe afstud-
sede spidser, sømhjørnet bredt afrundet.

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkerne brungule med smalt mørkere rande
1. tabacicolor.

Ningedækkerne hore SR 000, fx onkelen 2.
2. 'Lår og''skinneben énsfarvet' gule 10/05 2 4. ustulåta.
Mellem- og bagbenenes lår og skinneben helt eller
GGLVIS MØRK 0. is ERR ak men el 3 AAA SEE sd
3. Forbenene helt eller overvejende rødgule. Længde
Aa] mak. KON REESE 0 BR 2: ruficdrnis

Forbenene' helt eller OVErVe ende sorten 22. Cs 4.
4. Mindre, 4,5—6,5 mm. 2. følehornsled omtrent dob-
belt så langt som bredt, ca. ”/, så langt som 1. led
É 2.ruficérnis var. holomelina.
Større, 7—9,4 mm. 2. følehornsled kun lidt længere
end bredt, ca. ”/, så langt som 1. led ... 3. variegåta.

1. G. (underslægt Alostérna Muls.) tabacicolor Deg.
(fig. 44). Adskilt fra de følgende arter ved, at tindingerne bag-
til er skarptkantet afgrænsede fra halsen og øjnenes forrand
længere adskilt fra kindbakkens rod, og iøvrigt let kendelig
på vingedækkernes farve. Sort, tyndt grågult behåret, vinge-
dækkerne brungule, søm, yderrand og spids smalt mørke,
benene brungule, lårspidserne og fødderne oftest mørkere,

85

følehornene sorte, roden ofte lysere. Pronotum lidt længere
end bredt, fint og tæt punkteret. Vingedækkerne kraftigere,
lidet tæt punkterede. Længde 6—9 mm.

gg: Følehornene ca. så lange som (hos 2 oftest lidt kortere
end) kroppen. Vingedækkerne lidt smallere, bagud oftest
svagt (hos 2 ikke) tilsmalnede.

Fig. 44. Grammoptera tabacicolor g. Xx 5.

Almindelig (J, Ø, B). På blomster, især i juni-juli. Yngler
i eg og avnbøg, i udlandet også fundet i hassel, birk, fyr og
gran. Udviklingen antagelig toårig. Larven lever både i stam-
mer, stubbe og grene og foretrækker ret fugtigt ved, men for-
pupper sig i mere tørt ved eller i barken; forpupning og klæk-
ning om forsommeren. (Du: 132, Kr. I: 83, II: 219, Pa. II:
SL HT. SV. E. T. 1951: 50).

2. G. ruficérnis Fabr. (fig. 45). Sort, oversiden ret tyndt,
grågult behåret, forbenene rødgule med mørkere fødder og
lårryg, mellem- og bagbenene sorte, lårroden og sjældent

86

også delvis mellemskinnebenene rødgule; følehornene rød-
gule, leddene (undtagen 1. og 2.) mod spidsen mørkere. Pro-
notum rigeligt ($) eller ca. (9) så langt som bredt, fint og
yderst tæt punkteret. Vingedækkerne lidt kraftigere og lidt
mindre tæt punkterede. Længde 4,5—6,5 mm.

Fig. 45. Grammoptera ruficornis 2. x 8.

åg: Følehornene lidt (hos 2 noget) kortere end kroppen.
Vingedækkerne noget smallere.

Var. holomelina Pool har helt sorte følehorn og ben,
men forbindes med hovedformen ved jævne overgange.

Arten er gennemsnitligt mindre end de to følgende, og
hovedformen adskilles let fra dem ved benenes farve, der er
mørkere end hos ustulata og lysere end hos variegata. Var.
holomelina, der ligner variegata i benenes og følehornenes

87

farve, adskilles fra denne ved de i oversigten (under 4) an-
førte kendetegn samt ved smallere krop og ensfarvet sort
bug hos begge køn.

Almindelig i skove. (J, Ø, B); i Jylland dog måske noget
lokal. På blomster, hyppigst i juni. Den yngler i mange for-
skellige løvtræer (pil, poppel, ask, eg, hassel m. v.). Larven
er hos os fundet under asketræsbark og i stammer af ved-
bend, i Sverige i 3-12 mm tykke, døde, tørre og ret hårde
hvidtjørnsgrene og i grene af benved; den lever vistnok over-
vejende mellem bark og ved med forpupning i maj i det
yderste vedlag og klækning i maj-juni. Udviklingen antagelig
FEER 130, Kr. 1:83, 11: 219, Pa. IT: 310, jfr).Sv. EST:
T95T: 50).

Var. holomelina synes at være meget sjælden hos os; ek-
semplarer foreligger fra Vejleegnen (Assendrup, Årup, Pe
1963).

3. G. variegåta Germ. (anålis Panz.). Sort, oversiden ret
tyndt gråligt behåret, følehornenes spids og lårenes rod under-
tiden lysere; 4. og 5. samt den bageste del af 3. bugled hos 2
røde. Pronotum og vingedækkerne omtrent som hos ruficornis.
Længde 7—9,4 mm.

Q: Jfr. ovenfor.

Gennemsnitligt større end ruficornis og ustulata og let ken-
delig fra den sidstnævnte og fra hovedformen af ruficornis
ved benenes mørke farve; om adskillelsen fra ruficornis var.
holomelina se foran under denne.

Meget sjælden og enkeltvis (J, B). Nørholm skov (1 eks.
31, 1902, 2 eks. på blomstrende hvidtjørn 2f/, 1918 og 239/,
1919), Hald Nørreskov (1 eks. under egebark); Svaneke
(1 eks. ”?”/, 1934). Larven lever i nylig døde eller hensygnende
løvtræsgrene, især af eg. Larvegangene under barken, for-

pupning i splinten om foråret og klækning om forsommeren.
Imago søger til blomster, bl. a. af eg. (Du: 132).

4. G. ustulåta Schall. (praeusta Fabr.). Sort, lår og skinne-
ben rødgule, følehornene brune, lysere mod roden og spidsen,
pronotum og vingedækkerne, undtagen disses yderste spids,
tæt guldgult behårede. Pronotum ca. så langt som bredt,
yderst fint og tæt punkteret. Vingedækkerne fint og tæt punk-
terede. Længde 6—7,5 mm.

88

åg: Kroppen lidt smallere. Følehornene lidt længere end
(hos 2 ca. så lange som) vingedækkerne.

Let kendelig fra de to forgående ved de ensfarvet rødgule
lår og skinneben og den guldgule behåring, der giver dyret et
smukt skær.

Sjælden (J, Ø). Ulfslyst ved Haderslev, Nørholm skov,
Gyllingnæs, Lindum skov; Keldskov, Roden skov, Sundby
Storskov, Maribo, Gedsergård, Lindeskov ved Nykøbing
F., Redsle skov, Jægerspris Nordskov; oftest på blomstrende
hvidtjørn; også på blomstrende eg. Juni. I Sverige er imagines
fundet i puppehuler under barken af 2—4 cm tykke, lav- og
svampeklædte, udgåede grene på levende ege, ”/.. Den angives

at yngle også i andre løvtræer, f. eks. navr og ægte kastanie,
og i Hibiscus og Althaea. (Pa. II: 310).

8. Judolia Muls.

Hovedet bag øjnene brat indsnøret, øjnene stærkt
udrandede, deres forrand adskilt betydeligt fra kind-
bakkernes rod (omtrent som fig. 43,b). Pronotum
fremefter tilsmalnet, med en smal tværfure bag for-
randen og en tværfure foran roden, baghjørnerne kort
eller ret kort, spidst udadrettede. Vingedækkerne
gule med sort tegning, bagud tydeligt tilsmalnede,
spidserne afrundede.

Vore to arter er let kendelige fra vore andre Lep-
turiner med gult- og sorttegnede vingedækker ved
disses afrundede spidser.

Oversigt over arterne.

1. Pronotums behåring bestående af stærkt nedad-
krummede hår. Vingedækkerne ca. eller lidt over
1/, gang længere end brede, søm og siderand gule

1. cerambyciformis.
Pronotums behåring udstående. Vingedækkerne
ca. eller omtrent dobbelt så lange som brede,

søm og siderand sorte VERNE 2. sexmaculåta.

89

1. J. cerambyciférmis Schrank (fig. 46). Sort, ret mat,
gulligt behåret, vingedækkerne blegt gule, med sort, stærkt
varierende plettegning, der på hvert normalt består af 2 eller
3 småpletter fortil, en stor rund sideplet bag midten og en

m
ER

(€)

Fig. 46. Judolia ceramhbyciformis 2. x 4,3.

spidsplet. Pronotum fint og tæt punkteret, tværfuren foran
roden bred og kraftig, i midten afbrudt, baghjørnernes korte,
udstående spids forsynet med en kraftig, udstående hårdusk.
Vingedækkerne tæt kornet-punkterede, højt hvælvede. Læng-
de 8—12 mm.

åg: Kroppen smallere, vingedækkerne stærkere tilsmalnede

90

bagud, pronotum ca. så langt som bredt (hos 2 lidt bredere
end langt). Følehornene lidt længere end (hos 29 ca. så lange
som) pronotum og vingedækker.

Sjælden (J), men udbredt i Sønderjylland og det østjyske
område Kolding-Randers. F. eks.: Kollund skov, Bommerlund
plantage, Draved skov, Nørholm skov, Fakkegrav, Kærskov
ved Oens, Frijsenborg (Lille Dyrehave). På blomster, f. eks.
skærmblomster, og sværmende i solskinsvejr. Maj-aug. Yngler
i løvtræ, såsom eg og birk. Udviklingen antagelig toårig.
Larven lever især i noget fugtige dele af rødderne af nylig
døde træer; når angrebne roddele er dækket af jord, er lar-
ven vistnok i stand til at kravle fra en rod til en anden; for-
pupning i apr.—maj i jorden i en kokon nær roden, ofte ret
dybt nede; klækning noget senere. (Du: 9, 143).

2. J. sexmaculåta L. Sort, behåringen på pronotum ret
tæt og lang, udstående, grålig, på vingedækkerne fin og tynd,
nedliggende, gullig, vingedækkerne ret blanke, gule med sort
søm, yderrand og rod samt 3 sorte, ofte noget takkede tvær-
bånd, et, hyppigt afbrudt, foran midten, et bag midten og
et på spidsen; den sorte tegning varierende i udstrækning.
Pronotum fint og tæt punkteret, ca. så langt som bredt, tvær-
furen foran roden ret svag, især i midten, baghjørnerne ret
kort, spidst udadrettede. Vingedækkerne fint, noget kornet
punkterede, mindre stærkt hvælvede end hos cerambyciformis.
Længde 8—12 mm.

åg: Følehornene lidt længere end (hos 2 ca. så lange som)
hoved og pronotum. Kroppen lidt smallere.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet i Nordsjælland: Gribskov
(ved Gribsø station, nogle eks. på hindbærblomster, ?%/,-39/,
1943—46, ved Kagerup, ”!5/, 1947), Teglstrup hegn (2 eks.,
25/. 1942, 1 eks. 1?/. 1948 på blomstrende tørstetræ), Hornbæk
plantage (1 eks., 7/7, 1898). Udviklingen finder sted i rodpar-
tiet under jorden af gamle, bløde, i skygge stående granstubbe

og angives også at foregå i fyrrestubbe. (Lundberg i Sv. E. T.
1955: 166, 1964: 167).

. LEDLAFE 12

Hovedet bag øjnene brat indsnævret, øjnene tyde-
ligt udrandede, deres forrand adskilt betydeligt fra

gl

-kindbakkernes rod (som fig. 43,b, p. 84). Pronotum
tilsmalnet fremefter, baghjørnerne stumpe eller meget
kort tilspidsede, ikke sluttende sig til vingedækkernes
skuldre, dets bagrands indbugtning ikke nående helt
ud til baghjørnet. Vingedækkernes spidser afstudsede
eller udrandede, kun hos livida afrundede.

(7)

me |

Oversigt over arterne.

Vingedækkerne ensfarvet sorte. Pronotums behå-
ring meget kort. Vingedækkernes yderste spids-
hjørne spidsvinklet fremtrædende. Længde 14—
Ea rr HA ER ENE 4. scutellåta.
Vingedækkerne anderledes farvede, i modsat fald
(virens og sexguttata var. atrata) pronotums be-

REE, HUSTAEANAE ES ee ke SDR NEN 2.
Vingedækkerne sorte med fin, tæt, filtagtig, grøn

HERRE. Længde 15-20 mm. LES. VIGE virens:
Vingedækkerne anderledes behårede og (bortset

fra sexgutiata var. atrata) anderledes farvede. . 3
Vingedækkerne sorte, som regel hvert med 3 gule

EET. DUE SLØR ER. 3. sexguttåta.
EVinkedækkerne anderledes farvede. ; 6044. sner Å.
Skinnebenene gullige. Længde 13—19 mm .... 5. rubra.
Mellem- og bagskinnebenene sorte. Længde 7—12

BR EET ae . FPOT. PE es VONAA SR NR EN 5
De mellemste følehornsled tvefarvede, sorte med

REE TE EA SEG SE 2. maculicérnis.
RNEEETERE ensfarvet sorte. ss Ed. Eske sænk 6

Vingedækkernes spidser afrundede. Pronotum og
vingedækkerne med lang, opstående behåring 1.livida.
Vingedækkernes spidser afstudsede eller svagt ud-
BEES BEAT MEE KE Or, SOE DET SST sr >
Tindingerne mere eller mindre tydeligt vinkelfor-
met fremstående foran indsnøringen (fig. 50, a,
p. 99). Vingedækkerne hos 2 overvejende mørkt
BEER 7 5 i E BRS SN ÆUEER SLA 6. sanguinolénta.

92

Tindingerne som regel ret jævnt rundede foran
indsnøringen, uden tydelig vinkel (fig. 50, a).
Vingedækkerne hos 2 overvejende lyst, gulligt
hebr 390 urtid te sake land inexspectåta.

1. L. livida Fabr. Sort, oversiden med ret lang, opstående,
på forkroppen grålig, på vingedækkerne gullig behåring, vin-
gedækkerne gullige, for- eller for- og mellemskinnebenene
ofte brungule. Følehornene mod spidsen svagt fortykkede.
Pronotum rigeligt ($) eller ca. (9) så langt som bredt, ret tæt
og kraftigt punkteret, foran roden på hver side med et svagt
tværindtryk, baghjørnerne retvinklede, ikke udstående. Vin-
gedækkerne ret blanke, lidet tæt, ret kraftigt punkterede.
Længde 7—9 mm.

gå: Vingedækkerne tilsmalnede bagud allerede fra skuldrene
(hos 2 først langt bag midten). Følehornene lidt længere end
(hos 2 ca. så lange som) vingedækkerne.

Let kendelig ved de gule vingedækkers ret lange, opstå-
ende behåring- og afrundede spidser.

Meget sjælden (J). Kun fundet i Sønderjylland: Bøffel-
kobbel skov vest for Dybbøl (flere eks., ?Z/, 1903), Als, Bol-
derslev skov sydvest for Åbenrå (flere eks.). I de senere år
— siden ca. 1948 — er den fundet flere gange i Frøslev plantage
i tiden ?5/,-12/,, talrigst først i juli, på blomster af røllike, hvid
økseøje, tidsler og skærmplanter. Larven lever hos os antage-
ligt i nåletræ. I Frankrig angives arten at være klækket af
døde grene af stedsegrøn eg og ægte kastanie.

2. L. maculicérnis Deg. Sort, pronotum med opstående,
grålig, vingedækkerne med tynd, omtrent nedliggende, lys
behåring, følehornenes mellemste led med gul rod, vingedæk-
kerne gullige med mørk spids og ofte mørk yderrand. Føle-
hornene mod spidsen svagt fortykkede. Pronotum ca. så langt
som bredt, tæt punkteret, bag forranden og foran roden med
en tværfure, baghjørnerne ganske lidt spidsvinklede og lidt
udstående. Vingedækkerne ret tæt og ret kraftigt punkterede,
spidserne afstudsede, søm- og yderhjørnerne stumpvinklede
eller lidt rundede, ikke tandformede. Længde 8—10 mm.

93

gå: Vingedækkerne lidt smallere, og bagud tydeligt (hos 9
næppe eller ganske svagt) tilsmalnede. Følehornene noget
(hos 2 kun ganske lidt) længere end vingedækkerne. Sidste
bugleds bagrand bredt udrandet med fremstående yderhjør-
ner (hos 2 fladt rundet).

Let kendelig ved de sort- og gulringede mellemste føle-
hornsled, vingedækkernes farve og formen af deres spids-
parti.

Meget sjælden (B). Kun fundet i Strandskoven nord for
Rønne mellem Bagå og Hasle teglværk (1 eks. på røllike-
blomst, "?/,). 1 eks. mærket »Hellebæk 1902« er usikkert som
dansk. I Sverige er arten udbredt og lever som larve i mørt
ved både af løvtræ og nåletræ, såsom birk, eg, bøg, gran
og fyr, f. eks. i hegnspæle og på jorden eller i sandet lig-
gende grene. Udviklingen antagelig toårig; forpupning og
klækning om forsommeren. Imago søger til blomster (f. eks.

af Chamaenerium) og flyver i varmt solskinsvejr. (Pa. II:
311).

3. L. sexguttåta Fabr. (fig. 47). Kroppen ret smal. Sort,
pronotum med ret lang, opstående, grålig, vingedækkerne
med ret kort, skråt opad- og bagudrettet, mørkebrun behå-
ring, vingedækkerne hvert med 3 mørkegule pletter, en nær
scutellum, en foran og en bag midten; pletterne varierer i ud-
strækning, og de to bageste flyder (især hos hannen) ofte sam-
men (var. exclamatibnis Fabr.); undertiden mangler plet-
terne helt (var. atråta Schilsky). Hovedets tindinger bagtil
skarpvinklet bagudtrukne. Pronotum lidt længere end bredt,
fint og tæt punkteret, foran roden med en svag tværfure,
baghjørnerne ganske lidt spidsvinklede, kun ganske svagt
fremtrædende. Vingedækkerne ret blanke, tæt og ret kraftigt
punkterede, spidserne afstudsede. Længde 7,5—12 mm.

åg: Vingedækkerne smallere, tydeligt (hos 2 ikke eller kun
svagt) tilsmalnede bagud. Følehornene ca. så lange som (hos
Q lidt kortere end) kroppen. Mellemhofternes bagrand med et
tornformet fremspring (hos 9 vinkelformet).

Let kendelig ved de i hvert fald overvejende sorte, ret
kraftigt punkterede, skråt opstående, mørkt behårede vinge-
dækker.

94

Sjælden (J, B). Rise skov ved Åbenrå, Gram, Nørholm
skov (talrig på blomster af baldrian, mjødurt og skærmplan-
ter), Mavsing skov ved Silkeborg, Lille Dyrehave ved Frij-
senborg, Lavrbjerg, Hald Egeskov, Løjstrup skov ved Langå,
Dronningborg skov ved Randers, Ulslev; Almindingen
(ketset på ranunkler). Juni—juli. Larven lever antageligt i

Fig. 47. Leptura sexguttata gg. x 5.

mørt ved af løvtræer, måske især eg, men også bøg og avn-
bøg. (Pa. II: 311). I Sverige er arten klækket af gamle, lig-
gende, barkfri, tørre og hårde egegrene (Sv. E. T. 1964: 165).

4. L. scutellåta Fabr. (fig, 48).: Sort, oversiden med kort,
næsten nedliggende, brunlig behåring. Pronotum tæt og
kraftigt punkteret, bag forranden og foran den stærkt tve-
bugtede rod kraftigt tværfuret, baghjørnerne næppe udstå-
ende. Vingedækkerne fortil kraftigt, bagud meget finere
punkterede, spidsen skråt udrandet, sømhjørnet stump-,
yderhjørnet spidsvinklet. Længde 14—20 mm.

95

Øg: Slankere, vingedækkerne blanke, bagud stærkere til-
smalnede. Følehornene lidt længere end vingedækkerne.

2: Meget bredere, vingedækkerne, undtagen fortil, matte
som følge af meget tæt mikrochagrinering. Følehornene lidt
kortere end vingedækkerne.

Fig. 48. Leptura scutellata ?. x 3.

Let kendelig ved størrelsen, den helt sorte farve og vinge-
dækkernes punktur.

Udbredt i vore ældre bøgeskove, men ret sjælden, især i
Jylland (J, Ø). Yngler i møre, tørre bøgestammer, -grene
og -stubbe og træffes især på brændestabler og levende eller
døde stammer eller sværmende omkring disse, af og til også
på blomster, navnlig af skærmplanter. I udlandet også fundet
i birk, eg og avnbøg. Juni-aug., hyppigst i juli. Udviklingen
flerårig. De slyngede, væsenligt længdegående larvegange
findes i dødt, ofte forholdsvis fast og hårdt, undertiden dog

96

blødt, svampet ved; forpupning (sammesteds) og klækning
i maj-juni; imago kommer ofte først frem nogen tid efter
klækningen; flyvehullet cirkelrundt. (Kr. II: 218, Pa. II: 312).

[L. virens L. Sort, med tæt, grøn, kort og nedlig-
gende — på forkroppen dog lang og opstående — be-
håring, der giver dyret et stærkt grønligt skær og gør
arten let kendelig; følehornenes 3.—11. led med rød-
gul rod. Vingedækkerne tilsmalnede bagud, stærkest
hos hannen. Længde 15—20 mm.

Der foreligger et eks. mrk. »e Dania«, stammende fra
Christian VIIPs samling; endvidere angives nogle eks. at
være fundet i Trelde skov for over 100 år siden, men disse
eks. foreligger ikke. Arten er ikke senere fundet hos os, og
den kan ikke betragtes som hørende til vor fauna. Den er
sjælden i Tyskland og forekommer næppe i Hamburgegnen;
den er fundet i Sydnorge og udbredt i Sverige, hvor den bl. a.
er fundet i Skåne, dog vistnok ikke i nyere tid; den anses i
Tyskland og Frankrig for en bjergart. Den søger til blomster,
især af skærmplanter, og angives at yngle i gran.]

5. L. rubra L. (teståcea L.) (fig. 49). Sort, oversiden med
fin, kort, næsten nedliggende, gullig behåring, vingedækker,
skinneben og føddernes inderste del samt hos hunnen tillige
pronotum og ofte to runde pletter mellem øjnene lyse: hos
hannen gule, hos hunnen orangefarvede, hunnens pronotum
dog for- og bagtil ofte smalt sort. Pronotum med en kraftig
tværfure bag forranden og foran roden, tæt og ret fint punk-
teret, baghjørnerne kort, lidt spidsvinklet udstående. Vinge-
dækkerne fint og tæt punkterede, spidserne omtrent som hos
scutellata. Længde 13—19 mm.

åg: Pronotum ca. så langt som bredt. Vingedækkerne ret
stærkt tilsmalnede bagud. Følehornene lidt længere end vinge-
dækkerne. Jfr. endvidere overfor om farveforskellen.

2: Kroppen bredere. Pronotum ca. !/, bredere end langt.
Vingedækkerne svagt tilsmalnede bagud. Følehornene lidt
kortere end vingedækkerne.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved vingedækker-
nes og benenes farve.

97

Vistnok kun fundet i Jylland (Frøslev plantage, Kollund
skov, Søgård skov, Draved skov og Fjærsted skov, og flere
midt- og vestjyske plantager), og i adskillige nordsjællandske
skove. Imago træffes sværmende i solskin eller krybende frem-
me, sjældnere på blomster, bl. a. af Linaria. Juli-aug. Yngler

Fig. 49. Leptura rubra g. x 3.

i fældet fyr og gran (måske også lærk), der har henligget så
længe i skoven, at de ydre dele af træet er rådnet hen; i den
indre mere friske del af træet lever larverne; gangene er hoved-
sagelig længdegange, flyvehullerne omtrent cirkelrunde. Da
arten også angriber hegnsstolper og -pæle, der ikke er godt
imprægnerede, er den teknisk skadelig. (Bo: 384, Tr: 36).

6. L. sanguinolénta L. Sort, pronotum med lys, kort,
næsten nedliggende og på siderne længere udstående behåring,
vingedækkerne med fin, kort, tynd, nedliggende, overvejende
mørk behåring; vingedækkerne hos hannen gule med mørk
yderrand og spids, hos hunnen blodrøde med mørkt ydre
spidshjørne og undtagelsesvis ganske smalt mørk yderrand.

Victor Hansen: Træbukke 7

98

Pronotum rigeligt ($) eller ca. (9) så langt som bredt, tæt og
ret fint punkteret, med en tværfure bag forranden og foran
roden, baghjørnerne kort, lidt spidsvinklet udstående. Vinge-
dækkerne med svagt udrandede spidser, stumpvinklet søm-
hjørne og kort tandformet yderhjørne. Længde 9—12 mm.

g: Smallere. Vingedækkerne stærkere tilsmalnede bagud,
lidt blanke, deres punktur lidt tættere og kraftigere. Føle-
hornene lidt længere end vingedækkerne. Jfr. endvidere oven-
for om farveforskellen. Penis langt tilspidset, se fig. 50,a.

2: Bredere. Vingedækkerne svagt tilsmalnede bagud,
matte, fint og lidet tæt punkterede. Følehornene ca. så lange
som vingedækkerne.

Udbredt i nåleskove (J, Ø), men vistnok mindre hyppig i
Jylland end på Øerne. Imago søger til blomster. Især juni—
juli. Yngler i gran og fyr. Larvegangene går ind i veddet.
(Sa: IT: 367):

Formen sandoeénsis Palm, der især er kendetegnet ved
mere afrundede tindinger, anses nu kun for en varietet af
sanguinolenta. Der foreligger kun et enkelt dansk, gammelt
eks. ($), mrk. »Nordjylland«.

[L. inexspectåta Jansson og Sjåberg. Yderst nærstående
til sanguinolenta, men adskilt fra den ved, at tindingerne
som regel er ret jævnt rundede, uden tydelig vinkel (fig. 50, b).
Endvidere er pronotum ganske lidt mere langstrakt og også
på ryggen opstående behåret, vingedækkernes behåring lys
og bagføddernes 2. led, især hos hannen, længere. Længde
9—12 mm.

&g og 2 som hos sanguinolenta, hunnens vingedækker har
dog ofte smalt mørk yderrand og smalt mørkt spidsparti
(ikke blot yderhjørne), og hannens penis er kort tilspidset og,
set fra siden, stærkere krummet bagtil og med lidt stærkere
bøjet yderste spidsparti (fig. 50, b).

Tindingernes form synes både hos sanguinolenta og hos
inexspectata at kunne variere og vingedækkebehåringens farve
er meget vanskelig at bedømme, da hårene viser forskellig
farve set i forskellige retninger. Også de andre karakterer er
måske noget vage, men inexspectata's artsberettigelse bestyrkes

99

(=
=

at. sanguin olenta

G. inexspectata

Fig. 50. Leptura sanguinolenta og inexspectata. Penis, set fra oven

og fra siden. Hovedet; sanguinolenta I med typisk udpræget, II

med kun svagt udpræget tindingvinkel; tindingbehåringen ude-
ladt.

ved en formentlig konstant forskel i formen af hannens pa-
ringsorgan, se ovf.

Der foreligger kun et enkelt, gammelt eks. (9), mærket
»Hørsholm«. Dette fund giver ikke tilstrækkeligt grundlag
for at betragte arten som hørende til vor fauna. Den er fun-
det bl.a. i Skåne og er knyttet til nåletræ.]

Fi.

100

10. Strangålia Serv.

Nærstående til Leptura, men adskilt fra denne slægt
ved, at pronotums baghjørner er trukket ud i en ret
lang spids, der slutter sig til vingedækkernes skuldre,
og at dets bagrand er indbuet helt ud til spidsen.
Pronotum som regel tilsmalnet konisk fremefter.
Vingedækkernes spidser skråt afstudsede eller ud-
randede, yderhjørnet som regel tandformet.

Vore arter er let kendelige fra hverandre alene ved
farven.

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkerne med sort og gul tværbåndstegning

i JL 75 4 BEER BASS DN NE NAK ERE SERENE NREN PD 2:
Vingedækkérne':anderledes farvede. 21, konstetnge 4.

Br Bone ate SIDES SM 5. quadrifasciåta.
Benenesdelvis Fuller ser? SI J, SPADE NEDE" SØ

3. 3. bagfodsled tvelappet, spaltet ca. til midten
(fig. 54). Pronotum med tydelige sideknuder
lidt foran midten. 3.—11. følehornsled som regel
tvefarvede, sorte med gult rodparti. Kroppen
net FH SAN Tse ner sk HE san DE Ak eReE 6. maculåta.
3. bagfodsled simpelt, kun ganske svagt udrandet,
ved spidsen (fig. 55). Pronotum uden tydelige side-
knuder. Kroppen yderst smal (fig. 55) 7. attenuåta.
4. Vingedækkerne røde (2) eller brungule ($) med
sort som. og spidsparti ir esen 2. melanura.
Vingedækkerne:anderledes farvedess 2/0 ARMOR SE
5. Pronotum lidt foran midten med tydelige sideknu-
der og her lidt bredere end langt. Hoved, prono-
tum, lår og skinneben næsten altid rødgule
Læevestitae,
Pronotum uden tydelige sideknuder lidt foran
midten og her ikke bredere end langt. Hele over-
siden, følehern oghen sarte cs bre Diels leg 6.

101

6. Pronotum mat, yderst tæt og ret kraftigt punk-
teret. Bugen sort. Længde 12—15 mm.. 4. åethiops.
Pronotum blankt, fint og spredt punkteret. Bugen
eller ($) dens bageste halvdel rød. Længde 7—9
AT RER ANE 3: ST JN Regne: nigra,

AS Er. revestita L. Stærkt varierende i farven. Som
regel er hoved, pronotum, forbryst, bug, de mørke følehorns
rodled og benene (undtagen de mørke fødder) rødgule og
vingedækkerne enten sorte eller helt eller delvis rødgule;
kun yderst sjældent er hoved og pronotum helt eller delvis
sorte. Oversiden meget blank, tyndt, gråligt behåret. Prono-
tum ret fint og ret tæt punkteret, bag forranden næsten uden,
foran roden med en ret svag tværfure, siderne bag sideknu-
derne tydeligt indbuede. Vingedækkerne ret fint og tæt, under-
tiden svagt kornet punkterede. Længde 9—15 mm.

åg: Kroppen smallere, følehornene lidt længere end (hos
CQC ca. så lange som) vingedækkerne.

Bortset fra de yderst sjældne, hos os ikke fundne variete-
ter med mørk forkrop, straks kendelig ved rødgult hoved og
pronotum. Af de ret fåtallige danske eks. har de fleste sorte,
de øvrige rødgule vingedækker.

Sjælden og oftest kun enkeltvis (J, Ø). Jelsskov, Stensballe
skov, Funder (på blomstrende tørstetræ), Silkeborg, Hald
Nørreskov, Lindum skov og det nærliggende Trinderup krat;
Odense, Rødby, Keldskov, Bremersvold, Stensgårde pr. Har-
pelunde (1 eks., /, 1933), Maribo, Herlufsholm, Sorø, Hillerød,
Gribskov. De fleste af disse fund ligger over 75 år tilbage, og
arten er antagelig i vort århundrede blevet meget sjældnere
hos os. Hyppigst fundet i tiden ?/,-2-/,, en enkelt gang ”/,.
Den er knyttet til forskellige løvtræer, såsom eg, el, poppel og
bøg; imago træffes på stammerne og på blomster, bl. a. af

hvidtjørn, tørstetræ, kornel, rose og skærmplanter. (Pa. II:
312).

2. Str. melanura L. (fig. 51). Sort, oversiden tyndt, gul-
ligt behåret, vingedækkerne brungule ($) eller røde (9),
oftest med yderst smalt mørk yderrand, sømmen og spids-
partiet smalt ($) eller bredere (9) sort. Pronotum ret mat,
tæt og ret fint punkteret, fortil kun med en fin randlinie, for-

102

an bagranden på hver side med et ganske svagt tværindtryk.
Vingedækkerne mindre tæt punkterede. Længde 7—11 mm.

gg: Vingedækkerne lidt smallere, bagud stærkere, mere
retliniet tilsmalnede, jfr. om farven ovenfor. Følehornene
lidt længere.

Fig. 51. Strangalia melanura gg. x 5.

Straks kendelig fra de andre arter ved farven. Fra Leptura
sanguinolenta adskilles den let ved det ikke for- og bagtil
tværfurede pronotum og dettes meget længere udstående
baghjørner samt den sorte vingedækkesøm.

Meget almindelig (J, Ø, B). Søger til blomster; juni-juli.
Larven er i udlandet fundet i fugtige, møre, på jorden lig-

gende grene af eg, ahorn og fyr. (Du: 138, Pa. II: 313, jfr.
Sv. E: T/41958 109).

103

3: Str; nigra L. (fig. 52). Sort, bugen (9) eller dens bage-
ste halvdel ($) rød. Oversiden noget blank, tyndt gråligt be-
håret. Pronotum tilsmalnet stærkt fremefter allerede fra
roden, fortil kun med en fin randlinie, foran bagranden på

Fig. 52. Strangalia nigra gg. x 6.

hver side med et svagt tværindtryk. Vingedækkerne ret fint
og ikke særlig tæt punkterede. Længde 7—9 mm.

gg: Kroppen smallere, vingedækkerne stærkere, mere ret-
liniet tilsmalnede bagud, jfr. om bugens farve ovenfor.

Let kendelig ved farven.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). På skovsletter på blom-
ster især af Ranunculus, Hieracium og Linaria. Juni-aug.

104

Arten yngler sikkert i løvtræ; i Sverige er den en enkelt gang
klækket af døde, tørre, udvendig hårde, indvendig møre
hasselstammer. (Pa. II: 314).

4. Str: vaethiops-'Poda- (åtra ;'Laich.).« SorE voversiden
meget tyndt, på pronotum noget længere og udstående be-
håret, fint og tæt, på pronotum yderst tæt punkteret. Prono-
tum i forreste halvdel stærkt tilsmalnet fremefter, bag den
ophøjede forrand og foran bagranden med tydelig tværfure.
Vingedækkerne noget blanke. Længde 12-15 mm.

åg: Kroppen smallere. Bagskinnebenene svagt S-formet
krummede, noget drejede, mod spidsen udvidede og langs
undersiden skarptkantede.

Let kendelig fraf de andre arter ved den helt sorte farve.
Fra den ligeledes helt sorte Leptura scutellata adskilles den
let ved ringere størrelse, meget slankere krop, længere ben,
meget finere oversidepunktur og pronotums udstående bag-
hjørner.

Sjælden (J, Ø), mest udbredt i Jylland. F. eks.: Sønder-
borg, Haderslevegnen, Nørholm skov, Trelde skov, Rugballe-
gård ved Vejle, Horsens, Serup (på bævreasp), Lavrbjerg
(banket af hassel), Dronningborg skov ved Randers, Hobro
skov, Lundby krat, Bjørum skov; Lohals, Svendborgegnen,
Hunderup. Fund fra øerne øst for Storebælt foreligger ikke.

Søger til blomster, f. eks. af baldrian, hindbær og Viburnum.
Juni—juli. Yngler sikkert i løvtræ.

5, Str. quadrifastiåta L. (fig. 53): Sort, oversiden kort;
mørkt behåret, fint og tæt punkteret, vingedækkerne hvert
med noget varierende, stærkt gul, gultbehåret tegning, be-
stående af en plet under skuldrene og 4 mere eller mindre
tværbåndsagtige, ofte noget takkede pletter, der ikke når
ind til sømmen og kun meget sjældent er delvis sammen-
flydende. Pronotum fortil stærkt tilsmalnet, bag den op-
højede forrand og foran bagranden med kraftig tværfure.
Vingedækkerne ret blanke, spidserne udrandede, med ret
stærkt tandformet fremspringende yderhjørne. Længde 13—18
mn;

åg: Kroppen smallere. Følehornene lidt længere end vinge-
dækkerne, ensfarvet sorte. Sidste rygleds bagrand rundet.

105

Q: Følehornene lidt kortere end vingedækkerne, de 3 yder-
ste led gulbrune. Sidste bugleds bagrand i midten indbuet.

Let kendelig ved farven.

Almindelig i løvskove (J, Ø, B). Søger til blomster; især

juni-juli. Yngler især på fugtig bund i stubbe og liggende
stammer af løvtræer, bl. a. el, birk, eg og pil, ganske undta-

Fig. 53. Strangalia quadrifasciata 9%. x 3.

gelsesvis i nåletræ. Udviklingen mindst toårig, Larven lever
i den indre, ofte mere eller mindre fugtige og møre del af
veddet, men arten er forøvrigt meget lidt kræsen med hensyn
til veddets karakter og yngler ofte i flere generationer i samme
stamme eller stub; forpupning om forsommeren; klækning
AHS sidst i juni. (Du: 134, Kr. I: 84, Pa. I: 204, II: 313,
Twinn i E. M. M. 1955: 219).

6. Str. maculåta Poda (armåta Hhbst.) (fig. 54). Sort,
oversiden gulligt, på vingedækkerne tyndt behåret, vinge-

106

dækkerne lysegule med sort søm og spidsplet og 3 sorte
tværbånd, af hvilke de to forreste ofte er opløst i pletter, den
sorte farve iøvrigt varierende i udstrækning; benene gule,
skinnebensspidserne, baglårsspidserne og delvis fødderne
sorte; følehornene sorte, de enkelte led, undtagen 1. og 2.,

Fig. 54. Strangalia maculata gg. x 3.

med gult rodparti, der er bredest hos 9 og undertiden kan
mangle hos &. Pronotum fint og tæt punkteret, foran midten
med tydelige sideknuder, bag den ophøjede forrand og foran
bagranden med tydelig tværfure. Vingedækkerne bagud
stærkt tilsmalnede, fint og lidet tæt punkterede, spidserne
udrandede, med ret stærkt tandformet fremspringende yder-
hjørne. Længde 14—17 mm.

107

&g: Bagskinnebenenes inderside i midten med en stump
og lidt foran spidsen med en spids tand, mellem tænderne
stærkt indbuet og småkornet.

:Q: Bagskinnebenene simple. De forreste bugled delvis
gule.

Let kendelig ved farven, formen og pronotums sideknuder.

Udbredt, men mindre hyppig end quadrifasciata (J, Ø, B);
hyppigst vistnok i vore sydligere egne og mere lokal i Jylland
end på øerne. Levevis omtrent som quadrifasciata, dog synes
den at foretrække mindre tykke stammer eller stubbe, måske
især af eg og hassel. Imago træffes især fra først i juli til langt
hen i aug. Larven findes ofte i fugtigt, mørt ved nær jord-
buermegen. (Du: 137, /r. 584," Pa) 119.313, jfr. Sv. E. T.,
1951: 50).

7. Str. attenuåta L. (fig. 55). Meget smal, sort, oversiden
tyndt mørkt, på vingedækkernes gule partier gult behåret,
vingedækkerne gult- og sorttegnede omtrent som hos macu-
lata, de sorte tværbånd dog som regel ubrudte; benene gule,
baglårs- og bagskinnebensspidserne samt delvis fødderne
mørke, følehornene sorte, 6.—11. led lysere, udvendigt ved
spidsen med en svag (hos 2 yderst svag) grube. Pronotum
smalt, fremefter ret jævnt tilsmalnet, længere end over mid-
ten bredt, fint og tæt punkteret, bag forranden med en ret
smal tværfure, foran bagranden med et tværindtryk på hver
side. Vingedækkerne bagud stærkt tilsmalnede, fint og ret
tæt punkterede, spidserne svagt, meget skråt udrandede,
med langt og spidst yderhjørne. Længde 12—16 mm.

gå: Vingedækkernes sider i midten svagt indsvajede. Sid-
ste rygled stærkt hvælvet, bagranden afstudset. Bugen und-
tagen rod og spids helt eller overvejende rødlig.

Q: Vingedækkernes sider i midten ikke eller næppe indsva-
jede. Sidste rygled ret fladt, bagtil langs midten med et læng-
deindtryk, bagranden i midten dybt indbuet. Bugen helt eller
overvejende sort.

Let kendelig ved den meget smalle kropsform, farven og
3. fodleds form.

Meget sjælden (J, Ø). Fra ældre tid foreligger 3 eks.: i en
dal øst for Himmelbjerget (på en birkebusk, aug.), Mølbæk

108

gård ved Salten Langsø (på brombær, juli); Stokkebjerg skov
i Odsherred. I de seneste år (fra 1957) er arten taget i antal i
egnen nord for Sejs ved Silkeborg på åbent bakketerræn i
tiden fra midt i juli til midt i aug. på blomster især af Chry-
santhemum leucanthemum og skærmplanter; arten yngler her

Fig.:55. sStrangaålia ;attenuatåa 351X73,3:

i gamle egehegnspæle, stående meget nær ved blomsterne;
pælene er gamle, barkløse, revnede og tørre, med ikke særlig
hårdt ved, larvegangene slyngede, overvejende længdegående.
Den angives i udlandet også at yngle i birk og el. (Pa. II:
314, Knud Petersen: i Fl. 'og”F.-1961: 200).

5. underfam. Lamiinae.

Forhofterne kugleformede eller koniske. Hovedet
stærkt nedadbøjet, panden omtrent lodret stillet til

109

kroppens længdeakse (fig. 11,a, p. 26). Hovedet ikke
indsnøret bagtil, øjnene dybt udrandede (fig. 11, a)
(hos Tetrops endog tvedelte). Forskinnebenene på
undersiden med en skrå længdefure (fig. 12, p. 26).
Kæbepalpernes endeled mod spidsen tilsmalnet eller
tilspidset.

Arterne søger ikke, eller kun ganske undtagelsesvis,
til blomster.

Oversigt over slægterne.

1. Pronotum på hver side med en fremspringende

rr ES SSD DEN EEN 2.
Pronotum uden tydeligt fremspringende sideknu-
EN 9,

2. 1. følehornsleds spids udvendigt med et fladt, af en
kant afgrænset parti (fig. 11, p. 26). Længde

KA NOrnsleds spids simpel, ss. SLS DERVIER 4.
3. Følehornene ikke så lange som kroppen, 1. led
ikke eller næppe kortere end 3. Kroppen plump
Lån io. 11)
Følehornene længere end kroppen, 1. led kortere
end 3. Kroppen ret slank 2.Monochåmus (p. 113).
4. Vingedækkerne med enkelte knipper af tætstillede,
opstående, mørke hår. Følehornene på indersi-
den med lange udstående hår, 4. led tydeligt
længere end 3. Længde 4—7 mm
8. Pogonochérus (p. 125).
Vingedækkerne uden sådanne hårknipper. 4. føle-
marnsled ikke længere end 32... ass LR A VPER 5.
5. Vingedækkernes spidser afstudsede. 1. følehornsled
mod spidsen påfaldende stærkt pæreformet ud-
videt. Følehornene på indersiden med korte, ud-
bande hår Bag sas sov] 3: Acanthåderes:(p. 116).
Vingedækkernes spidser afrundede. 1. følehorns-
led ikke påfaldende stærkt pæreformet udvidet

10.

1;

110

mod spidsen. Følehornene på indersiden uden
eller med lange, udstående, hår 2 0414 HERE 6.
Følehornene uden udstående behåring, betydeligt
længere end kroppen. Vingedækkerne uden op-
stdende BORA 5 ere KUN KKRM SAGER ARE
Følehornene på indersiden med lange, udstående
hår. Vingedækkerne med spredte, opstående hår 8.

ne |

Pronotum med en tværrække af 4 gule hårpletter
(fig. 59, p. 119). Følehornene meget lange. Længde

9-20 mm, . 87,755 ; FRGREN 4. Acanthåcinus (p. 117).
Pronotum uden sådanne hårpletter. Længde 6—9
rn RENEE ARR END) ANM 5ALelopus.(ps1214).

Følehornsleddene gulbrune med ganske svagt mør-
kere spids. Pronotum yderst fint og tæt punkteret,
dets sideknuder bagudrettede (fig. 61, p. 123).
Vingedækkernes opstående hår lange og kraftige,
iøjnefaldende. Længde 4—6 mm
6. Exocéntrus: (p. 122).
Følehornsleddene sort- og hvidgråt ringede (fig.
62, p. 124). Pronotum ret kraftigt punkteret,
sideknuderne rettet lige ud til siden. Vingedæk-
kernes opstående hår fine og ret korte, meget
spredte, lidet iøjnefaldende. Længde 9—11 mm
7. Oplåsia (p. 123).
Følehornene 12-leddede ..... 11. Agapånthia (p. 136).
Følsliornehe 1i-leddede 5 0 mskendee rs ERE ul
Følehornsleddene tvefarvede, mod roden tæt,
hvidgråt behårede, mod spidsen sorte. Kløerne

Sine SEN DØ, SING AUTSGSER ER HEER tk
Følehornene omtrent ensfarvet sorte eller brun-
sorte, Kløerne fligede eller tandede; "fi siermae 12.

Kroppen bred, pronotum ca. ”/, bredere end langt,
vingedækkerne ikke over dobbelt så lange som
brede (fig 65, :pIS0) Van ASAA 9. Mes&sa (p. 129).
Kroppen slankere, pronotum ikke over "/, gang bre-
dere end langt, vingedækkerne tydeligt over
dobbelt så lange som brede ... 10. Sapérda (p. 131).

AR

12. Pronotum noget foran roden med en kraftig, dyb
tværfure. Øjnene tvedelte. 2. følehornsled tydeligt
længere end bredt. Vingedækkerne som regel gule,
oftest med mørk spids. Længde 3,5—6 mm

15. Tétrops (p. 145).
Pronotum bagtil i det højeste med et vagt tvær-
indtryk. Øjnene dybt udrandede, men ikke helt
adskilt i to dele. 2. følehornsled ikke eller kun
lidt længere end bredt. Længde 8—20 mm..... 13.

13. Benene (hos vore arter) gule, korte, bagbenene
ikke nående forbi vingedækkernes spids; denne
svagt udrandet, med vinkelformet yderhjørne
og somhjørne (fig. 70; p:139) ... 12. Obérea (p. 138).

Benene, i hvert fald mellem- og bagbenene, sorte,
længere, bagbenene nående forbi vingedækker-
RETTER Rs srskrrne 14.

14. 1. følehornsled med talrige lange, udstående hår,

3. led tydeligt længere end 4. Vingedækkernes

spidser smalt afrundede (fig. 72, p. 142). Alle

RR BITTE... 5 EN SRE RANG 13. Stendåstola (p. 140).
1. følehornsled kun med ganske enkelte lange, ud-

stående hår, 3. led ikke eller næppe længere end

4. Vingedækkernes spidser (hos de her behand-

lede arter) afstudsede (fig. 73, p. 144). Forbenene

hos cylindrica delvis rødlige... 14. Phytoecia (p. 143).

L..LdåmiaFabr.

Kroppen plump, med yderst kort, filtagtig behå-
ring. Pronotum midt på hver side med en lige udad-
rettet, meget spids torn. Følehornene ikke så lange som
kroppen, ved roden meget tykke, mod spidsen jævnt
tyndere, uden udstående hår, 1. led ikke eller næppe
kortere end 3. led, ved spidsen udvendigt med et
fladt, af en kant afgrænset parti (fig. 11,a, p. 26).
Benene kraftige, lårene simple, ikke kølleformet for-

12

tykkede mod spidsen, mellemskinnebenene udvendigt
bag midten med en knude. Forhoftegruberne bagtil
lukkede.

1. L. téxtor L. (Væveren) (fig. 56). Sort, vingedækkerne
med tættere, grågult behårede småpletter. Pronotum bredere

NOR

Fig. 56. Lamia textor gg. x 2,5.

end langt, kornet. Vingedækkerne fortil fint kornede, bagtil
svagt rynket-punkterede. Længde 15—28 mm.

åg: Følehornene længere end (hos 2 højst så lange som)
vingedækkerne.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved den betyde-
lige størrelse, den plumpe krop, det tvetornede pronotum og
de meget kraftige ben og følehorn.

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø); hyppigst langs Jyl-

lands vestkyst og ved Tisvilde, iøvrigt hist og her på solåben,
tør, især sandet bund med pilekrat. Imago er meget træg og

113

træffes oftest krybende på jorden fra maj til hen i sept. Den
yngler især i friskt, saftigt ved af de tykkere rødder eller ne-
derste stammedele af unge pile (f. eks. i 2—5 cm. tykke stam-
mer af Salix repens) og popler, rent undtagelsesvis af birk,
og har ofte gjort ret betydelig skade på Populus claudicans.
Udviklingen antagelig toårig. Larvegangene (fig. 7, p. 16) er
længdegange, undertiden midt i veddet, men oftere meget
nær barken; puppelejet i veddet; flyvehullet rundt. (Bo: 386,
Du Sen PRT; 211, 11:.329, Tr: 59, Kemner 19388869).

2. Monochåmus Guer.

Adskilt fra Lamia ved meget slankere krop og ben,
meget længere følehorn (hos begge køn længere end
kroppen), hvis 1. led er kortere end 3. og bagtil åbne
forhoftegruber.

Arterne yngler i nåletræ. Imago angives at begnave
bark, nåle og grønne kogler.

Kun een art kan — endda under nogen tvivl — anses
for at høre til vor fauna. Af tre andre arter foreligger
enkelte tilfældige fund af indførte eksemplarer.

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkernes sømspidser trukket ud i en fin.

Eu ANER ERE REEERERERRERRERER titfllåtor.
Vingedækkernes sømspidser ikke tandformet ud-
ie ein us Er EEN SE sÅ

2. Scutellums lyse behåring i hele scutellums længde
delt af en smal, mørk, nøgen midtlinie. Vinge-
dækkerne uden tværindtryk foran midten. Læng-

Er Ea bie RR RK EN EL ETRRTE 1. SUTOT.
Scutellums lyse behåring ikke delt. Vingedækkerne
med et svagt tværindtryk foran midten. Længde

3. Vingedækkerne bagtil tæt lyst behårede, kun uty-
deligt punkterede. Følehornene rødbrune
rosenmuelléri.
Victor Hansen: Træbukke 8

114

Fig. 57. Monochamus sutor gg. x 2,3.

Vingedækkerne bagtil ikke tæt lyst behårede, ty-
deligt punkterede. Følehornene som regel sorte,
hos 2 hvidringede: 106 5 x Sult Dukes ent ELEG sårtor.

1. M. sutor L. (fig. 57). Sort, oversiden med svagt, mørkt
bronzeskær, vingedækkerne med sortbrun grundbehåring og

115

nogle tæt gulfiltede små pletter, der ofte tildels er ordnede i
3 tværbånd. Pronotum bredere end langt, tværrynket. Vinge-
dækkerne omtrent parallelsidede, rynket-punkterede, kraf-
tigst fortil. Længde 18—24 mm.

gå: Følehornene sorte, mindst dobbelt så lange som sk er
Forbenene stærkt forlængede.

2: Følehornene noget længere end kroppen, sorte, 3. og
følgende led med en hvidgrå hårring ved roden. -Forbenene
simple. Pronotum foran midten med en lille gul filtplet på
hver side, vingedækkernes gule plettegning kraftigere.

Meget sjælden (J, Ø, B), oftest enkeltvis. Vojens; Geelskov,
Rudeskov, Tisvilde hegn; Sømarken (1 eks. ”/, 1958). Disse
fund ligger — bortset fra det sidstnævnte — over 50 år tilbage
i tiden, og det kan ikke anses for helt sikkert, at arten nu
findes ynglende i Danmark. Yngler i fyr. Sidst i juni-juli.
Ofte på havnepladser som indført. I Sverige, hvor arten er
almindelig, træffes den sædvanligvis i — hyppigst for nylig —
fældede stammer, f. eks. i tynde, spaltede stammer, der er
anvendt til hegnspæle. Udviklingen er i Sverige etårig. Æg-
gene lægges i en af hunnen gnavet grube i barken; larven gna-
ver sig fra en barkhule ind i veddet, hvor den overvintrer;
forpupning om forsommeren i veddet i en puppehule, hvis
bund ligger nær overfladen; herfra gnaver imago sig ud i tiden
fra sidst i juni; flyvehullet omtrent cirkelrundt. Arten anses
i Sverige for den teknisk skadeligste art for fyrren; især i
brandskadede områder har den voldt betydelige ødelæggelser ;
imago gør skade ved at begnave barken også på sunde træer,
både på topskud og længere nede på stammen. I Finland
kansleren fortrinsvis i gran. (Du: 251, Ke: 100, Sa. MH: 473,
0, Er: 60).

[M. "sårtor Fabr. Adskilt fra sutor ved de i oversigten
angivne kendemærker, samt ved bagtil finere punkterede
vingedækker, der hos 3 tilsmalner tydeligt bagud. Længde
26—32 mm.

Der foreligger 2 indførte eksemplarer, fundet for over 75
år siden i København og Åbenrå. Arten lever i døde eller
døende stammer og grene og gamle stubbe af nåletræer.
Den er ikke fundet i Sverige eller Norge og i Nordtyskland
og Finland kun som indført, og den yngler sikkert ikke hos
08 F det fri.]

8+

116

[M.rosenmuelléri Cederhjelm (quadrimaculåtus Motsch.).
Kendelig ved de i oversigten angivne skelnemærker. Længde
24—30 mm.

Der foreligger enkelte indførte eksemplarer, fundet for
mange år siden i København. Den er fundet i Sydnorge, i
Sverige ned til Småland og — kun som indført — i Nordtysk-
land, og den yngler sikkert ikke hos os i det fri. I Finland er
talrige larver fundet i liggende, 11—12 cm tykke graner;
gangenes forløb først under barken og gik senere ind i veddet
til stammens midte. (Sa. II: 411).]

[M. titillåtor Fabr. Let kendelig ved vingedækkernes
tandformede sømspidser. Længde 20—27 mm.

Nogle indførte eksemplarer er furdet i København og
omegn, juli-aug. Arten hører hjemme i Nordamerika.]

3. Acanthoåderes Serv.

Kroppen plump. Pronotums ryg på hver side foran
midten med en kraftig knude, siderne i midten med
en lige udad rettet, spids torn. Følehornene på inder-
siden med korte udstående hår, 1. led stærkt pærefor-
met udvidet mod spidsen, 3. led rigeligt så langt som
4. Vingedækkerne uden opstående behåring, bagud
noget tilsmalnede, spidsen afstudset. Lårene kølle-
formet fortykkede mod spidsen.

1. A. clåvipes Schrank (vårius Fabr.) (fig. 58). Sort, over-
siden med brunsort og hvidlig, stærkt spættet, filtet behåring,
der på vingedækkerne danner 3, ofte kun meget svagt frem-
trædende, mørke tværbånd, og med spredte, grove, blankt
sorte, nøgne punkter eller gruber. Følehorn og ben sort og
hvidt ringede. Pronotum meget bredere end langt. Vingedæk-
kerne hvert med 2 eller 3 yderst svagt antydede længde-
ribber. Længde 10—15 mm.

å: Følehornene lidt længere (hos 2 lidt kortere) end krop-
pen. Benene længere, lårene meget stærkere fortykkede, for-
fødderne meget bredere, med lange, sorte randhår. Sidste
bugleds bagrand svagt indbuet (hos 2 afrundet).

117

Fig. 58. Acanthoderes clavipes g. x 4.

Meget sjælden (J, Ø). Fundet for over 50 år siden i Silke-
borgegnen og for over 100 år siden ved Herlufsholm, i Lyng-
by og i Dyrehaven (klækket af bøgestammer). Juni-aug. I
Sverige yngler arten i døde eller hensygnende tørre stammer,
fortrinsvis af asp, men også af andre løvtræer, såsom birk, pil,
hassel og skovæble. Imago fremme om sommeren til sidst i
aug. i nærheden af ynglestedet, siddende f. eks. på fældede
stammer eller sværmende, men ikke søgende til blomster.
Udviklingen antageligt toårig; larvegangene forløber mellem
bark og ved; forpupning i splinten i maj; flyvehullet ovalt.
me: 112; Pa. I: 211, IT: 332).

4. Acanthåcinus Steph.

Pronotum foran midten med en tværrække af 4
gule hårpletter, siderne bag midten med en spids knu-

118

de, dennes forrand bagudbøjet. Følehornene meget
lange, uden udstående hår. Vingedækkerne uden op-
stående behåring, spidserne afrundede. Kroppen med
tæt filtet behåring. Lårene kølleformet fortykkede.
Hunnens bagkrop med et langt læggerør.

Arterne er knyttede til nåletræ.

Kun een art hører til vor fauna. Af to andre arter
foreligger enkelte tilfældige fund af indførte eksem-
plarer.

Oversigt over arterne.

1.1. bagfodsled tydeligt længere end de følgende led
tilsammen. Vingedækkerne uden ophøjede læng-

deribber, Lænsde SR … BT san arne griseus.
1. bagfodsled ca. eller næppe så langt som de føl-
Bede led BISSEN ERE 5 70 HR Sr NE UR ALGTER 2.
2. Vingedækkerne uden eller med svage spor af læng-
deribber. Længde 13—20 mm 5 DRE LS SØ] 1. aedilis.
Vingedækkerne med tydelige længderibber. Læng-
HE OS NED DER SUSE PRRERREN SER reticutatas:

1. A. aedilis L. (Tømmermanden) (fig. 59). Brun, krop-
pen med grålig, filtet behåring, vingedækkerne med to, ofte
utydelige, mørke skråbånd og med små, brune prikker,
undersiden med små sorte, nøgne pletter, følehorn og ben,
undtagen lår, lyst og mørkt ringede, 1. følehornsled med sort
spidsparti og en sort stribe udvendig i hele dets længde. Pro-
notum meget bredere end langt. Vingedækkerne svagt, hos
2 meget svagt, tilsmalnede bagud, fint kornede. Længde
13—20 mm.

gg: Følehornene ca. 5 (hos små eksemplarer undertiden
kun henimod 4) gange så lange som kroppen, endeleddet over
dobbelt så langt som 3. led.

Q: Følehornene omtrent dobbelt så lange som kroppen
(læggerøret medregnet), endeleddet og 3. led ca. lige lange.

119

Fig. 59. Acanthocinus aedilis g. x 1,5.

120

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved de lange føle-
horn og det tvetornede pronotums fire lyse hårpletter.

Sjælden (Ø). Bøtø plantage, Rudeskov, Tisvilde hegn
(periodevis hyppig), Hornbæk plantage; også på tømmer-
pladser. Yngler i fyr. Imago træffes på stubbe, stammer og
brændestabler. Maj—juni; hannen er ofte fremme noget tid-
ligere end hunnerne. Udviklingen etårig. Æggene lægges under
barken (ofte gennem et af hunnen i barken gnavet tragtfor-
met hul) af liggende eller stående, døde stammer, medens
friske træer ikke angribes. Larvegangene forløber hovedsage-
lig på barkens inderside; forpupning i reglen mellem bark og
ved i en puppehule, der er forsynet med en krans af gnav-
spåner; klækning som regel om eftersommeren med over-
vintring i puppehulen eller et andet skjul; flyvehullet ovalt.
I Sverige, hvor arten er almindelig, menes den ikke at gøre
nævneværdig skade, men betragtes snarere som nyttig, idet
den regelmæssigt er i selskab med den skadelige barkbille
Blastophagus piniperda, hvis larver i de yngre stadier tilintet-
gøres i stort antal af larverne til A. aedilis ved disses færden
under barken. (Bo: 38/7, Du; 271, Ke: 195, 582, NSA ERE
68).

[A. reticulåtus Razoum (coståtus Fabr.). Adskilt fra
aedilis ved de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere
er 1. følehornsled kun sort ved spidsen, vingedækkernes
mørke tværbånd bag midten kraftigere og næppe skråt og
følehornene kortere (hos $ ca. dobbelt, hos 2 ca. 1"/, gang så
lange som kroppen). Længde 10—15 mm.

Der foreligger nogle indførte eksemplarer fra tømmerplad-
ser i nogle af vore havnestæder. Arten, der foretrækker bjerg-
egne, yngler i døde fyrre og graner og overvintrer som larve.
Den er ikke fundet i Sverige, Norge eller Finland og heller

ikke i Hamburgegnen, og den yngler sikkert ikke hos os i det
fri.]

[A. griseus Fabr. Adskilt fra de to foregående ved de i
oversigten nævnte kendemærker. Følehornene hos & ca. 3—4,
hos 2 ca. 1!/, gang så lange som kroppen. Længde 9—12 mm.

Der foreligger nogle indførte eksemplarer fra tømmer-
pladser i nogle af vore havnestæder. Arten, der foretrækker
bjergegne, yngler i fyr. Den er fundet i Sydnorge, i Sverige
sydpå til Småland, og i Finland, men ikke i Hamburgegnen.
Den yngler sikkert ikke hos os i det fri.]

121

5. Letopus Serv.
Nærstående til Acanthocinus, men adskilt fra denne

slægt ved, at pronotum ikke har nogen tværrække af
4 gule hårpletter, at følehornene hos begge køn kun

V

EG] 5
SÅ: 5 X- /
mA SKO å
RG, i: | /)
AN it
NS
SS

Fig. 60. Leiopus nebulosus 2. x 6.

er ca. 1//, gang så lange som kroppen, og at hunnens
læggerør er meget kort.

1. L. nebuldsus L. (fig. 60). Oversiden med hvidgrå og
sortbrun behåring, der på vingedækkerne danner et bredt,
lyst tværbånd, for- og bagtil mørkplettet afgrænset; følehorn
og ben hvidt- og sortringede. Pronotum meget bredere end
langt. Vingedækkerne omtrent parallelsidede, uregelmæssigt,
ofte antydet rækkevis, ret fint punkterede. Længde 6—9 mm.

122

åg: Sidste rygled bagtil bredt rundet-afstudset (hos 2 langt,
smalt rundet-tilspidset).

Almindelig (J, Ø, B). Yngler i løvtræer, f. eks. eg, bøg, æble-
træ, valnød og hassel, i udgåede grene og, gerne ikke ret tyk-
ke, stammer, helst med løs, mere eller mindre svampet bark.
Imago bankes af grene eller løv især i juni—juli. Udviklingen
et- eller toårig; larvegangene forløber mellem bark og ved
eller overvejende i barken; forpupning som regel om foråret
i barken eller mellem denne og splinten, klækning i juni. (Du:
275, KE: 114 "Kr, 194, "Pa, TI SFS

6. Exocéntrus Muls.

Pronotum yderst fint og tæt punkteret, siderne bag
midten med en ret spinkel, spids, bagudrettet torn.
Følehornene på indersiden med lange, udstående hår,
3. og 4. led lige lange. Vingedækkerne med lange, ret
kraftige, opstående hår, spidsen afrundet. Forhof-
terne berørende hinanden. Lårene kun svagt kølle-
formede.

1; E.. lusitånus. £. (baltedfas',Fabr,). (fig. 61). Brungal,
oversiden med fin, hvidgrå og brun behåring, hvilken sidste
på vingedækkerne især danner en brun sidelængdeplet og et
bredt brunt tværbånd bag midten. Pronotum meget bredere
end langt. Vingedækkerne noget uregelmæssigt, ofte antydet
rækkevis, ret fint punkterede. Længde 4—6 mm.

åg: Følehornene ganske lidt længere (hos g ca. ”/,, hos 2
ca. !/,—1/, længere end kroppen).

Meget sjælden (Ø). Kun fundet på Loiland-Falster (især
i ældre tid på risgærder, oftest først i juni, undertiden i antal)
og ved Ulfshale på Møn (!/, 1918). Yngler i tørre, udgåede
lindegrene på stående eller liggende træer. I Sverige, hvor den
hyppigt er fundet sammen med Pogonocherus hispidus og
Oplosia fennica, er udviklingen vistnok som regel toårig; larve-
gangene begynder i barken og går senere som regel ind i ved-
det, i hvis overflade forpupningen sker, hyppigst i anden halv-
del af juni med klækning først i juli (noget senere end hos os).
KO 0 PAR: 3393)

123

Fig. 61. Exocentrus lusitanus gg. x 9.

7. Oplosia Muls.
(Lepårgus Schiø.).

Nærstående til Exocentrus, men adskilt fra denne
slægt ved, at pronotum er ret kraftigt punkteret og
dets sidetorne kraftigere og rettede lige ud til siden,
at vingedækkernes opstående hår er meget kortere og
finere, lidet iøjnefaldende, at forhofterne er adskilt
fra hinanden, og at lårene er lidt stærkere køllefor-
mede.

1. O. fénnica Payk. (fig. 62). Sort, vingedækkerne ofte
brunrøde, oversiden med fin, grålig og sortbrun behåring,
hvilken sidste foruden en mængde småprikker danner to, ofte
utydelige tværbånd, det ene foran, det andet bag midten.
Pronotum meget bredere end langt. Vingedækkerne lange,
omtrent parallelsidede, uregelmæssigt, ret kraftigt og antydet

124

rækkevis, bagtil dog yderst fint og utydeligt punkterede.
Længde 9—11 mm.

&: Følehornene omtrent ”/, (hos 2 ca. "/14) længere end krop-
pen. Vingedækkerne lidt smallere, benene lidt længere med
lidt tykkere lår.

Fig. 62. Oplosia fennica 9. x 4,3.

Meget sjælden (Ø). Kun fundet på Lolland; i ældre tid ofte
på risgærder langs Frejlev og Roden skove i maj-juni. Efter
at brugen af risgærder er ophørt, er arten sikkert tiltaget i
sjældenhed; senest er 2 eks. banket af liggende grene (bl. a.
ask) i Fuglsang park, ”7”/, og ”/, 1964; bortset fra dette fund
er den vistnok ikke fundet hos os i de sidste 50 år. Imago
findes på grene eller løvet, men søger ikke til blomster. Den
yngler i udgåede, ca. 3—15 cm tykke grene af lind og i poppel-
grene, sjældnere i hassel, røn, pil og bøg. Udviklingen som regel
toårig. Larvegangene begynder i barken og går senere over
i veddets overflade; forpupning (i veddet eller mellem bark
og ved) og klækning om forsommeren. (Ke: 103, Pa. II: 331).

125

8. Pogonochérus Germ.

Pronotum lidt bag midten med en, lige ud til siden
rettet, sidetorn, på ryggen med to små, blanke knuder,
en på hver side. Ben og følehorn lyst og mørkt ringede,
de sidste på indersiden med talrige lange, udstående
hår og 4. led længere end 3. Vingedækkerne, der har
enkelte forkortede længderibber og lidt bag roden en
ophøjet knude på hver side, er forsynede med enkelte
knipper af tætstillede, opstående, mørke hår og yder-
ligere med spredt, opstående behåring; hårknipperne
varierer inden for samme art noget i antal og placering;
også oversidens hårtegning, navnlig på scutellum, er
varierende inden for arten; vingedækkerne tilsmalner
bagud allerede fra skulderen (undtagen hos decoratus),
deres spidser er afstudsede eller udrandede. Lårene
svagt kølleformet fortykkede. Forhofterne adskilt fra
hinanden.

Hos hannen er følehornene noget eller lidt længere
end (hos hunnen rigeligt eller ca. så lange som) krop-
pen, og sidste bugled har afrundet bagrand og intet
indtryk (hos hunnen afstudset bagrand og bagtil et
dybt indtryk).

Arterne yngler i udgåede grene. Imago træffes især
på grenene og søger ikke til blomster.

Arterne er kendelige fra alle vore andre træbukke
ved vingedækkernes opstående hårknipper.

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkernes spidser udrandede, det ydre spids-
hjørne langt tandformet fremspringende (fig.
EEK SEE ta Slkskere be AMEN ED Ha 2.

Vingedækkernes ydre spidshjørne ikke langt tand-
formet fremstående, afrundet eller vinkelformet 3.

126

2. Vingedækkerne med kort tandformet fremstående
indre spidshjørne (sømhjørnet) og fortil med et
bredt, næsten lige, snehvidt tværbånd ; scutellum
hvidt, fortil i hvert hjørne sort behåret (fig. 63).
LERET mV DSE KØ BEL 1. hispidulus.
Vingedækkerne med vinkelformet eller smalt afrun-
det sømhjørne og fortil med et skråt bagud mod
sømmen rettet, gråligt tværbånd; scutellum sort
behåret (fig. 64). Længde 4—6 mm ... 2. hispidus.
3. Vingedækkerne tilsmalnede bagud allerede fra
skuldrene, bagranden af deres lyse tværbånd
mere eller mindre takket og ind mod sømmen
ikke eller næppe skråt bagudrettet. Issen på hver
side af midtlinien, på højde med øjnenes bagrand,
med et lille, tydeligt, sort hårknippe. Længde
SEE 11) 20 FSR SE RSRE RE NE ES" MT 10 ROMA 3. fascreulstars:
Vingedækkerne først tilsmalnede bagud fra ca.
midten, bagranden af deres lyse tværbånd i hele
sin udstrækning stærkt skråt bagudrettet ind mod
sømmen. Issen uden eller med kun svag antydning
af to sorte hårknipper. Længde 4—6 mm 4. decoråtus.

1. P. hispidulus Piller (bidentåtus Thoms., hispidus Fabr.)
(fig. 63). Brun, oversiden med hvid, gyldenbrun og sort, spæt-
tet behåring, vingedækkerne med et bredt, hvidt farvebånd,
der fortil når til eller næsten til roden, og bagtil ca. til midten;
den inderste ribbe med 3 sorte hårknipper bag tværbåndet.
Længde 5—7 mm.

Let kendelig ved vingedækkernes brede, lige, hvide rod-
tværbånd og deres stærkt udrandede spids med langt tandfor-
met yderhjørne og kort tandformet sømhjørne.

Ret sjælden (J, Ø, B). F. eks.: Draved skov, Styding, Silke-
borgskovene, Århus, Hald Nørreskov; Tranekær, »Engene«
ved Svendborg, Lolland-Falster (især på risgærder), Lekkende,
Brede, Jægerspris Nordskov, Yngler i udgåede grene af løv-
træer, f. eks. hassel, eg, avnbøg, navr, skovæble, benved,
hvidtjørn og bøg. Apr.-—juni, aug.—okt. Udviklingen i hvert
fald undertiden toårig. Larvegangene forløber som længde-

127

Fig. 63. Pogonocherus hispidulus $g. Xx 8.

gange i barken, med ringe indgriben i splinten; forpupning i
en vinkeldannet gang i veddet; flyvehullet ovalt. Klækning
oftest sidst i juli—-aug. Imago overvintrer, undertiden måske
inuppehnlen: (Du: 269, Ke: 110, Pa. IT: 332).

2. P: hispidus L. (pilésus Fabr.) (fig. 64). Let adskilt fra
hispidulus ved de i oversigten anførte kendemærker samt
ved, at vingedækkerne på knuden bag roden har et lille sort
hårknippe, men på ribben bag det lyse, skrå tværbånd kun
to sorte hårknipper. Længde 4—6 mm.

Let kendelig ved meget skråt udrandede vingedækkespidser
med langt tandformet yderhjørne og vinkelformet eller lidt
afrundet sømhjørne.

Almindelig (J, Ø, B). Yngler i tynde (ca. 1—3 cm tykke)
løvtræsgrene, f. eks. af lind, eg, hassel, navr, frugttræer,
hvidtjørn og slåen. Juni-okt., især juni. Levevis omtrent som
hos hispidulus. Undtagelsesvis er larven engang fundet i stort
antal i marven af Helianthus tuberosus (jordskok) 2/, og ?9/. ;

mange imagines fremkom først i aug. s. å. (Du: 267, Ke: 108,
MER 8511: 220, Pa: II: 332).

128

å

Ge 2 É 2 ze? 2 x
SNEDE
V' W der

G

Fig. 64. Pogonocherus hispidus 2. x 9.

3. P. fasciculåtus Deg. Ligner de to foregående men ad-
skilles let fra dem ved, at vingedækkernes ydre spidshjørne
er afrundet eller lidt vinkelformet, men ikke langt tandformet
udtrukket, og at issen har to små sorte børsteknipper. Fra
hispidulus adskilles den yderligere ved, at scutellum er sort
med en oftest smal, hvid midtlinie, og at vingedækkernes
hvide tværbånd er smallere, ikke når nær frem til roden,
udadtil er noget skråt og indadtil oftest afbrudt mod sømmen.
Fra hispidus afviger den yderligere ved scutellums hvide
midtlinie og ved, at vingedækkernes knude bag roden mangler
hårknippe, og at deres tværbånd er hvidt og mindre skråt,
samt endelig ved betydeligere gennemsnitsstørrelse. Vingedæk-
keribben har bag tværbåndet som regel 3, undertiden kun 2,
sorte hårknipper. Vingedækkerne har som regel afrundet ydre
spidshjørne og stumpvinklet eller smalt afrundet sømhjørne.
Længde 5—7 mm.

Ret almindelig (J, Ø, B). Yngler i gran- og fyrregrene, af
hvilke den kan bankes, og i spaltede hegnspæle af gran

129

og fyr. Sidst i maj-først i juli (talrigst i juni) og sept.-okt.
Overvintrer muligvis som imago. I Sverige i gran og især i
fyr sammen med Semanotus undatus, Molorchus minor og
Magqgdalis violacea. Larvegangene forløber mellem bark og ved,
gribende dybt ind i veddet; forpupning i en vinkeldannet
gang i veddet; flyvehullerne ovale; pupper fundet 3/, og
nyklækkede imagines først i aug. Måske er udviklingen hos
os toårig med overvintring af larve og imago. (Du: 270, Ke:
106, Sa. II: 424, Tr: 67).

4. P. decoråtus Fairm. (ovåtus Jensen-Haarup). Adskilt
fra fasciculatus ved de i oversigten angivne skelnemærker.
Endvidere er scutellum som regel brunt behåret uden tydelig
hvid tegning, vingedækkernes ribbe bag det lyse tværbånd
højst forsynet med 2 sorte hårknipper og deres ydre spids-
hjørne oftest tydeligt stumpvinklet. Længde 4—6 mm.

Meget sjælden (J, Ø). Bevtoft; Hornbæk plantage (i
antal), Tisvilde hegn. Bankes af visne fyrregrene, i hvilke den

sikkert yngler. Maj—juni, sept. Antagelig overvintrer imago,
i nogle tilfælde efter at have været fremme om eftersommeren.

9. Mesosa Latr.

Nærstående til Saperda, med adskilt fra denne slægt
ved, at kroppen er ret plump, pronotum ca. ”/, bredere
end langt og vingedækkerne ikke over dobbelt så
lange som brede, og at 1. følehornsled ved spidsen ud-
vendigt har en skrå flade, der bagtil er skarptkantet.
Følehornene har på indersiden fine, spredte, udstå-
ende hår.

Imago træffes pa de stammer eller grene, i hvilke
larven lever, og søger ikke til blomster.

Oversigt over arterne.

1. Pronotum med 4 og hvert vingedække med mindst
2 store, runde, sorte, gult omringede filtpletter
curculionoides.
Oversiden uden sådanne pletter... .... 1. nebulåsa.
Victor Hansen: Træbukke 9

130

1. M. nebulåsa Fabr. (nubila Oliv.) (fig. 65). Sort, med
tæt, kort, rustgul med iblandet sort og hvid, filtet behåring,
der på pronotum danner 4 længdestriber (de to inderste ofte
forkortede eller afbrudte) og på vingedækkerne i midten en
hvid tværplet, der ikke når ind til sømmen, og foran og bag

Fig. 65. Mesosa nebulosa 9. x 4.

denne et sort, takket tværbånd; følehorn og ben hvidt og sort
ringede. Pronotums sider kun meget svagt rundede, punkturen
spredt. Vingedækkerne omtrent parallelsidede, ret spredt
punkterede. Længde 9—14 mm.

åg: Følehornene omtrent ”/, gang (hos 2 kun i det højeste
lidt) længere end kroppen.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). F. eks.: Horsens- og
Silkeborgegnen (hyppig), Århus; »Engen&« ved Svendborg,
Kerteminde, Lolland og Falster (tidligere hyppig på risgær-
der), Glænø, Suserup, Allindelille, Svenstrup ved Borup st.,
Bøndernes Hegn, Dyrehaven (1 eks., ”/,, 1949). Yngler i løv-
træ, f. eks. eg, birk, avnbøg, hassel, el og poppel. Imago på

131

stammer og grene, især i maj-juni. Udviklingen mindst to-
årig. Larven i dødt, fugtigt, barkdækket ved af stubbe, lig-
gende grene og stammer eller stående døde træer; forpupning
i juli-aug.; overvintrer i reglen som imago i puppelejet. (Du:
sa KE 103, Kr. III: 332, Pa, TI: 331).

[M. curculionoides L. Adskilles let fra nebulosa (og fra
alle vore andre træbukke), ved, at pronotum har 4 i en firkant
stillede, store, runde, sorte, gult omringede filtpletter og hvert
vingedække mindst 2 lignende pletter. Længde 10—17 mm.

Et enkelt, dødt eks., sikkert indført, er fundet ved Århus,
juni 1910. Arten er fundet i Sydnorge og i Sverige, i nyere tid
dog kun på en enkelt lokalitet i Våstmanland, men ikke i
Hamburgegnen eller Finland. Den betegnes i Sverige som en
urskovsrelikt, og den kan ikke antages at høre til vor fauna.
Den yngler i løvtræer, såsom pil, ahorn, lind, elm og avnbøg,
i døde stammer eller tykkere grene; larvegangene i barken
eller basten, puppelejet som regel i barken; klækning i aug. ;

flyvehullerne lidt ovale. Udviklingen som regel treårig, under-
tiden to- eller etårig. (Pa. II: 330).]

10. Sapérda Fabr.

Kroppen slank, pronotum ikke over !/, gang bredere
end langt, uden sideknuder, vingedækkerne over dob-
belt så lange som brede. Kroppen med tæt, nedliggende
filtbehåring, på oversiden yderligere med fin, opstående
behåring. Øjnene meget dybt udrandede. Følehornene
hos vore arter — i hvert fald bortset fra carcharias —
tvefarvede, på indersiden i det højeste med yderst
fine, spredte, udstående hår, 2. led ikke længere end
bredt. Lårene ikke kølleformede, kloleddet kort, i det
højeste ragende ud over 3. leds flige med den halve
længde, kløerne simple.

Oversigt over arterne.

1. Panden i midten med en bred længdefure. Oversi-
dens behåring omtrent ensfarvet gullig eller grå-
lig, uden nogen tydelig hårtegning, vingedækker-

9q+

132

ne med store blanke, sorte punkter. Længde 15—
SD RE ET en DANES SENE SEAT ARILD ASSER AE ERE 2.
Panden uden bred længdefure, undertiden med en
fin længderids. Vingedækkerne med tydelig hår-
begin 15 es STR SNS Der SE SR 1 ES SER i
2. Vingedækkernes spidser stumptandede, de sorte
punkter med kraftigt, vulstagtigt ophøjet, meget
blank, sort forrand (fig. 66) Længde 20—28 mm
1. carchårias.
Vingedækkernes spidser smalt afrundede, de sorte
punkter' simple, Længde 152 MG: similis.
3. Vingedækkerne hvert med en række af 3—5 små,
mørkegule filtpletter, søm og spidsparti sorte

(gt CRP 2:57] brod SEE BOE een Søde 19 2. populnea.
Vingedækkerne anderledes tegnede, søm og spids-
part lyse. 25 25 SANSER SENERE vas HR So UGSRIELE SK 4.

4. Vingedækkerne sorte og sorthårede, med stærkt tak-
ket grønlig eller gullig hårtegning (fig. 68) 3. scalåris.

Vingedækkerne grøngult eller grågult behårede, på

hvert af dem en længderække af 5 små pletter,

en smal længdestribe fortil og en lille sideplet
sorte Må nSERE 1 5 EDR kuren stra bg perforåta.

1. S. carchårias L. (Poppelbukken) (fig. 66). Sort med
tæt gullig, sjældent mere grålig filtbehåring, følehornene, und-
tagen de ydre led, tydeligt gråt og smalt sort ringede. Prono-
tum bredere end langt, fremefter svagt tilsmalnet, med næsten
rette sider, ret fint punkteret. Vingedækkerne kraftigt kornet-
punkterede (jfr. oversigten), på et smalt tværbælte lige bag
midten oftest lidt mere spredt, hvorved dette bælte fremtræ-
der som lidt stærkere gult. Længde 20—28 mm.

åg: Følehornene lidt længere (hos 2 lidt kortere) end krop-
pen. Denne smallere, vingedækkerne fra skuldrene bagud
betydeligt, i midten lidt indsvajet (hos 2 kun svagt og jævnt),
tilsmalnede.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved den bety-
delige størrelse, kropsformen, farven og vingedækkernes ejen-
dommelige punktur.

133

Ret almindelig i vore fleste egne (J, Ø). Yngler i levende
stammer, rødder eller grene af forskellige poppelarter, også,
men vistnok meget sjældent, af pil. Imago træffes på træerne
i juli-sept. og sværmer som regel i tusmørket; den gnaver
store huller med savtakkede rande i bladene og overskærer
ofte bladstilke og -ribber. Udviklingen to- til fireårig. Æggene

Fig. 66. Saperda carcharias g. x 2.

lægges i juli enkeltvis i barksprækker eller i barkgruber,
gnavede af hunnen, og overvintrer som regel; larven går fra
barken ind i veddet, hvor den danner en opstigende længde-
gang, der ender med en puppehule; denne, i hvilken puppen
ligger med hovedet nedad, lukkes forneden med en prop af
gnavspåner; pupper fra sidst i juni til midt i juli; 2—3 uger
efter forpupningen klækkes imago og kommer frem gennem
et af larven forberedt, rundt flyvehul. Der synes forøvrigt at
være en del variation med hensyn til larvegangens og puppe-
hulens indretning. Arten angriber både yngre og ældre sunde
træer og må betragtes som et primært skadedyr, der gør både
fysiologisk og teknisk skade. Jfr. fig. 8a og 8b p. 17—18.
585, Du: 281, K€e:/121/ Pa.024, 11: 334, Tr: 70:

134

[S. similis Laich. (phéca Fr6&él.). Adskilt fra carcharias
ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at også
de ydre følehornsled er sortringede, og at vingedækkerne er
smallere. Længde 15—21 mm.

Arten er fundet i Skåne, og Nordtyskland (dog ikke i Ham-
burgegnen), men ikke i Norge. Den er knyttet til pil (Salix
capread), i hvis friske, oftest solbeskinnede stammer og grene
larven lever. Imago i juni-juli på pilene eller flyvende om

aftenen, undertiden søgende til kunstigt lys. Udviklingen to-
eller treårig. (Pa. 113x3385),]

2. S. populnea L. (Aspebukken) (fig. 67). Sort, med gul-
lig filtbehåring, pronotums sider og en smal midtlinie samt
en længderække af 3—5 små pletter på hvert vingedække
tæt gult behårede, følehornene gråt og sort ringede. Prono-
tum næppe ($) eller kun lidt (9) bredere end langt, siderne
kun meget svagt rundede, punkturen meget fin. Vingedæk-
kerne ikke tydeligt tilsmalnede bagud, kraftigt og tæt punk-
terede. Længde 10—15 mm.

åg: Følehornene ca. så lange som (hos 2 lidt kortere end)
kroppen. Denne lidt smallere.

Fig. 67. Saperda populnea gg. x 3,5.

135

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved behåringens
farvetegning.

Almindelig (J, Ø, B). I levende, sunde, indtil 2 cm tykke
grene og stammer især af bævreasp, men også af andre pop-
pelarter og af pil; angriber også 2—6-årige sunde planter.
Imago træffes især i juni på planterne eller sværmende om-
kring disse; den begnaver blade og bark og optræder her i
landet i mængde i de ulige år, men sparsomt i de lige år.
Udviklingen toårig. Æggene lægges i juni enkeltvis i en af
hunnen gnavet, hesteskoformet fure i barken; larven går
senere ind i veddet og forpupper sig her, efter to overvint-
ringer, i maj; klækning i juni; flyvehullet rundt. Larveangre-
bene fremkalder galleagtige fortykkelser på grenene eller på
stammerne (fig. 9 p. 19). Arten har vistnok ikke hidtil gjort
nævneværdig skade hos os. (Bo: 391, Du: 9 og 285, Ke: 123,
FR 31: 390, Tr: 72).

3. S. scalåris L. (fig. 68). Sort, tæt, grønligt, sjældnere
gulligt filthåret, en trekantet midtplet på issen og på prono-
tum en stor midtplet og en lille plet på hver side sorte, vinge-
dækkerne sorte og fint sorthårede med grønlig, sjældnere
gullig filttegning, nemlig en sømstribe, der fortsætter omkring
spidsen og på hver side er takket ved 5 udvidelser, samt en
længderække af pletter på hver side; følehornene sortringede.
Pronotum lidt bredere end langt, siderne i midten svagt run-
dede. Vingedækkerne fortil kraftigt, bagud finere punkterede.
Længde 12-16 mm.

&g: Følehornene rigeligt så lange som (hos 2 lidt kortere
end) kroppen, denne lidt smallere. Vingedækkerne lidt (hos
CQC kun yderst lidt) tilsmalnede bagud. Sidste bugled med bred
(hos 2 meget smal) blank, nøgen midtlinie, bagranden i mid-
ten indbuet (hos 2 afstudset).

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved behåringens
farvetegning. i

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Yngler i døde
stammer af løvtræ, f. eks. el, eg, birk, poppel, pil og frugt-
træer, hos os fortrinsvis i el og birk. Imago søger til blomster
og sværmer dels om dagen, dels om natten; den gnaver små-
huller i bladene langs disses ribber; maj-juli, hyppigst i juni.

Udviklingen et- eller toårig. Æggene lægges i gruber, gnavet i
barken af hunnen; larvegangene forløber mellem bark og ved

136

bg
ål
3]
&
Ø
"É

éÉ
7
&

Fig. 68. Saperda scalaris 9. x 3.

med kun svag indgriben i splinten, undtagelsesvis går de
dybere ind i veddet; forpupning om foråret i splinten eller
mellem bark og ved eller — sjældent — i barken; klækning fra
sidst i maj til hen i juni. Flyvehullet cirkelrundt. (Bo: 397,
Dut: 287, er 26, PE BEN TPE ARTS TI PA:

[S. perforåta Pall. Kendelig ved de i oversigten anførte
skelnemærker. Følehornene fra 3. led sortringede. Pronotum
med 8 sorte pletter. Længde 15—20 mm.

Fundet i Sverige sydpå til Blekinge, i Sydnorge og i Nord-
tyskland (dog ikke i Hamburgegnen). Knyttet til bævreasp.
Imago i juni—juli på løvet eller sværmende i solskin eller om
aftenen. Larven i stammerne, især liggende, insektangrebne,

noget fugtige stammers skyggeside: (Ke: 127, Pa. T: 215,
11:,339 4125/97 5).]

11. Agapånthia Serv.

Nærstående til Saperda, men adskilt fra denne slægt
ved, at følehornene er 12-leddede og fødderne slan-

137

kere, ca. så lange som skinnebenene, med meget læn-
gere kloled, der rager ud over 3. leds flige med langt
over den halve længde.

1: As villosoviridéscens Deg. (fig. 69). Kroppen slank.
Sort med svagt sortgrønt metalskær og gullig filtbehåring,
der er tæt på issens midte, pronotums midtlinie og sider,

Fig. 69. Agapanthia villosoviridescens gg. x 4.

scutellum og småpletvis på vingedækkerne, følehornene grå-
hvidt og sort ringede, de indre led på indersiden med lang,
udstående behåring. Pronotum lidt bredere end langt, siderne
i midten svagt rundede. Vingedækkerne omtrent parallel-
sidede, tæt og ret kraftigt punkterede, bagtil smalt tilrundede.
Længde 10—16 mm.

138

åg: Følehornene ca. ”/, (hos 9 kun lidt) længere end kroppen.
Kendelig fra alle vore andre træbukke — undtagen Prionus
åg og Molorchus minor $ — ved 12-leddede følehorn.

Ikke almindelig, men udbredt, hyppigst i vore sydligere
egne (J, Ø). På skovenge, på tidsler og Eupatorium; maj-—
aug., hyppigst i juni. Imago angives at kunne udsvede en
lugt, der minder om lugten, når et stearinlys slukkes. Larven
lever i stængler af forskellige urteagtige planter og er hos os
fundet i Cirsium (”?/,, klækket fra 78/,) og Eupatorium canna-
binum ("5/,-19/,). Udviklingen normalt etårig. Æggene lægges
ret højt oppe på stænglen og larven arbejder sig nedad inde
i denne. (Du: 278, Kr. 1586, Palm f Sv. ET. 1953: 22).

[A. violåcea Fabr. Let kendelig ved kroppens metalblå
eller -blågrønne farve og svage behåring. Længde 8—13 mm.

Arten er bl.a. fundet, omend kun meget sjældent, i Lubeck-
og Hamburgegnen, især på Centaurea jacea. Den angives at
yngle i stænglerne af forskellige urteagtige planter. Dens fore-
komst hos os er ikke særlig sandsynlig.]

12. Obérea Muls.

Kroppen meget smal. Pronotum uden sidetorne,
kun lidt bredere end langt, siderne kun meget svagt
rundede. Vingedækkerne kun lidt bredere end prono-
tum, omtrent parallelsidede, rækkepunkterede, deres
spidser svagt udrandede. Øjnene meget dybt udran-
dede. Følehornene ensfarvede, 1.—4. led med fine,
udstående hår, 2. led ikke tydeligt længere end bredt,
3. led længere end 4. Benene ret korte, bagbenene
ikke nående forbi vingedækkernes spids, hos vore
arter ensfarvet gule, lårene ikke kølleformede, 2.
fodled ikke eller næppe længere end bredt, kløerne
indvendig med en stor flig.

Vore arter er let kendelige fra alle vore andre træ-
bukke ved de meget smalle, lange vingedækker og de
korte, gule ben. De yngler i unge, friske skud eller
kviste; imago begnaver bladene.

139

Oversigt over arterne.

EEN OT. ENERET IEEE 1. lineåris.
Pronotum rødgult, oftest med to sorte, blanke
rr SEES ERE MD TS ET IE I EESA 2. oculåta.

1. O. lineåris L. (fig. 70). Sort, tyndt gråt behåret, for-
kroppen og vingedækkernes rod tillige med udstående hår,
vingedækkernes forrand omkring scutellum smalt gul, benene

Fig. 70. Oberea linearis g. x 3,7.

gule. Pronotum fint og tæt punkteret. Vingedækkernes sider
i midten svagt indbuede, deres rækkepunktur bagtil svagere
og udvisket. Længde 11—14 mm.

Øg: Vingedækkerne fortil på siden, under skulderbulen,
med en smal gul længdestribe. Følehornene rigeligt (hos 9
knebent) så lange som vingedækkerne.

Udbredt, men ret sjælden (J, Ø); hyppigst på øerne. Svær-
mer henad aften omkring toppen af hasselbuske, juni-juli,
især juli. Udviklingen angives at være toårig. Æggene lægges
i tynde, sunde hasselkviste; hunnen gnaver en grube i barken
til ægget og ovenfor denne grube en indskæring, hvorefter

140

kvistens yderste del visner og falder af; forpupning i kvi-
stene; flyvehullet. cirkelrundt. (Bo:. 398, Bu: 230,.Ke: 131,
Pa: SAs SIS).

2. O. oculåta L. Sort, pronotum og scutellum rødgule,
det første i midten som regel med to blankt sorte, nøgne,
runde pletter, en på hver side af midtlinien, vingedækkerne
med meget tæt, fin, grå behåring, der giver dem et mat,
gråt skær; benene gule. Ligner iøvrigt linearis, men er større
og lidt bredere. Længde 16—20 mm.

gå: Kroppen lidt smallere. Følehornene lidt længere (hos 2
lidt kortere) end vingedækkerne. Sidste bugled ret dybt ind-
trykt med ophøjede siderande (hos 2 bagtil fladtrykt eller

ganske svagt nedtrykt).

Meget sjælden (J). Kun fundet i Ulveskoven ved Birkelse.
Yngler i pil (Salix pentandra, caprea og viminalis). Taget dels
sværmende henad aften om pilebuskenes top, dels siddende
på pilene, 19/,-?8/, 1921. Den angives at være meget sky og i
reglen sidde på grenene tæt ind til disse og skjult af løvet,
men dog undertiden også at sværme i solskin. Udviklingen et-
eller toårig. Larven lever i unge, sunde kviste; æglægningen
finder måske sted på lignende måde som hos linearis; de
angrebne kviste visner; forpupning i kvistene i juni-juli;
klækning i juli-aug.; flyvehullet cirkelrundt. I Mellemeuropa
har arten gjort stor skade i pilekulturer. (Bu: 230, Du. 295,
PE TE "338)

13. Stenåstola Muls.

Nærstående til Oberea, men adskilt fra denne slægt
ved, at vingedækkernes punktur ikke er rækkevis
ordnet og deres spidser smalt afrundede, at benene
er meget længere (bagbenene nående langt forbi vin-
gedækkernes spids), og at følehornenes udstående
hår er længere og talrigere og deres 1. led forsynet
med meget længere og tættere behåring. Kroppen med
udstående, på forkroppen meget lang behåring, på
vingedækkerne tillige med fin, kort nedliggende be-
håring.

141

Oversigt over arterne.

1. Vingedækkerne dybt metalblå, ret blanke, stærkt
punkterede, med dybe, skarpt afgrænsede punk-
ter, i deres forreste halvdel eller tredjedel med
blank, ikke eller kun meget svagt og spredt mi-
krochagrineret bund. Hannens paramerer se fig.
Ten ERRRSRERERRER MEESMESEN EN TEDEORE SAESSSERSADEER 1. dubia.
Vingedækkerne ret matte, uden eller kun med me-
get svagt metalskær, mindre stærkt punkterede,
med mindre dybe og ikke så skarpt afgrænsede
punkter, i bunden overalt med tydelig mikro-
chagrinering. Hannens paramerer se fig. 71,b
å. TOrrer

1. St. dubia Laich. (férrea Reitt., nigripes Jensen-Haarup)
(fig. 72). Sort, oversiden med tydeligt, dybt metalblåt skær.
Scutellum (især hos hunnen) oftest overvejende tæt hvidt
behåret. Pronotum bredest fortil, bagud ganske lidt tilsmal-
net, fint punkteret. Vingedækkerne tæt og ret kraftigt punk-
terede, siderne i midten ganske svagt indbuede, foran spidsen
svagt udvidede. Længde 8—14 mm.

g: Kroppen smallere, hovedet tydeligt (hos 2 næppe)
bredere end pronotum, dette næppe (hos 2 tydeligt) bredere
end langt. Følehornene lidt længere end (hos 2 ca. så lange
som) kroppen. Paramererne se fig. 71,a.

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Hyppigst banket

af lind og hassel i maj-juni. Imago begnaver bladene, under-
tiden også barken. Larven i udgåede løvtræsgrene, især lind,

a b

dubia ferrea

Fig. 71. Stenostola. Paramererne, set fra oven. Behåringen udeladt.

142

men også f. eks. hassel og eg, hyppigst i ca. 2—5 cm tykke, på
fugtig bund liggende grene, sjældnere i stammer og tykkere
grene. Udviklingen antagelig som regel etårig. Larvegangene
forløber først i de ydre barklag, senere dybere i barken og i

Fig. 72. Stenostola dubia g. x 4.

basten, forpupning i veddet i maj, klækning i maj-juni. Fly-
vehullet ovalt. (Du: 291, (»ferrea«), Ke: 129 (»ferrea«), Kr. II:
221, Pa TI: 339; nr 758),

2. St. férrea Schrank (nigripes Reitt.). Meget nærstående
til dubia, med adskilt fra den ved de i oversigten anførte ken-
demærker. Endvidere er det svagt nedtrykte parti fortil på
hvert vingedække langs sømmen lige bag scutellum tydeligere
fremtrædende end hos dubia, fordi det er lidt finere punkteret
og lidt stærkere mikrochagrineret end omgivelserne, en ka-
rakter, der er mindre udpræget hos dubia.

g og 292: Som hos dubia. Hannens paramerer dog meget
smallere adskilt fra hinanden ved roden, se fig. 71,b.

143

Typiske eksemplarer af de to arter er lette at adskille fra
hinanden ved vingedækkernes forskellige skær; det matte
skær hos ferrea skyldes både mikrochagrineringen og tættere
nedliggende behåring. Det forekommer imidlertid også ek-
semplarer, som er vanskelige at bestemme efter ydre kende-
mærker; hanner er dog lette at kende ved paramerernes af-
vigende form, som synes at bekræfte de to formers artsbe-
rettigelse.

Arten har været sammenblandet med dubia og er antagelig
udbredt som denne, sammen med hvilken den undertiden
forekommer, men langt sjældnere og mindre talrig (J, Ø).
Eks. foreligger fra Tørning, Rugballegård; Frejlev, Sundby

Storskov, Falster, Svenstrup ved Borup st., Skarresø. Leve-
vis som dubia.

14. Phytoecia Muls.

Nærstående til de to foregående slægter, men ad-
skilt fra Oberea ved længere, delvis sorte ben (bag-
benene nående forbi vingedækkernes spids), lidt min-
dre langstrakte, bagud ganske svagt tilsmalnede
vingedækker, hvis punktur ikke er tydeligt rækkevis
ordnet, og ved, at 3. følehornsled ikke eller næppe er
længere end 4., og fra Stenostola ved de i oversigten
(p. 111) nævnte kendemærker samt ved, at forkroppens
udstående behåring er kortere og meget sparsommere,
at følehornene, undtagen 1. led, næsten helt mangler
udstående hår, og at vingedækkerne ikke er udvidede
foran spidsen og, bortset fra roden, ikke har tydeligt
udstående behåring. Den danske art er iøvrigt straks
kendelig fra vore Oberea- og Stenostola-arter ved bene-
nes farve.

Oversigt over arterne.

KE RroMarers delvis: fødgule ;. 2940000 snes 1.cylindrica,
Kkikkene helt sorte 13904 eee Be. nigricornis.

144

1. Ph. cylindrica L. (fig. 73). Sort, pronotums midtlinie,
i hvert fald bagtil, og scutellum tæt hvidt behårede, vinge-
dækkerne med fin, grå behåring, der giver dem et ganske svagt
gråligt skær, forskinnebenene, undtagen spidsen, og forlårene
mod spidsen rødgule. Oversiden tæt punkteret. Pronotum
kun lidt bredere end langt, siderne kun meget svagt rundede.
Vingedækkerne hvert på siden med 2—3 fine længderibber.
Længde 8—10 mm.

åg: Følehornene ca. (hos 92 knebent) så lange som kroppen.
Baghofterne med en lang, spids torn.

Fig. 73. Phytoecia cylindrica gg. x 5,3.

Ret almindelig (J, Ø, B). Yngler i stængler og tykkere rod-
dele af skærmplanter, f. eks. Anthriscus silvestris, Daucus
carota, Chaerophyllum og Heracleum. Imago på bladene og
blomsterne i juni-aug. Udviklingen etårig med æglægning i
juni—juli, larveovervintring, forpupning om foråret i stængler
eller roddelen og klækning ca. 3 uger senere. Måske kan for-
pupning også finde sted allerede i juli—-aug. og klækning om
efteråret med imagos forbliven i puppelejet til næste forsom-
mer. (Du: 293, KOSKE 157)

145

[Ph. nigricérnis Fabr. adskilles fra cylindrica ved, at
forbenene er helt sorte, i det højeste skinnebensroden lysere.
Endvidere har pronotum, foruden en lys længdemidtstribe,
som regel en lys længdestribe på hver side, og vingedækkernes
behåring er betydeligt tættere og giver dem et meget mattere
og lysere gråligt skær. Længde 6—12 mm.

Arten er fundet bl. a. i Skåne og Nordtyskland (dog ikke
i Lubeck- og Hamburgegnen), men ikke i Norge. Den angives
at være knyttet til Tanacetum, Solidago og Artemisia.]

15. Tétrops Steph.

Nærstående til de tre foregående slægter og ligesom
disse med ensfarvet mørke følehorn og fligede kløer,
men adskilt fra dem ved, at øjnene er fuldstændigt
delt i to dele, at pronotum noget foran roden har en
kraftig, dyb tværfure, og at 2. følehornsled er tydeligt
længere end bredt. Vingedækkerne omtrent parallel-
sidede, spidsen afstudset eller noget fladt rundet-af-
studset. 3. og 4. følehornsled omtrent lige lange.

1. T. praeusta L. (fig. 74). Sort, med lang, ret tæt, udstå-
ende, grågul behåring, vingedækkerne gule, som regel med
mørkt spidsparti, benene gule, mellem- og bagbenenes lår
ofte, sjældnere deres skinneben i større eller mindre udstræk-
ning mørkere. Pronotum bredere end langt, fortil svagt, bag-"
til stærkt indsnøret, siderne i midten rundede, punkturen fin
og spredt. Vingedækkerne tæt og ret kraftigt punkterede.
Længde 3,5—6 mm.

&g: Følehornene knebent så lange som (hos 2 lidt kortere
end) kroppen.

Let kendelig fra alle vore andre træbukke ved ringe stør-
relse og gule vingedækker.

Indenfor praeusta-komplekset varierer udstrækningen af
den mørke farve på ben og vingedækker betydeligt. På grund-
lag heraf og forskelligheder i behåringens længde og tæthed

Victor Hansen: Træbukke 10

146

samt vingedækkepunkturens styrke er der udskilt to i Mel-
lem- og Sydeuropa forekommende former som særskilte arter:
stårki Chevr. med mørkt skulderparti, en mørk sidestribe
fortil på vingedækkernes siderand og grov og tæt punktur på
disses spidsparti samt gule ben med kun meget svag mørk

UEKD
SX

Fig. 74. Tetrops praeusta 2%. x 10.

skygning på mellem- og baglårenes rod, ofte kun indvendigt,
og gilvipes Fald. (nigra Kraatz) med ensfarvet brune eller
brunsorte, mindre langt og mindre tæt behårede, på spids-
partiet mindre groft og noget ujævnt punkterede vingedæk-
ker. Indenfor de tre arter er atter opstillet forskellige farve-
varieteter, bl. a. en var. af praeusta: algirica Chob med ens-
farvet mørke vingedækker. Artsberettigelsen for T. starki og
gilvipes synes støttet på lidet skarpe, tildels stærkt varierende
kendetegn og er ikke søgt bekræftet ved genitalundersøgelser.
Hos danske eksemplarer varierer den mørke farve på vinge-
dækkernes spidsparti noget i udstrækning og intensitet og
mangler undertiden helt eller næsten helt (var. inapicålis
Pic). Meget sjældent findes en svag antydning af mørk farve
på skulderpartiet og fortil på vingedækkernes siderande
(enkelte eks. fra Sorø og Rø). Danske eksemplarer med ens-

147

farvet mørke vingedækker foreligger vistnok ikke. Om bene-
nes farve se foran i beskrivelsen.

Almindelig (J, Ø, B). På udgåede grene eller løvet af løv-
træer, f. eks. lind, elm, eg, avnbøg, tørstetræ, frugttræer og
hvidtjørn, kun sjældent på blomster. Juni—juli. Udviklingen
et- eller toårig. Larven i udgåede, ca. 1,5—5 cm tykke grene,
ofte sammen med larven til Pogonocherus hispidus. Larve-
gangene går i det væsentlige i eller under barken; puppelejet
i splintoverfiaden eller i veddet; forpupning om foråret,
EEK ME dt senere. (Du:.297;-Ke” 134; Pa. TI: 339).

Alle afbildninger — undtagen fig. 1—10 — er originale, tegnede
efter naturen af forfatteren.

10=

Træbukkelarverne
Af Sv. G. LARSSON

Træbukkelarverne er som regel umiddelbart let
kendelige. De er cylindriske eller noget affladede,
blege og blødhudede, oftest med tydelige klatrevorter
på bagkroppens over- og underside. Benene er svagt
udviklede og mangler i mange tilfælde helt. Alene den
frie del af hovedet er kraftigt kitiniseret. Der er
fremadrettede munddele og fast kitiniseret mund-
ramme. Blandt de danske biller kan træbukkelarverne
lettest forveksles med larverne til nogle serropalpider,
men hos disse heteromere biller er munddelene nedad-
rettede, og kraniets underside bag de ventrale mund-
dele (kæber og underlæbe) er helt blødhudet, således
at der ikke er udviklet nogen sluttet mundramme.

Hovedet (fig. 2 p. 151) er mere eller mindre affladet
og oftest dybt indsænket i forbrystet. Det er forbundet
med brystet ved en ledhud, der på oversiden strækker
sig frem til bagspidsen af pandeskjoldet, på undersiden
til den fast kitiniserede strubeplades bagrand. Hvor
hovedet kun er ganske lidt indsænket, og issesøm
mangler (Lepturinae), afviger ledhudens fiksering ikke
fra forholdene hos så mange andre billelarver. Hos
Lamiinae er hele det langstrakte baghoved dybt ind-
sænket, og halshuden omkredser hovedet, som derved
deles i to omtrent lige store dele, en fri eller dog ud-
skydelig forreste og en indesluttet bageste. Hos de
øvrige underfamilier er hovedets sider overvejende
frie (som hos lepturinerne); hos dem strækker hals-

149

huden sig på oversiden som en tunge frem til pande-
skjoldet, dækkende en længdegrube over issesømmen
og de tilstødende dele af issen, og på undersiden når

Prioninae Cerambycinae Lamiinae

Fig. 1. Larvetyper set fra siden. (Demelt).

en lignende tunge frem til strubepladen. Under disse
hudpartier findes den muskulatur, der benyttes: ved
hovedets tilbagetrækning. Ved denne struktur bliver
hovedet meget bevægeligt fra side til side.

150

Pandeskjoldet er oftest tydeligt afgrænset ved pande-
sømmene; det er som regel delt af en midtstillet
længdesøm, en kam på indersiden (en endocarina), og
hos nogle få slægter (f. eks. Rhagium) er der mellem
følehornene en tilsvarende tværsøm. Den forreste,
særlig markerede rand af pandeskjoldet (sandsynlig-
vis = postclypeus) kaldes hos træbukkelarverne epi-
stoma; den er særlig fremtrædende hos Prioninae,
hvor den tydelig ligger i et lavere plan end det egent-
lige pandeskjold, som den er adskilt fra ved en skarp
køl. Mundskjold (clypeus, her = anteclypeus) og over-
læbe er veludviklede.

Den ventrale del af mundrammen deles almindelig-
vis af fire sømme i tre plader, af hvilke den midtstillede
er strubepladen (gula). De to andre stykker, hypo-
stoma, er i realiteten de ventrale dele af epicrania
(kraniets epipleurer). Sømmene på siden af strube-
pladen er (her som overalt) strubesømmene, mens
hypostomet udadtil begrænses af hypostomalsømmene.

Variationer i tentoriet (hovedets indvendige skelet)
påvirker meget stærkt strukturen af den skjulte del af
hovedets underside. Tentoriet ses udvendig med større
eller mindre tydelighed som to små gruber ved
hypostomets indre baghjørner. Herfra strækker det
sig som to kitinstrenge op mod pandesømmene, i hvis
nærhed det fæstner sig til kraniets loft. Hos Aseminae,
Lepturinae og Lamiinae er disse strenge forbundet ved
en tværarm. (tentoriets. légeme), et. lille. stykke. inde i
hovedet. Hos Cerambycinae og Prioninae er tentorial-
gruberne meget brede, og som følge heraf er stykket
op til tværarmen stærkt forkortet; derved kommer
denne til at ligge i samme plan som hypostomet og
således til at dele nakkehullet i et forreste mindre og
et bageste større afsnit.

151

Synssansen er meget stærkt reduceret; oftest findes
kun en enkelt ocel på hver side, men mange (først og
fremmest aseminerne og mange lamier) mangler fuld-
stændig øjne. Hos et mindre antal arter findes tre par

Ceroamb yernae fre pturinaes Lomiinasg

Fig. 2. Typer af larvehoveder fra oversiden og undersiden.
(Craighead).

oceller, men kun Acmaeops og Pachyta har seks par,
det antal, der er det almindelige maksimum hos bille-
larver.

Følehornene er oftest 3-leddede som hos de aller-
fleste polyphage billelarver, men de er meget små; da
te tilmed i de allerfleste tilfælde ;er indtrækkelige,
kikket være en meget stor ledhud, er de som regel i
praksis ret uanvendelige ved bestemmelsesarbejdet.

152

Sansekeglen på spidsen af 2. følehornsled findes oftest,
men er altid meget lille.

Den typiske kindbakke er mere eller mindre lang-
strakt med endestillet, skråt afskåret skærerand, hvis
ventrale vinkel er spids og rager lidt frem foran den

Fig. 3. Kindbakker set fra ydersiden. 1 Cerambyx scopolii; 2 Leptura
rubra. pl er kindbakkens stribede plade. (van Emden).

dorsale. Den dorsale vinkel kan være tandformet
fremtrædende eller ej; undertiden er den på det nær-
meste en normal retinaculum (f. eks. hos Spondylis).
Hos cerambycinerne er kindbakkerne forkortede, og
spidsedelen får form som en afstumpet ske. Larverne
til denne underfamilie er oftest umiddelbart kendelige
netop på de i spidsen afrundede kindbakker. De
ventrale munddele (kæber og underlæbe) er korte og
kun svagt kitiniserede. Kæbernes tyggeflig er udelt og
i spidsen afrundet, palpen er som regel treleddet, ofte
siddende på en tydelig palpifer. Underlæben består af
submentum og mentum, der ofte er sammensmeltede
til ét stykke. Præmentums dele er oftest kun sammen-
voksede ved grunden; det bærer toleddede læbepalper.

Af kropsleddene er forbrystet, der omslutter det
meste af hovedet, det største; dets overside er forsynet
med et par parentes-formede furer, der begrænser
leddets rygskjold, kroppens stærkest kitiniserede
plade, der som regel har ret fremtrædende skulptur

153

eller særlig udviklet behåring eller asperitiebesætning,
hvis styrke og udformning ofte har tydelig relation til
arternes levevis. Også undersidens struktur har betyd-
ning ved bestemmelsesarbejdet, især gælder det det

presternum

re
- NV
7

z ke
eusternum >
X

prothoracic leg

Fig. 4. Skema af forbrystets underside. (Duffy).

midtstillede eusternum. Bagtil er kroppen noget smal-
lere og helt bleg.

Brystlemmerne er altid meget svagt udviklede og
med stor indbyrdes afstand. Hvor de er bedst ud-
viklede, svarer de nøje til polyphagernes typiske lem-
mer og består af hofte, hoftering, lår, skinneben og
kloagtigt fodled, men ofte er reduktionen stærkt frem-
skreden, og i mangfoldige tilfælde mangler de helt
(navnlig blandt lamierne). Kun slægten Acmaeops er i
stand til virkelig at udnytte benene som ganglemmer.
I sammenhæng med benenes reduktion står, at heller
ikke bagkropsspidsen, pygopodiet, har nogen praktisk
betydning for dyrenes bevægelighed, også her bortset
fra Acmaeops.

Træbukkelarverne bevæger sig i deres snævre gange
ved hjælp af legemets ujævnheder, først og fremmest
de klatrevorter, der findes på over- og underside
af de forreste 6—7 bagkropsled. Klatrevorterne er vorte-

154

formet fremtrædende dele af segmentet, oftest ud-
adtil begrænset af lignende parentesførmede længde-
furer som på førbrystet; søm regel er de yderligere
underafdelt af en eller to tværfurer og en midtstillet
længdefure. Hos en del slægter er klatrevørterne
desuden opløst i et større antal småvorter, tuberklerne.
Navnlig hvor klatrevorterne kun er lidt underafdelt,
kan de være beklædt med behåring, der i nogle til-
fælde er fløjlsagtig, i andre tilfælde har førm søm finere
eller grøvere asperitier. Vorterne trækkes ind ved
hjælp af muskler, mens udskydningen først og frem-
mest sker ved forøget blodtryk, der er opstået ved
sammentrækning i andre dele af kroppen. Ved hjælp
af vorterne kan larverne låse sig meget fast i gangene
og derved opnå baggrund for det pres, som hovedet
må yde for at give styrke til afgnavningen af spåner af
det ofte meget hårde ved. Detaljerne i klatrevørternes
bygning er meget varierende og synes at være af betyd-
ning for dyrenes biologi. Specielt synes afstanden
mellem de enkelte leds klatrevorter at øve en stør
indflydelse på den lethed, hvormed dyrene færdes i
deres gange, idet en fastbygget krøp giver ringe
bevægelighed, en slank krop derimod stor.

9. bagkropsled ender oftest simpelt; høs et mindre
antal arter bærer det en bagudrettet, uparret kitintørn
eller ganske kørte parrede urogømphi, men det kan
også være i besiddelse af kitinplader af anden karakter.
Gattet omgives oftest af tre bløde læber, der almindelig-
vis, men mest sandsynlig med urette, betegnes søm 10.
bagkropsled.

Spiraklerne hos de ældre larver er i hvert fald til-
syneladende af den annulære type, ømend de varierer
meget i førm, fra næsten kredsrunde til spalteførmede
og smalt tølæbede; åbningen ind mød atriet beskyttes

155

af en hårkrans. En mikroskopisk undersøgelse viser
imidlertid, at der i tilslutning til peritremas bagrand
findes en række små kamre, hvis antal og udformning
er karakteristisk for hver enkelt slægt og art. Denne
egenskab har betydelig teoretisk interesse, idet det

Fig. 5. Klatrevorte med tuberkler. 6. rygvorte af den amerikanske
Monochamus titillator F. (Duffy).

har vist sig, at nyklækkede træbukkelarver har bica-
merale spirakler, der har stor lighed med rhynchopho-
rernes, og at de først ved hudskiftet til 2. stadium får
det for gruppen typiske udseende, der må opfattes som
en degeneration eller forsimpling af det oprindelige.

Hvor langt tilbage i tid træbukkene har eksisteret,
lader sig ikke sige; men de har utvivlsomt udgjort en
gammel gruppe allerede dengang, da de dækfrøede
planter blev den dominerende plantegruppe hen mod
slutningen af kridttiden. Man mener (Crowson 1955),
at de sammen med bladbillerne har deres rod i den
store billegruppe Cucujiformia, der blandt andet om-
fatter de familier, som idag henføres til Clavicornia,
Heteromera og Cleroidea.

Der er grund til at tro, at de tidligste træbukke som
larver har levet i stærkt henfaldende, svampeholdigt
ved, en livsform, der er meget udbredt blandt primitive
Cucujiformia tilhørende mange familier. Netop de

156

arter, der i nutiden lever under disse betingelser, først
og fremmest mange lepturiner, viser en række primi-
tive bygningstræk, som er mere eller mindre omformede
og tilpassede hos arter, der har en anden levevis. Man
finder således ingen andre træbukkelarver, hvor bryst-
lemmerne er så vel bevarede som hos lepturinerne;
endvidere er det inden for denne underfamilie, at man
finder de eneste slægter (Acmaeops og Pachyta), som
har 6 oceller på hver side af hovedet, det maksimale
antal blandt billelarver. Hovedets almindelige byg-
ning er langt mere i overensstemmelse med hovedet
hos andre cucujiforme billelarver, det er meget bevæge-
ligt, med nakkehul i kraniets bageste område, og dertil
mindre udpræget fremadrettet end hos de fleste andre
cerambycider. I biologisk henseende har de lepturiner,
der lever i fugtigt ved under formuldning, haft en
langt større chance for at kunne opretholde livet under
stærkt skiftende forhold end nogen af de øvrige træ-
bukke, idet der netop blandt dem er en meget stor
tolerance med hensyn til værtplantens stilling i det
botaniske system. Det giver sig i nutiden udtryk i, at
det netop er blandt lepturinerne, at man finder arter,
der med samme udbytte vokser op i nåletræ og løvtræ,
og det må have været af fundamental stor betydning
i de jordperioder, hvor fremherskende plantegrupper
uddøde og afløstes af andre.

Det er almindeligt, at træbukkene ikke tager næring
til sig som imagines. Kun blandt lepturinerne og
lamierne forekommer det hyppigt; lepturinerne er
blomstersøgende dagdyr, der er pollenædere, mens
lamierne er natdyr, der lever af forskellige andre
planteemner. Man kan mene, at blomstersøgende biller
umulig kan være særlig gamle; men alene det faktum,
at de overhovedet tager næring til sig som imagines,

157

er tegn på ælde. Desuden har der eksisteret pollen-
producerende planter længe før de dækfrøedes periode,
og skridtet fra at være sporeæder til at være pollen-
æder er erfaringsmæssig ikke stort. Svampesporer er
netop et almindeligt fødeemne blandt de Cucujiformia,
der lever i henfaldende træ.

Man kan således forestille sig, at træbukkene har
spredt sig, morfologisk og biologisk, ud fra en grund-
type, der har været ret nært beslægtet med nutidens
lepturiner.

Larverne til nutidens lepturiner er i almindelighed
meget ømfindtlige over for udtørring og omkommer på
meget kort tid. Necydalis-larven og først og fremmest
larverne til mange cerambyciner har opnået en langt
mere effektiv vandhusholdning og dermed en langt
større tørkeresistens, og de findes idag netop i de sol-
eller vindeksponerede dele af udgåede træer. For disse
arter er det karakteristisk, at de i langt højere grad er
bundet til en enkelt planteart eller i hvert fald til en
gruppe af indbyrdes beslægtede planter, hvorimod det
er meget sjældent at finde samme art både i nåletræ
og løvtræ. Mange arter kan ganske vist leve og afslutte
deres udvikling i »forkerte« værter, men udviklingen
tager så unormalt lang tid, og de opnår ikke den for
arten karakteristiske størrelse. Disse bestemte krav til
værtplantens systematiske stilling kan muligvis skyl-
des, at denne biologiske artsgruppe i langt højere grad er
af hængig af sin egen evne til at nedbryde cellulose og
til at opspare vand fra de fysiologiske processer end de
førnævnte lepturiner, der lever i en vedmasse, hvor
cellulosen allerede i stor udstrækning er nedbrudt af
fremmede organismer.

Et samspil mellem værtplantens konsistens og
larvens morfologi inden for denne biologiske gruppe

158

må nævnes. Det hårde ved stiller langt større krav til
den kraft, hvormed gnavet udføres, end det bløde
muldede ved, og plads til den muskelforøgelse, som
skal yde denne kraft, er opnået ved en forlængelse af
baghovedets dorsale område bagud i forbrystet. Det
har blandt andet medført den i denne sammenhæng
underordnede konsekvens, at nakkehullet har fået sin
ejendommelige placering, på kraniets underside. En
tilpasning til veddets karakter og mod en bedre ud-
nyttelse af den kraft, der kan præsteres, er desuden, at
gnavet i det hårde ved i langt højere grad rettes lige
fremad; derved bliver larvegangene snævrere og i
tværsnit ofte omtrent cylindriske i modsætning til det
bløde veds langt mere affladede og uregelmæssige
gangsystemer.

Aseminae har sandsynligvis gennemløbet en biolo-
gisk og morfologisk udvikling, der i hovedtrækkene
er den samme som skildret for cerambycinerne. Be-
mærkelsesværdigt er dog, at de har bevaret en arkaisk
karakter, som ellers er gået tabt hos træbukkelarverne
med undtagelse af ganske få lepturiner, nemlig de
korte, bagud-opadkrummede urogomphi, der er en
fælleskarakter for et meget stort antal cucujiforme
larver. Denne primitive karakter har i høj grad været
medvirkende til, at man har betragtet underfamilien
som særlig oprindelig blandt træbukkene, men den må
dog mest sandsynlig betragtes som et af naturens
mange uforklarlige luner. Aseminerne lever udeluk-
kende på nåletræ, og også det har været udlagt som
tegn på gruppens store oprindelighed. Underfamilien er
utvivlsomt meget gammel, men ikke mindst på grund
af mange specialiseringer og reduktioner i larvernes
morfologi må de betragtes som sekundære i forhold til
de biologisk indifferente former blandt lepturinerne.

159

Selv om det er vanskeligt at sætte prioninerne i
direkte relation til kendte lepturiner, deres fællesskab
må ligge længere tilbage i tid, end de nulevende typer
kan følges, så må det betragtes som mest sandsynligt,
at det er som sekundære hårdtvedborere, at larverne
har fået deres recente udformning, altså gennem en
udvikling, der har været parallel med den ovenfor
skitserede. I overensstemmelse hermed er, at selve
slægten Prionus ofte starter sit angreb på døende, men
altså stadig helt friske rødder.

Den biologiske overgang fra rent vedborende til rent
barkborende arter er ganske jævn, idet larverne til
mange arter begynder deres livsløb i barken eller
bastlaget for efter kortere eller længere tids forløb at
fortsætte og afslutte deres udvikling inde i veddet.
Lamien Monochamus er et typisk eksempel herpå.
De larvegange, der findes i disse ydre og bløde lag er
altid brede og flade. Det er karakteristisk, at også det
store flertal af de larver, der lever på denne biotop, er
mere eller mindre fladtrykte, men alligevel en hel del
smallere end de gange, hvori de lever; de har altså en
relativ stor bevægelighed af hoved og bryst fra side til
side. Denne bevægelighed modvirkes, hvor arterne
senere i tilværelsen arbejder sig ind i veddet; her med-
fører materialets hårdhed, at gangene bliver snævre
og forholdsvis lige, og samtidig skifter larvens bløde
krop form og bliver mere cylindrisk.

Hos mange af de arter, hvor larverne lever hele
deres liv i basten, sker også forpupningen her, mens
andre normalt gnaver sig en puppegang ind i veddet,
hvad der må opfattes som en mindelse om tidligere
tiders levevis, hvor udviklingens slutfase regelmæssig
foregik her. For mange af arterne gælder det iøvrigt,
at det er barkens tykkelse, der er bestemmende for,

160

hvor det enkelte individ anlægger sin puppehule; så-
fremt barken er tilstrækkelig svær, sker forpupningen
her, også for arter, der normalt forpupper sig inde i
splintveddet.

Enkelte lepturiner og mange prioniner forlader deres
værtplante som fuldt udviklede larver og forpupper sig
udenfor i en jordkokon.

Alt tyder på, at også lamierne har udviklet sig som
hårdtvedsformer fra mere oprindelige typer i muld-
nende ved; men det er sket uafhængigt af Ceram-
bycinae, Aseminae og Prioninae. Der findes iblandt
dem former, der har fulgt udviklingsbaner parallelle
med mange cerambyciners og specialiserede lepturi-
ners, men desuden har denne underfamilie i ganske
særlig grad haft evnen til at tilpasse sig livsbetingel-
serne i det levende træ. Det er en udvikling, der kul-
minerer med slægter som Saperda og Oberea. Ved
denne udviklingsretning er der en klar tilbøjelighed
til, at larvegangen følger skuddets marvkanal eller i
hvert fald veddets længderetning; ligeledes er æde-
gangen forholdsvis kort, hvad der tyder på, at cellulose
her spiller en forholdsvis ringe rolle i ernæringen i
forhold til andre og lettere tilgængelige kulhydrater.
De fleste arter angriber udelukkende tynde kviste,
som de udhuler, og som de renser for ormemel gennem
huller, som de gnaver i skuddets sider. Et mindre antal
træbukke er gået over til at yngle i urteagtige stængler ;
det er først og fremmest lamier, der her lever på en
måde, der ret nøje svarer til de ovenfor omtalte arters
liv i tynde, levende kviste.

En bestemt sammenhæng mellem morfologi og om-
givelser kommer også til udtryk, hvor larverne lever
i levende plantevæv, nemlig i hudens og behåringens
karakter. Hos de indifferente, rådædende lepturiner er

161

huden ret grov og med forholdsvis få og kraftige
børster. Hos de af tørt ved levende former og kulmi-
nerende hos husbukken er huden meget sart og silke-
glinsende med meget fin behåring. Hos de former, der
findes i levende plantevæv, ikke blot lamier, men også
de få arter fra andre underfamilier, forgroves behårin-
gen til asperitier, der blandt andet hos Saperda er
meget kraftige. Hvordan man så end vil forklare denne
sammenhæng mellem morfologi og omgivelser, så er
den i hvert fald højst hensigtsmæssig, da det må være
langt vanskeligere for larverne at få ordentligt hold i
de altid fugtige og glatte vægge i gangene i de levende,
saftspændte planter end i det tørre ved.

Den tid, det tager for en træbukkelarve at opnå sin
fulde størrelse, er meget variabel, selv blandt søskende
fra samme kuld æg og opvokset under i hvert fald
tilsyneladende ganske ens betingelser. De fleste stiller
meget store krav til omgivelsernes karakter, og selv
ganske små afvigelser fra det optimale kan medføre
en betydelig forlængelse af larvetiden tillige med
underudvikling af imago, om larven i det hele taget
formår at gennemføre forvandlingen. Derfor er labora-
torieresultater af denne kategori meget ofte misvisende.
I nogen grad følger udviklingstidens længde dog artens
størrelse; således er Prionus coriarius blandt vore
naturlige arter en af dem, der har længst normal leve-
tid, 3-4 år. Når husbukken er lige så længe eller endnu
længere om sin udvikling, er årsagen mest sandsynlig
mensat arten her i landet altid er fjernet fra sine
optimale livsbetingelser; dens tilværelse i vore tag-
konstruktioner er under alle omstændigheder under-
kastet en slags »laboratoriebetingelser«, og den er des-
uden udsat for en for denne mediterrane art unormal
lang vinter, så dens årlige aktive ædeperiode bliver

Victor Hansen: Træbukke LT

162

langt kortere end vore naturlige arters. Under danske
forhold er de allerfleste træbukke 1—2 år om udvik-
lingen, men man kender andetsteds fra arter, der under
gunstige omstændigheder mere eller mindre regel-
mæssigt gennemfører to årlige generationer. Puppe-
tiden ligger oftest inden for en ganske bestemt årlig
periode, hyppigst forår eller efterår, undertiden både
forår og efterår, og i en del tilfælde i løbet af sommeren.
Når larven har endt sin vækst, danner den sit puppe-
kammer og afventer her den årstid, som er karak-
teristisk for artens forpupning.

Bestemmelsesnøgle

For at gøre den efterfølgende bestemmelsesnøgle så

anvendelig som mulig, er den kun gennemført så vidt,
som arter og slægter kan erkendes på nogenlunde let-
tilgængelige og pålidelige karakterer. For de formers

vedkommende, hvor man ikke i nøglen kan komme til
det endelige resultat, er der i artsfortegnelsen anført

de morfologiske og biologiske indicier eller særlig

vanskelige karakterer, der muligt kan være til støtte

ved bestemmelsesarbejdet.

1.

Ben oftest veludviklede; såfremt de mangler eller
er meget små, har kindbakkernes skærerand
ib som. en;hulmejsol (Ags B4) in usle mee 6)

Ben mangler; kindbakkernes skærerand skråt af-
skåret med fremtrædende nedre vinkel (fig. 3,)
EEN sr ne anede ile. serne

Kindbakkernes skærerand skråt afskåret med
fremtrædende nedre vinkel. Ben findes........

” Kindbakkernes skærerand har form som en hul-

mejsel. Ben findes eller mangler (Cerambycinae)
De ventrale munddeles fæste næppe bredere end
gula. Epistoma stejlt skråtstillet med kølet
grænse mod clypeus. Klatrevorter uden tuberk-
ler. Bagkropsspidsen uden kitindannelser (Prio-

KB is søstrene. » 1. Prionus coriarius (p. 173).

De ventrale munddele fæstet til hypostomet i
næsten hele dets bredde. Epistoma ligger i
bårne. plan som LlypE US ss 40 oral dan punter

Epicraniets to dele samt pandeskjold og nakkehul
mødes alle i et enkelt punkt (fig. 2). Klatre-
vorter oftest mere eller mindre tydeligt med

39.

k fl tog

164

tuberkler (fig. 5). 9. bagkropsled ender som regel
simpelt, (Lepturingb) 4 lagre 1 s SISSE FERIE VE
Epicraniets to dele støder sammen på et kortere
eller længere stykke, så pandeskjold og nakkehul
er indbyrdes adskilte (fig. 2). Klatrevorter uden
tuberkler (fig. 7). 9. bagkropsled med et par
meget korte, ofte stumpe urogomphi (fig. 6 0g 11).
Lover malere ASERNES SNE DENE ERE d.

Fig. 6. Criocephalus ferus. 9. bagkropsled med urogomphi set bagfra.
(Duffy).

5. Kinderne ikke uregelmæssigt tofarvede. Overlæben
hjerteformet, ca. så lang som bred. Kindbak-
kerne på oversiden nær roden (dækket af over-
læben) med et noget skråtstillet plant felt.
Urogomphi oftest forholdsvis store og spidse
(fg. 6). 2307 FRE MOM REST] MRS ENEDES 6.

Kinderne med uregelmæssige mørkere pletter på
den lyse grundfarve. Overlæben tydelig bredere
end lang. Kindbakkerne uden skråtstillet felt.
Urogomphi meget små og mere eller mindre af-
stimpide (hg ANUBIS, 4—6. Tetropium (p. 176).

6. Afstanden mellem de meget små urogomphi mindst
4 gange deres diameter. Eusternum glat i et
midtstillet længdefelt, men dækket af asperitier
i de laterale områder. Overlæben ganske lidt
bredere end lang 2. Spondylisbuprestoides (p. 175).

Afstanden mellem urogomphi højst 2—3 gange
deres diameter. Eusternum ensartet beklædt
med dkperitier HVEN VIN DENS JERARR IEEN Ms

30,

13,

12.

165

På pronotums skive er flere længdestillede områder
glatte og uden asperitier, der, hvor de forekom-
mer, er yderst fine. Strubesømmene som regel
mørkere end de tilstødende dele af hypostomet,
omtrent så tydelige som hypostomasømmene.
Urogomphi forholdsvis store, men kun i spidsen
mørkt pigmenterede; de er mindst så lange som
tykke ved basis og oftest berørende hinanden

3: Åsemum" striatum (p.

På pronotums skive er de glatte områder små,
uregelmæssige og jævnt fordelt; asperitierne er
forholdsvis grove. Strubesømmene utydelige og
af samme farve som de tilstødende dele af
hypostomet. Urogomphi forholdsvis små, oftest
med tydelig indbyrdes afstand (fig. 6)

7—8. Criocephalus (p.

Mintevorter med talrige tuberkler. 3 .oceller.
Tindingerne fortil groft furede. Lever i løvtræ
9. Cerambyx scopolii (p

Klatrevorter uden tydelige tuberkler. Oftest min-
dre end 3 oceller. Tindingerne højst svagt furede
Ben forholdsvis veludviklede, mindst så lange som
kæbepalperne. Rygvorternes mediane længde-
Re KK omend tydelig) 220 0 SAM Nee
Ben meget små eller manglende, kun undtagelsesvis
(Clytus mysticus) omtrent så lange som kæbe-
palperne; men så er rygvorternes mediane
RENEE VD OD SKER Sode ERAT en eeee
En vorlerne med 2 tydelige Lværlurer 7.011:
Rygvorterne kun med én tydelig tværfure, den
forreste (fig. 7). Mindre'end 3 par oceller ......

3 par oceller. Lever i lagret nåletræ, oftest byg-

175).

177).

FS:

FU;

16.
se

12.

ningstømmer ..... 77. 1Pylotrupes baTnlus'tp: 182).

1 par oceller. Lever i levende pil

10. Aromia moschata (p. 179).

Mundrammen danner en fuldstændig, mørkt
sklerotiseret ring, også under antennebasis.....

Fig. 7. Callidium testaceum. 3. bagkropsleds dorsale klatrevorte.
(Duffy).

Mundrammens mørkt sklerotiserede ring er af-
brudt af et smalt blegt område under antenne-

Dans (CAR. 8). Lever 1 BIERS 07 seed nale RE
13. Undersiden af den ventrale ledknude for kind-

bakkerne med en lille, men ret tydelig knude.

Ocel tydelig. Ben temmelig mørke. Lever i nåle-

KEE SS SEDAN 11. Callidium violaceum (p. 179).

Fig. 8. Mundrammen set forfra (uden munddele) af den amerikanske
Zlaphidion tenue Lec., visende det blege område mellem følehorn og
ocel (0). (Craighead).

Undersiden af den ventrale ledknude for kindbak-
kerne uden knude. Oceller i hvert fald oftest
manglende eller ganske utydelige ............. 14.
14. Lever i nåletræ ... 16. Callidium undatum (p. 181).
Lever i løvtræ ....….. 15 Callidium clavipes. (p. 181),

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

167

Pronotum fortil tydelig mørkere end bagtil. Hypo-
stomets forrand ru og bredt mørktfarvet

13. Callidium sanguineum (p.

Pronotum næppe mørkere fortil end bagtil. Hypo-
stomets forrand glat og smalt mørktfarvet, ud
for gula så godt som helt lys

12: Callidium testaceum (p.

3 par oceller. Kinderne bredt mørktfarvede. Lever
ES SE PROS LYRE EET EN EEELILEVR
EDER Seele. TESS FEET ERDT,

Klatrevorterne forholdsvis brede, den på 6. bag-

kropsled tværoval .... 20. Clytus detritus (p.

Klatrevorterne forholdsvis lange, den på 6. bag-

kropsled aflangt oval 19. Clytus arcuatus (p.

men hundes, men er ofte meget små VD SDS

ER EET ae se RR RINGER KS SIN U LE MER

Ryggens klatrevorter dybt todelte og fremstående
(fig. 13). Den danske, art lever i nåletræ

24. Obrium (p.

Ryggens klatrevorter »normale«. Lever i løvtræ...
Ben tydelige, ca. halvt så lange som kæbepalperne

22. Clytus mysticus (p.

Ben næppe erkendelige, selv ved ret stærk forstør-

Mundrammen danner en fuldstændig, mørkt sklero-
tiseret ring, også under antennebasis

21. CGlytus fusticus (p.

Mundrammens mørkt sklerotiserede ring er af-
brudt af et blegt område under antennebasis,
undertiden lys i større udstrækning (fig. 8).....

Forholdsvis kraftigt bygget. Mundrammen bleg

14. Callidium alni (p.

Forholdsvis slank. Mundrammen mørk

23. Gracilia minuta (p.

Mundrammen danner en fuldstændig, mørkt
sklerotiseret ring, også under antennebasis.
BE MINER 573045 ZEN 0 KOR ER HCA BAG EK ON AAEN

180).

180).

vi;
18.

184).
183).

19;
23.

185).
20.

184).

ål.

184).

22.

181).

185).

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

168

Mundrammens mørkt sklerotiserede ring er af-
brudt af et blegt område under antennebasis,
undertiden lys i større udstrækning (fig. 8).....

Den bageste del af forbrystet mat, med fløjlsagtigt

Skær | 4 Pee akkeN FSY Al; Clytus rustede

Den bageste del af forbrystet skinnende, uden

fløjlsagtigt skær. 1444. 183, Clytus'.arietis (p

Forholdsvis kraftigt bygget. Mundrammen bleg.

Lever TIGVITE 1,17. 14. Callidium alni (p.

Forholdsvis slank. Mundrammen mørk ..........
Lever i nåletræ. Hypostomasømmene tydelig buede

26. Molorchus minor (p.

Lever i kviste og slanke grene af rose, brombær og
andre løvbærende vedplanter. Hypostomasøm-
mene næsten lige

25. Molorchus umbellatarum (p.

9. bagkropsled med 2 endetorne (urogomphi)

BE YIG SE NER 32, Toxotus :cursor f(p.

9. bagkropsled med én uparret endetorn (fig. 16a-c)
9. bagkropnsled unden endetorne. 5.55 anke
Dorsale klatrevorter på de 7 forreste bagkropsled
Dorsale klatrevorter kun på de 6 forreste bagkrops-

led … . 257 33. Stenocorus meridkanus (DD,

9. bagkropsled med en bule på oversiden tæt foran
kitintornens spids (tydelig, når larven ses fra
siden). Kun et par svagt udviklede oceller.....

Oversiden af 9. bagkropsled går jævnt over i ende-
tornens overside, uden fremtrædende bule. 6 par

cellet SR Ad UKE SEER ES 34—35. Pachyta (p.

Larvegnavet fortrinsvis inde i splintveddet. Pande-
skjoldet foran tværsømmen skarpt afgrænset
mørkere end hovedet bag tværsømmen

28. Rhagium bifasciatum (p.

Larvegnavet udelukkende i bark og vækstlag.
Hovedets lyse område strækker sig frem foran
pandeskjoldets tværsøm, der således ikke kom-
mer til at markere en farvegrænse

29. Rhagium mordax (p.

192)

30.

192).

189).

190).

31.

32.

33:

34.

35.

169

Hovedet meget fladt og bredt med vinkelformet
udstående sider og 6 oceller på hver side (fig. 19).
Gattet sidder på undersiden af 9. bagkropsled
og er anvendeligt som gangredskab (fig. 18)

36. Acmaeéops coøllaris (p. 193).

Hovedet anderledes formet og højst med 3 par
RE RER: Galten IN ss RAE HAG: 32.

Hovedet påfaldende tværbredt, kendelig bredere
end brystet (hos den voksne larve), meget stærkt
affladet og kraftig rynket på siderne. Oceller
Munglers;-ellermet: par ersutydeligt. til stede,
Kindbakkerne meget slanke og fremadrettede.
Larven findes udelukkende i bark og vækstlag,
fortrinsvis af nåletræ

31..Rhagium inquisitor(p. 191).

Hovedet mindre tværbredt, ikke bredere end
brystet; kun sjældent stærkt affladet, men så
(Grammoptera) er det ganske små larver med 3
par oceller. Tindingerne er ikke kraftig rynkede.
MaMtibakkerne-kortere. og kraftigeres'. 15557920, 33.

Stor larve med kun svagt udviklede tuberkler på
klatrevorterne. Taget under svær bark af frisk,
men død eg 30. Rhagium sycophanta (p. 190).

Klatrevorter oftest med talrige små velafgrænsede

Hiuterklek-Béyvested;anderledes 0, 5704 0740 SPL 34.

Små larver, der lever i kambiet af grene og kviste
af løvtræ. 3 par oceller

37—39. Grammoptera s. str. (p. 195).

Larverne (oftest større) lever inde i veddet af
stubbe, stammer: og; større:sgrene 1100, Jysd s0g 35.

Larverne findes udelukkende i meget tørt og hårdt
ved af løvtræ. Huden er sart og bleg med ret svagt
fremtrædende tuberkler. Den faste mundramme
er smalt, men meget kraftigt farvet

27..Necydalis major (p. 188).

Larverne er bundet til forholdsvis fugtige biotoper
med ret friskt ved eller med blødt ved under
SEE er eN NEN mk VENG 36.

36.

37.

38.

170

Lille larve fra løvtræstubbe i forrådning. Hypo-
stomet kort, mindst 4 gange så bredt som langt
i midtlinien. Skinnebenet tydelig længere end
låret. 3. kæbepalpeled aflangt, længere end 2. led
40. Grammoptera tabacicolor (p
Oftest større larver fra løvtræ eller nåletræ. Hypo-
stomet længere, sædvanligvis mindre end 4
gange så bredt som langt i midtlinien; i modsat
fald er enten fodleddet konkavt langs undersiden,
eller forranden af hypostomet er sort, eller
eusternum på forbrystet er mikroskopisk dun-
håret. Skinnebenet ikke længere end låret (und-
tagen Judolia). 3. kæbepalpeled så langt som
bredt eller. længere, ikke 'lærngtre, jendv2: led
(undtagen honuledolatd., dL vaklen rd Eine
Ben lange; skinnebenet tydelig længere end låret.
Undersiden af fodleddet konkavt i de yderste
ls RE sal Ken Sire Je anken
Ben kortere; skinnebenet højst så langt som låret.

Fodleddet højst svagt konkavt på undersiden
43—55. Leptura og Strangalia (p
Ben usædvanlig lange, 3—4 gange så lange som
kæbepalperne; låret mindst dobbelt så langt
som højt ved basis; skinnebenet ca. 4 gange så

langt som højt ved basis. Lever i nåletræ
42. Judolia sexmaculata (p
Ben noget kortere, ca. dobbelt så lange som kæbe-
palperne; låret højst halvanden gang så langt
som højt ved basis; skinnebenet 3 gange så langt
" som højt ved basis. Lever i løvtræ

41. Judolia cerambyciformis (p

Fig. 9. Fodled af Judolia cerambyciformis. (Duffy).

. 196).

37.

38.

. 197).

. 197).

HÆDTS

r71

39. 9. bagkropsled med en endestillet kitintorn eller

FRR Die HEE BE EN REVAN de es DE SE AN

9. bagkropsled uden spor af endetorne eller kitin-

RENEE ENN RS oe ale,

40. Bagkroppen ender i en bagudrettet torn (fig. 27c).

Klatrevorterne med tværfure, men de er ikke

bredt afbrudt i midtlinien. Den forreste del af
hypostomet skråner ret stejlt mod forranden

40.

42.

67. Mesosa nebulosa (p. 210).

9. bagkropsled med en lille kitinplade med eller
uden svagt udviklet torn. Klatrevorterne uden
tydelig tværfure, men på hver side af den brede
midtfure findes en hob af små, uregelmæssigt
ordnede tuberkler. Hypostomet på det nærmeste
HE tt Tigeren ET Eels Silke re

41. Kitinpladen på 9. bagkropsled med længdestillede

KFUK EDrer md 63—66. Pogonocherus (p.

Kitinpladen på 9. bagkropsled med en tværliste,
der på midten hæver sig til en torn (fig. 28 d)
77. Tetrops praeusta (p
42. 8. bagkropsled foran bagranden med en længde-
rillet tværliste (fig. 26c). Lever i løvtræ
61. Exocentrus lusitanus (p
8. bagkropsled uden længderillet tværliste .......
43. Hovedet fritstillet, næsten ensartet mørktfarvet.
9. bagkropsled opsvulmet og tæt behåret (fig.
29b). Lever i kraftige urtestængler
71. Agapanthia villosoviridescens (p
Hovedet altid delvis indtrukket i forbrystet og
tydelig tofarvet. 9. bagkropsled »normalt«. Leve-
SE REE eden] so EN Sar disses RSS Jar stole ere eld
43a. Pronotum og klatrevorter uden asperitier, kun
Bel Mlnindelig behåring Lade snd doge sd
Pronotom og klatrevorter med asperitier ........
44. Epistoma groft længderillet. Lever i løvtræ
62. Oplosia fennica (p
mpDistona ikke længder. salad ne dkre ded

7)

es lg)

. 206).
43.

.S13Y

43 a.

1 BO7)

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

2

Klatrevorterne opløst i mange små runde tuberkler

Klatrevorterne ikke opløst i tuberkler 10 SINE

Den bageste halvdel af pronotum glinsende med
dyb netagtig skulptur. Lever i løvtræ

958. Acanthoderes clavipes (p.

Den bageste halvdet af /pronotum mat 2730
Klatrevorternes tuberkler ordnet i koncentriske
rækker. Lever i nåletræ

57. Monochamus sutor (p.

Klatrevorternes tuberkler ikke rækkestillede. Lever
RV RE 60. Leiopus nebulosus (p.
Pronotums bageste halvdel delt i to kitinplader,
der hver har nogle få afrundede fordybninger.

Lever i nåletræ 59. Acanthocinus aedilis (p.

Pronotums bageste halvdel udelt og med en del
stregformede fordybninger. Lever i pil og poppel

96..Lamia textor ip

I tværsnit er larven bredere end høj. Set fra siden
er pronotum ikke stejlt skrånende fremefter.
ARE ERR ØD IVOR. 278 sr c0r sn åg RE

I tværsnit er larven højere end bred. Set fra siden
er pronotum stejlt skrånende fremefter. Arterne
vaser seven de planer SIS SSIK sa aben SE

Asperitierne er kraftige og mørke både på prono-

tun /og klatrevornen. £ 74—75. Stenostola (p.

Asperitierne kun små på pronotum og næppe er-
kendelige på klatrevorterne

70: Saperda scalaris (p.

Spiraklerne aflangt ovale. Pronotums sidegruber
forholdsvis brede. Klatrevorterne med 2 tvær-
furer. Eusternum med asperitier. Lever i pil og
Dope id Faecss. IDI JAAA, HØ. TUBE

Såvel spirakler som pronotums sidegruber spalte-
formede. Klatrevorterne kun med en tværfure.
Eusternum juden aspefitiet | obasreltilionk smede

Klatrevorternes asperitier temmelig lange og spidse.
Pronotums sidegruber meget dybe, især langs

46.
48.

204).
AR:

203).

205).

205).

203).

50.

J1.

215).

218).

52.

53.

173

bagranden, hvor de er meget skarpt markerede.
Lever i galler på unge grene af bævreasp
| 69. Saperda populnea (p. 212).
Klatrevorternes asperitier korte og stumpe. Prono-
tums sidegruber mere affladede. Lever i stammer

og grene af større dimensioner
68. Saperda carcharias (p. 210).

Fig. 10. Saperda carcharias. Den bageste del af pronotum med
sidegruber og asperitier. (Duffy).

53. Klatrevorterne glatte, mikroskopisk netridsede,
stærkt fremstående og todelte. Pronotums asperi-
tier tiltager i størrelse bagud. Lever i blomster-
bærende stængler af skærmblomstrede
TO PRYytLoecia cylindrica (p/ 21/3)
Klatrevorterne med fine asperitier; de er mindre
stærkt fremstående og ikke todelte. Pronotums
| kreritier aftager i størrelse bagud. …… … 5. 0 ss 54.
54. Forbrystet som i fig. 30b. Lever i unge hasselkviste
12…0Oberea lihearis (pp. 214),
Forbrystet som i fig. 30a. Lever i unge pilekviste
73. ObBerea oculata (p. 214).

Prioninae.

Kun én dansk art.

1. Prionus coriarius L. — Stor og kraftig bygget larve,
op til 76 mm lang. Mundrammens mørkt sklerotiserede parti
bredt. Epistoma stejlt skråstillet med kølet grænse mod
clypeus. Ingen øjne. De kraftige kindbakker skråt afskåret

174

i spidsen. Fæstet for de ventrale munddele næppe bredere end
gula. Pronotum med et tæt og fint netværk af sammenflydende
rynker, især tværrynker; fortil med et velafgrænset mørkere
tværbånd. Bagkroppens klatrevorter med to tværfurer, side-
furer og midtfure, men uden tuberkler. Ben af længde med
kæbepalperne.

Arten yngler både i løvtræ og nåletræ, her i landet fortrinsvis
i gamle bøgestubbe. Æglægningen sker især i de store hoved-
rødder, som hunnerne graver sig ned til. Levende træer an-
gribes, men det synes at være en betingelse, at de befinder sig i
stærkt svækket, døende tilstand, og det er sandsynligt, at æg-
lægningen foregår i allerede døde rødder. I den første tid lever
larven i barken, men i størstedelen af sin levetid træffes den
inde i den mere eller mindre henfaldende vedmasse. Udvik-
lingen tager mindst tre år; når den er afsluttet, søger larven
ud i den omgivende jord, hvor den danner en jordkokon, og
her sker forpupningen i den varmeste sommertid. Larven
kræver ret stor fugtighed og omkommer hurtigt, hvis veddet
tørrer ud; man finder den derfor højst ganske lidt over jord-
skorpens niveau.

Aseminae.

Ret kraftigt byggede larver, altid med to ganske
små kitinknuder (urogomphi) på bagranden af ryg-
skjoldet på 9. bagkropsled. Hovedet kun ganske lidt
udrandet bagtil, og kraniets to halvdele bag pande-
skjoldet sammenstødende på et langt stykke. Nakke-
hullet udelt. Kindbakkerne skråt afskårede i spidsen.
Fæstet for de ventrale munddele på det nærmeste så
bredt som hypostomet. Klatrevorterne matte, besat
med mikroskopisk små asperitier, men aldrig med
tuberkler. Arterne er til dels vanskelige at adskille på
larvestadiet.

Underfamilien yngler udelukkende i nåletræ, især i
træer af ret betydelig stammediameter (oftest ca. 25

175

cm eller mere). Æggene anbringes dybt i barksprækker
i stammens allernederste del; kun på væltede træer
sker angrebet overalt på stammen. Forvandlingen
finder altid sted forår eller forsommer. Alle arterne
kræver en del fugtighed og er meget ømfindtlige over
for udtørring.

2. Spondylis buprestoides L. står såvel morfologisk
som biologisk meget nær Criocephalus-arterne. Overlæben er
omtrent så lang som bred, og kindbakkerne har på oversiden
nær roden et velafgrænset, noget skråtstillet felt. Pronotum
er fortil spredt punkteret, bagtil med læderagtig skulptur og
længderynker samt udstyret med fine asperitier. Benene er ca.
halvanden gang så lange som kæbepalperne. Vigtigt kendetegn
for arten er, at eusternum er glat i et medialt længdefelt og
kun har asperitier i de laterale områder; ligeledes, at de meget
små urogomphi sidder langt fra hinanden, mindst 4 gange
deres diameter. Maksimal længde ca. 34 mm.

Udviklingen synes fortrinsvis at foregå i fyr.

3. AÅAsemum striatum L. slutter sig ligeledes meget nær
til Criocephalus-arterne. Overlæben hjerteformet, så lang som
bred. Kindbakkerne med et velafgrænset, noget skråtstillet
felt. Strubesømmene som regel mørkere end de tilstødende
dele af hypostomet, omtrent så tydelige som hypostoma-
sømmene. På pronotum er flere længdestillede områder glatte
og uden asperitier, der, hvor de forekommer, er yderst fine.
Eusternum er ensartet beklædt med asperitier overalt. Benene
noget længere end kæbepalperne. Urogomphi forholdsvis store,
kun i spidsen mørkt pigmenterede; de er mindst så lange som
tykke ved basis og oftest berørende hinanden. Maksimal
længde 20 mm.

Arten yngler typisk i dødt, men endnu friskt træ, undertiden
dog i levende, men stærkt skadede planter. Bortset fra den
første tid, hvor den findes lige under barken, lever larven inde
i veddet, og herinde danner den også sit puppekammer. Ud-
viklingen angives at være 2—3 år.

176

4. Tetropium castaneum L. — Tetropium-arterne adskil-
ler sig forholdsvis tydeligt fra de øvrige danske Aseminae, men
deres indbyrdes lighed er så stor, at en artsbestemmelse ofte er
meget vanskelig og usikker. En iøjnefaldende fælles karakter
er, at kinderne er skjoldede af uregelmæssige, men ret skarpt
afgrænsede mørke pletter på den almindelige lyse grundfarve.

Fig. 11. Oversiden af 9. bagkropsled med urogomphi set bagfra.
a Tetropium castaneum; b T. gabrieli. (Duffy).

Desuden adskiller slægten sig ved, at kindbakkerne ikke er
udstyret med noget skråstillet felt på oversiden nær roden, og
overlæben er tydelig bredere end lang. Urogomphi er meget
små og tætstillede. Hos T. castaneum er urogomphi typisk
skæve, indbyrdes let konvergerende, idet deres yderside er
længere end indersiden (fig. 11a). Hvor karakteren er klar,
må bestemmelsen anses for sikker; men ofte træder skæv-
heden kun svagt frem. Som støtte for bestemmelsen kan an-
føres, at epicranias ventrale flader (ligesom hos T. fuscum) på
det nærmeste er glatte. Maksimal længde ca. 25 cm.

Tetropium-arterne angriber kun friskt træ: Stubbe fra
vinterfældningen eller selve de nyfældede stammer; lejligheds-
vis kan de også forgribe sig på levende, men skadede planter,
men de lægger kun deres æg i det barkklædte træ. Modsat de
øvrige danske Aseminae lever Tetropium-larverne under hele
deres opvækst i kambiet. Den fuldvoksne larve gnaver sig
almindeligvis en kort gang ind i veddet, hvor den forpupper
sig, men hvis barken er tilstrækkelig tyk, kan forpupningen
også ske dér. Generationen er enårig.

5. Tetropium.… gabrieli . Weise..adskiller” sig fra. T.
castaneum ved, at urogomphi er regelmæssigt rundede, oftest
ret lavt kuplede (fig. 11b). Endvidere er epicranias ventrale
flader groft furede.

Levevis som hos T. castaneum.

AråFr:

6. Tetropium fuscum F. adskiller sig fra T. castaneum
ved urogomphis regelmæssighed. Urogomphi er oftest noget
længere end hos T. gabrieli og tillige med lidt større indbyrdes
afstand end hos begge de forannævnte arter. Epicranias
ventrale flader er højst furede tæt bag mundrammen.

Levevis som hos de forannævnte Tetropium-arter. Dog an-
føres det, at den undertiden træffes på i hvert fald tilsyne-
ladende sunde træer.

7. Criocephalus rusticus L. — Criocephalus-arterne er
meget vanskelige at adskille fra hinanden, men da Danmark
geografisk hører til det område, der tilhører arten C. rusticus,
vil det normalt være den, man støder på. Slægtskabet med
Spondylis og Asemum er stort, og forskellene mellem de tre
slægters larver er små. Overlæben er hjerteformet, ganske lidt
længere end bred. Følehornsvedhænget er kortere, end det er
tykt ved basis. Kindbakkerne har et velafgrænset, noget skråt-
stillet felt. Strubesømmene er af samme farve som hypostomet
og tydelig lysere end hypostomasømmene. Pronotum er meget
svagt farvet, også bagtil; på dets skive er de glatte områder
små, uregelmæssige og jævnt fordelt. Eusternum er ensartet
beklædt med asperitier overalt. Benene er omtrent af længde
med kæbepalperne. Urogomphi oftest med tydelig indbyrdes
afstand (fig. 6). Maksimal længde 33 mm.

Larven findes i veddet af stubbe eller styrtede stammer,
altid nær jordoverfladen. Da de angrebne stammer ofte er
forholdsvis friske, hænder det, at larver findes i tømmer og
derved indføres i nybygninger. Da æglægning imidlertid altid
sker i barkklædt træ og ved stor luftfugtighed, standser an-
grebet altid med de indslæbte dyrs klækning.

8. Criocephalus ferus Muls. — Adskillelsen fra oven-
nævnte art er usikker; men det angives, at følehornsvedhænget
er mindst så langt som tykt ved basis. Endvidere er pronotums
bageste del noget mørkere.

Levevis som hos foregående art.

Victor Hansen: Træbukke 12

178

3. Cerambycinae.

Kraftigt byggede larver, der altid er uden kitin-
dannelser i bagkropsspidsen. Hovedet (fig. 2) er kun
svagt udrandet bagtil, og epicrania berører hinanden
på et temmelig langt stykke. Nakkehullet, der sidder
bagtil på kraniets underside, deles af tentoriets tvær-
arm i to afsnit. Kindbakkerne er fortil rundet af-
stumpede, så de omtrent får form som en hulmejsel
eller en ske (fig. 3). Fæstet for de ventrale munddele er
på det nærmeste af samme bredde som hypostomet.
Klatrevorterne har en eller to tværfurer, og bortset fra
Cerambyx har ingen af de danske former vorterne op-
løst i sekundære tuberkler. Benene er oftest meget
svagt udviklede, og hos nogle mangler de helt.

Arterne træffes under meget forskellige livsbetingel-
ser; mange lever i hvert fald i den sidste halvdel af
larvetiden inde i det hårde ved, andre gennemløber
hele udviklingen i bastlaget; de fleste findes i dødt
materiale, mens enkelte angriber levende planter; de
fleste af arterne lever som larver i træ af stort format,
en del dog i kviste og ganske tynde grene. Ingen danske
arter kendes fra urter; Molorchus umbellatarum yng-
ler dog blandt andet i rose og brombær. Forpupning
finder altid sted i værtplanten.

9. Cerambyx scopolii Fiissl. — Tre par oceller. Tin-
dingerne er groft tværfurede. Mundrammen er fuldstændig
sklerotiseret, også under følehornsbasis. Pronotums klatre-
parti fortil punkteret, bagtil groft længderynket. Bagkroppens
dorsale klatrevorter med to tværfurer og opløst i fire rækker
flade, ovale tuberkler; de ventrale klatrevorter med kun to
rækker tuberkler. Benene forholdsvis veludviklede, ca. halv-
anden gang så lange som kæbepalperne. Maksimal længde
ca. 50 mm.

Larven i ældre, oftest svækkede løvtræer, fortrinsvis bøg.

r79

Efter en kort periode i kambiet trænger larven ind i splint- og
kerneved, hvor den normalt tilbringer to til tre år. Forpup-
ningen sker enten efterår eller forår; det store aflangt ovale
puppekammer lukkes med et kalkinkrusteret låg, der hidrører
fra et sekret fra larven.

10. Aromia moschata L. — Et par oceller, hvis pigmen-
tering dog er ret utydelig. Pronotum skinnende, fortil fint
tværridset, bagtil længderynket og med en svag, hestesko-
formet grube i midten. Bagkroppens dorsale klatrevorter, der
er netrynkede, men uden tydelige tuberkler, har to tværfurer.
Benene er forholdsvis veludviklede, lidt længere end kæbe-
palperne. Maksimal længde ca. 40 mm.

Larven findes i levende pilestammer af meget forskellig
diameter, men fortrinsvis på engagtige biotoper. Gnavet fore-
går til at begynde med under barken, men størstedelen af tiden
inde i selve vedmassen. Forpupningen finder sted i et særligt
puppekammer i nærheden af veddets overflade. Udviklingen
varer almindeligvis tre år.

11. Callidium (Callidium) violaceum L. (violbukken).
— Ligner en del husbukkelarven (p. 182), fra hvilken den dog
lader sig erkende ved kun at have et par oceller, samt ved at
mundrammens mørkt sklerotiserede ring er bred og ubrudt
også under følehornsbasis; det mørktfarvede område omslutter
også ocellen. Ocellerne er store, men pigmentpletten i dem er
ofte vanskelig at se. Et afgørende kendetegn for violbukke-
jarven er; sat: hovedet har en lille, men tydelig og kraftigt
sklerotiseret udvækst på undersiden af det led, i hvilket
kindbakkernes ventrale ledknude roterer. Forreste halvdel af
pronotum har grove, linseformede indtryk og rødlige hår;
bageste halvdel er fint længdestribet. Forbrystets eusternum
er ikke klart afgrænset. Bagkroppens rygvorter er meget fint
netrynkede, matte; bageste tværindtryk er utydeligt, kun det
forreste er fuldstændigt. Benene er temmelig mørke. Maksimal
længde ca. 20 mm.

Æglægningen sker typisk på tørt nåletræ, men altid med
fastsiddende bark; her lever larven mellem bark og ved, sådan

12r

180

at man senere kan følge dens bane i begge materialer. Larve-
livets længde synes at variere meget efter træets karakter,
men på friland varer det antagelig et eller to år; det synes
specielt at være træets grad af udtørring, der forhaler udvik-
lingen, hvor det angrebne tømmer er anvendt i bygninger, og
som derved bliver årsag til, at imagines kan dukke op i huse
flere år efter opførelsen. Forpupningen (om foråret) sker
normalt i en ca. 5 cm lang gang ind i veddet. Hvor barken er
særlig tyk, kan dog ikke blot hele larvelivet, men også for-
pupningen foregå her. Angreb af violbukken ses meget ofte på
forskalningsbrædder i loftsrum og på raftehegn; men på
grund af artens forplantningsbiologi uddør den altid af sig selv,
og den tekniske skade forbliver ringe.

12. Callidium (Phymatodes) testaceum L. — Ligner
violbukkelarven meget. Der er et par oceller, hvis linser dog er
utydelige eller helt manglende. Mundrammens forrand er glat;
dens mørkt sklerotiserede ring er afbrudt af et blegt område
under følehornenes fæste (fig. 8); hypostomets forrand er dog
kun svagt mørktfarvet, og ud for strubepladen er forranden
så godt som helt lys. Pronotum er næppe mørkere fortil end
bagtil, det er fortil rynket punkteret, bagtil længderynket.
Bagkroppens dorsale klatrevorter er læderagtige eller net-
rynkede med en tydelig forreste tværfure (fig. 7). Benene er
omtrent af længde med kæbepalperne. Maksimal længde ca.
15 mm.

Udviklingen finder sted i løvtræ af meget forskellig art, men
kan øjensynlig undtagelsesvis foregå i nåletræ. Hele larvelivet
gennemløbes under barken, som regel på to år; forpupningen
(om foråret) sker enten samme sted eller, hvad der er det
almindelige her i landet, i en kort puppegang ind i veddet.
Angrebet ses meget ofte på brændeknuder, og billen klækkes
derfor ofte i huse; som følge af artens biologi, æglægning sker
kun i træ med fast bark, behøver man dog ikke at frygte skade
på bygninger.

13. Callidium (Pyrrhidium) sanguineum L. — Ligner
testaceum-larven overordentlig meget, men forranden af hypo-

181

stomet er tydelig længdestribet og bredt mørktfarvet. Prono-
tum er tydelig mørkere fortil end bagtil. Benene er omtrent af
længde med kæbepalperne. Maksimal længde ca. 13 mm.

Larven lever i forskellige løvtræer, fortrinsvis eg. Æglæg-
ningen finder sted på barkklædte friske, men døde grene og
stammer. Ædegnavet foregår under barken i sommerens løb.
Om efteråret danner larven sin ca. to cm lange puppegang
ind i veddet, og her sker forpupningen tidlig om foråret. Er
barken særlig tyk, kan forpupningen ske i den.

14. Callidium (Poecilium) alni L. — Ligner testaceum-
larven overordentlig meget, men er langt mindre. Mundram-
men er glat og bleg, og hypostomets sømme er utydelige.
Benene er meget små (ikke synlige ved 15 ganges forstørrelse)
og mangler øjensynlig ofte helt. Maksimal længde 7 mm.

Larven findes i forskellige løvtræer, fortrinsvis eg og el. Her
lever den under barken af nylig døde, især spinkle grene. Hen
på efteråret borer den sig ind i veddet eller for særlig spinkle
grenes vedkommende i marvhulen, hvor forpupningen foregår
tidlig på foråret. Udviklingen er enårig.

15. Callidium (Rhopalopus) clavipes F. (Beskrivelsen
er usikker). —- Mundrammens mørkt sklerotiserede ring er bred
og ubrudt som hos violaceus, men den for violbukkelarven
karakteristiske knude på undersiden ved kindbakkeroden
findes ikke. Oceller mangler eller er i hvert fald meget utyde-
lige. Pronotum fortil rynket og punkteret, bagtil længde-
rynket. Maksimal længde ca. 30 mm.

Larven lever på samme måde som andre Callidium-arter
mellem bark og ved af friskt, men dødt løvtræ. Forpupning
inde i veddet.

16. Callidium (Semanotus) undatum L. — Ligner hus-
bukkelarven temmelig meget, men mundrammen er bredt og
ubrudt mørkt sklerotiseret, også under antennebasis. Ocellerne
(et par) er utydelige. Bageste halvdel af pronotum er meget
fint stribet. Rygvorterne har kun én tydelig tværfure. Maksi-
mal længde ca. 12 mm.

182

Larven lever i døde, men endnu friske og ofte på roden
stående nåletræer, fortrinsvis gran, og af forholdsvis lille
diameter (oftest 8—15 cm). Størstedelen af larvegnavet foregår
under barken, men henimod stadiets afslutning søger dyret
ind i veddet, hvor forpupningen foregår i juli-august.

17. Hylotrupes bajulus L. (husbukken). — Mundrammen
er kun svagt farvet, men den er fuldstændig, også under føle-
hornsbasis. Der er tre par tydelige oceller i tætstillet række,
med hvælvede linser og tydelige pigmentpletter (desuden er
der oftest på hver side to stærkt rudimentære oceller). Kæbernes
tyggeflig er helt glat på inderranden, og 3. kæbepalpeled er
kortere end 2. led. Pronotum er navnlig fortil tæt og temmelig
langt blødt behåret, bagtil er det glat og skinnende med
uregelmæssige, grove striber. Eusternum på forbrystet er vel-
afgrænset, trekantet og skinnende. Bagkroppens dorsale klatre-
vorter skinnende, tydelig netrynkede (eller endog med svagt
udviklede tuberkler); også den bageste tværfure er tydelig.
Benene er lidt længere end kæbepalperne. Maksimal længde
ca. 25 mm.

Selv om man, som det fremgår af litteraturen, har fundet
husbukken ynglende på andre planter, er disse tilfælde så
enestående, at man i praksis må regne den for en eksklusiv
nåletræsart. Her i landet anvendes udelukkende forarbejdet
tømmer som ynglebiotop, først og fremmest bygningstømmer,
men også i nogen grad udendørs anvendt tømmer som f. eks.
lysmaster. Når det i særlig grad er husets tagetage, der er
udsat for husbukkeangreb, har det delvis sin årsag i, at der her
er særlig store vedoverflader disponible, men dertil kommer, at
man netop her i løbet af sommeren kan opnå de høje tempera-
turer, som er nødvendige til aktivisering af de voksne billers
kønsdrift; husbukken hører jo ikke hjemme på vore kølige
breddegrader. Larven lever først og fremmest i splintveddet,
og særlig harpiksholdigt kerneved undgår den helt; dens æde-
periode varer almindeligvis fire-fem år under danske forhold,
men der kan dog ske en meget betydelig forhaling. Forpup-
ningen finder oftest sted sidst på foråret, og imagos flyvetid
er midt på sommeren. Angreb af husbukke er meget vanskelig

183

erkendelige, før den første generation af imagines har efterladt
deres spor i form af flyvehuller. Selv ved svære angreb er
tømmerets overflade ubeskadiget, ofte efterladt som et papir-
tyndt lag over et tæt system af larvegange og tætpakket
ormemel.

18. Clytus (Clytus) arietis L. — Mundrammen danner en
fuldstændig, mørkt sklerotiseret ring, der ikke er afbrudt
under følehornsfæsterne. Der er et par oceller med ret tydelig

FSaRr- z as: SENERE BERLT
a LÆNE 4 NES SER hr sr Sy
. g RE ET ad MEE el få DET
. nå Sold ;
.
. .
,
ER 8 =

Fig. 12. Clytus arietis. Hypostomets forrand. (Duffy).

pigmentplet; tindingerne bag dem kun ret svagt farvede i et
smalt bælte. Hypostomets forrand tydelig længdestribet
(fig. 12). Forbrystet, også den bageste del, skinnende, uden
fløjlsagtigt skær; midtlinien tydelig. Bagkroppens dorsale
klatrevorter fint netrynkede og med en bred og dyb midtfure.
Ben mangler. Maksimal længde ca. 20 mm.

Larven lever i forskelligt løvtræ, først under barken, siden i
splintveddet; kun dødt og tørt træ angribes. Forpupningen
finder hyppigst sted om foråret, men kan lejlighedsvis ske
allerede om efteråret. Generationen er antagelig mindst to-
årig.

19. Clytus (Plagionotus) arcuatus L. — Ligner i mange
henseender arietis-larven; men der er tre oceller, og tin-
dingerne er bredt mørktfarvede bag dem, lige så mørkt
pigmenterede som pandeskjoldets forrand. På hypostomets for-
rand er der fine tværfurer. Pronotums midtfure er ufuldstændig
og ikke ret dyb. Klatrevorterne er forholdsvis lange, den på 6.
bagkropsled er aflangt oval. Benene er tydelig treleddede, men
meget kortere end kæbepalperne. Maksimal længde ca. 26 mm.

Larven findes i dødt og tørt, men endnu ret friskt løvtræ,
især eg. Dens gange ligger langt overvejende i kambiet, men

184

den trækker dybe spor i splintveddet, og undertiden forsvinder
gangene på et stykke helt ind i veddet, hvor man også vil
finde puppekamret. Generationen er almindeligvis toårig.

20. Clytus (Plagionotus) detritus L. — Ligner arcuatus-
larven ganske overordentlig meget og har blandt andet lige
som den tre par oceller. Detritus-larven synes dog at være
noget bredere bygget; således er bagkroppens klatrevorter
bredere, 6. rygvorte er tværoval. Maksimal længde ca. 20 mm.

Larven lever i kambiet af tørt, men endnu ret friskt løvtræ,
fortrinsvis eg. Er barken særlig tyk, kan også forpupningen ske
her; det almindelige er dog, at puppekamret dannes inde i
veddet. Generationen er som regel toårig, men synes at kunne
afsluttes på et år.

21. Clytus (Xylotrechus) rusticus L. — Et par oceller.
Mundrammen danner en fuldstændig, mørkt sklerotiseret ring,
der ikke er afbrudt under antennebasis. Bageste del af for-
brystets klatreparti er mat med et fløjlsagtigt skær. Ryg-
vorterne har ret dybe furer. Benene er næppe erkendelige selv
ved ret stærk forstørrelse, eller de mangler helt. Maksimal
længde ca. 35 mm.

Larven lever i tørt løvtræ, specielt bævreasp, hvor den først
laver gange i kambiet, siden i veddet. Generationen er mindst
toårig.

22. Clytus (Anaglyptus) mysticus L. — Ligner arietis-
larven en hel del. Der er et par oceller. Sklerotiseringen
af mundrammen er afbrudt under antennerne (sml. fig. 8).
Hypostomet er fortil tværrynket og kun smalt mørktfarvet.
Pronotum bagtil fint længderynket og med meget utydelig
midtlinie. Bagkroppens dorsale klatrevorter meget fint net-
rynkede; deres midtfure forholdsvis dyb. Benene er kun lidt
kortere end kæbepalperne. Maksimal længde ca. 20 mm.

Larven lever kun i meget tørt og hårdt ved af forskellige
løvtræer og synes at foretrække brandskadede planter. For-
pupning om efteråret. Den enkelte generation er mindst
toårig.

185

23. Gracilia minuta F. — Har megen lighed med Molor-
chus-larven, men er slankere. Der er et par oceller med sort
og tydelig pigmentplet. Mundrammens mørkt sklerotiserede
ring er afbrudt af et blegt område under antennebasis (sml.
fig. 8). Pronotum er længderynket bagtil. Bagkroppens dorsale
klatrevorter er forholdsvis fremstående med dyb midtfure og
iøvrigt kun svag skulptur. Benene er meget små, næppe til at
skelne, selv ved stærk forstørrelse. Maksimal længde ca. 9 mm.

Opvæksten sker i tørre kviste og tynde grene af mange
forskellige løvtræer og buske, hvor larven lever under barken.
Før forpupningen trænger den ind i veddet eller i kvistens
marvhule. Generationen er en- eller toårig.

24. Obrium brunneum F. — Larven til denne art er for-
fatteren ubekendt, men den angives at ligne cantharinum-
larven i alle vigtige karakterer.

Den lever under død bark af grene og stammer af vore
almindelige nåletræer. Puppetid om foråret.

[Obrium cantharinum L. — Ligner Molorchus-larverne
overordentlig meget, men er slankere, Der er et par oceller.

Fig. 13. Obrium cantharinum. 3. bagkropsled set fra oversiden.
(Duffy).

Strubepladen er tydelig, trekantet. Den bageste del af prono-
tum er temmelig groft stribet, midtlinien ganske svag. Bag-
kroppens dorsale klatrevorter er på 3.—7. led dybt todelte og

186

stærkt fremstående. Benene er meget små, meget kortere end
3. kæbepalpeled. Maksimal længde ca. 17 mm.

Larven findes kun på den soleksponerede side af grene og
stammer af forskellige døde løvtræer med fastsluttende og helt
tør bark; i ganske særlig grad synes den at være knyttet til
bævreasp. Forpupning i splintveddet i løbet af foråret.
Generationen enårig).

25. Molorchus umbellatarum Schreber. — Hovedet er
påfaldende bredt, bredest bag midten. Kinderne har mange
lange, temmelig kraftige, gyldne børster, der er noget bagud-
bøjede. Mundrammens mørkt sklerotiserede ring er af brudt af
et blegt område under antennebasis (sml. fig. 8). Hypostoma-
sømmene er næsten lige, fremefter divergerende. Oceller mang-
ler eller er meget utydelige. 2. følehornsled med regelmæssig
lancetformet sansevedhæng (fig. 15a). Pronotums forreste
halvdel glat og gullig, den bageste halvdel mælkehvid, glat,
skinnende og med uregelmæssig mikroskulptur undtagen ved
basis, hvor skulpturen er længderettet. Bagkroppens dorsale
klatrevorter kun med svag midtfure, skinnende og med fin
mikroskulptur; bageste tværfure findes. Ben mangler. Maksi-
mal længde ca. 9 mm.

Arten er truffet ynglende i brombær, æble og rose, altid i
spinkle, døde skud, hvis henfald dog kun er i sin begyndelse.
Larven lever størstedelen af sin tid i kambiet, men dens gange

Fig. 14. Molorchus umbellatarum. Hoved set fra oversiden (Duffy).

187

Fig. 15. Følehornsspids med sansevedhæng. a Molorchus umbella-
tarum; b M. minor. (Duffy).

furer dybt ned i splinten på de tynde stængler; den skaffer sig
af med en del af ormemelet gennem huller i barken. Forpup-
ningen finder sted om foråret, undtagelsesvis om efteråret, i et
særligt kammer i veddets centrale dele. Livscyklus antagelig
toårig.

26. Molorchus minor L. — Ligner umbellatarum-larven
overordentlig meget, men sansevedhænget på 2. følehornsled
er forholdsvis kraftigt og asymmetrisk (fig. 15b). Mundram-
mens mørkt sklerotiserede ring er afbrudt af et blegt område
under følehornsbasis. Hypostomasømmene er buede. Oceller
mangler eller er højst utydelige. Ben mangler. Maksimal
længde cCa.:14 mm.

Arten yngler i nåletræ, oftest gran og fyr; men den er også
ved en enkelt lejlighed konstateret i birk. Det er fortrinsvis
døde stammer og grene på 6—18 cm's tykkelse, der angribes.
Ædegnavet findes i kambiet, puppekammer i splintveddet.
Forpupningen sker sidst på sommeren. Livscyklus toårig.

Lepturinae.

Mest karakteristisk for denne underfamilie er hove-
dets bygning (fig. 2). Det er oftest delvis indtrækkeligt,
men aldrig fast forankret i forbrystet, sådan som det

188

er tilfældet med de øvrige træbukkelarver. Kraniet er
ikke forlænget bagud, nakkehullet er udelt og vender
skråt bagud som hos de fleste billelarver, og issesøm
er ikke udviklet. Kindbakkerne er skråt afskåret i
spidsen og ofte ret slanke (fig. 3b). Fæstet for de
ventrale munddele er på det nærmeste så bredt som
hypostomet. Klatrevorterne er typisk opdelt i et stort
antal små sekundære tuberkler (fig. 5). Ben findes altid,
og de er bedre udviklet end hos nogen af de øvrige
underfamilier, i nogle tilfælde endog anvendelige som
gangredskaber. Bagkropsspidsen er kun i enkelte til-
fælde udstyret med urogomphi eller med en uparret
haletorn.

Larverne træffes almindeligvis på fugtige biotoper,
hvad enten det er i formuldende ved eller under død
bark, og de er meget ømfindtlige over for udtørring.
Kun Necydalis-larven lever i knastørt, benhårdt ved.
Ingen af vore arter findes i levende planter.

27. Necydalis major L. — Larven er bleg og huden meget
sart. På kraniet er kun mundrammen kraftig farvet, næsten
sort, men smalt afbrudt ud for følehornsbaserne og langs hele
forranden af strubepladen. Det meget utydelige ocelpar sidder
nær udkanten af det mørke felt. Strubesømmene er utydelige;
der er en hvidlig midtstribe imellem dem. Pronotum har fortil
kun meget fin mikroskulptur, i den bageste halvdel er det ret
groft rynket punkteret. Forbrystets trekantede eusternum er
tydeligt, det er mat og står skarpt mod de tilstødende skin-
nende hudpartier. Der er rygvorter på de syv forreste bagkrops-
led, navnlig de bageste med en ret dyb midtfure. Vorterne er
besat med talrige små og lave tuberkler, der er noget skin-
nende, men desuden har de bagtil og imod midtfuren et mat
område, der er tæt beklædt med uendelig små asperitier. 9.
bagkropsled er uden særlige kitindannelser. Benene er velud-
viklede, mere end dobbelt så lange som kæbepalperne. Maksi-
mal størrelse ca. 30 mm.

189

Larven lever i forskellige løvtræer, men er fortrinsvis iagt-
taget i soleksponerede birkestammer på rod, hvor barken var
faldet af, og hvor de ydre lag derfor var stærkt udtørrede og
sprækkede. Forpupning først på sommeren. Udviklingen an-
tagelig mindst treårig.

28. Rhagium bifasciatum F. — Noget affladet. Hovedet
er ganske lidt bredere end forbrystet, meget fladt og bredt og
med stærkt rundede sider. Mundrammen er stærkt sklerotiseret,

Fig. 16. Oversiden af 9. bagkropsled. a Pachyta lamed; b Rhagium
bifasciatum; c Rhagium mordax; d Toxotus cursor. (Palm).

glat og kraftigt farvet, især på kinderne. Pandeskjoldet er af
en tydelig tværsøm delt i et forreste mørkere og et bageste
lysere område; nær midtlinien har det to flade indtryk. Kind-
bakkerne er slanke. Der er et par store oceller, men deres
pigmentpletter er utydelige. Strubesømmene er utydelige,
men der er en lys midtstribe. Pronotums forreste halvdel er
glat og med en tværrække af korte børster, den bageste halvdel
har svag skulptur og en tværrække af børster nær bagranden.
Forbrystets trekantede eusternum er skinnende og med enkelte
børster. Der er dorsale klatrevorter på de syv forreste bag-
kropsled, hver med en velafgrænset midtfure og mange tuberk-
ler. 9. bagkropsled er udstyret med en kraftig endetorn
(fig. 16b) (den mangler hos den nyklækkede larve); på

190

leddets rygside tæt foran kitintornens spids er der en ret stor
bule, der lettest erkendes, når larven ses fra siden. Benene er
ret veludviklede, længere end kæbepalperne. Maksimal længde
ca. 34 mm.

Arten yngler både i nåletræ og løvtræ, fortrinsvis i styrtede
stammer og stubbe, der allerede er temmelig stærkt i forråd-
nelse. Størstedelen af ædegnavet foregår i veddet. Efter hen-
imod to års larvetid sker forpupningen i veddet nær over-
fladen. Forpupningen finder sted hen på sommeren, men
imago overvintrer i puppekamret.

29. Rhagium mordax Deg. — Ligner bifasciatum-larven
meget; men pandeskjoldets tværsøm er svag og markerer ikke
nogen skarp grænse mellem et foranliggende mørkt område og
et bagved liggende lysere område. Kinderne er meget mørkere
end pandeskjoldet fortil og dybt tværfurede. Bagkroppens
dorsale klatrevorter er matte, med mikroskopisk fine asperitier,
uden velafgrænsede tuberkler og med tre tydelige tværfurer.
9. bagkropsled er bygget omtrent som hos bifasciatum, med
endetorn (fig. 16e) og rygbule (heller ikke her findes endetorn
hos den nyklækkede larve). Maksimal længde ca. 34 mm.

Arten yngler både i løvtræ og nåletræ, og larven findes altid
under bark, fortrinsvis af vindfælder og stubbe. Forpup-
ningen finder ligeledes sted i kambiet, i et puppekammer, der
er omgivet af en ring af ret fine gnavpartikler; det sker hyppigst
sidst på sommeren eller i løbet af efteråret. Imago (i nogle til-
fælde puppen) overvintrer i puppekamret. Sandsynligvis tager
udviklingen mindst to år.

30. Rhagium sycophanta Schrank. — Larven til denne
art har i tidligere litteratur været forvekslet med mordax-
larven; først i 1957 er den kort beskrevet (Palm). Ligesom
inquisitor-larven er den uden torn i bagkropsspidsen, men den
kan kendes fra denne art ved følgende (fig. 17b): Hovedet er
svagt, men tydeligt hvælvet og stærkt afsmalnende fremefter,
og kinderne er svagere rynket. Pronotum har større farve-
kontrast og lys gulbrun grundfarve, ved forranden smalt og
på siderne bredt rødbrun. Maksimal længde ca. 40 mm.

191

Arten er kun kendt fra eg, hvor larve såvel som puppe
findes under død, men frisk og fastsiddende bark; begynder
barken at løsnes, søger larven omgående mod mere friske

Fig. 17. Hoved og forbryst fra oversiden. a Rhagium inquisitor;
b R. sycophanta. (Palm).

steder. Sandsynligvis tager udviklingen mindst to år. For-
pupningen sker sidst på sommeren, og imago overvintrer i
puppekamret, der ligger nær jordens overflade, og som hos
denne art ikke er omkranset af gnavspåner.

31. Rhagium inquisitor L. — Ligner i alt væsentligt de
øvrige Rhagium-larver; men hovedet (fig. 17a) er langt mere
lladtrykt; bredere og med endnu stærkere rundede -sider.
Tindingerne er kraftigt rynkede. Endocarina når frem gennem
3/4 af pandeskjoldet, der er uden tværsøm. Kindbakkerne er
meget slanke. Pronotum er temmelig ensfarvet, lyst gulbrunt
eller noget kraftigere på sider og forkant, undertiden med
spredte mørke pletter bagtil. Bagkroppens dorsale klatrevorter
er matte med mikroskopiske asperitier og uden velafgrænsede
tuberkler. 9. bagkropsled er uden særlige kitindannelser.
Maksimal længde ca. 30 mm.

Arten yngler fortrinsvis i nåletræ, men træffes også i løvtræ.
Både larve og puppe findes under barken. Forpupningen sker
hyppigst i løbet af efteråret, men undertiden først om foråret.

192

Puppekamret er kendeligt på de meget grove gnavspåner,
som udgør dets begrænsning. Larven er et til tre år om sin
udvikling.

32. Toxotus cursor L. — Hovedet er kraftigt farvet som
helhed og den næsten sort sklerotiserede mundramme er kun
uskarpt afgrænset; denne er smalt afbrudt ud for de meget
små følehorn og langs strubepladens forrand. Pandeskjoldets
tværsøm er tydelig. Øjnene omfatter to meget tætstillede
ocelpar. Strubepladen er meget utydelig, men der findes en
hvidlig midtstribe. Pronotum er blankt og groft uregelmæssigt
rynket. Eusternum er blankt og noget rynket. Bagkroppens
klatrevorter, der på rygsiden kun findes på de seks forreste led,
er furede og opdelt i tværrækker af velafgrænsede skinnende
tuberkler. 9. bagkropsled har to spidse, opadbøjede urogomphi
(fig. 16d), der er kraftigere end de tilsvarende dannelser hos
Aseminae, og som gør arten let kendelig. Benene er velud-
viklede, mere end dobbelt så lange som kæbepalperne. Mak-
simal længde ca. 35 mm.

Yngler både i nåletræ og løvtræ. Larven lever i formuldende,
meget fugtigt ved i styrtede stammer og i stubbe. Udviklingen
er flerårig.

33. Stenocorus meridianus L. — Ligner meget Rhagium
bifasciatum-larven; den har ligesom denne en uparret torn i
bagkropsspidsen (men vistnok ingen dorsal bule), og en vel-
markeret tværsøm på pandeskjoldet. I modsætning til
Rhagium-larven har den kun klatrevorter på de seks forreste
bagkropsled, og pronotum er mat og tæt besat med ganske
fine asperitier på den bageste halvdel. Maksimal længde ca.
35 mm.

Arten yngler i løvtræ af vidt forskellig systematisk placering.
Stubbe og ikke mindst disses underjordiske dele synes at være
det foretrukne. Forpupning om foråret i jorden i umiddelbar
nærhed af larvebiotopen.

34. Pachyta lamed L.— Larven til denne art har stor lighed
med de tornbærende Rhagium-larver. Kraniet er som helhed

193

stærkt farvet, og pandeskjoldets tydelige tværfure markerer
en skarp afgrænsning mod den endnu stærkere farvede mund-
ramme; denne er fuldstændig, undtagen ud for strubens lyse
midtstribe. Pandeskjoldets endocarina er næsten sort og står
meget skarpt mod omgivelserne, der er groft skulpturerede.
Der er seks par oceller, af hvilke de tre forreste sidder inden for
mundrammens mørktfarvede felt. Kindbakkerne er meget
knudrede udvendig nær basis. Pronotum er blankt, ujævnt og
fortil farvet som hovedet bagtil. Der er rygvorter på de syv
forreste bagkropsled; de er blanke, med kraftige tværfurer og
med et overordentlig stort antal meget små, flade tuberkler,
der kun kan erkendes ved stærk forstørrelse. Ligesom bi-
fasciatum-larven har den en veludviklet endetorn på 9. bag-
kropsled (fig. 16a), men den har ikke nogen bule på leddets
rygside. Benene er veludviklede, meget mere end dobbelt så
lange som kæbepalperne. Maksimal længde ca. 35 mm.

Yngler i rodhalsen af gamle, nylig døde graner. Larven
lever i bast og bark på samme måde som de fleste Rhagium-
larver, og udviklingen antages at vare mindst tre år. Den
færdige larve forlader værtplanten og forpupper sig (forår)
i en jordkokon i nærheden.

35. Pachyta quadrimaculata L. — Larven til denne
art er ukendt. Den vil dog mest sandsynlig vise sig i alle
vigtige karakterer at være meget lidt afvigende fra lamed-
larven.

Den yngler antagelig i forskellige løvtræer.

36. Acmaeops collaris L. — Den er meget stærkt af-
fladet og ret ligebred. Hovedet er meget fladt og bredt med
vinkelformet udstående sider. Pandeskjoldet har en tydelig
tværsøm og seks temmelig dybe indtryk. Følehornene er
meget små, toleddede. Kindbakkerne er slanke og med to
kraftige børster på ydersiden. Der er seks par oceller; linserne
er stærkt hvælvede og pigmentpletterne tydelige. Gularsuturer
er utydelige, men der er en hvid midtstribe. Pronotum har et
par mørkebrune indtryk på siderne. Der er klatrevorter på de
syv forreste bagkropsled; de er tuberkelbærende, glatte og

Victor Hansen: Træbukke 13

194

skinnende. 9. bagkropsled er trekantet, stærkt håret, men
uden særlige kitindannelser. Analrøret er ventraltstillet som
hos mange andre billelarver og fungerer som efterskyder
(fig. 18). Benene er kraftigt kitiniserede, meget lange og synlige

Fig. 18. Acmaeops collaris set fra siden. (Duffy).

fra oversiden; fodens underside er konkav i de yderste 2/3
(sml. fig. 9). Spiraklerne er store og runde. Maksimal længde ca.
12-mm,

Yngler i forskelligt løvtræ. Larverne er samlet under løs,
tør bark på fritliggende rødder af gammel egestub og på
jorden liggende, soleksponerede æblegrene. Som følge af

Fig. 19. Hoved af Acmaeops collaris set fra oversiden. (Duffy).

materialets karakter danner larven ikke særlige ædegange, og
den supplerer muligvis sin føde med affald fra andre insekters
funktion. Generationstiden er antagelig to år. Larven kryber
livligt omkring og adskiller sig ved sin bevægemåde fra alle
andre træbukkelarver, mest mindende om en malacoderm-
larve; den er iagttaget vandrende fra en stub til en anden
oven på jorden. Sent på efteråret lader larven sig falde til

195

jorden, hvorefter den graver sig ned og overvintrer i en jord-
kokon; her forpupper den sig det følgende forår.

37. Grammoptera (Grammoptera)ruficornis F. — Hove-
det er kun ganske lidt smallere end forbrystet, meget fladt og
bredt og med kraftigt rundede sider. Pandeskjoldets tværlinie
er meget utydelig eller mangler helt, men der er et mørkere

Fig. 20. Grammoptera ruficornis. Den distale del af kæben set fra
undersiden. (Duffy).

tværbånd tæt bag panderanden. Følehornene er meget små,
helt indtrækkelige og tilsyneladende kun toleddede. Tre par
oceller. Hypostomet er kort og meget bredt, ca. fire gange så
bredt som langt i midtlinien; sømmene er lige og divergerende.
3. kæbepalpeled er så langt som 2. led og mindst dobbelt så
langt som bredt. De syv forreste bagkropsled bærer rygvorter,
der er opdelt i tværrækker af tuberkler. 9. bagkropsled er
uden særlige kitindannelser. Benene er veludviklede og slanke.
Maksimal længde ca. 11 mm.

Yngler i et meget stort antal løvtræer og buske i døde kviste
og grene. Larven lever i kambiet, men gangene er tydeligt af-
tegnet i veddet. Puppelejet anlægges sammesteds, og forpup-
ningen finder sted tidlig på foråret. Generationen er antagelig
enårig.

38. Grammoptera (Grammoptera) variegata Germ. —
Larven ligner den foregående overordentlig meget, men den er
en ubetydelighed kraftigere bygget. Hovedet er mindre af-
fladet og noget kraftigere kitiniseret. Ocellerne er mindre

13"

196

tydelige. 3. kæbepalpeled er mindre end dobbelt så langt som
tykt. Maksimal længde ca. 11 mm.

Som yngleplanter kender man med sikkerhed kun eg og
ægte kastanie. Larven lever i kviste og tynde grene, ofte i
stærkt henfald. Forpupningen (forår) finder sted inde i veddet.

39. Grammoptera (Grammoptera) ustulata Schall. —
Efter det foreliggende materiale lader den sig ikke med sikker-
hed adskille fra de forannævnte arter. Maksimal længde ca.
9 mm.

Larven er samlet i 2—4 cm tykke, lav- og svampebevoksede
døde egegrene på levende.træer, men den kan også leve på
andre løvtræer under lignende betingelser. Såvel ædegange
som puppekammer findes inde i veddet. Puppe om foråret.

40. Grammoptera (Alosterna) tabacicolor Deg. —
Adskiller sig fra larverne til Grammoptera s.str. ved følgende:
Hovedet er kun let affladet. Hypostomet er bredere, mere end
fire gange så bredt som langt i midtlinien; dets sømme er

Fig. 21. Grammoptera tabacicolor. Hoved set fra undersiden. (Duffy).

parallelle i den bageste halvdel (fig. 21). Der er kun ét par
oceller. Bagkroppen har kun klatrevorter på de seks forreste
led. Maksimal længde ca. 10 mm.

Yngler (antagelig) overvejende i løvtræ, men er også taget i
fyr. Larven lever i veddet af gamle rådne stubbe. Forpupning
om foråret. Generationen antagelig toårig.

197

41. Judolia cerambyciformis Schrank. — Ligner
Strangalia-larverne meget. 3. antenneled cylindrisk, langstrakt
(mindst dobbelt så langt som tykt); antennevedhænget kegle-
formet, langstrakt, når i det mindste til spidsen af 3. led.
Kindbakkerne er uden skrå, stribet plade på skæreranden.
Ocellen er ret utydelig. Hypostomet ca. 4!/, gang så bredt
som langt i midtlinien; sømmene næsten lige. 3. kæbepalpeled
langstrakt, lidt længere end 2. led. Eusternum på forbrystet
skinnende, med fin netskulptur og med enkelte børster, men
altid uden asperitier eller fløjlsbehåring. Bagkroppen med
klatrevorter på de syv forreste led, men den 7. er meget lille,
med kun få tuberkler, men med ganske fine asperitier. Benene
er lange og slanke; låret er højst halvanden gang så langt
som højt, og skinnebenet er tre gange så langt som højt; ven-
tralranden af fodleddet er konkav i de yderste 2/3 (fig. 9).
Maksimal længde ca. 19 mm.

Yngler i forskellige løvtræer. Larverne findes især i de frit-
liggende dele af rødderne på døde, men endnu ret friske træer,
men de kan også træffes i de underjordiske dele, og de er i
stand til at bane sig vej gennem jorden fra rod til rod. De
voksne larver forlader om foråret deres værtplante og for-
pupper sig i en jordkokon. Udviklingen antagelig flerårig.

42. Judolia sexmaculata L. — Ligner den foregående art
meget. Ocellens pigmentplet er meget tydelig, sort og perle-
agtig. Benene er usædvanlig lange, 3—4 gange så lange som
kæbepalpen; låret er mindst dobbelt så langt som højt og
skinnebenet ca. fire gange så langt som højt. Maksimal længde
ca. 18 mm.

Kun fyr og ædelgran er kendt som værtplanter. Dens levevis
er antagelig iøvrigt som hos den foregående art.

43—55. Leptura og Strangalia. — Larverne til disse to
slægter er både morfologisk og biologisk meget vanskelige at
adskille med større sikkerhed. Hovedet har rundede sider og
er bredest over midten; det bæres noget ludende og er ikke
særlig fladtrykt, således som det er tilfældet med flere andre
lepturiner. Kindbakkerne (fig. 3) er temmelig korte, og set fra

198

siden er de trekantede. Et, to eller tre par oceller, der ofte er
utydelige. Følehornene er meget små, men tydelig treleddede.
Hypostomet er højst fire gange så bredt som langt i midten,
oftest smallere; sømmene er jævnt buede. Strubepladen er
utydelig. Klatrevorterne har tydelige tuberkler, der er ord-

Fig. 22. Leptura rubra. Hoved set fra oversiden. (van Emden).

nede i tværrækker. Benene er ret veludviklede og temmelig
slanke; skinnebenet er højst så langt som låret; fodleddet er
slankt, undersiden højst svagt konkav på det yderste stykke.
Alle danske arter yngler i ved, der er i stærkt henfald og
meget fugtigt. Man finder oftest mange larver i samme stub
eller stamme. Angrebet varer, så længe der er ved tilbage.
Larverne er almindeligvis mere end et år om deres udvikling.

43. Strangalia quadrifasciata L. — Hovedet er tydelig
smallere end forbrystet; tindingerne er rynkede, og den mørke
farve fra mundrammen omslutter ocellen; kinderne har en
dyb tværfure lige foran ocellen. Kindbakkernes skærerand er
uden skrå, stribet plade (sml. fig. 3), men med mindst fire
børster på ydersiden nær basis. Et par oceller, men med utyde-
lig pigmentplet. Hypostomet ca. fire gange så bredt som
langt i midten, med svagt buede suturer og mørkere forrand.
Den forreste del af pronotum er tværrynket, den bageste del
uregelmæssigt rynket. Eusternum på forbrystet er mat, fløjls-

199

agtigt (fig. 23a). Der er klatrevorter på de seks forreste bag-
kropsled, men desuden er der en på bugen af 7. led, men den
er meget mindre end de øvrige; de har midtstillet længdefure,

Fig. 23. Forbrystets eusternum hos: a Strangalia quadrifasciata;
b S. maculata; c S. melanura. (Duffy).

sa iværiurer og sidefurer, der alle er ret dybe; de har fire
tværrækker af ret små tuberkler. Maksimal længde ca. 24 mm.

Yngler i mange forskellige løvtræer og er en enkelt gang
taget i gran. Forpupning om foråret. Generationen mindst
treårig.

44. Strangalia maculata Poda. — Ligner meget larven
til Strangalia quadrifasciata. Hypostomet er ca. tre gange så
bredt som langt i midten. Eusternum på forbrystet er glat og
skinnende (i det mindste i midten), men har et trekantet
område med fløjlsagtigt skær nær hvert baghjørne (fig. 23b).
Der er dorsale klatrevorter på de syv forreste bagkropsled.
Maksimal længde ca. 23 mm.

Arten yngler i et meget stort antal løvtræer, men er desuden
taget i fyr. Udviklingsbiologien iøvrigt som hos Strangalia
quadrifasciata.

45. Strangalia melanura L. — Ligner larven til Strangalia
quadrifasciata, men legemsformen er noget slankere. Tin-
dingerne er blege bag ocellen, på hvilken både linse og pigment-

200

plet er meget tydelig. Hypostomet er ca. tre gange så bredt
som langt i midten. Forbrystets overside har et lyst brunligt
tværbånd nær forranden. Eusternum på forbrystet er fint
netridset og med enkelte børster (fig. 23c). Der er klatrevorter
på de seks forreste bagkropsled; desuden en stærkt reduceret
på undersiden af 7. led. Maksimal længde ca. 16 mm.

Yngler i forskellige løvtræer i ret stærkt henfaldende, ned-
faldne grene, men den er tillige taget i fyrregrene. Iøvrigt er
udviklingsbiologien som hos Strangalia quadrifasciata.

46. Strangalia revestita L. — Larven er ukendt.
Som værtplanter anføres eg, bøg, fuglekirsebær og andre
løvtræer.

47. Strangalia nigra L. — Til grundlag for en beskrivelse
af denne art foreligger kun en klækning: Imago+ sidste og
næstsidste larvehud i stærkt sammentrukket tilstand. Af disse
eksuvier fremgår, at mundrammens mørktfarvede område om-
slutter ocellen. Hypostomet er ca. tre gange så bredt som langt
i midten, med ganske svagt buede, fremefter noget divergerende
sømme. Forbrystets eusternum er i hvert fald delvis beklædt
med fine asperitier, men iøvrigt lader kroppens karakterer sig
ikke klart erkende.

Den her beskrevne larve anføres at være opvokset i en
granstage. Iøvrigt angives arten at være klækket fra hassel og
birk, fortrinsvis fra tørre grene og stammer.

48. Strangalia aethiops Poda. — Larven er ukendt.
Som værtplanter anføres løvtræer (eg, el).

49. Strangalia attenuata L. — Til denne art foreligger
kun Perris” gamle beskrivelse (1877), fra hvilken uddrag an-
føres: To par oceller. Pronotum glat, kun bagtil fint netrynket
og uden sidefurer. Bagkroppens dorsale klatrevorter har fire
tværrækker af tuberkler, hvoraf de yderste rækker er bue-
formede og tilsammen danner en oval uden om de to indre
rækker. På 7. led er der dog kun tre rækker ialt. Benene er
temmelig lange. Længde 15 mm.

Larven er kendt fra forskellige løvtræer (eg, hassel, birk 0.a.).

201

50. Leptura scutellata F. — Ligner meget larven til
Strangalia quadrifasciata. Kinderne har en dyb tværfure lige
foran ocellen. Overlæben har et halvkredsformet tværindtryk
tæt bag forranden, der er meget tæt børstebærende (fig. 24).

UDAD,
UDEN d
STN,

2 g () Wi

(| NW
HER Y

NUDE
tave

== 1 SSR sr
Fee TTT

Fig. 24. Overlæben af Leptura scutellata. (Duffy).

Hypostomets forrand er begsort. Eusternum på forbrystet er
uden fine asperitier eller fløjlsagtigt skær, men groft rynket og
med enkelte børster. Bagkroppen med klatrevorter på de syv
forreste led. Maksimal længde ca. 19 mm.

Yngler i forskellige løvtræer i ret fast og hårdt ved, der
gerne må være soltørret på overfladen. Udviklingen flerårig.

5 BCeptura rubra L. — Ligner larven til Strangalia
quadrifasciata meget. Kinderne har en flad, men tydelig
tværfure foran ocellen. Mundrammen er begsort. Kindbakker-
nes skærerand med en skrå, mat, stribet plade (fig. 3). Hypo-
stomet er ca. tre gange så bredt som langt i midten. Strube-
pladen er bred og med let fremhævede sømme. Eusternum på
forbrystet er meget fint netridset, glat og skinnende i midten
og med et trekantet, men ret utydeligt, mat område nær hvert
baghjørne (som hos Strangalia maculata, fig. 23b). Bagkroppen
med klatrevorter på de syv forreste led; tuberklerne er større
end hos Strangalia quadrifasciata og tætstillede; 7. dorsale
klatrevorte har kun tre tværrækker tuberkler. Maksimal
længde ca. 35 mm.

Yngler fortrinsvis i forskellige nåletræer. Udviklingsbiologien
iøvrigt som hos Strangalia quadrifasciata. Generationen fler-
årig.

202

52. Leptura sanguinolenta L. — Ligner larven til
Strangalia quadrifasciata meget. Kinderne har en dyb tværfure
foran ocellen; kindernes mørktfarvede sklerotisering omslutter
ikke ocellen bagtil. Kindbakkerne har en skrå, mat plade med
fin skulptur på skæreranden. Strubesømmene er tydeligt frem-
trædende. Hypostomet er ca. tre gange så bredt som langt i
midten. Pronotum er kun ganske svagt rynket. Eusternum på
forbrystet er glat, sparsomt behåret, uden fløjlsagtigt skær,
men meget fint netridset. Metanotum med nogle få tuberkler
nær midten. Klatrevorter på de syv forreste bagkropsled.
Maksimal længde ca. 17 mm.

Yngler i nåletræ, i stubbe og døde stammer og grene. Æg-
lægningen finder ofte sted under jordoverfladen. Iøvrigt er
udviklingsbiologien som hos Strangalia quadrifasciata. Genera-
tionen sandsynligvis toårig.

53. Leptura sexguttata F. — Larven er ukendt.
Yngler i forskellige løvtræer (eg, bøg, avnbøg).

54. Leptura maculicornis Deg. — Larven er ubeskrevet.

Yngler både i løvtræ og nåletræ, i ikke alt for svært materiale
(op til ca. 15 cm tykt). Den findes fortrinsvis i stærkt hen-
faldende ved, ofte ret tørt med soltørret, hård overflade.
Generationen er sandsynligvis toårig.

55. Leptura livida;F.— Larven er ukendt,
Yngler i døde grene og kviste af eg (og rimeligvis andre
løvtræer).

Lamiinae.

Mest karakteristisk for denne underfamilie er det
langstrakte hoved (fig. 2), der sidder dybt forankret i
brystet; kun enkelte i urtestængler levende arter af-
viger væsentligt i denne karakter. Issesømmen er
meget lang, men helt skjult under brysthuden. Nakke-
hullet er udelt, men meget langstrakt, og det sidder
helt på kraniets underside. Kindbakkerne er skråt af-

203

skåret i spidsen. Fæstet for de ventrale munddele er
på det nærmeste så bredt som hypostomet. Klatre-
vorterne varierer meget i udseende, men ofte er de
besat med tuberkler. Benene mangler helt hos de
" danske arter. Bagkropsspidsen bærer aldrig urogomphi,
men hos flere meget små arter er de udrustede med
ubetydelige kitinstrukturer af anden art.

Udviklingsbiologien er i ualmindelig grad varierende
inden for denne gruppe. Mange findes i hårdt ved, dødt
eller levende, andre i kambiet. Nogle lever i stammer
af svære dimensioner, andre i tynde kviste. Desuden
er der flere arter, hvis opvækst sker i urtestængler.

56. Lamia textor L. (fig. 25a) — Panderanden er fladt,
men tydeligt indbuet. Der er et par oceller. Pronotum er
fortil begrænset af en buet linie, og tæt bag denne er der en
tværrække af runde, fordybede punkter; bagtil er det mat
med små stregformede furer, men uden asperitier. Klatre-
vorterne har to tydelige tværfurer uden tuberkler og uden
asperitier. Gattet er en tværspalte. Maksimal længde ca. 40 mm.

Arten synes bundet til pil og poppel, oftest levende træer,
der på anden måde er beskadiget, f. eks. ved styning. Udvik-
lingen foregår inde i veddet, ofte i træernes store rødder.
Forpupningen finder sted om foråret. Generationen er antagelig
toårig.

57. Monochamus sutor L. (fig. 25b). — Et par oceller.
Pronotum er uden asperitier; det har fortil et brunt, skin-
nende område, der er tæt behåret fortil og på siderne; bagtil
er det mat og uregelmæssigt furet. Klatrevorterne bærer tal-
rige tuberkler, der sidder i koncentriske rækker, men de er
uden asperitier. Maksimal længde ca. 40 mm.

Yngler i nåletræ, fortrinsvis fyrrestammer af meget forskellig
diameter, og oftest i nyfældet træ. Larven tilbringer største-
delen af sin tid i barken, hvor dens gange er brede og ligger så
tæt, at de ofte smelter sammen til store plader. Den ældre
larve borer sig ind i veddet, hvor dens gangsystem ender i et

% UN!
UN
CA

NU WND

Er

| & BEES

a b c
Fig. 25. a Lamia textor; b Monochamus sutor; c Acanthoderes
clavipes. (Kemner).

puppekammer. Gangene inde i veddet holdes tomme for orme-
mel, der tømmes ud gennem små huller i barken. Generationen
er antagelig enårig.

58. .Acanthoderes selavipes, Schrank': fig: "350 ==
Hovedet er glinsende og med nogle punktformede indtryk;
forranden er mørkebrun og bagtil afgrænset af en lige linie.

205

Der er et par oceller. Pronotum er blankt, bagtil med netagtig
skulptur, men uden asperitier. Klatrevorterne er tæt besat
med ret store runde tuberkler, der ikke er tydelig rækkestillede.
Maksimal længde ca. 28 mm.

Yngler i løvtræ; larven er blandt andet taget i døde birke-
træer og i bævreasp, altid med fastsiddende bark. Den første
del af udviklingen foregår i barken, kun afslutningen inde i
veddet. Generationen er antagelig toårig.

59. Acanthocinus aedilis L. (fig. 26a). — Hovedet er
gulbrunt og mørkt langs forranden; det er fladt og blankt og
med to par fordybninger bag forranden. Der er et par store
oceller. Pronotum har bag forranden en tæt hårbræmme; fortil
er det blankt, bagtil er det delt i to kitinplader, der hver har
» nogle få afrundede fordybninger. Klatrevorterne er matte og
helt uden tuberkler. Maksimal længde ca. 35 mm.

Yngler i fyr og gran, fortrinsvis i nyfældede stammer og ret
friske stubbe. Larven lever i hele sin vækstperiode i bark og
kambium, og under danske forhold sker også forpupningen her.
Således er det dog ikke overalt inden for artens udbredelses-
område; f. eks. er det i England almindeligst, at den fuld-
voksne larve arbejder sig ind i splinten og forpupper sig der.

60. Leiopus nebulosus L. (fig. 26b). — Ligner larven til
Acanthocinus aedilis, men hovedet er lidt mindre langstrakt ;
det er blankt og uden skulptur og med et stort, klart øje på
hver side. Forbrystet har fortil en enkelt børsterække. Prono-
tum er fortil blankt næsten uden skulptur, bagtil mat og med
nogle ret tydelige flade furer. Bagkroppens dorsale klatrevorter
har i midten en dyb længdefure, og er på hver side af den
opdelt i et antal uregelmæssige, flade, glatte tuberkler. Maksi-
mal længde ca. 15 mm.

Yngler i døde grene og stammer af meget forskellige dimen-
sioner af et meget stort antal løvtræer og buske. Størstedelen
af opvæksten foregår i bark og kambium, der ikke må være alt
for frisk og fastsiddende. Både larve- og puppeudvikling af-
sluttes almindeligvis her; i nogle tilfælde danner den voksne
larve dog puppegang ind i veddet. Forpupningen sker typisk

206

A SANSER EN Å Å
ars g
z Fa ,

a b c
Fig. 26. a Acanthocinus aedilis; b Leiopus nebulosus; c Exocentrus
lusitanus. (Kemner).

om foråret, men kan lejlighedsvis finde sted allerede om efter-
året. Generationen er antagelig en- eller toårig.

61. Exocentrus lusitanus L. (fig. 26c). — (Den larve,
der af Schiødte (1876) blev beskrevet som Exocentrus-larven,
er faktisk larven til Oplosia fennica. Fejlen erkendtes og ret-
tedes af Kemner (1922), der havde begge arter til sin rådighed).

207

Hovedet er dybt indsænket og blegt med kun svagt mørkere
mundramme. Øjne mangler. Kæbepalpen er toleddet. Prono-
tum er skråtstillet, så kun et trekantet felt bagtil får betydning
for larvens bevægelighed. Dette felt er glat med en del flade
længderidser. De stærkt fremtrædende klatrevorter er glatte
med dyb midtfure; de er ikke opdelt i tuberkler. 8. bagkropsled
bærer på sin overside nær bagranden en ophøjet tværliste
med ca. 15 meget fine, kitiniserede længdelister. 9. bagkropsled
er ubevæbnet. Maksimal længde ca. 10 mm.

Yngler i tørre grene af lind. Larvegangene findes til at
begynde med i bark og bast, senere fures de ned i splint-
veddet, og til slut er de oftest helt nedsænkede. Puppekammer
i veddet nær overfladen. Udviklingen toårig.

62. Oplosia fennica Payk. (fig. 27a). — Larven er tem-
melig langstrakt. Epistoma er noget opsvulmet og udstyret
med en række korte, skarpe længdelister. Et par oceller.
Pronotum er fortil brunt og blankt, bagtil uregelmæssigt net-
ridset. Rygvorterne er opdelt i 5—8 tuberkler på hver side af
den ret dybe midtfure. 9. bagkropsled er ubevæbnet. Maksimal
længde ca. 18 mm.

Yngler i løvtræ, fortrinsvis lind. Larven findes i basten af
2—5 cm tykke, døde grene. Puppekamret dannes oftest inde i
veddet. Forpupning finder sted om foråret. Udviklingen varer
et eller to år.

638. Pogonocherus hispidus L. — Hovedet er fladt,
ganske lidt bredere foran midten. Mundrammen er smalt
sklerotiseret, på oversiden med en række på otte børste-
bærende punkter. Et par oceller med tydelig pigmentplet.
Hypostomets sømme er fine og stærkt buede. Kæbepalperne er
toleddede. Pronotum er fortil blankt, bagtil mat og fint net-
ridset. Eusternum er utydeligt. De dorsale klatrevorter, der er
delt af en bred og temmelig dyb længdefure, er opdelt i få, ret
flade tuberkler. Oversiden af 9. bagkropsled bærer en ganske
lille tværoval plade, hvis overflade er udstyret med 15—20
ganske fine længdelister (fig. 28b). Maksimal længde ca.
10 mm.

ke SØM van SB»
i SREEZ, SS BNE) NDS SS

AA fi) is

page STER

3
AR « "æ SOFIE, LER

SØEK Sr 5]

c00 058097
Cu sb

Gant:

eg

a b 6

Fig. 27. a Oplosia fennica; b Pogonocherus hispidulus; c Mesosa
nebulosa. (Kemner).

Yngler i mange forskellige løvtræer og buske i ganske tynde
grene eller kviste, døde, men endnu ret friske og fugtige.
Larven lever i grenenes vækstlag, men når de er fuldvoksne
danner de oftest deres puppekammer inde -i veddet. For-
pupningen finder sted hen på sommeren. Udviklingen normalt
toårig.

209

64. Pogonocherus hispidulus Piller (fig. 27b). —
Ligner meget larven til foregående art. Mundrammen er
bredere og kraftigere sklerotiseret, og epistomas rand er for-
tykket. Kæbepalpen er treleddet. Pronotum er groft chagri-
neret. Den tværovale kitinplade på oversiden af 9. bagkrops-

(Mel -

Fig. 28. Kitinplader på oversiden af 9. bagkropsled. a Pogonocherus
hispidulus; b P. hispidus; c P. fasciculatus; d Tetrops praeusta.
(Kemner).

led er meget større end hos foregående art og udstyret
med 10—11 svage længdekøle (fig. 28a). Maksimal længde ca.
12 mm.

Yngler i mange forskellige løvtræer under lignende betingel-
ser som forannævnte art.

65. Pogonocherus fasciculatus Deg. — Ligner larven
til Pogonocherus hispidus meget. Kæbepalperne er treleddede.
Pronotum er fortil blankt, bagtil mat med utydelig chagri-
nering. Klatrevorternes tuberkler er forholdsvis tydeligt af-
grænsede. På oversiden af 9. bagkropsled er der en ganske lille
aflangt oval kitinplade, hvis midtparti er hævet til en enkelt
kraftigere farvet længdekøl (fig. 28c). Maksimal længde ca.
13 mm.

Yngler i fyr og gran. Udviklingsbiologien er iøvrigt omtrent
som hos Pogonocherus hispidus, bortset fra at larvegangene
oftest furer stærkt ned i splintveddet.

66.. Pogonocherus decoratus Fairm. — Larven til
denne art er ukendt, men man må formode, at den er i be-
siddelse af en lille kitinplade på oversiden af 9. bagkropsled,
og at denne plade er af en anden bygning end hos de tre foran-
nævnte arter.

Victor Hansen: Træbukke 14

210

En frisk imago er taget i sin larvegang under bark af fyrre-
brænde. Man må altså formode, at arten biologisk står den
foregående art nær.

67. Mesosa nebulosa F,. (fig. 27c). — Den frie del af hovedet
er brunlig med kraftigere farvet, bred mundramme og helt lyst
mundskjold og overlæbe. Fortil på pandeskjoldet er der en
tværrække af fine, men tydelige længdestriber og otte børste-
bærende punkter. Der er et par oceller, hvis pigmentplet er ret
utydelig. Hypostomets forreste halvdel skråner stejlt mod
forranden; Sømmene er tydelige og svagt buede. Prototum
er fortil brunligt og fint chagrineret, bagtil længderynket. De
dorsale klatrevorter har en enkelt buet tværfure, men længde-
furen er kun svag; de er opdelt i talrige glatte tuberkler; 9;
bagkropsled har på oversiden nær bagranden en lille opret
torn, der ikke bæres af nogen kitinplade. Maksimal længde
ca. 23 MB

Yngler på mange forskellige løvtræer, men synes at fore-
trække eg. Angrebet sker især på højtsiddende døde grene med
fastsiddende bark. Larven lever først i og under barken, men
dens vigtigste ædeperiode foregår inde i veddet, og her sker
også forpupningen hen på sommeren. Udviklingen er mindst
toårig.

68 Saperda .scarcharias. LL. (fig, 298). — tværsnit s er
kroppen højere end bred. Mundrammen er temmelig stærkt og
bredt sklerotiseret. Pandeskjoldet har en tværrække på 8—10
børstebærende punkter. Der er et par oceller med utydelige
pigmentpletter. Hypostomet er blankt og gulbrunt med svagt
buede sømme. Set fra siden er pronotum stejlt skrånende
fremefter; det er næsten helt sklerotiseret, fortil er det rynket
punkteret, bagtil besat med en mængde brede, bagudrettede
kitinkorn, der aftager i størrelse bagud. Fortil på pronotums
sider er der et par affladede gruber (fig. 10), der er forholdsvis
brede sammenlignet med de efterfølgende arters. Eusternums
bagrand har et tværbånd af asperitier. Bagkroppens dorsale
klatrevorter er uden tuberkler, men besat med en mængde
kitinkorn, der dog er mindre end dem på pronotum; i midten

211

a b

Fig. 29. a Saperda carcharias; b Agapanthia villosoviridescens.
(Kemner, Duffy).

er der en længdefure, desuden to tværfurer, der løber sammen
udadtil og munder i sidefurerne. De ventrale klatrevorter har
kun en tværfure. Spiraklerne er bredt ovale. Maksimal længde
ca. 40 mm.

Yngler først og fremmest i poppel, i ringere grad i pil.
Æglægningen finder sted i juli-august i levende, sundt træ:
stammer og større grene og rødder. Larven udvikles i løbet af

14+

212

en måneds tid, men overvintrer inde i æggeskallen, som først
brydes den påfølgende forsommer. Larvegnavet består først
og fremmest af en enkelt næsten retliniet gang ofte i eller nær
grenens akse, men vinkelret herpå dannes en gång helt ud
gennem barkens overflade; gennem dette hul udstødes en del
af ormemelet, og siden benyttes det som flyvehul. Puppekam-
ret dannes i ædegangens endeafsnit, men larven vender sig
før forpupningen (sommer), så den unge imago uhindret kan
trænge gennem larvegangen ud til flyvehullet. Udviklingen
varer antagelig 2—4 år.

69. Saperda populnea L. — Ligner overordentlig meget
larven til Saperda carcharias. Pronotum er mindre kraftigt
kitiniseret, og dets asperitier er på det nærmeste lige kraftige
overalt; de laterale indtryk er dybere, især langs bagranden,…
hvor de er skarpt afgrænsede. Klatrevorternes asperitier er
forholdsvis længere og skarpt tilspidsede. Maksimal længde ca.
20 mm.

Udviklingen sker i tynde levende grene eller kviste (!/,—1 cm
i diameter) af poppel, til dels også i pil; bævreasp er i meget
høj grad den foretrukne værtplante. Hunnen gnaver en heste-
skoformet spalte i barken, og i spidsen af »hesteskoen«, der
peger mod plantens rod, lægger hun et æg. Larven minerer
til at begynde med i bastlaget af det omkransede stykke, og
der dannes derved et nyt vedlag uden for det oprindelige, hvad
der bevirker, at grenen svulmer noget op på det angrebne
sted. Senere trænger larven ind i veddet, hvor den afslutter sin
egentlige ædeperiode. Mod udviklingens slutning danner larven
en gang med grenens marvkanal som akse, og her forpupper
den sig (forår). Generationen er en- eller toårig.

MO. Saperda scalaris L. — Kroppen er mere affladet end
hos de to forannævnte arter, i tværsnit bredere end høj. Pande-
skjoldet er fortil mat og med to gruber, der markerer muskel-
fæster. Ocelparret er meget utydeligt, eller det mangler helt.
Set fra siden er pronotum ikke påfaldende stejlt skrånende
fremefter; det er fortil glat, bagtil mat på grund af asperitie-
beklædningen; denne er meget fin og tæt, og der er ikke

213

nogen tydelig variation i de enkelte kitinkorns størrelse. Også
på klatrevorterne er asperitierne meget fine og tætstillede.
Eusternum har ikke asperitier bagtil. Maksimal længde ca.
25 mm.

Yngler i et meget stort antal løvtræer, fortrinsvis ret tykke
stammer; i modsætning til de forannævnte Saperda-arter be-
nytter den kun dødt træ. Larven tilbringer normalt hele sin
ædeperiode under barken, men danner sit puppekammer i
splintveddet, enten i en overfladisk fordybning eller i en kort
gang ind i veddet; åbenbart er det barkens tykkelse og fugtig-
hedsgrad, der er afgørende for larvens opholdssted og forpup-
ningens karakter. Forpupningen sker om foråret, og hele livs-
cyklus strækker sig normalt over 1—2 år.

71. Agapanthia villosoviridescens Deg. (fig. 29b). —
Denne art er såvel i sin legemsbygning som i sin naturhistorie
en af vore ejendommeligste træbukke. Den er cylindrisk og
meget langstrakt. Hovedet, der er næsten helt frit, har rundede
sider; det er næsten ensfarvet mørkebrunt. Nakkehullet sidder
påfaldende langt tilbage. Der er et par oceller med utydelige
pigmentpletter. På undersiden af forbrystet er der et par store,
brunt sklerotiserede plader; undersiden af mellem- og bag-
bryst er stærkt fremtrædende og udstyret med mange lange,
stive børster. Bagkropsleddene er cylindriske; hver rygvorte,
og særlig fremtrædende på 6.—7. bagkropsled, har to tvær-
rækker af tuberkler, der er adskilt ved en tværfure; midtfuren
er ganske svag. 9. bagkropsled er påfaldende stort, noget op-
svulmet og tæt behåret. Spiraklerne er bredt ovale eller om-
trent kredsrunde. Maksimal længde ca. 27 mm.

Som værtplanter benyttes et stort antal stauder eller enårige
planter med kraftig skudsætning, f. eks. stormhat, bjørneklo,
tidsler, bynke og brændenælde; valget af værtplante synes i
langt højere grad at være betinget af dens væksttype end af
dens stilling i det botaniske system. Her i landet er larven
først og fremmest samlet i stænglerne af kærtidsel (Circium
palustre) og hjortetrøst. Æglægningen sker i sunde, velud-
viklede stængler, som regel i nærheden af spidsen. Den spæde
larve gnaver sig ind til marven, og herfra arbejder den sig

214

nedad i stænglen, som den efterhånden udhuler, idet orme-
melet skydes ud gennem huller i siden. Larven bevæger sig
med stor lethed op og ned i sin gang. Den overvintrer i den
døde stængel og forpupper sig om foråret. Hen på sommeren
kan man kende angrebne skud fra sunde på den visne skud-
spids, hvad dog også kan have sin årsag i angreb af andre
insektlarver.

72. Oberea linearis L. (fig. 31a). — Den meget slanke
larve er i tværsnit højere end bred. Hovedet er forholdsvis
stort og ikke særlig affladet; det bærer et par ret utydelige
oceller. Set fra siden er pronotum stejlt skrånende fremefter ;
det er bredest i eller foran midten (fig. 30b); fortil er det blankt
og uden skulptur, bagtil bærer det en fremefter afrundet
gruppe af kraftige, sorte asperitier, der er kraftigst i det
centrale område og derfra aftager i størrelse ikke blot bagud,
men i mindre udpræget grad tillige fremefter. Pronotums side-
gruber er meget snævert spalteformede. Eusternum er uden
asperitier. Hver af kroppens rygvorter er ret dybt furet af en
tværfure og en midtfure, der deler den i fire omtrent ens afsnit,
der hver for sig bærer en tæt gruppe af ganske fine asperitier.
Spiraklerne er spalteformede. Maksimal længde ca. 27 mm.

Yngler i forskellige løvtræer, men langt overvejende i fjor-
gamle, endnu grønne, levende hasselkviste. Æggene lægges
enkeltvis i gruber, som hunnen gnaver i barken ved skud-
basis. Derefter »ringer« hunnen kvisten nogle cm længere ude,
med det resultat, at skudspidsen visner og snart falder af.
Den unge larve søger hurtigt ind i skuddets marvkanal, som
den udhuler, først mod spidsen, siden mod basis. Larven
bevæger sig med stor hurtighed frem og tilbage i sin gang, der
holdes fri for ormemel gennem huller i siden. Forpupning om
foråret. Generationen hyppigst toårig.

73. Oberea oculata L. — Ligner i hovedtrækkene larven
til den foregående art. Pronotum er lidt mere langstrakt og
bredest bagtil (fig. 30a); det asperitiebesatte område når noget
længere frem i midten, de enkelte asperitier er kraftigere og
aftager kun i styrke bagud. Sidegruberne er meget iøjne-

215

Fig. 30. Pronotum af: a Oberea oculata; b O. linearis. (Scherf).

faldende, men ikke slet så snævert spalteformede som hos
Oberea linearis. På bagkroppens rygvorter er midtfuren mindre
fremtrædende, den bageste tværfure tydelig, men desuden er
den forreste tværfure antydet, dybest ud mod sidefurerne;
rygvorterne er derfor ikke inddelt i fire omtrent ens asperitie-
felter. Maksimal længde ca. 30 mm.

Arten yngler udelukkende i slanke, levende pileskud med
frisk og glat bark. Æggene lægges enkeltvis i gruber i barken,
som hunnen gnaver. Efter et kortvarigt ophold i den callusvold,
som dannes ved beskadigelsen, søger larven ind i marvhulen,
hvor den efterhånden gnaver sig en gang på 30—40 cm's længde
mod skudspidsen. Gangen holdes fri for ormemel, der tømmes
ud gennem huller på siden. Forpupning midt om sommeren.
Generationen en- eller toårig.

74. Stenostola dubia Laich.) (fig. 31b). — Kroppen er
forholdsvis flad, i tværsnit bredere end høj. Hovedet er fladt
og -glat, fortil rødbrunt. Der er et par oceller. Set fra siden er
pronotum omtrent vandretliggende; det er fortil glat, men er
bagtil udrustet med mange kraftige og spidse asperitier, der
aftager i styrke bagud; de laterale indtryk er blege og ovale.
Eusternum er uden asperitier. Bagkroppens dorsale klatre-
vorter har to tværfurer; de er ligesom bugvorterne udstyret
med tværrækker af kraftige, spidse, mørke asperitier. Maksimal
længde ca. 20 mm. ,

Yngler i døde, men endnu friske, barkbeklædte grene af

1) På grund af sammenblanding af vore Stenostola-arter
er artsbestemmelsen noget usikker.

216

Sæv vo;
(ET AM KIRS)

<BED

Fig. 31. a Oberea linearis; b Stenostola dubia; c Phytoecia cylindrica;
d Tetrops praeusta. (Kemner).

lind, pil og poppel, fortrinsvis 2—5 cm tykt træ, der ligger på
fugtig jord. Larven lever til at begynde med i barken, ofte
ganske overfladisk; senere søger den dybere ned i kambiet,
til slut furende veddet. Puppekamret dannes i veddet, og for-
pupningen finder sted om foråret. Generationen er sandsynligvis
typisk enårig.

75. StenostolaferreaSchrank. — Larven er ukendt, men

217

er sandsynligvis meget vanskelig at adskille fra foregående art.
Imago er en enkelt gang klækket af en lindegren.

ER PFhytoecia cylindrica L. (fig. 31c). — Slank, cylin-
drisk, svovlgul larve. Mundrammen er temmelig svagt sklero-
tiseret. Pandeskjoldet har en tværrække på otte børster. Der
er et par oceller med temmelig utydeligt pigment. Hypostomets
sømme er svagt buede. Pronotum er skråtstillet; fortil med
spredte, fine hår, bagtil med asperitier, der tiltager i størrelse
bagud. Sidegruberne er smalt spalteformede. Eusternum er
tydelig håret, men uden asperitier. De dorsale klatrevorter er
stærkt fremstående, todelte på langs af den meget dybe midt-
fure og med en enkelt tværfure; de er glatte og meget fint
netridsede. Spiraklerne er meget smalt ovale. Maksimal længde
ca. 20 mm.

Arten yngler i de blomsterbærende stængler af forskellige
skærmplanter, f. eks. skovkørvel og gulerod. Ægget lægges som
regel tæt under blomsterstanden, hvorfra larven arbejder sig
ind i skudaksen og derfra ned mod roden. Larven forpupper
sig sidst på sommeren nederst i den hule stængel, og den unge
imago overvintrer i puppekamret. Generationen er enårig.

77. Tetrops pråeusta L. (fig. 31d). — Slank, cylindrisk
larve. Mundrammen er kun svagt sklerotiseret. Et par oceller
med meget utydeligt pigment. Pronotum skråtstillet, fortil
temmelig tæt håret, bagtil glat og fint længderynket. Euster-
num håret. Bagkroppens dorsale klatrevorter med ensartede,
glatte tuberkler. På oversiden af 9. bagkropsled nær bagranden
er der en lille brun plade med en tværgående kitinliste, der på
midten løber ud i en lille mørkere spids (fig. 28d). Spiraklerne
er bredt ovale. Maksimal længde ca. 7 mm.

Yngler i døde, barkbærende, slanke grene og kviste af mange
forskellige løvtræer og buske. Udviklingsbiologien er omtrent
som hos Pogonocherus hispidus, og de to arters larver findes
ofte i de samme grene. Larvegangene findes i eller under
barken, men spores almindeligvis næppe på veddets overflade.
Forpupningen (forår) finder enten sted i en fordybning i veddet
eller i en kort krogformet gang ind i veddet. Generationen en-
eller toårig.

Oversigt over træbukkenes forekomst”)

I. Løvtræer.

1. Løvtræer i almindelig-
heéedueller dog flere løv-

træarten

Priohrs 'coriarius-. 2777174
Cerambyx scopolii..... 40
Callidium sanguineum.. 46
— Ny" gear SE RR 46
— testaceum 47, 180
GTS yes SSD SS 54
— milekis TAKS NNU 55
— arceuatus…:7 56,183
— DE NE ENE 58
Gracllia minuts: . 60, 185
Leptidea brevipennis .. 63

Molorchus umbellatarum
65, 186
Necydalis major...) 69
Rhagium bifasciatum 72, 189
— mordax .. 73, 190

[Rhamnusium bicolor] . 75
Stenocorus meridianus. 77

Acmaeops collaris .. 83, 194

Grob ENEDES 83
Judolia cerambyciformis

89, 197

Leptura sexguttata.... 93

Strangalia revestita.... 101

— ge 28. 03,2 103

— aethiops.... 104

— quadrifasciata 104

— maculata .... 105

Acanthoderes clavipes. .
Leiopus nebulosus .....
Oplosia fennica
Pogonocherus hispidulus

Re MD ER

— hispidus .
Mesosa nebulosa... 130,
[ — curculionoides] .
Saperda scalaris... 135,
SLENDSLOTN 12 2 Ka ni ae EeR
Tetrops praeusta .. 145,

å. sås.

(Prionus coriarius).. 27,
Stenocorus meridianus.

3. Avnbøg.

Callidium sanguineum ..
— testaceum 47,
(CIYTOS arcuatus)s 75...
Leptura sexguttata....
— scutellata) ....

4. Birk.

(Prionus coriarius).. 27,
GENTOFTE SITRER
Gracilia minuta
(Molorchus minor).....
Judolia cerambyciformis

89,
(Leptura 'scutellata) . v5
(Strangalia attenuata)..
Acanthoderes clavipes..
Saperda scalaris 28.7.

1) Jfr. foran p. 10. En rund parentes angiver, at arten kun und-
tagelsesvis eller sjældent yngler i den pågældende planteart, en
firkantet parentes, at arten ikke hører til den danske fauna.

219

5. Bøg.

Prionus coriarius ... 27, 174
Cerambyx scopolii..... 40
[Rosalia alpina] ....... 44

Callidium sanguineum ..
46, 180
— testaceum 47, 180
— Elllvipes .. 207749
(ER lus Arthatus) ...... 56
— Fuslicus 1.72. 58
(Rhagium inquisitor)... 74
beptura sexguttata.... 93
— seutellata....: 94
Strangalia revestita.... 101
Acanthoderes clavipes.. 116
(Oplosia fennica)...... 123

Eg.
(Prionus coriarius). 27, 174
Kerambyx cerdo] ..... 41
Callidium sanguineum

46, 180
— 77; 46
— tféstaceum 2: 147
— biRVvipes ..... 49
Clytus arcuatus ...—56, 183
— BOLIUS . 58, 184
Graciik minuta ....…. 60
Leptidea brevipennis .. 63

Rhagium sycophanta 74, 191
Acmaeops collaris .. 83, 194
Grammoptera variegata 87
— ustulatå' . "87
Judolia cerambyciformis

89, 197

Fæptum sexguttata….….. 93
= scutellata)… .….….. 94
Strangalia revestita.... 101
e… melanhrå…. « 101
Leiopus nebulosus..... 121
Saperda scalaris ... 135, 213
BEER REN ses uld m ris 140

i BÅ,
JL UDE RR 1 1) RRS 46

Strangalia revestita....
— tLenuala
Saperda scalaris... 135,

8. Frugttræer.

Callidium clavipes .....
Molorchus umbellatarum
Acmaeops collaris .. 83,
Acanthoderes clavipes..
Saperda scalaris ...: 135,

9. Hassel.

strange Ira...
Acanthoderes clavipes..
(Oplosia fennica)
Oberea linearis.... 139,
Bilen DSbOlM JAN 3 ens

10. Lind.

Exocentrus lusitanus...
Ovlosia fennica 'v.8v09
Stenostolan SN DRE

PE

(Prionus coriarius).....
Aromia moschata .....
Callidium clavipes.....
OLIER BIERS) 5.
Gracilia minuta .... 60,
Leptidea brevipennis...
Stenocorus meridianus. .
IT FEED 155 kl dn
Acanthoderes clavipes..
(Omlosia fennica) 2...
(Saperda carcharias).
132,
[ — ag 1107 5 HAR
— populnea 134,
— stålaris .. 1339,
Oberea oculata.... 140,

Få Poppel
Caldini 2 086
Clytus rustigtssisgo 45
Obrium cantharinum...

220

Molorchus umbellatarum

65, 186
Acmaeops collaris .. 83, 194
LE ir 1. 9 1 aL NANRE 112
Acanthoderes clavipes.. 116
Oplosia' fennica. 259398 123

Saperda carcharias 132, 210
— populnea . 134, 212
— seglgris …..135,, 218

[ — pertomtal. .s5 5298
II. Nåletræer.
1. Nåletræer i alminde-
lighed.

Asemum striatum ..... 32
gok sg Ma tyk Rav » HØR 32, 170
Callidium violaceum 47, 179
heks aeneum] ...; "49

— undatum 2.550
Hylotrupes bajulus 51, 182
Obrium brunneum..... 61

Molorchus minor ... 63, 187
— umbellatarum 65
Rhagium bifasciatum 72, 189

— mordax: 73;"190
-— inquisitor . 74, 191
Toxotus "CUrSOr 76

Pachyta quadrimaculata 80
Grammoptera tabacico-

nn nu UNE ng: 84

Lentora Brda 1 57.5 92

— maculicornis "92

— mg TULLE holilele ne, BØD 96

— sanguinolenta . 97

=2" inexspectalaj. "98
(Strangalia quadrifascia-

BJ IRENE 15 104

— maculata): .'" 105

[Monochamus sartor]... 115
[Acanthocinus reticula-

LED 4 Pender ERNA RENO SES, 120
Pogonocherus fascicula-

BR, SEER ELSE ES SS 128

2. Fyr:
(Prionus cofiarlus)su 2.5 27

Spondylis buprestoides. 30

(Tetropium"gabrieli)... 35
Criocephalns hehe 36,.197
(Callidium sanguineum) 46
[Evodinus interrogatio-

nisl risene HEE 81
[(Gaurotes virginea].... 82
Judolia sexmaculata... 90
Strangalia melanura... 101
Monochamus sutor .... 114
Acanthocinus aedilis... 118
[ = griseus].. 120

Pogonocherus decoratus 129

3'Gran,
(Tetropium gabrieli) ... 35
Molorchus minor ...... 63
Pachyta fmed 555449 79
Judolia sexmaculata... 90
[bepturå Vinen 55 ron 96
Monochamus rosenmuel-

EDT "satt aen RER 116
4. Lærk.
Tetropium gabrieli..... 35
( — fusenn) 17.38

III. Løv- og nåletræer.

Molorchus umbellatarum 65
Rhagium bifasciatum

12, 189
— mordax 1/3, 198
Leptura maculicornis... 92

IV. Urteagtige planter.
(Clytus arietis (Helian-

this" "fuberosks) 55 55
(Grammoptera ustulata

CA RR] SS Er Sa se 87
(Pogonocherus hispidus

(Helianthus obscurus)) 127
Agapanthia villosoviri-

descens (Cirsium og

Eupatorium) .….. 137, 213
[Agapanthia violacea (bl.

a. Centaurea) jk 138

221

Phytoecia cylindrica

(skærmblomstrede)
144, 217
[Phytoecia nigricornis)
(kurvblomstrede)] ... 145

V. Arter, der søger til blomster.

Cerambyx scopolii..... 40
Aromia moschata ….... 42
Gale dmi 42.2: 46
KAPERS HIVSLICDS ...……... 54
-—- hy mr RASER 55

( — AROS). 55 56
7 mink ktm + 61
ER ERE ma 63
KecyGalis major,.:.... 69
Rhagium mordax ..... 13
— sycophanta .. 74

— int uisitor.……. . 74
FOR OLis CUrSOR 1,7... 76
Stenocorus meridianus.. 77

as sv) FARERNE ERNERDEER 78

[Evodinus interrogatio-

BURN Hos Aa se rer MÅNE S 81
[Gaurotes- virginea]...: 82
Acmaeops collaris ..... 83
(rammopterd 2 22.140 83
REN 5 Eee 88
LEE SEE ØGES REESE 90
mil rt "TEN rr» SERENE 100
Saperdå stalariss02 135

VI. Arter, der hyppigt bankes
af døde eller døende grene.

Calidtam an 00, 46

— CITER 54 49
Molorchus umbellatarum 65
Leiopus nebulosus..... 121
Exocentrus lusitanus.... 122
UnIGSIS TENNIS 90. 123
Pornoen NSSS Sa 125
Mesosa nebulosa ...... 130
Tetrops. prasnskå sv 145

Chevr.

Deg.
Esch.
Fabr.

Fairm.

Fald.
Frål.
Fiuissl.

Geoffr.

Germ.
Guer.
Hbst.
Laich.
Lee.

Forkortede forfatternavne

= Chevrolat.
=" Degeer.

= Eschholtz.
= Fabricius.
Fairmaire.

="Proheh

= Fiissler.

= Geoffroy.

= Germar.
Guérin.

= Herbst.

= Laicharting.
='Eeconte:

Faldermann.

is:

Motsch.

Muls.
Oliv.
Pall.

Panz.
Payk.
Schall.

Scop.
Serv.

Steph.
Thoms.

Zett.

Linné.
Motschulsky.
Mulsant.
Olivier.
Pallas.
Panzer.
Paykull.
Schaller.
Scopoli.
Serville.
Stephens.

= Thomson.

Zetterstedt.

Litteraturliste”)

Imagines

J. E. V. Boas: Dansk Forstzoologi. 1923. København. (citeret
i teksten som: Bo.).

V. Butovitsch: Zur Kenntnis der Paarung, Eiablage und
Ernåhrung der Cerambyciden. — Sv. E. T. 1939: 206—258.
citeret i teksten som: Bu.).

Catalogus Coleopterorum Fennoscandiae et Daniae auct. Victor
Hansen, Einar Klefbech & Oscar Sjåberg, Gunnar Stenius,
Andreas Strand, redig. cur. Carl H. Lindroth. 1960. Lund.

E. A.J. Duffy: Coleoptera Cerambycidae i Handbooks for
the identification of British insects. 1952, London.

— A monograph of the immature stages of British and
imported timber beetles (Cerambycidae). 1953. London.
(citeret i teksten som: Du.).

Giinther Schmidt i Mitteil. Deutsch. Ent. Gesellsch. Jahrg. 17
(1958): 53—60 og 18 (1959): 10—11; Berlin-Dahlem; ang.
slægten Tetrops.

Victor Hansen: Fortegnelse over Danmarks biller. — Ent.
Medd. 33 bind. 1964. København.

K. W. Harde: Cerambycidae i Die Kåfer Mitteleuropas, Band
9 (1966): 7-94.

A.C. Jensen-Haarup og K. Henriksen i Danmarks Fauna:
Biller III. Træbukke, 1914, København.

St. Kapuscinski i Ent. Bl. 1963: 179—182; ang. slægten Te-
trops.

Raymond R. U. Kaufmann: Notes on the distribution of the
British Longicorn coleoptera. — E. M. M. 1948: 66-85.

N. A. Kemner: Zur Kenntnis der Entwicklungsstadien und
Lebensweise der schwedischen Cerambyciden. — Sv. E. T.
1922: 81—138 (citeret i teksten som: Ke.).

— Lamia textor og Clytus arietis som skadedjur på Salix
ogth Quercus. — Opusc. Ent. 1938::60—65.

J. P. Kryger og H.P. S. Sønderup: Biologiske iagttagelser
over 200 arter af danske billelarver, I—III. — Ent. Medd.:
I: bind 22 (1940): 57—136; II: bind 24 (1945): 175—261 ;
III: bind 26 (1952): 281—349. (citeret i teksten som: Kr.).
1) Der henvises endvidere til litteraturcitater i Victor Hansen:

Fortegnelse over Danmarks biller 1964: 339—365, anført under de
enkelte slægter og arter.

224

Axel Michelsen i Behavior, Vol. XXII (1963): 151—166 (om
parringsbiologi) og i Ent. Medd. 28. bind (1957-1958):
77—78 og 338—351 (Rhagium).

Matti Nuorteva: Uber die Nitzlichkeit der Zimmerboch-
Larven (Acanthocinus aedilis L.) im Walde. — XI. Internat.
Kongr. fur Entomologie. Wien 1960: 171—173.

Thure Palm: Die Holz- und Rindenkåfer der nordschwe-
dischen Laubbåume. — Medd. från Statens Skogsforsk-
ningsinstitut. Bind 40, nr. 2. 1951. Stockholm (citeret i
teksten som””P D:

— Die Holz- und Rindenkåfer der Siud- und Mittelschwe-
dischen Laubbåume. — Opusc. Ent. Supplementum XVI.
1959: Lund, (citeret 7 teksten som” På, HD.

F. Picard: Faune de France, Coléoptéres Cerambycidae,
bind”2077929:"Paris.

N. N. Plavilstshikov: Insectes Coléoptéres, Cerambycidae i
Faune de LYURSS, Vol. XXI (1936), XXII (1940), XXIII,
1. del (1958).

E..Reiltter: Fauna Germanica, Bd. TV, 1912, Stuttgart, "med
Nachtrag ved Adolf Horion, 1935, Krefeld.

U. Saalas: Die Fichtenkåfer Finnlands I—II. — Ann. Acad.
Sc. (A) 84(1917), 22 (1923). (Citeret'i teksten som:”Såa)).

I. C. Schiødte: Danmarks Cerambyces. — Naturh. Tidsskr.
3. R. 2. bd: 483—576. 1864. København.

Ivar" Trågårdh: 'Sveriges Skogsinsekter "(2.""oplag)” "FI3D
Stockholm. (citeret i teksten som: Tr.).

Verhandl. des Vereins fur naturwissenschaft. Heimatforschung
zu Hamburg, Bd. 27 (1939) Hans Riecke: Cerambycidae.

Larver

Craighead, F. C., 1923: North American cerambycid larvae. —
Dom. Canada, Dep. Agric. Bull. 27 (N. s., tecnical).

Crowson, R. A., 1955: The natural classification of the families
of Coleoptera. — London.

Demelt, Carl von, 1966: Bockkåfer oder Cerambycidae. I.
Biologie mitteleuropåischer Bockkåfer (Col. Cerambycidae)
unter besonderer Berucksichtigung der Larven. — Tierw.
Deutschl. 52.

Duffy, E. A. J., 1953: A monograph of the immature stages of
British and imported timber beetles (Cerambycidae). —
Brit. Mus. (Nat. Hist.) London.

Emden, Fritz van, 1939—40: Larvae of British beetles. I. A key
to the genera and most of the species of British cerambycid
larvae. — Entom. Monthly Mag. 75—76.

225

Funke, W., 1957: Zur Biologie und Ethnologie einheimischer
Lamiinen (Ceramb.). — Zool. Jahrb. Syst. 85.

Jensen-Haarup, A. C. & K. Henriksen, 1914: Biller III.
Træbukke. — Danm. Fauna 16.

Kemner, N. A., 1922: Zur Kenntnis der Entwicklungsstadien
und Lebensweise der schwedischen Cerambyciden. — Entom.
Tidskr.

Larsson, Sv. G., 1966: Insekter. Almindelig del. — Danm.
Fauna 71.

Palm, Thure, 1951: Die Holz- und Rinden-Kåfer der nord-
schwedischen Laubbåume. — Medd. Stat. Skogsforsk. inst.
40 (2). .

— , 1956: Zur Kenntnis der Biologie von Acmaeops pratensis
Laich. und verwandten Arten (Col. Cerambycidae). — Opusc.
Entom. 21.

—, 1957: Bidrag till kånnedomen om svanska skalbaggars
biologi och systematik. 21. Larverna till våra Exocentrus-
arter (Cerambycidae). 22. Rhagium-larverna med sårskild
-hånsyn till sycophanta Schrank (Cerambycidae). — Entom.
Tidskr. 78.

—, 1957: Zur Kenntnis der Biologie und Okologie von
Pachyta lamed L. — Entom. Tidskr. 78.

—, 1959: Die Holz- und Rinden-Kåfer der sud- und mittel-
schwedischen Laubbåume. — Opusc. Entom. Suppl. 16.

Scherf,…Å H., 1957: Zur Kenntnis und Unterscheidung von
Oberea-Larven. — Deutsche Entom. Zeitschr., N. F., 4.

Schiødte, J. C., 1876: De Metamorphosi Eleutheratorum
Observationes: Bidrag til Insekternes Udviklingshistorie.
(VIII). — Naturh. Tidsskr. (3) 10.

Trågårdh, Ivar, 1914: Skogsentomologiska bidrag 1—5 (Clytus,
Aromia). — Medd. Stat. Skogsfårs. anst. 19.

— , 1929: Om tallbocken och des bekåmpande. — Medd. Stat.
Skogsfårs. anst. 25.

Navneregistre

(Synonymer er trykt med kursiv).

1. Undertåamilter, slægter og underslægter.

Acanthocinus ..

Acanthoderes .. 116
Acmaeops ..... 82
Agapanthia.... 136
Alosterna ..... 84

Anaglyptus.... S5£

Aroma. ile, 42
Aseminae ..... 28
AÅAsemum ...... 3
Aspebukken ... 134
Calldiirm .4,0 44
Cerambycinae.. 38
Cerambyx 4525 40
Clytuos skik rdr 53
Criocephalus... 36
Evodmus; 415693 81
Exoøcentrus 4.122
Garveren...... 2
Gaurotes ...... 81
(G;racild 30345 59
Grammoptera.. 83
Husbukken.... 51
Hviotapes 3%, 50
Judoha 2779995 88

bom sm: 411
Lamiinae...... 108
Leo pus sart 121
kepargus 35555; 123
Leptidea ....… 62
Lepturan dt. 1: 90
Lepturinae .... 65
Mesosas 33025 129
Molorchus ..... 63
Monochamus .. 113

Moskusbukken . 42

Necydalis ..... 69
Oberea di. Ja 138
Obrum sie 61
Onlssig hik. sn 123
Orzymirusis sd 15
Pachytals 1, 5/5e; 78
Phymatodes ... 47
Phytoecia ..... 143
Plagionotus.... 56
Poecilium ..... 46
Pogonocherus .. 125
Poppelbukken . 132
Prioninae .:.:. 27

Prionuis,: sn 24
Pyrrhidium.... 46
Rhagium 4: sg 70
Rhamnusium .. 75
Rhopalopus ... 49
Rosalie 500 44
Saperda....... 131
Semanotus .... 50
Spondylis ..... 30
Stenocorus 4. 77
Stenostola..... 140
Strangalia ..... 100
Tetropium..... Da
Tetrops 241..A 145
ToxotusJ. 29185 ro
Tømmermanden 118
Violbukken

(Call. viola-

geumld. vs 47
Vædderen ..... 51
Næverert). ;G80. 112
Xylotrechus ... 58

2. Arter, varieteter og aberrationer.

Ny UT ET ar DÅ SR SNE 118
albofåsciatus... 55
Benene 347; 49
leg 19 0] 2 BØSSER RES 104
slemme AE, 146
BER 5 RE 3 46
blend 3/7 SEE PE 44
ORATES NASA S7
areas 3, ØM 56

BRET ØDE DO
EAN MRS ER 105
AE ar 2 KAR 104
ibn ss MAS ERE RR 93
aftenuata' ;. 7: 107
ballis VR; øl
balledusss 3. 222
IC OlGE VE SAL 75
bidentatus ..... 126

bifasciatum ;.00972
brevipennis.... 63
brunmeum 5 61
buprestoides ... 30
cantharinum... 61
carcharias 5.5.
castaneum..... 33
cerambyciformis 89

| Crds /ÆR 41

clavipes (Call.). 49
clavipes (Ac.).. 116

TD ] ET ga "RER 83
COFIAFIUS (33... 27
FOSS esse. 120
curculionoides . 131
EURO. SEE 76
evlindriea 455: 144
decoratus ..... 129
Ge ErTEUS 77 58
dunidlidtus:…… 5... 63
ARE SN 03.4 141
EPIBRIA 2 20 ke 37

exclamationis .. 93

faseiculatus::<,.… 128
FEDRIGR bd. 123
LE EET 1 5 fr ØRER ESER 142
FASTE ar) AR RE RRERRERRERER 141
BERNER UT Re 37
ST UTLDTSL Da mn RRS do
Babel 356... 573)
Bikvipes 0 146
"Lt i TE TI BRENNER 120
EROS 150 20 0 E 41
hieroglyphicus .. 55
hispidulus ..... 126
KEPITUS ss 0 127
KISPIdUS EG 21050. 126
holomelina .... 86
HRAPICAS 403. 146
ndagator ss 2.2: 74
inexspectata ... 98
maguisitorr 2... 74
INGILTS KOR 3. 73
interrogationis . 81
"LELGIT ST 0 FØRPRRRSRE ERE 19
Acanthocinus

aedilis-L. ..(… 205
Acanthoderes

clavipes

sehrank ...…. 204
Acmaeops colla-

ri LE RESEN 193

maculata......
maculicornis ...

mysticus

nebulosa

nebulosus
MET ANS) 2
nigra (Tetr.).….
HJEPICOTTIS 00
BRORIDES 3 is 520
UIOFEDES LT
nubila

oculata
ODDS IST ede
Perorata, 47.
PROCES: led
ØDIS HS 550 sei
populnea 4.7 2..
praeusta (Tetr.)
praeusta (Gr.)..
quadrifasciata .
quadrimaculata
reticnlatus
revestid 28.
rosenmuelleri ..

5. Farver.

Agapanthia vil-
losovirides-
cens Deg. ...

Alosterna .....

Anaglyptus....

AÅAromia moscha-
1: VT LØS RS VENS orde,

121
103
146
145

213
196
184

173

rusticus (Cr): 736
rusticus (CL) 52458
sandoeensis.... 98
sanguineum ... 46
sanguinolenta.. 97

ILTEN al Fa) RER RØRER 175
seals 5102 135
SPOBOLT SAG 40
soutelatas..2 94
Se 22 DN 2 1 2-2 KSØRR SDR 93
sexmaculata ... 90
SEES SE laks og 134
SES IL] fat høst SE AE SRgsr et 146
striatum 8426 DØ
So, sb 114
sycophanta 45574
fabacieolor 2 CSA
testes; æren 96
testaceum ..... 47
beror ERE 122
Lu NE I FT 01 RER ERE 116
umbellatarum.. 65
und um JER 50
ustulata sr 87
BAL VAD HES SER: 47
varet Se 87
Tak DD EEN SÆR 116
villosovirides-

Censur ER 137
NIOBE ER 138
vIiolacenmn 23335 47
VIBEN SEE 96
VIES INS 4 US 82
Aseminae ..... 174
Asemum. stria-

burn 152 175

Callidium alni L. 181
— clavipes F. .. 181
— sanguineum L. 180
— testaceum L. 180

Callidium unda-

iD Kh re ØR PRRESØT PER ar 181
— violaceum L.. 179
Cerambycinae.. 178
Cerambyx sco-

polii Fissl... 178
Clytus arcuatus

Fre i SA HERE 183
— arietis 1L… Fre
— detritus L.... 184
— mysticus L... 184
— rusticus L.. 184
Criocephalus fe-

rus Mus 230177
— rusticus L... 177
Exocentrus lusi-

ft: 206
Gracilia minuta

) SØG se Sj — 5: TE! AE 185
Grammoptera

ruficornis F.. 195
— tabacicolor

ik Vs" SRRESISS SØDE Es 196
— ustulata

Schall sone 196
— variegata

GORE: 1.2 SØS 195
HUSDUK 54k 182
Hylotrupes ba-

FU HERI TOS 182
Judolia ceram-

byciformis

Schrank 3% 197
— sexmaculata

|] LN ENE SEERE 4, 197
Lamia textor L. 203
Lamimaec., 5 i 202
Leiopus nebulo-

SE LT vs 205
EVT HESSEN 197
="livida F. 1.202
— maculicornis

IB SEER 202

228

Leptura rubra
| FRRSFSE SENDE EET 201
— sanguinolenta
er RR 202

— scutellata F.. 201

— sexguttata F. 202
Lepturinae .... 187
Mesosa nebulo-

sad. s BEDS 210
Molorchus mi-

nor Ls sk 187
— umbellatarum

Schreber .... 186
Monochamus

Sutor 3 USE 203
Necydalis major

] FSAESESERSR 5 TE I 188
Oberea linearis

Er sas 214
— oculata L.... 214
Obrium Blessed

FASE 185
— cantharinum

i Uk FE ØESTE SEE 3. 185
Oplosia fennica

Pak; RE 207
Pachyta lamed

RESEN 192
— quadrimacula-

je ng FRE RET PAR 193
Phymatodes ... 180
Phytoecia cylin-

(øh I 2. Ull! (Ft HT 217
Plagionotus.... 183
Poecilium ..... 181
Pogonocherus

decoratus

Far 554: 209
— fasciculatus

KER 23 IGR 209
— hispidulus Pil-

Bees SE SS 209
— hispidus L... 207

Prioninae ..:4:; 173
Prionus coriari-

us 3543 SEN Ø 173
Pyrrhidium . . 180
Rhagium dilbesd

ciatum Fx) 51489
— inquisitor L.. 191
— mordax Deg.. 190
— sycophanta

Schram 454% 190
Rhopalopus ... 181
Saperda carcha-

Tia: 12 12/80 210
— populnea L... 212
— scalaris L.... 212
Semanotus .... 181
Spondylis bu-

prestoides L.. 175
Stenocorus meri-

dianus L. .…792

Stenostola dubia
Bale sæ 215
— ferrea Schrank 216
Strangalia ..... 197
— aethiops Poda 200

— attenuata L.. 200
— maculata Po-

"1 Fee RET 199
— melanura L.. 199
—"Tigra 1... 200
— quadrifascia-

tak, sner 198
— revestita L... 200
Tetropium ca-

staneum L... 176
— fuscum F.... 177

— gabrieli Weise 176

Tetrops spraeu-

En EN FAE ÆlT
Toxotus cursor

| HESS ek del gele Sør egt 192
SODE SKEER 179
Xylotrechus ... 184

FIN då on )
Ls Cork Ye FPS
M 12 al NS
at VE SLANGE Bø ist r als

HA" É el

Fe LN

LAS
nradd

KANN
med US

mm NS

Kr)