(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Danmarks fauna; illustrerede haandbøger over den danske dyreverden.."

DANMARKS FAUNA 



VICTOR HANSEN 

Biller XX¥ 

ÅDSELBILLER 

STUMPBILLER 

M.M. 



GE'C GADS FORLAG 



M 




DANMARKS FAUNA ZD^^ 

ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN 

MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF 

DANSK NATURHISTORISK FOREN IN( 



Bd. 77 



VICTOR HANSEN 



BILLER 




XXV 

ÅDSELBILLER, STUMPBILLER 

M. M. 

MED 181 AFBILDNINGER 
2. STÆRKT OMARBEJDEDE UDGAVE 



I KOMMISSION HOS 

GEC GADS FORLAG • KØBENHAVN 

1968 



Udgivet med støtte ni 
Underuisningsministeriet og Carhbenj fondet 



KOBKNHAVN - BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI A/S 



Indledning 

I dette bind behandles de tidligere af Biller V (1922) 
omfattede familier, nemlig (i noget ændret rækkefølge) 
1. Silphidae, 2. Glambidae, 3. Leptinidae, 4. Scyd- 
maenidae, 5. Gorylophidae (Orthoperidae), 6. Sphae- 
riidae, 7. Ptiliidae, 8. Scaphidiidae, 9. Pselaphidae og 
10. Histeridae. Familierne Micropeplidae og Sta- 
phylinidae (rovbiller), der ville være at placere efter 
Pselaphidae, er behandlede i Biller XV-XVII. 

Om den nærmere systematiske ordning af disse 
billefamilier hersker der på nogle punkter delte me- 
ninger^), og nogen sikker og overbevisende begrundet 
inddeling ses ikke at foreligge. Af praktiske grunde er 
familierne her, i overensstemmelse med Ganglbauer, 
sammen med rovbillerne samlet i familierækken 
Staphylinoidea, og opfattet i samme omfang som hos 
Ganglbauer. 

Det må dog herved bemærkes, at man til denne fami- 
lierække, i overensstemmelse med Growson^) m. fl., 
vistnok yderligere (i gruppe sammen med Histeridae) 
bør henføre familien Sphaeritidae, der i Danmarks 
Fauna^) - ligesom hos Ganglbauer - er stillet i familie- 
rækken Diversicornia (gruppe Glavicornia). 

Omvendt bør, ligeledes i overensstemmelse med 
Growson*) m. fl., familien Gorylophidae^) udskilles fra 

1) Jfr. bl. a. Biller XIX, p. 42 og 48. 

^) Biller XIX, p. 48. 

») Biller XIII, p. 23, XIX, p. 44 og 72. 

*) Biller XIX, p. 50. 

") Nedenfor p. 162. 



Staphylinoidea og henføres til Glavicornia ved siden 
af familien Goccinellidae^). 

Og endelig er der om familierne Silphidae, Glam- 
bidae, Sphaeriidae og Histeridae anført nogle særlige 
bemærkninger nedenfor p. 11, 131, 169 og 292. 

Det har ikke været muligt til optagelse i dette bind 
at tilvejebringe et afsnit om larverne til de af bindet 
omfattede familier, men det er tanken, når mulighed 
herfor foreligger, at søge en sådan behandling - helst 
omfattende også rovbillernes larver - gennemført i et 
særskilt bind. 

O Biller XIV, p. 83, XIX. p. 44 og 82. 



Staphylinoidea 

Flyvevingerne uden tværribber, de to medianribber 
ikke indbyrdes forbundne^). Hovedet på undersiden 
med 2 strubesømme, en på hver side af strubepladen^). 
Pronotum adskilt fra forbryststykkets sider ved tyde- 
lige sømme. Vingedækkerne ofte stærkt forkortede. 

Gruppen Staphylinoidea, der væsentligst baseres på 
udviklingen af det i systematisk henseende vigtige rib- 
benet i flyvevingerne, lader sig iøvrigt ikke let karak- 
terisere ved enkelte ydre kendemærker. 

Hovedet uden tydelig snude. Øjnene som regel 
fuldt udviklede, men undertiden rudimentære eller 
endog helt manglende (f. eks. Claviger, Leptinus), 
Følehornene oftest 11-leddede, sjældent 8- eller 10- 
leddede (Clambidae) eller 6-leddede (Claviger), i reglen 
jævnt fortykkede mod spidsen eller med mere eller 
mindre tydelig afsat kølle, undertiden trådformede 
(f. eks. Ptiliidae og mange rovbiller), meget sjældent 
knæede (Histeridae). 

Vingedækkerne ofte stærkt forkortede (Staphylini- 
dae, Micropeplidae, Pselaphidae), i hvilket tilfælde alle 
bagkroppens rygled, undtagen det første eller de 2 
første, er stærkt kitiniserede. Undertiden er vingedæk- 
kerne svagt forkortede (f. eks. Histeridae), 

Forhofterne som oftest konisk tapformede, sjæl- 
dent tværbrede eller valseformede, meget sjældent 
kugleformede (Leptinidae). Baghofterne oftest tvær- 

Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 12 og fig. 6. 
2) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 8 og fig. 1. 



6 



brede, undertiden konisk tapformede eller dannende 
store lårdækker (Clambidae, Sphaeriidae), Benene 
oftest med 5-leddede fødder. Undertiden er dog fød- 
derne 3-leddede (f. eks. Pselaphidaé), 4-leddede (f. eks. 
Clambidae, Corylophidae), tilsyneladende uleddede 
(Sphaeriidae og Ptiliidae) eller endelig med et forskel- 
ligt antal led i for-, mellem- og bagfødderne (Silphidae, 
underfam. Liodinae, hos hvilken fodleddenes antal 
undertiden er 5-5-4^), 5-4-4 eller 4-4-3, og stump- 
billeslægten Acrilus med 5-5-4). 

De i dette bind behandlede billers levevis^) er meget for- 
skelligartet. Nogle arter lever i muld af hule træer eller stubbe, 
under bark og mos, ved udsvedende træsaft eller i lovlaget 
omkring træstubbe. Dette gælder mange Pselapher, Scyd- 
maener og Ptilier. Også i plantemøddinger og andre samlinger 
af henrådnende plantedele, f. eks. i gamle risbunker eller sam- 
menfaldne risgærder træfler man repræsentanter for disse tre 
familier og andre nærstående biller. Visse arter er særlig 
bundne til fugtige lokaliteter og findes i opskyl ved soer og 
moser eller på strandbredder under tang o. lign. (f. eks. visse 
Pselapher, Scydmaener og Ptilier). 

Nogle arter er særligt knyttet til svamp, men findes iøvrigt 
under lignende forhold som ovenfor nævnt, f. eks. under svam- 
pet træbark. Dette gælder f. eks. Agathidierne. Også på eller 
i fritvoksende svampe træffes visse arter, f. eks. Anisotomaer, 
Scaphidier, Silpha-arter og Histre. Også Liodinerne og Colo- 
ninerne er rimeligvis knyttede til svamp (underjordisk Myce- 
lium, svampevæv), men kan dog som regel kun indsamles, 
når de færdes fremme, jfr. nedenfor. 

Endvidere er mange arter knyttede til ådsler, f. eks. Silpha- 
arter, Necrophorerne og Histre. Nogle af disse arter kan 
dog også, ligesom flere andre arter, tages i gødning eller i 
svamp. 

O D. V. s. 3-leddede forfødder, 5-leddcde mellemfødder og 4- 
leddede bagfødder. 

*) En samlet oversigt findes bagest i bindet. 



Endelig lever en del af arterne i dyreboer^). I myretuer 
træffes således adskillige arter. Nogle af disse træffes dog mere 
lejlighedsvis her og kan også findes på steder, hvor ingen myrer 
er tilstede. Dette gælder således flere Pselapher og Scydmaener. 
Andre arter lever derimod så godt som udelukkende hos myrer, 
f. eks. enkelte Scydmaener, Ptilier og Histre. I pattedyrs boer 
er flere arter fundne, især i muldvarpe- og musereder og deres 
gange, således C/2o/et;a-arterne og flere Ca/ops-arter og (i muse- 
reder) den lille blinde Leptiniis. I fuglereder lever også nogle 
arter, f. eks. Nemadus colonoides, nogle Ptilier og enkelte Histre. 

De her behandlede biller udvikler sig vistnok for største- 
delen til imago om forsommeren og overvintrer da som fuld- 
voksne. Hvor intet særligt er anført, vil de bedste findetider 
derfor som regel være efterårs- og forårsmånederne. 

Angående indsamlingen er der grund til at erindre om, at 
adskillige af arterne undertiden kommer frem fra deres skjulte 
opholdssteder, særlig for parringens skyld, og da kan tages ved 
ketsning, siddende i vegetationen eller sværmende hen over 
denne særlig ved aftentid. Om nogle arter, især Liodinerne og 
Goloninerne, gælder det endog, at man så at sige ingen anden 
adgang har til indsamling af dem end ved ketsning henimod 
solnedgang. Om sådan aftenketsning henvises nærmere til, 
hvad der er anført under slægten Liodes. 

Bestemmelsen af de i dette bind omhandlede dyr er for 
adskillige arters vedkommende meget vanskelig. I en del til- 
fælde er undersøgelse af parringsorganet nødvendig til en 
sikker bestemmelse. 

Af de i dette bind behandlede 10 familier er der hidtil i 
Danmark fundet 305 arter. Foruden de hidtil her i landet 
fundne arter er der også medtaget enkelte andre, om hvilke 
det tør formodes, at de kan træffes herhjemme. Sådanne arter 
er opfort uden nummer. 

Oversigt over familierne. 

1. Vingedækkerne forkortede, som regel kun dækken- 
de bagkroppens første eller 2 første rygled fuld- 
') .Tfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 20-21. 



8 



stændigt. Af bagkroppens rygled er i det højeste 
de 2 første bløde og hudagtige, de øvrige hårde 

og stærkt kitiniserede 2. 

Vingedækkerne ikke forkortede eller noget forkor- 
tede, så at de sidste af bagkroppens rygled er 
udækkede. Af bagkroppens rygled er i det 
mindste de 3 første bløde og hudagtige 4. 

2. Følehornene 9-leddede. Fødderne 3-leddede. Vin- 

gedækkerne med længderibber. Længde 2-2,5 

mm Micropéplidae. 

Følehornene 11-leddede, sjældent 6-, 8- eller 10- 
leddede 3. 

3. Bagkropsleddene indbyrdes bevægelige Staphylinidae. 
Bagkropsleddene indbyrdes ubevægelige. Fødderne 

3-leddede. Følehornene oftest kølleformede. Små 
former (ingen danske arter over 3 mm) 

9. Pselåphidae (p. 235). 

4. Fødderne tilsyneladende uleddede. Meget små for- 

mer (ingen danske arter over 1,2 mm) 5. 

Fødderne tydeligt leddede 6. 

5. Kroppen omtrent hal vkuglef ormet (fig. 74, p. 169). 

Forlårene på indersiden med en kraftig tand. 
Baghofterne berørende hinanden 

6. Sphaeriidae (p. 169). 
Kroppen ikke halvkugleformet. Forlårene simple. 
Baghofterne ikke berørende hinanden. 

7. Ptiliidae (p. 170). 

6. Hovedet uden øjne. Forhofterne kugleformede. 

Fødderne 5-leddede. Baghoftenre berørende 
hinanden. I Danmark kun een, gul, flad, 2-2,2 mm 
lang art (fig. 59, p. 136), der lever i musereder 

3. Leptinidae (p. 135). 
Hovedet (hos vore arter) med øjne. Forhofterne 
konisk tapformede eller tværbrede eller ovale; i 
sidste fald benene 4-leddede (eller tilsyneladen- 
de 3-leddede) 7. 

7. Baghofterne med ualmindelig store lårdækker, un- 



9 



der hvilke lår og skinneben kan trækkes helt ind 
(fig. 1). Fødderne 4-leddede. Meget små, højt 
hvælvede former med mere eller mindre udpræ- 
get sammenrulningsevne (ingen danske arter 

over 1,2 mm) 2. Clåmbidae (p. 131). 

Baghofterne uden store lårdækker 8. 





Fig. 1 



Fig. 





Fig. 3. Fig. 4. 

Fig. 1. Clambus minutus. Undersiden, d: baghoftens lårdækkke. 

Fig. 2. Choleva elongata. Undersiden, a: baghoften. 

Fig. 3. Scydmaenus tarsatus. Undersiden, a: baghoften. 

Fig. 4. Scaphidium quadrimaculatum. Undersiden, a: baghoften. 



8. Følehornene knæede, med langt, skaftformet rod- 
led, 7-leddet svøbe og kompakt, oftest 3- eller 
4-leddet kølle (fig. 5). Vingedækkerne bagtil af- 
studsede. Fødderne 5-leddede, bagfødderne dog 

hos Acritus 4-leddede 10. Histéridae (p. 289). 

Følehornene ikke knæede, i modsat fald svøben 
tilsyneladende 5-leddet eller køllen ikke kom- 
pakt 9. 



10 



Foddcrne 4-leddede (eller tilsyneladende 3-ledde- 
de). Baghofterne adskilt langt fra hinanden. 
Meget små former (ingen danske arter over 1,1 
mm) 5. Corylophidae (p. 162). 

Fødderne 5-leddede, i modsat fald baghofterne tæt 
ved hinanden 10. 




Fig. o. Følehorn af Hister cadaverinus. 

10. Baghofterne berørende hinanden eller ganske lidt 

adskilt fra hinanden (fig. 2, 6 og 7) 

1. Silphidae (p. 10). 
Baghofterne betydeligt adskilt fra hinanden (fig. 3 
og 4) 11. 

11. Oversiden behåret. Baghofterne svagt tværbrede 

eller konisk tapformede (fig. 3) 

4. Scydmaenidae (p. 137). 
Oversiden helt eller omtrent nogen. Baghofterne 
stærkt tværbrede (fig. 4). Vingedækkerne bagtil 
afstudsede, ikke dækkende bagkropsspidsen (fig. 
127 og 129) 8. Scaphidiidae (p. 230). 



1. familie Silphidae. 

Følehornene indleddede under pandens siderand, 
foran og noget inden for øjnene, 11-leddede, sjældent 
10-leddede, oftest med en af 3-5 led bestående kølle. 
Hovedet hos alle de danske former med tydelige ojne. 
Vingedækkerne dækker bagkroppen helt eller delvis. 
Af bagkroppens rygled er i hvert fald de 3 første led 
ikke stærkt kitiniserede, men bløde og hudagtige. 
Forhofterne konisk tapformede eller tværbrede, be- 
rørende hinanden (fig. 6 og 7, p. 12-13). Baghofterne 



11 



stærkt tværbrede, berørende hinanden eller kun tem- 
melig kort adskilte fra hinanden, (fig. 2, p. 9, og fig. 
7 og 8, p. 13-14). Af bagbenene kan i det højeste lå- 
renes rod dækkes af baghofterne. Føddernes ledantal 
varierende fra 3-5. Bugen med 4-7 frie bugled. 

Silpherne eller, som de på dansk ofte kaldes, ådselbillerne, 
hvilket navn dog også hyppigt bruges i snævrere forstand som 
kun omfattende slægtsgruppen Silphini, er nær beslægtede 
med rovbillerne {Micropeplidae og Staphylinidae). Det er hid- 
til ikke lykkedes at opstille noget andet almengyldigt skelne- 
mærke, end at hos Silpherne er mindst de 3 første, hos rovbil- 
lerne højst de 2 første af Bagkroppens rygled ikke stærkt 
kitiniserede, men bløde og hudagtigc. 

Med hensyn til inddelingen i familier af de i dette arbejde 
under familien Silphidae (med 3 underfamilier: 1. Silphinae, 
2. Cholevinae og 3. Liodinae) henførte grupper hersker der 
betydelig usikkerhed og uenighed. Ofte (f. eks. af Peyerim- 
hoff) udskilles Liodinae (nedenfor p. 85) som en særskilt 
familie Liodidae (eller Anisotomidae). Af Crowson^) opstilles 
en særskilt familie Anisotomidae bestående af underfamilierne 
Anisotominae (= Liodinae nedenfor p. 85), Coloninae (=- Chole- 
vinae, 2. Coloniniy nedenfor p. 74) og Catopinae (=- Cholevinae, 
1. Choleviniy nedenfor p. 35). Af Horion (Faunistik der mittel- 
eur. Kåfer, II) og i »Die Kåfer Mitteleuropas«, I, er disse 3 
vmderfamilier ophøjet til familier. I dette arbejde følges Gangl- 
bauer, idet der ikke ses at være fremført nogen afgørende 
argumentation for en anden systematisering. 

Silpherne lever for størstedelen af henrådnende dyriske 
eller vegetabilske stoffer og træffes ved ådsler, gødning, 
svampe, under løv o. lign. Nogle arter lever i fugles eller i 
pattedyrs reder, andre (men næppe nogen dansk art) i myre- 
tuer. For nogle slægters vedkommende, især Colon og Liodes 
kendes dyrenes levevis ikke med sikkerhed, men de formodes 
at ernære sig af og yngle i underjordisk svampevæv. 

Flere af slægterne blandt Silpherne, således især Catops, 

O Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48. 



12 



Colon og Liodes kan være vanskelige at bestemme. Forinden 
man giver sig i lag med bestemmelsen af disse dyr, vil det der- 
for være nødvendigt at have et nogenlunde fyldigt materiale, 
ikke blot af forskellige arter, men også, på grund af arternes 
store variationsevne, af samme art. Særligt vil det ofte være 
vigtigt at have begge køn af arten, idet de ydre kønsmærker 




Fig. 6. Choleva elongata. Undersiden. Højre forben fjernet, f : for- 
hofte, fs: forhofteskål, sp: forhofteskålens spalte, i hvilken forhof- 
tens trochantinus kan skimtes, t: forbenets trochanter (hoftering). 

ofte bidrager til at sikre bestemmelsen. Undertiden er det 
nødvendigt at udpræparere hannens eller hunnens parrings- 
organ. 

Af Silpher er der hidtil fundet 113 arter i Danmark. 

Efter nedenstående oversigt, der er bygget på de systematisk 
vigtige, ofte vanskeligt iagttagelige undersidekarakterer, er 
der til rent praktisk brug givet en på lettere iagttagelige ken- 
detegn baseret oversigt (p. 14). 

Første oversigt over underfamilierne. 

1. Forhofternes trochantinus lille, fuldstændigt skjult 
eller i det højeste svagt fremtrædende; de forre- 
ste hofteskåle udadtil udvidede i en smal eller 
næsten lukket spalte og bagtil lukkede (fig. 6). 
Fødderne (hos de danske former) femleddede. 
Kroppens overside behåret . . 2. Cholévinae (p. 34). 
Forhofternes trochantinus større, frit fremtræden- 
de. De forreste hofteskåle udadtil udvidede i en 
bred spalte (fig. 7) 2. 



13 



De forreste hofteskåle bagtil åbne. Mellemhofterne 
mere eller mindre bredt adskilte fra vingedæk- 
kernes sidedækker af mellembrystets epimerer. 
Bagbrystets episterner for størstedelen frie (fig. 




-^ 



Fig. 7. Undersiden af Silpha obscura (venstre for- og mellemben 
fjernede), a: forhoftens trochantinus. b: forhoften, c: mellembry- 
stets epistern. d: mellembrystets epimer. e: mellemhoften, f; bag- 
brystets epistern. g: vingedækkets sidedække, h: bagbrystets epimer. 
i: baghoften, k: mesosternum. 1: metasternum. 

7). Fødderne femleddede. Store, mindst 9 mm 
lange former (undtagen Agyrtes: 4-5 mm) 

1. Sllphinae (p. 15). 
De forreste hofteskåle bagtil lukkede (men kun 
ganske kort adskilte fra forbrystets bagrand). 
Mellemhofterne nående vingedækkernes sidedæk- 
ker eller kun adskilte fra disse af et smalt, frit- 
liggende stykke af mellembrystets epimerer. 
Bagbrystets episterner, med undtagelse af den 
smalle inderrand dækkede af vingedækkernes 
sidedækker (fig. 8). Føddernes ledantal varieren- 
de fra 3 til 5. Mindre, højst 6 mm lange former. 
Kroppen nøgen eller næsten nøgen (undtagen 
hos Anisotoma humeralis) 3. Liodinae (p. 85). 



14 



Anden oversigt (til praktisk brug). 

1. Storre, mindst 9 mm lange former. Alle fødder 5- 

leddede 

Mindre, højst 6,5 mm lange former 




Fig. 8. Undersiden af Liodes oblonga (venstre mellemben fjernet). 

a: mesosternum. b: mellembrystets epistern. c: mellembrystets 

epimer. d : mellemhof ten. e: inderranden af bagbrystets epistern. 

f: vingedækkets sidedække, g: metasternum. h: baghoften. 



2. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med skarpt 

afsat, knopformet, bladet, 4-leddet kølle (fig. 9) 

1. Silphinae, 1. Necrophorini (p. 15). 
Følehornene tydeligt 11-leddede, køllen ikke knop- 
formet eller bladet 1. Silphinae, 2. Silphini (p. 21). 

3. Oversiden behåret. Alle fødder 5-leddede. Krop- 

pen mere eller mindre langstrakt 

2. Cholévinae (p. 34). 
Oversiden nøgen eller næsten nøgen (hos Anisoto- 
ma humeralis er dog vingedækkerne behårede). . 4. 

4. Alle fødder 5-leddede. Følehornene med svagt afsat, 

4-leddet kølle eller jævnt fortykkede mod spidsen. 
Længde 4-5 mm 1. Silphinae, 3. Agyrtini (p. 33). 
Bagfødderne 3- eller 4-leddede, i modsat fald føle- 
hornene med stærkt afsat 3-leddet (Triarthron) 
eller med 5-leddet, afbrudt (Hydnobius) kølle 

3. Liodinae (p. 85). 



15 



1. underfamilie Silphinae. 

Følehornene 11-leddede eller tilsyneladende 10- 
leddede. Forhofterne konisk tapformede, ved roden 
udvidede på tværs udad, med fri trochantinus, de 
forreste hofteskåle udadtil udvidede i en bred spalte, 
bagtil åbne. Mellemhofterne mere eller mindre bredt 
adskilt fra vingedækkernes sidedækker af mellembry- 
stets epimerer. Bagbrystets episterner for størstedelen 
frie. Se fig. 7, p. 13. Fødderne 5-leddede. 

Oversigt over grupperne. 

1. Vingedækkerne med 9 regelmæssige punktstri- 

ber. Scutellum lille. Længde 4-5 mm 

3. Agyrtini (p. 33). 
Vingedækkerne uden regelmæssige punktstriber, 
men ofte med længderibber. Scutellum stort. 
Længde 9-30 mm 2. 

2. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med skarpt 

afsat, knopformet, bladet, 4-leddet kølle (fig. 9) 

1. Necrophorini (p. 15). 
Følehornene tydeligt 11-leddede, køllen ikke knop- 
formet eller bladet 2. Silphini (p. 21). 

1. gruppe Necrophorini. 

Følehornene tilsyneladende 10-leddede, idet 2. led 
er stærkt forkortet og delvis omsluttet af 1. leds spids. 
Køllen skarpt afsat, knopformet, bladet, 4-leddet. De 
3 yderste følehornsled matte. Hovedet indsnøret bag- 
til. Scutellum stort. Vingedækkerne forkortede, i det 
højeste dækkende bagkroppens 5 første rygled fuld- 
stændigt, bagtil afstudsede, uden regelmæssige punkt- 
striber. Bugen med 6 frie bugled. Benene kraftige. 
Mellemhofterne langt adskilte fra hinanden. 



16 



Hannen er kendelig ved, at forføddernes 4 første 
led er stærkere udvidede. 

Gruppen kaldes på dansk for ådselgraverne. 

1. Necrophorus Fabr. 

Pronotum oftest noget tilsmalnet bagtil, med af- 
rundede for- og baghjørner, fortil som oftest med 




Fig. 9. Følehorn af Necrophorus humator. 

4 buleagtige forhøjninger, der bagtil begrænses af en 
bølgeformet tværfure. Vingedækkerne med to eller 
tre svagt antydede, næppe ophøjede længdelinier. 
Bagkroppens 5. rygled i midten med to parallelle, 
tværriflede længdelister. Ved hjælp af disse lister i for- 
bindelse med en tværliste på undersiden af vingedæk- 
kerne, lidt foran disses bagrand, kan ådselgraverne 
frembringe en knirkende lyd. 6.-8. rygled udækkede. 

Arterne lever som bekendt af ådsler af fugle og små patte- 
dyr, som de nedgraver, og i hvilke de lægger æg og yngler. 
De to store, sorte arter lever dog oftest ved større ådsler, som 
de ikke nedgraver, og enkelte arter træffes også undertiden i 
henrådnende svampe. 

Oversigt over arterne. 

1. Bagskinnebenenes yderrand bag midten udvidet, 
herfra og til spidsen indbugtet. Følehornskøllen 
sort. Vingedækkerne sorte med rødbrune side- 
dækker, yderst sjældent med røde pletter. Læng- 
de 20-30 mm 1. germånicus. 

Bagskinnebenenes yderrand simpel 2. 



17 



2. Vingedækkerne og deres sidedækker ensfarvet 

sorte. Pronotum nøgent. De tre yderste føle- 

hornsled rødgule 2. hu må tor. 

Vingedækkerne sorte med gul eller rød tegning. . 3. 

3. Pronotum nøgent 4. 

Pronotum gult behåret 7. 

4. Følehornene helt sorte 6. vespilloides. 

Følehornenes tre yderste led rødgule 5. 

5. Bagkroppen sort behåret. Det bageste tværbånd 

på vingedækkerne oftest fjernet fra disses bag- 
rand 5. sepultor. 

Bagkroppen i hvert fald på spidsen gult behåret. 
Det bageste tværbånd på vingedækkerne uadtil 
ikke eller kun ved en ganske smal søm adskilt 
fra vingedækkernes bagrand 6. 

6. I hvert fald de to sidste rygled samt baglårenes 

yderside gult behårede. Vingedækkernes forre- 
ste tværbånd oftest afbrudt ved sømmen 

3. interriiptus. 
Kun det yderste rygled (pygidium) gult behåret. 
Baglårene sort behårede. Vingedækkernes for- 
reste tværbånd i det højeste yderst smalt afbrudt 
af vingedækkernes sømribbe 4. investigåtor. 

7. Pronotum kun gult behåret langs forranden. Bag- 

skinnebenene krummede 7. vespillo. 

Pronotums rand overalt gult behåret. Bagskinne- 
benene rette 8. vestigåtor. 

1. N. germånicus L. Sort, vingedækkerne med rødbrune 
sidedækker og meget sjældent hvert med en eller to røde 
pletter af variabel form og udstrækning. Pronotum nøgent, 
meget fmt, langs side- og bagrand grovere og tættere punkteret. 
Vingedækkerne jævnt fmt og tæt punkterede, Siderandene for- 
og bagtil beklædt med lange, mørke hår. Længde 20-30 mm. 

Sjælden (J, 0). Ebeltoft; Rønninge, Odense, (Hofmans- 
gave, Slagelse-Kalundborg-egnen, Tissø, Roskilde, Lyngby, 
Nærum. Arten er vistnok ikke fundet hos os i adskillige år 

Victor Hansen: Ådselbiller 2 



18 

og er antagelig blevet sjældnere og sjældnere i nyere tid hos 
os ligesom vistnok i Tyskland. Ved større ådsler, aug. Arten 
angives at være et natdyr, der søger til ådslerne i tiden mellem 
kl. ca. 21 til 24 og æder af dem, men ikke graver dem ned, 
men selv går ca. 40-50 cm dybt ned i jorden; den angives 
også at søge til hestegødning og der jage Geotrupes; også ved 
menneskegødning skal den hyppigt være truffet. Danske 
eksemplarer med rødplettede vingedækker foreligger vistnok 
ikke. 

2. N. humåtor Oliv. Meget slankere end den foregående. 
Sort, de 3 yderste følehornsled rødgule. Pronotum er mindre 
og fladere og vingedækkerne mere langstrakte og noget grovere 
og tættere punkterede end hos den foregående, siderandene 
for- og bagtil beklædt med lange, mørke hår. Længde 18-25 
mm. 

Temmelig almindelig (J, O, B). Søger især større ådsler, 
men kan også træffes ved henrådnende svampe. Apr.-okt. 

3. N. interruptus Steph. Sort, følehornenes 3 yderste 
led rødgule, vingedækkerne med 2 rødgule, takkede tvær- 
bånd, der ikke helt når sømmen, og med rødgule sidedækker. 
Pronotum nøgent, fmt og spredt, langs side- og bagrand gro- 
vere og tættere punkteret. Vingedækkerne temmelig tæt punk- 
terede, siderandene for- og bagtil beklædt med gule hår. 
Den sorte farve på vingedækkernes rod strækker sig oftest 
noget over på sidedækkerne. Forholdet mellem vingedækker- 
nes sorte og rødgule farve iøvrigt stærkt varierende, således 
at snart den sidste snart den første er fremherskende, under- 
tiden er det forreste rødgule tværbånd opløst i pletter. Længde 
14-18 mm. 

Kraftige hanner udmærker sig ved, at den inderste tand 
på bagbenenes hofteringe er forlænget og krummet. 

Temmelig sjælden og stedegen, mest på sandbund (J, 0, B). 
Randers, Thy, Vendsyssel; Nord- og Sydsjælland (Vejlø Bugt). 
Maj, sept. 

4. N. investigåtor Zett. (Fig. 10). Meget nær beslægtet 
med den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten 



19 



nævnte kendemærker. Vingedækkernes siderande for- og bag- 
til beklædt med oftest ret mørke hår. Længde 18-22 cm. 
Kraftige hanner som hos den foregående. 

Temmelig almindelig (J, 0, B). Mest i skove, ved ådsler, 
ofte også ved svampe. Juni-sept., hyppigst i juli. 




Fig. 10. Necrophorus investigator (S. x 2,7. 



5. N. sepultor Charp. Nær beslægtet med de to foregå- 
ende, fra hvilke den adskiller sig ved de i oversigten angivne 
kendemærker. Den sorte farve på vingedækkernes rod stræk- 
ker sig henover sidedækket i dettes fulde bredde; det forreste 
rødgule tværbånd som oftest kun yderst smalt afbrudt af 
sømribben. Behåringen på den forreste og bageste del af 
siderandene kort og mørk. Længde 14-22 mm. 

Kraftige hanner som hos de 2 foregående. 

2* 



20 

Sjælden og stedegen (J, 0). Rye, Randers; Lolland-Fal- 
ster, Roskilde. Ved ådsler, mest i skove. Især aug. 

6. N. vespilloides Hbst. Adskilt fra alle de andre rød- 
tegnede arter ved den sorte følehornskølle. Sort, vingedækker- 
nes forreste lyse tværbånd bredt, ikke eller kun ganske smalt 
afbrudt ved sømmen, det bageste indskrænket til en tvær- 
plet; vingedækkernes sorte grundfarve strækker sig for- og 
bagtil noget over på sidedækkerne. Pronotums punktur fin 
og ikke ret spredt, langs side- og bagrand kun lidt grovere 
og næppe tættere. Vingedækkerne forholdsvis korte, sideran- 
dene kun bagtil med tydelige, ret mørke hår. Bagkroppen sort 
behåret, undtagen den yderste spids, der er gult behåret. 
Længde 12-18 mm. 

Almindelig (J, 0, B). Mest i skove, ved ådsler og henråd- 
nende svampe. Maj-sept. 

7. N. vespillo L. Let kendelig ved pronotums gult be- 
hårede forrand og de krumme bagskinneben. Sort, de 3 yderste 
følehornsled rødgule, vingedækkernes forreste lyse tværbånd 
ikke eller kun smalt afbrudt ved sømmen, den sorte grundfarve 
strækker sig ikke over på sidedækkerne. Pronotum fint og 
spredt, langs side- og bagrand grovere og tættere punkteret. 
Vingedækkernes siderande for- og bagtil beklædt med lange, 
gule hår. Bagkroppens 3 sidste rygled med gul behåring langs 
bagranden. Den inderste tand på bagbenenes hofteringe torn- 
formet udtrukket. Længde 12-22 mm. 

(J: Bagskinnebenenes krumning stærkere. 

Almindelig (J, 0, B). Ved ådsler. Maj-sept., hyppigst i 
juni. 

8. N. vestigåtor Herschel. Let kendelig ved den gule 
behåring langs hele randen af pronotum. Ligner iøvrigt den 
foregående, men adskiller sig fra den ved de lige bagskinneben 
og ved, at randbehåringen på vingedækkernes sider bagtil er 
meget kortere end fortil. Ofte er vingedækkernes bageste og 
undertiden også det forreste lyse tværbånd opløst i pletter, 
undertiden er omvendt den røde farve stærkere udbredt og 



21 



de to tværbånd indbyrdes forbundne. Den inderste tand på 
bagbenenes hofteringe ikke forlænget. Længde 14-22 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). Ved ådsler, oftest i 
heder, klitter og på strandbredder. Maj-sept., hyppigst i maj- 
juni. 

2. gruppe Silphini. 

Følehornene tydeligt 11-leddede, idet 2. led ikke er 
forkortet, med mere eller mindre tydeligt afsat kølle, 
eller jævnt fortykkede mod spidsen, de tre yderste 
led matte. Hovedet ofte indsnøret bagtil. Scutellum 
stort. Vingedækkerne ofte forkortede, men dog aldrig 
så stærkt, at 5. rygled er udækket, uden punktstriber, 
oftest med længderibber. 5. rygled uden knirkelister. 
Bugen med 6 frie bugled. Benene mindre kraftige 
end hos den forrige gruppe. 

Hannen er kendelig ved, at for- og mellemføddernes 
4 første led er udvidede. 

Gruppen kaldes på dansk for ådselbillerne, hvilket 
navn dog også bruges om hele familien Silphidae, 

Oversigt over slægterne. 

1. Sort med rødt pronotum (fig. 14, p. 26). 

3. Oeceoptoma (p. 26). 
Anderledes farvet 2. 

2. Pronotums sider og vingedækkerne brungule, de 

sidste med 4 sorte pletter (fig. 16, p. 29) 

5. Xylodrepa (p. 29). 
Anderledes farvet 3. 

3. Hovedet tykt, ikke indsnævret bag øjnene (fig. 11, a) 

4. Blitophaga (p. 27). 
Hovedet indsnævret bag øjnene 4. 

4. Pronotum bagtil omtrent lige så stærkt tilsmalnet 
som fortil (fig. 12). Længde 15-25 mm 

1. Necrodes (p. 22). 



22 



Pronotum fortil meget stærkere tilsmalnet end 
bagtil 5. 

Hovedet fortil snudef ormet forlænget. 1. følehorns- 
led næsten så langt som de tre følgende tilsam- 
men (fig. 11, c) 7. Phosphuga (p. 32). 




Jfiosphuofa 

Fig. 11. Hoved af Blitophaga opaca, Thanatophilus sinuatiis og 

Phosphuga atrata. 



Hovedet ikke snudef ormet forlænget. 1. folehorns- 
led i det højeste c. så langt som de to følgende 

tilsammen 6. 

6. Hoved og pronotum behårede 2. Thanatophilus (p. 24) 

Hoved og pronotum næsten nøgne. . . 6. Silpha (p. 30). 



1. Necrodes Leach. 

Adskilt fra alle de følgende slægter i gruppen ved, 
at pronotum omtrent er lige så stærkt tilsmalnet bagtil 
som fortil og ved de store, stærkt fremtrædende øjne. 
Hoved og pronotum nøgne. Hovedet umiddelbart bag 



23 



øjnene pludseligt halsformet indsnøret. Følehornene 
jævnt fortykkede mod spidsen, 1. led mindst så langt 
som de to følgende tilsammen. Vingedækkerne bagtil 




Fig. 12. Necrodes litoralis, kraftigt udviklet c?- x 2,7. 

udvidede, med afstudset spids. Den yderste del af 
bagkroppen udækket. Mellemhofterne adskilt langt 
fra hinanden. Fødderne på undersiden gult behårede. 



1. N. litoralis L. (Fig. 12). Sort, de tre yderste følehorns- 
led røde. Pronotum smallere end vingedækkerne, lidt bredere 
end langt, på siderne og bagtil fint og tæt punkteret, i midten 
blankt og kun yderst fmt og spredt punkteret. Vingedækkerne 



24 



flade, i bageste trediedel med en tværbule, matte, fint og meget 
tæt punkterede, hvert med tre ophøjede længderibber foruden 
sømribben. Længde 15-25 mm. 

(J: For- og mellemfødderne udvidede. Hos store hanner er 
baglårene stærkt fortykkede og på indersiden mod spidsen 
tandede og bagskinnebenene stærkt indadkrummede. 

Ikke almindelig (J, 0) og måske tiltagende i sjældenhed. 
Skarevis ved større ådsler. Maj-aug. 

2. Thanatophilus Leach. 

Hoved og pronotum behårede. Hovedet temmelig 
lille, indsnøret bag øjnene (fig. 11 b, p. 22). Følehorne- 
nes 1. led næppe så langt som de to følgende tilsam- 
men, de tre yderste led store. Begge kindbakker med 
simpel spids. Pronotum med trebugtet bagrand og 
svagt udrandet forrand. Vingedækkerne med tre læng- 
destriber foruden sømribben, i bageste tredjedel med 
en tværbule. Mellemhofterne adskilt langt fra hinan- 
den. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes ribbemellemrum med blanke, 

flade knuder 3. rugosus. 

Vingedækkernes ribbemellemrum uden knuder. . . 2. 

2. Vingedækkernes skuldervinkel tandformet frem- 

staaende. Scutellum bagtil gult behåret 1. sinuåtus. 
Vingedækkernes skuldervinkel ikke tandformet 
fremstående. Scutellum gult behåret, bagtil med 
to mørkt behårede pletter 2. dis par. 

1. Th. sinuåtus Fabr. Sort, mat, Vingedækkerne brun- 
sorte, følehornenes inderste del undertiden rødbrun. 7. føle- 
hornsled oftest stærkt tværbredt, meget bredere end 6. Pro- 
notum meget tæt punkteret, med tyndt, sort behårede pletter, 
iøvrigt tæt hvidgrat behåret. Vingedækkerne mat chagrine- 
rede, fint og spredt punkterede, bagtil hos cJ afstudsede, hos 



25 



$ tilspidsede, med udtrukket, afrundet somspids, og ved siden 
af denne en temmelig dyb indbugtning (fig. 13, a). Længde 
9-12 mm. 

(J: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- 
kroppens 7. (delvis udækkede) rygled svagt udrandet (hos $ 
i midten med en dyb halvrund udranding). 

Temmehg almindcHg (J, 0, B). Ved ådsler. Maj-okt. 




Fig. 13. Thanatophilus ?. Vingedækkespidserne. 

2. Th. di s par Hbst. Nær beslægtet med den foregående, 
fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte ken- 
demærker og ved, at 7. følehornsled næppe er bredere end 6. 
Vingedækkerne hos $ med kortere udtrukket sømspids og 
svagere indbugtning ved siden af denne (fig. 13, b). Længde 
9-11 mm. 

(J: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- 
kroppens 7. rygled svagt udrandet (hos $ trebuet). 

Sjældnere end den foregående (J, O). Ved ådsler, oftest på 
syltenge og strandfælleder. Apr.-aug. Larver, fundet ^/g, for- 
pupning ^»/e, klækning ^s;^. 

3. Th. ru go sus L. Sort. 7. følehornsled tværbredt, noget 
bredere end 6. Pronotum meget tæt punkteret, med tyndt, 
sort behårede, tydeligt ophøjede pletter, iøvrigt gråt behåret. 
Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellem- 
rummene mat chagrinerede, fint og spredt punkterede, for- 
synede med blanke, flade knuder; bagtil er vingedækkerne 
hos (J afrundede, hos 2 er sømspidsen yderst svagt udtrukket. 
Længde 12-14 mm. 



26 

(J: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- 
kroppens 7. rygled omtrent lige afstudset (hos $ trebuet). 

Almindelig (J, 0, B). Ved ådsler. Apr.-sept. En gang truffet 
i stor mængde på hindbærbuske en augustaften. 




Fig. 14. Oeceoptoma thoracica ?. x 4. 

3. Oeceoptoma Leach. 

Nærbeslægtet med den foregående slægt, fra hvil- 
ken den adskiller sig ved, at hovedet bag øjnene kun 
er let tilsmalnet, og at pronotums forrand på hver 
side er vinkelformet indskåret. løvrigt let kendelig 
fra alle gruppens andre slægter ved farven. 

1. Oec. thoracica L. (Fig. 14). Sort, pronotum rødt med 
gul behåring, Vingedækkernes sidedækker med rød rod. Føle- 
hornene med 4-leddet kølle, 8. led meget mindre end 9., 1. 
led næppe så langt som 2. + 3. Pronotum temmelig fint og 



27 



tæt punkteret, bagranden på hver side udbuet, baghjørnerne 
afrundede. Vingedækkerne svagt silkeskinnende, med tand- 
formet fremspringende skuldervinkel, spredt og meget fmt 
punkterede, med 3 fme længderibber foruden sømribben og i 
bageste tredjedel med en tværbule, bagtil hos (J afrundede, 
hos $ svagt tilspidsede. Længde 12-16 mm. 
(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. 

Almindelig (J, 0, B). I skovegne, ved ådsler, henrådnende 
svampe, især stinksvamp {Phallus impudicus), eller menneske- 
gødning. Maj-sept. Larver er fundet i stort antal på fugle- 
ådsel først i juni. 

4. Blitophaga Reitter. 

Adskilt fra gruppens andre slægter ved det tykke, 
bag øjnene ikke indsnørede hoved, der er meget bre- 
dere end langt (fig. 11, a, p. 22). Følehornene temmelig 
korte. Pronotum fortil afstudset, bagranden svagt 
trebuet. Vingedækkerne bagtil afrundede hos begge 
køn. Mellemhofterne kun adskilt ganske kort fra hin- 
anden. 

Arterne i denne slægt er planteædende. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes ribbemellemrum ikke tværryn- 
kede 1. opåca. 

Vingedækkernes ribbemellemrum, i hvert fald de 

inderste, tværrynkede 2. undåta. 

1. Bl. opåca L. (Fig. 15). Aflang, temmelig flad, mat, sort, 
oversiden med brunlig, gullig eller grålig behåring. Følehor- 
nene med ret tydeligt afsat, 4-leddet kølle. Pronotum meget 
tæt punkteret. Vingedækkerne med afrundede skuldervinklcr, 
med 3 længderibber, foruden sømribben, og i bageste trediedel 
med en kraftig bule, mellemrummene fmt og tæt punkterede. 
Længde 9-12 mm. 

(J: F'or- og mellemfødderne udvidede. Bagskinnebenenes 



28 



spids på indersiden langt behåret og - foruden endesporerne 
- forsynet med en krum, spids endetorn. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). Udelukkende 
planteæder både som larve og imago; anretter undertiden 




Fig. 15. Blitophaga opaca ?. x 4,5. 

betydelig skade ved at optræde i mængde i runkel- og sukker- 
roemarker. Såvel her i landet som i udlandet er den også 
iagttaget gnavende på havre og byg. Maj-sept. Æglægning 
finder sted fra sidst i maj til først i juli; larvestadiets varighed 
er 2 å 3 uger og puppestadiets ca. 1 uge. 



2. Bl. undåta Muller. Temmelig bred, fladt hvælvet, sort, 
hoved og vingedækkerne fint, utydeligt behårede. Føle- 
hornskøllen utydeligt afsat. Pronotum med meget tæt, i 
midten fin, langs sider og bagrand noget grovere punktur. 



29 



Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler og foruden søm- 
ribben med 3 længderibber, af hvilke de 2 inderste er svagest 
og undertiden utydelige, bagtil med svagt eller næppe antydet 
bule, mellemrummene mere eller mindre tæt punkterede og 
- i hvert fald de inderste - forsynede med uregelmæssige 
tværrynker. Længde 11-15 mm. 

(J: For- og mellemfødderne udvidede. 

Udbredt, men sjælden (J, 0). Oftest på sandbund. Ude- 
lukkende planteæder både som larve og imago; undertiden 
skadelig for runkelroer, men vistnok næppe i samme grad 
som opaca, med hvilken den iøvrigt stemmer overens i leve- 
vis. Maj -juli. 

5. Xylodrepa Thoms. 

Nærstående til den følgende slægt, fra hvilken den 
adskiller sig ved de simpelt tilspidsede kindbakker og 




Fig. 16. Xylodrepa quadripunctata cJ. x 4. 



30 



den gule behåring på føddernes underside, og iøvrigt 
straks kendelig fra de andre slægter ved farven. 

1. X. quadripunctåta L. (Fig. 16). Blankt sort, pro- 
notums sider og vingedækkerne brungule, de sidste hvert med 
sort skulderbule og en sort, flad bule bag midten. Hovedet og 
scutellums rod fint behåret, oversiden iovrigt nøgen. Føle- 
hornskøllen temmelig tydeligt afsat. Pronotum med afrundede 
baghjørner og på hver side svagt buet bagrand, punkturen 
tættere og finere på siderne end i midten. Yingedækkerne med 
afrundede skuldervinkler, tæt punkterede, med 3 fine længde- 
ribber. Længde 12-15 mm. 

(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. Mellem- og 
bagskinnebenene temmelig stærkt indadkrummede (hos ^ 
er de mellemste skinneben svagt, de bageste næppe indad- 
krummede). 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). Såvel det udviklede 
dyr som larven er rovdyr og træfles på træer, især ege, hvor 
de jager sommerfuglelarver. Maj-juni. 



6. Silpha L. 

Oversiden næsten nøgen. Følehornene med 4-leddet, 
ret utydeligt afsat kølle. Den venstre kindbakkes spids 
tvetandet, den højres simpel. Pronotum med svagt tve- 
eller trebuet bagrand. Vingedækkerne med 3 mere eller 
mindre tydelige længderibber, foruden sømribben, 
bagtil afrundede hos begge køn. Mellemhofterne kun 
adskilt ganske kort fra hinanden. Fødderne, undtagen 
hannens udvidede for- og mellemfødder, nøgne på 
undersiden. 

Arterne i denne slægt - såvel de fuldvoksne dyr som lar- 
verne - lever ikke blot af ådsler, men jager også snegle, orme 
og insekter. 



31 



Oversigt over arterne. 

1. 8. følehornsled meget længere end 9. Pronotums 

forrand, set fra oven, svagt udrandet. Furen 
langs vingedækkerne opadbøjede siderand fortil 

meget bredere end bagtil 1. carinåta. 

8. følehornsled ikke eller kun ganske lidt længere 
end 9. Pronotums forrand, set fra oven, ikke 
udrandet. Furen langs vingedækkernes opad- 
bøjede siderand fortil kun lidt bredere end bag- 
til 2. 

2. Vingedækkernes punkter fortil begrænsede af et 

lille, blankt, ophøjet korn, skuldervinklen fuld- 
stændig afrundet 2. tristis. 

Vingedækkernes punkter simple, skuldervinklen 

stumpt, men tydeligt afsat 3. obscura. 

1. S. carinåta Hbst. (Fig. 17). Sort, undertiden med 
svagt brunligt skær. Pronotum fint og tæt punkteret. Vinge- 
dækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellemrum- 
mene tæt punkterede, punkterne fortil begrænsede af et lille, 
yderst svagt antydet korn. Flyvevingerne svagt udviklede. 
Længde 15-20 mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, 0, B). Træffes ofte på 
paddehatte. Maj-aug. 

2. S. tristis Ulig. Sort. Pronotum fint og temmelig tæt 
punkteret. Vingedækkerne med temmelig kraftige længde- 
ribber og i bageste tredjedel med en mere eller mindre tydeligt 
antydet bule. Ribbemellemrummene temmelig tæt og kraftigt 
punkterede, punkturen kun lidt finere i det yderste end i de 
3 inderste mellemrum. Flyvevingerne udviklede. Længde 
13-16 mm. 

Almindelig (J, 0, B). Apr.-sept. En larve, fundet ^/g, for- 
pupning 21/g, klækning ^^/g. 

3. S. obscura L. Sort, noget mattere end tristis. Pronotum 
fint og meget tæt punkteret, tættere end hos tristis. Vingedæk- 



32 



kerne med svagere ribber end hos tristis, de 3 inderste ribbe- 
mellemrum ret kraftigt punkterede og langs ribberne med en 
række finere punkter, det yderste mellemrum meget finere 




Fig. 17. Silpha carinata ?. x 3. 

punkteret end de 3 inderste. Flyvevingerne svagt udviklede. 
Længde 13-17 mm. 

Almindelig (J, 0). Maj-aug. En larve, fundet ^^/g, klæk- 
ning Vt 



7. Phosphuga Leach. 
Adskilt fra alle de andre slægter i gruppen ved det 
stærkt snudef ormet forlængede hoved (fig. 11 c, p. 22). 



33 



Følehornenes 1. led omtrent så langt som de 3 føl- 
gende tilsammen. Vingedækkerne bagtil afrundede hos 
begge køn, med 3 længderibber, foruden sømribben. 
Mellemhofterne kun adskilt ganske kort fra hinanden. 
Fødderne på undersiden behårede. 

1. Ph. atråta L. Sort, undertiden med svagt brunligt 
skær, forholdsvis blank. Følehornene ikke ret stærkt for- 
tykkede mod spidsen. Pronotum meget tæt punkteret. 
Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellem- 
rummene meget tæt og groft rynket-punkterede. Længde 
10-16 mm. 

(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. 

Meget almindelig (J, 0, B). I skove, under mos og løs træ- 
bark samt ved svamp. For- og efterår. Både larver og imago 
er snegleædere. En larve, fundet ^V?* klækning '/g' friskklæk- 
ket imago også fundet i okt. Imago overvintrer. 



3. gruppe Agyrtini. 

Følehornene tydeligt 11-leddede, med mere eller 
mindre tydeligt afsat kølle eller jævnt fortykkede 
mod spidsen. Scutellum lille. Vingedækkerne med 9 
regelmæssige punktstriber. 

1. Agyrtes Frol. 

Kæbepalpernes yderste led fortykket, tykkere end 
de andre led. Kroppen aflang, temmelig hvælvet. 
Oversiden nøgen. Følehornene temmehg korte og 
kraftige. Pronotum smallere end vingedækkerne, 
bredere end langt, fortil stærkere tilsmalnet end bag- 
til, siderne rundede. Vingedækkerne aflange, bagtil 
afrundede, 2. eller 2. og 3. punktstribe bagtil forkortet. 
Benene kraftige og temmelig korte, fødderne ikke ud- 
videde hos (J. 

Victor Hansen : Ådselbiller 3 



34 



1. A. bicolor Lap. (Fig. 18). Oversiden sort eller mørke- 
brun, følehorn og ben rødlige. Følehornene med svagt afsat, 
4-leddet kølle. Pronotum med stumpvinklede baghjørner, 
spredt punkteret. Vingedækkerne med temmelig grove punkt- 
striber og svagt hvælvede, glatte mellemrum. Længde 4-5 mm. 




Fig. 18. Agyrtes bicolor. x 10. 

Meget sjælden (0). Gåbense (Nordfalster) (1 eks.). Dyre- 
haven (1 eks. under bark på en gammel egestamme, ^/n), 
Jægersborg hegn ved Rådvad (3 eks. sigtet fra mos og plante- 
rester ved foden af en stor sten, nær kanten af et vandhul, 
^2/4), Geelskov (2 eks. i en grusgrav, ^/n), Luknam (1 eks., 
aftenketset, ^/g). Folehave (1 eks. ^^/4). Arten lever under mos, 
bark og sten, i muldet i gamle stubbe og stammer og ved 
træsvamp, men kommer undertiden frem henad solnedgang 
om foråret og om efteråret. Om vinteren er den i udlandet 
flere gange fundet i tuer af Formica rufa; i fangenskab er den 
iagttaget at æde træsvamp. 



2. underfamilie Cholévinae. 

Kroppens overside behåret. Følehornene 11-leddede. 
Forhofterne konisk tapformede med lille, skjult eller 



35 



kun lidt fremtrædende trochantinus ; de forreste hofte- 
skåle udadtil udvidede i en smal eller næsten lukket 
Spalte, bagtil lukkede (fig. 6, p. 12). Hos alle de danske 
former er fødderne femleddede, baghofterne berørende 
eller næsten berørende hinanden og den fritliggende 
del af bagbrystets episterner temmelig bred. De 
danske arter er 1,5-6,5 mm lange. 

Oversigt over grupperne. 

1. Hovedet umiddelbart eller næsten umiddelbart 
bag øjnene pludselig indsnøret til et i forbrystet 
tilbagetrukket halsparti. Issens bagrand ved en 
skarp kant adskilt fra halspartiet (fig. 19). Bugen 
med 6 (hos ^ ofte 7) frie bugled 1. Cholévini (p. 35). 





Fig. 19. Hoved af Catops picipes (noget udtrukket af sit naturlige 
leje), set fra oven og fra siden. 

Hovedet ikke halsformet indsnøret bagtil. Issen 
ikke eller i det højeste ved en fin tværlinie ad- 
skilt fra det brede i forbryststykket tilbagetruk- 
ne bageste parti af hovedet. Bugen hos (J som 
regel med 5, hos $ med 4 frie bugled 

2. Colonini (p. 74). 

1. gruppe Cholévini. 

Følehornene 11-leddede. Hovedet umiddelbart eller 
næsten umiddelbart bag øjnene pludselig indsnøret 
til et i forbryststykket tilbagetrukket halsparti. Issens 
bagrand med en skarp kant og under denne med en 



36 



fure, i hvilken pronotums forrand griber ind, således 
at den kommer til at slutte tæt til issens bagrand. 
Fødderne femleddede. Bagkroppen med 6 (hos cJ ofte 
med 7) frie bugled. 

Arterne af denne gruppe lever ved henrådnende dyriske 
eller vegetabilske stoffer, såsom ved ådsler af fugle eller min- 
dre pattedyr, ved svampe, under løv o. lign. Nogle arter lever 
i reder eller gange af pattedyr, især muldvarpe, vandrotter 
og mus eller i fuglereder. De fleste arter tages derfor bedst 
ved sigtning. Dog kommer arterne undertiden på stille, lune 
solskinsaftener frem henimod solnedgang og kan da ket- 
ses ligesom arterne af slægterne Colon og Liodes, men dog 
som regel kun enkeltvis. 

Oversigt over slægterne. 

1. Vingedækkerne ikke tværridsede. Mellembrystet 

uden længdekøl 2. 

Vingedækkerne tværridsede. Mellembrystet med 
længdekøl 4. 

2. Kindbakkernes inderside uden tand. Mellemfød- 

dernes 1. led udvidet hos (J 3. Cåtops (p. 51). 

Kindbakkernes inderside med en tand. Mellem- 
fødderne simple hos begge køn 3. 

3. Benene lange og slanke. Baglårene dobbelt så lange 

som baghofternes tværbredde. Pronotum bredest 
foran roden. Længde 4,5-6 mm 1. Choléva (p. 37). 
Benene kortere. Baglårene højst l^/g gang så lange 
som baghofternes tværbredde. Pronotum bre- 
dest ved roden. Længde 1,5-3 mm 2. Nårgus (p. 48). 

4. Pronotum (hos vor art) ikke tværridset. 7. føle- 

hornsled længere end bredt. Mellem- og bagfød- 
derne ikke sammentrykte 4. Némadus (p. 70). 

Pronotum tværridset. 7. følehornsled bredere end 
langt. Mellem- og bagfødderne noget sammen- 
trykte 5. Ptomåphagus(p. 70). 



37 



1. Choléva Latr. 

Følehornene slanke, ikke eller kun svagt fortykkede 
mod spidsen, deres led langstrakte, 8. som regel 
kortere end de indesluttende, hos agilis i det højeste 
ganske lidt, hos de andre arter som regel tydeligt - fra 
ca. en halv til rigeligt en hel gang - længere end bredt. 
Kindbakkerne på indersiden med en tand, mellem 
denne og spidsen fmt takkede. Mellemhofterne berø- 
rende hinanden. Benene lange og slanke. Baglårene 
dobbelt så lange som baghofternes tværbredde. Fød- 
derne ikke eller kun lidt kortere end skinnebenene. 
Mellemfødderne simple hos begge køn. Pronotum til- 
smalnet for- og bagtil, med stumpe eller afrundede 
baghjørner. Vingedækkerne oftest langstrakte, med 
svage striber, sømstriben dybere. Mellembrystet uden 
længdekøl. 1. bugled ikke eller næppe længere end 2. 

Vore arter er lysere eller mørkere brungule eller 
brune, ofte med noget mørkere hoved og pronotum, 
med rødgule eller brungule ben og følehorn, de sidste 
ofte lidt mørkere mod spidsen. 

Hannen er let kendelig ved, at de tre første led af 
forfødderne er udvidede, samt oftest ved særligt ud- 
viklede hofteringe på bagbenene. 

De arter, der kommer i betragtning for vor fauna, lader sig 
for hannens vedkommende adskille med sikkerhed ved ydre 
kendetegn, især bagbenenes hofteringe; en undersøgelse af 
hannens parringsorganer, der iøvrigt afgiver udmærkede ken- 
detegn, er for vore arter ikke strengt nødvendig, og kun med 
hensyn til nogle af arterne er penisformen omtalt og afbildet. 
Hunnerne er betydeligt vanskeligere at adskille for flere arters 
vedkommende, og en sikker bestemmelse kræver da under- 
søgelse af parringsorganet (genitalsegmentet), som er let at 
udpræparere på friske dyr. 

Flere eller måske alle arterne i denne slægt yngler og 



38 



opholder sig i reder eller gange af pattedyr, især muldvar- 
pe, vandrotter og mus. De træfYes hyppigst for- og efterår. 
Nogle arter kommer undertiden frem henad aften og kan 
da tages ved ketsning, især i maj og juni. 

Oversigt over arternes hanner. 

1. Vingedækkerne kraftigt punkterede, med kraftige, 
tydeligt punkterede længdestriber og med lang 
opstående behåring 2. 





a. ag il is 



e. jeanneli 





b. elongata 



f. fagniezi 





c. oblonga 



g. angustata 





d. reitteri h. glauca 

Fig. 20. Choleva cJ. Bagbenets hof tering. 



39 



Vingedækkerne fint punkterede, med fine, upunk- 

terede længdestriber 3. 

2. Bagbenenes hofteringe lancetformet tilspidsede 

(omtrent som fig. 20, e) 1. spadicea. 

Bagbenenes hofteringe bøjede omtrent på midten, 

med bred, afstudset spids (fig. 21). . 2. paskoviénsis. 




Fig. 21. Choleva paskoviénsis <?. Bagbenets hof tering. 

3. Pronotum bredest langt bag midten, tilsmalnet 

meget stærkere fortil end bagtil (fig. 22, c). 
Mellemskinnebenene stærkt indadkrummede 

(fig. 25) 3. ågilis. 

Pronotum bredest omkring eller foran midten, for- 
og bagtil omtrent lige stærkt tilsmalnet (fig. 22, 
a og b). Mellemskinnebenene i det højeste svagt 
indadkrummede 4. 

4. Baglårene med en fin tand på indersiden (fig. 20, 

e og f) 5. 

Baglårene utandede 6. 

5. Bagbenenes hofteringe med skarp spids (fig. 20, f). 

Penisspidsen med et dybt, rundt udsnit og derfor 

tvespidset (fig. 23, a) 6. fagniézi. 

Bagbenenes hofteringe med but spids (fig. 20, e). 

Penisspidsen simpel (fig. 23, b) 5. jeannéli. 

6. Bagbenenes hofteringe hulmejselformede (fig. 20, c) 

7. oblonga. 
Bagbenenes hofteringe anderledes formede 7. 

7. Bagbenenes hofteringe stærkt krummede (fig. 20, d) 

8. reitteri. 
Bagbenenes hofteringe ikke krummede 8. 



40 



8. Bagbenenes hofteringe uden tand (fig. 20, b) 

4. elongåta. 
Bagbenenes hofteringe med en tand (fig. 20 g og h) 9. 

9. Bagbenenes hofteringe med en krum, spids tand 

(fig. 20, g). Penisspidsen ret bred (fig. 23, d) 

9. anguståta. 
Bagbenenes hofteringe med en lige, stump tand 
(fig. 20, h). Penisspidsen meget smal (fig. 23, c) 

10. glauca. 

Oversigt over arternes hunner. 

1. Vingedækkerne kraftigt punkterede, med kraftige, 

tydeligt punkterede længdestriber og med lang, 

opstående behåring 2. 

Vingedækkerne fint punkterede, med fine, upunk- 
terede længdestriber 3. 

2. Følehornene svagt fortykkede mod spidsen, 8. led 

tydeligt længere end bredt. Parringsorganets 
tergit længere end bredt, spidsranden i midten 

stærkt fremtrukket 1. spadicea. 

Følehornene lidt kortere, lidt stærkere fortykkede 
mod spidsen, 8. led næppe længere end bredt. 
Parringsorganets tergit lidt bredere end langt, 
spidsranden i midten mindre stærkt fremtrukket 

2. paskoviénsis. 

3. Pronotum bredest langt bag midten, tilsmalnet 

meget stærkere fortil end bagtil (fig. 22, c). Mel- 
lemskinnebenene ret stærkt indadkrummede, 

(fig. 25) 3. ågilis. 

Pronotum bredest omkring eller foran midten, for- 
og bagtil omtrent lige stærkt tilsmalnet (fig. 22, 
a og b). Mellemskinnebenene i det højeste svagt 
indadkrummede 4. 

4. Pronotum bredest betydeligt foran midten (fig. 22, 

a), blankt. Vingedækkerne med mere eller min- 
dre tydeligt tandformet sømspids (jfr. fig. 24) 

4. elongåta. 



41 



Pronotum bredest omkring eller lidt foran midten 

(fig. 22 b) 5. 

5. Vingedækkerne med mere eller mindre tydeligt 

tandformet sømspids (fig. 24) 6. 

Vingedækkerne med afrundet eller i hvert fald 
ikke tandformet sømspids 7. 




Y 

-år oblorr^a 
Fig. 22. Choleva. Pronotum. 



7 

c. a^iI/5 



6. Parringsorganets tergit lidt udvidet mod spidsen 

(fig. 26, d) 5. jeannéli. 

Parringsorganets tergit ikke udvidet mod spidsen 

(omtrent som fig. 26, a) 6. fagniézi. 

7. Parringsorganets tergit i de inderste 2 tredjedele 

stærkt tilsmalnet i konkave linier, så at roden 
højst er 1/4 så bred som det bredeste sted (fig. 

26, c) 7. oblonga. 

Parringsorganet anderledes formet 8. 

8. Pygidiums bagrand i midten med en skarp indskæ- 

ring (fig. 26, e).^) Parringsorganets tergit kun 
ca. dobbelt så langt som bredt, spidspartiet 
meget bredt med meget stærkt rundet yderrand 

(fig. 26, b) 10. glauca. 

Pygidiums bagrand simpel. Parringsorganets tergit 
mindst 3 gange så langt som bredt, spidspartiet 
ikke særfig bredt (fig. 26, a) 9. 

O Pygidiums bagudrettede behåring rager ofte ud over indskæ- 
ringen, som derved kan være noget mindre tydelig. 



42 



9. Vingedækkerne med et bredt indtryk langs søm- 
men, i midten betydeligt udvidede og ca. ^U 
bredere end pronotum, siderne betydeligt run- 
dede 8. reitteri. 

Vingedækkerne uden sådant indtryk, i midten 
svagere udvidede og ca. ^U bredere end prono- 
tum, siderne svagere rundede 9. anguståta. 







a.faqniezi h.jeanne[i o,<^[auca d anguståta 

Fig. 23. Choleva <J. Penisspidsen. 



1. Gh. spadicea Sturm. Lysere eller mørkere brun, hoved 
og pronotum mørkere, følehorn og ben rødlige. Følehornene 
meget slanke, alle led meget længere end brede, 8. led meget 
kortere end 9., l^/g gang så langt som bredt. Hovedets punk- 
tur ret grov. Pronotum c. l^/g gang så bredt som langt, bre- 
dest i eller omkring midten, med stærkt tilrundede sider og 
afrundede baghjørner, temmelig tæt og groft punkteret. 
Vingedækkerne stribede, temmelig tæt og groft punkterede, 
med opstående, temmelig lang behåring. Længde 5-5,5 mm. 

$\ Lår utandede, bagbenenes hofteringe lancetf ormet til- 
spidsede (omtrent som fig. 20, e, spidsen dog skarp, ikke 
but). 

$: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets 
tergit, se oversigten. 

Denne og den følgende art er let kendelige ved den grove 
punktur og vingedækkernes opstående behåring. Kroppen 
er hos denne og de to følgende arter bredere end hos vore 
andre arter. 



43 

Meget sjælden (J, 0). Tørning og Christiansdal ved Ha- 
derslev (nogle stkr. i musegange og -reder i hule træer og ved 
gamle bøgestubbe, aug.-nov.), Marselisborg skov (2 eks. ved 
svamp på en bøgestub, sept.); Vintersbølle skov ved Vording- 
borg (1 stk. i en bøgestub). Arten foretrækker antagelig muse- 
gange og -reder på løvskovbund. 

2. Gh. paskoviénsis Reitter. Meget nærstående til den 
foregående, med adskilt fra den ved de i oversigterne nævnte 




Fig. 24. Choleva fagniezi $. Vingedækkespidserne. 

kendemærker. Følehornene hos begge køn lidt kortere og 
kraftigere end hos den foregående. Længde 4,5-5 mm. 

(J: Bagbenenes hofteringe bøjede, med bred, afstudset 
spids (fig. 21). 

$: Parringsorganets tergit, se oversigten. 

Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks. ((^), 
fundet i en jordbundsprøve fra Strandkær på Mols, 13/8 
1943. På lokaliteten var der bevoksning af enebær, hedelyng, 
blåbær, bølget bunke (Deschampsia flexuosa) og mos (Hylo- 
comium) samt talrige musegange. Arten antages at være 
knyttet til musegange og -reder. 

3. Ch. åg il i s Ulig. Kroppen noget kortere og bredere end 
hos de følgende arter. Brunsort eller lysere eller mørkere brun, 
følehorn og ben rødlige, følehornene ofte mørkere mod spid- 
sen. Oversidens behåring nedliggende. Følehornene mindre 
slanke end hos de følgende arter, mod spidsen tydeligt for- 
tykkede, 8. led meget kortere end 9., i det højeste ganske lidt 
længere end bredt. Hovedet meget fint og spredt punkteret. 
Pronotum (fig. 22, c) omtrent ^/g gang bredere end langt, med 
rundede sider og afrundede baghjørner, fint og temmelig tæt 



44 



punkteret. Vingedækkerne fmt stribede, fint og temmelig tæt, 
noget ru punkterede. Længde 4,5-5 mm. 

(J: Mellemskinnebenene stærkt indadkrummede og på 
indersiden udrandede (fig. 25). Bagbenenes hofteringe på 
indersiden med en skarp tand (fig. 20, a). 




Fig. 25. Choleva agilis. Højre bagskinneben. 

5: Mellemskinnebenene ret stærkt indadkrummede (fig. 25). 
Vingedækkernes sømspids afrundet. 

Let kendelig ved sin forholdsvis brede legemsform, prono- 
tums form og følehornenes bygning. 

I musegange og -reder og i muldvarpereder, udbredt, men 
temmelig sjælden (J, 0, B). 

4. Gh. elongåta Payk. Hoved og pronotum sorte eller 
brune, det sidste bagtil oftest med lysere sider, vingedækkerne 
lysere eller mørkere brunlige, følehorn og ben rødgule. Føle- 
hornene meget slanke, alle led længere end brede, 8. led kor- 
tere end 9., mindst dobbelt så langt som bredt. Hovedet blankt, 
fint og spredt punkteret. Pronotum (fig. 22, a) lidt bredere 
end langt, blankt, bredest ret langt foran midten, bagtil næs- 
ten retliniettilsmalnet, med afrundede baghjørner, punkturen 
ret fin og meget spredt, mod siderne noget tættere. Vingedæk- 
kerne fint stribede, med fin og ikke særlig tæt, noget ru 
punktur. Længde 5-5,5 mm 

(J: Lår utandede, bagbenenes hofteringe lancetformede, 
stærkt tilspidsede (fig. 20, b). 



45 



5: Vingedækkernes sømspids mere eller mindre tydeligt 
tandformet, oftest omtrent som fig. 24. 

Udmærket ved det blanke pronotum, der er bredest ret 
langt foran midten og tilsmalnet bagud i næsten rette linier, 
samt ved den meget smalle krop. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0). Især i muldvarpereder 
på åben mark- og engbund. 



r\ 






a. angustata b. glauca c. oblonga d. jeanneli e. glauca 

Fig. 26. Gholeva $. a-d: parringsorganets tergit. e: pygidium. 

5. Gh. jeanneli Britten (stiirmi partim, 1. udg.). Brungul 
eller brunlig, hovedet og pronotum eller dets midtparti oftest 
mørkere. Pronotum bredest lidt foran eller omtrent i midten, 
siderne ret jævnt rundede (omtrent som fig. 22, b). løvrigt 
sammen med den følgende art kendetegnet ved hannens tan- 
dede baglår og hunnens tandformede vingedækkesømspids. 
Længde 5-5,5 mm. 

(J: Baglårene tandede, bagbenenes hofteringe lancetfor- 
mede, med but spids (fig. 20, e). Penisspidsen simpel (fig. 23, b). 

$: Vingedækkernes sømspids tandformet (som fig. 24). 
Parringsorganets tergit lidt udvidet mod spidsen (fig. 26, d). 

Udbredt, men sjælden (J, 0). Torning, Esbjerg, Nørholm 
skov. Strandkær og Femmøller på Mols, Kølske dam, Vang 
skov; Svendborgegnen, Hjortekær. I muldvarpe- og musereder 
og -gange. 



6. Gh. fagniézi Jeannel (stiirmi partim, 1. udg.). Meget 
nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i 
oversigterne nævnte kendemærker. Pronotum bredest om- 
kring midten. Længde 5-5,5 mm. 



46 



(J: Baglårene tandede, bagbenenes hofteringe med skarp 
spids (fig. 20, f). Penisspidsen med et dybt, rundet udsnit og 
derfor tvespidset (fig. 23, a). 

$ : Vingedækkernes sømspids tandformet (fig. 24). Parrings- 
organets tergit ikke udvidet mod spidsen (omtrent som fig. 
26, a). 

Udbredt, men sjælden (J, 0). Ghristiansdal ved Haderslev 
(i musegange i gammel stub), Rye, Femmøller, Tepstrup (i 
musegange under planterester i nåleskov), Randers; Sundby 
Storskov, Bistrup enge ved Holte (i muldvarpereder). Sønder- 
skov ved Ravnsholt (i en rævegang). Marts, juli, sept.-okt. 

7. Ch. oblonga Latr. (fig. 26). Hos denne art er vingedæk- 
kerne næsten altid forholdsvis lyst brungule, uden mørkere 
anstrøg; også hoved og pronotum er gennemgående mindre 
mørke end hos de nærstående. Pronotum (fig. 22, b) bredest 
omkring midten, siderne bagtil bredere og tydeligere afsat end 
hos de nærstående og lidt opadbøjede. løvrigt let kendelig 
ved kønskaraktererne. Længde 5-5,5 mm. 

(J: Baglårene utandede, bagbenenes hofteringe hulmejsel- 
formede (fig. 20, c). 

$: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets 
tergit omtrent ketcherformet (fig. 25, c). 

Udbredt og ikke særlig sjælden (J, 0). I muldvarpe- og 
musegange og -reder. Ofte aftenketset, især i maj og juni. 

8. Ch. reitteri Petri. Hoved og pronotum ofte mørkere 
end vingedækkerne. Pronotum bredest omkring midten. Læng- 
de 5-6 mm. 

(J: Baglår utandede, bagbenenes hofteringe jævnt tilspid- 
sede, bagudkrummede (fig. 20, d). 

$: Vingedækkerne bredere og med lidt stærkere rundede 
sider end hos de nærstående, med et bredt, fladt indtryk langs 
sømmen, 3. og 4. stribe bag midten ganske lidt udadsvungne, 
sømspidsen afrundet. Parringsorganets tergit omtrent som hos 
angustata (fig. 25, a), udhulet, jævnt tilsmalnet mod roden, 
spidsranden rundet. 



47 




Fig. 27. Choleva oblonga <?. x 9. 



Udbredt, men sjælden (J, 0). Haderslev, Estrup skov. 
Strandkær (Mols), Randers, Lundby krat. Vang skov; Chris- 
tianssæde, Sundby Storskov, Færgemarkskoven ved Guldborg 
L., Redsle, Hillerød. Oftest på skovbund, i musereder og -gan- 
ge, undertiden i rævegrave. 



48 



9. Gh. anguståta Fabr. (cisteloides partim, 1. udg.). 
Hoved og pronotum brune eller sortbrune, pronotum bredest 
omkring midten. Længde 4,8-5 mm. 

(J: Baglår utandede, bagbenenes hofteringe lancetformede, 
med en krum tand på bagranden (fig. 20, g; tanden kan være 
placeret nærmere hofteringens rod). Penisspidsen ret bred 
(fig. 23, d). 

$: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets 
tergit mindst 3 gange så langt som bredt, udhulet, mod roden 
tilsmalnet, spidspartiet ikke ret bredt, siderne omtrent rette, 
spidsranden jævnt rundet (fig. 26, a). 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0). Haderslev, Esbjerg, Fanø, 
Århus, Lindum; Lindeskov ved Nykøbing F., Køge ås. Lejre, 
Rudeskov, Sanddalen, Freerslev hegn. I muldvarpe- og muse- 
reder og -gange, især vistnok på ret tør bund. Ret ofte aften- 
ketset, især i maj og juni. 

10. Ch. gi au c a Britten (cisteloides partim, 1. udg.). Meget 
nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i 
oversigten nævnte kendemærker. Længde 4,5-5 mm. 

cJ: Bagbenenes hofteringe med en lige, stump tand (fig. 20, 
h). Tanden skal kunne variere i længde og undertiden være 
svagt krum, men ikke så stærkt som hos anguståta. Penis- 
spidsen meget smallere end hos anguståta c? (fig. 23, c). 

$: Parringsorganets tergit kun ca. dobbelt så langt som 
bredt, spidspartiet meget bredt, med meget stærkt rundet 
yderrand (fig. 25, b). Pygidiums bagrand i midten med en 
skarp indskæring (fig. 26, e)^). 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0). Haderslev, Nørholm, 
Tepstrup, Svejbæk, Århus, Lundby bakker. Løkken; Sten- 
gade Sø (Langeland), Odense, Sundby Storskov, Nykøbing F., 
Damhusmosen, Ermelunden, Hillerød. I muldvarpe- og muse- 
reder og -gange, især vistnok på noget fugtig bund. 

2. Ndrgus Thoms. 
Adskiller sig fra Choleva ved mindre langstrakt 
form, kortere følehorn og ben samt ved, at baglårene 

O Se ovenfor p. 41, note 1. 



49 



i det højeste er l^/g gang så lange som baghofternes 
tværbredde. Pronotum bredest ved roden, her så 
bredt som vingedækkerne, fortil tilsmalnet, med run- 
dede sider. Vingedækkerne uden eller med ganske 
svagt antydede striber. Hannens forfødder udvi- 
dede. 

Arterne træffes især for- og efterår. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum og vingedækkerne yderst fmt og tæt og 

omtrent ensartet punkterede og yderst fmt og 
tæt, gråt behårede. Pronotums baghjørner ret- 
vinklede (selve spidsen dog lidt rundet) og lidt 
bagudtrukne, idet pronotums bagrand på hver 
side indenfor baghjørnerne er svagt indbuet. 

Længde 2,7-3 mm 1. vélox. 

Vingedækkernes punktur tættere og grovere end 
pronotums. Oversidens behåring mindre fm og 
mindre tæt. Pronotums baghjørner stumpvink- 
lede og ikke bagudtrukne, idet pronotums bag- 
rand ikke er indbuet på hver side. Længde 1,5- 
2,3 mm 2. 

2. Pronotum i grunden yderst fmt mikrochagrineret. 

Dyret temmelig langstrakt og kun svagt hvæl- 
vet. Længde 2,2-2,3 mm 2. wilkini. 

Pronotum i grunden glat. Dyret kortere og stær- 
kere hvælvet. Længde 1,5-2 mm. 3. ånisotomoides. 

1. N. vélox Spence (fig. 28). Temmelig stærkt hvælvet, 
lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødlige. Følehornene 
mod spidsen jævnt og svagt fortykkede, 3. led omtrent af 
samme længde som 2. Hovedet yderst fint punkteret. Prono- 
tum ca. ^/4 gang bredere end langt, i bunden yderst fmt og 
svagt mikrochagrineret. Vingedækkerne temmelig stærkt 
hvælvede, på forreste halvdel undertiden med svagt antydede 
striber. Længde 2,7-3 mm. 

Victor Hansen: Ådselbiller 4 



50 



cJ: Forfødderne stærkt udvidede. Bagbenenes hofteringe 
med indadkrummet spids. 

Almindelig (J, 0, B). Oftest i skov ved ådsel eller svamp, 
undertiden i musegange, muldvarpereder og ved indgangen 
til ræve- og grævlingeboer. 




Fig. 28. Nargus velox J. x 16. 



2. N. wilkini Spence. Rustrød eller brungul, hovedet 
oftest mørkere. Følehornene mod spidsen jævnt fortykkede, 
3. led lidt kortere end 2. Hovedet fint punkteret. Pronotum 
rigeligt ^/g gang bredere end langt, ret tæt og meget fint punk- 
teret. Vingedækkerne meget mere langstrakte og mindre 



51 



stærkt hvælvede end hos de to andre arter, med tættere og 
grovere punktur end pronotum. Længde 2,2-2,3 mm. 
(J: Forfødderne noget udvidede. 

Udbredt, men sjælden (J, 0). F. eks. : Haderslev, Taps, 
Estrup skov. Rye Sønderskov, Horsensegnen, Århus, Floes 
ved Randers; Tåsinge, Svendborg, Odense, Korsør mose. Ved 
svamp, under løv og gamle risbunker og ved træstubbe; taget 
ved aftenketsning, f. eks. i aug., og i stort antal ved sigtning 
af løv i sept. 

3. N. ånisotomoides Spence. Temmelig stærkt hvælvet, 
brunsort eller brun, lysere mod siderne, følehorn og ben rød- 
lige. Følehornene mod spidsen jævnt fortykkede, 3. led bety- 
deligt kortere end 2.. Hovedet fmt og spredt punkteret. Pro- 
notum omtrent dobbelt så bredt som langt, fmt og spredt 
punkteret. Vingedækkerne meget grovere og tættere punk- 
terede end pronotum, c. 1^/3 gang så lange som tilsammen 
brede, siderne meget stærkere rundede end hos wilkini. Længde 
1,5-2 mm. 

(J : Forfødderne svagt udvidede. 

Almindelig (J, 0). I musereder og -gange, under løv og mos 
samt i kompost. Også taget i antal i hermelinens rede. 



3. Cdtops Payk. 

Adskiller sig fra Choleva ved, at kindbakkernes in- 
derside ikke er tandet, og ved, at mellemføddernes 1. 
led (foruden forfødderne) er udvidet hos hannen. 
Endvidere er kroppen som regel bredere og mindre 
slank, benene kortere og kraftige og følehornene min- 
dre slanke og ofte forsynede med en mere eller mindre 
tydelig afsat kølle, der består af 7.-11. led, dog således 
at 8. led er kortere og smallere end de indesluttende 
led og derfor afbryder køllen. Oversidens behåring 
som regel fin og på forkroppen brunlig, på vingedæk- 
kerne grålig. Hovedets punktur mere eller mindre fin 
og tæt, som regel betydeligt kraftigere end prono- 



52 



tums. Vingedækkerne uden tydelige eller med fortil 
svagt antydede, bagtil tydeligere længdestriber. Vin- 
gedækkerne har oftest foruden den almindelige behå- 
ring en ejendommelig blålig, rim- eller dugagtig be- 
klædning, der let ødelægges og ikke tåler fugtighed. 

Arterne forekommer især for- og efterår; nogle arter kan 
undertiden aftenketses. 

Vore arter findes dels i dyreboer og -gange, dels ved ådsel, 
svamp o. 1. Flere arter forekommer snart i dyreboer og -gange, 
snart ved ådsel, og gennemgående er Ca/ops-arterne ikke så- 
ledes som Choleva-SLTierne fast knyttede til dyreboer og -gange. 
Flere arter kan fanges ved udlægning af lokkemad, f. eks. 
stærktlugtende ost. 

Nogle af arterne er vanskelige at bestemme, og undersø- 
gelse af hannens parringsorgan er da af vigtighed til sikring af 
bestemmelsen. En oversigt over hannerne til de vanskelige 
arter (nigrita-gruppen, arterne nr. 7-13) er givet nedenfor 
p. 57. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum bagtil ikke eller næppe smallere end 

vingedækkerne, ikke tilsmalnet bagtil. Dyrets 
omrids derfor uden nogen tydelig indsnævring 
mellem pronotum og vingedækkerne (fig. 32) ... 2. 
Pronotum bagtil tydeligt smallere end vingedæk- 
kernes rod, tydeligt tilsmalnet bagtil. Dyrets 
omrids derfor indsnævret mellem pronotum og 
vingedækkerne (fig. 33 og 33 a) (3. underslægt 
Gåtops s. str.) 4. 

2. Følehornskøllen kun svagt afsat, 8. led i det høje- 

ste ganske lidt bredere end langt (fig. 29, a). 
Vingedækkerne også i deres forreste halvdel 
tydeligt stribede. Længde 3,5-4,5 mm (1. under- 
slægt Dreposcia) 1. umbrinus. 

Følehornskøllen tydeligere afsat, 8. led c. dobbelt 
så bredt som langt, vingedækkerne oftest kun 



53 



mod spidsen svagt stribede. Længde 2,5-3,5 mm 

(2. underslægt Sciodrepoides) 3. 

3. Følehornenes 4. og 5. led tværbrede. Pronotums 
baghjørner ikke eller næppe bagudtrukne, idet 
pronotums bagrand ikke eller næppe er indbuet 
på hver side. Hoved og pronotum temmelig 
blanke 2. watson 



a.umlrinus 



Fig. 29. Catops. Følehorn. 



Følehornenes 4. og 5. led ikke tværbrede. Prono- 
tums baghjørner tydeligt bagudtrukne, idet 
pronotums bagrand på hver side indenfor bag- 
hjørnerne er tydeligt indbuet. Hoved og prono- 
tum temmelig matte 3. f umåtus. 

4. Pronotum tæt kornet, men uden fordybede punk- 

ter. Pronotums siderande temmelig stærkt ind- 
svajede foran baghjørnerne, disse omtrent ret- 
vinklede 18. kirbyi. 

Pronotum punkteret 5. 

5. Pronotum groft og tæt punkteret. Punkterne ikke 

indstukne bagfra, lidet dybe 17. negléctus. 

Pronotum fint punkteret, punkterne indstukne 
skråt bagfra 6. 

6. Følehornene med svagt afsat kølle, 6. led ikke 

tværbredt 7. 

Følehornene med stærkt afsat kølle, 6. led tvær- 
bredti) (fig. 29, b) 16. 

*) Dog ikke altid hos tristis. 



54 



7. Større, 5-6,5 mm, bred og stærkt hvælvet, prono- 

tum bredest lidt foran roden, med stumpvinklede 

baghjørner (fig. 33) 5. picipes. 

Mindre, 3-4,5 mm, i modsat fald (nigricans) prono- 
tums baghjørner spidsvinklet bagudtrukne... 8. 

8. Bred. Pronotum omtrent dobbelt så bredt som 

langt, bredest ganske lidt foran roden, bagtil 
kun meget lidt tilsmalnet, baghjørnerne om- 
trent retvinklede, oftest lidt bagudtrukne. Yin- 

gedækkerne rødbrune 4. f uscus. 

Pronotum bredest omkring eller noget bag midten. 
Vingedækkerne hos udhærdede individer sorte 
eller brunsorte (undtagen hos siibfuscus) 9. 

9. Pronotums baghjørner tydeligt bagudtrukne, idet 

pronotums bagrand på hver side indenfor bag- 
hjørnerne er tydeligt indbuet. 7. Følehornsled 
tydeligt længere end bredt, ^'s forlår simple. . . 10. 
Pronotums baghjørner ikke eller kun yderst svagt 
og ubetydeligt bagudtrukne, idet pronotums 
bagrand i det højeste er yderst svagt indbuet på 
hver side 11. 

10. Større 4,5-5,5 mm, og temmelig stærkt hvælvet. 

Pronotums baghjørner temmelig stærkt bag- 
udtrukne. 8. følehornsled ikke eller kun svagt 
tværbredt, (^'s forskinneben på indersiden i 
midten kun yderst svagt udvidede (fig. 30, a) 

6. nigricans. 
Mindre, 3,5-4,5 mm, og langt mindre stærkt hvæl- 
vet. Pronotums baghjørner meget svagt bag- 
udtrukne. 8. følehornsled tydeligt tværbredt, 
også hos (J. (J's forskinneben på indersiden i 
midten temmelig stærkt udvidede (fig. 30, b) 

7. fuliginosus. 

11. Pronotum i bunden uden mikrochagrinering, bre- 

dest ret langt bag midten, hos (^ mindst så bredt 
som, hos $ i det højeste lidt smallere end vinge- 
dækkerne, disse korte, kun ca. Va længere end 



55 



tilsammen brede. Følehornenes endeled mørkt, 
ikke lysere end næstyderste led, tydeligt smal- 
lere end dette 8. grandicoUis. 

Pronotum i bunden yderst fmt tværliniet mikro- 
chagrineret, i modsat fald (westi) er pronotum 
bredest omkring midten og følehornenes ende- 
led lysere end næstyderste led og næppe smal- 
lere end dette 12. 




a. ntqricans 



t.fuli^inosus O. ni^rita d. morio 

Fig. 30. Catops $, Højre forben. 



e ^uhfuscus 



12. Pronotum i bunden uden mikrochagrinering, bre- 

dest omkring midten, siderne lige foran baghjør- 
nerne svagt, men tydeligt indsvajede. Følehor- 
nenes endeled lysere end næstyderste led. Læng- 
de 3-4 mm 9. wésti. 

Pronotum i bunden yderst fmt tværliniet mikro- 
chagrineret; siderne ikke tydeligt indsvajede 
foran baghjørnerne, i modsat fald (dorni) føle- 
hornenes endeled mørkt, ikke lysere end næst- 
yderste led 13. 

13. Mindre, 3-3,5 mm. Følehornenes endeled mørkt, 

ikke lysere end næstyderste led. Vingedækkerne 
rigeligt ^/g længere end tilsammen brede, bredest 
langt foran midten 10. coracinus. 



56 



Større, 3,5-4,5 mm. Følehornenes endeled helt 
eller mod spidsen lysere end næstyderste led, i 
modsat fald (ddrni) vingedækkerne ca. ^/g gang 
længere end tilsammen brede 14. 

14. Følehornenes endeled mørkt, ikke lysere end næst- 

yderste led. Pronotums sider lige foran baghjør- 
nerne yderst svagt, men tydeligt indsvajede. 
Vingedækkerne ca. ^/g gang længere end tilsam- 
men brede 12. dorni. 

Følehornenes endeled helt eller mod spidsen lysere 
end næstyderste led. Pronotums sider ikke tyde- 
ligt indsvajede bagtil 15. 

15. Vingedækkerne lidt over ^/g længere end tilsammen 

brede, bredest foran midten. Pronotums bag- 
hjørner skarpe, omtrent retvinklede. Følehorne- 
ne med mere end 2 lyse rodled 11. nigrita. 

Vingedækkerne ca. ^/g gang længere end tilsam- 
men brede, som regel bredest omkring midten. 
Pronotums baghjørner meget stumpvinklede. 
Følehornene som regel med kun 2 lyse rodled 

13. morio. 

16. Følehornenes endeled kun lidt kortere end de to 

næstyderste led tilsammen .. 14. chrysomeloides. 
Følehornenes endeled meget kortere end de to 
næstyderste led tilsammen 17. 

17. 8. følehornsled kun lidt kortere end 6 Ion gul u s. 

8. følehornsled kun c. halvt så langt som 6. (fig. 

29. b) 18. 

18. 5. følehornsled mindst så langt som bredt (fig. 29, 

b). Pronotum ret mat, med næsten retvinklede 
baghjørner. Vingedækkerne fint punkterede. 

15. tristis. 
5. Følehornsled tværbredt. Pronotum temmelig 
blankt, med stumpvinklede baghjørner, vinge- 
dækkerne grovere, udpræget kornet punkterede, 
deres behåring længere 16. subf uscus. 



57 



Oversigt over hannerne til arterne 7-13 
(n i g r i t a- gruppen). 

Forlårene på indersiden lidt foran midten med en 

lille knude. Følehornenes endeled mørkt 2. 

Forlårene simple 3. 







a. fuliginosiis b. nigrita 



c. westi 



d. dorni 





IP) 



e. morio f. coracinus g. grandicollis 

Fig. 31. Catops cJ. Penisspidsen set fra oven. 



2. Pronotum i bunden uden mikrochagrinering. Penis 

se fig. 31, g 8. grandicollis. 

Pronotum i bunden yderst fint mikrochagrineret. 

Penis se fig. 31, f 10. coracinus. 

3. Forskinnebenene på indersiden i midten ret stærkt 

udvidede (fig. 30, b). Penis se fig. 31, a 

7. fuliginosus. 
Forskinnebenene uden sådan udvidelse 4. 

4. Baglårene midt på indersiden med en ganske svag, 

stumpvinklet udvidelse. Penis se fig. 31, c . 9. wésti. 
Baglårene simple 5. 

5. Forskinnebenene kraftige, mod spidsen ret stærkt 



58 



udvidede, inderranden ret stærkt konveks (fig. 30, 

3). Penis se fig. 31, b 11. nigrita. 

Forskinnebenene slankere, mod spidsen svagere ud- 
videde, inderranden omtrent retliniet (fig. 30, d) 6. 

Penis se fig. 31, d 12. dorni. 

Penis se fig. 31, e 13. morio. 



1. underslægt Dreposcia Jeann. 

1. G. umbrinus Er. Denne og de to følgende arter udmær- 
ker sig ved, at pronotum ikke er tilsmalnet bagtil og her næp- 
pe smallere end vingedækkerne, hvorved kroppens omrids ikke 
indsnævres mellem pronotum og vingedækkerne. Lysere eller 
mørkere brun eller brunsort, temmelig mat, oversiden meget 
fint og kort, grågult behåret, følehorn og ben rødlige. Føle- 
hornene slanke, 3.-5. led længere end brede, 6. led mindst så 
langt som bredt, 7. led længere end bredt, 8.-10. led ikke eller 
kun svagt tværbrede (fig. 29, a). Hovedet meget fint og tæt 
punkteret. Pronotum ca. ^U bredere end langt, fortil tilsmal- 
net, med noget bagudtrukne, på spidsen afrundede baghjør- 
ner, yderst fint og tæt punkteret. Vingedækkerne ret brede, 
punkturen stærkere og mindre tæt end på pronotum, stri- 
berne kraftigst bagtil, men også fortil tydelige. Længde 
3,5-4,5 mm. 

(J: Forskinnebenene jævnt udvidede mod spidsen. 

Arten angives at være fundet for over 90 år siden enkeltvis 
i småskovene omkring Vesterborg på Lolland, ved foden af 
gamle ege i selskab med myrer (Lasius fuliginosus). Eksem- 
plarer fra disse fund foreligger dog ikke. I Sverige er arten 
fundet bl.a. i Skåne (1897, i allikerede), i Småland (i^/e 19^2 i 
hul eg med L. fuliginosus) og i Våstmanland {^^l^ og V? 1953, 
enkeltvis i hul eg med L. brunneus og rester af allikerede). 
I Nordtyskland, hvor arten nu om stunder synes at være meget 
sjælden, er den især fundet i godt beskyttede hulheder af 
gamle ege i nogenlunde fugtigt muld og synes at undgå 
myrer, men foretrækker træer med uglereder uden dog at 
være bundet hertil. 



59 



2. underslægt Sciodrepoides Hatch. 

(Sciodrépa auct. nec Thoms.) 

2. C. watsoni Spence (fig. 32). Brunsort, vingedækkerne 
og ofte pronotums rande rødbrune. Følehornene brunsorte 
med rødgul rod og spids, benene rødlige. Oversiden temmelig 
fint og kort, gulbrunt behåret. Følehornene korte, 4.-6. led 




Fig. 32. Gatops watsoni c?- x 15. 



tværbrede, 7. led stærkt tværbredt, 8. led tværbredt, omtrent 
af samme længde og bredde som 6.; 9 og 10. led smallere end 
7. Pronotum ca. ^1^ bredere end langt, fortil tilsmalnet, med 
omtrent retvinklede baghjørner, punkturen tæt og meget fin. 
Vingedækkerne noget grovere punkterede end pronotum. 
Længde 2,5-3,5 mm. 

(J: Forskinnebenene jævnt og ret stærkt udvidede mod 
spidsen, inderranden noget konveks. 



60 

Meget almindelig (J,0,B)- Især ved ådsel, men også i 
musereder ved gamle træstubbe. Hyppigt aftenketset. 

3. G. fumåtus Spence. Nær beslægtet med watsoni, men 
let at adskille fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. 
Vingedækkerne gennemgående lidt mørkere farvede end hos 
watsoni, ofte brunsorte mod spidsen. Følehornene brunlige 
med rødgul rod og yderste spids, 4. og 5. led ikke tværbrede, 
6. led i det højeste svagt tværbredt, 7. led ikke tværbredt, 8. 
led tværbredt, kortere og bredere end 6. ; 9 og 10. led næppe 
smallere end 7. Længde 3-3,5 mm. 

Udbredt, men ret sjælden, hyppigst i vore sydlige egne 
(J, 0). Især ved ådsel; også ved aftenketsning og en enkelt 
gang i en rovfuglerede. Juni-sept., i antal ^1^ og ^s/g 

3. underslægt Gat op s s. str. 

4. G. f liscus Panz. Denne og den følgende art er kendelige 
ved deres brede form og ved, at pronotums bredeste sted falder 
langt tilbage, lidt foran roden. Brunsort, vingedækkerne og 
ofte pronotums sider rodbrune, følehorn og ben rødlige, de 
første undertiden delvis brune. Følehornene slanke, kun svagt 
fortykkede mod spidsen, 3. led betydeligt længere end 2., 
4.-6. led længere end brede. Pronotum med stærkt rundede 
sider og omtrent retvinklede, oftest lidt bagudtrukne bag- 
hjørner, punkturen fm og tæt. Vingedækkerne bredest foran 
midten, fortil fmt, mod spidsen stærkere stribede, punkturen 
fin og tæt, men meget grovere end pronotums. Længde 4-4,5 
mm. 

(J: Forskinnebenene på indersiden i inderste halvdel svagt 
indbuede. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Oftest i kældere under 
henrådnende plantedele o. lign. Måske knyttet til reder og 
gange af rotter og andre pattedyr, f. eks. mus og grævling. 
Larven er foruden i kældere fundet i det fri tidligt om foråret 
ved ådsler af små pattedyr og krybdyr. 

5. G. picipes Fabr. (Fig. 33). Bred, stærkt hvælvet. Sort 
eller brunsort, følehorn og ben rødlige. Følehornene slanke. 



61 



kun ganske svagt fortykkede mod spidsen, 3. led meget læn- 
gere end 2. ; 4.-6. led betydeligt længere end brede. Pronotum 
med stærkt rundede sider, bagranden på hver side kun yderst 
svagt indbuet, punkturen fm og meget tæt. Vingedækkerne 
bredest hos $, fortil fint, mod spidsen stærkere stribede, 
punkturen temmelig fin og tæt, men ikke nær så fin og tæt 
som pronotums. Længde 5-6,5 mm. 
(J: Forskinnebenene simple. 




Fig. 33. Gatops picipes J. x 8. 



Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). Den lever i hule 
træer, ved gamle træstubbe og lignende steder, især i musereder 
og -gange. 



62 



6. G. nigricans Spence. Ret let kendelig ved sin betyde- 
lige størrelse, pronotums temmelig stærkt I)agudtrukne bag- 
hjørner og de stærkt hvælvede vingedækker. Sort, vingedæk- 
kerne og pronotums sider undertiden lidt lysere. Følehorn og 
ben brunrøde, følehornskøllen og lårene undertiden lidt mør- 
kere. Følehornene slanke, svagt fortykkede mod spidsen, 3. 
led meget længere end 2. ; 4.-6. led meget længere end brede, 
7. led længere end bredt. Pronotum smallere end vingedækker- 
ne, ca. ^/a gang bredere end langt, bredest lidt bag midten, 
med jævnt rundede sider, baghjørnerne temmelig stærkt bag- 
udtrukne, idet bagranden på hver side indenfor baghjørnerne 
er temmelig stærkt indbuet, punkturen fin og tæt. Vingedæk- 
kerne ca. ^/a gang længere end tilsammen brede, striberne svagt 
antydede fortil, tydelige bagtil, punkturen meget tæt, grovere 
end pronotums. Længde 4,5-5,5 mm. 

(J: Forskinnebenene på indersiden i midten yderst svagt 
udvidede (fig. 30, a). 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Oftest sigtet enkeltvis 
ved gamle træstubbe; antagelig knyttet til musereder og 
-gange; af og til ved aftenketsning (f. eks. */io). Larven er 
fundet i febr. under ådsler af små pattedyr. 

7. C. fuliginosus Er. Ligner den foregående stærkt, men 
adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved kortere, mod spidsen næsten altid brunsorte føle- 
horn og ved, at pronotums bagrand på hver side er svagere 
indbuet. Længde 3,5-4,5 mm. 

^: Forskinnebenene på indersiden i midten temmelig 
stærkt udvidede (fig. 30, b). Penis se fig. 31, a. 

Denne og de 6 følgende arter (»nzp'rz/a-gruppen«^) er vore 
vanskeligste arter, men hannerne er dog lette at bestemme ved 
hjælp af de sekundære kønskarakterer eller penisformen, jfr. 
oversigten ovenfor p. 57. 

Indenfor denne gruppe er fuliginosus kendetegnet ved de 
tydeligt, omend meget svagt bagudtrukne baghjørner, en 
karakter der blandt de andre kun findes hos dorni, og her i 

O Denne gruppe er opstillet af rent praktiske grunde, ikke på 
systematisk grundlag. 



63 



endnu svagere form, samt ved fint mikrochagrineret, tydeligt 
bag midten bredest pronotum med foran baghjørnerne næppe 
indsvajede sider, mørkt følehornsendeled, der næppe er smal- 
lere end det næstyderste led, og mere end 2 lyse følehorns- 
rodled. 

Almindelig (J, 0, B). I dyreboer, hyppigt i muse- og muld- 
varpereder, men også fundet i andre dyreboer, f. eks. herme- 
linens og grævlingens. 

8. C. grandicollis Er. Nærstående til nigrita, men adskilt 
fra denne og de 4 andre følgende arter ved de i oversigten 
anførte skelnemærker og som regel ret let kendelig ved det 
store, brede, på siderne stærkt rundede, ikke mikrochagrine- 
rede pronotum. Følehornene brunlige, roden lysere, køllen 
undertiden mørkere, 8. led meget kort, over dobbelt så bredt 
som langt. Hovedets og pronotums punktur lidt grovere end 
hos nigrita. Vingedækkerne mod roden kun meget lidt til- 
smalnede. Længde 3,5-4 mm. 

(J: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille 
knude. Forskinnebenene omtrent som hos nigrita. Penis se 
fig. 31, g. 

Fra westi, der også mangler mikrochagrinering på prono- 
tum, adskilles arten let ved bredere krop, bredere pronotum, 
der er bredest ret langt bag midten, og følehornsendeleddets 
form og farve. 

Ret sjælden (J, 0). F. eks.: Endrupholm, Ulstrup, Århus, 
Favrskov; »Engene« ved Svendborg, Frejlev skov, Køge ås, 
Rudeskov. Sandsynligvis knyttet til muse-, muldvarpe-, ræve- 
og grævlingeboer og -gange; undertiden ved aftenketsning 
(f. eks. 29/g); i antal ^s/^. 

9. G. wésti Krog. (Fig. 33 a). Nærstående til nigrita, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte skelnemærker 
og ringere gennemsnitsstørrelse. Følehornene med mindst 3 
lyse rodled og lyst endeled. Pronotum ikke eller kun lidt 
smallere end vingedækkerne, bagud betydeligt tilsmalnet, 
siderne stærkt rundede. Vingedækkerne rigeligt ^/j længere 
end tilsammen brede, bredest foran midten. Længde 3-4 mm. 



64 



(^: Forbenene omtrent som hos nigrita. Baglårene midt på 
indersiden med en ganske svag, stumpvinklet udvidelse. Penis 
se fig. 31, c. 

Den manglende mikrochagrinering på pronotum gør arten 
let kendelig fra de 4 følgende arter. Om adskillelsen fra grandi- 
collis se foran under denne. 




Fig. 33 a. Catops westi S. x 12. 



Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). I Nordsjælland 
måske hyppigere end nigrita. Levevis som denne. 



65 



10. c. coracinus Kellner. Gruppens mindste art, gennem- 
snitligt ganske lidt mindre end westi og tydeligt mindre end 
de andre. løvrigt nærstående til nigrita, men adskilt fra denne 
(samt dorni og morio) ved de i oversigten nævnte kendemærker 
og fra de to forgående bl. a. ved fint mikrochagrineret prono- 
tum. Følehornenes 3 eller 4 inderste led lyse, 8. led meget kort 
og bredt. Benene og skinnebensbørsterne normalt mørkere 
end hos de nærstående arter. Pronotum bredest omkring eller 
lidt bag midten. Længde 3-3,5 mm. 

(J: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille 
knude. Forskinnebenene omtrent som hos nigrita. Penis se 
fig. 31, f. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Arten er taget i muse- 
reder og -gange, på hareådsel og hjorteknogler og undertiden 
aftenketset. 

11. C. nigrita Er. Sort, benene rødlige, lårene oftest mør- 
kere, mellem- og bagskinnebenenes behåring og børster okker- 
gule; følehornene sorte eller sortbrune, de inderste 3 eller 4 
led lyse, endeleddet helt eller mod spidsen lyst. Følehornene 
med kun svagt afsat kølle, 6. led ikke helt så bredt som langt, 
7. led lidt bredere end 6., så bredt eller næsten så bredt som 
langt. Pronotum som oftest, især hos (J stærkt hvælvet, kun 
lidt smallere end vingedækkerne, med ret stærkt rundede sider 
og omtrent retvinklede baghjørner, bredest ret langt bag 
midten, ca. V2 gang bredere end langt, punkturen tæt. Vin- 
gedækkerne i det højeste med svagt antydede striber, fint 
og tæt punkterede. Længde 3,5-4,5 mm. 

(J: Forlårene simple, forskinnebenene i yderste halvdel 
temmelig stærkt udvidede, med stærkt konveks inderrand 
(fig. 30, c). Penis se fig. 31, b. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). I muse- og muld- 
varpereder og -gange og ved ådsel. En enkelt gang i en ned- 
falden hejrerede. Undertiden aftenketset. 

12. G. dorni Reitter (nigriclåvis Jeann.). Meget nærstå- 
ende til nigrita, morio og fuliginosus, men adskilt fra dem ved 
de af oversigten fremgående karakterer. Kroppen omtrent af 

Victor Hansen : Ådselbiller 5 



66 



samme slanke form som hos morio. Følehornenes endeled 
mørkt, de 3 eller hyppigst endnu flere af de inderste led lyse. 
Pronotum ca. ^/g gang bredere end langt, bredest omkring 
eller ganske lidt bag midten, baghjørnerne skarpe, siderne lige 
foran baghjørnerne svagt - gennemgående lidt svagere end 
hos westi - indsvajede, bagranden indenfor baghjørnerne gan- 
ske svagt - svagere end hos fuliginosus - indbuet og baghjør- 
nerne derfor ganske svagt - svagere end hos fuliginosus - bag- 
udtrædende. Vingedækkerne langstrakte, siderne ret svagt 
rundede. Længde 3,5-4,5 mm. 

(J: Forbenene simple, forskinnebenenes inderrand næsten 
retliniet, omtrent som fig. 30, d. Penis se fig. 31, d. 

Medens hannen er let kendelig ved penisformen, ligner 
hunnen stærkt de 3 ovennævnte arter. Den adskilles fra 
nigrita og morio ved mørkt følehornsendeled og formen af pro- 
notums siderand og bagrand, jfr. ovenfor, fra nigrita yderligere 
ved, at pronotum er bredest lidt længere fremme og vingedæk- 
kerne lidt slankere, og fra morio yderligere ved mindst 3 lyse 
følehornsrodled og skarpe, næsten retvinklede baghjørner på 
pronotum. Fra fuliginosus adskilles den ved pronotums bag- 
til svagt indsvajede sider, på hver side svagere indbuede bag- 
rand og de som følge heraf svagere bagudtrædende baghjør- 
ner samt ved, at pronotum gennemgående er bredest lidt læn- 
gere fremme og vingedækkernes sider lidt mindre rundede. 

Der foreligger kun et enkelt eks. fundet ved Favrdal ved 
Haderslev (i musegange, ^/^ 1931). Den angives især at fore- 
komme om vinteren i muldvarpereder og -gange, enkeltvis 
også hos mus og ved ådsel, og at foretrække sumpet sand- 
eller lerbund. 

13. G. morio Fabr. Nærstående til de to foregående arter, 
men adskilt fra dem ved de i oversigten anførte skelnemærker 
og iøvrigt kendetegnet ved kroppens slanke form, der inden- 
for gruppen kun i lignende grad findes hos dorni, helt eller 
delvis lyst følehornsendeled og som regel kun 2 lyse følehorns- 
rodled, bag midten bredest pronotum med simpel side- og bag- 
rand og meget stumpvinklede baghjørner og ret lange og smal- 
le, som regel omkring midten bredeste vingedækker. Længde 
3,5-4,5 mm. 



67 



(J: Forbenene simple, forskinnebenenes inderrand omtrent 
retliniet (fig. 30, d). Penis se fig. 31, e. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Levevis som nigrita, 

14. C. chrysomeloides Panz. Let kendelig ved følehor- 
nenes bygning. Temmelig kraftigt bygget, sort, følehornene 
brune eller brunsorte, deres rod og benene brunrøde. Føle- 
hornene kraftige, 3. led længere end 2. og så langt som 4. -f 5., 
4.-6. led korte, aftagende i længde, tiltagende i bredde, 6. led 
bredere end langt, 7. led stort, bredere end og omtrent dobbelt 
så langt som 6., bredere end langt, 8. led meget kort og bredt, 
lidt bredere end, men kun halvt så langt som 6.; 9. og 10. led 
lidt kortere, men næppe smallere end 7., endeleddet meget 
smallere end 10., kun lidt kortere end 9. -f 10. led. Pronotum 
noget smallere end vingedækkerne, ca. ^/g bredere end langt, 
bredest i eller lige bag midten, siderne rundede, foran baghjør- 
nerne oftest tydeligt indsvajede, punkturen meget fin og tæt. 
Vingedækkerne temmelig brede og hvælvede, med ret stærkt 
rundede sider, bagtil med antydning af striber, fint og tæt 
punkterede. Længde 4-5 mm. 

(J: Forlårene på indersiden foran midten med en lille knude. 
Forskinnebenene mod spidsen jævnt og stærkt udvidede. 

Meget sjælden (J. 0). Ydre Bjerrum v. f. Ribe, Esbjerg og 
Fanø (ofte i antal i okt.); Stensgård pr. Harpelunde (1 eks., 
ketset ^^/e). Især ved ådsel, men også ved svamp; foretrækker 
vistnok let ager-, sand- eller mosebund. 

[G. longulus Kellner. Denne art udmærker sig ved det i 
oversigten nævnte kendemærke og ved sin langstrakte form 
og temmelig kraftige følehornskølle. Hannens forben simple. 
Længde 4,5-5 mm. 

Arten er fundet bl. a. i Sverige (Småland) og i Sydnorge, 
men ikke i det nordtyske lavland.] 

15. G. tris tis Panz. Sort, vingedækkerne lysere eller 
mørkere brune, følehorn og ben rustrøde, lårene ofte mørkere, 
følehornskøllen brunlig eller brunsort. Vingedækkernes be- 
håring meget fin og grå, mod roden noget længere og mere 



68 



gullig. Følehornene med temmelig kraftig kølle, 3. led noget 
længere end 2., 6. led oftest, men ikke altid bredere end langt, 
7. led stort, bredere og l^/g gang længere end 6., fortil i reglen 
lidt bredere end langt, 8. led stærkt tværbredt, 9. og 10. led 
lidt kortere end og næppe så brede som 7. (fig. 29, b). Prono- 
tum forholdsvis lille, meget smallere end vingedækkerne, ca. 
1/2 gang bredere end langt, bredest omkring midten, siderne 
rundede, foran baghjørnerne ikke eller svagt indsvajede. 
Vingedækkerne bredest foran midten, bagud forholdsvis langt 
og stærkt tilspidsede, bagtil oftest med svagt antydede stri- 
ber. Længde 3,3-4 mm. 

(^: Forlårene på indersiden foran midten med en lille 
knude, forskinnebenenes inderrand svagt konveks. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). Især ved ådsel, 
undertiden også i dyreboer; ofte ved aftenketsning. 

16. G. subf liscus Kelln. (alpinus 1. udg.). Let kendelig ved 
følehornenes bygning og vingedækkernes kraftige, kornede 
punktur og forholdsvis lange, ikke helt nedliggende behåring. 
Sort, vingedækkerne lysere eller mørkere brune eller brunsorte, 
følehornene sorte med lysere rod, benene rustrøde, lårene ofte 
mørkere. Følehornenes 4.-6. led korte, tiltagende i bredde, 
4. led omtrent så langt som bredt, 5. led noget, 6. led meget 
bredere end langt, 7. led meget stort, bredere og dobbelt så 
langt som 6., bredere end langt, 8. led stærkt tværbredt, 
9.-11. led aftagende i bredde. Pronotum meget smallere end 
vingedækkerne, ca. ^/g gang bredere end langt. Vingedækkerne 
uden tydelige spor af striber. Længde 3-4 mm. 

cJ: Forfødderne og 1. mellemfodsled kun ret svagt udvi- 
dede. Forlårene simple. Forskinnebenene lidt bag midten 
stærkt indbuede (fig. 30, e). 

Sjælden (J, 0). Als, Haderslevegnen (på udlagte fugle- 
ådsler). Horsensegnen (i antal på et hare- og et pindsvine- 
ådsel ved indgangen til en rævegrav og enkeltvis, sigtet af løv 
fra rævegange), Skanderborg Dyrehave; Tåsinge, Svendborg- 
egnen, Odense, Sundby Storskov (på fugle- og grævlingeådsel). 
Apr.-juni, i antal ^^U-^U- 



69 



17. C. negléctus Kraatz. Let kendelig fra alle vore andre 
arter ved pronotums punktur. Sort eller brunsort, følehorn 
og ben brunrøde, følehornskøllen oftest mørkere. Følehornene 
med svagt afsat kølle, 6. led i det højeste gangske lidt bredere 
end langt, 7. led ligeså, men længere og bredere end 6. led, 
8. led så bredt som, men meget kortere end 6., bredere end 
langt, 9. og 10. led næppe smallere end 7. Endeleddet meget 
kortere end 9. + 10. Pronotum kun lidt smallere end vinge- 
dækkerne, bredest omkring midten, ca. ^/^ bredere end langt, 
siderne rundede, bagtil ikke eller næppe indsvajede, baghjør- 
nerne stumpvinklede, punkturen meget tæt og temmelig 
grov, punkterne ikke indstukne bagfra, runde og lidet dybe, 
mellemrummene mellem punkterne uden mikrochagrinering. 
Vingedækkerne aflange, i det højeste med svagt antydede 
striber bagtil. Længde 3,5-4 mm. 

(J: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille 
knude, forskinnebenenes inderrand svagt konveks. 

Yderst sjælden (J, 0). Kun fundet ved Ålborg (2 eks., 
juni 1892) og i Sundby Storskov (2 eks., ketset ^W 1958). 
I Nordtyskland er arten taget på udlagt ådsel (småpattedyr 
og fugle) og ost og også fundet ved menneskegødning og en- 
gang i meget stort antal ved et rådyrskind; i Frankrig fun- 
det i grævlingeboer. 

18. G. kir by i Spence. Adskilt fra alle vore andre arter ved, 
at pronotum ikke er punkteret, men fint og tæt kornet, og 
iøvrigt kendetegnet ved kraftig, bred krop med forholdsvis 
stort, bredt pronotum. Mørkebrun, vingedækkernes skuldre 
lysere, hovedet sort, følehorn og ben brunrøde, de første med 
lysere rod. Følehornenes bygning omtrent som hos negléctus, 
Pronotum så bredt som eller lidt smallere end vingedækkerne, 
ca. 2/3 bredere end langt, uden mikrochagrinering mellem kor- 
nene, siderne stærkt rundede, bagtil tydeligt indsvajede, bag- 
hjørnerne omtrent retvinklede. Vingedækkerne kortere og 
bredere hos negléctus bagtil uden tydelig antydede striber. 
Længde 3-3,8 mm. 

(J : Som hos negléctus^ dog er forskinnebenene på indersiden 
stærkere indbuede mod roden. 



70 



Sjælden (O). IVIariboegnen (1 eks.), Sundby Storskov (flere 
eks. på grævlingeådsel, ^/^ og ^/g), Jydelejet og Klinteskoven 
på Møn (i antal på hareådsel, ^/v-^/^), Dyrehaven (nogle eks. 
på egernådsel, aug.). 

4. Némadus Thoms. 

Denne og den følgende slægt adskiller sig fra de 3 
foregående ved vingedækkernes tværridsning og mel- 
lembrystets længdekøl. Fra den følgende slægt ad- 
skiller Nemadus sig ved, at mellemhofterne berører 
hinanden, ved at 7. følehornsled er længere end bredt, 
og ved at mellem- og bagfødderne ikke er sammen- 
trykte, samt for den danske arts vedkommende ved, 
at pronotum ikke er tværridset. Følehornenes 8. led 
kortere end de indesluttende. Vingedækkernes tvær- 
ridsning mindre skrå end hos Ptomaphagus. 

1. N. colonoides Kraatz. Aflang, lysere eller mørkere 
brun, hoved og pronotums midte mørkere, følehorn og ben 
rustrøde, følehornskøllen, undtagen spidsen, mørkere. Behå- 
ringen meget fin, grå. Følehornene ret korte, køllen ret smal. 
Hovedet meget fint og temmelig tæt punkteret. Pronotum 
så bredt som vingedækkerne, omtrent dobbelt så bredt som 
langt, bredest bagtil, bagranden på hver side ganske svagt 
indbuet, baghjørnerne derfor lidt bagudtrukne, mere eller 
mindre spidsvinklede; punkturen fin og tæt. Vingedækkerne 
fint tværridsede og i ridserne yderst svagt punkterede, uden 
tydelige længdestriber, deres spidser rundede i fællesskab. 
Længde 1,6-1,8 mm. 

(?: Forføddernes 3 første led og mellemf oddernes 1. led 
svagt udvidede. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). I fuglereder i hule 
træer. Ikke, som tidligere antaget, knyttet til myreboer. 
Apr.-sept., friskklækkede eks. 2^/7. 

5. Ptomaphagus Thoms. 
Adskilt fra de 4 foregående slægter ved, at mellem- 
hofterne er adskilte fra hinanden ved mellembrystets 



71 



meget kraftige længdekøl. Følehornene temmelig korte, 
med mere eller mindre tydelig afsat kølle, 8. led kor- 
tere end 7. og 9. Pronotum fint tværridset, bredest 
ved roden og her så bredt som vingedækkerne, bag- 
hjørnerne spidsvinklet bagudtrukne. Vingedækkerne 
fint tværridsede, bredest over skuldrene, derfra til- 
smalnede i kun svagt buede linier, bagtil afstudsede, 
med dyb sømstribe, men iøvrigt uden længdestriber. 
Benene temmelig kraftige, bagskinnebenene ved 
spidsen beklædt med korte, lige lange, tæt stillede 
børster, mellem- og bagfødderne noget sammentrykte. 
Hos hannen er forfødderne udvidede. 

Arterne træffes ved mindre ådsler, i henrådnende plante- 
dele og undertiden i dyreboer, hvor de muligvis yngler. De er 
ofte taget ved ketsning, især henad aften. 

Oversigt over arterne. 

1. Bagføddernes 1. led næsten så langt som de 3 føl- 

gende led tilsammen. Følehornenes endeled rød- 
ligt 3. variicornis. 

Bagføddernes 1. led ikke længere end 2.4-3. led. 
Følehornenes endeled sort 2. 

2. Hannens bagskinneben på indersiden i forreste 

halvdel indbuede, oftest ret dybt. Hunnens for- 
fødder svagt udvidede, på det bredeste sted 
over dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, a) 

2. subvillosus. 
Hannens bagskinneben ikke eller næppe indbuede 
på indersiden. Hunnens forfødder ikke udvidede, 
på det bredeste sted næppe dobbelt så brede som 
kloleddet (fig. 34, b) 1. médius. 

1. Pt. médius Rey (ruthénus 1. udg.). Sort, fint behåret, 
følehornsroden rødlig, benene brunrøde. 3. følehornsled kortere 



72 



end 2. Pronotums og vingedækkernes tværridsning tæt. Pro- 
notum ca. ^/g gang bredere end langt. Vingedækkerne bagud 
tilsmalnede i næsten rette linier. Længde 2-3 mm. 

(J: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene 
noget indadkrummede, bagskinnebenene rette eller kun svagt 
indadbuede. 

$: Forfødderne ikke udvidede, på det bredeste sted 
næppe dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, b). Mellem- 
skinnebenene kun meget svag krummede. Bagskinnebenene 
rette. 




a.subvillosus b. medius 
Fig. 34. Ptomaphagus $. Højre forben. 

Almindelig (J, 0, B). Taget i antal i muse- og muldvarpe- 
reder (løvreder) og undertiden (tilfældigt) i selskab med my- 
rer. Marts-juni, aug.-nov. 

2. Pt. subvillosus Goeze (sericeus 1. udg.) (fig. 35). 
Meget nærstående til medius, men adskilt fra den ved de se- 
kundære kønskarakterer. Endvidere er arten gennemsnitligt 
større, pronotums og vingedækkernes tværridsning tydeligt 
mindre tæt og 3. følehornsled oftest lidt længere, kun lidt kor- 
tere end 2. led. Længde 2,5-3,3 mm. 

(J: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene 
stærkt indadkrummede, bagskinnebenene i forreste halvdel 
på ydersiden let krummede og på indersiden indbuede, oftest 
ret dybt (fig. 35), men varierende noget i styrke. 

$: Forfødderne svagt udvidede, på det bredeste sted over 
dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, a). Mellemskinnebene- 
ne kun svagt krummede, bagskinnebenene rette. 



73 



Ikke almindelig og oftest kun enkeltvis (J, 0, B). Under- 
tiden i musereder. Larven er fundet om efteråret, især under 
ådsler af fugle, muldvarpe og rotter. 

3. Pt. variicornis Rosenh. Meget nærbeslægtet med de 
2 foregående, men let at adskille fra dem ved de i oversigten 
angivne kendemærker. Pronotums og vingedækkernes tvær- 
ridsning meget tæt. Følehornenes 3. led næppe eller lidt 
kortere end 2. Længde 3-3,8 mm. 




Kig. 35. Ptomaphagus subvillosus (J. x 14. 



(J: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene 
stærkt, bagskinnebenene i forrreste halvdel lidt indadkrum- 
mede. 

$: Forfødderne svagt udvidede. Mellemskinnebenene noget 
svagere, men tydeligt indadkrummede. Bagskinnebenene rette. 

Sjælden (0, B). Hestehaven ved Tranekær (nogle eks. i 
musereder i en grøft), Svendborg, Odense, Korselitse skov (1 



74 



eks. aftenketset), udbredt på Lolland, Hunosøgård mose, 
Boserup, Københavns omegn; Rønne. Sikkert knyttet til 
dyreboer og -gange. Marts-maj. 



2. gruppe Colonini. 

Følehornene 11-leddede. Hovedet ikke halsf ormet 
indsnøret bagtil. Issen ikke eller i det højeste ved en 
fin tværlinie adskilt fra det brede, i forbryststykket 
tilbagetrukne bageste parti af hovedet. Fødderne 5- 
leddede. Bagkroppen hos (^ som regel med 5, hos ? 
med 4 frie bugled. 

1. Colon Hbst. 

Følehornene temmelig korte, med 4-leddet, ikke 
afbrudt, ofte ikke tydeligt afsat kølle. Kroppen afiang, 
med oftest nedliggende behåring. Oversiden punkteret, 
punkturen som regel simpel på pronotum, men kornet 
på vingedækkerne. Hovedet tilbagetrukket i forbryst- 
stykket indtil øjnene. Kindbakkernes inderside utan- 
det. Pronotum i reglen så bredt som eller lidt bredere 
end vingedækkerne, bredest nær ved roden, fortil til- 
smalnet. Vingedækkerne med dyb sømstribe, iøvrigt i 
det højeste med antydninger af længdestriber. Mellem- 
brystet svagt kølet. Benene temmelig korte og kraftige. 
Forfødderne hos nogle arter (1. underslægt Myloechus) 
udvidede hos begge køn, stærkest hos <S, hos andre 
arter (2. underslægt Colon) simple hos begge køn. 

Hannen har som regel særlige kendetegn på bag- 
lårene, bagskinnebenene, forlårene eller forskinnebe- 
nene. 

Arternes levevis kendes ikke med sikkerhed, men man for- 
moder, ligesom om slægten Liodes og de denne nærstående 
slægter, at de lever og yngler i underjordiske svampes myce- 



75 



lium. De er »aftendyr«, dvs. kommer ligesom Lzorfes-arterne 
som regel kun frem fra deres skjulte opholdssteder for parrin- 
gens skyld i de sidste timer før solnedgang, og man har derfor 
som regel ingen anden adgang til at indsamle dem end at 
afketse vegetationen på denne tid af døgnet. Arterne kommer 
frem på forskellige årstider, se nærmere nedenfor under de 
enkelte arter, træffes både i og uden for skove og ketses talrigst 
på stille, lune solskinsaftener. løvrigt henvises med hensyn 
til indsamlingen til bemærkningerne under slægten Liodes, 
hvis arter oftest træffes sammen med Co/on-arterne. En noget 
afvigende levevis gælder dog måske for Colon latum. 

Vore arter er for veludviklede hanners vedkommende ret 
lette at bestemme ved hjælp af de sekundære kønskarakterer. 
Derimod kan små hanner, hos hvilke disse karakterer er svagt 
udviklede, og hunner være vanskelige at bestemme, og her 
kræves da et fyldigt materiale til sammenligning. 

Oversigt over arterne. 

1. Forfødderne udvidede hos begge køn (men stær- 
kest hos (J), forskinnebenene udvidede mod 
spidsen (fig. 36, a og b) (1. underslægt Myloe- 
chus) 2. 




u denhpes^^ hdentipeso C.i/iennensQ^ 

Fig. 36. Colon. Venstre forben. 

Forfødderne simple hos begge køn, forskinnebenene 
smalle, kun svagt udvidede mod spidsen (fig. 
36, c) (2. underslægt Colon s. str.) 8. 



76 



Kroppen meget bred (fig. 40). Vingedækkerne 
under ^/g længere end tilsammen brede, bredest 
ved roden, siderandene fortil synlige fra oven. 
Pronotum i bunden yderst fmt mikrochagri- 
neret 1. låtum. 

Kroppen meget mere langstrakt (fig. 41). Vinge- 
dækkerne mindst ca. ^/g længere end tilsammen 
brede. Pronotum uden mikrochagrinering 3. 





a. latum h. brunneum 

Fig. 37. Golon latum cJ, venstre forben set fra oven og C. brunneum 
(^, venstre forben set fra neden. 

3. Vingedækkernes siderande, i hvert fald fortil, syn- 

lige fra oven. Pronotums punktur grovere end 

vingedækkernes 4. 

Vingedækkernes siderande ikke synlige fra oven . . 6. 

4. Følehornenes endeled kun ubetydeligt smallere 

end næstyderste led. Pronotums punktur kraftig 
og ikke særlig tæt, meget grovere end vingedæk- 
kernes. Krop, følehorn og ben rustrøde. Hannens 
forskinneben stærkt indadkrummede (omtrent 

som fig. 37, a), dens baglår simple 2. ruféscens. 

Følehornenes endeled tydeligt smallere end næst- 
yderste led. Pronotums punktur mindre kraf- 
tig, meget tæt, noget grovere end vingedæk- 
kernes. Kroppen hos udhærdede individer som 



77 



regel lysere eller mørkere brun. Hannens for- 
skinneben simple, dens baglår med en, ofte lang, 

krum tand (fig. 38, a) 5. 

5. Vingedækkernes siderande synlige fra oven meget 

længere tilbage end til midten (fig. 41) . 3. déntipes. 
Vingedækkernes siderande kun synlige fra oven et 
kortere stykke bag skuldrene, ca. til midten 

4. dubiosum. 








a. dertipes 



C. appendi- 
cutatum 



o. brun- dan^u- ei/ien- 
neum lare nense 



f. bider- 
tatum 



Fig. 38. Colon $. Højre bagben. 



6. Pronotums punktur ikke grovere end vingedæk- 

kernes, yderst tæt. Hannens baglår med en lige, 
oftest ret lang og på spidsen behåret tand, dens 
bagskinneben indadkrummede (fig.38, b), 

7. appendiculåtum. 
Pronotums punktur grovere end vingedækkernes. 
Hannens baglår i det højeste med en ganske 
kort tand, dens bagskinneben rette 7. 

7. Pronotum betydeligt (som regel ca. Vz g^^^g) bre- 

dere end langt, med stumpvinklede baghjørner. 
Hannens baglår med afrundede apicalhj ørner 

(fig. 38, c) 5. brunneum. 

Pronotum noget (som regel ca. ^/g) bredere end 
langt, med omtrent retvinklede baghjørner. 
Hannens baglår med kort tandformet fremstå- 
ende inderste apicalhj ørne (fig. 38, d) . . 6. an gul åre. 



78 



8. 8. lolehornsled betydeligt smallere end 9. led (fig. 
39, b). Vingedækkerne ikke helt dobbelt så lange 
som pronotum, oftest knapt så brede som pro- 
notum 8. sérripes. 

8. følehornsled næppe smallere end 9. led (fig. 39, a). 
Vingedækkerne over dobbelt så lange som pro- 
notum, oftest rigeligt så brede som pronotum . . 9. 

9. Bagbrystet langs ydersiden meget kraftigere og 
mere spredt punkteret end indvendig. (J's bag- 
skinneben uden tand (fig. 38, e) 9. viennénse. 



U 



h sérripes 

a.viennense 
Fig. 39. Colon. Følehorn. 



Bagbrystet, med undtagelse af det glatte parti for- 
an bagranden, med en ensartet, stærk og yderst 
tæt punktur. (J's bagskinneben på indersiden 
nær ved roden med en tandformet udvidelse 
<fig. 38, f) 10. bidentåtum. 

1. underslægt Mylo^echus Latr. 

(Heri indbefattet undersl. Eurycolon Ganglb. (latum) 
og Curvimånon Fleisch. (rufescens). 

Forfødderne udvidede hos begge køn, (men stærkest hos (J), 
forskinnebenene udvidede mod spidsen (fig. 36, a og b). 

1. C. låtum Kraatz (fig. 40). Let kendelig fra alle de andre 
arter ved sin brede legemsform og pronotums mikrochagri- 
nering. Lysere eller mørkere brun, med fin og tæt, nedliggende. 



79 



grågiil behåring, følehorn og ben rødlige. Følehornenes ende- 
led mindst så bredt som næstsidste led. Pronotum stort, 
mindst så bredt som vingedækkerne, bredest bagtil, her 
ca. 1/2 gang bredere end langt, størst og bredest hos hannen, 
siderne rundede, punkturen meget tæt og fin, men stærkere 
end vingedækkernes. Vingedækkerne korte, meget tæt og 
fint punkterede, bortset fra sømstriben uden striber, sidc- 




Fig. 40. Golon latum J. x 15. 



randene synlige fra oven i hvert fald tilbage til midten, en 
karakter, der blandt de andre arter kun genfindes hos de 
langt slankere rufescens, dentipes og duhiosuniy hos hvilke 
arter siderandene dog ikke er nær så brede og kraftige fortil. 
Længde 2,5-3,2 mm. 

(J : Forskinnebenene ved roden krummede, på indersiden ind- 
buede, mod spidsen stærkt udvidede (fig. 37, a), en karakter, 
der blandt de andre danske arter kun genfindes hos rufescen.s. 



80 



Baglårene simple, meget sjældent midt på indersiden med en 
meget lille knude. 

Sjælden, men meget udbredt (J, 0, B). Medens de andre 
arter som regel tages ved aftenketsning, og kun ganske undta- 
gelsesvis er sigtede, er denne art hyppigst sigtet af løv ved 
gamle løvtræstubbe, og kun sjældnere og mest kun enkeltvis 
aftenketset (^^/e, '/o). Parringen foregår næppe, således som 
det vistnok er tilfældet hos de andre arter, medens dyrene er 
fremme i græsset. Antagelig er arten knyttet til musereder og 
-gange. 

2. G. ruféscens Kraatz. Blandt underslægtens arter ken- 
detegnet ved den rustrøde farve, pronotums grove, ikke ret 
tætte punktur og vingedækkernes fra oven fortil synlige side- 
rande. Temmelig smal og ret højt hvælvet. Rustrød, følehorn 
og ben lidt lysere, behåringen ret fin, gullig. Pronotum ca. 
2/5 bredere end langt, bredest langt bag midten, bagtil kort 
og ret stærkt tilsmalnet mod de stumpvinklede baghjørner. 
Vingedækkerne langstrakte, ret fint og tæt punkterede, bortset 
fra sømstriben uden striber, siderandene synlige fra oven i 
hvert fald tilbage til midten. Længde 1,9-2,3 mm. 

(J: Forskinnebenene ved roden krummede, på indersiden 
indbuede, mod spidsen stærkt udvidede (omtrent som fig. 
37, a). Baglårene simple. 

Fra dentipes og dubiosiim, der også har vingedækkernes 
siderande synlige fra oven fortil, adskilles arten ved lysere 
farve, lidt kortere, ensfarvet rødlige følehorn med lidt kortere 
3. og 4. led og bredere endeled, smallere krop, lidt mindre 
stærkt tværbredt pronotum og hannens helt afvigende sekun- 
dære kønskarakterer. 

Meget sjælden (0). Flatø i Guldborgsund (1 eks. juli), 
Lindeskov ved Nykøbing F. (2 eks. ^^/e), Ledreborg park 
(8 eks. ^^/ 5-^^/5), Boserup skov (2 eks. ^4/^). Arten synes over- 
alt at være meget sjælden. 

3. G. dentipes Sahlb. (Fig. 41). Lysere eliler mørkere brun, 
nedliggende grågult behåret, følehorn og ben rødlige, føle- 
hornskøllen oftest mørkere. Følehornenes yderste led noget 
smallere end næstyderste. Pronotum ca. ^jfr-^U g^i^g bredere 



81 



end langt, bredest langt bag midten, baghjørnerne omtrent 
retvinklede eller ganske lidt stumpvinklede, punkturen meget 
tæt og ret fm, men grovere end vingedækkernes. Vingedæk- 
kerne meget fint og tæt kornet-punkterede, bortset fra søm- 
striben uden striber. Længde 2-3,2 mm. 

(J: Baglårene på indersiden bag midten med en lang, krum, 
tilspidset tand (fig. 38, a). Tanden er kraftigst udviklet hos 
store individer, hos hvilke den er ^/g så lang som låret, medens 




Fig. 41. Colon dentipes <?. x 15. 

den hos de svagest udviklede, mindste individer er svundet 
ind til en kort, næppe krummet torn ; mellem disse yderpunk- 
ter findes jævne overgange. Bagskinnebenene rette. 

Denne og den næste art, dubiosum, er kendelige fra alle de 
andre følgende arter ved, at vingedækkernes siderande er 
synlige fra oven, hos dentipes fra skuldrene til langt forbi 
midten, hos dubiosum kun ca. til midten. Om adskillelse fra 
latum og rufescens se foran under disse arter. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Juni-okt., talrigst i 
juli-aug. 

Victor Hansen: Ådselbiller 6 



82 



4. C. dub io sum Ihssen (déntipes var. zébei Kraatz, 1. 
udg. ; zebei Kevan). Meget nærstående til déntipes, men ad- 
skilt fra den ved lidt længere, mindre tæt og mindre ned- 
liggende behåring, grovere punkteret pronotum, mindre fint 
og mindre tæt kornet-punkterede vingedækker og ved, at 
disses siderande, når dyret ses fra oven, kun er synlige fra 
skuldrene tilbage ca. til midten. Kroppen er gennemgående lidt 
stærkere hvælvet og oversiden lidt blankere end hos déntipes. 
Længde 2-3,2 mm. 

(J: Bagbenene som hos déntipes, indbugtningen mellem 
låret og tanden dog lidt smallere. 

Som oftest er arten let at skelne fra déntipes, men der findes 
individer, som kan være vanskelige at henføre til den ene eller 
anden art. Artsberettigelsen for dubiosum bestyrkes imidlertid 
ved, at hannens parringsorgan, der er meget kompliceret 
bygget, på visse punkter, navnlig behåringen, viser forskellig- 
heder hos de to former. 

Artens nomenklatur er usikker. Mulig er dens rette be- 
nævnelse zebei Kraatz. 

Arten forekommer sammen med déntipes og er vistnok ud- 
bredt som denne (J, 0). 

5. C. brianneum Latr. Denne art varierer såvel i størrelse 
og farve som i skulptur stærkt og er for hunnens vedkommende 
undertiden vanskelig at bestemme. Den udmærker sig væsen- 
ligst ved bagtil forholdsvis stærkt tilsmalnet legemsform, ikke 
ganske nedliggende behåring, forholdsvis blank overside og 
temmelig bredt pronotum. Lysere eller mørkere brun, hoved 
og pronotum oftest mørkere, ben og følehorn rødlige, køllen 
ofte mørkere. Pronotum bredest omtrent ved roden, punkturen 
temmelig grov, mere eller mindre tæt, tydeligt grovere end 
vingedækkernes. Vingedækkerne bortset fra sømstriben uden 
længdestriber, punkturen varierende, ikke ret tæt og noget ru. 
Længde 1,5-2,5 mm. 

(J: Forlårene på indersiden, lidt foran roden med en lille 
stumpvinklet afrundet udvidelse, mellem denne og spidsen 
indbuet (fig. 37, b). Baglårene på indersiden lidt bag midten 



83 



med en lille, undertiden utydelig tand, begge apicalhj ørner 
afrundede (fig. 38, c). Bagskinnebenene rette. 

Udbredt (J, 0, B) og i de fleste egne mindre sjælden end de 
andre arter. Maj -september. 

6. G. angulåre Er. Nærstående til brunneum og for hun- 
nens vedkommende undertiden vanskelig at skelne fra denne. 
Foruden ved de i oversigten anførte kendemærker adskiller 
den sig fra brunneum ved, at oversiden, navnlig pronotum, 
er lidt mindre blank og dens punktur gennemgående grovere 
og tættere, at vingedækkerne er længere tilspidsede, og at 
8. følehornsled er tydeligt (hos brunneum kun ganske lidt eller 
næppe) smallere end 9. led. Længde 1,8-2,5 mm. 

(J: Forlårene simple, baglårene på indersiden lidt bag mid- 
ten med en lille, undertiden utydelig tand, deres inderste 
apicalhj ørne kort tandformet fremstående, det yderste mere 
eller mindre tydeligt vinkelformet (omtrent retvinklet eller 
endog lidt spidsvinklet) (fig. 38, d). Bagskinnebenene rette. 

Udbredt, men sjælden (J, 0). F. eks. Haderslev, Spangs- 
bjerg møUedam (undertiden i antal); vej ved Dyrehavens vest- 
kant, Geelskov. Maj-sept. 

7. G. åppendiculåtum Sahlb. Adskilt fra de foregående 
arter i underslægten ved, at pronotums punktur ikke er gro- 
vere end vingedækkernes, og at disse har antydede længde- 
striber, der dog hos mindre eksemplarer ofte er udviskede eller 
helt forsvundne. Lysere eller mørkere brun, fint grågult, ned- 
liggende behåret, ben og følehorn rødlige, køllen oftest brun- 
lig med lysere spids, svagt tilsmalnet mod spidsen. Pronotum 
ca. ^/a gang bredere end langt, bredest omtrent ved roden, 
punkturen fin og yderst tæt, ikke grovere end vingedækkernes. 
Vingedækkerne fint og meget tæt, lidt ru punkterede, længde- 
striberne ses bedst, når dyret betragtes skråt fra siden. Længde 
2-2,8 mm. 

(J: Hos veludviklede individer er baglårene på indersiden 
bag midten forsynede med en kraftig, temmelig lang, lige 
tand, der i spidsen er tornformet udtrukket og forsynet med 
gule hår (fig. 38, b), bagskinnebenene mod spidsen udvidede 
og stærkt indadkrummede og pronotums bagrand på hver side 

6* 



84 



stærkt indbuet indenfor baghjørnerne, der derved bliver 
skarpt spidsvinklede. Hos de svagest udviklede individer er 
denne indbugtning næsten eller helt forsvundet, baglårenes 
tand ganske kort og simpel (var. denticulåtum Kraatz 
(subinérme Sahlb.)) eller endog utydelig eller forsvunden 
(var. regiomontånum Zwalina) og bagskinnebenene næsten 
eller helt rette. Mellem disse yderpunkter findes j ævne overgange. 

Sjælden (J, 0). Munkebjerg, Rye, Silkeborg; Christianssæde, 
Østerskov på Falster, Boserup, Dyrehaven, Holteegnen, Sølle- 
rød Kirkeskov. Arten optræder undertiden pludseligt i antal 
på steder, hvor den ellers ikke eller kun sjældent træfles. Den 
er taget i juni, juli og august (indtil ^^/g) og kan muligvis også 
tages ind i september. Talrigst og i kraftigst udviklede indivi- 
der tages den bedst i juli; jo længere man kommer hen mod 
efteråret, desto hyppigere optræder svagt udviklede hanner. 

2. underslægt Golon s. str. 

Forfødderne simple hos begge køn. Forskinnebenene smalle, 
kun svagt udvidede mod spidsen (fig. 36, c). 

8. G. sérripes Sahlb. (fusculum Er.). Mørkt eller underti- 
den lysere brun, fint nedliggende, gult behåret, ben og føle- 
horn brunrøde eller rødlige, køllen oftest mørkere. Pronotum 
stort, oftest lidt bredere end vingedækkerne, bredest lidt foran 
roden, ca. ^/g gang bredere end langt, baghjørnerne rundede, tæt 
og jævnt fint punkteret. Yingedækkerne forholdsvis korte, 
bredest foran midten, ret langt tilspidsede, foruden sømstriben 
undertiden med yderst svage antydninger af længdestriber, 
fint og yderst tæt, noget ru punkterede. Længde 1,8-2,5 mm. 

(J: Baglårene langs inderranden fint takkede, lidt foran 
spidsen med en i størrelse varierende, undertiden forsvindende, 
stump tand. Bagskinnebenene ikke eller næppe indadkrum- 
mede, på indersiden yderst utydeligt takkede. 

Sjælden (J, 0). Torning, Esbjerg, Nørholm; Bogense, 
Lolland (f. eks. i Maglemer skov, i stort antal, ^^Iq-^^U), Lin- 
deskov, Møn, Nordsjælland (f. eks. Dyrehaven, Holte, Rude- 
skov). Juni-aug. 

En form (puncticolle Kraatz) adskiller sig fra hovedfor- 



85 



men ved grovere punkteret pronotum og metasternum, gro- 
vere og tættere behåring og særlig kraftig, spids baglårstand 
hos hannen. Denne form er næppe artsforskellig fra serripes. 

Den er hos os yderst sjælden (0). Der foreligger kun et 
enkelt sikkert eks. (fra Dyrehaven, juni 1853) og et tvivlsomt, 
kun meget svagt udpræget eks. fra Østerskov på Falster. 

9. C. viennénse Hbst. Langstrakt, lysere eller mørkere 
brun, temmelig fmt, nedliggende, gult behåret, følehorn og 
ben rødlige. Pronotum ikke bredere end vingedækkerne, 
bredest lidt foran roden, næppe ^/g gang bredere end langt, 
baghj ornerne meget stumpe eller afrundede, punkturen tem- 
melig fin og meget tæt. Vingedækkerne bredest omkring 
midten, kortere tilspidsede end hos serripes, oftest med tyde- 
lige spor af længdestriber, punkturen lidt finere og ikke helt 
så tæt som pronotums, noget ru. Længde 2,2-3 mm. 

(J: Baglårenes yderste apicalhjørne retvinklet eller udtruk- 
ket i en kort tand ; bagskinnebenene indadkrummede, på inder- 
siden mere eller mindre tydeligt takkede (fig. 38, e). 

Temmelig sjælden, men udbredt (J, 0, B). Maj -september. 

10. C. bidentåtum Sahlb. Yderst nær beslægtet med den 
foregående, fra hvilke den adskiller sig ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Længde 2-2,8 mm. 

(J: Baglårene på indersiden foran spidsen med en under- 
tiden utydelig tand; bagskinnebenene indadkrummede, på 
indersiden nærved roden med en tandformet udvidelse, mellem 
denne og spidsen indbugtet (fig. 38, f). 

Et enkelt eks. er for ca. 100 år siden taget ved Øbjerggård 
i Sydsjælland. Arten er hyppig i Nordnorge og Nordsverige, 
men yderst sjælden i Nordtyskland. 

3. underfamilie Liodinae. 

Oversiden nøgen eller næsten nøgen (undtagen hos 
Anisotoma humeralis). Følehornene 11-leddede eller 
(Cyrtusa) tilsyneladende 10-leddede. Forhofterne ko- 
nisk tapformede eller tværbrede, med fri trochantinus; 



86 



de forreste hofteskåle udadtil udvidede i en bred spalte, 
bagtil lukkede, men kun ganske kort adskilte fra for- 
brystets bagrand. Mellemhofterne nående vingedæk- 
kernes sidedækker eller kun adskilte fra disse ved et 
smalt, fritliggende stykke af mellembrystets epimerer. 
Bagbrystets episterner, med undtagelse af den smalle 
inderrand, dækkede af vingedækkernes sidedækker. 
Baghofterne næsten berørende hinanden. Føddernes 
ledantal varierende fra 3 til 5. 

Oversigt over slægterne. 

1. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med stor, 

tilsyneladende 4-leddet kølle, idet 8. led er 
yderst lille og næppe synligt (fig. 43, a). Fodled- 
denes antal 5, 5, 4^) 6. Cyrtusa (p. 115). 

Følehornene tydeligt 11-leddede 2. 

2. Hovedet på undersiden uden følehornsfurer. Skin- 

nebenene uden længdelister på oversiden, alle 
på ydersiden kraftigt tornede. Forskinnebene- 
nes spids på oversiden med en kort fure (undta- 
gen hos Colenis) 3. 

Hovedet på undersiden med følehornsfurer (fig. 
42). Skinnebenene på oversiden med to fine 
længdelister, i hvert fald forskinnebenene ikke 
tydeligt tornede på ydersiden. Forskinnebene- 
nes spids på oversiden uden fure 7. 

3. Alle fødder 5-leddede. Pronotums bagrand randet 

(d.v.s. langs randen forsynet med en fordybet 

linie). Mellembrystet uden køl 4. 

I hvert fald bagfødderne 3- eller 4-leddede. Prono- 
tums bagrand ikke randet. Mellembrystet med 
køl 5. 

4. Følehornene med 3-leddet kølle (fig. 43, d) 

1. Triårthron (p. 88). 

^) D.v.s. forfødderne 5-leddede, mellemfødderne 5-leddede, bag- 
fødderne 4-leddede. 



87 



Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle 

2. Hydnobius (p. 89). 
5. Fodleddenes antal 4, 3, 3. Følehornene med 5-led- 
det, afbrudt kølle. Vingedækkerne tæt tværrid- 

sede 4. Agaricophagus (p. 113). 

Fodleddenes antal 5, 5, 4 eller 5, 4, 4 6. 




Pig. 42. Hovedet af Anisotoma humeralis, set fra neden (øverst) og 

fra oven (nederst), a: følehornsfure. b: strubesøm. c: mundskjold. 

d: søm mellem mundskjold og pande. 



6. 



7. 



Fodleddenes antal 5, 5, 4. Følehornene med 5-led- 
det, afbrudt kølle (fig. 43, b og c) . . 3. L 16 des (p. 92). 

Fodleddenes antal 5, 4, 4. Vingedækkerne tæt 

tværridsede 5. Golénis. (p. 114). 

Mundskjoldet ikke eller kun meget utydeligt ved 
en fin, buet linie afsat fra panden (se dog om 
haemorrhoum p. 128). Pronotums forrand tvebuet, 
i midten afrundet fremtrukket, dets bagrand 
rundet, med fuldstændigt afrundede baghjørner. 
Vingedækkerne ved roden skråt afstudsede eller 
skråt afrundede (fig. 53) . . 9. Agathldium (p. 121). 



88 



Mundskjoldet skarpt afsat fra panden ved en 
tværsøm (fig. 42). Pronotums forrand simpelt 
udskåret i midten eller i det højeste med meget 
svagt fremtrukket midte, dets bagrand lige af- 
studset eller mod baghjørnerne skråt rundet, 
baghj ornerne tydeligt afsatte, med kun smalt 




aCyrtusa h.J^iodes CjCiodes d.Triar- 

pauxilla ciliaris obe5Q thron 

Fig. 43. Liodinae. Følehorn. 

afrundet spids. Vingedækkerne ved roden lige 
eller næsten lige afstudsede, oftest med punkt- 
striber 8. 

8. Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle, 8. led 

mindre end 7. led 7. Anisotoma (p. 116). 

Følehornene med 4- eller 3-leddet, ikke afbrudt 
kølle, 8. led så stort som eller større end 7. led 

8. Amphicyllis (p. 120). 



1. Tridrthron Schmidt. 

Folehornene med stor, bred, 3-leddet kølle (fig. 43 d). 
Pronotum tværbredt, omtrent så bredt som vinge- 
dækkerne, bagranden randet. Vingedækkerne med 9 
stærke punktstriber. Mellembrystet uden køl. Benene 
temmelig kraftige; fodleddenes antal 5, 5, 5. 



89 



1. T. maerkeli Schmidt. Aflang, hvælvet, rustrod, fole- 
hornskøllen ikke mørkere. Pronotum med stærkt rundede 
sider og afrundede, stumpvinklede baghj orner, punkturen 
noget varierende. Vingedækkerne aflange, stribemellemrum- 
mene glatte eller fint og spredt punkterede, det forste mellem- 
rum med en uregelmæssig række stærkere punkter. Længde 
2,8-3,6 mm. 

(^: Hovedet større. Baglårene hos kraftige individer bredt 
udvidede, i inderste trediedel dybt udrandede, i midten ud- 
videde og med 3 stumpe tænder på den inderste af de skinne- 
bensfuren begrænsede kanter. Hos mindre kraftigt udviklede 
individer er baglårene i inderste trediedel svagt udrandede og 
i midten svagt udvidede. 

Sjælden (J, O). Jels skov (1 eks., ^'''q), Estrup skov (2 eks. 
"/g), Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i antal, juni, først i 
juli, aug., talrigst først i juni), Fakkegrav (1 eks., ^^/g), Fun- 
der (^/g); Odense (1 eks., ^^/g), Kellerup, Vemmetofte (1 eks., 
22/^), Fortunens Indelukke (3 eks., ^^'^-^le), Luknam ved Holte 
(3 eks., 27/^-7/g), Arten formodes ligesom Liodes-arieme at 
leve ved underjordiske svampe og er hidtil kun taget ved 
aftenketsning. 



2. Hydnobius Schmidt. 
Følehornene med 5-leddet, afbrudt kolle, idet 8. 
led er meget mindre end de indesluttende. Pronotums 
bagrand randet. Vingedækkerne med 9 punktrækker 
og i stribemellemrummene ligeledes med 9 punktræk- 
ker, der undertiden er lige så kraftige og regelmæssigt 
ordnede som hovedrækkerne. Benene temmelig kraf- 
tige; fodleddenes antal 5, 5, 5. 

Hannen er kendelig ved sekundære karakterer på 
bagbenene, men disse karakterer er kun fuldt udpræg- 
ede hos kraftigt udviklede individer. 

Arternes levevis stemmer vistnok overens med Liodes- 
arternes. Indsamling må følgelig ske ved aftenketsning. 



90 



Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkerne langs sideranden med en række 

tydelige, udstående hår. Oversidens punktur 

meget grov 1. perrisi. 

Vingedækkerne uden hårrække langs sideranden 2. 

2. Følehornskøllen rødgul, endeleddet i det højeste 

lidt smallere end 10. led. Mindre, 1,2-1,9 mm 

strigosus. 
Følehornskøllen mørk, endeleddet betydeligt smal- 
lere end 10. led. Større, 1,8-3 mm 3. 

3. Pronotum bredest langt bag midten, fortil meget 

stærkere tilsmalnet end bagtil. Kroppen som 

regel sort eller sortbrun 2. punctåtus. 

Pronotum bredest omkring eller noget bag midten, 
fortil kun noget smallere end bagtil. Kroppens 
farve varierende fra rødgul til rødbrun 

3. multistriåtus. 

1. H. perrisi Fairm. Let kendelig ved oversidens grove 
punktur og de udstående hår langs vingedækkernes siderande. 
Aflang, gulbrun eller brunrød, følehornskøllen oftest mørkere. 
Følehornene korte, med kraftig kølle, yderste led betydeligt 
smallere end næstyderste. Pronotum smallere end vingedæk- 
kerne, over ^/g gang bredere end langt, bredest i eller lidt bag 
midten, baghjørnerne stumpe eller afrundede. Vingedækkernes 
punktstriber grove, mellemrummenes punktrækker ikke eller 
kun lidt finere end hovedstriberne, ligesom disse undertiden 
lidt uregelmæssige. Forskinnebenene stærkt udvidede mod 
spidsen. Længde 2,4-3,8 mm. 

cJ : Baglårene brede, fladtrykte, på indersiden foran spidsen 
med en kraftig tand; bagskinnebenene indadkrummede. 

Meget sjælden (J). Dronninglund, Aalborg og Hvorup 
('V9, ^^o, 'Vio). Fanø (i antal i klitterne 1^10). 

2. H. punctåtus Sturm. Aflang. Sort eller sortbrun, følehorn 
og ben brunlige med lysere f ølehornssvøbe og fødder ; undertiden 
er farven lysere, brunlig eller brungul. Yderste følehornsled 



91 



betydeligt smallere end næstyderste. Pronotum lidt smallere 
end vingedækkerne, ca. 2/3 bredere end langt, punkturen 
variabel. Vingedækkernes punktstriber som regel næppe stær- 
kere end punktrækkerne i mellemrummene, disse sidste under- 





a. punctatus b. multistriatus 

Fig. 44. Hydnobius cJ. Penisspidsen. 

tiden især på siderne mere eller mindre tydeligt tværridsede. 
Længde 2,1-3 mm. 

(?: Baglårene på indersiden foran spidsen med en kraf- 
tig trekantet tand, bagskinnebenene på indersiden i hele 
deres længde indbuede, stærkest fortil. Penisspidsen, se fig. 
44, a. 

Sjælden (J). Esbjerg, Fanø, Hvorup, Dronninglund, aften- 
ketset i sept.-okt. Den foretrækker antagelig sandbund, især 
klitter. 

3. H. multistriatus Gyll. (Fig. 45). Meget nærstående til 
den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at hovedet er forholdsvis større, pro- 
notum omtrent så bredt som vingedækkerne og dets baghjør- 
ner ikke så stærkt afrundede, samt ved at bagfødderne i for- 
hold til bagskinnebenene er betydeligt kortere. Rødgul til 
brunrød, følehornskøllen som regel mørk. Punktrækkerne i 
vingedækkernes stribemellemrum oftest lidt finere end hoved- 
rækkerne og hyppigt uregelmæssige. Længde 1,8-3 mm. 

(^: Baglårene på indersiden foran spidsen med en meget 
kraftig, bred, trekantet tand, bagskinnebenene på indersiden 
med dobbelt indbugtning, en stærkere fortil og en svagere 
bagtil. Penisspidsen mere spidsvinklet end hos punctatus 
(fig. 44, b). 



92 

Sjælden (J, 0). iVrhus; Keld skov, Sundby Storskov, Mag- 
lemer skov, Møns klint. Storskoven ved Guldborg L., Vallø 
Dyrehave. Aftenketset i tiden ^^U-^^U- Foretrækker antagelig 
mere frugtbar bund. 

[H. s tr i go sus Schmidt. Denne art, der er let kendelig 
ved de i oversigten anførte kendemærker og de overalt fint 
tværstribede vingedækker, er fundet bl. a. ved Hamburg, i 
Sydnorge og i Sverige så sydligt som Ostergotland.] 




Fig. 45. Hydnobius multistriatus cJ. x 17. 

3. Liddes Latr. 

Hovedet oftest med 4 - sjældent kun 2 - større 
punkter mellem øjnene. Følehornene med 5-leddet, 
afbrudt kølle, idet 8. led er meget mindre end de inde- 
sluttende led, kort og stærkt tværbredt. Pronotum 
i reglen bredest ved roden eller lidt foran denne, til- 
smalnet fortil, foran bagranden oftest med en tvær- 
række af større punkter; bagranden ikke randet 
(d. V. s. ikke afsat ved nogen langs randen løbende 
tværlinie). Vingedækkerne med 9 punktstriber; fra 



93 



den yderste stribe (randstriben) udgår som oftest for- 
til en skråt mod roden løbende, kort punktrække 
(»skulderrækken«). De afvekslende stribemellemrum 
med enkelte større punkter. Mellembrystet i midten 
med en længdekøl. Skinnebenene på ydersiden tornede. 
Fodleddenes antal 5, 5, 4. 

Hannen er kendelig ved, at for- og mellemfødderne 
er svagt (sjældent noget stærkere) udvidede. Endvi- 
dere er bagskinnebenene ofte forlængede og stærkere 
krummede. Endelig er ofte spidserne af de to ophøjede 
rande, der langs undersiden af baglårene begrænser 
disses skinnebensfure, udtrukne i en tandformet eller 
afrundet forlængelse (se fig. 46). (I det følgende kal- 
des disse to spidser for baglårenes yderste og inderste 
apicalhjørne). De nævnte kønsmærker er som regel 
kraftigst og mest typisk udviklede hos store individer, 
svagere hos mindre. 

Lzorfes-arternes levevis kendes ikke med sikkerhed. De 
allerfleste arter kommer kun frem fra deres skjulte opholds- 
steder for parringens skyld i de sidste timer før solnedgang 
og kryber da tilvejrs i stedets vegetation eller sværmer lavt 
hen over denne. De klokkeslet på døgnet, imellem hvilke 
arterne træffes fremme, afhænger følgelig af, hvilken årstid 
det drejer sig om. Midt i juni vil ketsningen kunne fortsættes 
til kl. ca. 20,30 og hen i oktober kunne påbegyndes allerede 
kl. ca. 13. Også stedets beliggenhed, især hvor tidligt solen 
forsvinder, spiller en rolle. Enkelte gange er dyrene også 
truffet fremme tidligt om morgenen, kort efter solopgang, 
men om dette har været tilfældigt, eller om nogle arter muligt 
regelmæssigt kommer frem også om morgenen, foreligger der 
endnu ikke tilstrækkelige iagttagelser til at afgøre. Endelig er 
enkelte arter, især den almindelige calcarata, trufne fremme hele 
dagen, men da de vistnok aldrig er truffet i antal undtagen 
om aftenen, beror dette rimeligvis på tilfældigheder. Enkelte 



94 



iagttagelser kunne nemlig tyde på, at dyrene undertiden, f.eks. 
under særlige belysningsforhold, »tager fejl« og kommer frem 
på andre klokkeslet end ellers. 

Lzorfes-Arterne er jo ikke de eneste biller, der kun kom- 
mer frem om aftenen; dette gælder f.eks. også Co/on-arterne, 
mange Scydmaener og Pselapher, visse Ca/ops-arter, Crypto- 
phager, Lathridier og enkelte løbebiller. Men om disse dyr 
gælder det som regel, at man har andre og bedre måder at 
indsamle dem på end ved aftenketsning, nemlig ved eftersøg- 
ning på dyrenes egentlige opholdssteder ved hjælp af sigtning 
o. 1. Kun om arterne af slægten Liodes og de denne nærstående 
slægter, Triarthron, Hydnobius, Agaricophagus, Cyrtusa og 
Colenis samt om Co/on-arterne gælder det, at man hidtil ikke 
har fundet nogen anden rationel måde at indsamle dem på 
end ved at afketse vegetationen på de steder og til de tider, 
dyrene kommer frem. 

Hvad årstiden angår, træffes nogle arter, især flere almin- 
delige, såsom calcarata, fremme lige fra maj til oktober. Andre 
arter, deriblandt nogle af de allersjældneste, træffes derimod 
kun om efteråret, september eller oktober eller undertiden 
endnu senere. 

Liodes-Sirterne tages bedst på sådanne steder, hvor solen 
skinner sent på dagen, især på åbne steder i skove eller langs 
skovveje eller skovbryn. Mange arter træffes også uden for 
skove, langs veje o. lign., især på steder, hvor græsset vokser 
temmelig sparsomt og tuevis. Enkelte arter træffes i klitter 
(f. eks. ciliaris og furva) og ganske enkelte på fugtige lokali- 
teter som enge og moser (f. eks. undertiden badia). De træffes 
bedst og talrigst i stille, lunt solskinsvejr. Dog er især de arter, 
der kommer frem i det sene efterår, mindre fordringsfulde med 
hensyn til vejret. I regnvejr får man dem næsten aldrig. Dog 
kommer de undertiden talrigt frem lige før torden og sværmer 
da endnu, medens de første regndråber falder. Meget tørre 
år egner sig ikke til indsamling af disse dyr. 

Det vil af det ovennævnte fremgå, at indsamlingen af 
Lzodes-arterne er ret besværlig og kræver stor tålmodighed. 
Stederne, hvor dyrene er at træffe, må først efterspores. 



95 



Mange aftener vil man ketse forgæves efter dem, selv på steder, 
hvor man ved, de lever, og flere arter får man næsten altid 
kun enkeltvis. Andre arter kan undertiden under særlige 
gunstige omstændigheder ketses i større antal, f. eks. silesiaca. 
De nævnte vanskeligheder forklarer, at indsamlingen af 
Lzorfes-arterne - og de nærstående slægter - ikke har været 
drevet ret meget herhjemme, og kendskabet til de enkelte 
arters udbredelse er derfor ikke tilfredsstillende. 

Arterne formodes at leve under jorden af underjordiske 
svampes mycelium (bladvæv). Om cinnamomea ved man, at 
den kan tages i trøfler, og den er fodret med trøfler. I Frankrig 
er furva i 12-20 dage holdt i live ved underjordiske svampe, 
der fandtes ved roden af sandhjælme (Ammophila arenaria) 
på et sted, hvor dyret forekom talrigt. I Adamstal ved Briinn 
i Måhren har man ved en enkelt lejlighed i et særlig tørt år, 
men på et sted ved en bæk, hvor fugtigheden længst havde 
holdt sig, på et lille begrænset område fundet ca. 80 eks. i 10 
forskellige arter ved at grave nogle centimeter ned i jorden, 
der på dette sted var gennemtrukket med et spindelvævs- 
agtigt svampemycelium. Ved på stedet at nedgrave flasker 
med trøfler i fangede man imidlertid kun cinnamomea, skønt 
mindst 4 andre arter kunne ketses lige omkring. Dette synes 
at vise, at mange arter ikke lever i trøfler. Herpå tyder det 
forøvrigt også, at trøfler er sjældne eller meget sjældne her- 
hjemme, medens nogle Lzorfes-arter er udbredt næsten overalt. 

Arterne viser en yderst stor variationsevne. Både i stør- 
relse, form, punktur, farve og med hensyn til mange andre for- 
hold, der er af betydning ved bestemmelsen, varierer de en- 
kelte arter meget stærkt, og af adskillige arter forekommer 
der små individer, hos hvilke artskendemærkerne, og navnlig 
hannens sekundære kønskarakterer, er svagt og utydeligt 
udviklede. Bestemmelsen er derfor for flere arters vedkom- 
mende yderst vanskelig og kræver et stort materiale, der er 
godt og især ensartet præpareret. For nogle arter er under- 
søgelse af hannens parringsorgan af værdi ved bestemmelsen, 
men for vore arters vedkommende dog næppe nødvendig 
undtagen i visse tilfælde ved adskillelsen af obesa og duhia. 



96 



Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes stribemellemrum skråt tværrid- 

sede 2. 

Vingedækkernes stribemellemrum ikke tværridsede 3. 

2. Stor, 3,3-4 mm. Forskinnebenene temmelig stærkt 

udvidede mod spidsen. Pronotums baghjørner 

stumpvinklet afrundede 4. rugosa. 

Lille, 1,5-2 mm. Forskinnebenene kun ganske svagt 
udvidede mod spidsen. Pronotums baghjørner 
retvinklede 19. pårvula. 

3. Vingedækkernes siderandliste med en række fme, 

tydelige, udstående hår^). Kroppen temmelig 
plump, stærkt hvælvet. Pronotum tilsmalnet 
bagtil. Forskinnebenene stærkt udvidede mod 
spidsen. Følehornene korte, endeleddet tydeligt 
smallere end det næstyderste led (fig. 43, b) . . 4. 
Vingedækkernes siderandliste uden hårrække^).. 5. 

4. Rødbrun. 2. følehornsled omtrent dobbelt så langt 

som bredt, kun lidt kortere end 3. ; 4. og 5. led 
ikke eller kun svagt tværbrede. Pronotum med 

temmelig jævnt rundede sider 3. f lirva. 

Rødgul. 2. følehornsled kun lidt længere end bredt, 
betydeligt kortere end 3.; 4. og 5. følehornsled 
tydeligt tværbrede (fig. 43, b). Pronotums sider 
(set fra siden) i midten noget vinkelformet ud- 
videde 2. ciliåris. 

5. Vingedækkerne fortil mellem randstriben og 8. 

punktstribe uden punkter eller med nogle uregel- 
mæssigt ordnede punkter eller med en fra rand- 
striben kun ganske lidt adskilt, kort punkt- 
række. Følehornenes endeled tydeligt smallere 
end det næstyderste. Forskinnebenene mod 
spidsen temmelig stærkt udvidede. Stor art, 4-6 
mm 1. oblonga. 

O Ses bedst skråt fra siden. 

2) Undertiden findes lidt over siderandlisten enkelte yderst fine, 
korte hår. 



97 



Vingedækkerne fortil mellem randstriben og 8. 
punktstribe med en kort, regelmæssig, skråt 
mod roden løbende, fra randstriben vel adskilt 
punktrække (skulderrækken) 6. 

6. Mellembrystets længdekøl høj, fortil pludseligt og 

stejlt nedfaldende mod mellembrystets forrand. 
Pronotums baghjørner retvinklede (omend af- 
rundede på selve spidsen). Følehornenes endeled 
kun meget lidt smallere end det næstyderste 
led. Pronotums punktur yderst fm, næppe syn- 
lig. Kroppen kort, højt hvælvet. Længde 

1,5-2,2 mm 18. bådia. 

Mellembrystets længdekøl ikke høj, fortil jævnt 
skrånende ned mod mellembrystets forrand. 
Pronotum tydeligt, omend ofte fint punkteret 7. 

7. Følehornenes endeled tydeligt smallere end det 

næstyderste led^) 8. 

Følehornenes endeled ikke eller næppe smallere 
end det næstyderste led^) (fig. 43, c) 16. 

8. Pronotums siderande buede lige til baghjørnerne, 

disse stumpvinklede, ofte med afrundet spids . . 9. 
Pronotums siderande bagtil dannende en ret eller 
næsten ret linie; baghjørnerne retvinklede eller 
næsten retvinklede. Forskinnebenene kun ret 
svagt udvidede mod spidsen 15. 

9. Forskinnebenene kun svagt udvidede mod spidsen 

(fig. 47, b). Pronotums bagrand på hver side in- 
denfor baghjørnerne (undtagen hos små eksem- 
plarer) noget indbuet. Baglårenes yderste api- 
calhjørne hos (J udtrukket i en kraftig og spids 
tand, hos $ næsten altid tydeligt stumpvink- 
let (fig. 46, d og e). Formen aflang (fig. 48) 

10. calcaråta. 

^) Hos picea er endeleddet ofte tydeligt smallere end det næst- 
yderste og denne art, der som regel er let kendelig ved sin ens- 
farvet sorte eller sortbrune overside, er medtaget både under nr. 8 
og nr. 16. 

Victor Hansen: Ådselbiller 7 



98 



10. 



Forskinnebenene stærkere udvidede mod spidsen 
(omtrent som fig. 47, a). Baglårenes yderste 
apicalhjørne hos (J i det højeste stumpvinklet 
eller ganske kort tandformet fremtrukket, hos 
$ ikke stumpvinklet, men afrundet 10. 

Punkterne på vingedækkernes afvekslende stribe- 
mellemrum meget store og temmelig tæt stillede. 



a. oblongaS htriephei 3^ o obesa <^ doqe calcarata ^ og Q 




Fig. 46. Liodes. Venstre bagben. 



Formen aflang, stærkt hvælvet, ret plump. For- 
og mellemfødderne hos (J stærkt udvidede. Pro- 
notum temmelig stærkt og tæt punkteret 

5. sileslaca. 
Punkterne på vingedækkernes afvekslende stribe- 
mellemrum ikke særlig store og meget eller ret 
spredt stillede 11. 

11. Pronotums bagrand (undtagen hos små eksem- 

plarer) indbuet på hver side indenfor baghjør- 
nerne. Hovedet stort. Følehornene ret korte, 
køllen som regel gulbrun eller brun. Længde 2,5- 

4 mm 6. triepkei. 

Pronotums bagrand simpel 12. 

12. Følehornene påfaldende korte, køllen som regel 



99 



gulbrun. Panden mellem øjnene med kun 2 større 
punkter. Kroppen meget kort, benene korte og 

kraftige. Længde 2-3 mm 7. rubiginosa. 

Følehornene ikke påfaldende korte, køllen som 
regel brunsort. Panden med de sædvanlige 4 
større punkter. Benene af normal længde, ikke 
særligt kraftige. Længde 2,5-4 mm 13. 

13. Følehornenes endeled i det højeste lidt smallere 

end det næstyderste led, oversiden i reglen sort 

eller sortbrun 11. picea. 

Følehornenes endeled betydeligt smallere end det 
næstyderste led. Vingedækkerne i reglen rødgule 
eller rødbrune 14. 

14. Formen ret kort. Vingedækkerne rødgule, deres 

stribemellemrum meget fmt og spredt punkte- 
rede 9. flavéscens. 

Formen aflang. Vingedækkerne rødbrune, deres 
stribemellemrum oftest tydeligere punkterede 

8. curta. 

15. Punkturen i vingedækkernes striber temmelig 

grov og ikke særlig tæt 16. nigrita. 

Punkturen i vingedækkernes striber tæt og temme- 
lig fin 17. litiira. 

16. Forskinnebenene tydeligt og i reglen ret stærkt 

udvidede mod spidsen (fig. 47, a) 17. 

Forskinnebenene kun svagt udvidede mod spidsen 
(omtrent som fig. 47, b) 19. 

17. Oversiden oftest sort eller sortbrun 11. picea. 

Oversiden oftest rødgul eller rodbrun 18. 

18. Hannens parringsorgan se fig. 49, a 12. diibia. 

Hannens parringsorgan se fig. 49, b 13. obésa. 

19. Mindre, 2-2,4 mm. Formen aflang. Vingedækker- 

nes stribemellemrum spredt punkterede. Føle- 

hornskøllen altid rødgul 14. briinnea. 

Større, 2,6-3,4 mm. Formen bredere, stærkt oval 
(fig. 51). Vingedækkernes stribemellemrum ret 

tæt punkterede 15. ovålis. 

7* 



100 



1. L. oblonga Er. Denne art adskilles fra alle vore andre 
arter ved, at vingedækkernes skulderrække enten nærmer sig 
randstriben meget stærkt eller erstattes af nogle uregelmæs- 
sigt ordnede punkter; iøvrigt gør den betydelige størrelse og 
langstrakte form alle ikke abnormt små eksemplarer straks 
kendelige. Rødgul eller rustrød, følehornskøllen rødgul eller 




h. cafca 
a. Qbesu ^ ^^^^ ^ 

Fig. 47. Liodes ^. Venstre forben. 



brunrød. Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne, 
fint og temmelig tæt punkteret, bagtil lidt tilsmalnet, bag- 
hjørnerne næppe afrundede på spidsen. Vingedækkerne lang- 
strakte, længdestribernes punktur tæt, mellemrummene fint 
og ret tæt punkterede. Længde 4-6 mm. 

(^: Bagbenene forlængede, baglårene på indersiden fint 
takkede, den yderste rand noget foran spidsen med en tydelig 
tand, begge rande herfra til spidsen stærkt udrandede, begge 
apicalhjørner med en spids, nedadrettet tand; bagskinnebe- 
nene temmelig stærkt indadkrummede (fig. 46, a). Som hos de 
fleste andre arter er karaktererne svagere og utydeligere ud- 
viklede hos mindre individer. 

L. oblonga har ofte været betragtet som en var. af cinna- 
momea Panz. (der ikke er fundet hos os), men er antagelig 
artsforskellig fra denne, idet hannens parringsorgan viser en 
tydelig forskel hos de 2 former (hos oblonga er penis slankere, 
set fra oven omtrent parallelsidet, ikke (som hos cinnamomea) 



101 



tydeligt tilsmalnet mod spidsen og paramererne kun lidet 
(hos cinnamomea betydeligt) kortere end penis). Hos cinna- 
momea er følehornskøllen sort og pronotum bagtil lidt sva- 
gere tilsmalnet og med lidt afrundede baghjørner. 

Temmelig sjælden, men meget udbredt (J, 0). Den træffes 
oftest i skov, men undertiden også på åben bund og er taget 
fra 29/^ til ^^liQ (en enkelt gang dog d. ^^/g), hyppigst i tiden 

15/ _15/ 
/s /9- 

2. L. ciliåris Schmidt. Denne og den følgende art ad- 
skilles fra alle vore andre arter ved den udstående hårrække 
på vingedækkernes siderandliste og udmærker sig iøvrigt ved 
de korte følehorn og de kraftige ben. Kort, højthvælvet, rød- 
gul, følehornskøllen i reglen mørk, oversiden ret mat. Føle- 
hornskøllen bred (fig. 43, b). Pronotum fint punkteret. Vin- 
gedækkernes længdestriber med meget tæt punktur, mellem- 
rummene mere eller mindre fint og tæt punkterede. Længde 
2,9-3,5 mm. 

cJ: Forfødderne svagt udvidede. Baglår og -skinneben 
simple. 

Sjælden (J, B). Fanø (i klitterne, især i aug., men ret spar- 
somt), Skallingen, Alling bakker ved Laven, Hvorup, Har- 
boøre, Slettestrand, Blokhus, Frederikshavn, Ålbæk, Skagen; 
Balke strand. Oftest i klitter, men undertiden også på sand- 
bund inde i landet. I udlandet er det iagttaget, at den kun 
kryber få cm op i vegetationen, kun sjældent flyver og da 
også kun få cm over jordbunden, så at den er vanskelig at 
ketse. Juni-okt. (ketset så sent som ^^/lo)- 

3. L. fiirva Er. Nær beslægtet med den foregående, fra 
hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker samt ved kortere randbehåring på vingedækkerne, 
lidt længere følehorn og lidt længere bagskinneben og bag- 
fødder. Længde 2,7-4 mm. 

(J: Forfødderne svagt udvidede. Bagskinnebenene svagt 
forlængede og indadkrummede; baglårenes inderste apical- 
hjørne hos begge køn med en afrundet udvidelse. 

Sjælden (J, 0, B). Fanø (almindelig i klitterne, især i sept.), 
Ålborg, Hvorup, Dronninglund bakker, Hansted-reservatet 
(i indlandsklitterne), Hjørring, Tornby, Skagen; Jyderup 



102 

skov i Odsherred, Tisvilde. Oftest i klitter, men ligesom 
ciliarey sammen med hvilken den ofte forekommer, også 
undertiden på sandbund inde i landet. Juli-okt., hyppigst i 
sept. 

4. L. rugosa Steph. Let kendelig fra alle vore andre arter 
- bortset fra den meget mindre parvula - ved vingedækkernes 
skråt tværridsede stribemellemrum. Temmelig bred og kort, 
noget hvælvet, rødgul eller brunrød, følehornskøllen brunsort. 
Følehornene med temmelig bred kølle, endeleddet tydeligt 
smallere end det næstyderste led. Pronotum lidt smallere end 
vingedækkerne, bagtil svagt tilsmalnet, temmelig kraftig og 
tæt punkteret. Vingedækkerne brede, striberne med tæt 
punktur, mellemrummene fint og tæt punkterede. Længde 
3,3-4 mm. 

cJ : Forfødderne stærkt udvidede. Baglårene midt på inder- 
siden med en lille tand, det yderste apicalhjørne kort, næppe 
fremtrukket, det inderste med en meget kort, afrundet ud- 
videlse. Bagskinnebenene forlængede, jævnt indadkrummede. 

Sjælden (J, 0). Nagbøl skov, Estrup skov, Silkeborg 
Sonderksov, Svejbæk, Østbirk (1 eks. sigtet af kompost og 
kvas, ®/io)> Marselisborg skov, Høskov ved Århus; Svendborg, 
Orlogsværftet, Holteegnen, Lynæs (2 eks., sigtet ved plante- 
rødder på sandbund, ^/lo)- Såvel i skov som på åben bund. 
Fundet ^/g-^/n, talrigst sidst i sept. og først i okt. 

5. L. silesiaca Kraatz. Kendelig ved den betydelige 
størrelse, den aflange, stærkt hvælvede, ret plumpe form, den 
brede følehornskølle, hvis endeled er tydeligt smallere end det 
næstyderste, de mod spidsen stærkt udvidede forskinneben og 
de store, ret tæt stillede punkter i vingedækkernes afveks- 
lende stribemellemrum. Lysere eller mørkere rødbrun, føle- 
hornskøllen brunsort. Pronotum lidt smallere end vingedæk- 
kerne, bagtil ikke tilsmalnet, baghjørnerne stumpvinklede og 
noget afrundede, punkturen temmelig kraftig og tæt. Vinge- 
dækkerne aflange, stribernes punktur grov og ret tæt, mellem- 
rummene fint og spredt punkterede. Længde 3,5-4,5 mm. 

(J: For- og mellemfødderne stærkt udvidede. Baglårenes 
yderste apicalhjørne simpelt, det inderste med en ganske 



103 



kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene noget indadkrum- 
mede. 

Denne let kendelige efterårsart er udbredt, men sjælden 
(J, 0). Nagbøl skov. Silkeborgegnen, Lindum, Lundby bakker 
n. f. Ålborg; mange steder i Nordsjælland, f. eks. Dyrehaven, 
Holte, Geelskov, Rudeskov. Oftest i skove, undertiden i stort 
antal. Den er taget i tiden ^^/v-^/io* talrigst i slutningen af aug. 

6. L. triepkei Schmidt. Kendelig ved den ret korte og 
brede krop, det store hoved, de ret korte følehorn med bred, 
kun sjældent mørk kølle, hvis endeled er betydeligt smallere 
end det næstyderste, de mod spidsen stærkt udvidede forskin- 
neben og indbugtningen på hver side af Pronotums bagrand. 
Denne indbugtning er stærkest hos store hanner og svag eller 
ganske forsvundet hos små individer, især hunner. Rødgul 
eller brunrød. Panden som regel med kun 2 større punkter. Pro- 
notum omtrent så bredt som vingedækkerne, bagtil kun yderst 
svagt tilsmalnet, temmelig fint og tæt punkteret. Vingedæk- 
kernes striber med ikke ret grov, men tæt punktur, mellem- 
rummene fint og spredt punkterede. Længde 2,5-4 mm. 

(J: Baglårene midt på indersiden stumpvinklet udvidede, 
det yderste apicalhjørne fuldstændigt afrundet, det inderste 
med en omtrent retvinklet, lidt afrundet udvidelse (fig. 46, 
b). Hos store individer er bagbenene stærkt forlængede og deres 
skinneben på indersiden tydeligt tvebuede, hos mindre indivi- 
der næppe forlængede og skinnebenene jævnt indadkrummede. 

Denne art (J, 0) er i Jylland udbredt, særlig på sandet 
bund, hvor den nogle steder, f. eks. i Esbjergegnen, synes at 
være den almindeligste L[ odes- Art og at erstatte calcarata; på 
øerne sjælden: Fåborg, Lolland-Falster, Jydelejet, Næstved- 
egnen, Fortunens Indelukke, Jyderup skov i Odsherred. 
Den lever såvel i skov som på åben bund; i Esbjergegnen 
træffes den i stort antal i nåletræsplantager på sandbund. 
Den er taget i tiden ^Ve-^^/g. talrigst fra i^/^ til ^^l^. 

7. L. rubiginosa Schmidt. Kendelig ved den korte og 
brede krop, de korte, kraftige ben, de korte følehorn med 
bred, oftest gulbrun kølle, hvis endeled er tydeligt smallere 
end det næstyderste, og de mod spidsen udvidede forskinne- 



104 



ben samt ved, at panden kun har 2, ikke som sædvanlig 4, 
større punkter. Fra triepkei er den for hannens vedkommende 
let at kende, medens hunnen er vanskelig at skelne fra små 
hunner af triepkei, men dog lader sig adskille ved, at hovedet 
er lidt mindre, følehornskøllen knapt så bred, pronotums 
punktur gennemgående lidt finere, vingedækkernes stribe- 
mellemrum endnu finere og utydeligere punkterede og de af- 
vekslende mellemrums større punkter betydeligt mere spredte. 
Rødgul eller brunrød. Pronotum, når dyret betragtes fra siden, 
som oftest med siderandene stumpvinklet udvidede ganske 
lidt bag midten og derfra tilsmalnede for- og bagtil i næppe 
eller svagt krummede linier. Vingedækkerne korte og brede, 
striberne med ikke ret grov, men tæt punktur. Længde 2-3 
mm. 

(J: Bagbenene næppe forlængede, baglårene uden stump- 
vinklet udvidelse midt på indersiden, det yderste apicalhjørne 
yderst svagt stumpvinklet, det inderste med en fremtrukket, 
afrundet udvidelse, bagskinnebenene svagt indadkrummede. 

Meget sjælden (J). Fanø (bag klitterne enkeltvis i juni, i 
antal i aug.-sept.), Hvorup (1 eks. ^^/lo). 

8. L. ciirta Fairm. Kendelig ved den aflange form, den 
temmelig brede, brunsorte følehornskølle, hvis endeled er 
tydeligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen 
stærkt udvidede forskinneben og det temmelig groft og tæt 
punkterede pronotum. Lysere eller mørkere brunrød, føle- 
hornskøllen samt ofte hoved og pronotum brunsorte. Prono- 
tum ganske lidt smallere end vingedækkerne, bagtil oftest lidt 
tilsmalnet. Vingedækkerne ret langstrakte, striberne med 
meget tæt punktur, mellemrummenes punktur variabel, men 
oftest ret tydelig. Længde 2,6-4 mm. 

(J: Baglårenes yderste apicalhjørne med en yderst kort, 
stumpvinklet udvidelse, det inderste med en noget længere, 
tandformet, på spidsen lidt afrundet udvidelse. Bagskinne- 
benene forlængede, svagt tvebuet indadkrummede. 

Sjælden (J, 0). Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i stort 
antal; synes her at være den hyppigste art næst efter triepkei). 



105 

Bygholm, Skivum v. Vegger station, Hvorup, Dronninglund 
bakker, Hjørring; Ærø, Ravneholm, »Bjerget« ø. f. Sandbjerg, 
Kelleris hegn, Tisvilde. Aug.-okt. 

9. L. flavéscens Schmidt. Nærbeslægtet med curta, fra 
hvilken den adskiller sig ved de i oversigten angivne kende- 
mærker. Fra rubiginosa adskiller den sig ved slankere krop, 
længere følehorn, meget slankere ben, 4 større punkter på 
panden og kraftigere punktur på pronotum og fra triepkei ved 
slankere krop, noget længere følehorn med brunsort kølle, 
mindre hoved, manglende indbugtning på pronotums bag- 
rand og slankere ben. Lyst brungul eller rødgul, hoved og 
pronotum oftest mørkere, følehornskøllen bred, brunsort. 
Pronotums punktur ikke helt så grov og tæt som hos curta. 
Vingedækkernes striber med tæt punktur, mellemrummene 
meget fint og spredt punkterede. Længde 2,5-3,5 mm. 

(J: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt eller ganske 
svagt stumpvinklet udvidet, det inderste med en kort, afrun- 
det udvidelse. Bagskinnebenene lidt forlængede, svagt tvebuet 
indadkrummede. 

Meget sjælden (J, 0). Torning, Nagbøl skov, Marselisborg 
skov, Høskov ved Århus, Bejsebakken ved Ålborg; omkring 
Malmmosen ved Holte, Rudeskov, Tisvilde. Kun taget en- 
keltvis, i tiden ^a/g-i?/^^,. 

10. L. calcaråta Er. (Fig. 48). Denne overordentlig vari- 
able art er kendelig ved den aflange form, den ret brede, 
næsten altid brunsorte følehornskølle, hvis endeled er tyde- 
ligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen som 
regel kun svagt udvidede forskinneben, indbugtningen på 
hver side af pronotums bagrand, pronotums fine og spredte 
punktur og formen af baglårenes apicalhj ørner. Pronotums 
indbugtning er ligesom hos triepkei stærkest hos store hanner, 
svag eller ganske forsvundet hos små individer, især hunner. 
Farven varierende fra lyst rødgul til mørkt rødbrun, hoved 
og pronotum ofte noget mørkere end vingedækkerne; hos var. 
nigréscens Fleischer er hoved og pronotum samt vingedæk- 
kerne langs søm og siderande sorte. Pronotum omtrent så 



106 



bredt som vingedækkerne, bagtil ikke eller næppe tilsmalnet. 
Vingedækkerne langstrakte, striberne med ret kraftig, tem- 
melig tæt punktur, mellemrummene meget fint og spredt 
punkterede. Længde 1,8-3,5 mm. 




Fig. 48. Liodes calcarata cJ. x 15. 



(J: Bagbenene forlængede; baglårenes inderste apicalhjørne 
med en ret kort, afrundet eller noget tandformet udvidelse, 
det yderste med en længere, kraftig, nedadbøjet, mere eller 
mindre spids tand; bagskinnebenene hos store individer ind- 
adkrummede (fig. 46, d). 

$: Baglårenes inderste apicalhjørne omtrent retvinklet, 
på spidsen mere eller mindre afrundet, det yderste mere frem- 
stående, tydeligt stumpvinklet (fig. 46, e), hos store individer 
ganske svagt tandformet, hos små individer måske undertiden. 



107 



men vistnok meget sjældent, noget afrundet. Denne form af 
det yderste apicalhjørne gør som regel denne arts hun ret let 
kendelig fra de nærstående arters hunner, hvis baglår har 
yderste apicalhjørne afrundet. 

Almindelig (J, 0, B) og i de frugtbarere egne af landet, 
f. eks. Nordsjælland, som regel hyppigere end nogen af de 
andre arter; i magrere egne, f. eks. Nord- og Vestjylland, synes 
den derimod adskillige steder at være mindre hyppig end 
dubia og nogle steder end triepkei og curta. I Esbjergegnen 
synes den endog at være sjælden. Arten træftes såvel i som 
uden for skove og er taget hge fra ^i/^ til ^/^q; den er under- 
tiden ketset enkeltvis midt om dagen. Varieteten nigrescens 
forekommer sjældent og meget enkeltvis, måske mest i skove. 

11. L. picea Ulig. Yderst nær beslægtet med de to føl- 
gende, men som regel let at adskille såvel fra dem som fra 
alle vore andre arter ved, at kroppen er ensfarvet sort eller 
sortbrun. Undertiden, omend meget sjældent, er dog vinge- 
dækkerne lysere eller mørkere gulbrune eller kroppen endog 
helt gulbrun. Fra dubia og obesa adskiller den sig endvidere 
ved gennemsnitlig betydeligere størrelse, lidt mere ægformet 
krop, fortil stærkere tilsmalnet pronotum, større bredde over 
vingedækkernes skuldre og lidt tættere og kraftigere punkter 
i vingedækkernes afvekslende stribemellemrum. Ben og føle- 
horn rødlige, køllen oftest mørkere. Følehornskøllen ikke ret 
bred, endeleddet ikke eller kun lidt smallere end det næstyder- 
ste led. Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne, ikke 
eller næppe tilsmalnet bagtil, temmelig fint og tæt punkteret. 
Vingedækkernes striber i reglen med tæt punktur, mellemrum- 
mene meget fint og spredt punkterede. Længde 2,5-4 mm. 

(J: Bagbenene noget forlængede, baglårene oftest med 
svagt takket inderside, det yderste apicalhjørne med en kort, 
stumpvinklet udvidelse, det inderste med en større, på spidsen 
lidt afrundet udvidelse. Bagskinnebenene temmelig stærkt 
indadkrummede, med ganske svag og utydelig tvebugtning. 

Meget sjælden (J, 0). Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i 
antal). Taps, Silkeborgegnen, Ålborgegnen (Lundby, Agdrup, 
Hvorup), Hjørring; Gribskov (3 lyst ensfarvet gulbrune eks. 
^^|^, ^^U)' Juli-sept., talrigst i første halvdel af sept. 



108 



12. L. dubia Kugel. Denne stærkt varierende og i svagt 
udviklede individer undertiden vanskeligt kendelige art er i 
det væsentlige karakteriseret ved, at følehornenes endeled 
ikke eller næppe er smallere end det næstyderste (fig. 43, c), 
og at forskinnebenene er mere eller mindre tydeligt ud- 
videde mod spidsen (som fig. 47, a). Formen som oftest ret 
kort, sjældent noget langstrakt. Farven varierende fra lyst 






a. dubia b. obesa 

Fig. 49. Liodes <^. Penis set fra neden (til venstre) og fra siden. 



rødgul til mørkt rødbrun eller endog sortbrun, hoved og 
pronotum ofte mørkere, undertiden næsten helt sorte; vinge- 
dækkernes søm undertiden mørkere. Følehornskøllen i reglen 
brunsort. Pronotum noget tilsmalnet bagtil og bredest lidt 
bag midten, punkturen varierende en del i styrke og tæthed. 
Vingedækkernes striber som regel med tæt punktur, mellem- 
rummene fint og spredt punkterede. Længde 2-3,7 mm. 

(J: Bagbenene mere eller mindre forlængede; baglårenes 
yderste apicalhjørne ofte med en kort, stumpvinklet udvidelse, 
det inderste med en noget længere, afrundet udvidelse; bag- 



109 



skinnebenene hos større individer tydeligt tvebuet indad- 
krummede (som fig. 46, c). Parringsorganet se fig. 49, a. 

Temmelig almindelig (J, 0, B), i frugtbarere egne af landet, 
f. eks. Nordsjælland, ofte mindre hyppig end calcarata, i 
magrere egne, f. eks. Nord- og Vestjylland, derimod adskillige 
steder hyppigere og talrigere end calcarata. Den træffes såvel 
i som uden for skove, undertiden også i klitter, og er taget lige 
fra 24/^ til ^'Uo- 




Fig. 50. Liodes obesa cJ. x 15. 



13. L. obésa Schmidt (fig. 50). Yderst nærstående til 
dubia og ofte anset for en varietet af denne, men adskilt fra 
den ved, at pronotum næppe er tilsmalnet bagtil og er bredest 
omtrent ved roden, og at vingedækkernes striber er mindre 
tæt punkterede, samt afgørende ved afvigende form af han- 



110 



nens parringsorgan, se nedenfor. Kroppen ensfarvet lysere 
eller mørkere brunrød eller rødgul og følehornskøllen som regel 
ikke mørk, medens dubia ofte har mørkere hoved, pronotum 
og undertiden tillige vingedækkesøm og som regel mørk føle- 
hornskølle. Længde 2,5-4 mm. 

(^: Bagbenene (fig. 46, c) som hos diibia. Penis forholdsvis 
større, set fra siden bredere, set fra oven (eller neden) kortere 
og svagere tilspidset, paramererne kortere og med kortere 
spidsbørster (fig. 49, b). 

Ret almindelig (J, 0, B). Udbredelse og forekomsttider 
som hos dubia, sammen med hvilken den forekommer. I 
Nordsjælland er der fundet en efterårsform, der udmærker sig 
ved klar lyst rødgul farve med mere eller mindre mørktfarvet 
følehornskølle og gennemgående betydelig størrelse. 

14. L. brunnea Sturm. Ret let kendelig ved den ringe 
størrelse, aflange form, den ret smalle, rødgule følehornskølle, 
hvis endeled ikke eller næppe er smallere end det næstyderste 
led, de mod spidsen kun svagt udvidede forskinneben og den 
ret fme og meget tætte punktur i vingedækkernes striber. 
Rødgul eller rustrød. Pronotum næppe smallere end vinge- 
dækkerne, bagtil ikke tilsmalnet, fint og spredt punkteret. 
Vingedækkernes stribemellemrum fint og spredt punkterede. 
Længde 2-2,4 mm. 

(J: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste 
med en ganske kort, stumpvinklet, på spidsen lidt afrundet 
udvidelse. Bagskinnebenene jævnt indadkrummede. 

Meget sjælden (0). Bremersvold (1 eks.). Fortunens Inde- 
lukke (1 eks.), Holteegnen (nogle eks. bl. a. i Geelskov). Den 
er taget i tiden ^^/ 8-^^/9, hyppigst i begyndelsen af sept. 

15. L. o vålis Schmidt (Fig. 51). For den øvede er denne art 
som regel straks kendelig ved sin typiske, stærkt ovale form. 
løvrigt er den karakteriseret ved den ret slanke følehornskølle, 
hvis endeled ikke eller næppe er smallere end det næstyderste 
led, de mod spidsen kun svagt udvidede forskinneben, den 
tætte og temmelig fme punktur i vingedækkernes striber, de 
fmt og temmelig tæt punkterede stribemellemrum, og ved at 



111 



pronotums siderande i bageste trediedel er næsten retliniede 
og dets baghjørner derfor kun lidt stumpvinklede. Rust- 
rød eller brunrød, følehornskøllen ofte brunsort. Pronotum 
næppe smallere end vingedækkerne, bredest ved roden, tem- 
melig fmt og tæt punkteret. Længde 2,6-3,4 mm. 




Fig. 51. Liodes ovalis (J. x 14. 

(J: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste 
med en kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene jævnt ind- 
adkrummede. 

Ret almindelig (J, 0); mest på mere frugtbar bund, især i 
skove. Den er taget lige fra ^^/g til ^fi/g og træffes talrigst i 
begyndelsen af juni. 



16. L. nigrita Schmidt. Denne og den følgende art ud- 
mærker sig ved den brunsorte følehornskølle, hvis endeled er 
betydeligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen 
kun ret svagt udvidede forskinneben, den aflange form og 



112 



især ved pronotums omtrent retvinklede baghjørner. Rødgul 
eller brunrød, sjældnere brunsort eller brunsort med rødligt 
hoved og pronotum. Pronotum næppe smallere end vingedæk- 
kerne, bredest ved roden, temmelig fmt og ikke særlig tæt 
punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum meget fmt og 
spredt punkterede. Længde 2,2-3 mm. 

(^: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste 
med en kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene ikke for- 
længede, jævnt indadkrummede. 

Sjælden (J). Draved skov. Haderslevegnen, Nagbøl skov 
(i antal). Lange skov ved Brørup, Estrup skov, Bramdrup 
skov. Silkeborgegnen, Marselisborg skov. Hø skov. Måske 
kun i skove. Juli, sept.-okt. 

17. L. litiira Steph. Yderst nær beslægtet med nigrita, fra 
hvilken den kun adskiller sig ved noget finere og tættere 
punktur i vingedækkernes striber, endnu mere spredt og uty- 
delig punktur i stribemellemrummene, gennemgående lidt 
finere og mere spredt punktur på pronotum og forlængede 
bagben hos hannen. Rødgul, undertiden hoved og prono- 
tum samt vingedækkernes søm og siderande sorte. Længde 
2,2-3 mm. 

cJ: Bagbenene forlængede, baglårenes apicalhj ørner som hos 
den foregående, bagskinnebenene længere, slankere og stærkere 
indadkrummede end hos denne. 

Sjælden (J, 0). Den ensfarvede form er fundet ved Haders- 
lev, Silkeborg; på Falster, ved Næstved, Herlufsholm, Antvor- 
skov og i Dyrehaven (alle steder enkeltvis) samt ved Kalle- 
have (i antal i juli). Den sorttegnede form er kun fundet i 
Nordsjælland: Ermelunden, Dyrehaven, Geelskov, Rudeskov, 
Tokkekøb hegn, Strødam, Teglstrup hegn, alle steder enkelt- 
vis eller fåtallig i tiden ^^/g-^'/io* hyppigst i sidste halvdel af 
sept. 

18. L. bådia Sturm. Denne og den følgende art adskiller 
sig fra alle de foregående ved, at mellembrystets længdekøl 
er høj og fortil pludseligt og stejlt nedfaldende mod mellem- 
brystets forrand. Kort ægformet, højt hvælvet, meget blank, 
farven varierende fra rødgul til brunsort, hoved og pronotum 



113 



ofte mørkere end vingedækkerne, følehornskøllen varierende 
i farve, temmelig smal, endeleddet kun meget lidt smallere 
end det næstyderste led. Pronotum bredest ved roden, bag- 
hjørnerne omtrent retvinklede, punkturen yderst fin og næppe 
synlig. Vingedækkernes striber med ret grov, ikke tæt punk- 
tur, mellemrummene næsten glatte. Forskinnebenene mod spid- 
sen kun svagt udvidede. Længde 1,5-2,2 mm. 
(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. 

Sjælden (J, 0). Torning, Marselisborg havskrænt, Skørping; 
Sanderum mose (Fyn), Bremersvold, Høvblege på Møn (sigtet 
i antal ved planterødder på kridtbund, ^^/g, ^^l-j), Tissø, 
Flommen ved Sorø, Yangede mose, Ladegårdsåen (i antal i 
gamle sivbunker). Ofte på fugtig bund. Maj-sept. 

19. L. pårvula Sahlb. Adskilt fra alle vore andre arter, 
undtagen den meget større rugosa ved vingedækkernes skråt 
tværridsede stribemellemrum. Kort og hvælvet, rødgul eller 
brunrød, følehornskøllen brunsort, dens endeled kun ganske 
lidt smallere end det næstyderste led. Pronotum bredest ved 
roden, med retvinklede baghjørner, meget fint og spredt 
punkteret. Vingedækkernes striber med temmelig fin, ikke 
tæt punktur, mellemrummene meget fint og spredt punkterede. 
Længde 1,5-2 mm. 

(J: Som den foregående. 

Temmelig almindelig (J, 0, B), i hvert fald på frugtbarere 
bund, såvel i som uden for skove. Den er taget i tiden ^/e-^/ioj 
hyppigst i juni. I Sverige er den undertiden fundet i stort antal 
på udlagt fiskeådsel. 



4. Agaricophagus Schmidt. 

Nærbeslægtet med Liodes, men adskilt fra denne 
såvel som fra alle de andre nærstående slægter ved, 
at fodleddenes antal er 4, 3, 3. Følehornene med 5- 
leddet, afbrudt kølle. Vingedækkerne tæt tværridsede. 

1. A. cephalotes Schmidt. Aflang, rødgul eller brunrød, 
følehornskøllen ikke mørkere. Hoved og pronotum yderst 
Victor Hansen : Å dselb iller 8 



114 



fint og tæt tværridsede og yderst fint og spredt punkterede. 
Vingedækkernes punkstriber fine, mellemrummene hver med 
en punktrække, der næppe er svagere end hovedstriberne. 
Længde 1,6-2,5 mm. 

^: Baglårene midt på indersiden med en mere eller mindre 
tydelig tand, herfra til spidsen mere eller mindre tydeligt 
udrandede. Veludviklede individer har stort hoved. 

Sjælden (J, 0). Sønderborg, Marselisborg skov, Langå; 
Odense (Korup skov). Maribo, Alslev skov. Østerskov på 
Falster, Rydsebæk og Fanefjord skove på Møn, Boserup, 
Dyrehaven, Kørom, Holteegnen (Geelskov, Luknam). Ved 
aftenketsning, næsten altid enkeltvis, taget i tiden ^^It^U. 
I udlandet er arten også fundet i svampe; i England er den 
taget sent på efteråret i vådt græs sammen med Liodes nigrita 
og cinnamomea. 

5. Colénis Er. 

Nærbeslægtet med Liodes, men adskilt fra denne 
såvel som fra de andre nærstående slægter ved, at 
fodleddenes antal er 5, 4, 4. Følehornenes 7. led kun 
temmelig lidt bredere end 6. eller 8. led, så at føle- 
hornskøllen snarere må betegnes som 3-leddet end 
som afbrudt 5-leddet. Vingedækkerne tæt tværrid- 
sede. 

1. C. immiinda Sturm. Formen kort og hvælvet. Rødgul 
eller rustrød, følehornskøllen ikke mørkere. Hoved og prono- 
tum yderst fint og tæt tværridsede, næppe synligt punkterede. 
Pronotums baghjørner næsten retvinklede. Vingedækkerne 
med meget fine punktstriber, sømstriben bagtil stærkt for- 
dybet. Længde 1,3-2 mm. 

(J: Baglårene på indersiden i forreste tredjedel med en 
svag, ofte utydelig, i bageste med en lidt tydeligere tand. 

Arten minder ved et overfladisk blik om Liodes parvula, 
men kendes fra denne bl. a. ved den lyse følehornskølle og 
det forholdsvis lille 7. følehornsled. 

Udbredt (J, 0, B.) og, især vistnok i de frugtbarere egne 
af landet, almindelig på enge og skovsletter, derimod måske 



115 

sjældnere eller muligvis undertiden endog helt manglende i 
de magrere egne. Den tages ved aftenketsning og er ketset 
i tiden Ve-^^/s* hyppigst måske i juni. Den er også under- 
tiden sigtet i antal om foråret af fugtigt muld mellem pile- 
buske, og i udlandet af svampet løv og mos. 



6. Cyrtusa Er. 

Let kendelig fra de foregående slægter ved det 
yderste lille, næppe synlige 8. følehornsled og de der- 
for tilsyneladende 10-leddede følehorn med tilsyne- 
ladende 4-leddet, stor kølle (fig. 43, a). Fodleddenes 
antal 5, 5, 4. Hovedet på undersiden med svage føle- 
hornsfurer. Pronotums bagrand ikke randet. Vinge- 
dækkerne med bagtil dyb sømstribe og fine, fortil 
oftest udviskede punktstriber. 

Arterne har vistnok samme levevis som Liodes-Sirierne. 
De er hyppigst taget ved aftenketsning. I Tyskland er pauxilla 
og minuta taget i antal, søgende til ultraviolet lys. 

Oversigt over arterne. 

1. Bagskinnebenene temmelig smalle, fra midten til 

spidsen næsten lige brede, ved spidsen meget 
smallere end mellemskinnebenene. Vingedæk- 
kernes punktstriber også bagtil utydelige 

1. subteståcea. 
Bagbenene jævnt udvidede mod spidsen, hvor 
de er lige så brede som mellemskinnebenene. 
Vingedækkernes punktstriber bagtil tydelige. . . 2. 

2. Pronotums bagrand ikke indbuet på hver side 

2. pauxilla. 
Pronotums bagrand på hver side indenfor bag- 
hjørnerne svagt indbuet minuta. 

1. C. subteståcea Gyll. Oval, stærkt hvælvet. Rustrød 
eller brunrød, hoved og pronotum oftest mørkere. Ben og 
følehorn rødlige, køllen brun eller brunsort. Hovedet temme- 

8* 



116 



ligt groft punkteret. Pronotums bagrand ikke indbuet, bag- 
hjørnerne stumpvinklede, punkturen lidt finere end hovedets. 
Vingedækkerne spredt og temmelig groft punkterede, punkt- 
striberne utydelige, fortil ganske udviskede. Længde 1,6- 
1,8 mm. 

cJ: Baglårenes yderste apicalhjørne med en spids tand. 

Yderst sjælden (0). Ravnstrup Krat på Falster (1 eks. aug. 
1856), Næstved (1 eks. ^^^^ 1919), Lerchenborg Dyrehave 
(1 eks. under egebark, aug. 1857). I udlandet undertiden fundet 
ved svampe under løv. 

2. G. pauxilla Schmidt. Adskilt fra den foregående ved 
de i oversigten nævnte kendemærker samt ved lidt smallere 
og mindre hvælvet form og skarpere stumpvinklede baghjør- 
ner på pronotum. Rødgul eller rustrød, følehornskøllen oftest 
brunsort. Hovedet temmelig fmt punkteret. Pronotum fint 
punkteret. Vingedækkerne spredt og temmelig groft punkterede, 
med bagtil tydelige, fortil mere eller mindre udviskede punkt- 
striber. Længde 1,2-1,8 mm. 

(J: Som den foregående. 

Meget sjælden (0). »Engene« ved Svendborg (1 eks. ketset 
22/, 1940), Refshale ved Maribo (1 eks. 20/^ 1878), Maglemer 
skov (nogle eks. aftenketset ^Ve-^^/e 1913), Sørup Søeng på 
Falster (1 eks. aug. 1865), Rydsebæk skov på Møn (2 eks., 
aug.). Ved Biisum på Slesvig-Holstens vestkyst er pauxilla 
og minuta fundet i juni på tørre sandflader med sparsom 
græsvækst og på tørre steder af Asier tripoliiim enge sammen 
med Liodes ciliariSy duhia og obesa. 

[G. minuta Ahrens er bredere og stærkere hvælvet end 
de to foregående. Længde 1,6-1,8 mm. Den er fundet bl. a. 
i Skåne, ved Hamburg og ved Biisum (se under pauxilla) .] 

7. Anisotoma Ulig. 

Kroppen kort, stærkt hvælvet. Følehornene med 
stor, 5-leddet, afbrudt kølle. Pronotum tværbredt, 
roden lige afskåret eller på hver side mod baghjørnerne 
skråt afskåret, baghjørnerne ret- eller stumpvinklede, 
på selve spidsen næppe eller kun lidt afrundede. Vin- 



117 



gedækkerne med tydelige punktrækker eller uregel- 
mæssigt punkterede. Mellembrystet uden køl. Fod- 
leddenes antal hos cJ 5, 5, 4, hos ? 5, 4, 4 eller 4, 4, 4. 

Arterne lever fortrinsvis i slimsvampe pa, eller under 
bark af, stubbe, stammer og grene, ofte selskabeligt. Lar- 
verne til et par af arterne er fundet i støvbolde. Arterne 
kommer sjældent frem. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkerne fmt, nedliggende behårede, oftest 

sorte med rød skulderplet, sjældent rødbrune 

1. humerålis. 
Vingedækkerne nøgne 2. 

2. Vingedækkerne med rød skulderplet . . 2. axillåris. 
Vingedækkerne ensfarvet sorte eller brune 3. 

3. Vingedækkerne med uregelmæssige, temmelig 

kraftige dobbelt-punktrækker. 3,2-3,8 mm 

4. castånea. 
Vingedækkernes punktrækker temmelig fine, enkle 
eller kun hist og her fordoblede 4. 

4. Større, 3-4 mm. Pronotums bagrand på hver side 

kun yderst lidt skråt afskåret 3. glåbra. 

Mindre, 2-3 mm. Pronotums bagrand på hver side 

temmelig stærkt skråt afskåret 5. orbiculåris. 

1. A. humerålis Fabr. (Fig. 52). Let kendelig fra de andre 
arter ved vingedækkernes fine, nedliggende beliåring. Kroppen 
næsten halvkugleformet, sort, en pandeplet og pronotums 
rande lysere, vingedækkerne med en stor, rød eller gullig 
skulderplet, undersiden, ben og følehorn rustrøde, køllen 
brunsort med lysere spids; sjældent er vingedækkerne eller 
tillige pronotum helt eller delvis rødbrune. Pronotum fint og 
spredt punkteret. Vingedækkerne med temmelig fine, hist og 
her fordoblede punktstriber, mellemrummenes punktur hos (J 
ret fin og lidet tæt, hos ? finere og tættere og i forreste halvdel 



118 



meget fin og meget tæt samt oftest lidt rynket; behåringen 
tættest hos $. Længde 2,7-4,4 mm. 

cj: For- og mellemfødderne meget stærkt udvidede, bag- 
lårene på indersiden bag midten stumpvinklet udvidede, bag- 
skinnebenene ret stærkt indadkrummede. 

$: Fodleddenes antal 5, 4, 4. 




Fig. 52. Anisotoma humeralis 3. x 12. 



Almindelig (J, 0, B). Især i slimsvampe på løvtræsstubbe. 
Hyppigst for- og efterår. Larven er truffet i støvbolde. Larver, 
fundet »/g, forpupning ^^/g, klækning ^i/g. 



2. A. axillåris Gyll. Ligner den foregående og farvet som 
denne, men let adskilt fra den ved nøgne, blankere vingedæk- 
ker, der hos begge køn er fint (hos ? finest) og spredt punkte- 
rede i stribemellemrummene. Længde 2,4-3,5 mm. 

cj: For- og mellemfødderne kun svagt udvidede, baglårene 
simple, bagskinnebenene kun meget svagt indadkrummede. 

$: Som humeralis. 



119 

Meget sjælden (J, 0). Esbjerg Nørreskov, Varde, Femmøl- 
ler, Slettestrand; Tisvilde. I slimsvampe på fyrrestubbe. Juni, 
aug.-sept. Aftenketset enkeltvis i sept. 

3. A. glåbra Kugel. Adskilt fra de to følgende ved, at 
vingedækkernes yderste punktrække foran midten fjerner sig 
temmelig stærkt fra sideranden og fortsættes mod roden som 
en skrå, oftest dobbelt skulderrække. Lidt bredere og mere 
hvælvet end hameralis, blankt sort, en pandeplet og prono- 
tums rande lysere, ben og følehorn rødbrune, køllen mørk, 
oftest med lidt lysere spids. Pronotum meget fint og spredt 
punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum temmelig fint og 
spredt punkterede. Længde 3-4 mm. 

(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. 
$: Fodleddenes antal 5, 4, 4. 

Meget sjælden (J, 0). Torning, Silkeborg, Hals Nørreskov 
(ved frisk slimsvamp under egebark, ^^/e); Hannenov skov 
(Falster), Tisvilde hegn. I slimsvampe, fortrinsvis på nåle- 
træsstubbe, men også f. eks. på eg og birk, og på træsvampe 
på bøg (sammen med humeralis og Bolitophagiis reticulatus). 
Maj-juli; parring og æglægning iagttaget i maj; larver er 
fundet i støvbolde på fyrrestubbe. 

4. A. castånea Hbst. Adskilt fra den foregående og den 
følgende ved vingedækkernes uregelmæssige, temmelig kraf- 
tige dobbeltpunktrækker. Ægformet, bagtil mere tilsmalnet 
end den foregående, blankt sort eller brunsort, en pandeplet 
og pronotums rande lysere, ben og følehorn rødbrune, køllen 
mørk, med lysere spids. Pronotum meget fint og spredt punk- 
teret, bagranden på hver side lidt skråt afskåret. Vingedæk- 
kernes stribemellemrum grovere punkterede end hos den fore- 
gående. Længde 3,2-3,8 mm. 

(J: For- og mellemføddernes 2 første led temmelig stærkt 
udvidede. 

$: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

Sjælden (J, 0, B). Gram (i en gammel eg), Horsens, Rye 
Sønderskov (i svamp på bøgestubbe), Lindum, Hals; Løgnor 
(1 eks. på Polyporus sulphureus), Næstved, Gribskov (under 
birkebark og i slimsvampe på granstubbe), Jægerspris Nord- 
skov (i egestubbe), Tulstrup hegn (i lærkestubbe). Juni, aug. 



120 



5. A. orbiculåris Hbst. Kort, stærkt hvælvet, brunsort 
eller brun, en pandeplet og pronotums rande oftest lysere, 
ben og følehorn brunrøde, køllen mørk, med lidt lysere spids. 
Pronotum meget fmt og spredt punkteret. Vingedækkernes 
stribemellemrum temmelig fint, mere eller mindre tæt punk- 
terede. Længde 2-3 mm. 

(J: For- og mellemfødderne svagt udvidede. Bagbenenes 
hofteringe udtrukne i en kort, skarp spids, baglårene midt på 
indersiden med en ganske lille, skarp tand. 

$: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

Ret almindelig (J, 0, B). Under svampet nåle- og løv- 
træsbark og ved træsvamp; undertiden aftenketset Clj). 
Især marts-okt. 

8. Amphicyllis Er. 

Kroppen kort, stærkt hvælvet. Følehornene med 
3- eller (hos begge de danske arter) 4-leddet, ikke af- 
brudt kølle. Pronotum omtrent som hos Anisotoma, 
kun med svagere indbuet forrand. Vingedækkerne i 
bageste halvdel med dyb sømstribe, iøvrigt med anty- 
dede punktrækker eller uregelmæssigt punkterede. 
Mellembrystet uden køl. Fodleddenes antal hos (? 5, 
5, 4, hos ? 4, 4, 4. 

Hannen har de 3 første led af forfødderne og de to 
første led af mellemfødderne svagt udvidede. 

Levevis som Agathidium. Ofte ved aftenketsning. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkerne uden tydelige punktrækker. Som 
regel sort med rødt pronotum. Større, 2,6-3 mm 

1. globus. 
Vingedækkerne med uregelmæssige punktrækker. 
Sort, pronotums side- og bagrand og vingedæk- 
kernes spids lysere. Mindre, 2,4-2,8 mm 

2. globiformis. 



121 



1. A. globus Fabr. Næsten halvkugleformet, blankt sort, 
pronotum rødt, følehorn og ben rødlige, de 2 næstyderste føle- 
hornsled og bagbenene ofte mørkere. Sjældent er hele kroppen 
rustrød. Hoved og pronotum temmelig fint og tæt punkterede. 
Vingedækkerne med grovere og finere, temmelig tæt punktur, 
uden tydelige punktrækker. Længde 2,6-3 mm. 

Sjælden og oftest kun enkeltvis (J, 0, B). F. eks. Rye, 
Vejle; Søholt (Lolland), Maribo, Sundby Storskov, Næstved, 
Frederiksdal, Geelskov, Gribskov, Tisvilde Hegn; Ekkodalen 
i Almindingen. Især maj-aug. 

2. A. globiformis Sahlb. Nærbeslægtet med globus, fra 
hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker samt ved noget finere punktur på hoved og prono- 
tum. Sort, pronotums side- og bagrand og vingedækkernes 
spids lysere, følehorn og ben brunrøde, de 2 næstsidste føle- 
hornsled mørkere. Vingedækkerne med uregelmæssige punkt- 
rækker, mellemrummene fint og spredt punkterede. Længde 
2,4-2,8 mm. 

Sjælden og oftest kun enkeltvis (J, 0). Haderslevegnen, 
Vejle, Elbæk Strandskov, Rye; Maribo, Sundby Storskov, 
Frejlev, Tromnæs, Bognæs (på Daedalea på poppelstub, ima- 
gines og larver ^^l^). Dyrehaven, Frederiksdal, Luknam, Geel- 
skov. Især maj-aug. 



9. Agathidium Ulig. 
Følehornene med stor, 3-leddet kølle; undertiden er 
dog 7. led bredere end 8. og nærmer sig i bredde det 
9., således at køllen bliver afbrudt 5-leddet. Pronotum 
hvælvet, forranden dobbeltbuet, bagranden rundet, 
med fuldstændigt afrundede baghjørner. Vingedæk- 
kerne korte og stærkt hvælvede. Deres rod er på hver 
side skråt afstudset eller skråt afrundet og danner med 
sideranden enten en i det højeste på spidsen afrundet 
eller en fuldstændig afrundet skuldervinkel. I sidste 
tilfælde er dyrets evne til at rulle sig sammen som en 



122 



kugle fuldstændig, i første tilfælde kun ufuldstændig. 
Vingedækkerne ofte, i hvert fald bagtil, med en for- 
dybet sømstribe, men uden tydelig antydning af 
punktstriber. Mellembrystet med eller uden længde- 
køl. Benene korte og temmelig spinkle. Fodleddenes 
antal hos c? 5, 5, 4, hos ? enten 5, 4, 4 eller 4, 4, 4. 
Hannen er foruden ved de 5-leddede mellemfødder 
ofte udmærket ved udvidede for- og mellemfødder, 
ved tandformet fremtrædende spids på baglårene eller 
ved, at den venstre kindbakke er forstørret eller for- 
synet med et tilbagekrummet horn. 

Arterne træffes ved svamp på eller under bark af stammer, 
grene og stubbe eller i svampet løv, undertiden også i slim- 
svampe, og kan nu og da aftenketses. De træffes bedst forår, 
forsommer og efterår. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkerne med fladt eller (atrum) meget 

stumpt afrundet skuldervinkel (fig. 53, a og b). 
Mellembrystet med køl næsten til bagranden. 
(J's kindbakker simple. Fodleddenes antal hos 

?5,4,4 2. 

Vingedækkerne med stump eller omtrent ret, i det 
højeste på spidsen afrundet skuldervinkel (fig. 
53, c). Mellembrystet i det højeste fortil med 
kort køl 6. 

2. Rød, vingedækkerne sorte. 7. følehornsled bety- 

deligt bredere end 8 1. nigripénne. 

Sort eller rødbrun. 7. følehornsled næppe bredere 
end 8 3. 

3. Vingedækkerne uden tydelig punktur og uden 

sømstribe. Oversiden fint mikrochagrineret 

5. laevigåtum. 
Vingedækkerne tydeligt om end fint punkterede, i 
hvert fald bagtil med antydet sømstribe 4. 



123 



4. 3. følehornsled over dobbelt så langt som 2. og 
omtrent så langt som de 3 følgende tilsammen; 
2. led næppe længere end bredt. Vingedækkerne 
med stumpt afrundet skuldervinkel (fig. 53, b). 
Større, 2,8-3,2 mm 2. åtrum. 




Fig. 53. Agathidium. Pronotiim og vingedækkerncs rod (set fra 

siden). 



3. følehornsled ca. eller rigeligt l^/g gang så langt 
som 2. og tydeligt kortere end de 3 følgende til- 
sammen; 2. led tydeligt længere end bredt. Vin- 
gedækkerne med fladt afrundet skuldervinkel 

(som fig. 53, a). Mindre, 2-2,6 mm 5. 

5. Hoved og pronotum fmt punkterede, i bunden fint 
mikrochagrinerede. Vingedækkerne yderst svagt 
mikrochagrinerede, deres sømstribe dyb, nående 
frem mindst til midten 3. seminulum. 

Hoved og pronotum næppe synligt punkterede, i 
i det højeste med yderst svagt antydet mikro- 



124 



chagrinering. Vingedækkerne næppe synligt 
mikrochagrinerede, deres sømstribe svag, næppe 
nående frem til midten 4. bådiiim. 

Hovedet bag øjnene udvidet, med veludviklede 

tindinger (fig. 54). Stor, 3-4 mm .... 13. nigrinum. 

Hovedet tilsmalnet umiddelbart bag øjnene (som 
fig. 55). Mindre, 1,7-3 mm 7. 

Vingedækkerne uden sømstribe, tydeligt punkte- 
rede. Hoved og pronotum tydeligt mikrocha- 
grinerede 6. margin at um. 




Fig. 54. Hoved af Agathidium nigrinum. 

Vingedækkerne i hvert fald bagtil med tydelig søm- 
stribe. Hoved og pronotum ikke mikrochagri- 
nerede 8. 

8. Hovedet rødgult eller brunrødt. Oversiden næppe 

eller yderst svagt og utydeligt punkteret. 3. 
følehornsled ca. ^/g længere end 2. led, dette ty- 
deligt længere end bredt, endeleddet tydeligt 
smallere end næstyderste led. Længde 2-2,5 mm 

8. vårians. 
Hovedet sort eller sortbrunt 9. 

9. Vingedækkernes bageste halvdel rød. Hele over- 

siden tydeligt punkteret, punkturen på hovedet 
ret tæt og kraftig. 3. følehornsled ca. ^/g længere 
end 2. led, cndeleddet tydeligt smallere end 
næstyderste led. Længde 1,8-2,3 mm 

7. haemorrhoum. 
Vingedækkerne sorte eller sortbrune, i det højeste 
spidspartiet lysere 10. 



125 



10. Følehornene rødgule eller gulbrune, køllen ikke 
væsentligt mørkere. Hovedet og vingedækkerne 
fint, men tydeligt punkterede. 3. følehornsled 
ca. dobbelt så langt som 2. led, endeleddet om- 
trent så bredt som næstyderste led. Længde 

2-2,5 mm 10. plceum. 

Følehornskøllen eller 9. og 10. led tydeligt mørkere 
end svøben 11. 




a. confusc/m h. varians 

Pig. 55. Agathidium. Hoved. 

11. Vingedækkerne tydeligt, omend meget fint punk- 

terede. Følehornenes endeled ikke smallere end 
næstyderste led. Mundskjoldets forrand i mid- 
ten ret dybt udrandet (fig. 55, a). Længde 2-2,5 

mm 9. confusum. 

Yingedækkerne næppe eller kun svagt og utydeligt 
punkterede. Følehornenes endeled tydeligt smal- 
lere end næstyderste led. Mundskjoldets forrand 
kun meget fladt udrandet 12. 

12. Mindre, 1,7-2 mm. Vingedækkernes sømstribe 

kraftig og dyb, nående frem ca. til midten 

11. rotundåtum. 
Større, 2,4-3 mm. Vingedækkernes sømstribe som 
regel fin og ikke nående helt frem til midten 

12. mandibulåre. 

1. A. nigripénne Kugel. Let kendelig fra de følgende 
arter ved farven og den smallere form. Blank, rød, vingedæk- 
kerne sorte, følehornene med mørkere kølle. 3. følehornsled 



126 



mindst dobbelt så langt som 2., omtrent så langt som de 3 
følgende tilsammen. Pronotum fint punkteret. Vingedækkerne 
tydeligt længere end tilsammen brede, temmelig fint og tæt 
punkterede, sømstriben dyb, nående frem forbi midten. Læng- 
de 2,4-2,8 mm. 

(J: Baglårenes spids på indersiden kort, tandformet frem- 
springende. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). 

2. A. åtrum Payk. (Fig. 56). Blankt sort, pronotumsside- 
rande og vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, føle- 
horn og ben rødbrune. Pronotum meget fint og temmelig 
spredt punkteret. Vingedækkerne temmelig tæt, ikke særlig 
fint punkterede. Sømstriben dyb, nående frem forbi midten. 
Længde 2,8-3,2 mm. 

(J: Baglårenes spids på indersiden med en kort, bred, tre- 
kantet tand. 

Ret almindelig (J, 0). 

3. A. seminulum L. Kendetegnet ved de i oversigten 
anførte karakterer. Brunsort eller brun, pronotums side- og 
bagrand og vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, 
følehorn og ben rødlige. Længde 2,3-2,6 mm. 

(J: Baglårenes spids simpel. 

Temmelig almindelig (J, 0). Larven er fundet i slimsvam- 
pen Trichia cinnabarina. 

4. A. bådium Er. Ligner den foregående meget stærkt, 
men adskiller sig fra den ved de i oversigten angivne kende- 
mærker samt ved finere punkterede vingedækker og gennem- 
gående lidt lysere farve. Længde 2-2,5 mm. 

(J: Baglårenes spids på indersiden med en skarp, bred, 
trekantet tand. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, 0). 

5. A. laevigåtum Er. Let kendelig fra de foregående ved 
vingedækkernes mangel på sømstribe og den fint mikrocha- 



127 



grinerede, næppe synligt punkterede overside. Blankt sort, 
pronotums side- og bagrand lysere gennemskinnende, følehorn 
og ben brunrøde, de 2 næstsidste følehornsled oftest mørkere. 

3. følehornsled ca. ^/g gang længere end 2., ikke længere end 

4. + 5. led. Længde 2-2,5 mm. 

Udbredt, men temmelig sjælden (J, 0, B). 




Fig. 56. Agathidium atrum ^. x 15. 

6. A. marginåtum Sturm. Denne og de følgende arter 
udmærker sig ved vingedækkernes tydelige skuldervinkel 
(fig. 53, c). Fra de følgende arter adskiller denne art sig ved 
mikrochagrineret hoved og pronotum og ved vingedækkernes 
mangel på sømstribe. Blankt sort, pronotums side- og bag- 
rand og oftest vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, 
følehorn og ben rødlige, de 2 næstsidste følehornsled oftest mør- 
kere. Følehornenes 3. led omtrent dobbelt så langt som 2., ca. 
så langt som 4. -f 5. Hoved og pronotum fmt og spredt punk- 
terede. Vingedækkerne temmelig fint og tæt punkterede, skul- 
dervinklen nærmer sig en ret vinkel. Længde 2-2,3 mm. 



128 

(J: Venstre kindbakke forstørret og forlænget. 
§: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). 

7. A. haemorrhoum Er. Let kendelig ved farven. Sort, 
pronotums rande lysere, vingedækkerne i bageste halvdel eller 
endnu længere fremefter røde, følehorn og ben brunrøde, de 
3 yderste følehornsled oftest mørkere. Mundskjoldet med af- 
studset forrand, bagtil afgrænset mod panden ved en forholds- 
vis kraftig, buet linie. Pronotum og vingedækkerne tydeligt, 
ret fint og tæt punkterede, de sidstes sømstribe meget fin, ikke 
nående helt frem til midten. Længde 1,8-2,3 mm. 

5: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

Hidtil kun fundet på Bornholm: 2 stkr. ved Snogebæk 
under mos på sandbund i fyrreskov og 1 stk. ved Ålham- 
mer i løv under ellebuske tæt overfor hjælmevegetationen. I 
Tyskland er arten bl. a. fundet under henrådnende fyrreris 
og aftenketset enkeltvis langs skovbryn i aug.-sept. 

8. A. vårians Beck. Lysere farvet end de følgende. Blank, 
rødlig eller brunrød, vingedækkerne og pronotums midte i 
større eller mindre udstrækning mørkere, ofte omtrent sorte, 
følehorn og ben rødlige, de 2 næstsidste følehornsled mørke. 
Hovedet bagtil med en svag tværfure og mellem øjnene med 
to små, svage indtryk. Mundskjoldets forrand afstudset (fig. 
55, b). Pronotum glat eller yderst fint og spredt punkteret. 
Vingedækkerne glatte eller med ganske svag antydning af 
punktur, sømstriben skarp, nående frem ca. til midten. Længde 
2-2,5 mm. 

(J: Venstre kindbakke simpel eller forstørret, undertiden 
hornet. 

$: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

AlmindeUg (J, 0, B). 

9. A. confiisum Bris. Blankt sort, pronotums rande og 
vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, undertiden 
hoved og hele pronotum eller hele oversiden brunlig; følehorn 
og ben rødlige, de 3 sidste følehornsled mørke. 3. følehornsled 



129 



ca. 1/3 længere end 2. led. Hoved og pronotum yderst fint og 
spredt punkterede. Vingedækkerne tydeligt, men fint og ret 
spredt punkterede. Længde 2-2,5 mm 

(J: Venstre kindbakke forstørret, ofte forsynet med et op- 
stående, skråt indad og bagudrettet horn af stærkt varierende 
størrelse. 

$: Fodleddenes antal 4, 4, 4. 

Sjælden, men udbredt (J, 0). Esbjerg Strandskov (ret 
hyppig). Nørholm, Estrup skov, Hansted skov ved Horsens, 
Hals Nørreskov; »Engene« ved Svendborg, Killerup, Borre- 
vejle skov, Lejre, Boserup, Dyrehaven, Hillerød. 

10. A. piceum Er. Kendelig ved de ensfarvet rødlige føle- 
horn og vingedækkernes fine, men tydelige punktur. Blankt 
sort, pronotums rande og vingedækkernes spids oftest lysere 
gennemskinnende, følehorn og ben rødlige. Mundskjoldets 
forrand omtrent lige afstudset. Hovedet fint og spredt, prono- 
tum yderst fint og spredt, meget utydeligt punkteret. Vinge- 
dækkernes sømstribe nående frem til eller omtrent til midten. 
Længde 2-2,5 mm. 

(J: Venstre kindbakke skarpt tilspidset. 
$: Fodleddenes antal 5, 4, 4. 

Sjælden og oftest enkeltvis (J, 0). Haderslevegnen, Esbjerg 
Strandskov, Grimstrup krat, Silkeborgegnen, Thorsager, 
Lundby bakker ved Ålborg, Hansted-reservatet; Lyngby 
Åmose, Gribskov. Arten er taget ved sigtning af svampede 
grannåle eller mos og under birkebark. Den foretrækker måske 
sand- eller hedebund. 

11. A. rotundåtum Gyll. (sphaerulum Reitt.). Kendelig 
ved den ringe størrelse i forbindelse med farven og vinge- 
dækkernes yderst svage punktur. Blankt sort, pronotums 
rande og vingedækkernes spids undertiden lidt lysere, føle- 
horn og ben rødlige, 9.-11. led mørke, 11. led (endeleddet) 
ikke eller kun ubetydeligt lysere end 9. og 10. led. 3. føle- 
hornsled som regel knapt dobbelt så langt som 2. led, 4. led 
som regel ikke længere end bredt. Oversidens punktur yderst 
fin og utydelig, på hovedet og vingedækkernes bageste parti 
dog lidt tydeligere. Længde 1,7-2 mm. 

Victor Hansen : Ådselbiller 9 



130 



(^: Venstre kindbakke forstørret, ofte forsynet med et 
opstående, næppe krummet, meget spidst horn. 
$: Fodleddenes antal 5, 4, 4. 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, 0). Larven er truffet 
i støvbolde og andre svampe. 

12. A. mandibulåre Sturm. Yderst nærstående til roiun- 
datum, men som regel straks kendelig fra den ved betydeligere 
størrelse. I øvrigt adskiller den sig fra rotundatum ved, at 
følehornenes endeled er betydeligt lysere end 9. og 10. led, at 
3. led som regel er ca. dobbelt så langt som 2. led, og 4. led 
som regel lidt længere end bredt, og at oversidens punktur er 
endnu svagere, også på hovedet og vingedækkernes bageste 
parti yderst fin. Kroppens farve som hos rotundatum^ under- 
tiden dog lidt lysere, brun eller brunsort. Længde 2,4-3 mm. 

(J og 5 som hos rotundatum, hornet dog som regel tydeligt 
indadkrummet og med bredere, mere but spids. 

Yderst sjælden (J). Der foreligger kun et enkelt eks. fra 
Pamhule skov ved Haderslev, sigtet fra en skimlet avnedynge, 
1V3 1961. 

13. A. nigrinum Sturm. Meget let kendelig ved sin be- 
tydelige størrelse og hovedets tydelige tindinger. Blankt sort, 
pronotums rande og vingedækkernes spids oftest lysere gen- 
nemskinnende, følehorn rødlige, de 2 næstyderste led oftest 
mørkere, benene brunlige med lysere fødder. 3. følehornsled 
mindst dobbelt så langt som 2., 7. led lidt større og bredere 
end 8. Hoved og pronotum med fin punktur, iblandet med 
endnu finere, tættere stillede punkter. Vingedækkerne tem- 
melig fint og tæt punkterede, sømstriben dyb, nående frem 
til eller lidt forbi midten. Længde 3-4 mm. 

(J: Venstre kindbakke oftest lidt forstørret. 
$: Fodleddenes antal 5, 4, 4. 

Sjælden (J, 0). Draved skov, Torning, Haderslev, Estrup 
skov, Bygholm, Silkeborgegnen, Hald, Lindum, Buderuplund; 
Svendborg, Marienlund og Vosemose ved Odense, Ålholm 
Hestehave, Sundby Storskov, Tromnæs, Østerskov på Falster, 
Sorø, Teglstrup hegn. Undertiden aftenketset, især i juni. 



131 



2. familie Clåmbidae. 

Kroppen med mere eller mindre veludviklet evne 
til sammenrulning. Følehornene indleddede foran 
øjnene, 8- eller 10-leddede, med 2-leddet kølle, de 2 
første led fortykkede. Hovedet stort, foran øjnene 
med en tværspalte, gennem hvilken følehornene kan 
drejes ned under hovedet. Vingedækkerne højt hvæl- 
vede, uden sidedækker, dækkende bagkroppen helt 
eller næsten helt. Hofterne berørende eller næsten 
berørende hinanden, for- og mellemhofterne omtrent 
valseformede, skråt stillede, baghofterne dannende 
store plader, under hvilke baglår og -skinneben helt 
kan trækkes ind (fig. 1, p. 9). Fødderne 4-leddede. 
Bagkroppen med 5-7 frie bugled. 

Denne familie har hidtil været betragtet som nær 
beslægtet med Silpherne og blandt dem især med 
Agathidierne, fra hvilke den let adskilles ved baghof- 
ternes store lårdækker. I nyeste tid har Growson imid- 
lertid (1955)^) udskilt familien fra familierækken 
Staphylinoidea og i sit seneste arbejde (1960) stillet 
den sammen med familierne Hclodidae og Eucineti- 
dae^) i en ny overfamilie Eucinctoidea, 

Arterne er meget små; de lever under træbark, i henråd- 
nende plantestoffer o. lign. I Danmark er der hidtil fundet 4 
arter. 

Oversigt over slægterne. 

1. Pronotums for- og bagrand løbende sammen i en 
spids, noget afrundet vinkel, så at pronotums 
siderande er ganske forsvundne. Hovedet kun 
lidt smallere end pronotum (fig. 57). Yingedæk- 
kerne bagtil med fin sømstribe .... 1. Calyptomérus. 

O Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48 . 

*) Se Danmarks Fauna, Biller X, p. 105-118 og 121-122. 

9* 



132 



Pronotum med korte, men tydelige siderande. Ho- 
vedet betydeligt smallere end pronotum. (Fig. 
58). Vingedækkerne uden sømstribe .... 2. Glåmbus. 

1. Calyptomérus Redtb. 

Kroppen med evne til fuldstændig sammenrulning. 
Følehornene 10-leddede. Pronotum over 2 gange så 




Fig. 57. Calyptomérus. Hoved og pronotum. 

bredt som langt. Vingedækkerne fortil højt hvælvede, 
bagtil tilspidsede. 

1. G. dubius Marsh. Lyst rødbrun, vingedækkernes spids 
lysere gennemskinnende, følehorn og ben rødgule. Oversiden 
fint, nedliggende behåret. Vingedækkerne mod siderne og 
spidsen temmelig fint punkterede, sømspidsen retvinklet. 
Længde 1-1,2 mm. 

Sjælden, men meget udbredt (J, 0). I henrådnende, skim- 
lede plantestoffer, f. eks. hø- og kompostbunker, undertiden 
i lader og kældre; også fundet i trøsket, gærende bøgeved, i 
hul poppel med myrer og en enkelt gang i et dyrebo. Især 
maj-sept. Larven er engang fundet i et stråtag. 

2. Cldmbus Fiseher. 

Adskilt fra den foregående slægt ved de i oversig- 
ten nævnte kendemærker samt ved, at øjnene er delt 



133 



af hovedets siderand i en øverste og en nederste halv- 
del, følehornene indleddede nærmere ved øjnene og 
fødderne meget kortere. Kroppen med evne til fuld- 
stændig sammenrulning. 

Arterne lever i henrådnende plantestoffer og træffes 
bedst for- og efterår. 

Oversigt over arterne. 

1. Oversiden tilsyneladende nøgen, behåringen yderst 

kort, fin og spredt, kun synlig ved stærk for- 
størrelse 3. punctulum. 

Oversiden tydeligt, hvidligt eller gulligt behåret 2. 

2. Behåringen nedliggende, temmelig kort og tem- 

melig tæt. Yingedækkerne bagtil fint og ret tæt, 
ved stærk forstørrelse tydeligt punkterede 

1. pubéscens. 
Behåringen noget opstående, tydeligt længere og 

mere spredt. Vingedækkerne selv ved stærk for- 
størrelse næppe synligt punkterede bagtil 

2. armadillo. 

1. GL pubéscens Redtb. (Fig. 58). Brunsort eller brun, 
ret blank, pronotums sider og ofte vingedækkernes ryg og 
spidsparti lysere, ben og følehorn gule, køllen oftest mørkere. 
Oversiden meget fint mikrochagrineret. Længde 0,9-1,1 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). 

2. Cl. armadillo Deg. Smallere end de andre arter. Sort, 
ret blank, pronotums sider og ofte også roden smalt, rødbrunt 
gennemskinnende, følehorn og ben lidt mørkere end hos de 
andre arter. Oversiden fint mikrochagrineret, kraftigere end 
hos pubéscens. Længde 1-1,3 mm. 

Almindelig (J, 0). 

3. Cl. punctulum Beck (boreålis Andr. Strand 1946, 
miniitus 1. udg.). Sort eller lysere eller mørkere brunlig. 



134 



meget blank, pronotuins rande ofte lysere, følehorn og ben 
gule, køllen oftest mørkere. Oversiden yderst svagt og utyde- 
ligt mikrochagrineret, svagere end hos de foregående arter og 
kun synligt ved mindst 50 ganges forstørrelse, svagest på 
pronotum, dette og vingedækkerne ikke synligt punkterede. 




Fig. 58. Clambus pubescens. x 70. 

Hovedet fortil med meget fm, kort og ret tæt behåring; en 
linie, trukket mellem de udstående baghjørner løber noget bag 
øjnenes bagrand. Længde 1-1,4 mm. 

Almindelig (J, 0). Angives at være fundet ikke blot i kom- 
post, men undertiden også - formodentlig tilfældigt - hos 
myrer (Formica rufa) og i muldvarpe- og musereder. 

[Cl. rådula Endrody-Younga. Denne form er i nyeste tid 
udskilt fra punctulum, fra hvilken den angives især at adskille 
sig ved, at behåringen fortil på hovedet er tættere og finere, 
at en linie trukket mellem hovedets baghjørner løber umiddel- 
dart bag øjnenes bagrand eller endog berører denne, at pro- 
notums behåring er noget tættere og mere tydelig, at bag- 
benenes lårdækker er grovere mikroskulpterede, og at hannen 
har lidt anderledes formet parringsorgan (kortere, mere brat 
tilspidsning af penis, set fra oven). Længde 1,1-1,2 mm. 



135 



Denne form, hvis artsberettigelse synes omtvistelig, antages 
at være vidt udbredt i Europa (ligesom pundulum) med ud- 
bredelsescentrum i Nordvesteuropa og som regel at være 
sjældnere end punctuhim. Eksemplarer foreligger fra Syd- 
norge (Oslo-egnen).] 

[Cl. nigréllus Reitt. Denne art står de to foregående nær, 
men adskiller sig fra dem ved, at behåringen fortil på hovedet 
er tydeligt længere og mere spredt, bestående af let krummede, 
lidt opstående hår, at oversiden er uden mikrochagrinering, 
at størrelsen er lidt betydeligere, at sidste bugleds bagrand i 
midten har nogle få lange, fme hår, som rager bagud og derfor 
er synlige fra oven, og at hannens parringsorgan er afvigende 
formet. Farven som regel mørkebrun, næsten sort, benene 
gulbrune, følehornene noget mørkere. Oversiden meget blank, 
uden synlig punktur. En linie, trukket mellem hovedets bag- 
hjørner, løber gennem øjnene. Længde 1,25-1,45 mm. 

Arten, der er udbredt i Mellemeuropa og almindelig i Tysk- 
land, er fundet i Norge bl. a. i Oslo-egnen.] 

3. familie Leptinidae. 

Følehornene indleddede under hovedets siderand, 
11-leddede, mod spidsen i det højeste ganske svagt for- 
tykkede. Hovedet uden øjne. Vingedækkerne dækkende 
bagkroppen helt. Flyvevinger manglende. Forhofterne 
små, kugleformede, kun lidt fremstående, baghofterne 
tværbrede, berørende hinanden. Fødderne 5-leddede, 
4. led svagt tvelappet. Bagkroppen med 6 frie bugled. 

Denne familie er nær beslægtet med - og undertiden som 
underfamilie henført under - Silpherne, men adskilles fra 
disse ved de kugleformede forhofter. 

1. Leptinus Muller. 

Formen fladtrykt. Pronotums bagrand i hele sin 
bredde indbuet, baghjørnerne spidsvinklede. Vinge- 



136 



dækkerne kun lidt længere end tilsammen brede, 
bagtil rundede i fællesskab, sidedækkerne smalle, 
ikke nående til midten. 




Fig. 59. Leptinus testaceus c^. x 21. 



1. L. testaceus Muller (fig. 59). Ensfarvet gul eller rød- 
gul, oversiden fint, gult behåret og tæt, ru punkteret. Prono- 
tum bredere end langt. Vingedækkerne med yderst svage spor 
af længdestriber. Længde 2-2,2 mm. 

(J: Pronotum lidt bredere end (hos 5 så bredt som) 
vingedækkerne. 

Temmelig almindelig (J, 0). I muse- og muldvarpereder. 
Undertiden er den også taget i humlereder, hvilket imidlertid 
vistnok beror på, at humlebier ofte bygger i musegange. Især 
apr.-okt. 



137 



4. familie Scydmaenidae. 

Følehornene indleddede mellem eller foran øjnene, 
11-leddede, undertiden svagt knæede, mod spidsen 
jævnt tykkere eller med tydelig kølle. Kæbepalperne 
3- eller 4-leddede, det sidste led i reglen lille, undertiden 
næppe synligt. For- og mellemhofterne konisk tap- 
formede, baghofterne konisk tapformede eller svagt 
tværbrede, forhofterne berørende hinanden, mellem- 
hofterne i reglen smalt, baghofterne mere eller mindre 
bredt adskilt fra hinanden. Benene slanke, hofterin- 
gene små (undtagen hos Scydmaenus), lårene oftest 
kølleformede, skinnebenene uden eller med utydelig 
endespore, fødderne 5-leddede. Vingedækkerne uden 
afsatte sidedækker, ikke forkortede, så at højst pygi- 
dium er udækket. Bagkroppen med 6 rygled og (hos 
vore arter) 6 bugled. 

Scydmaenerne er smådyr; den største danske art er 2 mm 
lang. De er nær beslægtede med Silpherne, fra hvilke de ad- 
skiller sig ved de konisk tapformede eller kun svagt tværbrede 
baghofter. 

Scydmaenerne stemmer i levevis vistnok overens med 
Pselapherne, som de ofte træffes i selskab med. De indsamles 
derfor også bedst ved sigtning, men nogle arter kan dog også 
tages ved aftenketsning. De udvikler sig vistnok for største- 
delen om eftersommeren og overvintrer som fuldvoksne. 

Af Seydmaener er der hidtil fundet 26 arter i Danmark. 

Oversigt over slægterne. 

1. Pronotums sider randede i hele deres længde. Pro- 
notum ikke eller kun noget smallere end vinge- 
dækkerne 2. 

Pronotums sider ikke randede eller randede bag- 
fra omtrent til midten. Pronotum betydeligt 
smallere end vingedækkerne 3. 



138 



2. Pronotum så bredt som vingedækkerne, uden rod- 
gruber. Vingedækkerne bagtil omtrent jævnt 
afrundede, i det højeste pygidiums spids udæk- 
ket (fig. 63, p. 144) 3. Cephénnium (p. 143). 

Pronotum smallere end vingedækkerne, med 5 
rodgruber. Yingedækkerne bagtil tydeligt af- 
studsede, pygidium udækket (fig. 61, p. 140) 

1. Euthia (p. 139). 




a. Stenichnus b. Scydmaeniis 

Fig. 60. Venstre kæbepalpe af Stenichnus godarti og Scydmaeniis 

tarsatiis. 

3. Pygidium udækket (fig. 62, p. 143) 

2. Euthiconus (p. 142). 
I det højeste pygidiums spids udækket 4. 

4. Hovedet stærkt indsnøret bagtil, tindingerne 

lange (fig. 68, p. 158 og fig. 69, p. 161) 5. 

Hovedet ikke stærkt indsnøret bagtil, tindingerne 
korte (fig. 64, p. 147 og fig. 66, p. 153 7. 

5. Spidsen af 1. følehornsled på oversiden med en 

udranding. Kæbepalperne 4-leddede, yderste led 
rudimentært, næppe synligt, spidsen af dette 
og af 3. led afrundede sammen (fig. 60, b) 

8. Scydmaenus (p. 160). 
Følehornenes 1. led simpelt. Kæbepalperne 4-led- 
dede, yderste led lille, men tydeligt, sylf ormet, 
ragende ud over 3. leds spids (fig. 60, a) 6. 

6. Læbepalpernes 2. led meget længere end 3. led 

(endeleddet). Større, 1-1,7 mm 6. Euconnus (p. 154). 
Læbepalpernes 2. og 3. led lige lange. Mindre, 0,6- 
0,7 mm. Tindingerne ikke stærkt behårede. 
Følehornskøllen 3-leddet 7. Microscydmus (p. 159). 



139 



7. Den bageste del af pronotums sider randet 

4. Neuråphes (p. 145). 
Pronotums sider ikke randede . 5. Stenichnus (p. 149). 

1. Euthia Steph. 

Kroppen lidet hvælvet og temmelig ligebred. Øj- 
nene yderst nær ved pronotums forrand, tindingerne 
helt forsvundne eller yderst korte. Følehornene med 
3-leddet kølle. Kæbepalperne 4-leddede, yderste led 
meget lille, spidsen af dette og af 3. led afrundede 
sammen. Pronotum bredere end langt, med 5 rod- 
gruber, siderne randede i hele deres længde. Yinge- 
dækkerne hvert med 2 rodindtryk og med afstudset 
spids; pygidium udækket. 

Oversigt over arterne. 

1. Tindingerne meget korte, men dog tydelige. Større, 

1,5-1,8 mm. Oversiden brunrød (hovedet mør- 
kere), meget fmt og spredt punkteret. Følehor- 
nene ensfarvet rødlige 1. plicåta. 

Tindingerne helt eller næsten helt forsvundne. 
Mindre, 1,1-1,4 mm 2. 

2. Vingedækkerne brungule eller brunrøde. Større, 

1,2-1,4 mm 2. schaumi. 

Vingedækkerne mørkebrune eller brunsorte. Min- 
dre, 1,1-1,2 mm 3. 

3. Pronotum mindre fmt punkteret. Vingedækker- 

nes sider ret stærkt rundede. Følehornene hos 
begge køn ret korte og kraftige med stærkt tvær- 
brede 9. og 10. led, hos ^ kun ganske lidt læn- 
gere end hos $ 3. seydmaenoides. 

Pronotum fmt punkteret. Vingedækkernes sider 
ret svagt rundede. Følehornene hos ^ slanke, 9. 
og 10. led ikke tværbrede, hos $ betydeligt kor- 
tere og kraftigere med ret stærkt tværbrede 9. 
og 10. led lineåris. 



140 



1. E. plicåta Gyll. Fint og spredt, lyst behåret, blank, 
brunrød, hovedet mørkere, følehorn og ben rødlige. Øjnene 
kun lidt fremspringende. Oversiden meget fint og spredt 
punkteret. Vingedækkerne med ret svagt rundede sider, af 
rodindtrykkene er det yderste i reglen ganske lidt større end 
det inderste. Længde 1,5-1,8 mm. 




Fig. 61. Euthia schaumi J. x 35. 



^: Følehornene længere end hos $, 9. og 10. led ca. så lange 
som brede (hos $ lidt bredere end lange). 

Let kendelig fra de to følgende ved størrelsen og de tydelige 
tindinger, fra scydmaenoides yderligere ved lysere farve og 
meget længere og slankere følehorn. 

Sjælden (J, 0). Stursbøl plantage, Hadsten, Hald Nørre- 
skov; Christianssæde skov, Mogenstrup, mange steder i 
Nordsjælland. Hos Formica rufa og pratensis, undertiden også 
hos F. exsecta, oftest langs kanten af tuerne enten ved sigt- 



141 



ning af løv o. lign. eller ved aftenketsning (i antal ^^/g), men 
dog også undertiden i tuen. Maj-juni, aug. 

2. E. schaumi Kiesw. (fig. 61). Fint og jævnt tæt, lyst 
behåret, blank, hoved og pronotum brunsorte, det sidste med 
smalt lysere siderande, vingedækkerne brungule eller brunrøde, 
følehorn og ben rødlige. Øjnene noget fremspringende. Over- 
siden fmt og lidet tæt punkteret. Yingedækkerne med svagt 
rundede sider, deres rodindtryk små, omtrent lige store. 
Længde 1,2-1,4 mm. 

(J og $: Følehornsforskellen omtrent som hos plicata. 

Sjælden (J, 0). Esbjerg (fåtallig i kompost om efteråret 
sammen med scydmaenoides) ; København (i tør, barkblandet 
gødning omkring drivkasser, i gamle sivbunker og ved aften- 
ketsning i uhyre antal på en losseplads, ^^j^, ^/g). Dyrehaven 
(i kompostbunker ved vildthusene). 

3. E. scydmaenoides Steph. Fint og ret spredt, lyst 
behåret, blank, brunsort eller mørkebrun, følehorn og ben 
rødgule, de første lidt mørkere mod spidsen. Øjnene ikke ret 
stærkt fremspringende. Pronotum og vingedækkerne temme- 
lig tæt punkterede, punkturen på pronotum som regel kraf- 
tigere end på vingedækkerne. Disse lidt kortere end hos de to 
foregående arter, med stærkere rundede sider; af rodindtryk- 
kene er det inderste størst. Længde 1,1-1,2 mm. 

(J og 5* Følehornene hos (J ganske lidt længere end hos $, 
hos begge køn ret korte, med kraftigt afsat kølle og stærkt 
tværbrede 9. og 10. led. Øjnene lidt større hos (J end hos $. 

Kendelig fra de foregående arter ved mørkere farve, rin- 
gere størrelse og begge køns korte følehorn med stærkt tvær- 
brede 9. og 10. led. 

Sjælden (J, 0, B). Esbjerg (i stort antal i kompost om 
efteråret sammen med schaumi); Korup skov ved Odense 
(1 eks. sigtet af savsmuld), Sundby Storskov, Nykøbing F. 
(i kompost). Rødebro ved Dyrehaven (i forrådnet opskyl); 
Rahbækkeværket (ved drivbænke). Især i kompost. 

[E. line år i s Muls. (deubéli Ganglb. (^)). Meget nærstående 
til scydmaenoides, men adskilt fra den ved de i oversigten an- 



142 



førte kendemærker samt ved, at vingedækkerne er længere 
og øjnene hos begge køn større end hos det tilsvarende køn af 
scydmaenoides. Længde 1,1-1,2 mm. 

(J: Følehornene ca. 1/2 gang (hos $ kun ganske lidt) længere 
end hoved + pronotum, 7.-10. led mindst så lange som brede 
(hos 5 ret stærkt tværbrede). Øjnene meget større end hos $. 

Arten er fundet bl. a. i Skåne og Hamburgegnen. Den lever 
i muldet af eller i mospuder på gamle stammer og stubbe af 
løvtræer, især eg, undertiden også nåletræer (gran), hyppigt 
hvor der er myrer, især Lasius brnnneus, og er undertiden 
aftenketset.] 

2. Euthiconus Reitter. 

Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- 
gerne derfor meget korte. Følehornskøllen 3-leddet. 
Kæbepalperne 4-leddede, yderste led meget lille, 
spidsen af dette og af 3. led afrundede sammen. Pro- 
notum ca. så langt som bredt, i reglen tilsmalnet fortil, 
med 4 rodgruber, siderne ikke randede. Vingedækkerne 
hvert med 2 rodindtryk og med afstumpet spids ; pygi- 
dium udækket. 

1. E. conicicollis Fairm. & Laboulb. (Fig. 62). Langt og 
opstående behåret, rødbrun, pronotum lidt lysere, følehorn 
og ben rødgule. Hovedet lidt smallere end pronotum, panden 
glat og blank, tydeligt konkav på langs. Følehornenes 9. led 
ca. så langt som bredt, 10. led lidt bredere end langt. Prono- 
tum bredest ved roden, herfra jævnt tilsmalnet fremefter, de 
2 yderste rodgruber aflange, de 2 inderste små og runde, ind- 
byrdes forbundne ved en meget svag tværfure. Vingedækkerne 
meget fint og spredt punkterede, hvælvede, siderne temmelig 
stærkt rundede, af rodindtrykkene er det yderste dybest, det 
inderste svagt forlænget langs sømmen omtrent til vingedæk- 
kernes midte. Længde 1,03-1,2 mm. 

(J: Baglårene lidt tykkere og følehornene ganske lidt læn- 
gere end hos $. 

Meget sjælden (0). Kun fundet i Dyrehaven, nogle eks. 



143 



dels i hule løvtræer, dels under bark på stammer af bøg, eg 
og el, undertiden sammen med myrer (bl. a. Lasius niger); 
også fundet under bark af en knækket bøgestamme, der havde 
været stærkt angrebet af Taphrorhychus bicolor. Marts-maj, 
aug.-nov. I udlandet ofte fundet sammen med myrer (Lasius 




Fig. 62. Euthiconus conicicollis. x 45. 

brunneiis og fuliginosus, Formica rufa); i Sverige er den bl. a. 
fundet i antal i en hul, død bøgestamme, der var beboet af 
Lasius brunneus, Vespa crabro og (tidligere) af ugler. 



3. Cephénnium M. & K. 

Let kendelig ved det store, hvælvede pronotum, 
der er af samme bredde som vingedækkerne, mangler 



144 



rodgruber og har siderne randede i hele deres længde. 
Hovedet ikke tilsmalnet bagtil, trukket tilbage helt 
til øjnenes bagrand, tindingerne forsvundne. Kæbe- 
palpernes endeled meget lille og kort, kun utydeligt 




Fig. 63. Cephennium gallicum ?. x 42. 

afsondret fra det næstsidste (3.) led. Vingedækkerne 
hvert med en rodgrube. Kun pygidiums spids udækket. 



1. C. gallicum Ganglb. (Fig. 63). Blank, tyndt, lyst, ikke 
helt nedliggende behåret, hoved og pronotum brunlige, vin- 
gedækkerne sorte eller brunsorte, følehorn og ben rødgule. 
Pronotum og vingedækkerne spredt og yderst svagt punktere- 
de. Pronotum ca. ^/g bredere end langt, bredest foran midten. 



145 



bagud noget tilsmalnet i næslen rette linier. Længde 1-1,05 
mm. 

(^: Forskinnebenenes inderside i yderste tredjedel svagt 
indbuet. 

Hidtil kun fundet i Fuglsang park på Lolland, især ved 
forårssigtning af mos og trøsket ved fra gamle løvtræstubbe 
på fugtig, skygget bund; enkeltvis også i juli-sept. 



4. Neurdphes Thoms. 

Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- 
gerne derfor meget korte. Issen ofte med 2 gruber. 
Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen eller med 
mere eller mindre tydeligt afsat, oftest 4-leddet kølle. 
Pronotum med bagtil randede sider, bagtil i midten 
ofte med en længdekøl. Yingedækkerne hvert med 2 
rodindtryk. 

De danske arter, bortset fra angulatus, uden nogen 
tydelig ydre kønsforskel. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotums rod i midten med en længdekøl. Issen 

med en tydelig grube på hver side inden for øjet 

(fig. 64) (1. undersl. Neuråphes s. str.) 2. 

Pronotums rod i midten uden længdekøl. Issen 
uden gruber (2. undersl. Scydmoråphes). . . . 4. 

2. Pronotum punkteret 3. elongåtulus. 

Pronotum glat 3. 

3. Større, 1,6-1,8 mm. Sort 1. angulåtus. 

Mindre, 1,1-1,2 mm. Rødgul eller rustrød 2. talpårum. 

4. Større, 1,25-1,3 mm, rødgul eller rustrød. Panden 

bag følehornenes indledningssted med to tyde- 
lige blanke knuder og mellem disse tydeligt for- 
dybet. Pandens punktur yderst fm og yderst 

spredt 4. sparshålli. 

Mindre, 0,9-1,2 mm. Panden i det højeste med 
Victor Hansen: Ådselbiller 10 



146 



ganske svagt antydede knuder, flad, uden tyde- 
lig fordybning, dens punktur mindre fin og tæt- 
tere 5. 

5. Større, 1,1-1,2 mm. Pandens punktur ret fin. Krop- 
pen som regel brunsort eller mørkebrun 5. hélvolus. 
Mindre, 0,9-1 mm. Pandens punktur som regel kraf- 
tigere. Kroppen som regel rustrød .... 6. miniitus. 

1. underslægt Neuråphes s. str. 

Pronotums rod i midten med en længdekøl. Issen 
med en tydelig grube på hver side inden for øjet. 
Hannens parringsorgan uden paramerer. 

1. N. angulåtus M. & K. Spredt, men temmelig langt, 
gult behåret, sort, følehorn og ben rødlige. Hovedet glat. 9. 
og 10. følehornsled noget tværbrede. Pronotum ca. så langt 
som bredt, siderne bagtil omtrent parallelle, fortil rundede, 
forhjørnerne (set fra oven) tydeligt fremtrædende; roden med 
en tværfure, der i midten afbrydes af længdekølen, og hvori 
der på hver side står 2 gruber, en kort indre og en aflang 
ydre. Vingedækkerne fint og spredt punkterede, det yderste 
rodindtryk aflangt, det inderste rundt, ofte svagt fortsat et 
stykke langs sømmen. Længde 1,6-1,8 mm. 

(J: Pronotums forhjørner med lange, skråt fremadrettede, 
stærkt krummede hår. 

$: Pronotums forhjørner med meget kortere, skråt bagud- 
rettede, noget krummede hår. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). På fugtig eller halv- 
fugtig skovbund under løv og mos, oftest kun enkeltvis. 
Også fundet hos myrer og ofte aftenketset i maj, juni og aug. 
Marts-okt. 

2. N. talpårum Lokay. Spredt, gult behåret, rødgul, vin- 
gedækkerne undertiden lidt mørkere. Hovedet glat, med store 
og dybe issegruber, der næsten støder helt op til øjnene. 
8. følehornsled lidt, 9. og 10. led ret stærkt tværbrede. Prono- 
tum ganske lidt længere end bredt, bagtil parallelsidet, i for- 



147 



reste trediedel tilsmalnet, forhjørnerne fuldstændig afrundede, 
roden omtrent som hos den foregående. Vingedækkerne næsten 
glatte; af rodindtrykkene er det yderste langt og smalt, det 
inderste kort og dybt. Længde 1,1-1,2 mm. 




Fig. 64. Neuraphes elongatulus. x 30. 

Udbredt, men sjælden (J, 0). Den er fundet under ret for- 
skelligartede forhold: i hule træer (især hvor der er eller har 
være muse- eller fuglereder), i muldvarpereder (især løvreder), 
i rævegange og grævlingeboer, i kompost (antagelig med rotte- 
eller musegange), hos myrer {Lasius fuliginosus, L. niger og 
Formica rufa), i saftigt elmeved. Undertiden aftenketset. 
Oftest enkeltvis eller fåtallig. Apr.-nov. 



3. N. elongatulus M. & K. (Fig. 64). Spredt, gult behåret, 
sort eller brun, følehorn og ben rødgule. Hovedet yderst spredt 

10* 



148 



punkteret. 8.-10. følehornsled stærkt tværbrede. Pronotum 
ca. så langt som bredt, siderne bagtil omtrent parallelle, fortil 
rundede, forhjørnerne fuldstændig forsvundne; roden omtrent 
som hos de 2 foregående. Vingedækkerne fint punkterede; af 
rodindtrykkene er det inderste bredest og dybest. Længde 
1,4-1,5 mm. 

Ret almindelig (J, 0). På fugtig eller halvfugtig skovbund, 
under løv og mos. Undertiden tilfældigt hos Formica rufa. 
Kan aftenketses, f. eks. i juni. Marts-sept. 



2. underslægt Scydmoråphes Reitt. 

Pronotums rod i midten uden længdekøl. Issen 
uden gruber. Hannens parringsorgan med frie, velud- 
viklede paramerer. 

4. N. sparshålli Denny (hopffgarténi Reitt.). Spredt, gult 
behåret, rødgul eller rustrød. Pronotum glat, med stærkere 
behårede sider, ved roden med en tværfure, hvori der på hver 
side står 2 gruber, den yderste forlænget fremefter, den inderste 
kort og mindre tydelig. Vingedækkerne meget fint punkterede ; 
af rodindtrykkene er det yderste langt og smalt, det inderste 
dybt og rundt, oftest fortsat et stykke langs sømmen i form 
af en yderst fin længdefure. Længde 1,25-1,3 mm. 

Meget sjælden (0). Thurø Østerskov, Bremersvold, Frejlev, 
Færgemarkskoven ved Guldborg L., alle disse steder ved sigt- 
ning omkring sammenfaldne risgærder, antagefigt i musegange. 
Maj -juni, aug. 

5. N. hélvolus Schaum (sparshålli auct.). Spredt, gult 
behåret, farven varierende fra rustrød til brunsort, følehorn 
og ben rødgule. Hos danske eksemplarer er kroppen næsten 
altid overvejende brunsort eller mørkt rødbrun. Pronotum 
glat, med stærkere behårede sider og undertiden med en fin, 
længere eller kortere midtfure; roden omtrent som hos den 
foregående, dog er tværfuren undertiden i midten forsynet 
med en 5te grube. Vingedækkerne fint og tydeligt punkterede, 
rodindtrykkene som hos den foregående. Længde 1,1-1,2 mm. 



149 



Sjælden (J, 0). Als Sønderskov, Varde, Bygholm, Bredballe, 
Skanderborg Dyrehave, Frijsenborg (Lille Dyrehave), Fem- 
møller, Skovlund i Hammer bakker; Hestehaven ved Trane- 
kær, Fuglse, Højbygård på Lolland, Lysemose, Sorø. Arten 
er fundet ved foden af gamle popler og pile, i musereder, under 
elleløv, under grannåle ved foden af graner eller under gran- 
ris, snart på fugtig, snart på tør bund; oftest enkeltvis eller 
fåtallig. Den angives også at være fundet hos myrer (Formica 
rufa, Lasius fiiliginosus i eg), men forekommer hos os vistnok 
overvejende i eller ved musegange og -reder. 

6. N. minutus Chaud, Nærstående til helvolus, med adskilt 
fra den ved de i oversigten nævnte karakterer samt ved, at 
vingedækkernes behåring som regel er lidt længere og lidt mere 
udstående, især tydeligt mod siderne. Endvidere har prono- 
tums rodtværfure som regel, foruden de yderste gruber, mel- 
lem disse nogle små - i tal og styrke noget varierende - gruber 
eller punkter, således at partiet mellem tværfuren og bagranden 
ikke fremtræder nær så blankt som hos helvolus. Kroppens farve 
er lysere eller mørkere rustrød og således betydeligt lysere end 
hos normalt farvede danske eksemplarer af helvolus. Dette i for- 
bindelse med den ringe størrelse gør som regel arten straks 
kendelig fra helvolus såvel som fra vore andre af slægtens 
arter. Længde 0,9-1 mm. 

Meget sjælden (0). Hidtil kun fundet i Bognæs Storskov 
(1 eks. sigtet af muld fra en gammel, hul eg ^^/g 1967. I ud- 
landet er arten fundet hos myrer (Formica rufa, Lasius 
brunneuSf fuliginosus og niger), i trøskede, især hvidfrønnede, 
løvtræstubbe, f. eks. af eg, bøg og pil, og i løv og mos. Den 
synes overalt at være meget sjælden og hyppigst kun at være 
taget enkeltvis eller fåtalligt. I Sverige er den fundet sammen 
med Euthiconus, jfr. foran p. 143. 



5. Stenichnus Thoms. 

Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- 
gerne derfor meget korte. Følehornene mod spidsen 
jævnt fortykkede. Pronotum svagt hjerteformet, i 
reglen med et antal rodgruber, siderne ikke randede. 
Vingedækkerne hvert med eet eller to rodindtryk. 



150 



Hannens forlår i reglen tykkere end hunnens. 
De danske arter har glat hoved og pronotum og 
mere eller mindre fint punkterede vingedækker. 

Oversigt over arterne. 

1. Hvert vingedække med 2 rodindtryk, af hvilke det 
yderste er meget utydeligt. Pronotums rod med 
en svag tværfure, men med kun meget små, 
svage, punktformede gruber. 1,1-1,2 mm. Vin- 
gedækkerne røde eller brune 5. bicolor. 




Fig. 65. Stenichnus c?« Venstre forben. 

Hvert vingedække med 2 tydelige rodindtryk. 
Pronotum med tydelige rodgruber. Sort eller 
lysere, men i sidste fald større (1,7-1,8 mm). . . 2. 

2. Større, 1,7-1,8 mm. Lysere eller mørkere brun, 

bred 1. godårti. 

Mindre, højst 1,5 mm. Sort 3. 

3. Pronotums inderste rodgruber svage. Pronotum 

ikke bredere end langt. Vingedækkerne slanke, 
deres inderste rodindtryk forlænget langs søm- 
men omtrent til midten. Længde 1,35-1,5 mm. 
(J: Forlårene fortykkede og jævnt afrundede 

3. collåris. 
Pronotums inderste rodgruber ret kraftige 4. 

4. Vingedækkerne meget brede. Pronotum tydeligt 

bredere end langt. Større, 1,3-1,4 mm. (J: For- 
lårene sammentrykte, ydersiden dannende en 
vinkel uden tandformet fremspring (fig. 65, a) 

2. scutellåris. 



151 



Vingedækkerne mindre brede. Pronotum ca. så 

langt som bredt. Mindre, 1,1-1,3 mm 5. 

5. Vingedækkernes punktur ret kraftig og dyb, deres 
behåring længere og mere spredt. ^: Forlårene 
sammentrykte, ydersiden dannende en vinkel 
med tandformet fremspring (fig. 65, b) .... pusillus. 
Vingedækkernes punktur fm og lidet dyb, deres 
behåring kortere og tættere. (J: Forlårene simple 

4. harwoodiånus. 

1. S t. godårti Latr. Formen bred. Spredt, gult behåret, 
lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødlige. 9. og 10. 
følehornsled kun lidt bredere end lange. Pronotum ca. så langt 
som bredt, ved roden med flere små, punktformede gruber, 
der varierer i antal og størrelse og undertiden danner en svag 
antydning af en tværfure. Vingedækkerne brede, stærkt hvæl- 
vede, med stærkt rundede sider, tydeligt punkterede; rodind- 
trykkene korte, det inderste dybest. Længde 1,7-1,8 mm. 

(J: Forlårene på ydersiden stærkere fortykkede, jævnt 
afrundede. 

Kendelig ved den betydelige størrelse, farven og de meget 
brede vingedækker. 

Sjælden (0). Bremersvold (i hul eg), Sundby Storskov 
(enkeltvis i gamle ege og engang i stort antal i trøsket, af 
gærende saft gennemtrængt ved i en hul egestub, der var be- 
boet af Lasius brunneiis), Storskoven ved Guldborg L. (i 
antal i hul, rødmuldet eg), Gerup skov (hos Formica rufa), 
Brahetrolleborg, Storkevad i Grib skov (i antal i muld under 
birkebark sammen med Lasius niger), Jægerspris Nordskov 
(hos Formica ru fa). Maj-sept. 

2. St. scutellåris M. &. K. Formen bred. Spredt, gult 
behåret, sort, følehorn og ben rødlige, lårene mørkere. 9. føle- 
hornsled næppe, 10. led lidt bredere end langt. Pronotum med 
2 tydelige, punktformede rodgruber på hver side. Vingedæk- 
kerne brede, stærkt hvælvede, med stærkt rundede sider, ret 
fint og spredt punkterede; rodindtrykkene store og dybe, det 
inderste skråtstillet, konvergerende med sømmen; derved 



152 



bliver scutellum og den tilstødende del af vingedækkerne tyde- 
ligt fremstående i form af en lille trekant. Længde 1,3-1,4 mm. 

cJ: Forlårene sammentrykte, på ydersiden stærkt udvidede, 
foran spidsen dannende en tydelig stump vinkel, men uden 
tandformet fremspring (fig. 65, a). 

Kendelig ved det tydeligt tværbrede pronotum, de brede 
vingedækker med stærkt fremstående scutellarparti og formen 
af hannens forlår. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0). På skovbund under lov 
og mos, men også undertiden på høj, åben bund (f. eks. på 
Høvblege (Høje Møn) på kridtbund ved planterødder o. 1.); 
også fundet hos Formica rufa og Lasiiis fuliginosiis og ved af ten- 
ketsning. Apr.-nov. 

3. St. collåris M. & K. (Fig. 66). Aflang. Spredt, gult be- 
håret, sort, følehorn og ben rødlige, lårene oftest mørkere. 
Hovedet meget smallere end pronotum. Følehornene stærkere 
fortykkede end hos de to foregående, 8. led noget, 9. og 10. 
led betydeligt bredere end lange. Pronotum ca. så langt som 
bredt, roden på hver side med 2 meget små gruber, de inderste 
meget utydelige, næsten udviskede. Vingedækkerne fint, fortil 
omkring sømmen dog oftest grovere punkterede; af rodind- 
trykkene er det yderste lille, det inderste forlænget parallelt 
med, bagtil endog lidt divergerende fra sømmen, nående om- 
trent til vingedækkernes midte. Længde 1,35-1,5 mm. 

(J; Forlårene på ydersiden stærkere fortykkede og jævnt 
afrundede. 

Kendelig ved pronotums og vingedækkernes skulptur. Tyde- 
ligt slankere end scutellaris og tydeligt større end de følgende 
arter. 

Meget almindelig (J, 0, B). På skovbund under løv og 
mos. Undertiden hos Formica rufa. Ofte ved aftenketsning, 
f. eks. i juni. Apr.-nov. 

4. St. harwoodiånus Williams. Nærstående til collåris, 
men let adskilt fra den ved ringere størrelse, i forhold til pro- 
notum noget bredere hoved, meget slankere følehorn med 8. 
led næppe, 9. og 10. kun lidt tværbrede, tydelige rodgruber på 



153 



pronotum, finere og tættere punkterede og tættere behårede 
vingedækker med kortere, svagere inderste rodindtryk og 
hannens simple forlår. Længde 1,15-1,3 mm. 

Fra scutellaris adskilles arten let ved smallere, ca. så langt 
som bredt pronotum, smallere vingedækker med tættere 




Fig. 66. Stenichniis collaris ?. x 30. 



punktur og behåring og næppe fremstående scutellarparti og 
hannens simple forlår. Fra pusillus adskilles arten ved de i 
oversigten anførte kendetegn og ved tydeligt slankere føle- 
horn. 

Meget sjælden (J). Kun fundet i Bommerlund plantage 
(2 eks. aftenketset på sandbund ^^-^^/g) og i Esbjerg Strand- 
skov (i antal dels sigtet af planterødder på tør gruset bund 
langs en skovvej, dels aftenketset, juli-okt.). 



154 



[SI. pusillus M. &. K. Kendelig fra de 3 foregående arter 
ved de under disse og i oversigten anførte skelnemærker. Sort, 
følehorn og ben rødgule. Hovedet kun lidt smallere end prono- 
tum. 9. og 10. følehornsled ret stærkt tværbrede. Pronotums 
rodgruber og vingedækkernes rodindtryk tydelige og ret kraf- 
tige, det inderste rodindtryk ikke eller kun ganske svagt 
antydet forlænget langs sømmen. Længde 1,1-1,25 mm. 

(J: Forlårene sammentrykte, ydersiden dannende en vinkel 
med tandformet fremspring (fig. 65, b). 

Fundet bl. a. i Skåne og i Hamburgegnen. På fugtig skov- 
bund under løv, planterester og sten, undertiden hos Formica 
ru fa. Også ved ketsning.] 

5. St. bicolor Denny (exilis Er.). Aflang. Spredt, temmelig 
langt behåret, lysere eller mørkere brun, hoved og pronotum 
ofte næsten sorte, følehorn og ben rødgule. Følehornenes 7. 
led lidt større end 6. og 8., de 2 næstsidste led noget bredere 
end lange. Pronotum så langt som bredt. Yingedækkerne fint, 
mod sømmen tydeligere punkterede; af rodindtrykkene er det 
inderste dybt og rundt, meget svagt forlænget et stykke langs 
sømmen, det yderste overordentlig svagt og utydeligt .Længde 
1,1-1,2 mm. 

(^: Som collaris ^. 

Kendelig ved sin ringe størrelse, farven og pronotums og 
vingedækkernes skulptur. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Hyppigst under bark 
af løvtræer, f. eks. bøg, eg, el og birk, sjældnere hos Formica 
rufa, Marts-nov. 



6. Euconnus Thoms. 

Hovedet bagtil tydeligt halsformet indsnøret, hal- 
sen højst ^/a så bred som hovedet; øjnene adskilt 
langt fra pronotums forrand, tindingerne lange. Læbe- 
palpernes 2. led langt, mindst 3 gange så langt som 3. 
led (endeleddet). Pronotums sider ikke randede. 

Hannen har tykkere forlår, de 2 forreste par skinne- 



155 



ben indvendigt, omtrent fra midten til spidsen, fladt 
udrandede og her tættere og længere behårede og hos 
nogle arter de første led i følehornskøllen særligt ud- 
viklede. 

De danske arter har glat hoved og pronotum, glatte 
eller fint punkterede vingedækker, der hvert er for- 
synet med eet eller to rodindtryk, og 3- eller 4-leddet 
følehornskølle. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum ved roden med en kort køl i midten. 

Tindingerne stærkt behårede 3. denticornis. 

Pronotums rod uden køl i midten 2. 

2. Følehornskøllen 3-leddet. Tindingerne ikke stærkt 

behårede 7. wetterhålli. 

Følehornskøllen 4-leddet 3. 

3. Tindingerne stærkt behårede 4. 

Tindingerne ikke stærkt behårede 5. 

4. Større, 1,4-1,55 mm. Følehornene tydeligt længere 

end hoved + pronotum, køllen løst leddet, 9. 
og 10. led ca. l^/g gang så brede som lange, 10. 

leds yderste forhjørne afrundet 1. cl å vi g er. 

Mindre, 1-1,1 mm. Følehornene ca. så lange som 
hoved + pronotum, køllen tæt leddet, 9. og 10. 
led over dobbelt så brede som lange, 10. leds 
yderste forhjørne spidsvinklet, skråt udadtruk- 
ket 2. maeklini. 

5. Større, 1,6-1,7 mm. Yingedækkerne røde 

4. riitilipénnis. 
Mindre, 1,2-1,4 mm. Yingedækkerne som regel 
sorte 6. 

6. Yingedækkerne bredere, ca. ^/g længere end brede, 

næsten glatte. Følehornene lidt slankere 5. hirticollis. 
Yingedækkerne smallere, over ^/g længere end 
brede, yderst fint og spredt punkterede. Føle- 
hornene lidt mindre slanke 6. fimetårius. 



156 



1. E. clåviger M. & K. Tindingerne og pronotums sider 
stærkt, iøvrigt spredt, men temmelig langt behåret, sort eller 
mørkebrun, følehorn og ben rustrøde. Følehornskøllen langt 
behåret, 8. led næppe bredere end langt, endeleddet mindst 
så langt som bredt. Pronotums rod med en svag tværfure, der 
på hver side begrænses af en kort køl. Vingedækkerne brede, 
næsten glatte, hvert med et dybt og bredt rodindtryk. Længde 
1,4-1,55 mm. 

Sjælden (J, O). Stursbøl plantage, Silkeborg Vesterskov, 
Skørping; Merrit skov, mange steder i nordsjællandske skove, 
Gniben. I tuer af Formica rufa; undertiden også hos Lasius- 
arter, især L. niger, oftest under bark eller ved stubbe. 

2. E. maeklini Mannh. Nærbeslægtet med den foregå- 
ende, men let at skelne fra den ved sin meget ringere stør- 
relse og de øvrige i oversigten nævnte kendemærker. End- 
videre er følehornenes 8. led omtrent dobbelt så bredt som 
langt og endeleddet tydeligt bredere end langt. Lysere eller 
mørkere rødbrun, følehorn og ben rødgule. Vingedækkerne 
forholdsvis smallere end hos den foregående. Længde 1-1,1 mm. 

Meget sjælden (J, 0). Kun fundet i Silkeborg Vesterskov 
(i antal i en Formica rufa tue, dannet af kvistestumper af 
løvtræ på høj bund, maj, sept.) og i Rudeskov (1 eks. hos 
Formica rufa, sept.). I udlandet også fundet hos Lasius brun- 
neus, f. eks. i hvidfrønnet egeved. 

3. E. den tic or ni s M. &. K Tindingerne og pronotum 
stærkt, iøvrigt spredt behåret, sort, følehorn og ben rustrøde, 
lårene mørkere. Pronotum ved roden med 3 længdekøle, en 
kort og yderst fin i midten og en på hver side, de sidste be- 
grænses hver af 2 rodgruber, en større indre og en mindre ydre. 
Vingedækkerne næsten glatte, hvert med et stort, bredt rod- 
indtryk. Længde 1,65-1,7 mm. 

(J: 8. følehornsled længere end bredt, 9. led bredest fortil 
og her så bredt som langt, begge disse led på indersiden flad- 
trykte. 8. leds inderside konkav, inderhjørnerne f remtrukne, 
det forreste skarpt. 9. leds bageste inderhjørne stumpt, det 
forreste spidst og fremtrukket, 10. led ca. så langt som bredt 
(fig. 67). 



157 



$: 8.-10. følehornsled ca. så lange som brede eller lidt tvær- 
brede. 

Sjælden (J, 0). Ulvemosen på Als, Rye Nørreskov, Silke- 
borg; Hestehaven ved Tranekær, Keld skov, Engestofte mose, 
Christianssæde skov, Maglemer skov, Nørre Alslev skov, 
Mogenstrup, Boserup, Bognæs, Bøllemosen, »Bjerget« øst for 

Fig. 67. Euconniis denticornis S- Højre følehorn. 

Sandbjerg, Jægerspris Nordskov. Under løv og mos, men oftest 
taget ved aftenketsning i maj-juni, som regel fåtalligt, en- 
kelte gange i stort antal, overvejende hanner. 

4. E. riitilipénnis M. & K. (Fig. 68). Pronotum tæt, 
iøvrigt meget spredt, gult behåret, sort, vingedækkerne blod- 
røde, ofte mørkere mod spidsen, følehorn og ben rustrøde, 
lårene og følehornskøllen mørkere. Følehornene slanke, 8. led 
lidt længere end bredt, 9. og 10. omtrent kugleformede. Pro- 
notum på hver side med en utydelig rodgrube og en kort 
længdekøl. Vingedækkerne stærkt hvælvede, glatte, hvert 
med 2 rodindtryk, det yderste dybt, langt, divergerende fra 
sømmen, det inderste lille og utydeligt. Længde 1,6-1,7 
mm. 

Sjælden (J, 0). Skanderborg sø, Silkeborg; Klingstrup mose 
ved Svendborg, Vosemose og Ullerslev, Lekkende, Sorø, 
mange nordsjællandske moser, f. eks. Malmmosen. I opskyl 
og fugtigt mos ved søer og moser. 

5. E. hirticollis Ulig. Pronotum tæt, iøvrigt meget spredt 
behåret, sort, følehorn og ben rustrøde, lårene og følehorns- 
køllen oftest mørkere. Følehornene slanke, 8.-10. led omtrent 
kugleformede. Pronotums rod med en svag tværfure, hvori 
der står 2 meget utydelige gruber, og med en kort længdekøl 
på hver side. Vingedækkerne hvert med et aflangt, fra søm- 
men divergerende rodindtryk og antydning af et andet, indre, 
tæt ved scutellum. Længde 1,2-1,4 mm. 

Almindehg (J, 0). På fugtig bund, i opskyl, løv og mos. 



158 



6. E. fimetårius Ghaud. Yderst nær beslægtet med den 
foregående, fra hvilken den adskilles ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Vingedækkernes sider er mindre stærkt 




Fig. 68. Euconnus rutilipennis. x 24. 

rundede og deres behåring tættere og kortere. Længde 1,2- 
1,4 mm. 

Udbredt og vistnok ikke særlig sjælden (J, 0, B.) I gødning 
og kompost, f. eks. omkring drivkasser. 



7. E. wetterhålli Gyll. Spredt, gulbrunt behåret, sort, 
følehorn og ben rustrøde, lårene og følehornskøllen lidt mør- 
kere. 9. og 10. følehornsled tværbrede. Pronotum på hver side 
med 2 rodgruber, af hvilke den yderste er mindst. Vingedæk- 
kerne yderst fint og spredt punkterede, hvert med 2 rodind- 



159 



tryk, det yderste dybt og divergerende fra sømmen, det inder- 
ste meget lille og utydeligt. Længde 1,4-1,65 mm. 

(J: Forskinnebenene mod spidsen stærkere fortykkede og 
indadkrummede. Bagskinnebenene fra midten til spidsen 
indadkrummede, med tydelig endespore. 

Meget sjælden (0). Enkelte eks. for mange år siden i 
Ravnstrup krat og Lindeskov ved Nykøbing F., og i Sundby 
Storskov; i nyere tid kun fundet i Engestofte mose, sigtet i 
antal af mos og planterester på halvfugtig bund i juni-juli. 



7. Microscydmus Groiss. 

Nærstående til Euconnus, men adskilt fra denne 
slægt ved, at læbepalpernes 2. led er kort, kun ca. 
V2 gang længere end bredt og så langt som 3. led. 
Tindingerne ikke stærkt behårede, øjnene meget groft 
facetterede. Følehornskøllen 3-leddet. 

Den danske art - vor mindste art i familien - er straks 
kendelig fra vore andre seydmaener ved den meget ringe 
størrelse og fra vor mindste Euconnus-SLrt (maeklini) yder- 
ligere ved meget spinklere, 3-leddet (ikke 4-leddet) følehorns- 
kølle. 

1. M. nånus Schaum. Meget fmt, gult behåret, farven 
varierende fra rødgul til mørkebrun, følehorn og ben gule. 
9. og 10. følehornsled tydeligt tværbrede. Pronotum med tem- 
melig stærkt rundede sider, på hver side med 2 rodgruber, af 
hvilke de inderste er store, de yderste meget utydelige. Vinge- 
dækkerne yderst fmt punkterede, hvert med et stort, dybt, 
fra sømmen ganske lidt divergerende rodindtryk. Længde 
0,6-0,7 mm. 

cJ: Mellemskinnebenenes inderside længere behåret. 

Sjælden (0). Sundby Storskov (sigtet fra nåletræsstubbe og 
grannåle), Tureby, Bognæs, Dyrehaven, Rudeskov (hos 
Formica rufa), Storkevad, Jægerspris Nordskov. I mos på 
gamle træer (bøg, el), i muld under bark af gamle, udgåede 
birke og i gamle bøgestubbe. Især for- og efterår. 



160 



8. Scydmaenus Latr. 

Hovedet stærkt halsformet indsnøret bagtil; øjnene 
adskilt langt fra pronotums forrand, tindingerne 
lange. Følehornene med 3-leddet kølle, rodleddet på 
oversiden fortil med en udranding. Pronotums sider 
ikke randede. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum med 4 rodgruber. Vingedækkerne hvert 

med et tydeligt rodindtryk. Kroppen brun. 

Større 1,9-2 mm 1. tarsåtus. 

Pronotum uden rodgruber. Vingedækkerne uden 
tydeligt rodindtryk. Kroppen rødgul. Mindre, 
1,2-1,7 mm 2. 

2. Pronotum ikke eller næppe længere end bredt. 9. 

og 10. følehornsled ikke eller næppe længere end 

brede. Mindre, 1,2-1,3 mm 2. rufus. 

Pronotum tydeligt længere end bredt. 9. og 10. 
følehornsled tydeligt længere end brede. Større, 
1,6-1,7 mm hellwigi. 

1. Se. tarsåtus M. & K. (Fig. 69). Spredt, gult behåret, 
mørkebrun, hoved og pronotum oftest lidt mørkere, følehorn 
og ben rødlige. Følehornenes 2 næstsidste led ca. så lange som 
brede. Hoved og pronotum glat, det sidste på hver side med 2 
rodgruber, af hvilke den yderste er mindst. Vingedækkerne 
meget fmt og spredt punkterede, hvert med et kort og bredt 
rodindtryk. Længde 1,9-2 mm. 

(J: Forfødderne betydeligt (hos $ kun svagt) udvidede. 

Meget almindelig (J, 0, B). Især i plantemøddinger. For- 
og efterår. Forpupning og klækning iagttaget i sept. 

2. Se. rufus M. & K. Fint, gult behåret, rødgul. Hovedet 
glat, noget smallere end pronotum. Dette yderst fmt og uty- 



161 



deligt punkteret. Vingedækkerne forholdsvis korte, fint, men 
tydeligt punkterede. Længde 1,2-1,3 mm. 

(J: Forfødderne noget (hos $ næppe) udvidede. 

Sjælden (0). Hidtil kun fundet omkring København (i 
gødning og kompost omkring drivkasser i haver) og en enkelt 




Fig. 69. Scydmaenus tarsatus cJ. x 24. 

gang i Dyrehaven på en gammel bøg. I det sydlige Europa 
fundet under bark og mos på gamle stubbe og stammer, ofte 
hos myrer. Maj, sept. 



[Se. hellwigi Hbst. Ligner rufus, men adskilles let fra 
den ved de i oversigten anførte kendemærker og hannens 
ejendommelige hovedskulptur. Længde 1,6-1,7 mm. 

Victor Hansen: Ådselbiller 11 



162 



(J: Hovedet påfaldende stort, bagtil udvidet og lidt bredere 
end pronotum, fortil tæt og ret kraftigt punkteret, bagtil 
bredt og meget dybt udhulet, tindingerne begrænset af skarpe 
side- og bagkanter, der bagtil ender i en skarp tand. 

$: Hovedet simpelt, kun lidt smallere end pronotum. 

Arten er bl. a. fundet i Skåne, derimod ikke i Holstein- 
Hamburgegnen eller i det øvrige Nordtyskland. Den lever dels 
hos Formica rufa, dels hos Laszus-arter (f. eks. brunneiis og 
fuliginosus) under bark, i frønnet ved, i hule træer (især eg 
og bøg) og i mos og løv ved foden af gamle stammer.] 



5. familie Corylophidae. 

(Orthopéridae). 

Følehornene indleddede foran øjnene, 8- til 11-led- 
dede, med 3-leddet kølle eller med 5-leddet afbrudt 
kølle, de 2 første led fortykkede. Yingedækkerne 
dækkende bagkroppen helt eller næsten helt. For- 
hofterne ovale eller kort tapformede, ganske lidt ad- 
skilte fra hinanden. Baghofterne tværbrede, langt ad- 
skilte fra hinanden. Fødderne 4-leddede, 3. led under- 
tiden vanskeligt at skelne. Bagkroppen med 6 frie 
bugled. 

Arterne i denne familie er meget små dyr, der udmærker 
sig ved mere eller mindre oval og hvælvet form og lille, helt 
eller delvis af pronotum overdækket hoved. De lever under 
træbark eller i henrådnende plantedele o. lign. 

Familien, der tidligere og derfor også i 1. udgave, har været 
henført til familierækken Staphylinoidea, bør efter nyere for- 
fatteres, bl. a. Crowson's, mening stilles i slægtsgruppen 
Clavicornia ved siden af familien Coccinellidae (Mariehøns)^), 
jfr. ovenfor p. 3-4. 

Af familien er der hidtil i Danmark fundet 6 arter. 

1) Se Danmarks Fauna, Biller XIV, p. 83-142. 



163 



Oversigt over slægterne. 

Hovedet kun delvis dækket af pronotum; dettes 
forrand i midten indbuet. Pronotums baghjør- 
ner omtrent retvinklede. Følehornene 9-leddede 

3. Orthopcrus (p. 165). 

Hovedet helt dækket af pronotum, dettes forrand 
afrundet (fig. 70) 2. 




Fig. 70. Corylophus cassidoides ?. x 42. 



2. Pronotums baghjørner ikke spidsvinklet bagud- 

trukne. Oversiden nedliggende behåret 3. 

Pronotums baghjørner spidsvinklet bagudtrukne, 
omfattende vingedækkernes rod 4. 

3. Følehornene 11-leddede. Pronotums bagrand i 

midten stærkt bagudtrukket Såcium (p. 165). 

Følehornene 10-leddede. Pronotums bagrand i det 

højeste svagt bagudtrukket . . Årthrolips (p. 165). 

4. Følehornene 9-leddede. Oversiden omtrent nøgen 

1. Corylophus (p. 164). 
Følehornene 10-leddede. Oversiden nedliggende 

behåret 2. Sericoderus (p. 164). 

11* 



164 



1. Corylophus Steph. 

Let kendelig ved de spidsvinklet bagudtrukne 
baghjørner på pronotum, de 9-leddede følehorn og 
den omtrent nøgne overside. Kroppen oval, temmelig 
hvælvet. Hovedet helt dækket af pronotum. Følehor- 
nenes 5. led meget større end 4. eller 6. led, hvorved 
der dannes en 5-leddet, af 6. led afbrudt kølle. Prono- 
tums sider gående jævnt over i dets forrand, bagran- 
den på hver side bredt indbuet. Vingedækkerne bagtil 
tilsmalnede, siderne rundede, sidedækkerne smalle, 
bagtil forsvindende. 

1. C. cassidoides Marsh. (Fig. 70). Brunsort, pronotum 
rødligt med lysere rande, vingedækkerne bagtil og undertiden 
langs sømmen brunrøde, følehorn og ben rødgule. Oversiden 
med fm, netmasket mikroskulptur. Vingedækkerne spredt 
punkterede. Længde 0,8-1 mm. 

(^: Forskinnebenene ved spidsen stærkt indadkrummede 
(omtrent som fig. 71, ^). 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). I henrådnende plan- 
tedele, vistnok især på solåben, fugtig bund. Især for- og 
efterår. 

2. Sericoderus Steph. 

Adskilt fra den foregående slægt ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved det større pronotum 
med stærkere indbuet bagrand og stærkere bagudtruk- 
ne baghjørner, og de bagtil temmelig retliniet tilsmal- 
nede vingedækker. Endvidere er 5. følehornsled næppe 
større end 4. eller 6. og vingedækkerne bagtil forsynede 
med en fm sømstribe. 

1. S. laterålis Gyll. Brungul eller rødbrun, vingedækkerne 
mørkere end pronotum, dette fortil med en mørk, fra det 



165 



underliggende hoved stammende plet, følehorn og ben gule. 
Vingedækkerne yderst fmt og ret tæt punkterede. Længde 
0,8-1 mm. 

Almindelig (J, 0, B). I henrådnende plantedele. Også 
fundet i musereder. Især for- og efterår. 

[Sacium Leconte. S. pusillum Gyll. (Længde 1,5-1,8 mm), 
der lever under tør træbark og i risbunker, er fundet bl. a. 
i Skåne, men ikke i Hamburg-Liibeck-egnen.] 

[Arthrolips Woll. A. obscurus Sahlb. (Længde 1,4- 
1,6 mm), der lever under tør træbark og under løv, er fundet 
bl. a. i Skåne, men ikke i Hamburg-Lubeck-egnen.] 

3. Orthoperus Steph. 

Kroppen oval, hvælvet. Hovedet kun delvis dækket 
af pronotum. Følehornene 9-leddede, 5. led betydeligt 





brunnipes hrunnipps 

Fig. 71. Fig. 72. 

Fig. 71 og 72. Orthoperus. Fig. 71 : Højre forskinneben. 
Fig. 72: Højre følehorn. 

større end 4. og 6., hvorved der dannes en 5-leddet, 
af 6. led afbrudt kølle (fig. 72). Vingedækkerne uden 
tydelige sidedækker. 

Hannen er kendelig ved stærkt indadkrummede 
forskinneben (fig. 71). 

Oversigt over arterne. 

1. Følehornenes 2. led meget bredt, kun ca. ^/g gang 
længere end bredt, med meget stærkt rundet 



166 



yderside (fig. 72). Brun eller brungul, følehor- 
nene som regel ensfarvet gule. Vingedækkernes 
punktur yderst fin og utydelig. Længde 0,75-1 mm 

2. atomus. 
Følehornenes 2. led smallere, mindst dobbelt så 
langt som bredt, ydersiden mindre stærkt rundet 
(som fig. 72, til højre). Sort eller sortbrun 2. 

2. Mindre, 0,75-0,8 mm 4. nigréscens. 

Større, 0,85-1,2 mm 3. 

3. Oversiden med tværbølgeliniet eller tværmasket 

mikroskulptur, vingedækkernes punktur tydelig, 
fra de enkelte punkter udgår ingen ridser. Større, 

1-1,2 mm 4. 

Oversiden med omtrent isodiametrisk netmaske t 
mikroskulptur. Mindre, 0,85-1,05 mm 5. 

4. Vingedækkerne næppe synligt, yderst kort behå- 

rede. Følehornskøllen som regel ikke mørkere 

punctåtus. 
Vingedækkerne med spredt, yderst fm behåring. 

Følehornskøllen som regel mørkere ... punctulåtus. 

5. Pronotum med smalt gule siderande. Vingedæk- 

kernes punktur, bortset fra det forreste parti 
indenfor skuldrene hen mod scutellum, yderst 

fin. Benene gule eller rødgule 3. improvisus. 

Pronotums siderande som regel ikke lysere. Vinge- 
dækkernes punktur kraftigere, fra de enkelte 
punkter udgår til hver side en fm, skråt frem- 
efter rettet rids. Benene brungule, skinnebenene 
ofte noget mørkere mod spidsen 1. briinnipes. 

1. O. briinnipes Gyll. (Fig. 73). Sort eller brunsort, føle- 
horn og ben brungule, følehornskøllen og skinnebenenes spids- 
parti som regel mørkere. Pronotums sider og vingedækkerne 
oftest ikke væsentligt lysere. Længde 0,85-1,05 mm. 

cJ: Penisspidsen på hver side med 3 eller 4 udstående, fine 
børster. 



167 



Temmelig almindelig (J, 0). I henrådnende plantedele, i 
løv, ved svamp og i gamle stubbe; ofte på strandbredder 
under tang og ved planterødder. Marts-juni, nov. 




Fig. 73. Orthoperus brunnipes <^. x 50. 

2. O. atomus Gyll. Let kendelig ved de i oversigten an- 
førte kendemærker. Brun eller brungul, følehorn og ben gule, 
følehornskøllen som regel ikke mørkere. Længde 0,75-1 mm. 

(J: Penisspidsen uden børster. 

Temmelig almindelig (J, 0). I henrådnende plantedele, i 
løv, ved svampe og i gamle stubbe; undertiden talrig i strå- 
tage. I Sverige fundet talrigt i granbarkbunkers yderste lag. 
Maj-sept. 



3. O. improvisus Bruce. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved kroppens sorte eller brunsorte farve 
med smalt gule siderande på pronotum, den mørke følehorns- 
kølle, og den tydeligere punktur fortil på vingedækkerne, jfr. 
om hannen nedenfor. Længde 0,95-1,05 mm. 



168 



(J: Penisspidsen på hver side med 4-5 udstående, fine 
børster, lidt kortere end hos brunnipes. 

Af denne art, der muhgvis har været overset, foreUgger 
kun 1 stk. fra København og 1 stk. fra Dyrehaven (ved sigt- 
ning fra gamle løvtræer ^s/^ 1961). Arten er i udlandet fundet 
i hule ege og elme, i trøsket birke- og bøgeved, på træsvamp 
(f. eks. Polyporus sulphureus), ved træsaft på eg, i granbark 
og grankogler og i hø i lader. I Nordtyskland er den navnlig 
fundet talrigt under svampet nåletræsbark, i svampet løv og 
i grannålebunker. 

4. O. nigréscens Steph. Kendelig ved den ringe størrelse. 
Sort eller sortbrun, mindre blank end de foregående på grund 
af stærkere mikrochagrinering, følehorn og ben gullige, føle- 
hornskøllen som regel mørkere. Yingedækkernes punktur 
meget fin, lidet dyb og noget udvisket. Længde 0,75-0,8 mm. 

(J: Forskinnebenenes indkrumning noget svagere end hos 
de foregående. Penisspidsen uden børster. 

Sjælden, men måske overset ( 0). Sundby Storskov, Keld skov, 
Svenstrup Dyrehave ved Borup st., Knabstrup Havepark, 
Bognæs, Dyrehaven, Jægerspris Nordskov. Den findes bedst 
ved bankning af udgåede grene på gamle ege (i antal især 
i juli); ved Knabstrup i antal i svamp på bøg, ^^, §. 

[O. punctåtus Wank. og O. punctulåtus Reitter ad- 
skilles fra de foregående ved den tværbølgeliniede eller tvær- 
maskede mikroskulptur og betydeligere størrelse. Fra brunni- 
pes afviger de yderligere ved, at vingedækkernes punkter 
mangler ridser og fra atomus og improvisus ved stærkere vinge- 
dækkepunktur. Indbyrdes adskilles arterne ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Da hannens parringsorgan er ens hos 
de to former og de adskillende kendemærker meget vage, er 
de antagelig ikke artsforskellige. Længde 1-1,2 mm. 

cJ: Penisspidsen uden børster. 

Arterne er fundet bl. a. i Sydnorge og i Sverige, pancliilatus 
så sydligt som Blekinge. O. punctåtus er fundet under gran- 
og birkebark, i elle-, birke- og aspeved og i træsvamp, f. eks. 
på undersiden af birkesvamp. O. punctulåtus er fundet under 
birkebark, i grannålebunker og i gammelt savsmuld.] 



169 



6. familie Sphaeriidae. 

Kroppen omtrent halvkugleformet, højt hvælvet. 
Følehornene indleddede mellem øjnene, korte, 11- 
leddede, med 3-leddet, temmelig kompakt kølle, de 2 
første led fortykkede. Vingedækkerne dækkende bag- 




Fig. 74. Sphaerius acaroides. x 60. 

kroppen helt, med tydelige sidedækker. Forhofterne 
bredt valseformede, omtrent berørende hinanden. 
Mellemhofterne langt adskilte fra hinanden. Baghof- 
terne dannende store, brede, hinanden berørende 
plader, under hvilke baglårene kan trækkes helt ind. 
Benene korte, forlårene midt på indersiden med en 
stærk tand, fødderne tilsyneladende uleddede, i vir- 
keligheden 3-leddede. Bagkroppen med kun 3 frie 
bugled. 

Familien har hidtil været henført under familie- 
rækken Staphylinoidea, men er i nyeste tid af Crowson 
udskilt herfra og henført under en ny overfamilie 
Sphaerioidea. 

Kun een dansk art. 



170 



1. Sphaerius Waltl. 

Pronotum ca. 3 gange så bredt som langt, fortil til- 
smalnet, baghjørnerne omtrent retvinklede. Yinge- 
dækkerne med meget fm, bagtil forsvindende rand- 
stribe. 

1. Sph. acaroides Waltl (Fig. 74). Nøgen, blank, sort 
eller brun. Pronotum mikroskopisk fint netridset. Længde 
0,6-0,7 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, O). På meget fugtig 
sandbund (især hvor den er dækket af et tyndt lag slam 
og sparsomt bevokset) såvelsom på ler- eller tørvebund i 
mos, f. eks. Sphagnum, og plantedele, undertiden krybende 
fremme i solskin og også aftenketset. Især apr.-maj. 



7. familie Ptiliidae. 

Følehornene indleddede under pandens siderand, 
foran øjnene, hos de europæiske slægter 11-leddede og 
mere eller mindre hårformede, med mere eller mindre 
tydeligt afsat, 3-leddet kølle, de 2 første led fortykkede. 
Yingedækkerne dækkende bagkroppen helt eller del- 
vis, sidedækkerne meget smalle. Flyvevingerne hos de 
danske slægter fjerformede, bestående af et hornag- 
tigt, slankt skaft og en hudagtig, lancetformet del, 
der langs randen er beklædt med lange hår (fig. 91). 
Forhofterne koniske eller tværbrede, berørende hin- 
anden eller adskilt fra hinanden, baghofterne mere 
eller mindre adskilt fra hinanden, dannende lårdækker, 
der oftest dækker bagbenenes hofteringe og lårrod. 
Fødderne tilsyneladende uleddede, i virkeligheden 3- 
leddede. Bagkroppen med 6 eller 7 frie bugled. 

Til denne familie hører de mindste biller, der ken- 
des. Familiens største arter er under 1,5 mm og den 
mindste (Nanosella fungi Motsch. fra Nordamerika) 



171 



er kun 0,25 mm. De danske arter er fra 0,5 til 1,2 mm 
lange. 

Af arterne i nogle slægter (herhjemme Ptinella og 
Pteryx) forekommer 2 former, en normal og en form, 
hvis øjne og flyvevinger er enten helt manglende eller 
rudimentære. 

Ved behandlingen af denne familie har der ved 
Cl. BesucheVs velvilje været adgang til at benytte 
manuskriptet til hans behandling af familien (bortset 
fra slægten Acrotrichis) i det kommende bind 3 af 
værket »Die Kafer Mitteleuropas«. 

Arterne lever under træbark, i hule træer, i dyreboer eller 
-gange, ved ådsel, gødning eller svamp, i lovet omkring træ- 
stubbe og i plantemøddinger og lign. Nogle lever hos myrer. 
Arterne træffes i reglen selskabeligt, hyppigst for- og efterår. 
Ved undersøgelse af tarmindholdet er det godtgjort, at arterne 
hovedsagelig ernærer sig af svampesporer. De fleste arter er 
meget hurtige og løber med noget stødvise bevægelser. Enkelte 
arter kan træffes fremme sværmende. 

Kendskabet til den danske fauna er for denne families ved- 
kommende endnu dårligt. På grund af dyrenes ringe størrelse 
og den deraf følgende vanskelighed ved præparationen og 
bestemmelsen, der undertiden kræver undersøgelse af parrings- 
organet, er indsamlingen af disse dyr hidtil blevet meget for- 
sømt. 

Af Ptilier er der hidtil fundet 53 arter i Danmark. 

Efter nedenstående oversigt, der i væsentlig grad er bygget 
på systematisk vigtige, men tildels vanskeligt iagttagelige 
kendetegn, er der til rent praktisk brug givet en lettere anven- 
delig oversigt (p. 175). 

Første oversigt over slægterne. 

1. Vingedækkerne ikke forkortede, dækkende hele 
bagkroppen (undertiden med undtagelse af py- 



172 



gidium)^), bagtil afrundede (hver for sig eller i 
fællesskab) ikke tydeligt afstudsede^) (se de på- 
gældende habitusbilleder). Pronotums baghjor- 
ner ikke bagudtrukne 2. 

Yingedækkerne forkortede, bagkroppens 2 eller 
3 sidste rygled udækkede^); vingedækkerne 
bagtil afstudsede^) (se de pågældende habitus 

billeder) 8. 

2. Scutellum meget stort, bag roden med en skarpt 
indridset tværfure. Forhofterne lidt adskilt fra 
hinanden. Pygidiums bagrand med 7 yderst 
små tænder. Oversiden i reglen meget blank. 
Pronotum uden længdefurer eller tværgrube 
(fig. 78, p. 181) 1. Ptenidium (p. 178). 

Scutellum uden skarpt indridset tværfure bag 
roden, oftest ret lille. Forhofterne berorende 
hinanden. Pygidiums bagrand utandet eller med 
1 eller 2 småtænder 3. 

3. Pronotum bredest omtrent ved roden, kun til- 

smalnet fortil, ikke bagtil, uden længdefurer 
eller tværgrube (fig. 82, p. 190). Pygidiums bag- 
rand med 2 meget fine tænder. Yingedækkernes 
rod på hver side med en yderst fm tand 

5. Euryptllium (p. 189). 
Pronotum bredest foran roden, også tilsmalnet 
bagtil (hos Ptiliolum kunzei dog kun meget 
svagt) 4. 

4. Pronotums sider umiddelbart foran roden skråt 

indbuede, så at roden synes kort og bredt bag- 

M Se note 2. 

*) Undertiden trækker bagkroppen sig efter døden noget sam- 
men, så at kun pygidium er udækket, undertiden bøjer bagkrop- 
spidsen sig nedad, så at dyret ved undersøgelsen må ses bagfra. 

') Sondringen mellem afrundet og afstudset vingedækkespids 
kan i visse tilfælde volde nogen vanskelighed. Slægterne med af- 
rundet spids viser undertiden en antydning af afstudsning, men 
denne er da som regel tydeligt skrå, medens den hos slægterne med 
af studset spids, er omtrent retvinklet på sømmen eller kun lidt 
skrå. 



173 



udtrukket, baghjørnerne meget stumpvinklede 
(fig. 86, p. 197). Pronotum uden længdefurer 
eller tværgrube. Pygidiums bagrand med 2 

yderst utydelige tænder 7. Actidium (p. 196). 

Pronotum anderledes formet 5. 

5. Pronotum i midten foran roden med en stor tvær- 

grube, bredest foran midten, vingedækkerne 
smalle, ca. ^/g gang længere end brede (fig. 81, 
p. 188). Pygidiums bagrand med en yderst uty- 
delig tand i midten. Følehornenes mellemste led 

uden indsnøring bagtil 4. Oligélla (p. 188). 

Pronotum uden tværgrube i midten 6. 

6. Oversiden rødgul, uden mikrochagrinering, blank. 

Pronotum (hos vor art) på hver side med en kraf- 
tig længdefure, men uden midtfure (fig. 75) 

3. Micridium (p. 187). 
Oversiden sort eller brunlig, mikrochagrineret. 
Pronotum enten med midtfure eller uden side- 
furer 7. 

7. Pronotum i midten med en længdefure (der dog 

ofte hos Ptilium modestum er udvisket eller for- 
svundet), baghjørnerne skarpe. Pygidiums bag- 
rand med 2 små tænder. Bagbrystets episterner 
frie, ikke dækkede af vingedækkerne 

2. Ptilium (p. 183). 
Pronotum uden midtfure, baghjørnerne ikke skar- 
pe (undtagen hos schwarzi og wiisfhoffi). Pygi- 
diums bagrand i midten med en lille, skarp tand. 
Bagbrystets episterner dækkede af vingedækker- 
ne 6. Ptiliolum (p. 191). 

8. Pronotum bredest foran midten, stærkere tilsmalnet 

bagtil end fortil (fig. 76 og fig. 87). Pygidiums 

bagrand utandet 9. 

Pronotum ikke bredest foran midten og ikke stær- 
kere tilsmalnet bagtil end fortil (i modsat fald 
- Smicrus - pygidiums bagrand med 2 små tæn- 
der) 10. 



174 



Mellemhofterne adskilte fra hinanden, baghofterne 
kun smalt adskilte fra hinanden. Sort eller sort- 
brun 8. jVIicroptilium (p. 198). 

Mellemhofterne berørende hinanden, baghofterne 
bredt adskilte fra hinanden. Gul eller brunlig 

9. Ptinélla (p. 199), 





FiK. 



Micridium. 



Fig. 76. Microptilium. 




Fig. 77. Daeocrara. 
Fig. 13-11. Pronotum af Micridium, MicroptiUum og Baeocrara. 



10. Pronotum uden tydeligt bagudtrukne baghjørner, 

bredest i, foran eller lidt bag midten (eller i mod- 
sat fald - Pteryx - pygidiums bagrand utandet) 
Pronotum med bagudtrukne baghjørner, som regel 
bredest langt bag midten (fig. 121-124). Pygi- 
diums bagrand (undtagen hos Actinopteryx $) 
med 3 små tænder 

11. Pronotum uden mikrochagrinering, blankt, med 

simpel, ret kraftig punktur (fig. 77) 

13. Baeocrara (p. 207). 



11. 



14. 



175 



Pronotum mikrochagrineret og -kornet 12. 

12. Pronotum bredest foran midten, baghjørnerne 

skarpe, næsten retvinklede (fig. 90, p. 206). I 
hvert fald forkroppen sort .... 12. Smicrus (p. 205). 
Pronotum bredest i eller bag midten 13. 

13. Pronotums baghjørner ragende ud over vingedæk- 

kernes rod, pronotum (hos vor art) bredest bag 
midten, baghjørnerne næsten retvinklede, men 
med afrundet spids (fig. 88, p. 203). Vingedæk- 
kerne lidt længere end brede. Længde 0,72- 

0,8 mm 10. Ptéryx (p. 202). 

Pronotums baghjørner ikke ragende ud over vin- 
gedækkernes rod, pronotum bredest i midten, 
baghjørnerne stumpvinklede, med kun yderst 
svagt afrundet spids (fig. 89, p. 205). Vingedæk- 
kerne ca. så lange som brede. Længde 0,5-0,55 
mm 11. Néphanes (p. 204). 

14. Pronotums bagrand ikke randet og ikke opstående 

14. Acrotrichis (p. 208). 
Pronotum med en tydelig, fin randlinie langs bag- 
randen og et tværindtryk foran denne, hvorved 
roden synes tydeligt opstående 

15. Actin6pteryx(p. 229). 



Anden slægtsoversigt (til praktisk brug). 

1. Scutellum meget stort, bag roden med en skarp 

indridset tværfure. Vingedækkerne bagtil af- 
rundede, dækkende bagkroppen helt. Oversiden 
blank, næsten nøgen eller spredt behåret (fig. 

78, p. 181) 1. Ptenidium (p. 178). 

Scutellum uden skarpt indridset tværfure bag 

roden 2. 

2. Pronotum uden synlig mikroskulptur, med simpel 

punktur 3. 

Pronotum mikroskulpteret og kornet eller kornet- 
punkteret 4. 



176 



3. Rødgul. Pronotum på hver side med en længde- 

fure (fig. 75). Vingedækkerne omtrent V2 g^^ig 
længere end brede, bagtil afrundede 

3. Micridium (p. 187) 
Sort. Pronotum uden sidelængdefurer (fig. 77). 
Vingedækkerne kun ganske lidt længere end 
brede, bagtil afstudsede ... 13. Baeocråra (p. 207). 

4. Pronotum med bagudtrukne baghjørner (fig. 121- 

124). Vingedækkerne bagtil afstudsede 5. 

Pronotums baghjørner ikke bagudtrukne 6. 

5. Pronotums bagrand ikke randet og ikke opstå- 

ende 14. Acrotrichis (p. 208). 

Pronotum med en tydelig, fin randlinie langs bag- 
randen og et tværindtryk foran denne, hvorved 
roden synes tydeligt opstående 

15. Actinopteryx (p. 229). 

6. Pronotum bredest foran midten 7 

Pronotum bredest i eller bag midten 10. 

7. Pronotum i midten foran roden med en stor tvær- 

grube. Vingedækkerne smalle, ca. ^/g gang læn- 
gere end brede, bredest langt bag midten, (fig. 81, 
p. 188). Lysebrun. Længde 0,5-0,58 mm 

4. Oligélla (p. 188). 
Pronotum uden sådan grube. Vingedækkerne ikke 
^/g gang længere end brede 8. 

8. Kroppen gul eller rødbrun 9. Ptinélla (p. 199). 

Kroppens grundfarve sort eller brunsort 9. 

9. Pronotum bagtil stærkt tilsmalnet, på det bredeste 

sted ca. ^/g bredere end ved roden, baghjørnerne 
meget stumpvinklede (fig. 76). Mindre, 0,65- 

0,7 mm 8. Microptilium (p. 198). 

Pronotum bagtil kun ganske lidt tilsmalnet, på det 
bredeste sted kun ca. ^/i4 bredere end ved roden, 
baghjørnerne næsten retvinklede, skarpe (fig. 

90). Større, 0.78-0,84 mm 12. Smlcrus (p. 205). 

10. Pronotums sider umiddelbart foran roden skråt 
indbuede, baghjørnerne meget stumpvinklede 



177 



(fig. 86, p. 197). Pronotum uden længdefurer. 
Vingedækkerne hos den danske art bredest langt 
foran midten, bagud langt tilspidsede. Kroppen 

sort, lidet blank 7. Actidium (p. 196). 

Pronotum anderledes formet 11. 

11. Pronotum bredest omtrent ved roden, kun til- 

smalnet fortil, ikke bagtil (fig. 82, p. 190), uden 

længdefurer 5. Euryptilium (p. 189). 

Pronotum bredest foran roden, også tilsmalnet 
bagtil (hos Ptiliolum kunzei dog kun meget 
svagt) 12. 

12. Yingedækkerne bagtil afrundede, dækkende hele 

bagkroppen (undertiden med undtagelse af py- 

gidium)!) 13. 

Vingedækkerne bagtil afstudsede, bagkroppens 2 
eller 3 sidste rygled udækkede^) 15. 

13. Pronotums baghjørner afrundede. Pronotum uden 

midtfure (fig. 85, p. 195) 6. Ptiliolum s. str. (p. 194). 
Pronotums baghjørner skarpe 14. 

14. Pronotum groft kornet, uden midtfure 

6. Ptiliolum undersl. Euptilium (p. 196). 
Pronotum ikke groft kornet, med en længdemidt- 
fure (der dog hos modestum ofte er udvisket eller 
forsvundet) 2. Ptilium (p. 183). 

15. Pronotums baghjørner ragende ud over vingedæk- 

kernes rod (fig. 88, p. 203). Større, 0,72-0,8 mm 

10. Ptéryx (p. 202). 
Pronotums baghjørner ikke ragende ud over vin- 
gedækkernes rod. Mindre, 0,5-0,6 mm 16. 

16. Vingedækkerne tydeligt længere end brede, deres 

skuldre med en yderst fin tand 

6. Ptiliolum, underslægt Napoptilium (p. 193). 
Vingedækkerne ca. så lange som brede (fig. 89, 
p. 205), deres skuldre uden tand 

11. Néphanes (p. 204) 

1) Se note 2 og 3 p. 172. 

Victor Hansen : Ådselbiller 12 



178 



1. Ptenidium Er. 

Oversiden blank, punkturen kun hos en enkelt art 
(pundatum) grov, oftest kun fint og spredt behåret 
eller næsten nøgen. Pronotum oftest bredest bag mid- 
ten, for- og bagtil tilsmalnet, hos en enkelt art (gress- 
neri) bredest ved roden, foran roden med en tvær- 
række af 4 punkter, der dog mangler hos nogle arter. 
Vingedækkernes farve som regel lysere mod spidsen. 
Forbrystet i midten med en længdekøl, bagtil med en 
smal forlængelse, der adskiller forhofterne fra hinan- 
den. Baghofterne langt adskilt fra hinanden. 

Slægtens arter er som regel straks kendelige ved den hvæl- 
vede, blanke, tyndt eller næppe behårede overside og de æg- 
formet tilspidsede vingedækker. 

Tydelige sekundære kønskarakterer mangler. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum bredest ved roden, kun tilsmalnet frem- 

efter, hvælvet i flugt med vingedækkerne 

1. gréssneri. 
Pronotum bredest i eller bag midten, tilsmalnet 
både for- og bagtil, ikke hvælvet i flugt med vin- 
gedækkerne 2. 

2. Scutellums rodtværfure med 4 dybe gruber, i mid- 

ten uden køl. Pronotums 4 rodgruber tydelige 

9. nitidum. 
Scutellums rodtværfure i midten med en fin og kort 
længdekøl 3. 

3. Scutellums rodtværfure på hver side af midtkølen 

med 6 yderst små, punktformede gruber 

4. intermedium. 
Scutellums rodtværfure på hver side med i det hø- 
jeste en enkelt lille grube 4. 

4. Scutellums rodtværfure på hver side med en lille, 



179 



undertiden utydelig grube et stykke indenfor 

sidehjørnet 5. 

Scutellums rodtværfure på hver side med en hlle 
grube i sidehjørnet 6. 

5. Oversiden næsten nøgen; vingedækkerne næppe 

synhgt punkterede 2. laevigåtum. 

Oversiden spredt og kort behåret; vingedækkerne 
spredt, men dog synhgt punkterede. Formen 
bredere 3. turgidum. 

6. Pronotum og vingedækkernes forreste del groft 

og temmelig tæt punkterede 8. punctåtum. 

Pronotum og vingedækkerne i det højeste fmt og 
spredt punkterede 7. 

7. Følehornene brunlige 7. fuscicorne. 

Følehornene rødgule, de 2 yderste led undertiden 

brunlige 8. 

8. Pronotum fmt og spredt, men dog synligt punkte- 

ret. Oversiden ret spredt og temmelig langt be- 
håret 5. pusillum. 

Pronotum næppe synligt punkteret. Oversiden 

meget kortere behåret 6. myrmecophilum. 

1. Pt. gréssneri Er. Let kendelig ved det bagtil bredeste, 
i flugt med vingedækkerne hvælvede pronotum. Oversiden 
blank, næsten glat og nøgen, lysere eller mørkere brun, hoved 
og pronotum oftest mørkere, følehorn og ben gule. Pronotum 
med retvinklede baghjørner, uden rodgruber. Scutellums rod- 
tværfure i midten med en yderst fin og kort længdekøl, 
uden gruber. Vingedækkerne bagtil stærkt tilspidsede. For- 
brystforlængelsen furet i hele sin længde. Længde 0,87-0,95 
mm. 

Sjælden, men udbredt (J, 0). Skanderborg Dyrehave; 
Brahetrolleborg, Søholt (Lolland), Dyrehaven, Tirsdagsskoven 
ved Hillerød, Strødam. Den lever i smuld af hule træer og 
stubbe især af bøg, eg og elm, eller i trøsket, af gærende saft 
gennemtrængt ved, ofte i stort antal. Undertiden, men kun 
tilfældigt, sammen med Lasius fuliginosus. Arten er langsom 
i sine bevægelser. 

12* 



180 



2. Pt. laevigåtum Er. Denne og den følgende art er 
kendelige ved scutellums skulptur. Oversiden blank, næsten 
glat og nøgen. Sort, vingedækkerne ofte brune, følehorn og 
ben rødgule. Pronotums 2 yderste rodgruber meget små, 
de 2 inderste lidt større. Vingedækkerne temmelig hvælvede, 
under stærk forstørrelse af udseende, som om de var fint 
hamrede. Forbrystforlængelsen furet i hele sin længde. Længde 
0,9-1 mm. 

Sjælden, men antagelig udbredt (J, 0). Ulfslyst ved Ha- 
derslev, Estrup skov, Esbjerg Strandskov, Nørholm skov, 
Bygholm skov, Lundby krat ved Ålborg; Antvorskov, Dyre- 
haven. Den findes især i muldvarpereder (løvreder) eller vand- 
rottereder, men undertiden også i ræve- eller grævlingegrave 
eller -gange. 

3. Pt. tiirgidum Thoms. Nær beslægtet med den fore- 
gående, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at vingedækkernes bund ikke er 
hamret. Sort eller brunlig, følehorn og ben rødgule. Forbryst- 
forlængelsen furet i hele sin længde. Længde 0,9-1 mm. 

Meget sjælden (0). Tranekær, Rådmandshaven ved Næs- 
tved, Dyrehaven. I smuld af hule bøgetræer og i trøsket ved, 
gennemtrængt af gærende saft, ofte i selskab med gressneri, 
som den ved en overfladisk betragtning har en vis lighed med, 
og som den minder om ved sine ret langsomme bevægelser. 
Den er i udlandet undertiden, men kun tilfældigt, fundet hos 
myrer (Formica rufa). 

4. Pt. intermedium Wank. Let kendelig ved scutellums 
skulptur. Blank, oversiden temmelig kort og spredt behåret, 
sort, vingedækkerne oftest brune, følehorn og ben gule. Pro- 
notum fint og spredt punkteret, rodgruberne meget små. Vin- 
gedækkerne fint og spredt, men tydeligt punkterede. For- 
brystforlængelsen kun bagtil med længdefure. Længde 0,85- 
1 mm. 

Sjælden (J, 0). Bygholm skov, Hansted skov; Fuglsang 
park, Vester Ulslev mose, Ermelunden, Lyngby Åmose. På 
fugtig bund, især i muldvarpereder (løvreder) eller vandrotte- 
reder, men også i fugtigt løv og mos. 



181 



5. Pt. pusillum Gyll. (Fig. 78). En ret stærkt varierende 
art. Blank, oversiden ret spredt og temmelig langt behåret; 
sort, sjældent brunlig; følehorn og ben rødgule, de førstes 
spids undertiden lidt mørkere. Pronotum fint og spredt, men 




Fig. 78. Ptenidium pusillum, x 45. 



især på siderne ret tydeligt punkteret, rodgruberne meget 
små. Vingedækkerne spredt, men tydeligt, mere eller mindre 
rækkevis punkterede. Forbrystforlængelsen uden fure, mel- 
lembrystet i det mindste på siderne yderst fint netridset. 
Længde 0,9-1,05 mm. 

Vor almindeligste art (J, 0). I henrådnende plantedele, 
løv og mos. 

6. Pt. myrmecophilum Motsch. Nær beslægtet med den 
foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved gennemsnitlig lidt ringere størrelse, 
stærkere hvælving, finere punkterede, bag roden lidt stærkere 



182 



udvidede, som oftest lidt lysere vingedækker og fuldstændig 
glat mellembryst. Længde 0,85-0,95 mm. 

Ret almindelig (J, 0). Hos myrer (Formica riifa, undertiden 
også Lasius fiiliginosus og brunneiis). 

7. Pt. fuscicorne Er. Nær beslægtet med de 2 foregå- 
ende, men adskilt fra dem ved de brunlige følehorn og lidt 
ringere størrelse. Blank, oversiden ret spredt og temmelig 
langt behåret; sort, benene lysere eller mørkere brungule. 
Kroppen af temmelig sammentrængt bygning. Pronotum oftest 
tydeligt, men spredt punkteret. Scutellums rodtværfure 
mellem midtkølen og sidegruben med nogle yderst små, mere 
eller mindre tydelige punkter, der mangler hos de to fore- 
gående arter. Vingedækkernes punktur omtrent som hos 
pusillum. Forbrystforlængelsen uden fure, mellembrystet 
fuldstændig glat. Længde 0,8-0,9 mm. 

Ret almindelig (J, 0). På fugtig bund i mos og plantedele. 

8. Pt. punctåtum Gyll. Let kendelig fra alle vore andre 
arter ved den grove punktur, der gør oversiden lidt mindre 
blank, og den svagere hvælvede, ret smalle legemsform. Sort, 
oversiden spredt, langt behåret, følehorn og ben rødgule. Pro- 
notum, undtagen langs midten, groft og dybt punkteret. 
Vingedækkernes punktur noget rækkevis, fortil grov og dyb, 
mod spidsen jævnt finere. Forbrystforlængelsen uden fure. 
Længde 0,8-0,95 mm. 

Vistnok ret almindelig (J, 0). På strandbredder under tang. 

9. Pt. nitidum Heer. Let kendelig ved scutellums skulp- 
tur. Blank, meget kort og spredt behåret, i det højeste med 
meget spredt og udvisket punktur; sort, følehorn og ben rød- 
gule, de førstes spids ofte mørkere. Pronotums 4 rodgruber 
tydelige, de 2 yderste oftest størst. Vingedækkerne forholdsvis 
korte. Forbrystforlængelsen med en længdefure langs hver 
siderand. Længde 0,75-0,85 mm. 

Udbredt, men ikke helt så almindelig som pusillum (J, 0, B). 
Levevis som denne. 



183 



2. Ptilium Er. 

Kendelig ved pronotums midtfure, der dog hos 
modestum ofte er udvisket eller forsvundet. De mel- 
lemste følehornsled indsnørede ved roden, forsynede 
med 2 hårkranse. Pronotum bagtil tilsmalnet, siderne 
bagtil indbuede, baghjørnerne retvinklede eller (mode- 
stum) lidt stumpvinklede; på hver side af midtfuren 
fmdes ofte en mere eller mindre tydelig længdefure. 
Scutellum oftest med en midtfure, undertiden tillige 
med 2 sidegruber. Vingedækkernes farve som regel 
lysere mod spidsen. Pygidiums bagrand med 2 tæt- 
stående småtænder. Bagbrystets episterner frie, bagtil 
udvidede. 

Hannen er kendelig ved en kort torn eller lamel 
indvendig på mellemskinnebenenes spids. 

Oversigt over arterne. 

1. Oversiden blank, med yderst kort og spredt, me- 

get utydelig behåring. Pronotum med bred og 
dyb midtfure og 2 dybe, oftest fortil divergerende 
sidefurer (fig. 79). (1. undersl. Millldium) 

1. minutissimum. 
Oversiden temmelig mat, tydeligt behåret. Prono- 
tums midt- og sidefurer smalle eller udviskede 
(2. undersl. Ptilium s. str.) 2. 

2. Pronotum med udvisket eller forsvundet midtfure 

og uden sidefurer, siderne bagtil kun svagt ind- 
buede, baghjørnerne ikke helt retvinklede. Vin- 
gedækkerne brungule 6. modéstum. 

Pronotum med skarp og tydelig midtfure, siderne 
bagtil tydeligt indbuede, baghjørnerne skarpt 
retvinklede 3. 

3. Pronotums sidefurer skarpe, parallelle eller svagt 

S-formet bøjede, siderne, særlig bagtil, temme- 
lig bredt randede 2. affine. 



184 



Pronotums sidefurer svage eller udviskede, fortil 
divergerende; siderne yderst smalt randede... 4. 
4. Yingedækkerne brungule med temmelig stærkt 

rundede sider 5. myrmecophilum. 

Vingedækkerne sorte eller mørkebrune, med sva- 
gere rundede sider 5. 




Fig. 79. Ptilium minutissimum, x 74. 

5. Vingedækkerne lidt smallere. (^: Bagbrystets bag- 
rand i midten med en lang forlængelse (fig. 80) 

4. horioni. 
Vingedækkerne lidt bredere. (J: Bagbrystet uden 

sådan forlængelse 3. exaråtum. 



1. underslægt Millidium Matth. 

1. Pt. minutissimum Ljungh (Fig. 79). Let ken- 
delig ved den blanke overside og pronotums og scutellums 
skulptur. Sort, vingedækkerne ofte brune, følehorn og ben 
rødgule, oversiden med yderst kort og spredt, meget utydelig 
behåring. Pronotum med bagtil stærkt indbuede sider og 



185 



skarpt retvinklede eller endog lidt spidsvinklede baghjørner, 
siderne meget smalt randede. Scutellum stort, med dyb og 
bred midtfure og 2 sidegruber. Vingedækkerne yderst fint og 
spredt, meget utydeligt punkterede. Længde 0,54-0,6 mm. 

Vistnok ret almindelig (0). I kompost og gødning. 

2. underslægt Ptllium s. str. 

2. Pt. affine Er. Vor største art, kendelig ved pronotums 
tydelige, skarpe sidefurer og, særlig bagtil, temmelig bredt 
randede sider. Oversiden temmelig mat, meget fmt og tæt net- 
ridset, yderst fmt og kort, lidet tæt behåret. Sort, vingedæk- 
kerne ofte brunlige, følehorn og ben rødgule. Pronotum stærkt 
hvælvet, ca. ^/g gang bredere end langt, siderne bagtil stærkt 
indbuede. Vingedækkerne bredere end hos de to følgende 
arter, ret stærkt hvælvede, med stærkt rundede sider, uden 
punktur. Længde 0,65-0,72 mm. 

(J: 4. bugled med 2 små, med en hårdusk forsynede knuder, 
en på hver side af midten, 5. bugled med et svagt indtryk. 

Sjælden (0). Sundby Storskov (i fugtige grøfter i Hejre- 
engen), Kohaven ved Nykøbing F., Nebølle skov (Nordfalster), 
Damhusmosen, Bognæs, Sjælsølund, Freerslev hegn, Hillerød. 
Ved sigtning af løv og planterester på meget fugtig bund. 

3. Pt. exaråtum Allib. Oversiden temmelig mat, yderst 
fmt og tæt kornet, meget fmt og kort behåret, lidt tættere end 
hos affine; sort, vingedækkerne oftest mørkebrune, følehorn 
og ben rødgule. Pronotum ca. ^/a gang bredere end langt, 
siderne bagtil stærkt indbuede, sidefurerne svage, ofte ud- 
viskede. Længde 0,6-0,65 mm. 

cJ: Bagbrystet bagtil mellem hofterne med lang og tæt, 
bagudrettet behåring. 

Ret sjælden (J, 0). Bl. a. på halvskygget skovbund (f. eks. 
Dyrehaven, Jægerspris Nordskov) ved gødning og ådsel. 
Også i kompost. 

4. Pt. horioni Rossk. Meget nærstående til exaråtum, men 
adskilt fra den ved ganske lidt ringere størrelse, lidt smallere 



186 



vingedækker, lidt stærkere tværbredt pronotum med knapt 
så stærkt kornet skulptur og endnu svagere sidefurer. Disse 
kendetegn er overordentlig vage og hunnerne af de 2 arter er 
derfor meget vanskelige at adskille. Hannerne er derimod 
lette at adskille ved hjælp af de sekundære konskarakterer. 
Længde 0,58-0,62 mm. 




Fig. 80. Ptilium horioni (J. Bagben og bug. 

(J: Bagbrystets bagrand i midten med en lang, smal, lidt 
skeformet, bagudrettet forlængelse (fig. 80). 

Af denne art foreligger kun 2 stkr. fra Dyrehaven (sigtet 
af hjorte- og hestegødning, juli og aug.). Antagelig har arten 
været overset. Den er i udlandet fundet i hønse- og duegød- 
ning og i kompost. 

5. Pt. myrmecophilum Allib. Meget nær beslægtet med 
exaratiim, men straks kendelig fra den ved lysere farve samt 
ved, at oversiden er svagere, mindre tydeligt kornet og pro- 
notum noget smallere. Brungul, hoved og pronotum ofte 
mørkere, følehorn og ben gule, oversiden meget fint og tæt, 
kort behåret. Pronotum meget smallere end vingedækkerne, 
sidefurerne oftest udviskede, siderne bagtil mindre stærkt 
indbuede end hos exaratum. Vingedækkerne stærkere hvælvede 
og tættere behårede end hos denne. Længde 0,55-0,58 mm. 

(J: Som hos exaratum. 

Ret almindehg (J, O). Hos myrer {Formica rufa, sanguinea 
og truncicola). 

6. Pt. modéstum Wank. Ligner de 3 foregående, fra 
hvilke den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker. Farven omtrent som hos myrmecophilum, vinge- 



18 



dækkernes form og behåring omtrent som hos exaratum. 
Pronotum kun lidt smallere end vingedækkerne. Længde 0,5- 
0,52 mm. 

(J: Bagbenenes trochantere med nogle lange hår. 

Sjælden (0). Hidtil kun fundet i Dyrehaven (enkeltvis i 
aug. og i antal i en fuglerede i en hul el, dec.) og ved Hillerod 
(hos Formica rufa). Også i kompost og gødning. 



3. Micridium Motsch. 

Nærbeslægtet med Ptilium, men adskilt fra den ved, 
at oversiden er blank, uden mikrochagrinering, sim- 
pelt punkteret, de mellemste følehornsled ikke ind- 
snørede ved roden, mellemhofterne noget bredere ad- 
skilt og pygidiums bagrand forsynet med en stump 
midttand. Pronotum (fig. 75, p. 174) bredest foran 
midten, med bagtil ganske svagt indsvajede sider 
og skarpe baghjørner, uden midtfure, men (hos vor 
art) med en kraftig, fortil forkortet længdefure på 
hver side. 

1. M. halidayi Matth. Aflang, l)lankt rodgul, Hoved og 
pronotum med spredt, grov punktur, på pronotum med 
iblandede fine punkter. Pronotum (fig. 75, p. 174) ca. ^/^ gang 
bredere end langt. Vingedækkerne ret fint, lidet tæt punkte- 
rede. 0,54-0,6 mm. 

^: Bagbrystets bagrand mellem baghofterne med en kort, 
gul hårbræmme. 

Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den blanke, sim- 
pelt punkterede, ikke synligt mikrochagrinerede overside i 
forbindelse med den lyse farve og pronotums form og skulp- 
tur. 

Meget sjælden (O). Dyrehaven (i antal i trøsket ved under 
barken af en væltet ellestamme, ^^/a), Bognæs. I udlandet er 
arten fundet i hvidfronnet egeved, i rødmuldet svampet ege- 
ved sammen med Dorcatoma og Mijcetophagus piceiis, og i 
mørt ved af en fyrrestub. 



188 



4. Oligélla Motsch. 

Nær beslægtet med Ptilium, men adskilt fra den ved, 
at pronotum ved roden har en bred midtgrube, at 
bagbrystets episterner er dækkede af vingedækkerne, 
at de mellemste følehornsled ikke er indsnørede bag- 




Fig. 81. Oligélla foveolata. x 80. 

til Og kun forsynede med en enkelt haarkrans, og at 
pygidiums bagrand i midten har en yderst svag lille 
tand. Fra de 2 følgende slægter adskilles denne slægt 
bl. a. ved det foran midten bredeste, med midtgrube 
forsynede pronotum. 9. og 10. følehornsled ved spidsen 
med halsformet forlængelse. Scutellum udhulet. Bag- 
hofterne temmelig kort adskilt fra hinanden. 



1. O. foveolata Allib. (Fig. 81). Smal, svagt hvælvet, over- 
siden mat, fint og ret spredt behåret; lysebrun, vingedækker- 
nes spids lysere, følehorn og ben gule. Pronotum kun lidt 
smallere end vingedækkerne, bredest foran midten, siderne 
bagtil svagt indsvajede, baghjørnernc stumpvinklede, bagtil 



189 



i midten med en bred tværgrube og med en kort, mere eller 
mindre tydelig midtfure. Vingedækkerne langstrakte, ca. ^/g 
gang længere end brede, bredest langt bag midten, bagtil 
rundede i fællesskab. Længde 0,5-0,58 mm. 

Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den smalle form, 
pronotums form og grube, de lange, bag midten bredeste 
vingedækker og den lyse farve. 

Ret almindelig (J, O). I kompost og gødning. 

5. Euryptilium Matth. 

Meget nær beslægtet med den folgende slægt, men 
adskilt fra den ved, at pronotum er bredest omtrent 
ved roden og kun tilsmalnet fremefter, og at pygidi- 
ums bagrand er forsynet med 2 yderst fine tænder. 
Vingedækkernes skuldre forsynede med en meget fin 
tand (oftest kun synlig, når pronotum fjernes). Bag- 
hofterne udvidede til ret brede lårdækker, kun kort 
adskilt fra hinanden, metasternums bagrand imellem 
dem med to små, spidse tænder. 

Oversigt over arterne. 

1. Følehornene gule. Sortbrun, vingedækkerne med 
lysere bagrand. Pronotum og vingedækkerne 

fint kornede 1. gillmeisteri. 

Følehornene gulbrune. Sort, vingedækkerne med 
lysere bagrand. Pronotum og vingedækkerne 
meget grovere kornede 2. saxonicum. 

1. E. gillmeisteri Flach (saxonicum 1. udg.)i) (fig. 82). 
Hvælvet, oversiden ret mat, ret fint og tæt behåret. Sortbrun, 
vingedækkerne med lysere bagrand, følehorn og ben gule. 
Oversiden fint, på pronotum ret tæt, på vingedækkerne åbent, 
netridset og fint, på pronotum spredt og meget utydeligt, på 

^) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt 
af Cl. Besuchet. 



190 



vingedækkeme lidt skælagtigt, kornet. Pronotum ca. ^/g gang 
bredere end langt, kun lidt smallere end vingedækkerne, 
sluttende sig ret tæt til disses rod, baghjørnerne med afrundet 
spids. Vingedækkerne langstrakte bredest i eller lidt bag 
midten, bagtil rundede i fællesskab. Længde 0,75-0,8 mm. 




Fig. 82. Euryptilium gillmeisteri. x 57. 

(J: På bagbenenes hofteringe er indersiden fortil konkav, 
bagtil stærkt konveks og forsynet med et par lange hår. 

Meget sjælden (0). I løv omkring gamle stubbe og lig- 
nende steder. Hidtil kun fundet i Ermelunden (i antal for 
mange år siden) og ved Hillerød (1 eks.). I udlandet fundet i 
møre træstubbe, i løv ved saftende stammer af nyfældet birk, 
under ådsel og i granskov i rådne paddehatte (efterår) eller 
paddehatterester (forår) sammen med Atheta benickiella. 

2. E. saxonicum Gillm. (marginatum 1. udg.)^). Nær- 
stående til den foregående, men adskilt fra den ved krop- 

Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt 
af Cl. Besiichet. 



191 



pens og følehornenes mørkere farve og navnlig den tydeligt 
kraftigere skulptur. Endvidere er gennemsnitsstørrelsen lidt 
ringere. Længde 0,7-0,75 mm. 

(J: Bagbenenes hof teringe som hos den foregående. 1. for- 
og mellemfodsled udvidet. Mellemskinnebenene på indersiden 
indbuede i yderste halvdel, spidsen indvendig tandformet. 

Meget sjælden (J, 0). Estrup skov, Endrupholm (i antal 
ved fugleådsler); Furesøparken (i kompost under graner), 
Jægerspris Nordskov (ved ræveådsel). I udlandet fundet ved 
ådsel, i udlagt duegødning, i gammelt hø og ved nedfalden 
træsvamp (Polyporus betuliniis). Juni-sept. 



6. Ptiliolum Flach. 

Følehornenes mellemste led indsnørede foran roden 
og bag spidsen og forsynede med 2 hårkranse, 9. og 
10. led ved spidsen med halsformet forlængelse. Pro- 
notum tilsmalnet både for- og bagtil, bagranden oftest 
svagt hævet. Vingedækkernes skuldre kun hos kunzci 
og hrevicolle med en yderst fm tand. Pygidiums bagrand 
med en lille, skarp tand i midten. Bagbrystets epister- 
ner dækkede af vingedækkerne. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes skuldre med en yderst fin tand. 

Pronotums baghjørner tydeligt stumpvinklede, 
spidsen kun ret smalt afrundet. Længde 0,5- 

0,6 mm (1. undersl. Nanoptilium) 2. 

Vingedækkernes skuldre uden tand 3. 

2. Større, 0,55-0,66 mm. Pronotum fortil tydeligt 

stærkere tilsmalnet end bagtil, siderne svagt 

rundede 1. kunzéi. 

Mindre, 0,5-0,56 mm. Pronotum bagtil omtrent 
lige så stærkt tilsmalnet som fortil, siderne lidt 
stærkere rundede 2. hrevicolle. 

3. Pronotums baghjørner fuldstændigt afrundede (2. 

undersl. Ptiliolum s. str.) 4. 



192 



4. 



Pronotums sider kort indbuede foran baghjørner- 
ne, disse derfor skarpt retvinklede. (3. undersl. 
Euptilium) 6. 

Pronotum ca. ^/g gang bredere end langt, ret spredt 
kornet. Vingedækkerne fint og lidet tæt kornede. 
Oversidens behåring ret lang, ikke helt nedlig- 





a. spencei b. fuscum c. marginatum 

Fig. 83. Ptilioliim cJ. Venstre bagben, set fra neden. 



5. 



gende, på pronotums sider ragende ud over side- 
randene, bagtil på vingedækkerne skråt bagud og 
indad rettet. Længde 0,66-0,72 mm. (?: fig. 83, a, 
$: fig. 84, a 5. spéncei, 

Pronotum ca. ^/g bredere end langt, tæt kornet. 
Vingedækkerne kraftigere og ret tæt kornede. 
Oversidens behåring ret kort, nedliggende, på 
pronotums sider kun ganske kort eller næppe 
ragende ud over siderandene, bagtil på vinge- 
dækkerne omtrent lige bagud rettet. Længde 
0,68-0,8 mm 5. 

Større, 0,77-0,8 mm. Pronotum bredest lidt foran 

roden. (J: fig. 83, c, $: fig. 84, c 4. marginatum. 

Mindre, 0,68-0,73 mm. Pronotum bredest lidt bag 

midten. ^: fig. 83, b, ?: fig. 84, b 3. fuscum. 



193 



6. Hovedet mat, kraftigt mikrochagrineret, næppe 

kornet. Større, 0,72-0,75 mm 6. schwårzi. 

Hovedet noget blankt, svagt mikrochagrineret, 

tæt og kraftigt kornet. Mindre, 0,6-0,65 mm wiisthoffi. 



1. underslægt Nanoptilium Flach. 

1. Pt. kunzei Heer. Temmelig kort og bred, fladt hvæl- 
vet, oversiden mat, fint, temmelig kort og tæt behåret; sort. 





a. spencei b. fuscum c. marginatum 

Fig. 84. Ptiliolum ?. Spermatheca. 

langs vingedækkernes noget afstudsede bagrand med en ret 
skarpt begrænset, gul stribe, benene brungule, følehornene 
oftest brunsorte med lidt lysere rod. Oversiden ret kraftigt 
netridset-kornet, tættest og grovest på pronotum. Pronotum 
omtrent så bredt som vingedækkerne, omtrent 2/3 bredere end 
langt, fortil betydeligt, bagtil kun svagt tilsmalnet, som regel 
bredest noget bag midten, bagranden fint randet, mikroskulp- 
turen bestående af tætstillede ophøjede korn. Vingedækkerne 
kun ca. ^/4 længere end tilsammen brede, siderne kun svagt 
rundede. Længde 0,55-0,66 mm. 

(J: Forfødderne noget udvidede. 

Om artens adskillelse fra Nephanes titan se nedenfor p. 205. 

Ret almindelig (J, 0). I kompost og gødning. 

2. Pt. brevicolle Matth. Meget nærstående til kunzei, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
Victor Hansen: Ådselbiller 13 



194 



og som regel straks kendelig fra den ved ringere størrelse. 
Endvidere er pronotums mikroskulptur afvigende, idet den 
nærmest fremtræder som kraftig, ret åben netridsning, hvis 
mellemrum danner ret store meget blanke flader. Længde 
0,5-0,56 mm. 

(J: Forfødderne noget udvidede. 

Meget sjælden, men muligvis overset (0). Hos os hidtil 
kun fundet i Dyrehaven, dels et enkelt eks. i hestegødning 1^/7 
1945, dels i betydeligt antal i en kompostbunke ved Eremita- 
gevildthuset ^'/^-S/g 1967. 



2. underslægt Ptiliolum s. str. 

3. Pt. fiiscum Er. (anguståtum Flach) (fig. 85). Aflang, 
noget hvælvet, oversiden temmelig mat, fint og ret kort, ned- 
liggende, gråt behåret; sort eller brunsort, vingedækkerne 
lysere mod spidsen, undertiden helt brune, følehornene brun- 
lige med lysere rod, benene brungule. Pronotum bredest lidt 
bag midten, noget smallere end vingedækkerne. Disse med 
noget rundede sider. Længde 0,68-0,73 mm. 

(J: Bugen bagtil med en stor, rund, ret dyb grube. Bagbe- 
nenes trochantere lange og smalle, med konkav inderside og 
i spidsen med et smalt børsteknippe (fig. 83, b). 

$: Spermatheca se fig. 84, b. 

Vistnok ret sjælden (0). Foreligger fra Odense, Svenstrup 
ved Borup st., Ermelunden (under løv). Dyrehaven (ved 
hjortegødning) og Hillerød. 

4. Pt. marginåtum Aubé (léderi Flach). ^) Nærstående til 
den foregående, men adskilt fra den ved betydeligere stør- 
relse, bredere krop og afvigende kønskarakterer. Pronotums 
bredeste sted ligger lidt længere tilbage. Længde 0,77-0,8 
mm. 

(J: Bugen bagtil med en stor, rund, ret dyb grube. Bagbe- 
nenes trochantere tilsmalnede mod roden, uden børster, bag- 

Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt 
af Cl. Besuchet. 



195 



lårene på indersiden ved roden med et bredt børsteknippe og, 
hvor dette ender, med en svag stumpvinklet udvidelse (fig. 
83, c). 

$ : Spermatheca se fig. 84, c. 

Meget sjælden(Ø). Svenstrup ved Borup st.. Dyrehaven (ved 
hjorte- og hestegødning på halvskygget skovbund, undertiden 
i selskab med fuscum, juli-sept.). 




Fig. 85. Ptiliolum fuscum. x 60. 

5. Pt. spéncei AUib. (oblongum Gillm., Flach). Yderst 
nær beslægtet med fuscum, fra hvilken den adskiller sig ved de 
i oversigten nævnte kendemærker samt ved gennemgående 
lysere vingedækker og ved, at oversiden er mindre mat og dens 
behåring lidt mere hvidlig. Længde 0,66-0,72 mm. 

(^: Bugen bagtil med en rund grube. Bagbenenes trochan- 
tere simple, på indersiden med et enkelt langt børstehår 
(fig. 83, a). 

$ : Spermatheca se fig. 84, a. 

Udbredt, men vistnok ret sjælden (J, 0). I kompost, gød- 
ning og ved ådsel. 

13* 



196 



3. underslægt Euptilium Flach. 

6. Pt. schwårzi Flach. Brunsort, vingedækkerne brunlige, 
følehorn og ben brungule. Pronotum ca. ^1^ bredere end 
langt, tæt og meget kraftigt kornet, kraftigere end hos 
de foregående, i udskæringen foran baghjørnerne rager nogle 
kraftige, ret lange, hvide randhår bagud. Vingedækkerne ret 
tæt og ret kraftigt kornede. Længde 0,72-0,75 mm. 

(J: Bagbrystet i midten med en stor, ret flad fordybning. 
Baglårene omtrent som hos Pt. marginatum. 

Kendelig fra vore andre Ptiliider ved pronotums bag- 
hjørners form og behåring og dets kraftigt kornede skulp- 
tur. 

Sjælden (J. 0). Endrupholm (ved fugleådsler); Frejlev (ved 
hønsegødning i skovbryn). Dyrehaven (ved egernådsler). Fure- 
søparken (i kompost under graner). Juli-sept. 

[Pt. wiisthoffi Rossk. Meget nærstående til den foregå- 
ende, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker samt ved endnu stærkere kornet pronotum og af- 
vigende parringsorganer hos cJ og $. Længde 0,6-0,65 mm. 

Arten er fundet ved Håsleholm i Sverige (i havekompost) 
og ved Aachen (på skovbund i udlagt duegødning i selskab 
med Pt. schwårzi og Euryptilium saxonicum). Dens forekomst 
hos os er ret sandsynlig.] 



7. Actidium Matth. 

Adskilt fra de foregående slægter ved, at pronotum 
på hver side umiddelbart foran roden er skråt indbuet, 
hvorved roden synes lidt bagudtrukket, samt ved de 
påfaldende korte fødder. Følehornenes mellemste led 
kun indsnøret foran roden, 9. og 10. led uden hals- 
formet forlængelse. Vingedækkerne med afrundede 
skuldre. Pygidiums bagrand med 2 yderst svage tæn- 
der. Bagbrystets episterner dækkede af vingedækker- 
ne. Bagkroppen hos cJ med 7, hos ? med 6 bugled. 



197 



1. A. boudiéri AUib. (fig. 86). Temmelig hvælvet, over- 
siden yderst fint og kort behåret. Sort, lidet blank, vingedæk- 
kernes spids ubetydeligt lysere, følehornene brunsorte, benene 
mørkebrune med lys skinnebensrod. Følehornene med kun 
svagt afsat, treleddet kølle. Oversidens skulptur er yderst 




Fig. 86. Actidium boudiéri. x 70. 

svag og utydelig og viser yderst svag antydning af netrids- 
ning, punkter og korn. Pronotum med stærkt rundede sider, 
mindst ^/g gang bredere end langt, foran bagranden med et 
tværindtryk. Vingedækkerne betydeligt bredere end prono- 
tum, bredest lidt foran midten, med ret stærkt rundede sider 
og temmelig lang tilspidsning. Længde 0,6-0,63 mm. 

(^: Bagtrochanterne og baglårene med et langt, svagt kini- 
niseret vedhæng på indersiden, bagskinnebenene indvendig i 
forreste tredjedel brat udvidede, bagbrystet med et stort, 
dybt indtryk (iflg. CL Besuchet). 

Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved pronotums og 



198 



vingedækkernes form og den meget mørke farve af krop, fole- 
horn og ben. 

Meget sjælden (O). Toreby (Lolland), moser ved Sondersø 
og syd for Hareskov, Iglehullet på Eremitagesletten, Malm- 
mosen. På meget fugtig mosebund, også torvebund, i mos 
(også Sphagnum) og plantedele. Især maj-juni. 

[A. coarctåtum Hal. Adskilles let fra boudieri ved meget 
smallere krop og ret parallelsidede vingedækker, der næppe er 
bredere end pronotum. Længde 0,5-0,63 mm. 

Et meget gammelt fund af 2 eks. i en have ved Kobenhavn 
af denne art, der er halobiont, må anses at være af rent til- 
fældig karakter, og arten kan ikke med sikkerhed antages at 
høre til vor fauna. Dens forekomst ved den tyske nord- og 
østersøkyst anses for meget tvivlsom, og fra Skandinavien 
foreligger kun et par meget gamle fund fra Malmo og Lund.] 



8. Microptilium Matth. 

Nærstående til den følgende slægt, men adskilt fra 
den ved de i oversigten nævnte kendemærker og ved 
lidt mindre fladtrykt form og lidt længere følehorn. 

1. M. palustre Kunzen (pulchéllum 1. udg.). Smal, sort 
eller sortbrun, vingedækkernes bagrand, følehorn og ben 
brungule. Oversiden kort, nedliggende, hvidgrat behåret. 
Hovedet kun lidt smallere end pronotum, med ret store øjne. 
Pronotum (fig. 76, p. 174) temmelig tæt kornetpunkteret, kun 
lidt smallere end vingedækkerne, bredest foran midten, fortil 
noget, bagtil stærkt tilsmalnet, oftest med et fladt indtryk på 
hver side, baghjørnerne stumpe. Vingedækkerne langstrakte, 
omtrent parallelsidede, omtrent ^/g længere end brede, bagtil 
stærkt og bredt afstudsede, fint skælagtigt netridsede og kor- 
nede. Længde 0,65-0,7 mm. 

(J: Forskinnebenenes spids med en lille, lamelagtig, be- 
håret forlængelse. Næstsidste bugled med talrige tætstillede 
hår (iflg. Cl. Besuchet). 

Kendelig fra vore andre Ptiliider ved det foran midten 



199 



bredeste, bagtil stærkt tilsmalnede pronotum og de kun lidt 
bredere, omtrent parallelsidede, bagtil bredt afstudsede vin- 
gedækker. 

Meget sjælden (O). Kun fundet i Nebølle skov på Nord- 
falster (apr. 1877) og i en overskygget grøft i Fuglsang park 
på Lolland (nogle eks. ved sigtning af meget fugtigt løv og 
mos, juli 1957). 

9. Ptinélla Motsch. 

Blandt slægterne med forkortede vingedækker ken- 
delig ved den flade form, det foran midten bredeste og 
bagtil stærkere end fortil tilsmalnede pronotum samt 
den lyse farve. Kroppens sider med enkelte udstående 
hår. Følehornenes mellemste led indsnørede foran 
roden og bag spidsen. Vingedækkerne temmelig stærkt 
forkortede, bagtil afrundet afstudsede. Mellembrystet 
uden køl og (undtagen hos tenella) med noget frem- 
springende forhjørner, der er synlige, når dyret ses 
fra oven. Bagkroppen med 6 bugled. Pygidium utan- 
det, med lange børster. 

Arterne optræder i 2 former, af hvilke den ene (formå 
alata) har flyvevinger, som ses mørkt gennemskinnende 
under vingedækkerne, og normalt udviklede, sorte øjne og 
oftest er brungul eller kastaniebrun, medens den anden 
(formå aptera) er gul eller rødgul, vingeløs eller med rudi- 
mentære flyvevinger og har flade, pigmentløse øjne eller i 
disses sted en lille, med nogle børster besat knude. Vingedæk- 
kerne er oftest noget kortere hos f. aptera end hos f. alata. 
Af begge former forekommer både hanner og hunner. Oftest 
er f. aptera den hyppigste. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotums baghjørner afrundede. Mellembrystets 
forhjorner stumpe. F. aptera uden øjne. Længde 
0,58-0,65 mm tenélla. 



200 



Pronotums baghjørner vinkelformede. Mellem- 
brystets forhjørner tandformet fremspringende 2. 

2. Mindre, 0,63-0,68 mm. Hovedets og pronotums 

skulptur meget åbent og fmt netridset. F. aptera 

uden øjne 2. aptera. 

Større, 0,68-0,82 mm. Hovedets og pronotums 
skulptur tæt og kraftigt netridset. F. aptera 
med pigmentløse øjne 3. 

3. Pronotum rigeligt ^/g gang bredere end langt. Vin- 

gedækkerne hos f. aptera ca. 2/3 længere end, hos 
f. alata ca. dobbelt så lange som pronotum. Min- 
dre, 0,68-0,78 mm 1. denticollis. 

Pronotum ca. 2/3 bredere end langt. Vingedækker- 
ne hos begge former ca. dobbelt så lange som 
pronotum. Kroppen noget bredere. Større, 0,77- 
0,82 mm limbåta. 

1. Pt. denticollis Fairm. (teståcea l.udg.)(f. alata rpuncti- 
pénnis Fairm.). Større og bredere end Pt. aptera og tenella. 
Rødgul eller brungul, oversiden kort behåret. Pronotum som 
regel i det højeste med 2 utydelige længdeindtryk, siderne for- 
til noget rundede, bagtil omtrent rette, baghjørnerne retvink- 
lede. Vingedækkernes sider noget rundede. Længde 0,68- 
0,78 mm. 

Vistnok udbredt (0). F. eks.: Ryde, Lejre, Dyrehaven. 
Under løv- og nåletræsbark og i hule træer. 

[Pt. limbåta Heer (f. aptera: teståcea Heer). Meget nær- 
stående til den foregående, men adskilt fra den ved de i over- 
sigten anførte, ret vage kendemærker. Endvidere har prono- 
tum som regel 2 tydeligere længdeindtryk og fortil lidt stær- 
kere rundede, bagtil ofte svagt indbuede sider, og vingedæk- 
kernes sider er lidt mindre rundede og deres bagrand ind mod 
sømmen mere skråt buet fremefter, således at vinklen ind mod 
sømmen bliver dybere. Længde 0,77-0,82 mm. 

Fundet bl. a. i Skåne og Nordtyskland. Under løv- og 
nåletræsbark.] 



201 



2. Pt. åptera Guér. (f. alata: ratisbonénsis Gillm.) (fig. 
87). Ligner denticollis, men adskiller sig fra den ved de i oversig- 
ten nævnte kendemærker samt ved noget svagere rundede sider 
på pronotum, hvis baghjørner er lidt stumpvinklede. Bleggul, 
den vingede form oftest mørkere. Den uvingede form i stedet 




Fig. 87. Ptinella aptera. x 60. 

for øjnene med nogle sorte børster. Pronotum kun sjældent 
med antydning af længdeindtryk. Vingedækkerne hos den 
vingede form ca. dobbelt, hos den uvingede form ca. 1^/3 
gang så lange som pronotum. Længde 0,63-0,68 mm. 

Udbredt og vistnok almindelig (J, 0). Levevis som denti- 
collis. 

(Pt. tenélla Er. (f. alata: gråcilis Gillm.). Ligner den fore- 
gående stærkt og adskiller sig væsentligt kun fra den ved de 
i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedets og 
pronotums skulptur er tættere netridset. Vingedækkerne hos 



202 



den vingede form ca. dobbelt, hos den uvingede form ca. 1 ^/g 
gang så lange som pronotum. Længde 0,58-0,65 mm. 

Fundet bl. a. ved Hamburg. Levevis som denticoUis. I 
Sverige er den uvingede form fundet under svampet, på inder- 
siden noget fugtig og solopvarmet bark af gran, eg, birk og 
asp og den vingede, mere blanke form {gracilis Gillm.), der 
synes at være betydeligt sjældnere, under aspebark sammen 
med den uvingede form.] 



10. Ptéryx Matth. 

Kroppen noget hvælvet. Følehornenes mellemste 
led kun tydeligt indsnørede bag spidsen. Hos vor art 
er pronotum bredest langt bag midten, meget stærkere 
tilsmalnet fortil end bagtil og baghjørnerne næsten 
retvinklede, men afrundede på spidsen. Vingedækker- 
nes sider kun svagt rundede. Mellembrystet uden køl, 
mellemhofterne berørende hinanden. Mellembrystets 
forhjørner tandformet fremspringende. Bagkroppen 
med 7 bugled. Pygidium utandet, med 2 længere og 2 
kortere børster. 

Også af denne slægt forekommer 2 former, en med fuldt 
udviklede øjne og flyvevinger og en anden med mindre og 
fladere øjne og rudimentære flyvevinger. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum bredest bag midten, baghjørnerne ra- 
gende ret langt ud over vingedækkernes rod 

1. suturålis. 
Pronotum bredest omtrent i midten, baghjørnerne 
ragende lidt mindre ud over vingedækkernes rod 

spléndens. 

1. Pt. suturålis Heer (fig. 88). Oversiden temmelig blank, 
ret spredt behåret; den vingede form oftest rødbrun, den 
anden form oftest rustrød (jfr. nedenfor); Vingedækkerne 



203 



oftest bagtil mørkere, følehorn og ben bleggule. Pronotum og 
vingedækker fint netridsede (på pronotum lidt tættere og 
stærkere end på vingedækkerne) og ret spredt kornede. Pro- 
notum ca. 2/g bredere end langt, ved roden tydeligt bredere 
end roden af vingedækkerne. Disse ca. dobbelt så lange som 




Fig. 88. Pteryx suturalis. x 36. 



pronotum, lidt længere end tilsammen brede, bagtil afstudsede. 
Længde 0,72-0,8 mm. 

Kendelig fra vore andre Ptiliider med udækket bagkrop 
ved formen af pronotum, der er ca. så bredt som vingedækker- 
ne, bredest bag midten og med omtrent retvinklede, men på 
spidsen afrundede baghjørner, der rager betydeligt ud over 
vingedækkernes ret stærkt tilsmalnede rod. 

Almindelig (J, O, B). Under løv- og nåletræsbark, i trosket 
ved, smuld i hule træer og nedfaldent løv; også fundet i muse- 
reder. 



204 



I Dyrehaven er under bøgebark fundet nogle få eks. - både 
eks. med fuldt udviklede og eks. med rudimentære flyvevin- 
ger - som har næsten helt sort overside med kun lysere vinge- 
dækkebagrand. 

[Pt. spléndens Andr. Strand. Nærstående til suturalis, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at pronotum fortil kun er lidt stærkere tilsmalnet 
end bagtil, oversidens skulptur lidt svagere og mere åben, 
gennemsnitsstørrelsen lidt ringere og hunnens parringsorgan 
lidt anderledes formet. Forkroppen sortbrun, vingedækkerne 
ensfarvet brune. Længde 0,65-0,75 mm. 

Fundet i Osloegnen, sværmende i stort antal i juni og 
enkeltvis i juli hen over en affaldsbunke fra en savmølle. I 
Finland er arten sigtet af bark af gran, angrebet af svampen 
Hansenia abietina, sammen med Pt. suturalis.] 



11. Néphanes Thoms. 

Nær beslægtet med Acrotrichis, fra hvilken den væ- 
sentligt kun adskiller sig ved, at pronotum er bredest 
i eller lidt bag midten, omtrent lige stærkt tilsmalnet 
for- og bagtil og forsynet med stumpvinklede, på 
spidsen lidt afrundede, ikke bagudtrukne baghjørner, 
og at mellembrystet kun er ophøjet, men ikke tydeligt 
kølet imellem mellemhofterne, samt at pygidiums 3 
tænder er yderst svage og utydelige. Følehornene 
kraftige, deres mellemste led indsnørede bag spid- 
sen, uden hårkranse, kun c. l^/g gang så lange som 
brede. Vingedækkerne ca. så lange som tilsammen 
brede, med svagt rundede sider, bagtil skråt af- 
studsede. 

1. N. titan Newm. (fig. 89). Noget hvælvet, oversiden tem- 
melig blank, temmelig fint og spredt behåret; brunsort eller 
brun, vingedækkernes bagrand gul, benene brungule, følehor- 
nene brune med lysere rod. Oversiden med netmaskning, der 
på pronotum er ret tæt og fladt kornet og på vingedækkerne 



205 



finere, mere åben, noget skælagtigt og næppe kornet. Længde 
0,5-0,55 mm. 

Kendelig fra vore andre Ptiliider med udækket bagkrops- 
spids ved formen af pronotum, der er så bredt som vingedæk- 
kerne, bredest omkring midten, omtrent lige stærkt tilsmalnet 




Fig. 89. Nephanes titan, x 90. 

for- og bagtil, med jævnt rundede sider og stumpvinklede bag- 
hjørner. Specielt fra Ptilium kunzei adskilles arten bl. a. ved 
tydeligt finere overfladeskulptur og bagtil bredere afstudsede 
vingedækker, der ikke dækker de sidste bagkropsled. 

Almindelig (J, 0). I plantemøddinger, gødning o. lign. 



12. Smicrus Matth. 

Nær beslægtet med Acrotrichis, men let kendelig 
fra den ved, at pronotums bagrand er lige og baghjør- 



206 



nerne derfor ikke bagudtrukne, men skarpt retvink- 
lede, at pygidiums bagrand er forsynet med 2 meget 
små, utydelige tænder og mellem disse, set fra oven, 
omtrent lige afstudset, set bagfra lidt rundet, samt at 
formen er betydeligt mere langstrakt. 




Fig. 90. Smicrus filicornis. x 56. 



1. S m. filicornis Fairm. (fig. 90). Aflang, omtrent pa- 
rallelsidet, temmelig flad, sort, temmelig mat, vingedækkerne 
ofte helt eller delvis brune, de lange, slanke følehorn og benene 
rødgule. Oversiden fint og kort, nedliggende behåret, yderst 
fint, på pronotum noget kornet, på vingedækkerne noget 
skælagtigt, netridset. Hovedet kun lidt smallere end prono- 
tum, dette så bredt som vingedækkerne, bredest foran midten, 
siderne svagt rundede, bagtil lidt indbuede, bagranden fint, 
i midten oftest utydeligt randet. Vingedækkerne noget læn- 



207 



gere end tilsammen brede, parallelsidede, bagtil afstudsede. 
Længde 0,78-0,84 mm. 

(J: Yderste bugled med 2 dybe gruber, der foran leddets 
bagrand er indbyrdes forbundne ved en dyb tværfure. 

Kendelig fra vore andre Ptiliider ved den aflange, omtrent 
parallelsidede krop, den lidet blanke overside, det foran mid- 
ten bredeste, bagud kun meget svagt tilsmalnede pronotum 
med skarpe, næsten retvinklede baghjørner og de bagtil bredt 
afstudsede vingedækker, der ikke dækker de bageste bag- 
kropsled. 

Sjælden (0). Valby (i kompost, maj). Dyrehaven (i kom- 
postbunke ved vildthus, juni). Malmmosen (i planterester i 
fugtig grøft, okt.). Arten antages at være overført fra Amerika 
til Europa, hvor den har bredt sig stærkt. 

13. Baeocrara Thoms. 

Ligeledes nær beslægtet med Acrotrichis, men ad- 
skilt fra denne slægt ved, at pronotum (fig. 77, p. 174) 
er bredest omtrent i midten og de skarpt retvinklede 
baghjørner næppe bagudtrukne, samt ved at over- 
siden ikke er synligt netridset eller kornet i grunden, 
men glat og temmelig kraftigt, ikke tæt punkteret, 
og at pygidiums bagrand er ulandet og fmt randet. 
Pronotums sider fmt randede, bagtil svagt indbuede. 

1. B. variolosa Muls. et Rey (litorålis Thoms.). Temmelig 
bred og hvælvet. Oversiden blank. Sort eller brun, vingedæk- 
kernes spids og pronotums siderande lysere, benene rødgule, 
følehornene brunlige med lysere rod. Pronotum så bredt som 
vingedækkerne. Disse ca. så lange som brede, siderne svagt 
rundede. Længde 0,78-0,82 mm. 

(J: Forskinnebenene stærkere udvidede mod spidsen, 1. 
forfodsled udvidet. 

Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den blanke, 
simpelt punkterede, ikke mikrochagrinerede overside i for- 
bindelse med pronotums form og farven. 



208 



Meget sjælden (0). Sundby Storskov (i planterester under 
grævlingeådsel på skovbund), Dyrehaven (i antal i heste- 
gødning, udlagt på halvskygget, tyndt græsklædt løvskov- 
bund), Jægerspris Nordskov (ved ræveådsel). Juni-sept. 



14. Acrotrichis Motsch. 

(Trichopteryx Kirby). 

Kroppen oftest ret bred, som regel sort eller brun- 
sort med lysere følehorn og ben. Oversiden fint be- 
håret, i grunden fint netridset (eller chagrineret) og 




Fig. 91. Acrotrichis. Højre flyvevinge. 



kornet. Følehornene slanke, de mellemste led i det 
højeste indsnørede bag spidsen, uden hårkrans. Pro- 
notum bredt, som regel tilsmalnet betydeligt fortil, 
ikke eller kun svagt bagtil og bredest ved roden eller 
lidt foran denne, bagranden mere eller mindre tyde- 
ligt udskåret, ofte tve- eller trebuet, baghjørnerne mere 
eller mindre stærkt bagudtrukne og omfattende vinge- 
dækkernes skuldre, farven oftest lysere mod siderne. 
Vingedækkerne oftest ret korte, farven bagtil lysere. 
Mellembrystet med skarp køl, mellemhofterne ad- 
skilt fra hinanden. Afstanden mellem baghofterne 
c. V4 af bagbrystets bagrand; deres lårdækker brede. 
Bagkroppen med 6 bugled. Pygidiums bagrand med 
3 små, tydelige tænder. 



209 



Undersøgelser af genitalorganerne, foretagne i nyere tid af 
P. Rosskotherif Eivind Sundt og andre forfattere, har kastet 
nyt lys over artsproblemerne i denne slægt, der er en af de 
allervanskeligste billeslægter på grund af arternes store ind- 
byrdes lighed, og fordi de ydre karakterer, som er anvende- 
lige, for en stor del er stærkt varierende hos samme art. Det 
er især hunnens organ, spermathecaen (fig. 92-106), der har 
vist sig at frembyde værdifulde karakterer for adskillige arters 
vedkommende, medens hannens organ (fig. 107-115), hos de 
fleste arter, f. eks. A. atomaria (fig. 109) er ensartet bygget 
og kun viser udprægede karakterer hos et mindre antal arter 
af hvilke flere i forvejen er kendelige ved ydre skelnemærker 
(A. grandicollis, montandoni, brevipennis og longicornis). 

Resultatet af disse nyere undersøgelser er med henblik på 
vor fauna i hovedsagen følgende: 

For de af Flach, Ganglhauer og Reitter anerkendte 11 arter, 
der også er omtalt i 1. udgave, er artsberettigelsen med sikker- 
hed fastslået alene med undtagelse af sufjocata, der helt ud- 
går. Ligeledes står artsberettigelsen af den i 1. udgave ud- 
skilte longicornis Matth. (Rossk.) fast. Hertil kommer et antal 
nye arter (især silvatica, parva, arnoldi, norvegica og plaio- 
noffi), for hvis artsberettigelse spermathecaen (hos A. nor- 
vegica tillige penis) afgiver sikre, udprægede og konstante 
karakterer. Yderligere kommer 3 arter (A. lucidula, danica 
og rugulosa) til, udskilt ved ydre kendetegn, danica også ved 
penisformen. Tilbage står især formerne omkring fascicularis, 
hvor artsadskillelsen stadig volder stort besvær, idet disse 
former varierer stærkt med hensyn både til ydre karakterer 
og til spermatheca og mangler udprægede kendetegn på penis. 
Også med hensyn til formerne omkring sericans hersker der 
endnu usikkerhed. 

Hos brevipennis og longicornis er hannen let kendelig fra 
hunnen ved stærkt udvidede forfødder og -skinneben. Hos de 
andre arter frembyder hannen derimod desværre ikke let 
iagttagelige sekundære kønsmærker. Dog er hannerne ofte lidt 
smallere end hunnerne, og hos nogle arter er hannens vinge- 
dækker tydeligere tilsmalnede bagud end hunnens. 

Victor Hansen: Ådselbiller 14 



210 






92. thoracica 




93. atomaria 





94. lucidula 



93. danica 





96. fratercula 



97. intermedia 





98. fascicularis 



99. rugulosa 



211 





100. silvatica 



101. parva 





102. arnoldi 



103. norvegica 






104. platonoffi 



105. brevipennis 



106. sericans 



Fig. 92-106. Acrotrichis ?. Spermatheca (alle figurer i samme forstør- 
relse, tegnet efter fotografier, tagne af E. Sundt), 



Af vore arter lader grandicollis, montandoni og chevrolati 
sig sikkert bestemme ved ydre kendetegn, og det samme gæl- 
der hannerne af A. brevipennis og longicornis. 

Da genitalorganerne som ovenfor nævnt langtfra i alle til- 
fælde giver sikre karakterer for bestemmelsen af begge køn, er 
nedenstående oversigt i første række opbygget på ydre karak- 
terer. Da disse imidlertid som nævnt er stærkt varierende hos 
adskillige arter, kan oversigten - bortset fra de 3 ovennævnte, 

14* 



212 



let kendelige arter - kun forventes at føre til et sikkert resultat 
for normale eksemplarer. I oversigten er foruden de i Danmark 
hidtil konstaterede arter medtaget 3 arter (A. lucidula, parva 
og platonoffl). 

Arterne findes, ofte i stort individantal, i henrådnende 
plantedele og gødning, ved ådsel, svamp og træsaft, i løv og 
mos. Nogle arter foretrækker fugtig bund. 

Med hensyn til tegningerne af spermatheca bemærkes, at 
dette organ navnlig i fascicular is- gruppen indenfor de enkelte 
arter (former) kan variere betydeligt i detaillerne. Ved sam- 
menligning af en udpræpareret spermatheca med tegningerne 
må den afgørende vægt derfor lægges på, om organet i det 
væsentlige svarer til den pågældende tegning, medens det ikke 
kan forventes, at f. eks. spermatheca af et fascicularis-eksem- 
plar i alle enkeltheder skal stemme overens med den afbildede 
/asc/cu/ar/s-spermatheca. 

Oversigt over arterne. 

1. Kroppen på hver side med 3 udstående, sorte 

børster, 1 på pronotum, 2 på vingedækkerne 
(flg. 125). Oversiden med mørkt metalskær. 

Længde 0,75-1 mm 1. grandicollis. 

Kroppen uden udstående sidebørster 2. 

2. Forskinnebenene på indersiden mod spidsen med 

5-7 børster. Pronotums sider bagtil svagt ind- 
buede (fig. 120), baghjørnerne derfor meget spid- 
se. Kroppen ret parallelsidet. Oversiden blank, 
pronotum meget spredt netridset og kornet. 

Længde 0,62-0,7 mm 2. montandoni. 

Forskinnebenene på indersiden mod spidsen kun 
med 3 børster. Pronotums sider ikke indbuede 
bagtil 3. 

3. Meget lille, 0,5-0,55 mm, hele oversiden påfaldende 

blank. Pronotum ikke tydeligt bredere end vin- 
gedækkerne, meget svagt netridset og kornet, 
med tydeligt, men kun kort bagudtrukne bag- 
hjørner. Kroppen ret parallelsidet. Følehornene 



213 



mørke, de mellemste led ca. 2^/2 gang så lange 

som brede 3. chevrolåti. 

Betydeligt større, 0,65-1,2 mm, i modsat fald over- 
siden ikke påfaldende blank 4. 

4. Pronotums baghjørner stærkt eller ret stærkt bag- 
udtrukne (fig. 118, 119 og 121-123). Pronotum 






107. 108. 109. 

grandicollis montandoni atomaria 




110. 
danica 




111. 
norvegica 







112. 113. 114. 115. 

brevipennis longicornis sericans dispar 

Fig. 107-115. Acrotrichis cJ. Penis. 



5. 



ofte bredere end vingedækkerne og med foran 
baghjørnerne udvidede sider. Yingedækkerne 
ofte tilsmalnede bagud. Gennemgående større 
arter, 0,65-1,2 mm {brevipennis dog kun 0,6- 
0,7 mm) 5. 

Pronotums baghjørner kun meget kort bagudtruk- 
ne (fig. 124). Pronotum ikke bredere end vinge- 
dækkerne, siderne foran baghjørnerne næppe 
eller kun meget svagt udvidede. Vingedækkerne 
ikke tilsmalnede bagud. De mellemste følehorns- 
led 2-3 gange så lange som brede. Små arter 
0,6-0,75 mm 20. 

Pronotum blankt eller ret blankt, i midten i det 
højeste svagt netridset og kun spredt eller ret 
spredt kornet, bredere end vingedækkerne, disse 



214 



(bortset fra fratercula) tydeligt tilsmalnede bag- 
ud. De mellemste følehornsled ca. 3-3 ^/g gang så 

lange som brede. Længde 0,65-1 mm 6. 

Pronotum mattere, tydeligt netridset og tættere 
kornet 9. 

6. Vingedækkerne tydeligt kortere end tilsammen 

brede. Pronotum meget blankt, meget spredt 
kornet og næppe netridset, siderne foran bag- 
hjørnerne stærkt rundet udvidede. 1. og 2. føle- 
hornsled brunsorte^). Oversiden påfaldende dybt 
sort. Længde 0,8-1 mm. $: spermatheca (fig. 94) 

af lignende form som hos fascicularis lucidula. 

Vingedækkerne ikke tydeligt kortere end tilsam- 
men brede. 1. og 2. følehornsled lysere 7. 

7. Pronotum lidet stærkt hvælvet, foran baghjørnerne 

kun svagt udvidet, siderne bagtil omtrent rette. 
Scutellum ca. dobbelt så tæt kornet som vinge- 
dækkerne. Længde 0,65-0,8 mm. $ : sperma- 
theca (fig. 92) lille og spinkel 4. thoråcica. 

Pronotum stærkt hvælvet, foran baghjørnerne 
stærkere udvidet, siderne bagtil rundede (fig. 
119 og 121). Scutellum kun noget tættere kornet 
end vingedækkerne. Længde 0,7-1 mm. $: sper- 
matheca (fig. 93, 95 og 96) betydeligt større og 
kraftigere, mere kompliceret bygget 8. 

8. Pronotum blankt, i midten spredt kornet og kun 

meget svagt netridset, siderne foran baghjørner- 
ne rundet-udvidede; vingedækkerne bagud tyde- 
ligt tilsmalnede (fig. 121). Mindre, 0,7-0,85 mm. 
$: spermatheca, se fig. 93; slangens basalparti 
og hale ret tynd, halen omtrent af ensartet tyk- 
kelse 5. atomåria. 

Pronotum temmelig blankt, i midten noget tæt- 
tere kornet og tydeligt, fint netridset. Større, 
0,8-1 mm 11. 

*) Dette g ælder norske og svenske eksemplarer, medens mellem- 
europæiske stykker har lysere følehorn. 



215 



9. Større, gennemgående noget bredere arter, 0,8- 
1,2 mm. Pronotum ofte tydeligt bredere end 
vingedækkerne, siderne foran baghjørnerne ty- 
deligt udvidede. $: spermatheca kompliceret 
bygget (fig. 95-99) 10. 




116 



117 



118 



119 



120 



Fig. 116-120. Acrotrichis. Følehorn af intermedia (116) og sericans 
(117). Pronotums højre siderand set fra oven og lidt skråt udvendig 
fra, hos intermedia (118), fratercula (119) og montandoni (120). 



10. 



11. 



Mindre, gennemgående noget smallere arter, 0,6- 
0,75 mm. Pronotum ikke eller kun meget lidt 
bredere end vingedækkerne, siderne (undtagen 
hos silvatica) foran baghjørnerne svagere udvi- 
dede. Vingedækkerne ikke tilsmalnede bagud. 
$: spermatheca helt afvigende, oftest mere en- 
kelt bygget (fig. 100-105) 14. 

Pronotum lidet mat, temmelig spredt kornet og 
ret fmt netridset. Længde 0,8-1 mm 11. 

Pronotum ret mat, tættere kornet og kraftigere 
netridset 12. 

Pronotums sider foran baghjørnerne meget stærkt, 
oftest noget vinkelf ormet, udvidede (fig. 119). 
Vingedækkerne ikke eller kun meget svagt til- 
smalnede bagud. (J:Penis ikke tilsmalnet mod 



216 



spidsen (omtrent som fig. 109). $: spermatheca, 

se fig. 96 7. fratércula. 

Pronotums sider foran baghjørnerne mindre 
stærkt, rundet udvidede. Vingedækkerne bagud 
tydeligt tilsmalnede. 1. og 2. følehornsled rød- 
gule. (J: Penis betydeligt tilsmalnet mod spid- 
sen (fig. 110). $: spermatheca, se fig. 95 . . 6. dånica. 

12. Større, 0,9-1,2 mm. Følehornene rødgule, ofte lidt 

mørkere mod spidsen, de mellemste led 3-4 gange 
så lange som brede (fig. 116). $: spermatheca på- 
faldende stor og kraftig og derved stærkt afvi- 
gende fra alle vore andre arters, slangens krum- 
mede hale kort, se fig. 97 8. intermédia. 

Mindre, 0,8-0,9 mm. Følehornene brunlige, de 
mellemste led 2-3 gange så lange som brede. 
$: spermatheca mindre og ikke nær så kraftig; 
slangens krummede hale langt udtrukket (fig. 
98 og 99) 13. 

13. Hovedet som regel ret blankt og kun svagt og uty- 

deligt netridset og kornet. $: spermatheca, se 

fig. 98 9. fasciculåris. 

Hovedet ret mat, ret kraftigt netridset og kornet. 

$: spermatheca, se fig. 99 10. rugulosa. 

14. Mindre, 0,6-0,7 mm. (^: forfødderne stærkt udvi- 

dede (fig. 126), penis se fig. 112. $: spermatheca 
(fig. 105) med spiralformet slange . 15. brevipénnis. 
Større, 0,65-0,8 mm. (J: forfødderne simple 15. 

15. Pronotums sider foran baghjørnerne ret stærkt, 

noget vinkelformet udvidede, midtpartiet som 
regel meget finere kornet end sidepartierne. Ho- 
vedet ret blankt, kun meget svagt kornet og net- 
ridset. 5: spermatheca, se fig. 100 ... 12. silvåtica. 
Pronotums sider foran baghjørnerne næppe eller 
svagere rundet udvidede, midtpartiet ikke på- 
faldende finere kornet end sidepartierne 16. 

16. Vingedækkerne med blådugget, iriserende Catops- 

agtigt skær. $: spermatheca, se fig. 104 . . platonoffi. 



217 



Vingedækkerne uden sådant skær 17. 

17. Hovedet som regel ret mat, kraftigt kornet og net- 

ridset. $: spermatheca, se fig. 101 pårva. 

Hovedet ret blankt, kun svagt kornet og netridset 18. 

18. (J: Penis tilspidset (fig. 111). $: spermatheca, se 

fig. 103 . . . '. 14. norvégica. 

(J: Penis afrundet (omtrent som fig. 109). $: sper- 
matheca helt afvigende formet 19. 

19. (J: Penis lidt bredere, omtrent som fig. 109. $: sper- 

matheca meget karakteristisk (fig. 102) 13. arnoldi. 
(^: Penis lidt smallere. $: spermatheca helt afvi- 
gende, omtrent som fig. 99 11. suécica. 

20. Vingedækkerne svagt udvidede bag midten og her 

lidt bredere end pronotum, dette ret mat, med 
grov netridsning, der delvis flyder sammen med 
kornene. Oversiden som regel med svagt, bron- 
zeagtig metalskær. (J: penis' spidsparti i midten 
med en spids (fig. 115). Mindre, 0,6-0,7 mm. 

Følehornene brungule 19. dispar. 

Vingedækkerne ikke udvidede bag midten, ikke 
tydeligt bredere end pronotum. Oversiden som 
regel uden metalskær. Større, 0,65-0,75 mm. . . 21. 

21. Pronotum mat, med meget grov netridsning, der 

flyder sammen med kornene. Følehornene brun- 
gule. (J: forfødderne stærkt udvidede. Penis' 
spidsparti tvespidset (fig. 113) ... 16. longicornis. 
Pronotum med mindre kraftig netridsning og ty- 
delige korn. (J: forfødderne simple. Penis' spids- 
parti ikke tvespidset (fig. 114) 22. 

22. Hoved og pronotum lidt blankere, lidt finere net- 

ridset og lidt mere spredt kornet. Følehornene 
lidt slankere, de mellemste led ikke så udpræ- 
get krukkef ormede 17. picicornis. 

Hoved og pronotum lidt mattere, lidt kraftigere 
netridset og lidt tættere kornet. Følehornene 
lidt kraftigere, med udpræget krukkeformede 
mellemste led (fig. 117) 18. séricans. 



218 



1. artsgruppe. 
Herunder henføres grandicollis og montandoni, der 
står hinanden nær ved, at forskinnebenene på inder- 
siden mod spidsen har 5-7 børster, og at pronotums 
sider bagtil er svagt indbuede. Endvidere er chevrolati 
af rent praktiske grunde medtaget i gruppen, således 
at den omfatter de arter, som er let kendelige ved ydre 
karakterer. 

1. A. grandicollis Mannh. (fig. 125). Let kendelig ved 
kroppens sidebørster, oversidens metalskær, 5-7 børster på 
forskinnebenenes inderside og bagtil lidt indbuede sider på 
pronotum (omtrent som fig. 120). Længde 0,75-1 mm. 

(J: Penis stærkt tilspidset (fig. 107). 
$: Spermatheca lille og svagt udviklet. 

Almindelig ( J, 0) ; især i gødning, undertiden også i kompost, 
ved ådsel, svamp eller træsaft og i dyreboer (f. eks. rovfugle- 
reder). 

2. A. montandoni Allib. Let kendelig ved de i oversigten 
nævnte karakterer. Længde 0,62-0,7 mm. 

(J: Penis but tilspidset (fig. 108). 

$: Spermatheca lille, svagt udviklet. 

Almindelig( J, 0, B) ; især i gødning og kompost. Undertiden i 
hule træers smuld og, tilfældigt, hos myrer (Formica ru fa). 

3. A. chevrolati Allib. Vor mindste art, let kendelig 
ved de i oversigten nævnte karakterer. Længde 0,5-0,55 
mm. 

Synes overalt at være en af de sjældneste arter. Danske 
stkr. foreligger fra Dyrehaven og fra Bognæs (i smuld af gamle 
ege). I Dyrehaven er den dels taget fåtalligt i hestegødning, 
udlagt på halvskygget skovbund, dels i kompostbunkerne ved 
dyrehusene, hvor den enkelte gange er taget i betydeligt 
antal, især i skimlet, stærkt opvarmet kompost noget under 
bunkernes overflade. Aug.-sept. 



219 



2. artsgruppe. 

Store eller ret store arter, 0,65-1 mm. Pronotum 
blankt, i midten kun spredt kornet og i det højeste 
svagt og utydeligt netridset, bredere end vingedæk- 





121. atomaria 122. intermedia 123. silvatica 




124. sericans 
Fig. 121-124. Acrotrichis. Kroppens omrids. 



kerne, disse tilsmalnede bagud. De mellemste føle- 
hornsled 3-3V2 gang så lange som brede. 

A. fratercula og danica, der ved pronotums skulptur 
danner en overgang mellem 2. og 3. artsgruppe, er 
anset nærmest hjemmehørende i den sidste. 



220 



4. A. thoråcica Waltl. Ligesom de to følgende udmærket 
ved de ovennævnte gruppekarakterer, men især adskilt fra 
dem ved ringere størrelse, svagere hvælvet pronotum med for- 
an baghjørnerne svagere udvidede og næppe rundede sider 
og tættere kornet scutellum samt for hunnens vedkommende 




Fig. 12."). Acrotrichis grandicollis. x 62. 

ved meget mindre, enklere bygget spermatheca. De enkelte 
korn på pronotum er forholdsvis kraftige og mere spredt 
stillede end hos atomaria. Længde 0,65-0,8 mm. 
$: Spermatheca (fig. 92) ret svagt udviklet. 

Vistnok mindre almindelig end den følgende ( J. O). I gødning 
og kompost, under rådne svampe og ved ådsel. 



5. A. atomaria Deg. (fig. 121), Kendelig ved stærkt hvæl- 
vet, blankt på siderne bagtil rundet udvidet pronotum, der 



221 



er tydeligt bredere end de bagud (hos ^ stærkest), tilsmalnede 
vingedækker. Længde 0,7-0,85 mm. 

$: Spermatheca, se fig. 93. Slangens basalparti og det 
krummede yderparti (halen) forholdsvis tynde, halen omtrent 
af ensartet tykkelse. 

Almindelig (J, 0). Især i kompost, hø og opskyl, også ved 
svamp og gødning; undertiden i muldvarpe- og musereder og 
hos myrer (Formica rufd). 

[A. lucldula Rossk. Kendetegnet ved bred krop, dybsort 
farve, mørke 1. og 2. følehornsled^), meget bredt, meget stærkt 
hvælvet og meget blankt pronotum med bagtil meget stærkt 
rundet udvidede sider og korte vingedækker. Længde 0,8- 
1 mm. 

$: Spermatheca (fig. 94) af lignende bygning som hos 
fascicularis. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Sydnorge, 
vil sandsynligvis kunne træffes også hos os. Den lever i fug- 
tigt mos, f. eks. Sphagnum, ved søer, kilder eller på mose- 
bund. 1 



3. artsgruppe. 

Store, brede eller ret brede arter, 0,8-1,2 mm, 
suecica dog mindre (0,65-0,75 mm). Pronotum tæt 
eller ret tæt (hos fratercula og danica dog mere spredt) 
kornet og tydeligt netridset, oftest bredere end vinge- 
dækkerne, siderne bagtil udvidede. 

Penis af den normale form (ikke tilsmalnet mod 
spidsen, omtrent som fig. 109) undtagen hos danica, 
se ndf. og fig. 110. 

Spermathecaen kompliceret bygget, hos intermedia 
meget stor og kraftig med kort halekrumning, hos 
de andre arter med langt udtrukket halekrumning 
(fig. 95-99). 

O Se foran p. 214, note 1. 



222 



6. A. dånica Sundt. Denne og den følgende art danner en 
overgang mellem de tre foregående og de tre følgende arter 
derved, at pronotum er mindre blankt, tydeligere netridset og 
tættere kornet end hos de tre foregående, men mindre mat, 
lidt finere netridset og mindre tæt kornet end hos de tre føl- 
gende. Ligner iøvrigt atomaria (jfr. fig. 121) i form, idet pro- 
notum er bredt, tydeligt bredere end vingedækkerne, med for- 
an baghjørnerne ret stærkt (dog mindre stærkt end hos 
atomaria) rundet-udvidede sider (omtrent som hos intermedia, 
fig. 118), og vingedækkerne bagud er tydeligt tilsmalnede. De 
mellemste følehornsled ca. 3 gange så lange som brede, 1. og 
2. led rødgule. Længde 0,8-1 mm. 

cJ: Penis mod spidsen betydeligt tilsmalnet (fig. 110). Her- 
ved bekræftes danica's artsberettigelse. 

5: Spermatheca (fig. 95) omtrent som hos fratercula. 

Arten har antagelig været overset og er muligvis udbredt. 
Eksemplarer foreligger fra Dyrehaven (sigtet i antal fra bunker 
af slået græs langs en vej, aug.-sept.) og enkeltvis fra Luknam 
ved Holte. 

7. A. fratercula Matth. Denne art, der ligesom den fore- 
gående danner en overgang mellem arterne i gruppe 2 og de 
3 følgende arter, er kendetegnet ved det brede pronotum med 
bagtil stærkt og som regel noget vinkelformet udvidede sider 
(fig. 119) og de korte, bagud ikke eller kun meget svagt til- 
smalnede vingedækker. Lænde 0,8-1 mm. 

$: Spermatheca (fig. 96) af noget lignende bygning som 
hos fasciciilaris; slangens ret kraftige basalparti dog oftest 
noget anderledes buet. 

Vistnok ret almindelig (0). Den lever især på fugtig bund i 
mos og plantedele. 

8. A. intermedia Gillm. (fig. 122). Vor største art, kende- 
tegnet ved størrelsen, lidet blank overside, lange, oftest lyse 
følehorn, hvis mellemste led er ca. 3-4 gange så lange som 
brede, tæt og kraftigt netridset, ret fint og tæt kornet prono- 
tum, der som regel er tydeligt bredere end vingedækkerne og 
på siderne bagtil rundet udvidet med stærkt bagudtrukne 



223 



baghjørner (fig. 118), bagud ikke eller ((J) kun meget svagt 
tilsmalnede vingedækker, der er forholdsvis lange, lidt læn- 
gere end tilsammen brede, samt for hunnens vedkommende 
meget stort, kraftigt bygget spermatheca med kun kort ud- 
trukket halekrumning. Arten står mellem fratercula og fasci- 
cularis, men er større og af lidt mindre kort og bred krops- 
form end disse og adskiller sig yderligere fra den første ved 
lidt mattere overside og kraftigere netridset og tættere kor- 
net pronotum med bagtil lidt mindre stærkt og ikke vinkel- 
formet udvidede sider og fra den sidste yderligere ved lidt 
finere og lidt mindre tæt kornet pronotum og lidt længere 
og lysere følehorn med længere mellemste led. Længde 
0,9-1,2 mm. 

$: Spermatheca (fig. 97) tydeligt afvigende fra alle de 
andre arters ved den betydelige størrelse, kraftige bygning 
og formen. 

Fra danica adskiller intermedia sig ved tættere kornet, 
lidt mindre bredt pronotum og bagud ikke eller kun meget 
svagt tilsmalnede vingedækker og afvigende form af penis 
(ikke tilsmalnet mod spidsen) og spermatheca. 

Almindelig (J, 0, B); især på skovbund under løv og mos ved 
stubbe og trærødder, ofte hvor der er musegange; også ved træ- 
saft og svamp og undertiden tilfældigt hos myrer (Formica rufa). 

9. A. fasciculåris Hbst. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de under denne anførte skelnemærker 
og for hunnens vedkommende ved mindre, spinklere og ander- 
ledes formet spermatheca. Vingedækkerne bagud næppe eller 
meget svagt tilsmalnede. De mellemste følehornsled ca. 2-3 
gange så lange som brede. Længde 0,8-0,9 mm. 

$: Spermatheca se fig. 98. Slangens hale foran spidsen let 
fortykket. 

Almindelig (J, 0) ;i planterester, under løv og mos, ved svamp 
og ådsel, undertiden tilfældigt hos myrer (Formica rufa); 
også på fugtig bund. 

10. A. rugulosa Rossk. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den (såvel som fra gruppens andre 



224 



arter) ved, at hovedet er kraftigt netridset og kornet og derfor 
mat, hvilket kun undtagelsesvis er tilfældet hos fascicularis. 
Længde 0,8-0,9 mm. 

$: Spermatheca se fig. 99. Af lignende bygning som hos 
fratercula. 

Arten har været overset, men er antagelig ret almindelig (O). 
Levevis som fascicularis. 

11. A. suécica Sundt. Bortset fra den ringere størrelse 
henhorende under nærværende gruppe. Nærstående til 
rugulosa, men adskilt fra den såvelsom fra fascicularis ved 
ringere størrelse, blankere, mere spredt kornet pronotum og 
lysere følehorn med kortere mellemste led. Hovedet er blan- 
kere, svagere og mere spredt kornet end hos rugulosa. Fra 
silvatica adskilles arten ved grovere, noget mere spredt kor- 
net pronotum, hvis sider bagtil er svagere og ikke vinkel- 
formet udvidede, lysere følehorn og for hunnens vedkom- 
mende ved helt anderledes formet spermatheca. Længde 
0,65-0,75 mm. 

§: Spermatheca omtrent som hos rugulosa (fig. 99). 

Hidtil kun fundet i Jægerspris Nordskov (fåtalligt i hvepse- 
vågerede, aug. 1958-59. I Sverige er arten fundet dels i mus- 
vågereder, dels i gammel, fugtig grævlingegødning. 



4. artsgruppe. 

Mellemstore, gennemgående lidet brede, 0,6-0,8 mm 
lange arter^). Pronotum ret mat eller dog lidet blankt, 
tæt eller dog ikke ret spredt kornet og tydeligt net- 
ridset, ikke tydeligt bredere end vingedækkerne, si- 
derne foran baghj ornerne kun svagt eller næppe ud- 
videde, bortset fra silvatica. Yingedækkerne ikke eller 
næppe tilsmalnede bagud. 

Spermatheca helt anderledes bygget end hos forrige 
gruppes arter (fig. 100-104). 

*) Jfr. suecica i forrige gruppe, lige ovenfor. 



225 



12. A. silvåtica Rossk. (fig. 123). Kendetegnet ved de i 
oversigten nævnte karakterer og for hunnens vedkommende 
let kendelig fra alle vore andre arter ved formen af sperma- 
theca, der kun er bygget på lignende måde hos parva, jfr. 
fig. 100 og 101 og nedenfor. Pronotum ret kraftigt netridset. 
Følehornene brune eller gulbrune, de mellemste led ca. dobbelt 
så lange som brede. Arten er stærkt varierende. Længde 
0,65-0,75 mm. 

$: Spermatheca (fig. 100) meget karakteristisk, stærkt 
afvigende fra alle de andre arters, undtagen parva's. 

Arten har været overset hos os, og dens udbredelse er end- 
nu usikker. Eksemplarer foreligger hidtil kun fra Malmmosen 
ved Holte (nogle få stkr. sigtet fra planterester på nåletræs- 
bund, juli-aug.). I Nordsjælland synes den at være meget 
stedegen. I udlandet er den bl. a. fundet i kompost og ved 
friske biikestubbe, henrådnende svamp, gødning og ådsel, i 
opskyl ved indsøer og i myretuer. 

[A. pårva Rossk. Meget nærstående til silvåtica, men ad- 
skilt fra den ved, at hovedet som regel er ret mat, kraftigt 
kornet og netridset, at pronotum er mere ensartet, ret kraf- 
tigt kornet, på midtpartiet ikke påfaldende finere end på side- 
partierne, og at pronotums sider foran baghj ornerne er sva- 
gere, ikke vinkelformet, udvidede. Fra rugulosa adskDles arten 
ved lidt ringere størrelse, lidt smallere og mere parallelsidet 
krop og næppe rundede sider på pronotum foran baghjørner- 
ne. Længde 0,65-0,75 mm. 

$: Spermatheca (fig. 101) er af lignende bygning som hos 
silvåtica (og derved forskellig fra alle de andre arters), men 
slangens basalparti er kortere og dens yderparti er lidt slan- 
kere og lidt længere udstrakt, bort fra basalpartiet. 

Arten er bl. a. fundet ved Aachen og i det nordlige Skan- 
dinavien. Dens forekomst hos os er ikke særlig sandsynlig, 
men dog mulig. Den er bl. a. fundet i kompost, ved henråd- 
nende svamp, ved hønsegødning og ved ådsel.] 

13. A. arnoldi Rossk. Meget nærstående til de to fore- 
gående, men adskilt fra silvåtica ved de i oversigten under 
nr. 15 anførte kendetegn og fra parva ved blankere, svagere 

Victor Hansen : Ådselbiller 15 



226 



kornet og netridset hoved. For hunnens vedkommende let 
kendeUg ved den karakteristiske spermatheca, der ikke kan 
forveksles med nogen af de andre arters. Længde 0,65-0,75 mm. 
$: Spermatheca se fig. 102. 

Meget sjælden (0). Hidtil kun fundet i Sundby Storskov 
(i antal i kompost under et grævlingeådsel på skovbund, 
juli-aug.). 

[A. platonoffi Renkonen. Nærstående til parva, men ad- 
skilt fra den og fra alle de øvrige arter ved vingedækkernes 
ejendommelige blåduggede, svagt iriserende, noget Catops- 
agtige skær, som vistnok skyldes en karakteristisk mikro- 
skulptur dannet af fme, korte længdestreger, ordnede i korte 
tværrækker, og for hunnens vedkommende let kendelig ved 
spermathecas form (fig. 104). Hovedet lidet blankt, tæt og 
tj^deligt kornet og kun svagt netridset. Længde 0,75-0,8 mm. 

Arten er fundet i Finland, Sverige og Norge, og er måske 
indvandret østfra. Dens forekomst er hos os mulig, men ikke 
særlig sandsynlig. Den er fundet i kompost og gødning, f. eks. 
hestegødning, i gammelt hø på skovbund, ved fugleådsel, ved 
saftende birkestubbe og i svampen Polyporus sulphureus på eg.] 

14. A. norvégica Andr. Strand. Nærstående til de fore- 
gående, men for begge køns vedkommende let kendelig ved 
parringsorganernes bygning. løvrigt adskilt fra silvatica ved 
de i oversigten under nr. 15 anførte karakterer og fra parva 
ved ret blankt, kun svagt kornet og netridset hoved. Længde 
0,65-0,75 mm. 

(J: Penis tilspidset (fig. 111). 

$: Spermatheca se fig. 103. 

Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks., 
fundet ved Hjortekær i kompost, 27/8 56. I udlandet er ar- 
ten bl. a. fundet på skovbund, i fjorgammelt hø og i plante- 
rester med musegange og -gødning. 



5. artsgruppe. 

Små arter, 0,6-0,75 mm. Pronotum ikke bredere 
end vingedækkerne, disse ikke tilsmalnede bagud. 



227 



Pronotums baghjørner, undtagen hos brevipennis, kun 
meget kort bagudtrukne (fig. 124), siderne bagtil 
næppe eller kun meget svagt udvidede. De mellemste 
følehornsled 2-3 gange så lange som brede. 



Fig. 126. Acrotrichis brevipennis ^. Venstre forben. 

15. A. brevipennis Er. Kendetegnet ved tæt netridset 
og fint kornet, ikke helt mat pronotum, hvis baghjørner er 
tydeligt bagudtrukne, lidt svagere end hos de foregående, 
men stærkere end hos de følgende. Endvidere er hannen let 
kendelig ved de stærkt udvidede forfødder og -skinneben der 
adskiller den fra alle de andre arters han, undtagen longicornis, 
fra hvilken den let kendes ved afvigende skulptur på prono- 
tum. Følehornene brunlige, de mellemste led ca. 2-3 gange 
så lange som brede. Længde 0,6-0,7 mm. 

(J: Forfødder og -skinneben stærkt udvidede (fig. 126). 
Penis med i midten svagt indbuet spidsparti (fig. 112). 
$: Spermatheca (fig. 105) med spiralformet slange. 

Almindehg (J,0); på fugtig bund i mos og opskyl. 

16. A. longicornis Mannh. (sensu Matth., Victor Hansen, 
Rossk.). Nærstående til den foregående og ligesom denne 
udmærket ved hannens stærkt udvidede forfødder, men let 
kendelig fra den ved, at kroppen er noget smallere og svagere 
hvælvet, pronotum mat, med meget grov, med kornene sam- 
menflydende netridsning og kortere, omend tydeligt bagud- 
trukne baghjørner. Pronotum fremefter først tilsmalnet fra 
omkring midten. Vingedækkerne forholdsvis langstrakte. Føle- 
hornene brungule, de mellemste led rigeligt dobbelt så lange 
som brede. Længde 0,6-0,75 mm. 

(^ : Forfødder og -skinneben stærkt udvidede, dog ikke helt 
så stærkt som hos den foregående. Penis med tvespidset 
spidsparti (fig. 113). 

15* 



228 



$: Spermatheca med spiralformet slange. 

Fra sericans og picicornis adskiller longicornis sig ved kraf- 
tigere netridset, utydeligt kornet pronotum, fra sericans yder- 
ligere ved lysere og længere følehorn, hvis mellemste led ikke 
er udpræget krukkeformede. 

Vistnok ret almindelig (J, 0). Især i plantemøddinger. 

17. A. picicornis Mannh. Yderst nærstående til den føl- 
gende, men adskilt fra den ved, at hoved og pronotum er 
mindre tæt kornet og fmere netridset og derfor betydeligt 
blankere, at dets baghjørner er lidt stærkere bagudtrukne, og 
at følehornene er lidt slankere, med oftest ikke udpræget 
krukkeformede mellemste led. Da begge former varierer bety- 
deligt i disse henseender, og da genitalorganerne ikke synes 
at udvise prægnante forskelligheder, må picicornis's artsbe- 
rettigelse anses for usikker. Længde 0,65-0,75 mm. 

Vistnok almindelig (0). Især i plantemøddinger, også i gød- 
ning. 

18. A. sericans Heer (fig. 124). Kendetegnet ved ringe 
størrelse, lidet blank overside, ret parallelsidet krop, tæt og 
groft netridset, meget tæt og fint kornet pronotum med kun 
meget kort bagudtrukne baghjørner og mørke, ret kraftige 
og korte følehorn (fig. 117), hvis mellemste led er stærkt ud- 
videde ved roden og forholdsvis stærkt indsnørede ved spid- 
sen (krukkeformede). Længde 0,65-0,75 mm. 

(^: Penis med afstudset, meget svagt indbuet spidsparti 
(fig. 114). 

$: Spermatheca se fig. 106. 

Almindelig (J, 0). Især i plantemøddinger; også i gødning. 

19. A. dispar Matth. Let kendelig ved de i oversigten 
nævnte karakterer. Pronotum tilsmalnet fremefter, men ikke 
ret stærkt og først fra omkring midten, baghjørnerne kun 
yderst kort bagudtrukne. Følehornene ret slanke. Længde 
0,6-0,7 mm. 



229 



(J: Penis* spidsparti i midten med en fremstående spids 
(fig. 115). 

$: Spermatheca med spiralformet slange. 

Vistnok mindre almindelig end sericans ( J, 0). Især i gødning, 
men også ved ådsel, henrådnende svamp og i gammelt hø. 



15. Actinopteryx Matth. 
Ligner i form den foregående slægt, men adskiller 
sig fra den ved slankere følehorn, hvis mellemste led 
er indsnørede både foran roden og bag spidsen og for- 
synede i hvert fald med een tydelig hårkrans, samt ved, 
at pronotum har en tydelig, fm randlinie langs bag- 
randen og et tværindtryk foran denne, hvorved roden 
synes tydeligt opstående, at baghofternes indbyrdes 
afstand er større, c. 1/3 af bagbrystets bagrand, og at 
denne mellem hofterne er dybt udbuet og på hver side 
tandformet udtrukket. Pygidiums bagrand hos ^ med 
3 små, hos ? uden tænder. 

1. Aet. fucicola Allib. Temmelig flad, oversiden mat, 
fmt hvidgrat behåret; sort eller sortbrun, pronotums bag- 
hjørner og vingedækkernes spids lysere, følehorn og ben gule. 
Hoved og pronotum yderst fmt og spredt, vingedækkerne 
lidt stærkere og tættere kornede. Pronotum stort, bredere end 
vingedækkerne, bredest lidt foran roden, fortil stærkt tilsmal- 
net, siderne jævnt rundede, bagranden tydeligt indbuet, bag- 
hjørnerne spidsvinklede, stærkt bagudtrukne. Yingedækkerne 
tilsmalnede bagud i næsten lige linier, spidsen skråt afstudset, 
sømmen bag midten svagt hævet. Længde 0,75-0,85 mm. 

Eksemplarer af denne halobionte art, der forekommer på 
strandbredder under tang og alger, foreligger fra Falster, 
fundne for mange år siden. Arten er også fundet i Skåne og 
Holland. Horion »tror ikke, at Nord- og Østersøen hører til 
denne mediterrane og vesteuropæiske arts udbredelsesom- 
råde«, og det må anses for tvivlsomt, om arten hører til vor 
fauna. 



230 



8. familie Scaphidiidae. 

Kroppen hvælvet, helt eller næsten ubehåret. Føle- 
hornene indleddede imellem eller foran øjnene, 11- 
leddede, undertiden omtrent trådformede, med svagt 
afsat kølle, undertiden med stærkt afsat, 5-leddet 
kølle. Pronotum sluttende sig tæt til vingedækkerne, 
fortil tilsmalnet. Vingedækkerne bagtil afstudsede, 
ikke dækkende bagkroppens spids, med afsatte side- 
dækker. De forreste hofteskåle bagtil åbne, forhofterne 
konisk tapformede, omtrent berørende hinanden, 
mellemhofterne runde, langt adskilte fra hinanden, 
baghofterne tværbrede, hos de danske slægter endnu 
længere adskilt fra hinanden end mellemhofterne. 
Benene slanke, fødderne 5-leddede. Bagkroppen bag- 
til konisk tilsmalnet, med 5 eller 7 frie bugled. 

Slægterne i denne familie udmærker sig ved den noget 
bådformede krop, der er hvælvet såvel på over- som på under- 
siden, blank og nøgen eller omtrent nøgen. Hovedet lille, 
trukket tilbage i forbryststykket indtil øjnene. Pronotums 
bagrand tvebuet, i midten bagudtrukket, baghjørnerne hos 
de danske slægter spidst bagudtrukne, omfattende vingedæk- 
kernes skuldre. Scutellum helt eller delvis synligt. Vingedæk- 
kerne oftest med kraftig sømstribe. Flyvevingernes ribbenet 
stemmende overens med Staphylinoidea-typen. 

Arterne i denne familie lever hovedsagelig i svampe. I 
Danmark er der hidtil kun fundet 4 arter. 

Oversigt over slægterne. 

1. Følehornene med kraftig, bred, fladtrykt, 5-leddet 
kølle, 9. og 10. led ikke længere end brede. Stør- 
re, 5-6 mm 1. Scaphidium. 

Følehornene med smal, svagt afsat kølle, 9. og 10. 
led længere end brede. Mindre, 1,6-2,6 mm 

2. Scaphosoma. 



231 



1. Scaphidium Oliv. 

Øjnene udrandede. Følehornene med skarpt afsat 
5-leddet kølle, 1. og 2. led kun lidt tykkere end de føl- 
gende. Pronotum med fmt randede sider. Scutellum 
synligt. Vingedækkerne med dyb sømstribe, der fortil 




Fig. 127. Scaphidium quadrimaculatiim. x 8. 

bøjer udad og fortsættes omtrent til skuldrene, iøvrigt 
i det højeste med svage antydninger af punktstriber. 
Fødderne meget kortere end skinnebenene. 



1. Se. quadrimaculåtum Oliv. (Fig. 127). Blankt sort, 
folehornenes rod og fødderne brunrøde, hvert vingedække 
med 2 røde takkede tværband, der ikke når sømmen. Prono- 



232 



tum hvælvet, temmelig kraftigt punkteret, foran roden med 
en buet tværfure, der er forsynet med en række gruber. Vin- 
gedækkerne temmelig kraftigt punkterede, fortil i sømstribens 
rodforlængelse med en række gruber. Længde 5-6 mm. 

(J: Bagskinnebenenes inderside tæt, kort behåret. Bag- 
brystet i midten med et bredt, tæt behåret indtryk. 

Ret sjælden (J, 0), hyppigst i Jylland og i vore sydlige 
egne. På svampede stubbe, døde stammer og grene i skov- 
bunden og i træsvampe. Apr.-okt. 

2. Scaphosoma Leach. 

Øjnene ikke udrandede. Følehornene spinkle, stærkt 
sammentrykte, med svagt afsat, smal kølle, 1. og 2. 
led meget tykkere end de følgende, 8. led kortere end 
de indesluttende led. Pronotum med fint randede sider. 
Af scutellum er kun den bageste spids synlig. Vinge- 
dækkerne med dyb sømstribe, iøvrigt uden striber. 
Fødderne kun lidt kortere end skinnebenene. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes sømstribe fortil kun ganske kort 

udadbøjet, ikke nær nående midten af vinge- 
dækkets rod. 4. følehornsled meget kortere end 

5 3. agariclnum. 

Vingedækkernes sømstribe fortil udadbøjet og 
nående mindst til midten af vingedækkets rod 2. 

2. Større, 2,4-2,6 mm. 4. følehornsled omtrent kun 

halvt så langt som 5. Hannens parringsorgan se 

fig. 128, c subalpinum. 

Mindre, 1,8-2,1 mm. 4. følehornsled i det højeste 
lidt kortere end 5 3. 

3. 4. følehornsled ikke kortere end 5. ; 6. led ikke ud- 

videt i midten, ikke eller næppe bredere end 5. 

Hannens parringsorgan se fig. 128, d boreåle. 

4. følehornsled lidt kortere end 5., 6. led lidt ud- 
videt i midten, tydeligt bredere end 5 4. 



233 



Vingedækkernes punktur ret spredt, sømmen i det 
højeste bagtil utydeligt ophøjet. Grundfarven 
rødbrun. Hannens parringsorgan se fig. 128, b 

1. boléti. 





a. assimile 



b. bolet i 




\ 





c. subalpinum d. boreale 

Fig. 128. Scaphosoma <J. Parringsorganet set fra neden (til venstre) 

og organet (a) eller penis (b-d) set fra siden (a skråt fra siden). 

Alle samme forstørrelse (ca. 95 gange). 



Vingedækkernes punktur ret tæt, sømmen tydeligt 
ophøjet. Grundfarven oftest sort. Hannens par- 
ringsorgan se fig. 128, a 2. assimile. 



234 



1. Se. bol ét i Panz. (agaricinum Lundbl.). Blankt rødbrun, 
vingedækkernes spids lysere, benene rustrøde, fødderne og 
følehornenes rod rødgule. Pronotum meget fint og spredt 
punkteret. Vingedækkerne temmelig spredt og temmelig 
kraftigt punkterede. Længde 1,8-2,1 mm. 

(J: Parringsorganet, se fig. 128, b. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). I hule træer, i 
svampe og under svampet træbark. 

2. Se. assimile Er. Ligner den foregående meget stærkt, 
men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker og hannens afvigende parringsorgan. Blankt sort eller 
undertiden mørkebrun. Vingedækkernes spids ret skarpt af- 
grænset lysere, følehornenes og benenes farve omtrent som 
hos den foregående. Vingedækkernes punktur temmelig tæt 
og temmelig kraftig. Længde 1,8-2,1 mm. 

(^: Parringsorganet, stort, meget større og helt anderledes 
bygget end hos holeti, se fig. 128, a. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). 

3. Se. agaricinum L. (podoces Lundbl.) (fig. 129). Blankt 
sort, vingedækkernes spids smalt lysere, følehornenes og bene- 
nes farve omtrent som hos de 2 foregående. Pronotums punk- 
tur yderst fin og spredt. Vingedækkernes punktur spredt, 
noget varierende i styrke, sømmen i det højeste bagtil svagt 
ophøjet. Længde 1,6-1,9 mm. 

Almindelig (J, 0, B). Levevis som de 2 foregående. 

[Se. bore åle Lundbl. Nærstående til boleti og assimile, 
men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte skelnemærker 
samt ved afvigende form af hannens parringsorgan, der bl. a. 
udmærker sig ved, at paramererne er lange, ved spidsen stærkt 
indadbøjede og deres yderrand ved roden pludseligt indbugtet 
(fig. 128, d). Længde 1,9-2,1 mm. 

x\rten er fundet i Sverige (så sydligt som Blekinge), men 
ikke i Norge, Finland eller Tyskland.] 



235 



[Se. subalpinum Reitter. Større end de foregående arter 
og adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte skelnemærker 
samt ved afvigende form af hannens parringsorgan (fig. 128, c). 
Længde 2,4-2,6 mm. 

Arten er fundet bl. a. i Sverige (så sydligt som Blekinge), 
Sydnorge, Finland, Holsten og Liibeck-Hamburgegnen.] 




Fig. 129. Scaphosoma agaricinum. x 25. 



9. familie Pselåphidae. 

Vingedækkerne forkortede, ikke dækkende bag- 
kroppens 5 sidste rygled. Bagkroppens led indbyrdes 
ubevægelige; de 5 sidste rygled kitiniserede. Fødderne 
3-leddede. 

Pselapherne er smådyr; vor største art (Trichonyx 
sulcicollis) er 2,6-3,2 mm lang. De er nærbeslægtede 
med rovbillerne (Micropeplidae og Staphylinidae) og 



236 



udmærker sig ligesom disse ved, at vingedækkerne er 
forkortede og alle bagkroppens rygled med undtagelse 
af de 2 første kitiniserede. Fra rovbillerne adskiller de 
sig ved, at bagkroppens led er indbyrdes ubevægelige, 
og ved at fødderne altid er 3-leddede, medens fødderne 
hos rovbillerne oftest har flere end 3 led. 

Hovedet i reglen halsformet indsnøret bagtil. Øjnene 
undertiden mindre hos $ end hos cJ (Trimium), under- 
tiden (dog ikke hos nogen dansk art) tilstede hos cJ, men 
forsvundne hos ?, undertiden endelig manglende hos 
begge køn (f. eks. Clauiger). Følehornene hos de danske 
arter 11-leddede eller (Claviger) 6-leddede, oftest med 
3-leddet, mere eller mindre tydeligt afsat kølle. Kæbe- 
palperne ofte lange, i reglen 5-leddede, ofte med stort 
4. led, det sidste led er yderst lille, syl- eller hårformet, 
ofte utydeligt; hos Claviger er kæbepalperne 1-leddede. 

Pronotum af forskellig form, ofte grubet eller furet. 
Scutellum meget lille. 

Vingedækkerne oftest med en fuldstændig sømstribe 
og med en eller to forkortede rygstriber. Flyvevingerne 
uden tydelige årer (hos Claviger mangler flyvevinger 
helt). 

Forhofterne konisk tapformede, berørende hinanden. 
Mellemhofterne kugleformede eller ovale, smalt ad- 
skilte fra hinanden, baghofterne tværbrede, underti- 
den med et fremspring på indersiden. Hofteringene 
enten korte, med lårene indleddede skråt på ydersiden, 
eller i hvert fald på mellembenene lange, med lårene 
indleddede på spidsen. Lårene oftest kraftige, skinne- 
benene oftest slanke, på spidsen i det højeste med gan- 
ske svag endespore. Fødderne 3-leddede, 1. led meget 
lille, endeleddet med 2 lige lange eller ulige lange^) 
kløer eller med kun een klo. 

^) Den korte »klo« er antagelig i virkeligheden en særskilt børste. 



237 



Bagkroppens ledbygning har været tydet forskelligt. 
Ifølge Jeannel har bagkroppen 6 synlige rygled, det 
første skjult under vingedækkerne (hos Clauiger er de 
3 første frie rygled sammenvoksede), og hos slægterne 
nr. 1-8 samt Bryaxis og Claviger 6, hos vore øvrige 
slægter 5 synlige bugled. Bagkroppen i reglen kort og 
hvælvet, undertiden (f. eks. Euplectus) dog langstrakt 
og lineær. De forreste frie rygled oftest med afsatte, 
opadbøjede sider. 

Pselapherne antages væsentligt at leve af midder 
og andre smådyr. Nogle arter synes at søge til udsve- 
dende træsaft. De træffes under bark, løv og mos, i 
hule træer og stubbe, i kompostdynger, eller i opskyl 
ved søer og moser; enkelte arter træffes på saltbund. 
Flere arter (f. eks. Trichonyx og Batr isodes) træffes ofte 
hos myrer, men kun Claviger hører til de ægte myre- 
gæster (symphiler), der fodres af myrerne. Nogle 
danske arter er fundet i dyreboer eller -gange. 

Pselapherne indsamles bedst ved sigtning. Flere 
pselapher (f. eks. Pselaphus, Rybaxis, Brachygluta, 
Reichenbachia og Tychus) kommer frem på lune, stille 
sommeraftener kort før solnedgang og kan da ketses 
i vegetationen sammen med Liodes, Colon m. m. De 
fleste Pselapher udvikles vistnok om eftersommeren 
og overvintrer som fuldvoksne. 

Af Pselapher er der hidtil fundet 44 arter i Danmark. 



Oversigt over slægterne. 

1. Følehornene 6-leddede, 1. led meget lille, endeled- 
det af studset (fig. 155, p. 288). Bagkroppen med 
3 frie rygled, det første meget stort (2. underfam. 

Clavigérinae) 17. Claviger (p. 287). 

Følehornene 11-leddede, endeleddet ikke af studset. 



238 



Bagkroppen med 5 frie rygled (1. underfam. 
Pselåphinaé) 2. 

2. Fødderne med 2 lige lange kloer. Forlårene med 

en tand på indersiden 16. Ty rus (p. 286). 

Fødderne med kun i klo eller med 2 ulige lange 
kløer. Forlårene uden tand 3. 

3. jNIellem- og bagbenenes hofteringe meget lange, 

lårene indføjede på deres spids (fig. 130, b). Yin- 
gedækkernes bagrand med tæt, gul hårbræmme. 
Hoved og pronotum smalle, begge længere end 
brede. Bagkroppen meget bred. Fødderne med 

1 klo 15. Psélaphus (p. 285). 

Alle hofteringene kortere, lårene indføjede skråt 
på ders yderside (fig. 130, a). Vingedækkernes 
bagrand uden tæt, gul hårbræmme 4. 

4. Fødderne med 2 ulige lange kløer. Yingedækkerne 

betydeligt bredere end pronotum 5. 

Fødderne med kun 1 klo 7. 

5. Bagkroppen højt hvælvet, siderne ikke opadbøjede. 

Lårene kølleformede, indsnørede foran spidsen. 
Bagkroppens 1. frie rygled fortil med 3 gruber, 
adskilte ved 2 kraftige længdelister (fig. 145, p. 

268). (Batrisini) 9. Batrisodes (p. 267). 

Bagkroppen temmelig flad, med opadbøjede sider 
(fig. 144, p. 265). 1. frie rygled uden gruber 
(Trichonychird) 6. 

6. Bagkroppens 1. frie rygled lidt længere end 2. 

7. Trichonyx (p. 264). 
Bagkroppens 1. frie rygled omtrent dobbelt så 

langt som 2 8. Amauronyx (p. 266). 

7. Kroppen langstrakt, temmelig ligebred, oftest ret 

flad. Baghofterne med et konisk eller vinkelfor- 

met fremspring på indersiden (Euplédini) 8. 

Kroppen mindre langstrakt, ikke ligebred, oftest 
ret stærkt hvælvet. Baghofterne uden fremspring 
på indersiden 13. 

8. Bagkroppens 1. frie rygled betydeligt længere end 



239 



2. Følehornene korte, endeleddet meget stort, 
ca. halvt så langt som resten af folehornet (fig. 

131) 6. Trimium (p. 263). 

Bagkroppens 1. og 2. frie rygled omtrent lige lange. 
Folehornene længere, endeleddet ikke nær halvt 
så langt som resten af følehornet 9. 




Tielaphus 




C. Trimium 

Fig. 130. Til venstre: Højre bagben af Rybaxis (a) ogPselaphiis (/?). 
Til højre (c): Højre følehorn af Trimium. 



9. 



10. 



11 



Pronotums 3 rodgruber ikke indbyrdes forbundne. 
Hovedet betydeligt smallere end pronotum 

5. Bibloporus (p. 261). 
Pronotums 3 rodgruber indbyrdes forbundne ved 
en tværfure. Hovedet ikke eller næppe smallere 

end pronotum 10. 

Pronotum foran den midterste rodgrube uden midt- 

fure eller grube 11. 

Pronotum foran den midterste rodgrube i hvert 

fald med en kort midtfure eller -grube 12. 

4. frie rygled mindst ca. så langt som 3. 

3. Biblopléctus (p. 254). 
4. frie rygled tydeligt kortere end 3. 

4. Pseudopléctus (p. 260). 



240 



12. Bagkroppens 2 første frie rygled ved roden med 2, 

ofte meget korte længdelinier og et tværindtryk 

mellem disse 1. Eupléctus (p. 241). 

Bagkroppens 2 første frie rygled uden længde- 
linier eller tværindtryk ved roden 

2. Plectophloeus (p. 253). 

13. Vingedækkernes sidedækker afsat ved en længde- 

stribe 14. 

Vingedækkerne uden afsatte sidedækker. 1. frie 
rygled meget længere end 2 15. 

14. 1. frie rygled meget længere end 2., forsynet med 2 

længdelinier. Sort, vingedækkerne normalt røde 

10. Rybåxis (p. 269). 
1. frie rygled i det højeste lidt længere end 2., uden 
længdelinier 13. Bryåxis (p. 275). 

15. 1. frie rygled uden længdelinier. Pronotums rod med 

5 små, i en tværrække stående gruber og med 2 

store sidegruber 14. Tychus (p. 283). 

1. frie rygled med 2 længdelinier. Pronotums rod med 
3 gruber 16. 

16. Midtgruben på pronotums rod lige så stor som de 2 

sidegruber 11. Brachygluta (p. 271). 

Midtgruben på pronotums rod meget mindre end de 

2 sidegruber 12. Reichenbåchia (p. 274). 

1. underfamilie Pselåphinae. 

Følehornene 11-leddede, endeleddet ikke af studset. 
Bagkroppen med 5 frie rygled. 

1. slægtsgruppe. 

(Eupléctini). 

Baghofterne med et fremspring på indersiden. 

Alle hofteringene korte, lårene indføjede skråt på 

deres yderside. Fødderne med kun een klo. Kroppen 

langstrakt, oftest temmelig ligebred og ret flad. 



241 



1. Eupléctus Leach. 

Hovedet som regel mindst så bredt som pronotum, 
med lange tindinger, bag pandens forrand med en 
tværfure (pandetværfuren), der ofte begrænses af en 
grube på hver side, mellem øjnene oftest med 2 gruber 
(issegruberne) og med 2 fortil med pandetværfuren 
forbundne længdefurer. Pronotum i reglen hjertefor- 
met, foran roden med 3 gruber, der er indbyrdes for- 
bundne ved en tværfure. Vingedækkerne med afsatte 
sidedækker og med fuldstændig sømstribe samt en 
forkortet rygstribe. Bagkroppen langstrakt, temmelig 
ligebred, med opadbøjede sider; de 4 første rygled 
omtrent lige lange, de 2 første ved roden med 2 ofte 
meget korte længdelinier og et tværindtryk mellem 
disse. Følehornene ret korte, med stort, ægformet 
endeled. Benene temmelig korte. 

Hannen er kendelig ved særlige karakterer på det 
eller de sidste bugled og ved, at mellemskinnebenene 
indvendig på eller lidt foran spidsen har en lille, under- 
tiden meget svag tand eller torn. 

Arterne er for hannernes vedkommende oftest lette at 
bestemme ved hjælp af de ydre kønsmærker, for nogle arter 
(hos os især nanus og kirbyi) er dog undersøgelse af parrings- 
organet af vigtighed. Hunnerne er tildels yderst vanskelige 
at bestemme; for vore arter vil især nanus, kirbyi, karsteni, 
fauveli og pundatus kunne volde besvær. 

Arterne lever i hule træer, under løv, mos og bark eller i 
plantemøddinger og andre henrådnende plantedele. 

Oversigt over arterne. 

1. Længdelinierne på bagkroppens 2 første frie rygled 
mindst halvt så lange som leddet. Længde 1,4- 
2 mm 2. 

Victor Hansen : Ådselbiller 1 G 



242 



Længdelinierne på bagkroppens 2 første frie ryg- 
led kortere, ikke eller næppe halvt så lange som 
leddet (se dog infirmus (kun 1,2-1,35 mm) og 
lauveli). Længde 1,1-1,65 mm 6. 




-h-l/ 




a. nanus 



h. kirbyi kirbyi 




c. karsteni d. fauveli 

Fig. 131. Euplectus cJ. 

a o% b: Parringsorganet set fra oven (noget skematisk og for- 
enklet, behåring udeladt) hos E. nanus (a) og kirbyi kirbyi {h). 

h: højre paramer, v: venstre paramer, p: penis, 
c og d: 4.-6. bugled hos typiske eksemplarer af karsteni (c) og 

fauveli (d). 



2. Kroppen sort eller brunsort 4. piceus. 

Kroppen rødgul eller brunrød 3. 



243 



3. Hovedet ikke eller kun svagt tilsmalnet fremefter 4. 
Hovedet fremefter betydeligt tilsmalnet 5. 

4. Hovedet umiddelbart bag øjnene noget bredere end 

langt 1. brunneus. 

Hovedet umiddelbart bag øjnene ikke eller kun 

meget lidt bredere end langt 2. dup 6 n ti. 

5. Hovedet over øjnene omtrent V2 g^^^g bredere 

end i midten langt. Pronotum og vingedæk- 
kerne næppe punkterede 3. bescidicus. 

Hovedet over øjnene kun ca. V3 bredere end i mid- 
ten langt. Pronotum og vingedækkerne fint, men 
tydelig punkterede decipiens. 

6. Hovedet bagtil i midten med et tydeligt længde- 

indtryk (fig. 132, p. 248). Kroppens farve vari- 
erende fra brunrød til mørkebrun 7. 

Hovedet bagtil uden sådant længdeindtryk 8. 

7. Større, 1,4-1,65 mm. Farven gennemgående mør- 

kere. Hovedets længdefurer fremefter noget 
konvergerende. Hovedet fremefter noget til- 
smalnet. (J: fig. 131, a 5. nånus. 

Mindre, 1,25-1,5 mm. Farven gennemgående ly- 
sere. Hovedets længdefurer fremefter lidt stær- 
kere konvergerende. Hovedet fremefter lidt 
stærkere tilsmalnet. (J: fig. 131, b 6. klrbyi. 

8. Kroppen brunsort eller mørkebrun .... 7. sanguineus. 
Kroppen rødgul eller rustrød 9. 

9. Vingedækkernes største bredde mindst 1/2 gang 

større end hovedets største bredde. Hovedet så 
bredt som pronotum, dets issegruber meget store 
og dybe, dets længdefurer meget kraftige og 
dybe, siderne uden for dem derfor stærkt ophø- 
jede. Længdelinierne på 1. og 2. rygled ikke nær 

halvt så lange som leddet 8. signåtus. 

Vingedækkernes største bredde højst ca. ^/g større 
end hovedets største bredde, Hovedet som regel 
i hvert fald lidt bredere end pronotum, dets 

16* 



244 



issegruber enten små eller lidet dybe, dets læng- 
defurer mindre kraftige 10. 

10. Hovedet fortil lidt bredere end i midten langt, dets 

punktur meget tæt og meget kraftig, mellem 
pandefurerne dog mindre tæt og mindre kraftig. 
Pronotum som regel ret tæt og lidet fint punk- 
teret. Længdelinierne på de 2 første frie rygled 
som regel ikke nær halvt så lange som leddets 
længde. (J: 4. og 5. bugled simple, 5. bugled med 
en stor, dyb midtergrube; mellemskinnebenene 
indvendig ved spidsen med en ret kraftig ende- 
torn 12. punctåtus. 

Hovedet fortil ikke eller næppe bredere end i mid- 
ten langt. Hovedets punktur mindre tæt og 
mindre kraftig, i modsat fald (fauveli) rygleds- 
kølene som regel omtrent eller ca. så lange som 
leddets halve længde. (^: 4. og 5. bugled med sær- 
lige karakterer, i modsat fald (infirmus) 6. bugled 
med en lidet dyb midtergrube; mellemskinne- 
benene indvendig noget foran spidsen med en 
meget lille, fin torn 11. 

11. Hovedets issepunkter små, men ret dybe og ret 

skarpt afgrænsede, pandefurerne ret dybe. Pro- 
notum blankt, kun sparsomt punkteret. Vin- 
gedækkerne næppe synligt punkterede. Læng- 
delinierne på de 2 første frie rygled omtrent eller 
ca. halvt så lange som leddets længde, men yderst 
fine. (J: 4. og 5. bugled simple 9. infirmus. 

Hovedets issepunkter flade og vagt afgrænsede. 
Pronotum med mere udbredt punktur. Vinge- 
dækkerne tydeligt, omend yderst fint punkte- 
rede. cJ: 4. og 5. bugled ikke simple 12. 

12. Mindre, 1,1-1,3 mm. Pronotums punktur lidet 

kraftig, meget finere end hovedets. Vingedæk- 
kernes punktur meget fin og spredt. Længdeli- 
nierne på de to første frie rygled korte, som regel 



245 



betydeligt kortere end leddets halve længde, 

(?: fig. 131, c 10. karsténi. 

Større, 1,4-1,6 mm. Pronotums punktur kraftigere, 
som regel ikke meget finere end hovedets. Vinge- 
dækkerne som regel lidt mindre fint og lidt tæt- 
tere punkterede, bagtil kraftigere kornet-punk- 
terede. Længdelinierne på de to første frie ryg- 
led længere, som regel omtrent halvt så lange 
som leddets længde. (J: fig. 131, d 11. fauvéli. 

1. E. briinneus Grimmer. Rustrød eller rødbrun. Hovedet 
så bredt som pronotum, forranden lidt ophøjet, svagest i 
midten, pandetværfuren svagest i midten, issegruberne store, 
men flade, længdefurerne brede, men svage, punkturen vari- 
abel, oftest indskrænket til issegruberne og den bageste del 
af hovedets sider. Pronotum lidt bredere end langt, bredest 
foran midten, siderne fortil rundede, bagtil konvergerende, 
midtfuren fortil forkortet. Vingedækkerne lidt længere end 
tilsammen brede, rygstriben nående til omkring midten. 
Længde 1,8-2 mm. 

(J: 4. bugleds bagrand på hver side svagt udrandet og der- 
for i midten lidt fremstående. 5. bugled omtrent så langt som 
4., i midten med en dyb tværgrube, der når fra leddets forrand 
til dets bagrand, er bredest fortil og oftest halvkredsformet 
begrænset bagtil; på hver side af denne tværgrube findes et 
svagt indtryk. 6. bugled i midten med en tværgrube. Mellem- 
skinnebenene i yderste trediedel indadkrummede, på inder- 
siden lidt foran spidsen med en tydelig tand. Pronotum og 
vingedækker næppe (hos $ svagt) punkterede. 

Vor største art, mørkere end de tre følgende, men lysere 
end piceus, kendelig ved størrelsen og den kraftige krop. 

Meget sjælden (0). Frejlev (1 eks. sigtet fra et sammenfal- 
dende risgærde), Maglemer Haveløkke (1 eks. under bark af 
en bøgestub), Sundby Storskov (dels enkeltvis ved sigtning 
fra gamle ege, dels engang i stort antal i trøsket, af gærende 
saft gennemtrængt ved i en hul egestub, der var beboet af 



246 



Lasius brunneus, sammen med Plectophloeus nitidus og 
Batrisodes venustuSy ^/g), Jægerspris Nordskov. Apr.-maj. 

2. E. duponti Aubé (aubeånus Reitter, Ganglb.). Meget 
nærbeslægtet med den foregående, men adskilt fra denne, 
foruden ved det i oversigten angivne kendemærke, ved lidt 
lysere farve, lidt fladere og mere parallelsidet form, gennem- 
snitligt lidt ringere størrelse og især ved hannens kønsmærker. 
Rødgul. Hovedets skulptur omtrent som hos den foregående, 
punkturen mere sparsom. Pronotum og vingedækkerne om- 
trent som hos den foregående, næppe punkterede, bagkrop- 
pen forholdsvis lidt længere. Længde 1,7-1,8 mm. 

cJ: 4. bugled på hver side ved bagranden med en stor, svag 
grube. 5. bugled i midten meget kortere end 4., i midten ved 
roden med en dyb tværgrube, der når omtrent til leddets bag- 
rand, og som bagtil er kølf ormet begrænset; på hver side af 
tværgruben findes et ovalt indtryk, der fortil begrænses af en 
svagt antydet knude, 6. bugled i midten ved roden med en 
tværgrube og på hver side, tæt ved leddets bagrand med en 
tydelig knude. 

$: Sidste bugled som oftest med en svag midtgrube. 

Meget sjælden og enkeltvis (0, B). Odense (2 eks. i en 
poppelstub), Falster, enkeltvis i haver i København, på Fre- 
deriksberg og i Ordrup, Ermelunden (1 eks. sigtet af plante- 
rester), Lundtofte (1 eks. krybende i en sandgrav), Geelskov 
(1 eks. i en grusgrav), Luknam (1 eks. i en poppelstub). Bør- 
stingerød mose (1 eks.); Rønne. Apr.-juni, aug.-sept. 

3. E. bescidicus Reitt. (bohémicus Mach.). Nærbeslægtet 
med de 2 foregående (især duponti), fra hvilke den adskilles 
ved det fortil tydeligt tilsmalnede hoved og ved hannens 
kønsmærker. Rødgul. Hovedets skulptur omtrent som hos de 
2 foregående, den bageste del af hovedets sider og issegruberne 
ret stærkt punkterede. Pronotum og vingedækkerne næppe 
punkterede, vingedækkernes rygstribe som oftest næppe 
nående midten. Længde 1,6-1,7 mm. 

(J: 4. bugled simpelt. 5. bugled i midten kort, kun ca. halvt 
så langt som 4. ; 6. bugled fortil i midten med en svag tvær- 



247 



grube, og bagtil i midten med en yderst svag antydning af 
en knude. Mellemskinnebenene på indersiden lidt foran spidsen 
med en tydelig tand. 

Sjælden (J, 0). Fredsted ved Haderslev (1 eks. i en elle- 
stub), Odense (i poppelstub), Maribo (Lysemose og Bangs 
have), Sundby Storskov, Tureby, Lejre (3 eks. i en af sorte 
myrer beboet bøg), Boserup, Dyrehaven (enkeltvis under 
bøgebark og engang talrig under saftig bark af en bøgestub, 
der var angrebet af Hylecoetus-lsLrver, ^^/s), St. Dyrehave 
(1 eks. ketset). Maj-juli. 

[E. decipiens Raffr. (duponti Reitt., Ganglb.). Nærstå- 
ende til bescidicus, men adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved, at kroppen er lidt smallere, 
mere parallelsidet, vingedækkernes rygstribe oftest ganske 
lidt længere og hannens 6. bugled fortil forsynet med en kraf- 
tig tværfure. Længde 1,5-1,6 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og Nordtyskland 
(især under granbark, men også i el, asp og bøg), kunne mulig- 
vis træffes også hos os.] 

4. E. piceus Motsch. Let kendelig fra sanguineus ved 
de lange længdelinier på de 2 første bagkropsled og fra vore 
andre arter ved den mørke farve. Sort eller brunsort, følehorn 
og ben rødgule. Hovedet ca. så bredt som pronotum, lidt 
bredere end langt, svagt tilsmalnet fortil; pandetværfuren 
ret dyb, issegruberne store, længdefurerne svage, men tydelige; 
siderne punkterede, midten oftest glat. Pronotum lidt bredere 
end langt, oftest fint punkteret, midtfuren fortil forkortet. 
Vingedækkerne bredere end pronotum, ganske lidt længere 
end tilsammen brede, fint punkterede, rygstriben nående ca. 
til midten. Længde 1,4-1,65 mm. 

(J: Bagbrystet i midten med en længdefure og på hver side 
af denne med en skarp, aflang knude. 4. bugled på hver side 
svagt udrandet og derfor i midten lidt fremstående. 5. bugled 
på hver side fortil med en lille knude. 6. bugled i midten med 
en længdefure, der bagtil deler sig i 2 furer langs leddets bag- 
rand. 7. bugled bagtil i midten med en længdeknude. Mel- 



248 



lem og bagskinnebenenes spids indvendig tornformet frem- 
trukket. 

Udbredt, men ikke almindelig (J. 0). Især i mulden under 
bark af løvtræer, f. eks. eg, birk og bøg, eller i muld af hule 
løvtræer eller i trøsket løvtræved. I udlandet undertiden fun- 
det hos myrer (Lasius brunneus og Formica rufa). 




Fig. 132. Euplectus nanus <S. x 25. 

5. E. nanus Reichenb. (fig. 132). Denne og den følgende art 
er blandt arterne med korte bagkropslængdelinier kendelige 
ved det tydelige, ret kraftige længdeindtryk midt på hovedets 
bageste del. Farven varierende fra brunrød til mørkebrun, 
vingedækkerne ofte mørkere, følehorn og ben rødgule. Ho- 
vedet ca. så bredt som pronotum, næsten så langt som bredt, 
fortil noget tilsmalnet; forranden og siderne noget ophøjede; 
længdefurerne fortil forenende sig med hinanden i tvær- 
furen, siderne punkterede. Pronotum omtrent så langt som 
bredt, oftest meget fint og spredt punkteret, bredest foran 
midten, siderne fortil rundede, midtfuren kraftig, mere eller 
mindre forkortet. Vingedækkerne bredere end pronotum, lidt 
længere end tilsammen brede, oftest meget fint punkterede, 



249 



rygstriben meget variabel, men som oftest kraftig og nående 
betydeligt over midten. Længdelinierne på de 2 første bag- 
kropsled korte, tværindtrykket imellem dem noget varierende 
i tydelighed. Længde 1,4-1,65 mm. 

(J: 5. bugled ved roden med en smal, dyb tværgrube, i 
hvilken der står 5 mere eller mindre tydelige gruber. 6. bugled 
med et tværindtryk, der oftest er mere eller mindre afbrudt i 
midten, hvor der hyppigt findes en meget lille grube. Mellem- 
skinnebenenes spids indvendig tornformet fremtrukket, 
bagbenenes trochantere på bagranden med en lille tand. 
Venstre paramer med spredte, fine, udstående hår, højre 
paramer ubehåret, uden lang, indadrettet tand. (fig. 131,a). 

Ret almindelig (J, O, B). Især under bark og i trøsket ved 
eller smuld af løvtræer, f. eks. bog, eg og birk. 

6. E. kir by i Denny, formå kirbyi s. str.^). Yderst nær- 
stående til nanus, men adskilt fra den ved de i oversigten 
anførte kendetegn. Afgørende for formens artsberettigelse er 
forskellen i hannens parringsorgan, men med nogen øvelse vil 
de 2 arter vistnok i reglen kunne adskilles ved pandefurer- 
nes lidt stærkere konvergering fremefter hos kirbyi^ hvorimod 
størrelsen og farven er noget varierende. Længde 1,25-1,5 mm. 

(J: Højre paramer med spredte, fine, udstående hår, venstre 
paramer ubehåret, med en lang, indadrettet tand (fig. 131, b). 
løvrigt som hos nanus. 

Sjælden (0). Fundet for mange år siden talrigt i bark- 
blandet gødning omkring drivkasser i haver i København. 
Enkeltvis i Dyrehaven, sigtede fra bark og ved af gammel 
bøg, 30/^ 1951 og is/g 1966. Måske er den hos os udbredt som 
- men langt sjældnere end - nanus. 

7. E. sanguineus Denny. Let kendelig fra piceus ved de 
korte længdelinier på de 2 første bagkropsled og fra vore 
andre arter ved den mørke farve. Brunsort eller mørkebrun, 
vingedækkerne undertiden lidt lysere, følehorn og ben rød- 

Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt 
af Cl. Besuchet. 



250 



gule. Hovedet ca. så bredt som pronotum, lidt bredere end 
langt, fortil svagt tilsmalnet, siderne noget ophøjede, punk- 
terede, issegruberne store, længdefurerne ret kraftige. Prono- 
tum omtrent så langt som bredt, med kort midtfure, omtrent 
glat. Yingedækkerne betydeligt bredere end pronotum, ca. 
så lange som tilsammen brede, omtrent glatte, rygstriben ikke 
nående midten. Længde 1,2-1,5 mm. 

(J: 5. bugled meget kort i midten. 6. bugled i midten med 
en dyb grube, der når fra leddets forrand til bagrand, og hvis 
sider bagtil er forsynede med en yderst svag antydning af en 
knude. 

Almindelig (J, 0). I plantemøddinger. 

8. E. signåtus Reichenb. Ganske lidt slankere end den 
foregående, som den står meget nær, og fra hvilken den let 
kendes ved sin lysere farve, men lidt mindre slank og med lidt 
mindre hoved end de 3 følgende. Rødgul eller rustrød. Hovedet 
omtrent som hos den foregående, dog næppe helt så bredt. 
Pronotum og vingedækkerne omtrent som hos den foregående. 
Længde 1,2-1,4 mm. 

cJ: Omtrent som hos den foregående, dog er 6. bugleds 
grube lidt bredere og dens sider omtrent i midten af leddet 
forsynede med en lille, tydelig knude. 

Almindelig (J, 0, B). I plantemøddinger. 

9. E. infirmus Raffr. Rødgul, oversiden meget blank. 
Hovedet i det mindste rigeligt så bredt som pronotum, pan- 
delængdefurerne ret dybe, i bunden med en ret skarp midter- 
linie, fremefter indbyrdes noget konvergerende, midtpartiet 
mellem dem blankt og glat. Pronotum ca. så bredt som langt, 
midtfuren forkortet. Vingedækkernes rygstribe når ikke nær 
tilbage til midten. Længde 1,2-1,35 mm. 

(J: 4. og 5. bugled simple, 5. i midten meget kort, 6. led i 
midten med en ret lille og ret svag grube, der midt i bunden 
oftest har 2 meget små, tæt ved siden af hinanden stående 
knuder. Mellemskinnebenene indvendig med en yderst fin 
og kort torn noget foran spidsen. 



251 



Adskilt fra signatus ved tydeligt smallere krop, hovedets 
meget mindre issegruber og betydeligt svagere længde- og 
tværfurer, samt længere længdelinier på de 2 første frie ryg- 
led. Fra fauveli og pundatus adskilles den let ved meget sva- 
gere og mere sparsom punktur på hoved og pronotum og næppe 
synligt punkterede vingedækker, fra fauveli yderligere ved 
ringere størrelse og fra pundatus yderligere ved mindre bredt 
hoved og længere længdelinier på de 2 første frie rygled. Fra 
karsteni adskilles den ved hovedets afvigende skulptur, jfr. 
oversigten, mere sparsomt punkteret pronotum, næppe syn- 
ligt punkterede vingedækker og længere længdelinier på de 2 
første frie rygled. Fra alle de 4 nævnte arter adskilles hannen 
let ved afvigende sekundære kønskarakterer på de sidste 
bugled. 

Meget sjælden (0). Der foreligger kun 1 eks. fra Charlot- 
tenlund skov (sigtet fra en muldvarperede, ^j^ 1930) og 5 eks. 
fra Dyrehaven (1 eks. sigtet af savsmuld ved en bøgestub 
^/lo 1929, 1 eks. under en gammel, i skovbunden liggende 
træsvamp ^e/g 1939, og 3 eks. sigtede af gammelt løvtræ-ved 
^^"28/7 1951). I udlandet er den bl. a. fundet under egebark 
og i muld af gamle ege. 

10. E. kårsténi Reichenb. Forholdsvis smal og parallel- 
sidet. Rødgul. Hovedet så bredt som pronotum, ca. så langt 
som bredt eller ganske lidt bredere end langt, svagt tilsmalnet 
fortil, skulpturen betydeligt svagere udpræget end hos de 3 
foregående, så at hovedets overflade er mere jævn og dets 
sider næppe ophøjede; punkturen meget variabel i styrke og 
udstrækning. Pronotum rigeligt så langt som bredt, midtfuren 
dyb, men forkortet, punkturen lidet kraftig, meget finere 
end hovedets. Vingedækkerne meget fint og spredt punk- 
terede, rygstriben næppe nående midten. Længde 1,1-1,3 
mm. 

(J : 4. bugleds bagrand på hver side med 1 udranding foran 
hvilken der findes et indtryk, og i midten med et fremstående, 
afstudset, gulhåret parti. 5. bugled ved roden med en stærk, 
i størrelse noget varierende grube, der strækker sig ind under 
4. led, og hvis bagrand oftest er mere eller mindre kølformet 



252 



hævet og på hver side ret brat fremadrettet. 6. bugled med en 
tværgrube, der varierer stærkt (fig. 131, c). Mellemskinnebe- 
nene på indersiden lidt foran spidsen med en meget lille, fin tand. 
Arten er ret stærkt varierende. 

Temmelig almindelig (J, 0). I plantemøddinger og under 
bark eller i trøsket ved eller smuld af forskellige træer, f. eks. 
bøg og birk. Undertiden, men vistnok tilfældigt, truffet hos 
myrer {Formica rafa). 

11. E. fauvéli Guillb. (fålsus Bedel, tomlini Joy)i). Me- 
get nærstående til karsteni, men adskilt fra den ved de i over- 
sigten nævnte karakterer samt ved tættere og oftest kraftigere 
punktur på hovedet og lidt længere følehorn, hvis 9. og navn- 
lig 10. led er længere og derfor lidt mindre stærkt tværbrede. 
Længde 1,4-1,6 mm. 

(J: De sekundære kønsmærker er i hovedtrækkene formet 
som hos karsteni, men dog afvigende på følgende punkter: 
på 4. bugleds bagrand er den udranding, der findes på hver 
side af det langhårede midtparti, dybere, og uden for udran- 
dingen er bagranden stærkere lapformet bagudtrukket end 
hos karsteni og forsynet med en større og dybere grube end 
hos karsteni; det nævnte langhårede midtparti er i midten 
indbuet (hos karsteni lige afstudset); bagranden af 5. bugleds 
rodtværgrube er på hver side mere jævnt skråt fremadrettet 
og forsynet med et skråt fremad og indad rettet, tæt, brungult 
hårknippe, der mangler hos karsteni. 6. bugleds tværgrube er 
gennemgående dybere og længere (fig. 131, d). Mellemskinne- 
benenes tand lidt mindre fin. 

Arten har antagelig været sammenblandet med E. karsteni. 
Sikre eksemplarer foreligger fra Dyrehaven (sigtet i antal fra 
saftig bark af en udgået bøgestamme, sept.). 

12. E. punctåtus Muls. Meget nær beslægtet med de to 
foregående, fra hvilke den adskiller sig ved, at hovedet er 
tydeligt bredere end langt og, for hannens vedkommende, 
ved ganske andre kønsmærker på bugen. Punkturen variabel 

O Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt 
af Cl. Besuchet. 



253 



men oftest kraftig og tæt på hovedet, finere på pronotum og 
endnu finere på vingedækkerne. Længde 1,4-1,6 mm. 

(J: 4. biigled simpelt. 5. bugled i midten meget kort. 6. 
bugled i midten med et dybt indtryk, der strækker sig fra 
leddets forrand til bagrand, og som i bunden oftest har en 
lille grube. Mellemskinnebenenes spids indvendig tandformet 
fremtrukket. 

Hannerne af denne og de 2 foregående arter kan med sik- 
kerhed bestemmes ved hjælp af bugens sekundære kønsmær- 
ker. Derimod kan adskillelsen af hunnerne volde besvær på 
grund af størrelsens og punkturens variabilitet. Karsteni vil 
dog som regel kunne adskilles fra fauveli ved de i oversigten 
angivne kendetegn og fra pundatus ved ringere størrelse, 
svagere forkropspunktur og smallere hoved. Fra fauveli ad- 
skilles pundatus bedst ved lidt bredere, fremefter lidt svagere 
tilsmalnet hoved; endvidere er som regel vingedækkernes 
punktur lidt finere, især bagtil, og deres rygstribe lidt længere 
og mindre fin, rygledskølene lidt kortere og benene lidt kraf- 
tigere. 

Sjælden (J, 0). Åbjerg skov ved Kruså (under bark på 
bøgestub, aug.). Rye; Næsbyholm skov, Jægerspris Nordskov 
(i antal under bark af gammel eg, juni). 



2. Plectophloeus Reitter. 

Meget nærstående til Euplectus, men adskilt fra den 
ved, at bagkroppens to første frie rygled mangler 
længdelinier og tværindtryk. 

1. PL nitidus Fairm. Rødgul, oversiden glat og meget 
blank. Hovedet næppe så langt som bredt, ca. så bredt som 
pronotum, fortil lidt tilsmalnet; pandetværfuren ret dyb, 
issegruberne tydelige, længdefurerne svage; Øjnene ret små. 
Pronotum ca. så bredt som langt, siderne fortil rundede, bag- 
til konvergerende, midtfuren kort. Vingedækkerne rigeligt så 
lange som brede, næsten parallelsidede, rygstriben kort, ca. 
V4-\^3 så lang som vingedækkerne. Længde 1,2-1,4 mm. 



254 



(J: 6. bugled lidt bag forranden med en svag tværfure. 
Lårene ganske lidt tykkere end hos $, mellemskinnebenene 
på indersiden lidt foran spidsen med en yderst lille, fin, meget 
utydelig tand. 

Sjælden (O). Christianssæde skov, Sundby Storskov, Oreby 
skov, København (nogle eks. i rødmuldet fyrretræ af gamle 
bolværker). Dyrehaven, Jægerspris Nordskov. Bortset fra 
Københavnfundet er de danske eks. taget i rødmuldet ved 
af gamle ege, undertiden sammen med Lasius hrunneus eller 
L. fuliginosus, i Dyrehaven dog også i en hul el med fuglerede- 
stof. Febr.-juni. 

[PI. nubigéna Reitter. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved lidt betydeligere størrelse og 
lidt længere rygstribe; endvidere er hovedets længdefurer 
tydeligt konvergerende fremefter (hos nitidus omtrent paral- 
lelle) og feltet imellem dem derfor fremefter ovalt tilsmalnet. 
Disse kendetegn er dog vistnok vage og lidet brugbare. Han- 
nen er kendelig ved, at 6. bugled ikke har et tværindtryk, 
men en svag, kort længdemidtkøl, og at dens parringsorgan 
er afvigende bygget. 

Denne art er bl. a. fundet i Skåne og ved Håssleholm i 
mørt ved fra stubbe og hule træer af eg, bøg og lind, især 
forår og efterår.] 

3. Biblopléctus Reitter. 

Nær beslægtet med de 2 foregående slægter, men 
adskilt fra dem ved, at pronotum foran midterrod- 
gruben mangler midtfure, og at vingedækkerne i stedet 
for rygstribe kun har en rodgrube. Endvidere er pro- 
notum mindre stærkt tilsmalnet bagtil og derfor ikke 
tydeligt hjerteformet. 4. frie rygled mindst så langt 
som 3., 1. og 2. frie rygled med en svag rodtværfure, 
men uden længdelinier. 

Ved nyere undersøgelser af hannens parringsorgan og af 
formen af et »låg« (operculum), som findes midt i hannens 6. 



255 



biigled og dækker genitalåbningen, er der skabt større klar- 
hed i artsadskillelsen. Hos os er hidtil fundet 4 arter, der har 
været sammenblandet under navnet ambiguus, og hvis ud- 
bredelse hos os derfor ikke kendes nærmere. Den i første ud- 



lOOM 




r\ 




133. tenebrosus 134. spinosus 

Fig. 133-134. Bibloplectus c?. Parringsorganet set fra siden og 
(øverst) operculum (efter Besuchet). 



gave under navnet minutissimus opførte art er at henføre 
under Pseudopledus, se nedenfor p. 260. 

Ved udpræparering af hannens parringsorgan må der på 
grund af organets spinkle og komplicerede bygning udvises stor 
varsomhed, og foruden organet bør operculum, der ofte under 
udpræpareringen løsner sig (eller let kan løsnes), opklæbes. 

Hannen er kendelig ved, at lårene, især de mellemste, er 
fortykkede og mellemskinnebenenes spids på indersiden for- 
synet med en lille torn. 



236 



Arterne ligner i ydre karakterer hinanden yderst stærkt. 
Undersøgelse af hannens parringsorgan og operculum og hun- 
nens sidste rygled (pygidium) er nødvendig til en sikker be- 
stemmelse. 




lOOjt 




135. ambiguus 136. pusillus 

Fig. 135-136. Bibloplectus ^. Parringsorganet set fra siden og 
(øverst) operculum (efter Besuchet). 

Arterne lever især i mos og planterester på fugtig bund 
eller i kompost og kan undertiden aftenketses i maj-juni. 

Med hensyn til nomenklaturen følges her Claude Be- 
suchet, 



Oversigt over arternes hanner. 

1. Mindre, 0,95-1,1 mm. Kroppen lysere, brunlig. . . 2. 
Større, 1,1-1,3 mm. Kroppen, mørkere, som regel 
sort eller brunsort 3. 



257 



2. Operculum udvidet fra rod til spids, bredest ved 
spidsen, ca. 3 gange så langt som bredt (fig. 136). 

Penis se fig. 136 4. pusillus. 

Operculum med parallelle eller lidt rundede sider, 




137. minutissimus 

Fig. 137. Bibloplectus c?. Parringsorganet set fra siden og (øverst) 
operculum (efter Besuchet). 



ikke bredest ved spidsen, rigeligt 2V2 g^ng så 
langt som bredt (fig. 137). Penis se fig. 137 

minutissimus. 
3. Operculum smalt, omtrent 3 gange så langt som 
bredt, ikke parallelsidet, bredest i forreste tred- 
jedel (fig. 133). Pronotum som regel lidt tvær- 
bredt. Øjnene kun svagt hvælvede, ca. så lange 
som tindingerne. Penis se fig. 133 .... 1. tenebrosus. 
Operculum bredere, kun ca. 2 eller 2V2 gang så 
langt som bredt, omtrent parallelsidet (fig. 134 
og 135). Pronotum som regel næppe tværbredt. 
Victor Hansen: Ådselbiller 17 



258 



øjnene lidt stærkere hvælvede, lidt kortere end 

tindingerne. Penis se fig. 134 og 135 4. 

4. Operculum ca. dobbelt så langt som bredt (fig. 
134). Længde 1,2-1,3 mm. Penis se fig. 134 

2. spinosus. 
Operculum ca. 2^/2 gang så langt som bredt (fig. 
135). Længde 1,1-1,2 mm. Penis se fig. 135 

3. amblguus. 

Oversigt over arternes hunner. 

1. Pygidiums bagrand i midten med en torn (fig. 138 

og 141 2. 

Pygidiums bagrand uden torn i midten 3. 

2. Større, 1,2-1,3 mm. Kroppen som regel sort eller 

brunsort 2. spinosus. 

Mindre, 0,95-1,1 mm. Kroppen som regel lysere, 

brunlig minutissimus. 

3. Mindre, 0,95-1,1 mm. Kroppen lysere brunlig. 

Pygidiums bagrand rundet (fig. 140) ... 4. pusillus. 
Større, 1,1-1,3 mm. Kroppen som regel sort eller 
brunsort 4. 

4. Pronotum som regel lidt tværbredt. Øjnene ret 

svagt hvælvede, ca. så lange som tindingerne. 
Pygidiums bagrand rundet (som fig. 140) 

1. tenebro sus. 
Pronotum som regel næppe tværbredt. Øjnene 
ganske lidt stærkere hvælvede, lidt kortere end 
tindingerne. Pygidiums bagrand i midten med 
en lille, svag, spids knude (fig. 139). ... 3. amblguus. 

1. B. tenebro SU s Reitter (Jeannel og Besuchet) (marga- 
rétae Sharp, Pearce). Sort eller brunsort, følehorn og ben rød- 
gule, de første lidt mørkere mod spidsen. Hovedet ca. så 
bredt som pronotum, med 2 tydelige issegruber og 2 fortil 
konvergerende længdefurer samt bagtil med en lille midt- 
grube. Vingedækkerne noget bredere end pronotum, lidt læn- 
gere end tilsammen brede. Længde 1,2-1,3 mm. 



259 



Kendetegnet ved betydelig størrelse, kroppens mørke farve, 
det som regel tværbrede pronotum og de kun lidet hvælvede 
ojne. 

(J: Parringsorganet og operculum se fig. 133. 

$: Pygidium som fig. 140. 

Udbredt (J, 0). På fugtig bund i mos o. lign. Eksemplarer 
foreligger bl. a. fra Engestofte mose, Malmmosen ved Holte 
og Sortedam i Store Dyrehave. Ved forårssigtning og ved 
aftenketsning i maj-juni. 

2. B. spinosus Raffr. (og Besuchet) (ambiguus + 
pusillus Pearce). Nærstående til den foregående, men ad- 
skilt fra den ved de i oversigterne nævnte kendemærker. 
Længde 1,2-1,3 mm. 

(J: Parringsorganet og operculum se fig. 134. 
$: Pygidium se fig. 138. 

Udbredt (J, 0). Levevis som den foregående. Eksemplarer 
foreligger bl. a. fra Dyrehaven (Iglehullet), Malmmosen og 
Børstingerød mose. Aftenketset i antal, ^/g. 

3. B. ambiguus Reichenb. (og Besuchet) (championi 
Jeannel og Pearce). Nærstående til de to foregående, men ad- 
skilt fra dem ved de i oversigterne nævnte kendemærker. 
Længde 1,1-1,2 mm. 

(J: Parringsorganet og operculum se fig. 135. 
$: Pygidium se fig. 139. 

Udbredt (J, 0) Levevis som de foregående. Eksemplarer 
foreligger bl. a. fra Dyrehaven (Iglehullet), Malmmosen og 
Sortedam i Store Dyrehave. 

4. B. pusillus Denny (og Besuchet) (minutissimus + 
affinis -freitteri Jeannel, académicus Pearce). Mindre og ly- 
sere farvet end de foregående, lyst brunlig eller gulbrun, 
og iøvrigt kendetegnet ved de i oversigterne nævnte skelne- 
mærker. Tindingerne ikke længere end øjnene. Længde 
0,95-1,1 mm. 

(J: Parringsorganet og operculum se fig. 136. 
$: Pygidium se fig. 140. 



260 



Hidtil kun fundet i Hejreengen i Sundby Storskov (0), 
ved sigtning af mos og planterester i en fugtig grøft, maj- 
juni. I England er arten også taget ved ketsning. 

[B. minutlssimus Aubé (Besuchet og Pearce). Nærstå- 
ende til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversig- 

138. spinosus 140. pusillus 






139. ambiguus 141. minutlssimus 

Fig. 138-141. Bibloplectus ?. Bagkropsspidsen, set fra oven (efter 

Besuchet). 

terne nævnte kendemærker samt ved betydeligt lysere farve 
og ved lidt fladere øjne og tindinger, der er lidt længere end 
øjnene. Længde 0,95-1,1 mm. 

(J: Parringsorganet og operculum se fig. 137. 

$: Pygidium se fig. 141. 

Denne vistnok overalt sjældne art er bl. a. fundet i Syd- 
norge og i England. Den er i England især fundet ved roden 
af græstuer på sandet eller fintgruset flodbred, men er også 
fundet i muldvarpereder.] 

4. Pseudopléctus Reitter. 
Nærstående til den foregående slægt, Bibloplectus, 
men adskilt fra den ved, at 4. frie rygled er tydeligt 
kortere end 3. Endvidere er kroppen forholdsvis lidt 



261 



bredere, følehornene kraftigere, bagkroppen forholds- 
vis lidt kortere og 2. frie rygled uden rodtværfure. 

l.Ps. perpléxus Duval. (Bibloplectus minutissimus 1. 
udg.). Rødbrun eller rustrød, følehorn og ben gule. Hovedet 
lidt smallere end pronotum, dette ca. så bredt som eller 
lidt bredere end langt, roden i midten med en ganske fin 
længdekøl der strækker sig frem i midterrodgruben. Længde 
0,8-0,9 mm. 

(J: Forskinnebenenes spids indvendig tornf ormet frem- 
stående. Lårene næppe fortykkede. 

Denne art er for mange år siden fundet i København i 
barkblandet gødning omkring drivkasser, f. eks. i Rosenborg 
have, og er i 1922 genfundet under lignende forhold i Have- 
selskabets have på Frederiksberg, okt. 

5. Bibloporus Thoms. 

Adskiller sig fra de foregående slægter ved, at ho- 
vedet er tydeligt smallere end pronotum og dets 
tindinger korte samt ved, at pronotums 3 rodgruber, 
af hvilke sidegruberne er forlængede fremefter, ikke 
er forbundne med hinanden ved nogen tværfure. Bag- 
kroppens 3 første, frie rygled omtrent lige lange. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum fint, vingedækkerne yderst fint punk- 
terede, pronotums midterrodgrube meget stor, 
midtfuren oftest ret fin og svag. (J: Mellemskin- 
nebenenes tand trekantet (fig. 143). $ : sidste bug- 
leds bagrand med fremtrukket, i midten lidt ud- 
randet midtparti 1. bicolor. 

Pronotum temmelig fint, vingedækkerne fint punk- 
terede, pronotums midterrodgrube lidt mindre, 
midtfuren oftest kraftig. ^: Mellemskinnebene- 
nes tand hageformet (fig. 143). $: sidste bugleds 
bagrand i midten jævnt og fladt rundet 2. minut us. 



262 



1. B. bie ol or Denny (fig. 142). Brunsort, følehorn og ben 
rødgule. Hovedet med 2 gruber mellem øjnene. Pronotum 
bredere end langt, med rundede sider og forkortet midtfure. 
Vingedækkerne meget bredere end pronotum, ca. så lange 
som tilsammen brede, med noget rundede sider. Bagkroppens 




Fig. 142. Bibloporus bicolor c?- x 36. 

1. eller 1. og 2. rygled undertiden med 2 yderst korte rodli- 
nier. Længde 1,1-1,2 mm. 

^: Mellemlårene stærkt fortykkede, mellemskinnebenene 
midt på indersiden med en stor trekantet tand (fig. 143). 

Udbredt, men ikke helt almindehg (J, 0). Især under bark 
eller i trøsket ved af løvtræer, f. eks. eg, bøg og birk. 

2. B. miniitus Raffr. (hoegliindi Palm). Meget nærstå- 
ende til den foregående, men for hannens vedkommende straks 
kendelig ved de afvigende sekundære kønsmærker. Hunnerne 
lader sig som regel bestemme ved de i oversigten nævnte over- 
sidekendemærker og i hvert fald ved sidste bugleds karakte- 



263 



rer (efter dissection af leddet. Følehorn og ben gennemgående 
lysere end hos den foregående. Længde 1-1,2 mm. 

(J: Mellemlårene stærkt fortykkede, på indersiden nær 
roden med 2 små torne, mellemskinnebenene midt på inder- 




bicolor yy^ h 6^ lund i 
Fig. 143. Bibloporus ^. Venstre mellemben. 

siden med en hageformet tand (fig. 143). 3. bugled på hver 
side udenfor rodgruben med en stor rund, blank knude (der 
mangler hos bicolor (J). 

Hidtil kun fundet i Dyrehaven (i antal under saftig bøge- 
bark sammen med bicolor, sept.) og i Tisvilde hegn (1 eks. i 
birkestub, juni). Muligvis har den været sammenblandet med 
bicolor og er måske udbredt. 



6. Trimium Aubé. 

Adskiller sig fra de foregående slægter ved, at bag- 
kroppens 1. frie rygled er betydeligt længere end 2., 
samt ved at følehornene er kortere, deres endeled 
meget stort, c. halvt så langt som resten af følehorne- 
ne og mindst 3 gange så bredt som de mellemste led, 
deres næstyderste led pladeformet, asymmetrisk, slut- 
tende tæt til endeleddet (fig. 130, c, p. 239). Pronotum 
med 3 rodgruber, der er forbundne med hinanden ved 
en tværfure. Vingedækkerne længere hos ^ end hos 
?. Hos denne sidste mangler flyvevingerne. 

1. T. brevicorne Reichenb. Hovedet yderst fint punk- 
teret, omtrent så bredt som pronotum, med en dyb grube 



264 



fortil. Pronotum glat, længere end bredt, bredest foran midten, 
uden længdefure. Vingedækkerne betydeligt bredere end pro- 
notum, glatte. Bagkroppens 1. frie rygled med 2 korte rod- 
linier, hvis indbyrdes afstand er ca. ^/4 af leddets bredde 
(bortset fra de opadbøjede siderande); mellem rodlinierne 
findes en tværfordybning. Længde 1-1,2 mm. 

^: Rødbrun eller gulrød med mørkere, oftest sort bag- 
krop, sjældent ensfarvet rødgul; følehorn og ben rødgule. 
Øjnene store. 

$: Ensfarvet rødgul. Øjnene meget små. Pronotum og 
vingedækkerne forholdsvis kortere. 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, 0). På skovbund 
under løv, mos og kvas samt ved roden af gamle stubbe, ofte 
i nærheden af musegange. Også fundet hos Formica rufa, i 
udlandet tillige hos Laszus-arter og (talrigt) i muldvarpereder. 
Især for- og efterår. 



2. slægtsgruppe. 

(Trichonychini). 

Nærstående til 1. slægtsgruppe (Euplectini p. 240), 
men adskilt fra den ved, at fødderne har 2 ulige lange 
kløer (jfr. foran p. 236, note 1) og ved længere, fortil 
næppe forkortet midtfure på pronotum. Vingedækker- 
ne med sidedækker, afsat ved en skarp, fra oven synlig 
fure. 

7. Trichonyx Ghaud. 

Hovedet omtrent så bredt som pronotum med 2 
buede længdefurer, der fortil løber sammen og bagtil 
udmunder i 2 gruber mellem øjnene. Følehornene med 
svagt afsat, 3-leddet kølle, 3.-9. led mindst så lange 
som brede, 10. led kun lidt bredere end langt. Prono- 
tum hjerteformet, på hver side foran roden med et 
svagt tandformet fremspring og med 3 rodgruber, der 
er forbundne med hinanden ved en tværfure. Midt- 



265 



furen fuldstændig. Bagkroppens 1. frie rygled lidt 
længere end 2., i det højeste med 2 rudimentære, meget 
korte rodstriber. 

1. Tr. sulcicollis Reichenb. (fig. 144). Rødbrun eller gul- 
brun. Hovedet næsten glat, pronotum bredere end langt, 




Fig. 144. Trichonyx sulcicollis <?. x 16. 



yderst fint punkteret. Vingedækkerne ca. 1^/2 gang så lange 
som pronotum, fint punkterede. Længde 2,6-3,2 mm. 

(J: Lårene og mellemskinnebenene tykkere, de sidste på 
indersiden nærved spidsen med en kort, kraftig torn. 

Sjælden (J, 0). Ghristiansdal ved Haderslev (1 eks. i kom- 
post); Odense (i poppelstub), Næstved, Sorø (under mos på 
en gammel pil), Ledreborg skov (1 eks. under bark på en 
gammel, udgået bøg), Roskilde, Bognæs (flere eks. i saftigt 
ved af en poppelstub), Københavns omegn, f. eks. Valby, 
Bispebjerg (1 eks. i kompost med myrer), Ermelunden (1 eks. 



266 

i en muldvarperede), Dyrehaven (2 eks. i en mør træstub), 
Luknam (i meget stort antal i saftigt ved af en poppelstub, 
maj). Angives også at leve hos myrer (Lasius brunneus); i 
udlandet undertiden fundet krybende på mure og aftenketset. 
Apr.-juli. 

8. Amauronyx Reitter. 

Når beslægtet med den foregående slægt, fra hvil- 
ken den adskiller sig ved noget smallere vingedækker 
og bagkrop, og ved at bagkroppens 1. rygled er næsten 
dobbelt så langt som 2. Hovedet ca. så bredt som pro- 
notum. Bagkroppens 1. rygled med 2 meget korte, men 
tydelige rodstriber. Følehornenes 6.-9. led lidt bredere 
end lange, 10. meget bredere end langt. 

1. A. maerkeli Aubé. Rustrød. Pronotum hjerteformet, 
ca. så langt som bredt. Yingedækkerne ca. 1^/2 gang så lange 
som pronotum, fint og spredt punkterede. Længde 2-2,3 mm. 

(J: Mellembenenes hofteringe med en lille, stump torn. 
Sidste bugled indtrykt, bagranden dybt indskåret. 

Meget sjælden (0). Amtmandshaven i Nykøbing F. (1 eks.). 
Damhusmosen (1 eks. under pilebark), Orlogsværftet (1 eks. 
under et bræt i selskab med myrer), Valby (1 eks. ved en 
myretue på en grøftevold). Amager fælled (1 eks. på en 
grøftevold). Furesøparken (1 eks.). I udlandet angives den 
at leve under bark især af løvtræer, i muld, mos og løv 
ved gamle træer og stubbe, ofte hos myrer, især Lasius- og 
Formica-arter (L. fuliginosus og flavus, F. fusca), og det an- 
tages, at den, når den træffes uden for skov på åben bund, 
kun lever hos myrer, under sten og planterester. Marts-juni, 
aug.-sept. 

3. slægtsgruppe. 
Baghofterne uden fremspring på indersiden. Alle 
hofteringene korte, lårene indføjede skråt på deres 
yderside. Fødderne hos Batrisodes med 2 ulige lange 
kløer, hos de øvrige slægter med kun een klo. Vinge- 
dækkerne og bagkroppen oftest ret brede og hvælvede. 



267 



Denne slægtsgruppe omfatter Batrisini (B air isodes), 
Brachygliitini (Rybaxis, Brachygluta og Reichenhachia), 
Bythinini (Bryaxis) og Tychini (Tychus). 

9. Bairisodes Reitt. 

Denne slægt adskiller sig fra samtlige andre danske 
slægter ved, at bagkroppens sider ikke er opadbøjede 
og i det højeste utydeligt randede (Batrisini). Kroppen 
stærkt hvælvet. Hovedet stort, bagtil stærkt indsnøret. 
Pronotum med en fortil forkortet midtfure, der bagtil 
passerer en midtgrube, og med 2 sidefurer, der bagtil 
udmunder i en grube; de 3 gruber indbyrdes forbund- 
ne ved en tværfure. Vingedækkerne stærkt hvælvede, 
med afsatte sidedækker. Bagkroppens 1. frie rygled 
mindst dobbelt så langt som 2., fortil med 3 gruber, 
adskilte ved 2 kraftige længdelister. Lårene lange, 
kølleformede, indsnørede foran spidsen. Fødderne med 
2 ulige lange kløer (jfr. foran p. 236, note 1). 

1. B. venustus Reichenb. (fig. 145). Rødbrun, bagkroppen 
og ofte hoved og pronotum mørkere. Hovedet med et indtryk 
på hver side, bagtil på hver side med en skarp længdekol. 
Pronotum bagtil på hver side med en lille knude. Vingedæk- 
kerne meget fint punkterede. Længde 2-2,1 mm.. 

(J: Følehornenes endeled på undersiden ved roden med en 
lille torn. Mellembenenes hofteringe med en lille tand. Mellem- 
skinnebenene på indersiden udvidede svagt foran spidsen, 
herfra indbuede til spidsen, der er kort tornformet. 

Sjælden (J, 0). Tørning (2 eks.), Treide skov; Keld skov, 
Ryde, Sundby Storskov, Storskoven ved Guldborg L., Tureby, 
Boserup, Orlogsværftet (1 eks.). Dyrehaven, Storkevad, Jæ- 
gerspris Slotshegn, Jægerspris Nordskov. Hos os aldeles over- 
vejende i hule eges muld eller rødmuldede ved og under 
muldet egebark, undertiden hos myrer, bl. a. Lasius brunneiis, 
undtagelsesvis i el og birk. Den kan undertiden aftenketses. 
Apr.-juni, okt., flere gange i antal i maj og juni. 



268 



(To andre J5a/risodes-arter kunne muligvis findes iDanmarlc: 

B. adnéxus Hampe. Yderst nærstående til venustus, men 

for hannens vedkommende kendelig ved, at mundskjoldet i 

midten har et lille, meget tyndt, krumt, opstående horn. 




Fig. 145. Batrisus venustus S- x 20. 

Hunnen synes derimod ikke med sikkerhed at kunne kendes 
fra venustus. 

Arten er bl. a. fundet i Sverige (Våstmanland, en (^ sam- 
men med mange venustus hos Lasius brunneus i en gammel eg, 
Oland), Sydnorge og ved Hamburg og Eutin ( i bøg sammen 
med en Myrmica-art). 



B. delaportei Aubé. Adskilt fra de to andre arter ved 
betydeligere størrelse samt ved, at føddernes kloled er bety- 



269 



deligt (hos de andre kun lidt) kortere end det foregående 
led, og at følehornene er meget tykkere. Længde 2,2-2,4 
mm. 

(J: Omtrent som hos venustus, dog er mellemskinnebenenes 
spidstorn meget kraftigere. 

Arten er bl. a. fundet i Sverige i Ostergotland og Våst- 
manland hos Lasius brunneus i svampet, halvfugtigt mørt 
ved i en egestub sammen med venustus, maj-juni.] 



10. Rybdxis Saulcy. 

(Bryåxis auct.) 

Nærstående til de to følgende slægter, der ligesom 
Rybaxis hører til Brachyglutini, men adskilt fra dem 
ved, at pronotums 3 rodgruber er indbyrdes forbundne 
ved en tværfure og ved, at vingedækkernes sidedæk- 
ker er afsatte ved en længdestribe. 

Oversigt over arterne. 

1. Hannens bagbryst i midten med en stor, fremad- 
rettet, fortil udvidet plade (fig. 147). . . 2. laminat a. 
Hannens bagbryst uden sådan plade .... 1. sanguinea. 

1. R. sanguinea Reichenb. (fig. 146). Sort eller brunsort 
med røde vingedækker og brunlige følehorn og ben. Meget 
sjældent er vingedækkerne mørke eller dyret helt rødgult eller 
rødgult med brunlig bagkrop. Hovedet lidt smallere end pro- 
notum, mellem øjnene med 2 dybe gruber, fortil med en bred 
grube. Pronotum bredere end langt. Vingedækkerne så lange 
som tilsammen brede. Bagkroppens 1. frie rygled med 2 korte 
rodlinier. Længde 1,6-2 mm. 

(J: Gennemgående større. Følehornene længere. Forskinne- 
benene midt på indersiden med en lille tand. 

Arten har været sammenblandet med den følgende. Den 
er udbredt, men måske ikke helt almindelig (J, 0). På fugtig 
bund ved søer og moser. Kan aftenketses. Især maj-juni. 



270 



2. R. laminåta Motsch. Denne form har været anset for 
en særlig kraftigt udviklet hanform af sanguinea, men be- 
tragtes nu på grund af tydelig forskel i hannens parringsorgan 
som en særskilt art. Hannen er særdeles let at kende på bag- 




Fig. 146. Rybaxis sanguinea cJ- x 25. 



brystets plade (der kan ses også, når dyret betragtes fra siden) 
og har desuden bredere og dybere indtrykt bug end hannen af 
sangainea, ligesom gennemsnitsstørrelsen er lidt betydeligere. 
Hunnerne af de 2 arter synes ikke at kunne skilles med sik- 
kerhed; laminatas hun er måske gennemsnitligt lidt større og 



271 



vingedækkerne måske ganske lidt kraftigere bygget. Længde 
1,8-2,2 mm. 

Arten liar været sammenblandet med den foregående. Den 
er udbredt og foreligger både fra lokaliteter i Jylland og på 
øerne. I flere egne er den vistnok hyppigere end sanguinea, 
sammen med hvilken den undertiden forekommer. 



Fig. 147. Rybaxis laminata ^. Bagbrystets plade. 

11. Brachygluta Thoms. 

Kroppen temmelig hvælvet. Hovedet med 2 runde 
gruber mellem øjnene, fortil med et bredt indtryk. 
Følehornene temmelig slanke, med svagt afsat, 3- 
leddet kølle. Pronotum tværbredt, med rundede sider, 
stærkere tilsmalnet fortil end bagtil, med 3 lige store 
rodgruber. Vingedækkerne meget bredere end prono- 
tum, uden afsatte sidedækker, rygstriben kun lidet 
forkortet. Bagkroppens 1. frie rygled meget længere 
end 2., ved roden med 2 parallelle eller bagud diver- 
gerende længdelinier. Benene temmelig slanke, fød- 
derne med kun een klo. 

Oversigt over arterne. 

1. Omtrent ensfarvet rødgul eller gulbrun. . 4. haemåtica. 
Sort eller mørkebrun, undertiden med lysere vinge- 
dækker 2. 

2. Vingedækkerne meget kortere end tilsammen bre- 

de, som regel ikke lysere end den øvrige del af 

kroppen 1. f ossulåta. 

Vingedækkerne omtrent så lange som tilsammen 
brede, lysere end den øvrige del af kroppen. ... 3. 



272 



3. Afstanden mellem længdelinierne på bagkroppens 
1. frie rygled næppe ^/g så lang som afstanden 
mellem leddets 2 sidelængdefurer. Det nævnte 
rygled hos ^ bagtil i midten med en dyb, halv- 
måneformet grube 2. hélferi. 

Afstanden mellem længdelinierne på bagkroppens 
1. frie rygled over ^/g så lang som afstanden mel- 
lem leddets 2 sidelængdefurer. Det nævnte ryg- 
led hos (J uden halvmåneformet grube, men med 
2 fme skråstreger 3. paludosa. 

1. Br. fossulåta Reichenb. Sort eller mørkebrun, føle- 
horn og ben rødlige. Pronotums rodgruber meget store. Vinge- 
dækkerne meget kortere end tilsammen brede. Længdelini- 
erne på bagkroppens første frie rygled når forbi leddets midte 
og divergerer kun lidt. Længde 1,6-1,9 mm. 

(J: De forreste hofteringe med en spids tand, mellemskinne- 
benenes spids indvendig med en ret kraftig torn. 

Almindelig (J, 0, B). På fugtig, halvskygget bund, især 
ved randen af søer og moser, under løv og mos og i opskyl. 
Kan tages ved aftenketsning. Marts-juni, sept. 

2. Br. hélferi Schmidt. Sort eller mørkebrun med brun- 
røde vingedækker, følehorn og ben brunsorte eller brunlige. 
Pronotum tydeligt bredere end langt. Længdelinierne på 
bagkroppens første frie rygled korte og lidt divergerende. 
Længde 1,4-1,6 mm. 

cJ: Bagkroppens første frie rygled foran midten af bag- 
randen med en dyb, halvmåneformet grube, der fortil be- 
grænses af en lille knude. De forreste hofteringe med en lang, 
spids torn, mellemskinnebenene indvendig ved spidsen med 
en lang, ved roden bred, derfra jævnt tilspidset torn (fig. 148). 

Ret sjælden (J, 0). Gravenshoved, Sottrup strand, Hor- 
sens fjord; Ristinge klint, Tåsinge, Odense gi. kanal, stranden 
udfor Keld skov. Løgnor, Rudkøbing, Præstø fed, Søskær 
mose ved Korsør. Ved bredden af brakke og salte vande, på 
strandbredder og marskbund, mest under tang. Apr.-juli, i 
antal ^^1^, ^/g, ^^j^; aftenketset i juni. 



273 



3. Br. paludosa Peyr. (hanséni Besuchet). Adskilt fra 
den foregående ved noget smallere form og ved, at pronotum 
kun er ganske lidt bredere end langt, samt ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Længde 1,5 mm. 

(J: Bagkroppens 1. frie rygled i midten noget foran bag- 
randen med 2 korte, fine, lidt skrå tværridser, der danner et 
fremefter bredt åbent V. De forreste hofteringe med en lang, 




a, paludosa b. helferi 
Fig. 148. Reichenbachia cJ. Højre mellemskinneben. 

spids torn, mellemskinnebenene indvendig noget ovenfor 
spidsen med en meget lang, omtrent ligebred, kort tilspidset 
torn (fig. 148). 

Af denne art foreligger et enkelt eksemplar ((^), taget for 
mange år siden og mærket »Nordsjælland«. Arten er ellers 
kun kendt fra Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Israel, og det 
må anses for tvivlsomt, om den hører til vor fauna. 



4. Br. haemåtica Reichenb. Ensfarvet rødgul eller gul- 
brun, bagkroppen ofte lidt mørkere. Vingedækkerne lidt kor- 
tere end tilsammen brede. Længdelinierne på bagkroppens 
første frie rygled parallelle eller svagt divergerende, ikke helt 
nående leddets midte. Længde 1,7-1,8 mm. 

cJ: Bagranden af bagkroppens første frie rygled i midten 
med et halvrundt udsnit, 2. rygled ved roden, bag 1. leds 
udsnit med 2 små gruber. 

Victor Hansen: Ådselbiller 18 



274 



Almindelig (J, 0, B). På fugtig bund, ved randen af søer 
og moser, hyppigst i vore sydlige egne. Kan tages ved aften- 
ketsning. Apr.-juni. 




Fig. 149. Reichenbachia impressa J. x 28. 

12. Reichenbachia Leach. 

Nærstående til Brachygluta, men adskilt fra den 
ved, at pronotums midterrodgrube er meget mindre 
end de 2 sidegruber. 



Oversigt over arterne. 

1. Omtrent ensfarvet rødgul eller gulbrun . 1. juncorum. 
Kroppen sort med rødbrune vingedækker. Føle- 
horn og lår sorte eller sortbrune 2. impressa. 



275 



1. R. jiincorum Leach. Ensfarvet rødgul eller gulbrun, 
bagkroppen ofte lidt mørkere. Hoved og pronotum ret tæt 
og ikke særlig fint punkteret, den øvrige overside meget fmt 
punkteret. Vingedækkerne meget kortere end tilsammen 
brede. Længdelinierne på bagkroppens første frie rygled 
meget korte. Bagskinnebenenes spids indvendig med en yderst 
lille, fin endespore. Længde 1,5-1,6 mm. 

^: De forreste hof teringe med en kort, de mellemste med 
en længere torn. Forskinnebenene på indersiden noget over 
spidsen, mellemskinnebenene på indersiden nær ved spidsen 
med en trekantet tand. 

Ikke almindelig (J, 0). På fugtig bund ved søer og moser, 
i løv, mos og opskyl. Kan aftenketses. Marts-aug. 

2. R. impréssa Panz. (fig. 149). Sort, vingedækkerne 
brunrøde, ofte med mørkere rande, følehorn og ben brunlige 
eller brunsorte. Hoved og pronotum fint, den øvrige overside 
meget fint punkteret. Vingedækkerne kun lidt kortere end 
tilsammen brede. Længdelinierne på bagkroppens første frie 
rygled ca. ^/g så lange som leddet. Længde 1,5-1,7 mm. 

(J: Mellemskinnebenene på indersiden ved spidsen med en 
kraftig skrå torn. 

Ikke almindelig (J, 0, B). Levevis som juncorum. Apr.- 
juni. 



13. Bryåxis Kug. 

(Bythinus 1. udgave). 

Kroppen temmelig kort og hvælvet. Hovedet med 
korte tindinger og med 2 gruber mellem øjnene. Føle- 
hornene med 3-leddet, svagt afsat kølle. Kæbepalperne 
lange, endeleddet (d. v. s. 4. led) stort. Pronotum 
foran roden med 2 sidegruber, der oftest er forbundne 
med hinanden ved en tværfure. Vingedækkerne med 
afsatte sidedækker. Bagkroppen med temmelig smalt 
opadbøjede sider, 1. frie rygled i det højeste lidt læn- 

18* 



276 



gere end 2., uden længdelinier. Benene i reglen kraftige, 
fødderne med kun een klo. 

De nedennævnte 2 underslægters adskillelse er 
alene baseret på sekundære kønskarakterer på han- 
nens kæbepalper og følehorn, men de opfattes desuag- 
tet ofte som særskilte slægter. 

De fleste arter af denne slægt er for hannernes vedkommende 
lette at bestemme, særlig ved hjælp af følehornenes 2 første 
led. Derimod er en sikker bestemmelse af hunnerne lor nogle 
arters vedkommende - dog ingen af de danske - endnu umulig. 
Hos nogle arter findes 2 former af hannen, den ene (»oedymere«) 
med stærkt fortykkede lår, den anden med simple lår. 

Arterne findes især i løv og mos på skov- og mosebund, 
f. eks. ved roden af træstubbe, hyppigst for- og efterår. Imago 
overvintrer. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum ret stærkt og ret tæt punkteret. Længde 

1,2-1,4 mm 1. puncticollis. 

Pronotum glat eller ret fint og ret spredt punkteret 2. 

2. 2. følehornsled med stærkt konkav inderside og 

med begge inderhjørner spidst udtrukne (fig. 

150 f) 5. burrélli cJ. 

2. følehornsleds inderside ikke konkav; i hvert fald 
det bageste inderhjørne ikke spidst udtrukket. 3. 

3. 2. følehornsled kugleformet, på indersiden ved spid- 

sen med en lille tapf ormet udvækst (fig. 150, a). 
Mundskjoldet med et tyndt, opadrettet horn, 

der ses tydeligt fra siden 2. curtisi (J. 

2. følehornsled uden tapformet udvækst på inder- 
siden ved spidsen. Mundskjoldet uden horn... 4. 

4. Forskinnebenene på indersiden med en lille, ofte 

yderst fin tand. 1. følehornsled i det forreste in- 
derhjørne med et kort spidst fremspring (fig. 
150 b og c) 5. 



277 



Forskinnebenene på indersiden uden tand. 1 . føle- 

hornsled uden fremspring 6. 

5. 1. følehornsled på indersiden uden grube, i det 
højeste lidt bredere end 2. led (fig. 150, c). Bag- 
skinnebenenes spids uden endetorn 3. clavicornis (J. 




a. c urt is i b. bu f bi fer c. cla ui corn is 




d.puncticoUis e.mocropalpus f. burre! fi 
Fig. 150. Bryaxis ^. Højre følehorn. 



1. følehornsled på indersiden bag spidsen med en 
stor grube, meget bredere end 2. led (fig. 150, b). 
Bagskinnebenenes spids med en kort endetorn 

4. biilbifer (J. 

6. 2. følehornsled med fladtrykt, skarpkantet inder- 

side og med forreste inderhjørne udtrukket i en 

kort spids (fig. 150, e) 6. macropålpus ^. 

2. følehornsled simpelt, mere eller mindre kugle- 
formet 7. 

7. 4.-7. følehornsled tydeligt tværbrede, 1. led kun 



278 



lidt længere end bredt. Vingedækkerne næppe så 
lange som tilsammen brede. Længde 1-1,2 mm 8. 
4.-7. følehornsled ikke eller i det højeste svagt 
tværbrede, 1. led mindst l^/g gang så langt som 
bredt. Længde 1,3-1,6 mm 9. 

8. 5.-8. følehornsled ca. dobbelt så brede som lange 

5. burrélli $. 
5.-8. følehornsled ikke nær dobbelt så brede som 

lange 6. macropålpus $. 

9. Kæbepalpernes endeled mindst 3 gange så langt som 

bredt, næsten så langt som 3.-9. følehornsled, 
bredest langt bag midten, derfra tilspidset i næ- 
sten rette linier. Hovedet kun noget tilsmalnet 
fortil, her over halvt så bredt som over øjnene 

2. curtisi $. 

Kæbepalpernes endeled kortere, ikke 3 gange så langt 
som bredt, betydeligt kortere end 3.-9. følehorns- 
led, bredest lidt nærmere midten. Hovedet 
stærkt tilsmalnet fortil, her kun ca. halvt så 
bredt som over øjenene; disse lidt mere frem- 
stående. Følehornene indleddede lidt tættere 

ved hinanden 10. 

10. Kroppen oftest lysere eller mørkere brun. Følehor- 
nene kraftigere, især 1. og 2. led, 1. led rigeligt 
1^/2 gang så langt som bredt, 3. led ikke længere 
end bredt. Længde 1,4-1,6 mm.. 3. clavicornis $. 

Kroppen sort eller brunsort. Følehornene slankere, 
især 1. og 2. led, 1. led dobbelt så langt som 
bredt, 3. led lidt længere end bredt. Længde 1,3- 
1,4 mm 4. biilbifer $. 

1. underslægt Bryåxis s. str. 

(Arcopagus Leach) 

Kæbepalpernes endeled hos c? nied simpel overside. 
1. følehornsled hos (J som regel med særlige karakterer. 
Længde 1,2-1,6 mm. 



279 



1. B. puncticollis Denny (vålidus Aubé). Brun, vinge- 
dækkerne ofte mørkere, følehorn og ben rødlige. Hovedet fint 
punkteret, pronotum bredere end langt, temmelig groft og 
ret tæt punkteret. Vingedækkerne næppe så lange som tilsam- 
men brede, temmelig groft og ret spredt punkterede. Længde 
1,2-1,4 mm. 

^: 1. følehornsled stærkt fortykket, kun lidt længere end 
bredt, på oversiden indadtil med en tydelig grube, 2. led kug- 
leformet (fig. 150, d). Med hensyn til benenes udvikling findes 




a. oracilipes b. validus 

Fig. 151. Hannens parringsorgan hos de to former af Bryaxis 

puncticollis. 



der to former; den ene form, gracilipes Raffr. {neresheimeri 
Wagner) har simple ben; den anden, validus Aubé, har stærkt 
fortykkede ben (især lår) og en lille tand fortil på indersiden 
af forskinnebenene. 

$: 1. følehornsled ikke nær så tykt som hos (J, uden 
grube. 

Da der er en vis, omend ringe forskel i parringsorganets 
bygning hos hanner af gracilipes og hanner af validus, se fig. 
151, anses disse 2 former, hvis udbredelse, f. eks i. Norge, 
synes at være noget forskellig, af nogle, bl. a. Andr, Strand, 
for selvstændige arter, medens andre, bl. a. Besuchet, anser 
dem for former af samme art. 

Ret almindelig (J, O, B). På skygget bund, især i løv og 
mos ved roden af træstubbe. De 2 former forekommer sammen, 
validus dog vistnok mere sparsomt end gracilipes. 



280 



2. B. curtisi Leach. Lysere eller mørkere brun eller sort- 
brun, følehorn og ben rødlige. Hovedet oftest meget fmt 
punkteret. Pronotum lidt bredere end langt, glat eller næsten 
glat. Vingedækkerne omtrent så lange som tilsammen brede, 
spredt og groft punkterede. Længde 1,4-1,5 mm. 

(J: Følehornenes 1. og 2. led stærkt fortykkede, 1. led lidt 
længere end bredt, midt på indersiden med et lille, rundt, 
glat parti, 2. led stort, kugleformet, i det højeste lidt bre- 
dere end 1., på indersiden ved spidsen med en lille tapf or- 
met udvækst (fig. 150, a). Mundskjoldet med et tyndt, op- 
adrettet horn. Forskinnebenene fortil på indersiden med en 
lille tand, bagskinnebenenes spids indvendig med en lille 
torn. 

$: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. led ca. 1 V2 gang så 
langt som bredt, 2. led noget smallere end 1., aflangt kugle- 
formet. 

Sjælden (J, 0, B). Sønderborg, Nørholm skov (se under 
clavicornis), Brakør skov; Marienlund, Fruens Bøge og Kille- 
rup på Fyn, Ledreborg (dels hos Lasius fuliginosus i hule 
træer, dels under løv, maj), Brede hos Lasius fuliginosus). På 
fugtig, skygget skovbund, under løv og mos, af og til hos 
myrer. 

3. B. clavicornis Panz. Lysere eller mørkere brun eller 
sortbrun, følehorn og ben rødlige. Hovedet oftest meget fmt 
punkteret. Pronotum bredere end langt, glat. Vingedækkerne 
ganske lidt længere end tilsammen brede, groft og temmelig 
spredt punkterede. Længde 1,4-1,6 mm. 

(J: Følehornenes 1. led cylindrisk, over V/2 gang så langt 
som bredt, i det forreste inderhjørne med et kort, spidst frem- 
spring; 2. led i det højeste lidt smallere end 1., lidt bredere 
end langt, med svagt konveks, kamagtigt fladtrykt inderside, 
det bageste inderhjørne stumpt, det forreste retvinklet eller 
ganske lidt spidst fremtrukket (fig. 150, c). Forskinnebenene 
fortil på indersiden med en lille tand. Foruden den normale 
form findes også en form med stærkt fortykkede lår og skin- 
neben og med bagskinnebenene udbugtede på indersiden mod 
spidsen (var. inpdtipes Reitter). 



281 



$: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. led rigeligt l^/g 
gang så langt som bredt, 2. led lidt smallere end 1., aflangt 
kugleformet. 

Sjælden (J, 0). Nørholm skov (i antal på fugtig skovbund 
med talrige musegange, sammen med curtisi; den tykbenede 




Fig. 152. Bryaxis bulbifer cJ. x 33. 

hanform var her betydeligt talrigere end den normale form, 
^i/g); Marienlund og Fruens Bøge ved Odense. 



4. B. bulbifer Reichenb. (fig. 152). Sort eller brunsort, 
følehorn og ben brunrøde, lårene ofte mørkere. Hovedet 
næsten glat. Pronotum lidt bredere end langt, næsten glat. 
Vingedækkerne ganske lidt længere end tilsammen brede, 
groft og temmelig spredt punkterede. Længde 1,3-1,4 mm. 

(J: Følehornenes 1. led fortykket, næppe l^/g gang så 
langt som bredt, med forreste inderhjørne udtrukket i en 



282 



kort spids og bag denne med en stor grube. 2. led meget smal- 
lere end 1., i det højeste så langt som bredt, spredt, groft 
punkteret, med svagt konveks inderside, bageste inderhjørne 
stumpt eller retvinklet, forreste inderhjørne yderst svagt 
spidst udtrukket (fig. 150, b). Forskinnebenene fortil på 
indersiden med en lille tand, bagskinnebenenes spids med en 
kort endetorn. 

$: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. ca. dobbelt så langt 
som bredt, 2. lidt smallere, aflangt kugleformet. 

Almindelig (J, 0, B). På fugtig mose- og engbund, også 
i tørvemoser. Kan undertiden aftenketses. 

2. underslægt Bythinus Leach. 

Kæbepalpernes endeled hos ^ på oversiden med en 
blank knude. Følehornene hos cj med simpelt, kort 1. 
led og med skarpkantet inderrand og vinkelformet for- 
reste inderhjørne på 2. led. Længde 1-1,2 mm. 

5. B. burrélli Denny. Mørkere eller lysere brun, følehorn 
og ben rødgule. 3.-10. følehornsled stærkt tværbrede. Hove- 
det oftest meget fmt punkteret. Pronotum bredere end langt, 
næsten glat, vingedækkerne næppe så lange som brede, spredt 
og temmelig groft punkterede. Længde 1-1,2 mm. 

(J: Følehornenes 1. led næppe fortykket, næppe længere 
end bredt, 2. led stort, længere end bredt, med fladtrykt og 
skarpkantet, stærkt konkav inderside og med begge inder- 
hjørner spidst udtrukne, det forreste længst (fig. 150, f). 

$: Følehornenes 1. led simpelt, kun lidt længere end bredt, 
2. led kugleformet, næsten så bredt som 1. 

Af burrélli og macrocephalas forekommer hanner med sim- 
pelt 2. følehornsled, kendelige som hanner ved, at 4. kæbepal- 
peled, ligesom hos normale hanner er tykkere end hos hunnen 
og på oversiden har en, hos burrélli kraftig, hos macrocephalus 
svag knude. Sådanne hanner, der f. eks. i nogle egne af Eng- 
land er hyppigere end normale hanner, er vistnok ikke fundet 
hos os. 

Udbredt, men ikke helt almindehg (J, 0). På skygget, 
fugtig skovbund, f. eks. i ellemoser, under løv. En enkelt 
gang, vistnok tilfældigt, fundet i en muldvarperede. 



283 



6. B. macropålpus Aubé (distinctus Chaud.). Lysere eller 
mørkere brun, følehorn og ben rødgule. 3.-10. følehornsled 
noget tværbrede. Hovedet oftest meget fint og spredt punk- 
teret. Pronotum bredere end langt, næsten glat. Vingedæk- 
kerne næppe så lange som tilsammen brede, spredt og temmelig 
groft punkterede. Længde 1,1-1,2 mm. 

(J: Følehornenes 1. led næppe fortykket, kun lidt længere 
end bredt, 2. led ca. så langt som bredt, lidt bredere end 1. 
indersiden ret eller svagt konveks og, ligesom den inderste 
del af bagranden, fladtrykt og skarpkantet, bageste inderhjørne 
stumpt, forreste inderhjørne udtrukket i en kort spids (fig. 
150, e). Jfr. ovenfor under burrelli. 

$: Følehornenes 1. led simpelt, lidt længere end bredt, 2. 
led kugleformet, lidt smallere end 1. 

Hidtil kun fundet på øerne, hvor den vistnok er udbredt, 
men ikke almindelig. F. eks. Møn, Ermelunden, Dyrehaven, 
Rudeskov. Levevis som puncticollis; undertiden fundet i 
muldvarpereder. 

14. Tychus Leach. 

Hovedet mellem øjnene i det højeste med 2 meget 
små gruber. Følehornene med 3-leddet, tydeligt afsat 
kølle. Pronotums rod med 5 små, i en tværrække stå- 
ende gruber og med 2 store sidegruber. Vingedækkerne 
uden afsatte sidedækker. Bagkroppen med temmelig 
smalt opadbøjede sider, det første frie rygled meget 
længere end 2., uden længdelinier. Benene ret slanke, 
fødderne kun med een klo. 

1. T. ni ger Payk. (fig. 153). Sort, følehorn og ben rødlige, 
vingedækkerne undertiden helt eller delvis røde. Hovedet 
smallere end pronotum; dette bredere end langt. Vingedæk- 
kerne omtrent så lange som tilsammen brede. Længde 1,3- 
1,5 mm. 

(J: De mellemste hofteringe med en bagudrettet torn. 
Følehornenes 5. led meget større end 4. og 6. (hos 9 næppe 
større end 4. og 6.). 



284 



Ret almindelig (J, 0, B). På fugtig mose- og engbund, i 
løv, mos og opskyl; undertiden, tilfældigt, hos Lasius fuligl- 
nosus. Kan aftenketses. Marts-juni. 




Fig. 133. Tychus niger c?, x ,30. 



4. slægtsgruppe. 

(Pselåphini og Tyrini). 

Hofteringene, i hvert fald på mellembenene lange, 
lårene indleddede på deres spids (fig. 130, p. 239). 
Fødderne med 2 lige lange kløer (Tyrus) eller med 
kun een klo (Pselaphus). Kroppen smal fortil, bredere 
bagtil. 



285 



15. Psélaphus Hbst. 
Hovedet smalt; følehornene slanke, med 3-leddet 
kølle, kæbepalperne meget lange. Pronotum smalt. 
Vingedækkerne bagtil stærkt udvidede, med afsatte 




Fig. 154. Psélaphus heisei (^. x 26. 

sidedækker, langs bagranden med en tæt gul hår- 
bræmme. Bagkroppen meget bred, 1. frie rygled meget 
langt, de følgende meget korte. Benene slanke, fød- 
derne med kun een klo. 



Oversigt over arterne. 

1. Pronotum foran roden med en dyb, buet tværfure. 

Hovedet mellem øjnene uden knuder 1. dresdénsis. 



286 



Pronotum uden tværfure foran roden. Hovedet mel- 
lem øjnene med 2 små, lyse knuder 2. heiséi. 

1. Ps. (underslægt Pselaphaulax Reitt.) dresdénsis Hbst. 
Brunlig med lysere følehorn og ben. Hovedet lidt længere end 
bredt, med 2, undertiden sammenflydende gruber mellem 
øjnene. Pronotum lidt længere end bredt, siderne bagtil ran- 
dede. Yingedækkerne med fuldstændig, fortil meget dyb 
rygstribe. Længde 1,6-1,8 mm. 

(J: Bagbrystet stærkere hvælvet, med en midtfure. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0). På fugtig mose- og eng- 
bund, i løv, mos og opskyl. Kan aftenketses. Febr.-juni, 
aug. 

2. Ps. (underslægt Psélaphus s. str.) heiséi Hbst. (fig. 154). 
Brunlig, følehornenes inderste del og benene lidt lysere. Hove- 
det længere end bredt. Pronotum længere end bredt, siderne 
ikke randede. Vingedækkerne med fuldstændig, fin rygstribe. 
Længde 1,6-1,8 mm. 

(J: Bagranden af bagkroppens 1. frie rygled stærkere til- 
bagetrukket end hos $. Bagbrystet i midten med en bred fure, 
der på hver side begrænses af en køl. 1. bugled let indtrykt i 
midten. 

Almindelig (J, 0, B). Levevis som dresdensis. 



16. Tyrus Aubé. 
Adskiller sig fra alle vore andre slægter ved fød- 
dernes 2 lige lange kløer og de på indersiden tandede 
forlår. Hovedet med 2 gruber mellem øjnene; følehor- 
nene slanke, med 3-leddet, svagt afsat kølle. Prono- 
tum med 2 sidegruber, der er forbundne med hinan- 
den ved en fm tværfure. Bagkroppen bred, de fire 
første frie rygled omtrent lige lange, med bredt af- 
satte, opadbøjede sider, det første i midten med en 
lille ophøjet fold ved roden. 



287 



1. T. sanguineus L. (mucronåtus Panz.). Sort eller 
sortbrun, vingedækkerne brunrøde, følehorn og ben rødlige. 
Hovedet ca. så langt som bredt. Pronotum næppe bredere end 
hovedet, noget længere end bredt. Vingedækkerne fint punk- 
terede, omtrent dobbelt så brede som pronotum. Længde 
2-2,3 mm 

(J: Bagbrystet stærkt (hos $ svagt) udhulet. De mellemste 

følehornsled tydeligt (hos § kun ganske lidt) længere end 

brede. 

Meget sjælden (J, 0) og ikke fundet hos os i over 60 år. 
Rugballegård ved Vejle (3 eks.); Roden skov (1 eks., ^^1^ 
1884). Arten lever især i trøsket ved, under løs bark, i hule 
træers muld eller under mos på gamle stammer og stubbe. 
Den søger både til løvtræer (eg, bøg, el, birk, asp) og til nåle- 
træer (fyr, gran, lærk), og er ofte fundet sammen med myrer 
(Formica rufa, fusca og sanguinea, Lasius brunneus og niger), 
men vistnok kun hvor disse bygger i stubbe og stammer eller 
under bark; hyppigt er den fundet siddende på indersiden 
af løs bark på soleksponerede, mod fugtighed beskyttede 
steder. Oftest enkeltvis eller fåtallig, men undertiden i antal. 



2. underfam. Clavigérinae. 

Følehornene 6-leddede, 1. led meget lille, endeled- 
det afstudset (fig. 155). Bagkroppen med 3 frie rygled, 
det første meget stort. 

17. Clåviger Preyssler. 

Formen smal fortil, bred bagtil. Hovedet langt og 
smalt, uden øjne. Munddelene meget små. Vingedæk- 
kerne stærkt udvidede bagtil, uden sømstribe og uden 
afsatte sidedækker, mod baghjørnerne ophøjede og 
forsynede med lange, gule hår. Bagkroppens første 
frie rygled meget stort, i forhjørnerne med et kraftigt 
gult hårknippe og langs forranden, undtagen i midten, 
med en kort, gul hårbræmme. Benene kraftige, fød- 
derne med kun een klo, 1. og 2. fodled meget korte. 



288 



Arterne af denne slægt hører til de ægte myregæster (sym- 
philer). De afsondrer fra de behårede dele af kroppen et stof, 
der slikkes af myrerne. De fodres af myrerne, men søger dog 
måske også tildels selv deres næring. 

Oversigt over arterne. 

1. 3. og 4. følehornsled meget længere end brede (fig. 
155, b). Bagkroppens første frie rygled ved roden 
med 2 dybe længdelinier, uden grube 1. longicornis. 



a. &. 

Fig. 155. Claviger. Følehorn (det lille 1. led ikke synligt). 

3. Og 4. følehornsled bredere end lange (fig. 155, a). 
Bagkroppens første frie rygled ved roden med 
en dyb, aflang grube 2. teståceus. 

1. Cl. longicornis Muller. Rødgul. Hovedet smalt, næppe 
længere end pronotum. Følehornene omtrent dobbelt så lange 
som hovedet, 3. led mindst 4 gange så langt som bredt, 4. mindst 
dobbelt så langt som bredt, 5. mindst så langt som bredt. 
Længde 2,4-2,7 mm. 

(J: Mellemskinnebenene på indersiden noget over spidsen 
med en lille, skarp tand. 

Meget sjælden (0). Ringsted å (1 eks. i en tue af Lasius 
flaviis på en grøftevold), Boserup skov (i stort antal sammen 
med Notothecta confusa i et i jorden anlagt bo af Lasius 
fuliginosusy hvor også enkelte Lasius umbratus var til stede, 
^^Uy ^U)y Røsnæs i antal på højt, åbent bakkedrag, under 



289 

sten hos Lasius flavus, maj), fæstningsterrænet ved Husum 
(2 eks. i en tue af Lasius niger, ^^U), Dronninggård ved Holte 
(nogle eks. i et bo af Lasius umbratus i en gammel træstub, 
helt tildækket af jord, »o/g). Arten lever hyppigst hos Lasius 
umbratus, vistnok især, hvor denne bygger i stubbe, f. eks. 
af eg eller poppel, sjældnere hos andre Lasius-Sirier. Apr.- 
maj, aug. 




Fig. 156. Claviger testaceus c?, x 20. 

2. Cl. testaceus Preyssler (fig. 156). Rødgul. Hovedet hdt 
længere end pronotum. Følehornene ca. ^/g længere end hove- 
det, 4. og 5. led mindst dobbelt så brede som lange. Længde 
2-2,3 mm. 

(J: Mellemlårene på indersiden nær roden med en lille, 
spids tand. Mellemskinnebenene som hos longicornis. 

Udbredt, men noget stedegen (J, 0, B). På solåben bund 
i Lasius flavus' tuer, sjældnere hos andre myrer, f. eks. Lasius 
niger. Apr.-juni, sept. 



10. familie Histéridae. 

Følehornene knæede, med langt, skaftformet rod- 
led, 7-leddet svøbe og kompakt kølle, der oftest er 

Victor Hansen: Ådselbiller 19 



290 



tydeligt 3- eller 4-leddet, men hos Hetaerius tilsyne- 
ladende uleddet. Pronotum slutter sig tæt til vinge- 
dækkernes rod. Vingedækkerne bagtil afstudsede, bag- 
kroppens 2 yderste led (pygidium og propygidium) 
hos de danske slægter udækkede. Bagbrystet meget 
stort, ofte sammenvokset med mellembrystet. For- 
hofterne tværbredt valseformede, adskilte fra hin- 
anden af en til mellembrystet sluttende forbrystfor- 
længelse, deres hofteskåle bagtil åbne. Mellemhofterne 
kugleformede eller ovale, adskilt langt fra hinanden. 
Baghofterne bredt trekantede, langt adskilte fra hin- 
anden. Benene oftest kraftige graveben, fødderne 5- 
leddede, kun hos Acritus 4-leddede på bagbenene. 
Bagkroppen med 5 frie bugled; pygidium oftest lodret 
eller omtrent lodret stillet. 

Histrene eller, som de ofte kaldes på dansk, stump- 
billerne adskilles let fra alle de andre i nærværende 
bind behandlede familier ved de knæede følehorn med 
kompakt følehornskølle. Deres krop er stærkt kitini- 
seret og som regel kort, plump og hvælvet. Hovedet 
er hos alle de danske slægter i hvilestillingen stærkt 
nedadbøjet og trukket stærkt tilbage i pronotum. Til 
optagelse af følehornsskaftet findes på hovedet en 
fure, oftest mellem øjnene og kindbakkernes rod, og 
til optagelse af følehornskøllen findes hos alle de 
danske slægter gruber enten i forbrystet eller i den 
forreste del af prothorax's sidedækker. 

Pronotum ofte med en fin stribe i sideranden (side- 
randstriben) og yderligere med 1 eller 2 sidestri- 
ber indenfor siderandene (fig. 157). 

Vingedækkerne (fig. 157) oftest korte og brede, bag- 
til afstudsede, sidedækkerne oftest tydeligt afsatte 
ved en længdestribe (randstriben). Bag skulder- 
bulen findes en fin, skrå linie, skulderstriben 



291 



(humeralstriben), og indenfor denne 6 striber, af 
hvilke de 5 yderste benævnes 1. til 5. rygstribe, talt 
fra siden, medens den inderste (altså 6.) kaldes søm- 
striben. Bag skulderstriben, udenfor 1. rygstribe, 
findes ofte 1 eller 2 (en inderste og en yderste) side- 




Y5M 



dSH 



Fig. 157. Hister unicolor. SR: pronotums siderand, i hvilken side- 
randstriben er beliggende. YS og IS: ydre og indre sidestribe. 
H : vingedækkernes humeralstribe. YSH og ISH: deres ydre og 
indre subhumeralstribe. 1-5: 1.-5. rygstribe, 6: sømstriben. Pp: 
propygidium. P: pygidium. 



striber (subhumeralstriberne). Af de nævnte stri- 
ber er dog som oftest flere kun antydede eller endog 
forsvundne. Randstriben og sømstriben er ofte for- 
bundne ved en stribe langs vingedækkernes bagrand 
(spidsstriben). Vingedækkernes yderste parti er 
ofte ombøjet på kroppens sider og forsynet med et 
længdeindtryk (sideindtrykket). Endelig er side- 
dækkerne ofte forsynede med 1 eller 2 længdestriber. 
Hos Onthophilus er vingedækkerne, såvel som prono- 
tum, forsynede med længderibber. 

19* 



292 



Af Crowson^) samles Histeridae og Sphaeritidae^) 
samt den hos os ikke repræsenterede familie Syntelii- 
dae i en overfamilie, Histeroidea, der sammen med 
overfamilierne Staphylinoidea og Hydrophiloidea (vand- 
kærer) opstilles som familierækken Staphyliniformia. 

De fleste arter træfles ved ådsel og i gødning; flere arter er 
knyttet til myreboer, barkbillegange eller muldvarpereder; 
nogle søger til udflydende træsaft og svampe, andre træffes 
på sandede strandbredder eller i det hele taget på sandbund; 
et par arter er især knyttet til fuglereder. De fleste arter er 
både som imago og som larve rovdyr, der især ernærer sig af 
æg, larver og pupper af andre insekter, f. eks. fluer og bark- 
biller. 

Af denne familie er der hidtil herhjemme fundet 53 arter. 

Oversigt over slægterne. 

1. Følehornene indleddede under pandens siderand, 

mellem øjnene og kindbakkernes rod (fig. 158) 2. 
Følehornene indleddede indenfor øjnene, i en dyb 
indbugtning af pandens sider (fig. 159). Længde 
højst 3,5 mm (slægtsgruppe Abraeini) 10. 

2. Alle skinneben brede, forsynede med fodfurer, uden 

synlig endespore. Oversiden spredt og ret langt 
behåret. Følehornskøllen uleddet, med afstudset 
spids (fig. 160). Farven rødlig. Længde 1,5-2 mm 

6. Heta^rius (p. 312). 
Forskinnebenene med tydelig endespore. Over- 
siden nøgen. Følehornskøllen ikke afstudset på 
spidsen 3. 

3. Alle skinneben med fodfurer, mellem- og bagskin- 

nebenene meget brede, bredest omtrent i midten, 
herfra tilsmalnede mod spidsen, ydersiden i det 

') Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48. 

2) Denne familie, der tidligere betragtedes som henhørende under 
Clavicornia, er behandlet i Danmarks Fauna, Biller XIII, p. 23-24. 



293 



højeste med enkelte spredte, meget korte torne 
(fig. 161, d). Hovedet på hver side indsnævret, 
så at tiismalningen fremefter sker i vinkelbøjede 
linier (som fig. 158, b) ... 3. Dendrophilus (p. 309). 




a. Hister b. Saprinus 

Fig. 158. Hoved af Hister striola og Saprinus semistriatus. 

Mellem- og bagskinnebenene uden fodfurer, ikke 
tilsmalnede fra midten mod spidsen, ydersiden 
oftest tydeligt tornet 4. 





Fig. 159. Fig. 160. 

Fig. 159. Hoved af Onthophilus. 
Fig. 160. Hetaerius. Højre følehorn. 



4. Hovedet tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier 
(fig. 158, a). Forbrystet med en ved en mere eller 

mindre tydelig tværsøm afsat strubeplade 

Hovedet på hver side indsnævret, så at tiismal- 
ningen fremefter sker i vinkelbøjede linier (fig. 
158, b). Forbrystet uden afsat strubeplade (2. 
slægtsgruppe Saprinini) 



294 



5. Scutellum usynligt. Vingedækkerne i det højeste 

med korte spor af rygstriber. Længde 2-2,3 mm 

5. Micromalus (p. 311). 
Scutellum synligt. Vingedækkerne i hvert fald med 
nogle fuldstændige rygstriber 6. 

6. Panden uden tværfure. Lille, 2-2,5 mm 

4. Cårcinops (p. 310). 





a. Hister b. Saprinus c. ]\Iicromalus d. Dendrophilus 

Fig. 161. Venstre forben af Hister cadaverinus, Saprinus semistri- 
atiis og Micromalus flavicornis og venstre mellemben af Dendro- 
philus pygmaeus. 



8. 



9. 



Panden med en i midten ofte afbrudt tværfure. 
Større, mindst 3 mm 7. 

Forskinnebenenes fodture S-formet bøjet, også ud- 
adtil ret tydeligt begrænset. Mellem- og bagskin- 
nebenenes yderside tydeligt tandet (fig. 162) 

1. Platysoma (p. 295). 

Forskinnebenenes fodture omtrent ret, kun indadtil 

skarpt begrænset (fig. 161, a) ... 2. Hister (p. 297). 

Panden med en fure eller køl, der i hvert fald er 
tydelig på hver side langs øjets inderrand. For- 
skinnebenene med tandet, mellem- og bagskinne- 
benene med tornet yderside ... 9. Saprinus (p. 320). 

Panden uden fure eller kol langs øjets inderrand. . 9. 

Oversiden næppe synligt punkteret. Forskinnebe- 
nene temmelig smalle, deres yderside ikke tyde- 
ligt tandet 7. Myrmétes (p. 314). 



295 



Oversiden kraftigt punkteret. Forskinnebenene 
temmelig brede, deres yderside tydeligt tandet 

8. Gnathoncus (p. 315). 

10. Pronotum og vingedækkerne med ophøjede ribber 

(fig. 179, p. 334) 11. Onthophilus (p. 333). 

Pronotum og vingedækkerne uden ophøjede ribber 11. 

11. Pronotums sider opsvulmede, indvendig begræn- 

sede af en dyb fure (fig. 178, p. 332) 

10. Plegåderus (p. 330). 
Pronotums sider ikke opsvulmede 12. 

12. Alle fødder 5-leddede. Vingedækkernes sidedækker 

ikke afsatte 12. Abraeus (p. 335). 

For- og mellemfødder 5-leddede, bagfødderne 4- 
leddede. Vingedækkernes sidedækker afsatte ved 
en dyb længdestribe 13. Åcritus (p. 338). 

1. slægtsgruppe Histérini 

Følehornene indleddede under pandens siderand, 
mellem øjnene og kindbakkernes rod. Forbrystet med 
en ved en mere eller mindre tydelig tværsøm afsat 
strubeplade. 

1. Platysoma Leach. 

Nær beslægtet med den følgende slægt, men adskilt 
fra den ved forskinnebenenes S-formet svungne, på 
begge sider skarpt begrænsede fodfurer og mellem- og 
bagskinnebenenes tydeligt tandede yderside. Pronotum 
med fm, ofte kun fortil tydelig siderandstribe og med 
1, eller sjældent 2 sidestriber. Vingedækkerne med fm 
skulderstribe, oftest uden subhumeralstriber. Føle- 
hornsf urerne anbragt i forhjørnerne af prothorax' 
sidedækker. 

Arterne lever både som larver og som fuldvoksne insekter 
under træbark og ernærer sig væsentligt af barkbille- og flue- 
larver. 



296 



Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkerne betydeligt længere end tilsammen 

brede. Pronotum ca. ^/a gang bredere end langt. 
Propygidium og pygidium fint punkterede. Yin- 
gedækkerne med 4 fuldstændige rygstriber . . lineåre. 
Vingedækkerne ikke eller næppe længere end til- 
sammen brede. Pronotum omtrent dobbelt så 
bredt som langt. Propygidium og pygidium 
groft punkterede 2. 

2. Kroppen hvælvet, siderne let rundede ... 2. front åle. 
Kroppen flad, temmelig parallelsidet 3. 

3. Vingedækkerne med 3 fuldstændige rygstriber 

1. compréssum. 
Vingedækkerne med 4 fuldstændige rygstriber 

deplanåtum. 

1. PI. compréssum Hbst. (fig. 162). Aflang, temmelig 
parallelsidet, flad; blankt sort, følehorn og ben lysere eller 
mørkere brune, køllen rustrød. Pronotum tydeligt punkteret 
indenfor sidestriberne. Vingedækkernes 1.-3. rygstribe fuld- 
stændig, 4. oftest tydelig bagtil, 5. ofte udvisket, sømstriben 
oftest forsvundet helt. Propygidium og pygidium groft, ret 
spredt punkterede. Forskinnebenenes yderside 4-tandet, 
mellem- og bagskinnebenene med tvespidset spidstand, de 
første yderligere med 2, de sidste oftest kun med 1 tand på 
ydersiden. Længde 3,3-3,8 mm. 

Temmelig almindelig (J, 0). Under bark af løvtræer, især 
bøg og eg. Maj-sept. 

2. PL frontåle Payk. Adskilt fra compréssum ved kortere, 
mere hvælvet og på siderne mere rundet krop samt ved, at 
antallet af tænder (foruden den tvespidsede spidstand) på 
ydersiden af mellem- og bagskinnebenene som regel er hen- 
holdsvis 3 og 2, at mesosternums randstribe ikke (som hos 
compréssum) er afbrudt ved forranden og metasternums side- 
randstriber enkelte (hos compréssum dobbelte). Vingedæk- 
kerne med 3 fuldstændige rygstriber. Længde 3-4 mm. 



297 

Meget sjælden (J). Kun fundet i Draved skov (1 stk. på 
en birkestub, ^^/s). I Sverige er den som regel fundet under 
løs bark af tykke, liggende birkestammer med angreb af 
træbukke- og andre billelarver; i Tyskland især under bøge- 
og egebark, kun undtagelsesvis under gran- og fyrrebark. 




Fig. 162. Platysoma compressum. x 13. 

[PL deplanåtum Gyll. (3-4 mm) og PI. lineåre Er. 
(3,5-4 mm), der er kendelige ved de i oversigten nævnte 
skelnemærker, er fundne bl. a. i Skåne og Sydnorge. PL 
deplanåtum er i Sverige især fundet under bark af asp (med 
træbukkelarver) og birk (med Scolytus-lsLrver), i Tyskland 
under bark, f. eks. af poppel og fyr. PL lineare er fundet 
under fyrrebark med barkbilleangreb.] 

2. Hister L. 

Hovedet tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier, 
panden med en i midten ofte afbrudt tværfure. Pro- 
notum i selve sidekanten med en meget fin, fuldstændig 
eller bagtil forkortet siderandstribe og på hver side 
tillige med 1 eller 2 sidestriber, der ofte er forbundne 



298 



ved en bag pronotums forrand løbende tværstribe. 
Scutellum lille, trekantet. Af mellembrystets epimerer 
er et lille trekantet stykke synligt fra oven mellem 
pronotum og vingedækkerne. Vingedækkernes ombo- 
jede sider med et længdeindtryk, der ofte er forsynet 
med 1 eller 2 furer og snart punkteret, snart upunkte- 
ret; sidedækkerne tydeligt afsatte ved en randstribe; 
følehornsgruberne anbragte i forhjørnerne af protho- 
rax's sidedækker, undertiden dog manglende. For- 
skinnebenene udvidede mod spidsen, hvor de er bre- 
dest, med fodture, der kun indvendig er skarpt be- 
grænset (fig. 161, a). Mellem- og bagskinnebenene sva- 
gere udvidede mod spidsen, deres yderside med 2 ræk- 
ker torne. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum på hver side, foruden siderandstriben, 

med 2 sidestriber, der undertiden er forkortede 

bagtil eller endog kun tydelige helt fortil 2, 

Pronotum på hver side, foruden siderandstriben, 

kun med 1 sidestribe 9. 

2. Vingedækkerne rødplettede 6. quådrinotåtus. 

Vingedækkerne ensfarvet sorte 3. 

3. Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige 4. 
Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige 6. 

4. Forskinnebenenes yderside med 5 tænder. Vinge- 

dækkerne uden subhumeralstriber. Længde 3,5- 

6 mm 7. funéstus. 

Forskinnebenenes yderside med 3 eller 4 tænder. 
Vingedækkerne med 1 eller 2 subhumeralstriber. 
Længde 5,5-10 mm 5. 

5. Større, 7-10 mm. Formen bredere. Pygidium ret 

fmt punkteret 1. unicolor. 

Mindre, 5,5-7 mm. Formen mere aflang. Pygidium 

groft punkteret 2. terricola. 



299 



6. Vingedækkerne uden subhumeralstriber. Mindre, 

3,5-4,5 mm 8. bissexstriåtus. 

Vingedækkerne med en subhumeralstribe. Større, 
5-8,5 mm 7. 

7. Følehornskøllen rustrød. Forskinnebenenes yder- 

side med 4 tænder. Vingedækkernes sideindtryk 
temmelig fmt og spredt punkteret ... 5. merdårius. 
Følehornskøllen sortbrun. Forskinnebenenes yder- 
side med 5 eller 6 tænder. Vingedækkernes side- 
indtryk temmelig groft punkteret 8. 

8. Gennemsnitlig større, 5,5-8,5 mm. Pandetvær- 

furen i midten buet, ofte afbrudt. Vingedæk- 
kernes 3. rygstribe uden tydeligt indtryk ved 
roden. Pygidium ret groft og meget tæt punk- 
teret 3. cadaverinus. 

Gennemsnitlig mindre, 5-7 mm. Pandetværfuren i 
midten tydeligt vinkelbøjet (fig. 158, a). Vinge- 
dækkernes 3. rygstribe ved roden med et tyde- 
ligt indtryk. Pygidium noget finere og endnu 
tættere punkteret 4. striola. 

9. Vingedækkernes 5 rygstriber alle fuldstændige. 

Pronotums siderandstribe når kun tilbage til 
midten. Pygidium fint og spredt punkteret. . . . 10. 
Vingedækkernes 3 eller 4 yderste rygstriber fuld- 
stændige 11. 

10. Vingedækkerne røde, med sort plet. Pronotum for- 

til på hver side, indenfor sidestriben med en dyb 

grube 17. bimaculåtus. 

Vingedækkerne ensfarvet sorte. Pronotum fortil på 
hver side, indenfor sidestriben i det højeste med 
svag antydning af et indtryk 18. duodecimstriåtus. 

11. Vingedækkerne rødplettede 12. 

Vingedækkerne ensfarvet sorte 13. 

12. Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige. 

Længde 5-7 mm 9. bipustulåtus. 

Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige. 

Længde 3,5-5 mm 16. purpuråscens. 



300 



13. Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige, 

deres sideindtryk glat 10. stercorårius. 

Yingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige, 
i modsat fald deres sideindtryk punkteret 14. 

14. Yingedækkerne med næsten glat sideindtryk og 

4 fuldstændige rygstriber 

16. purpuråscens var. niger. 
Yingedækkernes sideindtryk punkteret 15. 

15. Yingedækkernes subhumeralstribe manglende eller 

meget kort 16. 

Yingedækkernes subhumeralstribe lang 17. 

16. Kindbakkernes øverste yderrand skarp. Pygi- 

dium fint og spredt punkteret. Yingedækkernes 
sideindtryk med 2 svagt punkterede furer 

19. CO r vin u s. 
Kindbakkernes øverste yderkant stump. Pygidi- 
um ret tæt og groft punkteret. Yingedækkernes 
sideindtryk med 2 tydeligt punkterede furer. . . 

20. praetermissus. 

17. Pronotums siderandstribe når helt eller næsten 

helt tilbage til roden. Yingedækkernes 4 yderste 
rygstriber fuldstændige, sømstriben nående frem 

langt forbi midten 11. marginåtus. 

Pronotums siderandstribe når højst tilbage til 
midten. Yingedækkernes sømstribe som regel 
ikke nående længere frem end til midten 18. 

18. Formen aflang. Større, 5-6,5 mm 12. negléctus. 

Formen kort. Mindre, 3,5-5 mm 19. 

19. Pronotums sidestribe langt adskilt fra sideranden, 

næsten ret. Pygidium og propygidium finere og 
mere spredt punkterede. Yingedækkernes side- 

. indtryk mere spredt punkteret 13. ventrålis. 

Pronotums sidestribe temmelig kort adskilt fra side- 
randen, noget buet. Pygidium og propygidium 
i hvert fald temmelig tæt og groft punkterede. 
Yingedækkernes sideindtryk temmelig tæt og 
groft punkteret 20. 



301 



20. Forbrystforlængelsen mellem forhofterne ikke 
randet på siderne. Pygidiums og propygidiums 

punktur mindre tæt og grov 14. carbonårius. 

Forbrystforlængelsen mellem forhofterne randet 
på hver side. Pygidiums og propygidiums punk- 
tur tættere og grovere 15. stigmosus. 

1. H. unicolor L. (fig. 157, p. 291). Vor største art. Tem- 
melig bred og hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. 
Pronotums yderste sidestribe når højst tilbage til midten, 
den inderste noget længere. Yingedækkerne med en indre, 
fortil forkortet og fortil en kort, buet, ydre subhumeral- 
stribe, de 3 inderste rygstriber kun antydede i bageste halv- 
del, sideindtrykkene spredt punkterede. Punkturen på pygi- 
dium temmelig fin og tæt, på propygidium noget grovere 
og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 3-tandet. Længde 
7-10 mm. 

Almindelig (J, 0, B). I gødning, ved ådsler og træsaft, i 
svampe og plantemuld. Undertiden i selskab med myrer 
(Lasius ful [g i nos us). Maj-juni, sept. En larve, fundet ^^j^, for- 
pupning Vg^ klækning ^^/g. 

2. H. terricola Germ. Noget aflang, temmelig hvælvet, 
blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums yderste 
sidestribe når tilbage til midten, den inderste til lidt foran 
roden, vingedækkerne med en (ydre) næsten fuldstændig 
subhumeralstribe, de 3 inderste rygstriber i det højeste an- 
tydede ved vingedækkernes spids, sømstriben dog undertiden 
nående frem til midten, sideindtrykkene næsten glatte. 
Punkturen på pygidium grov og tæt, på propygidium mere 
spredt. Forskinnebenenes yderside med 4 tænder, 3 større 
og en (øverste) lille. Længde 5,5-7 mm. 

Sjælden (J, 0). Horsens (i kompost); Ærø, Nykøbing F., 
Øbjerggård (i antal i plantemuld), Valby (i antal i en plante- 
mødding, maj), Holte. Den træffes hyppigst ved henråd- 
nende plantedele, f. eks. i kompostbunker, også indendørs i 
kældere og stalde, men angives også undertiden at forekom- 
me under gødning, især fåregødning. Apr.-juli, nov. 



302 



3. H. cadaverinus Hoffm. (fig. 163). Temmelig bred og 
hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere, køllen med 
svungne sømme. Pronotums 2 sidestriber i reglen omtrent 
fuldstændige, den inderste bagtil noget buet, nærmende sig 
den yderste. Vingedækkerne med en (ydre) næsten fuldstæn- 




Fig. 163. Hister cadaverinus. x 6. 

dig subhumeralstribe, de 2 inderste r^^gstriber oftest kun 
antydede ved vingedækkernes spids. Punkturen på pygidium 
ret grov og meget tæt, på propygidium noget grovere og 
mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 5- eller 6-tandet. 
Længde 5,5-8,5 mm. 

Almindelig (J, 0, B). I gødning, ved ådsler, i svampe og 
plantemuld. Apr.-aug. 

4. H. strlola Sahlb. (succlcola Thoms.). Ligner den fore- 
gående stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved, at følehornskøllens sømme er 
rette, og spidsen af forbrystets strubeplade er afrundet til- 



303 



spidset, ikke som hos den foregående afrundet afstudset. 
Længde 5-7 mm. 

Almindelig (J, 0), særlig ved gærende saft under træbark 
eller ved foden af eg, bøg og birk, men også undertiden ved 
ådsel eller gødning. Maj-juli. 

5. H. merdårius HofYm. Noget aflang, blankt sort, føle- 
hornene rødbrune, med rustrød kølle. Pronotums sidestriber 
omtrent som hos de 2 foregående. Vingedækkerne med en 
(ydre) næsten fuldstændig subhumeralstribe, de 2 inderste 
rygstriber kun antydede i bageste halvdel. Punkturen på 
pygidium grov og temmelig tæt, på propygidium grovere og 
mere spredt. Forskinnebenenes yderside 4-tandet. Længde 
5,5-7 mm. 

Ikke almindelig (J, 0). Levevis som unicolor. Larven en 
enkelt gang fundet i en fuglerede C^^U). Angives i Tyskland 
at foretrække reder i hule træer og store reder med gammelt 
bundfald samt hønsehuse. Maj-juli. 

6. H. quadrinotåtus Scriba. Temmelig kort og hvælvet, 
blankt sort, følehornssvøben lysere, vingedækkerne hvert med 
2, ofte sammenflydende, røde pletter, en ved skulderen og en 
i midten. Pronotums 2 sidestriber omtrent fuldstændige, bag- 
til nærmende sig hinanden. Yingedækkernes 1.-3. rygstribe 
fuldstændig, 3. dog undertiden afbrudt i midten eller forkor- 
tet bagtil, 4. og 5. oftest helt forsvundet, sømstriben i det 
højeste nående frem til midten; subhumeralstriberne mangler, 
undertiden er dog en kort antydning af den indre tilstede; 
sideindtrykkene omtrent glatte. Punkturen på pygidium fm 
og spredt, på propygidium grovere. Forskinnebenenes yder- 
side 3-tandet. Længde 4,5-8 mm. 

Let kendelig fra vore andre rødplettede arter (bipustulatus, 
purpurascens og bimaculatus) ved pronotums 2 sidestriber. 

Meget sjælden (J). Kun fundet i Sønderjylland for mange 
år siden (Als og egnen nord for Flensborg). Især i heste- og 
kogødning. 

7. H. funéstus Er. Temmelig kort og hvælvet, blankt 
sort, følehornene rødbrune, med rustrød kølle. Pandetvær- 



304 



furen lige. Af pronotums sidestriber er den inderste fuldstæn- 
dig, medens den yderste er stærkt forkortet, kun udpræget 
fortil. Vingedækkernes 4. og 5. rygstribe i det højeste kort 
antydet bagtil, sømstriben nående frem lidt forbi midten; 
sideindtrykkene kun svagt og spredt punkterede. Punk- 
turen på pygidium spredt og ikke ret grov, på propygidium 
grovere. Forskinnebenenes yderside 5-tandet. Længde 3,5-6 
mm. 

Meget sjælden (J). Der foreligger kun to eks., det ene fra 
jyske Ås i Vendsyssel (^o/g 1875), det andet uden nærmere 
lokalitetsangivelse. Den lever i gødning (især kogødning) og 
henrådnende plantedele. 

8. H. bissexstriåtus Fabr. Temmelig kort, kun lidt 
hvælvet, blankt sort, følehornssvøben rødgul. Benene brune. 
Pandetværfuren omtrent lige. Af pronotums sidestriber når 
den yderste højst tilbage til midten, den inderste er fuldstæn- 
dig, bagtil nærmende sig sideranden noget. Vingedækkernes 

5. rygstribe kun antydet bagtil, Sømstriben nående frem til 
eller lidt forbi midten, sideindtrykket næppe punkteret. Punk- 
turen på pygidium temmelig grov og spredt, på propygidium 
lidt grovere og mere spredt. Forskinnebenenes yderside 4- 
eller 5-tandet. Længde 3,5-4,5 mm. 

Sjælden (J, 0, B). F. eks.: Jyske Ås i Vendsyssel; Falster, 
Øbjerggård, Bognæsgård, Amager, Saltholm (i antal ved 
planterødder under sten på strandfælled, sammen med 
praetermissas, ^^U), København, Tisvilde. Den angives at 
foretrække gødning, svamp og henrådnende plantedele. Maj- 
juli. 

9. H. bipustulåtus Schrank (fimetårius Hbst.). Noget af- 
lang, temmelig hvælvet, blank sort, følehornssvøben lysere, 
vingedækkerne hvert med en stor, rød plet. Pronotums side- 
randstribe og sidestribe fuldstændige. Vingedækkernes 4. og 

6. rygstribe kun nående frem til midten, 5. ofte helt for- 
svundet. Punkturen på pygidium grov og tæt, på propygidium 
mere spredt. Længde 5-7 mm. 

Let kendelig fra quadr i notatus ved, at pronotum kun har 
een sidestribe, og fra purpurascens og bimaculatus ved, at 



305 



vingedækkerne kun har 3 fuldstændige rygstriber, og ved 
betydeligere størrelse. 

Meget sjælden (J). Kun fundet nogle få gange enkeltvis i 
Sønderjylland: Bevtoft (1 eks. i en sandgrav ved planteaffald, 
»/e 1926), Frøslev, Fårehus, Als. Bortset fra Bevtoft-fundet 
er alle fund af ældre dato. Arten angives især at forekomme 
på sandbund i hestegødning og at være fundet tidligt om for- 
året under sten og enkeltvis i muldvarpereder. 

10. H. stercorårius HofTm. Noget aflang, temmelig 
hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere, benene brune. 
Pronotums siderandstribe og sidestribe fuldstændige. Vinge- 
dækkerne med en stærkt forkortet, kun fortil udpræget (ydre) 
subhumeralstribe, 4. og 5. rygstribe kun antydet ved spidsen, 
sømstriben nående frem ca. til midten; meget sjældent er 
subhumeralstriben lang (var. goezelmånni Bickh.). Punktu- 
ren på pygidium og propygidium grov og tæt. Forskinnebe- 
nenes yderside 4- eller 5-tandet. Længde 4-5,7 mm. 

Kendelig fra purpurascens var. niger ved, at vingedækkerne 
kun har 3 fuldstændige rygstriber, og fra de andre sortvingede 
arter af lignende størrelse ved vingedækkernes glatte side- 
indtryk. 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, 0, B). Ved ådsler, 
i gødning, svampe og plantemuld. Maj-juli. Varieteten er 
fundet enkeltvis på Møn (Høvblege, 1 eks.) og Bornholm 
(Arnager, 1 eks.). 

11. H. marginåtus Er. Bred, temmelig hvælvet, blankt 
sort, følehornssvøben lysere. Pronotum med lidt ophøjet side- 
rand og fuldstændig siderandstribe og sidestribe; indenfor 
denne punkteret. Vingedækkernes 5. rygstribe nående frem 
til midten og tillige antydet ved roden, sømstriben omtrent 
fuldstændig, sideindtrykket punkteret. Punkturen på pro- 
pygidium spredt og ret kraftig, på pygidium noget tættere. 
Længde 4-5 mm. 

Udbredt og vistnok ret almindelig (J, 0). I muldvarpe- 
reder, undertiden også i musereder og rævehuler eller endnu 
sjældnere ved træsaft, i svampe eller plantemuld. Febr.-juni, 
sept.-dec. 

Victor Hansen : Ådselbiller 20 



306 



12. H. negléctus Germ. Noget aflang, temmelig hvælvet, 
blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums siderandstribe 
når højst tilbage til midten, dets sidestribe fuldstændig, ad- 
skilt temmelig langt fra sideranden og ikke nærmende sig 
denne stærkere fortil end bagtil. Vingedækkernes 1.-3. ryg- 
stribe fuldstændig, 4. fuldstændig eller fortil lidt forkortet, 5. 
og 6. nående frem ca. til midten eller lidt kortere. Punkturen 
på pygidium grov og tæt, på propygidium lidt grovere og 
mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 5- eller 6-tandet, ved 
spidsen tillige med 1 eller 2 små tænder. Længde 5-6,5 mm. 

Foruden ved den tydeligt mere langstrakte form og den 
gennemsnitligt betydeligere størrelse adskilles arten fra de 3 
følgende ved, at pandens tværfure i midten er tydeligere 
vinkelformet, og at pronotum fremefter er svagere tilsmalnet. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). Levevis som 
purpurascens, 

13. H. ventrålis Mars. Ligner den følgende stærkt, men 
adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved bredere form, stærkere rundede sider og ved, at 
strubepladens sidestriber bagtil er stærkt forkortede. Længde 
4-5,5 mm. 

Almindelig (J, 0, B). Levevis som purpurascens. 

14. H. carbonårius Hoffm. Temmelig bred og hvælvet, 
blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums siderandstribe 
når højst tilbage til midten, dets sidestribe fuldstændig, oftest 
nærmende sig sideranden lidt stærkere fortil end bagtil. Vin- 
gedækkernes 1.-3. rygstribe fuldstændig, 4. fortil oftest noget 
forkortet, 5. kun udpræget bagtil, sømstriben oftest nående 
frem ca. til midten. Strubepladens sidestriber nående helt 
tilbage til roden. Forskinnebenenes yderside 5-tandet. Længde 
4-4,5 mm. 

Almindelig (J, 0, B). Levevis som purpurascens. 

15. H. stigmosus Mars. Meget nærstående til carbonårius 
og undertiden anset for en varietet af denne, men adskilt fra 



307 



den ved, at forbrystets forlængelse mellem forhofterne er 
randet på hver side og pygidium og propygidium tættere og 
grovere punkteret. Vingedækkernes 4. rygstribe er som regel 
næsten fuldstændig. Længde 3,5-5 mm. 

Meget sjælden (0). Der foreligger kun et enkelt eksemplar 
fra Amager (i kompost ^^/g 1913). Levevis antagelig som 
purpurascens. 

16. H. purpurascens Hbst. Bred, temmelig hvælvet, 
blankt sort, vingedækkerne hvert med en stor, rød plet, sjæl- 
dent ensfarvet sorte (var ni ger Schmidt). Følehorn brunrøde, 
ben brune. Pronotums siderandstribe når højst tilbage til mid- 
ten, dets sidestribe fuldstændig, let buet. Vingedækkernes 
sømstribe når oftest frem ca. til midten, 5. rygstribe hyppigst 
noget kortere. Punkturen på pygidium grov og tæt, på pro- 
pygidium endnu noget grovere. Forskinnebenenes yderside 5- 
eller 6-tandet. Længde 3,5-5 mm. 

Let kendelig fra vore andre rødplettede arter ved, at vinge- 
dækkerne har 4 fuldstændige rygstriber, og iøvrigt kendeteg- 
net ved vingedækkernes næsten glatte sideindtryk. 

Almindelig (J, 0, B). I gødning, ved ådsel og i henråd- 
nende plantedele. Apr.-sept. 

17. H. bimaculåtus L. Temmelig bred, kun lidt hvælvet, 
blankt sort, vingedækkerne røde, fortil med en stor, trekantet, 
sort fællesplet, følehorn rustrøde, ben brune. Pronotums side- 
stribe bagtil lidt forkortet. Vingedækkerne uden subhume- 
ralstriber, 1.-5. rygstribe fuldstændig, sømstriben nående frem 
forbi midten, sideindtrykket med en svagt punkteret fure. 
Punkturen på pygidium meget fm og spredt, på propygidium 
oftest mindre fm og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 
4-tandet. Længde 4-5 mm. 

Let kendelig fra vore andre rødtegnede arter ved vinge- 
dækkernes 5 fuldstændige rygstriber og den røde tegnings 
vide udstrækning. 

Ret sjælden (J, 0). Haderslev, Fanø, Bygholm, Randers, 
Ålborg; Ærø, Ristinge, Rudkøbing, Tranekær, Svendborg, 

20* 



308 

Dyreborg, Odense, Gedser, Nykøbing F., Øbjerggård, Her- 
lufsholm, København, Røsnæs. På solåben bund i tør plan- 
temuld, ko- og hestegødning, i gødning omkring drivkasser, 
undertiden i antal. Apr.-maj, aug.-nov. 

18. H. duodecimstriåtus Schrank. Temmelig bred og 
hvælvet, blankt sort, følehorn og ben rødbrune. Pronotums 
sidestribe bagtil lidt forkortet. Vingedækkerne uden eller med 
antydet (indre) subhumeralstribe, 1.-5. rygstribe fuldstændig, 
sømstriben kun ganske lidt forkortet fortil eller fuldstændig 
og fortil forbundet med 5. rygstribe, sideindtrykket med 2 
utydeligt punkterede furer. Punkturen på pygidium meget 
fm og spredt, på propygidium spredt og temmelig grov. For- 
skinnebenenes yderside 3-tandet. Længde 3,5-4,5 mm. 

Let kendelig fra vore andre sortvingede arter ved vinge- 
dækkernes 5 fuldstændige rygstriber. 

Ikke almindelig (J, 0). I svampe, plantemuld og gødning 
og ved gærende træsaft; undertiden i antal i gødning om- 
kring drivkasser. Maj -juni, aug.-okt. 

19. H. corvinus Germ. Temmelig bred og hvælvet, blankt 
sort, følehorn og ben rødbrune. Pronotums siderandstribe og 
sidestribe fuldstændige, den sidste ofte noget buet. Yingedæk- 
kerne uden eller med en svagt antydet (indre) subhumeral- 
stribe, 5. rygstribe nående frem ca. til midten, sømstriben 
oftest noget længere. Punkturen på pygidium fm og spredt, 
på propygidium grov og spredt. Forskinnebenenes yderside 
4-tandet. Længde 3-4 mm. 

Meget sjælden (J). Ejsbøl (1 eks. 1885). Angives af Schiødte 
at være sjælden og at være fundet på sandbund ved Tisvilde 
og Hasle; der foreligger imidlertid ingen af disse eks. i 
Zoologisk Museums samling. Arten angives at forekomme ved 
ådsel og kompost, ofte under sten på sydvendte skråninger, 
også hos myrer, i digesvalereder og ved rævereder, undertiden 
på saltholdig bund. 

20. H. praetermissus Peyr. Ligner den foregående stærkt, 
men adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker. 
Længde 3,8-5,5 mm. 



309 

Sjælden (O, B). Øbjerggård, stranden ved Vejrhøj i Ods- 
herred, Saltholm (i antal ved planterodder under sten på 
strandfælled, sammen med hissexstriataSy ^^/g); Sose odde. 
Den kræver eller foretrækker saltbund. Maj-juni, sept. 



3. Dendrophilus Leach. 

Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmalnin- 
gen fremefter sker i vinkelbøjede linier; Panden uden 
tværfure. Pronotums sider randede. Scutellum lille, 
trekantet. Mellembrystets epimerer ikke synlige fra 
oven. V^ingedækkerne dækkende størstedelen af pro- 
pygidium, med rygstriber og en subhumeralstribe. 
Sidedækkerne skarpt afsatte ved en randstribe. Føle- 
hornsfurerne anbragt i den forreste del af forbrystets 
sider. Alle skinnebenene med brede, ikke skarpt be- 
grænsede fodfurer, bredest omtrent i midten, med 
stærkt rundet yderside, denne på forskinnebenene 
ganske fint tandet, på mellem- og bagskinnebenene i 
det højeste med enkelte spredte og meget korte torne. 

Let kendelig fra vore andre slægter ved skinnebens- 
karaktererne. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum og vingedækkerne temmelig tæt og 

kraftigt punkterede 1. punctåtus. 

Pronotum næppe synligt punkteret, vingedækker- 
ne yderst utydeligt, meget fmt og spredt punk- 
terede 2. pygmaeus. 

1. D. punctåtus Hbst. Brunsort, temmelig blank, føle- 
horn og ben brunrøde. Vingedækkerne med 4 eller 5 rygstriber, 
at hvilke de inderste er svagere og bagtil forkortede, punkturen 
tættere mod siderne end mod sømmen, bagtil mod siderne 
noget længderynket. Pygidium kraftigt og tæt punkteret. 
Længde 3-3,5 mm. 



310 

Udbredt, men ikke almindelig (J, O). I gamle forladte 
fuglereder i hule træer. Undertiden også taget ved udflydende 
saft, under træbark, og i hule træer i selskab med myrer 
(Lasius fuliginosus). Apr.-nov. 

2. D. pygmaeus L. Bredere end den foregående, brun 
eller sortbrun med svag, mat, silkeagtig glans, følehorn og 
ben brunrøde. Vingedækkerne med 6 meget fine rygstriber, 
af hvilke de yderste er fordybede, de inderste meget utydelige, 
svagt ribbeformet hævede. Pygidium med utydelig, fin og 
tæt punktur. Længde 2,7-3,3 mm. 

Ret almindelig (J, 0, B). I tuerne af den røde skovmyre 
(Formica rufa) og beslægtede arter (F. pratensis og exseda). 
Den trælfes bedst i større tuer, der ligger i skovbryn eller på 
solåben bund og temmelig tørt; den findes ofte dybt i tuerne 
og lever især af døde og sårede myrer. Overvintrer som imago 
i tuerne. 

4. Cdrcinops Mars. 

Meget nær beslægtet med den følgende slægt, men 
adskilt fra den ved, at scutellum er synligt og vinge- 
dækkerne forsynede med tydelige rygstriber. 

1. G. quatuordecimstriåta Steph. Noget aflang, lidt 
hvælvet, blankt begsort eller mørkebrun, følehorn og ben 
rødbrune, køllen lysere. Panden uden tværfure. Pronotum fint 
og temmelig tæt punkteret, på siderne tillige med kraftige 
punkter, foran scutellum med en lille grube. Vingedækkerne 
med en fuldstændig subhumeralstribe og med 6 fuldstændige, 
grove, kraftigt punkterede rygstriber, stribemellemrummene 
meget fint punkterede, bagtil med enkelte grovere punkter. 
Propygidium temmelig kraftigt og tæt, Pygidium fint punk- 
teret. Længde 2-2,5 mm. 

Kosmopolitisk (J, O). I bagerier i mel- og brødaffald, i ris- 
oplag og i hønserier, f. eks. Tem, Slagelse, København; også 
fundet i det fri (bl. a. i kompost), f. eks. på Amager, i kompost- 
bunker ved Dyrehavens vildthuse og ved Holte. I udlandet 
fundet ved dyriske og vegetabilske rester og flyvende f. eks. 
til vinduer, men også i det fri under bark og ved træsvamp og 
træsaft og (i Sverige) et par gange i rovfuglereder. Aug.-sept. 



311 



5. Micromalus Lew. 
(Paromalus 1. udg.). 

Kroppen aflang, oftest noget parallelsidet. Hove- 
det tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier. Panden 
uden tværfure. Pronotum med randede sider. Scutel- 
lum ikke synligt. Vingedækkerne i det højeste fortil 
med korte spor af 2 eller 3 skrå rygstriber, sidedæk- 
kerne skarpt afsatte ved en randstribe. Følehornsfu- 
rerne anbragte i den forreste del af forbrystets sider 
og prothorax' sidedækker. Forskinnebenene meget 
brede, med konkav inderside og stærkt krummet, fmt 
tandet yderside, med svag eller utydelig fodture (fig. 
161, c, p. 294). Mellem- og bagskinnebenene ret slanke, 
med tornet yderside. 

Kendelig fra vore andre slægter (undtagen Abraeus) 
ved det usynlige scutellum og fra Abraeus ved betyde- 
ligere størrelse og længere kropsform. 

Oversigt over arterne. 

1. Kroppens sider let rundede, vingedækkerne over 
skuldrene tydeligt smallere end på deres bredeste 

sted 1. flavicornis. 

Kroppen parallelsidet, vingedækkerne over skul- 
drene kun ganske lidt smallere end på deres bre- 
deste sted pårallelopipedus. 

1. M, flavicornis Hbst. (fig. 164). Aflang, noget hvælvet, 
blankt sort, følehorn og ben brunrøde, køllen rustrød eller 
rødgul. Pronotum temmelig fmt og spredt punkteret. Vinge- 
dækkerne bagtil tilsmalnede, noget kraftigere punkterede end 
pronotum. Længde 2-2,3 mm. 

cJ: Pygidium i midten med nogle længde- eller skråridser. 

Udbredt og ikke særlig sjælden (J, 0). Under bark af løv- 
træer, f. eks. bøg, sjældnere af nåletræer, undertiden fundet i 



312 



hule træer sammen med Lasius fuliginosus og L. brunneus. 
Fundet i de fleste måneder. 



[M. pårallelopipedus Hbst. Adskilt fra den foregående 
ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved mere 
langstrakte, bagud næppe tilsmalnede vingedækker. Længde 
2-2,3 mm. 

cJ: Som den foregående. 




Fig. 164. Micromalus flavicornis. x 25. 

Der foreligger nogle få eksemplarer, fundet for mange år 
siden på københavnske tømmerpladser og rimeligvis indført, 
men iøvrigt ingen sikre danske fund. Arten er bl. a. fundet i 
Sverige sydpå til Småland, i Sydnorge og i Nordtyskland. 
Under bark af nåletræer (især fyr) med barkbilleangreb, 
undtagelsesvis af løvtræer.] 



6. Hetaerius Er. 

Kroppen bred, oversiden spredt og temmelig langt 
behåret. Hovedet på hver side noget indsnævret, så 



313 



at tilsmalningen fremefter sker i buede linier. Panden 
uden tværfure. Følehornskøllen uleddet, med afstud- 
set spids (fig. 160, p. 293). Pronotum på hver side, 
temmelig langt indenfor sideranden med en længde- 
fure. Scutellum meget lille. Mellembrystets epimerer 




Fig. 165. Hetaerius ferrugineus. x 25. 



ikke synlige fra oven. Vingedækkerne med en sub- 
humeralstribe og med rygstriber, sidedækkerne af- 
satte ved en randstribe. Følehornsfurerne anbragt i 
forhjørnerne af prothorax' sidedækker, synlige, når 
dyret betragtes forfra. 

Skinnebenene brede, med tydelige fodfurer og med 
stumpvinklet, tornklædt yderside, uden endetorne. 



314 



Let kendelig fra alle vore andre slægter ved føle- 
horns- og skinnebenskaraktererne, kropsformen, far- 
ven og oversidebehåringen. 

1. H. ferrugineus Oliv. (fig. 165). Rustrød eller rødgul. 
Pronotums siderande ophøjede og forsynede med fine længde- 
køle. Vingedækkerne med en fm subhumeralstribe og 3 eller 
4 bagtil oftest forkortede rygstriber. Pygidium og propygi- 
dium glatte. Længde 1,5-2 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0, B). F. eks. : Rye, 
Stendalgård; Tåsinge, Dyreborg på Fyn, Møn, Vordingborg, 
Vemmetofte, Ringsted, Brede, Hørsholm, Donse, Lystrup 
hegn, Tisvilde. Selskabelig hos Formica exsecta, fusca og 
cinerea, vistnok også undertiden hos Formica rufa og sanguinea. 
Den træffes bedst om foråret i tuer under flade sten på åben 
bund, især på stengærder omkring skove. Den lever af døde 
eller sårede myrer. 



2. slægtsgruppe Saprinini. 

Adskilt fra Histerini (foran p. 295) ved, at forbrystet 
ikke har nogen afsat strubeplade. 

7. Myrmétes Mars. 

Nær beslægtet med Saprinus, fra hvilken slægt den 
adskiller sig ved manglende fure langs øjest inderrand 
og ved temmelig smalle, i det højeste meget spredt 
tornklædte mellem- og bagskinneben. Endvidere ad- 
skiller den sig fra Saprinus såvel som fra Gnathoncus 
ved næppe synligt punkteret overside og ved de tem- 
melig smalle forskinneben, der mangler fodture, og 
hvis yderside ikke er tydeligt tandet. Vingedækkerne 
uden tydelig skulderstribe, med fuldstændig (ydre) 
subhumeralstribe og 4 meget fine, fortil lidt, bagtil 
stærkt forkortede rygstriber, uden sømstribe; side- 
dækkerne afsatte ved en randstribe, der bagtil for- 



315 



ener sig med subhumeralstriben, forsynede med en 
fm længdestribe. 

Kendelig fra vore andre slægter ved den næppe 
punkterede, matglinsende overside og de ret smalle, 
på ydersiden ikke tydeligt tandede forskinneben. 

1. M. piceus Payk. Bred, rødbrun, med meget mat glans. 
Oversiden næppe synligt punkteret. Yingedækkernes 4 ryg- 
striber bliver mod sømmen fmere og kortere. Pygidium tyde- 
ligt, men meget fmt og spredt punkteret. Længde 1,8-2,3 
mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). Hos Formica rufa 
og nærstående myrearter, oftest kun fåtallig til stede. Stem- 
mer i levevis vistnok overens med Dendrophilus pygmaeus. 
Overvintrer som imago i myretuerne. 



8. Gnathoncus Duval. 

Meget nær beslægtet med Saprinus, fra hvilken 
slægt den adskiller sig ved manglende fure langs øjets 
inderrand. Vingedækkernes sidedækker med 2 læng- 
destriber. Mellem- og bagskinnebenenes yderside med 
en række torne. 

Hos hannen har 1.-4. fodled på undersiden nogle 
korte, brede, flade børstehår. 

Nye, især af Sten Stockmann foretagne undersøgel- 
ser, navnlig også af hannens parringsorgan, har bragt 
større klarhed over artsadskillelsen og er lagt til grund 
for den nedenstående behandling. 

Oversigt over arterne. 

1. Pygidium kraftigt mikrochagrineret, lidet blankt. 
Vingedækkerne med ret lang, fordybet sømstribe, 
der når tilbage ca. til midten, og bagtil med del- 
vis sammenflydende punkteret, længderynket og 
længderidset skulptur 3. buyssoni. 



316 



Pygidium ikke eller kun svagt mikrochagrineret; i 
modsat fald (schmidti) er vingedækkernes fordy- 
bede sømstribe yderst kort, rudimentær 2. 

2. Pygidium tydeligt mikrochagrineret. Yingedæk- 
kerne med yderst kort, rudimentær sømstribe og 
bagtil med delvis sammenflydende punktur 

4. Schmidt] 





^chmidll y nanu5 
Fig. 166. Fig. 167. 

Fig. 166-167. Gnathoncus. Højre forskinneben. 

Pygidium ikke eller kun svagt mikrochagrineret. 
Vingedækkernes fordybede sømstribe som regel 
mindst ca. 1/6 så lang som vingedækkelængden 3. 

3. Punkturen på pygidiums forreste del overvejende 

bestående af omtrent runde navlepunkter. Skin- 
nebenene brune eller brunsorte. Længde 2,4- 

4 mm 2. nanneténsis, 

Punkturen på pygidiums forreste del overvejende 
bestående af tværbrede punkter. Skinnebenene 
gulbrune. Længde 1,6-3 mm 4. 

4. Vingedækkernes fordybede sømstribe lang, nående 

tilbage ca. til midten. Forskinnebenene stærkt 
udvidede mod spidsen, ydersiden som regel med 
ret svage tænder og svage indbugtninger ... nidorum. 
Vingedækkerne fordybede sømstribe kort, som 
regel ikke nående tilbage til midten (men under- 
tiden fortsat som en række punkter). Forskinne- 



317 



benene lidt mindre stærkt udvidede mod spidsen, 
ydersiden med to stærke indbugtninger mellem 
tænderne (fig. 167) 1. nånus. 

Oversigt over hannerne. 

1. Penis set fra siden stærkt krummet (fig. 168-170) 2. 
Penis set fra siden, bortset fra spidspartiet, ikke 

eller kun svagt krummet, set fra oven langt og 
stærkt tilsmalnet mod spidsen (fig. 171-172). . 4. 

2. Penis, set fra oven, omtrent parallelsidet, mod 

spidsen kun yderst svagt tilsmalnet, set fra si- 
den jævnt krummet, ikke stærkere ved spidsen 

(fig. 170) 3. buyssoni. 

Penis, set fra oven tydeligt tilsmalnet mod spid- 
sen, set fra siden er krumningen stærkere i det 
yderste spidsparti (fig. 168-169) 3. 

3. Penis set fra oven mod spidsen lidt længere og lidt 

svagere tilsmalnet, lige bag spidsen svagt udvi- 
det (fig. 169) 2. nanneténsis. 

Penis set fra oven mod spidsen lidt kortere og lidt 
stærkere tilsmalnet, næppe udvidet bag spidsen 
(fig. 168) 1. nånus. 

4. Penis set fra oven mod spidsen meget stærkt til- 

smalnet, det smalle parti ikke nær halvt så bredt 

som det brede (fig. 172) nidorum. 

Penis set fra oven mod spidsen lidt mindre stærkt 
tilsmalnet, det smalle parti ca. halvt så bredt 
som det brede (fig. 171) 4. schmidti. 

1. G. nånus Scriba (punctulåtus Thoms.). Hos denne art 
er forskinnebenenes yderside mellem de tre største tænder 
stærkt indbuet og tænderne derfor kraftige og skarpe, se fig. 
167. Disse karakterer er dog noget varierende og kan derfor 
være vanskelige at anvende. løvrigt er denne art kendetegnet 
ved gennemsnitligt ret ringe størrelse, forholdsvis lidet bred, 
sort krop med ikke ret stærkt rundede vingedækkesider, lyse 



318 



ben og følehorn (disses rodled brunligt), ofte svagt brunligt 
gennemskinnende vingedækker, hvis punktur bagtil som regel 
ikke er længderynket, og hvis fordybede sømstribe som regel 




Ticinu5 
Fig. 168. 




r\ 



nannetensis 
Fig. 169. 



buy55onl 



Fig. 170. 



r\ 



V~A 



schmldti 

Fig. 171 



\ 



nidorum 
Fi.^. 172. 



Fig. 168-172. Gnathoncus c?. Penis set fra oven (til venstre) og fra 

siden. 



er kort (men undertiden fortsat i en række punkter), og ikke 
eller kun svagt chagrineret pygidium, hvis punktur er ret fin, 
ikke særlig tæt og på den forreste del overvejende bestående 
af stærkt tværbrede punkter. Længde 1,8-3 mm. 



319 



(J: Penis set fra siden stærkt krummet, stærkest i spids- 
partiet, set fra oven tydeligt, langt tilsmalnet mod spidsen, 
næppe udvidet bag spidsen (fig. 168). 

Udbredt og vistnok ret almindelig (J, 0). Forekommer 
bl. a. i dueslag, hønsehuse, stalde og fuglereder. 

2. G. nanneténsis Mars. (rotundåtus auct. ex parte). 
Kendetegnet ved ret betydelig størrelse, bred, sort krop med 
betydeligt rundede vingedækkesider, mørke ben og sort 1. 
følehornsled, ret kort sømstribe og ikke eller næppe rynket 
punktur bagtil på vingedækkerne, i det højeste meget svagt 
mikrochagrineret pygidium, hvis punktur er tæt, lidet dyb 
og fortil overvejende bestående af omtrent runde navlepunk- 
ter. Forskinnebenene som regel svagere tandede end hos 
G. nanus. Længde 2,4-4 mm. 

(J: Penis ligner penis hos den foregående, men er, set fra 
oven, mod spidsen lidt længere, lidt svagere og lidt mere jævnt 
tilsmalnet, og lige bag spidsen, svagt udvidet (fig. 169). 

Udbredt og ret almindelig (J, 0). Ved ådsel, svamp (f. eks. 
ofte ved Polyporus sulphureus på eg) og i fuglereder (f. eks 
i hule træer). 

3. G. buyssoni Auzat (schmidti Reich, nec Reitter, 
nidicola Victor Hansen 1936, nec Joy). Ret let kendelig ved 
de i oversigten nævnte karakterer. Sort, ben og følehorn gul- 
brune, de sidstes rodled sortbrunt. Pygidiums punktur tæt, 
overvejende bestående af omtrent runde navlepunkter. For- 
skinnebenene ret brede, med ikke ret kraftige tænder og ind- 
bugtninger. Længde 2,2-3,4 mm. 

(J: Penis, set fra siden, stærkt og jævnt krummet, set fra 
oven omtrent parallelsidet, mod spidsen kun yderst svagt til- 
smalnet (fig. 170). 

Udbredt og vistnok ret almindelig (0). Den er fundet i 
fuglereder i hule træer, ved svamp (f. eks. Polyporus sulphu- 
reus på eg) og ved udsvedende træsaft. 

4. G. schmidti Reitter (nec Reich.; nidicola Joy, punc- 
tåtor Reich., nec Reitter). Nærstående til den foregående, men 



320 



let adskilt fra den ved meget kort, rudimentær sømstribe og 
yderligere ved, at vingedækkerne ofte er svagt brunligt gen- 
nemskinnende, benene gennemgående lidt lysere, vingedæk- 
kernes længderynkede skulptur gennemgående lidt svagere, 
omend oftest meget tydelig, pygidiums mikrochagrinering 
mindre kraftig (men dog tydelig) og dets punkter hyppigst 
lidt stærkere antydet tværbrede samt forskinnebenene oftest 
endnu lidt bredere, med meget svage tænder og indbugt- 
ninger (fig. 166). Længde 2-3,3 mm. 

(J: Penis, set fra siden, bortset fra spidspartiet, kun svagt 
krummet, set fra oven langt og stærkt tilsmalnet mod spidsen, 
det smalle parti ca. halvt så bredt som det brede (fig. 171). 

Udbredt, men sjælden (J, 0). Lindum; Svendborg, Sundby 
Storskov, Thoreby (talrig i dueslag), Møn, Lersøen, Dyre- 
haven. Arten forekommer hyppigst i fuglereder, men er dog 
også fundet ved svamp. 

[G. nidorum Stockmann. Sort eller sortbrun, følehorn og 
ben brungule. Kendetegnet ved ret ringe størrelse, lang søm- 
stribe, ikke eller kun svagt mikrochagrineret pygidium med 
tæt punktur, fortil overvejende bestående af tværbrede punk- 
ter, og ret lyst gulbrune ben. Vingedækkerne bagtil med yderst 
fin mikrochagrinering og oftest delvis sammenflydende, læng- 
deridset punktur. Forskinnebenene brede, med ret små tæn- 
der. Længde 1,6-2,8 mm. 

(J: Penis, set fra siden kun krummet ved rod og spids, set 
fra oven langt og meget stærkt tilsmalnet mod spidsen, det 
smalle parti ikke nær halvt så bredt som det brede (fig. 172). 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (Uppland) og 
Finland (Åbo- og Helsingforsegnen), kunne muligvis træffes 
også hos os. Den er i Finland fundet i stort antal i fuglereder 
i hule træer.] 

9. Saprinus Er. 

Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmalningen 
fremefter sker i vinkelbøjede linier (fig. 158, b), på hver 
side langs øjets inderrand med en fure. Disse 2 furer 



321 



løber undertiden sammen, så at der dannes en pande- 
tværfure og er i så fald oftest ledsaget af en mere eller 
mindre tydeligt kølformet ophøjet rand. Pronotums 
forrand og sider randede. Scutellum lille. Mellembry- 
stets epimerer ikke eller kun lidt synlige fra oven. 
Vingedækkerne med 4 skråt udad rettede, bagtil ofte 
forkortede rygstriber og en fortil ofte forkortet søm- 
stribe, 5. rygstribe oftest ganske forsvundet; af 
subhumeralstriberne er den inderste oftest tydelig, 
den yderste kun antydet ganske kort fortil; sidedæk- 
kerne afsat ved en randstribe og tillige langs yderran- 
den med en stribe; randstriben undertiden bagtil for- 
bunden med sømstriben ved en spidsstribe. Følehorns- 
furerne anbragte i den forreste del af forbrystets sider. 
Forskinnebenene brede, med tandet yderside og tydelig 
kun indadtil skarpt begrænset fodfure (fig. 161, b). 
Mellem- og bagskinnebenene i reglen kun jævnt ud- 
videde mod spidsen, langs ydersiden med 2 rækker 
torne. 

Hos hannen har bagbrystet et indtryk i midten. 

Arterne lever især ved ådsler, i gødning eller henrådnende 
plantedele. Nogle arter foretrækker sandbund eller forekom- 
mer især på strandbredder. 

Denne slægt er den artrigeste slægt i familien, men er dog 
herhjemme ikke repræsenteret ved så mange arter som slæg- 
ten Hister. Fra /fzs/er-arterne adskilles Saprmus-arterne let 
bl. a. ved hovedets form, punkturen på vingedækkerne og 
disses skråt udad rettede rygstriber. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes spidsstribe fuldstændig. Panden 
med simpel punktur, pandetværfuren uden ophø- 
jet rand, oftest afbrudt i midten 2. 

Vingedækkernes spidsstribe ufuldstændig eller 
Victor Hansen: Ådselbiller 21 



322 



manglende. Pandetværfuren fuldstændig, med 
kølf ormet eller i hvert fald fint ophøjet rand. . . 8. 

2. Vingedækkernes punktur strækker sig helt tilbage 

til spidsstriben 3. 

Vingedækkernes punktur standser bagtil et lille 
stykke foran spidsstriben, så at der foran denne 
dannes et smalt, glat tværbælte. Pronotums 
midte i det højeste med meget fin og spredt punk- 
tur 6. 

3. Oversiden sort, uden metalskær. Vingedækkerne 

groft og yderst tæt rynket-punkterede. . 3. rugifer. 
Oversiden med metalskær. Vingedækkerne med 
simpel punktur 4. 

4. Oversiden med grønligt eller blåligt metalskær. 

Pronotums punktur i midten fin og spredt 

4. viréscens. 
Oversiden med dyb ertsglans. Pronotums punktur 
i midten yderst fin og spredt 5. 

5. 3. (næstinderste) rygstribe omtrent af samme læng- 

de som de andre rygstriber. Mesosternum som 

regel groft punkteret 1. sémistriåtus. 

3. rygstribe kort, ikke nående nær så langt tilbage 
som de andre rygstriber. Mesosternum som regel 
finere punkteret eller glat 2. planiusculus. 

6. Det spejlblanke parti mellem vingedækkernes søm- 

stribe og 4. rygstribe strækker sig bagtil langt 

forbi midten af vingedækkerne p o li tus. 

Det spejlblanke parLi mellem vingedækkernes søm- 
stribe og 4. rygstribe strækker sig bagtil ikke 
eller kun lidt forbi midten af vingedækkerne ... 7. 

7. Punkturen på vingedækkernes sider fin og spredt, 

næppe nående frem til midten; punkturen på 
vingedækkernes ryg tæt, ikke tydeligt rynket, 
afstanden mellem punkterne ca. så stor som 

disse 5. a e n e u s. 

Punkturen på vingedækkernes sider temmelig tæt 
og kraftig, strækkende sig frem forbi midten; 



323 



punkturen på vingedækkernes ryg yderst tæt, 
tydeligt rynket, afstanden mellem punkterne 
mindre end disse 6. immun du s. 

8. Pronotum glat, undtagen langs bagranden. Panden 

glat, med en dyb, vinkelformet eller buet tvær- 
fure (underslægt Pachylopus) 12. maritimus. 

Pronotum i hvert fald på siderne tydeligt punk- 
teret 9. 

9. Vingedækkerne med undtagelse af bagranden og 

en stor, spejlblank plet fortil på sømmen yderst 
tæt rynket-punkterede; yderste rygstribe når om- 
trent til spidsen, de 3 andre mere eller mindre 
utydelige, ikke nående til midten ... 9, rugiceps. 
Vingedækkernes punktur simpel og mindre ud- 
bredt 10. 

10. Mindre, 1,5-2,3 mm. Pygidium fint og spredt punk- 

teret. Vingedækkernes 2.-4. rygstribe nående til 
henimod spidsen, utydeligt punkterede. Forskin- 
nebenenes yderside med 7-9 små tænder 8. rufipes. 
Større, 2,5-3,5 mm. Pygidium tæt og groft punkte- 
ret. Vingedækkernes 2.-4. rygstribe højst nående 
til lidt forbi midten eller i modsat fald kraftigt 
punkterede. Forskinnebenenes yderside med 4-6 
tænder 11. 

11. Vingedækkerne kun punkterede et kort stykke for- 

an bagranden, 2.-4. rygstribe nående til hen- 
imod spidsen 7. décemstriåtus. 

Vingedækkernes punktur strækker sig frem til om- 
kring midten, 2.-4. punktstribe når kun tilbage 
til omkring midten 12. 

12. Vingedækkernes yderste rygstribe ikke eller næppe 

længere end de andre. Forskinnebenenes yder- 
side med 6 tænder 11. rugifrons. 

Vingedækkernes yderste rygstribe meget længere 
end de andre, nående omtrent til spidsen. For- 
skinnebenenes yderside med 4 eller 5 tænder 

10. metållicus. 
21* 



324 



1. S. sémistriåtus Scriba. (nitidulus Fabr.) (fig. 173). 
Sort, med dyb ertsglans, følehornene med rødbrun svøl)e 
og brunsort kølle, pandefuren ufuldstændig eller omtrent 
fuldstændig, men ikke randet. Pronotum fortil på hver 
side med et indtryk, punkturen i midten yderst fin og 




Fig. 173. Saprinus sémistriåtus. x 9. 

spredt, på siderne grov og tættere. Yingedækkerne med 4 
rygstriber, der når tilbage ca. til midten, og med en søm- 
stribe, der fortil næsten aldrig forener sig med 4. rygstribe, 
men iøvrigt varierer stærkt og undertiden endog helt for- 
svinder. Punkturen indtager vingedækkernes bageste tredie- 
del eller halvdel, men strækker sig dog langs søm og sider 
længere frem; mellemrummet mellem de 2 yderste ryg- 
striber oftest skråt rynket eller rynket-punkteret. Pygi- 
dium og propygidium tæt og kraftigt punkterede. Længde 
3,5-6 mm. 

(J: Penis med udvidet, af studset spidsparti, se fig. 174. 



325 



$: Vaginalpalpernes yderparti omtrent 2^/5 gang så langt 
som bredt (se flg. 176). 

Almindelig (J, 0). Ved ådsel, gødning og henrådnende 
planterester, især på sandbund. Hyppigst i maj-aug. 

2. S. planiiisculus Motsch. (cuspidåtus Ihssen). Meget 
nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i 
oversigten nævnte kendemærker og ved afvigende formede 
parringsorganer hos begge køn. Længde 3,5-6 mm. 




semistriatus jDlaniusculus 

Fig. 174. Fig. 175. 

Fig. 174-175. Saprinus c?- Penisspidsen. 



(J: Penis med langt afrundet spidsparti, se fig. 175. 
$: Vaginalpalpernes yderparti kun rigeligt dobbelt 
langt som bredt, se fig. 177. 



så 



Arten, der har været sammenblandet med den foregående, 
er vistnok almindelig (J, 0, B). Levevis som semistriatus. 
Hyppigst i maj-aug. 



3. S. rugifer Payk. Sort, på grund af den tætte punktur 
forholdsvis mat. Pandefuren ufuldstændig eller i midten 
yderst svagt antydet, ikke randet. Pronotums punktur i mid- 
ten tydelig, men fin og spredt, på siderne grov og tæt. Vinge- 
dækkerne meget groft og yderst tæt rynket-punkterede, med 
omtrent glat søm og fortil ved scutellum en spejlblank, ofte 
yderst fint og spredt punkteret plet, der udadtil strækker sig 
til 4. rygstribe og bagtil ikke når forbi vingedækkernes 1. 
tredjedel; skulderbulen spredt punkteret eller glat; de 4 
rygstriber når tilbage ca. til midten, men er på grund af den 
tætte punktur ofte utydelige; sømstriben er fortil forkortet 



326 



eller forener sig med 4. rygstribe. Pygidium og propygidium 
groft og meget tæt punkterede. Længde 4-5 mm. 

Kendetegnet ved betydelig størrelse, manglende metal- 
glans og vingedækkernes meget grove, yderst tætte, rynkede 
punktur; fra rugiceps let kendelig ved urandet pandetværfure. 

Sjælden (J, 0). Halk strand (nogle eks. på knogler), Gra- 
venshoved strand (på resterne af en død hval), Moesgård 
havskrænt (ved ådsler); Ærø (stranden ved Trappeskov, i 
antal). Ristinge klint. Maj-juni, aug., i antal ^^l-^-^^U. 





semistriatus planiusciilus 

Fig. 176. Fig. 177. 

Fig. 176-177. Saprinus ?. Vaginalpalpernes yderparti. 

4. S. viréscens Payk. INIetallisk grøn eller blågrøn. Pande- 
furen ufuldstændig eller i midten yderst svagt antydet, ikke 
randet. Pronotums punktur på siderne temmelig grov og tæt, 
i midten fmere og mere spredt, men meget tydelig. Vinge- 
dækkerne med 4 rygstriber, der når tilbage ca. til midten, og 
af hvilke 4. fortil er forbundet med sømstriben ; punkturen er 
ret kraftig, men ikke tæt og indtager ca. den bageste 
halvdel samt rygstribemellemrummene. Pygidium og propy- 
gidium meget tæt punkterede. Længde 3-4 mm. 

Kendetegnet ved den smukke metalfarve i forbindelse 
med den urandede pandetværfure. 

Sjælden (J, 0, B). Haderslevegnen, Favrskov ved Hadsten, 
Mors; Ristinge klint, Frejlev, Sundby Storskov, Kidnakke skov, 
Falster, Jydelejet, Svinø strand (i antal under etdødt marsvin), 
Vemmetofte strand, Ebberup, Ledreborg, Lyngby, Ryget skov. 



327 



Geelskov, Tokkekøb hegn, Tisvilde; Nexø. Arten forekommer 
på sand- eller lerbund ved ådsel, menneskegødning eller hen- 
rådnende planterester, men undertiden også på engbund. Den 
er i udlandet ketset på fugtig bund, hvor der var talrige larver 
af Phaedon arter (på Rorippa og Veronica beccabunga), og på 
steder, hvor der var talrige larver af Gastroidea polygont (på 
Polygonum aviculare) eller G. viridula (på i?izmex-arter). Den 
er i fangenskab iagttaget at fortære larver af G. viridula, små 
larver af Vanessa urticae, døde stuefluer og råt svinekød. Den 
er også fundet på blomster af Conium maculatum. Hos os er 
den hyppigst taget ved ketsning og synes i reglen at være 
meget sjælden, men i enkelte år at forekomme hyppigere, 
omend kun enkeltvis. Apr.-aug. 

5. S. aeneus Fabr. Sort, med mørk ertsglans, følehorn 
og ben oftest rødbrune, køllen brunsort. Hovedet temmelig 
fmt og tæt punkteret, pandefuren afbrudt i midten. Prono- 
tums punktur i midten meget fm og spredt, på siderne grov 
og rynket. Vingedækkernes 1., 2. og 4. rygstribe nående til- 
bage ca. til midten, 3. forsvunden eller kun fortil kort antydet, 
sømstriben fortil oftest forenet med 4. rygstribe, men under- 
tiden forkortet. Vingedækkerne i bageste halvdel samt fortil 
mellem skulderstriben og 2. rygstribe tæt og kraftigt punkte- 
rede, på siderne fmt og spredt punkterede; det spejlblanke 
parti i forreste halvdel mellem søm og 2. rygstribe deles af 4. 
rygstribe i 2 felter, af hvilke det inderste er størst og oftest 
strækker sig lidt længere tilbage end det yderste. Pygidium 
og propygidium tæt punkterede. Længde 2,8-3,8 mm 

Almindelig (J, 0, B). Levevis som semistriatus. 

6. S. immundus Gyll. Ligner den foregående stærkt, 
men adskilles fra den ved de i oversigten angivne kende- 
mærker. Længde 3-4 mm. 

Meget sjælden (0, B). Tisvilde (bag klitterne ved Stænge- 
huset); Bornholm (bl. a. 1 eks. på stranden n. f. Rønne, ^^/t). 
Den anses af nogle for en var. af aeneus. 

[S. politus Brahm (pulchérrimus Web.) ligner de 2 fore- 
gående, men adskilles fra dem ved det i oversigten nævnte 
kendemærke. Punkturen på vingedækkernes ryg lige så tæt 



328 



Og rynket som hos immundus. Som et sikkert skelnemærke 
fra aeneus anføres, at sømstriben hos politus er nærmet søm- 
men stærkere end hos aeneus og ikke som hos denne punkteret, 
men forreste halvdel dannende en skarp, glat, fordybet linie. 
Længde 3-3,8 mm. 

Fundet bl. a. i Skåne og i Nordtyskland. Fortrinsvis på 
sandbund, f. eks. i klitter, ved ådsel, gødning, rådnende 
svampe og lign.] 

7. S. décemstriåtus Rossi (conjungens Payk.). Sort, med 
svagt metallisk eller grønligt skær, følehorn og ben mørke- 
brune. Panden rynket-punkteret og på hver side med et ind- 
tryk, ofte med en fm midtkøl, men uden kraftigere tværryn- 
ker, pandefuren fuldstændig, i midten noget indbuet, prono- 
tum i midten omtrent glat, på siderne temmelig kraftigt og 
tæt punkteret. Yingedækkerne med 4 dybe, kraftigt punkterede 
rygstriber, af hvilke den yderste når ca. til midten, de andre 
til henimod spidsen, og en dyb, fortil med 4. rygstribe for- 
enet sømstribe; en 5. rygstribe oftest antydet bagtil ved en 
kort punktrække; bagtil er vingedækkerne i ringe udstræk- 
ning kraftigt punkterede indtil 2. rygstribe. Længde 2,5- 
3,5 mm. 

Udbredt, men sjælden (J, 0, B). Halk strand. Vejle, Hor- 
sens, Rye, Randers, Tranum strand; Fyn, Møn, Hjortholm 
ved Nyråd (i fåregødning), Øbjerggård, Sorø, Bognæs (i 
gødning), Ørholm fælled, Jægerspris, Tisvilde. På sandbund, 
hyppigt ved stranden. Maj -juni, aug. 

8. S. ruf ip es Payk. Vor mindste art. Sortbrun, med svagt 
metalskær, følehorn og ben brunrøde. Panden med fm og tæt, 
undertiden noget rynket punktur, pandefuren fuldstændig, 
med fm, ophøjet rand. Pronotums punktur i midten fin og 
spredt, på siderne temmelig kraftig og tæt. Vingedækkerne 
med 4 skarpe, utydeligt punkterede rygstriber, af hvilke de 
3 inderste når til henimod spidsen, medens den yderste er 
kortere; sømstriben forener sig fortil med 4. rygstribe; punk- 
turen ret fin og spredt, indskrænket til bageste tredjedel. 
Længde 1,5-2,3 mm. 



329 

Meget sjælden og som regel kun enkeltvis eller fåtallig 
(0, B). Tromnæs strand, Knudshoved v. f. Vordingborg, 
Dragør (5 eks. på et dige langs stranden), Røsnæs strand; 
Korsodde v. f. Arnager. De danske eks. er fundet ved plan- 
terødder. I udlandet er arten især fundet på sandbund, f. eks. 
i klitter, ved ådsel, gødning og henrådnende planterester og 
under tang. Maj-juni, aug. 

9. S. rugiceps Dft. (quådristriåtus Hoffm.). Blåsort. Pan- 
den groft rynket, med nogle kraftige tværrynker, pandefuren 
fuldstændig, med kølformet rand. Pronotum, med undtagelse 
af en stor trekantet midtplet i bageste halvdel, med grov 
og yderst tæt, på siderne noget rynket punktur. Yingedæk- 
kerne yderst tæt rynket-punkterede med undtagelse af bag- 
randen og en stor spejlblank plet, der findes fortil på søm- 
men, og som bagtil når ca. til midten og udadtil begræn- 
ses af den mere eller mindre utydelige 4. rygstribe. Længde 
3-4,3 mm. 

Kendetegnet ved vingedækkernes yderst tætte, rynkede 
punktur. 

Udbredt, men ret sjælden (J, 0, B). Halk strand, Vejle, 
Bjerghuse ved Nissumfjord, Harboøre, Klitmøller, Skagen; 
Tillitse strand, Gedser, Bøtø, Nykøbing F., Nordsjælland; Arn- 
ager og Dueodde. På sandbund, hos os især ved stranden. 
Maj -juli, sept., talrigst i juni. 

10. S. metållicus Hbst. Sort eller brun, oftest med mørkt, 

grønligt metalskær, følehorn, skinneben og fødder rødbrune 

eller mørkebrune. Panden groft rynket, oftest med nogle 

grovere tværrynker, pandefuren fuldstændig, med kølformet 

rand. Pronotum, med undtagelse af en stor, noget trekantet 

midtplet, med grov og ret tæt, mod forhjørnerne noget rynket 

punktur. Vingedækkernes sømstribe fortil oftest forbunden 

med 4. rygstribe; punkturen ret kraftig og temmelig spredt, 

indtagende omtrent den bageste halvdel. Længde 2,5-3,5 mm. 

Ret sjælden (J, 0, B). F. eks.: Halk strand, Fanø, Thors- 
ager, Katholm strand, Hvorup bakker, Skagen; Nykøbing F., 
Rørvig, Tisvilde; Byå. På sandbund, især i klitter. Maj-okt. 

11. S. riigifrons Payk. Ligner den foregående stærkt, men 
adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker og ved 



330 



gennemgående kraftigere og tættere punktur. Længde 2,8- 
4 mm. 

Almindelig (J, 0, B). På sandbund, særlig i klitter. Juni- 
sept. 

12. S. (underslægt Pachylopiis Er.) m ar i timus Steph. Sort 
eller brunsort, følehorn og ben rødbrune. Pandefuren fuld- 
stændig, med kølformet rand. Pronotum, med undtagelse af 
bagranden, glat. Vingedækkerne med 4 dybe rygstriber, der 
oftest når langt forbi midten, sømstriben forener sig fortil 
med 4. rygstribe; punkturen kraftig, fortil mellem sømstri- 
ben og 4. rygstribe nående frem betydeligt forbi midten, ud- 
adtil kun strækkende sig til 3. rygstribe. Pygidiums punktur 
ikke særlig tæt. Mellem- og bagskinnebenene mod spidsen 
temmelig stærkt udvidede og kraftigt børsteklædte. Længde 
3-5 mm. 

Kendetegnet ved betydelig størrelse, manglende metal- 
farve, pandens skulptur og det glatte pronotum. 

Meget sjælden (J, B). Vedersø strand (4 eks., ^^/g), Tranum 
strand (1 eks., ^/g), GL Skagen strand (1 eks. ^^l^); Arnager 
strand (1 eks. dybt i sandet ved planterødder, ^^j^; flere eks. 
dels krybende fremme, dels sværmende lavt hen over sandet, 
^/g-^/g). Arten er sikkert halobiont. 



3. slægtsgruppe Abraeini. 

Adskilt fra Histerini (foran p. 295) og Saprinini 
(foran p. 314) ved, at følehornene er indleddede inden 
for øjnene. 

10. Plegdderus Er. 

Panden uden tværfure. Pronotum med opsvulmede 
sider, der indvendig er begrænsede af en dyb fure, og 
oftest med en tværfure. Scutellum meget lille. Vinge- 
dækkerne bagtil afstudsede, ved roden med 1 eller 2, 
oftest rudimentære, skrå rygstriber; sidedækkerne i 
hvert fald fortil afsatte ved en randstribe. Følehorns- 



331 



furerne anbragt i den forreste del af forbrystets sider. 
Forskinnebenene stærkt udvidede mod spidsen, med 
fmt tandet yderside, mellem- og bagskinnebenene 
slanke. 

Let kendelig fra vore andre slægter ved pronotums 
opsvulmede, indadtil furebegrænsede sider. 

Arterne lever under træbark og jager både som larver og 
som fuldvoksne dyr larver af forskellige insekter, især bark- 
biller. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotums opsvulmede sider bestående af en ydre, 

i forreste tredjedel bred, derefter pludseligt til- 
smalnet del og en indre, fortil tilsmalnet, i forre- 
ste tredjedel forsvindende del saucius. 

Pronotums opsvulmede sider ikke delt i en ydre og 
en indre del 2. 

2. Pronotums opsvulmede sider afbrudt af tværfuren 

2. vulneråtus. 
Pronotums opsvulmede sider ikke afbrudt 3. 

3. Pronotums tværfure anbragt i midten. Yingedæk- 

kernes meget tæt og groft punkterede caesus. 

Pronotums tværfure anbragt foran midten. Vinge- 
dækkerne fint og spredt punkterede , . 1. disséctus. 

1. PI. disséctus Er. (fig. 178). Aflang, sort eller sortbrun, 
følehorn og ben brunrøde. Pronotum fint og spredt punkteret, 
foran roden med en tværfure (foruden den dybe tværfure 
foran midten). Vingedækkerne fortil med en dyb, skrå, noget 
buet rygstribe, der strækker sig forbi deres forreste tredjedel, 
og med en bred fure langs sømmen, der er ophøjet i hele sin 
længde. Pygidium og propygidium temmelig fint og tæt 
punkterede. Forskinnebenene mod spidsen pludselig udvidede. 
Længde 1-1,4 mm. 

Sjælden (0). Sundby Storskov, Sorø, Svenstrup ved Borup 
st.. Bognæs, Dyrehaven, Hillerød. Under bark af løvtræer. 



332 

især bøg, og i fugtigt, bladet og trøsket bøgeved. Marts-sept., 
i antal i maj og sept. 

2. PI. vulneråtus Panz. Aflang, sort eller brunsort, føle- 
horn og ben brunrøde. Pronotum med temmelig dyb, foran 
midten anbragt tværfure, foran denne fint og ret tæt, bag 




Fig. 178. Plegaderus dissectus. x 33. 



denne fint og spredt punkteret. Vingedækkerne ved roden med 
en ganske kort rygstribe, sømmen bagtil ophøjet, punkturen 
mod siderne fin og tæt, mod sømmen grovere og mere spredt. 
Pygidium og propygidium temmelig tæt punkterede. For- 
skinnebenene mod spidsen jævnt udvidede. Længde 1,5- 
1,8 mm. 

Sjælden, men ofte i antal (J, 0). Draved skov, Stursbøl 
plantage, Nim, Frijsenborg, Femmøller; Tåsinge, Sundby 
Storskov, Falster, Bromme plantage. Ravneholm, Rudeskov, 



333 



Hillerød, Strødam, Storkevad. Under bark, især af nåle- 
træer, i barkbillegange bl. a. af Crypturgus cinereus. Apr.- 
juli, sept.-okt., i antal ^3/^ og ^o/^. 

[PI. saucius Er. er let kendelig ved det i oversigten nævnte 
kendetegn. Aflang, sort eller brunsort, følehorn og ben brun- 
røde. Pronotum med lidet dyb, foran midten anbragt tvær- 
fure, punkturen foran denne noget finere og tættere end bag 
denne. Vingedækkerne ved roden med en ganske kort ryg- 
stribe, sømmen bagtil ophøjet, punkturen mod siderne tæt 
og noget ru, mod sømmen kraftigere og mere spredt. Pygi- 
dium og propygidium tæt punkterede. Forskinnebenene mod 
spidsen jævnt udvidede. Længde 1,5-2 mm. 

Fundet bl. a. i Skåne, men vistnok ikke i Nordvesttyskland. 
Under bark af fyr og gran, meget sjældent af løvtræer.] 

[PI. caesus Hbst. Sort eller sortbrun, følehorn og ben 
brunrøde. Pronotum temmelig tæt punkteret, foran roden 
med en tværfure (foruden den dybe tværfure i midten). Vin- 
gedækkerne ved roden med 2 ganske korte rygstriber, langs 
sømmen med en svag, fortil forsvindende fure. Pygidium. og 
propygidium tæt punkterede. Længde 1-1,7 mm. 

Fundet bl. a. i Skåne og ved Eutin i Holsten. Under bark 
af gamle løvtræer, f. eks. pil, poppel, bøg og eg; også fundet 
i smuld i hule bøge og i hule ege, undertiden sammen med 
Lasius fuliginosus.] 



11. Onthophilus Leach. 

Let kendelig fra alle vore andre slægter ved over- 
sidens længderibber. Kroppen kort og bred. Panden 
uden tværfure. Pronotum med ophøjede længderibber. 
Scutellum lille. Vingedækkerne bagtil afstudsede, med 
ophøjet søm og rygribber samt en skulderstribe. 
Propygidium i midten med en længdeknude, pygi- 
dium bøjet skråt ind mod bugen, med nogle indtryk. 
Følehornsfurerne anbragt i den forreste del af pro- 



334 



thorax' sidedækker. Skinnebenene smalle, med torn- 
eller hårklædt yderside, de forreste med lang fod- 
fure. 




Fig. 179. Onthophilus sulcatus. x 13. 



Oversigt over arterne. 

1. Pronotum med simpel punktur. Vingedækkerne 

hvert med 3 rygribber 1. sulcatus. 

Pronotum tæt længderynket. Vingedækkerne 

hvert med 6 rygribber 2. striåtus. 



1. O. sulcatus Fabr. (fig. 179). Mat, sort, følehorn og ben 
brune. Pronotum jævnt tilsmalnet fremefter, groft og tæt 
punkteret, med 6 fortil forkortede længderibber, af hvilke de 
2 midterste er afbrudt foran midten og bag afbrydelsen nær- 
mede stærkt til hinanden. Vingedækkernes ribbemellemrum 



335 



hvert med 5 fine, ophøjede længdeUnier, der, med und- 
tagelse af den midterste, er afbrudt af punkter. Længde 
2,5-3,5 mm. 

Sjælden (J, 0). Haderslev, Ejsbøl (i antal), Horsens, Byg- 
holm (i antal i en muldvarperede (græsrede)), Thorsager, 
Randers, Ålborg; Nykøbing F., Strandmøllen. I gødning, 
plantemuld og især i muldvarpereder (vistnok kun i græs- 
reder), hvor også larver er fundet. Apr.-maj, sept.-nov., i antal 
bl. a. ®/4 og i sept. I udlandet også fundet i musereder, kanin-, 
ræve- og grævhngeboer. 

2. O. striåtus Forst. Sort, med mat glans. Følehorn og 
ben brune. Pronotum tæt længderynket, med 6 længderibber, 
af hvilke de 2 eller 4 yderste fortil er forkortede, siderne bag 
midten stumpvinklet udvidede. Vingedækkerne med 6 ryg- 
ribber, af hvilke de afvekslende er svagere, ribbemellemrum- 
mene hvert med 2 ophøjede, af punkter afbrudte længdelinier. 
Længde 1,7-2,4 mm. 

Meget sjælden (J, 0). Als; Tranekær (2 eks. ketset), Chri- 
stianssæde (1 eks. ketset), Merritsskov (i gødningssvamp), 
Knudshoved v. f. Vordingborg (1 eks. i en hul lind), Boserup 
skov (2 eks. i rørsvampe; flere eks. ved udsvedende saft fra 
en elmestub, maj), Eriksholm skov ved Bramsnæsvig (i antal 
i halvtør hestegødning på skygget bund), Tisvilde hegn (1 eks. 
ketset). Apr.-juni, i antal ^^/j. Især i henrådnende planterester, 
roer o. 1. og i svamp, ved gødning og ådsel; ketset enkeltvis, 

7/ 18/ 15/ 
1 bf I b9 !%• 



12. Abraeus Leach. 

Kroppen stærkt hvælvet. Panden uden tværfure. 
Pronotums sider fint randede. Scutellum meget lille, 
næppe synligt. Vingedækkerne bagtil afstudsede, i det 
højeste med svage spor af rygstriber, sidedækkerne 
ikke afsat. Pygidium bøjet skråt ind mod bugen. 
Følehornsfurerne anbragt i den forreste del af for- 
brystets sider. Forskinnebenene stærkt udvidede, med 
utydelig fodfure, mellem- og bagskinnebenene slanke. 

Denne og den følgende slægt er kendelig fra vore 



336 



andre slægter (undtagen Micromalus) ved det lille, 
næppe synlige scutellum og fra Micromalus ved den 
ringe størrelse og korte kropsform. 

Oversigt over arterne. 

1. Vingedækkernes punktur i bageste halvdel tæt 

længderynket 1. globulus. 

Yingedækkernes punktur ensartet, ikke længde- 
rynket 2. 





a. globosus b. granulum 
Fig. 180. Abraeus. Højre forben. 

2. Forskinnebenenes yderside foran midten med en 

afrundet udvidelse (fig. 180, b) 2. granulum. 

Forskinnebenenes yderside i midten skarpt stump- 
vinklet udvidet og bag spidsen med en lille tand 
(fig. 180, a) 3. globosus. 

1. Ab r. globulus Creutz. Begsort, følehorn og ben rust- 
røde, oversiden spredt beklædt med let affaldende, mod 
spidsen kølleformet fortykkede hår. Pronotum og vingedæk- 
kerne meget tæt punkterede, punkturen på vingedækkernes 
bageste halvdel tæt længderynket. Forskinnebenenes yderside 
i midten med en afrundet udvidelse, der er svagere end hos 
den følgende art. Længde 1,2-1,5 mm. 

Meget sjælden (0). Kun fundet i en skov ved Tommerup 
(2 eks. 27/g 1896) og ved Odense (1 eks. ^^Uo 1896). I tør ko- 
gødning på undersiden af kokassernes skorpe; også i tør 



337 



heste- og fåregødning, under henrådnende planterester, roer 
o. lign. og ved saftende birkestubbe. Især juli-okt. 

2. Abr. grånulum Er. Rødbrun, følehorn og ben rustrøde. 
Pronotum kraftigt og tæt punkteret. Vingedækkerne endnu 




Fig. 181. Abraeus globosus. x 35. 

kraftigere og omtrent lige så tæt punkterede, fortil med en 
svag, skrå rygstribe. Længde 1-1,4 mm. 

Udbredt, men sjælden (J, 0). F. eks.: Frijsenborg; Næsby- 
hoved skov, Sorø, Bognæs, Dyrehaven, Sjælsølund. I fugtigt, 
bladet og trøsket ved af bøg og andre løvtræer, f. eks. eg, 
ask, lind og elm, og i sådanne træers hule stammer eller stub- 
be. Maj-dec. 



3. Abr. globosus Hoflm. (fig. 181). Rødbrun, følehoin og 
ben rustrøde. Pronotum temmelig fint og tæt, vingedækkerne 
kraftigere og mere spredt punkterede. Længde 1,3-1,6 mm. 

Victor Hansen : Ådselbiller 22 



338 

Udbredt, men ikke almindelig (J, 0). Under bøgebark, i 
kulsvamp på gamle bøgetræer, i fugtigt, bladet og trøsket 
bøgeved og i hulheder i stammer og stubbe. Også fundet hos 
myrer {Formica rufa og Lasius fuliginosus). Apr.-okt. 



13. Acritus Leconte. 

Kroppen hvælvet. Panden uden tværfure. Pro- 
notums sider fint randede. Scutellum meget lille, ikke 
eller næppe synligt. Vingedækkerne bagtil afstudsede, 
undertiden med skrå rygstriber, sidedækkerne afsat 
ved en dyb randstribe. Følehornsfurerne anbragt i den 
forreste del af forbrystets sider. Forskinnebenene hos 
de danske arter kun svagt udvidede, med utydelig 
fodture, mellem- og bagskinnebenene slanke. For- og 
mellemfødderne 5-leddede, bagfødderne 4-leddede. 

Let kendelig fra vore andre slægter ved de 4-leddede 
bagfødder. 

Oversigt over arterne. 

1. Pronotum foran roden uden tværlinie, temmelig 

tæt og kraftigt punkteret 1. miniitus. 

Pronotum foran roden med en af tætstillede punk- 
ter bestående tværlinie, fint og spredt punkteret 

2. nigricérnis. 

1. Aer. minutus Hbst. Temmelig blank, brunrød eller 
gulbrun, følehornene med gul kølle. Pronotum og vingedæk- 
kerne temmelig tæt og kraftigt punkterede, de sidste fortil 
med en skrå stribe, der dog ofte er meget svag eller forsvunden. 
Længde 0,8-1,2 mm. 

Synes at være meget sjælden hos os og er vistnok kun 
fundet for mange år siden i Sundby Storskov (i antal) og i 
Nordsjælland (enkeltvis). I udlandet fundet under mør bark, 
især af bøg, i gamle stubbe, og i tørt, trøsket bøge- og ege- 
ved; i Sverige er den engang fundet i antal i maj under bark 
af asp, der var angrebet af træbukkelarver og andre bille- 
larver. 



339 



2. Aer. nigricornis Hoffm. Blank, sortbrun eller brun- 
rød, følehorn og ben rustrøde, køllen undertiden mørkere. 
Pronotum fint og spredt punkteret. Vingedækkerne fint og 
spredt, fortil noget kraftigere punkterede, fortil i det højeste 
med svagt antydet rygstribe; punkturen bagtil ofte noget 
længderynket. Længde 0,7-1,1 mm. 

Almindelig (J, 0). I gødning og henrådnende plantedele. 
Især for- og efterår. 



Alle afbildningerne er originale, tegnede efter naturen af forfat- 
teren, undtagen lig. 133-141, p. 255-260 (efter CL Besuchet) og fig. 
92-106, p. 210-211 (tegnede af forfatteren efter fotografier, tagne 
af E. Sundt). 



22' 



Oversigt over de i dette 
bind behandlede arters forekomst. 



Oversigten må ikke betragtes som udtømmende, men kun 
som vejledende. Det må tages i betragtning, at adskillige arter 
lever under ret forskelligartede forhold, og at nogle af oversig- 
tens grupper glider over i hinanden, f. eks. I, II og III. 



I. Under bark, i løv og 
træer, ved sammenfaldn 

og 
Side 

Phosphuga atrata 33 

Agyrtes 34 

Nargus 48 

Catops 51 

Ptomaphagus 70 

Anisotoma 116 

Amphicyllis 120 

Agathidium 121 

Adskillige Scydmaenidae . . 137 

Sacium 165 

Arthrolips 165 

Orthoperus . 165 

Ptenidium-arter 178 

Micridium 187 

Microptilium 198 

Ptinella 199 

Pteryx 202 



mos, i træstubbe og hule 
e risgærder o. lign. (jfr. II 
III). 

Side 

Acrotrichis-arter 208 

Scaphidium 231 

Scaphosoma 232 

Euplectus-arter 241 

Plectophloeus 253 

Bibloporus 261 

Trimium 263 

Trichonyx 265 

Batrisodes 267 

Bryaxis-arter 275 

Tyrus 287 

Platysoma 295 

Micromalus 311 

Plegaderus 330 

Abraeus granulum 337 

— globosus 337 

Acritus minutus 338 



II. I kompost, planterester o. lign. 



Side 

Calyptomerus 132 

Clambus 132 

Euthia schaumi 141 

— scydmaenoides .... 141 



Side 

Euconnus fimetarius 158 

Scydmaenus tarsatus 160 

— rufus 160 

Corylophus 164 



341 



Side 

Sericoderus 164 

Orthoperus 165 

Adskillige Ptiliidae 170 

Euplectus kirbyi 249 

— sanguineus 249 



karsteni 251 



Side 

Pseudoplectus 260 

Adskillige Hister-arter .... 297 

Abraeus globulus 336 

Garcinops 310 

Abraeus globulus 336 

Acritus nigricornis 339 



III. På fugtig bund (søbredder, moser, enge). 



Side 

Cephennium 143 

Euconnus rutilipernis 157 

— hirticollis 157 

— wetterhalli 158 

Sphaerius 170 

Ptenidium-arter 178 

især fuscicorne 182 

Ptilium affine 185 

Actidium boudieri 197 



Side 

Microptilium 198 

Acrotrichis-arter 208 

Bibloplectus 254 

Rybaxis 269 

Brachygluta 271 

Reichenbachia 274 

Bryaxis-arter 275 

Tychus 283 

Pselaphus 285 



IV. På strandbredder under tang, alger o. lign. 



Side 

Ptenidium punctatum 182 

Actidium coarctatum 198 



Side 

Actinopteryx 229 

Saprinus-arter 320 



V. Ved udsvedende træsaft. 



Side 

Ptenidium gressneri 179 

— turgidum 180 

Euplectus-arter 241 

Trichonyx 265 

Hister-arter 297 



Side 
Dendrophilus punctatus . . . 309 

Garcinops 310 

Onthophilus striatus 335 

Abraeus globulus 336 



VI. 



Gatops fuscus 



I kældre m. v. 

Side 

60 Galyptomerus 



Side 
132 



VII. Knyttede til svamp. 
A. Overjordisk svamp. 
Side 



Necrophorus 16 

Oeceoptoma 26 



Side 

Silpha 30 

Phosphuga 33 



342 



Side 

Nargus 48 

Gatops chrysomeloides .... 67 

Anisotoma 116 

Amphicyllis 120 

Agathidium 121 

Acrotrichis-arter 208 



Side 

Scaphidium 231 

Scaphosoma 232 

Adskillige Hister-arter .... 297 

Gnathonaus-arter 315 

Onthophiliis striatus 335 

Abraeus globosus 337 



B. Underjordisk svamp. 



Side 

Colon 74 

Triarthron 88 

Hydnobius 89 

Liodes 92 



Side 

Agaricophagus 113 

Colenis 114 

Cyrtusa 115 



Blitophaga 



VIII. Planteædere. 

Side I 
27 



IX. I gødning. 



Side 

Oeceoptoma 26 

Catops neglectus 69 

Euconnus fimetarius 158 

Seydmaenus tarsatus 160 

— ruflis 160 

Adskillige Ptiliidae 170 



Side 

Hister 297 

Gnathoncus 315 

Saprinus 320 

Onthophilus 333 

Abraeus globulus 336 

Acritus nigricornis 339 



X. Ved 

Side 

Necrophorus 16 

Necrodes 23 

Thanatophilus 24 

Oeceoptoma 26 

Silpha 30 

Nargus 48 

Gatops 51 

Ptomaphagus 70 



ådsler. 

Side 

Euryptilium saxonicum ... 190 

Ptiliolum schwarzi 196 

Baeocrara 207 

Acrotrichis-arter 208 

Hister 297 

Gnathoncus 315 

Saprinus 320 

Onthophilus striatus 335 



343 



XI. Knyttede til dyreboer. 

I muldvarpe- og vandrottereder. 

Side 

Ptomaphagus medius 71 

Leptinus 136 

Neuraphes talparum 146 

Ptenidium laevigatum ... 180 

— intermedium.. 180 

Bibloplectus minutissimus . 260 

Hister marginatus 303 

Onthophilus sulcatus 334 



Side 

Choleva-arter 37 

Nargus velox 49 

Catops-arter 51 

især fuliginosus 62 

grandicollis 63 

westi 63 

nigrita 65 

dorni 65 

morio 66 



B. I musereder og andre pattedyrreder. 



Side 

Choleva-arter 37 

Xargus 48 

Catops-arter 49 

især de under A nævnte 

samt 

picipes 60 

nigricans 62 



Side 

coracinus 65 

Ptomaphagus 70 

Colon latum ? 78 

Leptinus 136 

Hister marginatus 305 

Flere andre af de under A 
nævnte arter 



C. I fuglereder. 



Side 

Xemadus 70 

Ptomaphagus 70 

Ptilium modestum 186 

Acrotrichis suecica 224 



Side 
Dendrophilus punctatus . . . 309 

Carcinops 310 

Gnathoncus 315 



D. I myretuer. 
(Flere andre arter end de nævnte træfYes nu og da hos myrer.) 

1. Formica. 



Side 

Agyrtes 34 

Euthia plicata 140 

Euconnus claviger 156 

— maeklini 156 

Scydmaenus hellwigi 161 

Ptenidium myrmecophilum 181 

Ptilium myrmecophilum . . 186 

— modestum 186 



Side 

Acrotrichis-arter 208 

Trimium 263 

Amauronyx 266 

Tyrus 287 

Dendrophilus pygmaeus. . . 310 

Hetaerius 314 

Myrmetes picéus 315 



344 



2. Lasius. 



Side 

Catops umbrinus 58 

Euconnus claviger 156 

Ptenidium myrmecophilum 181 

Euplectus brunneus 245 

Plectophloeus nitidus 253 

Amauronyx 266 



Side 

Batrisodes 267 

Bryaxis curtisi 280 

Tyrus 286 

Claviger 287 

Dendrophilus punctatus . . . 309 
Micromalus flavicornis .... 311 



Forkortede forfatternavne 



Ahr. 


= Ahrens. 


Lap. 


= Laporte de 


Allib. 


- Allibert. 




Castelnau. 


Bickh. 


= Bickhardt. 


Latr. 


= Latreille. 


Bris. 


= Brisout. 


Lew. 


= Lewis. 


Gast. 


= Laporte de 


L. 


= Linné. 




Castelnau. 


Lundbl. 


= Lundblad. 


Charp. 


= Charpentier. 


Mach. 


= Machulka. 


Chaud. 


= Chaudoir. 


Mannh. 


= Mannerheim. 


Creutz. 


= Creutzer. 


Mars. 


= Marseul. 


Croiss. 


= Groissandeau. 


Marsh. 


= Marsham. 


Deg. 


= Degeer. 


Matth. 


= Matthews. 


Dft. 


= Duftschmid. 


Motsch. 


= Motschulsky. 


Er. 


= Erichson. 


Muls. 


= Mulsant. 


Fabr. 


= Fabricius. 


Mull. 


= Muller. 


Fairm. 


^ Fairmaire. 


M. &K. 


= Muller & Kunze 


Fisch. 


= Fischer. 


Newm. 


= Newmann. 


Fleisch. 


= Fleischer. 


Oliv. 


= Olivier. 


Forst. 


= Forster. 


Panz. 


= Panzer. 


Frol. 


= Frolich. 


Payk. 


= Paykull. 


Ganglb. 


== Ganglbauer. 


Peyr. 


= Peyron. 


Gillm. 


= Gillmeister. 


Raffr. 


= Raffray. 


Gze. 


= Goeze. 


Redtb. 


= Redtenbacher. 


Guér. 


= Guérin. 


Reich. 


= Reichardt. 


Guillb. 


= Guillebeau. 


Reichenb. 


= Reichenbach. 


Gyll. 


= Gyllenhal. 


Reitt. 


= Reitter. 


Hal. 


= Haliday. 


Rosenh. 


= Rosenhauer. 


Hbst. 


= Herbst. 


Rossk. 


= Rosskothen. 


HofTm. 


= Hoffmann. 


Sahlb. 


= Sahlberg. 


Ulig. 


= Illiger. 


Sam. 


= Samouelle. 


.Teann. 


= Jeannel. 


Steph. 


= Stephens. 


Kelln. 


=- Kellner. 


Thoms. 


= Thomson. 


Kiesw. 


-- Kiesenwetter. 


Wank. 


= Wankowicz. 


Kr. 


^ Kraatz. 


Web. 


= Weber. 


Krog. 


= Krogerus. 


Woll. 


= Wollaston. 


Kugel. 


= Kugelann. 


Zett. 


= Zetterstedt. 


Laboulb. 


= Laboulbéne. 







Litteraturi) 



A. A. Allen i Ent. Monthly Mag. 1965, side 178-184 (Liodes). 

M. Besuchet i Mitt. der Schweitz. Ent. Gesellsch. bind XXVIII, 

nr. 2 (1955), side 153-209 (Bibloplectus og Pseudopledus). 

— i Revue Suisse de Zool. bind 65 (1958) side 891-919 
(Pselaphidae og Scydmaenidae). 

— i Ent. Medd. XXVII (1954), side 43-45 (Brachyglula 
hanseni). 

Nils Bruce i Opusc. Ent. Supplementum IX (1948) (Ortho- 
perus). 

Catalogus Coleopterorum Fennoscandiae et Daniae auct. 
Victor Hansen, Einar Klefbech og Oscar Sjoberg, Gun- 
nar Stenius, Andreas Strand, redig. cur. Carl H. Lind- 
roth. 1960. Lund. 

Gunnar Dahlgren i Opusc. Ent. 1960, side 237-248, 1964, side 
152-162 og 1968, side 82-94 (Saprinus). 

S. Endrødy- Younga i Acta Zool. Acad. Scient. Hungariae 
bind VI, nr. 3-4, (1960), side 257-303 (Clambus). 

H. Franz i »Eos«, Ravista Espan. de Entom. bind XXXVI, 
nr. 3 (1960), side 277-371 (Stenichnus) og bind XXXVII 
nr. 4 (1961), side 415-496 {Scydmoraphes og Neuraphes). 

— i Svensk Ent. Tidskr. 1950, side 168-170 (Bibloporus). 
L. Ganglbauer: Die Kåfer von Mitteleuropa, 2. bind (1895), 

3. bind (1899). 
Handbooks for the identification of British insects Vol IV, 

Part 6 (a) (1966, Clambidae af G. Johnson), Part 9 (1957, 

Pselaphidae af E. J. Pearce), Part 10 (1963, Histeroidea 

af D. G. H. Halstead). 
Victor Hansen: Danmarks Fauna, Biller V, Aadselbiller, 

Stumpbiller m. m., 1922; XX, Tillægsbind, 1958, side 

82-159. 

— i Ent. Medd. XXV (1947), side 201-204 (Ptiliolum). 

— Fortegnelse over Danmarks biller. Ent. Medd. XXXIII, 
1964, side 69-92 og 187-199. 

^) Der henvises endvidere til litteraturcitater i Victor Hansen: For- 
tegnelse over Danmarks biller 1964, side 69-92 og 187-199. 



347 



A. Horion: Faunistik der mitteleuropaischen Kåfer, bind II. 

1949. 
G. Ihssen i Kol. Zeitschr. I (1949) side 176-190 (Saprinus). 

— i Ent. Blåtter 1949-50, side 108-112 (Colon). 

R. Jeannel i L'Abeille XXXII (1923), side 1-160 (Choleva). 

— Goléoptéres Psélaphides i Faune de France, Vol. 53, 
1950. 

Colin Johnson i The Entomologist 1966, side 152-154 (Acro- 
trichis insularis Maki. og A. norvegica Strand) og side 
196-199 (A. sericans og A. dispar). 

E. Kangas i Ann. Ent. Fenn. 1951, side 136-148 (Euplectus). 

D. K. Kevan i Ent. Monthly Mag. 1945, side 69-72 {Galops) 

og 121-125 (Ptomaphagus, Nemadus, Nargus og Balyscia), 
1946, side 122-130 {Choleva) og 1947, side 249-267 
{Colon). 
Thure Palm i Svensk Ent. Tidskr. 1941, side 158-165 {Colon), 
1946, side 171-176 {Agathidium), 1948, side 122-124 
{Bibloporus), 1953, side 61-63 {Batrisodes) og side 171- 
172 {Scaphosoma), 1955, side 25-27 {Plectophloeus) og 
side 36-38 {Scijdmaenus). 

— i Opusc. Ent. 1954, side 21-26 {Batrisodes og Scydmae- 
nus). 

Thure Palm og J. R. Bergvall i Svensk Ent. Tidskr. 1950, side 
120-123 {Euthia). 

E. J. Pearce i Ent. Monthly Mag. 1951, side 65-83 og side 

136-140 og 1955, side 272-273 {Biblo pieetus). 
A. Raffray i Ann. de la Soc. Ent. de France, Bind LXXIX, 

1910 {Euplectus). 
E. Reitler: Fauna Germanica, Bind II, 1909. 
O. Renkonen i Ann. Ent. Fenn. 1939, side 177-207 og 1945, 

side 189-190 {Acrotrichis). 
E. C. Rosenberg i Ent. Medd. X (1913-15), side 37-76 om 

billefaunaen i dyreboer, særlig underjordiske). 

P. Rosskothen i Ent. Blåtter 1934, side 113-116 og 1935, side 
165-172 {Acrotrichis). 

— smstds. 1934, side 200-203 {Ptilium, Ptiliolum). 

K. Sokolowski i Ent. Blåtter 1942, side 173-211 og 1956, side 
157-160 {Catopidae). 

IV. O. Steel i Ent. Monthly Mag. 1963, side 49-51 {Biblo- 
porus). 

St. Stockmann i Not. Ent. 1954, side 65-66 {Bibloporus) og 
1957, side 67-76 {Gnathoncus). 

Andr. Strand i Norsk Ent. Tidsskr. VI (1941), side 25-30 
{Acrotrichis), VII (1946), side 168-169, XI (1959-61), 
side 96-97 og 240-243 {Clambus), VII (1943), side 74- 
79 {Hydnobius), X (1957), side 113-115 {Bythinus) og 



348 



side 119-130 (Liodes) samt XI (1960), side 173 (Pteryx 

splendens). 
Eiv. Sundt i Norsk Ent. Tidsskr. X (1958), side 173-179 og 

241-277 (Acrotrichis). 
H. Vogt i Ent. Blåtter 1961, side 141-171 (Hydnobius). 
Peter Zwick i Ent. Blåtter 1968, side 1-16 (Catops nigrita- 

gruppen).!) 

O I dette arbejde udskiller Zwick især på grundlag af særlige karak- 
terer ved hannens parringsorgan fra Catops to nye slægter Apocatops 
Zwick med arten nigrita Er. og Fissocatops Zwick med arten westi 
Krog. (og 2 andre hos os ikke fundne arter). 



Navnefortegnelse 



(Synonymer er trykt med kursiv) 

1. Familier, underfamilier, slægter 
og underslægter. 



Side 

Abraeini 330 

Abraeus 335 

Acritus 338 

Acrotrichis 208 

Actidium 196 

Actinopteryx . . 229 

Agaricophagiis . 113 

Agathidium . . . 121 

Agyrtes 33 

Agyrtini 33 

Amauronyx ... 266 

Amphicyllis ... 120 

Anisotoma .... 116 

Arcopagus 278 

Arthrolips 165 

Baeocrara 207 

Batrisodes 267 

Bibloplectiis . . . 254 

Bibloporus 261 

Blitophaga 27 

Brachygluta ... 271 

Bryaxis 275 

Bryaxis 269 

Bythinus 282 

Bythinus 275 

Calyptomeriis . . 132 

Carcinops 310 

Catops 51 

Catops s. str. . . 60 

Cephennium ... 143 

Choleva 37 

Cholevinae .... 35 

Clambidae 131 

Clambus 132 





Side 




Side 


Gla viger 


. 287 


Millidium 


184 


Glavigerinae . . 


. 287 


Myloechus 


78 


Colenis 


. 114 


Myrmetes 


314 


Golon 


. 74 


Nanoptilium . . . 


193 


Colon s. str.. . . 


. 84 


Nargus 


48 


Colonini 


. 74 


Neerodes 


22 


Corylophidae . 


. 162 


Necrophorinae . 


15 


Corylophus . . . 


. 164 


Necrophorus . . . 


16 


Curvimanon . . 


. 78 


Nemadus 


70 


Cyrtusa 


. 115 


Nephanes 


204 


Dendrophilus . 


. 309 


Neuraphes 


145 


Dreposcia .... 


. 58 


Neuraphes s. str 


146 


Euconnus .... 


. 154 


Oeceoptoma . . . 


26 


Euplectini .... 


. 240 


Oligella 


188 


Euplectus .... 


. 241 


Onthophilus . . . 


333 


Euptiliiim .... 


. 196 


Orthoperidae . . . 


162 


Eurycolon .... 


. 78 


Orthoperus . . . . 


165 


Euryptilium . . 


. 189 


Pachylopus . . . . 


330 


Euthia 


. 139 


Paromalus 


311 


Euthiconus . . . 


. 142 


Phosphuga . . . . 


32 


Gnathoncus . . 


. 315 


Platysoma 


295 


Hetaeriiis .... 


. 312 


Plectophloeus . . 


253 


Hister 


297 


Plegaderus . . . . 


330 


Histeridae .... 


289 


Pselaphaulax . . 


286 


Histerini 


295 


Pselaphidae . . . 


235 


Hydnobiiis . . . 


. 89 


Psalaphinae . . . 


240 


Leptinidae . . . 


135 


Pselaphini 


284 


Leptinus 


135 


Pselaphus 


285 


Liodes 


92 


Pseudoplectus . 


260 


Liodinae 


85 


Ptenidium 


178 


Micridium .... 


187 


Pteryx 


202 


Micromalus . . . 


311 


Ptiliidae 


170 


Microptilium . . 


198 


Ptiliolum 


191 


Microscydmus 


159 


Ptilioliim s.str. . 


194 



350 



Side 

Ptilium 183 

Ptilium s.str. . . 185 

Ptinella 199 

Ptomaphagus . . 70 

Reichenbachia . 274 

Rybaxis 269 

Sacium 163 

Saprinini 314 

Saprinus 320 

Scaphidiidae . . . 230 

Scaphidium . . . . 231 

Scaphosoma . . . 232 



Side 

Sciodrepoides . . 59 

Sciodrepa 59 

Scydmaenidae . 137 

Scydmaeniis ... 160 

Scydmoraphes . 148 

Sericoderus .... 164 

Silpha 30 

Silphidae 10 

Silphinae 15 

Silphini 21 

Smicrus 205 



Sphaeriidae . 



169 



Side 

Sphaerius 170 

Stenichnus .... 149 

Thanatophilus . 24 

Triarthron 88 

Trichonychini . . 264 

Trichonyx 264 

Trichopteryx . . . 208 

Trimium 263 

Tychus 283 

Tyrini 284 

Tyrus 286 

Xylodrepa 29 



2. Arter og varieteter. 



academicus . . . . 

acaroides 

adnexus 

aeneus 

af fine 

af/inis 

agaricinum (Se.) 
agaricinum (Se.) 

agilis 

alpiniis 

ambiguus 

ambiguus 

angulare 

angulatus 

angustata 

angustatiim .... 
anisotomoides . . 

aptera 

armadillo 

arnoldi 

assimile 

atomaria 

atomus 

atrata 

atrum 

aubeanus 

axillaris 

badia 

badium 

bescidicus 



Side 
259 
170 
268 
326 
185 
259 
234 
234 

43 

63 
259 
259 

83 
146 

48 
194 

51 
201 
133 
225 
234 
220 
167 

33 
126 
246 
118 
112 
126 
246 





Side 




Side 


bicolor (Ag.) . . 


. 34 


championi .... 


259 


bicolor (St.) . . 


. 154 


chevrolati .... 


218 


bicolor (Bibi.). 


. 262 


chrysomeloides 


67 


bidentatum . . . 


. 85 


ciliaris 


101 


bimaculatus . . 


. 307 


cinnamomea . . . 


100 


bipustulatus . . 


. 304 


cisteloides 


48 


bissexstriatus . 


. 304 


cist eloides 


48 


bohemicus . . . . 


. 246 


clavicornis 


280 


boleti 


. 234 


claviger 


156 


boreale 


. 234 


coarctatum . . . . 


198 


borealis 


. 133 


collaris 


152 


boudieri 


. 197 


colonoides 


70 


brevicolle . . . . 


. 193 


compressum . . . 


296 


brevicorne . . . . 


. 263 


confusum 


128 


brevipennis . . . 


. 227 


conicicollis 


142 


brimnea 


. 110 


conjungens 


328 


brimneum .... 


. 82 


coracinus 


65 


brunneus 


. 245 
. 166 


corvinus 


308 


brunnipes . . . . 


curta 


104 


bulbifer 


. 281 


ciirtisi 


280 


burrelli 


282 


ciispidatiis 


325 


buyssoni 


. 319 


danica 


222 


cadaverinus . . 


. 302 


decemstriatus . . 


328 


caesus 


. 333 


decipiens 


247 


calcarata 


. 105 


delaportei 


268 


carbonarius . . . 


. 306 


denticollis 


200 


carinata 


. 31 


denticornis . . . . 


156 


cassidoides . . . 


. 164 


denticulatum . . 


84 


castanea 


. 119 


dentipes 


80 


cephalotes .... 


. 113 


deplanatum . . . 


297 



351 



Side 

deubeli 141 

dispar (Than.) . 25 

dispar (Aer.) ... 228 

dissectus 331 

distinctus 282 

dorni 65 

dresdensis 286 

dubia 108 

dubiosum 82 

dubius 132 

duodecimstriatus 308 

duponti (Eiipl.) 246 

duponti (Eupl.) 247 

elongata 44 

elongatulus .... 147 

exaratum 185 

exilis 154 

fagniezi 45 

falsus 252 

fascicularis .... 223 

fauveli 252 

ferrugineus .... 314 

filicornis 206 

fimetarius 

(Euc.) 158 

fimetarius (Hi.) 304 

flavescens 105 

flavicornis 311 

fossulata 272 

foveolata 188 

fratercula 222 

frontale 296 

fucicola 229 

fuliginosus 62 

fumatus 60 

f unestus 303 

furva 101 

fuscicorne 182 

fusculum 84 

fuscum 194 

fuscus 60 

gallicum 144 

germanicus .... 17 

gillmeisteri 189 

glabra 119 

glauca 48 



Side 

globiformis .... 121 

globosus 337 

globulus 336 

globus 121 

godarti 151 

goezelmanni . . . 305 

gracilipes 279 

gracilis 201 

grandicollis 

(Gat.) 63 

grandicollis 

(Aer.) 218 

granulum 337 

gressneri 179 

haematica 273 

haemorrhoum . . 128 

halidayi 187 

hanseni 273 

harwoodianus . . 152 

heisei 286 

helferi 272 

hellwigi 161 

helvolus 148 

hirticollis 157 

hoeglundi 262 

hopffgarteni .... 148 

horioni 185 

humator 18 

humeralis 117 

immunda 114 

immundus 327 

impressa 275 

improvisus .... 167 

infirmus 250 

inflatipes 280 

intermedia .... 222 

intermedium ... 180 

interruptus .... 18 

investigator ... 18 

jeanneli 45 

juncorum 275 

karsteni 251 

kirbyi (Gat.) ... 69 

kirbyi (Eupl.) . 249 

kunzei 193 

laevigatum .... 180 



Side 

laminata 270 

lateralis 165 

latum 78 

lederi 194 

limbata 200 

lineare 297 

linearis 141 

litoralis (Nec.) . 23 

litoralis (Bae.) . . 207 

litura 112 

longicornis 

(Aer.) 227 

longicornis 

(Glav.) 288 

longulus 67 

lucidula 221 

macropalpus . . . 283 

maeklini 156 

maerkeli (Tr.).. 89 

maerkeli (Am.). 266 

mandibulare ... 130 

margaretae 258 

marginatum 

(Ag.) 127 

marginatum 

(Ptil.) 194 

marginatum 

(Eur.) 190 

marginatus .... 305 

maritimus 330 

medius 71 

merdarius 303 

metallicus 329 

minuta 116 

minutissimum . 184 

minutissimus . . 260 

minutissimus . . 259 

minutissimus . . 261 

minutus (Neur.) 149 

minutus (Aer.) . 338 

minutus (GI.) . . 133 

minutus (Bi) . . . 262 

modestum 186 

montandoni ... 218 

morio 66 

mucronatus .... 287 



352 



Side 

multistriatus ... 91 
myrmecophilum 

(Pten.) 181 

myrmecophilum 

(Ptil.) 186 

nannetensis .... 319 

nanus (Microsc.) 159 

namis (EiipL). . 248 

nanus (Gnath.). 317 

neglectus (Cat.) 69 

neglectus (Hi.) . 306 

neresheimeri . . . 279 

nidicola 319 

nidicola 319 

nidorum 320 

niger (Ty.) 283 

niger (Hi.) 307 

nigrellus 135 

nigrescens 

(Orth.) 168 

nigrescens (Lio.) 105 

nigricans 62 

nigricornisÉ .... 339 

nigrinum 130 

nigripenne 125 

nigrita (Cat.) . . 65 

nigrita (Lio.) . . 111 

nitidulus 324 

nitidum 182 

nitidus 253 

norvegica 226 

nubigena 254 

obesa 109 

oblonga (Chol.). 46 

oblonga (Lio.). . 100 

oblongum 195 

obscura 31 

obscurus 165 

opaca 27 

orbicularis .... 120 

ovalis 110 

paludosa 273 

palustre 198 

parallelopipedus 312 

parva 225 

parvula 113 



Side 

paskoviensis ... 43 

pauxilla 116 

perplexus 261 

perrisi 90 

picea 107 

piceum 129 

piceus (Eupl.). . 247 

piceus (Myr.) . . 315 

picicornis 228 

picipes 60 

planiusculus . . . 325 

platonoffi 226 

plicata 140 

podoces 234 

politus 327 

praetermissus . . 308 

pubescens 133 

pulchellum 198 

pulcherrimus . . . 327 

punctator 319 

punctatum .... 182 
punctatus 

(Hydn.) 90 

punctatus 

(Orth.) 168 

punctatus 

(Eupl.) 253 

punctatus 

(Dendr.) 309 

puncticolle .... 84 

puncticollis .... 279 

punctipennis . . . 200 
punctulatus 

(Orth.) 168 

punctulatus 

(Gn.) 317 

punctulum .... 133 

purpurascens . . 307 

pusillum (Sa.). . 165 

pusillum (Pt.).. 181 

pusillus (St.).. . 154 

pusillus (Bi.).. . 259 

pusillus (Bi.) . . . 259 

pygmaeus 310 

quadrimacula- 

tum 231 



Side 

quadrinotatus . 303 

quadripunctata 30 

quadristriatus . . 329 
quatuordecim- 

striata 310 

radula 134 

ratisboiiensis . . . 201 

regiomontanum 84 

reitteri (Ch.) . .. 46 

reitteri (Bi.) 259 

rotundatum ... 129 

rotundatus 319 

rubiginosa 103 

rufescens 80 

rufipes 328 

rufus 160 

rugiceps 329 

rugifer 325 

rugifrons 329 

rugosa 102 

rugosus 25 

rugulosa 223 

rulhenus 71 

rutilipennis .... 157 

sanguinea 269 

sanguineus 

(Eupl.) 249 

sanguineus (Ty.) 287 

saucius 333 

saxonicum 190 

scLxonicum 189 

schaumi 141 

schmidti 319 

schmidti 319 

schwarzi 196 

scutellaris 151 

scydmaenoides . 141 

seminulum .... 126 

semistriatus . . . 324 

sepultor 19 

sericans 228 

sericeus 72 

serripes 84 

signatus 250 

silesiaca 102 

silvatica 225 



353 



Side 

sinuatus 24 

spadicea 42 

sparshalli 148 

sparshalli 148 

spencei 195 

sphaerulum .... 129 

spinosus 259 

splendens 204 

stercorarius .... 305 

stigmosus 306 

striatus 335 

strigosus 92 

striola 302 

sturmi 45 

sturmi 45 

subalpinum .... 235 

subfuscus 68 

subinerme 84 

subtestacea ... 115 
subvillosus .... 72 

succicola 302 

suecica 224 



Side 

sulcatus 334 

sulcicollis 265 

suturalis 202 

talparum 146 

tarsatus 160 

tenebrosus 258 

tenella 201 

terricola 301 

testacea 200 

testacea 200 

testaceus (Cl.) . 289 

testaceiis (Lept.) 136 

thoracica (Oec.) 26 

thoracica (Aer.) 220 

titan 204 

tomlini 252 

triepkei 103 

tristis (Si.) 31 

tristis (Gat.) ... 67 

turgidum 180 

umbrinus 58 

undata 28 



Side 

unicolor 301 

validus 279 

varians 128 

variicornis 73 

variolosa 207 

velox 49 

ventralis 306 

venustus 267 

vespillo 20 

vespilloides .... 20 

vestigator 20 

viennense 85 

virescens 326 

vulneratus 332 

watsoni 54 

westi 63 

wetterhalli .... 158 

wilkini 50 

wusthoffi 196 

zebei 82 



m':